Oehlenschlägers tragiske dramaer

.
——— ne egner ed,
DN od 6 SE

… ———
————

— ikke 18730 |
— — ——

S —

GR

Oehlenſchlägers

DTragiſke Dramaer.

Udgivne
af

F. L. Liebenberg.

Femte Deel.

Kjobenhavn.
Forlagt af Selſkabet til Adgivelſe af Oehlenſchlägers Skrifter.

Hovedceommisſionair: Tb, Lind, Store Kjobmagergade Nr. 6.

1858,

ze.
fe
—
—
*
sæ
www
*

Indhold.

Foſtb rodrene RRS RER ——4—2—4—— 1
RR KE REDER ERR 0.3 TR STAR HLA Røn serrssee 189,
Erik og Abel RR Se eee ÅL LL MR 193.

lg ml 6,70 RENEE

€ ms
4—
*
sy
z
—
—
så
ku
te,
Ps 5,
5

4

LN EDR

FRE SS e KR NR RR

»

—

Foſtbrodrene.

Tragoedie.

e

i
DÅ
*

ae,

ng

Perſonerne.

Asmund, Helt og Bonde.
Alfred, hans Broder.
gunborg, Herfeqvinde.
Ragnhild, hendes Datter.
Rerek, Helt.

Chiodolf, gammel Kæmpe.
Faſte,
Neſ,
Snækol, Rover.

Slein, hans Son.

Rereks Svend.

Thiodoſfs Svend.

En Træl.

En Dreng.

Karle, Piger og Spillemænd.

| Asmunds Trælle.

1*

kr orange - mi ;

BEAM PK
SEE re SN

Forſte Handling.

Baondestne,

Asmund fidder ved Bordet med Ragnhild og Junborg.

Ragnhild.
Fortæl og meer! Det er faa vennefælt,
Ut høre dine Eventyr og Farer,
Mens Aftenſolen fynfer hiſt i Havet,
Og Maanen ſtraaler paa den lyſe Himmel.

Asmund ſmilende.
Hvor fan det rædde Lam fornoies vel
Bed Ulveng Strid?

Ragnhild.
Jo, Asmund! naar det ftaaer

J Sifferhed bag Gierdet. Du er felv
J Sifferhed; du har jo. lovet mig,
" Ut du vil aldrig færdes ſaadan meer
J Ledingstog og Bifing.

Asmund.
Kan du ynde
Den Ungerfvend, ſom gior et Pigelofte?

6 Foftbrodrene.

Ragnhild.
Lad Kongemoer og ſtolte Jarlers Døttre
Med Hopmod længe nok udfaare fun
Den Beiler, ſom opoffrer fig for Wren;
Jeg, hvis jeg ffulde vælge mig en Mand,
Jeg er ei hugprud, tænfer anderledes.
Jeg ynder Freia meer, end Aſa-Thor.
Min Husbond maatte elffe mig for Alf,
Og et forlade mig; thi Qvinden er
En Bedbendranfe, vriftet fra fin Eeg,
Naar Manden fvigter.

Asmund.

Det er ſandt og viſt.
Men ſtulde da den Kraftige, den Stærfe
Kun flumre lad i Hytten?

Ragnhild. |

Net, han ſtulde

Med ftærfen Arm felv kiore ftærfen Ploug,
Og ftange Oxen i den dovne Side.
Han fulde bruge Buen aarle, før
Ut ſtandſe Fuglevildtet i fin Flugt.
Han fulde fæmpe mod den vrede Biørn,
Og hænge Sfinfen i min Sforfteensrøg,
Og garve Pelſen til en Vinterkaabe.
Han fulde tæffe Hytten vel i Hoſt
Med lune Straae; men tærffe Kornet førft.
Han fulde tomre Varktoi, Stol og Bord,
Og magelige Hylder; danne Leer,
Og brænde det til Krukker og til Fade,
Hvori jeg kunde ſalte Vinterkiod.
Han ſtulde tale med mig feent i Avæld —

Foftbrodrene.

Asmund.
Og kryſte dig i mandig, fiærlig Arm,
Og kysſe dig!

Ragnhild.
Tys, tys! min Moder fover.

Asmund.

Saa kom og giv et Kys mig, for hun vaagner!
Ragnhild.

Bær hoviſk, Asmund! Stille! Slip min Arm!
Asmund.

Er du ſaa ſtreng?
Ragnhild.

En Mo bør være ftreng.
Hvad er en Roſe vel foruden Torn ?

Asmund.
Og vil du være ligeſaa ſom Viv?
Ragnhild.
Det veed jeg ikke; det vil Tiden lare.
Asmund.
Den lærer langſomt, Elſkov lærer fnart.
Ragnhild.
Slip, figer jeg!
Asmund.

Du veed, jeg elffer dig.
Elſt mig igien, og bliv min fiære Huſtru!
Jeg beiler til dig.
Ragnhild.
Slap det ud engang?
Men, nei! du ſtal et fige, jeg har lokket
Dig til at beile for at fane et Kys,
Hvorefter du forfmægter. Du ſtal ikke

8 Foſtbrodrene.

Betale ſſig en Smaating med dit Livs,
Dit Hiertes Frihed. See, der har du Kysfet,
Og gior faa derfor fiden, hvad du vil!
Hun kysſer ham.
Asmund.
O, hulde Ragnhild! hvor jeg elſker dig.
De omfavne hinanden.
Gunborg vaagner.
Hvad feer jeg? Drømmer jeg? J Guder! Ja —
Ja, fiffert drømmer jeg. Thi aldrig kunde
Min Datter glemme, hvad hun ffylder fig,
Og Asmund, hvad han ffylder Giæftfribed.
Asmund.
O, Moder! harmes ei; hun er min Brud.
J dette Oieblik har hendes: Smiil,
Liig Foraarsſolen, der til Knoppen ſtraaler,
Mig aabnet Læben for de føde Ord:
Jeg elffer dig!
Gunborg.
Du beiler til min Datter?
Asmund.
Ja, ſnilde Gunborg! og jeg lover dig
At vorde dig en Son for den, du tabte.
Alt længe har din Ragnhilds milde Smiil
Hidlokket Strandens Maage fra fit Tang,
Og den forvandlet til en Turteldue.
Nu furrer jeg i Wlmetræets Skygge.
Min førfte Ungdom fvandt ; jeg fylder tredve,
Har længe nof omſtormet, længe nok
Brugt Svard og Piil i Viking. Er jeg vorden
Qidt mere feig maaſtee, har Ragnhild fmeltet

Foſtbrodrene.

Mit haarde Hierte, er det mere blodt —
Velan, jeg offrer Seierſaligheden

For huuslig Fryd. Jeg elſker disſe Bægge,
Og foretræffer dem for Wgirs Kiol;

Og Markens Fure med fin Vinterſad

Mig forefommer mere værd, end Havets
Vindflygtige, hvoraf fun Skummet groer.
Giv mig din Datter Haand! Forvandlingen”
Har Skionheds Trolddom virfet uden Seid;
Jeg er ei Kæmpe meer, jeg er en Bonde.

Gunborg

lægger deres Hænder i hinanden.
Den evige Freia figne mine. Børn!
Taf, Asmund! for du elffer hende ærligt.
Ya, jeg har længe feet din Ild, men tankt,
Det var et flygtigt Blus i Sandſers Moſe,
Der ſluktes brat, og ingen Freia-Stierne,
Der brænder ftadigt med en evig Olie.
Jeg tilſtager dig, jeg frygted for mit Barn,
Ut, fom en Bi paa Siofnas hvide Blomſt,
Du hang fun, for at fuge Honningduggen.
WE! kiendte mangen flygtig Ungerfvend
Den Angſt, ſom giærer i en Moders Hierte,
Naar om fin Oieſteen, fin Alders Haab
Hun feer Forførelfen fom Slange hvisle —
Net, han var ei faa grum! — Mu er jeg rolig.
Nu er du hendes Brudgom; vel, nu har
Du Ret, at kysſe disfe hvide Hænder,
Ut favne dette ſmekkre Liv, og tryffe
Din Læbe mod den friffe Sordbærmund.

10 Foſtbrodrene.

Asmund khyoſer hende.
Er det ei ſaa, du mener?
De verle Ringe.
Gunborg gyfer.
Det er filde;
Jeg mærfer, jeg er alderſtegen: Natten
Mit trætte Legem ryſter med fit Gys.
Det er alt Midnat, Søn! Hvi vælger du
En Tid, fom hindrer eders gamle Moder
J vet at dele denne førfte Glæde?
Thi gamle Folk, min Søn! er fpæde Børn,
Og ingen Fryd og Sorg formaaer dem til
Ut glemme dereg vante Sengetid.

Ragnhild
Du har alt vaaget meer, end ellers, Moder!
Forlad os nu, min Brudgom! det er filde.
J Morgen venter jeg, naar Lærfen ſlaaer.

Asmund.
Snart ſtal den ſlage, naar du ſlager Diet op
J Asmunds Arm, og ſynker til hang Bryſt.
Veed du, min hulde Brud! at Midnatsſtunden
Er Elſkovs Middag?

Ragnhild.

Bær nu fmuft beffeden,

Siig ingen Daarligheder!

Asmund.

Rodmer du?

Hvi rodmer du?

Ragnhild.

God Nat!

— EEG ——

Foſtbrodrene.

Asmund.
Endnu et Kys!
De ffilles ad.

Aden for Hytten,

Asmund.
Nu er det feet. Cr det i Sandhed ffeet?
Har jeg en Brud? Er virfelig den ſtionne,
Den vene Ragnhild min? Siig, har du hørt det,
Du Nattens Lys, ſom faae mig ene vandre,
Naar andre Ungerfvende fneg fig hen
Til Bønderhytterne, til deres Beile?
Da ſaae du mig foragte dem, at gruble
Paa nye Tog, i Skoven hugge Aarer,
Og tomre Fliffer i den fprufne Baad. — |
Hvorledes er det fat? Mit fordums. Liv
Mig forekommer fom et odslet Guld,
En misforftaaet Rune paa mit Skiold.

Hver Laas oplukkes med fin egen Dirk.
Den rette Nøgle var endnu et funden;
Og det er fun et usſelt, fattigt Skuur,
Hvis Laager aabnes for hver Kaftevind.

Der flumrer hun! Bi kiendes fun faa fort,
Og dog hun levet har i atten Aar.
or tolv Aar fiden gif hun her og leged
Som yndigt lille Noer — da ſtormed jeg —
Og dræbte Kæmper paa den vilde Sø.
Grubler.

11

12 Foſtbrodrene.

Jeg ei fortryder mine Krigsbedrifter;
Dog ofte havde vel Huldſaligheden
Mig ſmeltet meer, i Fald jeg havde feet
Det ffionne Barn i Uſkylds hvide Dragt. —
O, føde Mo! hvor jeg misunder nu
Det Bolfter, fom du tryffer til din Kind.
O, gid jeg var det Liin, fom nu du binder
Om dine Lofferg fulde Fletninger!
O, gid jeg var den. Blomſt, fom jeg dig gav!
Den fidder fom en Drot i Miklegard
Nu paa fin Loibenk mellem to Beninder,
Og veed ei ret, til hvilfen Side den
Skal boie fig forelſtt med Kindens Blus. —
Jeg gaaer til Sengs, men ei til Hvile; Leiet
Sfal vorde mig en Baad, hvorpaa jeg feiler
J Natten langs ad min Erindring Sfyft
Paa Tankens Strøm. Men, ei! hvem fommer der,
Og ſkyer den blege Maaneklarhed bort
Med brandrødt Faffelblug? — Det er min Brøder.
å Alfred
fommer med en brændende Fakkel.
Nu, er du der? Jeg har alt ventet længe.
Jeg frygted, der var hændet dig Fortræd,
Og tændte Faklen for at finde dig.
Asmund albvorlig.
Sluk Faklen, Alfred! Maanen ſtinner klar.
Alfred lyſtig.
Sluk Maanen, Asmund! og fad Faklen brænde,
Den morer mig; jeg felv har ſnoet mig den.
Asmund.
Dens Blus betager Himmelen ſin Glands.

Foſtbrodrene.

Alfred.
Det fan ei Jordens Ild. Net, tværtimod,
Det dunfelrøde Flammevift i Rogen,
Med ſnevre Lysning, ftiffer felfomt af

Til Maanens Klarhed, der omfavner Jorden.

Asmund.
Velan, fan plant den hen ved Træet der!
Jeg fidde vil et Blund paa denne Steen
Og føle mig; jeg finder, det er lummert.

Alfred.
Tag dig i Agt, du ei forkoler dig.
Asmund.
Ah!
Alfred.

Kiender du ei nok den gamle Viſe
Om Ellepigerne, ſom lokte Svenden
J Hulen, hvor de ængfted ham?
Asmund.
Han ſlap

Alfred.
Med Nod og neppe.
Asmund.
Overtro!

Alfred.
Af Branden gaaer ei Rog foruden Ild,

Dog ud.

J hvert et gammelt Sagn er Sandhedskorn.

Jeg fan et gane om Natten, mærfe Duggen,
Der falder klam, og føler alt for brat,
For jeg maa tanke paa min Ellepige.

13

14 Foſtbrodrene.

Asmund.
En Ungerfvend ei fylde maa fin Hierne
Med Banghedg Billeder.
Alfred.
Jeg er ei bange;
Kun lidt forſigtig. —
Asmund.
Men Forſigtigheden —

Alfred.
Kan vel forenes med Behiertighed.
Der lever dog vel ingen Helt ſaa gram,
Ut han vil fæmpe mod Naturens Kræfter?

Asmund.
Du er mig alt for klog alt for din Alder.

Alfred.
Jeg er en Dreng, det har du tidt mig ſagt;
Dog Børn fan ogſaa ſtundom tale fandt.

Asmund.
Da jeg paa ſamme Alder var, ſom du,
Da var jeg lutter Fyr og Flamme.

Alfred.
Hvi
Er du ei ſaa endnu?
Asmund i Tanfer.
Man faaer Forftand
Med Aarene.
Alfred Inftig.
Et, vel da liden Alfred,
J Fald han har den alt!

Foſtbrodrene. 15

Asmund.
Jeg maa nok ſende
Til Offergoden dig, ſom Larepilt.
Alfred.
Net, jeg vil være Helt: Jeg oves daglig,
Og fan alt hugge med det. ftørfte Sværd.
Asmund
ræffer ham venligt Haand.
Tilgiv mig, Alfred! Raſke, bølde Knos!
Det ffiændigt var, om jeg fornærmed dig.
Alfred.
Et Ord uoverlagt af Vennemund
Jornærmer fun en fold, indſnerpet Siæl.
Asmund.
Vel! Skiondt du deler halvt min Alder kun,
Er du min Ven, min Broder, min Fortrolige:
Du dele ſtal min Fryd, min Troſt — min Frygt!
Alfred.
Er Ragnhild end faa knibſk?
Asmund.
Hun elſker mig.
i Alfred.
Det veed jeg nok; men har hun ſagt dig det?
Asmund.
Ja, jeg har beilet, vundet hendes Tro.
Alfred ſpringer.
Heiſa! nu fane vi Bryllupsfærd. Men hør,
Det figer jeg dig: du maa bie med det,
Til jeg har faaet min Vadmelstroie med
De røde Lidfer fra den gamle Hervor.
Og jeg maa kiobe mig en Hue førft.

16 Foſtbrodrene.

Heiſa! nu fane vi Bryllupsfærd. Saa ſkal
Der feies i den ftore, lange Lade,

Og ftrøeg med Gran; ſaa maa jeg henter felv
Den blinde Folfvar Spillemand, og Hemming,
Som blæfer Luren, og Gotvare Terne,

Som flaaer paa Trommer og paa Klingejern. —
Men hvorfor ftirrer du faa underligt?

Det ffulde være mig, ſom ſtulde giftes;

Du ſkulde fee mig, hvor jeg vilde hoppe!

Men det er ſagtens lidt for tidligt end.

Asmund
i dybe Tanker.
Giv Held mig, Freia! Eir, giv Sundhedsliv!
Alfred.
Hvad taler flig en Helt, fom du, om Sundhed?
Asmund.
Mig fattes Intet.
Alfred.
Ragnhild heller Intet.
Asmund.
Nei, hun er friſk, ſom Lilien i fin Dug.
Alfred.
Hvad mangler da?
Asmund.
O, Intet! Det var kun
En flygtig Grille.
Alfred.
Hvor du ſtirrer fært!
Det kan ei vare Faklen, den er rod;
Saa er det Maanen vel, ſom gior dig bleg.

Foſtbrodrene.

Asmund.
Ja, Maanen, Alfred! gior os Alle blege;
Thi hun er Tidens Mo, og Tiden er
En langſom Igle, men ſom ſuger dog,
Lidt efter lidt, og Blodet af vor Kind.
Alfred.
Saa elſker jeg dog Ellepigen meer,
Som dræber hurtigt.
Asmund.
Jeg har ingen Lyft
Til Braddød nu.
Alfred.
Det har en Brudgom ſielden.
Asmund grublende.
Den ſidſte Seng er kold — en Brudeſeng,
Som ei jeg higer efter.
Alfred.
Ktære Broder!
Din Siæl er mørk, du ængfter mig.
Asmund.
Mit Bryſt
Er rørt; en deilig Mo har giort mig fvag,
Jeg trænger til Fortrolighed.
Alfred.
Saa kom
Og giem, hvad du ei ſelv fan længer bære,
J denne Barm; dens Laas er dirkefri.
Asmund.
Mit * Liv kan ſammenlignes med
En Foraarsſtorm, ſom veg tilbage for
En herlig: Aarstid. Træet boies ci

VIL. a

17

18 Foſibrodrene.

Af Blæften meer, det hænger fuldt af Frugt.
Dog — mangen Qvift har Foraarsſtormen knakket,
Ufrevet mangen Blomſt; hvem veed, hvem veed,
Om mellem digfe et tilfældigviig
Bar den, fom giemte Spiren til min Fremtid?
Alfred.
Du taler Gaader, jeg forſtaaer dig ei.
Asmund.
Du kiender dog den Skik — Foſtbrodrelag?
Ut blande Blodet med en ånden Kæmypes ?
Det er en vældig Vagt, ſom grunder fig
Paa trofaſt Benffab og Samdragtighed.
Kicek folger Vennen Vennen i hans Grav;
Og blev den hævdet ret —
Alfred.
O nei, o nei!
Den grunder ſig paa Overdrivelſe,
Paa Vildſkab og paa Livsforagt. En Ven
Skal ſorge over Vennen, mindes ham;
Og i den Barm, ſom aander efter hiin,
Skal Venſkab overleve Venſtabs Død. —
Tro mig, den Iver er fun falff! En Bue
Maa fpændes, for at ſtyde Bilen af;
Ci overfpændes daarligt, faa den£ brifter.
Asmund.
Jeg tilſtaager, for det meſte feer det faa.
Saa, i det mindſte, er det ſteet med mig.
Ulfred forfærdet.
Hvad? har du fvoret da Foſtbroderſkab?
Asmund.
Du veed, man gior den Ed paa tvende Maader:

Foſtbrodrene. 19

At hevne Vennen, eller folge ham
J Gravens hule Hvalving uden Strid.
Alfred.
O, Thor!
Asmund.
Frugt ei! Det er en vældig Kæmpe,
Og han vil fiffert overleve mig.
Alfred.
Hvem — navn hans Navn!
Asmund.
Thiodolf den Seierfæle,
Gi Vidar felv er mere ffulderbred.
Hang Kiod er Jern, hang Knokler er af Steen.
Han ligner Marmoret i Miklegard:
Udhugget fom et Menneſke, men Steen;
Og Tidens Orm fortærer iffe ham.
Alfred.
Men Arm og Naſe, Skulder, Haand og Fod
Afhugges ham i daglig Kamp og Strid,
Som Marmoret i Miklegard af Gother.
Sam har du fvoret dit Foſtbroderſkab?
En Kæmpe, der et hviler nogen Uge
Faſt uden Eventyr og Bifingsfærd?
Min Broder! ha, der har du faftet Anker
J daarlig Havn.
Asmund.
Det føler jeg for filde.
Det var i Drukkenſkab. Jeg elffer et,
Har aldrig elffet denne barſte Kæmpe;
Han aldrig mig. Men, fom du figer fandt,
Det var i daarlig Kaadhed. — Mioden giorde
*

20 Foftbrodrene.

Mig Blodet varmt. Bi fad en Sommernat

Og delte Vikingsbyttet i en Skov.

Paa Skrinten af en Baffe, mellem runkne

Og tykke vedbendgroede Bogeſtammer,

Bi havde tændt en ID i Sandets Grav,

Som huled ind fig under friſke Græstørv.

Guldhornet ftraalte klart 1 Nattens Blus,

Som nu min Ragnhilds Ring ved Faflen her.

Dengang var Kampen mig, hvad Elſkov nu.

Den ftærfe Thiodolf tyftes mig en Thor,

Min Stoltheds Onſke var at ligne ham;

Jeg følte mig et Barn ved Kæmpens Side.

Tænf dig min Glæde, da jeg Thiodolf fane

Med Horn i Haand, og Daggert i den anden;

Og blottende fin Arm for Sværdets Odd

Han bød mig Broderffab, Foſtbroder-Ed.
Alfred.

Det bod dig Loke giennem Hodurs Mund.
Asmund.

Og før jeg end fif ganſke fvart mit Ja,

Nedrandt ham Blodet alt i Sandets Hul;

Og før jeg fif betænft mig, rakte han

Mig Daggerten, faa blodig ſom den var,

Ut giøre ham den ſamme Sfiel. Jeg ſaared

Min Arm. Jeg huffer endnu grant, jeg ſticlved;

Men Wren forefom mig alt for ftor,

Og Skammen ftørre, hvis jeg fvigtede.

Da blandte han vort Blod med Daggertſpidſen,

Og helligt fvor jeg ham, ved Odins røde

Ni dybe Saar, med Geiersodd betegnet,

Ut følge ham i Døden, naar den vinkte.

Foftbrodrene.

Alfred
efter en Taushed.
Det var et daarligt, ubetænffomt Løfte.
Asmund.
Det føler jeg forſt nu ret levende.
Alfred.
Nok har at fæmpe Hver med egen Skiebne.
Asmund.
En Ben bør dele Faren med fin Ben.
Alfred.
Thiodolf var ei din Ven; og er han dod,
Da nytter ham kun lidt dit Livs Forliis.
Asmund.

21

Jeg var fan glad, ſaa munter nys hos Ragnhild. —

Før har ei dette Løfte ſtrakket mig;
Nu, Ragnhilds Skiebne bundet er fil min,
Nu, da min Fremtid vinfer: rofenrød,
Nu tuder Faren mig fom Træets Ugle.
Alfred.
End lever Thiodolf. Da det dog er ſkeet —
Glem Faren, ſtol paa Lykken!
Asmund grublende.
Andet Mandkion
Behover Spiſe, Drikke, Luft til Livet;
Asmund, foruden det, end — Thiodolfs Liv!
Alfred.
Folg mig!
Asmund.
Jeg folger dig; men lad mig ene!

Alfred gaaer. Asmund fætter fig mork hen under

|

et Træ.

Naar han faaledes har ftirret nogle Dieblik, kommer

Thiodolf fra Stranden med fin Suend,

22 i Foſtbrodrene.

Asmund
fpringer forfærdet op, og figer:
Der er han, ved de hellige tolv Guder!
Hiemdragen atter fra et Ledingstog.
Han lever — og jeg ftiælver for hang Liv;
Hvad vilde jeg da, hvis det var hang Liig?
Ufalige Løfte! Jeg vil ffiule mig
For ham, for Faflen, Maanen og mig felv.

Han gaaer ind mellem Træerne.

Thiodolf til fin Svend.
Er Alt i Orden? Sværdet flebet? Skioldet
Belagt med friſte Huder? Remmene
Vel efterſeet paa Harniſket?
Svenden.
Ya, Herre!
Thiodolf.
Nei, jeg vil ei i Harniſt. Harniſket
Er ubegvemt og falff; det brifter let.
Du fan i Morgen give mig min Særf,
Min Pandſerſkiorte.
Svenden.
J har lovet, Herre!
Ut møde Rerek paa Berſarkeviis.

Thiodolf.
Reent uden Skal? ſom Regnorm? Det var dumt.
Det kunde jeg dog lært, felv af en Oſters,
At Ar er god til Vorn og Bærge.

Svenden.
Han trodſed eder, pukked med ſit Mod.

Foſtbrodrene. 23

Thiodolf.
Hvad? trodſed han? Nu, ved mit Buffeffiæg,
Saa trodfer jeg igien. Velan! faa fæmpe
Bi uden Harniſk, i det blotte Linned.
Det har jeg giort faa tidt. Troer han, jeg frygter
Hans Landfe? Myg! ſiig, har jeg nogentid
Bel frygtet for din Braad? Hang Sværd? Ha, ha!
Der bider ingen ffarpe Sværd paa mig. —
Hvorover er det nu, at vi ſtal flaaes?
Svenden.
J fom i Mundkiv.
Thiodolf.
Saa? Hvorover da?
Svenden.
Jeg veed det ei. Jeg horte pludſelig
Paa Skibet mellem eder Larm og Gny,
Og ſaae jer løfte Bægre mød hinanden.
Thiodolf.
Ha, ha! Saa var vi begge vel beruſte?
Svenden.
Bel iffe langt derfra.” .
Thiodolf.
Saa var vi drukne?
Svenden.
Formodentlig.
Thiodolf.
Men man fan være drukken,
Og høflig dog for det. Hvad har han fagt?
Heftig.
Du Dosmer! ſiig, hvormed har han fornærmet
Min Ære? |

24 Foſtbrodrene.

Svenden.
Paa min Tro, jeg veed det et.
Thiodolf rolig.
Nu, det er lige meget. Den, ſom gierne
Vil hoppe, han er god at lokke. Siger
Man ikke ſaa?
Svenden.
Jo, Herre!
Thiodolf. —
Det er nu
Den Tredivte, jeg ſende ffal til Odin;
Jeg haaber, at han bliver ei den Sidfte.
Svenden.
Der er endnu et Ordſprog.
Thiodolf.
Der er mange;

—

Men hvilfet mener du?

Svenden.

Jeg frygter, Herre!
Min Driſtighed fornærmer eder.

Thiodolf.

Nei,

Taf du fun frit, min Søn! En Træl, ſom du,
Kan et fornærme. Tal fun friſk fra Lungen!
Hvad figer Ordfproget ?

Svenden.

Det figer: Kruffen
Saa længe gaaer til Vands, til Hanfen briter:

Thiodolf.
Leerkrukken! ja, der har du ganſke Ret;
Men ikke Kobberkanden.

Foſtbrodrene.

Svenden.
Eddergront
Kan ogſaa gnave Kobberkanden mor.
Thiodolf.
Nu — jeg har Tid endnu.
Svenden.
Jeg har bejtilt
Ser Natteleiet.
Thiodolf.
Gaa du fun i Seng!
Jeg vil omvandre lidt i Maanſtin forſt.
Svenden.
Men I fial tidlig op.
Thiodolf.
Det er ſaa ſilde,
Jeg troer jeg bliver oppe.
Svenden.
Sov dog forſt;
Tænf, I maa ſamle Kræfter!
Thiodolf.
Samle Kræfter?
Hvorfor?
Svenden.
I ſtal jo fæmpe.
Thiodolf.
Ikke Andet?
Svenden.
Rerek er ftærf og ung, og heed, ſom Ild.
Thiodolf.
Men jeg er gammel, ſeig, og kold, ſom Vand;
Jeg drukner ham. — Hvem er den Mand derhenne?

25

26 Foſtbrodrene.

Svenden.
Det veed jeg ikke.
Thiodolf.
Bed mit Buffeftiæg,
Der feer jeg Asmund, eller Asmunds Skygge.
Asmund kommer frem.
Du har ei taget feil, det er ham ſelv.
Hvor gaaer det dig — Foſtbroder?
Thiodolf.
Bil du gaae
Berfærfegang med mig i Morgen? |
Asmund.
Nei —
Nei, jeg vil holde Bryllup, hvis du lever.
Thiodolf.
Du ſporger, om jeg lever?
Asmund.
Du ſkal ſtride?
Thiodolf.
Paa Liv og Dod i Morgen med en Svend;
Men om jeg veed hvorfor, fan maa du vælte
Mig Bautaftenen fra min Kæmpehøi.
Asmund.
J Morgen alt?
Thiodolf.
Ved Solens Opgang. Dog
Den Leg kan endes i en Haandevending.
J Morgen Aften tanker jeg, vil Thor,
At komme med og drikke ved dit Bryllup.
Asmund.
Det give Guderne!

Foſtbrodrene 27

Thiodolf.
Taf for dit Onſke!

Asmund.
Taf ei! det er af Egenfiærlighed.

Thiodolf.
Hvi faa?
Asmund.
Vi har ei ſeet hinanden nu
J otte Aar.
Thiodolf ligegyldig.
J otte Aar? Ei, ei!

Asmund.
Har du ei ſavnet mig?

Thiodolf gaber.
Hvor?

Asmund.
Huſker du
Bort Løfte?"
Thiodolf.
Jeg har giort ſaamange Løfter,
Man glemmer let det ene for det andet.
Asmund.
Vi blandet har i Muld hinandens Blod
Og ſvoret Broderſtab.
Thiodolf.
See, har vi det?
Nu, det fan gierne være.

Asmund—
Hvis jeg dode —

28 Foftbrodrene.

Thiodolf.
Du har dog ei i Sinde nu at døe,
Da du vil gifte dig?

Asmund.

Men hvis jeg dode —

Thiodolf.
Saa giorde jeg dig Selſkab, det forftaaer fig.
Siig mig fun til, ſaaſnart det forefalder!
Thor veed, ci nogen Beiler løber efter
Sin ftolte Mo, ſom Thiodolf efter Døden;
Og dog forfmaaer hun mig. Men nu god Nat!
J Morgen ſamles vi.

Asmund.

Hvor?

Thiodolf.

Ved dit Bryllup.

Asmund.
Med Ragnhild eller Hel?

Thiodolf.

Hvad kiender jeg
Den Qvindes Navn; nok din Trolovede!
Han gaaer med fin Svend.

Asmund

ſtirrer efter ham.
Hvad fan jeg vente mig af disſe Syner?
Folt true Varslerne — det træffer op;
Den lummerbrune Sky bag Havet Tyner,
Og Stormen fufer alt i Bogens Top.
End flaaer et Straalen ned; end Flammen brænder,
Som fvovlet Piil, et giennem Odins Hænder.

Foftbrodrene. 29

Men fnart maaffee! — Min Brud! min Elſterinde!
Med Rofer feer jeg dig i Skoven ſtaae,

Og hisfet Hel, den gamle, runkne Qvinde,

Ut vinfe mig med Knokler i fin Braa.

Her Sol og Vaar og Kiærlighed og Barme!

… Gift Mulm og Sfræf og Død i Gravens Arme!

Skal jeg for den, ſom Venſkab ct fortiente,
Opoffre dig, min hulde Kiærlighed?
Skal Hiertet, førfte Gang da Freia tændte
Dets Lue, knuſes af cen gruſom Ed?
Har Straffen luret, for mig vet at gvæle?
Og ftiffer Slangen nu den Banges Hale?

Kom, ſtionne Freia! fving dig, i din Kaabe
Af Himmelblaat, fra Folfvang til min Trøft!
Lær atter den befpændte Siæl at haabe,

Og fyld med din Lykſalighed mit Bryft!>
Jag Snogen bort, fom fort i Græsfet hvisler,
Og qvæl et felv din Roſenknop med Tidsler!

30 Foſtbrodrene.

Anden Handling.

Skuepladſen, fom i Slutningen af forſte Morgen.
Rerek med fin Svend.

Reref.
Jeg aander let. End er det aarle Dag,
Og Daaden er alt ovet. Skynder eder,
Og bringer Gubben nu forſigtig hid!
Det er min Henfigt ei, og ei mit Onſte,
Ut han forbløder fig. Den Smule Liv,
Der er tilovers, fan han vel behøve
Zil ærlig Ruelſe; thi ellers farer
Han dog til Hel, uagtet al fin Manddom.
J Valhal taaler Odin ingen Niding;
Og jeg er vis derpaa, af Thiodolf giemmer
En fvar Samvittighed.
Svenden.
Han bringes hid.
Rerek
ſtoder fit Sværd i Balgen.
Belan, jeg føler mig, fom Fugl i Luften!
Held avler Mod. Har jeg bekampet Thiodolf,

Foſtbrodrene. 31

Hvi ſtulde Ragnhild da vel ikke vindes?

Den ſtolte Pige! Sandt nok, hendes Hierte
Befæftet er med ſtionne, fafte Bolde.

Ci Buen ſtyder flige Flammepile,

Som hendes Øie fra det ſikkre Laag,

Der ſynker halvt, forfigtigt, naar hun ſtyder.
Hvert Haar, der vorer affeblegt tre Alen

Fra hendes Isſe, er et Net, hvori

Hun fanger Mandfolks Hierter, ſom en Havfru.
Men Mod! Man fan vel overvinde Moer,
Saa godt fom Mænd, naar Spøgen leges omvendt:
Bi elffe deres ftærfe Svaghed, de

Bor fvage Styrfe. De forftaaer at feire

Med Trods; vort bange Suk indtager dem. —
Hvem der? Ung Alfred! Hil dig, Ungerfvend !
Bed alle Guderne, jeg elffer dig!

End eft du fun et ſmekkert Skud 1 Skoven;
Men flaner ei alle Julemarker feil,

Da fegner ftærft du til at vorde Stamme.

Alfred tommer.
Ak, Rerek — grumme Rerek! har du dræbt —

Rer ef.
Hvem?
Alfred.
Gubben — Thiodolf! — Svar! — Jeg gyſer! — Tal!
Rerek.
Hvad fattes dig, min Ungerfvend? Hvad nu?
Har du Medlidenhed med galne Hunde?
Alfred.
Nei, med min Broder. Har du dræbt ham?

32 Foſtbrodrene.

Rerek.
Hvem?

Din Broder Asmund?

Alfred.

Thiodolf!
Rerek.
Dræbt ham et,

Men faaret ham faa dybt, at Døden dvæler
Og fig betænfer i det aabne Saar,
Om hun ffal træde ind, og ftandfe Bælgen
J Aandedrattets Varkſted, eller gaae.

Alfred.
Saa kysſer jeg din Haand, fordi den ſparte
Sin Manddomsfraft.

Rerek.

Alfred! vær intet Barn

Og ynk den gamle Jette. Ved mit Sværd,
Jeg fan et taale det. Hør, du ſtal holde
Med mig, naar ret du fiender Sammenhængen. ”

Ulfred.
WE, Sammenhængen er mig ligegyldig;
Men Thiodolfs Liv er mig af Bigtighed.

Rerek.
Har jeg fornærmet ham? Hvad er min Brode?
Han er ſom bidffe Hunde: ftaaer og lurer
Og lader Øret hænge, til han feer
Sin Leilighed; fan ſnapper han i Benet.
Det er ei Blod, det er den ſeige Tiære,
Som flyder i hang Aarer, fort og langſom,
Og præger Banden med den ſtumle Tungfind,
Men brænder ſtrax ved mindſte Vredesgniſt.

Foſtbrodrene. 33

Fortæl ham om din Elſkov, om dit Venſtab —
San gaber, og befpotter dig. Betro

Din Kummer ham — han ftirrer ligegyldig.

Biig ham den grønne Skov ved Havets Bred,
Naar Solen ftiger i fin Morgenrode —

Han leer, og falder det barnagtig Sværmen.

Beed ham om Hielp — han negter dig den gnaven;
Wd ham din Hielp — han tager den fom Pligt,
Og lønner dig derfor med Glemſomhed.

Bed alle Guderne! hvad ſtal jeg agte

Hos fligt et Drog? Hans Tapperhed? hang Styrfe?
Bel, jeg har ogſaa Tapperhed og Kraft;

Det har jeg viift ham.

Alfred.

Rerek! du eſt bold.

Den gamle Trold har egget dig til Hevn;
Thi han er giftig, ſom en Orm, der ſuger
Sin Kraft af onde Urter. — Odin veed,
Hvor denne Gave kommer fra, han har,
Ut lokke gode Kæmper i fin Narhed,
Blot for at ffade dem. Men jeg har hørt,
Ut flere Kryb befidde denne Magt:
Ut der er Slanger, der bedøve Lammet,
Som nærmer fig, med fæl Uddunſtning; andre
Nedtrylle, ved. af ftirre blot paa Fuglen,
Den ſtrax i Svælget. Radſom er den Drift
Hos Sfabningen, at føge, hvad bør ſtyes.
Jeg er fun ung, men veed det vel af Sagn,
Ut mangen Ungerfvend fin Braddød fandt
Bed blindt at fare fom en Myg i Lyſet.

VIL 3

34 Foſtbrodrene.

Rerek.
Nu, Thor ſtee Taf! jeg har ei brændt mig Bingen,
Og har jeg ikke Lyfet fluft, faa ryger
Hoit med en usſel Glod den lange Tande.

Alfred.
O, denne Glod er koſtbar, ſluk den ei!
Rerek.
Forklar dig tydeligt!
Alfred.

Jeg ſiger dig:
En Arnes Ild beroer paa denne Gnift.

Rerek.
Hvorfor er dette gamle Liv dig vigtigt?

Alfred.
Fordi det er en koſtbar Olie, Rerek!
Hvorved min Broder Asmunds Lampe brænder.

Rerek.
Har Asmund —
Alfred. |
Blandet Blod med Thiodolfs Blod.
Rerek.
Og fvoret — hvad?
Alfred.
At folge ham i Graven.
Rerek.
Thors Hammer!
Alfred
efter en Stilhed.
Er der Haab?

Foſtbrodrene. 35

Rerek
træffer paa Sfuldrene:
Jeg ved det ei.
J Striden har jeg lært at ſaare Mænd;
Men læge dem igien, det maa en Qvinde.

Alfred.
Han kommer — lever — Valhal vare lovet!
Thiodoſf bringes paa en Loibænf.
En Svend
til den anden.
Sæt Baaren ned, og lad os puſte lidt!
Ga, Gubbe! du er tung.

Thiodolf tvær.
Jeg er et tung,
Men du er krafteslos.
Svenden.
Han pukket har
Paa Veien hele Tiden. Sæt ham her
J Wlmeſkyggen!
Thiodolf.
Sæt ham! fæt ham her!
Ha, ved mit Sværd, det er en rørig Tale
For gammel Helt. Ham! fæt ham! At behandles
Som andet Losore!
Svenden.
Her ftaaer I godt.
Thiodolf.
Jeg vil — Hvor bringer J mig hen?
Svenden.
Til Rerek.

3?

36 Foſtbrodrene.

Thiodolf.
Jeg vil ei i min Fiende Rereks Huus,
Gi over Tærfflen til min Avindsmand.
Den unge Ragnhild har forbundet mig;
Belan, faa bringer mig i hendes Hytte,
Ut hun fan pleie mig, og pasſe Saaret,
J Fald jeg dog ſtal bringes nogetſteds.
Reref,
Der kommer hun med lange Fletninger.
Alfred.
Som Eir, og bringer Sundhed med ſin Friſthed.
Rerek
til Ragnhild, ſom kommer.
Den Saarede har onſket, ædle Jomfru!
At maatte bringes i din Moders Huus;
Du er hang hvide Alf, hang gode Fylgie.
Ragnhild.
Med Glæde.
Til Thiodolf.
Kom! vor Hyttedor ftaaer aaben
* dig og for din Nod.
Thiodolf.
Min ſmukke Mo!
Ja, (ad dem bære mig i Stuen til dig.
Men tal mig ei om Nød! Om Døden maa
Du gierne tale; men det er mig vammelt
Ut høre Medynk.
Ragnhild.
Bærer ham forfigtigt!
Thiodolf.
Jeg lider heller ei Forſigtighed.

Foftbrodrene. 37

Ragnhild.
Du ønffer dog din Helbred?
Thiodolf.
Ja, det gior jeg,
Hvis det fan ſkee pan en anftændig Maade.
Ragnhild.
Sav Omforg, Alfred !
Alfred.
Bær du rolig, Ragnhild!
Hans Blod er mig en foftelig Rubin,
Hvis Tab var — fleer end mig — for føleligt.
Alfred og Svendene gane med Thiodolf.
Rerek
holder Ragnhild, ſom vil folge, tilbage.
Et Dieblik —
Ragnhild forlegen.
Tilgiv! Den Syge venter.
al Rerek.
Du har forbundet ham med blode Hander,
Med Kunſt og Omhu; hvad han nu behøver,
Er Ro. Men der er Flere ſyg', end han,
Som ingen Ro fan finde.
Ragnhild.
Jeg forftaaer ei —
Rerek.
Dit Blus paa Kind modſiger dine Laber.
Ragnhild.
Lad mig betroe dig —
Rerek
afbryder hende.
Bi! opfæt din Dom!

38 Foſtbrodrene.

Ei Hiertet er ſaa ſtrengt, ſom Ordet, Ragnhild!
Og det, ſom Tungen ei endnu har talt,
Forharder ei din Billie mod mit Onſke.

Ragnhild
venligt fmilende.

En Helt, fom du, fan trodſe Pigeſtrenghed.

Rerek.
Det tykkes dig maaſkee for diærvt, for vovſomt
(Og muligt er det ogſaa Daarlighed),
Ut ſtrax paa denne Kamp, ved førfte Møde
Jeg figer dig — hvad du har længe vidft;
Nu, da du angft, bekymret før den Syge,
Har Siælen fuld af fæle Billeder,
Og feer maaſkee i mig fun Gubbens Morder.
Men lad faa være dog; mit Bryft er rørt.
Jeg er uffyldig. Med mit jtærfe Sværd
Har jeg i denne Morgen værget mig
Mod haarde Angreb. Det er førfte Gang,
Ut Thiodolf taber. Seent i Uftes tænkte
Jeg ved mig felv: Du falder nof i Morgen,
Saa er det godt, at du har Intet fagt.
Bel har hun feet dit drufne Øie føge
Med ID og med Forvirring hendes Blik;
Hun vil maaſkee til Giengield ſtienke dig
Et flygtigt Suf, en Taare paa din Grav.
Men nu, nu er jeg frelft. Nu tykkes Livet
Mig atter fom en Fodſel. Glad jeg faaet
J Vaarnaturen fom et Lykkens Barn.
Nu har jeg Mod, nu vover jeg at vove;
Og hvad de rige Guder ffienfte mig,

Foſtbrodrene. 39

Det lægger jeg, faa ubrugt og faa nyt,
Som Odin fendte det, for Ragnhilds Fod.

Ragnhild
med Deeltagelfe og Befymring.
>, bolde Rerek —
Rerek.
Bi et Dieblik!
Maaſkee du tvivler om, jeg elffer dig,
Fordi jeg er fan farff? Jeg veed det nof!
Y Møer er gruſomme. Udvortes ligner
J blide Sfabninger. JF er fom Lilier:
Særdeles ffisnne, men bedøvende
or den, fom vover Kalfen fig for nær.
J bringe Sygdom med, og hede Febre,
Som Foraarsluften; og mens Droslen ſlaaer,
Og Løvet gronnes, hoines mangen Grav.
Dog fan en tapper Kæmper, uden juft
Ut fvæffe Modet, hylde eders Skionhed.
Ragnhild.
Y Fald jeg taug, var det Fornærmelfe
Mod dig, ſom aabner mig dit fulde Hierte.
See denne Ring! Den. fad endnu i Gaar
Paa Asmunds Finger.
Med ſynkende Stemme.
Jeg er Asmunds Brud.
Rerek.
Brud? Du en Andens Brud? O, alle Guder!
Han ffiuler heftig fit Anſigt i fine Hender.
Ragnhild bevæget,
Hvad figer du?

40 Foſtbrodrene.

Rerek
ſtirrer paa hende.
Hvem navnte du?
Ragnhild.
Min Asmund.
Rerek.
Asmund? J Norner! Asmund er din Beiler?
Ragnhild.
Min Brudgom. Denne Aften ſaae maaffee
Hans og hang Ragnhilds Bryllup, hvis din Kamp
Og Thiodolfs Saar et havde foraarfaget
Oypfættelfen.
Rerel
Opſottelſen! J Guder!
Og jeg opholder dig med mine Taler?
Gaa! red den Syge! |
Ragnhild.
Bolde Rerek! fat dig.
Rerek.
Du dvæler roligt her, og elffer Asmund?
Forfordes iffe meer ved Thiodolfs Fare,
Og hader iffe meer hang Banemand?
Hvordan forftaaer jeg dig? Jil! plet den Syge!
Ragnhild,
ſom misforftaaer ham,
Nu eft du dog fortørnet. Unge Karle!
J figer, at J elffer 08? SS lyve.
Jelſke fun jer felv. Forgude fan
J vel en Mo, faa længe fom I froe
Ut vinde hende; fvigter dette Haab,
Da faares eders Egenfiærlighed,

Foſtbrodrene.

" Og brat er Jis og Snee, hvad nys var Flamme.
Da hører I om foie Tid med ſtor

Koldfindighed om den, fom J tilbade:

Nu er hun ſyg, ulyffelig, nu død! —

Det er ei fmuft, det er ei fiærligt handlet.

Rerek. |
Nei, ved min Moder Thorag rene Bryft,
Hvor jeg har drukket Venneſalighed
Med Modermelfen — Rerek er ei faa.
Det ſtulde fmerte mig af høre, Ragnhild!
Om din og Asmunds gyfelige Skiebne. —
Jil! plet den Syge! Jeg vil iffe dvæle,
Ei oppebie dette Tordenflag.
Bar jeg et Bærftsi — nu, jeg var ei Haanden,
Som faared, jeg var fun den blinde Daggert.

Ragnhild venfig.
Min Ven!
Rerek.
Venſkab er Sølv; en fvag Eſtatning
For Elſkovs Guld. Men nok nu! bad faa være!
Gaa, hielp den blege Thiodolf! Veed du ei,
Hvor vigtigt dette Liv dig er?

Ragnhild forundret.
Mig vigtigt?
Ha, jeg forftaaer ei denne Tale. Alfred
Udtryfte fig paa lige Maade. Vigtigt?
Hvi er da Thiodolfs Liv mig mere vigtigt,
End hvert et andet?
Rerek.
Sporg din Beiler, Ragnhild!

41

42 Foſtbrodrene.

Jeg varer dig, meer kan du ei forlange.
Freia beſtierme dig! Og faa Farvel!
Gan gaaer.

Ragnhild.
Hvad vil han fige med at redde Asmund?
Der overfalder mig en Skrak og. Gyfen.
Det forekommer mig, ſom om vor Hytte
Bar gieſtet af en fiendtlig Trold. O, Freia!
Og dog beroer vort Held paa Troldens Liv?
Ha, løg mig Gaaden, ſtumle Geſt hiin blinde!
Forklar mig denne Rune, fom du rifter,
Og lad mig finde Traaden, før den brifter,

Hun gager,

Asmund fommer fra den anden Side, ſmykket fom Brudgom. Han
er bleg. Endeel unge Karle og Piger folge ham.

Asmund.
Tak, fiære Venner, fiære Piger! Taf,
Fordi, paa min Indbydelſe, faa tidligt
J famle jer til denne Bryllupsfeſt. —
Jeg veed det nok, det er ei Brug faa aarle;
Men fiete det et ftrar i denne Morgen,
Maaſkee det aldrig ſtete. Og, et fandt,
Det var dog Synd, da Ragnhilds ffionne Læber
Har fagt de føde Ord: Jeg elffer dig!
Det var dog tungt, i Fald hun et blev min,
Fik fnælt med Asmund for Alfaders Aaſyn,
Og lagt fin hvide Haand i denne Haand?

En Bige.
Hvad fattes ham, den ſtakkels Asmund? Gaae vi
Til Graven med ham, eller til hang Bryllup?

Foſtbrodrene.

Asmund.
Man har jo ſeet tilforn en ſaaret Kriger,
Som lod ſig vie til ſin Brud paa Sengen,
For dog at tage den Bevidſthed med
J Freias Rige: Hisfet efterlod jeg
Min Halvedeel; end er jeg halv fun død,
Og døer hun med, faa er jeg dobbelt falig.
En Svend.
Har han en Feber? — Du var farff i Gaar,
Og alt i Dag —
Asmund.
J Dag? Troer du, min Ven!
En Dag behoves, for at vende Held
Til Uheld? O — et Oieblik er nok!
Svenden.
Hvad Uheld har du havt?
Asmund.
End intet havt;
Det foreftaaer. Er Thiodolf bragt til Hytten?
Svenden.
Ja.
Asmund.
Ragnhild — er hun hos?
Svenden.
Hun pleier ham.
Asmund.
Cir lægge Kraft i hendes Liliehaand!
Troer du, hang Saar er dybt?
Svenden.
Ya, det er dybt,
Men neppe dødeligt.

43

44 Foſtbrodrene.

Asmund
falder ham om Halſen.
Min lyſe Alf!
Min Baldur!
Springer glad omkring.

Seer J vel? nu er jeg munter!
Mit Anſigt er at ligne ved et Landſkab,
Der ftaner paa Sfrænten af en buffet Hoi:
Det lader ffummelt, naar det mangler Sol;
Men viger Skyen, kommer Straalen atter,
Da livnes Alt, da reiſer Grasſet fig,
Da fvætteg Buffen af de røde Bær,
Og Kildens Bly forvandler fig til Sølv;
Da fryfer Fuglen ei paa Qviften meer,
Men ryfter munter Duggen af fin Binge,
Og lader høit fin Roſt i Luften klinge.
Svenden til de Andre.

Hans Munterhed er felfom vild og ſpæendt;
Den ftiuler ængftelig Fortvivlelfe.

Asmund.
Kom, Piger! folger mig i Skoven ud,
En Blomſterkrands at flette til min Brud.
J grønne Straae ſtal Haabet atter fodes,
Naar Diet af de friſke Farver mødes.
Der ſtal de klare, føde Kildevæld
Uftvætte falten Graad, og ſpaae mit Held,
Og Nattergalen — føde Fløitefpiller! —
Sfal ftemme mig til Fryd med fine Triller.

Gan gaaer, de følge ham.

Foſtbrodrene.

Gunborgs Stue.

45

Thiodolf ligger paa Loibeenken. Ragnhild er ſysſelſat med

den Syge.

Ragnhild.
Hvorledes er det?
| Thiodolf bitter.
Godt.
Ragnhild.
Min fiære Herre!
Du feer faa vred ud. Har Forbindingen
Dig fmertet, faa tilgiv! Jeg giorde det
Saa godt, jeg funde.
Thiodolf.
Godt du funde? Kunde
Du iffe bedre, hvorfor bød du dig
Da faa tienftfærdig til?
Ragnhild.
| Det var nødvendigt,
Hvor ingen Bedre var. Man pleier tidt
Ut tage her til Taffe med min Hielp.
Wt Saaret fmerter, medens det forbindes,
Kan iffe være anderledes; men
Hvis fun du ligger rolig, haaber jeg,
Det læges fnart igien.
Thiodolf.
Viſt læges det.

Det blier nof godt, naar førft man klapper efter

Med Stuffer.
Ragnhild.
Hav dog ei faa fæle Tanker!

46 Foſtbrodrene.

Thiodolf.
Troer du, jeg frygter for at doe?
Ragnhild.
O, nei!
„Doer Fa, døe Frænder — een Ting veed jeg dog,
Som aldrig døer: Dom over hver en Død.”
Thiodolf ondfkabsfuld.
Er da din Asmund rolig?
Ragnhild.
Atter Amund!
Hvad har min Asmund da med dig at lide?
Hvad kommer vel dit Saar min Asmund ved?
Thiodolf.
Det veed du ikke?
Ragnhild.
Nei, ved Freias Stierne!
Thiodolf.
Og ſorger dog ſaa ivrigt for min Frelſe?
Er ſaa bekymret?
Ragnhild.
Kan jeg ikke fole
Medlidenhed med dig, fordi jeg elſtker
Min Brudgom?
Thiodolf.
Surtur! Kommer du igien?
Jeg vil ei ynkes! har jeg ikke ſagt det?
Medlidenhed? en Ovindes Ynk? fordømt!
Ragnhild.
Jeg tie vil; jeg marker, at min Tale
Forbittrer dig.

Foſtbrodrene. 47

Thiodolf.
Ya, ti du fun, ſtion Jomfru!
Men tænf fun ei, at taabelig jeg troer
Paa dine falffe Dyder. Aſkurs Barn
Gior Alting dog af idel Egennytte.
Det har jeg feet, det har jeg handlet efter.
Kom ei og dril mig her paa Sottefengen
Med dine Fagter!
Ragnhild.
Har du iffe været
En hugprud Helt, faa var du vift et heller
Særdeles ſlem. Alfader vil tilgive.
Thiodolf.
Alfader! Troer du paa Alfader?
Ragnhild.
Freia!
Jeg gyſer. Har du ingen Tro?
Thiodolf.
Jeg troede
Paa mine ftærfe Skuldre, paa mit Sværd.
Men mine Sfuldre dingler uden Kraft,
Og Sværdet træffer fig ei felv af Balgen.
Hvad Under vel, af Troen vafler nu,
Da Grunden vafler, den var fæftet til? |
Ragnhild:
Og har du aldrig havt en bedre Tro?
Thiodolf.
Giv mig en Draabe Miod!
Han drikker.
Jo, ſeer du vel,
Jeg vil tilſtaae * det: Der var et Træ,

48 Foſtbrodrene.

En gammel Stub i Skoven, hvor jeg boede.

Dens Top var flidt af Stormen bort, dens Marv

wortært af Ormen; Mos og Bedbendgrønt

Bevoxte Bullen. Men det gule Bed

Staf frem af Barfen, fom et Hundehoved;

Og hvergang Maanen ffinte bleg derpaa,

Det tyktes mig, ſom Stubben fif et Liv,

Og blev en Kæmpe. Jeg har foreftilt mig

Utgardeloke med de ftive Haar

Som denne Knub med fine fætte Qvifte.

Det fom mig før, fom det var Loke felv.
Ragnhild.

Maaftee! Naar Baldur viger, faner han Magt.
Thiodolf.

En Nat i Hoſt gif jeg den. Stub forbi.

En Storm foer giennem Skoven, Uglen ſkreg

Fra Knubbens Hul, og Maanen griinte fælt

Fra Skyens Klofter, ſom det blege Liig

Fra Graven, naar i Ragnarok den briſter

Bed Klangen af det hoie Giallerhorn.

Jeg havde nylig dræbt en Ungerfvend,

J Strid, forftaaer fig felv; men han var fpæd,

Jeg gav Anledningen, ham hented Døden,

" Sang Moder havde nys forbandet mig

Paa gammel Kiærlingviis. Jeg loe deraf;

Men her i Natten, i den mørfe Sfov —

Og druffen var jeg til — og Knubbens Qvifte

Bevæged fig (mens Uglen fÉreg i Gabet)

Som Arme — vinfte — vilde gribe mig:

eg tilftaaer dig det, jeg var Niding nok

Til ned at falde brat paa mine Knæe,

Og bede: Loke! Loke! gior mig Intet,

Foſtbrodrene.

Jeg frygter dig. — Men det er ogfaa, feer du,
Den førfte og den fidfte Gang, at Thiodolf
Har ladt fig rive hen af Overtro.
Ragnhild.
Det var din eneſte Gudsdyrkelſe!
Thiodolf.
Hvad hielper Dyrfelfen? Hvis Thiodolf døer,
Maa Asmund med, ffiondt han hver Morgen har
Tilbedet Aſerne.
Ragnhild.
Maa Asmund med?
J Graven?
Thiodolf.
Stil dig ei faa hellig an!
Du veed ret godt, at vi har blandet Blød
JJorden fammen, at han fvoret har
Ut følge mig i Døden. Bilde du
Saa troligt ellers pleie mig, ſom nu?
Ragnhild
fafter fig paa Knæe, og vrider fine Hænder.
O, alle Guder! |
Thiodolf feer.
" ga, faa fif jeg dog
Den Seir tilfidft! Jeg kiendte nok den Godhed:
% elffe mig, fom Bonden elffer Oxen;
Han feder den, men fom fit Levnetsmiddel.
J holde mig, fom Grønlands Fifter Hvalen;
Han frygter, den ſtal ſtikke ned bag Iſen,
Forblode fig paa Bunden med Harpunen,
Og ffille ham ved Trannen til hang Lampe.
Bryllupsmuſik udenfor med Floiter og Bæffener.
NÆR 4

50 Foſtbrodrene.

Ha, hvad er det? Forfvinder Livet i
Saa muntre Lyd, naar man gaaer ned til Hel?
Befpotte mig alt nu de onde Magter?
Er Jorden glad, fordi den mifter mig?
Svimmel.

Nu blegne brat de brogede fyv Farver
Til Aſkegraat. Nu dæmrer Solen, ſom
Et Sfiold af Træ, belagt med mugne Sfind. —
Det var en fpraglet Drøm, blaa, guul og rød;
Bel meget Rødt maaſkee deri af Blod. —
Braft Buen? Met, den flappedes. — Nu er
En Fiær min Haand for tung. — Nu rynfe fig
De loſe Sener, fom i Regnen Læder. —
Det ſortner —

Han ſynker tilbage.

Asmund kommer med en Brudefrands i fin Haand; fulgt af Rarle
og Piger, iler han Ragnhild i Møde med vild Glæde.

Asmund.

Kom nu, min ſode Brud! her er en Krands,
Som ſtraaler i ſin bedſte Foraarsglands.
Rod Roſe tyder Elſkovs eget Skin,

Den hyller fig i Blufardslovet ind;

Den rene Kornblomſt flaaer fit Blik i Sky,
Bed dette Syn maa hver Bekymring flye;
Og Gaafeurten, liden, men dog hvid,
Erindrer dig om Barndoms førfte Tid.
Kom, lad mig fætte Krandfen paa dit Haar! —
Nu eft du Difa før den unge Vaar.

Forlad den gamle Trold, fom flumrer der,
Og følg med mig til Offerlundens Træer!

Foſtbrodrene.

Ragnhild.
Min Asmund!
Asmund
drager hende fra Thiodolf.
Dvæl et! Skibet er i Nød,
Det grønne Hav os aabner falten Skiod;
"Men hift er Stranden, Elffte! Favn ved Favn
Bi ſvomme vil, arbeider os i Havn,
Og leer ad Døden, fom fit Varſel fang
Paa Vragets Biælfer, tungt beflædt med Tang.
Ragnhild.
Hielp, Thor — den ſyge Gubbe!
Asmund
betragter ham forfærdet,
Ti, min Mo!
Han fover roligt, han vil ikke døe.
End rinder Blodet i hang Aarer frit,
Skiondt ei faa hurtigt og faa varmt, ſom mit.
Gi Binterfilden har en ſaadan Flugt,
Som Foraarsfloden, naar den brufer fmuft.
Wen — Blod er Blod; vort blandet er i Muld,
Og Troffab draf vi af hiin roden Guld.
Ragnhild.
O, evige Fret! han aander iffe meer.
Asmund angſtelig.
Viſt aander han endnu. Giv mig en Fier!
Giv mig et Skiold, af Staalet, ſlebet glat. —
Holder et SÉiold over hans Mund.
Seer FJ? han aander; men han aander mat.
Stirrer paa ham.

Foſtbroder! tal dog: hvorfor iler du,

51

2 Foftbrodrene.

Endſkiondt af Spot du ligger ſtille nu?
Er Blodet levret alt, ſom blandet blev
Med mit, da Lofe med din Daggert ſkrev?
Synker hen i en ſtum Fortvivlelſe.
Alfred.
J Guder! han er død.
Asmund
reiſer ſig med en gyſende Kulde.
Alt dod? — Ja, ja!
ſmiilte bittert, mens han gik herfra.
Betragter ham.
Han ſeer ei ſalig ud. Saaledes doer
Ei den, der brugte Livet, ſom han bor.
Dyb Hiertensangſt han ſkiuler med et Smiil.
Jeg vedder, at han ſtialv for Dodens Piil,
Og havde ingen Ragnhild, var ei ung — —
Til de Omkringſtagende.
J røres? Finder I min Skiebne tung?
Ya, val! nu er du krobet til dit Maal
Med udbrydende Fortvivlelfe, i det han river Krandfen af fin
Bruds Isſe, og fønderflider den,
Nu bort med Blomfterne! Nu Sværd og Staal!
Nu ingen Baar! Kom, Binter! med din Storm!
Nu fvulm i Havet, giftige Midgardsorm!
Nu revn, du filtre Hule! viis din Skat!
Hvi fÉiuler du dig, ravneſorte Nat?
Riv Sløret, Gel! riv Sløret af din Kind!
Jeg feer dig ved det blege Fakkelſtin.
Gan flider fig los, og iler ud:

Foſtbrodrene. 53

Tredie Handling.

Det Judre af en Jordhule.
Ref og Faſte.

Nef.
Dette er en bedrovelig Hoiſal.
Faſte.
De have glemt at tielde Bæggene.
| Nef.
Bæggene ere vel tieldede med hugne Kampeſtene. Seer

du Billederne? Hvad betyder den krumme Hellebarde ?

Faſte.
Nu, en krum Hellebarde. Hvad ſtulde den vel ellers
betyde?
Nef.
Det vil dog gierne ſige Noget, naar de ſaadan ridſe
Billeder i Steen.
Faſte.

Det vil ſige, at Doden har boiet den ſtive Helle—

barde. — Seer du, hvor Goden der ſtaaer og opridſer
Menneſkets Bug?

Nef.
Jæle Billeder!

54 Foſtbrodrene.

Faſte.
Bærre Daad!
Nef.
Nu feer det dog ſielden.
Faſte.

Men det ſkeer. Stakkels Gout, ſom maatte vafÉe
Herthabilledet Søen! Ham ſaae vi aldrig meer. — Hvem
tilhører egentlig denne Grav?

NR ef. .

Wtten er uddød. Der laae et Liig under Jorden
derhenne, Oſter i Krogen. Det er den Sidfte, man har
gravet ud. Men man veed iffe hans Navn, og han felv
funde iffe giore mere Rede for fig, end et nyfødt Barn i

Buggen.
afte.

Her ſkal altſaa Asmund levende begraves ?
Nef.

Maaſkee han betænfer fig. Har du fat Vandkrukken
og Brødet pan Steenbordet? |
Faſte.

Ya, det ſtaaer her ved Lampen.
N ef.
Hvor det dog fan falde et Menneffe ind, af foretræffe
Graven for Brudeſengen!
Faſte.
Han har fvoret en Ed.
Nef.
Raſende Eder fværge disſe Kæmper. Bi Trælle ere
dog iffe nær faa vilde, ſom de.
afte.

Mei, men faa ere de heller iffe faa feige, ſom vi.

Foſtbrodrene. 55

| N ef.
De have alt Godt fuldt op 1 alle Maader.
Faſte.
Saa maae de felv giore en Ulykke van fig, ſiden
Skiebnen har negtet dem def.

N ef.
Har du feiet Gulvet i Flammer?
Fafte.
Ya. — See her!
N ef.
Hvad er det?
Faſte.
En ruſten Kobberpenge.
Nef.

Tag den hiem med! Naar du lægger den. ud om Nat—
fen for Duggen, og tryffer den paa det bare Bryft, faa
hielper det for Stafaandethed.

Faſte.

Nu ind med Liget!

Nef.

Dette er en ſtiltiende Begravelſe. Bi ere bande Offer—
goderne og Sorgefolget.

Faſte.

Der ftaaer han nu ude paa Baaren, og ſlikker Solſkin
for ſidſte Gang. "Han kommer nok ikke ſaaſnart igien i
det Gronne.

De gaae ud, og bringe Thiodolf i Liigkleeder paa en aaben Baare.
Nef.
Her ſkal han ftaae.

56 Foſtbrodrene.

Faſte.

Hu, den gamle Ildgierningsmand! hvor fortvivlet han
ſeer ud.

Nef.

Han er færdig at gisre Andre bange med. Hvorfor
bliver han iffe gravet ned?

Faſte.

Asmund bliver jo heller ikke jordet erb: Han
døer her i Hulen, naar han har ſpiiſt fit Brød, drukket fit
Band, og fluffet fit Lys.

Nef
til Thiodolf.

God Nat, du gamle Synder!

Faſte.

Hils Hel, og ſiig hende, at ærlige Trælle ere bedre,
end Nidingehelte! Vi fomme dog til Thor, naar du maa
vaande dig i en dybere Hule,

Lyſet falder om paa Bordet, og gaaer ud.
Nef
forſkrokket.

Thor og alle Alfer! det morknes. Vi ere om en Hals.
Griber Fafte i Struben. Hvem er du? Cr du Dodningen,
der vil dræbe mig?

Faſte.
Bær ingen Giek! Slip, ſiger jeg; det er mig.
N ef.
Er det dig? Hielp mig da ud af dette Helvede!
Faſte.

Følg mig! Dagen ſtinner blaa giennem Hullet paa
Hulen.

De gane:

Foſtbrodrene.

Ragnhiſd
kommer med en Fakkel.
Her altſaa, her er Stedet, hvor min: Asmund
Skal holde Bryllup med den blege Hel.
Her er det, hvor det Bryſt, ſom ſlog for mig,
Skal bæve ſidſte Gang med Krampeſlag.
Mod digfe haarde, folesloſe Stene
Skal Stemmen brydes, og den hule Gienlyd
Kun fpottende gientage Ragnhilds Navn.
Ser ffal han vaande fig paa dette Muld,
" Dg Faflen fafte Glands paa Dodens Dug,
Der brifter fra hans blege Bande. Ingen,
WE! ingen fiærlig Haand ffal tørre den.
Gun nærmer fig Thiodolfs Baare.
Og dette — Guder! — dette Rædfelfyn
Hang hele Selffab.
Rerek
træder ind med et Sværd i Haand.
Jeg har ingen Ro,
Jeg flagrer om i Skoven, fom en Fugl,
Der miftet har fin Mage. — Hvad er dette?
Tilfældigviis opdager jeg en Hule.
J Guder! ffulde det maaffee — Hvis Asmund —
Hielp, Thor! jeg feer et Liig. — Hvem er den Alf,
Som ſtaaer ved Dødens Baar? Er det ſtion Freia,
Som hæver den Forklarte til Sesvarne?

MT Ragnhild.
erek! —
Rerek.
J Aſer! det var Ragnhilds Roſt.

57

"58 Foftbrødrene.

Ragnhild.
Ha, Rerek! kommer du, ſom Afa-Thor
J Ragnarofur? Alting er forbi!
See, Fenrisulven fovommer i fit Blod,
Han hevner fig med Guders Undergang.

Rerek.
Ha, det er Thiodolf! Asmund lever end. —
Du her?
Ragnhild.
Naar elffet Beiler gior en Reiſe,
Da ſysler, veed du, gierne Bruden lidt
Bed Heſten, ved hans Skib, og efterfeer,
Om Alting er i Stand til Reiſens Lethjed.
Rerek.
Græd et, du ſtakkels Ragnhild! følg din Ben!
Ragnhild.
Jeg frygter et det ſtumle Nagelfare,
Som glider ned ad Elivagas Bølger.
Rerek.
Folg mig af dette Gravens ſorte Svalg!
End er maaffee der Redning.
Ragnhild.
Ingen, ingen!
Rerek.
Eſt du fortvivlet? Er dit Haab faa fvagt?
Er Muligheden et en venlig Alf?
Ult, hvad Veltalenhed, hvad Ord formaae,
Det vil vi prøve. Havets Bund er dyb,
Umaadelig dets Grandſe; undertiden
Fik Eieren jo dog den Ring igien,

Foſtbrodrene. 59

Som han for evig troede tabt i Boven. —
Bi Helten ftandfe vil paa Dodens Bet.
. De gaae.

Et Sted i Skoven,
Asmund og Alfred komme.

Alfred
til en Deel af. Sværmen, der vil følge.
Gaaer J den lige Bet, den fortere!
Jeg gaaer en lille Omvei med min Broder.
De træffe fig tilbage.
Asmund.
Hvor er min Ragnhild?
| Alfred.
Alt foran ved Hulen.
Der venter hun, og ſiger dig Farvel;
Tillad din Broder, at han gior det her!
Asmund.
Vil du forlade mig?
Alfred.
Jeg folger dig
Til Dødens Tærffel. Hvis det kunde hielpe,
Hvor gierne gif jeg ned til Hel for dig! —
Sæt dig for fidfte Gang paa denne Græsbænf!
Du fiender dog den Bænf, det Træ igien?
s Asmund.
Ja, jeg har dannet denne Bænf med dig.
Alfred.
For fi Aar fiden. Da var jeg et Barn.
Jeg havde altid ſaadan Lyft at grave;

60 Foſtbrodrene.

Du ffienfte mig den lille ſmukke Spade,
Den lette Hiulbor paa min Fodſelsdag.
Jeg trilled Børen ud i Sfoven med dig;
Da lærte du mig bruge Spaden ret.
Bi høined denne Bank, ſtar hisſet Grastorv,
Og pryded den dermed. Du kyoſed mig,
Skar med din Tollekniv et dobbelt A
J Stammen hiſt. Der ftaaer det jo endnu!
Asmund.
Ak, Alfred! drypper Bly du i mit Saar?
Alfred.
Min Fader og min Moder er alt dode,
Og nu forlader du mig ogſaa, Broder!
Asmund
omfavner ham.
Du fiære Gut!
Alfred.
Jeg pleier ellers vel
At finde mig i Alt med ſtille Taal;
Men disſe Tab — hvad har jeg nu igien?
Jeg er endnu for ung —
Asmund.
Du har dit Hierte,
Dit ſunde Hoved og din Munterhed.
Alfred.
Min Munterhed? Den forekommer mig
Nu ſom en fattig Fugl med ſtakket Vinge.
Asmund.
Den ftørfte Oval bereder Menneſket
Sig felv, Du tegner til at vorde viis;
Din gøde Alf vil lede dig.

Foſtbrodrene. 61

Alfred.
Min Alf
Har knakket alle mine Barndomsblomſter.
Asmund.
Frei ſtienke dig en elſtet Brud, hun gyde
Den Salighed dig i dit unge Bryſt,
Som hun har negtet mig. Og nu — Farvel!
Alfred.
Din Aand vil tidt omfvæve mig.
Asmund.
Det vil den.
Alfred.
Hver Aften kommer jeg til denne Benk,
Om Somren, naar den ſlorer ſig med Blomſter;
J Hoſt, naar den forgyldet ér af Lov;
Om Bintren, naar den pryder fig med Snee.
Asmund.
Vel!
Alfred.
Mærfer jeg i Vaarens Aftenrode
Et venligt Puſt, i Hoſtens Maaneglands
En Afſkedsſtraale — det er Asmunds Aand.
Asmund
omfavner ham.
Min Aand ſtal kiende din.
Alfred.
Gaa nu med Balder!
Ved Udgangen møde de Rerek, der kommer heftig, fulgt af
Ragnhild og Mængden.
Rerek.
Stands, Asmund, raſke Helt! Hvor vil du hen?

62 Foſtbrodrene.

Asmund.
Til Doden.
Rerek
drager fit Sværd.
Den er i min høire Haand.
Asmund

ryſter bittertfmilende paa Hovedet.
Du har alt dræbt mig.

Rerek.
Thiodolf har jeg dræbt.
Jeg ffylder dig en Kamp; der har du den!
Kafter fin Handſke til ham.
Foſtbroderſkabet raaber dig til Blodhevn;
Om dit, om mit ſtal flyde — lad os prove!
As mund ſtudſer.
Du kaſter mig din Handſke?
Reref.
Kaft mig din!
Jeg veed det, du maa hevne Thiodolfs Drab.
Hang Banes Død maa følge hang; hvis. et,
Da maa du flige ned i Gravens Svælg.
Velan! lad Hildur rasle Tærninger
J Hovedffalleng Bæger, fafte dem
Paa Bautaftenen.
Ragnhild.
Rerek, ædle Helt!
Ha, nu førftaaer jeg dig. Men net, ved Freia!
Det er for ftort, det fÉal du iffe vove.
Rerek
afſides til hende.
Jeg vover Intet. Kan jeg ikke leve
For dig, ſaa lad mig blode for din Brudgom!

Foſtbrodrene.

Asmund.
Stik du dit Sværd i Balgen, raffe Svend!
Asmund gaaer ei i Kreds med dig.
Rerek.
Du ſtal;
Thi det paalægger dig din Ed, et meer.
Foſtbroderen maa hevne fig med Kamp,
Og tvinge Livet af fin Broders Bane;
Hvis ikke, mifte fit. Det er en Lov,
Som Wren og ſom Valhals Guder byde.
Asmund.
Ei alle Blade voxer eens paa Stammen;
Det kommer an paa Eden, ſom du fvor.
Rerek.
For ubefindig Ed er Odin døv.
Asmund.
Som Heimdal hører Græsfet groe, faa ſtuer
Alfaders Øie Siclens mindſte Tanfer.
Rerek.
Hang Ravne, Hugin og Munin, fortælle
Sam Intet om hvad Ungdomshiernen rafer.
Asmund.
Ord er et Ord, og Manden er en Mand!
Det Ordſprog gielder, og er vel faa ſundt,
Som Karfen, der omvoxer Mimers Brønd.
Rerek.
For Alting gielder dog Undtagelſer.
Asmund.
Undtagen for at Helt fan være Niding.
Du frøer mig egennyttig, feig nok til
At kiobe mig mit eget Liv med dit?

63

64 Foſtbrodrene.

Rerek.
Tro ei, at jeg opoffrer mig for dig!
Bi kampe vil ſom Mænd for fulde Alvor.
Med Remmer vil vi fnøre vore Sværd
Om Arm og Haandled, hugge drabeligt
J Hielm og Skulderknap, ſom Bonden ſpalter
Den knortethaarde Blok med ſleben Øre;
Og lad fan Nornen vælge felv fit Offer!

Asmund
efter en fort Taushed.
Belan! jeg giver efter for din Mening.
Kafter fin Handſke til ham igien.
Ragnhild.
Du tager imod Kampen ?
Asmund.
Bær ei bange,
Min Brud! din Ven fkal ei fornedre ſig.
Men Bægten føler jeg af Rereks Tale;
Thi den er viis. En ſaadan Kamp er Alt
Hvad Thiodolfs ſkumle, blodigblege Skygge
Har Ret at fræve fra fin Dør i Hulen.
Bel, lad os vove Liv mod Liv!

Rerek.
Det vil vi.
Asmund.
Giv mig endnu et Kys!
Gan kysſer Ragnhilds Mund og Haand.

Og nu afſted!
Jeg ffynder mig at hente mine Vaaben.
Gaaer hurtig bort, Ragnhild yttrer Tegn paa en ſtum Fortvivlelfe,

Foſtbrodrene. 65

Rerek.
Fat dig, du fromme Ragnhild! Asmund gaaer
Ut hente fine Baaben, Sfiold og Sværd.
Ragnhild.
Du blinde Thor! har Skrymner daaret dig,
Og tager du hang Handffe for et Huus?
Rerek.
Hvad mener du?
Ragnhild.
Min Asmund ſtulde, troer du,
Sig viſe nedrig, for du var hoimodig?
Saa dybt fan du fornærme?
Pludſelig i en mildere Tone, i det hun bønlig griber hang

Haand.
O, tilgiv!
Jeg er mig felv ei mægtig, veed ei, hvad
Min Læbe taler. Du er adelmodig;
Men Asmund er ei mindre høi, end du. —
Ha, jeg forftaaer dig, Grumme! jeg forftaaer dig!
Du iler til din Grav; men jeg vil fee,
Bil fee dit ftore Øie, før det brifter,
Afſted at følge ham i Gravens Svælg!
Jeg ſtiger ned, jeg frygter iffe Hel,
Ci hendes Knokler, ci den fæle Luft
Af længftopføfte Liig. Hiſt fidder han
Bed Baldurg Side. Der er Plads ved Nannas.
DS; laan, du lette Fugl! mig nu din Jil,
Og lad min Fod indhente Dødens Piil!
Hun iler ud, de Andre følge.

VIL, 5

66 Foſtbrodrene.

Indgangen til Grauhsien.
En ſtor Steen fvæver over Hullet, og er indrettet fil at falde ned.
Ref. Faſte.

Faſte.
Er nu Alting i Stand?
Nef.
Nu er Alting faa beqvemt indrettet, at man kun be—
høver at træffe disſe Vinde ud, faa falder Stenen ſtrax,
og han ſidder fom en Muus i Falden.

| Faſte.
Nu, det er godt.
Nef.
Af ondt af være, er det faa godt, ſom man fan for—
lange.
Faſte.

Jeg mener, det er godt, vi have udrettet hans Befaling
efter Onſke; faa har han Intet at flage.

N ef:
Klage vil han vel, naar det er for filde, og Ingen
hører ham.
Faſte.

Man kan jo lukke ham ud igien, naar han raaber
derinde. Et Par Dages Tid fan han vel holde det ud:
Bi have jo givet ham Lys, Brød og Band med.

N ef.

Jord har han, ſaameget han fan forlange; fan behøver

han jo fun endnu Luft, for af være en holden Mand.
Faſte.

Havde jeg kunnet leve af Luften, ſaa havde jeg havt

det godt i mange Aar.

Foſtbrodrene. 67

Nef.
Gan maa gierne fane, hvad jeg har tilovers.
Faſte.

Siig mig engang, Nef! lære vi ikke Noget af denne
Handling ?
. Nef.

Hvad da?

Faſte.
Naar den Fri fan giore fig ſelv til Træl, fan da ikle
Trællen giore fig felv fri?
N ef.
Det er indlyfende. :
Faſte.

SGvad ſiger du om at flygte bort i Nat? om at fætte
os felv i Frihed, naar vor Husbond har fat fig. felv i
Fengſel?

Nef.

Det Ene maa bode paa det Andet. For hvert Men—
neffe, der døer paa Jorden, figer man jo, fødes der fø.

Faſte.
Saa maa der jo tilſidſt blive for mange.
Nef.
Det har ingen Nød. Det ſorger Krigen og Peſten for.
Faſte.
Altſaa?
Nef.

Kan vi giore bedre end at efterligne vor Hosbond?
Bare han ikke tager os med i Hulen! Det er ogſaa en
af de Skikke, fom Thor fordomme, at de undertiden tage
os Stafler med i Graven, fom andre Hefte og Hunde.

så

68 Foſtbrodrene.

Faſte.
Det har ingen Nod, Asmund har altid behandlet os
menneffeligt.
N ef.
Stille! der fommer han.
Faſte.
Saa bleg, ſom et Liig. Skulde det virkelig være. hans
Alvor?

Asmund

fommer hurtig ind, og feer fig tilbage.
Det lyktes mig. Jeg er alene her.
Jeg fled mig giennem Skovens Torn og Træer,
Jeg vaded over Engens falſte Skiod.
Ha! kan man ile ſaadan til ſin Dod?
En Fremmed, ſom min Skynding havde ſeet,
Som ikke vidſte, hvad tilforn var ffeet,
San ffulde troet, jeg løb i gronnen Sfov
Som lyſtig Jæger; jeg, jeg. Dødens Rov! —
Farvel, du grønne Lov, fom ſelſomt leer
Med Graad paa Kind; jeg ſeer dig aldrig meer.
Taf for den Lyſt, ſom du mit Pie gav!
Nu ſkal du ftræffe Grenen mod min Grav.
Farvel, du hellige Hvælving, klar og blaa!
Jordhulen nu ffal over Asmund ftaae.
Gan ſtuer iffe meer din Stiernes Lys;
Det tykke Mulm udruger Nattens Gys.
Farvel, du ftærfe Sol bag Havets Elv!
Jeg ſteg, ſom du, og nu jeg ſynker ſelv.
Mit hele Liv — en kol, en kraftig Dag,
Som endte ſig med lumre Tordenbrag.
Farvel, I Beilere, I Piger troe!

Foſtbrodrene. 69

Tidt ſidder paa min Gravhoi, fo og to,
Fortæller den ufalige Kæmpes Daad,

Og væder Stenen med en venlig Graad.
Farvel, min Ragnhild! Det var et beftemt.
Skion Blomften var; men Roden var førglemt.
Nu visner den. — O, Ragnhild! føde Navn! —
O, tungt at lide Skibbrud midt i Havn!

Men Livet er med Døden ei forbi:

Alfader! fee, min Aand fig hæver fri.

Du løfter fiærlig Støvet i din Arm,

Naar Hiertet brifter i den fpændte Barm.

Velan, J Tralle! fænfer Stenen ned.
J gyfe? Føler I Medlidenhed?
Sa, J forftaae ei. denne føde Qval!,
Nu fvæver Elſkeren til Freias Sal.
Hils, hils min Ragnhild, tuſind, tuſindfold!
Jeg fan ei reddes. Hel er grum og fold,
Jeg offrer hende Liv og Kiarlighed,
Alt før en daarlig, ubetænffom Ed.
Gan: gaaer ind i Hulen, og raaber ud:
Lad Stenen falde nu til Surturs Lyft!
J dvæle?
Han drager fit Sværd, og fætter det for Hiertet.
Sværdet vender mød mit Bryft.
Jeg vil ei reddes. Hurtig! fatter. Mød,
Hvis ei J vil befprøites af mit Blod.
Trællene lade forfærdede Stenen falde.

Ragnhild iler ind, fulgt af de Andre.
Ragnhild.
Alt ſtyrtet ned? — JSnegle, hvorfor ſinked

10 Foſtbrodrene.

J Fuglen i fin Flugt? Jeg havde lagt

Mit Hierte mellem Tærffelen og Stenen;

Han uke iffe nont at knuſe det.

Nu har J lukket Evighedens Borte

For Ragnhilds Haab. Men du, min: Asmund! 4
Som ſkielver ei for Helvedes Gudinde,

Og for at kysſe hendes guſtne Læber,

Kan du forfærdeg ved et ømt Farvel

Fra trofaft Hiertensfiær? Siig, ſtyrter Biornen
Sig i en Afgrund, naar han siner Hinden?
Biorn! hvorfor ftandfed du og fønderfled

Gi Ragnhild førft ved Hullet til din Hule?

Og troer du nu, du fmægter i en Qval,

Den Ragnhild iffe deler? Staaer jeg ikke

Nu i en ftor, uhyre Gravens Hvælving,

Som du; der piner meer, fordi den ſpotter

Med indbildt Skionhed? Troer du, dette Blaa
Indklemmer mindre mig, end Mulmet dig?

Min Simmel hæver fig ei længer blaa,

Den fortner, og det førgelige Rum

Omſpender mig med Luft, ſom trykker Hiertet.
Grønt? Hvad er Grønt, naar Haabet 0% forlader?
Rødt? Hvad er Rofen uden Kiærlighed ?

Sang? Strængeleg? En Liigflang ved din Grav.
Venſkab? Gt bleggraat Blomſter uden Duft.
Erindring? Marter. Ungdom, Sundhed? Bødler,
Som tvinge mig til: Livets Tange Oval.

Alt, hvad jeg har igien, min fro Beninde,

Det er Fortvivlelſen. Hun bryder fiærligt
De Livsbaand, fom omfpænde mig; og hvad
Gun ei fan fprænge med fin ftærfe Haand —

Foſtbrodrene. 71

Det vil den blege Beemod, hendes Søfter,
Oploſe med fin Længfels frille Magt.
Hun” falder i Afmagt.

Rerek.
Hiembringer den ulykkelige Mo!
En ſaadan Smerte overſtiger Tidens
Erfarenhed; den fan fun Døden læge.
De bringe hende bort.

Grauhnlen.

Asmund
fommer langſomt og rolig med Armene over Kors i dybe Tanfer

Nu er Begyndelfen til Reiſen giort.

Velan! nu gielder det at fatte Mød.

En Affſked er beſtandig fmertefuld.

Det Noer, fom fødes, græder bitterligt.
Hvorfor? Det mindes end fin Aandeverden,
Hvorfra det reves. Før fin Fodſel var det
En vinget Alf, ſom foærmed om i Maanſkin
Med Aander, ſuged Honningdug med Bier

Af Blomſterne. Nu tabte det fin Binge;

J Tidens Fængfel maatte det forlade

Sin ſkionne Evighed. Saaledes omvendt!
Man vænner fig til Alt. Naar Døden vinfer,
Da gyſer Hiertet atter, Evigheden,

Den Tanke er for fvar for Mandens Bryſt.
Det hielper et, af Skialden ſmykker den

Med alle Farver af en ffion Indbildning: i
Jordfarven fvinder for den blege Glands

ØR Foſtbrodrene.

Af den uhyre Taageſtierne, ſom
Forfærder Tidens Orken med fit Riis.
Han fætter fig ved Bordet, og ftotter Haand til Kind.
Dog — hvor der groer en giftig Rod, der vorer
En venlig Modgift i den famme Sov;
Det gielder fun af finde den. Saaledes
Oploſer fig Fortvivlelfen — i Mathed.
De vife Guder fvælfe Stovets Kræfter,
Saafnart de fvulme rafende til Misbrug. —
Medlidenhed? Jeg har den med en Mø,
Som græder, med en Gubbe, fom er fnublet
J Grøften ved en knakket Vandringsſtav;
Men blæfer Hildur i fit Ludurhorn,
Da flyer Medlidenheden, fom en Bige;
Da træder Kæmpen rolig over Liig,
Seer ligegyldig Heſtehoven knuſe
Den Rallende, fom med et bruftent Øie
Udftræffer Haanden om Barmhiertighed.
O, hyl mig nu, du dødelige Mathed!
J Gravens Søvn, og lad mig tømme Kalfen,
Før jeg har ſmagt det alt for bittre Bundfald.
Han lader fit Hoved ſynke ned paa fine Arme ved Bordet,
Thiodolf
reifer fig overende, paa Baaren.
Hvor er jeg? Cr jeg alt paa Bei til Niflheim?
Ja, ja! det er den mørfe, ſnevre Gang,
Som fører did. Men Niflheim er det ei,
Utgardeloke feer jeg ikke her
Med ſtive Børfter om det fæle Hoved,
Jeg mærfer ci, Helheſten ftiffer frem
Af Kløften fin uhyre Sfaldepande,

Foſtbrodrene.

Saa ſtor ſom Dodninghovdet af en "Hval.
Jeg feer ei Flaggermuus med Uglehovder
Ut fprætte vildt omfring i Hulens Qvalm,
Og ſpile Vingens Bifte. Her er frille.
Staaer op.

Jeg fpøger i min Grav, jeg gaaer igien.
Det lange Lagen flæber efter mig,
Og hvisler fælt i Hulen. — Her er Ingen.
Men, Skrak! der ftiger end en Skygge frem
Af Jorden. Det er Asmunds Spogelſe.
Han er begravet med mig, og nu kommer
Han for at hevne ſig.

Raaber. forfærdet:

Hvad vil du mig?

Asmund.
Ha, det er Thiodolfs Aand!

Thiodolf.

Hvad vil du her?
Er denne Grav ei hulet ud for mig?
Hvi under du mig iffe Gravens Ro,
Forrykte, dumme Sværmer med din Stirren?
Kan man ei længer flumre nu paa Baaren
Med Fred, naar Hoien lukkes? Har den Døde
Ci længer famme Ret, ſom Levende,
At flumre trygt om Natten? Gaa din Bei!
Forſvind! Jeg fan ei lide dig. Jeg feer
En Hugorm heller, end dit Anfigt, finder …,
Deng "Oraab ei nær faa giftig, ſom dit Blik.

Asmund.
Har du ei manet mig fra Livets Fryd,

73

TA Foſtbrodrene.

orfærdelige Troldmand! i din Hule?
Har du et ffilt mig ved min Ungdomsglæde,
Min Brud, min Broder, mine Venner, Solen,
Den grønne, frijfe Sfov, og Dalens Kilder?
Har du forvandlet ei mit Blod til Sis,
Ei flanet hvert et Lem med Dødens Lamhed?
Og nu, nu fan du fpørge, hvad jeg vil?
Thiodolf.
Forlad min Hule! Send mig Øglerne!
Paa Bafilifter, giftige Fluer, Snoge,
Paa ſaadant Legetøi var jeg beredt;
Ci paa et langt, et liigblegt Spogelſe,
Som ftraffer mig med et fortvivlet Blif.
Asmund ræb.
Bliv der!
Thio dolf ligeſaa—
Forlad min Hule!
Asmund.
Loſer du
Mig fra mit Lofte?
Thiodolf.
Ja! De evige Norner
Opſotter end min Dom et Oieblik,
Til jeg har fendt "dig hiem til din Hyrdinde.
Eſt du ei død, faa gaa! Forlad min Grav,
Og fyng igien din Længfel i det Grønne
For Nattergalen, fmelt din Piges Bryft!
Jeg har dog nof paa min Samvittighed
Foruden dig.
Rafende.

Afſted! Ha, eller ved

Foſtbrodrene. 75

Den grimme Hel, jeg vorder til en Beenrad,
Og ſlaaer dig med mit ſtorſte Hoftebeen
Til Jorden, fan du ſtal forblode dig.

Asmund

lober hen til Indgangen; da han finder den lukket, kaſter han
fig paa Kneee, ſtreekker fine Hænder i Veiret, og raaber:

O, evige Valhals Guder! Redning! Hielp!

76 Foſtbrodrene.

Fierde Handling.

Et Sted i Skoren.
Rerek

kommer med en Spade og et Bræffejern.

Jeg ftoler paa, at det er fildig Aften,

Og Dagens Hændelfer har trættet Folk.

Den ſtore Hob betragter hvert et Uheld,

Der iffe rammer den, fom anden Giøglen.
De froe, det rører dem, fordi de mores.

Et fremmed Uheld fildrer Egennytten;

De føle fig i Sikkerhed, og felv

De Taarer da, fom mangt et Øie græder,
Er lutter Vellyſt, Blomſter uden Duft,
Bragtfulde Sæbebobler, der forfvinde

J deres ftørfte Glands. — Nu hvile de

Paa deres Bolſtre. Flau Veltalenhed

Har nu udmattet fig med at fortælle

Om ham, „den ſtakkels Asmund og hang Ragnhild;
Hvor dog hun var bedrøvet; om hvor fælt
Sans Pine rulled; hvor det dog var daarligt
Ut giore fligt et Løfte; hvor den maatte
Dog taffe Mimer, fom fif meer Forftand

Og Cverlæg” — og andet ſaadant Bæv,

*

Foftbrødrene. 7

Der. funde ærgre mig, hvis jeg det hørte,
Og ærgrer ved den blotte Foreftilling.
Wt hielpe ham, det tænfer Ingen paa. —
Han har et Brød, en Kruffe Band, et Lys
J Hulen. Qval har giennemryftet ham,
Og Gravens Kulde kolet Helteblodet.
Mu er han et forvandlet Menneſke.
"Man ffionner paa førft, hvad man flilleg fra,
Og indfeer Skattens Bærd, naar den er tabt.
Nu onſker fiffert han at fprænge Døren
Til Gravens Hal. Nu ftøder han maaffee
Fortvivlet Banden mod den haarde Steen.
Men her er Nøglen.
Hæver Spaden.
Hvis jeg mægter fun
Ut aabne Hoien ene. Dog til hvem
Betroer man fig i ſaadan farlig Færd ?
Min Død var vig, om Offergoderne
Erfared, hvad jeg voved. Skulde jeg
Da drage nøgen Fremmed i min Fare?
Han mærfer Nogen fomme, og ffiuler fig i Buffen.
Alfred
med Spade og Bræffejern.
Det er umuligt; jeg fan. iffe gane
Til Sengs i Aften. "Sorgen blunded fort,
Udmattet af fit overdrevne Slid;
Men da jeg treen i Hytten, da jeg fane
Gang Seng, Gangkladerne paa Knagen, Bægret,
Som han har ffaaret felv af gule Valbirk,
Da var det, fom en Stemme raabte til mig:
Gaa ud i Sfoven, red ham! Det er Tid! —

78 Foſtbrodrene.

Jeg veed det nok, det regnes for en Synd,
En fvar Misgierning, at forſtyrre Grave.
Men det er Dødes Giemme; ingen Lov
Kan qvæle Stemmen i mit Bryft, fom' ffriger:
Op, red den Levende! — Han er min Broder, —
Net, de maae heller brænde mig paa Baalet,
End jeg vil brændes af Samvittigheden.
Jeg frygter ingen Nød; min Haand ffal vælte —
Men er jeg ftærf nok? Magter jeg at rokke
Den funge Klods fra Døren? Og hvem vover
Min Siæl vel at betroe fig til? — Det fulde
Da være Rerek. Han er ædelmodig,
Hoihiertet. Jeg vil ftrar gage hen til ham,
Bil høre, hvordan han er findet. Han
Bil ci forraade mig, og meget maatte
Jeg tage feil, hvis han ei gierne hialp.
Rerek affides.
Ga, denne Dreng beffæmmer alle Ældre.
Er det døg ei en Skam, at han til mig
Sfal fæjte ftørre Lid, end jeg til ham?
Alfred.
Hvo rører fig i Buffen?
Rerek
kommer frem.
Viisdomsuglen,
Der ei fan ſtielne Skovens Træer for Dybfind.
Alfred.
Rerek! dig ſoger jeg.
Rerek
ſpodſk mod fig felv:
Hvad vil du, Ungkarl?

Foſtbrodrene. 79

Vogt dig! Du kiender ikke Menneſket.
Mistanken er et Frohuus, der beholder
Sin Sæd paa nøgne Stilk, naar Tillidsblomſten
Lidt efter lidt har tabt de røde Blade.
Ryſter hans Haand.
Men beed du Guderne bevare dig
For ſlig Erfarenhed!
Alfred.
Du har et Bræfjern,
En Spade med, ſom jeg?
Rerek.
Og ſamme Forfæt,
Som du, og ſamme Mod; kun ei din Tillid.
Alfred.
Du redde vil min Broder?
Rerek.
Jeg vil hielpe
Dig med at redde ham. |
Alfred inderlig.
Hoimodige Rerek!
Rerek raſk.
Kom, lad os fværge Foſt — — —

Standſer, flaaer fig for Banden, og ſiger efter en fort Taushed
med fynfende Stemme:

D, Menneſke!
Alfred
uden af merke det.
Hvad figer du?
Rerek med Fatning.
Jeg figer: lad os redde
Foſtbroderen, og ſiden være Venner.

80 Foſtbrodrene.

Ulfred.
Men hvis han nu forfmaaer vor Redning?

Rerek.

Nu,

Saa ſeer du dog endnu engang din Broder.
En venlig Guddom varsler i mit Bryſt;
Til Redning veed Alfader mange Beie.
Men hvordan det faa gaaer, og iffe gaaer,
Den Tanfe blev mig uudftaaelig:
„Du har fo ftærfe Arme, Spade, Bræfjern,
Og higfet fidder en begravet Mand,
Hvis Lunger aande, ſom du ei forloſer.“

Alfred.
Ha, bolde Rerek! lad os prove Lykken.

De gaae.

Bed Ørauhaien,
To Røvere ere i Færd med at aabne Hulen.
Flein.
Jeg gyſer, Fader!
Snakol.
Hvorfor det, min Son?
Nu har vi næften hulet Jorden ud
Bed Siden heraf Døren; flytte Stenen,
Det er Umulighed.
Flein.
Hvis Nogen kom!
Snakol.
Ya, det var ſlemt, fan gif vi glip af Fangſten.
Men mærfe vi det mindſte, ſtyrte vi

Foſtbrodrene. 81

J Krattet ind. Det er en taaget Aften;
Bi fafter os paa Bugen ned i Græsfet,
Saa finde de os ei. Friſt Mod i Bryſtet!
Er du en Karl? Fy ffam dig! Er du Niding?
Flein.
Hvis jeg er Niding, har du giort mig til det;
Jeg er en Tyv, og Tyve falde Kæmper
Jo Nidinger.
Snæfol.
Det er en raadden Tale,
Brodnid, Misundelſe, hovmodig Snaf.
Jeg ſtal forklare dig Oprindelſen
Til Tyvenavn: See, Kæmperne, de rane,
Saavel ſom vi, men i en ſtorre Mærigde,
Paa Sfib, med Hær, og det ved hoilys Dag.
Det fan vi ei; fan mane vi hielpe 08,
Saa godt vi fan, og laane Nattens Skiul.
Bi har, fom Kæmper, iffe Sværd og" Spyd;
Men Dirk og Bræffejern er ogſaa godt.
Vi ſtakkels Folk er kun et ringe Tal,
Og man har ſielden ſeet en Flok af os,
Som overſteg de Tyve. Seer du vel,
Det er den hele Sag; og deraf kommer
Benævnelfen. Hvis altfaa Nogen figer,
Ut vi er Tyve, fan" du driftig paaftaae,
Ut det er lutter Løgn; vi er fun To.
Flein.
Saa kommer Navnet deraf?
Snekol.
Det forftader fig:
Naar et og andet Ord gior dig urolig,
VIL. 6

82 Foſtbrodrene.

Saa kom du kun til mig; jeg ſtal forklare
Dig Meningen. Du er endnu for ung, |
Har ftedfe Lyft til Grandſken og til. Grublen,
Men veed ei ret at ftyre dine Tanker.
Erfarenheden mangler dig, mit Barn!
Og det er Aarſag i, du farer vild.
Alfred og Rerek komme hemmeligt ind.
Alfred
ſagte til Rerek.

Hvad ſeer jeg? Rovere ved Graven?

Rerek.

Stille!
Lad Egernet kun ſamle Nodderne;
Saa ſpare vi os Moien, naar vi vide
Det hule Træ. fun, hvor han giemmer dem.
De. træffe. fig. tilbage.

Flein.
Men, Fader! om vi ogſaa ikke frygte
De Levende, maae vi da ikke ſticelve
For Gravens Radsler? Truer os derinde
Ei Dodninger og Spogelſer?

Snæfol.

De ligge

Saa rolige i Jordens Skiod, min. Søn!
Som anden Giodning. Giagare, det forſtaaer fig,
Og ffaffe Jorden Fedme til fin Vext;
Men ſpoge? — nei, nei! til at ſpoge ere
De for alvorlige, Du fulde fee dem:
Hvor blege, hvor ſpidsnaſede de hvile,
Saa tamtaalmødige, ſom fpæde Lam !
Man fan omvælte dem, og drage dem

Foſtbrodrene. 83

Klenodier af Fingre, Bryſt og Arm;
De mærfer Intet. Al Forfængligheden
Er bleven hos de Levende deroppe.
Den gaaer i Xtteng Arv fra Slægt til Slægt,
Som Ædelfteen; den er udødelig! —
Da jeg endnu var ung og uerfaren,
Som du, da frygted jeg vel ogfaa lidt,
Og troede paa de gamle Eventyr.
Men Viisdom fommer med de ſolvgraae Haar;
Nu fan jeg tumle dem, afflæde dem,
Og tænfer iffe meer paa hvad jeg gior,
End Bonden, naar han graver Hvideroer.
Flein.
Men er det ei en Synd?
Snæfol.
Det er en Synd,
Ut grave ned i Jorden, hvad de Andre,
Som leve, funde have godt af. Hvad
Skal Guldet vel i Jorden?
Flein.
Guldet kommer
Fra Jorden; det var godt maaſkee for Jorden,
Hvis aldrig det fane Dagens Lys.
Snæfol.
Saa brugte
Man Sølv, og var ei det, fan Jern og Kobber,
Og mangled det, faa Strandens Muslingſtaller.
Ei Menneffet fan reent undvære Penge.
Flein.
Fordi han er et egennyttigt Dyr;
Fordi han vil undvare Billigheden.

84 Foftbrødrene.

Hvis Alle deelte broderligt, fan fif

Hver nok; men juft fordi Hver vil bedrage
De Andre førft, bedrager han fig felv:
Gior fig til Tral, tillægger dumt et Malm
En indbildt Bærd, og for han veed deraf,
Gaaer han i Aaget af Indbildningen.

Snæfol.
Saa er det, og fan vil det ftedfe blive.
Da jeg var ung, da grubled jeg, fom du;
Men ſiden fandt jeg, Menneſket bør handle,
Og tude fom en Hund blandt andre Sunde.
Flein.
Saa gior jo Menneſket fig ſelv til Hund.
Snæfol.
Den er en Gick, ſom troer at bedre Berden.
i Flein.
Men hvad er den da, ſom gior Verden værre?

Snæfol,
Den fan et blive værre, end. den er.

Flein.
J Fald Enhver kun handled, ſom han burde,
Saa blev det Hele godt.

Snæfol.
Hvor, troer du, kommer
Den Enighed vel fra?
Flein.
Behoves ei!
Dyd ſtal dog et aftales forſt paa Thinge?
Hver lyde Stemmen i fit eget Bryft;

Foſtbrodrene. 85

Hver feie troligt for ſin egen Dor,
Og bedre ſig, for han vil bedre Andre! —
Det tykkes ffiændigt mig at aabne Hoien,
Forſtyrre den høitidelige Fred.
Sfal vi ei ogſaa døe? Staaer ei den Døde
Nu for Alfaders Hoiſtol? Grasſeligt,
Naar Egennytten trænger ſelv i Graven,
Og roder, fom en Ulv, imellem Liig!
Du er min Fader, jeg har adlydt dig;
Men nu, min Tanfe modneg, da jeg feer,
At du mig ſtyrter i Fordærvelfen,
Saa flider jeg mig løg fra dine Baand
Med fønderrevet Hierte, vælger mig
En ærlig Næringsvei hos fromme Bønder,
Og agter iffe før dig for min Fader,
Før du dig agter felv, ſom Menneſte!
Gan gaaer,

Snæfol alene.
Gaa du din egen ffiæve Gang, min Dreng!
Det er paa Tiden, at du fætter Foden
Nu under eget Bord. — Han vrager Guldet?
Belan, vil ei de Syge, vil de Sunde.
Den fiære Ungdom, hvor den troer fig klog!
Bel! feil du fun din egen Sø, og naar
Du har afløbet dine Viisdomshorn,
Og ryſtet Dyden fmuft af Wrmet, fom
Du da til mig igien; faa ffal du finde
IJ mig den ſamme Fader, fom jeg var.

Nu har jeg aabnet Graven; nu vil jeg
Slaae Ild, og tænde Lygten.

86

Foſtbrodrene.

Han tager fit Fyrtoi frem, flaaer Ild, og tænder Lyſet i Lygten,

fom han fætter paa Jorden. Asmund kommer bleg og
lang ud af Hulen; i det Gubben vender fig, og bliver

ham vaer, raaber han:
Thor ftaae mig bi! det er den Dødes Aand.
Han flyer.
Asmund forundret.
Hvi flygter du, min ædle Redningsmand? —
Hvor er jeg?
Alfred og Rerek fpringe frem.
Rerek.
Ven!
Alfred.
J dine Brodres Arme.
Asmund.
Hvem er 3?
Alfred.
Kiender du din Broder ei?
Asmund.
Hvor er den Dode? — See dig om! — Jeg tor
Ei vende mig. — Forfolger han mig ei?
Alfred.
Frelſt ſtaager du nu i Freias lyſe Luft.
Asmund ſtirrer.
J Freias lyſe Luft? Hvor er den da?
Angſt.
Ak, net! det er endnu den morke Hvalving,
Jeg ftaaer endnu i Hulen.
Alfred.
Det er tykt,
Men Skyerne fordeles. Seer du Stiernen,
Som funkler hiſt bag Riften?

Foſtbrodrene. 87

Asmund
folder ſine Hender glad imod den.
Ak, der er den!
Der er den atter.
Rerek.
Fat dig, Asmund! Tal,
Hvorledes er det gaaet?
Asmund.
Er jeg fri?
Siig mig oprigtig: er jeg frelſt?
Alfred.
Du er det.
Asmund.
Nei, nei! hun holder mig.
Rerek.
Han ſtirrer vildt.
Asmund.
Efterat han nogle Dieblik har ſtirret ned til Jorden, bryder han ud:
Elendige, ſom gaaer til Hel,
Som ſiger Livets Fryd Farvel,
For Dødens Qval at møde;
Som vrifter dig fra deilig Brud,
Og løber bleg i Skoven ud
J Graven til den Døde!
Hemmelighedsfuld til Alfred og Rerek.
See! da jeg fad den forſte Nat
J Hulen, hvor hang Liig. var fat,
Jeg følte mig faa ene;
Jeg drak mit Band, jeg aad mit Brød,
Og tænfte pan min Ragnhilds Mød,
Og ſtotted mig til Stene,

88

Foſtbrodrene.

Men da den kom, den. næfte Nat,
Begyndte det at ſpoge brat:

Af Kiſten Laaget ſpringer;

Af Jorden fig en Dodning ſtiod,
Rev af min Mund det ſidſte Brod
Med blege Knokkelfinger.

Og Dodningraden, tredie Nat —

Da havde Modet mig forladt —

Folt ſtirred mig i Møde,

Tog af fit lange Hoftebeen,

Og flog mig ned mod Gravens Steen,
Saa ftærft jeg maatte bløde.

Elendige! — han ſtreg med Gru —
Fordomte Cder fværger du,

For atter mig af myrde?

Forlad min haarde Leieblok!

Jeg ſtormet har i Livet nok,

Dit Selſkab er mig Byrde.

Før du forlader Dodens Bo,
Jeg finder et i Graven Ro;
Min Siæl er ſtedt i Fare.
Min Dommer ftaaer ved Gravens Rand;
Jeg var en gruſom Vikingsmand,
Har meget at forfvare.

Saa fang med Angſt den Dødes Aand,
Og peged med fin Knokkelhaand

Foſtbrodrene. 89

Til Doren af mit Giemme.
Men felv jeg havde Lyfet ſlukt,
Og felv jeg havde Veien luft;
Nu hørtes ei min Stemme.

Uffindige, ſom gaaer til Hel,
Som ſiger Livetg Fryd Farvel,
For Dødens Qval af møde!
Forfærdet nu du ene ftaaer;
Nu reiſer fig af Skrak dit Haar
J Graven hos den Døde.
Ved at fige dette med megen Anftrengelfe, foler han fig faa
mat, at han fvimler; de gribe ham, og fætte ham paa en
Steen uden -for Hulen.
Alfred.
Han er afmagtig.
| Rerek.
Det er heel naturligt;
En ſaadan Hændelfe fan vel udtomme
De ftørfte Kræfter Men. fat Mod, min Ben!
Seer du paa Himlen hift de tykke Skyer
— Fordele fig, og Maanen finne klar?
Den ftraaler ned paa Asmund. Aſa-Baldur
Har vendt hans Qval til Fryd. Hvad ftørre Held
Bel funde times ham i denne Nød?
En usfel Rovers Pengegierrighed
Ham aabner Graven end i rette Tid,
For Hulens Sfræf, før Afmagt dræber ham.
Men det var iffe nof: den gøde Baldur,
Som frygted, Asmund muligt funde falde
Til fine gamle Skrupler om fin Ed,

90 Foſtbrodrene.

Slaaer ham med venlig Vanvid.
Nu troer han, han har været trende Nætter
J Graven, at den Døde felv har loſt
Ham fra fit Løfte, truet ham dertil,
Som en Herold fra Odin og fra Nornen.
Siig, funde Lidenffaben faget vel
En bedre Vending?
Ulfred.
Ak, men Vanvid, Rerek!
Er altid Vanvid dog. Kan den, ſom raſer,
Bel være lykkelig?
Rerek.
Hvo raſer ei?
Viis mig en Mand, aldeles uden Daarſkab!
Den Gierrige fun ftirrer paa fit Guld,
Wregierrigheden paa fit blanke Skiold.
Den fiælne Vellyſt fæfter drukne Blik
Paa hvert et Roſenanſigt. Dovenſtkaben
Er ømt forelſket i fin Benk bag Ovnen.
Den digre Fraadfer tænfer fig hos Odin
Det harſke Fleſk ſom ſtorſte Salighed;
Og Drukkenbolten kan ei ſee et Horn
J Oxens Pande, før han onſker det
Afbrudt og fyldt med Mundgodt. Salig Asmund,
Hvis denne Banvid blier hans eneſte!
Og hvem, hvem har da ſagt juſt, det er Vanvid?
Har du feet, at han intet Gienfærd faae?
Alfred.
Han rorer ſig.
Rerek.
Lad forſt ham hvile lidet,

Foſtbrodrene.

Og ſamle Kræfter! Men faafnart han atter
Har fin Befindighed, da bringe vi

Sam hiem. Bel er det filde; men jeg tænfer,
Bi famle let fer, otte gode Benner

J Gunborgs Hytte. Han maa muntres op,
Ci overlades ftrar til eenſom Grublen.

Gent du Fioler, Lurer, Viber, Trommer;
Skaf Mad og Driffe, Giejter, Spillemænd !
Endnu i Nat maae vi ved fyldte Bægre
Sans Bryllup. feire, ſom det var beftemt.

Alfred.
Det er ei vanſkeligt; thi Alt til Gildet
Gar gamle Gunborg tilberedt i Dag.
% Hytten træffe vift vi Granderne,
Som trøfte Bruden. Intet mangler, uden
Brudgommen felv.
Rerek.
Gam bringe vi.
Asmund ſpringer op.
Hvor er hun?
Hvor er min Ragnhild?
Rerek.
J fin Hytte, Ben!
Der venter hun dig Brud med Blomfterfrandfen.
| Asmund.
Jeg ſonderrev den.
Rerek.
Den er heel igien.

i Asmund.
Hels Brudgom var jeg nys.

91

92 Foſtbrodrene.

Rerek.
Men Ragnhilds forſt;
Og Ragnhild altſaa har den forſte Ret.
Kom nu! Friſk Mod! Her, feer du, Spøgelfet
Bil iffe have dig; faa følg du 08!
Lad Graven være Grav! Den mørke Nat
Blev klar, og byder dig fin bedſte Sfat.
De gade.

Bybt inde i Zkoren ved en afsides Hule.
Faſte. Ref.

Faſte.

Nu ere vi da frie.

Re,

Jeg veed iffe, hvordan det er, men mig ſynes, jeg er
mere tvungen nu, end da jeg var Træl. Da gos jeg fun
for mit Herſkab; nu gyſer jeg for hvert Løv, der rører fig.

Faſte.
Bær ikke bange! Her kan vi ikke blive opdagede.
Nef.

Men hvad ſtal vi nu tage os for? Hvad ffal vi leve
af? Hvad ſkal vi klæde os med? Hvor ffal vi fove, og
hvor ffal vi vaage, uden at blive opdagede?

Faſte.
Taalmodighed!
Nef.
Du forforte mig til at lobe bort.
Faſte.

Trak jeg dig ved Haarene? Er du feig nok til ſtrax
at forſage, ſaa gaa tilbage! Kys Riſet, beed om Naade;

Foftbrobrene. 93

og du fan maaffee endnu flippe for at blive henrettet, fan
endnu fomme til at fove i Aſkedyngen, og dele de Knokler
med Hunden, fom falder af dit Herſkabs Bord.

Nef.

Noget er bedre, end Intet. Her er flet intet Bord,
fom der fan falde Noget af.

Faſte.

Skam dig! Cr det ikke en Spot, at de umælende
Dyr ſtal beffæmme dig, have mere Hierte i Livet og en
ftærfere Frihedsfolelſe?

Nef.

Det troer jeg! Naar jeg var et umælende Dyr! Men
nu er jeg desværre fun et mælende Menneffe; og da Mælet
er det Eneſte, jeg har, faa maa. jeg bruge det, for at lette
mit Hierte,

Faſte.

See engang Ornen; kan den nare ſig i Skoven og

paa Klipper, ſaa kan vi med.
Nef.
Du er dog ikke gal, og ſammenligner dig med en Orn?
Gar du Næb, fom en Ørn? har du Kloer, har du Vinger?
Faſte.
See Ulven! Biornen!
Nef.

Ak, Ulven og Biornen ere fornemme Herſkaber mod
os. De fvobe fig ſtoragtigt i deres Ulveſtinds og Biorne—
finds Pelſe, og vide med fig felv, at de ere ftærfere, end
de Flefte, de møde. Os gaaer det modfat.

Faſte.

Lad os da tage et af de mindre Dyr; ſom nu —

Grævlingen!

94 Foſtbrodrene.

Nef.

Nu, det ſtakkels Bæft er jo ogſaa forfulgt overalt.
Det hielper iffe, den bider i Benene; de tage Kul i Stov—
lerne, for at bilde den ind, at Benene knaſe, og inden den
veed ef Ord deraf — Paf, der ligger den! — Net, du
maa endnu dybere ned: Sammenlign os med Rotten, Mu-
fen! Og ikke det engang; thi de ere langt hurtigere til
Beens, send vi, have ffarpere Tænder og godt Vinterfoervark.

Faſte.“

Regner du det da for Intet, at du er et Menneſke?

| N ef.

For mindre end Intet; thi det bringer mig fun til at
føle min Nod ſtoerkere.

Faſte.

Hvi blev du da ikke hiemme?

Nef.

Fordi jeg var et Menneſke; fordi det ligger i Menne—
ſtets Natur, at lade fig forføre, og aldrig af noies med
hvad han har. Jeg var migfornøiet med Lidet — nu har
jeg Intet; Aſkehoben ved. Skorſtenen var mig: for ringe
— nu har jeg en fugtig Jordhule; Skoften for kleget — nu
har jeg Olden; Klæderne for grove — og det er fandt, om
foie Tid vil mine Klæder blive faa fine, ſom Spindevav,
og hvo der feer mig, vil holde mig for en Natugle, ſom

fælder.
Faſte.
Regner du da disſe findrige Betragtninger for Intet?
N ef.

Havde jeg havt en Hunds Forftand, faa var jeg bleven
hos mit Herffab. Hunden er fin Herre tro, det kunde jeg

Foſtbrodrene. 95

lært af ham; og han har det dog ikke meget bedre, end
i Fron
| Faſte.

Neſt Trællen er ogſaa Hunden det lumpneſte Dyr;
den fælger fin Frihed for Fordelens og Magelighedens
Skyld, og er fan ufelvftændig, at den tidt et engang fan
overleve fin Bøddel, men døer af Længfel paa hang Grav.

Nef.

Holder du Troſkab for en Laſt?

Faſte.

Troffab maa være gienſidig; maar har du hørt, at

Herren er død paa Hundens Grav?
Nef.

Er da Herren og Hunden lige gode? Er der ikke For—
ſtiel? Stager ikke Guderne over Menneſkene, Menneſkene
over Dyrene?

Faſte.

Og Dyrene over Trællene. Jo, ganſke rigtig. Man—
gen Herre elffer ogfan fin Heſt meer, end fin Tieneftefarl,
og holder den bedre. Nei, fulde jeg tage mig et Dyr til
Moönſter, fan ffulde det være Katten. Det er et hoihiertet
Kræ. Det gior fig iffe til Slave; det er ikke at lide paa.
Den beholder fit ſtolte Blik, fit vilde Sving. Sine Kløer
fan den træffe ind og ud, efter Omftændighederne; den
fan ſpinde, og den fan reiſe Børfter, og den ſnoer fig fun
op ad fin Herres Been, naar den vil have Noget.

N ef.

Og dette lumſke, troloſe Dyr fætter du over den
ærlige, nyttige Hund?

Faſte.

Er Katten ikke nyttig? Ødelægger den ikke Muus?

96 Foſtbrodrene.

Jo, derfor elffer jeg den ogſaa, ſom Rottefrud.
Snækol
kommer, uden at merke de Andre.
Nei, nei, jeg vil ei føge længer mu
Mit Held i Gravene. " Jeg mærker dog,
Ut der er Noget i. De Spøgelfer
Er et aldeleg at foragte. Jeg
Bil aldrig være ærlig, hvis jeg ikke
Har feet et Spøgelfe. Der kommer jeg
Gi meer; de Døde ffal fane Fred for: mig:
Nu maa jeg røve fra de Levende:

Faſte.

Nef.
Et Sendebud maaffee,

Faſte.
Det lad ham; vi ser fo,
Nef.
Ja, hvad er To mod Een?
Faſte.
Een meer.
Nef.

Ha, hvem er det?

Som ſoger os.

Een meer?
Det er kun lidt.
Faſte.
Vel ſandt, naar du er med.
Snæfol
beftandig i ſine egne Tanfer.
Jeg ſoge maa en anden Næringsvet.

Foſtbrodrene.

Hvad er at vælge? Bonde? uden Jord!
Helt? uden Rigdom, Byrd og tappre Svende!
Kiobmand? ja, jeg har Bind, men intet Sfib.
Træl? det maa Hunden være.

Faſte til Nef.
Seer du vel,
Han har den ſamme Agt, fom jeg, for Hunden,
Og, hvis jeg feiler ei, det ſamme Forfæt,

Snæfol grundende.
Hvad er tilbage?
afte
… træder frem.
Hvad der er tilbage
For den, ſom Intet har? Nu, gode Ben!
Ut tage, hvad de Andre har for meget.

Snæfol.
Ha, hvem er du?
Faſte.
Jeg? Ingenting, ſom du.
Snæfol.
J fiende mig?
Faſte.

Vi giorde dit Bekiendtſkab
Nu nylig. Du har ſamme Hu, ſom vi,
Og, hvis det tykkes dig, her er min Haand!
Du er en gammel Knark, men du er ftærk,
Og har Erfarenheden, ſom det lader;
Jeg er fun ung, men mangler ikke Mød,
Og Kræfter har jeg fleer, end jeg behover.

VII. 7

97

98 Foſtbrodrene.

Snæfol
peger paa Nef.
Og han?
Faſte.
Han hedder Nef. Der har du Alt,
Hvad der er markeligt om ham.
Snakol.
Det var
En ſaare kort Levnetsbeſkrivelſe.
Faſte.
Et godt, uærligt Skind! Ham fan vi bruge
Kun til at koge Maden os i Hulen.

Nef.
Naar det er Noget forſt at koge af:
| Snakol.
Forſtaaer jeg dig?
Faſte.

Den tykke Bogeſkov
Indhyller os, ſom Reden ſtiuler Fuglen.
Her gaaer en Bei forbi, hvor rodde Kisbmænd,
Som reifer op fra Slesvig, for af handle
J Viborg, Thiodi, altid maae forbi —
Snakol.
Men har du Vaaben?
Faſte.
Hiſt i Hulen giemmer
Jeg tvende Buer og to ruſtne Sværd.
Snakol.
Bel, ræf mig da din Haand!
afte til Nef.
Slaa over!

Foſtbrodrene.

Nef.
Skal
Jeg ikke med i Lauget?
; Faſte.
For det Forſte
Du noies med af være Skaffer. Viſer
Du ftørre Mod herefter, blier du meer.
Snakol.
Saaledes er vi nu da vel forſorget.
Saa lad os underſoge Hulen der!
Faſte.
Det morke Hul er vant til Rov og Bytte;
Jeg haaber, Byttet ſtal ei heller mangle.
Snakol.
Naar Meden førft er færdig, vil vi angle.
De gaae.

Aden for Gunborgs Huus.
Man horer af og til Bryllupsmuſik

Flein
med et Haffebræt paa Ryggen, og en Stav i fin Haand.

Jeg føler mig forfriſket, let og munter,
Som om jeg havde badet mig i Søen.
eg faftet har min Ham, er Orm ei meer,
Men Sommerfugl med brogetlette Vinger.
Bel fandt, min Fader — Bort med denne Tanke!
Jeg har ei Faer, min Moder Døde fra mig.
Jeg ſtager alene, ſom en Piil ved Veien,
Men haver dog, ſom Pilen, gron min Green
*

100 Foftbrodrene.

Fra runkne Bul, fan troſket, huul den er.
Nu vil jeg fpille, fynge for mit Brød.
En Spillemand, det er en nyttig Mand;
Han letter Sorgen, naar den tryffer Hiertet,
Forftærfer atter Glæden, naar den mattes.
Han er en Alf, hvis Tryllefloite tvinger
Den muntre Ungdom til at dandſe. Gubben
Sig føler yngre paa fin BænÉ bag Ovnen,
Naar Spillemanden ſynger Kæmpevifer.
Det træffer fig jo heldigt, her er Bryllup;
Her maa jeg ind.
Banfer.
En Træl fommer ud.
Hvem der?
Flein.
En Spillemand.
Trællen.
Bi har alt nok. Hvad fan du fpille paa?
Flein.
Paa Haffebræt.
Trellen.
Ja, der vil mere til!
Derinde ftøie de med Bæfner, Trommer
Og Floiter, Lurer. Kom du med din Lire,
Du hørtes iffe meer, end Bonden høres
Bed Sarpen, naar den brufer.
Flein.
| Jeg fan fynge
Ret ſmukke Viſer.
Trællen.
Kan du ſynge Bifer?

Foſtbrodrene. 101

Det er en anden Sag, fan fom fun ind!

Bi trænge til Alt, hvad der fan fornøie,

For ret af muntre Bruden med fin Brudgom.
Nys har man viet dem, Thors Offergode
Har fignet dem, faa filde ſom det var.

Han pleier ei at være nær faa villig;

Men da han havde hørt, at Spogelſet
Befalte det, fan gif han ftrar at hente

Sin Hammer. Han har megen refrygt
For Spogelſer. — Nu fom, og fyng din Bife,
Saa ffal du dele Bryllupsfeſtens Glæde.

Flein.
Skienk du fun raſk i Bagret, jeg vil qvæde.
De gaae.
; Bryllupsstnen.

Asmund ſidder ved Bordenden med fin Prud. Hunborg,
Alfred, Rerek og endeel Bonder og Bonderqvinder Var
og Par. I Baggrunden lyſtig Muſik.

Gunborg til Rerek.

Mig tykkes, Bruden ſidder ſaa alvorlig;

Og Brudgommen er heller ikke munter:

Rerek.
Det fan man ikke regne; han har ſtaget
Saa meget ud i Dag.
kk Asmund ſtager op.

Et Dieblik!
Tillader — lader eder ei forſtyrre.

Gan gaaer hen i Forgrunden, og feer hen paa Selffabet.

102 Foſtbrodrene.

Er dette virkelig mit Bryllupsgilde?
Det tykkes mig utroligt.
Ragnhild
fommer hen til ham.
Kiære Brudgom !
Asmund.
Giv mig et Kys! — Nu eft du jo min Viv?
Ragnhild.
Jeg er din Huſtru.
Asmund urolig
Gid nu Gieſterne
Snart vilde gaae!
Ragnhild.
Glem ikke, du er Vert!
Den gamle Gunborg kommer.
Asmund.
Der er vor Moder.
Ragnhild
omfavner hende.

O, den elſkte Moder!
Gunborg.
Nu, fiære Børn? Siig, hvad ſmaaſnakker J?
Har Asmund oplagt Raad imod mig Staffel,
Og vil han alf berøve mig mit Barn?
Ragnhild.
Han lovet har at være fnild. Kom nu,
Og fæt dig ſmukt igien!
Crælfen fommer.
Her er en Dreng,

—— “ 103

Som beder, han maa ſtedes ind til Gildet;
Han ſiger, han kan ſynge ſmukke Viſer.
Asmund.
Vel! lad ham komme.
Flein træder ind.
Asmund.
Men en lyſtig Viſe!
Ret lyſtig, horer du?
Flein.
Vel, gode Herre!
Han flaaer fit Hakkebreet, og ſynger:
Nu, fiære Venner, Brøder og Søfter!
Olhornet ſtraaler, Mioden forlygter,
Hver i ſin nye Kofte
Stolt ſtrunker udi Lofte.
Skiceggede Bragi Harpen ſtal hente,
Ei paa Idunna lange vi vente,
Hun fine Æbler viſer
For Guder og for Difer.
Alle Gudinder giefte vor Ø,
Gefion fun ei, den evige Mo.
Ulfer gyde Melk paa Groden,
Medens Suttung ffienfer Mioden.
Nu ſtiger ogſaa ned til vort Bord
Freir med fin Galt, og med fin Hammer Thor;
Men blandt alle Giefter
Freia Baandet fæfter,
Som hun felv af Blomſter ſnoer. :,:
Giefterne gientage den fidfte Deel af Viſen, og Spillemændene ſpille.
Asmund.
Den Sang er god. Den har dog flere Riim?

104 Foſtbrodrene.

Flein.
Forſtaaer fig; alle gøde Gang” er tre!
Synger:
Seer J, hvor Rokken ftraaler derude?
Giennem den tynde Fiffeffindsrude
Kan J et Stiernen fiende,
Mellem Lyfene, ſom brænde;
Men gaaer J ud i Lunden at fpøge,
Bil I paa Himlen længe den ei føge:
Herlig den ftaaer og funkler,
Alle Stierner den fordunkler.
Kan J den over Bøgeffoven fee?
Hvidt ffinne Prikker, tre Gange fre;
Trindt om Rokken er et Bælte,
Dermed bindeg. alle Helte.
: Der fbinder Freia Kiærligheds Traad,
Gid hun den aldrig væde med Graad!
Gid den aldrig brifte!
Gid I aldrig mifte
Gode Bør paa Livetg Baad! :,:
Asmund—
Det Onſke var vel Mioden vord. Skienk i,
Du dovne Trol! ſtienk Skialdens Bager fuldt.
Seer du da ikke, det er tomt? Skienk i!
Flein.
Medens nu Brud, mens Brudgom fornøiet
Sukker af Hiertet, ſtirrer med Diet,
Blikket paa Jorden fæfter,
Glemmer Mad, og glemmer GSiefter:
Bille vi andre Miodhornet tømme,
Suttung og Bragi høiligen beromme;

Foſtbrodrene. 105

Elffov os glæder tffe,
Bi maae glades ved at driffe.
Adrulig Gieft fun rider paa Føl;
Sleipner med Vinger bruun er, ſom ØL;
Han har otte Been, fan trave
Over Field og over Grave.
: Hver fan et føge Blomſter i Korn;
Bel, faa lad os tomme følvringet Horn!
Hver, fom var indbuden,
Onſke Mand og Bruden
Livets Rofer uden Torn! :,:
Man drikker Brudeparrets Skaal.
Asmund.
Jeg takker eder. „Roſer uden Torn“?
J ønffe mig en Uting; men jeg takker.
Jeg ſkatter, ſtionner paa den gode Mening.
Rerek
ftaaer op, og drager Asmund tilſide
Den værfte Torn er menneftelig Grille.
Min Ben! du ſtionner iffe paa din Lykke.

Asmund.
Hvad fattes dig?
Rerek.
Den Skat, ſom du beſidder.
| Asmund.
En deilig Brud?
Rerek.

J Fald jeg vilde ſynge
Om Torn, ſom tabte —* — Dog, velan!
Jeg ønffer dig al Fryd. Og nu Farvel!
Bi fees vel ei ſaaſnart igien.

106 Foſtbrodrene.

Asmund.
Hvorfor?
Rerek.
Jeg gaaer paa Eventyr til fremmed Land.
Asmund.
Bliv nogle Dage, Rerek! for du reiſer.
Jeg føler mig faa ſelſomt ſtemt. Jeg onſtte,
Der iffe faa var ffyndet paa min Feft.
Mit Bryft, faa nylig fpændt af Hulens SÉræf,
Kan iffe fatte Glæden.
Rerek.
Det er let,
Ut vænne Hiertet til en god Forandring.
Asmund.
Jeg maa i Luften ud. Her er for qvalmt;
Den lille Stue med den ſtore Vrimmel,
Gior Aandedrættet tungt, liig Gravens Hule.
Han gaaer ud.
Ragnhild
ftaaer op, og vil folge ham.
Min Asmund!
Rerek
ſtandſer hende med Beſkedenhed.
Und mig dette Oieblik!
Nu, Ragnhild! ſeer du mig — for ſidſte Gang.
Ragnhild
trykker hans Haand.
Ak, Rerek! ædle Rerek!
Rerek.
Bil du glæde
Mit Hierte?

Foſtbrodrene. 107

Ragnhild.
Hvis jeg kan det.
Rerek.
Det er let.
Giv mig den Roſenknop der paa dit Bryſt!
Ragnhild
tager den af, og ræffer ham den.
Rerek
kysſer den, og giemmer den paa ſit Bryſt.
Og nu — Farvel for evig!
Gaaer hen til Selffabet.
Gode Benner!
Jeg tænfer, det er Tid at følge Bruden
Med Blus fra Brudehufet til fit Hiem.
: En Dreng fommer ind, og hviffer Ragnhild nogle Ord hem-
meligt i Øret. Hun gaaer hurtig ud med ham.
Rerek.
Ha, hvad er dette?
Alfred.
Ragnhild!
Gunborg.
Gik hun ud?
Rerek
fatter fig, og fætter fig hos de Andre.
Hun kommer ftrar.
Til Trællen.
i Lad Hornet gaae omfring!
— Endnu en Sfaal for Freier og for Frugten!
Nu, ſlaa dit Haffebræt! Hvi tier du?
Du Sanger! fan du ingen flere Bifer?

108 Foftbrodrene.

Afſides.
Jeg aner intet Godt. Jeg frygter for,
At vi har giort vor Regning uden Vert.
Muſik; Skuepladſen forandres.

Aden for Brudehuset.
Ragnfild. Asmund. Drengen.

Ragnhild.
Hvor fører du mig hen?
Drengen.
Her er min Herre.

Asmund ſtreng.
Her! Kom til mig!
Ragnhild.
Hvad fattes dig, min Brudgom?
Dit Øie ruller vildt, du ſtirrer bleg" —
Asmund.
Som Dodningen i Graven?
Frygtelig.
Dodningen
Har atter varet her.
Ragnhild affides.
Hans Hierne fyldes
Med dette grægfeline Drommebilled.
Hvad ffal jeg handle? Aabenbare ham
Den rette Sammenhærig, er mere farligt.
Asmund.
Tilgiv mig, at jeg falder dig fra Sværmen
J denne Eenſomhed!

Foſtbrodrene. 109

Ragnhild.
O, hellige Freia!

Hvad grubler du? Hvad fattes dig, min Husbond?
Asmund.

Slet Intet; nu er Skaalen fyldt til Randen. —

Ei ſandt, min Huſtru: du var overtydet

Om Spogelſet, ſom jeg? Du troede ſikkert,

Det havde løft mig fra min Ed, mit Løfte?
Ragnhild.

Lad Spogelſet nu være Spøgelfe, '

Og vend dig til de Levende paa Jorden !
Asmund.

Jeg ſiger dig: det har igien beſogt mig.
Ragnhild.

Saa er en Svartalf det fra Helvede,

Som gior dig vild. O, vend dit Sind til Baldur,

Og agt et denne Surturs Koglen meer!

Asmund.
Min Huſtru! vender du dit Sind til Baldur?
Ragnhild.
ad ved den evige Kiærlighed !
É Asmund.
Men Baldur

Er ſanddru, har jeg hørt.
Ragnhild.

| Og frøer du da

Din Ragnhild falſk?

Asmund.

O net, juſt ikke det;

Men aabenhiertig, fom et Barn paa ti Aar,

Eſt du dog heller ei.

110 Foſtbrodrene.

Ragnhild.
Hvad mener du?
Asmund.
Og om din Husbond grunder Livets Held
Paa Meened — naar han gior dig lykkelig —
Det er dig ogſaa nok.
Ragnhild.
O, evige Guder!
Du elſker mig ei meer.
Asmund
med mork Vrede.
Jeg elſke dig?
Troloſe! har du ikke loiet for mig?
Ragnhild.
O, nu er Alting tabt! Nu briſt, mit Hierte!

Asmund.

Tal, Dreng! kom hid! tal! — Nu, var ikke bange!
Jeg gior dig Intet: Tal! hvem ſendte dig?

Hvad ffulde hemmeligt du fige Bruden?

Drengen.
De Trælle, fom blev fendt til Gravens Hule,
Har bedet mig at fige dig, Fru Ragnhild:

Du funde være rolig; hvad du troede

Om Thiodolf, det er ganſke vift. Han har

Ci været rigtig død, er vaagnet fun

Paa Baaren af fin Dvale. Tydeligt

Man feer, hvor han har blødt langs hen i ——
Og han er falden pludſelig til Jorden;

Man fandt ham dybt i Krogen, ſammenknugt

Af Dodens Krampetræb, med Haand paa Bryſtet.

Foftbrodrene.

Asmund

efter en kort Taushed, med et giennemborende Blik

Hvad ſiger du om denne Efterretning?
Ragnhild.
10, evige Norner!
Y mund.
„Hvad du troede altſaa
Om Thiodolf, det er ganſke viſt.“ Undſtyld
Den ſtakkels Dreng, at han forraader dig!
Men Svendene, ſom ſtulde luffe Hulen,
(Fortæller han), har faaet Lys derind.
"De driffe, fvire ved mit lille Steenbord,
Og agte Spøgelfet ei meer, end du.
Bør Bryllupsfeſt har giort dem lyſtige,
De feire det fom Mænd blandt Gravens Radsler;
Og da de felv ei havde Lyft at gaae
Og at forlade dette gøde Gilde,
"Gaa fendte de — De? O, Y evige Norner!
Jeg kiender eders Alf i dette Barn.
Ragnhild.
Jeg Ulykſalige!
Asmund

med en fæl Stirren og en ſtigende vild Fortvivlelfe.

Jeg feer det nok:
De har lagt an derpaa, at qvæle mig
Med lange Qvaler. Som paa Binebænfen
Jeg ftræffes Led for Led; og naar min Siæl
Er rede til at flide fig fra Kroppen
Med fidfte Spræt, da losnes jeg igien,
For af de ret i lange, føde Drag
Kan nyde denne Vellyſt. Da, da gicekke

111

112 Foſtbrodrene.

De mig med Haabets Drommebilled, viſe

Mig Livets bedſte Glæde ganſke nær;

Men juft fom jeg vil fætte Bægeret

For Læberne, blier Mioden bitter Galde. —

Og eder, grumme Vasner! ffal jeg elffe ?

Tilbede? J, ſom ſpille Bold med Støvet,

Og agter ei dets ſalte Taarer meer,

End Biornen Foraarsregnen, naar den ſtover!

Ha, der er ingen Guder! — Utgardloke

J Jothunheim, han er en Gud; ham binder

Ei Morkets Lænfer, han er ene mægtig.

Den hele Sfabning er en evig Giæring,

Hver Skikkelſe fun sieblifig Gioglen,

Som fommer, og forfvinder. Døden ſpirer

J Kiærnen alt. J Barnets førfte Vært

Beſtemmes det til Gravens Modenhed.

Blomſten er Ormens, Frugten Dyrets Fode,

Og Dyret vort, og vi er Ormens atter.

Det ſunde Liv frembringer Levevrimlen,

Og Vrimlen atter Synd og Peſt og Krig.

Bel! lad os gribe da med fraftig Haand

Tilintetgiorelſens uhyre Hiul,

Og ſnurre det omkring med lyſtigt Sving.

Jeg vil ei, fom en Daare, længer ſtaae

Og være Sfiven med den forte Plet,

Som Bilen træffer: jeg er felv en Piil.

Nu fiender jeg førft min Beftemmelfe ;

Det braſt fra Synet, fom en Taageſlud.

De drufne Trælle flinfe høit min Sfaal

J Cravens Bryllupshule? Vel, Fru Hel!
Drager fin Glavind.

Foſtbrodrene. 113

Du har indviet dette ſkarpe Sværd,
Og jeg ſtal fegte for dig, fom din Kæmpe.
Han ftyrter ud.
Ragnhild
paa Knee, med foldede Hænder.

O Naade, Naade, Naade, evige Afer!
Tilgiver den Fortvivlede, fom rafer.

VII. ÉS

114 Foſtbrodrene.

gemte Handling.

Skoau. Worgen.

Asmund
med et Ulveſkind over ſin Skulder, Bue og Pilekogger paa
Ryggen, Kolv i Haand, blottet Hoved,
Nu aander let mit Bryft. Jo tyffere
Jeg Skoven feer; jo flere ſterke Stammer
Der knudre fig, og flette Green i Green;
Jo flere Floder der maa vades over;
Jo flere Torne der maa giennembrydes:
Des lettere mig tyffeg denne Gang. —
Jeg hader Landeveien, hvert et Bræg
Af magelige Flader; thi jeg feer
Kun ſteds deri vanmægtige Forføg
Paa det, fom et er Livets Henfigt: Fred.
Den Stærfe vinder, og har ftedfe Ret.
Hvo der vil lære mig en bedre Viisdom,
Hans kloge Bande ffal min tunge Kolv
Beftride med faa haandfaſt et Beviis,
Ut han ſtal aldrig fpilde Tiden meer
Paa taabelig Spidsfindighed. Nu tykkes

Foftbrodrene.

Jeg mig en Drot i dette grønne Rige.
Selv har jeg Kaaben hængt mig om min Sfulder.
Den dufter ramt, thi ingen Garvers Haand
Har valfet den; felv har jeg flaget den af
Ulvindens Ryg. Og dette Kongeſpiir
Har Sværdet vriftet af en Egerod.
Syng, fyng mig nu en Sang, du ffarpe Storm,
Som kruſer Bakken, boier Egens Top,
Og tvinger det udffaarne Helteblad
Til ned at ryfte fine ferffe Taarer!
Mig ffal du iffe bøte.

Han fætter fig paa en Stub,

Ragnhild kommer.

Gode Guder!
Jeg takker eder, jeg har fundet ham.

Asmund.
Hvad vil du? Hvem er du?

Ragnhild,

Min elffte Ben!

Din Ragnhild. Kiender du din Ragnhild ei?

Asmund.
Viſt kiender jeg dig: du er af det Vildt,
Som har for Skik at giore Vildtet tamt.
Man ſiger: Raven er et liſtigt Dyr;
Har Raven ingen Huſtru?

Ragnhild.

Kiære Asmund!

Asmund.
Jeg ſporger, fvar: har Ræven ingen Huſtru?
| de

115

116 Foſtbrodrene.

Ragnhild.
Selv Dyret føler Kiærlighed.
Asmund.
Og lader
Sig daare? Nu, faa er da ogſaa Dyret
Saa dumt og taabeligt, ſom Menneſket.
Hvi lade vi os lokke til at hielpe
Banmægtige Guder? Hvi forplante vi
En Wt, fom fun er ffabt til Had og Synd?
Jeg figer dig det: hvis den fvage Mand
Gi leflede med Qvinden — ha, da ſtandſed
Det hele Vark, da vared Affursætten
Endnu høit femti eller ſexti Aar.
Men vi er Børn, og med en usſel Lyft
Bedaare de os til at trælle fort
% deres Mag, og til at lægge Kiærnen
Til fierne Tiders end uhørte Oval.
Men jeg er ingen Gigk. Forlad mig, Qvinde!
Ragnhild.
O, Freia! Du forffyder mig? Jeg Arme!
Asmund.
Arm eſt du. Stol ei paa din Ungdoms Vaar,
Thi den er Blandverk. Om en foie Tid
Befugter ei det Band dit Øie meer,
Som giør det flart og funklende; da ftirrer
Den matte Lindfe fom et rynfet Horn.
Snart fynfer denne fulde Barm, ſom Skum;
Og hvad der lokte nys med Ungdomsfylde,
Børtffræmmer Piet med en guften Hud.
Din milde Stemme ligner Nattergalens,
Men falde Perlerne dig førft af Munden,

Foſtbrodrene. PA ik

Da vil det hvisle giennem Gummerne,
Som Blæft i Tornehæffen. Dette Haar,
Hvoraf du fpinder Elſkovsnet, blier graat,
Og før du veed et Ord deraf, er Isſen
Saa faldet, fom en Stub ved Juletid.
Gaa! gaa din Bet, du ffrøbelige Varktoi,
Som daarer Manddomskraften med din Larve!
Jeg har min Lanke brudt, nu er jeg fri.
Gan gager.

Ragnhild alene.
Jeg er hang Huftru, det er Ovindens Pligt,
Ut dele Bee og Modgang med fin Husbond,
Og jeg forlader ham i Noden et.
Jeg veed det dog, af det er Kærlighed
Til mig, ſom gior ham rafende, fortvivlet.
Han ftaaer paa Bredden af en ffummel Afgrund;
Men jeg vil iffe fvimle, jeg vil holde
— Ham faft ved Kiortelfligen. Styrter han,
— Gaa drager han den ftaffels Ragnhild med,
Og Baldur hift vil naadeligt tilgive.

i Grunder.

Hans vilde Sind tillader ham ei meer
Ut fee en Qvinde, før han mindes ſtrax
Den Ulykſalighed, ſom knuſte ham.
Velan! jeg vil forvandle mig til Dreng.
Min Siæl er ei afhængig af mit Kion;
"Den elffer ham. Et fromt Bedrag fkal ſtaffe
Mig Adgang til min Asmund. Jeg vil vogte
Hans Fied, og gyde, hvis det lykkes mig,
En Draabe Lindring i det knuſte Hierte.

Hun gaaer,

118 Foſtbrodrene.

Asmund

kommer tilbage.
Alt borte? Vel! Saa er den ode Kyſt
Befriet for en farlig Vikingsfarer.
Hvem kommer der? Det er af mine Folk;
Udſkud af tten, Røvere, ſom jeg,
Med ſtumle Miner, med de brede Hatte
Nedtryft i Dinene. Velkommen, Børn!

Snæko, Fafte og Nef komme bevæbnede.
N ef.
Thor ftane mig bi! det er min døde Herre.
Faſte.
Jeg vilde troe, det var Stærfodder ſelv
Med Ulvehuden, eller Aſa-Thor,
Som gif at giefte Jetten i fin Afgrund,
J Fald jeg iffe fiendte ham desbedre.
Hielp, alle Alfer! hvilket Giogleri!
Snæfol.
Det er det blege Gienfærd, fom har ffræmt mig
Fra Heltegraven; hvis det ei er ham,
Skal Miolnir fnufe mig. Hvad vil han nu?
De kaſte deres Vaaben, for at flye.
Asmund
med frygtelig Stemme.
Staaer! eller, ved den evige Kraft, ſom virker
J Egeroden og i Biornens Sener,
Jeg flaaer jer flade, ſom et Havrebrod.
Hvem er J? Er J Røvere, er I
Yldgierningsmænd, og frygte? Er I galne?
Hvad frygter J? Kan den, ſom ſlog en Jette,

Foſtbrodrene. 119

Bel flye for Dvergen? Har I iffe dræbt
Den hellige Samvittighedens Guddom
J eders Bryſt? og blegne for en Mand!
Befæmpe Guder, flye for Menneſker! —
Nu, har jeg iffe Ret: det hele Liv
Er en affindig Ruus, ſom brufer op
J tufindfarvet Skum, og fnufer fig
Dybt under Tidens Mollehiul?
| Snakol.

Han raſer.

Asmund.
Jeg fever, altſaa rafer jeg. Men du?
Hvem er da du med dette fnevre, ſtramme
Forſigtighedens Anſigt? Ikke fandt:
En Hone, der har kladt ſig ud ſom Orn?
En Snog, ſom gierne vilde være Lindorm,
J Fald den havde Vinger? — Og J Andre —
Jeg ſtulde kiende jer; har I tilforn
Ci været mine Trælle?
Faſte.
Ganfte rigtig.
N ef.
Jo, gode Herre! meng du levede.

Asmund.
En vittig Tral! |
Med Veemod.
Ja, du har ganffe Ret:
Nu er jeg død; mit bedre Jeg er dødt.
Det lader vel, ſom Frugten var den ſamme;
Men den er grødet, den har tabt fin Smag

120 Foſtbrodrene.

J Nattefroſt, og troer, den avler Kraft,
Fordi den giærer. |
Faſte.
Thor! det er vor Husbond.
Ak, Herre! har J aabnet ſelv jer Grav?
Asmund.
Ja, jeg mdk Sfranfen fprængt, nu er jeg fri.
Faſte.
Og hvad, hvad gior J her i denne Dragt?
Asmund.
End du da? — Du har efterlignet mig,
Og fprængt dit Fongſel. Ikke fandt?

Faſte.
Maaſtkee.
Asmund.
Nu vil du dele med de Rigere?
Faſte.
JF Fald de vil.
Asmund.

Og hvis de iffe ville,
Og trodſigt luffer Øret for din Grund,
Saa ffal de tvinges med det ruſtne Spid,
Som du af Sfræf for mig har flængt i Støvet.
Ei fandt? — Nu, fag det op igien! vær flinf!
Frygt et! Jeg lider dette bolde Forfæt.
Jeg har det famme faa omtrent, fom du;
Om et af Egennytte — lige meget!
Bi gaae til ſamme Maal ad ffilte Veie.

Faſte.

Hvorledes, Herre? vil I være Rover?

Foſtbrodrene. | 121

Asmund

med Folelſe.
Jeg vil det ei, jeg er vel nodt dertil.
Har jeg ei været det fra Barnsbeen alt?
Forſt ved min Moders Bryft, fom fpæde Noer,
Jeg fuged hendes Sundhedsſaft i mig;
Derpaa jeg roved Vaarens Blomſt fin Uſkyld,
Skar ligegyldig med den ſkarpe Segl
De gyldne Hoveder af Markens Ax.
Jeg leged fiælent med de fpæde Lam,
Og klapped dem; og aad dem ſiden graadigt,
Naar angft de havde bræget ud for Kniven.
Min Piil har ſtandſet Fuglen i fin Flugt,
Og giennemboret fvage Floitebryft.
En fiærlig Moder paa de hvide Wg
Har jeg med ftørfte Ligegyldighed —
Hvor ofte — fyft fra Reden, Wgget knuuſt,
Og druffet det for hendes Pine. — O,
Jeg kunde fige jer Forbrydelfer —
Hvad Berden falder ſaa ... Nu er jeg flog,
Og veed, af der er ingen. Bel, fan gaaer
Jeg rolig hen ad min blodftænfte Bei.
Her er mit Hiem. Jeg vil et klemmes ind
Af Huſe meer, thi Huſe ligne Grave.
Jeg vil ei omgaaes de faa kaldte Viſe,
Thi det er enten Daarer, fom bedrages,
Hvad heller Sfielmer, fom bedrage Andre. .
Her er min Bane, her! Og vil I være
Mit undergivne Folk — der er min Haand;
Jeg fører eder an, fom eders Høvding.

7

+22 Foſtbrodrene.

Snakol, Faſte og Nef.
De ræffe ham Alle Hænder.
Bi faare dig, og fværge Troffab dig.
Asmund
med: vild Smerte.
D, Troffab! fieldne Dyd! faa har du taget
Dit Sæde nu imellem Røvere.
De gage.

Et andet Sted i Skoren.

Rerek og Alfred mode hinanden i gule Læbderfiortler,
med Staalplader paa Bryſtet, Bylter paa Ryggen, Hielme
med lange Heftefvæv, Sværd ved Siden, og ftore Spyd
i Hænderne,
Rerek.
Vel modt!
Ulfred.
Her er jeg.
Rerek.
Er du fardig alt?
Alfred.
Mig holder Intet meer i hele Danmark.
Gt fremmed Land er mig nu mere fiært,
Hvor der er ingen førgelige Minder.
Jeg følger.
Rerek.
Vel! Til Longobarderne!
Man ſiger, at der ſamler ſig en Flok
Ved Sliens Bredder; lad os ile did!
Hvad fan det nytte til at dvæle her?
Bi fan ei hielpe dem; vi fan et tæmme

Foſtbrodrene.

Din Broders Raſeri, og Ragnhild kan
Kun Baldur troſte.
Alfred.
Bel, faa lad os gane!
Rerek.
Min Gut! græd ei. Den ſydlige Natur
Bil muntre dig og lette dig dit Hierte.
Bi ile til det ſtionne Romerland,
Og føger os et Hiem, hvor Freia ffienfer
En evig Mai.
Alfred.
Jeg frygter, jeg vil favne
Den danſke Høft.
Rerek.

Der er en jevnlig Hoſt.

Der fvømmer Nydelfen i Overflod;
Der blomſtre Laurbær, Lilier, ſtore Roſer,
Citronen og det fvale Graskar; der
Er Himlen blaa.
Alfred.
Men ikke Skoven grøn;
Thi Solen fvier Grægfet, har jeg hørt,
Som Oſtſtreſaltet daglig her forfriffer.
Jeg frygter for, at jeg vil meget favne
Min Bøgeffov; og Roſen, Lilierne
Erſtatter ei Violen og Kiærminden.
» Rerek.
Vi bringe Norden med.
Alfred.
Du ſtienker mig
Dit Venſkab, og det er den bedfte Trøft.

123

1924 Foſtbrodrene

Jeg folger dig taalmodig, hvor du vil.
Vor Hytte har jeg lukt, og Noglen giemt
For ſidſte Gang i Pilens hule Bul.

Der kan min Broder finde den, i Fald
Han finder ſelv Beſindighedens Nogle.

Rerek.
Velan, afſted!
Alfred.
J dette ſtionne Mailand
Er der vel ingen Binter?
Rerek.
Aldrig, Alfred!
Vi reiſe bort fra Kulden og fra Iſen.
Alfred
med Taarer.
Saa blier jeg ingen flere Vintre gammel!
Ak, det er dog faa ſmukt ved Juletide,
Naar Sneen falden er, og Bondens Slæde
Har glattet Veien; naar de fiøre hiem
J lange Ræffer til de fierne Hytter,
Med Korn i Sæf, og ſpilde lidt i Sporet,
Og Spurven kommer hoppende ved Heften,
Og napper den med fit lille Næb.
Rerek.
Hvis din Indbildning med ſaa megen Omhu
Udſmykke vil hver ringe Glade hiſt,
Saa faaer du Glæder nok for den, du tabte.
Alfred.
Drag ud dit Sværd, afhug mig denne Green!
Rerek
afhugger den med eet Hug.

Foſtbrodrene. 125

Alfred.
Bel hugget! Der ſtal Kraft og Styrke til. —
Nu drei mig dette Træ til Spiſeſkee!

Rerek.
Det kan jeg ikke.

Alfred.

O, jeg beder dig!

Rerek.
Jeg har et Dreierlad, og jeg forſtaaer
Ci denne Kunft.

Alfred.

Hvorledes har du lært

Ut hugge da fan fraftigt? Jeg er vig paa,
At Dreieren et havde giort det efter.

Rerek.
Hug er mit Haandvark; dertil er jeg vant
Fra Barnsbeen.

Alfred

omfavner ham.
Altſaa er der Noget dog,
Hvortil man vænner fig fra Barnsbeen, Rerek? -
Kom nu!
Rerek rørt.
Dreng, Dreng!

Alfred.
Nu lad os gaae!

Rerek.
Velan!
Alfred.
Farvel, du elffte Danmark! Skiebnen tvinger,

126 Foſtbrodrene.

Jeg maa din Strand forlade,

Mod fremmed Egn udſpile mine Vinger.
Rerek.

Din haarde Pandſerplade

Mit unge Bryſt ſtal dakke;

Det danſke Sværd ſtal Romerne forftræffe.

Alfred.

Som Ebbe for og Aage,

Af ftærfe Floder tvungne,

Udbredte fiernt i Syden Nordens Wre —

Rerek.

Saa ſtkal dit Navn vi bære,

Den hoie Thor ſtal vaage

For fine Gother, af hans Æt udſprungne.
Alfred.

Med talrigftærfe Flokke

Mod Sydens Alper hvide

Bi vandre troſtigt. Hisfet vil vi bygge.
Rerek.

Fra himmelhoie Blokke

Skal vi paa Skioldet glide,

Og Laurbarkrandſen ſtal for Solen ſkygge.
Alfred.

Kong Didrik alt har Odoacer tvunget,

Og mægtige Heruler

Han giennet har til deres Roverkuler.

ANE id

Sam Sfialden har befiunget.

Bed Hoffet i Verona

Lovprifes Skandinavien og Teutona.

Foſtbrodrene. 127

Alfred
rcekker Rerek Haand.

Bi vil ham Troſkab fværge,
Bi vil hans Volde fremme,
Sans Bifald og hang Hæder vil vi føge.

Rerek

lægger fin Haand i hans.
Og bag Italiens Bierge
Bi aldrig ſkal forglemme
Den elſkte danffe Strand med fine Bøge.
De gaat,

Forrige Sted i Skoven.
Asmund fidder i dybe Tanker. Nef ftaaer for ham.

Asmund ſagtmodig.
Hvor er de Andre?
Nef.
De er gaaet ud
Ut røve, Herre! efter din Befaling.
Asmund
ſlager Dinene op paa ham.
Har jeg befalet det?
Nef.
Nu ganffe nylig.
Asmund
med Blikket ned igien.
Det er en anden Sag. Selvgiort er velgiort.
Nef.
Du har endog befalet dem af myrde
Den førfte Mand, de traf.

128 Foſtbrodrene.

Asmund uürolig.
Du lyver, Træl!
Det har jeg iffe giort. |
N ef.
Ved Thor, du har.
Asmund
med en bitter Forundring.
Bed Thor? Hvem er da Thor?
N ef.
Hvordan? du kiender
Ci længer Thor, den ftærfe Tordengud?
Asmund
rolig igien, med et Smiil.
Ha faa! Du minder mig om Eventyret
Fra Ammeſtuen. Ja, ja! ganffe rigtig!
Da jeg var lille — da jeg var en Bog,
Da bildte de mig ind, der var en Mand,
Som fiørte høit i Skyen paa fin Kærre
Med tvende Bukke, Hammer i fin Haand,
Og deraf fom de ſtarke Skrald.
Nef.
Hvad troer du
Da nu?
Asmund.
Nu troer jeg ikke, men jeg veed,
At det er Himmeldunſterne, ſom kives,
Som iffe fan forliges. Ild og Band,
Som føre Krig; ſom fiyde gloende Bile
Fra deres tykke Bolde mod hinanden;
Og naar de træffe feil, ſom altid ſkeer,
Da dræbes den Uſtyldige, fom gaaer

Foſtbrodrene. 129

Sorglos paa Marken til ſin Aftenhytte;

Da ſplintres en trehundredaarig Eeg,

Hvor Saga fad i den ærværdige Skygge;

Da ryger der en Hytte, hvor en Moder

Sad med fin Glut i noiſomſtille Fred.

Med et bittert foragteligt Blik mod Himlen.

Keithaandede !
N ef.
Y taler driſtigt, Herre!
Asmund.
Regnbuen — ſiig mig, Nef! veed du, hvad den er?
Nef.
Ja, det er Guders Bro, hvorfra de kiore
Til Things hver Dag, at holde Dom.

Asmund.
Hvorover?
Dom? Aſerne? de hævde Ret? de domme?
Nef.

Imellem Godt og Ondt.

As mund forbittret.
Har man vel hort
Saa rafende, faa uforffammet Digt?
Du Taabe! troer du, Afer hævde Ret?
Ha, ftride gior de, fiævle, ſpiſe Galten
Og drikke Mioden, lefle, kaſte Sæden
Til Ukrudt og til Synd i Stovets Hierte.
Det virke de, den Daad behager dem.
Mildere bedrovet.
Den fromme Baldur ſeer det — han er god,
VI. 9

130 É Foſtbrodrene.

Han rores, han er fvag, han fælder Taarer.
Naar da hang Taarer falde ned mod Jorden,
Da ſpeiler Solen fig i Duggens Draaber,
Og farver dem med ſyvfoldbroget Sfiær,
Udpynter dem med falff og borget Bragt,
For at bedrage Jorden med en Skionhed,
Der iffe er, og for at forekomme

Den Veemod og den Sialens Eftertanke,
Som Baldur gyde vil i Stovets Bryſt.

Nef.
Der ſiger J mig noget ganſke Nyt.

Asmund.
Alt er, ſom det har varet. Ganſke nyt
Er ganſke gammelt. Dette Menneſte,
Som rolig nu gaaer hen igiennem Sfoven
Med Bylt paa Nakken, Vandringsſtav i Haand,
Og venter Faren ei, før: Bilens Odd
Dybt finder i hans Bryſt — han troer maaffee,
At denne Sfiebne, denne Oval er uhørt?

N ef.

Det er den.

Asmund vred.

Dumhed! Den er dagligdags,

Uvigtig, ſteer hvert Dieblik. — Hor, Træl!
Den, fom med Andre deler broderligt
Ult, hvad han har — den Mand er from og. god.
Tal! fan du negte det?

N ef.
Det fan jeg ei.

Foftbrodrene.

Asmund

med ſmertelig Ild.
Saa er jeg from og god, faa maa den Dræbte
Mig taffe venligt i fin ſidſte Stund;
Jeg deler med ham Bilen i mit Bryft,
Og ftandfer ham ved famme Maal, fom jeg.
Utgardeloke fræver Offeret, .
Og ham fan man fun offre Menneſker. —
Hvem er den Dreng?

Ragnhild
fommer forkledt ſom Hyrdedreng.
Tilgiv mig, ſtrenge Herre!

At jeg tilbyder dig min Tieneſte.
Jeg var en lille Hyrdedreng, drev Gæs
Og Ænder ud i Bængen, ſiden Faar,
Og vogted dem for Ulven. Det fan være
Ret godt for Børn; nu er jeg Knos. Dif Ry
Er vidt befiendt; du eft en tapper Helt.
Hvad du har for i Skoven, veed jeg ikke;
Men hvis du bliver her, fan trænger du
Dog til en Svend, ſom vel fan pasſe dig.
Hvor du fan fover, om i Hytten, om
J Skovens Huler, bruger du en Seng,
Som ordentlig ſkal redes. Hver en Middag
Behøver du din Mad, ſom vel ſtal koges.
Naar Kiortlen fønderflides mellem Tiorn,
Skal den dog fliffes. Hvis du fader et Saar,
Skal Saaret læges.” Giver du mig Koſten,
Og under mig dit Selſkab — meer forlanger
Jeg ikke — ſkal du ftedfe finde mig

9"

131

132 Foſtbrodrene

Dig lydig, tro. Jeg veed ei, hvad det er,
Som drager mig til dig; men det gaaer mig,
Som Qvinderne: det, fom man eengang elſker,
Det fan man et forlade.
Skiuler fine Taarer.
Asmund beväaget.
Smukke Dreng!
Du gior mig blød. Dog, denne Kiærlighed
Forſtaager jeg ikke. Sandelig, elffværdig —
Elſkvcerdig er jeg neppe.
Ragnhild.
Du er meget
Ulykkelig.
Asmund.
Det er jeg.
Ragnhild.
Du har elffet
Ret inderligt.
Asmund.
Det har jeg.
Ragnhild.
Og, min Herre!
Nu bilder du dig ind, at du bor hade,
Fordi en gruſom Skiebne har forbudt
Dit qvalomfpændte Hierte Kiærligheden.
Asmund.
Jeg bilder mig det ikke ind, jeg feer det.
Ragnhild.
Mei, Smerten gior dig blind. Det er umuligt;
Thi Hiertet fan ophøre reent at banfe,
Men livfuldt maa det røres af det Gode.

Foſtbrodrene.

Asmund.
Nei, ſiger jeg dig, det er Vildelſe.
Bel fandt, jeg har et altid været faa.
Der var en Tid — den fvandt i Evigheden —
Da plukte jeg i Grønningen Violer,
Og funde glad og fænge ftirre paa
Den fredelige Skorſteensrog, ſom ſteg.
O, jeg har været blød og eftergiven!
Naar Sfialden Harpen flog, da rorte han
Mit unge Bryft; naar Dyden han befang,
Da fvulmede det høit, og jeg fif Lyſt til
Ut efterligne Helten. Jeg har leget
Med mangen ſmuk, rodmosſet lille Gut,
Og hiulpet Qvinden med at vugge Barnet.
Jeg var godhiertig, venlig, trængte mig
Ci frem ved Gilder, tog tiltaffe med
Den ringe Stol ved Døren. Heftig var jeg,
Og følte ftærft for Wren; da forførte

Den ftolte Thor mit Bryft. En halv Snees Aar

Er ſtormet hen i Leding og i Blod.
Dog tyktes det endnu mig Mulighed,
Wt vende om til Livets frille Fred,

Og gaae tilbage til min Uffylds Hytte,
Hvor Freia vinfte, deilig fom en Pige,
Der lignte — dig — færdeles.

Ragnhild forvirret.
) Mener du
Den ftaffels Ragnhild? Ja, det maa du fige!
Det er befiendt, at vi har megen Liighed;
Thi vi er Soſkindborn.

133

134 Foſtbrodrene.

Asmund.

Saa? er J det?
Nu, det er vel; faa har jeg dog et Billed
Af Ragnhild med.

Han brifter i Graad,
Ha, Ragnhild! Ragnhild! Ragnhild!

Troer — frøer du iffe, at jeg fiender dig?
Har fleer, end du, det Anfigt, dette Blik?
Er der en Skikkelſe i Verden til,
Hvori du funde ffiule dig for Asmund?
Balfyrie! ha, kom du for at ſmelte
Mit ftærfe Hierte, der var vorden Jis?
Og fører du mig atter hen paa Tarſklen
Af Dødens Hal? — Dog, du har ganſte Ret.
Hvi hevner jeg mig paa den hele Verden?
Thi enten maa jeg fnyfe mod Valhalla,
Foragte, eller [lyde Guderne,
Troe dem troløfe, eller være ſelv
Meeneder, eller døe i Thiodolfs Grav.
Siig mig et fierde Valg! — Du veed det ei?
Velan, min Ragnhild! dette Dieblik
Er helligt; Stormen fmelter hen i Regn,
Nu finner Solen giennem Tordenſtyen.
Jeg vil ei fnyfe, jeg vil ikke kiobe
Mig Livets Pieblif med Raferi.
Tilgiver mig, I Evige! tilgiver
Den fvage Hierne, ſom i Drukkenſkab
Sig troede ſtark nok, viis nof til at loſe
Den evige, guddommelige Gaade.
Sandt, I har handlet haardt mød mig — dog nei!
Hvi fvor jeg felv en ubefindig Ed?

Foſtbrodrene. 135

Er det da Guders Skyld, naar Manden ſpringer
Fra Klippens Rand, og knuſer ſtolten Pande?
Har ikke ſelv jeg Villien til at vælge,
Og er jeg Skiebnens Træl, naar jeg er fri?
Taf, Ragnhild! Din Nærværelfe, ſom Solen,
Har brat fordeelt mig Trodſens fæle Taage.
Nu er min Himmel atter — mørfeblaa,
Skiondt uden Maane, dog med SølverfÉyer.
Her har jeg felv forfpildt mig Livets Lyft.
Omfavn din Brudgom !
Omfavner hende.
Bær en Heltemø,
Og ftiælv ei længer for at fee mig døe!
Ragnhild
efter en fort Taushed, med Hoihed.
Nei, jeg ſtiglver ei, jeg følger did, hvor Hela boer.
Asmund.
Ja, til Graven.
Ragnhild.
Og i Graven.
Asmund.
Det forbyde Thor!
Ragnhild.
Eſt du iffe min, min Husbond? Bil den grumme Hel
Brudte Blomft forhindre Flugten paa fit Kildeveld?
Asmund.
Skionne Blomſt! du ſkal et visne.
Ragnhild.
Knekket er min Rod,
Salmet fvommer Roſens Bæger paa den forte Flod.

136 Foftbrodrene.

Asmund.
Mig bandt et uſaligt Lofte.
Ragnhild.
Og et ſaligt mig;
Døden er for ſvag, den ſkiller et fra Ragnhild dig.
Asmund.
Aldrig jeg din Dod tilfteder.
Ragnhild.
orden er for mat,
Til et Liv min Siæl at tvinge, hoiſt min Siæl forhadt:
Asmund.
Livet er dog ſtiont, min Elſtte!
Ragnhild.
Synfe maa et Brag;
Uden Kiærlighed er Livet fun en fludfuld Dag.

Asmund.

Elſk da Rerek, ſtienk vor bolde Ven din Haand! Fat Mod!
Ragnhild.

Til at agtes uden Elſkov Rerek er for god.
Asmund.

Lad en bedre Lykke troſte, hulde Brud! dit Bryſt.
Ragnhild.

Troer min Asmund Ragnhilds Hierte fvagt nok til en —
Asmund.

Mange Veie gaae til Glæden, cen fun til af døe.
Ragnhild.

Har min Brudgom lært fin Biisdom af en Sydens Mo?
Asmund.

Tilgiv den, ſom modlos fvæver alt paa Gravens Rand.
Ragnhild! troer. du. ei, jeg elſker?

Foſtbrodrene. 137

Ragnhild.
Jo; men ſom en Mand.

Jeg ſom Qvinde. Naar af Lynet Fieldet fønderflaaes,
Styrter Granen med, ſom yndigt ſmykte Biergets Aas.
Nornen feer ved blege Nordlys Troſkabs Pagt i Nørd.
Toſtkab er en Blomſt, ſom ſparſomt fun i Syden groer;
Men ved Nordens Hyrdehytter voxer den fra Steen,
Sammenknytter Thor og Freia med en evig Green.

Mindes du, da Helga miſted Gunlaug? — Man bedrog
Helgas Hierte, hun til Husbond Thorkil ſiden tog.
Men ſin Gunlaug ei hun glemte; hendes hele Troſt
Var at ſee paa Gunlaugs Kaabe, det var hendes Lyſt.
Og da Timen kom, da Helga folte nær fin Død,
Lagde hun det blege Hoved i fin Husbonds Skiod;
Men fra Gunlaugs elſkte Kaabe veg dog Piet ei,
Diet braft — hun faae paa Kaaben — ſank — og foer til Frei.

Asmund.
Aſa-Baldur! Taf, du fromme Gud! for denne Mo;
Ragnhilds Læbe lærer Asmunds Hierte nu at døe.

Ragnhild.
Mindes du, da Cigil mifted brat fin elffte Søn?
Ned han gif i Soverummet, døv for hver en Bøn.
Der han laane i trende Dage; et han fpifte, draf,
Indtil Dødens folde Draaber af hang Pande fpraf.
Da kom Thorgerd, Eigils Datter, feig hun ei forlød
Elſkte Fader, nedgif til ham, havde ſamme Mob.
Begge taufe Hungren taalte, Dagen, Natten fang,
Bented Døden, qvægte Tungen med det falte Tang.
Saa ffal vi —

138 Foſtbrodrene.

Asmund.
Du vil i Graven følge fiæf din Ben?
Ragnhild.
Snart, naar Giallerhornet lyder, ſtage vi op igien.

Hvad er Dødens forte Slummer? Asmund! er vi Børn?

Evighedens Roſe fmiler under Smertens Tiorn.
Nu, ſaa lad os Dodens Valmu plukke, hvor den groer!
Sidde vil vi tauſt i Hulen ved vort lille Bord,

Blik i Blik, og Haand i Haand. Og vorder Barmen kold,

See, da ftræffe vi os roligt ved den forte Bold;
Trøfte fan med bruftne Stemmer hver hinanden fiæf,
Og til Freiag Glæde drager os et Krampetræb.

Asmund henrykt.
Og til Freias Glæde drager os et Krampetræf!
Kom nu, blege Hel! og knuus mig! Du har tabt din Stret.

Re NNE ERE lire:

Den lille Hyrdedreng.

En Idyl.

Verfonerne.

Werner, Foged.
Caroline, hans Huftru.
Frits, deres Son.
Babli, Hyrdinde.
Reinald, Vandrer.
Auguſtin, Bræft.
Werners gamle Fader.
Hyrder og Hyrdinder.

Så
—
J—

Klippedal i Schweij med en Fodsti og en Bænk.

Reinald,

en ung Mand i Frakke og med Caffet. Han har en BliÉ.
kasſe hængende ved Siden, paa hang Stof er en Jern-
hammer.

Hyoad maner mig dog hid til denne Dal?
Hvad Lænfe binder mig til disſe Klipper?
Jeg, der faalænge, flygtig fom en Fugl,
Kun føgte Troſten 1 Forandringer !

Og nu — nu fra den Stund, da Hændelfen
Forvilded mig i disſe Enemarker,

Jeg ſpringer, ſom en Steen-Ged, daglig over
De dybe Revner, ſoger ſieldne Vaxter,
Kryſtal og Erts — og lyver for mig ſelv.
Thi mens jeg propper Kasſen fuld af Ting
Af Iver for Naturens Videnſkab,

Udgrunder fig Naturen felv 1 mig,

Og fræver atter taus fin gamle Ret.

Kan jeg vel negte: hvad der drager mig

Til disſe Steder, er ei Værter, Planter,

Gi Malm i Steen, et ſelſomme Kryftal;
Men et Bar Pine, klare ſom Kryftaller,

En yndig Stemme med en Klang fom Sølv,

144 Den lille Hyrdedreng.

En Vaxt, faa ranf og ſvei fom ingen Baand,
Et Rofenpar, en Liliebægerfylde,
Et Haar fom gyldne Meg, og faa en Siæl,
Hvor Uerfarenhed med Klogſtab leger,
Og Spog og Ungdom med et følfomt Hierte. —
Maria! har jeg nu forglemt dit Minde?
Min Rudolf! førges meer ei over dig?
Og du min Videnſtab, fom var mig Alt!
Nys ffued jeg opmærffom fun paa dig;
Da ſpilled Menneffet vel ogſaa ſagtens
Den: førfte Rolle, ſom det bedfte Dyr, |
Men indtog fun fit Nummer — Nummer Get.
Da var faft Alt mig lige fiært: mit Blif
Snart dvælte med Behag paa mine flade,
Til bløde Blad Bapiir-faftiliinte Planter;
Paa mine ffer, hvor det blanfe Malm
Stærft glimted med fin Aare giennem Stenen.
Og nu — nu feer jeg fin de forte Øine! —
Bort, Reinald! Bilen fidder et faa dybt,
End fan den uden Fare drages ud.
Jeg binde mig? Har jeg: forglemt mit Forfæt?
Nei, Skiebnen ſtal et atter frifte mig,
Ei vinfe med en Piges Liliehaand,
Og fønderrive faa med ſorte Kløer.
Bed Gud, der kommer hun igien, med Tenen,
Saa friff ſom Knoppen, der ſprang ud i Nat.
Hun taler med den lille vakkre Dreng.
Bil Venus fpinde mig i fine Garn,
Og fommer hun ledſaget af Cupido?

Han gaaer tilfide.

Den lille Hyrdedreng.

Babli fommer med Frils.
Babli.
Der gaaer han alt igien, den Fremmede,
Og ſoger Planter, Steen og Sommerfugle.

Frits.

Det er dog felfomt. Hvad han vil med dem!
Babli.

Han ſiger, at vort Field er rigt paa Sligt.
Frits.

Sa, Stene, Mos og Svampe har vi nok af;
Men vil han ſpiſe Svamp?
Babli.

Han giemmer den.

Frits,
Ut lege med? Han er jo intet Barn.
Og Børn maae heller et; thi Moder figer,
"Ut jeg faner Edder ind i Fingrene,
Naar jeg for meget roder om i Grufet.
Babli.
Han røder ei, han ſtikker med fin Kniv,
Og hugger med fin Hammer.
Frits.
Og der fanger
Han Sommerfuglen med ſin Flueklap.
Det vil jeg ogſaa giore. Seer du, Babli!
stak ftiffer den med Naal paa fin Caſket.
Babli.—
Re, lad det være, Frits! thi det er Synd.
Frits.
J Fald det er en Synd, hvi fynder han da?
Maa man ei fynde, for man bliver ftor?
VIL

10

145

146 Den lille Hyrdedveng.

Babli.

Det er en anden Sag; han! ér en Lærd,

Han gior det for at fiende, figer han, ; id

Guds Viisdom i det Smaa, ſom i det Store.
Frits.

Hvor tør han dræbe: da, hvad Gud har ſtabt?
Babli.

Maae ei vi ſlagte vore Faar og Geder?
Frits.

Og ſpiſe dem — jø, ellers døe vi felv;

Wen han vil dog ei fpife Sommerfuglen ?
Babli.

Spørg du en anden Gang: ham felv derom ;

Spild nu ei Tiden, gaa til Bedftefaer,

Og kom igien til Middag! Møder længes:

| Frits.

Det ſkal jeg nok. Farvel! Hils Faer og Moer!

Jeg bringer Blomſter med af Farfaers Hauge.

Dem fan man plukke, det gior ikke ondt,

De bløder et og døe, de visne fun:
Babli.

Gaa nu, og leg; men vær førfigtig, Frits!

Og fom et Afgrundskanten alt før nær.
Frits.

Hvor tidt er jeg ei gaaet den forbi!
Babli.

Du er en vakker Gut, du klavrer fmidig.
Frits.

Som Steenbuk; var jeg ellers Hyrdedreng?

Vi har ei Landeveie her, ſom Bonder,

Saa maae vi fee os for. Det lærer man,

Den lille Hyrdedreng.

Om det er flet, fan forftaaer det jo
Ut gaae forſigtig ned ad Klippeſtien;
Og Wflet har dog ei Forftand, ſom Heſten.
Babli fysfer ham.
Farvel, min lille flinfe Bog! Du bliver
En Karl engang.
Frits.
O, Babli! ſeer du Solen,
Hvor ſmuk den ſtiger? — Men den ſtiuler fig!
Babli.
Den dæffes fun et Dieblik af Klippen,
Den kommer fnart igien.
Frits.
Saa gager jeg Da,
Og fønger høit min Morgenfang paa Beien.
Gud hører mig, thi Gud er altid der,
— Hvor Solen finner.
Babli.
Og i Mørfet, Frits!
Frits.
Der er han ogſaa, og feer ud fom Maanen
Og Stiernerne.
Babli.
Farvel!
Frits.
Jeg kommer fnart.

Babli fætter fig paa Bænfen, og ſpinder.
Reinald moder Frits, fom vil gaae bort.

Reinald.
Du lille Dreng! o, bi et Dieblik,
Og lad mig fee dig i dit muntre Anfigt.
10”

147

148 Den lille Hyrdedreng.

Frits.
God Morgen! Hvorfor er da du bedrovet?
Reinald,
efter at have ſtirret paa ham og fysfet ham.
Du minder mig om hvad der engang var va
Særdeles dyrebart.
Frits.
Hvad da?
Reinald.
Jeg havde
Engang en lille Son — han lignte dig.
Frits.
Hvor er han nu?
Reinald.
Hos Gud.
Frits.
Der finder du
Ham viſt igien. Cr han faa tidlig død?
Reinald.
Tag denne Skuepenge, giem den til
Erindring om den Vandringsmand, du traf
Paa dine Klipper.
Frits.
Taf! O, hvilfen deilig
Medaille! Siig, hvad foreſtiller den?
Reinald.
Den foreſtiller Abraham og Iſaak.
Du veed, han maatte offre ham.
Frits.
Ja, rigtig!
Jeg kiender nok Hiftørien. Og hisſet

ESSEN —

Den lille Hyrdedreng. 149

Staaer Vædderen i Buſken; og der fvæver
Alt Englen i fin Sfy, og raaber: Holdt!
Og figer ham, at det fun var en Prove.

Reinald.
Du kicere Dreng, Farvel!
Frits.
Bi fees igien.
Reinald.
Ja, hos min Rudolf.
Frits.

Gaa et bort endnu!
Jeg viſer Bedſtefaer og Faer og Moer
Medaillen; de ſtal takke dig derfor.

Reinald.
Farvel!
Frits,
i det han gager, betragtende Solvmynten.
Den ſtakkels Iſaak, hvor han ſidder
Faſtbunden alt paa Altret! Kniven blinfer —
Den er alt draget — men Gud redder ham.
Gader.
Reinald

ſtirrer efter ham.
O, fiære, veemodsfulde Smertesminde!
Skal dette Barn opfriffe mig mit Savn
Juſt i det Dieblik, den hulde Pige
Bortfierner min Erindring og min Længfel?

Babli

ved ſit Arbeid.
Den ſtakkels Mand! han lader ikke til
At være lyffelig.

150 Den lille Hyrdedreng

Reinald
nærmer fig hende.
God Morgen, Jomfru!
Saa flittig alt ved Tenen? dobbelt virkſom:
Opmarkſomheden deelt, paa Traaden ſnart,
Og fnart paa Klippegederne, ſom græsfe.
Babli.
End J da, fom faa tidligt alt igien
Har travlt i vor afſides Fieldekloft?
Reinald.
Du finder mit Beſog for hyppigt?
Babli.
Ci,
Bevares vel! Men det er ufædvanligt
Og fieldent, af en Fremmed fig forvilder
Paa dette utilgængelige Field.

Reinald.
Vel ſandt, jeg har forvildet mig herhen,
Og blev faa overraffet forſte Gang,
Som Albert Julius, da ved at klavre
Han fandt det underſkionne Klippeborg.
Babli.
Det var en anden Sag, Albertus fiendte
Sandbanken fun, fom en ſtibbrudden Mand.
Reinald.
Saa har du ogſaa laſt hans Eventyr?
Babli.
Hvad fan vi gisre bedre vel, end høre
Hiſtorier de lange Vinteraftner?
Imens vi fpinde, læfer Fader for.

Den lille Hyrdedreng. 151

Reinald.
Du har en fiærlig Fader uden Tvivl,
| Babli—
Min Fader og min Moder er hos Gud.
Han tog dem til ſig, medens jeg var lille;
Jeg mindes ikke deres Anſigtstræk,
Jeg kiender kun den tidtbeſogte Grav,
Og planter Blomſter paa den, Vaar og Hoſt.
Reinald.
Hvor er du nu?
Babli.
Som fattig Slagtning hos
En Mand, der elffer mig ſom anden Fader.
Reinald.
O, fiære Barn! fan nogen Fremmed det?
Babli—
Jeg kiender intet Bedre, og jeg takker
Guds Godhed.
Reinald
med mork Grublen.
Ja, ſaa er det! ja, faa gaaer det!
Jeg veed det vel. Og hvor: jeg; vendte mig,
Der ſaae jeg Spor fun" af Forſtyrrelſen.
WE, naar man feer en ſaadan Hytte; trygt
Indſluttet af; ſin Skov, — en Patriarch —
En Moder i fin friffe Borneflok —
Man fiulde troe, at Sikkerhedens Fryd
Haab-⸗Ankret havde drevet dybt i Jorden,
Uroffeligt, og bierget for hver Storm;
Og dog fortykker Morgenrodens Purpur
Sig ikke mere let, til graalig Taage. —

152 Den lille Hyrdedreng.

Min ſtionne Pige! jeg var faderlos
Og moderlos, fom du:

Babli.
Og fandt, ſom jeg,
En Trøft hos Venner? i

Reinald.
Nei; men i Naturen.

Alt tidlig kaſtet voldfomt over: Børd, |
Jeg lærte tidlig bruge mine Kræfter,
Og fnart blev Kampen mig min bedſte Troſt.
Net, tænfte jeg, hvis du vil Arne bygge,
Hvis Hiorneſteen og Grundvold ei ſtal rokkes,
Da valg den hele arefaſte Jord!
Der er du ſikker; ei et Stovgran falder
Fra den i Rummets øde Ocean.
Elſt Jorden — et dens Baar, thi den forfvinder;
Ei Somren, ei dens Høft, felv et dens Binter!
Knap finer du et Syn, før det forgaager.
Sfu Alt! — Da blev mig atter Livet fiært,
Da vorte Hiertet ſtorre. Chimborasſo
Blev nu mit Fædreland; det hede Goa.
Selv Orinoco med fin Crocodil .
Bar mig faa vel bekiendt, ſom Schweizerkilden;
Den fobberrøde Vildmand med fit Fiærffiørt
Saa vant et Syn, ſom Londons blonde Miſs.
Jeg gif i Vinterpels med Zemblas Biorn,
Og ſneg halvnogen mig med Negeren
Paa Tigerjagt. Jeg underſogte Luften
Med Barometeret paa Fieldets Aas,
Og gled med guſtne Stiger ned ad Snoren
J Malmets Kielder. Intet Kryb i Bullen

| Den lille Hyrdedreng.

|

Kan underſoge Bark og Mos og Blad
Omhyggeligt, ſom jeg. Jeg ſpidded Fluen
Med tynde Naal, udſtopped Kongeornen,
Og ſpiled ud dens frygtelige Binger.
Saaledes kom jeg paa min flygtige Vandring
Til dette Field.
| Babli.
Ak Gud! hvor hoiſt forſtielligt
"Cr da vort Liv: J fvæver, ſom en Træffugl,
Fra Land til Land; vor lille Hyrdeflægt

Har fæftet Rod til Klippen, ſom Korallen,

J mange Slægter. Fiernede fra Verden

Bi fiende fun os felv, vor friffe Luft,

Bort fiære Bierg søg vore muntre Geder.

Og fom Naturen aarlig hyller Jorden

J famme Dragt — faa vore Slægter her
Sig flæde fra utænfelige Tider

J Barndom$ Grønt, i Ungdoms Rødt, i Bruunt
Og Sort, ſom Alderdommen. Moden ſpinger
Ei her ſin lette Sommerfuglevinge.

Reinald.

Det har forundret mig at finde denne
Smuktbygte lille By midt i den vilde,

Den menneffeforladte Steennatur.

Babli.
Og dog er vi ret lykkelige her.
Reinald mork.
Stol ei paa Lykken; den bedrager dig.
Babli.
O, Tordenveiret fvæver tidt forbi.
eg elſted Faer og Moer ſaa høit, fom J;

153

—— — —

154 Den lille Hyrdedreng.

Men ſtkulde jeg nu græde fun og ſorge

Nei, gode Herre! ſaa førtiente jeg
Jo ei det ffionne Liv) de ſtienkte mig.
Reinald.
Af mange Saar'maa Hiertet bløde, før
Det taber Modet; og Forældres Død,
Saa tung den er, er dog ei ene nok til
Ut drive Haabet 1 Landflygtighed.
| Babli.
Har J da lidt faa mange flere Sørger?
Rein ald.
Siig, har du Søffende?
Babli.
Ak nei, desværre,
Jeg har et nydt den Lykke.
Reinald.
Tak du Gud!
Saa fif du et den Sørg af miſte dem.
Babli
Er eders Soſkende da alle døde?
i ' Reinald.
Jeg havde fun en Søfter.
Babli.
Er hun død?
Reinald.
Ak! værre, hvis hun fever, værr” end dod.
Babli.
Den arme Mand!
Reinald.

Du kiender dog det Udſkud

Af Menneſker — Zigeuner kaldes de —

Den lille Hyrdedreng. 155

Babli.
Som gaae omfring og ftiæle, hvad de "finde?
Reinald.
Selv undertiden Børn — ſmaage, ſmukke Piger
Og Drenge.
Babli.
Gud!
Reinald.
| En Nat — men jeg vil ei
Bedrøve dig med mine gamle Sørger!
Sa, man bør fatte fig! — Min Barndom fvandt,
Min Ungdom fom, og Ktærlighed med den.
Jeg elffed, og var lykkelig. Min Huſtru
Maria lignede ſin hellige Navne
J Dyd og Skionhed; men den lumſke Vaar
Saae bleg misundelig paa hendes Fortrin,
Thi hvor Maria ftod, der glemtes den.
Hevngierrig fendte den fin Alf — en Feber
Borturiftede Maria fra min Favn,
Og ftrafte hende fold paa Dødens Baare.
Efter et Dieblik, hvori Babli har viift ſtum Deeltagelſe.
Maria havde ſtienket mig en Søn,
En Dreng fan deilig fom en Rafaels Engel,
Og friff og munter fom en Fugl i Buſten;
Wen Alfen røved ogſaa denne Glæde —
J Nattefulden visnede min Blomſt.
Babli tier bedrøvet.
Reinald
med et veemodigt Smiil.
Kan du forfænfe nu det ſtakkels Hierte,
Hvis det fun elſted Orme, Mos og Steen?

156 Den lille Hyrdedreng.

Babli.
Det Hierte maatte være ſelv en Steen,
Som ikke deeltog i en ſaadan Nød,
Og blødte med, hvis Saaret end var frift.
Hvor fang Tid fiden er det nu?

Reinald.
Ser Jar.

Babli.
Saa er det iffe længer Saar, men Arr;
Saa trænger Hiertet et til Trøft, men til
Opmuntring. Tro J mig, min gøde Herre!
Ei hver en Hytte træffer Skiebnens Lyn,
Det føder ci ned i hvert et lille Straatag.
Hvis I vil fiende huuslig Fryd, faa kom,
—* min Pleiefader og hans Viv!
Der ſkal I fee, hvor landlig. Glæde boer,
Og dereg ”Munterhed vil muntre jer.

Reinald. 8*
Hvem er din Husbond?

Babli.
Byens Foged Werner,
En Mand, ſom elſkes af det hele Sogn
Som Fader, ffiondt han fun er ung af Alder;
pegé Viv, en Danneviv; den fmuffe Dreng,
J fane, hans Barn. .

Reinald.
Hvad hedder du, min Jomfru?

Babli.
Jeg hedder Babli.

Den lille Hyrdedreng.

Reinald.
Og du byder mig
wil Hvilen i din Hytte?
Babli.
Jeg har ingen,
Del er min Pleiefader Werners.
Reinald.
Snart
4 du dog een. Du er vel ſagtens Brud?
Babli
ſlager undſeelig Dinene ned.

Nei, gode Herre!

Reinald.
* Ikke Foſtemo?
* Babli.
Nei, Herre!
ik Rein ald

efter et lidet Ophold.
Jeg har ofte paa min Vandring
Beføgt den Lykkelige, deelt den Fryd,
Som Dieblikket undte ham; men oftejt

gs fandt jeg Qval. Siig, er du overtroifÉ?

Babli.
Beg troer, at Gud er god; hvad fulde jeg
Da frygte for?
| Reinald.
See, jeg vil tilſtage dig,

Ho har den Frygt, at jeg medbringer Sorgen.

Vig tykkes, at Ulykken følger mig;
Thi der er handet Uheld, hvor jeg fom.
É Tidt fiued jeg et Uveir bryde løs,

157

158 Den lille Hyrdedreng.

Imens jeg dvælte ved en fremmed Tærffel.
Er du ei bange? Frygter du ét Smitten?
Babli
betænfer fig et Dieblik
Siig mig oprigtig een Ting!
Reinald.
Gierne. Tal!
Babli.
Er J en god og en uffyldig Mand?
Reinald
med Haanden paa ſit Bryſt.
Ved Gud, jeg er bevidſt mig ingen Brode;
Jeg flygter et ſom Kain for mig felv,
Jeg lider fun og bløder ſom en Abel:
Babli
ræffer ham raſk Haanden.
Saa følg I mig til Hytten, gode Herre!
Bi frygter et, vi ſkal nok trøfte jer.
J trænger til det, Jrer ſorrigfuld,
Og har uagtet al Bevægelfe,
Uagtet al Forſtand og Videnſkab,
Tykt Blod og Fordom. Her i denne Verden
Er mere Sorg, end Fryd, det er vel ſandt;
Og da J tumler meget om i Verden,
Er det naturligt, at I tiere træffer
Bedrøvelfer, end Lyſtighed. Men kom,

Bliv her en Maaneds Tid, brug eders Kræfter,

Hielp Werner med at bygge Laden op,
Ut hugge Biælfer i den nære Sfov,

Drik af vor Melk, hids eder et med Biin,
Indaand vor funde Luft, og ſpiis vort Brød,

Den lille Hyrdedreng. 159

Ovag jer i lykkelige Hyrders Solffin ;

Og J ſtal fee, at Lyftigheden kommer,

For felv J veed det. Dræb ei længer Fluer,

Udſtop ei Ørne! Lad det være nyttigt

Og godt, det er dog alti) Drab. og Død,

ev med de Levende! — J ftirrer. paa mig?
Undfeelig.

Silgiv en ftaffels Pige, hvis. maaſkee
Hun frænfer jer med fin, Oprigtighed.

Reinald.

D, Socrates! erkiend her din Diſcipel,
Der lærte Viisdom af den ſamme Bøg,
Som du: Naturen, Livet og ſit Hierte!
Og du, fom gif i Kornet med en Skare
Wrlige Haandvarksfolk og Fiſtere,
Mens Phariſceer ſtred med Saducæer
Derinde mellem Murene — å

| Ræffer hende Haanden.

: Kom, Babli!
Jeg følger dig, du er min gøde Engel.
j Babli.
for har en Engel i fit eget Hierte.
Reinald.
3 følger dig.
Babli.

Det vil J ei fortryde.

al . De gaae.

160 Den lille Hyrdedreng.

Sthmeijerbondestue.
Werner. En Hyrde.

Hyrden.
Saa mener J, vor Faer! at vi kan hugge

* Lægter, ſom vi bruge til vort Rekvark,
J Underſkoven?
Wein
Tynde Fyrreſtammer,
Det er det Bedſte; thi med Enebéerſtaver
Har det et nogen Art, det holder et.
Har J fun drevet Bælene vel ned?

Hyrden.
De ftaae til Dommedag.

Werner,

Jeg troer det” felv;
Thi jeg har mærfet, alt det Ved, ſom ſcettes
Y Jorden der, det holdes altid frifÉ
Vogt eder fun for Vanheld, fiære Venner!

Hyrden.
Herr Foged! alt det Vanheld, der er modt,

Bar, af Claus Ruodi tabte ned i Svalget
Sin nye Hat; og han maa takke Gud,
Ut han ei felv faldt med. Han ſpinglede
Ng Kanten ffiødesløg. SJ. fiender ham!
Og veed J, hvad han nu ”biøv?
Werner.
Nu?
Hyrden.
Han lader

Den lille Hyrdedreng. 161

Sig heife ned ved Snorene, vi brugte,

J Svælget, for at fane fin Hat igien.
Werner.

Jeg lider iffe flig Forvovenhed.

Smukt er det, at en Biergets Søn er fiat;

Vi maae ei frygte Faren, vi, ſom bygge

Vor aldrig ſikkre Bolig ved Lavinen.

Men taabelig er al Dumdriſtighed.

Hvis Touget braft!

oe Hyrden.
Han vilde gierne vide

nt meer Beſked om Klofterne dernede.
Werner.

3 Fald han ftyrter, ligger Ruodi paa

Sin egen Gierning. Men det gior mig ondt;

Det er en diærv, en vakker Knos for Meften.
Hyrden.

Herr Foged! flaa J fun jert Sind til Ro;

Den Strif har ingen Nød, han flipper fri,

Thi Fanden frier nof Sine. Gud forlade

Min Synd, jeg ffiemter. Hvad. jeg vilde ſige:

Jeg troer, der var et hoirodt Baand om Hatten,

Som Kätli har: forært og bundet om;

Det var nof egentlig det Baand, fom traf.
Werner.

Det er en anden Sag. Hvis det er Elſkov,

Dg iffe fold Forfenglighed, ſom drev ham,

Saa maa man tie; thi det ligger eengang

J Kicerligheds Natur, at ſpoge kicekt

Med Farerne. Saa lad ham glide, Uhli!

Saa hytter han fig nok. |

km VI. 11

162 Den lille Hyrdedreng.

Hyrden. |
Det tænfer jeg med:

Farvel, Herr Fogd! faa bliver det da ved —

Werner:
De unge Fyrretræer.
Hyrden.
Guds Fred, vor Faer!
Gaaer. ii
Caroline,

der er gaaet til og fra, nærmer fig Werner, fom tager fin Bosſe.
Hvad har J for i Dag?
Werner.
Bi fætte Ræfvære
Ved Afgrundskanten, fiære Caroline!
Seer fig om.
Men hvor er Frits? |
Caroline.
Du har da ladet fage
De gamle Lægter bort?
Werner.
Sa, fiære Kone!
De var for fvage, bruſtne mange Steder.
Det er et hæsligt Hul — hvis Cen maaffee
Blev overfalden der af Svimmelhed. —
Og Faren var jo let at forebygge.
Men hvor er Frits? Jeg gaaer paa Jagt, og bringer
Dig Fugle til dit Kiokken; men. jeg maa
Dog kysſe Drengen. førft.
Caroline
foger at ffiule fin Bekymring.
Jeg tillod ham

Den lille Hyrdedreng. 163

Ut gaae til Bedftefaer. Han kommer hiem
Til Middag.
Werner hurtig.
Gik han op til Bedſtefaer?

Langfomt.

Ja faa!
H Caroline.
Du mener —
Werner
med paatagen Rolighed.
an O, det figer Intet!
Caroline.
Du mener, han ffal Afgrunden forbi.
Werner.
"San taer fig nok i Agt.
i Caroline.
RE J Fald jeg havde
Vidſt det —
ig Werner.
Gi nu! han taer fig nof i Agt.
a Caroline.
eg ffiælver.
i Werner
kysſer hende fiærligt.
. Giek! forfiæl mig iffe Drengen.
— du alt bange? Nu man ſeer dog ſtrax,
Du eſt ei klippebaaren; Dalnaturen
Updftikker alt for frygtſom giennem dig.
Caroline.
Du gior dig ftærf, dog mærfer jeg ret vel,
Det er dig heller ikke med.
11"

164 Den lille Hyrdedreng.

Werner.
Ih nu,
Beſoget funde været opſat ti
J Morgen; men hvad ſiger det ſaa mere?
Der er jo Folk, jo Tommermand deroppe,
Og Drengen ſpringer, fom det lette Vildt,
Koldfindig over mere farlig Kloft;
Og Stien er beqvem og god at træde.
Caroline.
Men han er lille, vild og uforfigtig.
Werner.
Nu, Gud er med ham. Var du rolig, —
Jeg gaaer paa Jagt. LL
Caroline.
Gaaer du af møde ham?
Werner.
Nu ja, hvis det kan troſte dig.
Caroline
omfavner ham.
O, Fader !
Jeg elffer Drengen ikke meer, end du.

Babli fommer med Reinald.
Bablt.
Guds Fred, vor Faer! Jeg bringer: dig en BER.
Werner venlig. re
Ei, Babli! det var Ret. Hvor traf du ham 2
Babli.
J Klippedalen ved den lille Fos.

Caroline.
Hvor langt gif du med Fritg?

Den lille Hyrdedreng. 165

Babli.
Did, fiære Moder!
Mens Werner taler med den Fremmede, taler Babli fagte med
Garoline, og ſoger at berolige hende.

Werner

ræffer ham venligt Haand.
Velkommen, Herre! Det er Sieldenhjed,
Mt fee et fremmed Anſigt her,
Betragter ham med Hoiagtelfe.
. og mindſt
En Lærd — en Doctor — en Botanifer.
Dog ffeer det vel iblandt. Bær os velkommen!

Reinald.
Fortryd ci paa — |
ms Werner godhiertig.
É Gi, vil I fpøge med mig?
"Hvad fiulde jeg fortryde?

| Reinald.

Gieſtfriheden

3 overalt blandt Klipperne; det veed jeg.
"Den ſieldne Blomſt er nedtraadt langſt i Dalen.

£ Werner.

Ih nu, det er naturligt, fiære Herre!

Hvor meget gaaes, der trædeg meget ned.
Hvad Dyd er det, at være gieftfri her,

"Hvor fielden eller aldrig Nogen kommer?

"Det er en Fejt, en Morffab, en Forandring,
Et Afbræf 1 Eensformighedens Baner,

Naar Vandringsmanden narmer fig vor Hytte.

Hvad Skueſpil, hvad. Bal og Lyftighed

166 Den lille Hyrdedreng.

Er hiſt for Kiobſtedsfolk, er her et Ophold

mellem af en Reiſende for Hyrden.
Reinald.

Ti, ti, ven Foged! Blier J faadan ved,

Beviſer J mig vel endog unbn

Mig * betales til, fordi jeg kommer.

Werner.

— ! Frøer J da, jeg vil fornærme?

J ſtienker os i Glimt af Vid,
&ulbforn af jer Forſtand, forflarer os,
Hvad J forftaaer og bedre veed, end vi; —
Fortoller Hændelfer; med venligt Hierte
J tager Deel i vore jævne Glæder.
Kan man betale flige Ting med Penge?

Caroline nærmer fig Werner med. et betydende Blif, hvorpaa han

griber Reinalds Haand, og figer:

Nu ja! faa er vi To da nu befiendte.

Med gode Benner giør man ingen Omfvøb,

Og at FJ ftrar ffal fee, vi regne jer

Blandt vore Venner — fee, fan gaaer jeg. bort,

Juſt fom J fommer; lader eder ene

Med mine Ovindfolk. Om en foie Tid

Seer J mig her igien. J taber Intet

Bed Vyttet⸗ tænfer jeg.
Caroline

til Reinald med en venlig Undffyldning.

Bor lille Søn

Er gaaet til fin Bedſtefaer paa Klippen.

Nu frygte vi juſt ikke, men man fætter

Et Ræfværf ved den bratte Fieldefant,

Det gamle tages bort, og da min Mand

mere esse oe anklen ennen

Den lille Hyrdedreng. 167

Juſt gaaer den Bet, fan har jeg bedet ham
Ut ſtynde fig og hente mig den Lille,
Reinald affides.
Min Gud! min Gud! hvad er det for en Stemme?
Og dette Anfigt er mig vel beftendt,
Skiondt jeg det aldrig fane ſaaledes før;
Og Barnets med.
Hoit.
J frygte for jer Son?
O, det er uden Grund! Jeg ſaae ham karſk
At vandre hen ad Klippen.
Caroline.
Ufgrundsfvælget
Forbi?
Reinald.
Ja, ſandelig!
Caroline
med lettet Hierte.
Gud være lovet!
J bringer os et Evangelium.
Sagte til Werner.
Den fiære Mand! han har et ærligt Anfigt,
Saa fmuft og flogt, men dog lidt forrigfuldt.
Bi maae beverte ham fan godt, vi fan.
Werner
trykker hendes Haand.
Nu er du glad, fordi du veed din Dreng
J Sifferhed, ei fandt?
Reinald
afſides med: dyb Bevægelfe,
Mig bæres for,

168 Den lille Hyrdedreng.

Det er min Søfter Caroline; men

Jeg tør et troe det end, jeg vilsdet ei,

Thi det bedrøver mig fun meer, i Fald

Jeg feiler, og jeg feiler viſt. Hun var:

En bleg, en lille bitte, ſpinkel Pige;

Hvor er det muligt — flig en fyldig, ſtor,
Rodmosſet Kone? Af, men hendes Anſigt —
Den Røft —

Caroline
ſtirrer paa ham.

Min Gud! jeg kiender disſe Trek.

Reinald fom for.
Jeg veed et lille Vers, et gammelt Riim,
Hvad vi fom Børn iſtemte med. hinanden;
Jeg figer nogle Linier — i Fald
Hun fan de øvrige — faa er, det: hende.

Werner.
Hvad fær Forundring river eder hen?
Siig, gode Herre! fiender I min Huſtru?
Reinald
griber Carolines Haand, ſeer hende ſtivt i Dinene, og ſiger langſomt:
Naar den morke Hyldebuſk
Dufter over Graven,
Og naar Bind og Slud og Ruſt
Falder tungt i Haven —

Caroline
falder ham heftig rørt og glad ſpeidende i Talen.
Wngftes derfor ei mit Bryſt,
Skyen fig vil fierne —

Den lille Hyrdedreng. 169

VDegge—
paa een Gang.
atter mig til Troſt
Blinker form en Stierne.
De falde: i hinandens Arme
Garoline.

Reinald, min Broder! mr 0 10
J Reinald.
Soſter Caroline!
ONE Werner.
Din Broder! er det muligt?
Reinald

ftærft bevæget.

J Ja du er—
in — ja, jeg kiender disſe Tre
ondt meget — meget nu forandrede

g et udvoret Navn, fom Barnet ſtar
Bogens Bark for tyve Somre ſiden,
Er det dog tydeligt — jeg kiender dig,
Ø eg feer min Faders Anſigt.
Ø Caroline. 60
Jeg min Moders.
J Werner.
1.9M — Glæde! Reinald! det er dige spaavdedns
Min ger Brøder !
Omfavner hen
Reinald.
D, almægtige donyn
ik nt df "Werner.
Og J— — big y iffe feet — og iffe ſtrevet —
[his — bort — forfvundet — Hvilken Skiebne!

170 Den lille Hyrdedreng.

Og nu, førft nu erfaret, hvor hun leved?
Og nu førft opføgt —
Reinald.
Jeg har ikke ſogt,
Et Lyffetræf har bragt mig til din Klippe.
Caroline.
Du vidfte ei, at jeg var her, min Broder?
Reinald.
Nei, ved den Gud, ſom ſtienker mig en ſtor
Uventet Fryd.
Werner.
Har altſaa iffe hørt,
Ut Taterne for nitten Vintre fiden
Forvilded fig i disſe Cnemærfer
Med Caroline; at hun flygted, fandt
Min Faders Hytte?
Reinald.
Aldrig.
Werner.
Ut han ſtrev
Til eders Fodeſted?
Reinald.
Da var jeg borte
Som Skibsdreng.
Werner
griber hendes Haand med Ild.
At hun fandt en Faer i min,
Blev Hyttens Barn, min Soſter og min Huſtru
Og Moder til min Frits! Tre Gange ſtrev jeg.
Reinald.
Jeg aldrig fane min Barndoms Egn igien,

Den Tille Hyrdedreng.

£ Jeg foer omfring i Verden alf ſom Dreng
— Til Sydhavs-Cannibalen, Aſiens Tiger,
— Og da jeg atter vendte til: Europa,

— Og fendte Bud til Hiemmet, fif jeg Svar:

— Min Pleiefaer var død, og Caroline

— Ci fiden fimdet.

| Werner

Og min Faders" Brev?

É Reinald.
Magſkee han aldrig fif det; muligt Døden
— Hang Hemmelighed tog i Graven med.
Caroline henrykt.

— Saa har da uden menneſkelig Hielp

— Den gøde Gud forenet os igien!

Reinald

griber Bablis Haand.
Au, Babli! troer jeg dig: der gives Hytter,
— Hvor Lynet et ſlaaer ned; Uffyldigheden

— Sin Finger ftræffer op mød Himlens Blaa
— Som Tordenleder. Soſter, elſkte Soſter!

— Seg feer, jeg bringer ikke Sorgen meer.

En Pige fommer.

— Herr Sognefoged! Pater Auguſtin

Staaer udenfor med tvende Mænd ; de bringe
Paa Baar en Vidiekurv med luffet Laag.
Han ſiger, han maa tale med dig ene.

É Werner.

Beed ham at fomme! Reinald! gaa i Haven,
— Dg glæd dig med din Søfter. Eders Hierter
Behove Luft; hvormeget har JF et

— Nu at betroe, at tale med hinanden!

171

——

172 Den lille Hyrdedreng.

J flig en Sag er: tredie Mand tilovers,
Om det faa var en Wgtemand og Svoger.
Caroline bekymret
Men Frits, min Ben! ffal ſamme Bet tilbage!
Werner
munter og tillidsfuld.
Gi, fiære Huſtru! fan du frygte nu,
Da Gud uventet ſender flig en Lykke?
Bær rolig! Frits er i Guds Baretægt.
Til Middag ffal han ſpiſe med ſin Morbroer,
Og drikke Velkomſt af fit lille Bæger.
Gaaer nu, at jeg fan tage mod vor Bræft.
Han være ffal vor Gieft i Dag, den gøde,
Retſkafne Munk. Jeg aner, hvad han vil:
Han bringer aarlig mig en Kurv med Frugt
Deroppe fra fin lille Abildgaard.
Han boer paa Klippen ſom en Gremit,
Men har dog derfor et forladt fit Sogn:
Han er vor Skriftefaer, lidt mørk, lidt ſtreng,
En ivrig Catholik, ei Vharifæer ; |
Et folſomt Hierte flaaer: bag. Munkekaaben.
Caroline.
Kom, elffte Broder! følg mig ud i Haven.
Reinald.
Ak, Caroline! mindes du endnu |
Bor Barndom Hauge, hvor vi legte ſammen?
Caroline.
Du finder den igien tildeels, thi meget
Jeg plantet har, ſom minder dig om hiin.
Reinald.
Ribshæffen ?

Den lille Hyrdedreng. 173

Caroline.
Det forſtaaer fig, ftræffer fig
Med fine tyffe Buffe giennem Haugen.

Reinald.
Lyfthufet ?
Caroline.
Med fit Speil og med fin Løibænf.
å Reinald.
— Dg Bierne?
Caroline.

Bed Blanfeværfet trives.
Bi har alf tyve Stader. .

Reinald.
Ulmetræet
Med Navnene?
Caroline.
Beſkygger Bænfen, hvor
Bi læfte Feehiſtorier med hinanden.
| I Reinald.
Alt tykkes mig et Eventyr i Dag
Af gøde Feer. — Gaaer Babli med?
Babli ſmilende.
Hun pasſer
Sit Kiokken, ſom den lille Aſkepot.
Reinald.
Og venter Prindſen?
Babli leer.
Kan det være mindre?

De gade undtagen Wernet.

174 Den lille Hyrdedreng.

Auguſtin
treeder ind, med dyb Alvor, Værdighed og Folelſe.

Chriſt ftyrfe dig!
Han gier Korſets Tegn.

Werner
trykker hans Haand.
Tak, Fader Auguſtin!

Hvor gaaer det? Du er mere bleg, end ellers;
Du ffiælver.

Auguſtin.

Det er Alderdommen, Werner!

Jeg ſtaager paa Gravens Bred. Det er ei Frygt.
For Døden, thi den elſker jeg ſom Ven;
Det er min Siæl, ſom ffiælver, mens den ryfter
Tungt Støv af fine Binger.

Werner.
Tenk dog ei
Saa tidt paa Døden! Døden kommer tidsnok.
Skiondt du er gammel, graa — hvad figer det?
En ſneehvid Binterdag er ogſaa ſmuk.

Auguſtin.
O, glem Letſindigheden! Van dit Pie
Til ned at ſtirre i det hellige Dyb,
Hvor Roden groer; paa Fladen voxer Tant.
Beflit dig paa at finde Lys i Morket!
Stir ned i Mulden, til du har opdaget
Deri den flare Vort til Evigheden!
Thi Fødslen er fun forte Drommes Indgang,
Som leder til en Labyrint af Gioglen;
Wen Graven Sandheds Dør, og Fromhed Noglen.

Den lille Hyrdedreng. 175

Werner:
Jeg er et ufrom.
Auguſtin.
Net, det er duet.
God er du; men du er for ſandſelig,
Og fætter altfor megen Priis paa Livet.
Werner.
— Min Gud har giort mig lyffelig; i Fald
— eg ffionte flet derpaa — var jeg en Chriften?
| Auguſtin.
Den Glæde, Gud forunder og at nyde,
Er fun en Prove, for aft vænne Hiertet
Til tillidsfuldt at taale fine Savn.
Ut onſke mig i Cvigheden, naar
Mig Smerten tryffer her, er ingen Dyd;
Hvo onſker iffe fig befriet fra Qval?
Men fidde, ſom en Job, i Velmagt forſt,
Taalmodig uden Knurren fee Guds Billie,
Beroves hvad der var dig dyrebareſt,
Og fige dog med taareqvalte Røft:
Gud gav, han tog, hans Navn "høit være lovet !
Det, Werner! det er Hrifteligt.
Werner
tager ham venligt ved Haanden.
Men ſiig mig
Oprigtig: er det ret — mu taler ogſaa
Jeg lidt i dine Billeder — beſtandig
At varsle Sorgen, ſom en Nattens Ugle?
Selv ei at kunne fee en liflig Blomſt,
For ſtrax at ſporge den: hvi dufter du?
Hvi hæver du fan tillidsfuld din Stilk?

176 Den lille Hyrdedreng.

Du ſtal dog visne, raadne, trædes ned.
Siig, Auguſtin! er det da dhrifteligt? mmm
Auguſtin.
O, hør mig, og miskiend mig ei, min Ben!
Saade jeg dig falig, Werner! i din Gud,
Saade jeg dit Huus faftgrundet. paa en Klippe;
Saae jeg dig ſlukke Torſten efter Held
J Livets Kilde — o, hvor munter, glad
Da ſtulde jeg ei dele denne Fryd!
Men naar du glædes ved: det falſte Skum
Paa Tidens Flod, hvorunder Faren: lurer,
Kan jeg da glæde mig ? |
Werner afbrydende
Ei mer om Sligt!
Du fommer og beføger os? Hav. Taf!
Din Viisdom og din Fromhed fatter jeg;
J Fald vi føle lidt førffielligt end —
Find dig deri! Tidt Vinteren er fold,
Og Sommerdagen undertiden lummer.
Barm dig imellem i mit lune Solſtin,
Jeg vil hufvales ved din føle Maane,
Saa ſtienke vi hinanden begge Noget.
F fligt et Bytte jo beftaaer kun Venſtab.
Auguſtin.
Nu føler du, nu finder du dig i
Din Lyffe, Werner! ſom en Mand; men funde
Med famme Fatning vel du taale Smerten?
Werner.
Den Tid den Sorg! |
| Auguſtin.
Som Sabeboblen briſter,

Den lille Hyrdedreng. 177

Saa fvinder i fit Intet Døgnets Lyft.
Hvad om alt Tiden var der?
Werner.
Fromme Fader !
Hvad bringer du? En Kurv med deilig Frugt?
Bi takke dig.
Auguſtin.
4 Ja vel, med deilig Frugt.
Uſtyldig nys den groede paa fin Stangel;
Au er den plukt alt, men det lille Liig
End ſmiler i fin Død, og er en Engel.
Werner.
— Det falder jeg at fee Naturen mork,
—— Maar felv et Wble vorder dig et Liig.
VM Auguſtin.
Hvad er det Andet? er det ikke brudt
— Fra Moderqviften ?
Werner.
& Sikkert; for at nyde
—— Nu fin Beftemmelfe.
Auguſ tiårs
3 Og fan et Hiertet,
Maar det er bruftent, lignes ved en Frugt,
Som plukkes, iffe for at kildre Sandſen
Med Sodt — for ſelv at nyde himmelſk Sodhed?
Werner.
O D jo! det er ret ſmukt, ret digteriſt.
Auguſtin
beſtandig med ftærfere Bægt.
Og fan ifær ei Barnet i fin Skionhed,
— Naar pludfelig det falder fpædt fra Stammen,
VIL. 12

178 Den lille Hyrdedreng.

Bel fammenlignes med en himmelſk Frugt,
Som plukkes her, for hift at fane fin Kicerne
J Baradifet, hvor ei Ormen tærer
Dets Indre meer?
Werner
pludfelig angft.
Min Gud! hvad vil du fige
Med dine Lignelfer? Du ængfter mig.
Auguſtin
har givet Folkene et Vink; de have bragt Kurven ind paa Såatell
og forfoiet fig bort igien.
Ulykkelige Fader! hvordan ffal
Jeg forberede dig, hvis lette Simd
Aldeles Intet aner af fin Smerte?
Det fommer dig fom Slag fra Dommedag.
Min Trøft er dig et Intet; thi, jeg veed,
Din Fryd var her, fun her, ei hiſt din Længfel.
Werner
ftyrter hen, aabner Kurven, og opdager fit Barn.
O, Gud! min Frit$! død, død! nedſtyrtet! knuuſt!
Han fafter fig fortvivlet over Liget.
Auguſtin
betragter ham med inderlig Medlidenhed.
Ras, arme Hierte! fvulm, udtom din Ild,
Storm! Kræv din Ret, Natur! Lyd, vilde Klage!
Fra Læberne, giv Hiertet Luft, at ei
Det fprænges af fin Stumhed! Flyd, flyd, Graad!
Og udtom dine falte Taarefilder.
Hyl, arme Fader! thi din Søn er død. —
Men, Smerte! naar du fvæffet har din Kraft,
Naar du har rafet ud, Fortvivlelfe!

Den lille Hyrdedreng.

O, kom da, føde Trøft! fra Naadens Throne,

Sfin fom en Maane giennem Tordenffyen,

Og fad ham fee fit Barn, fin Frits igien

Fra Himlen mellem Englene, ſom fmile.
Werner mat.

Mit Barn, min Son, min Frits, min Eneſte!

Reinald

fommer hurtig.

Munf! er det fandt?
| Auguſtin.
Desværre!

Reinald.

Ganſke viſt?

Fra Klippen ſtyrtet ned og ſonderknuuſt?
Auguſtin.

Og Liget faſt opdaget ved et Under:
En Yngling fandt det, ſom man hisſed ned
Y Ufgrundsfvælget, hvor et MennefÉer
Har aandet i utænfelige Tider.

Reinald
træder hen for Liget.
— DD, vaffre Frits! du lille fiære Liig!

— Jeg Fiender dig igien i disſe Træk,

Skiondt Dødens Rædsler har forftyrret dem. —

Nu er da Iſaak offret! Ingen Engel
Har aabenbaret fig i Skyen, Frits!

Og raabt fit Holdt. Grumt blødte du paa Stenen.

Saa er nu denne Arnes Glæde fpildt

— Hor evig! Her, hvor jeg i Havn mig troede,

197

179

180 Den lille Hyrdedreng.

Her Havblik laane pan Dybet allerlumffeft, åd:
Og ffiulte blinde: Skier. — Min ſtakkels Soſter!
Jeg vil et fee dig meer, Farvel, Farvel!
Een Dag forbinder og adffiller os.
Han gaaer bort.
Werner

ftaaer fortvivlet op, og ſtirrer paa Liget.
Nu Alt er tomt for mig, fom da Guds Mand
Endnu ei fvæved over Bandene.
Min Gladesjord er æltet til et Chaos.
Det ſtionne Bierg med fine friffe Kilder,
Sin ftolte Fos, fit Græs og fine Hyrder —
En usſel Skueplads ved Dagens Lys,
Naar Trylleriets falffe Lampe ſlukkes.
Alt ftaaer der — men fun han, min Frits er borte;
Slet Intet mangler — fun. det Vigtigſte.
O, Frits! mit Barn! hvor ofte vil jeg nu
Paa dine Veie giore Pilgrimsreiſer,
Og græde ſonderknuuſt, fom Vandringsmanden
Bed Jordan, naar han ftirrer i den Flod,
. Hvis flygtige Vover drak det hellige Billed.
>, Fritg! mit Barn!

Opdager hans lille Hat og Troie paa Begge brifter i Graad,
og vrider fine Hænder.

O, Gud! 1; Gud! 0, Gud!
Der hænge dine Klæder — Sondagshatten
Og Søndagstrøien. Nu behøver du
Ei længer dem, nu er du flædt i Straaler,
Som Engel frandfet med de hvide Lilier.
Mig efterlod du fun de fmaae, de fiære
Reliqvier.

—— —

Den lille Hyrdedreng. 181

Auguſtin.
La Ulyffelige Fader!
Forſynd dig ei.
J Werner.
VA Zi ftille, Munk! du fiender
— Gi Faderhiertet. Veed du i din Celle,
— Med dine Duer, med dit Crucifir,
— Mat i din ſorgelige Eenſomhed,
— Hvad Livet er? Og fan du ffatte Gaven,
— Som du ei fiender? taffe Gud derfor?
Siig, veed du, hvad det er af være Fader?
— Du ftirrer paa dit melancholſke Kors,
— Og tænfer fun paa Død, paa Synd, paa Smerte,
Tilintetgiorelfe. Med Angſtens Sved W
Du beder i Getſemane, og bløder
Baa Golgatha. For dig: er Livet fun
En taagefuld og førgelig Langfredag.
Hvor der er Børn, der er en evig Juul;
Der blomſtrer ſteds Uſtyldighedens Feft;
Der ſmiler Modren med fit Barn paa Skiodet,
— Meng Stiernen funkler ſaligt over Hytten;

— Der fiunger Engelen beftandig henrykt

— For Hyrderne pan Marken fit Hofianna.
Thi Barnet gior fin Faer til Barn igien,
Og fun fom Børn vi atter fer Guds Rige.
lg Han ſynker ned over Liget.

Caroline
kommer langſomt ind med Fatning, fulgt og underſtottet af
nogle. Qvinder,

Forholder mig det ei, at fee mit Barn!

182 Den lille Hyrdedreng.

Auguſtin
gaaer hende i Mode.
Retſkafne Caroline!
Caroline.
Jeg har ſiunget
J Aftes Pſalmer med ham, og han fæfte
Saa fromt fin Aftenbon. Han er hos Gud,
Det veed jeg viſt, hvi ffulde jeg da flage?
Werner
fpringer op, og omfavner hende.
O, Moder! Moder!
Caroline.
Han er ikke knuuſt,
Ei faldet ned fra Klippen, har et ſlaget
Sit lille Hoved blodigt imod Stenen.
Guds hellige Engle greb ham, da han faldt,
Og bragte ham huldtfmilende til Himlen.
Auguſtin
holder Qvinderne tilbage, ſom ville trofte hende.
Caroline.
Og der er ſtiont og glædeligt; det veed jeg,
Det troer jeg vift.
Auguſtin.
O, adle Caroline!
Hed dig, du fromme, viſe Ovinde! Held dig!
Dig ftyrfer Troen.
Caroline.
Ofte ſpurgte han:
Er et den lille Engel her paa Jorden?
Jo, fvared jeg, uſynlig. Og naar fan jeg
Da fee ham? fpurgte han. Da tryfte jeg

——

| " Og lad mig fee hang Liig!

Den lille Hyrdedreng. 183

i Den lille Spørger grædende til Hiertet,

Og fvarte: Som en ſolverhaaret Gubbe

Seer du ham forſt. — Men Englen elſtte dig,

- Min føde Frits! og vilde iffe bie,

| sil du var ſolvgraa. — Aabner mig. dog Kurven,

Auguſtin.
Men har du Kraft?
Caroline
med et fortvivlet Smiil.
vad Kraft behover jeg til det, min Fader?

J
| R Fald han leved, hvis jeg bar ham paa

Min Moderarm, og tryfte ham til Hiertet,
| Dg flædte, hæged ham, og ſtar ham Brødet,
— Da funde der behøves Kræfter; men

— Til bleg at ſtirre pan hans blege Liig,

i; E Beboves ingen.

Da hun fer Liget, brifter hun i Graad, og: vrider fine Hænder.
Werner
fnæler ved Baaren, ræffer: hende fin Haand, og figer:

Moder! elffte Poder!

Fortvivl ei. Lad os ræffe vore Hænder
- Til Himlen over vores Engels Liig,
Og bede Gud om Biſtand.

Caroline
fnæler og beder, derpaa ſtager hun op, og figer i huldt
Sværmeri.

O, hvi ffeer der

Ei meer Mirafler? Det var dog fan ffiont;
Det troſtede de ſtakkels Menneffer,
DOg ſtyrked dem til Haab, til Tro og Tillid.

184 Den lille Hyrdedreng.

Bort Liv er mørft, vi trænge tidt til Trøft.
Sorg nedflaaer Sindet, Lyffen hæver Modet,
Og hvad der hændes Cen, fan hændes Fleer.
| Til Auguſtin.
Erindrer du dig, fromme Herrens Mand!
Bi var i Kirfen med vor Frits i Søndags,
Juſt da du læfte Evangeliet
Om Enkens Søn af Nain? O, hvor herligt
Fremſtilte du Guds Godhed og den ftaffelg
Fortvivlte Moders Fryd! Det var dog ſtiont,
Hvis Sligt var muligt end.
Auguſtin.
Ak, Caroline!
Der ſkeer ei meer Mirakler.
Caroline.
Jo, der gior;
De ſkee dog tidt. Er hver en Herrens Gave
Ei et Mirakel? Var det et Mirakel,
At Gud mig gav min Frits? Og naar et Barn
Er ſygt, og blusſer tort i Feberhede,
Naar Lægen tier, træffer taus paa Skuldren,
Mens Modren græder, Fadren ftirrer bleg ;
(Er det ei et Mirafel, naar den Evige
Dog frelfer det, og ſtienker Faer og Moer
Der Barn igien?
Werner.
Hiſt ſtienkes han os atter.
Caroline.
Min Frits engang var ſyg, og Alle tvivlte.
Med dunkelhede Kinder, matte Blik
Drog han ſin Aande, ralled i min Arm;

Den lille Hyrdedreng. 185

Min bittre Taare væded ham den hede,

Glodrode Kind.
Med ſtigende Folelfe.

Han kom fig, og blev karſk.
Gud gav mig ham tilbage. — "Hvad der eengang
Er feet, fan tiere fee.
Auguſtin.

| Du fværmer, Qvinde!

— Men mildt og yndigt er dit Sværmeri ;
Og fom en høi Ruin paa Fieldet, vifer

Dit knuſte Bryſt end Skionhed i fit Gruus.

Caroline.
— Min Smerte er for ung, jeg fan endnu
Ei finde mig i min Fortvivlelfe.
Det tykkes mig, fom var min Sorg en Drøm.
Jeg fane ham friſk og fund og blomſtrende
Jo for en Time fiden, og nu ligger
Han fold og bleg og ſonderknuuſt paa Baaren.
4 Med en beſynderlig hoi Tillid.
Det tykkes mig, ſom om vor Hyttedor
Sig aabned ſagte for den hulde Frelſer,
Som om han kom, og lagde ſmilende
Sin Haand paa Ligets Isſe, vendte fig
Til mig med Troſt, og raabte: Grad ei, Ovinde!
Din Dreng er ikke dod.
J dette Dieblik gaaer Doren op; Frits, fulgt af Rabli,
Reinald, den gamle Redſtefader, og endeel Hyrder og
Hyrdinder, ſtyrter ind med en ſtor Blomſterkoſt i Haand,
og iler i ſin Moders Arme.
Frits.
Nei, Moder! Moder!

186 Den lille Hyrdedreng.

Din Dreng er iffe død. Her er din Frits;
Han lever, han er friſk, ham fattes Intet.
Auguſtin.
Ha — hvad er dette?
Caroline.
Himmelſke Forbarmer!
Werner.
Mit Barn! min Frits! min Son! du lever? Frits!
Forældrene omfavne Barnet henrykte; alle Tilftedeværende ud—
trykke deres Glæde og Forbaufelfe.
Frits.
Ya, fiære Faer! hvi ſtulde jeg da døe?
Jeg er faa lille, det var alt for tidligt.
Min Bedftefaer er jo en rørig Mand
Paa fiirfindstyve Mar, hvi ſtulde Frits
Da iffe være det, fom fun er fer?
Jeg bringer Bedftefader med, og Blomſter
Til Moder. Ser er Roſer og Lavendler,
Levkoier, Gyldenlakker, Negliker.
Men Natviolerne og Lilierne
Har jeg pan Veien faftet ned i Svælget
J Klippekloften, ved det nye Rakvark.
De dufte dig for ftærft, det veed jeg nof.
Caroline.
Algode Gud!
Werner.
Der ſkeer endnu Mirafler! .
Auguſtin.
Jeg er en Olding, mange Jordens Syner
Foer mine Blik forbi, og bragte ſielden
Min Sial til Studſen; men her ftudfer jeg:

Den lille Hyrdedreng.

Thi Barnet ligger blegt paa Dodens Baare,
Og Barnet fmiler frifft med Blomſterne.
Sanct Peder! rør. mit Øie med din Finger,
Og lær mig fiende Sandhed.

Babli.

Reinald iled

Fortvivlet bort; jeg fulgte ham. Gud veed —
Et Blik — et Ord, uoverlagt i Sorgen,

Floi mig fra Læben. Da han løb til Bierget,
Da løb jeg med, men hented ham ei ind.

Reinald.

Da grad du, Babli! føde, føde Taarer.

Babli.

Men da jeg fom til Svælget, ſtod han der

Med Frits i Armen, tryfte ham til Hiertet,
Og raabte: Babli! fee vor lille Skytsaand.

Reinald.
Ja, Gladen her forſvandt, og Overtro
Indbildte mig, at jeg var Sorgens Bringer.
Jeg løb til Fieldet, fvimled over Kanten —
Da fendte Gud fin Engel, raabte holdt!
En lille Haand traf mig ved Kiortelfligen.
Jeg vendte mig — et Barn, fan ſtiont ſom Baaren,
Stod hos en Gubbe, friff ſom Hoſtens Aften;
To Billeder af Livets ſtionne Poler:
Barndom og Alderdom. Hvad fatteg dig?
Adſpurgte mig den Lille ſmilende.
Jeg tryfte ſalig Vaaren til mit Hierte,
Jeg ſkued henryft paa min Bintergubbe;
Og da, ſom Somren deilig, Babli fom

187

188 Den lille Hyrdedreng.

Med Taareduggen paa fin Roſenkind,
Da tvivlte jeg ei længer om min Høft.
Han trykker fin Mund til Bablis Haand.
Auguſtin.
Forunderlige Dag! med ſelſom Gioglen
Afbryder du vort Livs Eensformighed.
Hvo fiender dette Liig? Det ligger. friftt.
Hvo tvivled om, af det var Werners Barn,
Hvis iffe Barnet leved, var tilftede.
Hvo mifted dette Barn? Hvo favner det?
En Hyrde.
Jeg har mit Barn.
En Anden.
Jeg mit.
Flere Stemmer uden. for Hytten.
Der ſavnes intet.

Reinald,

ſom har betragtet Liget.
Forunderlighed paa Forunderlighed!
Det er en lille Mumie; dets Legem
Er giennemtrukket af et ſelſomt Biergſalt.
Naturen har beſkyttet disſe Lemmer
Mod Undergang og mod Forraadnelſe.
Men denne Liighed — ubegribeligt!

Den gamle Bedftefader.
Henbringer mig til Baaren, lad mig fee!
Betragter Liget noie, derpaa figer han grædende:
Ja ja! min Anelſe bedrog mig ei:
Det er min ældre Broder Adolf Seppi,
Jeg fiender ham endnu.

Din Broder, Bedſtefaer?

Den lille Hyrdedreng.

Werner.
Din Broder, Fader?
Caroline.

Flere.
Hvad? drommer Gubben?
Bedſtefaderen
til Ruodi—

Har du ei draget dette Liig af Kloften

—— *

Ved Bundlos?
Ruodi—.
Ja, vor Faer!
Bedftefaderen;
Der leged jeg

Som Barn med Seppi for halvfierdfindstyve
Og fer Aar fiden. Seppi faldt i Svælget,
Bor Fader holdt det hemmeligt, forbød mig
Ut fige det til Nogen, thi vor Moder
Ei maatte vide det; det hed: han døde

— UF Sygdom hos vor Morbroer, og blev jordet
Paa Kirkegaarden.

Folder fine Hænder,
Ak, du gøde Gud!

Skal jeg endnu opleve fligt et Jertegn?

— eg var den Yngfte, jeg, ſom ftaaer og ffiælver
Ved Staven fom en følverhaaret Gubbe;

— Den Ældre ligger fom et lille Barn,

See, Frits! din Farfaers Broer; han lignte dig,
— Bar vever, god og; ſnild og ſmuk, ſom du.

Au lever han igien i dig. — Gud være

Ham naadig i fin Himmel!

189

190 Den lille Hyrdedreng.

Auguſtin.
Amen! Amen!
Selſom er Herrens underlige Vei.
kulſort Sky har loſt ſig venligt *
J Veemodsdug.
Werner.
En hoiſt lykſalig Dag!
Bi fandt vort Barn igien.
Caroline.
Vi fandt en Broder.
Reinald.
Og han en Søfter, og en kicer Veninde,
En Rudolf i fin Frits — og i fin Frits
En Sfytsaand, der har reddet ham fra Døden
Her — maaffee hisfet.
i Auguſtin.
Gode, fiære Werner!
Jeg onſker dig til Lykke med din Juul,
Din Gladesfeſt. Gid filde, ſilde førft
Den ende med en haabefuld Langfredag !
Din Nød har aabnet mig dit hele Hierte.
For elffte jeg dig, Werner! ſom en god,
Retſtaffen Mand; men du er ogſaa from,
From, ffiondt paa din Viis. Tilgiv da en Gubbe,
Hvis han har frænfet dig.
Werner
trykker hang Haand.
Gi, fromme Fader!
Du meente mig det ærligt. Jeg har talt
Langt haardere til dig, end du til mig.
Saa deel vor Fryd, fom du har deelt vor Sorg!

Den lille Hyrdedreng. i 191

Jeg har min Dreng igien, og er faa glad,
Som en af Himlens Engle. Kom, min Frits!
Læg dine Blomſter paa din Farfarbroders
Bleghvide Bande! — Saa. — Gud figne ham!
Han lignte dig i Træf, du iffe ham

J Skiebne. Speil dig i hang ſolvgraa Broder,
Bliv Gubbe fom den Yngre, iffe Barn fom
Den Wldre, Frits! Hop altid Farens Svælg
Saa let forbi, uffyldig, fom i Dag;

Og ffienf engang vor Dal igien en Søn,

Som ligner hiin i Træf, og dig 1 Lyffe!

andre rasp

1

ap OR S —

— ler y ss
i
7 Fo
É ve
Æ
y
Y ,
'
i så ai
'
v
re t

4 Fi
i 13%

it og Abel.

SÅ i ——

Tragoedie.

Perſonerne.

Erik, Danerkonge, kaldet Plougpenning.
Abel, Hertug i Slesvig, hans Broder.
Sophia, Abels Datter.

Otto, Greve af Oldenborg.

Esgar, Biffop i Ribe.

Lauge Judmundføn, Eriks Marſt.
Henrik Emeltorp, Ridder.

En blind Olding.

Hans Dreng.

Strange, Lauges Svend,

Prechta, Sophias Terne.

Regner, Abels Kammerſvend

En Fiſker.

En Krokone. '

Jørgen, hendes Dreng.

Broder Niels.

En anden Munk.

Drabanter, Munke.

Handlingen foregaaer ved Dannevirke, i Sortebrodrekloſter,
Slesvig og Omegnen, Aar 1250,

— — — — — — ——

Forſte Handling.

Plads med Cræer.

J Baggrunden en Stræfning af Dannevirke med fine for-
faldne Taarne og Porte. J Forgrunden et Herberg.

Kong Erik. Lauge gudmundſon. En gammel blind Mand
og hans Dreng.

Den Blinde
ſynger ved Harpen:

Danmark, deilig Bang og Vænge,
Luft med Bølgen blaa,

Hvor de vorne danffe Drenge

Kan i Leding gane

Mod de Sarer, Slaver, Bender,
Hvor man dem paa Tog henfender ;
Cen Ting mangler for den Have:
Ledet er af Lave.

At disſnarer færdes kunde
Bærfet med Behor,

Dronning Thyre fod fra Grunde
Reife, hvor man kior '

198 Erik og Abel.

Giennem Bolden, fig en Bure,
Paa det Vark at have Kure.
Slet fig Nogen fun vil foie
Under fremmed Øie.

Efter Onſke vorte Bolden,
Dannevirke faldt,

Som har mangen Tørning holden,
For den flet forfaldt.

„Ledet“, fagde Dronning Thyre,
„Har vi hængt; Gud Bangen hyre,
Ut den ingen Fremmed bryder,
Eller Hofbud byder!”

Danemark vi nu fan ligne
Bed en frugtbar Vang.
Hegnet trindt omfring, Gud figne
Det i Nød og Trang!
Lad fom Korn opvore Knegte,
Der fan friff mod Fienden fegte,
Og om Dannebod end tale,
Naar hun er i Dvale!
Erik.
Tak, Fader! Tak. Det var en deilig Viſe.
Har ſelv du digtet den?
Oldingen.
Nei, ſtrenge Ridder!
Jeg fan et rime; denne Sang er gammel,
Og tidt har jeg den fiunget i min Velmagt,
Da jeg var ftærf, og. fulgte — Volmer
Paa ſine Tog.

Erik og Abel. 199

Erik.
Saa har du altſaa tient
Kong Baldemar? |
Oldingen.
Hvo tiente iffe ham,

— Som var i Stand: dertil?

Erik.
Og talt med ham?
Oldingen.
Ja, tidt; dog tiere med hans Dronning Dagmar.
Erik.
Hun var høit elffet her i Danmarks Rige.
Oldingen.
— un var en Engel. Hvor hun gif og ſtod,
Der blomſtrede Belfignelfen for Bonden.
Gun giorde Kongen Livet fiært; og havde
Sun levet længer, aldrig var Kong Volmer
Da friſtet, lokket i et ſtiendigt Fængfel.
Hun var den anden Thyre Dannebod;
Og længe gif det Sagn — J hørte jo,
Jeg fang om Thyres Buur hift over Porten
Paa Dannevirke, hvor hun fad og vogted
Paa Arbeidsfolkene?
H Erik.
Jeg horte det.
Oldingen.
Jeg ſtakkels Gubbe, jeg er blind disverre —
Men feer J Hullet over Porten der,
Begroet med Brombær og med grønne Buſke?
Erik.
Jeg ſeer det. -

200 Erik og Abel.

Oldingen.
Nu, der boede Dannebod,
Og ofte, figer man, at hun og Dagmar
End fidde der i Qvæld, faafnart det morknes,
Og fmile ned til Landet, vandre fammen
Ud Bolden Arm i Arm, og fvinde førft
Bag Taarnet hiſt.
Erik.
Man ſynger mange Viſer
Om Dagmar.
Oldingen.
Ja, jeg kan dem alle, Herre!
Hun var ſaa from, at da i Riberby
Hun dode, da Kong Volmer grad ved Liget,
Og kaldte hende med fortvivlet Roſt,
Da reiſte hun ſig atter op fra Baaren
Med røde Pine; veed I vel, hvorfor?
Fordi hun havde mørt fig Silfeærmer
En Søndagformiddag. Tank jer engang,
Det var den hele Synd i Dagmars Liv,
Hvorfor hun et fandt Rift og Ro i Graven!
Hvor finder man en flig Samvittighed?
Lauge Gudmundſon.
Dum Folkeovertro!
Erik.
Forſtyr ham ei!
Oldingen.
Og havde hendes Søn, den unge Junfer
Prinds Bolmer, levet — men han fandt fin Død
Ved Kammerfvendens Piil paa Hiortejagten.
Det Gode triveg fort.

Erik og Abel.

Lauge.
Hvad figer du
Da om Kong Erik?
Oldingen.
Plougpeng?
Lauge.
Saadan ſtielder

Almuen ham, fordi han paalagt har
En hoiſtnodvendig Skat.

Oldingen.
Ja viſt! nodvendig,
For atter Krig at fore med ſin Broder.

— Digværre, Ridder! — tilgiv Oldingen,

re SE mor Kr

Hvis J fortørnes! Synet har jeg miftet, ”
Veed iffe, hvem J er; men ved Sanct Knud,

Jeg har ei Andet end et usfelt Liv

Ut tabe, fom jeg agter ei, og figer

Min Mening reent ud: Grif er vel et

Saa flem, fom Abel; men de fives baade
Som Hedninger, og Gud forlade dem

For hvad de fyndet har mod gamle Danmark!
Man mærker, det er Bengierds Børn.

Lauge.
Hvad har du

Saameget imod Bengierd?

Oldingen.
Intet nu,

"hi hun er død, og man bør ikke hade

— Den Døde; men faalænge Danmark ſtaaer,

— Bil heller aldrig Bengierds Bife glemmes.

201

202 Grif og Abel.

Lauge.
Man burde ftrengt forbyde Folfet flige
Nidvifer.
Erik.
Net, vox populi, vox Dei!
Siig mig et Vers deraf!
Oldingen.
Hun vilde lægge
Det danffe Land i Lænfer, fue Bonden:
Hvad tør Bonden vel mere ved,
End Vidiedor og Flagreled ?
Hvad tør Bonden med meer i Bo
Foruden to Oxen og en Ko?
Wen den, ſom fynger fidft, han ſynger bedſt:
Nu ligger Bengierd i forten Jord,
Endnu har Bonden Øren i Gaard.
Langt bedre, ftaffet at leve med re,
End høre hver Mands Klag” og Kære!
Men det blier filde, mærfer jeg; thi Duggen
Staaer fugtig i mit Sfiæg, og jeg har langt
Til Hytten. Nu Guds Fred, I ærlige Mænd!
ØRER GErit
Bi, jeg maa dog betale dig din Bife.
Hvor boer du?
Oldingen.
Y et Lynghuus midt pan Heden.
Erik.
Er alt din Huſtru dod?
Oldingen.
Min Huſtru, Broder,
Tre Sonner og to Dottre.

Erik og Abel.

Erik.
Alle dode!
Hvorledes miſtede du dem?

———
J Krigen,

RR Kong Grif brændte Svendborgby.

i Erik.
Dg dine Pine?
| Oldingen.
Udſtak mig en Krigsknegt,
Den meeſt medlidende i hele Flokken.
Erik.
— Hvordan ?
Oldingen.
Han vilde ſkaane mig for Synet
Af mine Rædsler.
Erik.
Store Gud i Himlen!
å Giver ham Penge.
— Gaa, Fader! beed den hellige Jomfru hift
— Zilgive Erik og hang Broder Abel.
— Nu fives de et meer.
; Oldingen.
* Ja, gid ſaa var!
— Jeg frygter, Ilden ulmer fun i Aften.
i Erik.
Gud ſtyrke dig!
Oldingen.
Taf for jert gode Onſke!
J lige Maade jer! Jeg feer jer ei,

204 Erik og Abel.

Men mærfer dog paa eders Roſt og Adfærd,
JF er en blød og en barmhiertig Ridder.
Erik.
Det vil jeg vorde.
Drengen til den Blinde.
Fader! det er Guld.
Oldingen
ræffer Pengene tilbage.
J har forgrebet jer.
| Erik.
Tag denne Sfiærv,
Et Glimt af dine Dages Aftenrode!
Din Huftru, Børn, din ſpundne Manddoms Lykke
Kan ikke Kongen felv giengive dig.
Oldingen
folder fine Hænder.
Ak, Gud tilgive Kongen!
Erik.
Amen, Amen!
Oldingen.
Han er ei ond, men heftig, herſkeſyg,
Og han har onde Raad. Gud bedre dem!
Farvel og Tak! — Kom, Dreng! leed mig ved Kieppen.
Den Blinde gaaer med fin Dreng. Kongen ftaaer tanfefulb.
Lauge.
Du gamle, blinde Viisdomsugle, du!
Erik.
Skield ikke min Prophet!
Lauge.
Ei, Eders Naade!
Jer Her 1 Endor; vil I være Saul?

Grif og Abel.

Erik.
Han ſtuer grant, den Blinde.
Lauge.
Eders Naade!
Han ſynger ſom en Star ſin gamle Viſe.
Erik.
Af Oldinger, af den Ulykkelige,

Hvem ingen Fordeel friſter meer til Smiger,

Skal Konger hore Sandhed. Denne Gubbe

Har ikke kiendt mig; hvad han ſagde, kom

Uſkromtet meent, oprigtigt fra hans Hierte.
Lauge.

Jeg tvivler ikke om, at ham er ærlig,
Saa ærlig, fom hang Uforftand tillader ;

Man ærlig være fan og taabelig.
Erik.

Man klogtig være fan, og vore falſt.
Lauge.

Og falſk blier ærlig Dumhed uden Kløgt;

———
——e

Det ſee vi her.

Erik.
Han havde Ret.
Lauge.
Hvori?

"Tilgiv, at jeg modſiger Eders Naade!

— J Intet! Nogle gamle Bifer fan han,

— Fra Folfefnaf har han fin hele Viisdom.
Svad Sammenhæng er der t al den Færd ?
Han veed et gammelt Qvad om Dannevirke,

Et taabeligt, ugrundet Gladesraab,
ved et taabeligt Forføg:

206 Erik og Abel.

Erik.
O, ſpot ei denne Sang? Den rorte mig,
Og ryſted dybt min morke Siæl til Veemod.
Ut ogſaa netop her den ſtulde lyde,
Hvor mægtig den høitidelige Bold
Med fine Porte, fine gamle Taarne
Staaer fom et fvart, uhyre Taagebilled
Fra Hedenold! D, Gud! 0, Gud! 0, Gud!
Beffierme ffulde denne Bold mod Fiender,
Mod Fremmede — og jeg — og du, min Brøder!
Hvad hialp nu et tredobbelt Dannevirke?
Nu, Peſten var i Landet, funde Magt
Ufholde den fra Grændfen? Lauge, Lange!
Stor ftaner den morke Skygge for mit Pie,
Som Fingals Aand for Sfotten i fin Sky,
Og minder mig om tabt Samdrægtighed.
Lauge.
Han rofte Thyre Dannebod og Dagmar,
Han meente, gode Træer bar gode Frugter;
Men var et Harald Blaatand Thyreg Søn?
Min Tro, en herlig Frugt! Øg Dannevirke!
En fraftig Sfierm for Riget. Skade fun,
Ut dette Led har aldrig fluttet ret
For Bangen imod Ulven, naar den trued
De danffe Faar! Hvad gavned Dannevirke
Svend Tveffiæg imod Jomsborg, da de tog ham,
Og han, fom eders. Fader Baldemar,
Sin Frihed maatte kiobe fig for Guld?
Et herligt Led, fan nyttigt næftendeels,
Som Muren hift ved Chinas Tartarie:
Selfomt for Alderdommens Forſker, høit

Erik og Abel. 207

For Sfialden, naar med qvindligt Sværmeri
Gan fryber op i Kløften med fin Harpe,
"Og fynger, hvad han feer 1 Digterrufen,
Men hvad der iffe er. Hvad var den Dagmar?
En fiffelig, en ærlig Danneqvinde,

Som i en tarvelig Enfoldighed

- Holdt fig til Bonden, fordi Siælen ei

Bar høi nof til at føle Adelsglæder ;

Som tigged eder Fader Valdemar

Saa lang Tid om igien at ffienfe Bifpen,
Morbroderen, fin Frihed, til han fif den,
Og bragte Landet i Elendighed.

Men det veed Bonden ei. Hun hilfte ham
Saa vennefaligt, fane paa Malfepigen,
Ablskarlen, naar de gif fra Dont, og gav dem
Én Øre Sølv; og faa var Hiertet rørt.

: FG Sandhed, dette lumpne, dumme Had

Mod Eders Naades dyrebare Møder,

— Den ædle Bengierd, har fortrudt mig tidt.

En usſel Blind, en ufri Mand, en Bonde

— Kan iffe tirre mig; men kom en Ridder,
Jeg ffulde tugte Kaadhed med mit Sværd.

| Erik.

Jeg veed ei ret, om jeg ſtal takke dig
For denne Iver, Lauge Gudmundſon!
Endnu jeg haabe vil, at den er velmeent.
Dit Vaſen tykkes mig paa nogen Tid
Forblommet og fig ſelv modfigende:

Saa fold fom Sis, med Haan og bittert Smiil,
Jeg hører dig bedømme Verdens Ydræt; |
Saa blusſer atter du ſom Ungerfvend.

208 Erik og Abel.

Med liftigt Blik ſkarpſindig ftirrer du
J Tidens Daad, og lader dig faa lidt
Af Skinnet blinde, faa du tværtimod
Blev blind af lutter Stirren tidt, og tog
Selv Herrens Sol paa Himlen før en Skygge.
See, Lauge! jeg vil ffrifte dig det ærligt,
Maaſkee det ligger kun i mig, ei dig;
Ut du eft et forandret, men fun jeg.
Thi alt en rum Tid, haaber jeg til Gud,
Er Grif et den Samme. Hvorfor lever
Da Menneſket, om iffe for at modnes?
Af Røg ſtaaer Ilden flar, af Tornen Roſen,
Af Tangen Solen; blege Blomſt, ſom lefler
Med Foraarsvinden, rodmer og blier Frugt —
Skal Mandens Hierte kun forſtene ſig?
Lauge ſmilende.
Ved Gud og Mand, Herr Konge! Lauges Hierte
Er et forſtenet, det er vel faa blødt,
Som nogen Ridders i al Chriftenheden.
Erik.
For Vellyſt, muligt ſelv for Elſtov, Lauge!
Men knap for Kiærlighed, og ei for Venſtab.
Ung lærte jeg at fiende dig. Man ffielner
Kun flet ſom Ungerfvend; din ſmukke Vært,
Dit kloge Anfigt, dette raſte Væfen
Indtog mig, og jeg deelte længe med dig
Letſindigheden. Dog det er forbi.
Jeg feer dig nu med andre Øine; tilgiv,
Hvis jeg misfiender dig!
Lange.
O, Eders Naade!

Erik og Abel,

J hædrer mig med flig Fortrolighed.
Tal, at jeg fan førfvare mig!
Erik.
Udſprungen
Af Axel Hvides Stamme, forekom
Du mig en Abſalon, faa længe ſom
Jeg felv mig drømte til en Valdemar.
Mu er jeg vaagnet, Lauge! Ak, hvor langt
Staae begge vi fra Maalet!
Lauge.
Jeg har tient
Med Liv og Blod, ſom Abſalon. Mit Sværd
Har flere Gange bragt jer Seiren hiem.
Erik.
Det negtes ei. Og heller ikke var
Min Taf et goldt, ufrugtbart Træ; jeg hæved
Dig til mit Riges Marſt. Men, Lauge! ſiig,
Hvo hidfed mig til Kamp imod min Broder?
Lauge.
— Han felv, hans Hovmod og hang Egenſind.
| Erik.
Hvo brændte Byerne? det ffionne Svendborg?
Lauge.
Jeg, for at hevne Odenſe; men, Herre!
Glem heller ei, jeg fanged med det ſamme
Chriſtopher, eders Broder, Laalands Hertug,
Dg ſtaffed Laaland, Falfter varig Fred.
Erik.
Nu Kolding, Hatherslov, nu Apenrade!
D ſom en røgfuld Lavaſtrom, der bølger
Fra Bierget ned i Dalene, betegnes
VIL, 14

209

— 210 Erik og Abel.

Min Vei og Abels Vei. Hvad er nu Danmark?
En Balplads, et uhyre Brandſted. Snart
Oprette fan man ſtore Kampedysſer
Paa Hederne med Indſkrift: Her ſtod Danmark.
Lauge. |
O, Danmark blomftrer ſnart igien. End ſtaae
Dog Skovene. AF alle ftørre Dyr
Er Menneffet det flinfefte til Avl,
Han fliner Hytten op, ſom Bien Cellen ;
Snart banker Hamren, Bæverftolen ſtamper,
Og Saugen hviner, Hovlen ffræller Bialken.
Hvad ſiger det, om ogſaa Kempefoden
Nedtrader ſtundom disſe Myretuer?
Erik.
Glem ikke, Lauge! du er felv en Myre,
Og magſkee mindre, ffiondt du troer dig ſtor,
End mangen liden. Ved min Naades Tab,
Lad mig ei tiere høre flig en Tale.
Ha, hvad jeg frygted for, ftadfæfter fig;
Wen naar dit Navn er jtøvet og forglemt,
Staaer mit, ſom hæsligt Arr i Tidens Anſigt,
Paa mangen fæl Misgierning. — O, en Konge
Misundes for fin Bærdighed! Beflag ham!
Der ſkeer i Verden mere Ondt, end Godt;
Det Gode vil Enhver tilegne fig,
Men Tidens Lafter hvile fun paa ham.
Kongens Drabanter bringe en ung Pige i borgerlig
Dragt, med hendes Terne.
En Drabant.

Tilgiv os, Eders Naade! hvis vi feile;
Bi bringe denne Jomfru mød fin Terne,

Erik og Abel,

Hvis Fard giør hende fær mistænfelig.
J Ribe boede hun i otte Dage

Ci langt fra Kongeborgen; ofte gif

Gun om i Urtegaarden, fane til Vindvet,
Og naar vi da opdaged hende, mærfte
Bi tydeligt, hun blev forvirret, ffiælved.
Paa Veien hid til Dannevirke fulgte

Hun os i Halene. Nu ſtandſe vi

Ved Sortebrodrekloſter — og hun dvæler

Fra Reiſen i det nære Veiens Herberg.

i i —————

Thi fandt vi raadeligſt da gienniſten

At bringe hende hid, paa det I ſelv
Maa domme Pigen ſtyldig eller fri.

Erik
betragter hende venligt.

Behandle ſlig en vakker Glut ſom Speider?

Fy, ffam dig, Ebbe! Kan en Mo faa ung,
Med fligt et Uſtyldsblik, med flig en Bande,

Begaae et Nidingsværf? Hvor er den Rynke,
Svori fig underfundig Lift fan ſtiule?

Drabanten
med et Blik paa Lauge.

Man være fan faa glat, ſom felv en Aal,
Dg dog en Slange. Cr hun ſtyldfri — nu
Desbedre, Eders Naade! Wen det maa

% felv bedømme.
Erik.
Du har giort din Pligt! —

Svem er du, ſmukke Barn?

Drabanterne træde tilbage.
14*

211

<Ø 4
*

212 Erik og Abel.

Vigen.
Mit Navn er Agnes.
Erik.
Og eſt du adelbaaren?
Agnes.
Eders Naade!
Min Fader er en Tommermand i Slegvig.
Erik.
Og hvorfra kommer du?
Agnes.
Fra Nonnerne
J Sanct Margretakloſteret i Asmild.
Erik.
Ha, fra min gamle Gunnars Nonnekloſter!
Hvorledes lever han, den ſolvgraa Gubbe?
Agnes.
Godt, hoie Konge! Skiondt han fylder ſnart
Ni og halvfems, er han dog raſtk og rørig,
Fuldforer daglig end fin Dont, beføger
Sit Stift, har ofte Gieftebud, og fidder
Iblandt de ftrenge, de mandhaftige Riddre
JF Kappen graa med hvide Lammeffind.
Han drikker fun det gode danffe Ol,
Thi ſaxiſt Ol er ham for ftærft. Hver Høitid
J Klofteret han Nonnerne beverter
Med Miod og FifÉ, med Melkemad og Kiod.
Han fover aldrig nøgen Middagsſovn,
Igiennemſeer felv fine Regninger;
To Munke har han altid ved fit Bord,
Og daglig fætte fig hang Lærlinge
Med Pergament og Blæfhorn ved hang Fødder.

Grif og Abel. 213

Erik.
Din Fader være maa en holden Mand,
Da han har Raad af fende fine Døttre
Til Kloſtertugt.
Agnes.
Han ſtaaer fig godt, og har
— Gi flere Døttre.
Erik.
| Hvorfor ffynder du
Dig iffe hiem da til en fiærlig Fader?
Agnes.
Jeg vented, Eders Naade ſtulde reiſe,
For tryg beffiermt bag eders Heltehær
— Ut drage hiem ad farlig: Landevet.
Her vrimle mange Stimænd, Hærens Udſkud,
For feige til at fane i Kamp mod Mand,
Men fiæffe nok til Overfald mod Qvinder.
Erik.
Fornuftigt! vel betænft! — Ha, dette Barn
— Særdeles huer mig!
; Tager hende under Hagen.
£ Gaa du med Gud,
— Min vaffre Glut! og hils din Faer i Slesvig.
— Ru er jo Hertug Abel og Kong Grif
Forſonede.
i Agnes.
Ak, gid det var ſaa vel!
Men Eders Naade nærmer eder atter
— Nu med en vældig Hær?
Erik.
Mod Friſerne.

214 Erik og Abel.

Agnes.
Saa vi har ingen Fare?
Erik.
Nei, ved Gud!
Gak du med Fred!
Agnes knoler.
Tillader Eders Naade,
Jeg kysſer eders Haand?
Erik.
Det fiære Barn!
Han kysſer hende paa Banden.
Agnes.
Og maa jeg dvæle her i dette Herberg
J Nat, og reiſe førft i Morgen aarle?
Erik.
Ret gierne, Barn! Jeg ſover felv i Kloſtret,
Min Leir er nær herved, Krigstugten ſtreng.
Agnes.
Farvel da, fromme Konge!
Med et omt Blik paa Lauge.
Wdle Ridder!
Ley vel.
Lauge.
Farvel, min ſmukke Jomfru Agnes!
En Skioldvagt fætter jeg ved eders Dør.
Agnes.
O, Fer alt for god og alt for naadig.
Hun gaaer med fin Bige.
Erik.
Hold Fred i Leiren, Lauge! ſtraf paa Stand
Hver Fræfhed. Bi er paa min Broders Grændfe,
Da fræveg Mandstugt meer, end nogetſteds.

Erik og Abel. 215

Maaſkee fan Friferne, Dytmarſkerne
Til Lydigheden tvinges uden Slag.
Man figer, de har ladet deres Helgen

Saanct Chriſtian forgylde, bragt hang Billed

Y Hæren. Jeg er ei til Sinds at ftride

— Mud nogen Helgen meer. Jeg onſtker Fred
— Landet, Fred. i Hiertets Inderſte.

Lauge.

Men, Eders Naade! tør jeg vove —

Erik afbrydende.
Nei!

Gaa, ti og adlyd! Dermed ffeer vor Billie.

Kongen gaaer med fit Folge; Lauge bliver tilbage med fin Svend.
Lauge.

' Din Billie? Har du nogen, ſtrenge Plougpeng?
Han rykker ned mod Holſteen; neppe kommen

SE RARE —— —

Til Slesvig, falder han paa andre Tanker.
Krig maa han ville! Rytteren maa plyndre,
Og Landſeknegten vedergvæge fig

J Marffens fede Bøndergaarde. Selv

Maa Hæren giøre fig betalt i Aar.

Hvad er hang Mening? Cr han fied af mig?
Sa, Henrik Wmeltorp, min bittre Fiende!

Dag dig i Agt, af et du ſteges i

Din egen Ild bag Rendsborgs Bolde, du!

— End har jeg Magt i Hæren. Abel lurer,

— Som Rav i Hulen; bragte jeg endeel
— UF Folfet ham, han gav mig neppe Kurven.

Dette Sidfte har han fagt noget høiere, i det han vender fig
mod fin Svend. Han ftudfer, da han feer ham nærmere,
end han havde formodet,

Hvad vil du, Strange?

216 Grit og Abel.

Strange fmilende,
Net, naturligt, Herre!
Naar fif vel Ridder Gudmundføn en Kurv?

Lauge.
Du lytter til min Tale?
Strange.
Net, Herr Ridder!
Men ffiondt juft ingen Hare, har jeg dog
Ret lange Øren.
Lauge.
Nu, hvad hørte du?
Strange.
Sun gav jer neppe Kurven, meente I.
Lauge.
Hvem?
Strange.
Lille Agnes, tænker jeg.
Lauge beroliget.

Ret, Strange!
Nu veed du alt min Hemmelighed, feer jeg.

Strange.
Den har jeg længe vidſt; men veed Jmin?
Lauge.
Din?
Strange.

Ut J ſynes godt om denne Bige,
Og at hun elffer jer, og følger jer
Nu fom en Sfygge; alt det vidfte jeg.
Men veed J, hvem hun er?

Erik og Abel.

Lauge.
En Borgerdatter
Fra Slesvig, hvis hun ellers ſtrifted ærligt.
Strange.
Hvor ærlig hun har været, vil I fee.

Lauge.

Umuligt! Hun er fædelig og ærbar.

Faſt var min Agt nu at forlade hende,

— Thi Maalet ftaner for vanffeligt og fiernt,

Og du begriber let, jeg er et findet

— Ut lade Tommermandens Øre male
— Som Tilgift i Skialm Hvides blanke Skiold.

Strange tor.

Nei, dertil var den ci Blodoxe nok. —

Men Slesvigs Løvepar i gylden Grund,

— Hvad fynes Eders Strenghed vel om dem?

FE SEE Ar LEDER eg

Lauge.
Hvad vil du fige med din Gaadetale?
Strange.
Nu, fort og godt: den ffionne Agnes kommer

J Y Sandhed fra Margretakloſteret,

Gaaer virfelig til Slesvig; hendes. Fader

— Cr ganffe rigtig Landet Tommermand,
Men ingen Borger — han er Slesvigs Hertug.

Langes

Unmuligt!

Strange.
At en Hertug har en Datter?

Lauge.

$ Sophia fnige fig forflædt omkring?

217

218 Erik og Abel.

Strange:
Af Frygt for hendes Faders gamle Fiende.
Naar var vel Erik, Abel Tænge Venner?

Lauge.
Ha, er du fanddru, Strange? Hvoraf veed du —

Strange.
Af hendes Terne, fom er min Beninde.
J veed, fom Herren er, faa er hang Svende;
Og Maanen efterligner mangen Vat,
Hvad Solen førft har lært den hele Dagen.

Lauge
omfavner ham.
Min Ven! mit Evangeliums Forfynder!
Strange.
Og hvad, Herr Ridder! vil J nu?
Lauge.
Forfolge
Mit kongelige Vildt, indtil det ſtandſer,
Og ffiælver, ſynker for Cupidos Piil.
Kom nu, J Friſtelſer, J Regnbufarver,
Som ſmelte Pigehierter: Suk og Taarer,
Hoimod, Opoffrelſer og Troſtabslofter!
Laan, Maane! mig dit ſparmerſtblege Smiil,
Din Lethed i Omſtiftelſer. Biol!
Giv mig din bly Beffedenhed. Og fnart,
Snart tryffer jeg da Fyrftehatten, Strange!
Omfring min Tinding — naar jeg førft har tryffet
Den hulde Gioglerſke til dette Bryſt.

Han gaaer med fin Svend,

Erik og Abel. 219

Klosterhallen.
Erik. Riſkop Esgar.

Erik.

Det glæder mig, min gamle Ben! at træffe
" Dig her igien.
Esgar.
Nu er jeg Biſp i Ribe
Tre Aar; Prior for Sortebrodrekloſter
Var jeg i tyve, og i andre tyve
Praewmonſtratenſermunk paa ſamme Sted.
Saa fan jeg ikke glemme disfe Haller,
Og naar min Tid er til det, fommer jeg,
Tilbringer Sommermaanederne her,
— Dg er Abbed endnu for mine Munke.
| Erik.

Det gior du vel i, gamle Tugtemeſter!
; Esgar.
— Bed eders Broders Gunſt forundtes mig
— Slig Rettighed, ffiondt dette Klofter hører
— Gi under Riberftift, men under Slesvig.
4 Erik.
Det glæder mig. Min Broder Abel viſer
— Mig Hæder, ved at hædre Riberbifp.
É Esgar.
— Jeg var hang Lærer, jeg var din, min Konge!
— eg. lærte eder lidt Latin og Bibel;
— Det fan I aldrig glemme. Du har ffaffet
— Mig Ribe Bifpeftol; nu føgte han
— Med denne Daad at bøde pan fin Strenghed,
— Da han paa Sanct Bitalis Martyrs Dag

220 Erik og Abel.

or tre Mar fiden fatte mig i Fængfel
Paa Segeberg, dengang han indtog Ribe.
Erik.
Du veed dog, vi er enige, forligte?
Esgar.
O, Himlen ſtyrke dette Broderbaand!
Erik.
At jeg er her med Herreſtiold, det gielder
Ei Abel nu, men Holſteens unge Grever,
Som fordre Rendsborg, der tilhører Danmark
Fra Arilds Tid. De fræve denne Fæftning,
Som om den laae paa dereg Grund. Jeg funde
Saa gierne ſkienke Noglen dem til Danmark.
Esgar.
Uſalig Ufamdrægtighed !
Erik.
Du veed,
De har forbundet ſig med Bremerbiſp,
Med Paderborn, og med de Lybſke. Trodſigt
Nu Friſerne har atter ryſtet Landſen,
Bil. ikke give Skat; Dytmarſken kaſter
Sig under Bremen. Skal jeg taale Sligt?
Broder Niels kommer med fø andre Munke; de bære et
Maleri, indfvobt i et Klæde, men ftandfe, da de fee Kongen.
Erik.
Kom, fromme Brodre! lad jer ei forſtyrre.
Esgar.
Ak, Eders Naade, undſkyld! Broder Niels
Er nylig kommen fra det hellige Land,
Og bringer os et Maleri til Kloſtret.

Erik og Abel. 221

Erik.
Hvor har du kiobt det Billed?
Niels.
Eders Naade!

J Florens af en hoiſt fortræflig Skildrer.

Der ringes i Kirfen til Aftenſang.
Esgar
beſkedent afbrydende.

Vilgiv, min ædle Herre! — Ordnens Pligt —

Vor Aftenmesſe falder.

Erik.
Gud forbyde

Mig at forſtyrre den! Gaaer, fiære Brødre!

Gaaer ind i eders Chor; her vil jeg høre

Jer ſiunge. Kirken ftøder lige, veed jeg,

— Til denne Hal.

— —

——— ——

Esgar.
Gud glæde Eders Maade!
Munfene gaae.
Erik ene.
Hvi afbrød Bifpen ham? Hvi fulde jeg
Ci fee, hvad dette Billed foreſtiller?
Han blotter det.

"Kain og Abel! Tænfte jeg det ei?

Ha, Esgar! Esgar! hvorfor ſtiulte du
Det Billed for din Konge? Frygter du

— Den alt for ftærfe Virkning paa hans Siæl?

Der ſynges Mesfe i Kirfen.
Erik.

2 De ſynge godt, de ftærfe Oldinger.
— Den dybe Bas, ſom Viisdoms egen Roſt,

V

222 Erik og Abel.

Sig blander med uffyldige Discant

Af Barneſtemmer. Denne Mesfe hørte

Jeg i min Ungdom tidt. J Bindvet ftaaer
End Urtepotter med Geranium,

Med Sempervirens, Ambra, Krufemynt.

Der maner Intet dog ſaa trylleriſk

De fvundne Dage Folelſer tilbage,

Som Blomfterduft og gamle Melodier !

Ser, Broder Abel! kom vi begge fordum,

Og der i Kloftergaarden legte vi.

O, høie, fromme Toner! — Ya, min Broder!
Jeg vil beføge dig endnu i Dag.

Guds Engle fvæve ned paa Sangens Binger
J dette Bryft, nu fmelter al min Stolthed.
Endnu i Dag, det er befluttet, Abel!

Den. gamle Borg, hvor førft vi hilfte Lyſet,
Sfal fee 0% Mænd fom Børn igien. Med Anger
Bil vi begræde hver Bildfarelfe,

Forſonet ſmelte ſammen Bryſt ved Bryft;
Hoimodighedens Engel ſtal udſlette

Med hviden Haand det forte Regnebræt.

- fan gaaer,

Erik og Abel.

Anden Handling.

Aden for VHerberget.

Lauge Judmundſon. Hans Svend.

Lauge.
Giv mig din Landſe, Kappen og din Hielm,
Og giem min Hat, min Kaabe!
Strange.
| Strenge Ridder!
Bil ſelv J være Skioldvagt i den folde,
Dugfulde Morgenftund?
q " Range.
Jeg haaber, et
— Det vare ſtal ret længe; .thi ſtion Agnes
— Forfover fig vift heller et i Dag.
i Gan bytter med ham.
Dg gaa faa du tilfide, men et længer,
— End at jeg finder dig, naar det behøves.
— Dg røb mig iffe for den ſmukke Terne!

Din Husbond — hører du? — din Husbond felv

Har vaaget for ffion Agnes hele Natten.
Forſtaager du?

223

224 Erik og Abel.

Strange.
Bel, Herr Ridder! Jeg er vant

Ut lægge til og tage fra.

Lauge.

Tilſide!

Strange gager.

Lauge.
Ha, denne Tilſtand huer mig. Det kildrer
Den raſke Mand, at lægge Magten villig.
For Herſkerindens nydelige Fod.
Forſtaaer fig, det er Skielmeri; men ponſer
Hun et paa lige Kunfter? Hvorfor fletter
Skion Jomfru vel faa glat fit Silkehaar?
Mon ikke for at knytte Fuglenet?
Hvi famler hun med hviden Haand i Loffen!
Mon iffe for at vokke Kysſelyſt?
Hvi blottes halvt den ſtionne Himmelhvalving?
For at ſtuderes ſkal Aſtrologie?
Alt er Bedrag paa denne Verdens Ø;
Hvi ffulde Kigrligheden være meer?
Men den er Livets bedfte Selvbedrag
Og bedfte Tidsfordriv; den driver Blodet
Til Hiertet med en Sodhed — o, en Sødhed!
Skion er Sophia, det er ei Bedrag;
Ei hendes Sværmen — hendes Deilighed
Har tændt en Ild for Tommermandens Datter,
Der iffe fluffes nu, fordi jeg hører,
Ut hun er Slesvigs ædle Hertuginde.
Nu eller aldrig! Nu er Oieblikket.
Benyt det med den Driftighed, du ſtylder
Din re, med den Troffab, du har fvoret

Erik og Abel,

Din egen Fordeel! Sommermorgnen rodmer,
Og ſmelter Agnes. Kunde jeg kun digte!
En gammel Viſe er en gammel Ven,
Og den ſtal hielpe mig til Myrtekrandſen;
Til Laurbærfrandfen hielper jeg mig felv.
Synger:

Herr Yver tiener i Kongens Gaard,

Han er en Ridder faa fiin;

Han fæfted ſtolten Roſenvand

Til Allerkicereſten fin.

Jomfru vil jeg eder bie,

Det lover jeg her for ſand,

Og kommer J ei tilbage med Seir,
Da blegner Rofenvand.

Det var: ſtor Ynk at fee derpaa,
De bøde hinanden god Nat;
Give Gud Fader i Himmerig,
At vi maae findes brat!

Å TOM lytter bag Gardinet, hun har hørt mig;
" Hun er alt paaflædt. Det er fagtens aarle;
Dog aarle vil hun reiſe, Ktærligheden
Undſtylde maa mit tidlige Beſog.

VW Han gaaer tilfide.

Bærelse i Herberget.
Sophia. Prechta.
Bredta.
56 tilte hen at tale med fin Svend.
Han kommer viſt herop.
VIL.

15

225

226 Erik og Abel.

Sophia.

Saa lad ham komme!
For fidfte Gang jeg tager Afffed med ham.
Bliv du tilftede, Prechta!

Prechta.

Eders Naade!
J giør ham Uret.

Sophia.

Gid det var faa vel!

See, jeg forftaaer mig ci paa denne Berden.
Hvor let fan han bedrage mig! Mit Bryft
Er ftærft bevæget, det vil et betvinges ;
Jeg marker grant, at det er Kiærlighed,
Jeg bær for ham, og rodmer for mig felv.

Prechta.
Hvi rødme for en dydig Kiærlighed?
Det er fun Nonnerne, fom et tør elfÉe.
Lad deres Tale, deres Omgangsvæfen
Ci ſmitte jer! SJ er en Hertugdatter,
Og Lauge Gudmundføn af gammel Stamme.

Sophia.
Wen fømmer det fig en uſkyldig Mo,
Strax ſom hun har forladt fin Kloſtertugt,
Ut fæfte Hiertet til den førfte Mand,
Der møder hende?

Prechta.

Hvorfor ei, min Froken!,

Naar det tillige træffer fig faa heldigt,
Ut denne Mand er Danmarks bedſte Ridder?

Sophia.
Ya, han er ſtion og mandig, ſnild og tapper;
Men man vil paaftaae, han er fold og ftreng.

Grif og Abel. 227

; Prechta.

Kold?

Sophia.
Og letſindig. Noget i hans Die
Har altid fært forffræffet mig, felv naar
Han ſmiilte venligſt.
J Prechta.
i Det er Kiærligheden,
- Thi den forffræffer altid unge Møer;

Dog vænner man fig fart til denne Sfræf,
- Og førger, naar man et forffræffes meer.

i Sophia.
— Der er et Billed i vor Klofterfirfe,
Som foreftiller Paradiſets Hauge
Med Cva, WÆbletræet, og med Slangen.

Nu veed du, at man eller$ pleier male
Den falſke Orm med Crocodillehoved;
Siin derimod er ſom et Menneſke,

Maed milde Lader og et deiligt Anſigt,
Der ſtikker frem med yndigtſnoede Lokker
N Wblelovene. Jeg fan et dolge —
Den Slange ligner Lauge Gudmundſon.
Prechta fmilende.

—F — ——

Froken! dog?
Sophia ſukker.
Dog ſtaaer han i mit Hierte.
Troſtende ſig ſelv.
KIM Slangen, feer du, for at takkes Eva,
— Har fig forvandlet til en deilig Mand,
Balgt, for at naae fit Maal, den bedſte Larve;
Men Lauge Gudmundſon er ingen Larve,
15”

228 Erik og Abel.

Gr et forvandlet ved en Diavlekunſt,
Han er, hvad hiin vil ſynes fun at være.
Letſindig? Ak, han fuffer dog faa dybt.
Kold? Nei, fold er han ei, fun alt for varm.
Haard? ftreng? Det er desværre mange Riddre,
Og det er Ovindens Pligt af mildne dem.
Min Fromhed funde blodne Lauges Sind,
Hans Klogſkab giore mig befiendt med Berden.
Min Fader vil ei vredes, thi han ynder
Skialm Hvide Slægt. Men een Ting maa jeg vide.

Prechta.
Hvad, Eders Naade?

Sophia.

Om han er ſaa ſtolt,

Som virkelig han ſynes. Kan ei Agnes
Hoit elſkes for fin egen Skyld og blot
Som Tommermandens Datter, er hans Elſkov
Et flygtigt Lefleri, faa ffal han aldrig
Erfare, jeg er Hertug Abels Barn.

Prechta.
Han kommer.
Sophia om.
Han har vaaget ved min Dør
Den hele Nat.
Prechta.

Der er, min Tro, dog ærligt!
Lauge kommer.
Min ſtionne Agnes! tilgiv, at jeg vover
Saa tidlig mit Beſog. Dog vidfte jeg,
J var alt oppe længft; jeg har feet Lys
Paa ederg Kammer for to Timer fiden:

' Erik og Abel. 229
i | Sophia.

Herr Ridder — J har vaaget ved min Der —
J Lauge.
Man ſtilles nødig, veed I, fra det Kiære,
"Og for et trofaft Hierte var det Troſt.
En ærlig Pudel følger Herrens Liig,
Og døer af ftille Troftab paa hang Grav;
Ailgiv min Elſkov, ſom har fulgt i Nat
Sit Haab til Jorden!

Sophia.

J er fær bedrøvet.
Lauge

J ſom fæmpende med fig ſelv.
—Dg er hun død for dig, og du for hende?
— Hvad holder dig tilbage, ſtolte Hierte?
3J— felv — og gyſer for en indbildt Qval!
Æ Sophia
MR; provende ham.

Maae vi nu ftilles ad?

| Lauge.
É Net, Agnes! aldrig.
Bort, usle Fordom, ſom omtaager Siælen !
Nei, Agnes! Vaabenruſt ſtal et fordunkle
9 in Roſes Purpur; Graveapellets Dunſt
Fortrenger ei Violens friſke Lugt.
Bort, Hovmod fra Skialm Hvides Kobberkiſte!
Dens Eddergront er ikke Haabets Farve.
Svy og halvfierdfindstyve Stader blomſtre
Ved Donaus, Rhinens, Elvens, Havets Bredder,
Borgmeſtren ftaaer i Staun ſom Admiral.
— Ny Stand, ny Sæder! Sfialm, dit Skiold er hvidt,

230 Erik og Abel.

Solvblankt: jeg lader male Roſer i det;
Og rynt faa Brynet, hvo der vover det,
Ad Tommermandens Datter!

Sophia affides, glad.

O, han elffer!
Hoit.
Hvorledes, Ridder? Ha, forftaaer jeg ret?
J byder Agnes eders Skioldemarke?
Lauge.
Tilgiv mig, af jeg fatte dig paa Prove,
Og hykled Hovmod, Spog, Betænffomhed !
O, Agnes! fiender du et nof den Sang
Om Ridderen og den nodbrune Pige?
Nu veed jeg Alt om dig, min Lilievand!
Som han om fin. Her lægger jeg mit Baaben
or dine Fødder,
Knæler.
og om otte Dage

Jeg beiler hos din Fader om din Haand.

Sophia hæver ham.
Stat op, Herr Ridder Lauge Gudmundſon!
Jeg fiender Bifen om den brune Pige,
Og fang den tidt hift i vor Kloſterhauge,
Meng fromme Søftre var i Ottefang.
Men fiender J det Eventyr, Herr Ridder!
Om Alfen, der i Skoven vifte fig
For Jægeren fom fattig Bondepige?

Lange til Predta.
Hvad vil hun fige? Hun forfærder mig.

Sophia.

Oprigtighed imod Oprigtighed:

Erik og Abel.

é

Jeg er ei Agnes, heller ingen Alf,

— eg er Sophia, Hertug Abels Datter.

Sophia? Abels Datter?

Lauge.

Prechta.
Ja, Herr Ridder!
| % taler her med Slesvigs Hertuginde.

Lauge.

— Min Gud!

Sophia.
Hvordan?

Lauge.
| Et Tordenflag, ſom ftyrter
Mig i en Afgrund!

i Sophia fagte.

O, han elffer mig.
Hoit.

Bedrover denne Tidende Herr Lauge?

Lauge.

Sadleſte Fyrftinde! lad mig vige,
— Dg ffiule mig for eders Pines Straaler.
— Hvad har jeg vovet? Daare! Stakkels Lauge!

Uvidenheden maa undffylde dig.

Sophia? Abels Datter! Eriks Frænfe!

Dg derfor kysſed du. faa datterligt

WMin Konges Haand, og fnælte faa elffværdigt!
— Men var det Ret at ffuffe dette Hierte?
TD, jeg er vaagnet af en ſalig Drøm:

" Jeg vilde fætte Ridderhielmens Staal

— Om Borgerpigens Tinding; da forvandled

231

232 Erik og Abel.

Sig Hielmen til den fyrſtelige Krone,
Hvis Guld paa Himlen funkler fom en Maane,
Der fun kan ſukkes efter, ikke nages.

Sophia.
Og hvorfor, Lauge! ikke haabe meer?
Staaer Hertugdattren mere fiern fra Marſken,
End Marffen fra den ringe Borgerpige?

Lauge.
En Mand har Billie til at vælge felv,
En Datter lyde maa fin Faders Billie.

Sophia.
Og var jeg Borgerdatter, maatte dog
J iffe beile til mig hos min Fader?
Og var det fagt, at ftrar han gav fit Ja?
Bel muligt, at han frygted for en Brudgom,
Som bragte Alt, og felv ei Andet fif,
End Barnets Kiærlighed. J alle Lande,
Saa har jeg lært, maa Bruden bringe Gaven.
Det gielder da en Prøve, Ridder Lauge!
Endnu i Dag hiemreifer jeg til Slesvig;
Beføg min Fader der fom Landets Ven,
Skaf Slesvig, Holſteen Fred, forſon min Fader
fromt med fin Broder, med den ædle Erik,
Som høit jeg elffer fra den Stund, jeg ſage ham.
Til Giengield venter eder Agnes' Hierte,
Og — hvig min Fader vil fin Datters Bel —
Min Haand.

Lauge.

O, Salighed!

Knæler,

Erik og Abel. 233

Sophia
ræffer ham Haand.
Farvel til den Tid!
Med mere Omhed.
"Farvel !
| Lauge
kysſer hendes Haand, og figer med al mulig Indfmigren og Elſkov:
£: O, hvig du elffer mig — en Gidfel,
En Gidſel til min Sikkerhed, Sophia!
| Sophia fag.
— Hvordan ?
å Lang e.
Et Kys!
Sophia
boier fig over ham, men ffiælver tilbage,

Nei, Ridder — intet Kys!

*

Lauge.

Saa ſtreng?

Sophia.

Endnu et, Ridder! Var beſteden!

— En ærlig Beiler, naar hang Hierte flammer
å Mg dydig Elſkov, maa det være nok

E" vide fig gienelſket.

VA Lauge.
gt Er jeg det?
i Sophia.

in Syng mig i Slesvig, Ridder! Nu Farvel!
Lauge reifer fig.
dawel du Fagreſte!
Affides, i det han gaaer.
Bed alle Helgen,

234 Erik og Abel.

Jeg elffer hende, og jeg kunde onſtke,
Ut være faa uſkyldig nu, ſom hun.
Prechta.
Den ſtakkels Ridder! hvorfor negte ham
Et ærbart Kys? Jeg var jo dog tilſtede.
Sophia.
Det var min førfte Tanfe —
Prechta.
Men hvad bragte
Jer da paa andre Tanker?
Sophia.
Billedet

Prechta.

Sophia.
Friſteren

Prechta misfornoiet.
Eders Naade fværmer.

: Sophia.

Dengang han bøted fig faa fmigrende, .
End halvt paa Knæ, faa fiælent mød mit Anfigt,
Og bad — da Lauge ligned alt for ftærft
Det gyſelige Billed.

J Klofterfirfen.

Froken!

J Wblelovet.

Prechta.

Frokner burde
Man ei opdrage meer i Nonnekloſtre;
Thi man fordærver dem med Overtro.

Erik og Abel. 235

Sophia

ſtirrende mod Jorden.

O, jeg er fær veemodig og forſtemt.

Saa vil jeg tove lidt.

'
i

i

—

Au, førg fun ei! Jeg agter ei at døe

Jeg føler mig ufalig uden ham —
Og med ham — venter da mig Salighed?
Gun gaaer ind med fin Pige.

Klosterhallen.

Kong Erik ſidder og ſtriver. Bifkop Esgar træder ind.

Es gar affides.
Han er beffiæftiget fan tidlig alt;

Grit
bliver ham vaer.
Bliv, Fader Esgar!
Wrværdige Biſtop!
Esgar.
Eders Naade ſkriver —
Erik.

Å Mit Teftament; dog det er fort og godt,

i Og færdigt alt.

Esgar forundret.
Dit Teftament, min Konge?
Erik munter.

Endnu for det. Den Karſkeſte bør ſteds

J
BX

REE TE er sd

Erindre fig fit Endeligt, min Fader!
Esgar.
Vel fandt, den tappre Helt, ſom gaaer i Kamp - -

236 Erik og Abel.

Erif.
Forſtager fig felv. Dog var det et i Dag
For den Sags Sfyld, jeg giorde Teſtament.
Har du et fiffert Giemmefted?
Esgar.
Der ftaaer
Gt ſtort jernbundent Sfriin indmuret faſt
J Bæggen, ædle Herre! Her er Nøglen.
Erik giemmer Pergamentet der, og tager Noglen til fig.
Erik.
Pit Jilbud gaaer alt til de unge Grever;
Afſtaae dem Rendsborg fan jeg ſagtens ei,
Men jeg har budet billigt: Bederlag.
Esgar.
O, hvilken ſalig Eftergivenhed!
Min Konge — Erik — du forbauſer mig.
Erik.
Med Eftergivenhed?
Suffer.
Jeg trøer det gierne.
Den kommer filde, men den kommer dog.
Nu fan jeg handle; før — naar funde jeg ?
Og maatte hele Verden ikke troet,
Jeg fvag gav efter fun for Andres Trods?
Esgar.
O, jeg har altid ſagt: Kong Eriks Hierte
Var blodt, fom Gud; fun uretfærdig Trods
Forharded og forbittred dig. Selv Bæffen,
Der rinder let 1 Vaaren giennem Blomſter,
Saa eftergivende for fvage Siv,
Gior Froften dog til Jis, faa ſtarp ſom Jern.

Erik og Abel.

Erik.
Hvad holdt jeg paa med flig Haardnakkenhed?
… Den golde Stang af Guld, der burde blomftret
Som Aarons Mandelkiep ved Lovens Tavler,
Blev i min ſtrenge Haand ef Tugtens Riis.
| Esgar.
Idette Sindelav, min fromme Konge!
Seer jeg en Foraarsknop til Danmarks Haab.
MR Erik.
Held Hyrden hisfet under Hyttens Lyng!
Fornoiet med fin Armod, feer han rolig
"Den brogetſtolte Sværm gaae fig forbi;
"Han vogter fine Faar, og feer paa Himlen
De klare Stierners natligvante Gang.
dam blomſtrer Skoven ſom en ſtille Kirke.
Esgar.
Saaledes [eve her i denne Hvælving
"Bi gamle Munke daglig, fromme Konge!
Erik.

Jeg veed det nof. Og hør nu min Beflutning :

Du kiender mig fra mine Barndomsdage,

"Og veed, min Tro var altid reen og ftærf.

H>7S blændte man mig ci med Munketant,

: Og jeg beftræbte fteds mig, ſom min Frelfer,

Ut ſtille Tolder vel fra Phærifæer.

" Derfor fan Præfterne ei lide mig.

y Niels Stisſon, Roeskilds ſtolte Biſkop, flygted ;
Paa fierde Aar tog Kronen Stiftets Gods.
Imod min Villie Peder Wrkedegn
Blev Wrfebifp i Lund. Dengang han fulgte

É Hiin ſtrenge Domprovſt Jacob Erlandſon,

—— ——

År
—
ry

J

237

238 Erik og Abel.

Og paa Conciliet for Innocents

Hialp til at ſtode Frederik fra Thronen,
Holdt ene jeg og Frankerkongen Ludvig

Med Keiſeren, ſkiondt han var fat i Band.
Du veed, for fem Aar fiden bød mig Tydſklands
Churfyrſter felv den feiferlige Krone;

Men jeg aflog det plat, thi det var Uret,
Og Paver ſkal et. ſtienke Kroner bort.

Saa er jeg altſaa ingen Munkekonge;

Men derfor elffer jeg dog Kloſterhallen,

Ei ſom en Hule for Sfinhellighed,

Men fom et Tilflugtsfted for fromme Siale.
Jeg figer, ſom den Hellige paa Bierget:

„Her er det godt at bygge”. Gamle Fader!
Velan, faa hør da nu din Drots Beflutning :
Jeg afftaaer Riget til min Broder Abel,

Og agter felv at — floftergive mig.

Esgar.
I Klofter? du min Konge?
Erik.

Jeg er kied
Af denne Verdens Fiendſkab og dens Strid.

Esgar.
Dit Land har Fred, hvis du forſoner dig
Med Holſteens Grever.

Erik.

Abel har ei Ro,

Hang ſtolte Hierte higer efter Bælde.

Esgar.
Du ſmagte kun en Krones Bitterheder

Erik og Abel.

J Feidens Stund; vil du ei ſmage Sodmen
Nu af den gyldne Fred?
Erik.
J Himlen forſt
Er Fred, paa Jorden ei.
Esgar.
Hvi vil du ſtille
Dit Rige ved en vennefæl Regent,
Hvis Manddoms Modenhed fan figne Landet?
Den unge Fyrftes vilde Bruſen koſter
Kun Fædrelandet Taarer; Landet vorder
En Planteſkole for hang Vovelyſt,
Og for at foie daarlig Uforſtand
Maa Viisdom grammes tidt og Uſtyld bløde.
En Konge forſt, ſom har tilbagelagt
Gin Ungdoms Aar, fan kaldes Landets Fader.
Du ryfted Danemark med din April,
Hvi ffille det ved Frugten i Auguſt?
| Erik.
Et Aar er Abel yngre fun, end jeg.
Esgar.
Hans Sindelav er ingen Bak i Blomſter.
Erik.

Ham ei den ftærfe Strøm med ſnevre Dæmning,

Leed den til Fædrelandets Mollehiul,
Saa virker den vindſtibeligt med Kraften,

" Og overfvømmer iffe Landet meer.

— HR Esgar.

Min Konge! jeg er Munk, Abbed og Biſp,
Det ei tilkommer mig, ſom Kirkens Barn,
Ut hindre dig i dette raſke Forfæt,

239

240 Grif og Abel;

Som Geiſtligheden vift vil falde fromt.

Dog, jeg var Eriks Lærer, er hang Ben,

Yeg fan ei tale mod min Overtydning;

Nedlæg et Kronen, Erik! vord et Munk.
Erik.

Nei, ei ſom Adolf, Holſteens gamle Greve,

Der overgod ſig Tindingen med Melk,

Til Straf fordi han ffammed ſig ved Krukken,

Da han fom Tigger mødte fine Børn.

Jeg vil tilfæmpe mig min Rolighed.

Jeg giør et Korstog førft til Lifland, Esgar!

Her er jo Alt i Orden nu: min Datter

Sophia ægted Baldemar af Sverrig;

Min Ingeborg fif Norges Hakonſon,

Chriſtopher fidder rolig nu paa Femern,

Lykſalig med den deilige Margreta.

Kun Abel tæres end af ffumle Harm;

Men, Esgar! jeg beføger ham i Dag,

Og ved vor falig Soſters ftille Gravſted

Skal Blodet atter føle Blodets Magt.
Esgar.

Min Konge! denne hurtige Beflutning —

Erik.
Ei hurtig! Har jeg ikke ſeiret for
J Eftland, og fremtvunget Roligheden?
Ei bygget Padis-Kloſteret for Reval? —
Dog vil jeg aabenhiertig fÉrifte dig,
Et Syn i Rat har fremffyndt min Beflutning.

Esgar—
Et Syn?

Erik og Abel. 241

Erik.
Jeg hørte eders Aftenmesſe,

Og dybt den rorte mig. Det forekom mig,
Som Krigsdrometens Skrald oploſte ſig

J milde Suk, ſom om de Slagnes Skrig
Blev Harpeklang, ſom om de reiſte ſig
Fra blodig Mark, og floi til Gud ſom Engle.
IJ disſsſe Tanfer ſank jeg paa mit Lete,
Og flumred født. Men fnart dog blev min Søvn
Forſtyrret af forfærdelige Drømme.
) Jeg fane Cherubers og Seraphers Hær
I ſtore Ræffer, Skulder trængt ved Skulder;
I blanke, blaatanlobne Staal, de gif

Mod Lucifer og mod hans Helbvedflok,

Hovis Harniſker gav gronligrode Blink.

— begge Hære vinkte mig; men mellem

Dem begge var en Afgrund. Da førfvandt

I Det ftærfe Syn — og paa den øde Mark
i Jeg fane en dodbleg Mand, fom ftille ſtod,
i Stiv fom et Liig; faa gif han hen ad Marken,
- Dg ftirred paa mig med de bruſtne Pine.
voͤt vifted Haaret hen for Nattens Blæft.
" Da han fom nærmere, da ſtielned jeg
Ved Maanens Skin et ſaare venligt Anfigt;
Men Hovedet var knuuſt, og Blodet flod
Ham over Bryſtet fra den venſtre Skulder.
| Og venligt han betragted mig, og ſukked.
Hvem er du, raabte jeg; hvad vil du mig?
| »Seg er den hellige Venceslav,“ var Svaret,

„En Helgen for det vilde Vendens Chriſtne.

——— —

VIE A 16

——

242 Erik og Abel.

Gak frem, ſom jeg; ſaa vorder Martyrkronen
Dig ogſaa vig.” Saa ſukked han, og ſpvandt.
Esgar.
Den hellige Venceslav har aabenbar't ſig
For dig i Nat?
Erik.
Nu ſtaaer min Hu til Venden,
At chriſtne Hedninger og doe, ſom han.
Esgar.
Min fromme Konge! kiender du hans Skiebne?
Erik.
Nei; men jeg onffer at erfare den.
Esgar.
Den hellige Venceslav var ædel, tapper,
En Kongeføn i Bøhmen, Hedninger
San chriſtnede, fom du; men et han faldt
For Hedninger, han faldt for Broderhaand.
Erik.
Hvordan?
Esgar.
Hans grumme Broder Boleslav
Lod hemmeligt og ynkeligt ham myrde.
Erik.
Umuligt, Biſkop!
Esgar.
Det er alt for viſt.
Erik.
Et Eventyr! et Munkedigt! En Broder
Kan ikke myrde Broder.
Esgar.
Ak, min Konge!

== *

Erik og Abel.

Begynder ikke ſelv vor hellige Skrift
Med ſligt et Sagn?
Erik.

Det er en anden Sag.
Kain kan myrde Abel; men jeg er
Ei Kain, Biſp! og Abel er uſtyldig.
Esgar.
Et Navn er ligegyldigt og tilfældigt.
Erik.
— Esgar! ſtille! Lad ei tomme Dromme
Forſtyrre vore gøde vaagne Forfæt.
; Esgar.
iddt er en Drom en venlig Ven, ſom varer.
Erik.
Min Røg ſtal ikke ſtige ſtolt i Sky,
"Og tirre Broderhiertet; Altret brænder
Med ſtille Flamme, rogloſt og beſtedent.
Esgar.
Fat dig, min hoie Songe; fromme Grif!
å En Fremmed kommer. Jeg vil gaae tilſide. —
Hvad? troer jeg mine Dine? Ja, ved Himlen,
Herr Henrik Wmeltorp lyslevende,
J Staal og Plader ſom en Vredesengel.
Han gaaer.
Henrik Emelkorp
træder ind.
"Hil Danerfongen, Eders høie Naade!
—4J Erik.
Øl feer jeg? Henrik Mmeltorp? du her?
Henrik.
J egen ftærflavftammede Perſon,

Æ

16”

243

244 Erik og Abel.

Fiirſkaaren, arret fom en Huggeblok;
Men med et Hierte dog, ſom flaner for Kongen,
Og med et Sværd, fom hugger fun for Danmark.
Erik.
Det veed jeg, Henrik! Men jeg troede viſt,
Du var i Rendsborg. Hvad betyder dette?
Har Fæftningen alt overgivet fig?
Har Grevehæren truffet fig tilbage?
Henrik.
Nei, Grev Johan har ſluttet Vaabenſtilſtand,
Og gav mig Orlov paa mit Ridderord
Ut ile hid og tale med min Konge
Erik.
Hvad bringer du for Tidender?
Henrik.
Heel ſtorke,
Heel ftærfe Tidender, min gode Konge!
Som der fan ofte ftaaer i Kæmpevifen.
Men jeg er glad derved, af gammel Jæger
Tilfidft engang fan fange gammel Ræv;
Og ved Sanct Knud, jeg tænfer, heller ei
Gan fafter dig meer Sand i Dinene.
| Erik.
Hvem mener du? hvem er den Ræv?
Henrik
Du har
Din værfte Fiende i din egen Hær,
Og dine Bannere følge ham.
Erik.
Nu mener
Du atter Lauge Gudmundſon.

——

Erik og Abel.

Henrik.
Hvem ellers?
Erik.

SHor, Henrik Wmeltorp! J frænfer mig.
J er en arlig, en mandhaftig Ridder,

Men jeg kan ikke lide denne Viis,

Al ſpvoerrte fine Fiender.

Henrik.
Sværte Lauge?

— Saa vil jeg ogſaa male Fanden fort.

— Nei, Herre! nei! men vaffe vil jeg ham,

— Bil vaffe al den hvide Sminfe af ham,

— Dg ftaaer han iffe da fan negerhudet,

— Som Satan, naar han miftet har fin Grime,
— Saa fald mig — Lauge Gudmundſon!

j
i
J

Erik.
Beviis!
Henrik.

Dem har jeg. Brændt Barn vogter fig for ID.

Jeg veed, hvor tidt alt hang fordømte Lift

— Har ført fig fold min Hidſighed til Nytte.
Han ſmutted, ſom en Aal, mig af min Haand,
Jeg ſtod tomhændet, latterlig tilbage,

— Dog fif Bebreidelfer, ſom Skolepog.

Erik.

ZJeg altid agtet har din Tapperhed,
— Og elffet har din Troffab og dit Hierte.
— Y Fald jeg onſkte dig Beſindighed,
— Da var det iffe for at frænfe dig;

g Jeg vilde nødig, at du ſtulde give
Misundelſen en Skingrund til fin Daddel.

245

246 Erik og Abel.

Henri É
Misundelſen en Sfingrund? Kan jeg hindre
En Sfingrund, Herre? Hvor den ingen har,
Der lyver den fig cen. See, jeg er født
Blandt frie Bønder paa Ditmarſkens Sletter,
Vant til at dige mod et mægtigt Hav,
Og ellers ingen ſnevre Grændfer agte.
Du vandt mit Hierte, og jeg fvor dig Troſtab;
Mit Liv, mit Blod er dit, faalænge ſom
En Draabe flager i dette gamle Bryft —
Erik.

Det veed jeg viſt. Men Lauge —

Henrik.

Er en Niding,
(En kalket Grav, en ſpraglet Snog.
Erik.
Beviis!

Henrik.
Dem har jeg. Troer du, ellers jeg forlod
Mit gode Rendsborg? Mener J, jeg firer
For Greverne? Ha, lad dem komme, Herre!
Min ftærfe Fæftning vender haarden Bryſt
Til Trods imod Muurbræfferen. Jeg fidder,
Som Ørn i Reden. Binde de mig Lunter
Og Svamp om mine Ungers Binger? vil
De brænde mig deroppe? Vel! jeg brænder,
Det er en lyſtig, varm, en hurtig Død.
J Rendsborg er ei Borgerfolf og Ovinder;
Der dæmpes Modet ei af Barneffrig.
Jeg har indtaget alt faamangen Fæftning ;
Bel! fad dem giore Giengield, hvis de fan.

Erik og Abel. 247

Men ved Sanet Knud, den Nød blier haard at fnæffe;
Thi Sfallen er for tyk. — Her er Bevifet!
Erik.
Beviſet —
Henrik.
For at Lauge er en Skurk.
Rekker ham Breve.

Du finder her opfangne Breve, Konge!
Fra Landsforraderen til vore Fiender;
Forſtaaer fig, fat pan, Skruer, ikke juſt
Saa man kan ſtrax radbræffe ham derfor.
Dog blier det let at vife, hvordan Lauge
Hvert Aar har puftet hemmeligt til Ilden,

DOg ſmeddet for fin Hovmod, for fin Fordeel,
Mens Helvedluen giorde Jernet varmt.

Hvem fæmpe vi da for? For Land og Konge?
— En herlig re, ved. den ftærfe Knud,

— Ut lade fig i Rendsborg indebrænde,

Nor at tilvende Lauge Hærens Sold!

Læg Brevene, min Drot! Og paa det ei

Det lade ſkal, ſom Henrik Wmeltorp

Var boddelgrum, og ſmutted bort fra Rendsborg,
Blot for af fane en usſel Stymper hængt —

Saa giv ham Løbepag, og fad ham. rende,

Hvorhen han vil, men fun med Skam fra Danmark!
Det er mit Venneraad, min Ridderbøn.

Erik ftreng.
Jeg læfer Brevene. Vee den, ſom vover

— Ut handle mod fin Pligt, fin re!

Henrik.
Vee ham!

248 Erik og Abel.

Erik.
Bee den, ſom blindt antaſter uretfærdigt
En Andens Rygte!

Henrik.
Vee ham dobbelt!
Erik.
Vent mig!
Han gaaer ind.
Henrik.

Jeg venter dig, min Konge! Giv kun Tid,
Og underſog du roligt og beſindigt.

Læg flittigt om igien, naar der er Noget,
Som tykkes dig for fvarf ved førfte Læsning,
Og naar du iffe troer dit eget Pie.

Jeg ffal ei vige.

Lauge Judmundføn
fommer ſtudſende.
Henrik Wmeltorp!
J, Ridder! her?
Henrik fold.
Og hvorfor iffe det?
Fordi vi træffes, er det ikke fagt,
Jeg er endnu i Helved.

Lange.

Hvorfor ftaaer I
Og vender eder mod mig fom en Støtte?

Henrik.
Saadan ſtod ogſaa Loths forbauſte Huſtru,
Dengang hun vendte ſig mod Sodoma.

Grif og Abel.

Lauge.

Da er J dog ei meget bitterfalt

UF flig en Støtte juft at være, Ridder!
Henri.

Vel muligt, at jeg iffe ſmager jer!

Jeg ſtaaer paa Veien —* en Anſtodsſteen;

ag eder vel i Agt, J ikke vælter.

Lauge.

É Hvad vil J her? Forlader uden Orlov
J eders Bligt? Veed J, at eders Plads

— Er inden Rendsborgs Bolde?

Ovi vender J jer ikke forſt til mig?

*

J
SE
J

2* ——
ESSEN

Henrik.
Jeg har talt
ed Kongen, og han veed mit rind.
Laug e.
Gi!

Hans har ſaamange Ting at agte,
Saa maa * ffaane ham for Overhæng.
boad vil J
Henrik.
Styrte jer.
Lauge.
Hvordan?
Henrik.
J Støvet.
—5*
[3 mig, Herr Henrik? rafer J
—
Nei, nei!

Hu er jeg rolig, fold, ei længer opbragt.

249

250 Erik og; Abel.

J fan et ſtade mere, hvorfor: fulde
Jeg da vel hade jer? Gud bedre jer!

Kong Erik fommer, Da. han feer Lauge, føler han en ſterk
Sindsbevægelfe, men tvinger fig, gaaer med Fatning hen
imod ham, og ræffer ham Brevene. |

Erik.

Her, Lauge! — J har havt, et Uheld, feer jeg,
Med nogle Breve, ſom formodentlig
Ei faldt i deres rette Eiers Hænder.
De bragtes mig. — For aft J oftere
Skal iffe plages med fligt Skriveri,
En Sag, fom, faa forfigtig end den drives,
Kan være miglig, feer I — raades eder
Strar at forlade Hof og Land, og ile
Til ederg Venner. Eders Gods i Danmar
Tilfalder Kronen, fom en. flet. Crftatning
For hvad J fnedig længft berøved den.
Vogt jer at komme fiere over Eidern!
Maaſkee jeg ikke var barmhiertig ftemt,
Og eders fræffe Hoved faldt paa Bloffen.
Gaa, Nedrige! og Gud omvende jer!

Kongen gaaer ind.

Lange
Drager Sværdet. imod Henrif.
Det er dit Vark, Elendige!

Henrik
trohiertig, faft.
Nei, dit,
Forhardede! Hvad vil det Bæfen ſige?
Du træffer blanf i Kloftret? Kongens Hal?

Grif og Abel. — 951

Lauge.
Forbandet være Kongen og hans Kloſter!
Du har mig tirret til det Merſte,
- Træf ud, at jeg fan ffille dig ved Livet!
Henrik.
Giv Tid, og lad os gage i Skoven ſammen!
i | Lauge:
Tid? Har den Landsforvifte Tid? Træf ud,
— Du gamle Niding!
Henrik.
Gammel er jeg vel,

Men jeg er ingen Niding; det er du!

Lauge.
Betænfer du dig?

Henrik.

Naar det maa ſaa være —
Tilgiv mig, Sancte Knud! at Sværdet blinfer
% Klofterhallen; det er Selvforfvar.
De fæmpe. Lauge faarer Henri,

Lauge.
Traf det?

Henrik.

Det traf!

Han tager et Torflæde frem, holder det for Saaret, og ſynker
paa en Stol.

Nu har jeg ftridt ſaa tidt
Med bolde Helte; ffal tilſidſt jeg døe
For Nidinghaand?
Lauge.
Mit gode Svard har viiſt dig,
Ut jeg er ogſaa bold.

252 Erik og Abel.

Henrik
med ærlig, hot Foragt.
Du er en Skurk,
En Riding, en Forræder mod din Konge,
Om du fra Isſen faa ned til din Fodfaal
Indvikled dig i grønne Laurbærfrandfe.
Et Trællehierte er du, ffiondt det Blød,
Som rinder giennem dig, engang var Adel.
Ordſproget figer: Fanden frier nof Sine;
Det har vi atter her Exempel paa.
Wen gaa du Fun, og pral! Din Time fommer.
Tungt nof, at ſtikkes af en Skorpion,
Naar man har fældet Løver. — Gudmundſon!
Tænf paa mig, naar dit Timeglas udrinder.
Da vil du iffe døe faa født, ſom Henrik.
Der græder ingen Biv og Børn for mig,
En Grav vil undes mig ved Cgetræet,
Og paa min Steen ſtal ftaae: „Herunder hviler
En ærlig Karl, fom dræbtes af en Skurk“.
Gud være nu mig arme Synder naadig !
Gan folder fine Hænder, og ſynker hen i Afmagt.
Lauge
efter et Dieblik at have ftirret paa ham,
Det kunde foiet fig langt bedre, hvis
De blinde Magter. havde villet det.
Jeg havde fnelt forſonet Brødrene,
Og naar jeg førft var Abelg Svigerføn,
Bar det min Fordeel felv at ende Krigen.
Den ffionne Agnes fmeltede mit Hierte,
eg mærfte noget Mildt bevæge fig —
Et Frø maaffee til hvad de falde Dyd.

Erik og Abel. 253

Men fiden nu den vilde Vredesengel
Har blæft til Oprør — nu, fan lad det ftorme
" Da mød den anden Kant, til Undergang !
Vel, at jeg atter her har Brevene.
Jeg fÉriver andre, ſom jeg viſer Abel,
Jeg iler hurtig med min Brud til Slesvig,
Oppuſter atter Broder imod Broder;
Thi enten Erik, eller jeg man falde.
Vi ſpille farlig Skaktavl, Erik Plougpeng!
Det gielder Wre, Gods og Kiærlighed
Paa min Haand — Krone, Liv igien paa din.
Velan, Fortuna! du er min Gudinde;
Saa deilig ſom letfærdig, figer man.
SHos ſlig en Skionhed gior jeg fiffert Lykke.
Dog kunde let du glide paa din Kugle —
Jeg ſpringer dig til Hielp, i Fald du ſnubler.

Gaaer.

254 Erik og Abel.

tredie Handling.

I Slesvig pan Hertugens Borg.
Gertug Abel. Lauge Judmundføn.

Abel

med de falſke Breve.
J disfe Breve, Ridder Lauge! finder
Jeg intet Tegn til LandSforræderi.
Ut Vennen fÉriver Ben et Bennebrev,
Hvori der gives Vink til bedre Maader
Ut ende Krigen paa — det bør undſtyldes.
J taler ſteds med Agt om eders Konge.
Den lille Spog om Eriks Bægelfind
Er ingen Grund til hidfig at forftøde
Den MarfÉ, der tiente ham med Liv og Blod.
J dette Skridt gienfiender jeg disværre
Min Broders fmaalige Forfænglighjed.
Ut J har taget eder ſom en Ben
Af min Sophia, da hun maatte lifte
Sig giennem Eriks Leir ſom Borgerpige,
Fortiener Tak og Giengield. J har vundet
Det lille Hierte; Eriks har I tabt,

Erik og Abel) 4

"Dg eders Pligt er løft fra ham. Velan,
Jeg regier ikke Lauges gode Tillid.

Hvis 3 vil tiene mig med al den Jer,
"Som J har — paa ham, da er J min.
Den Kicerlighed, I vandt hos min Sophia,
"Bil Abel heller ei * jer.

2* veed, den Fader gior ſig latterlig,

Som tvinger Datterhiertet; vel at mærfe,
Naar det har valgt fornuftigt og anftændigt.
is har mit Ja.
Ek Lauge.

É D, Hertug! ædle Fader !
"Mit Hierte ſpulmer af Taknemlighed,
"Og jeg ſtal vife den i Daad, min Fyrfte!
En Trediedeel af Eriks Hær er fremmed,

| ej Stridsfolf, hvervet under mig;

, Tiden er til Ende, fvigte de

Gi 8 nogen Cd, det ſtager dem frit
Ut tiene, hvem de vil. SJ er forligte,

Og tyve Riddre traadte frem paa Dagthing
on Gidsler, villig af forlade den,

Som overtraadte Freden forſt. Velan!
Jeg vil ei tale Ondt for Kongen her,
"Det funde tyffes, ſom det var af Hevn;

Og J er flet bevæbnet. Det forſtaaer fig,
R hylded ham fom Konge, men behjerfÉer

”Bedfom fun Grifs Rang, ER hvis han farer
ba fremmed Krig, da ffylder I ham Biftand.
Kan Nogen vel fortænfe Hertug Abel,

J
Fl,

Wen — Grif ftaaer for Slesvig med en Hær,

"Dog Slesvig end fom Hertug. Eders Hylding

255

256 Erik og Abel.

J Fald han modtog disfe Krigerffarer ?
Hvo fordrer vel, af Slesvigs Fyrſte blindt
Skal overlade fig til Etiks Hoimod?

Abel.
Jeg takker; jeg ſtal tænfe paa dit Forſlag.

Sophia fommer.

Abel.
Sophia! kom, min Datter! — Skam dig ei!
Gud gav os Pine til at fee med, Hierte
Zil varmt at føle Kærlighed for dem,
Som vil os vel, og Had mod vore Fiender.
Du ſaae ei vrangt; han er en fager Mand.
Du følte høit; han er en hoviſk Ridder.
Hvi rødmer du? — Nu, ffam dig et ved Rodmen!
Det flæder Roſenknoppen godt at blusfe.
Kom, læg din Haand i hang! Og faa et Kys
Til Segl paa eders Troſtab!
Sophia.

Hoie Herre!

Naar felv J byder det —

Lauge,
O, min Sophia!
Saa vaagner nu mit Held?

gamle Regner
melder:
Den unge Greve
Otto af Oldenborg er fommen, for
Ut giefte Eders Maade, holder med
Sin Svendeflof til Heft ved: Borgeled.

Erik og Abel. 257

i Lauge affides.
Fordomte Skiebne! Naar jeg fætter Bagret
For Munden, rives det fra Læberne.
Abel.
Velkommen mig! Bring ham herop!
Regner gaaer.
: Jeg ynder
Den unge Otto, har et feet ham nu
Paa fierde Mar. En knover Ungerfvend !
Hans Broder er min Ben. Jeg fandt det fnildt,
At ſtage fig godt med fine Nabofyrſter.
"Der hænger end et Billede paa. Bæggen,
"Han har foræret mig; det foreftiller,
Skovjomfruen med Krands og loſe Lokker,
"Som for halvtredie hundred Aar forleden
Paa Ofenberg gav Stammefadren Otto
Et deiligt Horn med Miod. Men Miøden fafted
"Han felt bag Heſten, Haarene faldt af,
Hvor Mioden ftænfte, Hornet han beholdt,
"Dg det blev giemt ſom et Klenodie.
Johan har lovet mig, jeg ſtulde fee det;
Maaſkee den unge Broder bringer det.
- Sophia! tag imod ham. Du og han
Er gamfe Venner. Jeg maa tale førft
"Om Ting af Bigtighed med Ridder Lauge.
3 , De gaae.
É Sophia ene.
D jeg er fær forvirret! Jeg ſtal atter
"See Otto. Jeg var Barn, da ſidſt jeg fane ham,
"Tolv Aar, og han var ferten — og vi talte
"Saa gierne ſammen. — Jeg har negtet Lauge
VII, 17

258 Erik og Abel.

Et Kys — nu falder det mig ind, at Otto
Ufflog fom Dreng et Kys, han havde vundet
Fra mig i Panteleg, fordi de Wldre
Udloe og drilte ham. De vilde tvinge
Sam til at kysſe mig, da løb han ud,
Og kom ei ind igien den hele Aften.
Dog ftedfe var han mig en Ven; jeg veed,
Min Lyffe glæder, fom hang egen, ham.
Jeg vil dog prøve, om han fiender mig.

Hun træder tilfide.

Otto fommer, fulgt af gamle Regner.
Otto.
Hvor er hun?
Regner.
Der, Herr Greve!
Otto munter.
Bild. mig det ind,
Du ſolvgraa Skalk! Jeg fiender dig for vel
Fra gamle Dage. Huſker du, dengang
Paa Jagten du fortalte mig, at Tranen
(Set Been fun havde, naar den ftod i. Moſen,
Og traf det andet op høit under Bryſtet?
Regner
kysſer hans Haand.
O, Gud velfigne jer, fordi J mindes
. Saa ringe Smaating om en gammel Tiener!
Otto
kysſer ham.
Min fromme Regner! hvor det glæder mig
Ut fee dit ærlige, dit brune Anfigt.

Erik og Abel.

Jeg fommer ned fil jer i Borgejtuen,
Naar Jeg har hilſt paa Herſtabet.

Regner.
Ek Men ſtikker
Det ſig for eder nu?
Otto.
il Ut være trofaft,
os mindes fine gamle Benner, Regner?
i Ja viſt! det ffiffer prægtigt fig. Nu gaa
do hent mig Frokenen!
EF Regner.
J Der ſtaaer hun jo
J vender eder Ryggen. i
Otto fmilende.
J Virkelig?

ſu — Alting er forandret her fra ſidſt,
44 er hun med forandret. Men det Andet
g forefommer meget mindre, Regner!
* virkelig min Legeſoſter,
) San er hun derimod nu meget ftørre.

fa Regner gaaer, Otto nærmer fig Sophia.
end eder om, min Frofen! hvis jer tykkes.
g kommen er fra Delmenhorſt ſom fnareft,
* jer betale mig det Kys,
Jeg vandt i Pantelegen, og fom dengang
var for dum at lade mig betale.
— kommer forſt med Aarene.

Sophia
vender fig venligt om.
fiære Otto! fiender I mig dog?
177

259

260 Erik og Abel.

Otto
forundret over hendes Skionhed.
Nei, ved Sanct Knud! — Dog jo! jeg fane et Udfaft
For fire Aar til denne ſtionne Bygning ;
Nu er den opført, mærfer jeg, og meget
Forherliget, fuldſtendiggiort. — Tilgiv,
Jeg ſtiemted; jeg er (of fan ſkamfuld nu,
Som fidft, og derſom J J vil kysſe mig,
Saa lober jeg afſted igien i Skoven.
Sophia.

Saa munter, ſom tilforn! Min fiære Otto!
Hvor glæder det mig dog, vi feeg igien.

Otto.
Saa har J tænft lidt paa mig?

Sophia.
O, hvor ofte!

Otto.
Ei glemt mig i det fromme Nonnekloſter
For lutter Bonneboger, Alterlys,
Rogkar og Sang og Suk? Jeg var i Krig,
Men kan forſikkre jer, at Krigsdrometen
Har ikke blæft Erindringen af Hiertet.

Sophia.
J Sandhed, I er voret til en Mand.
Otto.

Og J er — til en deilig Pige.
Sidſt var I Barn, og jeg var Dreng. Hvem veed,
Naar vei Gang jeg nu beføger eder,
Er jeg en Olding, I en gammel Frue.
Sophia.
Det vil vi iffe haabe. Jeg har længtes

Erik og Abel.

"At tale med jer, aldrig meer end nu.
ise har jo ingen bedre Ven, end Otto;

i For ham udgyder jeg mit hele Hierte.

J Tager venligt hans Haand.
Min Ven! J hilfer en forlovet Brud.
4— Otto ſtudſende.
En Brud? — Ci — alt —

R Fatter fig.

EF Sophia.
” Gud figne jer for dette gøde Onſke!
J Otto.
DOg Brudgommen? PR
i: Sophia.
Herr Lauge Gudmundſon.
J Otto.
Dankongens Marſk?
J Sophia.
Juſt ham!
Otto.
En tapper Ridder!
Er han faa god, da er J lykkelig.
Å Sophia.
— Det er han.
. Otto.
Bel!
Afbrydende.
E Men — før jeg hilfer nu
er Fader, Froken! maa jeg giore jer
Deelagtig i min Skiebne ligerviis.

261

Jeg onſker jer til Lykke.

262 Erik og Abel.

Svyhia.
Hvad? ogſaa Brudgom?

Otto.
Nei — det haſter ikke.
En Smaating imod eders, dog en Sag
Af nogen Vigtighed. Jeg havde lovet
At viſe Hertug Abel Drikkehornet,
Som fordum Alfen gav min Stammefader,
Min Navne. Da jeg red 1 Skoven, hang
Det mig ved Siden i et Sfulderbaand.
Jeg red omkring det Træ, hvor tidt vi fad
J Sfoven før, Sophia! fyldte Hornet
Bed Kilden, draf det koligklare Band,
Og tænfte paa de hedenfarne Dage
Og paa den taagetunderlige Fremtid.
Da jeg fom ud af Sfoven — var det borte.
Jeg har forgieves føgt, det findes ei.
Tillader JF, at nogle Folk maaſkee
Endnu 1 Aften —
Sophia.
Alfehornet tabt?
Min Gud! Og her høg og! Hvad vil min Fader —
Hvad ederg Broder fige? Jeg vil ftrar
Udfende Folfene.
Otto.
Det haſter et.
Sophia.
Jo, ſikkerligt! Hvert Dieblik er koſtbart.

Gun gaaer.

Erik og Abel. 263

Otto
efter en fort Taushed, hvori han ftaaer henfiunfen i Tanker.
Jeg elſkte hende ei, hun ſtod beſtandig
Aun for min Siæl ſom Barn endnu, jeg vilde
Kun fee igien min Ungdoms Legeføfter ;
i "Og dog — dog flaaer mig denne Tidende,
Og driver flux mig Glæden af mit Hierte.
i Thi hende var det døg, jeg længtes efter,
j Hvergang jeg tænfte paa den gamle Borg.
i Imens hun var i Kloſtret, kom jeg ikke,
Thi jeg kan ikke lide denne Hertug;
Hans vrede Skumlen, undertrykte Stolthed
Har intet Kicert for mig. Men hun — hun fvæved
For min Grindring fom min Barndomsengel.
j Nu er hun voret til en deilig Mo.
— Hvor herligt funde vi nu atter leve
i Zilfammen, gaae paa Jagt om Sommeren,
i Fortælle Eventyr ved Binterarnen !
k
É

— —

Men — hun har lovet Lauge Gudmundſon;
Hun elffer ham. Hvad er der da tilovers
For Otto? Nei, her fan jeg iffe dvæle.
Ud, ud, at finde Alfehornet atter,
— Og faa affted i Verden, at forglemme
" De føde Følelfer, der glæde: Hiertet
— Saa ftaffet fun, og fom faa let forbittreg !
É Gaaer.
z hertug Abel tommer med Lauge.
Abel
TØ i dybe Tanfer.
i Der gives Menneſker, fom ei fan modſtaae
— Den føde Druefaft, der hidſer Hiernen.

264 Erik og Abel.

Sæt tuſinde Mark Sølv for Dranferen,
Og Sølverfrufet hos med Druefaften;
Han tømmer Bægret, og laer Sølvet ftaae.
En Anden feer en ung og deilig Qwinde;
Da bæver Elffov giennem alle Nerver,
Og fom en Hiort i Fiſkemaaneden
Sin Hind forfølger, følger han den Skionne.
Forforerſk ruller Lykkens gyldne Hiul;
Og ſelv den fri German, naar Alt var tabt,
Sin egen Frihed ſatte ſtolt paa Spil,
Og lød fig villig binde fom en Slave. —
Saaledes er det og med Herſkerlyſten:
Den Alt; betvinge fan, fun et fig felv.
En hoi Siæl væmmes ved den feige Ro,
Unftrengelfer og Farer er dens Bellyft ;
Og fom Apollo med fit Straalefpand
Igiennemkiorer Luften, holder ſtram
De fiffre Tommer uden Frygt før Snublen;
Og fom Neptun, med Stormen i fit Tangffiæg,
Stærf i fin Harm, med frygtelige Forf
Slaaer Bolgens Trods til Skum — faa Verdenshelten,
Hvis Kraft betvinger Menneſtkenes Billie.

Lauge.
Hvor herligt gotter I engang mit Øre
Med flige ftærfe Lyd af blanken Luur;
Jeg, fom har maattet døie nu faa længe
Den ynkelige ſtrattende Skalmeie.

Abel.
Jeg veed, Naturen ſmedded mig til Drot;
Misundelig fun drilte Lykken mig,
Min Bugge fatte den paa Thronens Trin,

Erik og Abel. 265

i, hvorfor ffulde jeg nu ikke ſoge
"Mt vade over dette fidfte Stræde
Imellem mig og mit Elyſium?
Et Aar fun ſtilte mig fra Danmarks Throne;
IDg har ei yngre Brødre herftet før?
J Veg Knud Danaſt for Harald Blaatand ei?
Slog uͤnge Knud ei gamle Ethelred?
Dg ſpilled Hardeknud og Magnus Gode
— Gi Dødens Tærninger om Dan og Nor?
— Svend Gftrithføn var fun et Jarlebarn,
Dog blev han Drot; og alle Sønner efter!
Ser Brødre! Harald Hein, den hellige Knud,
— Saa Oluf Hunger, Erik Eiegod.
— Svend fig forhafted paa den ſnelle Reife

Til Thinget. Niels og Ubbe ſtred hoimodigt,
7 Hvor ærlig det var meent, maa Himlen vide;
— Bed Døden veg den Wldre dog den Yngre.
Dilſidſt kom Erik Emund, fom lød drufne
TJ Slien hisſet fine Broderſonner,
T Og fif fortiente Lon af Sorteploug.
T Den unge Valdemar, Knud Lavards Søn,
Skiondt yngft, har overftraalet langt Svend Grathe,
T Knud Magnusføn, og med fit ſtore Navn
Gienvundet Danemarf den gamle re.
Skiondt Siette Knud var ældft, fom dog vor Fader,
Den yngre Broder, efter ham paa Thronen ;
Han blev den feierfæle Valdemar,
Dg han beherſked Oſterſoens Kyſter,
Som Romerfolket fordum Middelhavet.

266 Erik og Abel.

Hvorfor da ikke Abel? Hvorfor fulde
Nu Abel fun ydmyge fig i Støvet,
Naar ei engang hang nidffe Broder undte
Sam heel, uforførdeelt, fin Fedrearvẽ
Lauge.
Der Ingen fan bebreide dig, min Hertug!
Ut du har ftridt om Riget med: din Broder.
YU bel.
Hvad Riget? Jeg har aldrig ftridt om Danmarf;
Om Slesvig har jeg ſtridt, ſom uafhængigt
Jeg arved fra min Fader, og om Svendborg,
Mit Patrimonium, mit fiære Svendborg
Med fine Bøgeffove, med fit Sund.
Jeg fandt det lavt, uværdigt, af modtage
Til Lehn af Erik, hvad min ſtore Fader
Gav mig i Eiendom. Forſt tvungen har
Jeg bidt det fure Æble, fundet mig
J hvad der ei fan hindres. Nu jeg taffer
Kong Grif for den Luft, jeg aander, Lauge!
… Men Get dog har han iffe undertvunget :
Mit Hierte, mere ftærft og høit, end hang;
Og det har lært — dybt at foragte ham.
Regner kommer.
To Bilegrime ſtage i Borgegaarden
Bed Gravcapellets lave Billeddør.
De lade til at være Fremmede.
Borgfogden maatte vife dem i Kirken;
Den Ene var ifær opmarkſom der.
Dog er det fiffert ingen Speider, Herre!
Det lader til, Borgfogden fiender ham;
Han har et aabent, godt, et venligt Anfigt.

Erik og Abel. 267

Sg Bindebroen, Faſtningsgravens Dyb,
Borgmuren — lagde han ei Marke til;

Han ftirred til vort Blytag, glædte fig
Bed Dragehovderne paa Tagets Render,
Veirhanen over Borgens ſtore Sforfteen,
"Det gamle Helgenbilled over Porten,

DOg Gaardens hugne Flifer. Længe ftod han
"Og grov i Fliferifterne med Stoffen,

"Og luged Græsfet op; jeg troer, han græd.
I Saa bad han, Eders Naade vilde ffienfe
Ham Ly i Nat, og vife ham den Gunft,
Ut tale med ham førft i Gravcapellet

I Ved eders ſalig Soſters Hvilefted.

i Abel.

| Befynderligt! Har 9 J fra Borgens Taarn 7”
” Gant Die med den danffe Hær?

Regner.

| Den træffer
å Sig nof tilbage, for at gaae til Jylland.

IJ flere Miles Afftand feer man Intet

- Til danffe Kæmper.
% U bel.
J Og den Fremmede
Kom ene, ſiger du?

Regner.
Selvanden, Herre!
Abel til Lauge.

i: —* mener J om dette Gravbeſog?

É. Lauge.
Skienk ham et Nattely, og (ad ham bie
il Morgenftunden! Dette Aftenftævne

268 Erik og Abel.

J Gravens dunfle Hal har noget Sært,
Som iffe huer mig.
U bel.
En ſtakkels Munk,
Sandſynligviis min Soſters Skriftefader,
Der kom fra Brandenburg, at hilſe mig,
Bor ikke kyſe Abel paa hans Borg.
Lauge.
Saa foi ham i hans Onſker, om Jetykkes.
Dog hvis —
U bel.
Hvad hvis?
Sange:
J Fald det var en Stimand?
Man være maa beredt paa alt.
Abel.
En Niding
Gaaer ei af Vindelyſt i ſikkre Dod.
Lauge.
Wen vel en Hevner, Sværmer.
Abel.
Gudmundſon!
J henter Muligheden alt for langt fra.
Saa fan en Tagfteen ogſaa falde ned
Og knuſe mig.
Lauge frænfet.
Jeg frygter et for mig,
Min ædle Hertug !
U bel
ræfter ham Haand.

Nu, jeg taffer eder

Erik og Abel. | 269

For eders Omhu. J fan holde jer

Med nogle Bæbnede ſtiult i min Narhed,
Dg lægge Mærfe til den ſare Gieſt.

deg fan fom Ridder og fom Bært paa Borgen
Ci vife Frygt og glemme Gieftfriheden.
E Gan gaaer.
J Lauge ene.

Hvad vil det ſige? Hvorfor ængftes jeg?
Før falder Himlen ned, for det vil fee.
"Og dog — i Fald det virfelig var faa?

J Efter en kort Taushed.

Ha, fromme Dyr! vogt dig for Lovens Hule,
” Læg Mærke til de dybe Spor i Sandet:
De vende alle indad, ingen ud!
& Gaaer.

Grautapellet,
oplyſt af en fvag Lampe.
Kong Erik
alene, hyllet i en Kappe.
I eg glæder mig til denne Sammenkomſt,
Bebreider iffe mig mit Eventyr;
I Thi det Sædvanlige neddrager Siælen
il Hverdagslivets Dynd. Den hulde Engel,
Som bver i Hiertets Inderfte, bortſtremmes
Af fræffe Bulder, fom en ærbar Mo.
I De vilde Lidenffabeligheds Giefter:
Wrxgierrigheden i fit Kobberharniſk
Med Hidſighedens Blus paa vrede Kind;
Forfengelighedsgioglerſten med Speilet, — ,

270 Grif og Ubel.

Hvori hun feer forgabet fun fig felv;
Bellevnet; den trangbryftet kolde Spot,
Hvis Blif og Smiil fun isner og forhærder —
Ul denne Svireffare maa til Sengs.
Saa fommer førft Uffyldighed med Lampen,
Som travl Huusholderſke fra Borgens Kielder,
Og giør fit fildigfromme Natbeſog. —
Hvad jeg befluttet har, mit Teſtament
Sfal ei endnu min ſtolte Broder kiende.
Han ffal ei troe, jeg kommer før at glimre,
Kor atter nu at jtaae før ham med Balmer
% Hænderne, fom før med Laurbærfrandfe.
Jeg giefter ham ſom Brøder, byder ham
Oprigtigt Benffab, fover her i Nat;
Og naar i Morgen jeg er atter hiemme
Hiſt i mit Kloſter, da forſt ffal han vide,
Hvad Grif broderligt har offret ham.
Gertug Abel
fommer.
Hvad vil du, fromme Fremmede, ſom ftævner
Mig til min Soſters Grav? Min gamle Foged
Korfiffrer, at han fiender dig, og veed,
Du fommer at fornye et fordums Benffab.
Erik
ſom Pilegrim.
Guds Fred, min ædle Hertug! Ja, det gior jeg.
Men ſiig mig førft: er dette virfelig
Den falig Frues Grav?
Abel.
Her hviler hun.
Har du Sophia kiendt?

Grif og Abel. 271

Erik.

EB Som lille Pige,
R hos Konning Baldemar, min høie Herre.
Gan bygged denne Flot til gamle Borg,
J leged ofte hiſt i Gaarden ſammen,

J 3 Hertug! Danerkongen og Sophia.

Da var J gode Venner; naar J ſtredes,
— Sophia ſtrax at: jævne Alt.

Æ Ubel

Det var en Fredens Engel.
Hd 7 Erik.

4 Mindes J
Den Stierne udenfor i Fliſeſtenen?

Jeg feer, den ſtager endnu faa ſplintret der,
Som da den ftore Steen faldt ned fra Taget
For treti Somre fiden mellem jer

= Og Konning Grif, fom J ſtod og ſtiendtes.
Den kunde knuuſt jer begge — J blev tauſe,
ee lagde eders Hænder ſammen,

"Og raabte: Kiære Brødre! enes dog;

4 Gu ſtaante jer, faa ſtaaner dog hinanden.

i Abel.

å NM mindes det.

4 Erik.

Jeg fane de dybe Revner

| Derud, tyftbegroet med Ufrud nu;

Jeg luged Tidslen op med denne Kiep,

Og fom at fnæle ved den Frommes Stov.
Abel fagte.

Jeg fiender denne Stemme.

J Hoit.

Ganſte rigtig!

272 Erik og Abel.

Den fæle Avindstidſel vorer frodig
J Benffabsrifterne. Vee den, ſom fanede
Det forſte Ufrudsfrø! — Siig, hvad betyder
Sligt Mummeri, Kong Erik? Hvorfor lifter
J eder i min Borg ſom Bilegrim?
Bil I mig levende begrave her?
Bogt jer! jeg fanges iffe levende.
For roffer jeg, fom Samſon, Hufets Biller,
Og laer mig fnufe med Philiſterne.
Erik
ſlager Kaaben tilſide.
Nu — da du kiender mig — god Aften, Abel!
Abel
Hvi lokker du mig ned i Graven her?
Erik.
Jeg kommer ene med en gammel Svend
Paa Tro og Love til dig, uden Leide.
Min Hær har truffet fig fem Mil tilbage,
Og Ingen veed, hvor Danerkongen er.
U bel. i
Hvis det er fandt, da er det daarligt handlet;
Fremfuſende, fom altid.
Erik.
Du har fvoret
Pig Troffab, Broder!
Abel.
Toungen. Mindes du
Den Ed, vor ſtore Fader ſvor i Fængslet ?
Den løfte Paven fnart ham atter for.
Erik.
Men Paver kan ei loſe Broderbaand.

Grif og Abel,

J — Abel.

Spild ikke ſmukke Ord paa ſtygge Ting!
J Erik.

Jeg kommer ikke for at kives, Abel!

Jeg kommer at forſones.
Å Abel.

4 At forſones?

Vi er forſonede. "Gr Fred et ſluttet,

Sg Gidsler fat? Jeg hylder dig, min Konge!

— Hvad vil du meer?
É Erik.

Meer, meget meer.

Abel.

Gi, ei!

Og hvormed. fa. jeg atter tvinges dertil?

i Erik.

Med Frihed, med din egen gode Villie.

Abel.

Daoexnk ei at daare mig med Talemaader!

Erik.

Nei, jeg vil vinde dig ved Handlinger.

É UA bel.

E Du tvang mig taalig til at kysſe Rifet.
” Kom du i Aften, under Faareffind

— At ffiule Ulven, ſom mig fønderfled?

—J Erik.

Jeg har belavet mig paa denne Hilſen,
Dg finder mig taalmodig nu deri.

"Ut du var vred paa mig, det vidſte jeg,
Og derfor kom jeg her ved hoie Midnat,

du har alt handlet, du har naaet din Henſigt;

VII. 18

273

274 Erik og Abel.

Om muligt at forliges med min Broder
For Gud og min Samvittighed. Jeg fan
Gi atter drage dig faa nær forbi
Og gaae til Danmark med dit bittre Fiendſtab.
Abel.
Hvad Danmark? Krigen ſtal jo atter fores
J Holfteen nu.
Erik.
Net, den er endt i Dag
U bel.
J Sandhed?
Erik
Jeg kan have giort dig Uret
Wed mange Ting men jeg har aldrig loiet.
Abel
med Agtelſe.
Nei, det er fandt; det maa jeg lade dig.
Erik.
Jeg gieſter ikke dig i Nat ſom Konge,
Da var jeg dragen med en talrig Skare,
Med Sværd og Fakler. See, jeg kommer ene,
Om ei du vil fom Broder til en Broder,
Dog fom et Menneſte til Menneſtet.
Forſmaa, foragt ei fold min gode Billie!
Selv Guddomsgniſten i din Fiendes Bryſt,
Naar den til Himlen ftræber, bør du nære.
Abel.

Hvad vil du?
Erik.
Wrlig, inderlig Forſoning!
Jeg holder denne Spænding meer ei ud.

Erik og Abel.

"Bi, fom har hvilet under ſamme Hierte,
Dg drukket Melk af ſamme Moderbryſt,
Bi hade, vi forfølge nu hinanden?
Det er imod Naturen, Haaret reifer
Sig ved den Tanfe, vore Underfaatter
B Foragte os. Bank paa ved hver en Hytte,
É Du finder Armod der, men Kiærlighed.
IJ revne Klader fidde Børn ved Lampen,
Og ſtakkels Pilte flumre Arm i Arm
—* usle Bolſtre, ſmile dog fan født,
" Som Engle, ſammenklynget hift i Sky.
i Kun Broderhadet fidder purpurflædt
DN Guld og bløde Hermelin paa Thronen.
KS Borgen fun belyſe hundred Kerter
Den guſtne Avind i et rynket Anſigt;
D⸗ medens Sceptret blinker over Landet,
pine Hiertet til et usſelt Fongſel.
Abel

med et undertvunget Suk.

3 — RE

å Erik.

Dg hvorfor førte vi den hele Strid?
Nor denne Verdens usle Herlighed !
Er Kongen meer end Betleren, faafnart
" Den hvide Beenrad banker med fin Lee?
"See her i Hvælvingen! Her flumre de
Beſtedent Alle nu, ſagtmodige,

Med Hænderne ftivt foldet over Bryftet.
— Lidenffab, hver Storm er nu forbi,
J Hielm og Fane falder Støvet tyft,
Et mindfte lille Dyr, den usle Mol

FS
É

Kræ

— Du ffildrer diærvt en — ei lykſalig Tilftand.

É 18”

275

276 Grif og Abel.

Fortoerer trygt det ſeierrigſte Banner;
Og Alles Haab ſtager fun paa Dommedag
Til Guds Barmhiertighed.

Abel.

J Sandhed, Grif!
Du taler ſom en Chriſten.

Erik.

Abel! ſee —

Peger paa fin Soſters Grav.

Her flumrer hun, vor gøde Genius.
Saalænge hun var hos os, ſtred vi iffe;
Sun fulgte med fin Husbond til hang Land —
Ak, da forlod vor gøde Engel os, i
Og Tvedragtsdiævlen foer os ind i Hiertet.
Sun kom igien; ſtiondt hoifrugtſommelig,
Forlod hun Husbond dog og Huus og Hiem,
Og trodſed Veiens Fare, Bintrens Strenghed,
Blot, blot for at forſone ſine Brodre.
Det lyktes hende ei — da ſlukte Doden
De ſkionne Dines Lys, og Hiertet braſt,
En dodfodt Søn laage ved den Dødes Bryſt —
Og, Brøder Abel! vi er Morderne.

Abel.
Zi ftille! du førfærder mig.

Erik.

Ser fnæler

Jeg ved den fromme Martyr Grav — 0, Abel!
Kom i min Arm, forføn dig med din Broder.

U bel.
Du fmelter mig —

Erik og Abel. 277

Erik

ſpringer op, og iler ham i Mode med aabne Arme.
Min Broder! |
U bel.
Tag min Haand!

År Erik.
i ID, jeg er lykkelig, jeg vandt min Abel!
—J De omfavne hinanden.
£ SKER Abel
1 efter at have fattet fig.
Velan — jeg vil forſones med min Broder.
F Di Ild, din Tale, dine Folelſer,
ER Alt mig forvisſer om din Henſigts Reenhed.
Jeg ræffer gierne Haanden til Forlig,
— Bil ogſaa nu ydmyge mig for dig,
Modtager ſom en Gave, hvad faalænge
FA Com Ret jeg vilde trodfe fra min Fiende.
— Du føler altfaa nu mit gamle Onſte,
| Og tilftaaer mig ei Slesvig blot ſom Lehn,
| Men ſom felvftændigt eget Hertugdomme?
Erik
J venligt afbrydende.
| Føl ét om flige Ting i Aften, Abel!
| [2 JF— Tid nok glemte Hertugen og Kongen,
At de var Brodre; lad nu Brodrene
J Aften ganſke glemme, de er Fyrſter!
M Abel.
Det flinger ſmukt; jeg vil ei kappes med dig
Eg ſmukke Talemaader. J Paris
Har du ſtudeert, det mærfer man paa Alt.
deg holder meer enfoldigt mig til Tingen;

4 ØM

278 Erik og Abel.

Og ffal jeg elffe dig, faa maa jeg vide,
Om du, har væfentligt forandret dig.
Bil du endnu behandle mig fom Lehnsmand?
Erik.
Nei, ved den evige Gud!
Abel.
Saa ſtienker du
Mig Slesvig frit igien?
Erik.
Zræng iffe i mig,
Lad mig beholde. mine ftille Forfæt
Til Overmorgen! Bed vor Søfters Minde
Du ffal et vorde utilfreds.
U bel
mistænfelig.
Hvorfor
Juſt ſige mig din Mening Overmorgen?
Hvad der er velmeent, billigt og ket dige
Det fan du fige ftrar.
Erik
alvorlig og beſtemt.
Min Broder! Himlen
Har fun cen Sol; hvor mange Fyrſter herſte,
Der trives Avind og Uenighed.
Særdeles taaler iffe dette Rige,
Som et er fort, at ſtykkes ud i Parter;
Det gav Anledning fun til evig Splid.
En Konge vælges jo til Landets Tarv,
Saa bør hver Lidenffab, hver heftig Attraa
Sig underordne denne Hovedfag.
Blev Slesvig uafhængigt nu fra Danmarf,

Erik og Abel.

Saa fordred ftray Chriſtopher Laaland, Falſter,
bund Halland, Bleking. Vore Børnebørn

— Da vilde ſtride fun om Stykkerne,

Å sø gamle Danemark blev. fønderflidt.

Een maa fun herſte.

Abel
i med mork Foragt.
Nu: forftaaer jeg dig.
Å Erik med Ild.
J i, nei, ved Himlen! du forſtaaer mig ei.
É HA Abel.
ØR De Felelſer de Rtringer, du tolker,
—3 fun et koldt Mundsveir paa dine Læber.

Lauge fommer.
Sillaver ders Naade — der er draget
É ilborlig Omſorg for den høie Gieſt;
Bi E dar alt Bærelferne tilberedt.
2 SØ | i Erik
med vred Beſtyrtelſe.
Hvad feer jeg? |
J | Abel rolig.
| j ag Ikke meer dit Riges, Marſt.
He er Lauge finder ſig beſtedent i
være nu Hopmeſter paa min Borg.
øl Erik opbragt.
7 Bort fra mit Aaſyn, du Elendige!
3— Lauge bukker og gaaer.
al U bel.
Svordan? Hvem byder her? Jeg troede dog,
at "i mit eget Huus — in

279

280 Erik og Abel.

Erik ovfarende.

Du er min Lhnsmand,

Min Underfaat, har fvoret Troſtabsed,
Og tager mod den Niding, jeg har bortvitift
For evig fra mit Aaſyn?
Abel.
At du ſeer ham,
Er jo din egen Skyld. Du kommer her
Saa uformodentlig —
Erik.
Er dette Lehnspligt?
Veedſt du, han er en fredlos Mand?
Abel.
Jeg veed,
At du i Vreden har befalet ham
Ut gane til fine Venner — det er ſteet;
Forbudt ham tiere fomme dig for Øine —
Han fommerfei til dig, men du til ham.
Mig har du endnu ei forbudt at handle.
Som Husbond i mit Huus.
Erik.
Og kiender du
De Breve, han har ſtrevet?
Abel.
Jeg har læft dem.
Erik.
Og dog?
Abel ſtolt.
De ſaare din Ømfindtlighed,
Begriber jeg; men jeg feer ingen Grund
J dem til at forftøde ham i Brede.

Erik og Abel. 281

R Erik:
Det gaaer før vidt.
E. Abel

bittert ſmilende.
Ei! falder Maſken af?
J | Erik.
Ha, Broder! Broder!

Abel.
Fe: Huſker du, dengang
y Min Datter, fom en fattig Almuespige
| Big maatte lifte faft paa bare Been
| Din Leir forbi?
J Erik.
Å Hun frygted ei for mig;>
og endnu eier jeg, vil Gud, faa meget,
t jeg fan kiobe hende Skoe igien.

Abel
truer med Fingeren.
i, net, du ſkal ei giore mig det tiere!
| Erik.
g har et meer at tale med dig her.
Jil mig mit Kammer for i Nat! Du laaner
Es ig dog et Hvilefted?
i Abel.
Det viſes dig.
Erik heftig.
ei af Lauge!
Abel

vinker Svende, der nærme fig i Baggrunden med Fakler.
AR Viſer Danerkongen
Sit Sovekammer! SALSA

J

282 Grit og Abel:

Erik.
Nu god Nat!
Gager.
Lauge
kommer liſtende.
Min Fader!
Herr Hertug! hvad befaler Eders Naade?
Hvordan ſtal jeg opvarte Danerkongen?
Abel
med et ondt Blik
Gior med ham, hvad du vil! Du har min Fuldmagt:
Gaaer.
Lauge alene.
Forjtaaer jeg dig, min Hertug? eller ſtal
Jeg lade, fom jeg ganffe misforſtod dig?
Og bruger du mig fom et Bærftøi her,
Kor fiden fromt at trøfte dig ved Tanken,
Det ei var dig, men Daggerten, ſom ſtak?
Jeg har ei hidindtil begaaet Snigmord.
Der ligger noget Plumpt og Dumt deri,
Og det er ofte misligt. Men hvad Udvei?
Thi ſkal jeg for den ftille Sværmers Skyld
Opgive Livets Fryd? Net, Grif! nei!
J Havsnod ſtoder den, ſom bedft fan ſpomme,
Den Anden bort fra Biælfen. — Her de hvile
Saa fromt? Velan, her ſtal du ogſaa hvile.
Hver Lidenffab er her forbi? Godt, Grif!
Jeg ender dig det fidfte Uveir. Siden
Du troer faa ſikkert dog et evigt Liv,
Hvad er det meer? Jeg aabner dig den Dør,
Hvis Spræffe du nysgierrig titter efter.

Erik og- Abel. 283

, USE

—— — 9
—

ASE aen

J

Hvad mu? Mig tyffes, at der lød et Gijp,
— Et Suk hen over disſſe førte Kiſter,
SÅ tabte fig med Klynk i Krogen der.

— Det var min Fordoms Gienfærd, fu forlod mig;
Det ſidſte Spræt af Frygtens Uglevinge.
bru! Ingen usſel Frygt for Spogelſer!
— San har fornærmet blodigt, og en blodig
6 fun tvættes ud med Blod.
Gager.

Bærelse,

Kong Erik

UA alene.

Jeg lod mig overile, jeg blev vred.

O, Hopvmod, fom jeg troede viſt betvungen! —
— Hang Myndighed var for opirrende. —

Det vidfte jeg; hvor fan det vverraffe? — 4
Alt har fin Grændfe; for en ærlig Siæl

— Er Intet meer utaaleligt, end naar

Den gode Billie mødes af Foragt. —

T Men har et Abel Grund? Thi dette Forfæt —
"Hvor fan han vente det? Hvor fan han troe,
— Hans Broder afftaaer villig ham den Krone,

I Som jeg i ti Aar ſtred fan heftigt for? —

Dog — Lauge Gudmundſon! det gif for vidt! —
" Og er ei Lauge Gudmundſon en Riding,

— Hvis Sledſthed, Bittighed, hvis Løgn og Rænfer
— Kan vinde Hierter let en ſtakket Tid?

— X hele fyv Aar har han daaret mig,

7 ERE ARS ER FREE ytre sæ

284 Erik og Abel.

Kan Abel iffe lade fig bedaare

J nogle Dage? — Han har Brevet læft,

Og dog? Men hvilfet Brev? Det rette? Neppe.

Det falffe, Lauge nu har ſammenſmeddet.

Tilgiv mig, Abel! jeg har giort dig Uret.

J Morgen, naar den ffionne Sommerſol

Opklarer Alt, hvad gif til forte Blund,

Skal hver uværdig Tanke flye vort Bryft.
Seer fig venligt om.

Her er jeg atter i mit Barndomshuus.

Jeg fiender hvert et Tegn i disſe Mure:

Den morke Blet i Kalfen vover Arnen,

De Blomſter under Loftet. Her i Ruden

Staaer mit og Abels og Sophias Navn.

Og der i Sovefamret blev jeg født.

En ffion Altan udrager over Slien,

Hvorfra man overſtuer Egnen vidt.

Der vilde jeg faa gierne ſtaae ſom Barn;

Min Fadersfunde iffe lide det,

Han frygted for, jeg ſkulde falde ned,

Og drev mig tidt med Brede bort derfra.

Der vil jeg fnæle nu, og læfe fromt

Min Aftenbon, og bede Gud tilgive

Mig arme Synder al min Hidfighed.

God Billien er, men Kiodet ſtrobeligt.

Gud ſtaae mig bi, og ſtienke mig en naadig

Og falig Henfart, naar min Time fommer!

Han ringer paa fin Svend, og gaaer ind i Sovekammeret.

Lauge gudmundſon

? fniger fig ind fra den anden Side. ”

Den flinger iffe længer, fromme. Grif!

Deng Traad er. overffaaret, Saadan nu

Erik og Abel. 285

Jeg overffærer dine Dages Traad,

— Ut fane en farlig Klokke til at tie.

Ø Kiger ind ad Døren.

Han ſtaaer paa den brøftfældige Altan

Lø beder. Brift, du gamle, møre Tralværf!

— Og ffaan mig for en Daad, jeg heller takker

— Tilfældet for, end mine egne Kræfter.

Den holder! — Ha, her gielder ingen Dvelen!

7 Bel, Grif Plougpeng! fpring fra Borgaltanen

— Flodens Bølger. Charon venter dig.

Gan iler ind. Efter nogle Dieblikke kommer han løbende

tilbage igien, og holder begge Hænder for Anfigtet.

Sophia

J hurtig fra den anden Side.

VE, fiære Lauge! J er her? Hvor er

Kong Grif? Jeg maa hilfe paa min Farbroer.

7 Han fomme maa til Nadver med. os Andre.

7 Hvad er der hendt? Min Fader tier mork,

Gaaer op og ned; I holder eders Hænder

por Dinene. SKE Y er bleg og blodig.

Lauge ffiælvende,

Det er mit eget Blod; jeg rev min Haand

KR — paa et ruftent Søm —

Sophia.

La, hvor ér Kongen?

Lauge.

* Agnes — Elſkte — græsfelige Skiebne —

Sophia.

|

mm er der hændt?

Ø Lange peger ind.

A Nedfalden — ftyrtet ned —
Den gamle Borgaltan — det more Tralværf —

286 Erik og Abel.

Sophia.
Jeſu Maria!
Hun iler ind.
Lauge fortvivlet.
Satan! ſtaa mig bi.
Jeg har forffrevet mig til dig i Nat
Wed dette Blød.
Han vifler et Klæde om fin Haand.
Sophia
fommer tilbage, og vrider fine Hænder.
O, alle gode Helgen !- Gud i Himlen!
Lauge
yderft forvirret.
Ja viſt, min elffte Agnes — min Sophia —
En hoiſt — en ulykſalig Handelſe.
Saa god en Konge! Miſte flig en Fader!
Jeg bløder — jeg har ſtodt min Haand til Blods.
Sophia.
Og Blod var der paa det nedrevne Tralværf.
Lauge.
Det var ei Danerkongens. Bed min re —
Mit, mit! Jeg vilde gribe ham — da faldt han.
Sophia
feer ham ftivt i Øinene.
Sa, Morder!
Hun falder til Jorden i Afmagt.
Lauge.
Min Sophia! elſtte Brud!
Jat dig, for Guds Sfyld. Hvad maa Berden troe,
J Fald man træffer os i denne Tilftand?

Erik og Abel. 287

Fierde Handling.

Hertugens Bærelse.
Hertug Abel. gamle Regner.

J Abel.

Det har et været muligt mig af luffe

Et Øie til den hele Nat. Saaſnart

F. Jeg blunded, vaktes jeg af ſſemme Dromme.
Siig, Regner! har min Datter bragt min Broder
| Til Nadveren i Aftes? Jeg gif bort.

J Regner.

Nei, Eders Naade!
Ø Abel.
Nu, det var at vente.
"Hvad Tid er det pan Dagen? Det er lyſt
I Jeg har et fovet længe.
J Regner.
Kun en Time.
Abel.
Saa kort Tid, og ſaa ſvanger dog paa Radſel!
Mu vel, det var en Drøm. — Man fan ei ſove
[3 dette lyſe, lumre Sommerfolhværf;

288 Erik og Abel.

Der ingen Forſkiel er paa Dag og Nat.
Naturen fræver dog fin Ret.
Regner.
Tilvisfe!
Naturen fræver altid ftrengt fin Ret,
Og negtes det, da gaaer det Trodſen ilde.

Abel.
Hvad vil du ſige med dit Tankeſprog?
Regner.
Ei meer, end jeg har ſagt, min adle Herre!
Abel.
Saa har du vaaget hos mig?
Regner.
Da jeg horte
Jer giſpe, kom jeg ind.
Abel.

Du ſkaaner dig
For lidt, min gamle Tiener! Paa din. Alder —
Regner.
Behøver Legemet ei megen Hvile,
Det trætteg ei ved Dagsanſtrengelſer.
Den lange Hvile ftunder fnarlig til,
Saa fan der ſoves nok.
U bel.
Du veed, jeg er
Ei overtroiſt; men det er dog fært
Med disſe Folkeſagn, de præge fig
Dybt i Hukommelſen, og ofte fan
Den voxne Mand ei glemme Barnets Frygt.
Regner,
Hvad mener JF?

Erik og Abel.

Abel.
BR Jeg mener Eventyret
Om Grif Emunds Broderſonner.
EB Regner.

Herre!

Det er disværre intet Eventyr;
Gan lod dem begge drukne dybt i Slien
Her under Bindvet; deres Fader blev
— Halshugget her i Kielderen.
i Abel.
Det veed jeg.
Men at de ſpoge, det er Almuſnak.
At man i Kieldren hører Prehug,
"Der trænger i et Halsbeen; at paa Slien
"De blege Ungerfvende ſtundom fvæve,
"Og fysfes Arm i Arm med vaade Loffer ;
Ut de i Maanftin faae ſneehvide Binger,
"Og flagre op til Ridderſalens Vindver,
"Og banfe paa Blyruderne, ſom Ugler,
"Og dampe bort med Knald og Skoggerlatter —
Det, Regner! det er Daarlighed og Galſtab,
" Som ffæmmer en fornuftig Mand at troe.
i Regner.
Hvo tvivler derom?
i Ubel

i Ikke defto mindre
- Har jeg dog felv oplevet Alt i Rat.

Jeg hørte Øren qvæfte Nakkebenet

Dernede tidt. De blege Ynglinge

Stod for min Seng, drivvaade; og mig tyktes,
Ek VI 19

Ø

fætter fig ned, og ftotter Hovedet til fin Haand.

289

290 Erik og: Abel.

Ut der var Cen — en Ældre mellem dem —
Gyſende.
Men ſom jeg ikke kiendte.
Regner.
Selſomt! ſelſomt!
Cauge gudmundſon
kommer.
Gaa, Regner! jeg maa tale med din Herre.
Regner gaaer.

Abel ſtager op.
Hvad vil J mig faa tidlig, Ridder Lauge?
Hvad fattes jer? J feer jo ud, fom om
Y fteget var af Graven.
Lauge.
Nei, jeg lever —
Men lever ſlet, min Hertug! thi jeg har
Oplevet, hvad der kunde ffræmme Livet
Uf mangen Anden.
Abel.
Skrom det et af mig,
Siig fort og fyndigt jert Orakelſprog!
Hvor er Dankongen? ſover han?
Lauge.
Nei, nei!
Han vaager! vaager evigt!
Abel.
Gud i Himlen!
Hvad er der hændt? Hvad har J giort?
Lauge.
Jeg? Intet!
Udrettet eders Villie, ſtrenge Hertug!

Erik og Abel. 291

HM 'B SA og Abel.
Min Villie?
| | Lange

Fulgt Dankongen til fin Ro.
J Abel.
Sbvordan?
J Lauge.

Her hielper ingen Omfvøb længer,
— Jeg nødes til at ſaare eders Hierte
— Med dette Radſelsbudſkab.
j J Abel gyfende.
Er han myrdet?
J Lauge ſagtmodig.
B Bevares Gud! Ret, nei! — J gav mig Fuldmagt,
Befalte mig at handle, fom jeg vilde;
Svor kunde jeg da ville jer imod?
R Jeg iilte til hans Naade, for at bede
' E komme ned og ſpiſe Nadver, før
"Han gif til Sengs —

z At:
4— ar,
rå

Abel.
Nu, og hvad ſaa? hvad faa?
EF Lauge.
Ru fiender I den gamle Blyaltan
I n ;dD ormeſtukne Tralveerk —
SØ Abel.
Lauge! Lauge!
FAR Lauge.
å) Jans Naade fandt det uden Tvivl før lummert,
"å — aabned lette Floidor til Altanen,
må fom jeg treen til ham i Bærelfet.
g fane ham træde ud — jeg hørte Knagen —
19”

292 Erik og Abel.

Strax — ufortovet fprang jeg til — greb efter —
Det var for filde — Tralvarksliſten braſt —
Hans Naade ftyrted ned i Sliens Bølger.

Abel
med Ræbdfel.
Til Erik Emunds blege Broderfønner !
Med Affky.
Ha, Sorteploug!
Lauge.

Jeg vilde redde Kongen,
Da rev jeg paa et Som mig ftærft til Blods.
J min Forvirring, fom jeg ſtod og ffiælved,
Kom eders Datter; da hun hørte Alt,
Faldt hun i Afmagt. Jeg har hende bragt
Til hendes Piger, og paalagt dem Taushed ;
Og jeg har fendt min Svend paa Oieblikket,
Ut efterføge falig Kongens Liig.
J fov; for et at giore Larm paa Borgen,
Fandt jeg det bedft at bie, til J vaagned.
Abel.

J havde ingen Haft.

Lange.

Maaſkee jeg burde
Her handlet anderledes. IJ flig Angſt
Veed man ei ret, hvad man ffal foretage.
Abel.

Ja ſikkert, Lauge! ſikkert burde J
Her handlet anderledes.

Lauge.

Eders Naade!
Jeg haaber, ei I frænfe vil mit Hierte

J Erik og Abel:
J

Med fæle Tvivl mod mig, den Vargeloſe,
Da jeg uheldigvis var vidnelos.

Abe l.

Hvi tog I iffe Vidner med?

… Lauge.

J Min Hertug!
| Abel

vrider fine Hænder.
Å o, Gud! min Broder! 0, min ſtakkels Broder!
å pet har jeg giort imod dig.
É Lauge.
Eders Naade!
Sal U bel.
ÅD freen med Tillid i min ——
Da ſlap jeg løg en giftig Orm i Græsfet,
der r ftaf dig i dit redelige Hierte.
J Lauge.
"Det vilde være folesloſt af mig,
Mt fordre Billighed, i Dieblikket
Da Overraffelfe, Sorg, Lidenſkab
Betager eders Hierte. Jeg fan fun
Ujtybig lægge Haanden paa mit Bryft.
U bel.

Hvad har jeg fyndet? Alle gode Helgen!
T Hvortil har Blindhed, Raferi forført mig?
E jeg en Chriften? Selv den vilde Hedning,

Er venlig Vert, ſaaſnart hiin nærmer fig
Den fredelige Hytte, vaager for ham,
MAR ham, og leder ham paa Bei.

* Men, Abel! du, du var den forſte Morder

Som plyndrer fremmed Vandringsmand i Orken,

293

294 Erik og Abel.

Af Odins %t, fom dræbte Gieftfriheden.
Fra nu af herffer den et meer i Nord!
Lange.
Min Fader! J førnærmer mig.
Abel.
Hver Mand
Befæmpe maa fin Diævel. Dette Skridt
Af Erik vidned om en ærlig Billie.
Af Venlighed, ei for fin Fordeels Skyld,
Bod han Forſoningshaand; det burde ſtionnes.
Om end Forfængligheden var for ſtor
Til ſand Opoffrelſe — hvi følte jeg
Det gode Forſet med min Egennytte?
Nu ſkriger hans uffyldige Blod om Hevn.
Lauge.
Hvormed * jeg beviſe jer min Uſtyld?
Har før I feet Mig Unatur hos mig?
Og foretræffer J Urimelighed
For klar —5 Er det utroligt,
Ut gamle Biælfer briſte?
Abel
drager fit Svord.
Tør J fværge
Paa Chrifti Kors, med eders Hoire ftraft
Til Gud, ved eders evige Salighed —
Saa vil jeg troe jer.
Lange
med undertrykt Radſel.
Ya — det tør jeg, Herre!
Abel.
Der kommer Nogen. Bi! Jert Die vidner

Erik og Abel.

— Mod eders Læbe. Bi, før end I dynger
— Den ene Helvedlaft fræf paa den anden!
I I har aft nok at bære.

É Til gamle Regner, fom fommer.

Nu, hvad vil du?

RB Regner.
boi ſtal en Olding i fin * Alder
Opleve flig en Redſel? Jeg var ſyg
— BVaaren, havde Gud da taget mig,
Saa var jeg frelft fra denne Jammer.

i Abel.

i Tal,
i 3 vil du? Klynk ei!

J Regner.

J Rom Ridder Lauge fendte ned til Floden,
É "Har bragt en Fiffer med, ſom dyrt bevidner,
— Ut han fan give ſikker Efterretning
| "Om falig Kongen og hans Endeligt.
— Men han maa tale med jer felv.

Lauge.

Jeg vil⸗
Abel.
Svad vil 3? Bliv!
n Regner.
J Han ſiger, han maa tale
— Med Hertugen.
J Lauge.
J Men Sagen angaaer mig —
É "Den Sfygge, der fan kaſtes over mig —

Eders Naade! Svenden,

295

296 Erik og Abel.

Den Misforftaanelfe, der fan forvilde,
Men fom et Ord fan hæve —

Ab
Au, ſaa bliv,
Og ſkiul jer bag ved dette grønne Forhang;
Saa fan J høre Alt, men et forftyrre
Den Fattige med Blif og Truſelsminer.
Skiul jer, og er J brodefri — kom atter!
Hvis et — da onſk, at Mulmets Tæppe evig
Maa dæffe jer for Solen og min Hevn!
Lauge. gaaer bag Forhænget.

Regner bringer Fifkeren, og gaaer.
UW bel.
Hvad vil du, Fijfer? Siig, hvad melder du?
Tal ærligt, frygt ei!
Fiſkeren.
Eders Naade! frygte
Gior ingen ærlig Sømand; og en Sømand
Maa blive ærlig, om han aldrig vilde,
Thi ved at fæmpe mod det falffe Hav,
Blier der tilfidft ham Intet meer forhadt,
End Underfundighed.
Abel.
Hvad bringer du?

Fiſkeren.
Forſt SA: Brev, jeg fandt i Aftes, Herre!
Paa Landeveien. Jeg fan iffe læfe;
Maaſkee det er af Vigtighed før den,
Som tabte det, og jeg veed ingen Bedre
Ut flye det til, end Eders Naade felv.

Erik og Abel. ; 297

Abel
modtager det.
Godt! Nu det Vigtigſte! Du fane i Vat —
Fiſkeren.
E St hasligt Syn, langt mere falt og biſtert,
Ed blege Havfru med de gronne Tanghaar
Og flappe Bryft, i Stormen paa en Banfe.
Mi n Huſtru var i Barnsnod, og jeg løb
TT Ut hente Hielp i Byen. Det var Midnat ;
j ” en Maanen ffinte klar paa gamle Borg,
£ Jvis røde Mure ſpeilte fig i Bandet.
— Jeg bad en Bøn i min Enfoldighed
For liden Kirſten; vel er Reden fuld,
1 Men man fan aldrig faae for mange Børn,
| Dg der er Fiſke nok til Livets Ophold.
Com nu jeg gif i de Betragtninger,
Dg ftirred op til Slottet og til Gittret,
i u dtræder pludſelig en Mand af Døren,
Skarlagenkladt og med et gyldent Bælte.
Han ftrafte fine Arme høit mod Himlen,
og holdt formodentlig fin Aftenbon.
| U bel.
Hvi fier du? Saa tal, hvad fane du meer?
i: Fiſkeren.
Hvad meer? Nu, jeg er vant til Ondt paa Søen,
D en, ved Sanct Morten, troer jeg ikke faft,
Hun fuler ofte værre her fra Land.
Bel veed jeg, Smaafolk ffal ei blande fig
3 ftore Herrers Kiv; men Alt med Maade!
oe Fader Valdemar var heller ei .
Ut ſpoge med; han jager tidt endnu

——
—

298 Erik og Abel.

Med Heft og Hund i Natteffyens Blæjt ;
Naar faa er, fafter jeg mig næfegruus,
Og muffer et et Ord, før han er borte.
Med hvad der er for galt, det er for galt.

Abel.

Tal iffe plumpt og lavt om høie Ting!

» Fiſkeren.
Hold eder ei til Ordene, men kun
Til Meningen; det er det Vigtigſte.
Thi jeg er vis derpaa, den ſkumle Niding,
Som greb den fromme Mand paa Borgaltanen,
Og ftred med ham, til han fif Bugt med ham —
Jeg vedder, at den Skurk forſtager langt bedre
Ut fliffe fine Ord, end jeg, og dog
Bil Claus et bytte med ham.

Abel.
Hvad? han ſtred?
Han faldt ei af fig ſelv? Altanen braſt ei?

Fiſkeren.
Den braſt, ſom Løvens Kigvebeen, da Samſon
Adſplitted det; han faldt, ſom Granen falder,
Naar Natteſtormen ſplintrer den fra Klippen.
Og hvis ei Nidingen var kommen bag,
Jeg havde holdt paa Riddersmandens Haand ;
Men Satan havde nu den hele Fordeel,
Som det er oftejt. Herre! det var gruligt,
Ut fee den fromme Ridder ſtyrte ned
J Maaneffinnet med fin Flaggerkaabe
Fra forte Blytag. Jeg begriber et,
Hvor Maanen funde føpeile fig faa roligt

Erik og Abel.

] | J Bandet, hvor han faldt. "Men jeg fan tænfe,
" Det var en from og en gudsfrygtig Herre.

' Abel.
Svyi kom du ikke ſtrax af melde Alt?

4 Fiſkeren.
Min Huſtru var i Barnsnod. Reddes kunde
Dog ei den Døde; det var Faderpligt,

7 Mt førge forſt for mine Levende.

i Abel.

Saa ſtynd dig flux, tag Baade, brug din Kunſt,
- Bring alle dine Net og dine Bundgarn,

, Og giør dig Flid at finde Liget after!
Jeg ſtal belønne dig.

| Fiſkeren.
Behoves ei.

Det er jo Chriſtenpligt imod ſin Naſte,
Alt ſtaffe ham en Grav. paa Kirkegaarden,
Hvis muligt er. Man furrer felv til Skibs
J Nodsfald fun den Døde til et Bræt,

Og fafter ham for Bind og falte Bølger.

YU bel.

Gaa, ſtynd dig! Veedſt du, det var Danerkongen?

i Fiſkeren.

Var han en Konge? Nu er det forbi,

NMu ſtaaer han fom en Underfaat for Gud,
" Og hvis han var en Chriften, er han falig.
" Farvel! Jeg gaaer, og giør mit Bedjte, Herre!
É Gaaer.
Abel læfer Brevet,

299

300 Erik og Abel.

Lauge

fommer frem med fuldfommen Fatning.
For Eders Naade overvælder mig
Med Vredesord, og før I ſtrengt begaaer
J Harm maaffee en overilet Handling,
Zillad mig fort her at forfvare mig!
JF er retfærdig, og det negtes Ingen.
Hvad denne Fiffer i Enfoldighed
Har troet at fee ved Maanens Gioglelys,
Modſtrider ei mit Udſagn. Jeg har grebet
Danfongen for at redde ham, ei for
Wt ftyrte ham. Det gamle Rakvark braft,
J det jeg ſpendte Haanden derimod.
Jeg rev mig felv til Blods, og paa et Haar nær
Bar jeg nedftyrtet med min bittre Fiende,
J det jeg ſom en Chriſten ſprang til Hielp.
Det er mit Udſagn, derved bliver det.
Mistanken blot fan ikke fælde mig.
Bel fandt, Dankongen var min Avindsmand,
Og han var Eders Fiende. Hvad I følte
For ham, hvor fiær han var jer, yttred I.
De forte Ord: „Gior med ham, hvad du vil,
Du har min Fuldmagt” — var jo Borgen mig
Desuden for hver Overlaſt; thi, Herre!
De blev et ſkaanſomt fagt, og fandelig
De fulgte med en Mine, med et Blik,
Som fagde meer, end Ordet felv formaaer.
J Fald jeg havde — migforftaaet Eder ;
J Fald mit Had til den, ſom ſtilte mig
Bed Wren, ved mit Gods, mig havde friftet
Uoverlagt at handle, ſom I talte —

i Erik og Abel.

" Det var tilgiveligt, det blev en Sag
Imellem 0%, hvis Bærneting og Stævne
| | Ci er paa Jorden, men i Evigheden.
Abel,
fom har læft Brevet.
og denne Tale følger altſaa klart,
Du eſt en ærlig Mand.
Lauge.
Det er jeg, Herre!
É Abel.
Dg har du ingen Lyder?

* i
SENSE ENE R en

| Lauge.
i Jeg er Synder,
" Da jeg er Menneſte.
i
å

Abel.
Et Mennefte,
Som ſet anvender fine ſieldne Evner,
Er jo det farligſte af alle Dyr.
Nu har Naturen ſorget dog tildeels

Thi nogle varsle Folk med fære Lyd,

Hvor de fan fældes, naar de træffes ret.
Siig, Lauge! har Naturens vife Poder
- Med ingen Modgift dæmpet os din Gift?
Lauge ſtudſer.
| Abel.

At du er liſtig, ſom en Slange, veed jeg;
Men ſtaaer din Lumſthed ei i Misforhold
Til din Letfindighed? Og har et ofte

For Andres Redning, da den. ffabte Slige;

Endeel har deres fvage Sted paa Kroppen,

301

302 Erik og Abel.

Din Skiodesloshed ſpillet dig et Puds,
Som Klapperſlangens Rangle?
Lange urolig.
Eders Naade —
Abel.
De Breve, ſom du ſtrev til Eriks Fiender,
Blev ſnappet op, har du mig felv fortalt.
Han gav dig dem tilbage. Bange for
Ut tabe dem igien formodentlig,
Tog du endnu en AffÉrift, den fif jeg;
Wen, fom jeg feer ved Sammenligningen,
En flet Copie fun af Originalen.
Han holder ham det rette Brev for Øinene.
Lauge affides.
Fordomte Sfiebne! Ya, det er en Skiebne!
To Gange — det er Satans Vark.
U bel.
Og nu,
Min ærlige, misfiendte Mand, ſom lider
Af uforſkyldte Tvivl! ei fandt, nu bør
Jeg ogſaa troe, du vilde redde Kongen?
Gi fandt, du Riding? — O, jeg laſer i
Dit Snogesie, hvad du ei tør fige.
Ja, jeg har fyndet, Satan har forført mig
Bed dig, fit Sendebud. Men jeg vil ei
Undffylde mig; det vilde tryffe meer.
Ya, i mit Ord, mit Øie laae der Gift;
Jeg veed det. Men du tog, du brugte den.
Et Ord, du Skurk! flaaer ingen Mand ihiel.
Tidt har jeg brufet op mod ham; min Tunge
Har ofte ſagt, hvad et mit Hierte meente,

Erik og Abel. 303

Det var det vilde Blod, ſom kogte, fun.

| AM du har brygget Giften af mit Blød,

Mit Blik ved dig blev til et Dolkeſtik.

— Det Ord, der funde flygtet bort i Luften

— Til tufind andre, det greb du i Flugten,

— Dg fmedded den uffadelige Lyd

— Til tunge Morderjern. Du burde fmægte

Vel femten Favne under Jord; fortiente,

J At Ravnen hakked ud dit frakke Die

Paa Steilens Hiul. Men gaa du fun! men gaa!

J Viig, Satan, ſom har Abel giort til Kain!

Jil i Landflygtighed. Den Evige

— Bil ramme dig, før du det venter mindſt.

— Bort, Nidingsdrog! med min Forbandelfe.

— Min Ængftelfe, min Synd, mit fnufte Hierte,

— Min Dødsftunds flamme Sved forgifte dig.

HS Lauge finer. " Hertuger fætter fig ſterkt bevæget ved et Bord,
og ffiuler ſit Anfigt i fine Hænder. Efter et Ophold
træder Strange ind.

J Strange.

T Min høie Hertug! tilgiv naadigſt, jeg

Begaaer en Feil imod Xrbødigheden,

7 Da uanmeldt jeg ftaaer. for eders Anſigt;

T Men Sagen fræver Haft.

J Abel.

% Hvad vil du mig?
| 5. fiender dig, hal du er Lauge Svend.
ki i — —

JF Fald faa er, fan veed J min Forretning:

i Jeg pudſer ham hang Klædning, ſorger for,

å Mt Ficeren fidder ſtrunk, og Kraven ftiv,

304 Erik og Abel.

Ut Sporen finner blank, og Støvlen fort,
Kort fagt, jeg pynter ham den ydre Sfal:
Paa den er Intet, tænfer jeg, at dadle.
Abel.
Hvad vil du?
Strange.
Bringe jer et Troſtensbud.
J ſorger over eders Broders Dod;
Men hvordan Sagen rigtig hænger ſammen,
Bed J vel neppe felv, da J er faa
Fortornet paa min Husbond.
Abel. ej
Zræl! du dadler? —
Hvem er du? Har du længe tient hos Lauge?
Strange.
Jeg er en Borgerføn fra Arelftad,
Min Fader var en Baabenfmed, fom mifted
Sit Bærffted, da de Lybſke brændte Slottet.
UA bel.
Hvordan fom du i Lauges Tienefte?
Strange.
San ſtammer ned fra Axel Wrkebiſp,
Og Axel ftaaer med Krumftav og med Hue
% Graafteen over Borten paa vor By,
Som Skytspatron for alle Axelhuſer;
Thi tiente jeg hans At, den danſke Marſk,
Og fvigter iffe, før jeg veed hans Brode.
Abel.
Den vil du faae at vide.
Strange.
Det er muligt.

i : Erik og Abel, 305
AR Ven Eders Naade, ſom har varet ſelv

En valdig Hovding og en tapper Kæmpe,

i * dog, det gaaer et altid til i Leiren,

" Gom Bræften praker. Sværmet har min Husbond
Som Sommerfugl, og jeg har trolig fulgt ham
Som Aftenbakke, det fan ikke negtes;

Men vidſte jeg, han var en prægtig Flue,

Der floi fun for at mætte fig paa Aadsler

Abel.

Gvad vil du?
Strange.

Å Give jer et Varſel om,

" Ut Danerfongen muligt ikke meente

" Jer det faa godt, fom nu, da han er død,
— JF fromt formoder.
J SÆBE

J Ha, hvis det var ſaa —

i — du mig lette denne Steen fra Hiertet —

Strange.
— Tilfældet vifte mig, hvad jeg blev vaer.

7 JF veed, af Danerfongen kom i Gaar

T Fra Sortebrødreflofter; der om Natten

— Han blev, ei langt fra Leiren. Og jeg har
En Morbroer, fom er Munk i Klofteret ;
des ſneg mig ogſaa did, at hvile lidt.

Abel.

Strange.
EF. Men nu var Natten alt for lummer,
Rod Morgen blev det fvalere. Jeg gif

E VI. 20

306 Erik og Abel.

Et Wrind for min Herre, fom igien;

Alt fov endnu i Kloſteret. Mit Bindve

Stud aabent med et lille Lærredsførhæng,

Og lige overfør i Floien hiſt

Bar Kongens Kammer, ffilt fra mit ved Gaarden
Med Flifer, Blomſterpotter, Buegange,

Paa Klofterviig; og der var følt og godt.

Abel.
Bær et omftændelig!
Strange.
Da ſaae jeg Kongen
Gaae op og ned med ſtore, ftærfe Sfridt,
Ut fætte fig igien og ſtrive Breve,
Ut tale hemmeligt med Biſkop Esgar,
Som blev beftyrtet, bad, paamindte ham.
Det hialp ei; Kongen fagde ham imod.
Et ſtort jernbundet Skrin, i Væggen muret,
Blev aabnet, Breve lagt deri, og Kongen
Selv giemte Nøglen. Denne Nøgle fandt
J Morges jeg paa Danerkongens Diſt
J Sovefamret, der hvor Gittret braſt.
Her er den!
Ræffer ham den.

Abel
modtager Noglen.

Veed din Husbond, hvad du melder?
Strange.
Nei, thi han var faa vred i Gaar, faa heftig,
Ut ei jeg vilde puſte ſtrax til Ilden,

Erik og Abel.

DOg tirre meer. Men nu — nu da han ftyrter
" Fortvivlet ud af eders Hal, faa bleg,
Saa ffiælvende — nu føler jeg det Pligt,
At ſtaae ham bi med dette Vidnesbyrd.

J Abel.
Soad ſiger mig det ſtumme Skueſpil,
Som du har ſeet?

Strange.
Æ Jeg hørte ogſaa Ord,
Min Morbroer hørte dem.

Abel.
Hvad hørte du?

Å Strange.
Kun afbrudt, naar imellem Kongen hæved
"Sin Stemme hen mod Vindvet; men dog nof
å Al ſikker Gisning.
J Abel.

Tal, hvad hørte du?

BR Strange.
Dar”, fpurgte Kongen, „du et ſikkert Giemme?“
7 Da vifte Bifpen ham det forte Skriin,

" Og fuffed: „Konge! du forfærder mig”.

T Saa fagde Kongen: „For, naar funde jeg?

" Og maatte hele Berden iffe troe,

— Jeg fvag gav efter fun for Andres Trods?” —
Dit Land har Fred, hvis du forliger dig,”

— Gav Bifpen ham til Svar engang; han raabte:
Nei, Abel har ei Fred, hans ſtolte Hierte

T Kim higer efter Bælde”. — „Hoie Konge!

307

308 Erik og Abel.

Jeg fan ei tale mød Samvittigheden,”
Bar Biſpens Ord; men han gienfvarte Bifpen:
»Seg vil tilfæmpe mig min Fred og Ro"

Abel.
Ha, lyver du ei for mig, Ungerfvend?

, Strange.
Hold mig i Fangſel, til I har forføgt
Min Sanddruhed, til Bifpen og min Morbroer
Stadfæfter Ord for Ord mit Bidnesbyrd.

Abel.

Hvad ffal man troe i denne falffe Verden,
Naar Taarer, Hiertets fulde Kraft, naar Dydens
Begeiftring, ſtrommende fra Læberne,
Selv blier et Skalkeſkiul for lumſte Rænfer?
O, gaa, og lad mig aldrig høre fra dig!
Thi lyver du, vil det forfærde mig
Ut fee en Dreng i dine unge Aar
Saa plat fordærvet alt; og er det fandt —
Drev du dog af min Siæl den fidfte Tro
Paa Wrlighed i Verden. Gaa, forlad mig!

Strange gaaer

Abel.

Jeg maa afſted — derhen. Har Erik ſyndet
Saa rænfefuldt, faa var ei Abel grum;
Saa vil ei meer den blodigblege Skygge,
Naar Midnatshanen galer, ſtaae for Leiet
Og førre fine Loffer med mit Lagen.
Jeg maa derhen. Dog bæres det mig for,
Jeg finder ingen Trøft. Jeg ſtreifer vildt,

Grif og Abel: 309

Som Morderen paa øde Graneklipper
i Med Bødlen i det eget tauſe Bryft.

Sopfia fommer. Hun er flædt fom Nonne, nærmer fig ftille
fin Fader, og kysſer hans Haand.
J Abel.
Der er den forſte drovelige Skygge.
Ulykkelige Barn! ei Lyſet bryder
For dig fig længer i et farvet Stof;
— FJ Sort begraves dine unge Glæder.
— Gaf i den aabne Grav, det ſtumle Klofter ;
” Hvad andet Valg er der vel nu for dig?
7 Og naar din Fader dig engang beføger
— Bed Sprinfelværfet, naar din Lampe lyſer
Paa Kronens Guld — misund ham ei, min Datter!
2 "Han er et mere lykkelig, end du.
i Han trykker hende til fit Bryſt.

J Regner kommer.
i at, Eders Naade! Sorrig over Sorrig,
Ulhykke fulgt af Ulykſalighed.
CA Abel.
Siig frem! Det er fun i Begyndelſen,
— Ut Smerten martrer.
å Regner.
Eders Søn —

U bel forfærdet.
VA Min Søn?
"Hvad han? Jeg har to Børn — min Datter ftaaer
Alt med den ene Fod i Graven ber;
— Min Søn maa ikke fvigte mig, han er
É "Min Fremtids Haab.

310 Erik og Abel.

Regner.
O, Gud!

Abel.
Om det var Jacob,
Saa græd han dog før Joſeph, ſtiondt han havde
De Elleve tilbage — jeg har Ingen,
Hvis Valdemar forlader mig. Hvor er han?

Regner.
Den unge fmuffe Junfer drog tilbage
Med Thrugil Witt, fin gode Tugtemefter,
Fra Frankrig til det fiære Fædreland ;
Da greb ham Collner Erkebiſp, fom altid
Holdt med Køng Erik. Han har faftet ham
Dybt i et fugtigt Fængfel, hvor han fidder
Fra Lyfet filt, til Erkebiſpen hører,
Ut J har underftøttet Danerkongen
J Fred og Krig, og til Kong Crif felv
Unraaber ham om Naade for jer Søn.

U bel.
Han fan ei raabe længer; Bølgen dæmper
Hang Stemme, Lungen opfyldt er med Band,
Og Læben bleg og flap, ſom ſtulde tale.
Ret faa! Ha, nu forftaaer jeg dig, min Drøm!
Nei, det var iffe Emunds Broderfønner,
Du bragte med i Nat, du blege Erik!
Men. mine egne Børn, form fulgte dig,
Og fom begraves levende — fom du
J Sliens Flod — i Kloſtret og 1 Fængslet.
Nu ſtager min Hu fun til det forte Skriin;

Erik og Abel. 311

it Haab er levende begravet der,
t maa forloſes. Hvis han var uſtyldig,
er jeg ſtraffet alt. Bar han en Niding,
al atter Kronen ffienfe Hiernen Kraft,
) frelfe mine Børn. — Farvel, min Datter!
seg gaaer at møde Skiebnen fom en Mand.
— Sophia omfavner fin Fader, han river fig los, og gaaer.
ii bfarne nu

Z

— 18
É z
— —————
FG REISE
4
SÆT t
2 ——
—
— TKT
k
Fy
u
13 .
bø 3
FR i
i
j —1*
1 fj ;
i : n vø
Å r
2 Fr
i SAGS —*
175
9—
i
Eg
E: ig
|
Ed
Å
4
<J —

312 Grif og Abel.

gemte Handling.

Herberg i Skoven.

Henrik Emeltorp. Verktinden.

Henrik ſidder i en Læneftol ved et lille Bord, med et Bæger
Biin for fig; han er meget bleg.
Henrik.
Nu, det fornøier mig at træffe her
En Landsmandinde.
Vertinden.
Ja, ſaa gaaer det, Herre!
Dytmarfferen har fiær fit Fædreland,
Forlader det ei gierne; men der fan
Dog gives Aarſag undertiden. J
Svor Danerkongen Troffab, jeg min Husbond.
Gan døde, jeg begræd ham lang Tid efter;
Jeg drev det ſamme Bertffab flere Aar
For Ridder, Bonde, Jæger og Kulbrænder.
De Flefte fom her alt, da Marqvard leved,
Gan fiendte dem, og naar de træde ind
J Stuen, tykkes mig, han er der ogfaa.
Saadan hendrømmer jeg min Alderdom.

Erik og Abel.

Henrik.

Vertinden.
Nei, Ridder!
Henrik.
Det er vel!

É og vil I gifte jer igien?
É Vertinden.
J ſpoger.
Henrik.
Hvorfor? Bed Gud, det er mit ramme Alvor.
Jeg veed en gammel Frue, ſom har miftet
Sin gode Husbond, fom har mange Børn,
I Der lide vil, fordi de fane en Stedfaer.
J Vertinden.
I mener Danmark. See, nu græmmer J
Jer atter over Danerkongens Dod.
Suſt, Ridder! J er ſelv ei ret ved Kræfter.
Skiondt J — friſtet Livet, har J miſtet
Saameget Blod —
Henrik
lægger Haanden paa fit Bryſt.
Jeg har faa mange Draaber
| i Sibage her, at jeg fan hevne ham.

Jørgen kommer med en Krukke.

3J Vertinden.
Jørgen ler du der?

J Jorgen.
— mn Ja! Her er Krukken
Med Giften, Moder! .

313

314 Erik og Abel.

Vertinden.
Sat den hen, min Son!
Saa kan de ſtille deres Graadighed
For ſidſte Gang. Man har ei Fred, Herr Henrik!
For Fluer, Humler, Myg og Gedehamſe
JF denne hede Sommertid i Skoven.
Det hielper ei, vi feie dem paa Dor
Hver Nat med Lindeqvifte; næfte Morgen,
Naar Vindvet aabnes, er de der igien.
Henrik.
Det er en egen Ting med disſe Smaakryb;
De ſpotte Magten ſteds med deres Liſt.
Uſtraffet ſtikke de ſelb Kongens Halg,
Syv Heſtefluer dræbe fan en Ganger,
Og Løven felv er vargelos, ſaaſnart
En Bifværm hænger i dens ſtolte Manke.
Vertinden.
Hvad Nyt?
Jørgen.
En Bonde, fom formodentlig
Bil hvile her, ftaner ved den gule Sandgrav
Bag Buffene, og taler med fin Svend.
Jeg troer, de ſtiendes.
Bertinden.
(Er der ellers Noget?
Jørgen.
En heel Deel Gravere fra Digerne
Gaaer om med ffarpe Spader nu pan Nakken
Fra By til By, at træffe Ridderen,
Som dræbte Danerføngen. De har fvoret,
Ut hvis de finde ham, vil de begrave

Erik og Abel.

—— —— *
em
r —

levende paa Stedet. See, der kommer
Juſt Bonden, ſom jeg talte om.
1 Henrik
ſeer ud af Vinduet, ſagte.
Ha, Lauge!
Dig leder Dommens Retfærd for mit Sværd.
"Taf, fromme Konge! Salig Herre! ja,
Det var dit Vark fra Himlen.
Hoit.

Lad os gane! —
Mit Sværd! Jeg feer, den Bonde har et Sværd.
i Folg mig; jeg er lidt mat endnu.
Vertinden.

Nør

eo —

rn slut:
FUR

Saa bleg, fom Døden.
Å Henrik.
Jeg er ogſaa Doden,
Jeg gaaer fun ind og henter mig min Lee.
£ De folge ham.
Lauge

fommer forflædt fom Bonde.
En lummer Dag, en Luft ſom fmeltet Bly.
Min Vei gaaer over Hederne, mig fvigte

"Snart Skovens Træer og Buffe, Sfiul og Skygge;
I Saa maa jeg rende, fom den rædde Hare,

J Maanſtin over Lynget. Lige godt!
Jeg har fra Barnsbeen lært at hungre, torſte,
A ſove paa den blotte Jord, at bruge

I Da endelig engang du fif at vide,
"Hvad et jeg vilde ſtiule dig. Kun Stade,

| "Mit Sværd. — Bel, Strange! Træl! at du forlød mig,

316 Erik og Abel.

Ut Trofaſt, at min ſtionne ſtore Pudel
Gik med, og vendte koldt fin Herre Ryggen.
Forlades af fin Hund — det er dog haardt.
Men lige meget! Jeg har Benner nok,
Brodloſe Foli; og i et oprørt Band
Er godt at fiffe… Denne Pung med Guld
Skal hielpe mig.
Jørgen fommer.
Lauge.
Kom, Son!
Sagte.
Her kunde jeg
Maaſkee mig hurtig fane en Svend igien..
Den Dreng feer ud ſom Lykkens Slegfredbarn.
li Hoit.
Hvad hedder du?
Jørgen.
Jeg hedder Jørgen, Herre!
Lauge.
Og har du Faer og Moer?
Jørgen.
Net, de er døde.
Lauge.
Du er vel fattig?
Jorgen.
Som en Kirkerotte.
Lauge.
Har det kun ſlet i Huſet her?
Jorgen.
Stort Slid
Og liden Lon.

1 1
——

Erik og Abel. 317
Lauge.
Din Koftes Lapper vidne —
Jorgen.
"Ut Klædningen forholder fig til Koſten.
i Lange.
Siig, vil du hae det godt?
i Jørgen.
É Hvem vil ei det?
Å Lauge.
" Hvis du vil tiene mig, betaler jeg

Dig femten Ører Sølv i Ugelon.
Å Jørgen.
"Gi, I maa være rig! Er J en Bonde?
Hvor ligger eders Mark?
pauge ſmilende.
J Maanen, Jørgen!
Den ſtienker mig ret gyldengule Neg.
Der har du Guldkorn! Vil du tiene mig?

me høne.
I Guld? Læg det der paa Bordet !
i Sagte.

Ha, der har

T Bi uden Tvivl vor Mand.
Hoit.
E Hvis jeg ffal tiene,
Maa forſt jeg vide, hvem I er.

Ek Lange

— Et Stedbarn
Af Lykken, ſom du felv.

318 Erik og Abel.

Jørgen.
J ligner meer
En Riddersmand.
Lauge.
J Sandhed?
Jorgen.
Skulde jeg
Ret tiene Nogen med Fornøielfe,
Da blev det Ridderen, fom nu har givet
Den danſke Konge fin fortiente Løn
For al den Mød, fom han i blodig Krig
Har paafort Slesvig i faa mange Aar.
Lange.
Nei, virfelig? Du feer fan ærlig ud,
Man ffulde troe, du meente det oprigtigt.
Jørgen ligegyldig.
Hvis FJ vil iffe troe mig, faa lad være!
Lauge.
Man figer, at der ſoges efter Lauge;
Er det 1 Sandhed fan?
Jørgen.
Ja, det er viſt.
Jeg raader jer at ſtiule jer i Skoven,
Hvis det er jer; thi Digegraverne
Gaaer om og leder efter jer.
Lauge fagte.
Han lyver
Dog iffe for mig.
Hoit.
Jorgen! jeg er torſtig,
Jeg fan et gaae, før jeg har lædffet mig.

Erik og Abel. 319

Giv mig et Bager Biin; og vil du følge

"Dg dele Lyffen med mig, faa velan!
Jeg gior dig rig og mægtig. Bil du ei
Tag Pengene, giv mig en LædffedriÉ,

Bel, giv mig Kanden da!

— Det lædffede.

Og overlad mig til min egen Sfiebne.
Jørgen.

Bi har et Viin; men der ftaaer Ol paa Bordet.

Lauge

Jørgen.
Net, tag den ſelv!
Lange

tommer den hurtig.

Jørgen.
J vil ei torſte meer.
Lauge.

I brygger Øllet med for megen Humle,

Det har en bitter Efterſmag. — Hvi ftirrer

Du paa mig, Jørgen? Hvorfor ſtirrer du

ace ker kaos EEEER« — H NA EK Shen —— — —

(

J Luften nu, og folder dine Hænder?
Jørgen bedende.
- Tilgiv, Sanct Jørgen! mig, min Sfytspatron !
Ru har jeg ogſaa Dragen dræbt, fom du.
Lange.
. vad har du givet mig i Øllet?
Jorgen.
Gift.
Lauge.
Ha, Helved! — J har brygget denne Drik —

320 Erik og Abel.

Jørgen.
For lumſke Kryb, der ſtikke Folk i Sovne.
Lauge.
Bi, Riding!
Gan brager fit Sværd.
Jørgen
fpringer raſk til, vrifter ham det af Haanden, fætter: fin Fod derimod,
bryder det fonder, og kaſter Stumperne for hang Fodder.
Jeg er mere ftærk, end J.

Lauge.
Du har forgivet mig —
Jørgen rolig.
Saa tak mig til!
Det var Barmhiertighed.
Lauge.
Du føotter, Træl?

Jørgen.

Saa døer J dog, før man begraver jer.

Gaaer.

Lauge alene.

Saa er det nu forbi! — Hielp! — Skam dig, Lauge!
Der fommer Ingen, du er mellem Fiender.
Dø fom en Mand! Det vil et ware Tænge,
Jeg marker Ødelæggelfen alt virke. —
Saa ffal jeg døe — jeg, ſom har elffet Livet
Saa høit! O, Gud! i Morgen finner; Solen,
Naar det er Nat for mig; og fugtigt Mulm
Indklemmer mine Been, mens unge Mo
Bag Blomfterhæffen kysſes af. fin Beiler.
Hvor mange Rofer visne med. mit Liv!
En deilig Piges Brudgom, Kongens Marſt,

- BR
J
»

Erik og Abel. 321

En vinget Pegaſus — og nu — et Aadſel!
Au er min Herſkerſtav, der har bevæget
Xi tuſind Harniſkhelte ved Trompetklang

i Dg Bannerflagren, fun en trøffet Kiep,
Som hver en Dreng fan bræffe. — O, min Smerte!
Sætter fig.

— Bar det forbi fun, naar det er forbi;

- Men Graven aabner fine forte Kuler,

Dg ſender Sfræffebilleder. Fy, Lauge!

" Dø fom en Helt, og frygt fun iffe for
Det forte Mulm: de lægge dig i Solen,
Hoit, luftigt, paa et giennemſigtigt Hiul;

- De muntre Fugle vil fortære dig,
HO ſiunge Liigfang paa din Mindefteen.
J Dødsangften fnælende med foldede Hænder.

Giv mig et Vink, Almægtige! giv mig
Et Varſel fra Udodeligheds Land,

Saa vil jeg haabe. Dine Prafſter fige:

Barmhiertighedens Dør er Ingen luft,

Mens Hiertet banfer. Viis mit bruſtne Øie

Et Sendebud fra dig —7

Døren gaaer op. Henrik Emeltorp træder langſomt ind, dod-
bleg, med Sværdet i Haand.

Lauge. forfærdet.

: Sa — Henriks Aand!
Forſoning! — Gud! Der er et evigt Liv.
Han ſtyrter tilbage, og doer.

Henrik
til ſine Svende, ſom komme.
Det arme Dyr! Det gior mig ondt for ham.
Der ligger Sommerfuglen nu fom Orm
; VIL. 21

322 | Grit og Abel.

Med brændte Binger i fin egen Lue.
O, funde hver en Niding fee din Død,
Han vilde føle: Ondffab fan vel fade,
Men Ingen meer dog, end fig felv, tilfidft.
Han troede vel i mig at fee et Spogels,
Da ei han vidfte, jeg blev reddet; tænfte,
Jeg var en Guds Herold. Bed dette Syn
Hang Hierte vendtes mod Barmhiertigheden.
Saa bør et Henrik være ubarmbiertig.
Han var min Konges Morder; leved han,
Gav ham mit Sværd fin Reft. Men han er død,
Og ingen Chriſten hader efter Døden.
Jeg fiendte flet min ſalig Herres Hierte,
J Fald jeg troer, han i fit Himmerig
Kan onſke denne Siæl fordømt til Helved.
Saa tag ham, Alf og Holger! bærer ham
J Vognen ud, og ſtiuler Legemet
J Salmen. Almufværmen nærmer fig,
Den ffal et handle fræft og grumt med Liget,
Og bilde fig og Verden ind, det fÉeer
Af Retfærdg Iver. Kom!

Holger.

Jeg troer, det regner.

Henrik.
Det ſiger Intet. Bag min lille Kirke
Bed Muren er en gammel Beenhuushvalving;
Der vil vi jorde ham i Stilhed, Holger!
Og aarlig vil jeg af min egen Lomme
Betale Kirfen for en Siælemesfe,
Og fætte Summen i mit Teftament,
Ut man fra denne Dag i femti Aar

Erik og Abel, 323

Kan bede for den arme Synders Ro.
KN Saa flipper han maaffee dog med en Sfiærgild,
Og ſaadan hevner jeg min ſalig Konge
i Bop i fit Paradiis. Nu følger mig!
De gage med: Liget.

E Klosterhallen.
É J Biftop Esgar med en Angel i Haand; Broder Riels ligeſaa.

Aa ES gar.
| Kom, Broder Niels! vi fane en deilig Aften.
4 Behadig Regn faldt ned, og flappe- Bært
BR Jar atter reift fit Hoved. Slig en Regn
— 6 Guld værd. Bonden fuffed, Herrens Engel
—— Har gydt fit Fyldehorn ud over Landet,
i ; du ſtyrkes Lungen karſk af følig Luft,
NDS Munterhed og Livskraft, Siælens Blomſt,
Har ogſaa denne Regn fremkaldt af Knoppen.
Niels.
| R $ Sandhed, Heden trykker ofte meer
J Nord, end felv i Syd, paa denne Aarstid.
IJ Esgar.
| kr tu lad os vandre til vor Aftenſysſel!
i ER) lens Bonden gaaer til Kroen, Ungerfvenden
MR —— Skyggelunden til ſin Hiertenskicer;
| Mens Riddren ſidder i ſin Borg ved Bagret,
Dg Hyrden blæfer i fin Eng Skalmeie —
voormed kan vi fordrive Tiden bedre,
SMD med at fiſke? Var Apoſtlerne,
] * Simon Peder og Andrees, hans Broder,
i : FAg?

5 Ati dn adlet
*

Hi.
41 J
SA

324 Erik og Abel.

Bar Jacob og Johannes Jebedæi
Ei Fiffere? — O, jeg fan aldrig fidde
Taus med min Angel ved den ftille Flod,
Naar Solen fynfer, og i Bølgen fafter
Sit fidfte Purpur, uden af mig tykkes,
Jeg feer min Frelfer ſtage ved Flodens Bred,
Som ved det følvblaa Hav i Galilæa,
Og raabe: Følger mig! jeg. faarer eder
Til Menneſkenes Fiſtere.
En Munk kommer.

Herr Biſkop!

Esgar.
Hvad fattes dig, min Son? du er ſaa bleg.

Munken.
En rædfom Tidende!

Esgar.

Hvad er der hændt?

Munken.
Vi drev i Floden med den lille Jolle —

Esgar.
Hvad ſaa?

Munken.

Vi kaſted ud vort Garn —
Esgar.
Saa tal!

Munfen.
See felv; jeg frygter at forffræffe jer
Med mine Ord.

Esgar.

Bil Synet ffræffe mindre?

Erik og Abel.

Munken.

8 St Lig — vi drog et Liig af Bolgerne.
| Esgar.

dar en Ulykkelig af vore Brødre

i * fig?
i Munken.

Nei, han er myrdet grumt.

Esgar.

Munken.
Har I iffe Rygtet hørt?
Esgar.
Hvad, Rudolf?
Øg Munken.
Om Kongen? iel
J i Bet Esgar.
ARN ve
Munken.
Danerkongens Mord?
Esgar.

Munken.

VA Hans blege Legem hviler
Med vande Lokker ſtrakt paa ———

Sy dhyllet i den forte Sørgedug.

Alt nærmer Sfaren fig; man venter eders

Befaling til at fætte Kongens Liig

Red Siælemesfer her i Klofterhallen.

k Esgar.

Gud! Min gode Konge! Alle Helgen!

Eg Iler ud.

Er Kongen dræbt?

325

326 Erik og Abel,

g Broder Niels.
wor Guds Skyld, fiig mig —

Munken.
O, en radſom Skiebne!

Den onde Lauge Gudmundſon har ſtyrtet
Dankongen ned fra Vinduet i Slien.
En Fiſker, ſom os kom til Hielp paa Floden,
Har ſagt os Alt. Og uden Tvivl er Mordet
Fuldfort med Abels Billie. Han har miftet
UL Siælefred med Kongens Død. Man figer,
Han iler hid, for 1 vor Kloſterhal
Ut finde Vidnesbyrd om Kongens Tradſthed;
Ut fane en Skat, beftemt til Krig mød ham;
Ut finde Breve, ſom Dankongen ſkrev
Til Abels værfte Fiender. Der i Bæggen
Staaer Kiften muret. — Gud! hvad Ondffab ſteer
Dog ſteds i Verden. Og hvad nytter os
Bor Tilflugt til de ftille Kloſtermure,
Naar herhid Laften ſelv forfølger os?

Broder Niels.
Man bringer Liget. Lad, os møde dem
Og tage Deel i. Sangen, Broder Rudolf!
For denne gode Konges Salighed.
Han var en ærlig Mand, uffyldig myrdet,
Og Himlen vil forbarmes over. ham,
Endſkiondt han blegned uden Sacrament.

De gane,

Erik og Abel. 327

&kou i Narheden af Slesvig.

—J Sophia
J "ene, i fin forte Dragt, med flagrende Slor og Lokker, ftærkt bevæget.

For Hiemmet jeg forlader,

Naturen, Kiærligheden, og min Fader,

Maa jeg til Affked træde

Bag disſe Hakker trange,

J disſe Buegange,

Som ſlutted ind min Barndoms forſte Glæde.

Farvel, J muntre Bøge!

Nu ſtal jeg meer ei eders Skygger føge,

Nu ſtiller Kloſtermuren

Sophia ſtreng fra Livet og Naturen;

Hun gaaer ei meer i Haven,

Hun plukker fun det Græs, ſom ſtager paa Graven.

Et Perler og Koraller,

Kun Dødningbeen og hvide Hovedffaller
Skal denne Kiortel ſmykke;

Et Crucifix ſkal disſe Læber trykke.
Som eenſomt Kilden rinder,

Skal ſtedſe Taaren væde disſe Kinder.

Men jeg har frid! og vundet!

Naturen tabt — jeg har min Simmel fundet.
Jeg krympes iffe længer

Y dette Støv, jeg et til Glæden trænger ;
Min Siæl paa Troens Binger

Sig did, ſom Enoch, ſom Elias, ſpinger.

328 Erik og Abel.

Reen ſtaaer jeg, fri før Lenker,

Og paa mit arme Fædreland fun tænfer.
Skal Danmar ſtedſe lide,

Og bore Dolken i fin egen Side?

Skal Broderhadet være

Din Gift, og evig i din Indvold giære?

O, Naade -fra det Høie! ,

Hør Pigens Suk, fee Taaren i mit Pie.

Glad gaaer jeg felv til Grunde,

Hvis Rigets Frelfe jeg fun sine funde.

Sfal vrede Frænder dele

Det Land, Naturen. fom et yndigt Hele

Foreente, fom en Moder,

Med Sund, med Fiord, med Bælter og med —

Folder fine Hænder i hoi Begeiftring:

O, fee mit Hierte flamme,

Og aabenbar mit Blif den Kongeſtamme,
Som chriſteligt og frederigt ſtal bære
Den danffe Krone til Gud Herrens re,
Ei voldſomt fønderrives,

Men i en fiærlig Arvefolge trives!

Hun ſtoder med fin Fod mod Hornet:

Hvad feer jeg her? hvad blinker?

Et gyldent Horn mig blankt i Grasſet vinter?
Tager det. op.

Det oldenborgſke Horn, fom var fn

Ha, det er atter fundet!

Hiſt kommer Otto atter,

Og Hornet ræffer ham mu Abels "Datter.

Erik og Abel.

; ir k Otto fommer.
Sophia!

Sophia.
Å Hil dig, Otto, unge Greve

Uf Oldenborg! Frygt ei for Skovens Jomfru,
— Hun ræffer Hornet dig, men uden Lift
| Og uden Gaadetale, vil ei daare
Din Torſt med Trylledrik. Mit Horn er tomt,
Men ſtionne Lyd boer i den blanke Hvalving,
Som raaber hoit min Spaadom over Norden:

Otto.
| SR du er her — i denne Tilftand —
pe løje Lokker — i en Siælsforvirring —
Sophia.
| SY Jeg fandt dit Alfehorn, og ræffer det
3 hellig Spaadom. Troer du mig forvirret?
"Met, jeg er ei forvirret. Jeg har fundet
—4 Mi n fiffre Havn i Guds Barmhiertighed.
Mit Haab, min Fryd paa denne Jord er død;
Bær Ugtelfe da for den Døende,
| sd i fit fidfte Dieblik er Himlen
Sg fliulte Sfiebner mere nær, end du.
J Jeg bad til Gud, hengav mig fiærligt i
Min Skabers Billie, bad om intet Held
Fe pr mig paa denne Jord, fun for mit Land;
io: on Troſt nedraabte jeg fra Naadens Mone
At den i Tidens Syndflod vilde ſende
Mig Duen hid med Fredens Olieblad,

til Tegn paa bedre Dage før mit Danmar.
Da fandt jeg dette ofdenborgffe Horn,

bil dig! din Æt ſkal vorde Danerfonger

329

330 Erik og Abel.

Og ingen folde Tvivl ffal mig betage
Min ſikkre Tillid til Forjættelfen.
Otto.

Sophia, føde Barn, min Siæls Beninde!
Jat dig. Et Nidingsvork har ryftet dig
Og bragt din Sial i fygelig Forvirring.
En Usling daaret har og nedrig misbrugt
Din Uerfarenhed; nu troer din Uſtyld,
Din alt for bløde ſtionne Qvindlighed,
Ut du maa gane til Grunde. Men hvorfor?
Kan ikke Glæden fmile dig paa —
Kan Tabet ei erſtattes?

Sophia.

Hvilket Tab?
Min Beiler Stimand, og min Fader Morder,
Min Farbroer myrdet, og min Broder Træl —
Hvad taler du om at erftatte mig?

Otto.

Følg mig til Delmenholſt! En fiærlig Søfter
Bil lindre dig din Qval; en Ungdomsven.
Din Nød er grægfelig; men du fan reddes.
Grindrer du, hvor tidt i gamle Dage
Jeg maatte under Bøgen her fortælle
Bedriften dig om en af mine Aner,
Grev Huno, ſom uſtyldig blev fordømt
Af Keiſeren, at ftride mod en Løve?
Han var en Gubbe, men han reifte dog
Til Goslar med fin Son, den unge Fredrik.
Da udbad Fredrif fig af Keifer Henrik
At maatte ftride før fin følvgraa Fader.
Det blev ham tilladt Med en Mand af Straa,

i

Erik og Abel. 331

"Hvis Bug var fyldt med Dreng lunkne Tarme,
" Da mødte Helten Dyret i fin Skranke;

" Og medeng Løven anfaldt Billedet,
| I SÅ Fredrif Sværdet giennem Løvens Hierte.
Erindrer du, hvor tidt ved den Bedrift
— Bi følte Styrfen i det gamle Sprog:
i i Er Noden ſtorſt, er ogſaa Hielpen nærmeft?
Hvi vil du da fortvivle?
J Sophia.
J Otto, Otto!
Jeg vilde ſtride, hvis, ſom Frederik,
J Beg havde en uſtyldig ſolvgraa Fader
( Mt ftride for. Farvel for evig, Otto!
| i Du feer mig aldrig mere. Kloſtret ſtilte
Mig eengang fra dig, og det ffiller atter.
—— eg burde iffe glemt min Ungdomsven.
Min Folelſe forvirred ſig. Som Fuglen
Udſluppen af det fnevre Buur, jeg lod
Mig lokke, fange alt for taabeligt
liſtiglumſke Fuglejægers Net.
Min Nunterhed har fnæffet fine Vinger —
RH Jeg fan ei følge dig. "Du giemte tro
— Dit. Barndomsminde, jeg har fvigtet mit.
ID, græd ei, Otto! Hu jeg føler forſt,
Svpvad du i Livet kunde vorden mig.
"eg feer dit blaa, dit ærligftore Die
9 tunge Taarer ſpomme. O, jeg føler,
Du har mig fiær. Men glem mig heller aldrig,
Tenk paa den ulykſalige Sophia,
Naar du om nogle Aar er lyffelig,
.Dg hendes lille Grav i Kloſterhaugen

332 Grif og Abel.

Bedæffes af Violer. — Nu Farvel!

Jeg fvoret har en Ed, den fan et brydes:

Jeg er Guds Brud. Men du er Himlen fiær,
Og fom en Engel ffal jeg favne dig, |
Naar du har levet lykkelig paa Jorden.
Farvel, min Ben! ræf mig din Haand!

Otto.
Sophia!
Du fpaaer min Stamme Held — og fnufer mig.

Sophia.
Gud figne dig!
Otto.
O, bliv!

Svyhia.
Far evig vel!
Gun gaaer.

Otto.
Jeg før ei følge hende. O, Sophia!
Nu er min Ungdom fun en Natviol.
Om Dagen farveløs og uden Duft,
J Mørfet ſtal den aabne forſt fin Kalk
Mod Himlen til: den blege Drommerſte,
Som fmiler fun for Veemod og Grindring.
å Gan gaaer.

Erik og Abel. 333

Klosterhallen.

i W

ø
kw FR Eriks Liig ſtager tildekket i Baggrunden paa Baaren.
i Over Liget hænger en Lampe, og paa Væggen under Lampen
J —4 Billedet fra forſte Handling med et gront Forheng.

Esgar. Én Munk.

dl i Munfen.
ans "Maade Ser Abel kommer heftig,
it ſoge eder, fromme Herre!
g Esgar.

Veed han,
It Kongens Liig er fundet her i Fiorden?
| Munken.
G idnu ei. Han er vred, han ſpurgte barſk
"Om eders Hal. Der er han.

J | Esgar.

Gaa, min Son!
Munken gaaer.
Abel

kommer i heftig Bevægelfe, og nærmer fig Forgrunden, uden
at mærfe Nogen.

CASA —
— —
— —

fg
Ø

i he — Biſpen!
RER Esgar.
Han er her.
Abel
horer ham ikke, henſiunken i Tanker.
Jeg haaber atter;
n Trøft og min Retfardiggiorelſe
) 8 i denne ffumle Hal. —
fl ſelſomt! ja, det var Guds Finger, Strange!
Jeiop jeg en Miil fra Kloſtret træffer

334 Erik og Abel.

Din Frænde Munken, ſom ftadfæfter mig
Ethvert dit Ord. See, her er. Binduet,
Derude Gaarden, Munkens Celle hiſt,
Og der i Muren ſtaaer det forte Skriin,
Og her. —
Zager Nøglen frem.
Her har jeg Noglen til min Gaade.
Hoit, uden at vende fig.
Gaa, ffynd dig, Munk! Hvi noler du? hyret
Hent Biſpen!
Esgar nærmere.
Han er her.

Abel
bliver ham vaer,
Naa, eft du der?
Hvi maaler du mig med dit frille Blik?
Hvi læfer jeg Foragt og Rædfel i
Dit blege Anfigt? Tal, hvad vil du mig?
Du har vel hørt det Rygte, ſom der gaaer
Om Danerkongen?
Esgar.
Hvilket?
Abel.
At han blev
J Nat paa Borgen myrdet hos ſin Broder?
Esgar.
Det veed jeg.
Abel.
Og nu troer du, jeg er ſtyldig,
Ci fandt? Thi hvor I Munke finde Noget

Erik og Abel.

Mt troe, der er I glade, om Legenden
Ba: r nof faa uſandſynlig, ufædvanlig.…
E | Esgar.
— Mi a Hertug! Had og Ubarmhiertighed
6 5 x iffe ufædvanlig her i Verden.
É U bel.
J [y g troer du, Abel fan nedlade fig
Til Snigmord?

E. Esgar.
Ikke ſelv.

Abel.

1 * Men ved en Anden?
Alt bedre! Du er overtydet om,
Yes lod Kong Grif" dræbe? n
i | Esgar.

nn veed jeg det.
TA | Abel.
Hvor læfte du din Vished?
Esgar.
Ullyttelige Broder! i dit Pie.
ag "Al Abel.
1 ei! — Men ftil jer ei faa hellig an!
i Biid, jeg er kommen efter eders Rænfer.
5: Eu Kong Grif giefted mig fom Ben
Dad broderligt, for af forliges med mig?
9 Esgar.
ed meer Uſtyldighed floi ingen Engel
—

*
—

Abel.
Bi, og hor mig forſt!

Jeg har troet det;

335

336 Erik og Abel.

Sæt, at nu Erik lumſkelig var kommen,
For at udſpeide mig i Vennedragt!
J Fald han havde famlet hemmelig
En Skat fil nye Kriger mød fin Broder,
Og firevet Breve til fin Broders Fiender?
Hvis denne Sfat og disſe Breve giemtes
Afſides i et gammelt Kloſterſkriin?
Hvad da?
Esgar.
Hvo troſted dig, Ulykkelige!
Med dette usle Eventyr?
Abel.
Bekiend!
Jeg veed det Alt. Tilſtaa mig det Bedrag!
Jeg veed, at du har raadt ham felv derfra.
Har Kongen iffe ſkrevet hemmeligt
Hos dig i Hallen her?
Esgar.
Og giemt ſit Skrift
J dette Skriin. Hvi ſtal jeg negte det?

Abel.
Hvad var det, Erik ſtrev?
Esgar.
i Sit Teſtament.
U bel.
Sit Teſtament?
Esgar.

Han anede fin Død.
Jeg raadte ham fra at beføge dig,
Fordi du iffe var faa god, ſom han:

Erik og Abel. 337

Å … Grif drømte Svig af dig,
IDg froede dig dog bedre, end fin —
Skiondt den var ærlig — og du felv -

U bel.
4— Og jeg? —
J [Hvor har du Teftamentet? Skynd dig, Munk!
[: Es gar.

— Han giemte Pergamentet der i Kiſten,
"Dg medtog Nøglen.
Abel.
Af en Hændelfe
Har Abel fundet den.
Esgar.

Saa luk kun op!
j er hang næfte Frænde, dig tilkommer
Den Ret at ſee hans efterladte Sager.
IR Abel
kv ved Skrinet.
"Hvi ffiælver jeg? Hvi er det SÉriin fan fort?
Hvi hviner Nøglen? Bar det mere tienligt
For mig maaſkee, hvis det blev evig luft?
å Esgar.

Abel.
Ha, du ynker mig?
J Aabner SÉrinet.
Det er fuldbragt! Saa tal, Orakel! ſtynd dig,
"Og ſiig min Sfiebne mig med forte Ord. —
En Bylt fun med en gammel ——
Et Pergament?
i VII. 22

338 Erik og Abel.

Esgar.
Læg, Hertug! har du Mød.

Abel læfer:

Danmarf, min anden Moder !
Jeg ende vil din Harm;

Jeg iler til min Broder,
Forſones ved hang Barm.
Jeg vil i Klofter træde,
Uftvætte Stæleng Dynd,

J Urtegaarden græde,

Men for min egen Synd.

Let kan et Uheld mode —
J Liv fænf paa din Død!
Dog om jeg ſtulde bløde,
Hvad ændfer jeg min Nød?
Min Siæl ffal fom en Lilie
Opſtaae til Salighed ;

Og her min fidfte Billie

J Sfrinet lægges ned.

J Underſaatter bolde,

J Klerfer, Riddersmænd !

% Ure vil J holde

En Bøn fra gamle Ben:

Skienk Abel Danmarks Rige!
Da i min Klofterftand

Mit Suk ſtal daglig ftige

Til Gud for Fædreland.

Erik og Abel. 339

Jeg Thronen Ryggen vender,
Jeg lyder Hiertets Bud,
Og ftræffer mine Hænder
Til Naaden hos min Gud.
Hvad mig af Verden gaves,
Er nu tilbage bragt. —
Døer jeg, vil jeg begraves
J denne Munkedragt.
Abel ſpimler, Biſpen griber og underſtotter ham.

Abel mat.
Tak, Gubbe! Taf! — Kom, før mig til din Loibenk!
des blev lidt fvimmel — det gaaer over ftrar.
Stærkere.
Nei, lad mig ſtaage og ſtotte mig til Sværdet!
eg vil et. fidde meer. — Han vil begraves
J Munfefappen; var det ikke faa?

Es gar affides.
Den bittre Anger ſonderknuſer ham.

Abel.
—* du Medlidenhed, Graahærdede ?
O, Grif har den hiſt i Paradiis.
Han veed, hvad jeg har handlet; veed min Straf.
Au raaber jeg forgieves; før min Tale
Bar fraftig, Munk! et Ord har dræbt en Ben.

| ES gar.
y — mig af denne Hal!
Abel.
Hvor ſkal jeg hen?
Mig tyffes, her i Hallen er min Havn.
Opdager Liget.
22'

340 Erik og Abel.

See der! der har jo Een alt ankret henne.
Et Liig paa Dodningbaaren? Hvem er det?
ESgar affides.
Ulykkelige Sammentræf!
Hoit.
Kom, Hertug!
Her er et godt for jer at være meer.
Abel.
Mig tykkes juſt! Her vil jeg bygge Hytter
For Moſes, mig, Elias og min Broder.
Et Billed hænger over Liget, ſtiult
Af grønne Forhæng? Grønt er Haabets Farve,
Det pasſer iffe meer for mig. Bort, Haab! -
Han river, Forhænget tilfide, og opdager Billedet af Kain, ſom
ihtelflaaer fin Broder.
Ha, Kain! — Rigtig!
Sfiælver tilbage fra Billedet, og træffer Bifpen hen i Forgrunden.
Huſker du, min Fader!
Det Billed ſtod med ffionne Farver malt
J din latinffe Bibel? Mindes du
Den Aften, da vi fad paa dine Knæe,
Danfongen, jeg? det var en Juleqvald;
Han var fun fer Mar, og hans: Brøder fem.
Da var endnu vi fan enfoldige,
Ut flig en Brode forefom os begge
Umulig og afftyelig.
Stotter fig ftærftffiælvende til ham.
Man lærer
Dog meget, naar man bliver ældre, Bifp!
Esgar bedende.
Folg mig af Hallen!

Erik og Abel. 341

J Abel.

Hvorfor ffiuler du

y ig dine Sfatte? Hvorfor maa et Abel
See Eriks Liig? Troer du maaſkee, jeg ei
Udholde fan hang —— Det er muligt!
Dog glæder det mig, J har fundet ham;

At ei han ſtal af Fiſkene forfæres.
Med Taarer.

i Begtav ham chriſteligt; han har fortient det.

Ophold.

en jeg vil iffe fee ham meer i Verden —
Med aabne Oine — thi med lufte feer
des ham beſtandig, hvor jeg vender mig —

Sonderknuuſt.

i — Martyrkronen om den blege Tinding

ÅR,

NÆ Om Abels Isſe.

Gi tryffer nær fan ſkarpt, ſom Kongekronen

Med raff Heftighed.

i Å Ha, nu vil jeg fee ham!
—J Esgar.
RED nel, o nei!

YU bel.
Hvorfor?
Tager Svededugen tilfide.
See, det er ſkeet! —

Å Der ligger han. O, Gud! hvor fort og blaa,
Å E pois qvalt af fin Broders Haand.

Gan ftyrter ned ved Baaren.

J ga, Grif! dyrt har jeg betalt din Krone.
| ne Sophia fort befløret, Valdemar

IR: pus Lænfer fvæver. alt ſom Skygger

342 Erik og Abel.

Omfring din Baare! — Ci det varer længe,
For Abel følger dig. Hang forte Liv,

En evig Storm mod Sfiebnen, mod fig felv,
Bil vorde Straf, fom Døden fun fan ende.

O, beed da fromt til Gud, at han for din Skyld
Nedſender mig Barmhiertighedens Engel,

Som bringer Abel i din Broderarm! -

3

5*

Sø

.
HRG 5 2

Å

ÆRKNINGER..

576.

i: J
Ka:

Bom J——

* F ——

—
— —
i *
En

—— sr

y

—
fi
s PII

É
j
p

*

7

Side 1: Foſthrodrene er forfattet i Paris i Februar-Marts

4

1817 (see Oehl.s En Reise fortalt i Breve til
mit Hiem, I, 1817, Side 73, 233), og aver-
teres første Gang til Salg den 1ste December samme
Aar. Denne første "Udgave (A), som er paa 180
Sider foruden Titelbladet, forekommer nu sjeldent, og
har aldrig været synderlig udbredt. Da Stykkets op-
rindelige, her i Varianterne mieddeelte, Catastrophe,
hvor den tragiske Forvikling viser sig som blotte Følger
af en Mystification, og det Hele altsaa som blind
Alarm, ikke uden Grund. mishagede flere af Digterens
Venner, navnlig Fru Frederikke Brun, skrev han en
ganske ny, foretog desuden noglé mindre Forandrin-
ger, og den 27de Januar 1818 føjedes til Adresse-
Avisens Annonce om det udkomne Stykke Følgende:
Da Forfatteren har forandret nogle Scener 1 dette
Drama og ladet dem omtryffe, kunne De, ſom alle-
rede have kjobt Styffet, mod Tilbagelevering af de fo
ſidſte Blade, fane det Omtrykte frit. Paa denne Maade
opstod den anden Udgave (B), der kun for saavidt
er en anden, som der, foruden Smudstitlen og Per-
sonlisten, er udskudt 40 Sider af Originalen, og kom-
met 25 nye Sider i Stedet, paginerede: 21, 22, 109,
110-112; 128 124, 125, 126 127, 128, 129; 130,
131, 132, 133, 134, 153, 154, 155, 156-164, 171,

346 Anmærkninger,

172, 173, 174 og 175, med hvilken sidste det om-
arbeidede Stykke ender. Den nye, tragiske Cata-
strophe, tilligemed de to dermed i Forbindelse staaende
Udeladelser til nærværende Udgaves Side 20, Linie
12-13, og Side 127, Linie 11-12, er, som den eneste
naturlige Slutning paa Handlingen, her optaget; hvor-
imod de øvrige Forandringer i B, som ufornødne og
meer eller mindre uheldige, paa nogle Steder endog
aabenbart indskrænkede eller udvidede af Hensyn til
Rummet, som de skulde udfylde (smlg. for Ex. Side
22, de to sidste Linier, Overgangen fra Side 110-
112 til 113, fra Side 126 til. 127 i B med .Orig.),
ikke her have kunnet komme i Betragtning. I Oehl.s
Tragødier, III, 1832, fremkom Stykket i en fra
den oprindelige endnu mere afvigende Skikkelse (C),
og forsynet med følgende

Unmærfning.

Sorgeſpillet Foſtbrodrene er i denne ny Udgave
meget omarbeidet. De tre førfte Acter ere omtrent
ſom de forrige, fun at en Bryllupsviſe [der ikke findes
i B] ſynges tidligere, og Slutningsſcenen af forrige
Stykkes [B's] femte Act ender her tredie; Jeg har
forkaſtet den Fortvivlelfe og vanvittige Rafen, hvormed.
Asmund i det ældre Styffe, efter at være fommen ud
af Gravhoien, fneg fig den langſomme Bet til en
uundgaaelig Afgrund. Et Motiv er opfundet ved
Unsgariigremtræden til Slutning, hvorved Handlingen
faner et naturligt lykkeligt Udfald, uden at Tragodien
derved taber i fin Birfning og Vordighed; fværtimod -
frøer jeg, den vinder, thi Asmunds forrige Stiebne
var for fæl og nedtrykkende til at være tragiſt. Ogſaa

Anmærkninger. 347

Græferne digtede Tragodier, ſom ende lykkeligt, f. Cr.
Philoktetes. Det Tragiſke beftaner ikke i et lykke—
ligt eller ulykkeligt Udfald, men i Sfildringen af det
Høre i Menneſkelivet, der i en vigtig Handling med
fine Characterer og fin Pathos begeiftrer og rører.
Derfor har jeg ogſaa regnet Den lille Hyrdedreng
med fil mine Tragødier.

Af denne Omarbeidelse og dens Gjentagelser (D)
i Tragødier, II, 1842, og (E) i Tragødier, I,
1849, have kun nogle stilistiske Rettelser og enkelte
smaae Forkortninger havt Indflydelse paa nærværende
Udgave. Foruden disse Kilder har Udgiveren be-
nyttet (M) en meget ziirlig, nu Digterens Sønner til-
hørende, Reenskrift af Stykket i dets første Form,
der fra Paris sendtes til hans Kone med Paaskrift :
Til min Chriftiane fra hendes Adam ——
Paris, den 6te April 1817.

Oehl.s Levnet, fortalt. af ham selv, II,
1831, Side 326 (ikke 226, som der ved en Trykfeil
læses).

Foſtbrodrene — Dette, uden Tvivl ubetydeligfte
af mine Sorgeſpil, ſkiondt Hovedſituationen er original
og iffe mangler Pathos, agter jeg i. den ny Udgave
af ſammendrage til tre Acter.

Bemærkninger til Fostbrødrene:
"Side 13, Linie 8:
Jeg fidde vil et Blund paa denne Steen]

Linie 24: ſammendrage til tre Acter,] Acternes Antal vedblev dog
at være fem.

348 Anmærkninger.

En

Blund d. e. Øieblik; see Trag. Dram. II

Side 374, Bemærkn. til Side 207, Linie 20.
Side 46, Linie 5-6:

H.
Al

„Doer Fo, doe Frænder — een Ting veed jeg vog,d

Som aldrig døer: Dom over hver en Død.”]

å

Dette Citat af Havamaal findes ogsaa i Hroars.

Saga, 1817, Side 191.
— 103, — 12 ff:
Nu, fiære Venner, Broder og Soſter! osv.]
Hertil anmærker Digteren i C: Denne Bife er digtet
til en Melodie af den fvenffe Digter Bellmann.

Nærværende Udgaves Afvigelser fra Originalen:
Side 3, Linie 1: Perſonerne) = C; mangler i A.
— — — 7-8: Thiodolf, gammel Kæmpe. | Fafte)] — B; A:
CThiodolf, gammel Kæmpe. | Asvit, Ofding. | Fafte

— 5, — 7-8: Aftenſolen fynfer hiſt Havet, | Og Maa- i

nen ftraaler paa den] — C; A:
Uftenfolen brænder hift violrod
J Veſterhavet, og mens Maanen rund
Og bleg, fig vifer paa den
— 6, — 15: Kun flumr = C; A: Indſlumre
— —, — 18: felv fiøre] = D; A: bevæge
— 7, — 2: mandig, fiærlig] == C; A: mandigfiærlig
— —, — 14: er en Rofe vel foruden Torn] = C; A:
er vel Roſen uden Blad og Torn
— 8, — 11: fylder fiq] = C; A: ſtylder Dyden
— —, — 26-28: Turteldue. | Nu furrer jeg i Wlme—
træets Sfygge. | Min førfte] = M; A (og B): Tur-
teldue. | Min førfte (( C, D og E endnu større
Forkortelse)

|
4

i
i;

Anmærkninger, 349

'Side 9, Linie 24: Naar om fin Øiefteen, fin Alders Haab)
— O3 -
Naar om ſit Barn, ſin Oieſteen, ſin Datter,
Sin Alders Frugt, ſin Vinteraftens Haab
— — — 26: Nei, han var ei ſaa grum! — Nu er jeg
rolig] = C; A:
Net, han var ei faa gruſom! Braaden mifted
Sin Gift. — Men Du — Og nu — nu er jeg
rolig
— 10, — 7: Mit trætte Legem ryfter med fit Gys] —
CC; A: Ygiennemfarer mine gamle Lemmer
— 11, — 18: oplukkes! = C; A: maa aabnes
— 12, — 1: ei fortryder] = C; A: ei — fortryder
— — — 13-14: Blus. — | Jeg gaaer] =C; A: Blu, |
Vor født at kiole Glæden i fin Snee. — Jeg gaaer
— — — 17: Men, ei] = M; A G, C, D og E):
Men ha — i
— — — 235 frygted, der var hændet dig Fortræd) —
03 A frygted', Du var kommen noget til
— 14, — 6: Kun. lidt forfigtig] = C; A: Jeg vogter
mig iblandt
— — — 8: Wen Forfigtigheden] =D; A: Forſigtig—

heden
— —, — 17-19:
ogfaa ſtundom fale fandt.
Asmund.
Da jeg]
ss (CAR

ogſaa tale fandt iblandt.
Man mærfer iffe Pilen før den rammer;
Tit feer den Viſe Skoven ei for Stammer !

390 Anmærkninger.

Tit lærer han Erfarenhed og Kløgt
Af den Enfoldige.
Asmund.
Var Du ſom jeg,
Saa kunde jeg begribe det. Men nu!
Da jeg

Side 15, Linie 25: vundet] — C; A: vunden

18, — 1: Blæften] — M; A (og B): Blomſten
(i C, D og E anden Forandring)

—, — 13: hang] = 0; A: fin

—, — 15: Alfred] = M (C, D og E); A (og B):
Alfred (afbryder ham).

—, — 17: Overdrivelfe] = C; A: Overdrivelfer
19, — 4: 0] = M (og C; i D og E Forandring);
A (og B): Ov

— — 12: felv) = C; A: hiſt

20, — 2: Sfov.]=M; A (B, C, D og E): Sfov,
—, — 4: Og tyffe vedbendgroede Bøgeftammer,] =
M; A (og B; i C, Dog E samme Interpunction med
nogen Forandring i Ordene): Tyktvedbendgroete gamle
Bogeſtammer.

— — 6: friffej — M (C, D og E); A (og B
friffen

— —, — 12-13: Side. | Tænf dig] = B; A:

Side.
En anden Helt, dog Giogler meer end Helt,
Asvit ved Navn (Du fane ham i Din Barndom),
Der længe havde drilt og fpottet mig, |
Paatog fig pludfelig et ærligt Bæfen,
Og raadte mig at ſoge Thiodolfs Venſtab. —
Tænf Dig

Anmærkninger. 301

Side 20, Linie 16: Broderſkab, Foſtbroder-Ed) — C; A:

Broderſkab og Foſtereed

— — 215 Hul] = 0; A: Hulning

22, — 7: vil] = M; A G., C, D og E): vilde
23, — 4: det blotte Linned] = C; A: den blotte
Skiorte

24, — 12: bliver] = M; A (B, C, D og E): vorder
26, — 20: Svend] = C; A: Ungkarl

"27, — 4-6: Egenfiærlighed. | Thiodolf. ] Hvi fan 2]

— M; A (B, C, D-og E):
Egennytte.
Thiodolf.
Saa?
Hvi faa?
28, — 13: A$mund.]= C; A: Asmund (gyfende.)
29, — 9-10: da Freia tændte | Dets Lue, fnufe$] —
C; A: da høit det brændte, Kun ſonderknuſes
—, — 14: Folfvang] — C; A: Gimle
—, — 18: qvæelj == M;'A G, O, D og E): drœb
30,. — 6: øvet. Sfynder] = C; A:
øvet. Morgenſtund
Har Guld i Mund. Hvor fandt! Saa ffynder
31, — 6: halvt] = M (C, D og E); A (og B):
halv
—, — 9-10: Hierter, fom en Havfru. | Men Mod!)
== CC; Å:
| Hierter. Krebfen griber
Saa faſt et med fin forte Klo, fom hun
Med fine hvide, lange, bløde Fingre:
Thi tryffe de fun eengang Kæmpens Haand,
Da farer det fom Feber ham i Blodet. —
Men Mod!

352 Anmærkninger.

Side 31, Linie 17: et ſmekkert Sfud i Sfoven) = C; A: et
Sfud i Plantergaarden
— —, — 20-21: Alfred fommer, | Af, Reret — grumme
Reret => 0; JA:
Alfred (affides).
Min Broder har ei fovet hele Natten;
Forſt hen ad Morgenſtunden faldt han i
En Feberflummer, jeg maa nytte Tiden.
(bliver Rerik vaer)
WE Rerik — grumme Rerik,
— 32, — 11: eller gaae] = M (C, Dog E); A (og B):
eller ei
— —, — 24: Hvad er min Brøde] — 0; A: Hvad
har jeg handlet
— 33, — 12-16: Kraft; | Det har jeg viift ham. Al⸗
fred. | Reref! du eft bold. | Den] = C; A:
Kraft.
Haan er hang Liv? — og Harm hans Blomſt?
Fortornelſen kun driver ham til Daad?
Velan ſaa lad ham handle! — Gniſten ſpringe
Fra Flinteſtenen ved mit raffe Sværd,
Saa vifer den dog van en Maade Liv;
Og fan han ikke elffe lad ham hade,
Og fnyfe med; men, ved min Faders re,
Jeg taaler ei hang Hovmod og Foragt.

Alfred.
O Rerik, Du er bold; jeg tvivler ei:
Den d
— 34, — 4: den fange Tande] — D; Ar den gamle”
Tane

— — — 25: RerekJ = M (C, Dog E);'A (og B)
Reret (gyfende).

— Anmærkninger, 353

- Side 35, Linie'6-7: Alfred. | Gan fommer] — "M (i C, D
"pr og”E er hele. Repliken 'udeladt); A (og B):
lyn Alfred.
Let er af ſaare, vanſkeligt forbinde. —
Han kommer
—36, — 95 med lange Flefninger] = Cs Æ: med fine
lange Haar
— —, — 27: høre Medynf] = C; A: høre Ynk
— — —,29: Bærer] ⸗ 0; A San bærer
— 39, — 17418; Dog fan en. tapper Kæmper, uden juft |
Ut fvæffe Modet, hylde] — C; A: Dog. fan en ſterk
Natur vel, uden. juft | At dele Smitten, hylde
— — — 20: $ Fald jeg taug, var det Fornarmelſe]
— 06; A: En længre Taushed var Fornarmelſe

i sål 40, — 8: Ragnhild.).= M. (i C,.D. og E er Re-

pliken udeladt); A (og B): Ragnhild (med Fatning).

— —, — 13: Rerek.! = M (i C, D og E er Repliken
i Forkortelse foiet til Rereks foregaaende); A (og B):
Rerek (urolig bange).

— —, — 29: faa længe fom JJ — 0; A: faa lang en
—

— — — 30: fvigter] = 0; A: feilſlager

— 42, — 14: kommer fra den anden Side, ſmykket ſom
Brudgom. gan] — C; A: kommer ſmykket ſom Brudgom
i en tarvelig ny Bondekofte. Han

— 43, — 9: Sar han). = C;A: Han har

HE sm dd As el Dieblif er nof! | Svenden.]) —

CSA:
et Dieblik er nok.
Den Eeg, ſom ſtylder hundred Aar fin Vært,
Slaaer Lynet i et Blund til Affedynge.
Svenden.
VIL. 23

354 Anmærkninger.

Side 44, Linie 8: Sfrænten]) — E; A: Sfrinten
— 45, — 10-11: faa vred ud. Har Forbindingen | Dig
fmertet, faa * 1 = E; A: faa vredt. Har med
Forbindingen | Jeg fmertet Dig? Zilgiv!
— 46, — 5-6:
Doer Fo, doe Frander — cen Ting veed jeg dog,
Som aldrig doer: Dom over hver en Død."
M, A og B:
Den Mand, fom lever et uftyldigt Liv,
Har Intet, der fan ængfte * ved Graven.
Cs Doe
„Doer Fæ, doer Frænder, — cen Ting veed jeg dog
Som aldrig døer: Dom over hver en Død”.
— 48, — 8-9: foreftilt mig | Utgardelofe med] —
A: foreftilt | Mig Utgardloke med

— — — 11-16:
Loke felv.
Ragnhild. |
Maaſkee! Naar Baldur viger, faner han Magt.
Thiodolf.

En Nat i Hoſt gik jeg den Stub forbi.
En Storm foer giennem]
== Wi.A:
Loke felv,
Den onde Aand —
Ragnhild.
Maaſkee. Naar Baldur vender
Os Ryggen, faner han Magt.
Thiodolf.
En Nat i Hoſt
Gik jeg den tørre Stub forbi. Der foer
En Storm igiennem

Anmærkninger. 355

Side 49, Linie 18: ellers pleie mig, ſom nu?]= 0; A: ellers
vel her pleie mig?
REESE LYN
Ha, faa fif jeg dog
Den Seir tilfidft! Jeg kiendte nok den Godhed:]
— Arn:
Ga ha! Saa fif jeg dog den Seir tilſidſt!
Jeg vidfte nof, hvorfra den Godhed fom.
— 50, — 6: brat] = C; A: mig
— —, — 10: maaſkee deri] = C; A: deri maaffee
— —, — 13: fom i Regnen Læder.] — D; A: ſom et

Lær i Regn.

— —, — 21: Rofe] = M (C, D og E); Å (og B):
Rofen

— —, — 29: Trold] = M (C, D og E); A (og B):
Træl

— —, — —: fom ſlumrer der] = C; A: ſom — flum-
rer — der

— 51, — 10: Biælfer, tungt beflædt] = C; A: Biel—
fer hift, beflædt

— —, — 12: Hielp, Thor] = C; A: O Gud

— —, — 15-16: Ti, min Ys! | San fover roligt, han
vil iffe døe.) — C; A: Stille! Stil! | Han fover født!
Han Kræfter føge vil.

— — — 31: Foftbroder! tal dog: hvorfor] — C; A:
Min Fofterbroder ! hvorfor

— 52, — 2-3: blev | Med mit, da Loke med] = D; A:

blev, | Da Surtur Sfiæbnen med

— —, — 23: med] — E; A: i

— 53, — 3: ef og Fafte,] = C; A: Nef og Fafte,
tvende Trælle, å

237

356 Anmærkninger.

Side 53, Linie 18: bøiet] — C; A: fnæffet

— 54, — 10: [aae] — C; A: ligger

— —, —, 13: funde] = C; A: fan

— 55, — 4: fig) — 0; A: dem

— 57, — 13: tørre] =M: (C, D og E); A (og B): føre

— 59, — 2: Bi Helten ſtandſe vil paa: Dodens Bei.]
— C; A: Kom, lad os møde Beileren i Skoven!

— —, — 10: fig] — M; A (og B): dem .(i.C, D og E
er Stedet udeladt)

— — 17 MS un TCA: SR HV UONDE (firrer
paa ham). |

— — — 19: Alfred/ (CD OKER MA FORB):
Alfred (med undertryft Bevægelfe).

in, ex 28 Aſsmund/ CAR RR EN

— 60, 717: Alfred] ="C; Ax Alfred Gyter ſine
Taare [M: Zaarer]).

— —, — 25: Alfred] — C; A: Alfred (bitter fmi-
lende).

— 61 5: Hende] == Du Arflie

— 62, — 16: fafter] = M (C, D og E); Ar (og B):
byder f

— —, — 18: Kaft| = MC, D og E);. A,(og B): Byd

— 63, — 25: Karfen] Alle Kilderne :" Krasſen (hvilket
vel snarere maa betragtes som en bestandig overseet
Skrivfeil, end som «en Germanisme [die Kresse])

— — — —: Brønd] = 63 4 Kilde |
— 64, — 11: Mening]: — Dy: A:. Grund j
— — —13: Ragnhild 03 As Raogn bild (ber

J

— — 15: Amund. == 0; Ap Asmund (mer
telig). i

Anmærkninger. 357

Side 64, Linie 17-18: fornedre fig. | Men Vagten føler jeg
af Rereks) — C; A:
fornedre fig. —
(fatter fig)
Jeg føler Bægten af ung. Rereks
— —, — 25: Asmund.) = C; A: Asmund (med
undertrykt Folelſe til Ragnhild).
— — — 27: Ragnhilds] — C; A: hendeg
— —, — 29: Jeg ſtynder mig] = D; A: Jeg iler flur
— — 30, til Side 65, Linie 3:
Gaaer hurtig bort, Ragnhild yttrer Tegn paa en ſtum
Fortvivlelſe.
Rerek.
Jat dig, du fromme Ragnhild! Asmund gaaer
Ut hente fine Vaaben, Skiold og Sværd.]

ta ls >
(Gaaer hurtig bort,)
Ragnhild.
Hvad ffal jeg froe om en faa fnel Forvandling ?
Rerek.

Han henter ſine Vaaben.
(Alfred ryſter paa Hovedet.)
Ragnhild.
Evige Freia!
Jeg ffiælver. —
Rerek.
Kan hans Redning ængfte Dig?
Alfred.
Hun blegner, hun førfmægter.
(lober hen og plukker en Urt)
| Kiære Frænfe,
Kom! lugt til denne Urt; dens Blad forfriſker.

358 Anmærkninger,

Ragnhild.
Et Dieblik —
(Hun fætter fig fvimmel paa en Træftub.)
Rerek (til Alfred).
"Hvi fulgte Du ham ei?

Alfred.
Hans Blik forbød mig det.

Rerek.
Kom, lad os gaae
Og grave Sand til Kredſen. Foden glider
J dette hoie, ſaftige Sommergræg,
Ragnhild ,
(fpringer op fom af en Drom).
Hvor er han?
Rerek.
Fat Dig, fromme Ragnhild! Asmund
Gik hen at hente Skiold og Hielm og Sværd.
Side 65, Linie 9: Ragnhild] = C; A: Ragnhild (op-
bragt).
— —, — 13: mildere] = C; A: fmeltende
— —, — 18-19: end du. — | Ha, jeg forftaaer]) —
HA
end Du.
Han tager iffe mod den Biælfe, ſom
Du fvømmer paa 1 Havsnod; før forgaaer han. —
Ha jeg forſtager
— 66, — 5: Alting]= M (C, D og E); A (og B): alt”
— 22 ud RODA HR 2
— —, — 24: ham Lys, Brød og Band] — M; A (B,
C, D og E): ham Brød, Lys og Band

Anmærkninger. 359

Side 67, Linie27: Husbond) = C; A: Herre

—, — 29: de undertiden fag] = 0; A: de fage
68, — 12: giennem Skovens Torn og Træer] = C;
A: giennem Torn og Buff og Trær
—, — 18-19: Dodens Rov! — Farvel, du grønne]
te Dis sås ;
Dødens Rov! —

Belan, faa ftyrt nu paa dit Bytte, Falk!

Jeg gyfer ei, jeg tømmer denne Kalk. —

Farvel, du — ——
24 sj — — —— - Farvel, I Beilere, J Piger troe) = D;
A: Farvel J — i — troe
70, — 14: ”itte) —0; Ar et
—, — 18: Mulmet] — C; A: Klippen
71, — 21: J Tidens Fængfel maatte det forlade] =
C; A: Det maa i Tidens Fængfel og forlade
—, — 25: Mandens] = C; A: Stovets
72, — 24: reifer fig overende paa Baaren.] — C; A:
(reifer fig bleg paa Baaren, og gaaer frem i fine Liigflæder).
—, — 25 og 27: Niflheim] — C; A: Helheim
—, — 26: mørfe, fnevre] — C; A: ſamme fnevre
—, — 27-30: er det ei. | Utgardelofe feer jeg iffe
her Med ftive Børfter om det fæle Hoved. | Jeg
mærfer ei] = D; A:

er det ei.

Jeg feer ei Slangerne paa deres Æg;

Jeg mærfer et
73, — 4-6: Bifte. Her er ftille, | Staaer: op. | Jeg
fpøger] = C; A:

Vifte. Heller ingen
Smaabasiliſker pibe ynkeligt,

360 Anmærkninger.

Med "Æggeffal endnu om Bryſt og Svands.
Hvor er den Svartalf med de ſtarpe Horn,

Der ſtak igiennem Filtehatten? med

Violblaae Leber i fordrukne Fjæs?
Han ſtiulte fin Fortvivlelſe med Smiil
Og rakte Bægret mig med hoire Klø, 1

J det han greb mit Hierte med den venftre.
Han griber end. Det fmerter og det bloder. —
Tauſt er her! Stille! Det er Grøn felv.

Jeg ſpoger

Side 73, Linie 15: Y$ mund] — C; A: Hem und for⸗

færdet).

—, — 20: mig iffe Gtavins Ro] — Cc; Pa ttfig Ro
i Graven ei

25: om Natten) — C; A: pad Baareh:

74, — 13: Bli Dj A: Øie

80, — 8: faa gaaer, og iffe snafij-o3 Ok ÅR Ford

faa ng eller et (1 C, D og E-er Stedet udeladt)
82, — 4: fyre] — A; A (By C, Dog E)udede
— — am] — 0; A: Børn

85, — 8: ſom en Ulv, imellem] — C;- A+ ſom

Hyene, mellem

—, — 28: J mig den ſamme "Fader, ſom⸗ — D;

A: Den famme Fader i mig, ſom

86, — 45 raaber han] — M (1 C, Dog E er Stedetl

udeladt); A (og B): raaber denne

89, — 29: muligt] — M (og. B.f[Side 429]; i Ci

D og. E er Stedet udeladt); A:: mulig

90, — 24: Mundgodt. Salig Asmund) — B Gide

130); A: Mundgodt. Hyklergoden
Nedboier ſig for Odin, mens hans Die

α

— RES ØRE EET

—— —8

Anmærkninger, : 361

i! Forfængeligt bemærfer om de Andre
Smukt boie fig for ham. — Lyffalig Asmund
Side 91, Linied: op] = M;A: atter (1 B, C, D'ogE er
Stedet udeladt)
— —228 er heel igien) = M (i C,-D og 'E er
Stedet udeladt); A (og B): er atter heel
112,92, — 118: fan] = M (i C, D og 'E anden Foran-
idring); A-(og By): kunne
— 93, — 26: fig] ==" C; A: dem
— —, — 27: Belfel = 0; A: Finmutter
— — — —: fig] — C; A: dem
— 94, — 8: Binterføerværf] — M (C, D og'E); A
(og B): Binterfoderværf
154095, 07: Bøddel]=M (Dog E); A (Bog C): Bødel
— — — 11: gienſidig] = D; A: vexelſindig
— 96, — 25: meer] = M (i C,'D og E er Stedet ude-
…" ndadt); A: (og B): fleer
— 97, — 26: Knarf] — D; A: Knaſt
— 198; — 12 Kun tilat] — 0; A: Til hift at
— — — 19: Indhyller os, ſom Reden ſtiuler Fuglen]
— M; A (B, C, D og E): Indhyller, ſtiuler os, ſom
Reden Fuglen |
— 103, — 26-28: Giefter | Freia Baandet fæfter, | Som
on hun felw af Blomſter fnoe) = D; A:
; Giaſte
Freia dog, den Bedſte,
Kiærlig Wgtebaandet ſnoer
— —, — 29: gientage] — C; A: gientager
— 104, —"24: tømt] = M (i'B,C,"D-og E ver 'Stedet
v udeladt); A: tomt '
— 105, — 20: din Lyffej = M (i C, D og E er Stedet
udeladt); A (og B): dit Held

362 | Anmærkninger.

Side 108, Linie 2: aner] = M GB, C, D — Stedet
udeladt); A: haaber gå
— 109, — 5: Randen] = M (i €, DogE er Stedet
udeladt); A (og B): Rand | i
— 112, — 4: Laberne, blier] = M (1 C, DogE er
Stedet udeladt); A (og B): Læben, vorder 3
— —, — "7: dets falte Taarer] — M (i C, Dog E 7
er Stedet udeladt); A (og B): dets Suk og Taarer
— —, — 31: finj — M (efter Digterens sædvanlige ”
Sprogbrug; i C, D og E er Stedet —— A (og.
B): fit Å

— 114, — 4: Bue og BPileføgger) — M (i-C, Dog E &
er Stedet udeladt); A (og B): Bue, Pilekogger i

— 116, — 23: Blændværf] Efter Digterens senere |
constante Sprogbrug (i C, DogE er Stedet udeladt);
A (og B): Blindværf i

— — — 29: en guften Hud] = M. (i/C; Dog E1
er Stedet udeladt); A (og B): et guſtent Skind É
— 118; — 16: WMtten, Rovere, fon) == M-G; ØD. og å
E er Stedet udeladt); A (og B): Wtten, Stimænd
faa fom
— 121, — 20: Verden] — M (i C, D og E er'Stedet
sudeladt); A (og B): Hiertet å
— —, — 22: ad] = M (i C, D øg E er Stedet ude-
ladt); A (og B): da '

— 122, — 2: Sænder.] = M (i C, D og E er Stedet
udeladt); A (og B): Hander, figende) i
— 124, — 43: fra. Iſen) — M; A (eg B): fra Søe 2
(i C, D og E anden Forandring) 3
— — — 27: Glæder] = M; A(og B): Glæde (I
C. D og E anden Forandring) ;

Anmærkninger. 363

'Side 126, Linie 24: tvunget] Efter Digterens senere. con-
stante Sprogbrug; A (B og C): tvungen (( D og E
anden Forandring)
— — — 28: befiunget] Efter Digterens senere con-
stante Sprogbrug; A (Bog C): befiungen (i D og E
andre Forandringer)
— 127, — 9: Vi aldrig al] = Cs A: Bil aldrig vi
— — — 1-12: De gaae. | Forrige td] — B; A:
(De gane. Bed Udgangen møde de den gamle Asvit, en
blind Gubbe med et langt Skieg. Han indledes ved
en Stof af fin Dreng.)

Asvit.
Hvor er jeg nu? Beſkriv mig Stedet nøie.
Drengen.

Tæt Skoven er, med tyffe Træer og Kilder.
Asvit.

Ak jeg har hørt dem risle; Fuglen fang

Min Belfomft i fin høie Sommeraſt.

Nu ftaaer jeg atter i mit Fædreland;

Men af, mit Øie fer ei Stammens Løv,

Og Græsfets Blomſt nedtrædes af min Fod.
Rerek.

Hvem er Du, gamle Mand? Hvad ſoger Du?
Asvit.

Den danſke Skov, forladt i mange Aar.
Alfred.

Han hilſer Fædrelandet, juft ſom vi

Har taget Afſked? Lykkelige Gubbe!

Ei ſandt, det er et herligt Atterſyn?
Asvit.

Bedrover Du den Blinde, Son, med Spot?

364

Anmærkninger.

Rerek.
Ei, Alfred! ſerr Du ei —
Alfred. |
Den arme Mand!
Tilgiv mig, nu opdager jeg din Mød.
Asvit.
Din Stemmes Mildhed taler vel din Sag.
Rerek. |
Hvor kommer Du da fra?
Asvit.
Fra Miflegard.
Rerek.
Saa lang en Bet?
As vit.
Ak, Kiolen lober let
Igiennem Soens Vover; men paa Land
Der gaaer det langſomt. Jeg er krobet ſom
En Snegl fra Stranden. Men jeg har den Grille,
Ut jeg vil finde felv, med: dette Barn,

Mit Huus igien.

Alfred.
Hvor boer Du?
Asvit.
Jeg har boet
Ei langt fra Viborg, og min Hytte ſtod
Nær ved en Kæmpeg Hiem, ſom hedde Blikke.
Jeg veed ei, om Du kiendte ham?
Alfred.
Min Fader! —
UA Svit (heftig). i
J Guder! Du er Asmund?

Anmærkninger. 365

Alfred.
Net, hang Broder.
Asvit.
Du hedder Alfred?
Alfred.
Rigtig.
Asvit.
Var et Barn
Paa fire, fem Aar! var en herlig Pog!
Fik Wbler paa mit Skiod og Sigtebrod!
O fom lad mig omfavne Dig! — Dog net —
Omfavn mig ei; thi jeg har ei førtient det.
(peger paa fine udftufne Dine)
Dog, Skicebnens tunge Haand har ftraffet mig.
Alfred. |
Løs, løs. og denne fynderlige Gaade!
' Asvit.
Hvem er den anden Mand, ſom talde her?
O evige Frigga, tael, — er det maaſkee
Din Broder?
Alfred.
Nei.
Rerek.
Jeg hedder Rerek, Fader.
Asvit (med Gnfen).
Hvor er din Broder: Asmund? Er han død?
Alfred.
End lever han; men fun et usfelt Liv,
Han løber om i Skoven fom en Ulv,
Har tabt: Befindigheden.

366

Anmærkninger.

Asvit.
Lever Thiodolf
Hin Seierfælle?
Alfred.
Han er dod igaar.
As vit (glad).
Og Asmund lever? Freia være lovet!
Rerek.
Han lever ſom et visſent Straa, der brænder;
Snart Gløden har fortæret ham til Aſte.
Han fvoret har en Eed —

Asvit.
Jeg veed det nok.
Alfred.
At folge Thiodolf —
Asvit.
J ſin Grav! Jeg veed det.
Rerek.

Han var forlovet med en deilig Mo,
Og Thiodolfs Dodsdag var hans Bryllupsdag.
Asvit.
Nu raſer han, fordi han holde ſtal
Sit Lovte.
Alfred.
Er det Under?
Asvit.
Net, ved Gimle. —
Men bringer mig til Asmund!
Alfred.
Ak, hvad vil Du?

Anmærkninger, 367

Du mægter intet. Asmunds Hierte koger
Som Kattegattets Skum paa ſktiulte Klipper.

Asvit.
O Kiære, bringer, bringer mig til Asmund!
J feer i mig den blinde Sfiæbne felv.

Rerek.
Du ſmigrer Dig med falſke Haab, min Gubbe!
Kan Du ham loſe fra ſin Eed?

Asvit.

MIT MS UR

Alfred.
Som han har Thiodolf fvoret?

Asvit.

Ved de Guder,
For hvem jeg ſnart ſkal træde frem: Jeg fan!
Rerek (til Alfred).

Hoitidelig er denne Gubbes Røft.
En Løgn forfiffres ei med ſaadan Kraft,
Og Braleri har et den Vardighed.

Asvit.
Nei, ved den fromme Baldur, for hvis Dom
Jeg ſnart ſkal fnæle, ſom en graa Forbryder.

Alfred.
Siig os! Forklar os —

Asvit (urolig).
Bringer mig til Asmund! —

En venlig Guddom har i rette Tid
Hidbragt mig. — See, jeg havde ingen Ro!
En Stemme varſled mig, dybt i mit Bryſt;
Med hvert et Aar blev Roſten mere ſtark.

368 j Anmærkninger.

Jeg kom maaſkee endnu i rette Xids« —

Maaſkee —
Alfred.

Ga Gubbe, ængft os ei paa ny!
Rerek.

Jeg har ei megen Tro til denne Redning;
Dog, i den Syges ſidſte Oieblik
Forſoger man jo hvert et Redningsmiddel,
Om det er nok faa fært og uſandſynligt.
Asvit.
Paa mange Maader ſorger Gimles Herre
For Stovets Redning; og hvad Oieblikket
Fordærvet har, fan. Oieblikket frelſe.
Alfred.
Forklar os —
As vit (xyſter paa Hovedet).
Iler, — bringer mig til Asmund!
(De gage med ham).

Forrige Sted

Side 129, Linie 3: fad] = M (i C, D og E er Stedet ude-
ladt); A (og B): fang

— 134, — 22: Gr helligt; Stormen] = B; AA: Cr født,
thi Stormen

— —, — 23: giennem Tordenffyen]) — M GB er dette
Vers, i C, D og E hele Stedet udeladt); A: i min
Tordenſky |

— —, — 251. Raferi] = MUC, Dog Ber Stedet
udeladt); A (og B): Raſenhed

— 135,0 19: Lyſt) — MGO, Dog E''ér Stedet |
udeladt); A (og B): Held

Anmærkninger, 369

Side 135, Linie 12: en Heltemø] = M (i C, D og E er

" Stedet udeladt); A (og B): en høj Heltinde

i

—, — 13: for] = B; A: ved
—, — —, til Enden af Stykket: fee mig døe! |
Ragnhild osv.] = B (med nogle smaae Forandrin-
ger efter C; see nedenfor); A:
fee mig døe.
(I det han vil ſtode — ——— i ſit Bryſt, ſpringe Alfred og

Rerek ind, og gribe ham hver ved ſin Arm. Den gamle
Asvit nærmer fig hoitidelig.)

Holdt Asmund! Du ſtal ikke døe. Jeg kommer ſeent;
Men tidsnok for at ſtandſe Dig paa Gravens Rand.

Asmund.
O flipper mig! Hvem er den blinde Gubbe der?
Asvit.
Din Gladesrover for, og nu din Redningsmand.
Asmund.
Jeg kiender Roſten! Det er Asvit Regnarſon.
Asvit.
Som tidt med Dig har Vikingskamp og Faren deelt.
Asmund.
> Asvit! Mindes Du den Surturs fæle Nat —
Asvit.
Da Thiodolf hoit Du Eden fvor i Skumringen?
Asmund.
Her var det. Nogle Skridt herfra, bag Bakken hiſt!
Asvit.

O Gimle! Staaer ved gulen Sandgrav after jeg?

| Linie 25: i Skumringen] M: i morken Skov
E VIL 24

370 Anmærkninger.

Asmund.
Paa friffen Græstørv under Egens Bladehang.
Asvit.

Dog Nattens Blus belyſte Skiold og Drikkehorn,
Og Miodens Kraft Dig havde hidſet Hiernen —
Asmund.

Da blandte jeg mit Blod med hans i ——
Asvit.

Nei, Asmund! Du har aldrig blandet Blod med ham.

Asmund.
Hvad? taler Giæft hin Blinde Gaader?
Asvit.
Spot mig ei!
Frek Haand gav mig min Fræfhedslon i Miklegard.
Asmund.
Jeg fvor et Thiodolf Folgeſkab?
Asvit.
Den ſtolte Helt
Sov frygt alt paa fit ſpragletblode Loſſeſtind.
Asmund.
Dog ſtod han for mig i ſin blanke Pandſerdragt.
Asvit.
Nei ikke han, men jeg, ſom faae din Drukkenſtab.
Asmund.
Du har med hans Staalplader dæft Dig Skuldrene?
Asvit.
At giæffe den forvovenſtolte Ungerfvend.
Asmund.
Med Dig i Sporet har jeg blandet Aarens Blod?

Linie 14: Fræfhedslon] M: Fræfheds Lon

DAN — SSR RER ——e

RDS

Anmærkninger. 37

Asvit.
Saa lod det; men jeg daared den Beruſtes Blik.
Asmund.
Dog ſaae jeg Blodet dryppe ned fra Fingrene.
Asvit.
Nei, det var Miod fra gyldenblanke Drikkehorn.
Asmund ſ(cſtirrer forundret paa ham).
Hvorledes? — Du har daaret mig til Fojtereed? —
Asvit.
Letſindigt var mit Manddomsliv; min Blindhed forſt
Har aabnet Siælens Die. — Modgang lærte da
Mig Viisdom med min Ros Forliis. Ti Mar fvandt hen
J Daarſkabs Ruus, i vellyſtfulde Miflegard ;
Forſt da en mægtig Fiendes Haand i Nidfiærhed
Mig havde ffilt ved Synets Fryd; da forſt, da kom
Bælmørfe Nat, ſom Grif med ſtumle Vingepar,
Og dæfte Solen; vifte mig dit Billed blegt
% forten Baggrund. — Ofte har jeg Døden faldt,
Og tænft at frie mig fra min lange Blindhedsqval;
Wen hvergang jeg har Dolken ſtrakt med ſkarpen Staal,
Slog mig en Gud med Lamhed. — Skiondt fnart fyvti Aar,
En hellig Drift har nødt mig til — for fidfte Gang —
Ak — ei at fee mit Fædreland; men høre dog
Det elffte Sprog, og loſe fra dit Løvte Dig. —
Nu er det ſkeet. — Den evigftærfe Afathor,
Som jeg har fpottet, fræver Blod; men iffe dit!
Mit gamle, lunkne vil han. Bel! Den Kilde maa
Dog ſtandſe fnart alligevel. — Saa fom da Død!
Du ſom forgiæves tidt jeg har i Mørfet faldt,
Beſeigl med Gubbens Hierteblod hans Sanddruhed,
Og ſticenk en ærlig Ungerſvend igien fin Brud.

24"

372 Anmærkninger,

Asmund holder ham tilbage).
Hvad Asvit? Du vil dræbe Dig? Belæffe med
Din Oldingsdod min ffiælvende Samvittighed ?

Asvit.

Den Levende troer Du ei: Du ſtal den Dode troe.

Asmund.
Du flædte Dig i Thiodolfs Plader, da han fov?

: Asvit.
Erindrer Du det dybtnedſlagne Hielmenct?

| Asmund.
Og fif mig til af fværge —
Asvit (fmertelig).
Hvi gientager DU
Min Synd? Du feer mig rede til Forſoningen.
Asmund
(ſtirrer længe paa ham; hans Anſigt opklarer fig til Glæde;
pludfelig flaaer han atter Dinene forfærdet vildt hen mød
Træerne, ſtroekker fine Arme voldfomt ud, ſom for at fønde
Haabet tilbage, og raaber:)

Nei det er atter Blindvark.

Alfred.
Flere Skyer?
Rerek.
Fleer Klipper der ſkal giennembrydes?
Ragnhild.
Freia! —
Alfred.
Min Broder! —
Rerek.

Jeg forftaaer Dig ei!

Er Er Er Se

Anmærkninger. 373

Asmund.
Saa viid:
Mig lukker Gimle dog fin ſtaalblag Port.

Alfred.
Du er —
Asmund.
En Rover.
Ragnhild.
Thor!
Asmund.
JRaſeri
Jeg ſendte mine Mænd ad natlig Sti.
Nu lyſtre de mit vilde Vredesord,
Og hædre deres Høvding — med et Mord!

Ragnhild.
J Guder!
Asmund.
Har de myrdet — nu ved Frei,
Jeg følger Offeret den ffumle Bei.
; Alfred.
Hvem kommer der?
Ragnhild.
O Stræf!
Asmund.
Ja — det er dem.
Rerek.
De leder Cen fan bleg, faa blodig frem. —
(Snæfol og Faſte bringe Flein faaret ind.)
Asmund (løber dem imode).
Tael! Har J dræbt ham?

374 Anmærkninger,

afte.
Nei. Hans Saar er let;
Forfordelſen har giort ham bleg og træt.
Asmund (forundret glad).
Hvad feer jeg? Du, fom venlig paa min Bøn
Sang mig min Bryllupſang?
Snæfol :
(ftræffer fine Hænder fortvivlet til Himlen). :
Det er min Søn, —
(ſſager fig for Bryſtet)
Og jeg har faaret ham! .
Faſte.
Vor Høvding, nei!
Dræb Du ham, hvis Du vil; jeg gior det ei.
Og Snæfol fan ei. — Forſtegang hans Biil
Blev ftandfet af Alfader i fin Jil,
Da den fra Buſken, fom en Hugorm, foer
Ut ſtyrte den Uſtyldige til Jord.

SUGES — —

Asmund.
Siig, ſiig mig alting!
Faſte.
Bag vort tykke Træ
J gulen Sandgrav —
Asmund (til Abvih
Sandgrav —!
Faſte.
Fra vort Le
Saae vi en Svend, ſom lyftig, glad og Tet ;
Ud Veien vandred med fit Haffebræt.

Løft i en Rem det om hans Sfulder hang,
Og Skovens fierne Lyd gientog hang Sang.

Anmærkninger. (74 HER

Gan lod et til af være riig; men nu

Erindred vi, hvad os befaled Du:

Den forſte Mand tilhøre fulde Hel —

Og Snæfols Piil foer giennem Buften fnel.

Flein faldt i Blod. — Da Snakol — fold og but —

Fra Træet kom — fane hvem han havde ſtudt —

En heftig Ild ham i hang Pine foer,

Han blev fom Kalk, og ſtammed: „Sonnemord!

Fordomte Ravnefader! Hæng Dig, hæng!” —

Derpaa fortvivlet rev han ftærfen Stræng

Fra Buens Træ; og med det feige Baand

Han vilde qvæle fig med egen Haand. —

Da Flein fin Fader fane i denne Nød,

Sprang bleg og blodig han fra Graſſets Skiod;

Og tryfte ham med Taarer til fin Barm;

Og raabte: , Fader, det var fun min Arm!"
Flein (henrntt).

O ubetaleligt! Thi dette Skud

Gav mig min Fader, og min Fader Gud!

Asmund

(ſtirrer paa ham, derpaa lægger han fin Haand paa hans
Skulder).

Min Dod var fulgt din Dod. Nu eſt Du frelſt —
Nu lever jeg med Dig?
(trykker hans Haand glad)
Det ſeer jeg helſt!
Ragnhild.

Lykſalighed!

Asmund (henrykt)h.
Jeg ſeer i dette Træf
En Troſt i Noden, Lindring i min Sfræf: —

376 Anmærkninger,

De høie Guder vredes iffe mer;
Selv Odin fmiler hift, og Freia leer.
De har mig ftraffet for en daarlig Ced;
Med Sfræf de revſed Ubeſindighed;
De førte mig paa Randen til mit Fald, —
Men frelfte mig ved en elffværdig Skiald.
Nu ffal Du ſynge mig min Bryllupsfærd !
Rerek

(lægger Asmunds Haand i Ragnhilds).

Du kiobte hende dyrt; — hun er det værd!

— —

Helge

Side 137, Linie 13: Helga] — C; B:

— — — 18: fromme] = C; B: hellige

— 138, — 3: Ragnhild] = C; B: Ragnhild
(begeiſtret).

Side 139: Den lille Hyrdedreng er forfattet i Sommeren
1818, og udkom første Gang trykt (A) i November
samme Aar. Digteren besørgede tre senere Udgaver: |
(B) i Tragødier, V, 1832, (C) i Tragødier,]
VII, 1842, og (D) i Tragødier, IX, 1849. For-
uden disse Kilder har Udgiveren benyttet en meget
-ziirlig egenhændig Reenskrift (M) af Stykket, nu. til-
hørende Digterens Sønner, og forsynet med denne
Paaskrift: Helliget en Moder fra en Fader. Stykket 7
hedder der Den lille Dreng. — A og B ende"
med følgende

AUnmærfning.

Sausſure fortæller, at engang et halvvorent Liig
fremffylledes af en Jisbiergſtrom i Schweiz. Ingen
i Egnen havde feet" Barnet før; Ingen favnede det.

—

Anmærkninger. 377

Da gienkiendte en Olding Liget: det var en lille Ven,
han havde miſtet i fin tidligſte Barndom.

Dette Stof gav Anledning til nærværende Digt.
por ei af fætte Handlingen hen mellem Jis og Snee,
der ikke pasſede til det Purige i Stykket, antog jeg, at
Barnet var faldet i en Klippekloft, og der giennem—
trængt af et Salt, fom hindrede Forraadnelfen. Gt
fligt Liig omtaler Schubert i fine Anſichten von
der Nadtfeite der Naturwiſſenſchaft. Det
blev fundet i et ſpenſt Biergverk, i Falun, giennem—
truffet af Jernvitriol, og havde ligget uforſtyrret ſaa—
ledes halvtredfindstyve Aar. En følvgraa Kone ved
Krykker fane det, braft i Graad, og gienkiendte fin
fordums Brudgom.

Oehl.s Erindringer, IV, 1851, Side 4:

Aaret i Forveien havde jeg ſendt min Tragodie
Foſtbrodrene fmuft indbunden hiem fra Varig,
ligefom for flere Aar fiden Hafon og andre Bærfer.
Min Kone havde fÉrevet mig, til om den Fornøielfe,
fom bun, Carl Heger, Boye og Hauch havde havt af
Den pludſelige Overraſkelſe; og jeg beſluttede felv en-
gang af være Bidne til en flig. Paa Frederiksberg,
hvor Wad. Voigt (Slotsforvalterens Enke) havde den
Godhed i nogle Aar at overlade mig Sommerværelfer,
ffrev jeg Den lille Hyrdedreng, lod den fmuft
indbinde, og indpaffede den med et Brev, fom om den
kom med Poſten fra Paris. En Fredag efter Maal-
fidet, da de gode Venner fadde ved Kaffebordet, kom

Linie 5: Styffet| — B; A: Opfindelfen
— 6: faldet] = B; A: falden
— 10: fundet] = B; A: funden

378 Anmærkninger. i

Pigen ind, og bragte Fruen Pakken. Hun giorde ſtore
Dine, blev behagelig overraffet, og nu funde jeg, da,
jeq havde gottet mig over Alles Forundring, felv hætte
mig hen og læfe Stykket for dem.

Nærværende Udgaves Afvigelser fra Originalen: i
Side 141, Linie 1: Perfonerne.] = B; mangler i A. É
— —, — 9: Syrdinder,] — B; A: Hyrdinder. | Sand» 7
lingen NINE i Schweitz. i
— 143, — 1: Rlppedal i Schweij med] — B; A: Steil
Klippeegn rå
— —, — 3: SFraffel == C;'AT Frat

— —, — 9-10: Forandringer! | Øg nu] — C; A: É
Forandringer! |

Hvis hele Eiendom var et Bar Binger!
Og nu |

— — — 12: Jeg fyringer, fom en Steen-Ged]) —
B; A: Mu fyringer jeg, ſom Steengeed
— —, — 13: De dybe Revner] = M; A (B, C og
D): Den dybe Revne |
— —, — 19: Kan jeg vel negte] = C; A: Thi fan
jeg nægte
Serte Planter) — B; A: Bært,
Planter
— 144, — 2-3: Liliebægerfylde, | Et Haar ſom dutbned
Neg, og fanen Siæl] B, CogD: Liliebægertrindhed, | Et
Haar, fom gyldne Neeg; og faa en Siæl; A: ;
Liliebægerfylde, fi
En Midie med et Indfnit ſom Inſektets, i
En Alabafterhud, et Haar fan frodigt
Som Blodboglovets Duff! Og faa en Siæl |

'Side

Anmærkninger. 379

144, Linie 8: var] = C; A: blev
— — 11-12: bedfte Dyr, | Men indtog] =B; A:
bedfte Dyr,
Imellem Clefanter, Løver, Tigre,
Giraffer, Zebrer og Rhinocerosſer;
Men indtog |
145, — 10: nof af;] = C; A: nok.
—, — 25: du, Babli!—! — B; A: Du vel,
146, — 13: Spørg du en anden Gang ham fefv]
— B; A: Spørg ham enandengang ſmukt ſelv
147, — 3: ci Forſtand, ſom Heften] — B; A: ei
en Heſts Forſtand
— — 8-9: Solen, | Hvor] = M (B, C og D);
A: Solen? | Hvor
149, — 27-30: Erindring og minLængfel? | Babli|
ved fit Arbeid. | Den ftaffels Mand! han) — B; A:
Erindring fra min Længfel?
Net, net! Jeg taffer Eder, fiære Stiæle,
For Alfen, I har fendt mig. Jeg ftaaer atter
Med Diet taareblændt tilbagevendt.
Babli (ved fit Arbeid).
Den ſtakkels Mand, han
(M:
Erindring fra min Længfel ?
Mei, nei! Jeg taffer Cder, fiære Siæle
Nor Alfen, J har fendt mig. Jeg ſtaaer atter
Med Diet tfaareblændt tilbagevendt.
For mig er ingen Fremtid.
Babli.
Hvor han ftirrer
Den ſtakkels Mand, han)

380 Anmærkninger,

Side 150, Linie 8: tidligt] = C; Ar tidlig å
— — — 21: det underffionne Klippeborg] — C; Ar
fit underſtionne Felſenborg
— —, — 26: Saa har du ogſaa—' — BDu har.
da ogſaa
— 151, — 30: fortyffer]) = C; As fortyttég i
— — — 31: Sig iffe mere let til graalig Taage] —
C; A: Gi mere let til graalig Aftentaage i
— 152, — 10-11: bedſte Troſt. | Nei, tænfte jeg]
= CC; A: bedſte Trøft. i
Min Glædegøe med fine visne Blomſter, i
Kun forefom mig fom et Havuhyres
Musgroede Ryg, der lumfk ftaf ned tilbunds,
Juſt ſom jeg havde ſlaget Teltet op.
Net, tænfte jeg
— —, — 13: arefafte] = B; A: axelfaſte :
— 1583, — 15-17: aarlig hyller Jorden | 3 ſamme
Dragt — faa vore ma: her | Sig flæde] = B; A:
aarlig Flæder Jorden | I ſamme Vexeldragt — faa vore
Slægter |. Sig: flæde
— — — 20:-finsdette Gommerfuglevinge] — M; så

(B, C og D): de lette Sommerfuglevinger
— 154, — 2: Neil = BA: Gi
— — — 4; Reinald] = M; A (B,C og D):å
Reinald (fom før). i
— — — 5: bløde, før] = M (B, Cog D); A: blode,
inden
— 155, — 14: lignede fin hellig = B; A: lignte

hendes hellige
— — — 17-18: Maria ſtod, der glemtes den. | Hevn⸗
gierrig] = B; A: É

Anmærkninger. 381

i Maria gif, der glemte man
Dens Roſer, Lilier og Forgietmigei.
Havngierrig
Side 155, Linie 19: Bortvriſtede Maria) — C; A: Bort—
vriſted min Maria
— —, — 20: fold paa Dødens Baare] = C; A: fold
i tv Graveng Giemme
— — — 31: elffed] = B; A: elſkte

— 156,. — 5: Hvor lang Tid fiden er det nu] = B;
A: Hvor længe er det fiden nu
— —, — 8: Babli]=B;A: Babli (munter igien.)

— 157, — 25: Da frygte for?] = M; A (B, CogD):
Da frygte ?

— —, — 27: See, jeg vil tilftaae dig]=M; AB,
C og D): See — jeg vil tilftaae Dig det —

— 158, — 16: ham raff]= B; A: ham godhiertig og raſt

ker 5 12 ti 0; And

— — — 28: at bygge Laden op,] = CA: at tomre
ham hang Lade,

— 159, — 7: Undfeclig.] = B; A: (undfeelig beffeden).

— —, — 10: Reinald.] = M (B, C og D); A:
Reinald (fenrytt).

— 160, — 1: Schweijerbondestue.! = B; A: Én Stue som
hos en Schmeitzerbonde.

— — — 9: Cnebærftaver]) = M; A (B, C og D):
Enbarſtave

— —, — 14: Werner] = M (B, Cog D); A:
Werner (fmilende). ,

— —, — 17: altid] = M; A GB, C og D)t ſtedſe

— — — 29, til Side 161, Linie 1: Han lader | Sig
heife ned] = B; A: Nu la'er han | Sig tridfe ned

382 Anmærkninger.

Side 161, Linie 17: Hyrden. = B; A: Hyrden (munter).
— —, — 19: flipper fri] = B; ⸗gaaer nok fri
— —, — 22: der] = C; A: det
162, — 40: Haj es es an
— — — 24: Svimmelhed) = B; A: Svingelhed
— 163, — 10: paatagen] — C; A: paataget
— —, — 27: Du eft ei flippebanren) —=—"B; A: Af

Du eft ei fieldbaaren
— — — 28: frygtfom) — B; A: frygtfomt
mm suk] 360 gien — M (B, C og D); A: giore
—64 —13:Jeg gaaer MS ÆNEN Ø'0r DD);

Jeg — gaaer
— 165, — 30: Lyftighed] = B; A: Asſemblee
— 166, — 19: regne jer] — B; A: Tegner Cder

— 167, — 23: men dog lidt forrigfuldt]= B; A: men
ogſaa dog lidt forgfuldt

— 168, — 6: fyldig, ftor] — M (B, C og D); A
fyldigftor

— — — 15-16: nogle Linier — i Fald] Hutt fan
De øvrige — fan er] — B; A: nøgle Ord — ifald
hun fan | De øvrige — ja ja faa er

— —, — 21: langfomt:] — B; A: langſomt med Efter⸗
tryf). '

— — — 27: heftig rørt] = B; A: heftig, rørt

— —, — 28-29: Wngftes derfor ei mit Bryft, | Styen

fig vil fierne —] = C; A: ;
Troer jeg dug en bedre Baar å
Hiſt hvor Qyfet blinker? — i

— 169, — 3-4: Haabet atter mig til Trøft | linke
fom en Stierne] = C; A: :
Englen fra fin Stiernegaard

Mig fra Mulmet vinfer.

Q
]

Anmærkninger. 383

Side 170, Linie 5: dit] — B: A: Jer

—, — 14: fig] — B; A: dem
ILES 1: ol] BB; AW
— 10-11: Maaffee han afdrig fif det; muligt
Døden | Hang Hemmelighed tog i Graven med.) —
Cs As
Maaffee det er forkommet, før han fif det;
Maaſkee har Døden overraffet Gubben,
Og taget Hemligheden med 1 Graven.
—, — 19: mød] = B; A: til
172, — 20: Én ivrig Catholif, ei Pharifæer] = B;
A: Ivrig fotolff, men ingen Pharifær i
173, — 11: Plankevarket triveg] = C; A: Planke—

” værket, triveg

175, — 16; alt for] = M (B, Cog D); A: al for
—, — 18: Knuwen) = B; A: Knurr faa

—, — 24: venligt] — B; A: venligtſmilende

—, — 25: mig] = C; A: nu

— 0 — 129: Selvet at kunne] — BA: At ikke
kunne

176, — bd: dig ſalig, Werner! i din Gud] = B;
A: Dig i Din Salighed hos Gud
—, — 8: glad] = C; A: lyſtig

—, — 23: % fligt et Bytte] =B; A:3 flig Tuff-
handel

177, — 9: nys den groede] = B; A: groede nys den
—, — 27: ſmukt, vet digteriff] — B; A: ſmukt,
og digteriſk

178, — 23: med inderlig Medlidenhed) — B; A: med
et inderligt, ſterkt Udbrud af Medlidenhed

179, — 2-3: Tordenffyen, | Og lad] — C; A:

384 Anmærkninger.

Tordenſkyen —
Fordriv dens Beeg — bræm den med helligt Sølv, —
Og lad
Side 179, Linie 8: kommer hurtig.]= B; A: kommer hæftig ind).
— —, — 17: ſom man hisſed ned) = B; A: ſom
fig hidfe lød ;
— — — 21-22: træder hen for Liget. | DO, vakkre Frits]
VBK
(træder ſtirrende hen for Liget).
Frits var det Pet? — Gaae da Morbroder kom?
Var det hans onde Genius, ſom drev Dig? —
Ja ja! — nu fkuer jeg det ganſte klart.
O vaffre Fritg
— 180, — 4-5: adffiller 08. | San gaaer] — B; A:
adſtkiller os.
(betragter Werner).
Min bolde Svoger, ligger Du i Afmagt
Nu ved Dit lille Liig? Hvor er Din Kiekhed?
galdt Løven 1 fin bedſte Liflighed
Blot ved et lille Tryk i Ryggens Marv? —
Jeg har et. faaet Hierteſtodet end,
Men ſnart. — Her ſtager mit Maal. — Hvor
ſtkulde jeg
Nu flaffe hen? Fra denne fiære Hytte
Gaaer Veien, fom fra Paradiis for Adam,
Kun til min Grav. — Mig Engelen har udviiſt
Med Sværdet. — Babli, ha Du havde Ret
Ut ftirre paa mig med et Afſtysblik:
Jeg havde felv forraadt mig, og Du vidfte,
Ut jeg var Aftenbakken, Dodninguhret
Som varfler Liig. — Afſted — Nu er jeg rolig,

Anmærkninger. 385

Saa rolig fom den Døde, thi mit Haab
Er dødt. — Livsnerven ſtares fra mit Hierte,
Og har alt tabt fin Folelſe. — Hvad ængfter
Bel den, ſom mifted Alt, hvad der fan miſtes?
Mat brænder Lyfet end og ryger fun
Med døfig Tane? Atropos, fan laan mig
Din frygtelige Sar et Oieblik!
(San gaaer
Side 180, Linie 7: ftaaer fortvivlet] — B; A: ſtaaer vild
fortvivlet .
— —, — 14-15: Lampe fluffeg, | Alt ftaaer] = B;A:
Lampe ſlukkes,
Hvis plumpe Sfiærmer, ſammenſlagne Lægter,
Frakt ſpotte Folelſens Lettroenhed.

Alt ſtager
— — — 18: Pilgrimsreiſer — C; A Pillegrims—
reiſer
— 181, — 4: Werner] = M (B, C-og D); A:

Werner (høi begeiftret).

— 7 20: pan)-= B;A: i

— — — 25: fun fom Børn vi atter] = D; A: fun
et Barn fan atter g

— 182, — 17: huldtfmilende] — B; A: huldtfvævende

— —, — 24: ædle = C; A: vaffre

— 183, — 8: Kraft?] = B; A: Kraft nok?

— —, — 18-20: Hænder, | Werner | fnæler] — D;
A: Hander. Faderen. fnæler

— —, — 26: hun op] — B; A: hun atter. op

— 184, — 17: De fiee dog tidt] = M; A (B, C og
D): Dog fee de tidt

— — — 23-24: Er det ei et Mirafel, naar den

VII. 25

386

Anmærkninger.

Evige | Dog frelfer] — B; A: Er det da ei Mirafel,
naar med alt det | Gud frelfer
Side 184, Linie 29: engang var] — B; A: var eengang

— 185
— 186
— 187

— —

— —

fvandt] = B; A:

, — 11: end] = B; A: ſelv

, — 19: Tillid] = B; A: Tillid midt i Smerten).

— 13: alt fol: — M GB, C og D);CA: alfor

, — 1: blegt] = By; A: bleg

— —: Baare] = M; A G, C og D): Baar

— 17-18: Reinald. | Ja, Glæden. her før-
Reinald.

Nu lære hvert et utaalmodigt Hierte

Af mig, hvor det er usſelt at fortvivle

Om Himlens Biſtand, og at ile ſelv

Ugudelig ſin Undergang imode.

Thi, fromme Fader, jeg vil ſtande Dig

J alles Paahor aabenbare Skrifte;

En flig Ydmygelfe fortiener jeg.

Haardt tryfte mig Ulykkens Haand: jeg mifted

Forcldre, Soſter førft, faa Viv og Barn.

Jeg fværmed om forladt i Verden ene.

See, dengang var jeg endnu fief og god:

Jeg føgte Trøft, o Gud, i Din Ratur,

Og venligt ſmilte den min Siæl imode.

Du aabned Dine Kamre, mig, i Fieldet,

Og vifte mig Din Sfat, og Dine Dyr

Floi, gif og frøb forbi mig, Bar og Bar,

Som da i Paradiſet Adam ſkued

Dem førftegang, og gav dem deres Navne. —

Men jeg var endnu ung, og følte mig

Som Adam ene. — See da nærmed jeg

ER EET EEN ge EN NNE RER

Anmærkninger: 387

Mig Eders Klipper, og der fandt jeg Eva,
Og elffte atter, og hun bragte mig

Lykſalig i min fundne Soſters Favn. —
Stor Fryd, ſom verled brat til ſtorre Qval!
Thi Glæden her forfvandt

Side 187, Linie 19-21: Sorgens Bringer. | Jeg løb til Fiel—

—

—

det,

0;

188,

fvimled "over Kanten — | Da fendte Gud] —
Å:
Sorgens Bringer.

Jeg troede mig uſtyldig ffyldig 1
Den Elſktes Død. Et Blif, fom vidned Affky
Fra Bablis Pine, jog mig fom en Kain
Fra hendes Harm og fra min Soſters Jammer.
Jeg løb til Fieldet, for at dele Sfiæbne
Fortvivlet med min lille Soſterſon.
Jeg ftod paa Klippen, fvimled over Kanten! —
Endnu et Dieblik — og Helved havde
Med forten Mulm opſlugt min —
Da ſendte Gud

— 2: om min Hoſt.]) = B; A:

om min Høft;

Da vendte Glæden jublende tilbage.
Men jeg har et fortient mit Hed; thi den
Fortiener ei Guds Godhed, fom fortvivler,
Hvis feige Blik fan ikke ſtue Spiren
Til Fremtids Frugt i Dieblikkets Gigring.
, — 15-16: Flere Stemmer uden for Hytten, |

Der ſavnes intet]= D; A: (Udenfor Hytten af Flere). |

Bi favner intet
—, — 23: Worraadnelfe] — B; A: Forraadnelfen
189, — 27-28: et lille Barn. | See, Frit] = C; A:

25%

388 Anmærkninger.

et lille Barn,
Og ſmiler — O jeg fiender dette Smil!
See, Frits
Side 190, Linie 23: Retffaffen]) — C; A: Én dydig
— 29: Du] — 06; APS
— —: talt! = M (B, C og D); A: falet
30-31: til dig, end du til mig. | Saa deel]

— C; A:
til Ser, end J til mig.

Tilgiv et Faderbryſt! Fortvivlelſen
Kun ffummer fom et vildt, affindigt Dyr,
Og ſaarer, fønderflider hvad den møder;
Men Glæden breder fig fom Livets Træ,
Og vinfer fine Venner 1 fin mi
Saa deel

Side 193: Erik og Abel er ifølge Oehl.s Erindringer,
IV, 1851, Side 5, forfattet i Aaret 1820, og udkom
første Gang trykt (A) i April samme Aar. Digteren
besørgede tre senere Udgaver: (B)i Tragødier, V,
1832, (C) i Tragødier, V, 1842, og (D) i Tra-
gødier, VI, 1849.

Oehl.s Erindr., IV, Side 7-8:

Den lille Hyrdedreng havde giort Lykke, Erik
og Abel giorde det ogſaa (1821). At fremftille fiendt—
lige Brødre tragifÉ, er et gammelt mme, ſom ogfad
Nyere have forføgt. Men naar La Harpe figer om |
Racineg Fréres ennemis: Sujet, qui ne pouvait
guére réussir sur notre thédtre; ni Vun ni Vautre

AN ha ALE VLR SRI IM KA 2

W

Anmærkninger, 389

des deux fræres ne peut inspirer dintérét; tous deux
sont à peu près également coupables, également
odieux, etc. — fan pasſer dette fig ikke paa Erik
og Abel. Den Førfte kommer forſonlig fiærlig fin
Broder i Møde, og rører os, i det han i et fromt
Dieblik, uden at ane det, falder for Snigmorderens
Haand. Paa den ulyffelige Abel hevner fig fiden,
ligefaa rørende, den vaagnende Samvittighed. Det
blotte Had fan aldrig være. tragiſt, faa lidet ſom
nogen anden Laft; men det er Hadetg, det er Laſtens
Strid med de ædlere Egenſkaber i Menneſkets Bryſt;
det er disſes feirende eller tabende Kamp, digteriſt
fremftillet, ſom interesſerer, begeiſtrer og rører.

Bemærkning til Erik og Abel:
Side 198, Linie 13-16:

Danemark vi nu fan ligne

Bed en frugtbar Bang.

Hegnet trindt omkring, Gud figne

Det i Nød og Trang !]
Digteren har misforstaaet dette Sted i. den gamle
Vise (P. Syv, IV, 38), der bor læses: — Vang,
hegnet trindt omkring; Gud signe den i Nød og Trang!

Nærværende Udgaves Afvigelser fra Originalen:
Side 195, Linie 1: Perfonerne,] — B; mangler i A.
— —, — 2: Daner-] — 0; A: Danner⸗ (saaledes
hvergang Sammensætninger med Daner- forekomme
i Stykket)
— — — 9-10: En blind Olding. | Sang Dreng] = B;
A: Én Blind med fin Dreng.

390 Anmærkninger,

Side 195, Linie 19: Drabanter, Munfe.] — B; A: En Dra—

bant, Munfe, Chordrenge.

197, — 20, til Side 198, Linie 1: fiør | Giennem
Bolden, fig] = D; A (efter P. Syv): fiør, | Giennem
Bolden fig

198, — 13: Danemarf] = C; A: Dannemark (saa-
ledes hvergang dette Ord forekommer i Stykket) -
BENET Erik BA ERE RD

199, — 15: blomftrede] = C; A: blomſtred firar
—— BON hørte] ⸗ BA høre

—, — 25-27: Jeg hørte det. | OTdingen. ] Jeg
ſtakkels Gubbe, jeg er blind disværre —] = B; A:

Ja vift!
Oldingen.
Seer I —
Jeg ſtakkels Gubbe fan ei længer fee: —
—, — 28: Porten der] = B; A: Borten, Herre,

- 201, — 13: Ridder] — B; A: Serre

—, — 14: Synet har. jeg. miftet] = B; A: jeg
har mift mit Syn |
202,1 — 415. Bidiedør]. ==. C;. -A (efter PSyv)
Vendre, Dør i

203, — 1: Grif]=B; AA: Erik (futter).

—, — 16: mine Radsler) — B; A: mine egnet
Rændfler i
—, — 18: Store Gud] = B; A: Gud i
206, — 16: tabt] = B; A: høi x

—, — 20: Men var ei Harald Blaatand] = B;å
A: Bar Harald Blaatand iffe .
207, — 10: om igien at ffienfe Bifpen]) — B; Ar
om at ffiænfe atter Bifpen i
208, —" 4: Blev] = B; Ar Blier Y

Anmærkninger. 391

Side 208, Linie 4: tog] = B; A: dømmer
— —, — 9: til] = B; A: med
— —, — 23: Ung lærte jeg at] = B; A: Jeg lærte
ung af
— 209, — 15: Det negtes ei. Og heller iffe var] —
B; A: Det nægter jeg Dig ei. Ci heller var
— 210, — 21-22: ſom hasligt Arr i Tidens Anfigt, |
Paa mangen fæl] = B, C og D, som dog mangle
Comma efter Anſigt; A: fom grimt og ildrødt Mindes—
mærke | Baa hver en fæl
— —, — 29: En Drabant.] = C; A: Drabant.
— 211, — 4: Bindvet] A, B, C og D: Vinduet
— — — 11: gienniften] A, B, C og D: geniften
— mener 21; Drabanten] = B; A+ Drabant
— — — 29: fmuffe] = B; A: hulde
— 212, — 25: J Klofteret han Nonnerne beverter]) —
B; A: San giæfter Nonnerne i Asmildkloſter
— 213, — 10: Dig ikke hiem da til] — B; A: Dig
da ei mere til
— 214, — :2: vi har] — B; A: har vi
— — — 25: En Sfioldvagt fætter jeg ved] — B; A:
Jeg fætter Skioldvagt ſtrax ved
— — — 27: alt for god] A, B, CogD: al for god
— 215, — 16-17: neppe fommen | Til Slesvig, falder
han paa andre] = B; A: neppe ftaaer han | Baa
Slesviggrund, faa faaer han andre
— — — 21: betalt i Aar] = B; A: i Aar betalt
— — — 22: Hvad er hang Mening?] = B; A:
Hvad vil det fige?
— 216, — 8-9: ſtiondt juft ingen Hare, har jeg dog |
Ret langel — B; A: ſtiondt jeg et er Hare, har jeg
derfor | Dog lange

392 Anmærkninger.

Side 218, Linie 20: J Regnbufarver] = B; A: i Regnbu—
farver i

— 219, — 9: i andre tyve] = B, A i tyve andre

— —, — 18: Broders Gunſt forundtees“ — B; A:
Broders Maade undtes

— 220, — 2: dengang] = B; Ar imens

— —, — 18: forbundet fig] — B; A: forbunden dem

— — — 29: nylig fommen] = B; A: fømmen nylig

— 221, — 9: Tilgiv, min ædle] = B; A: Tilgiv, ædle
— — — 10: Aftenmesſe falder] — B; Ar Aften
mesſe —

— — — 12-13: forbyde | Mig at] — B; A: for-
byde mig | Fra at

— —, — 25-26: Ha, Esgar! Esgar! hvorfor ffiulte
du | Det Billed for din Konge?] — B; A: Altfor
beſtedne Esgar — hvorfor 'ffiule | Din Konge dette
Billed?

— 222, — 3: Bindvet] A, B, C og D: Binduet

— —, — 22: San gaaer.] — B; mangler i AA:

— 225, — 4: Myrtefrandfen]) — B; A: Låaurbær-
krandſen

— —, — 5: Laurbærfrandfen] — B; A: Myrte—
krandſen

— 226, — 13: grant, af det er Kiærlighed] — B; A:
grant paa alt, at det er Elſkov
— —, — 24-28: Ut foſte Hiertet til den førfte Mand, |
Der møder hende? | Bredta. | Hvorfor ei, min Fro—
fen! |] Naar det tillige træffer) == B; A:
Ut fafte Dine paa den førfte Mand,
Der møder hende paa fin ſtille Vandring?
Prechta.
Hvorfor ei? Naar det træffer

Anmærkninger. 393

Side 226, Linie 31: fnild] = B; A: raſk

— 227, — 28-29: Thi Slangen, feer du, for at tæffes
Eva, | Har] — B; A: Thi Slangen, for at tæffes
Eva, Prechta, Har

— 228, — 16-17: Sfyld og blot | Som] = B; A:
Sfyld, alvorligt, | Som

— 229, — 26-27: Bort, Hovmod fra Skialm Hvides
Kobberfijfte! | Deng] A: Bort Hovmod! fra… Kobber—
fifte, | Deng; B: Bort Hovmod, fra.… Kobberfifte! |
Deng; € og D: Bort Hovmod fra …. Kobberfifte! |
Deng

— 230, — 26: Alfen) = B; A: Feen

— 231, — 1: Alf| — B; A: Fee
— — — 20: ædlefte] = C; A: ædelfte
— 232, — 1: fyrftelige] — B; A: hertuglige

— — — 12: dog] = B; A: da
— 233, — 21: ærlig] = B; A: ædel
— — — 29: Fagrefte] — B; A: Wdelfte

— 234, — 7: min førfte Tanke —] — B; A: min
Tanke førft, men —
— — — 15: Frøfen!] — B; A: Hvad da?

— — — 24: Lauge ligned] — C; A: lignte Lauge
— 235, — 9: Esgar affides.] = B; A: Esgar.
— 236, — 12: Ufftaae dem Rendsborg fan jeg ſagtens
ci] — B; A: Bel fan jeg et afſtage dem Rendsborg—
fæftning
— — —13: budetJ — B; A: buden
34Jis, ſaa ſtarp fon] — B; AA: Jis,
der ſticer ſom
— 237, — 27: Biſkop, flygted;] — B; A: Bifp und—
veeg mig:

(da)

394 Anmærkninger.

Side 237, Linie 30, til Side 238, Linie 4:
i Lund. Dengang han fulgte
Hiin ſtrenge Domprovſt Jacob Erlandſon,
Og paa Conciliet for Innocents
Hialp til at ſtode Frederik fra Thronen,
Holdt ene jeg og Frankerkongen Ludvig
Med Keiſeren, ſtiondt han var fat]
— BrÅ:
i Lund; da han var med
Den firænge Domprovſt Jakob Erlandſon,
Hiſt ved Conſiliet for Innocenz,
Og hialp at ſtode Fredrik fra ſin Throne,
Var jeg og Frankrigs Ludvig, ene de
Der holdt med Keiſeren, ffiondt fat
— 238, — 10: Klofterhallen] = B; A: disſe Haller
— —, — 13: den Øellige pan] = B; A: den Fromme
hiſt paa
— 241, — 20: faa gif han hen ad) — D; A: faa
vandred han ad
— 242, — 15-16: Bøhmen, Hedninger Han chriſtnede,
fom du] — B; A: Bøhmen, og han cdhriftned | Der
Hedninger, fom Du
— 245, — 28: Befindighed] — B; A: Befindigheden
— 246, — 9-10: fanlænge fom | Cn] — B; A: ſaa⸗
længe, Erik, En i
— — — 10: gamle] — C; A: venſtre
— —, — 22: haatden] — By; A: haarde J
— —, 24-25: Gom Ørn. i Reden. Binde de mig?
Lunter | Og Svamp om mine Ungers Vinger? vill
A: Som Orn i Redet. Binde de mig Lunter | Og
Svamp om mine Ungers Vinger? Bil; B, C og D:"

Anmærkninger, 395

Som Ørn i Fieldet. Kaſte de mig Lunter | Og Svamp
derop i Meden? Vil maaſkee

Side 247, Linie 8: Du finder her] = B; A: Her finder Du

— — — 12: det let] = B; A: det dog let

— 248, — 14: dit eget Øie] = B; A: de egne Dine

— 252, — 28: Bar det min] =B; A: Saa var min

— — — 31: Et Frø maaffee til hvad de falde Dyd]
— B; A: Maaffee et Frø til hvad de falde Dyden

— 253, — 10: Gods og Kiærlighed] — B; A: Kiær-
lighed og Gods

— 254, — 9: Maader]) = B; A: Viis

— 256, — 10: dem] — B; A: den

— 257, — 13: foræret mig; det) — B; A: forært
mig, og det .

— — — 19: Hornet han beholdt] — B; A: Hornet
felv beholdt han

— 258, — 7: Dog ftedfe var han mig en Ben; jeg
veed] — B; A: Dog var han ſteds min Ben; og vift
jeg veed

— —, — 21: Eet Been fun havde] = B; A: Kun
havde eet vr

— 259, — 22: jer] — B; A: %

— —, — 27: Forſtanden kommer forſt med Aarene]
— B; A: Men Aldren, veed J, kommer med Forſtand
— 260, — 3: ved Sanct Knud] = B; A: paa min Tro

— —, — 29: Olding] = B; A: Gubbe

— 261, — 29: jer] — B; A: Eder

— 262, — 9-10: red i Sfoven, hang | Det mig ved
Siden i et Sfulderbaand] — B; 4: reed igiennem
Sfoven | Hang det mig over Sfuldren i ef Baand

— — —24-29: Udfende Folfene. | Otto. ] Det

396 Anmærkninger.

hafter et. | Sophia. | Jo, fifferligt! es Dieblik er
foftbart. | Sun gaaer] = B; A:
Nu ſammenkalde Borgſtufolkene.
Otto.
Det haſter ikke —
Sophia.
Folg mig, kigre Otto,
Her gielder ingen Dvælen. |
Otto.
Bel, jeg kommer. |
(Sophia gaaer).
Side 263, Linie 13-14: mig. Men fun — hun fvæved |
For min Grindring] = B; A: mig. — Hun fvæved
for | Min Siæls Erindring
— — — 31: Druefaft — By; Ar Drue
— — — —: hidfer] — B; A: ophidſer
— 264, — 4: En Anden) — B; A: Naar Andre
— — — 7: følger han den Sfionne] — B; 4:
* hin ſin Beile
— — — 18: De ſikkre Tommer] — B; A: Den.
ſikkre Tomme
— — — 22: Hvis Kraft betvinger Menneſtenes Billig]
— D; A: vig Billie tvinger Menniſkenes Kræfter i
— — — 27: vynfelige] = B; A: ſygligfromme |
— 265, — 41 fidftg — C; A: ſide i
— — — 7: ei yngre Brodre herſtet for ?] — 5
B; År ei flere yngre Brodre herſtet? i
— — — 24: overftraalet langt] — B; A: over= 7
levet dog '
— 266, — 17: fundet] — B; A: funden å
— 267, — å: Tagets] = B; A: Regnens
—3

| Anmærkninger. 397

Side 267, Linie11: Gunſt) — B; A: Fromhed

— — — 19: no] = B; A: alt

— — — 20213 I flere Miles Afſtand feer man
Sutet] Til danffe Kæmper.] = B; A: J fem Miils
Afſtand er der ingen Flof | Af danſte Kemper feet.

— — — 23-24: Og den Fremmede | Kom ene] —
B; A: Den Fremmede | Gr ene

— 268, — 7: hans) = B; A: fin
— 270, — 21: Foged] — B; A: Borafogd
— 271; — 5: leged] = B; A: legte

— — — 16: treti Gomre] — B; A: tredive Aar
— — — 25: dybe Revner] — C; A: gamle Rifter
— 272, — 18: trukket) = B; A: trukken
— 274, — 23: Menneſte til Menneſte — B; A:
Menniſte til Menniſtet
— 275, — 16: blinfer) = B; A: ftræffer
— — — 19: undertvunget] = D; A: undertvungent
— — — 23: Verdens usle] — B; A: usle Verdens
— — — 30: Fane] — B; A: Faner
— 277, — 13: Alt miq forvisſer om din] = B; A:
Alt bør forvisfe mig Din
— — — 16: hvad faalænge] — B; A: hvad i ti Aar
— — — 29-30: Talemaader. J Paris | Har du
: ftudeert, det) — B; A: Talemaader. Du ftudeerte |
Jo i i Varig, det
1278, — 24: Yvind] = B; A: Afvind
1 279, — 2: Blefing] — B; A: Blegind
| K— 280, — 15-16: du i Vreden har befalet ham | Af]
Bʒ Av Du har givet ham Befaling til | At
— 284, — 7: Alt, hvad gif til forte Blund) — C; A:
alt, fom nu er neppe dalet

398 Anmærkninger.

Side 284, Linie 10: i mit Barndomshuus— A: i Barndoms—

—

huus; B, C og D: i mit Barndomshiem
—, — 24-25: Synder al min Hidfighed. | God
Billien er, men] — B; A: Synder for min Heftighed. |
Villien er god, men
285, — 11: ind. Cfter] — B; A: ind. Ophold.
Efter
287, — 13: det: var at venfe] — B; A: det [od
ſig vente
288, — 27-29: de præge ſigDyhbt i Hukommelſen,
og ofte fan | Den vorne Mand ei glemme] = B; A:
de præges dybt

J vor Indbildning, og det fofter tit

Den Borne alt, at glemme
289, — 8: Bindvet] = B; A: Vinduet
—, — 9: HSalghugget] — B; A: Halshuggen
—, — 28: dog felv oplevet Alt + Nat] — B; A:
dog alt oplevet nu inat
291, — 17-18: at bede | Ham fomme ned og fpife]
— B; A: at fpørge | Om ei ham lyfted ſpiſe
—, — 21: hvad faa? hvad faa] = B; A: hvad
faa? Hvad da?
292, 2 braſt ⸗ By AA: brat
293, — 27: plyndrer] == B; A: røver
—, — 28: hiinj = B; A: han
294, — 18-20: J Urimelighed | For klar Sand—
fynlighed? Er det utroligt, | At gamle Biælfer brifte 2]
B Å:

Y et Under felv
Sandfynlighed? Er det utroligt af
En gammel Bielfe brifter?

Anmærkninger, 399

Side 295, Linie 2: paa] — B; A: til

— 298, — 10: vig derpaa] — B; A: visſe paa

— 299, — 6-7: Reddeg funde | Dog ei] = B; A:
Redde funde | Jeg et

— 301, — 14 og 16: Menneffe] — B; A: Menniſke

— — — 20: Slige] — B; A: Hine

— 303, — 6: den uffadelige] — B; A: letuſtadelige
— 305, — 18: fra] — B; A: af
— —, — — 22-25:

der om Natten
Han blev, ei langt fra Leiren. Og jeg har
En Morbroer, ſom er Munk i Kloſteret;
Jeg ſneg mig ogſaa did, at hvile (idt.]
BA: —
der han laa
Om Natten; Leiren var ei fiern; og jeg
Der har en Morbroer, ſom er ogſaa Munk,
Sneg mig til Kloſtret, for at hvile der.
— 306; — 2: Klofteret. — Mit Bindve) — B; A:
Kloſtret. Men mit Bindue
— —, — 15: beftyrtet] = B; A: beftyrtfet
— 308, — 19-20: Drev du dog af min Siæl den ſidſte
Tro | Paa rlighed] = B; A: Drev Du den fidfte
Tillid af min Siæl | Om rlighed
— 312, — 18: alt! = B; A: eud

— 8314, — 3: frille dereg Graadighed] — C; A: fluffe
deres fræffe Torſt
— 315, — 7-8: Serre! ja, Det var dit Vark fra]

— B; A: Herre, det var | Dit Vark fra
— —, — 10: Lad 09] = B; A: Kom da, lad os

400 Anmærkninger.

Side 315, Linie 21: kommer forflædt fom Bonde] — B; A:

fommer flygtende.

—, — 30: engang du fif] = B; A: Du fif engang
318, — 17: Hvis] A: Hvil (i B, OC og D For-
andring) |

—, — 19: der føges) —="B; Atlan fætter

—, — 25: Gaaer om og! leder efter] A: Gader
om og lede efter (i B, C og D Forandring)

319, — 5: mig til min egen Sfiebne] = B; A:
mig atter til min Sfiebne
320, — :2: ftiffe] = B; A: ſtikker

—, — 29: Blomfterhæffen] = B; A: Blomſter—
[unden

—, — 31: Kongens Marff] — B; A: Marſt
i Nord

322, — 7: Herold Bed dette Syn] — B; A:
Herold; og ved mit Syn

—, — 12: Og ingen] — B; A: Ogei en

—, — 16-17: Holger! bærer ham | I Vognen ud,
og ffiuler] — B; A: Holger! Bær i Stolen | Ham
ud til Vognen! Skiuler

—, — 20: det feer] = B; A: det er

—, — 25: Bag] = B; A: Bed

324, — 6: Flodens] — B; A: Bandets

—, — 9: Menmneffeneg] — B; A: Menniſtenes
325, — 27: fætte Kongen$ Liig] = B; A: fætte
Liget ſtrax

326, — 12: finde Vidnesbyrd om Kongens Trædffhed]
— B; A: finde ſterkt Beviig mod Kongens Dyd
—, — 25: Himlen vil forbarmes = B; A: Himlen
forbarmes

Anmærkninger, 401

Side 326, Linie 27% De gaae.] — B; A:
(De gane.)

(Under Affyngningen af et Reqgpiem, komme Munke
og Chordrenge med Fakler i Procesſion med Liget
tildæffet paa en Baare. De fætte det i Hallen.
Erkebiſpen fnæler og gior en Bøn under Sangen ;
naar den er endt, forandres Scenen).

— 328, —" li forf = "Cy A: fra

— 329, — 18:"fundet] — B; A: funden

— — 15:24: fiærligt — B; A: fiærlig

— — — 25: bad om intet) — By; Ar onſkte intet
— — 427: nedraabte jeg fral — B; A: nedbad jeg

mig fra

— 330, — 6: i ſygelig Forvirring] = B; A: i ufæd-
vanlig Flugt

— — — 7 En Usling daaret har og nedrig mis—

brugt] — B; A: Én Usling har misbrugt, og nedrig
giekket

— 331, — 5: ved] = B; A: af

— 332, — 23: fun] = D; A: blot

i 336, — 13: Beliend] B; A: Ti fille

— —, — 14: Alt) = C; A: alt

— 337, — 1: hialp ei. Erik drømte] = B; A: hialp
mig ei; han drømte

— 338, — 5: Jeg ende vil din Harm] — B; A:
Jeg virke vil Din Troſt

0, — 7: Barm] = B; A: Bryſt

— 341, — 26-30:

Der ligger han. O, Gud! hvor fort og blaa,
Ufiendelig, gvalt af fin Broders Haand.
San ſtyrter ned ved Baaren.

402 Anmærkninger.

Ga, Erik! dyrt har jeg betalt din Krone.
Sophia]
=;BssÅ:
Der ligger han jo rolig. Dette —*—
Bar altid ærligt; aldrig mere fsr
End nu i Dodens frygtelige Kulde. —
Taf Esgar, for Du vifte mig hang Liig.
Jeg læfer i det faligblege Smiil,
Han har tilgivet mig. Han fletter ud
Det Sfræffebilled, ſom Samvittigheden
Har: giøglet i min ſorte Siæl.
O Erik!
Han ſtyrter ned ved Baaren.
Dyrt har jeg kiobt Din Krøne! — Mine Børn, —
Sophia
Side 342, Linie 3: mod Sfiebnen, mod fig) = B; A:
med Sfiebnen og fig

Oehlenſchlägers

Tragiſke Dramaer,

Udgivne
af

F. L. Liebenberg.

Sjette Deel.

Kjobenhavn.

Forlagt af Selſkabet til Udgivelſe af Oehlenſchlägers Skrifter.
Hovedeommisſionair: Th. Lind, Store Kjiobmagergade Nr. 6.

1858.

få

*

——

—3666
Side
BVæringerne i Miklagard ........ — EN I RERREENDÆNER æg i
Sangbarbernnn i LA SØER SENERE BEER ARENSE a
NER ESSEN SENE lee GE — Sug,
Olger Danffe, Gfterfpil til Carl den Store,.....7—. RÆDER 259.

⁊
i
y
å
IDE ERE TEN
s —* 3 VE
RE SE er ml KR NE

SU RES Dr VILE
le nd hed bt

Veringerne i Miklagard.

Taagoedie.

Romanos Argyros, Keiſer i Grokland.

Zoe, Keiſerinde.

Perſonerne.

Maria, hendes Frenke.
Hgeorgios Maniakes, Over-Ctæriarh for den græffe Hær.
Simeon, Protoveftiære eller Marffal.
Harald Haarderaade, Drot fra Norge, Væringernes Hovbding.

Ulf Ospakſon,
Haldor Snorroſon,
Thiodolf,

Erik,

Edmund,
Kolfkæg og
Flere

|

Varinger.

Elifif, Fyrſtinde af Garderike.
Ragnvald, hendes Folgefvend.
En gammel Cremit fra Syrien.
Dione, Zoes Fortrolige.

Doris, Marias Kammerpige.

En Fiſker.
Leander,
Hiero,

Menalkas, græffe Borgere.

Rleophas,
Diogenes,
Et Drommebilled.

Chor af unge Piger og af Væringer,

Handlingen foregaaer i Konſtantinopel, omtrent Aar 1087.

i by

nd flag me 30 —

Forſte Handling.

Bjal i Reiserborgen.

Laokoons Gruppe i Baggrunden; langs med Væggene flere
Billedſtotter, heriblandt Apollons i Forgrunden.

Zoe. Georgios.

Zoe.
Velkommen, Ben Georgios, min Frænde!
Jeg feer dig efter heldigt Seierstog
Tilbagevende med den tappre Harald
Paa ftolte Snekker til Konſtantinopel. —
Alt Famas Tunger eders Roes forkyndte,
Før J fom hid. Har Middelhavets Rover,
Har Saracenen et i Africa
Dg paa Sicilien ſmagt eders Sværd?
Dog dæmrer Skyen dunfel paa din Bande;
Du ligner ei den, Helt, ſom Seier vandt.
Hvad har forftemt dig? Tal oprigtig, Ben!
Er du fortrædelig, fordi en Modvind
Dig giorde vanffelig Indſeilingen
Til Bosporos? Der frydfer Strømmen flridig;

—— Veringerne i Miklagard.

Men Overflodighedens gyldne Horn
Gav ingen Kiol, fra Africa til Thule,
Meer ſikker og meer yndig Ankerplads.

Georgios.
Min Keiſerinde! ingen Modvind har
Forſtemt mig.
Zoe.

Dog, forelſkte Helt! tilſtaa
Oprigtig, gierne havde du i Morges,
Den forſte Mai, da Pigerne — din Skielm!
Du vidſte det, Maria forte dem —
Da de forſamled ſig i Morgenroden,
Ved Solens Opgang, efter gammel Skik,
Ut plukke Primler fmaae i Morgendug —
Tilſtaa: du vilde overraſke hende
Med gyldne Snekkers pludſelige Bram;
Gun ſkulde ræffe dig, ſom Seiervinder,
Den forſte, friffe, dugbefprængte Krands.
Men Euros, Notos var misundelige,
De ſtokked Vingerne paa dine Seil,
Og førft 1 Morkningen, i Eenſomheden,
Fandt Ankeret fin Grund.

Georgios.
Nei, min Fyrſtinde!

Endffiondt jeg længtes efter dig, Maria —
Det var ei denne Sinken, ſom forſtemte,
Det var ci Primlers Krands, jeg vilde vinde;
Men reent ud talt: den Fiende hader jeg,
Som vil frarive mig min Laurbærfrands.

Zoe.
Hvo vover det? Og er J iffe To,

Væringerne i Miklagard.

Som eie den, og fan forſvare den?
” Georgios Maniakes, Grakers Helt,
" Dg Harald Haarderaade, Nordens Kæmpe.
Mon ſelv Misundelfen med giftig Braad
Tør nærme fig et ſaadant Heltepar?
Georgios.
Og dog —
Joe opbragt.
Siig frem! hvo er den Niding her,
Som vover ſtrax ved forſte Blomſterhoſt
Af vunden Roes at kaſte Tvedragtsfrø
J mine Urtebed? Ved alle Helgen,
Lang — lang Tid nok vi maatte taale Skam.
Bel, at ſom Chriftne vi et hylde. meer
De gamle Guder — de foragted os;
" Og naar paa Hyppodrom jeg ſtundom kiorte
Den ſtore Kobber-Herkules forbi,
Det tyfteg mig, fom om han med Foragt
Saae ned fra Støtten paa min Purpurkaabe. —
Hvo er den Niding? Blander eders Roes
Hang Dine? Bel, fan fan han miſte dem,
Og Livet med, i Fald han tirrer mig.
Georgios.
Indvortes Giæring er den værfte Fiende,
Som virfer vijt til Død, Forraadnelfe.
Ja — var vi To! Men vi ſtage Cen mod Cen,
Og det er Harald Haarderaade ſelv,
Fyrſtinde! denne ſtolte Eventyrer,
Som vover at beklippe mig min Krands.
Zoe forundret.
Hvad? Harald! Harald? ham forklager du?

8 Voringerne i Miklagard.

Det græffe Kæmpelegems hoire Haand
Er dig imod?
Georgios.
Fordi han kalder mig
Den venſtre.
Zoe Teer.
Bæringerne, veed du vel,
Er vittige og muntre. Deres Spog
Man aldrig tage maa for Alvor.
Georgios.
Alvor

Zoe.
Fordi et Indfald
Og en Bedrift er dem faſt lige let.
Misundelſen, min Ven! her kommer altſaa
Formodentlig fra dig. Siig Haralds Brode!
Hvormed har han fornærmet dig? —9*— har
Han ſagt dig?

De tage ſelv for Spog.

Georgios.
Intet! Det er juſt det Varſte.

Han ſpotter mig, fordi jeg kun er liden
Af Vært; men var vel Alexander ſtor,
Som Verden overvandt? Fiirſkaarenheden
Udholder mindre tidt, end ſmidig Lethed.
Han taler aldrig med mig, den Forvovne;
Gior hvad han vil, og naar jeg Noget vil,
Com iffe huer ham, leer han mig ud,
Og drager ført med fine Væringer,
Og jeg er nødt til, flur af følge efter,
Hvis Hæren ei fial ftilles ad.

i

Bæringerne i Miklagard.

Zoe
Udfaldet

Har viiſt, han ledte Hæren aldrig vild.

Georgios.

Kom han et nyt Sted hen, ſaa iilte han

Ut ſlage fin Leir, hvor der var ſundt og tørt;
Og Græferne da maatte noies med
Ut boe i Moſen.
Zoe munter.
Den, fom fommer førft
Til Bakken, faner førft vandet. Hvorfor kom
J ikke forſt?
Georgios.
Ja, hvo kan lobe vel
Omkap med disfe norſke, danſke Ulve?
Det er forunderligt: i deres Land
Der voxer Intet uden Jis og Rum
Paa Grenene; og dog de løbe fan
J Middagsheden her i tunge Brynier,
Som Intet var i Beien.
Joe.
De er ſterke
Og hærdede, ſom Romerne, dengang
De feired under Romulus.
Georgios.
Ved Liſt
Har han jo næften dog udrettet Alt.

go

Hvad ſiger et Virgil: „Liſt, Tapperhed,

Hvo fpørger derom, naar det gielder Fienden?“
Dog flaaer man iffe ftærfe Saracener

10 Væringerne i Miflagard.

Med blotte Lift; og fiirfindstyve Stæder
Har Harald fløifet, hører jeg.
Georgios.
Et Taarn
Med Muur omfring og nogle usle Hytter
Man falder ſtrax en Stad.
Zoe.
Og har J ei
J Africa forftyrret Fiendens Magt,
Og giort ftor Fremgang paa Sicilien?
Georgios.
Jo; men den re deelfe Graker med ham.

Zoe:
Og negter han da det?
Georgios.
Han negter Intet,
Han fmiler fun. Fordomte Smiil!

Zoe:
Og hvig

Din ſkumle Bande jeg nu felv fordømte
Mig meer utaalelig, end Haralds Smiil?

Georgios.
Hvorledes vandt han mangen Stad? Etſteds
Gan grov fig under Jorden, fom en Muldvarp,
Med fine Varinger, og kom juft op
J Gieſteſalen, hvor de fad og fvired;
Da var det let, at flappe dem fom Fluer.
Een Stad afbrændte han ved Fuglefangft,
Bandt Svamp og Spaan ved unge Fugles Binger ;
Da nu de fmutted ind bag Tagenej
J deres Peder, brændte Byen af.

Bæringerne i Miklagard.

Da blev ham Seiren let. Dog allerværft
Bar fidfte Eventyr.
Zoe.

Hvorledeg det?

Georgios.
Det hedder ſagtens: Bæringen er Chriſten;
Men vøgt dig, Keiferinde! tro ham et.
eg frygter, det er ffiulte Hedninger,
Der vel fortiente, man udrødded dem,
Som fordums Tid Baulicianerne.

Zoe ſmilende.
Hvad fynded Harald imod Chriſtendommen?

Georgios.
Da han ei kunde overvinde Byen
Paa ærlig Viis, anſtilled han fig ſyg,
Og endelig da dode han, til ſtor
Bedrovelſe for alle Bæringer.
Nu bad man om Tilladelfe, at jorde
Hans Liig i Kirken. Han er faare rig,
Og Bræfter og Pralater, ſtakkels Folk,
Af Kærlighed til deres gode Kloſter,
JHaab om muligt faa at arve ham,
Tillod hang Jordefærd. Man bar ham ind
Y Brocesfion, med Hymner og med Lys,
Ud Stadens Vort; hans Kæmper fulgte ham.
Men neppe ſtod i Kirfen Haralds Sfriin,
For han fprang ud af Kiften med fin Glavind,
Og giorde røddeligt omkring fig brat.
Hielp, alle Helgen! hvilket Slagteri
J Kirfen, for Guds Altar, Bar det Ret?

12 Væringerne i Miflagard.

Jeg ſporger, min Fyrftinde! var det Ret?
Bør man bedrage Gud for verdslig Roes?

Zoe.

Og Munkene for Guld, fom de har ventet
Med Gridſthed efter? Det var blodig Synd!
Hvor vover Sinon atter paa at nærme

Sig Fienden i et eventyrligt Skiul?

Georgios.
Det er en anden Sag; Sinon var Hedning,
Men Harald er en Chriſten. Der er Forſtiel
Paa Heſt og paa Liigkiſte; dog tilſtager jeg:
Til begge horer der en Heſtelykke.

Zoe.
Min Ven! jeg marker, hvor Kothurnen trykker.
Betving din Vrede, din Misundelſe;
Misundelſen kun kommer her fra dig.
Ci Harald ſtyrter du; hold dig ved ham,
Og undergrav et Klippen, ſom i Faldet
Tog dig i Dybet med! Eſt du et Sol,
Find dig beffedent i at være Maane!
Du fif dit Lys fra ham, og lyſer felv,
Naar han er ei tilſtede. Ganſke borte
Fra ham, du blev en mork Planet. Skion paa
Din Lykke! Jeg har lovet dig til Brud
Min Frænfe jo, den deilige Maria.
Vind hendes Hierte, deel faa broderlig
Med Harald Haarderaade din Triumph;
Og gior mig ei i denne Keiſerborg,
Hvor jeg har Sorger nok, fleer til! Farvel!
Georgios gaaer,

Væringerne i Miklagard. 13

Dione, fom har holdt fig tilbage, og er gaaet ind i Side:
galleriet, kommer nu igien, naar Georgios er borte.
Zoe.
Du Svage! er det Takken, Harald nyder,
Fordi han deelte Wren med dig? Eſt
Du en af de nedſaaede Dragetænder,
Der troer at vore. til en Mand i Harniſt,
Ut fælde Jaſon? Nei, ved Græfenlands
Wldgamle Guder, ved det hellige Korg!
Jaſon ſkal fane det gyldne Sfind. Medea —
Medea er der end, hun elffer. ham,
Og Nordens Helt vil iffe lonne hende
Med Utaknemlighed, ſom Oldtids Hedning.
Dione.
J Fald fun et det Rygte, høie Zoe!
Om Garderiksfyrſtindens falffe Død
Modſiges af et. andet, mere fandt.
Man figer, af en ny Flok Varinger
Er alt i Bente, fommer her i Dag.
Joe.
Du gior mit Blod til Jis med din Formodning.
Dog — det har ingen Nød. Og var det faa —
Ei Harald veed, hvo der udbredte Rygtet.
% tre Mar fane han et fin Faſtemo.
Han elſked aldrig liden Eliſif;
Ham tyftes vel om dette halve Barn
J Garderife, hvor han fieded fig
Blandt Snee og Graner hos Kong Jarisleif.
Den Tid han havde Intet feet endnu,
Som funde væffe hans Beundring; derfor
Behaged ham den lille norſke Pige

14 Væringerne i Miklagard.

(Thi Ruriks Afkom er jo halve Normend)
Med foldetſorte Skiort, med Solverkrands
Om Fletningen i rode Silkelidſer.
Nu har i tre Aars Tid han levet i
Fortrolig Omgang med det Herligfte,
Som Jorden eier. Sine Biælfehufe
Med tættet Mos har Marmorhallen faaet
Ham til at glemme med fit Moſaik
Og fine foftelige Billedſtotter.
Nu har han Sfionhed feet, og lært at fatte,
Hvad Sieldent er. Et Aar alt har hans Brud
Jo været død for ham. Det falffe Rygte
Jeg for en Sommer fiden bragte ham.
Han græd ei ved det.

Dione.

Harald fan et græde;
Men hvo har fagt dig, at han et fan førge?
Zoe.

En Siæl, ſom Haralds, fan ei længe førge.

Dione.
Maaſtkee han et fan elfÉe.

Zoe.
Han er Mand.
Bed Harald Haarderaad er intet Halpt;
Den Mand er halvt fun Mand, fom et fan. elffe.

Dione.
Z3oe.

Saa lad os flye!
Meduſahovedet, ſom Perſeus bar

Jeg horer Keiſeren.

Voringerne i Miklagard. 15

J Sølverffiold, forſtened Ingen meer,
End det utaalelige Aafyn mig.
Dione.
Den gamle Herre næften gaaer i Barndom;
Hvor fan det Latterlige, min Fyrſtinde!

Forſtene dig?
Zoe.

Jo, naar den grumme Skiebne
Dertil mig binder med en evig Lænfe,
Nedværdiger mit Vaſen til at lide
En daglig Tvang i den Forhadtes Narhed.
Men ved det hellige Kors, ſom Helena
Fra Jorſal bragte til Konſtantinopel,
Snart ffal jeg fprænge Lænfen, eller døe! .

Gaaer med Dione.

Romanos Argyros kommer med Simeon og med en
gammel ſolvhaaret Eremitk.

Romanos.
Her, fromme Herrens Mand! er Keiſerborgen.
Beſee den, om du vil, i alle Kroge,
Foragt den, om du kan! Jeg veed det nok,
J Orkens Eremiter, ſom har tilbragt
En tyve, tredve Aar med af nedfnæle
For Korfet i en mork og fugtig Hule,
J ændfe Sølv og Guld og WÆdelfteen,
Marmor og Elfenbeen fun faare ringe.
Dig, fromme Fader! gaaer det, Hedenſkabet
Fraregnet, ſom Diogenes; og mig,
Romanos, ligerviis ſom Alexander:
Hvis ikke jeg var Græfenlands Deſpot,

16 Veringerne i Miklagard.

Jeg vilde være Syriens Eremit.
Jeg haaber, at du bliver hos os her
En foie Tid, og Guds Velſignelſe
Bil ffienfes 0% derved. Og naar du gaaer,
Saa ræffer jeg dig glad en Tærepenge
Paa Veien med.
Sagte til Simeon.

Det byder Politik;

Deslige hellige Gubber maa man fmigre.

Eremiten.
Jeg taffer dig. Vel har før lang Tid fiden
gorfængelige Sværm jeg Ryggen vendt;
Dog morer det mig end, for fidfte Gang
Ut giennemvandre flige gyldne Sale,
Ut fee de døde Afgudsbilleder
Staae der forſtenet, blegt i dereg Banmagt,
Fra den Tid Chrifti Lære Seier vandt.

Romanos.
Saa fee dig om! Og iffe fandt, du ſpiſer
J Aften ved mit Taffel?
Eremiten.
Mig fun nære
Brød, Band og Urter i min Eenſomhed.

Romanos.
Men, fromme Mand! i Morgen folger du
Mig dog i Kirken til Trisagion?

Eremiten.
Ja, derfor kom jeg. Chriſtendommens Feſt
Ved Hedningernes Fold var fra min Barndom
Min ſtorſte Fryd. Min gamle Stemme ſtal

EL TEE ERE

BVæringerne i Miflagard. 17

Indblande fig i Menighedens Roſt
Til Lovſang for den himmelſke Sophia.

Gaaer.

Romano.
Jeg haaber, Simeon! du misforftaaer
Mig ei: det er ei dumt Bigotterie,
Din Keiſer hylder ikke Mængdens Fordom ;
Men man maa fmigre Pobelen. De Gubber
Tilbedes faſt fom halve Guder. Huſtker
Du end hiin Stottehelgen Daniel?
Saa faldt, fordi hans Bolig virkelig
En Stotte var, hvorfra i mange Aar
Han et kom ned, men lage paa Knae og bad;
1 Dg hvor han nær engang var død af Kuld,
Hvis iffe hans Difciple havde toet
Ham op med varme Svampe. Lod han fig
Ci driftig bære til Konſtantinopel,
Da han af Stivhed iffe funde gaae;
Afſatte Bafiliffos i et Oprør,
Og gav ham hen til ffiændig Hungersdod?

Simeon.
Bel fandt; men det er nu fad længe fiden.

Romanos.
Bi er ei bleven flogere, min Ben!
J denne Mellemtid. Hvo førger vel
J evig Hurlumhei af Vaabengny
For Kunſter og for Videnſtaber? Jeg
Gior, hvad jeg fan.

Simeon.

Og det vil ſige meget:
VIII. 2

18 Væringerne i Miklagard.

Romanos.
Der kommer Varingen med Keiſerinden.
Nu er jeg ikke oplagt til at tale
Med ham, og mindſt, naar hun er der tilſtede.
Han maa udbede fig en Audients,
Og ikke træffe mig tilfældigviis.
Gaaer med Simeon.
Joe fommer med Harald.
Harald.
Den gamle Keifer har færdeleg travlt.
Det gior mig ondt, at han har iffe Tid
Ut hilſe mig; min Tid er ogſaa knap,
Og jeg har iffe længe Tid at vente
Zoe.
Nu, Harald! længe nof, mig ſynes, har
Du tumlet om paa driftigt Cventyr;
Tid nu at hvile lidt paa dine Laurbær.
Harald.
Det er juft det, jeg meget længes efter,
Min Keiferinde!
Zoe.

Gi! det glæder mig.

Harald.
J Dag en vigtig Tidende mig bragtes,
Hiemkalder mig jo før jo heller.

Zoe affides.

Simmel

Og alle Helgen! har han hørt maaffee,
At Eliſif i Rusland lever end?

Harald.
Jeg onſker at fane Hiemlov. Bleg, ſom Baſt,

Bæringerne i Miflagard.

Din Fiende flygted for os, hvor vi kom;
Fodſaalen bar ham haſtigt, og de Slagne
Paa Stranden laae, ſom ftore Dynger Tang.
Et ſtormfuldt Hav omtumler deres Been

Og Hoveder paa hviden Sand. Men nu,
Nu længes Hiertet efter Fædrelandet.

Mig tykkes, hiſt de fierne Bierge vinfe.

Jeg ſporger de fmaae Fugle hver en Morgen,
Som flyve did: Bil I vel hilfe Dovre

Fra Harald Haarderaade? — Græferen

Har mangen Sygdom, fom den funde Nordbo
Gi fiender til; der er fun cen, fom han

Ei pines af, og ſom anfalder os,

Dg det er Hiemvee, hoie Keiſerinde!

Zoe.
Du kunde længes midt i Glædens Favn?

Hvorefter? Vinker dig en Vinterork
Fra Paradiis?

Harald.
Kun der er Paradiis,
Hvor Menneſket de forſte Dage nød
Uſtyldighedens Stand; og det vil fige,
Hvor han nød Livet fom et lille Barn.
WÆrgierrighedens Engel driver os
Med Sværdet ud; da felv vi gribe Sværdet.
Til ftærfen Ungdom vie vi Bedrift;
Wen kommer Manddom med fin brune Hoſt,
Da vil vi nyde Frugten, hvor vi plukked
De forſte Blomſter, og da vinfer mægtigt
Det gamle Fædreland.

9+

19

20 Veringerne i Miklagard.

Zoe.
Før vinfte ren.
Beherſkes Harald nu af Sværmerdrømme?

Harald.
Nei, Keiferinde! ren er endnu
Min Fylgie, fom før, men den forenes
Med mine HiertensønfÉer.

Zo e urolig.
Tydeligt
Maa Harald tale, hvis jeg ſtal forftaae ham.
FESagte.
Hvad vil han ſige med fit Hiertes Onſter?
Han fpænder mig paa Pinebank.

Harald.
Fyrſtinde!

Jeg er en Son af Sigurd Syr; min Broder
Paa Modrene, den hellige Olaf, faldt
Paa Stikleſtad, da jeg var femten Aar.
Jeg ſtred alt med ham. Lykkelig undgik
Jeg Throndelagens Bonders Raſeri,
Blev over Kiolen bragt til Garderike,
Til Konning Jarisleif —

Zoe afſides.

Nu kommer det!
Belav dig paa det Varſte, arme Hierte!

Harald.
Blev Landeværnetå Hovding hos ham, beiled
Til liden Eliſif, ſom nu er død;
Chriſt være hende naadig i fin Himmel!

Voringerne i Miklagard.

Zoe
med et lettende Suk.
Det onfker jeg af Hiertet med.
Harald.
Det Suk
Kom ærligt, høie Zoe! men beflemt.
Mistvivler du om hendes Salighed?
| Zoe.
Nei, nei! Nicẽphoros Phokas' Datter Anna,
Som ægted Baldemar, indførte der
Den chriſtne Tro; fra den Tid nyder ogfaa
Ruslands Barbar den. evige: Salighed.
Å Harald.
Hvis Nogen nyder den, da er det hende;
Gun var alt her en god, uſtyldig Engel.
Joe.

Gt Barn endnu jo næften. Men hvad meer

Om ding egne Kaar?
Harald.
Det horte med
Til mine Kaar, Fyrſtinde! at jeg miſted
Min ſtakkels Fæftemø.
Zoe.

Men fiden hun
Er dod, hvad drager dig til Norden nu?
Harald ſmilende.

Zoe.

Hvordan?
Harald.
Som aldrig doer;

En anden Brud!

21

22 Bæringerne i Miklagard.

Som overlever alle fine Mænd;
Som trykker dem i fiærlig Favn, og dog
Er lige fund og ung og fager for
De følgende: den gyldne Kongekrone.
Zoe.
En Kongekrone! Veier ei i Vagten
En Keiſerkrone op mod den?
Harald
uden at lægge Mærfe til hendes Ord.
Et Budſkab
Er bragt i Dag af megen Bigtighed:
Europas og vor Nutids ftørfte Mand
Og ftørfte Helt er død.
Zoe.

Hvem mener du?
Jeg kiender kun een ſtor Mand, og han lever.
Harald.

Zoe.

Harald.
Jeg? Imod ham var jeg at regne,
Som liden Taarnfalk mod en Kongeorn.
Zoe.
Siig da den ſtore, ubefiendte Mand!
Harald.
Knud, Danmarks, Engelands og Norges Konge.
Joe.
Yeg har hørt tale om ham; han har giort
En Reife, hvis jeg feiler et, til Rom.
Bar han fan ftor?

Hvem ?

Du!

Bæringerne i Miklagard.

Harald.

Han var et Menneſke,
Gi uden Synd. Misundelſen forgieves
Hans Rygte vilde plette, mens han leved;
Den ffal et gnave paa den Dødes Been.
Troer du, der hører ingen Storhed til
At vorde Danmarks, Bretlands, Norges Konge?
Knud var ei tapper blot, men viis og from;
Det lærte man, dengang blandt Smigrerne
Paa Sfrømt han Havet tvang til Lydighed.
Med Vitherlagets Ret han bygte Landet;
Hans Thinglith var en Samling Wdelſtene
Af Kæmper, fom i Hrolfs og Odins Tid.
Alt blomſtred under ham. Ei Angelſaxen,
Ei Gudbrandsdalens Sonner folte ſig
Mwmyget ved at lyde ham. Og gierne,
Imens han leved, overlod jeg ham,
Som den, Natur beftemte til at herſke,
Gt Rige, hvortil dog min Fødfel gav
Mig ftørre Ret. Men fee, nu er han død!
Den ſtore, ftærfe Sol er ſiunket ned,
Hvis Straaler dæmped før de mindre Lys,
Nu blinfe Stierner atter frem i Morket;
Hver griber fiæf til Sit, og jeg til Mit.
Min Broderſon, den unge Magnus, venter
Ut fange Riget efter Hardeknud —
Ham vil jeg iffe vige. Bi vil nappes
Om dette Bytte; lad fan Lykken raade!

Zoe i Tanfer.
Naar agtede du da at reiſe bort?

23

Fe Væringerne i Miklagard.

Harald.
Strax, høie Keiſerinde! Mine Landsmænd
Yndtræffe her i Aften. De fan ventes
Hvert Dieblik. Saa lad. i Morgen tidlig
Mig drage bort! Derved undgaaes endeel
Befværlighed for denne gøde Keifer, :
For hans Senat, og for hang Ven Georgios.
Man fynger ſtrax jo her Trisagion
J prægtige Sophiafirfe for
En vunden Seir. Jeg frøer nok, at din Husbond,
Og hvad der hører til hang nære Kreds,
Har Intet mod, at Seieren blev vundet;
Men at en Fremmed vandt den, ærgrer dem.
Misundelſen alt giærer hemmelig
J Mørfe; jeg maa fee, hvor jeg ſkal flanes.
Saa lad mig reife da, og glem mig ikke!
Zoe rørt.
Jeg glemme dig? Net, aldrig, Harald! Men,
Bed Gud, jeg vil et heller mifte dig.
Oprigtigheden lærte jeg af dig,
Hør mig! Jeg. blues ikke ved. at tilftaae,
Hvad mangen Biv vel ffiuler 1 fit Hierte;
Men den, fom Harald Haarderaad ſtal agte,
Maa være Noget værd, og eie Mod.
Jeg elffer dig, jeg. vil befidde dig.
Du reife bort med dine ftærfe Kæmper,
Og lade mig i denne Sværm af Halvmænd
Tilbage, i en overflødig Brimmel
Af Bragt, ſom ffiuler- føleligfte Savn?
Net, aldrig! Heller døe! Jeg ræffer dig
Min Haand, jeg hæver dig paa Konſtantins

ESSEN EET REE, Ren Er

Væringerne i Miklagard.

Wldgamle Throne. Glem de norffe Fielde!

Den Verdensdronning, mægtige Byzants,

Der ſelv beherſker tvende Verdenshave

Og tvende Verdensdele, ſkal du raade,

J det du raader over Zoes Hierte.

Harald beſtyrtet.

Men — Gud og Mand! — din Husbond lever jo,
Du er ei Enke.

Zoe fmertelig.

Enke! Den ei Enke,

Hvis Ungdomsvaar blev ſtrax formælet med

En Nattefroft, der næften dræbte mig

Hver Knop paa Haabet Blomſt? Veed du det ei?

Bil du, jeg røbe ffal min Faders Skam?

Den grumme Keifergubbe gif i Barndom,

Og paa fin Sottefeng tvang han Romanos,

Med Trufel om fit Dieſyns Forliis,

Ut ægte mig. Romanos lod ſig ſtille

Ræd ved Eudocia, fin forſte Huſtru,

Og rakte tvungen mig ſin kolde Haand.

J Alt er vi hinanden faa ulige,

Som Dag og Nat, ſom Venus og Saturn.

Jeg Wtling af den macedonſke Stamme,

Han blot Patricier. Jeg friff, ſom Roſen,

Han ffiælvende, ſom Hoſtens visne Blad,

Sindsfvag, forfængelig, raadvild og feig.

Nei, ved det hellige Korg pan Hyppodrom!

End er ei Skueſpillet reent til Ende.

Min ftærfe Sol endnu ſtager i fit. Solhverf,

Og der, er endnu langt til Hoſtens Jevndogn.
Mit Liv! jeg nyde vil din Sommerglæde.

25

26 Bæringerne i Miklagard.

Ei blot med Wdelſteen vil jeg bedekkes,
Som Offerdyr med Blomſter, før det flagtes.
Og hvad er bedſte Glæde for en Qvinde,
Ya, før et Menneſte? Kun Kiærlighed!
Og er det Nyt vel, af en ung Fyrftinde
Sig ffilte ved en vranten Huustyran?
Semiramis! Kleopatra! og du,
Theophano — Forgængerinde! ſtyrk mig,
Og giv mig Kraft til dette raffe Vark.
Harald.
Du myrde vil din Husbond?
Zoe.
Hvorfor myrde?
Lad Kloſteret begrave! Har han Syn?
Hvor er det Syn, ſom jeg berover ham?
Han gaaer igien, et luftigt Spogelſe;
Ved Graven vakler han, og kan ei ſtyrte,
Kun Andre fan han hindre i at nyde.
Hvad var min Synd, hvig jeg forkorted ham
Ei nogen Dag engang, men høieft regnet
En Aftenftund, der er ham felv for lang?
Harald fatter fig.
Det fommer mig uventet — men din Kiæfhed
Og din Hengivenhed for mig, du Skionne!
Jeg ſtatter efter fin Fortieneſte.
Zoe.
Du bliver altſaag her?
Harald.
Ja, ja! jeg bliver.
Zoe.

Forraader ikke din Veninde, Harald?

sea ——
mol

——

Bæringerne i Miklagard. ZA

Harald.
Net, net! Bel veed jeg, hvad jeg ſtylder Tillid.
Zoe.
Jeg har talt meget, muligt alt for meget —
Stærkt blusſe mine Kinder. Jeg er Qvinde,
Og ffiondt det Helteblod, ſom rinder fiæft
J mine Marer, gav et Dieblif
Mig Mandens Mod, mig overraffer nu
Undfeeligheden dog, og gior mig fvag.
Du ſkal et foare mig — ei ſtrax — ei nu!
Net, raſke Harald! du ſtal ikke fvare.
Maaſkee i Morgen, eller Overmorgen —
Naar felv du vil — naar vel du har betænft dig.
Kun reiſe maa du ei — og vær fafnemlig!
Gaaer.
Harald
ſeer med Foragt efter hende.
Forbryderſke! —- Det bliver Enden altſaa
Paa Legen. Derfor har vi ftridt ſom Løver,
For af en Qvinde efter eget Tykke —
Det er den Agtelfe, ſom viſes os,
Os Bæringer, den græffe Keiſers Livvagt,
Os norſke, danffe Mænd, om hvem tilforn
Sydboen havde flige høie Tanfer,
Hvad Troffab angaacr, at det Ord en Bæring
Og Troſkab havde næften cen Betydning.
Maria! ſkionne Pige! havde du
Befeiret ei mit Hierte, aldrig var
Jeg vendt tilbage meer til Miflagard,
Til Sodom og Gomorrha. Men nu vil
Jeg frelfe dig fra den forhadte Brudgom,

28 Veringerne i Miklagard.

Til hvem den fronbedæfte Synderinde

Bil foble dig. Fnys fun, Georgios!

Det er det ſidſte Puds, jeg fpiller dig.

Fnys, Joe! vend din Hevn fra Keiſeren

Til mig. Saa reddes han; og vugget af

Min gyldne Drage paa det forte Hav,

Med vundet Guld, med elffelige Brud,

Jeg iler giennem Garderik og Sverrig

Til Norges mosbegroede Kongeſteen,

Og leer ad dine Rænfer og din Hevn.

Gan gaaer; ved Udgangen af Hallen moder han Maria og

nogle græfke Piger med Lyrer, de bringe Primelfrandfe;
Harald følger tilbage med dem.

Chor.
Evig Naturen ſtienker fine Gaver,
Jis ødelægger et de græffe Haver,
Baaren, med Sangfugl, Jefir og Aurora,
Kommer med Flora.

Laurbarret gronnes deiligt end tilvisſe;
Ak, men det pryder meer ci Heltens Isſe.
Fiernt nu fra Thule, fra det folde Bælte
Drage fun Helte.

Jorden er venlig alle Skabtes Moder,
Skionhed er Soſter, Tapperhed er Broder;
Ci da forſmaa, du Helt fra filerne Kyfter!
Taf af din Søfter.

Fienden, ſom fræf fig Grændfen havde nærmet,
Beg for din Glavind; du har os beſtiermet.

Væringerne i Miklagard.

Modtag da Krandfen! Haabet den har bundet,
Du har den vundet!
De ræffe ham Krandfe.
Harald vort.
J fmelte mig! Hvor fan man fmelte Harald?
Jeg ftudfer felv faft over disfe Taarer,
Som eders hulde Sang aflokte mig.
Man figer: fun den Svage fælder Taarer;
Bed hellig Olaf, det er ikke fandt,
Den Starke, mærfer jeg, fan ogſaa græde.
Maria.
Du ffienfer Svaghed din Medlidenhed.
Harald.
Maria! tal ei fan; heel vel du kiender
Din Almagt, under et beffedent Slor
Du trodfer med den.
Maria.
Tilgiv dette Sfridt,
Hvortil Beundring og Taknemlighed
Drev vore Hierter! Lidt, med mine Søftre,
Har jeg fun levet i den morke Nutid.
J Palmeſkyggen, Cedertræets Ly,
Skilt fra en daarlig Vrimmel, ſtued vi
Endnu det ynderige Grakenland.
For os Athenen iffe var forfvundet.
- Dets Helte leved os, dets Digtere;
Og daglig fulgte vi Achil, Patroklos
Paa fette Stridsvogn ind i Slagets Tummel.
Da lærte vi at fatte Heltemod.
Og Døgnets Pragt vi at foragte lærte,
Naar med Nauſikaa vi ſtylled Liin

29

30 BVæringerne i Miflagarb.

Og ſpilled Boldt paa føle Morgengronning.
Forundret fandt vi i det Virkelige
Slet Intet af det Store, Herlige,
Hvorefter vore unge Hierter længtes.
Fordorvelſen, det lumſke Nidingsvork
Behængte fig med rige Purpurlapper;
Gi meer hoimodigt dog, end Tiggeren,
Der vilde prøve Kræfter med Odysſeus.
Da, Harald! drog du frem med dine Helte,
Og atter ſtod Achilleus for vor Siæl,
Kun mere from. Du boier ftolten Knæ
For Chriſti Kors, og aldrig funde du
Uædelmodig haane faldne Fiende,
Og flæbe Hektors Liig ved dine Hiul.
Harald.
Maria! hulde Pige! hør min Bøn,
Lad dine Legeføftre gaae tilſide.
Hun giver dem et Vink, de gane.
Harald.
Jeg pleier et af undres over Modet,
Dog veed jeg felv i dette ODieblik
Ci, hvor jeg faner det fra. Du ſtienker mig
Din Yndeft, og det glæder mig af Hiertet,
Maria! thi mit Hierte elfter dig.
Til mange Omfvøb er her iffe Tid,
Og jeg forſtager mig ei paa kunſtig Tale.
Jeg er en Bonde fra det norſke Field,
En halv Barbar mod dig; jeg veed det, Pige!
Men ærlig, diærv og trofaſt. Kan du noies,
Maria! med en Mand, ei meer, ei mindre —

Der er min Haand! O, fag den! Den blev fri,

Ry FEET

Væringerne i Miklagard. 31

Da Døden tog min liden Chff.
Kan du forfage denne ſtolte Bragt,
Og drage med en Sfare Bæringer
Til fremmed Himmelegn og fremmed Sprog?
Maria fiærlig.
Sa, Harald! Jeg vil fvare dig, min Helt!
Med lignende Oprigtighed — jeg fan.
Harald.
Og vil du gierne?
Maria.
Ya, jeg vil det gierne.
Harald. ,
Saa er jeg lykkelig. Din Primelkrands,
Tag felv den, fom en yndig Brudefrands.
Han fætter den paa hendes Hoved.
Men reife maae vi fra den fæle Joe.
Marta.
Og fra den nedrige Georgios.
Jeg drager med dig, hvor du vil.
Harald.
Og hvis.
Jeg alt i Morgen vil? i Morgen Rat?
Maria.
Jeg eier Intet, er en fattig Slægtning
Af Keiſerinden, har indpakket ſnart.
Alt, hvad jeg havde, var et fiærligt Hierte;
Det er ei længer mit, det hører dig til,
Du tog det dog jo med dig, naar du reifte.
Harald.
Saa eft du nu min Brud. Giv mig et Kys!
Hun vil kysſe ham,

32 Voringerne i Miflagard.

Den gamle Eremit
træder ind igien, og raaber:
Kys hende ei, hvis du har hende fiær;
Brænd et et Saar i hendes unge Hierte,
Som du fan iffe læge.
Harald.
Hvo eft du?
Maria.
Den fromme Gremit fra Syriens Ork?
Ak, hellige Fader!
Eremiten.
Gaa herfra, Maria!
Maria.
Farvel, min Harald! Jeg maa lyde her.

Men aldrig ffal jeg glemme dig. Saa længe

Mit Hierte banker, ſtal det elffe dig,
Og hvor du drager hen, jeg følger efter.

Gager.

Eremiten.
Nei, ved den hellige Ansgarius!
Det gior du ikke. Demp din Lidenſtab,
Hvis ei, forgaa, og vaand dig i din Synd!

Harald.

Du rover mig min Brud?

Eremiten.

Nei, tvcertimod,

Jeg værner fredelig om hendes Ret.

Harald.
Jeg fan ei tyde dit Orakelſprog,
Maaffee dit Vanvid. Thi jeg fiender nok
Jer gamle Sværmere. J Eenſomheden

ED SEE OT — ————

Veringerne i Miflagard.

Y tabe faft ved Grubleri Forſtanden,
Og komme faa forryft fra eders Ork,
For at beherſke Konger, Keifere
Med dunkle Magtfprog.
Eremiten venlig.
Ben! jeg vil dig vel.
Süg, hvilken Dyd du agter hoiſt i Verden,
Næft from Tilbedelfe for Chriſti Kors!
Siig mig det Valgſprog, Bæringerne bære
J Korſets Fane!
Harald.
Troſkab.
Eremiten.
Vel, min Ven!
Jeg redder dig dit helligſte Klenodie.
Gaaer.
Harald forbittret.
Du redde mig? du (ære Troffab mig?
Zroer du, den fræffe Fiffer taber bleg
Sin fundne Perle ſtrax igien af Skrak,
Fordi en Havmand truer? Unge Perle!
Jeg fatter dig i Kronens gamle Guld,
"Og du ffal ſtraale fom dens bedſte Smykke.

Gaaer,

NT

33

34 Væringerne i Miklagard.

Anden Handling.

Hallen som fer.

Romanos Arghros. Simeon.

Romanos.
J Overmorgen holder jeg et Mode.
Lad Himmeltegnene, det lærde Selftab,
Forſamle fig! Lad Bidenffabeng Sol —
Jeg mener Praſident med Protocol —
Tilſtede være! Lad af Dyrekredſens
Tolv Faculteter et det mindſte mangle!
Alt maa gaae ordentligt. Philoſophien

Har Krebſens Tegn, Jurisprudentſen Tyrens,

Theologien Skorpionens, Digtkunſt
Vandmandens — og ſaa videre. Jeg agter
Ut læfe felv en Underſogelſe:
,Om Brug i Krigen af den græffe Ild“.
Jeg haaber, det vil giore Opfigt.

Simeon.

Sikkert!

Hvor er den Keiſer, der i ſig forener

Veringerne i Miklagard.

Saa megen Yver for det Vigtigſte
Og for det Ringefte, fom vor Romanos?
Romanos.
J Videnſtaben, Ven! er Intet ringe,
Naar man, ſom jeg, har drukket af Kaſtale,
Af Hyppokrene. See, Juſtinian
Berommes for ſin Corpus juris, for
Bandecter og for Inſtitutioner,
Som han ei ſelv, men ſom Tribonian
w andre færde Mænd har ſtrevet for ham.
Jeg ſtriver felv, og dog maaſkee berommer
Mig Cfterflægten mindre. Lad faa være!
En Philoſoph bør virfe Alting fun
Af Kiærlighed til Tingen. — Lad Homer
Paa Slangehuden rulles ud i Morgen!
Man figer, Bæringerne komme fnart,
De pleie da blandt andre Herligheder
Ut fee Bibliothefet. Læfe fan de
Bel iffe; men det imponerer dem.
Jeg holder meget af at imponere,
Sfær Barbarer uden Aandscultur.
Simeon.
Ja, naar de fee de fer og tredve tufind
gem hundred Bind —
— ——

Og naar de ſee Homer

Paa Slangehuden, hundred tyve Fod lang —
Simeon.
Saa fane de Wrefrygt. De underføge
Bel Huden ei fan noie, mærke vel
Ei Sammenlimingen. J deres Bifer
s

35

36 Veringerne i Miklagard.

Lindormen ſpiller tidt en vigtig Rolle;
Bi fan indbilde dem, Homer er ſkreven
Paa Hammen af en Lindorm.
Romanos.
Simeon!
Jeg lider ikke denne Spogetone,
Og heller ei den Tvivl. Det er en Skat,
Saa ſtor ſom ſielden. Det er virkelig
En Slangehud. Der gives ſlige Slanger;
Og paa mit Tog til Syrien —
Simeon
ſagte, fpodff i Keiſerens alvorlige Tone.
Hvorfra
Jeg kom med uforrettet Sag —
Romanos.
Jeg horte
Om flige Kæmveflanger. Wen for ei
Ut blande her det Ene med det Andet:
Nu er da Harald kommen. Han har fetret:
Simeon.
Saa hedder det; men ſporg Georgios!
Det Tog, fom ffulde vorde Grakers re,
Blev meer til Græfers Skade, Grakers Spot.
Den halve Deel af vore Folf er dræbt,
Af Bæringerne mangle faare faa.
Romanos.
De har en bedre Helbred, taale bedre
Forandring af Climat, Strabads og Foden.
Det er en hæslig Feil af mine Landsmand,
De er fan læffermundede, fan fiælne.
Hvi gif Oreft det i Sicilien

Veringerne i Miklagard.

Saa ſlet, dengang min Formand Konſtantin
Didſendte ham? Og hvorfor gif det ſiden
Andronikos ei bedre? Bar det Feighed?
Net, ved det hellige Korg! Men de førfpifte
Sig i Meloner, Druer, Apelfiner,
Og deraf døde de, ſom Fluer. Have
Bi felv ei Frugter nof? Men det var hedt,
De vilde vedergvæges og forfriſkes.
Nu føles deres Been forfriffede
J forten Muld.
Simeon.
Hvad har vel Harald virket?
Sicilien er iffe vundet end,
Om end han brændte nogle Byer af,
Og dræbte nogle Hedninger.
Romanos.
Nei, nei,
Der vil desværre mere til; og vi,
Bi Græfere har iffe Lykken med 08.
Det fæle Varſel er et heller glemt,

Den Lyd, ſom kom fra Bierget, fra Kuſinos:

„Alykke!“ ſtreg det høit, fom af en Ovinde;
Men fom man did, da hulfede fun Bandet
Af Biergets Indvold. Saadan blev det ved,
J flere Maaneder.
Simeon.
Et Qvindeſagn!
Romanos.
Nei, jeg forſikkrer dig, jeg horte det
Af lutter Mænd, da jeg paa mine Tog
J Syrien —

37

38 Veringerne i Miklagard

Simeon fagte.
Hvorfra jeg kom tilbage
Med uforrettet Sag —
Roman o8.
Men for at blande
For meget ei det Ene med det Andet:

Hvad gior jeg Harald til? Han maa dog lønne.

Lad fee: Sebaſtokrator, Cæfar! — Nei,
Det er før meget. Net, jeg tænfte paa —
Hvad ſynes dig om Panhyperſebaſtos?
Om Proſebaſtos?
Simeon.
Alt for godt for ham!
Romanos.
Nei, Keiſeren maa lonne keiſerligt.
Og ſtiondt den Roes er overdreven, naar
Mit Folk mig kalder en Forening af
Auguſtus, Marc Anton og Antonin,
Maa jeg dog viſe Hoimod efter Evne.
Nei — Panhyperſebaſtos, derved blier. det.
Simeon.
Min Keifer! du tillod din fordums Ben
For mangt et driftigt Ord.
Romanos.
Tal, Simeon!
Jeg mindes, da jeg var Patricier,
Saavel ſom du. Jeg veed, du mener mig
Det altid ærligt. Tal, hvad vil du mig?
Simeon.
Kun bede dig: ei alt før ydmygt, Herre!
At møde denne ſtolte Normands Hovmod.

— — —

— “

——————

mx: une rd

Veringerne i Miklagard.

Romanos.
Bær du fun ikke bange! Vel jeg. veed,
Hvad jeg mig ſtylder felv. For gif jeg fra ham,
Fordi han her fig nærmed uanmeldt,
Før du, min Brotoveftiære, var
Tilftede med dit Embeds Solverſtok.
Thi Formen, Formen er en. vigtig Ting. —
Godt — Panhyperſebaſtos! Ved min Krone,
En herlig Titel; men han ſtal dog føle,
Ut jeg er Keifer.
Simeon,
| Denne gamle Sfif,
Ut Bæringen er fri for hvad vi falde
Tilbedelfen, for Fodefaldet, huer
Mig iffe meget.
Romano.
Heller iffe mig.
De funde gierne fnæle for en Keiſer;
Dog, det er gammel Rettighed.
Harald
fommer munter.
Hil dig og fæl, min. gamle fromme Herre!
Her har du Bæringer i Miklagard
Igien. Tilgiv, vi dvælte noget længe ;
Wen ftærfe Normand fan ei altid gane
Med Øren blot paa Skuldren for fin Keifer
Y Kirfen, Borgen og paa Hyppodrom;
Ei blot forfvare dig i dine Sale.
Den ydre Kreds maa ogſaa fredes for.
Nu har vi luftet om dig. Fræffe Hedning
— Bil et ſaaſnart igien forſtyrre dig.

39

40 Veringerne i Miklagard.

Snart nu afloſer os en anden Flok,
Som hænger Breiden trofaſt paa fin Herde,
Og ftaaer ſom ærlig Vagt omfring din Borg.
Romanos vigtig.
Den Drot, ſom ftammer fra Cæfar Auguſt
Og fra den ſtore Konftantin, min Søn!
Bil altid vife fig erfiendtlig mød
Den Underfaat, fom vil ham vel. Du har
Udmærfet dig ved lykkelig Bedrift
J Africa og paa Sicilien.
Gud raader Lyffen. Da jeg drog med Hæren
J Syrien —
Simeon fagte. -
Med uforrettet Sag —
Romanos.
Var jeg ei lykkelig. Men deſto bedre,
At Bladet vendte ſig. Din Tapperhed
Jeg lonner med en Haderstitel, ſom
End aldrig nævntes før ved Bosporos,
De ſyv lykſalige byzantinſke Bierge. i.
Knæl ned, min Søn! tag min Velfignelfe!
Jeg faarer dig til Panhyperſebaſtos,
En Rang, fom endnu ingen Cæfar bar.
Harald.
Jeg takker dig for Titlen, Herre Keifer!
Men lad mig heller ſtaae. Belfignelfen
Er lige fraftig.
Romanos.
Vil du ei, min Son!
Nedfnæle for din Fader, naar den Gamle
Belfigner dig?

* —— FEER ST ERR RE Er te ——

Bæringerne i Miklagard.

Harald.
Min aldſte Fader, Herre!
Er Gud i Himlen. Ham jeg fnæler for.
Dig taffer jeg af Hiertet for din Godhed,
Og fønlig vil jeg kysſe dig din Haand,
Men ſtaaende. Det er en gammel Ret,
Forfædrene fra Nord mig gav i Arv,
Og jeg maa giemme Arven ubeffaaret
Til mine Eftermand.
Romanog$ fortrædelig.
Saa ſtaa, du Stolte!
Wen tro dog ei, fordi du nu fan falde
Dig Panhyperſebaſtos, at du har
Den famme Rettighed, fom felv Defpoten.
Bel ftaner den Titel Panhyperſebaſtos
Strar efter en Auguſts, en Cæfars Rang;

Nærmer fig ham med Bigtighed, og figer med Vægt:

Men — Purpurſtovlerne tor du ci bære!
Læg Marke dertil, Harald Haarderaade!

Du maa beffedent noies med de grønne.
Og Diademet eller Tiara fømmer

Sig fun Deſpotens Isſe. Nu Farvel!

Jeg iler til Forretninger. Ei Sværdet

Alene fræver min Opmarkſomhed;

- Mig falde Bidenftaber, Induſtrie.

J Morgen feeg vi ved Trisagion.
Gaaer med Simeon.
Harald ene.
Jeg tilſtaaer — han er ynkelig. Men derfor
- Sfal man dog ei forraade ham, om end
— Ban blev af Sfiebnen tvungen til at leve

41

49 Veringerne i Miklagard.

Sin Tid med ham. En ulykſalig Tilſtand,
Jeg fan et negte det. — Men Alderdom
Og Sfrantenhed vil fnart befrie Fyrſtinden,
Og hun ffal et førgribe fig paa Gubben.
Smilende.

Din Panhyperſebaſtos, ſtore Keifer!
Skal redde dig dit Liv, endffiøndt han et
Maa gaae med røde Støvler og med Tiara;
Endſkiondt han felv et bliver her tilftede.
Din Livvagt ſtal forfvare dig.

Efter et Diebliks Taushed.

Mod Vold!
Men hvad forſvarer ham mod lumſke Gift?
Der er ei Andet for, jeg maa forflage
Den grumme Zoe, naar med min Maria
Jeg er i Sifferhed for hendes Ranker.
Thi hun er liftig, ſom en ſpraglet Slange,
Og jeg har ogſaa hende mistænft. for
Den gamle Eremit. Sandſynligviis
Et Varktoi fun i hendes ffiulte Haand.
Hvor fan Forræderi dog føre Troſtab
J Munden? OD, men ingen hellig Kaabe
J denne Tid er Nidingsfard for god,
Og ingen Bet til Maalet den for flet.

Gaaer.

Veringerne i Miklagard. 43

Haralds Palads
med en Buegang, ſom vender til Gaden.

Leander. Hiero. Menalkas. Rleophas. Diogenes.

Leander.

Menalkas! ja, du har den ſtorſte Ret:
Imens de Store kiede fig i Ladhed,
Opfinderiſke fun til nye Laſter
Og nye Forbrydelfer, mens de fig føle
J Bellyft af en afiatiff Bragt,
Er det os Smaafolk fun, os Borgere,
Som holde Staten opreift. Thi hvorfra
Fik Keiſeren vel daglig i fin Sfat
De tyve tuſind Stykker myntet Guld,
Om ei fra os?

Hiero.

Han bruger ogſaa meget,

Og eet Sted, veed jeg, maa han fane dem fra.

Leander.
Du taler Hoffets Sag, fordi du er
Hof-Purpurfarver, og befriet fra Sfat.

Hiero.
Mit Haandvark gior Konſtantinopel re;
Thi aldrig for, i Tyrus eller Sidon,
Forſtod man at berede Sfarlagffind
- Saa høirødt, og at give Silkens Væv
- Saa friff det lyſegronne Farveffiær.
: Leander.
— Men var der ingen Uld og ingen Bæver;
" Bar vi et, fremfor andre Nationer,
I tryg Befiddelfe af denne Kunſt,

44 Væringerne i Miklagard.

Som veed af nære mildt hiin lille Orm
Paa Morbærtræet, og at nytte Larven —
Hvad hialp dig faa din hele Muslingbanfe?
Diogenes i Tanfer.
Heel felfomt, aft en Orm paa Morbærtræet
Sfal være mere værd, end tufind Græfer
Bed Laurbærtræet; at en Oſters i
Sin bruſtne Sfal med fit udgydte Blod
Skal giore Fædrelandet ſtorre Hæder,
End mangen Helt, der hiemkom blodende
Med bruſtent Skiold!
Hiero.
Tal ei ſaa frit, min Ven!
Kleophas.
Han hedder ei Diogenes for Intet.
Der mangler ham ei Andet, end en Tonde
Og gamle Græfers Noiſomhed, faa var han
Fuldſtendig Philoſoph; thi Lygten har han.
Skiondt der er intet Lys i — lige meget!
Og Menneffer? Fa, hellige Maria!
Hvis ei man fandt dem i Perikles' Tid
Selv i Athen, hvor findes de da nu?
Hiero.
Menalkas! hvorfor ftaaer du faa i Tanker?
Kleophas.
Forſtyr ham ei, vor Architect. Han maaler
Med Diet Buegangen, er fordybet
J alle disſe mange Ordener
Paa Gavitælerne, ſom viſt tilſidſt
Ham kommer i Uorden.

Bæringerne i Miklagard. 45

Menalkas.“
Kiære Venner!
En herlig Buegang om Haralds Palads,
En værdig Samlingsplads for Varinger.
Kleophas.
Mig ſynes dog, at dette Tralvark ei
Er tæt nok gittret for de norſke Biorne.
Leander.
Menalkas! er det fandt, at du ſkal bygge
En Pavillon, fom den Kalifen eted
J Bagdad, til vort Guld-Triklinion?
Menalkas.
Hvad Keiſeren befaler, maa jeg bygge
Saa godt, jeg fan.
Kleophas.
Ja, bedre gior en Skielm.
Menalkas.
Man blander Alting ſammen nu til Dags;
Den gøde Smag fortrænges. Jeg maa handle
Tidt mød min Overtydning.
Kleophas.
Det er fornemt,
Og hoieſt Mode for Konſtantinopel.
Leander.
Men ſtille! hiſt alt komme Bæringer.
Saa maae vi gaae; thi de kan ikke lide,
Man vandrer her i deres Buegang,
Naar de vil tale ſammen.
Hiero.
Hvorfor viſe
Bi disfe lodne Bildmænd dog faa megen

46 Væringerne i Miklagard.

Wrbodighed? De tale flet om os;
De ſige: vi er ikke mere ſtikket
Til Krig, end Hons; at man en Græfer kiender
Paa folden Haand og fladderagtig Tunge.
Kleophas.
Det kommer af, at de har ingen Smag.
Jeg kiender da de fleſte, jeg, ſom Kronens
Hof-Klædningmager. Jeg gior Dragter til dem;
Ut fige mine Svende, hvoraf jeg
Har otte Kamre, ferten Borde fulde.
De komme her fom lilve, Biorne, Ræve
J lodne Skind; førft naar de været har
J mine Hænder, fane de Syn at fee med.
Jeg gior dem fo Slags Dragter: førft den røde,
Hvidſtribede, med Keiferbilledet ;
Og faa den himmelblaa, med hviden Løve
Paa Bryftet. Denne ſidſte vælge de
Nu alle, jeg begriber et hvorfor.
Diogenes.
Det burde dog faa klog en Sfrædder vide.
Bi ſtifte Keifer her i Græfenland
Hvert Oieblik; men Loven fvigter et.
De Danſke og de Norffe elffe Løven,
Og bære gierne den i deres Skiold,
Thi den betyder deres egen Styrfe,
Som ffal forfvare dem.
Kleophas.
Og denne Harald,
Den Haarderaade, ſom de kalde ham,
Troer I, jeg faner engang ham overtalt,
Ut fiøbe fig en Kaabe, ſmukt brodeert

QVæringerne i Miklagard. 47

Med Paafuglficr, med ægte ſtore Perler?
Naar ei han er i Varingdragt, faa gaaer
Han i en bruun med hvide Silkefoer.

Net, disſe Menneſker har et Forftand,
Men Marv i Knoklerne, det fan et negtes.
J Krigen fan man et undvære dem.

De trodfe Døden, og det er et eget

Slags Elephanter, der gaae fremft i Flokken,
Og træde Alting ned med plumpe Poter.
Og Elephanten er et ædelt Dyr,

Og grumme klog, af fligt et Fæ at være:

— Kan med fin Tryne træffe Proppen af

En Flaſtke, driffe Vinen —
É Diogenes.

Tag dig Vare!
En Elephant fan ogſaa hevne fig.

Du har dog ikke glemt hiin Anecdote
Om Clephanten og om Skradderen?
Vogt dig! du eft et langt fra Rendeſtenen.
| De gaae.

Alf i den blaa Veringedragt. Rolſkeg, Thiodolf,
Erik, Edmund i lodne Kofter, med Bylte paa Nakken,
Drer paa Sfuldrene.

— Erik.
Her er da Haralds Huus?
Edmund.
En deilig Borg!
Ulf.
— Ja, Benner! Og i denne Buegang
Forſamle Bæringer fig tidt i Ovald,
" Og tale fammen om hvad vigtigt er.

48 Væringerne i Miklagard—

Kolffæg.
Men her er dog ei Gildeshallen ?
Ulf.
Nei,
Den ftaaer tre Gader herfra. »
Thiodolf.
Her er fagert
J Miklagard, det fan et negtes. Starkt
Jeg længes efter Hyppodromen, for
Ut fee Starkodders Billed, ftøbt 1 Malm.
ulf.
Det Sagn er falſt, min Ven! Thi ogſaa Grikland
Har eiet ſlig en Helt i gamle Dage,
Som hed Herakles eller Herkules;
Hans Billed ftaaer der, og det fan ei negtes,
Han ligner Starkodd.
Kolffæg.
Om et Dieblik
Er Hovdingsflokken ber; Nyfigenheden
Drev os lidt forud.
Ulf.
Nu velfommen da!
En byvant Broder favner eder glad.
Snart fommer Harald med Georgios,
Ut hilfe eder med en Belfomft-Tale.
Hvad hedder du?
Kolffæg.
Jeg hedder Kolffæg, kommer
Fra Island.
Ulf.
Du?

Væringerne i Miklagard.

Thiodolf.

Jeg? Thiodolf; er en Normand.

å ULF.
Du?
Erik.
Erik, Svenſke.
Edmund.
Og jeg hedder Edmund,
En Angelfare.
ulf.
Godt! Jeg hedder Ulf,
En Danſtk fra Roſkild. Marker J nu ikke
Et Jertegn, mine nysanfomne Venner?
Forſtielligheden plat ud er forſpunden;
Islander, Norſk, Svenſk, Danſk og Angelſaxe
Er alle Brødre, alle ſamme Kuld
Af Afa-Odins Wt. Den ringe Forſtiel,
Som ſkilte os i Norden ad, ophører,
Naar med de lysblaae Pine vi betragte
De noddebrune Græfer og Latiner.

Erik.
Be Upfals gamle Blodſteen, du har Ret.

Edmund,
deg føler det.
j Thiodolf.
Jeg med.
Kolffæg.
Jeg ligerviis.
Ulf.
"Cr det ei herligt, mine fiære Venner?
VIII. å

49

50 Veringerne i Miflagarb.

Og, troer J mig! det er den ſtorſte Binding
Og bedfte Nytte, Reiſen gav.
Kolffæg.
Det vil
Jeg iffe haabe. Guld er ogſaa værd
Ut vinde.
ULF.
Det vil iffe mangle.
Thiodolf.
Wren
J Kamy er heller aldrig at foragte.
Ulf.
Det Ene med det Andet! Døde Knud
J Engeland, faa lever Haarderaade
J Miklagard.
Edmund.
Han kaldes Haarderaade;
Det Navn mig huer ikke juſt.
ulf.
Fordi du
Ci ret forſtaaer vort Sprog, min Angelſaxe!
Han faldes Haarderaade for fin Manddom,
Men ei Ildraade, ſom betyder Ondt.
Lær førft at kiende ham! Han elffes høit
Af alle Bæringer.
| Thiodolf.
Vi kiende ham
Alt godt, vi Normænd. Som et Barn han fad
Paa hellig Olafs Knæ, og napped ham
Tidt uforfærdet i det gule Sfiæg,
Naar Kongen med de ſtore, ftive Dine

Veoringerne i Miflagard.

Sam vilde ængfte, fane ham til at blinfe.
Som liden Gut han giorde fig en Flaade
Af Fyrreſpaaner, mens hang Brødre ønfÉed
Sig Mark og Avæg, ſom rædde Bønder. Harald
Bar med ſom Ungerfvend paa Stifleftad.
Edmund
rhfter paa Hovedet.
Min ftore Knud jeg faner dog ei igien.
Bel muligt, Harald er faa giæv, fom han;
Men eier han flig Fromhed?
Erik.
Var Kong Knud
Da virkelig ſaa from?
Edmund.
Jeg glemmer aldrig
Den ſidſte Gang, jeg foer med ham i Snekken
Til Ely paa Mariæ Renſelsdag.
Skiont Kirken laa, hoit paa den ſteile Klippe,
Dg ſom vi flød paa Bandet, hørte vi
En Morgenfang af Munkene deroppe.
Da Kongen felver qvad en Bife for 08.
ULE.
Ak, fan du iffe den?
Edmund.
Jo, Ord til andet.
Mifligt fiunge de Munke ved Ely,
Da Knud i Sneffen foer;
Roer os nu, Knegte! til Landet i Haft,
J At ſtyrkes ved Herrens Ord.“
ad ulf.
— Kong Knud var Sfiald, og faa er Haarderaade.

4"

52 Veringerne i Miklagard.

Erik.
Hvo kommer hisſet?
| MIE
Haldor Snorroſon.
Thiodolf.
Ei, Haldor? Du, min Ulf! og Haldor, veed vi,
Er Kongens forſte Kæmper.
Ulf.
Luren ſamler
Til Kampen os forenede; men Freden,
Med Harper og med Giger, ſtiller os,
Thi meer forffiellige fan Ingen findes,
End vi To, naar vi iffe ſlages.
Erik.
Er Haldor
Da ikke bold i Fred?
Ulf.
Heel bold og blid,
" Wen fold, fom Fieldet, for hver Folelfe.
Der bider Intet paa ham, og hang Aand
Oplofter fig faa lidt til henrykt Glæde,
Som den i Noden boier fig til Sorg.
Han funde næften, fom fit tauſe Sværd,
Undvære Talens Brug. Men ffal der handles,
Da er han Manden.
Erik.
See, der kommer han!
Haldor Snorroſon
kommer, og ſiger ligegyldig, men venlig:
Velkommen her i Grikland, gode Venner!
Hor, Ulf! nu ſtal der ſiunges, og du veed,

REDE se vd te

Veringerne i Miklagard. 53

Jeg ſkriger, fom en Ravn; jeg fnaffer lidet,

Men fynger ſlettere. Desuden gider

Jeg ikke hørt de alenlange Taler,

Sær naar de holdes af Georgios.

Nu gaaer jeg hiem, og hielper Kokken med

Ut fave Maden til i Aften. Han

Forſtaaer fig ci paa danſke, norſke Retter.

Jeg tilberede vil vort gode FlefÉ,

Og fee, om Ol og Miod er ſtarkt nok brygget.

Gaaer.

Thiodolf.

Der kommer Skaren ſamlet, mine Brodre!

Nu lad os ſtille os i Flokken med

Og hilſe Haarderaade med et Drapa.

Muſik. VWæringerne komme i lodne Sfindfiortler, med barbariſke
Stridshuer af Jern, med Ører, Sværd, Skiold og Spyb.
De ftille fig i Rekker, og ſiunge, i det Harald fommer,
fulgt af Georgios.

Bæringerne.
Stærfe vi ftande,
Stridende gange,
Gierne den gniftrende
Glavind fvinge.
Brødre fra Bæltet,
Bretlands Hirdmænd,
Drenge fra Dofres
Dale vorne;

Svithiods Sønner
Fra Skaanes Marfer,
Helte fra Heklas

Hal og Jokler,

54 Væringerne i Miklagard

Hylde vi Harald
Haarderaade:
Rædfel før rædde
Rifer alle.

Sværdet du fvang paa
Sifilsen,

Kæmped med Kraft for
Chriſt hiin hvide.

Liig da i Lynget

Laane for Hogen.
Blødhiertet Barm fit
Banner fvigter.

For os i Faren,

agre Konge!

Det er, ſom Viin med

Ben at drikke.

Det er, ſom Kvinders
Kys at ſmage.

Leende lader

Helten Livet.

Georgios
med affecteert Værdighed.

% tappre Skandinavier og Briter,
Belfomne! Jeg, Georgios Maniakes,
Den græffe Keiſers forſte Hovedsmand,
Til hvem al Græferhæren er betroet,
Af Hiertet raaber i min Keiſers Ravn:
Velkommen i Konftantinopel! Himlen,

Veringerne i Miklagard. 55

Dens Engleſkarer og dens Helgene

Har kaaret eder til et ſieldent Hverv.

— Med Tapperhed og Kraft mod Elementet
Har J, ſom for Joraeliterne,

Jer giennem Orken ſtridt til Kanaan.

Som ædelt Malm, der laa i Mulmets Skiod
Bag Biergene, blev J for Dagen bragt,
Ut præges med Humanitetens Stempel;
Hvad fun fan ſkee hos os, 1 denne Stad,
Som ſamler Oſtens Rigdom, Sydens Skionhed,
Veſtens og Nordens Kræfter i fit Skiod.
Saa qvæger jer i Cedertræets Stygge,

Og nyder vore himmelſode Frugter!

Saa feer jer mætte da paa vore Sfatte,
Paa Hyppodromens gamle Billeder,

Hvor Heſteveddelob og Vaabendands
JOvermorgen gives, jer til Lyft,

Naar i den hellige Sophias Kirfe

Med Keiſ'ren I har hørt Trisagion.
Betragter fan Triflinion, det gyldne,

Og angſtes ei ved med jer Fod af træde
Paa Guld, I, fom med Hænder fun tilforn
J Norden Jern og Kobber har berørt.

Da vorde Gaderne beftrøet med Blomſter.

— Med Silfetæpper af en ſkion Baldyring
Behænge vi Baladferne. Da qviddre

J Keiſerhallen, i et Træ af Guld,

De kunſtige Solvfugle, fom i Skoven
Smaae Nattergale; og to gyldne Løver —
Lad, fiære Venner! "det jer et forffræffe —

56 Veringerne i Miklagard.

Med Pine, ſom Rubiner og Smaragd,
Vil brøle græsfeligt ved eders Komme.
Væringerne fmile, og fee paa hinanden,
Dog — vender Bliffet til alvorlig Daad!
Her lære I den fande Krigens Kunſt;
Thi et blot en barbariſk Tapperhed
Kan hielpe ſtort mod Catapult, Balift,
Stormbuk, og — fremfor Alt — den græffe Ild,
Som gyfeligt igiennem Luften blusfer,
Og ſtrax fortærer, hvad den hefter ved.
Ult, hvad vi fordre før faa megen Godhed,
For Aandsoptugtelſen, for Gud hiin røde,
Som J fan bringe med til Fædrelandet,
Er Lydighed mod eders Forefatte,
Troſkab mod Keiſeren, og fremfor Alt
Betvingelfen af dette ſtolte Bæfen,
Hvormed Barbaren i fin Raahed ſtiller
Sig fra en Romer. Romere (forftaaer !)
Bi falde 08, ſtiondt Græfer, da vor Keiſer
Og Keiſerdommet ſtammer ned fra Rom.
Og dermed Gud befalet! Jeg har talet.
Treder tilfide.
Harald.
Jeg maa dog ogſaa fige et Var Ord,
Som Bæringernes Drot i Miflagard.
Hiertelig og ligefrem.
Velkommen, tappre Syvende, fra vort Land!
Jeg veed, det falder et Nordboen let,
Ut rive fig fra Hiemmet, hvor i Danmar
Det ſolvblaa Hav, den grønne Bøgebaffe,
J Norge ranfe Gran paa fteile Kyft

BVæringerne i Miklagard. 57

— Ham holder faft. Thi hvor i Syden finder

ERE EESTI] & Can Sin

Man Søen mere blaa, meer grøn en Mark,
Meer maleriſk et Field med hviden Fos?
Hvor findes Aand og Hierte mere vaft,

End der, hvor Odin bragte Aſerne

Fra bruunlige, forbrændte Taterørfner ?

Dog Manddomsmodet, Lyft at hærde fig -
Beherſker Helten, han vil kiende Verden;

Og da i Nordens Krog et Verden kommer
Til 0%, faa maae vi fomme ned til. den.

Tidt giorde vore Formænd fligt Beføg,

Og fom ei nær fom fan beffedne Giefter.
Da Gasſene paa Capitol forfvared

Den fidfte Romercere, lagde Brennus

Sit Sværd i Vagten. Longobarden ſiden
Gar giort et langt Beføg, bortjaget Berten,
Og blev fra Gieft felv Vert. Saa Gotherne,
Og mangt et Folfeflag i Slægt med 08.

Ei Bæringerne komme faa til Grikland.

En Ed, ſom høit ved hellig Olaf vi

Paa Biblen fvore, ſtrengt forpligter os

Til Billighed og Troſkab. Ci vi drage

Til Bosporos ſom Fiender, men ſom Benner.
Bor Breide ſtark forfvarer Keiſeren

Mod Overfald af Hedninger — og Landsmænd.
Thi lader eder et forblinde, Brødre!

Af disſe falfede, bemalte Grave,

Hvorunder, efter Skriftens Ord, Uhumſthed
Og halvforfuulte Knokler ſtiule fig.

J ftaae ei under nogen Mand i Landet,

58 BVæringerne i Miklagard.

Kun under den, ſom ſelv J vælge til
Jer Formand, og det er før Tiden jeg.

Georgios gaaer fortørnet bort.

Harald
feer fmilende efter ham, og vedbliver:
Y ere Keiſerens fornemſte Vagt,
Hans Livvagt. Naar han doer engang, belannes
Jer Troſkab med Polota-Svarf; vil ſige:
J gaae omfring i Keiſerborgens Haller,
Og ſtifte al hans Efterladenſkab
J lige Arv. — J føre tvende Faner,
Han giver et Binf, nogle prægtigflædte BVæringer fomme med
Fanerne.
Mariafanen og Korsfanen. Brødre!
Betragter disſe gamle Bannere
Med Wrefrygt. De flagred ofte, hvor
Det gif alvorligt til, og giorde Norrig
Og Danmark re.
Der blæfes en hoitidelig Melodie; alle Veringer blotte deres
Hoveder, fnæle for Fanerne, og giore en ftille Bon.

Saa har I nu da hilfet disſe Marker,
Hvorom vor Skytspatron, den hellige Olaf,
Ufynlig fvæver. Undertiden rider
Han fynlig for os paa fin hvide Heft,
Naar Faren vorer, og naar Mødet fynfer.
Og nu Guds Fred! Fordeler eder rundt
J Staden efter eders Herreffiold,
Og blander eder med de ældre Brødre.
Afforer eder disſe lodne Sind,
Der er for varme her; ifører eder
De lysblaae Kiortler og de blanke Hielme,

BVæringerne i Miklagard. 59

Svoraf der findes nok i Baabenhufet.
— Gildeshuſet møde Høvdinger ;
Der ſamles vi til Vaabenthing; der fee

IJ eders Gildeſkraa famt eders Lade,

— Som giemmer vore Privilegier.

… Der findes Borde, Banke, Lyſekrone,

— Samt Sfytspatronens Billed. Der vi træffes
— Het fnart igien. Nu trænger jeg til Hvile

En liden Stund, og det gior J, fom jeg.

. Gan hilfer bem, og gaaer.

Bæringerne
fynge:

Falſke Difer

Ei Daner daare;

Nattens Norner ei
Normand blinde.

Chriſtne for Korſet

i Knæle vi lydigt.

Å Olafs Øre!

É Pv du os Modet.

— se ——

De gaae.

— Haralds Hal.

En Løibænt i Baggrunden. Én ung Væring i Vaabendragt
gaaer ſom Vagt frem og tilbage, med Oxen paa Skulderen,
og med en liden Harpe hængende ved Siden.

Harald fommer.
Eſt du min Bagt i Aften?
Bæringen.
Ja, Herr Konge!

60 | BVæringerne i Miklagard.

Harald.
Du eft heel ung endnu.
Bæringen.
Kun fytten Aar.
Harald.
Og alt i Miflagard ?
| Bæringen.
Kong Harald var
Paa Stifleftad, da han var femten.

Harald.
Bel fvart!
Mig tykkes, jeg har her et feet dig før.
Bæringen.
Jeg fom med digfe ſidſte Bæringer.
Harald.
Og flædt alt i den lysblaa Vaabenkiortel?
Varingen.
Jeg længtes efter Vagt hos dig.
Harald.
Men eſt
Du ſelv ei træt?
Bæringen.

Nei, jeg fov Middagsſovn
Paa Sfibet, Herre!

Harald.
Og hvor eft du fra?
Varingen.
Fra Rusland, Herre!
Harald.

Ak, ſaa kommer du
Jo fra min Eliſifs mosgroede Grav!

Veringerne i Miklagard.

Vaeringen.
Nei, Konge! Graven har jeg ikke ſeet.
Harald.
En liden Harpe hænger ved din Skulder.
— Du eft da Sfiald?
Bæringen.

— Baa dette Haandværk.
Harald
lægger fig paa Leibænfen.
Syng mig da en Bijfe!
Voringen.
Hvorved du falde kan i Sovn? Det vil
Ei vorde vanfkeligt.
Harald.
Den fvæde Stemme,

Mig tykkes, fiender jeg. Syng, Ungerfvend! ”

VBVæringen

fætter fig, og ſynger ved Harpen:
Bil du vel bære denne Dragt,
Som Thora Hiortur eied?
Ut vælge den til Hoitidspragt
Hun i fin Ungdom pleied.
Om digfe Somme tidt hun foer
Med fine hvide Hænder.
Nu hviler hun i forten Jord —
En anden Elſkov brænder.

Harald

reifer fig forfærdet. halvoverende.

O, alle Helgene! hvad hører jeg?

Min Drot! jeg fuffer lidt |

61

62 Væringerne i Miklagard

Bæringen
ſynger:
Jeg tør ei bære dette Skrud,
Det vil mig iffe ſmykke.
End lever hun, din unge Brud,
Du raader hendes Lykke.
Hun har paa dig det førfte Krav;
Men fan du dig beklage —
Send hende atter til fin Grav!
Hun fommer et tilbage.
Harald
ſpringer op.
Min Clifif! du lever! — Hellige Olaf! —
Kom i min Arm, og overtyd mig! Eſt
Du intet Gienfærd?
Eliſif.
Sfræffer jeg dig, Harald!
Som Gienfærd — o, faa fan du med et Ord
Bortmane mig.
Harald
omfavner hende.
Du lever, fiære Bige?
Elifif.
Min elffte Harald! er din Eliſif
Dig da i Sandhed fiær?
Harald.
Hvor fan du tvivle?
Eliſif.
O, jeg har hørt faa mange fæle Rygter.
Harald. :
Man maa ei Rygter troe, det feer du jo;

Veringerne i Miklagard.

Et almeent Rygte har udbredt ſig om
Din Død, min Faſtemo!
Eliſif.
Det horte jeg
J Garderife; neppe var det hørt,
For jeg beſlutied ſelv at overtyde
Dig om mit Liv.
Harald.
Og du forflædte dig
Som Ungerfvend, og drog den lange Bei,
Og deelte Reiſens Farer og Befvær —
Eliſif.
Hvor gierne, for at ſee min Harald atter!
Harald
trykker hendes Haand.

— Du fom til rette Tid, min vakkre Giente!

Jeg reiſer bort i Overmorgen; var
Du fommen fenere — Gud være [ovet!
Nu følges flur vi ad til Garderike —
Der ffal vort Bryllup ſtaage. — Din gamle Fader
Dog lever vel? — Og du eft bleven ſtotre
Og fagrere.
Eliſif.
Min Harald! tykkes dig?
Mig ſynes og, du har forandret dig.
Harald.
JF Krigen hærdeg man. Maaſtee jeg alt
Har tabt endeel af Ungerfvendens Væfen;
Desbedre pasſer jeg til Wgtemand.
Fra Garderike følges vi til Norge;
Der giør jeg Clifif til Landets Dronning.

63

64 Væringerne i Miklagard.

Eliſif.
O, hvilken Glæde paa det lange Savn!
Nu er al Sorg og al Bekymring endt.
Jeg vidfte nof, min Harald var mig tro.

Harald tankefuld.
Ja — Froffab ſtander i vort hellige Banner.
Nu, ſolvgraa Gubbe! nu forftaaer jeg dig.
Eliſif.
Hvad mener du?
Harald.
En ærlig Eremit
Gav mig et Vink for noget fiden, ſom
Jeg misforſtod, og det fortryder mig.

Eliſif.
Min Sara er dog ikke rigtig glad.
Du ffiuler mig en Sorg. Eſt du bedrøvet,
Fordi jeg kommer?

Harald.

Nei, ved alle Helgen!

Jeg takker Gud. Og var du ikke kommen,
Og havde jeg for ſilde, Eliſif!
Din faljffe Død opdaget — aldrig var
Jeg vorden Helt og Norges Kæmpe meer.
Men viid, mit Barn! her gage vi paa en Afgrund,
Som let fan brifte under os. Du ſtal
Faae Alt af vide. Gak i næfte Rum !
Jeg førft maa give Bud til mine Svende.
Forſigtigheden er en Alf, ſom her
Tildeels felv giæve Kæmper fmigre mane,
or at fane Bugt med Ondſkabs lede Trold.

Væringerne i Miklagatd. 65

Eliſif.

Ak, kom da ſnart!

FA Harald.

å Ja, ja! ret ſnart, ret ſnart.
Hun gaaer.

Ragnvald, en gammel Kæmpe, kommer.

i Ragnvald ſmilende.
|, Konge! har min unge Bæring fiunget
Dig vel i Søvn?
Harald.
| Du eft deelagtig altfaa
I Hemligheden?
Ragnvald.
Jeg har hende fulgt
Den hele lange Vei, til Lands, til Søes,
Dg værnet om din fpæde Kampes Fred.
Harald.
Saa gior du-til din Sfyldner mig for Livstid.
— Følg hende nu i Hallen, gamle Ragnvald!
i Ragnvald gaaer.
Harald
fafter fig paa Loibænfen, ffiuler fit Anfigt i fine Hænder,
og tier længe ſtille. Derpaa ftaaer han op, og gaaer i
É dybe Tanfer frem i Hallen.
| Da Herkules pan Marken fod,
Hvor tvende Veie ſammenſtodte,
Da frifted Intet Heltens Mod;
Thi Vellyſt ham og Dyden mødte.
Hvad hørte der Betænfning til?
Sin Kraft han funde Pligten vie.

VIII. 5

66

Væringerne i Miklagard

Men jeg — en Bold for Lykkens Spil —
Min Glifif — og min Marie!

Min Fæftemø i forten Grav

Ei meer i fagreft Ungdom ſover;
Gun feiled over forten Hav,

Gun bragtes paa de dunkle Bover.
Jeg troede hende længe død;

Og fan jeg, Sandhed! det fortie ?
Jeg glædte mig, da Lykken bød
Til Vederlag en ſod Marie.

Mod hende, min Eliſabeth!

Eſt du, ſtiondt yndig i din Sommer,
En lille blaa Migeiforgiet

Mod Dronningen for alle Blommer.
Uffyldigt end dit Hierte flader,

Som da din Moder gav dig Die; .
Men Himlen aaben for mig ftaaer,
Naar jeg dit Die feer, Marie!

Som Ruslands Kuld med Gran og Jis,
Med fmuffe Nordlys og med Stierner,
Mod græffe Blomſterparadiis,

Hvor end Natur om Skionhed værner ;
Som liden Kirfe, flet og ret,

Mod Græflands himmelffe Sophie,
Forholder fig Eliſabeth

Til dig, min elffede Marie!

Veringerne i Miklagard.

Dg dog jeg flygter af din Arm,
Mit forfte Løfte mig forbinder.
— Min Clifif! et Sorg og Harm
Skal blege dine friffe Kinder.
—… Du har et helligt Krav paa mig;
Velan! faa ſtal os Bræjten vie.

| ; i FR Jeg følger og jeg ægter dig —

— Men aldrig glemmer. jeg Marie.

5*

67

68 Bæringerne i Miflagard.

Tredie Handling.

Keiserhallen.

Heorgios alene.

Hvor underligt dog tidt Bedrifterne

Gientage ſig i denne Verden! Have

Vi ei i dette Keiſerpar et Billed

Af gamle Svaghed, da Juſtinian

Indbildſt paa Thronen vaklede? Kan jeg

Ei ſammenlignes med en Beliſar,

En miskiendt Verdenshelt? Og kappes ei,
Som hiin Eunuch, hiin Usling Narſes, Harald
Med en Georgios om Wren? Men
Konſtantinopel ſkal, ſom Mailand, ei
Nedtrampes af Barbarer. Beliſar!

J een Ting ligne vi hinanden ei:

Du var en alt for god, troffyldig Giek;

Jeg veed at fætte Baaben imod Baaben,

Og Lift ſkal fælde Lift. — Det er en god
Indretning hiſt og her i Salene

Med disſe hule Soiler. Keiſerparret

Gi blot, men jeg og Protoveſticren

Har ogſaa Nøglen. — Ha, fordømte Jisbiorn!

Bæringerne i Miklagard

Bel, Harald! du har flengt i Lafer mig
Mit Wresbanner, traadt det under Fødder;
Ei nok med Laurbærfrandfen — Myrtens Krands,
Min Foſtems vil du berøve mig,
— Bil flygte med Maria. Men mit Sfaftavl
— Staaer ftillet vifeligt, og fun to Træf —
Saa vaander du dig mat i Smertens Favn.
Jeg hører Keiſerinden. Falſke Joe!
Forblindede! du ſtal fane Alt at vide;
Men drille vil jeg dig dog langſomt forſt.
— Jeg veed, du lider mig i Hiertet ei,

Kun fælles Nød og Hevn forbinder os.

Zoe tommer.
Hvad vil du mig igien, Georgios?
Du fieder mig med tidtgientagne Klager.
Har jeg et bedet dig fordrive Tiden
Hog din Maria?

Georgios.

Tilgiv, Keiſerinde!

- Jeg fommer for at ſtrifte ærligt for dig,
At jeg har misfiendt Harald Haarderaade.

Zoe.

… Det er mig fiært, du kom engang fil Sandheds
Erkiendelſe. Kun undrer det mig, Ven!
Ut Keiſerſtadens Gader og dens Borg
Har viift dig, hvad du funde bedre feet
J Dalen og paa Sletten.

Georgios.

Keiſerinde!

Du kaldte mig en Maane; Maanen, veed du,

69

70 Veringerne i Miklagard.

Seer Solen fun om Natten, og hvor Maanen
Skal ffinne, maa der være mørft.

Zoe.
Saa har
Din Maane nu tilſidſt dog ſpeidet ind —
Georgios.
J Haralds Eenſomhed.
Zoe.

En herlig Elſker!
Hvi lod du den igiennem Vindvesranken
Ei ffinne heller i Marias Kammer?

Georgios.
Om Natten ffinner Maanen allevegne,
J Amors Myrtelund paa Roſerne,
Paa ſtumle Retterſted ved oden Kyſt.
Zoe.

Fy, hvilfe fæle Billeder! Jeg affſkyer
En Phantaſie, der jager efter Rædsler.

Georgios.
Og en Forſtand, der kan opdage Sandhed?
Zoe.

Hvad har din herlige Forftand opdaget?
Georgios fmilende.
Ut jeg har miskiendt Harald.
Zoe heftig.
Frygt min Brede,
J Fald du tirrer mig!
Georgios iiskolb.
Jeg troede, han
Bar herſteſyg, ærgierrig, ſtolt — men aaben

Væringerne i Miklagard.

— Og ærlig. Hoie Keiſerinde! jeg
- Gar giort ham Uret — Harald er en Niding.

Joe.

| Nu fvæver Døden over dine Lokker!

Georgios.

Sg ovver dine, hvis du hører ei

Din Redningsmand.
Zoe
med ſtolt Foragt.
Du redde mig?
Georgios
beſtandig rolig.
Fra Harald,

Som vil forraade dig til Keiſeren.

Zoe urolig.

" Forraade mig? Og hvad vil han forraade?

—

i

Georgios.
Et ubetænffomt Indfald, der viſt aldrig
Kom dig fra Hiertet; der var ſtrax fortrudt,
Som det fra Laben floi, og aldrig meent.
Jeg kiender Zoe. — Men i Lidenſkaben
Forlober man ſig let. Din Phantaſie,
Indtaget, efterjog Kong Haralds Radsler,
Og en barbariſtk Vildſkab rørte dig.
Ut et han ffionte paa din høie Naade,
Ut han misbruger din Fortrolighed,
Det er i Haralds Aand og Vaſen.

Zoe angft.

Tal,

Georgios! For Himlens Skyld, min Ben!
Gior ingen Omfvøb.

71

12 Vorringerne i Miflagard.

Georgios.

Visſe Ting, Fyrſtinde!
Udtaler man anftændigt fun. med Omfvøb;
Thi om jeg fagde her nu plumpt og fort:
„Du vil affætte Keiferen, og hæve
Paa Thronen Harald, fom.du elffer høit;
Men Harald, fom foragter dig med famt
Din Kiærlighed, vil flygte med min Brud
Maria, fom han elffer, og forraade
Dig, den Forfmaaede, til din WÆgteherre” —
Hvorledes flang vel det for fine Ører?

Boe.
O, alle Helgene!
Hun er nær ved at ſynke i Afmagt, han griber hende i fin Arm.
Georgios.
Fat dig, Fyrſtinde!
Og hor mig.
Halvfagte.
Ha, det er en deilig Qvinde,
At trykke i ſin Arm. Fordomte Vildmand,
Som vover af forſmage en ſaadan Perle!

Zoe
fatter ſig, reiſer ſig med Kraft, og ſiger:
Har han forſmaaet, vil han forraade mig,
Saa maa han miſte Livet.
Georgios.

Vel, det lad ham!
Men hvordan, hoie Keiſerinde! agter
Du at indlede Hevnen?

Væringerne i Miflagard.

Boe.
Ingen Omfvøb!
Han er en lumſk Forræder, han maa falde.
Georgios.

Ret godt! Men fan du fælde ham? Du har
Ei Magten over Liv og Død, Fyrftinde!
Det har Deſpoten fun, Sebaſtokrator.

Og dræbe ham ved Snigmord? Fy, det fan
Hver Trælleqvinde giore ved fin Boler;
Det er et Hevn før Zoe.
Zoe.
Raad mig da,
Viis mig den Urt ved Lethes ſtumle Bred,
Som giemmer Giften ſmertelig og ſikker.
Georgios.
Harald maa falde ſom en Landsforrader —
Det er han — fom en Majeſtatsforbryder;
Og Keiferen maa felv afſige Dommen.
Zoe.
Du Rafende! og troer du, Keiferen
Bil dræbe den, fom redder Livet ham ?
Georgios.
Jeg bringer med to velbetalte Vidner,
Som begge hørte: Harald vilde myrde

Romanos, for at fætte fig paa Thronen.

Zoe.

Geor gios.
Triumpheer for tidligt ei!
Zoe.

Jeg kiender min Romanos Argyros;

Fortrefligt!

74 Bæringerne i Miflagard..

Saa ræd er Yngen for fin Død, fom han,
Og hører han af tvende Vidners Mund
Et Anſlag mod fit Liv, fan er det nok,
Saa føres Harald lænfebunden hen
Til Dodens Taarn.

Georgios.

Ja, hvig man faner ham fat.

Men hvor er Harald nu? Midt i fin Hær,
Som ligger rundt fordeelt i Hovedftaden.
Hvor vil man hente ham? J Gildehufet,
Hos Bæringer? Det turde holde haardt.

Zoe.
Han lokkes maa herhen.
Georgios.

Det er alt fÉeet.
Tilgiv min Driftighed, Fyrſtinde! Kun
Jeg handled til dit Bedſte. Jeg har ladet
J dit Navn Harald bede om at komme
Endnu i Aften her paa Borgen.

Zoe. J
Herligt!
Georgios.

Zoe:
Ser ſtal han gribes, bindes,
Og føres til fit Retterſted.
Georgios.
Let ſagt!
Og heller ikke er det vanfÉeligt,
Ut hugge Hovdet meer af ham, af fløde
En Dolk i Bryſtet ham, end hver en Anden.

Du jubler alt?

Voeringerne i Miflagard.

Men, Keiſerinde! teenk paa Følgerne;
Thi høre Bæringerne, dereg Drot
Er fængslet her og givet hen til Døden,
Saa giør de Oprør, brænde Byen af,
Og dræbe os tilfammen, alle Græfer,
Wed Prerne, ſom Slagteqvæg.

Zoe.
Du vifer
Mig lutter Spindevæv, ſom mindſte Vindpuſt
Kan fønderrive.
Georgios.

Mener du, Fyrſtinde?
Net, ſtionne Zoe! jeg har Strikken ſnoet
Af Hadets og af Hevnens feige Baft;
Den pasſer vel til Haralds Hals, og Digvlen
Skal felv et løfe denne ſtramme Knude.

Zoe.
Saa ængft mig ei, og før et meer min Frygt
Igiennem alle Tvivlens Labyrinther!
Viis mig en Udfigt til hans Retterfted ;
Kun der er Maalet for min Ro.

Georgios fmilende.

Gi, ei!
Saa var det altſaa ikke dog faa galt,
Ut Maanen ffinte hen paa Retterftedet ?
Nu, feer du, det er ingen ringe Fordeel,
Hvad flau Moral end fladdrer derimod,
Ut Politiken, der ophøjet hæver
Sig over Huuslighedens Borgerdyd,
Betiener fig iblandt af — falſke Vidner,

75

76 Væringerne i Miflagard.
En hæslig Titel for en nyttig Ting;
Thi de er ofte bedre, end de fande.
| Zoe.
Hvad vil du ſige dermed? Du har altfaa —
Georgios.
Zoe.

Du er vel bekiendt
Med Byens Udſkud.

Endnu fo Bidner.

Georgios.
Ak, for den Sags Skyld
Behover man juſt ei at ſoge langt;
Fra Guldtriklinion til Tiggerffuret,
J alle Stænder findes flige Folk,
Til hoiſt forffiellig Priis, og mine fif jeg
For Roverkiob. To ftaffels Fiffere,
Hvem Bosporos, ſtiondt den (ſom Helleſpont
Alt hos Homer) kan kaldes fiſkerig,
Ei altid dog forſyner efter Nodtorft;
Hvad ſynde de vel, ved af gaae i Hallen
Til Væringer, og fige dem: Kong Harald
Er plumpet ud i Bandet, da han. vilde
Beſoge Sfibet”? Det er vores Lyffe,
Ut den Forvovne gaaer. faa tidt alene
Paa Gaden uden Følge. Ogſaa haaber
Jeg vift, han kommer ene her i Aften;
Hvis ei, maae vi opfætte Hevnen til
J Morgen.
Zoe.

Ultfaa, naar han er her —

Væringerne i Miklagard.

Georgios.
Og

Naar Keiſeren har fældet Dommen forſt,
Saa lade vi ham gribe, kneole, lægge
Ned i et Sfriin, og føre flur til Taarnet.
En Græfer, der har nogen Liighed med ham,
Jeg udklædt har omtrent, fom han; han gaaer
Med langt nedfaldne Haar, med Haralds Hielm
Og Haralds Kaabe, Bæringernes Vagt
Forbi; faa fee de alle, deres Drot
Er gaaet hiem herfra. Han pleier fielden
At tale til dem, naar han gaaer forbi;
Dg uſpurgt taler Ingen til ham førft.
Saa fender jeg til Havnen Haralds Stygge,

Hvor den forfvinder nær ved Strandens Bulværf.

Paa Vandet flyder Heltens brune Kaabe;

Saa er der ingen Tvivl om, han er drufnet.

Bi har erobret ham fra denne Berden,

Han er vor Træl, vor lankebundne Fange,

Og vi fan uden Fare fende ham

Hen i den anden Berden, naar vi lyfte.

Zoe.

Du er en vakker Diævel! Men hvad ſtaaer

Mig inde for, du ſom faa godt fan lyve,

Ut iffe her du fun bedrager mig?
Georgios.

Saa ſtaf dig Vished, bi, og lad din Normand

Forraade dig til Keiſeren; ſaa fager du

Beviis i Hænde. IJ hiin Soile der —

Du veed det, den er huul — kan hores Alt.

Men vil du meer Beviis? Her er et Vers,

77

78 Væringerne i Mitlagarb.

Som han har tabt paa Trappen, ikke juft

Til mig, men til min ædle Fæftemø.

Tilgiv, jeg bringer dig det, iffe hende!

Det er paa Græff, men. fÉrevet dog med Runer.
Læg det! Du fiender Haralds Kragetæer.

Zoe leſer:
„Tofaſt Harald tænfer
Tidt paa ſin Maria.
Helved ſtal ei Helten
Fra ſin Himmel ſtille.“

Gun ffiuler fit Anſigt i fm Haand, gaaer forbittret og beklemt
hen til Vinduesaabningen, for at faae Luft igien, og ftircer
paa Maanen. Med tvungen Kulbe:

Du ffinner faa fornsiet, Artemis?

Du folde Jomfru! fmiler du faa rolig
Med blege Diadem om hviden Bande?

Og dog er Skiebnens Rædfel i dit Blik.
Jeg kiender dig vel ved dit ældfte Navn —

Med vild Lidenſkab, der iffe længer lader fig tvinge.

Titanens Datter, Hekate! dig er det,

Hvis hemmelige Trolddom ftræffer fig

Saa langt, fom Natten med fin forte Binge.
Ya, du eft min Gudinde; thi nu vender
Mit Pie fig fra Gud og Helgene,

Fra Stiernehimmelen, og finder fun

J Morkets Afgrund fin Forfriftelfe.

Beſicel mig, Atreus' og Thyeſtes' Aander!
Udſluk hver Tanke af Medlidenhed,
Forvandler mig til Furie, opfylder

Mit Blod med Ild! Endnu — jeg foler det —

Veringerne i Miklagard.

End flyder der af Aphrodites Melk
For meget her i disſe Aarer. Taaren
Vanhelliger mit Die, og den Svage
Begræder feig fin Spot. Men, Cypria!
Nu giorde Svaghed dig det fidfte Offer.
Til Georgios. ;
Du faaer din Hevn. Jeg gaaer til Keiferen.
Her holder du med Taler Harald op,
Til jeg udvirfet har hang Dodsdom. Da,
Naar det er ffeet, ſtal Solverklokken ringe,
Som hænger næft herved i Galleriet.
Lad ham faa gribe, fom du har befluttet!
Seer paa Pergamentet.
Den lille Pergamentſtump er et Pas,
Som neppe Charon feer, før med fin Stang
Gan ſtyder den begforte Baad fra Land,:
Og ſtienker ham fri Overfart paa Lethe.
Gaaer.
Georgios.
Du vil ei tale med ham? Og mig fynes,
Det er den bedfte Spog. Tidt har jeg moret
Mig over Katten, naar faa venlig førft
Den legede med Muſen, før den beed.
Dog — hun er Qvinde; Kiærligheden er
Ei ganſke dunſtet bort, og Iſen kunde
Let ſmelte, naar den kom i Haralds Solffin.
Maaffee hun lurer der i Pillen forſt,
Og fpilder Tiden mig. Men lige meget!
Alt mine Vidner er hos Keiferen ;
Gun finde vil det halve Arbeid giort,
Og hun behøver fun at frone Bærfet, —

79

80 Væringerne i Miflagarb.

Jeg maa indrette Talen faa, at Harald
Staaer i fin hele, ſtolte Nogenhed.
Og det vil iffe falde vanffeligt.
Den Uforſkammede foragter mig,
Os alle her, og han forſtager fun flet
Ut fætte Kurven for fin Biornemund.
Harald fommer.
Er Keiſerinden iffe her? Hun har
Indbudet mig i Qvælden.
Georgios.
Akolyth!
Hun kommer ſtrax.
Harald.
Vel, gunſtige Herr Over—
Etæriard! faa vil jeg vente hende
Derude ved min Vagt.
Georgios.
Ei! ſommer det ſig
En Akolyth, ſom har Befaling over
Barangerhæren, at ſtage Skildvagt ude
Baa Garigen mellem Dørene?
Harald.
Det træffer
Derude, mener du; jeg fan forkoles?
Jeg takker dig, fordi faa om forſigtig
Du tænfer paa min Sundhed.
Georgios.
Sundhed er
Et koſteligt Klenodie. Jeg veed,
Du vælger gierne, hvor du fan, et Sted
Ut være paa, hvor der er ført og fundt.

Væringerne i Miklagard.

Harald.

Og derfor tat jeg blive nu hos dig?
Saa mener du, der er beftandig fundt,
Hvor der er tørt?

Georgios.

J Normand er dog faa

Barnagtige, forfængelige, fom
Bi Græfer. See, nu er du vred, fordi
= Man falder mig Over-Etariarch,
Og dig fun Akolyth. Nu eft du ſtodt,
Fordi jeg nævner et din nye Titel,
Din Panhyperſebaſtos. Men det maa
Forſt Keiſeren erflære offentligt,
For ér det et authentift.

Harald.
Gierne ſtienker
Jeg dig Credit pan Titelen faa længe.

Georgios.
Min høie Keiſerinde onſter, Harald!

Bi ſtal forſones; hun befaler det,

Og jeg adlyder hende. Jeg gior gierne

Det forſte Sfridt, i Fald du gior det andet.

Harald.
Hvor vil du vi ſtal fÉride hen? Til Holmgang,
Til Twekamp? Dertil gior jeg ogſaa gierne
Det forſte Sfridt.
Georgios.

Det falder du Forfoning?
Det maa jeg fige! Tvefamp er Forfoning
Da i Barangerfprøget.

VII,

81

82 Væringerne i Miklagard

Harald.
Gives per
En bedre? Da faner Breden Luft, man hugger
Forbittrelfen af Sindet, Harmen koger,
Og ligger iffe ſuur og raa og giærer
Dig under Hiertekulen, indtil du
Tilfidft faner Qvalmer og Beklemmelſer.
Man bliver aldrig bedre Venner, tro mig,
Ctæriard! end efter dygtig Tvefamp.
Det renfer Luften, fom en Sommertorden,
Og let man aander ſiden i det Køle.
Georgios.
Men Keiſerinden har befalet os —
Harald.
Jeg lyder intet Qvindebud.
Georgios.
Du kommer
Dog her paa hendes Bud.
Harald.
Paa hendes Bon;
Men forſt jeg tale vil med Keiſeren.
Georgios
ffotter til Soilen.
Med Keiferen? Han tidlig gaaer til Sengs,
J Uften fan du iffe tale med ham.

Harald.
Det maa jeg, om jeg fulde mane ham
Af Gravens Muld.
Georgios.
Ci, ei! er det faa vigtigt?

*

Væringerne i Miklagard. 83

Harald.
Heel vigtigt. Hold mig ikke op!
Georgios.
Det maa jeg
En liden Stund; du maa dog meldes førft,
Og Brotoveftiæren er ei kommen.

Man hører en ſagte Raslen i den hule Soile, fom af Cen, der
gaaer bort. Georgios ffotter fmilende derhen; Harald
mærfer Intet.

Harald.
De dræbe ham tilfidft, den gamle Mand,
Med lutter taabelig Ceremonie.
Georgios fagte.

Det trætter Biornen, at gaae længe opreiſt
Paa Bagbeen, han vil ned paa alle Fire.

Hoit.
Da altſaa dog der er en Stund at vente,
Saa fiig oprigtig — hvi du hader mig!

Harald.
Siig — uoprigtig — hvi du hader mig!
Georgios.
Jeg mangler dog ei Tapperhed.
Harald.
O, nei!

Men det er kommen vidt, naar Græferen

Skal felv fig rofe af fin Tapperhed,

Som noget Overordentligt. Blandt os

Er Feighed Sfiændfel, Tapperhed fan vig

Ut træffe hos en Mand, fom Arm og Haand.
Georgios.

Mig fattes ikke Klogſtab.

84 Væringerne i Miklagard.

Harald.
Ræven er
Et liftigt Dyr, ſkiondt den befidder et
Et Menneftes Forftand.
Georgios.
Jornærmer du
Saa dybt mig, Harald! at du negter mig
Et Menneſkes Forſtand?
Harald.
Bær Menneſte,
Hvis du beviſe vil, du har Forftand.
Georgios.
Og hvad Umenneffeligt har jeg ovet?
Harald. |
Er jeg en Praſt, af jeg ffal fÉrifte dig?
Georgios.
Siig mig oprigtig alle mine Feil!
Jeg fværger ved Sanct Helenas Mirakler,
Jeg vil forbedre mig, i Fald det lykkes
Dig klarligt forſt af overtyde mig.
Harald.
Nu vel, faa vil jeg ærligt fige dig:
Forſt eft du gruſom mod en falden Fiende,
Og det er ingen bold og driften Helt.
Tidt har det opbragt mig, naar efter Seiren
Du aft for vildt lod dine Bodler hærge.
Georgios.
Det er ei let at tvinge Troſſet efter
Et Slag til Lydighed.
Harald.
Saa eft du gierrig.

Bæringerne i Miflagard:

Georgios.
Det Samme ſiger man om dig, Kong Harald!
Harald.
Jeg lider Guld, Guld er et vakkert Malm,
Og det er Nøglen til al Verdens Kræfter;
Men Alt med Maade.
Georgios.
Nu, hvad er jeg meer?
Harald.
Misundelig.
Georgios.
Wrgierrigheden piner
Stundom en ædel Siwæl.
Harald.
Saa tilfredsſtil
Den med Bedrift; men bliv et fyg og bleg,
Naar andre Bældige udmærfe fig.
Georgios
med indædt Forbittrelfe.
Hvad er jeg mere?
Harald.
Lumſk og falſk, Georgios!
Troer du, jeg veed ei, at du foærter mig
For Keiſer og for Keiſerinde, ſkiondt
Du nu vil lade findig og bejfeden?
Georgios briflende.
Hvad er jeg meer?
Harald.
Uædelmodig, Græfer!
Du tvinge vil et ſtakkels Pigebarn,
Som ikke elffer dig, til Krærlighed.

85

86 Veringerne i Miklagard.
Georgios.
Maaſkee hun elffer dig?
Harald.

Hun elffer Dyden,
Og hendes Tro vil ſtienke hende Trøft.
Klokken ringer.
Georgios.
Nu takker jeg dig for mit Skriftemaal.
Nu ringer Klokken — og din Time kalder.
Nu fan du gaae til Keiſer, Keiſerinde,
Som ſelv dig lyſter. Jeg er dig forbunden
For din Oprigtighed.
Harald.
Den onſkte du.
Det er de fidfte Ord, jeg taler med dig.
Det fulde glæde mig, var du i Stand
Til af forbedre dig. Som Chriſten bør

Jeg troe det; ffiøndt jeg veed, det holder haardt,

Ut ſmedde Malmet om, naar det er foldt.

; Gaaer.
Georgios.

Spring nu fra Fieldets Tinde, raffe Steenbuk!

Ned i din Afgrund og brak Benene.

Paa Klippen er der ingen Udvei meer,

Hvor Jægeren med fine rappe Hunde

Forfolger dig. — Det er en evig Trøft

For os Koldſindige, Foragtede,

At vi, ſom Padder, altid komme ſikkert

Til Maalet, mens de opblaſtdumme Harer

Forſove ſig. — At aldrig dog de Daarer

Kan lære den Hiſtorie, der er

** ——

Væringerne i Miklagard 87

Meer gammel, end Methuſalem; der alt

Tildrog i Himlen fig med Lucifer;

" Den forte Lære: Hovmod gaaer før Fald!
! Lytter.

Nu gribe de ham. Man har fnevlet ham.

Han fan et raabe, men han vrider fig

J Heltemodets fidfte Krampetræk.

Jeg gider iffe være ſelv tilftede

Derinde ved det Optrin; det er under

Etceriarchens Bærdighed. — Nu, Harald!

Det er den anden Gang, af man begraver

Dig levende. Jeg haaber, fidfte Gang.
tirrer paa en Statue.

Hvad vil du mig, du blege Spogelſe,

Apollons Billed, hvide Marmorſtotte?

Staner han og fruer ei, ſom Haralds Aand,

Med munter Trods, med fmilende Foragt?

Og Stolthed fvæver over Pandens Bryn.

Hovmoder du dig end i Døden, Harald?

Snart eft du fold og bleg, ſom denne Steen,

Og da forſt aander dette Hierte let.

Gaaer.

Marias. Værelse.

Maria
alene. Hun ſtager op fra et lille Skriverbord, og læfer af
et Stykke Pergament, hvorpaa hun har ſkrevet:
Altſaa ffal jeg da nu forlade det blomſtrende Græfland,
Følge den nordiffe Helt fixf til fin ſtormende Kyſt?
Palmen jeg figer et evigt Farvel og den dunkle Cypresſe

88 Væringerne i Miflagard:

QLaurbærbladet i Dug glindſer med Taaren: Farvel!
Hvalvede Hal med Stotter fra Phidias' Tid, fra Perikles
Old! Praxiteles' Kunſt qvæger ei længer mit Blik.

Heller ei, Theokrit! din ſodidylliſke Floite

Fra Viinrankernes Ly lokker til Bæffen mig meer.

Giennem utallige Graners Ork gaaer Veien til Trondhiem;

Der, ved det ſtummende Hav, ſtander paa Klippen mit Maal:

Der ffal jeg boe, hvor i Vadmel flædt de trodfige Bønder
Møde paa Thinget med Gny, træffes i Dalen til Strid.
Ulven fniger fig lumſk forbi den eenlige Sæter,

Biornen i fulfort Pels boltres i hvidefte Snee.

Dagen ſtifter ct lige med Nat, fin rolige Soſter,

Barm af helleniffe Sol, følt af propontiſke Flod;

Lyſet om Sommeren Skyggen betvinger, om Vinteren Morket,
Nordlysflammende foldt, dræber den quegende Dag.

Ak, men hvad figer det Alt, om jeg forlader Olympen?
Cypria følger mig dog did, jeg ledſager Achil.

Let er da Savnet mit Hierte, ffiondt alle de fydlige Glæder
Bende mig Ryggen, naar du følger mig fun, og din. Søn,
Aphrodite, Gudinde! og du, Herakles! og Ares!
Tapperhed, vegen fra Syd, har kun i Norden ſit Hiem.
Ogſaa den hellige Chriſt, ſom her vanhelliges, følger;
Fromt mig til Nidaros kalder den ſolverne Glad,
Klokken, ſom Olaf ſtobte, den ringer de Chriſtne til Mesſe;
Himmelſke Fader! dit Ord ſmelter Barbarernes Bryſt.

Nu da velan, i Herrens Navn, jeg kommer, min Harald!
Paradiſet har fun hiemme, hvor Kiærlighed boer.

Gierne tilbringer jeg Fremtids Liv i Hallen af Biælfer ;
Græferinden ffal mild fidde ved larmende Fos,

Lære de norſke Piger at virke Bæven. ti Silke,

Synge dem mangt et Ovad, vife dem Indiens Kunft,

Veringerne i Miflagard. 89

Mildne ſin Haralds krigerſte Stæl med venlige Kiærtegn.
Herlige Fader Homer! atter oplever din Old.

Den gamle Eremit træder ind.

Eremiten.
Mit vakkre Barn! tilgiv, at jeg ſaa huusvant
Indtrader i dit Kammer, og faa ſilde;
Jeg kunde iffe gage til Hvile, før
Jeg var forfonet med dig. Mine Ord,
Hvormed jeg bød dig ſtilles fra Kong Harald
J Uften, var faa ſtrenge. Jeg vil nødig,
"Du fiulde troe, jeg var en vranten Gubbe,
Som intet Hierte bar i Barmen for
En ung og dydig Qvindes Yndighed.
Jeg felv har Qvinder fiendt, har været ung,
Har elffet, og var elffet. Men, Maria!
: Jeg er din Ben og Haralds Ben; tilgiv!
Jeg handled fom en Ben.

Maria.

Min fromme Fader!
Du, fom i Livet alt tilbedes faſt
Af Folket fom en Helgen, du har Magten
Ut ffade mig; men misbrug ei din Magt.
Dit gamle Hierte nærer fun fin fidfte,
Halvflufte Glod ved Salighedens Flamme;
— Men Gud forlanger ei, at Støvet blot
Skal elffe ham og Himlen, han har fat os
Paa Jorden, og indblæft i vore Hierter,
Bed Siden af den himmelffe, en jordiſt
Uſtyldig Ktærlighed.

90 BVæringerne i Miklagard.

Eremiten.

Du er uſtyldig,
Uſkyldig er din Kiærlighed, Maria!
Men, arme Mo! du maa befæmpe den.

Maria.
Jeg Harald gav min Tro, mit Hiertes Omhed,
Og et al Verdens Lijt og Underfund,
Og ingen Fordom af en ſkummel Tid
Adſtiller os.

Eremiten.
Det ſtyldes, mener du, ,

Din Troſkab?

Maria.

Ya, det fylder jeg min Troſtab.

Eremiten.
Men hvis nu Troſkab fæmped imod Troffab,
Og hvis et ældre Løfte bandt din Beiler?

Maria.
Hvo tør beffylde Haralds. Wrlighed?
Eremiten.
Den, arme Pige! ſtiller ham fra dig.
Maria.
O, piin et meer mit angftbefpændte Bryft!
Eremiten.

Hvor gierne vilde jeg berede forſt
En Balſom for det Saar, dig Skiebnen ſender.

Maria.
Dræb mig med Skiebnens Dolk, i Fald du bringer

'

Væringerne i Miflagard.

Mig Døden vis; og lad mig iffe tømme
Det vamle Giftens Bager draabeviis!

Eremiten.

| Du veedft, at Harald, før han fiendte dig,

Trolovet var med liden Eliſif.

Maria.
Men hende dakker Gravens forte Nat.

Eremiten.
Nei, Solen ſtinner end paa hendes Roſe.

Maria forfærdet.
Er hun et død?
Eremiten.
Et falfft, ugrundet Rygte
Kun giorde hende ſtindod. Hun er her,
Sun kom med disfe ſidſte Bæringer,
Og fom hans Førft-Trolovede, hun følger
Til Norge ſom hang Viv. |
Maria.
Eliſabeth
Af Garderike —
Eremiten.
Er i Haralds Borg,
Og flygter aarle, inden Dagen gryer,

Med Kongen, for at undgage Synderindens,

Den grumme Zoes Cfterftræbelfer.
Maria
vrider fortvivlet fine Hænder.

Dg jeg — o Gud! — hvor flygter da Maria —
Nor Harald — Verden — Glæden — og fig felv?

91

Hun fafter fig for hans Fodder, og omfavner hans Stnæe.

92 Voringerne i Miklagard

Eremiten
lofter hende faderligt op
Uſkyldige Skabning! i din Frelſers Favn.

Maria.
Ja, ja, ærværdige Fader! Kloſteret
Skal ſkille mig med fine hoie Mure
Fra Gladen og fra Haabet.

Smertelig.

Men hvor: bygges

En Muur ſaa høt, af ei Erindringen
Kan overſtige den?

Eremiten
med hoi Adel og en forunderlig Begeiſtring.
O, lad den flige

Paa fine Englevinger! Ogſaa jeg,
Maria! ſom en ſolverhaaret Gubbe,
Har mangt Beſog af den i Aftenſtunden;
Thi ogſaa jeg har i min raffe Ungdom
Sagt Verdens Fryd Godnat, da Lykken fvigted,
Og fundet Trøft i Eenſomhedens Kirfe
Og for Naturens Altar, hos min Gud.
Maria! vil du følge mig i Orken,
Og være mig en Datter? Vil du tryffe
Mit matte Pie til engang, og arve
Min Bibel og min Hytte?

Maria
fysfer hans Haand.
Ya — jeg vil!

Væringerne i Miklagard. 93

Eremiten.
Saa kom, mit Barn! og folg din gamle Fader,
Og lad os flye fra denne falſke Verden,
Hvor tuſind morke Sorgeſtyer fordunkle
En enkelt Glædeftraale, naar den damrer.
Hos Gud er Troſt.

Maria
ftræffer fine Hænder mod Himlen.

O, kom da, fiære Død!
Og bring mig fra min Harald fil min Gud,

94 Voringerne i Miklagard.

Fierde Handling.

Ét Fangetaurn.
Harald

gager i Lenker grublende frem og tilbage, med

over Kors; pludſelig ftandfer han og figer:

Min Fader Sigurd Syr af Hringerife
Nedſtammer fra Kong Harald Haarfager

J lige Linie. Kong Haralds Moder

Bar Ragnhild, hendes Fader Sigurd Hiort,
Hans Moder Aslaug; hendes Fader faldte
Man Sigurd Orm i Øie; han var Søn
Af Regnar Lodbrok. Altſaa flammer jeg
Da ned fra dig, ulykkelige Regnar!

Og deler fnart din ſmertefulde Dod.

Thi Ella fafted dig i Ormetaarnet ;

Mig ſtyrted disſe græffe Nidinger

J rædfelfulde Kielderhvælving, ſtilt

Fra hver en Hielp, fra hver en trofaſt Ven.

Som du — ſom du, kan jeg nu raabe, Regnar:

„Ha, vidſte Griſene, hvad Galten leed,
De vilde grynte gyſeligt, og ſnart
Forloſe den af Pinen!“ — Biorn, din Son,

Armene

Bæringerne i Miklagard 95

"Saa faft omflemte Spydet, da han hørte
Din Dod, af Fingermærfet fad i Stagen.
Hvitfærk faa vældigt fatted Skaktavlbrikken,
Ut Blodet ſprang ham af hang Neglerødder.
Da Sigurd Orm i Die, ſom juſt ffrabed
Sig Neglen med en Kniv, fif Budffab om
Dit Fald, da trykked uden Folelſe
Saa dybt han Kniven giennem Negl og Kiod,
At den ſtod faft 1 Benet. Ivar taug,
Og ſtifted Farve, rød og hvid og blaa,
Og blev den grægfeligfte Hevner. Saadan —
Jeg veed det viſt — J tappre Gutter alle,
Som fulgte Harald fiæft paa fine Tog!
J vilde fnyfe. Haldor Snorroſon,
Hvem Intet rører, vilde tie fun,
Og hevne græsgfeligft.

Men hevne fan
Mig intet Menneſte; thi Ingen veed,
Ut jeg er her. — Farvel da, ugle Liv
Med dine praleriſke Tiggerpialter,
Dit ruftne Glimmer, dine Sæbebobler!
Glem Kronen, Harald! af hiin røde Guld,
Og tank paa Tornekronen.

Knæler og beder:
Gode Chriſt!

Forlad mig ei i Døden, mt, en Helt,
Som fæmped dig til Wre. Jeg beføgte
Jorſal, din Stad, hvor du har lært og lidt;
Jeg baded mig i Jordan, hvor du dobtes;
Dit Tempel reifer fig igien paa Zion,
Og Harald var den førfte chriſtne Drot,

96 Væringerne i Miflagard.

Som Muren bød at reiſes af fit Gruus.
Send mig en Engel, gøde Chriſt! til Trøft,
. Og vil du ftyrfe dette Heltehierte,
Der førfte Gang i Livet føler fig
Modlos og mat — faa lad din —
Sodt ligne min Maria.
Staaer op.

| Jeg er træt
Af Dagens Vark, af Nattens Rædfelsfærd,
Og maa, ſom andet Stov, betale Sovnen
Min Gield. Skee da Guds Billie! Siælen lægger
Sig roligt i den mørfe Farens Stund
Til Hvile under Korfet, fom et Noer
Bed Moderbryſtet. Han deroppe raader
Bor Sfiebne; Aanden er udødelig,
Og en Udodelig fan et fortvivle.

Gan gaaer hen til fit Leie.

Marias Bærelse,

Maria

ſynger ved Harpen:
En Roſe ſtander i Himlens Lund,
Den blomſtrer Aften og Morgen;
De Lilier paa Nattens morke Grund
Af Hiertet blinke de Sorgen;
De ſiunge: Trøft dig, o fvage Mo!
For født at leve, du fun ſtal døe.
Da Smertens Torn vil et faare.

Væringerne i Miflagard.

Saa fom fun, Olding! og før mig bort,
Jeg Ungdommens Kredſe forlader;

En Beiler eted mit Hierte fort,

Lad flænge mig falde dig Fader!

Og naar jeg tryffer dit Øie til,

Min hellige Navne mig vogte vil,

Og mig til fin Datter udkaare.

"Farvel, min Harald, o elſkte Helt!
Her feer du igien et din Pige;
Men Sorgens Timer forfvinde fnelt,
Og evigt er Gladernes Rige.
Som Engel hisſet du hos din Gud
Omfavner Maria med famt din Brud.
Da lonnes Kiarligheds Taare.
Stager op, og fætter Harpen hen.
Jeg i Naturen Sfisd vil dyrfe Gud,
" Og tænfe paa min Harald. Evige Fader!
Du regner et Maria det til Synd,
Om tidt hun mindes maa fin fiære Helt,
Om mangt et Suk, ſom offres dig i Veemod,
Ci ſtiger til dit Himmelblaa, men tager
En nordlig Retning, ad det førte Hav. —
Men at han iffe bragte mig fit fidfte
Farvel, det var et ſmukt. Du frygted, Harald!
For at bedrøve mig, og aned ei,
At denne Smerte var min fidfte Glæde. —
Jeg tager Intet med mig i min Ork,
Kun denne Primelkrands, fom Harald gav
Tilbage. For dit Fremtidsliv, Maria!
Ei blomſtrer nogen Baar og Roſe meer.

VII. 7

98 Væringerne i Miklagard.

Nei, ingenfinde pluffer meer jeg Blomſter,
Og ſtod de end i Tufindtal, og vinfte

Mig ved min Fod, jeg pluffer dem et meer.
De vidned jo dog om en føle Tid,

Som disſe Brimler; men min Haralds Haand
Har et berørt og rakt mig dem tilbage.

— Der fommer Gubben, for at hente mig.
Fat Mod, min Siæl!

Eremiken træder ind.
Min Datter! eft du færdig?

| Maria.

Ya, Fader! jeg ſtaaer rede til at følge.

Eremiten.
Tomhændet?
Maria.
Net — jeg har min Primelkrands.

Eremiten.
Den, vene Sværmerffe! vil et beffytte
Dit Legem imod Nattekulden.

Maria.
Lad
Da Nattekulden dræbe mig!
Eremiten.
Nei, nei!
Du med maa tage de fornodne Klader.
Maria.
Min Pige følger mig, hun førger for mig.
Eremiten.
Gior det dig ondt at ſtilles fra din Pragt?

Bæringerne i Miklagard.

| Maria.

Jeg ſtilles nødig fra min fiære Harpe.

f Eremiten.
Skiondt den er ftor, vil jeg dog bære den.

eg lægfer fiden den paa min Kameel.

Jeg fpiller ogſaa Harpe; men min gamle

Er bruſten og fordærvet, Lad os tage

" Din med, min Datter!

Maria.

Du er alt for god

Mod en Ulykkelig.

Doris ſtyrter ind i heftig Sindsbevægelfe.

Maria.

i Hvad er der, Doris?

" Du ffiælver, du er ude af dig felv.

| Doris.

Jeg bringer dig en rædfom Tidende:

Red Harald — Norges Drot — Baranger-Fyrften !

Maria.

For Himlens Skyld, tal, Doris!

| Doris.

i Damon er

Min Feſtemand, det veed du, min Fyrſtinde!
Han er mig fro — og dig — han elffer Harald;

Det vidſte Nidingen Georgios

Kun flet. Den hellige Jomfru vilde redde

Vor Helt, og har betient fig af min Brudgom

Som gavnligt Redſkab. Thi Georgios,

— Haab om Damons Hielp — han ligner Harald,

- Baa denne Liighed bygte Nidingen —

S EK

99

100 Voringerne i Miklagard.

Han har hidlokket Drotten, ſſuttet ham
J Sfriin, og bragt ham til et rædfomt Taarn.
Men Damon maatte flæde fig ſom Harald,
For at bedrage Bagterne paa Slottet.
Nu lyve de ham død og drufnet.
Maria forfærdet.
Simmel!
Kan Ondſkab gaae faa vidt?
Doris.

Og lade ham

Forſmagte i det grægfeligfte Fængfel.
Eremiten
pludſelig med et vildt Udbrud af krigerſk Heftighed.

Bed Sanct Ansgar! nei, det ſtal aldrig ſtee.
End har jeg Marv i mine gamle Knokler,
Og Ilden i mit Blod er iffe ſlukt.
Hvordan? Haarfagers Wt vil man behandle
Som Stimænd, og jeg fulde rolig ftaae
Og fee min Slægt — ja, yndige Maria!
Han er min Æt — langt ude, det forftaaer fig;
Thi ogſaa jeg engang har boet i Nord.
Nei, raffe Harald! du ſtal et forfmægte.
Jeg kiender Anfigtstræffet: Athelſteins
Og Olafs Hoved bar han paa ſin Skulder.
J fiirti Aar faſt lod jeg Sværdet hvile;
Men ffiøndt det rufted, rufted et mit Mød.
Som Biørnen, der om Binteren 1 Snee
Paa Labben fuger, bliver raff og rørig
Til Eventyr, naar folden Jistap fmelter,
Saa vaagner al min Kraft ved dette Budffab.
Jeg fvinger Spiudet i min runfne Haand —

Væringerne i Miflagard. 101

See, den er flor og ſeig og ftærk endnu!
Bi ſtal beſtorme det fordømte Taarn,
Og frelfe Harald Haarderaade.
Maria forundret.
Gubbe!
"Du firæffer mig med denne Heftighed.
Mig tykkes, pludfelig jeg feer en Palme,
Der ftrafte fine Grene fromt mod Himlen,
Forvandles til en Løve, fom vil bryde
Nu Bolt og Jern. Dit Pie gniftrer rødt,
"Og fom en Manfe ryfter du dit Solvffiæg.
Net, Fader! tving din Harm, og lad os tænfe
Paa Haralds Redning ad en rolig Vei.
Ci fandt, du eft befiendt i Hovedſtaden
Som en mærfværdig hellig Herrens Mand
Fra Syrien, for hvem felv Keiferen
Ydmyger fig?
Eremiten.
Det er jeg.
Maria.
Nu, ſaa gak
Til Haralds Buur, ſiig Fangevogteren,
At Himmelen har aabenbaret dig
Kong Haralds Fængsling, og at du eft kommen
Som Munk at forberede ham til Døden.
En Chordreng fan du gierne tage med,
Som bærer Bogen, fvinger Røgefarret.
O, Fader! lad mig være denne Dreng,
Indhyllet i en Kappe med en Hætte.
Naar da vi ſtaae i Taarnet, drager Harald
Min Kappe paa, og gaaer med dig derfra.

102 Væringerne i Miklagard.

Saa fan J bringe Bæringer, og "hente 7
Maria.
Eremiten.
Hvad, Maria? ſkulde du —

Maria.
O, negt mig itke denne ſidſte Glade!
Jeg tager Afſked med den fiære- Harald;
Er ei'en ſaadan Fare. mere værd,
End Sikkerhed i mange Længfelsaar?
O, Gud! min Elſtkte, jeg fan redde dig!
Den fvage Sværmerffe, der alf nedſank,
Som visſen Blomſt mod Jorden, folder ud,
For Dødens Stemme falder, Modets Vinger;
Hun flyver fom en Ørn, og redder Harald.
Hvad taber Berden, naar den taber mig?
Snart Sorg og Kummer fvæffe vil min Sundhed,
Og vifte Rofenfarven af min Kind.
Et ftort, et herligt Rige venter ham,
Én OPD gior Regning paa hans Heltedaad.
Saa lad Maria være da den Alf,
Som redder hendes Ben, før hun forfvinder.

Eremiten.
D, ffionne Siæl! du havde vel fortient
At vorde lykkelig.

Maria
ſterk begeiſtret.
Er Lykken da

Det Hoieſte i Livet for en Siæl?
Gud ffabte denne Aand til Kiærlighed;
O, lad der elffe faligt, og forfvinde!

Veringerne i Miklagard. 103

Eremiten.
Velan, faa kom, du hulde Grakerinde!
Bær fværmende din Haralds Redningsengel.
De gaae.

Haralds Fængsel.
Han "ligger fovende paa fin Loibenk.

Georgios

fniger fig ind, og hen til ham.
Han fover. Cr det muligt? Sove. roligt
Med flig en Skiebne, i det Oieblik
Et Lyn har truffet ham, ſom ødelægger
Hans Liv med rædfelfulde Tordenbrag;
" Meng Døden hænger i et Haar ham over”
Hans Isſe! OD, men det er Svaghed, Lamhed.
Henſtyrtet ligger han i flappe Dodsblund,
Som Offerdyret, før det har forblødt fig.
Op, Harald! — Han maa væffes. Jeg vil nyde
Min bedſte Hevn i hans Ydmygelſe.
For forſte Gang jeg foler Overmagten,
Y det jeg ſtaaer for ham. Nu ſtal den Stolte
Undgielde al den Haan, han vifte mig.
Mu ſtal du betle Livet af min Haand.
Vaagn, Harald! Harald! Straffen venter dig.

Harald vaagner, fpringer op, og feer fig om. Da han opdager
Georgios, fætter han fig rolig paa en Benk i Forgrunden,
med Armene over Kors, og venter med et ftolt Blif paa
hvad han vil fige ham.

Georgios.
Nu er din Time kommen, Haarderaade!

104 Veringerne i Miklagard.

Udſpillet er din ſtolte Rolle. Toappet
Er faldet mellem dig og Verdens Lyſt.
Kun Døden venter dig.
Harald tier.
Georgios.
Du haaber vel,
At dine Varinger ſtal frelſe dig?
Det er der ſorget for; thi Ingen veed,
At du eſt her. De troe dig dod og druknet
J Bosporos.
Harald. tier,
Georgios.
Dit ſtolte, fræffe Væfen,
Der trued, fom en ffumfuld Flod fra Bierget,
At overffylle Græfenland, er tæmt.
Nu er der fat et Bulvark for din Trods.
Deſpoten, fom erfaret har din Ondſtkab,
Dit kaade Overmod, din Troløshed, .
Ut hidfe dine Landsmænd faft til Oprør,
Meng jeg formaned dem til Lydighed
Mod Keiſeren, har endelig befæmpet
En faderlig Langmodighed. Han finder
Nodvendigt — ſtiondt det .græmmer ham —. at ftraffe
En glimrende, men frygtelig Forbryder,
Og fender mig at melde dig din Dod.
Harald tier.
Georgios.
Jeg mærfer, Skrakken lammet har” din Tunge.
Du gyſer før din ftærfe Overmand,
Kan ikke ftane af Angſt, og bliver derfor
Mat fiddende paa Bænken, ſtiondt det ſomte

Veringerne i Miklagard. 105

Sig bedre dig, at ſtyrte ned pan Knæe
Og raabe om Barmhiertighed.

Harald tier.

Georgios,
Du mener,
Den er umulig? Tro det dog ei ganfÉe!
Endffiondt din fræffe Tunge fidfte Gang
Beffyldte mig for alle Feil og Lafter,
Er jeg dog et faa grum, ſom du formoder.
Fald ned paa Knæe, beed mig om Naade, Harald!
Og i Betragtning af Staldbroderſtabet
— Lykkens Dage, vil jeg mage det,
Saa at dig ſtienkes Livet, og du flipper
Med Dinenes Forliis og evigt Fængfel,
Hvori for Reſten Intet mangler dig.
Harald tier.
Georgios opbragt.

Tal til mig, eller, ved min Manddoms re!
Jeg render denne Daggert dig i Bryftet.
Harald tier.
Georgios.
Elendige! du kan ei tale; Skrakken,
Feigheden bundet har din ſyge Tunge.
Med Haan.
Tal dog et Ord, at jeg kan overtydes
Om at du ei endnu er død af Radſel.
Harald

med rolig. Foragt.
Skurk!

106 Væringerne i Miklagard.

Georgios.
Ha, Fordomte!

Gan nærmer fig ham med Dolken. Harald ſpringer op, vriſter
ham den af Haanden, og truer med at anfalde ham.

Georgios.
Bi, Elendige!
Jeg ſpare vil min Hevn; dit Liv er foftbart,
Det ſkal ei odes af et ODiebliks
Forbittrelſe. Nei, Piinsler vente dig.
Beflag dig fan med hæfe Jammerffrig,
At du i Galenſtab forfpildte Naaden!

Gaaer.

Harald :
feer fmilende efter ham.

Saaledes havde jeg dog end den Trøft,

Ut ængfte Nidingen for fidfte Gang,

Og at forſkaffe mig en herlig: Daggert,

Hvis ſtaalblaa Blinf mig figer muntert: Harald!
Jat Mod; jeg bringer ved et driftigt Stød
Dig over alle Dodens Pinebenke

Til Baradifets Bort. — Nu fan jeg fove

En Timestid aldeles uforſtyrret.

Han gaaer at hente fine blege Bodler.

Det lad ham! — Kiære Drøm, Ulykkens Ven,
Som ryfter Blomſter af dit Fyldehorn

J mørfeft Braa, i foldeft Binternat;

Som bringer Betleren paa Kongethronen,
Uſalig Eljffov i fin Glædes Favn!

Fryd ogſaa mig engang endnu, før Døden,
Din Broder og din Ben, afløfer dig.

Væringerne i Miklagard 107

Viis mig det Kiære, fom jeg maa forlade,
Det Salige, hvortil min Længfel ftunder !

En ffion ſagte Mufif udtrykker den fig nærmende Slummer,
Haralds Folelſer og hans Drom. Et Blindvindue i
Fengſelsmuren aabner fig over hans Leibeenk, og i en lys
Baggrund, omfrandfet af Roſer og Lilier, ſtager en Helte—
ſkikkelſe, med Hielm, guult Haar, Sfiæg, og Øren paa fin
Skulder. Synet bøier fig over ham, og udftræffer fin
Haand, fom for at velfigne ham. Han ftræffer i Sovne
fine Arme op derimod igien, og figer med dæmpet Roſt:

Jeg fiender dig, du eft den hellige Olaf.
Drommebilledet.
Du ſiger den, jeg er.
Harald.
Du kommer for
At troſte mig i Doden?
Drommebilledet.
Nei, min Broder!
Harald.
Saa ffal din Broder myrdes uden Troſt?
Drømmebilledet.
Net, han ſtal frelfeg, leve fundt og længe,
Til Lyſt for fig, til Held for gamle Norge.
Harald.
Og hvad ffal, redde Harald?
Drømmebilledet.
Kiærlighed.
Harald futfer.
ODlaf!
Drommebilledet.
Ja, Broder! Kiærlighed og Olaf.

Forfvinder.

108 Væringerne i Miklagard.

Harald fover igien. Mufifen, ſom har ledſaget Samtalen, tier.
Eremiten og Maria træde ind. Hun er hyllet i en-Kapye,
bærer en Bonnebog og et Rogelſekar.

Eremiten.
Her ligger han og ſlumrer paa ſit Leie,
Uroligt!
Maria
ſeer ſig om.

Himmel! hvilken Radſelsvraa.
De plumptudhugne Søiler ſtaae ſom Jetter
Med tykke Hoveder, med lumſke Miner;
Som Bodler, folesloſe ved hang Qval.
De ruftne Lænfer hænge rundt omfring
J Murens Væg, og cen er fluttet til
Den Kiæffes Fod. Som lænfebundet Dyr
Har man ham fanget i den mørfe Hule.

Eremiten.
Jeg loſer Lenken.

Han lukker Laaſen op med en Nogle.

Maria.
Har jeg ikke Ret:
Den biſtre Fangefoged ſeer i dig
En Helgen, fromme Fader! Hvad du vil,
Det finder han fig i.
Eremiten.
Jo, gode Datter!
Fuldkommen Ret. Naturen har foreent
Din Deilighed og Blidhed med Forftand.

Harald. i Sovne.
Olaf!

BVæringerne i Miklagard. 109

Eremiten.
Han kalder.
Harald.
Konning Olaf!
Eremiten forundret.
Harald!
Harald.
Sanct Olaf!
Eremiten roligere.
Hor, han kalder hellig Olaf!

Harald ſpringer op.
Hvor eft du, Olaf? redder du din Slægt,
: Gom du har lovet?
Eremiten
tager ham ved Haanden.

Olaf redder dig.

Harald vaagen.
ga — hvo eft du?
Eremiten.
Din Ven, forladte Helt!

Harald.
Nu kiender jeg dig — gamle Cremit!

Eremitten.
Spild Tiden ei, den er os alle foftbar.
Jeg meg i Taarnet mig ſom Sfriftefader,
Min Chordreng fulgte med, den vakkre Gut.
Kom, fvøb dig i hang Kappe, følg mig, Harald!
Han bliver her tilbage. — Midlertid
Du henter Varinger, og frelfer Drengen.

110 BVæringerne i Miklagard.

Harald.
Du gode Barn! før du vel vove Livet
For Harald Haarderaade?
Maria.
Wdle Drot!
Jeg vover fun en Ting af ringe Bærd.
Men vil du gierne fage mod min Hielp?
Harald.
Jeg var et Kiod, et ffabt af Jord og Støv,
Hvis Lyſten til at leve, til at frelſes
Fra ffiændig Piinſelsdod, ei var i mig.
Jeg tager mød dit Tilbud, henter Mænd,
Og bringer dig med Magt igien af Taarnet.
Maria.
Lov mig, af du vil aldrig glemme mig!

Harald.
Net, aldrig glemmer jeg min Redningsmand.

Maria.
Og lov endnu engang mig uden Vægring:
Du gaaer herfra, og lader mig tilbage!
Harald.
Jeg lover det.
Maria.
Svarg det ved hellig Olaf!
Harald.
Jeg fværger ved Sanct Dlaf!
Maria
affafter Kappen.
Nu velan!
Saa kom, min elffte Harald! du eft fri.

Væringerne i Miklagard. 111

Harald.
A » alle (Bergen — modige Maria!
J Eremiten affides.

ner Doren. Denne ſidſte Stund
ulykſalig Kiærlighed.
Gader.
851 Harald.
um former for af redde mig, min Elſkte?
Maria.
1 at ſige dig Farvel, min Harald!
Harald.
lab bar du vovet?
E J Maria.
—4J Intet! Den ei vover,
e Som tilfredsſtiller fun fit Hiertes Onſke.
mn vilde reife fra mig uden Afſted —
SØ Ø Harald.
Ak, f, uforglemmelige, tro Veninde!
Be r Sfylden min, og var jeg iffe fængslet ?
EF Maria.
Nu — derfor fommer jeg at løfe dig.
3 sål til Din unge Brud, drag til dit Hiem,
r Drot, lykſalig Husbond, heldig Kriger,
Glem Græfenland og alle Sydens Drømme!
) — Bevæget.
Nen een Ting maa du love mig.

E Harald.

Og hvad?
å Maria
Så med Taarer.

Din meme Datter hedde maa Maria.

112 Væringerne i Miklagard.

Harald.
Er der endnu en ſaadan Engel her
Paa denne taagefulde Jord? — Ja, ja!
Stort, herligt er det, naar Krigsluren kalder,
Ut fee en Flok forvovne Ungerſvende
Med ffiønne Aaſyn, rynfetædle Bryn,
Thors Kraft i hvert et Ledemod, og Odins
Begierlighed at mærfe Banden med
Den hellige Geiersodd. Da vender Balhal
Med fine vilde Glæder ftolt tilbage,
Og felv hver Chriſten, naar han er en Helt,
J dette ſtormende Foſtbrodrelag
Sig føler atter Hedning. Men, Maria!
Men i dit Anfigt fmiler Frelferen
Med alle fine frille, ſtore Dyder.
Den Salighed, fom ingen Skiald fan tolke,
Udtrykker mig dit Blik, og i dit Smiil
Er Jordens Lyft, og Trøften i din Taare.
O, følg med mig til Norge, vær mig der
En huld Beninde!

Maria.

Nei, min Harald! net!

Bel er min Kiærlighed ulykkelig,
Men dog for god, for hellig, til at føles
. Til blotte Benftab. Stor vil Smerten vorde,
Naar jeg berøves dig, naar Tid og Rum
Adſtiller os; men Tid og Rum adffiller
Ci nær fan fmerteligt, fom folde Pligt,
Som daglig Tvang med fine lunkne Baner.
Net, ædle Harald! Maanen ffinner dog
Ned fra fin Simmel mangen herlig Aften

Væringerne i Miklagard 113

Rdl Trondhiem og til Syrien. Hvo veed,
i: ei den lille Nattergal, ſom ſynger
—— For mig i Laurbærtræet denne Vaar,
Slaaer næfte Sommer i dit Birfetræ?
— Kiærlighed har Englevinger,
J bittre Malurt Mange føde Draaber;
Dem vil vi nyde, Jeg vil elſke dig,
Si tvinge mig til Kuld i Haralds Narhed,
Si fee din Clifif med fine Kicrtegn;
| D t vilde væffe qpalfuld RNidfiærhed
|: (3 KH "eoges Bryſt. Far evig vel, min Ven!
J Harald.
Miri! net, jeg lader dig ei her.
& — Maria.
har du fvoret ved den hellige Olaf.
Harald.
u har forlokket mig ved fiærlig Svig.
Maria.
D, É fare Helt! forſmaa ei denne Hielp.
Maaftee du frøer, jeg og den gamle Mand
Forſt kunde gaae til Bæringernes Hal,
De funde ile hid og frelfe dig?
Men nei! jeg fiender dem, det er umuligt;
i fan ci lifte fig umærfeligt,
de * med harmfuldt Gny i ſtore Flokke,
pet var røbet, og min Harald myrdet,
Harald.

EDGE —

D, min Maria! — nei!
E | Maria.

ER Afſlaaer du mig

lin n fidſte Bøn, o faa er Alting tabt!

É VIL 8

114 Væringerne i Miflagard.

Harald.
Kan Kiærlighed forlede hellig Eenfold
Til flig Spidsfindighed og fvagt Beviis?
Nei, ingen Dødelig, felv et Maria
Fik Harald overtalt til at forlade
Sin Elſkte feig. Men en Udødelig:
Har aabenbart fig for mig, lovet Redning;
Og fnap var Drømmen endt, før Hielpen fom.
Saa ſkee Guds Villie! Olaf vil: bevare
Den Engel, fom han fendte mig.
Maria.
Det vil han.
Harald.
Jeg iler fom en Storm med mine Kæmper
Til Taarnet atter, for at frelfe dig.
Maria
feer fiærligt paa ham.
Farvel! — For fidfte Gang i dette Liv
Bi tale ene ſammen.
Harald.
O, Maria! jf
Du græder — føde Mo — min Haand: du. tryffer —
Giv mig det Kys, ſom Gemiten ſtreng |
Forbod os før.
Maria.
Ja — det tilhorer dig;
Den lille Synd vil Gud tilgive mig.

Væringerne i Mitlagarb. 115

ven

Femte Handling.

Baringernes Gildeshal.

Hellig Olafs Billed henger i Baggrunden, i Legemsſtorrelſe,
ſaaledes ſom han vifte fig for Harald i Dromme. Lyſekrone
under Loftet, Benke [langs ad Væggene. Mariafanen og
Korsfanen ſtage opftillede paa begge Sider af Helgen—
— Billedet. Under en Sorgemuſik komme Væringsføvdingerne,
— alle rigt flædte, i lyſeblaae Vaabenfiortler, med Solvlover
paa Bryſtet, med blanke Staalhielme, og med Guldfiæder
om Halſen. De fætte fig med nedfænfede Hoveder, be-
' "brøvelige Miner og foldede Hænder paa Benkene. Naar
Alt er frille, taler

| UTE.

i tie Luur og Krumhorn for mit Ord?

2 Se blæfe ftærft med førgelige Toner

J ingt bedre Sorgen, fraftigere Talsmænd

vor Bedrøvelfe, vor Nød, end Talen.

— med vor Harald tuſind Farer

Hu Ork, paa vilden Sø,

icilien, hvor Saraceners Pine .

ft ſprudled ID, fom Wtna, mod vort Pandſer;
g Modet trodfed, Styrken Seier vandt.

E

ar

116 Væringerne i Miklagard

Nu har en Hændelfe, et usſelt Vanheld
Y Freden, midt i Miklagard — et Feiltrin
Paa Biælfen hen til Snekken — der fan hændes
Hver Hoker, hver feig Tigger, hver en Qwinde,
Berovet os vor Helt, vor fiære Drot.
J bolde Landsmand, nysankomne, glade
J Haabet lang Tid til et Aftengilde,
Der ſtulde bringe fra Propontos Kyſt
Tilbage ſnelt i Aanden jer til Sundet,
Til Iſefiord, til Mioſen, Thems, Malaren,
Hvor Fader, Moder, Soſter, Brud i Hytten
Med trofaſt Længfel mindes os, forladte —
Ak, felv forladte nu vi, ſom en Hiord,
Der miftet har fin Hyrde, ſamles angſtligt
Bed Aaen, hvor den ftærfe Leders Roſt
Ei falder Flokken meer. — Jeg fan. et tale,
Thi jeg har elifet ham, og ſtammer mig
Ci ved min Venſkabstaare. Den er falt
Og bitter, men ei fold, ſom Havets Vove,
Der overffyller nu hang Kæmpeliig.
Gan træder tilbage, overvældet af fine Folelfer.
Haldor Snorroføn
fommer rolig:
Hør, Ulf! har du nu læft for Brødrene
Bor Gildeffraa? Har du alt taget dem
JF Ed, Forpligtelfe?
ULE

Hvo fan i Aften

Bel foretage Sligt?
Haldor.
Hvorfor ei det?

Væringerne i Miklagard.

g haaber dog, at Ingen vil: forfmaae
; n Madver, fom jeg felv har været med
j ; At it tilberede * det læffrejte?
J ulf.
Eyis du, i Fald du fan! Bi fan et ſpiſe.
i. UDE Haldor.
Hvi for? Det er dog rette Spiſetid.

N Ulf.
jø mi Sandhed da faa. bierteløs,
— fede Død et fmerter big, * rover

Haldor.

Rover! Haldor lader
ig Intet røve. Hvorfor ſkulde Harald
Som ALE, ſom Spogelſe vel drille mig? |
Vi var i Livet alt for gode Venner,
Si at han fulde fade mig min Sundhed
led Kogleri, og fvæffe mig min Madlyſt.
* os fortare Nadveren, og drikke
nå Minni mod et roligt Sind! Nu er han,
Hvor vi ſtal ogſaa hen. Det hafter iffe.

Ulf.

Eoaldes taler du, hang Ven?
i, * ni Haldor.
—9— Det var jeg;
g hvis jeg kunde frelfe ham — Men ſiig mig —
"Seg veed endnu jo ret ei Sammenhængen;
Jeg havde iffe Tin — den dumme Kok
"Kan tilberede Sod og Lafferheder,
En ærlig Efinfe fan han ikke age.
$ Jwo bragte jer den Tidende? — J Bandet?

al

117

118 BVæringerne i Miklagard

J Bandet er han plumpet? druknet? Harald,
Der fvømmer, ſom en Svane?
V
See! der hænger
Hans Kaabe, vaad endnu, ſom Fifferne
Paa Bølgen fandt.
Haldor
til en Vering.
Bring mig den ene Fifter!
Man henter "ham.
Haldor.
Du altſaa, du faae Kongen ftyrte ned
Og drukne, Fiſker?
Fiſkeren.
Ja, min ædle Herre!
Han vilde redde fig, og løfte Kaaben;
Men, Himlen veed, hvordan det gif — han fil
Bel Krampetræf i Bandet — og vi fane ham .
Ei mer. Han blev vel: ffyllet bort af Strømmen. |
Den lette Kaabe mere langſomt flød
Paa Bølgerne, og den opfiſked vi.
Haldor
tager ham i Bryſtet, kaſter ham paa Gulvet, drager” fin
Daggert, fætter Foden paa ham, og figer rolig:
Du lyver, Fiſker! Læs dit Fadervor,
Saa fan du himle, eller gane til Helved,
Mig lige meget.
Fiſkeren.
Naade, Herre! Naade!
Haldor.
Du lyver. Harald lever.

Bæringerne 1 Miklagard

Fiſkeren.
Ja — han lever.
Alt ſkal jeg tilftaae dig; men ſkienk mig Livet!
Haldor
flipper ham,
Hvad bryder jeg mig om dit ugle Liv? —
Seer J, han lever? Sagde jeg det ikke?
Nu fan vi uden Kummer gaae til Bords,
Og ſpiſe Skinken, før den bliver fold.
Dog, det er fandt, førft maae vi redde ham,
Saafremt han er i Fare.
UT Te.
| Harald: lever!
Held os og Glæde! Haarderaade lever!
Haldor.
Bift lever han. Er det at ſkraale over?
For fad de ftille her, ſom døde Fluer,
Nu fnaddre de; fom Ender, der fane Havre.
Alle.
Han lever! Harald lever! Held og Lykke!
"Den gamle Eremit
træder ind, og hilſer med Korſets Tegn.
J veed det, Bæringer? Nu, faa behøver
Jeg ei af melde jer,” hvorfor jeg fommer.
Han lever, fovet være hviden Chriſt!
" Dg han er uden Fare.
Ulf.
; Hvorfor bragtes
Os da den falffe Tidende?
Eremiten.
Naar Harald

119

120 Væringerne i Miklagard

Hidkommer om en liden Stund, vil han
Selv fige, hvad han onſtker, J ſtal vide.
Han gif fun med en Flok af fine Landsmænd,
Som han paa Veien mødte, til et Taarn,
For at befrie en ung, uſtyldig Mo,
Som der var fængslet.
Haldor.
Bel, at Eliſif
Yndffibet er igien. Cr han blandt Landsmænd,
Og gaaer han alt paa Qvindejagt, faa haaber
Jeg dog, Bedrovelſen er her forbi,
Og at vi hyggeligt fan nyde Ovalden
J Gammensfryd paa gammel nordiſtk Viis.
Alle Væringerne fætte fig rolige ned, undtagen Ulf og et Var
andre, der blive ftaaende for Cremiten.
Eremiten
med et — fornoieligt Blik paa den hele ——
Guds Fred, I ftærfe Kamper høit fra Nord!
Hvis J tillade, vil jeg være Vidne
En liden Stund til eders Lyſtighed.
Jeg elffer Normaend, tappre danſke Svende,
Og ofte fandt hos mig i Syrien
Og i mit Kloſter Norſke, Danſke, Svenſte
Forfriſkelſe, der drog den Bei til Jorſal.
Ulf.
Du hædrer os med din Nærværelfe.
Sid ned, og tag til Taffe med vort Gilde!
Eremiten.
Nei, ſpiſe vil jeg ei; jeg vil fun høre
Jer Tale, jer Fortælling.
Sætter fig med de Øvrige.

Væringerne i Miklagard. 121

Siig mig dog:
Hvorledes lever Einar Tambeffiælver?
Gan er dog iffe død? Jeg fiendte ham
Som vaffer Gut paa atten Aar.

Thiodolf.
Nei, nei!
End lever han, en rig og mægtig Mand
J Throndelagen, eier mange Gaarde
Og meget Guld, har bygget ſelv et Skib,
Vidunder faldet, hvor der ftaaer forgyldt
Et Spogelſe paa Stavnen.

Eremiten.

| Bygger I
— End * ſtore Skibe, ſom tilforn?

Thiodolf.
Ya, ſtionne Skibe, min ærværdige Fader!
— Men intet Sfib blier dog berømt, fom Ormen
Hiin fange, hvorpaa Konning Olaf faldt.

Eremiten
ſtager op, og feer hen paa Billedet.
— Hvem? Hellig Olaf?

ULF.

; Nei, I farer. vild,

” Gan mener Konning Olaf Tryggvaſon.

i Eremiten.
Hvo var den Olaf Tryggvaſon? Han herſted
Da for hiin hellige Olaf?
Ulf.
Længe før.

122 Veringerne i Miklagard

Eremiten.
Var han beromt, og taler man endnu
Om ham i Norge?
Thiodolf.
Om Kong Olaf, Gubbe?
Flere Bæringer
leende.
Om Olaf Tryggvafon? Det var et Spørgsmaal.
Thiodolf.
Han var jo Folkets Afgud.
Eremiten.
Det var ſlemt;
Thi efterſom hvad jeg formoder, ſtraffed
Han hardt Afguderiet, mens han leved.
Hvi holder man endnu faa meget af ham?
Thiodolf.
Kong Olaf Tryggvaſon i alle Stykker
Bar bedſte Ydrætsmand, og mere ſtork
Og raff og mar, end Nogen. Kigk befteg
Gan Smalferhorn, før holdt uftigeligt,
Og fæfted høit fit Skiold paa Klippens Tinde.
Cen, ſom forvilded fig deroppe, fog hun
Og bar ham under Armen ned igien.
Han funde gane paa Aarer uden Borde,
Og med fre Sare legte han paa een Gang,
Skod med to Spiud, og hug pan baade Hænder.
Y Bueffydning Ingen overgif ham.
Han ſvommed under Bandet, fom en Fiſtk.
Han ſpogte gierne, han var glad og ſtiemtſom,
Grum mød fin Fiende, frofaft mod fin Ven,
Og derfør bar man ham paa Hænderne.

Bæringerne i Miflagard, 123

Eremiten
ſeer paa Billedet.
Men, ſom jeg marker, har dog hellig Olaf
Fordunklet ham.
Uff.
Nei, ei fordunklet ham;
Han har kun vandret troligt i hans Spor.
Eremiten.
Bar hellig Olaf, eller Tryggvaſon
Den Forſte, der indførte Chriftendommen
J Norge?
Flere.
Trygvaſon!
Eremiten.
Hvi har da Paven
Ei forſt cononiſeret ham?
| ULF.
Der ſtkete
Heel mange Jertegn med Sanct Olafs Liig
Og efter Døden.
Eremiten.
Nu forftaaer jeg eder:
Den hellige Olaf har udmærfet fig
Fromt efter Døden, Tryggvafon 1 Livet.
En Normand:
En ſaadan Tale høre vi ci gierne.
Thiodolf.
Den, fom i Gildeshallen med Foragt
Omtaler Bæringernes Helgen — var han
En Yngling, flog vi ham ihiel, en Olding
Kan. lifte fig herfra.

124 Voringerne i Miklagard

Eremiten.
J raſtke Helte!
J viſe mig, en ſolvgraa Gubbe, Doren?
Haldor rolig.
Viſt iffe, Munk! Bliv du fun; jeg vil fee
Paa den, der krummer dig et Hovedhaar.
Eremiten heftig.
Jeg figer eder, Olaf Tryggvaſon
Fortiente vel den ſamme refrygt,
Som Olaf Haraldsſon, der kaldes hellig.
Og Begge ftaae de dog tilbage for
En bedre Chriften, end de Begge vare,
Og dog en Hedning.
Thiodolf.
Løg os dine Gaader!
Hvem da?
Eremiten.
Den adle Hakon Athelſtein,
Der lagde ned det forſte chriſtne Fro
J Norges Steengrund. Han var ſtark og tapper,
Som begge Olafer; men meer huldſalig,
Meer ſkaanſom over Menneſkenes Liv,
Meer Chriſten i fit Hierte. Derfor taalte
Taalmodig han Forfmædelfer, ſom Jeſus,
Og fremmed Chrijtendom med Fred og Lærdom,
Men ei med Piinsler og med grumme Drab.
Og i fin rene Sials Uſtyldighed
Gan troede barnlig dog at døe ſom Hedning.
Med hoi Roft.
Den, ſom fornedrer fig, han ſtal ophoies.
Peger paa Helgenbilledet:
Mal Hakon der, tag Olafs Billed ned!

Væringerne i Miklagard.

Varingerne
fpringe op, og gribe deres Ører.
Forræderi i Hallen! Han vil rive

Bor Helgens Billed ned! Dø, galne Graaftiæg!

Eremiten
heftig, og ſtolt bevæget.
Ya, fad mig døe, oplofter eders Ører!
Det er ei førfte Gang, mit Hierte mødes
Af Landémænds Hug. For fyv og treti Aar
Bed Svolder mødte Normænd mig, og Fiender,
Og farved Søen med mit Helteblod.
Dengang fif de dog iffe Livet af mig,
Skiondt alle Skibe flog med Aarerne
Af Glæde, da jeg ſank til Havſens Bund.
Jeg ſpommed under Bølgen, under Skioldet,
Drog paa en lille Baad til Venden, derfra
Til Grifland og til Syrien, hvor jeg
Som fattig Bilegrim i fierne Vraa
Vandt Verdens Agt, ei ſom vredagtig Drot,
Men ſom en ydmyg Broder i Guds Kirke.
Nu vilde jeg beſoge Miklagard, i
For der at hilfe, fidfte Gang i Berden,
Mit elſtte gamle Norges unge Sønner;
Men mine Sønner" fvinge atter Øren
Mod dereg Faders Jsſe — hugger til da!
Slader fig med Haanden for Bryſtet.
Her faner for eder Olaf Tryggvaſon.
Thiodolf.
Kong Olaf Tryggvafon? umuligt!
ULF.

Nei,

125

126 BVæringerne i Miklagard.

Hoiſt virkeligt. Fortalte Gauter ei,
At han har ſeet Kong Olaf, da han reiſte
Til Jorſal, i et Kloſter?
Haldor rolig.
Kiender J
Ei Anſigtstrakkene, ſom gaae i Arv?
Ulf.
Fortæeller Edvard, Olafs Ven, i England
St en Legende Paaſkedag om ham
Og om hang Redning? Og juft Baaffedag,
Fordi han figer, af ſom Paaſtefeſten
J Hellighed hver anden overgaaer,
Saa overgif Kong Olaf alle Konger.
Alle Bæringerne
ſtyrte paa Knæe.
Bor Konge! Olaf Tryggvaſon! vor Helt!
Tilgivelfe! Hil være dig, vor Skytsaand!
Olaf
dybt bevæget.
Saa er et Kiærlighedeng Funke fluft?
Den døde ei af Kummer med min Huſtru,
Den ædle Thyra? Troffab overleved
Min Big, den ftaffels Hund, der fulted fig
Ihiel, fordi dens Herre var forſpunden?
O, faa er al min Længfel rigt belønnet:
Naar i min Eenſomhed bag Sydens Palmer
J gule Sand jeg daglig tænfte paa
De grønne Graner i den hvide Snee;
Naar Higen efter dog engang imellem
Ut ſkue norffe Drotters Clement,
Den grønne Bølge, drev i Støv og Hede

Voerringerne i Miklagard 127

Mig ned til: Kyſten af det røde Hav,

Hvorfra jeg over Bandet fendte Suk

Til Gud for eders Lykke. — Mine Børn!

Jeg ftaaer igien i eders fiære Kreds,

Jeg har Beviis pan eders Kiærlighed,

Og gaaer tilbage til min frille Ork.

Modtager min Belfignelfe!

| Gan breder fine Arme ud, og velfigner dem; de bøje Alle

Hovederne mod Jorden, dybt bevægede, med Armene i
Kors over Bryſtet. En fort Taushed herffer.

Garald
ftyrter fortvivlet ind, men ſtandſer ſtudſende, ved at fee alle
Væringerne fnæle.

Du ſtienker
Dem alle din Belfignelfe, min Fader?
Kun iffe mig? O, du har Ret, thi Harald
Blier et velfignet; Sorgen ruger over
Hang Hoved, fom en Tordenſtky, hvorfra
Kun vild Bedrift nedfender fine Lyn.
Bæringerne
ftaae op.
Bor Harald reddet! lever!
Harald.
Ja, her ftaaer han,
Et Gravens Gienfærd, ſom hiin gamle Konge.
Vild.
Velan! ſaa lad os i det mindſte giogle
Som frygtelige Spogelſer i Morket.
Nu er din Time kommen, Miklagard!
Nu ſynker du, ſom Sodom, i din Pol."
En magtig Steenhob ſtal betegne fun,

128 QVæringerne i Miklagard.

Hvor Babel flod, og vildt, ſom Naſtronds Aander,

Skal Nordens Sønner trampe paa dit Gruus.
Olaf.

Min Son! hvad fattes dig? Hvor er Maria?

Ak — er Maria dod?

Harald ſmeltet.
Jeg veed det ei,
Og denne føde Tvivl med ſamt fin Vine
Jeg bortgav ei for alle Jordens Skatte.
Maaſkee det ſtore Hierte flager endnu,
Hvis Lige findes aldrig, naar det brifter.
Hør, mine Brødre! — Jeg fan iffe tale —
Gi ſammenhengende — Forræderi —
Den usle Argyros — den lumſke Zoe —
Min Avindsmand Georgios — jeg bragtes
Til Fangetaarnet — men Maria frelſte
Sin Ben fra Døden, blev i Fængslet for mig —
Vrider fine Gænder.
Og da jeg kom igien, var hun forfvunden.
Bæringer.
Op, lad os tugte de Forrædere!

Harald.
Met! iffe før vi førft har reddet hende.
Der ſkal et krummes dem et Hovedhaar,
Hvis de frigive hende. Jeg vil vifle
En Blomfterfrands om Miklagard af Rofer,
Og giore hver en Tigger rig paa Guld,
J Fald man fſkaante hende.
Vi binde Filt os under Saalerne,
Ci at forſtyrre nogen Borgers Søvn,

— 5

Veringerne i Miklagard.

J Fald hun gives uffadt os tilbage.
Op, til Triflinion, til Keiſerborgen!
Olaf.
Ja, min Maria! vi ffal hente dig.
For Intet ftiger et to norſke Konger
Af Graven fra formeente Død. Vogt dig,
Konſtantinopel! hvis du har forgrebet
Dig paa din Skytsaand, hvis paa blodige Vinger
Hun foer til Himlen, hvis ei, ſom en Due

"Om Noahs Ark, hun fvæver over Borgen
"Med Fredens Olieblad.

Harald.
— * alle Kæmper!
De ile ud.

Hallen i Reiserborgen.

Zoe. Simeon.
Zoe.

Simeon.

Alle Graker,
Som findes vaabendygtige og troe,
Har vor Georgios i ſtore Skarer
Forſamlet, nogle ved Sophiakirken,
Endeel paa Hyppodrom, endeel ved Sigma,
Auguſtion; den ſtorſte Skare byder
Han ſelv paa Pladſen ved Triklinion.

Zoe.

Er Græferhæren ſamlet?

Saa lad det enten briſte eller bære!

VIII. 9

129

130 Voringerne i Miklagard.

J alt for lang Tid var vi midt i Pragten
Kun Slaver af de fremmede Barbarer.

Ei Varingernes Flok vil ſige ſtort,

Naar alle Græfer i Konſtantinopel

Gior fælleg Sag. Hvor gaaer det Keiſeren?

Simeon.
Han fniger fig, fom en urolig Aand,
Der et har Fred 1 Graven, bleg og fagte
Igiennem Hallerne. Han driffer Viin
Og ftærfe Naphthadraaber for fin Afmagt.
Snart vil han ned i Catacomberne
Og ffiule fig bag Gravens ffumle Mure;
Snart klader han fig i fin Keiſerpragt,
Og fætter fig med Scepteret paa Thronen;
Men faa igien affafter han det Alt,
Stroer Uffe paa fit Hoved, og indhyller
Sit arme Legem i en usſel Haardug.

Zoe.

Ga, ſtore Konſtantin! det er din Throne;

Saa dybt ſank Scepteret i Tidens Haand,

Der ſyntes fmeddet for en Evighed.

Men er nu Mænd forvandlede fil Qvinder,

Saa ffal en Qvinde vorde Mand igien.

Jeg falde vil, fom Dido paa Carthago,

Men hevnes førft. Man bringe mig Maria!
Simeon gaaer,

Hør, hvilfe dumpe Gnye! De nærme fig

J bolmork Nat, de frygtelige Jordffiælv.

De rufte fig til Strid, de grimme Normand.

Harald! faa lønner du min Kiærlighed?

Væringerne i Miflagard. 131

Simeon bringer Maria, og gaaer paa Keiſerindens Vink.
Joe
betragter hende med Brede og Foragt.
Forræderffe ! hvo drog dig af din Eenſomhed
Foraldrelos og fattig til Triklinion?
Hvo ſtienkte Meftre dig til din Opdragelſe,
Som lærte dig at fiende Hellas' ædle Kunſt?
Hvo hylled dig i Purpur, koſtelige Liin,
Og ſorged for, at daglig til Forlyſtelſe
Du fandt Alt, hvad en Dodelig kan onſte ſig?

Maria
med ædel Fatning.

Dig (fylder jeg min Ungdomspleie; gierne gav.
Mit Hierte dig til Giengield fin Taknemlighed.

Zoe.
Og nu, fort utaknemlig, du forbinder dig

Med mine Fiender! Taabelig jeg klakked ud
En giftig Ogle ved et fiærligt Moderbryſt.
Maria.
Min Siæl er ingen nedrig Brode fig bevidft.
Zoe.
Og har du ei til Fangetaarnet fneget dig,
Ut redde lumſk min Avindsmand?
" Maria.

; En ædel Helt
Jeg frelfte fun fra ufortiente Martyrdod.

Zoe.
Dg hvo befol dig Daare vel at redde ham?

ga

132 Veringerne i Miklagard.

Maria.
Den Gud, ſom lagde Dydens Kraft i dette Bryſt.
Zoe.
Og burde du ei elſket Zoe meer, end hiin?
Maria.

Den Barm, ſom felv udruger fun vild Lidenſtab,
Kan iffe røre Hierterne til Kiærlighed.
Zoe.
Hvem ſtylder du din. Troffab?
Maria.
Kun den ZÆrlige.
Zoe.
Og naar nu Fædrelandets Bel dig Hadet bød?
Maria.
Saa fvarer jeg dig fiæf, ſom hiin Antigone,
Hvem Dødens Straf ei afholdt fra med fpæden Haand
Ut dæffe Brøderliget tyndt med Gravens Mud:
„Medfiende var jeg aldrig, Fun Medelſkende!“
Zoe.
Ya, ſyndig Elſkovsbrynde til ham bragte dig.
Maria.
Fra Harald ffiller englehvid Uſtyldighed.
Zoe.
Og elffer du ham ei, du Fromme!
Maria.
Stiernerne
Og Sol og Maane, Gud og Engle, Menneſter
Maae høre det: mit unge Hierte elffer ham.
Zoe.
Og elſker han ei dig igien?

Bæringerne i Miklagard. 133

Maria.
Han elffer mig;

Men fiernt til Norge følger han dog tro fin Brud.

Larm af Lurer, Trommer og Kempernes Raab uden for Slottet.

Simeon
fommer hurtig.

Fly, Keiferinde! giennem lonligſkiulte Gang.
Georgios er ſlagen med den hele Flok,
Nu ſtyrter Harald op med ſine Varinger.

Zoe,
Dig ſtal han iffe redde!
Hun ſtoder Maria en Dolk i Bryſtet, og fingter med Simeon.
Maria.
O, jeg taffer dig!
Den ſidſte Godhed ffienfte mig din Morderdolk.
Gud! fag min Siæl, men ffaan mit Liv et Pieblit
Til Haralds Afſked — Frelfe for mit Fædreland.
Hun raver hen, og holder fig opreift ved Apollons Billedftotte
i Forgrunden.
Garald
fommer, fulgt af Væringer, han aftorrer fin Øre i fit Arelffiærf,
Dit Nidingsblod, elendige Georgios!
Skal iffe flæbe længer fig til Heltens Staal.
Gan opdager Maria.
Der ftaaer hun — min Maria! Gud i Himlen — dræbt,
Med Dolfen i fit ſkionne Bryſt, og klamrer fig
Til Billedſtotten, felv fom Marmor hvid og fold.
Maria mat.
Min Harald! fee, den hellige Jomfru ſtienkte mig
Endnu engang, før Døden luffer Diets Laag,
Ut varme mig og qvæges i din Manddoms Sol.

134 Veringerne i Miklagard.

Harald
tager hende i ſine Arme, og bringer hende frem.
Maria! hvo har myrdet dig, min Elffede?
* grumme Zoe? — Normand! fvinger Faklens Blus,
Og tænder Byen, raſer vildt med Ørerne,

Nedftyrter alle Græfer! Blodet ſtromme rødt,
Som Bakke, hen ad Gaderne! Forvandler brat
Den babylonffe Skioge, gamle Miflagard,
Til Aſkehob, og blander den med Knokler af
De Myrdede!

Maria fortvivlet.

Barbar! ffal i min fidfte Stund

Til Afſky da forvandle fig. min Kiærlighed?

Harald forfærdet.
Maria! du forbander mig 1 Dødens Stund?

Maria.

Ya, hvis du rafer gruſomt mod mit Fædreland.
Harald.

Hvad vil du, Engel?
Maria.

Sfaanfel og Hoimodighed.
Blant disſe Blomſter paa din arme Piges Grav!
Harald.
Du onſker Skaanſel over disſe Nidinger?
Maria.
Net, over Landémænd, fom du myrded ufortient.
Harald.
Velan, for din Skyld, Engel! fÉal jeg ſtaane dem.
Jeg ſkaaner og foragter dem, og Verden ffal
Foragte denne Øgleæt med Ret, fom jeg.

Bæringerne i Miflagard. 135

Maria
reifer fig i hans Arme, med Begeiſtringens ſidſte Kraft.

— af auberreis Blad ſkal Krandſe paa ny
polettes om Heltes og Skialdes —

"Med fine Kilder og Bierge blaae,
pe den Mand i fordærvede Slægt,
É i Som Europa ffrenfed fin Kundſkab og 7

ØE Wit Fædreland vinder atter fin Agt.
— Dg, ſom Epaminondas, river jeg fiæf
J Doltken af mit blodende Bryſt.
J Hun river den ud.
Farvel, min elſkede Harald!

DØ Hun ſynker død i hans Arme.

WE

——
NA

Perfonerne. i

— — —

Snio, Venilernes Konge.
Jambaruk, hans Soſter.
JR TEE Ebbo,
neg Abi,
zelee. AL
hus TER LÆ! Jarmerik,
| En Olding.

En lille Dreng.
1 Chor af Kæmper og Hofgooder.

Sar ig

| hendes Sonner.

AS BEN

AN Sandlingen foregager i Venſysſel i Iylland.

—

Eu Fund i Skouen.
Snio med Kæmper.

Sniv.
O, mine Sønner, Fædrelandets ftærfe Mænd !
Dyb Sorg nedtryffer Snio, eders Vaabendrot, —
En Mand, hvem ellers Mød et boier Nakken let;
Hvem felv J valgte, løftet høit paa blanken Skiold.
Dog intet gavner Manddomsmod og Tapperhed
Mod en uſynlig Fiende, fendt fra Jothunheim.
Thi her det gielder ei, med Aſa-Bragis Sang,
J Helteræffer, bryniedæft, og Skiold ved Skiold,
At møde Sarer, eller Bretlands Snekkeflok.
Nei, frygteligt 1 Mulmet kogle Troldene,
" Sendt Jotland, fom den ffummelblege Hungersnod.
"Da vore Fædre drog fra fierneſt Aſaland,
Frivilligt Oſtens rige Goder mifted de,
Dg bytted gierne Daddel-Frugt og Roſers Flor
Med gronnen Rug, der trives bedſt bag Vinterſnee.
Thi daglig trænger, Afa-Thor! din Søn til Strid,
Og hvor han ei fan fæmpe meer mod Menneffer,
San fæmyer mod Naturen, flutter aldrig Fred;
Ut magelig Dorſthed flove ſtal et Armens Kraft.
Men nu har Moder Frigga 1 fit grønne Skrud

142 Langbarderne.

Forladt vor Halvo med ſin Tindings Axekrands;
Nu ſidder Hel paa Heden, mens den golde Blæjt
Henhvirvler Sandet over Markens brune Lyng,
Og fnart forvandler Hungren os til Skrantninger.
Choret.
Saa var Alfaders Bud,
Ut med tærende Sot, barmqvælende Dodsfrygt
Straffes i Helheims morkeſte Braa
Nidingen ſkulde, ſom, ffiælvende fvag,
Feig miskiendte ſit Manddomshverv.
Fordi han med Rædfel, Thor! undveg
Dit blinkende Sværd, lynende Syydffaft,
Skal evindelig Qvalang fi
J et Dodningebeens udmarvede Rør
Evig ham true.
Men hvad forbrød, Hlorrida! nu
Dine lydige Sønner,
Som paa fvagefte Vink af Stridshammeren Miolnir
Giorded med Sværd brat mandige Lænd,
Sadled til Færd høitvrinffende Ganger, ſtak
Flaget, i Raa heiſt, over ſpulmende Seil,
Naar din Purpur-Hielmbuſk vifted?
Hvorfor ſkal Manddrabs hoirode Stank ei
Mærfe dem til Einheriar meer? Siig,
Hvad vi forbrod, at med Foragt du
Ryggen os vender, og giver i Vold
Til en Svartalfs mattende Gioglen!
Snio.
Mit hele Haab ſtager nu til Odins Offerpræft,
Som hiſt paa Stenen ſpaaer af Oxens lunkne Blod
Og Indvoldsdampen, om der Frelfe gives end.

Langbarderne. 143

Men hvad betyder denne Larm? Hvo bringes mig
Bagbunden, fom en Fange, ſnort i Strikkerne?

Butle og flere Helte bringe Jarmerik bagbunden.

Butle.
En Overtræder, Konning! her vi bringe dig.
Jarmerik.
En Mand, fom uretfærdigt lider Overlaſt.
Butle.
Som ſpottet uforffammet har dit Herrebud.
Jarmerik.
Som fig nøiagtigt, Konge! til dit Ord har holdt.
Butle.
For at foroge Manglen ei, befolſt du viis,
At ingen Mand i Gieſtebud med Ollet meer
Ophidſe maatte Hiernen til letſindig Lyſt.
Jarmerik.
Uviis jeg falder den, der ftæffer Vingerne
Paa Falfen, fom han bruger felv til Fuglejagt.
Butle.
Men naar din Frænde favner Korn til dagligt Brød,
Hvor fan du ſpilde Maltet da, fan hiertelos?
Jarmerik.
Hvad kommer mig min Frande ved? Hver voren Mand
Selvftændig førge for fig felv! Behøver han
En Amme, fom med ængftlig Hu end dier ham? .
| Butle.
Venilers Drot ophaved alle Driffelag ;
J denne Nød maa intet Olhorn tømmes meer. .
Jarmerik.
Den Lov jeg ogſaa lydig har og ærligt holdt;

144 Langbarderne.

or, ffilt fra Flokken, ſobed i min Eenſomhed
Jeg i af Baffen med en ſneehvid Elleſkee.
Snio.
Man bragte mig et Budffab om din ſledſte Liſt,
Og jeg forbød hver Mand, ved felve Livets Tab,
At ſobe, ſom at drikke.
Jarmerik.
Godt! jeg lod dit Bud,
var i Aftes ſilde faa beruſet dog,
Ut Maanen knap jeg ſtilte meer fra Stiernerne.
Snio.
Nu, ved min Ring af roden Guld, ſtolt Jarmerik!
Saa ſkalſt du døe. Hvo var af eder Bidnesmænd
Til Overtrædelfen ?
Jarmerik.
Jeg har Intet overtraadt.
Ci træde kunde jeg, overtræde plat ud ei;
Jeg ftrafte med en ærlig Ruus paa Banken mig,
Og ſov fortræfligt. Nu med friſk Ædrulighed
Baaftaaer jeg fixæk for dig i denne Morgenſtund,
At Snios Bud er ei "af Jarmerik overtraadt.
Snio.
J fane ham drikke, ſobe dog?
Butle.
Nei, Herre! nei!
JOllet brød han Brødet, tog fan Stumperne
Fra Baffen, ftaf i Munden dem med Fingrene,
Og ſpiſte fig en Ruus, i det han mætted fig.
Snio.
Saa loſer ham; thi han har Intet overtraadt.
Jarmerik loſes.

Langbarderne. 145

Gak, milde Kæmpe, ſom din Lift og Underfund
Kun bruge, vil til Landémænds Tab og egen. Skam!
For denne Sinde flapft du fri og angerlos;
Men næfte Gang, naar Øllet dig har giort til Dyr,
Paa hvilfen Maade lige godt — og drakſt du det
Af Luften felv, ved Ilden løft til lette, Damp —
Da hænges du paa Grenen, fom den modne Frugt,
Indtil den ftolte Fugl fra Sky fortærer dig.
Jarmerik.
Eengang maa jeg dog drikke mig en Ruus endnu
J dette Liv.
Snio.

Gior dig paa Livets ſidſte Dag

Saa lyſtig eller ſorrigfuld, ſom ſelv du vil!
Jarmerik.

Jeg mener til dit Gravol, min Venilerdrot!
Thi den, ſom er for Hungersnod faa ræd, ſom du,
Doer ſikkert forſt, og ſtore Kongers Hedenfart
Maa man jo feire med et lyſtigt Gieſtebud.
Gan gaaer.
gambaruk fommer med et ſtort Qvindefolge. De have Alle

de lange Infegule Haar fæmte ned omkring Anſigtet, og
ſamlede under Hagen med Egekrandſe.

Snio.
Hvad komme der for Langebarder?
Gambaruk.
Broder! du

Har givet os et Hedersnavn. Behold det ſelv
For dig og for dit Folk! det pasſer herligt fig:
Med lange Sfiæg, naar Alderen tillader det,
Og med Stridgøren lang Benilen gaaer i Kamp.

VIII, 10

146 Langbarderne.

Snio.

Hvad tyder dette Tog, min Soſter Gambaruk?

Hvi har med disſe Qvinder du fæmt Haaret ned
Om Kind og Hage, bundet under Hagen det,

Som Sfiæg, med Egens ſmuktudtungede Foraarslov?

Gambaruk.

En Nattedrom, min Broder Snio! ſpaaede mig:

Det Folk af Odin funde vente Frelfe viſt,

Som førft i denne Morgenſtund hans Øie fane

Fra Oſtens Vindve, naar han tidligt aabned det,

Mens Duggen faldt, og Fuglen fang paa vaaden Green.
Da raadvild nu jeg ponſed, traadte Freia felv

For Leiet frem, og ſagde: Lad din Avindeflob

Mod Øften ſtaae, ſom ffiæggede Kæmper, i Morgengry!
Thi Odin elffer fagerlange Qwindehaar,

Og han vil undres, naar han ſkuer dem, ſom Sfiæg
Paa Helten, dæffe Bryftet. Længe dvæle vil

Paa denne Glands hang Faderoie, før han feer

Hen paa den øvrige ffyuggedæfte Friggas Jord. —
Som fagt, fan feet: Bi flod i Rader mod Oſten vendt,
Og fanged Morgnens førfte Straaler med vort Haar,
Som Fifferen folverffællet Fiſk i fine Net.

Og neppe var det feet, før Odins Offerpræft,

Der ſlagter Avæg i Morgengry paa fladen Steen,
Henrykt af Dampen raabte: „Frelſe vil vort Folk

Et findrigt Raad, nedfendt en Mand fra Guderne”.

Choret.

Har då nu Qvindernes Lift og Qvindernes Skionhed
Virket igien, og fordunklet

Langbarderne, 147

Heltens Bedrift, fom da Lofe, til Hoppe forvandlet,
Frelſte fra daarlige Løfte
Guderne? Fanged dig, Odin! med flagrende Guldhaar
Møen igien, fom da Garderiks
Rinda dig trylled til Terne, til Orm
| Gunlod hisfet i Bierget,
Hvor den fødefte Miod du draf af de fmilende Læber?

Jordens Lyffalighed bringe de venlige Difar.
Takker et Hiertet for Elffov,
Freia! din Magt? Og ffienfer ei Iduns rodmende Frugter
Livet huldfalige Friſkhed?
Qvæger ci Sif i fin Hvidarm Thor, medens Saga
Tegner Bedrifter paa Sfiold, medens Eirs Rod
Banefaar leger, og Frigg
Huldt langbardede Kornar
Skienker den gronnende Jord, hvor Sangfuglffarerne qviddre?

Men nu vender Ryggen du din Slægt!
Guultvisnede Marfer

Savne faftige Gras; dit Ar,
Huult, uden Meelftof,

Mer et fraftigt Brød. Oxen forgieves
Bag Tidslens BufÉ, bedæft

Kun af det Sandſtov, ſom Somrens Blæft
Kaſted, føger fit Ophold.

Og fvag fig flæber

Sfiælvende Ganger, ſom fordum

Stolt, med det funklende Blik, vrinſkende
Brød 1 fiendtlige Fylke.

10”

148 Langbarderne.

Ingen Sky med Roſer og med Guld,
Afkolende, flygtig,
Bryder ſildige Qvæld. Din Telt,
Niord! du ei opflaaer,
Skienker ei liflig Regn. Blomſten like:
Sin ſmagtende Kalk; dens Tørft
Lædffer med Draaber ei ſparſom Dug.
Skoven fænfer fit Hoved.

O, Frigga! Moder!

Over din Slægt forbarm dig,

Send vedergvægende Regn. Auka-Thor!

Luften føl med din Hammer.

De gaae.
Ebbo
kommer alene, i dybe Tanker.

„Et ſindrigt Raad, nedſendt en Mand fra Guderne,
Skal frelſe Folket.“ Var ei ſaa min Moders Drom?
Ya, ja — jeg har det! Pludſelig, men ſtarkbeſtemt,
Opſtod den flare Tanfe mig i morken Sigl.
J Havsnod reddes Noget, at et Alt gaaer tabt.
Meer knap er Hoſtens Modenhed, end Vaarens Haab;
Thi ryfter Storm fra Qviften hviden Blomſterſnee,
At Stammen ei ved alt for giftig Frugtbarhed
Skal tæres hen og visne. — Bort Betænffombhed!
Børn, Oldinge — maae dræbes. Snekken ſeiler læf
Paa Verdenshavet, og med hvert et Dieblik
Staaer Bandet — Hurtig da en Redningshielp!
Hvad tabe disſe Smaae, ſom hverken kiende ret
Til Livet eller Doden; der — ſom Dyrene
Sig Slagterbenken — narme dette Leieſted,

Langbarderne. 149

Hvor længft og roligft ſſumres? Og ffal Oldingen
J Veien ftane den friffe Mand? Hvi tøver han

Da med det Spring, fom bringer ham i Odins Arm?
Og tør han ei — vel, ftød ham ned! J Balaftialf
Han taffer dig, ſom Baadsmand, for fin Overfart.

Jarmerik fommer med Humble og Butle.

Jarmerik.
Ha, Ebbo, Konning Snios raſke Søfterføn,
Langt mere viſt end Drotten viis og helteftærf!
Bi taffe dig. Dit Forſlag Alles Bifald vandt.
Børn, Oldinge ſkal dræbeg! "Rundt, fra Thing til Thing,
- Dit Raad eenſtemmigt ſamtykt blev af Heltene.
Nu fommer dog den Dag, da ingen tapper Mand
Tildeles knapt og farrigt meer fit Mundforraad;
Nu fan Enhver dog fpife, driffe, ſom han vil,
Og ftraffes ei paa Livet, naar det lyfter ham,
Ut giore fig til Gode ved det fyldte Horn!

Ebbo.

Forvovne, plumpe Kæmpe! du fornærmer mig,
Og jeg forlanger Fyldeft for Forfmædelfen.

Jarmerik.
Hvordan? Min Ben, min Ebbo! jeg fornærmer dig?
Ebbo.
Ja, blodigt, og din Dod kun tilfredsſtiller mig.
Jarmerik.

Hvis Sligt er ſkeet, da er det mød min Billie giort;

Thi ingen Mand jeg onffer meer til Ven, end dig.
Ebbo.

Og deri, Niding! juſt beſtager Fornærmelfen ;

En Jarmerik maa aldrig kaldes Ebbos Ven.

150 Langbarderne.

Jarmerik.
Men ſiig, hvad har jeg da forbrudt? Jeg holder jo
Med dig i Alt.
Ebbo.
Det maa du ei.
Jarmerik.
Jeg billiger
Dit Helteforſlag.
Ebbo.
Derfor blode ſtal dit Bryſt.
Thi ærligt er mit Raad, ſkiondt det er rædfelsfuldt;
Uegennyttigt, ledet af Nodvendighed.
Men gierne gaaer til Drab ei Odins tappre Søn,
Som til et Gilde; lumpne Frakheds Overmod
Maa iffe troe af være Viisdoms Ligemand,
Og vover fig en Morder i en Wdolings Lag,
Saa vorder han af dragne Sværd tilbageſtodt.
Jarmerik.
Velan! Jeg har en Glavind og en Arm, ſom du,
Og taaler ikke meer, at du forhaaner mig.
Ebbo.
Mit Ord var fun en Indſkrift paa din Bautaſteen.
De fæmpe, Jarmerik falder.
gar hen, troføfe Kæmpe! flyv til Jothunheim,
Drif med Utgardeloke hisſet fvovlet Miod.
Du kommer til gene, sg? ei hos Aſa-Thor.
Gaaer.
Hoſgoderne komme fra Offerlunden.
Humble.
Jeg finder trodfigt, daarligt handle denne Mand.
Butle.
Den Heltegierning huer mig for alle juft.

Langbarderne. 151

Humble.

It vende Sværdet mod fin Slægt, fit eget Blod?

| Butle.

am Edder i en Finger gaaer, afhugges den.

i Humble.

— Bar xDiment ei tapper Helt?

J Butle.

4 En Slange, Hund
xegſea tappre, derfor dog ci Menneſker.

å —J Humb le.

an vredes over, at man er til Sinds, fom han?

| Butle.

Komm [ømdting tidt har høiftforffiellig Grund.

Humble.
for er Jarmeriks Venneflok, den hevner ham.
Butle.
SKS derfor blinfe vil med Oinene.

Choret.

), Drotter! fives ei, formerer et vor Nød

Med ydermere Raſen og Uenighed.
kk Kemperne gaae.

— REN Chor af Goderne.

Aſturs og Emblas daarlige Slagt!

Froet du til din Undergang

Barer dybt i dit eget Bryſt,

Orwmen i Blomſtens Kalk liig.

Sttor, ſtork kunde du vorde,

— Hvis ei Tvedragt, fordærvelig opbragt,
Tæred din Marv, flog dig med Blindhed
Steds, og forødte din ſkionne Kraft.
Derfor voxer nu bruunt Lyng

152 Langbarderne.

Over den ranede Kornmark,
Fordi Plougjern vege for Svaerdsods
Dræbende Lyn. Og med rødt Blod
Gioded du Jorden, ſom vented
Hyggelig Pleie.
Men ei for langſomtfurende Ploug
Bredbringet Ore, ftærk, drovtyggende,
Sindigtſkridende, ſpendtes, hvor Hingſten
Stamped, ildoiet, flygtig,
Jorden haard, og beſaaede
Marken med Bidslets
Flygtige Skum.
De gaae.
En Olding fommer med en lille Dreng; ſiden Ebbo med
et mindre Barn paa Armen i Baggrunden.
Oldingen.
Min Fridleif, fom paa Farfaers Knæ faa tidt har fpøgt!
Nu ſkal vi gaae en Vandringsvei tilfammen, vi.

Barnet.
O, gierne vandrer, Bedftefader! jeg med dig.
Oldingen.
Har et om Baldurs Breidablif jeg dig fortalt?
Barnet.
Hvor Alfer lege?
Oldingen.

Ja, min bolde Fridleif! Der
Sfal du nu ogſaa vorde mart en Lyſets Alf.
Barnet.
Men førft en Mand paa denne ſmukke, fafte Jord.
Oldingen.
Ga, den er iffe længer fmuf og ſommergron;

Langbarderne. 153

Forbrændt er Marken, Løvet hænger med flappe Blad,
Og Kilden klukker yndigt et til Fuglens Sang.

Barnet.
Saa kommer der en anden Baar med bedre Blomft.

Oldingen.
Sa, hiſt hog Baldur!
| Barn ed.
ig Du har fagt, der fommer man
Forſt efter Døden.
Oldingen.
Bi ſkal alle døe, min Søn!

Barnet.
Men leve førft. Jeg gammel vorde vil, fom du.

å Oldingen affides.
Ha, ftaffels Bog! hvorledes forberedes han?

Jeg er en Gubbe, Døden ei forfærder mig,

Og gierne, hvis det baade fan mit Fædreland,
Bandlilierne mig ſtiule mage i Herthas Sø,

Naar dig jeg funde frelfe fun fra Dødens Sfræf,
Min ſtakkels Gut! meer bitter faft, end Døden felv.

Barnet.
Hvor er min Broder, Bedftefaer? De bragte ham
Til Dammen hift. Hvad gior de med ham?
| Ebbo
triner frem i heftig Sindsbevægelfe med Barnet.
Drufned. ham,
Som nyfødt Hund; men heldigviis kom Ebbo til.
Den Lille ftrafte Haanden mød min Hellebard,
Som, fænft i Bandet, redded ham fra Undergang.

154 Langbarderne.

Han greb om Spæret. Thor ſtee Taf! jeg frelſte ham.
Der har du ham tilbage.
De Smaae omfavne hinanden.

Ebbo.

Jeg forbandet har
Et ubefindigt Raad. Den ſtolte Hiernes Drøm
Tidt flinger ſmukt, og Ordet ſlager ei Ordet ned;
Men Barnets Blik i Aaen, og den Vardighed,
Hvormed din Sfiebne, Gubbe! du 1 Møde gaaer,
Slaaer min ſpidsfindige Tanke, fom en Træl, i Støv.
Bed Odin! Sfrig og Taarer havde egget mig;
Men Barnets Blik bag Lilierne — Lysalfen liig —
Der Ebbos Mre redded, ei fit eget Liv —
Kuldfaftet har mit Forfæt. Nei, ved Aſa-Thor!
Børn, Gubber ffal et myrdes. Der er Siæl i dem;
Den visner et ſom Blomſten, raadner ei ſom Frugt.
Frei være lovet! Ilden fif et Overmagt;
Den førfte Gniſt udflufte felv Mordbranderen.

Oldingen.
O, Ebbo! fee, nu fiender jeg vor Helt igien;
Thi tapper varft du altid, dog om Kraften Spær
Du vifled ffiont Hoimodighedens Egegreen.
Gaaer med Børnene.
Snio og gambaruk komme, fulgt af goderne.

Snio.

Skumle Niding, ſom har egget op mit Folk til Raſeri!
Gambaruk.

Morder, ſom vil Barnet dræbe! kiender du en Moders Oval?

Snio.
Ikke langt fra Oldingsvintren Snio ſelv, din Konning, ſtager;
Vilſt du iffe, med de Andre, ſtode ham i Dammen ned?

Langbarderne. 155

Gambaruk.

Hvis du havde flere Brødre, lage mig een ved Moderbryſt,
Sødt, med Smiil paa Alfelæben — vilde du et drufne ham?

Snio.
Jeg udftøder af mit Folk dig, ffynd dig i Landflygtighed,
Staa foragtet fiernt i Ørfen, uden Stav og uden Ven!
Brider du da dine Hænder, raaber du til Aſa-Thor —
Gid et muddret Kiær du finde, hvori du fan ftyrte dig!
Gaaer.
Gambaruk.
Tidlig miſted jeg min ene, min hugprude, bedſte Son;
Aki drog fil fierne Riger, og jeg fane ham aldrig meer.
"Lever han endnu, da følge Moderens Belfignelfer
Heltens Idræt! Tog ham Odin — ofte har mit Øie da
Ham begrædt alt, ffal begræde ham, mens dette Hierte flaaer.
Nu jeg mifted her den anden — ha, men ei ved bratte Død,
Ikke ſelb ved ugle Sygdom, men ved ffumle Nidingsvark.
Sorgen fvæffer mine Kræfter; men faa megen Kraft jeg har
Dog endnu, at, Ulyffalige! høit jeg fan forbande dig.
Gaaer.
Choret.
O, Bee!
Gun gif bort, og i Harm fin Søn
Bildt hun forbanded. Hun hørte ham ei
Til fit Forfvar tale. Forfærdelfen
Slog ham med Stumhed, Læben den bandt.
Taus, fom en Steen paa Heden i Sand,
Staaer han nu der, uden Rune,
Tyder med Ord ei, hvad han fÉiuler
Kold i fin Barm.

156 Langbarderne.

Med dødt Blif, ſom et Liig bleg,
Sandſeslos og med Afſinds Ro,
Gnaver han Læben, og borer
Dybt i Grasſet fit Spær.

Ebbo.
Staa der! Jeg bruger dig meer ei.

Choret.
Nu bevæger igien Lyd
Blodloſe Mund, Nat—
Puſtene liig paa
Torſkelens Steen, naar
Gravhvalvingen aabnes.

Ebbo.
Har J hort: min Moder forbanded mig?

Choret.
Uoverlagt var Dronningens Ord; thi
Dybt fortrudt i din Siæl var
Grumme Beflutning alt. Din Harflok
Stiller Oprør trindt, og forhindrer
Oldingsdrabet og Barndrab.

Ebbo.
J har kiendt mig før; var jeg flet. Søn?
Bar flet Broder og Ben jeg?

Choret.
J Kampen ſteds du Staldbroder tro
Bar for din Landsmand, hevned, forſpared ham
Kicek; gierne dit Spyd laante din Ben du,
Naar hang eget braft, og din Ganger
Stod beredt for den Faldne.

Langbarderne.

Ebbo.
Og i Fred — hvad dømte man om mig?
Choret.
Uden Pral ſadſt du i Kongshal,
Blid, lytted til Skialdsqpad,
Drak Heltens Minni, Kongens Hæder.
Misundelig ei,
Andres Bedrift
Roſte du tidt.
Ebbo.
Har for mit Folk jeg
Kæmpet ſom Helt?
Choret.

Du har Seir bragt, hvor dit Svard faldt.

Paa din Hielm fad Døden, en vild Grif
Med fraftige Kloer, krumthvesſede Næb
Og forfærdeligt Pie. Din Gangers

Vrinſken var fiendt overalt, og din Stang,

Naar langt borte den raged
Over din Floks, god Rædfel i Saxers og
Friſers Blod. Dig elfÉed
Thor. Paa fin Karm fro fiørte han did,
Hvor din Arm ſlog Fiendernes Mød.
Ebbo.

Men nu rufter i Balg Sværdet,

Og mit Spyd, boret i Grastorv,

Rykker aldrig min Arm atter til Strid.

Ikke nu meer glædes mit Blik ved

Regnbuen af fee, naar Skyens

Brogede Jomfru, naar Heimdal

Med fit Guldhorn raaber til Kamp Thor.

157

158 Langbarderne.

Nu bleg, fom en Død, med blottet Tinding,
Odin liig, da paa Bænfehalmen
Banden han mærfed blodig med Geirsodd,
Stiger jeg taus paa Lundens Blodſteen,
Lader i Grasſets røde Blomſter
Flyde mit Ynglingeblod. Ak, ingen
Jomfru græder ved Ebbos Nedlag,
Thi hans Moder forbanded ham!

Gan vil gaae.

Butle fommer.
Gak et til Selvmordsdoden, du vort Fremtids Haab!
En bedre Skiebne venter dig. Venilerne
J tvende Hare dele fig; den ene Flok
Forlanger Oldings-Barnedrabet, medens hiin
Adlyder Snios engſtligfeige Skaanſomhed.
Saa ſtil dig fremft i Spidſen for den vrede Flok,
Og hevn, fom fig em Kæmpe bør, Forfmædelfen !

Ebbo.
Ya, Butle! ja, jeg iler til en ærlig Hevn.
Gaaer med Butle.

Choret.
Paa letſindige Fugls Viis,
Fanges Lærfen i Mark let,
Naar det nærende Kornfro
Kun i Falden man kaſter. Men
Med Forſtandsbrug Mennefket fif
En udødelig Siæl, Alfader! af dig;
Som fan ſtielne Bedrift. J Hlidſkialf
Lonner du god Gierning, og ftraffer
Ondffab 1 Naſtrond.

Langbarderne.

Send ham en Lysalf,
Ut han i Harm Ildgierningsmand
Border ei grum, til fit Lands Tab.

Ingen ftyggere Daad jeg veed,
End Forræderi mød fit Folk
Og fin Konning at ove. Lad
Utaknemmeligt Fadreneland
Lonne min Daad tidt med Foragt,
Spotte min ærlige Stræben! J Gimle
Lonner Alfader god Gierning, og ftraffer
Ondffab i Naſtrond.

Hvi af Alle foragtes dybt
Ufa-Lofe? Fordi han med feigt
Hierte vakled, ſom Sivrør;
Ingen Jothun, heller ei Gud.
Wrligt Fiendſkab agter jeg meer,
End en falſk Ven, end en Trolos.
Derfor evig med Skam Ry
Brændemærfe den Nidings Navn,
Som fit Folk og fin Hovding
Svigter i Nodstid!

Men guddommelig Troſkab dybt
Rorer min Siæl, ſelv mod en Ond viiſt.
Derfor fmelter mit Sind Sigyn,

Lokes Biv, der med Solvſkaal
Stander i odeſte Biergkloft,
Hvor ham til Steen Hug—
Ormene bandt,

159

160 Langbarderne.

Hvis forgiftede Draaber hang Blils
Lumſke Skotten revſe.
Lykkelig hun hisſet i Fenſal
Var mellem Friggs Diſar; men helſt
Deler fin Mands QOval hun tro,
Glemmer ſin Eenſomheds Nod, horer med Taalmod
Den Forbittredes Skrig, lont
Med den Vished, at ſin Husbonds
Nød fiærligt hun deler.
Snio.
Jeg kommer og tilftaaer, ærværdige Gubbeflok!
Ut mod en heftig Ungerfvend jeg var for ftreng,
Som værner med fin Arm, fit ſidſte Hierteblod
J Kampen for den Arne, der udſtoder ham.

gambaruk bringer Ebbo bevæbnet.

Gambaruk.
Ei Valhals Guder agte paa de Jordiſkes
Forbittrelſe, naar, ſom en giftig Feber, den
Os Liv og Sundhed truer. Let henveires da
Et daarligt Ord, der, ſom en Myg i Aftenlund,
Blot ved at ſtikke forſte Gang, har tabt ſin Braad.
Nu Ebbo Hielmens heſtehalede blanke Kam
Hoit over Skuldren lofter. Snart hans runde Skiold
Fremdemre vil af Delteræffen i Slagtningen,
Som fulde Maane giennem ſortblaa Natteſtky.

Ebbo.

Et Offer fræver Guderne, men ei af Børn,
Og et af Gubber, Konge! Deri feiled jeg.
Det var af Mænd, der funde kaſte Tærning felv
Med ftærfen Haand om Livets Binding, Livets Tab.

Langbarderne. 161

Thi ſtumle Sel med blegblage Læber raſer end
Paa Heden, hvor hun fidder mellem Tidslerne.
Hun bort maa jages; men det fan fun Aſa-Thor.
Han vil et Offer. Nu, faa lad os offre da!
Her gielder det et meer, med hielpſom Broderhaand
At gane mod fremmed Fiende; rundt omkring vi tvang
— til Lydighed, og Hungersnod

J Nabolandet herſker, fom i Danmarks Egn.
Saa maade nu Danſke væbne fig mod Danſtkes Bryſt.
Et Monſter tage vi af Kubens flittige Bi,
Som, naar der er for mange, hvæsfer ſkarpen Braad
— Mod Slægt og Benner; alle dog een Moders: Børn.
… Det gamle Danmark vor Bidronning vorde ffal.
Hun føre da til Træfningen paa Heden os;
Den Sværm, ſom feirer, bringer i Kuben atter hun.
- Men ftort”maa Faldet være; thi en Styrtning fun
Af Helteblodet vorde vil den Foraarsregn, +
Hvis friffe Byge livner Jyllands visne Græs.

Han fnæler.

Saa tag da, Moder! fra din Søn Forbandelſen,
Og giv ham din BVelfignelfe. Dog onfſker jeg
Med den ei mod mit Nederlag at ffierme mig;
Thi gierne gaaer jeg felv til Odins Balaftialf,
Naar fun en talrig Flof jeg bringer: Aſa-Thor,
Med klovet Hielm og Wrens Arr i aabne Bryft.

Gambaruk
lægger fin Haand paa hans Hoved.
O, Søn! jeg min Belfignelfe gierne ſtienker dig,
Mens Himlen felv velfigner 08, thi faligt nu
Bedælfes Solen, fom i lang Tid brendte gold,
VIII. 11

162 Langbarderne.

Af morke Skyer, og endelig hiemſoger os
Den fiære Regn, ſom vi forgieves vented langſt.
Det regner, og lyner langt borte.
Choret.

Niord, du Vanernes ſtionne Gud,
Som beherffer den flygtige Sky,
Ymers Hierne, der drømmer endnu
Gioglebilleder hisſet Dunftfreds —
Frugtbarheds og Kiærligheds As,
Freiers Fader, og Freias!
Gi du forlodft dine Børn 1 Støv,
Kommer igien med dine Skygger,
Skienker Maanen de fortblaae,
Sølvertaffede Bierge; men Solen
Birfer DU røde, violgronne
Tæpper af Vanddamp
Til fin Morgen- og Aftenleg.
Herlig er, flar, Freitas Luft;
Men i Midſommers Tid,
Naar fra Moſernes Dynd
Dværgene dampe qvælende Dunſt,
Border den lysblaa Hvælving graa,
Fylder Lummerhed luftige Hav.
Men nu dæffer du Alt med dit: Bandtag.
Ufmægtig tørner Solens Piil
Mod dit Blyſkiold.
Hor, hvor den drypper paa Bladene ned,
Den qvægende Regn!
See, hvor de glindfe, med Gleders Glands
J taknemlige Blik,
De ſtigende Straae!

Langbarderne. 163

Lettere ſoulmer min Barm
J det følige Bad,
End i Hal ved det ſtummende Bæger.

Hør Aufa-Thor
J den dundrende Sky!
Seer J Bukkene hiſt,
Tangnioſter, Tangrisner,
Med de flammende Sfiæg,
Med de lynende Blik?
Saae J ham hugge med Miolnir nu?
Jeg Hamren faae
Jern⸗-ſvovelblaa,
Medens Niord henſuſer kol under Sky
Paa fin Blæft-Heft,
Og hans Hielmbuſtk
Nedſkyller ftyrfende Kraft.
Over Sfoven.
Choret træder tilbage under de ftore Træer. Regnen og Lynilden
vedbliver en Tid lang. Endelig holder det inde, og en

ffion Regnbue bliver til Syne paa Himlen. Kongen fom-
mer igien frem med fit Folge. En Gerold moder ham.

Herolden.

En Lykke, Herre Konge! kommer enkelt ei.
Velſignet Regn opreiſer vore Hierters Haab,
Som Markens Straae. Igien fig hvælver Himlens Bro,
Som lang Tids Torke fønderbrød; og Guderne
Beſoge Jorden atter med Belfignelfer.
Nu fmiler ogſaa Haabet fra en anden Kant:
En Ræffe Vogne, rigt beladt med Korn og Weel,
Henſniger fig ad Veien, dog alt Byen nær;

ii"

164 Langbarderne.

Og fede Orne, ſtonnende, med ftærfe Horn,
Hendrage dem, mens Morgenſolens muntre Glands
Tilbageſtraaler fra de morkebrune Skind.
En Sfare Ryttere, vaabenflædt, ledſager dem;
Mens Trællene, med lange Stave, ved Siden gaae
Og Drive dovent hornet Qvæg ad Veien frem.
Men Høvdingen, med Ornevinger paa blanken Hielm,
Forlanger ftrar at ſtedes før dig, ædle Drot!
Han kommer fom en Redningsmand, en Ben i Rød;
Thi al den fÉionne Forraad bringer han vort Land.
Alt hæve Trolle Dekslerne paa lukte Vogn,
Og fylde med Træffovle hurtigt Poſerne,
Som Sult udftræffer ffiælvende med mager Haand.
Nu lonnes Vognens ftærfe Drager grumt med Død;
Thi mangen Ore bløder alt for Dxens Hug,
Og mangen Moder bærer glad i reenligt Trug
Baa Hovedet Kiodſtykker hiem til Hyttens Tarv.
Aki kommer.
Hil Danerkongen! Hil den ædle Gambaruk!
J fiende vel den Hsvding ei, ſom for jer ſtager?
Snio.
Du tykkes mig paa een Gang kiendt og übekiendt.
Gambaruk.
Fem Mar gior Barnet Moderen ei ufiendeligt.
Hun omfavner: ham.
YU fi.
Tem Mar, min Moder! fmeddet har din Dreng til Mand,
Men Intet dig berøvet af din Dannished.
Hvo er den unge Kæmpe der med Heftehaar
J Hielmens høie Kobberfam? Mig tykkes faſt,
eg fiende ffal de Dine, ſtiondt vel Kroppens Vært

Langbarderne. 165

Og ftærfen Skulderbrede gior ham ubefiendt.

J Fald jeg ikke feiler, fane for nogle Aar

Juſt Ebbos Pine ſaadan ud; med ærlig Trods

De lynte ftærft fra Brynet, da jeg favnte ham.
Ebbo.

Ja, Broder! Granen nu er voxet hoit nok, til

At ſtyrtes i den Afgrund, ſom den kneiſte ved.
Aki.

Kun Toppen gynger, Ebbo! Stammen fnæffes ei.
Ebbo.

Min Broder, Tiden mange Ting forandret har,

Men Alting ei til Fordeel. Ebbo elſker dig,

Men onſkte dog, at ei du kommen var i Dag.

Hvi blevft du ikke til i Morgen? Hiertet et

J Dag maa føle Kiærlighed for Broderen;

J Morgen — Broder førge fan pan Broder Grav.
Aki.

Hor mig! Jeg kommer ikke for at ſee en Grav.

En Grav ſeer eens ud overalt, og overalt

Er man den Døde lige fiern og lige nær.

Jeg bringer Glæde. Rygtet om mit Fædreland

Ulykkelige Skiebne traf mit Øre fiernt.

Ha, langſomt funde jeg med Naringsmidlerne

Kun nærme mig, og ffiondt i Mængde Folfet bragt,

De hielpe blot for Dieblikket. Tenkes maa

Paa bedre Frelſe. — Jeg har dine Forfæt hørt,

Det førfte ſom det fidfte. Grumt det førfte var;

Bel, at du ftrar fortrød det! Din Beflutning nu,

Ut Danſke vende Sværdet ſkal mod Danſkes Bryſt,

Og falde felv fom Helt paa Dynger Brødreliig —

Er tapper og dig værdig, og det ſynes faft,

166 Langbarderne.

Som denne Nodhielp bødes af Nødvendighed.

Men jeg har bedre Forflag. Danmarks Kyſteland
Er ſkiont; men der er ſtionne Lande fleer paa Jord,
Og negtes fan det et; at Aſa⸗Freir og Niord

Tidt ſorge meer før rigen Høft i fydlig Dal,

(End paa de jydffe Heder, Norges Kampefield.

Saa følger Alle mig, fom her for mange var,

Til hine Dale! Rigeligt i Overflod

Der venter eder gylden Hvede, ſaftig Frugt,

Og mægtig puſter Oxen i det høie Græs.

Thor følger vs, langt mere frærk, end Jupiter:
Man figer, han er død alt; og den hvide Chrift
Er from, uſynlig, blid, og ingen Krigergud.

Og Intet tabes, ved at miſte flæbrigt Ol

Og Miodens føde Mundgodt af den flittige Bi.
Til Giengield vorer i tunge Druer modne Bær,
Og Binen, fom i Valhal Odin ene faaer,

Forlyſter hift hver Kæmpe. Seiren vindes let.

Alt vore Fædres raffe Flok i fordums: Tid

Har fæmpet der; og faldt end ftærfe Cimbrers Haer
For Romerliſt, faa hevne vi dem fiungende.

Et Rige ftifte lader os i velffe Land,

Hvor evig Vaaren blomſtrer! Mailand nævner det!
Og fom vi felv ei did, fun vore Børnebørn —
Ha, Beten er dog ffion at drage, langs ad Rhin
Og langs ad Donaus Blomſterbredder. Som en Boldt
Af Snee, der liden forſt fra Bierget triller ned,
Men altid ftørre voxer, til den, felv et Bierg,

Som Fieldſkred fryrter, og bedæffer Land og By,
Saa vælte vi, og flyrte ned ad Alperne

Paa velffe Nidinger.

Langbarderne.

Ebbo
griber hans Haand.
Som et ringe Kildevæld,
Der ſpulmer førft til Bæk, til Aa, indtil det frolt,
Som Flod opſpulmet, overffyller Marferne!
Gambaruf fnæler.
O Freia, ſom blandt Aſer og Aſyniar
Bevæger Hiertet ftærfeft med din Tryllemagt!
Nu forſt forſtager dit natlige Beføg min Siæl,
Da du med langt Haar over ſmekkre Bæltefted,
Med broget Ham af Fuglefiær om hvalte Bryft,
Stod for mit Leie, lærte mig de vife Raad.
Aki.
Saa lader os ei tove! Haardt er vel det Bud
For trofaft Iyde, der i fem Aar borte var
Fra elffet Halvø, ſtrax i ſamme Oieblik,
Som han betraadte Tærfflen, at forlade den.
Men Tiden er et nu til dvælende Gladesfeſt;
Med rige Gilder ſommer det fig 0% et her
Ut odsle bort, hvad hungrig Landsmand trænger til.
Strax maae vi fpringe, fom i Havsnod, over Bord,
Og frifte Livet i vilden Sø med ftærfen Arm.
Jeg har alt fundgiort, ædle Drot! paa Veien hid
Mit Forflag dine Sfarer, fom i Dalene
Til Broderkamp fig vebned. Med det halve Folk
Bortdrage vi. Ci fandt, vor Moder følger 08?
Gambaruk.
Ja, Freias muntre Sendebud! jeg folger dig,
Og Mailands Marker bare ſtal vor Bautaſteen.
Snio.
O, mine Venner! tungt det for en Fader er,

168 Langbarderne.

Ut ſtilles vel fra haabefulde Sønner; men
Meer for en Drot, at ſee den bedſte Halvedeel
Af Landets Born udvandre til en fremmed Egn.
Dog byder ſtreng Nodvendighed. Ei heller bor
Den Wldre med forſigtig Frygt henſtille fig
Imellem Ungerſpendens Haab og Manddomsmaal.
Saa glemmer ikke Danmark paa det fierne Tog,
Udbreder Nordens Hæder, og ſom Aſerne
Fra Oſten gif med Herreſtkiold til kolde Nord,
Heniler med den Kraft, ſom Norden ſtienkte jer,
Til Syd, udbreder Guders gamle Valde der!
Kiær for hver trofaſt Siæl er Arnen; ofte dog
Maae Aſkurs Børn udbrede fig paa viden Jord,
Ut Mængden ei tilfidft fin egen Boddel blier.
Forglemmer Modersmaalet ei! Min ftørfte Frygt
Gr, af J alt for fnart maaſkee, fra Hiemmet ſtilt,
Ufvænner Læben fra den kicere Barndomslyd.
Beholder, med danſke Hierter i det tappre Bryſt,
Den danffe Tunge lang Tid end i ærlig Mund!
Jeg feer en Skare Sfialde, der med Harperne
Staaer mellem eders Landfer; lad dem ſiunge tidt
or eders Børn om det forladte Fædreland !
Aki
med Choret af de Bortdragende.

Til frugtbringende Land, o Konning!

Iler jeg nu bag fierne Biergaas.

Det mig vinker med Solglands,

Hvor den floitende Nattergal

Sit forelſkede Qvad tidt

Sang for Dalenes Hyrder;

Hvor det graahvide Marmor

Langbarderne. mr 9

J Laurbarrets Ly ſtiont
Stander, beboet fordum
Af Oldtids Helt, men nu faſt
Faldefordigt, bedæft af Grønfvær.
Snio.
Der brat ſeire du vil, Rædfel
Bringe det Folk, fom fin Mark grum
Gierded med Fadrenes Been.
Choret.
Isſen jeg ſmykker
Med Laurens Blad. Med
Kaaben af Purpur
Bryde mig ſkal Sydboen, min tra,
Mig fin Drot; ſiunge mig Drapa.
Snio.
Men aldrig i Velmagt glemmer du
Danmark, dit Land.
Choret.
Aldrig! Din Eeg
Hoiere kneiſer, end Laurens Buſt;
Og din Bog ei findes bag Alpen,
Kæmpers og Beilers qvægende Ly.
Heller ei vrinfter til Kamp mig en Heft,
Som den jydffe; flagrer til Jagt en Falk,
Som min Hog; piler en Hund
Stærk, ſom min trofaſte gule.
Snio.
Ofte mindes du vil den Skovp,
Hvor i Aftenfvalingen hvidgraa Røg
Steg fra Fadrenehytten.

170 Langbarderne.

Choret.
Raſk dog Farvel, uden Sorg, uden ſpakkende
Veemod, ſiger jeg Danmark.
Thi yndige Avinder følge min Flok,
Langbarder med langt Guldhaar. J Gry
Navn de mig gav, følge til Seir
Hiſt mig, ſtienke mig Børn, Modrenes Lige.
Og naar ſeent engang
Slægter i hundrede Led mig følge,
Skal Danernavnet og guult Haar
Hift bag Alpen i Maitland
Bidne for kommende Tid
Daaden og Seiren.
Snio.
Saa Farvel nu! Drager med Thor og Frei
Til Bedrift, I Fiæffe Langbarder!

(Carl den Store,

Tragoedie.

Kartel: Abel:

k, J
NM x Hg Kr 2
Man 59/

*

BA GE EDER

Perſonerne.

Carf den Støre, de Frankers og Longobarders Konge.

Faftrade, hans Dronning.

Pipin, hans Son.

SE | hans Dottre.

raps | deres Beilere.

Alcuin, Erfebiffop af Tours.

Aftolf, en frankiſk Ridder.

Wittekind, Sachſernes Hertug.

Albion, hans Broder.

Hildegund, Albions Elſkede.

En Overdruide.

Siegbert,
Rulo,

En Kriger.

grimwalſd, Pipins Svend.

Carls Svend.

Franker, Druider.

Sachſer.

Handlingen foregager paa Heresburg i Weſtphalen, og i Sachſer-
ſtoven i Nærheden af Allerfloden. Tiden er 782.

ag tt ik fyady sd o80 st på. :

Forſte Handling.

En Kal paa Heresburg.
Carl. Alcuin,

" Carl.

Jeg elſter disſe Skoler, Alcuin!
Det varme Jern maa ſmeddes, for det koles,
Og Oviſten boies maa, mens den er ung.
For Gud er vi desuden Alle Børn,
Og Menneffet fan lære, mens han lever.
Det gaaer et os, ſom dig, min ædle Ven!
% hvem al verdslig Bidenffab forenes,
Skiondt Biblen og de hellige Kirkefcedre
Beftandig blive dig din Hovedſag.
Du eft den bedſte Faffel i min Nat,
Og faa nødvendig mig, ſom Himmelſtiernen
Den kicekke Skipper, at han et fÉal ftrande.

Alcuin.
Det er et Kiendemærfe ved det Store,
Ut det er et fin Storhed ſig bevidſt,
Og ſkatter tidt en ringe Hielp for høit.

Carl.
Net, Alcuin! min Ben! der feiler du;
Hver Birfefraft maa være fig bevidft,

176 Carl den Store.

Thi ellers virfed den jo fun 1 Blinde.
Tro mig: Kong Carl godt føler, hvad han er,
Og ſtundom felv vel, hvad han iffe er;
Thi vi er alle Syndere for Gud,
Og fif Forfænglighed til Faddergave
Paa Buggen.
Alcuin.

Bed din Bugge ſtod en Engel,
Som kysſed dig pan Panden og paa Bryſtet,
Og vied ind Forſtanden dig og Hiertet,
Imens en Seraph hærdede din Arm.

Carl.
En Engel ſtaaer ved hver en Chriſtens Bugge;
Om der ved min har ftaaet fleer, min" Ben!
Jeg lader ufagt, thi ſom lille Noer
Man ſtielner flet, og Englen er uſynlig.
Saa meget veed jeg, at jeg lob omkring
For Lud og koldt Vand ſom en bitte Pog
J Ingilheim med Mollerdrengene,
Og lærte Intet, uden, ſom Kong Cyrus,
Ut føre Pilteflokken an i Krig.
Pipin, min Fader, var en mægtig Herre,
Men frygted for, at Videnſkab og Kunſt
Forfore ſtulde Franfen, til af vorde
En Romerſkrantning. Ofte derimod
Han tog mig med i Carl Martellus' Grav,
Og lod mig løfte Kæmpens tunge Hammer.
Alcuin.

Han bar ſin Faders Hammer ſom en Mand;
Skiondt liden fun af Legem, ſtor af Aand:
Og ædelt var hang Heltehierte, ſtiondt

—— — TE nes

Carl den Store.

Hans Adfærd tidt bar Bræget af Barbaren.
Dig blev det forbeholdt, at ene Kraft
Med Biisdom, Chriftendom med: Kiærlighed
Til Oldtid Kunſt og findrig Videnſkab.
O, Carl! det kommer iffun an paa dig,
Saa blomftrer et Athen igien i Franken.
Carl.
Net, nei! det førger nof min Nabo før.
Hvad er en Hauge, ſom har intet Hegn;
Som favner Fred; hvor Honſegaardens Kræe
Med kaade Spræt og uforffammet Kradſen
Tilintetgiør hver Nat, hvad du om Dagen
Med ærlig Flid har plantet, faaet og vandet?
Nei, til vor Sorg, og for at Herrens Viingaard
Skal trives et, har Menneſkenes Fiende,
Har Diævlen felv ſkabt Sachſerne, der lure
Som frygtelige Rovdyr ved min Grændfe ;
Og ffiondt jeg aver dem og tugter dem
Med Seir paa Seir, og ſtiondt de [ove Bedring,
Sig lade døbe, lære Chriftendom —
Forbryderne dog ſpotte Sacrament
Og Ed og ærligt Løfte, vente fun
Min Bortgang, for paa ny med morderſk Hu
Ut ængfte Franfen.
Med ftigende Vrede.
Men, ved Himlens Konge!
Ret nu forgaaer Taalmodigheden mig,
Og Kruffen gaaer til Vands, indtil den brifter.
Alcuin.
Tal dig ei varm, bliv ikke heftig, Herre!

De vove det et meer.

NE 12

177

178 Carl den Store.

Carl.
Du finer dybt
J Grammatik, min Ben! Geometrie,
Dialectik, Aſtronomie, Muſik;
Men Carl ſeer mere dybt i Sachſers Hierte.
De vove det. Men lad dem vove; de
Skal finde Karl for ſig, at mode dem.
Lad os nu nytte dette Puſterum!
Som Jacobs Born, vi ſpiſe Paaſkelammet
Med Sværd ved Bælte, ſtaagende. Til Middag
Maa du mig atter Tæfe for, min Fader!
Af Sanct Hieronimus og Auguftin.
O, havde jeg fun tolv deslige Mænd
J dette øde, ſtore Kongerige!
Det ſtulde hielpe.
Alcuin venlig.
Himlens, Jordens Sfaber
Har felv fun etet tvende flige Mænd ;
Og du forlanger tolv, du ſtolte Carl?
Carl.
Jeg fiddet har den hele Morgenſtund,
Arbeidet i min Lov, Lex salica.
Hvad Nyt i Dag?
Aleuin.
Hans Hellighed os ſender
Fra Rom en Skare gode Sangere,
At fore Kirkeſangen.
Carl.
Det var ſtiont.
Y lenin mork.
Endnu en Nyhed!

Carl den Store. 179

Carl.
Ha, men ingen god;
Det ſpaaer dit Die mig.
Aleuin.
Pipin, din Son,
Er atter her.
Carl.
Den Ulykſalige!
Hvad vil han mig? Han er den Eneſte
Blandt alle Menneffer, ſom ængfter mig.
Han er min Søn —
Ulcuin.
Et Slegfredbarn!

Carl.
Det Samme

Bar Carl Martel, min ftore Stammefader,
Og dog en Verdenshelt, fom Faa paa Ford.
Men, Alcuin! Pipin har Intet af
Sin Fader. Hang umættelige Hovmod
Og lumſke Grumhed afffyer jeg; mig hader
Min Son, fordi jeg vil forjage Sluden,
Der ſlorer Tidens førfte Morgenrøde.

Aleuin.
J Fald der høftes ſkal, hvor du har faaet,
Saa fad Pipin ei arve Kongeſpiir!

Carl.
Han er den Eneſte blandt mine Sønner,
Som eter Kraft; men han er flet af Hiertet.
De andre — gøde, venlige, men fvage.
Tidt forekommer mig min hele Birfen,

2:

180 Carl den Store.

Min Livsdaad, ſom en prægtig Urtefoft,
Der blomſtrer i et Vandglas uden Rod.
Aleuin.
Nei, du har plantet Chriſtendommens Palmer
J Frankens, i Germaniens Egeſkov,
Og de vil ſtige hoit mod Himlens Blaa,
Naar du er vandret fængft til dine Fædre.
Carl.
Der kommer Eginhard og Angilbert.
Nu munter, gamle Ven!
Alcuin.
Vi holde dog
Bor Samling paa fædvanlig Big?

Carl.
Forſtaaer fig!

Mit Hof er, hvor jeg er; og jeg er vant,

Ut være hiemme paa det Sted, jeg er.

For os er ingen Reſidens; ffiondt Aachen

Og Ingilheim, og mine Fædreg Hiem

Det gamle Heriftal. mig hue meeft,

Er ſnart en Borg i Sachſen, fnart Paris,

Snart Pavia vort Ophold. »

Eginhard og Angilbert komme med Pergamentboger.
Eginhard.
Naadige Konge!
God Morgen.
Carl.
Hvilken Konge, Eginhard?
Eginhard ſmilende

Kong David, tænfer jeg.

Carl den Store.

Carl.
Forſtaaer fig ſelv!
Den Konge burde ſtedſe hedde David,
Som gaaer i Mark mod Barbarie og Glubſthed.
Og David frygter ikke Goliath.
Eginhard.
Du har beæret os med ſtore Navne,
Selv togſt du Davids af Beffedenhed.
Carl
til Angilbert.
Nu, min Homer! hvad har du? Har du famlet
De gamle Bardefange, fom jeg bad?
Du bringer mig en prægtig Bog, faa tyk,
Saa velindbunden!
Angilbert ræffer ham Bogen, han aabner den.
Og, hvor deiligt. fÉrevet,
Med tydelig og ftor Fractur; og Gud -
Og Farver fnørflet i hvert førfte Bogſtav.
Hvor jeg beflager, at jeg et har lært
Ut ſkrive ſmukt! Jeg øver mig vel tidt;
Men Haanden, ftivnet af af føre Sværdet,
Bil iffe følge Tanfen vet. Det var dig
Bel vanſkeligt af ſamle disſe Viſer?
Angilbert.
J Førftningen, mens Hyrden, Bonden troede,
Jeg vilde ſpotte dem; men fiden, Herre!
Da vel de mærfte, hvor min Sial blev henrykt
Bed Fædrelandets gamle Folfeqvad,
Bar Alle villige. Da fang mig Bonden
Bed Plougen om den lille Dverg i Hoien,
Som hialp af meie Kornet. Gierne Pigen

181

182 Garl den Store.

vad gammel Elffovsvife, der faa lidt
Blier gammel, naar hun fynger den, ſom Morgen—
Og Aftenrode falme, ſteds et Vark *
Af Dieblikkets Sky og evige Sol.
Da nynned mig ved den forfaldne Borgport
Bærfbrudne Gubbe Sang om Oldtidshelt;
Og mangt et findrigt Sagn om Wodans Idret
Indblandte fig.
Carl ſmilende.
Hvad ſiger Flaccus dertil?
Om Nordens Jupiter?
Alecuin.
Jeg kalder ei ham
»Gentis humanæ pater atque custos“.

Carl
vender fig til Eginhard.
Nu, min Hiftorifer! nu, min Latiner,
Der tumler dine Ord med ſamme Lethed,
Som Cicero, paa Grammatikens Marf!
Har du nu ffrevet op vort Eventyr —
Eginhard ræffer ham Bogen.
Carl
aabner den, og bliver pludſelig alvorlig.
J Spanien, ved Ronceval —
Eginhard.
Og Intet
Fordreiet og udſmykket, Herre Konge!
Carl,
fom har læft i Manuſcriptet, med dyb Folelſe.
Ja, ja! her ftaner det. Dette Nederlag —
Ulægelige Saar dybt i mit Hierte,

Carl den Store. 183

Som ingen Tid, førft Døden fletter ud.
Deri var ogſaa Sachſen ene Skyld.
Alt havde jeg indtaget Pampelona,
Til Saragosſa gif jeg over Ebro,
Den aabned mig fin Bort, og atter indfat
Blev i fit Embed Ibinalarabi.
Da bragtes hurtigt mig den Tidende
Om Sachſens Opſtand, og jeg ülte hiem.
Til Uheld gif vor Vet paa ſnevre Sti
Sen giennem Roncevallens bratte Klipper.
Bi maatte vandre Mand for Mand — faa blev det
Gasconierne let, at hevne fig.
Jeg blev afffaaret fra min Helteflok,
Og Roland faldt, og Olger Danſke faldt —
Og Ekhard hiin Trofafte.
Angilbert.
Dine Venner!
Carl.
Det er J ogſaa. Men du, Alcuin!
Er meget ældre; Eginhard og du,
Min Angilbert! er yngre, De var mine
Jevnaarige.
O fiære, unge Brødre!
J veed endnu ei ret, hvad det betyder,
Ut mifte dem, ſom vandred Livet med os
Det bedfte Stykke, mellem Barndoms Morgen
Og Oldings Aften.
Stærft bevæget.
Roland, ffionne Helt!
Og du, min Olger, drabelige Danſte!
Og du, min ærlige, min vife Ben,

184 Carl den Store.

Min Ekhard, hvis bekiendte Trofaſthed

Er bleven til et Ordſprog rundt i Landet!
Jeg offred eder mine Brodertaarer,

Nu flyde de paa ny, og de fal ofte,

Ret ofte flyde; thi den Mand fortiener
Ei Ben, fom et begræder Vennens Død.

Gan vender dem Ryggen, og træder tilbage i Salen,

at fatte fig.
Ungilbert.
O, hvilfet Hierte!
Griber Eginhards Haand, og ſiger ſagte til ham:
Sfal vi vove det?
Eginhard:
End et. Vi ſtal ei overraffe ham
J fligt et Oieblik. Det er imod
Min Folelſe. Med Billighed og Kickhed
Bi ærligt møde hans Befindighed !
Det vil ham hue bedre. Nu har han
Ei Folelſe for Bertha, for fin Imma;
Nu har han Hiertet fuldt af fine Helte,

Bertha og Imma fomme. Alcuin hilfer venligt, og gager.

Angilbert
griber Berthas Haand.
Min Bertha!
Bertha.
Angilbert!
Eginhard.
Min Imma!
Imma.
Eginhard!
Stig, har I vovet det?

for

Carl den Store. 185

Eginhard.
End ei.
Imma.
Desbedre!
Angilbert.
Naar fane vi Mod dog til at ſkrifte for ham?
Im ma fmilende.
Jeg haaber, aldrig.
Angilbert.
Aldrig?
Imma.
Modet kommer,
Naar Kiærligheden fvinder, ſiger man;
Og fligt et Mod var alt for dyrt betalt.
Eginhard.
Bi vil gage bort. Han ftaaer i dybe Tanker;
Ci ſommer det fig, at forftyrre ham.
Bi lade med hang Døttre ham alene.
Eginhard og Angilbert gaae.
Carl
vaagner af fin Grublen, feer fine Dottre, og nærmer fig dem
med megen Venlighed.
Imma — fiæffe Bertha!
Velkommen, mine ſmage Huusholderſker!
Kysſer dem
Har nogen Mand i Franken dem ſaa ſmukke?
Hvor gaaer det Skarlagormene? Siig, dandſer
Med Uld og Linned flittigt Vaverſtolen?
Men mine Piger bringe deres Fader
Slet Intet? Ha, J Efterladne! ſtkal
Jeg knibe jer den dovne Orm af Banden,
Som da J var Smaaglutter? Huſker I?

186 Carl den Store.

Imma munter.
Ya viſt, vi ſtod imellem dine Knee,
Saa rulled du imellem Fingrene
Et Blad, kneb os det ud af Dienbrynet;
Det var den dovne Orm.
Carl.
Den maa desværre
Bel end ei være fnebet rigtigt ud.
Hvor længe ffal jeg gage med denne Kiortel?
Jeg trænger til en ny, og bærer' ingen
Til daglig Brug, fom et er fundet af
Min Immas Haand og tvundet af min Berthas.
Imma.
Men, fiære Fader! ſtikker det fig ogſaa
For Kongeborn, at ftriffe, væve, ſpinde?
Carl.
Bar ei Penelope faa god, fom du?
Hun fad ved Baverftolen hele Dagen.
Det var et Monſter! Og den ftaffels Kone
Dog havde fielden Ro for Friere.

Bertha.
Og vi forlange heller ingen Ro.
Imma.

J Fald vi ſpinde ffal, ſom andre Piger,
Saa burde vi vel vente Pigelon.

Carl
Og hvilfen Løn?

Bertha.

Man figer, af de fpinde

Sig til en Mand, naar de er flittige.

Carl.
Lad den Fugl flyve! Jeg har ofte fagt,

Carl den Store. 187

Ut jeg vil iffe af med jer, fan ei

Undvære jer. Her maae I blive hos mig.
Hvad hielper det, en Faer har vakkre Døttre,
Naar han dog ſtrax ffal af med dem igien?

Imma.
Men har du ikke nylig giftet dig
Igien, vor gode Fader?
Carl.
Stille Born!
Jeg venter et Gefandtffab med en Tolk
Fra Harun Alraſchid, Bagdads Khalif.
Fra Rhinens grønne Biinbierg Rygtet gif
Til Tigris" Palmekyſt om Carls Bedrift.
Nu fender Harun fiærlig Venſkabshilſen.
Han er en tapper Helt, men Helt ei blot,
wor Menneffeligheden flaaer hang Hierte;
Og ſkiondt med krumme Sabel fun han følger
Prophetens Maane — Maanen finner klar
JHaruns Ork, hvor Aand og Kunſter trives.
Og venligt moder han den chriſtne Drot,
Som ſlaaer for Korſet med det lige Sværd.
O, Gud! hvor faa. uffyldige Mænd behøves
Med Viisdom, Tapperhed og Kongemagt,
At giore Jorden lykkelig! O, Herre!
Lad ofte flige To fig ræffe Haand —
Og Jordens Slægter vil. ci længer ſukke.
Han gaaer med fine Dottre.
Pipin
træder ind, og ſeer fig om.
Saa ftaaer jeg da igien i disfe Haller,
En Fremmed — en Fordreven — Landsforviiſt!

188 Carl den Store.

Her holdes Skole, her er Spindehuus,
Fortælleg Eventyr i Ammeſtuen.

En gammel Munk er Kongens bedfte Ben;
En Sfriver og en Bifemager nyde

Hans Siæls Fortrolighed. Den ſtore Carl —
En god fiirffaaren Bonde, fom med Fynd
Sig lægger efter Avlingen; en Gnier,

Der giemmer Pengene paa Kiftebunden,

Og regner ud med Ængftlighed hver Skierv;
Og dog til anden Tid en Ødeland,
Bellyftig gammel Mand, der gifter fig
Hvert ODieblik igien, og holder Friller. —
Og hvorfor hades jeg? Fordi jeg er
Baftard fun. Men min Møder Himmeltrud
Dpueied alle Kongens Wygteqpinder,

Og jeg de tykke, langtoplobne Brødre.

Min Fader hader mig, fordt jeg føler,
Hvad Fyrften bør; fordi jeg ftolt foragter
Den Hob, ſom Sfiebnen gav mig Magten over;
Fordi jeg troer, at Heltekraften ſpildes,
Naar iffe den forbinder fig med Strenghed.
Har Elementerne Medlidenhed?

De fnufe Tag og Hytter, Maſt og Flaader.
Den røde Ild fig hvirvler med fin Flamme
Frit i fin Skionhed, uden Skaanſomhed,
Og Havet fmiler, mens det drufner Folk.
Men derfor bliver Id og Band og Luft
Dog Adels-Elementer. Men min Fader
Tilhører Jorden fun. Han nærer dem,
Og veed ei, af en lydig, dygtig Flok

Skal aves, fom et Kobbel magre Hunde. —

Carl den Store. 189

Wen nu maa jeg dog lidt betvinge mig,
Og ſtemme Viſen noget i hans Tone.
Jeg haaber, den Opdagelfe, jeg bringer,
Skal lonnes mig. Thi ſtolt er han dog ogſaa
Paa fin BViis, og han taaler ſikkert ei
En Skriver og en Skiald til Svigerfønner.
Saa lønner han mig med Auftrafien,
Og fidder jeg fun faft i Sadlen der,
Saa ſtal Turneringen førft ret begynde.
Alcuin fommer.
Pipin.
God Morgen, Alcuin!
Alcuin
med ſtreng Alvor.
Den har du ei.
Pipin.
Hvorfor ei det?
Alcuin.
Fordi Gud lader vel
Sin ſkionne Sol opgaae for Onde, Gode;
Men fun den Gode fryder fig i Solen.
Pipin.
Saa rig paa Tankeſprog?
Alcuin vil gaae.
Pipin.
Hor, Alcuin!
Alcuin.
Hvad vil du mig?
Pipin.
Advare dig, min Gubbe!
Hvis du har fiær din Erkebiſpeſtol.

190 Garl den Store.

Alcuin.
Den rokkes ei ſaa let.
Pipin.
Hvis du har kicert
Dit Liv.
Alcuin.
Det kan ei Doden rove mig.
Pipin.
Frygt for den Starke!
. Alcuin.
Frygter du den Starke?
Pipin.
Ja, kun for Styrken boier ſig min Nakke.
Alcuin.
O, gid du talte fandt; faa var din Siæl
Ci evig alt fordømt.
Pipin.
Los mig din Gaade!
Alcuin.
Har du Legenden læft om Sanet Chriſtopher?
Pipin.
Fortol! jeg hører gierne Eventyr.
Alcuin.
Han vilde tiene kun den Starkeſte.
En gruſom Konge kaldte ſig den Starke;
Ham gik Chriſtopher til, og tiente tro.
Engang blev Diævlen nævnt, da gyſte Drotten.
„Hvi gyfer du? Er Diævlen mere ftærf?” —
„Jeg fan ei negte det.” — „Saa har du jo
Bedraget mig. Jeg tiener fun den Starke.“
Han gif at tiene Diævlen, tiente tro.

Garl den Store. 191

Engang ved Midnat rede de ad Beien;
Da ſtandſed Helveds Fyrſte, drog fin Ganger
J Bidslet, fan den ſteiled hen i Marken.
„Du gior en Omvei,“ raabte Sanct Chriſtopher. —
»Seg før ei ride did.” — „Hvorfor?“ — „Seer du
Ci Korſet der i Maanffin med den Døde,
Som et er død, hvem iffe jeg tør nævne?” —
„Da tør jeg nævne ham: det er Herr Chriſtus.
Er da Herr Chriftus mere ſterk, end du?” —
„Jeg fan ei negte det.” — „Saa har du jo
Bedraget mig. Jeg tiener fun den Stærke.”
Han gif og tiente Chriſtus, tiente tro.
Han gif den lige Bei, og kom til Maalet.
Pipin.
Og hvad betyder dette Eventyr?
Alcuin.
Du troer af vare ſtark, ſtolt, ligefrem?
Gak ligefrem, med Stolthed, ſom du vil,
Kun ligefrem — gior ingen Sidefpring!
Du fommer til det Gode, fan et Andet.
Med overordentlig Kraft.
Men ſteier du fra Veien ud, ſom Diævlen
I Mørfe for det hellige Kors, Pipin!
Lad hele Berden falde dig en Helt —
Jeg falder dig en Træl.
Bipin.
Forvovne Munk!
De forlade hinanden.

192 Carl den Store.

Anden Handling.

Forrige al.
Pipin
alene, lytter.
Jeg haaber, Audientſen er forbi.
Araberne har bragt Foræringer
Og fmigret ham. Og jeg maa ſtaae herude
Som fattig Betler i en Krog i Hallen,
For at lykſaliggiores med en fort.
Dymærffomhed af — ha — min egen Fader!
Carl fommer.
Hvad vil — hvad har du nu at fige mig?
Pipin.
Guds Fred, min Fader!
Carl.
Dette ſtionne Navn
Blier i din Mund mig en Bebreidelſe.
Pipin.
Jeg ei bebreider dig, fordi du ſtienkte
Mig Livet, ffiondt du et var viet fil
Min Moder. Livet er en ſtionne Ting.

H

Carl den Store.

| Carl.
Ja, naar man ei misbruger det. Hvad vil du?
Pipin.
En Fader ſporger Sønnen, hvad han vil?
Carl.

Drev Længfel dig, da var mit Spørgsmaal Synd.

Pipin.

Saa ſtreng? faa tvivlſom? faa mistænkelig ?
| Carl.

Ei af Natur er jeg mistænfelig,
Langt meer: jeg gierne troer alt Godt om Folk,
Indtil gientagen Slethed lærer mig,
Ut jeg har faret vild.

Pipin.

Jeg tilftaaer dig,

Ut Ungdomslidenffab har mig forført.
Man bliver Mand engang, man faaer Forftand.
Glem Drengen Kaadhed, ſtienk mig Fadertillid !
Jeg ſtal et fvigte den.

Carl.

Jeg veed at ſtielne

Bel mellem Sfrøbelighedsfynd og Ondſkab;
Det er min Chriftenpligt. Bar du fun kaad —
Hvor gierne vilde. jeg tilgive dig!
Men af, desværre, Synden kom ei fra
Dit hede Blod, men fra dit folde Hierte.

Pipin

henter fit Skiold, fom han har ladet ftaae ved Doren.

See dette Skiold! Det blev faa ſlemt forhugget,
Dengang jeg ftred med dig mod Thasſilo.
VIII. 18

193

194 Carl den Store.

Carl.
Jeg veed det, du er ingen fvag Forbryder.
Endſkiondt af Bært fun liden. —
Pipin.
Som min Farfaer.
Jeg ligner ham i Fodſel, Bært, i Ravn.
Carl.
Han var et ffiæv. O, gid du var det fun
Paa Legem, ei paa Siæl!
Pipin.
Det markes et,
Naar Ingen veed det. Hader du mig derfor?
Jeg er den Wldſte; lad mig arve Riget!
Carl og Pipin — de Navne burde ffifte
Steds i vor Æt van Kongeſtolen. Ludvig
Ci ligner Merovingen Clodevig,
Der grunded Frankers Magt. Du fan ham hæve
Saa høit, du vil, han bliver dog en Munk.
Carl.
J Fald der vælges maa blandt fvende Kaar,
Saa heller ærlig Munk, end grufom Boddel.
Pipin.
Jeg er ei grum, min Fader!
Carl.
Bærfte Grumhed,
Der aldrig mindes af Samvittigheden!
Pipin.
Jeg har i Hidſighed drabt nogle Fiender.
Carl.
Du har til Dode ladet martre Fanger.
Dit Liv er uden Troſkab, uden (Sæder.

Carl den Store. 195

Du er ugudelig, beføger aldrig
Guds Huus, og Herrens Frygt er ei i dig.
Pipin.
Du ſiger —
Carl.
Sandhed. Tidt i Drukkenſkab
Du pralte med, at ingen Leo fulde
Med Korfet atter gienne dig fra Rom,
Hvis du var Attila; at ingen ſnakſom
Forferdet (Cicero med tomme Floffler
Til Intet ſtulde giore dine Planer,
Hvis du var Catilina. Du har fagt,
Man giorde Nero Uret; at han var
En Mand af ufædvanlig fieldne Gaver,
Og at den Kiagkhed hued dig for alle,
Da han paa palatinfte Bierg ved Harpen
Sang Bifer, mens i Rom han vilde fee,
Hvorledes Troja brændte.
Pipin.
Gode Himmel!
Hvad fan ei ſiges i et Drikkegilde?
Carl.
Jeg veed at ffielne mellem Sort og Hvidt.
Pipin.
Et gammelt Biergſlot har du ſtienket mig;
Uroxer fan jeg fælde der og Bildfviin,-
Imens du overvinder Sachſerne.
Hvi maa jeg iffe hielpe dig? Betragt
Mig fom en graadig Jagthund, om du vil!
Den er dog god til Jagt, fan gribe Dyret
J Struben, hænge faft. Naar det er fældet,
2

196 Carl den Store.

Forlyſt i Hallen dig med Jagerne,
Og lad din Hund i Gaarden gnave Been!
Den bliver dig dog tro.
Carl.
Du tro, Bipin?
Pipin.
Meer, ſtrenge Fader! end du vel formoder.
Og til Beviis derpaa fan mit Beſog
J Dag dig tiene. Jeg udfætter mig
For Skieldsord og Foragt, og kommer dog.
Carl.
Hvad er dit Wrinde?
Pipin.
Du ſkuer grant;
Men ofte ſeer man Skoven ei for Stammer,
Og ofteſt mærfer den, ſom videſt ſtuer,
Ei, hvad der i hang Narhed foregaaer.
Carl.
Tal uforblommet !
Pipin.
Gerverd bygger dig
Et Kammer i din nye Borg i Aachen,
Hvorfra du grant kan ſtue, horer jeg,
Alt, hvad i Kongeborgen foregaaer.
Stor Sfade, det var iffe færdig langſt;
Saa havde du feet meer, end du behoved,
For at forbittres paa to Nidinger,
Som nu du overøfer fun med Kiærtegn.
Carl.
Tal tydeligt; hvis ei — ved Himlens Konge!
Jeg tugter dig.

Garl'den Store,

Pipin.
Siig, Fader! elſker du
Ei Eginhard og Angilbert?
Carl.
Som Sonner.
Pipin.
Maaſkee du ſnart vil hade dem — ſom Sonner;
Thi viid: de tokkes Imma, takkes Bertha
Wed uanftændig Broderkigrlighed.
Carl.
Bagvaſker!
Pipin.
Ved den hoie Himlens Konge,
Som du ſaa tidt anraaber, fromme Fader!
Jeg taler Sandhed. Bertha, Imma fætte
Din Kronikſkriver og din Viſemager
Hoit over alle Menneffer paa Jorden,
Selv over dig. Din Eginhard har ſtrevet
Sig Immas Hierte til; hun er heroiſt,
Og fværmer for Bedrifternes — Fortæller.
Den fiæffe Bertha: lytted ſom Hyrdinde,
Naar Angilbert fang gamle Kampeviſer.
Du ftudfer, bider Læben, knuger Sværdet?
Sa, du har Ret til at fortornes, Fader!
Skal Carolingers ædle Blod nu blandes
Med Tieneres, der knap blev fødte frie?
Carl.
Ti, Uforffammede!

197

Han flaaer i Bordet med fit Sværd, en Svend fommer.

Kald mine Dottre,
Kald Ungilbert og Eginhard paa Timen!

Svenden gaaer.

198 Carl den Store.

Pipin.
Jeg ønffer ei, at være feet af dem;
Og du fan bedre tale med dem ene.
Carl.
Biig fra mig, Satanas!
Ripin affides.
Det virfer. " Herligt!
Skiuler fig i en Krog.
Imma, Berta, Eginhard og Angilbert fomme. ”
Carl
firer paa dem, uden-at tale, med vredtfunklende Oine.
Angilbert.
Han veed det! Det er ude med os.
Han kaſter fig paa Kræe, og ffiuler fit Anſigt i fine Hender.
Eginhard |
mere rolig, men bevæget.
Veed han?
Saa vil jeg høre ſtaagende min Dodsdom.
Han folder fine Hænder, og ftirrer ned for fig. Angilbert
reiſer fig igien.
Carl
fil Imma og Bertha.
Hvem er J?
Imma
venlig og behiertet.
Dine Dottre.
Carl.
Nei, umuligt!
Thi Datterens Natur er Lydighed
Og Aabenhiertighed imod ſin Fader;
Og Kongedatterens Natur er Hoihed.

Carl den Store.

Imma.
Men Menneſkets er Kiærlighed. Før Konger
Fil Børn, og Fædre Døttre, ſtore Fader!
Bar Kiærligheden Menneſkets Natur.
Carl.
Jeg har opvarmet Slanger i min Barm,
Og gruſomt føler jeg mig her bedragen.
Gud gav mig Kraft til at beherſke Jorden;
Min ftore Rige breder fig fra Sachſens
Jiskolde Vinterſkov til Oſtens Balmer.
Min Aand behover megen Tumleplads,
Mit Hierte noies med et lille Rum.
Jeg veed, en Wts Lyffalighed ved Arnen
Opveies et af alle Kongekroner;
Og derfor var jeg Fader, var jeg Husbond
J al min Valde, lagde Purpurkaaben,
Og tog den flette Frankerkiortel paa,
Naar jeg var inden for min egen Tærffel.
Og ſaae mig mine Døttre mildt i Piet,
Da fvandt Befymringen. Men jeg tog feil;
To Gioglerſker har ſpillet Giek med mig,
Og tvende Trælle, fom jeg drøg af Støvet,
Til Taf ftial mine fiærefte Juveler.
Bertha
ftolt og heftig.

Kom, Angilbert! Min Fader har forftødt mig.

J Bialter hænger alt Fyrſtindekaaben
Om mine Sfuldre; lad mig bytte den
Med Hyrdens Gedeffind. Tag Harpen med!
Den fan dog ingen Drot berøve dig;
Og gior han det, da tømrer du en ny

199

200 Carl den Store.

Af Egens Træ og Faarets Tarmeftrænge.
Men maae vi ei, da ſynke vi tilſammen
For Bøddelsren glade. Jages vi
Bort med Foragt, 0, den — den fan vi taale!
Ya, Fader! jeg var fmeltet, jeg var nærved
At ſynke ned i Støvet for dit Øie;
Thi du har høilig Ret til at fortornes,
Og aldrig funde jeg forſvare mig.
Men du har faldt min Angilbert en Træl,
Dit Barn en Giøglerffe. Kom, Angilbert!
En ædel Stolthed huer i dit Blod
Saa heftig, fom 1 mit —
Carl.
Forvovne Pige!
Du trodſer mig?
Bertha.
Jeg trodfer din Foragt —
Kafter fig med udbrydende Taarer: for: hang Fodder, og kysſer
hans Haand.
O, fore Carl! var ellers jeg din Datter?
Carl er bevæget.
Imma rolig.
Viis, Bertha! dig Kong Carl den Stores Datter
Med Vardighed, Beſindighed, Fornuft.
Bor Fader vredes — det er heel naturligt,
Da pludſelig han førft opdager nu,
Hvad længft han kunde feet, i Fald hang Hoved
Ei havde været fyldt af andre Tanfer.
Thi har vi dulgt vor Venlighed, vor: Yndeſt
For Eginhard og Angilbert, felv naar
Bor Fader var tilſtede? Har han tidt

Carl den Store. 201

Bed fit Exempel ei opmuntret os

Til at hoiagte disſe Ynglinger,

Hvem langt han foretrak for mange Fyrſter?
Har Fyrſter ikke beilet til vor Haand
Forgieves? Har vor Fader yttret ei

Sit Mishag med et Ægteffab, ſom ſtilte
Sam langt fra fine Døttre? Nu, velan!
Hvortil beſtemte han da fine Døttre?

Til Nonner? Nei! thi Kiærlighed til Qvinden
Han føler felv faa ftærft, fom nogen Mand,
Og vi har arvet hans Tilbøilighed,

Og elffe Mænd, fordi vi ere Qvinder.

Carl.
Ga, Bige! Pige!
Imma.

Er det nu en Feil,
At Angilbert og du, min Eginhard!
End ei er Fyrſter? Nu, den Feil kan rettes,
Senſpen han vil; thi han fan ſtabe Fyrſter
% Hobetal. Men elffer han endnu
Sin ſtakkels Imma og fin lille Bertha;
Behandler han vor falig Moders Børn
End fom en Fader, iffe fom en Stedfaer,
Fordi vi fif en ung og deilig Stedmoer;
Seer han endnu os gierne pusle lidt
Omkring fig; trænger han til vore Haandtryk,
Til vore Kys og til vort Favnetag,
Til vor uoverlagte Barndomsſpog,
Hvorved hang ſtore Siæl paa ſtor Bedrift
Igien, fom halv i Slummer, ſamler Kræfter —
O, Bertha! da forſtoder han os hverfen

202 Carl den Store.

Til Orken, eller til et Kongerige.

Bi følge ham, ſom Aftenftiernen Solen,

JOpgang og i Nedgang. Eginhard

Og Angilbert gior han til Fyrſter ei;

Nu er de meget meer, de er hans Venner.

Hun griber hans Haand, og trykker den til fine Læber.
Carl mildere.

eg har befæmpet Sachſer, Longobarder,

Bairer og Bender, alle tappre Mænd —

Sfal atter her, veltalende, med Ord

En Ovinde mig befæmpe? Men den Helt

Kun ſtrider ſlet, ſom ei med Rette ſtrider;

Og, Imma! deſto varre, du har Ret:

Hvor kunde jeg forlange vel, J ſtulde

Fornegte jer Natur, og være blinde

For disſe Ynglingers Fortieneſter,

Da ſelv jeg bragte dem i Fruerſtuen?
Atter mork.

Men at ſaa hemmeligt — men, Eginhard

Og Angilbert! hvad falder jeg flig Daad?

Wt lefle hemmeligt før Kongens Dottre,

Ut vinde dem ved ſnedig Elſkovskunſt,

Mens jeg, uvidende, med ſikker Tillid

Ser ſkienkte min Fortrolighed, mit Venſkab?

Det var uædelt, egennyttigt, falſkt.

Jeg vil ei ftraffe jer, jeg kiender Hiertet,

Jeg veed, at Kiærlighed gior Hiertet ſvagt;

Men J er ikke Mand, ſom jeg formoded.

Den, fom i Dag bedrager mig med Eet,

J Morgen fan bedrage mig med Andet.

Tag mine Dottre, og forlader mig!

Carl den Store.

Til Hertuger vil jeg udkaare jer;
Men mine Venner fan J ikke være.
—
Nei, Fader! Angilbert og Eginhard
Har ikke leflet egennyttigt, falſkt.
Troer du, at egennyttigt Lefleri
Dem havde vundet dine Dottres Hierter?
Imma.
Vor var kun Skylden, vi dem kom i Mode,
Bi talte forſt. O, hvis du havde feet,
Hvor tappert disſe redelige Svende
Forſkandſed fig mod vore fiælne Blik
Bag gammel ftøvet Bog og Pergament;
Hvorledes Hiin fin Tilflugt vilde tage
til Roms og Græfenfands berømte Helte,
Der lidet fiendte fun til fiælen Elſkov;
Hvordan den Anden [ob i Natten ud,
Betroede førft fin Yd den folde Maane —
Du havde vift tilgivet dem! Os rørte
Den rene, ftærfe Kiærlighed fun meer.
* kaſted os i vore Heltes Arm;
Og Fader, derſom dine Venner taug,
Var det af Skaanſel kun for dine Piger.
Carl

efter en kort Taushed, pludſelig venlig og opromt.

Jeg indfeer flart den hele Sammenhæng;
Og hvor jeg indfeer Sammenhængen klar,
Jeg pleier hurtig fatte min Beſlutning.
J er uffyldige. Jeg ſtienker eder —
Dog nei, jeg ſtienker eder Intet, Børn!
Den Vredesengel vil jeg fun et være,

203

Å

204 Garl den Store.

Sum jager jer af Livets Paradiis.
Da Intet er forbrudt, hvi ſtulde jeg
Da nærme mig med Hevnens Flammefværd ?
Den høre Himlens Konge være Tovet,
Som ffienfte mine Dottre flige Mænd;
Han lægger deres Hænder i hinanden, og figer med høi Roſt
hen imod Krogen, hvor Pipin har ffiult ſig:
Og ſom erftatted Tabet af en nedrig,
Uværdig Søn med fo mig værdige!
De gaae.
Pipin

kommer frem.

Du driller mig — faa fan jeg ogſaa drille.

Raaber ind ad Døren, hvor Carl gif med fine Dottre og deres
Brudgomme:

Kong Garl! et Ord. Min naadige Fader! hør
Din Søn et Pieblif, før han. forlader
Din Tærffel, og gaaer atter ud i Skoven,
Hvor du et feer ham — aldrig, om du vil.
Carl

; tommer tilbage,
Hvad vil du mig? Jeg Intet har at tale:
Med dig meer. Troer du, jeg vil klamres med dig?
Du ffal et ærgre mig og Mine her. -
Gak til din Klippeſkov igien, før Krig
Mod Skovens vilde Dyr, faa fæmper du
Med dine Lige. Jeg forlanger et
Din Biftand. Hvad du bruger, ffal du fane:
Men vogt dig for blodtorſtig Gruſomhed!
Jeg holder Die med dig, og ved Himlen,
Det forſte Mord ſtal koſte dig dit Liv!

Carl den Store. 205

Tungt blier det mig, at fee mit eget Blod
Rodfarve Bøddeløren; men dog heller
Det rødme der, end paa min Kind af Skam.
Vipin
med paatagen Kulde.
Min Fader! du har Ret. Med Nidinger
Maa man et overbære. Derfor ærgrer
Det mig faa meget meer, naar ſtore Konger
Beffyldes ufortient for Nidingsvark.
Dog hvo gaaer fri paa denne fyndige Jord?
J denne fnevre Sforfteen, Livets Bei,
Fra Hyttens Ildſted op til Himlens Blaa
Man plettes let, mens man i Veiret kryber,
Og i det mindſte pletter Rygtet os.
Carl.
Jeg er et ſyndigt Menneſke, fom Andre,
Har ofte feilet; men et Nidingsvark
Skal Ingen forefafte mig.
Pipin.
D, nei!
Thi fæt, af det var fandt — et Nidingsværf
Kan raſk WÆrgierrighed dog aldrig kaldes.
Med min Philoſophie er du forfvart.
Carl.
Med ondffabsfulde Smiil, jeg feer, du blotter
Din Huggetand. Bid til, udtom din Gift!
Pipin.
At Deſider du ſtilte ved ſit Rige,
Og Thasſilo ved ſit, at Rotgaud miſted
Sit Hoved i Friaul, at Sachſerne
Til Affald fra de gamle Fadreguder

206 Carl den Store.

Du tvang ved dine blodige Skiermydsler;
Det dadler Ingen. Men man mumler om —
Afſkylige Bagvaſkelſe! jeg veed det;
Men Rygte ligefuldt.
Carl.
Hvad mumler man?
Bipin.
Du var jo alt forfonet med din Broder.
Den lange fiendtlige Forbittrelfe,
Som ødelagde Rigets Marv og Kraft,
Jo havde lagt fig alt. "Hver var tilfredg
Med Sit, og var du det juſt et med Dit,
Saa meget meer Beundring du førtiente,
Som tvang din Herffelyft. Da døde Carlman —
Beleiligt — pludſeligt — juſt fom man ymted
Om nye Kampe. Pludſelig han dode,
Som han var allerfriſkeſt, i ſin Borg.
Ei nogen Sygdom foregik, han døde,
Og blev begravet. Og du græd, fom Broder,
Bed Heltens Liig — og arved Heltens Rige.
Carl.
Afſkum! du falder mig en Brodermorder?
Pipin.
Bevares! jeg har ſagt, hvad Rygtet ſiger.
Carl.
Du lyver. Folket kiender mig. Enhver
Som faae mig i mit Pie, veed, at Carl
Gr ingen Morder, ingen lumſk Forbryder.
Mig glæder Livet, Herrens Ord mig trøfter;
Troer du det muligt, hvis jeg var en Kain?
Wrgierrigheden rev mig hen, ſom Carlman,

SEERE SEERE SEERE TET:

st As are Ken

RS EET SELE ÆG
z — ——— 1 —

ki sek roere ed SED — ——

boret BEDS

Carl den Store. 207

Jeg ftred mod Carlman i en aaben Feide
Om Enevælden; det var iffe Ret,

Den Ungdomsbroſt maa Himlen mig tilgive.
Men ærlig var min Strid, og mine Vaaben
Bar et Misgierningens. Kun Nidingen,
Der er i Stand til Sligt, mistænfer mig.

: Men at min egen Søn — 0, Gud, 0, Gud!

Jeg faldte ftundom mig for Spog en David,
Og nu forfølger mig min Abſalon.
Men vogt dig, Abſalon! at et du hænger
Dig i dit eget Haar, og giennembores
Af fremmed Spyd. Jeg ffal ei hevne mig,
Jeg vrider mine Hænder over dig.

: Gaaer,

Pipin.

Ja, vrid du —9 Hender, til dig Blodet

Udſpringer af din Neglerod, ei over

Din Søn, fom du forffiod, men over dig.
grimwald kommer.
Ja, Herre! lad ham vride fine Hænder;
Jeg tenker, at han ſnart vil vride dem.
Pipin.
Grimwald, min vakkre Svend! hvad bringer du?
Grimwald.
Et Evangelium; men ſom dog neppe
Bil ſmage Carl, thi det er ikke bibelſt.
Pipin.
Forkynd!
Grimwald.
Jeg dig forkynder, hvad Herolden
J dette Oieblik forkynder Carl.

203 Carl den Store.

Bi fulgtes ad. Jeg haabed dog at være
Den Førfte; men han var fan ſnel, fom jeg.
Pipin.
Saa ſiig da —
Grimwald.
Sachſerne har giort et Opror,
Et mægtigt Oprør, fæmvet mandeligt
Ved Sontal — overvundet Franferne.
Pipin.
Umuligt!
Grimwald.
Wittekind er vendt tilbage.
Han været har i Danmark hos Kong Godfred.
Man figer, Danſken iler ham til Hielp.
Pipin.
Men at min Fader iffe vidfte det?
Grimwald.
Deri var Adalgis og Grillo Skyld.
De frygted, Thedrik ſtulde hoſte Frugt
Af denne Seir, og gav ham intet Vink,
Skiondt han var ſat af Kongen over Haren;
Begyndte Slaget felv paa egen Haand,
Uordenligt, i utilftræflig Mængde.
De haabed, ſom fædvanlig, ſtrax at vinde;
Men Albion i Spidfen mødte dem
Med en forfærdelig og talrig: Sfare.
De ſtred fom Løver, men de faldt ſom Faar.
Pipin.
Jeg gad ei være nu i Adalgis'
Og Grillos Sted.

Carl den Store. 209

Grimwald.
Jeg ikke heller, Herre!
Thi Adalgis og Grillo beed i Grasſet.
De boded deres Driſtighed med Livet,
Og ſpared Kongen den Uleilighed
At ſtraffe dem.
Pidpin.

O, herligt! — Jeg ei længer
Er Franfe, jeg er Sachſe. Jeg mig ffynder
Til Wittekind og Albion, tilbyder
Min Arm, mit Sværd, og hvis de fordre det,
Saa offrer jeg til deres blodige Guder.
Min Fader trænger iffe til min Hielp;
Han har førfmaaet, han har forftødt ſin Søn.
Jeg fegte ffal med Skovens vilde Dyr?
Bel, ftrenge Drot! jeg føger mine Lige.

Gaaer med Svenden.

Carl fommer hurtig, med Harniffet paa fit Bryft, fom endnu ikke
er fpændt bag til; med Hielmen i Haand, fom han fætter
paa og binder om Sagen. Thende Suende, fom følge ham,
ſtynde fig med at fnore ham Harniſket faft og Skinnerne
paa Arm og Been. Andre bringe hans Vaaben.

Carl,
Nu hurtig, raff! bring mig mit Spyd, min Glavind !
Er Sfimlen fadlet ?

En Svend.
Hallo træffer den

Af Stalden.

Carl.

Langſomt kryber J, ſom Snegle.

Nu — fnør mig Skinnerne paa Arm og. Been!

VIII. 14

210 ; Carl den Store.

Ha, QWittefind! velkommen, ret fom faldet;

Jeg trænger til en ſtork Bevægelfe.

Pipin har ærgret mig, og jeg har fiddet

For længe frille. — Ha, min gode Glavind!

Saa ffal jeg bruge dig ſaaſnart igien?

Og du, mit Spyd! rag over Floffen høit,

Og jag din Radſel 1 Oprørerbiertet.

Ya, jeg ſkal tugte dem! O, det er herligt!

Mod Lift og Rænfer, Løgn, Bagvaſtelſe

Kun ftrider Helten flet; men mød mig, Diævel!

J aaben Mark ved Heftevrinff, Trompetſtod,

J Stormens Bruus; lad Regnen ffylle ned,

Og Solen ryfte fin fortærende Fakkel —

Carl fvigter ei. Nu er han flædt i Jern,

Og, Sachſe! tung, ſom Jernet, falder Hevnen.
Gaaer.

Carl den Store,

Tredie Handling.

Skau med Celte.
Faſtrade. Aftolf.

Faſtrade
kold og ſtreng.
Vi ſeired altſaa? Ingen Fare meer?
Aſtolf.
Det ftærfe Tordenveir har giort en Ende
Paa Lummerheden. Carl flog ned, ſom Lynet;
Han ſplitted Hedningernes Flok. Nu trygle
De atter om hans Naade.
Faſtrade.
Ingen Naade!
Selv Herren er ei naadig mod den onde,
Til Helvede Fordomte.
Aſtolf.
Du har Ret.
| Faſtrade.
Da Sachſerne for tre Mar ſiden brændte
Min Fader Radolfs Borg, da fun med Nod
Jeg undgik Sfiændfelsdøden, gode Ridder!

14”

211

212 Garl den Store.

Da fvøor jeg ved den hellige Jomfrues Krone,
Jeg fulde hevne mig. Nu kommer Hevnen.
Aſtolf.
J Fald fun Kongen ei — han let bevæges!
Faſtrade.
Velan, min Ben! vi ffal bevæge ham.
Aſtolf.
Du gielder meeſt hos den forelſkte Carl;
Men han har Venner, og de fiære Dottre —
Faſtrade.
Ei bede vil for deres Elſktes Morder.
Har du opfyldt mit Onſtke?
Aſtolf.
Ja, tilvisſe!
Ei Angilbert og Eginhard herefter
Vil vove ſig i Kampen meer, vil ei
Med ſtolte Blik ſee tiere ned paa Folk,
Der et, ſom de, har lært at læfe, fÉrive.
Forkladt fom Sachſer grebe mine Trælle
Dem begge, da de red igiennem Skoven,
Og bragte dem —
Faſtrade.
Til?
Aſtolf.
Wodans Offerpræfter.
Faſtrade.
Det gior mig ondt, at de ſkal lide Doden
Paa denne Bii$.
Aſtolf.
Den lides uden Smerte.
De døe, ſom Helten doer, for Drens Hug.

Carl den Store. TS.

Faſtrade.
Det var nodvendigt mig, at fierne dem
For evig fra min Kreds; thi de forforte
Min Husbond. Angilbert og Eginhard
Er begge fodte Sachſer. Deres Gudsfrygt
Ei havde dybe Rodder. De beloe
J Smug, jeg veed det, min Gudstieneſte
For Splinten af den hellige Martyrs Kors
Og for den Knibtang, hvormed Bodlerne
Afſled Agathes hulde Jomfrubarm.
Jeg veed, af Alcuin, ſtiondt Erkebiſp,
Befordrer ligeledes fæle Vantro,
Og at med Kongen hemmeligt han læfer
J Ktætternes og Hedningernes Sfrifter.

Aſtolf.
Det gior han ofte.
Faſtrade.
Han er graa og gammel,
Og doer vel ogſaa fnart. Men Kongens Dottre
Skal iffe dele Magten med Faftrade.
Jeg tænfer, Nonnefløret flæder bedft,
: Og at Kloſteret de bedſt begræde
De tabte Beilere.
Aſtolf.
Ja, fad dem græde!
Jeg tidt nok faae dem uforffammet lee.
„Enfoldig, rænfefuld, uvidende,”
Med disſe Skieldsord rutted de beftandig.

Faſtrade.
Og dette Wgteffab var uanftændigt,

214 Carl den Store.

Uværdigt for Kong Carl den Stores Dottre.
Du har dog tydeligt forftaaet mig?
Aſtolf.
Jeg bringer Tidenden om Eginhards
Og Angilberts Henrettelſe —
Faſtrade.
Saafnart
Jeg giver Tegnet, fader du fremtræde
De diærve Hevnere. Og anden Gang
Du bringer felv den gyſelige Nyhed,
Fortæller Alt ſom ſkeet, og det faa grumt,
Som du fan ffildre det. Nu gaa t Teltet!
Der kommer Kongen.
Aſtolf.
Vel, min ædle Dronning!
, Gaaer,
Carl fommer.
Min elffte Huftru! hvor jeg maa beundre
Din Tapperhed. Du følger med din Husbond
J Striden, frygter et for Skov og Krat,
Mens voldſomt Skare ſtormer imod Sfare.
Faſtrade.
Den trygge Borger ſidder bag ſin Vold,
Og driver kick fit fredelige Haandvoerk
Midt under Krigen; thi han veed, at Volden
Beſkytter ham. Hvor er en Vold, ſom Carl?
Min Ven! mens Blodet rinder for din Fod,
Groe fromme Lilier freidigt bag din Ryg.
- Carl
Din Kiæffhed, Biv! er fun en Trolddom meer,
Hvormed den lille Amor fanger mig.

Carl den Store, 215

Faſtrade.
O, nævn et disſe ſtygge Hedningguder!
Carl.
For Spog?
Faſtrade.
Selv ei for Spog!
Carl.

Den ſtakkels Amor!
Det gior mig ondt for ham, at han ſtal høre
Til Hedenſkabet. Lad os da forvandle
Sam til en lille brogetvinget Engel.

Faſtrade.
Ja, Herre! Kierligheden er. en Engel.

Carl.

Og faa er du; der mangler dig fun Vinger.
Hvor deiligt flæder dig det blanke Pandſer
Om hvalte Bryft; og disfe fulde Loffer,
Hvor frodigt bølge de fra Hattens Floil!
Hvor ſtielmſk letſindig vinfer hvide Fiærbufé,
Og dog ftaaer Alvor i dit morke Blif.
O, drag den ſtive Handſke fra din Haand!
Et Dieblik [ad Solen fee dens Blændværf,
Den faaer dog iffe Tid, at brune den
Misundelig, om end den gierne vilde.
Lad mine Læber fvaleg paa din Snee,
Du ffisnne Haand! thi, under aaben Himmel,
Tør vel Faſtrades Burpurlæber ei
Belonne Seiershelten med et Kys?

Faſtrade fysfer ham. .
D, ringe Løn for vældige Bedrift!

216 Carl den Store,

Carl.
Hvad er min Seir? Jeg næften ffammer mig,
Ut falde det en Seir. En Ulvejagt,
Det er det rette Navn. En Horde Bildmænd,
Som ei forjtaaer engang at føre Krig,
Og ffiælver, naar den feer min Helteflof,
Ha, hvis jeg ikke havde Krige ført
Mod Longobarder, Bairer, Spanierne,
Jeg vidfte flet endnu, hvad Kampen var.
Her flaaer en Mand fun i en Humlerede;
Den, ſom han træffer, knuſes, og de Andre
Flye, for at ftiffe ham i Halfen atter,
Saafnart han vender Ryggen. Nei, her er
Ci Andet for, end at udrødde dem.
Faſtrade.
Det er aldeles talt mig ud af Hiertet.
Carl.

Af Hiertet taler jeg mig ikke felv,
Net, tværtimod, man reent maa glemme Hiertet,
Thi Hiertet er ved flige Leiligheder
En fvag Forforerſke, felv førft forført.
Naar Ilden brænder — mon jeg mig betænfer,
Ut ſloife Sfuret, for at ſtaane Borgen
Og ftandfe Luen? Disſe Jammerhelte,
Com foretræffe ffammelige Lanker,
For ærlig Død — der fidde de nu bundne,
Halvfemte tufind, i den dunkle Sfov;
Der fidde de, fom fammenfoblede Hunde,
Og ffiælve feigt for Straffens hvasſe Sværd.

Faſtrade üskold.
Saa lad et Hevnens Sværd førgieves blinke,
Viis ei mod Sachſerne Barmbiertighed !

Carl ben Store. 217

Tidt vifte du den før; det var forgieves.
Har du et ladet hugge Kæmper ud,
Omkring i Riget, ſtore Kampeſtene,

Der holde Lovens tunge Sværd i Haand?
Saa lad Steenfæmperne bevæge fig,

At ei man ſpaſer med dem, fom i Kiæret
Næsvife Frøer med den døde Klods.

Lad i den mørfe Sfov, hvor mangen Franke
Har blødt for Offerpræftens Boddelkniv,
Til Dødens Blokke ſtore Stammer fælde,
Og der lad ffarpen Øre fønderhugge

De ſtive Naffer, fom dog et vil boies!
Saa feer dem deres Ret. ;

Carl gyfende.
Halvfemte tufind!
Faſtrade.
Retfærdigheden ſporger ei om Tallet,
Kun om Forbrydelfen.
Carl.
Hvor findes Bødler
Til denne Hob?
Faſtrade.
De findes let. Jeg har
Alt fundet dem.
Carl.
Du?
Faſtrade
klapper i Henderne, og raaber:
Mine Hevnere!
En Flok Franfertrælle i røde Kapper, med ſtore Ører paa

Skuldrene, træde taufe frem, og ftile fig i en Rakke i
Baggrunden.

218 Carl den Store.

Faſtrade.
Der ſeer du Mand, ſom ikke gyſe for
At falde Sachſer efter Lovens Bud.

Carl.
Skarprettere! ſaa mange! — Bil I være
Skarprettere?
Formanden.
Ja, Herre! Vi er Born
Af myrdede Forældre; Brødre, Venner
Af lumſkelig i Freden dræbte Franfer.
Jaftrade heftig.
Og jeg maa flutte mig til denne Flok.
Min Faders Borg end brænder for mit Pie
Paa Klippen i den frygtelige Nat,
Da fun med Nød din Huſtru redded fig
Fra Vindvet i et fønderrevet Lagen
Ned i en Afgrund, der var meer barmhiertig,
End Nidingerne, fom forfulgte mig.
Jeg fvor i Kirfen før den hellige Jomfru,
Ut Skoven ſtulde drikke Sachſerblod
Saa rigt, ſom Regnen i en kolig Mainat —
Carl.
Dit Die funkler gyſeligt, Faſtrade!
Faſtrade
med ſtigende Forbittrelfe.
Det brifter, hvis Uſtyldigheden ei
Du frier fra en ſataniſk Flok, der aander
Kun for at ftandfe Chriſtendommens Bær.
Carl.
Ved Himlens Konge, de fortiente Doden!

i —
—— —

Carl den Store.

Faſtrade.

Ved Roden ligger Øren alt; nedhug
Det hule Træ, ſom ei vil bære Frugt!

Carl tier.
Faſtrade fagte.

dj Nu er det Tid. Kom nu, min ander Htelp!

Hun vinfer med Lommetorflædet.

Aftolf tommer.

Et rædfomt Budſkab bringer jeg dig, Konge!

Carl.

” Hvad vil du, Aftolf? Hvor er Eginhard

Og Angilbert?
Aſtolf.
O, gid de vare faldne
For Fienden, ſtore Carl! faa vilde du
Begræde dem, men. finde Trøft i Sorgen; ,
Nu er der ingen.
Carl.
Tæm dit Ugleſkrig!
Jeg veed, du aldrig funde lide dem.
Hvad er der. hændt dem?
Aſtolf.

Som vi red fra Slaget,

Anfaldt i Skoven os en fiendtlig Flok,
Og Eginhard og Angilbert blev ſtilt

Fra Flokken, reves bort af Sachſerne.
De flygted med dem til den nare Klippe,
Og fnart vi fane i Dalen langt derfra,
Hvorledes Wodans Offerpræfter dræbte
Dem begge paa den mosbegroede Steen,

219

220 Karl den Store,

Rev Hiertet dem af Bryftet, og faa blodigt
Det var, det rafte rygende mod Solen.

Carl fmertelig.
O, hellige Jomfru! Chriſtus! Himlens Konge!
Faſtrade.
Min ædle Husbond! fat dig, gode Carl!

Carl græder,
O, Venner! Eginhard og Angilbert!
O, mine ſtakkels Dottre — mine Piger!
Faſtrade.
De Nidinger!
Carl.
O, adle, ſtore Hierter,
Udrevne, dampende mod Solens Straaler!
O, Angilbert og Eginhard! det blev
Da eders Lod? Ulykkelige Carl!
Afſkyelige, dyrekiobte Seir!
Faſtrade.
Græd ei, min ædle Husbond! Somme Taarer
Sig vel den ftore Helt?
Carl.
O, fad mig offre
Mit Venſtab disfe ærlige Demanter,
Som ingen Bærd har paa den usle Ford,
Wen ſom Guds hellige Engle veed at tælle. —
Stig, Eginhard! og du, min Angilbert!
Til Himlens Forgaard, hvor i Straalepandſer
Jer Roland, Olger møde, ſom Cheruber.
Tryk dem til Broderfavn, og fiig, at Carl
Snart følger efter.

Carl den Store. 294

Faſtrade.
Det forbyde Himlen!
Carl ſterk.

Langſt Liv er Dieblik mod Evigheden.

End lever jeg, og jeg ſtal ogſaa virke,

Ci ſukke blot og græde, min Fyrſtinde!
- Bær du forfiffret!

Opbragt.
Nu, faa lad da Oxen

Med Blodet farve Sachſens Egeſkov!

Barmhiertighed er fun en Dyd, ſom viſes

Mod Skabninger, der Hierte har i Barmen;
Men disſsſe vilde Dyr har intet Hierte.

Saa lad dem drabes da i Rævefaren,
J Ulvegruben! Lad dem bløde, Trælle!
— ſtumle, blodigflædte Dodsherolder!
— For eders Oxer. Ingen Skaanſomhed!
J Luften ſtager Netfærdigheden3 Engel,
Svobt i en brandguul Tordenhvirvelſty.

Hun holder i hver Haand et blodigt Hierte —

D det er Angilberts og Eginhards!
Hun raaber Hevn. Op! Dommens Dag er nær!
Forſoner hende med et Kampeoffer!

De gaae.

Sachsernes Lund.
Aften. Fuldmaane. Irminſoilen i Baggrunden.

ſSachſer af begge Rion. Overdruiden.
Druiden.

— JF tappre Brødre! muntre Soſtre! hører mig.

222 Garl den Store.

Hoit ftige bør af Seirens Glæde Hiertet os;
Thi Albion ſlog med fine Skarer Franferne,

Og Wittekind nu med fin Hær ved Paderborn
Forfolger Fienden. Snart med glade Budſkab vi
Tilbagevente ham i Hiemmets Egeffov.

Nu lader os ved denne gamle hellige Gud,

Af Steen udhuggen, feire hellig Glædesfeft,

Nu ved den fulde Nattemaane holde froe

Bort aarlig igientagne ſtionne Mummeſpil!

Lad Lyſets Alfer drive bort Svartalferne,

Som Sachſer hine, disſe flye, ſom Frankerne!
Rundt om i Skoven feire Sachſerflokke fleer

Med Spil og Maaltid Feſten; men for Irminſul
Bor ene dandſes Alfelegens Natteſpil.

Vild krigerſt Muſik. Spilfeegteri mellem formummede Sachſer,
ſom Lysalfer og Svartalfer, hine med ſmukke Fuglevinger
og blinkende Spyd, disſe i Dyrehuder med Koller. Efter
at de dandſende Flokke i felfomme Stillinger have kempet

nogle Gange mod hinanden, drives Svartalferne paa Flugt.
flere Sachſer komme, blandt bem Ruto med Siegbert.

Buto.
Du Alt har tabt; jeg vandt i Tarningſpil
Dit Bytte, dine Klæder.

Siegbert.
Det er dit.

Buto.
Men du paa Svil har fat tilfidft dig felv,
Og nu er du min Træl.
Siegbert.
Det fan et negtes.

Carl den Store. 293

— Det ftærfe Ol forforte mig. Saa tag
— En Sadfer, fri fom Luften før, og ftolt
— Som Havets Bølge, naar den flog mod Stranden.
Ei nogen Franfe fued mig. Jeg fælded
— (En mægtig Hob i fidfte Slag. Nu er
Den Herlighed forbi, nu ſtal jeg kiore
Din Harv, din Ploug, og feie dig dit Gulv.
Ræffer ham Hænderne.
Der har du mine Hænder, bind dem, Buto!
Med Skovens Baft, bortflæb mig ſom din Træl.
Buto vil binde ham; Albion fommer.
Albion.
Ha, hvad er det? |
Siegbert.
S Et Billed, Albion!
Paa den bedrageriſke, falſke Lykke.
Da Maanen ſtod bag Skyen, var jeg rig
Paa Guld, en ædel Sachſer; nu en Tral,
Som Buto flæber bort i Strikkerne.
Albion.
— Met, det ffal aldrig fiee! Jeg kiender Siegbert.
" Din hele Krop oppeier iffe, Buto!
Å Sans mindfte Finger. Bil du fælge ham?
i Buto.
Ja, derſom jeg fan faae ham godt betalt.
Albion
fager en Kiæde af fin Hals.
Bil du afhænde ham for dette Guld?

Buto.

— ———

—2

Ja, gierne!

REE FT ⏑ —

294 Carl den Store.

Albion

; giver ham den.
Nu er altfan Kiæden din.

Buto.
Og Siegbert din. i
Albion.
Min Ven? Det haaber jeg,
Fordi jeg atter ſtienker ham hans Frihed.
Siegbert
omfavner ham.
O, adelmodige Hertug! Albion!
Der kiender jeg vor Helt — vor Helt igien.
Albion.
Kiend ogſaa dig, og fæt ei Alt paa Spil
For det bedrageriffe Tarningkaſt!
Siegbert.
Jeg føre vil din Lærdom mig til Nytte.
En Melodie fpilles. Eginhard og Angilbert fores bagbundne
ind af Druider.
Overdruiden.
Paa denne Dag har Wodan rigt velſignet os,
Og værdigt Offer ſtienket til vor Gladesfeſt.
To Franfer, og, fom Rygtet figer, Konning Carl
Den Slagter Venner, fødte Sachſer, men ſom Børn
Opdragne tidligt i en chriſten Overtro,
Blev fanget levende, da de drog mod os i Kamp,
Og bringes nu til Wodans Lund, at deres Bryft
Kan bløde for Druidens hellige Flintekniv.
Albion.

O, Sachſer! hvis I ſtylde Seiren Albion,

A

Carl den Store. 225

Som felv J jo tilſtaget har, faa lønner mig
Med digfe To, og offrer dem til Guden et.
Overdruiden.
Bi meget ffylde dig, min Søn! men Wodan meer.
Albion.
J lonne ham fun flet med blodig Offerfeſt.

Overdruiden.
Din Vantro, Hertug! kiender og beklager jeg.

Albion.
Ei, Gubbe! nogen Sachſer elſker Guderne,
Tilbeder dem af Hiertet meer, end Albion.
Wen denne blodige Skik, at offre Menneſker,
Er ftiftet ei af Wodan, Frea, Thuner ei;
Kun Menneffet har drømt det til fin egen Qval.
Overdruiden.
Da Sachſers forſte Drot, da hiſt paa Harzens Bierg
Af Egen Aſtkan vorte ved det hellige Vald,
Ham loarte Wodan tidligt alt flig Offerſtik.
Vi kiende dig, og ſkatte dine Dyder, Helt!
At du tilbeder Guder, at du ſlager for dem
Med Kæmpefraft, beviſte du paa Seirens Dag;
Thi være denne Svaghed dig tilgivet her.
— Men Intet roffer Fædrelandets gamle Sfif;
— Dg hvo formaftelig dadler vore Fadres Tro,
- Han ligner Carl den Slagter, underftøtter ham.
Flere Sachſer.
Net! Wodan kraver Offeret. Fæld Frankerne!
Albion
vender ſig fra dem.
Ulykkelige! jeg kan ikke redde jer.
VIII. 15

226 Carl den Store.

Overdruiden.
End ſtager tilbage fun at høre Varslerne.
(En ædel Jomfru kaares bør af ædel At.
Hidbringer Hildegunde med de fagre Haar,
Hvis Die ferten Gange fun fane Blomſterne
Bedæffe Flodens Bredder.

En Druide bringer hende.
Der er Hildegund.
Overdruiden.

Folg, unge Mo! os ind i Lundens Helligdom,
Bag Billedſtotten. Der du ſpage af Fuglens Flugt
Og af de hvide Heſtes Trav blandt Stoffene,
Hvad Wodan fordrer; om han fræver disfes Blod,
Hvad eller, om han fÉaaner dem til Trælleftand.

| Hildegunde.
Jeg folger eder.
Overdruiden.
Eden har du fvoret alt
Paa Freas Krands, at være frø, og tolfe fun,
Hvad hellige Varsler, Yndige! tilfige dig.
Druiderne gage med Hildegunde, fulgt af den ſtore Hob.
Albion afſides.
Jeg elſked hende trofaſt, fra jeg hende faae.
End har ei Læben tolfet, hvad i Hiertet boer;
Det fommer an i Dag paa hendes Varſelſprog:
Indvier hun til Døden digfe tvende Mænd,
Da tier jeg, og da begrave, Taushed! du
Min Kiærlighed, til Døden felv begraver den.
Gan følger efter; fun fire bevæbnede Sachſer blive tilbage i
Baggrunden, for at bevogte Angilbert og Eginhard.

Carl den Store.

Angilbert
efter et fort Ophold.
Min Cginhard! o, lad os tale fammen.
Eginhard.
Jeg fan ei tale, dybt min Siæl er nedtrykt.
Angilbert.
Maaſkee dog redder denne Jomfru os.
Eginhard.
Zil evig Trældom — heller lide Døden!
Angilbert.
O, ſee den gronne Skov, hvor den er ſmuk!
Som Bertha! den er ung og friſk, ſom hun;
Og dog — dog ffal vi myrdes i dens Favn,
Og ſpodſk begræder os den folde Kilde.
Eginhard.
Lad og i Doden hæve vore Hierter
Til ham, ſom leed for os den bittre Dod!
De fnæle og bede,
Angilbert reiſer fig.
Forunderligt, hvor ſodt dog Bonnen ſtyrker!
Eginhard ligeledes.
Kun Phantaſien ffræffer, Hiertet troſter.
Angilbert.
Farvel, du ſtore Carl! O, ſeired du,
Tilintetgiorde du hiin fæle Blodſteen,
Mit Blod da maatte gierne flyde paa den
For ſidſte Gang.
Eginhard begeiſtret.
Carl ſeirer! Aanden ſiger:
Han ſeirer, traver paa fin ftærfe Skimmel,
15”

227

228 Carl den Store.

Forfolger med fit Sværd fi tuſind Fiender.
Han ſtyrter denne røde Hedningblok,
Og ſkienker vore Liig en Fadertaare.

Ungilbert.
Og Imma, Bertha binde Blomſterkrandſe,
Mens Blomſten fvinder bleg fra deres Kind,
Ei til vor Grav, thi vi fane ingen Grav,
Men paa den Kifte, Cginhard! hvor du
Har giemt de tætbeffrevne Pergamenter,
Hvor jeg har lagt de gamle Bardefange,
Der ſkal de hænge Krandfen hen, og ftøtte
Den hvide Haand til Kind, og fælde Taarer.
Eginhard.
Bi fan et favnes, bunden er vor Arm;
Giv mig dit Broderkys!
Ungilbert fysfer ham.
Bi følges ad.
Eginhard.
Og nu ei noget Ord i Verden meer!

— ERR

De fætte fig hen, hver paa fin Steen. Albion kommer tilbage |

med Hildegunde.

Albion.
J Trælle! loſer disſe Frankers Baand;
Thi de er frie, de hellige Varsler udfaldt
Til deres Frelſe.

Angilbert.
O, Lykſalighed!
De loſes, og omfavne hinanden.

Albion.

Taf denne Jomfru!

Carl den Store. 229

Hildegunde.
Takker Guderne!
Jeg har fun talt af min Samvpittighed.
Mod Venſtre fløt med Skrig den forte Ravn,
Og Heſten ſnubled for de hvide Stave.
Hvis Guder havde frævet eders Død,
Da var min tunge Lod, at fordre den.
Men Albion mane J takke; thi Druiden
Sam ffienfed jer til Trælle, Helten ſtienker
Jer atter Frihed.
Eginhard
glad forundret.
Du os ſtienker Frihed?
Albion.
Hvor ofte ffal jeg plages af Beundring,
Fordi jeg ingen Trælle lider om mig?
Jeg hader Traldom; derfor ſtrider jeg
Mod Carl den Slagter, fom hang evige Fiende.
Jeg elffer Frihed. Kun mod frie Mænd
Jeg løfter Sværd. Gaaer, henter eders Vaaben!
Saa mødes vi vel fnart i aaben Mark,
Og der fornyer jeg gierne vort Bekiendtſtab.
Angilbert.
Nei, aldrig mere ſtride vi mod dig.
Albion.
Det ffal J, hvis J end jer falde Franker.
Eginhard.
Hvorledes? lofte Sværd mod fin Velgiorer?
Albion.
Hvad kommer eder min Velgierning ved?

230 Carl den Store.

For eders Skyld har jeg flet Intet giort;
Jeg følger fun mit eget Hiertes Drift.

Angilbert.
O, Jomfru! nu, faa tak du ham for os;
Thi hvis mit Øie feer ei ganffe feil,
. Da er din Taf ham iffe ligegyldig.

Albion.
Har du en Fæftemø?
Ungilbert.
Dem har vi begge.

Albion.
Saa ſtynder eder hiem, at et de græde.
De fmuffe Pine ud! Men vogter eder,
Ut falde ſtrax igien i Sachſers Bold;
Thi alle mine Landsmænd drives et
Af ſamme Tænfemaade, feed faa meget
Af Carl den Slagter, at det et fan lafte8,
Om ſtundom noget plumpt de hevne fig.
Gaaer ned ad denne Klippeſti til Høre!
Den fører eder i en ſnever Huulvei,
Som ſtaaer forladt, og bringer i en Dal,
Beboet af fredelige Franferhyrder,
Som let fan vife jer til eders Hiem.

Angilbert.
Vi takke dig.
Albion.
Jeg onſker ingen Tak
Af Franker, og af Sachſer allermindſt,
Som Franker blev.

Carl den Store. 231

Eginhard.
O, hvis du kiendte ham,
Du blevft det felv!
Albion leer.
Saa bliver ogſaa Harzen
En ſumpig Eng, hvor Faar fan gaae paa Gras.
Farvel, og glemmer Alt, hvad her er feet!
Eginhard.
O, Helt! du faler mød dit eget Hierfe.
Saa mild, og dog faa bitter?
Albion.
Bitterheden
Er ſtyrkende. Paa Fieldet vorer Urten,
Som læger Saaret ſnart. Siig Carl den Slagter,
Ut vore Saar er lægt! Nu falder Raden
Til ham, at bløde. Men det lunkne Band
J Aachen ftiller ikkun Blodet flet.

Eginhard.
Farvel! Bi vil fortælle ham din Hoimod.
Angilbert.
Og Ingen ſtatter Hoimod meer, end han.
De gaae.
Albion.

Den ſledſke Franke fane mig ind i Hiertet,
Og underſtod fig at fortælle dig,

Min Landsmandinde! hvad fnap Albion
J hele tre Aars Tid har fagt fig elv.

Nu veedft du det, og hvis min Krigerdaad
Fortiener Løn — ei Egeſkovens Krands
Kan yde den; men hvis din hvide Haand
J Lunden plukker mig en bly Biol —

232 Garl den Store.

Hildegunde.
Bort Folks Beundring! Albion! vor Helt!
Er det forundt en ringe Mo, at lønne
Dig med et Hierte — ſom alt langſt var dit?
Albion
omfavner hende.
Nu ſmiler Frea dobbelt blaa fra Himlen,
Og dobbelt grøn ftaaer Hertha paa fin Jord.
En Sachſer tommer.
D, Hertug! nu er det ei Tid at favne
Den fiælne Mo. Det frygteligfte Budſkab
Jeg bringer dig. Kong Carl den Slagter ſeired.
Den halve Hær han har til Fanger giort,
De andre ſpredtes, fom for. Stormen Apner.
Og Wittefind fun med en ringe Flok
Er her igien, og fommer dig i Møde.
Albion.
Min Elſkte! fly til Hytten, til din Moder.
Hildegunde og Krigeren gaae.
Wittekind
fommer, med den venftre Arm i et Klæde.
Min Broder!
Albion.
Wittekind!
De ftaae taufe, og ſtirre paa hinanden.
Du her igien,
J denne Tilſtand?
Wittekind.
Du har Ret: det var
Langt mere rimeligt, at jeg var bragt
Som Liig paa Landſerne, og endnu meer,

Carl den Store.

Al jeg bagbunden fad blandt mine Landsmænd

j " Som Carl den Stores Træl.

Albion.
HE. Kald ham ei ftor,
— Kald ham en Slagter! Dette Øgenavn

— Bør ingen Sachſerhelt ham ffaane for.

J Wittekind med et Smiil.
— En Slagter er han. Hvo vil negte det?

: i Saa kaldes den, ſom fælder Hoveder,
— Dg meer Forftand et vifte mine Stridgmænd

Å Paa Farens Dag.
ØR ; Albion.
Har han paa ny da fetret ?

— Bor fidfte ſtionne Seter over ham

— Har Intet frugtet?
i. Wittefind forundret.
J Seier over Carl?
Du taler uforftaaeligt, min Broder!
J Albion.

TT Og vandt ved Sontal ikke vi en Seier,
Govormed vi hevned lang Forhaanelfe?
RE Wittefind.
Jo, over Adalgis og vover Grillo,

Der knap faa godt forftod at føre Krig,

— Som cen af 08. Men denne Gang var Carl
— Selv med i Hæren. Tag det tunge Lod

— Af Sfaalen, og det allermindfte Gran
Faaer Overvægt imod den tomme Sfaal.

i. Albion.

— Zal et uværdigt om vor Heltedaad !

233

234 Carl den Store.

Wittefind.
Af 08 var den ret hæderlig og herlig;
For Carl den Store var det Børneleg.

Albion.
Jeg kiender ikke Wittekind igien.
Du ſaaret er; jeg ſeer, din venſtre Arm
Du bærer i et Klæde.
Wittefind.
Lige meget!
Den høire bruger jeg faa godt, fom du.
Jeg har flet Intet miftet, fra vi ſages;
Kun faaet mere.
Albion.
Hvad?

Wittekind.
Erfarenhed.

Albion.
Og kiendte du ham ikke for?

Wittekind.
Ei ret.
Min egen Sag, min egen Heftighed
Mig giorde blind for hang Bedrift. Hvad hielper
Bort Raferi? Hos ham er Krigen Kunſt,
Og tapper er han, fom den bedſte Sachſer.

Albion.
Er Slaget tabt, faa vil vi hevne det,
Saa fandt ſom Wodan ſkuer Alt i Hlidſkialf.
Wittekind meget alvorlig.
Saa fandt han ſkuer Alt? O ja, faa fandt!

Carl den Store.

Albion.

Du faaer mig til at gyſe, Wittekind!

Har Carl forhexet dig? Selv Guderne
Du ſtoler meer et paa.

Wittefind.
Net, aldrig meer;
Thi viid: jeg er en Chriſten.

Albion.
Carl dig tvang
Engang til Daaben; men af Trælletvang
Forlader ingen Sachſer fine Guder,

Wittekind.
Nei, nei! frivilligt jeg forlader dem.

Albion.
Ha, los mig denne Gaade!

Wittekind.
Da i Slaget
Jeg havde fæmpet til det yderſte,
Jeg fafted mig i Faren, for at døe.
Snart blev. jeg faaret, iffe blot i Armen,
Men dybt i Sfulderen, og ſandſeslos
Jeg ſank til Jorden. Da jeg vaagned atter,
Fandt i en lille Kirfe jeg mig ene,
Forladt i fierne Sfovcapel bag Bierget,
Hvorhen mig mine Trælle havde baaret.
De fom at lædffe mig med Kildevand,
Forbandt mig mine Saar, og gif igien.
Jeg ſkulde fove, men dét var umuligt.
Huldt kysſed Aftenſolen broget Rude,

235

236 Carl den Store.

Oplyſte Kirfen med de ſmage Gudsengle.

Den hellige Jomfru ſtod for Alteret,

Hun fmiilte til mig, boied mildt fit Hoved,

Og raabte: ,Wittefind!” Jeg troede forſt,

Det var en Feber af mit hede Blod,

Og lytted atter; men fra hendes Læber

Jeg hørte tydeligt en Solverſtemme:

„O, hvi forfølger du mig, Wittekind?“

Da flog med Bingerne de fmaae Gudsengle,

Og floi fra Altret til mit Smertesleie. —

Snart fom jeg mig; hun har helbredet mig.

En Gremit mig døbte, jeg er Chriften.

Jeg ftrider iffe meer mod Carl den Store,

Jeg gaaer til Heresburg, af tiene Carl.

Tvedragt ſtal meer ei fønderflide Tydſkland,

Eendragtig fnæle Folfet for cen Gud,

Og ingen Menneffer ſtal offres Guder!
Albion.

O, lad forſt Munkene fane Magt i Landet,

Saa, tro mig! Offeret vil førft begynde.

De vil et flagte blot den Enkelte,

Men brænde Kiettere vel tuſindviis

Til Wre før de blege Helgene,

Som felv blev pinet græsfeligt til Døde.

Held mig, af vaagen jeg har havt et Syn,

Som overveier dit. Det var et, Broder!

J Feber i en Hvalving, men paa Hargen,

Hvor Himlens Loft ftaaer over evige Fielde.

Der ſaae jeg Wodan, Hertha, Thuner, Frea

Paa Morgenffyer fvæve giennem Luften,

Mens Kildevældet fufed under Klippen.

Garl den Store. 237

De raabte: Svigt et dine Fadreguder,
Hvem i to tufind Aar germanſke Stammer
Tilbedte, frie og herlige; fom fulgte

Fra Afabierget med til Elvens Kyſter! —
Jeg fvor af være tro — og jeg er tro.

Wittefind.
Velan! Bi filles ad ſom ærlige Fiender.
Albion.
Thi Brødre vil vi dog beftandig være.
Wittekind.
Bi føre Hær mod Hær i blodige Kampe.
Albion.
Men løfte dog et Sværd mod Broder-Isſe.
Wittefind.
Naar jeg er død, jeg kommer til min Frelfer.
Albion.

Og jeg til Wodan, til den hvide Frea.

Bitten."
Min Aand en Engel bliver.

Albion.
Min en Alf.
J Sfoven ſtal da Englen tidt og Alfen
— Bel atter mødes.
Wittefind.
Gid det var faa vel!
Maaſkee du funde frelfeg efter Døden.

Albion.
Jeg ſoger ingen Frelſe, kun et Tryk

238 Carl den Store.

Af dine Broderarme. Bil du negte
Mig dette Favnetag?

Aabner fine Arme.
Wittekind.
Nei, Albion!

Gan omfavner ham.

Albion.
Folg du nu din, jeg folger mine Guder!
De ſtilles ad.

Garl den Store.

Fierde Handling.

åd kun.
Albion. Hans frigivne.

É: Albion.
"Hvo er den Mand, ſom fommer der?
Svenden.

' Han figer, han vil tale med dig ene.
Jeg frygter Svig.
J Albion.
E Han er fun een, jeg een.
"8ad ham fun fomme! Han har vovet fig
Ind i vort Land; han vover meer, end jeg.
J Svenden.
Men de er falſke, disſe Franker, Herre!
Og hvis det er en Raſende, ſom offrer
Sit eget Liv, blot for at dræbe dig?
Jeg holder Pie med ham.
—J Albion ſmilende.

Nu — det kan du.

Trællen gaaer.

En Franfe.

239

240 Garl den Store.

Pipin
fommer forflæbdt.
Wodan og Thuner, Frea glæde dig!
Albion.
Jeg hører pan dit Sprog, du eft en Franke,
Og dog med Wrefrygt du nævner Wodan?
Pipin.
Er der et mange Sachſer, ædle Hertug!
Som nævne Helgene?
Albion.
Desvarre, jo!
BEEN.
Her fpilleg Legen omvendt. Jeg, en Franfe,
Forlader Chriſtendommen, vorder Hedning.
Albion.
Du? ſelſomt!
Pipin.
Kan jeg vorde det?
Albion
efter at have betænft fig et Dieblik, ryſter paa Hovedet.
Jeg troer ei,
Det laer fig giore.
Pipin.
Og hvorfor? Med Glæde
Jeg underfafter mig hver hellig Sfif.
Albion.
Bi har ei flige Skikke; ei hos os.
End har jeg ingen Chriften kiendt, ſom tilbød
Sig at førfværge Chriſtendommen. Flygtigt
Du lærer vore Guder ei at fiende
Bed nøgle Dageg Omgang med Druiden.

Garl den Store.

Fra Barnsbeen maa man fiende dem. Som Dreng

Maa du i Morke have bævet før

Den gamle Wodan med det iisgraa Sfiæg,

Seet Thuner lyne fra fin Tordenvogn,

Seet Freas Maaneſmiil, og Hertha lee

Hver Vaar i ſine Blomſter. Dag og Time

Forvandler ingen Chriſten til en Hedning.
Pipin.

Jeg ønffer inderligt at takkes dig.
Ulbion.

Og derfor vil du være Hedning? Skam dig!
Pipin.

Hvor dybt jeg ſkammer mig, det feer du her:

Jeg næften mig har fvøbt i Sæf og Aſte.

Dog er jeg iffe ganffe den, jeg fynes.

Du troer maaffee, du feer en Tigger for dig?
Albion.

Det er du; tigger du ei om min Gunſt?
Pipin.

Saaledes vil jeg gierne kaldes Tigger.

Men da du Fred har lovet mig, ſaa viid,

Du ffal et ffamme dig ved mit Bekiendtſkab!

Han luffer Kittelen op, og vifer fin rige Dragt.

Jeg var tilforn en mægtig Frankerhovding.
Albion.

Du aabner Kitlen? Det vil lidt forſlage.

Hvis jeg ſtkal fiende dig, da maa du knappe

Meer op endnu, og viſe mig dit Hierte.
Pipin.

Det bærer jeg paa Tungen.

VIII, 16

241

242 Garl den Store.

Albion.
Ei paa Panden,
Og ei i Diet.
Pipin.
Megen Harm og Modgang
Sar furet Banden, fvæffet Diets Ild.

Albion.
En Frankerhovding?

Pipin.

Som fik Skam til Lon,

Og ſom i flere Slag ſit Blod har ſpildt
For Carl den Slagter uden Vederlag.
Nu vil jeg ikke længer tiene ham.
Dig byder jeg min Arm, og dig min Kunſt.
Jeg lære vil dit Folk at føre Krig.
Du veed, af Carl har ſlaaet Wittekind;
Det fræver Hevn — og jeg ſtal hevne dig.

Albion.
En Hevn paa Borg, og af en Anden laant,
(Er en elendig Hevn. Jeg vil ei hevnes;
Men trodſe Carl, det vil jeg. Han forbyder
Bort Folks Selvftændighed i Dalene;
Det lad ham! Men paa Bierget er vi frie;
Did bringer jeg min Brud i Morgen alt.
Bi gane paa Jagt, fom vore jtærfe Fædre,
Snart efter Vildſviin og fnart efter Franker,
Og Carl tilſidſt ffal vride fine Hænder,
Som Varus, over fine tabte Sfarer.
Pipin.
Men var det ikke bedſt, at træffe Skiven

Carl den Store.

Midt i den forte Plet? Saa var jo Spillet
Forbi med eet.
Albion.
Hvad mener du?

Pipin.
Folg mig
Bevæbnet, Herre! med en tapper Sfare;
Jeg bringer dig ad hemmelige Sti
Til Heresburg, i Kongens Sovekammer.
Bi ſtode Dolfen i den Stoltes Bryſt,
Og du befrier dit fiære Fædreland.

Albion
opbragt, ſtoder ham fra fig.
Snigmorder! fly.
En Biil træffer Pipin.
Pipin,
ſom vilde flye, falder mellem Træerne.

Ha, jeg er dræbt!

Trællen

fommer tilbage.

Bar det ei godt giort, Herre!

Han vilde overfalde dig, min Husbond!
Albion.

Det vilde han juſt ei; men det var godt giort

Alligevel, flig Død har han fortient.
De gaae.

. 243

244 Carl den Store.

Heresburg.
Carl. Aſtolf.

Carl.
Frit Leide har han onſket? Wittekind?

Aſtolf.

Ja, Herre Konge! Den er givet ham,
Som du befol.
Carl.

Hvor gaaer det mine Dottre,

Min Imma, Bertha?
Aſtolf.
Blege ſidde de
J Haugen, ſom to tauſe Billedſtotter.

Carl.

For ligned ingen Blomſt i Haugen dem,

Nu visne de midt i den friſke Fylde.

Ya, uden Solffin trives ingen Blomſt. —

Lad QWittefind fun komme, naar han er der!
Hvis han har tabt — jeg har et mindre tabt.

Aſtolf.
Det græmmer mig, af fee min Konge ſorge.
Du er forftemt. Maaſkee fortryder det dig,
At du har fendt de fræffe Underfaatter

Benaadning?
Med et ondſkabsfuldt Smiil.

Hvis det angrer dig, min Konge!
Da vil den Steen fnart lettes dig af Hiertet;
Thi efter al Sandſynlighed kom Naaden
For filde.

Carl den Store. 245

== Carl "opbragt.

i: Lamhed ſlaae din fræffe Tunge,
esfugl! Hvi ftirrer du paa mig?

Lad dig aldrig fee for mine Øine!

Aſtolf gaaer.
Faſtrade

kommer fra den anden Side.

im Ben! hvad fattes dig? Mismodig?

vor er den ſtore Carl?

— Carl.

Sog ingen Stormand

n hor fin Qvinde!

Faſtrade.

FE — Grumme Garl!

Wu elſter mig ei meer. SK

ARE Carl.

Det lader faa.

i i Faſtrade.
jeg forandret mig?
ve Carl.
; Du er den Samme;
eg gaaer iffe meer, fom før, i Drømme.

i Faſtrade.
Da min Carl mig fun i Drømme fmuf?

Carl.

i! Hvis Næfe, Bande, Pine, Mund
rde Menneſket, da varſt du det

en fortrinlig Grad.

Faſtrade. >
Hvad fatteg mig? i

246 Carl den Store.

Carl
Et Hierte!
Faſtrade.
Hiertet ſtienkte Himlen os
Af hoiſtforſtielligt Malm. Eet ſmelter let,
Et andet taaler Hedens ſtorſte Grad.
Demanten trodſer Ilden; vevre Avægfølv
Som Band alt bølger i den lune Luft.
Carl.
Du Demanthierte! falder du mig Avægfølv?
Faſtrade. |
Lidt for bevægelig er fun min Carl;
Wen denne Feil erftatte ftøre Dyder.
Carl
Gi fandt: jeg er for om? Det morer mig
Ei ret endnu, at fee Henrettelſer.
Faſtrade.
Du ypper Kiv med mig, fordi du ſendte
Dit Jilbud med de fangne Sachſers Dodsdom.
Hvad du har giort, maa du nu felv forfvare.
Jeg er en Qvinde, Carl! du er en Mand,
Og bør et vælte Sfylden paa den Svage,
Hvis din Samvittighed bebreider dig.
Carl.
O, gid J vilde være ſvage Qvinder,
Og iffe giøre jer til fæle Halumænd !
Dog — jeg har Intet at bebreide dig,
Thi hvorfor gif jeg i din Lænfe, Qvinde?
Velan! jeg fafter Lænfen for din Fod.
Men tro fun ei, Faftrade! fro fun ei,
Ut oftere mig Retterſtedets Ravn

Carl den Store.

il ——— ſom en hellig Due,
kimet den ogſaa ſlager med Bingerne.
i: Gaaer.
J Faſtrade
ka fold og rolig.
| M ed Svard og Dre blev Martyrerne
J fordums Dage dræbt af Hedninger;
Det er en Chriſtens Pligt at hevne dem.
Jesværre, min letſindige Gemal!
db pe: for verdslig; al din Evne glimrer
— Kun fom en Lygtemand, et Stierneſkud,
J—— den ſtraaler ci fra Natten, ſom en Stierne,
ord den fæfter Rød i Himlen ei.
Eden forſtoder mig, jeg gaaer i Klofter.
n Priorinde der for fromme Nonner,
| mine Bønner født med Røgelfen
sftige fil den hellige Martyrs Billed.
VÆR md jeg føre Regimentet ene,
TØ —— Fromhed — og uroffelige Strenghed.
— Hver Synd i Klofteret ſtal Band og Brød
)g Riis og Fængfel ftraffe. Bort med Elſkov!
det er en Lidenſkab for Hedninger.
— Jeg murer mine Nonner ind i Væggen
Hog Bed mindſte Nys om Overtrædelfe.
) 'tit Hverv er fluttet; jeg har hevnet mig
a Imma, Bertha, ſom paa Sachſerne.
3 træder i min Dunfelhed tilbage.
Staa du mig bi nu, Sanct Sebaſtian!
VE * mig trodſe mine Fienders Pile.
Gager.

247

248 Garl den Store.

Carl

fommer tilbage i dybe Tanfer.
Jeg fan 1 Nat ei fove.
Min Tanfe fvæver i de morke Skove,
Hvor Sachſers Blod det grønne Græs har vædet.
Nu ſkinner Maanen hen paa Retterjtedet.
Forbittrelſen er fvundet;
Men haardt faldt Oxen, rigt er Blodet rundet,
Og ingen Morgenrode
Fremkalder Floffen atter fra de Døde,
For hiſt, naar Domtrompeten
Os alle falder frem for Majeftæten —
Den ſtore — frygtelige -
Hvor jeg og fattigft Tigger i mit Rige
Har lige Rang.

Han tier et Dieblik, og figer derpaa:

Nu ffal et meer den Bilde
Med lumſke Vile Frankerblodet ſpilde,
Forſtyrre, Serre Chriſt! din hellige Lære.
Nodvendigt var fligt Offer til din re.

Atter Taushed,
Hvad vover jeg at tale?
Jeg hører hift 1 Gaarden Hanen gale,
Som higfet, Petrus! da du ham fornegted.
Jeg føler fært mig nu med dig beflægtet,
Og bitterligt, fom du, jeg funde græde.
Pauſe.

J fiære Skygger! J af Graven træde,
Min Cginhard! min Angilbert! ſom Engle,
Med Hevnens Glavind, ei med Lilieftængle.
Thi ſtiondt mit Hierte gyfer

Carl den Store.

r eders grumme Mord paa blodige Stene,

im troſter mig dog ene

n Tanke — fom en Straale den mig lyſer
E Gravene Nat — at jeg mig har forfvaret,
å dem ei ſpart, ſom Intet mig har fparet.

Ek Eginhard.

Rir Fader!

VA Angilbert.

O, min kongelige Herre!
De kysſe hang Hænder.

Carl forfærdet.
É stive Alting værre,
u drømmer jeg lysvaagen,
Thi HE stilleben jeg feer i Taagen.
Ta Imma.
ei efte Fader! glæd dig med din Datter:
er et dræbt, du favner fro dem atter.
—— Carl.
EF" Du bedrager
ig felv, mit Barn!
Bertha.
AG Nei, endt er vore Klager,
idt er vor Sorg. Lad Alting os forkynde —
J Carl affides.
hvert et Ord vil min førft ret begynde.

Bertha forundret.
fan din Fryd forhale?

RS
FLE

Imma, Rertha, Angilbert og Eginhard komme.

249

250 Carl den Store.

"Carl

høit til Bertha.
Agt iffe paa min Tale!

Til Mændene.
Hvo har jer ſtienket Livet?
Selv har Y eder atter Frihed givet,
Ei fandt? Den dorſke Fiende,
Som fun med Baft fan binde,
Holdt cder flet i Lænfer;
En driftig Flugt bedrog de plumpe Ranker,
Og fart igiennem Dalen
Y flygted hid fra Døden og fra Qualen?

Eginhard.
Nei, Herre! nei! vi ſtod for Stenen blodig,
En Sachſer adelmodig
Gav Livet os tilbage,
Skiondt vi os fandt i Skiebnen uden Klage.

Carl
med ſtigende Bevægelfe.
Hvo?
Eginhard.
Albion, en Helt af Dyd og re,
Som fører Sachſerhare,
Han losgav fine Fanger.
Carl fortvivlet.
Saa har jeg Intet mere — fun min Anger!
En Svend
fommer, og melder:

Herr Konge! Hertug Wittefind —

Carl den Store. 951

Garl forfærdet.
Ult her?
VA fab * komme! Heller forſt end ſidſt;
san er det overſtaget.
Svenden gaaer, og Carl giver fine Børn og deres Fæftemænd
ket Bk, De forføie fig bort.

Wittekind
træder ind, rolig og beffeden.
J Himlens Fred
ed Carl den Store!
J Carl
ſtudſer, afſides.
NØ Denne fromme Hilſen?
de af Spot, Foragt, af undertrykt

Hoit.
WVelkommen, Wittekind!

' 'g feer, du bærer Armen i et Klæde;
mr du er iffe farlig faaret.

Wittekind.

n i venſtre Arm, i Skioldets Arm;
højre, Sværdet, bruger jeg, fom før,
"Den, fom bruger Sværdet godt, Herr Konge!
hover intet Skiold.

DAN

Carl.

É& Bel talt! Jeg ærer
å Tapperheden hos min bittre Fiende.

veedſt du.

Wittekind.

Jeg er ei din Fiende meer.

252 Carl den Store.

Jeg kommer for at byde dig mit Sværd,
Bær du mit Sfiold!
Carl.
Du underfafter dig?
Wittekind.
Frivillig.
Carl.
Veedſt du —
Wittekind.
At ved Allerflod
Du ſeired over mig? Det veed jeg, Carl!
Carl.
Du kommer for at bede nu om Fred?
Wittekind ſtolt.

Nei!
Carl.
Og hvorfor da?
Wittefind.
For af byde Fred.
Carl.
Som fraftesløs —
Wittekind.

Saaeſt du mig ikke her.
Troer du, en Sachſer fan fornedre fig,
Og tigge, hvor han Intet har at give?
Carl.
Hvad kan du give mig?
Wittefind.
Mit Hierte, Konge!
Og med mit Hierte følge flere tufind,
Der elffe dig faa let, ſom nu de hade.

i Forklar dig!

Carl den Store. 253

Carl.

Wittekind.
Du har ſeiret over os,

En foie Tid har du forkuet os;

g J Marfen fan ci Sachſer gane mod Franfer.

" Din Aand er ftor, og tunge dine Sværdflag,
— Dg hvor du fommer, følger Seirens Alf
Paa Stormens Binger frygtelig dit Banner;
— Dg dog, dog tvinger du et mine Landémænd
— Med legemlige Magt — et Folk, fom trænger

Til Intet, og fom frygter intet Tab.

Bil ud du tørre Moſerne for Sachſen?
Bil du nedhugge Sfovene for Sachſen?

"Dog vil du ſloife Biergene for Sachſen?
Du kanſt det ei? Du ftudfer? Ja, faa let

J Kamp du drager, Carl! mod Moſens Frøer,

Mod Skovens Dyr og Biergets Orneflok,

Som mod de hærdede Naturens Sønner,
Naar Hadet og naar Hevnen egger dem.
Carl.
Og hvormed, troer du, ſkal jeg tvinge dem?
Wittekind.
Med Mildhed, med et elſkeligt Exempel.
Naturens Son er ſom en kraftig Dreng:

Stkield ham — han egges meer. Kaſt ham paa Jorden,

Vrygl, ſpark ham, og han ffærer Tænder, leer

J Døden vild og trodſig ad fin Boddel.
Men fun et venligt Ord, en Fadermine —
Og fee, den Bilde kommer logrende,

Som trofaft Hund, og fliffer dig din Haand.

254 Carl den Store.

Carl
vender fit Anfigt bort, og figer med dæmpet Roſt:
Jeg proved Mildhed tidt — det var forgieves.
Wittekind.
Du eſt en Chriſten; nu, ſaa lar af Chriſtus
Taalmodighed imod Forfolgelſer,
Og at forlade de Forvildede,
Som felv endnu ei vide, hvad de giore.
Carl.
J denne Tone taler Wittefind?
Wittefind.
Jeg er en Chriften, Carl! nu, ſom du felv.
Du tvang mig et dertil; thi Chriftendommen
Er aandelig, indtvinges ci med Sværd.
En hellig Aabenbaring lærte mig,
Hvad vaagen jeg ugudelig foragted.
Din Kraft har ei forbauſet mig; ſelv eie
Bi Kraft, ſom vel opveier din, Kong Carl!
Din Viisdom og din Kunft i Krig og Fred,
Din Vennefalighed i Borg, paa Thing —
Den rørte mig. Jeg mærfer, at du handler
J Chriſtendommens Aand, og jeg vil hielpe
Dig til at brede den i Norden ud.
J Biørneng Huler ſkal et WennefÉet
Herefter boe, ci efterligne længer
Det vilde Dyr. Den fædelige Chriften
Sig vife for Barbaren ſom et Monſter,
Og vi ffal lære Kiærlighed af dig.
Carl urolig.
Veedſt du — du kommer flygtende fra Slaget,
Og har vel iffe hørt, hvad der er feet —
Beedft du min Seiers Følger?

Carl den Store, 255

Wittefind.

VR Ja, jeg ved:
Rk. 9 tuſind Landsmand har du fanget;
Men fun i Lænfer har du kaſtet dem,
$ For ædelmodig dem at ſtienke Frihed.

g Carl.
ei, Wittefind! Sæt dig i mit Sted! Nei —
For ofte ſkuffedes mit Wdelmod —

Det phet jeg ikke.
J Wittekind.
| i ØR Og hvad vilft du da?

min du bortflæbe, fælge dem ſom Trælle ?
i Carl.
Mei heller iffe. For en langſom Hevn
Af Carl ffal et hang varſte Fiende frygte.
ten vi er alle Mennefter, og Slethed

am ——— felv den Mildefte fortørnet.
' Wittefind.
Saa har du ladet mine Drotter dræbe
— Til Sfræf og Varſel for den ſtore Flok?
— Det var vel ſtrengt; men Strenghed var nødvendig,
Dg jeg beklager mine Venners Død,
len hader iffe deres Banemand.
i Carl
vr åd med ſtigende Folelfe.

lei, Wittekind! net, det blev. iffe derved.

Wittefind.
forme Carl! du har dog iffe dræbt
Jer Tyvende, ſom ftod i Rakken lanket?
Carl.

"ER 9 feer, meer !

256 Carl den Store.

Wittefind.
Hver Tiende!
Carl.
Meer, Wittefind !
Wittefind.
Hver Anden?
Carl.
Meer!

Fortvivlet.
Jeg lod dem alle drabe!

Wittekind gyfer tilbage.
Umuligt!
Carl.
Selv jeg holdt det for umuligt,
Hvis ikke det var ſteet.
Wittekind.
Halvfemte tuſind!
Veedſt du, at der var Ovinder, Børn i Flokken?
Dem har du ſkaanet dog?
Carl.
En vild Befaling
Foer hen paa Hadet Binger, før min Sfaanfel
J Flugten kunde ftandfe den.
Wittekind.
Barbar!
Du kalder dig en Chriſten?
Carl.
Jeg har ſendt
Et Jilbud efter Hevnerne; maaſkee
Der end er Haab. Han bragte Naaden med.
Seer ud af Vinduet, og figer forfærdet :
Forgieves! Naaden paa fin Duevinge

Carl den Store, 257

Gar ei indhentet Breden$ vilde Grif. —
Der fommer han tilbage. Jeg har fagt,

Dan ffulde bære gronnen Green i Arm,
Hvis han kom tidsnok; men en Boddeloxe,
J Fald han fom for filde. See! der træder
—* med en blodig Øre taus i Hallen.

E A Krigeren træder langſomt, nedflaaet ind, og lægger Øren
F for Kongens Fod.

RR Carl.
For ſilde? ;

— Krigeren træffer paa Skuldrene.
Kunde du et ftandfe dem?

—9— Krigeren.

— var flet Ingen. Alting var forbi.
pm meer et Menneſker i Skoven.

1 paa det vilde Fugleffrig jeg merked,

pr Dynger af de Døde laae. Jeg voved
Mig knap derhen for gridſten Ørn og Ravn,
KN tog mig for et Liig, der reiſte fig
Dg vilde flye. Til Lyffe var jeg dekt —

| kr og Brynie; med mit Sværd og Skiold

ded jeg mig giennem Fugleflokken.
og Dien fandt, flængt i det røde Græs,
pir dig den blodige Trophæ.

— Der herffer en fort Taushed; Krigeren gaaer. Carl og Witte-
kind flirre begge ned paa Øren i forffiellig Sindsbevægelfe ;
—4 endelig ſiger

E Wittekind med gatning.
ii É Seide har du givet mig, Kong Carl!
J har endnu een Bøn at giore dig.
VII, 17

J

258 Carl den Store.

Carl.
Forlang!
Wittekind
peger paa Øren.
Giv mig den Øre!
Carl
venligtbedende.
Lad den ligge!
Wittekind
med ſterk Roſt og udbrydende Graad.
Nei, Carl!
Tager den op, og kysſer den.
O, Landsmands dyrebare Blod!
Med forbittret Heltekraft.
Og nu til Godfred, til de Danſkes Konge!
Jeg haaber, han er landet med ſin Flaade.
Normannerne ffal hevne Sachſerne!
Gaaer.
Carl
hiertegreben, i dybe Tanfer.
Min Brede fønderbrød mit eget Vark.
Jeg blev en Torſo — Stumpen af et Heelt.
Mit Træ ei ſtyder længer fiæft mod Himlen;
Det kappet blev, har tabt fin ſtionne Krone.
O, hundred Kroner af hiint røde Guld,
Som hundred tufind lydige Trælle fmedded,
Oppveier iffe den, ſom her gif tabt.

J

Trago edien Carl den Store.

Perſonerne.

Jodfred, Leirekonge.
Hans Marſk.
Galfdan,
Hugleik,
Hermentrud, Carl den Stores Amme.
Drago, en Dreng.

En Flok danſke Stridsmend.

danſke Kæmper.

En Borg ved Rhinen.

Sal med et ftort Billed paa Væggen i Baggrunden; et For-
— hæng ffiuler det. Skienkeborde til Siderne. Hermenkrud,
i Fi en gammel blind Kone, ſom ftotter fig til en Krykkeſtok.
4 Drago, en halvvoxen Dreng.

E Hermentrud.
Jes var hans Amme, jeg har diet ham
Ved dette Bryſt.
J | Drago.
ER Ya, Oldemoer! det veed jeg;
et har du fagt faa tidt.
Hermentrud.
É Det fan et figes
or tidt, at jeg var Carl den Stores Amme.
var en vild Krabat, han beed mig Vorten,
g fig hver Dag beftemt til fine Tider;
n ſiden fmiilte mildt han, ſom en Engel.
m Dreng var han vel hidfig, ſtolt, men god.
Rk 55. man vandt ham om en Finger;
n med det Onde kom man ingen Vei.
E gerned over fine Kammerater,
, g ſaadan har han giort ſit hele Liv,

writ i det Smaa, og fiden i det Store.

262 Olger Danffe.

Og dette Mord paa Sachſerne — net, Drago!
Det fommer ei fra ham, det tør jeg vedde;
Dertil har Dronningen forført min Carl.
Drage.
Men, Oldemoer! du har jo aldrig feet
Faſtrade.
Hermentrud.
Dumme Dreng! behover jeg
At ſee et Menneſke, for det at kiende?
Hvad hielper det at ftirre paa hinanden?
Med Anſigtet fan man forſtille fig;
Det er et malet Bræt, et Skilt, ſom lyver.
Men Stemmen kommer fra det Inderſte,
Og den ffal ſpille ſaare godt paa Fløite,
Som vil bedrage mig, indbilde mig,
Ut ffumle Ravn fan fynge, fom en Lærfe.
Jeg figer dig: fold Stolthed, tvungen Blidhed,
Og Hiertesloshed lød af hendes Røft.
Hun har forført min Carl, min Foſterſon,
Det døer jeg paa.
| Drago.
Wen, Oldemoder! fÉal
Man lade fig forføre?
Hermentrud.
Nei, viſt ikke!
Dog ſteer det ofte. Du er fun et Barn;
Som Adam gaaer du her i Paradiis
Med Dyrene, med Hund og Kat og Ender,
J Honſegaarden. Men faa Sfiæg om Hagen,
Og lad forſt Eva ræffe dig et Wble!
Saa vil vi fee. — Jeg har endnu et glemt det;

Olger Danſke.

k3; si jeg er ei faa gammel, fom du frøer.
| E er ei Alderdom, ſom har berøvet
ig Synet, Barn! det var en Dienſvaghed.
ON er endnu ved mine fulde Kræfter,
— Og jeg er iffe bange for de Danſte.

* Drago.
)a ſiger man dog, at det er de værfte
| Blodhunde, fil at myrde, plyndre, røve,
— om nogentid er feet paa denne Jord;
[oe af de overgaae i Gruſomhed
pe Saracenerne.
| Hermentrud.
i å | Ci, hvilken Snak!
Det er jo Chriſtne.
J Drago.
J Chriſtne, Oldemoer?
)e Danſte? De har aldrig været Chriſtne.
Hermentrud.
blive de det nok med Tiden, Barn!
AR Drago.
i Godfred er alt landet med fin Flaade,
9 MtNger gyſeligt pan Rhinens Bredder.

— Hermentrud.
ti min Kielder har jeg gammel Biin,

3 den ffal, tænfer jeg, nof mildne ham.

Han træffer Ingen paa den hele Borg,

m magen mig; og du fan ffiule dig
i Kielderen bag nogle Tønder.

ig frygter fielden, og nu allermindſt,

" i jeg har havt en Drøm, ſom trøfter mig.

263

264 Olger Danffe.

Drago.
O, ſiig mig Drømmen, Oldemoer!-thji jeg
Behøver ogſaa Trøft.
Hermentrud.
Jeg dromte grant,
Ut Olger Danſke, Kongens døde Ven,
Som boede med ham før paa denne Borg,
Ut Ekhard hiin Trofafte kom fra Graven,
For at beffierme Carl den Stores Land
Og Liv end efter Døden.
Drago. |
Det var ffiønt,
Ut vi fan hente Trøften hos de Døde;
Hos Levende der findes meer ei Troſt.
Ja, Olger Danffe var en mægtig Herre,
Og Ekhard fidder end den Dag i Dag
Bed Venusbierget i et kulſort Harniſt,
Og varer Folf, naar Diævlen frifter dem.

Hermentrud.
Tys! hvilken Larm!
Drago.
O, alle Helgene!
Nu ſtorme de alt op ad Vindetrappen,
De grægfelige Dannemænd !

Hermentrud.
Kom, leed
Mig hen i Krogen, Drago! Smut ſaa du
Af denne Bagdør ud! Staaer Viin paa Bordet?

Drago.
Gid der ſtod Gift!

Olger Danſke. 265

Hermentrud.
Gaa nu, og lad mig ene!
* min Krykkeſtok.

VA : Drago.
bs Du vil dog ikke
ørtjage him med den?
| SØ — Hermentrud.
Ek. Hvem veed?
8 Drago,

Er i det han gaaer.
SR Den Staffel!
—9 hun tabt Forſtanden alt af Skrak.

— Godfred kommer med en Skare danſtie Kæmper.

— Marſken.
hun Kæmper! ſtiller eder trindt

"Om Kongen roligt; han vil tale med os.

De ftille fig i en Halvkreds om Kongen.

Godfred.

løbes, Brødre! fom vi op ad Rhinen

aa vore Snekker. Let, fom Bold i Luften,
1 Spaan paa Bandet, fmutted Holken ſnelt
* uden Modſtand. Rundt omkring
e vi alt rode Kloſtermure kneiſe

ig Biindrubierget, og bag Borg og Klofter
pote Klipperne mod Himlens Blaa.
mA Marſken.

Evigt Syn! det fan ei negtes; ſtiont,

m danſke Bøgeffov i ftolten —*

n t anderledes.

266 Olger Danſke.

Godfred.

Lad nu Carl forſamle
Sin Har mod os ved Weſer, Allerflod!
Han drømmer mindſt om, at vi alt er dybt
J Hiertet af hang Land; at vi fan hærge,
Ja, ſlaage i Bolt og Jern hans rædde Mænd,
For han faner Nys derom, fom venter os
Bed Oſterſoens Kyſt. Dog frygter Godfred
Ei for af møde ham; fun ei til Heft.
Thi vi er ingen Heſtfolk, vi er Skibsfolk;
Og der, hvor Thor ffal ffaffe Danſken Seir,
Maa Øret høre Bølgen, Diet fee
Den vandblaa gir rulle Skum i Sivet.

Marſken.
Dog kan vi flyve langt, ſom Storken flyver,
Fra Verdensdeel til Verdensdeel. Ei Bierget,
Ei Mark og Hede holder os tilbage.

Godfred.
Men Rede bygge vi dog helſt ved Dammen.
Er Carl en Helt paa Landet, er han Love
Paa Bierget og i Skoven — nu, velan!
Saa ſtkal han fee, af Godfred er en Hval
Paa Havet, ja, en Kæmpe-Crocodil,
Der ei er bange for at gaae i Land
Og fluge Menneffer — maaſkee ham felv.
Har han i Longbardiet og i Spanien,
J Tydſkland øvet fine Ryttere;
Saa har i Irland og i Friisland Godfred
ært fine Kæmper, paa det gyngende Dof
Ut fvinge Øren og det tunge Slagfværd,

— Olger Danſke. 267
Der loftes kun med Kraft af baade Hander,
pm Wgir holder Tommen.
åg Marffen.
Digfe Sachſer,
Dem tvinger han maaſkee, men iffe dig.
Thi de forſtaae dem ei paa Krig til Lands,
Osg de har intet Band at fætte mod ham.
Må Godfred.
Jeg kommer Wittekind til Hielp, og fætter
Et Bulvark mere ftærft mod ſtolten Carl,
End det, jeg ſatte ham ved Dannevirke.
Han fommer mig for nær. Hang Underfaatter
Bed Øfterføen har jeg tvunget alt
Til Lydighed. Nu Obotriten maa
Al Skat os fende hundred hvide Hefte,
Hvergang en Fyrfte vælges. Friſerne
Betale Godfred Skat, og hvergang ei
Min Rentemeſter hørte fie nt i Hallen
Solvpengen klinge lydeligt i Skioldet,
Forlangte han en dobbelt Skattepenge.
Halfdan.
D, Konge! Danffen fylder dig ſtor Taf
For af du bragte ham til disfe Lande;
Thi de er gode, her er godt at være.
- Bør Reife falder anderledes ud,
End Thorfil Adalfars til Biarmeland ;
Thi Carl maa være nu faa flem, han vil,
Saa er han dog vel ingen Utgardloke
Med Haar fom Horn og i en Oglerede.
| Hugleik.
Det tykkes mig faſt ſom et Eventyr,

268 Olger Danſke.

Et Sagn, fortalt os af en lyſtig Skiald:
Vi ſeile roligt op ad Floden her,
Saa finde vi en deilig Borg, forladt
Af Menneſker, med Viin paa Skienkebordet.
Mon ei her boer en Hex, ſom giekker os?
Halfdan,
fom har ſmagt Binen.
Nei, Vinen giekker ei, den er naturlig.
En herlig Drueſaft! Priis, hvo ſom vil,
Det danſke PÅ, jeg holder mig til Druen.
Hugleik.
Hold dig til Druen, Halfdan! indtil Druen
Dig tvinger til at holde dig ved Bordet;
Men kaſt Foragt ei paa vort Gammelol!

Godfred.
Lad Bægrene gaae rundt, og lad os ſmage!
Der ffienfes i Bægrene, og de rekkes omkring.
Halfdan.
Tillader du, Herr Konning! at vi fiunge
Den Viſe, fom os Thorfil Rød har digtet?
Godfred.
Net gierne! Der hvor Sværd og HarnifÉ rasle,
Maa Helteng Sang og Skialdens Bife flinge.
Sang.
Bevæbnet fare
Bor Brynieſkare
Paa Floden blaa!
Til Odins Hæder
Bi vinde Stæder,
Og Franker flaae.

KDE AH ENE

Diger Danffe.

Bi lære Jorden

Bed Setersfærd,

Ut bedft i Norden
Man fvinger Sværd.

Op, langs ad Rhinen,
For Øllet Binen,

Paa Ægirs Vei!

Det ildner Blodet;

Men Heltemodet

Den fræver ei.

Det fan fun ſtyrkes

J Bileffyer,

Hvor Aukthor dyrkes
Med Afa-Tyr. *

Lad væbnet Snekke

Da brat forffræffe
Hver fremmed Helt!
Sving høit dit Banner,
Drot for Normanner
Fra danſke Bælt!

Til Seir og Lykke,

Til Sydlingsſkam,

Lad Ranken ſmykke
Din Hielmekam!

Godfred.

J ærlig Bife! — Nu, faa driffer da
il Aufthors Hæder! Og ved dette Bæger,
il Hammer! gior jeg Eden til din Sfræf —

270 Olger Danſke.

Ya, Eden hellig og ubrødelig,
Saa fandt ſom hift jeg haaber Valhals Glæder,
Ut jeg ſkal et forlade dette Land,
For græsſeligt med mine danffe Helte —
Holder pludfelig inde, og ftirrer hen i Baggrunden.
Men hvad betyder dette ſtore Forhæng
Der midt pan Voggen? ton der er en Dør?
Mon hemmeligt ei der et fiendtligt Baghold
Belurer os?
En af Kongens Mænd drager Forhænget tilſide. Man feer
Billedet af en ſtor, drabelig, velffabt Kæmpe med et deiligt
Anſigt; han har Sfiold paa Armen, og udftræffer fit
Sværd med en truende Mine.
De Danſke
Drage uvilfaarlig deres Glavind. Stemmer imellem dem:
Til Vaaben! Lader eder ei forfærde!
Marffen ler.
Har Vinen alt berufet jer, og ræddes
To Kæmpetylter for en malet Mand?
Halfdan.
Det er jø fun et Billed!
Undre.
Ha ha ha!
Halfdan.
Men herlig giort. Han ſtager ſom levende,
Skiondt han er død maaffee; jeg vedder, han
Bar iffe god af nappes med i Live.
Marffen.
Hvad fattes Kongen? — Brødre! feer, han ftaaer
Forſtenet i Betragtningen, og Taaren
Fra Diet triller ham i Solverſkicegget.

Olger Danſke. 271

Godfred.

Den Biin er alt for ſtork, for fuld af Ild;
Den hidfer os til viltert Sværmeri,
Og væffer Hiertets længftforglemte Minder.

Marſken.
Hvad tænfer Kongen paa?

Godfred.

See paa det Billed,

See paa den fremmede Frankerhelt!

Marſken.

Ja, Herre!

Jeg ſeer paa ham.

Godfred.

Og finder du igien

J disſe drabelige Manddomstræf
Gi nogen Liighed med en fængftforfvunden
Ungdomsveninde?

Marſken.

Herre! med din Huſtru?

Med din Alvilde? Ja, ved Aſa-Thor!
Skiondt det er treti Vintre, ſiden Freia
Tog hende til Sesvarne, mindes jeg
De hulde Træf endnu. Den Fremmede
Med Sværd og Skiold paa Vaggen ligner hende.

Godfred
Aa tankefuld ſtirrende paa Billedet.

Det Barn, hun ſtienkte Livet, foraarfaged
Sin Moders Død. Du felv har vatnet ham.
- Det var en Dreng, og Alger blev hang Navn.
Marſken.

Du leed ham ikke.

272 Diger Danſke

Godfred.
Yet, den lille Morder,
Yeg led ham ei, han roved mig fin Møder.
Marſken.
Ved Drengens Bugge ſtod dog gode Fylgier,
Og hvis man ſtole fan paa Ammens Ord,
Da ſpaaede de, at han engang i Tiden
Udbrede ffulde Danernavnet vidt
Til Fædrelandets Hæder.
Godfred.
Det var Tant.
Som Femaars Gut blev han alt ftiaalet bort
Paa Stranden af en ufæl Vikingsmand.
Den ſtakkels Alger blev formodentlig
En vendiſk Træl, og kiender ei fin Fader.
Hermentrud
i Krogen, med hoi Roſt.
Net, Konge! Olger Danſke blev ei Træl.
Bel fane han aldrig meer den Fader, ſom
Forſtodte ham; dog bar han ham i Hiertet,
Og jeg har ofte hørt ham nævne dig
Med Graad i Piet, naar ved Kongens Bord
Han tømte Bægret, ſom du trykte nys
Mod dine Læber. i
Godfred.
Hvo er denne Qvinde?
Danſke.
En Vala! ſpaager hun os om Ragnarokr?
Hermentrud,
fom bliver ledet frem til Kongen, freidig og med naturlig Hoihed:
Kong Carl den Stores Amme feer du her,
Og Olger Danſke var den Stores Ben,

Olger Danføe.

Hans Hiertensven, fom Roland, og ſom Ekhard;
Et uadffilleligt Fiirkloverblad,
Til Døden kom og grumt adffilte dem.
Hans Liv en Rakke var af Krigsbedrifter;
Men ſtort var Hiertet i den danſke Olger,
Dg Kiarligheden overgif hans Had.
Han faldt ved Ronceval, og Carl begræd ham,
Som Broderen begræder Broders Død.
Til Hertug havde han udfaaret ham.
Den Egn, hvor du vil hærge, eied Olger;
Og dette Slot, hvor nu hans Billed hænger,
Bar hans. Her feved han med Carl den Store;
Nu det beboes fun af Erindringer.
Eengang om Aaret kommer Carl herhen;
Da fætter jeg et Bord med Biin og Bager
Til ham i Salen. Ene fidder han
Med Haanden under Kind da ved fit Bæger,
Og nipper til det, mens hans Taare triller;
"Han feer paa Billedet, og ſukker fagte:
Sin Olger DanfÉe faner ei Carl igien!“
Godfred
' hurtig, og ftærf bevæget.
" Kom, Brødre! vi vil iffe fæmpe mod ham.
Marſken ligeſaa.
Nei!
Godfred.
Brat indſtiber eder, danſke Helte!
Vi ſtrider ei mod Carl den Store.
De Danſke.
Nei!
Bi fæmper ei mod Olger Danſkes Broder.
VIII. 18

273

274 Diger Danſte.

Godfred
til Hermentrud.
Farvel! Der ffal et krummes jer et Haar
Paa disſe Bredder, fom har lydt min Alger.
Bi ſtikke ſnelt igien i Oſterſoen.
En venlig Bind har dreiet Tordenſtyen,
Det bange Franken aander let igien.
Hvor gierne tog jeg dette Billed med!
Men jeg har et fortient det; thi jeg: ſtionned
Ei noffom paa min Alger, mens han leved.
Velan, du ſkal beholde ham, Kong Carl!
Men dette Bæger — Carl den Stores Amme!
Tillader du Kong Godfred, Algers Fader,
Til Leire med at tage dette Bæger,
Hvoraf min raffe Søn drak Livetg Fryd?
Hermentrud.
Jeg ſkienker dig det min Konges Navn.
Godfred.
Ved hver en Hoitid ſkal jeg tomme det.
Og naar jeg doer, ſtal Olaf arve Riget,”
Mit Guld, mit Sølv, mit Purpur, mine Sværd,
Kun iffe dette Bæger. Jeg det fafter
Fra Kongefalen, naar mig Odin vinfer,
J dine Bølger, Iſefiord! og fagte,
Som Bægret ſynker, ſkal mit Pielaag
Bedæffe mine bruftne Blik, ſom Tævpet
Nu evig dæffer Olger for hans Fader.
San drager Forhænget for. Billedet, og gaaer;
Alle folge ham.

—

Få

—

F

i NE PA DE re:

Side 1: Dæringerne i Miklagard er forfattet i Aaret 1826,
og udkom første Gang trykt (A) i Skuespil af Oeh-
lenschlåger, Januar 1827. Digteren besørgede tre
senere Udgaver af Stykket: (B) i Tragødier, VII,
1833, (C) i Tragødier, IV, 1842, og (D)i Tra-
gødier, V, 1849. IUddrag af P. O. Brøndsteds
Reise-Dagbøger, 1850, læses Side 25, under 2den
Januar 1307: ,,Jeg havde Samtale med Oehlenschlåger
om et Sujet at vælge til en dansk stor Tragoedie. Jeg
foreslog ham at lede i Du Cange Histoire de
Constantinople om de Danske (Væringerne) i
Constantinopel i det 11te Seculum, hvorom jeg idag
saae noget i Villoisons Manuskripter", I Oehl.s Roman
Øen i Sydhavet, IV, 1825, Side 335-339, findes
i en Romance endeel af det samme Stof benyttet,
som i Væringerne i Miklagard.

A og B ende med følgende

Unmærfninger.

J Midten af det niende Aarhundrede — fortæller
Suhm — fatte endeel af vore Forfædre fig ned i det
nordlige Rusland, og kaldtes Vareger. Nogle have
villet udlede dette Ords Betydning af Varg, en Ulv,
eller vettere ethvert rivende Dyr; hvilken Benævnelfe
dog iffe pasſede paa disſe NMordlændere, der kom til
Rusland ſom Venner, ei ſom Fiender. Andre have
udledet Benævnelfen af Vareg eller Brag: Noget,

273 Anmærkninger.

ſom Søen udfaftede paa Strandbredden. Dalin mener %
i fin Hiftorie, at Sverrige, Svarrige er giort til
Varige og Varegia. En fremmed Sfribent troer,
at det fom af Vir, Varo, Baro, en Mand (hvoraf
fiden Baron), eller at Baranger (ſom Græferne faldte
dem) fulde være fordretet af AngliyFranci. Du
Gange kommer Sandheden nærmeft, naar han udleder
Navnet af Ware, Werre, Guerre, og det Engelſke
Waring, en Kriger, hvilfet er det famme Ord fom
Bæring, der bruges af Snorro og andre islandſke
Forfattere. — Disfe Bæringer, der beſtode af DanfÉe, =
Norſke og Svenſke, tiente altſaa forſt i Rusland (i
Garderike eller Holmgard), og ſiden, omtrent 980,
fom de til Conſtantinopel, hvor i det ellevte Aar⸗—
hundrede endeel Engelændere forenede fig med dem,
formodenlig ftrar efter Knud den Stores Død, da
hans: prægtige Thinglith oploſtes, og endeel ud= 7
mærfede tappre Krigere bleve fjerreløfe. Da hele Nor—
dens Sprog i gamle Dage faldtes den danſke Tunge,
faa har vel Saxo deraf taget Anledning til at giore
Væringerne ifær til Danſke, hvilket de dog iffe vare,
hvorvel mange Danſke vare imellem dem, ſom fees deraf,
at da Abſalon vandt den ftore Søfeier over Benderne
1185, forundrede han fig over, at Rygtet derom faa
haftig var kommen til Conſtantinopel, hvilket han fif
at vide af nogle Riddere, fom havde ſtaaet i Sold der. ”
Og at virfelig mange Danffe tiente der, befræftede ”
(Esbern Snare, Abſalons Broder, da han ſagde: Hvis
du vil ſporge Grokenland, faa vil det fvare, at det
beffiermes af vore Landsmænd uforfagte Mød.

Linie 1: Strandbredden] = B; A: Strandbreden

Anmærkninger. 279

Saro fortæller, at da Kong Erik Eiegod paa fin
Pilegrimsreiſe kom til Conſtantinopel, vilde Keiſer Alexios
Comnenos, ſaa hoflig han end tog imod ham, ikke
tillade ham at komme ind i Staden, fordi han frygtede
for, at nogle af Barangerne, ſom vare af danſk Her—
komſt, ffulde giore Oprør, naar de fane en Konge af
deres eget Folk i Spidſen for fig. De Danſte fif
Derfor fun Lov, nogle ad Gangen at gane ud og bilfe
paa deres Konge. Forſt da Alexios havde erfaret ved
Speidere, at Erik formanede dem til Troſkab mod
Keiferen, aabnede han med Glæde Portene for den
danſke Drot, og modtog ham med Gieſtfrihed og Bragt
i fin Hovedſtad. — Conſtantinopel kaldte vore For-
fædre Miklagard, vil fige: den meget ſtore Gaard
eller By. Alt, hvad der hørte til Kongens Bolig,
faldtes Kongens Gaard, ligefom paa Franſk: la cour,
og paa Tydſt: deg Königs Hof, hvoraf det nu brus
gelige Hof har fin Oprindelfe.

Romanos Argyros. Denne Keifers Pedanterie
er aldeles hiſtoriſt, og tiener til et vigtigt Characteer—
trek i et Maleri, der ſkildrer de i Middelalderen dybt
fiunfne Grakere i Modfætning til de fraftige, hoi—
hiertede Nordboer. Ligeſom altſaa i Joe og Georgios
Liſt, Grumhed, Misundelſe og Ranker ſpille Meſter,
faa yttrer fig i Romanos den ſmaalige Forfængelig hed,
der i Farens Dieblik bliver tragiſt og betydningsfuld
hos en Keifer, til hvem alt Landets Belfærd er betroet.
Le Beau figer om ham i fin Hæstoire de Bas-Em-
pire: ,Forfængeligheden fordærvede ham. Han troede

Linie 22: Græfere] — B; A: Græfer

280 Anmærkninger.

mn jen

V

om fig felv, af han var en ſtor Kriger, ſtiondt han /
aldrig aflagde Brøver paa fin Manddom, og hans/
Aandsdannelſe var hoiſt overfladiſt“. Alle de i Stykket
forefommende Træf, om de tolv Faculteter, om Homer
paa Slangehuden, om Udnævnelfen af en Banhyger=
febaftos ”), have hiſtoriſt Hiemmel fra den Tid. (See
Gibbon, om det morgenlandffe Riges Tilftand i det
tiende Aarhundrede, i hang ftore Vork om det romerſke
Riges Synken og Fordærv.)

Over-Etgriarchen og Akolythen vare Fran-
fernes, Barbarernes og Barangernes Forefatte; hvilfe
leiede Udlændinge, da Nationalaanden var fiunfen, ud—
giorde Styrfen i de byzantinſke Hære.

Brotoveftiærens Embede ftrafte ſig i Begyn-
delfen fun til Opfigt over Klædningsfamrene; fiden
blev bang Magt udvidet, han blev Formand før Prag—
teng talrige Tienere, og han bar en Solpſtok ved
offentlige og private Audientſer. (Gibbon, i nysmeldte
Afhandling.) |

Harald Haarderaade. Om denne Konges Hæn-
delfer i Syden tale græffe Hiftorieffrivere Intet; men
Snorro Sturleſon fortæller udførligt derom i fin norſke
Krønife, omtrent halvandet hundrede Aar derefter, da
endnu Haralds Bedrifter overalt i Norge vare i frifé
Minde. Antage vi nu ogſaa med Schsning (fee hans
Forbedringer), at Adſtilligt er overdrevet, ifær om

+) Den over Alle Herlige, eller Keiferlige.

sluse

er vaee

Linie 8: romerffe] — B; A: rommerffe |
— 10: Over-Etæriardjen] Begge Kilderne: Overéteriarchen
— 15: Klædningsfamrene] = B; A: Klæedningskammerne

* —

Anmærkninger. 281

Haralds Seiervindinger og Varker 1 Jodeland, faa
finde vi dog ogſaa, med hiin Sfribent, aldeles ingen
Grund til at tvivle om Hovedfagen, hvortil ſaamange
hiemfomne Normænd have været Bidner. J Græfen-
land ſkete pan de Tider hvert Dieblik noget Lignende.
Driftige Helte, ſom iffe i glimrende Egenſtaber ſtode
over Harald Haarderaade, bemægtigede fig ofte ved
Giftermaal med en Keiſerinde Regieringen. Saaledes
fatte Theophano førft Nicephoros Phocas paa Thronen,
da hin havde dræbt fin Wand Romanos den Anden;
fiden fod hun ogſaa Nicephoros myrde, og hendes
følgende Elſter Zimiſces blev Keifer. Det Samme
giorde Joe med Romanos den Tredie, om iffe for
Haralds Skyld, faa dog fiden, for at fane Michael
Paphlago til Ægte. Conſtantin, hendes Fader, var
faa fomffet af Vellyſt, at han ikke kunde taale at høre
en Trompet blæfes. Han giorde fine Kammertienere
til Over⸗Kammerherrer og Over-Garderobemeſtere, Gil-
dingen Spondyles blev Hertug i Antiochien, o. ſ. v.
J denne evige Giæring, hvor keiſerlige Brødre og
Soſtre hvert Dieblik myrdede eller ſtak Dinene ud paa
hinanden, og overlode deres Yndlinger Regieringen,
var det let for en tapper og ſmuk Helt fra Norden,
i Spidfen af en mægtig Hær at udmærfe fig. Det
er altſaa hoiſt fandfynligt, af det fun var Haralds
egen Billie, der hindrede ham 1 at blive græff Keifer.
Hans Frelfe ved den ffionne Maria er ogſaag hiſtoriſk.

Ulf Oſpakſon var egentlig Yslænder, men træder
her op ſom DanfÉ, da jeg i mit fadrelandſke Skueſpil

Linie 9: Nicephoros] — B; A: Nicephoras

282 Anmærkninger.

iffe vilde undvære en Formand for' de danſte Helte,
hvoraf der mellem Bæringerne vare mange.

Den gamle Syriens Eremit. Det var et
almindeligt Sagn i Norge, nogle Aar efter Slaget ved
Svolder, at Kong Olaf Tryggvaſon var undfommet,
reift til Syrien og bleven Eremit der, hvor adſtillige
Pilegrime fiden længe efter ville have feet ham ſom
Olding. Nogle Normand troede dette, vandre ikke.
Saavel Snorro, fom de tvende islandffe Sagaer, der
ere ſtrevne om Kong Olaf, befræfte dette Sagn, ifær
udlader den ene af disſe fig udførligt derom.

Et Drommebilled. Efter Snorro aabenbarede
Olaf den Hellige fig for Harald i Fængfelet i Con—
ſtantinopel, og lovede af frelfe ham ved en Jomfru. —
Skiondt man nylig i et aſthetiſt Skrift har bebreidet
mig, af jeg i mine Tragodier undertiden indblander
det Overnaturlige, har jeg dog troet at burde benytte
dette Træf, paa ſamme Maade ſom jeg før har giort,
nemlig iffe fom noget i og for fig Overnaturligt, men
fom et naturligt Tilfælde, der faner Betydning ved
hvad der følger pan; fom et Slags Varſel, om hvis
Mulighed Meningerne endnu ere faa deelte, at det vel
fan tillades en Digter ſtundom at giore Brug deraf.
Bi fee nemlig iffe her hellig Olafs Aabenbaring, men
fun Haralds Drøm. Denne Drøm er af Vigtighed,
da den er et beſtemmende Motiv for hans følgende
Handling, af overlade Maria til Fængfelets Fare,

Linie 11: udlader] — B; A: udelader
— 15: i et æfthetifé Strift] J. L. Heiberg, Om VENS NE RR
Kbhn, 1826, Side 32, ;

Anmærkninger, 283

hvilket hang Kiærlighed og Wresfolelſe ellers ikke vilde
vove, derſom iffe Troen paa en overnaturlig Hielp
beftemte ham.

Oehl.s Levnet, fortalt af ham selv, IL,
1831, Side 354:

1826 ffrev jeg Bæringerne i Myklegard,
fom er nordiſk, hvori Kigrlighed ſpiller Hovedrollen,
og hvori det herlige Treklover: Mad. Wexſchal, Dr.
Ryge og Herr Nielfen fraftigt underſtottede mig. Stykket
vandt ſtort Bifald, og havde ſtarkt Tillob.

Svar til Herr Y. Z, paa hans Recension
over Væringerne i Miklagard; af Oehlen-
schläger, Kbhn. 1827. (Udkommet i December
1827, i Anledning af Y. Z.s- [o: N. Davids] Inserat
i Theaterbladet, 1827, Nr. 5, 6 og 7.)

Den anonyme Recenfent, der undertegner fig med
det Mærfe Y. 3., har nylig i Theaterbladet fÉrevet
en Critik over min fidfte Tragødie, hvori han yttrer
ganſke andre Anſkuelſer af Stykket og dets Characterer,
end jeg felv har; ogſaa ſtotter han de flefte af fine
Bevifer paa Sætninger, fom efter min Overbeviisning
iffe ere grundede i Kunſtens og Livets ſande Vaſen.
Da en Sag, ſom interesſerer, jo altid vinder i Klarhed
ved at fees fra forffiellige Sider, faa vil den ærede
Recenſent vift Intet have imod, af jeg føger at forfvare
mit Sørgefpil imod hang Indvendinger.

Fart gior han en Adftillelfe mellem mine fore-
gaaende Sørgefpil og dette, hvormed han mener der
begynder en ny Epoke i mit Kunſtnerliv. Om de

284 Anmærkninger,

forrige Styffer figer han: „Tiden er i dem ikke ſaaledes
dharacteriferet, at den kommer i Oppoſition med Liden—
— —— eller Tildragelſernes Bræg; derimod ſyne

Oehlenſchläger i Voringerne at prøve pan af levere
en vig Tidsalders fro Maleri”, Og nu troer Rec.
at have Ret til en ftrengere Dom, hvor han finder
Synder mod Tidsalderen og Hiftorien. Men jeg fan
paa ingen Maade indrømme denne Forffiel. Han til-
ftaaer jo felv, et Bar Linier ovenover, at jeg i en
Cyclus af Tragodier har fremftillet enfelte af det gamle
Nordens meeft dharacteriftiffe Træf; derimod
finder han fiden i Bæringerne hyppige Feil mod
det Characteriſtiſfe — hvor fan han da glæde fig over,
at jeg i min Manddom føler Styrfe til et Verk, fo
jeg i min Ungdom iffe turde vove pan?

Det har i Bæringerne aldeles ikke været min
Henſigt at give et tro Maleri af Tiden. Det
funde aldrig falde mig ind, i en Tragodie „at tilbede
Clio faa tro i Mand og Hierte, ſom Melpomene“, for
at vinde hendes Krands.

Den gode Hiftorifer fan ikke undvære en vis Digter=
evne, naar han ffal fremſtille Birfeligheden med levende
Farver; Digteren fan iffe undvære Kundſkab 1 Hiſtorien,
naar han vil ffrive et hiſtoriſt Sfuefpil. Men de gaae
begge forſkiellige Veie efter deres forſtiellige Forfæt;
og ligeſom Hiſtorikeren kun bruger Digterevnen for at
[evendegiøre fig den forſpundne Virkelighed, faa bruger
Digteren Hiſtorien fom en Baggrund for fit Menneſke—
maleri, der gaaer ud pan at idealifere det Skionne.

Anmærkninger. 285

Sfribenter, det var at tabe fig i en Labyrinth, hvor
ogſaa Begeiftringen gif tabt. Digteren vilde iffe være
i Stand til at male med Phantaſiens og Folelſens
friffe Farver, men fætte fig fold og trættet til fit
Arbeide. Man maa vel tænfe paa Maleren Contis
Ord i Emilie Galotti: at der iffe ſtal gaae for meget
tabt paa den lange Vei giennem Armen fra Hovedet
og Hiertet til Penſelen og Lærredet. Jeg tænfer altfaa,
af naar man til en Tragødie, fom Bæringerne, har
ſtuderet Snorro, Suhm, Schoning, Gibbon og Le Beau,
faa fan det være nok. Rec.s Henviisning til Schillers
Wallenſtein er intet godt Exempel; thi ſaa for—
træffeligt ſom dette Digt er, vilde det være endnu
fortræffeligere fra Formens Side, hvis. det iffe havde
været flet faa hiſtoriſt. Göthe holdt fig i fin Götz
v. Berlichingen fornemmelig til den gamle Ridders
egen Levnetsbeſkrivelſe, havde flet ikke fan noiagtig
ftuderet den Tid, han dog faa ffiont benyttede, og
ſpoger felv i fit Levnetsløb over den Tro, man, dengang
han udgav Gir von Berlichingen, havde til hans
hiſtoriſte Studier. Gaae vi til andre ſtore Tragifere,
faa ville vi finde, at de aldrig lagde Bind paa et fmaaligt
Portraitmaleri af den Tid, hvori de lode deres Helte
optrede. Græferne græfiferede alt det Barbariſke og
Fremmede. Hos Sophocles træde Helten, Qvinden,
Faderen, Datteren, Sønnen frem i deres høie, dybe
Menneffenatur, med et faare ringe Sfiær af hiftorifé
Colorit. Shakeſpeare fatte næften Alting hen i fin
Tid; de ſpanſke og franſke Tragikere i deres. Göthe
og Schiller have mere forbunden deres Digtninger med
Hiſtorien; jeg troer ikke at have giort det mindre, end

286 Anmærkninger.

de, men man maa vel vogte fig for Overdrivelfe, og 7
Poeſien er ligefaa lidet Hiſtoriens, ſom Philoſophiens
Kammerpige. ig 1

Dog, det forſtager ſig, rene Modſigelſer bor der
ikke være i det hiſtoriſte Skueſpil med den hiſtoriſke
Tid. Og nu ſporger jeg: Hvor ere disſe Modſigelſer
i Bæringerne? Den ærede Rec. giør mig vel ad-
tillige Indvendinger; men jeg haaber at kunne for=
fvare mig mød dem alle. |

Han mener, „at det daværende græffe Folkeliv ikke
fan ſkildres i fin fande Aand, uden at ſatte Religio—
neng og Videnſkabernes Tilftand i fit rette
Lys; af det græffe Keiſerdommes Forfald naturligen
fulgte paa den chriſtelige Religions Forfald; at det
langtfra ikke var den heroiſte Tidsalders Gudelære,
hvortil de vanflægtede Græfer vendte fig; havde de
tilbedet Ares og Heracles i deres Hierter, vilde Feighed
iffe boet der. Den Indflydelſe, fom en herſkeſyg,
fnedig, uden fand Lærdom fig i Spidsfindigheder tabende.
Geiſtlighed havde, bør, mener han, heller iffe favnes i
et Maleri over det græffe Folfeliv. Men langt fra
at vife os Grakerne i deres chriſtne Fornedrelſe (2),
fremftilles de i Bæringerne, endnu ftøttende fig til
deres heroiſke Ophoielſe“.

Hvad nu Folkelivet angaaer, fan er det tydeligt
nof, at jeg iffe har havt 1 Sinde at fremftille det i
Bæringerne; fun i en eneſte Scene," for af giore
de nordiffe Heltes Fremtræden mere impoſant, lader
jeg førft nogle græffe Borgere komme, ſom ikke tale

Linie 27: fun i en eneſte Scene osv.] Side 43-47.

Anmærkninger. 287

om Religionen, men om de ypolitiffe Forhold. At de
funde vide i det 11te Aarhundrede, hvori endnu alle
Sædernes Former uagtet den chriſtelige Religion havde
det gamle græffe Tilnit, at der i Grakenland havde
fever en Pericles, en Diogenes, ſom ſogte Folf om
Dagen med en Lygte — det overgaaer iffe det Trolige,
da endogſaa Almuesfolk i vor Tid vide det Sidfte.
Romanos Argyros var en forfængelig gammel Giek,
fom bildte fig ind, at han gif i Oldtidens clasſiſke
Spor. Dette er hiſtoriſt, og findes omtalt hos Le
Beau. Romanos troede at være en Sammenfætning
af Auguſt, Marc" Anton og Antonin; han meente,
Folket faldte ham ſaaledes. Altſaa talede Folfet om
clasſiſt Oldtid, giorde Sammenligninger dermed, kaldte
ſig felv Romere o. f. v. — Videnſkabernes Til—
ſtand, ſom Rec. forlanger, er ſtildret i Scenen mellem
Romanos og Simeon, ſaa meget ſom det lod ſig giore
i et Sorgeſpil, hvor det ikke var Hovedſagen; altſaa
mangler denne Skildring ikke. — Rec. vilde, at jeg
atter i dette Stykke fulde have indført Munke og
Munfeintriguer; men mig ſyntes, vi alt havde faa
mange Munketragodier, at det funde være nok for det
førfte. At indføre den chriſtelige Religions Myſterier
pan Skuepladſen, forarger Mange, det bør fun fee
ſparſomt, hvor et ſaadant Motiv aldeles griber ind i
Stykkets Plan, og iffe fan undgages. At giore Maria
til en romantiſt Sværmerinde, indhyllet i Middel—

inie 11: Romanos troede osv.] Side 38, Linie 17-18.
— 14-15: faldte fig felv Romere] Side 56, Linie 18-20.
— 16-17: Scenen mellem Romanos og Simeon] Side 34-39.

288 Anmærkninger,

alderens Dunſt, fom Moden er, forefom mig iffe nær
fan ffiont og ſtort, ſom at hæve hende til en værdig, —
flar yngre Søfter af Sophocles' herlige Antigone, der,
allerede fom hun optræder hos den gamle Tragifer, er
mere ægte hriftelig, end de flefte fentimentalmoderne
Helgeninder fra vore Dage. Rec. falder Maria ,fnarere
en Aabenbaring af det elasſiſke Hedenſkab,
end den forædlede driftne Tilværelfeg For—
kynderinde“. Er Maria iffe forædlet chriſtelig? Seer
hun iffe i den elffede Harald en chriſtelig Achilleus?
Atter ſtod Achilleus for vor Siæl,

Kun mere from. Du bøter ftolten Knæ

For Chriſti Kors, og aldrig funde du

Uædelmødig haane faldne Fiende,

Og flæbe Hektors Liig ved dine Hiul.
Lyder hun ikke ſtrax den gamle Eremit af Agtelſe for
hang Stand, da han befaler hende at gane? Naar hun
fiden har omtalt Ares og Aphrodite, ſom Billeder for
Haralds Heltemod og hendes Elſkov, hæver hun da iffe
fit fromme Hierte til Himlen, og finder fin Trøft, i
det hun forlader Fædrelandet, deri at:

Ogſaa du, hellige Chrift, fom her vanhelliges, følger,

Fromt mig til Nidaros falder den ſolverne Glod;

Den fod St. Dlaf ſtobe, den ringer de Chriſtne til

Mesſe.
Himmelſke Fader! dit Ord ſmelter Barbarernes Bryſt.
Nu da velan, i Herrens Navn, jeg kommer, min Harald!

— —eeeee —

Sa" PEDE møl

Linie 11: Atter ſtod Achilleus for vor Siæl, osv.] Side 30, Linie 10 f.
— 16: Lyder hun ikke ftrar den gamle Eremit osv.] Side 32.
— 17-18: Naar hun fiden har omtalt Ares osv.] Side 88, Linie
20-26, med tilhørende Varianter.

Anmærkninger: 289

Finder hun iffe i fin Ulykke, da hun opdager, af Clifif
[ever endnu, Trøft hos Gud, og følger mod from Hen—
givenhed, ffiondt med ſonderknuſet Hierte, den gamle
Munk til Kloſteret, bedende:
Kom da, kicere Dod!
| Og bring mig fra min Harald fil min Gud.
7 Er dette Hedenſkab?
Er det Hedenſkab, naar hun fiden giver fit ſpondte
Hierte Luft ved Harpen, anraaber fin hellige Navne
om af vogte hende og at udkaare hende til fin Datter?
naar hun trøfter fig med, at hun ſtal fee fin Harald
fom en Engel hos Gud? Er det Hedenſkab, naar
Eremiten figer til hende:
O- ſtionne Siæl! du havde vel fortient
Ut vorde lykkelig;
og hun fvarer:
| Gr Lykken da
Det Hoieſte i Livet for en Siæl?
Gud ſkabte denne Aand til Kærlighed ;
10, lad den elſke faligt, og førfvinde! —
naar Harald henryft over” hendes Huldſalighed raaber:
Maria!
— i dit Anſigt ſmiler Frelferen
Med alle fine ftille, ftore Dyder.
Den Salighed, fom ingen Skiald fan tolke,

Linie 1: Finder hun iffe i fin Ulykke, osv.] Side 91-93.
— 8-9: naar hun fiden giver fit — * Hierte Luft ved Harpen,
osv.] Side 96-97.
— 14: O, ffionne Siæl! osv.] Side 102, Linie 23 ff.
— 22:23: Maria! — i dit Anſigt osv.) Side 112, Linie 13-18.
A 19

290 Anmærkninger.

Udtryffer mig dit Blik, og i dit Smiil:

Er Jordens Lyft, og Trøften i din Taare.
Sandelig, jeg troer, at de flefte Chriſtne, der have
Sands for en uffyldig elffende Avindefiæl, ville falde
dette: forædlet Chriftendom.

Men Rec. er iffe blot ftreng mod Maria fra
Religionens Side, ogſaa fra Kicerlighedens; og det
forekommer ham, ſom om „Digteren lader For—
ſtandens Herredomme over Hiertet alt for
ſynligen fremtrede; at hendes Reſignation
er mere beundringsværdig, end hendes Liden-
fab henrivende. At man maa ftudfe ved hen—
des affectløfe Afftaaelfe af Harald ſelv“

Hvor afſtaaer hun rolig og affectlos Harald? Smelter
iffe hendes Siæl hen i Veemod, naar hun hører, at
et ældre Løfte binder ham til fin trolovede Brud, fom
til fin Huſtru? Hvor funde den dydige, ædle Maria
onſke at fane ham til at forlade Clifif? Hun indfeer
klart, at her i Livet ere de adſkilte; men Religionen,
men en hoi Anelfe figer hende, af hun hisfet ſtal finde
og elffe ham uden Synd, „hvor Smertens Torn vil
ei faare”, „hvor lonnes Kiærligheds Taare“. Er det
Forſtandens folde Reſignation, naar hun beder
Eremiten:

O, negt mig iffe denne ſidſte Glæde! *

Jeg tager Afſked med den fiære Harald;

Er et en ſaadan Fare mere værd,

Linie 25: O, negt mig iffe denne fidfte Glæde! osv.] Side 102,
Linie 6-21.
— 27: faadan Fåre] — A; Svar til Herr Y. Z.: ſaadan Afſked

Anmærkninger. 291

End Sikkerhed 1 mange Længfelsaar?

O, Gud! min Elſkte, jeg fan redde dig!
Den foage SværmerfÉe, der alt nedſank,
Som visſen Blomſt mod Jorden, folder ud,
Nør Dødens Stemme falder, Modets Vinge;
"Gun flyver fom en Ørn, og redder Harald.
Hvad taber Verden, naar den taber mig?
Snart Sorg og Kummer fvæffe vil min Sundhed,
Og viſke Rofenfarven af min Kind.

Ét ftort og herligt Rige venter ham,

En OD gior Regning paa hans Heltedaad.
Saa lad Maria være da den Alf,

Som Tedder hendes Ven, før hun forfvinder.

(Er det Forſtandens folde Reſignation, naar Harald
foreflaner hende at følge med til Norge, og hun fvarer:
Net, min Harald!

Bel er min Kiærlighed ulykkelig,

Men dog for god, for hellig, fil at koles

Til blotte Venſtab. Stor vil Smerten vorde,

Naar jeg berøves dig, naar Tid og Rum

Adſtiller os; men Tid og Rum adffiller

Ci nær faa fmerteligt, ſom folde Pligt,

Som daglig Tvang med fine lunkne Baner.

Nei, ædle Harald! Maanen ffinner dog

Ned fra fin Himmel mangen herlig Aften

Til Trondhiem og til Syrien. Hvo veed,

Om ei den lille Nattergal, ſom ſynger

For mig i Laurbærtræet denne Baar,

Linie 16: Nei, min Harald! osv.] Side 112, Linie 22 ff.
19”

292 Anmærkninger.

Slaaer næfte Sommer i dit Birketræ?

Uſtyldig Kigrlighed har Englevinger!

Saaledes giver hun ogſaa gierne ſin Harald det Kys,
ſom Eremiten forbod hende, ſidſte Gang da de tale
ene ſammen. Men nu er Afſkeden ogſaa taget. Wed
Døden i Hiertet hæver hun fig i det ſidſte Oieblik,
fra Kiorlighed til Harald, til Kicrlighed for hele fit
ulykkelige Fædreland, ſom fvæver i Fare, og fom hun
føler at fun hun i fit ſidſte Dieblik er i Stand til at
redde ved Haralds Kicerlighed til hende Nu ftaaer
hun atter den patriotiffe Grakerinde, ſom vi faae hende
optræde 1 forſte Act; men høtere, mere begeiſtret fÉuer
hun i Fremtiden, og døer med en Spaadom om Græ-
fenlands Redning, der ligeſag ftærf kommer fra Dig—
fereng, fom fra hendes Hierte, og faner em værdig
poetiſk-politiſt Betydning for Tidsalderen, hvori Stykket
blev til. Men det fidfte Suk ſkienker hun dog endnu
fin elffede Ven, og med det fidfte Farvel meer hun i
hans. Arme.

Harald Haarderaade behager ikke ——
„forſt fordi jeg i ham lader. alle de Dyder
træde frem, hvorved Livet i Norden har vun—
det Cfterflægtens Beundring; fam fordi Ha—
rald jorder den levende Maria med em Rolig—
hed, fom grændfer til Apathie“. Dette er en
contradictio in adjecto; thi var Harald” virkelig ſaa—
Dan en Stymper, hvor fan han da ftaae,fom et

Linie 3: Saaledes giver hun ogfaa osv.] Side 114 og Side 32.
— 5-6: Med Døden i Hiertet hæver hun fig osv.] Side 135;
Linie 3 ff.

Anmærkninger. 293

Mønfter paa Tapperhed, Hoimodighed, Tro-
ffab og Kigrlighed“ form Rec. dog mener? Men
Harald er hverken fligt et Ideal, eller flig en foleslos
Træmand. Rec. flager over Mangel paa Characteer—
mr tegning; men hvad fan jeg giore ved, at Characteer—
tegningerne i Stykket undgaage hans Opmærffomhjed ?
Harald er ingen abstract Idee af nordiffe Fuldkommen—
heder, men en idealiferet Characteer af Harald Haarde—
raade felv. At have giort ham til en fværmende Elſker,
fom Axel, eller ſom Hagbarth, det havde deels været
at gientage det Skete, deels at træde Sandheden for
nær; da vit Hiſtorien aldeles ikke finde Harald Haarde—
rande med disſe bløde Egenſkaber. Men at han har
elſtet mandigt og dybt engang i fine yngre Mar; at
det ſtrengere Krigervæfen, ſom vi finde ham med i
Hiſtorien, netop fan være kommen af en Ulykke, der
fordum rammede hang, nu ikke længer for blide Folel—
fer aabne, Hierte, deri er ingen Modfigelfe. Harald
elſter Maria, men han fværmer iffe for hende; det gior
hun for ham. Hans Frieri til hende lyder ſaaledes:
Til mange Omfvøb er her iffe Tid,
Og jeg forftaaer mig et pan funftig Tale.
Jeg er en Bonde fra det norſke Field,
En halv Barbar mod dig; jeg veed det, Pige!
Men ærlig, diærv og trofaſt. Kan du noies,
Maria! med en Mand, ei meer, et mindre —
Der er min Haand! O, fag den! Den blev. fri,
- Da Døden tog min liden Clifif.

Linie 21: Til: mange Omfvob er her iffe Tid, osv.] Side 30, Linie
25 ff. .

5700 Anmærkninger.

Og denne tappre, ftærfe nordiffe Mand ſtulde nu
„udraſe fin Lidenſkab“ fom en ophidſet Ungerfvend,
naar han indfeer, af Maria er tabt for ham? Og det
ffulde fee, for af det funde blive ,overeensftem-
mende med Characteerſandhed“? J mine Tanfer
vilde al Characteerfandhed derved gane aldeles tabt.
Rec. figer, at Harald i et yriſk Digt beſyn—
ger ſelv ſin rolige Seier, der begynder med
en kold Sammenligning om Heracles“. San—
delig, jeg veed, hvad jeg ſkylder det ſieldne Kunſtner—
par, en Mad. Werſchall og en Nielſen, for Frem—
ſtillingen af min Maria og min Harald; jeg veed, at
deres Begeiftring, Aand og Ynde ſtyldes en ſtor Deel
af de Taarer, ſom folſomme Hierter offrede de ulyk—
ſaligt Elſtende; men jeg vover ogſaa at troe, at det
vilde været dem umuligt at vakke disſe Følelfer, hvis
Digteren blot havde ladet dem udtale folde Forſtands—
reflexioner. Harald befynger iffe fin Seier i et lyriſk
Digt. Hele Bæringerne er et Digt; vil Rec. iffe
ogſaa dadle Harald, fordi han i Forveien taler i Jam-
ber? Her rime fig disſe Jamber, fordi det bidrager til
at give Talen Fynd i en naturlig lyriſk Situa-
tion. Bd Slutningen af Recenſionen ræffer Rec.
mig Palmen ſom begeiftret Lyrifer, efterat han troer
at have: revet mig den: af Haanden ſom Dramatiker;
dog et engang paa dette Sted maa jeg; beholde den.
Men Haralds Monolog er ingenlunde heller af betragte
ſom blot lyriſk; den udtaler dramatiſk hang Tilftand,

Linie 7-8: af Harald i et „Iyriſk Digt beſynger osv.] Side
65-67.

Anmærkninger. 295

og derfor begynder den ganſke rigtig, ſom Rec. an-
mærfer, fold, fordi det ligger i Naturen, at den ulyk—
felige Begivenhed med Eliſif maa i det førfte Pieblif
nedſlaae hans Mod og fætte ham i hiin førgelige, morke
Forſtemthed — værre end Sorgen — der bringer
Siælen til af ſtirre i Fremtiden fom i en øde Ork,
og hvor man iffe engang endnu har Bedrovelſens
mildnende Troſt. Forſt lidt efter lidt taler han fig
varm, og i det han beftemmer fig til hvad Pligten
byder, vover han ogſaa igien at elffe Maria, og at
fatte det Forfæt aldrig at glemme hende. Dette fal-
der Recenſenten Apathie. Harald har elffet Cliff,
før han fiendte Maria, har trolovet fig med hende;
fun i den Tanke, at hun var død, ræffer han Maria
fin Haand:
Tag den! Den blev fri,

"Da Døden tog min liden Eliſif.

Hvorledes fan han da nu „fole fig forpligtet ved et
andet Løfte”, da udtryffelig Eliſifs Død er en Betin—
gelfe for hang ſenere Beilen?

Nu kommer Clifif. Af Kiærlighed til Harald har
hun vovet fig paa dette lange, farlige Eventyr, hendes
hele Siæl hænger ved ham; De ere Trolovede; for
en Chriſten af Wre og Dyd er dette ligefan helligt,
fom om hun var hang Huſtru. Hvad fan Harald
Undet end følge hende? Hvad fan Maria ville Andet,
end at han ſkal følge hende? Harald er desuden ingen
fværmende Elſker, for hvem Kicerligheden er Alt. Han
er en nordiff Drot, Bæringernes Anfører; og Tro—
ſtabens er netop det Banner, fom de Alle have fvoret
til, Troffaben den Dyd, der giver deres hele Virkſom—

296 Anmærkninger.

hed den ftærfefte Kraft. Og dette hellige Forhold fal-
der Rec.: et abstract Begreb om Trofkab, der vifer
Mangel af menneſkelige Lidenſkaber, og der vel et Die—
blik fan aftvinge os en fold: Beundring, men aldrig
Minde vor varme: Medfolelſe“.

FI. Fængslet ſiden, hvor Harald beder til Gud,
ſiger er knœolende, dybtbevæget:

Send mig en Engel, gøde Chriſt! til Troy .

Og vil du ſtyrke dette Heltehierte,

Der førfte Gang i Livet føler fig

Modlos og mat — faa fad: din RAN

Sødt ligne min Maria.

Siden beder han: Drømmen:

Viis mig det Kicere, fom jeg maa forlade,

Det Salige, hvortil min Længfel ftunder!

Og dog figer Rec.: „at Harald i fit Fangſels Een—
ſomhed ikke ſkienker Marias Erindring nogen venlig
Blomſt, at han ikke feer et Oieblik i Døden den Engel,
der vil loſe en Forvirring, ſom han ſit hele Liv maatte
begræde” etc.

Sandelig; jeg veed ikke, hvorledes Rec. har læft
mit Styffe. Naar han hvert Dieblif fyringer over de
characteriſtiſfe Træf med Uopmarkſomhed, er det da et
Under, at han favner dem?

Er det ogſaa Apathie af Harald, naar * midt
i ſin Forbittrelſe oper Grakerne ſmelter ved Tanken
om Marias mulige Redning, og fvarer — * der —
ger, om hun er dod:

Linie 8: Send mig en Engel, gode Chriſt! osv.] Side 96, Linie 2 ff.
— 14: Viis mig det Kicere, osv.]. Side 107, Linie 1-2.

Anmærkninger, 297

Jeg veed det ei,
Og denne føde Tvivl med ſamt fin Vine

Jeg bortgav et for alle Jordens Sfatte.

Maaſkee det ſtore Hierte flader endnu,
Hvis Lige findes aldrig, naar det brifter.

Gr det Apathie, naar han (varer Bæringerne, der

ville tugte Forræderne:

Nei ikke før vi førft har reddet hende.
Der ffal et krummes dem et Hovedhaar,
Hvis. de: frigive hende. Jeg vil vikle

En Blomſterkrands om Miklagard af Rofer,

Og giore hver en Betler rig paa Guld,
J Fald man ffaante hende.

Bi binde Filt os under Saalerne,

Ei at forſtyrre nogen Borgers Søvn,

IJ Fald hun gives uſtkadt os tilbage.

Edie har altſaa beviiſt, at Rec.$ Daddel, ſaavel imod
Marias ſom Haralds Characteer, er ugrundet. Harald
elſter hende beſtandig med fin hele Siæl, men under—
fafter fig fom Mand og Chriften fin Pligt." Ligeledes
har jeg: viift, at han intet Abstractum er af nordiſke
Fuldkommenheder; en vig Stolthed, en vis Strenghed
ftiffer uagtet hang Elſkvordighed igiennem hans Ad—
færd, og felv hang vilde Harme og Forbittrelfe paa "
Græferne i Marias fidfte Oieblik (hvilken blot »Kiær-
lighed til hende. fan betvinge) vifer, at jeg efter Digter—

Linie 1: Jeg veed det ei, osv.] Side 128, Linie 7 ff.

— 8: Mei! iffe for vi forft har reddet hende osv.] - Side 128,
Linie 23 ff.

— 24: felv hans vilde arme osv.] Side 134, Linie- 4-10.

298 Anmærkninger.

pligt har fremftillet en idealiferet Harald Haarderaade,
med Spiren til det Haarde, ſom fiden vifte fig 1
hans Liv, da hang mildere Ungdom var" førfvundet,
og da Kiærlighed ikke mere rørte hang Hierte,

Olaf Tryggvaſons Optræden i Stykket dadler
Rec. mindſt; han forfafter felv den Daddel, ſom han
felv et Dieblik forudfætter, af man funde falde Olaf
en Deus ex machina. Men hvad han indvender
mod denne Characteer, er i mine Tanker ligeſaa lidet
grundet, fom de føregaaende Indvendinger. Han vil,
„at jeg fulde lade Olaf myſtiſk forfvinde,
ligeſom han myſtiſk optræder”; faaledes fun
„var jeg berettiget til at bruge Sagnet, ved
ei at forftyrre dets Dunkelhed“. Denne Ind—
vending er felv fan dunfel, at jeg aldeles ikke begriber
Rec.3 Mening. Skulde Olaf komme ſom et Spogelſe?
Hvorledes triner han myſtiſk frem? — Hang Frem-
treden er aldeles naturlig. Han kommer fra fin
Ork til Conſtantinopel,

For der at hilſe, ſidſte Gang i Berden,

Sit elffte gamle Norges unge Sønner.

Saaledes lærer han at fiende Harald og Maria, tager
Deel i deres Skiebne, og faner Maria fiær fom en
Datter. Han aftaler at reiſe til Syrien med hende,
og dog ſkulde han lade hende i Stiffen? Nu ſtulde
han myſtiſk forfvinde, og ikke ſoge at redde hende ud
af det Fængfel, hvori han felv har bragt hende? Saa
var han en myſtiſt Riding. — Over Olafs heftige

Linie 20: For der at hilfe, osv.] Side 125, Linie 22-23.
— 24: Han aftaler at reife til Syrien med hende] Side 92, Linie 22 ff.

Anmærkninger. 299

Opbruſen flager Rec. ogſaa, og vilde, jeg fulde tegnet
en rolig, from Eremit. Men faa var det jo blevet en
Silveftro i Correggio, og ingen Olaf Tryggvafon.
J det Rec. bebreider mine Perſoner Mangel af Cha—
racteer, forlanger han uafladelig, at jeg ſkal udviſke de
characteriſtiſte Træf, der ffiller dem fra andre Menne—
fler. Veed han iffe, at Olaf Tryggvaſon var over-
ordentlig lidenſtabelig i fin Ungdom, let at opbringe
fil det yderſte? Bed han ikke, at det vel er muligt
for et godt og ædelt Menneſke at befæmye og tildeels
at betvinge fit Temperament, men iffe ganſke at tilintet-
giore dets Ild, ſaalenge Kraften endnu et er fvæffet ?
Saaledes fee vi ogſaa endnu i den gamle Olafs Gni—
fter Spor af den Unges flammende Ild. God, ædel,
billig, viis er han bleven, from og refigneret. Han
erkiender Hakon Adelſteins Fortienefter over fig og
Olaf den Hellige. Men vred fan han endnu blive;
heller iffe er hans Stolthed endnu aldeles ophørt.
Derfor vyblusfer han i Scenen med Maria. Der—
for opblusfer han i Scenen med Varingerne. Der—
for føler han, at han fortiener en højere Rang i
deres Hierter, end Olaf Haraldføn. Og derfor ſtormer
han, fmittet af de Andres krigerſte Brede, fom en
ægte nordiſk Helt, at frelfe Maria. Men fom from
Olding haaber han dog felv midt i denne Brede, at
hun fvæver fom en Due over Staden med Fredens
Olieblad. Hvor herligt forener iffe vor Ryge disfe

Linie 15-27: Han erfiender Hakon Adelſteins Fortienefter osv.] Side 124,
Linie 12 ff; Side 100, Linie 14 ff; "Side 125, Linie 7 ff;
Side 124, Linie 8 fø; Side 129, Linie. 4 ff.

300 Anmærkninger.

forffiellige Elementer af Fromhed og Heltemod, af
Stolthed og Ydmyghed, af Beſindighed og Vrede!
Og denne Characteer ſkulde mr ogſag miſte alle fine
Contourer, for i Rec.s Pine at blive characteriſtiſt!

Endnu ſtaaer tilbage af omtale Joe og Geor—
gios, med hvilfe Rec. heller iffe er tilfreds. Han
lærer mig en Regel, ſom hører til Smagens ABC,
fom han døg vel vil troe jeg har længe vidſt (og jeg
haaber, jeg har altid fulgt den), nemlig: af man bør
ſtildre Menneſker, og hverfen "Engle eller Diævle, det
vil fige: blotte Begrebsbilleder af det Gode og Onde.
Han mener, Zoe og Georgios tilhøre iffe Jorden,
fordi de ere abſolut-ufuldkomne, faa lidt ſom
Harald og Maria, fordi de ere abſolut-fuldkomne. Thi
at han regner de tvende Sidſte til de Abſolut—
fuldkomne, have vi feet, ſtiondt han bebreider Maria,
fold og affectlos, fnarere at være en Aabenbaring af
det clasſiſte Hedenffab, end den forædlede chriſtne Til—
vcerelſes Forkynderinde; og Harald, at han jorder
Maria med en Rolighed, ſom grandſer til Apathie.
Altſaa — ſlige Umenneſker, ſom Joe og Georgios
gives der ikke pan Jorden? De finde fun Sted i en
drømmende Digters Hierne, der ikke kiender Berden og
Menneſket? — O, du arme Jord! hvor lykkelig vilde
du være, hvig dette var fandt. — Med hvor ſtor Glæde
vilde jeg fønderrive min Skildring, ſom et Misfoſter
af en taabelig Phantaſie, hvis jeg kunde blive over—
beviiſt om, at flige Bæfener, ſom en Zoe, en Georgios,
iffe tilhørte din Virkelighed! Men desværre, efter en

Linie 15-16: til de Abſolut-fuldkomne] Orig.: til det Ab—
folut-fuldfomne

Anmærkninger. 301

Overbeviisning, ſom hvert andet Blad i Hiſtoriens
Bog ftadfæfter, finder jeg mig overtydet om, at der
ikke blot ofte have levet ſſige Menneſker, men vrimlet
af dem til forſkiellige Tider, og iſer i den Tid og paa
det Sted, hvor Sorgeſpillet Varingerne foregager;
ja, at de ofte have været endnu langt vorre, end
Georgios og Zoe. Herom fan man overbeviſe fig, end—
ogſaa blot ved at læfe Gibbon og Le Beau. Men
maaſkee min: Rec. har udtrykket fig anderledes, end
han vilde, og mener: at man ikke fkal fremſtille det
blot Umenneſkelige paa Scenen, om det end finder
Sted i Livet. Deri har han Ret. J Dramet hører
Intet hiemme, hvad blot angager Menneſkets dyriſke
Natur. Hvor Billien og Characteren ikke længer virke,
hvor Menneſket blot ftaaer fom em raſende Træl af
fine Lidenffaber, der er han ingen Gienſtand længer for
en idealſt Skildring af fædelige, aandelige: Livsforhold.

rr Men at Digteren ikke ſtulde ſkildre ſaavel virkelig

onde og laſtefulde, ſom virkelig gode og
ſtore Menneſker;, at han fulde "holde dem i den
ſmaalige Lunkenhed af noget Godt og noget Slet,
ſom man hver Dag finder i Livet, det var at opgive
al Idealitet, al tragiſt Storhed, al høi Alvor, Streng-
hed, Sandhed, al poetiſt Skionhed. Det var, i Stedet
for em Sophocles og Shafefpeare, at tage fig en
Kotzebue og Iffland til Monſtere, ſom, naar de forſt
have fremſtillet Sletheden, ſminker den med en eller
anden lille Godlidenhed, faa af man grædende fan
ynke Synderen, naar han blot, fom- Johan von Ehren—
preis, tilftaner fin Brode, og raaber:
Madam! jeg er en Tyv, en Liderlig, en Knos.

302 Anmærkninger.

Jeg fulde troe, at der faavel i Zoes ſom i Geor—
gios's Characterer var meget Menneſkeligt, og
ingen abstract Ondſkab; men onde ere de, og Ond—
ffaben bliver altid en Gaade for det bedre Menneſke,
fom Fornuften iffe fan loſe. Joe triner iffe frem ſom
et blot Uhyre; hun er ffion, klog, dannet, hun har
Characteer og en vis hør Stolthed midt i al fin For-
dDærvelfe. Hun forſtager af bedømme Forholdene ſom
Herſkerinde, hvor hendes Lidenſkaber ikke komme med i
Spillet. Hun er ulykkelig, hun feer fin blomſtrende
Ungdom visne hen ved en Uslings Side. Hun griber
efter fin Lykke, uden at agte Midlerne; og da Harald
foragter hende, forvandler fig hendes Kiærlighed og
Omhed til Had, Forbittrelfe og Grumhed. Dette er
ofte feet i Verden. "Men uagtet Joe er en ond og
flet Qvinde, troer jeg dog, af hun er ſtildret med tra—
giſt Værdighed, og af der i hendes Bæfen er noget
Hoit, ſom gior os hendes Ondſkab taalelig. Ogſaa
Georgios, ffiøndt meget underordnet, mangler ikke al—
deles menneſkelige Fuldkommenheder. Han er tapper,
veltalende, virkſom, klog og driftig til at udføre fine
Planer. Det er ingen abſolut Ondſkab, der fader ham
fil at forfølge Harald, men den fæle Dæmon, der er
Sfyld i ſaamange menneſkelige Sletheder: Mis—
undelfen. Hang Stolthed er frænfet, Harald har
ydmyget ham; han vil ydmyge Harald igien, derfor
opfætter han at dræbe ham.
Jeg vil nyde
Min bedfte Hevn i hans Ydmygelſe.

Linie 28-29: Jeg vil nyde min bedſte Hevn osv.] Side 103, Linie 17 ff.

Anmærkninger. 303

For førfte Gang jeg føler Overmagten,

J det jeg ftaaer for ham. Nu ffal den Stolte

Undgielde al den Haan, han vifte mig.

Nu fial han betle Livet af min Haand.

Rec. forlanger Spor af noget Bedre hos Georgios,
og lægger dog ikke Marke til viftnof fun fvage Spor,
ffiondt de dog ligge aabenlyft for ham. Har Georgios
ikke ſtielvet tilbage for Apollons Billedſtotte, da han
fængslede Harald? Har han iffe der følt et Barfel af
Samvittigheden, følt Forſkiellen mellem fig og Harald?
Kommer han iffe nu i Fængslet for at redde Haralds
Liv, hvis han vil tigge det af hang Haand og finde
fig i Oinenes Forliis, en i Græfenland dengang hyppig
Straf, der blev anfeet for en Naade mod dem, der
ellers ſtulde mifte Livet?

Saaledes har jeg nu fvaret min Recenfent. Jeg
vilde iffe have giort det, hvis jeg ikke i ham agtede
en Mand med Indſigter og Kundffaber, med en god
Billie, med Iver for det Sande, og (hvad jeg i det
mindſte før altid har troet at bemærfe) min Muſas
Ben. Det ſtulde giore mig ondt, hvis han fra nu af
holdt op af være det. Men fom Digter og Lærer i
Wſthetiken har jeg troet at fylde mit Arbeide og mig
felv dette Forfvar. Det fmigrer mig, at Rec. beftandig
feer i mig den ungdommeligbegetftrede Digter; og
Apollo give, af denne ID førft med Livet maa for—
lade mig! Men det vilde være en Skam for mig,
hvis jeg iffe endnu „under Beffuelfen af Livets: Færd,

Linie 7-8: Har Georgios iffe ffiælvet tilbage osv.] Side 87, Linie 14 ff.
— 12-13: finde fig i Dinenes Forliis] Side 105, Linie 13 ff.

304 Anmærkninger.

var bleven en moden Mand“. Man fan meget godt

paa een Gang glæde fig over Livets ſpraglede Blom⸗

ſter, og fine ind i Siclens Folder; ja, det er end—

ogſaa nødvendigt, hvis disſe Folder ikke —* ſtulle
forekomme os ſom Rynker.

Om Kritiken i Kjøbenhavns” —————
Post, over Væringerne i Miklagard; af Oeh-
lenschlåger. Kbhvn. 1828. (Udkommet i Januar
1828, i Anledning af J. L. Heibergs" Anmeldelse af
Stykket i Kbhvns. flyv.Post, 1827,/Nr.99:—101:
Heiberg besvarede Oehls Anticritik i Kbhvus. svær:
Post, 1828, Nr. 7, 8, 10 16.)

Utter, fiden mit Svar til Herr I). Fer der ud⸗
kommen en lang Critik over min Tragodie i den fly—
vende Poſt. Forfatteren forſikkrer deri, at i den
lyriſk-epiſte Digtekunſt vil aldrig Nogen her eller
andenſteds overgaae mig; men til det egentlig Drama—
tiſte mangler mig det nødvendige Talent, da det
maturligviis” iffe fan lykkes mig, af transformere det
Stof, ſom jeg har opfattet lyriſt-epiſk, til den uma:
tiffe Form.

Denne Mening har — jeg tilftaaer det — for-
undret mig, da jeg har været vant til, nu alt i en
Snees Aar, opmuntret, ikke blot af den ſtore Hobs,
men af neſten alle de delftes og Bedſtes Dom i.
min Levetid, at holde mig ſelv for en virkelig drama—
tiff Digter. Derimod har jeg troet, at mange Andre
overgik mig i det Lyriſke, fordi deres fubjective Følelfe
mere drev dem fil at ftige i en enfelt Retning, end
til at betragte. og fremftille Objecter af det meeſt for-
ſtiellige Slags, hvortil jeg, mit hele Liv igiennem,

Anmærkninger. 305

folte en uimodftaaelig Drift, hvorfor ogſaa denne Be—
ffiæftigelfe udgiorde en af mit Livs hoieſte Glæder.
Dog — det er ikke min Henfigt her at ſtride om
Meninger. I vor Tid gielder i Kunſter og Biden-
ſtaber ingen Autoritet meer; den Enkelte troer, at hans
Nei gielder ligeſaa meget, fom Mængdens Ja. Og
ofte har dette jo ogſaa været Tilfældet, hvor een dyb-
ſindig Tænfer grundigt og klart beviſte hele Tidsaldres
Vildfarelſer. Det hielper mig altſaa ikke at appellere
til Publieums Dom; før den har min anonyme Rec.
st Kjøbenhavns flyvende Poſt ingen Agtelſe, og
han ſpotter endog den almindelige Folelfe, naar —
figer han — „Tilſkuerne frembyde et interesſantere
Skueſpil, end Theatret, i Correggid, hvor ban doer
ſin udramatiffe Død, medens der holdes Tørflæder for
Dinene, og man før lutter Næfefnyden iffe fan høre
et Ord”. — Jeg vil i denne Anledning fun bemærfe,
at der er ſtor Forffiel paa en oieblikkelig Dom, een eller
enkelte Aftener, ja endog enkelte Aar, af en eenſidig—
dannet Flok (thi jeg tilftaaer, den fan ofte være yderſt
vrang og ſmaglos), og pan Nationens egenlige Dom,
det vil ſige: den offentlige Mening, ſom danner
ſig lidt efter lidt af de Indſigtfuldes og Aandeligt—
begavedes Indflydelſe paa Mængden. Den forſte Dom
ſtylder ofte Moden, Lunet, eller perſonlige Forhold fin
Tilværelfe; den anden er grundet paa agte Folelſe for
det "Sande og Skionne 1 den menneſtkelige Natur.
Naar altſaa den dannede og fiintfolende Deel af Na—
tionen i an Snees Mar har fremmet overeens i fin
Smagsdom, faa tykkes mig, der er nogen Sandſyn—
lighed for, at den er rigtigere, end en Enkelts af—
VIII. JJ——

306 Anmærkninger.

giorende Magtſprog uden grundig Underſogelſe og
uden Beviis; ſkiondt jeg for Reſten indrømmer, at
Anonymus har Ret, ſom enhver Anden, til at beholde
fin individuelle Mening.

Kun mod Grunde fan man ſtride, iffe mod Me—
ninger. Det er altſaa iffe min Henſigt her at bevife
den flyvende Poſt, at jeg er en dramatiſk Digter;
han maa for mig gierne troe det Modfatte, og funne
mine Varker felv iffe overbevife ham, faa vil denne
lille Afhandling endnu mindre giore det. Men af
ſamme Aarſag, fom jeg fvarede Herr Y. 3.: for at be-
vife Læfere, der endnu iffe ere fiffre nok ſelv, til
ei at lade fig forvirre af Spidsfindigheder, vil jeg
holde mig til de Steder, hvor Recenſenten ikke taler i
almindelige, men i færdeles Udtryk, og hvor han troer
at have godtgiort fine Paaſtande.

Saaledes forekommer han mig da ftrar intet flart
Begreb at have om det Lyriſke, Cpiffe og Dra—
matiffe 1 Almindelighed, naar han anfeer det muligt
for en Digter, af være en uovergaaelig Lyrifer og
Epiker tillige, og dog at mangle dramatiſt Talent.
Lyrikeren udtryffer fine Tanfer, fin Flugt og fine Fo—
lelſer i ſtionne Billeder, i en fiælefuld Ryythmus. Hos
ham er Lidenffab og Sands før det Skionne Hoved—
fagen; den Evne, med Ild og Kraft at kunne lade fig
henrive af en Idee, for at henrive Andre. Cpiferen
behandler, ligeſom Dramatiferen, det Objective, ſtildrer,
ligeſom hiin, andre Menneffer end fig ſelv; men ro—
ligere, mere dvælende ved de enfelte Træf, mere frem-
ſtillende Begivenhed og Characteer, end Handling og
Lidenſtab. Saaledes bliver da det Dramatiſke en For—

Anmærkninger. 307

bindelfe af det Epiſke og Lyrifte. Naar det Lyrifke
meddeler det Epiſke tin Ild, og dette igien hiint fin
Befindighed og Fleerſidighed; naar Begeiſtring, Liden-
ffab og Folelſe forene fig med Characteertegning og
Opfindelſesevne til at vælge og benytte Stoffet, hvad
mangler da endnu til af frembringe den dramatiſke
Digter?

Af tre Hoveddele beftaner en Tragødie: af Hand—
lingen, af det Characteriſtiſke, og det Lyriſke.
Og dog flager min Rec. over det Lyriffe i en Tra-
gødie, fom over en væfenlig Feil?

Tragodien er, efter Ariſtoteles (og jeg kiender ingen
bedre Definition), en flor og vigtig Handling, vel-
ordnet og let overffuelig, fom virker forædlende paa de
menneſkelige Lidenffaber, ved af røre til Skrak og
Medlidenhed. Lidenſkaberne og Folelſen ere Trago—
diens Vinger, og dog ſtulde de fræffeg, og Tragodien
indffrænfe fig til et blot characteriſtiſt Portraitmaleri?
Saa tabte den jo ganſke fin Beftemmelfe og fin Vær-
dighed. Rec. har Ret 1, af mange nyere Tragødier
vife Mangel af Genie ved den falff-lyrifte Klingklang,
hvormed de føge af dæffe deres væfenlige Mangler.
Men Klingklang er ikke den ſande lyriſkte Pathos,
hvilken i Tragodien er uundværlig. Rhetoriſke Floſtk—
ler, kolde Sentenſer og en ſmaglos Overdyngelſe af
(for det meſte gientagne, trivielle) Billeder er ikke den
ægte tragiffe Lyrif.

Rec. ffiænder over min hyppige Brug af Mono—
loger. Men hvorledes fan han forlange, af Trago—

"Linie 13: Definition] Orig. : Diffinition.
20”

308 Anmærkninger.

diens Helte ſkulle udtale deres dybefte ener, I i
hvad der inderligft bevæger dem, ftedfe for Andre? i
Tænfer Menneſtket iffe meeſt over fig ſelb, er han fig
ikke ſelv flareft, overlader han fig iffe med mindft 4
Forbeholdenhed til den oprigtige Tilftaaelfe: om fig
felv, naar han er ene? Rec. ſynes ved en Monolog
blot at forftane en Tale fra Perſonen i Stykket til
Tilſkuerne. Det er en meget proſaiſk Anſtuelſe af en i
Monolog. Monologen er aldeles nødvendig, og man
hyppig bruges i Tragodien, naar Digteren vil fane
Tilſkuerne til at fee ind i Hierternes Inderſte. Derfor
taler Ødipus, Antigone, Elektra, Philoktet, Ajas i
ſtore Monologer; ligeſom Hamlet, Macbeth, Lear,
Romeo, Othello, Wallenſtein, Wilhelm Tell, Tasſo,
Egmont og Iphigenia. Mange af disſe Monologer
udgiore de ſtore Tragikeres ſtorſte Skionheder, og
Goethe fagde engang, da han talede med mig om
Dramer: Naar jeg hurtig vil giore en dramatiſk For—
fatters Bekiendtſkab, læfer jeg cen af hang vigtigfte
Monologer, faa faaer jeg derved ftrar en Idee om
hang Genie. |

Det ægte Lyriſke er altfan aldeles nødvendigt, for
at udtrykke Følelfe og Begeiſtring, for at Helten fan
tale med den ore rotundo, der fun er i Stand til
at udtrykke Lidenffaben høi og idealſt; og Monologen
er nødvendig, for af vi kunne ſkue dybt ind i det
menneffelige Hierte.

Ogfaa om Brugen af Muſik i Tragodien har
Rec. et aldeles vrangt Begreb. De græffe Tragødier
vare alle muſicalſke. Han frygter for, at Tragødien
ſkal blive en Opera ved Brug af Muſik; men. længe

Re ——— ——

ENDS

Anmærkninger. 309

før Dyperaen var til, blev Muſiken brugt i Tragodien,
i de Gamles Chor. Disſſe kunne vi vel iffe indføre
ſaaledes mere paa vort Theater; vi fkulle ikke efter—
ligne en forfvunden Tids Kunft i alle udvortes For—
mer, fom tilhørte Tiden og Nationen, men def Væ-
fenlige bør vi aldrig forlade. Tragodiens Henfigt
bliver evig, i det den fremftiller ſtore Characterer, at
udtrykke ftærfe, ømme Folelſer, at ſtemme Siælen før
det Evige, det Hellige, at røre Hiertet for det Wole
og Skionne. Og dog ſtulde Melpomene iffe have
Lov til af indbyde fine Søftre, de himmelſke Muſer
for Muſik og Sang, hvor disfe, i en naturlig For-
bindelfe med Handlingen og Gienſtanden, kunne hielpe
hende til at fmelte det, desværre ofte alt for haarde
Mennefkehierte?

Efter altſag at have beviiſt, at det Lyriffe og Mo—
nologen høre nødvendigt med til Tragodien i Alminde—
lighed, og at Muſiken, ſmagfuldt og naturligt brugt,
meget vel fan forenes dermed,” behøver jeg vel iffe at
giore Undffyldning for at have anvendt disfe Midler
i min Tragodie; Sporgsmaalet er fun, om jeg maa—
ffee har anvendt dem galt? Og hvor fortrænger da
en falff Lyrik den naturlige Folelſe i Bæringerne?
Rec. mener, at det ifær er ſteet med Haralds Monolog,
"Der ender anden Act. Han paaſtager forſt: af Harald
iffe burde tale ene her; for det Andet: at Monologen
er fold. Det Sidfte er en Mening, fom jeg altfaa
iffe fan afbeviſe. Et Factum lader fig ikke bevife,
dets Griften$ maa viſe fig ſelv. Hvorledes vil jeg

Linie 24: Haralds Monolog] Side 65—67.

310 Anmærkninger.

bevife, at Luften er varm, ved Andet end ved den
fandfelige Folelſſe? Saaledes maa ogſaa her den
aandelige Følelfe tale. Jeg veed, at jeg har digtet
denne Scene med dyb Følelfe; jeg veed, at Fleerheden
af mine Læfere og Tilffuere have modtaget den faa=
ledes. Hvis nu „de enkelte Afvigende“, der mød=
tage hele Stykket „med foldere Bifald” (det vil
fige: med intet; thi et foldt Bifald mod et Kunſt-
være er Mishag), ere forblevne folde ved den, vår det
da maaſkee iffe muligt, af Kulden fom fra dem, og
ci fra Forfatteren? De Grunde, Rec. angiver, hvor=
for Harald iffe burde være alene, ere allerede faa folde
og vrange, at der er Sandfynlighed for, ogſaa hang
Mening om Monologen er fold og vrang. Han falder
nen affecteert, fordi Marias Navn deri beftandig
forefommer i hvert Vers til. Slutning. Veed han da
iffe, at det ligger i Kiærlighedens Natur, gierne og
ofte at gientage den Elffedes Navn? Det Ord Die
ftøder ham. Hvorfor? Er Die et uædelt Udtryk for
af betegne Elififs Uſtyld fra det forſte Dieblik, hun
laane ved Moderbryſt? Man høre nu Reecenſentens
Grunde for hans Mishag med Monologen. „Det
havde været langt interesſantere“, ſiger han, „og røbet
ftørre Kunftfærdighed i det Dramatiffe, om Digteren
havde ladet Harald i en Samtale med Clifif eller med
hvilfen ſom helft anden Perſon udtrykke det, ſom han
fiden figer i Monologen.“ Altſaa, Harald fulde giore
Eliſif ulyffelig ved reent ud at fige hende, at han ikke
elffede hende? Eller han ſkulde tale forblummet med

Linie 9: Mishag), ere forblevne folde ved den, var] Orig.: Mishag) var

———

Anmærkninger. 311

hende, faa at vel Tilffuerne, men iffe hun forftod ham?
Det Førfte var jø aldeles mod hans fattede Forfæt.
Det var af ſtille fig ved Clifif, fom han paa ingen
Maade vilde. Thi vidfte hun førft, at han elffede Maria,
faa vilde hun vift med blødende Hierte ſtrax forlade
ham. Den anden funftfærdige, interesſante Forblummet—
hed mod hende eller ,hfvilfen fom helſt anden Per—
fon” var en [av Forftillelfe, ſom laae aldeleg uden for
Haralds aabne Characteer og var ham umulig. Han
maa fatte fig, for at ſtiule for Eliſif, hvad der vilde
giore hende ulykkelig. Han behøver virfelig at være
uden Bidner, maa altfaa bede hende om at for—
lade fig. Dette Middel er. viſtnok ofte brugt i Ver—
den; men da Det er en nødvendig Betingelfe til
Menneſkelivet i utallige Forhold, faa bliver det aldrig
forflidt; det er uopflideligt, og ulafteligt paa et—
hvert Sted, hvor det bruges med Fornuft. Hvilfe be-
fynderlige Meninger har dog min Rec. om en Tragodie
og om hele den dramatiffe Kunft! „Den drama—
tiffe Kunſt“, figer han, ,beftaaer juft i at
lade os opfatte det Hele af det, fom forties,
og Sandheden giennem dens Fordreielfe.”
Denne- Mangel af Sandheds Fordreielſe, denne Man-
gel af Taushed (hvori Digteren i Rec.s Tanker vifer
fit ſtorſte Genie) forefafter han nu min Helt!
Af ſamme Natur er den ovrige Daddel. J Stedet
for af Grakerne i Bæringerne førft tale med hin—
anden, og derpaa de nysankomne nordiffe Helte ind-

Linie 26-28: I Stedet for at Græferne i Vœoringerne forſt tale
med hinanden, osv.] Side 43-47, 47-53.

312 Anmærkninger.

byrdes, vilde Rec., at Normændene ſtrax ſtulde indlade

fig i en Samtale med Græferne, Her gior han mig
(uden at mærfe det) en Compliment. Det ligger nemlig

i Skueſpillets Natur, at maatte i to Ting gaae uden
for den virfelige Natur, hvis det ffal beſtage. Forſt maa
det lade fine Perſoner altid tænfe høit; thi Tankerne
funne vi uden Ord ikke høre, og det er ikke Alle, der,
ſom Rec., regner Tausheden til cen af Digterens
Hovedfortieneſter. For det Andet mage de, i hyilket
Land de faa ere, alle tale eet Sprog, hvig Digteren
ſtal kunne ffrive Digtet, og Tilſkuerne forſtaage det.
Det gielder altſaa, med Kunſt at fane Tilſtuerne eller
Læferne til at glemme denne i Tingens Natur grundede
Urigtighed. Og det maa jeg her have giort godt,
ſiden min Rec., der for Reſten ikke er ſynderlig til—
boielig til at gaae ind i mine Ideer, lader fig ſaaledes
illudere, at han glemmer: de” nysankomne Normend
funde iffe tale med Græferne, om de ogſaa vilde, fiden
de ikke førftode hinanden. Man maa tænfe fig, at der
i dette Stykke (fom i ſaamange andre) ſnart tales
det ene, ſnart det andet Sprog, efterſom Situationen
fordrer det, og Muligheden er. Men at lade de nys—
ankomne Nordboer ſtrax tale færdigt med Borgerne i
Conſtantinopel — det var en techniſk Feil, ſom al-
deles vilde ophæve Illuſionen.

Jeg veed for Reften vel, at Ree. ikke tiltroer mig
ſynderlig Styrke i det Techniſke; men hvad han
egentlig førftaner ved det Techniſke, veed jeg ikke. Da
han fætter mit Sanct Hansaften-Spil (et. flyg=
tigt, barnligt Ungdomsarbeide, uden. egenlig dramatiſk
Form, og uden Fordring derpaa) 1 techniſt Henſeende

Anmærkninger. 313

over Hakon Jarl, Palnatoke, Bæringerne og
alle mine Tragødier, maa han giore fig et andet Be—

greb om dette Udtryk, end hidtil har været brugeligt.
Ligefrem efter Ordet betyder det Techniſke: det Kun—
ftige. Hvor vidt nu Hakon Jarl og Bæringerne
ſtaae tilbage i dramatiſt Kunf for: Sanct Hans—
aften-Spillet, det maa min Rec. forftaae; men jeg
tvivler om, af han, endogfan med de meeſt techniſke
Talemaader, vilde fane den funde Fornuft over paa fin
Side.

For Reſten maa man heller iffe tage det alt for
høie med Reec.s Nttringer; thi ffiondt han felv falder
fin Recenſion „en alvorligCritik, fom jeg iffe maa
fortryde Paa man underfafter mit Arbeide”; ſtiondt
han længe opfatte fin ,felv nok faa flygtige Be—
dømmelfe af dette StyÉfe, før han nu lærer mig —
at vogte mig for Afveie“: fan er der dog meget i denne
Recenſion, der endnu vidner om Flygtighed, faavel
i det Hele, fom i det Enkelte. Saaledes, efter at Reec.
ført har brudt Staven over alle Sangftederne i
Bæringerne og faldet dem lyriſk Coqvetterie,

ſiger han: „Det eneſte Sted, hvor Muſiken er godt
anbragt, er i den Scene, hvor Drømmen aaben—
barer fig” (ſtal nof være, hvor Olaf aabenbarer fig
i Drømme), og fiden hedder det: „Et Sted, hvor Mu—
ſikens Anvendelſe med alt det er ret heldig, havde
jeg nær forglemt, det er der, hvor Eliſif ſynger
fin ſimple, hiertelige Romance”, — Og hvad Unaturligt

Linie 24: hvor Olaf aabenbarer fig] Side 107. ;
— 27-28: hvor Glifif ſynger fin ... Romance] Side 61-62.

314 Anmærkninger.

og Smagloſt er der da. for Reſten i Anvendelſen af
Muſiken paa de ovrige Steder? Lader og høre Rec.s
Grunde: „Disſe Sange” — figer han — „af de unge
Biger og af Bæringerne have noget Interesſant i en
gortælling; men høre vi dem med egne Øren,
faa røber fig det Unaturlige deri”, Det er altfaa
naturligere, at læfe fig en ſaadan Syngen til med
Dinene, end at høre den med fine egne Øren? „At
en ulykkelig Pige fynger fin Sang ved Harpen" —
hedder det videre — ,fan i en Opera være ligefaa
pasſende, fom det er almindeligt; men i Tragodien
ville vi heller høre hende tale.“ Høre vi da gierne
en ulyffelig Pige fynge i en Opera, fordi det er
en Opera, vi høre hende fynge 1? Og fan fun
den Reflerion, „at det er en Sangerinde i en Opera,”
aabne Htertet før em Piges Sang og hendes Ulykke?
Kunne vi iffe ogſaa røres over en ſyngende ulykkelig
Pige, fom iffe fynger i en Opera? Meget over—
flødigt er det ogſaa“ — vedbliver Rec. — „at lade blæfe
en høitidelig Melodie for Bæringerne, medens de fnæle
for deres Faner; det fan gierne være, at Sligt virfe-
ligt er pasferet, men en Vagtparade, og i det Hele
al ligefrem Gfterligning af unødvendige Ubetyde—
ligheder, har iffe hiemme paa Theatret.” En Ban
til Gud, en hellig, from Oploftelſe ved deres ærværdige

Linie 3-4: Disſe Sange .. . af de unge Piger og af Bæringerne]
Side 28-29, Side 53-54, 59. ;

— 8-9: At en ulykkelig Pige ſynger fin Sang] Side 96-97.

— 19-20: at lade blæfe en hoitidelig Melodie for Bæringerne] Side
58, Linie 19-20.

Anmærkninger. 315

Bannere, hvorved de mindes Forfædrenes Bedrifter og
giore felv Løfter, af vorde Forfædrene værd — falder
min Rec. en Vagtparade, en unødvendig Ubetyde-
lighed, ſom iffe er god nof til af komme paa Theatret !
Men hvad falder man et fligt Raifonnement? Og nu
hvilfe Modfigelfer i hans egne Meninger! J For-
veien har han opftillet den Regel: „at den dramatiſke
Kunſt beſtager juſt i at lade os opfatte det Hele af
det, fom forties”, Men nu maa Maria iffe udtrykke
fine Følelfer ved Harpen i en lille Sang, fordi vi
heller ville høre hende tale; nu maa der in-
gen ftille Bøn holdes af Bæringerne, det er aldeles
udramatiſk, thi naar vi iffe høre Bønnen, fan
den ikke interesſere os.

Det vilde blive for langvarigt at gade ind i alle
min Rec.$ forunderlige Meninger ſaavel om Poeſien i
Almindelighed, fom om Bæringerne i Sardeleshed,
hvormed han vil bevife, at jeg egenlig ikke forjtaaer
den Kunft, hvortil jeg har opoffret mit hele Liv;
hvormed han vil bevife, af Naturen egenlig har negtet
mig den Evne, ſom hører til at blive en virfelig Tra—
gifer, hvorfor han ogfaa mener, at ,det vil blive
let for en tilfommende Digter, hvis Genie er mere
dramatiſk, af fordunfle mig i Tragodien“. Kun endnu
et Var af hang ffarpfindige Anmærfninger. Han
ſpotter over den Urimelighed i Axel og Valborg,
at Klokken, ſom iffe har ſſaget den hele Dag, pludfelig
flaaer tolv, derpaa et Qvarteer fil eet, og ſiden iffe
meer. Men er det da unaturligt paa et ſaadant Sted,
hvor Opmærffomheden beffiæftiger fig med vigtigere
Ting, af man iffe lægger Mærfe til en flig tidt gien—

316 Anmærkninger.

faget Lyd i Nærheden? Derimod hvor denne Klang
faner en Betydning og paa en Maade blander fig i
Handlingen, der lægges Mærfe fil den; der høre de
Handlende Klokken ſlage, ligeſom de før iffe agtede
det; og Tilſkuerne dele ſaavel deres Opmarkſomhed
ſom deres Uopmarkſomhed.

Den Idee, at lade Olaf Tryggvaſon optræde i
Bæringerne, rofer Rec. førft, men dadler ſtrax der—
pan Anvendelfen deraf. Dlaf fulde ikke komme ſam—
men med Væringerne, men kun hemmelig tale med
Maria. Og hvad ffulde han da mere tale med hende om,
end han alt har giort? For at redde den hiſtoriſke
Uvished om Olaf — mener Rec. — fulde jeg op—
offret en af Stykkets bedfte Scener. " Og hvilfen
Sagnets Dunkelhed har jeg forftyrret? Sagnet
om Olafs Redning i Orienten efter Slaget ved Svol-
der var i Norden fan almindelig udbredt, at gierne
alle Veringshovdingerne (iffe, ſom Ree. urigtig
figer: alle Bæringerne) funde vide det. Def ſtager os
jo frit for at fænfe 0% hundrede Muligheder, hvordan |
Olaf fiden har forladt Bæringerne, og hvordan hang
Tilværelfe er ſkiult for den ſtore Hob, for iffe ved dens
Tilbagefomft til Fædrelandet at væffe nye Uroligheder
i Anledning af Thronfølgen.

Hvad det vil fige, af Haralds og Marias Kiærligs
hed endelig fulde udvifleg mere i Begyndelfen af
anden Act, og hvorfør iffe Scenen med dem 1 førfte
Act er nok til at giore Haralds Slutningsmonolog i
anden interesſant, begriber jeg flet ikke. BVaa ,det

Linie 14: en af Stykkets bedfte Scener] Side 119-129.

Anmærkninger. 317

ftore Publicum“ gior den jo ved Opførelfen fin
Birfning, og ‚„de enkelte Afvigende“ med ,det
foldere Bifald” vilde neppe blive varmere, om der
ogſaa fom en Scene endnu i Forveien.

Rec. laſter mig fremdeles for, at jeg iffe lader
Eliſif oftere fremtræde, Det førftaaer fig, at de, ſom
førjte Gang fee Bæringerne, vente hende oftere.
Men jeg troer, at en Digter fan undertiden ligefaa
vel poetiſt overraffe ved at undlade Noget, man ven-
tede, ſom ved at fremſtille det, man iffe ventede.
Netop Skaanſel for den uſkyldige, godmodige Eliſif
bragte mig til ei at lade hende oftere fremtræde, hvor
fun fun maatte komme til Uleilighed og forftyrre Hoved—
interesſen. Harald kunde jo dog ikke bringe hende et
ſtorre Offer, end han allerede har bragt. Hang Udue-
lighed til at forftille fig gior ham det umuligt, for
det førfte at være i hendes Selffab og at tale med
hende. Thi han fan fun tale oprigtigt. Hun er lyk—
felig i fin Uvidenhed; var hun nærværende, maatte
hun ſnart, hvis hun ikke var enfoldig, opdage Sam—
menhængen. Derfor bliver hun indſkibet jo før jo
heller, reiſer med Harald, efterat den tragiffe Cata-
ſtrophe er overftaaet, og bliver hang Dronning. Hun
er i Planen et Hiul, fom driver Bærfet, men hun
hører egenlig iffe til Bærfet felv. Og dog mener
Rec.,-at jeg „atter“ har forſomt et af mine Motiver,
fordi jeg ikke videre har udviklet Eliſifs Characteer.
Og har jeg ikke udviflet den? En fiæf, godhiertet
Pige med Kiærlighed til Harald og Digtekunſten, der
iffe er bange for et Eventyr for at finde fin Beiler
igien. Nu finder hun ham igien, og er glad, ſagtens

318 Anmærkninger.

lidt befymret over hang Sindsftemning, men dog let
at trøfte. Hvad ffulde jeg mere udvikle? Hvilfe andre
Characteertræk ffulde jeg give denne unge Pige, nylig
traadt ud af Barndomsaarene? Pleie flige unge Biger
at være fan færdeles dharacteriftiffe? Og hendes Folel-
fer? De ere iffe tragiffe, naar hun troer fig i rolig
Befiddelfe af Harald; og havde hun Sorg, funde vi
heller ikke fympathifere med den, fiden vi ſympathiſere
med Maria. Altſaa tænfer jeg, Haldor Snorroføn
har fuldkommen Ret, naar han figer:m, Bel, at Clifif

indſtibet er igien“. VA

Rec. forefafter mig ved denne Leilighed, at jeg iffe
vidtloftigt nok har behandlet alle Motiverne i mit Stykke.
Man har hidtil holdt det for Beviis paa en Digters
Evne, naar der, medens man læfte hang Digt, opſtod
en Rigdom af Yder, ſom funde beffiæftige Leſerens
egen Indbildningskraft, uden at de alle i ſelve Bærfet
vare udpenslede til det yderſte. Hvilken Mængde af
flige flygtigt henkaſtede Træf finde vi iffe i Shakeſpeares,
i Goethes Bærfer! Hvor ſtort indffrænfer fig
den høie Sophocles til enfelte Hovedtegninger, medens
hans rige tragiffe Situationer befrugte Indbildnings—
fraften med utallige Foreftillinger!

Hvad nu Stykkets ovrige Characterer angaaer, mener
Rec., faa finder han fig ikke beføiet til en ſpeciel
Unalyfe af dem. Deels ere de mindre væfenlige med
Henſyn paa det Hele, deels er der allerede fagt faa
meget for og imod dem, af han maatte befrygte af

Linie 9-10: Haldor Snorroſon har fuldkommen Ret, osv.] Side 120,
Linie 8-9.

re vere

Anmærkninger. 319

giøre fig ffyldig i Gientagelſe. Sandelig en alvorlig,
grundig Critik, ſom, hvad det Halve af Styffet an—
gaaer, hverfen erklærer fig for det Ene eller det An—
det, for et at kiede Læferen; fom falder Zoe og
Georgios mindre væfenlige med Henfyn paa det
Hele, end Eliſif!

Endnu ſtaaer tilbage at tale om de Bebreidelfer,
der giøres mig for Sproget i min Tragodie. Her
modſige Herr I). 3. i Theaterbladet og Rec. i den
flyvende Poſt aldeles hinanden. J Theater—
bladet hedder det nemlig: Rec. anſeer Styffet fra
Verſificationens Side hævet langt over hans
Roes; den flyvende Poſt feer derimod med Be—
drøvelfe, at Verfificationen i Bærinngerne er be-
handlet med mindre Omhu, end i mine tidligere Bær-
fer, At give Exempler paa hvad der ifær har bedrøvet
ham, anfeer han for upasſende hos (ffal være mod)
en Digter, fom ofte har viift at han ret godt veed,
hvorledes begge Dele ſtal (ſtulle) være beſkaffen (be—
ſtafne).

Det er morſomt nok, hvorledes Rec. i et aldeles
ucorrect Sprog bebreider mig Ucorrecthed, og finder
det mere beffedent af giore mig Beſtyldninger for
Uorden i Stilen, end at bevife dem. Jeg tvivler al-
deleg ikke om, at man i Varingerne hiſt og her
vil finde et Ord, en Partikel, ſom kunde og burde
være anderledes. Der er intet Sfrift, man et fan
finde det i. Men jeg forfiffrer, at Sproget i min
Tragodie er ſtrevet med ftørfte Omhu, og jeg troer,
at det, i det Hele taget, fortiener at kaldes reent,
ædelt, kraftigt og velklingende; at det iffe ſtaaer til-

320 Anmærkninger.

bage for Sproget i noget: andet af mine dramatiſke
Arbeider. Til Slutning løber ogſaa Reec.s fornemſte
Daddel ud paa nogle Hiatus. Hvad nu disfe Hiatus
angaaer, tillader jeg mig følgende Bemærkning: Det
er ganffe rigtigt, af man, fan meget ſom muligt, bør
undgaage dem, ifær i Hexametret og andre clasſiſke
Versarter, der mangle Rimet, og ſom uden hiin Skion—
hed vilde miſte al Velklang. Men i de dramatiſke
Jamber ere Hiatus ikke altid at undgage; thi den
naturlige Diction tillader ikke en fan ſtor Frihed med
Ordenes Omflytning og funftige Sammenfætning, ſom
Hexametret. Digteren maa holde fig til Talebrugen,
og hvor Sporgsmaalet er om naturlig Tale, eller om
funftig, unaturlig Ordfoining, der bør altid denne vige
hiin. J intet Sprog er det fan vanfteligt at undgaae
Hiatus, ſom i det danſke, hvor de flefte Subftantiver,
og ethvert Verbum i Pluralis ender med e, iffe ſom
i det Tydffe med en, og tillader ikke Sammenſloifning
af Stavelfer, ſom i det Franſke, Engelſke og Italienſke.
Det er umuligt f. Cr. at fætte det benegtende Ad—
verbium ikke eller ei bag efter et Verbum i Pluralis,
uden at frembringe en Hiatus; og at ſtille dette Ad—
verb beftandig fra fit Verbum og "flytte det et andet
Sted hen, kan ofte ikke fee uden af giore Bold paa
Sproget. Heraf følger, at nogle Hiatus ere uundgage—
lige i den dramatiffe Jambe, hvor blot Elegants altid
bør vige for Følelfe og Natur. Med Kunſt og Flid
fan Hiatus derimod næften undgages i Herametret,
hvor man gierne finder fig: 1 em fremmed Ordfoining
hos en fremmed Versart. Men heller ikke alle Hiatus
ere ildeflingende, eller rettere fagt: ikke altid ere to

Anmærkninger, 321

Vocaler, fom møde hinanden, Hiatus eller Gab. De
behøve altfan ikke at undgages. Det er fun, hvor
Bocalerne ffuge hinanden, og altſaa berøve Berfet
en nødvendig Stavelfe, af de ere Feil. Ofte forbinde
fig to mødende Bocaler 1 Velklang, faſt ſom Diph—
thonger, men dog i fo Stavelfer, for Cr.: o Jord,
o Elffte, i Aften, 0. f.v. Paa derne Maade bru—
ger jeg ofte Hiatus, thi det var jo urimeligt, at foran-
dre den naturlige Ordfoining for en indbildt Feil,
der ingen Skade gior.

Jeg har nu ogſaa giennemgaaet denne Recenfion
over mine Bæringer, og troer at- have beviift, at
jeg endnu forftaaer den dramatiſke Kunſt bedre, end
min anonyme Læremefter, af hang Daddel er ugrundet,
og de Regler, fom han troer jeg har fyndet imod,
blotte Spidsfindigheder. Jeg frøer at have overbeviift
enhver upartiſt Læfer med Dannelfe og med Folelfe
for Poeſie. At min Rec. ikke mangler aandelige For-
frin, vifer han felv i det Talent og den Beltalenhed,
hvormed han fremftiller fine urigtige Domme. Det
fulde glæde mig, hvis jeg maaſkee kunde vinde ham
noget meer ved denne Anticritik. Saa meget er vift,
at han taber uendelig mindre ved at have Uret, end
jeg. Thi en ubillig Recenfion fan være Product af
et sicbliffeligt Lune, en Overilelfe; men det vil fige
noget mere, at maatte betragte en Raekke af fin bedfte
Levetids Kunftværfer ſom forfeilede og. i Grunden
manglende det Bæfenligfte. Hvor herligt var det dog,
om den fiendtlige Tone i Litteraturen engang kunde
ophøre, faa af den ene talentfulde Forfatter med Hierte—

VIII. 21

322 Anmærkninger.

lighed glædede fig over, hvad den anden virkede ſmukt
og godt. Jeg veed meget vel, at denne fiendtlige
Vragen iffe blot træffer mig, men ogſaa Andre.
Saaledes har Forfatteren til Vaudevillerne f. Cr.
uagtet Publicums Bifald maattet høre bitter Daddel;
og dog ere de flefte af disſe Smaaſtykker i mine Tan—
fer morſomme, vittige, nationale, velberegnede paa
Skueſpillernes Talent og ſmukt forbundne med Mufifen.
Lader os da ikke alt for foldt holde os til Formen,
men til Manden i et Digt. Om den Forſte fan
disputeres meget for og imod; den kolde Betragtning
taber fig let i en Labyrinth af Sophismer. For at
redde os ud af denne Labyrinth gav Gud os et Hierte
fil at røreg over det Store, en Aand til at fornoies
over det Sindrige; og den umiddelbare Graad og
Latter bevifer ofte mere, end hundrede kolde Demon—
ſtrationer.

Bemærkninger til Væringerne i Miklagard:
Side 9, Linie 29-30:

Hvad figer ei Birgil: „Liſt, Tapperhed,

Hvo fpørger derom, naar det: gielder Fienden?”]

See Æneiden, II, 390.

12 61, — 20-27, og Side 62, Linie 3-4:

Bil du vel bære denne Dragt,

Som Thora Hiortur eied? osv.

Jeg tør ei bære dette Skrud,

Det vil mig ikke ſmykke.
I Regnar Lodbroks Saga (Oehl.s Nordiske
Oldsagn, 1840, Side 25) qvæder Regnar til Kraka:

Anmærkninger. 323

Bil du fage denne
Særf, udfyet med Sølvet,
Som Thora Hiort har eiet?
Godt vil den dig flæde.
Hendes hvide Hænder
Rorte disſe Sømme.
Tappres Konge var hun
Elſkelig til Doden.

Og Kraka svarer:
Ikke før jeg tage
Sark, udfyet med Sølvet,
Som Thora Hiort har eiet,
Ei med Bragt mig fmyffe.

Nærværende Udgaves Afvigelser fra Originalen:
Side 3, Linie 4: Frænfe]) = B; A: Frænde
— —, — 5: Over-Ctæriard] Alle Kilderne: Overateriarch
(saaledes hvergang Ordet CÉtæriard forekommer i
Stykket)
— 8, —'17: Formodentlig] = B; A: Formodenlig
— 11, — 12: Harald imod] — B; A: Harald da mød
— — — 14: Da han ei] = C; A: Da ei han
— — — 15: Viis, anftilled] = C; A: Maade, ftilled
— — — 19: faare rig] — C; A: mægtig riig
— —, — 27: Kiften] — B; A: Hiſten
— 13, — 5-6: Eſt | Du er] = By A:Eſt du] Alt een
— 17, — 15: iffe hang Difcipfe] — B; A+ hang Di—
ſciple ikke
— 18, — 8: Zoe fommer med Harald. — B; A: Ha—
rald kommer med Zoe.
21”

324 Anmærkninger,

Side 18, Linie 24: J Dag en vigtig Tidende] = B; A: En
vigtig Tidende idag
— 19%, — 7: vinfe] = Bi A's fmile
— —, — 16: i Glodens Favn]) — B; A: i Skionheds
Eden
— 23, — 15: Gudbrandsdalen) — D; A: Gudbrand-
dalen :
— 25, — 14: røbe] = B; A: blotte
— 260 — 4: Ja By Ar Og
— 27, — 4: muligt] = B; A: Mulig
— — — 9-10: giør mig fvags | Du ffal] = B; A.
gior mig fvag. | (om og forlegen.) | Du ffal
— —, — 26: een] ="B; A: eens
— 28, — 2: foble] — B; A: tvinge
— 31, — 30, til Side 32, Linie 2: et Kys! | Hun vil
kysſe ham. | Den gamle Éremit | træder ind igien, og
raaber:] — D; A: et Kyg! | (I det hun vil fysfe ham,
…… træder den gamle Eremit ind igien og raaber:
— 32 ore 30 snore BybAs vel
— 34, — 9: Tilftede være] = BA: Tilfædevære
— 35, — 30: mærfe vel] — 0; A: efterſee
— 36, — 25: mangle ſaare fan] = B; A: mangle der
fun faa —
— 37, — 26: Simeon — B; A: Georgios.
— 38, — 6; For meget ei det Ene med! — B; A:
Det Ene ei for meget med
— 140, 3 Borgl ⸗B; AZ BOD
—44 fi: Bl Hellum BI A beelt
— —, — 19: Skiondt der] = B; A: Skiondt at der
i 47, — AN Silfefoer] — D; A: Silkefoder
— 50, — 11: heller aldrig at] =C; A: heller et juſt at

Anmærkninger, 3925

Side 53, Linie 15: Muſik.) = C; A: En Marſch ſpilles.
— — — —: i lodne Sfindfiortlere] = B; A: i Skind—
kiortler
— 54, — 20: Helten Livet] — B; A: Livet Helten
— — — 28: Velkommen] — B; A: Belfomnen
— 55, — 1: Engleffarer] = B; A: hellige Engle
— —, — 16: Hvor Hefteveddeløb og Baabendands] —
B; A: Hvor fnart et Heſtelob, en Vaabendands
— —, — 18-19: Naar i den hellige Sophias Kirke |
Med. Keif'ren I har] — B; A: Naar, for den hellige
Sophia, I | Med Keiferen har
— 56, — 31: Kyft] = B; A: Flodbred
— 67, — … 3: hviden] — B; A: hvide
— —, — 29: halvforfuulte] — B; A- halvforraadnede
— 58, — 17-18: giorde Norrig Og Danmark Ære] =
B; A: giorde Danmark Og Norden re
— 59, — 5: Brivilegier] — B; A: Privelegier
— —, — 13-14: Falffe Difer | Ci Daner daare] — B;
A: Damer et daare | Difar falffe
— 61, — 27: En anden Elſkov brænder] = B; A: Og
atter Hiertet brænder
— 62, — 18: med et Ord] — B; A: med Ord
— 64, — 29: Kæmper fmigre maae] — B; A: Kæmpe
fmigre maa
— 65, — 12: Hemligheden) = B; A: Hemmeligheden
— — — 19: nu] = B; A: der
— 66, — 5: over] = B; A: hid ad
— 68, — 14-16: Belifar! | I een Ting ligne vi hin—
anden ei: | Du varen alf for god, troffyldig) = B;
A: Beliſar
Skal daglig ei tiltrygle fig en Sfiærv,

326 Anmærkninger.

J ruſtne Hielm. FJ cen Ting ligne vi
Hinanden ei: han — en troffyldig
Side 70, Linie 4-5: Saa har | Din Maane nu tilſidſt dog
fpeidet ind —] = C; A+
Saa er
Din Maane altfaa nu da ftraalet md?
— 73, — 8: dræbe ham ved Snigmord] — B; A:
myrde ham med Snigmord
— 77, — "4: frevie] = 'B; A+ fnæble
— 78, — 24-25: fra Gud og Helgene, | Fra Stierne-
himmelen, og] = B; A: fra Fobos, fra hans Ild—
vogne | Forfængelige Glands, og
— —, — 26: Moerkets Afgrund fin] = B; A: Mørket fin
83 47: dog der) ==" BA: her der
— —, — 27: Overordentligt] — B; A: Overordenligt
— 85, — 4: Gul er et] = B; A: Guld er er et
— 87, — 5: fnevlet] = B; A: kneblet
— —, — 8: gider] = B; A: gidder
— 88, — 22: den hellige] — C; A: du hellige
— —, — 23: Glad] = C; A: Glod
— —, — 24: Klokken, fom Olaf ſtobte, den] = B; A:
Den lod St. Olaf ſtobe, den
— 91, — ek Borg] — B; A: Pallads

— 92, — 2: faderligt op. — C; A: faderlig op, og ſiger
med — Medlidenhed.)
— 94, — 5: figer:] — B; A: ſiger i dybe Tanker.)

— — — 14: fmertefulde] — B; A: ſmertelige
— 95, — 57 firabed] — 0; Ar ſtraved

— — — 7: tryffed) — Ci; At trykte

— —, — 16: grægfeligft] = B; A: græsfeligt
— 96, — 12: roligt] = B; A: rolig

Anmærkninger. 327

Side 96, Linie 17: ti] = B; A: mød

97, — 25: aned] = B; A: vidſte

98, — 1: Pet, ingenfinde pluffer meer jeg Blom—
fter] =B; A: Nei, aldrig pluffer jeg nu Blomſter meer
99, — 8: Din] = B; A: Den

100, — 23: Athelfteins] = C; A: Adelſteins
— — 28: fger] ⸗ Bʒ; A: ſuer

101, — 6: Du ffræffer mig med denne Heftighed)
— B; A: Jeg maa beundre denne fieldne Diærvhjed
— — Ti: jeg feer] ⸗ 0; A at ſee

—, — 9: Forvandles] — C; A: Forvandlet

— — 25: forberede] — C; A: tilberede
103, — 12: Liv med] = C; A: Riv, med
106, — 10: med] = C; A: i

—, — 18: ſtaalblaa Blinf mig figer muntert] —
B; A: ſtaalblaa Øie blinfer muntert
107, — 5: Fængfelsmuren] — B; A: Fangſelmuren
108, — 9: Rædfelsvraa] — B; A: Rædfelshal
— — 16: Hule] = B;"A: Krøg
110, — 12-13: henter Mænd, | Øg bringer Dig]
— B; A: iler haftig | At bringe dig

111, — 2: modige] = C; A: Himmelſtke
112, — 1: Harald] — B; A: Harald (henrytt
ſmeltet.)

113, — 27: Harald) = B; A: Harald (tvivl
raadig bedrovet.)

114, — 3: flig] — B; A: ſogt
115, — 9: Bryftet, med blanfe] — B; A: Bryftet,
blanfe

—, — 22: Styrfen Seier vandt] — B; A: Lykken
overvandt

328 Anmærkninger,

Side 116, Linie 4, og Side 128, Linie 27: Tigger) —
D; A: Betler

— — — 20-22: Kæmpeliig. | gan træder tilbage, over-
vældet af fine Følelfer. | Gador] = B; A:

Kæmpeliig.
Men o min Harald! ffion ſom Morgenſolen,
ig Opfteget er din Aand af Bølgerne. -
Galdor

— —, — 24: Gør, Ulf! har du nu læf| — 0; A:
Nu Ulf, har du oplaſt

— 120, — 23-24: mit Kloſter Norſte, Danſke, Svenſke
Forfriſkelſe — D; A: mit gode Kloſter, Norſke,
Danffe Forfriſkelſe

— 121, — 7: End lever han, en) — 0; A: Han
lever end, en

— 122, — 14: Afguderiet, menå] — C; A: Afguderi,
imens

— 124, — 18: Athelſtein] — 0C; A: Adelſtein

— 126, — 29: Higen efter] — C; A: Attraa efter

— 128, — 22: Harald] — B; A:. Harald. (fvær-

meriſk øm.)

— 130,7 — 54: alt for] = D;-A: alfor

mess krmet om ds SANDE vorde Mand igten] = —*
Ovinde atter vorde Mand

— 132, — 2: Kraft.i dette -Bryft] — B; As. Kraft

mig i mit Bryft

Side 137: Langbarderne udkom første Gang trykt (A)
i Oehl,s nye poetiske Skrifter, H, Marts 1829,
og blev siden af Digteren optaget (B) i Tragødier,

Anmærkninger, 329

V: 18832, (C) ii Tragødier; 1, 1842, -og (D) i
Tragødier, I, 1849. I C og D angives Stykket
som forfattet i Aaret 1826; men da det ikke blev
indlemmet iSkuespil af Oehl., der udkom i Januar
1827, har det vel neppe saa tidligt seet Dagens Lys.

Oehl.s nye poetiskeSkrifter, II, der foruden
Langbarderne indeholder Carl den Store, har

følgende
Fortale.

For den hiſtoriſke Tragodie, hvori det Pathe—
tiſte forbinder fig med Characteertegninger i et rigt
Stof af Handling, fan uden Tvivl Shafefpeare og
det gamle engelffe Theater i mange Henſeender tiene
og til Monſter. Bel var det for denne Skole lettere
at indbringe en ſtarkere Colorit i fine Skildringer ved
— Blandingen af det Humoriſtiſke, Comiſke, ja ſelv Bur-
leſte. Dette gav Anledning til utallige Overgange og
Forhold, fom nu ligge uden for Tragodiens Grænd-
fer, da Tidsalderens Smag har erflæret fig mod denne
Blanding. Man ønffer heller at fee det Idealſke,
end enhver Nuance af det Perſonlige (hvilfe tvende
Egenſkaber forholde fig til hinanden, ſom Genus til
Species), da det Idealſke vinder i Skionhed, Hoihed
og Dybde ved hvad det taber i Brede og i afftiffende
Phyſiognomie. For af vi dog iffe ved denne Smags—
retning alt for meget ſtulle forfalde til det blot
Lyriſke, redder Hiſtorien os ved fine mangehaande
Forhold med Henſyn til Tid og Sted, hvorved det
bliver Digteren muligt at ffildre en Mængde alvor—
lige Characterer, at opfinde indholdsrige Fabler, der
ſtaffe Tilſtuerne fleerſidig Nydelſe; iffe blot Folelfer

330 Anmærkninger.

for Hiertet, men Menneſtkeſkildring, og Tanker for For—
ſtanden, ſamt en forunderligere Verden, end den fæd=
vanlige, til Tumleplads for Phantaſien. Paa denne
Bane fremgik Goethe og Schiller. Det fulde glæde
mig, hvis mine Læfere fandt, at jeg i min Carl den
Store, atter iffe uværdigt, havde ftræbt til ſamme
Maal.

Men vælger nu Digteren et ældgammelt Stof, en
Oldtidsbedrift, der ligger uden for Culturtilſtanden,
fan bliver naturligviis det Characteriſtiſke meget
tilbagetrædende, da det netop er Culturen, der frem⸗
bringer hine Nuancer, hvorved Perſonlighederne adſkille
ſig, indtil de ved Luxus og Forkeerthed tilſidſt tabe
fig i det Smaalige og Upoetiſte. Det Pathetiſke
Derimod træder ftærfere frem i en Oldtidsdaad, og op⸗
veier ved Kraft hiin Mangel af Characteerforſkiellighed
Thi Begeiftring og Lidenffab have Menneſkene til alle”
Tider havt, og meeft i Naturtilftanden. Det naturlige
Genie afhænger hverfen af Tid eller Omſtandigheder,
og har til alle Tider virfet; ja en rhythmiſt Velklang
og Adel i Sproget ſynes endog at høre hine barbariſke
Tider til, fom deres enefte Kunſt. — De græffe Tra—
gifere toge næften alle deres Fabler af den aldſte
Heltetid, og føgte ifær i Tragødien at udtrykke hün
hoiere Pathos.

Kan nu Shakeſpeare og den gamle engelffe Skole
i mange Henſeender tiene os til Monſter for den
hiftoriffe Tragødie, kunne vi undertiden med Held i—
lyriſt-romantiſte Partier benytte Calderones følvflin=
gende Cithar, faa kunne vift iffe mindre Wſchylos og
Sophokles lære os, hvorledes vi bedſt i Trimetret,

Anmærkninger. 331

den ottefodede Troche og i de anapæftiffe Chore ud—
itrykke hør Pathos i ftore Situationer, der blive tra-
gilfe, ſtiondt ikke altid ſorgelige, ved deres Vigtig—
hed, og der forfmaae al Forvifling, fom en modern
Prydelſe, der iffe vedfommer deres Kæmpedaad.
Det var i Følelfen heraf, at jeg før brugte den
græffe Tragødieform til Baldur og Yrſa, ligeſom
jeg nu her atter har brugt den fil Langbarderne.

Oehl.s Levnet, fortalt af ham selv, II,
1831, Side 355:

Jeg havde to Gange i Forveien brugt den græfte
Tragodieform for oldnordiffe Emner: Ba Fdur og Yrſa;
jeg brugte den atfer i Langbarderne, og vover at
troe, at jeg i dette Forføg endnu er kommet Sophocles
nogle Grader nærmere, end i de forrige Stykker, ſkiondt
Stoffet i Baldur er ftørre, og i Yrſa mere rørende.

| Nærværende Udgaves Afvigelser fra Originalen:
Side 141, Linie 7: løftet høit pan blanken Skiold) —
B; A: løftet pan Skuldrenes blanke Skiold
— — — 12: Garer] = C; A: German
— —, — 16: Frivilligt Oſtens rige Goder mifted de]
— B; A: Frivilligt paa Oſtens rige Goder Slip de gav
— — — 17: Daddel-Frugt og Rofers Flor] = B;
A: Dadlers Frugt og Roferne
— 142, — 2: golde] = gode
— —, — 3: Marfens] — B; A: Markers
— 143, — 30: jeg ogfaa lydig har] = 0; A: jeg efter⸗
retlig har

332 Anmærkninger.

Side 145, Linie 2: bruge vil] = C; A: bruger her

—

—, — 8: Sky fortærer dig] — B; A- Skyen
plukker dig

—, — 23; med Egekrandſe] — C; A: med en
Egekrands.

146, — 5: Foraarélsv] = B; A: Foraarsqvift
— — 10: ngar].= CC; A: meng

—, — 11: Mens] = C; A: Naar

—,….— 22: fine] =— C; 4ſledſt⸗

148, — 29: Til] = B; A: End

149, — 9: viſt/ — C;'A: mig

—, — 20: Fyldeſt for Forfmædelfen) — B; A:
Fyldeſt af dit eget Sværd

152, — 20: O, gierne vandrer, Bedftefader! jeg
med dig] — B; A: O gierne Farfar vandrer jeg.
affted med dig

153, — 20: meer] = B; A: mere

—, — 29: redded ham fra Undergang] = C; A:
vogted ham for Undergang

154, — 1: frelfte] = C; A: redded

—, — 6: Et ubefindigt Raad] = C; A: Uover-
lagte Raad

—, — 8: Værdighed] = B; A: Sindighed

—, — 15: Gubber] = B; A: Oldinge

—, — 17: Ilden fif et Overmagt] = B; A: Ylde-
branden fif ei Magt

—, — 22: ffiont) = D; Af grøn

—, — 26: Raferi] — B; A: Raſenhed

—, — 30: felv] = B; A: her

155, — 6: Staa foragtet fiernt i] — B; A:
Staa, ſom Gubbe, feent i

Anmærkninger 333

'Side 155; 'Lmie' 25: fit) — B; a: dit
— 157, — 30: Jomfru, naar] = B; A: Jomfru og

— 158, — 5: Grægfets] — B; A: Grosſet

— 159, — 5: fit) = C; A: mit

— — — 6: finj = C; A: min

— 162, — 1: mørfe] = C; A: dunkle

— — — 17: ſin Morgen- og Aftenleg] — B; A:
ſit Bargens og Aftenſpil

— 163, — 23: En Lykfe] = C; A: Cen Lykke

— — — 29: beladt] = B; A: belæsfet

— 164, — 19: Danerføngen] = C; A: Dannerkongen

— — — 24: gior Barnet Moderen ei ufiendeligt)
— 0; A: gior Moderen et fit Barn ufiendeligt

— 165, — 4: Brynet] = B; A: Bryttet

— — — 31: tapper og dig værdig] — D; A: tappert
og Dig værdigt

— 166, — 30: ad) — C; A: fra

— 167, — 20: fræger] = C; A: trænger

— 168, — 7: Danmark paa det fierne] = C; A:
Danmarf fun paa fierne

— —, — 14: Bøddel] = C; A: Bødel

— 170," — 10: Danernavnet] = C; A: Dannernavnet

Side 171: Carl den Store udkom første Gang trykt (A)
i Oehl.s nye poetiske Skrifter, II, Marts 1829.
Stykket maa antages forfattet i Sommeren 1828 (see
Kjøbenhavns-Posten for 1828, Nr. 70), skjøndt
det i den tredie Udgave henføres til Aaret 1833,
og i den fjerde Udgave til Aaret 1829. I den an-
den Udgave (B), i Tragødier, VI, 1833, udelod

334 Anmærkninger.

Digteren de Scener af fjerde Act, der. findes neden-
for fra Side 380, Linie 9, til Side 384, Limie 3, og
Pipins paafølgende Replik begynder der saaledes:

Han gaaer til Hytten, finder Ligene.

Karl, dine Bødler virfet har for mig.

Bed Døren ligge de. Han fnæler ned osv.
Meget mere forkortet fremkom Carl den Store i
den tredie Udgave (C), i Tragødier, VII, 1842,
hvor' Stykket i Stedet for fem har "faaet fire Acter
og et Efterspil, og ialt er blevet tre Tiendedele kor-
tere; og saaledes gjenfindes det i den fjerde Udgave
(D), i Tragødier, IX, 1849. Denne sidste Bear-
beidelse eller rettere — da der ialt kun er kommet
omtrent een Side Nyt til — blotte Forkortelse af
Carl den Store, hvortil C. A. Thortsens Anmel-
delse i Maanedsskrift forLitteratur, HI, 1830,
Side 224—252, synes, skjøndt først efter. længere
Tids Forløb, at have bevæget Digteren, er fulgt i

nærværende Udgave, dog saaledes, at mange flere.

af Originalens Læsemaader og 59 af de udeladte
Vers ere beholdte.

Digterens Fortale til hans nye poeti 9 Skrif-
ter, II, findes ovenfor Side 329-331, under Lang-
barderne.

Oehl.s Levnet, fortalt af ham — II,
1831, Side 354:

Den. [paa Theatret efter Væringerne i Mikla-
gard]' følgende Tragødie, Carl den Store, fom
iffe er nordiſt, og hvori ikke Kiærlighed ſpiller Hoved—
vollen, vandt vel ogſaa Bifald, men havde iffe nær

ETORO NERE ED PETER STRED PR — — EET TRE TTT MYTEN

Anmærkninger. 339

den Søgning. Paa Theatret er det fornemmelig Kiær-
ligheden, ſom loffer unge Tilſkuere; Ungdommen ud-
giør her det egentlige Publicum.

Oehl.s Erindringer, IV, 1851, Side 47:

"Den følgende Tragødie, Carl den Store, vandt
ogſaa Bifald, men havde iffe nær fan fuldt Huus.
Ryge var her atter herlig i Carl, og Mad. Wer-
ſchall og Ifr. Pätges (nu Fru Heiberg) i hang Dottre
Imma og Bertha. Jeg har meget (fom man vil fee
i de fidfte Udgaver) omarbeidet dette Stykke. Scenen
mellem Carl og Wittefind ender Tragodien. Epiſoden
med Gotfred og Olger Danſtkes Billed er taget ud af
Stykket og giort til et Efterſpil.

Mod Y.Z.s (9: N. Davids) Bedømmelse af Carl
den Store i Kjøbenhavns flyvende Post for
1830, Nr. 12-14, skrev Digteren i Kjøbenhavns-
Posten for 1830, Nr. 37-38, følgende Anticritik, der
bevaredes af Y. Z. i førstnævnte Blads Nr. 25-26.

Anticritik.

Recenſenten i Flyvepoſten, Herr I). 3., roſer
mange Enkeltheder i Tragodien Carl den Store,
tilſtaager ogſaa, af Fabelen er opfundet med en rig
Phantaſie, et umiskiendeligt Talent, men troer dog,
at ,den fig paa Fabelen grundende Hand-
[ing"”) er bygget paa nogle paafaldende Uſandſynlig—
heder, der man fvæffe dens ,dramatiffe” Interesſe >),
) Man funde ligefaa gierne fige: den fig paa Handlingen

grundende Fabel; thi i et Drama er Handlingen og Fabelen

Eet og det Samme.

"=) Bar det Tilfældet, faa maatte det ſpokke iffe blot den dra—
matiffe, men al poetiſk Interesfe,

336 Anmærkninger.

ligeſom hiin 1 fit Anlæg indeholder JMøget, der maa
ſtade Sorgeſpillets tilfigtede Totalvirkning.

Jeg vil Skridt for Skridt følge Rec.s Daddel;
han har forſogt at viſe det Forfeilede i min Tragodie,
jeg vil fremftille "det Ugrundede i hang Recenfion. |
Han figer felv, „at han med Fornoielſe vil lade fig
overbevife, at han har feilet“; og i Sandhed, han taber |
heller ikke faa meget ved af have fÉrevet en ugrundet
Gritif, fom jeg ved at have digtet en Tragodie fuld
af Feil, hvori Poeſien tal være behandlet ſom Hifto=
riens Livegne, og hvor, i Stedet før en levende Kong
Carl, fun ſkal være fremftillet et Skyggebillede af den
Kong Carl, „der er begraven“ i Kroniken. |

Jeg finder nu for det Forſte aldeles iffe, at Carl
den Store er begraven i Kroniken; tværtimod ſynes
mig, han ſtaaer lyslevende deri. Jeg indfeer ikke, hvor=
ledes jeg kunde ffildret ham uden at benytte Hiftorien,
og uden at udhæve de dharacteriftiffe Træf, ſom den
har bevaret os af denne Helt. Derved giores ikke
Poeſien til Hiſtoriens Kammerpige, men blot Clio til
Melpomenes Veninde og Fortrolige, ſom hun. altid
har været. . I Shakeſpeares hiftoriffe Dramer, i
Goethes Gir og Egmont, i Schillers Wallen—
ftein, Jomfru af Orleans, Maria Stuart og
Wilhelm Tell vil man finde en lignende Brug af
Hiftorien, og den forekommer iffe meer i Carl den
Store, end i mine svrige hiftoriffe Tragodier: Hakon
Jarl, Palnatoke, Erik og. Abel og Bærin-
gerne.

Jeg begriber iffe, hvad Rec., i Anledning af

Anmærkninger. 337

de Smaatræf, der forekomme i førfte Act, og hvor vi
fee Carl i fin landsfaderlige, fredelige Virkſomhed, før
Krig og Uro atter forſtyrre ham — vil fige med de Ord:
»Digtet ſkal ikke fan meget lære os, at disſe Foran—
ftaltninger bleve til, fom hvorledes de bleve til”.
Rec. forefafter mig altſaa, at jeg iffe grundigere har
givet en dramatiſk Fremftillelfe af, hvorledes Carl
arbejdede i Lex salica, hvorledes han beførdrede
Landhuusholdningen, hvorledes han udkaſtede Planer
til Bygninger o. ſ. v. „Er det ikke“, figer han, „en
interpretatio authentica af Characteren, i Stedet for
— Levendegiorelſſe? Noter i Stedet for
Text?“ J Sandhed, da vilde det have været, at giore
Poeſien i Hiſtoriens, Statiftifens og Oeconomiens
Kammerpige, hvis jeg udførligere havde berørt hine
Ting. Men hvorledes, paa den anden Side, undgaae
i forte Skizzer at tegne, hvad der vedkom Carls ftore
Idee: af bringe Humanitet og Cultur i Curopa? Som
Lovforffer, Bygmeſter og Agerdyrker kunde jeg ikke
fremſtille ham ſtuderende, ploiende, byggende for Til—
ſtuernes Pine; men de maatte dog høre, at disſe Ting
ffete under hang veiledende Haand. Udforelſen af
disſe Forretninger var udramatiſt; men 1 Samtale
med Biſkoppen, Bonden, Bygmeſteren, Hiſtorieſkriveren,
Digteren at viſe Sin delaget i den Mand, ſom frem—
ſtyndede disſe Ting, der med Forſtand, Kraft og Hierte
befordrede det Alt, kunde jeg ſtildre. Jeg troer virke—

Linie 1: de Smaatræf . .. i forfte Act osv.) See Side 175 med
tilhørende Varianter; Side 178, Linie 21- 82; Side 181-182
med tilhørende Varianter.

— —: forefomme] Orig. : forekommer
VIII. 22

338 Anmærkninger.

lig, at man i disſe Scener feer den Aand, der drev
ham til disfe Ting, fil at grunde Skoler og forſkrive
Lærere — iffe fordi vi fee ham i en Pugeſkole“,
ſom Rec. behager at falde det; men vi fee ham —
fom overalt agtende paa hvad der vedkommer Landets
Tarv — ogſaa 1 en Skole, der foreftanes af Erke—
biſkoppen og ham felv, og fom han anfeer af megen
Bigtighed for Oplysningens Fremme. Denne naive
Scene er fuldkommen hiſtoriſk, og alt for characteriſtiſt
og ſmuk, til at udelades i et Drama om Carl den
Store. |
J den og følgende Scener lærer man ſtrax at fiende
Carl. Hans Kærlighed til Børn, hans naive Op-
dragelfe i Ingelheim, hans Beføg i Martels Grav,
hans Beundring for Kirfefædrene, hans Had til Sach-⸗
ferne, hans Sfarpfyn med Henſyn til disſe Fienders
tilkommende Forhold, hvilfet Alcuin ikke fan godt
indfeer; hang Interesſe for Kunſt og Bidenffab, hans
Munterhed, venlige Spog mellem Venner, hang Hef-
tighed. Og dog føler fig Rec. i disſe Scener ,beflemt
og betaget af en Kulde, fom om et Spøgelfe var
traadt ham i Møde”. J Sandhed, naar Sfildringen
af en naiv, munter, fraftig Mand, fuld af reel Drif-
tighed, uden alt Sværmeri, fan forffræffe ſom et nat-
ligt Gienfærd, faa maa man være let at forffræffe.
Men det er ikke heller overalt, at Carl fremtræder
fom et Spogelſe i Recenfentens Pine; „hvor Digteren
fafter den hiftoriffe Ballaft og giver Slip paa Krø-
nifeng Ledebaand, der indaander han fin Helt en
varm Siæl, og vifer fig fit høie Digterkald værdig.
Derfor føle vi langt meer for Carl fom Ben, end

Anmærkninger. 339

for Carl fom Konge". Det er ganffe rigtigt; det
ligger i Digtefunftens Natur. En regierende Fyrfte
har aldrig nogen Digter kunnet ſtildre ſom ſaadan,
men vel Menneſket, der er den regierende Fyrfte.
Men træder Carl ikke ogfan i de foregaaende Scener
op ſom mærfværdigt Menneſke? Og er hans Venſtab
til Eginhard og Angilbert ikke ligefaa hiſtoriſt, ſom
hans Kicerlighed til Videnſktab og Kunſter, og hans
Had til Sachſerne? Mit Skib ſeiler altſaa her ikke
anderledes, end for; det har ikke kaſtet ſin Ballaſt,
uden hvilfen intet Skib — ei engang et poetiſt —
fan ſeile, og forfmaaer ligeſaa lidet at gaae i Hiſto—
riens, fom Naturens Ledebaand.

Om Pipin figer Rec. fig ſelv aldeles imod. Forſt
hedder det: „Carl, ſom Pipins Fader, fremtræder med
en til: Brutalitet grændfende Haardhed, der iffe er
retfærdiggiort i vore Dine, fordi vi høre, at Pipin har
beganet Voldsgierninger, der efter den Tids Sæder
hverfen vare ſieldne, eller vidnede om en meer end

"almindelig Raahed og Bildhed”. Paa næfte Side
derimod hedder det: „Misundelſen og Ondffaben ere
tegnede i Pipin med ftærfe Farver, og hang Oypfæt-
ſighed mod Faderen, fordi Laſten iffe fan begribe
Dyden, er ryſtende. Men naar Pipin gaaer faa vidt,
at han beffylder fin Fader for Brodermord, oprører
han vor menneffelige Natur, og vifer os Diævelen i
Stedet for et faldent Menneſte“. Dette er et aldeles
ufammenhængende Raiſonnement. Forſt bebreides Carl,

Linie 11: hvilken] Orig.: hvilket
— 25: at han beſkylder fin Fader for Brodermord] Side 205-207.
—

340 " Anmærkninger.

at han behandler fin Søn for haardt, fordi denne fun

er vild og raa; derpaa fortælleg, at Pipins Ondſkab
og Lumpenhed gaaer over det Menneſkelige. Sand—
heden er, at Carl behandler fin nedrige Søn. netop,
fom han fortiener, thi Pipins Misgierninger gaage langt
over almindelig Raahed. En Diævel er han virkelig,
men en naturlig Menneffediævel, ingen Popanz
eller Foſter af en overfpændt Bhantafie, der iffe findes
i Den virfelige Berden. Der har desværre været mange
af den Slags, og det er aldeles iffe unaturligt, at
Den onde, trodſige Pipin hevner fig ved af ærgre Fa-
deren med Fortællingen om et Rygte, der var: meget

almindeligt, troedes af Carls Fiender og af mange

—————

Menneſker, der vare langt bedre, end Pipin. Rec. fore⸗
kaſter ogſaa Digteren i ſin Iver nogle af Pipins Feil,
og ſporger, „om han er conſeqvent i fin Slethed”.
Nei, ganſtke vift ikke. Sletheden er før det meſte ucon=
fequent; en Niding, ſom følger fine hevngierrige
Lidenſkaber, lader fig ofte, fom en Bold, lede af Til-

fældet. Bipin er hovmodig; han haaber, at Sachſerne
ſkulle tilintetgiøre Carls Magt, og det fmigrer hans

Forfongelighed meeſt, at ſeire over Carl paa denne
Maade, at fee ham ydmyget for fin Fiende. Forſt
naar Garl atter har ſlaget Sachſerne, og der intet
Haab er om ved Magten at fælde ham og at berøve
ham fin Krigerære, fatter Pipin i raſende Forbittrelfe
Den Beflutning, af myrde fin Fader. Rec. vil, at han
fulde giøre det ftrar. Før var han ham alt for diæ-
velfk, her er han ham atter ikke digvelſt nok. Lutter

Modſigelſer i hang egen Ideegang!

Linie 27: den Beſlutning, at myrde ſin Fader] Side 242-243. ”

Anmærkninger, 341

Med ligeſaag liden Grund findes det ufandfynligt,
„at Faftrade, der hader Eginhard og Angilbert, og
onſker deres Død, iffe ved Aftolf har ladet dem myrde,
og paa det fuldbragte Mord bygger den Fortælling,
ſom ffal opflamme Carl til at hevne fine Venners
Drab”. Faftrade er viſtnok fold og grum, men bigot,
og bilder fig felv ind, at hun handler vet. Vi fee
fjende jo i hendes fidfte Scene gage i Kloſter med en
ſtoiſt Rolighed, der iffe vilde finde Sted, hvis hendes
Forbrydelſe beftod i et Mord, ſom hun felv havde
begaaet, og en reen Løgn, fom hun havde fagt fin
Husbond. Saa var hun en almindelig Forbryderfée ;
jeg har føgt at give hende noget CharacteriftifÉ, at
moderere hendes Grumhed. Som en almindelig Mor—
derffe vilde hendes Forhold til Carl ogſaa have noget
langt mere Stødende, og give os flette Tanker om
hans Forſtand. Nu fee vi blot, at han i en ældre
Alder er bleven forelſtet et ſmukt ungt Fruentimmer,
hvis Characteer han endnu iffe fiender, ſom misbruger
fin Magt over ham. Det er hiftoriff, og denne
Svaghed har degværre mange andre Helte deelt med
den ftore Carl. Faſtrades Forbrydelfe er bygget paa

et foldt religiøft Sværmeri. Hun hader Sachſerne
"mere fom Hedninger, end fom dem, der brændte hendes
Faders Borg; hun hader Eginhard og Angilbert mere
ſom Kiættere, end ſom dem, der beilede til Kongens
Døttre. Hun fender de i hendes Pine fun halv-
omvendte Hedninger tilbage til deres Landsmænd —

Linie 27-28: Hun fender de i hendes Dine fun halvomvendte Hed—
ninger tilbage osv.] Side 212 ff.

342 Anmærkninger.

og lader dem giore med dem, hvad de ville. Hun.
vaſker fine Hænder; hun er i egen Formening uffyldig
i deres Blod — hun har iffe dræbt dem. Men hun
veed dog ret godt, hvad der ganſke ſikkert vil ſtee, og
for i rette Tid at virfe paa Carl, lader hun det for=

færdelige Offer omtale fom- allerede ſkeet. Ogſaa
her finder hendes Spidsfindighed et Smuthul: hun

lyver egentlig iffe, lader blot Kongen vide ſom fuld=
byrdet, hvad der uden al Tvivl om faa Timer vil

foretages med Eginhard og Angilbert.

Herved fif jeg nu et Motiv til at lade Carls

grægfelige Beflutning fattes i et Dieblik, der giorde
hang Handling mindſt oprorende, meeſt overeens—
ſtemmende med de Folelſer, ſom vi hidtil faae ham
yttre; og det var aldeleg nødvendigt, for at holde ham,
felv ſom Synder, i fin tragiffe Bærdighed. Retfærdig-
hedens Engel flager i en brandguul Tordenhvirvelſky
for ham, og holder i hver Haand et blodigt Hierte.
Det er Eginhards og Angilberts. Han forſoner dem
med et Raedſelsoffer. Og hvad der maaſtee ellers fun
vilde været et Mundsveir paa hang Læber, ſom han

anet lun

OR TE ET TE RE RE TE

(et kunde tilbagetage — det iler Ondffaben paa fin

Diævlevinge ſtrax at udføre.

Rec. har iffe fattet Stykkets Idee, og derfor
flager han over Uſammenheng og løg Forbindelfe.
En Huusſcene i et Lyfifvil, felv et Sørgefpil, hvis
Stof er en privat hiftoriff Anecdote, fan ofte beſtaage

i en enfelt Handling, hvori den ene Scene følger

umiddelbart af den anden. Et politiſk hiſtoriſk

Skueſpil beſtager af flere Handlinger, ſom møde hin—

anden, og forbinde fig efter den Idee, fom Digteren

Anmærkninger, 343

vil fremſtille. Paa anden Maade er det iffe muligt
at bringe hiftoriffe Begivenheder paa Skuepladſen.
Hvad er nu Ideen i Carl den Store?

Fremftillingen af en fielden fraftig Konge i fin
Omgivning, der virfer for at bringe Humaniteten et
Kæmveffridt videre frem i Europa, men fom, i det
han giver efter et Dieblik for en ulykſalig Forbittrelfe,
tilintetgior fit eget ſtionne Værf; dog redder hang
egen Elffværdighed ham for Undergang.

Derſom Noget var tragift i Verden, faa var det
tragiſt, at Carl den Store begik denne Grumhed paa
Sachſerne. Der er infet Spørgsmaal om, at ligefom
Bartholomæusnatten i ſenere Aarhundreder forberedte
den franffe Revolutions Radſelsſcener, ſaaledes frem—
ſtyndte Slagteriet paa Sachſerne Normannernes Raferi ;
og førft i Provence tre hundrede Aar derefter begyndte
en blomſtrende Periode, der, atter afbrudt af de gyſelige
Kiætterforfølgelfer, forfvandt, til den ſenere kunde ſpire
frem igien i Italien under Mediceerne. Og dog finde
vi maaſkee ingenfteds den ſunde Menneſkeforſtand og
reen, klar Naturlighed i Forbindelfe med Kunſt og
Videnſkab yttre fig mere haabefuldt fra Middelalderens
morkeſte Old til Reformationstiden, end netop i Carl
den Stores Tid, fremledet ved hang egen funde, mæg-
tige Natur.

Det var altſag denne ulykkelige Cataſtrophe, jeg
vilde ſtildre. Jeg vilde ikke ffrive en Lovtale over
Carl den Store, men jeg vilde vife dette ſieldne, ud—
mærfede Menneffe fvag i fin Storhed og ftor
i fit Fald. Derfor er det heller ingen Feil i

344 Anmærkninger.

Stykket, at Wittekind og Albion fordunkle ham, i det
Dieblif han har fyndet faa ftærft mod Menneſke—
ligheden. Denne Ydmygelfe fortiener han. Selv den
fværmerffe Albion føler, at den ædlefte Hevn ligger
i denne Ydmygelſe. Rec. finder det naturligere, at
Ulbion havde ſlaget ſig ſammen med Fadermorderen
Pipin, og virfelig overfaldet Carl fnigmorderff om
Natten. Han glemmer, at ogſaa Barbarer funne være
ædle; at de ofte befidde raae ftærfe Dyder, ſom den
fvage, lunkne Cultiveerte maa misunde dem. Det var
disſe raae Dyder, der bragte en Tacitus til at beundre
de vilde Germaner, og til dybt at foragte fine fiint-
polerede, yderft fordærvede Landsmænd.

Jeg figer: jeg vilde ffildre Carl fvag i fin Stor
hed, men ogfaa ftor i fit Fald. Dette funde fun
ffee ved efter Faldet atter at vife Følger af hans
Humanitet. Jeg vilde i et rørende Helteoptrin frem=
ftille, at ſtiondt Carls onde Engel havde forledet
ham til en Synd, der paadrog fig Eftertidens Ulykke,
faa vilde hans gode Engel dog frelfe ham og hang
Land og ffienfe det Frugterne af hang fange, vife og
kraftige Regiering, ved at redde ham fra en over-
hængende Fare, fra Normannernes Hevn. Thi her er
Det fun hang egen Huldſalighed, hans ffionne, trofafte
Benffab til Olger Danſke, fom redder ham, ved at

Linie 1: at Wittefind og Albion fordunkle ham, osv.] Side 251-258
og nedenfor Side 404-411.

— 22-23: ved at redde ham fra . . . Normannernes Hevn] See
Episoden i femte Act, som siden blev til et Efterspil, Side
259 ff,

—

Anmærkninger. 345

røre den døde Helts Fader til Veemod og Taf-
nemlighed.

Viſtnok fik jeg ogſaa ved denne Leilighed Anledning
til at anvende et glimrende Fabelrygte om en gammel
danſk Helt, hvilfet, ſtiondt uden egentlig hiſtoriſk
Hiemmel, har udbredt fig faa tidligt og faa vide om
i Verden, af i det mindfte den poetiſte Sandſynlighed
med Glæde antager det fom troværdigt — og, jeg
tænfer, ligeſaa gierne den patriotiffe Folelſe hos enhver
varm Nordbo, der glæder fig og er ftolt af at ſtamme
ned fra hine kraftige Skandinavier.

Rec. deler iffe denne nationale Folelſe, og mener,
jeg havde giort bedre i at udelade denne vigtige Cpi-
fode, der dog atter giver Carl et værdigt Relief, og
forfoner os med hang Hierte; blot fordi den. iffe er
en beſtemt Folge af foregagende Scener i Stykket.
Ogſaa at Gotfred kunde være feilet ubemærkt af Carls
HSær paa en Flod ind i Tydffland, finder Rec. uſand—
ſynligt, ſtiondt Hiſtorien fra den Tid hvert Oieblik
giver Exempel paa lignende Bedrift.

Derſom ikke en ſtion Idee, der forbinder de
hiſtoriſte Facta, var nok til af give dem poetiff Sam—
menhæng, faa fulde ogſaa Schillers Wilhelm Tells
femte Act udelades, hvor Hovedhandlingen beſtaaer i at
vife Forffiellen paa en Snigmorder, der pines af
Samvitttigheden, i Parricida, og en ærlig Drabsmand
i Tell. Paa ſamme Grund ffulde mange af de ſtion—
nefte Scener hos Sophocles forkaſtes, hvilfe ofte ikke
beſtaae 1 en Climax af Handling, men i en pathetiſk
Rtring af Ideer, hvilfe Handlingen væffer.

346 Anmærkninger.

Fordi man ved Opførelfen af Stykket har glemt
at hænge en tændt Lampe i Hallen paa Rhinborgen
i femte Act, bebreider Rec. mig, at jeg fader denne
Epiſode fpille uden for Tiden i Sorgeſpillet; at jeg
fader den føregaae ved lys Dag mellem de fo Scener,
der i cen og ſamme Nat hænde fig paa Heresburg.
Men en ſaadan Forglemmelfe, der vedkommer Theatrets
Regie, og iffe Styffets Compoſition, burde. dog vel
iffe regneg Digteren til Laft? De Danffe komme
ſilde om Aftenen til Borgen. Bed Lyfet af en Lampe
fan man meget godt fee af driffe Viin, og Olger
Danſkes Billede, ſom de i Forſtningen tage for ham
felv,. faner for Kemperne ved Lampelyſet om Natten
endnu noget mere Sfuffende og Imponerende. Den
foregaagende Scene paa Heresburg er 1 Morkningen,
og det bliver i hine Egne tidligere morkt om Som-⸗
meren, end her. Den ſidſte Scene paa Heresburg er
i Dagbrækningen. Altſaa er der overflødig Tid til
Scenen- paa Rhinborgen; den udfylder et Hum, der
ellers vilde ftaae aabent, og befordrer altſaa Illuſionen,
ved at forhindre en Uſandſynlighed, i Stedet
for, ſom Rec. tvoer, atgive Anledning til en.

J Ufhandlingen om Stykkets ſidſte Scene vifer
Rec. den fædvanlige Vaklen i Begreberne. Forſt dadler
han, at Garl bliver alt for ftærf ydmyget; frøer,
af jeg kemper mod min Henſigt, ſom Carls Pane—
gyriker, ved at lade Wittekind og Albion fafte en—
formørfende Sfygge over ham. Her er jeg altfaa

Linie: 6: hænde] Orig.: hænder
— 23: Stykkets fidfte Scene] See nedenfor Side 404 ff.

Anmærkninger. 347

gaaet Helten for nær. Strax efter hedder det derimod:
„Er den Blodſkyld, fom Carl har ſammendynget paa
fit Hoved, afvaffet med de Taarer, fom han offrer
fin fyndige Broder?” Her har jeg altſag igien ladet
ham flippe for let. Rec. ſporger: „Hvad har Carl
at fætte mod hiing Diærvhed, Aabenhed og Beſtemthed
— Carl, fom det felv fortryder, at han har fendt de
fræffe Underfaatter Benaadning, og i ſamme Dieblik
rafer mod Aſtolf, der figer, at efter al Sandſynlighed
er Naaden kommen for filde?”

Hvor aldeles har dog Rec. misforftaaet Alting
i dette Skueſpil! Langt fra at det ffulde fortryde
Carl, at have fendt Benaadningen, tynger meget mere
en ſteerk Angſt paa hans Hierte, netop fordi han felv
frygter, af Naaden kommer for filde. Han foragter
Aſtolf alt for dybt til at kaare ham til fin Siæls
Fortrolige, til at giore ham til fin Svagheds Vidne.
Han figer netop hiin Replik for at imodſiges, ſom
det ofte er Tilfældet -med Menneſker i en lignende
Tilſtand. Aſtolf forftaaer ham ret godt; men af
Ondffab, for at ærgre og ſmerte Kongen, der nylig
forftødte hang Venſkab, lader han, fom han tog Alting
efter Bogſtaven, og giver Kongen Vished om et Buds
Opfyldelſe, ſom Kongen afſkyer, og i hoi Grad onſker
uopfyldt. Dette gior Carl billigviis faa forbittret,
at han for evig viſer Nidingen bort fra fine Pine.

Ogſaa at Pipin er ffyldig i Hildegundes Mord,

Linie 18: Han figer netop hiin Keplif] See nedenfor Side 388,
Linie 16-18.
— 27: Hildegundes Mord] See nedenfor Side 381 ff.

348 : Anmærkninger.

troer Rec., og figer, af det i det mindfte er uvift;
ffiondt Pipin udtrykkelig yttrer det Modſatte, hvor
han er ene med ſig ſelv og det lille Barn, og han
altſaa ikke behøver at forſtille fig: 1
Carls fæle Blodtorſt kommer mig til Hielp.
Carl! dine Bodler arbeidet har for mig.
O, det er ſtygt, at myrde Qvinder! Mænd
Har jeg vel ogſaa dræbt, men aldrig Avinder. |
J Anledning af Carls fidfte Monolog ſporger Rec.,
om det er en ægte menneftelig og chriſtelig Philoſophie,
der taler af Carl; om iffe en Hedning med ſamme
uphiloſophiſte Spidsfindighed kunde forfvare fin gru=
ſomme Forfølgelfe af Chriſtendommen; om ———
er afvaffet med Taarer. '
Jeg fvarer: Ulykken er engang ſkeet, og fan ikke
giores om. Y de foregaaende Scener have vi feet
Carl dybt nedtryft og inderlig angrende fit Vredesbud.
Til fine Børn figer han: |
Nu er J lyffelige;
mp Men Carl ftaner fattig i fit ſtore Rige,
Og eders Frelfe, mine bolde Sønner!
Hvormed Uffyldigheden Gud belønner,
Forvirrer mine Tanfer,
Thi paa mit Hoved gloende Kul den fanfer,

Linie 5: Carls fæle Blodtorſt kommer mig til Hielp.] See nedenfor
Side 381, Linie 11. I

— 6: Garl! dine Bodler osv.] See nedenfor Side 384, Linie 5-6

og 13-14, i

— 9: Carls fidfte Monolog] See nedenfor Side 411, Linie 26 ff.

— 19: Nu er I Inffelige; osv.] See nedenfor Side 399, Linie 16 ff.

Anmærkninger. 349

Forſtyrrer Hiertefreden,

Og giør til Fiende mig Samvittigheden.
Saaledes har han ængftet fig Dag og Nat i dyb
Sønderfnufelfe over en Brøde, der dog, chriſtelig
taget, i fit værfte Motiv iffe er hang. Vee den, ſom
Forargelſen kommer fra! Ondffaben og Lognen have op—
hidſet ham, forført ham, benyttet fig af en siebliffelig
Svaghed, af et enejte uoverlagt Ord, førend han var
i Stand til at tilbagefalde det. Dette føler han ogſaa
felv, naar han er roligere, til fin Troſt. J det
Dieblif, Albion har nedtordnet ham, vaagner hans
Stolthed et Dieblik; men det. føler han ogfaa ftrar,
han er igien den angergivne ærlige Chriſten, han
fnæler for fin Gud, og raaber:

Umenneffeligt og udrifteligt

Bar dette Mord. Men ei med tomme Klager

Gior Garl fin Handling god, men med Bedrift.
Hvor ere nu de uphilofophijffe Spidsfindigheder af en
Hedning?

Rec. ſporger, hvad Carl har at fætte mod Albions
og Wittekinds Wrlighed, Aabenhed og Beſtemthed.
Jeg fvarer: Den ſamme Wrlighed, Aabenhed og Be-
ftemthed i ethvert andet Tilfælde uden for dette ulyk—
felige Mord, og desuden utallige andre Egenſtkaber
fom Kriger, fom Genie, ſom Fredens virkſomme Mand,
der manglede hine elſkvcerdige, i vigtige Dieblikke vel-
talende, men dog i det Hele udannede Barbarer, om
hvem Garl vel funde fige, „at de med indffrænfet Aand
et begreb, hvad Carl paa Jorden vilde”. .

For Reften har Rec. fagt om denne Tragødie,
at den har mange værdige Enfeltheder, ffionne Folelſer

350 Anmærkninger.

for Hiertet og Forſtanden. Imma, Bertha, Albion,
Wittekind rofer han, ogſaa Bipin tildels, og man
feer tydelig uagtet hang Dadlelyft, at han taler efter
fin Overbeviisning. Saa maa han ogfaan tilgive mig,
at jeg her har talet efter min.

„Af ſmagloſe Steder troer han ingen af burde
udpege, fan lidet fom de ſtionne Steder. Begge Dele
ere faa tydelige, at enhver opmærffom Læfer eller
Tilhører felv maa funne udfinde dem.” — Dette er
en Smule haanligt talt: Herr Y). 3. troer mig blind
for, hvad enhver Anden fan fee. Han har fun anført
eet Udtryk ſom ſmagloſt, nemlig hvor Carl figer:

Og ingen Morgenrøde

Fremkalder Flokken atter fra de Døde,

For hift, naar Domtrompeten

Os alle falder frem for Majeftæten.

Her fætter Herr I. 3. et Punctum, og paa den Maade
faner Udtrykket virfeligt noget Upasſende; men i
Birfeligheden ftaaer der en Tankeſtreg, og det for-
andrer Sagen aldeles. Carl ironiferer nemlig, i
det Dieblik han foler fig nedtryft, med fin egen Hoihed.
Han løfter fine Pine op til den evige Majeftæt:

Den ſtore — frygtelige —

Hvor jeg og fattigit Betler i mit Rige

Har lige Rang.
Paa denne Maade faner hang Ironie et pathetifÉ
Sving, og er hverken ſmaglos eller under den tragiffe
Dictions Værdighed.

Oehlenſchläger.

Linie 13: Og ingen Morgenrode osv,] Side 248, Linie 9 ff.

Anmærkninger. 351

Bemærkninger til Carl den Store:
Side 182, Linie 14:
' »Gentis humanæ pater atque custos“]
Horatses Oder, iste Bog, 12te Ode, 49de Vers.
— 267, — 25-26:
Bor Reife falder anderledes ud,
End Thorfil Adalfars til Biarmeland.]
Om denne kan sees i N. M. Petersens Danmarks
Historie i Hedenold, andet Oplag, I, 1854, Side
382-383.

Nærværende Udgaves Afvigelser fra Originalen:
— 173, — 13-20: Hildegund, Albions Elſkede. osv. indtil:

Franker, Druider.) — C; A:

Gildegund, Albions Elſkede.

Winfreda, hendes lille Softer.

En Lverdruide.

sære ) Sarer.

Godfred, Leirekonge.

Leirekongens Marſk.

* danſke Kæmper.

Hermentrud, Karl den Stores Amme.

Drago, en Dreng.

En Rriger.

En Lærer.

Runald, Foged.

Hgervard, Bygmeſter.

En arabiſk Tolk.

grimnald, Pipins Svend.

Karls Svend,

franker, Druider, Araber, Danſke.

392 Anmærkninger.

Side 175, Linie 3-5: Carl. Alcuin. | Carl. | Jeg elfe
disſe Sfoler]) — C; A:
Kong Rarl, ſtagaer mellem en Flok Skoleborn. Alkuin.

Børnenes. Lærere.
Karl (til en Lærer).
Har du nu deelt dem? Har du filt dem ad?
De Flittige pan hoire vhaand⸗ de Dovne
Paa Venſtre?

Læreren.
Ya, Kong Karl! ſom du befoel.

Karl.
Opmarkſom har jeg her bivaanet Proven.
Taf, lærde Benner! for den Flid og Iver,
Som J har anvendt paa vor Ungdoms Tarv.
End er mit ftore Rige fun en Sfov,
Med lidet Ploieland og færre Hauger.
Dog — det begynder alt! Og ſtykkeviis
Maa man gaae frem, naar man til Maalet ſtunder.
Endeel af disfe Børn har fvaret vel;
Men Dovenffab og taabelig Foragt
For boglig Kunſt, har ogfaa her fit Sæde.
Y Bladet ftiffer Wgget, der med Tiden
Udklækkes til et væmmeligt Inſekt. i
En dygtig Nattefroſt, en Foraarsregn
Kan undertiden hielpe. Bi vil fee!
J gode Børn! — J Uforffammede!
Paa hvem al Tugt og Lærdom intet frugter;
Saadan fom Herren hiſt, paa Dommedag,
Adſkiller Faarene fra Bukkene,
Naar høit Drometen falder os til Regnſtab,
Adſkilles her I alt, paa denne Jord, |

Anmærkninger. 353

Mens Bedring end, mens Redning end er mulig;
Til Skam og Daddel. —

(vender fig til de Flittige).

Og til Roes og re!

Men Alkuin! hvordan forftaner jeg fligt?
De flefte gøde, flittige, floge Børn
Er fattige Foreldres ringe Sønner,
J flette Kofter og med Haaret kigmt
Glat over den beffedenaabne Bande.
Ha, bliver ſaadan ved, J gode Drenge!
Og Eders Løn fÉal fiffert ikke mangle.
Men — her til Venſtre! — Naſten al min Adels
Og mine Stormands pyntelige Slægt.
J pæne Duffer! fom i Eders Dorſthed
Saa hoitopblaſte ftaaer, at vel J troe
J funne lade haant ad Underviisning ;
Hvis Pander fyldes af faamegen Hovmod,
Ut ei der bliver Rum til mindſte Kløgt —
Jeg fværger Eder høit, ved Himlens Herre,
Ei Eders Adel; eders glatte Anſigt
Vil hielpe Jer, hos Karl, de Frankers Konge;
Og intet Godt J vente fan af mig,
For J forbedre Jer. Nu lad dem gaae!

Dermed er Proven endt og Dommen fældet.
(Lærerne gaae med Børnene; Karl og Alfuin, blive tilbage)
Karl.

Jeg elffer disſe Skoler
Side 176, Linie 21-22: At fore Pilteflokken an i T Krig. | Biz
pin, min Fader] = C; A:
Ut føre Biltefloffen an i Krig.
Dog oved jeg Retfærdigheden alt;
VIII. 23

304 : Anmærkninger.

Og da en Dreng bortftial en Heſtegrime,
Lod jeg ham hænges i et Træ, hvor nær han
Bar rigtig død, fordi en deilig Hare,
Der løb ad Marfen, bragte Dommeren
Paa andre Tanfer; fif mig til at glemme
Den arme Tyv, fom hang i Biletræet. —
Jeg intet dengang fane af Hoit og Stort,
Undtagen Møllen, med de lange Binger,
Som Fuglen Rok, og med den ftærfe Kro,
Der knaſed en uhyre Mængde Korn.
Pipin, min Fader
Side 177, Linie 4: Til] = B; A: For

— —, — 10: Gom] = B; A: Der

— —, — 28-29:" indtil den brifter Alenin —
CA:

indtil den brifter.

Ifald det hielper et med Leen meer
Ut meie Tidflen bort, fan maa den graves
Af Jorden ud med Rod. — Ja, jeg har fvoret,
fald de tirre mig endnu engang —
Derfor jeg boer paa denne Grandſeborg,
At være færdig — ſtrax — ved forſte Vink. —

Alkuin.
— 178, — 5: Sadhfers] — B; A: Sagens
— —, — 29-31: "Det var. ffiont. | Alcuin mørt. |
Endnu en Nyhed!! — C; A:
Det var ſtiont!
Alkuin.
Det var mig faſt umuligt, hidindtil,
At rette noget ud med Pſalmerne;

Anmærkninger. 355

Thi, hvad der ſkulde væffe høi Begeiftring
J Hiertet, blev fun plumpt og latterligt.
"Karl
Ya, deri har den bløde Romer ret,
Naar mine Frankers Sang han fammenligner
Med Hyl af vilde Dyr, og deres Triller
Med Knagen af en Laftvogn. Tit jeg har
Fortrudt mit Bud, at Alle ſtulde fynge.
Og ſtiondt i Herrens Huus jeg maatte lee,
Dengang hin fremmede Bræft, paa Cantors Vink,
Kun aabned Munden, fom han fang; fordi
Det var umuligt ham. at faae en Tone, —
Har jeg dog tit mig onſket fleer fom han!
Alkuin (mork).
Endnu en Nyhed!
Side 179, Linie 22-23: Der ſlorer Tidens forſte Morgen—
rode. AlcuinJ — C; A:
Der ſlorer Jordens ſtionne Morgenrode.
Det gamle Barbari tilbageonſtker
Min ſtolte Son, for, ſom en Taterkan,
At kildre med vilkaarlig Leeg ſin Blodtorſt.
Skal jeg tillade ſſigt? Han er mit Barn;
Men er. ei Menneffene mine Brødre?
Net aldrig! Lad ham fværte mig for Verden,
Som unaturlig Fader! Jeg er meer
End Fader, Alkuin! Jeg er en Konge!
Og hver en Underfaat er Kongens Barn.
Alkuin.
— —, — 25-26: et arve Kongefpiir! | Carl] —
C3As i
23"

3506 Anmærkninger.

et arve Kongeſpir.
Jeg frygter for dit somme Faderhierte.
Har du et tiltænft ham Auſtraſien?
Gior iffe det! Med rette lod du Paven
J Rom omdøbe Karlman til Pipin;
Thi Franferne høit elffe dette Navn.
Din Førftefødte brændemærfer det.
Karlmann fif Longbardiet, Ludvig herſter
J Aquitanien; Karl fik Neuſtrien; —
Wen vogt dig, for af ſtigenke mere bort!
Karl. |
Side 180, Linie 3: Alcuin]=B; A: Alfuin(begeiftret).
— —, — 7-8: fil dine Nædre. | Carl] = C; A:
til dine Fædre.
Da Folkets Graad, ſom Aachens hede Kilde,
Vil flyde ved dit Minde; men din Daad
Beſiceler til Bedrift! — Snart eller ſeent
Vil Menneſtelighed ſin Kirke bygge
Faſt paa den Grundſteen, Karl, ſom du har lagt.

Karl.
— — — 19: Ingilheim]) = B; A: Ingelheim
— 181, — 9-11: Carl | til Angilbert. Nu, min Homer!
hvad har du? Har du famlet] = C; A:
Karl

(vender fig til Angilbert).
Nu, min Homer?
Eginhard.
Tillader du ei forſt,
For vi tilbagekalde Hedenold,
At tvende Mand, Herr Konge, tale med dig,

Anmærkninger. 357

Som have Nutids Hverv? Din Oeconom,
Din Architect.
Karl.
Godt! Lad dem fomme førft.
(Fogden og Bygmeſteren fomme).
Karl.
Nu Fader Runald! Trives Mark og Herred?
Runald.
Skaf os kun Fred, Herr Konge, ſaa vil alting
Gaae ſaare godt. Vi ſee alt Frugten af
Din Forſkrivt. Rundt, ved alle Serffabsmøller
Og Hovedgodſer, holdes. Høns og. Gias,
Faſaner, Agerhons, Paafugle, Duer:
J Meieriet fiærneg Smør, ſaa friſkt
Som Noddekicrner; Bryggeriet yder
Det bedſte Pl; og Vinen prasſes bedre.
Bor Faareavl forædleg; fede Sviin
Paa Sfoven gaae, fom yde ſtionne Sfinfer;
Og Giedehiorden ffaffer herligt Kiod
Til Saltning, og forreften Horn og Skind
Til Haandverksarbeid. Heſteavlen —
Karl.
Nu
Hvorledes lykkes mine Stutterier?
Der dræbes mange Heſte dog i Krig,
Og Tiden er et meer, da Merovingen,
Med lange Haar og Krone, kiorte Stude.
; Runald.
Fortreefligt, Herre! til forffielligt Brug:
Ridheſte, Arbeidsheſt og ædle Stridshingft.
Der vrimler af dem. Kom fun felv, og fee!

358

Anmærkninger,

Karl.
Jeg kommer fnart. Og mine ftaffels Hyrder?

Runald.
vandvæfenet forbedres. Ploug og Harv
Gaae lettere; Frugttræer plantes hyppigt
J Bondens Urtegaard, ſom ſtaffe Moſt;
Og funde Bærter trives i hang Bed.
En talrig Rad Bifuber finder du
Bed Lindetræerne,. fom yde Bor
Og Honning til en liflig Miod. For Øgen
Maa Sfovens gamle tuſindaarige Træ
Neddukke ftolten Top, for gyldent Ar,
Der lever fun en Høft, men gavner meer,
End ſtolten Eeg fin lange Levetid,

Karl.
Hug mig fun ei for mange Træer bort!

Runald.

Der vore nok igien! Det hele Tydſtland

Er fun en flor uhyre Moſe-Skov.

Ifald der ingen Skov og Moſer var,

Saa havde du alt tvunget Sarerne.
Karl.

Bel fandt! Men det er dog ei Ret af dig,
Ut du ei ynder Skoven, Fader Runald!

Runald.
Nei, Mark for Menneſker og Skov for Fæe;
Det er mit Valgſprog, naadigſte Herr Konge!

Karl (fmilende).
Hvad fige min Homer, min Flaceus dertil?

Anmærkninger 359

Ungilbert.
Gaardhanen flyver iffe fom en Ørn,
Men paa fin Plads er den al re værd.
Karl.
Hav Taf, min bolde Runald! Snart jeg kommer
Og underføger felv! (Fogden gaaer).
Og du min Ven!
Min vakkre Gerverd! fom 0% bygger Kirker
Og Hufe, til Guds Ære, til vort Livs
Bequvemhed og Forlyftelfe; hvor gaaer det?
Gerverd.
Godt, hoie Konge! Paa dit viſe Bud
Alt reiſe ſig i Franken, rundt omkring,
Et hundred tre og tredſindstyve Haller.
Karl.
Som Manden tanker, lever, ſaadan bygger
Og boer han, Gerverd! Disſe Biælfehytter —
Gerverd.
Maae vige nu, for Bygningen af Steen.
Karl.
Og Klofterne?
Gerverd.
Herr Konge! ja der har
Jeg nok af Muurfolk og af Tommerſvende.
Du fulde fee de fromme Munke, Herre!
Med Skiodſkind, Øre, Vaterpas og Muurſtee,
Saa flittige!
Karl
Det har de godt af, Gerverd!
Og denne Flid er et mod deres Orden.
Men nu vort eget Arbeid?

360

Anmærkninger.

Gerverd.
Kirken reiſer
Sig høit i Aachen, rund, med otte Søiler,
Paa græff Viis, med korintiſke Kapitæler,
Indvendig fmyft med Guld og Sølv; med Bindwer
Af malet Glas, og foftelige Malmdør. i
Hans Hellighed Paven ſender Moſaik
Og Marmor, fra Palladſet i Ravenna. '
Karl.

Fortræfligt! — Og min Borg?

Gerverd.

Blier færdig ſnart,
Nær ved den ſtionne varme Kilde, Konge!
Hvis Hvælving jeg har bygget heel noiagtigt,
Som du befoel det.
Karl.

Bliver der et Kammer
Af Borgen, fra hvis Gitter jeg fan fee,
Ilt hvad i Slottet foregager?

Gerverd.

Forſtaaer fig.
Eginhard.

Jeg Alt har efterſeet, ſom du befol!
Den vakkre Gerverd er en herlig Mefter.
Karl.
Saa gak med Fred, fuldend dit Bærf, og tag
Min Taf før al din Moie, gøde Kunſtner!
Din Løn ſtal iffe mangle.
: (Gervard gaaer).
Karl (til Angilbert)
Nu min gøde
Homer? Hvad har du der? Har du nu famlet

!
'

Anmærkninger. 361

Side 181, Linie 20-21: Jeg over mig vel tidt; | Men
Haanden] — C; 4:

Jeg øver mig vel tit,
Bortavlen ligger altid ved min Seng, -
Og ofte, naar jeg vaagner, fÉriver jeg.
Wen Haanden

— 182, — 14-16: atguecustos". | Carl | vender fig til
Eginhard. — C; A:

atque custos
Angilbert.
Hver Tid har ſine Lys. For Chriſtendommen
Oprinde lod fin ſtionne Morgenſol,
Bar Nattehimlen tæt beſaaet med Stierner.
Læg Tacitus fun, om Germanerne.

Karl (munter).

Han var jo felv en Hedning! Og ffiondt døbt,
Er Hedenffabet heller ikke tvattet
Saa rent af dig. Man mærfer du er Sarer
Af Fodſel, og en Digter af Natur.

(fniber ham i Øret).
Poeterne blier altid Hedninger!

(med venlig Agtelfe).
Forreſten taffer jeg min Ben Homer,
For denne mig ſaa høiftvelfomne Gave.

(vender fig til. Eginhard.)

—, — 18: ding] = B; A: fine
—, — 27-28: udfmyffet, Herre Konge! | Carl]

es GÅ; ;
udſmykket Herre Konge!
Men Alt fortalt, med. jevn Enfoldighed.

362 Anmærkninger.

Karl.
Saa bør det være.
Eginhard.
Skialden virker paa
Vort Hierte, vor Indbildningskraft; hans Kald er
Ut tilfredsſtille Siælens Attraa, der
Forgiæves ftræber efter ſtion Fuldendthed,
Paa denne Jord, hvor Alt er Stykkevark;
Men Efterverdens Folk bør ogſaa vide,
Hvad virkelig paa Jorden der er. feet;
Ut de fan maale Hvers Fortienefte
Med Tidernes, Erfarings Maaleſtok;
See, hvad for Menneſtket af Stort er muligt;
Og lære ſindig Overbærelfe
Med Næftens Feil; naar Kroniken dem vifer,
Ut Ingenting paa Jorden var fuldfomment.
Karl
Side 183, Linie 30-31: drabelige Danffe! | Og du, min ær-
Role]: GV; AS
drabelige DanfÉe,
J hvem jeg troede fit at ſee Achill,
Hidkommen atter, fra det ftærfe Leire.
Og du min ærlige
— 184, — 1: befiendte] = B; A: hengivne
— — — 31: Siig] = B; A: Tael
— 185, — 4-6: Desbedre! | Angilbert. | Naar fade
vi Mod dog] = C; A:
Desbedre.
J denne Morgen er et Tid til fligt.
Et fælfomt Optog nærmer fig; man troer
Et Sendebud fra Bagdads Overherre.

Anmærkninger. 363

Men ſiig — hvad fattes dog vor ftore Fader,
Som ſtaaer og ftirrer der i Hallens Baggrund?
Eginhard.
Han tænfer paa fit Tab ved Ronceval,
Paa fine flagne Helte.
Ymma.
Nu faa maae
Bi muntre ham med denne Tidende.
Eginhard.
Fra Harun?
Angilbert.
Men —
Eginhard.
Alraſchid?
Angilbert.
Sode Bertha!
Naar fane vi Mod dog
Side 185, Linie 16-19:

Bi vil gaae bort. Han ftaaer i dybe Tanfer;
Ei ſommer det fig, at forſtyrre ham.
Bi lade med hang Døttre ham alene.
Eginhard og]
=—0;
Skr agllbert og [ad os høre meer
Om dette Optog!
(Eginhart og
— —, — 21: af fin Grublen]) — C; A: af fine dybe
Tanfer .
— —, — 30: J Cfterladne] = B; A: J Dovenlagfer
— —, — 32: Huſter JJ = B; A: Mindes J

364 Anmærkninger.

Side 186, Linie 4: Et Blad, kneb os det] — C; A: Lidt
Lærred, kneb det
— —, — 8: rigtigt) = B; A: rigtig?
— — — 14: ogſaa] = B; A: da
— — 28 Pigelonj-= B; Ar Benson
18700 sm AASE
Stille Børn!
Jeg venter et Geſandtſkab med en Tolk
Fra Harun Alraſchid, Bagdads Khalif.
Fra Rhinens grønne Biinbierg Rygtet gif
Til Tigris” Palmekyſt om Carls Bedrift.
Nu fender Harun fiærlig Venſtabshilſen.
Han er en tapper Helt]
= Cs A:
. Stille Børn!
Hvad er det for en Larm i Gaarden der?
Bertha.
Ja det er vores Wrind: et Geſantſkab
Fra Bagdads ftore Kalif giæfter dig. —
Bor Stedmoer tænfer, det modtages maa
Med nogen Høflighed; og beder dig
Ut drage Guldmorskaaben paa; famt Kronen,
Og Skoene med Ædelfteen.
Imma.
Ved Porten
Modtage Spillemændene fra Rom
Den fære Giæft og bringe ham til Borgen.
Karl.
Fra Harun! — Bagdads Kalif! Alraſchid!
Saa har da Rygtet, Karl, om din Bedrift
Ubdbredet fig fra Rhinen grønne. Biinbierg

Anmærkninger. 365

Til melle Tigris, med fin Palmekyſt? —
Han er en tapper Helt
Side 187, Linie 18: flar] — B; A: venligt
— — — 30: da] = B; A: her
— — — 31, til Side 188, Linie 1: Landsforviift! |
Her holdes Skole) — 0; A:
Landsforviiſt.
Fordi jeg ſtundum har begaaet Drab,
J Hidſighed, paa cen og anden Træk. —
Her holdes Skole
— 188, — 21: Strenghed] — C; A: Stolthed
— — — 31, til Side 189, Linie 1: magre Hunde.
— | Men nu maa jeg dog lidt betvinge mig]= C; A:
magre Hunde,
Med fparfom Koſt og Stranghed; ellers tabe
De den medfødte Glubſthed. Men nu maa
Jeg dog et Dieblik betvinge mig
— 189, — 14: med fireng Alvor.] — C; A: (med ftræng
og kraftig Alvor under den hele Samtale).
— 190, — 16: Ci evig alt fordømt] — B; A: End
evig et fordømt
— —, — 22: jeg hører gierne Cventyr]) = B; A:
jeg lider nof et Eventyr
— — — 3l: Han] == B: A: Ham
— 191, — 8: Chriftus] — C; A: Chriſt
Ek 193 5 2-14:
Forrige dal.
Pipin
alene, lytter
Jeg haaber, Audientſen er forbi.
Uraberne har bragt Foræringer

366 Anmærkninger.

Og fmigret ham. Og jeg maa ftaae herude
Som fattig Betler i en Krog i Hallen,
nor at lykſaliggiores med en ført
Opmærffomhed af — ha — min egen Fader!
Carl fommer.
Hvad vil — hvad har du nu at fige mig?
Pipin.
Guds Fred, min Fader]
ss HT ER i
Forrige Sal. Kong Karl paa fin Throne, i prægtig Dragt,
ved Siden af fin Dronning Faſtrade. Imma og Bertha
paa lavere Stole. Ved Siden af dem Alkuin, Egin—
hard og Angilbert. Hoffolfene ere tilftede. En Marſch

fpiles. Den arabiffe Tolf fommer med Slaver ſom
bærer Gaverne. i

Den arabiſke Tolk.
Kong Karl, de Frankers Longobarders Konge!
Saa vidt beromt og ſtor, at, efter Rygtet,
Irene ſnart, den græffe Keiſerinde,
Vil beile til din Datter, for ſin Son:
Dig ſender din Beundrer og din Ven |
Harun Alraſchid, Troendes Beherſter,
Kalif i Bagdad disſe Gaver: Telte,
Koſtbare Silfeftoffer, Balfam, Myrrha,
Rubiner, Lyſekroner af Metal,
Og dette kunſtigt udarbeidede Vanduhr,
Der tyder Timerne ved Klokkers Klang.
Fremdeles ſendes dig en Elefant,
Den forſte, der har været her i TydfÉland.
Den ſtaaer i Gaarden; men ffiondt denne Sal
J andet Stokvark findes, feer du dog i
i

Anmærkninger. 367

Det ſtore Dyr derude, hilfe dig

Fra Binduet, med fit uhyre Hoved.

Alle Franferne ſtirre nysgierrige og forbauſede ud af Vin:
duet. En Araber ræffer Dronningen Uhrværfet, ſom
juft flaaer tolv, ved at lade fine Kugler falde, fra det
ene Rum i det andet).

Karl.
Ha hvilke fieldne Sager, ſom paa eengang
Mig overraſke med Natur og Kunſt.
Ha hvilfet Dyr! hvor ftort og majeſtetiſk;
Og: ærligt, maadeholdent og forftandigt.
Det nærer fig af Korn, foragter Kiod,
Er iffe grumt, ſom Løven eller Tigren;
Og ſtiondt uformeligt det hele Bierg,
Har Skaberen dog viift fin Meſterkunſt,
J denne fmidige, deiligflyngte Snabel.
Faſtrade.
Og, fiære Husbond, har du Uhret hørt?
Karl.
Ya, det flog tolv, imens mit Øie dvælte
Paa Elefanten.
Tolfen.
* Jeg har efterkommet
Kalifens Bud, idet jeg rakte Uhret
Dig, mens det flog, og mens du Dyret ſaae.
Karl
Hvad vil min vife Broder fige dermed?
Tolken.
Ut det er ſtiont at være ſtor i Tiden.

Karl.
Dermed har han fig felv en Sandhed fagt.

368 Anmærkninger.

Tolfen.
Met, denne Sandhed ſiges Karl den Store.
Karl
Hvad holder du i Haanden, floge Ven?
En Bog.
Tolfen.

Desværre, død er denne Sfat
Hor Karl den Store. Harun fender dig
En Samling Cventyr fra Morgenland.
Han veed, du ynder fligt; og hvis du vil,
Han fender dig med Tiden en Fortolker.
Karl. |
Jeg takker dig! Tag” Bogen, Angilbert!
Den hører hen i dit Fag:
tg Ungilbert (aabner den).
O hvi fan
Min Stæl ei nu faa hurtig fluge den,
Som Oiet disſſe klare friſke Farver.
(Tolfen modtager et koſtbart Skrin af en Arabers Haand).
Karl.
Hvad giemmer du i dette ſtionne Shrigg

Tolfen.
Harun, ffiondt felv en Muſelmand, bær Agt
For hver alvorlig, hellig Folelſe,
Om end maaffee den Rorte farer vild.
Bi bøje Knæ for Nacaræeren
Saa vel fom I; han var en ſtor Brofet. +
Reliquier her fendes fra hang Grav!
Og aaben ftaaer for dig og for dit Folk
Jeruſalem, ſom Mekka, ſom Medina

VIII.

.… Anmærkninger. 369

For 08, faa tit ſom Hiertet driver Cder,
Ut pillegrimme til den hellige Grav.

(Alkuin modtager Sfrinet og gaaer dermed paa Kongens Vink).

Karl.
Saamegen Hoimod og Beſtedenhed
Mig inderligt maa røre, hos en Drot,
Hvis Aand ei blev forundt at luttres 1
Den fande Troens Kilde. Han er født
En Mufelmand, han blev opdraget i
Profetens Lære, kiender intet bedre;
Og jeg betragter Harun, fom de ſtore
Oldtidens Hedninger, før Chriſti Fodſel;
Der viſte ſtorre Dyd og Dygtighed,
End mangen Chriſten; Monſter end for Chriſtne,
Der burde være meer, og tit er mindre.

* Tolken.

Saadan betragter Harun ogſaa dig.
Din Menneftelighed hoiagter han,
Din Kraft og dine Dyder elffer han;
Men din Bildfarelfe beklager han.

Karl.
Saa lad Gud dømme mellem 08! Stor Forftiæl
Der er paa Haruns Hedenſtab, og disſe
Barbarers, i mit eget Fædreland,
Som med en blind og grum Haardnakkenhed
Foragte Dyd og Pligter. — Gierne vilde
Jeg nu giengielde Haruns rige Gaver;
Men kan det ei. Europa kun er fattig

Dg kan ei maale ſig med Aſien.

Dog, før at viſe min Erkiendtlighed,
Bil jeg fra Spanien ſende ftærfe Muuldyr,
24

Anmærkninger.

Og Hingfter af mit eget Stutterie.
Samt Friferfiortler ftribetgrønne, grage,
Og Franferhunde herlige til Jagt,
Selv til en Tigerjagt. For alting fender
Jeg ham min Taf. Mit Venſkab og min Agt
Har. han beftandigt havt. — Nu Gud: befalet!
Muſik. Araberne gaae. Dronningen ftaaer op og forlader
Salen med Kongedottrene. Hoffolkene folge paa Kon—
gens Vink; fun han felv bliver tilbage med Pipin, der
har holdt fig ffiult i Baggrunden, og nu træder frem.
Karl.
Endnu en Audients af andet Slags;
Hvortil, disvær; vi ingen Vidner onſke.
Pipin.
Guds Fred, min Fader
Side 193, Linie 18: mig Fadertillid] — B; A: mig after
Tillid
— —, — 225 Vel mellem] A: Bel, imellem (i B, C
og D Forandring)
— —, — 25: desværre] = B; A: digværre
— 194, — 2: Jeg veed det, du]=B; A: Didværre, du
— — — 81 Han var ei ſticev. O, gid du var det
fun] = 0C; A: Lidt ffiæv! Han var et ſtiev. Gid
fun du var det,
— — — 17: Franfers] — B; A: Frankens
— —, — 21, og Side 253 Linie 28: Boddel) — C;
A: Bødel
— —, — 26: mindes] = B; A: plages
— 195, 21-25: "
i et Drikkegilde?
Carl.
Jeg veed at ſtielne mellem Sort og Hvidt.

Anmærkninger. -371

Pipin.
Et gammelt Biergflot]
== C; Å:
t et Drikkegilde?
Har dine Speidere, ſom drak med mig,
For at belure mig, dig iffe fagt:
Jeg onſkte fom Centaur at ælte Jorden
Ned i det gamle: Chaos, for at ærgre
orfængelige fvage Jupiter?
: e Karl.
. Jeg veed at ffiælne mellem Sort og Hvidt;
Er iffe ſpag; ſtiondt hvo ſom fiender mig,
Veed at i Karl der boer et Faderhierte.
Men Den, fom luffer Diet til før Laften,
Er felv en usſel Mand. Jeg fminfer ikke
Misgierninger med Folſomhedens Purpur,
Fordi en rædfom Udaad ryfter mig.
Bipin.
Et gammelt Biergflot
Side 196, Linie 17-19: i hang Narhed foreganer. | Carl.
| Tal uforblommet] = C; A:
i hans Narhed foregaaer.
Imens du vinder Wrens Laurbærfrands,
J en befværlig Krig; du mærfer ei
En Orm i Bladene, ſom uformærft
Saa mør tilfidft dig gnaver hele Krandfen,
Ut mindſte Blæft fan ſonderrive den.
Karl.
Tael uforblommet
— — — 31: Jeg tugter dig] = B; : Jeg overs
falder dig
— 197, — 2: Siig, Fader! elffer]=B; A: Siig, elſker
24"

372 Anmærkninger.

Side 197, Linie 7: dem — fom Sønner] = Cy; A: dem,

fom Sønner
— —, — 8: Thi viid: de] = B; A: Fordi de
— — — 9 Med] = B; A: Men

— 198, — 2-3:" feet af dem; | "Øg du fan bedre] —
CA:
- feet af dem;
Thi Sagen ſelv vedkommer ikke mig.
Og du fan bedre
— —, — 7-8: Herligt! | Stiuler fig] — C; A:
Herligt!
J ſtyrte med, jeg ſtyrter et alene.
(ffiuler fig
— —, — 14: paa Knæe] — C; Ar paa et Knæ
— 199, — 7: bedragen] — C; A- bedraget
— — — 23: Fil Taf ſtial mine fiærefte Juveler =
B; A: Til Giengield flial min frærefte Juvel

— 200, — 3,. og Side 205, Linie 2: Bøddeløren] —
C; A: Bødeløren
— —, — 5: fmeltet, jeg var nærved] — B; A:

ſmeltet — og jeg troede
— mmm 727 høns Hoved] — B; A: hang Hu
— 201, — 20: I Hobetal]:= B; A: J Hundredtal
— 202, — 25-26: egennyttigt, falſkt. Jeg vil et ftraffe,
jer) —= CA:
egennyttigt, falſkt.
J er et redelige vakkre Svende!
Jeg vil ei ſtraffe Jer
— 204, — 13-14: faa fan jeg ogſaag drille, | Raaber
ind ad: Døren] = CA:
Saa fan jeg ogſaa drille!

Anmærkninger, 373

Forjager mig, fom den forlorne Søn,
Imens du overdynger disſe Qvinder
Og disſe Trælle med Barmhiertighed?
Nu ſkal jeg gane; ydmyget, ſom en Tigger,
Der nægtet blev en Sfiærv? Ja ja, jeg gaaer!
Men rafte du et Bægret mig til. Belfomft,
Saa: fryfter i det mindfte jeg til. Affked
En Draabe Malurt, Fader! dig i dit,
Som bliver bitter — bitter dig at fynfe.
(raaber ind ad Døren
Side 205, Linie 5: paatagen] — C; A: paataget
— — — 23: Philoſophie er du forfvart] = B; A:
Philoſophie var Alt forfvart
— 206, — 31: ſom Carlman]j = B; A: fom Gin

— 207, — 6: er] = B; A: var

— — — 19: grimwald fommer.] = B; A: Orim—
vald (Pipins Svend fommer).

— 213, — 9: Knibtang] — C; A: Knivtang

— —, — 26-29: uforffammet lee. |,Enfoldig, rænfe-
fuld, uvidende,” | Med digfe Skieldsord rutted de be—
ftandig. | Faftrade.] = B; A:

uforffammet lee;
Thi alting fpotted de, fom var enfoldigt
Og taabeligt, fun efter deres Mening.
Faſtrade.

== 2145. -— 28: Groel ⸗ B; A: Staae

— 215, — 30, til Side 216, Linie 2: for vældige Be-
drift! | Carl. Hvad er. min. Seir] — C; A:

for vældige Bedrift!
Karl.
O ftærfe Fryd i ODieblikket, for

374

Anmærkninger.

En lang Undværen. Gyldne Viin udtømmes
Af blinkende Pokal, i forte Drag,
Som bruger til fin Modenhed en Sommer.
Rubinen er fun lille, fom din Mund,
Oppeier dog den hele Bogeſkov.
Tael et om Smaat og Stort! Det figer intet!
Stort ftræffer fig mod Nord det brede Saren,
Og dog er Saxens ſtore Kæmper fmaae.

Faſtrade.
Du har da overvundet dem paa ny?

Karl.

Hvad er min Seir

Side 216, Linie 5-6: at føre Krig, | Og ffiælver, naar den
kaj == CSA

at føre Krig,
Skiondt ftedfe de vil feide; fom paa Luur
Kun ligge, for naar Freden førft er betlet,
Med Gruſomhed at dræbe mine Hyrder;
Men ffiælve, naar de fee

—, — 19-20: man glemme Hiertet, | Thi Hiertet

elm CA:

maa glemme Hiertet,
Og lade fun Fornuft, Forſtanden raade.
Thi Hiertet er

— —, — 21-22: felv forſt forført. | Naar Ilden bræn-
der] == CFA:

felv førft forført;
Som fælder Dom om, hvad hun iffe fiender,
Og tit, af taabeligſte Skaanſomhed,
Anretter Ødelæggelferne værft.
Naar Ilden brænder

Anmærkninger. 375

Side 216, Linie 23-24: At ſloife Sfuret, for at ſtkaane Bor—
| gen | Og ftandfe Luen? Disſe Jammerbhelte] = C; A:
Ut ſkaane Skuret, for at Flammen derfra:
Kan flaae i Borgens Tag? Nei, ned med Sfuret,
Saa ftoppes Ilden. Disſe Jammerhelte
— — — 31-32: Sværd forgieveg blinfe, | Bus ei
mød Sadferne] = C; A:
Svard forgieves blinke!
Du hørte hidindtil fun milde Taler
Og Elſkovs føde Spog fra disfe Læber;
Lad ei min Strænghed, ſtore Karl dig undre,
Skiondt pludfelig den lyder fra min Mund.
Du felv har fagt: du elſkte mig,. fordi
Jeg ener Mod med qavindelige Bæfen.
Viis ei mod Sarerne
— 217, — 1-2: det var forgieves. | Har du et ladet]
—
det var forgieves.
En Stimand bliver lagt paa Steilens Hiul;
Fortiener Stimandsharen bedre Sfiæbne ?
Har du et ladet
3: Omfring i Riget, ſtore Kampeftene] —

C; A: J Landet, af uhyre Kampeſteen
—4tunge 0; A⸗ lange
— —, — 9: Bøddelfniv]) = C; A: Bodelkniv
— 218. — 2: gyſe for) — B; A: gyſe ved

— 219, — 12-14: Og Angilbert? | Aftolf. I ØD, gid
de vare faldne] — C; A:
Og Angilbert? Der er dog intet hændt dem?
(Aftolf tier).
Ha, hvad betyde disſe ſtumle Miner?

376 Anmærkninger.

Du ligner Uglen paa den mørke Green, .
Som Solen overrumpler. Hvorfor blinfer
Du faa med Piet? Bil du tvinge Taarer
$ Diet frem? Ifald der ingen er,
Saa fad det blive tørt, og ſiig mig tørt:
Hvad er der hændt dem? Gi de faldt i Slaget,
Det veed jeg, ſtiondt de voved fig i Faren,
Hvor den var ftørft.
Aſtolf.
O gid de vare faldne
Side 220, Linie 2: rafte]j — D; A: ſtrakte
— — — 5: Faftrade] = B; A: Faſtrade
(iiskold).
— 221, — 4: Længft Liv er Dieblik mod] — C; A:
Det længfte Liv er Blund mød
— —, — 16: Y ſtumle, blodigkladte Dødsherolder] =
B; A: J ſtumle rødbeflædte Dodens Sønner
— 222, — 7-8: feire hellig Glædesfeft, | Nu ved den
fulde = 0; A:
feire hellig Gladesfeſt!
Hel Mange troe, af denne Blok betyder fun
Sin tappre Herman, fom, for ottehundred Aar,
Slog Baruslegionerne; men bedre veed
Druiden Sagnet: det er Wodans Billed. felv.
Dog, German eller Wodan, begge glædes ved
En Setersfryd af Landets Børn. Saa lader os
Nu, ved den fulde
— —, — 20: dem] — B; A: Andre
— 223, — 16: bedrageriſke, falffej = C; A: bedrager⸗
ſte, den falſke
— 224, — 8 hang] —03; A ſin

Anmærkninger. 377

Side 225, Linie 7 og 15, Side 226, Linie 10g17: Over—

druiden.]—= B; A: Druiden.

— 13-14: Thuner ei; | KunMenneffet]=C;A:
Thuner et;

Ugierne driffe Hertha Blod af Alteret.

Kun Menneſket

— — 26: Flere Sadfer.] = B; A: (Mumlen

mellem Hoben).

226, — 3-4: af ædel Æt. | Hidbringer Hildegunde]

— 133 Ås

af ædel t,
Som fordumstid Beleda, ſom Aurinia.
Hidbringer Hildegunde
—, — 14: Hvad eller) — C; A: Hvad heller
227, — 20: Bønnen] = B; A: Bønner

228, — 7: ingen Grav) — B; A: ingen Grave |
—, — 9: tætbeffrevne] — B; A: velbeffrevne
229, — 8: taffe; thi Druiden) = B; A: takke

kun. Druiden
232, — 16: Gr her igien, og] =B; A: Cr atter her, og
—, — 18-19: til din Moder. | Hildegunde]= C; A:
fil din Møder.
Jeg føger Eder om en liden Stund!

(Hildegunde
—, — 28: Wittefind] — B; A: Wittefind
(rolig).
233, — 7: et Smiil) = By A: et! fpodfi Smiil
—, — 21: FWorbaanelfe] — B; A: Fornærmelfe

234, — 24: Sacdhfer] — B; A: Bildmand
235, — 18-19: til det yderfte, | Jeg fafted mig i
Faren] = C; A:

378 Anmærkninger.

til det Merſte;
Saae, der var ingen Hielp mod Karl den Store,
Som ordenligt, med fine Helteræffer
Indbrod i mine Saxers vilde Flok,
Der hylende, fom Ulve, maatte bløde; —
Jeg kaſted mig i Faren
Side 235, Linie 20: Snart blev jeg faaret] — B; J Blev
ogſaa ſaaret
— — — 22: fanf] — B; A: faldt
— 236, — 5: hede] = B; A: hidfige
— — — 11-12: har helbredet mig. | En Eremit mig
døbte, jeg er Chriften) — C; A: i
har helbredet mig,
Og Kildens Bæld har vedergvæget med
Den ſande Svaledrif. En Eremit
Mig døbte der, og nu er jeg en Chriften. i
— — — 13-14: mod Carl den Store, | Jeg gaaer
til Heresburg]) = C; A: ;

mod Karl den Store!
Det gior mig ondt, at jeg har ægget Godfred,
De Danſkes Konge, til med fine Sneffer
Ut følge Rhinen og at hærge Landet.
Jeg gaaer til Heresburg
— —, — 21: blof] = B; A: meer
— 237, — 2: Hvem] — B; A: Som
— 239, — 4, til Side 240, Linie 3: Albion. | Hvo
er den Mand, ſom kommer der? osv. indtil: Wodan
og Thuner, Frea glæde dig!) — C; A:
Albion
(ſiddende paa en Stub).
Hvo er den Mand, fom ligger der bag Træet,

Anmærkninger, 379

Dodbleg, og ſnoret i en linnet Kittel?
Er det en Franke? Frygter han mit Sværd?
Jeg myrder ingen værgeløfe Fanger.
Gav du ham Mad og Driffe, fom jeg bød?
Svenden
(ſnorer fin Vadſeek til, og tager den paa Ryggen).
Ja Husbond! Nu er han vet farfÉ igien,
Og beder om at tale med dig ene.
Albion.
Godt! Lad ham komme.
Pipin
(kommer forflædt ſom en Betler).
| Wodan glade dig!
Side 240, Linie 13: Jeg, en Franfe] — B; A: Jeg, er
Franke

— 241, — 16 og 20: Tigger]) — D; A: Betler

— —, — 18: figger] — D; A: betler

— —, — 22: ved] = B; A: for

— 242, — 23-24: pan Bierget er vi frie; |. Did brin—

ger jeg] = C; A:

(Trællen gaaer).

paa Bierget er vi frie;
Der byder Harzen Klippens evige Blokke,
Til Ly og Fæftning, for en tapper Slægt.
Did bringer jeg
— —, — 28: Barug, over fine tabte Sfarer]) — 0;
A: Varus, for de tabte Legioner
— 243, — 8: Sti] = B; A: Gangſti
mm — 42 Side 244, Linie 2: Albion | op=
bragt, ftøder ham fra fig. | Snigmorder! fly. osv. ind-
til: Keresburg. Carl. Aftolf.]) — C; A:

380 Anmærkninger.

Albion (opbragt).
Snigmorder! Fly!
Pipin.
Forkaſter du min Hielp?
Albion.
Jeg har dig lovet Fred, den har du end;
Men fly! hvis ikke træffer dig min Brede.
(gaaer).
Pipin.
Taalmodighed!
(vinker ad Svenden, ſom har holdt fig i Baggrunden).
Hvor gaaer han hen?

Svenden.
Til Hytten.
Der boer hans Brud.
Pipin. |
Hvordan? J Hytten der?
Svenden.
Og i den mindre, næftved, boer min Egen.
Farvel !
Pipin.
Gt Dieblik! — Der boer hang Brud?
Svenden.

Ja, med ſin Moder og ſin lille Soſter.
Hans Moder er der ogſaa; hun beſoger
Sin Svigerdatter.
Pipin.
En midaldrende
Ret vakker Kone, med kulſorte Haar?
En deilig Mo, med aſtelyſe Lokker?

Anmærkninger. 381

Svenden.
Saa er det.
Pipin.
Godt! Jeg takker dig! Farvel!
(Svenden gaaer).
Pipin cene).
Nu — hyvis det Pirremiddel ikke hielper,
Og hærdes ei til Staal dit Hiertes Jern
J dette Jisvand, Albion! — Jeg funde
Beklage ham; men bort Medlidenhed!
Karls fæle Blodtorſt kommer mig til Hielp.
J dette Opror gielder ingen Omhed!
Hvad Moder — Søfter — Brud? — Naar Retfærd
væbne
Til Blodhævn Sønnen mød en Faders Bryft,
Hvad ſporges vel, om et Bar dræbte Qvinder?
(gaaer).

Hytten.
En Loibenk ved Væggen. Albion ene.

Albion.
Her er ſlet ingen. Er min Moder gaaet
Maaſkee lidt ud i Lunden med min Brud?
O min Veninde! Lykkelige Sfiæbne!
Hvad agter jeg, Kong Karl, dit vundne Slag?
Kan du berøve Manden, friſk og fri,
Den Lykke, ſom er grundet i Naturen?
Skicenk Frea mig en Hule, tor, paa Harzen,
Hvori din ſtionne Sol og Maane ſtkinne!
Et Kildevæld, ſom Vaarens Blomſt beføger,

382

Anmærkninger.

Hvis Flugt et Vinteriſens Skorpe hæmmer;

Et Spyd, et Sværd, et Skiold; og Leiet lunt,

Bedæft af ſmidigbrune Dyreſtind — —
(ftudfer).

Men hvad er det? Der er jo Pletter Blod

Baa Gulvet? — Dog — det maa vel være Band,

Som, nylig fvilt, formorker Leret fun.

Ser er faa ſkyggefuldt i denne Hytte,

Saa muggent! Den er bygget midt i Skoven.
Paa Harzen, Hildegunde! boe vi bedre,

J Freas Luft. — — Bed Wodan, det er Blød!
Har de, til Tak for Seiren, offret her?

(Han fætter fig et Dieblik og venter, men fyringer

utaalmodig op).

Der fommer ingen! Og det Blod paa Gulvet
Jorfærder mig. — O alle Valhals Guder!
Bag Bænfen flyder det i rige Stromme;
Og under Bænfen rører fig et Voſen.
Hvem er der? Kom herfrem! Hvo ligger ffrult
Derinde mellem Huderne? Svar! eller
Jeg jager Spydet i dig.

Ven lille Winfreda

(fommer frem, med nedhængende Haar, bleg fom et Liig,

fnæler og beder).
Albion!
Barmhiertighed! Du er jo ingen Franke!
Du elffer jo min. ſtakkels døde Soſter;
Den lille Winfred vil du ikke myrde.
Albion.
Winfreda! — Eller ſpoger her en Svartalf
Kun i din Sfiffelfe? — Tael, Barn! forftum

ER NR

Anmærkninger. 383

Ei plat af Skræk! Jeg gior dig intet. Tael!
Hvor er din Soſter og hvor er min Moder?

| Winfreda.
Hos Frea!
Albion.
Kiære Barn, jeg beder dig —

Winfreda (græder).
J Stoven har de grumme Frankerbodler
Slæbt deres Liig.
Albion.
Fat dig, min lille Pige!
Du fværmer i en Feber!

Winfreda.
Jeg har feet det!
De hugged dereg Hovder af dem, over
Den blodige Sengeſtok, og flæbte dem
J Sfoven ud. Jeg fmutted under Sengen.
Der har jeg ligget nu i Dødens Angſt,
Og grædt, fordi de dræbte Hildegunde,
Min ſtakkels Soſter.
Albion (peger ud af Hytten).
Der?
Winfreda.
Ja ja! derude!
Der ligge deres Liig.
(Albion. ſtyrter ud. Pipin fniger fig ind. Winfreda ſkriger).
Pipin.
Irygt et, min Pige!
Jeg gior dig intet.

384

Anmærkninger.
Winfreda.
O hvor er min Moder!
: i (Plober ud).
Pipin.

Det virker tænfer jeg! Karl, dine Bodler
Urbeidet har for mig. — Der ſtaaer han ude,
Og finder Ligene. Han fnæler ned,
Den gamle Kones Haand han kyoſer tit;
Han tryffer Liget af den dræbte Pige
Faſt til fit Bryft. Nu drager han fin Daggert,
Og ffiærer Lokker af de fiære Døde.
Han vifler dem om begge fine Haandled.
O det er flygt at myrde Avinder! Mænd
Har jeg vel ogſaa dræbt; men aldrig Qvinder. —
Der fommer han tilbage. Piet ruller
J Hov'det vildt. Hvis han fun ei har tabt
Forſtanden rent, og ffiælner iffe Ben
Fra Fiende mer. Jeg træde vil tilfide,
Indtil det førfte Raſeri har lagt fig.
(ffiuler fig).
Albion

(kommer tilbage, bleg ſom et Liig, med lange Haarlokker

nedhængende om Haandledene).
Jeg ved — ſelv Guderne forfølger Sfiæbnen.
% Ragnarokur ftride Morkets Jetter
Mod Aſerne. Ja, om det ſelv er Thor,
Saa qvæler ham den fæle Midgardsorm.
Men Guden dræber Slangen før han falder.
Det er en Troſt! Ja Trøft! Ja det er Trøft.
Min Hildegunde! har det grumme Staal
Alt filt din Lilie fra fin Stilk? — Og du,

Anmærkninger, 385

Som bar mig under Hiertet, — Du min Moder?
Jeg kunde græde Blod — det forte Blod.
Men jeg vil ikke græde, jeg vil hævnes.

Hærd mig, Fortvivlelfe! ſom Vinterkulden
Den letbevægte Kilde! Sfiærp mig, Brede!
Du Hvæsfefteen, drei dig paa Lykkens Hiul,
Og find din Vellyſt i en blodig Daab.

Ja Karl, ja jeg ſkal hævne mig paa dig,
Afſkyelige, uhosimodige Fiende!

Du kalder dig en Chriſten? Ja en Chriſten!
O hvilfe Chriſtne! — Men de veed det felv,
Ut Helved fluger dem. De har en Satan,
Som glæder fig fun ved Forbrydelfer,

Som frifter dem, og martrer dem tilfidft.
Kom. Satan! ſom vil træffe Karl den Slagter.
Kom! viis dig i hvad Skikkelſe, du vil;

Som Barulv, med to ſammengroete Pine,
Som Kempeadderkop med giftige Hægter,

Som Liig, — forpeftet, halvforraadnet Legem

Fra Graven — kom!

(Pipin træder frem og betragter ham rolig, med en ondſkabs—

VIII,

fuld Mine).
Albion (gyfer tilbage).
Du tager mig paa Ordet?
Pipin.
Du kaldte, ſyntes mig; hvad vil du mig?
Albion.
Saa fæl? Jeg havde iffe ventet dig
Slet fan affkyelig.
Pipin.
Jeg ftaaer dig bi.
25

" 386 Anmærkninger.

Ulbion.
Jeg fane dig før, hvis ei min Higrne drømmer;
Da loved du mig Hævnen.

Pipin.
Du forſmagede
Min Hielp.
Albion.
Jeg var en Daare. Tilgiv mig!
Pipin.
Saa folger du da med?

Albion.
Ja! Ja ved Frea!
Seer du den unge Mo paa Skyen hiſt?
Den gamle Kone? — blege, truende! —
See! deres Haar har jeg om Hænderne!
See, hvor det drypper Blod!
Pipin.
Saa ræf mig da
Din Brøderhaand! Med fleben Dolk i Barm
Bi flyve did.
Albion.
Ut vife Karl den Kunſt,
Som han har lart og. Vi fan ogſaa myrde!
(De gaae).

Seresburg
Karl. Aſtolf.
Side 244, Linie 7-9: Som du befol. Carl, | Hvor gaaer
det mine Døttre] = C; A:
Som du befoel.

Anmærkninger. 387

Karl.
Jeg veed det! Hvorfor ſtulde
Jeg nægte ham en Sammenkomſt? Troer han,
Jeg før ei tale med ham?
Aſtolf.
Vi kan ſnart
Vel vente ham.
Karl.
Hvor gaaer det mine Dottre
Side 244, Linie 19-26:
Hvis han har fabt — jeg har ei mindre tabt.
Aſtolf.
Det græmmer mig, at fee min Konge ſorge.
Du er forſtemt. Maaffee fortryder det dig,
Ut du har fendt de fræffe Underfaatter
Benaadning ?
Med et ondffabsfuldt Smiil.
Hvis det angrer dig, min Konge!]
—64.
Hvis han har tabt, ſaa har jeg ogſaa tabt.
Mit Tab er vift; og hans er meget uviſt.
Aſtolf. |
Det græmmer mig, at fee min Konge førge.
Karl.
Kan det forundre dig? Ved Ronceval
galdt Roland, Olger, Ekhard. — Angilbert
Og Eginhard jeg miftet har ved Sontal.
Snart ftaaer jeg vennelos.
Aſtolf.
O-trø det et!
25"

388 Anmærkninger.

Du finder fi for cen, ſom onſker at
Erftatte Tabet.
Karl.
Ya, jeg veed” det, Aftolf!
Og blandt titufind findes der ei Cen,
Som fan erftatte det. ;
Aſtolf.
Det tabte Gode,
Betragter Hiertet ſom det bedſte Gode.

Karl.
O tie, med den forſlidte lunkne Troſt!
… Jeg væmmes ved den.
Aſtolf.
Kongen er fortørnet! —
Karl.
Jeg er forſtemt! — Det halv. fortryder mig,
Ut jeg har fendt de fræffe Underfaatter
Benaadning. —
Aſtolf.
Hvis det angrer dig, min Konge!
Side 245, Linie 4: før] = B; A: af
— —, — 1412-15: J Stuen hos fin Avinde! Fa⸗
ftrade. | Grumme Carl! | Du elffer mig et meer) =
CA:
J Stuen hos fin Qvinde! Moren fætter
Sit Skiold og Landfen udenfor ved Døren,
Naar han beføger Koner. Denne Sfif
Er findrig, burde føreg ind i Landet.

Faſtrade.
Du elſker mig ei meer!

Anmærkninger, 389

Side 245, Linie 26-27: Dine, Mund | Udgiorde Mennefet]
— SNA:
Dine, Mund,
Hvis Hænder, Fødder, hvis et velffabt Legem
Udgiorde Menneſket
— 246, — 16-17: at fee Henrettelſer. Faſtrade.) —
C; A:
at fee Henrettelſer;
Og Hævnens Blodftænf, paa den røde Blok
Ci gotte mig, ſom Rofer 1 en Hauge.

Faſtrade.
— — — 25-27: være ſvage Ovinder, | Og iffe giore
jer til fæle Halvmænd! | Dog —jeg har Intet] = C; A:
være fvage Qvinder !
Naar qvindlig Svaghed har Elffværdighed
Og den beffedne Frygt i Følge med,
Hvor er den Mand, fom vil bebreide Qvinden ?
Men folde Stolthed — fæl Forbittrelfe,
Som vild forftyrrer Mandens Rolighed,
Og vælter Sfylden dog Paa ham i Noden,
Endſkiondt den hidſed ham og ægged ham; — -
Men jeg har intet

— 247, — 29: mig trodfe mine] = 0; a4: mig at
taale mine
— 248, — 1, til Side 251, Linie 8: Carl | fommer til-

bage i dybe Tanfer. | Jeg fan i Nat et ſove. osv. ind-
til: Wittekind | træder ind, rolig og beffeden.] = D,
som dog har enkelte flere, smaae Afvigelser fra denne
Scenes oprindelige Form, der sees nedenfor fra Side
396, Linie 18, til Side 399, Linie 13; A:

(Karl fommer bevæbnet tilbage, fulgt af en Svend).

390 Anmærkninger.

Karl.
Er han der alt? Belan, faa lad ham komme!
Skal det dog være, heller forſt end ſidſt.
(Svenden gaaer).
Mit Vaaben ffiærmer mod hans Raferi.
Frit Leide har jeg lovet ham tilbage;
Men vogt dig, Wittekind! at overtræde — .
Min Gaardsret! Jeg er ftemt til Mildhed nu,
Tirr iffe Løven atter!
Wittefind
(træder ind, rolig og beffeden).
Side 251, Linie 19: Jeg haaber, du er iffe farlig] =C; A:
Har du forblødt dig? Eſt du farlig
— —, — 27: Selv Tapperheden hos min bittre Fiende]
— B; A: Steds Tapperheden; felv hos mine Fiender
— 252, — 25: tigge] — D; A: betle
— 253, — 6: Sachſer gage mød Jranfer] — B; A:
Saren gaae mød Franfen
— — — 13, 1408 15: Sadfen) = C; A: Tydſtland
— —, — 14: Skovene for] Alle Kilderne: Skovene fra

7

— 254, — 22 vender fit. Anſigt bort, og] — B; A:
(ſtiuler ſit Anſigt i ſin Haand og
— —, — 6: Forfølgelfer] — B; A- Forfolgelſen

— — — 13: Du tvang migsei dertil; thi Chriſten—
dommen] = C; A: ,
Du tvang mig ei dertil. Den Draabe Band,
Som dine Munke jtænfed mig paa ISfen,
Gi tvætted Hedenſkabet meer af mig,
… End Kullet af en Morian. Chriſtendommen
— —, — 16-17: ugudelig foragted. | Din Kraft har
ei) — 0; A⸗

Anmærkninger. 394

ugudelig foragted.
Jeg indfeer nu, hvad før jeg iffe fane:
Ut Menneſket bør ftige til Forbedring,
Som Planten, der fra Jorden hæver fig
Til gronnen Urt, fra gronnen Urt, til Blomſt,
Smykt med Naturens ffionne Purpurkrone.
Din Kraft har ei
Side 254, Linie 23-24: frede den i Norden ud. | J Bior—
nens Huler] — C; A:

brede den i Norden ud.
Hvad Willehad og Bonifacius
Kun proved fvagt, det ſtal vi bedre prøve.
De blodige Lunde fvinde bort — Kirken!

J Dyrets Huler
— — — 27: Sig vife] — B; A: Kun ſtande
sr SR AE ØV
for en langſom Hevn

Af Carl ffal ei hang værfte Fiende frygte.
Men vi er alle Menneffer, og Slethed
Kan giore felv den Mildeſte fortørnet.

Wittefind.
Saa har du ladet mine]
= CC; A:
for en langſom Hævn
Skal ingen Fiende frygte; det er mød
Mit Sindelag. Men opbragt fan jeg blive;
Thi vi er alle Menneſker.

Wittekind.
Saa har du
Vel ladet alle mine

392

Anmærkninger.

Side 256, Linie 21: Befaling] — B; A: Beſlutning
— 257, — 4: Bøddeløre] — C; A: Bodeloxe

Dæm

258

— —

— 13: Krigeren] = C; A: Krigeren (med
pet Røft).

— 23: flængt] — B; A: dybt

, — 15: Godfred] = B; A: Gotfred

, — 18, til Side 261, Linie 1: Gaaer, | Carl |
fjiertegreben, osv. indtil: En Borg. ved Rhinen] =D; A:

) " (Gaaer).
Femte Handling.

Hauge paa Heresburg. Aften. Maaneffin.

Imma… Bertha.
mm a.

J disſe ſtionne Gange,
Med Maaneſtin, faa dunkellyſe, lange,
Hvor, ved min Elſktes Side,
Saa. fit jeg ffued Flodens Bølger glide,
Bed Nattergalens Klukke, —
Der lyder eenſomt nu fun mine Suffe.
Hver Sfygge mig imøde
Bedrovet kommer, fom den fiære Døde.
Nu fmiler et, nu græder
Den blege Luna til forladte Steder,
Hvor hver en Blomft i Haven
Kun ftaaer for mig, fom Rosmarin paa Graven.

Bertha.
Hvad vil jeg her tilbage?
J Luften flyver. forten Ravn og Krage,
Hen over Fieldekanten.
J Firmamentet ſtaaer, ſom Diamanten,

Anmærkninger. 393

Eenſom den ſtore Stierne,

Som vinfer mig fra Jorden til det Fierne.
Ha brift, mit fulde Hierte!

Hvi piner du dig med en langſom Smerte?
Som AUngilbert, du byde I
Din Salg for Øren! Lad faa Blodet flyde!
Saa er 1 faa Minutter

Du hos din Ben. Thi denne Jord har lutter
Bedrageriſke Glæder ;

Og Diet ffiælner ret førft, naar det græder.

Imma.
O hor hans Harpe klinge!
Han flaaer endnu den, paa fin Englevinge;
Og Eginhard deroppe
Jeg feer fra Skyens følverdæfte Toppe.
Den ſtore Bog han ud af Sfyen ræffer,
Af Evigheden fÉrevet;
Den er ham ffiænfet blevet.
Seer du? det hemmelige Seigl han bræffer !
Løft er den ſtore Gaade, —
Og falig er han, i fin Frelſers Naade.

Bertha.
Bedrovelſen jeg hader!
J Kampen følger jeg min ſtore Fader.
Min Angilbert! Din Død jeg efter Cvne,
Med fvagen Haand ſkal hævne. '
Ja — jeg ſtal Sarer fælde!
Og paa den Steen, hvor de dig monne myrde,
Skal jeg mit Hoved hælde, —
Og ſnelt affafte Livets tunge Byrde.

394

Anmærkninger,

Imma.
Nei, fredelige Kloſter!
Dit Lovte nu mig ingen Taare koſter;
Min ſtille Troſt jeg henter,
Som Eginhard, af dine Pergamenter.
Der Sangens fromme Tone
Min Lidenffab med Himlen ſtal forſone.
Som dine Spir du ræffer
Aj Maanffin over Sfoven,
Og ſpeiler dig i Voven —
Saa til min Gud jeg mine Hænder ftræffer !
Bertha.
To Mænd i Haugen hift jeg feer fremſtride,
Kom, lad os gaae tilſide!
(De gaae).
Angilbert og Eginhard fomme.
Angilbert.
Saaledes, ubemærfet,
— ſtiulte Dor paa Faſtningsvarket,
J Haugen ind vi ſmutter;

"Og fnart omfavne vi de fiære Glutter,

Seer du ei? Lyſet flammer
Endnu, paa deres Kammer.
Ak, de fan iffe hvile!
Saa lad os hurtigt handle,
Og pludſelig forvandle
Til Glæde. Sorgen, Taarerne til Smile.
(De gaae).

(Bertha og Imma fomme tilbage fra Baggrunden).

Bertha.
O Imma, fiære: Søfter!

Anmærkninger. 395

En Aabenbaring mig i Nøden trøfter.
Mit Hierte fig et meer i Sorgen vaander!
Jeg feet har deres Mander.

De fvæved her! Mig ei bedrog mit Øie;
Jeg ffiælned begge nøie.

Thi Arm i Arm jeg fane dem langſomt vandre,
Bed Maanffin, med hverandre.

Skiondt falige hos Gud, de dog beføge
De ſtyggefulde Bøge.

De fan et Længflen dølge,

De deres Elſkte vente;

De kommer, os at hente —

Velan! jeg ffiælver ikke for at. følge.

Imma.
Jeg glædes med! Jeg ſaae dem ogſaa begge
Her, Arm i Arm, paa Sfuldren Haand at lægge,
Imens forbi de ginge.
Men ei ſom Engle! thi, foruden Binge,
Jeg fane, med Kinder røde
Dem muntert ſmile. De var iffe døde!
Net trøft dig, ædle Bertha!
Ei deres Hierter offredes til Hertha!
(Angilbert og Eginhard komme tilbage og omfavne
de Elffede).

Ungilbert. >
Nei — fraftigt. end i Barmen I
For Cder banfer det, med Ungdomsvarmen!
Eginhard.
Vi leve! Dobbelt leve vi, da Livet
Blev os til Elſkov givet.

396

Anmærkninger,

Imma.“
Du ei paa Stenen blodte?
Eginhard.
Nei, thi en Frelſensengel der vi modte.
Bertha. .
Min Ven! du aander? Kan du mig forflare —
Angilbert.
Jeg alting ffal befvare !
Men førft fin Ret forlanger Kærligheden;
Og i dens Gladeseden
Er Ordet altfor fvagt til at udtrykke
Sin hele Fryd.

Bertha.
O Salighed!
Imma.
O Lykkel
(De gaae).
Karl

(fommer fra den modſatte Side, langſomt med Armene

overkors, i dybe Tanfer).
Jeg fan i Nat ei fove. — ,
Min Tanke fvæver i de mørfe Skove,
Hvor Saxers Blød det grønne Græs har vædet.
Nu ffinner Maanen hen paa Retterftedet. —
(træder længer frem).
Forbittrelſen er fvundet;
Men haardt faldt Øren, rigt er Blodet rundet ;
Og ingen Morgenrode
Fremkalder Flokken atter fra de Døde,
gør hiſt — naar Domtrompeten
Os alle falde frem for Majeftæten —

Anmærkninger. 397

Den Store — Frygtelige —
Hvor jeg og fattigft Betler i mit Rige
Har lige Rang! —
(Han tier et Øjeblif og figer derpaa):
Nu ſtkal et meer den Bilde
Med lumfſke Vile Frankerblodet fvilde;
Forſtyrre, Herre Chriſt! din hellige Lære.
Nodvendigt var fligt Offer til din re!
(atter Taushed).

Hvad vover jeg af tale? —
Jeg hørte hift i Gaarden Hanen gale, —
Som hisfet, Petrus! da du ham fornægted.
Jeg føler fært mig nu med dig beflægtet ;
Og bitterligt jeg funde —
J disſe ftille Lunde, —
Hvis ingen fane det — græde!

(Baufe).
J fiære Skygger! JFJ af Graven træde!
Min Eginhard, min Angilbert! ſom Engle,
Med Havnens Glavind, ei med Lilieftængle.
Thi ffiondt mit Hierte gyſer,
For Eders grumme Mord paa blodige Stene,
Saa troſter mig dog ene
Den Tanke, — fom en Straale den mig lyfer,
Fra Gravens Nat, — at jeg mig: har forfvaret,
Og dem ei fpart, fom intet mig har fparet!

Imma, Bertha, Angilbert og Eginhard
(fomme tilbage). .
Eginhard.
Min Fader! j

398

Anmærkninger.

Angilbert.
O min kongelige Herre!
(De kysſe hans Hænder).
Karl (forfærdet).
Nu bliver Natten værre?
Nu drømmer jeg lysvaagen;
Thi Skyggebilleder jeg feer i Taagen.
Imma.
Net elffte Fader! Glæd dig med din Datter!
De er et dræbt! du favner: fro dem after.
Karl.
De leve? — Du bedrager
Dig felv, mit Barn!
Bertha.
Wet, endt er vore Klager,
Endt er vor Sorg! Lad alting os forfynde —
Karl (affides).
Med hvert et Ord, vil min førft ret —
Bertha (forundret): |
Hvad fan din: Fryd forhale?
Karl (høit, til Bertha).
Agt iffe paa min Tale!
(til Mændene).
Hvo har Jer ffiænfet Livet?
Selv har Jreder atter Frihed givet!
Gi fandt? Den dorffe Fiende,
Som fun med Baſt fan binde,
Holdt Eder flet i Lænfer.
En driftig Flugt bedrøg de plumpe Rænfer ;
Og, ſnart igiennem Dalen,
Y flygted hid, fra Døden og fra AQwalen.

Anmærkninger. 399

Eginhard.

Nei, Herre! nei! Vi ſtod for Stenen blodig:
En Saxer, adelmodig,
Gav Livet os tilbage,
Skiondt vi os fandt i Skicebnen, uden Klage.

Karl (med ſtigende Bevægelfe).

Hvo?

Eginhard.
Albion! En Helt af Dyd og Ære,

Som fører Sarerhære,
Han losgav fine Fanger.

Karl (fortvivlet).

Saa har jeg intet mere! — Kun min Anger!
(Han føger at fatte fig, og figer derpaa venlig til de

Elſkende):

Chriſt figne Jer! Hu er I lykkelige! —
Wen Karl ftaaer fattig i fit jtore Rige;
Og Eders Frelfe, mine bolde Sønner,
Hvormed Uffyldigheden Gud belønner,
Forvirrer mine Tanfer !

Thi paa mit Hoved gloende Kul den fanfer,
Forſtyrrer Hiertefreden,

Og gior til Fiende mig Samvittigheden !

(Gan gaaer, de følge ham).

En Borg ved Rhinen,

Side. 261, Linie 16: Tider] = B;. A: Timer

— 264;

— 14: Hos Levende der findeg] = B; A: Ibi

hos de Levende findes
— 265, — .2-3: lad mig ene! | Jegohar min] — B;
A: lad mig ene | Kun, med min

400 Anmærkninger,

Side 267, Linie 7-9: at fætte mod ham. | Godfred. | Jeg
kommer Qittefind] — C; A:
at fætte mod ham.
De ſukke drøveligt i deres Huler,
Og fee pan Maanen; mens den Danffe munter
Seer daglig Solen bade fig med Purpur
Y lyſtige Bølger. |
Godfred.
Nu velan! jeg kommer
Den tappre Wittefind
— —, — 17: Betale Godfred Sfat] = B; A: Be= |
taler ogſaa Sfat | |
— 268, — 16: Bægrene] — D; A: Bægerne
— —, — —: 08] = B; A: mig
— "269, — 10: fræpver] == "B; "AF flurker
— 270, — 26-27: Sfiøndt han er død maaſkee; jeg
vedder, han | Bar iffe god] = B; A:
Selv efter Døden; og jeg vædder paa:
Han var et god

— 271, — 4: Hiertetg] = B; A: Hiernens
— 223 huldel = B; AA: Tiære |
— 272, — 6: Ammens] = B; A: Ammes

— —, — 8: Danernavnet] — C; A: Dannernavnet
— —, — 11: Tant] = C; A: Dunſt
— —, — 28: 08 om Ragnarofr] — B; A: 08 Rag-⸗

narofr
— 273, — 9: han udfaaret] = B; A: han alt faaret
BE ERNE danſte Delte Creed,
Danſte!

— 2 De Dante] BA: De Dunfſtke
(med Ild).

Anmærkninger, 401

Side 274, Linie 27: hans].= B; A: fin

, — 29: Alle følge ham.] = C, som dog udelader

ham; A:

VIII.

Alle følge ham).

Haugen ved Heresburg.
(Det gryer ad Dag, Maanen ffinner endnu).
Pipin. Albion.
Albion.
Snart bryder Dagen frem! Dens Purpurblus
Forjager alle Nattens Sørgeffygger ;
Dog finner Maanen end. Den hvide, blege
Gienganger fan ei finde Ro i Graven.
Pipin.
Lad Maanen være Maane! Maanen er
Gt intetfigende ſmukt Qvindeanfigt,
Hvis føde Smil vil gierne takkes Alle,
Mens Hiertet er üskoldt og ligegyldigt.
Lad den felvfiærlige Maane pynte fig
Med fine Straaler, og pas du dit Hværv!
Albion.
Alting forftaaer du, med en egen Kunſt,
At drage ned i Polen og befudle.
Pipin.
Klæd hver en Sandhed ſplitternogen af,
Og du vil gyfe for den fæle: Beenrad,
Naar Lognens Kaabe falder den fra Hoften.
Albion.
Saa kaſt du felv nu Lognens Kladebond!
Og ſiig mig uforblommet, hvo du eft?
Thi iffe troer jeg længer at du varft

En tapper Hovding i den Starkes Hær.
26

Anmærkninger.

Din Læbe træffer Liften fun til Smiil.
Din ffumle Bande fiuler mere mork
End Midnatffyggen.
Pipin.
Agt ei paa min Pande,
Betragt mig kun ſom Jernet i din Dolk!
Hvor kommer Jernet fra? Fra dunkle Bierg.
Bekymrer du dig om Oprindelſen?
Du bruger det! Thi det er ſtarpt og hvaft.
Albion.
Den ſtore Mand i den kulſorte Brynie,
Der fad i Skoven, hvor vi gif forbi —
Pipin.
Der fad flet ingen. Tro mig dog engang!
Det var en Drøm fun af din egen Hierne!
En Stub i Maanffin af et gammelt Træ!
Albion.
Han trued ad mig, varende med Haanden,
Som om han vilde gienne mig tilbage —
Pipin.
Det var kun Vinden i den morke Green!
Albion.
Og ſkreg i det han reiſte fig og fvandt —
Pipin (feer).
Hvad fireg han da?
Albion.
God Aften, Fadermorder!
Pipin
(gyſer tilbage et Dieblik og figer ſagte):
Kan Drømme giette Sandhed?
(fatter fig ftrar rolig).

Anmærkninger. 403

: Biin ei Hiernen,
Med latterlige Gisninger! Hvad kommer

Min Sfiæbne dig ved? Spørger jeg om din?
Hevn over Karl forbinder 0%. Hang Død

Er Maalet for vor fælleds Nattevandring.

Naar han er faldet, ſtilles brat vi atter,

Og ingen ſporger om den anden meer.

Albion.
Saae du den hængte Riddersmand i Lunden?
Pipin.
Hans Navn var Aftolf, jeg har kiendt ham godt.
Saadan behandler Karl felv Rigets Forſte.
Deſpotiſt ſom en Mor, han præfer Mildhed.
(Gader ſpeidende nogle Skridt tilbage og ffotter til den
Floi af Borgen, fom vender ud mod Haugen).
Albion
(træder frem i Forgrunden).
Jeg ſvoret har af hævne mig; men hævner
Et usſelt Mord, ſom brændemærfer mig?
Jeg fvoret har, Karl, at ydmyge dig!
Men ydmyg falder du ei for min Daggert.
Belan! — Wed Natten kommer bedre Raad.
J Maanens folde Glands de fiære Skygger
Omfvæved mig, de kiolede mit Blod,
Og vifte Veien til et værdigt Maal. —
Jeg væmmes ved, af følge denne Niding,
Som ved at bære paa det blotte Bryft
En giftig Tudſe. — Men et Øjeblit
Maa jeg endnu dog taale ham. Hvem der?
(Karl aabner en Dør paa Floien og fommer ub).
26"

404

Anmærkninger.

Pipin (drager Albion tilfide).
Der er han! Sfiæbnen bringer ſelv vort Offer.
(De træde tilfide).
Karl.

Hvor lang er denne Nat. Jeg fan et flumre!

Det lille Kammer er mig alt for qvalmt.

De kiolige Træer vinfe mig igien!

Her ſaae jeg mine Dottres Glæde; her

Forfolger mig ei Anelſernes Gru,

(Seer fig om).

Og dog — det er, fom alting var forvandlet.

For vinfte mig det Grønne vennefælt;

Den grønne Farve tyktes mig faa tro,

Saa qvagende, faa roligftyrfende; —

Nu tænfer jeg paa Skimmelhed og Plug,

Der dæffe fugtige Salpetervægge,

Gravhvalvinger og Liig 1 Kifterne.

Det fugtige Muld er flamt i Natteduggen;

Og Tudfen hopper fvullen under Træet,

Hvor. før jeg hørte Nattergalens Roſt.

(Pipin fniger fig bag paa Kongen, Albion efter ham; idet
Pipin vil ſtode Dolfen i Karl, griber Albion ham om
Armen og raaber, medens han holder ham faft i
denne Stilling):

Ha! vogt dig Karl! Din Son vil myrde dig.

Karl.

i

Forroderie!
Pipin.
Forreæder!
Albion.
Det er du!

Anmærkninger. 405

Karl (gyfer tilbage).
Min Søn? — Ubhyre!: —
Pipin (ffummende af Harme).
Unaturlige Fader!
(til Albion).
Fordomte Træl, fom fpilder mig min Hevn!
Albion.
Bær rolig Konge! Gior et Larm forgieves!
Du finder Biſtand nok i Haugen her.

(falder).
Siegbert!
(Sarer træde bevæbnede frem).
Karl.

| Omringt af Saxer? Ha fordomt!
Jeg lokket er i Fællen. Vagten hører
Ei mine Raab, i Borgens fierne Gaard.
(drager fit Sværd).
Men dyrt, dyrt ffal J ftøbe dog mit Liv!
(Sarerne bemægtige fig Pipin paa Albions Vink).
Albion (til Karl).
Den fom har reddet, røver ei dit Liv.
(til Sarerne).
J fvor en rædfom Eed, at lyde mig!
Siegbert.
Den har vi fvoret. Skal vi dræbe Karl?
Albion.
Jeg gav dig Frihed.
Siegbert.
Din, med Liv og Blod,
Er Siegbert.

406

Anmærkninger.

Flere Saxer.
Din med Liv og Blod Enhver.
Albion.
Saa hylder Kongen! — Han er eengang nu
Vor Overherre. Bringer denne Morder
J Sifferhed! Gaaer bort med ham af Haugen,
Og venter udenfor, hvad Kongen vil!
Det er mit fidfte Bud. Har I mig fiær,
Saa vdey mig! Og fvigter ei den Eed,
Som J har fvoret høit paa Wodans Blodſteen.
Sarerne.
Bi lyde dig!
Albion.
Min Siegbert! forſt et Ord!
(Gan taler ſagte med ham).
Siegbert (bedende):
O nel, min Hertug!
Karl (forundret).
Hertug?
Albion.
Det er ſpvoret,
Bed Freas evigglade Kiærlighed!
Farvel! Forlader mig! Og lad mig ene
Med Kongen.
Siegbert.
Albion! grumt fætter du
Idag din Kæmpes Lydighed paa Prove;
Med lad faa være! Bi har fvoret Eden;
Og længe vil dog ei Skilsmisſen vare.
Thor ftyrfe dig, og Frea figne dig!

(Sarerne gaae med Pipin, fom fra det Øieblif han er

fangen, er fiunfen hen i en mork Stumhed).

———⸗ ⏑⏑

"i
ERNE * 4

Anmærkninger. 407

Karl.
Jeg falder i Forundring! Albion du?
En Sarerhøvding! før min bittre Fiende,
Nu min og mine Venners Redningsengel.
Fra fælen Offerlænfe har du løft
Min Eginhard og Angilbert; og nu
Du redder her min Søn fra Fadermord
Og mig fra Døden? Gloende Kul du fanfer
Pig paa min Idſe.
Albion.
Gid de' fvie dig!
Karl.
Jeg elffer dig! Og alting vil jeg prøve,
For at førfone dig.
Albion.
Jeg hader dig;
Og for forſoner du med Hunden Ulven,
End mig med dig.

Karl.
Min Immas, Berthas Tak
Vil rore meer dit unge ſtolte Hierte,
Som jeg beundre maa i al ſin Raahed.
Albion.

Raat er mit Hierte! Vil du ſyde det?
Fortæer det fun Barbar, faa raat det er!
Du eft jo blodig end om Munden, Karl,
Af dem du flugte nys.

Karl. i

Din Brede grændfer

Til Vanvid. Jeg er i din Gield; men fat dig!

408

Anmærkninger.

Beffiæm dig ikke felv! Forſpild ei atter,
Med Ukvemsord, den Agt jeg fylder dig!

Albion.
Tael ei om hvad du ſkylder mig! Din Gield
Utallig er, ſom Havets bittre Bolger.
Saa lidt du tæller dem, ſom du betaler!

Karl.

Hvad bærer du om Hænderne? — Hielp Himmel!
Det er jo Haar med levret Blod befudlet.
Den. ſtakkels Ungerfvend, han er forryft!
Mit Hterte bløder for ham.

Albion.

Nei, Kong Karl!
Den Seier faner du aldrig over mig,
Ut jeg ffal raſe ſom en gal Afſindig,
Skiondt det var hoiſt naturligt, om jeg blev det.
(loſer Lofferne af fine Haandled).

Tag disſe Loffer! Lad der flætteg Armbaand
Af dem, med Guld indfnoet, til dine Døttre.
Paa Bryllupsdagen maae de bære dem.
Det var min Moders og min Beileg Haar.
Det ffiar ei dine Bodler dem af Nakken;
Da de halshugged' dem; jeg ffiar det felv,
Og bringer dig nu Skatten, Herre Konge!

Karl.
O Simmel! er det muligt?

Albion.

Muligt? Ja

Hvad er ei muligt for den ſtore Karl?
Du har forvandlet Bolgen, ſtore Karl,
J Alleren og Veſeren til Blod.

EG EN

Anmærkninger. 409

Men vogt dig, Karl! det flyder ud i Havet,
Og [offer frygtelige Bildgiæs hid,
Fra Nordens Mofer.
Karl.
Gør mig, Albion!
Jeg har forfyndet mig, og jeg tilftaaer det.
Det er en Chriſtens Pligt at fÉrifte Synd.
Det græsfelige Drab paa dine Landsmænd
Mig tryffer Hiertet. Gud tilgive mig!
Tilgiv mig ogſaa! Slangen har' forført mig,
Som hvæfed i en deilig Qvindeham.
Albion.
OD. fy, den Mand, ſom daares af en Ovinde!
J fem Aar elffed jeg min Hildegund,
Men taug, betvang mit Hierte mandigſtolt;
Ifald hun havde fordret dine Venners,
De blege Svendes, Død, — endſtiondt uftyldig,
Forfort af Varſlerne; — jeg havde ſtark
Befæmpet Kiærligheden; aldrig kysſet
Den Mund, ſom fordred Menneſkenes Blod.
Karl.
Jeg har —— den Grumme.
Albion.
Ha du kaſter
Forſt Bronden til, naar Barnet alt er druknet. —
See, Karl! nu nyder jeg den Havn, jeg ſogte;
Thi bleg, beſtiemmet ſtager du for en Yngling,
Hvis WÆrlighed og Kraft ydmyger dig.
Og derfor fom jeg! Ikke for at høre
Din matte Taf, et for af være Bidne
Til din Fortrydelfe, fom intet frugter;

410

Anmærkninger.

Men for at fige dig, hvad ei dit Kryb

Ut fige vover; for af rive Maffen

Af dine Laſters Anſigt, vaffe Sminken

Af dine Dyders Kinder; at de gunſtne
Maa ſtirre paa dig, hæslige ſom Liig. —
Du fmigrer felv dig med at tvinge Norden
Til Chriſtendom? Men det er fun en Bielde,
Som fildrer din Forfængeligheds Øre.

Du river Hytter ned, naturligt bygt

Af Skovens Træ af Græsfets lune Mos,
Og ſammenlimer fummerligt og ſmaaligt
Det ſnorkelſmykte, ſonderbrudte Marmor,
Som hentet blier fra ødelagte Rom:

Det falder du, af danne raae Barbarer!
Du røver os den Tro, hvorved vort Folf
Sig ftyrfed i utalte Slægters Rakke;

Det falder du, af danne raae Barbarer!
Fordi vi fætter os med Kraft og Frihed
Imod din Herſkeſyge, rafer du,

Og fender ud en ffummel Bodelflok.

Den ædle Saxers Hoved falder blodigt

For Franfertrællens Hug, i tuſindviis:

Det falder du, af danne raae Barbarer! —
Men hør nu, Karl! din Heltegiernings Frugt!
Din Grumheds Ild har tændt et blodigt Had,
Imellem Norden og det ftolte Syd,

Der rafe vil, til tuſind Slægters Qval.

J ſtore Flokke ftimler hid Normannen,

Af ſamme Slægt, af ſamme Troe, ſom vi,
Men mere grum. Hans vilde Havnelyſt
Bil ingen Grændfer kiende. Lykkes det

Anmærkninger. 411

Maaffee dig felv, at gienne ham tilbage, —
Han kommer ſnart igien, naar du er død,
Og hærger langs ad Floden i dit Rige.
Han brænder dine Kloſtre, dine Børge,
% Zræfldom bort han flæber Landets Børn ;
Ungmoens Sfrig vil iffe røre ham.
Din fromme Søn paa Thronen, ffiælvende,
Bil græde fom et Barn, vil: fysfe Rifet,
Og fiøbe Nordens Skaanſomhed for Guld. —
Nu har jeg ſagt dig, hvad der foreftaaer,
Og glad og fraftig rider jeg til Valhal!
Tro ei, det er Fortvivlelfe! Jeg funde
Frit leve, ſom en Helt, og trodfe dig;
Men jeg er kied af dette ugle Liv!
Min Brud, min Moder alle mine Venner
Er hedengangne — Wittekind forlod mig —
Den blege Hær paa Sfyen vinfer mig,
Min Tro forbyder mig et Selvmordsdøden.
Belan jeg følger! — Frygt ei for af faldes
Min Morder! Mine Landsmænd veed mit Forfæt. —
Saa fom da du, min Faders gamle Sværd,
Og yd din unge Ben den fidfte Hielp!
(Gan giennemborer fig med Sværdet og falder)-
Karl
(efter at have ftirret paa ham med dyb Medlidenhed):
Din Tro forbyder dig et Selvmordsdoden? —
J disſe Ord, ulykkelige Helt,
Er alt mit Forſvar lagt. Thi bør et Chriſtne
Befæmpe flig en Tro, ſom roffer Livets
Nodvendige Grundvold, og ſom fværmerff adler
Forbrydelſer mod Gud og mod Naturen?

412

Anmærkninger.

OD redelige Taarer offrer jeg,

En Synder felv, dig her, min fyndige Broder! —
Men nu har ogſaa Karl udſtaaet fin Straf.

Den tunge Steen mig falder fra mit Hierte.
Mmyget har du mig! Men Ørnen dvæler

J Støvet ei, hvor den et Djeblik,

"AUF Lynet blændet, fafted fig forfærdet.

Den reifer fig paa ny, med dobbelt Kraft. —

God varft du, Albion! tapper var din Arm;

Men Hiertet, hærdet i en hedenſt Froft,

Som Blomfterqviften, havde tabt fin Knup,

Bar ingen Frugt! Og med indffrænfet Aand

Begrebft du ei, hvad Karl paa Jorden vil.

Ya — Chriſtendom og Menneſkelighed,

For Cder fæmper jeg. Tilgiv! jeg ſnubled!
(fnæler og folder fine Hænder).

Jeg ſkrifter angergiven, Himlens Konge!

Umenneſkeligt og uchriſteligt

Nar dette Mord! (taaer op) Dog ei med tomme

Klager

Gior Karl fin Handling god, men med Bedrift.

Bel forudfeer jeg det: Min Bredestid

Har brudt mit eget Bærf; det blier en Torſo —

En Stumy fun af en Helt! Men af hang Krop

Skal man dog flutte fig til Arm og Been;

Og fee, af Kempen ei var uden Hoved,

Endſkiondt han tabte det, et Ojeblik.

Min Aſk ci ſkyder fig mod Himlen rank,

Den kappet blev og den har tabt fin Toy;

Men mere bred og mere ſtyggefuld

Den ftræffer fig herefter over Jorden,

Anmærkninger. 413

Til Menneſkenes Tarv. Skee, hvad der vil
J dunkle Fremtid; min Bedrift ſtal ftaae
Dog lys, i balmork Nat, ſom høie Fyrtaarn
Med vældige Blus, og vare Fremtids Styrmand,
For lige Skibbrud. — Nu til Kongedaad !
Ult bryder Morgenrøden frem paa ny.

(Solen ſtager op).
Bort Suf og Graad, med Nattens blege Maane!
Her gielder det at holde Statens Roer,
Den ftærfe Ganger, i den ftramme Tomme.
(drager fit Sværd og peger med fin Finger paa Knuppen

af Hialtet).

Med dette Stempel, Herre! præger jeg
Din Lov paa Jorden.

(fvinger Sværdet).

Og med dette Staal
Skal Karl, din Tiener, give Loven Kraft!
(Han gaaer).

OD (ye bd
—J on

Rettelser.

Side 130, Linie 28: bælmærf læs: bæœelmork
— 199, — 9: Min læs: Mit
— 248, — 13: frygtelige læs: frygtelige —

J JJ —
FØR GeF Ære EESTI

PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

—

—

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

—— FEE ——
7 —

— TER IEA BENE —

Xen
SÅ —

kort Sem agre:

en

*

u
eg

—

er SE TEST FSR SEEREN

— —