Skip to main content

Full text of "Nyt theologisk bibliothek"

See other formats 




Google 





This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 


It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover. 


Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 


Usage guidelines 


Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 


We also ask that you: 


+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
personal, non-commercial purposes. 


+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 


+ Maintain attribution The Google *watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 


+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 


About Google Book Search 


Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 


athttp://books.google.com/ 





Google 


Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, for den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 





Den har overlevet laenge nok til, at ophavsretten er udlobet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkàr er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bgger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repraesenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 








Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 


Retningslinjer for anvendelse 


Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 


Vi beder dig også om følgende: 


e Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 


e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 
Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 








e Bevar tilegnelse 
Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 








e Overhold reglerne 
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 








Om Google Bogsøgning 


Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 


søge gennem hele teksten i denne bog på internettet pålhttp://books.google.com 











Y 


ds 





— 





NER” 


E Ar 


i SAWENDE | 


= 


ÅND 
TH 





dig 


igitized by Goo le 
å 








— "SERERESEE 











Pd 


nM 


Not 


theologiſt Bibliother 


udgivet 
i af | 5 : 
Jens Møller, 


Doctor og Profesſor i Theologien ved Kjøbenhavns Unibetfitet, 
Stibber af Dannebrog. 





"Nittende Bind. 








, " Kjøbenhavn 1831. 
Trykt og forlagt af Andreas Seidelin, 
Hof⸗ og Univerſitets⸗Bogtrykker. 


4 











2o feed. Mc 





| | y,/9- 20 
BEnOVER HANS VTD | 
" THEOLOGICAL Lisrazv — / p^. [— /f 3 2- 


CAMBRIDGE, MASS. : 


1 ' 


$sbthbolb 
Du | | 3 Side 
Sale holden £ orfené Skole af fal, Profesſor 
Rector D. Worm ,...... d do^ 
Mindeſerift over Prof. O. Worm af fibgivecen, 
A. Biographien fo . 2... 2... AM 
B. Anhang dertil: Udvalg af Worms Breve 
oa. fil fat, Profesfor Nyerup . . . .. 139 
b. til Stiftsprovſt, Dr. 8g. SRelet . . . 237 
€. til Overlærer Roſendahl 44278 
d. til Profesſor s. Møller . . . +. . .285 
. Exegetiſke Bidrag af Paſtor Mag. $. u, Møller. 
1. om Matth, 12, 39, 40. . . … . + . 293 
2, om $395, 8, 46. . eso Son + + » 908 
3. om 1 Gor, 15, 29, 30, J ben værre an DET 


bU 


i 


F | po M. os Side 
IV. Xnmortninger til Brevet til Galaterne, af, Con⸗ 


fesfionarius Dr. Sj. 9. Mynftet . . . 7. .327 
v. | Ere Adoſtlerne i Fremſtillingen af Jeſu Dods 
Henfigt afvegne fra Jeſu egen are? Befvaret, 
med nærmeft Qenfon til C. F. Boͤhmes Skrift, 
af Gtiftsprovft Dv, 3t, Møller ..... 881 
. VE. Anmeldelſe om bette Eideſtrifts Jortfættelfe uns 
E bec en forandret Titel. Af Udgiveren e + 0417 








I. 


$ ale, 


holden i I" lærde Skole b, 2den Juni 1800 
ef 


M S8orn, 
Skolen⸗ Rector. 


SERRE rs 


Bsiſtæerede Tilhørere ! 


Alle det lidende Sædrelands medlidende Venner! 


Det er en almindelig Erfaring, hvis Aarſager 
i£fe ere vanſtelige at opdage, at en Gader, Broder, 
Ben, Belgjører aldrig ér faa kjær, faa vigtig, 
faa dyrebar, naar han lider vel, naar han iffe 
frænger til 08, fom naar han ſtedes i Ned, naar 


. han behøver og, naar vi ſtaae i Gare for at miſte 


ham: da. førg føle vi «hvad vi have i ham, da 
forſt paaſtjonne vi hans Værd, ba vaagne ferft 


. Ww i os Kjetligheds, Hengivenheds, Venſtabs, 


| Safnemmeligfebs bé omme varme Folelſer. Gom . 


Nyt theol, Bibl, 19 Bb. ——— MA 





2 


bet er med Faderen, Broderen, Vennen, Vel 
gjøreren, faa er bet 0g med bet, fou bør vær 
06 mere, end alle disfe, faa er bet med vor fæl 
leb8 Moder — Fadrenelandet: ”Kjære ere oi 
vore Forældre, figer den patriotifte Cicero, kjar 
ere o8 vore Koner, Børn, Slægtninger og Ven 
ger; men alle disfe fjære Forhold og Forbindelfe: 
omfatter bet ene Fadreneland.“ 

Sanlænge Sabrenelanbet lider vel: faaleng: 
Bonden gaaer troſtig ved fin Plov; Haandvær 
keren fidder flille paa fit Varkſted; Sfipperer 
udrillet p[pier det felleds Hav; Stiobmanben ufor. 
ſtyrret driver fin lovlige Handel; Daglonnerer 
uden Kummer og Suk fortjener Brodet til fig og 
fine; Embedsmanden med Troffab og Stibfjerbet 
røgter det Kald, Staden betroede ham; den Lærdi 
læfer, tenker, (ftriber for Medborgeres Oplys: 
ning og Forædling ; den kloge og retfindige Stats: 
mand gaaer fin Fyrſte tilhaande med Raad og 
Daad til at befæfte Statens Held og Hader; og 
en viis, god, retfærdig, felvfiændig Fyrfte fibbet 
ved Statens Noer, ene arbeibenbe pad, ved ret. 
'ferbige Love, ved Rettens upartiſte Pleie, vet 
fraftíg Haandhavelſe af den offentlige Sikkerhed, 
ved Borgerflids og Vindſtibeligheds Opmuntring 
og Underfisttelfe, ved almeennyttige Anſtalter, 


3 


ved Opiysningens Udbredelſe, borgeriig Frihede 
Udvidelſe og Befaſtelſe, gode Seders og Huma⸗ 


nitetens Befordring; at Ipffaligajere fit Folk; 
fort ſagt, fealenge Sabrenefanbet lider vel, ier 
berfom dette Gabrenelanbetó Velbefindende far 
varet flænge; derſom borgerligt Held, fen andet 
Gods, er. gaaet ligefem i Arv, fra Fader til Con, 
igjennem flere Slægter; da nydes dette Held af 
Mængden, uden ret at ſoles, uden ref at paar 
ſtjonnes, fom noget der faa ffal være, forbi 
bet fewge faa har været; fom noget der iffe 
fortjener fpnberíig :Opmarffombeb, end fige Ge 
kjendtlighed. Sjeldent (perges der ba af et tati 
nenimieligt, et eftertanffomt Hjerte : hvworfta 
kommer denne Lykke, disſe gode Ting, diéſe Be⸗ 
quemmeligheder, fom jeg daglig under? Hvor 
er Kilden? Door er Udfpringet? fortjener jeg og 


salt dette Gode, og firaber jeg at gjøre mig værdig 


tif dets Nydelſe? er min Rettighed faa grundet, 
er min Befiddelfe faa hjemlet, at det iffe fan bes 
rovas mig? vilde og kunde jeg bære dets Tab, 
eg være vrede til Selofornægtelfer. og Opofrelſer 
for at gjenvinde det, ifald bet-tabte8? Faa ere 
be, fom i Fædrelandets Velferdsdage tetteligen 
begrunde de vigtige og betydende Ord og e 
greber: Stat, Konge, Regſering, Love; 
$12 


- 


4 


Hvrighed, borgerlig Orden, Stibeb; i 


Gifferbeo, Velſtand; og font sifle for» 
ſtaae og betenke, hvad bet betyder, at ſtaffe disſe 
tilveie, og haandhave og beſtytte dem. Men alt 
dette, og meget mere indbefattes i bet eene Ord, 


Fædreneland; og derfor figer jeg, at Fædre 
selanbet, faalænge det fiber. vel, iffe er o8 faa . 


vigtigt, faa fjært, faa bprebart , fom bet bør og 
fom bet fortjener. Det er nu eengang ſaaledes, 


at Banen ſlover og for Tingenes Indtryk; ſelb 


det Helligſte, Hoitideligſte, Prægtigfte taber ved 
jeontig Nydelſe (or o8 fin Xrvardighed, Stor⸗ 
feb og Interesſe. Hoad et prægtigere end So⸗ 


fen, maar ben i fim Herlighed af Øftens Porte 


ier frem paa Sirmamentet, fen ober bore Hos 
veder, og i fin firaalenbe Gang tegner Skaberens 
flote Navn med Ildſtrift paa Himlens Bue? 
hvad er mere gyſelig ſtjont, end naar den hoime⸗ 


lede Torden fpber huult under Himlens væl 


vinger; faa Jorden, Guds Fodſtammel, bæver, 
medens idelige Lyn gjiennemkrydſe og oplyſe Stat: 
tend Mulm? og Óbórlibet rore bog disſe Natu⸗ 
rens Storfeber Menneffet. Gom bet et^ med 


Naturen, faalebe8 med alt, fom omgiver o8. . 


Skulle oi tet fole.og vurdere et Gode, ba maa 
bet fot en. Tid beroves os, eller vi maae i bet 








5 

mindſte indſtrenkes og hindres i ders $$pbelfe, 
og (aae Fare for. dt mifte bet, — Gfuffe vi ret 
ftattere, elſte, hænge ved og hengive o8 for Sa» 
drenelandet, ba maa det fomme i Fare, ſtedes 
i 9165, og fetteó ud af Stand til med meberlig 
Gavmildhed at uddele fine Gaver til fihe Børn. 
Sj denne Fare, i denne Vanmagt ſattes det ved 
Krigen, naar Alherrens viſe, for o8 ofte 
uſporlige, Henfigter tillade denne Morder» Engel 
at ſvinge fit blodige Glavind over et Land; ba - 
aabnes Afgrunden og Odelaggelſens Vederſtyg⸗ 
geligheder ſtyrte ud over Folk og Land; Flidens 
Frugter nebtrabes, Paradiſer omſtabes til t 
kener, Menneſtker forvandles til Tigre, Gabe 
lighedens Kilder forgiftes, Humanitetens fpæde 
Spire nedtrædes, og Guds ſtjenne Jord omftif» 
tes til en Janmnerdal. Dog, hvorfor iffe heller 
fade en Tydſtlands nu henſovet Hedersmand male 
os denne Furies Færd? ” Maleriet er taget og 
pberfat af. Gedikes herlige, Gravſtrift over det 
18de Aarhundrede. 

— vat du Aarhundred og fttt, og Xanber fra 

Fortid 
bs —— og. tauſt for oe Altere Sec. 
Men dog var du for ſvag at mane de Helvedes Aander, 
Som paa Landene end giftige Flammer udſpye. 


6 


Og ben rafende — fom hver en Vüsdommens 
Plante, 
| 8 hver Lykkens Blomſt træder med Syernfob neb.. 
Ak! ved Gjerrigheds Alter bløder end Menneſteheden! 
Xf! til Tiger endnu ffaber fig Menneſket om! 
Seer du Krigens Gaffel, ben lumrer paa Sletter og 
ØDjerge, 
Lumrer i fredelig Dal, lumrer paa bølgende Hav. 
wu bu — Drabanter! ak vee os! de komme, 
de komme 
Ligeſom Gjenfærd om Stat: Dyrtid, Hunger og Peſt. 
Men Hvorfor anfirenge mig (ot at mate Krigen 
med levende Farver? vi fjenbe ben m M egen 
Folelſe og Erfaring. | 
Der var en fang Tid, en faare lang Tid, 
ta Danmarks (offelige Sonner fun Cjenbte denne 
Furie af Rygte og Fortælling; ba be, fibbenbe 
felv i Fredens 950, neppe hørte Dronet af Kris 
gene Torden, og maatte tage Indbildningskraf⸗ 
ten til -Djefp, for at ſtabe fig et foagt Billede af 
dens ſande Skikkelſe. Men denne lykkelige Tid 
et iffe mere. Danmarks Fred er brudt. Cn. 
Nation, Havets Tyran, ſtolt, overmodig, fore 
blindet af en falſt Politik og beſat af Kremme⸗ 
riets lede Djævel —” Fa forbandede Guld. 
toeſt hvortil tvinger bu Menneſkets 


7 


$jette!" — bar, til £robé for £ro og Love, 
. Bolferet, Billighed, Retfærdighed, oberliftet, 
overvældet og ubplpnbret o8, og faftet det u(fpl» 
dige Danmark ned i den frygtelige Nødvendighed, 
at give Slip paa Fredens Fordele og Velſignelſe, 
og 9eb Krig og væbner Magt at forfoare fin Selv⸗ 
ſtendighed, havne tilføier Vold, og redde Ru, 
re i Europas Dine, medens England ved 
denne himmelraabende Uretfardighed har, for at 
bruge den brave og djærve Gr(tineó Udtry€ i det 
engelffe Parlament, tabt fin moral(fe Værdighed 
for hele Verden. Skrakkelige Tab! det opveies 
iffe med Calcuttas Bomuld og Golcondas fuut» 
lende Stene. Jeg læfte nyligt et Sted i den tat 
kerige Geneca, hvor han flager over Menneſtenes 
Daarlighed og Ondſtab i at misbruge Guds Gods 
hed og Naturens vifefte Judretninger og telgje» 
rende Kræfter til egen og andres Ulykke og For: 
dærvelfe. Det er fou bet kunde være (revet for 
vore Dage, og fom den nye Verdens Karthago, 
det pengegjerrige Britterland, Éunbe have fiddet 
fot ham, da han udfaftede dette alvorlige Mas 
lerig. Han taler om Vindene og deres mangfol⸗ 
dige Nytte og figer: »Vindene ere en for ?Beb 
gjerning af Naturen, berfom iffe Menneffeneé 
Affindighed anvendte dem til deres egen Gorbato | 


” 8 


e 

velſe; upaatvivlelig (fa6te Gud, Verdens Qe 
ſtyrer, iffe Vindene, paa bet at be fulde dakke 
Havet med Skibe, fyldte med Soldater, for at 
fege Fienden, enten paa Havet eller paa hin Side 
af famme. Vi hidſe Geil for 9Binbene, for at 
ile i Krigen, og ftprte o8 for een Fares Cfplb i 
en anden. Vi trodfe be rafende Storme, og 
ube(te Havet, fom fpsger med Menneſkets Magt ; 
og have vi fjempet o8 igjennem alle Farer; ere 
vi undgangne bjerghoie Bolger, Dagene tpffe 
Taage og Nattens Gfraf; hvad Løn venter o8 da 
for aft dette? Hvilken Havn modtager o8 i fitt 
fredelige. Favn? Hvad andet 'end Krig, og den - 
pan Kyſten ruftede Fiende, og Nationer ,” (ont 
- ffutle flagtes under gamle Stæders Brand? Hvi — 
forftyrre vi Havets Fred? er Jorden og maaſtee 
for liden? er det i£fe Raſerie, at anfalde Ube⸗ 
fjenbte, og, uden at være fornærmede, - med - 
Sorbittrelfe at sdelægge Alt rundt om fig? ogr 
fom det vilde Rovdyr, at myrde den, fom man 
iffe fan hade? at overlade fit Liv til Bølgerne, 
og su(te fig lykkelig Vind, for at komme hen at 
dræbe og ødelægge? Snart maatte man fige , at 
. Süaturen havde gjort bedre, om den havde forbudet 

fBinbene at blaſe, og befalet enhver at blive i 
det Land, hvor han fødtes. Da blev i bet mindſte 


om 


D 9 


enfver fun fodt til Rm egen og fied tipffe. 
Men nu har man iffe nof i huuslig Nsd;  ogfaa 
Fremmede (fulle plages. Hvo veed, naar et 


| mægtigt Folk, opblæft af Lykkens Gunſt, faaet 


i Ginde at fenbe en roverſt Flaade til et fremmed 
Land? Hvo fan fiae, om denne eller bin Vind 
blæfer o8 en Krig hid? og, hvad fege Menneſtene 


igjennem bisfe Ulykker og Livets Farer! Det, fom 


forkorter Livet ſelv.“ Saaledes Seneca, Nigt 
Stof til Eftertanke. 

| Vel have vi endnu iffe prodet Krigen, (on: | 
Andre bet have, med affe dens Redsler. Imid⸗ 
fertíb ligger bens Jernhaand allerebe tungt nof 
paa Fadrenelandet, tif at alle dets Børn maae 
føle dens Tryk; til at Fadreneland, Konge, Love, 
Ovrighed, borgerlig Orden, Noe, Sikkerhed og 
Belſtand maae være endog den Cenfoldigfte og 
Letſindigſte mere end nogenſinde forflaaelige, vig⸗ 


. tige og dyrebare: Vor faelleds Moder lider, og 


dette ſaameget piinligere, ſom Udſigterne ere 
morke, og Enden ife er at sine. Dog, vi fore 
fage derfor iffe; vi vide og trot, at dette iffe 


. fter unden Gud, og at altfaa dette, naar vi 


felv ville, ſtal tjene til vor Fred. | Med Over⸗ 
beviisning fige vi med ben hysnævnte Digter: 


10 
Menneffe itte. fortvivl! Duff, at den Cvige er; 
San, fom byder Orcanen at pidffe de ffummende 
Bølger, 
Tingenes Kjæde endnu holder i vældige Haand. 
Menneſker fprænge den iffe, fom Sønner ere af 
Døgnet, 
Som opblomſtre i Dag, visne i Morgen (om Lov. 


Men bet, fom Fadrenelandets nærværende For⸗ 
' fatning førft og fornemmeligen Éræver, er, at 
alle dets Born klynge fig om den lidende Moder, 
glemme fig felv over hende, troſte og hHufvale 
fenbe med Raad og med Daad; opmuntre, frem⸗ 
ſtynde, veilede hverandre, til at bringe hende 
Selofornagtelſes, Uegeunpttigheds, Vorgerſinds 
frivillige Offere. 

Saadanne Tider er det, ſom fremkalde de 
(lore Patrioter og Patriotismeus Martyrer. Hvad 
Fedrenelandskjerlighed, naar den bliver til Li⸗ 
denſtkab, og tillige ægges af Xreus ſtarpe Spore 
og begeiſtres af Navns Udsdeligheds Haabet, er 
i Stand til at gjøre; Hvorledes ben fan exaltere 
Menneſtket, og ſpende alle hans Kræfter, at pan 
hengiver Roe, Livets Bequemmeligheder, Eien⸗ 
bom, Alt; at han trodſer Farer, Pinsler, Debt 
bet vidner alle Tiders Hiſtorie.  Gfjent og fande 
fynger Klopſtok: 


. 
i It 
Få 


i — klinget des Ruhms lockender Outerton 
In das ſchlagende Herz; und die Unſterblichkeit 
Iſt ein groſſer Gedanke; iſt des Schweiſſes 

Der Edlen werth. 

Leonidas fætter fig hen med fine Strids⸗ 
brødre, førend Slaget ved Thermopylæ, for at 
ſtyrke fig med et fort Maaltid til bet Blodbad, 
fom foreſtod med Perſernes mange Tufinder, og 
vpmuntrer dem med disfe Oro: Spiſer Kamme⸗ 
taber ſaaledes til Middag, at Sj iffe glemme, at 
vi atfe fpife til Aften i de Dodes Rige! 

Maden, figer Seneca, blev ham iffe tpf 
under Tænderne, og fab ham ikke faft i Halſen. 
Leonidas faldt med affe ne Gpartaner. Man 
jorbebe dem paa Valpladſen og fatte dem denne 
Gravſtrife: »Vandringsmand, fou læfer dette, 
gaae til Sparta og ſiig, at vi ligge her, forbi vi 
adlode Fadrenelandets Love.” 

Epaminondas ſmilede, da man bed Mans 
tinea traf jam Cppbet, og med famme Livet, ud 
af Bryftet, og han ſauk i Dødens Arme med 
disſe Ord: "Seg beer glad, thi mit Sabrenelanb 
far feiret.” 

Decierne, Fader og Gen, fode fig. af den 
Ypperſtepræeſt indvie til Orcus med Ord, oeb 
hvilke man gyſer, flege faa til eft, og fipttebe 





12 


' inb, hvor Fienden var tpffeft, fot at falde under 


en Hagl af Spyde, fun for at (affe Sebrene 


landet Geiren. Patriotiſte Sjele! med bem, 


figer en [atinit Sigter, tog Afgrundens Guder 
tiltalte, for hele Pegioner, for alle Hjelpetrop⸗ 
per, og hele Latiums bet unge Mandſtab. Thi 
Decierne bare mere værd end alle be, fom frelſtes 
ved. dem. 

Paulus Xmilius, denne. ægte Romer og 
ſtore Feldtherre, fom udvidede. Romerſtatens 
Grændfer ved fine Erobringer, og lagde utallige 
Senneffer under dens Herredomme, (om bragte 
af de erobrede Landes Bytte 5 Millioner i Skat⸗ 


* fammeret, og derped Kaffede Romerfolket Skat⸗ 


fefrí9eb i 30 Aar, og dog neppe efterlod fig faae 
meget, at hans Kones Medgift af hans Stervboe 
kunde udbetales, denne fande Patriot Holdt, 
forend fit Triumf⸗Indtog (bet prægtigfte, Romer⸗ 
folket nogentid faae) en Sale udenfor Byen til 
bet forfamlede Folk, i Hvilfen Gan blandt: andet 
fagbe bisfe Ord: ”Min Lykke (oned nu mig felv 
for fior, og begpnber at vorde mig mistenfelig; 
(tufbe Nemeſis have Befluttet at fotfiprre den, 
fáa beber jeg be ubsbelige Guder, at bun maa 
ubefe fu Brede, iffe ober mit el(tebe Fadre⸗ 
nelaud, men over mig og mit Huus!” Hans 


I3 


Ban blev høre; bet haarde Slag tammebe bett 
Wand, fom havde Styrke til at bære det. 9€ mi 
lius havde to faabefulbe.Gionner; af biéfe dede 
ben ene 5 Dage før, og ben anden 3 Dage efter 
hans: Triumph. 

€leomened , Spartas ——— Konge, 
var fommen i den Nødvendighed, at, Gam til fit 
Fæbdrenelands Sebring maatte (sge ben agppti(te 
Konges, en trolss Tyrand; Djelp. Denne [o 
bebe håm fame, men paa bet $Bilfaat , at han 
, fulde fende fam fin gamle ærværdige Moder tif 
Gibfel. Vilkaaret var haardt, men Fædrenes 
lanbet var ( Nod. Længe fjæmpede Cleomenes 
med fig ſelb, og: gif flere Gange fra og til fin 
Moder, uden at funne føre dette Forflag over 
fime Læber. Krateſiclea, dette var denne ædle 
. bindes Navn, markede hang Uroe, og nødte 
fam til at rpffe ub med Gyproget. Neppe havde 
fan fagt bet, førend hun foarede med en munter 
Mine: »Var det den ſtrækkelige Sag, ſom du 
ikke turde aabenbare mig? ſat mig paa det forſte 
det bedſte Gfib, og fend mig fen hvor bu troer 
jeg kan nytte Sparta. Brug dette mit gamle 
Legeme til aon for Fadrenelandet, forend det 
falder i Støv.” Inden bun afreiſte, gik hun 
med fin Søn i: Neptuns Tempel; fet omarmebe 


- 





I4 


be hinanden, under tabfe Taarer, tif Afſteed. En—⸗ 
delig fagoe jun: fom Gon! fom Konge i Sparta! 
fab o8 aftsrre disſe Taarer, førend vi forfabe 
Templet, at Menneſter iffe ſtulle fee o8 gjøre 
noget, fom er Gparta uværdigt. Dette flager 
i vor Magt. Sor Udfaldet raabe Guderne, 
Feder Colbførufen tændte Ild i ft eger Huus 
t bet Gefeirebe Frederikshald, for af give de audre 
Borgere Signalet til at gjøre bet (amme. 
"aa Klippens $06, usd Jit, brændte et Offer foc 
vort Fædreland, 
Da Vorgertſarligheen tanbte fot Landets Vel ſin 
Bye i Brand.” 
Den danſte Flaade laae i Kjogebugt; bem 
blev angrebet af ben foenfte Admiral⸗Vagtmeſter. 
Commandeur Hvitfeld, fom førte Dannebroge, 
laae Ilden nermeſt. Hans Skib fom i Brand. 
Man raabte til ham, at han ſtulde kappe Anker 
og ſette paa Land. 
Nei! fvarte han, flye vi derhen, faner Danmarks 
Flaade Fare; 
Og fulde Danffe vove ben, for: eget Liv at ſpare! 
Dø ffal vi! men vi hævnes maae, til fidfte Aande⸗ 
IP bræt vi flaac, 
Til ſidſte Manbebret vi flaae, hans Somand raſtk 
'gjentoge, 


(| 


I5 


De Ild og Dod rundt om fig (ane, men uforſagt be 
floge, 

Til eybm imb i Krudtet brød, og alle døde Heltedod. 
. — ellige 6st biSfe og faabanne Heites og 
Martyrers Stygge være og. De sdflede med 
deres Blod -tif Sabrenelanbetó Frelfe; de bragte 
bet oe ſtorſte Offere. Men denne foie Gtemning 
kunne iffe Alle give fig. Denne ftærfe Lue fan 
iffe brænde i ethvert Bryſt. Faa sare eler 
funne være i de Gitiflinger og Omgidelſer, fom 
tænde og nære beyne Lue. Fadrenelandskjarlighed, 
(om Pligt for Alle, fan iffe grundes paa faa hoie 
Folelſer, fot exalteret fBegeiftring. Pliͤgt maa 
erfjente og befales af Fornuften. Det maa 
bife8 Fædrenelandets Gon og Borger, at han 
bør over aft andet el(te, agte, tjene og 6jelpe 
fit Fedreneland, underkaſte fig dets Love med 
ubetinget Lodighed, og bringe bet, naar det for 
bre8, ethvert Offer. Den ablefte Drift funbe 
ellers udarte til vilde Sværmerie, og Menneſtet 
kunde maaftee handle fom en Daare, i det ſamme 
han troede at opfylde den helligſte Pligt. Thi 
alt, hvad bet (fal fortjene dette Ravn, nmae 
funne retfærdiggtere fig for Fornuften. — Ikke 
«Ke kunne eller ſtulle døe, eller vove Livet, for 
Gabrenelantet. Men alle. ffulle leve for det. Sif 


- 


I6 


Pd 


at lege. for Gædrenelandet hører ofte ſtorre udhol⸗ 


dende Standhaftighed, mere god Villie, mere 
Troſtab, (torre Talenter, ſtorre Duelighed, end 


til at døe eller bobe Livet for det. Mange ere 


bbbe eller have vovet Livet for Fedrenelandet, 


fom hoerken havde Billie effer Cone til at. leve 


fot det. Tredens Idratter ere det minore glim⸗ 


vende, mindre buldrende, end Krigens, men ders. 
(ot ifte mindre: prifelige og. gavnlige; og. Held 


det Land, fom iffe blev nobfaget- til at ræve bet 
ſidſte Offer af fine Sonner, fom ikke blev tounget 
til'at gjøre den fisænge Fordring paa deres Blod; 
fom, iftlebetfor bem førgelige Nødvendighed , at 


falde dem tif at døe for fig, fan opmuntre dem 


til at leve for fig. Dette Held har Danmart 
[enge nydt fremfor andre Jordens Nationer ;. og 
vi have ben Troe til Gub, at han vil (tjenfe o8 det 
igjen. Da ftulle vi tenfe tilbage paa disſe Dres 
velfeng Dage: med taareblandet Glæde. Imid⸗ 
lertid ville vi alle fræbe at gjøre o8 værdige til 
denne Glæde, ved i Nodens Tid, efter bedfte 
Syntfigt og Cone, hoer i fin Stilling, at opfylde 
Pligterne mod Fedrenelandet. 

Brænd boit! brænd varigt i vort SRorben, - 

Du Fædrelandets Kjerlighed ! 

Ghior "Manden fjaet i Slagets Torden, 











17 


fg nyttig i den gyldne Fred! 

Vor Attraae Sreberit (fu ære, — 

Og Gud felv give Bifalds Smiil, 

Den gode Borgers Navn at bære, 

Er Maalet fom vi ſigte til. 

Hvad Fadreneland betyder; bet hellige For: 
heid, 65ert Borgerne fane til ſamme; dets Ret⸗ 
tigheder og Fordringer paa (ine Sonner, og disſes 
Pligter imod denne Moder; har neppe nogen med 
keld ornat bedre indfeet og med mere indtræns 
gende Grunde fremſat, end Soerates, denne i 
faa mange Heuſeender fepherlig herlige Mand. 
Paa et Tid, ba ei alle gjerne Gare Alt, head fem 
paa nogen Maade i bore Hjerter fen. vatte, nære 
. 0g befæfte Sjerligbeb tå Fædrenelandet og 9&t» 
bsdighed for dets Love, ftogtee jeg. ikke, at nos 
gen af mine Tilhorere ſtulde fjebed ved at høre 
gamle Socrates at polfofepfere ober dette Emne, 
eller finde det upasſende, at jeg nytter benge Lei⸗ 
lighed til af meddele en ſammendraget Overfæts 
telfe. af den Platonſte Samtale, i hvilken So 
erates underſoger denne Sag med fin Ven Kriton. 
For at (ette o8 i den rigtige Synspunkt af Cas 
gen, maa jeg indlede, ben med et Par Ord. Hvo 
fjender iffe Socrates, i det mindfte faa meget, 
at han veed, at denne Athenienſiſte Viismands 

Nyt theol, Bibl, 19 BD. 3 
; : 


IS 


hele Liv bar opofrét tif nyttig Sandheds Under⸗ 
fegetfe og Udbredelfe? at han utrattelig-arbeibebe 
paa at udrydde Overtroe og Fordomme, at uds 
brede rigtige Begreber om Gud og hang Dyrkelſe 
blandt fine Medborgere, at gjøre Menneftene Dyd 
oj Pligt vigtig og hellig, at opdrage og danne 
unge Menneſter til retſtafne og duelige Stats. 
borgere, og indpræente bem Kjerlighed til Fadre⸗ 
nefandet og Xrbodighed for Statens Love; og 
at han i ethvert Forhold, fom Borger, 9€gter 
fælle, Fader, Lærer; Ben, febebe fom han lærte. 
Og denne Socrates blev, formebelft et letſindigt 
Folks Utaknemmelighed, ved en ubstt Kabale, 
og de atfentenffte Sophiſters, bidfe groſte Pha⸗ 
rifæcers Chicane, og nogle uforſtyldte Fienders 
Avind, anklaget for at lære og indføre npe Guder, 
at forføre og fordærve Ungdommen, og inbftebuet: 
til Strafs Lidelfe for en Folkeret ſom beftod af 
vankundig Almue. gnat angreb den u(tylbige 
Mand med alle Ondſtabens og en ſophiſtiſt Vel⸗ 
talenheds Vaaben. Sy em fort og fyndig Tale 
vifte han fin Uſtyldighed; men blev desuagtet med 
én Pluralitet af.3 Stemmer fjende (fyldig; dog 
oteríobeó bet ham feío, efter Rettergangens Skik, 
at vælge imellem flere Straffe. Men Soerates, 
(elenbe fit Verd, og' i Bevidſtheden af fin Uſtyl⸗ 











I9 


dighed, erflærede; at Dan iffe, ved at vælge 
endog den minbfle Straf, vilde begaae ben Uret⸗ 
færdighes mod fig fefo, at erfjenbe fig ſagſtyldig. 
Dette forbittrebeSXetten; wan ubfagbe ham denne 
ædle Stolthed til Trodſighed, og dømte ham med 
en ftor Overvægt af Stemmer til at tomme Gift⸗ 
i bægeret. Socrates hørte denne fin Dem med en 
Engels Rolighed. an btev uu lagt i Jern, 
kaſtet i Fengſel og overgiver til Stokmeſteren, 
indtil Dommens Fuldbyrdelſe. J denne Mel⸗ 
lemtid beføgte hans Venner og Diſcipler ham 
flittigt i Fængflet. Disſe havde, fta det Dieblit 
Socrates, var demt, tanft paa og aftalt med 
hoerandre, at bjelpe ham tit a£ undvige af Fong⸗ 
flet, ded at beſtikke Vedkommende. Det fom alene 
an paa at overtale Gocrateb til ac betjene fig af 
dette Redniungsmiddel. J denne Heuſigt beføger 
Kriton ham i Gængflet tredie Dagen førend baná 
Henrettelſe, og da er bet ben ſtjonne Stene fore⸗ 
falder, fom vi nu vide fade Ølato fortælle 08. 
(Socrates $aagner af en Morgenblund). S. sí 
-CÉommer bu her faa tidlig fríto? Solen er jo 
neppe opftaaet; bet forundrer mig, at Saugftibog: 
teten har siffet Iuffe tig ind. K. Bi. ere fore 
Mengefiben gode Venner; ba jeg komwer fer faa | 
jevulig; han faaer og imellem en. Drikkeſtilling 
| $52 





— 


20 


ef mig. S. Har du været fjer fænge? S. Tem⸗ 
melig længe. S. Hoi har. but ba iffe vakket mig, 
men fibbet fer (aa ftifle? K. Gode Giocrates, 
jeg fab med Forundring og betragtede big, hvor 
født bu fob, og nannede iffe at vælfe dig, at 
bu maatte nyde didfe ipffefige Hieblikke. Jeg 


. har ofte tifforn prifet big Ipffetig. i bit befe Lid, 


formedelft din Charakteer, men albrig mere end 
nu, at bu fan bære den nærværende Uiykke fan 


. Jet og rolig. S. Det vilde klæde en Mand af 


min Alder ilde, at tage fig det faa nær, at fan 
(fal boc. Men Hoi kommer bu her faa tidlig? 
$. So Socrates, jeg bringer et ſorgeligt Bude 


ſtab, maaſtee iffe førgeligt (ot big; men for mig 


og ale bine Venner hoiſt fergefigt. S. Hvad er 
bette? Gc maaſtee Gfibet fommet tilbage fra 
Delos, ved hvis Hjemkomſt jeg ſtal bee? K. 
Endnu ikke, men bet fommer uden £bibl i Dag. 
Hodraf bet da borber en nodvendig Følge, at bu 
Socrates maa døe i Morgen. S. £u i Guds 
Navn, min ef(febe Sríto, om bet (aa ffal bare. 
$. Men, bedſte Socrates, [po mig, medens bet. 
endnu er Tid, og fab big redde. Jeg borbet, 
höis bu bser, hoiſt ufpffelig. Thi foruden dette, 
at jeg Derved beroves en Ven, hvis Lige jeg al⸗ 
brig vil finde; faa ville mange, fom iffe fjende 


21 


ig og mig neiere, troe, at jeg har forſomt min 
Hiigt, ba bet hadde faaet i min Magt at redde 
big, nwet.jeg derpaa vilde have anvendt nogle 
Penge. Og hvilfen fam for mig , om mas 
ffulbe trot, at jeg gjorde mere af Penge end af 
"mine Venner! thi Mængden lader fig iffe overs 
tale til at troe, af &u iffe hadde Billet undvige, 
unar vi havde opmuntret big dertil. S.-Wen, 
titre Krito, hvad flude vi Gefpmre og om Mang⸗ 
Vens Dom? K. Du feer jø dog felv, Socrates, 
at bet er forusbent ac bekymre fig om Mengdens 
Dom. Din égen Werfatning eifer jo, at ben er 
i Stand til at gjore, iffe (maae, men flore tIfp£, 
fer, naar en Mand.bliver beført fot den. S. 
Gid Mængden var i Stand til at gjøre meget 
Ondt, den var ba og. t Stand til af gføre meget 
Godt; men nu er den iffe i Stand til at gjøre 

pogen af Delene. Thi ben fan Hverfen gjere 08 
til Viſe eller til Daarer. Den handler fun i 
Blinde. K. gad faa være! men fig mig oprig: 
tig, om bu frpgter, at jeg eller dine andre Vens 
net, (fulbe fomme i nogen Uleilighed, ifald bm 
undveeg, ſom de der Gadde ſtjaalet dig ub; tbi- 
frygter du devfer, ba fan du for denne Sag være 
rolig. De Penge, fom visſe Folk forlange for 
at labe dig undvige, ere iffe faa mange. Min 


LI 


22 


Gormue flaaer til din fjemefte, og tilaber bit 
omme Venſtab dig iffe, at betjene big af bene, 
faa et her nogle Sremmebe, bine Gjæftevenner, 
fom ere vrede at anvende bet Fornodne. Ikke 
heller maa bu fomme med den Judvending, at 
du iffe veed, hvor bu (fal tpe ben; tfi 6bor bu 
vender big ben, vil man modtage dig med aae 
Arme. Har du Lyft at gaae til Thesſalien, ba 
far jeg bet. gode Venner , fom ville gjøre fig eu 
Wre af at modtage big, og ſtaffe dig al Sikker⸗ 
hed. Ovberalt, gode Socrates, ſynes bu mig 
iffe at handle Net i at forraabe dig ſelv, ba du 
fam reddes. Hertil fommer endnu, at du ſpnes 
mig og at forraade dine Børn, i bet du frivillig 
flaaer Haanden af bem og overgiver bem til deres 
Sfjæbne. Men denne oil live, fom Fadersloſes 
plejer at være, Tag dette, gode Socrates, i 
Dberbeiel(e; men Diebliffene ere foflbare; der 
et fun een Beflutning at tage. Lod derfor mit 

Raad, og betæn dig iffe. S. Glífelig(te Krito, 
bin velvillige Omhpggelighed er mig bprebat, faas 
fremt den fan Beflaaé med Fornuften; i andet 
Fald er den jo fisrre, jo mere mig til Byrde. Vi 
maa derfor unberfege, om jeg bør handle faac 
ledes eller iffe. , Du veed, at det altid har været 
min Maade, aldrig at [pbe nogen af mine Venner 


23 


mere end Fornuften, og Hvad denne bie mig 
fom bet bedſte. Og be Grunde, fom tilforn 5e 
ftemte mig, fan jeg iffe forfafte un, fordi min 
Tilſtand har forandret fig. De fynes mig enbuu 
at være be ſamme, og jeg agter og ærer bem fom 
før. Kan bu altſaa iffe fremføre ſterkere Grunde, 
ba maa bu vide, at jeg itfe [pber dig, om endog 
be, fom have Magten, truede mig mere end au, 
fom man truer Born med Busſemanden, med 
Fængfel og Deb og Forlifet af miu Formue. K. 
Hvorledes (tulle bi' ba bedſt anſtille denne Under⸗ 


feaelíe? S. Wi bille (ar(t uuberfege bet, bu før . 


ſagde om Mængdens Dom. Du et ba vel enig 
med mig deri, at bet iffe er alle Meunneſters 
Domme man ffal agte; men fun nogleá8? K. Ja! 


€. Det er da vel be Globes, og iffe de Ondes Dom 


man (tal agte? K.-Det forftaaer fig. S. €t 
if(é de Gode be Sornuftige, be Slette be Taabe⸗ 
lige? K. Upaatvivlelig. XC. Den fom bet et 
om at gjere, at bevare fit Legeme friff og funbt, 
hvis Dom, Bifald og Mishag bør, Ban Gefpmre 
fig om? enten om den duelige Læges eller Meng⸗ 
bend? K. Dette befvarer fig ſelb. S. Men, 
ifald Gan foragter Lægens Raad, og retter fig 
efter ben ufpnbige Mængdes? vil dette da ingen 
onde Følger have for bam? K. Jo tübiéfe. 


Å 
/ 1 


- 


24 


Han pil ebelegge fit Legeme, S. Nu, min fjene 
Krito, for at være fort, er bet iffe ligeledes med 
alle andre Ting, at bi, naar. Sporgsmaalet er, 
om hoad der er Net eller Ur et, Anftændigt 
eller Uanftændigt, Godt eller Ondt, iffe 
bør agte paa Mengdens Dom,. eller (rpgte for 
ben; men ene paa ben Forſtandiges og Indſigts⸗ 
fuldes; Hvilfen vi bør. agte og frygte mete, end 
alle de andres tilhobe; thi rette vi os ikke efter 
den, ba fordæerves bi og tage Skade paa bet i og 


fom forbedres ved Retfærdighed, men fordærves 


ved Uretferdighed. Men (Fulde nu en fordærvet 
08 ſpgelig Sjel være af mindre Vigtighed, end 
et fordærvet og fggeligt Legeme? — K. Hvo unde 
roe dette? S. Altſaa, min bedſte Ven, bør 
vi iffe agte paa, hvad Mængden vil fige om o8; 
men hoad den, font forſtaaer fig paa Net og Uret; 
hvad Sandheden. feo oil bsmme. Men, vil bit 


fige, Mængden fan (title o8 ved Livet. K. Ja! 


Socrates, denne Indvending maae falde enhver 
ind. XC, 2u har Net, men jeg (perger dig, om 
bet er Hovedſagen at leve, eller at leve vel? K. 
9(t lebe vel. S. Men at leve vel, er bet iffe at 
leve med Værdighed og Nerfærdighed? K. HGvo 
fan nægte dette. S. Det flaaer altſaa tilbage 
at underſoge, om bet et Net elfer Uret, at jeg 


25 


prøver paa at undvige, uden Statens Tiflabelfe, 
Gfulbe det befindes at væreRNet, faa biffe bi for⸗ 
fege derpaa; hvis iffe, ville oi tabe bet være; 
thi, førend jeg handler uretfærdigt, bliber jeg 
Delle her, og venter: med Rolighed min Sob, 
S. Mod dette fan jeg intet indvende, lad 08 ba 
(tribe til Underføgetfen. S. Vel an bal men 
hør mig med: Opmærffomhed. Siig mig imod, 
Door bu fan, jeg vil lade mig fige. an ^u iffe; 
da lad værer Fjerefte $rito, ved Gjentagelfett af bet 
ſamme og bet famme, at overtale mig tif at handle 
mob Athenienſernes 9Billie. Svar mig fun ops. 
vigtig paa etfoert af niue Spørgsmaal. Skulle 
vi fige; af det under ingen Omſtændigheder er til⸗ 


láet, med Forfæt at gjøre Uret? eller at bet i. 


visſe Tilfælde er tilladeligt, i andre iffe? Herom 
ere vi jo tilforn faa ofte bleven enige. Eller ere 
-anaa(tee alle vore ældre Overbeviisninger i disſe 
faa Dage roffebe, og oi gane Mænd, fom faa - 
ofte med 9Ifoor "have affanblet disſe Ting med 
hverandre, ere, uden ſelv at vide det, igjen 

vordne Børn. Eller faner bet, vi forfængft have 
. antaget; uroffeligt faſt, enten faa" Mængden 
figer ja elfer nei? enten det derover (fal gaae o8 
vel ellev ilde? S. Det flaaer urokkeligt faſt. 
S. Vi tor da aldrig gjøre Uret? K. Aldrig. 


?6 | »" 


Qj. Mi ter da heller iffe hævne o£, naar vi blive 
foruvettede. K. Det ſynes iffe. C. Synes? 
tet vi da gisre Qudt? K. Ingenlunde. S. 
Men at gjøre Menneſter Ondt er at gjøre Uret. 
Bi tør altſaa iffe gjengjelde Zornærmelfer, effet 
gisre et SRenne(te Ondt, om ban end fornærmer 
os. Men fee til, min fjere Krito, at du iffe: 
tilgaaer mig dette imod din Oberbeviisning; thi 
jeg veed, at faa ere eller bille være af denne Troe. 
Men de, fom i dette Gtpffe ere uenige i deres 
Overbeviisning, kunne iffe være enige i deres 
Overseielſer og Beſlutninger. Betank derfor 
vel, egi but heri fan være af ſamme Troe, fom 
jeg: og om vi i vor Underſsgelſe (tulle gaae ub 
fta ben Grunbfatning, at bet aldrig er tilladt 
at. gjøre Uret, eller hævne Uret, effer gjengjefbe 
Oudt med Ondt. Cr du heri af andre Tanker, 
da fiig bet, og belær mig; ſamtykker du derimod, 
faa hør bibere, hvad deraf folger. K. Jeg bis 
falder og famtpffer, bliv bu fun ved. C. Jeg 
figer ba, eller rettere, jeg ſporger: bør en Mand 
holde en lovlig inbgaaet Forpligtelfe, eller ter 
han fvige ben? K. Han bør folde ben. S. 
Gvar mig da med Gftertanfe paa dette: ifald jeg 
undveeg herfra uden Statens Tilladelfe, fornærs 
mede jeg da Nogen? og maaftee den jeg minbft 


27 


burde, eller iffe? holdt jeg min lodlig inbgangue 
Sorpligtel(e, eller iffe? K. Jeg fan iffe (vare 
paa dette Sporgsmaal, thi jeg forftaaer bet iffe. 
S. Nu vel! foreftil big, at Lovene og Sabrene 
laudet, i bet jeg vilde [obe bort, eller 6bab mau 
vil falde bet, flillebe fig i Veien for mig og til» 
talede mig faafebe&: Hvad er bet min gode So⸗ 
crates, du har i Sinde at foretage dig? fan bin 


Henſigt med dette Foretagende være anden, eub . 


ſaavidt bet flaaet til big, at sdelægge o8 Love og 
hele Staten. Kan bu.troe bet mueligt, at den 
Stat fan beftane, i Hviften de fældede Domme 
intet gjelde; men af enhver Borger ſpakkes og 
eluderes? Hvad ſtulle di, Sríto, foare til dette? 
ſtulle vi fvare, at Staten foruretter og og far 
domt uretfærdigt? S, Ja! ved Gud, Socrates, 
dette (tulle vi foare. C, Men om Lovene frem⸗ 
bele8 fige: Socrates, var bet iffe en Aftale 
imellem 08 og big, at bu vilde holde dig de 
Domme efterrettelig, fom Staten maatte affige? 
Og berfom jeg undrede mig ober dette Sporgs⸗ 


maal, vilde de maaffee fige: Undre big iffe her⸗ 
oter, men foar o8, bu pleier jo ellers faa gjerne 


at (perge og fvare; Hvad har du at flage over o8 
og Fadrenelandet, at du faaledes fager dig for 


at sdelægge og? have. vi iffe for bet ferite født . 


' 


big: ded o£ fif. din Fader din Moder og avlede 
big; far bu noget at udfætte paa XRgteſtabslo⸗ 
tene: jeg niaatte ba foare: flet intet: Men eve 
maaſtee Lovene om Borneopdragelſen, fom ogfaa 
btt har nydt, iffe efter bit Sind ?- var bet maaffee 
iffe vel gjort, at be bibosrenbe Love" befalede 
bin Fader at [abe big oplære. i Videnftaberne og. 
Gymnaſtiken? dette var ſaare vel gjort, maatte 
jeg jo feare. - Nu eel ba! :fan bu ba.nagte, at 
bu, fibe du blev født og opdraget, var vores, 
baade fom Søn og. Tjener, ligeſom dine Sorfas- 
dre; og er dette unggteligt, fan du ba tiltroe 
dig lige Nettigheder med og? og at du har. Ret 
til at gjøre ved o8 lige bet famme fom vi. ned dig? 
Imod bin Fader eller din Herre, ifald bu havde 
en, vilde du dog iffe tiltage big. Rettighed "til at 
gjengjelde med lige, hvad bu af dem. maatte fie 
f. Er. at ftjælde igjen, ifald de (tjefbebe big, eller 
flaae igjen, om du fi£ Hug? Imod Fadrene⸗ 
landet og Lovene derimod (Eulbe faabant være dig 
tilladt, faa at, om vi fif i Sinde at dræbe, big, 
fordi vi ttoebe at bet bar Ret, faa vilde bu af alle 
Kræfter ſtrebe at myrde o8 Love og Fadrenelan⸗ 
det, og med bet ſamme paaftaae, at du gjorde 
Net. Du fom vil have Folk til at troe, at bu 
gjer Biisdom og Dyd. til bin Hovedfag! er bu 


rd 


eM 


29 . 


ba faa viis, at bu iffe veed, at Fadreue⸗ 
landet ev bgrebarere, ærværdigere ag Detligere eno 
Saber og Moder og affe Forfæedre, og vigtigere - 
baade i Guds eg alle forftanbige Menneſteré 
Dine? at du bør ære, (oie, flyde bet ſtrange Fa⸗ 
drenelaud mere end en Fader, og taale unden 
Trodſighed aft hvad bet paalegger big at. lide; 
om det: og byder big at flaned, at fengfles, at 
gaot i-Srigeu; høor Lemfæftelfe og Dad vente dig; 
fordrer ba iffe Pligten, at du finder dig i dette? 
ég ife vægrer dig, iffe undviger, iffe forfader 
din Bor? Hvad ſtulle vi nu fige til dette min 
tjære Scito? (futle vi give Lovene Net eller iffe? 
K. Bi faae vel. C. Du feer altſaa Socrates, 
(blive Lovene ved) at bu iffe gjør Ret imod og, 
i det du far i Sinde, Thi vi, fom have født, 


opbraget og gjort -dig beelagtíg i aft bet Gode 


fom flod i vor Magt, tilfabe enhver Athenienſer, 
efter at han har pravet og erfaret Statens Ind⸗ 
retninger og Love, ifald de iffe flaae ham an, 
åt reife bort, hvorhen han behager, og tage aft 
ft med fig, og bofætte fig et andet Sted. Men. 
hvo af eder fom bliver, efter at han har feet 
hvorledes Retten her pleies og Staten forvaltes, 
fam anfee vi for ftiftienbe at have ſamtykket og 


lovet at ville gjøre hvad bi befale; og naar fan 


AJ 





iffe lyver, :paaftaae vi, at han afor Uret. Og t is 
benne Forbrydelfe: erklere vi dig Socrates, his 
bu adforer des bu her i Sinde, at være ſtyldig 
fremfor nogen anden Athenienſer, fom den der 
fremfor nogen anden Gar indgdaetsbenne Forptig⸗ 
teffe med. os. Thi «t vi og Gædrensfandet ſtaae 
dig an, derpaa have vi et fort fBeott&, "Du 
habdde vel iffe valgt big denne Stad til Opholds⸗ 
fed, hvis ben iffe fortrinlig hadde behaget bí; 
bu har. jo aldrig fat din Fod ud af benne Bye, 
fot at beføge nogen af Hollenernes Nationalfeſter, 
uden ængang til Iſthmus; du er aldrig gaaet 
noget Steds hen, uden i Felten; bu far aldrig 
vitft nogen 2pft (om andre Menneſter til at kjende 
nogen anden Qype effer andre Love; men-Fædres 
nelandet har været dig nof; faa tilføeds: har bu 
. været med det, og faa aldeles har du ſamtykfet 
i at behandles efter dets Skikke. Det blev big 
jo desuden tjiladt for Retten, at gaae i Lands 
flygtighed, om tm havde billet; og bet, (om bts nu 
har i Sinde at gjere imod Statens Billie, burde 
du dengang have gjort med dens Tilladelfe. Men 
ba broutede bu, font det iffe anfægtede big, at 
bu (Fulde bse, og valgte, fom bu fagbe, (Deben 
fer Landflygtighed. Men nu hverken (fammer 
bu dig fot bet, bu dengang fagbe, eller viſer nogen 


31 


AUndſeelſe for og, men fager at odelægge os. Du 
vil gjete , hvad ben lummeſte Gabe vilde, løbe 
Port, til Trods for bit Lafte og bit fültienbe 
Gamtpffe, at finde dig i tote Anordainger. Du 
bryder altfaa den Vagt, fom dit utbunget, uovers 
raffct og ubedraget, har inbgaaet med 08, og ud⸗ 
fætter dig, ved at undvige, for alles Spot. Thi 
betæn engang Foltzerne af denne Trolsshed for 
big (tib og dine Venner, Dine Venner ville 
blive nødte til, ligefom du, at rage Flugten, at 
favne deres Fædreneland og mifte deres Formue. 
Du ſelv, hvor vil bu hen? til een af SRaboeftar 
terne? men de. bille anfee dig for en Fiende af 
deres borgerlige Forfatning; Alle, fom mene-bet 
vel med deres Fadreneland, ville være bange. for 
dig; tbi den, fom fpøger med Landets Love, fan 
Ingen have god Troe til. Bil du maa(tee ſtye 
alle vel inbre£tebe Stater og ſtikkelige Folks Gel. 
fab? ſynes det dig ba under faabanne Omſten- 
digheder at være værdt at leve? eller har du grat 
hed nof til at nærme dig disfe, og føre ſamme 
fpfCelfte Sprog fom her: at Dyd, Retfærdighed, : 
Pligt, Love, bor være Menneſtet hellige over 
alt; føler du iffe, at enhver maae anfee din Dp 
forfel for neberbregtig ? eller vil bu gaae til 
Thesſalien, til Kritons Venner, hvor Grafen 


32 
og Roggesloshed mere ere Mode. Maaſtee mam 
. bet vil finde bet ret maerfomt; at hare dig fotr 
fælle, hvorlunde bu ftjof big. af Fangſlet, iube 
(eobt i en Sappe eller Skindpelts, . eller. hvor⸗ 
ledes en Landlober pleier at forklæde fig. Men. 
at bu, en gammel Mand, iffe ffammebe big ügb 
at hænge faa faft bed Livet, af bu vilde redde bet 
ved be helligfte Pligters Overtrædelfe; troer by 
iffe, at man vil. bebreide big dette; jo tilvisſe eif. 
bu faae dette og meget andet frænfende a£ høres. 
og komme til at leve i en. (lasift Afhængighed af. 
alle, Og hvad vil du gjøre i Thesſalien? gaae 
til Gilder og Gmaufer, for bet bentelig at udv 
kramme bine (fjenne Lerdomme om Tarvelighed, 
Netfærdighed og andre Dyder? onſter bu fonte 
at leve for af opdrage dine Bern? vil bu tage 
bem med big i Landflygtighed, for der at fane — 
bem opbragne, eller (tulle de blive Ger, be Tulle. 
ba blive bedre opbtragne, faalænge bu lever, ende 
(tjsnot du forlader dem? dine Venner ville tage 
- fig af bem, naar du reifer til Thesſalien, men 
iffe naar bu nebftiger til be Debe? O! derfom 
deres Venſtab betyder noget, ba behøver bu ikke 
at tvivle derpaa. Altſaa, fjære Socrates, [pb 
o8 dine Opdragere, [ab intet være dig helligere 
end din Pligt, paa bet at bu, maar bu, kommer 


33 


i ben anden Verden, fan Beftaae fot bine Dome 
mere Fer. Thi udfører bu bit Forfæt, bif bet 
iffe gane dig bedre der, end her. Men farer bu 
til Skyggerne, faa farer bu did uſtyldig og fore 
nermet, iffe af o8, men af Menneſtene. — ober 
bu derimod bort, meenebig og trolos, gjengjelr 
ber Uret med Uret, og fornærmer og (faber bem, 
bu mindfø burde: os og bit Fadreneland; da 
viid, at vor Vrede ffal forfølge big, fanlænge 
"Du fever; og at vore Brødre, Lovene i Under - 

—— verdenen, iffe ffulle tage denligen imod dig. Lad 
big derfor ikke ſnarere overtale af Krito, end af 
0$. Nu, min Éjære Krito, aft dette ſynes jeg 
mid at høre; fom Korybanterne be Degeifttenbe 
Floiters Toner; og (Gjenípben af denne Cale 
fpneó at dirre i mit Øre, og gjøre bet bobt mod 
affe andre Soreftillinger. - Su føger derfor fore 
gjæves at overtale mig. Imidlertid, har bu 
endnu noget betydeligt af indvende, faa fab høre. 
K. Ak! nei Gocrateó, jeg har intet. S. Nu 
vel! faa lad mig vandre den Bet, (om Gud felv 
vifer mig.” | 
Saavidt Plato. Denne Text behover ingen 
Commentar. Socrates har den ſunde Menneftes 
forſtand og bet ufordærvede Hjerte paa fin Side. 
Krito maa tie og vige for Sandhedens Magt, 

Nyt theol, Bibl. 19 Bd. € 





34 


hvor meget end hans 9Ben(fab snffebe, at Go 


ctate8 maatte have Uret. Men hvor Zerft efter 
Guld.og Vindeſygens Ruſt har betaget Gjefene; 
hvor Higen efter fandfelig Nydelſe og ajegfenbe 
Moerſkab; hvor usfef trangbjertig Egennyttighed 
har forjaget Almeenaanden og Fædrenelandstjers 


lighed, og ſlovet al Sands for bet Gfjenne og — 


Gode; Hvor SBeffpften eller den raffinerede Sands 
ſelighed har vundet et frygteligt Forſpring for 
Sadeligheden: ber prædife alle Socrater for bebe 
HOren og felb Kartauernes Torden fan iffe vakke 
de Sovende. Nok for den tenfenbe Danmarks 
Ven, ſom agter paa Tidernes Tegn. Vi vende 
endnu et Vieblik tilbage til Socrates i Fængflet. 
Kort efter denne Samtale fom Stokmeſteren og 
rakte Gocrated Giftbageret; han tog det uden at 
forandre Mine, faae ſtivt paa Manden og fpurgte 


ham, om der var nok i Bageret til at han kunde 


deraf ofre Guderne nogle Draaber? Da benge 
foarede Nei, fagde han: godt min Ven; faa er 
det bog tilladt at bebe dem, at forunde mig ett 

[pffelig Reiſe; derom beder jeg ba, og haaber at 
be høre min Bon. Da han havde fagt dette, 
 femmebe han Bægeret lanugfomt indtil fiofte 
Draabe. Lidt efter markede han fine Been at 
vorde tunge. Han lagde fig derpaa i Sengen. 


[ERE 
— — ——————— 
— — — ———————— — A^ 


; 


35 


Dodens Sube krob nu lidt efter lidt fra Fødderne 
op til Hjertet, og inden nogle Hieblikke var So⸗ 
crates itfe mere. Sſeldne Dodeligel herligt var 

dit Liv, faſt Derligere din. Dead! Hvo fjenber 
i begge, og føler fig iffe gjennemtrængt af Beun⸗ 
bring og Xrbodighed for bin Charakteers Gtor 
hed! bo et iffe (lot af at være din (Brober? og 
prifer iffe Gub, fom lagde faaban Adel i Mens 
neſtet! Men hvo føler fig iffe tillige ydmyget ved 
Siden af dig, og nodes til at fige fig felo, at 
han hverken funbe leve eller boe (om du! Helligt 
være o8 bit Minde, og din flore Sjels Billede 
ſpæve o8 liveligt for Tankerne b Uf big (ere vi at 
lebe, af big at døe for Sabrenclanoet! Ja, havde 
vi iffe en (lorre Talsmaud hos Gud, vi funbe 
ſriſtes til at fige: hellige Socrates, beed for os! 


Men Glasſet er udrundet, Tiden forbyder 
at dvale længer herved. Jeg vender mig til deg 
Ærinde, for hvis Skyld vi her ere famlede, for 
forteligen, i Romerſproget, at udføre dette. 

Vos itaque, Auditores, quotquot latine scitis, 
hanc rem libentes volentes mecum agite! Abiit, 
jubente necessitate, a nobis socius omnibus schole 
preceptoribus et discipulis desideratus, nulli vero, 
quam mihi desideratior. Erat vero ille Jo. Móol- 

c 2 


36 i 


lérus Vogelius. Virum hunc juvenem ego 
quondam amaveram foveramque ut discipulum; 
postea scholastici laboris, per octo jam annos 
socius fidelissimus, diligentissimus, dexterrimus 
me nescessitudine devinctissimum hàbebat. Fuit 
scilicet mandati muneris religione et fide, vitæ 
integritate et honestate, morum. suavitate et vere- 
.cundia bonis omnibus gratissimus, studiose ju- 
ventuti utilissimus, mihique testi et moderatori 
probatissimus , viguitque inter nos consiliorum, 
voluntatum, studiorum summa consensio. Quare 
eo carere hac schola sine desiderio, sine dolore, 
nec debet nec potest, Sed cedendum fuit neces- 
sitati. — Scio te Vogeli dilectissime non tuopte 
animo obsecutum, sed rationibus, cum tua salute 
conjunctis, compulsum nos reliquisse. … Quod 
consilium Deus benignissimus tibi bene veruncett 
Equidem spem non dimitto, fore ut, post moram 
longiusculam iterum ad nos redeas, tanquam post- 
liminio. In quo, si erro, libenter erro, et hunc 
errorem, quo delector, mihi extorqueri nolo. 
Interim tu have atque vale!.vive memor nostri, 
memor hujus schole, temporisque in ea. discendo 
docendoque cum laude transacti. — Equidem tui 
memoriam conservabo, ut, qui tuam laudem, 
profectus, commoda, utramque fortunam ctiam ad 








37 


me pertinere usque sim cxistimaturus. Ut scholae 
damnum resarcirent atque consolarentur Trium- 
viri rei scholastice constituendae, Juvenem lite- 
ratissimum, quem coram cernitis, vacuo officio 
praficiendum Regi augustissimo commendarunt, 
qui Friderico Carolo Rosen Sem. philol. 
alumno, publice in hac schola docendi munus 
octavo Cal. Maii faventissime mandavit. Meum 
nunc erit novum Preceptorem novo muneri rite 
initiare. Quod ergo Tibi, mihique ipsi, docen- 
tibus, discentibus bene et feliciter eveniat: Ego 

Olaus Wormius, hujus schole Rector, Te 
Fridericum Carolum Rosen, Precepto- 

rem adjunctum Scholz Hothersnesiensis constituo, 

pronuncio, proclamo. . &nogra» Says; «aveay 

xéguet, vetere hoc Grecorum proverbio, ceu 

monito, aures tjbi tue, commilito sstumatissime, - 
usque 'circumsonabunt. Spartam o: provinciam, 
hominum opinione parvam, sed reapse magnam, 
nactus es; hanc certe ornabis. Nimirum difficilius 
multo, quam imperiti, opinantur, est hoc munus, 
quod in pueris juvenibusque instituendis occu- 
patur. Scilicet diversissimis ingeniis disciplina 
admovenda est atque attemperanda: tardioribus 
indulgendum , et omnia minima mansa tanquam 


in os inserenda; remissis instandum, verecun- 


' 


38 


dantes excitandi, pervicaces in officio continendi, 
sibi diffidentes confirinándi, sibi placentes refu- 
tandi, desides objurgandi, languentes continua- 
tione extundendi, torpentibus veternus impetu 
excutiendus. Multa preterea juventutis præcep- 
tori ferenda, patienda, devoranda.  lmprobum 
sepe Sisyphi saxum moliendum, sterile litus 
arandum, tiruneulorum levitas et stultitia luenda, 
et mala beneficii gratia haud raro ineunda. Vi- 
debit discipulos, dum "praecipitur, quandoque 
oscitantes, nugantes, et rimarum plenos totos 
diffluentes: quibus stomachus noii potest non illi 
moveri. In his certe difficillimum est cavere, me 
tristis sit austeritas, ne dissoluta sit comitas; et 
gravitatem facilitate ita temperare ; severitatem 
affabilitate ita condire, ut illa liberalibus discen- 
tium studiis nihil officiat, hác docentis autoritatí 
nihil decedat. Vides scholastici muheris incom- 
moda; séd habet idem et sua commodh; habet 
quod precipientis. animum erigat, et tanquam 
incendat.  Precipuum est in munéris ipsius vi 
atque ratiode. ^ Nimirum habet hec docendi 
provincia magnam 4b ipsa natura commenda- 
tionem, qua hominem, quod de Socrate ait Plato, 
QiüacxaAuxo» ve &vtov copiræg finxerit, ut optimus 
quisque ingenio ad hominum utilitatem suam in- 


39 


Li 


telligentiam prudentiamque conferre studeat aveat-' 


que. Sed scholastica discipliná, recte constitutá, 
nihil est ad animi conformationem uberius, nihil 
ad bonarum artium incrementa efficacius, nihil 
ad humanitatis cultum aptius. — Ecqua in re viri 
boni et liberaliter eruditi opera potest jucnndius, 
honestius, utilius occupari, quam in juvenum 
ingeniis, optimis artibus excolendis, linguis in- 
struendis, stilo effingendo , moribus componendis, 
animis sensu veritatis, pulcritudinis , elegantiz, 
decori et omnino xælov xayadov  imbuendis, 
verbo: hominibus ad humanitatem conformandis? 
Presertim; quum in isto negotio nemo possit, 
sime evsoyía quadam, doctrina, prudentia, con- 
stantia, patientia, recte versari. Inde est, quod 
videmus, in omnibus civitatibus, ut quaeque op- 
time morata , ita precipuum honorem haberi bonis 
juventutis praeceptoribus , atque existimari, eorum 
operam cum praeclara laude esse conjunctam. 
Svaviter in hanc rem Juvenalis: — ' 

Di majorum umbris tenuem et sine pondere 

; terram * 

Spirantesque crocos, et in urna perpetuum ver! 
Qui Preéceptorem sancti voluere parentis 


40 


Habet quidem institntio puerilis, que in tradendis 
literarum et lingvarum rudimentis cernitur, a 
rerum inculcandarum ariditate et in primis ab errore 
hominum, tedium aliquod et; obscuritatem non- 
nullam; sed habet profecto eadem a subtilitate 
sua aliquam voluptatem et ab utilitate maximam - 
commendationem. . Quod enim dicitur a non- 
nullis, non opus esse istis grammaticis precep- 
tiunculis ad antiquos. scriptores intelligendos et 
prelegendos, id totum inane est, ab ignavia pro- 
fectum, et quotidie vanitatis arguitur. Quicunque | 
enim haud instrüctus justa grammatice artis scien- 
tia ad Grecos et Romanosscriptores accesserit, cen- 
ties herebit, offendet, hallucinabitur, et gramma- 
tices auxilium, quod fastidio male delicato stolidus 
contemserat, inops consilii sero circumspiciet. 
Quare non sine magno et vix reparabili institu- 
tionis scholastice damno accidit,. si tirones gram- 
maticorum preceptis et decretis non satis imbuti 
in supremam scholasticorum classem ascendere 
jubeantur. Tunc enim intelligitur, quantam pro- 
ficere cupientibus et conantibus remoram faciat 
elementorum inscitia, quam hereant, fluctuent, 
labantur, impediantur, nihil extricent; tedium- 


que nisi edium Grzci Latinisque sermonis con- 





4I 


cipiant, spemque expediti in hisce literis pro- 
fectus tantum non omnem abjiciant. Quod dam- : 
num ne capiat res scholastica nostra, tnum, doc- 
tissime amice, erit videre. Tuum cavere, ne 
alumni cruda nimis utriusque sermonis studia ad 
nos propellant, ne nobis quotidie opus erit iis, 
que in promtu habere deberent, ad nauseam ru- 
minandis bonas horas moleste collocare et pleniori 
discipline praeripere. — Quodsi feceris (scio antem 
Te facturum) haud exiguo me ad rem agendam, 
et ferendos muneris labores adjumento fultum 
existimabo. — Sic Tibi dextras fidemque addici- 
mus, sic Te in nostrum Collegium gratulabundi 
cooptamus, ut nobiscum schole commodis invi- 
giles, studiose juventutis utilitatibus consulas, 
inque laboris infiniti societatem strenuus venias. 
Quin concordibus pectoribus, junctisque viribws 
hoc agimus; hoc properamus, ut in hoc ludo 
fimgantur alumni, quorum ad patris utilitatem 
aliquando vigeat industria; utex nostra disciplina 
prodeant discipuli, non solum, si dis placet, doc- - 
tiores, sed enim animo, lingua, moribus meliores 
cultioresque. — Scilicet bonarum artium prxcep- 
toribus zque ac discipulis bene meditata esse 
debent illa Plutarchi verba, quibus studiorum 


42 


humanitatis vim atque fructum eleganter com- 
plexus eat: Ovåsr aàào Movcer Evperetg -am0- " 
Auvovow avdgærnor «ocovtor, óco» ébyutQoca. vns 
Dvow, vxo Àoyov xoi ædes, «o Àoyo Osbaue- 
»g» «o Merotoy, xau v0 &yay ánofadovcas. Atque 
hzc hactenus. | 

Veum prius, quam ex hoc loco descen- 
dimus, fas pietasque monet, ut ad Deum oratio- 
nis exitum referamus, Ejusque numen sanctissi- 
mum venerabundi appellemus. Te itaque bone 
Deus, æternis qui cuncta imperiis moderaris, sup- 
plice prece veneramur.  Revisat nos post longos 
labores Eionvn xalligg Osaos! ut ejus sub auspi- 
ciis sua Religioni reddatur reverentia, sua legibus 
autoritas, sua moribus sanctitas, suus literis et 
| artibus honos; ut tuto cum bove rura exerceat 
agricola, pacata volitent per maria nautz, fer- 
veant officine, strepant taberne, caleat forum, 
Juxurient sata, levetur annona, bonisque et com- 
modis fruamur ex alma pace in omnes omnium 
ordinum cives redundataris. Scilicet simplex 
hóc, cunctaque conplexum , unum omnium votum 
est: Nobis Pax alma veni, spicamque 
teneto! 4 

Presentissimus adsis Friderico Sexto 
Regi nostro, bono, pio, justo, pacifico, con- 


43 


' 

stanti! Hunc Tu Principem nobis conserva! 
faveas beneficio Tuo! tantoque rnuneri addas per- 
petuitatem! Tuearis hanc scholam eamque a'bar- 
barie defendas! Juves labores nostros, prosperes 
conatus, nostreque disciplina successus faciles, 


faustos , optatos duis!!! 


Dixi. 











44 


II. 


Sector Oluf Worm. 
Ett Mindeſtrift af tibgiveren. 
gilligemeb et Udvalg af hang Breve. 


[d : 


t 


A. Biographien. 


tes haaber, at ingen Læfer af dette Tidsſtrift 


vil finde bet upasſende, at deri optages en Mands 
Biographie, fom vel iffe var Theolog af Embede, 
men fom var det ifølge Studier, Tilbsielighed 
og Lerdoms Fylde i fangt hoiere Grab end Plus 


taliteten af be Geiftlige er det. Ogſaa var alene 


Beſtedenhed og Kjerlighed til hans Skole Aarſag 
i, at fan iffe bebe fom tort Univerſitets summus 
Theologus. Ligeſom jeg i bet theol, Bibliothek 
(12te Bind) har havt den Glæde at fremftile i 
Si. €. Balle et Monſter paa en Biſtop, ſaaledes 
griber jeg nu med Lyſt Penſelen for at — en 
po Rector. 


45 


Oluf Worm hører tif be Lærde, der ars 
bebe et hædret Navn, og efterlod bet omgivet af 
ny Hæder. Danmarks Hiſtorie har fun to 8a; 
 mifttr, der funne kappes om den førfte Plads t 
Literaturens Uarbøger: den Bartholinſke og 
ben Wormſke. Den Sidſtes Stamfader i 
Danmark var Johan Worm, feb i Arnheim 
i Geldern og død fom Raadmand i Aarhuus 1001, 

72 Aar gammel. Hans Epitaphium findes i 
Aarhuus Domkirke, iſtandſat 1777 af ben lærde 
Sector. Jens Worm, fom var ben fidfte mands 
lige Defcendent af den berømte Slægt *). $i 
den Mand, ved hvis Minde bi her dvæle, nede 
flammede fun paa mødrene Side fra Wormerne. 
Han eb egentligen Oluf Bagge *x). Hang 
Gader var Propſt Chriften Bagge; Gogne 
ereff til Tvede i Mols Herred Aarhuus Stift; 
hans SModer var Margarethe Benedicte 
Worm, en Safter af. den nysnævnte, reine 


*) See Hertels Beftrivelfe af Aarhuus Domkirke. 
2ben Afdeling Side 151, 


*v) Vi bruge nu Fornavnet Dluf, efterat have læft 

hvab Worm (freo til Nyerup i Xaret 1801. ”Du 

, maa lade mig falde Oluf. Saaledes er jeg døbt, 

og ſaaledes (feb fig altid den Mand, hvis — 
minis jeg ev, min abavus, dudum iy dys.” 


46 


gitevator Sen Worm, Rector i Aarhuus ; fom 
blev vor fioftafosbe Worms anden Fader; thi bet 
"var denne Mands flore Fortjenefter af Soſter⸗ 
fonnen, i Forening med bet Wormfte Navns 
gamle Berommelſe, (om bevægede ben unge Bagge 
til, meb Vedkommendes Samtykke at falde fig 
Worm. Han bot født den 22de October 1756 
i Tvede og holdtes under hele fn Golegang i 
Aarhuus Gfole fom Son i SRectoremó Huus. 
Fjer fagbe han Grunden faatel til øn Charakteers 
Faſthed - fom - tif ſin Giben(tabelige Dygtighed, 
feilfen ved Univerſitetet baade af hans Lærere 
og hays Medſtuderende almindeligen erkjendtes. 
Paſtor Hertel, fom noie kjendte Oluf Worm, 
ſiger om fam i, fin Beſtrivelſe af Aarhuus Dom⸗ 
kirke (2 Afo. G. 177): ”Udruftet med herlige 
Sjele⸗Evner, qom i Gfofen bleve uddannede; 
blev han, under den vife Mentor (Sy. Worm) 
den Aarhuſiſte Skoles Sit, og agtet fom den 
Ældres ubfaatne, værdige Gon. Ved fané 
Flittighed, ualmindelige Stadighed og ved hans, 
fra Ungdom af, (atte Vaſen, gav han allerede 
tidligen Tegn fra fig og fiffer Formodning om, 
at ville i Fremtiden ligne hine berommelige Wor⸗ 
mer" Han dimitteredes fra Gfolen 1775, og 
tog tfeologi(t Atteſtats 1779 med bedſte Charak⸗ 


47 


teer. De theologifte Profesforer, han maa have 
høre (thi i hang ferbele8 Forte biographiſte Ops 
tegnelfer taler han iffe derom) vare Balle, 
Yanfon og Horneman. Med bem affe Tre 
fom fan Tid efter anden i nærmere Beroring. 
Gom Candidat fom han meget i Or. Hornemans 
Huus, og Rygtet gif længe, at han fulde blive 
hans Svoger (Dbilfet bog iffe ſteede). Salig 
Horneman fortalte gjerne, at den forſte Student, 
han gav Gommunitets$ftipenbiet, var Ole Worm. 
Worm blev ham ogfaa ftedfe hengiven. Efter Bom⸗ 
bardementet (Novbr. 1807) (treo han til Nyerup: 
»Mig er fagt, at Prof. Horneman ved bisfe Ulykker 
vifte en exemplariſk, jeg veed iffe, om ftoift eller 
chriſtelig Standhaftighed. Dette glædede mig. Jeg 
agter og elffer Horneman, faa længe jeg lever.” 
Ogſaa for de to svrige Profesforer nærede fau 
Hengivenhed, der ſteeg med Aarene; hvad Balle 
angaager, fordi Worm (tebfe mere førtes tilbage 
til det kirkelige Lærebegreb (fom Balle faa ivrigt, 
men tillige faa humant forfoarebe), og 69ab 
Yanfon betræffer, fordi Worm, der blev Rector 
i Horſens paa ſamme Tid ba Janſon blev Biſtop 
i Aarhuus, fif Leilighed til, i fit Embedsforhold 
at Fjende denne Theologs fjeldne Aandskraft og 
flete Dygtighed. Da Ove seg Guldberg 


. 48 


|. qu tiffige blev Stiftamtmand i Aarhuus, ſagde 
Worm mangen Gang med Stolthed, at man 
ſtulde ſoge længe, inden mam fandt en ſaadan 
Stiftsovrighed, fom ben i Aarhuus. Thi Guld—⸗ 
berg var faſt et Ideal af Menneſte, Lerd, Stats⸗ 
mand og Patriot i Worms Øine. Han talte afr 
brig om denne Minifter uden i den meeſt levende 
Beundrings Toner. Disſe Folelſer ere ogſaa 
udtrykte i den latinſte Gravfkrift, han ſatte 
Guldberg *); men om deres Venſtab ſtulle 
vi ſiden faae Leilighed at tale. Her bor det 
anføreg, at Guldberg ſaavelſom Luxdorph bare 


(efter en bekjendt, og viſtnok authentiſt Tradi⸗ 


tion) Vidner til den Xre, han indlagde ſig 
ved Atteſtats. De vare af Facultetet indbudne 
til denne Examen, fom til' en academiſt Feſt: 
faa flore Forventninger havde han allerede ben 
Gang opoaft, Strax efter at han havde abfols 
veret fin Atteſtats (endnu A. 1779)- blev han 
Decanus ved bet andet theologiſte Bord paa Gonv 
munitetet, hvor han med fjelben Indſigt ledede 
fine yngre Medſtuderendes Ovelſer. Alle be flinke 
Studiosi Theologie trængte fig til Worms Bord. 


|, *) Den findes trykt paa flere Steder, ſaavelſom beu, 


han fatte fin Morbroder Jens Worm, f. Er, i Her⸗ 


tels nysnævnte Beſtrivelſe og i Minerva. 








| 49 


N 


Iblandt dem bar hang noget yngre Ven, Stifts⸗ 

provſt Rasmus Moller, (om bog ferfi fom 
. tif Worms SSorb,-efterat han havde fulbenbt (it 
philologiſte Triennium under Decanus Gudenrath. 
S Forening med Theologien bprfebe Worm hu- 
maniora, hvoraf ba ben clasſiſte Philologie uds 
gjorde Hoveſſummen. En hæderlig Prøve paa 
ſin Fremgang heri aflagde han 1780 ved at tage 
med bedſte Charakteer den philologiſte Embeds⸗ 
Examen. Vi ville lægge Marke til, at dette 
(tebe t famme Aar, da Jacob Baden blev Pros 
fesſor Eloqventiæ; og efterfom Worm forblev 
endnu 7 Nar ved Univerſitetet, har han fiffert. 
have betydelig Nytte af fit Bekjendtſtab med denne 
ftore Latiner, hvis Plads fom Danmarks ppper(te 
latinſte Stylift Oluf Worm med Rette fan figes 
at have Geffabt efter Badens Dad. - Men ligefom 
Balle, Janfon og Baden maae aníeeó for Worms 
vigtigſte acabemifte Lærere, faalebe8 vare Gulb: 
berg, Luxdorph og Suhm hang flore Mes 
cener. Af deres Bibliotheker oſte han for en flor 
Deel den Lerdoms Fylde, for boilfen han tids 
ligen blev befjendt, og fon gjorde fam bet let at 
fortjene fin Underholdning i de tretten Aar, fan 
uafbrudt opholdt ſig ved Kjøbenhavns Univerſitet 
(han manuducerede uemlig til theologiſt Examen). 

Nyt theol, Bibl. 19 6, Em D 





50 


. Han blev tilſidſt fom en Dibermanb | Geniernes 
" Kreds; og fané Udfagn gjaldt faft fom et Orakel. 
Bi fjende en Mængde Lærde, der beeló faftere 
deels fofere vare fnpttebe til denne Kreds. Jeg 
vil anføre nogle af be Ravne, fom af ældre Vi: 
denffabsmænd ere blevne mig, fom forſt blev føde, 
ba Worm tog Atteſtats, opgivne.”  Gaabanne 
.ere Nyerup, vid, Fred. Snedorf, 
Andr. Bird, Rahbek, Riber, Gamíse, 
Kjerulf, Thaarup, Bindesbøll, Chris 
ftian Hornemann, Schlegel og Fl. Men 
imedens Worm havde mange Bekjendter og om» 
trent ligefaa mange Beundrere, havde han faa 
egentlige Venner; thi bet bar eet af hans Valg⸗ 
fptog: Nulli te facias nimis sodalem; gaudebis 
minus, sed et minus dolebis. J fané Breve tif 
Sx. Moller forekommer oftere ben Gententá: Vul- 
gare nomen amici,, sed raráà virtus, eller: sed 
rara fides. Hans ret fortrolige Venner ſynes 
fun at have været be Zoenbe, med Hvilke han 
ferte en ſtadig Brevverling: Profesſor Ryerup 
og nysnævnte Stiftsprovſt Meller. De Pers 
foner, fom han i Brevene til Nyerup ofteft ont 
taler og indftændigft. Dilfer, ere Gonferentéraab 
Schlegei (og hans Moder, faalenge hun levede) 
- famt Sjs6maub Ole Lund. ”Rogle misfjendte 


SI 


fam (ffriver mig hans Ven, Dr. 9. Seller) 
fordi han ved forfte Møde undertiden havde noget 
Auſtert i fin Mine; men fan blev ved nærmere 

tSefjenbtffab altid agtet hoit i fin. Kreds. Alles 
 rebe fom Student blev han af be pugre tube. 
rende; og deriblandt ogfaa af mig, betragtet fom - 
et lumen.” Meget mere — fan man tænfe — 
blev han bet fom Ganbibat, Decanus og Magiſter. 
Det var fom Saadan han ovenfor betegnedes af 
mig fom LOldermand. i Geniernes Lang. Politik, 
Theologie, be ffjenue Videnſtaber vare be febr 
vanlige Gjenftlanbe for Underholdningen i denne 
Kreds.  SRaturligoiió tare Aarhundredets Subs 
lingsideer ogſaa denne Forenings Schiboleth, 
hvorfor mangt Medlem , og iblandt bem Worm, 
fiden fandt bet fornødent, at foretage en revisio 
ei alene af aeta, men ogfaa af cogitata. En 
endnu febenbe, faberbarbig Olding, ber under⸗ 
tiden fom Dppofitiondmeblen beeltog i Forhand⸗ 
fingere, har fortalt mig, at han hørte Worm 
endnu fort for hans Udnævnelſe til Rector at af» 
handle tfeologi(te Materier i Tidens Aand, foot; 
for han efter nogen Tids Forlob Deiligen forum 
brebeó, og med abe tiffjenbegao han Worm 
fin Forundring over den Forandring, der var 
foreganet med; dennes teolog ie Anſtuelſer (ra 

; 92 - 


52 


ben Sib.af, at han. ſom Rector i£ en Skole⸗ Ung⸗ 
bom at unberbife. Han forebrog felv Theologien 
i overſte Clasſe, og (tebfe i en ortfoboy bibel. 
Aand, ligeſom ogfaa efter ortfobore Lærebsger, 
forſt efter Guldberg, og fiben , ba disſe fortrænge. 
te8, indførte Worm i fin Gfofe Mori Epitome 
"Theologie Christianz , famme Compendium, hvor . 
. efter ſal. Dr. Moldenhawer og — i enbeel 
Yar — Dr. 9. C. Miller forebrog Dogma. 
tiken ved Univerſitetet. At Worm bog albrig, 
hvilke end hans herſtende Anſtuelſer vare, gik 
til Yderlighed , vil man baade af hans gode Dom⸗ 
mekraft forvente, og finde Gefreftet, ved at. fafe 
. Y) fta hans tidligere Periode hans Res 
. eenfioner i de lærde Gfterretninger f. Ex. for 1785 
over Grifterne, der fremfalbte8 ved Dr. Baſt⸗ 
holmsForflag til Forandringer i Gudstjene⸗ 
fiet, ihvorvel Paftor Benzon ffreo om denne 
Bedømmelfe, at ben lod fon ben Éunbe være (tres 
ben ub af Allg. Deutſche Bibliothek. Worm 
fluttede fin Recenfion over Baſtholms Bag (1. cit. 
pag. 77) med det Haab, at Balle og Baftholm i 
Sorening vilde faae Religionsvaſenet indrettet. 
ſaaledes "at Chriſtne, efter deres. Lerers Gor», 
ftrift, funne dyrke. Gud i Aand og Sandhed,”- 
hvilfet gav Balle Anledning til at beftride Baſt⸗ 


53 


^ 


holms Sorflag i fin Bog: Vei til Haderlig⸗ 
eb). 2) Fra Worms filbigere Periode 
bekræftes bet beb de Skoletaler, (an i dette Aars 
, hundrede har holdt og udgivet, navnlig hans vige 
tige Jubeltale fra 1817 (tryft 1818). Men ifær 
er det hans Brevverling om dogmatiſte og philo⸗ 
ſophiſte Materier (hvoraf jeg nedenfor under B. 
meddeter Prøver) fom. i ftørfte Detail bærer. Vids 
nesbyrd derom. 

c. Men bi maae bende tilbage til Worms acer 
demiſte Liv. . Det var juff i bet for Danmar 
(aa mærfelige Aar 1784, at han aabnebe fin Sot; 
fattetbane med en Magiſterdiſputats de notioni- 
bus vocum, quibus virtutes et vitia in Novo 
Foedere designantur, accuratius determinandis. 
Jeg har. aldrig truffet paa ben; har altſaa ingen 
Don berom;. men uden Tviol dømmer Forfattes 
ten ſelv altfor beſtedent, naar fan (under 17de 
Januar 1820) ſtriver til fn Ven, Overlarer 
Roſendahl: ”Min Magiſterdiſputats betydede 
iffe meget. Den kom ud ved- overordentlig £i» 
lighed, og det i Hu og i Haft” Paa famuie Tid 
"Han tog- Magiftergraden, indlagde han fig en ſtor 
Gortjenefle af vor Literaturhiftorie ved Udgivelſen 
af tredie Deel af det WormfÉe Lexico n over 

*) Jonf. Min Biographie ef Balle '&, 102 fg. 


. 84 


[erbe Mand. Morbroderen Jens Worm bes 
vidner i Sortalen, "at uden Biftand af hans el» 
ſtelige Soſterſon var denne Deel aldrig fommet 
for ?pfet. Men Magiſter Worm havde villigen 
paataget fig al Umagen ved Udgaven, handlet 
med Sorlegaeren, fert ntegen Brevverling , til» 
oeiebragt ab(fifige Tillæg, beferget Correcturen 
og i Alt eiit ben mueligfte Tjenſtvillighed.“ 

— (n meget frugtbar Gfribent bled Worm 
aldrig. Fra hans Kjobenhabnſte Periode have 
vi fun endnu at anføre en Overſattelſe af £uciang 
tittige Skrift: Auctionen (Minerva Iſte Bd. 
1786) og adffillige Necenfioner i'Lærde Efterret⸗ 
ninger 1783—88 (en af denne Tidendes fortrinlige 
. Perioder, ja maaftee ben næftbedfte; thi for den 
bedſte anfee vi den Muͤllerſte 1806—1829). 

J December 1787 beſtikkedes han til Necter 
ved Horſens Gfole*). Ingen fandt denne Lytte 
for ftot. Tvertimod vilde publicum enbog have 
givet fit Gamtpffe, om han havde erholdt bet 
langt forbeelagtigere Rectorat i Odenſe, til hoil⸗ 
fet han forſt meldte fig: Der fortalles, at Mis 
niſteren Shad Nathlov ftudfede, da Worm 
begyndte fin Gollicitattperiobe med at fege Odenſe 


*) Nyerups Litteratur s Sericon har 1788, viftnot fordi 
Vid ba førft tiltraabte Embedet, 


55 

RNectorat, fom var et af de ſtorſte i Daumark; 
men efterat have left hans Atteſter, forandrede 
Ban fine Tanker og Miner, idet hen bad Worm 
at tage fin Anſogning om Odenſe Skole tilbage, 
for den ældre og forgjeldede Sfolemand Krafts 
Gfpib, ber var Rector i Horſens og trængte til 
at faae fine Finanzer ophjulpne ved bem rige 

Ddenfes fole: orm funde i faa Kald faae 
— Nectoratet i Horſens, hoilket raft forlod. Med 
dette Embede maatte han uie, indtil npe Ud⸗ 
ſigter aabnedes. Worm modtog det med Sæde, 
og beholdt bet for ſtedſe, ihvorvel bet iffe varede 
længe, inden fag indbodes til at vende tilbage 
til Hovedftaden, og fremtræde paa Hoiſtolens 
Gfueplabá. Forſt efterat jeg havde (revet 
Worms Nekrolog til Literaturtidenden (Ro. 42 
for 1830) har jeg af een blandt Worms Samti⸗ 
dige faaet Vished om, hvad jeg dengang iffe 
funde berette, at inden Goncurrencen. om det 
toeofegijte Profesforat i Aaret 1788 aabnedes 
imellem Oy ünter og Bird, blev dette Embede 
tilbudt Rector Worm, fom afflog bet. Marke⸗ 
 ligt er bet bog " at han i fine Breve til Nyerup, 
hvor han omtaler begge Candidaters Prøve: Forer 
lesninger, aldeles iffe figter til fln 9Bocatton. 
Dog tør Wactum iffe paa.Grund-af denne Taus⸗ 


, 


56 


feb benægtes. ”Det var en Gaenfeb hos Worm 
(anmerfer Dr. R. Muller i de mig venfabes 
ligen meddeelte Bidrag til hans Levnet) at han 
nødig forlod en. Stilling hvori fan eengang var 
fat, og hvori han følede fig. tilfreds; derfor før 
vede han faa [enge med at forlade Univerſitetet; 
og derfor var han iffe at foemaae til at forlade 
Horſens.“ Jeg kjender, fagbe Moldenhawer 
engang til mig, kun een Mand i Danmark, ſom 
værdigen kunde beflæbe Jacob Badens Poſt 
(der dergang begyndte at blive aflegs) og dette 
er Profesſor Worm i Horſens; men man kan 
ikke drage ham fra dette Horſens.“ Saaledes 
blev denne Skole ſaa lykkelig at beholde ſin faſt 
mageloſe Sector i Dele fire Decennier, og fit 
derved fuld Grflatning for bet Cab, ben I78I 
Teed ved Profesfor Taubers Bortgang. Worm 
ſtriver nogéf fenere til Nyerup: "til at være aca⸗ 
demiſt Lærer i vore Tider duer jeg iffe; betimob 
nok til Sfofefureriet" Han var Skolemand med 
Liv og Gjel. J hvor meget han interesferede fig 
for Videnſtaberne og Literaturen, var dette ham 
dog fun det andet Moment i Livet. Skolen vår 
bet forſte. Om fag tar midt inde i ben meeſt 
henrykkende Bog: naar Skoletimen flog, lagde 
han Bogen bort, og ilede ind i Clasſe. Nature 


57 


ligviis vare be begavede Difcipler ham be beha« 

geligſte; men han forfemte Ingen, og fremfjalp 
Alle ſaavidt deres Flid og Anleg tillode bem at 
fomme. At laſe med be UÜbegavede kaldte han at 
tærfte Langhalm. Han klager i et Brev over, at 
3 Dele af hans Difciple vare ”Middelgods.” 
fter Udfaldet af examen artium niaatte man - 
troe, at aldrig nogen Skole har havt ferre maar 
delige Difciple end Horſens i Worms Tid. Fri 
"for al Forfængelighed, fatte han aldrig fin re 
i at foffe en Mængde Difcipler til fig; toertímob 
havde han et fafifat Antal, og hans Skole var 
følgelig "aldrig ſterkt beſogt. Men hvis fan 
fendte forholdsmæesſig faa Ganbibater til Univers 
ſitetet, faa våre disfe Faa befto bedre; næften alle " 
fif til examen artium bebfte Gfatafteer , og mange 
udmarkedes. . Jeg blev tidligen bekjendt med 
Worms overordentlige Dygtighed fom Skolemand, 
ved at inbgaae Venſtab i mine førffe academifte 
Yar med P.O. Brond ſted, Worms bersmtefte 
Difcipel og fprigfte ?ovtaler *). At være bet 


39) Muværende Geheime⸗Legationsraad Brondſted, fom 
ved fit Vært over Grækenland har forftaffet fig Plads 
iblandt Europas ypperſte Ardæologer, (folber falig 
Worm fin førfte Dannelfe til at vorde en grundig 
og ſmagfuld Philolog, hvilfet han ogfaa ved flere is 





i 


88 


»fibfte i Superlativ falder næften lígefaa vanſteligt 
fom at fortjene bet forſte Ravn; thi ihvorvel og» 
faa andre peperlige Nectorer have sibi og bibe 
den Dag idag at vinde deres Lærlinges Hjerter: 
faa har jeg bog iffe andenfteds truffet en faa ube⸗ 
tiuget Hengivenhed og en faa febenbe Beundring 
fom $08 famtlige Worms Difcipler, Han tog 
fig ogſaa faberfigen af bem, efterat be vare Comne 
til Univerſitetet, baade ved at anbefale be Træne 
gende ibrigen til Stipendier og ved at give bem 
Raad til deres Gituberingeró Fremme. Hoorle⸗ 


ligheder offentlgen og med Giebe har vebgaaet, (See 
f. Er. ban? epistola ad Olaum VVormium 
de Rubhkeniane Platonis Scholiasta emendando, 
boitfen findes iblandt be af den Dbefjenbte Bredow 
udgivne epistole Parisienses, Leipzig 1812). Worm 
taler oftere om Brøndfted i fine Breve til Nyerup fra 
1796 af, da han ffulbe dimitteret , og ba Worm sns 
fede at faae denne "fin bedſte Difcipel” i Nyerups 
Guus. At Worm tidligen har forubfect, at der vilde 
vorde en ftoc Mand af hans lille Peter, fom han 
unbectiben kalder ham, bevifer følgende Yttring i ef 
Brev til Nyerup af 23de Febr. 1797 (altſaa (fcepet 
under Brondſteds førfte acabemijfe Semeſter). "S 
dette Dieblik fi£ jeg Brev fra min lille Peter Ole 
Brøndfted. fan ophsier dit Gollegium over Gites 
rærhiftorien med Roes til Skyerne; figer, at Du ex 
faa venlig imod ham, og faa god mob ham med Bog⸗ 
faan, Gud bevare denne min Yndling! 
Magna et præclara minatur!" 


- 


'.89 


des Gan tænkte om Examens⸗Udmarkelſe, frenv 
gaaer.t. Cr. af denne Yttring: "af for din Gee 
tulation med min ene inbCatote Candidat. Jeg 
voed ellers iffe, om jeg bor taffe Lytten eller 
tage mob Lykonſtningen for at af Fire, fom fore 


fjente det ligegodt, Cen inbfafoted. Men jeg 


Har iffe nogentib havt neget Maſtepie meb denne 
Madame. Mig et bet ligegyldigt, enten mine 
Diſciple (nbfalbed , effer iffe, qui niliil ad osten- 
tationem ; ad conscientiam omnia. Men fot be 
unge SXenueffer er det iffe faa ligegyldige >)” 
Af fine. forrige Difciple valgte han ogſaa gjerne 
fine Medlærere, faa at fan defto fuldfomnere 
kunde ordne hele Underviisningen efter fine Ideer. 


. Gvor levende han paaffjennebe fine Medarbeide⸗ 


reg Værd og Fortjeneſter, viſer f. Ex. det hæder. 
lige Vidnesbyrd, han i en trpft Tale har givet 
en Hnvbhof, en 2. Spandet Vogelins, ea 
€. Meller Vogelius; og hvor hjerteligen 


" han glædede fig over fine udmærfede Diſciples 


fenere Grem(tribt ,. godtgjøre hans Yttringer om 
Prof. Brenbfteb, Rector Flemmer, 9rdfesfor 
Sandet, Overlærer Roſendahl og Flere. 
Om Læregjenftandene fan hang Mening ubtrpffeó 


*) Af et Brev fil Nyerup, tat, 27de Mat 1803. 





60 


med bet Gamle: non multa, sed multum o: iffe 
mange Slags Sino; men at bet, (om læres, læres 
grundigen, og: bringes til em hoiere Grab end 
den i Gfolerne ſedvanlige. Saaledes med atii, 
* Graft og Religionsunderviisningen. Over nogle 
latinfte Digtere, faafom Juvenal, holdt fan 
ordentlige Forelæsninger for provectiores. Længe 
ferenb man andenſteds lod Homer vederfares 
Ret, leſte hang udmarkede Difcipter,. f. Er. 


Brondſted, hele Homer i Gfofen-o. f. 6. Worm 


"Havde tenft meget ober yebagogif og Methodik. 
Hans Forkjerlighed for ben cla&fiffe Literatur og 
den Grunbig6eb, (om ſammes Studium medfører, 
bevarede ham for Deeltagelſe i det 1856 Aarhundre⸗ 


-be8 philanthropinſte Drommerier og basſedowſte 


Kunſter. Maaſtee heldede han enbog vel meget 
til bet gamle Gyftem, faa af han fun nodtvun⸗ 
gen gav fit Gamtpffe tif den i vore Dage (feete 
Udvidelſe af de færde Skolers Underviisnings⸗ 
gjenftande. Hans Hovedprincip var, af det ved 
Ungdommens Dannelfe i Skolen fommer- mere 
an paa, Hvorledes; end hvormeget der 
læres. Derfra gaaer han ogfaa ub i ben mærke 
- værdige Erklæring, fom han i Aaret 1795 afgav 
over Hertugen af Auguſtenborgs Ideer om det 


| færde Skoleveſens Forbedring, og fou er vigtig - 








6I 


nof til. ver at. iin ae ^im bea. forhen et 
ttpft ms. 

"Qe. ntpelopabie af Skolebidenſtaber, 
ſtriver fan, fom Deres Durchlauchtighed har ud⸗ 
kaſtet, er viid og ſtor. Jutet Fag ſattes ſtifmo⸗ 
derlig tilfbe, og ingen Kundſtab, ber hører til. 
en lærd og. liberal Opdragelſe, fatnes i famme; 
ben foater til fit. høie Maal; den'har faget meget: 


inb under Skoleunderdiisningen, fom nu hører: 
. fil Academiet: ja iffe engang læres der af de 


allerflefe. Og fandelig den Pugling, fom med 


alle bisfe Kundſtaber og' denne Forberedelſe gif 


fra Skolen, havde Aarſag at prife fg lyktelig, 


ng med em medlidende Stolthed at ſee ned paa. 
Hoben af vore Dages Gitubenter." 


»Men her. kommer mit Mismod igjen ved 


Sporgsmaalet: er bet.óg mueligt? hvor faner 


man Lærere fra, der ere dygtige til. alt bette? 
fom baade have Judfigterné og be practifte Læres 
gaver til at meddele Ungdommen alle disfe Kunde 


faber? fom ville tjene med Nidfjærhed og Lyft 


for den Løn, fom Staten formaaebe at give dem? 
hvor faner man Hoveder fra, der Éunne tage 
imod alt dette, uden af overvælde, (om kunne 


+) 3 Myerups Hiftorje om de latinſte Skoler S. 314 fg. 





62 


forbeie bet? fXantte man iffe frygte for, at be 
mange, tildeels Deterogene Ting, vilde blaudes 
og forvirres i be blade Hjerner? (fulde bet iffe 
bete at befrygte, at Ungdommen ved faa tidlig 
at overfare neſten ben hele Literaturs Mark, 
maatte fane fai og ſtadelig Indbildning om egen 
Biisdom, ſtemmes til barnagtig Stolthed . og 
egenfinbig Gefbflog(ta6, en vió Ringeagt for 
bitfelig og grundig Lærdom, fom bog ifte til 
hører Drenge eller leres af Gompenbier? Cw 
"gammel Grefer har fagt: «olvuaS(ía voow oü år 
óacxe, og bet fommer mig for, at der bar mes 
gen Sandhed i Gententfen, iſer anvendt paa 
Ungdommen, hoor bet nof mere kommer an paa 
"Hvorledes, end foormeget der læres.” 
"Ungdommen er faa [etfabig, faa fipgtig, 
faa fandfelig, faa bange for abfiraberenbe, rat 
— fonnerende, felvvirfende Tenkekrafts Arbeide. 
Og ſtulde iffe meget af bet, fom ligger i Deres 
Durchlauchtigheds Skoleplan, høre til de Kunde 
flader, fom fordre Mandskraft i Sjelen? af 
hvilfe man i en modnere Alder lærer mere i eet 
Nar, end i Drengenarene i fire. Erfaring har 
(aet mig, at hvor Indbildning, Hufommelfe, 
og overalt be fandfelige Sjelefræfter funne birfe, 
gaaer det godt; der fporer man Opmerkfomhed 


. 63 


og Loſt hos be Diſcivle, der ellers due toget. 
Derimod naar man taler til Fornuften, faafnart 
Ideerne blive ní(anbfelige, og forlange ftabig 
Tenkſomhed, ſtrax ſlappes Opmerfíombeben og 
Interesſen taber fig hos Ni iblandt Ti. Imid⸗ 
lertid vil jeg ikke negte, at Skylden for en ſtor 
Deel fan være hos Læreren, fom iffe tilgavns 
forſtaaer ben. ſoeratiſte Jordemoderkunſt. Men 
om man og forſtod fibt af ben, et ber degværre 


fun liden Tid og 9eiligheb til at obe ben blande 


ben flore Mængde af Difciple, hoormed Skolerne 
i Almindelighed ere oteríeófebe.": 

." Srembeled — hvor faaer man Tid til at 
unberbife i alt dette? ei alene til at gjennemgaae 
bet fom et acabemi(t Kurſus, men at repetere, 
og atter at repetere bet. med Ungdommen, faa 
ofte, og faalebe8, at ben ved Skolegangens 
Ende har alle disſe Kundftaber paa rede Haand 
, 9g ved en offentlig Prøve derfor fan gjere Regn⸗ 
(ta6 ?" 

"Set ſynes fom Deres Durchlauchtighed 
- gn(tebe at gjøre, vore Gfoler til. Gpmnafier eller 
ſmaae Academier. Viſtnok en liberal og hæderlig 
Idee; og sufteligt om bet kunde komme dertil, 
at. vi bleve i egentligfte Gorftanb Lærere, da vi 
nu alt for meget ere Hørere.” | 


64 


"Sen her ſynes Deres Durchlauchtighed og⸗ 
faa at have bedre Tro til Ungdommens Cftertaufe 
og Sfjønfomfed paa eget Bedfte, end min Erfas 
ring tillader mig at have. Naar man iffe daglig 
oburóerer.bem, fraber bem til Reguftab for bet, 
fom er forklaret, for Penſa, bem er forefat, for 
bet, be fave at lære udenad, ba fau man være 
vis paa, at be allerffefte bedrage fig felo, for» 
femme ben. daglige Flid, og ved Aarets Ende 
vide Inter. Bliver Læreren fun ved af docere 
og erplicete, og forfemmer Overheringen, ba —- 
vænnes Difciplene til be magelige deliciis au- 
diendi, og glemme Huusfliden;' og (elo at atv 
beide.“ - 

” Ungdom og Viisdom følges iffe ab, og. 
jo mere man omgaaes og af' Erfaring lærer at 
fjende Ungdommen, jo mindre venter man af 
den,” ' É 
»Men ſaa nødvendig denne daglige Overs 
høring er, faa uendelig megen Tid tager den op, . 
og faa fjebfonumelig er den ofte, baade for Læs 
rerne og Difciplene. Men Hvorledes den uden 
Stade fan formindſtes, for derved at vinde Tid 
til nyttigere Arbeide, faalenge Difciplenes Tal 
, €t faa ftort fom ( mange Gfoler, er en Knude — 
fom jeg iffe fan opiefe. Saaledes møder der 


65 


in praxi faa meget, fem for Tiden fætter graage 
Haar i Hovedet paa be ſtakkels Pædagoger.” 
Hertugen var en i Sandhed liberal Mand; 
bet var derfor langt fra at han tog Worms Ind⸗ 
vendinger imod hans Studiiplan ilde op; tvert⸗ 
imod vedblev han, ligeſom fal. Dr. Bolden. 
haver, at have og vife den ſtorſte Agtelſe for 
Worm Hans Cole blev ogfaa en af de fibfte 
fom reformeredes. Han udbad fig af fine Sore 
fatte, at Reformen maatte blive udſat indtil fans 
Afgang; men- dette troede Directionen , for 
Grempletó Gfpfo , ei at kunne indrsmme. “ Hvad 
Hjalp min Proteſt — ftreo Worm, derover fibt 
fortrædelig, til en Ven — man gjorde mig en 
deel Gomplimenter; men falfatres (tal jeg med 
Dele Neften,” 
Jeg feer af Worms Breve til Nyerup, at 
han tidligen ængftedes for ben paatentte Reform. i 
Gíterat $Sjsbenbaons, Cbriftiania og 
Dbenfe lærde SÉoler vare reformerede, ventede 
man , at Raden vilde Fomme til be jydfte. Foran⸗ 
. bringen var faa gjennemgribenbe, at ben vel 
kunde .ængfte en halvgammel SRector, der bar 
faare tilfreds med ben forrige (guldbergſte) Skole⸗ 
.Snbretning, og af Erfaring vidſte, at ber ogfaa 
bed den funbe præfteres betydeligt. Man maa 
Nyt theol, Bibl, 19 BD, ; € 


- 


* 


667 1 


nemlig erindre, at bet iffe alene var erefagene 
ber ſtulde udvides, Larerperſonalet der ſtulde 
forsge&, Lærebøgerne der fulde forandres, meu 
ogſaa Skoleregimentet ſeld, der (efter den forſte 
Idee, fom ogſaa blev realiſeret i de tre Skoler) 
fulde omgjøres, idet Rector ſtulde dele Myndig⸗ 
Heden med et Skoleraad. Hvis alle digfe Be⸗ 
ſtemmelſer vare: blevne overholdte og allevegne 
indførte, havde Worm uden Toiol taget fin Sf» 
— feto fra Skole⸗Embedet, og var da bleven Præft. 
Dette antydes i det mindſte i et reb til Ryerup 
(ben 13 Rover. 1799) hoor det hedder: ”Saa 
(taf Viborg Skole med bet ferfle calfatreó. Tou⸗ 
een kommer da vel ſnart til. mig. Jeg er derved 
 meget ligegyldig ; per me mutent quadrata ro- 
tundis. Befværligere end jeg har det, fan jeg. 
iffe fane bet; faafnart be paaíegge mig det, 
jeg iffe fan praflere, maa jeg qvittere. €t lite 
Præſtekald, (en Afkrog paa Landet, bliver da 
ventelig mine fibfte affelbige Dages Tilflugt. 
Non vixit male, qui vivens morieneque fe- 
fellit:”  Smibfertib foríob der endnu henved en 
halv Snees Nar, inden Reformen naaede Hor⸗ 
ſens Skole (det ſtede forſt 1807; og ben Tale, 
Worm beb ben Leilighed holdt, ev trykt i be af 
faf. Biſtop Muͤnter udgivne . Miscellanea Hau- 





67 


wiensia); og i den Tid afgav Erfaringen fit Vid⸗ 
nesbyrd faavel om hvad der ( de paateufte og als 
lerede paa fre Steder forfogte Forandringer var 
gavnligt og paéfenbe til vore Forhold, (om og⸗ 
faa om.det, ber entem var (fabeligt eller dog 
uibarf(atteligt. 

Da Reformen af Horſens Gfole nærmede 
fig, førev en af Worms Venner i Kjøbenhavn 
fam fif derom og antydede, at Worm del bet» 
over vilde blive betuttet. Derpaa fvabede 
Worm fin Nyerup (27 Jun. 1806) ”Hils N. N. 
ng taf ham for fit Brev og for hang oprigtige 
BVenftab. Men fig ham, at naar han troer, at 
jeg blev faa Betuttet over, at Directionen vilde 
ombygge og calfatre min Gfole, faa miskjender 
han mig. At disfe Forandringer ere mig imod, 
og at jeg afværger dem, faafænge jeg fan, det 
"tillaaet jeg, og bet har jeg fagt Vedkommende. 
Men naar bet endelig (Tal være, ba (fal jeg, i 
Hvad Beſlutning jeg og fager, fifferlig ingen Be⸗ 
tuttelfe vife. Jeg har regtet mit Kald hidtil faa; 
ledes, at jeg tor ſige: "id) thue Stet, und 
ſcheue den Teufel nit.” 

Omtrent paa ſamme Tid meldte pai til 
Nyerup: “Skole⸗Directionen far tilſtrevet mig, 
at der ingen Undtagelfe fugbe gjere& for Horfens 
.€2 


68 


Skole, $oiffet og var bande Synd og Gfam at 
vente eller forlange” At Worm ei fagbe dette í 
Fortrydelſe, men meente bet alvorligen, bevifte 


hans paafefgenbe Opforſel; thi han fandt fig, 


fom han burde, gan(fe roligen i den gjorte Foran⸗ 
dring; og gav derved et nyt Beviis paa, at, 
ſtjondt han var en Mand af faft Charakteer, var 
han ingenlunde haardnakket i at fette fine Mes 
ninger igjennem. Langtfra at lægge den npe, 
men nu rigtig nof betydeligt inb(frenfebe, Plan 
Hindringer i Veien, gif han ind derpaa, og are 
beidede med (ffe mindre Iver i den reformeerte 
Gfole, end i den gammeldags, hvorfor ogíaa 
Candidater fra Horſens, nu fom forhen, jæevn⸗ 
figen ubmarfebeó ved examen artium. Saadanne 
anbefalede han Directionen Gelft til Adjuncter eb 
fin SÉole, og da hang Anbefaling fulgtes, ere 
holde fan endnu i de fidfte Aar af fine forrige 
Diſeiple faa fortrinlige Medhjelpere, fom en 
Smidt, en Hornbek og Flere. Mangen 


.ffector mener at have gjort Nok for fin Skole, 


naar han ſtaffer den lærde Mænd tif Lærere. 
Dette var iffe Worms Princip: han faae ligefaa 
meget paa Giuosfrpgt fom paa Lærdom. Ogſaa 
heri holdt han faft ved be Grundfætninger, hvor⸗ 
efter Melanchthon, Hemmingius, Sy. A. Erneſti 


69 


— og hvad hine tore fore Monſtre bibere ebbe — 
. indrettede be færde Gfoler, nemlig at opdrage 
ben ſtuderende Ungdom tif Humanitet og ebam 
geliff Chriſtendom. De gra(te og romer(te 
Claéfifer i Forening med Bibelen, ifær bet N.C. 
maatte følgelig vorde Hovedſtrifterne, der fulde 
gjennemgaaes og indpræntes i en ſaadan Skole. 
Iblandt Clasſikerne var det after Homer og 
Cicero, fot hvilke han ifat føgte at vinde fine 
Diſciplers Kjerlighed. Til disſes fortfatte Stu⸗ 
bium opmuntrede han ogfaa fine unge Venner 
ved Univerfitetet.  ”Cicerog Læsning — (tricer 
. han f. Gr. den 15 April ISI2 til fin hoitelſtede 

Difcipel, Roſendahl — (tjenfe De al ben Tid, 
De fan undvære. lle sciat se profecisse, cui 
. Ciceronis lectio valde placebit *.  €ag Pennen 
jævnlig i Haand for at ave Dem i den latinſte 
Stiil. Man faaer Bugvrid af bet mefte Latin, 
fom i vore Dage ſtrives, endog af Profesforer. 
De marfer, at jeg af Dem venter en ægte Hus 
maniſt.“ | Ligefom Worm her far nævnet o8 
bet ene Maal for hang Stræben (om Skolemand: 
at danne ægte Humaniſter, faaledes vifer 
-" bet ſamme Bred 08, at han fatte fig tillige et 


*) Disfe Ord ere et frit Citat af Qvinctilian. 


70 


andet Smal, og at han anfade bette får bet hoieſie, 
nemlig: at opdrage fanbe, bpbige Chriſtne. 
Thi han vedbliver: "spen bet, fou fremfor Alt 
binder mig til Dem, er min Tro og Tillid, at 
De vil blive &ub og Chriftus, Sandhed og 
Dyd, ufvigelig tro; iffe glemme bor 6ebfte Ven, 
vor guddommelige Lærer, fordi det ſaaledes er 
Mode; iffe hvege for enhver Lerdoms Bind.” 
Sor at opnaae dette dobbelte Maal forebrog han 
fetv i oberſte Clasſe fåavel Religionen fom gatiu 
og Graſt. Da de gamle theofogifte Lærebøger 
ei længer fyldefigjorde Graminatorerne ved examen 
artium, 0$ fan fandt bet betenfeligt at indføre 
Niemeiers (hvilken, forend Krogh Meyers 
ubfom, brugtes i be fleſte Gfoler) fordi han beri. 
fandt en ſterk Cenbenté til SRationalióme, brugte 
han — fon alt et anført — dt orusé' 8 latinfte 
Dogmatik; og Hvis bet paa ben ene Side maa 
indrommes, at denne Lærebog fun er padfenbe for 
prevecjiores, ſaa beviſte paa ben anden Side 
Exantens hæderlige Udfald for hans allerfteſte Di⸗ 
mittender, af Worm havde ſaadanne Diſcipier: 
og hvisken Gevinſt sar bet ba iffe fot Alle at 
have nobtaget af en Worm flig hoiere SReligiond» 
underviisning! og hvilfen ?ettelfe for bem, fom 
fiden fiuverebe Theologie! Bed Dr. Rector 





71 


Dorphs Godhed har jeg fast til Efterſyn et 
. Collegium over Theologien, ubarbeibef 
af Worm i 9f. 1792, altíaa i et af hans forſte 
Embedsaar. Det er aldeles bibelſt og paa Dang; 
men faa grundigt; at det gjerne kunde været holdt 
ved et Univerſitet. | 

Sor dette Studium havde Worm naturlig⸗ 
viis, fom gammel Theolog, nogen Forkjerlighed; 
men bet var langt (ra, at han, til Gung fer det, 
gjorde Brud paa fine Diſciples Bribeo i at vælge 
deres Brodſtudium. Derimod glædede det ham 
uaturligviig, naar fan faae Yuglinge, 608 hoilke 
Dobeb og Hjerte vare i Harmonie, at vælge dette 
hans Yndlingsfag. Saaledes (friber han (ben 
Abe Marts 1817) til De. Ro ſendahl: »Theo⸗ 
logien bliver ba vel Deres Sag? Jeg onſtede 
det. De fen noÉ vide hvorfor. Xeligionen tram | 
ger i vor Tid til Talsmand og Tjenere, hos Hvilfe 
Dobed og Hjerte ere i -Dormonie" — Caalenge 
Gfoleaarene varede, tanfte han endnu (tfe paa 
et anbife Diſciplene deres tilkommende Lobebaue 
eler Virkekreds. J Skolen baunebe ban Alle tik 
«t vorde faa dygtige Studenter fom muligt; og 
opdrag Alle i Tugt og Herrens Formaning. Her⸗ 
om ſtriver mig hans Fortrolige, Dr. R.Møblert 
—— pat eg Mand af. fetbeleó faf Charakteer, 


72: 


” og havde fom Sector en ſynderlig Save tif at iu 
ponere, og til uden Haardhed (thi Ferlen brugte 
han nof afdrig) blot ved fin Mine og Tales Fynd 
at indgyde fine Difcipler Wrefrygt. Dog Havde 
be.ogfaa Kjerlighed til jam; tbi han var en ſand 
Fader for fin Gfole. Hvergang han med de etore 


Diſcipler gif til Herrens Bord, holde Gan en — — 


Communiontale for bem, hoori han. ofte tog 
Henſyn til Udyder f. Er. rpggeslsſe Eeder o. ſ. v. 
fom fan troede at have bemærfet hos Cn og An⸗ 
bet; og, da han beclamerebe fortræffeligt og tar 
lede af Hjertets Fylde, forfeilebe hang Ord iffe 
lettelíg al god Virkning.“ 


Det har ei fjelbent været Tilfældet, at Dan⸗ 
marks (ierfie Lærde have havt liden elleve ingen 
Gelebritet i Udlandet, imedens SÉribenter af langt 
ringere Talent og Dygtighed vare navntundige. 
Worm, foem den ſagkyndige Moldenhaver 
erÉlærede for vor ſtorſte Humaniſt efter Jacob 
Badens Deb, og fom unægteligen i fatinft 
Veltalenhed (fjende ifte i ppilologift Erudition) 
obergif Berge Thorlacius feo, orm fulde neppe 
bære bleven nævnet i en tydſt Journal, berfom 
han iffe (i Aaret 1803) havde, i fin &ortrpbelfe 
ober den Misbrug, man i Tydſtland drev med 





73 


den hoiere Griti£, udgives et (Sorfbeaed(frift for 
JEgtheden af Ciceros Tale for Marcellus, Hvile 
fen Cale den Geromte F. A. Wolf i Halle havde 
fegt dt fremftile fom uægte, ja font et Fuſterar⸗ 
beide, der med mere Grund kunde tillægges ben 
gale Keifer Claudius end den ftore Taler Cicero. 
Worm var ingen Gl(ter af literari(t Strid, minbft 
med en faa navnkundig Philolog; men her kunde 
han iffe tie. Ved at [efe Wolfs Angreb tabte 
han hele ſin Munterhed og fif den ferft tilbage, 
efterat have retfærdiggjort fin og faa mange flere . 
Philologers Beundring for: fiim mefterfige Tale. 
Dette var ogſaa i Begyndelfen — fom jeg feer af 
Brevene til Nyerup — hans enefte Henſigt med 
at tieb(tribe fine Modbemerkninger. Han vilde 
odertyde fig om, aten Quinctilian, en Mars 
nutiud, en Græving, en Erneſti, for et 
at tale om fam feo, Oluf Worm, iffe bare 
førte bag Lyfet af en usfel Gfterligner, idet be 
havde beundret biin Cale font e£ ciceronian(t Mes 
flerfipffe. Siden befluttebe han at udgive fine 
Anmærkninger paa Danſk, for iffe "at overse 
ſnofles“ af ben tpb(fe Klopfægter; men endelig 
" fattede han den Beflutning, fom var baade fam 
værdigft og den gode Gag tjenligſt: at udgive fit 
Forſvarsſtrift paa Latin. Saaledes udfom da 





474 

bet. SÉrift, ber længg vil bevare. vor Werme 
Navn i Literaturen (ſmukt trykt hos Schultz) un⸗ 
ber Titel: M. Tullii Ciceronis orationem pro M. 
Marcello so£&og suspicione, quam nuper injicie- 
bat Frid. Aug. Wolf VY. C., liberare conatus est 
Olaus Wormius.  Áccessit oratiuncule interpre- 
tatio Danica.  Haunise 1803. 8vo. 

Worm har heri, efter alle. Gagfpabigeó 
Dom, fat Talens Xgthed udenfor al Tvisl,. og 
beviiſt, at Wolf af en ugrundet Gfepfid og af 
" Lyft til Paradoxer, unber(lottet af en fmaalig, - 
(tjenbt ſaakaldet haiere, Kritik ( denne Under» 
 fagelfe, var bleven ført bort (ra Sandhedens Er⸗ 
fjenbelfe. At Worm i hele Skriftet lod fin ber 
remte Modſtanders Genie og Lærdan vederfares 
Net, forftaaer fig felv, Æjsndt han ei kunde und⸗ 
gane mangen Gang af paavife, hvorlunde Wolf 
havde forkaſtet Talemaader ſom uciceronianſte, 
bet findes i mange andre af Ciceros ægte Skrif⸗ 
ter. Men det vil uden Tvivl interesfere bem - 
farbe Læfer, der faa ſjelden er bleven glædet med 
Stagter af Worms Hand; at høre ham ſelv bes 
ſerive Virkningen af den 3Bolg(te Skepſts paa 
. fané ciceronianfte Hjerte, Stedet lyder ſaale⸗ 
deg Side I3 følg. 





—— —— — — — * 


75 


- 


: "Hoc Wolfius volnit, hec magna cupiditaté 
egit, ut demonstraret: "Orationem pro M. Marcello 
: esse inanem rerum, verbis, formulis, construc- 
tionibus sepe vix latinam, in tota compositione 
ineptam, stultam, ridiculam; denique fatuo prin- 
cipe Claudio, quam Cicerone dig»iorem."  Di- 
cere vix possum, qnid mihi, perlecta hac come 
mentatione , fuerit animi? qnemadmodum fuerim 
affectus? Omnem certe hilaritatem pectore exa 
turbavit, et tristitie quas nebulam aliquamdiu 
animo offudit. Cujus rei,causas, si potero, in- ' 
terpretabor. Id mihi sum conscius, wmllis me 
philantiæ prestigiis, nulla ambitionis vanitate hio 
falsum aut delusum fuisse. — Quodsi ego stultus 
adeo et duoveog fuissem, mt fironis alicujus, rudi- 
mentum passus essem, pro artificis opere, mihi 
imponi et obtradi, leve hoo fuisset et parvi sane 
momenti. Nomen meum in doctis nulla fama 
celebravit ; sagacitas, si qua in me est, cfitica 
in nullum erat discrimen adducta; stultitie et in- 
Jvalsitatis, si res ita ferret, non alios, quam de: 
schola pueros , testes habebam ; solatio erat agmen. - 
doctissimorurm ab omni setate virorum, in eodum: 
mecum errore versantium, denique si nihil re- 
stabat aliud, poteram, vultu ad confidentiam 
composito, occinere: Malo cum Asconiis, Qvinc- 


- 


76 


tilianis, Camerartis, Manutiis, Victoriis, Lam- 
binis, Greviis, Ernestiis errare, quam cum | 
Wolfio vera sentire; esse ubi przstet insanire 
solemnia, quam solum sapere. Sed erant alia 
graviora. Scilicet, ita ego mecum: Enimvero 
res est misella oinnis illa, qua nos jactamus doc- 
trina! Ecquid de Classicis, qui dicuntur, scrip- 


toribus, quos tanquam preclarissimos divine lin- 


manzque sapientis magistros, omnisque venu- 


statis, leporis, elegantis promos condos predi- 
cari ct commendari andiverunt? Ecquid de Phi- 
lologorum fastu, solidioris doctrine et cultioris 
humanitatis arbitrium sibi arrogantium, homines 
judicabunt grecs latineque antiquitatis rudes, 
sed literis exculti-et in studiis scientie cognitio- 


nisque versati? Quo tandem ore se mutuo aspi- 


. eiet grex scholasticorum ? Mirum si haruspex 


(Grammaticus) non ridebit, ubi haruspicem 
(Grámumaticum) viderit. Orationem hic habe- 
mus, qnam M. T. Ciceroni. tribuerunt illustris- 


Simi ex antiquis Grammatici; de cujus voOe/o ve- 


terum. nuli quidquam suboluit. ^ Quam viri, 
omnis evi, latine doctissimi non solum perfunc- 
torie lectam, in ceteris Tullii scriptis nulla no- 
tatam ignominia, transmiserunt; sed lectitarunt, 
sed interpretati sunt, sed transtulerunt in alias 











77 


linguas; sed certatim landarunt, commendarunt, 
adque imitandum proposuerunt, tanquam opus- 
culum omni oratoria virtute splendidissimum. In 
cujus gratia et venere, dotibus et luminibus no- 
tandis, declarandis, predicandis fuernnt plurimi, 
magno id studio agentes, ut involutas in hac ora- 
tiuncula divine artis et pulchritudinis notas ex- 
plicando aperirent; quam denique J. C. G. Erne- 
stius V. Cel. qui Ciceronem unice amabat et lecti- 
tabat assidue, cujusque in hoc gencre ita erat 
prudens et sincerum judicium, nihil ut corrup-: 
tum et ineptum facile probaret, dignam habuit, 
quam in Teutonum sermonem conversam, inse- ; 
reret libellis, quos edere instituit, elegantissimis, 
cum titulo: "Cicero's Geist und Kunst. 
Lips. 4799— 1802." Jam vero exoritnr ex al- 
tera parte F. Aug. Wolfius V. Cel. cujus, ob 
scripta ex critico genere praestantissima, et ex- 
quisitam interioris latinitatis scientiam, magnum 
in eruditis nomen est, et precipua in hac causa 
debet esse autoritas; idque.se effecturum profi- 
tetur, ut tantum non mathematica ratione, quz 
omnem contra dicendi copiam excludat, demon- 
stret, hanc pro M. Marcello orationem non solum 
Cicerone oratore et consulari esse indignam, 


adeoque ab ipso haud quaquam profectam, sed 


i 


E 78 


rude adeo, indoctum, vix latinum «eclamatoris 
inepti periculum, barbarismorum et soloecismo- 
rum sordibus oppletum nugisque et ineptiis refer- 
tum, quale in scholastico tirone magister, paulo 
 stomachosior, vix esset laturus. Nescio, quid 
alii, hec legentes, senserint, quim animis sen- 
tentia surrexerit; equidem ita sum affectus, ut 
quiescere prius nnlla ratione possem, aut consi- 
stere, qnam complicatas illius, quod de hac ora- 
tione dudum feceram, judicii rationes evolvis- 
sem; obscurum pulchritadinis sensum explicas- 
sem, meamque hae in re intelligentiam excu- : 
sissem; id vero erat Crisin Wolfianam ad aocu- 
ratius examen revocare. Quod sum aggressus, 
mon tam pérficiendi spe, .quam experiumdi vo- 
luntate. — Neque enim is ego sum, qui cum 
"Wolfio, viro in togata hac militia fortissimo et 
strenuissimo, in arenam descendere ausim , cui 


^ : x » 
”Ioov suà q&cOct, xai opowÜnueros GyOvv, 


vetat pudor.et infirmitatis conscientia. — Hanc 
ego opellam suscepi animi causa, periculum fac- 
turus, si daretur, meum, quod feceram judi- 
cium apud me ipsum tueri, atque ostendere: ut 
quis de hac oratione tam severe statuat et con- 
temtim pronuntiat, debere eum, prudentiorem, 


-— 


79 
doctiorem, fastidiosiorem, eloquentiorem, qnin 
 latiniorem esse ipso — Cicerone. 

Wolf habde en talentfuld Difcipel t€ Dam 
marf, ben. unge Dr. Koes (en Ven og Svoger 
ef Dr. Brondſted, med hvem ban rgifte i Græs 
fenfanb, ba en tidlig Dod bortrptPPbe ham fta 
vore (tote Forhaabninger). Til ham ffrev Wolf, 
ba han havde left Worms $569: "sab mener 
De? En af Deres Landsmend, en vis Olaus 
Wormius, Rector i Jylland, har fsat Skridt 
for Skridt at gjendrive min Mening em oratio 
pro Marcello, Det er tubisſe ingen foragtelig 
Modſtander.“ 

boo fom kſender F. A. Wolfs Polemik, 
vil vide, at der ſtulde meget til, inden han ind⸗ 
rommede en Modſtander, at han ikke var forag⸗ 
telig. Upartiſte Recenſenter tilſtode, at Worm 
havde uimodſigeligen igſendrevet Wolf, og at 
Acterne i denne Sag vare ſluttede *). Men der 
var dog en tpb(f Philolog, 9. Weyſke, fom 
meente at funne gjøre bet bedre, og derfor to Nar 
efter udgav en tpf Bog tinder Titel; Perpetuus 
et pleuus Commentarius in orationem Ciceronis 
pro Marcello (Lipsiæ. 1805). Jeg fjender iffe 





*) See f. Gr. Stecenfionen i Allg. Deutſche Bibliothek. 
98 Band 2$ gn gø. 456 fg. 


M 


80 


dette Skrift uden af Ravn og af Worms Omtale 
i hans Breve, Han djarafteriferer det paa famme - 
Maade i Brevene til Dr. Møller og til Profesſor 
Nyerup. — Sy et Brev til ben Forſte af 9be Decbr. 
1805 (friber han: ”Denne Bog viſer viſtnok 
Lærdom og talenter ; men om den efter min var 
nodvendig, og om Sagen derved er bragt nate 
mere til Afgjørelfe —  (Eulbe jeg meget omtbible, 

Dan omtaler mig overalt med 9fatelfe, og [abet 
— bet iffe mangle paa doctissimus Wormius; (mir 
lertib fan jeg bog iffe frifjenbe fam for Malig⸗ 
nitet og Laugsnid. Han bil bilde Publicum inb, 
at min libellus fun var ſtreven for mine Landée 
mænd og Diſciple; hang derimod. for Lærde; - 
pg dog udtværer han paa hele Sider hvad jeg har 
fagt med faa inier... Mine vigtigfte Ojenbribelfet 
og Anmarkninger fortier han; derimod trakker 
fan dem frem, fom han: troer fig at kunne vife 
til rette, og bem, i hvilke (fom fan figer) Wor- 
mius non plane satisfecit. Jeg tvivler næften 
paa, at. Wolf bliver mere tilfrebd med fan end 
med mig. Til denne tydſke Udfordring fan 
han neppe tie. Thi Wepyfke har og Celebritet, 
og (Fjenot han credentſer for den flore Mand, faa 
tager han ham dog dygtig i Gfole." 





-- 


8I 


Havde Worm fremturet paa denne Bane, 


' vilde fan fnart have naaet Navnkundighed, 


ligefonm han nu allerede havde Bersmmelfe i 
Udlandet. Men dette var ham flet iffe magtpaa⸗ 


- liggende. Sy de Timer, fem hans Embede fep, 


nede fam, vilde han felfer bélæres end belære; 
heller (efe end udarbeide, hvorfor ber i Alminde— 


lighed ubforbrebe em udvortes Impuls for at 


bringe fant, fjende Meſter, paa Sfribent-Vært 


"fiebet, Saaledes med hans Udgave af Lurdors 
phiana (1790) ;. faalédes med hans Tale fra 1807 


(ham aflokket af Biffop Muͤnter til Misc. Haun. 
Fascic.II.); ſaaledes med hans Sjubeltale af 1817 c 
faalebe& med hang Oberfattel(e af Odysſeens 9be 
Gang (udgivet af Hr. Rector Dorph 1829 ſom 
Program til Skole⸗Examen). Ogſaa de tvende | 


. €aler, hvormed han har prydet nærværende Tids⸗ 


ſtrift, vare. neppe blevne trpfte, naar ikke hans 
Venſtab fot mig havde indgivet ham ben Tanke: 
ved Bidrag at bife ; Door megen Priis han fatte 
paa Theologiſt Bibliothek. At han udgav fin 
Jubeltale, var ifer for at aflægge et offentlige 
Vidnesbyrd om, hvor høit han ffattebe den af 
faa Mange. misfjenbte og foragtede Bibel. Om 


" Luxdorphiana ſtrev fan 1820 til Roſendahl: 


| 


"Seg hulter, at Abraham Kall dengang (1790) , 
. Stet theol, Bibl. 19 ps F 


82. 


-— 


ſagde om dem, at jeg havde i en god Sauce paa 
et magert Stykke job. Dengang funde jeg 
gjøre ligefaa meget i en Time, fom nu i en Dag.” 


Worms Sfrifter eve iffe mange. Vi fritage T 


og fot at anføre Titlerne, ba be findes deels i. 
gitteraturgericontiet deels ere tilfoiebe min Nes 
frolog i Danſt it. Tidende (Ro. 42 for 1830). 
Dertil maa uu føles ben Tale, fom er trykt £ 
nærværende Bind; og fiden nogle anecdota, fom 
deels fan ældre Ven, Hr. Stiftsprovſt Moller, 
beeí8 hang yngre Ven; Hr. Sector Dorph, fonv 
mer til at udgive. Thi forſtnevnte, hans For: 
trolige, har tilſtrevet mig: ” Allerede i Aaret 
1826 teſtamenterede Worm mig alle fine literære 
Manuſcripter, og overdrog mig, om jeg fanot 


moget heraf værdigt at udgives, da at beſorge 


dette, men overgive Neften til Jiden; og jeg har 


allerede, ifølge denne hans Anviisning, meldt 


mig derom, i hans Stervboe. Jeg funde natur» 
ligviis, i mit Gjenfoar ferpaa, fuü conditiona- 
liter 'paatage mig dette, og jeg udbad mig hans 
Tilladelſe til at beforge bet, ſaavidt jeg ikke felv . 
| funbe ved min Ssn, Hans Møller.” | 2g 
- amber 6te Decbr. 1830 ffriber mig År: Rector 


Dorph: "Cil mig betroebe Worm at udgive efter 


hang Dad LOverfættelfe og Gommentat til Taciti 


" I 





83 


. 9fgticofa og til Plauti Captivi, og.en Commentat 
. til Svetonii Julius Cæfar og Auguſtus (amt nogle 
Skoletaler.“ J bet ſamme Brev, fom indeholder 
den ferfte Meddelelfe om opera Wormiana post- 
huma, fortælfer min Ven Dr. Moller mig, Deor 
ledes hans tidligere Bekjendtſtab med Worm (fta 
Communiteté» foelferne) efterhaanden voxede til 
et fandt og inderligt Bekjendtſtab. Herom hedder 
det: "S Fylland npttebe jeg troeligen vort Nas 
6oefta6 tif at beføge ham, faa ofte jeg funbe; og 
Gan tilbragte ogſaa gjerne en Decl af fine Some 
merferier hos mig; og de Timer, jeg tilbragte t 
hans ligeſaa lærerige font behagelige Omgang, 
i regner jeg blandt de Ipffefigfte i mit Liv. Jeg 
ſtylder ham faare meget; ikke alene [aante ban 
mig, ved mit Beſog, eller, (aa ofte jeg ff Bud 
: til Horſens, fendte mig Bøger af fit anfeefige og 
ub(sgte Bibliothek, men fan gjennemgi£ den als 
lerftorfte Deel af min forban(tebe Livius, paa bet 


 maiagtigfte, og mebbeefte mig mange Éoftelige Be⸗ 


markninger. Ligeledes reviderede fan min Overs 

fættelfe af Ciceros Taler; og faavel dette fom 

hiint Arbeide far ham meget at taffe. Ogſaa 

, betroede fan mig ſtundum et og andet af fine Ars 

beiber at gjennemfeg. — J de 28 à 29 Aar, jeg 

har tilbragt i Lolland, have bi beganbig fert 
i ^. 82 


84 


fBrébberling; og mange af hans Breve ere meget 
lærerige, ofte, naar hang Helbred var taaleligf, 
jodialſt (thi af Naturen befad han megen Jovias 
litet), men i be fenere Aar, da hans Helbred 
ſterkt ſpekkedes, og han desuden havde anbre 
Sorgser, bleve hans Breve naturligviis ii 
ligere.” | 
gy. Møller var iffe. ben scie af vore 
"Berømte ?atbe, font raadførte fig med Worm: 
De Hoegh Guldberg fenbte ham fin Overs 
fættelfe af bet Nye Teſt. fipFfeoii8 til Reviſion; 
og han npttebe mange af hang Bemærkninger. 
Imellem disfe tvende Mænd og Worm fand⸗ 
teg den fuldkomne Overeensſtemmelſe i Studier, 
Tilboieligheder og Meninger, fom er ben ſikkreſte 
Borgen for et Venſtabs Varighed. Men Worm 
"havde ogfaa en Ungdomsven, med hoem fan í 
meget; og navnlig í Religionsmaterier, var 
wenig. Denne Ven bar tor beromte Literator, 
Rasmus Nyerup. De tare fra Studenter: 
dagene af Fortrolige; og bet er et ſtort Beviis 
paa Begges iberalitet og Tolerance; at deres 
fBenffaó — i hvor meget be divergerede og i deres 
Brevvexling bifputerebe — beſtod uroffet, indtil 
Døden bortkaldte dem fort efter hinanden til de 
[pfere Egne, hvor Dorreensftemmelfen i Alt iffe 





85 


bil ubeblibe. Ved År Provſt & trem S Godhed 
er jeg iſtand fil at meddele mange interedfante 
Oplysninger af be Wormſte Breve til Nyerup, 
boilfe (et Par Hundrede tilfammen) gaae fra 3X. 
1783 indtil Ryerups Dodsaar. — Cfabe, at falig 
Nyerup iffe f£ fuldført ft fSorfet: at udgive 
jom Anhang til fin Autobiographie, et Udvalg 
af fin og fine Venners Brevvexling. Deri vilde 
Oluf Worms mærfværdige Pttringer om alle bigs 
tige Begivenheder i Fadrenelandet, og alle bety⸗ 
delige Phænomener i dets Literatur, nafen i et 
halve Geculum, have indtaget en vigtig Plade. 
Min Plan tilfteder mig fun at gjøre partielt 
Brug af.ben mig forundte Tilladelfe: at meddele 
Publicum deraf hvad jeg fandt pasſende. Det» 
fom Nyerups Breve til Worm haves, og. engang 
funbe tilligemed Worms epitomeres til Literatus 
rens Berigelfe, da vilde vi faae en Udfigt over 
4 til 5 Decenniers aandige Beſtrabelſer og Gore 
— "tagenber í port Fædreland, hvortil vi endnu i£fe 
have Mage, og hvorom Mag. d aes 6efjenbte 
' Breve tif Suhm fra Aarene 1755—63 Fun give . 

fü foag Foreſtilling. Vel fjender jeg Indholdet , 
af de Nyerupſke Breve iffun af Worms Be - 
foaretfer; men ligeſom disſe allerede i deres Iſo⸗ 
"kring ere foift interesſante, faafebeó vife be, at 


86 


| i 


'ftperup har ubgpbt affe fine. Zn(fer, Forhaab⸗ 
ninger, Meninger, ja felv fine Drømme i fin - 
jydſte Bens Barm. Denne vidfte at vurdere ef 
Djerte fom Rperups *). Hoo far vel og fjenbt 
bet uden af el(te det? Nyerup tat i bei Grab , 
"godmodig, venlig, tjenftagtig, beffeden og naío. 
. Endnu i Alderdommen bevarede han Barnets Tros . 
ſtyldighed og Ynglingens Livlighed. - Han fjenbte 
figefaa libet til Egoismens Ruſt fom til .Dob; 
mods effer Forfængeligheds Smitte; Saa Mens 
nefter have i en forbifoet Zib, imedens be deel⸗ 
toge i ben intelfectuetfe Forvirring, bevaret deres 
Gjel faa reen for Tidens moralffe Broſt. Bi 
. enfee bet derfor for en pſochologiſt Markbardig⸗ 
hed, at denne i moralſt Henſeende faa, elſtelige 
Aand deelte be flefte af fin Tids Bildfarelſer. 
Neppe har bet 18de Aarhundrede i. fine tvende ſidſte 
Decennier avlet noget Foſter, uden at bet fandt 
en Pleiefader Nyerup. Han bar aldeles fin 
Tids Mand. Juſt det Modfatte figer Worm om 
fig; og nteb tette, Deraf den idelige Dppofttion 
imellem. de tvende Venner. Stperup. fægter fot 
" Not; Worm fórfoarer bet prøvede Gainle, 


ED Gan angleer feo i et af finc —* Nyerups Yi : 
lighed fom Grunden til deres SBenjtaba Barighed 
— ynbet ben flove Meningsſtrid. ' 











PE ( 


87 


^ 


Nyerup enfter at fee Kirke og Stat, sie og (abe 


Gfoler, Varkſteder og Hoſpitaler omſtabte; 
Worm advarer imod enhver uforfigtig Omkal⸗ 
fatren.“ Nyoerup vil have uindftrænter Skrive⸗ 
og Trykkefrihed; foreſlaager Belonninger for be 
Forfattere, ber domtes for LOvertrædelfer af 
Presſe⸗Anordningerne; Worm anfeer visſe Grænds 
fer,for et nadvendigt Værn (mob Fræfheden, og 


É fordrer Statens Love firængt overholdte, men. 
deres Overtrædere firaffede ogfaa med deres Med: 


borgeres Soragt. J Begges bogmatiffe Ans 
ſtuelſer var Sor(tíelligheben figefaa flor fom i be^ 
politijfe. Nyerup var, fot befjembt, eu ivrig 


Rationaliſt; Worm derimod, i bet minbfe fta 


ben Tid af; han fom Mand og Lærer var fom 


. men paa bet Rene med fine Granſtninger og fin 


Tro, en ligefaa -ftræng Suprauaturaliſt. ” Han 
var — ffriver Rasmus Møller — (om de Fleſte 
af 0$, gaaet Tvivlenes Periode igjennem, og var 
vel og i fin Ungdom mindre orthodox, ſom De 


nok veed af hans Recenſtoner; men hang Gro - 


vandt efterhaanden ſtorre og fisrre Faſthed, hvile 
Éet jeg beeb baade afæor Omgang i Siplfanb, og 
af vor fiben beftandig fortfatte Brevverling. Han 


larte i Modgangsſtole at ſtatte Evangeliets Kraft 
, bg felebe dybt fin Trang til Chriſti Sovfoning." 


4 
! 


88^ 


De Breve, vi fiben meddele i Udtog, ville ſtad⸗ 
 fafie dette Udſagn; her ville vi fun bemarke: 


Diſtinetionen imellem Rationalisme og Nar 


turalisme erkjendte Worm ikke for gyldig; og 
domte følgelig om fiin; hvad Alle maa inb 
rømme om denne: af ben er uforenelig med dori, 
fielig Tro. Snart fpoger han derfor med Ras 
tionalismen i fine Breve, og falder den, efter 
fim gamfe Morbroder Jens Worm, Fornum— 
,ftigfeb; fnart ibrer han alvorligen derimod, 


ifær i Brevene til Nyerup. Da Denne i An-⸗ 


- -febning af be npefte Stridigheder havde opfordret 


— fin Ven til at meddele bam fine Tanker desan⸗ 


gaaende, (friber Worm (den IObe Juni 1828): 
Zu forlanger at vide mine Tanker om Nationas 


fiéánen, Disſe fan Du bel felv vide efter hvad 
Du fjender til mig fra ældre Dage. . Gfter min. 
inderſte Overbeviisning fan SRatiomalíóme ag: 


ſand Jefu Lære — for iffe at fige Chrifendom — 


ingenlunde forenes. Jeg undrer mig fun over, . 


et Stationalifterne iffe føle ben fiore Ynconfes 
qoentó, (om be gjøre fig (fplbige i; og hvad oe 
bille meb en Bog, fom er faa fufbproppet med 
Overtro, Fordomme, jodiſte Drømme, ufor⸗ 
nuft o. ſ. v. fom bet Nye Teſtament! Mage tif 
Uvæfen med en gammel Bogs Fortolfning far jeg 


- 


89 


iffe kjendt. T! maa lide Wegſcheider, n 
figer teent ud, at han fotfíaaer Gagen bedre end 
Górifus. Bil Du elfer& beftemt vide min Dom 
om vore Dages fogomanie i Religionen, ba maa 
. Du efe Prof. Tittmanns Afhandling uͤber 
. $fationali$niu& und Supranaturalismus. Leipzig 
13816. Tauber var vift iffe Rationaliſt, naar 
"dette (tal betyde, at Jeſus var ham bet; 
dertil var han for god Greget. Om fan iffe 
| troede, hvad han maatte fom ærlig Fortolfer [abe 
Jeſus lære, er noget, fom jeg ikke veed,” 


"Worm undlod heller iffe at 6enptte faabanne 
Momenter i Nyerups Liv, fom maatte gjøre ham 
gunftigere ftemt mod der gammeldags Tro og 
vakke Trang til at modtage Chriftendommens far 
fiere Forjættelfer. Dette vifer f. Er. bet Brev, 
han tilffrev fin dybt nedbsiede Ben, ba denne 
havde miftet fin elffede Huſtru. Ogſaa maa bet 
have glædet Worm at erfare, Hvorledes Nyerup 
med hoert Yar blev billigere i fine Domme over 
Orthodorie og de orthodoxe Theologer. 


Hvad nu Worms egen Troe angader, ba ^ 
hvilede den paa hans faſte Overbediisning om, 
at Bibelen indeholder en ſand guddommelig Aas 
benbaring. Der var fum faa Punkter i det bi⸗ 


hd 
) 


^ 


"x 
belſte Lerebegreb, med hvilfe Gan'ei var gaufte 
paa det Rene f. Er. Læren om Dommens Dag. 
Jat suftebe ogſaa herom at have en beſtemt Me⸗ 
ning, og yttrede for ſine Venner: at han kunde 
misunde ODO. H. Guldberg hans, aldrig af nogen 
Tvivl rokkede, Bibeltro. Han bab derfor ofte 
med Peder: ”Aerre! hjelp min 9Bantro!" Og 


—— ' fané Yndlingslæsning var ſaadanne Bøger; fom 


paa en aánbfulo Maade afhandlede den driftelige 


Tro. - Næft ben hellige Gfrift felo, hvilken han 


læfte ci blog fom «to, mea ogfaa til fin Opbyg⸗ 


gelſe, var ber ingen Andagsbog han ſtattede ſaa 
: feit, fom Dr. Monſters Pradikener. Man 


7 


bil finde Yttringer derom nedenfor i hans Breve 
til Hr. Roſendahl, og i et Brev til Dr. R. 
Møller af I40e Auguſt 1829 ffriver han: "Det 

fan man falde chriſtelige Prakener. Mage tit 


Prakener kjender jeg ikke.“ Naſt bem el(febe pan 


Geft über bie Vortheile ber Leiden og Tyge 
Rothes Philoſophies⸗Ideer. Af disfe Gfrifter 
fob fan fig forelæfe, naar fau iffe felo kunde 


' taale at (efe. — Ogſaa Forfatteren af nærværende 
Biographie veed iffe at nævne nogen ferre Skri⸗ 


bentlon end Ole Worms fam faa hjerteligen' og 
faa rundeligen ydede Bifald med hans dicus 
ADFUIT: 


- 


| 


9t 


Johannes Muller far i fine Breve ttf 
Bonſtetten gjort ben Anmerkning, at be Gamle 
(Græferne og Romerne) ere be Nyere overlægne, 
iffe i Mand, men i Charakteer. Bemarkningen. 
er uden £bibl rigtig;, thi Door fjelbent træffe si 
i vore Dage, iblandt faa mange og aanbfutbe 
. Lærde, paa en Mand af Charakteer? Hvor hvege 
— for at bruge et af Worms Yndlingsord — be 
Fleſte for enhver Lærdoms Vind? Hvilten flor 


Indflydelſe have iffe Dognets vexlende Moder 


paa Literaturen og be Lerdes Domme? Derover 
ffagebe Worm ofte i fine Samtaler eg Breve. 
Men Mange flage derover, fom felb fade fig ben» 


. Five af Strømmen. Anderledes orm. Han 


tenfte, granſtede, ſtred for at finde Sandheden; 
og be Grundfætninger, fan ( Theorien og Livet 
fandt prøvede, holdt han faft ved, om ogfaa Tis 
dens Aand fordrede andre. Paa en Tid, ba de 
flefte Lærde lobe haant om Bibelen eller bog am 
, faae ben fof en obfolet, neppe i Almue⸗Under⸗ 
viisning og endnu mindre i philoſophiſt Grant. 


ning anvendelig Bog, talede Worm høit tif dens 


Priis. Paa en Tid, bà den var fortrængt næften 
af alle, faavel lærde fom ulerbe, Skoler, gjen 
nemgit han i Grunbterten dens vigtigſte Boger 


 meb i ne ældre Diſciple. Ja, hvad jeg paa et 


I 


B *- 


bl] 


I RN M 
andet Sted. har -enffet *), at. vore lærde Skole⸗ 
mænd undertiden vilde gjøre, nemlig fef ved 


Clasſikernes Læsning nu og ba tage Henſyn til 


€briftenbommen og vife dens Sortrin for felbe be | 


biſeſte Hedningers Religion, bet har jeg leiligs 
hedsviis erfaret at have været Worms prifelige 


Skik. S Anledning af ben videnſtabelige Strid 
Jeg for et Par Aar fiden førte med Hr. Profesſor 


Blod) om den rette Methode for Religionsun⸗ 


i Starup, i bet han ti[traabte min. Mening: 


»Ere Lærerne felo gjennemtrængte af et gudfryg⸗ 


tigt Sind, vil det aldrig mangle dem paa eiligs 


feb, have de endog be meeft heterogene Fag at 
 bocete, til at gjøre Bibel og Chriſtendom hellig 


og dyrebar for deres Diſciple. Jeg har bivaanet 
fot mange Har fiden en Examen i Horſens Gfole, 
hvor ben ærværdige Profesfor Worm i Anleds 


ning af et Gteb i Cicero med faa men fpnbige. 


Ord. advarede mob Datidens fribole Aand, og 


faabanue forte Sormaninger .af. en^el(fet Lærer 


gjøre et dybt Indtryk paa Hjertet i den Alder,” 
Indtrykket af Worms Tale maatte blive faa 
meget ſtarkere, da hele hang Liv var fom et. 


4) Nyt theol. Bibl. 13be Bind €. 142 fa : 


 berbii&ningen i be lærde Gfoler, tilſtrev mig en 
af Jyllands erfarneſte prefter, Dr. Paſtor Lund 


93 


GO veil, hvorfra fand fafte Tro og oprigtige Guds⸗ 


e 


(tat gjenflraafebe, Det ſtrenge Sfoleliv gjorde 
fam tibligen gammel. Siden (log fig Sygdom 
tif, og man vil ( hang Breve (trpfte bagved) 
finde hyppige Klager over den aftagende Kraft og 
tiftagenbe Skrobelighed. Allerede i Aaret 1816 


møde bi deslige $8(ager. Men han bar fit Kors 


med Taalmodighed, og nedlagde iffe fit Embede, 
førend Henſyn til Skolens Taro bod ham bet. 
Men fpørger nu Rogen, hvorfra fan (i. de mange 


Sygelighedens og Sorgens Aar hentede Kraft til 


baade feft at leve med Tilfredshed, og at opfylde 
fine Embedépligter, ba er Svaret givet i bet So» 
tegaaenbe. Som fuldgyfdig .Djemmel fan jeg 
ogſaa fjer beraabe mig paa Dr. S. Mollers Vid⸗ 
nesbyrd. J ben ſtjonne latinſte Gravſtrift, fom 
fau fatte fin Ven (it. Tidenden Ro. a2 for 1830) 


forekommer folgende Svar paa det fremſatte 


Sporgsmaal: "Et si queris : unde hic unus 
idemque totins vitæ tenor, nunquam intermissus? 
unde hzc animi .constantia, et in valetudine, 
quam multos per annos debilem habuit et fractam, 
et in aliis rebus adversis, quas expertus est acer- 
bissimas, per longam quadraginta superque anne- 
rum seriem ad ultimam usque senectutem durans? 


Erat iste fructus sapientie, non homuncionrfn, 


94 — 


nee omnino humang, sed divinitus orte; quan 
quam eniin. philosophiam, sanam illam et mode- i 
ratàm , nequaquam sprevit, imo egregie excul.- 
tam habuit, in solo tamen Christo firmam. et sta- - 
bilem. animi requiem quzerendam esse ducebat; 
et quamquam decretorum recentioris multiformis 
| philosophie, ejus.quoque, que divine nostra 
: religioni non adeo amica erat, probe gnarus, nun- 
quam tamen humanarum opinliuncularum levitate 
abripi se patiebatur, sed Christo toto animo et 
pectore, vivus moriensque, addictus permanebat. 
. Ita et pietate et omui vita ad regulam Christi com- 
, posita, indeque sapienter et praeclare factis con- 
spicua onus nominis Wormiani plane sustinuit et 
laudes gentis immortalis, cuius imagines juxta se 


domi positas intuebatur, servatas et auctas ad po- 


.. steros propagabit." : | | - j 


Saaledes afgiver Ole Worms Tenkemaade 
et Apt Beviis paa bet Velgrundede ((fjenbt maa: 
fie tibet for alminbefígen Udtrykte) i€ref chows 
Forſikkring *): ^e dybfindigfte Zenfete bare 
altid religiefe. — Grempler "derpaa fra ældre og 
nyere Cider ere i ftot Mængde at anføre; og van⸗ 
ſteligt vilde det ei være at beviſe, at de forreſten 
talentfulde og ſtarpſindige Mand, om hoilke det 

*) Moral for Folt og Stat, 2den Deel e, 198. 


s 
Modſatte funbe (ones at gjælde, juſt have mariglet 
ben Dybhed i Sanfemaabe, hvorved man naaet 
til Tingenes rette Bund.” . 08 Worm bar Hos 

ved og Hjerte, $unbftaber og Fardigheder, Be 
greber og Golelfer i den (tjonnefte Harmonie; det 
bar følgelig en Charakteer, faadan fom fun den 
ægte evangelifte Chriſtendom, i Forening med 

. grundig Lærdom og en fund Philoſophie, fan danne 
ben. Bi funbe lettelig forøge Antallet af Lineas 
menterne i hans Gfifoerie ved at uddrage ſmaae 

interesſante Træf af hans nedenfor trpfte Brede; 
men bi troe, at marge Læfere hellere gjøre dette 
ſeld, og be svrige, fom maatte onſte vor Veiled⸗ 
ning ( denne Skizzeren, vilde maa(fee være be 

forſte til af bebreide o8 Gjentagelfe af bet Samme, 
fom jo derved blev fornøden. Wi indſtrænke 06 
 berfor til nogle faa Bemærkninger, fom angqae 
 Gtunbtraffene i hans Charakteer. 
Gellert, der visfelig forftob fig paa prak⸗ 
tiſt Chriſtendom, far freinſat den Paaſtand: at 
ben forſte og væfentligfte Dyd hos en Chriſten er 
Ydmyghed. Man vil da vente, at denne Dyd B 
"heller iffe ſavnedes hos Worm. Saaledes fot» 
holdt bet birfeligen. Hans tit anførte Fortro⸗ 
lige, Dr. 8. Møbler, (friber: »Viſtnok var 
Worm iffe uden velgrundet Selofslelſe; alligevel 


96 


var han ( Grunden en ydmyg Mand.” Som 
Beviis paa, hvor fiden Priis han fatte paa Ha⸗ 
berétitler, fan anføres, at han afflog det thjeos 
logiſte Facultets Indbydelſe i A. 1790 tilat blive 
Doctor Theologie. Han unbffplote fig med, at 
Tiden var for fort til at (tribe en ordentlig Dis⸗ 
. sfertation. J Brevene til Nyerup anfører han 
ogíaa den Grund, at fan ei kunde. forlade fin 
" Stole (for at bifputere i Kjobenhavn) udenfor - 
Gerierne. Lg ba han. fort Tid efter: ſendte ef 
Par flinfe Candidater til Univerfitetet, fatbte fan 
dem fin u(trebne SDifputaté. Men endnu tyde 
ligere frem(Finner hans Ydmyghed af mange 9t 
"tvinger i bang Brede, f. Gr. følgende: Sj Aaret 
1806 havde fané Venner i Kjøbenhavn beſluttet 
at [abe ham male, fer at hans Portræt kunde ops 
tages i det S perupegabbeffe Værk over bes 
romte ban(fe Mænd. Men han frabad fig dette 
i et Brev til Nyerup af27de Juni 1806 med disſe 
Ord: ”Jeg erfjenber deri eders mig fjere Vens 
ffa6 og Velvillie. Men efter min Tænfemaade 
fam jeg iffe med god Samvittighed tage imod 
denne-Ære. Hvor fan jeg fortjene Plads i dette — 
Gallerie, faalenge faa mange fortjente og celebre 
Mand endnu ber ſavnes, en Moldenhaver, Mals 
ling, Colbjornſen, Rüsbrigh, 9I. Kall, Schlegel, 


, 


97 


* 


Thorlacias, Gugríátoft, Rabbek, Sjeralfar. ic, 


hoilke I affe have ved Haauden! Sinaatte man 
ifte. ſige, at Venſtab eg Partiſthed Havde gaaet 
disſe forbi og i en Affreg of robinbfen opſegt en 
Sand: unum ex multis. Ved mig er.jo iffe bet 
minbfie Udmærket, uden bet. fulde være dette: 
^ 6*5 én aaAovgsi xopbiag dalsvo, xcu vato. tp xv. 
ep, 8x d»Ogenosg. Id scilicet, curant homines 
, mostri. - Sei," mine able. Benner ; lader mig og⸗ 
faa heri blive mig felo. dig; gjorer iffe mere af 
mig end jeg ſels ſtjotter om; giver mig iffe.eg 
Vadlicicet/ fom jeg ikke attraaet; og taaler, at 

jeg jeg fremdeles Bliver ve) omnia ad conscientiam, 
nihil. ad ostentationem referre." . 

Tor jeg dertil. foie min egen Grfatigg ba 
fau jeg forfüffre, at jeg i fans Omgang fandt 
ikke mindſte &por af Stolthed; men jeg faae ham 
fun tre Gauge: ferfe. Gang 1803, i Seſſtab 
med min Ven P. O. Bronudſted, fom indforte 
(nig. 608 ham, fagtens med et gobt Gkudsmaa— 
(jeg vat. dengang en ung Adjunct, men fan be 
handlede mig fom ſin Collega), og fibfte Gang 
.— 1824, da jeg bivaanede Oprettelfen. af Bibelſel⸗ 
ſtabet i Horſens, hvoraf han, fom et neben 
fieaenbe. Brev viſer, ei lovede fig ſaa gavnlige 


Trugter fom jeg. fan vilde nemlig forſt have ” : 


Nyt theol, Bibl, 19 $55, . 6 


s 





|... 98 
den gamle Aabenbaringstro tilbage, wg derefſter 
Bibelen uddeelt. Han hadde den Glade at fee 
fine Forventninger langt oberteufine, ligeſom neppe 
Nogen frydedes inderligere end han over NR. Mol⸗ 
lers Bibelveiledninger og boe revtde⸗ 
pede Bibel⸗Overſettelſe, hoilke Arbeider 
bleve fremkaldte ved Bibelſelſtaberne. Worm var 
dengang jeg ſidſt fane ham meget fvagelig, og 
kruuboiet deels af Sigtſmerter, deels af Stitle⸗ 
ſiden; toi Han gik fjefbeut ub; fem (ogſaa tidli⸗ 
gere) naſten aldrig i Selſtab, (tjonot Horfens et 
eti meget felſtabelig By, og Worm ber var 1 hoieſte 
Grad baade agtet og pundet: Dog abfpribté fan - 
fig gjerne (indtil Sygelighed tdang ham til at 
holde" fig hjemme): en Times Tid om Aftenen i 
Kindben. Han tat i Omgang ſaare underhol⸗ 
dende, eg havde en herlig Gade til at fortælle 
Anekdoter, hvorpaa han, ligeſom hans Ven 8.8. 
Rahbek, var nudtommelig. J fine yngre Aar 
(fat han tillige have været noget fatitift; mieu > 
ældre han blev, deſto alborligere Meo han. Med 
færde Folk tatebe Han gjerne om færde Sager; 
med Borgere om deres Bedrift og om Fadrene⸗ 
landets Anliggender. ^ Hans Andlingsdiſeipfe € 
Kſobenhaon maatte melde ham gtyt fra Hovedſta — 
dén, lniberfitetet og Literaturens Tumleplads. 





d 


99 


Ste, gjorde f. Er. Roſendahl oon amore pg 
| ff derfor Worms hijertelige Takſigelſe (fee Gand. 
. Brev of 4 Marts 1817). "Gewle Kudſte for 
.. Weit fig. ven Pidſkeſmeldet.“ Ogſqa var bet. ham 

au Traug et melde fine brebbexlende Venner, vad 
ss domte om be Gtrifter, han læge. Foruden 
be egentlig » vhilologiſte, fom 4 pe fenere Aar (pue 
mindre at Gabe fysfelfat Dam, tar bet iſer theo⸗ 
legiffe, philoſophiſte, hiſtoriſte og aſthetiſte. 
Men med ben. ſaakaldte npe. Stole i Philoſophie 
og Aſtbetik kunde "han iffe blibe enig. Han 
Nagede over Mangel paa Tydelighed og Klarhed 
i denne Skoles Frembringelfer, Heller iffe med 
hen Saontiffe Philoſophie funde fan for 
pathiſere. Zen ar. ham altfor lidet praktiſt, 
altfor abstrns og vilfosríia i fin Sprogbrug., 
Det glædede bam, at Boje og &ref$oo (tren 
derimod, Ogſaa Herders Metakritik, fom i 


'. Spb(tlant giorde fag liden 9pffe *), vandt hans 


Bifald: . Med alt dette havde han megen 2rgtelfe 
for Sants Charactter, og bet gjorde ham ondt, 
. €t bet tilſidſt egnede til, (oui ffülbe den nqunkun⸗ 
dige Mand overleve ben af ham eafte Enthn⸗ 
fiasme. "fab mig dog vide — ſtriver han til 


*») See wit Mindeftrift over Herder 1 Nyt theol, itt, | 
12te Vind Gide 115 fø. | — 
62 


100 


Nyerup b. 13 30o$6t; 1709 — Hvad de frafétgfte 
Kantianere i Kjøbenhavn fige til. Herders Meta⸗ 
fritit, Saa fik ba ogfaa denne pertobi(fe Philo⸗ 
ſophie udſpillet ſin Rolle. Du har vet ſeet Kants 
Erklæring i Aviſen imod Fichte. Da Kant er (aa 
gammel, (Enfbe bet gjøre mig ondt, om fam ſkulde 
bvertede fit Rye. — Sed restat illi descendere, quo 
Wolfius et:Leibnitius'devenére. Gíceto:fagbt ſaa 
fandt: opiniónum commenta delet.dies, sed wa . 





ture jndicia cenfirmat. - fab mig endelig fane ben — - 


Wielands Mercur, Hvori flaaet. om alt dette,” 
Man fam fet tenke, at Fichtes, Schellings 
eg" Hegels: Syſtemer behagede Worm ligeſaa 
lidet. Han yndede Steffens (om Menneſte. og 
genialſt Forfatter; men endnu, efferat hau ſaa 
beſtemt havde erklæret fig: for bet orthodoxe Sy⸗ 
ſtem i Theologien, paaankede Worm det Myfifte 
og Uifíaré i hans Skrift om ben falſke Theo⸗ 
, foglie og. ben ſande Troe *). Der fore 
fommer i Worms Breve fra - 1790tyverne ikke fau 
Diatriber imod ta nt s Yndlingstheoremer. Disk. 

bleve bog aldrig: orm. aldeles klare, end iffe — 
| etie at VORMTION DOF Manns og S S 


| » ét — deraf læfes i Nyt hedt. Bibl. 6te iat, 
- Boot jeg: ogſaa har paaantet de famme Seit, fom . 
Worm fandt hos Steffens , fee tj&x S. 254—58. 

2 as 








101 


f)tfteb havde begyndt at behandle dem. Disſe 
to. Skribenter agtede Worm hoit for heres Gne 
dighed og Tydelighedsgave, höilken han Wet 
beundrede hos ben Forſte. Derimod gjorde han 


fun libet af Birkners Skrifter. Han anfaae 


ham for em overfladiſt Philoſoph, og perſtflerer 
endog : Nyerups Beundring for: dette Genie, ber 
eugang fad ved hand: (Worms) Bord paa Genus 
niertet, og foni han havde vavet.at characteriſere 
i:den lille Bog. Ogſaa vor Sibbern, ihvor 
hoit bat. elſtede hans Charakteer, og hoormeget 
hanglædedes ved ben chriſtelige Aand i hand 
Skrifter, forekom ham tit dunkel, utilfredsſil⸗ 
lende og poa mange Steder uforſtaaelig. Af ældre 
Philoſepher vare Plato og Cicero⸗/ af uvere 
Garve hans Puodlinger. En markelig Httring 
herom vil man. finde i hans ſidſte Brev til mig, 
ligeſom der er en paafaldende Liished imelem hans 
og andre (lore Humaniſters f. €p. J. A. Erueſtis 
89 Jac. Badens Domme om den ſpecnlatise Phi 


fofepbie;::- Caafnatt Dente. oberſtreed de Greud⸗ 


fer, fom«den has: de graſte «poifofopber , natit 
Ugen hos 39fato, habde manet, misbilligede de 
bend Udvidelſe fom en (fabelig Udfoævelfe. Det 
tilkommer. iffe Biographen at.afgjere, hwilket 


⸗ 


Partie der bar Net; inen: det er hans Pligt at: 


LT 





102 


gjøre opmerkſom paa bet Cienbómmetige i hans 
Heites Characteer. For Grundcvigs hiſtoriſte 
Arbeider interesſerede orm fig levende; og erklæ⸗ 
rede at hos ingen Skribent rorte ſig ſaaledes den 
danfte Tunge; opfaa i hans Sfjæbne tog fat 
febenoe Deel, men med bet grundtdig⸗rudelbachſte 
Maanedsſtrift var han flet iffe tilfreds; bog fmers 
 ttbt det Kogte fam, at Orunotbig bilbe foríabe 
. Danmar, ogfaa for Kirkens Skyld. J Striden — 
mellem Grundtdig og Gfanfen bemte han, at 
Sandheden laae i Midten. At Grundtdig nebi 
lagde fit geiſtlige Embede, bedrodede ham inderli⸗ 
gen. Pan hans Overfættelfer af Saxo og Snorro, 
tet den forſte, fatte han overordentlig hoi Priis, 
font pan udodelige Sprog⸗Monumenter; men han 
anfaae bet for aldeles nrigtigt' at bringe disſe 
Bøger I Almuens Hænder , ba deri aeſten ei tales 
om andet end Krig, Gruſomhed, Nænter og 
Atugt o. f. b. Han fatte aro fom Hiſtorieſtriver 
over Onorro; hiin fandt Gan mere pragmatiſt 
end denne. Hos fin Morbroder, Rector Send 
oem, fatbt ban tidligen faaet Smag paa. ME 
hoad der hørte til Fædrenelanders Hiſtorie og Old⸗ 
fager. Han gif frem med Tiden ogſaa i didfe 
Studter; og Nyerup, en Mand af Faget, raad⸗ 
fræte fig ofte med Gam derom, og erhelde fra ham 


* 


Jo3 


geie.Osipsninger. — Dan glædede fig ved bet rage 
Soing/ disſe Studier toge hos os (ta Begyn⸗ 
delſen af bet 19de Aarhundrede. Hau forundrede 
^ fg oher den Mængde unge Mænd, fom lidt efter 


— .^ MP traadte til for indtage dangebeks, Luxdorphs, 








GSkule Thorlacius', Suhms, Ahrahamſons, %5, 
$«d6é Pladſer. (Gaare mærkelig er bog haus 
Dom om Suhm, heem bat elſtede faa hoit, 
wet flet ifte bilde lade sjælde fot egentlig Sritifer, 
^ ed heller: for Hiſtorie ſkraͤveer, uen vel. for en 
mogelpé.fittig Gautier). Han glødede fig hjerter 
ligen ved Myernpér Schlegels, Engelstoftér 
9. 4. Muͤllers Magnuſens, Raſts, Wedel Si⸗ 
monſens og Slexes hidhereude Skrifter. Han 
anſtede ofte, at ben. zamle Jens Worm maatte 
have omſevat niue Tid: og dens. Begeiſtring før 
 hd:gemie Merden. Lan. fortornedes Geftigen 
men. bem, (em ſogte at dempe beune hellige Sto 
sea Fedrenelandees iter: og figef»y DJiperuem 
wap(íorbret (Ereb- imod: ex tydſt €potteré ferens . 
nelíer.ó €vholnugen ;: ſaoledes opfordredes han af 
Worm; wangen Gang: fil, ot .fReype Munden pae 
tk Jer. Danſte, ſom gieatoge Adelungas og 
edes Mepſæettelſe af bet nordiſke Oldtids bere 
lige Mindesnæarkar. Han pudede,det etymologiſte 
Studinm, og.beflagebe, et gan ikke Cunbe haabe 


.' 
⸗ | 


, 104 


f opleve Has dauſte Etymologieum. Et eiim 
ſtorre Saon for. fam var, at vi endnu: febfe — 
mafigle en værdig Danmarkshiſtorie. Han vine 
tede længe en ſaadan af Engelstoft, om Hven hau 
tidligen forubfdgbe; at hån vilde gjøre Fadrene⸗ 
fanbet for re; og bà dette Vark udeblev, oj» 


fordrede han Nyerup til aflægge Haand derpaa. 


Deunne fin Jonathans Skrifter fæfte han med ßor 
Fornsielſe, ogſaa for der lette, naturlige, for⸗ 
dringsfrie Tones Skyld, Gon elegant Latiner 
var han vanſtelig af tilfredsſtixe med Henſyn tit 
 fatinft Stiil. Her var Cicero iblandt be Gamle, 
og df Nyere J. A. Erneſti og Jac. Baden hane 
Monſtre, Ihvor⸗hoit han agtede Moldenhavers 
Docentgader, fandt han deg, at hans Gørgetale 
*— beet: Grev Bernſtorf (det forcrinligſte Bærk af 
Moldenhadvers Veltalenhed) fieb^fangt nebenfor. — 
Jac. Badenssaf lignende Art, Doilfet ogfaa-er — 
Referentens Mening. : Naar "jeg mu tüfeier, at 
. ftt» Gigetátoftà, .9o &. Muüͤllers og. (B. 
Thorlacins' fatinfte Gtiil el var ham corréct: 
pef, fat man: tenfey- hodrtedes fan. domte om 
^, ben febsanligé gatinitet arabemi(te Skrifter, I 
— fit Kraftførog 'fagoe fan, at han fif Bugbrid af 
flig Latin. Foruden D. 5. Guldberg: og J. Baden 
omtaler han nio Belonnnelſe ſoin dygtige Philo⸗ 


- 





' 4085 


foget Rectorerne Beudt ſen og Qiiod (vob mibi 
biniger han, at ben fotfie el bearbeidede fime færde 
 Sitetertaliee). famt Diffep Plum, "hvis Perſtus 
var en. ef. hans: Koſto püifolopiffe Nydelfer. For 
Sitünters og 15. Thorlacius mangfoldige — 
hasde han tilborlig Agtelfe. 

I ferien holdt han fig: (figefom i 6e 
legien og Philoſo phien) for bet. mefte, fonti att 
hade antydet, til den gamle Sole. Lesſing, 
Sulzer, Winkelmann og Hefder afgade heri hans 
€awon. Kjæmpeviferne behagede ham fangt mins 
bre, ba han. ſom Mand [efle bem i den npe Ud⸗ 
gave; end ba han fang beur fois. Vngling. Om 
bere: Gtffevi(te: Dærd dømte Gan omtrent fom 
Gram. Af den nyere Tids beromte Digtere bor 
Pram ham mindſt tif Maade. Han klager over . 
Haardhed eg Raahed hos ham. Rahbeks tids 
ligere Arbeider havde hans fulde Bifald. POhlen⸗ 
(61 &gerdsteflerfipffer (ob hangfælde; mer bes 
bsutte Bam i svrigt ſtreugt. Han Etager tit ſine 
Breve til Nyerup oer Hhlenſchlaͤgers Incorrect⸗ 
, od i:Tanfer eg Sprog. Baggeſen: omtaler 
han med en. vié Skaanſel; men fandt bog iffe i 
hans” Riimbreve andet: eíb »vittig Sladder, der 
tit i£fe var altfor ferflaerlig.? J Vaudevillerne 
fanbt han ikke Behag. Ellers fynes Born at 








. 106 


— have havt megen Gands for ben:cemi(fe Poeſie. 
Holberg. var i. dette Sag. hang Ideal. Han sm 
ſtebe, at de Faa, fom i vore Dage forføgte fig i 
dette Fag, maatte faae mere Opmuntring, end 
Tidens Forfjerlighed for bem tragiffe. og Ipriffe 
Poeſie fædvanligen ydede dem. ^ Engang bles Gau 
alvorligen bred vaa fin Djertensven Ryerup, fordi 

— Denne havde ſtrevet en efter Worms Mening 
ubinig Recenſion over et Forføg i. ben. burleſte 
Digtart. Det er:i Brevet af 27 Jun. 1506, oor 
han tager ſaaledes tí Orbe: "Facit. indiguetio - 
epistolam. Du hadde maaffee eudnu ifte med 
benne Paft faaet Brev fra míg, berfom jeg . iffe 
i Aftes Havde. laſt din SOecenfion ober Droeft 
RNaſchs Peder Ruus. Men jeg maa fjende” 
paa Dig, medens jeg endnu er vred. Du maa 
vide, at benne Probſt SX. er eeg af mise faa. gobe . 
Wennerz ot fag. ex en fjeloen agteerbig Maud; 

thi gan et en cultioeret, finbig, Flog og hoiſt elſt⸗ 

derdig Mand, eit over (ine 60 ar. Kald tif 
ben cemifte Muſe har fan: hast fra. fin Ungdom 
af; men Intet ladet trpffe.. Gor et Par: Sec 
 fiotu fif fan bet Huſtud, at. Eride et comiſt Digt 
. under Titel Peder Ruus, hvis Denfigt bar 
roesvardig: at.(taffe Bondealmuen Bogen moer⸗ 

ſom, men derhos uyttig Læsning; bed af renfe 


AN 


I0? - 


adſtilig Overtro, wet, Wotbem »..f. 0. few 
blandt disfe Herfter. Digtet beſtager af 24 Gange 
af hdilke bet, Dn har luft, Cum er en ütunb(mag, 
Derved: vil det nu naturligdits blive, Sben De 
faa.grummelig har fni66et Gak, Jeg har ellers 
[à bet Hele, rettet bet Gift og her, og opmuntret 
ham tå at udgide det. Dette gjør mig uu nreget 
ondt for ben gode Mands Skyld. Jeg tilſtaaer, 
at jeg har leſt oet med ſtorre Forusielſe end 
krxx8 +) Svulft sg nuge canors. Men ent 
Smagen bille bi iffe difputere. Imidlertid troer 
jeg, at al Digten iffe 6sr.flaae8 over cen mft, 
juf fordi Smagen er faa ulige. Raſch har ikke 
fjunget for fine tuer og Frokener, men for grove 
Bonde⸗Knoſe og Toſe, fom flet iffe forarge 
fig over faabamt, men iffe juft have bet natur» 
ligt, naar bet (faf batte. Dans Muſe er beflægtet 
med eu Holbergs. . Dan Helder til det Burleſte, 
men aldrig til det Umoralſte, fom faa mangen 
anden fergubet Sangers. Ge bet Bet ef en. Nes 
cerifent , alene dt wotegue nogle Pinter, iom mis⸗ 
fage ham, og for disſe at raabe Vee og Forban⸗ 
btlfe over bet Hele? Var bet da flet ingen Tirader 
( Piecen, few —— Bifald? Den SM 


» $e Es et meget berømt Navn. 


IO8 - 


oso der. egentlig. handles, er af ſtorre Vigtige - 
hed end Du maaſtee troer; 0g Forfatterens fem 
fist med den var ærlig og velmenende, oy bang 
Motiv ti at udgive ben flet ikke poetik foe, Og 
Bet et bog nok fibt mere, end rimet Sfjemt." 
Der ec virkelig Tauker i Diugeſten. Sporg 9.48. *) 
.fo«b han ſynes om ten? Hans om tr i Ga 
eant (Ife ot foragte. — Da Holberg ftteo : "ean 
bryde Binger fan nbi en Kjerlings —",: og Bynch 
fa&. fn Smorſsger ned i Gravernes State, hørte 
jeg wof;. at Stange [oe ; rien i£fe at Nogen: brak⸗ 
købe fig. Jeg frygter at det gaaer os font hine: 
Ypudør adest verbis; 'abest rebus:”-— Derefter 
tifføies et: "dixi et évommi bilem (sit venia 
| verbo!)", og Worm gager over til andre Ting. 
Da jeg faa Aar efter overtog det cfiGeti(te 
Bag i Lerde Efterretninger og Danff itte 
raturtidende, bar det været mig eu ftor Sol» 
beftojerelfe, i Worms Breve til. Ryerup at Infe 
hans Biſald dernied. Saaledes ba haui Dechr. 
1811 habde af Stperup faaet-at vide, at jeg var 
Vorfatter tif en Rakke af Recenſioner, ſom af⸗en 
v formærmet Skribent bleve. gjennemheglede i Kjs⸗ 
benhavns Skilderie, ſtrev fan til $n Ben: Det 
4) Gn kiobenhavnſt — med nur Bertone af Begges 
iind i 


109 


ec ſkammeligt fem Derim Sluprert tiviit Quofatiot 

J. Moller. Mig (ont? , fan ſtaide flet ikke gjøve 
andet; end abertere, at Forf. til al: ben warttge 
Gnaf i Gfilberíet ev N.N. og Forf. til Secem 
fiogen er Prof. Jens Meller ved: Kjøbenhavns 
Univerſitet. Mecenfonerne eve fortræffelige eg 
ferfeare fig: tof. ſelv.“ xx ; 

Egentlig poetiſt Safent (oreó. fior itte. et 
nob. beſiddet, at domme efter haus Ovetfæstetfer 
af flere clasſiſte Digterdrker; thi disſe Ardeiders 
Heredvardie er. philologiſt. SY metriſt og aſthetiſt 
Heafeende fabe be. Adſtiuligt tilbage at. suge, og 
dog gjorde Worm fig megen Umage med. fine viluv. 
frie, Vers. . Saaledes (river. fam f. ej. om fis 
fetban(tebe Juvenal til. Nyerup at Arbeidet vilde 
faldet. ham vdd lettere, derſom » — overs 
fat — Proſa. i 

Worm var. eg (anb. Patriet. p Taler 
og: Breve .ete gjiennemglodede af den £prigfie, 
FMadrelandskzerlighed. Derfor bibragte: dare 
"1807: fan et Gaar, fom aldrig. legtes. Da ban 
Havde medtaget Nyerups (orfle Bres efter Kjoben⸗ 
havus Odergivelſe, ſtrev han (9 Novbr. 1807): 
. en Sorgmodigheds Tone, i hoilken dit Brev 
var ſtrevet, rorte mig. Ja vel maae vi forge. 
Det ſynes, (sw. baade Fædreland Kone, Barn, 





ja. Livet ſeld havde mindre. Juteresſe for mig, 
fiben disſe ſtjendige Rovere hjemſogte os. Ti⸗ 
dernes Tegn ere affkyelige. Vi ere geraadede D 


Kobber⸗Alderen eller i Tiden, 
— — quorum sceleri nou invenit ipsa. 
.. Nomen, gt a nullo posnit natura mefallo. 


Dog Nemeſis fober fun; hun et iffe bob... Gip 


imibfertib, . at .iffe ben værge Act endnu ſtulde 
være tilbage af Sorgeſpillet. Alt vil fomme as 


pea, ont Rusland vil ſtaage Napoleon £raftig bi, 


og. for. Alvor af$rpbe al Haudel med England. 


.£fji ba har be-Guiben paa Struben og maet give 


$6. Men derpaa tbisfer jeg meget; og Cow 


engel(fe Penge udrette noget i Rusland — og bet 
have de altid kunnet — ſteer dette ikke. Jeg 


 frpoter fot ben gode Alexanders Liv. Hvordan 


bet end gaaer, have vi bog et mægtigt Bern og 


f&fjolb i Frankerig. Men al vor Handel, Pulfen | 


. i Scatslegemet, ſtaaer fiit. . .. 5» eb mg 


bog bibt, om. noget Bigtigt fonefelder. Stet» 
pojten gaaer. jo uhindret, Gid. beg fordums Pa⸗ 


triotisme maatte befjele Dannerfolket, 0g: tor 
gode fronprinbó finde bem Tillid og Rjerlighed, 


fem han fortjener!” 
^ Den -Dengitenbeb for Regenten, booron 
disſe Ord bere Bidnesbyrd, forlød aldrig Vorwi. 


ILL | ⸗ 


Da Mange vare util(veb8 nb Kieter⸗Errben / 
. fsgte bau i Taler og Breve at femme Gemytterue 
til at finde fig i det fore, men uunbsaartige Tab ' 
. ef Norge. Han havde altid habt Radſel fer Krig, 
og ben bar tiftaget. i Aarene 1807— 1814. Som 
. be.to værfte Saar, hooraf bet banjfe Gitatdlegeme 
- fénge .bilbe bløde,” og: hois Heibredelſe han iffe 
ventede at oplebe, nevnede han i fne Breve ben 
flegne Uſadelighed og beu frygtelige: Statsgjeld. 
Worm elffede naturfigoii$ Friheden bsit, 
^ fem alle liberalt / oppragne Mænd; men Gam brelte 
ife bet Igde Siatbumbrebeó (Dromme om Mulig⸗ 
heden af eh uindffrænfet Frihed i borgerlige Sam⸗ 
funt: Selv da Presſefriheden ( sort Fædrene 
land (Geptbr. 1790) indſtrenkedes, farnt hau 
fig roligen deri, og ftev til fn bekymrede repwiti, 
canfte Ven (jrofuiRoerup) folgende Opmuntriugs⸗ 
ag Abvarſels ⸗ Ord (ben 13 Noobr. 1799): Dine 
fSrebey: .fden. den SkriveriesForordniug font, 
futs. mig faa. underlige. Er det S9nbégaation 
eller Deſperation? Herre Gud! har Du ife 
aaben Mark noÉ . for Dig..i dit eget Gag in re 
. literaria historicu; og.fan Du iffe overlade Andre 
"det politiſte Kanbeſtoberie. Mig ſynes, at beu 
"17 6. hjemler mig al ben Frihed, jeg behover til 
at paatale politiſde Geil NB. paa en fjaftig Maade, 


v 


4 


i "E 112 


i 


—— kuſter, og feu: man da. dt 


— fige. Sandhed uden at gjøre Nar af Folk? Forre ⸗ 

ſten feer. DU mu, hoad FJ. have Heiberg at takke. 
Det vat jo [et at fee forno, at hans impertinenos 
tilfibft vilde drage en Presſetvang efter fig. "Kan 


en god .optigtig Vens Raad formaae noget $o8 
Dig ,. da tag "Dig i Agt og vær. ferfgtig. Be⸗ 
tent, at Du og et Dig felo og Familie noget 


ſtyldig. Huſt Quinctilians marfelige.Otb: qum 


fortia videntnr,.:eum, diquntur, ubi leserunt 
- (autorem), etulta putantur." : ente Addarſel bar 
bog neppe feensben; thi, ben Mildhed, Goormeb 
Forordningen fortolkedes og overholdtes, var 
. faa flot, at der. udfordredes en ganfte ualmindelig 
Ubeſtudighed eller endog. Fræbged Cif at fremkalde 
Zesené Straf, . Den behsvede en Nyerup altfaa 
ikke at frygte. Da Sororbningen forbyder. a£ 
Lafte 2anbet8. Religion, forundrede det: Worm 
heiligen, at Horrebons Ugeblad: Jeſus 08 
Gornuften, funbe taales. Han (perger (Jus 
fedag 1799) fin kjobenhavnſte : Gorrefponbent : 
"Hvorledes ter bog Dortebop ſaaledes fremture at 
rive om. Bibelens Bøger og Forfattere? €t bet 
iffe at laſte ben chriſtelige Religionsliere at gjece 
.bené Hoveddocumenter til. Legender og Kroniker 


eg. VTabler, og bend Lærere. til Svarmere /Tosher, 


t 


0 413 


GSwmstere; — bet ba?" Hvad Nyerup Bet» 
pan fontebe, veed jeg ift; men det ev beklendt, 
at baade Biſtop Balle og bet theslogiſte Faeultet 
fraraadte at undertrokke det. nævnte Ugeblad med 
Magt. "Det hendode af fig fed; men, rigtig nof - 
iffe, forend det havde udbredt megen Gift. 
Saa flor og fyrig. Worms Patriotisme bar, 
faa oplyſt og upartiff var den tillige, Han er 
fjeubte folgefig andre Nationers gode Egenſtaber 
eg Sortrin; lob deres wbmarfebe Mænd deders 
'fares Ret, og glabebes- ved enhver Udſigt, der 
aabnedes for Daumark tif at berige fig med ſaa⸗ 
anne. Han jublede høit, da Hertugen af Aus 
guſtenborg havde inbbnbet Henne til at blive 
"Cansler ved Kjobenhabns Univerſitet; tbi Heyne 
Sar. ham et Ideal af en Humaniſt; og. fjsiidt 
frs mindre pudede 5f. 91g. Wolf (formedelſt hans 
nelſtoxardige Characteer, eg iſer hans Udfald paa 
Beyne) var han Bog tilfreds med, at ban indbodes 
inl at vare Director for det padagogiſte Semina⸗ 
rium, og ba Nyerup pttrebe, at vel en bant 
Mand funde have udfyldt denne Poſt, foarebe 
Worm, at hoerken han eller £orf. Gaden funbe 
"maale fig med Wolf. 
Hvad Worms Bamilielio angager, da veed 
— derom kun lidet at fortælle. Det nar 
Nyt theol. Vibl. 19 Bd, | 5 : 


. 0 | 

Re og eendfetthigt. Worm dette meet Cft 
Sekdle bg baa fin Studereſtue. ot eforvet Gun 
var bleven SXectot, intaif han Sgteffeé med 
Jomfes Ell iſabenth Samer, for han x Sp 
benhavn havde fært ·at Fjende, vy fom nu ien hei 
Alder overlever ham. Med "ent avlede han tn 
Weed, fom ifigemaabe Teopri, . AG e bofnt fom 
Dandmand i Iylland. 
Wor m otte wf actore — ids 
— eg'tibrope ſid Onpewert(omteb. Han fagte sibe 
Haderen; men "ben maarete ſoge ham. duet. (bebe 
'egíaa, Vfterfeth bnade haus Foreſacte op. fyané 
Landomend erkjendte haus Cortjeneker. Om 
rave Marts 1800 udnavnoes fan til fprofeBfon, 
og ba Dannebrogbodrdenen var bleven udvidet, var 
Han den forſte Rretot i Daumart, der $obrebeó 
ned Ridderkorfet (ben 28 Januur 1809). — et; 
tugen f Autzuſtenborg tH(freo ham venſtabelige 
Breve; vh det Kongelige Dauſte Widenſtabernes 
Beiftab optog ham til. fit. Medlem: en SGre, fom 
"fan '(dtte'ftor qpriis paa, og:fom han — faatiat 
jeg erindrer — "fun. deelte med tvende Quwbe t 
»Provindſerne, Biſtop i ur m og Jprofesfer 
" Øendtfen. Gfade, at Worm ikbe i Sibe blev 
anſat ved Univerſttetet, hvilket «ben Tvivl bat 
(teet, derfom bid. i£fe:t Aaret 1784 oat afs 


diS 0C 


gnaet. *. on vilde bà være bleven en langs 
fittigere. Skribent, og (ei habe npbt kipet í 
ferte Omfang. Haus ſtorſte Nydelfe ber nomliq 
Omsang med [erbe deno. Dau klager ideligen 
iſine Braue oper Mangel paa ſaadan Qugang, 
iſar afterat Guldberg var Aoctet ra Aarhnus 
og Dr. Waller fre Jelliage. Worm sitbragte, 
faalange han var pe,  feboonligen fine Som⸗ 
merferier deels i Aarhuus, deels hos fu roder, 
Hr. Paſtor Bagge. Hisſet &rof han fn. Deu og 
Velpader, Geheimenaad Guldberg irdtil Aaret 
VEO? » ia Guldberg nedlagde Sciftamt mandſtabet 
os flattehe fra Aarhuus. Man Hals beſogte han 
pof aldrig ſin hoit agte de Macenas. Vi babe 
avenfor alt mindet om bet ſtionne Grapminde, 
Worm fatte Guldberg efter hans Ded 1808. 
Men hor anna tü(oitÉ. — hoad jeg andnu (ffe 
fébfue., ba jeg feb win farge Nekrolog — et 
Seem iffe var Forfatter Lil bet Qyiubeffnft 
saer Guldherg, ſam mogen ib efter indfendtes 
au Selſtabat for De ſtionne Videnſtaher, og (ont, 
maaſtee juſt fordi det var ſtrenet Lem forig Beun⸗ 
. brings Tone, almindeligen tillasdes Worm. Det 
gap, fans betjevdt, Anledning fil et Schisma í 


*) Gee Spon et i Brevene ti T 
$ 2 


116 
det' allerede i Forveien kun feagt beſatte Gelſtab. 
Da ſalig Nyerup tilffrev Worm derom, erholdt 
han ben 7be Mai 1811 følgende Oplysning: "Seg 
ér iffe Forfatter til den omffteone Guldbergſte 
| Biographie, hvo ber faa er det. Tanber er det 
og neppe. Sart nof, at Nogen endnu erindrer 
denne Mand, ba bet bog et faa mange Maas 
neder fiben han dode! Wed hans Dod [ob fig: ikke 
et Dvæfb høre foruden mit, og af dette fat bog 
vel en og anben Brunianer rynket Næfen. Gulb⸗ 





berg var tffe en Mand af eller for oov letſindige, 


ſelvkloge, uchriſtelige Tidsalder: Den vif have 
Fabrikdigtere, Romanſtkrivere og hoitravende 
Poeter.“ En endnu flærfere Roes vil. man finde 
. "tet andet Brev, nemlig det af 14be Ørtbr. 18047 
- Hvori orm fitengetigen fe6reiber Stpetup,- at 
fan iffe lob denne (fore Mand vederfares Net: - 
"Det fommet mig fot — ſtriver han — fom Dit 
havde et hemmeligt Mag tif Guldberg, hoilket 
Du pttrer ved abffiflige Leiligheder i dine Bøger: 
Hvad fan dertil være Aarſag? Er det, fordi han 
et orthodox? er det, fordi han ei er en Ven af 
nindſtrenket Skrive⸗Frækhed? Jeg fàn iffe vide 
' bet. Men et bet faa, da gjør Du iffe vel deri. 
' denne Mand er et af be adleſte og bedſte Menne— 
ſter, ſom gaaer Guds iud | 





I7. -.—— É 


Omtrent: paa ſamme Tid, da Guldberg 
fløttede: fra Aarhuus, blev Dr. Molloe forfattet 
fra Jellinge til Kjobelsv. Dette var for Worm 
iligemaabe et flort Tab. Dan beffriver i et Brev 
til Nyerup, hvori Gan indbyder fans tif et Beſog 
hos fig i Ferietiden, hvilken Gabe bet var Bam, 
naar Dr. Moller fra Jellinge undertiden beſogte 
fam i Horſens, og fpsger med, at ber udfordre⸗ 
des nogen Tid for fam, naar han fom (ra Clas⸗ 
fen, inden han fi£ afryſtet Skoleſtovet og blev 
opromt fil Samtale med ben fjare Gjeſt. 

Endelig leed Worm, med Henſon til fite 
rair Ongang, et tredie ſtort Tab i Aaret I805, 
ba. fané forrige Lærer, Biftop Janſon i Aare 
huus, dede. Jeg fat allerede ovenfor berettet, 
at Worm agtede denne Geiftlige faare foit; og 
for, at. denne Biographie fan indeholde baade et 
Beviis paa Venſtabet imellem disſe tvende ud⸗ 
martebe Mænd, og en Prøve paa Worms Ctprfe 
4 Lapidarftiil, lader jeg aftrpffe Worms egens 
hændige Gravftrift over Janſon. Den lyder 
BAUR: 

. DB. M. J. S. 
. Æstuabat animug curis, 
Ad sensum hominis ; 
Scholasticis làboribus jam nunc prope attriti, 


/ . 
í 


e j . i8 
- Hadd. sare. Pevibes $ 
Eramqae iu eo, t* in situm Episcopi mei 
Fas, us aolebum., scriliendo effunderem. 
€um, Ecce! U 
Aures aMimunn[ue percuti& rumor: 
D. Hectorem Fredericum Jansonum, 
Episcopum Arhusiengem, 
. Diem smum obiisses —— 
Dicere non poseum, Ej 
Quam me impfoviste tasås commoverit: 
Dolebam spes heminum fallaces, 
Fatique accusabam invidiam, 
. Conjunctissima queque opinione citius 
dissolventis. 
Verum ubi, residente æstu, licuit 
AÁnimunr a moerore paulisper avocare, 
Kt vitam Viri, E 
Publica sustinentis negotia, 
Laboriosam ,. molestam, sollicitam ; 
Nimirum et in animo Sapientis | 
” Tenerum quiddam est atque molle, 
Quod :egritudine quatiatur; 
. Ad rem veétitatefique revocare, 
Non ereptam Episcopo Nostro a Deo vitam, 
Sed donatam mortem judicabam. | 
Et beatus mihi est visus,  . 


v 


- 
4 


.u9- 
. Cui iaAnijus rerum divinarese Inbor, 
Et efieiemm. eceupetio, . 
Decurau kkenorwa, - 
Etiam ætatis; exu, constituet; 
Qui Deo, Regi, Patrim ita vixiaset, 
Ut se mon, frustra nsum 
Recia exigtimarit; | 
Qvi placido faeilique exitu 
(Quam sibi s/2«sacias qptiwmus quisque optaverit) 
E vita decedens 
Triwe sui desiderium 
In omnium benerum animis reliquerit. 
. krat Ille | 
Liberali doetring ipatrnotissimus, 
In emni judicio: elegantiasimus, 
Humanitete cultissimus. 
Nulla, in rebus. divinis existimandis, 
| Superatitioae illigatus, 
.  Suique Vir Judicii, i 
Eorum dediguabntur inconstantiam, ' 
Qui inter libertatem et licentiam incerti, 
Et auctoritatis divinæ contemtores, 
Ilavci &riup tig Qmcxaliag megipéQortat. . 
Pectus gestabat 
Honesto generoso incoctum: 
' Comis, commodus, facilis, munificus, 


! 


. | | 120 i ! 
Tibenlis, alacris ,: banus 
' Quas Ille virtutes - 

Ad — perferobat senectutem. 
Quantam uno in capite jacturam 
 Fecerit. Réligio, Pietas, Fides; 

Quantum - Doctrine, Prudent , Industriæ 
, | ' exemplum 
Amiserit Clericorum Ordo, 
Dicent alii. - 

Equidem gratus semper pre me feram, 
Hectorem Fredericum Jansonum mihi fuisse: 
Optimum in Academia Præcepterem, 
Humanissimum scholastici muneris Moderatotem, 

Laudis, gnavitate quæsitæ, Fautorem, 
Benivolum rerum: mearum Adjutorem. 
07 Atque profiteor, : | 
Quicquid ex Jansono amaverim, eoluerim, 
S müratus sim, .. 
Id manere mansurumque esse 
. . Alta mihi mente repositum. 


t 


ER 





Dignum laude Virum Fama vetat mori. 
" Hothersnes, Non, Febr. MDCCCV. —— 


Worm overlevede denne fin Biftop i i 25 Aar; 
men i be ſidſte ti var fan foag, og omfiber aftog 





— —— 


— 


121 


hans Srafter. ſaaledes, at han iffe længere knude 


gjøre fit Embede fplbeft i den Grad, fom hans 
Retſindighed fordrede det. Han udbad fig derfor 


af den fongelige Direction em Medhjelper; pg 
var faa lykkelig at fane en Mand, fom aldeleg 


fearebe tif. hans Dn(ter og Forventninger. Netop 
ba Worms fjerde Decennium udlob, blev forben - 
værende Overlærer ved Viborg. Cathedralſtole, 


Jr. N. Dorph, beſtikket Gam til Medhjelper une 


ber bet fer faare pa&íenbe Navn af Gonrectot. 


^ Den ste Novbr. 1827 blev Ar, Dorph af Worm 


ſelv (formebelft Biſtop Birds Upasſelighed) inde 
fat i fit nye Embede; og da jeg heldigviis et i i 


. Befiddelfe af faf. Worms Tale, ta ben er haus 


fibfte ftriftlige Arbeide og endelig ba ben inbefols 


- ber Bidrag til hans Charakteriſtik, meddeler jeg 


her bet Væfentlige deraf. — Gfter en pasſende In⸗ 
fimation og Forelæsning af den fongelige Reſo⸗ 


lution, hvorved Hr. Dorph udnævntes til Con⸗ 


rector (af 15be Septbr. 1827), henvendte Worm 


fig til fin nye: Medarbeider og Medbeſtyrer med 


disſe Ord: 


»Vi hilſe Dem, anie Mand! og Ipfanfte » 


Dem med Deres npe Embede. Vi byde Dem 


" Senftabs.faand, og optage Cem, med de bedſte 
Øufter og Borventninger. i vort Gamfønd. Ste, 


1223 i 
" fem affatus Olding, fart opflidt i. Gloleſtovet, 
feer i Dem 25: i Deres Lærdom ,- Larerdygtighed, 
Embeds Iver eg -Dumanitet, en Medhielper, fom 
vil ftjenfe mig fin Tillid. eg Fortrolighed, oif 
fette mig Arbeidets Byrde med brobertig Huldſtab 
es Belvillie, vil afbøde, hvor oet fan ftre, de 
Stod, mod hvilfe mit Sind, i bet foagelige Le⸗ 
geme, er mere sufinbtligt, end det maa(fet 
burde sære, bil med Nidkjarhed vaage over Sko⸗ 
lens re og Ryste, over god Orden og Gfolt; 
Arbeidets fafte og uforſtyrrelige Gaug; bil sed 
Lære og Exempel indſtærpe Diſciplene bp6 Agtelſe 
fot. Pligt, eg holde bem til Skikkelighed og 
Velanſtendighed. Fa Agtelſe for Pligt og Gif 
feligheb og Velanſtandighed; bet, fou be humane 
Grakere kaldte xoXouayaOio a: febenbe Bands for 
bet (Sfjenne og obe, uden hvilfen ben' flube 
rende Pnglingé Fremgang i Sunb(taber og For: 
 fanbs Cuitur har intet Værd. Der er intet, 
fem mere bedrager. mig og forffyrrer mit. Sinds 
fRo, end naar jeg maa erfare, at nogen Diſcipal, 
i Ord eller Gjerning, har fornærmet og.forftprret 
denne xaxoxapadse — denne huld falige Forening 
imellem det Gode o: bet fædelige, og bet Sfjsnne . 
$: bet tækketige, artige, blide, humane — bet 
ſeſterlige Gamfund imellem Quaomia, Muſerne 


4-7 


t23 


og Chariterne, hvis Forenede $herfet(t gjør Dens 
neſtets Adel og re: 

Skolens andre Lærere — vore froe og buo 
fige Medarbeidere — mine oprigtige Venner — 
modtage Dem med aabne Arme, og onſte intet 
mere, end mød Dem at kaytte Enigheds, Sam⸗ 
brægtigheds og Venſtabs heftige Baand; vi fjembe 
ingen anden —— end ———— i pusternes 
fautoíttige Opfylbeiſe. 

^— Sin Sider neppe lang — jeg bærer Doden 


— Bryſtet — jeg føler min Livsfraft dagligen at 


henſvinde, og min brofifefoige Leerhytte ſtunder 
efter Gradens Skjod. eg tager med mig over 
( en bedre Verden den Bevidſthed, at jeg har 
levet for min-Gfofe, opofret den mit Live flefte 
og bedſte Aar og mine fidfte Krefter. For den 
har jeg — til Manges Forundring — gjort 9tf» 


. Fald paa affe, faa kaldede, fetffabelige Fornoiel⸗ 


fet , faa at det neppe merkedes i Omgangsfrebfen 
at bet tar en Rector i Horſens; tf jeg fane, at 
disſe Fornøfetfer og Nydelfer ofte vilde fomme t 


 €ofiflon med mitte Embedspligter, og nm, i mit 
Livs Aften, fortryder jeg (tfe denne Reſigna⸗ 


tion; Horſens Skole er derfor bunden til mit 


Hjerte, og dens Skjebne ^il ligge bet mær, naat 
d brifiet. 


124 


'.. Hvad jeg har udrettet, veed jeg ikke. Er 


noget Godt ved mig udrettet, ba tilforer Wren 
Gud alene: thi i ham leve, rotes og ere bi, og 
jeg har fun, gjort min Pligt. Kun dette veed 
jeg, at min, Villie var gób og min Straben vat; 
agtig; og det Haab fiprfer.og opliber mig, at 


' jeg. paa hiin Dag, naar Lennen uddele. til dem, 


— 


fam villigen udovede deres Tjeneſte paa denne 
Klode, fta af Dommerens Mund fore hint nae 


É berige Ord: DU troe Tjener! kom "y og tag 


- Deel i big Herres Glædel 


Saa være da denne Dag velfignet og held⸗ 
ſpaaende for Horſens [erbe Skole! for Lærere 


eg Diſcipler! for Lærdom, Sadelighed og Due 


manitet 1! 
Dixi. 


Den 5te Blobember 1827. | 


, S8üorm. havde nu faaet en trofaſt Medhjel⸗ 
pet; og maaſtee vilde en ſaadan Stotte, derſom 


den tidligere bar bleven fat under beu gamle (tros 
belige Hytte (faalebe8 kaldte Worm jo fit fpgelige - 


Legeme), i længere Tid have opretholdt ben trætte 


Olding; men nu nærmede fig hang Opløsning 
- fneb flarfe Sfribt; enhver Vinter blev $am aat» 


bete; og paar ben langfelfulbt-forbentebe Con 
mer endelig Com, bragte ben. ham bog ikke den 


125 


forhaabede ginbrihg. Sigt, Hof, Afihma og 
éti heel Har af Lidelfer plagede ham Dag og Rat: 
Det blev derfor nodvendigt for ham — ihvor 
nodigen han forlod fit fjere Embede — at (ege 
om Entledigelſe, hvilket naturligviis uden minbfte 
Banſtelighed og paa te ærefuldeſte Vilkaar bevil⸗ 
gedes den Mand, ber i Ordets fulde Betydning 
kunde kaldes emeritus; 

€fterat Hr. Dorph i halvandet Aar havde 
' været Conrector, beſtikkedes han ben 21de Marts 
1829 tif Skolens Rector, og aflagde i ftt Sio — 
trædelfestale e£ fígefaa fandt (om ſtjont Vidnes⸗ 
- Byrd om fin ædle Forgjængers Sortjenefter, hvile 
fet, ( Forening med faa mange andre, gobtgjer, 
"åt jeg med: Grund har ffilbret Oluf 9Bornt 
fom et Monſter paa en Lærer og Gfofebefiprer; 
thi idet Rector Dorph) fremftillede fam fom faar 
bur for Gfolens Diſtiple, tiffeiebe han: ”Dog 
iffe Eder alene, mine unge. Venner! ikke og 
alene, fom ere her tilſtede — Enhver, i vad 
Stilling han énb er, totbe jeg fremſtille Oluf 
Worm fom et Monſter til Efterligning; tfi maar 
ei ſamle be ædle Træt, ber udgjøre, faa at fige, 
Mandens aanbfufbe Phoſtognomie, de herlige 
Egenftaber, ſom danne hans. egentlige Vaſen til J 
et levende Billede i Vor Gel, faa funne vi ci 





audet, «wb med Dyb Sferlighab og Safel(e bes 


tragte bette Billede, ber &ifer og Embeds Troſtab 


og Manddoms⸗Kraft, ufminfet Retſiadighed og 


. ben fanbe Gubffrpgt 4 fin hele begeiſtrende Eiſt-⸗ | 


værdighed, Hans Lærdom er bekjendt áffe alene 


for. hans nermeſte Omgivelſe; ben hele videnſta ⸗ 


"lige Verden har alt længe med bei Bexommeile 
etfjenbt ben. — Haus Gjerning i Livet onr á£fe 
glimrende i Mængdens Dine, (om bet. hait blus⸗ 
ende, haſtigt ſlukkede Stjerneſtud; men den Gade 
han udſagede af fin Lerdoms, fu Aands og ſit 
, 9jjericó, fin chriſtelige Troes Folde, porer dimaw 
feligt, amen £taftigt, fom Egens Stamme, og 
" (tal vedblive; maar fan lengf er indgaget til gp 
Herres Glæde, at udbrede fine Frugter eg fui 
(Gelfignulje til de Rilhigfie Slægter *)." 

Som rector «emeritus levede Worm 11 - Nar; 
i hoilken Tid hans Tanker eg Pitringer lene 
ſtedſe alvorligere. FJ et Brev af I2te Marts 1829 
medbeelte han fin fortroligſte Ven fn Gitab(trift 
af falgende Indhold: ”DlufWorm, fab 1757**), 


3) See Feretinbringen til det af Hr. Rector Dorph 1829 


udgivne Skoleprogram, hvilket indehelder fl&ovmá 
Dverfattel(e af Odysſeens Je Bang. 
**) Dette ec bet vette Aarstal. Foran Side 46 er efter 


^ Wermé og Stoctupé Lexica anført 1756; men han - 


, Sar:fød ben 22b Dctbe, 1757. 





ev i 
Død I8**, Sector ved Horfens lærte (fole i 
41 Aar, Nu ec Soibl og Sorg eg Smerte 
ſonndne med mit órufine Hierte. Job. 11,95 *)." 
SReiere Kundſtab om hans Sjels og Legems Silo - 
fnb i huns fbfle 2ebebage, oil Læferen faae af 
de bagecb trykte Breve, Hans Aand vedblev at 
. være flar og kraftig ligetil hans Bortgaug; men 
fons Legeme faldt mere og mere ſaumen. Den 
- fofle fagtige Sommer bragte bam ife £agebem, 
Den dte Juni 1530 (buco fan til -Dr. Rofendafls 
"Vbofie, Catarh, Aſthma frue nieb at qvæle mig 
og forbyde mig al Sovn. Det folde, fugtige 
S8ehrtigt *Unmig ect uforbrageligt." J ſamme 
Brev gientager hau Merſet af fin Livoͤſalme, fons 
han bad hoer Aften: "ar er ben Stund, 
fun uviiſt naar ben flaaer;” ag takker 
fe elftelige Diſcipel for Tilbudet af hans gjefifrie 
Huus, ifald Worm havde villet benytte bet ruge 
ſiſte Dampbad i Fredericia, men ſom fau troede 
vilde dræbe ham. Kort iforveien tüfreo hau 
mig bet ſidſte Breb, jeg «iet. fra hans Haand. 
Geri vil man finde disſe markelige HYttringer: 
Jeg haaber ſnart at vare der, hoor Frihed, 
*) Dette Bibelſted indeholder, fom bekjendt, Jeſu ſtore 


ES Forjættelfe: "Seg. ec Dyftanbeffen og Livet; hvo form 
pa: troer paa mig, ofr bau: end daer, ffal han bog leve,” 


Tog 


Sieb og 998 vente mig; indtil ba beder: jeg: 
xvQi, Boyba Ty ars us; og om hang fegetw 
lige Tilſtand: Jeg duer ei mere til nogen Ting; 
maa vente hver Dag at kaldes herfra. Mori nolo; 
mortuus esse volo. Det fidfte ftote Gfribt far, 
font jeg tæenker, noget rædfelfulde for ethvert ten⸗ | i 
fente, beſindigt Mennefte,” 


At Worm mange Gange og alvorligen havde . 


anſtillet Betragtninger over: Hvad bet er at doe, 
faavel fon over: hvad bet er at leve, vil man 
baade af fig ſelb funne flutte, og finde bet bes 
fræftet ved Lesningen af hans Breve. Allerede 
i Aaret 1801, da han var i fin fulde Kraft, ſtrev 
fan (den 24de Novbr.) til en Ven ( Kjobenhavn/ 
Jt. Kjøbmand LD. Lund, idet han ſendte Gan 
fin Grabſtrift ober den bekſendte Billedhugger 

Jens Hjernoe: "Sa, min Ven! De har Retz 
ber hører ffor Forſtand til at leve, ſaaledes 
fom jeg forffaaet Ordet: ber hører uendelig megét 
til at være et retſtaffent Menneſte; tif at kunne 
ded Livets Aften trykte Broder. Dein i Haanden 
og ſige: Velkommen, Ven! Hovedſagen er, at 
Sommerfuglen iffe her Gar indviklet fig for tat 
' 99 flatft i fin arbe, at denne i£fe (tal i Sjens 
nembrudet være til for megen Hinder ved dens 
Flugt op ( 2pfet8 atheriſte Gane, Thi er Noget 


- 





129 
viſt / da et der dette? at egemet er Neiſetvi, fon 
maag afltegges ved Overganugen. Dog — jeg. bide 


ingen Liigpradiken ſtrive. Hvad mig angager, 
da omgaaes jeg gjerne med disſe Ideer, og behs⸗ 


ver bem for at troſte og opmuntre mig. Med 
Kraft e ik ti cati (et dette fig. Lyſten til at 


dst; 09: det er vel. Men ſelv det ſundeſte Heb 


Fred, der feirefte Ungdoms Styrke et fun Damp. 


"art fodes, visner og forgaaer: Syv Gange ti 


er Stovets Aar” ; Troſt er Der i den Tanke, at 


ſamles Hidfet med fine Veuner; men endnu ſtorre 


Droſt er der € der chriſtelige Haab: ^ at fomme 
Sanbheds og" elligheds: evige Kiſde nærmere. 


— fyrhifertib et ber intet, fom mere: fetter. Byrden 
paa wor Vandring - ti Evigheden, - end. trefaft 


Venſtad; inter, fom mere quæeger.i Skilsmisſens 


" alvorlige Time, enb den ſode Tante: at lebe 6 
riſtede Venners Hierter, og. at mindes af v ! 


med Veemodighed.“ EJ 

(^i végeb biéfe Tanker kande Worm — 
Ford; og hang. Bortgang forſtyrredes iffe seo 
nogen Dodskamp, forbittredes (ffe. ved nogen 
Smerte. Natten inetlem d. Ett og rate. Septi 
4830 gif han. btid og rolig / ober tif Sandhedens, 


ZSredens og Salighedens Egne, til hois Nydelſe | 


C) theol. sit. 19 Wu oc dou 


00. 180 

berneben fan troligan havde (orbegebet Øg. Vi tib 

"m et bortgangue Ven Graf oneri deilige Orbe 
qot quio» Ves | 


, C.G. Symebend forenflaeanbe (Biographie 
var under Presſen, mobteg dens Borfattee tvende 
Bidrag ,. fore han — derſom han tidfigere havde 
beret i Befiddelfe deraf — vilde have. benyttet ; 
paa sebfommenbe Steder. Nu fan han kun Gem 
vife til det one (fom $ane& trykt) nemlig Hr. Con⸗ 
fiferialraad Nofings ſtjonne Gorgetale ved fat. 


E Morms: Bifæticlfe .(Dor(end. 16 See 800), 


bsibéea befvæfter,. hoad der foro er fagt on oeft 
Aſdede; og optage hev i ex Gitecflrift bet andet 
VDidrag, ſom indeholdes: i et Baev (der. 27 Auru 
1930) fra He: Roſendahl i Gtebericio tif 
Udsiveren af tbeofogi(t Bibliothet. "Det Ípher 
ſaaledes. 

| -"Got.at komme tilbage til Worm, deed jeg - 
(ffr om Pet et Dere& Haiærdærdighed: befjembt 
at.en af fans fore Fortjeueſter tar hans mage 
[efe S?siagtigfeb i of varetage Tiden og aldrig 
foríomme et Minut af fine Leretimer, baade fot 
at opfylde fin egen Paigt, og dt fot ot vænne . 
Diſciplene fra tidlige Aar af til freug Orden og ” 





13i 
Qanftligfeb-i. alle Forretninger. Pligt, faghe - 
ban altid, er bet heiligſte Ord naſt efter. Gub. 
Iligemaade tar det hans gore Fortjeneſte, ei alene - 
at hans Forelæsninger vare gode, men af ben Bee 
ffaffenhed, at be kunde bære folbte bed et Univers 
ßtet. GCubvibere var des hans flore Bortjenege 
ét han, fot ber audenſteds tauktes paa otbeutlige 
Lørebager i Religion (thi Guldbergs fandt Bau 
edtfor vidtlaftig) Mutigviseter og Literairhiſtorie 
— felv omarbejdede Morus Dogmatik, Cellarii 
pompend. Autiquit. Rom. ng, jeg deed itfe hvis, 
Literairhiſtorie — bicterebe og Íob. 08 ueiagtigrn 
jare dem. Endelig var bet hand Gere Fortzjeneße, 
— et han altid, $bor fan havde Malget, tog (atr 
banne Boger at afe med n6, fou for Indhaldets 
Skyld tere be Unbersófantefe og Iarerigfie; be. 
tydſte Timer f. Ex. bottle aitib blive mig uforgtemenee 
lige; thide begeiſtrede mig tidlig for denne uendelig 
tige Literatur. Selv til Stile valgte fan, bel 
ſtundom vanffelige, mem altid herlige Themaer, 
Deoraf di ſtulde [are og paatirfe&, medens oi 
ſpslede med at óberfatte bem. Vi havde ſaaledes 
et Uddrag af; hele den nordifte Mythologie, fom 
vel funbe vare et haldt Har, bi hævde Biogras 
phier af Snorro Sturleſen, Garo Grammatitué, 
Griffenfeld, Longomontauus 9.(.9. baade for 
J2 





: 132 
noiere at blive Befjenbte med Gabrenefanbeta 9 
perlige og for at vakkes til Gfterfigniug; i det bf 
fane hvortil Lærdom og Duelighed fører, og at 
ben Navnkundighed, fom bed famme erhverves, 
ſtaaer aaben for ben Fattigfte og Ringeſte. Hans 
Utrettelighed og Udholdenhed, fom jeg nu forſt 
tet fan ſtjonne og beundre, ſiger jeg frit: havde — 
ei fin Lige. Og allerede i min Gfolegatig, ftot 
hans Strenghed bog ſtundom faarebe mig, ane 
benbte jeg paa ham Schillers Ord: 2 
Sttenge vole mein Gewiſſen bemerkteſt du woran ich fehlte, 
Darum hab' id) did ſtets, wie mein Gewiſſen, geliebt. 
At hane Portrait i hans ſiöſte Har blev ſtienket 
til Solen af hans Colleger (paa Sector Dorph 
nar hang Difciple) veed De vel? ligefom at en 
Indbydelſe er i Omlob for at inbfamle Bidrag tif 
at Dis s et —— | 


t / 


[| U 
d $ " ! E Ji : 1 


— B. "DE 
tibiafg af T Boris Breve fil hang⸗ Siem. 
. («et Anhans til Biographien). | 
Udgiverens Sorerinbting. 


Set er en afgjort Sandhed, at man afdrig 
bedre bod at fjende en Mand end af hansBreve - 


Lai 


e 








133 


$ürebne tif fande Venner, (for naar be angaae 
Materier, ſom ligge ham meeſt paa Hjertet, og 
ligeſom afgive hans Leveſtof. Da jeg nu var ſaa 
ipffelig deels ſelv at eie nogle Breve fra fal. Pros 
fesfor Worm, deels at erfolbe enbeel til Afbee 
sipttelíe, ſtrevne til andre Venner, urbe jeg 
iffe tilbageholde faabamnme deraf, font Éunbe 
bekjendtgiores uden Nogens Gornarmelfe. Lg 
mere Dar jeg iffe tilladt mig at Befjenbtgjore, 
Thi iffe alene, har jeg forbigaaet Alt bet i Bre⸗ 
, Sene, ber af Modtagerne var betegnet (om umed⸗ 
deleligt, men ogſaa mangen anden Yttring, fou 
jeg forudſaae, vilde ſaare levende Perſoner, eller 
ſom dog Ingen vilde gavne eller interesſere. At 
ber endau findes Domme om en og anden For⸗ 
fatter, ſom Denne maaſtee hellere ſaae utrykte, 
bar ei tilſtrakkelig Grund til at undertrykke bem; 
thi ſtulde den modſatte Regel gjcíbe, vilde man 
fjeldent eller aldrig kunne benytte lærde Mends 
Breve til deres Charakteriſtik; ja ba funbe iffe 
engang Necenfioner trykkes. Desuden. fan jo 


ſelv en Worm feile i fin. Dom, og. han har uden —— 


Tvivl undertiden feilet. Det flaaer Enhver frit 
for at appellere fra denne til en hoiere Domſtol. 
Udgiveren er ikke altid enig med Worm; men Bet 
fot interesſerer bet 108 aeos at erfare, hvad 


^ 4 


134 


denne fébfienbige Mand tefte, Man Bil Tao» 
ledes af hans Breve til Ze. 9X. Meller fte, at. 
han tffe lovede fig faanteget af Bibelſelſtaberne, 
. fem jeg lovede mig deraf; og at han misbilligede, 
at Kjobenhabns Univerſitet 1526 hoitideligholdt 
ben tuſindaarige Anſcharsfeſt, hvori jeg fom det 
kheologiſte Facultets Decanus havde be fornemſte 
partes. Jeg troer derfor iffe, at Nogen meb 
Grund ſtal kunne bebreide mig Indiscretion ved 
disſe Breves Bekjendtgforeſſe; derimod haaber. 
jeg, at man vil denne Gang lade mig vederfares 
ſamme Net, fom ba jeg Befjendtgjorde et Udvalg 
ef SSiftep Balles Brevverling. Jeg har fan godt 
fom muligt fat mig. ( den Afdødes Giteb *), o$ 
Tabet bet trykke, fom jeg tentte mig ſamtykt af 
fam, derfom fan eg Nyerup havde levet faa længe, 
at den Gibfte funbe faaet udført fin an: "riti 
gemed fin Lebnetsbeſtrivelſe at udgide et Udvalg 
ef fine Venners Breve”, til Hvilken Ende de 
Wormſtke afferébe vare ordnede. Undertiden fue 
jeg, naar Worms Dom var figeíaa ſtreng 
font træffende; meddeelt ins men — - 
Navnet. 


*) Hans Regel herom lyder ſaaledes in Brev til Nye⸗ 
tup af. 11te April 1804): ”Vær, ſaameget Sandhe⸗ 
ben tillader, discret mob Levende og Dede.“ 





135 


En af faf. Worms Læbsgen wat Ciceros 
Breve. Jeg foendſeer, ot hans egne epistola 
ad amicos bille glæde mangen dauſt Mand i ſamme 
Grad, (om Ciceros babe glædet os eatinere. Ned 
beklager, et Henſhu til bet theol. Bibliothekt 
sarme(te Beftemmelſe ikke vilde tilade mig at 
optage flere; ja jeg maa vel, feb med bed gui 
 quentniag jeg Gar gjort , tilfsie en Undſtyſdning 
til be ſtrengere Theolbger, naar be i Brevone 
(soe adſtillige utheologiſte Gjenftande verorte. 
Ait beri tjener vel til. ot charakteriſere Worm; 
men ASE yeb£omuier ikke Theblogen. Wan — 
ugfaa at gide fanbanne Abonnenter nogen Erftats 
wing, har jeg fundet Brebene tpfe med mindre 
Skrift. Vor nyere danfte Literatur er ſaare 
 fattig paa tryfte Breve fra larde Mænd — hoor⸗ 
904 ben engelſte eg tyb(tt vt fad eiig —; af ældre 
Danffe have bi fete Samlintzer, deriblandt beh. 
forfie Oluf 38 ota 8 inuéelbétige Epistolæ, men 
fem rigtig nof forſt bleve udgivne. Hundrede dat 
efter. fans Dod. On venue &ofte Moruis ville 
have (ami Skſabne, tor jeg iffe afgjore. Un⸗ 
dertegnede ſtal gisee Sit ti; at be NL Nyerup — 
fom udgjere over 200, saltfan 4 al 04b Plura⸗ 
liteten — blive vpbevarede pád et ſitkett ete, 
f. €r. Me 





i86 


- - nim man. jeg bemørbey ogder ofte deveres 
: iffi Stokker of Breve (oet. Ubedkommende er 
feróigaaet); men hvad ber. leveres, er naturlige 
viis altid Worms egne Ord (med mindre jeg-paa 
et. enkelt Sted: ftufor have Le ft urigtigt, feilfet 
et vel muligt, da ſal. Borm, fred en-lige(aa ttg 
delig fom saft Haand). De to Grunde, hvorefter 
jeg rettede mig í mit. Valg, var at: optage 1) fase 
danne Pttringer eller. hele Breve, fem. udbredte 
£p6 over Worms eget estt ;.2) ſaadanne, hvori 
han. fælder markelige Domute. over Tidens. rant 
Meninger, Begivenheder, eller literere Produkten. 

De Stykker, der ſik Plads af Grunden 
' MO. 2, ete naturtigsiió laugt flere og udforligene 
end be, fom. optoges af forſtnavnte Grund; 16i 
Worms Lib var fife eg. eensformigt. Men. fra 
fit rolige Studeerkammer afgav. han: fande Ora⸗ 
telfoar. tif fin fjobenfasgffe Ven, bet levede mitt 
i Tidsalderens Forvirring. Man kan ikke nokſom 
beklage, at disſe Worms viſe Raad, Betragtniu⸗ 
der og Domme blot bare til privat Brug ,. og 
: Derfor - iffe, "ba. XRetofutionéfoinumelen Gavde 
naaet fin hoieſte Spidſe (ved Slutningen af 
forrige Aarhundrede) meddeeltes Almeenheden. 
Worm trak ſig juſt tilbage fra Recenſent⸗Embedet 
paa den allerubeleiligſte Tid, Hvad bilde iffe i 


N 











737 


Havene 1788 til 1808 en Literatur. Tidende have 
udrettet , der med faa megen Grundighed For⸗ 
domsfrihed og fiin. Serfifage, fom vi «finde j 
Worms Breve, havde leveret en fortíat "Sritit 
og Antikritik“ (langt fortrinligere, end den fom 
haves trykt) over Tidens. Qieaftationer, navnligen 
i Theologie, Philoſophie, Politik og de ſtjonue 


VPidenſtaber! Derſom de- wormfte Breve til 


Nyerny engang fuldſtendigen udgives (hoilket 
iffe. bør fler, imedens nærværende Slægt lever) 
bif. man ftubít over den. Hvide af Gorbombfrigab; 
hvorpaa den fpb(te Stector flob, og den deraf; fati 
gende Upartiſthed, hvormed han bedemte alle 
Phanomener. Den herſtende Frivolitet bevægede . 
ham aldrig til: at overfee det Gode, fom ogfaa 
bet bortdigende 18de Aarhuudrede mi oj ba efter⸗ 
job fig. Ogſaa hos de Sktibenter, ber mino. 
behagede ham, f. Gr. Riegels, udhavede fas 
hvad⸗Nyt og Gasnligt han forefandt i deres 
Skrifter. Og paa "den anden Side forbigik fait 
iffe med Taushed, hvad der ſtundum mishagede 
ham $06 de: Mænd, Gam ellers agtede hoirſt, f. Ex. 


Biſtop Balle og Profesſor Jacob Baden. i 


Af disſe Fragmenters Bekjendtgjorelſe ven⸗ 
ter jeg mig en dobbelt Gevittft, nemlig eeu moralſt⸗ 
didactiſt⸗ og sen Diftorift. WVed hiin forſtaaer 


" 138 


jp, «t mange, iſer yngre; Leſere ville ved at 
. høre den hedengangne SBife tale £i dem ligeſom 
fra en anden Verden, advares for den fartige 
Frihedsfvimmel, fom endnu langtfra iffe Har 
mbrafet, hoerken i Kirke eller Stat. . De vifte 
sit iffe letſindigen forkaſte bet gode prøvede 
Gamle, naar be fee tti Mand med Worms Sent 
ſomhed, Erfaring, fafte Charakteer, uſtromtede 
giberalitet og kjerlige Hjerte, anpriſe den mo⸗ 
narchiſte Regjering og den bibelſte Chriſtendom 
font be faſteſte Piller, hvorpaa Menneſtene kunne 
bpygge deres gpfíaligbeb. TM 
| Den fibre hiſtoriſke Gevbinſt, jeg oven» 
for anfydede (thi Oplysningen af (maae Omſtæn⸗ 
digheder 1 Literærfjiftorien fonimer fer iffe i e 
fragtning) er, at tu. Fremtids⸗Hiſtoriker, ved 
at agte paa deslige Roſter fra det 18de Aarhun⸗ 
dredes ſidſte, og det 19be Aarhundredes forſte De 
cennier, vil bevares for e eenfoig, og i faa. . 
Fald altfor upnnftig, Dem om Gemnptternes, 

^ maoníigen be ftore Aauders, Gtemning til. hiin 
Tid i Denmark. Høg ber bif bebomme denne, 
ifær i Decenniet (790— 1800, efter Tonen i Pam⸗ 
^. fetterne og. Journalerne, fan iffe undgade flig 
. €enfibigbtb; tbi om denne Tids flefte periobiite . 
' Strifter gjælder i Danmark, hoad Gite faa 











159 


fandt og fritebigen. fagbe om Pluraliteten af be 
tpb(fe Skribenter: ”Man maa til 9&re for bet 
tydſte Tolk troe, at bet er de mindſt begavede, 
ſom fere Ordet i Literaturen; og'at be vifefte 
Mand sie ſtille.“ Iblandt be Viſeſte i Danmark, 
fom tang, eller fum talede i Eearum tit Venner; 
' vegne ti med Rette Oluf Worm. i 
S. Møller. 





a. 


BE ſal. Oluf — Breve til ſal. brofreſor 
Rasmus Nyerup. 


$e. 1. 
, | "Aarhuus 5, 22 Auguſt 1783, 


Win oprigtige Ven! 

Da jeg af Deres fidfte venffabetige Brev erfarer, 
at De onſter endnu engang inden vi ſamles igſen 4 
Kjobenhavn at fee et Brev fra mig; maatte jeg ikke 
være Den om jeg iffe var ligefan begjerlig efter at ſtrive 
fom De efter at læfe; fett og fornemmelig maae jeg 
faffe for den vel udførte Commisſion. Jeg vidfte, ba jeg 
ſtrev, (cho intet Middel at foreſlaae/ hvorlunde den bedſt 
kunde udføres, hvorfor jeg overlod Det til min Vens 
Jver, Redelighed, Snildhed og Slogífab.- Jeg vibfte, 
at De iffe var ganſte nerſaren i ſaadanne Sager, og 


"7 


14Q 


daruden troede jeg, at bet war fandt hoad Ovid figer s 
Quid non sentit ingeniosus amor! Nok er det, Com; 


miéfionen blev til Gorneiel(e vel udført, og Commisfids 
nairen fortjente Venffabs varme Taf. ^ — ; 


: De tilfendte Bøger fif jeg fiden, men et loſeligt | 


Hiekaſt i dem et olt, hvad jeg har funnet gjøre. Ved 


at gjennemblade Hr. Fedderſens Sittenbuch har jeg ifte 
fundet noget. ftort og udmarkende, [om fortjente, åt 
man juft ffulde trakke en Mand von darausſen bei mir 
'. for at bejatte den theologiſte Lareſtol i Kjobenhavn; 


jeg ſynes at fpore i Bogen en god Prædifant, (om fat 


Tydelighedsgave og Lyffe i bet populaite Foredrag; men 
at ſaadan Almue s atedjiémüs iffe ffulbe kunne ſtrives 


uben af en Profesſor Theologiæ, bet indfeer jeg.iffe; 


Tiden vil oplyfe alle Tvivl.og ffille Trætten. . 


Xt Tode har i Sinde at nedlægge fit Autorembede, 
juſt da bet ſynes at love ben lærde Verden (aa (tore Ting, 


bet gjet mig ondt. Det gaaer gemeenlig faaledes med . 


disſe Genie: Mænd, at de glimre (om Meteorer for en 


fort Tid og derpaa forſvinde. Att hvad fom koger ſterkt : 
uddamper tilfidft, og en brufende Vittighed taber i fort 


Tid fin Spiritus; handler ba iffe en Auctor ſmildeligen 
og fortjener han iffe Taf af Publicum, at han bryder 


af, naar Legen er bedſt, og iffe dræber fine Læfere med 


fit Bundfald. Maaffee Tode ogſaa fan fave i Sinde 


at hævne fi g pua fine uerkjendtlige Landsmand, ſom ikke 
forſtode at ære hans theatralffe Muſe med Sa 
den — * — — — — nen 


^ 


^ n 3 
THÉ 7 — 
3 t 








p 4 141 
v0 00781. 2. 

Fryſendahl den Ade Auguſt 1783, 
Min oprigtige bedfte Nyerupt 
Tak for Deres. intet Betydende, for mig vat bet 

et betydende Intet. Dog hvad ffrev jeg; mon Nyerup 

. (ffe vil falde denne Paronomaſie en Borger? Imidlertid 
" om'det iffe rimer fig ſmukt, er det bog ſandt, af intet 

ſom fommer fra min Ven, er Intet for mig, Men 
fee nu kommer næften Borgeren igjen. Xt jeg eet og 

holden fom tif, Horſens, det feet jeg at De veed. Men 
hvorledes jeg fiden flap til Aarhuus, ec Dem endnu en 

Hemmelighed. Dog ogſaa den Reiſe gik vel af, jeg 
fandt min gamle Morbroder ved godt Helbred, han 

. fpurgte ſtrax om fit Lericon, og ſtrax tilfredsfillede jeg 
ham med be (tore Ark, fom jeg havde med mig, bet 

uden Tvivl lovede fam mete end be indeholdte. — Seg 
fever nu paa Fryſendahl i mit Clement, Landets eloftiffe 

Luft; be tilfendte Bøger hat jeg endnu iffe faaet, og 
jeg veed næften ife om jeg i min nærværende Forfatning 
fan gjøre noget ved bem, J et muntert Vennefelffab, 
blandt landlige Fornøielfer og fi indgvægende Adſpredelſer 

er jeg for en kort Tid tilfreds med alle Ting, ſeer ingen 

Feil enten ben phyfiſt⸗moralſke eller intellectuelle Ver⸗ 

ben, bet vil derfor vere vanffeligt under den landlige 

Himmel og i Skovens grønne Dale, at paatage ritis 
feng barffe Mine og tynfebe Pande, og at gjennemtygge 

, en Bog for at marke om nogle ſmaae Steen knaſer uns 
der Tænderne (var det iffe en underlig. Paraphraſe paa 
en Recenſion?) Stel dette Arbeide Ipffe$ bedre, naar jeg 


A 


142 — 


fibber pan Kammeret No. 8 i 4de Gang, fot Ender af | 
Bordet i min eenarmede Lehneſtoel; dog jeg feer af min — 
, Bens Drev, åt Fedderſen maaffee kan blive mig en ſſin 
Karl og forplumre alle mine Mbfigter 7); derſom jeg 
vidfte bette, Dont (fulbe jeg da hænne mig paa hans arme 
Catechismus. Dog, jeg havde nær glemt, at jeg, ikle 
er hævngjertigs ffulde han. blive Profesſor, vilde jeg 
ſige, (om en vis, Iyde i Aarhuus engang fagde, ba man 
fortalte ham, at en vis Mand var bleven Provſt: La 
ham faa ha ben gue Mand, de et bam vol 
undt. De fan vel læfe job; imidlertid et bet vel neppe 
at tvivle paa, derſom Giulbbeng vil. faa have bet, tbi 
hvo fjender. iffe den, qui.nutu temperat orbem? Wi 
, ville nu iffe tage Hatten af farend vi fee Manden, og. 
ligeſaalidet førge fot Tiden; jeg faser da i det mindſte 
Tulladelſe at blive det jeg ex. De ville vel ogſaa vide 
hvad jeg tager mig (ot in rurali otio. Jeg omgaaes 
med de Underjordiſke, bet er: jeg overfætter Niels Klim. 
Men det gaeer fun langíomt, jeg, Bar ingen Tid fov 
Ledighed; ber. et aldrig værne end ot være occupeset med 
ingen Ting: fna (fal jeg fove, jaa ſtaae op , faa klæde 
mig paa, faa. drikke Caffe, faa. (pije Frokoſt, faa ride 
ud, faa fpi(e Middagsmad, fan gane i Skoven og ſaa, 
hwilket er. det vauſte, (tebfe være iSeiſtab, er dette dfe 
mete end een Mands Arbeide? 


*) Til engang at fomme ind i bet tfeologi(fe Facultet. 
Derſom Guldberg ikke i næfte Aar (1784) var gaaet 
af fom Miniſter, var dette vel ogſaa (feet, ^ i 








143 


; $9. : " : 2 Ro, 3. ' 
de Horſens ben 29be Mal 1789, 
— Stpetwp. — ' 


Sf for sil(embte Aerer Provision og bet (vof 
— web Poſten følgende Connosſement. Derſem 
Du vibe huer slab jeg bliver hoergang jeg faner fau 
henne Gonfectee oo Deferter fra Dig, Du fortrod iie 
pas ben: Umage, Du har. med deres Anftaffeiſe. Ergo 
qued. f. f. £ sit! bliver den Bare Heyne Canzier i jor 
benhavn *); aldrig Har jeg taget fan patciotiff Deri d 
wit. Fodelande Sive ved noget Rygte, (om veb. dette. 
Syene Mand et for. mig et Oragnlum eruditionis et 
elegantiorig Literature ; og jeg føler hver pbupoelige, 
huer dybt de Sjobenboonfle Proff. Ordin. et exteaor- 
dinarii, et Par undtagen, mane, boie fig i Stwvet for 
ham sg fele dere Ringheb. "Men efter ben ee, jeg 
har om fam, (fel hau intet. Charakierinſt dier Pomys 
gende have i ſu Mine og Adfærd. Hen flak neppe 
Holde C;sibaters Maal, ba wi have Prafetſorer fous Holde — 
Garder⸗Maglet. Men Sporgemaal, em han. og vil 
være den (anmae pg; vitte lige: fan godt, maat MAR fager 
2) Dette var faa geht ſom afgjovt imellem noct Univers 

fitets unge Patron Prindfen of Auguſtenborg ag Deme, 

ba Andre blandede fig deri, indbildte Heyne, at Gjals 

[anb var et Siberien :€., og bevægede ham til af 

træffe fig tilbage. Den interesfante Detail heraf har 

jeg nyligen erfaret af Heynes Brevverling med hans 

Svigerſen Forſter, af dennes Gute, pane 
E Datter, A M. 


fam ub af de Gåttingffe'Mufies Tempel og putter ham 
ind i Janfons Legeme, Lad mig endeligen ſnart vibe 
mere om dentie Ting. . Men at jeg fulde gjøre min 
9pffe, (om Du ſtriver, ved at dedicere ham et eller an⸗ 
bet Skrift. der bliver inter af, NB. naar? min Lykke 
ffal være at femme. til at:leve i Kjøbenhavn. Net, 
naat-jeg undtager et Par fenner, Dlanbc-botife Rarnuls | 
Nyerup er den ferftt, er der: intet Hoarfor jeg ſtulde 
længes efter Sjeberihavn ; net, jeg vil lægge: mine Been 
i Horſens. Dtrængt Arbeide far jeg, bet er ſandt, 
men bet vilde jeg og fane ſom Profesfor, efter mitv Tæns 
femande, Kun, maabeligt er mit Helbred, og det vilde 
følge mig hvor jeg'fom', her fan jeg bog maaſkee gjøre 
vogen Nytte; ber, efter mine Tanker, tiben eller ingen. 
Her har jeg adffillige Agrementer: en Bopæl, den jeg 
gi byttede med nogen Profesfor i Kjøbenhavn, en Udſigt 
fom kunde give em Poulſen der herligſte Ideal; en riig 
lille Have. fom er fuld af Pærer; WEbler, Keeſebar, og 
. hvilken jeg: hver Dag. fot ffjeve 60 Aſparges. Folkene 
her i Byen elffev:mig og agter mig; jeg fan, naar min 
Gield bliver om nogle Aar afbetalt, -moré mig uden — 
Sorg fer. Udkomme, om jeg. ffal.Ieoe; qaid ergo plur | 
brevi jacularer ævo? Gid Du bog engang maatte 
femme her og beføge mig. Literaturen er. jeg bog ei 
heller Ber ſaa fremmed fot, non tam áversus equos 
nostra sol jungit' ab urbe; jeg laſer be betybeliofte 
Journaler, fom vi her fane baade med vidende og agende 
Pot. Min Nyerup forfyner mig med ben indenlandſke 
Literatur, jeg har (elo en Deel gåde Hager, og: fole; 
Bibliotheket en Deel gode. Havde jeg alene en Med⸗ 





148 


jp uigeſom (or tio NB. itte i Sengen vg Sket; men 


iSkolen, da fattedes intet i min borgerlige Lykke, og 
det ſom maatte endnu mangle i min fordiffe Lytte Gea 
ſiger ikke Lykſatighed, thejeg er blevet vatfommere 
med disſe Ords Brug ſiden jeg læfte Treſchovs Dpfare t 
Minerva) kan intet Kjobenhavn, ingen Tit, ingen 
Charge give mig. En Reiſe gad jeg nok engang gſort 


Wt. Kjøbenhavn forend jeg doer, for at fee Heyne, tige: 


ſom ene Spanier fordum reiſte til Rom, afene forat ſee 
"nt dne lene såre Bede sele 


Sow lg, 





' No, 4. 


mE Gorſens 4789 Juledag, 
0120.52 Kjærefte Nyerup! 5 : 


Suhms Sorunbring over min Haſtighed med at 
€ypebere Luxdorphiana, gjotbe mig: tieften bange, tfi 
jeg taukte paa bet gamle Ordſprog: arevà?' Boadso; og 
atter festinans. canis mcos parit: catulos. Mer 
Du veed at det nu faa er min Maade iffe at have Roe, 
førend jeg er færdig med hvad: der ligger paa mig. Tin⸗ 


. gen ee nu erpederet , jeg: fif bet ſidſte Ark teenffrevet Jus 


leaften, Fortalen til Piecen er og i Stand, og jeg ſtal 


Med, førfte fende ben til Dig. - Den er 1226€ ( Avart, 


fan vel altfaa hvad Corpulentheden angaaer blive ftot 

nof til at udgjøre én libellus paa en 400 og nogle 

Sider, naar den trykkes i Octav med Schultzes (mutfe 

græffe Skrifter og en lille Smule Odſelhed med Papiret, 

fom Luxdorph vel er værd, Devication til. Guldberg 
Nyt theol. Bibl, 19 Bd. A $ i 


y 


- 





Mé 
fet di faldet mig ind, men vet fil Manibus Laxdor- 


phianis; imidlertid ſeer jeg det gite, thi Guldberg 


er. min gode Ben, jeg vil ny ei fige mare em Tingen, før 
Suohm os Du her feet den; da mig ingen Idee til en 
Plan var givet af arbeide efter, fon maatte jeg følge 
mine. egne, Maaffee mine Xnisectuingre kunde ſynes overs 
fabige , men Loqpacitet mener jeg dog, man el (fal be⸗ 


— ffplbe mig for; bey. hører viſtnok mere Omag og Critique 


til at t, end, at tale, og iffe forme med det quilma 
non erat hic locus. Skulde bet iffe være, (om Suhm 
onſter, (fal jeg iffe være uvillig til at gjøre bet om 
igjen, naat han Beftemt figer mig hvorledes ban vil 
have bet. Ser ev el en Mand i Byen effec Egnen fom 
"jeg funde tale med om ſaadanne Ting; min gamle Stifs 
broder er den eneſte, og ſtjondt bet iffe et i hans Fag, 
lader jeg ham bog fee bát for at høre hans Tanker. Ti⸗ 


telen er, fom, Du, veed, ife den letteſſe Sag. paa em 


Dog, Korthed er, efter min Smag. «a Honeddyd ved 
Titler, og jeg har derfor tænkt, at jeg &usbe fatte paa 
det førfte Blad: Luxdorphiana. Edidit P. Sulinins. 


Suit Napn kunde tidlig nok ſtaqe under Fortalen til 
|. Benev. Men ſtal ben, trykkes, ev der intet andet 


(ov, end at Mag. Nyerup fot. min Sk maae paatag⸗ 
fg; Correcturen, Du veed. hvor ulafrlig mig Haand. ety 
og, qvueqt maatte den, bog aftryffes, — — — — 





I4? 


i No. 5.. 
Horſens ben 26be Febr. 1790, 


$utenpbé Gheraterifif «f Suhm glædede mig 
meget, dens Naivitet iſer var mærfelig, træffende fone 
mig ifær af væve det han ſagde om Luxdorphs Fiinhed og 
Ironie. Parallelen mellem ham 09 de andre Danmarfé 
aftsbe Lærde var attis, men for mig: forvirrende og el 
ſaaledes filet, at man fattede enhvers Egenheder med 
et beſtemt Blik, ſaaledes (om Catos og Cæfars hos Gabs 
int; jeg lærte her at fjende mange Bizarrerier og Sar⸗ 
heder i Luxdorphs litteraire gusto, fom jeg et havde 
tilerset ham, ogfan havde jeg troet han gjorde mere af — 
Lucian, eub Suhm figer, fov egalitet d'Esprit 5o$ 
bun begge. Alligevel fan bet dog gjerne blive ſtaaende, 
fm Sandhed, hvad jeg derom: figer i min ortale. 
Mere Cynbíigt & bet Svæffe, og mere eller og mindre 
Orthodoxie havde jeg og tiltroet Cugborpf. 

Min Mening om Sor(vatet for Proffs. Corpora ”, 
Sieg fatt iffe troc bet ec Skromt, og feer og ei hvad Be⸗ 
tydeligt der fan indvendes mob bod Paaſtand, naar 
man. fager ben famfet, Om Academiet i Norge 
fat ei mit Bifald, Gjerne unber jeg Norge et Academie, 
men al hans Declaration over binmelcaabenbe Mangler 
i vort Underviisnings Veſen er Vaas og tom ubeviiſt 
uforklaret Sladder. Manden er en Realiſt, en Stan 
tianer, ſom vil ſnakke med imod be (erbe ees, fordi 


*) Xf Sv. Balth. Mintev i Minerva for. 1790; I: 
€. 76 fg. 
&2 


148 


han maaffee (o miraculum!) har flugt en eller anden 
Stump af Mineralogie, Naturvidenſtab, Mathematik 
ellet et andet Brodſtudium. Jeg laſte juſt hans Afhand⸗ 
ling lige oven paa Taubers, og følte med Uvillie faa; 
meget be(to (tevfere det Utilſtrakkelige i Taubers For⸗ 
fear for be Sunbffaber, denne Anonymus foragter. 
Tauber har næfter aldrig mindre fyldeſtgjort mig end € 
denne Tale, maaffee fordi min Forventning var faa (tors. 
naar bet efter Tidernes Leilighed ſtulde tales om denne 
Sag af en fynbig Mand, maatte bet (fee med mere Kraft 


09 Grundighed. Taubers Foredrag tratter ved fin uens 


delige SBibtleftigbeb og tautologiffe Vending af famme 
Foreſtilling frem og tilbage, uden at der derved vindes 
i 95$ og Styrke; ber herſker og en beſynderlig Eensfor⸗ 


mighed i alle hans Taler, og lidt for meget Egolſterie. 


Det (fulbe bog være forbandet, om den clasſiſke 


. Literaturé grundige Dyrkere og Venner ikke fulde kunne 


 binbe Munden paa disfe realiſtiſte Campianffe, Trans” 


tianffe Saducæer, og bevife (om 2 og 2 ev 4: at læfe 


Cicero, Horats, Avintilian, Herodot, Homer, Plato ꝛc. 


— iffe er at læfe Gloſer, og ar den pædagogiffe Gale; 
unge, fom et proppet til Halfen med Broker og Stumper 


ON 


af alffens Realier, ved bet førfte Ræben giver disſe 
Stumper ligeſaa raae og ufordøiede fra fig luft i Ge 
fæfet paa Educatorerne, (om be nedhulkede dem, imid⸗ 
lertid Maven bliver ved at (rige af Sult efter den for 
numſtige rene Melk, det pabulum humanitatis. fom 
iffe findes faa nydelig anrettet af nogen, ſom af 
de ſmagfulde elegante Grakere og deres mer Copier, 
Romerne. i 


" 149 


Get funbe .faart gaae mig engang fom- Juvenal, 
facit indignatio librum, jeg kunde i min Harme fare 
op og (ftive en forfærdelig gruelig og gevaltig Afhand⸗ 
ling om denne Sag, men førend jeg fætter Pen til 
Papir, tellec jeg altid (om Meſter v. Bremenfeldt cil 

og ſaa er Enthuſiasmen (agtnet. 

Hprab et dog Nordenſtjolds Nya Jeruſalem en uns 
derlig Ting, der er i den en beſynderlig Blanding af 
Sværmerie, for ei at fige. Galfab, og Menneſtefor⸗ 
ſtand; jeg har intet hørt eller left om dette Nya Jerus 
faltem, førend Du. fendte mig denne Bog. Thi dette 
Societets Ideer og Form er langt anderledes end det fom 
Berlin. Monathſchrift for længft har fortalt og at være 
i Gang i Sverrig. Jeg finder flet intet Magnetismen 
vebfommenbe eller Communication med Xanbeverbenen, 
ſom dog er Svedenborgs Kjepheft; det ſynes at være 
en Secta rediviva Sabelliano - Zinzendorphiana. 
Det betydeligſte er ar han fætter fit Religionsſyſtem ( faa 
noie Sorbinbelje. med den borgerlige Forfatning; at om 
bet blev gjeldende, maatte der af Syobebommeté Ruiner 
opſtaae et Theoeratia Messiana, et (utbfomment An⸗ 
tityp ti hint Mofaiffe, hvor Loven, Urim og Thu: 
mim eller Oraflet i Templets Adyt var Potentia Ab- 
soluta. Underligt er det ar Manden vifer baade Atha⸗ 
nafianer og Arianer til Helvede for Urimeligheden og 
Sataniffhjeden i deres Lærebegreb om Treenigheden, og 
i Steder for hines Dogmatik giver 0$ denne: Herren 
Gub har altid warit en Andelig Menniffia til formen. 
fullkomlig lef en Menneffia; hvilken barnagtige Anthros 
pomorphisme han anfeer for meget fattelig, begribelig 


' 150 
og rimelig. Saavidt jeg fau fee, antager han ingen af 
Apoſtlenes Breve; dog €ritique er ei Mandens Sag, 
De ttyfte Editioner af Bibelen eve fand nen plus ultra 
Dog fynes mig at. finde adffilligt fundet Raifonnement i 
det, han figer om ben: borgertige Forfatnings Indretning; 
. fans Snak om Bon og Praken ec atter Hen i Taaget 
, Stig mig deg hvad Cenfetion ben Bog har gjort à 
Sverrig, em han har. meget Tilhæng, hvorfor den ex 
trykt i Kjøbenhavn, om han reiſer til Africa" ac. a6 


Sie. 6. 
Qotfen$ den 4be Mai 1790. 


Kjereſte Nyerup! 

Skulde Du ſaa underhaanden hore en eller anden 
Domſaldelſe over Luxdorphiana, ond eller god, ba lab 
mig ved Leilighed vide den, naar Du engang mangler 
Materie til at fylde et Brev. Guldbergs meget ſmigrende 
Bifald har jeg, og fom jeg intet fan holde hemmeligt 
for ben jeg oprigtig elffer, faa (enbet jeg Dig hans Brev 
til Gjennemlæsning, dog med Vilkaar af ingen anden 
feer bet; jeg fan. iffe uden Undfeelfe og Mistanke af 
SBanitet, vife bet til nogen uden til Nyerup, (om Éjender 
mig og veed hvor langt al Prætenfion er borte fra mig. 
Fra min Stifbroder har jeg tillaans Tauberi Scholia 
in N. T. Det er befynderlig hvorledes han har rnaffet 
fit og Roſenmuͤllers ind imellem hverandre, at der hører 
en meget opmærkfom Collation til at (fille bet ad Da 
Tauberi Scholia upaatvivlelig ere 6aabe grundigere og 





151 


vibtisfighe « enb Tydfferene , fan begriber jeg wi ed hoerher 
han vilde berøve bem deres danſke Selvſtendighed ved 
ſaaledes at frembyde dem i en tydſt Convolnt, — Sorteften 
tt hans Odi, ſom ſodvanlig, — ſtib og Sete; 
— — — — — 2 


No. 7. 
Horſens ben 3bie Xuguft 1790. 
SSebí te Ven! 

Siden Du da noder mig, vil jeg kottelig vn 
— Dig ben Hele Doctoraffaire. Facultetet indbod mig, - 
NB. for 14 Dage fiben,. til at indſende en. Diſputats 
for Doctorgraden, altíaa fun een Maaned førend Sols 
lenniteten; at det nu var mig plat umuligt ad modum 
Germanorum, i denne Tid at fnyde en Afhandling ud 
ef Naſen (om jeg vilde” være, befjenbt, da jeg blande 
andre (maa Ferretninger læfer. hver Dag 7 Timer paa 
Skolen, det tilſtaaer enhver, (om er ligefaa tardus et 
serus studiorum fom jeg. — 

' Gyebuben. lyfter jeg iffe efter den Dockorhat, Hvad 
funbe den gavne mig? At gaae i Præftehabte fot mig 
ſom Rector bat underligt og tvangfulbt, "då jeg aldrig 
venter at blive Dre; fanbt ét bet ; min Formand S6 
tins lagde an pak Biſpeſtolen og naaede den. Sed velle 
suum cuique est F et Grev tt Profesfor Horneman 
— denne Anlednilig fhrév: jeg ſaaledes: jeg eje Yoricks 
Dnffe til mit: Barmhjertige Gub! giv mig Sundhed, 
og lab (aa bine Difpdhuer, ſom Suefnogge nedtegne páa 


"M3 ! 
br Hoveder, ſom kløe derefter. Sy-Dug. fik jeg din: et 
Brev fra Muͤnter I Saculteteté Navn, da jeg hapde: til⸗ 
ffrevet dem et latinſt Complimentss ag Undffyldningds 
Brev, hvori de meget. forbindtlig proponere mig endnu 
en anden Udvei, nemlig at. forume til, Kjøbenhavn. til 
14be Septbr. for at difputere over felvvalgte Thefes, og. 
fiben ffrive en Disſertation. Saameget (om denne $a 

"eultetet$ Affection glæder mig, faa umuligt et bet mig 

bog at profitete af den, tbi juft ben ſamme Tid et bes 

* ftemt til offentlig Cramen her i Stolen, fom. iffe fan 

opſattes, da jeg til ben Tid (fal dimittere 4 à 6 Ganbis 

dater fil Academiet. At fomme fta Horſens i den Tid, 

, €t derfor for mig aldeles umuligt. Nu veed Du den 
hele Sammenhæng, om Du vil —— Meo Me 

jeg ikke. ——— — i 


9$t. 8. 
ties f Borſens ben 21be eotte. 1790. 

Cow. 9 | 
Derſom Jens Baggefen *) ſelv — Dig 
Brevet, da ſeer Du et Stykke af min Doctordiſputats, 
ſom jeg iffe ffrev. Du huffer vel ben Gracchiſte Cor⸗ 
neliæ Orb, og veed hvad jeg vil ſige. Derſom denne 
min Jens og nok en dito Jens med Tilnavn Stockholm 
fau ſaaledes beſtande i bet academiſte Forhør, fom jeg 
Bar en Slags Sormobning om,. og fom deres Fliid og 


*) Stfe Digteren, men en yngre Mavne. 





|». 158 
Quelighed give dem: nogen Met til, (aa: mener jeg altid 
be funde, være faa gode (om en Diſputats, og jeg har 

| en god GCamvittigbeb paa Din Dag, om jeg fommer 

— fent uden Dosterhat, Kan Du holde noget af bisfe 

7, Wünp to Oieſtene, og hjelpe dem med et · Raad og meb et 

oodt Ord hos Vehkommende, ved Leilighed og i Tiden, 

| ba vilde det ikke vete mig faa meget ufjert. Vi har 
holde. faa. meget. af hverandre, at vi iffe. eve. ffiltes ab 


. Uden, qoihbagtige Taarer. Den Jens Stokholm iſer 


ex ſaadan god, forftandig og brav Dreng . — — — 


! 





- 


* 


Sto. 9. 
(vont den 12te Novbr. 1790, 
, Sbebfte Vent FREE 


Vel Butbe jeg ikke fftevet Dig tili Dag, tfi min 

Lune et iffe, fan ife og bør iffe være (om den man 
silet: fig, naar man (feivec Venner til; jeg har i Gaar 

| Worges miſtet min Moder: ved et (srgeligt Debsfald, 


hvad. mit Hjerte føler ved denne Skilsmisſe er noget. 
Underligt og Uforklarligt, bet formarker jeg at jeg nu 
fat mindre Lyſt til Jorden enb. jeg havde før, og at et 
af de — ; fom bandt mig til ben, ev ſon⸗ 


. bec under Solen, og elífebe mig indtil Svarmerie: 


*) Worms Forventninger ere gangne i Spfotbetfe. Denne 
hans el(teve, Diſcipel er nyværende Stiftsprovſt og 
Vicarius episcopi Stockholm i Aalborg. 


efter nogle Ugers Sygeleie; Hun var den kjerligſte Mos 


U 








1664 . 0 
berrevet. $2 gamle Morbroder ſtunber (log efter 


hende eg fans grade Saar længes efter Gravens Soiles 


jeg beføgte dem i forrige Uge. O! min Ven, bet et 
lærerigt og pomnigende fot Menneffet at være om døende 
Gamle, tree mig bet ec et alvorlige SÉride. Ariſtoteles 
. tg Kant ere wéle Troſtete, Jeſus af Nazareth bliver 
eee Manden .jeg har erfaret det, at al Philoſopheren 
om Sjel og Udødelighed er let (em Avner naat Oplos⸗ 
ningens tunge rædfelfulde Time nærmer fig fnarligen, 
og ypperlige ere Dine Ord: Hvo fom troer paa 


mig han ffal leve, alligevel at han deer. 


, Gub Djelpe o$ alle dette trange Liv igjennem, — — — 
No. 10. 
Horſens den 29be Novbr. 1790, 
^ Kjærefte Nyerup! 


De udſendte Deminttanere kom Betti i drea | 


^ Alle Proprietairer ere. utelige for denne: Underføgelfes 
"paa Tirsdag, figes der, ville de Degprtbe deres inquifo 
toriſte Operationer. Jeg approberer ei Din Betenkning 
over denne Gag, den er ife brav. Hverfor faabau 
Partiſthed? Da Alle upaaaufebe med 9tet og Uret have 
ſtjeldet Proprietairerne, og talt Bondens: Gag mob 
dem, Hvorfor maar de ba iffe flage over at der gjår. 
dem ondt? deres Pro Mem. er jo bog en underdanig. 
Supplique, et Tillid sſkrivt. Var det iffe nok 
ligefrem at fave fagt dem: Herved er intet at 
gjøre. Criminel var, beres Adfærd iffe, ben blev bet 





- ^ 


fun ve Colbjornſens Conſenventsmagerie. Denne feme 


gangsmaade kan fave Folger, ſom man iffe i Kjioben⸗ ha 


"havn forudfær, og font. iffe ete gode. Forreſten haaber 


jeg det ved Enden iffe gaaer fan ſtrengt til. Luͤrtichan 


undte jeg gjerne libt Ydmygeiſe, han fan taale det; en 
. Spengemukt (eec han fun af, thi han er foarlig iig. 


LI 





* 


No. 11. 

Horſens den 18be Febr. 1791. 

Elſkede Nyerup! . 

Saa misforngiet Du. end (smef at være med Sy. 
Hornſylds toeelogiffe Dogmatiſeren, faa (fulbe jeg dog 
rande Dig at holde ſtarkt Ved denne Stecmfmts en vigtig 
Sag er bet at han recenſerer con amore og erpectorerer 
"Mg vom Leber aus, og troe mig, faa (tio *) han end et, 
figer fan herlige Ting iblandtz og fot Bladets Credir 
kan Du være rolig. Neologien er dog endnu t Danmark 
en eniüguua sov Nov fot at bruge en greſt Borger, 
ba Du et fan lide be banffe; de gamle ellec fatte Videns 
ffafsmænd Holde dog endnu ved den gamle chriſtelige 
Troe og tette Got(tanb, og deres Bifald bør man og 
in statu quo meeſt regne pan; ſnakker han endog (tum 


. bem heel underligt, og vil hans Ideer end ikke lettelig 


forene (ig med de ſidſte Decenniers theoloatffe Ideers 
Chaos, faa vil bog enhver Upartiſk befinde, at Recen⸗ 


ſenten er en Perſon af Genie, Sunbffab og Hjertelig . 


Gudsfrygt. Hans Dekalogodicée hovede mig juſt itfe; 


imidlertid tog han Tingen fta en Oide, hvori fan vifte 


*) d. e. orthodor. 


156 


at det er. ganſte muligt at koge en: god Suppe pea. ex 
fuutb fiif Ée ^ naar man NB. binder et feedt Gotytfe jab 
ved den; og den toreſte Gormulat- kunde blive praktiſf 
og nyttig, naar enhver Praſt forftod faaledes at lægge 
EUM. ud. — — — 





N 


No. 12. 
vorſens den 2den — 1793. 


| $jecefte Ven! | : 

"Jeg, fulde (eate Dig, noget, paa Din AIndbydelſe b 
à at lægge mig ub med bet lærde Teutonien. Jeg fan 
Affe, min Broder! deri inblabe mig eller forbinde mig til 
neget. Efter mit. Helbreds og mit daglige til Tid og 
Time beſtemte Arbeids Beſlaffenhed fan jeg ikke. Ikke 
enhver Time jeg hertil kunde faae tilopers, er jeg oplagt 
til at tage critiſt Pen i Haand; jeg arbeiber ikke med 
hen, Cetfrb, fom Du og mange Andre. Gfter min net 
værende eleife ev Stecenfioné-s Arbeide et fjebfommieligt, 
tibé[pilbenbe og. takloſt SÉriverie, Medens jeg recen⸗ 
feret een Bog, fan jeg læfe to gode. Jeg har og ikke no⸗ 
get tydelige Begreb om ben Underretning om ubene 
lanoff Literatur. Hvortil ſaadan Journal i vore, 
Dage, ba alting vrimler af tydſte Journaler, fem ks 
fe$- i Klubber, paa Vertshuſe, i Læfefelffaber? Den. 
fom interesferer fig for ben tydſke Sitetatut , og fan (efe. 
tybffe Bøger, han fan jo og læfe tydffe Stecenfionet, 
Hrortil ba originale Necenfioner? Var det i£fe ligejaa 
almeennyttigt at udgive en Grtvact af de bedſte Recen⸗ 


157 


flonec i Deutſche Bibllothek, Ateratur Zhang 10. x. 
MDog, maar Du iffe fan. hjelpe, vit Du ventelig fioe, 
ſaa behold: Dine Bagſlag fot Dig fele. Jeg tvivler og 
- Wfe paa, at Din Plan eg Heuſigt brrmeb:jo et ged sg 
til Literaturens Tarv. S8i(t nok et Sandhed , (em Du 
fftiver , mig faare hellig og fjer, ja faa kjer, at jeg har 
gjøre Socrates" Ord til mit Symbotum: ”Serid for 
Sandhed indtil Døden, og Gud Herren ffal ſtride for 
fois." . Men bet ſynes fom: denne Gudinde f vote 
Dage, tilligemed: be andre hendes Ooſtre, hør forlade 
Jorden og ere opfarne til Olpmp. ^ Og 'Dilati Spørgs: 


maal høres allæegne uden at beſoares. Huo.fan i vere - 


Dage recenfere nogen philoſophiſt: Bog, uden Gan et 
Kantianer? Hvo noget ( Okslefaget uden han ev Cane 
planer - aner - aner ? Hoo noget i bet Poticiffe, - abe 

han et Payneaner? og intet af alt dette et jeg eller fan 
jeg være, "Nylig har jeg lef to fljenne Bøger: Wotſe 
Udgave af Demosthenes Orat. cont. Leptinem og 
Graͤffes catechet. Magasins ſaadanne Guds Orb fra 
Landet fem denne Graͤffe, ere Priis og re værd, 
De ete og efter Fortjeneſte recenferede (be tydſte Glade. 


! 





/ 5 8t. 13. 
Svdorfens ben 20de Juli 1795. 
. €i ehe Ven! 


Med megen Opmarkſomhed læfte jeg — — 
| nemans Recenſion over Boye. Jeg beundrer derhos bet 
… 8298 og Tydelighed hvormed han har fremfat de Santiffe - 


. 188 


Ideer, men feer ot fan Bac hem godt inde, og dertil 
hører overmaebe meget. Imidlertid fax jeg bog endnu 
iffe forlade. Lykſaligheds Syſtemet, og bet ec mig entis, 
ſtedſe (ow om em vid Ordſtrid eg iffe (aa ſaare betydelig 
Oubtilitet blander fig heri, En Ting onifebe jeg overs 
mande, at han engang vilde med fin ypperlige Tydelig⸗ 
hedsgave fotflate 06: hvorledes Fornuften fan være 
abfelut eg uafhængig ( et Menneſte, fom (offe. . 
Heuſeender, baade i fin Tilværelfe ag Tilværelfes 


Magde er. betinget eg afhængig; og fige o£ om 


den Kantiſte Lære om Menneſteta overfandfelige 
Exiſtence paa ingen Maade fan gjøvet forftanelig ; eller 
sm den, fem Trænighedé Myſteriet, (fel troes blot 


ma Autaritet. Jeg, verd «t Horneman er for god 


$i. et iet af min. Genfoldigheb. — Dernafſt snffede jeg, 


at han vifle os, haorledes man flulde bære fig ad, fot 


at. faac Menneſter, ſom ikke have Kants Cultur eller 
bet Paulinffe areuga, til at evfjenbeogtefpectete 
ben catagoriffe Imperatin; hvorpaa bet tog her ſaa meget 


(o. Fommer an; om bet ffulde væve wet, af provocere til og 


anpronuttere ethvert Menneffavæfens Goimuft. — Hvor⸗ 


"meget der ligger i dette Spørgsmaal, feer maaffee Hor⸗ 


neman bedre end jeg. Saameget fynes mig, at man 
fan forlange af en Sadellere for Menneſter, at (ee et 


alene faſtſatte Maximer og Girunbfetniriger, men tillige 


angivet Midler, NB. i Harmonie med disfe Marimer, 
ved hvilfe Menneſtet fan bringes til at følge bem. 


A- 0" 


168 


Ld 


Ro. 14. 
Gorſens ben 28be Febr, 1794, 


Eiftkede Nyerup! 

E" wet bet. Miners fan i Nabels Hender da 
Prem fan, — ot fon de aldrig: arbeide i Compagnie? 
Rhabek giae ellers fine Complimenter for Pram i 
womit fec fin palitiſſe Aumeldeiſe. Hvor feer det 
eyitligt ub. paa, Gude Jerd med. be sbeiyagepbe Kriges 
Sifferebel es ! heulket Mandfald foreſtaaer tib ovantet, 


Hyuad wil dog Enden blive paa alt bette?. Son Dau⸗ 


mark vere ffe ot det iffe inbrivel "n Krigens 
reino 7 ; 

Du ſpurgte om jeg haude laff. T Religion ber 
Volkomneren, jo vift har jeg. Markeligt Nyt han des 
intet; Alt vender fig om bet.bog uafgjørlige 
Spørgsmaal: Hvad er Lære og hvad er Læreart 
i bet N. Teſt. €t Spørsmaal fom Semler forſt bragte 
i Bevagelſe, og nu er vore Dages Kjepheſt; et Sporgs⸗ 


maal, fom har foraarfaget mig mange miéforneiebe 
Timer, og fom er af ben Art, at intet fan afgjøres, — 


intet bevi(es. Men alt hænger af enhver Læfæs ulige 
Foreſtillingsmaade, fonubfattebe Ideer, og Selden; Gib et 
eller andet phileſephiſk Syſtem. Kort: ſagt, af bend 


| . Smeg. Oaarxre mæekelig er i den Henſeende Henkes 


Lingamensa Theol. Christ, fom jeg med ſtorſte Op 
maœrtfamhed 2: Gangs:har leg, Den indeholder Qvime- 


"Esseniaen af hvad becon i be Ciber er (frevet, og han 


er den: forſte form: ligefrem. dogmatåge et thetion. fætter, 
hoad de andre fuu. have behantiet fom. proliematigl. 





160: 


Han har paa en weſterlig Maabe vidſt at reducere ben. 
chriſtelige Religion til purus, putns Naturalismus, 
under tilfyneladende Agtelſe for Bibelen. Af alt Overs 
"naturligt lader fan intet tilbage uden det ene Factum 


Chriſti Opftandelfe (om fan ſynes at antage, dog - . 


NB..uten at brviſe den med eet. Ord. Det varfte et 
at Manden overalt fun ponbrer og intet beviſer. Hvor 
unffede jeg' at høre: hans Forelæsninger over ben Dog, 
eller endnu ſnarere at tale med ham en Dags "Tid over 
cen og anden locus. For mig ec bet enbnu amtiteligt 
at. acqpieſcere i dette Dyſtem, hvormeget jeg end ens 
fede det. Læfer Du (fe hans Magasin får Religion, 
Philoſophie, Cregefe und Kirchengeſchichte? Det Otyffe 


pic Erxitik der blshjerigers DegmatlÉ, ne at.være of > | 


em file, — — — — 


gt. 15. 
Horſens ben 25be Maris 1794, 


- 


Sijerita Nyerup! XE 

. $m det Chriſtiansborg ſtulde jeg ſtrive noget. Du 
mener bet var en Lykke. Maaſkee fra en vis Side, og 
jeg troer 09. den gamle 2(mo$, naar han figer : “Skeer 
der en Utykke i en Stad, og Herren iffe gjorde ben 2” 
. Men faa phyfiocratiff maae Ingen. være, at han kunde 
ſee eller høre den (tolte(te Kongeborg at. ſegne € Gruſet, 
nden at ofre.bent Ruiner en. Taare. Sig vitbe: sujft 
^ ex jeg aldrig havde / ſeet den; Daunmark har da nu intet 
 SRemuntnt: af Kunſt og Dragt, fon Verdens Konget 


-— 


/ 


ffulde misunde bet, Imidlertid berfom Kongehuſet dere 


veb fif Øinene aabnede til at ecfjenbe Folkets Dannished 


og Troeſtab; derſom dette fif Leilighed paa ben ubedra⸗ 
geligſte Maade af vije, hvor hoit bet fortjener at agtes, 
at eiſtes, at behandles faderlige; derſom Baandet metierit 
Stenge og Nation derved er knyttet faftere, derſom en 
god Huusholdnings Nødvendighed: derved er lagt beu 
eſtertrykkelig paa. fette, — (oni. ſtalte med Statens 
Kasſe; derſom — prope est ut dicam tanti fuisse. 

Hovad Du (friver om Hoffnoge 2c. 26. er fulde af 


. Mitterhed og heftig Synbignation; til Forſvar for ſaa⸗ 


danne har jeg ingen Lyſt. Kun bette veed jeg, at en 
Bands Vrede iffe udretter bet fom Stet ev 
for Gud, (eur Syacob Apoſtel taler; og at man for at 
være billig mod disſe Menneſker, mane ganffe glemme 
fig felv og: fin egen borgerlige Cirkel, og fatte fig inb i 
deres -for at forſtaae hvilke Ideer de funbe have, hvilfe 
Synspunkter de nodes ved Opdragelfe, Omgangsmens — 
neffer, LaugésAand og Tone, privat Fordeel o. (- v. at 
have vm mange Ting, (om Kundffabsmanden i fin las 
vere Stilling feer langt anderledes og vigtigere ; jeg hels 
der faameget til det ſtoiſte —— ONE éxcoy MXOg. 


^ Sat Sapienti. 


Iylland bliver ikke den ſidſte i at ſammenſk yde til en 
nye Kongebolig. Vi Hotheroneſtaner give en 6000 RD, 
En 200 Rd., En 150 Rd., Mange 100 Rd. og Flere 
BORD. Guldberg heder det giver 3000 Rd., andre fige 
1000 Rd. Janſon 1500 Rd., andre fige 500 RD. 

Naar Alf kommer til Alt, vil det dog neppe over⸗ 
fije en Million. Gid faabanne Tilſtod ikke for * | 

Nyt fiet, Bibl, 19 Bd. — ^ Y i 





i | 162 
ffutbe beheves i farligere Tilfælde; en blodig Cioumer- 
foreſtaaer, Gub lad. os blive uden for Gegen 11! mE 

Paa Sendag (fulbe vi jer have. Taffigelfetfek. - 
Det er, fom mig ſynes, en ſynderlig Ting med bile 
. &affefeier. Naar en (tortiipfte (fer, taffec man Gud 
fordi der iffe fleede en ſtorre; mem det Aar ingen 
niykke ferc, takkee man hem flet ifte. 
Guldbergs Nye Teftament et ba udkommet, jeg 
. gat left det igjennem i Manuſcript, dog i£fe Anmærks 
ningerne; faner Du Stunder, ba læs. Johannes Xaben: 
baring; ſaadan Mands Tanfer og Averbeviisninger, ere 
dog altid mærkelige, jeg Dat correſponderet endeel med 
ham derom. Han bliver ſig altid lig, «bel, findig 
og kyndig. Visſelig en rara avis blandt Stiſtamt⸗ 
mændene. Sorg endelig for, at Bogen fommet à em 
kyndig eg findig Recenſents Hander. Lad mig faa og. 
vibe, hvad man bemuier om ben i Sjebeubava, 





9to. 16. 
Gorſens ben Gte Januar 1795. — 


" fjere(te Ven! 

. $t. Hoſt være nu human elec chuman, de gu- . 
ztibus non est disputamdgm. Men. om ben we 
Himmel og npe Jord, hvori Retfærdighed (fal boe, forf 
"3 ventes, naar ban faner Krudt nof at ſpilde paa alle 
.. Hoveder, og han faaet alle Capellaner , disſe 
Inſecter, nedtraadt, hvilket vel simpliciter et, 
sine allegoria vil fige, naar der itke ere Monarcher 








163 


mere til, og al offentlig Religion er afffaffet i Staterne, 
det maae fan og de andre vore Dages Statsphiloſopher 
bedre forſtaae end jeg, qui in umbra et pulvere scho- 
. Jastico quotidie tenor. Ja hvad er bog afit vore 
Skoleindretninger andet end fmaae Monarchier, hver 
Mector og Lærere ete ſmaae Dedpoter os Tyranner, eg 
Diſciplene Slaver; og f&abanne Karle ville tale med om 
Friehed, og bedomme de eflectiffe Philoſophers Ideer, 
qui in foro et luce reipublicze versantur. Ja min 
Ven! jeg dolger bet iffe, jeg ev faa Bigot, at jeg ved 
et læfe denne npe reformerede Biisdom, tænfer med Als 
vorlighed paa bet Epiphonem, hvormed den (friftlethe — 
Ove Guldberg fluttec fine Annæ tinget over Ichanne⸗ 
Aabenbaring. 
Som fact, Skolerne maae reformeres efter vore 
Dages høie Grad af Cultur; her hjelp iffe ar fliffe, — ' 
bort med bet (foloftiffe Ptunder! Til denne nye Ska⸗ 
belfe feer man nu og at Danmark iffe maugler cens, 
fon fsimne gane til Haande bande med Rand eg Dead. 
2». Mangor har je 4 Minerva lagt. den hele Plan, gib 
han nu og alene haode Magt til at bringe den til Vir⸗ 
kelighed med fit (fabenbe fiat! (aa var alting jo godt, 
Siden Du figer mig at hans Forføg haver Dit Sbifalb, 
finder jeg det ſtridende mod Humanitet, videre at fige 
. mine Tanter derom. Kun dette figer jeg; Gud naabe 
den Commisſion, (om ved at udkaſte en Skoleplan, (fal 
fade fig lede ef fandanné Raadgivere, og være forbunden 
dil at lytte eftec alle Stemmer, (om ffrige hverandre imod 
fre alle 4 Vinde. Og vee det Medlem af ſaadan Com⸗ 
mieſion, (om (hrbe behøve at lade fig belære af enhver 
. 22. 


164 
Smorer og Besſermacher, og iffe vidfte hvad grundig 
Kundſkab og dens Tarv var uden at labe fig det fortælle 
af Publicums tufinbtungebe Mund. Og atter Gub 
naabe os usle Skolefuxer, ſom maa taale at (abe oé 
. €alfatre og bedomme, vende sp og neb paa vor Dont 
og Kald, og tages i Skole fom raae Drenge, af em 
hver Juriſt, Medicus, Belletriſt — og — og — og — 
gader Horatz tenfte (om faa: quod medicorum est 
| promittunt medici — tractant fabrilia fabri — scri- 
* bimus indocti doctique (scholastica) passim. Min 
fen. Rahbek, fom jeg faa høit agter, jfulbe og endelig 
med paa denne Galei. Hans Ideer tør jeg iffe bes 
domme. Men hvorledes han kunde troe, at disſe Stroe⸗ 
tanker, faftebe paa Papirer i en orkeslss Stund, funbe 
vere inftructive for Commisſionen, derom gad jég fpurat 
ham. Han har opfordret mig til at indlade mig Berl 
paa Tryk, men dertil har jeg hverken Tid eller Lyſt; 
mine uforgribelige Tanker har jeg, opfordret, inbfenbt til 


. ^ GCemmisftonen, (om jeg troer var deres vette Verneting. 


Og jeg har ikke Lyſt til at indlade mig i Hanekamp med 
nogen til Moerſkab for Publicum, da jeg forudſeer at 
mine Begreber om denne Sag ere et Decennium (hvad 
fan iffe Viden forandre) fot gamle, og Spurven gjør 
fut en flet Figur i Tranedands. For mig gjøre man. 
nu ved. Sagen hvad man godt fone, quis bracliia 
dirigere contra torrentem potest? For Reſten hat 
Raͤhbek gjort mig for for 9 re ved; at nævne mig blandt 
Mænd, fom jeg flet i£fe forlanger at maate$ med, me- 
eum habito et meo me-metior modulo et pede. 

Syoorfor G5. Monrad (fai regnes blandt Skolepatriar⸗ 





165 


dene, og fættes i en anben og hoiere Clasfe end J. 
Boye, veed jeg ikke. Gr det fordi han blev Cfoleleret 
3 à 4 Aar førend Bone ?. et det for de Vers han ſtriver 


eller Hans lunefulbe intetfigenbe Programmata; jeg teni 
, Fer Boye figer: Hilf Gort in Gnaden, hier wird auch 
Seife geſaaden. 


Saa (fai da en Normalffole anlægges i Kjøbens — 


" havn! quod b.df. f. f. q. s.11! Du taler om Rectoren 


i Horſens ved denne Anledning, At Du virfelig hat 
bert tale om noget faabant, fom Du (friper, fan jeg 
iffe troe; men at Dit optigtige Venffab for mig lob Dig 
onſte ſaadant noget, det finder jeg ikke utroligt. Nei, 
min bedſte Ben! om ag (aa vat, ffal jeg ikke gaae nogen 


. Veien og borttage Pladſen for en Dueligere. Horſens 
"gt mu ved 7 Aars Vane blevet mig faa fjer, at jeg 
neppe, faalænge jeg ffal og fan blive €folelaver, bytter 


den bort for noget andet. Vel har jeg ingen Conrector, 


og jeg hav. undertiden troet, og foler endnu, at jeg op⸗ 


flibe$: men da Manden i Minerva har forklaret mig, 
at jeg har det: ganffe mageligt, ja faa mageligt, at jeg 
endog burde mifte be nu tilſtaaede Raftdage, faa mad 


Feilen ligge i min egen Kjelenffab og Skrobelighed, og 


fee! denne vilde jo følge mig hvorhen jeg fom. Min 
Oeconomie er nu og engang paa en Fod, fom jeg onſker, 
(om det har Éoftet mig Moie at faae den, og ſom ben iffe 
(aa lef tob fig fette igjen et andet Sted; og fandt at 


- fige, jeg veed det med mig felv, at jeg iÉfe er og iffe 


bliver noget oxervog exAsxvov i disſe nye Skolereforma⸗ 


torers Hander til at realiſere enhvers Ideer. Du veed 
det jo faa godt ſom jeg ſelv, alt bet jeg har lett, ec ett 


E Y " . Row 


o1 046 070. 
Smule datin og Greſk, fem nu ikke mere duer, og tibt 
gammeldags Philofophie til eget Huusbehov, og 
Dertil (RC af en Videnſtab, (ont nu sveralt udlees, fom 
man falder Theologie ,. og med bisfe (ortegte Care (fulbe 
jeg fonuwe til Marked ?. Mactheſis kjender jeg, intet til; 
Naturhiſtorie har jeg begyndt at fige i; Kants Philo⸗ 
ſophie forftaner jeg iffe; i de nyere levende. Sprog er jeg 
tildeels Fuffer, tildeels Ignorant; vibe, fægte, dandſe, 
tegne, muficere fan jeg ikke. Sort faot, naar jeg over: 
weier hvad jeg iffe fan, begriber jeg iffe hvortil man 
kunde bruge mig enten i den ene eller anden Ende af de 
nye Skoler; og feo hver Dag at lære hvad jeg tajen 
ffulbe lære andre, dertil er jeg nu for gammel, og me 
get var Der ſom jeg aldrig kunde eller gab leve... Set, 
lab mig fun fibbe & min Afkrog, jeg venter ; og iffe at 
blive blandt Makrobierne. Reducerer eller omſtober man 
forinden. min Skole; jeg (fal ingen. Difficulteter gjøre, 
giver gierne Plads for en anden; og  faabant Fald 
. Bnffer jeg mig et roligt Præftefald paa Landet, om man 
. eler$, naar den Tid fommer, ikke ogſaa —— finde 
disſe ſorte oit iio — — — — 





No. £7. 
Borſens ben 200€ Marts 1795. 
Bedfte Ven! eb 
— — Gee min eljfelige Nyerup! faa tenfet jeg om diefe 


Ting; at Du tanker anderledes veed jeg ſagtens. Men 
kunde jeg ved mine enfoldige, dog velweente Foreſtib 














i 167 
kinger, helbe Dig tilbage fra at løbe furer ved Puifiy 
feb, da vilde det glæde mig. Her er jo dog ingen vtt 
Sende Nodvendighed, at Du ffulde blande Dig med 
Skaren. Navnet paa vor Tids Frieheds og Ligheds 
Herolder er jo legio, faa at den gode Sag jo iffe 
forraades ved een Mands Taushed. Du har jo nof 
desuden at beſtille; bliv ved af randſage i Literairhiſto⸗ 
tien, i Fadrenelandets Oldſager, at beffjæftige Dig 
med videnffabelige Emner; derved har Du alt vundet 
et hæderligt Navn, derved gavner Du og ſornsier, uden 
at forſtyrre Din egen eller andres Roe. Lab bem refor⸗ 
mere i Stat og Kirke, fom iffe have andet at beſtille, 


(em iffe fot(taae andet; thi ſandelig, bettil behøves 


feate liden Lærdom, Paa min re, feg holder Dig 
meget for god til at være Laugsbroder til den nye Dlægt 
af unge Geniemend, [om nu have bemagtiget fig alle kite⸗ 
tatutené Domſtole, og overalt angive Tonen. — dro 
&, Avdoicel — — — — 

Serenisſimi Ideer om Stolene har jeg iffe inte 
left, men været nødt tif at læfe. Han fendte mig 
feo et Cremplar med et Brev og forlangte at jeg ftræns 


gtlig neiagtig vilde giennemgaae dem, og fiae bam. 


, wine Tanfer, - J Begyndelfen blev jeg deraf lide Rotag; 
tig, men fiben horte jeg, at flere Rectorer havde faaet 
bet ſamme, og at bet nof maatte være ét Circulaire, 
boit Henſigt man vel. fan ajette.— Imidlertid var jeg i 
nogen Forlegenhed med mit Svar; efter min Overbe⸗ 
viisning er Planen en umuelig Ting at realiſere i denne 
Verden. Hykler vilde jeg ikke vett, ubeflig iffe heller ; 
jeg ſtrev da hvad jeg meente, faa høfligt fom jeg kunde. 


U 


"768 


Mvotledes bet vi behage, veed jig ide ;- at. det bliver 
uden Følger," det troer jeg. - Ideerne ere jo alt lagte kil 
Grund fot Commisſionens Overveielſe. Kommer Du 
engang til mig, (fal Du fane dette og mere at. fee. 


No. 18. Ys 
Qorfenà ben 28de Decbr. 1795. 


P. M.! 

Det laffet nu ab Aarets: Ende, og naar Enden er 
god et jo alting godt, jeg vil derfor ikke drage min Brev⸗ 
gield over i bet npe Aar. De Ord i Dit ſidſte Brev: — 
at Du er tabt for mig, (tobe vel i ſaadan Contert, 
at de lod fig forftaae uden. nogen Fare for vort Benffab; 
imidlertid vare de mig dog. ubehagelige at eje. Vel er 
det faa, at vi funne, ja Ber og ville blive lige oprigtige — 
Venner, om end vore Ideer i mange Ting meget divers E 
gere; men ligefaavift er bet, at ba jeg henfører adſtil⸗ 
. dige af be Theorier og Grundſatninger, (om nu forage 
te$, haanes og calfatres , til Stenneffeviisbem , Mens 
neffeværd og Menneſkelykſalighed, faa fan jeg iffe andet 
end onſke, at den, (om er min Ven, maatte deeltage 
i. disſe præsidia humanitatis, fom jeg ſelv. — Cicero 
meente at consensus animorum vat Øjelen i Venſkab. 
Men Terents bemarker og, at amantium irre (dis- 
sensiones) ere amoris redintegratio; jeg troet at 

vort Venffab bevifer, at de have begge Ret. 
.… Men paa vor Brevvexling frygter jeg denne Uenig— 
hed vil bape en ufordelagtig Indflydelſe, og i bet 


AJ 





169 


mindfle gjøre mig sfte paa. Materien læns Su vit 
fjelden blive forlegen, tfi fra. Hovredſtaden vil der attib 
Blive mof fot Dig at (frive om, endog naar Du alene 
hiſtoriſk refererer. mig: lidt af det meget der tenfe£, 
tales, handles, feer og tildrager fig; Wen jeg, fuis. 
Breye hidtil fun beftod i mine eenfelbige og fortroelige 
Betankninger over hvad Du fendte mig, eller lob mig 
vide, jeg mane nødvendig komme til fort. « Thi.at døve 
og fjæde Dig med mic orthodoxe Prak, med mine affe 
tiffe Refterioner og ſein follende Perſiflage, det vilde 
være indiscret, efter Din ſidſte Erklæring. Jeg faner 
nu fee, hvorledes jeg bærer mig ad for at betale. Dine 
Breve, (om jeg venter og vil udbede mig, fom hidtil. 


No. 19. 
vorſens den Marts 1796. 


E Giffebe. Ven! 

Balles Pligtanker har mit Bifald, han acquitterer 
fig fom en brav .og. værdig. Mand; faa moderat fem 
. &enen ellers overalt er, ſynes den mig dag Di(t og her 
at være lide affecteret , mere efter Tidernes Leilighed end 
Hiertets Sprog. — — - 

Hidtil har mit Brey fun liden Interesſe, men Du 
viſte mig i Dit ſidſte Brev et Middel tl at give bet, ſem 
Papiret endnu fan rumme, én Slags Interesſe for 
Dig. Jeg ſtulde nemlig beſpare den Balduinſte Casus 
Conascientiæ, (om Du opgiver mig? Hvorfor ſtulle 
to, wi to gode Venner være faa divergerende ivor Zu 


N 


170 


kemaade, Baade t Dogmatik og Moral? eet of de fjer 
tefte Prabikater, hvormed jeg altid har tenft og efte; 
nævnet Dig, et den ærlige Nyerup, og dette Pradikat 
ſtal og mane Du fremdeles beholde. Din Theorie være 
effers (om ben vil, ea nempe nature tuæ bonitae, 
wt vel pravissima principia vincat. Af Nyeruper 
havde derfor Moralitet og Statens Sikkerhed intet at 
befrygte. Men at Dit Begreb om Geb vilde blive. og 
maatte blive faare farligt for Gamfantet, ſaalebes ſom 
Mengden er; fan jeg iffe tvivle paa, og maae deri 
give Horrebow Ret. At Eedens Hellighed og Reſpect 
blandt Mængden grunder fig paa en Overtroe, denne: 
at Providentſen vil garantere det ebelige Løfte mere, 
end ethvert andet, og eclatant hævne dets Brud; 
. Deilfet Gud beg intet(tebé har lovet; indſeer jeg meget 
vel. Men man tage imidlertid denne Overtroe bort, 
og da er Geb. iffe mere Baand paa ben taae Almue, i 
det mindſte i£fe førend den. faner gjennemgaaet den Set; 
gerffe, si dis placet nær foreſtaaende Gjenfodelſe. Men 
at denne Nimbus, fom ſvaver om Ordet Geb, iffe (fal 
Stinde o$, da lad o6 i dets Sted, fette ærligt Mens 
neſtes Lovte; havde jeg fulgt min egen Overbeviisning, 


habrdve jeg fat chriſteligt, tol. Chriftus var ingen Ven - 


af Geben, Sværger aldeles iffe, fagde han, hvad der ge — 
over Ja og Nei et Ondt, bet bevifer at vi endnu ere 
fangt borte fra ræn Moralitet. For den ærlige ellet 
^ Griftelige Mand (xaAoe xayaDeog avne) et ba £sftet 
Eed; quia, fem Cicero (get, jam promissum nom | 

. pertinet ad iram deorum, que nulla est, sed ad 

justitiam et fidem; og nu bliver Sporgtmaalet: ter 


Br 


den ærlige Mand tillade fig nogen reservatio mentalis 
ved fit 9sfte? eller, fom Du udtryfter Dig, tmc fan 
aflægge en Geb (et Løfte) imod fin Overbeviisning? sg 


i den beſtemte Henſigt at bryde bet ? Min Moral. ſvarer 


hertil et beftemt Nei. Vel fan ingen Geb. (Lofte) fot; 
pligte mig til Umueltigheder, til Uſadeligheder, og faa: 
baut Løfte var vel i fig felv en Nullitet; men denne 


. Bullitet ingenlunde uden fubjectiv Moralitet. Den, 


fom ved Lofte forpligter fig til en Umuelighed, e 
en Daare; den, fom ved Løfte forpligter fig til en 
Ufædelighed, er en Skurk. Svad var bet, om nogen 
foer eller lovede af myrde et Menneffe, at forføre en — 
uffyldig Pige, eller fom Fader Jephta og Agamemnon, 
at ofre fin egen Datter? Kan den Levende friefindes 
for enten Afſindighed eller Ryggesloshed?  Saadant 
Løfte (thi om dets Opfyldelfe tales her inter) kunde 
alene undffyldes med den pbetfte Nodvarge, inculpata 
tutela e. gr. om Roveren aftvinger mig et Løfte med 
Piſtolen for Bryſtet, ſtjondt der endog funde meget . 
indvendes mod, Mulliteten af felve faabant Løfte, Men 
jeg vil na iffe være faa. ſtreng, det behøves og iffe til 
min Henſigt; thi at Candidaten, fotu gjør Ced paa de 
fombol(fe Boger, iffe befinder fig i denne Madvendig⸗ 
hed, eller fan hjelpe fig med denne Undſtyldning, vil 
Du deg ventetig tiltane mig. Overalt er der mof ingen - 
Tvivl, at det, ved alle Løfter, iffe kommer (aa meget 
an paa Hvad den Lovende tenfet, troer, æ 
ewetbevii(t om, fom Jab den der tager og 
faner Løftet, venter og haaber og gjør Sieg: 
ning paa efter. Loftets naturlige og uchicansſe 2006 








BON. 172 
i 

ning. Det er en. tofibig Contract, og ffutbe dets Ops 
fyldelſe hænge af den Lovendes individuelle Mening — 
om deté Betydning, Tilladelighed, Gavnlighed, Ska⸗ 
delighed, da blev efte ikke Lofte; det vilde ophæve fig 
ſelv, bringe 1000 Forvirringer i det. borgerlige Samfund. 
Du veed Sonté Regel, hvorefter man bør prøve Maré 
mens Gyldighed. Kort fagt, jeg gjør Ciceros, Regel 
for Ceden til min: quod ita juratum est, ut mens 
gonciperet fieri oportere,.id servandum est; og 
jeg afſtyer Euripibess — lingua 5 mentem me 
ratam gero. 

Er bet end platterbings — at tenfe eens meb 
Fabricanterne om Religions⸗Myſterierne, ſaa er det dog 
ikke platterdings umueligt at labe være at gjøre bem til 
Thema for fine offentlige Taler, eg jeg veed ikke at Res 
formatorerne eller de Symbolſte Bøger indlade (ig i ro: 
gen beſtemt Forklaring over Hemmelighederne. Des⸗ 

uden fan der blandt grundige Cregeter, og bet burde 
alle Praſter vere, og ikke Philoſophaſter, iffe være faa 
ftot Uenighed om Tingene. Wielands Deraifonnement 
herem, (om Du vel erindrer, beviſer kun, at — er 
en flet Bibelfortolker. — — — 

Exewplet af Dommeren angaaende, ba ſynes bet 
mig. fotmeget-at halte; berfom Dommeren. ved fig felu 
et overbeviiſt, at det forehavende Factum virfelig bør 
ſubſumeres under en beftemt og tydelig $. i Loven, og 
Ban iffe demmer efter denne, ba gjør han Uret og bry⸗ 
der fin Eed. Er Straffen for. ſtreng, bliver Anſvaret 
iffe hang, men Statens, Loogiverens. Men Dommeren 
ec (ffe Lovgiver; han bør hverken . fljærpe eller, formilde 


i 


173 LEE 


Loven, og det gaaer galt med Rettens Pleie, hvis: 
denne Lieents indrommes ham, En anden Gag er det, 
hvor Dommeren vafler og et. uvis under hvilken Kate⸗ 
gorie han (fal. henføre fit Factum, eller Door Meningen: 
af Lovené Ord og deres Anvendelfe er ham tvetydig; i 
disſe Tilfælde bryder fan jo (ffe fin Eed, thi han deme 
met iffe imod Loven, imod fin Overbeolióning. Ham 
veed enten iffe hvad Loven, dette døde Orakel, vil; 
eller han fjender ikke det enfelte Factum nof, for at Bene 
fore det under en.beftemt Artikel ( Loven. — Hvor Staten 
"tager tmod Løfte, og forlanger det i faa ubeſtemte, 
tvetydige Udtryk, at jeg ofte iffe fan vide, hvad 
jeg har lovet, og Staten ligeſaa libet Hvad ben har 
forlangt, ba fættes ben Lovende ( den Nodvendighed, 
. «wt mere følge Loftets Aand end Bogſtav. — — — 





No. 20. i 
$orfené den 29be Auguſt 1796, 


i Kjereſte Nyerup! | 

€ aa ſtulde virkelig Almuens Dumhed og deres 
fomme af deres Bibellasning! Lidt Damologie maaffte, 
eg Hyperphyſik. Det er ilde at Menneſkets Hoved er 
Himlen. nætmere end hans Fødder; tfi deraf maae nof 
den ſacramentſke Uſtik fomme, at han altid vit og altid har 
villet ub over fig. (telo, og havde Ban alene faner Mule 
ſom Oren,. han havde. nof ſmukt blevet ved den gode, 
fodfaſte, haandgribelige Jord. Men fiden han nu, Deor: 
., Dan bet elieré er gaaet til, har faaet bitfe erecti ad 


17249. . ' 


Ld 


sidera vultus, fra gaber og gaber han altid bet oppe. 


og drommer om Stjerner og Sole og Planeter og Engle 
e$ Syjevle eq Guder, og andet ſaadant mere, fom man 
je: dog hverken fan lugte, fee eller (mage, ^ Hvorledes 
man flal helbrede dette animal implume bipes for 
denne Uvane, er en vanſkelig Opgave. Symiblertib vil 


vere Dages Kriticusſer iffe mangle Rand. To Ting 


ſynes mig fer at mane (fec, om bet (fal lykkes: Bibelen 
al Hyperphyſiks Magasin maat reent udryddes af Jorden, 


. meb Finkeridderen og Mareolfus hafter bet iffe faa ſterk. 


Manden fra, Magareth maae evig ſorglemmes, thi Ban 
er bt, ſom har jnbbibt Jorden fea meget, om em 
ufynlig Gub, om hang Henſigter og Billie med Mens 
neffet; em en Tilſtand efter Dette; om hoiere Skabn ings 


Ordener og Clasſer, fom aldrig. vore Die har feet; ſom 


Dar talt (aa ufefligt om vor menneffelige Natur, fom 
om vor Fornuft ffuíbe (aae under Guds Formynderſkab, 


og fom om vor Billie iffe funde ville alt bet Gode 


(om ben vil, Han er bet (om har fordærvet Dele vot 


Sadelighed ved ben ucvitiffe Lære, at vor Helliggiorelſe 


et Guds Villie, og det egennyttige Gud: elſk din 
Naſte (om big felo; «t hjelpe paa hans. uphiloſo⸗ 
phiffe Lære ved den hoiere Critik ec fun Slitfen, tun 
Palliativ. Nei, bert med ham og hans Hyperphyſik! 
Sir ober Nix. Naar .bette da er færdigt, behoves der 
endnu een Operation, fom, efter mine Tanker, itfe 


vil have mindre SDanffeliabeb. Denne er: ſaaledes at 
iſolere Menneffet hev til Jorden, at al Communication — 


imellem hans Tanke, Indbildning, Snffev, Attraaer, 
Ahnelſer og: fele Vafen, med den overſandſelige Natur 


1 


i» 


K 178 i 
reent afffjetes; tål fan man iffe dette, frygter jeg, at 
bet iffe vil hjelpe, at man brænder Bibelen, Men hvor 
vil. jeg hen? Du vil vel fige 1: det er Perſiſlage; men jeg 
fen forſikkre Dig, at bet er det iffe for mig; men Gy 
pectorationer, fem Tidernes Tegn frifte mig til at ude 
tømme i eu Bens Barm. 

- $t. Profesſor Schlegel beſegte mig lorleden, bet 


— fornøier mig meget at fee ham fund, glad og fem lyfs 


felig Embedsmand; jeg eet et Gudenrath wil. bam 
tü Qi. — 

Til Din ye eg længe fortjente resti) mile 
jeg Dig hjertelig til Lykte. Om jeg, ifald jeg havde 
blevet ved Xcabemiet, ogíaa kunde obtineret denne viſtnok 
hæderlige Titel for en :Dibengabémanb, veed jeg ikke; 
men det ved jeg, at til academiſt Profesfor nu om 
Dage buer jeg ikke. Som Gfolsfug hjelper jeg. mig ” 
igjennem ſom jeg fan, eg der behover jeg ingen Titel 
og ingen Reng, tbi jeg gior ingen Pratenſioner, og 
lader gjerne vor Meſter Bag gaat paa min beite 
Haand, naar han fun iffe vil gane paa mit Hoved. 


No. 21. 
Horſens den 24be Junt 1797, 
Elſkede Ven! 
Med flørfte Forneielfe har jeg feft Profesor 
Schlegels Aftræa imob Sbifner; den gjer ham, - 


*) ef Profetſor. 


Y? 


mine Tanker, megen res faa. funót og ſindigt har 
Han philoſopheret i denne Sværmeriets Tid. Sandelig, 


denne unge Mand, er et mageloſt Crempel paa, hoad 


€— Flid, forenet med gode Naturgaver, fan uds 
Jeg. bilder mig altid ind, at have en lille Part 
i — og derfor glæder jeg mig deſto hjerteligere over 
ham. ; Paa den Vei han gaaer frem, fan han lee af 
alle fine Misundere og Dadlere, af alle Gudenrather 
og Conjsrtet, Hils Dam endelig fra mig og taf ham for. 
tilfenbte Difputats om Morgengave, den vat et Beviis 
paa. megen Læsning og Zærdom; jeg lover for håm, han 
flat nof forfvare ſin Poſt. —.— — - 
. égottebotoé Eſaias Dar jeg left. Sta mage tiſtaae, 
at fan gjør fig "det hjertelig let at beviſe (ine Satſer; 
iffe eet Ord af Büjtoriff. ellet' critif Underføgelfe om For⸗ 
fatteren og hans Tids: Alder. Men det ev nu Moden, 
fun friſt vef at poftulere, at declamere, at ſtatuere. 
Visſelig, fot at blive vantroe, maae man vete meget. 
fettvoende, — — — — 





No. 29. 
GBorſens den 12te Juli 1797. 
Bedfte Ven! ; i 

Din Suhmſte Biographie læfte jeg med inderligfte 
Fornøielfe, baade fordi jeg fan iffe enten høre eller læfe 
for meget Godt om denne fjeldne Mand, dg forbi jeg: 
altid faa gjerne læfer hvad Du ffriver; Din Stiil er faa 
let og naturlig, (aa reen og kraftig. 


"- 





177 . 


€ ibtn vi tale om Suhm, faa vil jeg tilftaae Dig 
"eget, fom Du maaffee vil finde underligt. " Jeg Bar 
aldrig kunnet overbevife mig om, at denne Mand af 
Naturen har været udruſtet med noget udmarket fore 
Talent, allermindſt af bet Slags fom hører til at være 
Syiftorieffriver, sg det er mig ubegribelige, hvorledes 
man fan fette ham ved Siden af eller over en Grant; 
Schonning og Guldberg. Saar jeg lefer en af Grams 
Afhandlinger. i Vid, Selſt. Skrifter, faa forſtaaer jeg 
hvad det er at være hiſtoriſt Critiker, og ſaadan en Afs 
handling (om ben om Krudtet, fom ben om Wals 
bemat Cbriftepferfen, fom Guldbergs Sibéreo; 
ning af bet Nye Teft., har Suhm aldrig ffrevet. eller | 
, været ( Stand til at ſtrive; jeg maae tage, hvilket jeg 
vil af hans Difteriffe Skrifter, (aa finder jeg intet andet 
end Confasum Chaos et — — *) data facta, i ben 
kjedſommeligſte Stiil mængede blandt hverandre; bliver 
jeg ved at læfe, fortner bet for mine Sine, og jeg veed 
ved Enden flet intet. Sy hvor meget Latin han har 
left, har han endnu aldrig ffrevet cen ægte latinft 
Indſtkrift. Det hat ofte fommet mig for, naar jeg 
. le(te i hans Hiftorie, (om om han havde ladet be islandſke 
Studenteres Excerpter og Compilationer af €; 
gaerne eftertrykke ligefom han havde, faaet dem. ort 
ſagt, Badens Dom om hans Odin fynes mig 'at være 
en evig Sandhed om alle hans Diftoriffe Værfer… Xd)! 
"havde benne ædle Mand, med fin (tote Læsning, utvet: 
telige Arbeidſomhed, lykkelige Otium. havt en Grams, 
en Guldbergs critiſſe Dommekraft og Sprogſtyrke, Dans 
) Gt ulæfeligt Ord, maaſtee: lutter. 
Vyt theol, Bibl. 19 Bd. o ., 


20M 


, 


178 


matf havde da havt eu Hiſtorie, trods Livius, Humes, 


Robertſons, Gibbons, og hvad be alle hedde; dog, «it 
bette blier imellem os. Det være langt. fra mig, at 
jeg vilde detrahere hærentem Capiti multa eum 
laude Coronam ; ingen. fan: ære og elite ham. oprigti: 
gere end jeg; fun hører bet ſaaledes til min ente 
maade”, at jeg iffe fan. lide noget Svarmerie og Ovet: 
fpændelfe enten i Dadel eller Roes, ifær da bet fjelden 


fler uden pan andres Sbefofning. Din Biographie 


er et vakkert 9 teninbe over en hoiſt fortjene Mand, 
hvor der er Materie nef til ſand Roes, uden at ovetr 


brive eller ftifle paa andre. Det fibfte vil og denne: eie⸗ 


gøde Mand viſt iffe heller Dave af fin Panegyriſt. Jeg 
et vis poa, om Du vifte ham bit Manuſcript, han 
vilde bede Dig udſlette, hvad der ér ſagt til ben afbobe 


ullianes *) Forkleinelfe; parce; vilde han fige, pios 


lacerare manes. — — — — 


f 





| No. 23. J ! 
— Borſens den 266c Marts 4798. 
€iffebe Sen! " 


Horrebows Forſvar for Homers Apol paa den Bor 


faiffe Jehovas Bekoſtning morede mig virkelig. — Gab tm 
nogen herefter fige at denne Apollo er en feed Gud. 
Den fralfets Liremand var ni og næften gaaet af Moden 3 
men jeg haaber han igjen fnart ſtal vinde Dyrkere. Han 
pvæfiderer (ffe ilde ved em Bolle Punſch. Denne, Jes 


: *4 


hova er og altid faa ſtolt og tpranniff, (aa majeſtætiſf 


4 


*) Enkedronningens. 


* 


179 


Kongelig. Net, de maa man lide Homers Ovgnsuoseg. 
"Apollo var faaban Ven af Frihed og Lighed, at han i 
egen guddommelig Perſon vogtede Zaar, ba hans Papa 
for hans Zriffhjed havde flængt ham paa Doren. Jupiter - 
ev ftrar god igjen, naar Juno gir ham et Kys. Mexcur 
befaler Ingen at ftjele, han beholder Kunſtens Hemme⸗ 
ligheder for fig felv, og er fely Meſtertyv. Schilſer har 
jo ynkelig doleret over, at vi havde tabt det Homerſke 
Religionsſyſtem; og naar nu vore Philoſopher forene 
bete$ grundige Devifer med Digternes Klager, faa 
tec man vel haabe engang. at fee vore Jodiſkochriſte⸗ 
Aige ombyttet med hünt Græff »comerffsbebenffe; ifald 
ellers Doget er bedre end Intet; thi dette ev endnu 
itte afgjort, (om man feer af em Bog, hvis Recen⸗ 
fion jeg læfte i fibfte Sæfte af Seit. Forfatteren, hvis 
Beffedenhed har forbudet ham at nævne fig, beviſer 
fev at Kant er en sot og at hans hele €ritif er Vav. 
Det er ellers ilde for os Uoplyſte, at disſe Lygtemænd 
faaledes løbe hverandre i Stefen med deres Praaſer; vi 
forvildes fun derved, og vibe itte, hvem vi (futle følge. 

Dernæft demonſtrerer Dan: arrige aures! at det 
ikke bliver godt med Menneffet, førend han teent glenv 
mer bande Himmel og Helvede, baade Gud og 
— Djævel, og faner bet tnabelige Udodelighedshaab 
af Hovedet. 

Dette recenſeres eller anmeldes med ſtorſte Ligeghl⸗ 
dighed, med taus Bifaldsmine. Gud hvor ere vi ? 
Dette flod endnu tilbage, at man "f£ Menneſſet ned⸗ 
verdiget til et Zæe. O! servum pegus, sepe mihi 
bilem, uu jocum vestri movent tumultus; dog 


da 


- 


180 
nu er det fnart fan afſindigt og barnagtigt, at 
det mere fortjener Democrits Latter end Heraclits Taa⸗ 
rer. Det fan dog iffe vare længe, inden ben funde 
Menneffeforftand og mandige Sindighed reifer fig til 
Kamp mob dette abberitiffe Galffab og Drengegøglen ; > 
dog, jeg bliver alvorlig, og det vilde jeg itte, — — — 





No. 24. 
vorſens den 21be Novbr. 1798, 
Eiſtede Ven! 

Endelig fif jeg ba Pakken, men ligeſaa kjar ben 
var mig, ligeſaa fuld var den af Gaader. Vosses 
Ovids Verwandl. var mig en kjer Forering. Schon⸗ 
heiders Religionsbog fif jeg og gjerne fot at (ee hvor faft 
denne (tive October holder ved ben norffe Troe. Dt 
ſteds Prüsſtrift ) var en nydelig Ting; jeg har meeft 
left den, og beundrer denne unge Forfatters Lærdom og 
Fortrolighed med den Kantiffe Philoſophie. Men ben 
har ligefaa lidet overbeviiſt mig fom alle de andre. Jeg 
finder beri de famme for mig uforftaaelige Ting, de 
famme Poftulater uden Beviis, blot (tettebe paa Kants 
Autoritet. Hans Dyſt med Boye funbe jeg godt lide, 
tbi denne Karl Holder alt for (tetft paa Parodoxen. 
Sart er det, at den gamle Riisbrigh paa fine gamle — 
Dage er blevet (aa fantian(f ; ellers markeligt nof hvor 
ſnart og almindeligt philoſophiſte Syſtemer kunne blive 
Mode; men Erfaring har og lært alle Moders Skjabne. 
— Jeg er faa lidet Patriot, at jeg inderlig glædede 
**) Om Dydés og Netslærens Princip. 


- I8I 


mig over den Tidende, at Danmark fulde (aae beu 
greffe Wolf til Beſtyrer af der tilkommende Skoleſemi⸗ 
norum, Hvilken Acquifition! denne mageloſe Philolog! 
Hvor er der Nogen i Danmark ſom funbe fette ved 
Siden af ham; i bet mindfte er det hverken Ole Worm 
eller Torkild Baden ). Men faameget jeg refpecterer 
hans Lærdom, (aa fan jeg iffe elffe ham fot hans Op⸗ 
ſorſel mob Philologernes Neſtor — Heyne. 





9) — Mo. 25. | 
t Horfens ben 11te Marts 1799, 
Eiſtebe Nyerup! 

Ved min troe Lunds Hjelp fif jeg ba min Nysgjer⸗ 
righed ſtillet, bet ev, jeg fik Tidsſtriftet for Sandhed 
at læfe; - Synes Dig bet var ſmukt of Heiberg i fin 
Dispache, at lade (om han iffe vidfte andet end at Hre⸗ 
ſunds Told gif i Kongens particulaire Kasſe, og derved 
faae 9 Tønder Guld ud; eller burde fan ifft nøle have 
erfyndiget fig om det, han vilde ffrive om; er det at 
ffrive for Sandhed? Nei, det er at ffrive af Avind, 
af Hevngjerrighed og frenfet Egenkjerlighed. Nu bli: 
ver der da nye Loier med Fiſcalen og ham; den arme 
Muſekat, jan far Ondt ved at holde Muſerne of 
Barnken. Her i Provindſen troe vi iffe, at bet fan 
komme andet deraf end Loier; thi vi vide ikke, at Nogen 
ec misfornoiet med, eller har Aarſag til at være misfor⸗ 


*) Boilke tvende Lærde Nyerup formodentlig havde 
nævnet ba han meldte Worm Hertugen af Auguſten⸗ 
borge. Plan: at faac Wolf heri. 


- 


182 
noiet mød Regjeringen, uden en Halvfnees Geniemend ob. 
MalContentere, fom (elo ete Skyld t de Ubehageligheder 
fom møde bem; og o£ ſynes, at disſe gode Gol iſteden⸗ 
fot at ffrige og ſtraale til ingen Nytte, ſtulde reiſe fta 
bet undertrykte og flavi(fe Dannemark, ben til hint Fris 
' hedens og Fornuftens ant, Der ſtulde fan blevet min 
Faér! var fal, Søren Latiners Ord til. hiin Tydſter. 
Der ffulde Sy reiſt hen! er mine Ord til biéft vere - 
udanffe Cntagés. — — — — 

$. €. Her er. fagt, at Exam. Artium iffe l 
begynde førend Mat Maaned; det er mig vigtigt; 
vide dette med Vished; gjør mig ben Tjenefte, derom” 
at erfyndige Dig, og lab mig bet vide med Allerforſte. 
Har Du iffe felv Tid at ffrive faa ftrar, behøver Du 
alene at berette det til Lund og bede — uden PORT 
derom at avertere mig. — 


No. 26. 
Vorſens den 23de Juli 1799. . 
Kjærefte Sen! 

Saa er da wn Heterodoxiens Rige blevet neens med 
fig felv; faa har da den dlærve Kantianer og Doctor 
irrefragabilis A. S. Orsted, ad eculum bemonftreret. 

et O. Horrebow er en usſel bitte Mide i Philoſo⸗ 
phie, og bet var denne Horrebow, fom med Philo⸗ 
fophie vilde rive Bibelen og Biſpen af Pinden!!! 
Du er nær ved at omvendes til Kantianismen af Drfteds 
Afhandling; bet er st Devils for, at Du iffe er af de 


183 
fedeseb; Men ſug mig, sob der (jet fog Dig, 


Sporg deg Din gode funbe fpenffe Fornuft, om den - 


' Steligioné Troe, mat wn vil paangbe o$, ikke et pure bare 
Svermerie? Vi ffalle troe noget (em. vi iffe engang 
behøve for vor Moralitet; thi vor Billie har jo i og ved 
fig fi» Kraft nef til at følge Meralloven. Vi flulle 
troe noget, (om vi (elo erkjende iffe at have nogen ob; 
jectiv Gyldighed; noget fom vi aldeles intet reelt Begreb 
funne giore o$ om; woget (om vort nærværende Livs 
Erfaring daglig mobfiger; thi alt dette paafiaatt eg tik 
ſtager jo Kantianerne (clo, . Credat Judæus Apella 
non ego]  .: | ' 
Spørg videre Din Fornuft, em bet er ben muto 
ligt, om Du fas (tob paa Dit Heved, at foreftille Dig 
en moralff Tingenes Orden, nben at forudfætte og tente 
. Dig en hypoſtatiſt Ordner; om bes ev ſaadan en eller 
ife, ſporger jeg her iffe om; fun om Du fan undgans 


€t tenfe Dig bam (om værende, Siig fremdeles, hvor⸗ 


fet dog vor theoretiſte Fornuft i£fe maae have famme 
Aet til at poſtulere, fot den nys opdagede prattiffe, og 
bei Bins Poſtulater ere mindre gehaltige end dennes ? 


Dog, jeg giber iffe (purgt mere, jeg onſfede fum Dine 


Svar herpaa, for at vibe om jeg et organiſeret fom 
andre Menneffers Børn; thi derom begynder jeg at 
fatte nogen Mistanke; . da jeg mærker, at det, (om 
kaldes Fornuft i mig, — iffe teer fig paa famme Maade, 
foni hos Kantianerne. Jeg fan iffe fee, at bet fan 
hjelpe Sidte meget, om en Duns, en Aquinas eller 
anden fd)olaftiff Hjerne, i hin SDatbatiet$ Vat, havde 
udklæekket noget lignende Non sens; bog vare de, i aa; 


184 


bant Fald, mindre ſtraſverdige, end han, ba be feeuy 
fatte deres Cruditeter i et Sprog, (om Ingen fotebes 
ved at læfe, og fom iffe forargede menige Mand. 
| Jeg fan ved alle biéfe metapbfiffe Ophavelſer ikke 
bate mig at anvende hint Epigram: 


Wie mag der Schoͤpfer nicht in ſeiner Almacht lachen; | 
Wenn fid) bas Nichts gu was; unb Ihn zu Nichts 


will maden. 
Intet et. mig ærgerligere , b at fee ſaadanne Kiks in 
bie, Welt, at affærdige en Garve, at quantum virum! 


med et meblibenbe Cfulbettvaf og et Par Penneſtrsg. 


Ja, vore Dage fortjene fiin Petronii Sarcasmus, 
eloquentiam (philosophiam) induimus pueris adhuc 
. nascentibus! Ilde et det, at. faabanne ypperlige BOR 
bet faa ilde fulde fpilde deres Tid. 


Du feer, at jeg, ihvor længe det er fiden vi taltes - 


ved, endnu holder faft ved min gamle Troe. At Kron⸗ 


prindfen med Følge hav været her, og at han var overs 


"maade fornsiet med Horſens, ligefom den med ham, 


veed jeg iffe om Du ffjøtter om at vide. Badens Tale - 
over Suhm vilde jeg gjerne fee, ffjenbt jeg i Jris har 


fett, at det var noget gammelt Nathueſnak. 


— Ro. 27. 
$orens ben 245e Juli 1799. 
.Kjærefte Ven! 


Saafnart jeg har faaet Brev fra Dig, (ele m i 


. en urolig Drift til at foate Dig. Meget Éjert var det: 


x 














185 


$iis at erfare, at Din og min Forſtand døg t noget ere 
ens organiſerede, ffjendt bet Du lader mig er lide mof, 
en hypoftatiff xocuob'erne føler Du big nødtvunget at 
tænte. Men dette Begreb ffal for og være aldeles tomt . 
eg et Intet; thi om Gub, figer Du, fan vi iffe formere 
06 nogen Motion. Skal dette betyde ſaameget, at.vi 
ingen fornuftig Foreſtilling fan gjøre 0$ om Gub, naar 
— vi iffe maae tænfe o$ ham fom en gammel Mand med 
Alongeparyk og langt Okjag, eller fom Raphaels Gub» 
fader, der med Anftrængelfe af baade Arme og Been 
adſtiller Clementernes Chaos, faa fan jeg tffe give Dig 
Bet, Vel er det (aa, at ben altid geffjæftige og næsvife 
Indbildningskraft gjerne vil blande fig i Fornuftens meet 
tran(cenbente Operationer og klade dens ætheriffe uſyn⸗ 
lige Born ( Kjød og Krop. Men dette uagtet, troer 
jeg dog at have et Begreb om en Kraft temmelig luts 
tret fra Sandſelighedens GSlakker og afkladt Phantaſiens 
Pjalter; min indre Bevidſthed lærer mig hvad en Kraft, 
en tænfende og villenbe Kraft er, mit ten 
fende og vilienbe Jegs Hypoſtatiſthed er. mig ved ſamme 
. BDevidfthed upaatvivlelig; og faalænge jeg iffe lader mig 
forføre af Phantafien, føler jeg ingen Trang til at 
ſporge eller føge om noget videre Subſtratum for denne 
Kraft." Det vat ikke Fornuften, men ben nysgjerrige 
Indbildningskraft, fom gjorde Gud fnart til en Ild, 
ſnart til et 9Gtber, (nart til et femte Clement, ligefom 
Gjelen til Prikker i orbis pictus. At denne (fabenbe 
og ordnende Kraft, denne Nac, Mens, har Forftand 
9 Bille, er vil& og hellig, virker med Henſigt og 
Pan, ode Bædiler, (om Stoikerne fagde, derom overs 


d 4 
4 . 


186 


beviſer mig mit eget Bæjen og ben Natur fom omgiver 


utig; og bet fan ba iffe ſiges, at der er for mig fon 


"godt, fet Han var iffe. Hans Viisdom kan jeg fjende, 


sg bst tilbede og beundre. Hans Magt emſpender 
mig, og den bør jeg (tart frygte, fart trøfte mig ved 
Hans Bille fan jtg erkjende, øg denne bør for mig 
have ben hoieſte Sanction. Hans Hellighed gjenipder 6 
mit Inderſte, og ben bor være mig Ideal, Regel og 
Maal for mine Beſtræbelſer. For mig indeholde Pauli 
Ord Act. 17, 27. 28. mevfelig Sandhed; og atter 
4 Tim. 6, 16. og atter 1 Gor. 13, 12., thi i denne 
Pauli Philofophie fynes mig Alt at være i fin Orden; 
da derimod vore Dages Viismend ville have Papilionen 
førend Larven. Saalænge vi iffe ville vide mere om 
Gud, end vi her behøve for at tilfredsſtille vor theore⸗ 
tiffe og practiffe Fornufts Trang, er har iffe for os 
ubegribelig. .Srond ber er over dette, horer til be Meteora, 
fot Somates og fiden Chriſtus ubelntre af deres Selis 


gionsphiloſophie. Jeg har i biéfe Dage laſt to Bøger, 


fom uudfigelig have interesferet mig: Junges Bog om 


^ pen Sjællandffe Bonde, og denne har Du aldrig talt 


om, Kan Du nævne mig Magen til denne? Havde 
Du tret Junge tib bette; mon Temlers og Lurdorpho 
Xanh har (mittet ham. Avilfen forunderlig Blanding 

ef Vittighed, Lune og Skarpſindighed. Sproget er 


, Mfe gotrect; men bet. fom. jeg ſtudſer over er ben: Erndi⸗ 


tion eller Læsning hvormed Bogen et ſallet falb. Hror⸗ 


iedes et bet gaart til, næften enhver Tante belægger han 


med et Citat, et Motto, et Beviis af den gamle og 
nye Literatur ;. et bet hentet paa Stedet af Sutommeljent 


* 


187 


Pulterkanmmer, hvilken miteibati(f Hukemmelſe maae 
han ba have; eller et bet taget af Crcerptbøger? jeg 
forſtaaer bet ikke. Hans Lecture har han vel Lurdorphe 
Bibliothek meeſt at takke for; jeg giver Baden Ret, at 
det et en fjælden Bog, eg haud paullo melius end 
ben AN A AE faa vate hans Ord, 
fotu nu: regjerer. i 

Den anden Dog (et Engelstofts om. Qvinbefjsnnet 
, V Skandinavien. Det ec. et nydeligt — t be Nor⸗ 


ff Olbfager, — — — — 


i No. 28. | M 
Horſens ben 6te Sunt. 1801, 
Kjærefte Ven! 


Taf for Dit forte Brev. Noget er bedre end Intet. 
Det gaaer gjerne faa, at jo ſſeldnere man ffriver hvers 
andre til, jo mindre har man at (frive om; jo tilbage: 
holdnere, jo mere fremmede bliver man for hverandre. 
Jeg veed iffe; Hvorfor jeg (fulbe kritiſere Din Bife ”), - 
ba Du iffe med eet Ord figer mig Dine Tanker em min — 
Juvenalis, fom Du dog nu faalenge for Dine Synders 
Skyld har meattet blade ( og Rirte paa. Din Biſe er 
' efter mine Tanker fortræffelig. — Rjempevijené Tone og 
Charakteer ev meget vel truffet. Sneedorff ene ſtulde 
gjort Dig bet efter. . Den har vundet ved at caſtreres; 
bet er godt at alt Orkesloſt og Mat ffjeves bort af faac 


* 2m anden April 1801, 


188 


danne tffe. Endnu ere nogle maculæ, i mine 
fine, tilbage. Hvad et egentlig Hoielofts Broe? 


, FoftbrødresLaug fone mig at vere iffe bet pasfes 


ligfte Ord; Foftbroderffab var nof en inbetligere, Djettes 
ligere, faftere Sorbinbel(e, end der fan tenfes imellem 
forífjellige Fyrfter og Stater o. ſ. v. 

Prams Kronike *) fone$ mig iffe at fave noget 
Udmarket. Overalt bliver fan aldrig min Forfatter — 
. Dans Stiil, baade i Vers og Profa, er fan haard og 
underlig; hans Anmarkninger ere det bedfte; men efter. 
Seidelins og Sanders vare de overflødige. Men hvem 
har nu Ret, enten Pram eller Seidelin, i Angivelfen 
af Antallet paa be engelffe og danſte Kanoner, fom .- 
bleve brugte i Slaget 2? ; 


No. .29. 
Horſens den 7de Septbr. — 
Eifkelige Ven! 


Tak for Dit kjerlige Brev. Din Smterebfe fot 
min Juvenal fornøier mig; rigtig nof har jeg 3 Sas 
titer til liggende færdige i Manuſcript, NB. færdige til 
Reenſkrivning og fidfte Fiil. Foruden biéfe funbe man 
- vel endnu udpille 3; -fom kunde bydes vore Dages Læs 
(etes de andre ere mere eller mindre objcoene og utugtige 
i den Grad, at jeg iffe.befatter mig med bem. Du. 
falder min Juvenal Pendant til Badens Horatz; det 


*) Om den anden April. | 


- 
- 


189 


et ben dog ju(t iffe, Vor Maneer er heel ulige; jeg ec 
. vis paa, at den halve Horats iffe har koſtet Baden 
mere Umage end disfe 3 Satirer mig. Havde jeg overs 
fat i Profa, havde Arbeidet været mig mange pCt. 
lettere; og maaſkee Læferen vider mig fun liden Tak for 
"Denne Moie. Man faaet nu fee, hvad Recenſenterne 

domme derom. Det vilde være mig kjert, om Thorlas 
cius vilde bedømme den oprigtig og udførlig, Vel kunde 
bet ſynes Billigt, efter Ordfproget: manus manum — 
lavat, fot iffe at fige: mulus mulum scabit, at jeg 
til Gjengjelb recenſerede hans Afhandling. Men jeg 
befatter mig iffe mere med dette Hverv, et frustra 
quæris, me antiquo includere ludo. Jeg har left 
hans Afhandling og finder i den iffe noget Udmarket, 
ifær efter Herders ſtjonne Afhandling ditt meb pide 
i hans — Blaͤtter. — — — — 


LI 





No. 30. 
Horfené deri 27b Su 1802. 


Kjærefte Nyerup! 

Saa ffulle vi dog endnu eengang fee. hverandre i be 
. Levendes Land! Tiden er temmelig vel truffet; ba mine 
Ferier førft gaae til Ende ben 14be Auguſt, faa har jeg 
nogle Dage at tale med Dig, uden at afkaldes ved 
Skoleklokken. Du tager vel til Takke med mit hospi- 
tium. Før den Tid gjør jeg en lille Reife til Aarhuus, 
om ellers den evige Regn vil tillade det; men til den 
76e Auguft (fal jeg med Guds Hielp igjen være hjemme. . 


. 190 


- Syeg et hjertefriſt, men Skroget daer fim bet; 
tog glemmer jeg mig (ele, naar jeg ſtundom kan fentme 
til at tale meb en Ven de communibus atndiis. 

Dit trykte Brev *) fi£ jeg igaar med. Poſten; bui 
et Dato faa gammel? Med inderlig Gorneielje læfte jeg 
det, Deels glædede mig Din patriotiffe Nidkjerhed for 
vor gamle. Literaturs re; deels det correcte kraftige 
Sprog; deels den fjernefulbe Semftillelie af hvad der 
fan figes om denne Sag; maaffee funde Du og have 
betaabt Dig paa' Fortalen til Cemunbs Edda 1787, 
fom mof et (frevet af Thorlacius. 9 nbfer Du bet iffe, 
at (aae de XMenassRagneanjfe Commisſarier paa Halfen ? 
Hvo ere fomne i Lumdorphs og Suhms Sted? Kall og 
Baden for(taae vel iffe meget af ben gamle norffe Tunge? 
Hvo et nu tilbage, fom med Heid og Lyſt funbe arbeide 
i dette Fag, uden Thorlacius, Thorfelin og Abrahamſon? 
Suhm var aldrig Manden; Schonnings og Erichſens 
Tab fan nof alene Thorlacius er(tatte; men han mangler 
med al fin Erudition philoſophiſt Geiſt til at bringe Lys 
inb i dette Chaos, Ved Samtale funne vi nærmere 
debattere om dette. Du har flor Ret, at Critiken i 
vore Dage gaaer Sbet(etfergang, et Udtryk, fom 
inderlig fornøiede mig; da jeg længe har. føgt efter et 
Udtryk, hvormed jeg funbe betyde hvad jeg dømte om 
den faa faldte hoiere Gritif, der mu om Dage brivet 
faabant fett Uvæfen (Unfug). Til disſe critiſfe Der: 


Om nogle Forhaanelfer mob be nordiſte Oldſager i 
en tydſt Bog, faldet Erhohlungen, en Skrivelſe til 
Profesſor Worm, ttykt i Skandinaviſt Muſeum, 

3tie Dofte for 1802, . | 


M 





191 


(efie høre foruten Abelung, Kant, Fichte, 'Daniné, 
Wolf, fom be ferfte, Denne Xbelung har ellers altid 
heldet paa 'Datoboren; han vil og, si dis placet, bø 
vife, at bet tyb(fe Sprog er langt (nibfomnere end det 


. . gvæffe og fatinífe; ellers ere Tydfflande egtie bedſte 9i. 


guiftet og Stiliſter ofte misfornoiede med bam. Jeg 
efte i derme Tid en herlig Bog: Heeren om ben gamle 
fpoliti£ og Handel, 

Bis mig den Tjenefte, at tage med Dig Abrahams 
ſons banffe Sprøglære, fom jeg fun fjenber af de lærde 
Efterretninger ; gaaer Du igjennem Borſen, da beed 
. Stotfe fende mig de ordinerede Bøger. . 
i; Hils ver fetiebs Ven Ole Lund; Gub give Cder 
en wteeug Reiſe. 


A 31. 
Gorſens den 29de Brite — 


Elſ kede Ven! | 
Det lader iffe (ont vor Samtale d Sommer — 
. fat nyt Liv i vor Brevvexling. Det var mig fjæt, 
et Reformationstalen var tilpas. . Hvorledes (o6. den 
Art af? Endelig fif jeg-For' to Dage fiden Din Goss 
palfe, hvorfor jeg meget taffec Dig. Sorfadue' Xf 
handling *) læfte jeg med ſtorſte Begjerlighed, og, fot: 
faner fig, med Fornoielſe. Dog ſynes mig at Hoved: 
i 9 Noget om Thor og hans Hammer af Skule Thorl. 


Forſte Stykke i viso — Hæfte 
fot 1802, . 


192 - 

AIbdeerne allerede vare mig bekjendte, jeg troer of Schon⸗ 
nings Okrifter. Ergerlig blev jeg, ba Afhandlingen 
afbrodes i Hæftet. Det er en lumpen Maade at bes 
. handle interesfante Afhandlinger. — Hvi lød de iffe Mols 
denhawers *) bie til næfte Gang? denne ſynes mig fin | 
celebre Forfatter i£fe værdig. Naar jeg undtager et Par 
hiſtoriſte Data, fom jeg iffe verb, om før vate almity 
^ belig bekjendte, "er Reſten blot Declamation; jeg gab 
vibft, em han Dat (frevet den paa Danſt; Stilen er 
tung og (ttv. Schlegels critiffe Underſogelſe gjør ham 
megen Wre; denne unge Mands Flid og Lærdom et - 
beundringsværdig, og hans gøde fojerte giver alt et dob⸗ 
belt Værd. Spils ham og hans mig uforglemmelige 
Moder venligft fva mig. . De have vel iffe glemt mig. 
Denne Engelstoft bliver: en dygtig Mand **) naar han . 
faner afgjæret. Nu (fal. jeg til at ploie Nials Saga. 
Sproget er mig itte tilpas 3. men hvorfor har ben hver⸗ 
fen Begyndelſe eller Ende? Det var beſynderligt, om 
^ Sy endnu iffe have facet Heynes Homer; ffal der mads 

fee bie til Foraaret? Jeg har begjerlig kiget efter den, 
t6 Journalerne og deres Intelligentsblade; men ikke 
endnu fundet dens Tilværelfe anmeldt; i en Hamborger 
Avis fandt jeg den bog tilfib(. Hvorledes gaaec dette 
til? agtes ben for ubetybelig af Wolfianer og SBosfianer ? 
Jeg venter, efter Løfte, Efterretning om ben , faafnart 


*) Om Bogcenfurs Oprindelſe. 


**) Foranlediget ved den ffisnne Afhandling i fanme 
Bind (1fte Sæfte): Om den Prüs, Oldtidens Skan⸗ 
dinaver farte paa Legemsovelſer. | 


193 


Du fan give mig nogen; det har længe vetet et af 
mine faa Duffer, at opleve den Dag, den foeyneffe 
| Homerus kom ud; jeg er ſaa nysgjerrig efter at erfare, 
paa hvad Fod han tager det med Wolf. Denne Berſark 
Dar jeg og havt lidt at beſtille med i denne Tid. Du 
kjender vel hans Critik over Ciceros Orat. pro Marcello? 
hvad Øenfation gjør ben i Kjøbenhavn? ben har gjort 
mig frufet i Hovedet ; jeg Bilder mig: Dalvvei$ ind at, 
funne gjendrive ham; men jeg tager mig vel i Agt offent⸗ 
| lig at.fige ham imod , jeg ſtjotter iffe om at over(neffes 
(. af ham.” Imidlertid Dar jeg til min egen Troſt og Be⸗ 
roligelſe opfat nogle beffedne Anmarkninger over den 
Wolfiſke Critik; men det er fun Udkaſt, og her ev Ingen 
. fem jeg fan raadføre mig med i'faabanne Ting; min 
7 SMøller ev nu borte, Under dette Arbeide, det være nu 
fom det vil, har jeg faaet mindre hoie Tanker om Wolf, 
end jeg havde før? . Alt dette bliver imellem os. Men 
faare gjerne vilde-jeg vide, hvad en Baden, Moldens 
hawer, Abr. Sall dømme om hans Bog; om de anſee 
den, fom han felv, for aldeles uigjendrivelig? Der fom. 
met hav opbvagt mig, er hans bictatoriffe Magtſprog 
og hans utaalelige vxsgoxkia. Hvor gaaer det, meb. 
Din. Hiftorie? Hvad blev Patronatet til? Vær hilfet 
fra og Alle med alle Dine. Mit Helbred er iffe 
4 f. verd. ' | 


1 


| Stet theol. Bibl. 19 985. ] N 


No. 32. 

vorſens ben 928be Febr, 1803. 

Ciffelige Nyerupl 

, — Qef- (oc affert; den fille Bractea var mig meget ” 
-. fjer: at ben ;er præget i Horſens ec vel viſt nof; men 
at Bryſtbilledet er Svend Eftrithfen, ec nof meget uviſt. 
fyoab man veed om Horſens, gaaet iffe fan hoit op; 
bog, Pengen et rar. 

Din Dog *) Har jeg forlængft tillivs, den under⸗ 
holde mig heelt igjennem; be inbrpffebe Fragmenter af 
alffens Oldtids Bøger og Documenter give den et eget ' 
og ftort Værd; gid min Once havde levet og kunnet 
fefe den. Vel bør man iffe forlange mere af en For: 
fatter end hvad hans Henfigt er at give; bog havde jeg 
suífet, at Du ved Enden af hvere Sekel havde (amiet 
 Stefultaterne d et pragmatiff Skülderie af Tidslobet. Bi 
har nu faa længe ſamlet Materialier tll en bant Hiſtorie 
(thi hvad ere Suhms mange Bind andet ?), at bet var 
Tid vi fif en pragmatiff. Hiſtorie af Fædrenelandet, eller 
bog en pragmatiſt exatiftt , og hvo funbe bedre ſtrive 
den end Bu? 

J Bondefagen er Du uden Tvivl noget ^ partit 
og eenſidig; hvad fan en bum Glabevift (om den: God 
Morind, Chræn Chræften o. f. v. bevife enten fra eller til; 
ſaadanne Tingefter ere jo og overflødige, hvor andre 
. gyldige Beviſer tale. Din Lovtale over Reventlow og. 


*) Forſte Bind af Danmarks og Norges hiſtoriſt⸗ſtatiſtiſt 
Skildring. 





b 
, 


195. 


Colbjornſen, fom Lafidvæfenets og Agerdyrkningens 
Statores i Danmark, vil jeg iffe indvende neget imod; 
men dette troer jeg, at be ved ben focanftaltebe Ud⸗ 


parcellering har gjort Landet en ubodelig Skade; men 


jeg wil ikke diſputere; Tingen forandres ikke derved; Tid 
pg Erfaring ete de badſte Ceveme(tere. 
Kom endelig ſnart med de folgende Bind, iſer 
længes jeg efter det neſte, Regjerings⸗Hiſtorien. 
Mine Antiwolfiana ete færdige, om be blive 
trykte veed jeg iffe; jeg vil iffe uleilige Dig med bem, 


n fom med Sjuvenali$, ingen fan lefe mit Manuſcript; 
"Det ev omtrent.en 16 Ark trykt. 





No. 33. 
$orfené ben 11be add Ue 


GI(febe Nyerup! 

Af Dit Brev ſeer jeg, at det er Dig meet om at . 
gjøre at fane Svar fra mig faafnart fom mueligt; deri 
^ Mal Du og iffe favne min gode Villie. Gid jeg og 
kunde viift Dig. den, ( at forfpne Dig med de forventede 
Bidrag til Din Skolehiſtorie. Med Vished fan jeg 
fige, at min. Once iffe. har efterladt fig nogen Contis ” 


ø 


nuation af hang Skolehiſtorie efter Reformationen; 


hans Henſigt var fun at oplyſe Tilſtanden i de ældre 

Tider. Ved at gjennemlede mine Papirer fandt jeg 

nogle: ariginale Breve fra Chriſtian IV, Aarhuus Capitel 

og Skole i p fom jeg fender til. Dit Eſterſyn. 
| BR 2. 


I96 


Derimod fáaet Du herved, efter Gotlangenbe, . mine. 
Betænkninger til Skole⸗Commisſionen, og dito fenere 
til Serenisſtmus, tilligemed min gamle Oncles til Com⸗ 
miffonen; deres Afbetjening overlades til. Din egen 
Discretion. Hertugen fulde vel iffe føde fig over 
at man befjendtgjorde noget af en privat Betankning 
til ham? Men han indhentede jo flere Rectorers Tanker 
og bet i fole; Commisfionens Navn, eller rettere paa 


bens Vegne; og jeg har jo ſtroet Virak mof for Bam. - - 


Om vore Dages Oplpéningémenb ville tveffe paa Cul; 
drene over min gammeldags Snfolsigfeb, —— jeg 
mig ikke om. 

Det var ellers ilde, at Du ikke ved Din ig faa 
fjere, men altfor korte, Narvarelſe, fif gjennemlebet - 
. mine Manuſcripter; thi ſtjondt bet mefte vel iffe er 
andet end blattarum et tineàrum epulz, kunde der 
bog maaffee været et. og andet, fom Du vilde funbet 
nytteligt, E. gr. Nogle Breve til Or. O. Worm fra 
adffillige lærde Mænd; Breve af Pocock, Edvard Ber⸗ 

natb, H. Beverland; Domsafter i abffillige curieufe 
Sager, e. gr. O. Stofenfrang's Proces; Efterretninger 
om ben' (oen(fe Krig i Frederik IV. Tid. Blandt atibet 
har jeg et nitib Pergaments Haandſkrift, (om:inte 
holde Leonhardi Aretini Bellam Punicum primmn 
Libr. II, fom jeg iffe veed om et udgivet: med hans 
andre SÉrifter; han var em. af tet 15de Sefets 
ſtorſte Philologer. Du er faa. god at holde mig hvab 
jeg fender, tilgode, at jeg igjen. kan (aae det ved Leiligs 
hed; thi jeg bat intet — mine Toc E 
om Skoleſagen. så 


4 








x 


197 | "c 


"Den anden: Deel af Din Doiftotle har jeg, fom 
ſagt, laſt med ſtorſte Forneielfe, og beundret Din lites 
raire Erudition. 

IJ Anledning af Capitlet ig Rime da vil jeg 
befjende Dig, at jeg med Misfornsielſe fom til Enden, 
veb at lades i famme, ja ftørre Uvished, ſom for, efter 
* at have gjennemvandret det Virvar af Meninger og Hy⸗ 
potheſer, (om frpbfe og mobfige hverandre, af Dvilfe be 
fleſte alene bevije Forfatternes forfængelige Nyehedoſyge 
til Trods fot al hiſtoriſk Critik. Kunde Du ikke ſelv 
have givet os et hiſtoriſt Reſultat, iſtedetfor at viſe o$ 
hen til Thorlacius, en Mand, hvis antiqvaciífe Lærdom 
jeg: har langt ſtorre ixi fot, end for hans SIT 
Stjonſomhed. 

Mig ſynes den ene Oros Beretning om ben Has 


' talbinffe. Klippe 4 Bleking uimobfigelig at hjemle Rus 


nernes høie 9lbe ber i Norden; Saxo funbe bog vel 
vibe,.om dens Snb(frift var Runer? Hans Beretning 
vifer jo tydelig, at ben alt i hans Tid var moesgroet af. 


. 9Gibe og forſlidt. O. Worm har jo feet den, aftegnet 


den, og læft adſtillige Ord paa den fom upaatvivlelige 
Runer; den. er. jo til endnu, (fom en upaatvivlelig 
Kjiendsgjerning. Det Jellingffe Monument har jeg felv 


" nøie betragtet, og ingen fom feer Stenene .og deres — 


, €titfelje fan tvivfe om, at Indffriften er lige gammel 

med: Monumentet, — Pag. 43 tillægger Du Suhm en 
ustagtig og grundig Critit; faaledes maa Du 
iffe tale imod Overbeviisning og Sandhed; Suhm har 
aldrig, det jeg erindrer, bragt noget antiqvari(f Problem — 


— til endelig beroligende: Afgjørelfe ;; Gram funbe man faa: 


f D 





. 198 | 
ledes tule om. Og fiden jeg mi ec i mtb at recenſere 

Din Bog, ba paaanfet jeg: videre, at Sproget ifte 

overalt er (aa correct og gedigen Danſk, (om jeg ventede 

af Dig, ber (aa fraftig revſer alle Forvanſtninger af 

vett gode Tungemaal og viſer de sermani(etenbe Over⸗ 

fættere fan ofte til Rette. Exempl. gratia Pag 1, 

forfatte med Fabler, en reen Germanidme! ibd. der 
hiſtoriſfe Tid — Indførfel, ex fnubret og haard Cons 
ſtruction. Pagi 7 Lin. 10 — landet med. bem I. fig. 
Pag. 13 fetu et Dag. forte etc., denne Sammenligning 
et urigtig; Dag. forte fordobler det ſa mme Bogftav eg 
forøger iffe Alphabetet. Men SBalbemarspuuftet i 4 
Runer gjorde af) 4 Bogſtaver 8, bedre funbe det ſam⸗ 
menlignes med Cbræernes t5 og tr. Pag. 17. 9Beteltus 
hoverer over. Rudbeks Paafand: at hovere over 
noget og nogen er nof at gjøre fig lyftig paa cen$ Des 
. foftning. Men jeg har jø engang forlovet af recenſere. 
Hvad Da-figer om min Oncte Done om Jertegns Por 
ſtillen, falder mig nerſten utroeligt; jeg Bat (aa for en 
Tillid til hans Noiagtighed og Cjen(ombrb , at jeg vet 
' vil bede Dig engång af tage Dig Tid tå denne Cast 
Underſogelſe, maaffee det ba vilde findes at han dog 
. havde Ret. Jeg tænfer ellers poa , hvor inderlig. han 
vilde have gottet fig med: disſe Dine Bøger, ifald han 
havde levet hu; een og anden Opiysning kunde Du viſt 
tof og. fave hentet hos fam. Strab nu endelig med 
den tredie Desi; men jag ikke efter Parodoxer uden med 
Din inderſte Overbeviisning; og vær, ſaameget Sands 
hed tillader, discret mod Levende og Døde. Sic tibi 
Musse omnes tem bene verruncent! . | 


' 


199 |^ 0, 


€getig har jeg laſt. Sy ben et meget Solbefaiff; 
hwortil denne Ribers intetfigende Dagbog ? af batte 24r 
charias om Opbragel(en læres og intet Nyt. Af Otroms 
Beretning. fiÉ jeg bog: et: Begreb om Peſtalozzis Me 
thede; efter. mine Tanker gjøres der for meget af denne - 
Gag, og. den: er: iffe Qe Ophævelfer værd. Jeg feex at 
han over Hukommelſe og Phantaſie paa, en mt 
get tør og nuefaniff Maade; men at Fornuften vit 

felig derved cultiveres, tvivler jeg meget paa. 

| At Moreau (fulde være uffyldig, er neppe mueligt:; 
hvad Tillid fan man. have til Menneffer, hvis Hand: 
 Wngéprincip er en grændfeled WErvgjervighed.? Lab Bona⸗ 
parte være hvad han vil, fan handler Moreau meget 
flet og hoiſt (trofoatbig, — Seis han af ærgjeæig 
. Misuudelfe fætter fit Sebtenelantd Roughed 99- Bek 
ſerd poa. Spil. 
Efterretungen om Ancher Fre mig; Deer « 
.. Wal fané Storhed? fan var aldrig. for. ( mine Dine 





Sto. . 94. Så 
Horſens den 10de Mai 1804, 
Elffede Ven! ; 


At bet jeg. (enbte Dig var Dig til ernsieli, glaber 
mig meget; ligeſaa Cjet var mig og ben mebbeelte Walfſs 
private Dom over min Marcelliama veri Ciceronis ; 
. jeg troer deri at fee, at han føler fig giendrevet. Men 
- det forftaaer fig, han maae holde Ørene (tive; at han 
falder mig ein nid)t veraͤchtlicher Gegner, er en Litotes, 


n 


200 

fem jeg bør være tilfreds med; alene at totbe knye imod 
Bam er jo noget Stort. Ved bte Menge forſtaaet 
han ventelig dem, ſom ikke have Sands for vore Dages 
hoiere Critique, der ſom Geniet ev en Leviathan eller 
Hpvalfiſt. Jeg holder med M. Møller, at bet havde 
flædet bedre, at indlade fig med fin iffe foragtelige Mod: 
- fanber, end at afvife Sagen med ſaadan foi Mine; 
'jeg længes iffe mindre end han, at fee hvad. Stecenfett 
terne at fvare haben werden; fat. be fagt A, faae de vel 
og fige $5 ;. han forgudes reent: nu inbrpffer man hans 
meget ubetydelige men arrogante Programmer. i Halliſche 
Lit. Zeit. Stroms Bog om det Peftal, Juſtitut har 
jeg left; bet er meget naturligt, at-han hav Forkjerlig⸗ 


, feb for denne Sag; sm dets (tore Gavnlighed og An⸗ 


vendelighed fau jeg ikke overbeviſe mig; naar man fader 


bet være nof med at tofe det (om en Nemhedemethode 


blandt de antte til at bibringe Born de forſte Clementer, 
lader jeg det gane. Fornuften har: nof. iffe Kor Deet i 


— benne Dvelfe; Hukommelſe og Phantafie gjøre nof Mi⸗ 


raklerne; at man af en mager og paa langé og tvers 
gjennemflaaret Qvadrat funbe bibringe nogen Ans 


ſtuelſe af Naturens talloſe ffjønne Former, begriber 


jeg iffe; at et Barn flulde kunne bringes til, iffe at 
huſke, men flart o: beffuelige at fatte et aritfmetiff 
Forhold, fom dette: at & af 5" 25 Gange den fys 
vende Deel af 4L, et for mine Øine fom en Slibefteen ; 
og mig ſynes dog, at jeg burde funne begribe noget af 
bet, fom en Bondekone ved fin Spinderok fan lære 
fine Børn. Dette er dog nof et uimobfigellgt Factum, 
at Peſtalozzis Clever (Frive elendigt, fave usfelt og. (efe 


i 


— 





201 - 


jammerligt ien Bog; em dette erſtattes ved denne Selle 


og Regnemechanisme, vteb. jeg ikke. Jeg vil intet afs 
gjøre, men figer om dette og andet mere med Cicero: 


. Opinionum commenta delet dies; naturæ judicia 


^ 


eonfirmat. Oiſens 2fffanbling om foumanitet har jeg 
nu faaet fat; ben hovede mig meget, ben vidner em et 
fortræffeligt Hoved og er ffreven med megen Smag. 
To Ting forargede mig: 1): at han dømmer faa ubilligt 


" em de Gamle, ifær om Somers Varker; foi vifee han 


ſaaledes compromittere fig? Han fan umudigt fjende 


bem tilgavns. Jeg funde frites til at forfoare Homer, 


99 fremlægge uimodſigelige Bevifer af hans Gange paa 
ben ædlefte Humanitet; og faa bet cosmopoliti(fe Udfald 
pas den ſtukkels Patribtisme. kulde den i vore Dage 
være. for heed? ja ben ſtore Birchner har jo benionfteetet 
at Fædrenelandskjerlighed er en Batnagtig,  umorat(f 
Sing. Q! over denne Kosmopolitisme! jeg tenker her 
faa hvad Cicero ſtriver om Verdensborgeren Chryfippus: 
”at quanta conatur? mundum hune omnem oppi- 
dum esse nostrum. Incendit igitur eos, qui au- 
diunt?- vides quantam rem agat, ut, Circeis qui 
habitet, totum hunc mundum suum municipium 
esse existimet. Quid* ille incendet? restirigvet 


potius, si ardentem acceperit. - 2) At -Offen an; 


ptifet- os Birkners Afhandling om Chriſtendommens 
Moralprincip fom en magelos, Sagen udtømmende Un⸗ 


derſogelſe. Hvor længe vil man dog blive ved at inb; 


bilde os, at denne viſt nof agtværdige Mand eg gode 
Hoved vat en ftot Tanker og grundig Philofoph. - 


Denne hans tme et i un Grad overflabiff og 


fuld af ffjeve lefe Tanker, p han "P fette. euet 
Gaxve!!“ Rahbek var og her den forſte (om. fødte. i 
Baſunen, og den. droner endnu. Schlegel vifte tydeligt 
det Grundleſe i hans Skrivefrihedsſnab; og det var iffe 
vanffeligt at gjøre bet ſamme web hang andre Aſhand⸗ 
linger. Der har i mange Tider ikle vocet mindre ſelv⸗ 
fontis Tankefrihed Lat pbilefopbere, end t be to (ibfte 
SDecennier ; Duab man feet, faa bærer: bet den. Kantiffe 
Critiques Præg, bygger paa hans Hypotheſer, forud⸗ 
fæster hans Poſtulater, ev formet efter hans Leſt. Jeg 
' Der nyelig gjennemlæft nøgle (freone Gollegie; Hæfter af 


ECders philoſophiſfe Profesſorer, Dwoti jeg kun finder et 


ofte uforſtaaeligt Cffo af denne Tids Lombardus; og 
ligeſom dét fordum hed: Si Lyra non lyrasset, Lu- 
therus nou saltasset; faa fau bet nu hedde: Si Kant 
(Cantus) noa cantasset , Ceteri non, saltassent. 

Sa, jeg havde et fort Beſeg af Engelstoft; lab 
ham reiſe i Guds Navn, jeg misunder ham iffe; i 
vore Dage fan. man bedre lære at fjende Byer og Mens 
neffer, uden at beføge bem, end i ſalig Ulysſes Tid. 
Udenlandéreifer høre nof for en ſtor Deel med til Hiens⸗ 
lyft, Kjodslyſt og et overdaadigt Levnet; i bet minbfte 
ville. ut faa troe for at trøfte o6 (elv fom Hiemfodninger, 
og fige med Horatius: Non. vixit male, qui vivens 
moriensque fefellit o: ſom ſtjal ſig ind og ud af 
Verden. 





) . - 


Pd 


9208 

No. 35. 

Borſens den 14de Octbr. 1804. 

Kjaroſte Nyerup! 

Venligſt Tab for Din Bog ). Jeg vilde jew be 
Wet førend jeg ſtrev Dig 6l; bet Bat jeg mt ajort; bem 
bat fornøiet og underholdt mig endnu mere end be te 
foreganende , ventelig tildeels fótbi den vebfem mit gag 
nærmere Viſt nok hav bet feet maabeligt ub meb vort 
lærde Skolevaſen igjennem: Aarhundrederne, ſiden Ves 
formationen. Imidlertid har der boy til alle Tider vævet 
lærde Golf , og mange berømmelige Mænd ere udgangn⸗ 
af disſe 9Xunfeffobm. Det er mig, jég tilſtaaer det, 


$ Din eg paafaldende, gt DU (ae ſtarkt nedtrykker 
den Guibbteoffe Otefotmation , og derimod til Skyerne 


oplofter ben Hertugelige eller Moldenhawerſfe. Er dette 


af Overbeviisning, eller er det for at erebentſe be Magt⸗ 


hapende? det ſidſte ligner Dig jo ife, og ben forſte 


fan Su neppe have, ba Du mangler Erfaring i fele; 
faget, og Publicum endnu iffe har feet be herlige Frugter 
af denne nye Skabelſe. Imidlertid er det vel finbig(t, at 
ftøde (aa fagte i Baſunen og fade Tiden og Erfaring 


 tofe den. For mig ftaaer denne Kalfatring endnu i Ka⸗ 


tegorie med Herregaardenes Nedlæggelfe og Godfernes 
Udparcellering. 

Det konmer mig for, fas gw Havde d Hemmeligt 
Nag tit Guldberg, hvilket Du yttrer ved adſtillige Lei⸗ 


*)- Nemlig: viſtotien om be latinffe Sioler, fom udgier 


Idie Binds 1fte Halbpart af ntu ————— 
Slildriug :c. . E 


! 


204 


ligheder i Dine Bøger, Hvad fan dertil vere Aarſag? 
et det fordi han er orthodor? et bet fordt han iffe er en 
Ven af uinbfftenfet Skrivefrakhed? jeg fan iffe vibe 
bet; men er bet faa, ba gjør Du iffe vel beri, Denne 
Mand et et af be ædlefe og bebfte SRenneffet, fom gaae 
paa Guds Jord; og Doerfen Hertugen eller noget af 
hans Organer maae indbilde fig at maale fig med ham 
i grundig Lærdoms. Fylde eller clasſiſt Erudition. At 
han drev paa Humanitets⸗Studierne baade ved Acade⸗ 
miet og i Skolerne, ſom Grundlaget for al vibenffar 
belig Cuitur, derfor være han i Muſernes Navn vels 
ſignet; om hans Plan fun med faare faa blev vealiferet, 
bet er ikke hans Okyld. Om bet nu vil gade bebre med 
det videnſtabelige Ruſtumſnuſt ag Sapunftepperne, vil 
Tiden lære. Hvad jeg haaber deraf, veed Du. Hvad - 
Du hat anført af mine Betænkninger til Hertugen, 

troer jeg iffe fan flade ham eller nogen, de ere. jo i alt 
Fald til Skam for mig, ba be tvivle om Muligheden 

áf be fore Ting, fom han har. udført. —F 


No. 36. 
Horfens den 16de Auguſt 1806. 


Ciffebe Ben! 

"Du fif; iffe ſiden fat 'paa min Bogs — i 
geipyiget Zeitung? Igaar fi: jeg fat paa en i Deutſche 
Bibl. 98 S5, zweit. €t. Pag. 456—59. Den et 
- meget fordelagtig for mig; Wolf & Compagnie vil iffe 
Dove den. Hans Hoflighed funbe iffe bringe .det over . 


205 


fig, at tilgane mig mere, end at jeg vat fein veridilióe 
Gegner. Min Stecenjent ſiger, at jeg er fam volfoms 
men gemadfen. Den Lederen Mand i Leipzig falbte . 
mit Sprog ucorrect; denne tilægger mig Styre i ægte 
Latinitet, og troer at jeg reent har floppet Munden paa 
SBolf. Hvem (fel man nu troe? O! curas homi- 
num, quantum est in rebus inane. . . 
Hvorledes gaaer bet med bet Peſtalozziſte Inſtitut 
À Kjobenhavn? et bet gaaet ind igjen? Har Du leg 
Oluffens Afhandling i hans Annaler ,; om Parcelleringen 
imod Helfried og Begtrup? Denne Afhandling er (fte; 
vet mig af Hjertet, her taler en Mand af grundig Jude 
fiat i disfe Ting. Som Patriot førger jeg øver Gol; 
gerne af dette ulpffelige Udſtykningsſyſtem; de. ere alle 
rede alt for haandgribelige. as Theorie og Sybealet 
eve vore Dages Ulykke. i 
Jeg har nu! gjort. min — anden Uden⸗ 
landsreiſe, og er kommet hjem. igjen fot at — 
iid jeg: for. — — — — 


No. 37. 
Horſens den 3die Marts 1806, 


Hiiſen og Venfkab tilforn! 
Stjoendt vi iffe have eller kunne Dave noget at ffrive 
hverandre til om, vil jeg dog, ad usurpationem ve- 
tustatis, fot be. gamle Romere ſagde, bet et, fer. god 
gammel Skiks Okyld, . labe. disfe Linier inblobe, for at 
forhøre, om: Du enbnu..er iive, og at labe Dig vide, 


206 


tet Su bog fe fan vete marhematiſt vis: paa, at jeg — 
endnu er til; vivo quidem, sed sic, ut vivere 
nollem, og bet Gibeelé - for ben pinlige. Uvished, hvori 
deg fvæver, om hvad bet bliver of. min Stole. Leg 
Har, paa naadigſt Befaling, indſendt Tegning med Over: 
flag til Skolens Omffabelfe , har erklæret mig om Lære: 
fagene o.f.v. Skoledirectionen har tilffeeott mig, at 
bet ingen Undtagelfe kunde giores for Horſens Cole; 


hvillet og var bande Synd og Skam at vente eller å 


' forlange. 
^ Gee mig til ben Sanbébommer Baden! han er jo: 
nær ved at gane baade Abrahamſon og Sborlachu$ og 
Dig paa. Han har et ſtort Kald til at være advocatus 
diaboli. Der har han nu nylig juftificeret Ulfeld, er 
Han iffe bange for Bornholmerens Vestigia; bet værfte 
er ved dette Forfvar, at han .bat intet at modfætte 
anægtelige Facta, uden ben hoiere Critiks Sormobninger ” 
og muelige Secumenter, (om ligge, han verb: iffe. felv 
hvor. Saalange Ulfelts Brev til be jpbffe Landsdom⸗ 
mere, hans Opførfel ved Mødet i Vordingborg, hans 
Propoſition til Churfyrſten af Brandenborg o. f. v. iffe 
funne nægtes, bør be aldrig unbffplbes eller beſmykkes; 
og ben fom gjør bet, giver Anledning til at troe, at 
-Dan (elo vat i Stand til af gjøre hvad bet (fulbe vete, 
naar han troede fin Stolthed effer Egenkjerlighed Etenfet. 
Et et at forklare af pſychologiſte Aarſager, hvorledes en 
Stand under visfe Omftændigheder fon blive en Gurt; 
et andet et at forføare en Landsforreder. Nemo gratis 
malus: est. Men man vil (aa "gjerne folbe paa Pa 
vaderer; bet — vor Selollogſtab. At Adelen | 





207 


var ben Stand, der Meo Bomeræniteten, var os fot 
mig noget fplinter Byt, og ſaadant flænges hen, fem 
meget betydende Vink, uden alle Vevtſer. Imdlereid 
ec hans Flid ag Girenffning "i Dedrenelandets Hiſtorie 
al Wre værd. Kun vilde jeg, at wore Mecenfentere 
iffe fulde labe ſaadant Friſkfyrerie i Hiſtorien gaae upaas 
anket bort, Bil man gjendrive Vildfarelfer i Hiſtorien, 
ba bør bet (fee. med "grundige Bevifer, ad modum. 
Grammii, eller heller tie (Lille; thi i andet Fald ub; 
bredes fun derved en flau Skepticisme, fom fremmer eg 
baader ligeſaalidet i dette fom i antet.” 
Har Du (ffe Gert ite. om, at. Moldenhawer 
(fitbe gjøre.en jp Viſttationsreiſe til Sommer? Faaer 
Sy iffe e mye Profesſor Theologie, Meyer, i denne 
Tid? ett ingen Geranbring mød Cyamen Philoſophi⸗ 
eum , hois poilelegtife Deel er, go veed se, faate 
overflødig. - 

Sj fib(te Minerva laſer jeg et gerfonr fer € fele 
Reformationen af Rahbek; jeg veed iffe hvorfor - han 
vilde umage fig med at (frive imod dette Hjadſterie, non 
daåbet hzc vietoria laudem. Det var et meget &y: 
Gende Sbteo Abdahamſon for en 30 Aar fien ffre» til 
Ewald. Hoad flulde man, deraf lare? kunde denne 
Reminiſcens være Veteraneren Abrahamſon veifommen? 
Rahbek driver. Afguderie med denne Ewald, fom web 
ſaa mange Andre; bet gaaer virkelig efte cil bet Somit 

molige og Selvfornedrende. E. gr. naar bam. forleden 
. fagbe om to Linier i en Viſe af. Th. Brun, at ben 
aldrig felv- havde ſtrevet noget, fom han tetbe ligne med 
"dette; og mu i ſidſte Minerva vifer Sen til em Tale af 


"E 
» 


. 208 


[ 


Gutfelb, . fom-ti et-novem sansis cmlatüm opns, 


fom dog iÉfe var andet end ffjan Snak og bare Decla⸗ 
mation. Rahhbek Dat meget tilfælleds med Tode. Seg . 
agter og elffer Ham meget; men en(febe ham "eget. 
wmere pu 





. 910..38. 
Horſens ben 9be Novbr. 1807. 
Kjareſte Ven! EM 


Den Sorgmodighedstone, i hvilfen Dit Grev var 


fftevet, rørte mig. Sa vel maae vi førge; bet ſynes 
ſom baade Fadreneland, Kone, Barn, ja Livet (elo 
havde mindre Interesſe for mig, ſiden disſe ffjenbige 


Nøvere hjemſsgte os. Tidernes Tegn ere afſtyelige. 


Vi ere geraadede i Kobberalderen eller i Tider: 
Quorum sceleri non invenit ipsa 


Nomen, et a nullo posuit natura metallo. 
— Nemeſis ſover kun, hun et iffe død. Gid imid⸗ 


lertid at ikke den varſte Act endnu ſtulde være tilbage 


af Sorgeſpillet. Alt vil fomme an paa, om Rusland ^ 
vil (taae Napoleon fraftig bi, og for Alvor. afbryde, aU 
Handel med England; thi da har de Kniven paa Stru⸗ 
ben og maae give Kjob. Men derpaa tvivler jeg meget. 


og fan engelffe Penge udrette noget i Rusland, og det 
have de altid kunnet, (fete bet iffe. Jeg frygter for den 
gøde Aleranders Liv, — Jovotban det end gaaer, have vi 
beg ct mægtigt Varn og Skjold i Frankrige. Men al 
vor Handel, Pulſen i Statslegemet, ſtaaer (till, Ens 


209 . 


deel Kanonbaade tænfer: jeg dog kunde halde. vere ee 
Farvande aabne for og. 

Men flig mig dog hvad be bliver af Univerſitetet. 
Summer bet til Soroe eller Viborg? Noget mage 
Du tog derom høre og vide. Dette, Studentercorps 

duer ikke. — — 

Her fortælles, at be Sanffe.n nu prygle dygtig paa 
Englænderne, og nappe lyſtig deres Koffardieffibe, ja 


ſtyde bem 3 à 4 Rangſtibe ab Gangen i Senk. Euge! — 


Age! Perge! Nyt Landgangs-Forſog ere J bog. vel 
itte bange for. Længe funne be vel iffe holde Sundet 
og Beltet ſperret. Tilførfel vil Kjøbenhavn vel fane paa 
een eller anden Maade. Nu hade I jo Kronprindſen. 
Lad mig 569 vide om. noget. Vigtigt forefalder; 
Brevpoſten gaaer jo nu uhindret. Gib fun fordums: 
Patriotisme maatte befjæle Dannerfolket, og vor gode 
Kronprinds finde den. Tillid og Kjerlighed, ſom 
fortjener . Sat- M dd — — — — 





| dorſens den 2ben Febr, 1808. 


Eiftede Ven! | i 

. Taf for. Din Attention, at Du vilde ſende — 

disſe critiſte Blade, fom. for. mig nebvenbig maatte have - 

Interesſe. Du taler om deres: Grundighed; deraf. 

. har jeg intet fundet, tnenoben meeſt fremgiffenbe Par⸗ 

tiſthed. Recenſenten ec enifIBolfianet , qui juravit im. 
verba magistri, og ti. Trods for egen Overbeoüéning, 

"Nyt theol, Bibl. 19 mb, — o | 


zto 


halter yea beer Been, for iffe at ſortorne den (tore 
Mand i Salle. Bed ſaadanne Recenſioner vinder. Sites 


— taturen intet Den hele Sag tt iffe værd at, tale mere 


om, vore Dage. bliver enhver ved fin Troe; og at 
lade fig overbeviſe, eler. give efter for Grunde, dertil 
har faare Faa Mod. Imitatorum servum pecus et 
, overmande. taleigt. ,. Mig (meltet Stecenfenteu ſaaledes 
fammen med Weyſke, at jeg (Dans tutte Sog pæften 
bliver borte; Ingen feer, hvad bet e mit, eg hvad 
der er hans. Dog forlanger jeg ikke at pryde mig med 
hans Sjebre. Lad Hver væte god for fig, Hier wird 
auch Seife geſaaden. 
Dect ſom meeſt morede mig var, at jeg heraf (aot, 
at Bente, for ramme Alvor, behandler Ciceros — 
. Ligariana, (om Wolf. havde behandlet Marcellina. 
Ret ſaa! Perge materiam, fagde den (eenffe Magiſter 
” til fin Heſt. Bliver man ſaaledes ved, gaaer vif. min 
Spaadom i Antiwolfiana L. B, pag. 14 i Opfyldelge, . 
og det vil i£fe vare længe, førend alle cultiverede, men 
ulatinffe Fole pege Fingre af der hele Grex. Philolo- , 
gorum, den (tore Wolfius, Doctor seraphicus et 
irrefragabilis, inclusive, og be faae Aarfag til at. 
troe, at. ben (om planter en. Cfjeppe Kartofler et en . 
ſtorre Mand, end han fem [eo Prelegomena til 
Sieben, — Nu lidt af beu yolitiffe &otg(f. Qa troe 
^ viet be engelffe Røvere fomuw igjen med Biberne. J 
ete wx wel bemandede til a£ tape imod dem, og Jot. Kat⸗ 
-— byder neppe fn Sek andes Gang tit Sjælland, 
Men her i Jylland eve vi bange. for. vere w— (pus 
a Almue⸗ Udtale af Sathearth. 


SL DE i 21I 


ligge Blottebe, og funme vente deres Hjemføgelje. Ja 
bate Stuelanbé Alexander mane fane Lov til at blive tros 
(aft. Mange Magnater t Riger ere engelffrindede. Jeg 
haaber at den ſterke Napoleon vel ffat holde ham fart, 
: hvis man el faaer Livet af ham. Hvorlænge tillades 
Sverrig åt være engel(f ?. Britterne give nok iffe efter 
førend det fnager, og de endnu Dave gort mange Ulykker. 
Ruslands Flaade ligger indfrosſen til Paaſke. « Symibi 
lertid (taae vi, fom før, i Gabet. Vot Kronprinds 
vil nof iffe anraabe (rauff Hjælp, førend, Alting inam 
Og derfor være han sete — —— 





Ro. 40. 
Borfens den 20de Wat 1809, 
. Giffebe Nyerup! | 
Sa tiet leve vi é en. førgelig. — og 
Hvo figer og Enden herpaa? Det fulde bog være reent 
forbandet, om wi iffe engang ſtulde fane Fred med 
Sverrig. Venſkabeligt er Forholdet mellem os endnu 
iffe, De blive jo ved at hæle med Tyvene. Hvor fan 
bog disſe Stympere tænfe paa at bevare deres Neutra⸗ 
litet? Snart maa bet nu give fig. Englænderne ff 
. beg (ffe Bornholm endnu. Faaer Napoleon med det 
forſte Roe paa Faftlandet, vil han nof venbe fin Ops 
markſomhed heel alvorlig paa bere& Øe. Men Lands 
gang paa England Bar jeg altid anſeet for en Umulighed. 
Dog! hvad er Umulighed? .Omnin jam fiunt, fieri 
qui posse negabam. . SIM dita mens: maae ber 
D2 


f 





o 


^ 


E 212 


bog iffe have været' over det oſterrigſfe Huus! Med 


 bette Dynaftie er det bg nu ude. Men Rolighed og . 


Orden paa Faſtlandet, fra Europas Veftfant til dens 
Oſtkant, vil nok iffe ſnart bringes. tiloele; det ulmer 
mange. Steder under Affen. "Hvo er den Gud, fom 


Fan ordne dette Chaos? Archenholtz og Treſchow tvoe 
ſtærkt paa Napoleon i dette Stykke, og endnu drømmer 
"man om evig Fred. Saaledes drømte man,i ben tan⸗ 


gefte Jernalder om Guldets Old. Ja. fad. der em 


Frederik VI. paa- enhver af. Jordens Throner! Du 


lagde vel Marke til det herlige og for enhver ban(f 
Mand glædelige Vidnesbyrd, fom en unævnt Svenſk 
i politiſt Journal (ot April b. A. giver vot Konge. 

. Syeg hører, at Moldenhawer har været paa Reifen 
herover for at vifitere Skolerne. Han vilde da overs 
raffe os; Han maa komme ved hvilfen Nattevagt han 
vil, faa have vi Olie i vore Lamper. . Du funbe ellers 
nof have givet mig et Vink om ſaadant. Af alle Vifis 
tatfer kommer bet lidet eller intet ud, det er. fun. til 
Byrde og til Bram ; Tingen "bliver paa ont Ote, 
fom ben et, — — — — 


i No. 41. 
Horſens den The Mat 1811, 


Eifkede Nyerup! 
Paa to Breve, er bet iffe faa? Bat Du bog Net: 
til at vente Svar fra mig. Jeg er” iffe Forfatter til - 
ben omffrevne Guldbergs Biographie; hvo ber (aa er 


' g , 








213. 


bet; Sauber er. det og neppe. Sart itof ,- at Nogen 
endnu mindes denne Mand, da det bog er ſaa mange 
Maaneder fiben. han døde! Ved hans Dødsfald lod 
, fig iffe et Qvak høre foruden mit, og af dette har bog 
vel mangen Brunianer rynket Stefen. Guldberg vat 
iffe en Mand af eller fot vor letfindige, ſandſelige og 
uchriſtelige Tidsalder, der vil have Sabelbigtere, Roman: 
ſtrivere og hoitravende Poeter. 

Wed (tor Fornøielfe har jeg left det (ibfte Bind 
af Samlinger til den danffe Hiſtorie, fom Du fendte 
mig. Griffenfelds Brev til Sperling & meget flet afi 
trykt. Snart lader det, fom Afſtriveren iffe [elo Bat - 
forſtaaet, hvad han afſtrev. SBiftnof gif den gode Grif⸗ 
ſenfelds Stlil paa Stylter. —.— — — 





No. 42. 
Horſens ben 29be Juli 1811, 


- Pd 


Kjereſte Nyerup! | 

" En Piece er jeg meget nysgjerrig efter. Muͤnters 
"Afhandling om den græffe Synb(frift ſom nylig vet recen; 
feret i Lærde Gfterretninger, Denne Mand et fuld af 
. alffens Lærdom. Hvor faner han nu Tid til fine ubi⸗ 
floppelige Ting? Du feer at ganbébemmer Baden vil 
have Biſperne adfpittet af Jorden; fom 'Finantsoperas 
tion fünbe bet fan(fee være artigt nof. Tilſidſt fan 
man vel undvære alle Guds Ords Tjenere, naar fun 
Herreds⸗ og Sfattefogeder blive tilbage. Ellers er i de 
ſenere Tider mangen een ibleven Biſp, og bliver det, 


LÀ 


214 


wa hvilfen jeg mane fige: bet havde jeg iffe tænkt; jeg 
weentr Ingen; hver er god for fg. Qui Episeopa- 
, im desiderat, banum opus desiderat, hedder bet 
i den game latin(fe Bibel — — — — | 


Wo, 43. 
Horfené ul 21bc Novbr. 1811. 


Gamle. Nyerupi g 

Jeg kalder Dig gammel med Henſyn goa vort 
gamle SSen(fab, (om, hvor gammelt det er, iffe maa 
eller ffal ruſte; tbi ellers buffet jeg nof, at Du engang 
ffrev mig til, at Du blev aldrig gammel; men bet var 


, dengang, i ben nyfødte Frihedstid, (om døde inden den 


| fif Tænder. Siden ben Tid hav vel Alderen taget et 
feleligt Tag paa Dig faawel(om paa mig. Hvilken en 
forandret Skikkelſe Dave bog Tingen faaet i bet ſidſte 
uftrum ; og bet værft? er at .alle Afpecter forfynbe en 
endnu verte Fremtid. To Ting er ber fom gjøre Tin; 
gene taaleligere, den ene er: at Quiden kommer pe- 
detentim paulatim; ben anden: at alle andre fta Oſt 
til SBeft mod Polens Ende, have det værre end vi. Jeg 
fat nu. lært at indſtrenke mine Hnſker til Sikkerhed 
paa Liv og det Lidet jeg har, og at jeg made blive eg 
forblive Danff med Liv eg Sjel, "og endeligen ikke 
kommo under den velßgnede franſte Ørns Vinge. 
Det er iffe alene Kroppen man i denne Tid maae 
fpæge, ven Sjelen felo maae falte; jeg fan nu ifte 
finde wig en nye Dag af bg: Mængde form udkommer 


hj 





218 . 


tarouffen. Endnu laſer jeg Halliſche git. Feitrug, Pe: 


' Mff Journal, Kjøbenhavns Gitifbetie, Literatie ;Atibem | 


ben, Engelstofto Annaler, S3olf$ Journal og Aviſerne. 
Mangt et litrrairt Sporgsmaal vilde jeg gjtre Dig, om 
jeg havde Dig hos mig; ſiden forglemmet jeg dem. ovo 
. et Forfatter til Resenfionen over de nummerebe Digtere? 
Dig ſynes han i Sagen ſelv ſtriver fortræffelige *. 
Men en Anonym i €fifberiet har talt ham haardt til. 
Mener Du Grundtvig ſtikker Dr. Larſers Oottiſer 
i Lommen? jeg emifebe han. vilde tage til Hjenmsæle; 
ti ban være nu ung eller gammel, hyperorchodor eller 
fitsleg , fad fan han fevfodre fin Træ, og hans Byrog 
, har Nab eg iot, Er 9be Tome af Sahms Hiſtorie 
kommet ud?. sg fob koſter den? jeg har riplig laſt bets 
Gbe; det ev en imbertig Hiſtorie, Kong unos Hiſtotie 
wégjer iffe en ly Deel af Vogen; ben burde ſaatere 
bete Kang Sverres Hiſtorie. Naar ſtal ba Danmar 
engang fame en Hiſtorie? aar kommer ben Dargrerhjes 
aller Valdemars Hiſtorie, fom Kall forjatcer7 Hvad et 
der ved den Dampe's Retſtrivningelate? — — sis ds 





|  Qotfené ben 19be Febr. 1812, 
(— &jere Soerup! | 


Siden Du fvarer faa erpebit, ber jeg og iffe blive 
"tilbage. Dine Breve maae altid være mere unbetbol; 


*) Udgiveren af disfe Breve har ben eh at være Res 
cenſenten. J. M. 


— 216 

dende for mig, end mine for. Dig, ifær naar: Du iffe 
vil lade Dig det fortryde, at fortælle mig tibt af Alſtens 
: 8tbt, foni Hovedſtaden aldrig har Mangel paa. Hvor 
gaaer det: med Guldberg og Cte(djoo *)? hviler ben Sag 
"eller ev ben i Røre? Wergeland fif rigtig nof Gfjeppen 
fuld og topmaalt **55 men. hans Steplique i Sküderiet 
var faare flau. Hvad er bet for 800- Han byder fin 
Recenſent, og hvad Finte ſtikker der i dette? Nu gaaer 
Rygtet her igjen om. Krig mellem Danmark (rettere 
Nonge) eg Sverrig. Siig mig:om man veed noget om 
dette ( Kjøbenhavn. . Mapoleon (fal have forlangt franffe 
Troppers Gjennemmarſch; Gud trøfte- da det (taffeié 
Jylland! Tager Rusland iffe kraftig Deel med i Kam: , 
" pen, fan Norge iffe ſtaae fig mod Sverrig: de have 
 SDoute: Corse; hvem har Norge? og hvad bliver der da 
af / det norſte Univerſitet? Sed Deus meliora! — — — 
| ' Setflat mig hvorfor Engelstoft, Baggeſen, Och⸗ 
ſchlaͤger o. fl. iffe blive Riddere af :Dannebrogen? disſe 
ete jo. i Velten fremfor nogen. Hvad har. Nordal 
Bruun nyligen. draget. Opmarkſomheden paa. fig; ved? 
Du mærfer hvor uvidende jeg. et i. Tingene. 


*) J Selſtabet for de (fjenne Videnſtaber i Anledning 
af Mindetalen over O. H. Guldberg. 


") Her ſigtes fil ben fortræffelige Stecenfion (otec hans 
Priisftrift om Norges Univerſitet) i Danſt giteraturs 
Tidende. J. M. 


- 








217 
ES Ro. 45. 
| Horfené den 18de Marté 1812. 


.€iffelige Nyerup! 
” For nylig lege jeg: en Afhandling i Nachtraͤge 38 


Sulzers Theorie ber (dónen Wiſſenſchaften af en vid Hr. 
Delius uber die Religion. bet alten Deutf den 
. og over Glauben der Voͤlker im ſchandiſchen 


SR stb, hvilfe jeg formoder" Du vel fjender. Denne 


Serre gjør. Edda og ver hele otfinffe Mythologie cil. 


pure bare, islandſt Ammeftuefladder, og vil af vi albrig 
vide en Bid eflec. Krumme om. vore hedenffe Forfæbres 
Religionsbegreber, uden hvad vi. kunne ſammenpille af 


— Munfefortællingerne , en Anſchar eller Rimbert og en 


Ditmar, Adam fra SDremen 20. 2. Saavel de gamle 
Tydffes fom Sfandinavers Religion var hare Fetiſchis⸗ 
mud; ingen Orfin, ingen Thor, ingen Templer, ingen 
Offere, mind Wenneffedffere, med mere, fom. ffrevet 
flaatt; og alt bette med en Tilforladelighedstone fom 
imponerer. — Jeg Nev ret ærgerlig Ü mit Sind; hvad 
nytter, tænkte jeg, alle Suhms critiffe Qvarter, naar 


det endnu (fal være blot problematiſk, hvad vi have 


troet om Edda og vore Forfædres Religionsmeninger. 
Jeg fif: fat paa Din Afhandling i Cfanbinaviff Muſeum 


: 4807. 3die Qvartal; jeg læfte den atter med megen Sot: 


nalelfe for ben concentrerede Samling af litetaite Efter⸗ 
retninger om Edda. | Vel har Du føgt at gjenbrive 
Schloͤſſer og Adelung (Delius markede jeg iffe Du havde 
havt fat paa, hans Afhandling var dog ubfomtnen 1803), - 


" Wen jeg finder intet andet "egentlig ftringerende Mod: 


|218 


beviis, end det af Saxos Citationée og Alluſioner paa 


^. bt Gbba'(fe Fabler; og ham falder Ar, Delius cin 


wuͤrdiger Vorgaͤnger der Cbba. Det kommer 
. mig ellers for, at Du et andet Sted, fom jeg nu iffe 
.— Buffer, Dac talet udførligere om denne Sag; fald mig 

' bet i Erindring; ellers begtiber jeg ikke, hvorfor iffe. 
Du, eller Abrahamſon, eller Kall, eller Thorlacius, 
ellev Oehlenfhtåger, eller Grundtvig bringer denne Qvæs 
ſtion eengang for alle i det Rene, ved at ſtrive en Dog, 
ſem kan holde Stil, paa tydſk, es (enbe den ud bar 
auſſen, for bog at (toppe Munden paa alle de badine⸗ 
vende Vildtydſtere, eg bringe bent. til deres Oynders 
Crfjenbetje. Førend denne Sag er decideret; er jo al 
2 fanbinavi(fe Enthufiasmus fun .ovocxopeyin 

mitana. Ved Du nøgen Bog, 6 hvilfen denne 

din; er afgjort og beviiſt med Piftoriff Cuibence, de 
nævnnug den; mig interesferev den meget. ^ Den ſamme 
Hr. Delius vil flet itfe vibe af at GQermarene eg Gan 
dinaverne have neget tilfellebe, Vort Old er veent ers 
contriſt i det. ene fom i bet ander Imidlertid er det 
endnu godt faalænge vi kunne interesſere os for literariſte 
Emner, Gid fun ,iffe Napoleon og Alerander i denne 
Gemmer ſtulde rage femmen, da vil Piben fane en 
. anden Lyb. Di! talem terris avertite pestem! . 
jeg ftoler paa at ben ene. Kniv ln holde ben anden J 
Skeden. — — — — 





219 


9to. A6. 
. Sorſens ben 12te Decbr. 1812, 
Clffeligfte Nyerup! 
Jeg veed iffe hvordan bet er, bet vil iffe tet gane 
. med vor Drevwerling; nøie regnet har jeg intet at flage, 
ba jeg nef har Udſpillet; men naar man faaledes holder 
" Regning med hinanden, har det ingen Art. Vad Lund 
ev mig tilſendt nogle Literaria fra Dig, fom vare mig. 
meget velkomne, ifær i denne Sjælehungerstid. — Raſts 
iélanbjfe Grammatik var et markeligt Garfon. af en" 
ung danſk Mand. Jeg her left den, den var ſor⸗ 
bandet tør, men Havde dog fet mig fand Inceresſe; 
at han fætter bet islandſte Sprog faa hoit og den. gamle 
notbijIe Poefie næften ved Siden af Grakernes og 9e; 
metne$, maa man holde en Forfatter tilgode, fem na⸗ 
turligviis fan være parti(f for en Sag, fom har foftet 
ham faamegen Tid og Moie. Uden et Stank af Svær: 
merie og Enthufiasmus bringer ingen det vidt i neget, 
Bag. Danmark feer formodentlig i Raft den Mand, 
fom flat erſtatte Abrahamſons Tab. — — — — 


No. 47. 
Skijertorsdag 1814. 


Gamle, oprigtige Ven! ' 
Gammel Kjærlighed (Venſkab) ruſter iffe; fan fjer — 
" ben vor Brevvexling paa ben fenere Tid har været, ſaa 

veed jeg dog wift, at vort Benffab derved intet Bar lidt; 


i] 


220 


vi høre og ſporge jo jevnlig til inanben. Dit fibfte mig 
færdeles velfomne maa iffe længe ligge ubefoatet; bet. 
overraffede mig; at høre ogfaa Dine Tanker om Tider: 
neg Tegn var mig fjett, — — — — 
Du har da og (e(t Prinds Chriftians Brev til vor 
. $8onge ?- Det: gjør hans Hoved og Hjerte lige SGre. Jeg 
- . holder ved det Haab, at Forfynet har udſeet ham til at 
, fnptte bet (or en. Tid fønderrenne Baand. 
|, . Sa vift fan wore Dages Phænomener rokke manges 
Troe paa. Forſynet, iſer hvor den hviler paa Sand, 9. , 
urigtige Begreber om dets Styrelſe af Menneſkets 
Stjæbne. — Caalenge den, franffe Tyran - blev ved at 
hudflette Menneffeflægten ,- var rigtig no£ Almagtens 
Haand ufynlig for "de flefte i Tingenes Gang. Men 
ligefra Nederlaget i Rusland til Dato, da-det gager 
hyovedkuls tilbage: med hans Herlighed og hans Cnbe.et 
hær, ſynes det, at enhver fan tage og fole paa at én 
hsiere Magt er med i Spillet, og med Overbeviisning 
fige: Jehova, Gub, opreiſer Throner; Jehova; Gud, 
henveirer Throner; at falde Virkningerne af de 25 Aars 
Omveltninger 9tullitet, tør man iffe. — Qvilfen Do⸗ 
belig fan overffue og beregne disfe? Om og fun Nas 
tionerne ved disfe lange Trængfler vare, for lange Tider, 
helbredede for den (fabelige Friheds, Ligheds og Revolu⸗ 
tion$ Svindel, fot de grundloſe Drømme om evig Fred 
paa Jorden og vor Arts ftedfe fremgaaenbe jordiſke 
Lykſalighed; om Menneffene derved havde lært at føge 
Lykſalighed i fig felv og fit eget Indre, iſtedetfor at 
ville fremtvinge den uden om fig; lært. at. ſandſelig Vei⸗ 
befindende ikke et vor finis bonorum , og at vor jors 


FÅ 


22I 


diffe. Tilværelfe iffe er ſaa vigtig t Guds Dine, fem vi 
faa gjerne indbilde os — — — sed hec hactenus! 





No. 48. . 
Horſens den 16de Januar 1815. 


&jetefte Nyerup! 
Taf (fai Du have for Dit fidfte Brev; fom jeg 

modtog til (amme Tid fom Dine Kampeviſer fra Lund. 
Disfe har jeg nu left, iffe ju(t i Syuleferiernes deels 
vat dertil paa Landet ingen Leilighed, deels vat jeg mes 
get upas(elig juft ( ben forte Tid, jeg ffulbe, fom man 
falder bet, fornøie mig. Du vil vibe min Dom om 
disfe- ved Dig nyefødte Oldtidsfange. . Fra min førfte 
Ungdom havde. be interesferet. mig, og jeg var temmelig 
fortroelig med de fleſte. Ved denne nye Gjennemlæesning 

vilde be iffe (mage mig fuldelig fom for 50 Aar fiden ; 
em nu min mag fiben ben Tid er blevet værre eller 
. bedre, bet tør: jeg iffe afgjøre. Jeg nægter iffe, at 

jeg om en ftot Deel af dem underffriver Girams Dom, 
ba be ſynes mig hverfen at have hiftoriff eller poetiff 
Vard. Den hiftoriffe Clasfe behagede mig meet, blot 
^ man funbe udfinde hvad der var Factum, og hvad der 
var Snbflebning; men dette glipper jo naſten overalt. 
Som Oldtidsmindesmærfer og for Sprogets Skyld ere. 
de mig ifær ærværdige; og Ordforklaringerne til enhver 
Deel ere mig meget vigtige; og jeg blev ofte vreed paa 
mig felo ; at jeg: iffe. havde lagt mig efter bet. ſtandina⸗ 
viffe Tungemaals Moder, bet Islandſſe. Jeg tenfet 


4 


222 


tibt pea, hvor. min gamle Onde vilde have gledet flo, 
em han havde levet nu om Dage, ba der med ſaadan 
Iver og Held forſtes og ſtrives om det gamle nordiſke 
Sprog og Oldſager. | i 

Din Indledning til denne Udgave har jeg left med 


| ftet Fornoielſe; jeg mane forundre mig over, Hvorledes — 


Di faner alt dette ſtrevet, (om bog koſter megen Læs: 
ning, mange Bogers Collation, mange Meningers 
Overfyn.og Bedommelſe; og dog ér Dit Foredrag over⸗ 
alt ſig felv liigt, correct, og mig ſaare behageligt, faa 
naivt og. ægte Danff. Indbringer Dit lærde — 
| Dig noget klakkeligt? 

Du ſynes at dolere over Norges Tab; jeg mener 
at Danmark bedre fan undvære SQorge, end omvendt. 
Hvad har. Norge iffe foret Danmark i de 7 fibfte Aar? 
Norge have vi vore. Finantſers og Pengevaſens usle 
Forfatning at talte; Norge har altid foragtet Danmark, 
Gud veed: hvorfor? . Cen af deres egne Digtere har jo 
fagt: De indbilde fig, at ber fødes Menneffer fun. à 
Engelland og der. Jeg glemmer iffe Wergelands Bog. 


(ed 


Ro. 49. mM 
Horſens ben 13be April 1817. —— 


$jetefte Nyerup! 

For den behagelige Dipbelje, fom Du ffaffebe: al i 

wb Laanet af den Bog, vere Du hjerteligen taffet. 
Mange literaire Roticer om en og anden Bog, (em jeg 
fra min førfte Ungdom har fjende, f. Cr. Docter Sanft, 


. | ^9228 


Reineke Fog, Dodedandſen og Fl. fotnsiebe mig overs 
maade. Havde min gamle Onde funnet lefe dette, 
han vilde ret have glædet fig. Sy hans Tid var denne 
Literaturens Green naſten en terra incognità, og. 
. ben banjfe Literatur (fplber og vil til alle Tider (fylde 
Dig uendelig meget. Jeg forbauſes over Din boglige 
Erudition, den er kommet paa ben tette Hylde at ftage. 
Siig mig em Du fortjener noget fleffeligt ved Dit pas 
triotiſte utrættelige "Arbeide; i Engelland hapde Du 
varet en riig Mand ved lignende Skrifter. 
Nyelig ſik jeg et Brev fra Biſkop Diner, hvori . 
- han opfordrer mig tilat levere Bidrag til det andet Hæfte 
af hans Miscell. Hafniensia. Jeg: har liden Lyſt til 
et, lade noget trykke; imidlertid undſeer jeg mig ved 
reent ud et fige ham Mei. Jeg fender derfor hermed en 
latinſt Tale, holdet ved Reformationen i Horſens Cole 
1807. Jeg tillægger ben felv iffe noget Værd: vil han 
bruge den, fom en güdjenbüfet , maae han det. 

Hvad bliver der af Grundtvigs Snorro og Saxo? 
bet. Arbeide kommer vel aldrig til Ende. Det gjer mig 
inderlig Ondt, at dette herlige Snille er fan phantaſtiſk, 
og nu glemmer fig (elo (aa ganſte, at han giver i: til 
Priis fot Drenges 2x 





| 2924. . s; 
No. 502 
$orfenà ben ?7be Octbr. 1818. 


$jerefte Siyetup! : 

Dit Brev, ffrevet i en meget mismodig Lune, 
modtog jeg i en meget ſygelig Forfatning; (aa meget 
befto lettere kunde jeg fympathifere med Dig. Vore - 
gamle alvorlige Forfædre falbte Jorden en: Jammerdal, 
vift i£fe af tykt Blod, men fordi be fjenbte og havde be; 
tenft Livets Vilkaar. Bor Tids Letſindighed Dar fpottet 
over dette Navn, bog feer man den ene Daare efter den 
anden at finde bet faa Debt. eller qvalmt i Livets Roſen⸗ 
lund, at be for af fvnle fig eller træffe Veiret, gribe 
faa til Vandet, faa til Piſtolen, faa til &triffen. Sans - 
delig, den forgudede Fornuft er en fold Trøftet under 
Livets Gjenvordigheder. Hvad mig angaaer, ba har" 
jeg havt og far mine Lidelfer, baade i Sind og- 
Skind; og dette feler jeg, at. jeg uden Chriſtendom⸗ 
mens Troe iffe havde funnet beftaae; men benne- 
opholder ſaa temmelig Modet, og denne Troſt vilde jeg 
og gjerne unde Dig, min gamle, el(febe Ven, ifær nu, 
da jeg begriber Du hoiligen behøver den. Sat Sapientit 
. Tabet af en god c: en fornuftig, ærbar, huuslig, trofaft 
3 gtefelle, ec viſtnok ſtrakkeligt, ubobeligt; men bedre 
et bet bog, at hun gager forud, end at vi efterlade. 
. hende til en uvis SÉjæbne ved vor Bortgang; og jo flere 
Baand der løsnes af dem. fom binde o$ til Jorden, jo 
roligere kunne vi fee Døden. imode. — —— 

Du har $el lagt Marke til Grundtvigs Dem om 
de gamle Klasſikere, i Dans anden Udgave af Verdens 











225 
| $tenifen. Det gior mig Ondt for ham, at han ved 
et domme om det, han iffe forſtaaer, ſaaledes proſti⸗ 


tuerer fig. Gud velſigne vor Konge, at ban nøber bam 
tit at bringe Saros og Snorros Overfættelfe dl —— 


thi eſter disſe længes jeg inderlig. 
Ro, 5L. E duet 
m I oriens ben såde Decbt. 1819,. 
^ jerefte Nyernpt Dø 


Set Dit Brev -og den mig tfenbte dads et 
Biſtop C. Worms og hans Kones ffionne Pottrater, 
takker jeg Dig eet hjertelig, "Denne Gave Báé- fot mig: 
megen Intereſſe. Ak oet. ee B. Worm tvister jeg (Ne 
pa; ben Wormſſte⸗Anſigtsform, fer ec faa chataktere⸗ 
fit Hos: Matthias Worm, Oluf Worm, Carfter Worm, 
Jens Born, og, med Tilladeiſe, ogſaa hos mig, er! 
kjendelig mof; desuden fat jeg et 9IRaletje af Manden, 
fom et malet af Fuchs efter en Original, fom (al. Lurdorph 
eiebe, og Ligheden med dette ec paafalbenbe. 

SBiftnof ere de Tider, i Boilfe vi leve, betænke⸗ 
lige, de.ete den franſke Revolutions Efterveer; de Nykker, 
den fatte i Mangdens Hoveder, ville ſpoge længe; 
kun at de ikke ville ſpoge for groot. 

Hoo et den gede Ven ; fom i Drammenẽ Avis har 
opkaſtet (ie til- Ordfører far bet Bele banffe Jolk? Hor⸗ 
(ens i det mindſte Bat: ifte. Gimmittéret: ham; eni Bee 
- Kjøbenhavn far, veed jeg Tftes men i ott Fald ec Kjer 

benhavn ikke Citater" SBee over disſe DiMagoger h^ 7^ 
Nyt theel. Bibl, 19 sb. *$ 





- 


226 . 


.. Den ubetingede Obrivefriheds Forſnaxere have Fa⸗ 
natikeren Band og. Konſarter kug lidet at zaufke. Gaa⸗ 
ledes gjør man fy Riis fål f egen Rumſpß— 

Dit Prosran i Atzladaing af. Wripnichas Subir 


deum fat jeg le(t med Forneielſe. Men Dit euntiut. 


rede Udfald paa Chriftian VI. paa Bibel og Catechismus, 


. forargede mig. — fouotfot beholder Du iffe Dine fubjecs 
"tive Anſtuelſer af disſe Tiug for Dig feo? Hvad tanker 
" Su med faabant Siderap at udrette? oem at behage? 


Var bet iffe Chr: VI. (om byggede. den ſtolteſte Konge⸗ 
borg i Curopa? Han maae da vel have. havt Sands 
før andet, end Bihet og Catediiimus, Mir (fus og, 
af-jeg, for te faa længe. ſiden lee et. tek. nogle eats 
handige Breve af ham, ſom ife vara fae dunme, (ont: 
mon (fulbs ventet af den, bet faa: flüttig Løfte i: Mibelen 
Qin åer i hauß Tid. Qerrigit € Kjufe og. favne, E Camophiee 
huſet,/ om ber. vare færre Ballen, Qtafferodex og. fDifis 
njfec, end eller, var der fan. (te en Miptfe? . Du sib 
oiv «p, gammel Skolemeſter henne expectquation., --:: 


nd 1 — e qu um 
He FASE ARNE > "3 I5 i 2 i wie 
al Sko: $0. po ded ens 
n En vorſens den såe Mai 1820, - 


n ; 
s Eiftede 3nd; "mt 

- Stef for. begge Dine Brepe⸗ feta — tog 
— get. Bifmpf par Tidenden om- M. M. mig uventet, 
jeg har. rigtig nokkiendt bam ^» men aldrig, tels med Dam; 
Dy erindrer, nob, at jeg, var paucorum. hominnm, 
og haude ſaaue fag, Ornsetobiunnes Hans Veslighr 
i pode EET Y y 








227 , 


mane dog iffe have været af bet vette Gig, paa. jue 


terae ffal man fjende den. Det lader ort. fom Er; 
lighed var vent af Brug i vorto plyfte Dage, sg 
næften alle €m6cbómenb vere Tyve og Skjelmer. Hven; 
af mon. dette fargelge Phænomen fan Comme? jeg ttoet 
det -laber fig forflare af ben herffende iigubelipfieb, 
Naar bet ingen Frygt ev over Menneſket, gamer Det 
ife godt. Den fom frygter Gud, behever iffe at frygte 
nogen Anden; men den, fom frygter hverken Gud eller 
Fanden, han mane frygte Boddelen; og tenfe eller 
haaber han at hytte fig for ham, ba gjør Ban, naar 
Leilighed og Friftelfe. lokker, hund det ffel være. Sam 
danne her Hiſtorie og Erfaring lært mig et kjende Men⸗ 
neſtene. Jeg veed nef, at bet iffe er Medephiloſophit 
" Den Undflyldning for hans Handling, fom Du tilføjee 
Dit Btev, anſeer jeg for, C psg. En gammel Phil 
foph havde en Slave, (om fel toget fra Dent, han. 
gveb ham med Koſterne og vilde (traffe ham; Slaven 
fagbe, for at undſtylde ſig, jeg vibfte iffe, at det var 
Dit. Hertil gienmalede Philoſophen: ba wibfe bin 
God. Mi at bet iffe vay bit, Bat ue 





$8. 5 53, i 
Horſens den 270€ put. 1823, 
/ G (ff elige Nyerup! 
Jeg har i denne Tid le(t Grundtvigs Saxo's og 


Snorro's 3ble eller fidfte Ded. Med Forundring har 
jeg — den ———— hvormed han far overfort⸗ 


AN | 9 2 


228 


Gro i bet ban(fe Sprog. Naar man fraregner en 
Deel plumpe Udtryk, fom nu høre til hans Maneer, 
anfeer jeg den for et Meſterſtykte. Kjender Du Nogen 
fem funde gjøre ham det efter? Hvilken Kraft og Fylde! 
hvilken Raadighed over Modersmaalet! hvilken Lethed 
i at bevæge ſig i ſamme! Gid den bog maatte falde i 
. en billig og forftandig Recenſents Hænder, - Jeg finder 
en Hob Ord hos ham, fom jeg iffe fjender; maaffee 
ere de laante af den gamle islandſte Tunge, og bør ops 
tages ( vort Sprog, Men nu et andet Sporgsmaal: 
Hvad Lærdom, Gavn, Steft, Hufvalelfe, Opbyggelſe, 
" mener Du, menig Mand fan have af disſe Kronikers 
Læsning? De indeholde jo næften intet andet, ifær 
Snorro's, end de græsfeligfte Fortællinger om be gamle 
Nordboers Barbariſthed: Uvidenhed, Overtroe, Skjor⸗ 
levnet, Hoer, Mord, Indebrænden, Trolsshed, Falffs 
feb, Oprsriſthed, Borgerkrig, Feider 1c. 2c. 20., faa at 
Haarene maae teife fig paa Sjovedet. Man har Faldet 
— Gnorro den novdiffe Tacitus, Men jeg veed el, hvor⸗ 

med han fortjener dette; han ſynes mig en temmelig tør 
Kronikeſtriver. Saxo, meb at fin Snakſomhed, ſynes 
mig langt mete pragmatiſk; i bet mindfte i denne ſidſte 
Deel. Hiſtoriſt Critik har nof. Ingen af bem været 
Meſter i; bog et Caro mindre parti for (ine anb; 
mænd, end Snorro for be Storífe. Dog, iffe mine 
Ord igjen! — — — — 


N 


*- 











. 229 


9o. 54. 
Horſens ben 7de Decbr. 1824, 


$jetefte Ven! 


Vel fan mine Breve iffe fortælle Dig noger Vide⸗ 

: ' værdigt; thi, at jeg endnu lever, veed Du vel; men 
Du (freo ſidſt, og vi bør jo holde Aareflag ? Du flap 
ba for Hoveriet med mit Program. Det gik mig, fom 
fyacob von Thyboe, id) bedadte mid) tieber, Vor 

: . Sekolecasſe et tom, og jeg turde iffe forlange Penge til 
ders Trykning af Directionen, ba jeg vib(te, at bens 
Fond laboreter af Tering, hvorved ba respublica. lite- . 
"raria nullum cepit detrimentum. Du bliver mu ved 
at ffrive, men jeg feer intet deraf; Du funbe bog nof 
betinge Dig af Vedfommende et Cremplar til Din 
gamle Ven i Horſens; jeg læfer faa gjerne hvad Du 
ſtriver. Syeg fer, at man nu igjen ypper den gamle 
Strid om Menneffets Frihed; to unge Herrer ere Ans 

" førerne i denne Kamp; et impertinentere Svar paa 
en human Recenfion, end Algren Usfings paa Profesſor 
Sibberns, har jeg tffe længe leſt. Han fradommer 
Kant og alle Indeterminiſter fund Menneffeforftand. 
Mon Ørfted, fom han har draget med i Striden, iffe 
vil fee ind til ham, - fom han gjorde ved bin Morffe 
(var bet iffe Wergeland han heed?). Hvorfor mon han 


ei fil Zopfpredigeren Schultz, fom Du nof $uffe, i — 


-.Sebtog med fig? Hvad et det for et quinquevirat af. 
Studenter, fom vil udgive Garatonii Not. in Ciceronis 
Orat.? et Bogen udfommen? duer den noget? | 


- 


230 


Jeg læfte med ſand Gortusiet(e Anmeldelſen af Cons 
ferentsraad Schlegels lærde Arbeider i det gamle danffe 
Lovvæfen ; Han er Danmarks Kofod Ancher. Formeld 
ham min venligfte Hilſen; "jeg haaber, han iffe har 
glemt mig. . 

Har Penfesfor SRaff udgivet noget fiben Ban.fom 
hjem? Lab mig det vide, jeg mane have det. Haus 
Etymologicum lever jeg vel iffe at fee; bette Studium 
har altid for mig havt megen Interesſe. Apropos , flig 
wiig Etymologien til Ordene: Bismer, Hanebjelke, Ginfel 
Zokum, Kalwedandé (jeg værd. nok, at en vid Magiſter 
Satiricus ſammenſatte bet af Kall og Danziuc). Vin⸗ 


terveiret har hidtil neppe været at udfolde; imiblertid 


fave vi dog ei. friftet be Overfeommelfer, (on stergase 


Andre. i denne TD. Ja! Jordlivet er et. dybt Kyrie 


eleifont. 


No. 53. | 
$orfen$ den 1fte Marts 1825. 
Kjereſte 9tyerugl | 


— SüentigR Tak fet den, titjenbe Bog; Alt uat ber 


angaaer Cicero interesferer mig; dette Quinquevirat *) 
loner Danmark nagle gode: Philgloger. Grundtvigs og 
Rudelbachs Maanedsffrift længes jeg efter. at fee. Det 
et jo gnbt at Tingen: ventileres Baade pro et contra, 
*y Nemlig C. G. Elberling, 9. S. F. Senridfen, 


Sy, N. Madvig, F. €. Olſen og F. 2. €. Rasmusſen, 
(om 1625 udgave Garatonii; Note in Cic. Qr'at. 


231 


ellers vorde Reſultaterne faa cenſidige. Gjore be bet 
alt for galt, have vi jo drabelige Stationaliftet -nof, 
fom ville og funne vife bem til Rette. 

Nyeligen læfte jeg ét Stykke af Grundtvig om be, 
faa kalbte, Helliges Forfamlinger, fom fyntes mig over; 
maade vel ſtteset. Gr det ſandt, at Bad har tabt fih 
Cetebritét fom Prædikant? Vee bem, (oth hænger ex 
süra pupilati! Om Rudelbach Bat jeg ei 6€ bedſte 
Tanfor; fig har left Hans Prebiken, den ec ttilg noget 
myſtiſt Vaus. Hvorlebes kan beh, fom ffriber fadbont, ' 
^ være flarpſinbig og have grundig fætbomi? hens Latm 
tt meru barbarios. | 

iniH Vinter bac været PP med Gutfiet d$ 
Jyderfédtiniiifiv 5 be. Umkker 66 have anrettet età mátidi 
66 ftófé, sy. ville ſtent forbindes. Den attiihteliw 
Velſtand, fom ffulbe Djelpe be Ulykkelige, et forſounden, 
bh og Vellien DéRtil var der. Englands. tømmer: 
Holitik tiéc Eutopa igen med en almindelig ftis; 
imidlertid dolger bet fine Motiver og Henſigter unbet 
tut ſinukte Navn af Hele Vesdens fSantété Fris 
hed. O tempora; o mores! Brydet Krigen ud; 
roter Haset flux af privilegerede eg aprivilegerebe ak 
finger, og al Soehandei er tiliikeigſört. Dig, Si. 
twatk har jo iffe mere nogen Händel. 


i 


232 ' 
Pa UTER E No. 565. 
i i S vVorſens ven Tbe Stob. 1827. 
God e Ny erup! 
Jeg fik forleden Dag et Brev fra den gode Rahbek. 

Vel et der for mig endnu nogen Dunkelhed over Eders 
Conduite med mit Manuſcript. Men hans Brev var 
ſaa broderligt, ſaa vennehuldt, ſaa humant, at jeg ganſke 
er forſonet, og vilde trykke bam til mit Hjerte, om jeg 

vat hos fam. San fagbe be ftote Ord om fig feo: jeg 


hav mens sana incorpore sano! Hils ham venligt 


fra mig; ſaaſnart ber gives en Leilighed, (fal jeg fenbe 
Dig mit Manufcript atter igjen, (om Fader Homerus 
ſiger, og han (fal nyde ben 9€ te, fom han falder det, 
. at: opleje det i Selffabet ”), naar han finder. bet 
beleiligt. 

Aat Profesſor Staff for. ben mebbeeite Lifte paa 

ang. Skrifter : Dvilfet Sproggenie maae denne Sans 
Havel 1! 
Jeg gab vidt hvo ber var Forfatter af ER 
i Literatur⸗Tidenden over Rector Meislings Overfættelfe 
ef Mufæi Hero og Leander, Den var flarp v9 meget 
lærd. Peterſen var bet vift iffe. 

Hvorledes lever den gamle Hornſyld? praker fan 
endnu for Folket? J. Møllers Herders Biographie 
made have gottet ham; Det ér og et deiligt Stykke. 
Har man iffe i — hort noget fra Brondſted? 


*) S bet danſte Videnſt. ems, hvoraf Worm var 
bleven Medlem, 


| 


282 


Hvorfor. bliver hans lærde Bog om Den Chios iffe vecewi 
ſeret i de lærde Tidender 2? 7); ſnart fommet vel den 
anden Deel af Varket. 





No. 57. 
Horſens den 31te Januar 1828. 
Kjereſte Nyerup! 

Jeg tøvede med at beſvare Dit Brev, deels fordi 
det nu falder mig meget befværligt at ffrive, iat ved 
Lys ba baade Øine og Haand ſlaae mig feil, deels fordi 
jeg anſaae Dit Forflag om-vor nor(fe Reiſe for Spsg; 
tfi bet maatte jeg, efter mit Befindende, anfee bet for. 
Du ffrev engang for mange Aar fiben i et Brev: "Syeg 


vorder aldrig gammel”, og t Henſeende til Sindet ſynes 


det at være fandt, Men vidfte Du, hvor (frebrtig jeg 


er, da vilde Du vi(t iffe for Alvor gjort mig dette Forſlag. 
Jeg har i 8 Aar ei været i Aarhuus, Hvor jeg dog har. 
en Søfter »9 flere Slagtninger og SSeCjenbtete, Til 


min Broder t Sneſtrup, 2 Mile her fra Byen, kommer 
jeg fun een, høift to Gange om Aaret. Min Son, 


. fom er boefat et Par Miles. Get herfra paa Landet, 


i E uou 
*) Saaledes fan man endnu fpørge 1831. Men ba. fag 
. Undertegnede,” fom nuværende Redacteur, fvare, at 
efterat be tvende Mænd, fom fbtft vare paatæntte til 

at recenſere Verket — Thorlacius og Muͤnter — ere 


bortdsde, er det lykket mig at finde en Tredie, fra 


hyvem wu Bedemmelſen af de to Dele forventes. 
b . ZEN Meller· 


) 





234 


beſogte jeg i Fjor fan eengang. Sieg konmer albrig ub 
af mit Hem, uden engang imellem til Kirke, og ba 
maa jeg kjore derhen; jeg fan ei gane 100 Skridt uber 
at hive efter Veiret, og jeg duer endnu lidt, fun naar 
jeg fibber. Jeg fidder derfor fra Morgen til Aften baade 
paa Skolen og i mit Kammer, For mig er altíaa iffe 
at tænfe paa nogen Reiſe enten til Lands eller Vands, 
undtagen den fib(te — paa Charons Dampbaad (cymba 
sutilis - Kajak). — — — — 





Rø. :58. 
Horſens den 10de Juni 1828, 


Kjærefte Sipetup! — | 
Du forlanger at vibe mine Tanker om Ratisna 

Hsmen. Disſe fan Du vel (eo vide; efter hvad Du 
kjenber fil mig fra ældre Dage, Eftet min inderſte 
Overbeviisning far Rationalisme $4 ſand Jeſu Lære, får 
él at ſige: Chriſtendom, (ngérifunte forenes. Jeg un—⸗ 
brev mig fan over, af Rationalifterne ikke føle bern ſtore 
Inconſeqvents, (otn de gjøre fig (fplbige i, og houd de 
ville med en Bog, Tor et fad falbproppet met Overtroe/ 
Fordomme, jodiſte Drømme, Ufornuft o. f. v. fom bet 
Nye Teſtament! Mage til Uvaſen theb eit gammel Bogs 
Fortolkning hår jeg (ffe. kjendt. Jeg maa lide Wegs 
ſcheider, ſom ſiger reent ud, at han forſtaaer Sagen 
bedre end Chriſtus. Bil Du ellers beſtemtere vibe min 
Dom om vore Dages Logomartie é Religionen, ba maa | 
" Du læfe Profesſor Tittmanns Afhandling uber Raties 





235 
fiafiémus und Supranaturaliemus. Leipz. 1816. «uber 


var vift iffe Rationaliſt, naar dette ffol betyde, &t 
Jefus vat ham bet; dertil var han fot gob Creget, 


. Om han iffe troede foab han maatte, fom ærlig Sets . 


tolker, [abe Jeſus lære; ev Noget, ſom jeg itte seb. 
suis nof om det. ; 

Sen, fjærefte Nyerup, er det og Dit diver, at 
"e en Steife til Notge med Dit foagelige Helbresb og 
i Din Alder??? Du fan jo beg iffe naae Din Reiſes 
fymflot, «t fee Din eg min gamle Shen, Er bet ba for 
at tale med fané € sm? Forge, ſynes mig, hav foit 
libet Tiltrekkende for Danffe; de vifie je iffe engang 


have Sprog me med est 


Sto. 59,- 
Horſens den 13de Sui 1828, 


(Gibfte Brev, i bet minbfte af de Udgiveren tilhændefomne. 
Nyerup døde bog førft den 28de Juni 1829), 


Kjærefte Nyerupl. 
— Silere Breve fra Dig i en fort Si» fortjener — 
at jeg kradſer og tyfter eet Svar ut til Dig. Der gjør 
mig meget Ondt, at Du liber faameget i Dit Sent, 


* 


' Foruden meget. andet Ondt hår jeg nu og bette, at mine 
Fodder hoone, faa at jeg fuart ikke fan. fane Stovier 


paw — Jy ver Alder, da Legemet og: ivsfraftet- er 
foettet , et der fun libet at. haabe af Lægernes Senft... 


Strang Dirt og Forſigtighed eve nof bet eneſte, form: 
kan holde Skroget (ammen endnu en (eie Stund, Jeg : 


- 





.836 7. 7 


fan ug iffe fomme nogenftebó, har i tette Aar fun 
været to Gange ude af mit uus, og. aldrig ude af 
Byens Port; og der bliver vel ligeſaa lidet af Din jyde 
Reiſe (om af Din norſte. At fee Dig enbnit een Gang 
i Livet, vilde naturligviis være mig meget fjært. Den 
ſterke Hede og qvalme Luft i denne Sommer befom;. . 
mer mig meget ilde; jeg lovede mig i Vinter meget af 
Foraarets Mildhed og Sommerens Varme; men dette — 
Haab ſkuffedes (om faa mange andre. | 
. Seg Dat mu le(t bet 43be Bind af 3. Mollers 
Theol Bibliothek. Mig ſynes at Moller har godt for⸗ 
ſvaret fig mob Blochs Misforſtaaelſer og Mistydninger 
af hans Paſtoralbreve. Sy noget har Blod, fom erfa; 
ten € folemanb, Net. Der er: meget fom i Theorien 
lader ſmukt og fynes let, fom i Praxis iffe vil gage. 
i Du fjender vel Seebodes kritiſche Bibliothet ? jeg 
(efte nyeligen der en 9tecenfion af D. Bilder i Giesſen 
over Sy. H. Voſſes Mythologiſche Briefe; ben intereds 


EE ſerede mig meget. Voſſ gjorde -Élogt (, at han put: 


tede fig, førend han læfte denne. I ſamme Bibliothek 
- et og en mærkelig Recenfion over Niebuhrs Roͤmiſche 

Geſchichte, Lden Udgaves Iſte Del. Denne opløftes 
til Skyerne. Det værfte er, at de (om have tjobt ben 
fetfte Udgave, have fpilót bere& Penge, da denne et 
reent calfatvet, og Niebuhr (elo erflever ben for et Jus 
gendwerk. Om Wachsmuths Bag tales iffe eet Ord i 
ben lange 9tecenfion. Profesſor Molbech er nof her i 
Iylland i denne Tid? Jeg bad Dig engang at ffaffe mig 
hans Udgave af Kongekrsniken og Harpeſtrengs Lægebog. ” 














⸗ 


237 
b. 


' *4f (al. D. Worms Breve til dr. Gifteprovft, 


Dr. Rasmus Moller, Sognepræft i Rjøbelgv. 
NO. 1. 


Borſens den Øde Decbr, 1805. 
Giffeligfte Ven! 


Tænk bog endeligen iffe, at Mangel af gammel 
Agtelſe, Venſkab og Hengivenhed, er Aarſag i, at jeg 
faalenge iffe har ſtrevet Dem til; gid De vidſte hvor 
ofte jeg tenfer paa Dem og taler om Dem med min 
enefte Fortrolige, min Kone. De fan neppe troe, hvor 


. inbetlig jeg favner Dem.” Dt De, i Deres Kreds, fuld 
vel fan undvæve mig, bør jeg troe. Men jeg har her 
' Singen, flet Ingen, fom erftatter mig Deres Tab. Mes 


EN - 


get et, fiben vi fane hverandre fidft, indløbet, (om jeg 
havde onſket at ubsfe i Deres Barm, ſaaledes, fom bet 
laae i min. Tit havde jeg i Sinde at ffrive; men bet 
jeg havde at fige Dem vat. faa meget, at jeg var bange 
fot at begynde derpaa. Den nye Skoleforbedring fotos 
gede mine graae Haar i mit Hoved. Jeg gruer for bisfe 
Forandringer. "Ved Stolen har jeg. nu ingen Lyſt at 
blive, Kræfterne og Modet: ete fnaffebe; og fra ben 
fan jeg heller iffe fomme. Jeg frev en alverlig piftel 
til Directionen; feer jeg Dem igjen, (fat De læfe den. 
Hvad hjalp bet. Man fagde mig nogte Complimenter ; 
men kalfatres ſtal jeg med hele Reſten. Sed chr ege 
hec ingrata revolvo? Jeg har nu væbnet mig med 


Apathie. Mit ſtrantende Helbred bliver verre og iffe 


i 


e 


|. — 988 


bedre, Mit Stillefiddende har nu næfter gjort mig . 
uffiftet til al Bevægelfe, — Gaffet være Gud for den 
fDortion af Jovialitet han nedlagde hos mig; ellers havde 
jeg alt været caput. Ungdommen bliver alt verte og. 
værre at (tore paa Sadeligheds og Flittigheds Vei; tfi 
nu er. Sandſelighedens Time; nu er Lapferiets Magt. 
Jeg læfte nyelig Biffop Bechs Pradiken om de lykkelige 
og. faabefulbe Tider vé leve (y: mig kunde den ikke hu⸗ 
ſoale. Men maaffee ere ſaadanne fangviniffe Biſper 
juſt de bedſte. Vor Biſp *) leder til en meget alvorlig 
Mand; jeg troer og han et em god Mand. I gamle. 

Dage fad wi fammen, fom: Alumner paa Gommunitetét, — 
Igaar fif-jeg et Brev fra ham, — — — — : 
, Stef for Deres tredie Pentade of 2ielué , (em jeg 
" nlgtig fif tilſendt; bet fornoier mig uendeligt, at De , 
farer fort med. dette ſtjanne Arbeide, hvis ærefulde Ende 
De kan vente at fre. Det ev af de Arbeider, ſom 
vmueligen kunne (onfe i Zerbe. De nænner win Bog 
mad Wolf; jeg ffrev Dem nof hvad Wotf bomte: oni ben. 
Qm laſte jeg iAllgem. Deutide Bibliothek 98 Bd. 
2 Gt, €. 456 v, fi. en SRecenfiom fem var for mig møs 
get fosbesjagtig. Recenfenten anfaae Sagen gauſte af; 
gibt, og. Wolf uimwodſigelig gkovrost. . Men nylig 
pae Gentector: S9, Weyffe, Beffenbt of fut Udgave af 
Kwepben og vogle jers Breya, nillet giore det bedre; 
og udgivet Perpetuua et plepus Commentarius in 
. Oz*. Cieeronis pro Marcelle. Lips, 1805; ex hed 

for Beg, (om vijset viget. NN og Telenter; men 


(5) £x. X. 5 iré. : 2 : "E 





AUN 


239 


qu ben. efter min var nødvendig, og om Sager derned 
ev bragt pærmere til Afgjøgelfe, ffulbe jeg meget tyiwe, 
Gan eatelec mig overalt med Agtelſe, og lader bet iffe 
manghe paa Doctissimus Warmius; ipudlertid, fon 
jeg bog iffe frifjende ham for, Malignitet og Laugsnid, 
Hon wil bilde Pyblicum ind, af min Libellna fus vat 
rener for mine. Landemgnd ng Difciples band beri 
nep for Lorden sg bog ubtuate Don poa helse Gider 
ned jeg her fast med. fan Siniex. Mine vigtige Gien⸗ 
dvipelfes og Anmærlninger forties bani deximod treeffer 
han bem (vem, fom Dan troer fig af funme viſe til Rette, 
eq de i hvilfe, fem, han fige: Wermiua ngn plane 
satinfaeit. Jeg cuivler neſten paa, at SBolf bliver 
mere tilfptbé med Gam, enb web mig, Til henne tydffe 
Udfordring fan han neppe tie; thi Weyſke bay eg Ceje 
britet , og jambe han credentſer ſor Den. fere Mand, 
fag sager han ham dag dygtig (6 Cofole. De mag, ens 
"delig løfe Den Bog, hen er ipfsresfans e.g vec à vært 
Fag; og lad mig faa vide Deres Tanker. 

End maa jeg gjøre Dem opmatf(om paa en Sitecen, 
fent i Hall. Literat. Zeitung for. May 1805 over Eich⸗ 
| horns ſtore Bog om det Ur⸗Evangelium, af hvilket vore 
3 Evangelter ſtulle Have deres Oprindelſe. Denne y 
potheſe, (om bis(d Hypotheemagere nu faa. længe have 
aient Hxolie mb, er gy ved denne meſterlige Rexnſion 
ſremſulhet i ft, Intet til Spot og Spes for den fræffe 
baigw Critik. fan her været drei at tære for. ben, ſelv⸗ 
kloge og beremmelige Cichhorn. Forfatteren er uden 
Fin den grundige og ( dette Fag bombe, Girieshed. 
Hear ;bibfe Soipbinagere- ſaaadeq altid bleve ledte hjem. 


240 


vilde bet (tane bedre til in republica literar. — De 
fffige Voſſ, fom reed faa ſterk paa ben gamle Heyne, 
Bat nu og faaet fin Pæl i Kjodet; Dan ec faget i Klami: 
merie med den unge, men ftore Greker, G. Hermann, 
fom ffreo bert beremte Metrik og udgav Orphica. Jet 
Avertisſement lader Bari Voſſ vibe, at førend han fau 
híblabe fig med ham, maa han 'førft gane hen og lære 
at deelinere og conjugere Greſt. Saa gaátt det: per 
quod quis peceat, per hoc punitur et idem. : Dog 
maaffee «it dette er Dem for langſt bekjendt. Skjonde 
jeg ellers ikke længes efter Foraar og Sommer, fom jeg 
pleier, iba jeg tll den Tid feer min Soles Omffabelfé 
i Mode, faa onſter jeg dog at vi havde den, da Dei 
Deres Brev giver. mig Haab om E ben Tid at ke og 
- tale med Dem. 
Det lønner vel ikke Mein ht tale om Pelititen⸗ 
Bonaparte putter baade Keiſere og Konger i fin Lomme. 
Gud være lovet at vi iffe Cem med pan den iius 


Rå. 9, - e 
. Govfené ben 14b 3ui 1813, 
Gamle, oprigtige Ven! — 


Som jeg juſt gif oo længtes efter at hore es fone 
fa Dem, fom Deres fjete Brev af 8be Juni tilligemed ' 
det tilſendte Manuſcript. Men Brevet var 3 Uger gant; - 
melt, da bet fom mig til Hande; det blev derfor nod⸗ 
vendigt at jeg ſtrax tog fat paa Deres Ovetfættelfer- fot 
at faae bem færdige" til Auguſt, thi De verb nó Hvor 


. 201 


Cien Sieabigltb jeg "e over min Tid. Imidlertid ba , 


jeg blev ved at lifte ved evxotgeg xoc exetoog, fóm jeg 
til Ende med Stecenfionen ben 13de Juli. 
Jeg finder Deres Arbeide fortræffeligt; jeg har 


paa nye beundret Ciceros Sapere et fari, og "glædet 


mig over Deres Sunbffab i fans veltalende Sprog, og 
Held og Sfjenfomhjed. i at lade ham tale med vor bene | 
e | 
De vil finde at jeg med en putida diligentia har 
genmemlef Deres Arbeide; men dette ffyldte jeg Deres 
Tillid og vort Venſtab. Hvad der i mit Øie vor en 


Nævyus in corpore egregio, prøvede jeg at vidffe 


(ott. De gjøre nu hvad Brug Dem bedſt fynes af mine 
Giosfer, Valget mellem flere Udtryk fommer ofte an 
paa et "jeg veed iffe. hvad”, jeg.tillegget iffe min Fo⸗ 


lelſe noget fortrinligt Værd, ja jeg begynder endog at 
- Blive mistroiff. mod min Tast, om jeg har ellers havt 


 mogen. Kun bliver det altid fandt: plus vident oculi, 


quam oculus, forudfat de alle due noget, 


Talerne post redit. ad quirit. et ad senat. me: , 
ner jeg De gjør bedſt i at udelade af Samlingen. Mark 
land og Wolf. have dog givet dem flenime Ørefigen; og, 
de være nu ægte eller falffe, faa tvivler jeg paa, at 
be nu om Dage funne læfes af mange med Behag. 
Den ene ſtinker af Selvroes og ben. anden bovner af 
Cfjelbéorb , og gaa funne ſaaledes fer ſette fig inb '& 
Dine Tider og indtænke fig i Cicero's Stilling, at be 
kunne finde dette undſtyldeligt, enbfige interesfant. 

- Giv.o$ i deres Ssed, e.g. Nobilis Coeliana 


og divina Philippiea secunda, ſtjendt Cicero og 4 


Stet theol, S800, 1980, 8. 


FA 





| 242 
venne ſidſte vab(fet Antonius's ſturvede Hoved i meget 
ſtarp Luud. — — — 

Mit Helbred bliver flettere Øg iffe bedre, Med 
fvage Kræfter vælter jeg daglig Sifyghus's uforffammede 
teen; jeg duer hverken til at være General eller Kors 
potal, ja iffe engang til Styktnegt; kuns at ſidbe (en 
Stol og (ta Morgen til Aften surdis fabulas narrate 
 amellis, fan jeg endnu til Nød. Mit hoieſte Onſke 
et, at jeg mane Comme med Fred (min Grav. Dog! 
ſtee ogſaa i dette Atfe min, men Guds Billie! - 

: Ofrio mig fnast til, Deres Breve glæde mig; jeg 

ev ligeſom ifeleret fra hele Verden. Min Broder er nu 
tét brav; Sneſtrup er det enefte Sted Door. jeg imellem. 
ryſter Skoleſtovet af mig os trakker friff £uft. 





No. 3. 
Dorfens 1 ben. 17de April 1814. 
H uide Ven! 

— Deres Brev af 295e Marts fif. jeg forſt ben 43e 
April. Det overraffede mig, tfi jeg havde iffe fortjent 
bet. Derfom De anfeer min lange Taushed fom en 
Virkning af nogen Venſtabs Kulde, vilde det ligeſaa 
sneget krenke mig fout gjøre mig Uret; men det har 
ingen Fare; bi fjenbe hverandre, for godt og fot længe - 
bett, — Sjeg vil derfor iffe ſpilde meget of Papiret pad 
unødvendige Undſtyldninger. Kun dette. vil jeg ſige, 
et jeg i lang Tid Dat været i den underligſte Sindsſtem⸗ 

ning og næften iffe have Lyſt til nogen Ting; mit Hjerte 


/ 
M 














243 


Har været faa fuldt af Folelſer, (om jeg gjerne vilde ub: 
tømmet i en Vens Barm, men Vennen vat borte, og 
bet fontes mig umueligt at inbflutte bem i et Brev. Den 
dyrekjobte Fred har ffaffet tide Rum til at pufte og bes 
finde mig; men Horizonten er endnu mørt og Udfaldet 
swift. Sandelig, vi have oplevet mærfelige Ting; dette 
Aar tegner bog til at bringe og Sørgefpillets Ende. 
Men endnu flyde Stromme af Blod fem bet &bfte Offer 
"for hiin Tyrans umættelige Herſkeſyge, der nu er net 
ved at fegne af fin Throne, $elesiet med Verdens Sor; 
Ganbelfet; i hans Stjæbne maa man dog erfjenbe Guds 
Singer. Men fpørger man em affe be Ulykker, Trængs 
fler, Guffe, Taarer, Forſtyrrelſer, Omveltyinger, ſom 
have gjort Jorden til Jammerdal fra 1789 til Dato: 
Cui bono? er et tüfrebé(tillenbe Svar iffe: faa let. 
Kunde en lang og varig Fred, borgertig Orden, lovbuns 


ben Friehed og politi Ligevægt mellem Staterne, Seb. 


fenes befæftede Afſtye for Griebeb$; og Ligheds;Svinbel, 
Reyrolutions-Raſerie — om Retigtøfitet og Dyd tør jeg 
neppe tale — flive det endelige Reſultat; ba kunde og 
burde Stogen vel fige: "Tanti fuit! men til biéfe føde 
Oromme tør jeg endnu iffe overlade mig. For Dans 


mark ere Udſigterne paa Gitebet iffe gode; hvo fan vibe ' 


hwad Gub »ii tilabe; vi fee vg have længe feet, hvad 
fan fan tillade; imidlertid vil bet iffe i mit Hoved, at 
fan himmelraabende en Vold og Uretfærdighed, fom man 
har øvet mod Danmark, funbe løftes; og ben Vending 
Tingene fave taget beſtyrker mit Haab, at fDanmetf og 
Norge iffe adſtilles for beſtandigt. Held og Lykke led⸗ 
ſage det norſte Folks Kamp (oc Friched og Selvſtœondighed. 
22 


- 


"x FK 


E 244 J 


Men velſignet vere vor gobe Konge, fom ved den dyre⸗ 


kjobte Fred afvendte Ødelæggelfens Vederſtyggelighed, 
fom fvævede over vore Hoveder. Site Sk.... om eem 
ærlig Mand, bet var for meget, og bog ere bet mange, 
(om ville, at fan ffulbe-vovet dette Cpil!! J vore 
Dage et bet tilvisfe: Arbeid at regjere, Af to dybe 
Saar: Sadernes Fordærvelfe og Finantſernes Forvir⸗ 
ring, vil Danmark længe blode; i vor Tid læges 
de iffe. 

At Mangdens Troe paa Gud og Forfynet vældigen 


ryſtes i ſaadanne Tider, er begribeligt, efter de almin⸗ 


delige Foreſtillinger om denne Sag, ſom gjore ſandſeligt 


- . SBelbefinbenbe til Menneſtkets finis bonorum, og tillægger 


vort Syorbleonet en meget overdrevet Vigtighed. Den 
Troe, fom trøfter mig og opretholder mit Mod under 
Gfjebnen$ Storme, fan jeg iffe bedre udtrykke end 
med Viismandens Th. Rothes Ord: ”Saa fagde jeg mig 
ſelv, o lab bem fun fomme frem paa Levenhedstheatret 
— (Jorden) for igjen efter forte Tider at vige bort derfra, 
disſe Millioner Millioner Menneffer; det hænger iffe af 
overgaaenbe Stillinger, af tilfældige Omftændigheder, 
at de ffulbe vorde lykſalige; det hænger af deres beſtemte 
Vaſenhed; det hænger af det, at hvad der hindrer de ( 
deres Bæfen nedlagte one fra at udvikle fig, fra at 
fpille friligen, det vorder bortremmet. Held dem med 
bet, at de bleve Syorbbéboere! ved faaban deres Tilve⸗ 
rele rykkede de: fremad, om det end ffede, at de ved til 
felbige Omſtandigheder fordervedes, bleve geiftigen 
ſvage, kunde ikke helbredes, uden ved ſtronge Lage⸗ 
midler. Men naar Helbredelſen da engang vorder fuld⸗ 








. 245 d 


bragt, fom ben vift til ben (tore Naturplans Udførelfe | 
(fal vorde, ba ſtaae be Menneſker alle derhen i Naturen, 
: fom. Menneffer med Vaſenhed, hvilken yttrer fig ube⸗ 
hindret. De høfte da Frugten af at have været Jord: 
beboere,” Dette fpne& mig en herlig Commentar over 
Pauli Ord. Rom. VIII. v. 22sqg. —— — — —— 
. Benligft Tak for Tilfendelfen af Deres Cicero's 
' €aler; jeg fat læft bem igjen med fornyet Fornoielſe; 
men ærgrede mig over be mange lumpne Trykfeil. Denne 
ev enhver Forfatters Skjabne, (om iffe ſtriver altfor 
læfeligt og ikke elo fan beførge Correcturen. 
^ Mit ffrantenbe Helbred er i denne Tid iffe blevet 
^ bedre, aAÀa Oi vaouorgc axtexüeyopsOo. 


SÅ 





No. 4. 
— Horfens den 8be — 1816. 


Hulde Ven! 
Taf for Gaven af Deres Livius" " — — 


med foitfen De (aa behagelig overraffede mig; ben gjør 


Dem Xre. Gib mange af vore Religionslarere ſaale⸗ 
des vilde anvende deres frie Timer! men be fleſte kunne 
ikke. Jeg har gjennemløbet endeel af Deres Anmerk.· 
ninger og fundet dem alle pasſende og inſtructive. At 

beſtemme et viſt Maal for, disſe et. umuligt, ba Læfes 
rens Tarv og Trang er ſaa ulige. Jeg troer, at en 
god Diſcipel af den overſte Se fan, ved fojety af. 


») Den INN eivius, udg. Koharn 1815. 


^ 


| 246 
Deres Udgave. og Deres Over(attel(e, lee Livius ved 
privat Flid, med Forſtand og Nytte, Gid Deres Ar: 
Deibe maatte finde ben, Modtagelſe og nytteé- fom bet 
fortjener. Forlæggeren og Bogtrykkeren have og bs 
ſtyret Udgaven med godt Papir og gode Ofrifter; Try 
feil ev den ikke frie for. Det var ilde, em vi iffe fra 





Deres Haand (fulbe faac én Udgave af hele Livius, lige — 


ſom vi dog vel engang faae en heel Overſattelſe. Paa 
. faabanne Arbeider maa. Sranb(em iffe ſavnes, de ere 
" Mienumenta ære perenniora i «t Landé Literatur. 
At De puſter lidt og tager imidlertid fat paa et andet 
mere kaldsmæesſigt Arbeid, fan jeg ikke have noget imod. 
, Forfvaret for Pauli Breve til Timotheus") vil blive liig 
mit for Ciceros Oratio pro Marcello. Denne høiere 
Critik er et underligt fnufende og mistænkeligt Vaſen, 
og den antetter megen Skade. Den fom vakker Mis—⸗ 
tanfe mod gammel hævdet Ciendoméret har den vantroe 
Tidsalders Bifald at haabe; ben, fom teifer fig til For⸗ 
fear mob hiin Vantroe, be faa Sindiges Bifald. Jeg 
Dat nyelig i critiſt Henſigt gjennemlægt Pauli Breve til 
Timoth. tilligemed Guldbergs Anmærkninger i hans Tids⸗ 
beſtemmelſe for det N. Teg.s Skrifter, og Palays 
Hors Paulinæ , en. Forfatter, (etu jeg Folter den ens 
gelffe Guldberg. Jeg et i mit $jerte ovevbeulift om 
Brevenes Authentie. (iss | 
Det ſmerter mig, at Deres tjære Kones og eget 
Helbred har været fad vaklende. | oab et bog Livet for 
, 06 usle Menneſker uden Qelbred! Om mit quafi Helbred 


*) Findes i Theol. Vibl. 13e Vind. 


y i ' / 








& 247 


£t ber iffe værd at fale; om Vinteren duer tet nu flet 
 éniet; Kulde fan jeg iffe taale. Vi have d disfe Dage 
havt et ægte Fimbulvetter, efter Cbba Gortøberen 
for 9tagnatofr; dette Veir havde megen ferfuottet mig. 
Gid vi havde Jotaaret fat! Jeg har ænffet, om bet 
ver Guds Billie, i nogen fort Tid, efter nedlagt Skole⸗ 
ſeepter, at nyde et umisundt otium cun dignitate, 
fem en senex depontamus; men bet lader til, at jeg 
iffe (fal nyde Syvile, forend i Graven. Sandt at flat, 
veed jeg ikke, hvor jeg vilde eller kunde bygge pg bee, 
em. jeg levede den Dag, jeg tog min Affkeed. . Jeg her 
fun cen Ben, hos buen, eiie i hvis Nabolag, jeg sm 
ſſede ot leve mine fibfte Dage. De gjetter ket, foo 
$Bennen er? Uden uidenfebelig Omgang vita mihi nog 
" est vitalis. —, — — — - 


d i E Ro. 5. 
Horſens den 13de Octbr. 1817. 


(00 Kjærefte Sen! 

GSiden mit (ibfte bar jeg modtaget to Breve fra 
Dem; derfor være De takket. Vel et ingen af os flittig 
Brevffriver, men jeg er dog nof den fovjsmtneliafte. 
At mig Program havde Deves Bifald, ver mig færdetes 
fjæst, Bed ſaadan Leilighed er Germen vigtigere end 
Waterien, og nu om Dage have faa Sands for clasſiſt 
Latinitet. Her jenbeb nu et Crempiar, det ec ptt 
ſmukt og correct , noget (ot jeg ikke et vant til med ben 
. Smule jeg her ladet trykte. De vil finde, at jeg har 


-— 


248-  , 


— 


L4 


nyttet Deres Vink og Aumarkninger » for hvile" De 
være veulioft taffet! og ſaaledes bor bet være; man ber 
iffe fpørge en fynbig Ven til Raads, naar man iffe har 
i Sinde at følge hans Raad. 

, Min Tale et nu færdig, 36 Sider i Qvart, tæt 
revne. Jeg frygter for at holde den, thi baade fan 
jeg ikke fee uden Briller, hvilket iffe et oratoriſt, og 
jeg fan iffe taale at ftaae længe ad Gangen, og om Cf; 
teraaret har jeg gjerne Ondt for Bryſtet. Maaffee 
funde jeg fane i Sinde at lade ben trykke, men vift iffe 
førend jeg har erfaret Deres Dom og den har patjecet 
Deres Stevifion. Ulykken er, at ingen Satter fan tofe 
min Haand uden idelig at feile, og jeg har Ingen, fem 
jeg. fan. eller wil tena med at teenjfrive mime Sta; 
getæer. 

Biſkop Muͤnter afſnakkede mig en latinſk Gale tit 


bet andet efte af Miscellanea Hafniensia, jeg overs 


fod ben under ben Betingelſe, at Nyerup paatog fig 
Correcturen; men nu har Secretair Deichman | fenbt 
Manuſcriptet til Leipzig, Hvor han lader Hæftet trykte, 
ba be Kjøbenhavnffe Bogtrykkere ere før ubillige, Gud 


, veed hvad for en Tydſker der kommer til at correxe det. 


Jeg fortryder nu min Foielighed. | 
Deres gebe Søn *) beføgte mig flete Gana veb 

fit Ophold her ſidſt Sommeren; vi vare ftvar fortrolige. 

Hans Vaſen et aabent.og ukunſtlet; han fynes mig af 


*) Her meneé nuværende Sprofeéfoc Philoſophie Poul 
Moller, der opholdt fig nogen ib i Oorfent fom 
Huuslerer. J. M. 


249 


et muntert opvakt Hoved, og yttrede gode philologifke | 
Kundffaber. 





Sto. 6. 


Horſens den Bde Movbr. 1818. 
$ulbe Ven! i 


De behandler mig iffe efter Fortjeneſte; jea ſtyldte 
Dem Grev, og De (tfe alene ſender mig nof eet, men 
tillige en (aate fjær Gave i de to ſidſte Pentader af Deres 
. 9iwiué. Kunde jeg mitunbe Dem noget, var det ren, 

eller rettere Bevidſtheden af dette fuldførte Vært, Der 
er intet af den clasfiffe Alderdoms Tab, fom jeg mere 
førger. over, end Tabet af Livius's magelsfe Hiſtorie. 
Den gamle Guldberg pleiede at fige: at Hiſtorien aldrig 
havde talet med ſtorre Majeftæt end igjennem Livius's 
Mund, Det et fandt, og hvad mener De da jeg følede 
ved Grundtvigs affindige Dom om denne Princeps hi- 
storicorum? En Mand. (fal være reift fra bet poetfte 
Spanien til Rom, dlene for at fee Livius, jeg funbe 
tet med; og denne Skribent har De ffaffet Deres danffe 
Landsmænd at nyde i en fortræffelig Overſattelſe! Pacto 
ingenio et doctrina esto! : 

Grumme gjerne” gad jeg feet Deres Overfættelfe af 
Brevet til Ebraerne, men derpaa er iffe at tænfe? 
At det Nye Teft. vorder Dem idelig fjærere, glæder mig 
inderligt. Hoe legens philesophorum nugas facile: 
contemnes. 


p uj 


/. 280, 


At man ved Nibe Biſpeſtoels Befettelſe tænfer paa 
… Dem, et meget naturligt; men bet (fulbe fortryde mig, 
om man foretraf Dem nogen anden Faaer De Ems 
bedet, feer jeg i Dem en Overhyrde ad Pauli formu- 
lam, og til ſaadanne trænger Chriſti Menighed hoiligen. 
Kuns at Alder og Helbred maae ſtaae Dem iid Det 
gane nu (om Gud vil! . 
Jeg føler alt fot meget bagligen, at Horatius 
fagbe fandt: Senex (inprimis valetudinarius) de- 
lator est et cuncta gelide timideque ministrat. | 
. £m Binteren duer jeg nu flet inte; oo bec kunde ligge 
i Hie fom Bjørnen ?- Süpttenbad) er eu. herlig Phi 
|elog, men hans Lovtale over Rhunken gaaer ovet 
Stravet; jeg prifer mig endnu Erneſti, ſtjondt didfe 
Hollendere gjerne ville fee Ham over Skuldrene, ifær 
fordi bon tillige var Theolog. Ale Slryderie er mig 
vammeligt. — — — 

' | 

Ro. t. mE 
Horſens ben 4be Septbr. 1820, 
Bedſte Ven! 

De evertajfebe mig med Deres Brev; thi min 
Samvittighed fagde mig, at jeg ife havde fortjent at 
glædes med Brev fra Dem, da jeg iffe havde befvaret 
Deres fidfte; men derpaa Fjender man ber. ſande Ven, 
Ja, fjærefte Meller, De ev ei alene min bebfte 3Beg, 
men i Grunden min enefte Ven. Vulgare nomen 

amici est, sed rara virtus, og det er iffe ſart; huor 








. 281 


— meget horer der ikke til at tifte 04 vedlige⸗ 
" hølbe et fandt Venſtabt Denne Consensus animo- 


rum, voluntatum, stediorum, morum etc. ete, 
Hvor fjælden er ben! Og Forſynet vilde, at vi ffufíe leve 


fea langt fra hinanden! Jeg, i min glædelsfe Albers 


dom, føler dybt dette Savn. Dog, min Forlosning 


funber til, Olien i mit Livs Lampe tæres flux, Jord⸗ 


livet har for mig fun liden Interedfe; de fore Proble⸗ 


. met, jom Evigheden alene fan oploſe, ſysſelſette tibia 


og fildig min Sjel; jeg føler alt mere og mere, hoor 
vigtig Troe paa en guddommelig 2fabenbaring er fot bet 


(etae kortſynede Menneſte; fun$ at man havde denne 


Troe! Chriſtus maatte vel fige: Salige de, (om iffe 


, fed, og bog troe! og jeg beber ofte med Peder: ferte! 


jeg treer, hjælp min Vantroe! Der ete Tvivl fom efte 
formrolige mig og iffe tillade mig at. finde ben Hvlie, 
den nÀggogogia, fem Sindet trænger til; og Her on⸗ 
ffede jeg fan inderlig, at funne tate med Dem og meddele 
Dem mine Betankeligheder. J alt Fald har jeg længe 
firebt og Rrabet, at følge. Socrates's Maxime: ax 
«los sir Dto» bv, y tosrtor, Pate x» exéice 
q«crec at ovugego». | 
Denne Iver for Bibelens Udbredelfe blande Fol⸗ 
fene i vore Dage, er mig et ſynderligt Phænomen ; 
hvor gjerne jeg end vilde, tør jeg iffe love mig noget 
Stort deraf; thi jeg begriber iffe, - Hvorledes Troe paa 
og Agtelfe for Bibelen fom Guds Ord, ffal komme 


- tilbage paa en Tid, da Theologerne felv gjøre alt til at, 


hendre det; een og anden Stemme derimod ec en Soft 


rien,  Maadey Misfionærerne gane frem paa ſynes 


| 252. 

mig heller iffe at være ben vette; dog, Gud fan gjøre 
mere end vi vide og fot(tane; han maa bog eengang 
forbarme fig over fine forvildede Menneſter. See nu 
til Spanien, Italien, Sicilien! Krigsuveiret trakker 
op igjen; Europa (fal atter ſoomme i Blod; alle Baan⸗ 
bene, (om (fulbe tæmme den ubenbige Folkemasſe, ere 
flappede eller fønderrevne, og Demagogerne have frit 
Spil, See til Frankrige! bet fattes fun at Cerberus 
paa St. Selena ffal flippe løg; Gud (fee Lov, at vi itfe 
vide det Tilkommende! 

J denne Tid har jeg left Deres Dele Livius igjen: ' 
nem i 14 Dage, og tet (otnsiet mig over Deres Over: — 
fættelfe og det Held, hvormed De har overvundet dette 
vidtløftige og vanffelige Arbeide. Sorgelig er mig altid 
den Sag naar jeg læfer Hiſtorien, at den' indeholder 
næften intet andet end Fortællinger om Tvedragt, Krige 
og Menneffeflagterie. Tag bort af Livius hans herlige 
Taler, (om Dan lægger fine Hærførere og Gtatsmænd 
i Munden, der bliver lidet tilbage, ſom fan interesfere 
enten, Dem eller. mig. Denne Krig! denne Krig! et 
mig. en sevoo oxavdale, (om ingen Theodicée endnu 
har funnet rydde mig af: pam. 





Ro. 8. : 
Horfens den 10de Febr. 1821. 
Hulde Ven! 


Undffylde min lange Taushjed vil jeg iffe, ba jeg 
ved, at det hos Dem behoves (fe, Takket være De 


? 


!  .5 253 


fot Deres fibfte Brev og ben mig tilfenbte Bog 7); ben 
vat mig en fjet Gave; med ben fanbefte Glæde har jeg 
(e(t ben. De har gjort en meget god Gjerning, for 
hvilken De tør gjøre Regning paa Guds Bifald. Dens 
Synbretning, Indhold, Sprog er, efter mine Tanter, 
ypperlige; ifær behagede mig Deres Udvikling af Brevet 
til Romerne, dette bigtige og vanffelige dogmatiffe 
Skrift i vor Bibel, Der er ingen Tvivl paa, at Deres 
Bog jo vil have vetfignebe Virkninger, naar den fun 
læfes og anvendes af €Bri(tnefolfet. Men her kommer 
det Spørgsmaal, hvorledes faner man vor Tids udris 
ſtelige Chriſtne til af kjobe den, til at bruge den? Unge 
og Gamle, Høle og Lave, have jo Xffe Sands for 
andet, end det Jordiſte; det Evige, Uſynlige, Hellige 


'et for dem jo et sxardalor og en popia. Fornøielfeés 


fygen har betaget Alle, og (aate Faa mod Mængden ere 
de Galige , fom iffe (te, og bog tros. Det Mefte 


kommer her an paa Præfternes Varme og Jver fot den 


gode Sag; men ogſaa benne Tante er nedſlaaende. 
Nogle mene det vel godt, med Guds Ord, men deres 
Nidfjærhed er uden fornøden Snbfigt og Klogſtab. 
Den Maade, fom Misfionærerne, ifølge de Sbeclinjfe 
Beretninger, føge at omvende Jøderne paa og anbes 
fale dem der Nye Teft., fynes mig iffe at love meget. 
Overalt troer jeg, at man Daloveié maae være en Chriften 
(o: et ſindigt, gudfrygtigt, febeligt Menneffe) førend 
man fan finde Smag i og føle Trang til Jeſu Lære, 


*) Beiledning til en andægtig og forftandig Læsning af 
bet Nye Teſt. Forſte Udgave. » M. 


258 

. e$ hvorledes bulnger man i vore Dage de utallige aeter, c 
| anter, Goglere, SSelyfttinger, Sandfelighedsflaver, 
derhen? Bel den af Deres Medbrodre, der fom De fan 
. fees dixi et liberavi amimam. Uden Tvivl maet 
SMenneffeflægtens Nod og Clendighed endnu vorde ſtorre, 

inden de Forvildede vende tilbage til Gud; og (anbelig! 
der ere Udfigter dertil. | | : 
. Sy mit forrige · Brev talede jeg an nogle Tvivl, 
fort ſeundom foruroligede mig, At tvivle enten paa 
Chriſti guddommelige Sendeiſe, eller anſee ham før en 
Sværmer, her aldrig været mig macligt. — Mit Hjertes 


Overbeviisning i denne Sag har jeg udtalet i min Re⸗ 


fotmattenstale, hvis Hovedidee jo ganffe ſtemmer over: 
eens med min Bens. Mine Tvivl ete deels eregetiffe, 
deels grunde be fig í min Anffuelſe af hele Chriſten dommen. 
Det gamle Argamentam a tuto Dat jeg tilforn foragtet, 
jeg foragter bet nu, iffe, Seg har. iffe et Menneſte 
me hoem jeg om ſaadanne Wing fan verde Tanker; 
engang havde jeg bog Dem og Guldberg og Janſon. 

5 Bøger finder jeg ikke ben Tilfredsſtilleiſe jeg ofte føger. i 
Reinhard ec min Hovedmand; han er faa grundig, ” 
beftemt og — — — —— — 


* 





, Ro. 9. 
Horſens den 7de Mai 1822, 
Hulde Ven! | i 


. Det er. nof Tid at jeg befvarer Deres fibfte tjære: 
Brey, ſaameget mere, da jeg ikke for kan eller bor 





| 


: 


| ⸗ 


285 


beste, at fee Drev fra Dem, Men Hvad ffal jeg fftive? 
Mit Liv er faa ensformigt, mine Ideer faa gamle og 
Dem længft. bekjendte. Kunde jeg enbba ffeive fort og 
gobt: Si vales, bene est; ego quidem valeo, ta 
vat jeg tykkelig. Men at fortælle Den, at jeg vorber 
føngere og fongere, fan ift Djelpe mig, og ifte være - 
behageligt for en Mand fom elffer mig. — ' 

Jeg fan faatt fige: Vixi, et, quem dederat 
cursum fortuna (Deus), peregi. Sy benne Tro «m 
vender jeg den Tid, mit Embed leonec mig, til at bes 
fefe mig i min Troe pan Chriſtus og hans Ord. Jo 
mere jeg nærmer inig det ſidſte, alvorlige Skridt, fo 
were føler jeg, at toe et en foftelig Ting, ”og en fan 
Modtorft for min Forſtand og. mit Sjerte Jeg har é - 


' Penne Tid læg paa ny, med np Interesſe, T. Rothes Bog 


om Chriſtendommens Virkninger paa. Folkene i Curopa; 


"Saliner$ tfeolog. Unterſuchungen og Junges Omarbei⸗ 


delfe af Doͤderleins fatinffe Dogmatik, et gawffe fecta 
feligt Vært i 12 fmaae Bind, Jeg vilde (aa gjerne, at 
De tefte det. Vonnets Palingennefe, -overfat af 2 
vater, har opfylde mit Hjerte med glade Ahnelſer om 
Evigheden. | 

Det førfte Sbinb^af Sy. Møllers Nye theol, Bibl. 


. Bet jeg og leſt. Hvad demmer De om Lecter Clauſens 


Critik over Fogtmanns Disp. de Mirac. og em hans 

Udvifling af linbetbegrebet? — — — — 
— Sv (et, fjevefte Ven, at ligefom De i Deres - 

Brev fortalte mig, hvad De havde ffrevet, faaledes 


. gjør jeg, til. Sjengjeld, Dem Regnffab for, hvad jeg 


har left. Jeg længes nu efter at fee Deres Eſaias. 


V " 


* , - 
| - . 956 
* 
/ 


' ig mig, om De er kommen i bet Rene med Deres 
Overbeviisning om be Mesfianffe Spaadomme? jeg er 
det endnu iffe; Mange. finde den Sag faa let. Jeg - 
huffer, at T. Rothe engang, for mange Aar fiden, ba. 
jeg ſpiſte hos ham, fagbe:. Jeg maatte (Pamme mig, 
om jeg, efter, at have levet et. halve Seculum, endnu 
iffe var færdig med mit Religionsſyſtem. Disfe fontes 
mig metfelige Orb. Wen hans Syſtem sif. heller iffe 
i Detail: vg bet Sporgsmaal: hvad mda man tror for 
at være pg kaldes Chrigen? ſynes mig endnu iffe tils 
fredsftillende befoaret, Man fan bog. befvare, hvad 
man bør antage, for at være: "Diatonifer, Peripates 
tifet, Stoiker, Epicurger, Santianer o. f. v, . Vel er 
bet, at Cpergímaalet: hvad bør man troc, for at 
vorde chriſtelig falig? i vore Doe iffe et Ln van⸗ 
ſteligt at beſvare. 

En Ven, hvis Dom ig lider paa, Bat nyeligen 
tilffrevet mig, at jeg endelig maa læfe Harms's Chris 
ftelogi(de "Drebigten. Det er, ſtriver han, 
' ben velbiofe, stiginalefte, dierveſte, SBeffeftemme, 
jeg nogen(inbe har bert. — Sjenber De denne Bog? 
Jeg maa have ben. Han er et (gnberligt Phenomen 
i vor Tid, Har De (eet, hvorledes Gurlitt i et latinjf 
. Program overfnøflede ham? Men ben er, fom Luther, 

itlke god at kudſte. 








. 257 50s 


No. 10. 


| Horſens den 26de Septbr. 1823, 
Hulde Ven! 
De ſamler gloende Kul paa mit Hoved. Vidſte 
De, hvormeget Deres Breve glæde mig, og hvor. hjers 
telig jeg længes efter at høre fra Dem, De vilde iffe 
fortryde Deres af mig ufortjente Breve. 
| Sieg har nu faaet Ende paa den offentlige Cramen 


^- $9 affenbt I Dimittender til Academiet, blandt. hvilfe 


en Moſait: den forſte fra Horſens Stole fiden Vers 
dens Skabelſe; dog gjør han ingen Mirakler til Exam. 
. Artium. Xt holde denne Cramen faldt mig meget bes 
foærligt, ba jeg var ufebvanligt fgg; den bliver nof 
ben fibfte jeg holder ; en udmattende Hofte forhindrer mig 
(ta at (ove, ben tilligemed Aſthma og en ulegelig Statat 
" fpaaet mig tidlig eller filbig et Stitflod ; ; jeg burde kanſtee 
tage min Afſteed; min egen Folelſe raaber til mig: 
Solve senescéntem sanus equum, ne ilia ducat. 
Men jeg fan iffe rive mig løg fra min Bopæl, fra min 
tiloante Virkekreds og Virkemaade; jeg vilde gjerne døe 
i mit Embede, og nødig æde Naadſensbrod. Jeg haa⸗ 
ber, at Gud mager bet for mig paa bet bedſte. J Al⸗ 
berbontmen er bog (amiet Livets Bærme, (om Cen tids 
ligen, en Anden fildigere maa tere, Vel os, 6m vi 
melioribus annis have famlet noget Sjelefoder, (om 
vi Cunne tete paa, (be Dage, om hvilfe bet med Sand: 
hed hedder: be behage og iffe; og 3 Gange vel 0$, om 
chriſtelig Tro har rodfaſtet fig i vort Hjerte. Trang til 
. Denne føler jeg hver Dag ſterkere; ; og —— 
Nyt theol. Bibl. 19. Bd. R 


« 





258 ' 


vorde mig mere og mere uéle Troſtere. Men hvo fan 

ttoe fom en Paulus?? Men Hvad ere vi og, mob ham ? 
hvad have vi virfet, taalt, udrettet mod ham? han er 
min Helt, min fande (tote Mand. Men hvorledes agtes 
han i vor Tid? ' Stéften alt hvad der hedder Theolog, 
arbeider paa at deftillere, becomponere, fublimere bet 
Nye Seffamenté Lære til SotnuftSteligion, Avis Mer: 
. meffeté Son nu fom, mon Dan vilde finde Troe paa 
. Jorden? Dog,” Ehriftus har bygt fin Kitke paa en 
Klippe og lovet at haandhæve den. J Guds uut 
holdning med fire Menneffer ev der mefte for 0$ ubegre 
^ Beligt. De, min dyrebare Ven, et cen af be Faa, 
fom med Nidkjerhed og Indſigt arbeider i Chrifti Navn 
og t hans Sag. Gud unde Dem endnu lege Sinde: 
og Legemskrafter til denne værdige Idræt! Det fører 
üpaatelvletigen til Sindsroe og gjør vort ſidſte Sut let 
tete. - Naar De faner noget færdigt af det, De har 
under Hande, da forhold mig bet iffe, Med Glade, 
bog iffe ublandet med Veemod, tanker jeg mig bet Sot: 
hold, hvori De nu ert fommen med Deres pugre 
Son ”). En gammel hæderlig Fader og en ædel, baade 
.paa Legeme og Sjel (unb Søn, (taae hinanden ved 

Siden ,, begge i Herrens Tjeneſte — — — — 


*) Der menes Mag. +. tt. Møller, tefiberenbe Car 
pellan ved de ſamme Menigheder, hvor Faderen ec 
Sognepreſt. J. Wi. 





"Sie. 11. — i: 
. $otfené den 23de Jan. 1824, 
Huilde Ven! 

Deres Forſikring, at De og Deres etie $one 
jevnligen tenfét paa mig og taler ort mig med Venſkabt 
Varme, var mit jjerte dyrebar. Seg har kun fan; 
ſaare faa Venner, og af disfe er De den ferite; jeg 


fommer iffe i Seiſtab, jeg omgaaes ingen; derfor 
ændfer man heller iffe mig, og dermed er jeg vel fot; 


noiet; Bord⸗ og Klub⸗Venner betyde iffe meget. Vul- 


gare nomen amici, sed rara virtus. Jeg har ei et 
SRenneffe, med hvem jeg fan tale om noget, fom ins 
teredferer mig, og der er dog (aa meget fom jeg. enffebe 
at verie Tanfer om med en Ven. Forfinet bernvede 
mig Dem; dog, Guds Billie (fee i bette fom i andet I 
Sjeg er meget flrebelig, former aldrig ub.af mit uut, 
uden i Kirfen, og denne Gang falder mig enbba meget 
Befvævlig. Viſt nof trænger | jeg: til honesta missio; 
men abffillige Grunde have hidtil holde mig fra at føge 
bens jeg vibe gjeme ber i mit Cmbrbe, nobis fpife 
Maadfentbrod. De Timer, jeg bocerer paa. Skolen, 
ere mig be lykkeligſte, jeg glemmer' da næften alle Sjels⸗ 
eg Legemslidelfer, og føler forft begge; naar jeg kommer 
ind 4 mit Kammer. — Kunde jeg altid docere, uben at 
examinere, var jeg. fom Sfolelærer catt for lykkelig; 
men Qfjebnen vilde, at be to Sreblebele af mine Dé 
ſeiple altid vare Sibbrigol e , og dette minder. mig alt 
fet ofte og fsleligt.om ben gamle Siſyphus. Tit olt 
andet Tommer pg oeconomifte SGeteufeligheber ; dag: vil 
R 2 





- 260 


— min daglige tiltagende Svaghed uden Tvivl (mart node 
mig tilat nedlægge Skoleſceptret. 

Som jeg fif Deres Brev, havde jeg nyeligen feft . 
be to f fidfte Hæfter af . . . ^. De havde ret forarget 
mig, og jeg ønffede inderlig: gib jeg kunde tale en halv 
Dag. med. Dr. Møller om denne Sag. Det, fom jeg 
meeſt harmes over et, at man ojat Bibelen faa ganſke 
til en Voxneſe, fom man vender og. drejer ſom mas 
bedſt tykkes, iffe låder den vederfares den almindelige 
Net, fom man tilſtaaer enhver gammel Bog ved dene: 
Fortolkning; gjør Sorffjel mellem Jeſu og Apoſtlernes 
Lære; nægter be Bogers Authentie, fom ere Hypotheſerne 
i:Veien; og bog. — og bog — paaftaner af. foredrage 
Jeſu rene, ægte, uforfalſtede Lære 111. Hvad Ende 
(fal dog dette Uvæjen tage? Vore Dages Philoſophie 
ſtaaer og (mit Litanie. De har vel laſt  * * Pro⸗ 
grammer og nu Rudelbachs Afhandling mob Clauſen? 
Vi ere da igjen paa Bei til det: (folaftiffe Barbarie. 
Efter at have laſt biéfe Rariteter bad.jeg: -Sancte So- 


crates ora pro nobis!. o: Nu bede vi den Helligaand 


alt om den djriftelige Troe og tet Gorganb. Jeg erin⸗ 

drer; at min fal. Onkle, ba Guldbergs .:Overfette(eaf 
bet Nye Teft. vat ubfommen, (freo mig ttt i (is jovialfe 
Maneer: Havde vi mange faadanne fornum(tige Mend 
fom Ar. Ove, da kjortes iffe ſaaledes i Ring med det 
gode Guds Orb, fom nu desværre! (feec i Verdens: 
fibite. Tider.“ Hvad. mon baade Ar. Ove og han vilde. 
ſtge, om de feat op. i vore Dage? - Udentvinl fore(taaet: 
^ fete Forandringer. i de menneífelige Ting, baade di" 
vinis:eg humanis, Nyelig har jeg læg en Commentar 


v 


261 


ober. Brevet til Galaterne af Winer, (om er lærd og 
uventet moderat; han et en god Philolog. Wegſcheider 
et mig den ufordrageligfte og frækkeſte af alle; jeg falder 
ham altid Wegſchneider. Han erklærer fig reent ud for 


viſere end Chriſtus. 


Ids Anainote Gov -yonupoci eyoatpa «n eun egt, 
Gud velfigne Dem og Deres til Liv og Sjel! 


No. 12. 


Horſens den * J— 1823. 


S ebfte Vel 
Taf for Deres fjære Brev. De maa ingen Und⸗ 
ſtyldninger fruge fordi De lod mig vente noget længe 
"inden jeg hørte fra Dem. Jeg veed og troer at De ør 
min bedfte Ben, og dette er mig nof. - Jeg har fim 
meget faa Venner, og. jeg. føler felv at jeg iffe er ſtikket 
til: at. have. mange, yülgare est nomen amici, sed 
rara fides. 
Deres literariſke Virkſenhed maa jeg —* 
Gi vi havde flere Theologer med Deres Lærdom, Seres 
Troe *) og dytitelige Hjerte ;. da vilde det fee bedre ud 
med Jefu Rige i Danmark. Men ſtal Wegſcheidia⸗ 
nernes og Rationaliſternes Beſtrabelſer have uftandfet 
Fremgang, weeb jeg ei, hvad der vil blive af Chriſten⸗ 
dommen tilſidſt. Tilforn var der i Flatts og Suͤskinds 
+) Dette Ord (ſaavelſom alt hvad der t Brevenes Tryk 
er m m SIUE af fat. — pte 
D o cwn 





[] 
262. 
E M 


/ 


Magazin et mægtigt. Bolwark a5. Neologernes Angreb; | 


Myeligen leſte jeg deti en Afhandling fra 1796 af Dr. 
" Store, uber den Geiſt des. Chriſtenthums, ſom vet 
meget opbyggede mig. Denne, Otorr var. cen af de 
grundigfte og agtværdigfte Theologer jeg, fjenber. Læs 
denne Afhandling igjen . (thi De har vel løft ben tilforn) 


paa mine Ord; jeg verb. ei, om. dette Sinis fort⸗ 


fette$ ; jeg har fun 13 Hæfter deraf. 
- Den fom har (anb Hoiagtelſe for Chriſtus, tå ei 


tente eller trog fotagteligt om Moſes eller Propheterne. 


Chriſtus troede Moſes og Propheterne fom guddomme: 


lige Sendebud, antog deres. Skrifter, fom de dengang . 
, vare og nu ere, for authentiffe: citerge dem, (tette fig 
paa dem, argumenterer af bem, bevifer fin guddommelige 


Sendelſe af dem. Har han heri enten feilet effec. lempet 
fig efter Folketroe 09: Fordomme, ligemeget; jeg for 
, min Deel fan da.ingen ubetinget. Tillid have til. ham fom 
Lærer. Overalt hviler bet Gamle og det Nye Teſtament 
paa. een: Rod, udgjsre faa-at fige. eet Heelt; Aand. og 
Tendents et den ſamme i begge. Dei, fom intet 
"umiddelbart Guddommeligt,. Overnaturligt, vil vide af, 


. Tan ligefaalidet antage bet Nye (om det Gamle Teſtament, 


ig Sporgsmaalet om Miraklers Muelighed og hiſtoriſke 
Troevaerdighed er vigtigere end man i Almindelighed 


troer; "tbi med dette (laaet og falder baade Moſgaismus 


' 0g Chriſtianismus; og dette Spørgsmaals Afgjøvelfe 


hængtr igjen af Begrebet om Gud og hans Forhold til — 


| Naturen; et Begreb, (oin ben nasviſe (peculatioe For⸗ 
uuft Dat gjort faa forvirret, indviklet, ubeſtemt og ube⸗ 
ftemmeligt, at man vel maa fige: Que harum opi- 





263 
nionum maxime deliret, Deus ipse viderit. Men 
naar man i denne Sag vil.troe og følge Bibelens Lære, 
ec Tingen iffe vanſtelig. 

Wolfs Hypotheſe, at Syliaben og Odyeſeen ſtulde 
iffe være Somers eller een Digters Verk, men en Cento 
eller, Flikverk af flere Poetafter , gjennem flere Aarhuns 
breber; at Homer iffe har funnet five, men at disſe 
vidtløftige, planmæsfige Digte ffulde være forplantede 
ved Hukommelſe og Tradition, nunquam se mihi pro- 
bavit; at i bem ere betydelige Lacuner og Synterpola: 
tioner vil jeg gjerne troe. Jeg ved ei, om De har left 
den lærde og ffarpfindige 9. Hug's: Die Grfinbung der 
Buchſtabenſchrift; et Skrift paa hvilket Wolf aldrig 
ſvarede, hvori han maa(fee og gjorde klogeſt; han gav 
fig overalt dengang en meget fornem Mine, og vilde at 
hans Hypotheſer ffulde anſees tanquam, de tripode 
dicta. , Nu (fal han være god at fomme i Tale; nogle 
af ben ubabelige Heynes lærdefte Difciple Dave ( ben 
fildigere Tid ydmyget Dam, Jeg længes meget efter at 
ſee Steffens Bog %). De læfte bel Grundtvigs For: 
fear mod Hoſt i Kjøbenhavns Okilderie? Mig fyntes det 
ret godt ſtrevet; men det han der forpligter fig til at 
bevife, vilde nof falde ham vanffeligt, naar det f'om 
til Stykket. — — — 


*) Om ben fafife Theologie og den ſande Troe. 





. . 264 
No. 13. 
Horfens ben 27be Novbr. 1824, 


Hulde Ven! 


Jeg har (tet, at Deres ældfte Søn, Adjunct ved 
Metropolitanſtolen, har en hexametriſt Overſattelſe af 
Odysſeen færdig. Euge! hvilken Faderglade for Dem, 

gamie Ven! — — — — 


Jeg havde, ſom jeg troede, ſaameget ex re lite- 


raria at ſtrive til Dem om, men nu har jeg næften 
glemt det. Den Difputats om ben menne(felige Frihed, 
fom man nu igjen opripper, har vet ærgret og forarget 
mig." Xt faabanne to unge Herrer, fom Hovitz og 
Usfing, i denne Sag opfafte fig til afgjstenbe Dom: 
mere, ev et af Tidens Tegn; men et impertinentere 
Svar paa en fandrue og human Recenſion, end Usfings 
til Sibbern, i Kjøbenhavns Skilderie, har jeg et 
længe left. Jeg onſkede, at Ørfted vilde tage fat paa 
ham, fiden han dog har draget ham ind med i Striden, 
69g fradømt ham med Kant og alle andre Frihedens set; 
featere fund Menneſteforſtand — — — — 

Xf Steffens Bog blev jeg ei ftort opbygget; fan 


et rigtignok et Sraftgenie, men han overdriver og fot; 


met, og fordærver derved, ligefom Harms og Grundtvig, 
Aabenbaringens Sag. 


Profesſor Jens Møller var her i October *) Det 
et en herlig Mand, fuld af Fyr og Flamme, virkſom 


*) €u Hukommelſesfeil; bet var t Auguſt. 
Je Wt. 


265 


og flittig, Han ff ftiftet Her I fbpen et Sbibelflffab ; 
jeg fan iffe, faa gjerne jeg vilde, ret ſympathiſere ned 
fam angaaende biéfe Bibelfelffaber, og mine Forvents 
ninger om deres Nytte ere langt mindre fangviniffe.. 
Dog det hører je og til Alderdommens Lyder, at være 
spe lentas. Saalenge man bliver ved at roffe den 
Troe i Mængdens Hjerte, at Bibelen indeholder Guds 
eget Ord, hjælper det intet, at man overfætter og 
uddeler Bibler. — — — 


No. 14. 


Borfens den 15be Novbr, 1825. 
Hulde Ven! 


De har Aarſag at være vred fordi jeg i faa lang 
Tid ei Bat ffrevet Dem til; og om De er det, et det 
mig iffe imod', men et Beviis paa Deres Venſtab. Jeg 
har og derved gjort ilde mob mig fetv, ba jeg derved har 
berøvet mig den Glæde at fee Brev fra Dem, thi vi 
maae jo holde AXareflag. Men om Vinteren er jeg liges 
fem halvdod, iffe at tale om faameget andet. — — — 
Jeg ſeer da, at De har fuldendet Deres Arbeid over; 
det Gamle Teftament. Dette tilligemed Bogen over det 
Nye Teftament er et Værk, hvorfor mange ville takke 
Dem, naar De iffe er mere, og for hvilket De tør 
trøfte Dem ved Guds Biſtand. — — — — 
Zeg mffer Dem af mit Hierte til Lyffe med ” 
Deres brave Sonners literariffe Hæder. Den Yngres 


266. 


 SOlfpttaté "y tefte jeg fort i Efteraaret, og fandt ben 
langt bedre, end mangen Disputatio pró summis in 
"Theologia heneribus. Deres ældre Sons Overfæt: 
telfe af Odtsſeens Gange, fandt faa anprifenbe en Be⸗ 
demmelfe i Literatur⸗ Tidende, at-bft maatte opmuntre 


ham ril Arbeideis Fortſættelſe, og glæde alle hans 


Venner. Markelig er ellers den Modbydelighed Recen⸗ 
(entem har. for Prave:Overfættelfer af enkelte Rhap⸗ 
fobier. Jeg havde faadan en færdig, og havde nær 
udgivet ben fom et Program ved vor offentlige Skole: 
Examen; men nu krob den igjen i Pulten, 

Syeg hav i denne Tid left to Skrifter fom maae 
interesfere Dem for Deres Livius's Skyld; bet ene et 
Niebuhrs roͤmiſche Geſchichte, et lærd og originalt Verk; 
han' nedfætter Livius dybt, fom Hiftorieffriver; hans 
førfte Decade indeholder fun Sagn og iffe Facta ; Ros 


mulus og Stuma er fun mythiffe Perfoner 0. f.v.; dog . 


De har vel allerede læft ban$ Bog. Det andet Skrift 


er af Profesſor Wachsmuth, før i Kiel, nu i Halle; . 


bet er filet mod Niebuhrs; han føger at forfeate Livius 
eg redde den ſtakkels Romulus's og Numas Perſon⸗ 
lighed; han fan maale fig med Niebuhr i Grundighed og 
Lærdom og Sfarpfind og Critif; han bringer (torte Maas 
bebelb og behandler (in Modſtander med megen Agtelfe 
og Joumanitet. Aldrig før ec der ſaaledes rydder sp t 

den ældfte romerffe Hiſtorie. Hverken sacra eller pro- 


*) De authentia oraculorum Esai capp.. 40 —-66. 
Jvuf. Dant LiteratursTidende Po. 14. for 1926, hvor 
en ligefaa gunftig Dom fældes derom. 


H 
' 





267. 


fanen eve i vor. Tid filfer for denne holere Critik. Qi» 
vetd hvorhen denne Skepſis ciljbft ftal fæel — — — 
Der ſnakkes om et Jubilæum. (om (fal feires 1826 
for Chriftendommens Indforelſe i Norden ved Ansgarius. 
Der: var: dog Maade med den Chriftendom, han, 
flyede os; jeg har ikke (Lore Tanker om alle (aabaone 
Hoitideligheders Virkning paa Senfemaabet og SØ: 
derne; be (ette Sandſerne og Phantaſien i vn 
fæ en fort v, , og dermted vr det forbi. 


—. Sto, 15. | 


D erc Va tbe Sk 1838. - 
| Hulde Ven! JE D 


Taf fot Deres fi ſidſte fiere By. Siden: jeg ffrev 
fibt, Har jeg læg Deres Proteft mob Rationalismen 5 
Møllers Bibliothek, ben vat. fom (frevet mig ud af 

Heved og Hierte; giv os noget. mete af dette Slags. 
^ Desfom denne $otnum(tigbeb (Statienaliéme) (aas 
ledes (fal tage til, er det: ude med Chriſtendommen, fous 
guddommelig Aabenbaring. Jeg har nyelig læg en: lile; 
Bog: Die Religion Jeſu Chriſti aus ihren Urkunden. 
Dargeſtellt von Chr. Fried. Boͤhme. Salle 1825. 20 Gr. 
Denne maa De endeligen (efe. Han er Stationalifters — 
nes Achilles og Dr. Jo, Roͤhr fat & fit Prediger⸗Bi⸗ 
bliothek (Stationaliftermes Ruſtkammer) opløftet ham til 
Skyerne; han laſes viſtnok og af Præfter i Danmark. 
Gid De vilde H kunde tage Dem af den Sag! Jeg 





- 
268 
2^ 


fjender Ingen. (em fan gjøre bet bedre). Grundtvig 
et for liben(faGélig og hyperorthodor, Rudelbach for. 
myſtiſk. Ilde vat bet, at Grundtvig ſtulde tabes for 
Danmark; nu faaer Modpartiet frit Sprog. Jeg 
finder bet ellers inconfequent af Grundtvig og libet foa: | 
rende til hans: ſtore Orb, at han faaledes ſviger den 
gote Sag og lader fig jage bort -af Modſtanderne. Hvor 
e«t De, kjereſte Ven, lykfelig pan deres Alderdom i 
Deres brave, hædervævdige, Sønner!" .Tibi.ex animo 
gratulor, mihi gaudeo. Jeg vibfte ei at Deres ælde 
Son havde ex professo lagt fig efter Philoſophie; 
men et ubmarfet Hoved fan gjøre alt og arripere hvad 
det fal være; overalt et bet iffe godt at fige, hvad Phi⸗ 
loſophie er i vore Dage. For troede jeg, at den var 
methodiſt Fornuft, nu ſynes ben at være poetiſt Svar⸗ 
merie. Har De left Præften FX" & Diſputats? den 
var fe fot mig at tære, og jeg forftod den ikke. Rus 
delbad har tager Daatbt (at paa hans. Breve til Grundtvig. 
Der er meget, hvori jeg ei fan vare enig med Grundtvig 
og Rudelbach; be ville enbeligen, f.. &r., at Synde⸗ 
faldet og det ſaa kaldte Protevangelium ffulle være Chri; 
ftenbommené Gieunbvolb. Mig fynes denne Paaſtand 
pte at have exegetiff eller philoſophiſt Grund, 


b Bett Onſte ér opfyldt, fom man. vil fte en fats 
gende Artikel i dette Bind. 





269 
9o. 16. ie 2j 
Horfens den 28de dabr. 1826. 


Huide. Ven! 


E" et bet alt' for længe fiben vi ste ioo di 
hinanden; Touren ſtaaer til:mig, jeg ſtammer mig, at 


jeg faalenge. har opfat at (vate paa⸗Deres ſidſte fjewe 


. Sto," og (fet. at takke Dem for Gaven af Deres Bøg 


over bet. Gl. Seftamentes. Skrifter, Men De vil bys 


"tænfe, at jeg i be forte, morke Dage maa være paa 


Stolen, og at ffrive ved Lyé falder mig meget befoar: 


. fig£; "overalt gaaer nu Alt fun lanefomt fra Haanden. 


Deres Bag ”) har jeg læft med inderlig: Tilfreds: 
hed; jeg troer, af De har beviiſt Hovedſagen, at der 
ere mesſtanſte Spaadomme i det Gl. Teſtament. Res 


get Problematiſkt bliver bet jo altid tilbage ved enfeite 


Spaadommes Anvendelſe paa Jeſus af Nazaret. De 
fan ſikkert regne pad: affe. ſindige, fordomsfrie Læferes 
Bifald. Jeg beundrer Deres Lerdom, Flid eg Lethed 
i at udtale Deres Tanker, uden al Konſt og Affectation.: 
Noget, ſom man ſaa ſſelden treffer hos Nutidens Skri⸗ 
benter. Men hvad (fal man fige om Tidsaanden? ben 
fynes ei at vibe hvad ben (elo vil, Grundtvig har faaet 


en dygtig Andabat i Lindberg. . Hans Bøger om diti 
ſtelig Sandhed og: Dom over Hof; og Stadsrettens 


Kjendelſe i Clauſens og Grundtvigs Sag, har De vi(tnof 


left, Markeligt et Asſesſor Spandets offentlig erklæ⸗ 


vede Supe med fi fü ne iudi d Dom. Denne CM 


I 


” feine til det GT, — tætning, ig 


AM 


| 970 


et min fordums Diſcipel; han er et meget retſindigt, 
. grundigt og duelige Menneffe, vom alten Schroth und 
Korn. Nyeligen læfte jeg til (tor Ergelſe et Stykke i 
Kjøbenhavns Skilderie af en vis Krigsraad Lund, (om 
Iber tvæder op med den grove(té Fatalismus, der oms 
ſtyrter af Moralitet. Han figer blande andet, at vi 
efe vide, hvad vi bor. Han bliver ved. at meddele 
Reſuitaterne af fin dybe Gieanffning, og faabant: læfes 
t Ølhufe og € lagterbsber af Creti og Pleti!! Bisſelig! 
denne Strivefræfhed gaaer for vidt. Efter den nyeſte 
Strivefrifjeds ; Forordning fan man i Religionsfager jo — 
five fjoab man. vil, naar man fun iffe nægter Guds 

"Tilværelfe og et Liv efter dette, Har De left Profesfor 
Vttmanns Bog, uber Supranaturalismus, Stationa 
Kåmus og Achelsnms. Leipz. 1816? Det er en herlig 
bog, fom vier, at ben confeqvente 9tattonalift tilfbft.—. 

maa vorde Athetſt. — — — 

Sata), Aſthma, Hofte og flere fimt. Ting 
forene fig om at plage mig i denne milde Vinter. Jeg 
bruger intet andet Middel, end den gode men. bitte 
Mtt, Tanimodighed, hvis ægte Moder ec dieiftelig Troe. 


No. 17. - gg 
Horſens den 9be Sutt 1827. 
Gamle Ven! i 


(0 Sat for Deres fibfte og nafifi te vennehulde Breve. 
Jeg har mod Gortjenefte to at taffe fot. Deres Gvar*) 


*) J Nut theol. Bibl. 11te Bind. 


27I : li 


paa Clauſens Sendebrev' har jeg læft med ben Mitto 
nefte Tilfredshed. Den Grundighed/ Sindighed, Vær 

dighed, Humanitet, fom anbefaler Alt hvad De ffriver, 
favnedes iffe her. Kun havde jeg onſtet, at De havde 
opfordret ham til, beſtemt at angive, hvad bet, efrer 
hans Gfriftfortolfning, e ægte Chriſtendom, og Jeſu 
tH alle Tider gjeldende Lære? Hans tvetydige Tale 
fører ei til noget viſt Reſultat. Grundtvig ſynes mig 
n" at vrøvle, og, uden at vibe det, at betage det Nye 
Teſtanient fin Autoritet, fem principium cogno- 
scendi i Religionen, i det han opfsier Troes Bekjen⸗ 
belferne over alt. Mon P. E. Muͤller vil tie til Rudel⸗ 
bachs ftrænge Critik over hans SDegmatit? — Station; 
lismen (pne at gribe mere bg mere om fig, og den 
gamle ægte Aabenbaringstrøe"at tabe fine Tilhængere. 
Dog, Chriſtus har lovet. at haandhæve fn Site, eg 
. berpaa ville vi lide; dens Stjebne i Tidernes 206 har 
altid været afverlende. Imidlertid hendoe Slægterne, 
ordlivet er neppe (oa vigtigt i Guds Dine fem vt inb 
bilde. 08. Sy bet mindfte gjør Naturen, Guds umids 
delbare Tjener, i fin Sbebanbling liden Forffjel paa 
Menneſter og Inſecter. Hvad Fan berolige Menneſtet, 


naar han ei vil trbe Guds Ord? — — — — 
Jeg er meget ſvag, dog forretter jeg endnu mit, 


— Embede; læfer 26 Timer ugentlig paa Stolen, og ans 


vender 5 à 6 Timer hjemme til at rette Stile; det verſte 


et, at jeg for bet mefte tærffer Langhalm Jeg maa 
bilve ved indeil jeg falder; bog venter jeg nogen eei 
t Arbeidet med bet ſorſte. | : 





* 
V 


212 - 


i 36. 18. 


* 


Borſens ben 14de il 1829, 
$utbe. Ven! 


Sieg — nyeligen en Silfen og Eſterſporgſel 
om mit Befindende fra Dem, ved Deres Fætter her i 
Byen. Desværre fan jeg iffe give der Svar, fom jeg 
veed, De snífet. Jeg deler endnu beftandigt min 
Perſon mellem Sengen og Laneſtolen; fan neppe gane 
to Gange over Gulpet uden at tabe Veiret; fan iffe 
fove; fort fagt, jeg er teent aflegs. Hertil kommer, 
at. mine Dine ere omme og iffe tillade mig at læfe eller 
ffrive uden Smerte; jeg gruer for den forefaaende 
Vinter; dog maajfee Gud falder mig førend den Tid. 
Det behager Gud at prøve mig ſtrangeligen i mit Livs 
Aften. Qavde jeg iffe Chriſtus, maatte jeg fortvivle; 
men han opholder mit Mod; jeg overbeviſes hver Dag 
mere og mere om ben menneſkelige Viisdoms Daar: 
lighed, og føler Sandheden af biéfe Orb: Jugn 
fjender Faderen, uden Sønnen ben eenbaarne og den - 
fom har lært af ham at fjende den himmelffe abet. 
To Strifter opbygge mig ifær i min Forfatning: Rothes 
Philoſophies Ideer over vor Art, til Glæde over ben; 
0g Confesſionarius Mynſters herlige Prædifener paa alle 
Søn: og Selligedage i Aaret. 2 Dele. Kjøbenhavn 
1823. Det fan man falde chriſtelige SDrebifener; 
Mage til Pradikener fjenber jeg iffe. De eier dem. 
vel? Hvis iffe, da M Dem ſamme; De fortryder 
det ikke. 


E 


273 


Bare jeg maatte faac faa mange Kræfter, at jeg 
kunde oplede og indpakke en heel Hob Baanb(freone 
Sager, (om jeg iffe vilde ſtulde Comme i Andres Hander 
end Deres, efter min Død. | 

Tag til &affe for denne Gang, Gud bevare og 
velfigne Dem og Deres!!  QO!'at vi dog maatte gjen; 
fjende og gjenfinde hinanden i et bedre Liv!!! 





No: 19. 
Gidſte Brev), 
Horſens ben ifte Marts 1830, 
Min fanbe Ven! ; 

De undſtylder felv (aa vennehuldt at jeg i faa lang 
ib et har labet Dem høre fra mig; men jeg har defto 
oftere tenft paa Dem, ja i Aanden talet med Dem i de 
lange ſovnloſe Natter. Livet hænger endnu i mig, og 
at døe jo for jo heller var mig en Baade; men jeg un; 
derfafter mig Guds Billie og takker for hvert Oieblik, 
fem gik under Sorg og Smerte. Jeg fan fun ligge 
og. fidde, men iffe gane eller ftane over 5 Minuter. 

Tak for Deres Brev i Dag med Dodsbudſkabet. 
Min Trøft behover De iffe; De har troſtet Dem felv 
med den enefte og bedſte Troſt; paa min hjerteligſte 
Deeitagelſe kan De iffe tvivle. — — — 

Denne magele(é Vinter forknytter mig ife? ; jeg 
længes efter Foraaret, (fjonbt bet vel ikke vil hjælpe mig 
ſtort, om vi og fane noget Gotaar og nogen Commer. 
. Sunfifceb(en fynes faa forplumret, at der vil behoves 

Nyt theol, Bibl, 19 Bd, e 





i 274 | 
"fang Tid til at venje og klare den, fan man vet funbe 
ønffe, udam spernere humum fugiente penna. 
Bare jeg kunde komme ſaameget pan obe, at jeg kunde 
" fane den Kasſe med de Papirer, fom jeg har beftent for 
Dem, iſtand til Bortſendelſe med en Skipper i Foraaret 
naar Seiladfen igjen kommer i Gang. 

Jeg fan ei lade være at [eje mere end mine emme 
Dine funne taale. Dette et bet. enefte Middel til at 
dulme fmertelige Fornemmelſer i Legemet og Sorg og 
Griller i €jelen. Jeg har nyelig le(t en Bøg anden 
— fom jeg meget enjfebe De vilde læfe; dens Titel 

: BVerfud) einer Anthropologie oder Philoſophie des 
Sag nad) (einen koͤrperlichen Anlagen von J. Std. 
Bern 1794. 2 Dele. $jo6 denne Bog paa mine Ord, 
af den er meget for os at lere, Forfatteren er en Den 
af Chriſtendommen; han har baade unbervli(t, opbygget 
og trøftet mig. — Sy Vinter har jeg ellers cet gjennemlæft 
Michaelis og Guldbergs Overfættelfer og Anmærfninger 
til det Nye Teſtament. Jeg misunder Guldberg hans 
fafte, af ingen Tvivl eller Betankeligheder foruroligede 
Troe. Jeg nodes ofte til at ſukke: foerte jeg tros 
(vil faa gjerne troe, føler Trangen til at trae), afhjælp. 
min Vantroe! Dog, mine Tvivl angaae, Gub (Pte Lov, 
ikke Hovedfagen. Jeg lægger mig hver Aften til — 
med denne Bon: 

Nar er den Stund — Funs uvift naar den fleece — 
Da. jeg at hedenfare Budſtab fager. 

Da fvinder Caagen, (om omgav mig her, 

Og Sriehed, Lys og Sred jeg finder der. 

Cov ffes Dig Gud! Lov (fee Dig Jeſu Chrift! ^ 
^j din Troe døer jeg her; og lever hos Dig hiſt. 


275 


Gud velfigne Dem, min Alter ego, og unde Dem 
endnu ( flere Aar Sjeis⸗ og Legemekrufter til at virke 
til Gaon for Chriſtendommen og til. Opmuntring og 
Glæde for bere$ værdige Familie! Gib jeg funs i otte 
Dage funde nyde Deres Selffab for at tale med Dem 
om Ting (om ere o$ begge be vigtigfte! ! 





€. 


Af. (al. D. Worms Breve til. dr. Qtofenbabl, - 
nu Overlærer og Sotftanter for den lærde 
Skole i Fredericia. 


No. 1. LJ 
Horſens den 15be April 1812, 


—— 9t Deres Lyft tif det velfignede græffe Sprog vorer, » 
fornoier mig inderligt, Dette haaber jeg vift, at De 
aldrig vif lægge den gamle clasfiffe Literatur tilfibe. For - 
Guds Skyld fab Dem iffe afdrage af vor Tids poetiffe, 
barbariffe, troſtesloſe Philoſophie. Faaer De, fom jeg 
. mu(fet og haaber, Smag paa ægte, fund og mennes 
ffelig Philoſophie, da læs alt hvad De fan overkomme 

af Chr. Garves SÉrifter. Han er min Helt. Han 
— dyppede fin Pen, (om Suidas figer om Ariſtoteles, 1 
fund Menneffe s Fornuft. Ciceros Læsning (fjenfe De 
al den Tid, De fan undvære. Ille sciat se profe- 
cisse, cui Ciceronis lectio valde placebit. Tag 
Pennen jævnlig i Haand for at eve Dem i den latinffe 
i så | &2 


276 


. Ci. Man faner Sngorib af bet meſte Latin, fom 
i vore Dage flrives, enbog af. "Drofeéforer. De mere, ,. 
at. jeg af Dem venter en ægte Humaniſt. 

Men bet, fom fremfor Alt binder, mit Hjerte til 
Dem, er min Troe og Tillid, at De vil blive Gub og 
Chriſtus, Sandhed og. Dyd, ufoigelig troe; iffe. 
glemme vor bedfte Ven, .vor guddommelige Lærer, forbi 
bet faalebe$ ev Mode; iffe hvege for enhver Lærdoms 
Vind: De veed, hvorledes jeg i denne Sag tenfet. 
Og faalænge Deres Hjerte er bybigt og uffplbiot, vil 
bet fifferligt hænge ved Chriſtus, faaban fom De. fat. 
lært at fjende bam. Sat sapienti... 





Li | , No. 2. 
Qorfené den 14be Octbr. 1816, 


Mit SÉole.Arbeide er et evigt continuum, og jeg 
bryder mig, fom De veed, libet om andet. Arbeide. 
begynder nu at falde mig tungt. Mit Syn foetfes og 
Krafterne tage af, ſaa at jeg nu behover flere Timer til 
bet, jeg tilforn gjorde i een. xt ſtrive falder mig ifær . 
beſyvarligt. Om jeg ſkal nogentid nyde det otium cum. 
diguitate, fom jeg lovede mig (om Løn efter lang og. 
tto mes veed Gud; bet. feer Man itte ub dertil. 








277 


No. 3. 
Qorfenà ben 4be Marté 1817. 


— — — Alt hvad jeg fan gjøre, et af et ærligt Hjerte 
at takke Dem for det ?Ben(fab og ben Belvillie mod mig, 


. fom disſe Deres Breve faa tydeligen overbevife mig om. 


[| 


De er ben ene(te, foni fornsier mig med ſaadanne 
Breve — faaledes ffrivet con amore, af Hjertets 
Fylde, Naturligviis hører jeg gjerne lidt fta Hoved: . 
fladen og Univerſitetet og Literaturens Tumleplads. 
Gamle Kudffe fotnoit fig ved Pidffefmeldet. Jeg bliver 
alt mere ifoletet, og al min Kjøbenhavnffe de 


. ét næften recent ophørt. — — — — 


Vaf for Løftet om Sibberns Pſychologie. fani 
Poetik er jeg og meget begjerlig efter at fee. Thi be 
nye (fjenne Xander fortælle om denne &unft i Recen⸗ 
fioner og Maanedsſtrifter Ting, fom jeg iffe begriber 
bet minbfte af. 

Hvad tager Grundtvig fig for? Arbeider han paa 
Saro og Corto? Kan man (natt vente at (te noget 


. ef dette: Arbeid? Jeg længes efter bet. 


Theologien bliver da vel Deres Fag? Jeg snifebe 
bet, De fan nof vide hvorfor. Religionen trænger à 
vor Tid til Talsmand og Tjenere, hos hvilke Hoved 
og Hjerte ere i Harmonie. Saae De forleden i Skil⸗ 
deriet det Onſte af Guſt. Baden, ut driftelige 
Wræfter aldrig havde været til? Og ingen 


^ brav Præftemand tager til Gjenmæle mod ſaadan ugus 


delig Dumhed? Jeg funbe taabe til Grundtvig: 
Brutus, Du (over! — E 


+, 





278 
No. 4. 
Gorfens den 10be Juni 1817, 


Jeg bliver hver Dag tungere i min Fard; iſar 
falder bet mig legemlig befværligt at ſtrive. For Deres 
tjære Breve have De venligft Taf, faavelfom for de 


mig tilfendte Bøger. Sibberns Pſychologie har jeg — 


endnu (ffe fanet al til Livs. Dens fine Skrift falder 
mine ſlovede Øine hiſt og her vanffelig at leſe. Man 
feer ſnart, at Manden har Talenter og megen Aand. 
Mange $$. ere efter mine Tanker fortræffelige, f. Cr. 
den om Befindighed. Nogle fynes mig at være lidt 
myſtiſke eller poetife, f. Cr. den om Genialitet; men 
maaffee kommer det deraf, at jeg er faa proſaiſt og 
mangler Sands for dette, — — — — 


Hvad ſiges ber ( Kjøbenhavn om Wærgelands - 


€fanb(ftift imod Danmark? Kan man anfee det med 
fold Foragt? Mit gamle Blod. begyndte at foge ved 
. bets Læsning og jeg følte levende Hvad Fabrelandskjer⸗ 
lighed er. Amtmand Falfen har, fig til re fom 
Nordmand, ſtruppet ham dygtige Men det fot; 
|^ flaaer iffe, 


* i No. 5. 
| | Qorfen? få 4be Sult 1817, 


Jeg er Dem meget forbunden for Deres indholdss 
rige Breve. Den SSelvillie mod mig, fom be aande, 
fan iffe andet end være mig meget fjær. Den Tante 


i 











279 


og Erfaring, at jeg iffe arbeider forgjeves, ſtyrker og 
opholder mig. Nihil ad ostentationem, omnia ad 
conscientiam fat (tebfe været min Maxime. Villigen 
indrømmer jeg Mange Fortrin i Talenter og Lærdom; 
men i Agtelfe for Pligt og Cmbeb&; Troffab Kræber jeg, 
iffe .at vige for Nogen. Ville mine Medborgere erfjende 
dette, glæder det mig; "hvis iffe, bliver bet en Sag 
imellem Gud og mig. Lad De fun Deres Hierte tale, 
naar De flriver mig til Dets Yttrelſer funne iffe 
ftøde mig, om jeg endog i£fe altid fan ſympathiſere med 
" Dem. Hvad De ffriver om Sibbern, var mig Hjertelig 
fert. En Philofoph ex professo, ſom rejpectétet 
Aabenbaringen, et i vere Dage et Sarſyn. J ben 
Tale, fom jeg (fal holde paa Reformationsfeſten, om 
jeg lever, faalænge og duer dertil, vil jeg tale et Ord til 
Bibelens Forſoar, enten bet (aa behager eller ikke. 

" Svabd bliver der af Grundtvigs Caro sg Snorro? 
Hans ffe Hæfte af Dannevirke behagede mig. 
Bare han vilde holde over fin Vardighed! 


Ro. 6. i | 

Horſens den 16de Novbr. 1817. 
— — — Jeg tør trøfte Dem. md, at Deres Dine 
nok femme fig, «t det fun et en temporair €vettelje i - 


fDupillerne, fom Lægernes Sunft og Tiden nof vifte 
helbrede *). — Symiblertib kan jeg iffe undres over, at 


*) Dette aab gif tptfetigotis i Opſoldelſe. 


- 


/ 


280 


De ec urolig. Frygt for. Synets Tab er, ifær fot Dem, 

j Deres Kald og i Deres Alder, en ſtrakkelig Sag. 
De behøver altſaa Trøft; og denne fan De Gudſteelov 
give Dem ſelv (om Chriſten. De ffriver, at Mange 
have det værre. . Sandt! men mig ec denne Trøft altid 
forefommet (om (vag, naar man. iffe fan lægge til: og 
disſe Mange bære deres (torre Onde med Taalmod og 
Standhaftighed; thi ba er i denne Erfaring noget (tot: 


 ' fende og opmandende. En ung Mand, fom var i ligs - 


nende, men langt fFræffeligere Forfatning end Deres, 
Johan Samuel Feſt, har ffrevet en herlig. Bog 
Ueber die Vortheile per. Leiden, Leipz. 1784. 
Denne Bog har opbygget og hufvalet mig i mit Livs 
mange morke Timer. Læs den, eller lad den (efe for 
Dem af en fympathiferende Ven; og har De maaffee 
allerede (e(t den, da læg den igjen. — De vil nu laſe 
ben med (terre. Anvendelfe og Nytte. Men fremfor 
alt giver Jefu Lære Trøft ( Livets mangehaande Gjen; 
vordigheder, naat man, (om De, Fjender. og føler dens. 
Kraft, Den udødelige Reinhard har udført dette i 
en fortræffelig Afhandling: de præstantia religionis 
christianæ in consolandis miseris, fom og haves 
paa San(f, om jeg huffer ret, af Meden. Non igna- 
rus mali, miseris succurrere disco. 

Jeg fylder Dem megen Taf får Deres Uleilighed 
med mit Programs *) Uddeling. At bet har fundet. 
Fleres Bifald, er mig naturligviis kjart. 


*) J Anledning af Reformationens Subelfeft 1817, 








28I 


No. 7. 
Horſens ben 17be Sanuar 1820, 


De familier gloende Kul paa mit Hoved. Uagtet 
jeg ingen Øjengjeld gjør, ffriver De mig lange og ins 
teresſante Breve til, ffjenbt Deres Embede og Stilling 
flyer Dem nof at beftile, Denne Deres Opmarkſom⸗ 
hed for mig, og bette Deres overbærende Venffab er 
mig faare fjett. Jeg trænger virkelig til denne Overs 
bærelfe. Efter 32 Aars moifonimelige Gfoletjenefte ec. | 
nu af Jordlivet og Legemets Kræfter fun Bærmen tils 
, bage,” Det otium, hvorefter vi alle funde ved Livets . 
Aften, falder neppe i min Lod, og bet vorder nof min 
Stjæbne. deficere prius qnam desinere. 

— — — Wf min 9Xagifter; Di(putaté Har jeg 
intet Cremplar. Den betydede iffe meget, Den fom 
ud ved en overordentlig Letlighed og det i Hui og Haſt. 
Mine Luxdorphiana fan De fane at læfe, naar jeg 
i Sommer, om jeg lever, har den Glæde at fee Dem. 
Jeg huffer, at Abraham Kall dengang (1790). 
fagde om bem, at jeg havde fat en god Sauce paa et 
magert: Stykke Kjod. Dengang funbe jeg gjøre ligejaa: 
meget i en. Time, fom nu i en Dag. 





$to. 8. 
Gorfens den 21de Febr, 1823, 


Taf for Efterretningen om Prof. Thorlacius's 
Skrifter, Denne Mand er til Forundring flittig. Han 








væ | 282 


fat havt ben Godhed at fende mig abffillige af fine . 
opuscula. Jeg længes meget efter at fee bet Bær, 
fom han arbeider paa; dog tvivler jeg paa, at jeg op; 
fever den Tid. Denne Vinter har reent fovfnpttet mig. — 
Sy 8 Uger har jeg ef været ude af mit Huus, uden et 
Par Gange i Kirke. Vidſte jeg en mig pasſelig Bolig, 
nedlagde jeg ſnart Ferlen: det er jo Skoleſceptret? J 
Horfens vilde jeg gjerne lægge mine Been, da der ben 
længfte og gavnligfte Deel af mit Liv et henrunden. 
Endnu fan jeg fidde for Enden af Okolebordet og prake 
og ſtjende, uagtet min Aſthma og Katarh. Men For: 
træd fan jeg iffe vel taale. | 

En frygtelig Krig ſynes ſnart at ville bryde » 
over Dele Europas Faſtland. Jeg fan iffe blive klog 
paa, hvad bet ev, de ville frige om. Dog maaffee 
Spanierne give" job, ligeſom Sieapolitaneme, naar 
de. fremmede Magter bryde ind. Nu glemmes Græfer 
og Tyrker over Spanien. Blod og Taarer eve. Fords 
livets Betingelſer. Gudffeelov der er et Fredens fojem! 
og Gudſkeelov jeg et bet faa nær! Bibel og Religion 
et nu mit vigtigfte Studium. Dette ſommer mig bedt 
i Livets Aften. Jeg har aldrig fev fan levende felt 
' Trangen til en rigelig Tro, (om nu. ver anden 
^. Ctette fvigter, 


Ro. 9. 
Vorfens ben 6te Febr. 1824, 


Taf fot Laanet af. Mynfters Pradikener. De 
ligne de andre t Gehalt og Chriſtelighed. Vore Dages 











283 


Rationaliſter vide nok finde ham lide moftiif. ^ Men jeg 
Buffer, at den gamle, vife Guldberg ſagde: ethvert 
fornuftigt Nenneffe behøver lide Myſtik; og der ligger 
megen og vigtig Sandhed i disfe Ord. Dræfefe er 
en genialff Forfatter, Som Haandbog fot vorne, teu 
fende Chriſtne kan den ) være nyttig, men ei, fom 
Qverfætteren vil, en Læfebog for Børn. Hans poetiſke 
09 vel myftiffe Sprog gjør det ofte vanffeligt at fomme 
efter hvad han virfeligen mener. Den fidfte halve Deel 
af Bogen behagede mig 6eb(t, Ellers gaaet de tydffe 
Praſters og theologiffe Profesforers Digten og Tragten 
ud paa i ver Tid at gjøre en abſolut Rationalismus i 
Religionen gjældende, og i Danmark finde de mange 
Efterfølgere, — Hvorhen dette fidfte vil føre, verb jeg 
iffe; men dette veed jeg, at naar man fratager det 
chriſtne Folk (in 2(utovitet$s toe, da fratager man det 
fin Religion. At indfee og begribe er iffe Enhvers Sag; 
men at troe er Naturtrang for Alle, endog be ſelv⸗ 
klogeſte — og denne føles ftevfe(t. i SETE og mod Lis 
veté Md 


No. 10. 
Sidfte Brev, bat. Horfens b. 6te Juni 1830, . 
Deres Brev var mig ligeſaa glædeligt form uventet. 
Deres mig velvillende Hjerte udtaler fig faa oprigtigt, 


*) Her figtes uden Tvivl til hans Haandbog for Cons 
firmander: — — og Kjerlighed. 
J. M. 


284 


faa fterft deri. Jeg har i min Svagheds Tid oftere 
været friftet til at tvivie, om der og virfeligen gaves 
fandt Venffab paa denne Jord. Dog jeg indfaae, at 
man (ffe bør være for ftræng i fine Fordringer i denne 
. Bag, ba fandt Venffab ei er mueligt; nisi adfuerit 
voluntatum, consiliorum, studiorum summa con- 
Wensió et ianqham conspiratio; og hvor fjelbent et 
dette i£fe i vor Tid! 

Om mit Befindende har De for gode Tanter, 
Siden jeg blev fyg, har jeg iffe havt min Fod uden for 
min Dør; iffe været, enten hos min Broder eller min 
Søn; jeg fan hverken gane eller ftaae uden (tor Moie; 
funé ligge og fidde, og dette endda med megen Befvær; 
lighed. — Sy ben fidfte Maanedstid har jeg ifær været (pg 
af en dyb Forkjolelſe, fom jeg har faaet i min Stue ved 
Siden af en varm Kakkelovn. Denne Forkjølelfe (abet 
mig hverken Rift eller Roe, Dag eller Stat, med Hofte, 
Katarh, Aſthma, fom true at qvæle mig og forbyde - 
, Mig al Søvn. Det folde, fugtige Veirligt er mig reent 

ufordrageligt. Dunſtkredſen er ganffe forplumtet; Gud 
veed, naar den igjen vil flares. Ale, hvad der vege: 
teret og lever, lider derunder. Jeg duer til ingen Ting, 
og undrer fun over, at Livet fan hænge faalænge i mig. 
Dog, fom jeg haaber, 

Nar er den Stund — kuns uvift, naar den flacer — ofv. 
Deres venneDulbe Tilbud of Deres Huus, ifald jeg 
vilde nytte et rusſiſt Dampbad — dette vilde nu dræbe 
mig — tette mig indtil Taarer. ' 





285. 
d. 


E (al. D. Worms Breve tif profte(ot 
S. Meller *. 


No. 1. 
Gorfens den 14be Septbr. 1829,. 


Hvor ofte Deres Holervardighed tænker paa mig, 
veed jeg ikke; men dette forſikkrer jeg Dem, at der iffe. 
er nogen Dag, paa. hvilfen jeg iffe. tænfer paa: Dem. 
Deres Talenter, Lærdom, Virkſomhed, agte chriſtelige 


*) Udgiveren maa. gjøre Undſtyldning fot Optagelſen af 
. dette førfte Brev paa, Grund af de Complimenter, 
der fígeó ham i Begyndelſen. Men Læferen veed, 
Hgefaa vel fom Udgiveren, at flige venſtabelige Yt⸗ 
tringer, endog naar be (fom her) fremfomme af et 
fuldt Hjerte, (ffe ſtulle tages efter Bogſtaven. En⸗ 
hver vil finde Brevet af Vigtighed til at betegne ſal. 
Worms dogmatiſke Anſtuelſer. Det burde altſaa itfe 
holdes tilbage; og at udflette bet hæderlige $Sibneds . 
byrd, en Mand [om Oluf Worm heri har aflagt om 
det Tidsſtrift , ig hav opoffret tvende Decenniers 
bedſte Timer, kunde jeg ſaameget mindre fore over 
mit Hjierte, fom denne hæderlige Dom ved ;et more 
keligt Tilfælde fom mig til Hende juft paa fam me 
Tid, ba ber andenſteds fældedes en Decl forſtjellig 
Dom over famme Vark. Siden jeg har optaget ben 
 ugunftige i mit Tidsſtrift (15be Bind S. 290—291), 
fan Ingen fortryde paa, at jeg nu (da en udvortes 
Anledning opfordrer dertil) ogfaa meddeler ben gun 
"fige. Bil Nogen falde det Stolthed, at jeg fætter 
Priis paa magnis placuisse viris; — jeg mig bert, 





286. 


Troe Tolerance og Humanitet fordre min Hoiagtelſe 


. . eg brage mig uimodſtaaelig til Dem. Jeg længes utaal; 
modig efter hvert nyt Bind af Deres Bibliothek; det 


fidfte *) interesferede mig uendeligt. Gid jeg bare kunde 
tale med Dem een Dag! Jeg har nogle Tvivl og Be⸗ 
tænfeligheder, (om ingen Bøger har kunnet heve. De 
ete meeſt eregetiffe. Nylig falde mig i Haanden en 
Pjece af Dr. Planck Ueber Offenbarung und Inſpi⸗ 
ration, ffveven i Anledning af Schleiermachers 
Theorie om bi$je Ting. Den var mig en underlig Bog. 
Hans Stiil ev meget hanrd, og jeg havde ondt ved at 
forftaae ham paa, mange Steder. | Hang Hoved⸗Idee, 
at Chrifti Lære hænger af den Maade, paa hvilfen 
hans Apoftle og fiber disſes Tilhørere og Læfere have 
opfattet den, og bette igjen af Enhvers indvortes og ub: 
vortes Individualitet, (pneà mig reent parodor og hoiſt 
farlig i fine Følger. Troe er da ligeſaa mangfoldig og 
forſtjellig ſom der ere chriſtne Menneſker. Det vil fige: 
bec er ingen Troe, fom fan kaldes fond, chriſtelig Troe. 
Alt er Subjectivt, og intet Objectivt. Profesſor Sy. 
Møllers og Profesfor Wegſcheiders Troe ere lige 
gode, lige chriſtelige. Jeg har ei fundet, at man har 
ændfet denne Piands Hypotheſe. Dog, jeg Fjender 
fun lidet til ben nyefte theologiſte Sitecatur i Tydſkland, 
og min Anffuelfe af Sagen er maaffee urigtig. At 
Deres Hoiervardighed fjender Plants Mening, tvivler 
jeg iffe paa. 


*) Det 15de Bind af Nyt theol, Bibliothek. 


: 287 


Angaaende mit Sbefinbenbe, ba er jeg — før at 
fige bet. med to Orb — reent aflægs. Af Aanden ev 
tide tilbage; af Legemet intet uden et affældigt Skrog, 
fom helder mob fin Opløsning. Noiere Gfterretning, 
om Deres Hoiarvardighed onffer bet, fan Overbrin⸗ 
geren af dette give, 


— 


No. 2. 
(Sidſte Brev). | 
| Horfens den 16be Mai 1830, 


Taf for Indrykkelſen af min utheologiffe Ubetybe⸗ 
lighed i Deres SbibHotbef *)! Det gjør mig ende, at 
jeg ffulbe fette Dem i den ubehagelige Nodvendigheb 
at unb(fpibe dets Optagelfe for Bibliochekets Læfere, — — 
Deres Svar pan Profesfor Clauſens Brev i Biblio⸗ 
theket 16de Bind læfte jeg med Fornoielſe. Men bet 
undrede mig, at Deres Hoiarvardighed iffe iſtedetfor 
M andet henvifte til Wegſcheiders Dogmatif 5, Det 


”) J 16be Bind. 
**) Det ev untgaaet fal, Worms peers at jeg 
paa nogle Gteder har henviiſt dertil; men gaot ud 
fra Wegſcheiders Dogmatik funbe jeg i hiin Afhand⸗ 
ling iffe, da min ærede Collegas, Qr. Profesfor 
Clauſens dogmatifte Syſtem er i mange væfentlige 
Stykker fovjtjelligt fra Or. Wegſcheiders. Det vilde 
altfaa have været forvildende, og Uret imod min 
Collega, at bruge den BVevtieførelfe, fom Worm 
foteílane, — — 3. M. 


288 


ſynes (ott D. H. — maaffec forbi. De el agtede ben faa: 
megen Opmatf(omfeb værd — iffe tet har (iuberet 
denne mærfelige Bog. Denne Serre taler reent ud af 
Poſen. Af ham lærer man: hvad confeqvent 9tationa: 
lismus er; han erflærer den” aldeles” uforenelig med 
Supranaturalismen. Han erflærer Mirakler for umu⸗ 
lige, Spaadomme for Svarmerier. Chriſtus er ham 
et blot og almindeligt Menneffe; ja fan erflærer endog, 
at han iffe var ophoiet over Almue⸗Overtroe, og vrange 
Meninger, hvilfe vi (o: Profesſor Wegſcheider) ſtulle 
tette og forbedre. Jødernes mesfianffe Drømme an: 
vendte han paa fig og'tilegnede fig; meente det vel nok, 
nien blev et Offer for fin Nidkjerhed og Uforfigtighed i 
at rive Maffen af Pharifæerne, blev forsfæftet og. af 
Korſet nedtaget. mortuo simillimus, og forlod efter et 
fort Ophold paa Jorden fine Difciple, (om-fiben iffe 
fane ham mere o, f. v. Sandeligen: denne Wegſcheiders 
Dogmatik har meget forarget mig. - Den er, efter min - 
Anffuelfe, en (aate farlig Bog. Den er allerede 5 Gange - 
oplagt. Den.fluges med Begjerlighed af de unge tobffe 
Theologer og. lægges til Grund for adffillige Profesſorers 
Forelæsninger paa flere Høiffoler. Blandt de danſke 
unge Theologer et den. heller ei ubekjendt. — — 
Imidlertid til(taaer. jeg, -at jeg har: Tvivl ved-Læren om 
de Dødes Opftandelfe og den yderfte Dom, ſom ben é 
Dibelen fremſtilles, hvilke Ingen enten ved mundtlig 
eller tryft Oplysning har kunnet løfe mig, At tale om 
faadant med en Mand fom D. H. faldt ei i min Lod. 
Hvad Jeſu Ord angaaet, kjender jeg ingen anden Udvei, 
. enb-at antage en Accommodation efter jodiſte mesſianſke 


"289 


Foreſtillinger. Men. meb Paulus er det en egen. Sag; 
. Man feer. tydeligen, at han udtalte ſin fulde Overbevtis; 
^ ping, og individuelle Troe. : Dog, jeg haaber ſnart at 
være der, hvor Frihed, Fred og Lys vente mig; indtil 
da beder jeg: xugie Bonar on dis pal — — - 

Jeg duer ei mere til nogen Ting; maa vente hver 
Dag at faldes herfra. Mori nolo, mortuus esse volo. 
Det fidfte (tore Skridt far, fom jeg tenter, noget tab; 
ſelfuldt for ethvert tenkende befinblgt Menneſke. 

Saa velſigne Dem Gub, høit elſkede, hoit agtede 
Mand! Han labe Deres mens: sana længe boe in cor- 
pora sano til (anb Chriſtendoms Forſvar og Udbredelfe, 
og til Danmarks Sæder, Dette ønffer af Hjertet 
Deres x 00 | | 

€. €. 'Gíterat Have (freoet dette, læfte jeg Pro: 
fesfot. Sibberns pbilofopbiffe Archiv og Stepettorium 
No. 14. Kbhvn 1829. Jeg ter ei bebomme Bogen; 
thi jeg, til(taaer- rent ud, at jeg fun fotftaaet libet. af 
den, og flet ikke fatter hans Reſonnements og Demons 
ſtrationer. — — — Jeg har og engang: troet mig at 
være et. CityfEe-af en. Philoſoph; men: mine Lærere vare 
Sokrates, Plato, Xenoppon, Cicero, Garve; 
9teinbatb, Sulzer, Mendelfobn., Herder, 
Suͤskind, Knapp, Spottinger 1.1, Men fiben 
: Den. ”alles, sermalmenbe" Kant havde vovet: at: ubmaale 
den. menneffelige Erkjendelſes-Evne, og. at aftegne dens 
Gebeet; efterat. han havde. demonſtreret, at Menneffet 
flet intet fan vide om. det Overſandſelige, og 'felv - om 
bet Sandſelige: kuns dets Forhold til. vore Sandſer, 
men ingenlunde. dets: indre Vaſen, blev. Phitofophien 
— Mot theol, Bibl, 199b. — . € 





i 290 , 
— jeg. hegriber iffe, Hvorledes bet .gif til. — forſt ais 
tefiet, afgjevenbe og dnntasfenbe; vg Fichte, € dels 
(ling, Hegel, og hvad alle be Rationaliſter, hvis 


Navn et Legia, hedde, indførte en Philoſophie oq brugte 
et Sprog, for mig ligefaa uforſtaaelige ſom troſtesloſe; 


og jeg har etr nu givet Affald paa Navn af Dis 


loſoph. 

| Forreſten lige Alle, at Profetſor Sibbern er 

en eiegod, ſindig, human Wand, — og hans 

Skrifters Tone viſer. 

. — De feer, hvor gjerne jeg expectorerer mig —— 
Vale! 





Udgiverens Efterſtrift. 


Imedens disfe Greve vare under Presſen, modtog 
jeg fra Ar. Overlærer 9tofenbabl et Par nye Sbibtag 
til (al. Worms Biographie, fom jeg endnu her fan 
meddele. 

Læferen vil af Worms Brev den 10de Mai 1804 
€foran Side 199) have erfaret, at Nyerup havde med⸗ 
^ beet fin Ven F. A. Wolfs private Dom om hans 
Marcelliana. Men Dommen felv kunde jeg iffe meb; 
dele. Denne har HAr. Stofenbabl melde mig i en Okri⸗ 
velfe, Den indeholdte ( et Brev fra Wolf, bat. Salle 
( Febr. 1804, til Gjertev, (em nylig havde hørt hans 
Forelæsninger og dengang opholdt fig i Rom: "Aber 
was meinen. Sie! Einer Ihrer Landsleute, Olaus 
Wormius, Professor et Rector Schol. Hothersnes. 
fat fo eben eine ernſtliche Wiederlegung meiner Mar- 


"- 


4, 


29I * 


 eelliana. Pseudo- Ciceronis lateinifd) ju €openfagen - 
ebict mit einem Commentar, der bem Terte, gang wie id 
that, Schrit vor Schrit folgt, um bie Aechtheit iu 
erkaͤmpfen. Der Mann ſchreibt ſehr gut, unb ift fein 
vetádotlidjet Gegner. — ud) glaube (f, daß er bie 
Menge bald anf feine Seite ziehen wird, tole id) aud) 
ſchon vom Copenhagen aus Dóte. Neugierig bin id, 
was ifm bie Stecenfenten ju anttoorten. haben werden, 
fie bie fid) (o fd)nell von mir hinreißen lieſſen. Ich ſelbſt 
affe fie im Stich, unb uͤberlaſſe ble nun fertigen Acten 
der Nachwelt, wenn bie jetzige getheilt ſeyn foll." — 

Dertil har Hr. Roſendahl feiet følgende Angivelfe 
af de ubenlanbffe Skrifter, fom handle om Worms 

Apologie: 
Neue Deutſche Bibliothek. 98 Band, zweit. Stuͤck. 
S. 456 - 59. 
Leipziger Literaturzeitung Nov. 1804. &. 2333 u. f. 
Benjamin Weiffe Commentarius in Orat. M. Tullii 
| Ciceronis. 9eip3. 1805. 
Allgemeine Literaturjeitung 1808. 920,4. 5. 6. 
Der Freimuͤthige v. Kokebue 1805. No. 185. S. 222, 
G. L. Spaldingii de Orat. Marcelliana, dispu- 
tatio i Wolfs og SDuttmanné Museum anti- 
quitatis Studiorum. Vol. I. Berol. 1808. 
pag. 3—94. 

Og endelig berettet: Worms Bogfamling, af 
 fvilfen bog en Deel var taget ub, ubBragtes til 1200 9t6b. 
Theologica bleve flet betalte. Meget gif til Hamburg, 
formodentlig til Neſtler; noget gif til Hadersleben; 
mere, endog abffilligt henhørende til danſt Sprog og 

£2 


4 
d ' 


292. 


Literatur, til Skolebibliotheket i Flensburg. — Horſens 
Skolebibliothek blev vel-for(pnet og med gode Ting. | 
. Til Worms Monument er of hans Diſciple og 

nogle Andre hidtil famlet omtrent 300 Rbd. Hang 
Malerie, for faa, Aar fiden bekoſtet af hans Colleger, 
(om neften alle vare hans Diſciple, pryder fiden den Tid. 
Skolen og hænger over bet Catheder, fra hvilfet. han i 
40 Aar med (aa megen Kraft og Dygtighed talede og — 
herte, og forøger nu det ffjønne Selffab af Luther, 
Melanchton, Erasmus (malede af Lukas Cranach) 
ſamt Guldberg, Svane, Løvenørn og Cortſen. 





|J TIL | 
Cregetifte Bidrag 
/ af 


Magiſter H. t. Moller, 
reſiderende Gaypellan for Kjøbelov og fBinbebpe Menigheders 





L Om Matth. 12, 39. 40. 


»In der Schrift ſteht nichts, was nicht ſchon 
bie Vernunft ung ſagte:“ (aa taler Dinter é 
fin Anviisning tif Bibelens Brug. — Gfjenbt nu 
dette iffe er Sandhed, faa burde bog Nationalis 
ſterne antage bet for Sandhed, og bevife bet, hvis 

ellers det Ugrundede i deres Anſtuelſer i£fe fulde 
' «tre alt for isinefaldende. Dette inbfdae de ogs 
faa fel for én Tid, og forføgte derfor ded npops - 
fundne Fortolkninger at bortforklare alt det Un⸗ 
derfulde af Bibelen; Men denne Idet maatte bé 
bog ſnart igjen opgive, fordi de felb følte; at de 
Sortolfninger; fom vare fornødne til dette Hie⸗ 
meeds fuldkomne Opuaaelfe, tibt bleve til rene 


* 


294 


monstra exegetica. Alligevel have be bog iffe 
villet forfafte Alf, hvad ber i Giint Diemeeb blev 
udtænkt. Saaledes mene endnu Nogle, at Matth. 
I2, 39. 40. iffe fag anføres fom et gyldigt Be⸗ 
viis for, at Jeſus har forubfagt fin Dob og Ow 
flanbeífe. —"€6i — fige de — de Ord 9B. 40, 
hvorved Jonæ fanbfpnlige Undergang og uventede 
Frelſe bliver fammenlignet med Syefu Død og Op⸗ 
ſtandelſe, ere ikke Jefu egne Ord, men fun Goam 
geliftens Forklaring af Udtrykket“ Jonas's Tegn.” 
Menu denne Evangeliftens Forklaring er urigtig, 
ba Jeſus felv ved Jonæ Tegn iffe har tenft fig 
andet end hans Pradiken for Niniviterne, jfr. 
24:11, 30. 32.” 
Det er paafaldende, at Profesſor Clauſen i 
fit: lærerige- og med faa ftot Flid ubarbeibebe 
i Skrift: Quatuor Evangeliorum tabulæ synopticæ 
pag. 65 fl. har funnet billige en faa ugrundet 
Fortelkning, fom ovennævnte. Thi det er inde 
loſende, at en (aaban Auſtuelſe af Matth. 12, 40. 
ingenlunde lader fig forfvare. En Hovedindven⸗ 
bing vil det altid blive, at Matthæns, idfelge ' 
den anførte Hypotheſe, (fulbe antages at have 
givet en urigtig Forklaring af Jeſu Orb. Thi 
at Apoſtlene, efter ben fotſte dorifine Pintſefeſt, 
fulde Have: fortolket Jeſu Ord urigtig, et nan⸗ 





— — - 
* 


295 


tageligt, iffe biot for bem, ber hylde et inspi- 
ratio litterelis, mem for Enhver, der antager 
nogen Glagé inspiratio. Holdt Jeſus ſit Lofte 
om den Sandhedsaand, han bilde fente fue 
9tpoflíe, og ligger der nogen Øetyduing ( dette 
Løfte, at denne fulde lære dem alle Ting, minde 
bem om alle Ting, fom han havde fagt bem, og 
veilede dem til al Sandhed: faa fan man iffe 


.antage, at de alligevel kunne have givet vrange 


Fortolkninger af hang Ord. Det var del iex 
vis Betydning efterhaanden og gradevdiig 


. «t al Sandhed blev dem flar (Ap. &. 10) men 


bet var faaledes efterhaanden, og faaledes grade 
vits, at Lyſet altid opranbt for dem i rette Tid, 
og altid var forhaanden i bet Hieblik, det fulde 
bruges (iv'dveg «q ego). Men Følgen heraf. er; 
at ingen Vildfarelſe eller Misforſtaaelſe nogens 
ſteds ligger til Grund for deres, efter Pintſefeſten 
fremſatte, Yttringer effer Lærdonime. Mislyk⸗ 
fede ere derfor og alle de Forſog, fom flete For: 
toifere (Jenfe, Paulus o. f. 0.) have gjott paa 
at forklare Jeſu Ord bedre end Sfpofllede, efte 


Staubesé Sinnammelfe , Gave forklaret bem for 


o6. Ya faabaune Forſog vilde endog være mid 
lige, om man end gan(fe vilde cilfdefætte alt: 


Henſyn til den hoiere Oplysning og Biftand, ber 


296. 
blev. Apoſtlene til Deel. Thi huor uſandfynligt 


er pet it6e. d£ det Hele, at vi ſtulde bebre kunne 


for(taae. eller forfíore Chriſti Ord end hans Apoſile, 
. hepre end be, ber i Sere Aar perſonlig havde Om⸗ 
gang meb ham, ber havde Modersmaal tilfæelleds 
med ham, der vare ſaa vante til hans Foredrags⸗ 
maade, faa fortroelige med. hans Talebrug, ber. 
havde holdt faa mange. Samtaler med ham, ber 
havde bivaanet fangt flere af hans Taler, end de 
fon, de have opbevaret fot og, ber faa. usie fjembte 
Tidens Begreber, hvortil fan tog Henſyn, bet 
med egne Dren forte hang Ord, bemærkede Sor 
uen, i beilfen han ubtafebe bem, fornam bet 
Gítertepf , han lagde paa dette eller hiint rb, 
fane hang Miner, hans Geftus o. ſ. v. StHerebe 
heraf feeó , at ber Eun er liden Sandſynlighed fot, 
at vi ſtulde kunne angive en vigtigere Udtydning 
ef Chriſti Ord end hans Apoſtle, og. at vi, sut 
. be end betragtedes fom blot menne(telige Hiſtorie⸗ 
ftribere, alligevel fun beb vigtige Grunde burde 
bevæges til. at omtoible Rigtigheden of be For⸗ 
klaringer, be give. | i 
Men der er flet ingen Grund til at SAGE 
at bet et en urígtig Fortolkning af Jeſu Ord, vi 
[afe Matth. 12, 40. .Profesfor Glaufeud Ord 
ete biófe; "t0 ogueion Jor& explicatur Luc. 11, 





297 


30: 32. «ó xyovyp& &vvs, et hec quidem expli- 
catio ita-.confirmatur altero exemplo Salomonis, 
eujus copía dicitur ogwéloy exstitisse regine au- 
strali epdem modo quo 10 xyovyua I one Ninivi- 
tis, ut suspicio sponte oriatur, explicationem 
Matth. 12, 40 qua signum Jonæ ad resurrectio 
nem Jesu refertur, non ex ore Jesu profectam 
esse, sed dido deberi, aeeqne per pareu- — 
thesin legendam esse." ' 

Derſom bet nu virkelig forholdt fig ſaaledes, 
at Lucas har forklaret "one Tegn” ved ”Yonæ 
Praædiken“, da vilde bet viſtnok være vanſteligt 
et fige, hvorledes de to Goangelifter vare komne 
til at give og to faa forftjellige Fortolkninger af 
eet og ſamme Udtryk. Men det forholder fig ins 
genlunde ſaaledes. Lucas har aldeles iffe fors 
ffaret Jonæ Tegn ved hans Prædiken. — Lucas 
har tbertimob udtrykkelig adſtilt Yonæ Tegn, fom 
han omtaler 9B. 29. 30. fra Jonæ Præbdifen, font 
han førft nævner V. 32, i det han $8. 31 indſty⸗ 
der Gremplet af Dronningen, der ferte Salo⸗ 
mons Viisdom. Lucas far altfaa paa det tydes 
ligſte tilfjendegivet, at Jonæ-Tegn og Jonæ Præs 
bifen iffe maae ſammenblandes. J Anledning 
heraf bemaerker nu vigtignot Profesſor Clauſen 
Exemplum. Jone et Ninivitarnm .(v. 30. 3a) 


298 


miro modo dissectum apud Lucam habemus, 
interposito v. 31 exemplo Salomonis et regius 
australis. Men Prof. Glanfen glemmer, at. bet — 
fun er ben.af ham ſelv hyldede mira. interpretatio 
ber funbe foranledige ham til at betragte be ans 
førte Vers fom miro modo ab(tilte (ra hinanden. 
Ban behøver nemlig blot at forfafte denne For⸗ 
telfniag, for at indfee, at de nævnte Crempler 
flaae i god og naturlig Orden. Chi bet er jo bog 
i fin Orden, at be Orb effer Crempler, der iffe 
høre ſammen, heller iffe behøve at (taae ſammen. 
Og paa den anden Side burde man indfee, at 
Sjone Tegn og Pradiken, juft fordi de ere ad» 
ſtilte fra hinanden, heller iffe bor Getragte8 fom 
ſammenhorende eler forklarende hinanden. Men 
ſeld om 98. 31 hos Lucas virfelig od foran. 32, 
kunde man alligevel iffe antage cnusior for at 
være forflatet ved xgovyua. Det vilde jo være 
. en hoiſt fynderlig Talebrug at falde en Prophets 
Prædifen hans.Tegn! Et Forføg paa at fot» 
miubfte bet Synderlige i en ſaadan Talebrug ſynes 
Prof. €laufen at gjøre, i bet han figer, at Sae 
lomons Viisdom dicitur cyueiov exstitisse re- 
gine australi eodem modo quo to xgypvyue Jona. 
Ninivitis. Men bette forholder fig iffe ganffe 
rigtig. Lucas figer foerfen , at Salomons Viis⸗ 


299 
bom bles til et Tegn for Dronningen af &enbem, 
og heller iffe figer han, at Sone Pradiken blev 
et Tegn for Niniviterne: fan figer fun, at 6g - 
fom for at høre Salomons Viisdom, og at disſe 
omvendte fig ved Jone Prædifen. Men Udtrykket 
oguso» findes aldeles i£fe i disſe to Gyempler, | 
 foerfen hos Matthæus eder Lucas. Ja at "ona 
Prædifen” hos Lucas umulig fan vere en Forkla⸗ 
ring af "Song Tegn”, er endvidere fuldkommen 
indlyſende deraf, at ogſaa Matthæus ubtrpffelíg 
nævner Jonæ Prædifen B. 4I , hvilket Profesſor 
Gíaufen ſynes gan(te at have oberfeet. Thi fulde 
xgovyua Jonæ hos Lucas betragteé fom en For: 
flaring af onusiov Jonæ, faa maatte xyovyua Jonæ 
hos Matthæus nødvendig betragtes paa famme 
Maade. Men heraf vilde følge den Urimelighed, 
ot Matthæus ſtulde have forklaret eller ladet 
Jeſus forklare ”Yonæ Tegn” paa. to Maader, forf 
ont hang Fare og unberfulbe Freiſe og dernæft ont. 
hans Prædifen. | Det er altſaa flart, at Sone 
Tegn og hans Prædifen ere to ganite fer(tjellige 
Ting hos Lucas, ſaavel ſom o8 Matthæné: 
Begge Evangeliſter ſtemme fuldkommen overeens 
i at berette, at Jeſus paa Pharifæernes Begje⸗ 
ring at ſee et Tegn af bam, gav bem et dobbelt 
Gar, i det jan fsrft erklærede, at intet Tegn 


300 


(tafbe gides bem uden Jonas Prophetens Tegn, 
og dernæft anførte et Var Grempler paa Hed: 
ninger; fom ved Larelyſt og Beredvillighed til 
Omvendelfe maatte være beſtjemmende for e 
derne. Hvad nu Goaret8 fidfte Deel angaaer, 
da er der fjer ingen anden Forſtjel paa Evangeli⸗ 


ſternes Beretning end den, at ben ene anfører det. 


Grempel førft, (om den anden anfører fibft.. Men 
hvad Gbareté førfte Deel angaaer, ba læfe vi hos 
Matthæus denne Sorflaring over Jonæ Tegn: 
»Thi ligefom Jonas var tre Dage og fre Natter 


i Hvalfiſtens Bug, faalebed (fal Menneſtens Sen 


være tre Dage og (ré Nætter i Jordens Gfjeb." 
Og hos Lucas læfe vi blot: "6i ligeſom Jonas 
var et Tegn for SRinib(terne, faalebed (fal Mens 
neftens Søn være for denne Slægt,” Herimellem 
er aldeles ingen Modſigelſe. Jeſus fau meget 
vel antages at have fagt begge Dele, baade bet 
font Matthæus og bet, fom Lucaé beretter. Den 
ene Forklaring tjener kun til. at fuldftændiggjøre 
den anden, faa at Meningen bliver denne: Liges 
foem Jonas ved fin Fare og underfulde Grelfe, 
fom fan naturligviig maa have fortalt Ninivis 
terne, blev et cnusior, til Belærelfe for bem: faa» 

ledes (tulbe Chriſti Dod og Opſtandelſe blive et 
. onpmeiov til Belærelfe for Joderne. 


301 


Dog, for den Mening, at Forklaringen 
Matth. 12, 40 ſtulde vare vrigtig, har Profesſor 
Clauſen endnu en anden Grund. Han ſiger: 
Accedit quod verba ozusíos ov QoO5oetos, e ur... 
nullo modo quadrant in resurrectionem, qua nul- 
lum signum praclarius et evidentius, immo po- 
tius signum generis diversi.indicatur, spirituale 
oppositum physicis que Judei postulabant. At 
gu Chriſti Opftandelfe er hans ftsr(le Segn, maa 


man viſtnok indrsmme. Men bet inb(eed aldeles 


iffe, Hvorfor Prof, Glaufen paa dette Gteb taler 
herom. Han vil jo bog iffe paaftaae, at der, 


-ifølge- disſe Jeſu Ord, fun fulde gives Soberne 


et ringe og ubetydeligt Tegn. Kun i det Tilfælde, 
qt han fandt, denne Mening i disſe Sefu Ord, 
vilde bet være paa rette Sted at anmarke, aft Op⸗ 
fjandelfen jo tvertimod var hans ftørfte Tegn. 
Men [aae denne Mening i de anførte Ord, da. 
bleve be upasſende iffe blog til Matthei, men 
ogíaa: tif Prof. Claufens egen Fortolkning. Hans 
egen. Fortolkning, unde, Rogen da ligeledes gjien⸗ 
drive. ved at fige: Verba ozpueior ov. Sodyosrar. ei 
wi... nullo modo quadrant in «à xjgvyue toU. 
Keisov,, quo. nullum signum preclarius et evi- 
dentius. Lg: mob en ſaadan Gjendrivelfe vilde. 


1, det, mindſte Prof. Clauſen felv, ifølge fit Under⸗ 





302 


—-— 


begreb, iffe funne indvende Noget. Men ban 
færer felv, at be anførte græfte Ord antyde noget 
ganfte andet, nemlig at det Zegn, Jøderne fore. 
langte, og det Chriſtus vilde give, bare diversi 
generis. Heri har han fulbfommen Net, og hers 
ved tilfjendegiver han felb, at be Ord i hans 
Bog'”qua nullum signum præclarius et eviden- 


. fius" ere bed een eller anden Seiltagelfe komne tif 


at (aae paa dette Sted, hvor be intet have at 
beſtille. Men naar han derefter tilfsier, at der 
forlangte Tegn bar physicum, og bet belobebe 
altfaa spirituale — fom om bet iffe kunde gives 
"noget anbet genus diversum end bette — da er 
det flart, at fan, ut inserviat hypothesi, fat 
antaget juft en libet antagelig 9Xobfatning. Thi 
hvorledes kunde Jeſus falde paa at henviſe Phari⸗ 
fæerne alene tif signa spiritualia, naar iffe engang 
physica funbe gjøre Sjnbtrpf paa bem? Gerd 
pleiebe han netop at henvife bem, der iffe vilde 
troe for hang Ords eller Leres Skyld, til de Gjer⸗ 
ninger ; han svede ved Guds Kraft. Her (tulbe 
han, efter Prof. Clauſens Mening, have bruge 
juft den mobfatte Fremgangsmaade! Nei, ogfaa 
Der maae vi tage Ordet ozueio» i deté ſedvanlige 
Betydning; om en Undergjerning, han vilde obe. 
Og hvad andet oypsor fan han da have fabt i 











303 


Sanfer, hvad andet ogpeéo» fan fau mere pat» 
ſende have faldet et Jonas's Tegn end juft fiu 
Opſtandelſe fra de Dode? Dette var netop et 
Tegn af «n ganffe anden Art end bet, fom Je⸗ 
berne forlangte, De vilde have et Tegn fra Hime 
melen, f$oorbeb bet funbe blive klart, at han 
bar ben jorbi(te Mesſias, be ventede. Men han 
vilde give et Tegn, hoorved juft be jordiſte Gor, 
bentninger (enlbe gan(te tilintetgjated8, et Tegn, 
hvorved tillige hans Fiender fulde pbmpges og 
deres Vantroe beſtſemmes. Det er befjendt, at | 


Jeſus ogſaa bed andre Leiligheder henviſte iffe 


blot tif. allerede svede Undere, men ogſaa til Tegn, 
fan i Fremtiden vilde give. J ben Safe, fam 
holdt ( Gapernaum (Joh. 6) hvor Golfet ogfaa 
havde lagt deres jorbifte Forventninger for Dagen 
(38. 26) og bor man ogfaa begjerede et Tegn af 
ham (3. 30) finde vi ligeledes, at han henviſſe 


fine Difciple, der endnu iffe vare frie for de. jo» 


bifte Fordomme, til et tilkommende tInberbarf, 
der ſtulde gjøre Ende paa de fandfelige Forhaab⸗ 
ninger, i bet fan fagbe 5D. 62: ”Hvad om I 
faae at fee, at Wenneſtens Son farer op, hvor 
ban var før!” 

Sj Grunden fan bet viſtnok være tigegpfbigt, 
hvad enten Matth. 12, 40 antageé at hidrøre fra: 


804 


Matthaus eller fra Jeſus ſelb, beel& fordi den 
der gione Forklaring ec ſikker nok, beels fordi 
$i viſtnok med fuldefte Stet kunne paaftaae, at 
derſom Nogen figer: “Jeg troer Jeſu Orb, men | 
jeg troer ikke hans Apoſtles Ord”; ba. er dette eit 
meningslos Tale. Thi blande Siefu Ord ere jo 
ogfaa disſe, fom fan talébe til bem, fan ude 
fenbte: "5o fon Eder hører, hører mig, og 
hvo fom Cder foragter, foragter mig." . Men 
ber er aldeles Intet, ber funbe bevæge o6 til at 
tilſtrive Matthæus. feo ben omtalte Forklaring. 
Matthæus pleier ingenftebs- i fit €oangelium faar 
ledes af. indflette egen Forklaring midt i Jeſu 
Taler, og afferminbft faafebeó , at man ifÉe Lys 
delig, (fulde Cunne marfe, om det er ham fefe, 
der taler, eller Jeſus, han lader tale. Ja. at 
bet iffe er Matthei, men Jefu egne Ord, vi: 
[efe 9B. 40, bliver og Doift fanb(pnligt af den 
Omſtaændighed, at Jeſus juft i Dette Vers kaldes 
»Menneſtens Gon." Thi det. er Gefjenbt, at dette. 
Navn aldrig. i. Matthæi Evangelium eller i noget 
af Evangelierne findes brugt om Jeſus uden. oor, 
han fefo indføres talenbe.. Wi mage altfaa ans 
tage, at bet et Jeſus felv der taler ogfaa 9B. 40, 

og ham fefo ber forffarer o$, hvad fan meente 
med Udtrykket Jonas's Tegn. 


* 





308 


Rimeligviis vilde Prof. Clauſen heller ikke 
fate fremdraget og bifaldet ovenanforte grundioſe 
Sin(Euelfe af Matth. 12, 40, derſom fan havde 
lagt Marke til, at ben blev ubtanft og antaget 
ef Prof. Paulus og andre Stationaliflet ene og 
alene fordi be ſaaledes troede, Get at funne und: 
. gade at erfjenbe en Forudſigelſe af Sjefu Dod og 

Opſtandelſe. Det kunde jo heller ikke gavne Ra⸗ 
tionaliſterne, om de end ved ugrundede Gisninger 
, eller ved miro modo at fotfíate tydelige Ord, 

" fetmaaebe paa et enfelt Sted at Gortexegetifere 
hvad ber bog bliver flaaenbe: paa mange andre 
Steder. Sette inbfaae (elo Ammon, ber bog í 
bet minbfte. I80I, ba han udgav fin bibel(te £5eos 
[ogie (2det Opl.) var fan god en Stationalift (om 
Nogen: ”Allein, figer ban her 2 $5. G. 377, 


"foenum man bie Gtellen Matth. -12,-40. 20, 19. 


— 27, 22. t. vergleicht, fo bürfte man als loger 
grammatiſcher Interprete einer wunderbaren Vor⸗ 
herſagung bed Leidens und Todes Jeſu nicht iol 
ausweichen koͤnnen, wenn man nicht mit Bahrdt 


gu leeren Hypotheſen — — ſeine Zuſlucht neh 


imei twill.” 


Stet thedl. Bibl. 1 959. — uU 


306 


. . H. $m Sob. 8, 46. 

Jo paalibeligere Prof. Fogtmanns Skrift⸗ 
fortolkning i Almindelighed er, deſto fortjenſtli⸗ 
gere vilde det vere, om man kunde overbeviſe 
bam om en enfeit &paocia b. e. Qbigelfe fra bet 
Rette. Af Provſt Tage Muͤllers “Udvikling af 
ben chriſtelige Religionslærdomme” findes i Danſt 
Literatur-Tidende 1830 Sto. I2 og 13 en Recen⸗ 
fion, hvis Forfatter, ifølge criteria interna, 
maa være Prof. Fogtmann. " denne Recenſion 
læſes Folgende: ”Raar Joh. 8, ÅG. citere8. ſaa⸗ 
ledes: Hov af. Eder fan overbeviſe mig om nogen 
Uſandhed: ba er dette urigtigt; thi det er fun 
en vilkaarlig og eenfibig Fortolkning, fem paa 
dette Sted vil overſette Synd ved Uſandhed. I 
-Girunbfproget ſtaaer der Synd (apaovín) og dette 
er et langt mere betydende Ord end Uſandhed, 
fem forreſten diſtnok er indbefattet deri. J det 
Rye Teſt. betyder ápoocín ingenſteds en ſimpel 
Seil eller Feiltagelſe, men altid en moralſt Feil 
eler moralſt Ufuldkommenhed i det Hele” — 

Det fan imidfertid neppe omtbiole8 , at 
åpagriæ Job. 8, 46. maa forklares om previtas ^ 
doctrine og ingenlunde om pravitas morum í 
Almindelighed, fout mam mebbenbig maa tenfe 
fig, Hvis bet overfættes Synd. Dette har og 


. 807 
| 


|... været erÉjendt af mange gode Fortolkere lige fiden 
Melanchthons Dage. De Grunde, ved Hvilke 
Prof. Fogtmann vil gobtgjere Rigtigheden af 
Overſæettelſen Synd, og Urigtigheden af Overs 
fættelfen Uſandhed, ſynes Geller iffe at beviſe 
hvad de Tulle. Hans forſte Grund er ben, at 
»Synd (auoQcía) et et langt mere betydende Ord 
end Uſandhed.“ Dette vil vig Ingen nægte. 
Derſom man derfor i et fort Vocabularium, bet 
fun (tulbe angive Ords almindelige Betydning, 
bilde overfætte apagcio ved Uſandhed, da funbe 

en ſaadan Dverfættelfe med Grund falbeó urigtig. 

— Sgen flal man angive et Ords Betydning paa et 
enkelt Sted og i en vig Gontert, ba vilde bet 
være urigtigt, altid at holde ſig til dets almin⸗ 
belige eller meeft omfattende Betydning. Thi 
man fan iffe paaftaae, at etfbert Ord paa et⸗ 
Hvert Sted bør tillægges al den Betydning, det 
i Almindelighed fan, have. Naſten ethvert Ord 

. har jo tvertimod fine fpecielle, af en almindelig, - 
afledede Betydninger. Og blande disfe bliver bet 
Overſætterens Pligt paa ethvert Sted at udvælge 
den Betydning — oprindelige effer afledede, al⸗ 
mindelige eller færegne — font Sammenhæng 
eflet andre Omftændigheder give Grunb til at 
vælge. Betragte vi f. Cy, be ovrige Ord i den 

| E u2 





308 - 


 emtbiflebe Satning: cic IE nor JÜéyyn us «epi 
épatgt(ag da bilde man med Sandhed funue fige 
om de flejte af dem, af de ere mere betydende end 
be dertil foarende Ord i den danſte Dber(attelfe. 
Saaledes betyder iE iffe blot af, men ogfaa fra, 
formebelft; &syyar' iffe bfot overbeviſe, 
men ogíaa (traffe, iretteſette o.f.v. Men 
alligevel vil Ingen falde bet bilfaarfigt eller vens 
fibigt, at be danſte Ord af og overbeviſe 
juft ete valgte til at udtrykke be graſte Ords thus 
tydning paa dette Sted. Indrommes bet ba, a£. 
disfe gra(te Ord, (fjenbt mere betydende, bog 
ere vigtig. overſatte ved be valgte banfte Udtryk: 
faa maa man ogſaa indrømme, at den Grund, 
at duagtia er mere betydende end Uſandhed, afe 
deles itfe fan beviſe, at — er en urigtig 
Overſattelſe. 

En anden Grund til Forſvar fot Overſet⸗ 
telſen Synd ligger maaftee i Prof. Fogtmanns 
folgende Ord, "at Uſandhed viſtnok er indbefattet 
' Synd (&pagrin)" Meningen heraf er muligen 
ben, at man gjerne fan tante fig Begrebet 
Uſandhed, men at man alligevel ber beholde 
"ter(ettel(en Synd, fordi Begrebet Uſandhed 





indbefattes under Begrebet Synd i Danften lige ' ' 


ſaavel fom under axagria i Græften. Men dette 


309 


fün neppe forfoate Overfættelfen Synd. Thi 
at auagtia overſettes Uſandhed, Dar flet iffe 
fin Grund deri, at Uſandhed er et Begreb, ber 
. inbbefatted i Begreber Synd. Havde mai ingen 
anden Grund til Overſettelſen Uſandhed end 
denne, ba funbe faaban Overſäattelſe viſtnok iffe 
tetferbiggjered. Sen mam overfætter duagria 
ved Ufandhed, fordi bet ban(te Ord Synd, ifat 
naar bet fiaaer uden nærmere Beftemmelfe, flet 
iffe fan have ben færegne Betydning, fom man 
ttotr auaptia fan have og paa dette Sted har. 
Vigtigere ſynes ved førfte Hiekaſt Profesſor 
Fogtmanns tredie Grund for Urigtigheden af 


— aOberfattelfen Uſandhed. Ordet Guoorío, ſiger 


han, betyder i bet Nye Teft. altid en moralſtk Weil 
- eller moralſt Ufuldkommenhed i Almindelighed. 
Da aítíaa dette Ord paa intet andet Sted i bet 
Nye Teft. fan operſettes ved Uſandhed: faa - 
flutter Prof. Fogtmann, at det heler iffe paa dette 
Sted bør overfættes ſaaledes. Men denneGluts: 
ning er dog neppe fuldkommen fiffer. . Thi liges 
fom der i det Nye Teft, gives mange — 1686 — - 
egentlige anaE åeyouera,' faafebeó gives der og 

mange Ord, fom i en vis Betydning ere anat Ae... 
Ordet zoncys Ap. G. 17,28 er et &zat Aeyopssov 
i Betydningen Digter, ba bet efleró. overalt 


310 


bemarker en Gjorer eller Jagttager. Ordet 
&ovoía. fat, paa affe Steder: i bet Nye Teſt. en be⸗ 

. fjenbt Betydning, undtagen paa det ene(te Sted 
-.I Cov. I1, IO. Eller, for at tage et Crentpef, 
fom ligger. nærmere, Ordet auogcie betyder, fon 
Prof. Fogtmann figer, altid en moralſt Seil eflec 
moralſt Ufuldfommenhed i Almindelighed. Men 
bog maa man undtage bet ene Sted 2 Gor. 5, 2I, 
Hvor, bet fberfen fan betyde en moralſt Geil eller 
moralſt Ufuldfommenhed i 9t[minbeligbeb, men 
enten maa forklares fom abstractum pro concreto, 
elev (narere. fom et hebraiſerende Udtryk for 
Syndoffer. Og hvorfor (fuíbe man ba iffe 


, egfaa paa tort Sted ob. 8, 46 funne afvige fra 


bette Ords fædvanlige Betydning; faaftemt ber 
givet vigtige Grunde dertil? Lg bet gibeó.ber 
viſtnok. De Grunde, der maae bevæge o6 til 
paa dette. Steb at. antage Betydningen U fano» 
hed og til at. forfafte Betydningen Synd, ere 
"følgende: 


Sammenhængen vifer tpbeligt, at aͤucerie 


her betyder llíanbfeb. Dette er aabenbart, hvad 
enten vi. fee hen til bet Foregaaende eller til bet 
Efterfolgende. J bet Foregaaende havde Jeſus 
fagt til Jøderne, at be vare af en Fader, Djæs 
velen, om foem fan tilfsier: ”Raar han taler 





311 


Løgn, taler Gan af fit Eget; thi han er en Logner 
og Loguens Gader. Men mig, vedbliver fan, 
troe Sy iffe, fordi jeg taler Sandhed: 69e af 
Eder fan overbevife mig om nogen auaeria” Db. €. 
Uſandhed. Og at dette maa sære Ordets Betyd⸗ 
ning; fees ligefaa klart af bet &sigende. Thi — 
"umiddelbar derefter figer han: ”Men figet jeg 
. Gandhed, hvorfor troe Sj mig iffe?" Denne 
Modfſætning mellem 2170an og &peoríx viſer tp 
beligt, nt derfom bet ene Ord (fal overfættes ved 
Sandhed, ſaa (fal det andet overfættes ved 
Uſandhed. Chriſtus taler paa dette Sted al⸗ 
deles iffe om fin Vandels Reenhed, men fua om 
fin Leres Sandhed: han henviſer sienfpntig til 
$n Tale eller fin Lære baade 3B. 45 089 46. Han 
funde derfor forudfætte, at bet bar tydeligt no£, 
at ágagzín med Henſyn til Læren iffe kunde bes 
tegne andet end Lærens Falſthed eller Ufandfed i 
Læren. 

Sammenhængen vifer eitfaa ogſaa paa ben i 
anden Side, at det er urigtigt her at overfætte 


.- duagtia bed Synd. Thi (Cjenbt man iffe £nnbe 


oberbebife Jeſus om nogen Synd eller morale 
Seil, faa fulgte bog deraf iffe, at hans gat 
domme vare fanbe, et heller. kunde han anføre 
dette fom en tilſtrekkelig Grund for fin Net tif at. 


— 


. 312 


fordre Troe, ba be beb(le Menneſter funne nære. 
Silofarenbe Meninger og frenrfætte brange Lar⸗ 


domme, nemlig  uforfætlig . og af Uvidenhed. 
Skulde derimod Meningen være: ”Jeg er uten 
al Synd, intet Menneſte er uden af Synd, alte 
faa er jeg mere end Menneſte, og altíaa tør J 


ttoe mig” — da var Glutningen viſtnok rigtig; - 
men da vilde Jeſus neppe have udelade Mellem⸗ 
leddene i en faaban Giutning, og overhovedet . 
iffe have ubtrpft fig ſaaledes. Thi til at besife,. 
at fan var uden al Gub, hørte bog mere.enb 
. bet, at Jøderne iffe funbe overbevife bam om 


nogen Synd. En fau have Pegaaet megen Synd, 
. ftjenbt man iffe fan overbevife ham derom. Naar 
derfor dette Bibelſprog ofte vælges, for dermed 
at bevife Jeſu fuldkomne Uftyldighed, ber er bes 


biislig nof af. faa mange andre SÉriftfeder, ba. . 


fat det altid. forekommet mig at være et uheldigt 
Valg. Thi om endog Sammenhængen tillob .at. 
give dpugrix Betydningen Synd: faa fynes alli» 
vel iffe Meget at være beviiſt betmeb, at. Jøderne. 
iffe £nnbe overbevife Ham om nogen Gipnb. Af. 
ſamme Grund bliver bet og uſandſynligt, at Jeſus 
ſtulde have forlangt, at Joderne fulde forſoge 
at overbevife ham om Spud eller moral(t Geil -i 


Almindelighed. Derimod funbe fan med ſtorſte 


- 





313 


Foie forfange, at be feufbe oberbebife ham om 
een eller anden faf(t Lærdom, flben be iffe vilde 
troe ham. Og fremdeles foned bet fart, at 
berfom Jøderne havde faget apoocía i Betydnins 
gen moralſk Seil: ba vifdede paa hans Sporgs⸗ 
maal, om be funbe overbevife Gam om nogen 
«uugtia, ſtrax have foaret, af han havde havt 
Omgang med Cofbere og Syndere og at han havde 
vanhelliget Sabbaten. Denne opdigtede Grund, 
at han var en Synder, brugte be jo netop felv, 
naar de vilde forføre Andre tif iffe at troe, jfr. 
: 4406. 9,24... Og. hvorledes funne vi da antage, 
at be mu (fulde have tiet, berfom fam virkelig | 
felv havde opfordret bent til at nævne nogen Synd, 
han havde begaaet? Nei taug de herom ved 
denne Leilighed, faa ſynes allerede denne deres 
Taushed at viſe, at de forſtode, at han ved 
apepcie i Modfætning til cAgOsa iffe kunde mene 
andet end vrange ferbomme. Og ba var bet 
intet Under, at.be taug; thi dette vidſte be jo, 
at be, uagtet dereg mange Gorfog, aldrig — 
kunnet fange ham i hans Tale. | 
. 9Uflerebe denne Omſtændighed, at den hele 
€ontert tåler faa ftar£t moo Betydningen Synd. 
.9g for Betydningen Uſandhed, er en vigtig 
Grund til, at hjemle Drbet dpaové fidfingvnte . 


f 








314 . 


Bemarkelſe. Thi der gives Orb, hois Betydsing 
man maa beftemme ene og alene ved at lægge 
Marke til den Sammenhæng; hvori; de ftaat. 
Dette gjælder f. Cr. om det ovennævnte éEovosig 
I Gor. II, IO fem. man overfætter 9€ e6sbig: 
hedstegn, uden at have ripgefe anden (anb 
Grund tif ſaadan Overſattelſe, eud alene den 
viſtnok vigtige Grund, fem Sammenhængen af» 
giver. Men bet et. iffe alene Sammenhængen, 
vi beraabe og pan, naar bi tillægge Ordet auagcín 
ben anførte Betydning. - Bi beraabe o8 fremdeles 
paa Profanſtribenternes Talebrug, ber, fem bes 
fjenbt; paa bet tydeligfte viſer, at Ordet beteg: 
ner Vildfarelſe og enhver Afvigelſe fra 
Sandhed. QVilde man afoife denne Grund ved 
at bemærfe, at der maa. gjøres Forſtjel paa bet 
Rye Teſt's Forfatteres og. andre græfte Skriben⸗ 
teró Salebrug: ba ſporges med Nette, hvorledes 
man bil beſtemme Betydningen af et &xoE Aeyo- 
. pevov idet Nye Teſt. uden alene ved Heuſyn til 
Profanſkribenternes Brug?  Güer Hvorfor er 
mam vis paa, at oms Ap. &. 17, 28 rigtig 
. Overfættes Digter, uden alene fordi man af 
Profanſtribenterne veed, at denne Betydning er 
fuldfommen fiffer? Lg fremdeles, naar man 
2 ot. 5, 2I. tillægger &uagrix Betydningen 





315 


Gi ynboffer, ba hentes jo denne Betydning 
alene af bet hebratfte Sprog. Men bet fan bog 
vel antages for afgjort, at bet Nye Teſt's Sprog 
er idet minbfte ligefaa nær beflægtet med andet 


Grafſt fom med Hebraiſt. Det maa endvidere be 


mærfes, at Verbet duagtarus paa et Par Steder 
i bet Rye Teft. felv findes faaledes brugt, at det 
i det mindſte er rimeligt, at bet paa biéfe Steder 
fun betyder errare. Det ſynes nemlig fom om 
Advarſlen un dnægtessrts I Got. 15, 84 (fal fige 
bet famme fom p nÀusücOs 9. 83, jfr. Matth. 
22, 29. Og faalebeó ſynes  auaptarau» ogfaa 
Tit. 3, II, hvor Selen er om et Cjetter(t Mens 
neífe, nermeft at. tyde hen paa bifbfarenbe Mes 
ninger. Paa disſe to Steder antage og de flefte 
Fortolkere Betydningen errare; . men be, fom 
pgfaa her forfafte denne Betydning, have dertil 
ingen anden Grund end ben, at &uoagcasew paa 
alle andre Steder i det Nye Teft. betyder peccare, 
og af denne Grund iffe. ſynes tilſtrakkelig, er 
ovenfor bevtig. i 

^ Men naar Prof. Fogtmann tillige bemerfer, 
at aHagtia ingenfleb8 i det Nye Teft. betyder en 
fimpel Seil eller Seiltagelfe, ba maa bet erinbreé, 
. et Otbet Uſandhed heler iffe et fononymt med - 
fimpel Seiltagelfe. Thi ſimpel Feiltagelſe antyder 


316 


 meget fuldkomment Uforfætligt, Hvorimod: em 
Uſandhed baade fan være forfætlig og uforſatlig; 
men til de forfætlige Ufandheder Genfsrer bet, 
man falder Løgn, (om altid er noget Umoralſtt. 
Derfor fan Overfættelfen Uſandhed heller iffe 
figeé at ubeluffe alt Umoralſtt af Begrebet 
dyagrín. Dette fynes Prof. Fogtmann ogſaa felt. 
at indrømme i det fan figer, at "ilfanbfeb er — 
indbefatter. i nb." ^ Meningen af Jefu Ord 
bliver altíaa denne: »Hvo af Cder. fan overbeviſe 
mig om nogen, enten forfætlig eller uforfætlig, . 
Uſandhed (Løgn eller SBilofarelfe)." J begge Til 
, fælde funde nemlig Jøderne finde Undſtyldning 
for deres Vantroe. Med Forfæt fpne& han altfaa 
at have valgt Ordet auapozío hellere en) werdog, 
fordi dette fun Fan betegne en forfætlig, hiint 
berimob enhver Afvigelſe fra Sandhed. Omtrent 
paa famme Maade (om Jefus her bruger &paptía 
fpnes han Job. 7, 18 at bruge Ordet adsxia,. fom . 
altfaa ogfaa bar overſettes Uſandhed, Løgn effer - 
deslige *), fordi bet tydglig modſettes 21170. . 


*) Meget heldigt har man i ben reviderede Overfæts - 
telje af det Nye Teſt. paa dette Sted forandret den 
,. gamle. Dverfættelfe Uretfærdighed til Svig. 
— Men man havde vift havt ligeſaa god Grund til at 

. forandre Udtrykket Synd Sob. 8, 46... — 


P4 


E CUCKMMENU — — v 


— — — — —— AO NN — 


317 


$t en ſaadan Overſettelſe (ffe fan kaldes vtl, 
kaarlig, have adftillige ældre Fortolkere ogfaa 
villet beviſe dermed, at mendacium est omnis in- 
justitie omnisque peccati principium & fons. 


III, $m 1 Gor. 15, 29. 30. 


Pauli Orb I Gor. 15, 29: "Exe tå «oiyoov- 
cu» 'oi BarTiioueror væg tor. vexQo» x. ct. À. ete 


blevne forklarede paa mangfoldige Maader. Men 


at ben rette Fortolkning endnu iffe er fundet, et 
flart nof, deels deraf, at ber fan gjereó gyldige 
C nobenpinger niob alle givne Sortolfminger, deels 
deråf, at ingen Fortolkning far erholdt nogen 


Almindelighed. 


De Fleſte mene, at det fornemmelig maa 
være Ordene venio có» vexgos, der gjør Stedet 
bunfeft. Derfor have Stogle foreflaaet, at føre. 


.anbre Læfemaaden til os igyor vexoc» eller án 
égymv.vexoov: men feo om denne Gonjectur att 
toges, blev Stedet alligevel bunfelt. — nore 
mene, at vno iffe (fal tillægges den fædvanlige 


Caufalbetydning, men enten ftaae iftebenfor. avri 


— hvilfet dog iffe fan antages, ba Ingen: [ob 


fig døbe blot for at fuccedere de Døde; eller iſte⸗ 
detfor am (6. €. efter, foruden) — folet 


318 


hetter iffe fan antages, fordi 9nio i. faaban Be⸗ 
.tpbning ſtyrer Accuſativ. J Almindelighed ers 
. fjender man derfor, at 9xso maa beholde fin fab» . 
vanlige Betydning, og fperger ba: hvad er bet, . 

at bebes for be Dodes Skyld? Men intet af be — 
Gar, fam gives paa bette Sporgsmaal, ſynes 
antageligt. Nogle foare nemlig, at her figte8 
til den overtroiſte baptismus vicarius, der meen⸗ 
tes nyttig for dem, ber vare bortdode uden Daab. 
Andre mene, at her tages Henfyn til ben Overs 
troe, at Daaben var kraftigere, naar ben forret⸗ 
tedes ober Martyrernes Grave. Begge biófe 
Coat bør forkaſtes, deels fordi bet iffe er (anb; 
(pnligt, at biófe otertroi(fe Meninger have herſtet 
allerede i Apoſtlenes Dage, deels fordi bet iffe 
fan antages, at Paulus har villet bygge fit Rai⸗ 
fonnement paa Overtroe. Noget rimeligere have 
Andre tenft: paa Martyrernes Standhaftighed, 
ſom vel kunde have bevaget Flere til at lade ſig 
bsbe. Men en Hovedindvending bliver bet her, 
at der iffe gaves ret mange Martyrer endnu paa 
den Tid, da Paulus ffrev dette fit Brev. Dog. 
— det Silde blive for vidtloftigt, at anfere Alt, 
hvad der er bleven notauft til Befvarelfe af bet 
Spørgsmaal, foab bet er, at døbes for be Dodes 
Gfplo?. Dette er upaatbibligt et Sporgsmaal, 


319. 


e 


hvorpaa der ingenfinde bil funne gives noget tif 
fredsſtillende Svar. 

' $yette have Andre og erkſendt. De have 
derfor meent, at bet er Ordet Bancibóuevon der 
. gjør Gtebet ounfelt. Dette Ord have be ba til 
lagt ben tropi(te Betydning (at oberofe8 med £i» 
delſer), fom bet tydelig nok har Luc. 12, 50 o. ſ. v. 
Sen herimod fan med Grund inboenbeS, at 
Gammenhængen Baabe fuc. I2, 50 og Matth. 
20,22 jfr. V. 18. I9 udtrykkelig bifer, at Ordet 
paa biófe Steder iffe fan tages i egentlig Sot» 
'flaub. Hvortil endnu fommer, at der paa de 
 anferte Steder iffe læfes blot Baneibouor, men 
Bantiopa Bemeitopa. 

Synes bet ba aabenbart, at Apoſtlens Mes 
ning iffe fan udfindes ved at føge nogen Dunkel⸗ 
feb enten i Ordene onào cer» »exocoy eller i of Bons. 
vibousro:: faa ftaae Setningens forſte Ord: dani 
ví noujcovo: endnu tilbage. Til at (sge Stedets 
Dunkelhed i bidfe Ord [ebe$ man allerede, naar 
man betenfer, at alle Fortolkere hidtil førgjeves 
have (egt den i Gætningens obrige Ord. Sporge 
vi ba, hvad Betydning man pleiet at tillægge 
Ordene «i stoMjgovG. , ba finde bi, at be i Almin⸗ 
befigfeb forflare$: quid spectarent, quid effces 
rent, quid lucrerentur eff. desl. Man antágetj 


* 


320 , 


et Meningen af bisfe Ord enten maa sere: hvad 
E Denfigt kunde be fate, fom (abe fig døbe? eller: 
hvad Notte funbe be have deraf? Det (pne8 
imidlertid; fom om flere Omſtæendigheder hentyde 
paa, at disſe Ord iffe have faaban Betydning 
ma dette Sted. For det førfte ſynes allerede 
den Omſtendighed værd at lægge Marke til, at 
: effe Fortolfere i beane Sætning: overfætte ci ved 
quid? (fjonbt «í i be to paafefgenbe Sætninger 
(cé xai. Bantitorrar; 0g c xoi xirdvvevouer); bog 
nødvendig maa overſettes cur? og (tjonbt Apo⸗ 
ſtelen ved Silegdorbet xoi i be to fiefle Setnin⸗ 
get juft fynes at antyde, at fan vil have Ordet 
«í taget i ſamme Betydning i alle tre Sporgs⸗ 
maale. Hertil kommer, for det andet, at For⸗ 
tolkerne tifægge Apoſtlen en tautologiſt Gjenta⸗ 
gelſe i be to forſte Sporgsmaale: «í noujcovow oi 
. Badericogeros; 08. €i xou. fancizovrtou; Sporgsmaa— 
lene: foab monne be gjøre, fom døbes fot be 
Døde? eg: Hvi døbes be for bem? — ere jo 
gauſte tautelogiffe. Men, for bet trebie, maa - 
bet -anføres fom en Hovedgrund mob biéfe Ords 
-fædvanlige Forklaring, at Ordet aoi» i en fade 
dan Concert neppe fan have Betydningen spectare 
eller efficere, meb mindre det har et Participium i 
uden Artikel efter fig. Staaer det uden faabant 








32I 


tilføiet Participium, ba pleier bet at Gate en 
ganfte anden Betydning, fom fees f. Er. af den 
utroe Huusfogeds Ord Luc. 16, 3: ti aoujam ; 
ved hvilfer Udbrud han iffe udtrykte en orum 
bring, men en Raadvildhed eflet Fortvivlelfe — 
hvilken Betydning iffe er anvendelig paa vort 
Sted, hvor Ordene ci nonoovor; juft ſtulde være 
et Udbrud af Sorunbring. Bel henvifer man til 
Yp. &. 14, 15, hvor Paulus og Barnabas fige 
til Solfet; der vilde offre til bem: ec «aveo notice; 
men. dette Sted fan iffe (ammenfigneó med tort, 
fordi cava fer er tilføtet, og «c altſaa ftaaet 
iftedetfor da ci.” Havde Paulus og Barnabas 
derimod udeladt ravra, ba maatte be vel og i ders 
Sted have tilfeiet et Participium, før af udtrykke 
den Tanke, be vifde udtrykte, og altſaa have 
ſagt f. Er. ci moreics Bvorrec; ſaaledes hedder det 
Marc. 1I, 5: si mossite Avortes tår «0079; Og 
Uy.&. 21, I3: gi «owice, xAciorceg , 0.1.0. (Here 
meo fan ſammenlignes dette Verbums Conſtruc⸗ 
tion: i (Sorbinbelfe med xoAde, ev, xaxoc 0. f. b. 
Ap. G. I0, 33: Z9 «s x«Adg inoujcag zapuyesü-. 
pesog) Derſom altfaa Apoftelen paa vort Sted 
vilde have nbtrpft ben. Tanke: ”hvad Henfigt 
 funbe man hade med at lade fig døbe” o. f. v. da 
maatte han viſtnok fase ſagt: vi Mad 6i 

Nyt theol, Bibl. 19 B € 


322 


dvb, eller ei sugevorceg, Dameilóusso« dip 
ví» »sxQO»; hvad derimod Qeneonelfen lucrari 
angaaer, fom Andre tillægge Ordet comcoovo, med 
Denbiióning til Matth. 25, IG énoigoe névce ca- 
A«»ca —— da ſynes bet flart, at mouiv iffe fan 
" Have denne Betydning, naar bet ſtaaer uden Til⸗ 
leg af noget nomen pretii. 

Bi ſynes faafebe8 berettigede til af antage, 
at Ordet xouis paa dette Sted betyder noget 
ganfte Andet, enb Gortolferne hidtil have meent. 
Men var det endog fuldkommen fiffert, at dette 
Otb kunde fave den Betydning, man her pleier 
at tillægge bet, faa ſynes det alligevel Umagen 
værd at obtrbeie; om ikke en anden af bette.Orbà. 
mange Betydninger funbe være iſtand til at op: 
klare fefe Stedets Dunkelhed. Men ibfanbt 
dets Bemarkelſer er, (om Befjenbt, ogfaa denne: 
carmina facere, canere, poetam esse. Vel fore: 
femmer Ordet aoi» iffe i bet Nye Teſt. i denne 
Betydning. Men ba Paulus bog fjeuber Ordet 
mouvie i Betydningen Digter Ap. &. 17, 28: 
. faa maa han vel og kunne antages at have fjende 
” den anførte Betydning af coii. Og derfom fan 
overhovedet fjenbte noget til be græfte Gfribenter, 
fom flere Steder i hans Breve ſynes at bife, faa 
maa han vel og have fjenbt ben faa hyppig fos 





* 


323 


rekommende Gitationsferme[ z- Ovsæg inoígos. o 
tonerne eller cene 'Oungos års moujsac 0. f. v. 
Viſt er bet i bet mindfte, at bet hele Sted bliver 
(ulbfommen flart, naar moii». tages i Betydnin⸗ 
gen vursir, duduv eller ngapyravur, og Stedet 
overſattes ſaaledes: Hvorfor ſtulde de ſom 
dobes ſynge eller iſtemme Lovſangen 
for de Debes Skpld, berfom be Dede 


aldeles iffe opftaae? Forud havde Apo⸗ 


fielen fagt V. 18: da. xai oi xoiutOdveeg ér Xoiag 
ázoorco , 0g pasſende tílfsiet han ba her: «i ove 
soujgovow wnip dvvor; D. €. og hvorfor ſtulde 
mas da fpnge Lovfange for deres Skyld? De 
sexgo) fet omtales, ere aítíaa baade Chriſtus felo 
og oi xeuugOérceg. iv Xqigi. Men at oi Baseret a- 
pisos pleiede at iſtemme 2obfange, derom vidner 
Apoſt. G., fom faa ofte beretter, at be, bet 
dobtes, git bort yaigorveg, ueyodovorceg có» xvgter, 
éwov»eeg «0» Osov 0. f. 9. Jøderne havde den 
Stik, at opbygge Bedehuſe i Nærheden af Floder 

(319. &. 16, 13) fot ſaaledes befto beqvemmere at 
funge foretage be befalede eller brugelige Rens 
felfer, førend de gjorde deres Banner. Men 


Blandt de førfte Chriſtne ſynes oi Banciopueror at 


have Genpttet bigfe Bedehuſe til deres Andagt efter 


fuldendt Daab. Saaledes læfe vi Ap. G. 16, 16 


€2 


* 


, bete i friſt Minde; nylig tare be annammebe i 


324 ' 


) 


at Difciplene, efter Lydias Daab, gif med hende 
til Bedehuſet. J biéfe Bedehufe [mbe.ba .woAuo: 
xoi Upsou xoi quor. avevpacixo, fra de Nyſdobtes 
Læber. Stundom udbrode be og i flige Lovfange 
for Daaben eller under Daaben, alf efterfom 
Aanden før eller fenere fom over dem Ap. G. 
IO, I6. Dette fynes at være Grunden tif at 
Apoſtelen figer oi Bameitopsro: og "ifft oi Banc- 
cOdpcsc. Iſtedetfor Ordet aoui», brugt om disſe 
begeiſtrede Sange, fom iftemtes af bem, ber 


dobtes og annammede den Helligaand, findes paa 


andre Gteder Ordet agogrrevew. (Ap. &. 19, 6). 
Lg ſaaledes bruger Paulus ogfaa Ordene sorgeze 
og xeopyrys fom Synonymer Ap. &. 17,28. — 
Tit. I, 12. Hovedindholdet af disfe Lovfange - 

var viftnof Herrens Priis, ber jo ogfaa felv hørte 
med blandt oi vexpoi. Men at de afdede Chriſtne 
ogfaa erindredes i Lovfangen, fan iffe drages i 
Tvivl. Disfes dødelige Afgang maatte endnu. 


de evige Boliger af ham, der var Lovfangenes 
vigtigfte Gjenſtand; nylig vare be indgangne til 
bet Coq» aibvtov, for hvis Skyld Daaben fore 
toges. Vi funne da iffe tvivle om, at oi Bax- 
tiCouerow brugte at ooggeeva eller nouis inso 
và» vexoov. Bi kunne iffe tvivle om, at bet i 











m 


325 


deres begeiſtrede Gange ofte have ladet fig Stem⸗ 
mer. høre; fom denne: paxcæesor oi iy xvolo dao- 
Oejcxestec ancor Aab. I4, I3. Ja ifufomme 
Ehriſtne endnu paa Weflbage flere af de forfte 


Chriſtnes Dad; faa begribe vi fet, at deres forſte 


Sroedórobte, fom oplevede deres Ded, i deres 


^ Lovfange ingenlunde fan have forglemt dem. 


Apoſtelens følgende Ord maae da interpun⸗ 
geres ſaaledes: ci xai Bansicorrar; vxig aveo» vi 
x«i meg xwÜvrevouew müca» gar; Og hvor, 
for bs5e8 be? og for deres Skyld 
boi. udfætte vi o8 hver Time for. 


. Gare? oxip avrær (fom er den tette. Læfe 


maade) flaaer altſaa iffe iftedetfor oͤreg «o» »o- 
xpo»; men iftedetfor vaso «o» Qastitoudvov. Thi 
fot deres Skyld, fom (obe fig døbe, eller Chriſtne, 
var bet jo, at Apoſtlene udſatte ſig ſelv for Fare. 


"Jeg beber, figer Paulus Eph. 3, I3, at I iffe 
forſage over mine Trangſler, ſom jeg lider for 


Eder, hvilfet er Eders Xre“, jfr. Col. 1, 24. 
Naar vip «voco» forbindes med V. 30, da tyde⸗ 
liggjøreg derved ogſaa hang Ord 9B. 31: v3 «z» 
SueteQas (iffe zuscéoas) xavqnaw' Thi naar han 
ubtrpffelig forud far fagt, at bet var for deres 


Skyld, der [obe fig bebe, at fan fatte fit £ib i 


Bare: faa inbfee8 lettere, Hvorledes han Éunbe 


326 


ledes til at nævne Corinthiernes Roes; tfi beres 
Roes dar bet, at han vilde libe for deres Skyld. 

. De trende Sporgsmaale, Apoſtlen fremſat⸗ 
tet, blive ba disſe: 1) hvorfor begeiſtres Bap⸗ 
tizanderne for de Dedes Gfplb? 2) hvorfor 
fade de fig feo bebe? og 3) hvorfor vove vi 
vort Liv for deres Skyld? Alt dette vilde jo 
være aldeles henſigtsloſt, derſom de Døde ikke op» 
ſtaae, iffe leve. Var Døden Ende paa al tor 
Tilværelfe, ba var bet henſigtsloſt at ſynge Lov⸗ 
fange for de Dødes Gfplb (uowiy vig «d» vexooy), 
henſigtsloſt at antage Chriſtendommen Gonrice- 
odci), og henſigtsloſt, for Chriſtendommens 
GSkold, at (ette fit Liv i Fare (ónig toà» [laxcd;o- 
— suvVrtvay). 


N 











327 





IV. 


Anmærkninger til Brevet til Galaterne, 
| Af 
Dr. Sy. P. Mpnſter. 


rd 


Forerindring. 


udledningen til dette Brev har jeg leveret i Vis 
ben(fabelige Forhandlinger ved Sjællande Stifts Lan: 
demode B. 3. C. 46 (f. (ogfaa i Kleine theologiſche 
Schriften). Beftemmelfen om Tiden, naar Brevet 
er affattet, og dets øvrige hiſtoriſte Omftændigheder 
beroer. for en Deel paa den af mig ($. 2) forføgte 
Beviisforelſe for, at flere mindre tilgrændfende Lande 
— deriblandt Lykaonien — (om vare forbundne til 
een Provinds med det egentlige Golatien, til biin 
Tid indbefattedes under den fælleg Benævnelfe af 
Galatien. Dr. Saulus (Heidelb. Jahrbuͤcher 1827 
€. 655) tiltræder denne Mening, og er ligeledes 
enig i, at Apoftelen maa antages at have beſogt de 





328 


. . galatiffe Menigheder tvende Gange, førend fan (Preo 
dette Brev (Gal. 4, 13.); men ba fan med Keil 
mener, at vort Brev maa være Frevet før det faa; 
falbte Møde i Jeruſalem (Ap. G. 15.), og da han 
urgeret Udtrykket oveo vagéog Gal. 1, 6, faa ans 
tager han, at Apoſtelens andet Beſog i be galatiffe 
Menigheder maa være det, fom omtales Ap. G. 
14, 21., hvor der fige&, at han fra Derbe vendte 
tilbage til Lyſtra, Sifonium og Antiochia. Men 
dette maa endnu henregnes til Pauli (st fte Ophold 
i disfe Egne, thi Derbe hørte ligefaa vel til Gala: 
tien i vidtløftigere Forſtand, fom de tre nævnte 
Stæder, Ordet «oyéoc fan i denne Sammenhæng 
meget vel brugeó om et Sibsrum af 4 til 5 Nar, 
hvilfe vare forløbne fiden be galatiſte Menigheders 
Stiftelſe, derfom Brevet, fom jeg formoder, et 
ſtrevet fort efter Pauli Ankomſt til. Korinth; i alt 
Fald behøver man fun at regne. Sibsrummet fra 
Pauli andet Beſog, fom havde fundet Sted Aaret 
tilforn. At Paulus førft tan have (Erebet dette Brev 
efter Mødet i Jeruſalem, ſynes mig at freutgaae af 
: Gal. 2, 1., hvorom jeg henvifer til Aumgerkningen 
og til Winer s anden Excurs. 

Winer (Pauli ad Galatas epistola perpetua 
annotatione ill. Ed. 3. Lips. 1829. p. 6) indvens 
der, at Lukas dog udtrykkeligen adſtiller Lykaonien 











329 


fra Gialatien. Men ba han beg (p. 7) inbtemmer, — 


at Paulus fan have brugt Navnet Galatien i en am 
den Betydning, end Lukas, faa ſynes fiin Indven⸗ 
ding mig uden Kraft, thi det er juft dette, jeg har 
antaget og fagt (Indl. &. 58). De [pfaoni(fe Ote; 
. bet Éunbe iffe regnes til bet egentlige Oalatien, men 
jeg bar feat at opípfe, at. dette Navn ogfaa brugtes 
i en videre Udſtrekning, hvori det tillige indbefattede 
Lyfaonien, Piſidien og Iſaurien. Paulus havde 
paa ben Reiſe, fom beſtrives Ap. G. Cap. 1309 14, 
iffe blot ptebifet i Lykaonien, men ogfaa i bet pifis 
bi(fe Antiochien, i Derbe, (fom uden Toivl egent: 
ligen hørte til Sfaurien, (Pjoubt den af Lukas regnes 
til Lykaonien), og i det omliggende Land. — Saar 


han da ffreo til disſe Menigheder, og ventelig tillige - 


til nogle egentlig galatiſte, boilfe han maaſtee ſamme 
Gang havde grundet, eller i det mindfte havde bes 
føgt førend han ſtrev Brevet, da ſynes det meget 


naturligt, at han ikke falbte bem €pfaoner, Piſider, 


Iſaurer og Galater, men at han fammenfattede bem 
under Benævnelfen af Galater, hvilken paa denne 
Tid var fælles for dem alle. 

G dott bemærfer (Isagoge hist. crit. in libros 
N. T. sacros. Lips. 1830, p. 221 sq.), at bet iffe 
fan bevifes, at Navnet Lykaonien hos Lukas har 
havt (aa flor Uoftre£ning, at bet ogfaa indbefattede 


330 


Galatien. Jeg indrømmer dette fan aldeles, at jeg 
endog mener, bet fan beviſes, at hiint Navn hverken 
hos Lukas eller nogen anden Forfatter har havt denne 
Wefrefning. Men min Paaftand er en ganffe an⸗ 
den, nemlig, omvendt, at Navnet Galatien hos 
Paulus, (om hos Andre, har havt en ſaadan Ud⸗ 
ſtrekning, at bet ogſaa indbefattede Lykaonien. — 
Sfeg har (Indl. €. 61 ff.) ſogt at vife, at hvad Paulus 
i vort Brev figer, at han felv og Menighederne havde 
maattet taale, paéfer til Beffrivelfen i Ap. G. Cap. 
43 og 14. C dott erindrer, at Paulus ogfaa paa : 
ben Ap. G. 16, 6. omtalte Seife fan have havt 
Trengſler at gjennemgaae, ſtjondt Lukas iffe figet 
bet, Uden Tvivl vil bog Enhver, fom fefer ben. 
fidfinævnte Beretning, finde det tümeligere, at dette 
Ophold har været fort og uden markelige Begi⸗ 
venheder. | 
De Wette (Lehrbud ber Diftori(o sfriti(tbeu 
€inleitung in bie kanon. Buͤcher des 30. T. 2 Ausg. 
-Sbetlin 1830) anfører blot be her (orfbarebe Gietni ^ 
get, men anvender, fom fædvanligt, ingen Beſtre⸗ 
belfe fot at (ete Sagen til noget Reſultat. Hem ſen 
(der Apoſtel Paulus; fein eben, Wirken und feine 
Schriften. Nach dem Tode der Verf. Herausg. 
von Luͤcke. Goͤttingen 1830. C. 248) tillægger mig 
. wretteligen Storrs Mening, at Brevet til Galatetne 





33I 


Fun tot rettet til de Chriſtne af Hedningerne, lige 


fom Brevet til Debræerne. fun til Jodechriſtne. Det 


Modſatte har jeg fagt i Indledningen C. 69f. J 
Øvrigt indlader han fig iffe paa min Underføgetfe 

om bet førftnævnte Brev. C. W. Niemeyer (de 
 tempore.quo epist. ad Gal. conscripta sit. Got- 
. tingæ 1827. p. 5 sqq.) vil ogfaa have fundet, at 
SSortolferne hidtil hade faret vild, fordi be iffe etr 
fjenbte, at £pfaonien med tilgrændferide Lande paa 
den Tid kaldtes Galatien, Hang Grunde ere be 
famme, fom de af mig anførte; fun nævner han tfe 
min Underſogelſe. 

Ganffe npe Hypotheſer have tvende Forfattere 
nyligen opſtillet. Efter Schrader (der Apoftel 
Paulus. - $5. 1. Leipzig 1830. C. 218 ff.) er Brevet 
til Galaterne ſtrevet fibft af alle Sauli Breve, fore 
før hang Dod, og han finder i Brevet flere Hentyd⸗ 
ninger paa 2Ipoftelená Fangenſtab. Koͤhler (Vers 
fuc) über bie Abfafſungszeit ber epiſtoliſchen Schriften 
im N. T. Leipzig 1830) antager, at alle Pauli Breve, 
med Undtagelfe af det til Romerne, ere (Ereone efter 
hans ſidſte Fangenſtab, og Brevet til Galaterne allers 
fibf. Det lønner iffe imagen, nævnere at probe 
bidfe Abſurditeter. 

For Indledningen havde jeg allerede udarbeidet 
^ e Overfættelfe af og Anmærkninger til dette Brev. 


332 


Overſcettelſen er bleven benyttet eb. Reviſtonen af - 
bet banffe Rye Seffament. Anledningen tif atter at 
tage Anmæerkningerne (cem gav Winer s ovennævnte 
fortrinlige Commentar, — Ved nærværende Bearbei⸗ 
.. belfe far bet iffe været min Henfigt af fremfette be 
forſtjellige Fortolkninger of ethvert Sted, ten at 
udvikle ben, ber forefommer mig ben rigtigfte, Heller 
iffe har jeg villet optage, hvad ber fynes mig egentlig 
at henføre i et Lerifon over det Nye Teſtament. 
Men det var mit Ønfte, at der, ved Brugen af et 
ſaadant £erifon, og i Forbindelfe med hvad der et 
fagt i Indledningen, Intet fPulbe: mangle til ew 
grundig Læsning af dette Brev. 


Cap. 1. v 


. 8.1. &xosodog.] Dette Ord bruges vel i bet 
NR, €. ogfaa om et Sendebud (ra Menneffer Phil. 
2, 25. og maaſkee 2 Gor. 8, 23. (jonf. 98. 19), hvor 
bog Gilleget: doEx Xoicov ſnarere (pne8 at hentyde 
paa ben eminentere Betydning. J denne” faldes 
Chriſtus felv Hebr. 3,.4. vor Bekjendelſes Apoſtel, 
ellers bruges Ordet om bem, der havde den hoieſte 
Rang blandt Chriſti Sendebud tif Menneſtene 1 €or; 
12, 28. Eph. 4, 11. Benavnelſen af Apoſtel tilkom 
ſaaledes fortrinfigen be Solo, Dbilfe. Chriſtus (elo 











"333 
havde udnævnt, men Paulus tiltager fig ogſaa ſelv 
ſtedſe dette Navn, bet tillægges ham og Barnabas 
9[p. &. 14, 4. 14, og han tillægger Andronicus og 
Junias det Rom. 16, 7. | 

oix år árOpomor, o003 00 drOodnov.] Cjonbt 
her. neppe nogen ſterk MNodfætning er meent, et bet 
bog.en Modfætning. ' Denne føges bedre i be fot; 
ſtjellige Præpofitioner (ax og dia), end i bet for⸗ 
. fflige Numerus (årdgonor og à»0Qómov), og 
Meningen er, fom Grotius ubtrpffer ben, at 
Pauli Embede iffe var ham overdraget af Menneſtker 
efter eget Viſkaar; heller iffe var det efter Guds 
Befaling overdraget ham, fom de af Apoſtlerne bes 
ſtikkede Lærere, ved noget Menneſte, men ved 
Chriſtus ſelv. 

$8. 2.  asÀgoic.] De, bet ledſagede fam, 
(om bel iffe. alle vare re terere eller egentlige Embedss 
brødre. 

. «ig Sxxinciæis eiie Ir] Om disfe fee Indled⸗ 

ningen. Det er neppe, font Nogle have meent, med 

— bet Forfæt ſtrax at oife fin Misfornoielſe med disſe 
Menigheder, at P. her ikke kalder dem hellige, eiſke⸗ 
lige effer dſi. Disſe Tillægsord findes i Begyndelſen 
af Brevene til Korinthierne, med hvilke P. bog og: 
ſaa var utilfreds, derimod ikke i Brevene til Thes⸗ 
ſalonicenſerne. 





* 


v" 834 | 
98. 4. mio] Nogle foretræekke Læfemaaden 


«epi, font giver famme Mening, fee Hebr. 10, 26. 
13, 11. 1 Pet. 3, 18. 4 Joh. 4, 10. . 


ix Tod åvegørog aive movegov.] iow, en 


vig Tiid og dens Tilſtand. ”Evssøc, ont beu net: 


"værende Tiid, mobfat «j pilot, Sitom. 8, 38. 


4 Kor. 3, 22.  IIovgoóc, fordærvet, jonf. Ap. G 


2, 40. 1 Joh. 5, 49. Udfrielfen er altſaa Der fra 


den nærværende Tiids Fordarvelſe. 

93. 5. 4 9óbo] med. Artikelen: ben fam nb 
fommenbe Ære. Winer. 

$8. 6. «ov xaAéaa»vog cuoc] fiffett Gud eller 
Chriſtus, iffe Paulus. 

é qdowii] modſat Lovens Trudſler. Paulus 
ſynes her ſtrax at antyde Brevets Indhold. 

XoigoV.] Dette Ord, ſom nogle Haandſtrivter 


og Kirkeſcedre udelade, og for hvilket andre have 


Q:o?, et uden Tvivl en Tilfætning, hvormed man 


har villet forklare, hvo det var, der havde Falder, 
men fom man har inbíat paa et. urigtigt Sted, boot 
bet fun fan forbindes med à» 4dois. 

5 $5.7. 0 osx dw Akko, ei j.] O forbindes 
langt naturligete og froftigete med svayysdior, end 
med alt det Soregaaenbe, fan at her (Fulde figes ; 


hermed forholder bet fig iffe anderledes, end af 
Nogle o. f. €. Ei p forklarer Koppe vigtigen ved 


335 


nóson 03, jonf. 2, 46. Matih. 12, & 4 Kor.7, 17. 
Aab. 9, 4. 

98.8. mueis.] Skjondt qj. hermed fornemme; 
ligen mener fig (eo, fvæve bog be Andre, fon tilli⸗ 
gemed ham havde prædiket det famme Evangelium, 
fam (ot Sanferne. 

dradsuæ] bet fanme Ord fom c»dOzu« (fee 
Winer), om ben, der er ubftobt fra Guds og 
Menneſters Samfund. 

$8. 9. agoeigixeue»] nemlig $5. 8. 

$8.10. &qc] "i bet, fom jeg her figet." 

'q«&Do.] Ordet betyder i Almindelighed at ber 
væge Rogen til en Sag, fornemmeligen ved Tale, 
og ba, fom paa dette Sted, at bringe ham paa fin 
Side, vinde hang Gunſt. Modſtanderne beffyldte 
$3. for, at han eftergav Fordringen af ben mofaifte 
Lové Jagttagelſe for at vinde Menneſters Ounft. 
Jan fpørger dem derfor, om hau nu taler (om Den, 
der vilde indfmigre fig hos Menneſter. 

at yXo] y&o ſynes at være nægte. 

5o:0xo».] doécxs «wi fat tel for bet Meſte 
hos Paulus ben Betydning, at gjøre en Anden Nos 
get til Behag, at fege Nogens, Bifald (fee iſcer 
Som. 15, 2. 4 Kor. 10, 33. 1 Thesſ. 2,4. 4, 1.); 
men ba P. dog ſtrax foran har udtrykt dette Begreb 
ved Lycra) Goéoxus, tages Ordet her vel bebft i fin 


- f 836 


egentlige Betydning, at — Nogen, ſom oſaa 
giver en meget god Mening. 

95. 11. 02] Læfemaaden 7x9 ſynes at Bürbe 
foretrætfes; 93. vender tilbage til bet, hvorfra han 
begyndte, at (orfoare ſin angrebne Apoſtelverdighed. 

ovx Éct xo«& a»0.] "iffe af menneffelig Ops 
tinbelfe." Det Følgende vifer tydeligt, at 99. Det 
ife vil fige, at Læren ei vil inbfmigre fig hos 
Menneſter. | 

98. 12. ovre] er viſtnok den rigtige Læfemaade, 
ba, fom Winer bemarker, noodlafor. og &ityOny 
iffe ere faaledeg forſtjellige, at be funne adſtilles ved 
vv03. "Seg har iffe annammet, og iffe [ert bet." 

$3. 13. dv «di iovà.] "ovóciopóg betyder, naar 
bet bruges objéctiot, ben jebiffe Religion feo, naar 
. fubjectiot, et Menneſtes Hengivenhed for ben. Her 
maa bet forſtaaes fubjectiot om 99. Judaisme elfer 
hans Hengivenhed for ben jodiſte Lære. Derfor figer 
. han i det følgende V. mgossontor ér «à I. 

åxoedovr.] ov» mogpbav, paa famme 
Maade fom P. ofte bruger aoésxew, fee til V. 40. 
Ilog0si» bet Modfatte af oixodousiv. Bengel. 

98. 14. cvrgAiuovac] itte blot Fævnaldrende, 
men alle de, fom vare i ſamme Stilling, havde 
ſamme Kundſtab, af hvilfe bet Samme funbe ventes. 
Jonf. Dom. 1, 10. 22535 WEN, cé Cvr Mx 


U 





337 


euo», Doiffet den danſte BibelsOverfættelfe gode 
ubtrpffer: fom ere af lige Vilkaar med Eder. 

s«oa0óceoy] den hele jødiffe Lære, ſaavel hvad 
bet var indeholdt i de hellige Skrivter, fom Hvad der 
fiben var foiet til af Lærerne. SBinet. 

V. 46. 45 éuot] iffe: ved mig, thi ba ſagdes 
her omtrent det Samme, fom i den følgende Sæts 
ning; iffe (or Loi, tfi i» fan iffe ſaaledes ſtaae 
overflødigt; men, fom Michaelis ober(etter, i 
mit Sjnber(te. | 
— sepu xoi alper] Meningen funbe vel være, 
at P. iffe tog fit eget Kind og Blod, fine naturlige 
kyſter, fin naturlige Sorflanb paa Raad; men ba 
han ligevel funde have glort dette, hvad enten han 
reiſte til Arabien eller til Jeruſalem, og det desuden 
. hev kommer an paa at-bife, at han iffe har fin Lære 
fra Menneffer, faa mener han fiffert, at han iffe 
taabferte fig med noget Mennefte, og han bruger 
Udtrykket Sob og Blod i Modfætning mod Den, fra 
hvem ban havde fin Lære, Herren fefo, 

98. 17. sig L4oofíav.] Om dette Ophold i 
Arabien vides ellers Intet, bog (pues et Spor deraf 
at findes Ap. G. Cap.9. Der fortælles nemlig forft 
V. 19, at P. blev "nogfe Dage” hos Diſciplerne i 
Damaſcus, derefter V. 22, 23., at: han blev mere 
befæftet , og gjendrev Jøderne, hvorved der forløb 
Nyt theol. Bibl. 10 Bd. 


7H» 








338 


"en temmelig Tid” (yuga inno), inden han, blev. 
nødt til at forlade Damaſcus. Imellem hine "nogle" 
eg biéfe ”månge” Dage fyneg der altfea af - have 
været et Mellemrum, hvori P. i£fe var i Damaſcus. 
. Det var formodentlig i bet petræiffe Arabien, font 
bet nærmefte ved Damaſcus, at 99. opholde fig, og 
Henſigten af dette, fom bet ſynes eenſomme, Ops 
"Hold var fiffert ben, at Troen funbe modnes i 
hans Ciel. | | 

9B. 18. uec& m teia] nemlig (ra Pauli Ont 
benbelfe, eller, foilfet omtrent er bet Samme, fra 
hans fibfte Ophold i Sjerufafem. Vilde man regne 
be tre Aar (ra 9). Silbagefomgt til Damaſcus, ba, 
var denne Angivelſe af Tiden unyttig, efterbi P. 
iffe har fagt, hvor længe han var i Arabien, og 
denne Beregning ſtemmer heller iffe overeens med 
Begivenhedernes Følge. Denne Reife falder. i Aaret 
" 96 eller 37, og omtales Ap. &. 9, 26 (f. og 22, 17 (f. 

isognycm)] "Blige fjenbt med”, noget Mere end - 
blot ià&», Winner. 

Jlécgo».] ntppe Kzgàs, fom nogle Haandſtrivter 
have. Ar P. iffe alfebegne har (Erebet Kuga» fees 
af 2, 7. 8., boot intet Haandſkrivt har dette Ravn, 
boilfet P. forſte Gang ſynes ar babe brugt 2, 9., 
hvor iffe blot be ældfte Overſattelſer have bet, men 
hvor bet pojaa til &ufebii, eller i bet migbfle tif 





339  ' BE 


Clemens Tid ſynes at have været den almindelige 
?efemaabe, da Euſebius (H. E. L 12.) fortæller efter 
Clemens, at man af dette Sted hadde opfundet en - 
fra Petrus forffieflig Kephas, fom (Fulde have været 
blandt be 70 Diſcipler. i 

sutgng dexatevre] omtrent 2 liger. 

98. 19. "Taxmfor «ó» &åedgor t.x.] 9ingaaenbe 
denne Jakod ville vi her iffe gientage bet faa ofte 
Gientagne, elfer udføre Striden i alle dens Enkelt— 
heder, men fun fremfætte fan Meget, (om fpne$ 
tiſſtrekkeligt til Afgisrelſe. Naar Syefu Landsmænd 
ſpsrge (Matth. 13, 55. 56. Marc. 6, 3.) er denne 
iffe den Tommermands Con? hedder iffe hans 
Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Joſes og 
Simon og Judas? og ere iffe affe hans Søftre hos 
98?" ba far fiffert Herder Ret, naar han paa 
fíaaer, at Talen maa være om Saadanne, ber bleve 
anfeete for egentlige Brødre og Søftre, ligefom Talen 
er om en figbelig Moder (Briefe zw. Bruͤder Jeſu, 
Werke 5. Stel. u. Theol. VIII. 185). Derſom endog 
Øfterlænderne, ligefom bi tildeels ogfaa, bruge 5e; 
nævnelfen Brødre om Slagtninger, da inb[frenfe 
be ben viſt iffe blot til Sodſtendeborn, og det et 
ubegribelige, hvorfor SYefn Landsmænd her fun (Pulbe 
opregne Gobffenbeborn, og iffe Farbrodre, Mors 
brsbre o. ſ. v. Det er fremdeles ubegribeligt, Door 

52 


340 


ledes Nogle af Jeſu Slægtninger fulde fortrinfigen - 
have dekommet Navn af fané Brødre; bog er bet 
vift ifte alfe hang Glægtninger, om hoilke ber ſiges 
(Matth. 12, 46. Marc. 6; 32.): ”hans Moder oj 
Brødre ſtode udenfor, og begjerede at tale med fam," 
men her betegnes upaatvivleligen visſe Perſoner, 
fom i Sardeleshed pleiede at kaldes hans Brodre, 
og fom, ba be ingenſteds blot kaldes Slagtninger, 
men af. fire Fortællere ſtedſe kaldes Brødre, vel ogs 
faa maae have været bet,' eller dog været anſeete 
derfor. Disſe maae ba vel og have været de Brødre, 
om hjvilfe Johannes fortæller, at de opfordrede Jeſus 
til at drage til Judæa, og fom iffe troede paa ham 
($06. 7,3. 5.). Altſaa vare be jo itfe blandt de 
tolo Apoftler, og aítfaa var ben Syatob, ber var eit 
af be Brødre, fom endnu ife troede paa Jeſum, 
iffe den Camme, fom den Sjafob, Alphæi Cen, 
der tælles iblandt be Tolv. Jeſu Brødre nævnes 
ſtedſe fom (or(Pjeflige fra hang tolv Apoſtler; endnu: 
efter Opftandelfen finde vi Ap. G. 1, 13. 14. en For⸗ 
tegnelſe paa bem, der holdt fig ſammen, nemlig 
forſt de Elleve, og blandt disſe Jakob Afphæi Gert, 
derneſt Qvinderne og Jeſu Moder, og endelig Jeſu 
Brødre. Saaledes fEjelnede ogfaa de ældfte Kirkes 
. ffribenter. mellem Jakob, Alphei Søn, og Jakob, 
Jeſu Broder (Euseb. H.E, II, 1, 23. Const, apost. - 


hi 








34I 
IL 55. VI. 12.14). Served møder fun een, men 
efter min Folelſe betydelig, Vanſtelighed, nemlig 
at Jeſus paa fit Korg anbefaler fin Moder til Jos 
hannes, og denne tager hende i fit Huns (Joh. 19, 
26. 27.); toi denne Omftændighed ſynes iffe at til; 
lade og at antage, at hun feíb far havt Børn, 
mindſt en Søn, der (nart blev (aa anfeet blandt be 
Chriſtue. Denne VanfØelighed bortfalder, naar vi 
antage ben Cftertetning, (om finde hos Mange af 
de Gamle (Stederne fee hos ott, Proleg. 37 sqq), 
at de, der kaldtes Jeſu Brødre, bare Joſephs Sønner 
af et tidligere 9Sate(fab; hvorved vi dog ingenlunde 
bør tænfe paa bet fenere opdigtede Levirats⸗Egteſtab 
mellem Joſeph og hang Broders, UAlphæi eller lor 
pas, Euke, en Soſter til Jeſu Moder (jonf. ott 52). 
Maria havde ba felv ingen Børn, uden den Ene, 
endſtjondt Matth. 1, 25. ingen Grund giver o6 til 
at tvivle om, at hun jo efter fin Forſtefodtes Fodſel 
har levet med Joſeph ſom hans Juftrue; har hun 
født Flere, da ere de tibfigere døde, men. Udtrykket 
Forſtefodte forudfætter iffe nodvendigen Yngre, tbi 
ſaaledes falbte8 Den, der aabnede Moders Liv, om 
"Dette endog fiben blev tilfluttet, Paa denne Maade 
er Alting klart. Joſephs Sønner maatte kaldes 
Jeſu Brødre, dog havde Judas Aarſag nok til i fit 
Drev (4, 1.) fun at kalde fig Jakobs Broder ;' vi 


1 





i | 342 


bund 


qaae finde bem i nær Forbindelfe med Sjefus, og 
denne Forbindelfe funbe vedvare, ſtiondt be iffe 
troede paa Dam; men ſtiondt be iffe ſtrax troede, 
. funbe be dog letteſt erfare, hvad ber ſiden kunde bes 

væge dem til af troe; og ba be troede, kunde be fna: 
reſt binde Anſeelſe ag tælles blandt Apoſtlerne, fordi 
ogſaa de faa længe og faa noie havde kiendt Herren. 
Hug bemerfer vel, at ba Jakob Sebebei Gin var 
dræbt, taler Lukas flebfe. (Ap. G. 12, 17. 15, 13. 
. 21,18), fom om bet nu fun sar een Jakob tilbage. 
Maaſtee var der ba ogfaa fun een, tfi om Ulphæi 
Sons fenere Cfitbner vide bi Intet; desuden vilde 
Lukas funne tale ſaaledes, naar der fun var cen 
Jakob i Jeruſalem, fom der var faa anfeet, og var 
faa bekiendt i alle Menighederne, at Enhver vidfte, 
9m hvem Talen var. ' Ubetydeligft et ben Indven⸗ 
ding, at den Jakob, ber falbeó Herrens Broder, 
allevegne (tte lige med Apoſtlerne, endog her af 
Paulus unegteligen kaldes Apoſtel, tji fordi Han 
regnes blandt Apoſtlerne, derfor iffe blande de Tolv 
(Genf. hvad vi have bemærfet til V. 1). Den Jakob, 
fom Paulus her omtaler, var aítfaa Joſephs Søn, 
havde (erft iffe troet paa Den, fom faldtes hans 
Broder, men ſynes bog endnu før Jeſu Dod at have 
ſluttet fig til be Sroenbe; den Opftanbne aabenba; - 
rede fig for ham (1 Kor. 15,7., hvad Nazarceernes 


/ 











343 


Evangeltmn fortæller om denne Aabenbarelſe ſynes 
Fabel), han Holde fig fiden til Apoſtlerne, og ba 
disſe efterhaanden adſpredtes, foreftod han tredive. 
Mar igiennem Menigheden i Jeraſalem, hvor hans 
Vandel (Paffebe ham Silnaongt den RNetfærdige, inb: 
til, i Aaret 63, Ypperſtepraſten Ananus, en Sad: 
ducæer, fod ham ffene, fom Joſephus beretter 
(Antt. XX. 9), til flort Mishag for be Bedſte i 
Staden. Denne Syafob er upaatbibleligen Forfatter 
til det Brev, fom under dette Navn findes i det 
,$. T.; Menigheden faldte ham Herrens Broder, 
han felv undviger, ligefom Judas, denne Bencev⸗ 
neffe, og falder fig blot Guds og den Herres E 
Chriſti Tiener. 

V. 20. & dà yoígo] dette henføre vi med 
Winer til hele ben feregaaenbe Fortælling (ta 
V. 12. 

idov rotor «. O.] "fte, bet e fot Guds Aaſhn, 
jeg [poer altſaa iffe. 

V. 21. xig. *. JZugixg xoi rt. — Kduxiang] / 
9[p. 6. 9, 30. nævnes Cæfarea i Phoenicien, fom 
regnedes til Syrien, og Tarſus i Ciltcien, Sauli 
Fodeby. 

V. 22. «eig &xÀ. «9c ———— nemlig uden⸗ 
for Jeruſalem. 


344 


$8. 93. i» ipo] iffe: i Anledning of mig, 
men: for mig, ober mig, be fandt i mig — tit at 
dii Sud; fete Winer. 


Cap. 2. 


V. 1. dia Oexavscocgo» éco] nemlig, fom. 
enhver Læfer ſtrax vil for(laae bet, fra ben ovenfor 
(4, 18.) ommældte Reife. Denne Reiſe er upaa⸗ 
tvivleligen ben, hvorom ber fortælles Ap. G. 15, ba 
bet ſaakaldte Møde i Jeruſalem blev holdt, hvilket 
vi efter Guldbergs grundige Underſogelſer (Tids⸗ 
beſtemmelſe for det N. S. Boger 40.) fette i Aaret 
50, eller fnarere 51. Den Uovereensſtemmelſe, *at 
Lukas faber Paulus reife efter Brødrenes Tilſtyndelſe, 
Paulus derimod her (3B. 2) figer, at han reiſte efter 
en Aabenbarelſe, er let at forlige; og naar man ind⸗ 
vender, at derſom Paulus her meente denne Reiſe, 
maatte han have beraabt ſig paa den Beſlutning, 
fom Apoſtlerne og be EXldſte ved denne Leilighed 
fattede, ba bliver Vanſteligheden den ſamme, hvis 
man her vilde antage en anden Reiſe, hvorom Lukas 
Intet ſtulde have berettet, efterdi vort Brev bog 
fiffert maa være (revet fenere end hiint Møde, — 
efterdi Paulus, ba han ſtrev Brevet, tvende Gange 
Havde beføgt be Menigheder, til foilfe han (liber, 
og hang anden Oteife til disſe €gne forſt falder efter 





345 
Mødet (Up. G. 46,6. ſee Indl. S. 58 f.) — og - 


"man altfaa ligefaa vel maatte ventet Modets Beſlut⸗ 


ning omtalt, Men bet var iffe paa et ſtrevet Bred, 
var det endog fra Apoftler og 9Glbffe, at Paulus 
grundede fin Lære, effer derfra .at han hentede fin . 
Fuldmagt. Maaſtkee ftemmebe Modets SSeflutning 
heller itfe ganſte overeens med hans Overbeviisning ; 
i det mindſte finder man ingenſteds, at han har for: 


budet at fpife Blodet af bet Qvalte, og naar han i 


Brevene til Romerne og Korinthierne iffe uind⸗ 
ffrenfet. tillader Spiisningen af Afgudsoffer, ba 
fletter han fin Mening paa andre Grunde. — Andre 
finde i ben her omtalte Seife den tidligere, om boil 
fen der berettes Ap. G. 11, 30. 12,25. Men da 


| be 14 Mar med ingen Rimelighed kunne regnes ans 
derledes, end fra det Beſog i Jeruſalem, ſom oms 


tales 1, 18., faa fan man paa denne Maade aldeles 
iffe ordne Tidsfolgen; og i(febet(ot Gexocecodoo» at 


leſe veoodoo», fan, fom aldeles bilfaarligt, iffe 


være tilladt. (Ogſaa i Chronicon paschale et denne 
Læfemaade fiffert fun en Conjectur). Fremdeles 
havde denne tidligere Seife .en ganſke anden Henſigt, 
end den her omhandlede. Paulus og Barnabas 


bragte nemlig dengang Gaver (ra Brodrene i Antio⸗ 


dien til dem i Judæa; paa denne Tid. var Jakob, 


Johannes Broder, bleven henrettet, og Petrus 
| 


336 


flygter (Ap. €. 12, 2. 17.), be fandt altſaa Menig; 
heden i Sorg og Frygt, fandt neppe Rogen af 9fpofts 
Jerne i Jeruſalem, undtagen Jakob, Herrens Broder 
(ved fin Bortreife [aber Petrus fun Jakob og Brøs 
drene hilſe, Ap. G. 12, 17). Da altfaa dette Op 
hold i Jeruſalem iffe var mærkværdigt for Pauli nærs 
værende Øiemeed, fan bet let forklares, at han her 
har ferbigaaet den, eller, iblandt fine mangfoldige 
andre Reifer, glemt den. 

ài] efter Forløb af. Marc, 2, 1. Ap. G. 
2a, 17. 

V. 2. averoig] bem i Serifafem, nemlig or 
terne og be Ældfte, bem, der funbe have Stemme 
i denne Sag. | 

xav idiav] betyder iffe; i Særdeleshed, men: 
ſerſtilt. 
. «oig 9oxotoi] sivi me 95. 6, fornemmelig Job, 
Petrus og Johannes, 55. 9. 

py zog] "om jeg bel": dette et Sporgsmaalet, 
fom. han forelagde Lærerne i Jeruſalem. 

$8. 4. år då) refererer fig til ave sun» V. 2. 

B 5. eic ovål.] Disſe Ord anfee nogfe Kris 
tifere, paa Grund af nogle faa — for det Mefte 
fatinffe — Vidnesbyrd fom nægte. Stedet vinder. 
bed denne Udeladelſe vel grammaticalſt Sammen: 
hæng, men heller ingen anden, thi Meningen vilde 


Ld 














347 


A 


da ligemeget ficibe mob Pauli Seenfemadbe, . mod 


hang Lære i-bette Brev — thi havde han (elo givet 
efter, hvorfor kunde da Galaterne iffe ogſaa gjøre 
det Samme? — dg mod Alt, hvad fan fiden fou 
tæller, at fan har giort. 

- $5.6, ómoiosaove zoav.] Da her ffaaet bn 


— 9g ifte uci, mener Winer, at Talen er om, foot 


ledes be tare, medens Chriſtus var poa Jorden. 


. Man bebreidede nemlig Paulus hans forrige Forhold. 


teo. 0. år0g. ov. 1.] Det et beſynderligt, at 
Koppe fer fan tenfe paa den uanfeelige og fbage 
$egemábpgnitg, font man — ved en fal(P Fortolk⸗ 
ning af nogle Steder i Pauli Breve — tillægger 
denne Apoſtel. Meningen er vel klar nof, at Gub. 
iffe, ved at forunde fine Gaver, faae paa, hvor⸗ 
længe Nogen havde været Apoſtel, hvorlænge Nogen 
havde omgaaedeg med .Derren, ja var han endog 
faldet hans Broder, eller hvor flor hans Anſeciſe 
var iblandet Menneffene; thi alt dette pleiede Pauli 


Modſtandere fiffert at anføre, for at ophoie Jakob 


og de andre Apoſtler over ham. 
98. 7. duoi yàg] et 9Inafofutfon; Paulus 


| fat begyndt i cen Conftruction, og farer fort & 


en anden. . | 
B. 10. «à» aveyev] nemlig i Judæa, hvor 
paa ben Tiid megen. Fattigdom fandt Sted. Man 


348 


^ finder ibeligen i Pauli Breve Spor af, at hun. iffe 
glemte denne de andre Apoſtlers Begiering til ham. 

98. 11. Mruógaas.] Her menes den navns 
. Eundigfte af de Stæder, der bare dette Navn, nent 
lig Syriens Hovedſtad, en af Verdens ſtionneſte 
Stæœder. Seleunkus Nikanor havde anlagt, eller 
igien opbygget og udvidet ben, ved Floden Orontes, 
eg benævnet ben efter fin Fader Antiochus. Cicero 
falder den en berømt Stad, ubmertet , itfe blot ved 
Folfemængde og Rigdom, men ved Videnffaber og 
en Mængde af de meeft dannede Mænd (pro. Ar- 
chia 3). Paa denne Tiid var den vel ingen Kouges 
Reſidents, men dog Sædet for ben romer(Te Regie⸗ 
ring. Under adſtillige Afvexlinger vedvarede dens 
Blomſtring giennem flere Aarhundreder; hos Am⸗ 
mianus (I. 14. c. 8.) hedder ben bet Verden bekiendte 
Antiochien, med Doilfet ingen Stad fan kappes i 
Handel og Rigdom. Seleukus havde, ved at tib 
ſtaae bem fore Fordele, draget mange Jøder til An⸗ 
tiochien; blandt disfe havde de Chriſtne, fom bleve - 
abfprebte bed den SSorfelgelfe, hvorunder Stephanus 
blev flenet, tidligen bragt Chriſtendommen (Ap. G. 
11,19), og der havde de Troende (srft antaget Navnet 
Chriſtne (Ap. G. 12, 26.). — -Fra Sjerufalem reiſte 
| Paulus til Antiochien (Up. G. 15, 30.), 0$. fort efter 
E Petrus at være. kommen derhen. 


849 . 


xccéyvocpésog.] Paulus ſynes bog (narere af 


— ville fige: han fortiente at dadles, end hvad Udtrykket 


rigtignok egentligen. tilfienbegiber: Dan blev Dablet, 
man ferte Klage ober bam. 

9B. 49. «wág dmó axofov.] Dette Udtryk 
figer vel iffe, at be vare fenbte af Jakob, bog ſiger 
bet Mere, end blot at. de fom fta Jeruſalem, hvor 
Jakob var; det tilfiendegiver, at be vare Jakobs 


Venner og Tilhængere, og vifer, til hvilket Forhold 


i denne Sag Jakob tar meeft tilbøtelig. 


93. 414—241. Det lader fig iffe afgiste , boot 
Meget af bet her Nedſtrevne Paulus med be (amme 
Ord har fagt til Petrus. Indholdet af fine Sore 
ftillinger til denne fremfætter han her, men ſynes 


. efterhaanden at føre Talen over til fin nærværende 


Henfigt. 

V. 15. dpaocmioi.] Jødernes febbantigé Sor 
reſtilling om Hedningerne, fodte i Synden, og uden 
Noget, der kunde frelſe dem derfra. 

V. 16. årti x. «. 42.) Der et ingen Grund 
til at-antage, at Paulus Der uM have Pſ. 143, 2. 
for Øie. —— 

$5. 17.18. Disſe Vers — ſammen i denne 


Mening: derſom det er Synd at forlade Loven for 


Chriſti Skyld, da forfører jo Chriſtus til Synd; og 
derſom jeg vender tilbage til Loven, ſom jeg har 


850, hs 


forladt, ba evfíorer je, at jeg mter, " i bet jeg 
forlod den. - 


V. 17. dv Xpsd.] "Dette Udtryk figer Mere, 
end "oeb Chriſtus;“ bet tilfiendegiver, at Nets 
fæerdiggiorelſen er i bet Samfund med Chriſtus, hvori 
$i ved Troen optages, Den inderligere og betyde 
ningsfuldere Præpofition i» er hos Paulus — 
blot ſynonym med 2i. 

" ago] "ba et jo"; uden Tvivl rigtigere, end, 
ved at ffrive Zoo, at tage SEM Inétgenes 
"et ba iffe"? 


"m yévone] ben mobíatte Sormel af « dpyv. 


95. 19. begynder en ny Mening,. hvilfen yàg 
forbinder med alt bet Foregaaende, og iffe "blot med 
det Nærmefte. 


Quà vónov sópp ånidavorv,] ”BVed Loven”, 
ſam er vor Tugtemefter til Chriſtum (3, 24), fom | 
bereder Veien for: Chriſti Evangelium, i det den 
lærer o8 at Fiende baade Guds Bud. og bor Over; 
tvædelfe, og at den iffe fan giore og retfærdige — 
(B. 16). Ordet vonog betyder her ſikkert begge 
. Gange bet Samme, nemlig ben mofdiffe Lov. Det 
er hele dette Brevs Henſigt at vife, at den mofaiffe 
Lod fører og opdrager til Chriſtum, og ſaaledes jor 
fig ſelv overflodig. 





3SI 


BV. 20. 03 0, oix åer dà] Det ſynes mere 
paulinſtk her at lade en Mellemfætning afbryde Talen, 
og tildeels opheve bet brugte Udtryk, end at læfe 
Satningen i Cet; Lø åd om fu dà. 

iv caoxi] fom endnu denne Verdens Borger. 


Cap. 3, 


95.4. «5 &AgOeio ui cei0co00] Disſe Ord 
mangle i nogle gode Codices og gamle Overfættelfer, 
og ere maaftee inbffubte fra 5, 7. — p nsl0soÓos, 
til iffe at underkaſte Eder Sandheden. 


i» vuiv' igavoop£voc.] Disſe Ord forbindes 
natirligft og ſmukkeſt med hinanden, og ffionbt Mes 
ningen et: "fom forsfæftet iblandet Cder”, ſynes bet 
bog iffe nødvendigt, at og ubtrpffeligen ſtulde være 
ſat. At forbinde i» spir med oig, er haardt, og 
gior hele Sætningen mat. Da à» euis ved denne 


Forbindelſe bliver overfladigt, faa har dette maaffee . 


' foranlediget, at nogle Afferivere have udeladt disſe 
Ord. iv tuiv tan i Øvrigt iffe betyde det Samme 
(om nio spår, fom nogle Gortolfere forklare det. 
93. 2. «ó averna.] Paulus tenfer her uden 
Tvivl paa Aandens oberorbentlige Virkninger, men 
derfor behøve vi iffe at antage, at disſe — 
fig i add ef Menigheden. 


- 


352 


3E dxoge mígeog] derved, at Sy hørte Evange 
lium, at det blev forkynde for Cder. 


$3. 3. Derfom det til V. 2 Anmarkede er rig⸗ 


tigt, bruger P. her Ordet arena i en noget for⸗ 


ffiellig Betydning, nemlig i Almindelighed om bet 
ved Troen bebirfebe aandelige Liv. capb er i Als 
mindelighed den [abere Tilſtand, hvori 9lanben iffe 
. vører fig. | ; 
93. 4. «ocavco éxóOscs.] ”Bille J have taalt 
: alle be Trængfler og Gienborbigbeber, Chriſti Evan⸗ 
gelium har bragt ober Eder, for Intet?” fee Ind⸗ 
febningen €. 62 f. Adſkillige nyere Fortolkere tage 
Stedet i den mobfatte Mening: "bille I have mods 
taget (aa ſtore Belgierninger forgieves?” Men denne - 
Betydning har axoyur ingenſteds i bet N. S. 

efys xei eixn] berfom efferá fun forgieves! 
Paulus anfeer deres Tilftand for værre, naar de, 
efter at have modtaget Chriſtendommen, igien fot; 
føde ben, end berfom de aldrig havde fienbt den. 
Jonf. Hebr. 6,4. ff. Mellem sys og sinso er neppe 
ſtreng Forſtiel; ſaaledes fan Marc. Antonin. 5, 34. 
Qvraco, dsi evgogir, siys xoi bdevav, siys xoi ó0q 
vxoAoufovav x.«. A. iffe overfætteg anderledes end: 
naar du Fun vil. 


98. 5. 6 émuopsyyos] Gub. 


333 


; Ovedus] ftt uden Tvivl Kræfterne feo, og 
iffe deres Yttringer Miraklerne; og da er i» opi» 
iffe "iblanbt Cder”, men "i Eder,” Ved Slutnins 
gen af Verfet mangler: «oteo soni. . 

$8. 6. ”Det er (feet €ber, fom Abraham. 

1Moſ. BD. 45,6... 

| 98. 7. yuoaxece] fan ligegobt tages i Indica⸗ 
tivus og i Imperativus. 

^— $5. 8. ivevioytOrsovccs x. *. 4.] af1 Moſ. B. 
12, 3. og 18, 18. 

VB. 10. & foyov vópov icis] fom holde fig 
tii Lovens Gierninger, vente Guds Naade derved. - 

. &xixoedgasog x. «« À.] 5 Moſ. B. 27, 26, 

$8. 41. 'ó Síxaiog ix m. L.] Haba. 2,4, Da 
Paulus juft vil bebife, at Stetferbiggierelfen er af 
Troen, har han uden Soibl forbundet éx miss med 
dixaiog, og iffe med Dyoerou. 

9D. 12.  v0pog ovx à. im] Loven hviler itte 
paa Troen, fovens Vaſen er ikke det ſamme, ſom 
Troens. 


AvDonnog ſynes uægte. 


V. 13. yéyooneos yàg] 5 Moſ. 35. 21, 28. 
V. 14. 5. etdoyie ce, A.J den ſamme Velſig⸗ 


nelſe, der bleo Abraham given formedelſt Troen. 
Set theol, BIT 1959890... 383 


— 


.4 aouæus x. «. 2.] 3 3f. . 48,. 5, Ordet. ; 


i 





354 


«oj n»eiuasog] et her. Objectets Genitib: den 
Mand, fout oar forjettet; jonf. Ap. G. 3, 33. 
B. d5. ^ xarà v0. Mye] "jeg nævner fun 
en menneffelig Ting.” Disfe Ord ere ingen Paren⸗ 
thes, fom bet paafolgende Suog, der aabenbart x 
" Forbindelſe dermed, vifer. 

| Q6] Sette Ord fan itfe affeoegne ober: 
fette eens; her pa&fet den almindelige Betydning . 
af en Anordning eller Beſtemmelſe bedſt. 


bubiacacosros] nemlig Noget, fem. e ſtridende 
mod Anordnerens Villie. 


V. 16. of Ayer xoi voie oxiguact.] Vi maae 
tilſſtaae, at Paulus ved denne Bemarkning iffe kunde 
opnaae Mere, end at gjøre Udſagnet ubrugeligt for 
Modſtanderne, og erindre bem om, at bet Udtryk, 
fom her var brugt, ife blot bruges oum en Mængde; 
men ofte ogfaa kun om en €nfelt; og i denne 35e; 
. fybniug maatte bet fer forſtaaes, ſaavel i Følge an 
bre Prophetier, fom efter hvad Opfyldelſen vifte. 
Paulus har ogſaa fun hentaftet fin Bemærkning i 
Forbigaaende, uden at flette fig videre derpaa. Han 
vidfte i Øvrigt fiffert, at Ordet i bet hebraiſte, faas 
velfom i bet greffe og ethvert: andet Sprog, ogſaa 
bruges om Flere;.og ſaaledes bruger han bet (tl 
ſtrax efter 928. 29 og paa flere Steder. 








— 


. 355 


98. 47. eig Xoigóv] Derſom biéfe Ob ere 
ægte, betyde de, iffe: indtil €frifiud fom, men: 
med Henſyn paa Chriſtus, iem oen, der e ops 
fylde Tilfigelfen. 

a &cg veto. xai «o.] De 430 9fat (pneà egentlig 
Tidsrummet for Sjfraeliterned Dpbolb i Rgypten 
2 Mof: 12, 40. Vel figer ben famaritan(fe. Sext, 
at bet vat Iſraels Børn og deres Fædre, fom — 
havde boet faa fang €iib i Kanaan og. Ægypten, 
hvormed ogſaa LX X. ſtemmer overeens , (Pjonbt iffe 
alle Haandſtrivter paa ſamme Maade; men af flere 
, Grunde bør bog vor hebraiſte Text anſees for ben 
rigtige, Imidlertid tæller vog ogfaa Joſephus Ant. 
" 2,15,2. disſe Aar fra Abrahams Ankomſt til tar 
naan. Paulus bruger fet bet Defjenbte Tal, då det 
. til hans Henſigt var nok at erindre om, at Loven forſt 
blev given lang Tiid eftet Forjættelfen til Abraham. 

9B. 19. magefácttor x&pw] fot at forhindre og 
toinge Dvertrædelfer. Efter beu paulinge Lære fan 
ogſaa bet Bibegreb være indeholde deri, at Menne⸗ 
ffene ved Loven ſtulde overbevifes om deres Overø — 
delſer, o9 ſaaledes Trangen til Forloſeren loles jen. 
Rom. 8; 20. 5, 20. 7,7. 

' — noosttéór] t Sorjetteifen. Læfemaaden — * 
fone? iffe ot — mm Rom. år au voset 
XX A - | då 

j P ET | 





356 


Øg angre] til hvem Forjættelfen figtede. 

& dyyo»] . At Englene iffe blot havde været 
tilfede ved Lovenss Kundgjorelſe, efter 5 Mof. $5. 
33, 9., men at de havde en virffommere Andeel beri, 

gar en gammel Mening Blanbt Jøderne. Bi. finde 
den hos Joſephus (guo» «à xaAusa có» doypkrær 
xai «à ócwcava v» i» «oig »óuou OU ayyüo» 
sap tov Oeov uaOortov. Ant. 15, 5, 3.) og Stab: 
binerne. Jvnf. Ap. &. 7, 53. Hebr. 2, 9. J Anas 
logie med det, fidftanførte Sted, ter vi vel antage, 
at naar Paulus her, argumenterende ex concessis, 
releverer ben Omſtendighed, at Loven bar. given ved 
Engles Mellemkomſt, da vil han antyde, at den dar 
ringere, end det, der var aabenbaret umiddelbart 
ved den Eenbaarne. 

pesivov] 5 Moſ. B. 5, B. xdyà eicit» år 
píco» xvgiov xoi vp. Ogſaa Philo og Rabbis 
nerne bruge Ordet pooícgg om Moſes. | 

95. 90. 6 88 pecítge i»óg ovx icu. De fot: 
| ſtiellige Fortolkninger — ſnart henved 300 i Tallet — 

. ef dette ban(Pelige Sted ere. fan ofte gjetinemgaaebe - 
og befunbne utilffreffelige, at bet iffe vilde loune 
Umagen, om vi her atter vilde opſtille dem. De 
Læfere, ſom onſte at giere fig bekiendte dermed, hen⸗ 

* eife vi til Koppes og Winers Excurſer. (See 
ogſaa: Sfpoftelen Pauli mindre Brede ved Bafle 


^ 











357 


L 178 (.). Foruden andre Urigtigheder lide mange 
af dem af ben Mangel, at efter bem bet Vigtigſte i 
" Meningen maa underforfaaes, Naar ſaaledes — 
for fun at nævne be npe(te — Winer antager, at 
Paulus her møder ben Sinbbenbing, at han i bet So 
tegaaenbe havde nebfat ben moſaiſte Lov for meget, 
og at han derfor ferft inbremnter, at Loven er given 
ved Engle, altfaa med guddommelig Myndighed, og 
dernæſt bemærker, at den er forpligtende for det iftae 
litiſte Foli: da faaer han denne fidfte Mening ud af 
tort Vers ved at forklare bet faalebed: en Midler er 
iffe blot Midler for eet Partie; nu er Gud fun det 
ene Partie; hvo er ba bet andet? bet iſraelitiſte Folk, 
 boilfet altſaa Loven gielber, og fom. er forpligtet til 
at iagttage ben. Jeg tilflaaer, at jeg i benne Dele. 
Fortolkning iffe fan finde den Lethed og Simpelhed, 
hvorfor Andre have beromt ben; men fittert par 
Kern Ret, naar han (Sübinger Zeitſchr. f. Theol. 
1830. H. 3. €. 160) bemærfer, at man iffe fan 
inbfee, hvorfor Paulus fortier :oobebtanfen, fom jo 
efter denne Fortolkning er ben, åt bet israelitiſte Folk 
et ben anden Decl, og derfor forpligtet til Lovens 
Jagttagelſe. Men naar nu Kern felv- forklarer 
Stedet ſaaledes: Midleren er ikke Midler for bet ene 
Partie alene, men ben ved en ſaadan Midler ftiftede 
Pagt paalægger begge Partier Forpligtelfer; ba mr - 





- 
- 


LEN 958 - 


Gub er det ene Pamie, faa har Cub, ntenneffelig: 


vii$ at tale, forpligtet fig. til. en beſtemt Førelfe af 


fit Folk, og mibbelbart af hele Sicennejfebeben: er 
bo iffe Der fuldt faa Meget fortiet, fom ved ben 
Winerſte Gortolfning? —— ” 

Læfe vi Stedet i Sammenhæng, da er det 
Qabenbart, at Paulus vil viſe Guds Foranſtaltning 


ped Moſes ſom ringere, end den ved Chriſtus. Denne 


er ældre og almindeligere end hiin; den moſaiſte Lov 
blev given længe efter den Sorjettelfe, fom ſigtede 
til Chriſtum, ben var fun en midlertidig Foranſtalt⸗ 
ning, fom igjen funbe og ffulbe ophøre, Skiondt 
vi nu tilffaae Winer, at V. 20. iffe indeholder en 
Hovedſetning, men fun en Bemærkning =i Soróir 


gaaende, faa maa denne Bemærkning bog høre til 


ben Dele Sammenhæng. Dette vil den ogfaa befins 
deg af gjøre, naar pi iffe (ege Modfætningen mellem 


 évóg 0g eig, men mellem  ueoícrge 09 Pads, 09 naar 
$i med Soppe forffaae Stedet, ſom om Paulus 


havde fagt: o peoítge ovx Écw sig (9: 0 a9«09) — 
der ere flere Midlere, men Gud er een, "Denne 


Mening er i nærværende Gammenhæng fan naturlig, 
at ben ſynes mig at tilbyde fig af fig ſelv, naar man 


lefet hele Stedet med Dpmartfomfeb; men SBanffe; 
ligheden er, hvad ber (fal. underforſtaaes ved érvóg 
for at udbringe Meningen. Koppe tager fig Sagen 








o 359 . 
temmelig fet , og til enten underforſtaae - modzuosog, 
eller (ta Begyndelfen af det. (oregaaenbe Vers vouov. 
Det Sidfle gaaer neppe an, og i begge Tilfælde . 
fommer Meningen neppe ud. Jeg vilde underfor⸗ 
. flaae rednov eller eldeos, faa at ben fuldſteendigr 
Mening blev: Midleren (tifter Ciffelfe, men Gub 
bliver ben famme; derfor far bet, fom anorbneó 
ved en Midler, fun temporer Gyldighed, men Guds 
Gorjettel(er forandres iffe. Men jeg tilfflaaer, at 
jeg intet Crempel har kunnet finde (ot at oplyſe, at 
dvåg fan bruges ſaaledes. | 


Skulde ber virkelig iffe ved nogen Sortolfning 
funne bringes nogen fund Mening ud af Ordene, 
ſaaledes fom vi have bem, da maatte man bog hel⸗ 
lere fege en lempelig Conjectur, ber funbe afbielpe 
Vanſkelighederne, end med Luͤcke (theol. Stud. u. 
Krit. J. 102 ff.) anſee hele det 2ode Vers (om en 
Glosſe, eller egentlig ſom ſammenflydt af to Glosſer, 
hvoraf ben førfte ſtulde forklare bet 19de Vers, den 
, anden bet 21de. Saa dunkle pleie Glosferne ikke 
at være. m E 3 | i 


V. 21. Loonoujso] borttage Døden i ben hele 

. Betydning, hvori Synden far bebitfet ben, og frem⸗ 
bringe bet npe Liv. 2 Sor. 3, 6. (See Indlednin⸗ 
gen S. TT). 





860 


3: 28. "noe «e$ iw tjv -míciw.] farenb 
Troen blev büft Menneſtene ſom bet rette Middel 
til at vinde Guds Velbehag. Nu fan Troen vel ikke 
tankes uden Det, ſom troes, men deraf folger iffe, 


..— "€t íi; betyder ben chriſtelige Lære ſelv, eg bet kan 


neppe viſes, at mici paa noget Sted har denne Be⸗ 
tgbuitg, Winer. ) | 

98. 24. moeeyoyóg.] Ilajeyeyoi —- 08 Ros 
' merne custodes — vare for(Piellige fra 3i9dexado:, 
| 98 man bør her faameget mindre oberfette "terere", 
fom Det, hvori fine vare (or(fiellige fra biéfe, bet 
juft «t af Vigtighed. De vare nemlig for bet Meſte 
Stelle, fom med uvelfommen Tvang virkede Frygt, 
iffe villig Lydighed, hos be bem Betroede. Om⸗ 
trent med ſamme Bibegreb Bruger Paulus Ordet 
1 Kor. 4, 15. 

elg Xoigós] for at lebe og til Chriſtus. 
|. 88. 26. vio: bzr] fomme i Defiddelfe af 
— Børns fulde Raadighed; Doilfet be, ber ere under 

Sugtemefteren , endnu iffe ere; fee Begyndelſen af 

meffe Cap. | | 

98. 27. xosår brebísugó:] et fomne i den 
nvõieſte Forbindelſe med ham, og have berbeb faaet 
hans Ret. Billeder er taget af en Klædning, jonf. 
Kol. 3, 9. 10., bog bat man neppe — at tente 
paa —— efter Daaben. 


/ 








361 


| 98. 28. ovx éns ioviaiog x. v. 1.] Man ane 
fører herved vet pasſende ben jsdiſte Bøn, font endnu 
ftal beuges: Velſignet være Herren vor Gub, Vers 
dens Konge, at han har giort mig til en Iſraelit, 
at han iffe har giort mig til en Hedning, at fan ikke 
har giort ntig til en Stel, at far iffe har giort mig 
til en. Quinde. Quinderne derimod fige: velſignet 
være Herren vor Gud, at pan dannede mig, ſom 
ham behagede. | 
e - ín] dee Jeg tvivfer. meget om, hoad Bis 
ner i bei npefte Udgave af hans Commentar og af 
Grammatiken har antaget, at im ſtaaer for i» ads 
verbialiter. Da maatte det uden Toivl ffaae forreſt 
i Sætningen, og da havde vi 4 Kor. 6, 5. — efter 
ben rette Læfemaade osx dvi dv vui» — to Gange 
"dy, og Kol 3, 41 — onov oix in ie — oe 
iv. overflødigt. m 
ale des] Cph. 2, 15. Ordet elc fan iffe * | 
været, og man Gar heller ingen tilſtrekkelig Grund 
til at omtvivle dets Xgthed, , heller iffe til at foran⸗ 
dre bet til Z», hvorfor man næften fun bar. nogle Kir⸗ 
kefedres Autoritet i Anforelſer, hvor man — kan 
vente Noiagtighed. | 
$8. 29. xei] Skiondt vigtige icu 
 abeebe dette Ord, fan det bog iffe vel undværes. 


! 


362 
P Gap. 4. 

98. 9. gusce] Alt bet Følgende, og ifor 
55. 8. 9., bifer, at Panlus her iffe blot mener be 
Chriſtne, bet tilfern havde været Jøder, men ogfaa 
dem, ber havde været Hedninger; derfor faler han 
her heller ikke blot om Loven, men i Almindelighed 
um cà conso vov xócuov o: alle Lærdomme og 
Bedtægter padíenbe for Verdens Borne⸗Alder. 
| cvouHi €. x.] 6 xocuog betyder Det, fom 

4B in ev bemetfer, hyad der er modſat «oic ànovoa- 

. "wio:g og altſaa «oic mrsvuatixoig. Jonf. Kol. 2, 8., 
hvilket Sted ogſaa ſtrider imod Auguſtins Fortolk⸗ 
fing. af 'croryea om Verdens phyſiſte Elementer, 
eller Naturen, hvilken Hedningerne tiente. Da vilde 
vort Sted heller iffe pasſe paa Joderne. 

V. 4, sÀgqooue v. go.] ba bett efte 3 
var affeben, €pb. 1, 10. . : 

« yevbuevov —— yerópsvos.] Naar Ordet paa bet 
. førfte Sted betyder (ob, faa fpne8 Koppe at 
' have aldeles Set i, paa bet andet Sted at oberfette 

bet ligeſaa. | 

98, 6. vu0r] Den tette Laſemaade fones a at 
være 7uo». 

' effe] et djalbaiff Ord, forklaret ved det tillagte 
o stavo. Hvorfor hiint fremmede Ord her og tom. 
8, 15., figefom os og Marc. 14, 86. er ſat foruden bef 








— SES CENE — Zl P * 


363 


greffe, Sen nu neppe deſtemmes. Mueligt, at bet 


far lydt faa ofte og inderligt fra Chriſti Læber, at 
hans Difcipler ogſaa i andre Sprog vilde — 


V. 7. eov Qux xougoti.] Dieſe ord ſynes at 


bitte eu S iffethiug.. 


$3 8. pj på] érrfemaaben qve un foty 
ftener neppe ot foretrækkes. Den ubetydelige Va⸗ 
riant burde ikke have givet Anledning til at is 
Ordet pvc for nægte. 

$8. 9. 1vooftóntso vro 0%0.] — ſtuide 
vel Udtrykket betyde, at be vare erfienbte af Gub, 
ſom de, ber été fand, høre ham ti. Men bet er 
ikke ſieldent, at à Sætninger, hvor Forfatteren paa 
en Maade retter eller inbffeeenfer fit bruger Udtryk, 
Ordet, for-at frembringe en ſteerkere Modfætning, 
dreies til ert fra ben. egentlige noget forffielfig Betyd⸗ 
mig. Saaledes tvivler jeg iffe om, at Paulus ber, 


. — figefom 4 Kor, 8,3., vil tifienbegioe, at: Bud har 


ledet bem til Sunb(fab ont fig. "Det ev iffe Eder, 


der ef egen Willie have ſogt Gub, men bet er Gud, 
der har ſogt Eder, og [Pienfét Eder fm &unbffab." 


| —XR forfra, fem. be, der endnu Intet 


" hope lært. 


— &ovdsverr] har vitro! her — af en Gre 


doms⸗ Zienefte. 





364 . 


50.40.  «agatzosiade] Vi have fet neppe at 
tenfe paa ben $08 græffe Gfribenter forefpmmenbe | 
Sbetpbning, at tage Varſel af, eflet at vælge mellem, 
Dagene; derimod er Ordet vel brugt med noget Cfr 
bertryt om en omhyggelig Jagttagelſe. 

—E — ivicvrocᷣo] 
Sabbater, Nymaaner, be til visſe Aarets Tider be⸗ 
ftemte Feſter, og Feſten ved Aarels Begyndelſe, thi 
paa denne leder Opregningen os ſnarere til at tenke, 
end paa de ſieldnere tilbagekommende Sabbats⸗ og 
Jubel⸗Aar. Ogſaa wire gielder ber Begyndelſen 
af Maaneden. 

V. 12. yíves0s cg iy x. «. 2.) Nogle Sot 
tolkere forſtaae dette Sted fom. en Opfordring til 
Galaterne, at aftalte Lovens Tuang, ligeſom Paulus 
havde afkaſtet ben, for at blive fom be af Hednins 
gerne. Da maa man efter xgyæ anberforffaae éye- 
søn. Denne Fortolkning er toungen, og ba pasſer 
det paafslgende o20é. pa ydixgones iffe ind i i Me⸗ 

ningen. Bi unberforftáae derfor bedre cipi efter xdyo,. 
. bg anfee Stedet fom en Formaning, at be i£te ſtuide 
labe fig feríebe af bem, ber vilde ftifte Spliid mellem 
bem og Paulus, og derfor ſtildrede ham fom uvenlig 
- finbet imod dem. ”Værer findede mob mig — ſiger 
han derfor — ſom jeg er ſindet mod Eder; thi jeg 
er t ſindet mod Eder, fom J vare, og vel i Grunden 








M 


y L 


365 
. endnu ere mod mig. Jeg fefe far jo Intet at lage 
ober, I have ingen Uret giott mig.” | 
.. 988.18. & dødiruar tijg cagxds.] capt er 
. fet, fom faa ofte, den udvortes Tilfand, og do04- 
»&a al Slags Gienvordighed; P. tænker altſaa paa 
be Sorfelgelfer, Der, opvaftes imod ham, ba han 
' førfte Gang var i disfe Egne Han var der, iffe 
fom en hæderlig. og anfeet, men fom en forfulgt og. 
forffubt Mand, døg forhaanede de ham ikke. Dette 
giver fiffert en bedre Mening, end derfom vi vilde 
forſtaae Udtrykket om Sygdomme, om foilfe vel. 


Pauli Fortolfere vide Meget, men hans Hiſtorie 


Intet. Det er fel(omt, at Semlers Forklaring - 
om bet Henſyn, P. (fal have faget paa fine Tilhøs 
teres menneſtelige Svaghed, har funnet finde Bifald 
endog hos Hug. | 
98. 14. pov tår] Qefemaaben 9 vpgos giver kun 
en tvungen Mening; derimod ffal maaftee tov bet 
- wbflette&, — . j 
— 55 $8.15. tig obr fj 0 uax. HER, itfe Spørgs: 
-— , nien Udraab: "poor flor var ba Eders pf (e; 
lighed!” Ordet 4» et maaſkee uote. … Efter Læfes 
maaden: «oU o)» ó uax. ópos (hvor et nu Din. 
Eders Lytfalighed?) vilde derne Sætning afbryde 
den Stildring, boilfen P. dog endnu i den følgende 
Sætning fecti: : , 


"i 





b 366. 


93. 16. 5005 ?8g6gig] ' faa jeg da er — 
Mio Fiende! Atter et udraab. | 


==. 


8. 17. —RR iuc] be: — nemlig Dine jus 
daiſerende Lærere, mob foilfe hele Drevet et ſtrevet — 
ere omhygoͤelige, nidkiere for Cbr. i 
ixuleisov Ong] nemlig fra Pauli , fta de vette 
chriſtelige Læreres Samfund. Laſemaaden inis | er 
viſtnok den rigtige, iffe duc. 
ive ave. CyAobcs] at J fede bolde SE tif 
dem, hænge efter bent. 


$8. 18. xalór då, «à —E — &v xaÀq.] Or⸗ 
det xoà» tager gy. fta bet Foregaaende 0? xaAGg. 
(gAoVoDa: — medium, bet Gamme ſom 25109» — 
faaer her en noget anden Betydning end i Pet ote 
gaaenbe: at være omhyggelig, nibtier for bet Gode. 
Dog fan man opfaa med 3Biner beholde ben famme 
Betydning, og overfætte: btt er godt at være nibtier 
— fot hverandre i Det, fom e godt. RU 


9B. 49.  wàdí»o] om Zodſelen, ſtiondt itfe om 
den fuldendte; ifte, fom Koppe vid; blot om Svan⸗ 
gerſtabet. Aab. e: 2. di. oroa xai ——— 
—;XI 

— her — fom €jfd sister i Sit; 
bn, ben chriſtelige Kundſt ab.og "t E — 
Sind. Nm 


i 





* | ⸗ 367 
V. 20. dAldfai «i» qois] forandre Roſten 
efter Omftændighederne, formane, eerie ; EM 


bede, befværge. 


i». óuiy]. i Henſeende til &ber. | 
. 8.21; - wópo»] her de moſaiſte Skrivter. 

. osx dxovere] fam forſtaaes bogſtavelig: bliver 
Loven Cder iffe forelcft? eller — agte ikke 
paa Loven? 

V. 39. séypaneos 7ào] 4 Mor. 8. 16, 156 
21, 2.d. 

9$, 93.. xac cdgxa] . paa naturlig Maade, 
fom Menneſter pleie, modſat den færdeleg gubboms 
melige Foranſtaltning, hvorefter Iſaak blev fob ud 
eje ioyysiag. 

95. 24. dAlgyopovpero] har en 1 atiben og hoiere 
Betydning. De jobiffe Lærde alfegoriferebe ſaaledes 
affe bere8. gamle Fortællinger, men fiefben faa hels' 
digt. Paulus ophæver ifte Hiſtorien, figer Theo⸗ 
doret, men han viſer, 69ab ber forud er afbildet: 
i. Hiſtorien. Heraf følger imidlertid iffe, at P. 
bar. antaget denne Viſtorie ak til forub at af 
bilde bette... M XE i 

95, 2&. 40 900 "dag Xs do: ich dr ri Pe 
Ovdet. (16) Hagar betyder paa Arabiſt en Klippe, 
og tán finber endnu Spor 4f, at dette Ord fortrins⸗ 


viis har vævet brugt om Sinai , det. Høle, berpmtel 


4 E 


368 


V 


Berg i det petræiffe Arabiens Orkener. Paulus 
— Benptter denne Ordets arabiſte Bemarkelſe; bog fau 
i» «à "Av. ift iffe forbindes med civ og overfættes : 
”faldes hos Araberne.“ Ordet "ydo, fom Nogle 
" her udelade, er fiffert ægte, thi Paulus vilde vift 
i£fe blot fortælle, at Bierget Sinai ligger i Arabien. 
Derſom man med $ oppe vilde gjøre denne Sætning. 
til en Parenthes, blev auae Subject tll oveongei, 
og iffe Hagar, fom.bog efter Tte maa 

være bet. — 


V. 26, 7% 4⸗o leg.) jvnf. Hebr. 12, 22. Aab. 
21, 2., ligefom Ideen af Jeruſalem, en (ri og hellig. 
Menighed omfring en Helligdom, (om Jehovahs Her⸗ 
lighed folder, hvorfra hans Sandhed. ubgaaer ufors 


... banftet, og hvor Golfet tilbeder i Aand og Canbfeb, 


indbyrdes forenet i Retfærdighed og Kierlighed. Dette 
Jeruſalem, til hvis Gremtreben affe Guds Fprans. 
ftaitninger fate, et endnu ifte paa Jorden, men be. 
&toenbe, hvis SBorger(fab er i Himlen Phil, 3, 20.,. 
lege bog allerede deri, babe indbyrdes Samfund beri: 
og fitebe ved Bon og Gierning at fremſtille bet altid. 
mere i Virkeligheden. Rabbinerne tale ofte om et 
himmelſt Serufolem, Middelpunctet for Mesſice 
Rige, hvad engen be nu. foreftillede ſig, at.et Jerus. 
ſalem ſtulde bygges paa Jorden efter dets Brund. 





369 | 
billebe, eller 'at bet i fin Tid ſtulde førte færdigdygget 
ned fra Himlene. 

&levOéoa ésiv.] Da Zerten itte fat 7 "bleve. 
kan man (fe oberfeità: "er den frie Quinde, men: 
"et frit"; Modfætning mod et foregaaenbe dovaevei. 

| Atdsov]' ſynes vægte. ; 

95. 27. sógodrO gei x. «. 1.] €f. 54, 1: Hvad 
Propheten fer, i det ſtore Haab, om hvilfet alle 
Propheterne tale, forkynder Jodernes undertrykte og 
foragtede Folk til Troſt mob be andre Folteflags 
Hovmod, bet anvendes her páa be Chriſtnes libet 
og forfulgte Samfund imod Jøderne ſelv. 

V. 29. iBloxs Tdr x. a».] . De jsbiffe - For⸗ 
fattere have ab(tiflige Fortællinger om Iſmaels fà 
befulbe Udfærd mob Sjfaaf, foruden hvad der leſes 
1 Mof. B21,9. 

V. 30. — infa x. c. 1.] 4 Mof. B. 21,10, ,- 

$8, 91. - 4a... - SBeb be forſtiellige Læfemaader 
i-dette-og det -paafølgende Vers. ſynes retteſt, ber 
at ubflette ágo. og i bet Tenue Vers om. - 


Cap. 5. 


V. 8. cetprreproptyip] Den, ſom, tilfom.fe 
denſt, feibillig auberfofter. fe ———— re * 
dende i dette Ene. J 


! 


Myt theol. Bibl. 19 985, Aa 





370 


. $5, 4. xuütgoy. &mó yo.] sov forau yerzos fys 
nes at ſtulle udſlettes. Rom. 6. Mere 
dnà «oU vopov. 

9. 5. «seipaci] modſat Lovens Svang, Om: 


ſterelſe ni. M. 
V. 6. i yo] i iEhriſti Samfund, Gal. 


4, 22, «oic —R voie ir yois- 


—E fout vifer fig virkſom. Eph. 3,20. 
V. 7. dresyere xad) bet — Billede, 


— taget fta Lobebanen. 


 àyénoqe.] Mange af de bede Codices have 
évéxowe. — i 
ti 4X. un —RR Der er ingen Grund 


"E til at omtbible bi8fe Ords Xgthed. €ftet digfe Ord 


tilfoie Nogle; pundet seí0scOs, men denne Tilſet⸗ 
ning er formodentligen fun giort for » — Over⸗ 


gangen til det Folgende. 
V. 8. 4 sacuov]] maa: efter — 


heengen forſtaaes actidiſt om bem, fom føgte at lokke 


Menighederne (ra ben vette Bei; iffe om mid 

eller Svaghed for Menighederne. 

cros xalo?svog pág] Gud. - 
99. 9. punge Cops]. gaaer iffe paa Læren oni 

Omſtcerelſens Nodvendighed, men paa dem, ſom 

ferte ben, Det ſamme üdtryk gielder osea 1 "e 

5, 6. itte dada "ett Perſon. 








375 


B. 10. ainerde ir xvoig] iffer med Herrens 
Hielp, heller ikke: for. Herrens Skpld, heller iffe 
blot: formedelg Herren, men bet fuldſtandige Ud⸗ 

tof vilde være: ben Tro, foorbrb jeg er forbunden 
- meb Herren, giver mig ben Tillid. Phil. 2, 24 
$e odber dio peger] "tane J konmie til 
ftertanfe, ville J være af fannne Mening, (om jeg." 
. 5 Be 11. , & neger. års sygvosrn.] Fortelferna 
finde ber et Henfyn paa en Beſtyldning, der flulde 
tere giort impb Paulus, form om han paa andre 
Steder anbefalede Omſtærelſen; men Qoo ber [ofer 
Gebet uber forubfattet Mening, moa uden Tiiol 
tilſtaae, t denne Beſtpldning er epfunben of For⸗ 
folferne, eg, fom mig fpneó, meget uheldigt ops 
fundet, thi med hvillet Cfi af Grund funbe wan 
beftpibe P. for af prædife Omffærelfe? — Pauius 
figer her det Samme, fom i hele Breve, at Chris 

fienbom og Isdedom ere vofentligen forſtiellige; var 

Læren. om den Korsfæftede (o savgds) Fun en Fort 
 fattelft af Jodedommet, faa vilde Ingen forarges 
derover, thi Moſes har fra gammel Tiid i enhver 
Stad dem, fem ham prebife (Ap. G. 15, 21); men 
Nuſt den Forfølgelfe, vor Præditen vakker/ viſer, ag 

- beu er forftiellig fra Jodedommet og dette modſat. 
V. 42. imexówowtoc.] Derfom, man vil few 

, fee Pu Orb om " Udeluklelſe fra: Menigheden, 
. 8142 | 


372 


da maa man itte overfætte vasfivifte. gid de blive 
udelukte! hvilket Ordets orm - ikke tillader, men: 
gid de udelukke fig! Men: deels fan. Ordet neppe 
have denne Betydning, deels ſtrider den feregaaenbe 
Partikel xai. mod: denne Fortolkning, thi: ben viſer, 
at et Begreb, fom allerede er forekommet, her for⸗ 
ftærfes. At henføre. ógeAos xoi til det Foregaaende, 


.' eller fade det. være et afbrudt Udraab, er unaturligt. 


Bi nodes derfor til at blive ved be Gamles: Forkla⸗ 
ving, fom. forſtode Ordet om Caſtration, hvilken Be⸗ 
tydning bet almindeligen har. €t lignende Udtryk 
bruger Paulus i et. lignende Udbrud af: Fortornelſe 
Phil. 3, 2. BAénere ei» xocacopr. Maaſtee for⸗ 
binder P. hermed et Begreb af Vanhellighed, og 
tenker paa det Forbud, (om findes 5 Moſ. B. 23,4. 
at. ingen Gilbet-(Gmoxexoppéroc) maa komme i Jer 
hovahs Forſamling, eller regnes til hans Folk. Mes 
ningen bliver ba: gib be i deres Iver vilde handie 
ſaaledes med fig ſelv, at be endog efter Loven, maatte⸗ 
anſees ſom Vanhellige, der | ei maatte fotume: UTE 
Menighed. i 
V. 43. si caoxi] iffe blot hvad vi — "fie 
brlige Lyfter, men. det hele egoiſtiſte Princip c Mens 
neſtet, hvorefter fan. vil leve et Sio fet: fig alene à 
Sandſeligheden, og hvis Yttringer ogfaa Hovmod 
og Tvedragt ere, fee V. 19 ff. Paulus gaaer her 





S 978 
ppt. ti Formauing mod be — di 
Striid afffebfom i Menighederne. 

dovlevers 44.) - Cigefom Paulus 6, 2. ved en 
Beining i Ordets Betydning taler om €frifti Lov, 
. faafebe8 her om en douleia, Hvilken de Chriſtne (ris 
billigen ſkulle underkaſte deres Frihed. 

98. 14.  éaveós.] Læſemaaden cenvcó» ſynes 

en Lettelſe. 3 Moſ. B. 19, 18. 
V. 15. &volo07«c] ødelægge hverandre, for⸗ 
fitit hoverandres hele Vel. 

98. 16. ^os telconte] faa. ſtulle I ifte." 
Det er efter Ordene uden Tvivl vigtigere at ferftaae 
denne Sætning fem en Følge af den fotegaaenbe, *v$ 
ditt imperativiſt. | 

7o 847. pum Derſom man meb philologiſt 
Noiagtighed vil giore Forſtiel mellem fra pj 0g - 
, Ee pm — hvorved bog uj maa ſtaae for our 
fader: man her neppe nogen klar Mening; tbi naar 
oi overſœtte: Sisbet og Manden ere hinanden mod⸗ 
fatte,-paa bet Sj itfe ffulle gisre, hvad F ville; 
ba (one$ jo Henſigten, hvorfor Menneſket er à Kis⸗ 
bet, ativære:den, at fan. (fal forhindres i at følge 
9fanben. — eller i£fe tillade Ordene at' overfætte, 
faa Sy.ei kunne giote, hvad F ville, og Galen er 
bet ifte, fom Som. 7, 18., om bet fordærvede Men⸗ 
Mans sinh Afmagt. Men Paulus ſiger: e(terbt 


| 374 | 

der ét em ſaadan Grid i Cder mellem Manden og 
— - Riødet, faa bør eee ſkalle J iffe giere,, tab 
- ville, thi bette er ofte fiobeligt og ondt. 


$8. 48. sad »ópos] under Lovens Srubfler; 
"jaa ere J bórebe fta Loven,” Winer, 
V. 49. ous] Dette Ords Vea er. 
tvivlſom. 
. éxo€ugsía] unaturlige Laſter. 


V. 20. gaguaxsí] fau betyde Giſtblaudin⸗ 
ger, og magiſte Kunſter; ben fidfte Betydning ſynes 
her at (Tulle foretrækkes, ifær PURO. n— 

med eidoloLerepaía., 

$8. 21. góvo:.] Ordet er viſtnok ægte, Bed 
ſaadanne Oprepnetfer, hvori bet altid er noget Vils 
kaarligt, pieier Paulus iffe flelben af lade fig bo 
ſtemmes af Ordenes lignende Lyd — ſaaledes ogſaa 
füom. 4, 29. gob⸗/ov, girov — ag vi behode ligeſaa 
(ibet et ſporge om nogen færdeles Brund, joorfot 
fan fer nævner Mord, fom $berfor fan har nebnet 
adſtillige of be otvrige affer, og 'forbignaet andre. 

"sgolgyo] førend Herrens Dom — 
epotiko», ba jeg sar hos Cder. 

: 85. 22. raa) -iffe blot Medglæde, modſat 
^ qg6óvoc, men i Almindelighed ben Gicede, Chriftus 
ringer — Job: 16, 29. 


2 375 
lgie] Quambt dette Ord undertiden fruges 

cen roflab eer Srofedieh, et her bog ingen Grand 
- til her at. forlade ben fædvanlige Betydning, boom 
Paulus i Brevet flebfe har bruge det. Troen er ogs 
faa en Dyd os en Virkning af Aanden. Man funde' 
med Grotins anfee det (o en Modfætning mob 
bet foregaaenbe aigícei. 

— $8. 23. xark «d» «o. «1.]. oben er iffe é 
— —— 


Cap. 6. ' ! 


| (5 4. mpolgpoOi.] Det maa inbremined, at 
Ordet iffe fan betyde: oberiles, henvives , ligrfom 
Pet ba ogſaa maatte følge ino, ife ér. Egentlig 
ſtulde vel Udtrykket ſynes at gieloe Den, der allerche 
tilforn var funden. i nogen Forſeelſe; men Cammes 
hangen giver ingen Auledning til til ber at formode 
nogen Henviidning t eg tidligere Forſeeiſe. Derfor 
antages cgalaufásacO os uden Soibí vette at flaae 

fot xasmAapBdseoOw , ligefom Viisd. B. 17, 17. 
^. ei nwevpotixo;] iffe Læreren, eller be fuldtone 
Mete Chriſtne, men C Almindelighed, med nogen 
Sjronie: Sy, fom rofe Eder af at beſidde Aanden, 
viſer dog Mandens Frugt bed Mildhed mob hverandre. . 
oxoxær.] Egentlig fulde Sætningen BOSE: te 
tet fortíat. i Bleertallet. | 


07 205.2, ipu] inbbefatter affe: de Plager ber 
ctrykke et Menneſte, deriblandt her SBanfunbigfeb og -. - 
 :$dtl.; (Sonf. Schmieder i S boludt$ Litt. An⸗ 
zeiger 1830. No. 54). . 

— E Nogle Tafe-dvanTgooctce. . 

298.54. eig. daurår påror xà.]- Devfom Pauius 
en villet fige, at man ſtal roſe fig hos fig. felo, 
eg iffe.for Audre, da vilbe.fan uden. Soit have 
brugt enten det fædvanligfte mode; ligefom Rom, 4, 2, 
year xævynue, dÀÀA ob tede cor Or, eller maaftee 
isi, fom 2 Kor. 7.14, 7 xavyucie quà» 7 ini Tícov; 
thi bet, at vofe fig fot Rogen, findes. ingenſteds uds 
. tplt«9eb. xavrkodar sig «wà. Sætningen. fat. og⸗ 
fau, ſaaledes forklaret, noget Underlige, og: pas fer 
ifte i Sammenhængen. 2 Kor. 40, 15. 16. findes 
den Zalemaade, xavrdsdar sig ed &pscoo , el cé 
foo, at tofe fig af bet, fom er udenfor. ben.egue 
. Brændfe, ef bet Fremmede, af bet allerede Fardige. 
" Paa. ſamme Maade maa vel ogſaa bort Sted: fot: 
ſtaaes. ”Man ffaf. jo dog fun rofe ſig af. bet, mag 
ſelv. et, iffe af .bet en. Anden er,” . Derfor. ſtal man 
iffe. trænge fig frem til at domme ober Andre , thi be 
maae feo ſtaae eller falde for: bere Herre. 

BV. b... gogvíor] et andet Ord end; Sags 18:8, 

09. har derfor her et andet Bibegreb. Enhver (fal 
bere fin Regnſkabs-Byrde.“ p^ mu 


. 876. 


T 3 377. 


BE mere xatgy €]. Ræfen ale. 


Fortoikere ere enige i at anfee dette Vers ſom en Got 


maning til Menighederne, at giote vel mob deres 


Lærere, Men denne Sætning ſtaaer ba ganſte ifor 
feret, og pasſer hverken til det Goregaaenbe eller bet 
Efterfølgende. Heller iffe ſynes denne Mening at 
funne ubbringe8 af Ordene, thi xoovei» «ui év. 
easi &yo0oig fan jo bog iffe betyde, at. meddele 


Nogen aft Godt, Derimod betyder denne Talemaade, 


at. deeltage med Nogen. i aft, Godt; og naar vi ba 
forfíaae dette Vers (om en Formaning, iffe til Gif 
horerne, men .til Lærerne, ba gaaer Alt frem i ot: 
dentlig Sammenhæng. Verſet (lutter fig da noit 
tif det foregaaende; Enhver (fal tænfe paa fig felv — 
havde Apoſtelen ſagt — forſaavidt (om han (fal gisre 
Gub Reguffab for fig flov; men — bliver han ved — 
har Den, fom underviſer, noget Godt at, meddele, 
da: beeitage Den, ſom underviſes, beri, Derpaa 
følger, et Udraab, fom.foranlediges ved Foreftillingen 
om Menighedernes hele fonberreone Gilftanb, hvori 
' faa: Mange iffe fulgte disſe Formaninger ;:men fobe 
Kiodet efter Lidenſtaberne raade, og.giotbe-Doab be 
vilde. Gonf. Indledningen... 63. Anm.). Winer 
et-iffe utilbøidig.til, ogſaa at lade denne Gortolfning 
gielde ; men bet (orefommer mig, at:den.fæduanlige 


378 


te fan giefbe, hoerken efter Sammenhængen eller 
efter Ordene. 

B. 8. 0 enti. sig «zr oógua. davvet.] Bit: 
ledet er iffe holde gan(fe tetnt; i det foregaaenbe 
Bers er Lignelſen tagen af Gaben, i denne. af Ages 


ttl. TapE og a»esua ere hinanden iffe modfatte 


fom hos de Nyere Siel og Legeme, men cågt et 


egentlig Menneſkets nuværende naturlige Tilfand, . 


wePko den ved Aandens Indvirkning forbedrede. 
Hvo ber dyrker Bin, hofter Død og Borfræntelfe, 
hvo denne, det evige Liv. 


18. 10. 6g]. xados, efterfom der gives os $i 


, ligbeb dertil. 
— . dep. «ó dyo005] gielder, ligeſom rå xalóv 
woiU»cag i bet fotegaaenbe Vers, iffe blot Barm⸗ 
hiertighed, men alt Godt og Anſtændigt. Eph. 4,28. 
ieraboueros TO —R sais eos. 057 

. 8. 11. «gjàíxo:e voduuacw.] Mange ældre 
og nyere Sortolfete anfee denne Gætning fom en 


Undſtyldning, fordi Paulus, af Mangel paa Seer - 


dighed i at ffrie, havde fPrebet fan fore og uftiome 


Bogſtaver. Men ba en ſaadan Undſtoldning fer: 


ſynes ilde anbragt, og ba be Udtryk, ber betegne 


emn Størrelfe, faa ofte forvexles med bem, ber bes 
^. tegne en Mængde, (ad forflaaed dette Sted bebft om 


Antallet af Bogftaver, eller om Brevets Længde. 


J 





379 | 2 
tg dui. zeoi] Paulus pfétebe ofte et bictere 
fine Breve Rom. 16,22, 4 for. 46,21. Thesſ. 3, 17. 

9. 12. s9ngocónzco:] giøre fig behagelige. 

éy cagxi] gaaet vel paa bet Udvortes, men med 
bet Ord, Paulus vælger , henvifer han ſirax disſes 
Beftræbelfer til Det, ſom er Manden modſat. 

ba un HG s. v9.4.0] Her er iffe blot Talen 
om rå zadmuara coU ygigov , 2 Kor, 1, 5. 1 Petr. 
4, 13., eflet om ai FAdpus cov yo: Kol. 1, 24, 
iter Paulus inbffutter i dette Udtryk den dobbelte 
Mening, åt de af Frygt for Kors for bem ſelv ikke 
bilde prebife Chriſti Kors, eg den forsfæftede 
Chriſtum. 

V. 13. i» «à 9p. coxi] vel neppe juſt af ben 
em(Paatne Forhud felpo, men: af Eders om[faarne 
Legeme. — Xagb et her brugt med famme Denfigt (om 
i bet foregaaenbe Vers. 

„V. 14. i» «o — «. x.J Samme dobbelte 
Betydning ſom V. 12 at prædike Chriſti Kors, og 
at bære Kors for hans Stpid. 

«0 88. 15. ciopíu] Læfemadden siv bør uden 
Tviol foretrækkeg, da — foneé at være indkom⸗ 
met fra 5, 6. 


98. 16. xcv». «ovco] nemlig ben i bet fore: 
gaaende Vers indeholdte. 


380: 


Å ; 
"aee «99-0soi] ..8, 7. 0L àx.- SS TÅ .o90i 
sieur viol üfgadp. Rom. 7, 6. | ; 
98. 47. «ov Aowrov.] Derſom dette Udtryk 
virkelig er for(Pielligt fta-Aomo» 2 Kor. 13, 11. Phil. 
" 8,1. Thesſ. 4, 1., maa det overfættes: Derefter; 
meti ben fædvanlige Overfættelfe: i Øvrigt, pasſer 
bedre. 
| - eiyuaca-] Her tænkes vel bedſt paa be Marker, 
Herrerne paabrenbte deres Stelle fom Kiendetegn, 
at de tilhorte dem. Disſe Marker vare paa Pauli 
Legeme be Ar, han havde (aaet i fin Herres Tieneſte. 
Ordet xugiov er formodentlig en Silfetning, ba Af⸗ 
ſtriverne hellere lagde det til, hvor det ikke fandtes, 
end omvendt. 


- 





Ge. Apoſtlerne så Fremſtillingen af Jeſu 
Dods Venſi igt, afvegne fra Jeſu egen Lære? 
* — SBefvaret * 
me nærmeft Henſyn til bet bekjendte Skrift af €. $. 
Boͤhme: "Die Religion Jefu Chrifti aus ihren. 
Urkunden dargeſtellt, 
vd . 
. Dr. &. Møller, 
| Stiftsprooſt i olfanb. 
Get er Gefjenbt, at flere nyere S eologer mene 
at have opdaget en ftot og vaſentlig Wor(tjel, ikke 
ålene mellem det religisfe Indhold af enkelte apos 
ſtoliſte Breve, men og overhovedet imellem: Jeſu 
.egen. og hans Apoſtlers Lære Den apoſtoliſte 


, .Eftiflenbom — hedder bet — og ben. rette Chri⸗ 


fienbom, ben nemfig, font: ligger. ubtepft : i ef 
egne, i Evangelierne o8 opbevarede, Taler, .em 

tvende: heel for(tjellige- Ting: Det erei alenei 
Forfoningslæren; fom ganſte ſtal være Apoſtlerne⸗, 





— 


og ifær Pauli, Paafund, tem og i Begreberne 
om Gud, ſom Jeſu Fader og ſom Menneſtenes 
Fader, om Jeſus ſoin Guds Son og Mesſias, 
om Miraklernes Værd, om den menneffeligeDpds 
fande Natur og. Vaſen o. f.v., at Apoſtlerne paa» 
flaaeó at være afvegne fra deres Meſter, Jeſus 
Chriſtus. Saa larer i det mindfle €. F. Boͤhme 
os i hand obenanteríe Skrift, ag det med fort 
Bifald af flere Theologer baade i — og 
hos o6 felt, 1 
Derſom nu dette forbøfder fig. ſaaledes, ba. 
far ligeſaalidet Jeſus ſels, ſom hans Apoſtler, 
talet Sandhed; thi faa Dar jo den Aand, fan 
lovede at ſende og virkelig ſendte dem, iffe været, 
hvad han dog falbte den, Sandhedens Aand, 
fat iffe, 'efter hans Borfatteife, veilebet dem 
tit at Sandhed, iffe taget af hang og 
korkyndet bem, altfaa iffe kørt bem obereende 
fremmende med det, fan havde fert, iffe veilebet 
bent i.ben.bibere Udvikling of hans Lære. Thi 
have Steofllerte misforſtaaet ag forgvaflet Jeſu 
Edaugelium, og i dets. Sted givet of deres eget; 
have de givet os falfte. Begreber om Gud, folie — 
Begreber om. Chriſtus, om fané Perſon, om 
haue Gjierninger, om hans Dod eg Opſtandelſe, 
og wn Dpdens fBafem (sio) have de ſaaledes — 





383 


Hodedſagen (orban(tet Jeſn rene Lære: ba far 
ban jo Intet holde af Hvad fan lovede bem (on 
fine Vidner; og da har han og fert alle bem, fom 
pan hans Ord. tillagde hans Apofiler (amme Au- 
totítet (om ham feo, paa Afdeie, i det han 

fagbe: "o0 (om feret Cder, hører mig, boe | 

fotu forkaſter Cder, forfafler mig" *). 


Men fooraf bide bi ba, Hvad Jeſus felo .— 


har lært? Naturligviis alene af hans Vidners 
egne Optegnelfer om fam. Men, faa er det ba 
hoiſt paafaldende, at de have lagt am faabanne 
Ord i Munden, hvorved be felv maatte fomme 
i trib med ham; thi faa uvidende eller eenfol⸗ 
Dige vare be bog fiffert iffe, af de ei (elo ſtulde 
(unne fele denne Uovereensſtemmelſe imellem haus 
e deres Lære, naar ben var faa aabenbar, fom 
man uuomftunber foregiver **). Men da bliver 


3) Bohme mener, man allerede a priori fan vide, at 

. det var umueligt for Jefu Apoſtler, efter en faa fort 
Undervisning af ham, at rive fig tsi fta deres fad 
dybt ludgroebe Jordomme. Men efter famme vatioe 
 nalifti(fe Grundfætninger bliver det jo ligeſaa ubegris 
"beligt, hvorledes Jeſus, ogfaa en febt Jode, funbe 
" (esrioe fig derfra eler hæve fig derover, Gas mad 

man endnu ſparge: oder rury fj cop Favre 


| c» Men have Apoſtlerne iffe fattet Meningen af Jeſu 
Ord, da Hs man vel neppe in at bt vigtigen fave 


P" 


384 


Vet igjen übegriBeligt, bborfebed be (aa fripofttieu 

kunne i Get og Alt beraabe fig paa ham / og Intet 
ville bibe, uden Hvad be havde: lært af ham; tfi 

, ,Waat Paulus tafer om "fit Evangelinm, hvorpaa 

den nys nædnede Boͤhme ſynes at: lægge megen 

Bægt, maade dog el alle redelige Sertolfere- af 

Apoſtelens Ord være enige i, at han derved ife 

forſtaaer et felvgjort, af han feld opfundet, men 

bet af ham forkyndte, af fam uboifftoe Jeſn 
Evangelinm. 

"fti Ovrigt Apoſtlerne i (Tete Dele have vis 
dere udført og nærmere beſtemt, hvad 
Jeſus undertiden fun havde antydet effer meb' 
faa Ord bersrt, betteer vel af Me tiſſtaaet; 
og dette folger jo og ligefrem af Jeſu Ord, "àt 
han havde Meget at fige bem, fom:be endnu el 
 funbe Bate, men at ben Aand, fan vilde mebr 


| bele.bem, ſtulde fore bem videre t Sandhedens 


Crfjenbelfe og Forklaring” Sporgsmaalet er 
"Fun, om Styoftferne ere i veſentlige Gtpffer af» 
. "begne fea deres Lerer og Mefter, eler, om be 
"fave foredraget nogen egentlig ny Lære b. e. em 
Lare, fom enten (tiber imod m oni eller 


refereret Ordene feto ; og betebes fan ta Bo me 
, anfee bet fot. ftfert, af be Jeſus tillagte Tal 
udlede, hvad han egentligen har lært? 





885 


ikke er bygget paa ben af ham fagte Grundvold. 
Dette er det; fom flere mere Theologer mere og 
mindre Geftemt, i ſtorre effer mindre Udſtrækning, 
.. ,beffpíbe bem for. Men herimod proteftere ale 

. Sipofilerne paa bet. fraftigfte; alle bille be fum 
sære Jefu Tjenere, fun hans Ords Gorfpnbete; 


affe iftenume de med Paulus, . at be iffe have lagt 


. eller bibe at lægge nogen anden Grund, end beu 
fem allerede faae for bem, Chriſtus nemlig. 
Mon nu 9(pofllerne have Net? eller mon 


Boͤhme og hang 2igé have det? Jeg for min Del 


troer, at blandt alle be Geffnlbninger, man far 
gjort mod Jeſu Apoſtle, findes neppe nogen mere 
aabenbar uretfærdig og grundlss eud denne; og 
dette foned mig flet iffe vanſteligt at bevife om 
alle de forhen anfortefofter , hvor ben nysnævnte 
Præft og Theolog, Boͤhme, vil have fundet en 


— væfentlig Gorftjel imeffem ben apoftoli(te ogrheaad 
han falder ben ægte Córiftenbom. Men jeg vif. 


fer: denne Sang inb(ttenfe mig til den ene, meg 
omtviſtede, Artikel om Denfigten: af Jeſu Død: 
Obad endeel af be obrige angaaer, ba er og del 
Grundloſe i hiin Paaſtand ſtrax faa indlyſende for 
Enhver, fom fun iffe blindes of Fordomme, «t 


den neppe fortjener at igjendrives. Kun eet. 


Exempel maa. flane: her tit "en Prave: Hverken 


Nyt theol, Bibl. 10 Bd. Bb 





. 886 


Spauind eller Peerns, ja ife engang Forfatteren 
"af Brevet til de Ebraer, hoilken ſidſtbemeidte 
 ib(fe Forlatter beg ellers rofer, og i visſe Maa⸗ 
hev fætter over Paulus. (eb, have, efter hans 
Gorfifring, kunnet hæve fig til det hate. Begreb 
om en reen og üegennpttig Død, fem Chriſtus 
giver os Matth. 6.: "3 kunne iffe tjene Gud og 
ammon,” Thi — at jeg nu (tal indſtranke mig 
til fibflueotite heltige Forfatter — det hedder je 
G6t. 11, 26.: ,”Mafeé agtede Chriſti Forſmadelſe 
for. ſtorre Nigdom end af Ægyptens Liggentefæes 
thi han faac hen til Oefsnmingen" Men 
var bet ba Mammon — Ordet faget i den meeß 
omfattende . Betydning — eller var det. Gud, - 
Moſes her fige$ at have tjent? eller mos Forfat⸗ 
. emen af Brevet til (Ebr. (der maaffee endog turde 
vare Paulus felv) har fjenbt eller teuft fig nogeig 
anden. Løn for Moſes, end metop den ſamme, fons 
Jeſus ſelv henvifer fine Diſcipler til: "Gaerd Lon 
ſtal væve ſtor Dimmueen? — Hvad fan mae 

bes iffe fane ud af Biblen, naar man der sif 

finde em forubfattet Mening ffabfafiet! 
' * — Dog, bi ville nu holde od til Dobebptmftet, 
Hvori 3tpoftferne ſtulle aldeles være afoegne fra 
bereg guddommelige Lærer, nemlig Anſtuel ſen 
bg Fremftillingen af hans Seb. For 


t 


| 8387 


i nemlig at tilintetgjore Skandalet af en foréfefie 
Mesſiad, og give⸗ Jeſu Dod en hoi og heftig Be⸗ 
tydniug, (fai, fom man paaftaáet, iſar Paulus, 
Forganger fer bt ebrige, Gave fundet Paa at gjøre 
hiin faa anftebeligé Dod til en Offerdod (or Ver⸗ 
dens Synd, og Forfatteren af Bredet tif be Ebr., 
enbmm opfindſommere end fané Lærer Paulus feto, 
at gjøre bem døende Mesſtas, ei faameget til et 
Offer, fom til en ofrenbe Ypperſtepreſt. Sot» 
faabibt vu ſom Boͤhme og lignende Bibelfortotkere 
erkjende, at Sovfeningéfaretn virkelig Andes i be 
apoftofiffe Brede, maa man filfaae, at be gaae 
aArligere tilverks end be Theologer, ſom trob8 
. affe. ſunde Fortolknings⸗Regler fase villet uds 
ſlette denne Lere af Bibelen; men endnu arligere 
, var bet bog handlet, ifald. Hine ogfad- tiftobe, 
hvad Sandhed er, at Jeſus ogfaa heri har varet 


fite Apoſtlers Forgænger og Barer, Men. man 


mener at redde ef SGre, ded at fsifjenoe ham 
fet af Lod og Deel ( en," four man autager, fan 
. fernüftfirivig Lære, og ſtyder derfor Skylden paa 
hans Apoſtler alene — biftnof ek egen Maade at. 
ære ham paa! Men var Dt nu Panti eget paar 
fund at freniflifte Syefu Dao fom em Offerbob; og 
bog tillige, fom Boͤhme indrømmer, en Frugt af 
hans egen SORTEM: hvorledes rimer nan 
i : 852. 


388- 


* 


ba dette fammen? hvorpaa grundede han ba fitr. 
Oderbeviisning? meente han fig maaffee beret⸗ 

tiget til af opbigte dehne Daiere benfigt af den 
Korsfæſtedes Dsdr fordi der ingen anden Udvei 
gaves til at bortfjerne det Skandaloſe deri, og. 
til at fremme Chrifti Læres Udbredelfe? Saa var 
dette da i faa vigtig en Sag pia eller impia fraus 
i høiefte Grab. Og Caabant fan man tiltroe 

ben Mand, bet faa fraftigen advarer o8 imod at 
gjøre Ondt, at deraf fan fomme noget Godt; der 
faa ivrigen protefterer imod at tillægge ham hems 
melige Kunſtgreb, for at fremme fin &ag 9t. 
Nei, flige jeſuitiſte Kneb vare fun de følgende. 
Tider og en vis Klasſe af vore Dages Præfter fore 
beholdne. Man fjender ikke Jeſu Apoſtler, naar 
man kan troe disſe grunbarlige Menneſter iſtand 
til at betjene fig af faadanne Kunſter. Ufeilbar⸗ 
ligen have baade Paulus 09 alle hans Medapoſtler 


troet med fuld Overbeviisning, at be i ben af 


dem givne Udvikling af Jeſu Dods Henſigt havde 
Medhold af ham felv; og dette troede de ei uden 


gode og tilſtrekkelige Grunde. 
Hvorfor i Øvrigt denne. hoiere basil af 
Jeſu Dad iffe faa. ofte eller ubferligen findes 


5) See 2 Kor. 2, 17, 4, 2. 5. 


389 


fremſtillet af fam ſelv, fom af hans Apoſtler, 
faber fig, ſpnes mig, meget let forfíare af Sa⸗ 
gens Natur. - Det er bekjendt, hvor ufordrages 
ligt bet var for Jeſu Diſcipler, at høre ham tafe 
om fin foreftaaenbe Dad; hvor længe han maatte 
forberede dem derpaa , 'og hoor faft han ferft 
maatte have deres Hjerter knyttede til fig, inden 
Gan, uden at (lebe disfe Svage og Fordomsfulde 
fra fig, kunde (tribe til den for dem endda faa 
forbauſende Erflæring, at Menneſtens Gon ſtulde 
overgives i fine Fienders Hænder og dse en vold⸗ 
fom og forfmædelig Deb. Kunde de nu neppe 
udholde at høre hans Dob nævne, hvorledes vilde 
be ba paa den Tid været ſtikkede til at følge ham 
i den fulde Udvikling af hans Dods hoiere Dem 
fiat ? Dette. var tiloidfe Noget af bet, be endnu 
ei funbe bære. Forſt eftetat han, bab for deres 
Dine paa Korſet, havde, efter fin Forudſigelſe *), 


*) At han hår forudfagt fin Opftandelfe, fan man itte, 
uden at gjøre Wold paa hans Ord, benægte. Men 
at Diſciplene alligevel iffe ventede ben, lader fig let 
forklare af de gamle Fordommes Magt, og af det 
Indtryk, hans. faa dybe: Fornedrelſe har gjort paa 

. dem. Dog midt £ alt det Morke, der omgav dem, 
bat ber upaatvivlelig været en [vag Straale af Haab, 

' grundet paa hans Ord, tilbage ( deres Siele, J 
TN dem. fta, at foctviple. 


390 


26$ jig ipie; vyſtanden af Busaven, lebenbe SEER 
dem, og deres Dsiagtelfe for fam bar ſteget T RER 


eu egentlig Tilbedelfe: ba forſt, fpneó mig, kunde 


bt begynde af fatte, hvad han forhen havde pttret | 


for bem om Heuſigten af fin Dad; tfi ba maatte 


det allerede ahne dem, at beu Hoies og Helliges 


fan qvalfulde eg forfmæbdelige Dod maatte ugse 
et-Dobebfipffe af den guddommelige Raadſlutniug 
ber ved fam ſtulde udføres til Menneſtenes Frelſe. 
- 40g af bet Lidet, fom findes optegnet af bra Op⸗ 
ſtandnes Samtaler med fine Apoſtler, fee si ders 
| for og, at Hovedindholden deraf sat Forklaris⸗ 
gen over -Denfigten af hans Dob; thi har hes 
fagt dem, boab Luca fortæller, at bet burde 
ebriftum at lide, faa følger: det af fig ftit, 
et han og maa hade fagt bem, hvorfor bet 
| maatte (tte, og hvad Henſigt derved ſtulde ops 


naaes; ſtlendt Evangeliſterne ikke have fundet 


fornodent, omftanbeligen fjer at anføre fans Orb; 
thi bet Fuube i£fe falde disſe ærlige Menneſter inb, 
et ben Tid (tube fomme, ba man vilde beſtylde 


. bem for, ved egne Opbigtelfer af fave forvanſtet 


deres Meſters og Herres Lare. 

»Har nu ben Opſtandne endvidere, ifølge 
Luc. 24, 44., i Samtalen med fine Diſcipler be⸗ 
raabt fig paa, hvad han, imedens han levede i 





391 J 


deres Kræd, havde ſagt dens baade oni, Ru beo 
vg Opſtandelſe (tf at her er Talen din beggte Dele 
bifer V. 46 og beh hele Sammenhæng) £ faa (uli 
. get nsbbenbigeu . deraf; at hån ogfan før fit Dot 
Gar fagt bei Noget oti, hovrfor fan ſtalde dee 
eg vi ville n& nerniete unberſoge, om bet, vi 

fioe optegnet Herom (ſandſonligen deg fum ed 


liden Ded af hvad ban mundtligen jar fagt dem) 


ilke berettiger v8. til at paaſtaae, at Apuftlerne t 
deres guddommelige Lerers egne Orb have have 
. tiifiteffelig Grund for fig til ben af dem gtøke 

Forklaring oder Hodedhenſigten af haus Dod. 
xLigeſaavet ſom Adeſtierus, betegner ba Jeſus 
meet ofte (eio fin Dod fom en vaſeutlig Deel af 
ben Plan, ber var ham drerdtagen af hans Fadet 
at udfoͤre. Den var ham ingenlunde en titu» 
ganelig, af Omſteendighederne fremfert, Nobven⸗ 
dighed, eller em blot Folge af bet Had, Gat, fo 
Sandheds Larer, havde paadraget fig. Reis hen 


havdeyv ifølge fine (gue Ord, Magt eil at 


— fette fit:£LIv til og Magt HÍ &t tage 
bet igjen. Pilatus hadde ingen Magt ober 
Gam, naar den ikke bar diet ham heétodén, 
fta. — Hans Dod vot han et Hovedſtokke of 
hang éyév, en Kalk; hans Fader havde 

raft. bam af udtoemme — bei vår em ' 


322 AE. 


ayro13. — AO) et foetu, ber dar — 

" eberbraget af fans Saber. $a Peder 
fraraadede ham at fatte fit Lid Vove, gav Jeſus 

ham den bekjendte Bebreidelſe med be Ord: du 

ſandſer fun hvad Menneſter ville, ei Hvad Gimb . 
"pil, Derfor elffebe Faderen bam (Joh. 10), 
fordi fan fatte fit Liv fil. o. f. b. ^ At 
. füerben. (fylde fee, at han elffebe Faderen, ag 
giorde fom Faderen havde befalet ham, 
git han frivilligen Døden imobe. Bande Faderens 

Navn og Menneſkens Gon (30.12) ſtulde der⸗ 
ved herliggjares. Avedefornet maatte 
Jorden for at funue bare Frugt. Ophoiet 
fra Jorden (paa forftt) vilde fan drage atte 
til fig.. Derfor var han kommen (fenbt 
til Verden) for at gaae ben Time (Dadstinen) 
imsde: Doende paa Korſet erklærer han fit 
Xrinde paa Jorden fulbendt. Ved disſe 
og deslige Orb bar ba Jefus fefo beſtemt og ty» 
belíg betegnet den DSd, han ſtulde libe, fom eu 
væfentlig Deel af fit hoie Salo, Viſtnok erklærer 
fan. og Forkyndelſen af Evangelium fom ben ane 
ben eel deraf. Ogſaa derved havde han (906.17) 
herliggjort fin gader paa Jorden, og 

fuldført den Gjerning, han fatbé gie — 
bet ham at PUR. — bt Gjerning nemlig, 





” 898 TONS 


fem fer fans Deb tar at fuldføre. Han tat 
Dertil født. og berti foumen tit Verden, at fan 
fulde uagevoss «gy alntan *). Men funne iffe 
begge 9&rinber ſtaae ved Giben af hinanden ? eller 
rettere; be ete jo uab(fiffelige; thi hører iffe (Sor 
- flaringen ober Henſigten af Jeſu Dad ogfaa til 
hans Lære? og hvorledes kunde oi fjende ben, 
naar den iffe var forfpntet? Det er ba iffe ære 
figen handlet, naar man af Jeſu Ord Énn frem⸗ 
drager den ene Henfigt af hans Komme til Ver⸗ 
den, men med FSlid fortier den. anden, ligeſaa 
beſtemt af ham ſelv forfpnbte, Henfigt. 

Men hoad bar bet ba for en Henſigt, fois 
| ved Seu, ben Helliges, frivillige Opofrelſe fulde 
opunaeó ? Derom far fan felv i Almindelige 


| H hed erfleret fig tildeels i fame Wotrpf, fom 


hans Apoſtler. Han hengav nemlig fit Liv foe 
03, for fin Menighed (oxep «oy nooato») 
Joh. IO, I5. og fi. St. Vi vikle nu (ffe urgere 
Odtdet ónso; thi at oͤnco «iwog, brugt i denne 
Contert, ogíaa i de apoſtoliſte Breve undertiden 


2) Disſe ſidſte Ord bemerke dog ikke ligefrem: "at fots 


kynde ben fanbe Religion? men; "at føre Sandhedens 
Gag” og omfatte ba vel hans Bele: sgyov. I Øvrigt 
^ var naturligvis her, ba Jeſus flod for Pilatus, itte 


Tid eller Sted til directe at omtale den egentlige 


5 $enfiat af — Dod. 


2 


XO 394 


moa tages i den videre Betydning: til Een⸗ 
. Bedfte, og iffe allevegne betegner: i Gens 
Sted, er bekjendt nok. Under bette alminde 
lige Begreb: Jeſus dsde til Menneſtenes 
Bedſte, kunne ba viſt nof mangfoldige forgjel» 
fige Henſigter ſabſumeres, f. f. at han ved fit - 
Blod ſtulde beſegle fin Lære (en -Denfigt, font 
Mange unomſtunder giore til Hovedſagen, og fout 
dog neppe beſtemt angives, i det mindſte ikke 
fremhæves, i det N. Teft.), at hau ved fin Dad 
ſtulde ophæve beu. moſaiſte Offertjeneſte og der 
hele moſaiſte Auſtalt (ew Henfigt, fom nof hæns 
ger noie ſammen med oen, hvorom fet er Talen); 
et han i. fine Lidelſer Kulde fremfille for Verden 
- et fulafomment. Exempel paa den $oit eg rene 
Død, fom fan i Sfoptoten kunde aabenbare fig; 
et han ved fin Dod ſtulde aldeles tilimtetgjore 
alle, be jodiſte Forhaabuinger om et jorbift Med 
ſiasrige 0.f..; eg disfe og deslige Henſigter fid: 
bed jo og tildeels ſaavel af Jeſus fom af. pas 
Apoſiler enten antydede eder fremfillebe. Ben 
derom behøve vi iffe her bibere at tale. Sporgs⸗ 
maalet er fun, om Jefus iffe felo har angivet 
en anden, endnu Gsicte Denfigt af fin Deb end 
nogen af be np& anferte — ben fánime nemlig, 
fom af Apoſtlerne ifær (rembraged og udførligere 


395 * 


forktares. Os *efte taoſter jeg mig tit at bepiſe 
Aifinct iffe for ſaadaune Dommere, der, fom 
beſtemte Fiender af Sor(onimgólareu, i Grunden 


ligeſaa libet tile troe den paa Jeſu fom paa hans 


Apoſtlers Orb, men for de fordomsfrie og be 
ſtedne, fom iffe ville leve Jeſus, bab Gan 6er 
Have fagt, men lære af fam, foab ti ber troe. 
. Bi ville ba begpabe med de mærkelige, men 

for Mange ſaabel i vore fom bine Dage anftobe 
lige Ord: 3409. 6,51. følg. Jeſus fremftitier fig 
$ denne Tale, i Anledaing af den foregaaemnbe 
|. ebeterbentiige Befpiisning, under Billedet af et 
' fra Himmelen nedſendt Brod til Rering for Men⸗ 
neſtene; og nu ſiger han videre V. 51: "Det. 
Brød, fom jeg vil gide, er endog mit &jsb, ſom 
jeg vil give fer Verdens Pio". og. fiben W. 53: 
»Sandelig, fanbelig, jeg figer Eder: berfom 5 
iffe abe Menneſtens Guns $jsb og triffe hans 
Biod, have Sj iffe Livet i Cder felv. Hvo bet 
.. eet mit £job eg briffer mit Blod, haver et evigt 
ib; eg jeg til opbafte ham vaa ben yderſte Dags 

cthi mit Sjeb er fanselig Spiſe, og mit (lob er 
 fanbelig Drik” — Safer. nu Jeſus Ger om fiu 
Lære og fit Exempel alene, fom nogle Gottoifere 
bille, effer taler han om fit Legems Dpofrelfe i 
Doden? Var fan bleven (taoenbe ved Billedet 


Á 








NM 396 - 


Af bet fra Himmelen nebfenbte: rib, lié ſtulde 
nydes, da havde man havt Foie til alene at tenfe 
paa hans Lære og Exempel, fom fans Bekjendere 
ſtulde optage i ſig, in succum et sangvinem ver- 
tere, Men ba han mu fra V. 51 gaaer et Skridt 
videre, og figet: "Det Grød, fom jeg vil give, 
er endog mit Sjsb, fom jeg vil give for Verdens 
Riv”; ‚hvo føler ba ei, at fan vil tilkſendegive 
noget Andet og Mere, end ber allerede bar uds 
 £tpft i det foregaaenbe Billede? Ethvert Orb, 
fan bruger, vifer o8 hen til hang Dsb. - Sidovæs 
er juft bet ſedvanlige Ord i benne Contert, om at 
hengive fit Legeme i Døden, "brugt af Paulus 
' 3 €or. I3, 3., og af Chriſtus fele Luc. 22, 19. 
*s5to Sci «0.004 us TO vnsQ vuær. Gi0ouevov; 
lige(om Gan og bruger ſamme Udtryk Joh. 3,16.: 
Gud far fenpitet (2e0oxer) fin Gon — upaatviv⸗ 
[elig, ifølge Sammenhængen med 3B. I4, i Ds⸗ 
ben *). At fet" (Job, 6, 51.) bruges cops ifte 
' betfot copo, et naturligt, ba dette var det ene 
pasſende i Forbindelfe med de følgende Ord 
parur 09 vooyer Qg Med mrar «o cipo. Og bets 
fom Jeſus med be foranførte Orb — caps us, 197 
doc — iffe vil fige andet end: ben Naring, jeg 


«) Om bet et Jeſus elec Johannes, her taler, derom 
i det Følgende. 


| 
| 


397 


bil give, et min Lære, fom jeg bil meddele tif 
Verdens Oplysning, hvorfor figer fan da 3oco 


og iffe åd, ba han jo var i Begreb med, at 


fære? Ordets Form viſer aabenbar fer paa nos 


| get Tilkommende. Men overalt er bet jo en al» 


deles fremmed og uhørt Betydning, mam her 
paatvinger Udtrykkene capb Og cupa, der aldrig 
funne betegne Lære og Exempel, men hvoraf 
det førfte ofte bruges iſtedetfor copo og det ſidſte 
9m mors violenta. Dog, man vil vel Øge: disſe 
Orb, .for fig felv betragtede, kunne iffe ubtrpffe 
Lære og Exempel; men ben ele Zalemaabe: "af 


ee Chrifti Kjød og drikke hans. Blod” et bet, 


fom betyder: "at antage og følge ham, hans Lære 


eg Grempel." Men fab og et Hieblik ſette, huad 


jeg efter min Folelſe aldrig fan tilſtaae, at den 
Mening funbe ligge i disfe Ord, faa bliver det 
dog lige ubegribelige; hvorledes man da (fal for 
flaae V. 51, hvor Jeſus ba aabenbar gaaer over 
til en ny Anvendelſe af dococ, betragtet fom ft 
capi; dgroc et jo ba allerede ham felv, fans Lære. 


og Grempel, og hvad betyder ba hans caQE? Saa 


paabyrder man jo Chriſtus en tom Tautologie. 


Overhovedet, derſom Simpelhed og Lethed er et 


Marke paa en Fortolknings Rigtighed, da maa- 


vel enhver upartiſt Dommer. tilſtaae, at, naar 


308 


man uden Tordom laſer be Orb af Chriſtus: 
eam Tuv capxa us jui vue vs xogua Lege, ba 
fan man iffe fettelig (albe paa. nogem anden Mes 
ning af disſe Ord end denne: "jeg vil hengive 
mig feío , mit meuneftelige fegeme, i Doden fot 
Verdens Liv *)." — Celo Ordet Loy. niaa f denne 
Sorbinbelfe vekke ben mobfatte Tante om Doden: 
ben bsbe Verden oil Chriſtus ded fin Død og dens 
Folger give fie —C i 

Er dette nu upañtoivlelig Meningen af bisfe 
Ord, hoad kunne ba be folgende, hermed noie 
forbundne, Udtryk: "at æde Chriſti Kſod og drikke 
hans Blod” betyde andet end: at tilegne fig, tage 
Deel i de |tlgjorenbe Frugter af hang Deb "9? 
Og hoilke ere nu biófe Frugter, fom her udtrykkes 
ved bet ene indholdsrige Ord Log 38. 5I eg 


B Selv Bahrdt forftaaer dette Sted om Jeſu Opofrelſe, 
men — naturligviis bet Hele paa fiu Viis. 


RY. Slaat. Jeſus t Slutningen af denne for Mængden af 

' hans Difcipler faa gaatefufoe Tale figer: "Det ec 

: anden, fom lÉpenbegiev, Kiedet gavner intet” oſv., 

da vil han dermed vel fun fige, at be ef maatte blive 

ſtaaende med deres Tanker ved det blotte fBiffcbe, et 

: hænge t SSeglfaoen, men læve at fatte Xanden eg 

: Meningen deraf; og aítfaa ſtisnnes bet ikke, hvorle⸗ 

des man i disſe Ord fan finde Medhold for den for⸗ 
anfortr, toungne, Fortolkning af ben hele Tate. 


$99 


fon dteosteg 98. 547 "(aatibetigt og (tigt fiv). 
Mon Sjefu 99b, betragtet blot fom en Martyr⸗ 


— sb, eller Cilintetgjscetfen af de jobifte Borbomme 


om Mesſias, fom derved bedirkedes, eller. feto 


^ bet flore og herlige Grempel, fom Jeſus fine Li⸗ 


delſer Gar fremſtillet — mon dieſe Virkninger af 
hans Opofretſe ateie ubtemme Begrebet af Con 
v» xocus, hvorfor jam hengav fit sags? mon biófe 
alene kunnd give ben døde Verden Liv? Ret, 
ba 9jeíad (eio. forkynder Syndsforladelfe fom en 


— pæfenttig Deel af bet aandelige Liv og em nodven⸗ 


big Betingelſe derfor, ſaa tage i fiffert ikke feil, 
pear di tenke o8 Synderes Benaadelfe hos Sud 


fom en af Jeſus med de anførte Ord V. 51 $e 
tegnet Hovedhenſigt af hans Dod. Dog — vi .— 


behøve vel iffe engang at bygge paa denne Cut 
ning afene. Efter ældre Fortotkeres Anſtuelſe af 


dette Sted (fom viſt nof af Nyere er forkaſtet, mein 


hvoraf bog iffe firay folger, at ben er falſt eller 
ugrundet) har Jeſus, ved at. fige, at han vilde 
hengide fit Ajsd for Berdené fjo, og at fang 

job ffníbe ædes og fané Blod beiffed, taget 
Henſyn tif de mofoiffe Lobe, ifølge hoilke der af 
Synd⸗ og Skyld⸗Offer, fom urent og beſmittet 
af Synd, intet maadte abed, og overhovedet iffe. 


maatte ædes Btod; yavimob han far fremfinse 


400 
fip felo fom et Offer af et følere 9(tf, ber, ſtjondt 


beugibet for Verdens Synd, bog var og forblev 
reent og ubefmittet af Synd. Dette Offer (tal 


ba nydes af Enhver, b. e. Enhver (fal ved Troen 


tilegne fig Jeſu Dod fom et Forſoningsoffer for 


fine Synder. Denne Gortolfning af Jefu Ord 


maa man finde faameget fanb(pntigere, fom de til 
Ofringer vante Tilhørere neppe funbe umnbgaae 
Herved at tænfe paa be nys omtalte. mofai(fe 
Anordninger; og det bliver da faameget begribe⸗ 


ligere, hvorfor de i faa hoi Grad forargede fig 
" øver denne Tante. Ogſaa ſynes Forfatteren af 


Brevet til be Ebr. at alludere hertil, naar: fan 
13, IO. figet: ”Vi have og et Alter (Offer), — 
hvoraf be, fom hænge ved. den febiti(te Offertjes 
nefte, iffe have et at æde,” Ifolge Heraf har 
ba Jeſus felv paa dette Sted angivet fin Dods 
Denfigt. ganſke overeensſtemmende med fine Apoſt⸗ 
ler, Vil man i Øvrigt paaſtaae, at denne For: 
tolfningé Rigtighed iffe er ſtrengt beviislig 
(ſtjondt den fiffert Gar Mere for fig, end hiin 
mod al Talebrug ftribenbe, moderne): faa gielde 
alligevel de ovenfor anførte Grunde for den ans 


. gione Mening af Jefu. Ord. Lg i alt Fald er 


bet aabenbart, at Apoſtlerne have Medhold af 


- . Sefué fefo, naar be bygge Haaber om evigt Sin 


" |. 401 

paa Chriſtus, ei blot ferfaabibt faa er eor him 
melfenbte Lærer , men og fordt han har [ema fas 
- liggjort Verden ved fin Dad. 

| '  Gubnu mete beſtemt taler Jeſus om. Den, 
figten af fin Dad paa $orfet Joh. 3, 12—-16. 
Laſe bi dette Sted (.Gamuenfang, da er bet fot 
det forſte klart af 98. 12, at Jeſus fer har Noget 


E af høi Bigtighed at fige Nicodemus, og fen iffe 


uden. hoiere Aabenbaring funbe vides; Noget, 
fom ben af Fordomme forblindede Jode iffe vilde 
troe, og fom overhovedet iffe uden den nærmere 
Udvifting af Guds Raadflutning kunde tilfulde 
fattes. Thi hvad betyde bel fet de jordiffe 
” Sing? og hvad be Pimmelffe Sing? Menin⸗ 
gen af bet ſidſte Udtryk fan fluttes af V. I3, hovrr 
bet hedder: "Singen farer op tii Himmelen, uden 
den, ſom foer ned af Himmelen, Menneſtens 
Son , fem et (far fin Boelig) i Himmelen” b.e. 
Singen fan bibe Guds SRoabflutningel, ben hans 
eenbaarne Son, ſom er indviet ( hans hemmelige 
Raad; eller, fom bet hedder Matth. II, 27: 
"ingen fjender Faderen mden Sonunen, og ben 
feu Sønnen bif det aabenbare” 0g hvad kunne 
- ba de himmelſtke Ting, i. denne Forbindelſe, 
vare andet eno de Saudheder, ſom Gud bed fin 
Son har aabenbaret for 087 ios pa bliver, ifolge 
Nyt theol, Bibl. 19 Bd. Cc 





402 


Modſatningen, be jordiſke Ting ſaadanne gat; 
bomme, fom Menneſter kunne faae Kundſtab om 
enten ved egen Eftertanke eller oplyſte af Andre, 
ſom talede fra Jorden af (excge yne V. 31). 
- Gom een. af ihine hoiere, af Gub aabenbarede, 
Sandheder, anfører Jeſus i neftfsigenbe V. 14 
denne: "Gom Mofe8. opfsiebe Slangen i Orken, 
faa bør bet Menneſkens Gon at opbeie&" At 
han ber taler om fin Ophsielſe paa. Sorfet, er 
sienfynligt; og hvorfor bet nu burde Mennefteng 
, Gen faaledes at ophsies, eller, med. andre Ord, 
hvad der var Henſigten af Jeſu Dod paa Korſet 
— dette er da Noget af det, ſom Ingen kunde 
vide, inden Gud ved ſin Son aabenbarede os det. 
Allerede heraf ſynes bet indlyſende, at ben Get. 
antydede Henſigt ikke kan beſtaae deri, at Jeſus 
ved fin Død ſtulde tilintetgjøre de jodiſte For⸗ 
domme ,: ftadfæfte fin Lære, fremſtille et fuldkom⸗ 
med Dyds Crempel; thi alt dette, faa vigtigt 
bet end er i fig feo, bar bog faa naturlig en Følge 
af Jeſu eidelſer og Ded, at bet iffe behsvede beb 
mogen egentlig Aabenbaring at kundgſores. Og 
hvorledes pasfebe dette fig desuden til Billedet af 
hin opüsiebe Slange? En Kobberflange blev, 
font Befjenbt, af Moſes opfsiet paa en Stang i 
' ben -Denfigt, at, naat be af Slanger. bidte Iſrae⸗ 


403 . 


liter, med Anger over deres Murren mob. je 
fobaf og med Troe paa fam, faae feti paa dette 
. fanbfelige Tegn, fulde be freffe deres Liv. Lg 
ſaaledes ſtulde Menneſtens San ophoies paa 
Korſet, "paa bet at — ſaaledes lyder fand egen 
Forklaring V. 15 — hver ben, fom troer paa 


, Bam; iffe ſtal fortabes, men hade et evigt Liv.” 


En Sorflaring, fom igjentaged 9B. I6 med ben 
forubftiffebe hoitidelige Erklæring: ” Thi faa 
haver: Gud eljfet Verden, at ban har fengibet | 
(til Døden, morti destinavit, jfr. Anm. til 3u3osex 
Joh. 67 51.) fin Søn, den Genbaarne, paa bet 
at hver ben fom troer paa ham,” o. ſ. v. +). Her 
— 'et det ba aabenbart, at dette: "iffe at fortabes” ' 
(un. &noAAvecOo4, liberari a miseria, a poenis pec- 
catorum) og "at opnaae: et. evigt Liv” fættes af 
Jeſus felo i Forbindelfe. med Troe paa ham, den 
Soréfaftebe,. fom en Virkning med fin Aarfag. 
Og er dette iffe bet Vaſentlige af bet, fom hang 


. *) Nogle Fortolfere mene, at fra V. 16—21. ee det 
iffe Jeſus ſelv, der taler, men Johannes, ber vi 
dere udvikler Jeſu fotegaaenbe Tale. Men, ba bet 
ele gaact-uno tenore frem, et det bog iffe troc 
ligt, at Johannes (fulbe faaledes have fammenblaris 

bet fine med Jefu Ord. Den hele Samtale har 
maaſtee Johannes givet forfortet, mer dog upaatviv⸗ 
(eligen. udtrykt Jeſu Ideer med 'hans egne Drb, , 


| €ec2 


'404 


Apoſtler have fært o6 derom? At i Dstigt Troen 
paa Jeſum (om ben Korsfaſtede er nadſtillelig (ra. 
Troen paa ham fom Verdens Lærer, forklarer 
han (to i bem følgende Deel af denne Tale 
V. 19—21. Men have Apoſtlerne fært. andet? 


Satktte iffe ogfaa biófe allevegne Sonderes Benaa⸗ 


belfe hos Gub og Synderes Forbedring i orbit» 
delfe med hinanden ſom fvende uubeblibelige og 
aldeles. nadffillelige Frugter af Troe paa Jeſum? 
MWoferligere end Sefud have oiftno£ Apoſtlerne 
forklaret ben hoiere Henſigt af hans Dod; men 
det er aabenbart, at be byggede pad bem af fam 
fagte Grundvold. Aarſagen, hvorfor den falde 
Udvikling af denne Henſigt maatte ligeſom holde 


Gtribt. med Udviklingen ef Jeſu egen Hiſtorie, | 


vt i bet Foregaaende omtalt; og ben er og anth⸗ 
bet af Jeſus feíó baade Job. 6, 61. 62. hvor bet 
hedder: “Forarger dette Cder? (nemlig hvad i 
bet flerfe Billedſprog sar fagt om haus Qs) 
Hvad om J ba faae at fte, at Menneſkens Gon 
farer op $9or han var før *)? og ligeledes her 
Joh. 3) 12., med de foran anførte Ord: £roe IJ | 
ei, naar jeg figer Cder de jorbifte Ting, hvor⸗ 

*) Jeſu Opftandelfe og Himmelfart fulde opklare bea 


. hele Betydning' af bané Død, og altfaa ogfaa kaſte 
£yé paa hine for Tilhererne faa gaadefulde Ord. 


Lo * 405. | | 
ledes (tnibe Sj tto, om jeg fagbe Eder be him⸗ 
melffe Sing? Derfor ſynes han og her; i Ganv 
talen med 9otobemué , med Flid at Gate indhollet 
fin foreſtaaeude Dod i en Pignelfe, fom Udfaldet 
(eio ſtulde opfíare, og. fun berørt dens Hoved⸗ 
fenfigt med fae Ord, men beg tilſtrækkelige tif 
Beviis for, af Apoſtlerve i bet Veſentlige inge 
Lunde ere afbegne (ra hans egen Lære. 5. 
| Samme Bevis vil enhver kondig og uper 
dt Læfer finde i be befjembte Orb: Matth. 20,28. 
jofr. Marc. I0, 45. Menneſtens San er ife 
fenunen fot a£ lade fig tjene, men for a£ (jeue 
pg give fit Liv til Avrqoy arme soXÀor. Om mau 
nu end iffe urgerer Etymologien af Ordet Avcgos, 
fom pretium redemtionis; om man end indrsuv 
mer, at det fan betyde ethvert Befrieiſesmiddel, 
enhver Befrielſesmaade (thi Befrielſen ſeld hedder 
ikke Aurgor men Avroosi): faa maa man dog nod⸗ 
vendigen ſporge: hvorfra ſtulde ba Jefn Dad 
tjene be Mange til Befrielſe? Mogle Fortolkere 
ſvare, ſynderligt nok: "fra-ben timelige, fta xm. 

voldſom, Død; han var villig tij, med Opofrelſe 
qf fit eget Lid , ot frelfe fine Diſciplexs; og denne 
Beſlutning blev: fan troe, da ban gif finte Fiender 
imode med de Ord: »Lede Sy efter mig, da lader 
biéfe gade.” Da hen. altſaa, uden at unbfipt, 


— 


| 406 
* 


overgav fig feíb i fine Fieuders Hender, trotbe 
disſe — hvad og forud vat at formode — at; 
naar be fun fik Hovedmanden udryddet, havde | 
be med ber Samme forſtyrret hans hele Auhang. 
Saaledes blev han Da Avvgo» årer molÀos". Ene 
É hver vil ; tenfer jeg, uden miti Erindring, fold 
føle bet Grundlsſe og Urimelige i denne Fortolk⸗ 
ning. Jeg bil ikke ſporge, om Jeſu Difcipler 
pad den Tid udgjorde faa-(tott et Antal, at de, 
fom her, éingoxuog. funbe fafbtó 401210; meti 
hvorledes kunde han ( ben Mening blive 'Aveoor 
fot bem, da han i ſamme Tale havde fagt, at de 
vilde engang komme til at dele Stjæbne med fam 
briffe ben. famme "Kal fom fan, og døbes med 
ben famme Daab fom han? Naturligviis kunde | 
fan iffe ville, at hans Evangelii tilkommende 
. fotfpntere ſtulde endnu gaae i Døden med fam; 
ligeſom han ogigodt 'vidfte, at be dertil endnu 
(ffe havde Mod. Men efterat han faa ofte havde” 
forudſagt dem de Forfolgelſer og Livsfarer, de 
ſom hans troe Vidner maatte vare belavede paa; 
og efterat han havde fagt bem vaa Hjerte, at hoß 
bet under ſaadanne Trængfler vilde frelſe fit Liv, 
falde tabe det (bet tette Liv); men hvo der for . 
hans Skyld til(atte det, fulde finde bet: boot 
(ebed fan. man da mene, at han fer i hin lade 











VUXUTAIA-— DA - Xa--——— Ae! gei 





407. 


, Mening ſtulde falde fin Opofrelſe ef — en 


Forlssning for Mange fra: Deden? Nei, bet 
ligger aabenbart noget ganſte Andet og Høiere t 


Jeſu Ord. Man fægge blot Marke til, at han 


her -faler om Henſigten af fit: Romme; og hvor 
meningslos bliver da iffe den Sætning: Menne⸗ 
ften$ Gon er fominen til Verden — — 
fot at tjene, og fot, ved at hengive ftt. 
Liv, at frelfe fine ferfte Difcipter — 


endda fun til en Tib — fta en vold— 


fom jet! Ret; moÀAow: et' Pienfpnfigen bet 
Gamme fon i Parallelſtedet 08 Johannes, xouos, 
og vel fun brugt for af betegne Soob(etningen: 


. unüs pro multis. Seld Bahrdt — det 


$e: "range Tufinde,” 

Mern hvad maa da bel doeningen blive af 
de Ord: Javoi «y» wvynv &vca Avtgor ayci olla; 
hvortil Jeſus figer at bah er kommen til Verden? 
SBi ville holde o8 alene til fin Tids Talebrug, 
fom dog vel maa gjøre Udſlaͤget; og, ba nu fiere: i 
Dtb i det Of. Teft., fom udtrykke WE 
af begangne Borfeelfer overſeættes af Gleptuag. 
ved Avtgor; hvad andet kunde ba Jeſu Tilhorere/ 
fødte Jøder, af'fbem fan: bog maatte ville fot» 
ſtaaes, tænke fig ved disfe Udtryk, end at fan 
vilde hengive Liv "til et Forſoningsoffer for 


40$ 
— eller dt en udlosniug for de Mange fra 
deres Synder? Han ene vilde doe ive, ollas, 
at de Mange ikke ſtulde doe; men paa Befrielſe 
fta. legemlig Dod kan her ikke tenkes, og hvad 
qubet bliver da tilbage end Forlosning fra den 
aandelige Dod, Synden og, degs Straf? : Det 
er ba forgjaoeó at fige, at Avtpor fan betegne 
enhver Befrielſesmaade; og at dets Derivata 
àvegoo, ÀvzQmow, ümolvrQoc:y ogſaa bruges om 
en Befrielſe, fem iffe var Virkning af noget 
Sonoffer; tbi efter bem bibelſte Talebrug fan 
Avrgor aser i Den Forbindelſe, hvori Or» 
dene ftaae, viſt iffe gone anden Secroan 
end ben anførte. 
| Men ſtulde ben angivne Mening af de hidtit | 
anførte Gteber endnu befooe nogen bibere Be⸗ 
— Fræftelfe, da have vi i be claSg(te og aldeles af⸗ 
gjerende Ord Matth. 26, 28. en authenti Sor» 
klaring derover af Jeſus ſel. Disſe fra ſaa⸗ 
mange Sider merkelige Ord: «aco sagt «o day pa, 
«o «5c xeu OurÜnwrg, FO maps woÀÀe» sxyvvoue- 
vo» Ng. par ágagsuoe, have ogíaa i. den Sag, 
' hvorom Ber et Talen, været Mange en Forargelſes⸗ 
. $lippe; .og. man far gjort. fig megen Moie for: 
 euten.at gjote be anſtodelige Ord ås. apsair page 
var migtænfte for Uægthed, eler paatoiuge det. 


409 


Hele en auden Mening end ben, ber faa aubenbar 
ligger deri. Hvorfor, fporger mam, fate bog 
— feerfet Marcus eller Lucas effer Paulus be Orb 
dg dgesw dpagrim? maa det iffe væfte Mistank⸗ 
derimod, at blandt be Sire, fom alle berette Inde 
fættelfen af ben hellige Nadvere, Matthæus er 
ben enefte, fo8 ftem de findes 7 — Her feer man 
ret Fordommens og Partiſthedens Magt. Ders 
fom Sagen havde forholdt fig omvende; berfout 
altſaa de tre forſtnevnte havde havt disfe Ord; 
men Matthæus ikke: da vilde, man udaatvioleli⸗ 
gen have ſagt: ”Marens og Lucas vare iffe 
Apoſtler, altfaa i£fe- "Deeltagere i bint Jeſu fbfie. 
Maaltid med fine Fortroelige, iffe Tilhorere af 
fané Ord; og be funne derfor ingen Autoritet 
Gave i Henſeende til de Udtryk, hoori be afvige 
"fra ben tilftebebarenbe Apoſtel; og Paulus, iffe 
alene fraværende, men den egentlige Opfinder af - 
Forſoningslæeren, fan heri flet ikke komme i Ses 
tragtning. Nei — vilde man formodentlig aed 
tü(siet — habde dis ſe Ord flanet hes Matthæus, 
Jeſu Gjæft ved Afſteedsmaaltidet, da kunde de 
have havt nogen Vegt. — Lg fee! Matthæus 
. et juft Manden, hos foem be findes. Pleie nu 
en døende Faders Ord at være en god Gan ufor⸗ 
glemmelige, ba have viſt be Ord, Jeſus talede 





— 410 


beri ſidſte Vat, i Rrebfen af fine Fortroelige og 
ved faa Deitibelig en Leilighed, prentet fig for 
dybt i ben nærværende Difcipels Hjerte, til at 
fan enten funde glemme bem eller. ville forban(te 
bem;. og de andre Tre; fom udtrykte fig noget 
auderledes, have dog upoatbibleligen. med deres 
spi v0lÀos.. 0g væ vpowv forbundet bet famme 


Begreb, fom Matthæus med fine.nstagtigere au⸗ 


thentiſte Udtryk. Disſe Sjefu Ord erhjodde ba en 
fortrinlig Vagt af. Tiden og Leiligheden, hvor 
de blede talede; thi bet var bog at vente, at, ba 
ban var Deben faa ner, eg juff nu fororbneoe 


bet hellige Maaltid, ber i Fremtiden fulde igjen. . 


* tages. til Erindring om fans Deb, fan ba og 
vilde fige fine Bortroelige , hvorfor ban fulde dse, 
og tale faaledes derom, fom han vilde forftaaes. 

Naar man nu uden. nogen forudfattet Me⸗ 
sé (ofer biéfe- Jefu Ord: dette er mit Blod, 
ben nye: Pagts fom nbefes for be Mange tif Syns 

” dernes Sorlabelfe, vil. mam ba: bel. kunne tanfe 

— fig anbet derved, end at Jeſus erklærer fin Dod, 
fem Gan nu gif imsbe — ben ob ,. hvorved den 
npe Pagt flabfafebeS- — fot Midlet, hvorved 
fau (fulde tilveiebringe: Syndere Benaadelſe hos 

Gud, eller med andre Ord, at han knytter Synds⸗ 
foríabelfe: (om Virkning umiddelbar. til fin Ded 


4II 


fom Aarfag. . Gotffarer. man: derimod disfe Ovd m 


faalebeá? "Ved mit Blod. vil jeg belegle min Lære; 
— Derved befordre Menneſtenes Forbedring og (at 
ledes forffaffe dem Syndsforladelſe fon en Virk⸗ 
ning af bere8 Forbedring.” De føler ba ei, at 
dette er. ef bilfaarlig Behandling af Jefu Ord? 
Sj Hvrigt tvivfer vel Ingen om, at Jeſus jo, ee 
 fommen til Verden og er gaaet. i Døden for. ot 
forbedre Syndere. Sporgsmaalet er kun, out 
denne Mening ligger udtrykt i disſe Ord, eller 
overhovedet ; om Jeſus iffe ligefaabel fom hang . 
Apoſtler, har lært, at Syndere behave Forvis⸗ 
ning *) om Benaadelſe hos Gud, for at. kunne 
med Tillid og Haab arbeide paa deres Forbedring. 
Dog — da vi fer fun. have med be Skriftfor⸗ 
tolkere at gjøre, fom felo titflaae ,..at. Apoſtlerne 
have. fremſtillet Jefu Seb fom en Sorfoningóbsb, - 

"men paa(taae fun at be heri ere aftegne fra Jeſu 

egen. Lære: behove vi iffe at indlade o8 i. dense 


(**) Qt man, vod"at gjøre Syndere dette til en let Sag 
eeller forbigaae det ganffe fom noget tifotnebent, (tfe 
ffjærper Folelſen af den guddommelige Lovs Hellige 
hed, iffe fremmer Menneſtets fande Forbedring, der | 
^ efter Jefu Lære (faf begynde med Synderens Om⸗ 
vendelfe til Gub, har vore iid Erfaring tilſtrak⸗ 

kelig lært… … , 





412 


— i. fig ſels fibet frugtbare — Strid om beu 


middeibare eller umiddelbare Forbindelſe mellent 
Jeſu Dad og Syndẽforladelſe. Det er Nok fot 
«t opnaae bet Maal, vi her have foreíat 08, at 
viſe, at Jeſus feo taler paa (amne Mande om 
Hovedheuſigten af fin ob for hans Apoſt⸗ 
ler. Ville altſaa fine Theologer handle confe: 


avent, maae de euten ligeſaavel frakjende Apoſt⸗ 


lerne fom Jeſus (elo Forſoningsleren, eller og 
be maae tilffaae , at han ogſaa heri, fom i Alt, 
var ſine Apoſtlers Forgenger. Thi man ſam⸗ 


menligne nu. bet i denne Lære med Rette fom | 


tlasſiſt betragtede Sted Epheſ. I, 7.: "Sy ham 
. (&$tifto) have vi Forlosning formedelſt hans 
Blod, Syndernes Gorlabelfe." Hvad vaſentlig 


Goæftjel findes ber da imellem disfe Pauli Ord, 


^ 


øg Jeſu egne; ”Mit Blod udoſes for be Mange - 


til Spodernes Gorladelfe?” Kan man, uden 
nabenbar Fordreielſe, finde en anden. — i 
disſe Ord end i hine? 


Og naar ſaa Paulus og. andre Apoſtler bruge 


Talemaader ſom disſe: »Jeſus et heugivet“ 


fot bore Obettrabeífer — vi retfats 
biggjete& (benaades), blive forligte med 
&nub ved hans Gsu&s Dsed — gan er 
vor Bred, vor Fredſtifter ved fin Dot, 


* D 








| 


| 


413 


' vor Midler, vor Talsmand hos Fade: 


ren — han tog vore Synder paa fit 
Legeme op paa Sorfetó Zrae — ved 


hans Gaar fægedes I — Jeſu Chrifti; 
"Guds Sons, Blod renfer o8 af al 


Synd 0.f.9.; eller naar de fremftille Jeſum 
fom et Offer for Verdens Synd effr fom den 


ofrende Ypperftepræft: hvad ere ba biófe og lige —- 


nende Safemaaber andet end em ubferfigere For: 
klaring over be Ord, Jeſus ſelv har talet: Mit 


Blod ubsfíe8 for de Mange til Syn, 


dernes Sorlabelfe — Menneffens Son 
er fommen — — for at hengive fit 
Liv til Xvcoor fot be Mange — jeg vil 


"hengive mit $ $jsb fot Verdens ?2i0;' 


hvo fom æder mit $jsb og drifter mit 


Blod, haver et evigt Liv o.f.o. Som 


Mofes opsiebe Glangen i Orken, 


faa bør bet Menneſkens Gon at ops 
hoies, paa bet hver ben fom troer paa 


ham o.f.9.? Thi at $gfaa disſe ſidſt anforte 
Steder maae forklares i Overeensſtemmeiſe med 
Jeſn Ord Matth. 26, ſaa at de enten ligefrem 


udtrykke eller dog tillige indbefatte den ſamme 


Tanke ſom disſe, er i bet Foregagende beviiſt; 
ligefont bet og i fig felo ec klart deraf, at Jeſus 
Nyt theol, Bibl, 1990. ^, | ., DD 


E ' 


v 





M4 - 


Li 


. vel maa være fine egne Ords bedſte Fortolker. 


Findes altſaa Forfoningdlæren forkyndet af Apoſt⸗ 
fere — hvilket Boͤhme og flere af den Clasſe 
Theologer felv tilftaae, og fom viſt heller iffe ved 
nogen Gortolfningsfon(t ladet fig afbeviſe — da 
et bet aabenbart, at dette iffe er deres eget Paa⸗ 


fund, mefP at Grunden dertil ligger i Jeſu 


:gne Ord. 
Jeg haaber aítfaa, ved de anførte nere 


at have, i eet Hovedſtykke, retfærdiggjort Syefn . 


Apoſtler mod den grove Beſtyldning, at de have 
forvanſtket deres Meſters Lære. Deres Gag er 
maaffee, i Anledning af Bohmes foran navnede 
Skrift, fert fangt bedre af Andre, fom jeg iffe 
fjenber. Vel et Beffyldningen iffe npe, ogfda 
allerede af G. A. Schwarze *) og Andre afoiift ; 


*) S bane lærerige Skrift: Weber den Tod Jeſu afg cin 


weſentliches Stuͤck ſeines wohlthaͤtigen Plant ꝛc. Og⸗ 
ſaa vor Guldberg har i fine Anmoerkninger til Over⸗ 
fættelfen af be apoſtoliſte Breve allevegne jevnfort 
Jeſu egne Ord i Goo, og viiſt Overeensſtemmelſen 
mellem begge. Dog — dette herlige Skrift henligger 
vel nu, ſom ſaa mange gammeldags Theologers, 
lidet kjendt eller nyttet af be Fleſte. Men det biiver 
ligefuldt en Sandhed, at Faa vare ſaaledes hjemme 
i Bibelen, fom denne grundlorde Mand og redelige 


Chriſten. J Overeenéftemmelft med Guldberg og 
aullle ægte bibelſte Theologer har Qr, Confesfionarius 





P 


— A16 


inen neppe er bog. Chriſtus og hans Apoſtler, faa: 


vidt jeg veed, i noget andet Gfrift, bet vilde 
anſees for chriſteligt, ſaaledes adſtilte fra hinan⸗ 


den og neften fatte i Dppofition mob hinanden, 
" fom i dette; og. bet var ikke noget glædeligt Tis 
. dernes Tegn, ifald et ſaadant Skrift af en Got, 


"fatter, fom felv er Lærer i Chrifti Sirfe, ingen. 


Modſigelſe har funbet. Vel giver Forfatteren 


fig Mine af at. ære Chriſtus; men at ville op⸗ 
' fete ham, ved at mnebtroffe hans Apoſtler, er 


en Æresbeviisning , han dog nof vil have fig 
frabebet." Dog — man feer jo af Pauli førfte 
Brev til Gor. I, I2., at der alferebe i hang 


f 


Mynſter i No. XXV af fine 1823 udgivne — 
dikener afhandlet Forvisningen om Gjelens 
Frelſe, eller Menneſkenes Trang til en 
Forſoner, hvori ber ogſaa lægges tilborlig Vægt 


paa, at Jeſus [elo har regnet fin Forſoningsdod 


med til fit Wrinde paa Jorden, f. Gr. Side 402: 
»Os fatteg dog intet til vor Fred uden den Forvis⸗ 
ning, at vi have en naadig Gud, .og at vor Siel 
er feeit; og Box ſtal give og denne Forvisning, faa 
af vi vet funne troe ben, , faa. at ingen Angſt fan. 
overvinde ben, uden an, [om fom fra Gub'at 
give Verden Liv, fom fom at (ege og frelfe bet, 


ſom var-fortabt? Men naar Jeſus felo ſagde, 
at dette var hans 9Gvinbe paa Jorden, ba 


ville vi ogfaa fige bet, 


- NU 


- 


416 


LI 


Tid fandtes SXenneffer, fom, med Nebvardi⸗ 
gelſe af Chriſti Apoſtler, ſagde omtrent i famme 
Mening fom Boͤhme: ” Jeg er Chrifti” ; faa at 
man ogfaa — kan anvende den gamle sra» 
biferá Ord: "Det ffeer intet Nyt under 
Golen" —— — c: : 


e 


VI. 


Anmeldelſe om dette Tidsſtrifts Sortfat- E 


telſe under en forandret Titel, 
| oW 
udgiveren. 





Tdvende Bind af Nyt theologiſk Biblio— 


thek er under Presfen, og vil, efter Forlægge⸗ 


rens este, udfomme endnu i Aaret 1831. Gaa 


ledes et den anden RakkeBind bleven figefaa fang 


" fom bem forſte. J be tí Aar, fom dette Tids⸗ 
| ftrift fat brugt tif at tilbagelægge fit andet Sta⸗ 


bitm, ere mange Gubfcribenter bortbsbe; og . 
nogle bortflottede uden at have opgivet deres for⸗ 
andrede Bopæl. Nye Subſcribenter frygte for at 


ſlutte fig til den fortyndede Abonnementshær paa 


Grund af Bindenes betydelige, Avantgarde. — libr 


418 
— giveren fan umufigen ville, at Forlæggeren, hans 
. Ben, (taf have Tab paa Cibé(friftet. Klogſtab 

- byder altſaa at folge gammel Vedtægt og begynde 
en ny Rakke af Bind: under en forandret Titel, 
men uden mindſte Forandring i Planen, hvilken 
ved Publicums Tilfredshed i 20 Aar har erfolbt 
ben bedſte Anbefaling og Gyldighed. Hvad der 
ved Subſcriptionen onſtes iagttaget " erfares af 
ben Plan, fom vedlægges nærværende Bind. Der 
(om holde Nyt theologiſt Bibliothek, behove iffe 
at tegne fig, ba Fortſattelſen deraf vil blive dem 
tif(embt, med mindre be frafige fig famme. At 
Plauen alligevel tilſtilles dem, (teer, fordi Ude 
giveren antager, at de Mænd, fom i faa mange 
War have med Deeltagelfe fedfaget ham paa hans 
. Sotfatterbane, have — om de iffe i Forveien 
eate hans Venner, hyoilket dog gjælder om 
Mange. — under Læsningen faͤttet Godhed for 
fam og hans Tidsſtrift, hvorfor det er rimeligt, 
at be i deres, Omgangskreds ville (age at vinde, 
hans Stræben nye lInberfisttere. : Til deres Yn⸗ 
 beft være Derfor Planen anbefalet! 

Sj det 20be Bind bille, blandt andet, fomme 
teenbe interesſante Artikler, Hvortil ber iffe blev 
Nim i nærværende, af rr. Provſt Aagaard 
og Paftor Lic.. Brammer. . Det (taf. flustes 


/ 


419 


. med et af mig udarbeidet fuldſtendigt Navn⸗ 
og Sagregiſter ober Judholdet af de tyve > 
Bind. 

Kjebenhavn, ben 31te Juli 1831. 


08 Meller” 


-— 








- 


E 


uw 











» 


| 
un T 
| theologiſt Sibliothet 


udgivet 





M "EL 

| ; 

D Jens Møller, 

| Doctor og Profesfor i Theologien ved Kjisbenhavns Univerfitgt, 
Ridder af Dannebrog. ^ 








Tyvende Bind. 





ö— — — — — —— v — — c ——— 
hd 





Kjobenhavn 1832. 


Trykt og forlagt af Andreas Seidelin, 
Hof⸗ og. Univerſitets⸗Bogtrykker. 


T^ 


at 


| 4 


"I 


Indhold. 
Side 
Y On de faafafbte Johannis⸗Chriſtne. En fort⸗ 
fat Underſsgelſe. Af eicent. Theologiæ Paſtor 
. 6. P. Brammer . . * s 1 
JI. Sammenligning imellem Overtroe og Fritæns 
ferie, Efter fat, Dr. J. A. Cramer af ub: 
giveren. . . . (donus rule dd 
n. Om bet Onde i Verden. Af Provſt Aagaard. 171 
IV. Beviis for, at'beu chriſtne Kirke iffe grunder fig 
van bet apoftolifte Symbolum, men paa den 
"hellige Skrift. Af Stiftsprovſt Stod holm . 199 
V. Paſtoralbreve af udgiveren. 
* Brev. Udfigt over den geiſtlige Weltalenhed 
i Danmark ſiden Stefotmationen bu os us 243 
 105e Brev. Dm Ghbolecafotten 5 betragtet fra den 
religisſe Cynspuatt . . . . . . . 307 


"ed 


s | — Qr 
VI. Af — Univerfitets Annaler for Aaret 


1831. Af Udgiveren. 
A. Qvaſtioner til theologiſt Cramen : 4... 331 
B. Fortegnelfe over de theologiſte Ganbibater . . 333 
C. Examen artium i dette Aar . . ... . . 343 
D. Academiſte Promotioner — . 5... + 343 
vH. Åra Udgiveren til mechavbriberne og eeſerne 
af Nyt theologiſt Bibliothek. . ... 345 
vin. Sags og Navn s Regifter over Indholdet af Stt 
stheol, Bibliothek, 120 inb, Af udgiveren, 348. 


* 


2 3 . ' f $a 
. 2 ke BRA: D 4 4 à 4 


0k 
Om be faafalbte Johannis⸗ Chriſtne. 
En fortſat Underføgelfe 


af "xj 
G. 9. Brammer, . 
iiid Theol.,  Ceninariforftantez ag ido 
i Snedſted. 


— 
Forekindring. 


| Ved at udgive min Licentiat⸗Disſertats: .de 
. Christianis Sancti Johannis Baptiste erklærede jeg, 
at jeg agtede at lade Fortfættelfen følge til eg 
anden Tid. Der et nu vel fengaaet Aar og Dag, 
inden jeg begynder at indfrie dette Løfte; men fot 
denne Udſattelſe haaber jeg let at kunne finde 
Undſtyldning i min forandrede Embedsſtilling og 
de mange nye Forretninger, ſom ved den ere mig 
anbetroede; ligefom. jeg med Forfæt opfatte at 
tage fat. paa Sortfattelfen, indtil feg maatte et 
Nyt theol, Bibl. 20 Bd. A 


2 


fare, hvorvidt man i vore Literatur⸗Blade vilde - 
værdige ben førfte Deel af mit Arbeide nogen of 
fentlig Dom. Sette er nu (feet i ”Danft Literatur. 
Tidende for 1829 NO. 44", og i »Maanedsſkrift 
for Literatur, anden Aargang, femte Hæfte 1830” 
Men juft disfe Necenfioner ere af ben Beſtaffen⸗ 
hed, at bet fnarere maa blive mig: nødvendigt, 
at fremføre Undſtyldninger, fordi jeg giver min 
Afhandling en Fortfættelfe, end forbi jeg fat 
tebet med at levere den. Thi min Necenfent i 
giteratut Tidenden tvivler om, at jeg, felv om 
jeg bringer mit Æmne til Ende efter den mede 
deelte Plan, bil præftere noget Nyt for Videns 
.ftaben; "og det burde bog (fee i enhver lærd Mos 
nographie” JF. Maanesdsſtrift for Literatur pt» 
tres det ligeledes i Anledning af dette Arbeide; 
at den bedſte Opmuntring fatte$, naar bet, ifølge 
JEmnets Beſtaffenhed, iffe fan [enne fin For 
fatter ved noget Udbytte for 9Diben(faben. Jo 
fagfpnbigeré og humanere mine Recenſenter ere, 
— og jeg erkjender med Taknemmelighed den Vel: 
bille og Integritet, hvormed be ogfaa have frente 
ftilt de fordeelagtigere Gider ved min Afhand⸗ 
ling —; defto mere Bægt bør jeg lægge paa des 
res Raad: ei at forføge paa Fortſettelſen. Og⸗ 
(aa er jeg fuldfommen enig med mine Recenſenter 


3 


deri, at (og jeg har feío i min Disſert. Cap. I, 
$. 6, anført Grundene, hvorfor) de Sporgs⸗ 
maale, ber i ovennævnte Maanedsſtrift ag. 408 
ete fremførte, for Tiden ei kunne tilſtrakkeligen 
befvares ved Hjælp af be Kilder; fom ere mig. 
tilgængelige. Men des er ei heller disſe Sporgs⸗ 
maale, jeg agter her at befvare. Med Sikkerhed 
fan jeg fige(aalibet fom mine Forgængere; trem 
føre Noget (o: noget fwlbflenoigt Poſttivt) om 
Babternes Lære og Oprindelfe, De Hypotheſer, 
. eg til Slutning maatte opftille, ere vel frem 
foffede ved denne Underſogelſe, men bet et fangt 
fra mig, at tiftvgge dem nogen Oetpoenfeb, eller 
et onſte dem befragtede ſom benme linberfsgelfeó 
Seíultat. Derimod forefommer det mig fom 
Kilderne ere tilſtrakkelige til at gobtgjore urig⸗ 

tigheden af nogle blandt de markeligſte Paaſtande 
| om Zabiernes Lære og Oprindelſe. Fra ben ne 
gatibe Side troer jeg altíaa Materien endnu fan 
mobtage mnoget Lys, ogfaa efter Videnſtabens 
nærværende Tilftand (jeg kunde i dette Gtpffe 
— gjerne fige: Gtilleflaaen). Skjondt jeg følgelig 
vel indfeer, ber ved denne lille Afhandling intet 
Fremſtridt er gjort, haaber jeg dog, ben maa(tee 
fan bidrage Noget til at lede bore fra Afveie, 
faa at man bedre fan orientere fig. i denne teu 

| — ao | 


/ 





4 


melíg ubefjenbte Egn; og funbe ben fun det, 
vilde jeg allerede derved have Løn for mit Arbeide. 

Da det tredie Capitel i min Disſertats var 
det mindſt fyldefigjørende, har jeg troet at burde” 
bearbeide den beri omhandlede Gjenftanb paa en 
ny Maade. Ogſaa i Bevtisførelfen for mine 


Theſes far jeg gjort, nogle Forandringer i min - 


lan. Saaledes er min nærværende Afhandling 
— inogle Dele bleven en Omarbeidelſe af ben fores 
gaaende, nemlig juft i ben Henſeende, hvori Dis—⸗ 
^ fertatfens forge Deel (fom aldrig har været i Bog⸗ 
handelen, og ei tør fmigre fig med at bare fjenbt 
af alle ”Theologift Bibliotheks“ Læfere) efter Maas 
nedsſtriftets Dom udgjør et Heelt for fig, tse 
jeg.faameget befto ſnarere antage, at den anden 
Afdeling, der her fremtræder i en noget forſtjellig 
Sorm, fan laſes uafhængig af hiin, (tjeiíbt be 
begge (tulle tjene til, hvad Stecenfenten indrømmer 
den forſte: "at forberede be ovrige Sporgsmaal, 
der endnu for Tiden ikke lade ſig tilfredsſtillende 
befvare. ” o 


Indledning. | 
Ved ben i min Licentiat⸗Disſertats afhand⸗ 
fede Underſogelſe troer jeg tilſtrekkeligen at have 


— 


5 


beviiſt, at bet paa Apoſtlenes Dage ei havde 
' dannet fig noget Religions⸗-Samfund, hyilket 
. mag med Nette fan tillægge Gect-Navnet: Jos 
hannissChrifene. Det vilde viſtyok være 
baade unpttigt og umuligt, at fere noget Beviis 
fot, hvorvidt en Gect af et indifferent Navn Dar 
været til, eller ikke. Men Navnet Johannis—⸗ 
Chriſtne er prægnant; baade ad ben etymologiſte 
og hiſtoriſte Vei er det beviisligt, at bet inde⸗ 
holder eu Betydning i figo At ber ved Udtrykket: 
Johamis-Chriſtne tales elliptiſt, for faa vide 
man i Danſten unberforftaaer ” jObbrrené?, ef 
Tillæg, fom derimod ofteft findes i bet atin(te, 
behøver fun eengang for alle at anmærtes. Be⸗ 
tragter man nu Ordet fom et ubtrpféfulbt Sect, 
$taon, ba fan bet udtydes paa tvende Maader, 
hvad enten man tager Ordet: "Güriftne" i dets 
nuværende, hiſtoriſte, eller i dets oprindelige 
grammatikalſte Betydning. Enten maa man 
nemlig ved Johannis-Chriſtne tænke fig dem, fom 
vel have færegne Religionsmeninger og Gtitte, 
eller i bet mindſte een af Delene, hvilke de have 
hentet fra en Johannisdom, men fom dog i bet 
Vaſentlige have chriſten Tro og Bekjendelſe til» 
falleds med o8; eller bem, fom tillægge Johannes ; 
- den Døber de mesſi anſte Eriterier, pus vi have 


6 


fundet at være: tilftede hos Jeſum af Nazareth. 
I forſte Tilfælde udgjøre Johannis⸗Chriſtne em 
fra be sorige divergerende chriſtelig Sect; i fofle 
Tilfælde udelukke be fig felv (ra, og flaae i aaben⸗ 
Gar Oppofition imod ben drilelige Sire. At 
G'ect » Ravnet nu ogfaa far været taget i biófe to 
fBetponinger, ter jeg antage, at min fotegaaenbe 
Afhandling bocumenterer, og bet ſtal i denne end 
bibere blive oplpft. Men heraf følger, at jeg 
hverken forvender Stridspunktet, eller gjør mig 
ſtyldig i Logomachie, naar jeg undertiden, for 
Afvexlings og Kortheds Skyld, fremftiller min 
Theſis faafebed, at bet er om Navnet, jeg diſpu⸗ 
terer; thi jeg diſputerer jo eo ipso om Anvendes 
ligheden af bet, Ravnet betyder, paa et sig Re⸗ 
ligionspartie. 

ffaat jeg nu nagter ——— af 
dette Navn paa et viſt Religionspartie, navnligen 
paa ben ſpriſk⸗perſiſte Sect, fom kaldes Zabier, 
, ba maa jeg Fjende Saameget til denne Sect, at 
jeg kan beviſe, at de Religions⸗Criterier, der 
findes hos Johannis-Chriſtne (efter. bet Begreb, 
man har underlagt dette Ravn), iffe findes hos 
Zabier. For faa vidt er min Underføgelfe mere 
kirkelig, end hiſtoriſt; og til at anſtille den, troet 
jeg, af mine Kilder ere tilſtrekkelige. Sporge 





LI 
70 
* * 


vi derimod, hvorvidt Zabierne fave havt famme 
Qvriabelfe, fom man maa tenfe fig; åt ben Sect 
har havt; hvis Tilværelfe er antagen under tat 
net Johannis⸗Chriſtne, ba flaae vi paa en hiſto⸗ 
Ff Grund. Til at befvare dette Spørgsmaal 
fyldeftgjørende , ere Kilderne endnu iffe nokſom 
aabnede eller o8 tilgængelige; thi, for tilfulde at 
kunne [ofe denne Opgave, maatte man jo fjende 
Zabiernes Hiſtorie noie, og det baade deres Folke⸗ 
og Religions-Diftorie. Men — at jeg fal gjøre 
min SXecenfentd Ord (i Maanedsfriftet) til 
mine —: oor den Diflori(te Vished og Beviis⸗ 
lighed ophører, der tager en Gíutten efter Rime⸗ 
» lighedé Grunde fin Begyndelſe. Hvad jeg altſaa, 
ifølge de forjaandenværende Vidnesbyrd om Za⸗ 
"Bierne, antager for rimeligt at flutte om deres 
formentlige Slægtffab med Johannes den obe 
reg Difciple, agter jeg dernæft at anføre. 

Hovilke nu be fornemfte Vidner ere i denne 
Sag, har jeg angivet i bet forfte Capitel af min 
gicentiat» Disfertation; og ter faameget defto 
ſnarere fer. forbigane nogen Gjentagelfe deraf, 
fom denne Deel af mit Arbeide har været faa Del 
dig, at finde fine Bedommeres Bifald. Men í 
Vidnernes Afhorelſe maa jeg her gaae en anden 
Vei, end Diífl. Thi, ba man nu engang hat 


| 8 


dannet fig Begreb om en Johannis⸗Chriſten⸗Sect, 


bg bed hiſtoriſte Gisninger villet finde € por af bem 
i bet Nye Seftamente, og overført hiint Begreb 
09 disfe Spor paa ben Gect, ber for Tiden exiſte⸗ 
tet under Navnet Zabier, tog jeg mig fot at vife, 
hvor ugrunbebe be Gisninger bare, hvorpaa Sint 
Begrebs SKealifation ftattebe fig; ber ftaaer altſaa 
endnu tilbage at vurdere Begrebets Overforelſe 
"tikgabiismen. Men, da i tillægge alle be fel» 
lige Skribenter hiſtoriſt Troværdighed, bar bet i 
Nye Teft. ſogte Vidnesbyrd om JohannisChriſtne 


af eens Beffaffenhed, hvad Axiopiſtien aitgaaet.. 


Det er derimod iffe Tilfældet meb be Efterretnin⸗ 
ger, ber ſtulle bringe og ?p8 t Zabiernes Reli⸗ 
gions⸗-Hiſtorie. Dette Lys maa nemlig enten 
hentes fra den Kundſtab, RNeifebeftriverne ved 
egne Jagttagelfer fefo have indhentet, og med⸗ 
beeft o8 om bem, eller fra deres eghe Angivelſer 
om fig, munbtfigen mebbeelte Fremmede, eller fta 
deres hellige Bøger. ^ Hvad nu Reiſebeſtrivelſerne 
angaaer, ba ere de naturligviis af for(tjfligt Værd, 
efterfom man far Grund til at tillægge deres For⸗ 
fattete Hie for Sandheden og Lyſt til at fremftiffe 
beu. Storſtedelen af disſe Forfattere have været 
Misfionairer af Carmeliters effer Jeſuiter⸗Or⸗ 
' benen; i Almindelighed have de kun obiter omtalt 


i 
3 








9 


.Rebidnten, vg ba holdt fig tif. hoad deres Gor 
- mand Ignatz tidligere havde berettet. Overalt 
ete Mibſtonairer iffe be-meeft ſtikkede til at give 
o$ hifterifte Oplysniuger. Ofte ere be, deftos 
dætre! endog blottede før de Kundſtaber, man 
med: Fote fan fotbre af bem. ſom Evangeliets 
Forkyndere, end fige. for ſaadanne, fom forud⸗ 
fette nogen lato Dannelfe og Interesſe for bi 
ben(ta$elige Anliggender. Selv hos dygtige 9 vió» 
fionairer, der ere opfolbte.af ſand Jver for deres 
Apoſtelgang, til bet fe undre os at træffe en 
vis Eenſidighed, der er ben naturlige Folge af 
deres faſte Streben efter eet Maal, hoilket for 
dem maa og bør være Hovedſagen, men fom jo 
tidige forvolder, -at mau ei er berettiget tif af 
vente bet Slags Udbytte af deres Vandring, fom 
af en videnſtabelig Reiſe. Doe be og nu imidler⸗ 
. tib enfelte Bemerkninger, fom ei høre til bereó 
Fag, maae vi bel vogte og for at tillægge bem 
ferre Vægt ,. end Sagens Omſtandigheder tiflade. 
Vel kunde man ſynes, at. bet maatte henhore til 
Enhvers Fag, der var ubfenbt for at: udbrede 
Gbriftenbomnen, at (ere at fjende Vildfarelſerne 
hos de fremmede Religionsbekjendere, han maatte — 
fisde paa; men, da Udfendelfen faft. altid Dar til 
Henſigt at bringe en vis Art Vildfarende paa 





IO | 


Sandheds Vet, har Juteredſen for be obrige bog 
gjerne været mindre. Hertil kommer, da den 
menneſtelige Gorfængeligbed faa gjerne blander fig 
feo beri, hvor man ſtulde troe bet himmeiſte 
Borgerſtab maatte ſtaae flareft for ie, at man 
ei ter fige alle Misſionairerne frie (or Lyſten tif, 
paa Sandheds Bekoſtning, at udgive fig fot at 
have gjort mange Profelpter; Hvorfor ju(t iffe 
enhver Misfionairs Beretuing om, at en antichri⸗ 
fielig Sect er bleven omvendt, ffaaet til £toenbe. 
Andre finde det igjen mageligere, fom en Du: 
bois, at udſtrige Folket; ber (fal omvendes, fot 
mere haardnakket og Bilbet i SQifofarel(er, end bet 
i Qjerningen ee, for derved at undſtylde ben figen 
Frugt af deres eget Arbeide. Anvende vi biéfe 
— almindelige Bemærkninger paa or Gjenftanb, ba 
et bet en felgelig Sag, at bi ei kunne anbife Mis⸗ 
fionairer, ber have vidnet om Zabiismen, nogen 
si Plads i Vidnernes Rakke. Iblandt de svrige 


Munfer Beretninger hade ifær to Maroniters Be 


tydning ; ligeſom Maroniterne paa Libanon i, bet 
Dele ere de naturlige Referenter om deres Naboer, 
gabierne. Men nu ere Maroniterne paa Libanon 
juſt iffe bekſendte for deres Klogt og Paalidelig⸗ 
Deb, ba be tbertimob; f. Cr. efter vor Lands⸗ 
manbé Jonas Kortes's Beretning, ere be 


N 


MW 


lI 


vngtebe for at bate udidende og oberteoiffe v). 
Stade nu tvende Maroniter ved Siden af hinan⸗ 
den, feoraf den ewe er og übefjenbt, nben for 
faa vide fan optreber fem Vidne i denne Gag, 
men den anden er en Mand, fom ved Deeltagelſe 
i farbe Arbeider har ffaffet ſig et anſeet Navn, 
ba ſtylde vi naturligdits den Siafte ſtorſt Tiltro, 
hvor ber maatte Sere nogen Didfents imellem 
bem. Saadanne tvende Maroniter ere Abraham 
Echellen ſis og Germano Conti, hvoraf ben Eidſte 
er omtrent hundrede Aar yngre, end den Forſte. 
Bel. vige ben beremte Norberg Conti megen Tillid, 
og var tifinof Mand for at bedomme Andres 
"ferbom, ifet hvad Orientalia angi£; wen bí 
kunne gjerne indrømme, at Centí paa ben Tid, 
Norberg traf fammen med ham i Conſtantinopei 
(1779), var en kyndig og dannet Mand, og dog 
nære Tvivl om hans Tilforladelighed i Angivelſen 
of Gjenſtaude, hvortil fan havde været, Vidne 
inden fin lange europæiſte Reiſer. Norberg havde 
en ubmatfet Interesſe for Zabiismen; og maatte, 
jufl paa den Tid have ſpendt Opmarkſomhed for 
Alt, hvad ber funde give nogen Oplysning i 
. denne dunkle Materie, da han Aaret forud var i 


*) Sammlung der merkwuͤrdigſten Reiſen in den Orient, 
herausg. von H. E. G. Paulus, 2ter Th. pag. 127. 





I2 


Paris bleven bekjendt med fin fanbémaubs, Ot⸗ 
ters, Afſtrift af liber Adami. Conti ſluttede fig 
meo Inderlighed til ham, og, font bet, ſynes, 

. åffg blot propter communia studia, men forme⸗ 
belft Harmonie i Charakteren. Uden .derfor at 
beſtylde Genti. for forfætlige Opdigtelſer eler 
Nordberg For uforfoarlig Lettroenhed, tør man 

. Bog opfafte Toipl om, hvorvidt den Ene, me 

. Bens han opholdt fig paa Libanon, havde Syn 
nof for be Gjenſtande, han fiben efter Hukom⸗ 
melſen berettede, og hvorvidt den Anden var 
ſtreug nof i at drøfte fin Vens Forsællinger om 
en Materie, han længtes faa meget efter at hore 
$Rogeton. Ja; ber funbe maaſtee endog bere 
nogen Grund til at formode; at Norberg. i fine 

"ældre Dage iffe fatte den Lid til Gontid Ord, 
fom i fine yngre;. thi vel omtaler hen ham i fin 

- ortate til Liber Adami fom et ærlige Vidne, 
men bet. maa. bog være o8. paafalbenbe, .at fau 

. faa libet beftræber fig for at rime Dogmerne i 
e Liber Adami med fin Vens Udſagn, og i. det 
Heele tager faa ringe Henſyn til bem, f£. Cr. i 
Otuomafticon,. hvor der. havde været faa god Ans 

[ebning dertil. Skjondt nu den lærde Abraham 

Echellenſis foned at fortjene mere Tiltro, end 

Germano Gonti, ville vi dog ogfaa om ham bes 


i Y 


13 


marke, at han bar iffe fri for fin. Tidsalders 


Seil: at flutte for Meget fra pore- Sjenbetegn, 
og at fan iffe é fit Fædreland, men i Rom (bor 

fan døde i Aaret 1664) ; blev Gefjenbt med nogle 
Zabier, og fenere med deres Seligiondfteifter: 


Men juſt denne Maade, hvorpaa Echellenſis ſik 


Kundſtab ot Zabiismen, leder os til at overs 


veie, hvad Vagt man ter tiffjenbe Zabiernes 


Vidnesbyrd om fig felo. Kor faactbt be munde, 
ligen aflægge dette Vidnesbyrd — og herom et 


paa dette Sted Talen — modtage vi det jo paa- 
. anden Haand, nemlig gjennem de ſamme Reiſe⸗ 


beffrivere, foió Troværdighed vi ovenfor have 
omtalt. Hvad bí altfaa der i Almindelighed have 
anmarket, gjælder navnlig om den Neiagtighed, 
- hvormed det er antageligt, at de have overgivet 
08 Zabiernes Gelo;9tngibelfer. Men, fat ends 
ogſaa, at vi have disſe noiagtigen, ere be faa at 


[ide paa? Viſt iffe uden Betenkſomhed og For⸗ 
ſigtighed; tbi ellers bliver deres Forfigtighed en 


Snare for og. De have nemlig været faare fot» 


fulgte, iet af mahumedanſte Sanatifer, og ſynes 


iffe nu at have Lyft til at vere Martyrer for deres 
Tro. Derfor rette be fig gjerne efter Lands Skik 
og Brug, hoor de opfolbe fig; og bet feiler vel 
iffe, at jo mangen læg Mand iblandt dem et, 


14 

fem Maundrell formoder, hengiven til Syn⸗ 
cretíóme effet fnarere fil Indifferentisme. Bilde 
man nü fra en fáaban Zabiers Yttringer gjøre 
& [ntninger til Gectend egentlige Tro, ba üt man 
ikke fiffrere Nefultater, end om man — for at 
jeg ei (taf bruge et Erempel, ber ligger o8 end 
nærmere — vilde af henkaſtede Dttringer fou man 
fan høre dem 608 en af bore Dages moderne Is⸗ 


- 


taeliter, flutte til hoad ber er. ben egentlige mos - 


faijte og talmudiſte to. Hvad nu deres Præfter 


engaaer, ba ere de tilboielige til hellere at give - 


be Fremmede Ret i deres Formodninger ved hof⸗ 


tige og ubeſtemte Goar, end til figefrem at være 
deres Tro bekjendte. Saaledes tilflaatr ben ops 
vigtige Engelbert Kaͤmpferi Begyndetſen 
. ef forrige Aarhundrede, at han ei tor indeſtaac 
for ſine Beretningers fuldkomne Roiagtigheb; 
thi, naar han indlod fig i Samtale med be Sas 


biſte Praſter, og tet vilde have Noget at vide, 


fearebe de: se spinosa nihil curare, sed deo 
servire in simplicitate et pace *), Og ben Cam: 
tale, Misſionairen Wolf for faa Nar fiben holde 

s) Amoenitatum exoticarum Fasciculi V, auctore 


Engelberto Kaempfero, Lemgovie 1717. 'Fasc. II. 
pag. 463. 





EY i 15 


med Præftefonnen Gohoron *), fiemmer endnu 
godt overeend med ſamme Gbarafteriftif. | 

linber disſe Omſtendigheder tør bí hverfen 
antage om SXeifebeffriberne eller om de o8 bes 
fjenbte 3abier, at be fuldelig have kunnet og 
rettelig Gave villet give og Kundſtab om Zabiis— 
men. Skjondt vi altſaa naturligviis bor tage 
Henſyn til otennaonte Silber, ville be dog end 
ie vore tilſtrakkelige til at gite ben negative 
' Oplysning em dette SReligionópartie, fom et 
biéfe Blades Henfigt. Men — at jeg ftal dvæle 
ved bet forfen anførte Crempel — naar Rogen 
vilde have linberretning om de nuværende Joders 
Tro, fot faavidt be kunne anſees berettigede til 
at tilegne fig deres Fedres Religions⸗Navn, ba 
maatte han jo ſporge: hvad der ſtaaer ſtrevet 
i Soft og Propheterne, og atter: i Misnah 
og Gemara? Saaledes Blive ogfaa de Bøger, 
Zabierne anſee for hellige, os de vigtigſte Doku⸗ 
menter til at oplyſe deres Religions⸗Meninger. 
Havde man bem fuldftændigt, er der ingen Tvivl 
om, at man jo med Sikkerhed kunde fremfore 
meget Poſitivt om disſe. Saare meget lod der 
fig viſt i lingviſtiſt Henſeende gjore til at forbedre 


*) Magajin fir bie neueſte Geſchichte der evangeliſchen 
Misſfions⸗ unb Bibel⸗Geſellſchaften 1826. Quartal. 3. 


i 


I6. 

i "A 
Texterne i de Cobiceó, ber ete Fouue til Guropa, 
ſamt til at adſtille, bbab- ber hører til hver Codex, 
hoerved bet maaſkee vilde honde fig, at flere Bo⸗ 
aer, vi mene iffe at Have, virkelig fandtes i vor 
Befiddelfe: faa: at be, bi fabue, reduceredes til 
ganffe faa; i bet mindſte fønes bet mig rimeligt, . 
. «t be Sybillinfte. Bager, høorom Ignatz og aw 
. bre Misfionairer tale, ere be ſelsſamme fom bem 
afirefogifte Bog, Echellenſis angiver under Stats 
net Gefat Malvaſche: en Bemarkning, jeg, juſt 
fordi ben tildeels er [ingbifti(t, vilde tilbagehotdt, 
derfom jeg ikke havde fundet en lignende fo8 en 
af vor Tids competentefte Dommere i faabanmne 
Sager: Geſenius *). Men kunne vi nu end, 
ogíaa i dette S tykke, onſte mange Oplysninger, 
og ber bi end, inden vi fælde nogen afgierenoe, 
Dom om Secten, ſtrabe at erhverve os disſe, 
da tykkes det'mig dog, ſom man ikke bor lade en 
ſaa vigtig hiſtoriſt Kilde ſom Sidra Adam hen⸗ 
ligge ubrugt for Religions-Hiſtorien. Gjorde 
man bibtfeftige Slutninger og fremfatte mag 
driftige Hopothefer om Zabiismen og. dens Jud⸗ 
flydelfe felv paa vort hellige Evangelium, efterat 
de Bjornſtahlſte Breve vare udkomne og Norberg 


*) Jenaiſche allgemeine Litteratur⸗Zeitung 1817, 910, 48 


17 


* 


harde oplæg fit Gabeifte Afhandling i Goͤttin⸗ 
gen, aícíaa efterat Eun gan(fe faa af deres Nes 


ligions⸗Skrifter bare o8 tilgængelige: ba maa. 


men bog nu være mere befoiet til at have og pttre 
nogen Mening om denne Sag, efterat Adgang 
til een af deres vigtigfte Religionsboger er bleven 
os aabnet. At Sidra Adam virkelig er det, og 
| used Sette Falbed, Codex Nasareus, behsve vi faa 
meget mindre at, være augfielige ved at antager 
fem uian vel mød Grund fan tvivle om ben Nor⸗ 
bergſte Udgaves Integritet, uren der, ſaavidt 
mig er. bekjendt, ei ev pttret nogen Tvivl om, at 
ben jo er Gibra Adam, og at Gibra Adam jo 
"virkelig er een, ibfanbt Zabiernes hellige Bøger. 


Sammenligne bt dens Indhold med, be Brud⸗ 


ſtykker, vi have af Divan og Cholaſteh, da finde 
'*i ogſaa faa. fiot Lighed, at det maatte være en 
afgjort Pyrrhoniſt, fom endda tbibfebe om, at 
be henhorte til. famme Gpclus af hellige Bøger. 
Endog forubfat, at, Codex minor Nasaræus ei itte 
deholder Fragmenter af Zabiernes ovrige Skrifter, 


bife bog felo deres Titler. og de dunkle Beretnin⸗ 


ger, om bem, at be — efter deres Indhold — 

henhore til den famme Sphare af Sbeer, (ont 

idelig vende tilbage i Gibra Adam. — €t hidhøs 

rende Spørgsmaal, (om. ot, ei heller bør labe 
Nyt theol, Bibl, 20BI. $5 


bj i 


hud 





/ 


I8 


— 


uberørt, et, hoorvidt dette mærkelige Skrift fan 
være en hiſtoriſt Kilde for bent, ber ei forſtaae 
bet i Grundfproget. Da fefve Serten for den 
Norbergſte Oser(attef(e fan paa flere Steder am» 
fees for at være correct; og der ogfan har dæret 
€ oif imellem Orientaliſterne om, hoorledes dette 
eller hiint Sted (Enlbe oberfatted, er bet en false 
gelig Gag, at man fun fan bygge, Giftorifte Be⸗ 
vifer paa faabanme Steder; Hvor Meningen et 
flat og Ovberſattelſen nantaſtet (i det mindfe i 
Hovedſagen). Men hvor dette er Tilfældet, ec 
man ogfan berettiget fil at gjere bet higorifte 
— Brug af Norbergs Sjnterpretation, fom maa være 
cen af dens væfentligfte Henſigter. Senptte bi 
68 af Overſattelſer (om hiſtoriſte Kilder, bear 
Originalerne ere forfomne, og hvor man endog 
oftere fan. have Foie til at formode en feilagtig 
Sortolfning, t. Cr. af Irencus: faa maae vi 
bog fom Hiſtorikere have langt mere Net til at 
benytte o$ paa ſamme Maade af en Overſettelſe, 
Hvis Forfatter er o8 bekjendte, og bet fom een af 
Europas lardeſte Orientaliſter, og Qoi Vark 
med ſin Original ved Siden nu har ligget aabnet 
til be Lerdes Bedommelſe i mere end et Decen⸗ 
nium, og er blevet breftet af faare kyndige Hjem⸗ 
meíómanb. Uagtet bet altſaa er unægteligt, at - 





I9 


en Forfatter, ſom forftoó Sidra Adam i Grunde 
fproget, maatte funne give mange Oplpéninger, 
fem jeg, der iffe forſtager bet, ei fan levere, tor 
jøg bog nere bet Haab, at denne Mangel ei (taf. 
gjøre mig ucompetent til at behandle Materien 
fta ben hiftorifte Side, ifær ba bet fun er Hobed⸗ 
punkterne, jeg vil udhave, og jeg gjerne har 
mere end eet Beviisſted for dem. 

Idet vi nu betragte be Sabifte Skrifter fom 
de vigtigſte Dokumenter til at give Oplysning 
om Zabiismen, kunne vi faa vente Medhold af, 
Zabierne ſelv? Ogſaa dette kunde gjøres o8 
tvivlſomt, for ſaavidt bet hedder hos Reiſebeſtri⸗ 
verne, at bt have forloret deres originale hellige 
Skrifter (authenticas scripturas — ſiger Igna⸗ 
tius). Men baade kunde bet hande fig, at Mun⸗ 
kene, bed at gane ub. fra den Forudfætning, at 
Z2abierne vare Chriſtue, dermed meente, at be 
havde forloret vor hellige Skrift, og paa ben at 
ben Side, at Sabierne, for at undgaae Sogs⸗ 
maal, fotegabe, at be under Forfolgelſerne havde 
beret nodſagede fil at udlevere deres Helligdomme, 
men dog beſadde bem endnu uforkrankelige. J 
hvorom Alting er, underkaſtes det ingen Tviol, 
at, hvad enten de Bøger, fom nu kaldes deres 
hellige, ere Originaler eller opſtrevne efter Tra⸗ 

' 3 2 





20 i 
dition, ba Forfølgelfestiderne "vare overſtandne⸗ 
faa holdes be i flot Hævd af be Religionsbekſen⸗ 
dere, hvig Meninger bet et, bi her underføge. 
Ja, mebené Sabierne ete til(pnefabenbe meget 
/feielíge, naar man taler meb' bem om deres Cro, 
have be intet. mindre end Lyſt til at fremlægge 
deres Troes⸗Dokumenter, faa at nian har maattet 
anvende gift og Magt og Penge, for at ſtaffe 
bem tilveie; og, Ipffebed bet, er Forbittreiſen 
$08 de ellers faa fredelige Zabier bleven faa ſtor, 
at de endog (tulle have forgivet en maronitiſt 
Biſp, for at hævne fig over, at hang Grfebiftop 
havde-af Religions; ber opbrændt nogle af deres 
. hellige Bøger *). Endelig maae fel de, foni, 
ved at holde fig til en enfelt af Reiſebeſtriverne, 
ere komne tif en anbén Forefilitg, end ben, vi 
fate dannet og om Secten, uden £oibl inbronme 
06, at fun ved af tildele deres hellige Skrift bem 
— førfte Plads iblandt Kilderne, er bet muligt, at 
ſtaffe Rig nogen faſt Baſis for fin Diſputation, ba 
Reiſebeſtriverne ſaameget modſige hverandre,” af 
Nogen iblandt bení maae hade givet o8 feilagtige 
Efterretninger om den ſamme Sect, eller ogſaa 
maae der være flere Secter, hvoraf een Reiſende 


9 s. S. Bioͤrnſtahls Bricfe an Gjoͤrwel. 6ter Band, 
2tes Heft. Pag. 268. 


2I - 


fat tait om een, en anden om en anden. Naar 
. Bi derimod erklære, at ti falde beim 3abier, ber 

free paa. Sidra Adam, fout paa em hellig Bog, 
ba vide vi om höoem bí tale, og gaae fan meget 
fiffrere frem, uden derfar at gjore os Sagen lets 
(ere, end tilborligt; " t6f iffe-deftomimdre vide vi 
tage billigt Heuſyn til, Reiſebeſtrivelſerne, og 
have, bed ret egentlig at vende. 068 til Zabiernt, 
juft vaigt Modſtandernes ſterkere Side; thi de 
fprifte Nasſairier, der undertiden forvexles med 
»hiin Seet, ere fnarere at anſee fom en Blanding 
af flere ogfaa muhamedanſte Gecter +). 

.. Da disfe Glade blive udgivne i ben Henſigt, 
at vife, at ben Johannisdom, hoilken jeg i min 
fibligere Afhandling har feabt at gobtgjere, ei 
findes i bet Rye Zeftament, ligeledes nben Foie 
fege& i Zabiismen, maatte man. del fpstge, om 
ber da ingen Oberfotere for Gect ^ Navnet findes 
V det (lore Tidérum fra Chriſtendommens fotfte 
 Siber til be nubarenbe, Og Get pleier mam jo 
at nævne enkelte af de aldſte drifine Aarhundre⸗ 
ders Sivfeffribenter, Men de Efterretninger, 
man vil efe af disſe Silber; ere faa dunkle og 
fragmentariſte, at, berfom be nogenfnbe funne 


3) Paulus: SXemovabilien 3tes St, Pag. 103. 


: ! | " 


22 


fane nogen Betydning, ba maa bet være ved 
Sammenhold med yngre Tidender om ſamme 
Gjenſtand. Jeg troer derfor af Have lagt faa 
megen Vægt paa denne Cladfe Vidnesbyrd, fem 
Sagens Omſteæendigheder tillade, naar jeg ved Be⸗ 
fvarelfen af hvert enkelt af de opkaſtede Spørgs: 
maal tillige raadfører mig med den Sirfefaber, 
fom enten oitfelig hører did, elitr pleier at frem. 
kaldes til Vidne i den Sag. - 





$ 1. 
Zabierne ere iffe Chriſtne. 


De Grunde, Hvorfor jeg (tfe anſeer bet 
overflødigt, vidtloftigere at fremføre Beviſer for 
denne Paaſtand, ere folgende: 

Det. Har ligefra Ignatins's til Norbergs 
Dage været en, om ikke herſtende, faa dog idelig 
tilbagevendende Mening, at ben Zabiſte Religion, 
om end blandet med affe$aanbe falſt Gnoſis *), 
. bog maatte henregnes med til ben chriſtelige. Da 
(elo &irfefiftorifere fom Modheim forklare Nab⸗ 
net Christiani Johannis ved: quia Christi qua- 


*) Jacob Jonas BSieruſtahls Briefe u. ſ. w. pag. 268, 








23 


lenopnque notitiam hahent *), fynes bet.iffe 
mof, biet at urgere be Gteder i Liber Adami, 
Hvor be forſtyde enm af Nazareth fom Mede 
a£. tere kunde maaſtee ogfaa. dele Leos 
pelas underlige Mening ***), at Chriſtus fote 
fommer i en oebbelt Gfiffelfe hos hem, faa at 
han bog halvveis forefvæver bem fem en fanb 
Mesſtas. Da bet bog mu iffe fau vere Kirke⸗ 
biftorien Ligegyldigt, om. ew vid enighed, ben 
være nof faa liben, (tal have fin Plads i ben ſtore 
chriſtelige Kirke, eller ei, fan jeg iffe ſpnes An⸗ 
bet, end at den Gormening ont Zabiernes Chris 
flendom fortjener en udførlig Giendridelſe; og 
bet (aa meget befto mere, fom de forbum — viſt⸗ 
tof paa Skromt — ſtulle have flaaet under ben 
babyloniſte Patriarch, indtil be i. det 15be Aar⸗ 
hundrede adſtilte fig atter fta €6riftianiómen, 
men eubnn beftandig bife en faa hoi Grad af £o 
ferance, maar be fomme i ugen Colliſton med 
be Chriſtne, at man [et fan anfee bem for £rot& 

. *) Mosheim. instit. hist, eccles. pag-, 636. 
**) Maanedsſtrift for Litteratur Idie Aargang Ste Defte. 
Pag. 406. i 


***) c. G. G, Leopold: Johannes der Zaufer Pag. 190. 
(Hannover 1825). 








24 


brødre *). €re Gábietme ikke Ehriſtne, mae tet 


videre have en (übagebirfenbe Kraft' paa. Bibel⸗ 
fortolkningen; thi, derfom Zabierne dare ég 
Gert, der i£fe blot udgiver ſig for at nedſtamme 


fra Johannes den Dober, men virkelig hyldede 
Chriſtendommen, ihvorvel iffe. ben vene Chriſſfen⸗ 
' , bom, men en ſaadan, der bar blandet med en 


falſt Johannisdom og allehnande orientalfte Phi⸗ 
loſophemer: ba kunde man (abe nogen Foie tif 
at ſlutte, at Sporene til den Stemning og det 
Forhold imellem Chriſti og Doberens Diſciple, 
fom findes i bet Nye Teſt., og fom kunde håve 
givet ben førfte Anledning til Sectens Dannel(es*) 
ogſaa virkelig har givet dén, nemlig ſaaledes, at 


Johannis⸗Diſeiplene del, efter deres Lærers Ded/ 


forenede fig med Herrens Difciple, dog med en 
vis Forbeholdenhed; og fieen, forargende fig ober 
Korſets eenfoldige Prædifen, hellere fluttébe fg 
til gnoſtieerende Secter. Under den Forndfæts 
ning af de nuværende (ſaakaldte) Johannis⸗Di⸗ 
ſeiples Chriſtendom, vilde bet altſaa iffe vate 
nogen aldeles ubefoiet Slutning, at be Yttringer, 
fom findes i Johannis Evangeliſtens ferie Brev 


* See Indledningen Pag. 14, og H. E. 6. Paulus: 
Memorabilien drittes eua Pag. 91 fg. 


**) Maanedsſtrift for Literatur a, €t, pag. 403. 








E 


fob nogle Tra- Chriſtendommen ubgaugtie fat. 


tere, figtebe til dem. Befgelig-Fam det ikke være 
Erxegetiken ligegyldigt, om denne Forndſetning 


ergyhldig effer ikke. Endelig fee bU af Wolfs 
Reiſe (1. c.), at Zabierne indtil vore Dage gſerne 


Sille give fig Skin af en Art Chriſtendom, naar 
be fomme i nogen ererelfe med Misfronairernes 


. fave Disfe fg mu bedrage deraf; fan Bølgen jo 
iffe blive anden, end af de enten flet iffe forfege 


paa Sectens Omvendelſe, eller ogſaa gaae ud fra 


Antagelfen af Meninger, der ere Zabierne frem⸗ 


mede; ja vel endog forhadte: faa at be mene at 


diſputere ex concessis, endſtjondt de ingenlunde | 


gjøre bet, og aftfaa et kunne naae bere8 Maal. 


Derfor tykkes det mig, ogſaa for Chriſtendom⸗ 
mens Udbredelſes Skyld, ei at vare uvigtigt, at 


examinere bidfe Partigængere fibt: noiere, for at 
ſtjonne, om vi paa nogen Maade kunne indromme 
bem noget Kirkeſtade iblandt og. 

Idet vi nu føge deres Spor i Kirkens ældre 


Dage, fee vi o8 ſtrax forladte af be Kirkefadre, i 
man pleier at fremkalde for at gobtgjore en Sor 
hannis⸗Chriſten⸗Sects Tilværelfe igjennem Ti⸗ 
dernes Lob. Thi i ben Betydning, hvori man 


her tager Sect⸗Navnet, er det ikke Skik at ſoge 


Hjemmel derfor hos be gamle Skribenter. Ikte⸗ 





26 


deſtowindre er ber bog een irfeíaber, boom mas 
gar beraabt fig paa for at gabtgjite ben Mening: 
jeg i nefe Paragraph vil forfege at.ajeubries, 
meo fem ſnarere ſynes mig at kunne med noget 
Sfin af Sandhed paaberaabes ſom Hjemmeld 
mand for den Paaſtand, vi her brafte, nemlig 
$8igilius8 Capfenfis. J bang disputatio 
Athanasii cum Ario *) findes følgende Ord: In ipso 
christiane religionis predicationis initio omues, 
qui eredebant Domino nostro Jesu Christo, »em 
Christiani, sed diacipuli tantummodo uominaben- 
tur: et quia multi dogmatnm novorum aucteres 
exstiterant, doctrine obviantes apostolice, om- 
nesque segtatores suos discipulos nominabánt, nec: 
erat ulla nominis discretio inter veros falsesque 

discipulos, sive qui Christi, sive qui Dosithei, 
sive. Theodæ sive Jude cujusdam, sive etiam Jo- 
hannis sectatores, qui se Christo credere fateban- 
tur; noluerunt, ut uno discipulorum nomine 
ceuserentur. "Tunc Apostoli convenientes An- 
tiochiam, sicut eorum, Luca narrante, indicant 
acta, omnes discipulos novo nomine, id est Chri- 
stianos appellabant, discernentes eos a communi 


+) Opera Athanasii vel que ejus nomine circum- 
' feruntur. Tomus IIdus cap. 20, p. 647. Parisiis 
1698, Folio. 


e 


27 


discipslerum vocubulo. Man fen gane en bof» 
belt Vei ved at forklare disſe Ord: enten fau 
man henføre hiin Angivelſe: "qui se Christo cre» 
dere fatebantur" stil affe Tilhængerne af be for; 
ſeſelige Partihovdinger, ber navnes, eller ogſaa 
ble tif sectatores Johannis. J førfte Fald fou 
man: igjen tvivle, om Meningen ſtal⸗vere, at 
affe disſe Partigængere vilde hade Ord for at 
sære Chriſine; men, da ber nel steppe fan tare 
nogen Tvivl om, at Talen fer ec om Samarita⸗ 
mten Doſithens, Galileeren eller, fom Joſephus 
falder ham, Gautontteren Judas og bem Theodas, 
fom tilligemed Judas omtales af Gamaliel (Apoſtl. 
Gjern. 5, 36.) — og det, af chronologiſte Grunde; 
et kan være Magteren $6eobad , om $oem Syofer 
phus og Cnfebin£ gjove 9Xelbing —: faa mad. 
denne Mistanke em Doſitheanernes og be Odriges 
bet tilflgtebe falſte Chriſtendom aldeles bortfalde, 
baade fordi den mangler Hſemmel andenſteds, wá 
fordi man Seed, at Doſitheanerne, tvertimed 
Chriſtendommens Aand, fatte eu overdreven Priis 
paa Sabbathens Helligholdelſe, og Gauloniterne, 
der ſpnes at ville have indført det gamle Theos 
fratie, forbød at adlyde Obrigheden. Videre 
funde man fpørge, om her bliver fagt, at alle - 
| disſe Gectftiftete bleve af deres Tilhængere dyrs 





28 
fede; fom. Mesßas. Ru er bet vet ſaa, at Ga⸗ 
maliel anferet om Theodas: eye Avo two éavsor; 
men i disfe Ord ligger. jo iffe mere, end at au. 
udgav fig for af være noget Stort, og be charak⸗ 
 terifere ham netop fom. den, han var: Sormam 
ben for et Oprør. Sen. Hoved: Jædvendingen 
imod deune Overſattelſe afgive Ordene felv, bet 
Kulte overſettes; thi de maae vendes pg dreies 
gaa.en faare teungen og ulatinſt Maade, for. af. 
nunne give eu Mening fom. feígenbe:.sive Chrj- 
stum, sive Dositheum, sive. Theudam, sive. Ju- 

. dam, sive Johannem, se Christum esse credere - 
ſatebantur. Hvortil kommer ovn (tore $vetpbig: 
bed, Hvori Ordet Chriſtus ba her var fatz. paa 
føre Sted for Jeſus af Nazareth, paa ander 
fer Mesfias *). Af disfeGrunde maa man fate 
— træffe, at henføre be omtviſtede Orb allene til 
Johannes's Tuihengere. Men et heller Disſe 
kunne bed De ſamme Ord betegnes fom de, ber 
bytfebe, deres Lærer ſom Mesſias; thi ogſaa da 
herſrede beu forvirrende Tvetydighed i Christi og 
Christo; og Forfatteren maatte da, fom Eichhorn 
9) Det være mig tilladt her at rette en Teykfeil, hvil⸗ 

- fen mine humane Recenſenter rigtignok ikke have 
regnet mig til Onde, men fom gjør Stedet I min 


Disſertats uforftaaeligt: Pag. 105 Lin. 3 cr nemlig 
ved "priore" udelutket: Jesus, posteriore. 


,29 


fat bemarket *), iffe have ſtrevet: "se Christo 
- men: "se Johanni Christo"- credere , effet noget 
Gaabant, Der er følgelig iffe Talen om Saa: 
danne; ber tilbade Døberen fom Mesſtas: ſaa 
at jeg, bet, for at undgaae Gjentagelfer, fjer 
har commenteret Stedet under Cet, ei behover 
" fiden at tage bet med i Betragtning. Men, under 
 biófe Oniftanbigbeber ftaner der o6 fun endnu een 
Sortolfning tilbage, og bet er ben, af tage den 
fitanførte Beſtemmelſe om Johamnis⸗Diſciplene 
ſaaledes, at der kun ſiges om dem, at be erkla⸗ 
rede fig får at være Chriſtne. Hertil. berettiged 
vi faameget deſto mere, fom Sillegget til- sive 
"etiam" ei maa ftaae ber omfon(t, men betegner, 
at nu begynder en fra Doſitheus's o. f... forſtjel⸗ 
lig Art Diſciple. Da der altfaa paa dette Sted — 
tales om Nogle, der paa eengang bare bet chriſtne 
Navn, og tillige kaldtes efter Johannes, ſporge 
vi, om her ba iffe tales om Johannis-Chriſtne 
efter ben førfte Betydning, vi have opftilt af dette 
Sect-⸗Navn. Derſom Eichhorn havde Net (p. at 
her figtedes til de af Døberens Diſciple, der bed 
Jeſu Fremtraden forfode deres «forrige Lærer: og 
gif ober. til ben, hvis Forlober han: var (Joh. 

*) Gidforn: Einleitung in d. 9t, Teſtament. B. 2, 

Pag. 211. EE 


2$ 
I; 35.), og didfe eitfaa fien bog vare vedblevne 
at. henregnes til Doberens Tilhængere: da kunde 
bet ikke nægtes, at her sare nogle, om end bunte, 
Spor til en Johannis⸗Chriſtendom. Men nu 
fattes jo Bevifet for em faaban Hypothes der; 
hvor man fnareft (Enibe vente bet: i bet. Rye Sev 
famente; og; ved at antage bed, fumbe man 
fet (taae Fare for at gjøre. (eive Apoſtlene til Jo⸗ 


hannis⸗Chriſtne. Desnden vifer jo hele Sam⸗ 


menhængen, at Talen er om hvad ber ſtedte, efter 
Chriſti Himmelfart, i Chriſten⸗Kirkens forge 


Dage. Vi kunne ba ei faae nogen bedre Comr 


mentar over disſe Vigils Ord, end de forfte Aeter 


i vor Kirkehiſtorie: -Apoftlernes Gierninger, fom 


Forfatteren juft ogſaa i bet Folgende fistter ſin 
Oplysning paa. Wen ber [afe oi. jo (Cap. 19; 
2. fg.) , at Nabnet na&qcos juft brugtes om bem 


ef Doberens Difciple, ber endnu et hadde an⸗ 


nammet den Hellig Aand, altſaa iffe fuldelig 


vare inddiede i ben chriſtue Sirfe og bend Velſig⸗ 


nelſer. Disſe Difciple vifte iffe deſtomindre Hen 
givenhed for Chriſtendommen og bleve henregnede 
meb til be Chriſtne, ogíaa førend de ved Haandoͤ⸗ 


- 


paaleggelfen havde faaet Aandens overordentlige —- 


Gave. Vi finde dem aítfaa hos Lucas juſt fads 
fødes, fom Vigil, efter vor Fortolkning, beſtri⸗ 





3I 


ver bem. — Derfom mu Rogen otf benasne (aa: 
banae Johannis⸗Diſeiple, ber; efter Doberend 
Dod, betragtede fig fom Genhorende tif bet oriftne 
Samfund, uagtet be endnu (ffe havde undt ders 
(foe Inddielſe, med det ikke upasfende Nadn: 
Johannis⸗Chriſtne, da have vi Jutet at indvende 
imod denne Navnets Brug, men dede fun, at 
man ei fra bet vontige Forhold, Lucas og Vigit 
ftovfefe, ber virkeligen Ger(tebe imettem Neíu og 
Johannis Diſeiple Cefterat disſes meéfianfte Sor; 
dentninger, ſaavidt be bare fupttebe cif Doberens 
Perſon, maatte være tilintetgjorte ve) hans ab, 
men Hines bed Herrens Himmelfart havde faaet 
deres rette Onføidelfe), vil flutte til et aldeles 
modſat Sindelag imellem dem indbyrdes, eller 
deraf, at Mænd (fom Apollos) der blot fjenbte 
Johannis⸗Daaben, men bog titbegíaa betragtede 
fig, fom Lærere i ben chriſtne Sirfe, vil gjøre &Hur; 
ninger til, at juſt Difciple af fignenbe Kaar ef» 
fonbrebe fig fta denne. Ihvor ubegribelig end 
en ſaadan Tankegang er; vil den bog iffe være 
vanftelig at træffe hos dem, der hæve villet be 
vife Zabiernes Chrifendem; "derfor turde det 
maa(tee iffe være overflodigt, at advate imod 
den, idet vi ftaae i Begreb med at — 
ſamme Paaſtand om Zabierne. 


32 


Sporge bi nu, hoad der hører til, for-at 
et viſt Religions-Partie (tal kunne anfee for chri⸗ 
fitligt , ba kunne vi enten tage Opgaven, Diftorift, 
politift eler religiss. Hiſtoriſt bliver bor Beſba⸗ 
relfe, naar vi unber(oge, hvorvidt ben. angivne 
Get er. opkommen ved (Brugen eller Misbrugen 
ef) den chriſtelige Aabenbaring; — politit blider 
. ben, naar bi fege.Sjenbetegneue poa om Gecten 
efter fin ubborteó Gorm fortjener. at henregnes tij 
bet chriſtne ſom et i Staten. befaaende Cau(unb; 
religio8 bliver den derimod; naar den gager ub 
paa at drøfte Fælledsffabet imellens det enkelte 
Parties og den, ſande chriſtne Kirkes Tro. 

. Tage vi nu Sagen fra ben hiſtoriſte Side, 
ba labe vi o8 for bet Forſte iffe oteremmple af 
ben Bemærkning ;. at Sabierne, fom forhen our 
felt, engang Gave inb(tubt fig under en chriſtelig 
Pralats Beſtyttelſe, i Haab om, at be fnarere 
kunde unbgaae Forfolgelſer i den chriſtne Kirkes 
La, end under deres egen; thi da de bog have 
ubgjort: en feregen Menighed for hiin Tid, fige 
fom be nu ubgjere ben, efter at be have ab(tift 
fig paa ny fra be omfringboenbe Córiftne, fan 
denne temporare og formelle Overgang allermindſt 
bevife Noget om Sectens Oprindelſe. Efter 
vore Kilders nokſom paapegede Beſtaffenhed kunne 


33 


vi ei afgjøre Sporgsmaalet paa den Maade, fent 
unægteligt var ben nemmeſte, nemlig ved med 
hiſtoriſt Sikkerhed at viſe, at Secten var op⸗ 
kommen andenſteds, end i Chriſt⸗Kirken. Gr 
det derimod ſaa, at en Sect, ſom ſtal kunne 
anſees for at være hiſtoriſt⸗chriſtelig, maa udlede 
fin Herfomft: fra den chriſtelige Aabenbaring, da: 
maa den jo ogfaa have Aabenbarings, Kilde til» 
fælled med de Chriſtue, med andre Ord: da maa. 
ben bruge Bibelen, fom et Sandheds⸗Dokument, 
fom et Beviis for. fine Sætninger Syldighed. 
Nu vide vi vel, at Zabierne fbabeabftiflige andre 
Religions⸗Boger, end fBibefen; men dermed er 
Sagen iffe afgſort; tfi Gatfoltferne bruge 'ei 
heller Bibelen fonr deres enefte Seligioné « Kilde, 
og fra bet Giflori(fe Stade gaaer bet bog nof aller⸗ 
mindſt an, at frafjenbe oem Goriflenbom. ^ Men 
have end Gatfoliferne ftunbum fat Pavens og 
Synodernes Decreter ober Bibelen, og berbeb i 
Virkeligheden losrevet fig fra deres paa Bibelen 
troende Foedres Gamfuüb, : fan iffe blot ned⸗ 
flamme de dog ligefulbt fra disfe, men ere ogfaa ^ 
vedblevne tillige at beraabe fig paa Bibelen font. ^ 
'fBebiid for deres, Meningers Sandhed. Den 
Maade, hvorpaa det faalebeá fnareft bif. lykkes 
08 at erfare, om Sabierne ere vore og de førfte 
Nyt theol, Bibl, 20 Bb. € 


— 


— 34 


Chriſtnes (hiſtoriſte) Troesforvandte, er at prave, 
hvad Brug be ajere af vor hellige SIK fom 
Aabenbarings⸗Kilde. 

Ved at gjennemlafe Liber Adami — man 
aa flere Steder, (om maae opbatfe vor Opmark⸗ 
ſomhed ved deres Lighed med Udfagn i ben hellige 
Skrift; nogle iblande dem, med Undtagelfe af 
be, ſom ubtrpffeligen angaae bor Mesſtas, og 
derfor fibeti ſtulle anfereó, ere følgende (angibne ^ 
efter Norbergs Interpretation, ba jeg formobebe, 
at ?eferen heller bibe ere bem paa anden , «enb 
paa tredie Haand): 


' Si quem esurientem videritis, eum exsatiate, si 
quem sitientem videritis, potionem ei præ- 
bete, si quem, nudum videritis, collo illius : 

. vestem et velamen imponite. Nam, qui 
dederit, accipiet, et qui fenori rem dederit, 
ea privabitur. Lib. 1, p. 21. 


Vobis dixi de Satana, cui virtus ct veritas non 
inest, et qui nihil ad sui liberationem ab 
igne perdente et inceudio valet. Lib. 1, 
p. 55. | | 

Ex habitaculo splendoris, & cujus — parte 

Maximus hic suam sedem habebat. Lib. 1, 

p. 65. à 


! 


35 


Facta scala, eaque ex terra usque ad coelum missa, 


ascendens ile, descendens, et inter eoelum 
et terram volans. Lib. 1, p. 105... 


Videte! vitam mortuis reddo, faeioqne, ut re- 


surgant. Lib. 1, p..109. 


Vitis sums, vitis vitæ, cui nihil falsi inest, arbor 


glorie. Lib. 1, p. 125. 


: Im modum vite, cui nihil obscuri inest. Lib. 1, 


p. 323. 


O qui sapientes sibi sunt, et qui, quod aspectu 


speciosum, oculis ferunt: o qui dicunt, nos 
apud vitam et vita apnd nos; qus vita ta- 
men apud eos non est; «qui cor suum reli- 


querunt, exuerunt, sustulerunt: o ul Ver- 
q , , q 


tunt dulee. im &nerum, amåruæ in dulce: 


. 0 qui bonum esse malum dicunt, et qui 


malwm bono comparant: .o qni nintant cali- 
ginem in lucem, et lucem in caliginem! 1.c. 


ille est, ut pastor bonus, qui vos pascet, qui a 


, 


vobis omnem spiritum corrnptorem arcebit 
ac removebit, ut pastor bonus, qui gregem 
in suam caulam ducit, eamque ix suo con- 
spectu collocat ac eonstiteit. Lib. 1, p.325. 


Cuilibet homini.pro genere cujusque sui operis 


— Lib. 1. p. 237. . 
0 €2- 


36 


' Ad carcerem. canum perveni, quorum .oculi coeci, 
ut.ne videant, quorumque aures obturatz ut 
neaudiant. Lib. 2, p. 3. : 

Tuas vias nemo.ingrediatur, . nec tuas semitas ali- . 
. quis perambulabit. Lib. a,p. 5. 

Nomen, quod. przedicas, uper. me .pronuntia! 
Lib. 2, p. 17. 

Spatio mundi confecto ,.cadet terra in pv 
coelum nt storea convolvetur, splendor solis 
deficiet, ut etiam candor lunz deficiet, stelle 
et planetz velut tabescentes decident. Lib. 2, 

| p. 43. cfr. Lib. 5, p. 13. | 

Summa tuc rectitudinis ; te ipsum judica! Lib. 2, 
p. 63. J 

Summa. tue prudentis: Verbum tai Domini dis- 
cerne et dijudica!. Lib. 2,1. c. . 

Va. iis, qui predicant, , que .ipsi non faciunt, ' 
qui alia dicunt, alía faciunt, qui extrinse- 
cus signa fidelitatis ostendunt, intus vero 
perditi, corrupti sunt; quia, quod faciunt, | 

" mesciunt. Lib. 2, p. 73. 

Neque , mei discipuli! ejusmodi sele salu- 
tem dicatis, aut manum eis porrigatis. — 2, 
p. 85. : 

Per montes, colles et solitudines. errantes , similes 
Diabolis. Lib. 2, P. 91. 





- 87 


Sum. vita, que a se ipsa fui. . Lib.:2, p. 115. 

Novit etiam vita filium, quem IOYOCAIe m animo 
habebat. Lib. 2, p. 1175. 

Colum sine columnis extendit, terram, cui nihil 

| concreti inerat, condensavit, stellas coelo 
illigavit, frugiferas herbas arboresque terre 
tribuit, splendorem soli, candorem lune 

. — attulit. . Lib. 2, p. 211. 

Qui adversus nomen Nuntii vitz insurgunt, quo- 
rumque ori et cordi fides non inest, similes 
sunt arboribus malis, aquam vivam bibenti- 
bus, fructus vero non ferentibus. . Lib. 2, 
p. 215. 

Similes sunt lupo rapaci, leonique prosternenti. 
l. c. 

Habentes odio splendorem et lacem, sedem tene- 
brarum amant.. 1. c. 

Doce electos, guos ex mundo elegisti | Lib. 2, 
p. 237. 

Tu me illustra, ego te illustrabo, ut nos in multo 
splendore servati invicem" in "perpetuum 


ii 


i , cóordinemur. - Lib. 2, p. 287. 
Ve tibi, urbs J erüsalem! quod aquila i in te ascen- 
dit. Lib.2,p.301. 
Jerusalem, in quo sangvis discipulorum meorum 
. effusus fuit. Lib. 2. p. 303. 


/ 


' : 38 i 
Bora opera si feceritis, in mewm emtum vos col- 
ligam, et vestri curam habebo. Boma veró, 
opera si non feceritis, in fundó, ex quo 
venistis, concludemini. Bona vicissim opera 
' ubi feceritis, fili mei in hoc mundo voca- 
. bimini, et, que meus pater mihi commisit, 
' opera administrabitis. ' Lib. 2, p. 315. 
. Docui discipulos veritatem, quex declarata cum 
- doetrina creaturis magnifica evasit, — Lib. 2; 
p. 217. ( | 
Relinquam malos, qui omnes mendaces sunt. 
Lib 3,p.27. / 
Væ ei, qui dans aliis consilia, sibi i Fipas non dat! 
Lib. 5, P. 81. | : 
À quo die vitam amavi, mundo non confisus sum, 
B patri et matri in mundo non confisus sum. 
.. Lib. 5, p. 49.. | 
Neque huic loco occidit suus sol, aut sus lucis 


, 


rddii obscurantur. Lib. 5. p. 57. E 

. Suo nomine e domo vitæ. exstirpato, lucem suis 
oculis non videbunt. Lib. 5, p. 65. 

X celo pluvia:non existet, fructumque suo tem» 


pore terra non proferet. Lib. 5, p. 85. 


Ascende in tuum locnm, bonum domicilium, in 
quo ab initio fuisti, in locum, cui sol non 





eccidit , nec radii lucis obscurantur. Lib. 3, 


2 - 


p. 141. 


irtute jussuque patris sui, — ab eo petierat, 
id imvemit. — Lib. 5, p. 219. ! 


e türberis, ne commovearis, ne pecces, Aeon, 
quo tua stol& maculam non ii ia Lib. 3, 
p. 253. 


bi esurientem offendi, hunc esnurientem sata- 
ravi, ut et viduam satiavi, atque ubi nu- 
dum offendi, ejus collo stolam imposui, ne- 
que- minus ubi captivi offendi, eum derelic- 
tumliberavi. Lib. 5, p. 289g. v. s. Lib. 1, 
p. 31. et Lib. 3. p. 305. 


Det. vilde iffe være van(teligt, at gjere en 
igt vibtlaftigete Fortegnelſe paa tilfptelabenbe 
arallelſteder, ubbragne af bore og Gabierneó 
digienábsger, men be anførte forefomme mig 
ſtrekkelige til at djarafterifete hvad Slags ig 
) bet forefindes imellem Bibelen og G'ibra Adam. 
tt faa nemlig iffe undre 08, at de famme Bil - 
er, hentede fra de omfringværende Qtaturgjenr 
mbe, bruges af Forfattere, der boe under 
mme Dimmelegn, og fom ere daglige Vidner 

en Levemaade af famme Beſtaffenhed: faafon, 
Viintræet 6ruged (om et Billede paa Frugt⸗ 


- 


40 d 


barhed, en omfpagelig Horde for en trufaft Lærer 
eller Konge ;-hvortil høre de hos alle Folkeſlag, 
men ifær hos Øfterlænderne, Qoppige Pignelfer, 
hentede fra Lyfet og Morket, Dagen og Natten, 
Silber og Orkener. Saaledes [afet. man t. Sp. 
ogfaa iblandt bramín(te Tankeſprog: ”En Skygge 
af Kundſtab fvæver ober Menneffets Sjæl fout | 
en Drom; han feer fom i et Morke, flutter og — 

farer vild. Men Guds Viisdom er fom inv 
melens 258; han flutter (ffe, hans Ginb er Sands 
hedens Kilde,” Og om ben Retfærdige hedder. bit: 
' "Han vorer liig Palmetræet til Trods for al Un⸗ 
dertrykkelſe, foinger fig i Hoiden fom en Ørn ut 
ber Himmelens Hvælving, og fæfter fine Dire 
paa Golené glinbfenbe Straaler." Videre finbet 
man jo, ifet hos Nabofolk, ftot Overeenſtem⸗ 
melfe imellem Ordſprog og gængfe'Talemaader, 
der: gaae fra Mund tif Mund, uden at bet ene 
Folk behøver at [efe fig det til 6o8 det andet; 
hvorpaa vi ved Udgaven af Peter Laales Orbfprog 
ere i denne Tid noffom blevne gjorte opmarto 
fomme. Finder man faaledes i Lib. Ad. 1, p: 31 
famme, endog paa dobbelt Viis fremſatte, Sæts 
ning fom i Matth. 6, 3. om ben venſtre Haand, 
der ei ftal fjende den Almisſe, fom ben (oim gi⸗ 
ver: ba behove disfe Ord fígefaa libet at bare 








AIL. 


faatite af hverandre, fom hiint inbiffe Dites: 


»Gjekrighed er en Rod til Ondt, men Sparſom⸗ 


feb er tore. Dyders ſande Vogter“ af I Tim. 


6, 10. Skulde en faaban Lighed finne have no: 
gen hiſtoriſt Beviiskraft, da maatte: man med 
ligefaa megen Sie flutte, at Forfatteren af Liber 
Adami havde tenft paa bet Gamle: så tacuisses, 
Philosophus mansisses ;. thi ban figer (Lib. 2, 


p. 75) Stultus, qui tacet, infer sapientes nu- ' 


meratur. Mere Grund har man iffe til at tot, 


. et be proberbiale fatefetninger, fom forefomme 
. (t. Gr. Lib. 3, p. 45) ( Codex Nasareus, ere uds 


ftreone af Salomons Ordſprog. Saaledes fot: 


"holder bet fig ogfaa med be aldeles menne(telige 


- 9ttringet af Sindsbevagelſer, ber maae udtale 
: fig omtrent paa famme Maade aflebegne, og alte 


- 


faa iffe blot findes ubtrpfte meo lignende Ord i 


Sidra Adam og Bibelen, men ligefaavel t.' Cr. 


d Homer. Der laſe vi ſaa ofte, ſnart fom Frygt, 
" fnart (om Trudſel: AAK xvreg Ta xot 0tosot xao 


mave dacorcær; - men i Sidra Adam (Lib. 3, 


p.141) febber bet: nome volucres allatæ-de:meo 
. eorpore -edent?- Endelig ere bi iffe berettigede 
til at. antage; at Liber Adami fat fra Geneſis 


laant de paradiſiſte Ideer, ſom ber møde o8 ifær 
iZdie Bog; thi Ideen om. en. gylden Tidsalder 


20 42 - 


” wbtafet fig jo ogíaa hold mangfoldige profane 


Gfribenter; prifer jo bog ikke Maro biin Tid, ba 
ipsa tellus omnia liberius, nullo poscente, fere- 
bat; og have vi iffe Sort Ovrids Begrædelfer ober 
ben tragi(te Glutningd « Scene: 
Victa jacet pietas, et Vírgo etde madentes, 
Ultima celestum, tórras, Astrea reliquit! 


Alt hvad ber ſaaledes fan henføres til en naturlig 
Sjoefie, Moral eller Philoſophie, have bi ingem 
Rettighed til at bygge nogen Slutning påa, naar 
Talen er om Deres Diftoriffe Forbindelſe, der 
benytte fig deraf; tbi bet er Menneftehedéng dd 


leds Eiendom. 


De markeligſte Wa be — — maae 
ba be anſees for at være, fom udtrykkeligen nævne 
Jeruſalem, og bet paa famme Maade fom Herren 


bar tiltalt bennefBp. Men herved, ledes vi. til at 


fvørge, hvad Omtale bet Hiſtoriſte i Bibelen 
under i Oibra Adam. Rogen Sjenoftab til be 
Navne, der forefomme i-ben jebite Hiſtorie, ts« 
ber riptignof dette bort vigtige Document; men 
have bi indrommet dette, før vi ei heller ind⸗ 
romme mere. Saaledes tales. idelig om Adam, 
men iffe om vor Diftori(fe Stamfader, derimod 
em en on, der blev udjaget hisſet (ormubelf 


⸗ 


43 


fin Misnoie med Forholdene ber, fom tft Verden, 
^ fortrød fin Uforuetelighed, men maatte bie fit 
"Tid, inbtil han kunde vende tilbage: cit Faderen 
(fee ifær Nasaræi minor, hvor denne Fortælling 


er Gjenſtand for mange Afſnit, t. &r. ag.227); . | 


om Abel vel (om Evas, men ei fom Adams Gon. 
(Lib. 2. p. 123); vin Jødernes Dpfoto i Xgyp⸗ 
ten; om David og Gafomon o. f. 0. (Lib. 1, p.95: 
97. Lib. 3, p. 75), men aítfammen paa en faa 
forvirret og felomobfigenbe Maade, at bet fnart - 
paaftaaeó, at Jernſalem er bygget af Salomon, 
og ſnart, at Abraham allerede boede der. Juſt 
denne ubibelfte Fremfttling af bibelſte Kjendse 
gjerninger overbevifer o8 om, at Forfatteren 
eller Forfatterne af Sidra Adam have 
iffe engang kjendt Bibelen, men fun 
ved Tradition faaet en [58 og níam:i 
menboangenbe Sunbffab om dens Ind: 
hold. Derſom Sidra Adam nemlig havde været 
aldeles tavs om Bibelen, funbe det været tento 
tigt, at Zabierne holdt den i Havd ved Siden. af 
deres andre Religions⸗Boger. Derſom ber fun 
fandtes fat(fe Gfterretninger ( digfe om Abraham, 

Johannes ben Døber og Srel(eren, ba kunde man 
" ogíaa troet, at bet dar med Forfæt disſe Efter: 
retninger. bare forfalſtede, og at der. i andre Maas 


N 


^ 44 


der bles ftjaatet Bibelen Opmerffomeb fou Res 
ligions⸗Kilde. Saaledes ftræbte jo Manidæerne, 
for at fane noget Skin af Chriſtendom, at hente 


Beviſer fra der Nye Teſtamente for deres urime⸗ 


lige Meninger, og bleve derved nogle: af de førfte 
Meffere i den altfor frie Fortolkningskunſt. Men, 
ba der nu beb en (tor Deel af de antibibelfte Be 
retninger om bibelſte Gjenflaube, 6oilfe vi. tabe 
paa i Gibra Adam, ei fan. tænfes nogen Grund 
til forfætlig Fordreielſe; og der iffe finbeó eet 
enefte Cted i hele Codex Nasaræus, bot - der 
tages Henſyn til Bibelen fom til en Bog, :bet 
fan give Auctoritet, ei heller noget, foot det meb 
ubtrpffelige Ord læres, at det er den, .der mod⸗ 
figes : faa kunne vi iffe andet, end, i Forbindelſe 
med ovenfor anførte Sefultat; tillige komme til 
det, at Zabierne ikke bruge vor. hellige 
 Gfrift fom Aabenbarings⸗Dokument; 
. Hvorved ba allerede bortfalde Gormeningermne om, 
at be troe paa de. 5 Mofebøger 1 og antage de 
Steder i det Nye —— hvor der tales om 

Doberen. | 
^ ' fBetragte bi nu Sagen fra ben. politi(te 

Side, ba bliver Gpsrgémaalet: Hvorvidt Sa» 
bierne haandheve faabanne Ceremonier eb deres 
Gudsdyrkelſe, fom ere. betegnede: for de Chriſtue 


| 4$ 


foi fot et vift ved ben fælleds Religion opkommet 
og forenet Stats⸗ Samfund. Spargsmaalet er 
da ikke blot, om de hylde Skikke y. bet have hellig 
Betydning for be Chriſtne, men tillige, om de 
pibe dem ;paa:en faaban Maade; at bet derved 
ſtjonnes, om de lægge famme Betydning i dem, 
fout dvi. Disſe Skikke ere-nu:beseló faadanne, 
ſom, efter bor Kirkes Begreb om Gacramenter, 
ere indftiftede af Kirkens Hoved, og mane findes 
hos Alle, fom ville hape Deel i dend: Velfignelfer, 
deels faabanne, fom findes hos enfefte chriſtne 
S:Seeter, og derfor havde Noget ved fig, fom. cha⸗ 
fafterifeter de Chriſtne. Man feer let, at Hiiut 
er. det væfentlige, men berfom dette iffe engang 
findes, bortfalder enbogíaa Skin af Gpmpatbie 
med en Afart af be Chriſtue; og, have Zabierne 
enbogíaa Had til de ſidſtnavnte af disſe Skikke, 
ſaa aabenbarer ber fig tillige en afgjort Autipathie 
iniellem dem. og deres Tro, ſom bruge Skikkene 

i hellige Hiemeed. | 
Vor ferfte Underføgelfe gaaer altſaa nu bet» 
paa ub, om Sabierne haandhave vore. tvende fel» 
. fige Gacramenter; hvoraf bet ferfte betegner Ind⸗ 
biel(en i Chriſtendommen og bet andet Beſtandig⸗ 
heden beri... Begge Dele befrafte af abffillige 
Reiſebeſtrivere, og man ſtulde ſynes, at man 


"46 


fer barde hore efter deres Ord, horr: de ſelß 
funbe sære Aienvidner +). ” 
| Deri have nu ogíaa Ignatius, Echetenn⸗ 
og Conti fuldkommen Net, ot Zabierne Holde 
Daaben hoit i Ære, for faavidt. Daab er: en i 
gudelig Henſigt foretagen Meddyppelſe i Band. 
ME bet er langt fra og at nægte denne af be Nei 
fenbe ideligen Gefreftebe Kjendsgjerning, bet og 
. faa. femmer music overesns med foab vi hnppigen 
fefe i Sidra Adam (t. Gr. Lib. 2, p. 5.og ijat 
Cp. 115), beviſer afferebe den Omfændighed,. at 
€i have (oretruffet Nadnet Zabier 0: Døbere, 
fom bet, .bet bebf betegner bet Markeligſte ved 
dette Partie. Men beraf folger endnu ingen 
fuube, at deres Stenfeffer i Band hade faume 
Betydning, fom vor heftige Daab, end iffe om 
Echellenſis har fuldkommes Ret deri, at be anfee 
Daaben (2: ben SÉil, be falde ſaaledes) nodven⸗ 
. Big ti( Gligfeb. — Der mane nemlig Sporgs⸗ 
maalet blive om den Sroesbefjenbel(e, be ved 


+) De religione, et lingva Sabæorum , comment. 
Matth. Norberg, i Comment, Soc. Reg. Scient, 
Gottingens. 1780. Vol. 3. p.65sq. P. J. Bruns: 
Ueber bie Zabler yder Johannis⸗Chriſten. H. G. G. 
Paulus: Memorabilien. €t. 3. Pag, 63, - Staͤudlin: 
— jut Philoſophie umb Sadie St. 3. 

E Pag. 46 


47 


Daaben aflægger eller, hvis be iffe ligefrem afs 
lægge nogen ſaadan, bog ont de tibtrpf, de bruge 
eb denne Handling, hoilke kunne betegne deres 
^wntagnt Nellgion. Men Underretning om denne 
Sag maa itfe (sped hos en enkelt Steifenbe, bet 
gjerne, (mob fin Billie, fan, (elo fert bag Lyſet, 
give os falſt Beſted. Ehtl det Fan faare fet have 
hændt fig, at en 3abler fan, for «t fornsie en 
Munk, have fortalt am; at be ved deres Daab 
brugte Gormularen: testis et aqua, testis est 
Johannes, testis est Jesus Christus; eller at en 
zabiſt Praſt fan, for at bife ſin Tolerance, have 
brugt en fanden Formular, og ba tenft fig noget 
ganſte Andet derved, end den tænkte fig, fom 
ferte derpaa *). Men dette gjør iffe Sagen 
flat. Save iffe felo Præfter i ben chriſtne Kirke 
døbt Bern ſaaledes, at man har maattet være i 
€bibl om Bornenes Daab var doriftelig elfer iffe! 
Rei, fom man hos o8 maa holde fig til vore Si 
tual, fot at faae Bished om, hvad man fan ans 
fee for en Daab overeensſtemmende med vor Kir⸗ 
fe8 Syfbftiftel(er, faalede& maa man abfperge 3a; 
biernes Piturgie, maar man bif bibe, hvad be 
tænfe fig bed deres Daab. Lg nu er bet faa Del 


*- :*) De religtone et lingva Sabeorum p. 9. 





48 


digt, at vi have. Brudſtukker af Cholaſteh, fou 
give os forneden Oplpéuing i denne Denfeenbe *). 
Heraf⸗bliver bet klart, besló, bab · og ſaa de Rei⸗ 
ſendes Beretninger anføre, at be ere Gjendobere, 
fom altſaa ikke blot betragte Daaben fom en Ind⸗ 
vielſe til deres Religions⸗Samfund, men fom et 
ſtedſe anvendeligt Middel til at fornpe Sjælens 
Renſelſe, og deels, at deres Daab ſtaaer i Det 
nsiefte.Forhold til deres Troe paa 9&on» affer, 
og paa Stjernernes Juddydelfe. - Derfor findes 
. bet Exorcisme imod be dude Engle, Paakaldelfe 

af de gobe, ja af Planeternes Aander: fitnegifte 
Sormularer ; ber noffom ife, at man ei har Ret 
til.at beraabe fig paa Bine Ord, ber oftere (tutte 
gienkomme: "?ibet$ og Livsordets Navn er uds 
fagt over Dig,” fom figtedes derved til vor. Jos 
fanueifte Logos. At bet nu. ingenlunde er Sif 
fældet, men at Zabierne ubtrpffeligen eb deres 
Daab adſtille fig fra den chriſtelige, bevifes.til 
Evidents af det Had, ber klarligen udtaler fig i 


Liber Adami mod Daaben i. den. treenige Gude 


Navn; ſaaledes t. Gr. Lib. 2, p. 89; 69ot ber 
med Indignatjon imod de Chriſtne, og under 
allehaande fabelagtige Tilfætninger fortælles, at 
”) Th. Tychſen i ovennævnte Staͤudlins Veitraͤge. ag. 49, 


A 


A9. SERT 
de rane Vand fra Jordan, og babe dermed, no- 
mine mortis invocato, in nomine,Patris, Filii et 
Spiritus sancti, nominis etiam Messie mentione. 
facta (bet fibfie Tillag er vel en. Glosſe til Forkla⸗ 
ring af Filii); ligefom det ogfaa fortælles ſpaa⸗ 


domsviis om den falffe Mesſias: perverso. bap- 


tismo vivo, in nomine Patris, Filit et spiritus 
sancti baptizabit, et a baptismo vero, quo in Jor- 
diro aquae viye baptizatus es, Adam! (eos) aver- 
tet. (Lib. 1,-p. 107). Qa nu følgelig Sabierned 
Daab iffe adene iffe er doriftelig, men ligefrem - 
antidirifielig, .maae bi give gamle Sámpfer Net 
i at fige *): Si ex solo baptismo, eoque mutilo 
&e imiperfecto; Christianos salutabimus : Turci 
potius ob circumcisionem appellandi quoquc Ju- 
dei fuerint. 

: Med nogen Mistankelighed gaae bi nu over 
tif at underſoge, hvorledes det forholder fig med 
Zabiernes Antagelſe af vort andet hellige Sacra⸗ 
ment, og høre firar hvad Norberg derom havde 
at. fige det Gottingſte Videnſtabernes Selſtab 5: 
Loco Eucharistis (ut dicunt Kaemferus et Igna- 


&ius) sacerdos, nulla passionis Christi mentiong 


*) L. c. p.-439. | 
$9) De religione et lingva Sahæorum l.c. : Gfr. For⸗ 

talen til Codex Nasareus p. 8 .. — 
Nyt theol, Bibl. 20 BL D 





5o 


/ 


faeta, saltem precibus actis, primum panem ex 
farina, qua Christi caro, et vino, quo ejus sangvis, 
atque oleo, quo gratia dei repræsentatur , com- 
positum, et deinde vinum ex contusis ét cum 
aqua infusis passulis expressum,- ipse assumit, | 


mox eodem exemplo utramque speciem præsenti- 


bus in memoriam Christi distribuit. Man fet 
let, at Norberg ber far finlgt Munfe- Beretninger ; 


. Hvilket vilde, om han aldrig ſeld havde. omtalt 


bet, være klart af ben fremherſtende, hos Muus 
ftne eenfibige , ?pf til at give Zabiiſmen et chri⸗ 


— .filigt fim. Saaledes have Fortæfferne tenft 


paa de doriftelige &ecterá Disſents om Nadverens 


. Uddelelfe sub utraque specie, tilfeiet Anvendeiſen 
aa Zabiernes Maaltider, lagt Sorffaringesu felo 


til om hiint Brød, ber i Sandhed var et mixtum — 


compositum, font Óvtpbebe bet Herrens Legeme 


og Blod og Guds Naade paa eengang, medens 
Vinen, ber fiben omtales, egentlig ingen Vetyd⸗ 
ning havde; og endelig forffret o8, at det ſtedee 
altſammen til Chriſti JIhukommelſe, nagtet be (eio 
tiltaae, Talen iffe var om hans Lidelſe. Saa⸗ 
meget er vel allerede Heraf sienfpafigt, at, om 
end Zabierne nogenſinde i gubelig Henſigt have 
nydt et faabant Maaltid, ba have be iffe npbt 
bet paa faaban Viis, at man har Net fil at ans 


"ig 


tage bet fons et Beviis paa Deelagtighed i tor 
hellige Nadvere. Men Sagen er, at be, fon 
have feet Stabberep i detre Maaltid, have forud 
feet Chriſtendommen i Zabiismen, ſaa at det 
netop er gaaer fermeb, fon med Johannisdom⸗ 
men i Zabiismen; thi ogfaa derpaa, at Zabierne 
tillægge Doberen ben Xrg, der tilfommer vor 
Mesſias, har man villet finde et Tegn i deres 
hellige Nadrere, fom da ſiges (t. Gr. i Contis 
Beretning gjennem Norberg i de Bjornſtahlſte 
Breve) at beſtaae i Honning og Grashopper. At 
drøfte denne fidfte Beretning, hører pel iffe Det 
til, men jeg har blot medtaget den, for at vife, 
hvor Libet overeensſtemmende be, man (fulde ans 
fte for Hienvidner, ere i denne Gag; men ogfaa 
bet bor jeg bemarke, at Kaͤmpfer Kjondt ogſaa 
han antager, at Zabierne have en Art Altar⸗ 
gang, hvorfor Norberg citerer. bou, bog ogfaa 
i dette Stykke far feet latere; 16i han gjet felo 
opmarkſom paa, at biáfe Gecterjfter ei følge 
nogen driftelig Piturgie ved Nydelfen af deres - 
 Stabbere, at be have tillagt Olien (ber vel kan 
bare dogmatiſt forfvarligt, men forbliver hiſtoriſt 
urigtigt), bruge intet af Jeſu Indſtiftelſes⸗ ⸗Ord/⸗ 
09 Sass ogſaa ovenfor. ved Norberg er gjentaget) 
D2 2 


52 


. tale ei om hang Lidelfe +). At ihvad end Sar 
bierned Nadvere ellerg er, det ingenlunde er vor 
hellige Nadvere, er vel allerede heraf klart, men 
beſtyrkes fuldelig ved be Anfald, ber i Lib. Adami 
findes iffe mindre imod den drifetige Nadvere, 
end imod Daaben **). | 

Gom et Beviis derpaa, at Sabietne p 
- mere Tilhængere af ben doriftelige Religion, end 
af nogen anden, far Bruns, efter Echellenſis, 
ogfaa fremført ben Hsiagtelfe, be vife Sondagen 
. c. p. 65). Ogſaa fearebe Sohoron paa Wolfs 
| Sporgsmaal ont, Doilfen Dag be holdt hellig, 
at bet var Sondagen, paa hvilken ber bleve holdte 
Bonner Morgen og Aften. Men unberfsge ti. 
'Gagen lidt nøiere, da favne vi ſnart hos Zabierne 
ben hiſtoriſte Betydning af Søndagen fom en diri 

fielig Andagts⸗ og Hvile⸗Dag til Erindring om 

Herrens Opftandelfe. Videre lare bi af Kaͤmpfer 
(Lc. p.445), at den egentlige Hoitid, be gjøre 
af Dagen, er ben, at de Jutet beſtille; figefom 
ben Omſtendighed, at be holde Bøn om Sonda⸗ 


*) E. Kaempfer |, c. p. 453. 

**) Liber Adami 2, p.89, hvor Cammenbengen nok⸗ 
[fom vifer, at Talen ev om Nadveren, og hvor ben 
paa famine vederftyggelige Maade forvendes, fout 
oftere et (feet af Chriſtendommens Fjender. 





53 ” 


gen, Intet fan. bepife om Dagens færegne Hel⸗ 


lighed, da de hver Dag (futfe bede. Vel fsier 


Conti til, at bet er i deres af Fakkelſtin oplyſte 
Sempler be fomme ſammen Genbag Morgen og 
Aften, og holde bisfe Bønner i deres hellige Old⸗ 
ſprog hvorved Sagen rigtignok faaer mere Ud⸗ 


ſeende af en virkelig Gudsdyrkelſe; men, ligeſom 


det dog aldrig kunde blive nogen chriſtelig Guds⸗ 
dyrkelſe, naar bet, Orb, fom for Chriſtne inbe 
holder Guds' Raad til Salighed, ei lægges til 
Grund, ſaaledes maa ogſaa Mistanken om 3a 
biernes hiſtoriſte Glegt(tab , udledet fra Sonda⸗ 
gens Helligholdelſe, bortfalde, naar. man veed, 
Hvad Norberg, efter Conti, paa ovenanforte 
Sted, foier til, at Torsdagen holdes i ligeſaa 
fiot Havd og Ære iblandt bem, fom Sondagen. 


Rimeligſt er bet ba, at be fun have gjort Son⸗ 


bagen til en Feſtdag, for, under Forfalgelfens 


Dage, at bære Præg af Chriſtendom, og fiden 


. have beholdt denne Skik, der ſtemmede gode overs 


gens med deres Magelighed, og desuden funbe - 


bevare den gode Forftaaelfe imellem dem og faa 
danne Chriſtne, der. (aae mere paa Skallen, end 
paa Kjernen. 

Som det forholder fg med be doriftelige Fe⸗ 


fler, ſaaledes med det chriftelige Tegn, Sorfetó 


| 54 
qegn. Det fattes Heller iffe pan bem, fom af 
dets Brug have villet lutte fig ti Zabiernes Chri- 
ſtendom. Ci heller ter bi hagte, at be bife tet 
nogen Ærefrygt, ba felo Sámpfte bekræfter, at 
be beuge bet fom em Prydelſe paa deres Preſte⸗ 
dragt. Men naar Ignatiüs (p. 59) figer: cru- 
. eem, quz inter celebrandum missam adsit, ne- 
cesse est, interdum sumnia reverentia prosequun- 
tur: ba maae bi ſnarere £roe, at høre fans", end 
Gabierned Mening om Korſets Nodvendigheb. Thi 
Ignatius fortæller fefo (1. e.), åt Korſets Brug, 
fangfta àt figte til Syefum Gbriftum den fétéfay 
Fede, er blandet med deres afftrofogtffe Ibeer: 
ſaaledes (fal ber i Didan findes to malede Gkibe 
(depicte naves), hooraf bet ene foreftillét det, 
hvori Gofen, bet andet bet, hvori Maanen fet 
fer; men i Midten af hvert åf bi&fe Skibe et bet 
malet et Kors, fom er fulde af SSjefber. Ihvad 
nu en» Zabierne tenfe fig peb Sorfetá Tegn — 
en Sorflaring derom (tal jeg i Glutningen af 
denne life Underføgelfe vove at antpbe —: faa 
, et bet bif nof, at dets Brug alene kan hos et 
Religionspartie, ber ei paa anden Viis fan godt. 
gjøre fin GOriftenbom, Intet 5ebife for famme; 
brugte bog iffe ogfíaa Hakon Adelſteen at korſe fig, 
naar: fan (fnfoe tage Deel i be hedenſte Offers 


55 |. ! ^ 


maaltider, men maatte undſtyide fig med, at bet 
gar Thors Hammer, Gan havde villet betegne. 
ijaa mobfat Viis kunne vi tænfe og det hos 
Zabierne. 

Da be Udfald, fom (fee imod be catholfe 
Stikke af et Religionspartie, der lever omringet 
. M Catholiker, maar fra det politiſte Stade i en | 
vis Maade betragtes fom vere de (fete. imod 
Skikke, der í Sandhed funne anſees for drifte 
lige, ville vi et heller lade upaaagtet, at Munfes 
09 rents Livet, og Hvad dertil hører, idelig 
angribes i de zabiſte Skrifter, hvor det regnes 
de Chrifgne til Laſt, at de ei vilde glæde fig ved 
at nyde de koſtelige Tiug, Himmelens og Jordens 
Skaber havde frembragt. Lib. 5, p. 185 i Liber 
Adami fan fremfores foi et Beviisfted herpaa 
instar omnium: Obumbrant se in hác custodia 
jejum et jejune, jejunium iniquitatis agentes, 
preces mendacii fundentes, qui esurientes panem 
nou edunt, sitientes aquam non bibunt, qui in 
lucta et lamentis sedent, caput radunt, et (salu- 
tanti) sålutem mon reddunt. Lg fan dette Had 
imod Coelibatet faameget beflo mere auſees fot 
et fad imod felve Chriſtendommen, fom 34 
bierne maae betragtes (ont en fori(t (perſiſt) Sect; 


men juft iblandt de fpriffe Ehriftne fif Coelibate 


86 


tidligen flor Anfeelfe, faa at mam afferede ( den 
gamle ſyriſte Dverfættelfe af det Nyr Teſt. Gar 
fundet Spor af en oberbreben Hoiagtelfe for den 
' ugifte Stand t. €r. i Overfættelfen af I Cor. 
7,2., hvor Overfætteren iffe (aber 9tpoftelen byde - 
9€te(fab, men forbyde dEgteſtabsſtilsmisſe. Ens 
delig maa vor forhen pttrebe Mistanke, at den 
Hoflighed, Zabierne vifte be Sxunfe, ber vare 
ubfenbte fom Misſionairer, fun sar remtolit, 
bekreftes ved den Spot, bs.i deres, (om be 
haabe for Chriſtne hemmelige Skrifter, eife um 
fene, bet kaldes vagi pastores, og atter beſtrives 
teli coma, qualis hircorum. fetidorum, eaque 
| specie, qua-fedior nocte, foveaque, mugitu re- 
sonante terribilior est. Hvorved bet ogfea fan 
bemærkes, at be Munke, ber boe paa Libanon, 
SRaroniterne, fom ere Sabierneó 3ta6oer, fæste 
— efter Dandinis Beretning  — Priis paa 
Tonſuren. 

Saaledes troe vi da, at det kan — til⸗ 
ſtræekkeligen gobtgjort, at Sabierite Doerfen bruge. 
"bor (Chriſti) Sirfeó hellige Gacramenter, eller 
ere beelagtige i andre Skikke, fomrere betegnende. 
.enten. for bet hele chriſtne Samfund, eller for. 
den Deel af ſamme, ber maa være bem meeft be 
fjenot; meg at be fnarere røbe en aabenbar Op⸗ 





St 


poſition imod nogle ef disſe veffgienfe Indſtiftel⸗ 
fer: faa at de ingenlunde efter deres Samfunds 
Form før henregnes til bem Årigne Kirke. De 
fom nu endelig af Zabiernes religieuſe Troe: vifte 
bebife Zabiismens Overeensſtenimelſe med Chri⸗ 
ſtendommen, maae omtrent bruge bones Argu⸗ 
mentationéntaabe : 

Vel fünbe ber, naar mos vilde domme 
ſftrengt, bære nogen Thivl om, hvorvidt de Res 
ligionspartier, fom hylde €manationé/Cpftemet, 
€ Grunden ere monotheiſtiſte; og der kunde aft 
faa fra dette Synſpuuet ogſaa være Tvift om, 
Hvorvidt Sabierne virfeligen dyrke een enefte (anb 
Gud; men dette Sporgsmaal hører bog egentlig 
til Philoſophien, og iEfe til Hiftorien; thi Za⸗ 
Pierne anfee fig dog felv fom een Guds Tilbedere, 
antage.eet Geiefte SBafen, troe fig hang Lov un⸗ 
derfaftede, og 9í0 og Død afhangige af bant. 
De (ere ogfaa , at denne Gub har (fa6t Verden. 
Vei ere Deres Ideer om Verdens Gfa6elfe blan⸗ 
bebe med allehaande Gnoffieiſsme, ibet Fetahil 
bat den egentlige Verdensbygmeſter, og bet. uns 
dertiden hedder, at han brugte 336,000 Engle 
fil Haandlangere; men fele Chriſtne gjøre fig jo 
forſtjelligt Begreb om, hvorledes bet -et gaaet tif 
ved Skabelſen; og bet, (om er Hovedſagen, at 





68 


fDetben nemlig iffe har været til fra Cvighed:a6 
^ mun er ſtabt paà bet hoieſte Veſens Bud, antage 
—  Sabierie (ígefaa vtl fom be Chriſtue. Eom Be 
viid(ttb fan t. Cy. følgende anføres: Die primo, 
loco primo, horaque prima, eum venisset Aba- 
tur, et Fetahil . extendiset c&lum, condensasset 
terram , expandisset firmamenttüm, fidisset maria; 
ooneidisset mobtes, parasset pjsces'in inaribus, 
ares alatas, bestias ráansycetas ferasqwe cujusvis 
speciei, frugiferas herbas et arbores in tábtua po- 
tumque Adami sueque uxoris Have atque totius 
generationis parasset, atque odotifera quievis, fe- 
tificantia, uviferd, balaunifer& et aromatifera 
fecisset; Fetahil, oónbilio eum Ahatur inito, se 
ipsum intuens, suam speciem contemplans, Ada- 
mnm virum fecit, ejusque &xorem Havam fecit, 
€x quibus in inundo generationes enimerentur. » 
Lib. 3, p. 69: cfr. Lib. i, p. 65 og-205. Hvor 
mange, og hvor vigtige djriftelige Larbocume finde 
$i iffe paa disſe Steder! Sels be forfte trie 
ffevs Nadne ere jo bibelſte! 
Sen fom be.ttoe paa een Gad, ſaaledes 
trot be ogſaa paa Gjalenó Udedelighed. Va 
. figes be iffe at antage Legemernes Opſtaudelſe, 
Ótorfor be ogſaa bortføre Ligene med Fryd og 
Gammen; men ſtulde alle de, fom nægtede Leges 








, 59 


mernes Opftandelfe, Bitbe berovede deres chriſtne 
Stati y. da bifde der ei blive mange Chriſtne igjen 
( den delte Menighed. Wel betragte de følgelig 
fegemet med mindre Ærbadighed, end vi, fon 
have fett; at bet (taf være den Helligaands Tem⸗ 
bel; men deſio foiere hæve be atter Sjælen; og 
bet 9Bentafe kommer bet dog egentligen an paa. 
Atallige Steder i Liber Adami, iſer i Cod. Nas. 
— "hin. kunne godtgjore, bab vi fer have pttret, 
f. Er. Lib. 5, p. 145: cur, Adam! egre fers, 
rugas Wofhtruxisti' ob corpus fetidum, in quo 
fuisti? Corpus an vita est? Corpus m domum 
vitæ non ascendet — —- -— Corpus ad domum 
vite non pertinet; eller 1. 6. P. $09: Quis te, 
unifna , mundo superiorem, in carcerem misit?- 
Quis tibi, anima, quz sempiterna es, vincula 
imjecít ? Quis te tunica obscura et scortatrice 
vestivit? i 
' "Gom be ſaaledes antage Selígionend Hos 
dedlerdomme: Troen pad een Gud og Sjelens 
ildedelighed, faafebe& have de ogſaa en fortrinlig 
Moral, ver aabenbarer en chriſtelig Tenkemaade. 
Kan det end ikke bediſes, at Kjærlighed er ogſaa 
deres Lovs Fylde, ſaa findes der dog Steder, 
hvoraf ber fremlyſer en Tillid cif Alſtyreren, fom 
atter maa være oprunben: af Kjærlighed; t. Cr. 


60 


Lib. 3, p. 229: Aeon fundens preees pulchras, 


seque in perpetuum commendane, dixit: ego, mà 
Restanrator ! doloris patiens commorabor in mundo, 


patiens in mundo commorabor, quamdiu tibi, mi 


Bestaurator, pleouerit. Er dette iffe en chriſtelig 


Sefignatien! Dg nn, hvilfen Medlidenhed imod 
Fiender, altfaa hvilfen Menneſtekjerlighed nb» 
trptfe iffe disſe Ord; Ubi ii ipsi irati ipas mo- 
vebunt, tu ; Æon! mansvetudinis plenus esta, 
Ne turberis, ne commovearis, ne pecoes, Zon,. 
quo tua stola maculam non suscipiat! (1. c. p. 255). 
Samme Kierligheds⸗Aand udtaler fig ſels ber, 
hvor Talen er om be Fortabtes Straf; thi ſaa⸗ 


ledes hedder det (1. c. p. 515) tif bem: Vos Do- 


minus non damnat; sed vosmetipsi vos, qui in 
mundo fraudulenter egistis, condemnatis, . Men 
(om Sormaalet for al Moral og for alle religieuſe 
Sinvftiftelfer maa være bet, at Sjælen venfeó. og 
helliges, faalebeó er bet Gamme Tilfældet i ben 


jabiffe Moral, efter Qbilfen ogſaa Daaben har 


en aandelig Betydning; hvorfor det bydes be 
Troende:  Pergite' recta ad Jordanum, et vos 
baptizate, animas vero vestras baptizate! (Lib. 1 
PO 73) — 

Ja, et fadbant Falledsſtab med be Gbrifine 


et det unægteligt, at Zabierne abe; men et det. - 


6t 


ba €Sriftenbout, at antage nogle af de forſte Cat; 


- 


ninger i al naturlig Theologie og ( afminbelig, 
Hvad enten man nu bif falde den reen eller reli, 
gieud, Moral? At bet nu (ffe er fan, at der 
til Chriſtendom bog nodvendigviis maa Gere Troen 
paa fant, hois hellige Navn vi bære: bet er her 
iffe Stedet tif at beviſe; bet ſtulde aldrig behøve 
noget Bevits for o8, mindſt paa Tider, hvor 
Gonfeéfiondfeflen for iffe mange Maaneder fiden 
paany lagde o8, ved Herrens Ord Matth. 10,32. 
Befjendelfen af hang Navn paa Hjerte og paa 
Tunge. Og dog er det iffe bedre Grunde, end 
de fer anførte, hvorpaa man fan ſtotte fig, maar 
man antager, at den zabiſte Lære er doriftefig; 
bog eif feío $ámpfet *) lægge ben Betydning t 
Sabierned Daab, at be ved denne Nenfelfe ville 
befrie fig fra Arveſynden, fom fandt man nogen 
Lereſetning hos dem om den Hellig « Aandé Mede 
delelfe i Daaben! Det maa da fnatere behøve 
noget Beviis, at Misfionairer virfelig kunne 


gaae ſaavidt i deres blinde og falffe Tolerance, 


at be kunne anſee Antagelfen af ſaadanne for faa; 
mange Religioner fælled Zroes» Sætninger foni 
et Beviis paa Gbriflenbom, uagtet man — hvori 


*) L. c. peg. A48. 


62 


Ingen fan vare enigere med min SXeceu(eut *), 
end jeg — ſtulde ſones det var nof til at fra⸗ 
fjende en Sect Chriſtendom, naar man bidfe, at 
beu iffe antog Jeſus for Chriſtus. For mu. ef 
at gjentage hvad jeg før far femerfet om Skei⸗ 
benterne i denne Materie, og tillige for at vife, 
at Gagen er ei fan exempelloss, ſom mau (tulor 
ttoe, bil jeg hente Beyiſet for denne markelige 
Liberalisme andetftedsfra, og vælge mig Exempel 
af en befjende Bog, fom er i Mange. fænger. 
Saaledes læfe vi da ( bet Menſter⸗Abrahamſonſke 
Vark om ben indbyrdes Underviisnings Vefen 
og Vard (ferge Del Pag. 428), efterat det er. 
fortalt om Midfionairerne i Serampor, hvorle⸗/ 
des be havde indrettet faregne Taheller for be 

achriſtne Menigheders Skoler; "anbre Tabeller 
" jmbefolot vel Sefu tene Lære, men nævnte 
"ham íffe,' og omtalte aldeles Intet af ſenere 
begemte Sroedartifler, ber conſtituere den chri⸗ 
ficlige Sere i deys forffjellige Tyoesbetjendelfer.” 
Og tub markeligere Gore vi om disſe Baptiffe 
Misſionairer; — thi bet er formodentlig bered, 
og ei de dauſte Sorfattered Mening om ſand Chris 
ftendom, der pttres i ſamme Vært (fanme Gee 


z) 3 Maanedſtriftet Pag. 406. 


J 


4 


63 


: Jag. 443) —: Celffabet anlagde i Sfatet 1818 
en Skole i Boribay for Fudianerges Børn, "og 
. vefpecterende deres Troe fjernede bet Alt af Ta: 
bellerne, hvad ene hapde Henſyn pae Chriſten⸗ 
bem; derimod bleve alle almindelige Bibelſprog 
beholdte sg hele Jeſu ophsiede Lære; 
fun nævnedet han iffe. Derved vands 
man. "iubbpgserue, fom uden Miétyoe fenbte 
Barneise i fole, hønr be, udes at here Navnet, 
opferteà i ben fanbe Gbriftenbom, uden 
$ogmer, uden alle menneffelige Zilfetninger." 
Lignende Attrisger, om end iffe faa flart og 
uforbeholdent fremfatte; oil bet i£fe være vanffes 
liat at ſtode paa i bet nylig ubgione Cfrift: Bluͤ⸗ 
then aus Bethanien (Srenpsado , bei Ludvig Chris 
fien Segr 1530) , hvor H. Zſchokke ifær er Ord⸗ 
fører, navnlig under Artikelen: Misſionsweſen. 
Men be anførte Steder knune vel til vort Maal 
tere tilſtrekkelige; tbi derom fan vel ingen Spiof 
pære, at en Baptiſt⸗Chriſten, ber virkeligen har 
det ovenfor angivne Begreb om Chriſtendommen, 
maa auſee den forſte ben bedſte Zabier for fin Bros 

bet ei blot ( Navn, men ogfaa i Troe. Sunne 
altfaa Chriſtne, ja endog be, fom ville udbrede 
chriſtelig Oplysning, lige indtil vore Dage være 
i denne faft utrolige Bildfarelfe om be nodven⸗ 


digſte Eriterier paa veſentlig Deelagtighed i den 
hellige Religion, de feío ſtrabe at forplante, ba 
undrer bet os iffe, at andre Misſſtonairer, höad 
beg altid tt 6tgribeligere, fumme [ate fig bedrage 
af bet Chriſtendoms Sin, hoorved et SRefigtond 
partie, der baade hylder antagelige morat(te 9e 
veregler, 0g troer paa cen Gub og Sjelens Vos; 
delighed, Seed med Forſat og paa Skromt at om⸗ 
. give fig. Men fem Uobereensſtemmelſen imellem 
apiéfonairermed Beretninger om og. be zabiſte Re⸗ 
ligionsſtrifters Ungivelfe af hvad Forhold der 
finder Sted imellem Sa6tiónmen og Chriſtendom⸗ 
men derved bliver os forklarligere; ſaaledes be⸗ 
rettiges vi ogſaa ved ſamme Kſendsgferning mere 
og mere tif at lægge en Vagt paa didfe Religions⸗ 
ſtrifters Vidnesbyrd, bet lígefaa lidet tükommer 
Reiſebeſtrivernes flygtige Jagttagelſer, ſom ew 
enkelt Zabiers tvetydige Forſikkringer. Naar 
faaledes Kaͤmpfer (anf. €t. Pag. 443) og Wolf 
(anf. &t. Pag. 438) berette, at Chriſtus — efter 
Zabiernes Formening — blev ikke virkeligen kors⸗ 
faftet af. Joderne, men at den Korsfæftede enten 
var hans Skygge eller en anden Perſon, fom lige 
nede ham, da folger endnu iffe heraf, at be.Gofbe 
Jeſus fot ben ſande Chriſtus; ti det kunde gane 
vel paéfe paa en Bedrager; at fabe fin Skogge 


65 


Sporgsmaal: om Zabierne holdt Chriſtum for 
deres Forloſer, foatebe: "Gan er Guds Aand, 
og ſtorre end Johannes, men han er ikke død; 


. tfi hvorledes fan Guds Aand bee?" ba forklares 


"dette halvt inbremmenbe, halpt unboigenbe Svar 
af ben Bemærfning; Sohoron fiben gjorde i Au⸗ 
ledning af Wolfs Sporgsmaal, om Zabierne 
gjorde Qrofelpter: "ei troe, at Chriſtne kunne 


indbyrdes blive optagne iblandt hinanden, og di 


iblandt bem." | Til at realiſere denne Troe ſigter 


mof hele denne tilſpneladende Tilbsiclighed for 


Chriſtendommen; hoorved bet kunde lykkes Za⸗ 
E "bierne at unbgaae at faae quidfionairer , bet bare 
—. fente birecte. til deres Ouvendelſe. Ogſaa lyk⸗ 
kedes bet dem, at (aae ben uden Toidl retfinbige 
Wolf til at erklære bem for at ubgjore en Chriſten⸗ 
Clasſe. Men, da oi nu ere mere mistænkelige i 
Dette Stykke, ſporge vi dem, ſom Chriſtus ſpurgte 
Pharifæerne (Matth. 22, 42.): Hvad tykkes Cder 
om Chriſto? Hvis Son er han? og haabe ſom 
sDeréen Svaret fra ben Bog, de kalde Hellig. 
. Su maa allerede ben Omſtandighed bare o6 
. mærkelig, at Sabierne, naar be nævne be Chriſtne, 
-Amtale bem (om en fremmed Sect, og ef (om et 
Spartie , hoortik be felo paa nogen Maade henhore. 
Ryt theol, Bibl, 20 Bd. € 


e 








66 


Sraaledes Liber Adami 3, p. 75: Quadringéirü.- 
^ posthac anni preterlapsi sunt, donec in Jerusa- 
lem Jesus, Marte filius, natus fuit. Qui au- 
tem Jesus, caput Christianorum, gentem. sii 
conditurus, item sibi matre electa, natus fuit. 
. BBidere fættes vor Mesſiäs, efter Sabietned aſtro⸗ 
logiſte Ideer, iblandt be 7 Stjernebilleder; men 
ben (tabelige Indflydelſe, disſe have have paa Ver⸗ 
dens Gfiffel(e og Menneſtenes Gfjabne, er en 
. — wæfentlig Deel af hele Codex Nasareus Iblaudt 

disſe Himmel» Legemer fører Mesſtas Mavnet 
Mebu, er den Tredie iblandt de Eno, .og (fel 
feare til Mercurins, ligeſom Navnet fefó maa 
minde om ben babyloniſte Afgud, Propheten fætter 
ved Siden af Bel (Eſ. 46, 1.); og etymologi 
hentyder paa en — falſt — Prophet, af rad.. 
Na. Sikkerlig maatte mange interesſante Sam⸗ 
menligninger imellem den zabiſte Nebo, indianſte 
Jagarnaut og anbreorientaf(te Stjerne-Dæmoner 
funne anflifleB, og bet med Fragt for flere Vis 
denſtaber (Hvilket - ogfaa "Norberg i Onomaſt. 
- pag. 95 har antydet); men deels vilde disfe lli» 
derføgeltfer lede bort fra vort egentlige Maal, og 
deels vilde be lebe ind ( Materier, hvis Behands 
ling nærværende Forfatter ei var voren. De 
maa da være os Sof, at nævne nogle Gteder, 





67 


hoor Nebu tet merkeligen charakteriſeres. Saa⸗ 
ledes hedder det i, forſte Bog (Pag. 103), at de 
ende Engle (Fulde hylde Nebu⸗Mesſias paa Bjer⸗ 
get Tabdon (41319; i anden Bog (Pag. 148), .. 
at han ftufbe fordommes tilligemed de obrige for⸗ 

hadte, faldne; Aander: quo die consummabun- 
. tur celum et terra, sedes vestra, in qua septem . 
stelleres, apostate omnes, Spiritus, Messias ; Sol, - 
Lune, hospiteti sunt, peribit, quomodo etiam 

omnes septem stellares, item Filia homiuis, qui 
Spiritum, Messiam, Deum Matremque spiritus 
professi sunt, usque ad diem magnum consum- 
mationis penitus peribunt. Atter hedder bet i 
famme Bog (Pag. 277) om Dommedag: Spiritus 
et Messias penitus consumentur, duodecim et 
septem stollares, de quibus judicium dicetur, 
consumentur, isti defectionis filii, hospitii peri- 
. turi domini , fabrice casurz domini. Lg endelig 
formaneé ber i den tredie Bog, hvor Salen havde 
pæret om be 7 Stjerner og ben Ulpkke, dér fulgte 
med at hengive fig til bem (Pag. 67):. Qui vero 
ab.eis se vindicans, ab eis omnibus se caverit, 
ille etiam ab eerum occidione, opprobio et adul- 
&erio, item a compede, occidione et malitia, 
quas res in hunc mundum Messias disseminavit, 
se vindicabit. Lg. at ti nu iffe (fulfe drage i 

| €2 


Ld 





68 

Toivl, at denne Nebu virkelig er Jeſus af Naza⸗ 
reth, tor Meſter og Forloſer, faa ville bi des⸗ 
uden lægge Marke til folgende Steder, der ret 

ægentligen angaae Jeſu Perſon: Latebit per men- 

ses improprie Nebu Messias in, veptre "matris 

virginis, deinde cum corpore, sangvine et men» 

struali pollutione exiturus, in illius simu edu- 

.candus, et lactens, . Educatus vero apud gentem 

abortivorum , proponet ingrediens omnem: suam 

doctrinam, et, perversá scriptura sacra, ejusque 

. dictione ac re omni immutata, filios aborti rorum 

perplexos reddet. . Parabit sibi sui cultores, editis 

præstigiarum documentis: quarum ope 4ibi cre- 

dentes tunica caprina vestiet, et coma in eapite 

eorum tonsa, caligine quasi'velabít. — Festunt. 
suum die solis agent. Atque eis dieit: Deus 

sum verus, Pater meus me huc misit ; Apostolus 

. sum (sc. omnium r. nuntius verax), primus ai- 

timus (a-«), sum Pater, sum Spiritus sanctus, 

ex urbe Nesra exili. — — Per Diabolos, qui 

cum eo erunt, mortuis vitam, ut et mortuo 

loquelam redditurus. " Advocabit abortivos eisque 

dicet: "venite, videte, mortuos vivifico, et ut 
resurgant facio ,: pretium redemtiohis solvo, sum 

Anusch +) Nasarzus.  Spirítus etiam, voce im 

*) o»: is, qui vitam reddit, Joh. 5, 21. i 


/ 


69 


e 


Jerusalem missa, testimonium de:eo dicet. — — 
Baptizans hos aqua defectura perversoque bap- 
timo vivo, in nomine Patris, Filii et Spiritus 
-saucti hsptizabit, et a baptismo vivo, guo'in 
Jerdano aque vive baptizatus es, Adam, avertet. 
Som nu disſe Kjendetegn paa tor Mesſtas ere 
tybelige nof, faalede advares tidligere, i ſamme 
erud ſigetfes⸗ Tone, imod fam: Exponam vo- 
bis, mei discipuli, de Messia mendaci, qui olim 
venturus, miracula in igue, ipse igne vestitus, 
agneque tectus, .ostendet: Emunel, suum nomen, 
etiam Jeschu vivificantem. se. appellabit. ' Quin 
et super igne sua habitatio futura. &c. — "Vos si 
urserit,:et ad eum ieritis, ipsi diffiteamini, nec. 
aide vestra defleotatis, sed nomen Regis altis- 
simi lucis recordemini (Lib. 1, p. 99)! | Men 
bebe: be falde Mefferen en 9ogner, ba undrer o8 
iffe heller folgende Sted; hvor be falde Difciplene 
ligeſaa: Gentes dissentientes Messias dolosus red- 
det. Duodecim item alii impostores per triginta . 
annos mundum pererrabunt, qua ætate Dolosus 
iu mundo apparebit (1. c. p. 111).. Gom bet gif 
Derren, ſtulde bet ba ogíaa gane bem, ber troede 
eaa ham; derfor: Proficiscens et perveniens ad ' 
carcerem Jesu Messie veni et interrogavi dicens: 
| cujus hic carcer ? cui is umbracnlo? Mihi inter- 


70 
roganti;responderunt: obumbrat se in hec car- 
ere, quisquis vitam denegavit ; fidenique Messi 
adhibuit. Pad Sporgsmaalet, fond be ba Hase 
forbrudt, føaredes ber, at be havde haublet: 


. " nomine Jesn Messie , nominé Spiritus sancti, no- 


-mine- Dei Nasarmorum , nomine.Virginis.: 9$ beg 
paafslgende Samtale imellem Mesfias og de for 
haus Skyld Fortabee hedder: bet videre: Addi- 
ditque Messias: adhucne nescitis, debiles, «quae 
eorruistis, me esse Messinin vanum. acutum ad 
torquendum, callidum ad vanum, portas insanas 
furore afficientem ,- opera Spiritus pervektentem, 
beneficos viros perplexos reddentem , eosque in 
etrem: summamque caligiriem conjicientem.. Vos 
perplexos cupiditateque ardeutes tenui,  vobis- 
que argentum et aurum dedi, ut mihi consértie 
in loco hoc, quo consisto, tenelmicoso essetis 
(Lib. 3, p. 11 44... Hvor teífortjent waa ifft 
ogíaa denne Straf ober Mesſias og hans Tilhau⸗ 
gere, efter de zabiſte Foreſtillinger, være, ba 
man iffe blot tilſtriver ham en enfelt ulykkelig 
Begivenhed, fom ben ba6ploniffe Sprogforvir⸗ 
ring (Lib. 2, p. 108-113), men i Almindelighed, 
-at Lognens og Syndens Rige fif Magt i den ders 
bed forfsrte og — Verden ou 3. p. "9: 
p. 33 9.)!. 


7l 


Efter disſe utortpbige tidfagn om Freiſerens 

Hellige Perſon, bif bet være oberflebigt, at dvæle 
eb andre 2etre(atninger i Zabiismen, der ſtride 
imod ben chriſtelige Theologie, faafou ben udri 
fetige Foragt for Legemet eller de urimelige 
Deemme, der endog (pne& ei: blot at ſtulle være 
poetiſte / om hine Grfeengfe, bet føre den fed 
Legemet undflupne Cjel a9 en faare trang, af 
Slanger, Hunde, Laver og Dæmoner bevogtet, 
Bei, indtil Dan. 5, - legemlige (fal gane i Ow 
foldelſe. 

WMen, da det nti af det Soregaaenbe maa 
auſees for. nokſom beviiſt, at Zabierne ei alene 
iffe. antage, men endogſaa aabenbar ſtride imod 
Dogmerune om Jeſu Perſon, ber udgjøre bet, 
hovorved be Chriſtne adſtille fig fra affe andre Nes 
ligionsbekjendere: faa fan Reſultatet af hele 
denne Underſogelſe ei Geller blive andet, end at 
den zabiſke Sect i ingen Heuſeende bør betragtes 
fom et dorifieligt Religionspartie. | 

8. 2. 
Zabierne antage ikke Johannes den Dober for 
Mesſias. 


Dette et den anden af de fo Hovedfætninger, 
jeg trotr det muligt, med det Apparat; fom er 


s : ' 
: 
Få - 
B - 
, 7 2 
* 


forhaanden, «t beviſe om Jabilsmen. Ware ber 
tilftræffelige Grunde for, at Zabierne flet. lle. 
" ftaae. i nogen hiſtoriſt Forbindelſe med Doberenẽ 

forſte Diſciple, da var bet ben naturtigfte Orden, 
fetft at fremfere disſe Grande, og dernæft at 
fette vor nærværende Beviisforelſe paa dem. . 
Men, da dette nu iffe er Tilfældet, blive vi vor 
Plan troe, idet ot forſt ſtrabe at fremfore, hodad 
der om Secten er bevitsligt, og dernaſt inbfabe 
os i en fort Diseusſion over hvad der, efter Sa⸗ 
gens nærværende Syn, fan ſynes rimeligt. En 
ſaadan Adſtillelſe kunde naturligviis ikke (ter, 
derſom disſe Theſes vare faa nsie forbunbite med 
hinanden, at ben ene ſtod og faldt med den, an⸗ 
en. Men nu kunne be nærværende Zabier gjerne 
være be forſte Johannis⸗Diſciples WÆtlinge, uden 
"derfor at antage Doberen for Mesſtas, endog 
om hans forte Tilhængere havde gjort bet, end 
fige naar dette itfe var faa. Og omvendt, kunne 
gabierne vel bprfe Doberen fom Mesſtas, uden 
at have arvet deres Neligion fra Johannes's 
forſte Diſciple. Endſtijondt altſaa disſe Underſo⸗ 
gelſer kaſte meget Lys paa hinanden — hvilket er 
unægteligt — baade kunne og ber be bog bes 
handles færftilte, og bet ſaaledes, at man fra 
bet Risſe frate at fiutte tilder mert oiblfomme: 


73 ' 


ett Regel, ber. viſtuok er faare fimpel, min deg 
iffe ſpnes noffom lagt paa Hjerte af bem, der 
, fruge Udtrykkene: Johannis-Juͤnger og Johau⸗ 
nis⸗Chriſtne, ſom vare be ſpynonyme. Imidler⸗ 
fib bat sor ovenanførte Sætning iffe blot nogen 
hiſtoriſt Betydning, for faasibt den fan bidrage 


til at eplpfe, hvorpaa man, ife maa (tette ſine 


Formeninger om Zabiernes Oprindelfe, men er 
tiffige iffe. uden exegetiſt Vigtighed, fordi mos, 
derfom vor Theſis er. ſand, derved i bet mindſte 
forhindres i et gjøre fatfte &futninger fra de . 
nærværende Zabiers Johannisdom til, at der i 
bet Nye Teſtamente Fulde findes. en Johannis⸗ 
bon ; hvis Bekjendere dyrkede Doberen fom Mes⸗ 
ſtas. Naar endelig den Tid kommer, at Nogen 
helliger fig disſe Secteriſters Omvendelſe, vil bet 
ogſaa være ham magtpaaliggende at vide, boot» 
vidt han behever at gfendrive. fiu Worbom om 
Johannes's Mesſianitet, famt i Almindelighed, 
hvorvidt han tor bygge ſin Religions⸗Underviis⸗ 
ning paa forudantagne mesſtanſte Forventninger. 
| See vi nu hen til den aldſte Kirkes Tradi⸗ 
figner, i bet Haab der at finde Johannis⸗Diſciple/ 
der tillagde deres Meßer Mesſias's Værdighed, 
Da møde oi fun cen Kirkefader, der har opbevaret 
os "n ber did kunde fomme i Betragtning. 


— 


7" 


«t jeg figttv til Borfattezei af Reeoguitiene, er 
€aóser befjenbt, fom har ſtjenket Ofenganben 
for vore Underſogelſer nogen Opmærtfomfjed, li⸗ 
geſom at Stederne, der her fortjene at droftes, 
ere foelgende: Sed et ex discipulis Jobannis, qni 


widebantur esse magni, segregerunt se a pepulo, 


et magistram suwm veluti Christum præficarunt; 


eg beruafi: Unus e discipalis Johagnis adfrma- 


bat, Christum Johannem fuisse, et non Jesus, 
im tantum, jnquit, ut et ipse Jesus omuibus ho- 


minibus et prophetis majorem esse pronuntiaverit 


Joh&nnem. Si ergo, inquit, major est omnibus, 
sime dubio et Mose et ipso Jesu — est ha- 
bendus *). 

. jer fortælles jo unægteligt, at nogte. 6otv 


obige. Sobannié » Difciple havde ben Paaſtand, 
«at Daberen var Mesſtas (og: Gimon fra Gana 


fit den Beftilling at gjenbrioe disfe Vildfareiſer). 
Men det Samme er ogſaa fortalt i vore Dage, 
og bet Gave ogfaa beret de, fom have paataget 
fig at gjenbribe — iffe (aameget Sagen (elo , fom 
Fortællingen om den. Hvad Vard har ba fiin 
Beretning. i Recognitiones? fpsrge bi, og be 

*) Clem. Recogn. Libr. X. Bas. 4536. Lib, 1. p. 17 


og Pat, apost. ed. Cotel. recens. Cler, P. I. p. 501. 
Sfre. min Lic. Disſert. ag. 99, 


?6 


handle Sigge Gttberae mer Ct, 9e fol 
fremførte ( oem. ſamme Bog; og sgádae ub paa bet 
Gamme, Dog, forſt bor vi jo vibe, bab Re- 
cognitiones fefo er for en Beg, forinden bi kuune 
fige Noget om ben enkelte Udſagn. Recoguitio- . - 
nes — QGjentjeneeiferue, nemlig Faderens og 
Sonnens — er en hiſtoriſt Roman, udgivet i 
Slutningen af bet awbet, effer i Gegyndelfen af 
"et tredie Aarhundrede, og fom bærer Clemers 
Romanus's apoſtoliſte Ravn. At uu Clemens 
Romanus iffe er Forfatter fil denne Bog: derom 
et bet faft iffe længere Tvidl iblandt Critiferne; 
ogſaa inbromme feld be, der benytte fig af Vid⸗ 
nesbyrdene i Recognitiones, at bidfe Vidnesbyrd 
ert (£fe af Clemens Romanus; €. Cr. Wald paa 
anførte Sted. Men man bar bog — figer min 
færde Necenfent i Literatur⸗Tidenden — behandle 
de hiſtoriſte Udſagn i dette Værk paa ſamme 
Maade, fom Kjendsgjerninger, ber fortælles i 
andre anonyme Skrifter. Dog er bet jo faa, at 
alle anonyme Sfrifter fortjene ingenlunde ſamme 
Behandling eller Tiltroe, ligeſom be pfeubenpme 
vel i Almindelighed fortjene endnu: mindre Tiltroe, 
for ſaavidt de ere pfeubonpme, end hine, for fao; 
vidt de udgaae ganffe uden Navn. Aarſagerne, 
hvorfor. en Forfatter iffe navngiver fig, Cunne 


16 


je. vere ſaare forgjefüga; naeu. bem foc. gent Sy» 
pærdighed. farfigfie er signet den, at han ſels 
"køler, at, de Begivenheder, han fortæller ;. mangle 
Sandſonligheds Skin, og ban derfor. ikke mif 
fatte fit. eget gode Ravn .og Rygte paa € pil . tj 
ligemed fit Arbeides. Hogarimod bet fan vare o8 
ligegplbigt, hvad enten Forfatterens Navn finnes 
eller ſavnes paa en Bog, hvis Indhold i os⸗ for 
fig er 06 travændigt. … Det vil ba ved anengme 
Skrifter en) pure end ved navugivne Forfatteres 
komme an paa, b»ab Grad Srogerbigbro. da af 
indre Grunde beſidde; ſaaledes behode vi ikke at 
vide, at Ulrich o. Oüͤtten er Forfatter til cpiatole 
virorum obscurorugm , fot at agtage, at be Kjends⸗ 
gierninget , bi8fe Epiſtler indeholde, ere fande 
pof. Videre — hvis det et en afgjort Sag, at 
et Skrift ec píetubonpmt, fáa opvakker bet alle⸗⸗ 
rede ved Dette Gal(tnevie Mistanke om, at det 
broſter bet paa indre Sandſynlighed, ſiden bet 
behover at tillifte fig et udvortes Auctoritetstegn; 
hvilfet jo navnlig 'gjelder om en faa beromt Mands 
Navn, fom en apoftoli(t Faders *). Naar bi ny 


9) Men det ec hverken beviiſt eller. engang ſandſynligt, 
at Forfatteren til Recognitiones har udgivet fig for 

- Clemens Romanus. Senere Afſtrivere have anſeet 
. ham for at være denne Ritfefaber, .. J. Moaller 


M ue 5 i 


anvende bibfe Bemærkninger pda der Skrift, fom 
ber ligger for 08, da ſynes bet og utvivſſomt, at 
Reevfiiitiones fan iffe giore Forbring paa mere 
Axtopiſtie, end en anden ópbigtet Rakke af 6 
Fidenheder, hobr disſe angade hiſtoriſte Data, 
men Cammenfætningen vg Udviklingen er den 
ubekſendte Forfatters Værk. Men af en heldig 
— Sorfattet til hiſtoriſte Romaner fordrer man jo 
"iffum, at de Begivenheder, han fremfitler ſom 
hiſtoriſke, Sabe enten i bet Vaſentlige deres Sit 
ſvarende i ben birfelige Diftorte, elfet^ í bet mindſte 
Overeensſteiumelſe med den Tidsalders Jano, 


Hvori be figes at tildrage fig; fame, at de et» —— 


fower, han lader ftemgaae for o8 fom hiftorifte, 
4 Hovedtræffene femme overeens med det Billede, 
den virfelige Hiſtorie frembyder og af dem. For» 


fattete af Recognitiones kunde altfaa med Foie | 


tænfe pàa Johannis, Deberens, Difciple, naar 
han vilde eife, hvile forftjelige vantroe Menin⸗ 
ger be ferfle driftne Lærere havde at bekempe. 
Thi bet Rye £e(tamente vifer jo — hvad det vilde 
være Cenfivighed af 08, om vi fræbte at bortfor⸗ 
fíare — uat der var den Tid, hvor Døberens Di⸗ 
ftipfe Havde flore Tanfer om bered Rabbi og fà 
… feld, og defto mindre om Herren og hans Difciple. 
— $9a be nu imidlertid tfe kunde nægte; at Dobe⸗ 


PA 78 | 
ven havde givet Jeſum Vianesbyrd, og altcas iffe 
furbe reentud etflete "ham for eu (oif Mophet, 
fea et bet ingenlunde nſandſyntigt, at be kunne 
Gade beraabt fig paa ſaadaune Udſagn af. Her: 
ren, hvori han rage Jehaunes; paturtigtiid med 
UVdeladelſ⸗e af de Steder, der i£fe padfede for dem. 
" Det er følgelig i Overeensftemmelfe meo den Tids 
alders Aand, vor pftubongme Forfatter ad fik 
bre, at han fremfører nogle af Johannis Difciple, 
bet ei vilde boie fig for ben Forsfæftede Jeſum af 
Mazareth/ men priſte haardnakket deres egen Sev 
flet (om Mesſias; og iffe mindre paséepbe, at 
han lader cen. af disſe Diſcinle beraabe fig paa et 


(7 Uderpt af Herren, ber maatte klinge behagelige 4 


Bereó Hren. Men, felv om vor Forfatter havde 
, kadet dem danne en egen Sect — boilfet endnu 
- éffe ligger i Ordene: segregarunt se'a populo — 
| fan havde vi derfor ikke Net til at aufage, at en. 
faaban Seet virkelig havde været til'paa eller for 
fané id; thi ham — fom Noman s Digter — 
unde bet vare nof, at der var ingen Diftorit 
Hfandfonlighed for, at en faaban ecclesiola knude 
paa be Tider have dannet fig. Men heraf følger 
ba ogſaa, at han funbe upaaanfet lægge et: 
"affirmabat". i fin Johannis⸗Difcipels Mund, naar 
ber fun engang havde 'været de, ber formodede — 


T9 - 
bet Gamme, fot han fob Dente paaſtage *). 
Derſom mu denne Slutningsmaade er gyldig, 
fetget aftfaa hetaf, at Pſeudoclemens fan ifte 
1ee of tibere, men faber 06 flaae, hvorhen de 
Gipot, vi tidligere fonte i Bibelen, forte os, nens 
bøg ved den Erkjendelſe, at ber i Deberens Dage 
ag i be førfte Tider efter hans Drab vare Nosle⸗ 
der meente, han var den forjættede Mesſias, men 
fom dog ingenſinde conftituerebe fig fom et sif 
^ Saade fra Jøder og Chriſtne for(tjetiigt Religions⸗ 
fartie, 6oorttf be mere og mere manglede af ydre 
Tilſtyndelſe, men derimod efterhaanden, efter⸗ 
fom deres mesſianſte Begreber vare mere eller 
mindre rene; forenede fg med de forſte Chriſtne, 
fom hine, der omtales i Mpoſtl. Gjern. (18, 19.) 
eller ogſaa med be Foder, ber gabe fig under een 
efler anden fal(t Meskas's Faner. Naar man au 
hertil føler Jrenæus'8s Taushed, der dog altip 
maa have fügt for bem, ber tanfe fig be ferie 
Johannis-Chriſtne hengivne til be ſamme theofo⸗ 
phiſte Vildfarelſer, man finder hos be nuværende 
Zabier, ſamt den Omſtendighed, at be serige. 
frfefebre, ber lagde megen Vægt paa Herrens 
Ord, 9eb Legationen Matth. 11, 2.; 99€. 7, 19. 


'"*") Kun faaledes var det min Senfigt i Dlsfertatfen at 
interpretere affirmabat mtb suspicarentur. . 


— 





ig . 
990 
n 


— iffe atebe Leiligheden til af mobfige Sofaumid 
blinde Tilhængere; hvorimod Julianus Fpofteté; 
er juft opponerede imod hine Jeſu Ord, Havde 
Bast en beqoem Anledsing til at. modfætte de 
Chriſtne ved at fremhæve bidfe deres Modſtau⸗ 
bere, faa maatte ber være en. ret. paafalbenbe og 
'sienfpntig Obeteendftemmelfe imellem de Sjefannid 
Diſciple, Pſeudoclemens antyder , og be religienfe 
 Spartiegeugete, fom mange Aar fenere bleve 6e» 
fjenbte under et lignende aon, for at bi Kulde 
kunne tillægge hine enkelte Yttringer i en faa 
apokryphiſt Bog nogen hiſtoriſt Troverdighed. 
Derfor ev bet paa Tiden, at labe Clemens fare, 
fot at fte, hvad ber findes hos Zabierne, fode 
' fan vetfærdiggjere biin Paaſtand. 
Hvad nu bin Overeensftemmelfe angaaet, 
. fem Beflaaer deri, at 3abier betyde Dobere, 
| "og Mendai bi Jahia Johannis⸗Diſciple, da 
ville vi her faameget deſto mindre drøfte denne 
Omſtæendighed, ſom det er bor Henſigt i næfte 
Afdeling at underſege Zabiernes Slagtſtab med 
Doberens forſte Difciple, og bet jo mad være inb» 
Ipfenbe, at Sabierne meget gjerne kunne falde fg 
efter Døberen; bevife jam megen Jre bande ved 
Omtale og ved Skikke, ja endog nebftamme fra 
Gam, eller rettere, frå hans forſte Difciple, uden 


^ 


8I. 
derfor nas mogen Maade at anſee ham for: Mess. 
fiad.. Skulde desuden be Ceremonier, hvorved 
Zabierne hellige Doberens Ihukommelfe, kunne. 

beviſe os, at be tillægge ham Mesſianitet, da, 
moatts deelo Beretningerne om Geremoniceae felo, 
0 ,. hrad hør er Hovedſagen, om Sormulareene, 
i bet Veſentlige sære eon; og deels maatte disſe 
Gtiffeifemme overeens med hvad Bekjendelſer de. 
i deres hellige Skrifter udſige om Doberens Pers. 
ſon og deres Troe paa ham. Men nu var Nors 
berg *) og Conti ei enige med Ignatius og hang, 
Gfeerfolgere om. Maaden, hvorpaa Daaben eller 
be forſtjellige Daabs⸗Handlinger ſtete; ſnart 
hedder bet: quomodo baptizavit (sc. Joh.) Judæos. 
in Jordano eosque servavit, vos etiam servabit; | 

” pg atfer: in nomine Domini primi et novissimi, . 
Domini mundi et Paradisi, altissimi omnium re- 
zum creatoris. Deb ep anden Feſt (Pengja) (tal 
jo, fem, vi. fet. have. nævnet, den Alvidende, 
Chriſtus, Johannes og Vandet fatteó ved Siden. 
af hverandre fom ligedygtige Vidner. - Wed. en 
tredie Leilighed Falder mam. fam optimum nostri 

auspicem. J Bonneformularen hedder han: Jo- 

. hannes, quem parentis-loco colimus. | 26 endelig. 

2) "Norberg: de relig. etling. Sab. c. p. 9. . 

Nyt theol, Bibl, 20 Bd. . & 








i 


i 82 É 
faner han fabe fig noie med Titel af ei RT Pro⸗ 
phet, og maa ſee ſit Tempel mishandlet, naar 
hans Bekjendere fremſtille be Syge i Johannis—⸗ 
Kirken, og forgjæves anraabe bang Biſtaud +). 
Naar bí mu i be af Zabiernes Skrifter, der ere 
og Gefjenbte, ei finde Johannes omtalt (oim Mes⸗ 
flag, da funne faa tvetydige og i alle Maader 
tvivlfomme Formularer ei afgjsre Sporgmaalet, 
der maatte (taae hen, indtil vi fé fiffrere Oplys⸗ 
ninger. Men finde vi paa ben ene Side ingen 
mesfianffe Forventninger hos Zabierne, og paa 
den anden Side Ideen om et hoiere, i menneftes 
lig Gfiffelfe aabenbaret, Væfen: bá made vi 
vel have Net til at. befvare Sporgsmaalet be⸗ 
nægtende. J | 

Naar Talen fer er om metfianfte Forvent: 
finger, ba. menes faabanme Forhaabninger om 
en Mesfias, Doilfe enten forefindes i vor hellige 
Gfrift fom Forhaabninger, eller forfpnbed der 
fon opfyldte. Dette maa ubtepffeligen bemarkes 
og i Bedømmelfen af denne Sag neie lægges 
Marke til; thi, uden ſaaledes at charakteriſere 
hvad bi forftane ved mesſianſte Forventninger, 
vilde vi enten flaae Fare for at bygge for meget 


- 


*) Bioͤrnſtahls Briefe l. c. Pag. 361, 


83 


paa hvad vi (ffe vide om Sabierne, eller endog 
aabenbar firibe imod hvad oi vide om dem. 
Ligefom vi nemlig forhen have hentydet paa, 
at Ideen om em gylden Fortid fandtes hos be 
fleſte Soffeflag, Hvis indre Livs Hiſtorie er os 
' paa nogen tydelig Maade bekſjendt, faaledes op — 
bage vi ogfaa hos de paa tufinde Der og Lande 
adſtilte Noahs 9tlinge en, om end fvag, Længfel, 
et, om end bunfelt, Haab om en gylden Evige 
hed, fom venter de Sromme. Denne Evigheds 
gyldne Tilftand beſtod, efter Haabet, iffe blot i 
en retfærdig Gjengjeldelſe, ber aſtſaga maatte 
vorde de iblandt de Dsdelige, fom efter Datidens 
Begreber vare gode, til Bedfte, men tillige i Op⸗ 
hævelſen af det Onde, i Lyſets Ceier og Morkets 
Oplosning. Ideen om en ſaadan Silflanb findes 
vel o8 alle Dodelige, bet ere komne tif Ahnelſe 
om Sjelens Trang, og Goilfe bet ei ved et forge 
ligt Held er [pffets at fade pantheiſtiſte Sophiſte⸗ 
tiet qvæle dette Pant paa bet o8 beſtemte him 
melfte Borgerſtab. Imidlertid have bog; fon 
bekjendt og fet forflarfigt, de eferlanbfte Golfe, 
flag forſte Stemme: til at udtale Grund: Jdeerne 
om Verdens, Forlsgningen, faa at felv de ſybil⸗ 
finfte Begers Vink om et tilkommende Fredens. 
og ——— Rige vel ſnareſt ere ved Etru⸗ 
| $2 


84 


ſerne komne (ra Øften. Hvorledes Confutſee à 
. faa Henſeende nedlagde en herlig Spire blandt 
"Kune Landsmænd, har ”Thevlogift Bibliothek“ np» 
fig meddeelt os interesfante Beretninger om. 
Men fer maa det ifær være o8. mærkeligt, "at. 
denne troſtfulde Forjættelſe forekommer fagre hyp⸗ 
pig i ben verſiſte Theoſophie, faa åt ber enbeg 
opvakkes Haab om en Tid, ba aft Ondt ſtal for⸗ 
vandle fig til Godt, Morkets Rige forfeinbe, og. 
Ahriman iffe blot gan(te miſte fit -Detrebnmme, 
fom Plutarch i Afhandlingen out Iſis og. Oſiris 
omtaler, men enbogfaa, hvad Zend-⸗aveſta forud⸗ 
ſiger, fpnge Ormusd Lobſange. Da nu. de ni 
værende Zabiers Forfædre unægteligt have: have. 
Odhold i Perſien, er det ingenlunde nadvendigt, 
at antape be Gifabningené Guffe efter Forlss⸗ 
ning, fon bi fornemme faft paa hvert Blad i be 
jabi(te Skrifter, for Gjenflang (ra prophetiſte 
 Stefter i Israel; thi be funne, ifølge be fore 
gaaenbe Bemærkninger, ligefaa bel have. deres 
Udſpring fta Zend-⸗abeſta— 
Men Ideen om en. gylden Fremtid udtom⸗ 

mer jo paa ingen Maade Begrebet om en mess 


fianft Sorbentning, hvorunder ogfaa maa indbe .— 


fatte$ Foreſtillingen om bet Gubbommeliges8 Aas . 
benbarelſe i menme(telig  GEiffelfe paa Jorden. - . 


85 


Og iffe mindre viſt er det, at en ſaadan Fore⸗ 
filling fandtes hos Zabierne, om ellers hos nos 
. get Folk, og nogen Religions fBefjenbere ij Ver⸗ 
den; thi hoilken anden Idee ligger vel til Grund 
fer hele Læren om Xon⸗Rakkerne og navnlig om 
Fetahil, end jug denne? Men ikke (rd vor. Del« 
lige Skrift behovede be at hente. denne Idee, bet 
ſandſynlig fun fibet harmonerer med Skriftens 
beſtandige Fremſtilſing af Jeſus Chriſtus fom den 
Eenbaarne af Faderen; nei! ben er Menne⸗ 
Keflægten faa naturlig, at ben under be meeft fore 
ſtjellige Skikkelſen mober o8 allevegne, hos Folke⸗ 
flag, der ſikkerligen ikke have laayt den hos hver⸗ 
andre, ſaa lidet fom Propheten fta Mecca har 
havt behov. at (gre fin Rolle af Mytherne om 
flor, Prometheus ſtjal fta. Himmelen, eller 
hine, om den indiſte Bacchus og nogen af He⸗ 
roerne, — Door megen Lighed ſaaledes end Zabier⸗ 
"ones Goreftillinger om Fetahil *) kunne fave med 
de guoſtiſte Ideer om Demiurgen — og Gnofti 
kerne vare indbyrdes faa forítje(lige; at bet et 
vanſteligt, ei i een eller. anden Henſeende at 
komme til at harmonere med dem — faa -er. bef 
derfor ingenlunde nogen. velbegrundet Mening, 


1%) Gee t. Gr. Lib, Ad, 2, pp. 123. 137. 309, 315, 


4 


86 


at antage Zabiismen oprunden af nogen vis: guae 
fik Sect, end fige af en faaban, fom havde em 
| rigelig. Herkomſt eller. Retning. 

Endelig. udfræves til Begrebet om en — 
ſianſt Forventning iffe blot hvert af be ovenfor 
anførte Begreber i og for fig, men tiffige Sore 
ningen af den. begge. De lebe ogíaa, tet udvik⸗ 
(ede, til hinauden. Thi ligefom Forventningen 
af en Lykſaligheds-Alder man oyeaffe Sanfen 
om et med meer eub menue(telig Kraft og Hellige 
feb ubruftet Veſen, der (al realiſere filu Sets. 
ventning: ſaaledes vil hverfen Forſtanden eler 
. Selvfjertigheden labe fig noie med Indbildnings⸗ 
kraftens Srembringelfer af en iubeo Tib og. Gudes 
Gpner ,. men (atte disſe 2labenbarelfer i Forbin⸗ 
belíe med Menneffeflægtens Trang til Grelfe og 
Gorlssning. Saaledes fade ba hine Ideer i 
Forening Haabet om et overjordiſt Veſen, der 
(tal være Ophavsmand til den Lykſaligheds⸗TCTile 
ſtand, efter foilfen Verden foler Forlaugſel. 
Dette Haab er en faa fuldſtendig mesſtanſt For: 
ventning, fon ben fam findes hos bem, der ei 
have nogen anden Baſis at flette den paa, eno 
deres eget .Djerte8. dybe Trang, og mere eller 
minore bunf[e, men af bem misfor(taaebe Oldtids⸗ 
Sagn om ben fambe Forlosning, Herren havde 





- e 


— 87— 

e 6? i J 
siitenit ſit Golf i Tidens Fylde. Vel hedder bet 
em Zabierne, at de vente ingen Mesſtas*) — og 
(aa fjebper det med Rette, naar vi tage Mesfiass 
"Begrebet i bibelſt Betydning — men hiint Haab 
pus Menneſtets Forlosning fuptte de dog til '. 
Mon⸗Aabenbarelſer; og ligefom ben Girunbtanfe, 
het. gaaer, igjennem Gele.Cod. Nas. min. beftaaer 
. & der enfelte Menneſtes Befrielfe ped en Won fra 
Jordens Gengíel og Legemets Lænfer: ſaaledes 
er det en rünelig Slutning, at de tænke fig den - 
hele, til Gretfe Seflemte Mennefteflægts Gorlsóning 
tværffat jaa en lignende Maade.  QOog — hvor. 
lehes be nu end foreftille fig denne; og ved deres 
Ferkjerlighed for Cmanations» Soflenet er det 
vimeligt at antage, de ſnarere tænfe fig flere 
Gienlefete, end cen — et bet bog i hoi Grab 
ubefsiet at mene, de have erholdt disſe Ideer fra 
vor eller den jodiſte Religion, der henfører Als 
verdens Guenioóning til eet. Moment, ved ben 
- Guefted Aabenbareiſe. Her opfordrer derimod 
Sagens Natur os atter til at vende vort Blik 
mod Perſien, hoor bet endog fanbte& renere 
Mesſias⸗Begreber før Chrifi Komme, end si 
Codex Naſaræus efter famme. Men høre vi nu 


*) Biornſtahl, a, €t. p. VI. 


88 


" Bénbrábefta tale om Oſchauderbega, der Gel-mits 


op fvarer til hvad vi kalde restaurator «níundi; 
høre vi Mytherne om den onde Aand, der ſtulde 
labe fig tiffpne mied aim og overvindes af $ám, 
og endelig Løfterne om ben Retferdighed, han 


ſtulde bringe for Dagen ſom en Kongernes Konge 


og Fredens Gjienbringer: da begribe vi vel, at 


" her er mere em Stof nok til at danne fig Fore⸗ 


ſtillinger om et Mesſias⸗-Rige, og det lant were 


— 


udviklede, end vii Zabiismen have faldet dens. 
"Paa ben ene Side. funne vi altſaa freinbife 


en anden Kilde tif Zabiernes Gjenlo&üing6» Daab 


(der desuden ſynes at ſtulle opføldes mere enkelt⸗ 
viis, end henfores til et almindeligt. Forbes 


' ning» Vark), end Spaadommene idet Gamle 
Teſtamente; og paa den anden Side kunne ide, 
hverken for faa vidt bé vare opbevarede -i bet 
ſtrebvne Ord, eller overleverede ved Traditidn, 


ligge ttl Grund: for den Art Mesſias⸗Forhaab⸗ 


ninger, der forefomme hos Zabierne. THE "bes 


tenfe oi fibt neiere, af hvad Art be Mesſtas⸗ 
Forhaabninger bare, fom bleve nærede af Séraeté 
Solf, og fra dette kunne tæntes obergione tit be 
nuberenbe Sabier, ba maatte bi sel kunne inddele 
bent i be tet fortolfebe, de blot prophetiſte og be 


talmudiſte. Da vi endnu ter, uden Frygt for 











- 
Sehleiermachers truende Syner, antage, at Haa⸗ 
bet om ben Guds Salvede, ber i Tidens Fylde 


” fulde frelfe Jakobs Huus, i hele ben gamle Pagts 
Dage, fei en Lysſtraale finner ĩ Morket, fous 


vede under al nytte f om under alle Forſmadeiſer for 
hver troende Israelits Blikr faa tat vi ogfaa troe, 
it bet vare flere, end een Simeon, fou iffe blog 


glædede fig ved at ſee Herrens Salvede, fordi han 
fiulde'vorde'en Herltghed for Israels Folk, men 


 egiaa fordi han fulde vorde et 998 til at opløfe 


—- 


Hedningerne og ben:QGrelfe, Gud havde beredt 


fer alle Folks Aaſpn. Men vifinof var et ſaa⸗ 
bett Blik for ben rette Udlæggelfe af de gamle 


Propheters Ganbfaga en faa flor Sjeldenhed i 


Igsrael, at bet end iffe engang fandtes fulbelig 


hos Herrens egne Diſciple, forend efter den Hellig⸗ 


Aands Udgydelſe. SBi maae ba antage dette Blik 


fdv for en færegen Aandens Gabe, De, fom" 


betragtede Forjattelſerne, ber vare indpragede 


paa ben gamle Pagts Table, med dette Blik, næs 
Tede ba i Aanden chriſtelige Mesfias » Begreber, 


og det forend Chriſtus felv havde forkynde fit Ri⸗ 


ges Komme. Som den Markeligſte blandt dem, 


der ſaaledes ret forſtode at fortolke Fædrenes 
Haab, ftaaet Doberen for os ſom det Gamle Ze 


ſtamentes Prophet. Havde han nu efterladt fig: 


[4 





60 


et S&eligienépartie, kunde ben .Garmsimiug e» 
aae, at dette bevarede ligeſaa tene Mesſiach 
Begreber fom Sectſtifteren. Men ba nu Doberen 
aldeles iffe vilde. være Sectſtifter, ba ban vafla⸗ 
delig pegebe paa Jeſum af Nazareth fom Den; 
der ſtulde opfylde font Leben, faa Propbeterne ; 
pg derimod de Partiegengere, der udgives for af 
hade arvet Mesſias⸗Begreber efter ham, forfafe 
Jeſum af Stejaretb, og beraabe fig ingenlunde 
| paa Pronheterne fout Propheter: opbage Pi, bed 
at. drøfte bün fSornobsiug, ikke blot den pfocho⸗ 
logiſte Selomodſigelſe, at Zabierne Fulde af de⸗ 
reg Lærer have aunammet rene Mesſias ⸗Begraber 
om en annbtig Alverdens Frelſer, pleitt og navet 
dem, og bog af jordiſte, urene $enfon forſtudt 
den Frelſer, deres Lærer betegnede dem; men oi i 
opdage tiffige den ubegribelige hiſtoriſte Selvmod⸗ 
ſigelſe, at Zabierne ſtulde nære ef Tro, ber grim 
der fig paa ben rette Fortolkning af ſaadaune 
heftige Gfrifter, hoilke be ingenlunde antage fom 
$roeó» Fundament, og font vare (freone af og 
for.et Folk, bet er dem bet modbydeligſte i Ver⸗ 
ben. Det Ser(ie er viiſt i linberfegelfen om Ses 
biernes Chriſtendom; det Andet ſtal ſtrar neden⸗ 
for vidtloftigere dokumenteres. Men her ville vi 
derhos. bemarke, at, naar Pſendo⸗Clemens fou 








9I 


taller, at Johannis⸗Diſciplene adſtilte fig fta 
Folket, fan vette jo gan(te bel pasſe poa eu Sect, 
fom bevarede aandelige Mesfias-Begreber tiltrodd — 
for Mengdens kiodelige Forhaabninger; derimod 
bortfalder ogfaa i dette Stokke al Mistaunke om 
be. auværende Zabiers Slagtſtab med hine Di 
ſciple, naar vi betanke, at Sidſtnovnte beraabte 
fig vaa et Folks Prepheter, hoilke Zabierne fore 
agte, 0g. paa eg Religionsſtifters Udſagn, hoem 
Zabierne forkaſte ſom en Morkets Aand. Men 
nedſtamme gabierue- derimod iffe fra Doberen, 
bruge be, fom fer e godtgjort, ikke bet Gamle 
&eflament (om. Troes⸗Kilde, og for(tpbe be Jefum 


fom Mesſtas: da funne be allerede fom ſaadaune 


ben. fande Aabenbarings Foragtere iffe antages 
at fate rene Sxesfiad » Begreber, ba vi ellerd, 6 
Strid med. or. hele religioſe Overbebliónimg, 
maatte indromme dem eu færegen guddommelig 
Aabenbaring. Bi behøve da end tffe at drøfte 
be enfelte af de Mesſias⸗Begreber, vi maatte 
fisde paa i Zabiismen, for meb Sikkerhed at 
Gibe, at bi ei ber kunne finde de rene, aandelige 
Forventninger om Verdens Sorleónitgen, hoilke 
maatte være oprundne af Israels gamle, tigtigt 
fortolkede, Forjættelfer. Men fnnne vi nu ife 
tente oó, at nogle blande Jsraels Foli havde. , 


— 








92 - 


folde faft "m disſe gorjattelfer, feu be augen 
9nre, uden at blande bem med feuere. Siljetnin» 
ger, men ogfaa uden. at fee bem i bereb rette. Op 
fyldelfe?  (€n faaban Sanfg maa je ligge tif 
Grund for Begrebet af det ſaakaldte moſaiſte 
Troeé- Samfund, onm dette Ravn ei. (tal-bare 
vilkaarligt). Og var bet iffe meeft venteligt, at 
finde flige utesfianfte Forventninger, hoilke vi 
falde be blot prophetiſte, hos Diſeipke af bet 
and, der var. bem Sidſte iblandt det gamíe 36 
raeis Propheter, eller hos Saadanne, der uden 
at ftaae i.nogen hiſtoriſt Forbindelfe med. Doberen 
bog formedelft en. indre Sympathie ſiden havde 
valgt hang Navn. til at betegne bet Baſentligſte 
ved deres Troe? 3 benue Gormening indeholdes 
^ d og for fig ingen. Modſigelſe, og bem fortjener 
faameget defio mere en ubferligere Gſendrivelſe, 
end Gin, fom bet viſtnok var lettere at finde et 
Statfanael$ Hjerte, eub et Simeons. Olik iblanbt 
Israeliterne. VEL fan ingen Israelit tilfulde 
fjenbe og oprigtig troe paa Sebrenes. Mesſias⸗ 

Haab, og bog endnu vente dets Opfyldelſe. Vel 
var bet. ellers iffe Jødernes Sædvane, at gjøre 
bem til Israels Sorlofere, fom ei felo gjorde fig 
Umage for at tilbenbe fig Mesfias 9&re;: hvorfor 
Nehemias. ligefaa libet, fom, Judas Maccabæus 


/ 


E $3 


eſterlod fig nogen Sect, ber dyrkede dem (om fiot 
feferen. Bel var bet umufigt, med Foie at for 
fíare fig de propfetiffe Løfter opfyldte ved nogen 
Anden, end ved Jeſum af Nazareth. Men, da 
det Gamle; homo .ést animal, non semper sibi 
'eonstaus, aftid gjælder: dobbelt, maar Talen er 
om religteuſe Pudfarelſer, er bet iffe nof a 
priori at bife bet Urimelige i en ſaadan Faſtholden 
ved Qeopietierne , med feeciel Anveudelfe paa Dør | 
berens formeentlige Mesſtanitet; men det vil 
blive nedvendigt, at fatte disſe, fom bi have 
Faldt dem, blot prophetiſte Mesſias⸗Forventnin⸗ 
get ved Siden af hvad os er bekjendt om ben Dee 
af be zabiſte Religions⸗Meninger, ^ fom Berti 
. hører. 9tu hedder bet rigtignof i be Sjeruftaol(te 
Breve (a. St. Pag. 379), at be felo fige) be £un 
følge Mofelov og. Johannes's Lære; men her: er 
et Tilfælde, hvor bi, efter vore angivne Grund⸗ 
fætninger, hellere maae.troe deres (Eriftlige, end 
dereg mundtlige, Angivelſer, hellere Abraham - 
Echellenſis *), end Conti. Det er. visfelig i£fe 
til Moſes's Auctoritet de appellere, . eller under 
hans. Lov de -indffyde fig i deres hellige Skrifter. 
Derom kan allerede et flygtigt Bekjendtſtab med 


*) Bruns: Ueber bie Zabier; Paulus Memorabilien 
St. 3. Pag. 64. i 


W " 


94 


Bisfe oderbebiſe os. Og havde be end én bene 

melig Lære, fon er og udefjendt, da vilde be vel 
deels iffe aabenbåre den ved bereg Ord, medens 
be foloe ben ffjult i Bøger, fom dog ellers ere 
bem dyrebare, beeló kunde bog deres eſoteriſte og 
exoteriſte Lerdomme iffe aabenbart ſtride imod 
hverandre. Men bet maatte tare (aa, hvid bett 
Hypothes, vi her omhandle, ſtulde bære gjæfs 
dende. Thi vdi finde i den jabiffe Reflgion fáa; 
ban, fout deri i Codex Nasaræus er o8 overaut⸗ 
9otbet, aabenbare Beviſer *) for, at 3abierne 
tlíttee Stjernerne en Getpbelig, viſtnok ond Ind⸗ 
flodelſe paa Menneftenes Skſabne; Hvor fiti, 
dende imod .Debreerneó. rene Lærdonrme om bén 
eneffe fande Guds almægtige Styrelfe! Vi føre 
Setabil fortælle om Verdens Cfabelfe: Cum for- 
metus ego Fetahil e fente splendoris multi fuis- 
 sém, oum meus pater, suscepto consilio, ex 
fonte splendoris me procreassct, cum me pro- 
*. ereatum veste. splendoris velasset, lucisque teg- 
mine operuisset, et magnam coronam creaturarum 
splendore lucentium mihi dedisset, jussit: surge, 
mi fili, abi, ' orbem terrestrem vi coaguli in 
&quam nigrám missi condensa, condensa orbem 
- *) Mod Bollfe Goboroné Udſagn, at be ci tilbede Stjer⸗ 

.o met, eb indeholder nogen Indvendins. i 


4 - 


L3 hd : 
| | 95: 


terrestrem. lordánorum et torrentinm, aperi in 
eo puteos, atqué pára Adamum corporenm, ex 
| quo electi existant, ascensuri locumque lucis vi- 
suri *Y, Men imod Faderens Bad tog han be 
T Stjerner til Haaudlangere ved Verdens Dans 
nelfe; og derfor hedter det videre: Fabrica mundi 
Fetahilo sublata fuit: ipso in carcerem magnum 
conjecto, ibique vinculis.constricto et mensuro, 
donec orbis periret, quia verbum Patris immn- 
taverat. Scilicet, quia verbnm Patris non fir- 
fiter tenuérat, sed, quod suus pater ipsi non 
precepit, fecerat, iu carcerem magnum conjec- 
tus est:.velo inter eum ejusque patrem Abatur 
objento, ut alter. quidem alterius vocem audiret, 
faciem vero non videret **), J hvilfen Gtrib 
fiae nu iffe biófe Foreſtillinger med ben mofaifte 
og prophetiſte Gremflifing om. ben enefe fande 
Gud fom Himmelens og Jordens Skaber, bet 
fane alt. Det, han havde gjort, og fet] bet var 
Altſammen ſaare godt! Gom allerede disſe au⸗ 
fette Steder viſe, og hvad ber isvrigt er beviiés 
ligt af bet forſte bet bedſte Gteb i Liber Adami, 
ec bet en —— Deel af — — 


*) Liber Alani 2, P. 30. Sa 
**) Liber Adami 2, p. 3415... ^ 


o6 - 
at ttoe paa en Rakke gode og onde ons Gíaéfet, 
ber fave beret Oprindelfe fra 9fet& og Moerkets 
fRige , fra 9&t6erem og den raae Materie, og fom 
tilffrives gavnlig eller ſtadelig, men i alle Maader , 
bitffom Judflydelſe paa MennefTers Liv og Dod. 
Disſe Soreflillinger fane ligeledes ganfte i Mods 
^ figelfe til den rene Jødedom. Thi, at jeg her - 
(tal bruge Herders Ord — Gott, ein Giujiger, 
Jehovah, unausſprechlich, in feinem Weſen uns 
zertrennbar. — — Abfluͤſſe fanden bei ihm nidt 
ſtatt; das unanſchaubare Licht konnte ſich nicht 
in Lichtſtroͤme, die Flamme nicht in Flaͤmmchen 
theilen; noch weniger ſich mit der Finſterniß mi⸗ 
ſchen und mit ihr Ungeheuer erzeugen. Goͤtter⸗ 
Erzeugungen kannte bie reine juͤdiſche Religion 
nicht; fie waren ife von Grundaus zuwider *). 
Men juſt disſe zabiſte Meninger ere Grundlar⸗ 
domme. i deres Religion; hoori de altſaa paa 
iugen Maade harmonere med den, fande Jødedom; 
og hvorved be tillige ſtaage i Oppofition imod be 
propfeti(te Foreſtillinger om Herrens Salvede, 
bet Guds Eenbaarne. Dog da vi narmeſt her 
tanke os Zabierne holdende faſt ved disſe Foreſtil⸗ 
linger i al deres Dunkelhed, uden at pille indlade 


*). Von Gottes Sohn nad) Johann. run. Pag. 89 
(Riga 1797), ps 


97 

fis taa nogen theoſophiſt Forklaring, maae vi 
med endnu ftorre Opmarkſomhed betragte be fi; 
ſtoriſte Elementer f hine Mesſtas⸗Forventninger. 
Thi juft bet Hiſtoriſte fom det Visſe maatte de 
holde faft paa, ber ei fode deres Troe Hvile paa 
noget philoſophiſt Grundbegreb eller nogen poetiſt 
Forklaring af Prophetierne. Holdt ikke ogſaa 
Nathanael faſt enbog ved ben jodiſte Fordom, at 
intet Godt kunde komme fra Nazareth! Men uu 
er det hiſtoriſte Element i den prophetiſte Mesſias⸗ 
Forventning, at af Davids Familie, af Abra⸗ 
hams Slægt ſtulde fan fødes. Nu holdt alle 
ſaadanne Israeliter, ſom vi her beftrive, faf - 
ved den Mening, at, ligeſom Mesſias unægteligt 
forft (fulde aabenbares for Guds Advalgte Solf, 
fulde han ogſaa ene aabenbare8 for bet, eller i. 
det mindfte fundgjøres Hedningerne i Overeens⸗ 
ſtemmelſe med de mofa(fe Inſtituttoner; hvorfor 
ogſaa Petri Henrykkelſe var nødvendig, inden fan 
gif til Cæfarea. Hvad finde vi da af disſe Grund⸗ 
Betingelſer for al propbetift Mesſias⸗ Troe, naar 
vi raadſporge Zabierne? Vi finde ikke blot de 
meeſt forvirrede .og , felomobfigenbe Fortællinger 
om 9t6rafam og David, hvilket maae være o8 
ganſte ubegribeligt under Forudfætning' af en jer 
diſt Oprindelſe til. deres Mesſianſte Forventnin⸗ 

Nyt theol. Bibl. 20 Bd. G 


98 


, 


geri men bí finde et indgroet Had imod Abraham 
og det Tegn, hvorved hans Slægt ſtulde adſtille 
fig fra andre Jordens Folk; t. Cr. Lib. Adami 1, 
^ p.8g. Herom var der ingen Grund for Sohoron 
til åt -fordølge Ganbfeben, og, derfor ſynes fau 
ogfan tet af Hjertets Grund at have fvaret paa 
Wolfs Sporgsmaal: Wie halter ihrs mit dem. 
jüdiſchen Geſetz? Antw. Wir fragen nicht bate 
nach. Fr. Habt ifr die Beſcheidung?“ Antw. 
Wir haſſen ſie. Wer beſchnitten iſt, iſt verloren, 
und kommt nicht ing Abin Dinhara (Lichtreich). 
Ganſtke i Overeensſtemmelſe med disſe Svar ere 
Echellenſis's forhen anførte Beretninger; og her 
fremme iffe. blog Reiſebeſtrivelſerne indbyrdes 
overeens, men tillige disſes Udfagn med 3abiere 
neg egne Skrifter. Da iffe befto mindre Kirke⸗ 
hiftorifere fom Mosheim *), og tildeels Neau⸗ 
der xx) anfee Sabierne fet en eut Gert, og. 


(*) 'Sabii | secta —— esse jndaica. Moshemii 
institut, ], c, 


**) Vel antager denne becemte Hiſtoriker i Allg. Ges 

ſchichte b, chriſt. Religion und Kirche B. 1. X5. 2. 
Pag. 646 Not.. at Zabierne, efter deres førfte Dye 
tinbelfe, nebftamme fra faabanne Jahannis⸗Diſciple, 
fom imod deres Lærers Aand havde efter dennes 
Martyrdom antaget en fiendtlig Retning imod Chri⸗ 
— men han ſeetter bog ſiden (Sag, 654) 


-v 


N 


- 


99 . 


Enhver feer let, af hvor megen Bigtighed benne ^ 
Omftændighed maa være ; fot at afgjere, ont be . 
antage Døberen for Mesſias, faa ville vi endnu 
betragte denne Hypothes in dens tredie Syng 
punkt. | 
| Hvoo ber fjender Noget til Zabiismen med 
alle dens urimelige og phantaſtiſte Ideer, mag 
nemlig langt ſnarere ledes til den Formodning, 
at denne forunderlige Religion er oprunden af 
Cabbala, end af Canon *). J hyvor modſtri⸗ 
dende end be zabiſte Svarmerier ere Doberens 
egen klare, bibelſte Overbeviisning, var det dog 
tæankeligt, at Doberens Diſciple kunde have mis⸗ 
forftaaet be dybe Ord han talede, og (egt at for⸗ 
binde bem med egne Paafund og anden orientalſt 
Viisdom. Vi finde jo ogíaa ellers iblandt flere 
gnofi(te Gecter en, fom man. (fulde troe, unae 
turlig &ammenblanbing af hedenſt Viisdom og 
fanb og falſt Jodedom og Chriſtendom; i hvilken 
Zabierne mellem be Gnoftifer, fom fet deres Over⸗ 
tredelſe til Chriſtendommen iffe havde veret den 
moſaiſte Religion hengivne, men allerede tidligere 


havde dannet fig Gnoſis, (fom var Sebebommeu 
mobfat. 


. *) O. G. Tychſen, oder (€€— durch bie Gebiete | 
-  ' b. afiat, Sit. von Hartman, 2 Bd. 1 Xbtbeifung. 
. Pag. 415 fa. : 
| ^ 62 


100 


. Henſeende Ophiterne blive o8 mærkelige, for faa 
vidt de. i flere Henfeender have. Lighed med 3as . 
bierne, ſaaledes med Henſyn til Jaldabaoth, der 
med fine 6 Engle foarebe til be 7 Stjerne-Aander: 
Goíen, Maanen, Mars, Venus, Jupiter, 
Merkur og Saturn. Ei heller er Ideen om 
Stjernernes Indflydelſe paa MennefTene fremmed 
for de nyere Jøder, hvem Aftrologien maatte 
være en fjær, fom en indbringende Biden fab, 
- Bel funne ones fom Udftrømmelfer fra Gub» 
bommen ei fortjene Plads ( nogen jobi(t- Theo« 
logie, men dog ſpille Englene en vigtig Rolle hos 
Talmudifterne; og det juft Gabriel, ben perfonie 
, ficerede Guos Kraft rr22 *). Men i Lib. Ad, 
et bet ogíaa Gabriel, der undertiden kaldes 9tebef 
Sito, bet fuldfører Verdens Gfabelfe, Goilfen 
Fetahil havde begyndt paa, men (tiít fig faa flet 
ved (Lib. 1, p. 177; Lib. 2, p. 315), Endelig 
(taf ber imellem Sabierne være et Sagn om Der 
Deren, ber beſtod manbefig i en Samp mob em 
Slange, fom fom op af Soen Tabaria (Siberia), 
men bled fældet af ben zabiſte Sigurd Fafners⸗ 
bane. Af denne Fortælling funbe mau jo, under 
Qorudfætning, af Zabiernes Sjenb(tab til Hebraer⸗ 


*)' €cc 35. Ch. Tychſen i Staͤudlins Beitraͤge. 2 Bd. 
Pag. 310; 3 Bb. Pag. 12, . 





101 


Mes forſte Mesſias⸗Vink, flutte, at Døberen 
War dem ben Helt, ber knuſte Verdens » Fiendens 


Hoved. Men al benrie Liighed imellem Zabiismen 
og Talmudismen (s. v. v.) er bog kun tilfaldig, 
og let at. forfíare paa anden Viis; ifær ved 3a» 
biernes Ophold i Perfien og Smitte af Mani⸗ 


 fóeiómen. Thi ogfaa efter Zend⸗aveſta ere de 


7 værfte Mander bundne tif be 7 Planeter,” liges 


fom hos Sabierne. Af Gnoftiferne Éunbe de 
langt bedre lare9 onerned Vaſen og Virkſomhed, 


end af be nyere Joders Augelologie; og af Manis 
cheerne, med foem de iffe derfor 6efobe at flaae 


4 noget hiſtoriſt Slagtſtab, iffe blot Dele bet 


bualiftifte Syſtem, men ogfaa Sjalenes Renſelſe 


efter Døden i en Art Gfjaréilb i Gol og Maane. 


Hvad iit Mythe om Johannes fom Slangedræs 
Deren amngaaer, ba behøver hverken nogen ægte 
eller uægte Udlæggelfe af og Tradition om Gen. - 
3, I5. —— ſom et ved Moſes opbevaret Guddoms⸗ 
Ord — at have ligget til Grund for den; thi ogs . 
faa i den inbi(te Mythologie findes jo den famme - 
Idee udtrykt i ben ſmukke Allegorie om Kriſchna, 
ber fitiber mob Slangen, overvindes àf ben, uen. 


bog fun for til Glutning at befeire den, og fon 


derknuſe dens Hoved: en Lighed; ber iffe er ben 
enefte imellem Zabiismen og den inbiffe Mptho⸗ 


IO2 - 


'ogie, GUilfe:t: Er: begge labe oner fremkomme 
af Æg. €t det altſaa fun Tilfældigheder ; Oberi 
Zabierne harmonere med be jobiffe Vildfarelſer, 

— $a er ber derimod en gjennemgribenbe Dis har⸗ 
monie imellem de zabiſte Ideer og bet talmubiffe 
Mesſias⸗Begreb. Jo urenere dette er, deſto 
mere kunne vi bibe, at be, fom hyldede bet, 
maatte udhæve 9t hvad ber funbe fmigre Natio⸗ 


| nalſtoltheden. Gom Jøderne da troede fig fødte 


Medlemmer af et Theokratie, er det i fin Orden, 


åt jo mere de banflægtede fra Gædrenes Dyder, 


deſto mere magtpaaliggende var det dem, at ud⸗ 


ſmykke Fedrenes Forhaabninger om ben Derligs -- 


hedstid, der ventede dem, og ene dem, ſom 


Guds eget Folk, medens Joſaphats Dal ſtulde 


fyldes med Fiendernes Been. Og nit maa det 
af det fyoregaaenbe allerede være beviisligt nok, 
hvor langt bet er fta, at Zabierne hade en ſaadan 
Tiltroe til den Jodefolket beſtikkede Herlighed; men 
for bog end mere at oplyſe ben ffjærende Modſt⸗ 
gelfe, og, for at Stederne indbyrdes funne 6e 
kræfte hverandre, bil jeg fer anføre nogle Steder 
Wf'Liber Adami, der paa bet tydeligfte udtale 
Had imod Jøderne, af hvis fonberlige Udvelgelfe 
be dg ei ventede fig Naade. Saaledes Lib. +, 
P.89: Existet tum gens abortivorum, que sax 


e 


1 





103 


.erificio pingvi animalis generis oblato, sueqnc 
-sangvine iu sanctuario effuso, quod' nefas faciet, 
populusque domus Israelis appellabitur. Videre 
Lib. 1, p. 227: Quas gentes. Sol Adunai condidit, 
ez omnes hunc venerabuntur. Et in his, quas 
Adunai concivit, gentibus populos domus omnis 
leraelis erit. Sy Lib. 2, p. 215 bebreides bet be 
ligubelige, at be efterlade indbyrdes at paaminde 
hyerandre om: vitam precellere morti, lucem 
/ precellere caligini, bonos et egregios malis, qued 
, dulce svavius esse amaro, diem pracellere nocti, 
diem solis precellere sabbato, nasareismum pre- 
cellere judaismo. Endelig er deres Had til Je⸗ 
-tufatem figefaa merfeligt fom ben ovenfor anſtue⸗ 
Lige Foragt fot Sabbaten. J ben Bye troede be 
ba iffe, de ſtulde nyde den himmelſte Herlighed, 
om Hvilken det hedder: Condiderunt septem Stel- 
Jares Jerusalem, urbem, in qua Abortivi exsti- 
' terunt, quibus etiam opera. ee tribuerunt. 
(Lib. 2, p. 299). j 
Naar vi nu anvende bisfe Bimertuinger 
om 3abiernes mesſlanſte Forventninger. ved Siden 
Af be jebi(fe paa be opkaſtede Sporgsmaal om Jos 
hannes's formeentlige Mesſtauitet: ba maa Nes 
ſultatet blive, at Zabierne i Alt (vad ber er coa» 
rakteriſtiſt paa ingen Maade: have Mesſias⸗Be⸗ 


104 


greber tilfælles med Jøder og Ehriſtne; og at de 


^fefgelig flet ikke holde Døberen for Mesſias, naar 
Ordet ſtal tages i den Betydning, Bibelen og 
Hiſtorien have underkaſtet det. 


Hermed ſtulde man ſynes denne Underføgelfe 
maatte kunne ſluttes, for faa vidt den gik ub raa 
at: viſe, at de faafalote Johannis⸗Chriſtne fige, 


faatibet: anfee Døberen, fom Jeſum af Nazareth, 
for Chriſtus; men for end pbermere at gobtgjste 
bet Ubefsiede i ben SBilbfarelfe, at Zabierne dyrke 
Johannes (om Mesſias, bør jeg til Slutning an 
fete bem marfelige Omftenbigbeo, at Johannes 
iffe engang indtager ben overſte, men maa ders 
imod: fade fig neic med en underordnet labé t 
deres Won⸗Rakker, (aa at Ofcanderbega-er langt 


ſnarere Mesſias for Perferne og Kriſchna for In⸗ 


dierne, end Johannes for Zabierne. 


*» 


Jyftere leſe vi: nemlig, at Lissbudet - 


Mando di Chaje — har fadet fig tilfpne i Ver⸗ 
ben; men be Steder, fom maa være og, ber fun 
"have padtaget 08 fra eem Side at berigtige Be⸗ 


greberne oin Sabiiómen, be marfeligfte, eve de, 


hvor denne — den hoieſte incarnerebe 960g — 
ſiges at holde Samtale med Døberen. Saaledes 


læfe vi da ( Lib. Adami 2, p. 37 sq.: Præcepta hæc 


Johannis Bàptiste: Cum legens ille Jordanum 








105 


aquæ vive baptismum virum perageret nomenqne 
vitæ invocaret, contendit Nuntius vitæ ad Jo- 
humnem Baptistam, et ei dixit: surge Johannes! 
baptiza me baptismo, quo baptizas, nomenque, 
quad predicas, super me pronuntia! Respondit 
Nantio vite Johannes: esuriens meus venter cupit 


ederc, sitiens meum corpus Cupit bibere. Le- 


gumina colligo. Requiem ut oculis immittam, 


cirenmspicio. "Gravis mihi animus. Prima luce, 
si veneris, te baptizabo. Tum surrexit Nuntius 
vite, et, oculis in locum omnis splendoris subla- 


"tis, preces animi magmi fudit. (Nu følger eR 


Trylleformular, for at inddysſe Døberen i Gen). 
Cui somno excitato Nuntius Vito dixit: Pax tibi, 
mi Domine Johannes, Abo Saho, domine gloriz. 
Cni Johannes: Veni in pace, filie parvule; in- 


. vitatum te heri ad Jordanum perge, extende tua 


brachia, atque me exeeptum vivo baptismo, quo 
baptizas, baptiza, et,. quod nomen prædicås, 
super me pronuntia. Johannes: quadraginta et 
duos annos Jofdenum ego legens; animas aqua 
baptisavi; me atitern nemo ad Jordanum vocavit. 
Tecum, puer parvule! tres annos unumque diem 
nato, ad Jordanum me conferre volo. (Da i68» 
Budet nu forlangte af Johannes, at han ſtulde 
døbe fam, fearebe dense); Myriades . animarunt 


106 
aqua baptizavi, vir autem eui similis ad me non 
xenit. Verum in sícco quomodo te baptizem? 
'Nuptius vite: alluvie redeunte , tecum ibo, atque- 
me tum baptismo, puro, quo baptizas, baptizes, 
nomenque ,. quod predicas, super me pronunties! 
Redeunte autem aqua Jordani, que excísa et ex- 
siccata fuerat, Nuntius vite eum Jobanne illuc 
contepdit. (Nu prifte Gijtene i Havet og Fug⸗ 
fene under. Himmelen Livs Budet med disfe Orb: 
Bene sit tibi, Nuntie vitæ! beneque sit loco, ex 
uo accessisti , ut etiam laus et perennitas sit loco 


. magno, quem petes! Johannes, voce piscium ex 


amne voce avíum ab utraque ripa alvei in illius 


sures incidente, cognovit, Nuntium vitæ secum 
iter suscepisse, ipsique dixit: Tu es ille vir, in 
cujus nomiug baptismo verb baptizo. Respondit: 
cujus nomine baptizas? Johannes: nómine, quod 
mihi patefactum fuit, nempe nomine «s Mano 


Semiro. (Da bad Johannes 9€onen om Under⸗ 


viisning og Velſiguelſe med disſe Ord): me in- 


stitue, mei miserere, mihique patefac. arcana 
regum &c, — — Quo audite Nuntius vitm pal- 
lum, quo Johannes involutus et coustitutus erat, 
ipsi detraxit, ipsique, suo indumento, carnis et 
sangvinis hoc indumento, iu Jordanum projecto, ' 
etolam splendoris induit, et puribsimam lucis, 





lov 


uaram imposnit *), At nu denne (rcármevebe 
Genius, Mando bt Chaje eller Enuſch Utro, iffe 
er vor Mesſias, haaber feg ved 6. I noffom at 
fate godtgjort, faa at bi her fun behove at holde 
og til hvad der af be ſamlede Steder maa være 
inbípfenbe: at ber — Hdad enten i legemlig GTI 
. Felfe eller fom et &fpggebillebe — har aabenbaret 
fig en on, fjoi&8 Befulbntegtigebe Døberen fun 
var; og til hvis Forlosning han trængte, faa at 
han; enbogíaa uden dt tage Henſyn ttl bibelſte 
Mesfass Begreber, paa ingen Maade fan antes 
for — WM: 


§. 3. 
Gisninger om Zabiernes Oprindelſe. 


Uagtet vi formedelſt tore Kilders Utilſtræk⸗ 
kelighed, og (fet fordi ti faa godt fem Intet 
Fjende til Sidra Jahia, ef med nogen Sikkerhed 
fnnne befvare det Spergsmavi, der af fig fet$ 
maa opfomme ved Siden af de tvende Paaſtande, 


vi beb vore foregaaende Underſogelſer have ſtrabt 


at godtgjore, nemlig om Zabierne nedſtamme fra 
Syofantió » Difciplene: faa følger bet bog baade 
af ben menneſtelige og af Sagené fRatut, at bet 


*) €ammenlign Tychſens Overfættelfe i Sont Sis 
^ tráge, 3 93. Spag. 26. : 


108 


«noa bare og intete&fant, at fee, Hvorvidt man 
Gar gyldige Grunde for denne Hypothes, eller 
pm ben ligefom be foregaaenbe hviler paa uſikkre 
Formodninger eller forubfattebe Meninger. Det . 
maa jo felp ved Materier, der ifte, ifslge Sit, 
dernes og Videnſtabens nærværende Beſtaffenhed, 
funne bringes til noget Reſultat, være gavnligt, 
4t komme til den, om end fun negative, Vished, 
nt Sagen endnu iffe er afgjort, ligeſom det ei, 
heller fan være ganfte uden Frugt for Videnſta⸗ 
ben, at fee fil hvad Side Underføgelfen Delóer, 
og hvor man fnareft (fal tpe hen, for at ſtaffe 
ben Oyplpáning. Lg faalebe8 tilflaae bi, at det” 
fone8 og, efter Sagens narvarende Stilling, 
rimeligſt, at Zabierne ei nedſtamme fra Døberens 
Tilhængere, famt, at Perſien er Stedet, Hvor 
Loſet fornemmelig (fal føges til at fordrive Mar 
teriend Dunkelhed. Dtoríebeó vi ere komne til 
denne Formening, (tal det Følgende kortelig viſe; 
' pg kunne vi haabe, her eiat (fuge frifte Leſerens 
Taalmodighed bed for megen. SBibtloftigbeb, ba 
pi i Beviisforelſen kunne i bet Vaſentlige ſtotte 
os paa hvad der i bet Foregaaende, men fra andre, 
Sonspunkter og i anden -Denfigt, er fremført. 
At nu Johannes den Døber ei felo vilde 
være nogen Gectfifter, men ſaare vel vidſte, at 


IO9 : 
han fum var fenbt, for at Berebe Vei for ben 
Herre, bet (fulde være Alverdens: Frelfer, but 
maa være enhver Bibellæfer en afgjort Sag; tiges 
febe&- Gar jeg, fom jeg haaber, i miu Lic. Disf. 
‚beviiſt, at ber ei i det Nye Teſtamente findes ner 
get Spor af en Johannis⸗Sect, ber (tufbe have 
dannet fig efter Døberens Dad. 
Imidlertid flaaer jo altid bet Sporgsmaal 
til6age hvorledes bet bd gif med Doberens Db 
. feiple, efterat be havde miftet jam? Det fynes 
oS rimelíg(t, at be enten forenede fig med be 
Cbrifine, i Overeensſtemmelſe med Manden i hele 
deres Rabbis Lære og fané ubtrpffelige Dttrim 
ger, famt bet Crempel, Mange af be førfte Jo⸗ 
fannié » Difciple havde givet, eller, om de fun 
bunfefít havde fattet SXoften i Orkenen, Holdt fig 
til bereó Landsmænd Jøderne, iagttoge deres Ges 
', temonier, og ventede med dem den Frelfer, ber 
ftuibe fomme. Disſe forhen fremførte Formod⸗ 
. ninger have vi ogſaa, höad ben førfte Deet af 
bent amgaaer, feet opfyldte i Vigils faabetfom i 
Evangeliſten Lucas's Beretning om de forſte Slo» 
hannis⸗Diſciple, Hvis Overgang til: Chriſten⸗ 
dommen efter Herrens Himmelfart er. bleven o8 
funbbar. Nu er Stedet at fee, om vi have nos 
gen Grund til at troe, Hiſtorien ogfaa giver vov 


110 


enden Gisning Medhold. Skulle vi med. Geie 
tenfe o8 en Johannisdom efter Doberens Dod, 
da er det rimeligft at, foreſtille fig ben fom en jodiſt 
Sect, der ei var i væfentlig Oppofition imod nor 
get af Jødernes dogmatiſte Begreber, men abe — 
Rüte fig fra be andre jodiſte Gecter ved nalmins 
belig Stranghed i Sader, og betegnede, ja inb» 
Kærpede denne ved en Johannis ⸗Daab. Og nu 
Gar mam virkelig hos Sirfefebrene, iſer naar 
utan tager be apofryphiffe med, fundet Spor til 
en Sect, hois Beſtrivelſe nogenlunde ſtemmer 
obereens med ovenſtaaende a priori udkaſtede 
Grundrids. Sectens Ravu er Hemerobap⸗ 
tifter, og bet et iffe faa Skribenter, man ci 
terer for at gobtgjare dens Criftents +). . J bet 
Sragmest, Guíebiu8 har bevaret o8 af Hegeſip⸗ 
pub, opregner Denue' for(tjeiige jebi(te Gecter, 
iblandt hvilke ogfaa Hemerobaptiſternes Navn 
forefommer **). Epiphanius, hvis Ord So 
hannes Damaſcenus gjentager, fortæller om He⸗ 
merobaptiſterne, at.be fom &abbucaerme nægtede 
de Dodes Opftandelfe, iovrigt havde Troeslære 
— titfelieó med Pharifæerne og de Skriftkloge, meu 


. *) WValchii observationes &c. p. 441. 
. øn) Hist. eccl, à, 22. 


4 


HIE 


abftüte fig fra be svrige Joder ved eit bagtig 
Daab *). Til disfe navngivne Gor(attere bar 


man feiet JIuſtinus Martyr, fordi han i Cai» . 


talen med Tryphon (Gap. 80) nævner Baptifterne 
i Forening med 935arifeernae, enten fom en (en 
egen jodiſt Sect (hvis man ffaí læfer paprcmæn 
xar Bassiocor) eller; hvad der iffe fynes faa uri 
meligt, ſom en Afart af Pharifæerne (hvis den 
rette Leſemaade er at ubeluffe xo). Da imibleti 
tib Suftinud Martyr Intet taler om Hemerobap⸗ 
tiflerne, er bet mof (aa marfeligt , hvad Joſephus 
fortæller i fit Levnetslob (5. 2) om em vis Danus, 
i Hvis Diíctplin han gab fig, efterat han havde 
ferfegt Phariſeerne, Sadducæerne og Esſaerne. 
Thi om denne Banus hedder bet, at han levede 
et Eneboerliv fom, en fireng Aſcetiker, og iagttog 


daglige og natlige Luftrationer i folde Wand. Til 


disſe bekjendte Skribenter fomme nu en pſeudo⸗ 


nym og €x anonym. Thi ba bet antages, og vel 


med Foie, felv af bem, ber i denne Sag anſee 


Beretningerne oni -Demerobaptifterne at være af | 


Betydenhed, at Hieronymus ei er Forfatter til 


den &jettet Gortegnelfe, Hugo Menardus udgav, 


kan man jo med Rette falde den anonym. Be 


”) -Epiph,. de heres, T. I, cap. 17. Johannes Da» — 


” mascenus, opera edit, Lequien p. 80, 


—- 


* 


112 


retningen. gåner ievrigt ber ub paa, at Hemero⸗ 
baptiflerne bagligen baffe, if€e Slot fig (alb ,, mer 
ogſaa Hund og Duuégerado. Den píeubonpme 
Gidrørende Forfatter er endelig ingen Anden, end 
Forfatteren til de, after under Clemens Roma⸗ 
nus's Navn udgivne, Glemeutinite Homilier, i 
Geilfe han fortæller, at Herrens Worlober Jos 
hannes var en Hemerobaptiſt). Naar vi embwte 
hertil føle Constitutiones apostólice **), ber ber 
tette om femerobaptifterne, at be anfaae Daaben 
faa nsbbenbig fom bet daglige Brød, (aa have vi 
uden Tbivl de Vidner, fom i denne Materie kunne 
afbøres. Da nu fag mange gamfe Forfattere 
omtale Hemerobaptiſterne fom en Sect, vilde det 
nok være, at gaae for vidt i fine critifte Soie, 
med Jacob. Rhenferdius ***) at nægte Sectens 
Tilværelfe; thi bel bemarfer han med Rette, og 
har Maimonides til Hjemmelsmand, at Nuego- 
Banens fan betyde. omtrent det Gámme, fom 
Hebræerne falde: D^ — 2: eo die tippendus; 
$c. quo fuerat M. then ba I var en vias 


o» Patr. apost. edit, Cler, Tom. I. bom,. Clem. IL. 
. Num. 23. i 


**) Constitution. apost. edit. Cler, Tom. I. p. 336, 


***) Jacob Rhénferdii opera . - philologica, . Tom. I. 
P. 89. 1. . 


113, 


delig moſaiſt 200, at Enhver, fom paa nogen 
Maade bar ureen, fulde renfe fig inden Solens 
Nedgang (3 Moſeb. 11— 19, 4. Moſ. 5.) faa var 
der ingen Grund til at give dem, der blot iagttoge 
denne Skik, noget færegent Navn; og ba Heme⸗ 
robaptifterne ubtrpffeligen adſtilles fra adſtillige 
andre jodiſte Secter, maa ber bog. have været" 
noget Charakteriſtiſt, fom betegnede disſe Partie⸗ 
gengere. fremfor andre Jøder. At antage; at be 
iffe faa Forfattere ; hos foilfe Navnet forekom⸗ 
mer, ſtulde have udſtrevet hverandre, eller været 
komne overeens om at indbilde Læfeverdenen denne” 
unpttige Gabel ,. ſtrider imod den almindelige crie 
tfe Segel, ifølge hvilken der faa maatte have 
været langt ſtorre Overeensſtemmelſe mellem Skri⸗ 
benternes Vidnesbyrd. Ei heller er det ſandſyn⸗ 
ligt, at Sect-Navbnet ſtulde være oprundet af. 
Uvidenhed om en ſaa bekjendt jodiſt Skik, ſaa at 
Forfattere i be forſte chriſtne Aarhundreder ei 
fulde vide Beſted om be almindelige jobifte Ren⸗ 
ſelſer. Men Sectens Tilværelfe antaget, bliver 
det jo et heelt andet Sporgsmaal, om den ſtylder 
Doberen (o: hans Diſciple) ſin Oprindelſe. Dette 
Sporgsmaal fan viſtnok iffe afgjort befoares ved 
ydre Grunde; tfi, ſaavidt jeg i bet mindſte bat 


kunnet opdage, et ber fun eet af Vidnerne, de 


Nyt theol. BG 206. 7. 5 


N 


"uL - 114 
fremfører den Paaftand, at Doberen var en He⸗ 
merobaptiſt; og dette Vidne er Pſeudoclemens *). 
Men, at jeg iffe (taf gjentage, Hvad jeg forhen 
2 bemarket om Forfatteren til Recognitiones, 

ev hele det Sted, hvor Johannes kaldes 
— faa fuldt af Gabler, at man ift 
itfe fan behandle dets Angivelſer fom hiſtoriſte 
Data Allerede ben .Omftenbigbeb, af bet 3e 
ber: Joavryo «ig ctysveco, rober en forunderlig 
Ufikkerhed om en Mand fom Døberen, ret fom 
var han en Quidam. Videre er det i Grundet 
fun i fforbigaaenbe fan nævnes, for at- bringe 
Sammenhang i Sreniferne om Simon Magus og 
Doſitheus. Dernæft er den Maade, fborpaa fan 
fremſtilles, fom havde han valgt 30 Difciple meb 


*) Paa anførte Sted, hvilfet min Necenfent i Literatur⸗ 
. &ibenben har fremført fom det vigtigfte, ifær med 
Henſyn til den Mening, at Hemerobaptiſterne og Sct. 
Johannes: Chriftne fulde være famme Cet, Subs 
rømmet, at jeg i min Disſert. Pag. 97 burde have 
eoinmenteret over dette Sted, være det mig dog til⸗ 
ladt at bemæerke, deels at Stedet et dar mig uber 
Ejendt, da jeg Pag. 100 citerede bet efter Bald, 
. fem juft nævner de merkeligſte Ord deri, og deels, 
hvad jeg her nærmere (fal ſtrebe at oplyſe, at Des 
merobaptiſternes foregivne Oprindelſe et kunde ære 

— mig af ftot Betydenhed, ba be gjerne kunne nede 
ſtamme fta Døberens Diſciple, uden derfor at være 

i Slægt med Zabierne. 


U 


HS 


Henſyn tif Maauens Tidslob, ligeſom Herren 


fine tolv med Henſyn til Solens, ligeſaa uhiſtoriſt, 


fom det i og for fig er en abibelſt Angivelfe om . 
fam, at an sar en Hemerobaptiſt. Da un dette 
Navn unægteligt har em etpntologi (t Betydning, 
og bet i fele Beretningen Intet findes, fom das 
rafteriferer de dernævnte Johannis⸗Diſciple paa 
famme Maade, fyoorpaa Hemerobaptiſterne ellers 
betegnes: jaa er det endelig iffe engang en af⸗ 
gjort Sag; at Pſeudoclemens, ber ellers ret godt 
fjenbte Johannes Baptiſta, har villet gjøre ham . 
tib Sectftifter for Demerofaptiflerne, end fige, - 
nt denne Angivelſe, om den end var gjort af 
Sam, ber i ſamme Beretning forvirrede faa mange 
andre hiftoriffe Elementer, derfor var troværdig. 
Dernæft maa def være o8 paafatoenbe, Qt be ov⸗ 
tige Gorfattere, der nevne Hemerobaptiſterne, et 
fette bem i Forbindelfe med Døberens beromte 
Navn, om be oirfelig — ſtjondt paa en middel⸗ 
bar Maade — ſthldte ham deres Tilvarelſe. Hiin 
Banus, ſom Joſephus omtaler, har, efter Walchs 
Formodning, givet Doberen faa ſtor Berommelſe, 
at Joſephus derved er bleven bevæget til at om⸗ 
tale Herrens Forlober med ſaa megen Agtelſe. 
Men, hois ſaa var, maa det atter undre os, at 
Jofephus fortier bet Forhold, to Mænd 





H6 


fode i til hinanden; figefom i bet Hele Sjofepous'- 
Tavshed om Doberens Diſciple for faa vidt ex: 
merfeligere, end at fan. undgaaer dt- tale om be: 
Chriſtne/ ba ber ei tare be Grunde til Tavdhed. 
i ferfte, fom i ſidſte Henſeende. 

Under denne Sagens Skikkelſe vil det falde 


voanſteligt, af pore Grunde at dokumentere Deme 


robaptifteened Oprindelſe fra Johannis⸗Diſciple. 
Derimod vinder Paaftanden mere Sandſynlighed, 
naar vi tage de indre Grunde til Djelp.. Thi 
hvad vi høre om Hemerobaptiſterne, ftemmer, i 
det Hele taget, godt overeens med hvad oia. priori - 
fluttede om et udbriftefigt Sjobannié » gartie, naat- 
bet ſtulde tenfed erifferenbe efter Doberend Bort⸗ 
gang. Hemerobaptiſterne ubgjore nemlig en: js⸗ 
diſt Sect; derom ere alle be anferte Silber enige. 
Vel er det egentlig kun Joſephus, der ſiger om 
Banus, at fan ferte et aſcetiſt Pio, og han nev⸗ 
nes ei ubtrpffelig fom en -Deimerobaptift, men, 
ba han dog har meeſt tilfælles meb Hemorobaptis. - 
ſterne af de 'fødifte Secter, har gequien vel:ikke 
Uret i at anfee ham ſom en ſaadan; og vi fade - 
altſaa i ham en Hemerobaptiſt, bet iſer naa ſvare 
til Begrebet om en antichriſtelig Johannis⸗Di⸗ 
ſeipel. Endſtjondt be afbrudte Beretninger om 
i EDEN ellers iffe urgere deres ftrænge 


i ' 4 


117 


Levemaade, fitibe be bog heller iffe derimod, men 
antyde ben (narere veb-at paaffaae, at be iagttage 
en betinget Afholdenhed indtil deres SRenfelfer ere 
fuldbyrdede. Hvad nu digfe Nenfelfer feo ans 
gaaer — og de maae jo udgjøre Hoved⸗Sporgs⸗ 
maalet — da ete de ifinof i og for fig ikke overs 
eensſtemmende med Johannes's Lare om Daaben, 
men be ere bog af ben Beſtaffenhed, at Get ei et 
ufanbfpnitgt, be fumbe opkomme ved Misfor⸗ 
ſtaaelſe af Doberens Ord og Gjerning. Doberen 
lærte jo ſaaledes udtrykkeligen, at ligeſom han 
kun ſtulde berede Herren Vei, ſaaledes var haus 
Daab ogſaa fun en Forberedelſe til Herrens aande⸗ 
lige, levendegiorende. Men bet et ei unaturligt, 
at be af hang Diſciple, fom forkaſtede Herren, 
tillagde deres egen Daab en ſaa fatiggjerenbe 
Kraft, at be, efter Epiphanius's Beretning , paar 
fode, Ingen kunde arve bet evige Liv uden dags 
ligen at dobes. Johannes var ſikkerligen ingen 
Gjenbsber; hans Daab var til Omvendelfe og, 
derved en Indvielſe til Chriſtendommen; thi uben 
Synds-Erkjendelſe fommer Ingen til Frelſeren. 
Men glemte Diſciplene, at deres Rabbi fun vilde 
lede dem til Rabbien fra Nazareth, maatte de 
holde faſt ved Begrebet af Daaben ſom en ſym⸗ 
boliſt Bods⸗Handling, og formedelſt denne. Een⸗ 


-D 


i H8 - 
fidighed bragtes be ved Crfjenbelfen af daglig 

Syndighed fet til ben Snbbilbning, at Daabens 
Gjentagelfe var nodvendig *).- Da be desuden 
maatte, føle, at de ved Alt høad be foretoge fig 
ſtulde bevare et reent Sind, par det ogfaa ret 
confeqnent, at de med fterfte Omhyggelighed rene 
fede deres Kleder, Senge, Meubler og hele - 
Huſet. Ved faaledes at drøfte Grundene for og 
imod Hemerobaptiſternes formeentlige Nedſtam⸗ 
melſe fra Doberens Difciple, komme bi altſaa tif 
bet Reſultat, at be critiſte Formodninger og Tvivl 
i denne Henſeende omtrent holde hoerandre Lige⸗ 
 $egtem. Skjondt jeg nu ved denne Tilſtaaelſe, 
fom en gjentagen Netifon af Acterne far ledet 
. mig til, ligefom Bortgiber Noget af ben Paaſtand, 
hvortil jeg i mín Disſertation sat mete tilbsielig: 
at Døberens Difciple aldrig dannede nogen ſere⸗ 
gen Sect: faa (fal jeg bog dernæft,, for atter at 
— fomite cil. min Hodedgjenſtand, fsge at bebife, 
at om end Hemerobaptiſterne vare Johannis⸗Di⸗ 
fcipfe, "følger bog ingeníunbe beref, at be tare 
Gtamfædre fot Sabierne. Thi om bet end »ar 
en aldeles beviiſt og afgjort Sag, at Hemerobap⸗ 


*) Gom Marcioniterne, bois Giendaab Muͤnter antager 
var en Indvielſe I Sectens hoiere Clasſer, fee F. 
Münteri primordia ecclesie Africanæ p. 103. 


119 


tiſterne udgjorde et Johannis⸗Partie iblandt Se 
derne, fan kunne vi bog aldrig derved komme ois 
bere end til ben Grfjenbelfe, at ber engang har 
eyifteret en Johannis ⸗Sect; men oor [et unde 
ben iffe forgaar.i ben, jodiſte Revolution, ber ops 
ſlugte langt betydeligere jobiffte Gectet? Men, 
da def juſt vare de indre Grunde, der bevægede 
os tif ei at forkaſte hiin Identitet, falder ogfaa 
Sporgsmaalene: om Zabierne ſtylde de forſte 
Johannis⸗Diſciple eller Hemerobaptiſterne deres 
Oprindelſe, ſammen til een Uuderføgelfe. 


Sæt nu, at disſe førfte Sobanniómanb fom |. 


til og og udgave fig for Zabiernes Stamfæbre, 
 foab vilde vi faa underføge? Uden Toiol deres 
Herkomſt, Neligions ; Meniuger ; $eoemaabe og 
 Gfiffe.  Gtemmebe ingen af biéfe Omftændighes 
btt overeens med deres Udſagn, havde vi fi kkerlig 
meeſt Grund til at forkaſte det. | 
Derfor indeholder nu ſtrax Zabiernes o» 
imod Jøderne en Daift mærtelig Modfigelfe imod 


den Hppothes, at de ſtulle nebftamme fra en jodiſt 


Sect. Jobannes den Døber var.( Get og Alt 
en ægte Lovens Søn. Det er end. iffe engang 
troligt, at han har dobt Geben(te Profelpter til 
"Jødedom, eno fige, at han ſtulde have dobt dem 
ſaaledes, at de funde fare fort med deres Hedens 


120 '- 


ſtab. Vel⸗ tafebe han Pharifæerne og Saddus 
cæerne ftrængt til, og lærte dem, at Gub fau 
opbaffe Abraham Børn af Stene; men vi læfe 
dog intetſteds i Gfriften, at Jøderne havde An⸗ 


— ' bet af bebreide ham; end at han levede et til 


natur affofbenbe Liv. Derſom fan pan nogen 
Maade havde pleiet Omgang med Hedningerne 
'0g dannet en ántijobift Sect, vilde be, fom kun 
taug af Frygt for: Folket, iffe have tiet hertil. 
. 9 ham funbe hans Difciple da ei have (ert at 
hade Jøderne; thi felv vare de Abrahams Børn, 
ng haabede paa Fadrenes Forjættelfer. Men 
denne jodiſke Herkomſt hadde jo ogfaa Hemerobap⸗ 
tifterne; bet maatte bog €, Er. Hegeſippus vibe, 
. ber (eio var født i Lille⸗Aſten, af Jodebyrd, og 
derhos ebionitiſt⸗ſindet. Da bi nu forhen, i 
anden Henſigt, habe fremført tydelige og uimod⸗ 
. figelige Beviſer paa Zabiernes Had imod og Foragt 
for Abrahams Born, vilde bet være overfisdigt, 
^ et gjentage bem her; men vi maae til(taae, at det 
er og en fiftori(t Gaade, at Jøder i ben Grab 
ſtulde have foranbret: dereg Nationalitet, font . 
var nødvendigt, om — fépfote dem deres 
Herkomſt. 
| Med Henſyn tif be qebifte' Steigiondmenin : 
get, bà have vi ogfaa i bore foregaaenbe Betragt» 


bj 
/ 


* 


121 | | 
ninger bemerket, at be viſtnok i almindelige Dog⸗ 
mer af den naturlige Theologie femme overeens 
med chriſtelige og jodiſte Begreber; men ikke min⸗ 
bte, at Zabierne ere ubekjendte med bet Vigtigſte 
af den jodiſte Religion og Hiſtorie, ſamt, hvad 
der er en Hovedſag, ei have Religionskilde fælles 
med Israels Folk. At de dybe Ord, Johannes 
ſtundom fan have talet om Lyſet og Naaden og 


det evige Liv, vel funne være blevne misforſtagede 


af hans Tilhorere, eg. i forunderlige Gfiffelfer 
være overgangne ( fildigere Syſtemer, nægte vi 
ikke; og da der aldrig fan være nøgen fiffer Ud⸗ 
vikling af eller Ende paa Misforſtaaelſernes His 
ſtorie, et det fta denne Side umuligt at gjendrive, 


"dem, der meb Storr ynde denne Hypothes; men 


det bliver dog ſtedſe ſandſynligere, at Zabierne 
have lert deres theoſophiſte Ideer hos egentlige 
Theoſopher f. Ex. hos Perſerne, end hos Mora⸗ 


liſter, fom Johannis⸗Diſciplene efter deres Op⸗ 


rindelſe maatte vere. Om Hemerobaptiſterne 


lærer Epiphanius, at be havde femme. Dogmer, 
fom Pharifæerne og be Griftfíoge, men nægtede, 
efter Sadducæernes Grempel, be Dodes Opſtan⸗ 


delſe. Sy denne Anledning bemarker Walch, at, 
da man Intet far høre om hvad Zabierne antage 


om Legemernes Opſtandelſe, ſpnes de at være i 


122 


faneme 9Bilbfareffe , (o9 Epiphanins beffpfosr fint 
Hemerobaptiſter fot. Da Zabierne ringeagte Les 
gemet, og anſee det fom. Sjælens Fangſel, hvor⸗ 
for be ogfaa bortføre Ligene med klingende Spih 
ſpynes det iffe urimeligt, at be nægte Legemernes 
Opſtandelſe. Derimod er der ingen Grund til at 
anfage, de af Sadducgerne ſtulde have fart at 
fornægte bette Dogme; tbi be (roe bog paa Gje 
lens Udadelighed og Gjengjeldelfen hisſet, fons 
Saddusæerne benægtede, og have i.brt Dele en 
 ieealifti(f. Retning , hvorimod Sadducagerne eu 
materiel. At paa. ben anden Side Hemerobapti⸗ 
fjerne bare enige med Pharifæerne, ber breve Je⸗ 


dedommen til Pderlighed, bekræfter, atter vore 


Toivl om deres Gíagt(tab meb.3abierne. Mar⸗ 
feligt nok, at Demerobaptifterge f. Cr. i Consti- 
tntiones apostolice ubtrpffeligen adſtilles fra Es⸗ 
farne, ba man juft har været tilbsiplig til af 
antage om begge disfe Neligions » artier, at de 
bare eder fode i Forhindelſe med Doherens Di⸗ 
ſeiple Nu er bet unægteligt, at Zabierne have 
mere tilfalles med Géfeerne, end, med Bogen af 
be obrige jodiſte Seeter; thi Jodedom og agbptiſt 


. . Abiloſophie føgte Esfæerne qt bringe i Harmonie 


med ben orientol(te Philoſophie, ber sat ældre, — 
end Chriſtendemmen; ligeſom be nu fpunfigmemebe 


123 - 


med Joſephus ſom Feder og med Pilo fom 
Wgyptere, findes ber ogſaa be &atninger, hvori 
be harmonere med Zabierne fom oriental(te Phi⸗ 
idſopher. Dette (feer da iſer med Henfon til 
” gæren om Englene, med hvis Navne Esfæerne 
. 0g Zabierne ſynes at have været lige hemmelig⸗ 


hedsfulde, og i den Foragt for Legemet, der lige 


' faavel udmærkede Esfæerne, fom Zabierne, og 
uden Toivl ogſaa ledte Hine til at forkaſte Læren 
om Legemernes Opflanbel(e. Ogſaa over Talle⸗ 
neg Natur philoſopherede Begge; men er ee juft 


Adſtillelſen; tfi her fremtræder bet. jodiſte Ele⸗ 


ment: hos Esſæerne. Under beret Beviisforelſe 


for Syvtallets Hellighed Comme be nemlig til det 


Nefultat, at, ba Siderne af en Quadrat og en | 


Triangel tiffammentague blive (po, maa ogfae 
den (poenbe Dag være markeligere, end affe audre 
Dage; og heraf følger ba, at Gabbathsdagen, 
ogſaa af phyfifte Grunde, maa være langt effi 
gere, end Ugens svrige Dage. Derfor har man 
endogſaa latterlige Bediſer paa Esfæernes Hoiag⸗ 
felfe for Sabbathen. Men denne Dag foragte 


Sabierne. J en faſt ligeſaa ftjetenbe Modfigelſe 


ſtaae didfe Secteriſter i deres Formeninger om den 
gifte 0g ugifte - Stands Hellighed. Hvorledes 
Zabierne afſthe be Ugifte og opponere imod Mun⸗ 


^ 


— 





124 


. felíbet, have vi ligeledes forhen (srt. Men Es⸗ 


ſaerne gave de ferfte Exenwler paa Munkeliv; 


Hvorfor de ogſaa gjerne fave ſtaaet i.SRaabe hos 
Catholikerne, ſom er bekjendt af Striden imellem 
Jeſuiten Serarius og Joſeph Scaliger. End 
ſtjondt Esfæerne vel var "ben. jebiffe Sect, bet, 
i bet mindſte i &ammenligning med Pharifæerne 
0g Sadducæerne, mee(t ab(tilte fig, fra Moſais⸗ 
men, holdt de bog sie over OmíFjarelfen, og 
disharmonerede da ogfaa heri med Zabierne, 
den er en Vederſtyggelighed. M 

| Hoad nu. den - daglige Levemaade angaaer, 
ba finder man ei heller heri den Lighed, man. 


—— fulde vente mellem Doberens forſte Difcipfe og 


deres foregione Efterkommere. At baade Dobe⸗ 
rens Tilhængere og Zabierne holde daglige Bane 
get, ev bel en Lighed, men ei.en ſaadan, at 
| Nogen for Alvor fan hente Beviis fra den pag 
Secternes Identitet; thi Ligheden maatte jo dog 
beſtaae i Bonnens Indhold, men dette maa, ifølge. 
bet foregaaeibe, bete faote for(tjetligt. Des⸗ 
uden far man ingen, Grund til. at troe, at Jer 
hannes's Diſciple fatte mere Priis paa, Bonnet, 

eub f. Cr. Pharifæerne,. eller at Sabierne bede 
, hypnigere, end f. Cr. Perſerne. Markeligere, 
| ſtjendt ikke alslerende, vilde den Omftændighed 


i 


vild Honning i Mefopotamien; og blandet Ara- 
Berne (fal det vere Brug, at føife den 9trt Gres⸗ 
hopper, Naturhiſtorikerne kalde gryllus cristatus *), 


195. j 


være, om, bet forholdt fig faa, at Zabierne vare 


| meget affolbenbe og faftebe hyppige. Begge Dele 


vate nemlig tentelige hos ben flrenge Doberes Dis 


ſeiple og Banus's 9&tlinge. Ogfaa finder man i da⸗ 


biertied Codex (Lib. 2, p. 125 sq.), at visſe Gypifet 
ete dem: forbudne, nien det er fun ſaadanne, font 
anſees af betegne: eller ſtaae i nogen Forbindelfe 
med de forhadte: Stjerner. Derimod: møde vi 
andre Steder Yttringer af Had imod Faſten (Lib. 1, 


p.220; Lib. 2, p. 85; . Lib. 3, p.127). Os 
uden 'at'(istte o8 paa Maundrells josiat(fe Got; 


tælling , der maaſtee angaaet em Afart af Za⸗ 


bierne, maae vi derhos bemærke, .at Gioforoné 
Svar paa Wolfs Sporgsmaal om Faſten gik og⸗ 
ſaa derpaa ud, at Zabierne ingen visſe Tider have, 


paa hvilke de faſte, men derimod undertiden af» 
holde ſig fra Kjed. Uden Toiol afholde de ſig 
09íaa fra at ſpiſe Grashopper og vild Honning, 
hvad. faa Corti derom far fortalt Norberg. Jov⸗ 

rigt ſtal det ikke være fad ualmindeligt, at ſpiſe 


*) Sammlung der merkwuͤrdigften Reiſen in den Orient, | 
herausgegeben von H. €, G, Paulus, 8i 2, Pag. 69, 
og hs 6.. Pag. 188 og un | 


' 


126 - 


faa at Zablernes Slagtſtab med. Doberen end iffe 


kan vare afhangigt af om de tage tiltakke med 


* 


denne Ret eller ikke. Skulde det derimod vare 
befalet i Cholaſteh — hvad der endnu maa bære. 


. o8 weget toivlſomt — at bruge den fom et hellige 


Maaltid, bat det rigtignok et.fBebli8 paa, at 
Zabierne vil le ihnkomme Doberen fom en Stam⸗ 
fader; ligeſom ogſaa ben Omſtæondighed, hvis den 
ſtaaer til Troende, at ben heftige Præftedrage et 


en Kameelhaars⸗ Klædning. 


Men her ſtaae bi juſt paa Grendſeſtjellet. 
Thi paa den ene Side maa bet Foregaaende, tit 
ſammentaget, gjsrt o8 det. faare tvivlſomt, at 


.. Mint formeentiige Slagtſtab er at lide pad; men 


paa den. anden Side er det unægteligt, åt def et 
angivet af dem felo, fom det angaaer, og bet paa 
en faabán Maade, at be ſynes ſelv at bare oet» 
beviſte om "deres Augivelſes Rigtighed. Det er 
nemlig ifft blot en enkelt Hiſtorieſtriver j et ett» 
tuit fivatigt reiſende Misſivnair, fom fortæller, 


. *t den zabiſte Sect tilſtriver Johannes den Dsber ; 


Wren af fin Gtiftelfe; men bet er faf affe be 
Reiſebeſtrivere, fom have ftjenfet den nogen Op⸗ 


markſomhed, faa at hvad Modſigelſe ber i benne 


Denfeenbe er hørt, t. Cr. af Niebuhr, fun et op⸗ 
kommen af denne Sects Forvexling med de mu⸗ 


- 








i27 . 
hamedanſte Nasſairier, fom boede I Gyrien, Hvis 
Sectſtifter (Fal have beret Karmath, Othmanns 
Son, ben SRafireet o: fra Byen Nasriah *). Sil 
eh anden Misforſtaaelfe har ogſaa Mavnet Mens 
beet eller Mendaiter gider Anledning. Thi sii 
tief have 3a6lerte (ffe faa Religihnsmeninger til» 
feles! med Manidæerne, met denne Overeens⸗ 
feinmelfe t bet Enkelte fan bog ifte give o Set 
til at autage trogen hiſtoriſt Identitet, faa at bi 
med Baner og La Croze gjøre SXenbaiter fpnov 
npe med Manidæer **). Derimod har Nors ,. 
berg fiffeet Net i, overeensſtemmende med Berets . 
ningerne ligefra Sygnatina'& og Angelus's Tiber, 
åt forklare Navnet Mendæer fom Mendai Juchja 
$: Johannis⸗-Diſtiple. Thi i Liber Adami fore⸗ 
komme toende temmelig figelpbenbe Navne paa 
Yohankes den Deber, nemlig Juhano og Juhja, 
dít fom man vil fortolfe Iphannis » Navnet af 
H. søn di quem Dominus gratiose dedit, effet 
af Ch. fm, indicavit ^**),- Og et Navn, fant 

menſmelter af dift; ſpnes at være iu dabierne 


* 


| 9*) 4$. E. G. Paulus: Sreterotttins €t. 3. 3969, 103 
: fit 110, 


9 Thesaurus epist. Lacrorianms, Tom. L pag. 24. 
Tom. III. pag. 52 ed, Uhl. 


. ***) Onomast, Norb. pag. 65. 


128 


give fig felv fom Folkenavn. Sy bet mindſte bape. 
be lige til vore Dage, paa Gpergémaalet om be» 
res Ovtinbelfe, foareí, fom Sohoron Wolf, at 
be ere Difciple af Propheten Jahja, hvem de 
Chriſtne kalde Johannes ben Dober. Med denne 
Formening er bet np ganſte overeensſteinmende, 
at de troe, Doberen har faaet Religionsſtrifter 
fra Gud, og ſaaledes overleveret bem fil fure 
Diſciple; hoilket i det mindſte, efter Angelus's 
og Kaͤmpfers Beretninger, gjælder om Sidra 
Jahia og Gefar Malvaſche, men, efter Igna⸗ 
tius, ogſaa om be sorige, hvorvel Divan forſt 

| maa være fommen til Johannes gjennem Engle⸗ 
ænder. Raadſporge vi Liber Adami, finde vi 
fer ſtorre Harmonie imellem bette vigtige Dos 
kument og. Neifebeftrivelferne; eno juff altid er 
Tilfetdet. €t vaſentligt Sted, hvor Døberen 
omtales, er følgende: Talen har været om Nehn, 
ba hedder bet (Lib. 1, p. 109 sq.) ſaaledes: Na- 
scetur hac etiam ztate filius, cui dicitur nomén 
Johannes,.filins «s Abo Sabo: (o: Patris veteris) 
Zacharie, ipsi in sua senectute facturus. Et nata : 
' centum annos éum concipiet sua mater. Anesclibat 
mulier, i in sua senectute illum paritura*). Verum 


*) Alias: ex solo patris Zacharie osculo ab Elisa- 
betha concepins est Johannes, 


129 


educatus hac ætate ”Hierosolymæ ille- —— 
quoniam fides i in ejus corde versabitur, Jordanum 
leget ,. peracturus baptismum. per quadraginta et 

duos annos, antequam Nebn, corpore induto, in - 
' mundum abiturus sit. — — At die, quo 
spatium vite Johanni confectnm - fuerit , ego 
(Mando di Chaje) mea sponte ad eum veniam. 
Apparebo Johanni puero parvulo, cum eo, tres 
annos unumque diem nato, sermonem de bap- 
tismo habiturus, gratiamque (divinam) explica- | 
türue, . Tamen. ex suo demum corpore, ipsum 
educain, - et in pnritate. ad mundum omnis splen- 
doris extollam, illum .J ordano candido aqui vive "| 
et exhilarantis bàptizaturus,. veste splendoris ve- 
laturus, lucjs tiara .circeumdaturus; | hymnqque 
puri:cordis ; quali hymno reges lucis suum domi- - 
num in secula nunquam terminanda celebrant, 
beaturus, (Cfr. bet far citerede Sted Lib. 2, 
p.17 sq.).:. Som Zacharias per falbed ben gamle” 

Fader, ſaaledes nævne de i-een af deres Formus 
farer, hvorom vi forhen have tafet, Johannes 
felv fom. Stamfader. Ogſaa hedder det alminde 
ligviis, at de have faaet Daaben fra ham; Doors 
imod bet bog ogfaa ſtundum ſynes, ſom var ben 
, i Brug fra evige Tider. Hyad de med fterft Sit 
kerhed bide af hans Hiſtorie, er, at det var i 

Nyt bes Bibl. 20 Bd. 3 


JI30 ... ' s 


Jordans Flod fan dobte, og faare mange ere be 
Gteber, hvor Jordans Herlighed Persimméd: beu 
kaldes Livets Herre og bet fependegjsrende Band; 
ben blev bevogtet af himmelſte Genier, og dens 
Kilder paakaldes ſom de helligſte Vidner. Til 
Exempel paa denne grenbfelsfe Erbodighed imod 
Jordan-Floden maa bet være nok at anføre (efe 
| gende Ord: Redde tuum nomen et signum, quod 
accepisti ab aqua clara, a thésaurjs splendoris, 
ab occidente summo et altissimo, a Jordano, do- 
mino cujusvis salutis, et ab originibus summis 
lucis! (Lib. 3, p. 171 cfr. Lib. 1, p. 245. Lib.2, 
p. 209. 217. 225. 243. Lib. 5, p. 181. 187. 2&9). 
Y god Overeensftemmelfe hermed (fee deres Gelfige 
Vandringer til Floden, og Børnenes Daab, neat 
. de ere 30 eller 40 Dage gamle, Gjenbaaben ,. der 
fotegaaet om Sondagen, hoergang man er fig 
wogen ſtor Synd bevidſt, og endelig be Fefter, 
^ fom Holdes til Doberens Ære. Disſe ere, efter 
Ignatius, Kaͤmpfer og Thevenot tvende: nemlig 
hans Fodſelsfeſt, fom varer i 3 Dage, og hans 
Daabsfeſt, fom varer i fem Dage. Paa den 
ſidſte ſtulle alle Zabier lade ſig omdsbe; Doilfet til 
andre Tider ogſaa ſtal være Tilfældet med Brude⸗ 
par. Gonti fortæller desuden , at be helligholde 
Johannes" 8 Dodsdag, og have en Feſt til Minde 


a 


ér 


* 


ELO in eliegierning, ot. an overvandt Udyret 
i Tiberias's Soe. Maaſtee disſe ſidſte Hoitider 
ere af mindre Bethdenhed, meg be tyende førfte 
benhore tif deres gore feft, hvoraf: be ,euhnn 


bdase eru, menig: ped- deres Aars Segpubrlfe: 


Adoms⸗ 0g. Sfabelfeng; Feſf. Ihvorom Alting 
er, maa bet, naar vi fette bigfe Beretninger i 
Forbitzdelſe med Dpab vi far have omtalt i Auled, 
ning af Johannes's formentlige, Mesſanitet, 
Mise o8 utsibl(omt, o& gabierne, bgade ifolgg 
deres egne Augiyelfer og. ifølge, be Gfiffe, fom 
de holde 4 drebp, anſee Johanues hen jopter for 
deres Gtamfober, vg, da Talen hen ei fou hærs 
om nogen hiſtoriſt Potriarch, site for — 
Peligionsſtifter. | 
.- Efterat vi nu ent fosn faopibt i vort T 
bor, kunne vi gi anſes Hobierne for i denne 0g 

" fentlige Angivelſe at pære forígttige. Bedragere; 
^. 8g bng maae vi af de hiſtoriſte og flpdolpgife 
Grunde, bi fidligere hope fremfart, bære ſagare 
uilbaielige til at nægge. pergd. Soengitet med ^ he 
forſte Johaunis⸗Diſciple, og tillige med Heme⸗ 
nabaptiſterne. Derfor mag, det Casrg&maal bere. 
nar, ow. Sabierne ei felo ere Gepragnes | 08 [68 
nægter iffe, at beune Udvei tjl, at forklare de 
foruuderlige Stobfjarlíer i Zabiismen yan, fere 

E EP | $182 | 


* 


| 132 


kommer mig ben rimelige. Jeg tenfer mig^ta | 
Sagen ſaaledes: Johannes ben. Deobers Navi . 
bat blevet faate navnkundigt i afaftina j-og fot; .. 
medelſt Chrigendonrmens Udbredelfe $gfda i de 
tilgrændfende Lande. Han habde bog ingen Sect 
efterfadt fig, fom bar hans Ravn og udbredte. - 


: færegne Lerdomme under fans 9(uctoritet. Dette - 


bevægede en. til be old⸗ oſterlandſte Philoſophemer 
hengiven Bedrager til at udgive fig for Deberem; . 
hvilket faa meget befto fnarere funbe falde fam: 
inb, og deſto lettere lykkes, ſom det er bek nof, 
at ber alferebe i Herrens Dage gik Sagn om D». 
berens Gjenfomft à en anden Perſon, ( Overeens⸗ 
flemmelfe med ben 'i hele Orienten gængfe Troe 


, paa Gjælevandringen. Men, denne Pfeudgjahans 


neg kunde formedelſt den antijsdiffe og antichri⸗ 


ſtelige Lære Gan forkyndte hverken finde Tiltroe 


blandt Jøder eller blandt Chriſtne. Derfor. fom 
ban i aabenbar Dppofitiort mob dem, og maatte. 

med ſine Tilhængere flygte. andetſteds hen. Geo. 
omkom han borte. fra fit Parti, ber altſaa havde 

faa meget mere: Anledning til. af tree, at han, 
iffe ringere, end andre: Steligiond(tiftere, var 
optagen til Himmelen. " Cfter hang Død ubbat . 
nébe hans Partie de Philoſophemer, han havde: 


inbffarpet, og iklædte dem. perſiſt Dragt, da 


- 


133 


dets Opholdsßed var Qerfen, indtil bet, fordres 
vet af mufameban(t Fanatisme, adſpredtes til, 
Syrien. (Turde man antage, at ber ey. Siblang: 
efter ben forſte Pfeudojohannes var opftaaet. en 
ud Bedrager, fom havde givet. fig famme Nadn, 
vilde, der maaffee være fettere at forklare fig, For⸗ 
Holdet imellem Johannes og Enuſch Utro i Bas. 
biernes Bøger. Dog ter jeg.iffe gaae faabibt 
med mine Gisnimger, at jeg iffe (tal fade Mas 
deriens Dunkelhed forlede mig til en Hppotheſe⸗ 
Enge, der hos Andre har frembragt de umotives 
rede Paaſtande, hois Ugyldighed jeg ved denne 
Underſagelſe har fræbt at opklare). , 

Paa denne Maade vilde man nærme kunne 
forklare fig, Hvorledes ber fan ligge. noget. His 
' forift til Grund for Forholdet imeffem Johannes 
og Zabierne, uagtet Disfe iffe nedſtamme fra 
Dennes forſte Diſciple. "Da vilde ogſaa Vauſte⸗ 
ligheden beb at udtolke be forſthellige Navne, 
hvormed de betegnes, ſunarere bortfalde: en Dans 
ſtelighed, der er forvirrende. "not; ba. mar. pan — 
ben eae Side eí fan undlade, ifær naar Talen er 
, om otientaf(te Vavne, at- tage, Denfog til Etyh⸗ 
mologien, og 9a ben.amben.Gibe maa være 

ſaare varfom i at bruge dette Hjalpemiddel, der 
fra ben Tid Bochart gjorde Epoche i den erhuolos 


| , 184 
giſte Coiofogté ; ſtundum er &fettt anveudt mes 

megen Eenſidighed. fot ös blive altſan Zar 

bierne hverken be gamle Cabtet, Hvad be ei 

' fWnrie være, ba be vel troe paa Stjernernes Ind⸗ | 
o5 ftobetfe , men ingenlunde tilbede Stjerner, åg ett 

^ bifubtü af langt yngre Optindelſe; ei heller oe 
jebiffe Naſireer, hvad be ei funne" være , ba be 
hverken ere Foder eller ftrængt afholdende; ef 
heller de hald⸗chrĩſtelige Nazarceer, hvad be el kunne 
Sire, bà Disſe vel interpolerede Skriſten, ſaa 
at den fn tif at begpiibe med Johannes ben Ds⸗ 
bers ipiftorie men altfaa dog brugte Matthcei 
Evangelium og vilde danne em «briftelig Sect; 


. 6 heller muhamedanſte Nasſairier, hvad be ei 


fune være, ikke blot fordi Coranen omtaler Sa⸗ 
Petr, men fordi Codex Stefanus omtaler gt 


' . fáinevaittme fom et Fremmed, bem forhadt ej 


dhadefuidt StefigionBpartie; endelig, at jeg intet 
Henfhn (tai tage «il mindre timefige Dppotbefer, 
fkáfém wt bet oprindelige 9tabhh. ſtulde være Na⸗ 
. fitttbaner ti heller Manſchcer, hoad be el funne 
bære, ba be ikke troe paa Manes, og iffe tt» 
gång have «it faa chriſtelig Cofotit; om ants. 
cheiſnmren. Shen med deres erhnologiſte Nav 
kalde bi bem Nasfarger, fordi bi antage Nasſairta 
for deres Fadrene ⸗Egn (ſtjondt oprindeltzen et 


135 


HølferRabu) funbe bet dog, "jo mere, ifoletebe 
de ledede, efterhaanden faae en hoiere Betydning 
for bem). Efter deres Religionsſtifter kaldes 
be Mendeer »: Lærlinger af ham, de anfaae fot 
Johaunes ben Dober.  Gfter den Ritus, der 
eb(fifiet bem sienfonligft Tra affe nu exiſterende 
Seligiond; Partier, kaldes be Sabitr »: Dobere. 
Endelig hedde be i deres hellige Bøger fnart be. 
Udvalgte, fnart Lyfets Born, o. f. .: Ravue, 
Gitmiterne , efter deres ibealii(Te Retning, hånde 
meeſt Tilboielighed tif at priſe fig (slo med; Doer 
ütvob Japhetiderne, efter bere jordiſte —— 
fatte ſtorre re i at sære dvcoyovor. ; 

Val man mm med hiſtoriſte Grunde — 
at beſtyrke denne. Hppothes, og prøve paa i Kir⸗ 
kehiſtorien at ſinde en Mand, der Har de geri, 
ſtaber, man maa tente fig hos en Pfeudojohan⸗ 
neg; ba maa Blikket ſnareſt falde paa Simon 
Magus. Gom Den, der var dedt, maatte han 
være: Jøderne forhadt, fom Den, ber sat fot 
bandet af Petras, maatte han blide forftubt- of 
be Córi(wé; men fom Den, der trotbe fig iub» 
biet i Naturens Helligdomme, og var bleven høit 
prifet fom den (lore Guds Kraft, bat bet ogfaa 
rimeligt at fan vilde ftifte et nyt Partie. Under. 
alt dette Sabelagtige, der fortælles em ham i den 


136 


anden Clementinſte Dovilit; font oglaa den hi⸗ 
ſtoriſte Sandhed at ſtinne igjennem, at fan bar 
en Partiehsvding, der firebte at trabe i Jo⸗ 
" Banned. den Dobers Fodſpor. Efter ben gámfe - 
Legende var han (ra ben Tid haus argjerrige 
Plan, at tilkjebe fig den Hellig» Hand mistyftes 

deg, De Chriſtnes bittreſte Gienbe, fræbte at 
beſtemme dem ved. Srolbom&» Kunfter, men 
fandt, ved Petrus's og Paulus's Donner, fut. 
Død i Rom fom en anden Icarus. Nu læfer 
man videre & Toldoth Jeſchu, at der efter Here 
rens og Petrus's Ded fremftod en Mand; fnfo 
af Ondſtkab ved Ravn Elia *), der. ringeag⸗ 
tede Omftjærelfen og Sabbathen, og desiſtedet 
indſtiftede Daaben og Sondagens Helligholdelſe; 
men desuagtet var i Fiendſtab med de Chriſtue, 
ſom fremmanede en Steen fra Himmelen, der 
flog fam ihjel. Dette Eventyr (tal ogfaa gate 
tilotaget fig i Som... Ihvor Iegnagtig en yes - 
bebog mu end Toldoth Jeſchu et, fpnes "dog 
| Overeensſtemmelſen ſaavel med hiint chriſtelige 
Sagn, ſom med Begrebet af en Pfeudojohan⸗ 
nes, ei at idis umarkelig lige indtil Navnet 


*) Ogſaa — antage, at Forloberen Elias 
ſtulde fremtræde fom en Døber! fee — — 
"Hebr, ad Joh. 1, 25. . ; i : 


i 137 

Eia⸗og beh Dusfenbigórb, at bet sar vaa en 
Himmelfart hang. Modſtandere fagde, at han 
emfom. Hans fraværende Tilhængere. maatte 
ba naturligviis troe, at hans Undergjerning 
var loklets for fam; - og, "da falte Steligtoner 
gjerne tilegne fig: hvad. der er charakteriſtiſt bed 
de fande, forbandtes hermed [et den Foreſtilling, 
at fan havde ladet fig, eller i bet mindſte fit 
^ Styggebillede forsfæfte: en Formening, hvor 
ved Brugen af Korſets Tegn - blandt Sabiernt 
maligotis fan forklares *). Men bet er paa 
. SBére, end paa blotte Muligheder, den anden; . 
ei heder af den forſte afhængige ; Deel af min 
Hypothes (letter fig. Des er nemlig ogfaa af 
adore Forfattere antaget, og med lardere Be⸗ 
viſer, end feg fotmaaebe det, godtgjort, at Pers 
— fun rimeligviis er Zabiernes Fadreneland **); 
9 Den zabiſte Folketroe, at Johanness Grav” ec i 
Suſtor i Perſien (ones. oeUat ftride imod vor Gjæts 
ning, men ben ftrider jo iffe mindre mod ben zabiſte 
Religions » Lære, at han er optagen til Himmelen ; 
og tyder netop hen paa, .at Zabiernes gamle Sagn 
ei gisre Palæftina, men Perfien til Fædrenes Land, 
. Gi heller hører der megen Phantafie til at foreſtille 
fig, at medens Døberens Aand opfvang fig fom' en 
losladt 2Xon til be hoiere Regioner, henbare andre 

Geniusſer hans Legeme til hans Venner, C 


**) Gefenius a. €t. Lorsbach: theol, ——— Pag. 
. 659 ig e 1807, 


4 


138 - 


(tpefew jeg ogfaa' ved de forkgnaende ate 
pelfer idelig har henviig til dette Land, for at 
finde Kitden til Zabiismen. Jeg vil ba iffe 
, ^ gjentage Stegt(faó64 Zegneae imellem Senbabeftá 
 »$ €ober Naſaraus; hoorved jeg bog iffe bar 
fortie, at Abatur (oater tif Pater taurus effet. '- 
Indbegrebet af ale € den fputige Verden aub 
£98» Kræfter udruſtede Vaſener. Jeg far ingen 
Stemme om, feoreibt. den perſiſte Gelsrü er — 
fremherſkende i ben. ſoriſt⸗chaldæiſte Dialeet, hvvrt 
de zabiſte Religions/-Boger ere. Ørevne; men 
be, der have Stemme E denne Gag; antage bet 
Seg vil iffe lægge ftot Vægt pod, hoabd ber 
mere angaaer Zabiernes Folke⸗ end" Religions- 
Hiſtorie, åt Babærnes Klædedragt far megen 
figbeb med den perſtſer; $oorfo8 jeg bemærfer, 
at bet pad, Zabierne bære til den blaae Farve, 
ſpnes at være oprundet deraf, at denne Farve 
ere iblanbt de faa, Jøderne i muhamedanſte 
Lande have Tilladelſe til at bare %). Men hvad 
jeg dog euͤdnu vil paaminde om, tr ben Dur 
flanbigóeb, at juſt det Had og den Tilboielighed, 


*) Enhver Naja ifal bruge mørke Farver, oadog ved 

at lade Huſene male; men, efter Schulzs Beretniug 

U¶ Paulus's ov, a. Saml.) maae — fun bære 
Blaat og DAG paa Hovedet, 








139 


forte wopiete Ut: viet charakteriſtiſte Ttoi pad 
Zabiisme, fremme aldeles overeens med de ægte - 
perfe Ideer. Saaledes have bí høre, hoor⸗ 
ledes Zabierne yetre deres Antipathie imod de 
Chriſtne, ved at (ote imod unaturtig Afholden⸗ 
hev og Munkeliv. O6 ganſte odereensſten 
mende udſtedte Mihr Nerſeh, fom i bet feme 
Aarhundrede var perfiff Statholder i Armenien, 
en Qprocíamation imod de Gbrifne, oor bet - 
regnedes bem til Brode, at be foerfen vilde — 
fpife Kjed, eller (tjenfe et Fruentimmer noget 
Sf *). Og hvad nu enbelig ben Tilboielig⸗ 
, fe tif at hellige fig ved Luſtrationer angaaet, 
: boitfen far givet Zabierne Navn, da babe vel 
de flefte Golfe(íag betragtet Floderne i deres Ud⸗ 
foring fom Guddommen indviede, men dog have 
Orientalerne xx) iſer viiſt Silber 9&reftpgt, og 
foretaget Procesfioner til Floder og Have, faar 
febed fon bet t. Gy. hørte til de ſhriſte Myſte⸗ 
rier, at der to Gange aarlig foretoges en hellig 
Reiſe fta Hierapolis til Havet, hvis Vand blev 


2) Roͤhrs Prediger-Bibliothek. 11 9, 1 Geft. Pag. 70. 


* Hvorved bet ogſaa fan merkes, at Rusſerne med 
ſtor Hoitid holde Jeſu Daab hellig paa en Feſt, de 
kalde Vand⸗Indvielſen, ſom tillige bringer Johannes 

den Døbers og Jordans Minde i Erindring. 


* J 


140 


bearet-til. Templet Mer iblande Ovientalerne 
udmærkede fra: Arilds Tid. af netop Perſerne fig 
ved Luſtrationer og refrøgt for Vandet, gore 
for bet ogfan.”) blev anført fom:ten af Grun⸗ 
bene til at de Chriſtne i Aaret 343 maatte lide 
"en haard Forfolgelſe i gerfien, at de iffe nokſom 

bolde dette helltge Element i re. | 


*) Neanders Kirch. Geſch. 2, 1, ag. 226. 


O08 


dL 


Samm enligning imellem Overtroe 
og ——— | 
F * 
os Joh. Andreas Cramer. 


E quit bearbejdet af J. Møller). 


sneen 


Forerindring af übgiveren. 


* 


| Daka over den nyere eiteratur ei forglemmer 
den ældre”, vil, undertiden overraſtes ved. at finde 


Stridsſporgsmaal, der for. fort Tid ſiden ere 


| blevne opkaſtede, allerede for en rum Tid ſiden 
heldigen beſvarede. Denne Erfaring gjorde. jeg 
npligen, da jeg i vor gamle Theoiog Cramers 
Vermiſchte Schriften (Sopenf. u. Leipꝛig 


1757. 8.) ſtodte paa ben intereéfantt Afhandling, 


jeg herved meddeler i en danſt Omarbeidelſe. Da 
jeg for nogle Aar ſiden ferft i mit 13de Paſtoral⸗ 
| brev PENES Bibl. 18de Bd. — $32. -- 


14 RO 
fede om Overtro i Sammenligning med Gite: 
ferie; og fiden ved Ar. proof Harder Afhand⸗ 
ling: Overtro værre end Vantro, blev 
foranlediget til at udvikle og forfoare den mods 
fatte Theſis: Vantro værre end Overs 
tt 6*): fjenbte jeg endnu iffe de tvende ſmaae Op 
fatfer af Cramer mer Titel: Vergleichteng 
deg Aberglapbegs -uup ber Freygei⸗ 
ftetep; jeg havde ellers blot behsvet at henviſe 
min ærede Modſtander til dem. Dette Ubekjendt⸗ 


ſtab fortryder mig dogikke; toi bed felv at drofte 
" Emnet foi jeg til en fuldere Overbeviisning, og 


ſo flere Theologer der uaffængigen af hinanden, 


ved Granjtning og Erfaring føres til, bet famme - 


, Nefultat, defto fterte Sandfynlighed'er ber for Rig: 
tigheden af dette,” Ogſaa vil Leſeren ved ot jedu⸗ 
føre min Afhandling med Cramers, ved Siden 
af eti paafaldende Overeensſtemmelfe i Hogedfagen 


(ja undertiden endog i bet Specielle f. Gf. í den. 


Demærfiring fom jeg beu Gang anfaat for'upt at 
Meget fætteg paa Obtrtroeus Regning ; ber egenty 
ligen tilhsrex Vantroen) finde adſtilligt Siendom⸗ 
moligt ſaabel hos beh ældre (om. yngre Shepiog. 
Jeg, fom ffrev 70 Aar efter Cramer, funde af 


d 
A) Man finder begge Opſatſer t Nyt theol, —— 
NAet Bind, 


, 


- 


Pd 


143 |j 


. Writenferietà 9tacfoger igjennem dette Tiderum, 
i hoilket Vantroen naaede en tilforn ufjenbt 
Spidſe, anføre Træf (f. Er. af den franſke Re—⸗ 
volution) "ooiffe Cramer Enn anede, Han (treo 
aa en Tid, ba Fritenkeriet enonu iffe havde uds 
bredt fig videre end til Philoſopher og den for⸗ 
nemme Deel af Saici, ba endnu hele Geiftligheden 
faavel for Borgerſtauden eg Almuen hot faſt 
ved det kirkelige Lærebegreb; ban levede paa eg 
Tid, ba endnu intet tydſt eller ſtandinaviſt Uni⸗ 
verſitet ſtulde hade taalt en heterodox Lærer, 
Sen ben viſe Theolog, fout bemerkede hvad £pffe 


I Botingbrokes og Voltaires Skrifter gjorde 


i bent fornemme Verden (hvilken Cramer fom Hof⸗ 
præft og god Jagttager meget noie fjenbte), fot 
udfaae; hvad Virkningerne of flig Læsning vilde 
vorde, naar den blev almindeligere, og advarede 
derfor i Tide mod Fritankeriets Gift. Hvor 
mauge ber ved fang ag ligeſindede Lareres S 
ere blevne kaldte tilbage fra Vildfarelſens Wei, 


^. bet ſtaaer ifte optegnet i nogen Hiſtorie (men vel 


i Livſeus Bog, hvori bei Sifpibenbe bevarer eu⸗ 
hver ædel Straben); Derimod er det bekjendt nok/ 
- Hvor mange Tufinde ber iffe agtede paa de Viſes 
. Raad, men deſto billigere lyttede til be falfte Læs 
reres forferiffe Tale, og fede Gfibbrnb ei alene 


144 


. paa. bered Tro, men fom bet pleitt at gane — — 
tillige paa. deres em Sindsro og pt 
bud 
Alle vile være enige med mig om, at den 
; Eramerfte Diatribe Gut. en hoi Grad. af 6 ifto» 
tiff Juteresſe. Dog (fuíbe jeg iffe blot af derne 
Matfag Babe oberfat bem, derſom jeg iffe. havde 
troet- af bet tillige gar, og bet endin -for vor 
gib, bogimattff og moralft Værd, iffe at 
tale om be mange fine pſychologiſte Bemerknin⸗ 
ger. Jeg har naturligdiis overſat meget "frit, 
deels for at gide Cramers i fig felv gode og kraf⸗ 
tige men. nu rimeligviis lidt obſolete Sprog 
ben tilborlige Friſthed, deels for at ſtaffe hans 
Argumenter hvad. ber ſtundom manglebe.bem i 
fuld⸗Beviiskraft. or Afverlings Skyld far jeg 
undertiden brugt Ordet Vantro iſtebenfor Sri» 
rtenkerie, fom Cramer altid bruger. Jevrigt 
vil Læsningen of denne forte Afhandling godt⸗ 
gjøre for dem; fom ellers iffe fjende Cramer, at 
jtd web: Foie i hang: forte. Biographie (i Not 


. fétol. Bibliothet abie Vind) har roeſt haus fore 


—— 
J. Møller. . 


ai——————— —— 


DP PLE I. ANE 

^ Qt af be Kunøgreb, hvorved Fritenkerne 
ſoge e$ underminere al Religion, er dette, at be 
.aféifbr det Skade, fom Odertroen:til affe Ciber 
Bar: ancettet , paa bet. ſtrakkeligſte og gjøre .ben 
endnu (torre, end ben oürfelig er." De fortelte 
o8, hvorlunde .flote Mænd have maattet lade 
deres Liv, forbi. be vovede at mobfatte fig Pobe⸗ 
fen$ Fordomme; be tale om Stromme af Blod, 
ſom den religtofe. Forfolgelſesaaud har ubgpbt,. 
og gjøre en frygtelig Fortegnelſe over de Lande, 
fom ved den ere adelagte. Hvor mange Sceptre 
har. Overtroen⸗ ikke brudt? Hvor mange Throner 
har ben ikke omſtyrtet? Hvor mange retmesſige 
- og hoeimoditge Monarcher har den ikke givet. til 
Pelis for Pobelens Raſerie, fom Preſterne havde 
 ogbaft, blot forbi.be vilde. herſte ſelv og i£fe lade. 


befe$ Lande udſuge af disſe Hierarchers umættelige 


Gerrighed? Naar har. nogen Dyd varet betrygget 
fet den ?2Var iffe Fornuften i alle hine ulykke⸗ 
lige Aarhundreder, da Overtroens Morke her⸗ 
ſtede, em Forbrydelfe, ſom ſtraffedes med.Gnærd 
eller. Baal? :Syeb hoilken Nadſel lafer. man ifte. 
 tben tomerfte Hiſtorie, et Romerne ved Galler⸗ 
nes Indfald lode en. Galler og en Gallerimbe le⸗ 


vende; begrave for at dempe Gudernes Vrede? 


Byt theol. Bibl. 20 WB. K 


LU 


| .Má 
Lg dette fede hos et Folk, fom ellers bed mange 
Leiligheder fortjente Roes far Godhed og Menne⸗ 
ſteliched. Sokrates maatte teme Giftbagereta 
alene fordi Das. haude ſpottet med bet Latterlige i 


Athenienſernes Religion. Hoilke zruſonune $rige 





imellen Athanaſiandrne og Enfebianerne: ime&em 
Bitledſtormerne og Dillebtilbebetue; imelbem bags 
feut fordrede Kalken i SRabberen, og tent, fous 
. fermeerite &okfet Brugeu af fanen? oor gef. 
ber ein eet, fom. iffe er bleven — af. ei | 
anden? : 
Bed ſaadanne Bemarfninger M Ssligite 
nens Gienber at gjøre ifte. blot Overtro, mem 
ſolne Religionen máiétanft, DE ſammenblande 


Odertroen med ſand Seliginfitet; og begnne denne. 


Gt me Gib, for at det: iffe al Gant Udſeende 
ef, fom om. be qabenbart angneh Südiginmen.. . 
few bt have tillige ben. £énfigt etnfoebirte be. 

Uforſtandige, paa bet: at ogſaa be ſtal teint et — 
at. hade Religionen tilligemed. Overtroen - For 
deſta lettere af opnaat dette, gjøre” "de podige! 
Sfildringer af en. Stat, hvori almindelig: Tanke⸗ 
feihed Ges tet). og boot bet ev Erhver tilladt at 
tret hvad han vil, og lære hvad han tik Sono c 

paaftaner, at en ſaadan Stat vilde være fel. for 
alle de SMS fom Obertroe og. Iver n en nid. 


147 


Meligion medfører. — IDi&fe ere, ſaadanne Uhyrer, 


at den; fou vilde forfoare beni, derved erklærede 


fig for en Fiende af Menneſteſlægten. a 

' yen jeg paaftdatr, at Vankroe er et ligeſaa 
flort tigre; og at man er en ligeſaa ftot Fkende 
af Menneſtene, naar man paafiaaer, at en Stat; 


fald af Fritankere, vifte være lykkeligere end et 


Land, fuldt af Osertrolſte. 
Wed fritenfere forfiaaer jeg ikke fime 
fornuftige Tvivlere, ſom forfafte enfelte Gant» 


heder af Aabenbaringen, hvorom be endnu iffe. 


* 


fave funnet overthde fra, men Hvorfor de onſte 
at modtage Beviſer, (ploeffojotrenoe for deres Sot» 
nuft. Jo fjeldnere Saadanne ere, og: jo nær . 
mers be- flaae ved Sandheden, deſto billigere et 


det at adſtille bem (fa en Tindalp.en Collins, 


en Bolingbroke og disſes Gfterínaffere, ſom 


fert af Kjerlighed tik Laften blive: Religionens 


Viender, og! fiden opføge Gvunbe for at ibus 


gjore deres Had til fámne. 
Naar disfe Fritenkere ſammenligne en Over | 


| troiſt med den ſelvſtendige Tanker af deres Skole, i 


faa. ſammendynge be hos fiin en Mængde flette 

Egenſtaber, fom iffe hore vaſentligen til: Over⸗ 

troens Charakteer, og antage paa berr anden Side, 

at BHO endnu iffe far fordærvet Hjertets 
7 $82 


148. 
Godhed. Ja! paa ben Maade fave de Stet; thi 
hoo bif iffe hellere boe under Tag med em Spinoza 
end med en obertroi(f-Dramin, fom tillige .et 
grufom? Men flig Canmentigning «er ubillig. 
. gan give bem Overtroiſte — ligefom fang Corm 
traſt — et meblibenbe .Djerte og Giobmobinbeb: 
ba bliver det et Sporgsmaal, om iffe ben Over⸗ 
. ttoiffe (hvem man jo iffe fan frafjenbe € vo);eíf 
obergaae &pinoja. Bil-man,væreretfærdig, maa 
man fammenligne Pobel med Pobel. Man fatte 
altſaa en Stat, fuld af SXenneffet, fom de. af 
Naturen ere, men tillige overtroiſte; og man 
(ette ved Siden af ben en Stat af Fritankere, 
ſaadanne ſom disſe af Naturen ere; og frørge 
Derefter: hvilken af ,disfe Stater fortjener meeft 
åt. afffpe8? Jeg ſvarer: den fidfte. fn 

| og Erfaring ftadfæfte dette. 

Hyvad er, Overtroe? ? Der gives to Arter, ſom 
kunne adſtilles: 1) Fofſtandens Vildfarelſer om 
Guddommen og Maaden at dyrke Gud paa; 2) en 
"fyrig Syotr for. ſamvittighedsfutdt at indrette fin 
Opforſel efter disſe Vildfarelſer. Alle falſte Res 
ligioner, faa(nart be herſte ober deres Bekjende⸗ 

res Hjerte, ere Doerttoe.— Men man fan ogfaa 
wSere obttttoi(t , uagtet man befjenber- fig til den 
ſande Religion og gjør den til Retteſnoer for fine 


- 


149 


Sondlinger: S fan Fald ligger Overtroen iffe 


i: Giatningerne ſelb, fom antages, men i Bevis 


ferae for ſamme. Naar man vil underſoge Overs 
troens Skadelighed, maa man lægge Marke cif 


Beſtaffenheden af be gudstjenſtlige Vildfarelſer, 


ſom udgjøre dens Veſen. En Romer, fom Del 


ber. fin Geo, fordi ham troer at Troſtaben (fides). . 


er en Gudinde, hvis $5 illebftette eg Alter fan 


fuer, et overtrviſt. Naar Muhamedaneren an⸗ 


tager et Paradiis fuldt af fandſelig Vellyſt; naar 
en Chriſten foreſtiller ſig Englene ſom ſmukke be⸗ 
vingede Drenge, ba er bet Overtroe. En Overs 
troiſt kan ogſaa af Sampittighed antage farlige 
prattiffe Vildfarelſer og gjøre disſe til Regel 
for ſine Handlinger; han kan af Religion offre 
i Menneſter x); "fan. fan forfølge, fan fere Krig 
med anderledes tænkende; han fan have en ſlaviſt 


Stpat for Gud; men dette. hører iffe til Over⸗ 
.. troens Vaſen; thi ber er mange Obertroifte, fom 


 entage bet Modſatte, og handle derefter 
Obertroen er, i fig fefo betragtet, intet 

andet. end ew misforftaaet Gudsfrygt, 

fom iffe fyres tilbørligen af Fornuften. Denne 


Tankemaade fan beſtaae med de borgerlige Pligter, 


O*"y F. ér. naar Jephta offrer fin: Datter, eller Hakon 
Jatl iin Son. J. M. 


3 


* - Fi E 
j Ur us i 
I ij 


eg med de. fornemſie ſelabelige · Doder; lw 


meenlig gjst den Menneſtene endnu iorigere f dis⸗ 
ſes Udovelſe, end be eilbe bare uden ol Guds⸗ 
frygt. Den overtroiſte 9&gppter, ber dyrkede 
alte Guds Skabninger ligefra Stjernerne ned til 
Erocodilen, var hoimodig/ tto, fredelſtende. 
Den overtroiſte Romer, hvis Handlinger ſtyredes 
ved Fuglenes Flugt og Offerdyrenes Indvolde/ 

ophorte iffe, faelgnge.Gam arligen troede derned; 
at|være tapper, kydſt, maadeholden, god og tefe 


 f«rbig *). Han forferbebeó, naar en Feldherre 


e 


foragtede Spaamændenes og Teanudlæggernes 
Raad; naar han fagbe, man fulde fade be hellige 
$298 briffe, ſiden be iffe vilde æde; imidlertid 
adlsd han bog femme Feldherres Befaling; thi 
han mindedes ben Geb, han havde fosret ham og 


Krigsguden. Fritænterne felv indromme dette, 


idet de erklære al Religion — den bete blandet 


- meb Oberteoe,. eller iffe; — fet at være en Op / 


findelfe af polititen, egnet til af fete 2 Almuen i 


Tomme. 


Sas ffiagbig eub Overtroe kan være, 


. er den dog bedre eub Vantroe, forſaavidt et mins 


dre ind fen kaldes bedre end et ſtorre. Vautroe 
). Sof. mia Ufhanding auf. Sta: e. 229 og 230. 
A. 


e 
now 


151 


er dee iitobfatte af Overtroe. Den er Mangel 
paa Gudsfrygt; følgelig tilintetgjer ben alle Dø: - 
ber, fom ere uundværlige til Menneſteſlægtens | 
Vedligeholdelſe og tif Samfundets Rolighed. Vei 
er bet fandt, at iffe alle Fritenkere ere Gudsfor⸗ 
negtere; men de Fleſte vuſke ſikkert, at be kunde 
være Urt; og om end Nogle ikke gaae faa bide; 
tør man dog paaſtaae, at De enten ingen Fotetſe 
have af fato XErbsdighed for tet holeſte Veſen; 
eler't bet mindſte undertrykke de den 908 ſig. Thi 
havde de denne Folelſe, ba dilde be euten blide 
overtroiſte, eller Venner, af, bett ſande Religion, 
font de ſaa haftig beſtride; een af Delene nmatte 
fee. Saaſnart man gider et Menneſtke € ifabetfé 
til at fofribe fig fta Aabenbaringen, da bliver 
hans Fornuft fnart omtaaget af hans Lidenſtaber. | 
Dermed paaſtaaes itte , åt enhver Fritæenker fore, 

ner i fig alle Laſter; tfi iffe.alle raſter harmonere 
med oen. hos Enhver herſtende Lidenſtab. Men 
Enhver vil efter fin Tilboielighed ubflepge sen 
ette flere Dyder af Forteghelfen over Pligterne; 
0g alle Fritenkete tilſammentagne ville übebe alle 
gafter. . Den SDeüpflige vilde forføre fin Naſtes 
Huſtru; den Egennyttige vilde anſee det fer til 
[adeligt at. plpnbre fin Medborger, og "ben Ære 
sjerrige vilde pu bet for en flor Daad at ned⸗ 


* 


152 


føde em Anden (ra. ten arii op imttenge 
fig i famme. ie. 
Det fan iffe nægtes, at frettelige ilter 
ere ved Overtroen anrettede i bet menneſtelige 
Samfund. Forfolgelſesaanden er ofte;i-ebetag 
med Overtroen; og hele Landes Fred er ved Qe: 
ligionskrige bleven forfytret. 'Men.mon Gritene 
kerne ere fagtmodigere? Mon Vantroen ee mre 
(ti for: Forfalgelfesaand *)? Der Bar enbnn dne 
gen Stat været ſammenſat af lutter GeitanCeras 
deres Antal har hidindtil iffe været faa fort, at 
de kunde ftille Armeer i Marken; - ja Partiets Hoe⸗ 
É -bingt ere altfor egennottige tif at be gjerne fulde 
fee, at alle Menneſter deelte deres Hpetbeviis⸗ 
ning 1 Re NNI foi bevage dem til at 


. *) Cramer kunde. be Have beraabt fig vaa — 
Ord, ſom jeg Side 226 bar anført: L'irreligion, 
ainsi que la superstition , a son fanatisme, ” 


(Bh y COR ns ry Tg. Eee Ted *. M. 


»* Waeſtee Gta met herved figker sbtrotfeligen HE 

; f8oltaite J det mindſte kunde Don med; NRelte 

giore det; tbt Voltaire betroede fine Venner (Citater 

| findes i entes Kirkehiſtorie) at be ingenlunde maatte 

ænfte, at alle Mennefter bleve fad oplyſte fom $e — — 

. , "Vates tbi ba. vilde deres Auſcelſe tabe fig. - Se ^ 

, = Brev til Helvetius (fom Dente itfe har tjenbt) ſtri⸗ | 
I ver Bolette: »Bi Philoſopher bekymre o iffe, om, 


— 


'. 
ud D 
B53 M 
. 


locetve fig fraral Gubofrygt/ Hide tilintetglsres, 
naar alle Menneſter bleve vantroe. Endſtjondt 
man derfor endnu iffe far oplevet, at Fritæns 
fete have nedſtortet Konger" fra . deres. Throuer, 
etiec kaſtet dem i Fangſel, font: mobfatte fig Van⸗ 
troen y: faa mangler det dog iffe paa andre Be⸗ 
viſer, fille godtgjøre, at be funne-sære ligeſaa 
forfølgelfesønge fom de Overtrdiſte. Hois Over⸗ 
troen, naar den havde Magten, har anvendt 
Baal, Cóerb og Fangſler iſtedenfor Grunde imod 
Auderledes tankende, ba bruge Fritæenkerne (ſaa⸗ 
lenge be mangle Magten) Spot, Blasphemie og 
Skieldsord, hoilke be uden Forſtjel udſtode imod. 
Alle, ber have Religion. Men mon det er Kjer⸗ 





lighed; Sagtmodighed og Fredſommelighed, ſon 


indgiver bem disſe Grunde? — GHer ere be ikke 
fnatere/ et Beviid paa, at be fun ſtjelde og 
ſpotte, fordi be iffe have Magt til at brænde og 
raebraffe? 

Den blinde Iver og Forfolgelſesaanden fo» 
ver $08 be Overtroiſte faalenge, fom be, der 


at vote. Bønder 08 Haandværkere ſiulle vorde opløfte; 
men vi: vile, at Verdens⸗Menneſtene (Sulle være bet." 
^. ut. 


*y $i have under ben franſte ————— oplevet begge 
; Dei (ØS 3 M. 





|. WM 

ibgiste et Samfund ˖med bem, eatew oghna obe 
Overtroen, eller dog ikke offentligen misoittne 
| ben. (een befo (fraffeligere cater ben; naar 
, ben blirer pirret. Og dette Raferte naaec (erf 
fin Hoide, naar andre gibenitaber; faafem Deb» 
mod efíer Ggennptte, forene fia med Obesttom *). 
Da overlader ben fig til alle Udfoædelfer; ^ tipi 
ftisubt den egentligen ſtrider for Ære, Guld, 
Magt o.ſ. v., gider den fia dog Udſeende af at 
, ftribe fot Religionen og GCamblttisoeben. — Mild⸗ 
fe, Maadehoid og Satzztmodighed [pred wwpet 
faabanne Omſtændig heder at. vete Forbrydelſer. 
- Seu naar Overtroen ei længere pirres, eder maar 
bens Modftandere ere udryddede, (tfi faasibt 
briver ben fit Raſerie), da begiver den fig igjen 
til Ro. Men ( en Stat of. futter Weltenfere 
bilde der aldrig være Gre eder No. / Thi Euhver 
ſtridet for fla feto. og for fine ridenſtabers tit 
, . frebéftillelfe; og gibenftaberne blive afdrig :fis 
| fredoſtillede, fiant be fave deres. fatofonnte Sti 
(do. Overtroen ertjender bog en Herre over fig. 
' * Germed fan fammenlignes Stedet Theol. Bibliothek 
Ide Bind S. 232: "Der tc ingen Grund til at ans 
ſee Overtroen, fom faatan, fev en Peſt for Mens 
neffebeben, Forſt naar den forener fig med Hovmod, 


derſteſyge, Fornufthad o. fS, bliver ben dette; uten 
E ex Xalen iffe mere om Chriſtnes Dorstusc." TA 


155 


Deun feu fameaígoed titb et bilde 2t, ſo m 
er tødfpærret D Huler; bet ffaener fine Op⸗ 
vartere, og fonberriber fun bem, fom bryde ind 
i dets Hule og brilfe det. Gritenferen er fon er 
Vildt glubende Dyr i dets Frihede bet am 
falder eg ſonderriver Ale, (om det møder. 
fSofrete$, ſiger man, blev et Offer for 
Obertroen; jeg. mener, Gan blev: det for Van⸗ 
i troen. Haus Anklagere vare nogle ugudelige i 
Stkurke, fom hau Gapbe itettefat. De be(tylte | 
— fem for at fpotte Guderne, ba bet bog fun oar 
deres egne Laſter, ban fpottebe. De dare ligefaa 
libet obertroi(fe (om han; i deres Hjerte btloe be 
Athenienſernes Religion mere eud fan gjorde. 
Men det var bereg Fordeel at lade fom de havde 
Religion, imedens de gjerne vilde befries for den - 
Mand, bet iffe tillod dem at fese feat efter de | 
res fritænferfte Grundfætninger. 

Sy ben. romer(te Republik vare de — 
loffeligfte , ba Overtroen ente herffede over tie; 
- faabet be Foruemme fom Almuen. Der fom t6 
ber, da Menigmand vedblev at være vvertroiſt, 
men be Mægtige blede hemmelige Gritanfere, fom 


. . Wlot Folkets Neligion og dreve pot meb Gu⸗ 


"derne. De erflærede fig iffe offentligen imod - 
Gudstjenefen, fordi denne tuae tjene dem tif, 





P560 


under ofaa(tub af Religion/ at adfore deres foós 
modige og egeunpttige-Denfigter. Naar et Folls 
Overtroe er kommen til en vig Hside, og Op⸗ 
(pénitig. begynder at udbredes, ba indſee de Klo⸗ 
geſte (ibt efter lidt Urimeligheden af mange Fabler; 
og imebené Almuen troer for meget, gaae de faa 
vidt, at be intet troe… Saaledes opkommer Fris 
tænferiet, eg bette leder til Staternes Undergang. 
SXen Sjugen maa tante, at Pluraliteten af Pra⸗ 
" gerne, ber fægte for. den gamle Overtroe, ere 
overtroiſte; nei be Glefie ere vantrot; men bet 
Rriber (mob deres Fordeel, at Andre (Pulje troe 
ligeſaa lidet fom be felo. 

Naar have Dbertreend Virkninger været 
ſtrækkeligere end i be mørfe Aarhundreder, da 
hele Chviftenheden ſukkede under be vomir(fe Bi⸗ 
ſtoppers Tyrannie? Men Den fjender ikke Pas 
vernes Hiftorie, ſom troer, at bet var af Iver 
fot deres Grucifirer, deres: Agnus Dek'og Reli⸗ 
qoier, at be ftebte faa mange Monarcher fra de⸗ 
re$ Throne, byggede Sjeatterfangéler og oprettede. 
Baal. De, fom . anrettede. den ſtorſte Skade og. 
pralede meeſt af deres Iver, bare ilk ke opertroiffe;. 
be sare ſnarere vanteoer og. ſtrede fun for deres 
Sorbee. Vel fandt, .at Almuen, uden hvis 
" Djelp.de-ei. hadde Cunnet. ſtifte/ ſaa megen Ulylle, 


487 re 


at. obertroi(f; nimn:ben far bet minbfté Anfoaf, 

ben. var kun et Rebſtab, fom.fob fig misbruge af 

di ugudelige Fritænkere. Hvor mangen feed 
Munk troer aldeles intet af Fablerne om Skjersild 
o. f.5.? FJa hvor mange ſpotte iffe, naar be 
ere iblamt.Ligefindede., med.al Religion? Naar 
nu en: faaban Munk faner en Bedeſoſter tilsat imb» 

fatte: ſit Kloſter tif Arving i hendes Seftamest 09 

— [ober til Gjengjeld at fefe Sjæele⸗Mesſen, med 

"Hvis Kraft haus ſpotter: handler far ba fom eit 
Overtroiſt, eller -fom en Gritenfer.*) ? 

.  Sif-bidft: Bemærkninger er det inblpfenbe, 
At et Land, hoori alminbelig Overtroe bemægtis 
et fig Gemytterne, ver ulykkeligt og beklagelige; 

. men tiflige, at et Land, hvor alle Indbyggerne 

are Sritenfere, vilde være endnu ulpkkeligere 

og langt mere at beklage. J 

Hvor lykkelig vilde derimod den Stat vare, 
hvis ſamtlige Medlemmer fulgte Religionens For⸗ 
ſtrifter, -fom-later os, at Kjerlighed og Sagt⸗ 
modighed er Mennefteflægtens ſtorſte Prydelſe! 


Ipfr. mine Bemærkninger 4 -ben, anførte Afhandling 
Side 234—36, fom have en paafaldende Liighed mød. . 
be ovenanforte, ſtjondt Cremplerne ere forſtjellige. 
Jeg. Dat t. "Er. citeret det aarlige Optrin i Neapel, 
naar den hell. Januariuss Blod -gjøres flydende. 








. 158 


Jorden hår i atten Int hundreder (dst on ſaadau 
Religion; men Geor er ew- Star, — aldeles 
—— MP MNT | 
| pre d 
Bi have hidindtil betragtet Overtrdens og 

Mantroens Yndflydelfe pan Staten. ^ Bi gane ntt 
et Skridt videre og paaſtaae, at Fritænfebiet gſor 
Gritenteben fefo , naar han lever efter fit Syſtem, 
tik et ebeabigere og .(jenbigere 9xeune(teuwe end 
Overtroen gjør beu Ovttirotite. ti. Seine Sand⸗ 
hed bliver indlyſende, naar man betragter Begges 


M Tilftand. - fsritenferen. ev paa affe Kanter uiyk⸗ 


fatig, hvad enten. man, feee fen til Nutiden effet. 
. tib Sremtibeg. Den Obertroifte er ogfda imam 
gen Gang ntpffelig; men han har bog meret at 


. haabe end Fritænferen ; thi han folger fin Sam⸗ 


vittighed (ſom bebewree sit er vildfarende). Han 
fau ogíaa fjer i Livet tipbe langt nere Lyklalighed, 
end. de, der leve fom uden Gut i Verden. 
'. fpffaligfeb fan iffe finde Sted uden Sindsro; 
men denne maa grunde fig paa Samvittighedens 
Vidnesbyrd ont, at vi, fan meget muligt, have 
fagt Vind paa bet Gode. Men Vantroen, naar 
den et confeqvent, ophæver al Dyd, følgelig ogs 
faa at €pffatigoeb. Hvad fulde drive Fritenkeren 


L39 


. tik Dyd? Tanken sm Ou)? — Dea virker 
elbeies ife paa Atheiſten, og fun libet paa Dei 
ftm.  Cambittigbeben? — ese. Fritæenkeren 
ikke gauſte bor forviiſt ben nd af ft C'ofem, em, 
feet. fan den bog fot én Fordom, bibeagt bed 
Eonvenien; eg Ogbragei(e. En naturlig Beleife | 
ef Ret eg Uret? — OX indramme, at en ſaadan 
ez. alle Mencneſter medfadt; men Erfaring viſer, 
hyvor føngt den yttrer fig fof den Vantroe. De 
bet fan ei vate andet; thi Dyden maa. være e …. 
fri Handliag: Driften fan altfan iffe være fra 

fart, at deg. thinger Nogen tif, bet, font ſtrider 
imo fang Girunbfatnilger og. fané: Siben(taber. 
 4eab fan be Gin feage Drift. udrette imod eu, 
Feitankers ſterke Lidenſtöaber? Jo — vif man 
fige — Gritaukeren har Forſand; han fan indſee 
Foeſtſellen paa Godt og Ondt, Barmhiertighed 
og Gruſomhed, Mennmeſtekjerlighed og Had tib 
Mennedeſlagten. — Ja viſtupk fau hau indſee 
Befte; men mon han. ogſaa fan gjere bet gjaidende 
i fit. Forhold? Menuneſtenes Handlinger beſtem⸗ 
fed iſer veb. Denfon til. deres nodvendige Folger. 
Hvid Rogen funbe viſe — at der ven⸗ 


,*) 3 ben. næftfølgende Pabſus er endeel af * foran⸗ 
dret, ſnart ved Forkortning, ſnart ved Xrgumenterneé 


— Swtifcatios, : "4 A" E mM. 





UN 169 


— fam 4n. fiffet Løn: for ade gede -Dontéiae 
Aa vilde han vel udøve: disſe. Sen bette ep. itf 
Dilfældet; thi mange Dyder betenaedoilfe E betta 
| KTY Kferf i Evigheden. Og for: Frit ænkeren gi⸗ 
ves ber ingen Evighad:; thi han forfafter Sielens 
Udedelighed. Han attrnaer⸗Antat andet. bedst 
"handle end at tufredsſtille Ane Begierligheder og 
Lidenſtaber. Han vil derfor ikke vogte fg for 
andre Laſter end bem, fou true med at. forkorte 
hans Liv. Enhver »Danbling , fom ſtaffer ham 
fandfelig Nydelſe, bil (i hans Syſtem hedde. en 
Død: Men — indvender man. fremdeles rr fübest 
Alte alle Meuneſter eve Fritenkere, og. Fritau⸗ 
keren gjerne dil behage Andre. for. at gjøre. Lykke 
i Berden, ſaa maa Ers jerrigheden ſels brise. 
-fam.tif .gobe. Gjerninget." — Det fan være; 
men mon deslige -Danblinger , foretagne af 9&p 


øjerrighed, yde, enten ham felo den Glæde, elle —— 


Andre den Velſignelſe, fom de ſamme Handlinget, 
naar; de. udsdes af Pligt, for Samwittighedens 
Skyld? . Set, ingenlunde. Thi efterfom fag et 
udover bem fom Pligter, bet. foreſtrives bant af 
-Sornuften, |. men fom Klogſtabsraad, .der.gives 
af Egennytten, kan han heller ikke derover fole 
ben inderlige Glæde, fom den Dyodige foler. Der⸗ 
ſom hans Dine engang oplades, ville, biófe hans 





lei 


datfingen, Tam. bed- en Ehriſten eve fortjent: 
fulde,” forekamme ham fom. Forbrydelſer. Han 
er fem en SSenilabning, der, iført be fmnffefie 
$ieber, altid bliver hædfeng; ja Hasleligheben 
blider ved -Sürtecité: 0M ono endog mere isines 
 faibenbe, end dea ellers dilde · pære. 

Den Overtroifte far heri et ſtort — 
før Frit«aukeren. Hans Soaghed er en misfor⸗ 
naaet Gubsfrygt. Den fan iffe beſtaae med alle 
fDobet, mem bog med wogle.-. Han nyder ingen 
fuldfemmen Lykſalighed; men ben nufulofemme, 
fem fan under, er bedre .end ingen *). Fritan⸗ 
keren fiber af en Øverdagsfeber; hans Silftauo 
por aidrig Sundhedens Done Derimod er 


f 


2) — mit aſongement (Myt teo. Bibl. II. 
Dage 229) fammen: Ikkun Troen er den gode 
Sed; Overtroe ec Slinten, fom Djævelen hems 
"- mtelig udſaaer. Men juft derfor fam den Overtroiſte 
ſſammenlignes med en Landmand, fom hofter orbe. 
Blandet med Klinte. En €aaban har dog bet, boots 

af han fon mætte fig; og ved nogen Flid fan endog 

det meſte af. Klinten ſtilles fra Gveten.… Derimod - 
9teb jeg. ei at ſammenligne Vantroen med uogen bedre - 

urt end segetum Chrysantemum , fom, hvor ben c 
tager Overhaand, dræober enhver nyttig Plante. 

— Derfor hefte Atheiſter op Deiſter paa Broens Ager 


' aldeles ingen Næring" for deres ubebelige Siel o. f. 9.— , 


Nyt theol, Bibi. o BSBVd. v 


|| —^ Ma 
Obertroen Stig en afdertenbe Fetur but er SED. 
lentum, hodviPatiencen er fri,..og Befinder fig 
ligefaa vel ſom en Sund, fre (eus man da vans 
ſteligen fan adſtille Kan. 
Moen maaſkee har Friateren dos det T 
betotbnebé) Fortrin, at as blandt fure Lige en 


viboſere pda en (alb Mydakſe hf be fandſelige For⸗ 


lyſtelſer, end den Overtrotſke iblandt ſine Troes⸗ 
forsanbte? Mei, iffe engans dette, Et Seiſtah 
ef lutter Fritenbere velde sdelægge fis felv, og - 

for at unbgaat dette, maatte be vende tilbage par 
ten under Overtroens seller ben-(onbe Qteftgiond 
Herredomme; og bet allerede for at fnsar yde 
fenbfelige Glader i Ro. Gat, at. en Fricanker, 
fom finder fin Vellyſt i Vinen, Dar til Tjener em 
anden Sritenfer, foi8 mnbKngstilbsirliyleo er 
ben famme. Denne oi ba ftfo ubtemme bet Be» 
ger, han (fulde ræbte fin Herre, eller derſom Her⸗ 
ren ftjenfer tor fig ſelv, vil Tjeneren fravriſte 
ham Bageret. Ingen af dem oif nyde Vinen € 
Ro; men imedens de ſtride om Drikken, vil ens 
ten Vinen ſpildes, eller Borttaged af en Tredie. 
Thi fvab (fal bevæge Tjeneren til, iffe felv at 
attraae den Lyft, fom hang Dette vil nyde? — 
Dette vil blive Udſlaget af alle deres Forinfelfer. 
Det et derfor en Taabelighed af Fritankerne, at 


8 i 


163 


e udbrede deres Gruntfætninger; tbi derved. be⸗ 
Wet 9e fig. de Kordele, fom. de tænke at erholde 
Ved. deres Fritænferie *). En Fritanker flader 
fig meget ved at udgive fig fot bet, hanen De 
finite af Egennytte gade hemmeligen tilverks. 
Dog — ben ent Daarlighed æg. den anden værd. 
Bi behove iffe, under dette Rummet at fortfætte 
Sammentigaiugen, da Sit er indlyſende, at den. 
 Dtetiroi(te iffe er udfat for denne Fare. 

En &Fritænfer:er utpffeligere end den Over: 
tvoifte, vgíaa af den Grund, at Vantroen er 
mere lægelig eud Overtroen ^), (eb denne. bes 
Beber fas ut. feregaae en Forandring ; meo fiin . 


3): Éet ec aklforn bemærket, at Nogle, f. Er. Voltaire, 
undertiden befindede fig eg erfjendte dette. 


**). Dette falder fammen med hvad jeg fagde i ain 
førte Afhandling (Theol. Bibl. XVIII. pag. 229): 
”Dvettroen- forudfætter flebfe Troe, og ben fan Del: 
bredes ved at bringe Troen til Mar Bevidſthed og ved 
.at affordre' Denne Grunde far beni Yttringer. Men 

.. Bantroen er, i fin Heelhed og Gonfeqoenté, ulegelig ; 
. thi ben anfeer al Legedom for Gift; ben forbrtr umtüs - 

'' — Wge Ting af fin Læge, faafom at bau ſtat forvandle — 
overfandfelige Sandheder til baanbgribelige Gjens 
ftanbe; at ban ſtal lade den (fue med bet udvortes 
Sie de Simp, m fun beſtues med det Indoor LER: E 

3. n. - 


2 


T 





E — 





i64 


maa en heel Forvandlinug finte Stød. qot et 


fettere at forbedre Religionen, bor den aferebe 


findes, end at indbringe SReligten, hoor ber Gid 


 inbtil intet fandtes af ben, ligeſom bet er lettere 
Aat .gibe det fpge Lem Sandheden tiffage ,. end at 


oplive et .bsbt.Qegeme. Curen fos Gjritenfereg 
erlangt vanſteligere end hos ben Obertroiſte, 
$oab. enten ntur feer paa deres Forſtauds effer paa 
deres Hjertes Beſtaffenhed. Jeg taler nemlig 
em den Vantroe, fom har udbredt fig over begge 


disſe Sjelekræfter; thi ber gives Menneſter, ſotn 
Fun af Forfængelighed agere Fritenkere, ag tffe 
i Djertet ere det. J visſe (lore Selſtaber frem 


træde be fom Religionsſpottere, alene for der at 
gjælde for noget. Derſom det var en ſiorre re 
at ſynes andægtig, vilde de ſnart føre fig Ans 
dagtens Maſte. 
Fritæenkeren tiltroer fig eu faa (tor Forſtaud, 
At: han fætter fig ub ober af Underviigning. fan 
et derfor iffe (tiffet til at belæres. Alt, hvad 
der vil ydmyge. hang Mands Stolthed,” oprører 
fan. Men uden Underviisning er, det umuligt, 
at han fan forbedres. Hans Ind biloſthed gjet 
. bam fetfinbig. . Han ubfinber tufinbe Udflugter 


. og Spidsſindigheder fot at undvige Fornuftens 
Grunde. Han ligner be Soldater, fom aldrig 


- 
X 


165 


bølde Gtand ind e ordentlig Dar: men (em. 
flygte. Krag, faafnart de niærke Muligheden af at 
de kunde overvindes ”). Def er derfor umuligt 
at gjøre Ende paa Krigen med dem. 

Med de obertroijte Menneſters Forſtand for⸗ 
holder det fig ganſte anderledes. Fritankeren til 
troer ſin Forſtand for meget; den Overtroiſte ſin 
fot lidet. Hiin forkaſter Sandheden, fordi han 
har foreſat fig, intet at troe; han (tjuter fig for 
Sandheden og flyer. Men den Overtroifte for 
fafter Gandheden , fordi han oprigtigen troer, at 
Sandheden er en *hilbfarelfe. Han feiler, fordi 
Gan af fine Forældre efter Lærere har lært at elfte 
Vildfarelſen fom var den Sandhed. Fritænteren 
farer vild ved hoilys Dag; den Overtroiſke fam⸗ 
ler i Nattens Morke. Hiin hader Lyſet; Denne 
frygter det. Men nu er det lettere at fordrive 
Frygt end Had. Den Ovbertroiſkes Forſtand lig⸗ 
get i mange Lanker; Fritankerens far gjort fig 
f&i, ei alene fra Fordommenes, men ogíaa fra ' 
Religionens Baaud. Hvilfet er nu letteſt: entem 
at ˖ſonderbryde nogle Lenker, bee trykke en uſtpl⸗ 


'*). Hvo. teænker bet iffe paa be [panffe Guerillas i ben 
egentlige Krig, og paa be franffe (encoctopecbiftijte) 

a — i sen — Kamp? 
^4. own 





166 , 


. tig Gange; effer ht itbbente et ipgtufig, ber 
far fenberrebet. afte Baand, og padægge "fam 
nye? Wed den Sidſte et Arbejdet ob bete. 


Imidlertid er bet ganfte fandt, at beh 
Haardnakkenhed ſom gjerne et. nadſtillelig fra 
Odbertroen, frembyder ftore Hindringer ogfaa ved 
denne Sygdoms Helbredelſe. Den Overtroiſte | 
[aber fig van(teligen bringe bort fra be eengang 
antagne Meninger. Dog larer Erfaring, ot mai 
- Aibt efter lidt fan vænne de fvage Dine til Solens 
Lys, maar man fun iffe paa eengang. udſætter 
dem, for ſterke Straaler. Meget fommer herved 
EET KL paa Hjertets Beſtaffenhed, hvilket hos den 
Obertroiſte ofte er godt. Han er en Skildvagt, 
fom trofigen forfearer fin Poſt. Men juſt fordi 
han holder Stand, fan fan overvindes af fin 
fterfere Modſtander. Og hvormeget et iffe Sands 
heden ſterkere end Vildfarelfen ! | 


Det er unægteligt, at en Fritæukers Hjerte, 

" maet fan handler efter: fine Grundfætninger; maa 
anſees for. fangt (lettere end den Overttoiſtes. 

. Sritenferen, en. grov Egoiſt, fan iffe el(fe No⸗ 
gen; ben Obertroiffe fan i bet minbfte elffe bem, 
fom iffe afvige fra haus Religionsmeninger. 
Fritæenkeren erÉjender ingen Pligter; tfi Doi 


* 


H 
1 


207 


— Brygt fec Gud; gan (potter uel endog 
queo be Gudfrygtige. Den Obertroifte derimod 
erkjender Pligter; thi han enfjender et hoiere Va⸗ 
(en eter fig. Han feiler heri, at han auſeer meget 
far Pligt, fom tffe er pet %). Men ban et vant 
til at atípbe oben , og 6416 misfor(iqaebe Guds⸗ 
.ftogt-paafagger Dam ofte Byrder, fam ete tut 
gere end de Gorpligtelíer, ſom ien. fanbe Guds⸗ 
frygt paalæugger. Derſam fan altſaa begaaer 
.— Hofvævelfer, faa udſpringe disſe i£fe'af den fafe 
fulde Ferdighed, ſom hos Fritenkeren. Cun 
Svarmer fart myrde mig af Overteoe, og det er 
fot mig ligeſaa flemt, ſom eut en Atheiſt myrder 
mig. Men med Henſon til bem er der en ftor 
Zorſtjel. Den Overtroiſte myrder: Kſettere af 
. ex faiſt Jver for Guds NRre. Han troer, at 
Gud har fat ham i Berden fom fin Hævner. 
. Gudsfornægteren myrder fine: Medmermefter af 
VWrgierrighed, Had eller audre ſtjændige Liden⸗ 
flakker. Den obertroiſte Ingoiſitor kaſter mig i 
et marts Faugſel, deels af Iver for Guds re; 
deels ogíaa fordi han troer derved at frelſe min 
Sin. Han auſeer fe. for. at sare min Sermon, 


5. 8. Gr, at fafte, at ære Religvier, at forblive i ugift 
Stand, at hudflette fig (eo o. f. v. i 


3 





NM 
148 í 


der, ber har Bet eil at tolsae bun Umyndige tit 
bet, fom tjemr ham ti Gode. Det et mig (po 
fon fdttedoefigt , foi iot en Orttantre uio bat 
famihe, ($i eH yoatuangts Velgierntug er så 
Sruſomhed. Ikke deſto mindre Handler hau imsd 
mig med en Læger Sindelag, fom vit helbrede 
rig for em Sygdom. 9It eg er fund, ogzat det 
fun er Gatti, fint paadigter mig. en Sygdom, 
veed fam ikke. Fritænkeren, fom gjør bet famum; 
har et gauſte amet Stitdebag; Han er guuſom—, 
wu forbé ban Sit. have min Gormue nu fori — 
fan cif bandte min Kone ). err er ber-oa 
itfe en: ftot. Forſtſel paa en. velmenende feged 
Misgreb og en Tyvé efter: Skjorlevners Udaade 
Det et altſaa⸗ lettere at omvende eif Overtroile 
end en gritanfer; iod er Denne atpffeligere 
end itn. . 

- Erfaringen — alt bete; "Det var 
visſelig (ffe Lverttoen, men: SBantroen, fom 
lagde de flørfte Hindringer i Selen for Chritten 
. Dommens. Udbredetfe | Dennes ſeierrege Kraft 


, 9): Den frenfft: Revblution afgiver 4000 Erempler HT 
Dylysning -af den fidfte Sætning, ligefom den 
ſpanſte Inqpiſitions Hiſtorie leverer Bilag Tee 
til ben EIER Theſis. 

| "EA s. 


vbettanbt: frart d steil Mangde ef over⸗ 
woiſte⸗Menneſker, (Aimurn ſaavel i Jernſalem 
vom i.Men dg Stem ſlokkedri fig om Apoſtlerne, 
og modtog af / dem Troeus Lagedom); men ikkun 
fan ef de: Wbitofopberi : foawentem nægtede Guds 


Dilr æcxiſe eüjer dog foredroge it tligiofe Lær: ; 


bonuwe, lage. fig: omvende. fjer. ev fang; at 


det dar Obertroen, ſom eysafte be hæftigfte 
EStorme; men ber er afferebe af mig bemerket, 


at bet var Geitenferne, (em fmebebe be Vaaben, 
. meb hoilke den blinde Almue-fæagtede imod Sands 
hedens Lærere. De flefe af bem, foni ophidse 
fode be romerſte Keiſere til at forfølge de Chriſtne, 
troede visſelig iffe pag be tredive: tuſinde Gu⸗ 
bet, hois Forſvarere be udgave fig for at bere. 
Og hvo tare be, fom moppntebe Dbertroen, 
ba ben iffe længere funde opretholdes ved Magt, 
og fom føgte at underlægge den gamle Mytho⸗ 
logie. en np Betydning? Det var Philoſopher, 
der troede ligefaa libet paa Jupiter fou paa 
Chriſtus. Porphyrius, Jamblichus, Symma⸗ 
dus o.(.ff. havde for megen Forſtand til af. 
troe de hedenſte Fabler. Men de ſogte deres 
Wre i at uuberfiotte den ſynkende Vildfarelſe 
og at flaubfe Ganbfeben i dens Lob. Næften 
alle den Tids Philoſopher vare Fritenkere. 


- 


^ 





270 

Jugen fan asfet denne Cosnurnliguiug 
for en Sorfeardtale for Overtroen; 99i jeg boder 

der ſaavel denne fom fGantroen. for meget far 
delig. Jeg har blot villet vife at der eme af 
disſe Uhorer et værre end det andel; og at 
Berden vilde under. Gritanforieté Aag være ends 
nn uipffeligere end unber Oocutoemié. 








171 


| HL 
Om bet Onde i: Verden. 
(OXf. 


Probſt Aagaard, | 
| Cognepræft i Agerſkov. ] 





Cie bet Onde i Verden forffaner mam enten 
bet phyfute eller bet moralſte Onde. Der pboRn(te 
d beſtaaer deels i Staturend Strid, ved d. 
be ſtabte Tings Judſtræukning og Endelighed. 
Det moraiſte Onde beſtager i Afvigelſe fra det 
Gande og Rette; hvortil Kilden maa fsge enten 
iUvidenhed eller Svaghed. Fra be atofte Tider 
have Stennoffenie grublet meget over bet Spørgs: 


maal: Hvorfra har det. Onde fin DOprindelfet — . 


eller hvorledes fan phyſiſt og moralſt Ufuldkom⸗ 
mienhed finds i en fBeroen, fon ec frembragt af 
en almægtig, viig og god Gud? 

Behageligt er bet; at betragte Naturen fra 
ben ftjenne, blide, fredelige Side, at opdage 
ore o Overeensſterumelſe imellem n — 


— 


naeype er, ct Vaſen fremkomtiet, forend bet. er. 


172 


forſtjellige Dele, at ſinde (aa mange Prover paa 


den beſpnderlige Omſorg, fom Naturens Herre 
har viiſt for fine Skabningeré‚Vedligeholdelſe, 
Sorplantelfe og Gormerelfe. Men vi kunne og: 
faa betragte Verden fra en anben Side, Door ber 
vi(et fig en Befpnberlig Strid imgftem Delene, 
fom fynes at trae bet Hele med Ddelæggdfe, og 
bet er lærerigt at henvende Opmarfíombeben paa 
denne Naturens Strid. Ikke no£, at enhwar 
Plante og ethvert Dyr indeholder i ſin Materie 
og Organiſation Cpirem til fin Undergang; men 


Gienſtand for. Efterſtzabelſe :og Miehaudiia 


pludſeligen omſtiftes Veirliget til Hade eller ibo, 
Torke eller Reguſtyl, Hagel eller Gtotm;:ber ber 


ftadige, knæekke, knuſe ſaavel be. (bage Wants 


fom de ſterke Treer. Neppe har Træet ifort fig 
fin ſtjonne Prydelfe af Blade, førend. disſe om 
faldes af Inſekter, (eu mishandle eller fortase 
dem. Ofte bliver Egen ganſte afbladet af Ol⸗ 


denborrer og Beenveden (Euonimus) af. Larver. 


Grasſet ſpirer neppe frem af Jorden, ferand 
Hjſorde af vilde eg tamme Dyr afæde bet. Ikke 
alene de grønne Blade," men ogíaa Aomfiernne 


med deres (Cjoune: Krone: og. de: devi; inbfluttebe ; 


Det gunftige. Veirligt fremlokker gitantezae ; me, | 


173 
Befruͤgtuingsdele, ber ſhnes at være Saturens 
Ayéfligbom, blive angrebne og fortarebe af ſtorre 
eg. mindre Dyr. Hvad bet far unbgaaet den 
fstfe Dbelaggetfe, og er kommet cil Frugts An⸗ 
fette, et bog. iffe' ſikkert fot fien(tt 9nfeto. 
derteblomſttet, fem faa vef er betrygget imod 
feiret$ Ugunſt, har neppe anſat Bælge, førend 
denne ſtikkes af et "eynfeft, fem lægger fine Æg 
Peri, og 6008 Larver fortære de ſpede Ærter. 
Gamme iBe(fabigelfe ere ogfaa 96ler ,.Stebbtt og 
andre Frugter underkaſtede. Kirſeber anfaldes 
et alene af Fugle, fem fortære Kjødet og levne 
Stenene, men ogfaa af Kirfedærfugte , der botb 
fefe &fobet, knakke Ctenen og fortere Sjerierm. 
Har Kornet undganet orlaggel(erne paa Marken, 
fan er det endnu iffe fiffert paa Loftet, hvor Puger 
"gg Sornotme gjennembore det og fortære Meel og 


Epire. Man fan fige: Naturen modtager fine 


Born i smme Arme, pleier og Seftytter dem; men 
den aabner ogfaa fit Svælg og opfluget dem. 
Odgſaa Træernes Stamme er udſat for ffoHag 

get(r. — Bandrotter afgnabe Stoben, harer og — 
. fBatere Barken, og ebftitlige faroer og Synfefter 

fege Bolig og Naring enten iniellem Barken og 
. Stet eller dybe inb i Traet, fanfom i eren, 
Poppel og. Vidie. 


^ 4 


. Spteriget fører Salg ei aleue iniob Blonde 
- giget , men ogfan mob fit eget Nige. Guglen bar. 
. web ſtorſte Omfu omfsgt det fifcege Sted ti få 
Rede; har med Omhed udruget fine 9605. og. 
ntype gledes den bed. at føre de fpebe Ungers 
" fett 29b, fsrenb Maaren egfaa. githé£ -beb. a 
bere den, epfíatteer i Træet, ſluger Ungerne ad 
maaſtee Moderen med. Ere Fugleungerne ved 
Moderens ſtore Dui)u og Selvfornagtelſerbragte 
til at fløde, fan ere de bog ingen Dag fifte fer 
Overfald af mindre og ſtorre Hoge, Ørne ag ab 
dre Roddyr. Morden udøves ei blot tå Mod⸗ 
teríft, wen endog til Velbehag. Gu Ilder me 
fine linger dræbte en Flok unge Kalkuner, ubfo 
gede blot Hjernerne og fode be sorige Kropre 
tigge. Tigeren fenbettiber ait modende, aden 
et være toungen af Hunger. Tiger; obe, fou 
og flere drikke afene det varme Blod og æde alette 
det. friſtt dampende &jeb; Hvor mangfolbigt 
Fiender Inre iffe Dag og Rat paa Haver; Duer 
4g andre: vargelefe Dor! Gn Due; fom. fob 
fulgtes af Hogen, floi ned i em Brønd, forſtak 
fig imellem Stenene og fab der (eu Geel. Das⸗ 
indtil man traf ben ub. Ovor har det ſpade 
Hjerte i det ſtakkels Dor pilfet af Frygt for fu 
Biende! Nogle Agerhons, fom bleve. forfølgte 





MS. 


een Hog ,. (lppttbe dub t Ferſtuen «f et Huus, 


hvor be.i ptt $rog Méve fundue eg grebne af Bens 
writoknber, Door flor maa Gepgten for deres 
satatiige Giende have:været, forend be: betroede 
fip under Menneſters Tag! - Düren, fom. for⸗ 


" feigté-af Hunden, fager:Neduing i Rædens Hule 
Obilfen (frygt har iffe -Dornqoaget for Bræmfen, — 


fem sil. edge fine 989 paa dets Ryg! Saaledes 
Get .neppt et Dyr feet Lidets ipt , førend bet ſeer 


Gienbet ved fis Side: Meppe har Gommttené 
Barme fremlokket &iner og xps. førend ben let⸗ 


fipvende. Ovale (indfinder fig for at gribe dem i 


"Ølægten: Neppe Bate Gtoerne forladt deres Vin⸗ 
setitie vaa Vundets Bund; forend Storken er 9i. 


fanen, for. at fertwre bem. Endog før Livets 
Rebel fe tlimtetajsred Spiren til but borbenbe Lim 
GRaaren nddriffer Honſenes 9E6, eg den (emetri 


ver Biekuben, fortæver Øouningen. meo der ilagte 


Pugely .og lader Bierne: omkomme paa. Ruinerne 


af deres Veiſtand. Spuroo, Spetter og audre 


Fugle odíoge Cinfefterues Eg, fom omhpggeltgen 
ere ſtjulte i Mos og Ridſer paa Traernes Bart. 


End itfe Natten beſtytter de (vage Dur; thi naar 


be fiolenbt paa: Morket Lite fig ub efter Fode, da 


| fnige fig deres Fiender ved Siden af dem. Nogle 


ligier flyve ikkun nb paa Rov om Natten; og fot 


- 


"EY e 


176 


t Statfemmerfugtene ifte. fale. vare ſiktere es 
Dagfuglene, ſaa er Aftenbakkeu (Cuprimulgus) 
-türebe.ot gribe dem i Flugten. End ikke Ormen 
- Jorden er ſAker, tbi her opſoges ban af ult 
"earpew. Endog Dyrenes indvendige Deie ere 
ikke frie for Gftetfitabelje. Ovor mangfoldige 
Gags Indvoldsorme plage iffe bande Menneſter 
og Dub! Heſte bremſen forfølger Deften, foret 
iubbringe fine 989 i dens arme. Faavet plages 
"af Orme i Naſe, Hierne og Lever. J be hede 
Lande findes Juſekter, (om abe fig ind umbig 
Menneſters Negle, Endſtjondt Jnfeftas i» 
varme Lande ere Aangt befbattigese, og funue 
regnes til de farfte Plager, fac ſindes deg ogſaa 
4.be falde gambe nok af faabanue Suaabyr,ti 
at forurolige baade Menneſter og de ſtorſte Dpe: 
Sy Vandet eves Mord endnu i hoiere Grad end 
paa Laudjord; . thi, ba Formerelfen er der laugt 
ſtexkere, fan maa ogfaa Formindſtelſen fade i 
Forhold dertil. Næffen alle Fiſte ese Rovdyy,/ 
eller fortere lavende Medſtabninger. iaa Jon 
hen er det dog ffelbeut,..at nogen fortarer een af 
fn egen Art, etter,at Botelbre atu: deres ogen 
Apngelí, men. i Vandet er dette ingen Sſeldenhed. 
Siftene have deres Fiender ei alene i Bandet, men 
ogſaa hjemføges-.de af 2anbbpr, og Bipvefiften 


17? 


uhbgaaer fun Fine Bender i Sandet, IDE RD MONS 
af fine Fiender i Luften — 
- Til Livets Beſbrrligheder regne&'ogfaa aif 


tige anter og Dyr, faavelſom metalliſte Gifter. - 


De giftige Planter ere juſt iffe forfige for be 
Umalende, ba diåfe ved ffarpe Ghnbfer og efter 
naturlig Drift bide at ſtjcine, og at trage be for 
-bem ſtadelige Uerer. For Mennefter funne bt 
være farligere; men beb Opmarkſomhed fan Sar 


fen undgages, Og eb rigtig Anvendelſe kunne 


nogte af. de gifcigfte blide gavnlige Legemidler. 


De giftige: Dory hoovtif i vore foldere Lande, 


foruden nogle Inſekter, ifær regnes ^Dugormen, 
ſynes at hade en blot fieib(P Denfigt, ba deres 
Prik eller Stik iffe forffaffer bem felv nogen Næs 
ring, men blot. tilfoler Menneſter og Der farlige 
Saar. At ogſaa deres Tilværelfe i Gfabningené 
. effe har: en diig Henſigt, bet vi-troe, ende 
ftienbt vi iffe funne forklare ben. At be ſtulle 


udfuge Gift af Jorden) er en ugrundet fenings . 


. tbi ben famme Gabe, fom i bet ene Dyr forvand⸗ 
les til en farlig Gift, fan hos bet andet Dyr for: 
beredes til en for andre fund Næring. 

J visſe Denfeenber funbe Menneſtenes Gil; 
flano auſees beklagelſesverdigere eno Dyrenes: 


Menneſtet føler iffe alene des nærværende Onde, 


Nyt theol, Bibl. 20 Bd. i qw 


4 


4 IDEE 178 


men fan enge ved CGorefüllingen om bet tth 

—.— Éowmmenbe; bet føler iffe afene Dsdend C mite, 

" men fan sine dené frygtelige Billede langt fra. 

Menneſtet har langt flere Fornodenheder, maa 

haardt anftrænge fine Kræefter, ubbotot megen 

Moie og Arbelde, fer at tilfredoſtiie (im Trang, 

7 — ber bliver faa meget flerre, da SBilbfatelfe eg 

M betodeligt forege de ſelvſtabte Corusdenhs 

Menneſtet trykkes ei atene af tet phofiſte 

— men ogſaa af Det. moraiſte Onde; thi ens 

hver Misbrug af-den frie Billie, enhver Over⸗ 

tredeiſe af de morciſte Love, er en xd til vu 
fergelig Hoſt. 

^  $eab damme vi ba.em denne Naturens 

* — Strid? Man har i fore Cider troet, at fanden 

Strid iffe hørte cil 9Berbend oprindelige Indret⸗ 

ning, men var i fenere Tid opkommen ved Indy 

- Blanding: og Udartelſe. J Guibafoeren, under 

Saturns Negjering, meente Hedningerne, sar 

det ife ſaaledes. Man finder 608 de flefte gamle 

Folk et bunfelt Begreb om en Guldafder ; en lyk⸗ 

kelig og fredelig Tid, ba Verden var frie for deg 

popfi(te og moralſte Onde. Det er faare natur⸗ 

ligt, at Menneffer kunne febes til ſaadan Tante, 

: ba be fandt faa meget omfring fig, fom efter de⸗ 

reg Mening kunde være bedre ded at være ander ^ 


Mov 


0037 


ledes, og ; fom altſaa ikke fyntes bem at kunne 
tigge ( Skaberens Plan, De afiatifte Bife have 
forklaret fig denne Strid i Naturen ved at an⸗ 
tage teenbe Ginbbomme ved Siden af, eller imod 
hverandre, eu god og en ond Gub; eg fra bem 
et denne Foreſtilling bibt ubórebt.. Den gode 


Gud gave de Ravn af Ormuzd, ben qube eer 


sbríaggenbe af Ahriman, Schiven, fom 989p . 


terne faldte Typhon, og ei kalde Djavel, Setan/ 
Fanden. Man meente at redde beg gode Guds 


JEre ved at kqſte Skplden for alt Ondt paa et 
ondt, fienb(tt Veſen. — Cfteret Chriſtendommen 
fat givet 08 rigtigere Begreber om en enefte Gud⸗ 

bem fom alle Tings Aarſag og Beftyrer, kunne | 
vi ikke forvildes af faabonne feilfulbe Glutuinger, 
Bi vibe, at Alt her fit Ubfpring fra faume evige 
Kilde, og at Alt, ſaavel Hvad ber forekommer 08 
behageligt fom ubehageligt, flaaer under ben vis . 


- fefie Sthrelſe. Hvad ber altſaa ſynes o8 Seil i 


Verdens Indretning; er iffun ſaadaut for vor 
indſtrænkede Fatteevne, fordi vi itfe kunne ope. 
dage de fjerne Hiemeed, eller fordi vi kalde det 
Ondt, hvad der ikke ſtemmer overens med vore 


Auſter og timelige Fordeel. Tilforn aufaae man 


Planeterne ſom vildfarende Stjerner, men ſildi⸗ 


get Aſtronomer have feum, % bereg Gang otii», 


. $22 





180 . 


fring —— er meget ordentlig; funbe vi fans 
ledes opdage Planen i alle Dele, da vilde vi viſt 
 erfjembe den fuldkomneſte Harmonie overalt. 
Men da Overſtuelſen endnu er os umulig, ſaa 
maae vi holde os til den Troe, att en Verden, 
ſom ſtaaer under Viisdommens Styrelſe, ntaae 
bet mindſte ſaadelſom bet fterfte , bet ubehagelige 
ſaavelſom bet behagelige have et godt Formaal. 
. Sormuften. finder ba ferft Tilfredsſtillelſe naar 
ben træder i Forening med ben religiofe Troe. 
»Mine Tanker ere ikke fom Eders Tanker, .og 
Eders fBeie ere iffe fom mine Sei" "o Rige 
doms Dyb paa Guds Viisdom og Kundſtab, hvor 
urandſagelige ere bine Domme, "hvor uſporlige 
bine 9Bele!" Religionens Lerdomme bringe os 
paa det hoiere Trin, hvorfra vi ber overſtue Nas 
turens Indretning. Derſom et Menneſte opel⸗ 
ſtede en Plante, et Træe, en Gfoo, 09, faa: 
fnart faabant begpnbte at gronnes, han ba (rem 
kaldte en Germ af Odeleggere , for at afplukke 
Blade og Blomſter, da vilde vi kalde ſaadant 
Foretagende menneſtelig Daarlighed. Men naar 
Gud ved Vaarens Varme har fremkaldet Natu⸗ 
rens pudigfte Prodelſe, be ſtjonne Blade og haab⸗ 
rige Blomſter, og han da ved ſamme Barme 
fremkalder af Jorden talrige Sværme af Inſekter, 


, 


181 


fom graabigen anfafbe og fortare denne Herlig⸗ 
hed, da maae vi falde det guddommelig Viisdom. 
Det egennyttige Menneſte henfører Alt til fig (elo 
— ng ſporger: Bar da disſe Inſekters Tilværelfe (aa 
. Bigtig? havde de paa anden Maade en faa gab» 
nende Virkning, fom fan erflatte 08 bet af bem fot» 
earfagebe Tab? Lignende Sporgsmaale frifteó vi. 


til at gjøre ved Tabet. af mange andre Zing, fom. — — 


ete 08 Éjære og vigtige, og bog i Raturens Strid 
buffe under og bersves o8. Frugtbare Lande; 
folkerige Byer, overſtylles af Bandflod eller ops 
fluges af Jordſtalv. J Bedrovelſen over Tabet 
ſporge bi: hvorledes fan Meſteren ſaaledes ode⸗ 
lægge fit ppperlige Verk? Vi flutte menneſte⸗ 
figotid: ethvert Være koſter o8 Unfrængelfe og. 
Moie, og bi onſte, at Frugten af vort Arbeide 
maa (enge vedligeholdes, altſaa mene bi, at bet 
maa forholde fig ligeledes med Guo. Bibelen 
figen: ”Herren talede, faa (feete det; han bød, 
faa flod bet der;” men det falder, o8 vanſkeligt at 
fatte, .at Almagtens Frembringelſe er anderledes 
end Afmagtens Frembringelſe. Guds Henſigt 
.epnaaed ogfaa ber, hvor” og fpnes, at den ARR 
feiles. 
Et opmarkſomt Blik til — lærer 
' 98 hvilfen uendelig Mængde Sadſtsv visfe Træer 


182 


og Planter udvikle; for at behiie noble fad Froe 
ttl Fuldkommenhed, og foilfed talrig Mængde 
Froe ten plante kan frembringe. Derfor etüsert 
abso, ethvert Froe, enh ver YMante opuadebe 
fit mulige Maal, $a bilbe Jorden tffe kunne 
rumme Mængden. Man feer tpbeligen, at bes 
overordentlige rige Srembringelfe er Berégaet paü 
Indſtrænkning elfer Ødelæggelfe. - Det ligger iffe 
i Skaberens Plan, at alle Sadſtsv ſtulle træffe 


" Dundelé og virke Befrugtning; thi Mængden ev E 


for ftot til, at dette behøves. Men bet er betegnet 
efter, at af den uendelige Mængde maae nodven⸗ 
digen nogle Stovgran naae fen til bet beſtemte 
Sted. Ligeledes er det ei eller planen, at af 
den flore Mængde Groe, fom fommer til Fuls⸗ 
kommenhed, ethvert fulde fomme til Fremvert, 
ibi mange falde pad ubequemt &teb og mange 
fortéreà af Dyr; men det et anordnet faaledes, 
at af den ſtore Mengde maae nobbenbigen togíé 
komme tif bet beftenite Maal. Man har Semers 
ket Naturens Sparſomhed, idet Alt kan blise 
anvendt ˖til nogen Nytte; màn bor (ffe mindre 
bemarke Naturens Odſelhed, eller Opoffrelſe af 

overflodig Rigdom. Det ſamme gjelder om Dy⸗ 
reriget. Vi vilde hoiligen beklage os, derſom 
der ifte gaves faa mange &osbpr, fom indſtrænke 


e 











den nendelige foeugbe af Juſekter og andre $e 
fearlige Der... Bi bære ogíog «f Erfaring; ot 
Beregningen ex rigtigt gjort, og at Formerelſe 
eg Inditræukning fleae i et noiagtigt Forhold. . 
De Planter og Dyr, fom ere underkaſtede ben 
ſtorſte Efterſtrebelſe, have ogfaa ben flerfie Sot 
plantelſes⸗ Epne. Derimod be, fom fun libet 
forfolges, ere ogíaa fun libet frugtbare. - Nogte 
Plauter og Dyr tabe endeg af ora Frugtbarhed, 
fom be Savde i vild Tilftand, mar de tages under 
Menneſters ombpggelige Pleie, efter bringes cil 
- faa faldet hoi Foredliug. Ved al ben Krig og 
" Ødelæggelfe feer man ei heller, at nogen Slægt 
"udryddes, Det ſtjonnes altfaa letteligen, at i£fe 
ſtridende Magter have blandet fig i Naturens: 
Indretning, men at Alt er ordnet af ben famme 
evige Biisdom, og at ben tilfyneladende Strid — 
fremmer den fuldkomneſte PARURE og Ligevægt 
imellem alle Delene. 
Derfom iffe bet ene. Dyr gjorde bet andet ig 
. fil fit Nov, ba. kunde iffe faa mange forſtjellige 
Arter af Dyr leve paa Jorden. Man bor vel 
ifte begemme, om ber iffe funbe leve lige! faa 
ſtort Antal af Levende, men bet fan mau fiffert 
fige: at der uden Rov og Mord iffe kunde lebe 
" faa mange Arter. Og at bet ligger i Skaberens 


184 
Plan, at bet ife alene ſtalle være mange, sea 
og mange forſtjellige Gfabninger, . bet. (ter. met 
tobeligen. De aflivede Dyr lide weppe mere, men 
fnarere mindre, ved at blive Rod fer andre. 
Sadvanligen (feer Angrebet og Ødelæggelfen volde 
fomt og hurtigt; fjeldene drives Spot med den 


"óberbunbne Svage. Lidelferne vilde blive auge 
"barigere, derfom de fulde ose af Alderdomss Soap 


feb. J mange Tilfælde: ville vi ogſaa finde ; -at 
Odelaggelſen er mindre; end den i forſte Diebkt 


ſones, og ar Fienden ofte finder god Modtagelſe. 


Træet Benved afblades nogle Aar ſaaledes af et 


. SReiS Larver, at ber iffe findes et gront Blad 


i 


paa hele-Træet. Saa ødelæggende faaban Mid: 
Handling: effer er for Træer, faa liber bette bog 
intet berbeb, bet übffpber npe Blade, og et om 


. fort Tid i fuld Kraft. Ogſaa Cgen, fom et mis 


handlet af Oldenborrer, udſtyder igjen nyt Lov. 
€t Slags Bladluus fætter fig paa bes underſte 
Side af Ribsbladene, ved Irritering krumme 


disſe fig og danne Hvælvinger til Beſtyttelſe ober 


deres Gjafler, og Træet lider intet derved. Paa 
Elmetræer feer man ogſaa, hvorledes Bladet dans 
ner Kugler, (om indflutte, og beffytte. de Blad⸗ 
luus, fom nære fig derpaa, og Træet vorer iffe 
beftominbre under denne Mishandling. Es Inſekt 





| 385 
xRtfer (it 969; (hb. I Bladet paa Egen, ben deraf 
fremfomne farbe omgives af en Kugle, Galebte,. 
og Bladet bærer denne Udvaxt uden Skade. Blive 
enb0g mange Planter mishandlede, faa have be 
'ogfaa megen Cone ttf at erftatte Mishandlingen. 
Mange formere fig ei alene ved Froe, men ogſaa 
seb Rodſtud, Udlobere, Aflæggere, Log o. f. b. 
Naar Froſtængelen paa Græs og andre Planter 


beſtadiges, faa udbrede de ſig deſto mere til Gir . 


derne. De der holdes under nogen Tvang af 
Veirliget og andre ublide Omſtæendigheder, blive 
ſtœrkere end be frodigt voxende. Det er bekſendt, at 
Giogen, Kußkeren, lægger fit Æg i en lille Fugle⸗ 
Nede, efterat den forſt har odelagt dennes Æg. 


Den Fife Fugl taaler gjerne denne Fornermelſe, 


59g erret glad: ved at ubruge og opmade ben (tore 
Unge - Endſtjondt Heiren æder Fiſte, faa ſiges 
disſe dog af en naturlig Drift at komme pen til 
benó Been. 

Viſtnok feer megen Sdelæggelfe ved faa — 
mangt fiendtligt Anfald / merí man vil ogfaa finde, - 
at Angrebet meeſt (feet paa de Svage, font. ved 
nogen Sygdom allerede nærme fig til Undergang, 
og at altſaa be Enkeltes Udryddelſe tjener til at 
vedligeholde lægten i fin fulde Stprfe. De fom 
have. uſunde Vadſteri Indvoldene eller i dét 





186 : 


 sórige Legeme; ere be, foni angribes teet. ek 
'— SOtme og Inſekter. De fsagefte i Flokken blive 
letteſt Rov for deres Fiender. Den Strid, fom 
. Herfter imeflem. Hunnerne hos nogle Dyrarter, 
tjener til, at be íeagere fortrænges, og at Arten 
- forplamteó bed be ſterkere. Torend Gitorfene 

bortdrage herfra, ſamles be iFlokke, Golbe Myn⸗ 
firing og dræbe be feage ;. fem ikke fune udhotde 
den lange Seife. 

Det et langt fra, at vi i afle Tilfælde funge 
angive Aarſagen, hvorfor dette eller hiint Feer. 
De fjernere og hoiere Formaal eine bi iffe, og 
waar bt enbeligem have fat alt, hvad. vi veed 
derom, maae vi tilfeie at bi dog iffe veed, hvor 
- for Gfaberen har gjort faaban Judretning poa 
finJord. Men endnu cen Virkning af Naturens 
Strid kunne vi anfere, nemlig:. at ben tjener til 
at holde bet Hele i Bevægelfe og Virkſomhed. 
Uvirkſomhed er imod Naturens Orden, tbi den 
har foreffrevet Bevagelſe eller geb. Toende 
: Drivefjere virke kraftigen til at holde den dyriſte 
Werden i Bevagelſe: Hunger og Abledrift. Her⸗ 
"til kommer den tredie, nemlig indbyrdes Strid. 
Bi. opdage letteligen, at Bevagelſe faavel i det 
Hele fom i Detene er eet af be nærmefte Sormaat. 
:oimmelffoberue ere i nafladelig Bevagelſe, ben 


à / 
sa 


n? i 


U 
| 8 


Hetefv Materie, Luft, Vand og alt & Forben o3 
^ saa Jorden holdes i Bevægelfe. J be vegetabile 
54 antmafe. Legemer foregaaer idelig Bevagelſe, 
Gircufatios, Indſagning, Uddunſtning, Sam 
ienfetnidg og Oplosning. Mange NaturFræfter 
tiefe til dette OGiemeed. Standſer Bevægelfe, 
faa følger Dod 0g Undergang, fad begynder Gjæs 
ring, Forraadnelſe, faa vende af be faumenfatte 
Dele hver igjen tilbage til fit Element, Endog 
det flileftaaenbe Vand, maa(fee, sed be beri vær 
rende Infuſtonsdyr, gaaer i Forraadnelfe. Den 
udvortes Bevagelſe befordrer den indvortes, ders 
for nodes Menneſter, fom unddrage fig fra fe 
gemligt Arbeide, for Sundhedens Skyld at fore 
tage fig Beoagelſer, fom i andre Denfeenber ville 
Pære unyttige. Inſekternes Ctif. er ſaaledes et 
 $pitringémibbel til at holde be fterre Dyr i Be⸗ 
Pegelfe. Mantelivet pirreó ved Blaſt og andre 
udvortes Anfald. Desuden opnaae Dyrene ved 
udvortes Modſtand og fjendtligt Anfald en vig 
Grad af Udvikling. Saavel den forfulgte, fom 
den forfolgende, nodes til en for&siet Opmark⸗ 
fombeb og Krafters Anſtrengelſe. Frygt for: 
Bienber [vinger Dorene til at være opmarf(fonime ” 
paa, Hvad: ber fotegaaer omfríng bem. — Herved 
befordres ef mere levende Liv. Uden denne Ftygt 


É : Hanen et flebfe opmarf(om.paa, bab ber fort» 
. gaaer over og omfring bet, og faa(nart ben ope 


| for -Qieuber vilde: forte Eovnighed 1 Trægged, 


"188 . 


i 
. 


Uvirkſomhed udbredes over - Naturen. . Dyret, 
idet, det famfer fin Føde paa Jorden, her fine 


. Dine og Opmarkſomhed henvendt ej alene, tij 


denne Gjenſtand, men ogíaa til de lurende Wienber, 


dager nogen Ware, giver den em absarenbe Lyd. 


. Hornqvæg; Heſte og Faar, naar be i frie Sil» 
ſtand gaae paa Gras, holder hver Clegt fig. i 


en adfpredt Forſamling, den fom forf tuarfer 


' Kare, giver Advarſel, og pludfelig- er Flokken 


ſamlet enten til Flugt eller til &orfoar… Heſtene 
ſamle fig i en Kreds om Ulven, alle med Bagdelen 


indad, for at flaae Fienden; Hornqvæget ſamler 


fig ogfaa i Kreds med Hovedet til Middelpunktet, 
for at ſtange ben, felleds Fiende. Mange Dyr 


.gíbe en advarende Lyd, naar be fee Faren, og 


ſtrige pnfefigen, naar: Faren er ober bem, for 
at advare andre af deres Slægt. . Nogle udfætte 
Wagt, fom (tal holde vaagent Øie for de andre, 
nogle ſamle fig til fælleds Forfvar, nogle adſprede 
fig, for at fege Gfjul. Derved er det forebpge 
"get, at ikke bel Slægter (tulle udryodes. Hoil⸗ 
ket Mod, hvitken Kraftanſtrængelſe, viſer itte 
Honen og. ſaa — andet ſpagt Dør n ben 


— 





I89 - m 
€ib, naar Omſorg for deres Afkom ligger dene 
$aa -Djerte. — Med boiffen Lift veed iffe Uger, 
hønen, Tornſtaden og andre Fugle at forfille 
fig fom afmegtige "og at falde til. Jorden, for 
^. et [offe Gfterftraterne! til at forfølge fig, og 
derved at fjerne "dem. bort fra Nede og Unger! 
Fienders Gfterfitebelfe og Veirets Ugunſt tvinge 
mange Dyr til at gjøre fig f5ofiger, og bet 
undertiden med megen Flid og Arbeide, i Jorden, 


"4 Træer o. ſ. 0., foorbeb de øve og udvikle deres 


| Kræfter. Ethvert Vaſen firider for fit Diemeeb, 
— be msbenbe Forhindringer anſpore def tif Pn 
Anſtrengelſe. | 


Saa afffpeli$. Krig iblandt Menneſter er, E 


faa far den dog ben Virkning, at allerede Fryg⸗ 
ten for dette Onde anfpænder Opmertfombeber, 
og naar ben bryder ub, fætter den affe Kræfter 
t forhoiet Bevagelſe. Den derved foraarfagede 
Odeleggelfe opfordrer til Jftandfættelfe og nye 
fBirffombeb. Det er. Spørgsmaal; om Verden 
fan undvære dette Opoatfningé» og Ydmogelſes⸗ 
Middel, om (ffe dette Onde fan afværge ſtorre 
Onde, og om Menneſkeſlegten uden dette ikke 
viide henfalde alt for meget til phyſiſt Slobhed 
0$ moraiſt Forvildelſe. Dog uden Krig med fin 
egen Slagt vil Menneſtet aldrig mangle Leilighed 


V n 
^ 


^. 190. 


ti ot kempe imod Modgang es Beſoærlighen; 
og bel e£,. at Skaberen har blandet. bort Rip 
. web sie. Det er Lbeune Kamp, Menneſtet 
-bigber Bærd og Agtelſe. Tenke pi os et (&vbla: 
raffenland, hvor ingen. Xulebning til Kamp eg. 
— Üünfirengelfe gaves, høar' (eage vaa Girl pg Ler 
geme vilde Menneſtene der blivel Oo er bet 
fRentie(te, fom ifte suffer fit Liv (rit for Raie? 
Og bog, hen. et bet Seenneile, iom har fenye 

(tob, og overvundet mange Dríoerligbrber, fom 
iffe slæder fig ved, og taffer Gud for, at bet 
gaves ham Leilighed tif ſaadan Samp og Qu» — 
ftrængelfe? Hvad er Livet? Det er en Strid. 
Hvad er Livets Bebfle Fryd? Det ér den Be: 
vidſthed, at Have fitebet bel, og sundet Seier, 
 ifet over fig. (elo. Aderede Hedninger erfjendte 
et fom en Velgjeruing af ua, at Gan Havde 
blandet det meuneftelige Liv med.Møeie. Dig: 
teren Birgiliné -(Georgicon L) tiffjenbegitber, at 
" han har tankt fornuftigt over Livet. Den ſtoiſke 
Philoſoph Seneca far (asume rigtige: Goreftilling 
. 9m det Onbe. i: Verden, at det fan have genu» 
lige Følger. 5 bet gamle Teſtamente fremfører 
David, den ffjenne Tanke: "dpin Gud! maet 
Du pdmøger mig, ba gjør Du mig flot" Men 
Set er det Chriſtendommen, (om (orfíater og 


É | I9L 
Guddommens velgſorende Oenſigt med at. inde 
. blande Moiſommeligheder iMenneſtelivet; thi 
ben [ater "at Altiug flat tjene bem tilgode, 
. fom ette Hud.” - ”Det bor 08 ved mange Traug⸗ 
fler at indgaae i Guds SRige." ”Galige. ere de, 
font ferge, fom lide Forfølgelfe” o. f. 0. Fords 
livetg Gormaat fan iffe vere, at levende Skab⸗ 
ninger (tulle unde en uafbrabt behagelig Silos . 
eee; thi fnadant opnaaes ikke. Vel ſtienker 
Livet be ufornuftige Sfabninger nogle behage⸗ 
fége, men ogfaa mange fmertelige, &slelfer; og 
Paulus far rigtig eoerffuet Livet, naar fan 
fore: "à Skabningen tilſammen ſukker, og t 
tilſammen i Smerte indtil Mu." — (Om de Uma⸗ 
lende mane vi tilfane, at bet fjeenefte Formaal 
for deres Zilsarelíe £jenbe vi ikke. Hvad Mens 
neſtelivet angager, da veed bí, at vor Aands 
Oplysning og Foradling maae være vort For: 
maal her, og Middelet, Hvorved et hoiere ib 
fan opnaaes hisſet. Etbrert Menneſte finbet 
Kummer åg Moie paa ^in Bane igjennem Livet, 
É bog. Den ene mere. end den anden. Bi. finde 
Kroblinger, Varkbrudne, Dovſtumme, Blinde 


88 ˖ faa mange af Modgang og Lidelſer dybt ned⸗ 


boiede. Men vi maae tilſtaae, at derſom bet 
ſindes meget Ondt i Verden, faa findes btt. og» 


⸗ 
Y 


192. 


faa meget Godt. Er SRenne(Fet antberBáfet: bete 
Smerter, end Jordens øvrige Beboere, faa ae 
- bet ogíaa Anlæg til, at nyde flere og faiére Gia 
"- ber. Menneſtet fom et fornuftige .og -teligiof 
Baſen fan glæde fig bed bet ftjonne; fambe, able 
æg det fau ftebfe flige i aambelig Fuldkommenhed, 
i Kundſtab og i Delligoeb. — . po died 
| Til Livets onde. Ting reges. og(aa, Dsbenj 
der altid har forekommet Menneffetie -faa mot» 
Épbelig, at de meget babe grublet over, Hver, 
fot denne fidfte Oplssning ſtulde være vor Slagts 
nundgaaelige Lod, eller. hvorfor bog iffe e£ lem 
gere Liv blev: o8 tilmaalt. Da alt: under Solen 
ikkun har £t bift Maal af Kræfter, faa mane gor» 
gjængelighed pg Dodelighed høre vor SBerben til. 
Alt Levende pan Jorden fødes under den SBetius 
gelſe, at boe. Livets Længde maae være afmaale 
efter dets Beftemmelfe, pg bet maa være langt 
mof for den, fom anvender bet bel. Synes vs 
Livet Égtt, faa made bi gjøre befto fiüttigete 
Brug ef Tiden; thi at leve er. fot Menneſtet 
ikke, at aande, ſpiſe og drikke, men at foradle 
ſin Aand, at virke til Held og Velſignelſe for 
fig felv og andre, Menneſtet, fom fan fee 
geben forud, kan vel ængftes ved dens Billede, 
men: pet kan ogſaa ved fornuftige Gorefillinpet 


H 





193 


eierbinbe dense genetic og berede fg «f dens 
Somme. — 

Meget Ondt; mawge Trangſler funbe Men⸗ 
ne(fet forekomme, naar det vilde leve overeens⸗ 
femmenbe med den guddommelige Lovgivers For: 
rifter, og iffe gjøre fig. felv til Slave af flette 


Tilbsieligheder og Vaner. "Megen Ufred og ors 


ſtorrelſe i det felftabelige Liv kunde unbgaaed, 
berfom Menneſkene vilde folge den billige Gor» 
ſtrift: at gjere det ſamme imod andre, fom de 
ville, at andre (tulle gjøre. imod bem: Megen. 
Fattigdom og Kummer funde undviges, derſom 
be lagde Bind poa lib, Sparſomhed og Tarve⸗ 
lighed. Derfom nogle Moiſommeligheder Dore 








Jordlivet til, faa. ete der mange andre, fom Men ⸗· 


neſter flabe fig ſeld ved fornedrende Lafter, ber 


" fortære Sjælé og Legems Kræfter, og forſtyrre 


indvortes og udvortes Fred. Med jo füiffrere. 
Trin Menneftet gaaer frem paa den af Gud C 
Fornuft, Gampittigoeb og Religion foreſtrevne 
Bane, deſto taaleligere vil bet phyſiſte, 0g befto 
mindre vil bet moral(te Onde blive for. bam... Bi 
funne itte teufe o8 bet muefigt ; at Gud funbe 
ſtabe feilfrie, fuldkomne, Vasner, thi” fan 
maatte da frembringe Guder, ber vare fam (elo. 
lige. ”Jugen er god uden een, fom er Gud. 
Nyt theol, $801, 2099. 0 


PUN 
à 





I94 
N 


Hvor der er raft; foni Hover afren (fefe 
ufuldkommen Villie, bet maae Seiftagelfe , wttfaa 
morat(ft Ondt, være muelig. Menneſtene ere viſt 
iffe iblandt be fuldkomneſte Guds Skabniuger⸗ 
en vi kunne flige, og jo fuldkonmere vor mex 
taljfe Tilſtand bliver, deſto ſtorre vil ogfta beh 
vitfelige Lykſalighed dlive. Det difefte og brote 
dRenneffe fan iffe nabgaat alle Gelli oftwe en 


 - fam vilde; og ofterg ent han fel veed, forfeer 


han fig; ofte faa Har idag fortryde, hoad bar 
fagbe og gjorde igaar, og berfom fau fre et 
hoiere Standpunkt fanbe overſtue fic Gotósib, 
vilde han endnu mindré være tilfrebd mieb fiy 
ftiv. Men hoorledes vil bet guae dem, der (n 
gem anden 959 bi erkſende, end fine ſandſelige 
dilbsiétigóeber, dér uden Modſtand vider efter 
for affe indvortes og udvortes Friftélfer? «peor, 
ledes vil han kunne mubgaoe at (ole. ſmertrelige 
Virkninger baade pda Legerhe og Sjæl af sé 
mange Bildfarelſer? Dille iffe (eogiorte Mager 
opdynge fig omkring ham fra alle Sider ?. Vel 
fa intet Menneſte undgaae at ſmage Lidets 
Bitterheder, men unggteligen ſtaart vet i vor 
egen Magt; 'at formindſte eller at formilde bet 
Onde i Verden, hoad enten. delte kuade have 
ſin Oprindelſe fta os &efb, etter " andre Men: 


195 


meffer, eller fra Guddommens Ctpreffe, — 9h 
nsiere bi lære at £jenbe og følge be for Mens 
me(feitoet foteffrebne Love, deſto mere betrygges 
bi imod Sevbebreidelfe og ſelvſtabte Plager. 
Idet vi nyde mange Fordele af ben ſelſtabelige 
Gortening , kunne bi: bel. iffe ganffe unbgaae 
Gornærmelfer af andre Menneſter, tbi: ben. eneó 
. Wortbtel og Virkekreds (ober faa letteligen. ind i 
, ben: andens, at Sammenſtod iffe ganfte fan 
unmbgdaeó; endog ben Uſtyldigſte fan blive udfat 
for Sisfjentelfe og Misundelfe. Men ved et 
vetfærdigt og menneſtekjerligt Forhold bif mas 
bog funne betage Mange ?pften til at flade, og 
afvæbne Manges Ondſtab. De Trangſler, fom 
Forſynets Styrelfe tilffiffer, ſtaaer bet iffe i 
vor Magt at afværge, men bog at formilde. 
Det kommer i£fe alene att paa, hvad. bi lide 
men med hviltet Sindelag vi lide, og fborbat 
Anvendelſe vi gjore af Livets Bitterheder. Den 
rene Sjæl fan bære Livets Byrder ”med. ftotrt 
Kraft, end ben befmittebe , og det Gud hen 
givne Sindelag feler mere Troſt og Haab end 
bet fra Gud bortvendte. Hvad den ene anféer 
fom utpffeligt Tilfælde, det Betragter den an⸗ 
den fom. Zil(fiffeffe af et fjerligt Forfyn, fons 
.. Ophtagdíé8 » Middel; ſom velgjorende Mets 
| : N 2 | 


t 296 . ; 


ſtand, hvor Krefterne kunne d. og Døden: 


forfeies. 
Den chriſtelige Neligion er eg given: fonr 


bet fiffrele Hjælpemiddel til. faabet: at afberge ) 


fom at. formilde Livets baade pbpfifte sg moral(fe 
Onder. Erfaring fan (are o8 Klogſtabsregler 
og Ceorregíer, og Philoſophie fan lære 68 at 
fjende Pligt og Dyd; men uforfalitet Chriſten⸗ 
bom fætter o8 paa et hoiere Trin, foreholder od 
$aabe et ftjennere Formaal og giver 08 Érafti 
gere. Beveggrunde. Det religisfe Mennefle fer 
ver: flebfe fot. Gub. og. i. Forening med Gub, 
altſaa firaaler ben. hoieſte moral(te Fuldkommen⸗ 
feo, eller Hellighed, i bet flarefte 958 fet hans 
indvortes Hie; efter dette. futbtomnefte Ideal 
fræber han ftebfe at. danne fi; med barnligt 


Ginbefag adlyder han  Guddommenz Bud og 


hengiver fig i Alfaders Villie. Philoſophien kan 
afholde Menneſtet fta at blive ondt; Chriſten⸗ 
dommen tilſtynder det/ at. blive ſtedſe bedre: 
Philoſophien fan lære o8: med fold Folesloshed 
. at gaae Døden imsde; Górifienbommen fan fere 
og med glad Forhaabning at give os i Dedens 


Arme. Philoſophien fan fun være en Eiendom 
for Faa; Chriſtendommen fan være fælleds Eien⸗ 


dom fot Alle. Dog er. bet fornodent, at Sant 


19? 
ning og rot, Fornuft og religisſe Folelſer "eat 
ferene fig med hoerandre; thi ellers. vil Chri⸗ 
ſteudommens Aand iffe opfattes, enhver vil 
formafte fig til at ifore den en ſaadan Skik⸗ 
kelſe, ſom han finder meeſt pasſende for ſine 
Tilboieligheder, og ba ftaaer ben fuldkomneſte 
Religion i Fare for at beroves fit Vaſen og 
fin Kraft. | 
| Sporges ba: om vor Jord med alle dens 
phyſiſke og moralſte Onder kan kaldes fuldkom⸗ 
quen, eller ben fuldkomneſte? da er. Svaret: 
ben er-pan(fé fulbfommen i fin Orden, vende 
ſtjondt ben iffe har alle mulige Fuldkommenhe⸗ 
bet. Ethvert fem paa et funbt Legeme er fulde 
fomment, naar bet har be Ggen(faber, fom bet 


” paa fit Sted og efter fin Beſiemmelſe ber Have 


" tif bet .Dele8 9Belgaaenbe, og ingen Rangſtrid 
ber fereó imellem Hoved, Hænder og Fødder. | 
Man tenfe fig en Perleſnoer fammenfat af ftote 
og ſmaae Perler i Forhold. Derfom eem af de 
ſmaae Perler vilde beklage fig ober fin Ringhed, 
da betenfte ben iffe, at ben paa fit Sted nod⸗ 
benbigen maatte bere ſaadan, og at Forholdet 
i bet Hele maatte forſtyrres, ifald bem tar am, 
derledes. Jordkloden maa tenfe8 fom en Deel 
.. ef ben hele Verden, bet Nærværende i Ganv 


/ 


198 | S à: 

meneng: med det Tilkommende. Vi maae beboe 
den Jord, ſom er os andiiſt, med ben "rot 
at. ben fot. og er ben meeſt paéfenbe, … at. vore 
i Hine iffe funne. taale en klarere Col at (tinne, 
og at ef frydefuldere Liv iffe fan opnaaeás, 
førend Veien, fom fører berben, er tilbagelagt. 


- 


Fa 


"og 





vv 
! 
» 


Bevis for, at den chriſtne Kirle iffe grun 
bet fig pag det, apoftólijfe Symbolum, 
men paa ben hellige Skrift, 
ubfat i 
Anmærkninger over be Grundtvigſte Sætninger i 
undi for. Chriſtendom og Hiſtorie, 
afte Binds 5te Hefte Pag. 439, a, b, c; d. E 
i Xf ” 


S, Gtodjbolu, 
Gtiftsprovft og Viearius Episcopi i Xalborg. ' 





NE de ev naget ganffe Nyt, Hr. Paſtar Grundtvig ved 
at fremfætte bit(e Sætninger, beftræber fig for, i bet 
. han agter at lægge en anden Grundvold enp den, ber. 
hidtil [aae huder Den hele chriſtne Kirke, og der navnlig 


. War amtaget fom eneſte rette Grundvold i beu 


proteftantiffe, nemlig ben hellige Gftift. Den førfte of 
disſe Forfatterens Sætninger" lyder ſaaledes: ”Den 
mundtlige Troesbeljendelſe ved. Daaben er uafhængig af 
al. Skrift, es. ſom Menighedens censftemmige. Vidnes⸗ 





* 
S ” 
' 200 


byrd om fin Troe, bet gyldigſte Diftori(fe Virnesbyrd 
der kan gives om, hoad alie Chriſtne fra Begyndelſen 
| have troet,”  . 
Vi ville ba teft noiere prove derne Forfatterens 
Sætning, (om egentligen indeholder trende: 
, 1) Xt den mundtlige Troesbekjendelſe wey TOM: et 
uafhængig af al Gfrift; 
: 2) Ac ben. er Menighedens eené(temmioe Bios 
om fin Trees —-— 
3) At den et det gyldigſte Vidnesbyrd em, hvad alle 
Chriſtne fra Begyndelſen af have troet. 
Vi vende os ba til No. 4. i 
i "Den mundtlige Troerbekjendelſe web fObaben . ex 
uafhængig af al Skrift.“ Forfatteren kunde rigtigere 
"have udtrykt fig ved at ſtrive: ben er-uafhængig af den 
hellige Skrift, thi anden Skrift af al ben, fom et i 
Verden; mener han bog vift iffe, Vi tage bet ba el 
i anden Mening, og ville underføge, om dette er rigs 
tigt. Naar han figer, at den mundtlige Stoetbefjen; 
belfe ec uafhængig af Gfriften, (aa maa Meningen vel 
være, at ben aldeles ingen forublagt Grund har i ben 
hellige Skrift, at den var, ſom den er, førend Sfriften 
pttrebe eller 6e(temte Noget, faaban Troesbetjendelfe 


angaaende; tfi indeholdt Skriften før denne dens Lærs 


domme, og foranledigede Skriften faaltbe$ , at Sitoes; 
bekjendelſen fif be Sjerbomme ben indeholder, faa fan 
bet el med Stette ſtges: at ben er uafhængig af Skriften; 
ſaalidet fom man, fan fige at Barnet er uafhængigt af 
Moderen. Men i bet vi allerforſt bemærfe: at Troes⸗ 
bekjendelſen ved Daaben ej altid og optinbeligen bat 








201 


næret een og den ſantme, og trefte o6 til at bevife bet, 
ſaa haaber jeg lettelig at (file beviſe, at i hvordan Troes⸗ 
bekjendelſen Hart vertt, faa har den bog været aldeles 
afhængig af Skriften. 

Det fan. ifés nægtes, at Daaben og em, Siage 
Trestbefjendelfe 6 Borening med denne, havde Tilva⸗ 
relfe nogle Aar feténb bet Nye Teſtamentes Skrifter 
bits ſtrevne af de hellige Forfattere, men deraf følger 
ingenlunde, at den chriſtelige S toesbeffenbelfe ved Daas 
ben (si den Formular (om nu & Kirken haves, men en 
Sroeébefjenbefe i fin Mening hermed overeenstems 
mende) var uafhængig af den hellige Skrift; thi var 
end ikke, i noádle faa Aar efterat ben chriſtelige Kirke 
vat (tiftet, bet atofte Skrift, Matthai Evangelium, faa 
mar dog bet. Gamle Teſtamentes Skrifter der i deres 
fulde Canon, og lader o6 mu fee, om den allerældfte 
Menigheds Daab var uafhængig ogíaa af det Gamle - 
Seftamente$ Skrifter. Jeg haaber, at det Modſatte 
iallerklareſte Lys ſtal blive fremſtillet. Lykkeligviis have 
vi en trovardig Beretning om den allerforſte chriſtelige 

Kirkedaab. Lucas har i Apoſtlernes Gjerninger 2 Cap. 
 epbevaret 06 denne i al pn(felig Fuldftændighed. Her 
taler pan forſte Pintfedag efter Frelſerens Himmelfart 
Apoftelen Peder; Diemedet af hans Tale er, at bevife, 
at Jeſus ev Chriſtus o: den i det Gamle Teftamentes 
Boger forjættede Mesſias eller Verdens Frelfer. For 
at bevife dette maa han nodvendigviis tage Skriften til 
Hjælp, grunde fin Tale paa dens Udſagn om Mesſias, 
og vife, at disfe ere gangne i Fylde paa Syefus af Nas 
zaret. Vers 23 og følgende hedder det: "yan fom efter 








202." 


Guds beſſuttede Raad og. Sar(pu var gåsen hen, tage 
" Jøderne og forsfæftede ved ugudelige Hamder, ag ifjjelg 
floge bam." Hvorfra Gjenbte han ſaadant Guds beffut; 
tede Raad? Mon iffe af bet Gamle Teſtamentes Okrif⸗ 
ter, fom aabenbarede det? Vi eftertænte hvad Frelſe⸗ 
ren taler Luc, 24, 25—927 til fine tvende E Vantroe fluks 
| lenbe Diſciple: "Sy Daaver og feenientebe til at troe elt 
bet fora Propheterne have (agt! hyrde bet iffe Grim 
at libe alt dette og faa inbgaae til fin Herlighed? og han 
begyndte fta Moſe eg fta alle Propheter, eg udlagde 
"dem i Skrifterne bet, fom var ffcevet om ham,” -. Set 
fee vi hvorfra Peder. og hans Meddifeiple fjenbte Guds 
beſluttede Raad. Men nu fortfætter Peder fin Tale: 
” Sam opreiſte Gub, . ber han havde løft Dødens Oma; 
ter, efterfom bet var umueligt, at Han kunde holdes af 
bem." Maen dette hiſtoriſte Vidnesbyrd om ben op; 
ſtandne Frelſer lader ham ei fade blottet og nafhængigt 
af Skriften. Nei — han henviſer til det prophetiſke 
Udfagn om denne (iore Begivenhed, Davids 16 3D& : 
”thi David figer om ham: jeg havde ftebfe Herren foc 
mine Dine, tbi han ev hos mín Deite Haand, at jeg 
itte ffal toffe$. Derfor glæder mit Hjerte fig, ng win 
Tunge jubler ; ja — ogſaa mit Kjød ffal hvile i Saab. 
thi bu ffal iffe labe min Sjel i be Dødes Rige, i£fe 
heller tiltebe den Hellige at fee Forraadnelſe. Du ha⸗ 
ver funbgjort mig Livets Veie, bu. (fal fylde mig med 
. Glæde for bit Aafyn.” Nu vifer den hellige Prædikant, 
at den Herrens Tjener David ei fer har talt om fig (ev, 
men at han forudfeende talte om Chriſti Op(tanbelfe, og 
han. lutter fin Tale dermed, at "alt Iſraels ugue 


| 203 
ffutbe visfetigen vide, at den Jefus, fom be forafur 


^. fee, et den of Gub beſtikkede Chriſtus eller Mesſias, 


Verdens Greler." Men denne paa. SÉriften grundede 
Tales Virkning læfe vi faalebeé : "Xen der de det hørte, . 
gif det igjennem Hjertet, og be fagde til Petrus og de 
endre Apoſtler: Sy Mænd, Brødre, hvad frulle vi gjøre? 


Wen Petrus foarebe dem: omvender Cder og hver af 


der inde fig døbe i Jeſu Chrigi Navn til Syndernes 
Korladelſe, og I ffutle faae den Helligaands Gave, De 
fom nu øjerge Annamunebe hans Ord, bleve døbtes og 


der vanbte$ faune Dag tre tu(inbe Sjæle,” Her have 


wi den forſte chriſtelige Kirkedaab; fumne vi nu med no: 
gen Sandhed .fige, at denne Daab var uafhængig af 
Skriften 7 eller maae vi el erkjende, at den aldeles deraf 
wat afhængig. Her Dar et Vidne, hvis Udſagn Hr. 
Srundtvig vift i£fe vil forfafte, i. dette fit ene Vidnes⸗ 
byrd anført o$ tre tu(inbe Vidner for at ben mundlige 
S&roetbefjenbelfe (hvorom der isvrigt ikke tale, da man 
blot feer , at Daaben er feregaaet i Jeſu Chriſti Navn, 
09 efterat de have erkjendt Sandheden af ben ffrifrgruns 
bebe Prædifen (om Apoſtlen havde holdt) ei har været 
uofóengig af Skriften, men aldeles afhængig af dens 
ecfjenbte Vidnesbyrd om Chriſto. Viſtnok vil Forfat⸗ 
teren ei heller nægte, at denne Daab, forrettet under 
Apoftlernes Dine, rimeligviis af dem felv, har været. 
en ægte chriſtelig Daab, faa meget mindre lader faaban 
Benægtelfe fig høre, fom vi af den Beretning om bem; 
fom ſtrax følger, fee disſe Dobte nu aldeles indlemmede 
i bef chriſtelige Samfund, eller i den chriſtelige Kirke. 
7 Men de holdt fig varagtige til Apoſtlernes Undervis⸗ 


204 


ung, og Samfundet, og Brodets Brydeiſe, og Bon⸗ 
gene" Mangler bet vel her Noget? Savnes end 
Noget, faa læfe man Capitlet til Enden, og man vil 
fuldelig overbevifes om, at be i. ect. og. alt vare retté 
Lemmer paa Jefu Legeme, i alle Maader fulbfomne 
Medlemmer af hans Menighed, Men er denne forſte 
og ældfte Apoſteldaab nu et fuldgyldigt Vidnesbyrd, at 
den munblige Troesbekjendelſe, faafremt (aaban har vos 
ret aflagt, et ev uafhængig af Ofriften, faa vilde bet 
albeles iffe gavne Forfatteren, om han kunde opſtille 
en Rakke af Vidnesbyrd for at den mundtlige Troesbe⸗ 
fjenbel(e ved Daaben havde været uafhængig af. Skriften 
fra Apoftlernes Dodsdag indtil ben Dag i Dag er, tfi 
"man funde ba. med Rette ſige: Har man uden Henſyn 
til Skriften, og uafhængig af denne, altſaa paa egen 
Haand, og af eget Tykke forelagt og mabtaget Troes⸗ 
Defjenbel(er, ligemeget om bet mat cen og den fanme 
eller bet var flere, (aa er man afoeget fra den Daab, 
fom Apoſtlerne (hvilke ben chriſtelige Kirke antager for 
(ine af €briftus felv bemyndigede, Af Herrens Aand leds 
fagebe og fyrede Fædre) indførte, aldeles afhængig ef '— 
Skriften og Skriftens Vidnesbyrd om Chrifto, og faa; —— 
dan Daab har ei været en ægte dyriftelig, men en felvops 
fundet, og faa har bet fiden — Tid — chri⸗ 
ſtelig Kirke været til. 
En anden markelig Daab fra de apoftoliffe — 
Vi finde den omftændeligen fortalt Act. 8, 29—37. 
Den er faa meget markeligere ſom her er en mundtlig 
Troesbekjendelſe aflagt; men vi flulle fee, at denne, liges 
faa lidet. ſom den forrige; var. uafhængig. af Skriften. 


b 





205 


D« et Drrnning Candaces Skatmeſters Daab; - fem 
her omtales, Philippus, en Herrens Diſcipel, verbir —- 
get guddommelige. Aabenbarelſer, træffer denne Mand 
kjorende paa fin Vogn, og bemarker, at. han læfer i 
Propheten Eſaias. Han tiltaler ham, og gjør ham det | 
Spørgsmaal, om han og forftaaer hvad fan leſer? 

Stykket, han læfte, findes 608 Propheten Gfaia$ 53, 
7 og 8. DetteSted forklares ham nu om Jefum, og 
hedder det: ”San begyndte fra dette "Dropfetené Sted 
. af at forfynde ham Jefum.” Under denne SÉriftens For⸗ 
tiaring t Samfund med Vidnesbyrdet om Jeſum, gribes — 
denne Stormand af Sandhedens Aand, og han forlan⸗ 
ger at debes. Philippus foarer ham: ”Troer du af 
ganffe Hjerte, fan bet (fee; men han ſvarede: “Jeg 
troer at Jeſas Chriſtus er Guds Søn;” og Philippus 
beber ham. See her igjen en dori(telig Daab! Kunne 
vi nu ſige: af denne ellev den Stoesbefjenbelfe, fom her - 


. eflagbe$, var uafhængig af Skriften, eller vil iffe Evans 


geliſten her juft lære os, at den var afhængig af bet 
prepbettfe. Vidnesbyrd. om Chrifto, fom denne Mand. 
nu lærte at forſtaae tetteligen, og idet han hørte, hvor⸗ 
- ledes denne: markelige Prophetie var gangen i Fylde paa 
—— Sefum:Chriftum, ba er. det han forlanger Daab, vil. 
… være Chrifen, og aflægger den Troesbekjendelſe: ” Seg 
ttoet.at Jeſus Chriſtus er Guds C sn." Tør 
Forfatteren nu. benægte at denne ec en Chriſten? Can. 
af Guds Aand: fyret og af den ſamme Aand talende 
Syefu Difcipel har antaget ham, vg det vil iffe hjælpe 
.. Forfatteren at. forfafte ham. Dog er. det. hoiſt ſandſyn⸗ 

ligt, at btnne nye Chriften endnu. har vacet uvidende - 


206 


(tiec ukyndig i meget af høad vl i vere apsfetilfe Troes⸗ 
Artikler bekjende. Viſt et der imidlertid⸗ at hans Daab 
og Troesbekjendelſe ingenlunde har været tafhængig af 
Skriften. Da det behagede Gude Barmhjertighed at 
falde ham; gav han ham juſt Gftften.t Hænde; og ved 
denne, i Samfund meb Forfyndelfen om hvad der. havde 
tilbraget fig med Jeſum af Nazaret, er det; at denne 
WEthioper, formodentlig en jabi(f Proſetht, ffal under 
Guds Aands Medvirkning vindes for Jeſu Menighed. 
Men juft bet famme er Tilfældet med foebningen Corne⸗ 
Hus og hans Familie: disfe vare pure Hedninger, wet 
el heller disſes Daab (fal være uafhængig af Skriften. 
Man læfe den koſtbare Hiftoriffe Beretning 6m denne 
allerforſte faa faare merkelige Hedninge⸗Daab Act. 10, 
* øg man bemærfe vel hvad det ved' Slutningen Bebber: 
"denne give alle Propheterne det Bidnesbyrd, at Doec 
ben, fom troer paa fam, (fal have Syndernes Forla⸗ 
delfe.” Men i det Poder taler om da Vidnesbyrd, fore 
Propheterne give Jefum (og "hvo. fan tvivle om at bet. 
ifær her et. klarligen udført ?) da falde den Helligaand 
paa alle dem, ſom horte Ordet. Og Peder befoeb nu: 
Pat be ffulde døbes I Herrens Ravn.” ' 

Atter en Apoſteldaab, og fee, hvorledes ben et afs. 
fengig af Ofrften! .— c 

Men at den mundtlige Troesbefjendelfe har været 

uafhængig af al Gift. (tettece af ben hellige Si € 
følgende Aarhundreder, er ogſaa urigtigt og en. Paa⸗ 
ftanb, ſom ſtrider mob ben fele Kirkehiſtorie. Hvad 
bet (fal troes og hvad ber iffe (fal troes, war bet Buon 
om der handledes ved ethvert Kirkemode, og inbtil Morket 


- 


— ow Wo w uw uw u Ws Uu 


** 


— "A VR -— X4» X KE 


— — lund — vA 
P 
" 


207 


LI 


 Wjuite Syéfberióe under Pavers og Barbarers Salbe, 


afejetbes bette ved GC fciften, (om hoieſte Autoritet/ 
åg man fat intet Grempel paa at symbolum aposto- 
Meum: et brugt fom afgjevenbe for nogen Troeslære, 
foltfet dog maatte have petit Tilfældet, hvis bet ſtrar 
havde været anfeet for Apoſtellere, uafhængig af rif 
ten, og af ſamme Myndighed fem Skriften ſelv. Men 
har Daaben, om vi have fer, idet førfte eller apoſto⸗ 
iffe Aarhundrede ; ei været uafhængig af'Sfriften, faa 
har ben endnu mindre været det i bet andet Aarhundrøde« 
Men funbe bet Modſatte end beviſes, faa bevifte beb 
intet meer og intet mindre end dette, at Kirfen da havde 
været det Modſatte af hvad den i det apoftolife Aarhun⸗ 
drede var, og at, var man nu førft I vore Dage fom; 
men til Sunb(faó herom, faa var en Reformation føjen 
aldeles fornøden, og man funde ſige, at det efter 1700 — 
Xais Forlob var paa Tide at bringe Kirken tilbage til 
fin oprindelige MEgthed, og lade Daaben være afhængig i 
af hvad Striften lærte, 

Stu fan der unter Skriften inbbefatte$ el alene det 


Gamle Teſtamentes guddommelige Bøger; men oofaa 


bet Nye Teftamentes, (om inden det apoſtoliſte Aathun⸗ 
brebe$ "Udløb alle vare ſtrevne, og blande Chriſtne loft 
06 befjenbte.og anſeete, fot hvad be trt, Bøger, under 


. hvis forfattelje ben Helligaand havde. ledfaget Herrens 


Apoſtle. Men var Daab og Nadvere og Lære forhen 
afhængig af det Gl. Teft:, fta blev alt dette nu end mere 
afhængigt af de evangeliffe og apoſtoliſke Strifrer. Det 
ffvevne: £5, fom vi lefe Matthæi 28, 19. "Pr. aller; 
fetft gjort, at beri. doriftelige Daab ec fertettet i Navnet 


208 


Seems, Sonnens os bet elignantés tbi at Dea: 
ben ſtrax ex forretter (aalebes , findes der ift Oper cil 


" de apofteliffe Daabs-⸗-Handlinger, Duecom vi læfe i 
Acta. Ved den: Daabs⸗Handling, (om vi ubfevligere 


have omtalt Act. 2, forlanger Mpeftien Peder jo iffe 
andet end dette: "Joveb af Cder lade-fig babe i Syefu 


Chriſti Navn.” Ogveb ben hedenffe Families Daab, 


N 


Boorem vi leſe Act. 10, hedder bet, at Herrens Apoſtel 
Peder befoel dem at dobes Herrens Navn. Dan 
læfe endvidere, Act 49. . Her ſinder Apoſtien Palins 
paa fin Reiſe, i Epheſus, nogle Troende, fem vare døbte 
med Johannes'$ Daab; han kerer dem, at Johanness 


Daab var een, men Jefu Daab en anden, og det beds 


der: ”Der be det forte, lobe be fig døbe i den Herres 
Jeſu Navn.” Hermed —— * indi epa 
fta-40 tà 46 Vers. 

At Daab ec (feet. i dedi: — og den 


Helligaands Navn, findes der ſaaledes intet Spor til 


i nogen apofteliff . Daabé ; Handling. Men, eftetot. 
Matthai Evangelium et blevet befjenbt, er Daaben bes 
gyndt at blive aldeles afhængig af dettes (Preone Ord, 
og bet er fiden den Tid et at tvivle paa, at de chriſte⸗ 
lige Lærere i det ander Aarhundrede have i Følge dette 
ældfte Evangelii Ord: ”Gaaer hen og lærer alle Foik, 
99. døber dem i: Navnet Faderens og Sonnens og den 
Helligaands foretaget Daaben, , og faalebe$ et ben bie, 
ten aldeles afhængig af bet Nye. Teſts ſtrevne Ord. 

Men dermed nedlægger jeg ingenlunde ben Paa⸗ 
ftanb, at den apofteliffe Daab, Hvorom, vi have (aa 
fuldſtendige og de allertroværdigfte Cftervetninger, ber 


id 


* 


* 


209 


været veſentligen forſtjellig fra den Daab, fom vel idet 
andet. Aarhundrede er indført. De Døbte bleve jo døbte 


4 ef: Chrigi Navn, altfaa til den Erkjendelſe, at 
Sefus var Chriſtus, Sud Sør, men hermed vare de⸗ 


visfeligen forpligtede til at antage ham fom deres Lærer ; 
og vifer nu det fFriftlige Ord, at han har lært Menne⸗ 


- fene at Éjende den ene fande Gub, fom Fader, Søn 


og Helligaand, Duo fan da toivle om, at be, fom vare 
bsbte i Jeſu Navn, eller til ben Troe, at Jeſus var 
Chriſtes Guds Søn, have. meb det (amme forpligtet fig 


til at troc pav den Gud, (om han lærte Menneffene at 


fjende. At troe paa Sønnen, . fan bog aldrig have 
anden Mening, end at froe hvad han lærte. Ser var 
altſaa i bet apoftoli(fe Aarhundrede den ſamme Daab, 


men ei den ſamme Formular, ei de ſamme Udtryk; men — 
-da-den almindelige Daab et foretoges med andre, end. 
med bein, fom forud vare undervifte, faa fan man e 
"heller tvivle om, at be førfte Chriſtne jo fuld vel vibfte 
hvad be gjorde, naar be lobe fig døbe i Jeſu Chrigi .— 
: Mavns at be ba døbtes til at troe paa ben ene fande 
. Gud: Fader, Søn og Helligaand. 

J dette Aarhundrede er ſandſynligviis ben ſaakaldte | 


apoftolift Troesbefjendelfe begyndt at formes. J bet 
Daaben nu foretoges i Overeens(temmelje med hiint 
ſtrevne Ord, har man ſtrabt at give de nye Medlem: 


mer, fom ved Daaben optoges i ben chriſtelige Kirke, 


et fort Begreb om den Fader, Søn og Helligaand, i 


hvis Navn be bobte$s men at Daabé ; Formularen har u 
været ordlydende , ben: ſamme fom vi nu have, er als - 


U 


deles ubeviisligt, men hvordan ben entr har været, faa ' 


(8t But $0208, — |. D 


* 


» 


210 


har den albeles iffe været uafhængig af bet ffcevhe r$. 
Abvoſtlerne vare nu hjemgangne, deres mundtlige Ord 
. em Faderen, Sonnen og den Helligaand vare overgivne 


til den utroe Hukommelſe, til Beretninger, ſom vare 


underkaſtede bande Tillæg og Afdrag; Boer fortalte pan 
fin Maade, fom han havde fattet til, eller fom han, 
ifølge fin Sanfegang og Interesſe, vilde fave bet fot; 
flaaet, og under affe disſe Modſigekſer, under af ben . 
Stimen, hvormed Schismatiker og Stjettete hver · pån 
fin Viis, ba fom riu, ſogte at fremme fire Tanker, blev 
fun$ een Dommer tilbage, bet ubeſtikkeligo (frevne Ord. 
Dette maa nu endelig blive Dommeren mellem alle fict 
dige Parter. Dette vat nu i alle chriſtne Menigheder, 
bet maatte blive Normen i dem alle, naar Traditionen 
foregav nu iint, nu bette: fem Apoftellære; og fvostebet 
. funbe man handle anderledes ( at. beftemme hvad bet 
" vat ægte Chriſtendom ved Troesbefjendelfen ved Daaben? 
. Sere, fom gif foran Daaben, maatte nødvendig vate 
afhængig af bet (freone Ord; thi. fan bagernbte og een; 
folbige maae vi ei antage de forſte Chriſtne at have været, 
at be i deres Underviisning mere ffulbe have (tolet paa 
ben uſikkre og fig ſelv mobfigenbe Tradition end paa det 
ſiktre (friftlige Ord, mod hvis Sorfatffning der vaagedes 
med Argus ; Pine fra alle Ciber. Daabsformularen, 
Hvordan den end har været, har bevfor- maattet Dente 
fin Gyldighed fta der ſtrevne Ord, og ben har ei været 
uafhængig men aldeles afhængig af dette; og jeg mener 
dette at være tilſtrækkeligt til at afbeviſe Forfatterens S)t; 


. tting, at den mundtlige Gtoesbefjenbelje er uafhængig 


«f al Skrift. Dette bac iffe været Tilfældet i de tvende 


/ 


201 | 


^ 


. ferfte Aarhundreder, og faa et bet nok; thi i disſe er 


bet vi mane føge den ægte doriftelige Kirke. Have be 


følgende Aarhundreder afveget herfra, ſom de iffe have, 


faa vedkommer dette o aldeles iffe, Kunde Gorfatteren 
uu bevife dette (hvilket fan iffe fan) faa førte han et 
Beviis, (om maatte lyde ſaaledes: Den apo(telie Kir⸗ 


kedaab, og det andet Aarhundredes Kirkedaab lærer bet 


troværdige ffrevne Ord os at have været afhængig af bet 


Gamle og Nye Teſtamentes Skrifter. ^ De følgende 


Aarhundreders Daab er beviisligen uafhængig af Strifs 
tem, altſaa har bet apoftoliffe og det andet Aarhun⸗ 
dredes Daab vewt een, be følgende Aarhundreders en 
anden. Daab gjør Menighed: ber har altſaa været 


een Menighed | de to førfte Aarhundreder, fom i fin 
Troe har været afhængig af. Sfriften, en anden i de 


følgende, fom har været uafhængig af Skriften; det ev 
tvende Menigheder, den ene, (otn gaaer ub fra en Troe, 
der er afhængig af Cfrifren, den anden fem gaaer ud 
fra en Troe, der ev uafhængig af Skriften; men nu fan 
det iffe nægtes, at den ægte driftelige Menighed ec at 
føge i det apoftoliffe Aarhundrede, da den af Apoſtlerne 
felv- et grundet, og ſaaledes maa den anden være vægte. 
eg Baſtard, om ben end falder fig chriſtelig; Din mag 
vete Saras, brune Hagars Søn. 

Vi vende e$ til Sætningen No. 2, (om ligger up 
der Forfatterens a) at den: (den apoftoliffe. Troesbekjen⸗ 
bef(c). ec, Menighedens eenſtemmige Vidnesbyrd om fin 
Troe. Af hvad vi ovenfor have anført, ſees det Falſte 
i denne Sætning allerede, Denne Trøesbefjendelfe har 
L ſom jeg haaber DE aldeles iffe exiſteret i de apoſto⸗ 

214 2 


- 


/ 


? 


i id 212 


tffe Menigheder, ei været nævnet. ved de apoftoliffe 


Daabshandlinger, fan altíaa iffe afgive noget $Dibneék 


byrd. At nogen egentlig Troesbefjendelfe ved hver Daab 
, et affotbret eller aflagt i ben apoftoliffe Tid, og at fads 


.bant fat været almindelig Regel, fader fig iffe beviſe. 


Sy den. allerældfte chriſtelige Kirkedaab finder Aflæggelfe 


" af nogen Troesbekjendelſe aldeles iffe Sted. Apoſtelen 


Peder gjør der følgende Opfordring : »Omvender Cder . 


og hver af Cder labe fig døbe i Jefu Chrifti Navn til 
Syndernes Forladelfe, og I ffute have den Helligaands 
Gave.” Daaben betragtes her fom et Sacramente, 
hvor Forjættelfe om Syndernes Forladelſe og den Hel⸗ 
ligaands Gave forundes dem, form med Omvendelſes op: 
rigtige Forfæt labe fig babe i Jeſu Chriſti Navn. Su 
er det viſt en afgjort Sag, at de, fom lobe fig døbe. i 


Sefa Chriſti Navn, obe fig døbe til bam, form den de 


troede at være Guds Søn og Verdens Frelſer, og ins 
i genlunde nagter jeg, at naar de ved Daaben aflagde i 


det Mindſte en Bekjendelſe af ſaadan Troe, at de da 


formedelſt videre Underviisning maatte antage og ved⸗ 


fjenbe fig de Lexdomme, (om vi i vore Troesartikle oq 


ved vot Daab bekjende o6 til; men dette nægter jeg kuns 
at her, ved denne Daab; afgives et mundligt Vidnesbyrd 


om, at be nu troede, hvad vi. nu, efter ben (aafatbte 
apoſtoliſke Troesbekſendelſe, antage og troe; jeg nægter 
bet; thi her findes ei et Ord derom, og man tør ei 
paabigte Hiſtorien ar fortælle og bevidne, Doab ben iffe 


Dat et Otb om. 


Dog, Daabshandlingen, ſom vi fave anført Act. 8, 
9 til 37, viſer udtrykkeligen, at, vat bet end et faa i 


* 


P 213 


f : 


mundtlig Sroesbefjenbel(e blev aflagt. Men denne y; 


der ſaaledes: ”Seg troer at Jeſus Chriftué er Guds 
^ Om," og hvor liben en Deel er dette, af vot førfte og 


anden Troesartikel? iffe at tale om den tredie Artikel, 


hvortil intet Ord fan figes at ſigte. Her er altſaa i det 
- apoftoliffe Aarhundrede ˖ ikke mindſte Vink om Tilvarelſen 
af vort ſaakaldte Symbolum apostolicum. At det har 
exiſteret allerede den Gang, at bet har fin Oprindelſe 


fta felve Apoftlerne i fin nærværende Sammenſatning, 


fan: aldeles iffe hiſtoriſt beviſes; men fjenbeligt nof er 


bet af en fenete Tid, ligefom bet ogfaa er vi(t, nt bet 
under Tidernes Løb har unbergaaet Forandringer, Havde 
Apoftlerne før deres Adfpredelfe i et Møde, ſom man i 


ſenere Tider har antaget, forfattet et ſaadant Symbo⸗ 
dum for at vedligeholde Eenhed i Kirkens Lære, mon. 


bet da fulde været udeladt i Apoſtlernes Gjerninger ? 


Apoſtelmodet i Jeruſalem, foranlediget af de jodiſtſin⸗ 


dede Chriftnes Paaftand, , at Hedningerne fulde om; 
ſtjeres og holde Mofe Lov, fortælles med al Omftenbe; 


* lighed Ace. 15. Hvorledes (fulbe nu Lucas have udeladt - 


en for hele den chriſtelige Kirke igjennem alle fommenbe 


Dage faa vigtig Begivenhed? Men Apoftlerne frygtede i 
vift ikke for at'de (fulbe, Door be fom, blive ueens med . 
hinanden i Læren; de vidſte, at bet var een Sandheds⸗ 
 eanb, fom ledfagede dem alle, og der er iffe fundet nb; 
gen beviislig Modfigelfe + bere. o8 efterladte Skrifter. 
See vi faaledes hen til bet førfte og andet Aarhundrede, 
jaa er, her jo ingen mundtlig Troesbekjendeiſe, fom i Uds — 
trykkene fan anſees fotu Menighedens etn(tetumige Vid 


Amindeuebed, ſaa - bet. bog bet aiffeltet, at en - 


b 


214 


nesbyrd om fin Troe. Men her ec Sagin af yderfle 
Bigtighed; thi er der Her ingen Overeensſtemmelſe, faa 
er jo den mundtlige Eenſtemmighed forbi, ſom Sorfet: 
teren paaſtaaer, der altid har været; og atter her hjalp 
det aldeles iffe, om Forfatteren funbe bevife; at der 
vefter det andet Aarhundredes Forlob uden Undtagelſe 
Havde fun$ været een enefte munbtlig Troesbekjendelſe i 
ben. chriſtne Kirke; thi det ægte Chriftelige maa ned⸗ 
fomme fra Chriſtendommens Begyndelſe, fra Chriſti 
egne og Apoftlernes Dage, og det bem nevmefte Aar: 
..— hundrede, Paaſtanden, at der har været en een(tems 
/ mig, lígelpbenbe Ordformular i de følgende Aarhundreder 
(ſom og et imod ben hele Kirkehiſtorie) beviſer ei, at 
bet oprindeligen faa, har været, og beviſer ſaaledes al - 
deles intet. 

Vi fomme til Sætningen NO. 3, fom ligger i 
Forfatterens. a). ”Åt denne (den mundtlige Grotébes 
fjenbelfe) et det gyldigſte Vidnesbyrd der fan gives om 
Hvad alle Chriftne fra Begyndelfen af have tont," Cr 
Sætningen No. 2 urigtigz faa et bet en Selvfoige, at 
. Sætningen No. 3 oofaa mad vere bet, Her ev i bet 
førfte og andet Aarhundrede intet eenſtemmĩgt munbtlist 
Vidnesbyrd, mem her er et hiftorift Vidnesbyrd fra det 
forſte, bet vigtigfte, bet apoftoliffe Aarhundrede om, 
at en faaban mundtlig Troesbekjendelſe, (om i en ſenere 
Tid er aflagt, iffe har været aflagt i dette Aarhundrede, 
eller faalænge JMpoftletne levede, og enten ſelv fetetoge 
Daaben, eller vare overværende ved Daaben, og der er 
. fun$ en Sormobning om, at Daaben, efterat Matthai 

Evangelium var bleven almindelig befjenbt, i bet andet 


- CA — - w— — — — — — —“ — 


215 


Aarhundrede er foretaget i Faderens, Sonnens og den 


Pd 


Helligaands Navn, men endnu ingen Sikkerhed for, at ' 


nogen faaban ˖ Troesbekjendelſe, ſom ben vi falde Sym- 
bolum apostolicum, er mundeligen ved Daaben blevet 
aflagt. Men døbtes end Chriſtne i bet andet Aarhun⸗ 
brede i Navnet Faderens; Sonnens og den Helligaands, 


troe paa Fader, Son og Helligaand, faa funbe 35e; 
— om disſe Perſoner dog vare heel forſtjellige. 


At de vare ſorſtjellige fra de Begreber, (om ſiden 


m» Concilium Niceenum bleve anfeete fot orthodoxe 
pg Kirken tilhørende, og bet end i bet. tredie Aarhuns 


drede, fees af det Concilium, fom.i Aaret 264 holdtes | 


i Antiodia, hvor, i Anledning af Pauli Gamofatent 
Kjetterie, blev benægtet at Sønnen var confubftantiel 
med Faderen, uden at dette anſaaes font en Afvigelfe fra 


Kirkens Troe. Der er altfaa intet een(temmigt , intet 


gyldigt . Vidnesbyrd i nogen mundtlig Troesbekjendelſe 
ved Daaben om, hvad alle Chriſtne fra Begyndelfen af 
have troet. Jeg nægter hermed ingenlunde, at be, (om 
vare af Sandhed, den ufynlige fande Sitfe, Dave troet 
med 0$; tbi hvorledes kunde de læfe. det Gamle og det 


Nye Teftamentes Cfriftey med Sandhedsaand uden. at 


de maatte være af Troe med o$? Neil! vort Symbo⸗ 


lums Sandheder (maaffee ben eneſte om Jeſu Nedfart 


til Helvede undtagen, ſom har ſin Grund i et eneſte 


dunkelt Sted) gaae ſaa klare ſom ſtore Stromme igjen; 


nem Ordet; ſaa at den, ſom her ei vil ſee, maa forfæts 


ligen luffe (ine Dine; jeg nægter ; figer jeg, ingenlunde - 


dette, men kuns dette maa jeg aldeles nægte, at den 


og indgikkes der ved faaban Daab en Forpligtelfe til at 


216 7 


minbthoe Tede betjendeiſe ved Daaben afgiver det gyl⸗ 
digſte hiſtoriſte Vidnesbyrd om hvad alle Chriſtne fra 
Begyndelſen have troet; thi hvor Hiſtorien tier, der er 
intet hiſtoriſl Dieneetyrd, men deels benægter denne at 
faaban mundtlig Troesbekjendelſe, (om vort Symbolum 
hpostolicum indeholder, er aflagt, deels (og dette 
gjælder det andet Aarhundrede *)) fortier den faabant, 
om bet og mueligen har fundet Sted. Men jeg fors 
mener, at man fan regne Menighedens Begyndelſe - fra 
forſte Pintfedag efter Herrens Himmelfart, ba ben forſte 
Kirkedaab ſteede, og jeg formener tillige, at bet forſte 
E andet Aarhundredes Chriſtne ogſaa, og vel i Sarde⸗ 


*) Den — Forfatter har her ikke eriudret, at vi fra 
bet andet Aarhundrede have hos et Par df be vig» 
tigfte Kirkefedre Vidnesbyrd om Aflæggelfen af en 
Troesbekjendeiſe, bet beftob af de ſamme tre Artikler, - 
fom Symbolum apostolicum. Hovedſtedet læfes i 
Juſtinus Martyrs forſte Xpologie, og lyder ſaaledes: 
De ¶ Baptizanderne) afvaſtes i Band, i Guds ben 

almindelige Faders og Berſters Navn, og i 

— vor Frelfer Se[u Chrifti Navn, fom blev kors⸗ 

— ' feftet under Pontius Pilatus, og i den Hellig— 

Aands Navn, [fom ved Propheterne har fpaaet 

. elt dette om Jeſus Chriſtus; og bet efter Chriſti 
Anvlisning: ”med mindre Nogen bliver feb páà ny 
af Vandet og Aanden, fan han iffe fomme i Gubé 

. Rige” Mindre tydeligt er Stedet hos, Tertulliau 
(de baptismo cap. 7) tog næynes ogſaa der gas . 
der, Son og Qeltigs anb, og bet paaſtaages: 
Ubi tres, id est Pater et Filius et-Spiritus Sanc- 
tus, ibi ecclesla; qux trium corpus est. 


A Meller. 


5 t 





. 2I? 


bethed, fortjente at falde Ehriſtne, « og bet falder ba 6 
OHinene, Hvor urigtig Forfatterens Paaſtand er, at den 
munbtlige Troesbekjendelſe ved Daaben er bet gyldigſte 
hiſtoriſke Vidnesbyrd om: hvad alle Chriſtne fra 


Begyndelſen af have troet. 


Vi komme nu. til Forfatterens anden Sætning | - 


- eller b). "Xt denne Troesbekjendelſe, (om Vilkaaret for 
Optagelſen i bet chriſtelige Sitfefamfunb, er Kirkens 
uforanderlige Troesregel og Girunbiov , (oim ( uoplefelig 
^ Sotening med Daaben fætter bet enefte forſvarlige Skjel 
mellem Kirken og Verden, eller mellem den virkelige 
Chriſtenhed og hvad bet et det: ikke.“ Heri ligge igjen 
flere Sætninger, hvilke jeg, ligefom Forfatterens a), 
vil betragte hver for fig: . E 
1) Denne Troesbekjendelſe er Vilkaaret for Optagelſen 
i det chriſtne Kirkeſamfund. 
2) Den er Sufené uforanderlige Troesregel. 
3) Den et t uopløfelig Forening med Daaben. e" 
4) Den fætter bet mee(t forfvarlige Skjet mellem Sit: 
fen og Verden, eller mellem ben virfelige Chriſten⸗ 
hed og hvad der ev bet iffe. 

Vi ville gjennemgaae disſe hver for fig. Hvad No. 1 
angager: Denne Sroesbefjenbel(e er Vilkaaret for Ops. 
tagelſen i bet chriſtne Kirkeſamfund.“ "Dette ſiger For: 
fatteren imod Hiſtoriens Vidnesbyrd. Frelſeren ſelb 
antog ſine Diſciple i ſin Kirkes Samfund uden denne; 
Herrens Apoſtel Peder optog, i Samfund med famtlige 
de sotige 11 Apoſtle, 3000 Menneſker; uden denne 
optoges famtlige Chriſtne i Kirken i bet. apoftoliffe Aar: 
. hundrede; det lader fig ei heller bevife at ſamtlige Chriſtne, 


218 


»- ( bet andet Aarhundrede ere optagne i Sitfen, Dave 
fjende noget. til Symbolum apostolicum , eller at dette 
. her været. SDilfaatet for deres Optagelſe. Med hvad 
Ret fan der de (ige$, at denne Bekjendelſe er Vilkaaret 2 
thi Forfatteren fan her ei mene andet end at ben er, 
fordi den har altid værer, Vilkaaret for. Optagel; 
fen. i det chriſtne Kirkeſamfund; tbi fac ben ei været det, 
lige fra: Begyndelſen for alle Chriſtne, med hvad Net 
fan der ba paaſtaaes, at densnu abfolut (fat være bet? 
Den Sætning derimod: "Xt Jeſus et Chriſtus, 
Guds Gon?" ben er fra Kirkens Begyndelſe, ben 
har været Vilkaaret for Frelſeren ſelv, ben har været 
Vilkaaret i det forte, fom i alle Aarhundreder, og hvo 
"fom ei antager denne, han fan ei være Chriſten; dette 
inbremmer jeg. fom hiſtoriſt rigtigt, men, at Sym- 
" bolum apostólicum tvertimob Hiſtoriens Vidnesbyrd 
Dat veret.bet, dette maa jeg benægte fom aldeles urig; 
tigt. Men derimod benægter jeg ifte Sandheden af 
det nævnte Symbolum, men Dplber ben, font jeg fot; 
ben har pttvet , af Hjertet. i 

2. ”Den er Kirkens uforanderlige Troeéregel.” 
Det havde været at eu(fe, at Forfatteren havde givet 0$ 
en Definition over hvad han fot(taaer ved Kirken, for 
at man deſto ſikkrere funde handle med. ham, men dette. 
har han iffe gjort. — Jeg antager derfor med den apo⸗ 
ftoliffe Menighed, at ben, fom bekjender at Syefus er 
Chriſtus, Guds Søn, maa høre til fame, og et ders 
- fra funne ubeuffeó, tbi fan maa cenfeqoent. antage 
hvad San beviisligen haver lært o6 til Salighed, Dvilfet 
Vidnesbyrd alene findes. i. ben hellige Skrift. Jeg aur 


a -— — ox c m — — Ta - 
*, — 


-- 


tager dette ind faa meget mere Fie, fom vi vibe, at | 


Menneſter et formedelſt andre vilbfarenbe Meninger 


udeluktes af ben apoftoliffe Kirke, f. Cr. be jodiſtſindede 
Chriſtne; ſtjondt XMpoftlene iffe unblobe at ivte mob (aa; 


" banne deres Vildfarelſer; men ſaaledes bliver den enefte 


uforanderlige Troesregel ei Symbolum apostolicum, 
tiem bet, fom Herren ſelv fordrede, bet, (om hans 
Apoftle fordrede, bliver bet alene, uden at vi derfor (fulle 


labe være af ivre mob be mob Skriften ficibenbe Lærs 


domme, (om Nogle af Kirkens Medlemmer funne Den; 


falde ti... Xf faaban Aarſag fan man ei ubeluffe ben 
romerſke eller greſte Sirfe af Chriſti Menighed, uben 
. at vi derfor paa fjetne(te Maade billige deres mob Skrif⸗ 


ten ftribenbe Lerdomme. | 
Men er bette nu (aatebe$ (eg vilde vi gjøre o$ e£ 
anbet Begreb om Chriſti Menighed,” faa ſtred bet aaben: 
bat mod hvad vi. med fuld hiſtoriſt Vished vibe, ar Chris 
ftu$ og hans Apoſtle hape anfeet for dyciftelig Menighed) 


ſaa et det, fom ſagt, urigtigt, at Symbolum aposto- 


licum ev Kirkens uforanderlige Troesregel og Grunbtov, 
og Hiſtorien bevidner flatligen at bet ei ( be følgende 
Tider har været bet. Symbolum nicrnuur et iffe 
etblybenbe med Symbolum apostolicum, men er bog 
antaget for den rettroende chriſtne Kirfeå uforanderlige 
Troesregel og Grundlov; alligevel ffeete igjen hevi Foran: 
dring ved Conciliet ( Conſtantinopel 381, hvis Henſigt 
vat at ftadfæfte bet nicænffe, det hedder nemlig t dette: 
»Chriſtus er nedftegen af Himmelen , er bleven ec Mens 


. fífe, forsfæfter, opſtanden paa tredie Dag,” ( bet - 


Genftantinepolitanffe derimod: Chriſtus har paataget 


, 


" | 220- 


fig Sjsbet ved ben Helliggand af Jomfrue Marie, og 
et bleven et Menneffe, forsfæftet under Pontio Pilato, 
"død, begraven, opftanden x," — Om den Helligaand 
ſiger det Nicanſke blot dette: »Vi troe ogfaa paa den 
Helligaand;“ det Gon(tantimopolitanffe: ”Vi troe ogfaa 
paa ben Helligaand, en levendegjørende Herre, fom ub; 
gaaer fea Faderen, og æres og dyrkes tilligemed Faderen 
og Sønnen.” Siden fte vi ben latinffe og en greffe 
Kirke at adffilles , fordi hiin gjorde et Tillæg til de for: 
rige Symbola om ben SHelligaand "for ubgaart fra $a; 
been og Sønnen.” Dette Joiftorien$ aldeles ufet; 
faftelige Vidnesbyrd vifer ,jo tilfulbe, at Symbolum 
apostolicum iffe far vetet Sirfen$ uforanderlige 
Troesregel og Grundlov; thi foo fom afveeg fra bet 
SRhieeito ; conftantinopolitanffe Symbolum, ercommuni 
ceredes. Vil Nogen fige: bet burde ei faa Dave været, 
ba figet jeg gjerne Ja dertil; men det har nu faaledes 
været, og hvormeget Andet, og hvormeget Mindre har 
ber været, (om, fordi bet et anfeet for. Tradition fra de 
aldſte Tider, far paabraget &rcommunication ? 

9. "(t Symbolum apostolicum ſtaaer i uoplo⸗ 
felig Forening med Daaben,” er og DiftorifT. urigtigt. 
Denne Bekjendelſe vat: iffe ( Forening med Daaben i 
det apoſtoliſte Aarhundrede, det, fan ei beviſes, at den 
var det i bet andet Aarhundrede (ja dette er iffe engang 
fandfynligt) ; ben er det ei heller i vor Kirke; thi naar 
Børn ere i Livsfare, er bet nof at de døbes i Faderens, 

. Sønnens og den Helligaands Navn, og aldrig er (aa: 
dan Daab anfeet for uchriſtelig. Jeg mener, dette er 
nok for at. vife det Urigtige i fiin Sætning, og til at ' 


VC OW mm 
* 


— 


am ^ 


-— — Ca 0 UA —— 


| 


AC XA-. CA^ gr k— *Á 


227 


godtgjore Modſatningen, : at Symbolum apostolicum 


ei ſtager i nogen uoptøfelig Forening med Daaben. Men - 


Ordet, bet guddommelige Ord, vil fiben lære flarlig, ti^ — 


hvilken Troe ſaadan Daab forpligtede; det vil vife det 
for alle bem, fom ere af Sandhed; thi paa de Øvrige 
er der. iffe at tenke; de høre cil be Folk, (om Frelferen 
fan ofte omtaler, fom have Dine og fee bog intet, (om 
. have fen 99. bate bog intet, fom fave Forftand og 
fatte bog intet, og. fom. ei pute hvad bet DRE til 
deres Fred. 

.4, Den (ben munbtlige Sroetbefienbelg, Syni- - 
bolum apostolicum), fætter bet eneſte for(oatlige Skjel 


. mellen. Kirfen og Verden, . ellev mellem den virkelige 


Chriſtenhed og hvad der et Det ikke.“ Der var faf et 


virkeligt og et forfvatligt Okjel mellem. Kirken og Ver⸗ 


ben, mellem ben. virfelige Chriſtenhed og hvad der er 
"bet iffe, før Symbolum apostolicum blev til. Dette 
virkelige, indtil Dagenes Ende kjendelige og forfvarlige 
Skhjel er Jeſus Chriſtus. "ovo fom bekjender at Syefu$ 
Chriſtus er Guds Søn, i fam bliver Gud, og han i 
Gud” 1 Joh. 3, 15. ”AHver Aand, fom iffe befjender 
Jeſum Chriſtum at være fommen i &jsbet, et. iffe af 
Gud, og denne ec Antichriſtens Aand, om hvilken | 
Dette, at han kommer, og han er allerede nu i Verden.” 


oet. et vigfeligen Hjørneftenen , den er ogíaa bet rette 


forſvarlige Skjel mellem Sitfen og Verden.” Hvo, .bet 

. frøer paa ham (om Guds Søn, han. troer hans Ord, 
ſom Ordet Betovenftá ; Han troer hvad han. forjættede 
fine Apoftle .om den Helligaands Sendelfe; ban troer 


| hvad bet (febe paa Pintſedag at forholde fig ſaaledes; 


Ld 


N 


222 


han treer, at den Aand, fem ba aabenbarebe fig i (m 
himmelffe Slammefraft, har gjort hvad Guds San for; 


jattede, at han. ffulde ajexe: lære Herrens Apoſtle ate, 


pg minde bem om alt; han troer, af han lærte Apoſt⸗ 
lerne og Evangeliſterne ait hvad be mundtligen lærte, eg 
Hvad be ſkriftligen optegmebe. Han tefec derfor der Ord, 
be (freoe, (om Guds Ord Ja visfeligen! her er et 
fetfoarligt C tjel mellem Kirken og Verden, en. Hjørne; 


ſteen, ſom ſtaaer faa faſt, at Djævelen og Verden for: 


gjeves har ftormet derpaa i alle Dage, og b: (fulle, ſom 
ben ærlige Herrens Tjener Luther fagde , lade der se 
38 have Stam: til Takke. | 

Hvad ec Symbolam apostolicam Det er en 
Sammenſatning af Menneffer, (ot har Værd, fordi 
den har Ordet for ſig, men og derfor alene. Dens 
Wide gjør Intet til Sagen, thi paa et Grån nær, er 
Lognen ligefaa gammel i Verden, fon. Sandheden, og 
ligeſom Ordet: ”Af $unbffabené Træe flal'du iffe æde,” 
er fra Verdens Begnudelfe, faa et bet andet: "Du maa 


feit æde deraf,” næften ligefaa gammelt, faa at vm end 


Forfatteren kunde bevife, at Symbolum aposolicum. 


paa et Gran nær var ligeſaa gammelt og uforanderligt, 


(om bet ffrevne Guds Ord vi have, men iffe funbe be: 
vife, at det havde fin Grund i Bibelen, faa vilde jeg 
ei agte det Symbolum for en Avne; men nu Dat det 
min fuldefte Agtelſe, fordi bet har fin Grund ( Guds 
Ord, og fotbi ders Sandhed fan deraf beviſes, og naar 
jeg lærer Unge og Gamle Gatedjitmus ,- hvor hver Ar⸗ 
titel fintter med Ordene: "Det er visfeligen fandt,” faa 
lemmer. mit Hjerte med. Men mit Hierte føler kuns 


228 
. tette, fordi det et Sandhed, fem Gude Orb udtaler, 
og hvor Guds Ord udtaler disſe Gianbfeber, bet glem⸗ 
mer jeg vift iffe at vife de Unge og at lære de Gamles 
Men C fjellet felv er Chriſtus, og Sfviften. er det 
eneſte troværdige Vidnesbyrd vi have om hvem han var, 
og hvad han lærte; Symbolum apostolicam er funs 
et troværdigt Omrids deraf. Uden dette Symbolum, 
og med dette Symbolum har Skjellet været fea Adam 
ef nælteni Kirken og Verden; mellem Menigheden 'óg 
hvad der er udenfor; thi Forfatteren maa vide, at jeg 
erkjender en Guds Menighed før Chriſtus fom i fjobet. 
Jeg erfjender Propheterne, fom talebe ont Mesfias, og 
den Menighed, for troede deres Tale oni ham; jeg et 
fjender hiin gamle Simeon og Anna og.afle dem, fom 
ventede. Iſraels Trøft, (om fanbe Troende, og jeg veed, — 
at der ligefra den Dag, Ordet (ob om Qvindens Gab, 
blev fat en forſoarlig Sfjelfteen mellem Kirken og Vers 
ben, og at den har ſtaaet der ſiden, (om ben ftaaet bet 
endnu. Med al fin 9G (be ec Symbolum apostolicum |. 
meget for ungt til at være forſvarlig Sfjelfteen mellem - 
Kirken og Verden. ! 
. 8tu fomme vi-til Sotfatterené ?it. e: "Mt det 
"| mundtlige Ord ved Sacramenterne og ifev Troesbekjen⸗ 
delfen er Girunbteolen "for. Gibelfortelfningen i Chet: 
ſtenheden, hvorefter enhver Okriftklog, der vil blive i 
ben chriſtne Kirke, ffal'og maa rette fig.” Min Gud! 
jeg maa ftudfe'og forundre mig! Hvor bagvendt har jeg 
ba baaret mig ab i hele min Lære; Cmbebétib! Jeg font 
nu i 33 Aar har lært Unge og Gamle høit at agte Sym⸗ 
bolets Lerdomme, fordi det mig faa flare Guds Orb 


^ 
. ^ 





224 


fagbe dertil Sya- og Amen. Eſter det Menneſteordi 
Symbolet (fal Bibelens Fortolkning rette fig! Men 
hvorfra har dette Ord da denne Myndighed? Hidtil 
troede jeg, at man, om man vilde fefe Skriften: 4. 
Grundſprogene, fulde komme dertil med fornøden 
Cptosfunb(fab, med oprigtig Sandhedskjerlighed, med 
. fund. Forftand, og med Bon til Guds og meente jeg — 
ba, at det fan havde aldeles ingen Mad, og at hva der 
var: af Sandhed, nof (fulbe forftaae de Sandheder, 
foi høre til Salighed. Og jeg troede, -at ber. Mand 


E af Luthers. og andre gode Overfettelfec (fu(be kunne fot 


ſtaae bet.jamme. Det mcente ogíaa. Luther felv, og 
derfor at&eibebe han faa ærlig. paa en god Sléel; ven 
fættelfe i ſit Modersmaal. | 

Men Forfatteren. fynes at gane ab Carl(tabté Veie, 
eller Gud "veed oilfe; og onbt gjør det mig, at en 
. Mand med faa herlige Evner fynes at ville betræde 
biéje. Talen lod alt. længe bertil.- Nu vel,” jeg wi. 
med Rolighed følge Forfatteren. Jeg vil b« farſt ſporge: 
fiben bet. mundtlige Ord ved, Sacramenterne, og ifær 
Troesbekjendelſen, (fal være Grunbreglen. for Bibelfor⸗ 
-folfning i Chriſtenheden, hvorefter enhver Skriftklog, 
der vil blive i den chriſtne Sitfe, (fa og maa tette fias 
hvad var bet da, hvorefter man flulde og maatte vette 
fig» for den mundtlige Troesbekjendelſe ved Daaben blev 
til? Hvad ffal-man fige om Herrens Død for Syndere, 
dette Cvangelium (om ſtabte alene Haab for Synders; 
øg gav bem Mod og Kraft til Omvendelfe, berte Guds 
uendelige (tore, fra Epighed .ffjulte Raad til. Synderes 
Omvendelſe og Frelſe, Hvorom, der ifte tales et ub i 


225 


Symbolum apostoltieum Hvorledes (fet Symbolum 
apostolicum vorde en Girimbregel for dette Myſteriums 
Fortolkning? Paa en meget insonfegvent Maade inb 
. fliffe$ her ( Sætningen c) det mundtlige Ord ved Sacra⸗ 
menterne; men det' ene Sacrament har .albefes intet 
med Symbolum. apostolicum at gjete.- Forfatteren: 
fone ogſaa at føle fin Jnconfeqvenfe. - Han har uden 
Tvivl feit den grundede Sjmbvenbing, fom nys blev 
ham gjett, og føgt at forefomme den ved den her aldeles 
upasſende Indflikning, og taget ſin Tilflugt til Ordet 
"(er;" men fan Symbolum apostolicum her, i denne. 
vigtige Sag; i£fe fige o ander end dette: "at Chriſtus 
er korsfoſtet, bob og begraven,” og iffe hvorfor; . 
hvor er da i dette Symbolum ben tette Peders Nøgel ? 
hvor .finbe vi noget, der fan luffe op for ben Lære; 
fem Gftiften fører -om vor Retfærdiggjørelfe 
af Troen, og iffe af Gjerningerne, üben 
hvilken vi brat igjen ere indgangne i ben morke Kirke, 
af hvilfen vi ved Ordets 99$ udførtes ; tbi ffal Salig⸗ 
feb vindes ved vores, og ei ved Jeſu Chriſti Fortjenefte, 
faa vil man jnart lære og hvad, hvor ftore og hvor 
mange, dg endda hvor utilſtrekkelige gode Gjerninger 
vi (futle gjøre, faa følger ſtrax en Skjersild, og alt hvad 
ber. ftaaer i conjeqoent Følge med denne Lære. Bil man. 
nu i Døden tåge det andet Sacramente med, og, fom 
Forfatteren figer, dets mundtlige Ord (jeg forſtaaer iffe, 
hvad Forfatteren mener med disſe mundtlige Ord, tfi 
jeg veed ife, at vi her have andre. mundtlige Ord end 
be (feiftlige, fom Evangeliſter og. Apoftler have overgivet; - 
1 08; fjer sat bruge; ” og jeg: mener, at-ben fele hellige 
Nyt theol, Bibl, 20 $85. 9. 


e 


. 226 

Okrift ſaelebes el alene er ſtriſtlige, nun nubtlige 
Ord); ville vi, fige jeg, tage det andet Sacramentes 
Ord med, hvad lærer dette og ba om ben ſande Omen 
vendelfe, fom funbe vere Nøglen til at forſtage, hvad 
Skriften lærer 06 org Omvendelfen, (om ben rette Frugt 
af Troen? Hyoad er ber i Symboler, (om fan lære o6 
at fjenbe den Kjerlighed, hvilken Herrens Apoſtel Paulus 
. omtaler, fonf en Gang i Kirkens Fuldendelfe udi Sa; 
Ughedens Egne (fal overgaae baade Troen og Haabet ; 
den Kjerlighed, (om (fal være baade Aanden i og Baan⸗ 
det om Herrens Menighed, fom (fal gjøre den til bet 
faligfte Samfund, i hvilket alle Jordens Slægter ffulle 
inbbefatte& , og i Dvilfet be ſtulle nyde Saligheden fer 
Lammets Throne hisſet? Hvad er der i Symbolum 
apostolicum (om Der fan være Sortolfningé ; Nøglen? 
Aldrig havde jeg formodet, at bet Éunbe tage en faaban 
Ende med en Grundtvigs Lærdom. Lan taler Dec bet, 
foy maa fübre Pavens Oren. Som almeen Sætning ” 
et Traditionen fat over Skriften. 

Vi verde o8 til Sætningen d). $n nebffcives 
en Sætning, fom man (fulbe tiltrog en Mand, der 
allerede var affalden til Pavedommet. - Den lyder (aa; 
ledes: »At Bibelen desuden hoerken dprindeligen Har 
været, ellev efter fin Beffaffenhed' fan være Troesregel 
, den chriſtne Kirke.” Hvilken ærlig Protefant maa 
. hev. ei udbryde i Klager! Kan Forfatteren, denne i 
$ittebiftorien faa bevandrede Forfatter, fer Alvor ned⸗ 
'" lægge, en ſaadan Paaftand? Den (taaer der for vore . 
. bine pag Papiret. Vi prøve den da. Sy hele Kirkens 
Hiſtorie vil han iffe kunne opgive noget Tidspunkt før 


.227 


Sen Tid, da be romerffe Paver af gode Grunde for; 
føgte paa at nedbryde den Hellige Skrifts Anfeelfe, og i 


dennes Sted fette, hvad de falde Kirkens Troe og Tra: 
ditionen, at Skriften jo, hvor det fom an paa at be; 
vife hvad Chriftne burde troe, og hvad de iffe burde 


, troe, et, fom Forfatteren udtrykter ſig om det Ni⸗ 


cænffe Concilium, lagt paa Bordet, for derefter at bes 
dømme hvorvidt man foer med Sandhed eller iffe, Frel⸗ 


ſeren ſelv, at jeg ffal gane til Hovedet, beraabte fig 


overalt paa den . hellige Cfrift og dens Vidnesbyrd om 
fig. Jeg vil instar omnium anføre (ot Skriftens afs 
gjstenbe Myndighed i Troesanliggender Stedet Luc. 
gåde Cap. De tvende Difciple, (om her omtales, vaf; - 
lede i Troen; ”Vi haabede at han var ben fom. — 
ftulbe forløfe Iſrael.“ Af dette Haab var der 
neppe en rygende: Sane tilbage, Men hvorved tænder 
Frelſeren igjen denne rygende Tane til lys Lue? Han 
adbenbarer fig end ikke. Met, men faa tiltaler fan bem: 
"Ó! Sx Daarer og ſeenhjertede til at troe alt bet, fom 
Propheterne have fagt! burde bet ikke Chriſtum at lide 
bette , og at indgaae til fin Herlighed? og han begyndte 
fra Moſes og alle Propheterne, og udlagde dem i. alle 
Skrifter det, fom var ſtrevet om bam." Hvortil brus 
ger Kirkens Hoved her Skriften? Cr bet ikke til. deraf 
at lære dem, hvad de ffulbe troe? Lærer han ikke, ^at 
Den hellige Skrift et ben Bog, hvoraf Cpriftne ſtulle 
lære, det? De troede iffe, at det ſaaledes (fulbe gaaet 
til med ham, fom ſtulde forloſe Iſrael, men Frelſeren 
vil, at be af ben hellige Skrift burde vibe, at des fulde 
qaae (om * var. Og blev vel denne Udvikling uden 


— 





228 


Virkning? Nei, (aa tale bt om betme Skriftens Virk 
ning: Brandte i£fe vote Hjerter i 08, dér han talede 
til o$ paa Veien, der han oplod o8 SÉrifterne.” — Her 
foreholder han ikke disſe tvivlende og Faldet faa nær ve: 
rende Difciple nogen : Kirkeformular, men om. bere? 
Vildfarelſe i deres Salighedsſag føger ban at ovetbevije 
bem af den hellige Skrift. "Sr. Grundtvig forføge nu 
at nedbryde dette Vidnesbyrd om, at Skriften bor vare - 
den Norm, (om (fal lære o$ hvad vi ffulle troe og hvad 
vi iffe ffulle toe! ^ Men jeg haaber, at hverken Kung 
eller Veltalenhed effer Lærdom (det mangler ham vift iffe 
paa, nogen af Delene) (fal formaae bet... Dette Lys vil 
visfeligen ffinne Élart'gjennem hver yis fom Men: 
nefſtevid vil forføge at (ette derover, Og nu ſporger jeg, 
hvad vil bet fige: at Jeſus er Chriftus? ; Betyder bet 
andet end at han ec, Gen. fra Syndefaldets Dag af, af 
Herren ved Moſes og alle Propheterne forjættede Vers 
dens⸗Frelſer? Jeg faabet, at den fom antager ham 
derfor, og troer det i ſit Hjerte, ei letteligen ſtal kunne 
nægtes s af Chriſten, eller udviſes af den chriſte— 
lige Kirke. Men hvorved ſtal bet nu, uden ved Strifs 
ten, kunne beviſes, at Jeſus af. Nazaret er denne 
Chriſtus? Kan dette og beviſes af Troesbekjendelſen 
fra tredie Aarhjlindrede? ^ Det (fete faa, hedder det faa 
" mangen Gang, "bet ffete for at Skriften fulde. ud 
fyldes, fom fige: — — — 
| | € aà har Frelſeren ba ſelv brugt ett; 
ten, fom ben Bog, hvoraf vi ffulle lære at 
ttoe paa ham. Hvor fan nu Forfatteren imob fant, 
bet evige Sandheds⸗Vidne, oplade (in Mund og fügt: 





- 229 


. "Qt Bibelen — oprindelig, har været, effer efter fin 
Beſkaffenhed fon være Troesregel i den chriſtme Kirke.“ 
Jeg haaber, at bet anførte Sted vil tilftreffeligen bes 
viſe, at den oprindeligen 0o: fra Stiſterens egne 
Dage, har varet, og af ham, hvis Viisdom ei har 
Daarligheds Plet, er anſeet af ben Beffaffenhed, at 
ben kunde være Troesregel ( ben chriſtne Kirke, ja end 
mere, af ham ſelv ſat dertil at den ſtulde vere det. 
Men, om nu alle efterfolgende Tiders Skriftkloge havde 
forkaſtet den, ſom den Bog ber ſtulde være ormen fot 
hyad vi til Salighed ffulde troe, faa ffulbe bog alle ftane 
. fom. Lognere mob bet ene Sandheds ⸗-Vidne, (om lærte 
0$, at Cófriften var ben Bog hvoraf vi ind lære, head 
vi til Salighed bor troe. | 

Sulbeligen ec ' Grel(eren overbeviſt om, at troede 
man Sfriften, faa troede man og fam. ”Derfom 3 
troede Moſes, ba troede I mig; thi han har ffrevet 
. om mig. Men troe Sy iffe hans Skrift, Hvorledes 
ſtulle J troe mine Ord?” Saa nøie forbunden er Troen 
paa Jeſum med Skriften, at han tydeligen erklærer ,. nt 
der iffe er Saab om, at Nogen ffal troe paa ham, hvis. 
han iffe troer Skriften, Dvilfen han ftrar foran har. 
bedet dem at læfe, fom den Bog der vidnede om ham. 
* . Men hvorledes. føge Herrens Apoftle at vinde 
Troende for Menigheden? Er bet Symbolum apo- 
-stolicum , de fremfomme med, fom. Neglen: for deres . 
Troe? Nei, men SÉriften ec bet, de bruge, for 
deraf at lere ei -alene Jøder, men og Hedninger, hvad 
de fulde. troe fig til Salighed. 98i læfe Act. 17: ”Da 
gif Paulus. ind til dem (bem af Thesſaloniea) eem | 


* Aa: 


230 


| fan pleiede, og tatebe tre Sabbater med dem af € rif: 
tet, eg fan udlagde og forflarede, at-det burde Chris 


 * ftum at lide og op(taae fra de Døde, og fagbe: denne 


Sefus , fom jeg forkynder Eder, er Chriſtus,“ og (ont 
Paulus faa Peder. Vi minde 08 den forſte bebenffe 
Families Daab, (om jeg har anført, og mette det vel, 
at Apoſtelen her, ved at berede disfe til Daaben, taler 
om alle Propheternes Bidneskgd, og i det hans Præs 
- biten er henvendt dertil, er bet den Helligaand nedlader 
fig over disfe Hedninger. Altſaa gane de frem [om des 
ves Meſter; et bruge de Symbolum apostolicum fom 
Troesregel, men ben (tore Grundſandhed: "Syefué ec 
Chriſtus,“ lære be deres Tilhørere of Skriften, eg 
be vi(e 0$ herved, at be anſee Gfriften for at Sus 
ef ben Beſtaffenhed, at den fan vere Troesregel i 
den chriſtne Kirke, (om be ere iferd med at bygge paa. 
Gt Symbolum apostolicum an(aaé tiéfe- vije Gygs 
meftere vift nof for Hoe og Straae at bygge med, men 
Sandhedserdet af Skriften fjenbte be, fom. Guld og 
Edelftene, dem Ilden aldrig ffulde foetere. Men 
denne er Herrens Apoſtles vanlige Færd. Om Pauti 
troe Medarbeider Apollos hedder det Act. 18,28: San 
øjendrev Jøderne offentligen med ſtor Kraft og beoifte 
af GO fviften af Jeſus cv den Chrigus. Men denne 
ftore Kraft ligger neppe i Symbolum apostolieum, 
… mer visfeligen ligger ben i Skriften. i 
Hvorledes en Sever t Chrifki Kirke (fal anfee Strik 
— derom minder den Herrens Tjenev Paulus ft Dao; 
befnibe Diſcipel Timotheus, naar han faa tilffrev bam: 
"Du fjender den hellige. Dfvift. fra Barndommen af, 





231 


- 


fem fan gjøre Dig viis tif Salighed ved Troen 
paa Chriftum Jeſum. Den ganffe Skrift er indblæft af 
— Gud, og nyttig til Lærdom, til: Overbeviisning, til 
SRettelfe, til Optugtelſe i Retfærdighed, af bet Guds 
Menneſke (fal vorde fuldkommen dygtiggjort til 
al god Gjerning.” Vel; ev det nu fandt, hvad 
denne Mand, der ledfagedes af Sandhedens Aand, ſiger: 
"Mt den hellige Sfrift kan gjøre 0$ vife til Gas 
lighed,” ſaa formener jeg, at der iffe fan fordres 
mere af ben; tfi dette ev den (tote Sag. Men naat 
Forfatteren falder Bibelen nu en død Bog, og dens 
Bogſtaver døde Bogſtaver, nu ben mørke Bog, nu en 
dovſtum Bog, ſaa ſynes dette ingenlunde at pasſe med 
ben Erefrygt, (om fyldes Herrens Ord, og ei heller at 
funne forenes med Sandhed. Den Sandhedsaand (va: 
tet. herpaa: “Saa kommer Troen af Prædiken og 
Pradiken formedelk Guds Orb" Rom. 10, 14. 
Dette fit ffrevne Ord har Gud givet 0$, for at vi liig 
Beroenſerne ffulle læfe det, og læfe vi det med Andagt, 
mon bet ba et et dodt Ord? Eller hvor mange ete ei be 
Hjerter, fom følte at bet var et levende og kraftfuldt 
"Ord? Eller vi tenfe os bet fom fremtrædende for Mes 
nigheden paa Lærerens Læber, I ſelvfamme Hieblik ſom 
Frelſeren indſtiftede Daaben, ſtiftede han Pradike⸗Em⸗ 


bedet, med ſamme Orb Marc. 16, 45: "Gaaet ub tal 


Verden og pradiker Evangelium for al Skabningen, 
feo fom' troer og bliver døbt, han (fal blive ſalig, men 
boo fom iffe troer, han ffal fordommes; men i det fan 
faa taler, da gjør han bem hele hellige Skrift til et 
levende Ord paa Pradikanternes Læber, og aldrig vat. 


232 


- Bogen: negenfinbe en bob Bog? den wanbrebe fordum 
' fra Propheternes Tunge og: Læber. i glødende Liv til 
—— fad; bem vandrede fen Herrens og hans Apoftlers 
Læber (ont et levendegjsrende Ord ind i Joders og Hed⸗ 
ningers Hjerter; den vandrede paa Millioner Læreres 
Læber til tallefe Hjerter, fra den forſte Pintſedag til 
den ſidſte. Disſe Ord vandre paa vore umyndige 
' Børns Læber, de lyde ved Bibelfelffabernes fempemaé: 
fige og udholdende Beftræbelfer i alle SyorbboerneS Sum 
gemaal; dens Ord. fal lyde (em et. tevende Orb. indtil 
Dagenes Ende over Hele Jordens. Kreds. Tuſinde ans 
dre Bøger være længe nof døde, døvftumme Bøger, og 
døde Bogſtaver, (om intet andet end tauſe Mol omgaaes 
med, men denne Bog er. ei, og har aldrig været, det 
fom Forfatteren vil gjøre den til, fan et blive det; het 
et det Ord, fem (fal (pbe baade med Torden og Velfigs 
nelfe pad Dommedag. Er mit Ord i£fe (om en Jid, 
ſiger Herren, fom en Hammer der ſonderſlaaer Klipper? 
. Ca taler Herren felv om det Orb, (om Forfatteren 
falder en.bgb Bog, et babt Bogſtav. 

” Men til bet Orb, fom Herren gav i det GI. eft, 
fom bet Ipfe, flare Livſens Orb, (om Herren ved fin gode 
Aand ſtjenkede o8 i det Nye Tet. Var nu intet Gude 
Raad. til vor Salighed ſtjult i. bet Gl. Teſt., mon bet 

' da ffulbe være bet ( det Nye? ”Vi have” ſiger den 
Herrens Apoftel Peder "bet. prophetiſte Ord mere (tab: 
 fefttt, og I gjøre vel, naar Sy give Agt derpaa, few. — 
. paa et Lys ber. ffinnet paa et mørkt Sted, indtil Das 
gen fremſtraaler.“ Visſeligen have vi. det prophetiſte 
Ord mere ſtadfæſtet, thi det er fuldeligen ftadfæftet ved 








233 


ZJeſum Chriſtum; og maar han vil, at vi. ffalle- agte - 
derpaa, (om paa et Lyé bet ffinner paa et mørkt Sted, 
faa vil han, at ligefom en  S&anbringémanbé fatntlíge 
$jjeb ledes af Lyfet paa bet marfe Sted, mob Lyfet, faa 
ffulle vi labe og lede af det prophetiffe Orb til Troen paa 
Jeſum Chriſtum; ja her altid lade o$ lede af dette til 
den fulde Dag, (om i bet Nye Teft. er feemtraabt efter 
Woorgenſtjernen, Jeſum Chriſtum. Ved den hellige 
Skrift, det Nye og bet GI. Teſt. var bet ba, at alle 
Sjetterier og Menneffepaafund befjæmpedes igjennem 
alle Kirkens Dage. Men for at Paverne funde fane 
Rum til famtlige deres Vildfarelfer , var det at de vas — 
nede Bibelen af Menigmands Hander; thi de følte fuldt 
vel, at ben var af ben Beffaffenhed, at ben funde være 
. Reglen fot hvad Menneſtkene til Salighed (Tube vibe og 
ttoe, og ba det vat bragt bertil, at næften Ingen, 
hverken Geiſtlige eller Verdslige, mere kjendte den, faa - 
arbeidedes paa at nedfætte dens Vard og dens Tilſtræk⸗ 
kelighed til Salighed, og i, dens Sted fatte man Kirke⸗ 
trot og Tradition og Legender; og alt dette Menneſte⸗ 
tant (fulbe være den Norm, (om man indbildte Folket 
' at Pibelen ikke Cunbe vate, .. Men flig Storm. var bet, 


. ben. falige Luther cud at den havde ee eg attet 


ffulbe blive. 

Men ſynes bet mu itte, at: $t. Grundtvig igjen 
gjør.et Skridt tilbage? Efter hang Formening fan. Bis 
belen ei langere være tilſtrækkelig til at vife hvilke Ler⸗ 
domme der. oprindelig høre. Kirken til (man læfe Pag. 
470 og 471). Det bebreides Reformatorerne og Luther 
fom en Feil, at de ikke blot paaſtode, at der i Skriften 


b 


* 234 ^ 


maatte uden Undtagelſe findes Spor af Alt Hvad der i 
Kirken ſtulde have almeen Gyldighed, men fordrede 
endog Almeengyhldigheden beviiſt af Skriften, hvilket 
gorfatteren anfeer for et urimeligt Foretagende, hvorhos 
han tüfsier, at Luther beg ingenlunde vilde forandre 
Troesbefjendelfen, effer indrette den efter hvad ber fand⸗ 
te$ i Bibelen. Jeg maa ſporge Forfatteren hoad det 
er, han faner Spor af i &friften, og fom han troer 
burde. i Kirken have Almeengyldighed? Derom har han 
Kfe ublabt fig, og man funbe dog førft rigtigen handle 
med ham om denne Sag, naar han tydeligen havde 
herom yttret fig, og ſtykkeviis anført hvad det var, ber 
favnedes Spor af. Jeg fan iffe forefttlle mig, at No⸗ 
' get ffulde have Almeengyldighed i Sitfen uden bet, (om 
var fornødent til dens Lemmers Salighed. Der Dvs 
vige er yit overlade at indrette og ordne efter bedſte 
Skjonſomhed til Menighedens Lemmer felv, f. Gr. att 
. hvad der hører: til den udvortes Gudstjeneſtes Ceremo⸗ 
nier og Okikke. Nu vel, jeg vil i£fe alene tilſtaae, at 
den falige Luther formeente, og lætte, at der i den hel⸗ 


. lige Gfrift fandtes Spor af Alt hvad der burde have 


Aimcengyldighed à Kirken (o; hvad der var nødvendigt 
til ben$ Medlemmers Salighed) men jeg vil enbog til 
ftaae, at han lærte, og det fom en. Hovedſandhed, ja 
bygte derpaa fit hele Reformationsvark, at alt hvad der 
var nødvendigt til Salighed, fandtes ubfecligen, klar⸗ 
ligen, tydeligen endog for ben Cenfetbige i den hellige 
Skrift. Men hvor fan Hr. Grundtvig derfor gjøre den 
fore Mand nogen: Bebreidelſe? Han figer jo (ele 
Pag. 471, at Apoſtlerne, naar de (freve- til Menighe⸗ 


4 3 235 


bet, Havde den ſamme Troe og dreves af ben ſamm⸗ 
Aand, fom naar be prebifebe og haar be døbte. San 
mener ba upaatvivlelig den Helligaand, og vi ere viéfe 


Wagen heri aldeles enige, Men naar nu Xfpoftelen Paulus - 


fteiver ſaaledes cil. Timotheus: "Su veed den hellige 
Skrift fea. Barndommen , fom fan gjøre Dig viis til 
Galighed,” item "ben ganſte Skrift er inbbla& af Gub, . 
eg nyttig til Lærdom, til Overbeviióning, til Stettelfe, — 
til Optugtelfe i 9tetferbigbeb, at bet Guds Menneffe 
maa vorde dygtiggjort til al god Gjerning.” Bor ba 
Hr. Grundtvig ei, lige(aavel fom Luther, lade disfe Ord 


ftaae til Troende? Kan Bibelen gjøre 0$ vife til Sas 


lighed, og kan ben lære os det hvorved vi blive dygtigs 
gjorte til al god Gjerning, (da kunne vi vi(t iffe (om 
Chriſtne fordre mere af Gud efler af det Ord, fom fan 


i Skriften hav givet os; faa har ben Alt hvad vi kunne 
Bnffe der. bør have Almengyldighed i Kirken. Vilde 


ben endnu gjøre mere almeengyldigt (0: gjøre mete til 
Lov) faa. lagde den Aag paa vore Halſe, og Frelſeren 
kunde ba ci med Rette fige, at hans Byrde var let og 


hans Xag iffe vanffeligt, Luther fortjener ba visfeligen . 


Der ingen Behreidelſe, han er bleven Sandheden troe. 
Men at han, ben troe Herrens Tjener, fordrede endog 
Almeengyldigheden beotit af Skriſten, dette ans 
feer Sov. G. for et urimeligt Sorefagenbe. Men bet 
var jo bet ſamme, fom Fvelfereti foretog fig, da han 
vilde leve fine ſnublende Diſciple af Skriften, at uagtet 
han var fængflet, forhaanet, forsfæftet, bab, begraven, 
faa vat han dog den forjattede Verdens Frelſer; tói hvad 
vil bet fige: af Skriften at beviſe en Læres Almeengyl⸗ 


p : 
. 


í 


236 


diahed, uten dette, af Sfriften at beviſe dens Sands 
bed, faa at Ale og Gubver maae, fordi Skxriften lærer 
det, antage det for Sandhed. " Men det var jo netep 
det, fom Herren her og ved faa mange Leiligheder gjorde. 
Det var jo ogſaa bet, fom hans Apoftle gjorde, (om pi 
i bet Foregaaende have feet. Vil Forf. nu ogſaa paar 
(aae, at Herren og hans Apoſtle have heri vilft et uci 
meligt Foretagende ? . Stel. der vil han iffe; men fan 
maa han et heller beffylde den falige Luther, fom følger 
lige i vor Herres og Mefters , og i Apoftlerneé Fodſpor, 
at have viiſt noget urimeligt Foretagende. Vor ſalige 
Balle har givet og en Lærebog i vor evangeliſk⸗chriſtelige 
Religion, men. Bam har iffe, faafnart Don kommer til 
den aabenbarede Religion, briftet fig til: af. fremfætte 
nogen dens ere ,-uben.at bevife dens Sandhed af den 
hellige Skrift; og hvorledes funde han heller (om Sbiffop 
: d vor evangeliſk⸗chriſtelige Kirke, hvis: Grundvold et 
ben hellige Skrift, handle anderledes? Skal vi nu 
have en anden -Grundvold for $irfen, faa fan den i 
Sandhed ei længer blive ben famme ,. eller falde fig evan 
geliff; chriſtelig. Naar Forf. yttrer: at Luther iffe vilde 
forandre Troesbekjendelſen eller Indſtiftelſens Ord, efter 
hvad der. fandtes” i Skriften; faa. vifer dette tung, at 
den ærlige Herrens Tjener. aldeles iffe vilde forgribe fig 
paa hvad der efter SÉriften var Sandhed. Kun hvad 
der af SÉriften et kunde beviſes, hvad der lertes fom. 
fornødent til Salighed, ffjøndt bet i Herrens Orb Doe: 
fen havde Hjem eller Hjemmel, kuns bette affondrede 
han (em. Sees Paaßund. Ex 


237 


^ . $nebe Troesbefjendelfen ved Daaben ei havt fin 
fulde: fojemmel i den hellige Skrift, ba ffufe ben vift 
under den ffarpfeende og confeqvent s tenfenbe og fra 
. Sandheden i den hellige C frift hverfen' til Hoire eller 


Venſtre vigende Luther, være gaaet alle andre Traditio⸗ 


ners Vei, og dens Ælde (fulbe ingenlunde Have reddet 
den, hverken Ælde eller Almindelighed (fulbe have red⸗ 
det den. Fuld vel vidfte denne ſtore Wand, at ei faa; 
ſnart var Herrens Tempel bygget, før Djævelen havde 
fit Capel færdigt ved Siden; fuld vel vibfte han, at 


Munkevaſen og alffens Menneſkepaafund, paa et Haar 


mær, vat lige gammel med Kirken, og havde fuͤlgt ben 


igjennem Tiden, men han fandt intet om faabant i 


Sandhedens Bog til Salighed. Han lob ba Synibo- 
lum apostolicum blive, ei forbi bet var gaaet fra Mund 
til Mund, fta KirÉe fil Kirke (thi bet ec viſt, at Mens 


neffepaafund have gjort bet (ammo), men fordi ban fandt 
bet fuldeligen (tabfeftet i Sandhedens Bog. Af mit 


ganſke Sjerte har jeg lært, eg vil med Guds Hjælp til 


min Død lære de Cjele, . ber mig betroes, hver Sands. — 
bed, fom findes 4 vort Symbolum, og med bem iftemme: . 


"Gyet et vig og fandt i alle 9Xaabet!" Men fandtes 


Beviſerne for Sandheden ei fuldt ub i Sandhedsbogen, ps 


faa. ffutbe, jeg anfee mig feo for en forbandet Ting, at 


jeg vilde lære nogen Sjel det at høre til Herren, og (om 
Grundſandheder til Salighed, (om hans Ord ei mælede 
om, og, fom uden den hellige Skriſts Vidnesbyrd, 
fun$ paa ben [efe Menneffetunge, uden at jeg vidfte 
Hvordan, var nebfommet. fta en Tidsalder, der liges 


finfubt var, Lognens, form Sandhedens. eu 


* 


$86 


| 


| 
i 


Nadreren, form Pavedenmet havde teplaftet , ob. 


Ruter ei blive hvad den var: men ligefem den hellige 


Strift i alle be Lerdomme, ſom høre til Salighed, ver 
hans Indgang og hans Udgang, faa var det ogíaa ved 
denne at han giengav 06 denne Herrens Stiftelſe, (ae 
ledes ſom Herren felv havde overgivet fin Menighed 
ſamme. 

Saaledes byggede den ſtore Herrens Tjener fin Re 
formation ene og alene paa ben hellige Skrift. Og naar 
nu Hr. Grundtvigs Hoevedqpaſtion et, om bea lutherſte 
Steformation (fal fortſettes; og hans Hovedſag gaaer 


* . ud paa, at der ffal lægges en anden -Grundvold end 


den, hvorpaa Luther bygte, faa fan Talen abfolut ikke 
være om nogen Fortfættelfe af bant Reformation, men 
funs om en total Nedbrydelſe af famme, og en nye 


' feygningé Opførelfe; thi Feilen/ han dadler hos Luther, 


E 
^ 


et ei den, at nogen Lærdom” formeentligen urigtigt af 
Luther ffulde være for(taaet af den hellige Skrift (ſaale⸗ 
des fom Tilfældet var mellem Luther og 3vingel) ; men 
han, paͤaſtaaer, at her er lagt en urigtig Grundvold, og 
ſaaledes maa jo ben hele Bygning nedbrydes, for at ben 
nye Grundvold fan blive fagt, bem, (om Forfatteren 
formener at være ben ene vigtige. Havde Forfatteren 
derfor betitlet fin Afhandling: Behøves der et en 
nye Reformation iftedetfor den lutfevffe? 
faa havde Afhandling og Titel foaret til hinanden, men 


nu ſtaae de visfeligen ( aabenbar Modfigelſe. 


Luther ſiger: Man finder i Skriften alt Hvad der 
er nødvendigt til Salighed, eller efter Forf.s Maade at 


V 


239 | "i 


M 


udtrykte fig pan, Alt hoad ber Ü Sete i Have. XL: 


meengplbigbeb. 
. Paſtor Grundtvig figer: Dei! aci har tatber 
feilet, 
Luther panftager: Det flal af Striften bevifes, 
. hvad der har Almeengyldighed o: hvike Lerdomme det er 
nødvendigt til Salighed at trot og antage. 
. . Grundtvig figer: Det er et urimeligt Foretagende, 
at gjøre ſaadan *Daaftanb. ' 
Luther figer : Bibelens Otb et over alt $irfeorb. 
Grundtvig : Sirfeorbet er over alt $5ibelené Orb. 
Hoo ſeer iffe Der, at Striden ei er om en enfelt 


Lærdom , men om Dele Steformationóoetfeté Gyldighed? - 


Men, Delifen fau bog Aarſagen vere til, at Sot: 


- fætteren er vorden faa aldeles uenig med vor Kirkes Fa⸗ 


der, felv om Grundvolden, faa at han taler om Bibelen 
hartad ligeſom den Saliges Hovedfiender, Papiſterne, 
tale om famme *)? Dette feer man klarligen af (ot: 


*) Vid. Pigium Libr. 4to Hierarchia Ecclesie Cap. 
3tia. Autoritas traditionis ecclesiastice in re du- 
bia, aut quacunque excitata controversia , magis 
idomea est, et efficacior ad fidem certitudinenique 


faciendam , quam sunt ipsx scripture : quando- 


. quidem clariorem esse constat, magisque apertam 
et plane inflexibilem communem ecclesie senten- 
tiam, traditionemque ecclesiasticam, cum contra 
scripture plurimum Íreqnenter obscuritatis ha- 
beant, et borgum, illorsum velut cereus nasus 
trahi se permittant; et velut plumheam regulam 
applicari posse cuivis sententiz, — Lindanus libr, 
Sto, de optim, interpr, ita; Traditio ecclesiastica 


" 


240 . 


ftjellige hans Yttringer om den, hellige Skrift: Daar 
Forfatteren frygter. for, at Fienden (fal ved fine Ands 
vendinger. mod ber hellige Skrift fane. Magt og Seier 
(vid. Pag. 458 og 459 med flere Steder); men ſaa⸗ 
- bant frygtede Luther aldeles ikke, jeg ei heller; og i faa: 
ban Frygt, der et ev Troe, er det han opgiver ben 
hellige Skrift fom Grundvold for Herrens Kirke, eg i 
Samfund med vor Kirkes Hovedfiender autager den 


— 


est omnis plane religionis Chrsitianz et puppis 
et prora, indubitatumque salutis et castrum et 
propugnacalum; salvo traditionis fundainento nil 
- niox infertur ecclesia, quantumvis scripturz abo- 
leantur, Porro Costerus in Enchiridion cap. 1: 
de scriptura p. 43—47. . Christus ecclesiam suam, 
nec a chartaceis scriptis pendere, nec membranis 
mysteria sua committere voluit (quod Moses olim 
magna ex parte fecerat, carnali populo) sed cum 
spiritualem constitperit ecclesiam, suo spiritu for- 
matam, usus est sublimiore charactere, scribens 
digito dei in corde ecclesise. Quocirca: quando 
' queritur, utrum omnia que ad fidem pertinent, 
sint scripturis expressa, dicendum est: omnia 
fidei mysteria, ceteráque creditu:et scitu necessa- 
ria, in corde ecclesie esse clarissima exarata: in 
' membranis tam Veteris.quam Novi Testamenti de- 
siderari, porro'scripture sunt littera mortua, 
scripta atramento, in membrana vel charta,' quam 
si quis trancare velit, vel torquere, vel pravis 
' expositionibus corrumpere, hil sentiat, .'Traditio 
vero cum sit scripta spiritu dei vivi in cordibus 
' vivis ecclesie ,'trancari et torqueri se: non sinit, 
sed sui per omnia similis perseverat, 


E 


y 





241 


Grundvold, hvorpaa: bt have bygget, fot ben. rigtige, 
og forfafter den hvorpaa Luther byggede, fha, at Bawet . 
"Forfatteren end iffe udtalt nogen Enighed med den pas 
velige Kirfe i famtlige dens. Lærdomme, faa har han. 
dog udtalt -Sjarmonie med famme i fin Grundvold e: 
hvad. Traditionen angaaet). 

Naar Sorfatteren mener Pag. 488, at han engang 
i Salighedens Gone vil fane Taf "af Luther, fordi han 
forføgte paa -at Borttage ben Grundvold, hvorpaa Luther 
bygte, ba feiler han visſeligen. "Han behøver desuden 
ei at bie til han hører Aandetalen hisſet; thi Luthers 
ftote Aand taler med Himmelroſt i hans efterladte Ofrif) 
ter, fom aldrig ffulle døe, og denne Aands Tale er vit; 
feligen imod Forfatterens Tale. Hvad den befrygtede 
Fordreielſe af Skriftens faa aabenbare Sandheder til 
Salighed angaaer, da er ber visſeligen intet at befrygte 
for alle dem, ſom ere af Sandhed, ' Se ville baade 
kunne høre, (efe, fte og fotftaae; og hvad be Andre 
angaaer, (aa er ber. intet af bem at forvente. ” Hvor: 
ofte vilde. jeg forfamlet Cder under mine Vinger, fom 
Honen forſamler ſine Kyllinger, men Sy vilde 
ike”. Var bet: faa i. Herrens Dage; og. var 
det fan igjennem alle Dage, hvor kunne vi vente det 
anderledes? Nei! men hvad Skriften var for Herren 
ſelv, for hans Apoſtie, og for alle, (om ere af Sand⸗ 
heden, det evige Livs Kilde,” fom ene ſtrommer med de 
Vande, at hvo (om drikker deraf, han (fal iffe torſte 
evindelig, det være den for vor redelige Grundtvig! og 
forledtes han end til at (fue den anderledes, da vende 
han atter til det Livets Vald, beffue det atter og atter, 

Nyt theol, Bibl. 20 Bo. — Q 


242 


og annamme bet Guddems Ord! Han falde aldrig mere 
bet levende Ord en død. Bog, men bebe i Jefu Navn 
Gud om Tilgivelfe, fordi han har gjort bet. Dens Ord 
var jo faa ofte levende paa hang egne Læber, fremfor 
páa Nogens ( vore Dage. Og nu, elffelige Hr. Grundt⸗ 
vig, Sandheden grundes ved Modſigelſe, og fun dennes 
Fremme kan De ville. For denne har jeg modfagt Dem, 
og jeg- haaber ved den (elo; og bet vil atter her vife fig, 
vi funne Alt for Sandheden, men Syntet imod Den, 
Om De end el i faa vigtigt et Stykke fau dele Tante og 
Troe med mig, Kjerlighedsbaandet brifte dog aldrig mel; 
Jem o$, fom tree, at Jeſus er Chriſtus Guds €um, og 


. , aldrig fluffeó dens milde Lue (el i vort Forhold til dem 


font fornægte det; men SBubet være altid nyt: at el(fe 
hinanden, at elfe (elo vore Gienbet. Ved Sandheds eg 
Kjerligheds forenede Vaaben (futle de omſider alle beſeires. 
Vi føre derfor et alene de (ere men ogſaa de fibíte, paa 
det al Bitterhed og Hidſighed og Brede maae være uden 
for enhver Handel, (om gager ud paa, «t.i alle glulle 
bringes til Cenhed ( &xoen og Guds Søns Grfjenbele, 
til Mands Modenhed, til Chriſti Fyldes vorne Alder. 
Dertil hjelpe os Jeſus Chriſtus og. hang. iid Aand! 
"Amen. 


LÀ 


i 








243 





— — — 


| v 
Breve fta Udgiveren til en Geiſtlig om 
adſtkillige .Spafforal - Anliggender. 


(Zortſatte fra. 10be Bind). 





Ni ienbe $3 re v, | 
indeholdende ; en Udfigt over den geiftlige Voitalenhed 
i Danmark ſiden Reformationen 
Til 3iffoppen over Lolland og Falſter, 


gr. Dr. 3. Møller, 
Ridder af Dannebtog og Dannebrogsmand, 





Sjendt jeg allerede fom deeltagende Ven Gar lykonſtet 
Dem, min høiærværdige og høitelffede Ven! til Deres 
nye, vigtige Embede, fan jeg iffe modſtaae den Drift, 
- jeg føler til (efter en gammel og ſmuk Gif) at aflægge 
ogfan en offentlig Lyfenffning, ibet jeg tillige, overs 
vætter Dem et opusculum, fom funbe' bringes ( Sow 
binbel(e med Deres Udnavnelſe til SSijfop. JS oftere 
jeg har ønffet at fee Deres (tore Fortjenefter af Videns. 
ſtaberne, ——— og Kirken belønnede paa den 
| 22: 


|. 244 "T 


Maade, fom nu er (feet, og jo fulbere jeg ſympathiſe⸗ 
rede med vor Worm, ba han allerede for mange Aar 
fiden i Dem (aae "en Overhyrde ad Pauli formulam," 
og tilføiede *): "til Gaabanne trænger Chrifti Menig: 
hed høiligen;” defto mere maatte jeg glædes over vor 


ædle Konges Valg, da han falbte Dem til at foreftaae | 


bet Stift, hvis Prydelfe De fom Præft i flere Decen⸗ 
nier har. været, De har viſtnok, ligefom jeg, oftere 
let Jacob Badens ffjønne Afhandling de perfecto 
Theologo **), med hvilken han lykonſtede Joh. And. 
Cramer i Aaret 1765 til hang Udnævnelfe (om Pros 
fesfor Theologiæ ved vort liniverfitet, Tanken om den 
Nydelſe, dette libet. Skrift har ſtjenket Tig, maatte 
væffe Lyſt bos mig til at affanble paa Latin. en eller 
anden Materie, dér kunde interesfere Dem; men iffe 
at tale om, hvor ugunftig en Sammenligning imellem 


.. Jac. Badens Latinitet og min maatte falde ub for mig, 


og at der i Sandhed ffal Mefterffab til at jfrive Latin, 
fom funde tilfredsſtille Dem, Liviũs's, Salluſts og 
Ciceros ſmagfulde Overfætter: faa Betenfte jeg, at 


Fleerheden af det theologiſte Bibliotheks Holdere hellere 


lefe Danff end-Latin, og at jeg desuden havde en danſk 
Afhandling liggende, DoilÉen. forefom mig at være ben 


, meet pasfende Gave, jeg funde byde Dem til Deres 
biffoppelige Syntoielfe$ Feſt, ligefom dens Stevifion og 


Fuldſtandiggiorelſe var bet hoieſte, jeg kunde overkomme 
midt under Efteraarets ſtore Examenstravlhed. 


E See Nyt. theol. Bibl, 19de FSR €, 250, 
^) Potens iblandt fané Opuscula "latina. - 


* 





LÀ 


245 
* 
Idet jeg altſaa her par tuy optager Traaden af min 
i nogen Tid afbrudte offentlige Brevvexling, byder 
jeg min ædle Ven en fort Udſigt over ben geifjtz 
tige Veltalenheds Ofjabne i Danmart, hvil 
fen har fenligget i mit Pult fiden Aaret 1817, da jeg 
udarbejdede den efter vor Landsmand for, Anderſen 
Feldborgs Begjering, i den Henſigt at den. ffulde. 
ftaae fom Indledning foran en Samling af ub: 
valgte danſke Pradikener, hvilfe han agtede at 
vverſatte og udvive paa Engelſk. Bogen er, faa: 
vidt jeg veed, iffe ubfommen; følgelig vilde mit pax 
denne Overfigt anvendte Arbeide være ſpildt, derſom jeg 
Affe felv bragte. det til: Aimeenhedens Kundſtab. Og 
. bertil. ſynes mig nu et beleiligt Hieblik at indtræffe, ei 
alene fordi det Horaziſfe nonum in annum prematur 
et her opfyldt, endog. med et Tillæg af fem Aar, men 
ifær fordi jeg ikke fan tenfe mig et inteteé(antere Thema. 
end dette at underholde mig om med en Mand, fom, 
. efterat have ftuderet Veltalenhedens Meſterverker de — 
. Gamles og ifær i Ciceros Coole, har opoftet fit Liv til 
Chriſtendommens fraftfulbe og Bjertelige Forkyndelſe, 
Forherligelſe og Forſvar i Tale og Cfrift, i Kirken og 
Skolen, i det offentlige og private Liv; med en Mand, 
hvis famtlige Varker bære ægte banfÉ Veltalen: 
Bebé Præg paa ſamme Tid, ba be, ogfaa med Henſyn 
til Indholdet, fortjene at anbefales ben banffe Seiftligs 
hed til flittig Læsning og Anvendelfe. Bel maa jeg ved 
denne Leilighed beflage, at min Daieroevbige Ven hid⸗ 
indtil iffe, har udgivet nogen af Deres -Prædifener (Com 
hvilke Publicum uden Tvipl vilde have dømt anderledes ^ 


* 


| 246 
end: De feto dommer. Jeg / erindrer nemlig meget vel, 
hvorledes Deres. Beſtedenhed tit har gjort mig Mod: 
'Wanb, naar min patriotiffe Iver — eller, fem andre 
maafkee ville fige, min literære Umattelighed — Hav 
aflokket Dem nye vigtige Cfrifter, fom Ingen nbe De 
funbe levere, imedens mange af wore Præfter levere 
gode Prædifener); men hvad Bex mangler, fan endnu 
ſtee. Deres biffoppelige Indvielſes Prædiken vil bog 
timeligvilg blive trykt: Saaledes bliver paa denne Bane 
Iſen brudt, maa(fee imod Deres Villie; men viſtnok 
eil Publicums Glæde. S hvorom Alting (t, haaber 
' Ka, at bande De, min overbereube Ben! og mit Tids⸗ 
ſtrifts øvrige Læfere ville med Deeltagelfe følge mig paa 
min Vandring igjennem tre Aarhundteders homiletiffe 
Literatur, hvoraf jeg bog ikkun fån udhave bet aller; 
fortrinligſte, og dette uden ' nogen forkaſtelig Dom 
over: be forbigangne Pradicanter (tfi jeg har umuligen | 
kunnet (efe Alle, og Dar (elo labet mig lede ( mit Valg 
, af andre Dommere) ifær fra be ældfte og ældre Tider, 
af hvilfe jeg fun har left forholdemæsfig aa , eg af 
disſe Faa omtaler jeg, ifølge mit ſpecielle Diemeed, endnu 
færre, Brevformen vil fige Enhver, at her ikkun fan 
ventes primæ linere, tffe en fuldfændig Skildring, (em 
f. Ex. Schuler har leveret af det tydſte Præditevæfen. 
Men Schulers Vark er i 4 Bind; og min Skizze 
ſtal indeholdes i et Paſtoralbrev. Af denne Korthedens 
. Bov' firlgte tillige, at jeg maatte "give Slip paa al ptag; 
matift Behandling, og følgelig fun ved BME Cunbe 
antyde, men iffe udførligen udvikle Tidsemfændighes 
dernes og ifær be herffende bogmatiffe"Dfolers' Indfty⸗ 


ÅJ 
* 








94? 


delfe paa. Smagen i Prædifevæfenet, . Da Danmark 
- beri, fon i de flefte ovrige aandelige Ting, har rettet 
fig efter, bet proteſtantiſte Tydſtland, fun jeg bevom bem 
vife mine Laſere til Schulers npéomtalte Bark, hvis . 
faldfændige Titel er: Giefdjid)te der Veraͤnderungen des 
Geſchmacks im Prebdigen, in ſonderheit unter den Prote⸗ 
ftanten in Deutſchland, mit Artenſtuͤcken im Auszug be; 
leat, ven Mag. Ph. £o. €. Balle 1792— 99. 4 Th. 8. 
Syoad nogle Lafere dernæft hos mig ville favne, Har jeg 
vel forubfeet , tien. iffe funnec eller villet afhſelpe, nem 
" lig Angivelfe af be "Drabifanter i bet. 18be og 19be Aars — 
Hundrede, (om høre til ben faafalbte vationaligtiffe Skole. 
Dette er af flete Grunde iffe feet; 1) forde Hattona: 
lifter unægteligen ogſaa fmne være veltalende "pego ^ 
fanter :g til(rebsfille et ftovt Publicum *); 2) fordi 
Stationalismen har faa. mange Grader, at bet ofce ec 
vanjfeligt, ja neften umuligt, at fige, om en Theolog, 
. Wet en populær Reltgionslæerer, ev Stationali(t eller ikke; 


4) fordi Navnet endnu forekommer Nogle at være et. | 


Dgenavn , i Dvilfen Sbetybning jeg aldrig vil bruge det; 
Derimod vel i en inbifferent. SDetybning om en beſtemt 
bogmatiff Skole. Men derom vat her iffe Talen. 
Desuagtet "haaber jeg, at min Skizze vil behage 
baade Dem, min Dsieteerbige Ven! og anbte billige 
Leſere. Allerede det, at give den førfte (mig bekjendte) 
Veitedning til at fame et danff bomüetiff. Bibliothek, 
, vil — iid jeg — "PE d mig til en liben ALL 


*) Skulde Nogen tvivle. derom, ia minde vi en Saadan 
om Or. Rohrs Prodilener. 


T 248 


tjeneſte. Quab jeg-ved Reviſionen of «nit. forſte Udkaſt 
. har tilføtet, vil matt, ved at agte paa, Aaret 4817 fom 
terminus, omtvent, funne flutte fi 9 til. 





* 


S5 Dannart ſom d de fleſte Lande — den 


geiſtlige Veltalenheds Hiſtorie med Reformationen. De 


Pradikener, (fom før den Tid holdtes, ete deels fot: 
gaaede, deels vidne be, forfaavide de endnu haves, om 
Tidens Smagleshed og uevangeliffe. Aand. Alligevel 
bør det erindres (iſer da bet Modſatte ideligen . gjentas 
ges af flet underrettede Skribenter)/ at der ogſaa i Mid⸗ 
delalderen blev prabifet for Folket, og i bet mindſte Da⸗ 
gens Evangelium udlagt fot. Almuen paa Danſt. Saa: 
ledes indffjærpede f. Gy. 3biffop Stangenberg i Ribe 
Aar 1460: fit Stifts Geiſtlighed paa en Synode, iblandt 
flere gavnlige Bud, denne, Canon: Paa⸗Son⸗ og eft 
dagene ſkal en Preſt prædife Evangelium for Folket, og 
- i det mindſte opſige det (ot dem, ſaaledes fom det. lyder 
paaDanſk *);" ved Doilfet Synodalſtatut vi finde bet 
udvidet til alle Helligdage, fom tüfern Cun. fandt Sted 
..paa be (tote Feſtdage. Sy bet mindſte, lød den gamle 
Cyugobal;?(nerbniug i Ribe Stift fra Biffop Eſkils 
Tid (fom var Biſkop der fra 1388 til 1409) ſaaledes: 
"Ut ompes ecclesiarum, pastores suis paróchianis 
in diebus festivis pradicarent Evangelium **)." 
Ligeledes blev ber i Norge truffet Foranſtaltninger til 


/*) Gee Pontoppidané Annales II, pag. 625 og Muͤnters 
Kirchengeſchichte vor Daͤnemark 2tev Theil €. 192, 


**) Terpager, Chronicón; eccl. -Ripensis. pag. 28. 





249 


gatfers caweline Mberoiidetia t Chriſtendommen. Paa 
bet. Concilium, . (oim Erkebiſtop Elef holdt ( Bergen 
1327, waalagbe. han Geiſtligheden Omſorg fot, at Al⸗ 
muen lærte t Modersmaalet de tre. Troens Xttifler, 
Gader Bor og Ave Maria, famt &ecte at for(taae Steg (en 
(ben hellige Sitabwere) og de øvrige Sacramenter, enbe; 
fig at den ogfaa underviftes om de fyv Dodsſynder og 
om. Helvedſtraffene, ſom derved fortjentes )Y. Frem— 
deles afgiver den af Profesſor Molbech udgivne gamle 
. Bibel: Over(attelfe (fra 140% Aarhundrede) et uforkaſte⸗ 
ligt-Beviis paa den roesvardigſte Beftræbelfe . for. at 
gjøre Bibelen tilgjængelig for Legmand (thi Geiſtligheden 
. læfte den: paa Latin i SBulgata). . Men' det ec desuagtet 
fandt, at man forgjæves føger ſaavel om geiftlig Beltas 
lenhed fom om et opbyggeligt Foredrag før Steformatio; 
nen. Det (ebeanlige Stof, hvorom bet pradikedes, 
var Helgendyrkelſe, Fortællinger om foregivne Mirafler, 
Befkrivelfe af Helvedes og: Skjersildens Qval, Opmum 
tringer til at fate, (frifte, kjobe Aflad, betale Tiende, 
Nanneſt, Stolmad o. ſ. v. (ſelv Biſtop Stangen: 
"berg paalagde Praſterne under Mulkt at afhandle derne. 
vigtige Materie hver Søndag) fremdeles at-fabe 
læfe Sjelemesſer fot deres afdøde Slægtninge og Venner 
m.m. desi. Et tydeligt Begreb om de-bedfte af bette 
Slags Pradikener kunne vi danne o8 efter den ſaakaldte 
Jertegns-Poſtil, Hvis Forfatter Chriften Pe: 
derfen oplevede Reformationens VITE og ag 
, bebe fig ved bert Ipfe Dag. + 


25) Manters Kirchengeſch 2tev Th, €, 865—66; 


250. 


Med Morten Luther opgik eftec eu lang Bat 
Morgenſtjernen; med ham begynder i Sirfent og i hele 
Menneffeflægtens foifotie en ny Tid. Hvorledes Lus 
thers Veltalenhed blev et ſtort og uundværligt Stebífab 
til Kirkens Emancipation, har vor Jac. Baden, fom 
De erindrer, t en herlig Panegyricus nbviflet; og hvor 
Aldeles Luthers Tale bemægtigede fig Almuens Gemytter 
og hvor (fiffét den var til at oplpje, røre og troſte Sol: 
fet, beviſer den fjenbégjerming, at der endnu i vore 
Dage beſorges nye Udgaver af hans Poſtil tit Brug for 
Folket i Tydſkland, Danmar og Borge. Der var vel 
£jngen af bans Difciple , ber ganffe naaede ham i denne 
Kung; men iblanbt bem, fom traadte værdigen i hans 
Fodſpor, vate iffe faa danſke Theologer, "af hvilke 
jeg fun vil nævne de fire fornemfe, Hans Tauſen, 
Vet. Palladius, Niels Hemmingſen og An— 
ders Sørenfen. Bedel (ben fidfte havde deg iffe 
hørt Luther, thi han fom ført efter euthers og Me⸗ 
lanchthons Dod til Wittenberg). 

Hvo fom elífec Perioder, fan lade disſe Mænds 
Levetid udgjøre den forſte Periode, vg, ſiden 
Hemmin gſen forſt døde 1600, men Vedel 1616 (i hvil 
ket Aar Jeſper Brochman allerede var Profesſor Theo⸗ 
logie), faa fan ben anden Periode, fom viſtnok 
ber benævnes den Brokmanfke, gane fta 1616 inb; 
til Slutningen af Frederik ben Fjerdes Regjering, ba 
Pietismen her fandt mange Tilhængere, ihvorvel ogſaa 
upartiſke Bedommere. Den tredie: Periode, fom 
jeg efter de tvende ſamtidige Skolers dygtigſte Repræs 
ſentanter vilde kalde ben Beufift s Herslebſte, 


254 
indbefatter ba omtrent Ehriſtian ben Sjettes og Frederik 
, ten Femtes 9teajeving, eller (med et libet Tillæg af 4 far, 
for at fane Yunde Tal og for at naae ned til S5aftbolmé 
Fremtraden) Aarene 1730—1770.. Den næfte Gene 
ration (1770— 1800) bør vi falde den sSbaftbolm(ífe 
eller fjerde Periode; og endelig ville vore Efter⸗ 
fontmere uden Tvivl begynde et nyt (efter vor Inddeling 
bet femte) Afſnit i ben geiſtlige Veltalenheds Hiſtorie 
med det nittende Aarhundrede, (om vi allerede nu (uden. 
at frygte for Modfigelfe) tør falde ben Mynſterſke 
"Periode . Xt vore to førfte Perioder indbefatte 
hver et Aarhundrede, og de tre fidfte huer en Menneſke⸗ 
Alder, er (feet ved et 'pffetve(, og intet mnemoniff 
Kunſtgreb. 
Endnu maa jeg forelobigen bemerke, at ſtjondt 

jeg kun har lovet at omtale danſke Pradikanter, vil 
Det bog iffe blive taget faa ſtrengt, at jeg jo oofaa vil 
tage Syenfyn til ubmerfebe Mænd, fom her Dave pres 
diket i bet tyb ffe, fran(fe, ja ſelv latinffe Sprog. 

Af. tydffe Qeltalere har Kjøbenhavn havt et ftort Antal 
(deels ved Hoffet, deels ved be tydſte Menigheder), og 
disfe have virfet betydeligt faavel ved deres Monſter, 
fom ved deres Skrifter, der ogſaa efter Stegelen ete 
blevne kals paa Danff. 


” Dr. S3. 9. Mynſter blev Præft 1801, og udgav fin 
førfte Prædifenfamling 1810, Der fan altfaa fun 

' være Tvivl om dette Seculums forſte Decennium, 
hvilket Nogle ville regne i 4bt, Andre til 5te Periode. 


t 


S |. 982. 


E ſtorre Bevus paa Reformationens velgſerende 
Indbflydelſe, med Henſyn cil Prædifevæfenet, fan neppe 


gives end en Sammenligning af Chr. Pederſens 
og Sans Tauſens Poſtiller. Kun faa Aar ligge 
imellem deres Udgivelſe; tbi Tauſens Dedication til Kong 
Chriſtian HI. ec underffrevet 1536, (fjenbt Vinterparten 


(fom jeg har fot mig) førft 1539 er bleven færdig fra 
Presſen i Magdeborg. Men. foitfen Afſtand imellem 


Tauſens i Sandhed evangeliffe Prædikener og Chr. Pe: 
derſens fatholffe Trivialiteter! Hine behøve fun at ont 
ffriveá i vott nyere Sprog: med nogle Udeladelfer for 
endnu at kunne, ligefom Luthers, opbygge mange Læs 
føre; men Jertegnspoſtillen er intet andet end en 
gammel Curioſitet, dog mærkværdig nm den elb(te banjfe 


Præbifenfamling *y N 


*) Sg anferec ben paa Nyerups Ord fom danſt 
| Original. Dette er imidlertid iffe afgjort. Maaſkee 
er bet mine Læfere befjenbt, at den ſtore Literatar, 

. Rector Jens Worm, var af den Sormeniug, at Chr. 
Pederſens Poftil var en Overfættelfe af ben faas 
fatbte Discipuli (Joh. Herolts) sermones de tempore, ' 
Men Nyerup overtydede fig, ved, af fammentigne 
begge Skrifter, om livigtigheden af denne Formening. 
Dog. indrømmer han (Oift. ftatiftift Skildring af Tils. 
ftanden i Danmar og Norge. 2bet Bind Side 479 i. 
Noten) "at Chr. Pederſen fan. have taget nogle af 
fine Jerntegn udaf det promtuarium exemplorum, 

bet er vedhængt bine sermones," Men med denne 
Concesfion af Nyerup var hans. Ven Oluf Worm 
itfe tilfreds. Da han havde læft den, ſtrev han til 
Nyerup: "poab Du figer om min Ondes Dom om 


1953 


Ogſaa Palladins for(tot, naar han talebe eller - 
frev: for Folket, at aflægge ſin Lerdom og meddele - 

, ef Bibelens gienaabnede Skatkammer bet ene For: 
nødne, de. ftore evangeliffe Troeslerdomme og Bud, 
web hvilke Chrifti Kirke blev' gjenfødt. Han vat fom - 
Tauſen en herlig Folkelzrer. Hans Danfk ec endnu i 
vor Tid. ganffe forfaaeligt, uli: ! 
Det famme gjælder. om Niels Hemmingfen, 

der: baade var Præft og tilligesvor Hoiſkoles ppperfte 
Prydelſe. . De erindrer, at jeg i anden Aargang. af 
Hiſtoriſk Calender har fat ham et Minde (hvilket 
jeg derimod endnu ſtylder hans nysnævnte ſtore Got 
gjængere). Dertil tor jeg henviſe hugd Detaillen af 
hans Fortjeneſter angaaer, og Bec blot anmarke, at hans 
Berommelſe i Udlandet var faa (tot, at hans latinſke 
Skrifter gjerne overfatte$ f. Ex. paa Tydſk eller S6 . 
landſt, og hans danſke Skrifter overførtes paa Latin 
for at funne læfes af Udlændere. Saaledes overfatte 


f. Er. X. Sorenſen Vedel. Livſens Bei for. be Frems . - 


mede, "qui.avide ejus scripta omnia merito le- 
gunt et expetunt," (om han figet, Det var derfor. i 
Grunden for libet ſagt, naar man falbte Hemmingſen 
Danmarks almindelige Lærer; tbi Dan unber; 
p de beu proteftanciffe Kirke. »J denne var ban 


-" Serntegné2 Poſtillen, falder mig næften uttoeligt ; jeg 
bat faa flor en Tillid til hans Noiagtighed 0g. Ctjen: 


 ' ' fombeb, at jeg tet vit bebe Dig, engang at tage Dig. - 


Tid til denne Sags Underſogelſe; maajfce bet da vilde 
findes, at han dog — Net,” (Nyt. id Bibl. 
19de iBinb:. Side 198): 


254 


. tillige ben forſte, fom udarbeidede en ordentlig Pa: 
ftotaitfeologie. Den ubfom .paa Latin imder 
Ditel: Pastor, sive Pastoris optimus vivendi agen- 
dique modas. De vil erindre, at jeg i mihe Paſto⸗ 
relbreve har citeret mangt ffjent Sted deraf. Jeg feer 
af & Hulers Vark (hvori I, 102—112 læfed et Udtog 
. betaf) at bet allerede 1566 ubfom i en tydſt Overſattelſe. 
Schuler bedømmer det ligeſaa gunſtigen, ſom jeg har 
gjort i Hemmingſens Biographie. Det: har for vore 
Dage en dobbelte Interesſe: — fevft? den dogmatiffe, ba 
bet giver faa mange fortræffelige Regler i en ſtjon Latis 
nitet; dernæft en hiſtoriſk, ba bet fremiſtiller o£ et levende - 
. fbillebe af en Praſt, (om han var i bet 16be Matbun: 
brede, af hans Levemaade, Omgang, Luxus, (elífabe; 
Wge Forbindelfer of. v; Sy Viigtaler og ve): anden bei 
. tidefig Leilighed, kunde det vel hændes Hemmingſen, at 
noget af hans Profesfor : Lærdom gik over ( den danffe 
Tale. Naar han f. Cr. (fal afhandle Ridderen Hr. 
Dørge Trolles fite Hoveddyder, ba nævnes disfe tillige 
paa Latin. ”Disfe fire Dyder hede Justitia, Retfar⸗ 
dighed: Gravitas, Stadighed: Comitas, Beleffuen⸗ 
- hed: Beneficentia ,.$Belojerninger$ beuifning. Wed 
disſe fire Dyder vaar fatige Her Byrge Trolle beprydet. 

^ Süeltalerbe i -Ovdets hoiere Betydning er fem 
mingfen fun, maar han udtrykker fig paa Latin %); 
(ffe paa Danſt. Dette var derimod hans Difcipel og 
Ven Anders Sorenſen Ba: hvis i Stiil 


9 See t. d vær Mindetale over Chriſtian m. … Ops 
tagen i Grams Udgave af Eragii Annales Christ. ud 


L4 


. 255 


vidner om en Genialitet og faber; Cone, bee fene 
Luthers (aate nær. For fin. Navnkundighed fom Vedel 
nogle Decennier for ſildigt t Werden. Havde han overs 
fat — iftedenfor Saxos joiftorie — Bibelen paa Danſk, 
vibe denne Overfættelfe uden Tvivl Dave betrygget ham, 
t faa foenfeenbe, en Plads ved Sen af Luther: Men 
.Wu var den danſke Bibel allerede udfommen 1550. , 
Vedel, der var ligefaa ivrig Hiſtoriker ſom Theolog, 
fsiede dertil bet vigtigſte Nationalverk, Danmark eiede, 
/ & ay. i en fot be Tider magelss Overſattelſe, ligeſom 
han ogíaa i fine Prædifener lagde Vind paa en Reen⸗ 
hed i Sproget, hvilfen den Gang neppe agtedes, end 
fiae efterſtrebtes. Enkelte latinſte Sentenzer fume vel 
undſlippe ham, ligeſom Hemmingſen, men hverken la—⸗ 
tinſte eller tydſte Ord (uden nagle (aa, (oim anfaaeé 
for banífe, f. Gy. Krankhed). Desværre fandt 
Siebel fun em Medbeiler, og fan bør iffe her forbis 
gaaes, ihvowel han ingen Prædikener Dar udgiver, 
Det vat: Snorre Sturleſens Overjatttv, be herlige 
Nordmand, eder &lausfen, Praſt til Undal, 
hvorefter han kaldes Undalinus (bob 1623).  . — 
Den ftove Hob af Præfter i Danmark og Norge 
forfømte et alene bet banffe Sprog, men overfane enbeg 
. al Predikens Hiemeed, Opbpggeligfeb. . Tvende — 
Afveie ledte ifær bort berfra, ben ene var Polemi⸗ 
(en$, den anden Oſtentationens. Det ec tilgi 
veligt, ot Luther og hans SOtebarbeibere undertiden pos 
lemifere paa Pradikeſtolen. Under viéfe Omſtandighe⸗ 
bet var dette for dem endog Pligt; men eftecat Katho⸗ 
licismen var fortrængt, og dén. svangeliffe Menighed 





" 9856 


/onganideet , .burde Polemiken imod "$5aatibyrfere" 08 


"bei. babyloniffe Skjoge“ være falden bort. CE am 


. bet Misgreb, ſom Mange begik i Danmark ligefom 


i &pbfflanb, ver den Misforſtaaelſe af. Geiſtlighedens 
Straffe⸗ Embede, : (om om dette beflob (at ubffjelbe Til 
hørerne. Dog . gif dette iffe (aa. vidt. i vort Fadrene⸗ 
land, fom hos vore fprigere Naboer, derſom bet ellers 
tet tages ſtrengt, hvad St. Rodt ffriver til Luther om 
fin Tids tpbífe :Drabifantet: " Saum ift cine Pres 


"digt, basin man nicht hårt, Ihr Boͤcke, Ihr Schelmen, 


Sr Schebnenhaͤlſe,, Ihr Suüttel, Ihr Ochſen, 35r 
groben Zwickauer, Ihr gottloſen Leute,” id) mag Euch 


woldraufen, id) muß Euch behaſpein, behauen, beſchnei⸗ 


ben u. ſ. w. 9. . Den anden Sell, fom vi ojenfinbe, 


øg endnu hyppigere, hos vote banffe Pradikanter (lige 


nød, til, ja endog ind i, bet 18de Aarhundrede) er en 
forunderlig Lyſt til at vie Legmand deres Kundffab i det 


latinſte, græffe og hebraiffe Sprog. De ovennævnte ; 


ſtore Mænd lode pber(t fjeldene et graff eller hebraig 


4 


Ord. itb(lpbe i deres Prædikener, men deres ſmagloſe og 


mindre lærde Difciple des oftere. Hermed var en anden , 
Glimreſyge forbunden , den: at fægge deres Fortrolighed 
med Bibelen /for Dagen ved ideligen indflettede Bibel 
ſprog. Denne Omagloshed gik dog endnu videre i bet 
4'/be Aarhundrede, Men faavel i disſe Misgreb fom 
i Cfjenbefogen ec Niels Hemmingſen uſtyldig; tbi han 
har "aab ved Pate og ae nda ben Ods Han 


^ 9) G. Luthers Deutſche esito, Deres gene ben. von . 
un Aer Bd. €, 480... 


257  - 


blev ſel⸗ et Offer for fin Tids Gerfeleci(sé(pge ; og hans 
Diſciple havde, end under dan ftore Konge Chriftian IV, 
danfleligt nof ved at beſtaae for den ſnaverhjertede oOor. 
thodories Domſtol. Af Frygt for denne vevede vor 
Landmand, Georg Calixt, -iffe at forlade Selms: 
ſtedt og følge vor Kønges Indbydelſe. Vi maatte faar 
ledes undvære den Fordeel og Ere: ot eie Tidens (tarfte: 
Theolog. Maaffee bidrog ſamme Frygt ogſaa noget til 
at uge Grotins afflog Chriſtian IVdes hæderlige 
Tilbud, Dog — Grotius var, meb.al fin Cterfeb, 
SBerbenémanb uof til at ville Hellere. være Minifter i: 
Sverrig end Profesfor i Danmark, Den vatfte Praſt, 
Miels Mikelſen Aalborg, fom ſenere ſammen⸗ 
ffieo (mæft of Luther) en nyttig Huus⸗ og Skibs⸗ 
Poſtil, blev 4614 affat fra. ſit Embede, fordi han i 
fin Forklaring over Joh: Aabenbaring havde ytrret Haab 
om be fromme Hedningers Salighed. (Dog blev han 
. af Kangen ſelv i Aaret 1619 £albet til Sognepræft ved 
den nytopbygte Holmens Kirke). Saaledes fre vi, at 
hvis Tiderne vare haarde, ba var Kongens Gemyt milbt,. 
ligeſom han ogſaa ved fin Kjerlighed til €Briftenbontmen 
og fin Omhu for værdige Geiſtlige vifte (hvad hans Fa⸗ 
der, fort efter Cbriftian IIIdies Dod, fvarebe en Same. 
merjunker, (om var uartig mob eu Preſt, hvem han 
, foreholdt, at Praſtekongen nar bob), - at der endnu 
regjerede en Konge, fom yndede Praſterne. Naar Kong 
Chriſtian paa fine idelige Reiſer Danmark og Norge 
traf paa en vel ſtuderet, frimodig og veltalende Landsby⸗ 
praſt, da anmærfede han det ftrar, og drog ham ved 


Nyt theo, Vibl. 2OB. OR 


! 


258 
førfe 2elligisb foro tif et bedre Sajb., — til Sodit⸗ 
ben, ja vet endog til Kt of. | 
For ſaavidt jeg fjender denne Periodes bede ua 

dike⸗Mancer (men. jeg Bac ikhe fo(t fere. hf denn Pos 
ſtiller end Brochmans), har: Pontoppidan rigfigen 
charakteriſeret ben, naar han ſiger ): "Sign vidnede, 
nu noget mere om et gudeligt Levnets Fornadenhed, og 
bet med ligeſaa senfoldige. Ord, ſom tilfecm mods. ilde 
farelfer i Lardommen, bog mad lide bedre Methode, 
jeg ſiger: Hbt bedre, eller ordentligere eg mere oratosii, 
Den naturlige Cenfolbigbeb havde enbgu Overhaand; 
endnu fordreiode man iffc ) Skriften prog til Ord: 
 fpil/ og artige Snbfalb. Mei; men hæftede vel 
altfor tange Sprog tiljammen,  exrasfeigbe dem iffe 
wof(om, og ubbentebe iffe den rette mervum, probas 
' tionis deraf; følgelig gav man ikke Sandhederne al beg. 

Anſeelſe og Gtyrfe, fom de ved. en bedre Anvendelfe 
kunde Have havt; men dog byggede man heller iffe, (pm. 
fiben, paa sensum allegoricum; mau talede vetífaéy 
fent. de simplici et plano, (aaiebet fom vi finde De. 
Brochmans, Medelbyes og Andres Prædifener , Duilfe 
tydelig vife o$ den Tids "Drebifemaabe, fom endnu var 
sancta simplicitas, og iMe. utjenlig til Opbyggelfe, 
færdeles i e Tid, da hver Mands Die ***) var eenfol⸗ 
digere og Mindre vant til-Lunkgreb.” —— - 


*) Collegium pastorale p. 486. 
^^) Pont, mener, fom i Gfriftian Vtes Tid. 


” mn) Hre? 


259 | 7 


Den ffte Bemarkning ex of (tor Vigtighed, naar 
vi ville befvave bet Spørgsmaal: hvorledes det gif til, 
at Kirkerne 6 lin Tid overalt vare faa fulde af Tilhørere, 
og disſe (aa. fotnoiebe med Taler, der forekomme os at 
være af. lidet eller intet: Verd? Thi hvor fjelbent træffe 
vi paa en Brochman, hois SDogil endny efter 200 Aar 
finder iffe faa Læfere iblandt beu banífe og norffe Almue. 
Brochman døde i Begyndelſen af Frederik IIIdies Re: 
giering; og af hang Cftermenb paa Sjællands Biſpeſtol 
vare adffillige til ſin Tid yndede Talere, fanfom Svane, 
Dagger, Worm og ifær Hersleb, Det (torf 
Beviis paa Svanes Veltalenhed er det Vært, han 
web fine Taler fatte igjennem paa Rigsdagen i Kjøbens 
havn 1660; og bet herligſte Minde, Hans Bagger 
har efterlade fig, er ben danſke Alterbog. Men 
om begge disſe Mænd har jeg paa, andet Sted, udførligen 
handlet 9) ;. derimod maa jeg erindre min Ven om Kong 
Frederik IIIdies ſynderlige Sorfjerligbeb. for. det latinſke 
Sprog. Han indforte den Skik, at der pradikedes paa 
"Satin i Slotskirken ſorſt hver Onsdag ſiden hver Fredag, 
8 Begyndelſen var; dette — figer Stgrtup 7”) — et | 


») See Svanes benet i Qiftori(t Calender, forfte Aaus. 
og Baggers i Nyt theol. Bibl. 16de Bind. 


**) Efterretninger om Kong Frederik III, Side 390. 3 
Qvæfturens Archiv har jeg fundet et Brev fra Fres 
derif III. af 18be Mai 1666 ,' hvoraf fees, at Theo- 

logi og Philosophi (iblandt disſe ogfaa Adjuncter) 
figefom de hidindtil havde prædifet paa Latin paà 

'. Gtottet- hver Onsdag, ſaaledes ſtulde de DAE pos 

^ Wife hoer — 

| &2 


, 


260 


Hoverie, fom efter Omgang paalaae be theotógüife og 


- 
hj 


philoſophiſte Profesforer ved liniverfitétet; men 1668 
blev bet et foft Embede at være latinſt Hofpreſſt, ba 
Lyle Sielfefrone den 22de Septbt. fif Beſtalling paa 


at være Hof⸗Orator med en aarlig Befolding af 400 Rå.” 


Ogſaa foc? Studenterne prædifedes der undertiden paa 
Latini Runde⸗Kirke; og det endnu under Chriſtian V, 
fem ellers iffe yndede de lærde Sprog. Af Profesſor 
"Jens Bircherod har: man en heel Samling af flige 
latinffe Predikener. Men ved Hoffet funbe Latinen 
efter Frederik IIIdies Dod ei længere gjøre Lykke; beffo 
mere fom det franffe Sprog til Anſeelſe. Ved Freds: 
ſutningen til Nimwegen tatebe. alle Nationers G'efanbiter 
Franſk; og Chriſtian V. vifte fig lígefaa ivrig fom Cw 
ropas øvrige Regenter i at optage ftan(f C prog sg 


" fean(fe Moder. Tilfſidſt ff han fig oofaa en franff Hof⸗ 


pret. Denne var €, Antoine be Bois: Clair, 
fom var førft Catholik, fiden Reformeert, og fom, fett 
efter at har 1690 var kommen ti Kjøbenhavn, blev 
Lutheraner; rimeligvtis for at blive Joofpre(t ; tbi ihvor 
meget Kongen elffede det Franſte, vilde han bog iffe 


. høre bet prabifet af Calviniſter. (Ellers funbe han have 


beſogt den reformerte Kirke, hvor fan$ Gemalinde, 
den fromme Charlotte Amalia, hver Søndag hørte den 
vpper(te Præbdifant, fom hele den calvinffe Kirke eiede, 
nemlig Jean la Placette, (om var den forſte Præft 
ved herværende franffe Menighed. Han forblev, Det til 
1712, men vides iffe at have havt den Indflydelſe paa 


"de danffe Theologer, (om vi om flig Mand ere tilboielige 


til at forudfætte, Et Syſtem i den chriſtelige Moral, 


y 


| 361 
fem:2a:9 facettet, fit ben tgbgl »lutferíle Kirle forß 
langt neb 4 bet 18dc Aarhundrede. Mange frygtede vel ben 
herlige Mand, fordi ban var Galvinit; og endnu Flere 
forhindredes i at høre ham af Mangel paa Cprogfunb; 
flad. Saaledes varede det længe, inden franff Literatur 
f£ Snbfpbelje paa den geiſtlige Veltalenhed hos os (der 
wigtigſte Moment jeg fjender, er C. Baſtholms Cfr 
tarligning af Saurin og andre franffe Talere); ders 
imod fif, der engelſke Prædifevæfen ſnart en afgjerende 
Sinbvigfning paa Mange. Moleeworth beretter à 
fine Memoirer, at de. denffe Theologer gjerne ftuberebe 
i. England; og a£ de pttrebe, at der imellem bem og den 
engelffe Site ikke var nogen væfentlig Sorífjel. rent: 
deles figer han, at, de Theologer, fom havde (tubetet i 
Orford, våre be meeſt agtede i Danmark. Jeg har 
dertil anmærfet i Baggers Biographie: at dette uden 
Fvivl gr fandt; fun maatte Grunden til den hoiere Ag⸗ 
telfe ikke juſt føges i deres Ophold ved et engelſt Univers 
fitet, men i den Omſtandighed, at det i hine Tider, 
ligefom nu, ſadvanligen var de dygtigſte, fom, veifte 
udenlands. : Rimeligviis far Molesworth iar tenft 
pea be tvende berømte Biffopper, Hans Bagger 
(fei ffenfetbé Svoger, og allerede i. fit 29be Aar den 
. banffe Kirkes Primas) og Thomas Kingo, fom (elo 
var af engelf. Herkomſt. Paa disſe Repræfentanter for 
det engelffe Partie, fan jeg, i. ovrigt ikke ſpore ben (aber 
lige Sjnbflpbelje, fom Pontoppidan (og, med Sjenfyn. 
til Andre, ei uden Grund) lader be engelífe Pradikan⸗ 
- ter-have paa deres danſte Efterlignere. Det hedder hers, 
om i hans Collegium pastorale €. 186: "mibt i bet 





208 


fToe soeulo Blev bt Robe, at vore tutt "Fheolapd 
tüfte til England, ligefom be. unge Statsmend el 
Stanferig, og begge Dele førte of nye Moder Bjem, 
men iffe altid be bedſto. Englænderne vate dengaug 
faldne paa en Prædikemaade, fom ſnarere formodede 
end forflarede Guds Ord. Iſtedenfor enten at oplyfe 
Forſtanden, effec hellige Billien, andertødes end indi- 
reete og ved et foagt Sfenffin af Sandhederne, vam 
. fede man ikkun paa at conglomerere cen (tor Mengde af 
bibelſte Sprog⸗Exempler, Ligttelfer og. fententiofe Mo⸗ 
taler, grundede (ffe paa en Meal, men. alene paa en 
SBetbal ; Goneotbant$ , og henſigtende ikke til nogen vis 
Hoved⸗ Materie, men (om et ſandt quodlibet abfpeebt 
ien Mengde Divifioner og Cubblvi(lener, hvis Sam⸗ 
(itg var fom 5et tørre Sand, naar man aabtjer Haan⸗ 
den og lader. hvert Lebe fin Vei. Deraf gforde man 
imidlertid en Remſe, fammehvævet ſaa het og GeC , at 
bén'füngebe af lutter dttibe Talemaader,allegorifte 
Indfald, forte Alluſioner paa lange bibetffe, og Almuen 
ubekjendte, Hiſtorier. Sentus literalis fon i^ tiden 
Betragtning; allegoriſte mysteria og felvdigtede Ud⸗ 
læggelfer bortſtyllede al Soliditet, ligeſem den mette og 
eoncife Talemaade al Tydelighed af Guds Ords Forkla⸗ 
ring ; ſaa at ben Eenfoldige kunde hore bet Slags ees - 
diken hver Dag fta Morgen til Mften og dog effec tí 
Aars Forløb vore: Jige uvidende om Herrens Villie. 
Denne Prædikemaade, fom - Englænderne, ikke længe 
holdt vedlige, blev. i lang Tid hoiligen admireret og 
imiteret her i Danmark. Derom vidner den ſtorſte 
Mansde af Llig ; Præbifener, om hvilke man fan 


die: . "sapiunt' dentorsos Gügmes, sed et demen- 
tinm eeculi." 
«.— SSentóppiban maatte not flage over Liig : Predibe⸗ 
wet; tbi pan intet Slags Taler kjendes ben flette Gag. 
tydeligere, Dertil regner jeg naturligvis if&& "nette. 
veg cenei[e Talemaates;” tvertimob ſavtter jeg netop det 
emo Af Bidtlaf tighed libe endog de bebfte Set: 
getaler fon hiin Tid, ſaaſom Peter S efpetfené over. 
Niels Juni. Qen et 441 Sider i lille Folio, og be 
citerede Bibelſteder overſtige ſiktert 2000. Ligeſom i 
deri gienfinde de paaankede Feil af den engelffe Stole, 
ſaaledes fat denne heiſt begadede Taler (fan vor kon⸗ 
gelig Confesſionatius og Hofurcedikant) heller ife kunnet 
. maebftaoe Tidens Lyſt til at bruge frenffe Ord. Sae: 
danne forekomme eaa hver Sibe (f. Cr. Side 318 pos- 
midprer, avancerer, mmwiterer), og hvad enten de 
overſerctes eller Kane alshe, berøve be Talen ben Styrke, 
' fomben ellers, ifølge Talerens Talent, Folelſe dg Sen: 
vivenhed fov. ben fore Schelt mastte have, og jom ben 
virkeligen Dat, naar Jeſperſens gode nordiſke Natur paa 
ret enkelt Sted faner. Lov til at taabe fig ftlo, f..Er. i 
denne Slutnings⸗Apoſtroph: "Saa far nu vd, Du 
vebelige Syuul! og bae tufind Tak for hver en Dag, Du 
"har været her; fot huer en tro Tjenefte, Du hat giort 
tin Konge op bit Fædreneland! Gat evindelig vel, | 
Du ſtridbare Helt! og gak ind si be evige Frebs Bos 
Bett, hvor bet ev Fred uden Feide, Glæde uden 
Sorg, LEre uden Misundelfe, Lys uden Morke, en 
meget ſtille ſagte Ro. Gud lab o$ finde Dig der, og 
der ſamies med Dig til evig Tid uden Ende!” 


1 


* LJ . - * 
& 
D] - 
, 


-i* Runde: en ſaadan Satur fem Sefperfens ikke mod⸗ 
ſtaae Tidens Smagloshed, hvad vil. man ba vente af 
underordnede Evner? Hvad andet sad en Mangde tre: 
ditanter, der (tobe lige faa. lange under. Seem, * 
"han. under Luther 
Derſom Nogen mener, at. det iffe var fan — 
Lyſt til at efterligne og Bengttt det Feemmede fonubet 
danſke Sprogs Fattigdom, ber tvang £aleme.og be sv 
vige Skribenter til ideligen at bruge franffe Ord, ba 
kunne vi Tet giendrive denne Mening ved at hewiſe deels 
til den langt ældre Anders Gørenfen Vedel, deels 
. til heldige Steder i. Svanes, Gaggers og Se 
ſperſens Pradikener, og endelig. til de herlige danffe 
Sprogmonumenter, Chriſttan den Femtes bem: 
(fe og norſke Lov, ſaavelſom (arme Konges Kirke: 
Ritual og nye. Pſalmebog. En vigtig, deels 
religios, deels fædrenelandſt Folelſe tilfagbe Stebactei: 
rerne, at fremmede Ord her vilde være baade. ſtodende 
..eg uforſtaaelige for Folfet. Man an(ftrengre, fig for at 
tale reent Danſk, og fee! bet lykkedes. Iligemaade 
'pffebes. bet (jeg tænfer: of famme Grund) Kingo i 
fie Pſalmer at unbgaae Brugen af fremmede Ord (tfi 
noget andet er det; at Ubehandighed og Forlægended 
- fot» Riim undertiden har bevæget ham til at bruge en 
Aubentanbff :Orbform. f. Cr. bekannt for befjenbt) 
Men det er vig, at Kingo bande af Princip var banft 
"Digter, og at. bet i Almindelighed lykkedes ham at umb; 
gane Brugen af:udenlandffe Ord. Han figer fel i Des 
bicatienen af fit, Sjunge-⸗Chor til Kong Chriſtian V.: 
. "De Danffes Aand ec dog iffe faa fattig og fotknyt, at 








265 


beu jo fan flige ligeſaa høit mod Humamelen ſom Andres, 
alligevel at den iffe bliver. ført paa fremmede og udlæns 
biffe Vinger.“ Og man fan tit -læfe' en halv Snees 
Pſfalmer af Kingo , uden at træffe paa et fremmed Orb, 
Damme Held ífuibe Praſterne vel ogſaa fave fast, 
verſom de havde fat en Wre i at præbdife.reent Dan, 
Ben desværre! Der ferlob en fang Tid, inden man t 
Danmark [ob bet danffe Sprog vederfares Ret. J 
fuldt Omfang er. dette teft (fet. under Chriſtlan y 
. 0$ Frederik VL. — 

-. Spørger min Ven iis hvorfra — 
Pradikevaſenet omſider kom; da beder jeg om Tilladelſe 
' fü, inden jeg foatet, . at ſtjelne imellem Pradikenens 
Materie og dens Form. Vel veed jeg, at begge 
Dele indvirke paa hinanden og oinſider flyde ſammen; 
men, hvad be grovere Beſtanddele angaaer, fan dog 
ſffjelnes, og derefter foares, at Hovedreformen nfeb Sem 
fon til Materien fom. fra. Sybíflanb , navnlig fra: Cpe 
ners Skole; derimod fyldes: Formens Forædling det 
attende Aarhundredes gode Smag i udi ffjeme Vi 
ben(fabet. we i 

— Under Frederik IV. vedligeholdtes endnu nogen Tid 
(omtrent til Dronning Annas Død: hun var, fon bes 
. fjentt, fofmelet med den danffe:Prinds Jørgen) Sams 
qeemmet. med England. Holberg ftubetebe bet og 
; Gram havde flittig Grevverling med 'engelfke Lærdes 
men ben rene engelffe Proſa, fom vi beundre hos 260; 
diſon og Flere, fanbt ingen. Cfteclignere i Danmar; 
imedens hans Spectator loffede en Mængde danffe 
Bladffrivere til at forføge fig paa denne rens Mar, 

2 i i 


£ 


' 266 

men uden Heid; tik af alle de ban(fe Cüffwese, 
mi fif, vat bet fm. f. 2. Rahbeks, ter ſortjener 
at nævnet ded Siden af Add iſon 8. Og iffe ict til 
Meere fif Danmark fin Tillotfon (jeg nen t Che, 
Vaſthoim). "Den ef Jrederik IVoe Sijwelogm, ber 
Mareſt hevde været iſtand til at naae dense €nàlante 
kil (im Tid uforfignelloe Prædikant, vat Diffop B. 
Deich mann, ſom baade Defab Genie og ſſeldne Tale: 
gaver, men (om ſnart fif altfor meget med verdslige 
Sager at gjøre til at kunne uddanne fig ſom geiſtlig Ta⸗ 
ode, Sy Trykken Bat han fun: udgivet fire . Taler, 
” Fjvoraf den ene ev holde 1729 ved en Kirkes Indvielfe 
i Frederikshald, eg de tre andre ere Lilgprædifenen 
. blandt disfe fortjeter ben førfte (ever Biſtop Kinge, 

-1704) endnu at læfes baade for Talerens og for ten 
priſte Digters Skyld. Derimod blev Deichmann aldeles 
uden Paavirkning af (im Tids pietiftiffe Aand; og det 
nagtet han, fom ung Mand, ſtuderede i Leipzig netop 
1 bet Aar. (4680), ba Speners tte Diſtiple, Franke, 
Schade og Poul Anton, begyndte der at følte 
collegia pietatis *), Men mange andre af vote unge 
Theologer ftuderede efter Deichmanns Gib, ved -tybffe 


Univerſiteter, ogfaa i Halle. Der lærte de af Franke 


og de ovrige Profedforer at prædife bibelſt og praftiff; 
at lede alle Kunſtlerier fate, fom Hellighbommen wey 
dige. Tillige bleve nu indholdsrige Andagteførifter af 
, undt, Scrtver, Opener, Franke o. f. fl. hyp⸗ 
pigen overfatte og læfte paa Danſt. Allerede 4704 inb: 


*). See Mnemoſyne. iſte Bind €. 177 


x 





| 








161. 


faldet Frauz Julius Latkenes, en ni dille «f 
Spener, fa Verlin al teb(f. Hofvreſt I Kjebenhave, 
Deor Han vandt Kongen fec ſaadanne chriſtelige Auſtalter, 
ſom t Salle ved Frankes Iver vere. fiemblomftvebe , Al 
 aueffotes, Vaiſenhuſe, Misſtonsanſtalter. Noget fenem. 
Sly S5 1&6 mt Hefpræft, ber under Chriſtian VI. kom 
til fan feet Indflydelſe. De pietiſtiſte Bevegelſer i Ker 
benhavn begynder Higemaabe under Frederik IV., beet 
at unbetteptfe beni faligte Diffop Worms Raad. Denne 
lerde eg myndige Pralat vår ſtedſe Piettſterne (mob; 
ogſaa naar deres Forflag vare be allerbeb(te,: f. Qr. 
Biluhm es eo Schroͤders stn Confimmationene SW —- 
ſorelſe. Seem var Bérfor itfe ffiffet til at mægle imet 
tem den gamle (ſormeentlig⸗ orthodoxe b. e. bett tolttems 
bergſte) Okole, og ben mye (fotmeentlio s feterotore, 
weit Deve bibelſte D. e. ben halliſte) Stole. ^ Det vdt 
derimod hans Eſtermand, Peter Hersleb, fon iut 
theologiſte Gacultet traf fámmen nied den lærde og mdk 
Pietiſt Jerem. Fred. Reuß; og fem paa SPrebite 


—— : fete i ſamme Grad tilfeed dſtillede bet danſke Publicum 


(om Reuß bet tydſte. Jeg har derfor benævnt mhi 
fjerde Periode efter disſe tvende Prabikanter. Af Reuß 
har jeg uytig leveret-en Charakteriſtik H, hvoraf ſees, 
at an ligeſom Spener var ivrig for den praftiffe Chet 
fiendoms Befordring. Mange af hans Prædikener aff 
handle enkelte Pligter og andre fpeciefle Gjenftande 
ef den chriſtelige Moral. De bleve fædvanligen overs 
… fatte paa Danſk og famvitfede ſaaledes med en anden 


*) Nyt theol, Bibl. 17bc 955. 


i 268 

velo Pirtiſts Foredrag. Cp ſigder ermeb. PU. ben be 
peu Grit Doutoppiban, (om i tvende Guibeber 
var dieu é Collega (baade font Profedfor:Theolagiæ og 
fem foefpra(t: bet ſidſte Embede. bekledte Pontoppidan 
4735 til 1748; Reuß fra 1732 til 4749). Hverken i 
theologiſk Grubition eller i bumaniftiff Dannelſe fan "Demy 
toppiban fættes ved Siden af Reuß. Huad mø «(elge 
Dette Udfagn vil formode, ex. egſaa rigtigen Tilfældet : 

at han heller iffe (om Taler naaer' ham. Maar Steuf 
er concis, fan et Pontoppidan diffus; hverken i tybff 
—— eller tatinff. Stiil kan Denne maale fig med Hiin. Afli 
aevel har. Pontoppidan ogſaa afgjorte, Fortjenefter, af. vort 
Psædifevæfen. fom ef den tbeolegiiTe Literatur i Almin⸗ 
delighed. Hans titnævnte Paſtoraltheologie ins 
deholder mange ypperlige Raad, Advarsler og Opmun⸗ 
tringer til unge Theologer, ihvorvel enhver Læfer, fom 
gaaer · oper fra denne Dog, til Baſtholms eller Myn⸗ 
ſtexs Veiledninger til den geiſtlige Talekunſt, har en 
Syenemmelſo ſom naar vi efter en. Skolaſtiker laſe 
Qvinctilian eller Cicero, Pontoppidan figer meget 
rigtigen (Side 291): ”Grundige, Tanfer, god Orden 
og flate Ord ev bet væfentlige in oyatoria sacro." Men 
pi finde, tit ( hang Pradikener overfiadiſte Tanker, mau 
delig Orden og uflare (franffe og latinffe) Ord. Seg 
kommer juft nu.fra Læsningen af hans IV. Pradiken: 
^ "Ganb Cbriftenbom, beſtaaende i .at.gjøre efter Chrigi 
, Gyenpe.". Hans Inddeling er: 1). Hvad Chriſtus 
har gjort. 2) Hvad vi fom hans Difciple ffulle gjøre 
efter hans Exempel. Udforelſen er ligeſaa aandlos fom 
Dispoſitionen; og fremmede Ord, ſom ſtricte, ab⸗ 


269 


foluté, Oftentation, fetefomme hyppige. - 28b 
gevel har han unægteligen gavnet meget ved fin Iver, 
fit Alvor, fle Exempel. Man har af ham to Pradiken⸗ 
Samlinger, den førfte unber Titel: Visſe og. vigi 
tige Sandheder (13460), -beu anden: Grimes . 
tige Bidnesdyrd om bet Væfentiige af be 
Chriſtnes Troe og Pligter (1759), Bollfe & 
fitu noiſomme Tid fanbt Læfere, men neppe i vor ib. 
AInteresſantere end disfe ere 6. Samlinger (faamange 
fat jeg fer mig; maaffee gives der flere) af Sjæle 
lanbffe LandemodesPradikener, imber Cite; 
Sermones ad Clerum, folone i Aarene 1740—1754 
af be forffjellige Provſter, (om ſtedſe nævnes, og blandt 
Hvilfe man lærer at fjende adffillige dygtige Mænd, men . 
neppe nogen, ſom vi ville falde veltalende ^. … 

' om faadan gjaldt derimod Biſkop Hersleb at⸗ 
mirideligen Cfi TS (han døde 1757). Suhm. ffrivæ 
om ham *): Hersleb befad ugemeen legemlig Bel⸗ 
. talenhed, faa mig fynes aldrig deri at have feet eflet 
hørt hans Lige. Hans Stemme, hang Gebarder vare 
faa føde, fan overtalende, at man fagde om Dam, .at 


han bad Self forme i Himlen; thi der et faa godt at i | 


være Udi den Tid holdt man. og for, at 
Herslebs Stiil var veltalende — Stu derimod 
et man af. andre Tanker, endog haar man ligner. ham 
med fin Formand Worm, og end: mere med de ſenere 
. og vorrAlders Prabdikanter. Rigtigt er der vel og, sat 
| iid etl e te "es, at ben ec dis visits, d 


Ó $8) jens fontes Gaga. 10de Deel S. 26. 


270 

dpiten fe svittig, og negle Gange ngtig og abeſtemt 

| i ubttyffene. og Begreberne; men dermed er ben 60g 
. Wi paa de flefte Steder pyntet, tig, overflødig, fi» 
dende, rørende, vittig og anhegtig" Jeg. vil tilfpie 
den Dom, fom jeg abstraherede af ended Prabikeners 
Læsning, da jeg for nøgle Aar ſiden ſammenlignede ham . 
med Bafthalm, Mis Men vil ved Leilighed fige mig, 
om jeg havde. Ret, da. jeg ſtrey: ”Hersfeb er en jevn, 
venlig, bibelſt Prædifant, efte tg paa, Vittighed og 
beginatif. Starpfinds men uden Kraft, Smag, flart 
Begreb am det Opbyggelige, og ther hoiſt ubekymret om 
Oprogeto Reenhed. I alle digfe Henſtender fan. ingen 
Gjammeuligning finde Gteb imellem ham og Baftholn.” 
Men jen. bør tüfeie, at jeg kun har. Left. windſte Parten 
af Herslebs mange "Drebifener, fom pqg Danff ere 
meget abſpredte, men, i. den tyoffe. Overfattelje udgjore 
£9 Bind. Om fans (tere Gaver tit at here: vidner bet 
ejengje Udſagn: "naar Bluhme prædifede, gred Ingen - 
uden han; men naar Hersleb ptabifebe, græd Alle uden 
han.“ Nok Deren; . jeg indbyder nu min Ben til at 
ledfage mig over til hen ſmagfuldere, fjerde Des 
riobe. ——.— | 
Ligefom Culturen. i Almindelighed fom fra Spb 


land til Danmark, faaledes ſporedes ogſaa Forbedring — | 


4. Prædifenvæfenet hisfer et Par. Decennier tibligeoe eub 
. hev Men bet funbe være blevet omvendt, berfons de 
- - fore tydſte Homileter håvde fulgt Kong Chriſtian VItes 
haderlige Indbydelſe; thi netop de tre Sfeologer, bet 
hiſt fremtraabte ſom Veiledere i det 18de Aarhundrede, 
og hvis Pradikener afgave de førfe Monſtre paa ben 


271 ^ 


- faweblebe ias, Mesheim, 3. S. Rambach og 
Jeruſalem, blexe, den ene efter ben anden, paa be 
fardeclagtigfte SBüfaac indbudne af ben banffe Regjering, 
wien be Fo affloge Tilbudet, og Rambach, fom vel 
fex fin Deel onſtede at. komme, kunde ie erholde Tils 
labelfe af den preusſiſte Konge. . Derved blev ben Wre: 
"ag flifte en ſmagfuld homiletiſk Skole & Danmark,” 
forbeholdt. en danſt Mand, Chriſtian Baſthotm. | 
Deg iuden ban fremtraadte, havde, nogen Tid efter 
Reuß, tænde veltatenbe Tydſtere, den. ene ſom Hofs 
gto(t, den anden fom Cognepte(t til. Petri Kirke, feenu- 
ſtillet Crempel pan ægte geiſtlig Veltalenfed. Hiin var 
$05. Ands, Cramer, hvis 3Bitfen i Kjøbenhavn 
fældes i Aarene 1765-1771; Denne var Balthaſar 
Winter, ber fom til Danmart i bet famme Aar fom 
Cramer, og hvis Indfiydelſe paa Baſtholws Dannelſe 
labec fig hiſteriſk paaviſe. Thi sm Cramer: taler Baſt⸗ 
beim ikke i (in Autobiographie; derimod ſiger han: "iffe. — 
tene (oc min Afreiſe til Smyrna blev. (al. Dr. Muͤnter 
igbfalbet til Præfgg i Kjøbenhavn. Dennes fortræffelige 
Taler hørte jeg ofte. Jeg følte det. fortrinlige ; Dvom . 
. web han udmærfede fig fremfor de flefte geiftlige Talere i 
Kjøbenhavn, (Baftholm funde med Sandhed fagt: alle, 
maar han iffe havde tænft paa Cramer). Jeg dans 
nede mig ftrar et loſt Ideal over en god Taler.” Ime⸗ 
dens Baftholm uddannede fit Ideal i Smyrna, blev. bet 
viſtnok bragt: mange Theologer i Kjøbenhavn nærmere for 
Die af be ypperlige tydffe Talere. Cramer havde des⸗ 
uden, fom Profesſor Theologie, en umiddelbar Anled⸗ 
ning og Opfordring til at virfe paa be unge Studerende; 


272 


han anſtillede virfeligen ogjan Drebife-Dowtfec med bie; 
' men ba. Studenterne. den Gang, efter 9tegélen , ikke 
forſtode Tydſk, .og Cramer aldrig fom faasibt.i bet baufle 
Sprog, at fan funbe prebife beri, . (aa .blev hans Ind⸗ 
flydelſe paa hans danſke Tilharere ved Univerſitetet langt 
mindre end den f. Cx. i vore Dage, da alle Seudenter 
forſtaae Tydſk, vilde have verret. Syffe befto mindre ete 
vi-ftolte af denne herlige Særer, hvem Schroͤckh anvifer 
Plads umiddelbar efter Mosheim iblandt hiin Tids 
geiſtlige Talere. Paa de faa Pradikener, jeg har loft 
af Cramer, pasſer meget vel den Charakteriſtik, Schroͤckh 
leverer 7). Jeg vil derfor meddele. min Ven denne: 
Cramer er hot, fyrig, pyntelig, livlig, meget sert 
Let charakteriſere, lykkelig i det pathetifte; og. for ſtorſte 
Delen. tydelig og fattelig. Uagtet ben (tore Mængde af 
Prædikener, han har udgiver (20 til 80 Bind), uds 
tømmer han fig iffe merkeligen — et Bevüs paa hans 
Aands Frugtbarhed, hans Menneſfekundſtab og SGeltar 
lenhed. Rigtignok ete mange Steder i hans Prædifene 
mere for.tenfenbe Tilhorere end for den fore Hob. Une 
dertiden ev ber odslet med bet pathetiffe. Strommen 
af Ord og Figurer er altfor ſtor; og Taleren finne 
fot meget igjennem ber, Door Læreren (fulbe tale." 
35. 9X üntet lignede Cramer, ei blot i Frugtbar⸗ 
hed (hvorom 16 Bind trykte Prædikener vidne) men og; 
fea i Tankerigdom, Menneſkekundſkab og populait Seb. 
— Bem Bind — Mecum paa Cent 


+) Chriſtl. sionen feit der —— "e 
e 178 (4 » 


273. 


af 9. $rabl, men ogíaa de — benyttedes flittigen 
- af banffe Prabikanter, ja be uoverfatte vore Mange 
endog be kjareſte; thi af bem bfte$ bet meeſt rundeligen 
til Opbyggelſe for mangen Menighed, der hos ſin pret 
beundrede Muͤnters Tanker. 

Samme Aar, fom Cramer forlod Danmark 
(1771), kaldtes Baſtholm tilbage fra Smyrna, eg 
Aaret efter blev han Praſt i Citadellet, til hvis Kirke 
da Kjøbenhavns Synbbpagere ſtrommede ligefom fiden til 
Slotskirken for at høre den beundrede Taler. 

Vi fomme nu til Baſtholm. Seg fat i denne 
berømte Mands Biographie erflæret, at Prædifefunften 
i Danmark med ham gjorde ben vigtigſte Cpode, 
fem vi i Hiſtorien funne paavije, Dette er endnu min 
Overbevlisning. Jeg maa derfor indbyde min Len til 
at dvæle med mig ved dette Phænomen, ihvorvel .jeg 
iffe har (tort mere at anføre til dets Sorflaring end jeg 
i nysnævnte Levnetsbeſkrivelſe derom har ſagt. Uden 
Tvivl vil De ſelv kunne tilfoie noget, da De ofte maa 


have Bert fal. Baſtholm, hvilket iffe er Tilfældet med — 


. Wig; tfi da jeg blev Student (1797), havde Dan alle; 
vrede formedelgt Svimmelhed maattet forlade Prædifeftolen. 
Syeg maa derfor holde mig til det, jeg veed .af Boger. 
Selv figer han ), at i hang Studenterdage havde de 
unge Studerende intet Begreb om ſand Veltalenhed. 
"Ran tog fig fædvanligen en af de gamle Præfter til 
Mynſter og havde iffe engang Indſigt no£ til at vælge 


fig, det bedſte blandt det cadi Jeg n vat og . 


3) See Baftholms — S. 29, 
9tot theol, Bibl. 20 Bd. e 


274. 


vel fornsiet, nanv jeg funde ligne en eller anden, ſom 
jeg anfaae for at være den bedfte Taler, og — uftadig 
i min Mening om hvo der var ben bedſte — efterlignede 
jeg ſnart den ene, fnart den anden,” Dette gif faas 
ledes, indtil han gjorde Bekjendtſkab med Dr. Muͤnter, 
"af hvem han forſt laante fit Ideal over en god Taler. 
"dette — faaledes vedbliver han — bragte jeg med mig 
til iem. Uforſtyrret her ved Andres Exempel, ſtræbte 
jeg nu efter at indrette. mine Taler og mit Foredrag efter 
dette Ideal, uden bog ganffe at ville efterligne Muͤnter. 
. Sieg læfte i Smyrna nogle gode franffe og tydffe Talere, 
fom jeg havde bragt med mig, og uddrog deraf under 
Læsningen Neglerne for en god Tales Indretning. Men 
alt dette var endnu ikkun enkelte loſe ufammeghængende 
Speer, Disſe Jdeer maatte ordnes og fuldſtendiggjo⸗ 
veg.” Til disſe Ord vil min Ven, naar De tænfer paa. 
Lovtalen over Mesſias (af A. 1770) uden Tvivl 
(oie: at disſe Ideer endog tildeels maatte berigtiges. 
Thi idet Baſtholm ftuderede Fledier og Thomas, 
optog Han meget af deres Maneer, noget af deres 
otatorifte Svuiſt, og ijer deres Lyſt til at tale i Pointer. 
Men bise Udvaxter bortſtar han ſiden. Hans gebe not: 
diffe Natur, underſtottet of et grundigt pſychologiſt 
Studium og af flittig Læsning i Saurins, Mos⸗ 
beim og andre Proteftanters Prædikener, feitebe over 
deri franffe Eſthetiks Vilkaarlighed, til hvilken Seter 
de gamle Claéfifere (vel iſer Cicero og Quinctilian) ei 
libet: bidroge. Men uagtet alt. dette ſtulde Baſtholm 
dog neppe have været iftanb til t faa Aar, ei alene at - 
tilegne fig (eto, men ogfaa at meddele Andre en faa ny, 


We 275 


fac — og frugtbar Maneer i den geiſtlige Tales 
funft, derſom han ikke af adffillige tige ſtemte og omtrent 
lige dannede Landsmænd var bleven” fremhjulpen. For 
den flittige og genialffe men flygtige Holberg havde eu 
teen Profa endnu været uopnaaeiig. Men i de tre 
Qvinqvennier, (oti ligge imellem Holbergs Bortgang og 
Baſtholms Fremtræden, var en ftot Forandring 
foregaaet med bet ban(fe Sprog, ifær i ben 
hoiere Stiil. Efterat Tullin havde. lært af engelffe 
Digtere at beſynge ophoiede Sjenftande i et høit Sprog, 
og efterat Ctenerfep . endog med Held havde digtet : 
Oder i antift, riimfrit $Berfemaal ,-fremtog Cwald ſin 
"Harpe og affoffebe ben be ſtjonneſte og varbigfte Toner, 
hvad enten Ban fang om Fadreneland, Venſkab, Kjer: - 
lighed eller om Religionens -Myfterier. Med Ewald 
fuldførtes lykkeligen Sprogets Brydning. Nu Éunbe 
— bet for talentfulde, i Casſikernes Cole bonnebe Gri 
bentet ei længere vate vanffeligt, end fige umueligt (ſom 
bet endnu havde været f. Gy, for Hersleb og Gram) 
«t danne fig en correct, ſmagfuld Proſa. En ſaadan 
fom da ogſaa paa faa Aar tilſyne, fornemmelig i J. S. 
Suneedorfs, Q. $. Guldbergs, J. Krafts, 
Schyttes og Baſtholms Skifter. — — i 
| 60 Aar ere nu forløbne, fien Baſthoim betraabte 
den homiletiſte Lobebane; han Dar faavel i levende Live 
fom efter fin Død havt mange udmarkede Medbeilére, 
og iblandt disfe en Efterfølger, (om har gjorg en mp 
Epoche i den geiſtlige Veltalenhed. Desuagtet et Baſt⸗ 
halm (om Taler endnu iffe fordunklet Bi ſapne. intet 
andet hos — end hvad ogſaa hans ſagkhndige Sam⸗ 
S 2 





e 


(0.276. 


tidige favnede — nemlig noget mere Siffib til hans 


Naturgaver, noget Mere af den Begeiſtring, fom han 


visſelig (tfe var ntilgjengelig for, men (om hans ftrænge 
Forſtand og fun(tmesfige Dannelſe iffe tillod at fane 
Herredommet, ja neppe en vet markelig Indflydelſe paa 


Foredraget. Baſtholm var (fatpfinbig Philoſoph, god 
^ Creget , erfaren Menneſkekjender, correct Styliſt; han 


havde ftuberet Veltalenheden i Almindelighed,” og ben 
geiftlige i Sardeleshed, med en Grundighed, hvorom 
hans gei(tlige Talekunſt bærer Vidnesbyrd. Af 
disſe Egenffaber, i Forening med utrættelig Flid og et 
heldigt Udvortes, vil man funne forklare de overordent⸗ 
lige Stemifribt, (om Veltalenheden gjorde med fam. 
Da min Ven kjender ben udførligere Critik, jeg i & Beo; 
logift Bibliothek 16de Bind (€. 325—336) har 
an(tillet ſaavel over Baſtholms SDrebifener fom over hans 
nysnævnte Lærebog i Talekunſten, vil jeg iffe trætte 
Dem med en Gjentagelfe af hvad der er fagt, men hellere 
meddele Dem den forte Dom, (om jeg et Par Aar 6 


-Sioreeien- nedffrev til Efterretning for Englænderne: 


»Ihvorvel Chriſtian Baſtholm har udgivet flere Aargange 
af Praedikener, findes der dog iblandt dem alle ingen 
maadelige. Den: feembet(fenbe Gone hos ham et For⸗ 
ftanden, - Derfor fatter han fin Gjenftand klart, frem⸗ 
fætter (it Thema ffarpt afrundet, og ordner fine Dispo: 
ſitioner med logiſt Grundighed. Gom god Creget veed 
han at vælge de fyndigfte og meeſt pasſende Bibelſteder; 
(et ovet Sprogkunſtner forſtaaer han at give fit Udtryk 
Kraft, Liv og Numerus. Han glemmer aldrig den 


chriſtelige Talers Hovedoiemeed: at o pbygge. Ken 


277 /. 

ſtreber at naae det, ſuart ved at belære, ſnart ved at 
rore. Dogmatiffe og moralffe Materier afverle med 
hinanden; men ogſaa be førfte behandler han ſtedſe, (om 
Henſigten fordrer det, med Anvendelſe paa Livet. Sans 
Taler ete derfor ligefan lærerige fom behagelige. Sjel⸗ 
bent mærfer man paa en Prædifen, at den ér holden 
for en Hofmenighed. Der danffe Hof udmærkede fig 
nemlig i Baftholms Embedstid ved en ſtille fædelig og 
borgerlig Tone. Længe (1772—1784) var den gud: 
 ftygtige O. H. Guldberg Hoffets forſte Raadgiver ; 
fiden indførte . Kronprinds Frederik (1790 formetet 
meied en ædel og from Prindfesfe) i fit Familieliv affe be 
Buuélige Dyder, (om ere ben ſikkreſte Borgen baade fot 
Religionens Agtelfe og for (anb Lykſalighed. Baſtholm 
havde altjaa iffe (fom f. Er. Cramer i Otruen(e's.- 
. Tid) nogen færdeles Opfordring til at prebife imod 
Hoffets Laſter. Alligevel (0b han det aldrig mangle 
paa den i enhver Menighed fornødne Aarvaagenhed og 
Frimodighed. Han funde med faamegen. mere Uafhæns 
gighed tale imod bet Umoralffe, ba fam aldrig indlod 
fig i bet Politiffe end (ige i foofienbenes Intriguer. 
Hertil vil jeg blot føle et Udſagn af vor berømte 

9G Rtbetifer, fal. Profesfor Rahbek, ifær da han ofte 
havde fort Baſtholm prædike. . Han ffriver i Tilſkue⸗ 
ren for 1819 Mo. 2: “Ikke vil jeg fige, at Baſtholm 
ſom Taler var fuldkommen; iffe vil jeg nægte, at der 
maaſkee nu og da, ifær i hans udvortes Foredrag, var 
mere Talekunſt end Veltalenhed; at han (tunbum 
føgte Veltalenheden, (om om han iffe havde fundet den ; 
men man gjøre fig bekjendt med den Tid, ba han frem⸗ 


278 


flob, og man vil neppe funne aftvi(te fam, at Prabike⸗ 
ſtolens Veltalenhed iblandt 0$ begyndte en ny Epodje 
med ham.” 

Syeg veed iffe, om min Ven nogen Tid har erfaret, 
"Hvad jeg hev føler: hvor vanffeligt bet et at fatte figi 
Korthed om (tore Mænd, (om man fjenber noie ,. og 
fom man før udførligen har omtalt. For (tray af udrede: 
. Mig af denne Vanffelighed, vil jeg om ben næftfølgende 
Pradikant indffrænfe mig til bet, (om jeg finder i mit. 
engehſte Haandſkrift: "Den danffe Kirkes anden (tote 
Prydelſe paa disſe Tider var Dr. N. €, Balle, førk 
Landsbypreſt, fiden Profesſor Thedlogiæ og endelig (fta 
1783) Biffop i Sjælland, famt (efter Baſtholms 6 
gang, altjaa fra 1800) tillige Kongl. Confesſionarius. 
Som Biffop erhvervede han fig Udodelighed ved ſin Aars 
vaagenhed, fin mageløfe Arbeidſomhed og ved den viſe 
Nidkjerhed, hvormed han, uden at fordre, ja uden em. 
gang at ste bert verdslige Arms Hjelp, forfvarede ben 
bibeiſte Chriſtendom 0. e. fanb Oplpéning, imod Natu⸗ 
ralismens, Stibrbéfoermerieté og ben fatffe Oplysnings 
mange Adoſtler, ſom her fremſtode den ene efter ben 
"anden, (frt i Decenniet 1790—41800, Ogfaa Balle 
var en af Mange yndet Pradikant, og hans. Stilling 
fot Hofpreeſt og Confesfionarius lagde Sammenlignin⸗ 
gen imellem ham og Baſtholm altfor nær, til at den 
funbe undganes, Min Mening derom er i Korthed 
Denne: Uagtet Balle af Naturen befab mere Folelſe og 
maaffee en livligere Phantaſie end Baſtholm (hvilket og; 
faa fremgaaet af Begges Domme om liturgiffe Gjen: 
ſtande), og uagtet ham foth færd Theolog var Baſtholm 


e 





"dette voren, deels (i wiffe Sag) ham overlegen, faa 
beſad fan bog iffe Baſtholms pbilofopbiffe og e(toetiife 
Uddannelſe, iffe hans Styrke i Modersmaalet, hvorfor 
han heller iffe kunde give (ine Prædifener den Mang: 
foldighed i Tanker og Udtryk, den logiffe Anordning, 
den Velklang i Periodebygning, fom vi fædvanligen 
finde hos Baſtholm. Desuagtet ere ogſaa Balles Pra⸗ 
dikener vel ffiffebe til at optyfe Forſtanden, røre Hjertet 
eg nære Q(nbagten. Hvad ber meeſt (faber. Indtrykket 
. paa Nutidens Læfere, er ben altfor (tore Ordriigdom, 
- fem Balle mere og mere tilvænte fig, da den derimod 
iffe findes i hans tidligere, navnlig i fané latinffe 
Skrifter. Disfe udmærke fig endog ved contis, ja til 
beel$ elegant Stiil. 
En af Balle høit agtet Collega var Joh. Chri— 
ſtian Schonheider (død 1803 fom Biffop i Trond⸗ 
hjem), en Mand af grundig Lærdom, ſſelden Kraft og 
ſtor Nidkjerhed for Kirken, hvilken ogſaa bragte ham 
til at fjempe i Vantroens Dage for ben kirkelige Ot: 
thodoxie. Men til at vorde en fuldkommen Taler 
manglede han Smag, et (fjent Sprog og tildeels Pos 
pularitet, Over fin Materie er han vel Mefter, og 
hans Udkaſt til Prædikener have ( hine Tider gav⸗ 
net en. ftor Mængde Pradikanter i Danmark og Norge, 
der vare enten altfor magelige eller altfor enfoldige 
til: felv at opfinde Themata og Dispoſitioner. Sy de 
fyo Aar, han var Praſt ved Trinitatis. Kirke her i 


Hovedſtaden, udgav han nemlig hver Søndag paa et — — 


. halvt Ark det udførlige Indhold af fine Pradikener. 
Salig Paftor Sajle(en; der fom Student ofte havde 


280 


pert ham prædike, flagrt ses, at hen ofte blev ty 
belig ved fit rothiſk⸗tydſke Sprog”). Men iblandt 
Danmarks Homileter indtager han dog en mærfelig 
Plads, Den Skik, at udgive Judholdet af fine Præs 
dikener, ſynes Schonheider at have optaget efter nogle 
tydſte Praſter, der tidligere gjorde bet ſaavel i Kjeben: 
havn ſom i Hamborg og andre Stader. En af bidie 
ber her nævnes, Fred. Gabriel Reſewitz, fom Bar 
udgivet Innhalt ſeiner Predigten auf die Jahre | 
1768-—1774 (Kbhavn, oo en np Udgave af Aaret 1784 — 
i Kbhavn og Leipzig). Han forlod Danmark 1774 fet 
at blive Generals Superintendent i Magdeborg, vot 
fan døde 18065 men hans Erindring er i vor Hovedſtad 
endnu iffe uddød. Ci alene har han fin Plads i Rakken 
af de mange fortrinlige Prædifanter, (om Petri Menig: 
hed i Kjøbenhavn har funnet glæde fig ved; men han 
. tog fig tillige med en paa den Tid fjelden Iver af € fole 
og Fattigvaſenet; Dan drev paa Oprettelfen af gode Bor: 
gerſtoler og Realffoler; udgav flere bibfsrenbe Cfrifter, 
af hvilke eet: Die Erziehung des Buͤrgers, endnu 
fortjener at tages til Eftertanke. 

—  :; Tvende tjøbenhavnffe Geiſtlige, der ligeſom Balle 
i nogen Tid vare Profesfores Theologiæ, regnedes ogs 
faa til Hovedſtadens yndede Pradikanter og med Rette. 
. Den ene var nuværende Generals Superintendent jac: 
G. Chr. Adler, ben Gang Præft til Frederiks Kirke, 
ben anden H. Trefóom, Sognepraft for adus x 


.Ov) See Siefeofegen i Theplogige Soon foc 1803 
ife Bind e. 706, . 


i 








981 
WMenigheden. Ablers Seebifene (ubfrmne pas Dane 
4797 i to Bind, indeholdende een Aargang) ere meget, 
førte, men tankerige og hjertelige. Der findes iffe (aa 
Homilier iblandt bem, og disſe ete ei fjelbent be Del 
bigfte. J be ſynthetiſte Foredrag har Dan en Maade 


at fremfætte fit Thema paa,. (om noget ligner Dr. Myn⸗ 


ſiers; kun lader han ſtedſe ſin Dispoſition ſynligen 
" fremtræde. Indholdet ſlutter fig noie til Bibelen, felv 
naar ben fremfatte Theſis er padagogiſt (jte en Prediken 
om Pligterne ved en god Borne⸗Opdragelſe), eller tagen 


af Livsphiloſophien f. Cr, Anviisning til glad Ny⸗ 


delſe af ben ſtjonne Natur. Disfe Taler eve 
derfor, ligefaavel (om Adlers lærde Arbeider, vel ſtikkede 
til at fremkalde Sorg over denne udmarkede Theologs 
tidlige Bortkaldelſe fra Literaturen til Forretningslivet; 
men Klagerne bør forſtumme ved Xanten em Bædrenes 
landets Vinding. 

Treſchows Pradikener (3 Dele 1796) viſe, 
"at han har dannet (ig efter Baſthoim. Hans Methode 
er den vedtagne ſynthetiſte, uden Eiendommelighed. 


Hans Inddelinger kunne ikke kaldes ulogiſte, men 
mangle dog ofte ſtarp SDegranbéning af Ledene. Han 


afhandler dogmatiffe Satninger paa en frugtbar og lære; 
. tig Maade. Hans Stiil er flydende, jevn og Hjertelig, 


- , men bliver i Længden noget eensformig, fordi den e 


uden, hoiere Sving og Begeiſtring. 

Disfe, Egenſtaber findes derimod undertiden eb, 
en ttebic (amtibig kjobenhavnſt Taler, Laurits S mito, 
bet, om et længere Liv var bleven ham forunbt, maajfee 
fnateft af alle Disſe ſtulde have brage bet til at navnes 


^ 


* 


: ftrax efter Baſtholm, nemlig [om Taler, men ikke (om 
færd Theolog. Den ſaakaldte ”fuldftændige” Sam: 
ling af hans adſpredte 'Drebifenec og Taler 
er udgivet efter hans Død (1794 hos S. opp) og 
- vidner om Mandens (tore, ogſaa af andre Skrifter be 
fjenbte, Talent. Skade, at denne meget lovende 
Mand bortfaldtes faa tidligen. Jeg feer af den nævnte 
Samling, hvad jeg ellers iffe vibfte, at der i hiin To 
var et Pradikeſelſfab i Kjøbenhavn under Navn af det 
Walchendorfiſke (formodentlig var det ſtiftet "paa 
Walchendorfs Collegium). | | 

"Af be Mange, der d ben S5aftbolmffe Periode beti 
gede vor homiletiſte Literatur, bor jeg endnu tilbagekalde 
i Deres Erindring tte Mænd, fom alle uden Tvivl Have 
været Dem perſonligen bekjendte. Overſt iblandt disfe 
fætter jeg Andreas Johan Rehling, hvis "Oy 
byggelfes; Taler 1 entelte Livets Tilfælde” 
te udgivne efter Forfatterens Død af hans Ven P. H. 
Haſte (1791 hos Poulfen) der har tilføjet den Afdødes 
Biographie. Saavel af denne fom af Talerne felv 
fremtræder Billedet af en el(felig, mangfofbigen danner, 
Geiſtlig, der desværre (ligefom L. Smith) bortreves i 
fin feireſte Alder. Da vor Literatur er fattig paa gode 
Caſualtaler, burde denne indholdsrige Samling ſaame⸗ 
”, get mindre gaae i Forglemmelſe. Ogſaa ben anden Hos 
milets Samling havde det Held dt vorde udgivet af en 
Mand, der ben Gang regnedes blandt danffe Digtere, 
og hvis Forord faaledes kunde ffaffe Bogen Indgang i 
Læfeverdenen. " Jeg mener Joh. Martin Wein⸗ 
teid)$ Pradikkner over alle Cvangelier (2 Dele 1786 


| 283 


hos Goidendal, udglune af Riber). Weinreich blev 
1773 Baſtholms Eftermand i Smyrna; fom ſiden (om 
Sognepraſt til Frederiksberg og døde bet 1788. Det 


Lidet, jeg bat left af ham, giver mig ingen Anledning 


til at finde ben Roes overdreven , (om Riber yder ham 
, & Fortalen, naar han ſiger: ”Forfatteren havde en ſel⸗ 
den Gave til at foredrage Religionens Sandheder med 
Orden, Lys og Styrke, og derved paa eengang at tale 
til fine Tilhøreres Sorftanb og Hjerte.” 
.. In faare flittig affetiff Skribent var Peder $a; 
fuban (død 1799 fotu Præft t Asminderød). Foruden 
Magazin for Lidende (2 Dele, der meeſt beftane 


af Overfættelfer) udgav han 1785 gudelige Taler 


(2 Bind), 1788 Religionstaler til Dyds Be: 
fordring i bet huulige Liv (2 Dele), 1789 ass 
fionspræditener, og endelig 1793 Ny Samling 


af Præedikener. Gom Anledning til denne ſidſtes 


Udgivelſe angiver han i Forerindringen fin Lyſt til at 
. fremme Læsning af religisſe SÉrifter i Huſene, paa en 


Tid da Kirfegangen faa ſtarkt aftog, og han derfor iffe ' 


fænger funbe ”talende og offentlig” gavne Mange ved 
fine Foredrag. Det er vel et fjeldent Tilfælde, at den 
Taler, hvis viva vox iffe fan (faffe ham et talrige 
Publicum, tilveiebringer fig det ved tep tte Prædikener. 
Hvorvidt bet lykkedes fal. Paludan, fan jeg tffe (ige; 
men jeg finder iffe hos ham fortrinlige Gaver, bet ffulbe 


betrygge hans Skrifter en fang Varighed. — Viſtnok 


maatte man være tifteb$, naar bet i enhver Kirke 
hørtes Pradikener, ei ringere af Gehalt end disſe; thi 


Palndan afhandler (tebíe fit Emne med Forftand, Bibel⸗ 


. 284 


kundſſab og. Sengen til det menneffelige Sjecte 3.” nam 
Veltaler er han alligevel iffe. — Allerede den Uſtit, 
(em bau tilligemed Schonheider og Flere optag efrer 
Tyge Rothe, at bruge nye Ordformer, f. Cr. ms: 
fifte Religion, (faber overordentlig under etningen. 
Endeel upaéfenbe Lignelfer minde ogſaa om en mindre 


. * bannet Smag. 


Symob Siutningen af det 18de Aarhundrede, e& 
terat Baſtholm havde nedlagt fit Embede, vare be te 
beromteſte Prædifanter i Danmark Joh. G. Mare zoll 
(der 1803 gif (om Superintendent til Jena, hvor han 
fot et Par Aar fiden døde) og den endnu iblandt os vit: 
fende H. G. Claufen. Da Begge tillige have ubab 
vet flere Samlinger af Pradikener, indffræntede deres 
Virkſomhed fig i£fe til deres talrige Tilhørere, De fandt 
, mange Læfere (Marezoll ogíaa i Danmark, da alle dans 
nede Danffe nu forftaae Tydſt; og flere af hans Taler 
faavelfom hans Andagtsbog overfattes desuden paa Danſt. 
Marezoll havde, (om bekjendt, dannet fig til Prædifant 
ifær efter Sollifofet, bog ogſaa meget efter. Rein: 
hard. Af den Sidfte fynes han at have lært den Kung 
at disponere, hvori han ligefom Reinhard var: en Meſter; 
med Sollitofer havde han tilfælleds en afgjort Forkjerlig⸗ 
hed for moralffe Cmner og Færdighed i at oplyſe disſe 
poa en interesfant p(pdjologiff Maade. Hvad man med 
. Rette kunde bebreide Marezoll i de Aar, jeg var hans 
flittige Tilhører (1797—1802), er, at han jaate ſſel⸗ 
bent. behandlede dogmatiffe Materier og felv paa Feſt⸗ 
dage tit gif uden om Dagens egentlige Anledning. Der: 
imod mindes jeg aldrig at have hørt: af ham (fom Hans 


285 


Modſtandere tit have pttret, men iffe af hans Skrifter 
beviiſt) Polemiſeren imod be diriftelige Dogmer eller Mys 
fterier. De ønffer, min ædle Ven, ligefom jeg, at 
ethvert Menneffe, og dobbelt enhver dygtig Mand, ffal 
flee fin Ret. Det vil da vift fave glædet Dem at ears 
fåre, hvorledes den berømte Theolog, Dr. $5. A. S Hotte 
i Jena, Hvem Ingen vil tillægge Kulde for den bibelffe 
. Chriftendom, har efter Marezolls "Død udgivet hans 
Homilier og nogle andre Prædikener (amt en Skildring 
' af den Afdødes Levnet og Pradikemaade, hvoraf Hr. 
S5iffop Plum far uddraget følgende Hovedfted *): ”De 
" Bibelffe Terter tjente ham vel ofte blot til Vehikel for hans 
Thema, uden ret noie at forbindes med Pradiken, men 
gjerne fom han dog tilbage til Texien, hvor Tankegan⸗ 
gens Udvikling tillod det. Stilen vidnede om en dannet 
Aand; men populær var ben fun til en vis Grad. 
Man hørte (ita, at ber prædifedes for en dannet Me⸗ 
nighed og i en Liniverfitetéftab. (Det famme gjalbet. - 
om. hans kjobenhavnſte Prædikener). Hans Udtryk 
Havde ubmerfet Klarhed og Kraft, og bevægede fig frit 
eg uteungent, meeft i den oratoriffe Stiils Middel 
ſphare. Periodebygningen er meftetlig. Hans udvortes 
Foredrag behagede altid ved bet& Forſtaaelighed, To: 
nens pasſende Afverling og en i rigtigt Forhold ftigenbe 
Livelighed, enbffjenbt der iffe underſtottedes ved Stem⸗ 
mené Omfang og Velflang.” 
Flere end ſalig Rahbek (der fom. Befjenbt- meget 
elſtede flige Paralleler) have faldet vor Stiftsprovſt 


+) Efterretninger om ubentant(t eiteratur 44te- H. S 16. 


286 


Clauſen Danmaks Marezoll. Det ec og inbty 

" fenbe, at be. fom Homileter have mange Cgenffaber til⸗ 
falles, ihvorvel Enhver af bem dog ogſaa har fit Cien: 
bommelige, Naar Talen er om levende Mænd, ec bet, 
endog for den frimodige Forfatter, hvis han ellers tillige 
beſidder Delicatesfe, behageligt at kunne fremtage fine 
Somme af et 14 Aar gammelt Manuſcript. Saaledes 
frev jeg da omtrent 1817 til Brug for min engelffe 
Ven: "Sy Aaret 1795 grundlagde nuværende Stifts⸗ 
provſt H. G. Claufen fin literære Berommelſe fous 
Homilet ved at udgive en Samling af Prædikener, ſom 
ejorbe megen Lykke, og ſom Danmarks Ariſtarch, Pros 
fesfor Jacob Baden, anprifte i£fe'alene for bet rene, 

, ædle, valgte Sprog, og bet lyfe, ordentlige Foredrag, 
, Bvorveb de udmarke fig, men ogſaa for de fremfatte Mas 
teriers Vigtighed og populære Behandling *). . Han har — 
fiden , foruden mange enkelte Taler, udgivet en ſtorre 
Samling af Prædifener, Dolbne i Frue Kirke 
(3 Dele, hvoraf 3die Oplag ubfom 1813, dette bog 

— fun i 2 Dele), og Prædikener med Henſyn cil Tidsom⸗ 
fienbigbeberne ($65. 1813), aldeles i ſamme Maneer 
fom de tidligere, Derſom denne Taler iffe længere har 
et faa (tort Auditorium, (om da han forſt fremtraadte i 
Hovedſtaden, er bet iffe fordi han har forandret fine 
dogmatiſke Anffuelfer (disſe ere de, (om ved Udgangen af 
bet 18de Aarhundrede vare be fædvanlige i ben tpbffe og 
danffe Theologie) eller fin. Prodikemaade (om. ftebíe er 
lige omhyggelig; men deels fordi de Samtidige have, 


*) Universitets; Journalen for 1796 €. 1%. 


BA 


2987 


forandret deres Synsmaader og Smag, deds (orbi bet 
ligger & Sagens Natur, aten Pradikant, (om fjeldene 
indlader fig paa det Ciendommelige i den Hriftelige Troes⸗ 
lære, hav en fnevrere Kreds at bevæge fig i, end ben, 
(om , foruden den almindelige Reltgionslære og den diris 
fielige Moral, medtager alt det Poſitive og Hiftoriffe, 
der findes i Aabenbaringen. Da Stiftsprovften lige 
fiden Paſtoralſeminariets Oprettelfe A. 1809 har været 
de tbeologi(fe Candidaters Veileder i Homiletik og Cate⸗ 
chetik (ja endog tidligere havde privatis auspiciis ops” 
rettet og beftyret et. Prædikefelffab), har han havt en 
ſtor Snbflpbel(e paa mange ban(fe og norſke Præfterg 
praftiffe Dannelſe. Hans Frimodighed eg Embedsiver 
hav med Rette gjort Dam agtet af ale billigtænfende 
Mænd, hvilfe end deres dogmatiffe Anffuelfer vare. 
Lan hav aldrig taget Perſons Anføelfez men, revſet Tis 
bené Lafter uden ForfFjel hos Store og Smaae. Han 
har tvende Gange været anflaget hos Ovrigheden for 
frimodige Yttringer; men er — fom man" af en oplyft . 
Regjeving fuube vente — begge Gange bleven frifjende,” 
Et agtet Navn faavel € Literaturen ſom i Kirken 
erhvervede fig flere ſamtidige Homileter, ſaaſom Gut⸗ 
feld, Boiſen, Liebenberg, Pavets. Hvad De 
feo, min halærværdige Ven, Dar (ngt*) om fal Sbiffop - 
Boiſens Seilebning til huuslig gpffaligbeb 
i Taler (1798), det gjelber'ligejaa fuldt om hans 
Betragtninger over vigtige Optrin i. bet 
ju uslige Liv (1800), ”at de vel acad enbeel . 


*) Dant Sit. Tidende for 1831 6. 543. 


1 


, 


' 


|. . 2988 

Godt og Skjont, men dog for en Deel havde den da 
herffende Tidéaand at takke for det Bifald, hvormed be 
. bleve modtagne.” — Boiſen havde baade en varm religisé 
Folelſe og en levende Phantaſie; men manglede (aavel 
theologiſt fem oratoriſt Uddannelfe, Hvorfor Han heller 
iffe (om Taler fan anbefales til Gfterligning. . Om de 
tre ovrige maa det maaffee tillades mig her at nedffrive, 
hoad jeg om bem har domt i Hiſtoriſk Calenbet 
(ferfte Aargang €. 65): "€t (fjent og Materien værdigt 
Sprog, tilligemed et lærerigt Indhold have «Davelé'4 
eg Liebenbergs Pradikener tilfælleds med Clauſens 
es Marezolls, og en vis Hjertelighed med hinanden 
indbyrdes, Et poetiſk, iſer elegiſt Anſtrog giver bete 
uden mange af Pavels's Arbeider ) en egen yw 
teresſe. Gutfeld fan iligemaade med fin let bevæges 
lige Phantaſie, fin inderlige Foleiſe og (it blomſtrende 
Sprog vare en fortræffelig Taler, faa ofte han Cun (els 
vil; men i ſin Straben efter en ſtjon Form forglemmer 
— han Materiens grundige Udførelfe ”"), og hvad er dog 
ſmukke Ord uden fyndige og vel fammenhængende Tan: 


(oc e? Med al Agtelfe for Mandens Talenter og Herlige 
. Gaver vover Neferencen at anvende paa hans udgivne 


— Taler, hvad Quinctilian figer om Ovids Medea: vi- 
dentur mihi ostendere, quantum vir ille prestare 


*) See Præœedikener 1800 bos K. H. Seidelin og 
Smaaſkrifter 1805, 


**) Gee ifær hans: Taler over be ſebvanlige Cu; 
dags⸗Texter. ifte Ded 1799 (flere Bind ere iffe 
udkomne). : i 


289 


Vótaérit, si ingenio suo-temperare quani inddd- 
gere maluisset.“ Saaledes ffvev jeg 1814. Det var 
faa langt fra at bet gebmobige Mand. tog mig denne. 
Bemerkning ilde op, at han meget mere: talkede mig 
derfor/ ſaavel mundtligen ſom paa Prent, nemlig i For⸗ 
talen til hans: Prædikener, Bolbne t Holmens 
Kirke, 1fte Decl (1818), hvor han ſiger, at ban "iffe 
, when Nytte har. læg: ben grundede og vehneente Grit 

Bring,” fom i Hiſtoriſt Caleuder var givet faim, og paa 


Grund af hvilken "Ban ved Udarbeldelfen. af disfe Præs 


dikener Havde taget ligeſaa meget Henſyn til Materien 
fom'til Formen,” Vi omtvivie aldeles ite Sandheden 
heraf; alligevel ere ogſaa bisfe Taler langtfra at kunne 
Satdes grundige; men deſto lærerigere eve de for unge 
Theologer, (om deraf kunne fee, at bet er umuligt, 
endog med en god Billie og. det ftørfte medfødte 
Talent, at befée Mangelen af grundige theologiffe 
Studier. Thi berpaa ffertebe det hos Gutfeld; og dette — 
er ene. Grunden til at hans Taler ei længe ville holde fig. 
. Liebenberg havde fom ung Mand fanme Uheld 
ſom Gutfeld, at.blive regnet iblandt ben Tids” Gebiet," 
ef hvilke man iffe fordrede noget Slags Grundighed. 











Liebenberg Har i fin Autobiographie med elffelig Oprigtig⸗ i. 


— feb beklaget, at Dan: fpilbte endeel af be dyrebare" Ung⸗ 


dombsaar paa Dramaturgie og hvad man ben Giang kaldte 


belles: lettres. ..&om Mand arheidede han kraftigen 
paa at indhente det Forſomte. Han forſmaaede Sy 
nets Bifald,” naar dette (fulbe tilkjobes ved Opoffrelſe 
af 'det chriſtelige Clement i Pradikener. Da han 1805 
udgav ſin forſte Samling af chriſteltge Religlons⸗ 

Nyt Bibl. 20 Bd. | € 


4 


290 


' . fatet blev fom af en tydſt Recenſent (viſtnek Paſter 
v. Gehren) iretteſat, fordi hån fagbe ſar megen Bægt 
paa at være Chri ften, og paa Pradicatet chriſtelig 
ved Religionstaler. Liebenberg fontebe (i Govtalen til 
Samlingens anden Deel) meget rigtigen, at mange 
' npere Pradikanter ju(t deri feilebe ſtorligen, at be lagde 
altfor liden Bagt paa. bet Chriſtelige; tidlige prtur 
han den (viſtnok grundede): Formening: "nt en af Am: 
fagerne til den herffende Lunkenhed for Religlonen lage 
deri, at de nyere Religionslarere iffe ſels våre gjemnerns 
trængte af Varme og Syorc for den Religion ; hvis - For 
' fynbere de (fulbe være; idet be altfor ofte anprifte Deis⸗ 
mus eller blot naturlig: Religion iſtedenfor Chriſſendom 
. Ogfaa: fit følgende Vært gav Liebenberg fantme Cotempd 
ved at falbe bet Bidrag til chriſtelig Eftertanbes sg 
Opbyggelſes Fremme” (tre: Bind 1823—182%6 hes X. 
Seidelin). Om denne Samling ſiger en ſagkyndig Be 
"— dømmer ): "at den udmarker fig véd grundig bomileti 

Logik, praktiſt Udvifling af den diti(telige Troeslæsa, 


Bibelſprogenes ſmagfulde Benyttelfe og en bjertelig De 


lærelfe, Hvortil endnu kommer den fjeldne Sands fer 
det huuslige Samlivs Bærd og Betydning. og det fine 
Blik (bet. qvindelige Hjertes Lendom.” Den Gan 
for Bunslig Lytte, (om Stécenfenten Her omtaler , beſad 
da Deres, Ven Boiſen ogfan i høi Grad; fan at. bet 
e rimeligt, den ligeledes. ved Dans Taler ma kunne 

næres. : 


* 


2) Dauft kiteratur⸗Tidende for 4824 G. 148. 





-— 


291 EH ' | 


Ieg har, iffe of Forglemmelſe/ men af Gorlegen: 
hed med at fütbe et pasfende Sted, udfat fan længe at 
hævne den Vettaler, (oim Norge falder fin Demoſthenes 


, eg i hvem unægtøligen em bemoftbenif Natur boede, 


Johan Nordal Brun, død 1816 i fit 72de Aar 


fom sBiffop t Bergen, i 'hvilfen $59 han ved fin Velta⸗ 


lenhed⸗ Fadrenelandskjerlighed og paſtorale Virkſomhed 
vat bleven em almeenhadret og adlydt Patriarch. Jeg 
beklager, at jeg endnu. ikke har faaet hans ſamlede Præs 

dikener; og. følgelig ikke er iſtand til af. fælde en ſikker 
Dom om ham fom Homilet. Hans Pradiken, da fan 
indviedes til Biffop, og bet Qibet, jeg iøvrigt har «Left 
af ham t *Drofa , fvarer langtfra iffe til den høie Fore⸗ 


filing, jeg gjør mig om hans Genie; dels ifølge nogle E 


ef hand: Pvefler, deels paa. Grund af den almindelige — 
Beundring, . fem hans Tilhørere have ydet” ham. 
Men ved Læsningen bortfalder jo den hele actio, der 
hos ham (fal have været magelss. Og hvormeget dette 
Moment bidrager til at ſtaffe Taleren Indgang, derom 
har De (do for fort: Vid. ſiden mindet os, ved at hen⸗ 
viſe til den: gamle Taler, "ber paa Spørgénmalet: Hvad 
bet vat bet ferte — hvad bet andet — hvad det tredie 
t Talen? idelig ajentog bet famme Svar: actio. unb; 
fentigoiió ville hans ſamlede Taler befindes at ſtaae lungt 
under hoad man. venter (tg af en (aa navnkundig Mands | 


mem: enfelte Stytkker ville ſikkert beviſe, at han beſad 


ægte Veltalenhed ,… tigefom: nogle fan af. hans. Digte, 

ifær hans fædrenelandffe Qvad, godtgjøre, at han vat 

fand Digter, hvilfet man: ifølge hans fterre Arbeider i 

den tragiffe og” "m PARRE xat bevettiget. tik ar oms 
€ 2 : 


- Å 


292 . 


— tvivle "), Af norffe Gieifilige udmarkede fig paa ſamme 
Gib Jonas Stein, (em Veltaler; men det er mig iffe 
 Pefjenbt, at han har udgivet Prædikener. Han glim⸗ 
vrede paa Storthinget i Eidsvold ligefaa meget. ved fine 
. Talegaver, font han elffedes for fin Patriotisme. Og⸗ 
faa til adffillige andre norſke Pradikanters i Trykken 
udgivne Arbeider kjender jeg for: lidet til derom at turde 
fremfætte nogen Dom, - Afdøde Biffop F. Sy. Bed 
- (Bois. svrige, mig bekſendte, Skrifter ingenlunde ere 
fortrinlige) har i A. 1791—92 (om Praſt i Sconbbjens 
ladet der trykte 50 Prædikener. Biſtop Peter Oli 
varius Bugge i Trondhjem udgav 1795-en Huus⸗ 
poſtille, paa hvis Titelblad (ifølge. Nyerups: Lit. Lexicon) 
hans Navn kom til at ſtaae ved en Feiltagelſe i(tebenfer 
hans Faders. For ganífe nylig har Paſtor N.S. € duis 
udgivet en Samling af Pradikener, hvoraf endnu neppe 
noget Exemplar er kommet til Danmark. 
. Ved at gane over til bet ſidſte Tidsrum i vor geiſt⸗ 
lige Veltalenheds Hiſtorie, og omtale den Mand, med 
hvem vore Efterkommere ſikkert ville begynde denne Pe⸗ 
riode, kunde jeg Dave Lyſt til at fortie Navnet (fom 
Alle af fig felv vilde tilføje) og ſige fom Quinctilian ved 
- lignende Leilighed fagbe: Superest adhuc et exornat 
" setatis nostrae gloriam. vir seculorum memoria 
fignus, qui olim nominabitur, nunc intelligitur. 
Dog — hvorfor fortie Meſterens Navn, hvor endog 
— af Vans Difciple blive at jene ? 


$) Om S. $. Brun fom babet ia Molbechs Senf 
poetiſt Anthologie aſte Del O. 91 f. 


293 : 


Bi lade. Aaret 1810 gjøve Epoche; thi da ubfom 
| forſte Bind af Jacob Peter Mynſters Pradike— 
ner, hvorefter andet Bind forſt fulgte 1815, ligeſom 
de fem Reformationspredikener i Jubelaaret 
1817,. og. endelig Wrædifener paa alte Son⸗ 
06 Helligdage i Aaret, to Bind 1823. (Af den 
fetfte Samling faves allerede andet og tredie Oplag; 
og af ben ſidſte er en ny Udgave under Presſen). Det 


var herom , at Deres Worm tilffrev Dem: "Get fan. 


man falde d) vifteti ge Pradikener. Mage til Prædis 
kener fjender jeg ikke. Det ſamme maa jeg ſige; thi 
bet gjælder em alle be Literaturer, der ere mig bekjendte. 
Til Baſtholm, Clauſen, Liebenberg o. f. v. 
fan jeg paavife Paralleler, ifær i ben rige tpbffe Lite⸗ 
tatur; men iffe til Si Mynſter. Man finder vel enkelte 
Steder hos fam, fom fnart minde om Schleier ma⸗ 
der, fnårt om Reinhard, (nart om Seneton, 
fnart om 9utf ét; men aldrig en heel Pradiken, ſom 
Nogen af disſe juſt faaledes vilde have holdt. Hvo 
wil alligevel omtvivle, at han fjenber og far ftübetet 
disfe Monſtere? Men det lykkedes ham, ligeſom Cicero, 
da denne felvftændige Stomer- ftuberebe Grækerne: at 
-optage fun det bedfte af udenlandſte Talere, og ſaaledes 
at ſammenſmelte dette med ſit eget Genies rige Gaver, 


at ri blev ufvæltet Y Allerede om de iiid 


] | 


*) Stedet hos Qvinctilian, hvor der handles herom, e ev 
Inst, Orat. L, X. cap. 1. $. 108 et 409 :. Nam mihi 
videtur M. Tullius, cum se totum ad imitationem 
Gracorum contulisset, effinxisse vim Demosthenis 


202 


294 
A ; 

Acheider af denne Ferfatter ſtreo jeg ſor mange Aar 
ſiden (Hiſt. Calender. ifte Aarg. S. 44): ”Lærdom, 
Ddobſindighed, Nyhed i Ideer og Bearbeidelſe forene 
fg ligeſaa ſtjont i hans Underſogelſer, fom Veltalenhed 
med vn ægte religiss Aand i hans Predikener.“ Og 
med hvor mange herlige Arbeider har Dr. Mynfter 
ikke ſiden 1814 beriget ſaavel vor lærde Thenlogie fem 
: vor homiletiſte Literatur? Dog den fib(te langfen i£fe 
med faa mange, fom vi, hans flittige Tilhorere, snffe 
et fee udgivne. Thi af så ſaadan Pradikant er bet en 
Wbefftivelig Vinding af faae Rekker af Bind, fom 
(Cof Cr. en Cramer, en. B. TUNES en Reinhard Der 

leveret o$ dem. 

Som pret i banen uu netop i 20 Aar, 
og ſom Lærer i Paſtoralſeminariet, har Dr. Mynfrer 
havt Leilighed til af indvirke umiddelbare paa en 

^ Mængde theotogiffe Candidater, Dwilfe tildeels allerede 
-  Befiebe geiſtlige Embeder. Den Bele gavnlige Synbfip: 
. elfe af en faabap Beiledning, ſtadigen opipft ved bet 
ferligfte Exempel, lader fig iffe beregne. Vilde Mogen 
holde fig til Literaturen alene, ba kunde maaffee ben 
gamle Veltalenhedslærers Oub: habet amatores, non 
imitatores, finde Anvendelſe, — vi i-ttogle trykte 


(om Mynfter vilde vi fige: Lutheri) » copiam Pla- 

tonis: (bi vilde fige: Reinbardi), jucunditatem 
— Isocratis (Fenelonii) Nec vero quod in quoque 

optimum fuit, consecutus est tantum, sed plu- 

rimas, vel potius omnes ex se. ipso vir- 

tutes extulit'immortalis ingenii bea- 
: tissima ubertate. E 





Lx 295 
eapitenec f. Cr. af Seerup, Schjadee, Stan; 
mer og Sue troe kt finde Spor af en pasſende Efter⸗ 
ligning — Men beo, fem wil erindre. Dr. Mynſters 
Fottjeneſter af Prædifevæfenet og (af-bet Maal, fot - 
hvis Opnaaelſe ber prædikes) ſand Religisſitets 
Udhredelſe, maa hverken indſtranke fig til Siteratus 
ren eller Geiſtligheden, men tente paa Dele bet danſte, 
 motíle og -otn(fe Foli ). Thi ogſaa I Sverrig leſes 
Mynſters Pradikener flittigen, deels i Originaiſproget, 
deels i ſvenſt Overſattelſe. GSalig Baſtholm fortæller, 
et Anledningen til at han udgav ſin anden Aargang af 
Yræbdifener., var, at Mange fagde ham, de havde læft 
bm forſte Samling 9 Gange. ( de 9 Aar, ſiden den 
" mbfom. Gnart-er nu bette Aarmaal udlobet, ſiden vi 
erholdt den, Mynſterſte Aargang. "Gid da Aaret 1832 
^ maatte bringe os en ny! Endnu en interesſant Parallel 
imellem disſe €oenbe Homileter er ben ,"at Sbegge ved 
pratorti(fe Veiledhinger have fat os iſtand til at 
"trænge dybere ind i deres Begreber om geiſtlig Velta⸗ 
lenhed. a E F , T 
C jenbt disfe Prædikener, fot at nydes fuldkom⸗ 
ment, . fræve en Dei, Grad af Dannelfe, ere-be bog —- 


sillige populære i Ordets bedfte Betydning, ligejom jo 


ogſaa den førfte Samling beſtaaer af Taler, ber ete 
holdte for en Landsby; Menighed. Imidlertid! gives der, 
viſtnok iblandet Almuen iffe faa Individer, fom kun 
— ville vere iſtand til at følge en fan høi Taler, 


4) Endeel af Mynſters Yradikener ere — overſatte 
paa Tydſt. RC 


296 


eg fem dog længes. efter at leſe en chriſtelig Prabiken. 
Det et bà godt, at Gaverne ere forſtjellige. Thi fot 
faadanne Læfere mangler bet nu heller iffe .i vor. nyere 
Literatur paa pasſende og gavnlig Næring. . Saaledes 
fat Paftor B. $. Rønne vibgleet. tvende Aargange, 
den førfte 1819 under Titel: Samling af Pradi⸗ 
kener over de til Sondagene og: Feſterne 
anordnede. Terter, 2 Dele, ben anden ligeledes 
4.2 Dele-(1824), fom Menigmand heelt igjennem fan 
fatte. Fortalen til den forſte Aargang er markelig ved 
Forfatterens oprigtige SDefjenbel(e om hans tidligere Prøs 
bifemaabe, og Aargangen felv afviger fta den fædvantige 
Tids sYnddeling , ved at begynde, iffe med Kirkeaaret 
(forſte Adventføndag), sen med Nytaarsdag. Ligeſem 
. dot. Rønne iblandt vore. ældre Praſter fan repræs 
ſentere den gamle orthodore Skole, ſaalebes Pafter 
$$. 6. Grundtvig iblandt be midaldrende, eg 
endelig Paſtor Cic. pH: S. A. 9. Qolm iblanbt 

. be ange. 
F Da jeg oftere har havt teiligeb til effentligen «t 

. Witte mine Tanker om den talentfulde og .paa mange 
Maader af vor Literatur fortjente, men -ogfan i flere 
Henſeender vore Ønffer (fuffenbe Skribent, (om jeg 
nylig nevnebe, vil jeg hellere tage den forte Critik over 
, de Grundtvigffe Prædifener, hvilken man her. venter, 
anben(tebéfra, — Om hang bibelſke Prædifener 
efter Tidens Tarv og Leilighed (1816 Bot 
Schubothe) kunde visfelig meget Godt fige8; men jeg 
windes ingen offentlig Dom derom. Derimod er førfte 
Deel af hans Sondagsbog eller chriſtelige Pradikener 


20? 


dabemt af en med fam ſymopathiſtrende Recenſent, 


Paſtor Horuſyld, i theol. Maanedsſtrift fot Marts 
1828. "Hvad Han vidner om fig: at fave left bent es. 
atter loft dem med Fornoielſe og Opbyggelſe, ojtlbrt vig 


"øm mange Læfere, Der dele disfe Mands Folelſer og 


religisſe Anſtuelſer. Hr. Hornſyld unbffplber bet Pole⸗ 
miſte, ſom faa ofte forekommer i disſe Foredrag; men 
beklager dog, at den blide Veemods Tone, (om ban fan 

meget elſter, her fun fjelben feb. for hans Øre; han 


indrowrner at disſe Prabikener ere bibelffe, men at bo 


ikke altid tage fig ub fom ſaadanne, tildeels fordi Ta⸗ 
leren afviger fra vor kirkelige Bibeloverſattelſe; fra 


hyvilken der iffe bør viges, med mindre ”dér vindes d 
Rigtighed, Klarhed, Tydelighed og Kraft,” hwoilket 


fjelden ec. Tilfældet med den nye af Paftor G. forføgte 


Overſattelſe. J de alfetflefte Pradikener favner Rec. 
GSZyddeling, og om nogle bemarkes, at ben poctiffe Gone: 


— feit Vard i øvrigt erkjendes — er nær ved at over ⸗ 
ſtride Talens Enemerker ). Allerede i Aaret 1826 


dgav Licentiat Holm — endnu inden han blev ræk 
€n halv Suees Pradikener under Titel: Chriſtus, 


Veien til Faderen (paa Wahls Forlag). Ligeſom 
de ere holdte i Vor Frelſers Kirke paa Chriſtianshavn, 
faa vidne be ogfaa ^om, at Forfatteren har dannet fig 
efter Grundtvig; og viéfelig ei uden Held. Skjondt 
han iffe us PR "x Har han bog — | 


*) Meget fine fan — i Danſt Literatur⸗ Tidende 
"c en Recenſien over alle tre Dele af Sondags⸗Bogen. 





298 


abfilllige gåde Cgenftaber af fie Monfier; bibelſt Gabatt, 
Inderlighed og Popularitet ; naar han derfor blot vogter 
fis for ben Grundtvigffe Soles. almindelige Seil, Haérds 
Hed i Domme, vil et. Hrifteligfindet Publicum ſikkert 
mtb Glæde medtage den fuldftændige Aargang af. Præs 
dikener, fom. han i Gortalen lover, men: fom en rigtig 
Folelſe af Trang til Modenhed hidindtil Har holde til⸗ 
bage. Ogſaa en anden Ven af Sr. Grundtvig, Pas 
. fot. H. Egge, udgav, 1825 (til Fordeel for de Bands 
bte) en liden. Samling .af SDrebifener, — fra 
Tydſk, og værdige at læfes. 

Men at det iffe alene var Hovedſtaden og Sjet 
land, bet eiebe og i Literaturen indførte veltalende Pres 
dikanter; at ogſaa Rigets øvrige (gne og navnlig Hos 
vedprovindſerne Fyen: og Iylland havde udmarkede Ta⸗ 


lere, det er bande i Almindelighed erkjendt, og fan bes 


viſes ved flere Exempler af den nyefte homiletiſſe Lite 
ratur. Saaledes fremtræder Odenſe med bets tyende 
Sriftsprovfter: Paludan-Muͤller og N. Faber, 
. Ribe med dets 5Diffop. Hertz, Viborg meb.beté Stifts⸗ 
provſt  dojebte og Aalborg varbigen repræfenteret ef 
dets unge (fibew til Mariager forflattebe) Draft, fen: 
tid; Seerup. At Stiftsſtaden Aarhuus ei flænge 
ſtal umdvære fin Repræfentant, tev vi faabe; tfi bet 
fan let opnaaes ved en ny Samling af bet$ nuværende 
Sbiffop, der allerede, ( Aarene 1821 og 1822 udgav 
tvende indholdsrige Bidrag til Huusandagtens 
Oplivelfe,. og 1824 lignende Bidrag i en ny 
. Samling af Pradikener, holdne i e Knuds Kirke 


e 


999 SE 


Uere *) (pan Hempeis Foring, udkom Diftesiit). 
Disſe Pradikener have de gode Egenſtaber, fom. uds 
— mærfede den Baſtholmſte Stole; funære. de, ligeſom 
Adlers, efter Regelen meget forte, Hvilfet flader ved 
en omfattende ellec van(felig Materies Mbvifling. ^ — . 

- Mærfelige, endog i Kirkens Hiſtorie, ere be Tolv 
p rebifener, fem Dr. Nic. Faber 1825 ubgap 
, (hot, empel i Odenſe) med tüfeiet Titel: €t Forføg 
til fand Chriſtendoms Beſtyrkelſe mod Tvivl 
sg Vildfarelſer. Lan. pilde nemlig ved deres Hol⸗ 


delfe forebygge Conventiklers og Separatismes Indtræns 


gen ( (ine Menigheder (Alleſted og Veile) og. ved deres 


Sbefjenbtojsrelfe epuaae bet ſamme SDiemetb i em ſtorre 


Kreds, Sfriftet vidner om en fjelben Sotftanb og yg; 
tighed. Dette vil ogſaa funne flutte$ af den Bedom⸗ 


melje derover, (om "Dagor Grundtvig meddeelte i ft 


& eol. Maanedsſtrift (2det Bind S. 55 fg.), da denne 
— Forfatter fandt fig opfordret tilsat modfige Dr. Faber 6 
adffillige Punkter og iſer til at advare imod "bet ptas 
ſtelige Pavedom,“ (om let kunde opkomme, naar Præs 
ſterne itfe vilde — deres Menigheder huuslige An⸗ 
dagtssvelſer. Hr. G. indrommer, at Or, Fabers 
Preben, ſtjondt ikke reen ; bibel(fe * fortjene megen" 


*) Sieg —— iffe at have feet dieſe Preßitener recen⸗ 


ferede i nogen danſk Tidende. Derimod ere be 
anmeldte med Berommelſe i Peterſ ens Provinzial⸗ 
berichte fuͤr 1824. I, 71 fg. 


n») Dette fan inbrpmmes ; men deraf følger ingenlunde 
— hvad Gr; -G. tillige — — at de ere dftes 
chriſtelige. 


- 


NWN 


- 


Opmetf(sinbeb. "Det. er nemlig ingen Cfterjnaffet, 
men en. fri Tenker vi høre, (om frimodig, ofte med 
Kraft og Varme, udtaler fin religisſe Overbeoliéning, 
øg bet paa en Tid, ba han fan vente. hoiroſtet Mods 
figelfe; og allerede bette maa man have Agtelfe for, 
iet paa en Tid, ba. Jabroderie, Lunkenhed og Liges 
gyldighed i aandelige Ting ere faa almindelige hos Folk 
af alle Bekjendelſer. Hertil fommer, at be flefte "Dre: 
bifener viſe, om juft iffe Dybſindighed, faa beg alvot; 
lig fremftræbende Tenkning, SDefjenbtífab med SRenne 
ffeté teligis(e Natur, Ringeagt fot ben herffende, lave, 
legemlige Tenkemaade, og hvad jeg (fattet hoiſt af att: 
Sandhedskjerlighed.“ De, min Ven! , (om veed 


” huad Grundtvigs Roes betyder, naar den ydes Forfat: 


tete af en anden Cole end hang, vil (iffett — derſom 
^. De iffe jallerede fjender. bié(e Drædifener — faac pg 
til at gjøre Sbefjentt(fab dermed. Og De vil iffe for: 
trybe det: Dr. Faber prøvede med Sindighed Lr. 
Grundtvigs Indvendinger og Befvarede dem i "Sem 
Breve” (udkomne ſamme Aar i Odenſe). J Agret 
1826 udgav han, i Anledning af den tuſindaars Syubeb 
fe(t, fire Prædifener (Kbhavn hos Selle under Titel: 
Sandheden. 

Samme Jubelaar frembragte, foruben endeel en⸗ 
feite *Drebifener '), Mindetale over vot Frelſer 
Jeſus Chriftus, udført i Prædikener paa alle Son⸗ 
og Sdighugs fta forſte Advent til Himmelſartsdagen i 


" iDe fom holdter 1 Kjøbenhavn; bleve ftt tilſam⸗ 
men i ect Bind. 


i 301 | 

ben danffe Kirkes Jubelaar 1826 af Peter Tetens, 
Sognepraſt i Nibe (Kbhavn 1827) — et Strife; fra 
hvis Gjennemlesning Ingen maa lade fig afſtrakke ved 
den befynderlige Titel: tbi det indeholder mange deilige, 


hjertelige Steder. Forfatteren er født til Taler, men 
^o defymeer fig faalidet om Talekunſten, at han fynes ikke 
engang at fjende de fimplefte Negler for et Themas Ude 


dragelfe af Texten, eller dets beſtemte Fremſattelſe. Til 


Exempel vil jeg nævne bet forſte og ſidſte Thema. Det 


forſte lyder: Min Taf" Dig, fagtmobige Konge, 
fom kommer! Det fidfte: Chriſtne! lader o8 
fee op. til ben Himmelfarne idag og altid, 
altid, faa at vi bøie Knæe ydmygeligen åg 
tilbede; men og faa at vi vandre frem-glas 


deligen og arbeide Dette et eit pasfende Indgang. 


til en Tale, men intet Sema. Vi ville haabe, at ben 


endnu unge Forfatter ei vil undlade at uddanne fit fjelbne 


talent, Baſtholms Talekunſt er iſer for ingenia 
exuberantia. en ypperlig. Bog; og hos Paſtor Tetens 
findes i hot Grad; hvad Gellius (IIT, 9) kalder vigor 
et color exuberantissimus. Jeg tifeier Blot ben 
Bemarkning, at denne. Forfatter efter fin Natur bør 


belit holde fig. til. Homilier og yerhertdet til det analy⸗ 


tiſte Foredrag. 
Jeg navnede ovenfor tre andre jydffe Geiftlige, 
paa hvis Pradikener jeg fætter megen Priis. fot. 49. 


Seerup udgav allergbe,: 1820 en liden Samling: af 


(10) Taler, .folbne i. Budolphi Kirke (Aalborg Hos 


Bord); og af en ung Mand fat jeg fjeldent løft noget, — 


ſaa⸗frit for. al: Maneer.ag for alt Stødende, paa ſamme 


! 
1 
/ 


— 


302 


Tid, ba Indholdet tilfreds filter ved Gehalt, sg Formen 
behager ved fordringslos MNaturlighed. 
Ligefom Maanedsſkriftet for Literatur 
(Zdie Aarg, Tbe Hæfte) Dar ajert, vil ogſaa jeg omtale 
under. Ening Hertz's og Schjodtes "Drabifener, 
efterdt be udkom̃i eet Aar (1830). Hine (tilſammen 26) 
udgaves efter Biffoppens Død af. hans Søn, Pafter 
4 25. P. Hertz, og. ere eet Vidne mere om Forfatte⸗ 
vens Dygtighed: Da Literaturhiſtorien tit nof gjør os 
befjenbte med Mænd, fom fremtraadte paa en glimrenbe 
Magde, men enbte (let; er bet glædeligt, vice. versa 
at træffe paa. Gyempler, (ont Hertz's, hvis SDarnbom& 
og Mugbomébannelje blev. formedelft Trang: forſomt, 
ellev deg ufuldendte; men (om. desuagtet i Manddoms⸗ 
Aarene arbeidede fig frem til at. vorde bande en lærd 
Theolog og en veltalende Praſt. Jeg fan ikke undlade 
at nedffrive et. Sted af den iyénevnte Recenſien, fordi 
het. faa. aldeles udtryfker min. Mening om denne, altfor 
tidlig tabte, Biffop: Jeg troer nemlig med hin Am 
melder, "at enhver chriſteligſindet Læfer vil føle fig tib 
fat web den Aand, (om gaaer. igjennem bitfe Taler, og 
ſtemmes til -Sosiagtel(e for deres Forfatter, Han førte 
til dem, i Doüfe ber. boer mere end. bet forekommer 
Mængden; thi han vandrede fin Vei (tille, . fredeligt oq 
fordringsloſt, og levede mere i fig felv og i fin nærmere 
Kreds end ( Verden; men den ægte Fromhed og bus 
fanddrue Oprigtighed i Ord og Gjerning, ben viben(fw 
belige Dannelſe, og dens: adleſte Frugter: Sandhede 
kierlighed, Humanitet og Billighed, Dave præget ſig 3 
hans Qkrifter, og ville gjennem bem vedblive at vitfe 








303 


4 ben. ſamme Aand, hoorl fan fev viede, den Tid det 
var ham giver *)." 

Jeg er fremdeles "S med famme Stecenfent, naar 
fan bemmer, at et-fterre oratoriſt Talent giver fig tit 
fjende ( Stiftsprooſt € djebtes Pradikener (tilſam⸗ 


men 86 i 2-Dele, Viborg hos Dons); og maet fum ^" 


desuagtet ikke finder disſe Talers Værd faomeget grun: 
but, Cette Talent, -(ifær da dets Anvendelſe neppe. fan 
figes fri for Misgreb) , fo ”i den, varme. Folelſe, ben 
ffjenne. Begeiſtring for Religionen og, dens frugtbare 
Anvendelſe paa fivet; det lyſe, tangefrie Blik -09..ben 
fleerſidige Aandsdannelſe, forenet med en. let bevægelig, 
«ig Phantafie og en ualmindelig Magt over Gproget." 
o Mitt Overſigt naxmer fig til. Enten; og De har 
vel allerede længe behovet Deres Befjenbte Overberelſe 
for ikke at ſinde den altfor vidtløftig. Alligevel maa jeg 
endnu korteligen nævne: tte. Slags Serifter, hvorved 
vot affetiffe (og fer em for Deel tillige ben Domiletijfé) 
Literatur ec bleven beriget, ogfan (ben nye(te ib, neu; 
lig Caſualtaler, Andagtsboger eg overfatte 
Prædikener. (Xo af disſe "- falde: ófte. ſam⸗ 
men til een). 
Zorſt man det bn erinbees, at en Mængde fau. 
Cafualtaler (om egentlige Prædikener findes i vare flefte 
tfeologiffe Tid sſtrifter, ſaaſom i Goangeliff 
Magazin for danſke Sandhedselſkere, uds . 


givet af Provſt J. $. Boeſen (4 Bind 1800—1804), 


t Falleſens Magazin (fluttet 1802), i Sammes 


*) Anførte Sted S. 68. 


404 . 


reol, SOaanebeffeift (fluttt 4808) og vati 
talé(frift (fom fun holdt fig bet ene Aar, 1809). 
Derimod udelukkede jeg, (om: De nof erindrer, ftrar 
alle Præbdifener af min Plan for: theologift Bi: 
Blíotfef, — Xf famlede Caſualtaler Har jeg fot. mig 
itfun fab, sbiffop St ünter s. Orbinationstaler (Kbhavn 
1817), Se(teprebifener og 2ellégbebétater af 
after 9. Holſt, (1823, fot Schubothe), og min 
Navnes, Paftor Jens Mollet s Leilighedsſtaler (S86 
borg 1822). Dr. Koden udgav 1847 en ei ubetydelig 
Samling Cajualrebens men de bleve iffe fordans 
ffebe *). So unge begavede Mend have ugeviis udgivet 
Praditener; den. Forſto, Hr. Paftor Otenerfet 
Gad, enberl overfatte fra yog ( (t Tidsſtrift: For 
Huusandagt (2 Bind, det ſidſte 1827 Kbhavn hos 
Brummer); ben Anden, Hr. Paſter Visby i ſit Uge⸗ 
ſtrift: Got ptaftiff Chriſtendom. Han me 
deler hver: Uge fin ſidſt holdte Prædiken — et driſtigt 
GBoretagende, ifær for. en faa ung Pradikant: Tiden 
vil lære, ont bet igjen (fal gane efter Ordene: fortuna 
adjuvat fortes **), De (tote Homileter, Cramer, 
$5. Muͤnter og Reinhard fave Ipffeligen beſtaaet 
Prøven, — Blandt over(atte Prædikener falder Luthers 


2) Simebené dette trykkes, udkom: Kirkelige Leilighede⸗ 
s felec af Danſte Prædifanter, udgivne orb G. 9. 
Brammer, Forſte Samling 1832. 


0) Forinedelſt Mag. Lindbergs nergaaende Beſtyld⸗ 
ninger har Hr. Viebv nu fluttet Bladet me uds 
gangen af 1831, — i 


- 


NM | 305 - 
| 


Poſtil forſt i Oinene, (oni ubfom i revideret Over; 
fættelfe bande i Danmark, af Paſtor Thiſted (hafteviis 
hos Wahl 1826) eg i Norge (5o$ Syenfen i €Driftianid), 
Af ben i England (aa beundrede Hugh Blairs Taler ' 
ubfom forſte Bind 1810, overfat af Candidat A. B. 

Birch; men (fjenbt jeg ſtrax ved en fritiff Anmeldelfe 

(eate at vatfe Interesfe for dette Foretagende, ſtand⸗ 
fede bet bog. Ci heller havde Paſtor Sorenſens oms 
hyggelige Overfættelfe af. Harms's Vinterpoſtil 
(1823 hos Seidelin) en ſaadan Afſetning, at den funde 
opmuntre Overfætteren til at vedblive. — pffeligere vare 
Andagtstimerne, overfatte af Thifted (8be og 
fibfte SDinb 1825), (fjgnbt der faavel i Danmart fom i 
Tydffland gjordes Indſigelſe imod: derrs Udbredelſe paa 
Grund af nogle dogmatiſke Vildfarelſer. Af windre An⸗ 
dagtsbøger frembragte det 19be Aarhundrede iffe (aa, 
Deriblandt nogle med jpecielle Henſyn f. Cr. Biſtop Bois 
fen$ med Henſyn til Almuen (1821), min Euſebia 
og Sophroſyne (1820 hos Seidelin) for Confirma 
der af be dannede Stænder, o. ſ. . 
Den ſidſte Bog af Vigtighed, ſom ſal. Raͤhbet 
voverſatte, vat Dr. Sy. €. G. Johannfens 9t ez, 
ligionsforedrag for Jefu tenfenbe Des . 
kjendere (2 Bind hos Beeken 1828 og 1829), hvilke 
min Ven dog langt heller ſtal læfe i den veltølende og 
correcte Forfatters Original. Petri Menighed befidder 
i ham en anden 9Xatejoll, men fom med denne berømte 
Homilets indre Gaver forener Dele den udvortes Velta⸗ 
lenhed, der bidrager faa meget til at aabne Talen Ad⸗ 
gang hos Tilhorerne. m 
Nyt theol, Bibl. 20 Bd. | u 


306 


* 


Staat vi ttu (amie bet bet betegnede Udbyutte fra det 


19de Aarh. (hvorved bog enfelte Prædikener eller fmaae 
Samlinger f. Cr. Provſt Dan. Smiths og ic. Bram: 
mers Ge(ttaler ete forbigaaebe) ba funne ví neppe uu: 
derffrive be Ord, hvormed en ellers (aate ſagkyndig Ste: 
cenfent.begynder den ovenanfette Anmeldelfe i Maaneds⸗ 
ſtrift for Literatur S. 58, idet han ſiger: "Dor nyere 
Literatur et. fattigere paa Skrifter til Andagts dg Ops 
byggelſes Befordring, end der var. Grund iffe-alene til 
at ønffe,. men ogſaa til at vente,” Mine Forvent: 
. ninger i det mindſte ere iÉÉe'blevne ſtuffede. Men naar 
jeg nu betenker, hvor megen Velfignelfe der er bleven 


udbredt og endnu fan udbredes ved Lasningen af biéfe 
Skrifter, iſer af be bedre deriblandt, ba glæder jeg 


mig ved at. høre til den danffe Kirke, og beder Kirkens 
Herre: | 
Bær med bin Aand og Kraft. hos dem, 
Som os bit Orb forfynde, 
At be. oprigtigen gaae frem, 
Ci Tant, ei Smiger ynde! 
Lad bem ei trættes ved 
.  Forftandig Nidkjerhed, | 

Saa .de.ved Sandhed maae 

. Den frakke Spot nedflade, . 

Som vil dit Ord formorke. x 


Rjebenhavn⸗ den 8de Qaebe 1831. | 
9. møller. 





- 807 , i 
Tiende Brev. 


Til Samme. 


Om Cholerafotten, betragtet fra den veligigfe 
' | Synspuntt. i 


i Ligeſom jeg pleier i mine Breve at underholde mig med 


^" 


Dem, elffelige Ven! om hvad Vigtigt bet tilbvaget fig 


i €taten og Kirken, faaledes fan jeg denne Gang iffe 


modſtaae min Lyft til at meddele Dem mine Selelfer og. 
Meninger om bet for vor Tid gan(fe nye Phænomen, 
der i afvigte Sommer har ſysſelſat hele Danmark, ja 
faft hele Europa, og været Gjenſtand for offentlige Sot: 
handlinger ei mindre end. for private Samtaler fta Kon⸗ 


^ gebotgen indtil den fattigfte Hytte ( Landet — Cholera⸗ 


Sotten. De og jeg har ſaamegen Agtelfe for det 
gamle (af fal, Tode ved mangen Diſputationsact inb; 


Atjærpede) Medici, quod Medicorum est, tractant, 
, Gt vi vi(t ikke gjøre noget Indgreb i dette o$ fremmede 


Gebeet. Men Sagen Dar ogfaa en religiøs Side, 
hvorfra den fan og bør betragtes; og jeg inblabet mig 


jut nu derpaa, fordi den Getfte, fom i vort Fadrene⸗ 


land, har opfattet Materien fra den religipfe Synspunct, 
langt fra at tilfredsftille mig, endog har ſaaret min $a; 
lelfe. Denne Skribent er HAr. Magiſter Lindberg, 
(om i fit St aanebéffeift fot Chriſtendom og Hiſtorie 2det 


Binds 2bet Hæfte har ffrevet en fort Artikel under Titel: 


” Der er een Frelſe for Cholera,” hvilfen min Ven Ar. 

Paftor Rønne har. optaget i Danſk Religions⸗ 

Glad 905.39 for 1831. Denne Artifel maa følgelis 
u2 


- 


2 . . 808 


gen være læft af Mange, og ba den er — vel, (om 
fot. Rønne figer, et Ord talt i rette Tid — men 
iffe et Ord talt paa den rette Maade, fam vil jeg 
fnptte mine Betragtninger dertil, og meddele fork Dem, 
fiben Publicum, min Anffuelfesmaade, i bet Haab, at 
ben maa befindes rigtigere, end jeg har fundet $t. 
Lindberg. 

Jeg behover iffe at fist Dem, Bor libet ber fan 
være Uovereensſtemmelſe imellem denne Forfatter og mig, 
naar han nævner Guds Almagt fom ben enefte Frelſe fra 


Cholera (nemlig Sagen henføre til den hoieſte og ſidſte 
Inſtanz) og naar han formaner fine Medborgere til at 
vende fig i Sonnen til Ham, (om er Livets og Dødens 


Herre, og fom baade fan og vil Bjelpe Alle, der bede 
til ham i Jeſu Navn. Men juft be, (om bede faale: 
bes, funne hverken være enige med Sr. Lindberg i bet, 
han dadler, eller glæde fig ved den Maade, hvorpaa 
han fremfætter fin igvrigt velgrunbebe Opfordring. Joan 
fpotter nemlig med Tilliden til Qvarantainer, og dadler 
følgelig implicite be Regjerings : Goran(taltninger, fom 
hænge fammen dermed; berne(t omtaler han bet banffe 
Folk og ben banffe Geiftlighed i faa atminbeligen Bebreb 
dende Udtryk, at- hang Orb maa bedrøve enhver guds 
frygtig banff Mand, og dobbelt Geiſtligheden. J Sand: 
hed! derſom det (tob ſaaledes til med Tænfemaade og 
Chriſtendom i Danmark, fom denne Skildring udfiger, 
da vilde De og jeg ftrar nedlægge vore Embeder og 
flygte jo før jo hellere fra flige &oboma hen tå et eller 
andet Zoar, til en chriſtelig tab, Door der endnu 
fandtes Menneffer , (om erkjendte Religionens Vigtighed 


309 — 


og glædede: fig ved Bonnens Krat. Men ba det — 
Gud være lovet — ikke faner fan flet til, og enhver 
fordomsfri Læfer føler, at Mag. Lindberg meget har . 
overdrevet fine SDebreibelfet, faavel dem ber gjøres Nas 
tionen, fom bem, der fremføres mob Religionslærerne, 
" fag faaer hans, Ctroffetale den Virkning, fem enhver 
overdreven Straf har, af ben forfeiler fin Hen⸗ 
ſigt, at den forbittver iſtedetfor at forbedre, åg endelig 
tjener den det irreligioſe Partie (fom desværre iffe ganffe, 
… mangler i Danmark) til Gjenftanb for Spot og til Paa⸗ 

ffub at unddrage fig fra alle Hriftelige Betragtninger og 
Formaninger; thi — fige be — "oet fee Sy, hvad Eders 
Pradikanter ville gjøre o8 til, bedende Hangehoveder, 
uden Forftand og Indſigt; fanatiffe Tyrker, ber (fulle 
labe Peften tae, faalenge og faavibt ben vil, uden «t — 
træffe be Forſvarsanſtalter, fom Fornuft og Erfaring 
have lett o$ at være henſigtsmasſige o. f. 9." — | 

Det var ſaaledes i et tredobbelt Forhold, jeg folede 

tig. opfordret til -at mobfige Mag. Lindberg, nemlig : 
4) fom Ben af bet ban(fe Folk, 2) fom Ven af den 
bénffe Gieifiligbeb , 3) fom Bekjender og. offentlig Lærer 
af den evangeliffe Chriſtendom. Denne byder os viftnot 
at bebes men tillige at arbeide, og. ved vore Kraf— 
ters Anftrængelfe at medvirke til det Godes Erholdelſe, 
hvorom vi bede Gud. Vore gudfrygtige Forfædre fagde 
faa fanbt: "ber (fal Guds Hjelp til Menneffenes fojelp 7" 
og hele Hiſtorien vifer 08, Hvor frugtesloſe, ſelvmodſi⸗ 
gende og fig felv gdelæggende alle de Sotetagenber bleve, 
fem Menneſkenes Kløgt udfandt uden at. tage Gud paa 
Raad mød, eller. (om deres Trodfighed vilbe fatte igjen: - 


4 i 


310 4 


nem imod Guds Raad og Villie. Men de jaime Fædre 
fagde ogfaa: "ber (fal Menneffehjelp til Guds Hjetp ;” 
69 de udvifte iffe mindre Fromhed, idet de derved et: 
"fjenbte Menneſkets Forpligtelfe til at bruge fin Sorftanb, 
raadfpørge Erfaring og benytte vife Mænds Indſigter 
ſaavel til at-ubfinbe, hvad der var det Rette (følgelig 
bet med Guds Willie Qvereensftemmende) fom til at 


i : iværffætte det. Mig foréfommer den Arkikel, jeg har 


forefat mig at berigtige, at have en ſterk Tendents til 
at opvælfe Mistillid til Siennejfebjelp; men ba- jeg ag 
ter at offentliggjøre dette Sendebrev, og ba neppe alle 
mine Læfere tillige fjende den Lindbergffe Xrtifel, maa 
jeg udbede mig Tilladelfe til at afſtrive de Steder, fom 
. Have faatet- ſnart min medborgerlige mare min veligtefe 
Folelſe. 
Til Oplysning om det forſte Oted maa jeg meddele 
Dem (om udenbyes Mand ben Diftotiffe Bemarkning, 
'at man ofte i Kjøbenhavns Adresfe; Avis læfer Saffo 
gelſer til Læger, fom have "feeit et SDtennejfet Riv," 
men hvor bet dog fædvanligen hedder: "net Guo 
Dat jeg Hr. Doctor N.N. at taffe for mit, min ones, 
mit SSatn$ frel(te Liv.” Det ev denne forfærdelige Ugus 
delighed, fom har fremkaldt Jor. Lindbergs forſte Udraab: 
"favor Dar bet iffe" gjenlydt trindt om i Landene af Ju: 
bel og Priis over Lægernes Sun(t, og hvem har iffe 
" baade hørt og feet Folk takke Lægen, fom deres Sel; 
fex fta Døden, nien glemme Herren, Livets og Dø: 
dens Herre, der i Naade ffjenfebe Liv og Helbred ved 
Lægens Haand?” De Uforftandige, der nu og da, i 
deres Bekjendtgjorelſer, have glemt. Herren, ere i Sand: 





SII 

Deb faa fan, at bet iffe vat Umagen vardt € en almin⸗ 
— af bet danſte Folk at tage Henſyn til 
. Og (tray efter hedder det: " Hvem har iffe været 

"e til at. betragte vatantaine; Indretningen ſom en 
Sitkerhed mod Peſt og anden Smitteſot, og hvem 
glemte ikke at bet vat Herrens Langmedighed og (tote 
Barmhjertighed, der ogſaa ved dette Middel gjennem 
en Rakke af Aar bød Peſtens Morvder ; Engel at. ftatibfe 
og opholde” fig: langt borte fra disſe Lande?” Dis ſe 
Ord: "Dvem glemte iffe?" (iae efter en bekjendt Regel 
bet famme (om: Alle glemte. Og bet til(gie$ udtryk 
keligen (nogle Linier efter), at "iffe alene Folket glemte 
Herren, men ogſaa Herrens Vagtere fov i Mag.” 
Her tilføies iffe mindſte indffrænfende Ord; Der gjøres 
ikke een. enefte Undtagelſe. Og ſtrax nedenfor, efter et 
Udfald paa de rationaliftiffe Prægfter (hvis Antal bog 
umuligen: fan være Ar. Lindberg faa nøie befjenbt, at 
han med nogen Overbeviisning funbe udgive dem for 
Pluraliteten af den banffe Geiſtlighed, end fige be; 
. fragte hele denne Stand fom  giennemtrengt af Vantro), 
vedbliver han ſaaledes (S. 307 i Religionsbladet): ”Men 
hvem ſtoler paa be Mirakler, Qornuftmenbene ſtulle 
gjøre os? hvem troſter fig længer ved alle Qvarantainer? 
Hver Dag. fee vi Morder-Englen tpffe vort dyrebare 

Fædreland nærmere-2c.; og bog vender Singen fig 

til den Mand, fom fan hjelpe, og fom vil hjelpe Ale, 

fom bede ham derom, til Gud, vor Herres Jeſu Chriſti 

Fader, han for raader over alle fine Cfabninger, han 

. fem er Livets og Dødens almægtige Herre! Hvor Hiel⸗ 
ben er at finde, vil Sjngen føge den, Bønnen til 


- 


312 


Herren er af. Vantroe forſomt vg forglentt; be fatbe fig 
vel Chriſtne; men langt fra bem, at.be ft£ulbe 
ttoe, at Herren er ben, fom hører be $roms 
mes Bønner og de Betrangtes Sukke; nel tvert⸗ 
imod, ſelv Praſter, der ere fatte til at bede for 
"Lande og Riger, for Konger og Ovrighed, felv Præs 
fter taabe det bpit ub over Landene, at 
'Gønnen nytter til Sntet.". 

Dette er den fvare Klage, fom vel fiden lidet fors 
mildes ved den Tilſtaaelſe: "at Danmark endnu har en 
liben troende. Skare blandt Præfterne og i Folfer,” 
men ſom hverken af Forfatteren derved tages tilbage, 
eller ved nogen Kjendsgjerning beviſes. Inden en Theo⸗ 
log taler faaledes om Præfterne i Almindelighed, 
burde han dog i det mindfte fjende nogle Cremplet paa 

, SBra(ter, "ber have ubtaabt," at Bønnen intet gavner ; 
Wien han Éjender neppe eet enefte; og mange var han viſt 
ei iganb til at anfere,, hvis han opfordredes dertil *). 


. £); Jeg ffal iovrigt vel vogte mig for at opfordre Or. 
. Mag. Lindberg til Navns Unførelfe ; et alene, fordi 
han et faa langt frå at. Deve til de ufrimobige Skri⸗ 

- benter, der ftunbum funne trænge til flig Paamins 
delfe, at han meget meer fun altfor bfte fremdrager 
Navne, hvor Enhver suiter at fer disſe (faancbe; 

, mtn fordi jeg overhovedet misbilliger-ben Skik i lærde 

. Selber, at fordre, naar en Mand paataler vitter⸗ 
lige Misbrug, at han (fal anføre Navne, fom ete 
enhver Cagfpnbig t Erindring, men fom tit iffe 








— funne nævnes, uden at paadrage fig Injurieprocesſer. 


Anderledes er Tilfældet her, hvor jeg bac den Overs 


313 


Dhi det et eit: at nære Solv( om Bonnens Kraft, og 
vt andet: at.udraabe fine Tvivl, endelig er det et 
tredie: at forvandle fin Tvivlen til afgjort Benægtelfe 
af en chriſtelig Sandhed, Og chriſtelig et unggteli⸗ 
gen ben. ſtore Forjættelfe om Bonhbrelſen; tfi hvad fan 
være klarere end Chrifti Orb: "leder, faa ffulle I finde; 
beder, faa (futle I fane; banker, faa (fal Eder oplades.” 
Eller: “Hvad Sy bede Faderen om i mit. Navn, ffal 
Cder gives!” Enhver troende Cbriften maa derfor være 
forvisfer om, at Gud hører Menneffenes fromme, bes 
ffebue, med Chriſti Bud overeensſtemmende Bonner. 
Og dette ec efter mine Tanker upaatvivleligen den Over⸗ 
beviisning, fom findes hos be fleſte af Danmarks Ind⸗ 
byggere. Men rigtignok maa det indrommes Hr. Lind⸗ 
berg, at Mange: ſaavel af geiſtlig ſom af verdslig 
tand, have i de to ſidſte Generationer tabt deres Tillid: 
til Bonnens Kraft (Harms figer & fine Thefes faa finds 
rigt, at af alle Gobrt, fom den Santiffe Philoſophie 
- Gerpvebe fine Sbefjenbere, var Bønnen bet (torte). Det - 
et ba rimeligt, at Gaabanne heller i£fe-veb deres ftore 
Frygt fot Choleraſotten er ere Éomne til en bedre Erkjen⸗ 


y 


beviisning, at intet Navn fan nævnes; i det minbfte 
fan jeg med Sandhed bevidne, at jeg ei mindes i de 
mange fufinbe Prædikener, ſom jeg deels bat fett, 
. beetle (oft, en enefte Gang at have mødt bet uchri⸗ 
^2 fioe Udfagn : "at Bønnen nytter til Intet,” Selv 
Kantianerne, ſom nægtede Bonhorelſen (og følgelig 
frakjendte Bonnen al objectiv Kraft), indremmede 
beg, at Bønnen havde en ſtor ſubjectiv Nytte Q: eu 
gavnlig Sinbffobel(o paa den Bedendes en 


314. . 


delſe; men at de have (egt deres. Frelfe alene i Qva⸗ 
tantainevefenet, Havde for. Lindberg ſtilet fin. Dadel 
imod disſe, vilde jeg for min Deel iffe. have mebfagt | 


Dam. Ga havde han i Dele. fin. Tale ikke udtrykt fig ab 
mindeligere end paa det fidfte Sted, vilde jeg have tiet; 
thi for bet førfte hører det til SSeltalenfeben$ Voſen, at 
bruge Hyperbolen; for det andet er bet ikke muligt for 
nogen Dødelig, med Vished at fige om "ben: troende 
Skare i Danmark“ Ner den mindre, eller ſtorre Dee. 
Derfor bør det være enhver tilladt efter fin individuelle 
Erfaring at yttre fig enten for hiin eller for denne Wes 


ning. (Jeg fan: iffe andet endantage hvad jeg nyligen 


yttrebe, at dog endnu den (terre Deel af. det banffe Folk 
troer paa Bonnens Kraft, óg beder med Tillid t Fader 


Vor, navnligen ogfaa den fpoenbe bon: Fri os frå: 


det Onde)! Men for. Lindbergs Hoved-Theſis, at 
Ingen i vort Fadreneland, under Slægtens eb 
mindelige 9&no(tel(e, vender fig til Gud, er baade 
i fig felv faa uſandſynlig, at Ingen (end iffe den, fem 
mangler al Erfaring) vil kunne antage den, og tillige 
faa ſtridende imod vore daglige Jagttagelſer, at enhver 
ban(f Mand ter frit mobfige den. Jeg for min Deel 
har feb hørt, at bet i flere af Hovedſtadens Kirker er 
flittigen og paa en pasfende Maade, bande i Ban og 
$5ettagtning , taget Henſyn til denne Landeplage. Jeg 
et vis paa, at De, min æble Ben! fan bevidne det 
famme fta Seres. Stift, og ſaaledes Enhver fra fin gn 
i hele Danmark, Altſaa (cv Den, fom Dat forfømt 
i fir Lonkammer at opfende tillidsfulde Bønner om Frelſe 

for fit Fædreneland, fit Foli og fin Naſte i Alminde⸗ 


315 E 


lighed, fta den fordærvelige Sot, maa dog, Hvis fan 

fommer ( vore Kirker, have hørt didhørende Bonner 
fremførte af Præfterne, eller, hvis han iffe fom i fe, 
maa han, naar han læfte Skrifter denne Sag vebfom; 
mende, have truffet paa Steder, der henviſte til Gud, 
fem Sjelpené og Stelfené enefte Kilde. Endog i reen: 
medicinffe Afhandlinger forekommer denne Bemarkning 
hyppigere ehd man venter, formodentlig deels fordi denne 
Sygdom faa ganffe beffjæmmer Lægernes Kunſt, deels 
fordi Grfating har lært, at Tillid ti Forſynet er bet 
bedſte Forebyggelfesmiddel imod Sotten. For bog at 
anføre eet. Exempel af et bekjendt Skrift, da har ben 
tusfiff ; feiferlige Livlæge v. Loder nævnet (om et Sor; 
fier paa chriſtelig Tillid Præften Huber i Garatow +), 
fom udfatte fig for den fter(te Fare ved at pleie Cholera⸗ 
Patienter og tilfidgt (elo blev angreben, men derfor iffe 
tabte fin Tillid til Gub eller fin Beſindighed (han blev 
ogſaa reddet); og derefter vedbliver ober (S. 33 efter 
den Overfættelfe, (om er ubfommen i Cfriftiania 1831): 
"$weo bet, ſaaledes fom Dan, rigtigen har fattet ben 
herlige 91de Pfalme og ifær bet troftefulde Sted: ”Du 
ffal ei frygte for den Peſt, fom farer ftem i Morket, e 
fot den Sot, (om ødelægger om Middagen; falde end 
Tuſinde ved bin venſtre Side, og ti Tufinde ved bin 
hoire Side, (fal bet bog iffe fomme big nær,” hvo ber 
tigtigen Dar fattet denne Pfålme, vil iffe frygte for 
— iiid anfører MAR —— 


*) Hans Dagbog, holden — Sotten, er nu s 
|^. udtommeén ps Danſt. 


- 
— 


- 


$16 


Grempet; (om reiſte til Moſtau, ba Cholera der, var ub; 
brude, og flutter med disſe Orb: “Univerſets Styrer, 
uben hvis Villie ingen Spurv falder fta Taget, behøver 
ſandelig hverken Cholera eller Lynild, eller en Kanon⸗ 
kugle, naar det Maal, han har, fat Menneſket, er kom⸗ 
met.” Hermed vil Loder fige, at hvo, ber ér vant til 
at tate al (in Sorg paa Gub, iffe heller vil reddes for 
Cholera; thi han verb, at Gub fan bortfalde ham lige 
faa let uden Cholera (oim ved denne Sygdom. S beole 
giſte eller affetiífe Skrifter, hvor ber tages Henſyn til 
Dagens (tote Nod, vil jeg ikke citere, fordi jeg ingen 
fanbanne har left paa Danſk; men vel vil jeg gjøre min 
Bederpart opmærffom paa, at (elo bet, hvor. man 
minbft. venter Bonner fremførte , har jeg nogle Gange 
fundet dem, og tildeels ret ſtyrkende. Saaledes læſtes 
før nogte Uger ſiden i Hempels Avis et rorende, af det 
bedende Hjertes Fylde fremgaaet Digt; og jüf i disfe 


Dage finder jeg ſom Slutning af exordium til bet 


Kielſte Unlverſitets Lections⸗Catalog følgende Opfordring 
til Bon: Seria sunt, quibus obviam procedimus, 
tempora. "Deum igitur O. M. oremus, ut, 


si pro sapientissimo ejus consilio fieri possit, 


svam illam cholere pestem, aut totaní aver- ' 
runcet, aut certe non omnes nostros literarum 


eirculos turbare sinat. - 
A». ou i 


— Endelig burde Hr. Lin bberg heller ikke bove 


overſeet, at be af proteftantifte Regjeringer i An: 


ledning af Cholera ubftebte €ovbub (be rusfiffe Ukaſer 


fjender jeg iffe) ere affattede i en ægte veligios Aand, 





(7 


317 


* ette bead om. be pteuéfiffe, banffe *) og 


ſvenſke), idet be henviſe til Livets og Dødens Herre (om 
ben everfte Styrer og den eneſte Frelfer fra Noden; 
men .be erfjenbe paa ſamme Tid Menneffenes Sorpllg: 
tele til at anvende de Midler, (om Gud i Statuten har 


nedlagt, 59 fom Fornuft og Erfaring har fundet tjenlige. 


De fpotte iffe, fom Gr. Lindberg, med "Sornuft: 


—Mendene,“” da. be vel vibe, at Fornuften er den 


ypperſte Gone, hvormed Gud har ubruftet Menneſſet. 
De. oi(e tvertimod Agtelfe for de Mænds Raad, fon 
ubmerfe fig ved Fornuft, Erfaring og Indſigter. Be 


ete de langt fra at vente ”Mirabler” af disſe, ba de iffe — 
engang tet vente faabanne af den almægtige Gud, fordi 
- wor Tid overhovedet iffe har oplevet Mirakler, og fordi 


.be erfjenbe, at-Alftyreren allerede ved naturlige Midler 
fan, naar det behager ham, ſtandſe Smitteſtoffet i fin. 
Forplanteiſe; men de vente gode Raad, og folge dem. 

Men naar det ſaaledes befindes, at de ved denne 


vigtige Leilighed fremtrædende Mænd, ſaavel Juriſter og 


Læger fom Theologer og øvrige Bidenffabsmænd, have 
tålet fom det. ſommer fig Chriſtne, da bør man efrer 


tiéfe Orgaher bedømme ben i Staterne raadende Aand; 


og iffe anklage denne for at være fræf og gubforgleio 
mende. Eu. ' 


*) See f, Gr. Indledningen til Hoved⸗Forordningen i 
19de Juni 1831, hvori bet udtrykkeligen figes , 
det er fun under bet guddommelige Forſyns E 
vi ter báabe at fec hiin ødelæggende Sygdom SM 
borte ALA vort Qu ; 


'" 818 

Wi for. Lindberg fiot, at hans Henſigt fun var. at 
ebvate.imob en altid forkaſtelig Cen(ibigbeb i Stenneffe; 
neg Anffuelfer og Beftræbelfer, ba fvarer jeg 1) at Ban 
i faa Fald ligeſaavel burde have taget Henſyn til ben 
anden Cenfidighed, hvortil be chriſtne Fole under Mid: 
delalderené Epidemier forfalde, nemlig alene at bede, 
eller i det hoieſte til Sonnen at feie nogle Procesſioner 
for at bevæge Gud til ved et Mirakel at ſtandſe Land: 
fetten, (om de i£fe modſatte Denfigtémasfige Soranftalt: 
ninger; 2) at han har talt altfor almindeligen til, at 
' enne Fottolkning fan gjælde; thi han figet, at Ingen 
i Folket vendte fig med Bøn'til Herren; han figer uden 
Sinbffrenfning: ”Herrens Vagtere foo i Mag.” 

. Dobbelt (mettebe denne Klage.over den banffe Geiſt 
lighed mig paa en Tid, da denne Stand — ifølge et 
” almindeligt Vidnesbyrd fra alle Landets Egne — har 
viiſt, ligefra Cholerafrygten udbrød indtil denne Dag, 
en overordentlig Iver fot at gjøre Folket fortroligt med 
Regjeringens viſe Foranſtaltninger, udvikle disfes Mod⸗ 
vendighed, give Forflag til ben bequemmeſte Organiſ⸗ 

tion o. ſ. v. Endelig er det en Kiendsgjerning, at, 
under den ſaakaldte Sjellandſke Febers gientagne Anfald 
i flete Mat, Præfterne i Sjelland (og hvor Sygdommen 
— ellers fat herſket) have ved idelige Sygebeſog og ved 

. fjerlig Plete ef mindre end ved veligiefe Opmuntringer 
linbtet Sygdommens Følger og fvæffer dens Magt. At 
mangen Præft derved er bleven angrebet, ja endag ads 
ſtillige derefter døde, fam neppe vate Hr. Lindberg ubes 
. fjenbt. De offentlige Tidender have blot i een Maaned 
anmelde en halv Sneeé Dodsfald, hooraf nogle med 





319 


Biched, andre. med Sandſynlighed henfores tif henne 
Aarſag. Jeg er ſaaledes overbeviiſt om, at den troende 
(eg fin. Troe i Gjetninger udviſende) Skare Affe. et fan 
ganffe liben iblande ben banffe Geiſtlighed, fom Hr. 
Lindberg fremftiller ben. Maaſkee reiſer fig Sorffjele 
ligheden af vore Somme t denne Sag deraf, at jeg iffe 
tager Begrebet Tro i en faa inbffrenfet Betydning fot 
Magifter Lindberg. Jeg falder nemlig alle bem Chriſtne, 
fom oprigtigen troe paa ben enefte fande Gud, og den 
han udfendte Jeſum Chriſtum (Joh. 17,3.); Hr. Linds 
berg har i den fenere Tid tillige fordret fuldkommen 
Overeensſtemmelſe med ham i alle religioſe Anſkuelſer; 
og denne findes viſtnok kun hos faa Geiſtlige. Men 
med hvad Ret ſtempler han be fra hans private Ans 
ffucl(ec Afvigende fom vantroe? Efter denne Maales 
ftot vilde Luther felv el funne regnes iblandt be Troende. 
Ser ender den polemiffe, eller rettere,” apologetiſke 
Deel af mit Sendebrev. Men jeg benytter denne gels 
lighed til at omtale et andet Dnffe, hvilket vel iffe Mas 
gifter &inbbetg, men nogle af hans tpb(fe Aandsforvandte 
have yttret og nogle katholſte Biffopper forfsgt at reali⸗ 


ſere, nemlig: at Regjeringerne vilde anordne 


offentlige Bod- og Bededage til Stands⸗ 
ning af Choleraſotten.Dette Ønffe er itke mit, 
og jeg vil fremfore mine Grunde. 
Naſt de tre ſtore kirkelige Hoitidsdage, Juul, 
Waaffee 09 'pintfe , ev vot almindelige Bededag mig 
ben fjærefte og opbyggeligfte Feſt. Det er følgelig faa 
langt fra, at jeg (fulbe have noget imod Bededage i AL 
mindelighed, at. jeg endog vilde foreflane flig aarlig Hel⸗ 





820 


, Webept Indførelfe, naar iffe vore gudfrygtige Forfæbdre 
havde førget derfor. Thi ſtjendt vi hver Dag ffulle 
bebe, og hver Dag at$eibe paa vor Forbedring: er bog 
Bon og Bod to ſaa vigtige Clementer i det religisſe Lin, 
at en egen Feſtdag, fuld af. eiendommelig Betydning, 
dertil bør indvies. Men ganffe anderledes forholder det 
" $a med en Vod⸗ og Bededag i Anledning af en færegen 
' enten truende eller udbrudt Ulykke. Gn faadan fan 
vanſkeligen helligholdes uden. at fremfalde, nære, eller 
^ ftædfæfte grove anthropomorphiſtiſte Foreſtillinger fob — 
Bolket. Saaſnart Præften indſtrænker fig til at bebe 

fom Chriſtus har (eet og: "benne Kalk gaae os fot&i, 
bog (fte. iffe vor, men bin Villie!“ ba vil han viſtnok 
ikke forvirre Mogens Begreb; men ba ubretteó. heller — 
(ffe mere el den ſpecielle Bededag, end hvad ber fex 
69 bet udrettes hver Helligdag, naar Preſten taler ti 
Folket, og beder med dét og for Set. Derimod fan det 


2 neppe undgaaes, at jo Mange af Almuen ved en overor⸗ 


dentlig Bod⸗ og Bededag bringes paa den Tanke, at 
be ved at. gane i Kirke paa derne Døg, ved at love he 
bring og tilftaae deres Synder, berettiges til at vente 
Befrielſe fra ben. paagjaldende Ulykke, ja vel enbeg at 
gane i Rette med Forſynet, derſom Ulykken iffe befto 
mindre rammer bem. — Cn (aaban Gudstjenefte faner 
let et Udfeende af, Katholtetemus, deels fom et opus 
operandum , deels ſom et Forføg paa at bevæge Gub 
til at vitfe umiddelbart b. e. at gjøre Mirakler, hrilket 
jo i bet Nye Teſt. falbed at frifte Gud. Sæt, at man 
i Altona eller Luͤbek — de Stader, (om i dette Siebiif 
ere meeſt udfatte for Cholera — anordnede en Sob; og 





32I 


Bebedag; og Sotten fort efter udbrød paa Otedet: 
vilde ba iffe Folkets Mod og Sortra(tning vete langt 
mindre, end naar ingen ſaregen deprecatio (tabe; 
delfe), men vel ben daglige Bøn og ben ugentlige Forbon 
(i Kirken) havde fundere Sted. Den enefte Fordeel, 
jeg. erfjender ved en egen Feſtdags Anordning, er, at 
endeel letfindige, vel ogfaa enfelte gudforglemmende Mens 
neffer ved flig overordentlig Hoitid maaffee vilde lokkes 
til Kirken, hvor de ellers iffe fomme, og der maaffee 
fremmes til alvorlige Tanker og gode Sor(attet, Det 
ev derfor ogfaa langt fta, at jeg vilde bable fom uchri⸗ 
ftelig flig Feſtdag, derſom ben anordnedes. Kun anſeer 
jeg den for overflodig allevegne, hvor Praſterne eftet; 
fomme deres Pligt; men hvor Præften iffe af egen 

Drift beder for og med fin Menighed; hvor han ikke 
Benytter de mange Veiligfebet , ban allerede har, til at. 


|. yrebife Bod og Bedring, bet vilde et Regjeringsbud 


ogſaa vorde ufrugtbart. Ligeſom Bønnen er Aandens 
hoieſte Liv og inderligſte Udgydelſe, faaledes maa den 
ogſaa være frivillig. Chriſtus lærte (ine Difciple at bede, 
iffe (aa meget ved at indprænte dem nogle Ord (ihvorvel 
disfe ere de ypperſte og betydningsfuldefe, der nogens 
finde fremførtes over bedende Læber), (om ved at fylde 
deres Hjerter med Tillid, Hengivenhed, Andagt og Caf 
nemmelighed, for Dvilfe Folelſer Bønnen vorder en Trang, 
og, fplbeftgjort, er ligefom en Lettelfe, 

Langt mere behage mig Takkefeſter, efterat en Fare 
ev forfounben eller en Ulykke endt. Caabanne ere ogſaa 
holdte i St. Petersborg og Riga, efterat Choleraſotten 
ber var endt, og — ifølge, offentlige Tidender, Dvilfe 

Nyt theol, Bibl. 20 Bd. — 


. 322 


rigtig nof mangen Gang ere utilforlabelige — holdte 
med (tor Andagt. Jeg feer, at vot fælleds Ven, ben i 
Sandhed gudfrygtige Oluf Worm, iffe billigede dette 
Slags Hoitider. J Anledning af Takkefeſten, ſom 
anordnedes i vort Fædreneland efter Ildebranden 1794, 
fftiver han til Stpetup: Paa Søndag ffulle vi her have 
Taffigetfesfeft. Det ec, fom mig ſynes, en ſynderlig 
Ting med bisfe Takkefeſter. Naar en (tet Ulykke fFeer, 
taffer man Gub, fordi der iffe (feebe en ftørre; men 
det Aar ingen Uhykke (ftev, taffer man ham flet 
itfe *)." Det forefommer mig flat, at vor Vens 
Daddel burde have ramt bet fidfte, og iffe der forſte. 
Men om end Menneffene glemme at taffe Gub i de gode 
Dage, følger bog iffe deraf, at deres Tak er upasſende, 
naar de onde Dage komme. Bi vide af vor Bibel, at 
hvem Herren elffer, ben revfer han. Derfor ffulle ogfaa 
Menneffene, naar Gjenvordigheder ramme dem , . vende 
fig i Bon med Taf til Gud. Saaledes gjorde oofaa 
vor herlige Worm (elo. Den 4(te Januar 1814 Dat 
han (frevet foran i Feſts Verſuch uͤber bie Vortheile der 
Leiden (hvilken Bog jeg kjobte paa (al. Worms Auction, 
fordi ben t 25 Aar havde været ham en Trøftens Kilde): 

— "G&af Fader, for hvert SDiebli£, 

Som under Sorg og Slæde gif: 
Din Godhed begge fendte.” 

Gt andet Fortrin have Takfigelſesfeſter for Frabe⸗ 
delfesfefter deri: at be iffe give mindſte Anledning til at 
fremſtille Ulykkerne fom poſitive Straffe, hyvilken 


*) Muyt theol, Bibl. 19de Bind S. 162, 


| 323 


Mening fettelig ved ſidſte Slags Ginbétjenege kan inbfnige 
fig i Almuens Gemytter. Vel verb jeg, at vor Tidsal⸗ 
der ikke er meget udſat for at forfalde til den Vildfarelſe, 


jeg Det hav paapeget. Faren er meget ſtorre for at 


nærme fig ben modſatte Vildfarelſe. Langt Flere nægte 
eit Sammenhæng imellem Menneſkenes Fortjeneſte og 
. deres udvortes Stjæbne, end de Faa funne vare, der 
holde faſt ved den jodiſte, af Chriſtus Befjempebe, Ans 
fluelfe: at Livets Gjenvordigheder ere arbitrære, enkelte 
Menneffer eller Solfeflag af Gud tilſendte Straffe. 

ten fordi de Sidftes Antal er lidet, bør bette Parties 


| Vildfarelſe ligeſaavel beſtrides og om muligt forebygges | 


fom bet anbet Parties. Det er lige vigtigt baade at 
opføre 'en Dæmning imod Overtroen, (om figer, at de, 


paa hvem et Taarn nebfalbt (eller fom Peften henrev) - 
"eate Syndere fremfor. alle andre,” og at beffjemme . 


Frækheden, fom nægter be guddommelige Straffedomme, 
og inbbilber (ig, "at Alt, hvad ber ffeer i Verden, ec en 
Følge af en uundgaaelig Nodvendighed.“ Bibelen Bar 
ogſaa i denne vanffeige Sag (fom ingen Philoſophie, 


uden dennes Hjelp, ffulde kunne udgranffe) givet o$ fan ” 
meget 25$, (om vi behøve baade fot at indrette vor egen - 


Vandel, og lade Andres umisfjenbt og ufordomt. Amos 
- hav fagt 0$, at der var ingen Ulykke i en Stad, uden 
at Gud gjorde ben b, e. Mrientalismen fraregnet) tillod 
den, og David lærer o$, at Gud bruger 9Binbene fom 
fine Engle, og Ildsluerne fom. (ine Tjenere, Det bliver 


ſaaledes befræftet af Bibelen — Hvad ben teliglofe Fo⸗ 
tele allerede aner — at ſaayel det private Livs Trongsler 


99 Ulykker (om be almindelige Landeplager tilſtikkes Men⸗ 
& 2 


€- 


- 





324 


 neffene of Gub, og ere at anſee ſom Opbragel(eémiblet . 
( den vifefte Faders Haand. Vel Cunne vi -fjeldent inde. 
fee Guds Henſigter og endnu ſſeldnere overffue hans 
Planer; men vi funne ligefuldt ære hine og underkaſte 
0$. disfe, idet vi evinbre os Herrens Ord- (hos Eſaias 
55, 9.): “Som Himmelen er hoiere end Jorden, faa: 
ledes ere mine Veie hoiere end Eders Veie, og mine 
Tanker hoiere end Eders Tanker.“ Chriſtus har. tillige 
(ert os at domme os felv ſtrengt, men vore Brodre 
mildt, at uddrage Bjelken af vort eget. Die, inden vi 
… uddrage Sfæven af vor Naſtes. Hvo der iagttager. 
dette Bud, han vil i£fe fare vild i fin Dom over Livets 
Gienvordigheder. Saa ofte disſe træffe ham felv, vil 
han fige: ”Kan Du end iffe gjennemffue denne Ulykkes 
Sammenhang med din foregaaende Tanke⸗ og Handle⸗ 
maade, faa føler Du dog, at ben iffe er uforſtyldt og 
at Gub endnu behandler big milbeligen ; han giver big 
. baglige Bevifer paa fin Kjærlighed; Du behøver fun 
at 6enptte biéfe (em hine eftev hang Villie; ba ville be. 
— tjene til din Gorebling." Naar derimod Sygdom, St; 
debrand, Overfvømmelfer o. f. v. ramme vot Stefte, 
mangle vi ben indvortes Paaminder om disfe Ulyk⸗ 
kers mulige Sammenhang med Skyld og Umoralitet. 
Vi vogte os vel for at efterligne Jobs Venner, og 
anklage den Ulykkelige for begangen Brode; vi over⸗ 
labe bet til ham. felv at dømme fig og retteligen tolke 
Sorfynet$ Vine; vi mindes at enhver Tjener ffal fane. 
eller falde for fin egen Herre; at det iffe tilkommer o$ 
. at fidde til Doms over. en fremmed Svend. Vi bringe. 
Derfor iffe Andres: Utykker i nærmere Forbindelfe med. 


- 825 


deres Moralitet, end forſaavidt at vi erfjenbe beri ,- ogs 
faa imod bem, Beviſet paa Guds Saberfjerligbeb og 
opdragende Haand, der lader Alting tjene dem til Gode 
font elffe ham. Det vil' følgelig albrig falde en Chriſten 
inb, at anfee fig: for bedre end fin Naboe, paa Grund 
af at denne angribes af en Ulykke, der iffe naaer til 
Bam, Ligefaalidet vil nogen oplyft Mand, hvis Cholera 
nu, fom det tør haabes, ftandfer i fin Fremgang mod 
Veſten, fige at det oſtlige Curopa et mere ugudeligt end 
det veftlige, eller af Kjøbenhavn, om ben (faane$, et 
en (abeligere og Gud behageligere By end Berlin ,- fom 
hjemſogtes af Sotten. Saaledes fan fun en egoi(ti(f 
Daare tale. Men derfom der f. Cr. i Altona holdtes 
Bod⸗ og Bededage i Anledning af Choleras Udbrud i 
Hamborg, og derſom Altona forffaanedes, vilde time: 
ligviis Stange falde paa den Tante, at Gud formebel(t 
Altonaernes (tore. Gudfrygtighed havde ftandfet Sotten 
lige uden for Byens Porte %).. Jeg anfeer det følgelig 
for vigtigt, at Regjeringerne iffe have blandet fig i 
Choleraſagens kirkelige Behandling, uden for faavibt 
at de ved betydningsfulde Vink i deres verdslige For: 
ordninger have henvende Folkets Øie til den himmelffe 
Styrer. De have derved tillige, (om mig ſynes, givet 
Geiſtligheden et Beviis paa Tillid, (om maa vete benne 
Stand fjert og (ennenbe, Det (laaer i Sandhed iffe 
godt til (ben. Statskirke, hvor Gancelliet eller Biffoppen 
- hver Oieblik maa fige-til Præfterne: Gjør nu bet, nu 


2) Efterat dette var givet til Presſen, udbrød Cholera 
^ ' * ogfaa i Altona, men hvor den har været faare mild — 





326 


fint! Bi fave ( Danmark en (bet. Hele veloptyft 
Geiſtliched. Denne maa antages at vibe, hvad og 
hvorledes den i Farens eg Ulykkens Stund ffal tale til 
Menigheden. Save enkelte extraordinaire Hoitider det 
forud, fom vi ovenfor indrømmede: at de drage. flere 
bà ufædvanligere Tilhørere til Kirken, (aa har den orbi 
naire Gubstjenefte igjen bet Fortrin: at den oftere frem: 
falder beſſegtede Betragtninger, og at bem virker paa 
forberedte Gemytter; men bet et fun bem, der flitti; 
gen og lærvilligen (ege Guds Huus, hvis Sind der 
fan vorde tilbørligen dannet og gjennemtrængt af hiin 
Troens, Haabets og Fortroſtningens Aand, fom er paa 
eengang et Præfervativ imod mulige Farer og et Læger 
middel for de allerede ftedfindende Onber. 

Syevrigt har det vift iffe unbgaaet min ædle Vens 
Opmarkſomhed, hvor meget Eiendommeligt der finde 
hos denne Landefot, egnet til at henvende Menneſkenes 
Tanfer — endog mere end ved andre Landeplager — til 
Forſynets Styrelfe og beundringsverdige Veie. Aller 
vrede bet, at fem Clasſer af be Menneffer, ſom Pan 
opregner 1 ot, 6, 9 og 10 V. nemlig ”Stjørlevnere, 
Hoerkarle, Blodagtige, Drankere og Sfjendegjæfte,” 
^ ere meeſt udſatte for at vorde et Rov for denne Got, 
maa enhver alvorlig enfer finde hoiſt betydningtfalde. 
Auiſerne have allevegne fra meldt, at Drukkenbolte og 
Fraadſere fjelden undgik Faren; de have ogſaa anført, 
at allehaande Lidenſkaber faavelfom Blodagtighed afgav 
en gunftig Jordbund for Sygdommens Frokorn; derimod 
have de i Almindelighed (formodentlig af Skaanſel imod . 
Døgnets Skjodeſynd) fortiet, at Losagtighed var tillige; 


* 


327: 


"med Drutfenffab ben a(t, (om ſnareſt gjorde Cegemet 


tilgjengeligt for & mitten )Y. Men af troevevbige Be⸗ 

retninger vides bet bog, at f. Cr. i Konigsberg alle 
be offentlige Skjoger omfom af Gbolera; iligemaabe er 
bet i Kjøbenhavn et almindeligt Sagn, at Sygdommen 
paa Hamborger Berg førft udbrød i Utugtens Bo⸗ 
liger, Eensſtemmigen tilſtaaes, at Menneffer, der have 
Tillid til Gud, der leve ordentligen og tugtigen, der have 
fornøden Føde og Klæde, ei letteligen angribes af Sotten. 
Saaledes fees da ogfaa Der, at Gubéftygt og en diriftelig 


Vandel har Forjættelfe ei alene for det tilkommende, men 


ogſaa for det nærværende Liv. Men naar alligevel ogs 
faa ordentliglevende Menneffer døe af denne Sygdom, 
et det et SDevii$ mere paa, at.ben. iffe er nogen pofitiv 
guddommelig Straf. En af mine Venner i Tydffland 
har meldt mig, at man ber, navnligen i Berlin, har 
fporet en onſkelig Indflydelfe af denne Landeplage paa 


Indbyggernes Tankemaade og den herffende Forlyſtelſes⸗ 


fyge. Og hvis den ci vakker de Letfindige til alvorlig 
Gftertanfe, hvad (fat ba være iftand Dertil? En anden 
gavnlig Virkning har den blotte Frygt frembragt ſaavel 
i port: Fadreneland (om andenſteds, ved at indffjærpe 
Vigtigheden af Renlighed, af fund Luft ( Huſe og 
Stæder, en fornuftig Diæt m.m. Maaffee er den Tid 
ifte fjern, da endog et almindeligt Die vil funne fee, at 


' benne for Guropa nye Landeplage har mere gavnet end 


flader. Men ihvorom Alting er, vi ville taffe Gub, ' 


*) Bed at bruge dette Ord vil jeg naturligviis ikke affige "- 
nogen Dom i Striden, om Cholera er ſmitſom eller itte 


, 328 


derſom vort Land forſkaanes; men vi ville ogſaa taffe 
ham, om bet Hjemføges deraf. — Vi "ville fremdeles (om 
Dibinbtil bede; fri os fra dette, fom fra alt ander Onbt; 
omen naat noget Onde desuagtet rammer 0$, og Daarer 
ſporge os: Holde J endnu faſt ved Eders Fromhed? da 
feate vi med Job: “Skulle vi alene modtage bet Gode 
af Sud, og iffe tage imod det Onde?” 
En franff Skribent fra det forrige Aarhundrede 
har fagt fatiriff om Tydfferne: at det var et underligt 
Foli; thi naar em Tydſker veltede og brakkede fin venſtre 
Arm, taffebe han ftrar Gud for, at det ikke var ben 
hoire. Mig ſynes denne Satire at være den ſtjonneſte 
Lovtale, der funde holdes over et Folk. Thi hvor maatte 
iffe det Synbivib, eller ben Nation, (om fulde fortjene 
ben, være ojerimemtrengt af Ydmyghedens, Tillidens og 
Tafnemmelighedens Aand? Hvor fraftigen et iffe ben, 
ber faaledes har fit Die henvendt paa Livets mange Gu 
ber, tuftet til at mob(taae Anfaldet af ders faa Onbet? 


' "Lvov let opflaaet ikke Noiſomhed og Tilfredshed fin Bos 


lig i bet Gempt, fom er vant til at (ammenligne fine 
WVilkaar med be minb(t begunfigedes af Slagten? Allis 
gevel et flig Tænfemaade iffe mere, end hvad der billigen 
fan fordres af 08. Thi hvor megen Grund finder iffe 
. Enhver af 0$ til at taffe Gud, (elo under Tab og Gjew 
"votbigheber, for bet Meget, Dan lob o8 beholde, for be 
ftore Lindringsmidler, fom bleve os tilbeel i en velordnet 
Stat, for de herlige Troſtegrunde, (om indeholdes i vor 
guddommelige Religion ? 

Gjøre vi Anvendelfe heraf paa nærværende Sag, 
da har det banffe Folk — (fjenbt tit og føleligen mindet 








329 

'af Forſynet om at vedligeholde fin gamle moral(fe og reli; 
gisſe Værdighed, og iffe at labe, fig af Tidens Aand ben: 
drage til Letfindighed, Forfængelighed, Vantroe og hvad 
Dognets C^fjebefonber videre hedde — (tot Grund cil 
at taffe Gud, (elo om Choleraſotten naaer til o$, fordi 
ben naaer os faa filbe; forſt efterat den har antaget en 
langt mildere Charakteer, end ben i Begyndelſen havde, 
og efterat man i faa mange opinfte Lande har indfamlet 
gavnlige Erfaringer, hvorved det Onde betydeligen inds 
ſtrenkes. Ogſaa er Frygten for denne Sygdom ſtarkt 
aftaget. Den var i Begyndelfen hos Mange faa (tot, 
at jeg ordentlig følte Medlidenhed dermed. ^ Thi hvad. 
fan mere vælte vor Medynk end at fee Menneſker, fom 
ere unbetol(te i ben dyriftelige Religion, at betages af flig 
uværdig Xnugſtelſe. Vi vide jo dog Alle, at iffe en 
Spurv falder. til Jorden uden vor himmelffe Faders 
Villie; at alle vore Hovedhaar ere talte; at vi leve og 
røres og ere i Gud; ere i hans Vold, og under hang 
Varetægt, baade i Medgang og Modgang, i Cunbbe; 
ben$ Dage fom under den meeft rafende Landeſot. Cr 
bet hans Billie at vore Dages Tal (fal endes, behøver 
han — (om Loder figer — hverken Cholera eller en Ka: 
nonfugle for at gjøre Ende derpaa. San bortfalder jo 
dagligen, efter (it vife Raad, ogſaa naar den offentlige 
GCunbfebétilftanb er den bedfte, ei alene graahærdede 
Oldinge, men oofaa fraftfulbe Mænd, levelyſtne Yng⸗ 
linge, ja fpæde Børn. Er bet hans Velbehag, at vort 
iv (fal forlænges, ba vil bet oofaa (fee, felv t bet Sil; 
fælde at Omgangsſygen naaer vort Land, Vi ville fot; 
^ fot velte vor Sorg paa ham. — foam ville vi leve; ham |, 


b 





330 


ville vi døe. At fremkalde ſaadanne Følelfer hos mine 
Landsmænd, er et kjert Ønffe for mig ved dette Sende: 
brevs Bekjendtgjorelſe, hvilket bog iffe vil finde Sted, 
førend jeg hav min hsiærværdige Vens Votum om, 
1) at dette Maal mutigen fan naaes, og 2) at bet fan 
flee uden Nogens Fornærmelfe, Thi ihvorvel der er 
— Meget i Hr. Magiſter Lindbergs fenere Færd og 
Stridsſkrifter, fom jeg misbilliger (ligefom han ba ogfaa 
' effentligen har misbilliget Meget hos mig), faa vil jeg 
dog ligefaa lidet fornærme ham (om nogen Anden. 

Wen det et Tid at tage manum de tabula. Alt 
faa hermed Gud befalet! Held og Velfignelfe ledſage 
Dem ( Deres nye, (om i Deres forrige Virkekreds! 
Menighedens Serre bevare Dem endnu i mange Aar 
for og Alle, og ifær for bet Stift, hvis Tilſynsmand 
De til vor (tote Glæde er vorden ! 


Jjebenbaon, den 17de October 1831. 
ty Møller. 





G. €. Jeg beder Dem (og mine øvrige Læfere) und⸗ 
ſtylde, at jeg i mit forrige Brev har forbigaaet ben ogfaa 
fom Prædikant fortjente Theolog, Profesfor Peder Ro: 
ſenſtand Gotffe, der burde have været omtalt umiddel⸗ 
bat foran hans Evigerføn, Dr. Baftholm.  Goijfe dede , 
1769 eg har udgivet ſaavel SFjærtorsdagspræditener 
(1753) (om Betragtninger over Evangelierne 
(4 Dele 1766—69) hvoriblandt endeel Homilier. 

















d 


2. 


* 


— VI. 


Af K jebenhavns univerſitets Annaler | 


Bu 1831. 


Bed 
Udgiveren. 


upon 2 ERR 


£yooftionet til theologift Gramen 1831. 


Januar. 


| Q venam dicitur integritas Sacræ Seripturre 
:ogmatica? et quibus argumentis ea libris 


Novi Testamenti vindicari potest? 
Quibus sacre scripturs locis nititur ac qui- 
bus argumentis probatur doctrina de Christi 
naturá, non solum humaná, sed etiam di- 


 vinå? 


Vindicetur pretium — Christianie. 
Quinam fata experta est ecclesia reformata | 


"in Gallia inde ab initio usque ad revocatio- 


Li 


nem edicti Nannetensis? 


II. epist. ad Timoth. III. 14—IV. 8. 


Psalm. 10, 4—18. 


1 


2 


» 


e 


3. 


4. 


X 
dd 


| 882 


April. 
Probetur historica veritas atque explicetur 
practica vis resurrectionis Jesu Christi. 
Ostendatur, quibus argumentis et qua vi re 
ligio Christiana cultores suos, vel inter 
summas calamitgates, a suicidio committendo 
abstineat. | | 
Enarretnr vita Philippi Melanchthonis, re- 
spectu habito status tam philosophis quam 
theologie seculo XVI. 


. Quenam est veta religionis notio, ac quæ- 


nam sunt necessaria omnis religionis capita 
sive momenta. | 


. Epist. 2 ad Cor. 10, 2—13. 


Aut Psalmus VII, aut Jobi XII, 1—17. 


] *ulius. 
Quatenus. doctrina de trinitate fundamento 
biblico nititur, et quam vim practicam habet 


illa doctrina. 


"2. Vindicatá distinctione inter mendacium et 


falsiloquium, enumerentur suisque limitibus 
describantur omnes casus, in abon falsilo- 
quium Jicitum putatur. 

Quinam est vis divina Evangelii ad salutem 


parandam iis, qui fidem habent? 


In quibusnam rebus tam dogmaticis quam ec- 
clesiasticis a Luthero discessit Calvinus f 


. Ep. ad Gal. IV. 24— V. 6. 
. Genes. 49, 8—12. 


1. 


d 


* 


e. 


2 * 


333. 


— 


Qetober, "TN 
Expositis sacre scripture de necessaria fidei 
christianæ et operum (£oyov &yo.0&») conjunc-, 


tione doctrinis, cum hisce comparetur atque 


concilietur symbolica ecclesie nostre hisce- 
de rebus doctrina. 

Quotuplici. ratione dividuntur . peecata, et 
quenam harum divisionum: nituntur auctori- 
tate sacre scriptura? | 


; Indicatis evangeliis apocryphis celebrioribus, 


quorum fragmenta aut nomina pérvenerunt 
ad tempora nostra, recenseantur argumenta 
gravissima historica, quibus authentia evan- 
geliorum canonis nostri munitur. 


. Priemissa brevi narratione de præcipuis sec- 


tis Gnosticis, exhibeantur philosophemata 


. Gnosticorum. 


Joh. Ev. 12, 30.—41. 
Psalm. VII, 7 ad finem. 





B. 


dortegnelſe over de Candidater, fom i Aaret 1831 


have abſolveret theologiſt Embeds⸗Examen. 


For dem, fom inden den 1 Jan. 1832 Dave holde deres 
Dimispradiken, er Charakteren for ſamme tillige anført. 


1. 


Den 12 Januar. 
Laur. Reimer Dorph, en Søn af afg. Kjob⸗ 
mand Hans Dorph. Fad i Nakſkov 1800. Blev 


Student 1826. Landabilis. — - 


N 


e 


/ 


334 


Frederik Winther, en Son af Juſtitsraad 
Chriſtian Michael W., Medlem af Overtiende⸗ 
Commisſionen. Fod paa Samſoe 1809. Blev 
Student 1826. Laudabilis. 

Chriſtian Hieronymus Huͤbner, en Cn 
af Amtsfuldmægtig Joh. Chriſtian H. Fod i Ste 
deriksborg 1805. Blev Student 1824. Non cont. 


Den 13 Januar. 


Peter Frederik Hanſen, en Cn af afg. 
Cancellieraad Chriſtian H. Fad paa Boltinggaard 
i Fyen 1807. Blev Student 1825. Haud illaud. 
Speoimen soriptum laude dignum. 

Andreas Ditlev Møller, (examineret forſte 
Gang d. 7 Julii 1830. Tog nu Examen om). 
Haud illaud. 

. Johannes Hjorth, en Søn af Kjøbmand 
Hans Chr. H. Fod i Rodbye paa Lolland 1804 
Blev Student 1824. Haud illaud. 


Den 14 Januar. 


Carl Ludvig Poulſen, en Søn af afg. Bager 
Matthias Poulfen. Fod i Slagelfe 1806. Blev 
Student 1823. Laudabilis. | 
Peter Chriſt. Ditlev Holſt, en Søn af afg 
Chriſt. Aſtoe H., Skriver ved Landsoverretten. $m 
i Kjøbenhavn 1804, Blev Student 1825. Haud 
. Allaudabilis. : | 
. Georg Gotfred Peterfen, x OE 
giver og Forligelſescommisſair Søren Gotfred P. 





10. 


11 


* 


42. 


13. 


44. 


15. 


335 


Føb i Holbek 1806. soleo Sudent 1824. Hand 
illaudabilis. 

Den 17 Januar. | 
Carl Nicolai Edvard Markusſen, en Søn 
af afg. Sognepræft i Faareveile Joh. Ambroſius 
M. Fod i Kjøbenhavn 1806. Blev Student 


4893. Laudabilis. 


Frederik Auguſt Claſen, en Son af Provſt 
Claſen. Fod i Meldorf 1805. Blev Student i 
Kiel 1824; fom til Kjøbenhavns Univerſitet 1825. . 
Haud illaud. | ' 


Den. 18 Januar. 


Chriftian Edvard Møller, en Søn af afg. I 
fogieftetet$ ; Secretair €, zy. Meller, Fod i Kjo⸗ 
benhavn 1806. Blev Student 1825. Laudabilis. 
Hans Verels Krog⸗Meyer, en Søn af afg. 
Biffop Peter Krog⸗Meyer. Fod 1805 ( Chris 
ftiania, hvor hans Fader bem Gang var Overlærer. 
Blev Student 1824. Haud illaud. For Simit; 
prædiken: Laudabilis. 

Jens Hanſen, en Søn af Landmand €, Hanſen. 


Fod i Dagebol, nærved Tondern, 1805. Stude⸗ 


rede førft i Kiel; fom 1826 til Kjøbenhavns Unis 
verfitet, Haud illaud.- 
Den 19 April. 


Johannes Ahrent Flensburg, en Oen af 
Paſtor And. $. Fod i Borum i Aarhuus Gift 
1807, lv Student 1826, Laudabilis. 


16. 


336 


Jens Andreas Molſted, en Søn af Paſtor 


^ Simon Chrifian M. Fod i Alfted i Sjælland 1807. 


47. 


18 


19 


* 
* 


21 


* 


Blev Student. 1826. Haud illaud. 

Jørgen Frederik Jorgenſen, en Søn af 
Degn Rasmus Sy. Fod i Burſoe paa Lolland 1807. 
Blev Student 1826. Non contemn. For Di 
misprædifen Laudab. — (Gr gaaet fom Misfionair 
til Gronland). 


Den 20 April. 





Johannes Georg Tilemann, en Søn af 


afg. Amtsprovſt Joh. Vic. T. Fod i Viborg 1806. 
Blev Student 1826. Laudabilis imprimis ob 
specimen scriptum. 

Philip Midael Schlotfeldt, en Søn ef 
Juſtitsraad €, M. Schlotfeldt, Toldforvalter i 
Apenrade. Fod i Kjøbenhavn 1809. Blev Stu: 
dent 1827. Haud illaudabilis. (Har ſiden taget 
Cramen om). 


Den 21 April. 


Chriftian Peter Gubgon Mynſter, en 
Søn af afg. Profesfor Medicine foier. Mynſter. 
(Tog førfte Gang Cramen den 24 October 1828 
med Haud illaud. Erholdt nu) Laudabilis. 
Peter Auguſt Raaſchou, en Søn af afg. 
Waftor Peter R. eb i Colding 1808. Blev 
Student 1826. Haud illaud. 


Frederik Chriftian Eſsmarch, en San af 


afg. Grosſerer Jens Esmarch. (Tog førfte Gang 


! 





24. 


26 


* 


29. 


337. 


ramen ben 7 Juli 1830. Erholdt nu): Haud 
illaudabilis. 


U 


. Den 22 April. i 


. Gabriel Adam Tryde, en Søn af afg. Kongl. 


Asſiſtent Andreas Holſt T. Fod i Esrom 1806. 
Blev Student 1824. Laudabilis. 

Carſten Johanſen, en Søn af Landmand Jo⸗ 
fan Nisſen. Sob i Niebol i Hertugdommet Schles⸗ 
vig 1801. Blev Student i Kiel 1824. Non 
contemnendus.- 


Den 25 April. 


Nicolai Chriſt. Weisner, en Son af Niels : 
N. Weisner, Cand. Theol. og Lærer ved de 32 
Mænds Skole. Fød i Kjøbenhavn 1805. Blev . 
Student 1824. — Laudabilis. | 
Cart AuguftHanfen, en Søn af Dosfement: 
mager Chriſt. Hene. H. Fod i Kjøbenhavn 1807. 
Blev Student 1826. Haud illaud. | 


Den 26 April. 


Rasmus Johannes Gøttger, en Son af 
Rodemeſter Melchior B. Fod i Kjøbenhavn 1806. 
Blev Student 1826. Laudabilis. | 
€brift. Georg Dahlerup, en. Søn af Hos 

ſpitalsforſtander Johannes D. Fod i Frederiks⸗ 
borg 1807. Blev Student 1825. — Laudabilis. 
Svend Roſing, en Søn af Conſiſtorialraad 
Mirid Frederik R., Sognepraſt t Horſens. Fod 


Nyt theol. Bibl. 20 Bd. 9 


E: 


32 


e 


* 


33 


36 


* 


338 


4 London 1804 (Hvor hans Fader ben Gang vat 


Preſt ved ben danſke Bien 3060); "Blev Student 
1825. Haud illaud. 


Den 2 Mali. 
Peter Chriſt. la Cour, en Søn af afg. Degn 
Georg la Cour. Fod i Odder, Aarhuus Stift, 
1805. Blev Student 1824. Haud illaudabilis. 
Specimen scriptum laude dignum. 
Peter Henrikſen, en Søn af afg. Landmand 
Henrik Poulfen. Fod i Gudom, Viborg Stift, 
1802. Blev Student 1823. Haud illaud. | 
Matth. Schwartzkopf Randrup, em Søn 
af afg. Paſtor Eckert Chriſt. Schnabel Randrup. 
Fod i Taagerup paa Lolland 1804. Blev Stu— 
bent 1824. Haud illaud, 


Den 3 Mai. , 

Jonas Thorarenfen, en Søn af Paftor 
Thoraren Jonfen. Fod paa Island 1791. Blev 
Student 1826. Laudabilis. 

Joh. Frederik Blichfeldt, en Son af Paſtor 
Erhard Bl. Fod i Ormslev, Aarhuus Stift, 1805. 
Blev Student 1824. Haud illaud. 

Nicolai Chriſt. Gamborg, en Søn af re 
fesſor Philoſ. A. Gamborg. Fod i Kjobenhavn 


. 1803. Blev Student 1822. Non contemn. 


Den 4 Mai. | 
Gotfred Emil Goͤtzſche, en Søn af afg. 
Paſtor Johan Philip Goͤtzſche. Fod i Sypberup 


Al / 


339 


— ( Sjælland 1809. Blev Student 1826. Haud. 


37. 


39. 


41. 


illaudabilis. | 
Ole Tønder Hunderup, en Søn af Forpagter 


Matth. $9. Fod paa Godſet Bratffov i Aalborg 
Stift 1803. Blev Student 1821. Haud illaud. 


Den 11 Julii. 


Sen$ Chriſtian Edvard Theodor Mau, 
en Søn af afg. Apothefer Carl Heinrich Mau. 
Fød i Oben(e 1808. Blev Student 1827. Lau- 
dabilis. 


Frederik Chriftian Hanſen, en Søn af 
Bæver Hanſen. Fod paa Auguftenborg 1806. 
Blev' Student i Kiel 1828; Eom til Kjøbenhavns 
Univerſitet 1829. Haud illaud. 


Frederik Georg Gevel, en Søn af afg. 
Paſtor Andr. Philip €. Fad i Ryslinge i Fyen 
1808. Blev Student 1826. Haud. illaud. 


Den 12 Julii. 


Auguſt Wolfgang Hertel, en Om af afg. 
Paſtor Auguſt Wolfgang Hertel, Fod i Vors 
dingborg 1806. Blev Student 1825. Haud 
illaudabilis, — 


Otto Manderup O dist, en Søn af Gart; 


ner Chriftian S. Fod i yen nær ved Asſens 
1806. Blev Student 1823. Haud illaud. 


Thorald LA (tog Gramen om og erholdt) | 
Haud illaud.. 


02 


44. 


45. 


AT. 


* 


240 


Den 13 Julii. 
Niels Nielſen, Adjunct ved Aalborg Cathe— 
bral(fole. Tog forſte Gang Examen i Octbr. 1828; 
fif nu Charakteren: Laudabilis. 


"Hans Selchau, en Søn af Proprietair Seldjan. 


Fod paa Sonnerupgaard i 1806. Blev Student 
4824. Haud illaud, 


Den 14 Julii. 


. Chriſtopher Kabell, en Søn af Provſt Søren 


Kabell ( Hjørring. Fød i Thifed 1804... Blev 
Student 1822, . Landabilis et quidem egregie. 


Carl Adolph. Gjelletup, en Søn af Sorpag 
tec Poul G. Fod paa Giaunge 1808. Blev Stu: 


bent 1826. Haud illaud. 


Andreas Holm, en Oen af Kjøbmand Syaceb 


Holm, Fød i Randers 1803. Blev Student 
1824. Non cont. 


Den 26 October. 


Frederit Nielſen, en Son of Hans Majeſtet 


forſte Kammertjener Chriſtian N. Fod i Kjoben. 


- Havn 1809, Blev Student 1827. Laudabilis. 
Alfred Gener (tog førfte Gang Gramen i Octht. 


51. 


1830. $if nu Charakteren): Laudabilis. 


. Den 27 October. 
Paul Chriſtian Tilliſch, en Søn af Obef 


1805.” Blev Student 1825. — Laudabilis. 


G. F. Tilliſch. Fod i Vidffinde ved Callundborg 


52. 


53. 


84. 


34I 


Y 


Georg Chriſt. Cidribt; en Søn af Blom; 


. ftermaler Johan Ludvig, €. — $sb i Kjøbenhavn 


1807. Blev Student 1825. — Haud illaud. 
Carften Johannſen (fee. ovenfor No. 24). 


. Non contemnendus. 


Deh 28 October, - 
Chr. Gotfred Odaper, en Søn af Capitain 


og Muurmeſter Chriſt. Gotfred €. Fod i $je 


benhavn 1808. Blev Student 1826. Laudabilis. 
Rasmus Vilhelm Balslev, en Søn af — 
fDaftot Rasmus 3D. Fod i Haarslev i Fyen 1807. 


' Blev Student 1826. Haud illaud. 


. Johannes Emanuel Thygefen, Lærer ved . 


E Roeskilde Borgerſtole, en Søn af Amtsforvalter 
Sens Hegelund T. Fød i Aarhuus 1778, Har 


51. 


været Sfolelærer i 30 Aar. Haud illaud. 


, Den 31 October. 


Nic. Simoni Krogh, en Søn af afg. Kjob⸗ 
mand And. K. Fod i Aalborg 1806. Blev Stu⸗ 


dent 182*. Laudabilis. 


58. 
| * 
, 


59. 


David Borgen, en Søn af Paſtor Borgen. — 
$eb i Lindberg, Ribe Siift, 4802. Blev Stu: 
,bent 182*, Haud illaud. 

Fred. Chriftian Schouw, en Søn af afg. 
Factor Poul Joh. Schouw og en Stifføn af fibft, 
afdøde Profesſor Anatomie Schumacher. Fød i 
Frederiksnagor i Indien 1796. Blev Student 
1816. Haud illaud. 


60. 


61. 


: 65. 


342 


Den 1 Rovember, 
Carl Auguſt fanfen (fee ovenfor. No. 26. 
Fik nu Charafteren): Laudabilis. 
Chrift. Bagge Plesner, en Søn af afg. 
Provſt Plesner, Fød i Uldom i Ribe Gift 1805. 
Blev Student 182*. Haud iliaud. 


. Benedict Lindhard, en Søn af Kjøbmand 


Lindhardt Holgerſen. Fod paa Holkenhavn i Fyen 
1804. Blev Student 182*. Haud illaud. 


Den 2 November. 


Erik Worm Begtrup, en Søn af Krigsraad 
Jens Worm B. Fod paa Fredensborg 1809. 
Blev Student 1826. Laudabilis. 

€fri(t. Hieron. Huͤbner (fee ovenfor 0.3) 
Non contemnendus. — | 
Weter Johan Vilhelm Bruun, en Søn af 
Paſtor Lambert Daniel B. Fod i Taarnby paa 
Amager 1805. Blev. orden 1894. Non 


. contemnendus. : 


Af feranftaaenbe 65 — vate 23 Lauda- 


biles (deriblandt een med Egregie), 34 Haud |. 
illaud. og 8 Non contemn. Men ba af dieſe 
G5 Characterer 8 gaves til Saadanne, fom toge 
Gramen om, blev Candidaternes Antal fun forøget 
med 57, fotu er 6 mindre end forrige Aar. 





343 


|. C. Examen artium i October 1831, - 


Til ben ſtriftlige Prøve vare anmeldte 191. Deels 
ved Sygdom deels ved Afviisning fanf dette Tal ned " 
til 170, (om fremſtillede fig til mundtlig Cramen. Af 
. biéfe bleve to rejicerede, een forlod Gramen og 167 ind; 
ſtreves ſom ucademiffe Borgere, nemlig 3 fom publico 
encomio ornati, 104 fom Laudabiles, 59 Haud 
illaudabiles og 1 Non contemnendus. De 3 Synt: 
falbte vate: 

4. $. 6€. E. Dahif trom, dimitteret fra Roes⸗ 
kilde Cathedralffole. 
2. D. J. Brix, dimitteret fta mdi Cathe⸗ 
dralſtole. 
3. S. S. €. Krarup, dimitteret af fin Broder, 
Cand. Theol. E. C. Krarup. 


€. Sk. Sy Juleferierne afholdtes Cramen med 2 Di: 
misſis, fom i October vare ſyge, hvoraf 
een erkjendtes Laudabiles og een Haud 
illaudabiles. 


D. Promotioner i Aaret 1831. 


Den 4be Marts forſvarede Cand. Medicinæ et 
Chirurgiæ $t. $. €. Haugſted fin af bet mebicinffe 
Facultet antagne Disfertation for Sicentiatgraben, og — 
erholdt derefter denne Grad i bemeldte Facultet. 

Den 28de Marts forfvarede Cand. Philosophiæ, 
Hr. $9. M. Valſchow fin af det pbilofopbiffe Gacultet 





344 


 entagne Disfertation fot Magiftergraden, og erholdt 
derefter denne Grad. Magiſter Valſcho w opholder 
. fig nu i Rom. | 

Den 24e Sepbr. forfvatebe Cand. 'T'heologiz 
Hr. €mit Th. Claufen fin af bet theologiffe Facultet 
antagne Disſertation for Cicentiatgraben: De Synesio 


| 


| 


Philosopho, Libyæ Pentapoleos Metropolita, o9 


erholdt derefter denne Grad i bemeldte Facultet. 








. 845 





VII. 


Sta tibgiberen til Medarbeiderne og Læferne 
af Nyt theologiſk Bibliothek. 


- 


* 


Undertegnede vilde nodig, at den Sat, han føler fig 
forpligtet til at fremføre ved Slutningen af dette Bind, 
” ffuibe være Xfffebéorb enten til hans Medarbeidere eller 
til Bibliothekets Holdere. Begge Clasfer have ved deres 
9nbe(t og Medvirkning til dette Tidsſkrifts Beſtaaen i 
tvende Decennier vaft hos ham det glade Haab, at hans 
nye &ibé(frift for Kirke og Theologie (fom an; 
meldtes i forrige Bind, og hvoraf førfte Deel allerede 
er under Presſen) vil fomme i de ſamme Hænder, fom 
faa velvilligen have deels ved Bidrag prydet, deels ved 
Abonnement underftøttet Theologiſk Bibliothek. 
Udgiveren er fig bevibft, at have med ſamme Iver ar; 
beidet paa dette 40de Bind, (om paa bet førfte; og fot 
"at opfylde fine Læferes retfærdige Fordringer, end iffe 
flyet det medjaniffe Arbeide, (om det hosfolgende Regi⸗ 
ſters Udarbeidelfe har koſtet. Dette var allerede færdigt, 
ba cen af Bibliothekets Holdere, Hr. Paftor Drejer 
paa Langeland, var fan gob at fenbe mig ct efter en 


is 


346 


neget. forffjellig Plan ndarbeidet Siegifier, for Üoifen 
Godhed jeg, ffjsnbt ben iffe fom mig til Nytte, lige: 
fulde (Fylder denne min Ven offentlig Gaffigelje. | 
Jeg havde ventet at dette Bind (fulbe have forladt 
Presſen i December Maaned 1831. Det har været 
. ufædvanlig længe i Trykken, hvilfet jeg ogſaa bør an 
marke for Hr. Paftor Lic. Sfeol. Brammers Skyld, 
i hvis Afhandling findes Spor til, at den er ſtreven for 
nogen Tid fiden (den blev inbfenbt til mig i April 1831). 
Det npe Tidsſkrift vil, ifølge min Forleggers Lovte, 
udkomme noiagtigt hvert Halvaar, ſaalenge Gud giver 
Helſen og Publicum viſer Yndeſt derfor. Det forſte 
Bind vil, faafnart bet ubfommer, blive tilftillet faavel 
be npe Subſcribenter (forfaavibt Planerne med. deres 
Navne ere inbfomne) (om de gamle Holdere af tbeologiff 
Bibliothek (hvilke bog naturligviis ere berettigede til at 
fenbe det tilbage, hvis be (aa behage). Hvo ber endnu 
har paategnede Planer til Tidsſkriftet for Sicfe 
og Theologie, ombedes at indfende bem jo før jo 
hellere enten til Undertegnede, eller til - Forlæggeren, 
. $t. Major, Hof; og Univerſitetsbogtrykker A. Seidelin, 
' Endeligen beder jeg undſkyldt, at ber i nærværende 
Bind ei blev Plads til ben fædvanlige Literatur⸗-Artikel. 
Jeg lob fra Bindets Midte Alt trykke med mindre SÉrife 
(fom Læferen vil have bematfet) for at fane Plads deels 
til denne Artikel, deels til Regiſteret. Hvad det ſidſte 
angaaer — ſom vat Hovedſagen — da lykkedes bet; 
men Literaturen maatte jeg holde tilbage. Dog (fal Læs 
feren ei længe vente derpaa; thi om et Fjerdingaar aa: 
bev jeg allerede af funne omfende førfte Bind af den 





347 


npe 9teffe, for Doiffen jeg nu udbeder mig famme vens 
lige Modtagelſe og famme beredvillige Underſtottelſe, 
(om jeg i 20 Aar har været faa lykkelig at erfare for det 
theologiſte Bibliothek. 

Jeg arbeider i den Fortroſtning, at hverken mine 
retſindige Landsmænds Agtelfe, eller Velfignelfen ovenfra 
vil udeblive, naat jeg fun felv efterkommer mine Pligter, 
maar jeg vandrer i Troens, lever i Haabets og virker i 
Kjerlighedens Aand. Dertil ville den Algode fremdeles 
"give Lyſt og Kraft! | i 


Kjøbenhavn, den 27de Januar 1832, 
$. Wøller. 





348 





VIII. 


Sag: og Navn⸗Regiſter over Indholdet af 
Nyt theologiſt Bibliothek 1—9205: Bind. 


Forfattet af 
Udgiveren 


— — 


(Romertallet viſer i hvilket Bind, og det arabiſte Ciffer 
paa hvilken Sidee Noget (fal ſoges). 


Aabenbaringen, om dens Forhold til Fornuften. 
VII, 5. VIL, 240. 
(Johannis) Aabenbaring, bedomt af Dr. Bleek. 
| III, 126. 
Aagaard, Provſt og Cognepre(t i Agerſkov. 
. Et Par Ord til Mægling imellem Fornuft og Troe. 
XVIII, 4. 
Om det Onde i Verden. XX, 171. 
Academiſte Grader, ved Kjøbenhavns Univerfitet, ny 
Forordning derom, VIT, 330. 
Accommodation, hvorvidt ben TUS i bet 9t. se 
XII, 270. . 





349 


Adler, General: is sn om Deng Pradikener. 
XX, 280. . 


Agier, en ftanff Jurift, commenterer over Apocalypſis. 
IX, 205. 


Alliance, den hellige, Om den. I, 408. 


Almueffolevæfenet, om bet franffe. IX, 208; i Al⸗ 


mindelighed. X VIII, 74. - 


Ammon, €. F., Dr. Theol. og Overfofpribifont. i 


Dresden. 


Om fané Magazin fov chriſtelige Prædikanter. II, 362. | 


Om den fanti(fe Philoſophies (Fabelige Indflydelſe paa 
| Moraliteten. XII, 125. 
Anfagtelſer, aandelige. Om dem af Paſtor Luͤtken. 
I, 223. 
Anſchar/ Nordens Avoſtel; om hans Dagbog, efter: 
feat paa ny af Dr. C(itup. IV, 1. Om ben ftote 
Syubelfeft til. hang Grinbring ( Danmark 1826. 


IX, 340. Oi Anſchars Fortienefter af Sens 


Møller. X, 57. 
2f po8typberne, bet Gl. Teſts. Om deres Værdie og 
. Forføget paa at ubeluffe dem af Bibelen, XV, 53. 
Hvorledes deres Uddeling fan forfoareó fra den 
proteftantiffe Standpunkt. ibid. 68. 
Armenierne, om dem og deres Religion. V, 251. 
2 emenift Haandſfrift med apocryphiſke Breve af Pau⸗ 
lus. V, 61. 
Arndt, Profesfor i Sonn, om hang Gei(t der Beit. 
IV, 304. 
Aucher, Dr., lærd armeniſt Mun. Om hans År: 
beider. V, 65. | ; . 


hj 


350 


Augoborgſte Grorsbefjenbelje, om bens forbindende 
- Kraft. I, 358. Dens van(feligfte Artikler, om - 
be udøbte Børns Salighed og. om Helvedſtraffenes 
Evighed, oplyſte og forfoatebe af. Prov Tryde 


, X, 232. Om ben Vægt, (om Danffe Lov lægge 


paa Confessio invariata, XII, 205. 


Auguſtinus, Sitfefaberen, anbefaler Clasſikernes Læg — 


ning. X, 75. lærer beftemt fms Symmate 
tíalitet, XIV, 194. . 
?futoritetetroe, om den. VII, .240. 
$5. 

25aco, engelſt Philoſoph, anbefaler tre Midler imod 

Vellyſt. XIV, 474 

Baden, Dr. (D. L., dømmes for et Skrift imod Res 
ligionen, VII, 182. Lang Dom om Btffop 
Bagger gjendreven, XVI, 170. | 

Bagger, Sans, Biſtop i Sjælland, hans Charakteer 
retfærdiggjort af Udgiveren. XVI, 133. 

Balle, £T. (B., Biſkop. Bidrag til hang Levnetsbes 
ſtrivelſe. IIT, 62. Hans Mindesmarke. IV, 387. 
Om fáns$ 'Drebifener. XX, 278. 

Baſtholm, Chr., Dr. &beol. Hans Mindesmarke. 
IV, 390. . Om hans pomilcti)te Fortjeneſter. 
XX, 273. 

Baſtholm, 4., Præft i Slagelfe, anbefaler Statut: 
vibenffaben til at læres i Skolerne, i(tebenfot be 
gamle Sprog. X, 132. 

Berlinſt Pfalmebog, (npefte) om den. XVII, 370. 

Beſtedenhed, Forffjellen imellem den og Ydmyghed. 
III, 78. 


C - 


Bernſtorf, Grev 4. f£., hans Forhold til Dr. Cramer, 
TIE, 6. 12. 

— Grev Chriftian, preusſiſt Statsminiſter, anklager 

" be tydffe Univerſiteter. I, 115. 

Bibelen, " ben fom Læfebog i C folerne (af Moſche). 
VIII, 

T nci om dens Forhold til Prædifen. VIII, 27. 
£m den i Skolerne. VIII, 14. 

Sd Prædiken. VII, 83. XII, 84. 

— Archa«ologie, af Dr. Geſenius. V, 32. 

2SibelfortolPningene Elementer, Dvilfe de ett. VII, 
138. . 

Bibeloverfættelfer, Anmeldelfe af Sy. og 9t. Møl: 
lers ny Overfættelfe af bet Gl. Teſts. poetiffe og 
ptopbetiffe Bøger. XI, 370. 

—  S5ibtag til ben ban(fe Bibels Hiftorie af Sy. Stel; 

| ler. XVI, 253. | 

Bibelſelſtaber, Leo XIIs Circulair derimod. VII, 170. 
Deres Virkſomhed. VIT, 462. 173. XVIII, 57. 

Bieſter, Udgiver af bet Berlinſte Maanedsffrife. Om 
fané uægte Sandhedskjerlighed. XT, 281. 

Biographier: Bidrag til Dr. be Wettes. I, 92. 
Rieu's. IL, 273, Dr. S. f. Cramers. III, 3. 
Dr. Peder Holms. III, 37. Bidrag til Dr. 
N. €. Balles. III, 62. De fite Slægtningers 
af Navnet Hermes, VI, 259. $5iffop Hertz's. 
VIII, 39. Biſtop Gregoires. ibid. 71. Biffop 


O. Fabricius. IX, 314. Paftor Lasſens. 


. ibid. 332. De. Knapps. X, 47. Dr. Va⸗ 
ters. XV, 315. Dr, € táublins, XV, 303, 


352 


Herders. XII, 4. XVII, 156. Gonfeéfionarint 
Liebenbergs. XV, 321. Lavaters. XVI, 
105, SBbiffop Baggers. XVI, 133. Bidrag 
til Biffop Reginald Hebers. XVI, 50, Dr. 
CL. Buchanans. ibid. 33. Or. Ser. $. 


Reuß. XVII, 8& Dr. ef. ibid. 166. Bi 
ffop.Sànters, XVII, 125 og 340. Prof 


€. 8$. Hornemans. ibid. 334. Sbiffop Møn: 
ſters. ibid. 357. Biſkop Birds. ibid. 331. 
Biffop Blochs. ibid. 350.. Prof. Odmanns. 
ibid. 322. Prof. Worms. XIX, 44. 

Biſtopper, de danffe. Deres Hyrdebrev vedkommende 

' Confessio Augustana. I. 362, Om det fan tib 
lægges en Gyldighed i Lovfortolfningen ? 
XII, 

. Bird, ix Sbiffop. Hans etd: X VIIL, 331. 


Bleek, Dr. og Profesfor Theol., førft i Berlin, nu i 


Bonn. Bidrag til CritiÉ over Joh. Aabenbaring. 
Ill, 126. 
Blicher, V., forhenværende Oxgnepreft i Randlev. 
Breviarium Christologie, elegis latinis elucu- 
bratum. II, 266. Hans Snbvenbinger imod 
ben reviderede Overf. af bet Nye T. gjenbrevne, 
XV,2. . 
Blod), Jens, Biffop i Viborg. 
Hans Levnet. XVIII, 350. 
Blod), €. tX. J., Profesfor og Rector i Roeskilde. 
Tvende Breve til Prof. Sy. Møller i Anledning af 
Dennes Yttringer om Religionsunderviisning og 
Diſciplinen i de lærde Skoler. XIII, 18. 


353- 


Bockshammer, Guft, Ferd., tydſt Praſt, ſtriyer 
et ypperligt Verk om den menneſtelige Frihed. 
XIV, 116. m i 
Boiſen, p. O., Biſkop. 
Om hans Pradikener. XX, 287. | 
Brammer, ic. Theol, Praſt i €neb(teb og Semi: 
nariiforſtander. 
Mindetale over Hans Egede. VI, 65. 
Om de ſaakaldte Johannis ; Chriftne. XX, 1. 
Brandt, Cognepre(t i Gamtofte. 
. Prøver af nye Pſalmer. VIT, 451. 
Bretſchneider, Carl Gth., Dr. Theol. 
Hans Angreb paa be Johanneiſke Skrifters XRgthed 
, ^  gjendrevet, V,272. -— 
Han forfvarer ben tyb(fe Theologie no Englænderen 
Roſe. XV, 166. 


Breviarium Christologiæ. Autore N. Blicher 


. li, 266. 
23rocbmann, Sye(vet, Viſkop. 
Om. hans. Poſtil. XX, WBSB. 
Brolund, $. A., Sognepraſt/ anpriſer Rationalis⸗ 
men. XIV, 350, men modſiges af Udgiveren. 
ibid. 353; og gjendrives af Liss Rørdam. 
. XVIII, 198. 
Brun, Johan Wordal, Biſkop i Bergen. 
. Øm hans geiſtlige Veitalenhed. X X, 201. 
Brunsvig (Hertug Carl Wilh. Ferdinand af) en Cleo 
. … ef Jeruſalem. III, 122, | 
Broͤndſted, P. O., Prof. og Geh. Legationsraad, en 
Diſcipel af O. Worm. XIX, 57. 
Byt theol. Vibl. 20 Bd. | 3 





^ 384 


Buller af Leo X. om at opfje6e Codices. IV, 42. 
Burgeß, Thomas, engelff Sbiffep, forfvarer 9 atfe; 
den af 1 Joh. 5,7. men gjendrives af Sy. Møller, 
XV, 27. 
Burſcheſtab ved de tydffe Univerſiteter. I, 403. 
Burt, G., Sognepraſt i Biergbye. - 
Cr æren om Chriſti Guddom en Fundamental: Ars 
titel i Chriftendommen? IX, 222, 


Buxton, Parlamentslem, ſtriver ont Feengſeltugtens | 


Forbedring. IV, 346. . 
Bønnen, dens $taf miéfjenbt af Santianetne; 
XII, 17. 
€. 
Calcutta, om Vigtigheden af det der ſtiftede Bifpes 
. dømme, XVI, 4. — 
Candidater, de theologiffe, i Aarene 1814 — 1822 
III, 243, iX. 1823. V, 264. i A. 1824. VII, 
319. i A. 1825. IX, 305. i A. 1826. XI, 215. 


i A. 1827. XIII, 867. i X. 1828. XV, 355. 


i X. 1829. XVI, 369. i A. 1830, X VIII. 376, 
i A. 18314. XX, 333. 
Chineſernes Forventninger om Mesſias. XIV, 218. 
og X VII, 358. 
Choleraſotten, betragtet fra ben religioſe — 
XX, 807. 
Chriſtenſen, 4. €., — til Reſen i Jylland, 
Bibelſte Pſalmer. XIII, I. 
Om Vigtigheden af Philoſophiens Studium fec ben 
chriſtelige Theolog. X VIIL, 253. 
Chriſtodulos, en græff — om — V, 249. 


e 


D 355 


€briftologie, i latinffe Vers. LI, 266. 


Chriſtus Forfoneren, Et Brudſtykke af De Wette. 


I, 181. 
Claudius, Biſkop af Turin, Prøver af. hans udgivne 
Skrifter ved Or, Rudelbach. VI, 916. 
Clau(en ,. d. G., Ctiftéprovft. 
Sberigtigelje af ben berlinſke Kirketidendes Beffylbnins 
ger imod ham. XV, 193. . 
Om hans Pradikener. XX, 286. 
Clauſen, Sent. CZic., Dr. og Prof. i Theologien. 
— Oratio, quam in Lectoratu Inendgus adeundo 
dixit. I, 1. 


— Critik og Fremſtilling af Underbegrebet. I, 14. Hans 


Apologie for denne Aſhandling. VI, 37. 
— Bemarkninger om den katholſte Gubébpcfel(eo Vær. . 
ſen og Værd, VIII, 270, 


— Sendebrev til E tiftéprov(t R. Møller om Rationas | 


lismen. X, 231. — 
— Andet Sendebrev til Samme. XII, 390. 
— Erflæring til Provſt Engelbreth. XIII, 343. 
— Sendebrev til Udgiveren, Hvori ban fralægger fig at 
ynde 9tationaliámen, XVI, 280, 
— Fortſatte Bemærkninger om Brugen of Ordene 
Supernaturalifter og Rationaliſter. X VIL, 377. 
— Universitates optima ecereaun evang. prenne 
. XVII, 179. 
— Bemarkninger i Anledning af Prooſt Trydes 9t 
tvinger om vor Ritntgle, X VII, 804. 
Clasſiker. Om deres Uſtadelighed for. Hingtenmen 
Troe og SNO of Thierſch. X, 159 
35 2 


— 


356 
on deres fortjente — i vote lærde Skoler, af 
- S, Møller. X, 120. 

Clemens, Alexandrinus, om pſychiſte og — 
Menneſtker. XIV, 203. 

— fkjelner imellem Gnoſtikerne og de eenfelblgé Sore 
ibid. 

" €obelet, overfat med Anm, af Dro En geib reth. 
XIII, 171. 

Concordat, det franffe med Pius VII. af 1801. 
IX, 119. Det af 1817 . (6 en modſat Aand). 
VIII, 207. 

Confutfiue har en Anelfe om Chrigi Somme, XIV, 

. 9248. 

Confesfion, fee Augsborgſte Troesbetjendelfe. 

Conftant, Benjamin. Om hans Skrifter. IX, 206. 

Cotintbiev, om de apocryphiffe Breve imellem bem og 

- eg Apoftelen Paulus. V, 59. 

Pauli 2 Cor. overfat af RH. Møller. XVII, 283. 
Couſin, franſk Philoſoph/ hans Lære om Friheden. 
^ XIV, 136. 

" Cramer, Sy. 2L, Profesfor Theologia og Ganiter. 

— Hans Biographie, III, 3. 

— Sammenligning imellem Overtroe og Fritænterie. 
XX, 141. 

— Om hans Pradikener. XX, 272. -. 

Cyrillus, en græff Theolog, forſvarer den oſterlandſte 
Geiſtlighed. V, 296. 

(bn fammefteb$ omtalte: Patriarch af Conſtantinopel 

heed i daglig Tale. Gregorius. og er forſtjellig 
fra prit) 


e 


357 


Celibat, ben tutte ——— Chibi —— 
deraf. III, SN 


i Gy, . 

Dampe, Dr. Philoſ. Om hans Angreb paa den 
borgſte Confesſion. J, 355. 

Danmarks Underviisningsanſtalter, ſee Univerſitet 
og &Polevefen. . 

Davids 12te og 22be Pſalme overfat. af Stochholm. 
J, 215. 218. De fem. førfte Pſalmer ved Samme. 
IV, 275. . 

Degerando, franff Philoſophh. Om Bam. IX,.207. . 

— 941. | ( 

ipeicbmann, 25., Biſtop. Om fam (om Taler. XX, 
266.  . 

Diſciplin ved. Univerfiteterne, hvorledes den bør være 

beſtaffen. X, 479. Om Difciplinen i de lærde. 
— Ofolet, af Bloch. XII, 18. Af Sy. Møller. lh 
XIII, 89. 

Doctorgraden. Nye Forordning derom. VII, 330. 

Doctorværdigheden, om dens. Vigtighed (vore Dage - 
med Henſyn til Kirken. X, 57. 

Doctrinaire, et Partie oplp(te Mænd i Frankerig. 
IX, 192. 

Dogmatik, om Tweftens. XI, 113. Denne Biden 
(fas Vigtighed misfjenbt af Mange, men. af 
Herder forfpatet. XIL, 81. Iſdiſt Dogmatik 
af Dr. Wolff. XVIL 67. Dogmatiſte Arti: 
ler, fee under Navnene: Aagaard, Buſck, 
Claufen, Engelbreth, Sogtmann, Giefeler, 


— 


m 


gGarder, J. M4uer, X. mme; Rudelbach, 
Schleiermacher, Seerup; Steffens, Tryde. 


Duval, om den — Geiſtligheds Coelibat. MT, 


139. 
r 
ge, om ben banffe Geiligfett | paa be (pmboiffe 255. 
ger. I, 337. Com gaaer paa Seren, 4ffe pan 
Troen, ffjonbt denne forudſettes. XTE, 494. 
rens Zellighed, om den af O. Worm. XIX, 1770. 
Egede, Sans. Mindetale over ham af Paftor Bram 
. mer, Vl, 65. - 
Encorntre, (&an( Pvæk i Montauban. IX, 2414. — 
. . ($albe$ ved en Trykfeil Encentre). | 
Engelbreth, Conf&orialraab og Provſt i Spberétsv, 
. Qyenf. Prof. €laufené Ind ſigelſer imod hans Bog: 
vuthers Forſvar. X, 260). fans Svar derpaa. 
. Xil 233. Coheleth, overſat med Anmarkninger. 
” XHL 171. : | 
f&ngelfte Theologers Anſeelſe i Danmart under Chri; 
^ fian V. XX, 264. | 
Eſaias, Propheten, overfat med Ynmerfuinger af Dr. 
.. 8t. Møller. II.,4. Brudſtykker, metriſt ovetfatte 
" ef Amtsprovſt Otochholm. T, 241. 
fefttup, $4. S. J., Profesfor og Director fot Sorse 
Academie. | 
- Symbolæ:erititæad illustrindosocos no&nullos 
"historiæ :ecclesiastios septetitrionalis. IV, 1. 
Af hans Breve fra Udlandet. IX, 158. 
Evangeliernes Sammentigning. Sotterfninger ders 
over, [ES 51. 





Ge o5 RT D Am 


. fecal Rirketidende/ dens Damme om be danfte 


Theologer berigtigede X V, 191. 


Ewald, Enevold, fritages af Kong Chritian VI. for 


at fibbe i exriftrftolen. Il, 318. 


Saber, Viic., Dr. Philoſ. og Theol., Sciftsprovft i | 
Odenſe. 
IJ Boilfet Forhold. bet Bibellæsning fremtræde til 
Prębifen. VILI, 27. Om hané Talers XX, 299. 
Sabricius:, otto, Biſtop. 
Hans Biographie af J. Møller. vili, 943. 
Sale, 55.25, Legationsraad. 
Om bet. af ham ſtiftede Selffab for Djelpelafe oen 
og hans Opdragelſesgrundſetninger. Jl, 243. og 
> VHI, 171. 
Falſkhed, om Begrebet deraf. XIII, 289. . 


.- dellenbecgfte Obrageljebangaltet , om bem. xvm. 
67. 


Henger/ Seco, Lic. Theol. overſatter Tertullian em 
Taalmod. XVI, G3. 
Bichte, tydſt Philoſoph, bedommer fin Tid firængt. | 
IV, 320. 
Deelamerer i Jena imod. Chriſtendommen. XII, 124. 
Benet, £. G., Sognepraſt i Alſted. 
Latinſk Afſfedstale til Sbiffop Menſter. XVII, 470. - 


— Beégtmonn, XL, Dr. og Prof. 4 Beologi, bito» 


i Ribe. 
— Hans Mirakeltheorie bedomt af Dr. Etaufen. 
I, 46. 


860 


Fogtmann, tL, Om bet tationatiftife Principe For⸗ 


hold til Cheiſtendommen. X, 297. 

— Om hans Bearbeidelfe af Bockshammers Beg 
om Friheden. XIV, 116. - | 

— Bemarkninger i Anledning af Rudelbachs Re⸗ 
cenſion af Dr. P. E. Muͤllers Dogmatit. XIV, 
241. 

— Bemarkninger om nogle iturgiſte Formularer. 
XVI, 9239. 

Forbrydere, deres Antal i nyere Tider. IV, 826. 

Forlyſtelſer, om Praſtens Forhold til disſe. VII, 63. 


Sotbunbeforfamlingen i Frankfurt. Om dens Be 


flutninget af 20 Sept. 1819. I, 115. 

Stanferig; om bet$ kirkelige Forhold til Paven i nyere 
Tider. VIII, 186. 

Om Religionsvaſenets og Theologien⸗ Uilftand der, 

IX, 92. 

Fraysſinous, under Carl X. — i Frat: 
ferig, om hans Virken. IX, 203. 

Frederik IL, tydſt Keiſer; hans Brev til Erkebiſta⸗ 
Hartvig af Bremen. IV, 28. 

Frihedsbegrebet, philoſophiſt og fingviftiff betragtet. 
XIV, 117. 

———— Aphorismer om bem, HI, 109. Herder 
vilbe, at Ordenen ffutbe handle aabenbart. X XI, 33. 

Sty, Madame, forbedrer Fangerne i Newgate. IV, 348. 

Fyrſterne, hvorledes be bindes til Folket ved at befor: 
dre Oplysning, V, 4... 

Sængsler, Selffaber til deres Forbedring. IV, 342, 

Sølelfens Vigtighed. VIT, 244. XII, 413. 


361... 


Gamle Teſtament. Om Nøtvendigheden af en ny 
danſk Overfættelfe deraf. IX, 4. 


. 8t» Overfættelfe af dets poetiſte og prophetiſte Boger 


bebudet. XI, 370. 
Om dets Apokrypher af J. Møller, XV, 53. 


— Gacve, tff SDbloforb, hane Dom om. ben fantif 


. :Bpéitofopbie. XII, 114. 

Gaultier, franff — Om fans. esie ix, 
214. 

Gehren/ »., tyb(f Præft, roſer theologiſt Bibliotheki 

"^ em Literaturtidende, og .babler bet * ett anden, 
V, 347. ' 


GSeiſtligheden/ om dens. decptigtelfe " at de eſter 


ſymbolſte Boger. J, 353. XII, 162. 


Genf, tm be nyeſte deigoneſtehichodet hm. XIV, | 


135. 
Gennadius, Kirkefaderen lærer beſtemt, at Menne⸗ 
fket har fun een Sjel. XIV, 4094. 
Geſenius, VO, Profesſor Theol. i Halle. ) 
Om bibelſt Ardjæologie. V, 32. - 


Hans Fortjenefter af den debcaiif s XE, 


383— 84. 


"Giiefeler, J. £. £.,- Dr. 98 bnt Theol. før i bøn, : 


nu i Gøttingen. 


Beviis for at den lutherſke og — girkes 
Union ev grundet i begge Kirkers Grundſatninger. | 


IV, 75. 
Hans Kirkehiſtorie anbefalet. XIII, 394. 


Glæde, — bor Tent attraae bm? X1,289. . 





302 —— i 


dieunttolg, tric. 8. Sev., Praſt. 

Om fent Otrid med Profesfor Gieufen, af Paſtor 
Seerup. XI, 321, 

Om hans Spørgsmaal til Danmarks Levtyndig⸗ 
XII, 186. | 

Om hans Fortjenefter pg fans Getbolb til-den banffc 
-Gieiflligbrb, af S. Møller. XV, 232. — 

Hans Mening om bet apoftoliffe Symbolum — 
af J. Stochholm. XX, 199. 

Om hans Pradikener. X X, 296. 

— om deres. Igjenfodelſe i vor Tid. V, 463. 
En Gollect ſor dem under Chriſtian VI. See 
XVII, 361. 

Arenbech, Cantellieraad, om efterladte tb. 
Manuſcripter. XIV, .358.. 

GSuldberg/ 9. &., Gebrimerenb, høie aptat af O. 
Worm. XIX, 48. 115. 

Gefelo, Provſt. Nekrolog om Den. XH. a28. 
Om hans. Prædifener, XX, 288. 

Górtee , .tyb(f Profesſer⸗ pun og hans ffrifus. 
I, 100. 113. . : 

Båtbe, two? Sister, hans Forheld —— X11,36. 
Misdomt af fin Plagiarius Schuͤtz. XIV, 145. 

Goͤttingen, dets Hnivevfitet erklæres 4818. i Ban of 
be udvandrede Studenter, I, 497, Befindes langt 

—  dfünber bets Rygte af Paſter Rieu. Il, 277. 

Det tilbyder Herder to Gange et Proſesſorat. 
XII, 69. | 
$abeofinievne, om. deres, Kirkeforfatning. V, 254. - 








363 


galnbund, bet Boeringſte opbrænder 778. Aitands 
comiffe Fortællinger. I, 106. - - - 
damann, om hans Okrifter ^ Venſkab med Herder. 
XII, 18. 
óammet, Joſ. v., Dientoliften om jane Gefle 
des Byzantiniſchen Reiches. XII, 394, . 
garder, J., Provft og Sognepreſt. . 
Hvad er værft, Overtroe eller Vantroe? mir 
II, 471. 
Aatmionift Srenfriling af 3 bs i fiie 
I, ; 
$atms, c. Paſtor, om hans Otrid med Wurchoft. 
V, 179. Hans Catechiſationer. VII, 107. 
geber, Reginald, Biffop i Caleutta. 
Om hans. Sottjenefter, XVI, 49, B 
xSevenfte Skribenter, Sept for dem ei anon, *, 
151. | 
Zellighedsbegrebet underſogt. xxv, 158. 
Helvedſtraffene, om deres Evighed. X, 250. 
óemming(en, Tiels, Profesſor Theologic. 
Om hans homiletiſte Skrifter. XX, 288. 
demfen, J. T., Profesſor "I beolooie i M 
Forſvar for be Syofanneiffe — Mane , 
272. E 
Senbófet, tydſt Praſt. 

Om hans Overgang til den eani Sire. v, 92. 
Jevnf. VIE, 350. i 
åente, Dr. Theol., Frimureriets Hiflorie TH,. 143. 
óetter, Joh. Gtfrd. Mindeffrift over Ham af S. 
Møller. XII, 1. Tillæg. XVH, 456. 


/ 


364 


cues.  SVestapbiet over. fax. Sesleget ^f Dette 
Navn. VI, 259. 
m om hans Vært imod Philoſopherne. XV, 


— em Clementerne af i S5ibelfortolf; 
ning. VIII, 438. 
Fersleb, p., Sbiffop.. 
Om. bane Prædikener, X X, 269. 
Seen, J. M., Sbiffop i Ribe. 
, Sans Tale ved Rector Fibigers Synbjettelje, VI, 45. 
Hans Biographie af Sy. Møller. IX, 39. . 
Om ·hans Prædifener, XX, 302. 
Seterodoxie, om den. VII, 49, Herder falſkelig an⸗ 
klaget derfor. XII, 138. 
geß, Antiſtes i Zuͤrich. Hans Minde. XVII, 466. 
BSeyne, ben (tote Philolog, (eget at drage Herder til. 
Gøttingen. XIE, 69. 
Beundres af O. Worm. XIX, 145. . 
dSjemmebaab. Forſtag til dens opbyggelige Indret⸗ 
ning. IL, 339. 
Sieronypmus, Kirkefaderen, advarer imod hedenſte 
. Gfrifterá Læsning paa Grund of en Drøm. X, 
i 153. - — 
$jort, Biffop i Ribe. Hans Nekrolog. VIII, 313. 
gjort, Profesſor i Sorse, forſvarer Frihedsbegrebet 
imod Howitz. XIV, 440. 
giſtorien, om dens religiefe Behandling. XIII, 131. 
$Soblenberg,. 7. 4,, Dr. og. Profesfor i Theologien. 
Oratio in munere Lectoris Theologiæ adeundo 
dicta. XI, 241. 


365 
— 2. (Gr ban? Selvbetjendelfe om Dobbelthed 
- hans. Stiil og Charakteer grundet? XI, 284. 
«olm, 2f. R., Provſt ved Holmen. 


Om den Magt i Talen, en chriſtelig Lærer ffal — 


efter. XVI, 4. 
Solm, F., Lic. Theol. og Pref: til Holfteenborg. 


Beretning om ben prote(tanti(f — Vettius 
i Wien. V, 118. 


Efterretninger om Port. rofal des champs. VI, 


414. Om hans Pradikener. XX, 297. 
Zolſt, pet. Vic., pietiſtiſt Præſt, fritages af Kong 
Chriſtian VI. fot at fidde i Skrifteſtolen. Il 316. 
affættes. ibid. 315. 
" dorntman, .€. F., Dr. og Profesfor Thedlogie. 
Hans Cimbebsjubileum, XI, 69 og 101. 
Sans Levnet. XVHI, 334. 

golfteen, Hertugdommet, om Religioſiteten "n VIII, 
i 341. Om Jubelfeften. IX, 358. Holſteen roeſt 
. ef Jacobi og Herder XII, 82. 


Zotn(yplo, pastor emeritus. Om hang Fortjeneſter. 


XV, 196. 
9Zomileti£, om den. VII, 76. Efter Herder. XII, 82. 


$ovmob, om Sotffjellen imellem EUR og SIR bed: 


lI], 78; 
se John, om hang Fortjenefter af Senate, 
"342. 
V, 

Mox S3. £., Dr. 06 Prof. Theol. i Freiburg. 

Forſvar for MEgtheden af be to førfte Cap. i Matthæus 

og fot. deres Overeensſtemmelſe med Lucas. IV, 49. 
gyrdebrev, (te Biſtopper. 


"- 


As 


| — 866 


i 9, : i 
— §. P? tybil Disi, oppeto til Stant. 
XII, 112. 
*jacobitev, om deres Sirfe, ;V, 250. | 
. fyanfenisme, Bidrag til benó foiftorie. VII, 114. 
^ fyan(on, Gector Fred., Giffop i Aarhuus. 
Hans .Gravffrift af D. Worm. XIX, 117. 
^joealiomen, om den. VIL, 221. ü 
s Poul, fte Richter. 
Sjetufalem, tydſt Theolog, gav efter ſom ran» 
*rager, III, 142. -.— 
Jeſperſen, Deoer, &osgl, Confesfionarins, om fam 
' fem gei(tlig Taler. XX, 263... j 
Jeſuiter, om deres Foretagender i Okandinavien mod 
Enden af 17de Aarhundrede. IV; 36. Jevnf. 
Art. Frankerig og Italie. 
Aohannes⸗ Evangelium, dets gthed ſorſvaret. v, 
273. 
Sobannie · Chriſine/ om bem af Licent. Brammer. 
XX,d4do 0 
Jobannfen, Dr. Theol. PS y 'Éiesieptud til Petri Wes 
nighed, om hans af "HOME overfatte Prædikener. 
XX, 905 - 
. Qreneue, om han foretraf Dichotomien af ben menne⸗ 
fketige Natur. XIV, 186. 
Iialien, om dets nyeſte litereve og kirkelige Vaſen. 
VIII, 184 - 
Juridiſt Embeds⸗Eramen, taget ved Kjøbenhavns Uni⸗ 
verſitet, af fuor is i Aarene 1814-4822, 
III, 286. 


sæ 


aer | 


Juſtinus Martyr, —* en Sonafferentr XX, 
216. . 

Izarn, J., fans. Vært om Underolisningtne net U 
—— IX, 189. 


$. " 

Ratebifere/Runft, em den. VH, 101. XIV, 44. 

Zánt, Imm., om hans Moralſyſtem. VII, 242. 
Hans $orfolb til Herder. XII, 45. 9T; 407. - 

J&antianer, om dem. XII, 424. Deres Theorie om 
Sanddruhed provet, XIII. 274, — 

fiel, beté Univerſitets Ophjelpning under  Gániler 
Cramer, III, 31. 

 Wetes af bet$ Kronike. IV, 245. XI, 203. XIII, 

-. 966. 

Kjerlighed/ Praſten ſom Monſter derpaa. VII, 11. 
Dens Sammenhang mød Billighed. XTII, 292. 

RKirker, Opbyggelſen af nye, XVII, 363. 


Rirkedaab, om ben. fammenlignet med Hjemmedaab af 


Olivarius. IT, 325. 

Kirkegang, Barnemodres, anbefalet af "- MNiva⸗ 
tius. II, 325. 

Airlebi(totifte Meddelelſer, . (et ikke: Stavnene S 
f£ttup, 3. dolm, 3. Moller. 

Kirkehiſtorie, om dens Vigtighed for praftiffe Reli⸗ 
gionslerere af Nieme yer. XI, 4. Senf. Møns. 
ſter. XIV, 4. og Sy. Møller. XIV, 64 

JAltPerot, om den benffe af A. C, — XII, 
159. 

DitPetuat, fitam o6 Grefiene. V,.2392, Om tut 

| et tjenligt at ojeninbfere ben fos:os.. XI, 178. 


f jbenbaowe. djiftole, fee Univerſitet. 

Klasſiker, fee Clasſiker. 

Knapp/ Dr. Georg Chr., hans Minde af Sy. Mel: | 
ler. X, 47. 

Korai, Dr., hans politiffe Formaninger til Grofetne, 
. V, 206. Sans Forflag angaaehde den græffe 
— Geiftigheb. V, 257. 

Borintbiernes (apoeryphiffe) Brev til Apoſtelen Pan⸗ 
lus. V, 67. 

Kogebue, om def paa Dam begaaede Snigmord. I, 159. 

VI 200. .. 

Roptetne, om deres Kirke. V, 251 

"Auto, Benjamin, lutherſt Praſt, beſoger Danmark 
fot at' ſamle Bidrag til et Praſte⸗ Seminarium i 
Nord⸗Amerika. X, 361. 

Byoftbeo, hvorledes falbeé be forrige Tiders tilbage? 
IV, 362. 

"Bónigeberg, om dets Univerfitet i Kants Tid. XII, 9, 

e. 


Laborde, fran(f Greve, Om. hang. Jver. for Skole 
væfenet. IX, 2141. 

 £actantius, om Sjelens Udedelighed. XIV, 191. 
Skriver bet forſte til en Phyſicotheologie. 

. ibid. 190. 

Las Caſas, fpan(f Def, ben. uffyldige Ophavsmand 
til Degerhandelen. VIL, 269. 

Las Cafes, ftanff Greve. Om. og af fané Vert: 

i Mémorial de St, Helene. IX, 4114. . 

. Sasfen, Præft cil £eetubtup, hans "—— T 
WMoaller. VIII, ene 





369: 


Laſteyrie, Greve. Om fané Andeel i ben indbyrdes 
Underviisning. EX, 241. i 
Laurentie, en uvidende Cye(uiterven og Univerſitets⸗ 
| birector ( Frankerig. TX, 204, 
Lavater, forfnlgt af ben SSerlinffe&liqoe, men forfoaret 
ef fine berømte. Samtidige og af 3 Møller, 
* XVI, 105. 
Zeiermaalebóber; deres Afffaffelfe fat vetet (fabelig 
for Sædeligheden. IV, 363. 
KLeiebibliotbeEer, om bem, I, 248. 
Lemming, Dr. Philoſ. (død i Spanien) om Theolo⸗ 
giens Tilſtand i Frankerig Aar 1818. IX, 201. 
£eefing, om ham og hans Skrifter. XII, 99. 
"Ze X. Tvende Buller af ham om at opfjobe. Codices. 
IV, 42. 
Ceo XII., fordommer Bibelſelſtaberne. VII, 400. 
Lilienthal, beromt Theolog, Herders Lærer. XII, 49. 
Lippe⸗Schaumburg, Greve. Hans Forhold til 
Herder. XII, 47. And 
Liebenberg, Songl. Confesſionarius, om Hs. Songl. 
Hoihed Prinds Frederiks Confirmation, X, 857. 
Hans Biographie. XV, 321. 
Om hans Taler. XX, 289. 
Lindberg⸗ Jac. Chr., Mag. Artium; om hans Bog: 
Hvad er Chriſtendom i Danmark? XII, 186. 
"Om hang Deeltagelſe i den. Clauſen⸗-Grundtvigſte 
Strid. XV, 255. 
Hans Attringer i Anledning af wen modfagtr, . 
XX, 307. 
— Myt theol. Bibl. 20 Bo. .. Wa 


Literatur fov.Sfeptoger. Aar 1821. I, 843. 


1826. XI, 261. 
1827. XIII, 382, 
1828. XV, 339. 
— 18929. XVII, 343. 
Liturgie, om den fatbolffe.- VHI, 270. Om Seréc 
dringer i ben lutherſte. X, 326. XIL 436. Ga 
.— ellers Art. : Elanfen, Soetnicun; Oltivarius, 
Tryde. | 
£iefianoL, franff reformert Preſt, ivrig Cfolcum. 
IX, 214. (Kaldes ved en Trykfeil Les ſigno). 
Lodkaſtning, dens Brug hos Grakerne og Romerne 
VI, 127. Hos Hebræerne. ibid. 147. hos de 
"gamle Chriſtne. 149. i Brødre: Menigheden. 158 
. Kovotb, hans Værk om den Hebraiffe Poeſie ſammen 
"lignet med Herders. XII, 78. — 
£uten, $., Profesfor. Hans Hiſtorie om bet tpbft 
'" — Self anmelde, X VIT, 16. | 
Ludvig XIV., under pen ingen ſand — 
… IN, 153. 
Ludvig XV., under m Reiigionen fotagtet. IX, 
"M 154. 
Ludvig XVL, en — Konge. IX, 93. €f. 
97. 154. 
' £ubvig XVIII, om hans. Regjering. IX, 148 
| 188. 


LEE LL g 0 g 
|. 


111141111 
1111111 
1 





37I 


— Dr. M., om hang SRinbeémette i Bittens 
burg. Il, 375. VI, 204. 

Commentar over Hans tfeologiffe — ef 
Sy. Møller. IIT, 455. 

Sané Breve, udgivne af De Wette. VI, m 
. £m Sinbfipbelfen of bans Perſonlighed. VI, 172. 

Om hans Forfoar af Sngeibseeb. X, 260. og 

XI, 233. . 

Lighed imellem Luther eg Herder. XII, 457. 
Luͤtken, D. D., Sognepræſt til Mahrn i Sjælland, 
: De afflictionibus spiritualibus. I, 293. — ' 
Læsning, om Præftens. VIT, 16. om Casſikernes. 
X, 120., om Romaners. XI, 300. 

Absn, Zorſtjel imellem den og Uſandhed. XIII, 258. 
| M. 
Maadehold, om denne Dyd. XII, 208. S Domme, 
XIII, 284. 
Malan, reformeert Praſt. Om fané Strid med ben 
genfiffe Geiſtlighed. III, 135. 
Manuel, Mendoza, Beretning om hang Overgang 
til ben evangeliffe Kirke, III, 144. 
Marezoll, Dr. Theol. tybff Pradikant, om hans Pre; i 
dikener. XX, 284. 
Marſilius Sicinus, om Øjelens — efter 
Platonikerne. XIV, 196. 
Memorering, af Pradikener, Pene ben erhrerves. 
"VH, 97. 
Michaelis, Joh. David, om ham fom acabemiff Læs 
tet, IX, 65, Uvenſkad imellem ham og Herder. 
XII, 60. 


^N 


922 


372 | 

Michaelis, Frid. N. M. (at, (Praſt'i det Slebbigſfe) 
De Versione Pentateuchi Persica. IX, 15. 

Monrad, ó. C., Præft i Mahrn, hans Dog. om 
Guinea anbefalet. VIT, 271. 

Moldenhawer, Dr. Theol. og Conferentsraad. 
Hans Nekrolog. VIII, 331. 

Moralitet, om Manglerne ved vor Tids. IV, 319. 

Moralſyſtem, om Dr. De Wettes. L, 172. Om 
Kantianernes. XII, 124. 

Morgenſang, i Skolerne, anbefalet, X, 115. 

Mofdje, Rector iLuͤbek. Om Bibelen fom Læfebog i 
Skolerne. VII 4. | 

Moſes. Om ham og hans Stiftelſe, aft. De Wette. 
I, 186. Om hans Lovgivning "af Dr. U mbreit. 
XII, 385. | 

Mooamn, Mag., anklager Dr. Reuß fet Heterodorie. 

— XVI, 120. | 

: Miller, J. Palludan, Soiffop i aechus. om hans 

Prradikener. XX, 298. 

Muͤller, G. £b., tydſt Præft, forſvarer Lovligheden 
af Grakernes Opſtand. III, 300. 

Muͤller, Johannes. Om hans Fothold til Serber. 
XII, 74. 182. . 

"Miller, Job. Georg, "Prof. iSchaſhauſen, beſorger 
Udgaven af Herders Skrifter. XII, 74. 

Muller, p. E., Dr. og Profesſor i Theologien, Bis 

ffop i Sjælland. 

— Om bet Athanafianffe Symbolums forbindende 

sre I, 367. 











- É CN 


373. o. i 


Muͤller, p. E. Om be mesfanfle Spaadomme € bet 
Gl. Teftam. IV, 99. 

— Oratio habita ad solennia Domus Regia cd- - 

^ Jlebrarida. IV, 263. | 

— Beviis, at Juftinus Martyr har fjenbt bore fire 

..  €wangelier, V, 293. j 

—. Oratio habita inter solennia inm Horse: 
manniani. XI, 101. 

— Om hans Sogmatif af Dr. Bogtmann: XIV, 

… 244. 

— var paa den berlinſke Kirketidendes Beſtyldninger 
imod ham, af S. Møller, XV, 203. 

Miller, T.,-Provft og Præft i Stege, onſtker en of; 
ficiel Forklaring over de fymbolffe Bogers Forpligs 
telſe. J, 337. 

Muͤnter, Fr., Biffop i Sjalland (Sy. Møllers latinſte 

Sorgetale over ham. XVIII, 125) anfætter Roms 
Aar 747 (om Jeſu Fodſelsaar. IV, 65. 
Om hans Danmarks og Norges Kirkehiſtorie. V, 134. 

. £m hans Afrifanffe Kirkes Hiftorie m, m, XVII. 8. 

Sans Nekrolog. X VIIT, 340. 
Mynſter, J. P., Dr. Theol., Kgl. Confesſionarius. 
Af hans Pradikener. IV, 310. XIII, 14114. 
Om hans Fortjenefter, bebomte i den berlinffe Kirke⸗ 
tidende. X V, 195. 
Anmarkninger til Brevet til be Salater. XIX, 327. 
Om hang Snbfipbel(e fom Prædifant, XX, 293. 


Maöͤller, 2$, U., Magifter og Sognepraſt til Radſted. 


— Svar paa Profesſor Clauſens andet Sendebrev til 
Dr. R. Moller. XIII, 304 


374 


Møller, d. U. Cregetiffe Bidrag. XIX, 293. 
Moͤller, J., Dr. og Profesfor i Theologiſen. 
"Des Wettiana, nemlig: . 
Om Dr. De Wette, hans Affærtelre m. m. 1, 99. 
Sands Snigmord paa Sofebue, og Dr. De 
Wettes Trøftebrevtil Sands Moder. I, 159. 
Oplysninger om De Wettes Moralſyſtem. I, 472. 
Om fané svrige Skrifter. I, 197. 
Om den danffe Geiſtligheds Forptigtelfe med Henſyn 
til ben Eed, fom aflægges paa de fymbolffe Bøger. | 
I, 337. | 
Vantroe værre end Bree; naar begge ſammenlignes 
i lige Grader. IL, 213. 
Om det af Legationsraad Falk (tiftebe Seifkab for 
hjelpeloſe Børn, og hans Pydregelfedgrun open 
ger. II, 243. 
Bidrag til. Separatifternes Hiſtorie under "pus 
ben, O jette, II, BI 
Kirkehiſtoriſte Meddeleiſer. IL, 366. 
Bidrag til tre berømte Theologers, nemlig Canzler 
I. A. Cramers, Prof. Peder Holms og Bi 
ſtop Balles, Levnetsbeffrivelfer. IIT, 4. 
Om Forſtjellen imellem Ydmyghed og Veſtedenhed 
Hovmod og Stolthed. III, 78. 
Aphorismer om Frimurerne. III, 109. 
Commentar over Luthers Ord: Oratío, meditatio, 
tentatio faciunt Theologum. III, 155. 
Bemarkninger om Forholdet imellem de ſtjonne Bi⸗ 
denſtabers Studium og Religisſitet, Proteſtantisme 
og Paſtoralduelighed. III, 181. 


v 





378 


beartcibefe af J—— Licnite i A. 1814 til 
1822. III, 228. 

Udſigt over Religionsverſenets og Theologiens Tilftand 
i de djti(telige Lande, Indledning og førfte Affnit. 
III, 305. i 

De pretio et usu religiositatis i in literis colendis. 
Oratio academica. IV, 214. 

Af be febrenelanb(fe infoerfteteré Kronike. IV, 245. 


— Breve til en Provſt om adffillige Geiftligheden ved: 


kommende Anliggender. 4—4 Brev. IV, 29 0:909. 
(Gee paftorátbreoe). 

Efterretning om Balles og Daſtholms Gravminder. i 
IV, 387. ! 

De Universitate tanquam arctissimo inter prin- 
cipem populumque | vinculo. . Oratio acade- | 
mica. V, 1. 

Om Corinthiernes (uægte) Brev til Apoſtelen Paulus 
'og Pauli tredie Brev til Corinth, i Anledning af 
Paſtor Rinds nyeſte Underſogelſer angaaende id 
Apokrypher. V, 59. | 

Gottegnelfe over de Sjebenfavnífe Theologer lige fra 
Univerſi itetets Stiftelſe, med biographiffe Vink og 
Oplysninger. V, 134. 

Om Folkenes Palingeneſie i Almindelighed , og om 
Grakernes i Sardeleshed. V, 163. 

Udfigt over Religionsvaſenets og Theologiens nuvæ: 
rende Tilftand i ben græffe Sirfe, V, 222. 

Forfvar for be Syobanneiffe Skrifters XEgthed imod 
Dr. Bretſchneider. Efter Dr. Hemſen. V, 272. 


LI 


376 


I. Moͤller. 

"Svar paa et Angreb i den ⸗Halliſte Pirat Bidende. 
V, 347. 

Om Menneffenes Tilbøtelighed til at agte paa Varsler, 
og iſer om ben religisſe Brug af Lodkaſtning hos 
Jordens beromteſte Folkeſlag. VI, 118. 

Om, Prof. Steffens Bog om ben falifv Theologie. 
VI, 253. 

Raad til en ung Pret eller Pafteraltheologie à in nuce. 
VII, 4. 

Kirkehiſtoriſke Merdelelſer. VII, 160. 

S5emerfninger om Negrenes Forhold til Chriſtenheden 
og Chriſtendommen; famt em hiſtoriſt Udſigt over 
Slavehandelen og dens Afffaffelfe. VIE, 9677. 

Om Elementerne af (anb Bibelfortolkning. VIII, 438. 

Fortſat Gfterretning om Legationsraad Fa lis Opdra⸗ 
gelſesanſtalt for fattige Born. VIL, 171. 

- Mefigt over Religionsveſenets og Theologiens Til 
ftanb Ü Sitalien, VIII, 1845 i Spanien og Por: 
tugal. VIII, 280. 

Nekrolog og Biographier over fer danſke Theologer. 
VIII, 313. 

Kirkehiſtoriſte Meddelelfer, VIII, 344. 

. Sbiffop S. M. Hertz's Biographie IX, 39. 

Diffop H. Gregoite? Levnet, IX, 71. 

Udſigt over Religionsvaſenets og Theologiens Til⸗ 
ſtand i Frankerig. IX, 92. 

Om Betydningen af Jubelfeſten 1826 (Anſcharsfe⸗ 
ſten) og Forberedelſerne til ſamme. IX, 340. 








377 
3. Moͤller. 

Om Betankelighederne ved at optage Polmten i den 
evangeliſte Kirke. X, 31, 

Sx. G. Chr. Knapps Minde. X, 47. 

De pretio et necessitate doctoratus. in ecclesia 

- aduka. X, 57. — 

£m Opbtagelfe til Religiofitet i. de lærde Coler, 
X, 105. 

De” clasſiſte Studiers Forrang 1 vore lærde Skoler, 
bedomt og befvaret imod tre nye "Angreb. X, 
420, : Mohos e EM i 

. . £m Univerfitetetnes tredobbelte Beſtemmelſe, ifær om 
deres Indflydelſe paa den fædelige Charakteer. X, 
172. Es | 

Om Literaturen, og iſer ben nationale, (orm Dannel⸗ 
feémibbel, X, 205. 

Om be nordamericanſke Proteftanters Veſtrabelſe for 
at fane theslogiffe Loreauſtalter. X, 358. — 

- Desenectute literata, tanquam egregia historiæ - 
conservatriee. XI, 57. 

De senectute, tanquam imagine mentis Chri- - 
stianz. XI, 69. dE s 

Om og af Prof. Tw eſtens dogmatiſte Sotelesnin: 
ger. XI, 113. 

Aphorismer, henhorende til praktiſt Philoſophie. 
XI, 280. 

Mindeſkrift over Herder. XII, 4. i 

Anmeldelfe af AX. S. Orſteds Afhandling om Ufor⸗ 
nodenheden af. en omgribende Forandring i ben 
danffe Sitfefotfatning. XII, 159. 








378 


3 Møller. 
' Om be —— patjve vitia og deres Serb, XII, 
206. 


quein om ben nyeſte orientalſte Liceratur. 

. XH, 380. 

Berigtigelſe til N. Steno r Beehetiórifeivetie, 
XH, 3997. — 

Forſvar for «Daftoralbrevene, navnligen med Henſyn til 
be af Hr. Profesfor 3510 i pesantee Pttringer, 
. XIII, 89. : 

Om Grændferne for Sanddruheds Pligt, og om Nod⸗ 
vendigheden af at ſtjelne imellem Løgn og Uſandhed, 
Falſthed og Vildfarelſe. XIII, 258. 

Om det kirkehiſtoriſte Studiums Rang, rette Methode 
og Brugbarhed for Praſter. XIV, 64. 

Frihed, Hellighed og Uſyndighed. t Bidrag til ben. 
moralffe Ontologie. XIV, 417. 

Om Hellighed, med en Excurs om ben platoniffe Tre⸗ 

' Bebsinbbeling af Menneffet og bens Forheld til 
Hellighedsbegrebet. XIV, 158. 

Om Ufyndighed i Almindelighed, og Chriſti i Særde: 

^ (ete. XIV, 217. 

Træt af omvendte Fritankeres Biographier. XIV, 
344. 

Forſvar fet beu (banffe) reviberebe Overfættelfe af det 
Nye €e(t. XV, 2. 

Om eg imod Xgeheden af 4 Joh. 5, Ee ibid. 
44. 

Om eg imod det Gl. 2e Apokcyphers Udelukkelſe af 
Bibelen, ibid. 53. 


LH 


379. 


1 > 


43. roller. 


Om ben morte tydſte Theologies Verenmelſe i Eng | 
(anb, ibid. 161. | 

Om ben f&eclinffe &irfetibenbes Domme over danffe 
Theologer: 

1) Giendrivelſe af — — mod Dr. p. e. 
Muͤller. XV, 208, 

2) Svar paa Klagen over Theologiſt iudi 
ibid. 222. 

9) Oplysninger, vedfommende Paſtor Grundt⸗ 
vig$ Fortjenefter og hans Forhold til bet theol. 
Facultet (amt den danffe Geiſtlighed. ibid. 939. 

Om ben Danmark vedkommende X(etifel i Heidelberger 
Geol. Studien unb Critiken. ibid. 281. 

Confesſtonarius Liebenbergs BViographie. ibid. 
821. 

Om Stiftelfen af en exdif biſtoppelig Kirke i Oſtin⸗ 
bien, XVI, 23. 


Reetfærdiggjorelſe for tvende miéfjenbte Theologer, 


nemlig Præften Lavater. XVI, 105 og dd 
Sans Bagger. ibid. 133. . 

Bidrag til ben danffe Bibels Hiſtorie, iſer under 
Kongerne Chriſtian V. og Chriſtian VI. ibid. 258. 

Om Drug og Misbrug af Benævnelfernes Rationa⸗ 
lift og Supranaturaliſt. ibid. 301. 

Anmeldelſe af npe firfefiftorife Verker. XVII, 4. 

Mindeſkrift over Dr. Jeremias Frederik Reuß. 
XVII, 84. 


Det Begribelige og uUbegribeiige i min Paſtoral⸗ had 


fating. ibid. 184. ! 


380 


3. Moͤller. 


om Religionens Veſen . (at bet focnenumrtig maa " 
get i Folelſen) efter Schleiermacher "xe | 
. ften. ibid. 233. : | 
Efterretninger om Åriftelige SBeloisvenbebé « Ankalter. 
X VIIL, 55 og 390. 


. Oratio funebris in memoriam Dr. £r. Munteri. 


ibid. 125. 
Nekrolog over fer Befjenbte Theologer (Odmann, | 
Bird, Hornemann, Muͤuter, Bloch, Monſter). 
ibid. 322. 
Mindeffrift over Rector Oluf Worm. XIX, 44. 
.Gammealigning imellem Overtroe og Gritamferie, eftet 
Sy. A. Cramer. XX, 441. ; 
Udſigt over den gei(tlige. Veltalenhed i Denmart fra 
— Reformationen. ibid. 243. 
Om Cholerafotten, betragtet” fra den. religtefe Syns⸗ 
punkt. ibid. 307. 
Sag⸗ og Navn⸗Regiſter over Indholdet af Nyt theol. 
Bibliothek. ibid. 348. 
Moͤller, Seno, Sognepraſt til. Grinderslev i — 
Stift. 
Mindeſang over Luther. XVII, 34 
Moͤller, R., Dr. Theologie, Biffop over Lolland og 
. Salfter. (Om hans 9Beilebning til .bet Gl. Teſt. 
VIII, 166). 
Propheten Eſaias overfat med Anmarkninger. LI, 4. 
Maa iffe enhver oply(t Chriſten snffe beu danſte Kirke 
en forbedret Overfættelfe "i af det. OI. Seg. ? 
IX,14. — 








— 
år 


sr e 


7 


38I 


X. Møller. 
Nationalismen, i dene forhold til Bibelen og — 


ſtantismen, fra et populært Standpunkt betragtet. 


. IX, 266. (Jevnfør Dr. €laufen$ Sendebrev. 


.X, 287) og dd Mollers stund fom — 


navnes: 


Bemarkninger ved Profetſor Cauſens Sendebrev. 


XI, 341. 


Andet Brev til de Corinthier, overſat Ximest | 


ninger. XVII, 288; 


^. Oh hans Forhold til Rector O. Borm. XIX, 82. 


417. Greve fra orm til ham. ibid. 237. 


— Cre Apoſtlerne i Fremſtillingen af Jeſu Dods Hen: 


ſigt afvegne fra Jefu egen Lære. ibid. 384. > 
Monſter, Dr. Theol., Biffop i Aarhuus. 


af Religionens og Kirkens Hiſtorie? XIV, 1, 
Hans Levnet af I. Møller. X. VIH, 357. 


Moͤſer, Juſtus (forfvaret af Sy. Møller. XIII, 116). 


Hans Roes over Middelalderen. IV, 298. 
Hans Sotflag om at formindffe be Mp Børns ^ 
tal. ibid. 365. | 
9t. 


Utaturen, Sands fot ben. VH, 73. - ! 
Vaturlig Religion, om ben, XIII, 455 fg. 
Vaturlige Menneſte, om Betydningen i dette Ud: 


à 
* 


tof, XIV, 199. 


tiapoleon (Bonaparte), om hans Charakteer (om: Ste 
gent og navnlig (om Orduer af bet franſte — 


vaſen. IX, 112 ?fs 


bund 


- 


Behvver Preſten intet videre end et fort(at Studium 


382 


flapoleon. Om fant Primo ef Univerkteter 

| og C fele. IX, 180 fs. 

XXiational; Concilium  (ftanff). i Aeret 1811. IX, 
134. 

National⸗Literaturen, om ben. X, 205. . 

Liavatta (et theol. Collegium. i Paris) bet$ Organiſa⸗ 

.— tion. IX, 477. - 

VNegrene, om deres Forhold til Ehrigenfeden. VIL, 

T. 


Neander, Prof. Theol. i Berlin, hans Kirbehiſtorie 

i anbefalet, XIII, 391. anmeldt. XVII, 3. 

Veologer, be genfiffe. Om Deres Strid med Matan 
c. fi. III, 135. 

Om Herders Oppofition imod fin Tids Neologer. 
XII, 53. — 

Nicolai, SrederiE, lærd Boghandler, om bam og bani 
Syoutnal, Allg. D. Bibliothek. XII, 53. 
tliemeiet, Aug. 6., Canzler i Salle. | 

Om Sengfeltugten$ Forbedring i Newgate. IV, 347. 

Bliographier over fire Theologer af Navnet Hermes. 
"VI, 259. 

Om den høie Vigtighed og henſi igtsmasſigſte Methode 
af et fortſat Studium af Kirkehiſtorien for Reli⸗ 
gionslerere, XI, f. (Cft. Monſter). 

Vorſte theologiſte Ganbibater i X. 1786—41795. Am 
tallet angivet.. XT, 224, 
VLyetup, Rasmus, Profesſor. 
Om hans Forhold tif Rector O. Worm. X TX, 84 fg, 
Worms Breve til ham. ibid. 139. 








.883 —— 


$9. 
Olivarius, WT. $., Sognepræft. 
Om Hjemmedaab, Kirkedaab og Bote gie 
.... gang. II, 325. 
Olshauſen, Profesſor Theol, i $gnigibetg. 
£m Sivfe(ebreneé Udodelighedslere. XIV, 178. 
£m ben platoniffe Gridjotomie i bet 90. Teft. ibid. 
O'Meare, engelſk Læge, (filbter Napoleon paa. St. 
Selena. IX, 413. 
Opdragelſe, J. D. Falks eR ME derem. 
II, 243. 
Om Opdragelſe til Religioſitet i be lacht Skoler, af 
3. Møller. X, 105. 

Optimismus i Hiſtorien, om den. XII, 129. 
Orientalſte Kirke, dens Charakteer. III, 308. 
Grientalſt Literatur, om ben. XII, 380. 
Orthodorie, om ben falffe og fanbe.. VII, 49. 

Om Herders. XII, 138. . 

Oſtindien, om den driftelige Kirke ber, XVI, 1. 

- Qvettroe, værre end Vantroe, efter Provſt Harders 
Mening. II, 471. 
Ci flet faa fordærvelig (om Vantroe, efter Profesſor 
IJ. Møllers Tanfer. II, 213. — 
Sammenligning imellem Overtroe og Fritankerie. 
XX, 141. 
. $95, 
Palladius, p., Biffop. . . 

Jm hans Pradikener. XX, 253. 
Paludan, Peder (afdød Præg).. 

Om hans affetiffe Skrifter. XX, 283. 


384. 


Pantheismen, forfoftet af De Wette. VIL, 245. 
Om Schleiermacher ec ben Dengiven? XI, 445. 
paftotalbteve af Udgiveren. 
1. Brev. Dedication til. Gtiftéprov(t, nu Sbiffop, 
Dr. 9. Møller, IV, 290. 
2. Brev. Om Hovedhindringerne for et . (pPfeliot 
Folkeliv i vote Dage. IV. 295. 
9. Brev.” Om Hovedmanglerne ved vor Tids Sa— 
delighed. IV, 319. | 
4, Brev. Om hvad Lovgivningen og SDetgetaanb 
fan virke til at formindſte Ufædeligheden. IV, 
b. Brev. Om Opbragelfe til Religioſitet à de lærde 
Skoler. X, 105. 
6. Brev. De clas(iffe Studiers Forrang i vore Sko⸗ 
ler bedømt og forſvaret imed trende nye Anfald. 
X., 120. | 
7. Brev. Om Univerfiteternes tredobbelte Beſtem⸗ 
melſe, iſer deres Indflydelfe paa den ſadelige 
Charakteer. X, 172. 
8. Brev, Om Literaturen, ifær den nationale, fom 
Dannelfesmiddel. X, 205. . 
- 9. Brev. Om ben geiftlige Veltalenhed i Danmar 
fiden Reformationen. XX, 243. 
10. Brev. Om Choleraſotten, betragtet fra den tel 
gisfe Synspunkt. XX, 307. 
Paftotaltbeologie, af Sy. Møller. VII, 4. 
paftotal; Ærfaring, af Samme. XVII, 184. 
Paulſen, Profesfor Juvis i Sel, 
Hans Theorie om de fymbolffe Boger. XII, 196. 


- 





—- A 


385 


Paulus's (avoctypbifte Brev til Corinthierne. V ; T0. 
paulue tager Henſyn til Trehedsinddelingen af den 
menneſfelige Natur. XIV, passim. | 

Hans andet Brev til &or. overſat. XVII, 288. 
Paul, Jean, fee Richter. 

Pavels, Biſtop i Bergen, er imod Sbarfdfoneró Su 
troductton. IT, 332. 

- Øm fans Pradikener. XX, 288. à rud 
Pavedommets Hiſtorie 1 den nyeſte Tid. " VII, 184. 
TX, 10. 

Pedirten, — (gl. m telo. mt m 
i efti, XX, 252.- 
pentateudben, om - dens. Srovardighed *$- efifle 
Herkomſt af Dr. Sack. XVIII 87. —— 
pbilctogift Wifbersllónini, hvad ia hører, XI; 
"437. | 
Pbilofopbien, om Vigtigheden ef dens tim " 


den chriſtelige Theolog. XVII, 2833. rt 
piue VIL, Dao nn Bilferie Vm, 4185. IX, 
" 7488. ^ . ! 


pland, Prof. tja mt m sme vrovet. 
XII, 246. | 
plato, om fan? Daheragtdeins af Sif mv,” 
Uo 4£é£À co 
Hans Samtale imellem Eotrates og Krito. XIX, 19. 
Apolemi£, (fal éftee Ti f chirner igjen indføres T 
evangeliſte Kirke: X, 4: . 
Betankeligheder derved af" SY. Moller. iid 31. 
pentoppiban; (BEP, Biſtop, Dr: DO, — 
iffe ben ubetingede Abfolutiong ; Forme. 11; 320, 
Stt theol, Bibl. 20 Bd. $55 


386 


Pontoppidan, Erix. Om * homifetiffe. Strifte. 

XX., 268 , 

Polyides (Theokletes) en gef Dugnatite om A n 
Vært V, 230. . 

| Pradt (de) Erkebiſkop. "- 

Udtog af. fant Bog om de fire — IX, 139. 
Dreusfen, om dets politiffe Gjenfodelſe. T. 98. | 
Priſer, vundne ved Kjobenhavns Univerſitet i Aarene 
- .1814-—1822. III, 278. 

Driisopgave, wuͤrtembergſk, for en Weledning til Bi⸗ 
belægning. II, 364. 

privat: Droceptorat ved Sjøbenhavns Uniserfitet, on 
en bedre Organifation deraf. X, 187. : 

Proteftantismen, om dens rette Tendents. XII, 267. 

Predikeren, overfat af Engelbreth. XIII, 474. 

Prediken, hvad den (fal være. VII, 76. Syevnfet 
AH, 84. — | — 

praſt, om dette Navn. VII, Theo. | 

, Raad til en ung Praſt. VII, 1. | 
| Dfalmer, Davids fem ferte, over(atte af Sadepent 
^. Stodholm. IV, 275... 

Nye og omarbeidede, af Paftor Sallin g. X, 326 
 Btbellfe o£ Paſtor Chriſtenſen. XIII, 4. | 
Pſalmer af Profesſor Sy. IT Smidth. XIII, 334 





Qvindelig Opdragelſes M IV, 345... 
Syvorledes Qvuinderne i de fornemmere Stander kunde 
mexce:ſysſelſættes. ibid. 360. 
— Dyder, Lb dM meb Mændenes. 
XT, 230 ER sn — (o Ancus ig 


2 
HL 
2 





Ein psto, Profesſor Philof. à Kiel. 


387 


Ovælerne afffaffede fovft Slavehandelen. VI, 291. 


Qvaſtioner, opgivne ved theologiſt Embeds⸗Examen i 
Aarene 4822 —1826 inclus. IX, 227. i Aaret 
1827. XIII, 376. i Aaret 1828. XV, 365. 

4 Aaret 4829. XVI, -365. 0 Aaret 1830. 
XVIII, 373. i Aaret 1831. XX, 894.—— 


R. 

Rationaliſt, om den rette Brug og om Misbrugen af 
benne Vencrvnelſe. XVI, 801. Ivnf. XVI, 
377. 

Xtationaliomen, i dens dZorhold til Bibelen og pto: 
teftantiómen, : betragtet af Biffop Dr. 9t. Moller. 
IX, 266. (Syonf. Prof. $9. N. Clauſen. X, 257 
og XII, 369). Ugunftigen bedømt af en tpbff 

Theolog (fot sbiffop Dr. — pu overjat) 
"X, 297. 

— Theorie ſammenlignet med den ſuprana⸗ 
turaliftiffe. XIII, 95 (g. XVIII, 198. 

Raumer, Fried. v., Profesſor i Berlin. | 

Om hans Geſchichte ber- Hohenſtauffen. XII, 391. 

Rehling, And. Job: 

. £m hans: Prædifener. XX, 282. 


Reſewitz, tyoff Praſt. 


Om fané Pradikener. XX, 280. 0 7 


| Hen bad, 8. V., tydſt Theolog. 


Beſtrider den fantiffe Philoſophie. XII, 109. 
Sans Nekrolog. IV, 250. — - : 
Religion, n imellem ben og Moral. vil, 245. 


5 


*e | 388 


| Religipusunderviisning i de lærde Skoler Sebamt. 


XIII, 18. og XIII, 89. 

Religis ſitet, om dens. Vigtighed fet Bibenffabernet 
Irxrkere. IV, 214. 

Om Opdragelſe dertil, X, 405. — 
Reuß, Fer. Stet, Prefesſor Theologic. 

Mindeffrift over ham. XVII, 84. 

Om hans Taler. XX, 267. 

Giver N. e. Balle Teftimonium, Iii 64. . 


Richter, Jean paul. Steb. 


JQan$ Dem em Sands Snigmord. VI, 200. . 
Om Luthers Mindesmarke. VI, 204. 
. Sans Forhold til Herder. XII, 73. 
Hans Theorie .om Opbragelf tü Religion. X VII, 
244. 
Riegels, tI. m. , Brev fra ham til eurdoph om Dis 
ſtap Balle. III,.G8.  . 
Hans Dom om Biſtop Bagger" undertjendt. XVI, 
169, 
Rieu, Carl, reformeert Praſt, ffübce af Roſen— 
dahl. IL, 273. F 
Riga, nygræff Digter; en patristid Sang af jun, 
overfat af Sy. Møller. V, 202. 


. Riga, Stad i Liefland, om Tonen der til Herders Tid. 


XII, 28. 
Rind, tydſt Præg. Hans Underſogelſe om Corxin⸗ 
thiernes apocryphiſte Breve. V, 54 
Romanlgsning, om dens Indflydelſe paa Saderne. 
X1, 300 








ar E onec Cutie, dens ids isi ved "m Moller. 
VII, 484. 
Ad Roſe, óugb James, en eneeif tec. 
Om hans Bedommelſe af ben tybfe Thentogie, XV, 
— 165. 
Roſendahl, Forſt ander for ben ketbe &tie i i Fredericia. 
Kort Stildring af Præften €, Rieu. IT, 278. | 
Brwe fta. O. Worm ti Dam. XIX, 275. | 
Rudelbed), A., Dr. Phileſ. og Superintendent i . 


T 2 Glauchau i Sachſen. | 
Sbemerfninger over. Prof. €laufent Kritik og Frems 
T ſtilling af Underbegrebet. IV, 119. 


Om en 3Xobificatien i Hynotheſen om en mundtlig . 
Traditian; fon Forklaringsgeund til de tre førfte 
Evangeliers Overeensſtemmelſe. IV, 162. 

Prøver af uudgiøne Skrifter af Middelalderens Thess — 

i leges. VÀ, 283. (Syenf. en Antikritik mod Ru⸗ 

delbach af Fogtmann. XIV, 244. og en Ar: 


Y tifel mob ben. Derlinffe Kirketidende af S. Sel; 
ter. XV, 191). | 
y QA uefiffe Kirke. Dens Charakteer. TII, 315. NE 


Dens fornemſte Theologer. ibid. .343. 
í Rønne, 25. F., Sognepreſt i Lyngbye. 
C. Brev frå hem angaaende hans Bibellæsning og de af 
Dam udgivne religiefe Smaaſkrifter. I, 832. | 


á Om hans Prædifener. XX, 296. d 
Rørdem, Cbrift., Licent. Theol. og Sognepræft til ' 
Ü 
Laaſtrup. 
De- Hermia Philosopho, ejusque opusculo Irrisio 


Philosophorum inscripto. XV, 96... 


390 


Rørdam, Chriſt. 
Bemærkninger ved after S5rolunbé Afhandling om 
Rationalismens Fortrin. XVIH, 198. 


+ 
L 


e. 


Sabina, Cardinals Tillæg til jam Hiſtorie af doctor 
i Eſtrup. IV, 28. - 
eat, &. $5. Dr. og Profedfor Theol. t fbonn. 
Berigtiger Roſes Demme om dis tydffe beotegie. 
XV, 167. 
Om Chriſti Himmelfart. X VIL — 
Om 'Dentatenden, XVIII, 87. 
Sadolin, tT., Sognepreſt. 
Bemcrkninger ved Evangeliernes Camimnlisnine, 
I, 51. | 
Salling, S. £., Præft i Wonſud. 
Cm en. ny Pſalmebogs Modvendighed, (amt vene 
af npe Pſalmer. X, 326. . 
Samtaler, om Præfens. VII, 37. 
Samvittighedsfuldhed, our "Dregtent. VIL 57. 
Sands GCnigmorb paa Kohebue. — i beu 
.— Anledning. I, .159. 
De Wettes Trøftebtev til Sands Moder, I, 435. . 
Jean Pauls Dom om dette Snigmord. VI, 200. 
Sanddruhedspligt, om den, XIII, 258. 
i Rm om ben ægte og vægte. xl, 


Sartoriue, t». e. .» *Drofeéjot Theol. i Dorpat, 


 Sotfear for den lutferffe Lære om den * Billies 
Uformue. LIT, 129. 





wow 


391 
Schade/ Sob. €., gef i Berlin/ iw hg etit 
-  feftolen. II, 323. 
Schellings Philofophie, om den. VII, 214. 
— W. A., Sx. Philoſophiæ. 
Om de nyeſte — i den genßiſte Kirke. III, 
135. - 
Schiller, St. fané Forhold til forte. XII, 65 og 
X VH, 156. 
Hans Fortjerlighed for den geiſtlige Stand, VIL, 79. 
Shigdte, Stiftsprovſt i Viborg. | 
Om hans Prædikener. XX, 302 E 
Schleier macher, Sreo., Profesfor Aet: 
Om hans Dogmatik. XI, 115. mos 
Sammenlignes med Lesſing. XVII, 949. 
Schlegel⸗ Fred., tydſt Lærd, anbefaler ben plateniff 
Trichotomie af Menneffet. XIV, 197. 


J Schmidt, Sr, Dr. Theol. Provſt og Sognepraſt. 


Metriſt Overſattelſe af 1 Moſeb. 49 Cap. med Prove 
af en Commentar, IV, 178. | 
Bemarkninger af hans Reiſe⸗Dagbog om Religioſi⸗ 
teten i Italien og Spanien. IX, 255. | 
Pſalmer af ham. XIV, 322. . t 
Schulz, neelogi(f 'Dreft i Beetfen, om fint Peoces. 

VI, 275. | 
Shin, S. Cart Jul, tyoff Profetſer; Dttringet el | 
.— . ham paaanfes, XIV, 145. 

Scott, Walter, engeiſt Digter. Om Romanlebringe 
Indflydelſe paa Moraliteren. XT, 302. — ' 
Schonheider (fal. SDéffop i Trondhjem) om fan 5o; 

miletiſte Skrifter. X X, 279. 


- 


592 


Gertup, 4, Øognepræft t Mariader. | 
Erklæring engaaenbe Striden tmefiem Grundtvig 4 
Clauſen. XI, 321. i . 
De Tatiani Diatessaron. XII, 289, - - 

Om ben 19 Xt. i den Augsbevgffe Gonfetfion, XVII, 
216. (Om hans Pradikener. XX, 301). 
Selſt ab, om bet moie Daactatſelſtabs Citi 

^. 1 332. 
. Det Weimarfke Selskab fftet af $t dg faldt: 
Vennerne i Bøden. IL, 250. 
Om forſtjellige chriſtelige m 
XVII, 55 eg 390, . 
Selvmord, om Midlerne derimed. IV, 378. 
GelotanEning, om Præftens. VII, 292. 
&eminatiet, np Beſtemmelſe om de baw(fe, VIL 485 
Separatiſterne under Chriſtian VE. Bidrag tif bct 
Diſtorie. Il, 313, 
Sibbern, F. C., Profesfor i 
Hans Tale paa Serna fe 1823 Vi [o 
Segndrbrev til J. Møller om Srihedslæren, XVII 
|. 222. 


GFolevefenet, om bet lærde i Frankerig. IX, 208. 

Glavebantelen , dens Hiſtowe ep. Afſtaſſeſe ini 
de Chriſtne. VIL, 267. | 

Smith (auri), Holmens Provſt, om joe greift ' 
XX, 281. 

Smidth, 3. 4., pef, og Sognepraſt € 

Falſter. Pfalmer. XIII, 334. | 

Sokrates, hans Samtale med Krito fort " pt 

| Død. xix, 19. 








398 


Solger/ gro, à Berlin, om hane eſtorladte Skriſter. 
XII, 391. 
Sorbonnen, dens Organiſation. IX, 477. — 
Sorg, hvorvidt Menneffene bør attraae den. XI, 289. 
Spalding, bersmt Theolog, foraniebiger Hedere pre 
vindſialblade. XII; 55. | 
Spilleke, Aug., tydſt Skolemand; hans — 
Skrifter anbefales. X, 112. 149. 
Stangenberg, katholſt Biffop i Ribe, befaler fine Prey 
fter at prædife for Folket. XX, 248. ; 
. Ståudlin, €. S., Ot. og Prof. Theol. Sens Bic 
graphie. XV, 303. 
Steffens, å., Profesſor i Greslan. 
Skriver imod Stourdza. I, 107. 
$m Religioſitet og Bidenffabelighed i be Nordameri⸗ 
canffe Stater, III, 438, 
Hans Dom om Middelalderen. IV, 321… | 
. Uddrag af hans Bog om ben falffe € og den 
fande Tro. VI, 218. 
Steno, Vic. Bidrag til hans. Biographie. XI, 397%, 
Stieglitz, tydſt Kunſthiſtoriker, om Frimurernes Her⸗ 
komſt fra Middelalderens frie Murere. III, 109. 
Stochholm, J., Stiftsprovſt og Vine episcopi 
i Aalborg. 
Brudſtykker af Eſaias ſamt den .12tt eg adbe "— 
.. wet. I, 211. i 
Davids fem førfte Pſalmer. IV, 275. 
Beviis for at ben chriſtne Sitfe iffe grunder fig paa 
bet apoſtoliſſe Symbobum, men pna ben * uii 
XX, De. : 


- 


39A 


Stolthed, om Forffjellen imellem den og Hovmed. 
III, 78. 

Gitoutbss, rusſiſt Statemand, anklager be työſte Uni 
verfiteter. I, 106. 

| Studerende ved Kjøbenhavns Univerſitet, deres Antal 
i X. 1814—1822. HI, 230. 

Strasborg, Domcapitlet der Mus f $ meget papifif. 
IX, 162. | 

Supranaturaliſt, om denne Sbrnéonef XVI, 301 
os X VII, 377. | 

BGBupranagaturalismen, dens Fortrin for — 
II, 363. jvnf. Dr. R. Mollers Afhandling. IX, 
266. Dr. Clauſens. X, 257 og XVII, 377. 
ſamt en tydſt Anonyms (meddeelt af Dr. Fogtmann) 
X, 297. J-. | 

Svenſte Univetfiteter, om bem. X, 186, 

Svenf theol. Literatur. XV, 352. 

Syſtem, De Wettes i ben chriſtelige Sædelære. I, 172. 
* Tweſtens i ben chriſtl. Dogmatik. XT, 413. 
" Gædelærere, om de flappe. XIII, 4413. — 


— 
Taalmodighed, om denne Dyd. XII, 220. 
Tertullians Afhandling derom. XVI, 63. 
Taler: Af Prof. Clauſen ved Tilfrædelfen af bet 
theol. Lectorat, I, 4. og ved Reformationsfeſten. 
" XVIII, 170. Af Viffop P. €. Muller ved Re: 
' — gentfens Jubelfeſt. IV, 263. Af Prof. J. prr 
-.— fet veb fit Stectétaté Medlæggelfe, IV; 214. Paa 
Kongens Fodſelsdag 1823. V, 4, Ved Doctor: 








395 . 


promotionen 1826, X, 57. Bed Biſtop Muͤnters 
Sorgefeſt. XVIII, 125. Af Biffop erg. VI, 
: 15. Af Prof. Sibbern paa Reformationsfeſten. 
VI, 172. Xf Prof. Orfted. X, 86. Af Bis 
ftop $5. €. Miller ved Hornemanns Jubelfeſt. 
XL 401. Af Dr. Hohlenberg ved Tiltrædelfen 
. ef bet theol, Lectorat. XI, 241. AfProf, Rector 
Thorup. XIV, 64. Af Prof. Rector O. Worm, 
XVI,214 og XIX, 1. Xf Amtsprovſt Stem i 
mer. XVII, 175, : 
Tatian, on fans Diatesferon af Seerup, XII, 289. 
Tauſen (fané, Steformatot) om hans Pradikener. 
XX, 252. 
Tetens, P., Sognepraſt. Om hang Pradikener 
XX, 301. 
Tertullian, ben forſte &5elos, fom lærer, at Menne⸗ | 
flet beſtaaer fun ef to Dele. XIV, 186. 
Sans. Afhandling om Taalmodighed, overſat af fie 
Fenger. XVI, 63. E 
Theologer, de Kjobenhavnſke, lige fra Unlverſtetet⸗ 
„Stiftelſe. V, 487. — jd ee 
Theologie, om den fatífe, VI, 253. 
Theologiſk Bibliothek, forfoaret.. XY; 299 og j 281. 
Theologifte Sacultete Erflæring d "Atenins at 
"Grundtvigs Dimispræbdifen, XV,209. . 
Theologiſte Candidater ved Kjobenhavns Hniverfitet 
i Aarene 1786—1795.. XI, 224. . Sy Aarene 
4814. 420. UI 243. | $ Aaret 1823. V, 264. 
Sy X. 1824. vil, 319. . Sy X. 1825. n, 305. 
S 4. A826. XI, 215. E: X. 1827. Xii, 367. 





| $96 
784.1828. X V,955. ^ 3 21.1829. X VI, 369. 
54 X. 1830. X VII, 376. J A. 1831; XX, 333. 
Theophilanthropismus i Sranferig. TX, 109. 
Thierſch, Sr, tydſt Philolog, Prof. t Muͤnchen. 
Beviis for at be hedenſte Skribenters Læsning i Sko⸗ 
lerne ei medbringer Fare for den chriſtelige Religion 
eller for Ungdommens Sæder, X, 159. (Om 
hans Sfoteffrifter fee. Ste, Gte og Tbe Yyaftoratbrev). 
Thomas Aqvinas bevifer &jelent Wopbellgfeb af 
dens Immaterialitet. XIV, 195... 
Thorlacius, Børge, Prof. Eioqu. Hans Minde af 
3. Møller. XVII, 335. XVIII, 184. 
Thorup, p. tt, Profesfor og Rector i Ribe. 
Gm Betydningen af Overgangen fra Otolen til Mae 
| verfitetet, XIV; 64. 
Thune, E. G. Sog, "prof. Mathefede⸗ ine Winde 
. af 3. Møller, XVII, 337 og XVII, 132. 
"Tractater, om bet Lyngbyeffe Selffabs. J, t ” 
m Pref i Epp hans Forhold tf Herder, 
EE $. (Ri. Prof. og Sognepr) om hans 
Pradikener. X X, 281. 
richotomien af den menneffelige Natur; —— 
"^ ( bet Nye Teſt. XIV, 180. Hos Kirfefædrene. 
i ibid. 178. ' 
Troe, oni ben fande, af Steffens. VI; 218: 
Praſten ffal Holde fajt ved Troen, VIL 43. 
Tryde/ E., Provſt og ret i  Sertufmagle. 
"Om be udobte Borns Salighed og Helvedſtraffenes 
Evished, efter den Augsb. Confesſlon. X, 232. 





anes 


397 


Tryde, €., Provſt 
Bemarkninger om kirkelige Formularer, nermeſt med 
Henſyn til ben banífe Kirkes Ritual. XVII, 28. 
(Senf. XVIII, 301). 
Tugthunspræft, hvor vigtigt d Embede et, IV, 
357. 


Tuͤbingen, om den tfeologiffe Sbole der. IL, 368. 

. XII, 107. | 

Trvivleren, hans Indvielſe af De Wette. VII, 189 
og VIII, 39, 

Tweſten, Dr. og Prof. Theol. i Kiel, ffriver til An: 
befaling for det lutherffe Seminarium i Nordame: 
rica. X, 362. — | 

Uddrag af hans bogmatife Forelæsninger. XI, 113 
og XVII, 259. 

Tzſchirner, Dr. og Prof. Theol. hans Beretning 
om en tpbff katholſt Menigheds Overgang til den 
evangeliſte Chriſtendom. V, 92. 

Om Nodvendigheden af en tidpasſende Polemik i den 
evangeliſke Kirke. X, 1. 


u. 


Udsbte Børn, om deres Salighed. X, 238. 


Ullmann, Prof. Theol., gjendriver Rinds Grunde 
for de uægte Breve til og fra Korinthierne. V, 78. 
Om Chriſti Uſyndighed. XIV, 217. ' 
Umbreit, Prof. i de orientalffe Sprog, om Dang 
eregeti(fe Skrifter. XII, 386. 
Underbegrebet, Critik og Fremftilling deraf. Ved 
Dr. Clauſen. I, 14. 
Nyt theol, Bibl. 20 80. ^ — ec- 


398 


Underbegrebet, Bemærkninger ved Dr. Rudelbach. 
IV, 119. 

Dr. Claufens Apologie foc fin Afhandt. VI, 37. 

Univerſitetet, det Kjøbenhavnffes Krønike for Aarene 
1814—1822. III, 228. . Det. $jebenfavn(fe og 
Kielſte for A. 1823. TV, 245. og V, 264. Sor 

A. 1824. VIT, 315. For €. 1825. IX, 305. For 

A. 1826. XI, 203. For Xf. 1827. XIII, 365. For 
A. 1828. XV, 358. For A. 1829. XVI, 365. og 
XVII, 331. $or A. 1830. XVIII, 373. For 
A. 1831. XX, 331. Jonf. Kiel. 

Univerſiteter, be tydffe, anklages af Stourdza. I, 106. 
. Forfvares af Steffens og Flere. ibid. Om Uni 
verfiteternes tredobbelte Beſtemmelſe, af I. Meller. 
X, 172. 

De Universitate tanquam arctissimo inter prin- 
eipem populumque vinculo. Autore Jano 

. Møller. V,4. | — 

. Universitates optima ecclesie Evangelicze fulcra 
et presidia. Autore 77. N. Laksen, XVIII, 
170. 

Uſandhed, er ei altid utilladelig. XIIT, 273. Forftjet - 

paa Uſandhed og Løgn. ibid. 258. 

Uſyndighed i Almindelighed og Chriſti i Sardeleshed, 

| derom. XIV, 217. 

Ufædelige Sfrifter, om deres Indfiydelſe paa Mora⸗ 
liteten. XI, 301. 

Ufædelighed, hvorledes Lovgivning o9 Borgeraand fan - 
formínbffe den. IV, 340. | 


tik 


* 
faa 


— — — abd — [- i 


1 


399 


Uægte Børn, om deres frygtelige Antal i nyere Tider. 


IV, 331. Om Midlerne derimod, IV, 362. 


' 1 2” Be" | ! 
Vater, Joh. Sev., Dr. og Prof. Theol. Hans Bio: 
grapbie. XV, 315. i D 
Yanttoe, ei ſaa fordærvelig fom Overtroe, effer Provſt 
Harders Mening. IT, 471. Den modfatte 
Theſis forfearet af Prof. Sy. Møller. II, 313. 
Og tibligere af Ot. Cramer. XX, 141. 
Vantroe Dbilofopbet, om Herders Omgang med dem. 
XII, 144. Vantroe Skolemend. XUI, 120 fg. 


"Wedel, Anders Sørenfen Gofpraſt), hans Fortje⸗ 


nefter af ban(f Veltalenhed. XX, 254. 


Verdensmand;, en Saadans aa af Kirkevaſenet i 


186e, Aarhundrede. XII. 48. 


Videnſtabelighed, den almene. Dens Fremme ev et | i 


- af Univetfiteterne$ Hiemced. X, 175. 


/ - Widenftaber, de ftjónne, om deres Sammenhæng 


"med Religioſitet og Paftoralduelighed. III, 181. 


Videnffabsmænd, om deres Trang til "AM 


IV, 214. 
Yilofatelfe,. om Begrebet betaf. XIII, 258. 


/ 


vilkaarlighedsevne/ om Sete have denne, XIV, 


127. 


Villemain, Profesfor, om hans maadelige fatinffe — 
^ Taler. IX, 187. (Som. ftan it Taler er paw | 


meget beundret, og fortjener det). 


— — — — — — 
— — — —— — 


W. 
Walrhendorf, danſt Adelsmand. Hans re reddet 
af Dr. P. Holm. III, 52. 


Wartburg, om de tydſke Studerendes Jubelfeſt der. 
I, 104. 


Watſon, Richard, engelſk Dior, ſammenlignet med 
Balle. TIT, 76.' 
Wegſcheider, Profesfor Theol. i Salle, 
Om fans Dogmatik. II, 377 og V; 363. 
Om Accommodation i det N. Teft. XIIT, 210, 
Wette, Sr. oe, Prof. &beol. i Baſel. 
Om fam, hans Cfjebne og Skrifter. I, 92. 
Om hang Udgave af Luthers Breve. VI d. e$ 
XVII, 1. 
Tvivlerens Indvielſe. VII, 189. ii VIIT, 29. 
Om ben menneífelige Frihed. XIV, 129. 
Weſtengaard, £. Chr., Sognepræft i Odenſe, overs 
fætter Moſches Tale om Bibellæsning i Cfelerne. 
VII] 4. - - 
Wielands comiffe Fortællinger opbrændes 1773 af bet 
Gattingffe Hainbund. I, 106. —— 
Hans Forhold til Herder, XIT, 63. 


Whiſton, Brødrene, lære X(rmeniff for at ftubere nogle 


apocryphiffe Breve til Corinth. V, G3. 
Wilken, Profesſor ;i Berlin, om hans Geſchichte der 
Kreuzzuͤge. XII, 390. 
wolfenbuͤttelnſte Fragmenter, om bem, XII, 142. 
Wolff, 2f. A., Dr. Philoſ, af hans jodiſte 
Theologie. XVII, 67. — — 








401 


YOotm, D., Profesfor og. Rector. 


En latinff Tale holdt i Horſens Okole. XVI, 214. — 


€n ban(f Tale. XIX, 1. 

Hans Biographie af Sy. Møller. XIX, 44, 

Hans Breve. ibid. 139. — 
Wuͤrtembergſte Priisopgave. II, 364. 

Theologer. II, 369. XII, 107. 


&. 


 &enierne, om be gamle fta 1797. XII, 115. 
. De mye fra 1827. ibid. 90. 


* 
NYdmyghed, om Forſtjellen imellem ben og Deffedens 
fed. TII, 78. | 
Mmyghed for Kirkens ifte. VII, 256. 


3s i 
Sabietne, om deres Religion af Brammer. XX. 1. 
 Geitgeno(fen, et tydſt Gibsffrift, meddeler Træf «f 
Jernſalems Charakteer. III, 142. 


3G. 


Wgte Børn, deres Forhold til Antallet af uægte i 


vore Dage. IV, 332. 
2Egteftabete SBigtigbeb for Staten. IV, 365. . 
2Egteftabe(Filemiéfer, om deres KTilvaxt. IV, 381. 
$m Midlerne derimod. ibid. 382. 
Wgtheden af Matthæi to forſte Capitler, forfonret af 
Hu g. IV, A9. 


402 


Wgtheden af 6e. Johanneiſke Skrifter , forſvaret af 
Hemſen og Sy. Møller, V, 272. 9Ggtbeben 
af 1 Joh. 5, 7—8., beſtridt af J. Møller. 
XV, 14. 
"S — s Signe, mon. fornøden. 
MS 
e 3. 
Ødmann, Cam; Profesfor Theol. i Upſala. 
Steftolog over fam. XVIIL 322. 1. 
Ørfted, 2f. S., Conferentsraad og. Deputeret i det 
Danffe Cangellie. 
Hvorvidt bør Lovene ſtraffe Selvmord. IV, 376. 
. Anmeldelfe af: hans Afhandling. om Ufornødenheden 
af en Kirfereform i Danmark. XII, 199. 
Ørfted,. Joh. Chr... Etatsraad og Profesfor i Phyſik. 
., De religione Christiana, literarum fautrice et 
universe: ingenii cukturze adjutrice. X, 86. 
Øfterrig opretter et proteſtantiſt theol. Facultet i Wien. 
.V, 118. ! 
Kam ci forebygge Overgang fil ben protegtanti(fe ixi 
VII, 177. 
Øvelfe, dens Vigtighed for Pradikanten. VIT, 100, 








t 
c; 


Trykfeil i Vyt theologiſt Bibliothek. 


x 


S 19e Dine. 
€ ibe 330, ein, 22. fidfte Sangenífab læs: forſte Sangen(fab, 


S 20be Bind. 


Side 144, Cin, 11. overalt læs: overfat 
— 245. — 14. ſiges mig læg: ſynes mig 


— 





! 
—— — — —