Oldnordiske Sagaer;

DD
ra
*
m
Y
—
ir)
—
O
==
2
DD
—
m

——

3
7

HEM

72

i 2 Ar
VV

45

Dionordiſke Sagaer

udgivne

RHODE is
i HISTORIC

Al

O verſattelſe

af det

Nordiſke Oldſkrift-Selſkab.

Urdes Ord
Kan ingen modſige.
Fjolſvinsmaal.

Tredie Bind.
Kong Olaf Tryggveſons Sagas

Slutning
og tilhørende Fortællinger,

Kjobenhavn.

Trykt i det Poppſke Bogtrykkerie.

1827.

Kong

Olaf Tryggveſons Saga,

udgiven
af det
Nordiſke Oldſkrift⸗Selſkab,
o verſat
af

Carl Chriſtian Rafn.

Tredie Deel, UNE 5
Sagaens Slutaing og tilhørende Fortællinger. 1 L 1
|

.

Kiöbenhavn.

Trykt i det Poppſke Bogtrykkerie.

1827.

RR Annees
SE ande 01200 had
É i ka de TR sk 4 SND | i

w ; il

„ . . CV
I i

Til Læferen.

Da Udgave i Oldſproget af det gamle Nordens hiſtoriſke
Sagaer, ſom det Nordiſke Oldſkrift-Selſkab har foreſat fig
at beſorge, under Benævnelfen Fornmanna Sögur, er i
Aarene 1825 til 4827 fremmet ſaavidt, at de tre forſte i
disſe Aar lovede Bind ere udgivne. Af disſe Sagaers dan⸗
ſke Overſettelſe forelegges herved Almeenheden det tredie
Bind, ſom tilligemed Slutningen af Kong Olaf Tryggve—
ſons Saga indeholder ti kortere Fortællinger, der høre til det
Tidsrum og den Sagakreds, Kong Olafs Saga omfatter.
Enkelte af disſe, iſer de om Helge Thorersſon og Thor:
ſtein Bejarmagn indeholde faa meget Eventyrligt, at de maa
antages at vere forfattede i en ſildigere Tid og ikke fortjene
den Troværdighed, ſom hiſtoriſke Kilder, der, i det Hele tas
get, maa tillægges. ſelbe Sagaen og de ovrige Fortællinger.
Skient ſaadanne Sagaer have liden eller ingen Værd for
Hiſtorien, fortjene de dog, ſom Skrifter af en fem til fer
Aarhundreders Alder, at udgives baade for Sprogets Skyld
og ſom Vidnesbyrd om den Retning, Smagen og Folkeaan⸗
den i det trettende og fjortende Aarhundrede havde taget.

Om Planen for Overſættelſen af Værkets 2det Bind
ſaavelſom af dette her fremtrædende Zdie Bind har Overſet—
teren det ſamme at ſige ſom om 1ſte Bind, og blot at til—
føje, at han har Hr. Th. Helgaſon, ſom ogſaa har for—
fattet det bag til dette Bind føjede Navne-Regiſter til de
tre udkomne Bind, at takke for Oplysninger til adſkillige
af Viſerne i Zdie Bind.

Den af Selſkabet lovede latinſke Overſeœttelſe af Sas
gaerne er nu ſaa vidt fremmet, at de tre forſte Bind kunne
ventes færdige i neſte Aar.

Indhold af dette Bind.

— ů—

Suutningen af Kong Olaf Tryggveſons Saga, S. 1 til
Kong Harald Haarfagers Skjaldes Saga. —

Fortelling om Kong Sigurd Glefa .
Fortælling om Thorlejf Jarleſfjald .
Fortælling om Thorſtejin Orefod..
Fortælling om Helge Thorersſon.

Fortælling om Romund Halte.
Fortelling om Haldor Snorreſon.

Thorſtejn Bjarmagns Saga
Fortælling om Thorſtejn Skelk .
Fortalling om Orm Storolfsſon . .

„

.

*

*

åd

+

—

—

——

58 —
7
380 —
95.75
innern
127 —
136 —
155 —
176 —

57.
74.
79.
94.
120.
126.

135.

154.

175.
179.

Slutningen
af

Kong Olaf Tryggveſons Saga.

2568 Kapitel. |
Snorres og andres Beretninger om Kong
Olafs Bortkomſt.

Nu ere der mange Beretninger om de Tildragelſer,
ſom der ſkede. Snorre Sturleſon ſiger ſaa: at da Kong
Olaf merkede, at det Meſte af hans Mandſkab var fal—
det, og Erik Jarl med en Mængde Folk trængte med
Hidſighed agter ud henimod Loftingen, ſprang Kongen
og Kolbjorn Staller begge over Bord, hoer til ſin Side
af Skibet; men Jarlens Folk lage underneden med
Smaaſkuder, og drebte dem, ſom ſprang i Vandet.
Da Kongen ſelv var ſprungen i Soen, vilde de, ſom
vare paa Skuderne, gribe ham og fore ham til Jarlen,
men Kong Olaf ſprang ud med Skjoldet over fig, og
dukkede ſtrar under, Kolbjorn Staller ſted derimod
Skjoldet under fig, for at dekke fig mod de Spyd, ſom
bleve udſkudte fra de underliggende Skibe, og faldt ſaale⸗
des paa Vandet, at Sfjoldet var under ham, og han
kom derfor ikke under Vandet, inden han bleg greben
3. Bind. A

2

Dette er Snorres Beretning. Men ſaa er ſagt efter Kol:
bjørn Stallers eget Udſagn, at, da han var kommen
op i Loftingen, og Kongen begyndte at ſkyde mod Erik
Jarl, da fane Kolbjorn, hvad andre forud havde feet, at
der randt Blod ud fra Kongens Armſkinner, og kort ef;
ter ſorekom det ham ligeſom Kongen ſprang ud over Bord
i ſin Brynje og hele den Ruſtning, ſom han havde haft
paa om Dagen, og at han holdt Skjoldet over fig, da hans
Fjender vilde tage ham, og i det ſamme ſaae Kolbjorn
om til fine Modſtridere, og fane da, at der vare komne
faa mange af dem op paa, Ormen, at man kunde ſige at
hele Skibet var fuldt af dem; Kolbjorn ſagde ſiden, at
der da kom lidt Frygt over ham, og han trængte fig
nu hen til det Bord, hvor Kong Olaf forud havde veretz
men efterdi han nu ikke fane. Kongen mere, fod. han fit
Skjold efter fig, og ſprang over Bord, men da han kom
ned i Vandet, var der et meget ſmukt Skjold under ham,
og det forekom ham, at det var det ſamme, ſom Kong Olaf
havde badret om Dagen; og da Kolbjern kom ned paaSkjol⸗
det, fornam han, at en Mand ſvommede med Ferdighed un⸗
der Skjoldet, men denne Mand forlod Skjoldet, ſaaſnart
han merkede, at der kom noget tungt paa det. Dernæft
blev Kofbjørn greben og trukken op i en Skude; de tenkte,
at det var Kong Olaf, og han blev. da fort for Erik
Jarl, men da Jarlen fane, at det var Kolbjørn. og ikke
Kongen gav han Kolbjorn Fred. I det ſamme Ojeblik
ſprang der over Bord ud fra Ormen mange af Kong
Olafs Mend, ſom endnu vare i Live, og forud havde
gjort et mandigt Modværn,. faa at Folk have deres Taps
perhed i hederligt Minde. Dog beretter Halfred, at
Thorkel Nefja ſkal efter Folks Sagn have ydet ſin Broder

3

Kong Olaf det herligſte Vern og den ſterkeſte Biſtand;
han ſiger ſaa:
Sondenfor Havet holdtes
Kamp, ſom vide ſporges,
Doendes Sverde bede,
Mænd da Livet tabte;
Han af tapre Helte
Sagdes djærveft at have
Olaf fulgt i Striden;
Simpel Viſe jeg kveder.
Halfred bevidner tillige, at Thorkel var den fidfe af alle
Kong Olafs Mend, der ſprang ober Bord: |
Tranen og begge Orme
Saae den Drablyſtne ligge
Ode, glad i Kampen
Thorkel Spydet farved;
Inden den ſnilde Kæmper
uforſagt i Striden
Modig paa Søens Heſt fra
| Haarden Trefning undveg.
Thorkel ſoommede i Land, og frelſte ſaaledes fit Lib den
Gang; dog tog han ſiden imod Fred af Erik Jarl lige⸗
ſom de andre, der havde været Kong Olafs Mænd.
Der ſiges, at, foruden Kolbjorn Staller, bleve ſex andre
Mænd. tagne, op af Vandet og gione Fred, nemlig: Ej;
nar Tamberſkcelver, Thrand Skjalg, Ogmund Sande,
Thorſtejn Oxefod, Bjorn fra Studla og Asbjorn fra
Moſter. Sigvald Jarl havde om Dagen ligget med fine
ti Skibe uden at Nitzege i Slaget; men da Kong Olaf

a 2

4

var ſprungen over Bord, raabte hele Hæren Sejersraab,
og Sigvald fod da fine Mænd gribe til Aarerne og roe
hen til Striden; dette omtaler Halfred:

Vendernes Skibe droge

Vide fra til Striden,

Higede efter Heltes

Liv de ſkarpe Vaaben;

Sverdegny fig paa Søen

Hebed, Orne ſlede

Lig; da Heltes Forer

Kemped, flyede mange.
Men i den ſamme Stund, ſom der blev raabt, og 815
vald roede til Krigsſkibene, ſloge ogſaa de, ſom vare paa
den vendiſke Snekke, ſom to Gange om Dagen var kom—
men til Samtale med Kong Olaf, Aarerne i Vandet,
og roede bort ſaa hurtig mueligt tilbage ind under Ven⸗
den, og der vare ſtrar mange, ſom ſagde, at Kong
Olaf ſkulde have frænget Brynjen af fig under Vandet,
og faa dukket under Langſkibene hen til den vendiſke
Snekke, paa hvilken Aſtrids Mænd da havde fort ham i
Land. For at bringe dette om Kong Olafs Bortkomſt
til Rimelighed har man ſiden ſammenholdt alt det, ſom
de Mænd, der vare med i Slaget, berette om, hvad de
ſidſt have feet til ham, og tillige de Fraſagn, der, ſom Snor;
re Sturleføn bevidner, fiden have været gjorte om Kong
Olafs Færd, og nogle Mænd have kjendt ham i udlandene
af de Jertegn, ſom han ſelb Havde ſendt hid til de nor—
diſke Lande, hvorom ſiden fat fortælles. For at gjøre
dette rimeligt, anføre ogſaa nogle, at alle de Mænd,
ſom vare undkomne fra Slaget, vidſte beſtemt, at han

5 f

ikke var falden paa Ormen, men dog ſiger Halfred Ban:
raadeſtjald ſaaledes:

Ej jeg veed, om den djerve

Helt, ſom dod, jeg ſkal priſe,

Eller den gavmilde Drot for

Levende endnu holde;

Begge Ting fortelles,

Viſt dog Kongen var ſaaret,

Og det ſige alle,

At i Fare han føæved.
Men hvorledes det end forholder ſig hermed, viſt er det,
at Olaf Tryggveſon aldrig ſiden kom til Regjeringen i
Norge; men dog ſiger Halfred, at han og andre Kong
Olafs Venner, ſom meſt ſorgede over at miſte en ſaadan
Hovding, havde nogen Lettelſe i deres Sorg, ved den
Tanke, at han kunde være i Live, ſkjont han var fjernet
fra fit Rige og Fedreland, ſom Halfred kvad:

Mig blev ſagt, at Kongen

Rovedes hin Side Havet

Folk og Land, ej ſtorre

Sorg vi kunne vente;

Lindres dog vilde vor Kummer,

Om vi vidſte, at Kongen

Leved, ſkjont Guldets Elſker *)

Denne Svig udførte.
Men uagtet forſtandige Mænd, font vare medi Slaget,
ſagde, hvad enhver faae ſidſt til Kong Olaf, ſyntes der
dog ikke at vere nogen fuldkommen Vished om, enten
Kongen er kommen bort derfra eller ikke. Nu er forhen
ſkrevet, hvad Kolbjorn Staller ſagde, han, ſom var Kong

1) Erik Hakonsſon.

6

Olaf nermeſt, for han ſprang over Bord. "Men dette er
Ejnar Tamberſkeelvers Udſagn: at da Erik Jarl trængte
op i Forrummet paa Ormen agter ud til Loftingen, da
ſaae Ejnar det paa Kong Olaf, at Bloddraaber randt
ned ad Kongens: Kind under Hjelmen, ſom han havde
paa Hovedet; men da Ejnar vilde leegge Merke til, hvad
Beflutning Kongen vilde tage, naar Jarlen kom til ham,
da, ſagde Ejnar, traf der ham ſaa ſtort et Steenhug ved
Øret, at han falde i Beſvimelſe, og da han kom til
fig ſelb igjen og ſtod op, ſaae han ingenſteds Kongen.
Skule Thorſtejnsſon, en Sonneſon af Egil paa Borg,
fortalte ſaaledes: at han fane Kong Olaf ſtaae i Loftin⸗
gen paa Ormen, da han trængte frem paa Skibet med
Erik Jarl, men han bøjede fig da ned for at velte de
dode Menneſkekroppe bort fra Jarlens Fodder, og da
han igjen rejſte fig op, var Kongen forſvunden; men fort
efter, da Sejersraabet blev oploftet, ſaae nogle af Kong
Olafs Modſtridere, at en Mand i rode Kleeder ſoommede
hen til den vendiſke Snekke, paa hvilken, ſom der ſiges,
Sigvald Jarls Kone, Vendernes Kongedatter Aſtrids
Mænd vare, og at de Mænd, ſom vare paa dette Skib,
ſtode op imod ham, og trak ham op i Skibet og roede
ſtrax bort, faa ſterkt de kunde, ſom for blev fortalt; og
har det Rygte derfor beſtandig ſiden holdt fig blandt Al⸗
muen, at diſſe Mend have fort Kong Olaf levende med
fig, ſtjont nogle have modſagt dette; det fees ogſaa i
Halfreds Koad, at det forekom ham rimeligſt, at Kong
Olaf ikke er kommen derfra med Livet formedelſt den
ſtore Forſkjel pan Mandſkab, men der vare dog e.
ſom ſagde, at han var i Live; her ſiges ſaa:

14 i

Han, ſom mig fortalte

Det, at den tapre Konning

Lever end, var længe

Tryggveſons egen Tjener;

Sige Folk, at Olaf

Bort fra Striden er kommen,

Fjernt fra det Sande ofte

Folk, desverre! gisne.
Og fremdeles kvad han:

Hele Landets Her den

Tapre Konning anfaldt;

Horte jeg, at Skjebnen

Ej tilſtede vilde,

At den herlige Guldets

Ejer maatte af ſaadan

Drabning komme, dog troligt

Synes Folk det "Rygte.
J Forſtningen vare der dog ifær to Meninger om denne
Begivenhed; den ene gik ud paa, at Kong Olaf er und—
kommen af Slaget, men den anden nægtede det, ligefom
Halfred ſiger:

End den ſamme Mand mig

Siger, at Kongen er ſaaret

Oſter i Vaabnenes Bulder

Eller og undkommen; |

Nu for viſt man ſporger

Sondenfra den ſtore

Træfning Kongens Dod, ej

Uviſt Rygte jeg agter.
Men da der kom Beretninger fra Udlandene om Kong
Olafs Færd, våre der mange, ſom troede, at han var

8

kommen bort fra Slaget, men Halfred maatte væde,
ſom der i Forſtningen blev fortalt ham, ſom han bevid⸗
ner for ſig ſelb, naar han harmer ſig over, at han ikke
var der tilſtede at ſtride med Kong Olaf:

Ilde det var, at jeg ofte

Fjærnt fra Helten ſtod, naar

Staalene braſt, ſkjont lidet

Een kun kan udrette;

At jeg er ſkilt fra Kongen,

Krigens Tid har voldt mig;

eEngſtes Mængden af Sorrig,

Uvis om Folkets Herſker.
Dette Slag ſtal efter Beretningerne have været det navns
kundigſte her i Norden for mange Ting, forſt forme;
delſt det ypperlige Modvern, ſom Kong Olaf og hans
Mænd gjorde paa Ormen, da man intet Exempel kjen—
der paa, at nogen faalænge, og med ſaadan Tapperhed
har forfvaret fig mod en ſaadan Overmagt af Fjender,
ſom de havde at ſtride imod, og derneſt formedelſt det
haarde Angreb, ſom Erik Jarl og hans Mænd gjorde,
hvilfet har været vidt berømt, ſom Halfred ſiger: ö

Heftigt Anfald gjorde VR

Kampens vældige Fører

Paa det brede Sund, hvor

Stridens Uvejr raſed;

Inden Erik megted

Ormen eller meer at

Tage, rodnedes mange

Skarpe Landſer for Olaf.
Dette Slag blev ogſaa meget omtalt formedelſt det ſtore
Mandefald og den Sejer, Jarlen vandt ved at rydde det

9

ſtorſte og ſtjonneſte Skib paa de Tider i Norge, om hvil
ket mange havde ſagt, at det aldrig vilde blive taget, ſaalen⸗
ge det ſlod paa Vandet, om det var beſat med ſaadanne
Mend, ſom der den Gang vare paa det; men allermeſt
blev dette Slag navnkundigt, fordi den Konge deri blev
overvunden, ſom var den beromteſte i den danſke Tunge,
ſom Halfred ſiger:

Jeg har faaet den Fadder,

Som under Nordres Byrde 1)

Veldigſt var af alle

Strenge og djerve Fyrſter;

Aldrig vil mig erſtattes

Tabet af ſaadan Hooding,

Han, ſom øvede Stridsmends

Skjolde ſonderhugged.

Og ſaa ſtor var Kong Olafs Venneſelhed, at det var en
almindelig Mening blandt Almuen, at der aldrig mere
vilde fødes ſaadan Hovding i Norge eller vidt omÉring
andenſteds; faa ſiger Halfred:

Briſte vil Jorden og Himlen

Sonder, inden ſaadan

Raſk og herlig Fyrſte

Fodes vil ſom Olaf;

Bedſt han var af alle

Menneſker paa Jorden;

Kriſt bevare den kloge

Konges Sjæl i Himlen!
Det ſiges, at dette Slag ſtod paa den anden Dag iugen,
den gde September „ det er een Nat efter den ſidſte Ma:
riemesſe; da vare forlobne fra vor Herres Jeſu Kriſti

) Himlen.

IO

Fodſel 1000 Aar; det var i det 38de Aar af Kong Adel⸗
raads Regjering i England, i det 8de Aar af den danfke
Konge Svend Tveſkegs Regjering; i det ſamme Aar
dode Otto, ſom var den tredie Kejſer med det Raon, og
Henrik kom til Regjeringen.
| Om Dronning Thyres Dod.
257. Da Manddrabet paa Ormen var men
og Skibet blev efterſeet og de døde Kropper ryddede bort,
bleg Dronning Thyre fort op nede fra Rummet; hun var
meget bedrøvet og græd bitterlig. Da Erik Jarl fane
dette, gik han til hende, og ſagde med megen Bekym—
ring: «Her er foregaget en ſtor Tildragelſe ved mange
anſeelige Mænds Fald; vi have gjort ikke blot dig, Dron⸗
ning! men ogſaa alt Folket i Norrig en ſtor Sorg, ſkjont
det gaaer dig nermeſt, ſom man kan tenke. Da gjort
Gjerning nu ikke ſtaaer til at ændre, faa ſkal jeg bøde
det, fan godt ſom jeg kan, og om jeg fager noget Her:
redomme i Norrig, ſkal jeg paa alle Maader hævde eders
Anſeelſe i det Land, ſaa meget ſom jeg kan, og hedre
eder ved alle Lejligheder.” Dronningen fvarede: Dette
dit Løfte gjør du af ſtor Højmod og god Villie, ſom du
ofte udviſer, og gjærne vilde jeg leve, om jeg kunde, og
tage imod din Velvillighed, men ſaaledes er mit Hjærte
ſonderflaaet af Sorg, at jeg ikke troer at kunne holde
Livet.” Og det var ſom hun ſagde, at hun for Sorg
hverken kunde ſpiſe eller drikke. Hun ſpurgde derpaa
Biſkop Sigurd om, hvad der var Menneſket mindſt for-
budt af Gud at nyde af Fode til Livets Ophold, og ſiden
ſpiſte hun, efterſom han ſagde, af det, der var mindſt
forbudt, og med dette Lydigheds Merke døde Dronning
Thyre efter ni Dage.

11

Erik Jarl fager Ormen lange.
258. Erik Jarl fik ved den vundne Sejer Ormen

lange og en ſtor Andeel i Byttet; ſaa ſiger Haldor:

Hjeelmbedekket Konning

Did bar Ormen lange

Til den ſtore Trefning;

Folkene pryded Skuder;

Sonderpaa i Striden

Jarlen tog glad mod Ormen,

Forſt maatte Sværd dog rodne

Hemings raſke Broder.
Jarlen beſatte Ormen faa godt, ſom han kunde, og flys
rede den ſelv; det omtaler Halfred:

Nordenfra mod Erik

Ormen veludruſtet

Styrede den beromte

Drot), og ſkarp blev Striden:

Men da den gode Könning

Veldig havde kempet,

Styred den fangetagne

Soheſt *) Hakons Hervner 2).
Efterdi Ormen lange var meget ſterkt beſat med raſke
Mænd, fik de den, ſaa at ſige, men dog med Nod og
neppe, fort op til Vigen, men den ſtod beſtandig ſkœevt,
og lod ſig ikke ſtyre; derfor lod Erik Jarl den ophugge;
ſomme ſige, at han lod den brende.

259. Ejnar Tamberſkelver og de andre, ſom Erik
Jarl havde givet Fred efter Slaget, droge op til Norge
med Jarlen. Kong Olafs Hund Vige havde ligget i For—
rummet paa Ormen foran Loftingen om Dagen, medens
) Ormen lange. *) Hakons Son Erik.

12

Slaget ſtod, og ſaaledes hele Tiden ſiden; men da Jar⸗
len kom oſterpaa til Vigen med Ormen, da gik Ejnar
Tamberſkeelver, for han gik i Land, derhen, hvor Hun
den laa, og ſagde: „Herreloſe ere vi nu, Vige!“ Ved.
disſe Ord ſprang Hunden tudende op, og peeb højt, ſom
om den havde Hjeerteverk; den lob derpaa i Land med
Ejnar, og gik op paa en Hoj, hvor den lagde fig ned,
og vilde ikke tage Mad af nogen, men dog holdt den
andre Hunde, Dyr og Fugle borte fra fin Føde; Taa⸗
rerne lob den fra Ojnene ned over Snuden, ſaa bitter—
lig begred den ſin Herre, og der laa den, til den var
dod. Saaledes miſtede Nordmendene, dem til ſtor Sorg,
disſe fire fortrinligſte Ting i deres Land, efterſom den
blinde Bonde paa Moſter havde forudſagt.
De Danſtes og Svenſkes Konger og Erik Jarl
ſtifte Norge imellem ſig. i

260. Jarlen Svend Hakonsſon havde opholdt fig
i Sverrig, ſiden han flyede ud af Norge efter ſin Faders
Drab. Han havde da ægtet Holmfrid, en Soſter til
de Svenſkes Konge Olaf. Da nu den danſke Konge
Svend, den ſpenſke Konge Olaf og Erik Jarl ſkiftede
Norge imellem fig, fik den fvenffe Konge. fire Fylker i
Throndhjem, og begge Morerne, Romsdalen, og Oſter⸗
Ranrige fra Gotelven til Svineſund; dette Rige overs
drog Kong Olaf til fin Svoger Svend Hakonsſon paa
ſamme Vilkaar, ſom Skattekonger eller Jarler for havde
haft Rigers Styrelſe af Overkongerne, og derhos gav
han Svend Jarlsnabn. Erik Jarl fik fire Folker i
Throndhjem og Nummedalen og Halogeland, Fjordene
og Fjaler, Sogn, Hordeland, Rogeland og Norreagder
lige til Lindesnes. Saa ſiger Thord Kolbejnsſon:

13

Veed jeg, at Jarlernes Venner
Vare de fleſte Herſer,
Erling ene undtagen,
Guldets Giver r) jeg roſer;
Men kort efter Drabet 2)
Landet nordenfra Veiga
Ned til Agder og længer
Lagdes under Jarlen.
Og fremdeles kvad han:
Fyrſten gavnede Folket,
Derved vi os glæder,
Sagde han, at han burde
Norrigs Mend beſkytte;
Men Kong Svend i Sonden
Siges død at være,
Hendes Ondt de fleſte,
Faa hans Gaarde vare.
Den danſte Konge Svend fif ene Vigen, ſom han havde
for haft, men han overdrog Erik Jarl Rommerige og He—
demarken. Erik Jarl og Svend Jarl lode ſig begge
døbe, og antoge den ſande Tro; men medens de herſkede
over Norge, lode de enhver gjore, ligeſom han vilde, i
Henſeende til Kriſtendommens Holdelſe, men de gamle
Love og alle Landets Skikke holdt de vel over; de vare
venneſelle, men dog myndige Mænd. Erik Jarl var
for det meſte den, der ſtyrede det Hele, men Svend
Jarl var den fFjennefte Mand, man nogenſinde havde feet.
Om Kong Olafs Sooger Erling.
261. Da Kong Olafs Svoger Erling Skjalgsſon
og de andre, der havde fejlet fra Kongen, ſpurgde denne
) den gavmilde Herre. ) Olafs.

14

vigtige Tildragelſe, ſom var ſkeet ud for Svolder, be⸗
drovedes de meget, og harmede fig over, at de havde
været faa uforſigtige at ſkille fig fra ham, og lade ham
blive tilbage i faa ſtor en Fare. Allermeſt gjorde det Er⸗
ling ondt, at miſte en ſaadan Hovding, da han var
nærmere forbunden med Kong Olaf Tryggveſen end ans
dre; han var den eneſte af alle Lehnsmend i Norge, ſom
ikke ſogte at indgaae Forlig med Jarlerne Erik og Svend,
da de antoge Resjeringen. Da nu Erik Jarl havde faaet
faſt Fod i Landet, og havde tager Troſkabsed af Stor:
mendene og hele Almuen, ſaa kunde han ikke finde ſig i,
at Erling Skjalgsſon havde faa ſtort et Rige, og han
inddrev alle de Kongen tilhørende Indtegter, ſom Kong
Olaf havde tillagt Erling, men Erling tog, ligeſom for,
Landſkyld over hele Rogeland, og Bonderne i dette Land
betalte ofte to Gange Landſkyld, eller ogſaa Erling odelagde
Bojgderne. Erik Jarl fik kun lidet af Sagore *), thi Sys⸗
ſelmendene kunde ikke holde fig der, og alligevel drog Jar⸗
len om paa Gjæfteri, naar han havde en betydelig Meng⸗
de Menneſker hos ſig. Dette omtaler Sighvat —
Erling var den bo lde
Olaf Tryggveſons Svoger; 770
Jarlers t han ſkrekke dd.
Som ej Kongen magted; 0 00
Siden Bonders ſtrenge

Herre gav ſin anden 220 301
Soſter til Rognvald, Baade E

Var det for Ulfs Fader |
Erik Jarl kom ikke afſted med at ſtride mod Erling, fordi
denne havde mange anſeelige Frender, var ſelv vente;
2) d. e. Penge, ſom tilfaldt Köngen af Sager. 2) Rognvald.

15

fæl. og mægtig, og havde beſtandig en ſtor Mængde Folk
om ſig, ligeſom en kongelig Huustrop. Erling var ofte
om Sommeren ude paa Krigstoge for at ſamle ſig Gods,
thi han vedblev med den ſamme Gavmildhed og Pragt
ſom forhen, ſkjont han nu ikke havde, fam fiore og ind—
bringende Lehn, ſom i ſin Svoger Kong Olafs Dage.
Erling var en meget ſmuk, ſtor og ſterk Mand, mere
ſtridbar end de fleſte andre, og i mange Idratter gik
han Kong Olaf Tryggveſon nermeſt; han var en viis
Mand, driftig i mange Henſeender, og en ſtor Kriger,

og ſaa tapper og haard i Angreb, at han gik forſt og
fremmerſt i hver Strid. Det omtaler Sighvat:
Flere Kampe ingen

Megtig Lehnsmand forte,

End den raſke Erling,

Djerb han ſtod i Striden;

Hjemmefra den gjæve

Mand bar fyrigt Hjærte;

Fremmerſt gik han i Slaget,

Hojt blandt Helte anſeet.
Det har ſtedſe veret et almindeligt Ord, at Erling har
været den anſeeligſte af alle Lehnsmend i Norge. Disſe
vare Erlings og Aſtrid Tryggvedatters Born: Aslak,
Skjalg, Sigurd, Lodin, Thorer og Ragnhild, ſom
var gift med Thorberg Arneſon. Erling havde ſtedſe 90
eller flere Frigione om fig, og baade Vinter og Sommer
bleg enhver -tilmaait ſin Drik ved Davrebordet, men
ved Aftenbordet blev der drukket ſaa meget enhver lyſtede;
naar Jarlerne vare i Nærheden havde han 200 Mand el—
ler flere; aldrig foer, han med mindre Mandſkab mellem
ſine Gaarde eller i ſine andre 2Erender end med en fuldt

16
bemandet tyveaaret Skude. Erling habde beſtan—
dig hjemme 30 Trelle foruden fine andre Karle; han
foreſatte fine Trelle et Dagsarbejde, og gav dem
ſiden Tid og Lov til, at arbejde for fig felv, naar
de havde fuldført det foreſatte Arbejde; han gav dem
Agerland til at fane Korn i for dem ſelv, og anvende Af;
groden til egne Midlers Forogelſe; han beſtemte enhver
af dem en Sum, for hvilken han kunde loſe fig, og mange
løfte fig det forſte eller andet Halvaar, og alle de, ſom der
var nogen Driftighed hos, loſte fig inden tre Aar. For
disſe Penge kjobte Erling fig andre Trelle, men fine Fri:
givne anviiſte han ſomme til Sildefiſkeri, andre til anden
Neringsbrug; nogle ryddede Skoppladſer og byggede. fig
Gaarde; alle ſkaffede han dem i god Opkomſt.
Om Ejnar Tamberſkelver.

262. Erik Jarl havde, ſom for blev fortalt, givet
Endrid Styrkarsſons Son Ejnar Tamberſkelver Fred.
Ejnar var da atten Aar gammel. Det ſiges, at Ejnar
var den ſterkeſte og bedſte Bueſkytte, ſom har været i
Norge, og han ſkod med ſtorre Eftertryk end alle andre;
han ſkod med en Kolbe igjennem en raa Oxehud, der
hang over en Stang; han lob bedre paa Skier end ens
hoer anden; han var en tapper Mand, og meget ovef i
alſkens Ferdigheder; han var derhos rig og af fornem
Slægt. Da Ejnar var kommen op til Norge efter Sla⸗
get ved Svolder, indgik Jarlerne Erik og Svend Forlig
med ham, og giftede ham deres Soſter Bergljot, Har
kon Jarls Datter, en ſmuk og myndig Kvinde, Deres
Son hed Endrid, han blev tidlig ſtor og ſterk, og lig;
nede i meget fin Fader Ejnar. Jarlerne gave Ejnar ſtore
Forleninger ude i Irkedalen, og han blev den megtigſte

17

og anſeeligſte af alle Lehnsmænd i Throndelaugen; han
var Jarlerne til ſtor Beſtyrkelſe og deres fortrolige Ven.
Stefner Thorgilsſons Drab.
263. Stefner Thorgilsſon havde været hos Kong
Olaf Tryggveſon, ſiden Kongen havde ſendt ham til Is—
land, ſom for blev omtalt. Stefner var paa den Kong
Olafs Flaade, ſom var ſejlet fra ham i Venden. Men
da det ſpurgdes op til Norge, at Kong Olaf var berovet
Riget, forvoldte det Stefner ligeſom andre Kongens for;
trolige Venner ſtor Sorg, og denne Tidende gjorde meſt
Indtryk paa alle dem, ſom havde været lengſt og i ſtorſt
Kjærlighed hos Kong Olaf. Stefner holdt ej af at blive
i Norge efter Kong Olaf, "han begav fig derfor paa en
Rejſe til de fydlige Lande, og gik til Rom, men da han
kom tilbage til Danmark, traf han en Dag til et Sted,
hvor Sigvald Jarl var, og da Stefner fane Jarlen,
kvad han dette:
Bil jeg ham ej nævne,
Men ner betegne,
Nedbojet er Neſen
Som paa en Niding,
Han ſom Svend Konning
Sveg fra Landet,
Og Tryggves Son
J Snarer forte.
Dette blev. fortalt. Jarlen; han ſyntes at finde fig truf⸗
fen ved denne Viſe, og han lod ſtrax Stefner gribe og
dreebe; det var Stefners eneſte Dodsſag.
Om Halfred Vanraadeſtjald.
264. Nu ſkal der fortſettes med den for begyndte
3. Bind. . 8

18

Fortælling, at Halfred Vanraadeſkjald fejlede ud til Is⸗
land om Sommeren, forend Striden paa Ormen ſkede.
Halfred kom i Land paa Nordlandet, og red mod Søns
den over Heden, ſom før blev ſagt. Der blev da paa
ny Uenighed mellem Halfred og Gris Scemingsſon baade
formedelſt Sagen med Kolfinna og Ejnar Thorersſons
Drab. Den Gang boede Thorkel Thorgrimsſon med
Tilnavn Kraſta paa Hof i Vatnsdal; han var gift med
Vigdis, en Datter af Olaf paa Haukagil. Thorkel
var da den ſtorſte Hovding i de der omliggende Bojgder.
Til ſamme Tid boede Hunrod Vefreydsſon paa Moberg i
Langedal; hans Thingmand eller Undergivne var Gris.
Halfred Vanraadeſkjald opholdt ſig om Vinteren hos ſin
Broder Galte, og digtede da de ſaakaldte Grisviſer, det
var Halvnid n). Da Gris ſpurgde det, drog han til
Hunrod, og da han kom til ham, ſagde han: I det
Wrende er jeg kommen her, at jeg vilde raadſporge dig,
hvorledes jeg ſkal bere mig ad med Halfred, at det kan
anſtage fig, thi det er nu ikke nok med at han ſoger at
beſkcemme mig, han udviſer nu endogſaa aabenbart Fjend⸗
ſtab imod mig.“ Hunrsod ſvarede: „Det raader jeg dig,
at du anlægger Sag imod Halfred, og indſtevner ham til
Hunevatns Thing, men dog ikke for Sagen om Kolfinna.“
Gris fulgde hans Raad. Han red ſydpaa til Reda—
vatn om Foraaret, og flævnede Halfred til Hunevatns
Thing for fin Frende Ejnars Drab og for Kvadene. Si:
den red Gris tilbage, Om Vaaren efter rede nu Bro—
drene ſondenfra med 30 Mænd”, og Halfred anholdt om
fin Svoger Thorkel Kraflas Biſtand. Thorkel ſagde,
at han vilde ſtaae ham bi i Sagen „om der blev tilbudt
1) d. e. næfen Nidviſer.

19

Gris nogen Oprejsning. «Saa vil jeg lade det være,”
ſbarede Halfred; «athi jeg indſeer, at jeg har gjort Gris
for meget af det.“ Men da Folk vare forſamlede paa
Hunevatns Thing, hug Brand Avaldsſon, Kolfinnas
Broder, Galte Ottarsſon Banehug, da han gik ud af
Thorkels Telt. Halfred ſogte efter ſin Broders Bane—
mand Brand, men han undkom fra ham; derpaa uds
bod Halfred Gris til Holmgang *) der paa Thinget; men
næfte Nat, ſom de ſkulde ſtride Dagen efter, hendtes det,
at han dromte, at han ſyntes at ſee Kong Olaf Tryggveſon;
Halfred ſyntes at han blev glad, men dog bange; det
forekom ham at Kongen talte ſaaledes til ham: „Sover
du, Halfred! men dog maa det vere, ligeſom om du vans
gede; du har fattet en ſlet Beſlutning, at ſtride mod
Gris med ſaa ſlet en Sag, ſom du har, men han har
bedet Gud om, at den, ſom har den retferdigſte Sag,
maa overvinde fin Modſtander; folg du derfor nu mit
Raad, at tage med Takke imod, at der intet bliver af
Holmgangen, og bod heller de Boder, ſom du er ham (yt
dig, og bryd dig ej om, at man bebrejder dig for at
være bange; men gaa i Morgen, naar du er kledt paa,
ud i den Skov, ſom ligger ner ved Thingſtedet, der
hvor Vejene modes; du vil da ſee nogle Mend ride, tal
med dem, og kan vere, at du vil tykkes, at der er andet,
der er betydeligere at tenke paa end Holmgangen med Gris.”
Halfred vaagnede, og tenkte over, hoad der vat: fore;
kommet ham; han fortalte Drommen til een af Mendene
i Teltet, Denne ſparede: Er du nu bange for Griſen?
det havde været bedre for dig, at du forhen havde forligt
1) d. e. Tvekamp paa en Holm eller afmaalt Plads.
B 2

20

dig med ham, den Gang han var villig dertil, men nu
vil det blive anſeet af dine Fjender, ſom du ikke tor ſtride.“
Lad enhver tenke derom, hvad han vil,“ ſagde Hal—
fred, men folge vil jeg Kong Olafs Raad; det vil frem⸗
deles ſom forhen komme mig meſt til Gode;' kan være,
at det nu vil gage i Opfyldelſe, hvad han ſagde til mig,
da vi ſkiltes ſidſte Gang, at det ſnart vilde ſynes mig
bedre at have veret hos ham end her paa Island.“ Om
Morgenen gik Halfred ud paa en Skovvej, og fane nogle
Mænd komme ridende i farvede Kleder; han gik til dem,
og ſpurgde dem om Tidender; de fortalte ham Kong Olaf
Tryggveſons Fald. Halfred blev meget beſtyrtſet ved denne
Tidende; han gik ſtrax tilbage paa Thinget og fortalte
den, og lagde fig ſiden ned paa fit Leje med ſtor Bekym⸗
ring. Da ſagde Gris's Mend, at dette var Halfred til
ſtor Vanære. „Det er ikke ſaa,“ ſparede Gris; 4
mindre Anſeelſe ſtod jeg hos Miklegaards Kongen end
Halfred hos Kong Olaf, og det ſyntes mig en vigtig Be—
givenhed, da jeg ſpurgde Stolkongens Fald, og den
allene, ſom miſter fin Herre, veed, hvor varm Kjerlig⸗
heden til ſin Drot kan være; nu ſynes det mig godt, at
jeg ikke ſkal keempe mod Kongens Lykke, ſom ſtedſe vil
folge Halfred, og da der i Forſtningen var talt om, at Thor⸗
kel ſkulde afgjore vor Sag, vil jeg endnu holde det.“
Dette tilſtod ogſaa Halfred. Da ſagde Thorkel: Det
er min Afgjorelſe af denne Sag, at imod Galtes Drab
kommer Ejnar Thorersſons Drab og derhos Beſsget hos
Kolfinna imod Angrebet med overlegent Mandſkab, men
for de Spotteviſer, ſom Halfred har gjort om Gris, ſkal
Halfred give ham een eller anden god Koſtbarhed. Da
kvad Halfred denne Viſe:

21

Med det klingrende Guld mig

Hedred en Jarl og en Konning,

Gods i en ÜUhelds Time

Har jeg ved Daad erhvervet,

Om til Madſvenden Gris jeg

For et ringe Kvad ſkal

Pengeboder udrede,

Kvinden dog ej have.
Thorkel bad ham høre op med at fvæde; „Kom nu frem,
ſagde han, emed en Koſtbarhed til Gris, om det end ikke
er af de Ting, du har faaet af Kongen.” Halfred gav
da Ringen, ſom han havde faaet af Sigvald, og der;
med ſkiltes de. Halfred red fra Thinget forſt ſydpaa
over Heden, og opholdt ſig paa ſin Gaard en Tid kun
med liden Tilfredshed; ſiden oberdrog han Gaarden til
fin Soſter Valgerde, og red nordefter til Skagefjord, og
gjordeſit Skibi Stand i Mundingen paa Kolbejnsaa. Den
ſamme Sommer foer han bort fra Landet temmelig fil
dig; han kom til Irkenderne, og foer ſtrax derfra over til
Norge, og kom ved Vinterens Begyndelſe ind til Sogn;
da ſpurgde han paa ny den Tildragelſe, ſom var fſkeet
den forrige Sommer, og han gjorde da ſtrax om Kong
Olaf en Drape, hvori dette er Omkvedet:

Ode ved Kongens Dod er

Hele Landet blevet;

Freden heelt ved den tapre

Tryggveſons Fald forſtyrres.
Saa meget tog Halfred ſig Kong Olafs Tab ner, at
han ikke var fornøjet med nogen Ting, og agtede da at ſtyre
med fit Skib ſyd til Danmark eller oſter over til Sverrig;
de lage i en Lonvig, og havde kun lidt Forbindelſe med

22

Folk. Halfred ſpurgde dog, at Jarlen Erik Hakonsſon
var oppe i Landet ikke langt derfra; han fik da i Sinde,
at han vilde dræbe Jarlen, ſkjont han faae fin visſe Dod
for fig; men næfte Nat efterat han havde befluttet dette,
drømte Halfred, at Kong Olaf kom til ham, og ſagde:
Dette er et daarligt Anſlag, ſom du nu har for, Halfred!
at dræbe Erik Jarl, gjor du heller en Drape om ham!“
Morgenen efter gik Halfred ene fra Skibet op i Land lige;
til den Gaard, hvor Erik Jarl da var; han gik ſtrax
til den Stue, inde i hvilken Jarlen ſad og drak. Hal⸗
fred var ſtrax kjendt, og blev greben og fort til Jarlen,
ſom ſagde, at han ſkulde dræbes, fordi han havde lem—
leſtet hans Ven Thorlejf hin Viſe, og bod ham ſtrax at
ſettes i Fjæder og fores ud, men da Fjæderen blev bragt
til Halfred, greb han til og rykkede den ud af Hænderne
paa de Mænd, ſom vilde lægge den paa ham; Halfred
hævede Fjcederen i Vejret, og ſlog den i Hovedet paa een
af dem, ſaa at han dode paa Stedet. Jarlen bod da,
at man (Fulde dræbe ham ſnareſt mueligt, for at han
ikke ſtulde gjøre mere Ondt; da ſtod op en gammel Mand,
ſom indtil da havde ſiddet paa Benken; Halfred kjendte
ham, at det var Thorlejf hin Viſe. Han gik for Jars
len og bad ham give Halfred Fred. Jarlen ſparede:
„Det er temmelig uforſkyldt, at du beder om Liv og
Fred for ham, huſker du ikke, at han lemleſtede dig,
og ſtak Øjet ud paa dig?” Thorlejf ſagde: Det ſtod
da i Halfreds Magt, at gjøre ved mig, hvad han vilde,
men han ſkjenkede mig Livet og desuden det andet Oje
imod Kong Olafs Bud, og ſatte ſig ſaaledes i Fare for
min Skyld; nu onſker jeg, Herre! at Halfred for min
Bon ſtjenkes Livet,” Jarlen bod, at det fkulde være,

23

ſom han onſkede. Thorlejf tog da Halfred tilufig og
ſagde: „Vil du nu, at jeg dommer imellem Erik Jarl
og dig?“ „Det vil jeg gjerne,“ ſagde Halfred. Da
ſkal du gjøre et Load om Jarlen,“ ſagde Thorlejf, «og
have det færdigt inden tre Dages Friſt.“ Halfred ſagde,
at fan ſkulde fee. Og da tre Dage vare forløbne, forte
Halfred Erik Jarl Kvadet, hvis Begyndelſe lyder ſaa—
ledes: Å å
Maa du Tapre! høre

Kvadet, om dig digtet.

Jarlen lonnede ham vel for Kvadet; emen ej vil jeg
have dig hos mig,“ ſagde han, «for Kong Olafs Skyld.“
Thorlejf bod ham da til ſig. Det tog Halfred imod;
og han var da den Vinter hos Thorlejf, men ikke ret
vel tilfreds, uagtet Thorlejf beveertede ham paa det bed;
fie, og opførte fig ſom en brab Mand imod ham. Som:
meren efter gjorde Halfred ſit Skib i Stand, og foer
ud til Island; han var da en Tid paa Reiſer, men
blev aldrig glad, faa ner tog han fig Kong Olafs Af;
gang, og hverken paa Island eller i Norge var han til—
freds; han drog da over til Sverrig, at ſee til ſin Son
Audgils, og det Gods, ſom han der havde at vogte;
thi da var hans Svigerfader Thorar dod. Halfred var
den Gang 40 Aar gammel, da han foer til Island at
hente fit Gods derfra, og agtede at boſette fig i Sver⸗
rig. J Folge med ham droge da hans Broder, ſom hed
Thorvald og haus Son Halfred. De. havde en haard
Rejſe formedelſt Storme og ſpere Segange; Halfred
oſte for ſin Deel, men var dog meget ſyg, og da han en
Gang gik fra Osningen, fatte han fig paa Sejlſtangen, og
i det ſamme flog en Ss ham ned i Skibet, og Sejlſtangen

24 '

oven paa ham. Da ſagde Thorvald: „Fik du nogen
Skade? Broder!“ Han kvad:
Paa min Hjerteſide

Bolgen, oprort af Byger,
Ragen ſtodte, aldrig

Saadan Ss mig ramte;

Soen tumler min Knorre *),

Pyntelig for, jeg er bleven

Baad, den ſkvalpende Vove

Vil fin Skjald ej ſkaane.
Thorvald merkede, at han var ſyg, og ledte ham tilbage
i Skibet, lagde tillabe om ham, og ſpurgde, hvorle—
des han fandt ſin Sygdom. Han kvad:

Bil den vakre Ms med

Hvide Haand det blode

Ojenlaag aftorre,

Omt er Kvindens Hjærte)

His mit Folk nu ſkulde

Over Bord mig kaſte,

For jeg var den unge,

Kvinde tit til Sorrig.
Da ſagde Halfred til ſin Son Halfred: Dig, Frende!
vil jeg give Sværdet, ſom jeg har faaet af Kongen, men
de andre Koſtbarheder, ſom Kong Olaf gap mig, ſkulle
lægges i Kiſten hos mig, om jeg doer her pan Skibet.“
Da kvad han denne Viſe:

Doe jeg ſorglos vilde,

Om min Sjel jeg vidſte

Frelſt, tit i min Ungdom

Haard jeg var i Tungen;

1) Skib.

25

Jeg for intet engſtes,

Helvede dog jeg frygter;

Naade Gud for min Alder!

Doe engang ſkulle alle.
Den ſamme Dag døde Halfred, og blev lagt i Kiſte
tilligemed de af hans Koſtbarheder, ſom han havde faaet
af Kongen, ligeſom han havde anordnet, nemlig: Kaps
pen, Ringen og Hjelmen; ſiden blev Kiſten ſkudt over
Bord; den kom i Land pan Øen Helga blandt Syder—
gerne, og blev funden af den der værende Abbeds Tjeneſte—
folk. De opbrode Kiſten, og ſtjale Koſtbarhederne, men
ſenkede Halfreds Lig ned i en Sump. Men næfte
Nat drømte Abbeden, at Kong Olaf Tryggveſon kom
til ham, og ſagde med megen Vrede: „Du har flette
Tjeneſtekarle; de have ſonderbrudt min Skjalds Skib
og ſtjaalet hans Gods, bundet en Steen om hans Hals

og ſenket ham ned i en Sump; faa dem nu til at be—

"Fjende Sandheden, ellers vil der hende eder fkrokkelige
Ting!“ Siden forføandt Kongen for hans Øjne. Da
Abbeden vaagnede, lod han Tjeneſtekarlene gribe, men
de bekiendte ſtrax, da de bleve beſkyldte, og de fik da
Tilgivelſe derfor. Halfreds Lig fandtes, og blev hæder;
lig begravet i en Kirke. En Kalk blev gjort af Ringen,
et Alterklaede af den koſtbare Purpurkappe og Lyſeſta—
ger af Hjælmen. Thorvald og de andre naaede til
Island om Hoſten, og vare paa Ottarsſted om Vinteren.
Siden foer Thorvald udenlands, men Halfred byggede
fig en Bopæl, og boede paa Ottarsſted; han blev ogſaa
faldt Vanraadeſkjald ligeſom hans Fader; han blev en
anſeelig og fornem Mand, og mange nedſtamme fra ham.

26

Kong Svends Dod.

265. Da den danſke Konge. Svend Tveffæg havde
forordnet, hvorledes der ſkulde forholdes med den Deel
af Norges Rige, ſom tilfaldt ham i Skiftet med den ſven⸗
ſke Konge Olaf og Erik Jarl efter Slaget ved Svolder,
drog han ned til Danmark, og opholdt ſig i ſit Rige, ind⸗
til han fort efter. drog over til England imod Kong Adel;
raad Edgejesſon; de holdt mange Trefninger med hin⸗
anden, og havde vexelviis Sejer. Omſider romte Kong
Adelraad Landet, men den danſke Konge indtog det med
væbnet Magt, og forblev der i nogle Aar med den dan;
ffe Her. Men ni Aar efterat Ormen lange blev frata⸗
gen Kong Olaf Tryggveſon udenfor Venden, ſkede den
Begivenhed i England, at Kong Svend dode pluͤdſelig
om Natten i fin Seng, og det er Englændernes Sagn,
at Kong Edmund den Hellige har dræbt ham paa den
ſamme Maade, ſom Merkurius Riſe dræbte Nidingen
Julianus. Da Kong Adelraad, ſom den Gang opholdt
ſig i Fleemingeland 1), ſpurgde dette, drog han ſtrax til⸗
bage til England; der ſtrommede da mange Folk til ham,
og han ſik igjen ſit Rige. Han dode to Aar efter, og
da antog hans Son Edmund Regjeringen. |

Erik Jarls Dod.

266. Kong Svends Son Knud i Danmark kom
til Regjeringen efter ſin Fader; han ruſtede en Her for
at drage over til England den Sommer, ſom Kong Adel⸗
raad var dod Sommeren forud. Kong Knud ſendte da
Bud op til ſin Svoger Erik Jarl i Norge, at han ſkulde
drage med ham over til England med en Her; thi Erik
Jarl var meget naonkundig af fin Krigsfærd, og deraf,

1) d. e. Flandern.

27

at han havde vundet Sejer og Berømmelfe i de to Slag,
ſom hapde været de haardeſte i Norden; det ene nemlig,
da han og hans Fader Hakon ſtred mod Jomsvikingerne;
det andet da Erik ſtred mod Kong Olaf Tryggveſon.
Dette Sendebud omtaler Thord Kolbejnsſon i Eriks
Drape: | |

End et Kvad jeg begynder:

Bud de berømte Fyrſter *)

Sendte da til Landets

Hjelpydende Styrer,

At nu Erik atter

Til deres Venneſamfund

Skyldigſt komme ſkulde,

Kongens Henſigt jeg indſeer.
Jarlen gjorde ſig ſtrax færdig, ſaaſnart han fif fin Svo—
ger Kong Knuds Budſkab, og beredte fig til at drage
bort fra Landet, ſatte ſin Son Hakon Jarl til at pasſe
Landet i fin Fraverelſe, og gav ham fin Svoger Ejnar
Tamberſkeelver til Formynder, faa at han ſkulde ſtyre
Landet for Hakon, thi denne var ikke ældre end ſytten
Aar; men Svend Jarl havde da Halvt af Landet imod
Hakon. Erik Jarl kom til England og traf Kong Knud,
og var med ham, da han indtog London. Der faeldte
han Ulfkel Snilling; det omtaler Thord:

Veſtenfor London Fyrſten

Søens Heſte lod binde

Sammen til Strid, og Helten

Stred for Land at vinde;

Farlige Hug fik Ulfkel,
Der hvor Pileregnen
) Kong Knud og Thorkel.

28

Over Thingmænd 1) randt, og

Blanke Sverde ſunge.
Erik Jarl var een Vinter i England, og holdt nogle
Trefninger, men den anden Hoſt derefter fif han i Sinde
at rejſe til Rom. For han tiltraadte denne Reiſe, "fif
han en Lege til at ſkere Drovelen i Halſen paa ſig, men
i det Legen medede til, hvor han ſkulde ſkere, kom der
en Mand til dem, ſomme ſige, at det var Kong Knud,
men der ere flere, ſom ſige, at det var een af de Mend,
ſom vare paa Ormen lange med Kong Olaf; denne Mand
ſagde til Legen: „Der vilde jeg nu noget mere. «Hvor—
ledes mere,“ ſpurgde Lægen. „Saa, ſagde han, gat
der ej behøvedes oftere at ffæres end denneſinde.“
Derpaa gik Manden bort, men Legen gjorde efter hans

Ord, og ſkar mere af Jarlens Drovel, end han forud

havde agtet. Det blodte da faa overordentlig ſteerkt, at
Blodet ikke kunde ſtandſes, og deraf dode Erik Jarl.
Da vare 13 Vintre forlobne fra den Tid, han ſtred mod
Kong Olaf Tryggveſon udenfor Venden.
Om Kong Olafs Bortkomſt af Ormen lange.
267. Nu fſkal der tales om de Fraſagn, ſom ſande
det, at Kong Olaf er kommen med Livet bort fra Sla—
get, da Ormen blev tagen. Det er Sigvalds Kone
Aſtrids Udſagn, at Kong Olaf blev efter Slaget fort til
Venden paa den ſamme vendiſte Snekke, ſom for blev
omtalt, Kong Olaf havde mange Saar, dog de fleſte
ſmaae, undtagen to, ſom vare noget ſtorre, det ene i
Panden af et Steenkaſt, det andet paa Armen af en Piil,
ſom fløj ham ind under Armſkinnen, og denne Beretning ſtem⸗
mer med det, at Kolbjorn Staller og nogle andre Mænd
1) Saaledes kaldtes Krigerne i Knuds Her Thinglid.

I akek

29

paa Ormen fade, at der randt Blod ud under Kong
Olafs Armſkinne, men det var det ſidſte Ejnar Tamber—
ffælver ſaae til Kongen, at der lob Bloddraaber ned
paa hans Kind fra Hjelmen. Kong Olaf var hos Aſtrid,
og blev da helbredet; der blev han kjendt af mange, og
mægtige Mænd tilbode at ville ſkaffe ham hans Land
igjen, men han ſagde, at han ikke vilde ſtride mod ſine
aandelige Slegtninger, athi jeg troer,” ſagde han, gat
Gud vil, at de nu ſkulle have Norges Rige; jeg maa
ogſaa være bange for, at min Regjering har mishaget
Gud.“ Da tilbod Aſtrid, at han ſkulde have de Ejen—
domme og det Rige, ſom hun ejede i Venden, og Sig—
vald Jarl ingen Magt havde over. Han ſagde, at han
ikke vilde det. Da ſagde Aſtrid: „Vil du, at jeg fFal
folge dig over til England til Kong Adelraad; han er
faa god en Ven af dig, at han vil tilſtaae dig al den
Anſeelſe, du vil modtage af ham.“ Ogſaa dette nægs
tede Kong Olaf. „Hvad Biſtand kan jeg da yde dig,“
ſagde Aſtrid, «ſom du vil tage imod?“ Han ſagde, at
han vilde drage til Rom. Hun udſtyrede ham da faa
godt hun kunde til Rejſen, og drog ſelb med ham ned
til Rhinen fold trettende, og ved Skilsmisſen gav hun
ham en Heſt belesſet med Penge og mange andre gode
Gaver. Aſtrid drog da tilbage ſelv fjerde, men otte
Mand gav hun Kong Olaf til Folge. Han drog nu til
Rom; paa denne Rejſe ſtrommede mange til ham, thi
han tog fig paa at være Tolk for alle Pilegrimme, ſom
kom til ham; han udgav ſig for en norſk Kjobmand.
268. Kong Olaf beſogte Paven, og fortalte ham
nøjagtig hele ſin Forfatning, og tillige hvo han var. Der—
med flutter Aſtrid fin Fortælling, Siden foer Olaf ud

30

ober Havet til Jorſale *), og beſogte der Patriarken og
Jorſale-Konge, de modtoge ham med megen Hedersbe⸗
viisning, og de ſyntes begge meget om hans Skjonhed, thi
de ſaae af hans ÜUdſeende, at han maatte være en hojbyr⸗
dig Mand og af herlige Naturgaver; han fortalte dem,
at han havde været Konge i fit Fædreland; da tilbode
de ham at tage et ſtort Rige af dem, men han vilde det
ikke; de gave ham da to Borge og tre Kaſteller; det tog
han imod, men iførte fig dog Munkekleder.

Kong Olaf ſender Erling Skjalgsſon ſin Kniv

og ſit Belte.

269. Da Olaf Tryggveſon havde været fem Bin:
tre borte fra Norge, drog nogle Englændere: til Jorſale.
Da de kom tilbage til England, bragde de Kong Adelraad
en Bog, ſom Olaf Tryggveſon havde overgivet dem til
Kong Adelraad med tydelige Tegn. J denne Bog var Kong
Olaf Tryggveſons Hiſtorie og ſex andre Helgenhiſtorier.
Der var nojagtig fortalt, hvorledes Kong Olaf kom bort
fra Slaget og ſiden om hans Rejſer aldeles paa ſamme
Maade, ſom Aſtrid havde ſagt og nu blev fortalt, og
det end ydermere, at deri var nøjagtig» fortalt om den
vendiſke Snekke, ſom forte Kong Olaf i Land, at der
var paa den Aſtrid, ſom var en Soſter til Dronning
Gejra, hvem Kong Olaf havde haft tilægte, og Kong
Olafs Ven Dixin, ſom havde været Dronning Gejras
Raadgiver; ligeſom ogſaa, at dette havde været Kong
Olafs og alle deres overlagte Beſlutning og Aftale, da
de lagde to Gange til Samtale med ham om Dagen, da
Slaget ſtod, at de ſkulde ligge der med det ene Skib om
Dagen til Slaget var endt. Der berettedes ogſaa, at, ef⸗
) d. e. Jeruſalem.

31

terat de kom til Vend en, havde de alle ſammen værer to Da:
ge i Buſtaborg. San fortælles tillige, at neſten ved ſamme
Tid, ſom denne Bog kom til Kong Adelraad i England, kom
der en forſtandig og troværdig Mand, ſfjont han ikke her
nabngives, over til Rorge, og ſagde, at han var ſendt
fra Olaf Tryggveſon til hans Svoger Erling og hans
Soſter Aſtrid; denne Mand ſagde, at Kong Olaf levede,
og var hinſides Havet i et Munkekloſter. Denne Mand
havde, for at ſande ſit Udſagn, en Fingerring, en Kniv og
et Belte at bringe Aſtrid, hvilke Ting han ſagde hendes
Broder Olaf havde ſendt hende. Aſtrid ſagde, at hun
kjendte nøje, at Kong Olaf havde ejet disſe Koſtbarheder.
Olaf Haraldsſons og Jarlerne Svends og Hakons
Forhandling.

270. Da Jarlen Svend Hakonsſon og Hakon
Eriksſon herſkede over Norge, gjorde de Forlig med Er—
ling Skjalgsſon, hvilket blev befcſtet ved at Erlings
Son Aslak ſik Svend Jarls Datter Gunhild. Erling
og Aslak ſkulde have alle de Forleninger, ſom Kong Olaf
havde tilſtaaet dem. Erling blev da fuldkommen Jar:
lernes Ven, og de ſtadfeſtede Forliget ved Eder imellem
fig. Da Jarlerne Svend og Hakon havpde herſket i to
Vintre over Norge, efterat Erik Jarl drog ud af Landet,
kom Olaf Haraldsſon til Norge fra Veſterlandene; han
fejlede ud fra England, og kom til den O, ſom hed
Sela og er beliggende ud for Stat; derfra ſejlede han
ſydpaa ned til Ulveſund; men da han kom ned forbi
Fjaler, ſtyrede han ind ad den almindelige Vej; han
havde to Knorrer eller Kjobmandsfartojer, og 60 Krigs—
mend paa hver; de drejede ind til Saudungsſund, og
lagde ſig der. Der i Sundet tog Kong Olaf Jarlen

32

Hakon Eriksſon fangen og tillige mange andre, og
Kong Olaf gav dem alle Fred paa det Vilkaar, at Ha—
kon Jarl opgav Kong Olaf det Rige i Norge, ſom han
anſaae fig berettiget til at beſidde. Jarlen ſvor Kongen
Ed paa, at han vilde aldrig ſlaaes imod ham, og hver;
ken forſboare Norge med Magt imod ham eller ſelv ans
gribe ham. Dette ſkede fjorten Vintre efter Slaget ved
Svolder. Om Vaaren efter ſlogs Kong Olaf og Fars
len Svend Hakonsſon Palmeſondag ud for Næs. Er—
ling Skjalgsſon var med i dette Slag paa Svend Jarls
Side tilligemed Ejnar Tamberffælver og mange andre
Lehnsmænd. Kong Olaf havde mindre Mandſkab, men
ſejrede dog. Svend flyede, og drog ſiden ud af Landet
til fin Svoger den ſpenſke Konge, og fortalte ham, hvad
der var foregaaet mellem ham og Olaf Digre *). Svend
Jarl drog til Oſtervegen 2), og hærjede om Sommeren
i Garderige, men da han om Hoſten kom tilbage til
Sverrig; faldt han i en Sygdom, ſom blev hans Dod.
Olaf Haraldsſon blev tagen til Konge i Norge, ſom
fortælles i hans Saga.
Thord Sjareksſons Sagn om Kong Olaf
Tryggveſon.

271. Der var en Mand ved Navn Thord Sjareks;
ſon, en Islender af Wt; han drog bort fra Landet i
Kong Olaf den Helliges Dage, og agtede ſig til Jor—
ſale, men da han kom ud over Havet til Syrland,
heendtes det en Dag, at han i Folge med mange Pile—
grimme drog forbi en Borg; han ſaae, hvor der ſtod en
meget høj og ſtor Mand i eet af Borgens Skydehuller;
denne Mand var ifort en Kofte, og ſtottede ſig ved Mu—

1) d. e. den Tykke. ) Hſterſoens oſtlige Kyſtlande,

33

ren. Den Eofteflædte Mand ſpurgde paa det danſke
Sprog, om der var nogle Nordmend i deres Flok;
de ſagde, at der vare Nordmænd. Thord ſagde da,
at han var fra Island. Manden ſagde, at han vidſte,
hvor det Land faa, og ſpurgde om Hjalte Skeggeſon.
Thord ſagde, at han var beſvogret med ham. Derpaa
ſpurgde den ſtore Mand, hvorhen de agtede ſig. Thord
ſagde, at de agtede fig til Jorſale. Vender da tilbage!”
ſagde Manden, thi derhen kan man ikke drage for
Ufred.“ Da ſpurgde han, hvo der var Konge i Norge.
Thord ſagde, at det var Olaf Haraldsſon. Manden
ſagde: „Ber du Hjalte Skeggeſon min Hilſen, naar
du kommer til Island.“ „ Hovad ſkal jeg ſige Hjalte?”
ſpurgde Thord, afor at han kan vide, hvo det er, der
ſender ham Hilſen.“ „Ej ſiger jeg mit Navn,” ſparede
den koftekledte Mand, amen det kan du ſige, at den
Mand ſender ham Hilſen, ſom talte med ham paa Hlade
i Norge, og holdt jeg paa et Sværd, men Hjalte tog
med fine Hænder om Sværdet mellem mine Hænder:
derpaa drog han ud til Island, og vi ſaaes aldrig mere.“
Efter denne Samtale ſkiltes de ad, og Thord vendte om
formedelſt Ufreden. Da han kom til Island, fortalte
han Hjalte denne Tidende; men Hjalte ſagde faa, at
han havde gjort dette Merke med Kong Olaf Tryggve—
fon, for de ſkiltes paa Hlade, til Tegn, om de ſiden
ſkulde ſende hinanden Bud. Thord Sjareksſon var en
troværdig og ſkjonſom Mand, og tillige Skjald; han
gjorde en Drape til Wre for Kong Olaf den Hellige
ſom er falde Roda Drape.
3. Bind. C

34

Kong Olafs og Erlings Forhandlinger.

272. Da man i Norge fik paalidelig Efterretning
om Jarlen Svend Hakonsſons Dod, gik mange anſee⸗
lige Mænd Kong Olaf Haraldsſon til Haande, hvilke
ikke havde villet tjene ham, faalænge de troede at Jar⸗
len var i Live. Kong Olaf opholdt fig den Vinter oppe
i Nidaros. Vaaren derefter drog han til den oſtlige
Deel af Landet, og da Kongen laa i Karmſund, gik der
Bud imellem ham og Erling Skjalgsſon, at de ſkulde
forliges, og der bleb en Sammenkomſt i den Anledning
berammet imellem dem paa Hvitingss. Da de begyndte
at tale om Forliget, forlangte Erling at beholde alle de
Forleninger, ſom Kong Olaf Tryggveſon havde tilſtaaet
ham; men Kongen vilde intet Forlig indgaae, uden han
ene maatte vande for baade at tilſtaae Forleninger efter
eget Tykke og ligeſaa andre Ting. Dette var Erling
uvillig til at antage, men ved fine Frenders og Venners
Bon lod han fig dog bevæge til at gane Kong Olaf til
Haande paa de Vilkaar, ſom Kongen beſtemte. Dermed
ſtiltes de, og vare forligte at kalde. Erling Skjalgs⸗
ſon beholdt ſaaledes ſit Rige, at han raadte alt med
Bønderne nord oppe fra Sognſs og mod Oſten til Linz
desnes, men han havde; langt mindre Forleninger af
Kongen end for; dog var han endnu fremdeles ſaa fryg⸗
tet, at intet Menneſke talte eller gjorde andet; end hvad
han vilde; og Kongens: Sysſelmend og Forvaltere kun⸗
de ikke holde fig der, ſtjont Kongen overdrog dem de For
leninger, ſom Erling: for havde haft. Kong Olaf ſyntes
da, at Erlings Magt gik for vidt, og ſtevnede ham til
ſig. Der vare da velſindede Mend, begges Venner,
der ſogte at bringe Forlig tilveje imellem dem; og ved

35

deres Overtalelſer bragdes det atter ſaavidt, at de bleve
forligte ſaaledes, at Erling ſkulde have alle de ſamme For:
leninger, ſom Kongen tilforn havde tilſtaaet ham, men
ikke flere, og alle de Sager, ſom Kong Olaf havde mod
Erling, ſkulde bortfalde; faa ſkulde ogſaa Erlings Son
Skjalg være hos Kong Olaf, men Erling maatte ikke
gjøre de Mænd, ſom Kongen fatte til Sysſelmend eller
Forvaltere, Indgreb i deres Embede; dermed ſkiltes de
nu atter, ſaa at de kaldtes forligte. Erling drog da
hjem til fine Gaarde, og blev ved, ſom han havde begyndt,
at fore et ſtort Huus. Saaledes gik det nu, indtil Er—
ling og hans Sonner efter Selthorers Drab traf en Her
til ſig. De droge da med femten hundrede Mand nord
op til Ogvaldsnes, og udfriede Asbjørn Selsbane fra
Fjeder og Kong Olafs Magt, og derneſt gik deres For—
handling ſaaledes, ſom der fortælles i Kong Olafs Saga.
Dette var Anledning til ny Uenighed mellem dem, ſom
ſiden voxte til fuldkomment Fjendſkab.
Ordſendinger mellem Kong Knud og Kong Olaf.
273. Da Kong Olaf den Hellige havde regjeret i
Norge i ti Vintre, efterat Svend Jarl flyede ud af Lan:
det, kom Knud den Magtiges Udſendinge til Kong Olaf
med det Wrende, at Knud gjorde Fordring paa hele
Norges Rige, De traf Kong Olaf i Tønsberg, og brag:
de ham Kong Knuds Brev, ſom indeholdt dette. Kong
Olaf nægtede at opgive Riget, og med faa Beſked droge
de Udſendte tilbage. Kong Olaf opholdt ſig i Vigen om
Sommeren, og hadde fit Sede i Sarpsborg om Vinte—
ren, men Kong Knud var i Danmark. Den Vinter
drog Kong Onund gjennem Veſtergotland med over 3000
et

36

Mands: han mødte Kong Olaf i Elven ved Konghel,
og de holdt da Raadſlagninger indbyrdes; men da Kong
Knud var dragen med fin Hær over til England, ſkiltes
Svogrene ſom de fortroligſte Benner; Kong Ouund drog
da tilbage ind i Gotland, og Kong Olaf op i Vigen og
derfra nordpaa langs Kyſten; han laa længe og ventede
efter Bor i Ejkundeſund, og han ſpurgde da, at Erling
Skjalgsſon og Jederboerne havde ſamlet en betydelig
Her. Erling havde en ſtor Skejd 1) paa 32 Rum, og
dog ſtor efter det at regne; denne plejede han at have,
naar han drog. t Vikingsferd eller i udbudt nn ? og
der vare 200 Mand eller flere paa den.
Kong Knuds Krigstog til Norge.

274. Kong Olaf fejlede fra Ejkundeſund, ſaaſnart
der gaves Bor, nordefter omkring Jeder; Kongen drog
da paa Gjeſteri omkring i Hordeland; om Vinteren havs
de han ſit Sede nordoppe i Kjobſtaden; dette var den
trettende Vinter i hans Regjering. Kong Olaf beredte
fig om Vaaren til at drage bort fra Ridaros, og udbød
en Her fra hele Landet; han foer da ſydefter langs Ky—
ſten. Da han var kommen til Hordeland, ſpurgde han
den Tidende, at Erling Skjalgsſon var dragen bort fra
Landet til England til Kong Knud med en ſtor Her, han
havde haft fire eller fem Skibe, og havde ſelb den ſtore
for omtalte Skejd. Denne Sommer herjede Kongerne
Olaf og Ønund paa Danmarks Rige, ſom det fortælles
i Kong Olafs Saga. Om Hoſten lod Kong Olaf ſine
Skibe efter fig, og drog landvejs op til Norge, og hans
de om Vinteren ſit Sede i Sarpsborg til over Juul,
men drog ſiden til Oplandene. Erling Skjalgsſon og
i) et Slags Lang ib.

37

alle hans Sonner habde om Sommeren været i Knuds
Her. Erling foer om Hoſten med fin Flaade tilbage til
Norge og med ham Kong Knuds Üdſendinge, ſom ved
Pengegaver og ſkjonne Lofter paa Knuds Vegne fvege
Land og Folk fra Kong Olaf. Dette gjorde de under
Erlings Beſkyttelſe. Kong Olaf drog om Vaaren fra
Oplandene ned til Vigen; han opholdt fig længe i Tons—
berg, og ſendte Bud til Sverrig efter ſine Skibe. Tid⸗
lig om Sommeren kom Kong Knud med hele ſin Her til
Norge; han havde ikke ferre end 1200 Skibe. Han
fejlede med hele Flaaden ud fra Limfjorden, og ſtyrede
nordpaa op til Vigen. Han foer frem med Jil, og laa
ikke ved Land paa den oſtlige Side af Fjorden. Kong
Olaf var i Tonsberg, den Gang Kong Knud fejlede forbi
Folden. Knud laa i Ejkundeſund i nogen Tid; der kom
Erling Skjalgsſon til ham med en ſtor Her, og da bes
fæftede Kong Knud og han paa ny deres Venſkab; blandt
andet lovede Knud da Erling, at han ſkulde have Des
ſtyrelſen over Landet mellem Stat og Rygjarbit. Kong
Knud fejlede da lige op til Throndhjem, og underlagde fig
hele Landet, thi ingen modſagde ham; han gav da fin
Frende Jarlen Hakon Eriksſon den hojeſte Beſtyrelſe
over alt Norges Land. Siden drog Kong Knud ſydpaa
langs med Landet og holdt Thing i hvert Fylke, og han
bleb paa hvert Thing tagen til Konge, og Landet ham
tilſporet.

275. Da Kong Olafs Skibe kom til ham oſtenfra
Sverrig, ſtyrede han med dem ind i Oslofjord og op i
den So, ſom hedder Rand, der holdt han ſig om Som—
meren, indtil Kong Knud var faren ned til Danmark,
da ſtyrede Kong Olaf med ſine Skibe ud til Tonsberg.

88

Siden beredte han fig til at fejle nordpaa med det Mand⸗
ſkab, ſom vilde folge ham; han hapde da tretten Skibe,
med hoilke han ſtyrede ud af Vigen; det var i Begyn—
delſen af Vinteren; de maatte længe vente efter Bor, og
laa meget lenge ved Solserne. Der ſpurgde Kongen,
at Erling havde betydeligt: Mandſkab ſamlet paa Jede⸗
ren, og hans Skejd laa fuldt udruſtet foran Landet til⸗
ligemed en Mængde andre Skibe, ſom Bønderne ejedes
Kongen ſtyrede oſtenfra med fin Flaade, og laa en Tid
i Ejkundeſund. De ſpurgde da til hinanden. Erling
ſamlede da faa mange Folk, ſom han kunde faae.
Slag imellem Kong Olaf og Erling.

276. Thomasmesſedag for Juul ſtyrede Kong
Olaf ſtrax i Dagningen ud af Havnen; det var da en
meget god og temmelig hvas Bor; Spejdere droge da
ſtrax op gjennem Jederen med den Efterretning, at
Kong Olaf ſejlede udenom Landet; Erling lod ſtrax hele
fit Mandſkab bleſe ſammen til Skibene, og alt Folket
ſtrommede da om Bord, og beredte ſig til Kamp. Kon⸗
gens Skib kom ſnart ind omkring Jederen, Kongen
ſtyrede da indad, thi han agtede ſig ind i Fjordene, at
ſkaffe ſig Folk og Penge. Erling ſejlede efter ham, og
havde en betydelig Hær og en Mængde Skibe; deres
Skibe fejlede hurtig, da de ikke havde uden Vaaben og
Mend inden Borde. Erlings Skejd gik langt hurtigere
end de andre Skibe, han lod da rebe Sejlene, og vente⸗
de efter fin Flaade. Kong Olaf blev: nu vaer, at Er—
ling ſatte ſterkt efter ham, thi Kongens Skibe ſejlede
meget langſomt, da de vare gjennemtrukne, fordi de
havde flydt paa Bandet, ikke allene hele Sommeren og
Hoſten, men ogſaa Vinteren desuden. Kongen ſyntes

39

at ſee ſtor Forſkjel paa deres Magt, "Hvis han paa een
Gang ſkulde mode hele Erlings Flaade; han lod da raabe
fra Skib til Skib, at de ſkulde lade Sejlene ſynke, men
dog kun lidt efter lidt, og rebe dem neden til; og ſaa
blev gjort. Erling blev ſnart vaer, at deres Seil ſank;
han raabte da, opmuntrede ſine Folk, og bod dem ſejle
ſterkere; „Seer J ikke, ſagde han, gat deres Sejl
ſynke, ſaa undflye de os.“ Han lod da Sejlene ſlaae
ud igjen paa fit Langſkib, og det gik da hurtig frem fra
de andre Skibe. Kong Olaf ſtyrede indenfor Bokn, og
da kunde de ikke ſee hinanden; derpaa bod Kongen at
ſtryge Sejlene, og roe Skibene frem i Sundet; de lagde
da Skibene ſammen; der gik en Nespynt udenfor, faa
at Erling ikke fane deres Skibe, da han fejlede til Sun—
det, forend Kongens Mend roede med alle Skibene imod
dem; det kom da til en meget hidſig Trefning; og ſaa
fuldkommen faldt alle Erlings Mend, ſom vare paa Skej—
den, at han ſtod ene tilbage, og vergede fig fan tappert,
at ingen kjendte Exempel paa, at een Mand havde ſaa—
lenge modſtaget faa manges Angreb, og aldrig ſogte han
at undkomme, førend Kongen tilbod ham Fred, hvilfen
han tog imod. Da opgav han Forſvaret, og tog Hjel—
men af fig, og blev da dræbt vaabenlos imod Kong
Olafs Villie, ſom det fortelles i hans Saga.
Erlings Skildring.

277. Det er et almindeligt Ord, at Erling har
været den ypperſte Mand i Norge af alle, ſom ikke vare
Konger eller Jarler, forſt formedelſt hans Slægt og Gif—
termaal, hans Legemsfuldkommenheder og Idratter,
hans Beſiddelſer og Rigdomme, hans Gavmildhed og
alſkens Pragt; han var ogſaa en huld og god Raadgiver

40

for alle fine Undermend, ſom fuldkommen gave fig under
hans Magt og Herredomme, og rettede ſig efter hans
Bud. Men ſaa ſtor var hans Myndighed og Opſetſig⸗
hed imod dem, der vare mægtigere end han, at han kun—
de ikke finde fig i at vere nogen Hovdings Undermand,
uden at han kunde fane alt det, han forlangte, ſaavel
Rige, ſom andre Ting, og fane alt det frem, ſom han
vilde. Hans Sinds Heftighed var ham til megen Ulykke,
thi han pasſede ikke at holde Maade i fin Færd, ſom
det viſte ſig, da han ſejlede paa ſin Skejd med altfor
overdreven Skyndſomhed og Rejſelyſt bort fra fin Svoger
Kong Olaf Tryggveſon, den Mand, ſom han vilde lige—⸗
faa gjęerne have fulgt, ſom at leve, og nu anden Gang,
da han haſtede faa meget. til fin Dod med overilet Hids
ſighed, ſaa at han ſejlede med det ſamme Skib langt
frem foran hele ſin Flaade lige i Henderne paa ſine
Fjender. Det var ikke underligt, at hans Sinds Hef⸗
tighed omſider knekkede ham, da han driſtede fig ſom en
Bondeſon til at ſtride imod en faa berommelig Konge
ſom Olaf Haraldsſon, og havde dog forud to Gange
eller oftere indgaaet Forlig med ham. Der var ogſaa
Svogerſkab imellem dem, da Kong Olaf og Erlings Kone
Aſtrid Tryggvesdatter vare Neſtſodſkendeborn. Dette
var det fjortende Aar efter Slaget ved Nes.
Om Einar Tamberſkelver.

278. Efter Slaget ved Nas drog Ejnar Tamber—
ſkœloer ud af Landet over til Sverrig med ſin Svoger
Svend Jarl; men efter Jarlens Dod var han hos den
ſpenſke Konge Olaf, indtil denne døde; ſiden drog han
tilbage til Norge, og traf Kong Olaf Haraldsſon i den
oſtlige Deel af Landet; de ſluttede da Forlig pan den

41

Maade, at Ejnar ſkulde rejſe op til Throndhjem og have
alle fine Ejendomme og tillige de Jorder, ſom havde vær
ret Bergljots Medgift. Ejnar drog da nordpaa, og
opholdt ſig paa ſine Gaarde, men tjente ikke Kongen;
han forte ſig og ſine Mend med Pragt, ſtjont han ikke
havde de kongelige Forleninger, thi han havde ſerdeles
ſtore Ejendomme. Da Kong Knud underlagde ſig Norge
og ſatte Hakon Jarl til at ſtyre Landet, indgik han For—
bindelſe med fin Svoger Hakon Jarl; han tog da igjen
til fig alle de Forleninger, ſom han havde for haft, da
Jarlerne beherſkede Landet. Kong Knud gav Ejnar ſtore
Gaver, og forbandt ham ſaaledes i Kjerlighed til ſig;
han lovede derfor ogſaa, at Ejnar ſkulde være den ſtor—
ſte og anſeeligſte af alle Mend i Norge, der ikke bare
Hovdinge-Navn, faalænge han havde Herredommet der;
over, og lagde endogſaa til, at Ejnar ſyntes ham bedſt
ſkikket til at bære Verdigheds Navn, eller hans Son
Endrid, formedelſt deres Wt, naar der ingen Jarl
var lenger.

Kong Olaf drager over til Garderige.

279. Efter Erling Skjalgsſons Fald ſtyrede Kong
Olaf med ſine Skibe nordefter langs Landet lige op forbi
Stat; men da han ſpurgde, at Hakon Jarl drog med
en ſtor Her nordfra imod ham, drejede han af og ſtyre—
de oſterpaa langs Kyſten; det viſte fig da ſnart, hvo af
hans Mænd der havde tjent ham med Troſkab, thi da
ſejlede meget af Flaaden fra ham og til Hakon Jarl, ſaa
at Kongen ikke havde flere end fer Skibe, da han kom
ind i Rodrarfjord; han lagde til i Valdal, og fatte der
ſine Skibe op. Derpaa drog Kongen op gjennem Dalene
med mange og ſtore Jertegn, ſom Gud gjorde for ham,

42
og derfra op paa Lesjar, ſom det berettes i hans Saga.
Kong Olaf drog til Lands lige til Nerike; der opholdt
han fig længe om Vaaren, og fkaffede fig der et Skib,
og om Sommeren drog han over til Garderige, hove
han blev ſerdeles vel modtagen af Kong Jarizlejf og
Dronning Ingegerd; der opholdt han ſig om Vinteren,
og havde mange Bekymringer i Sindet for, hvad Beflut?
ning han ſkulde tage, thi Kong Jarizlejf tilbød ham, at
han maatte blive der, ſaaleenge han vilde, og at han
ſkulde faae af ham et ſtort Rige at ſtyre. Dette Tilbud
overvejede Köngen. Ogſaa det tenkte han paa, at ned;
lægge fin Kongeverdighed og rejſe ud til Jeruſalem eller
andre hellige Steder og gaae i Kloſter, ligeſom nogle da
ſagde, at hans Frende Kong Olaf Tryggveſon havde
gjort; men det var ham dog meſt i Tanker, om der kun⸗
de gives nogen Lejlighed til, at han kunde faae ſit Rige
Norge tilbage. Men da han blev modig af flige Be⸗
kymringer, henſkod han hele ſin Sag til den almegtige
Guds Forſyn og Villie, at han ſkulde indgive ham den
Beſlutning, ſom han ſaae vilde meſt gavne ham felv.og alle
hans Undergivne; han vaagede ofte om Natten, og bad
inderligen til Gud for alle Folk, ligeſaavel for ſine Fjen⸗
der ſom for fine Venner. Det ſtede nu en Nat, da
Kong Olaf laa i ſin Seng, træt af ſtore Bekymringer,
og han havde ſunget fine Bonner, ſom han plejede; da
paafaldt der ham en Søvn, der dog var ſaa los, at
han ſyntes at vaage og ſee alt, hvad der foregik i Stuen.
Det forekom ham, at en ſtor og anſeelig Mand ſtod for;
an hans Seng, og havde en prægtig Kledning pan,
Kongen tenkte i Soone, at det vel var Kong Olaf Trygg⸗
veſon, der var kommen. Denne Mand ſagde til Kon⸗

43

gen: „Du er meget bekymret i Sindet om, hvad Be:
flutning du ſkal fatte, det tykkes mig underligt, hvorfor
du overvejer ſligt, hvad Beſlutning du ſkal tage, faa
og, om du har i Sinde at nedlægge din Kongeverdig⸗
hed, ſom Gud har givet dig, eller ogſaa at blive her og
modtage et Rige af udenlandſke dig ubekjendte Hovdin⸗
ger; drag heller tilbage til dit Rige, ſom du har faaet
ved Arv, og forhen ſtyret længe med den Styrke, ſom
Gud gav dig, og lad ikke dine Undergivne ffræmme dig;
det anſtaaer en Konge at overvinde fine Fjender, men
det er en hederlig Dod at falde i Kamp med ſit Folk,
eller tvivler du maaſkee om, at du har en retferdig Sag
i eders Tviſt? Ej ffal du ſordolge dig ſelb Sandheden;
du kan derfor driſtigen ſoge at vinde Landet tilbage, thi
Gud vil bære dig Vidne om, at det er din Ejendom.“
Siden vaagnede Kong Olaf, og det forekom ham, ſom
han fane Manden pludſelig forſvinde. Kongen takkede
Gud for denne Aabenbaring, og beſtyrkede fra den Tid
fit Sind, og befeſtede det Forſet hos fig, at drage til—
bage til Norge, ſom han tilforn havde været meſt tilboje—
lig til, og ſom han fandt, at alle hans Mend helſt onſtkede.
Han tenkte da paa, at Landet vilde være let at indtage,
da det var uden Høvding, da han havde ſpurgt af de
Mænd, ſom nylig vare komne fra Norge, at Hakon
Jarl var forliiſt paa Havet med hele fin Skibsbeſetning,
da han foer fra England. Da han aabenbarede denne
Beſlutning for fine Mænd, optoge de den alle med Gle⸗
de. Nu er det ikke utroligt, at Gud kan have aaben—
baret Kongen denne ſin Beſtemmelſe ved hans Frende
Olaf Tryggveſen, thi denne Olaf lagde al fin Omhu
paa med gudelig Iver at udbrede den hellige Kriſtendom,

44

og gjøre den almindelig, da Olaf Tryggveſon havde blot
lagt Grundvolden til den, og Olaf Haraldsſon omvendte
alt Folket i Norge til den hellige Tro, thi en for Deel af
dette Folk var vendt tilbage til de hedenſke Afguders Vild—
farelſe fra den ſande Tro, ſom den forſte Olaf havde lært
dem; de vare ogſaa hinanden lige i mange Forhold:
begge vare de retdommende og ſtraffede onde Menneſker
med Strenghed, og gjorde heri ingen Forſkjel paa Folk,
om det ej kunde lykkes at bevæge dem med det Gode; og
ligeſom Hovdingerne forfulgde Olaf Tryggveſon af Gjer—⸗
righed og Avind, og fordi han ikke vilde taale disſe
udenlandſke Høvdingers, eller ſom de ſnarere burde kaldes
Vikingers, uretferdige Herredomme over fir Fædreland,
ſaaledes var der ingen anden Grund til, at Folket gjorde
Opſtand imod Kong Olaf Haraldsſon, end at det ikke
kunde taale hans retfærdige Domme, men han vilde hel—
lere lade Liv og Rige end Retferdighed. Det er og⸗
faa af den Aarſag troligt, at Olaf Tryggveſon kan have
aabenbaret Kong Olaf Haraldsſon dette Guds Wrende,
ſom der viſte fig for ham i Sovone, thi han kunde for
Alders Skyld have ſeet Olaf Tryggveſon, for denne drog
til Venden, faa at han maatte kunne kjende ham, om
han faae ham vaagen. Kong Olaf fod fin Son Magnus
efter fig i Garderige, gjorde fine Skibe færdige om Vaa⸗
ren, og fejlede over til Sverrig, drog ſiden til Lands om
Sommeren op til Norge; ogſaa paa denne Reiſe aaben—
baredes der ham merkelige Barfler baade vaagende og
ſovende, ligeſom der berettes i hans Saga. i
280. Ej maa den Aabenbaring forbigaaes, ſom
forekom Kong Olaf i Soone, da han laa med fin Her
i Veredal i Throndhjem, nylig kommen oſtenfra over

45

Fjældet, næfte Nat for Slaget ved Stikleſtad. Kongen
vaagede længe om Natten, og bad til Gud for fig og fin
Her, og ſov kun lidet; imod Dag paafaldt der ham en
Tunghed, og da han var ſovet ind, fane han vor Herre
Jeſus Chriſtus ſtaae ner ved fig, ſkinnende med undſige—
lig Klarhed; og da Kongen ſyntes i Sovne, at ligeſom
en Afmegtighed kom over ham formedelſt den menneſke—
lige Naturs Svaghed ved den ſkrekkelige Frygt, ſom
overfaldt ham ved et faa ſtort og ophøjet Syn; da talte
den levende Gud blidelig til ham med disſe Ord: „Kom
du, min Kjere! thi nu er det Sid, at du nytter og nys
der i Lon for dit Arbejde den ſodeſte Frugt, ſom du har
erhvervet dig ved din nyttige Virken og Streben.“ Der:
næft vaagnede hellig Olaf med ſtorre Glæde i Sindet ved
denne himmelſke Troſt og Varſlen, end det er at beſtrive
med Ord; og ſaaledes ſtyrket ved det guddommelige
Syns Blidhed og Klarhed, ſom gjenſtraalede i hans
Hjærte af denne ophøjede Aabenbaring, gik han glad
til Kampen mod: fine Fjender, og fif i dette Mode en her;
lig Ombytning, thi han kjobte det himmelſke Rige for
det jordiſke, og erholdt Sejrens Krone for fit Blods ÜUdgy—
delſe; thi, ſaaret til Døde for hellig Retfærdighed af Sand—
hedens Fjender, gik han frem fra dette usle Livs elendige
Telt til Himmeriges ophøjede Hal, ſeende alle Kongers
Konge, vor Herre Jeſum Chriſtum i ſin Herlighed og dem,
ſom herſkede med ham i den evige Fred og Fryd evin—
deligen.

281. Ejnar Tamberſkelver var i lang Tid meget
tungſindig af Sorg over Kong Olaf Tryggveſon, lige⸗
ſom hans mange andre fortrolige Venner; derfor var
Ejnar fjælden fuldkommen glad, og holdt fig for det meſte

46

i Stilhed, efterat han var kommen tilbage fra Søer:
rig og havde indgaaget Forlig med Kong Olaf den
Hellige. En Sommer drog Ejnar bort fra Landet,
forſt over til England og derfra ſyd til Rom. Han
var een Vinter borte, og kom hjem den anden Som—
mer, og holdt fig ogſaa da i Rolighed; dog havde han
nu, ſom for blev berettet, faaet fore Forleninger i Thrond—⸗
hjem af Hakon Jarl; Ejnars Anſeelſe begyndte da paa
ny, ſaa at han da var den anſeeteſte af alle Lehnsmænd
i Trondelaugen. Men da der kom ſikker Efterretning
om, at Hakon Jarl var forlliſt paa Søen, faa at ikke
det Mindſte, af hvad der var paa Skibet, kom til Land,
begav Ejnar fig over til England ſamme Vaar, ſom Olaf
den Hellige drog oſtenfra Garderige. Da han kom til
Kong Knud, tog Kongen med Glæde imod ham. Der—
paa fremførte Ejnar fit Wrende for Kongen, ſigende,
at han nu var kommen for at udvirke Opfyldelſen af de
Løfter, Kong Knud havde gjort ham om Jarlsnavn i
Norge, naar Hakon Jarl ikke var mere. Kongen ſva—
rede: „Med den Sag forholder det fig nu ganſke ander;
ledes; jeg har nu ſendt Mænd med visſe Tegn til Dan⸗
mark, og har givet min Son Svend hele Norges Rige,
og ſkal han derover være Konge, men jeg vil holde mit
Venſkab med dig, og du ſkal have den Værdighed, ſom
du har Slægt til, og være Lehnsmand.“ Ejnar inds
ſaae nu hele Kong Knuds Agt, at han vilde, at Ejnar
og de andre Høvdinger ſkulde ſtride mod Kong Olaf, men
ikke derved have nogen ſtorre Forfremmelſe i Magt end
for, uagtet de dreve ham bort fra Landet. Da tenkte
Ejnar igjen paa Kong Olaf Tryggveſon, hvor ſtort et
Tab alle Norges Indbyggere lede ved at miſte ſaadan en

47

Hovding, ſom han var, thi aldrig brød han ſaaledes de
Løfter, han havde givet fine Venner. Einar fattede en
ſaameget deſto hjerteligere Kjerlighed til Olaf Tryggve—
fon, ſom han mere fik Prover paa, at han havde over;
gaaet de fleſte Hobdinger i Mandighed og i at holde alle
de gode Lofter, ſom han havde givet ſine Mend, ſaa at
han ingen Hæder ſparede at yde dem, ſom tjente ham
med Troſkab, naar den kunde pasſe for dem. Da Ej:
nav kunde formode; at Nordmændene vilde oplegge ſaa—
dant et Raad mod Kong Olaf denne Sommer, om han
kom oſtenfra, at det vilde vere utjenligt for ham at have
nogen Deel deri; var han meget langſom til at drage
bort fra Veſterlandene, og det gik, ſom han agtede, at
han ikke kom over til Norge, forend Olaf den Hellige var
falden. Det har Folk beſtandig ſiden ſagt, at det gik
Ejnar ſerdeles lykkeligt med, at han aldrig ſtred imod
Kong Olaf, efterat de havde indgaaet Forlig. Ejnar
var ogſaa den forſte af Norges Stormend, der med al
Hader og Anſeelſe gjorde Kong Olafs Hellighed bekjendt.

282. Kong Knuds Son Svend, fom blev falde
Svend Alſifeſon, var kommen til Vigen, da Slaget ſtod
ved Stikleſtad; han blev ſiden tagen til Konge i Norge.
Da Svend Alfifeſon Havde i tre Aar herſket over Landet,
kun lidet afholdt af Indbyggerne, ſpurgdes den Tedende til
Norge, at Kong Olaf Tryggveſons og Gyda den Engel—
ffes Sen Tryggve ſamlede ſig en Her i Veſterlandene.
Kong Svend var i Throndhjem, da han ſpurgde denne
Tidende; han udbød da ſtrar Leding og ſtævnede Lehns—
mændene til ſig. Ejnar Tamberffælver forblev hjemme,
og vilde ikke drage med Kong Svend. Da Kong Svend
var færdig, drog han med fin Flaade ſydefter langs Ky—

48

ſten og lige over tilBigen. Om Sommeren ſtyrede Tryggve
fra Veſterlandene og kom til Hordeland, og de ſpurgde
da til hinanden. Kong Svend ſtyrede med ſin Flaade fra
Sonden langs Kyſten, og Tryggve nordenfra imod ham.
Saa ſiges der i Tryggves Flok ):

Sogende Heder Tryggve

Foer fra Norden, men Konning

Svend med en Her fra Sonden

Drog, og Kamp begyndte;

J den heftige Strid jeg

Deeltog, ſnart de modtes,

Horders Hær i Sverdes

Tummel Livet miſted. ;
De mødtes nordenfor Jæderen i Sogneſund indenfor
Bokn, ner ved det Sted, hvor Erling Skjalgsſon var
falden; det kom til en haard Trefning; det var en Son⸗
dag Slaget ſtod. Saa ſiges i den Flok, ſom er gjort
om Svend Alſifeſon:

Paa en Sondag, o Koinde!

Forte Log og Ol til

Folkene Møen 2), den Morgen

Mange for Sverde fulde;

Raadt Kjod at rive finge

Ravne, da Skibes Stavne

Sammen Kong Svend ſine Mend til

Striden bod at feſte.
g dette Slag fejrede Spend, og Tryggve faldt med ſtor⸗
ſte Delen af fin Her; da vare. forløbne tre og fyrretyve
Aar fra den Tid, da hans Fader Kong Olaf ſlogs paa
Ormen. Kong Svend herſkede da endnu over Landet den

t) et fort Koad. 2) Legekonen.

49

næft følgende Vinter. Vaaren efter drog Ejnar Tam—
berffjælver over til Garderige efter. Olaf den Helliges
Son Magnus; de kom et Aar efter øftenfra, og Kong
Svend flyede ſtrax bort fra Norge, da Magnus kom til
Landet; Magnus blev da tagen til Konge over hele Lan—
det. Kong Magnus den Gode, Kong Olaf den Helliges
Son, herſkede over Norge i tretten Aar, førend Harald
Sigurdsſon, Kong Magnus's Farbroder, kom til Norge.
Kong Magnus gav da Harald det Halve af Norges Rige,
og de vare begge een Vinter Konger over Norge, da døde
Kong Magnus, og Harald blev ene Konge i Norge.
Gaute kommer til Sydlandene.

283. Samme Aar, ſom begge Frenderne Mag?
nus den Gode og Harald Sigurdsſon i Forening herſkede
over Landet, drog en Nordmand, ved Ravn Gaute,
bort fra Landet, og agtede at rejſe til Rom; men da
han var kommen ned til Saxland og var dragen forbi
Coln, modte ham en Mand, der hed Gaut; han var
ogſaa en Nordmand, og havde været Gautes Staldbro—
der; Gaut var da nylig kommen fra Rom. Gaute
ſpurgde da Gaut, om han havpde nogle Penge at laane
ham; denne ſvarede: „Jeg vil ikke allene laane dig,
ſaa mange Penge jeg har, men ogſaa folge dig felv,
hvorhen du vil drage.“ De droge da forſt til Rom og
ſiden ud over Havet til Jeruſalem. Dernekſt vilde de af
Videlyſt rejſe lige ud at ſee det rode Hav, og hvor Mo—
ſes havde fort Jodernes Folk ud af Wgypteland. Men
da de vare komne langt paa Vejen til Wgypteland, fore
de vild i Orkenen, og Gaute blev da ſyg og dode. Der—
efter foer Gaut længe eenſom vild ude i Orkenen, og

3 Bind. D

50

udſtod baade Hunger og Strabas; han vilde da vende
tilbage, men vidſte ikke, hvor han var. En Dag kom
han nu ud af Orkenen til en ſtor Flod, og paa den an⸗
den Side af Floden ſaage han et ſtort Kloſter, og han
havde da megen Lyſt til at komme over Floden til Klo—
ſteret, thi han ventede fig der nogen Almisſe; han gik
bande op og ned langs Floden, men traf ingenſteds
nogen Bro eller noget Skib; og han var da faa udmat—
tet af Hunger og Torſt og megen Strabads, at han næs
ſten opgav Haabet og feldte Taarer, da han ikke kunde
komme over Floden. I denne Sorg og Bekymring lag⸗
de han fig ned paa Flodbredden ligeoverfor Kloſteret,
og faldt i Søvn; det var i den tredie Time paa Dagen;
men ſaaſnart han var indſovet, bares det ham for, at
en Mand kom til ham og ſagde: Du ſover uforſigtig;
hvis du har Lyſt til at komme over Floden, rejs dig
da hurtig op, og du vil finde et lidet Skib, ſom ſly⸗
der ved Bredden,” Ved dette vaagnede Gant, og ſyn—
tes at kunne fee Manden forfoinde, i det han lukkede
Ojnene op. Han ſprang da hurtig op, og gik ned til
Bredden; der fandt han et lille Skib flyde og Aarerne
lagte imellem Aaretollene; han gik paa Skibet, og roede
over Floden; han gjorde derpaa Baaden faſt ved Bred.
den, og gik op fra Floden; han kom forſt til et ſmukt
Steenhuus, inden han kom til Kloſteret; i dette Huus
fane han en aldrende Mand ſidde, der var ſmuk og af
et anſeeligt Udvortes; Gaut fandt, at denne var meget
lig ham, ſom var kommen ham for i Sovne; men inden
Gaut kom til Steenhuſet, knelede Manden til Bon;
ſiden rejſte han fig op mod Gaut, da han kom til Do—
ren, og ſpurgde paa det danſte Tungemaal, hoo han

SI

var, hvorfra han var kommen, og hvorhen han vilde
drage. Gaut fortalte ham nøje alt, hvorledes det hang
ſammen med hans Rejſe. Manden gik da til ham, hil—
ſte ham med Blidhed, kyſte ham, og forte ham ind i Hu—
ſet, og ſagde: „Hoil du dig her til Aften, og ſtig mig
Tidender fra Norrig, og derefter ſkal jeg ledſage dig til
Staden og vere Tolk for dig. Siden ſpurgde den
ſmukke Mand om Jarlen Erik Hakonsſon og hans Bro—
der Svend og deres Adfærd. Gaut ſagde, at de vare
for længe ſiden dode. Derneſt ſpurgde han om Erling
Skjalgsſon og hans Kone Aſtrid. Gaut fortalte ham
om Erlings Fald og nøjagtig om hvad der var forefaldet
mellem ham og Kong Olaf Haraldsſon. Derpaa ſpurg—
de han om Olaf den Hellige. Gaut fortalte ham Kong
Olafs Fald, og tillige at Svend Alfifeſon havde taget
Regjeringen i Norge efter ham, og ligeledes at Olaf
Tryggveſons Son Tryggve var kommen fra Veſterlan⸗
dene, og havde ſtredet mod Svend, men at Svend fejres
de, og Tryggve faldt. Ved denne Fortelling blev den
anſeelige Mand meget bedrovet, men ſpurgde dog, hvo
der nu var Konge over Norge, da han drog bort fra
Landet” Gaut ſagde, at Olaf den Helliges Son Mag:
nus havde herſket over Norge i tolv Aar, og det var i
hans trettende Regjeringsaar, jeg drog bort fra Norrig,
og da var Harald Sigurdsſon kommen til Regjeringen
med ham.“ Da ſagde den aldrende Mand: Magnus
den Gode ſynes mig vel om, efter hvad jeg kan ſkjonne
af mange derfra komne Mends Fortælling ; men Harald
Sigurdsſon anſeer jeg mere for en Viking, end en Konge,
og om ham horte jeg meget fortælle, da jeg var i Gre⸗
D 2

32

keland; men hvad ſiger du mig om det, have Nord—
mændene endnu noget Minde om Olaf Tryggveſon?“ Gaut
ſvarede: „Helligt er iblandet dem hans Minde, thi ſtor
Anſeelſe ſkaffer det ham, at han indførte Kriſtendom⸗
men i Norden.“ Da ſagde den anſeelige Mand: „Siig
du mig, hvad Folk troer, at der er bleven af Olaf Trygg—
veſon i Slaget paa Ormen!” Gaut ſvarede: Derom
ere Meningerne deelte; nogle ſige, at han ſaaret er
ſprungen over Bord, og er der ſunken ned med ſin Brynje
og anden Ruſtning, og er ſaaledes omkommen.“ Den
anſeelige Mand ſvarede: „Hoi troe Folk, at han ſkulde
ville tage fig ſelvb af Dage, og være fan red, at han vil⸗
de ſpringe ud i Søen, i det Tilfeelde han vidſte, at han
var ſaa ſaaret og udmattet, at han ikke kunde komme bort,
og ej har han da været færdig i Legemsovelſer, ſom han
Havde Ord for, om Brynjen eller anden Ruſtning ſkulde
lenge betynge ham under Bandet, ſaa han ikke kunde
fane dem af ſig; ej ſkulle Folk troe ſaadant; men ſiig
mig, hvad andre antage!” „Somme antage, ſagde Gaut,
gat Guds Kraft har taget ham til ſig eller henſat ham
paa et andet Sted ved det ſtore Lys, ſom mange fade
over Kongen.” Den ſmukke Mand ſvarede: Den Me⸗
ning er tvivlſom og utrolig, at han ſkulde være ſaa hel⸗
lig, at han var fortjent til den Heder af Gud, at den
himmelſke Kraft ſkulde tage ham levende bort fra Men—
neſkene; thi ſkjont Kong Olaf gjorde nogle gode Gjer⸗
ninger, begik han dog mange Synder, og derfor er dette
ikke troligt, ſnarere har han med Ydmyghed og Guds
Biſtand undflyet Livsfare. Siig mig endnu, hvad an⸗
dre troe!' Gaut ſvarede: „Somme ſige, at han har
ſpommet hen til det Skib, ſom laa ikke langt fra Slaget

53

om Dagen, og at han er tagen op ! det og fort til
Land.“ „Det kan man ſnarere troe,“ ſagde han, end
at han ſkulde være optagen til Himlen, og det ſige paa—
lidelige og ſandferdige Mænd her hos os i Sydlandene,
at han har levet efter Slaget, og lige hen i de Kongers
Tid, ſom nu ere i Norrig neſten i halotredſindstyve Aar.
Men ſiig mig, om Ejnar Tamberſkelver lever!“ „Ej—
nar lever,“ ſagde Gaunt," aog boer pan Gimſar, og er
gift med Jarlen Hakon Sigurdsſons Datter Bergljot;
han er nu den ſtorſte og anſeeligſte af Lehnsmendene i
Throndelaugen, og er meget afholdt af Kong Magnus.
Da ſagde den anſeelige Mand: „Ejnar Camberffælver
var den, jeg fane at ſtride mandigſt paa Ormen, af
faa ung en Mand at være, thi han var da atten Vintre
gammel, og var dog lig med Kongens tapreſte Kemper.“
Gaut ſaae da Manden i Anſigtet, og grundede paa, hvor—
ledes han kunde faa nojagtig fortælle baade om Slaget
og Kongens Mænd. Gant ſagde: „Da var jeg en gau—
ſte ung Dreng, da jeg fane Kong Olaf Tryggveſon, og
du er ham meget lig, ſkjont du nu er gammel; ſiig mig
nu, om du er Kong Olaf.“ Han ſoarede: „Ej tilegner
jeg mig Olafs Hæder eller Kongenavn;“ og i det ſamme
lod en Klokke, og der blev ringet til Aftenſang i Borgen.
Manden ſprang ſtrax op ved den forſte Ringning, og gik
til Kirken og Gaut med ham. Saa ſtor var denne Mand,
at Gaut næppe nagede ham op til Skuldrene, da de gik ved
hinandens Side; men da de kom i Kirken, vare der mange
Mænd forud, og Munkene og Klerkene ventede efter
denne Mand, og begyndte ſtrax Aftenſangen, da han
kom ind i Kirken. Gaut lagde Merke til, at denne
Mand var Hovedet og Halſen højere, end enhver anden,

54

ſom var der; og faa meget anſeeligere forekom han i alle
Henſeender, ſom han var flørre end andre, og mange
Mend ſtode rundt omkring ham, alle beredte til hans
Tjeneſte. Da Aftenſangen var endt, gik den ſtore Mand
ud af Kirken, og kaldte to af Kloſterets Forvaltere med
fig, og bad dem hjælpe Gaut paa det Bedſte. De forte
ham til et Herberge, og bevertede ham faa godt de fun:
ne, og om Morgenen efter lode de ham komme i Bad, og
gave ham rene Kleder. Men den anden Dag efter Mes—
ſen, kaldte den ſtore Mand, da han gik fra Kirke, Gaut
til fig, og ſagde til ham: For Ejnar Tamberſkelver
min Hilſen, naar du kommer til Norrig, og ſtig ham
derhos, at jeg bevidner ham det, at ingen ſtred bedre
paa Ormen end han, og til Tegn paa at du ſiger Sandt,
ſkal du bringe ham denne Kniv og dette Belte, ſom jeg
ſender ham;“ og han overgav ham da en Kniv og et
Belte, koſtbare Sager af det Slags. Derpaa gik han
til Steenhuſet, men Forvalterne forte Gaut til Herber—
get. Gaut bemerkede, at de agtede Manden faa højt,
at alt blev udfort efter hans Villie i denne Borg, ſom
om han var Konge derover. Samme Dag gik Gaut til
den ſtore Mands Steenhuus at forſoge paa, om han
kunde endnu yderligere fane Vished om, hoo han var,
men da var Huſet tillukket. Gaut vendte da tilbage til
Herberget. Den tredie Dag tidlig om Morgenen drog
Gaut bort, og ifolge den ſtore Mands Befaling bleve
der givne ham Ledſagere og Tolke med ud over Havet til
Grakeland. Gaut holdt ikke op at rejſe, for han kom
hjem til Norge; han drog da til Ejnar Tamberſkelver,
og bragde ham Kniven og Beltet, og fortalte ham alt
om fin Rejſe, og hvad han og den ſtore Mand havde

55

talt med hinanden. Da Ejnar hørte dette, ſagde han
med Taarer: Sandt ſiger jeg dig, Broder Gaut! at
du har tilvisſe feet Olaf Tryggoſeon, og han har ſendt
mig disſe koſtbare Sager.“ Dette horte Tejt Asgersſon
en paalidelig og forſtandig Mand, ved Naon Thoraren
Thorvaldsſon, ſige, og Ejnar Tamberſkeelver havde felv
fortalt det til Thoraren.
Kong Haralds og Ejnar Tamberſkelvers
For handling.

284. Kong Harald Sigurdsſon tog Eneveldet i
Norge efter Kong Magnus Olafsſons Dod. Harald
ſyntes, at Ejnar Tamberffælver havde altfor megen
Magt i Throndhjem. Kongen føgte derfor mange Paa:
ſtud til at ſaggive ham, og fratog ham alle de kongelige
Forleninger, ſom Kong Magnus Havde givet ham;
men Ejnar blev ved at fore ſig med ſamme Højtid og
Pragt ſom tilforn, ſkjont han ingen kongelige Forle—
ninger havde; der blev da megen Uenighed imellem dem,
thi Ejnar vilde paa ingen Maade give efter for Kong
Harald. Kort efter var det, at Gaut, ſom nylig blev
fortalt, kom fra Jeruſalem; ved hans Beretning for—
nyede nu Ejnar fin inderlige Kjærlighed til Olaf Trygg—
veſon, ſom han beholdt til ſin Dodsdag, ſkjont han
ikke kunde være ham ner her paa Jorden. Einar blev
deſto mere haardnakket og opfætfig imod Kong Harald,
jo mere denne befværede ham, indtil gode Mænd lagde ſig
imellem for at forlige dem; det kom da ſaa vidt, at de
berammede et Mode i Nidaros. Paa dette Mode lod
Kong Harald Ejnar og hans Son Endrid under Fredens
Maſke drebe ved Soig, ligeſom det fortælles i Norges
Kongers Levnetsſaga.

56

285. Kong Adelraad Edvardsſon havde regjeret
i England i 27 Aar, da Kong Olaf Tryggveſon flogs
udenfor Venden, og efter den Tid regjerede Adelraad end;
nu i elleve Aar; han var, ſom for blev berettet, en god
Ven af Olaf Tryggveſon. Efter ham regjerede i Eng⸗
land hans Son Edmund i eet Aar, førend Knud den
Meagtige kom med en Hær til England, og krigede med
Adelraads Sonner i otte Aar; efter den Tid regjerede
han over England ſexten Aar; dernæft regjerede i tre Aar
Harald, en Son af Knud og Dronning Emma, ſom førft -
havde været gift med Kong Adelraad; derefter Horde—
knud i to Aar; derpaa blev Edvard den Gode, Kong
Adelraads Son, tagen til Konge i England. Kong Ed—
vard kunde huſke det Venſkab, der havde været mellem
hans Fader Kong Adelraad og Kong Olaf Tryggveſon.

286. Kong Edvard indforte den Skik, at han
fortalte fine Hovdinger og Hofſinder Olaf Tryggveſons
Saga paa forſte Paaſkedag; Grunden til, at han fortalte
Kong Olafs Saga hellere paa Paaſkedag end paa enhver
anden Dag, var, at han ſagde, at Olaf Tryggveſon
havde ligeſaa meget overgaaet andre Konger, ſom Paaſke⸗
dag overgager andre Dage i Aaret. Der var en Mand,
ſom hed Orm Thorljotsſon, en forſtandig og ſandferdig
Mand; han boede paa Dyrnes i Orkenserne, da Edvard
var Konge i England. Orm fortalte, at han horte Kong
Edvard leſe Olaf Tryggveſons Saga op af den ſamme
Bog, ſom Olaf felv havde ſendt Kong Adelraad fra
Jeruſalem. Eet Aar læfte Kongen for fine Høvdinger
og hele Huustroppen om Slag'et paa Ormen, og For—
tellingen var ganſke overeensſtemmende med, hvad der
for blev beretter om Kong Olafs Bortkomſt og om hans

57

Rejſe ud over Havet til Jeruſalem, og at han havde
taget Sede i et Kloſter i Syrland; og da fortalte
Kong Edvard ſine Mend Olaf Tryggveſons Dod, ſom
nogle, der nylig vare komne til England fra Syrland,
havde berettet Kongen.

Kong Harald Haarfagers
Skjaldes Saga.

. Harald Haarfager regjerede over Norge; han
havde mange beromte Mænd om ſig; blandt andre vare.
der tre Skjalde hos Kongen; nemlig: Olver Hnufa,
Thorbjørn Hornklofe og Audun Ilſkelda. Thoralf i
Hoin havde Tilladelfe at opholde fig hjemme, da det,
fom her ſtal fortælles, foregik. Audun var da igjen
kommen i Naade hos Kongen, hvis Unaade han havde
paadraget fig ved at tage Omfvædet ud af den Drape,
ſom bans Frende Ulf Sebbeſon havde gjort om Kong
Harald; deraf fif Audun fit Ogenavn og Drapen Ravn
af Stjaalenſtef, ſom der fortælles i Ulf Sebbeſons og
Kvig Jarls Saga. Kong Harald var til et anſeeligt
Gilde pan Husſted i Nordmore hos fin Frænfe Inge:
borg den Rige; der vare hans Skjalde og mange andre
anſeelige Mænd med ham. Gildet var meget prægtigt,
og Enken vartede ſelv op; hun var en ſmuk og beleven
Kvinde; hun ſkjenkede om Aftenen et Dyrehorn for Aus
dun; han tog hendes Haand med Hornet, og ſagde:
Du er en ſmuk Kvinde, og ſerdeles vel ſynes jeg om
dig, og om du vil tillade mig at ſove hos dig i Nat, da
vil jeg give dig denne Guldring, ſom Kongen: har givet
mig, og desuden mange andre Ting, om du vil mod—
tage dem.“ Hun ſvarede: „Det kan ikke være din al⸗

59

vorlige Mening, thi du maa være drukken, og Kongen
vil blive vred paa dig, om han merker dette.“ „Ej
bryder jeg mig om det,“ ſagde Audun, om du vil fam;
tykke.“ Hun betragtede Ringen, og ſyntes at den var
ſmuk, og ſagde: „Efterſom jeg ſynes vel om dig, og
dette kunde holdes hemmelig, ſaa vil jeg gjore din Villie,
naar du vil rette dig efter det, ſom jeg foreſkriver; du
ſkal komme til min Fruerſtue, naar den tredie Deel af
Natten er forloben, og jeg ſkal da ſorge for, at Stakit⸗
laagen er aaben og ligeledes de tre Dore, der ere for
Stuen, * * * og han kvyſte hende til Af
ſked. Derneſt kom Ingeborg for Thorbjorn Hornklofe
paa ſamme Maade ſom for Audun, og deres Samtale
gik ud paa det ſamme, og det fluttede med, at han ſkulde
ogſaa komme til Fruerſtuen ligeſom hin. Siden kom hun
for Olver Hnufa, og han tog mod hende paa ſamme
Maade fom de forrige; det ſluttede med, at enhver
af dem gavhendeenGuldring, og hun tog imod dem alle,
og bad Olver komme, naar der kun var en tredie Deel
tilbage af Natten. Ingen af dem vidſte noget af de an—
dre, og enhver var derfor vel tilfreds med det Lofte, der var
ham gjort. Da hun nu om Aftenen gik til Sengs, ſade
endnu mange oppe, og vare meget drukne, og enhver
ſov ind paa den Plads, hvor han var. Skjaldene fade
ogſaa tilbage og vaagede, thi de forglemte ikke, hvor;
hen de (fulde. Da den tredie Deel af Natten nu var
forloben, ſtod Audun op, og gik til Ingeborgs Fruerſtue.
Stakitlaagen var aaben, han gik nu ind, og lukkede
den ene Dor op efter den anden, indtil han kom til ſelve
Stuen, da fandt han, at den var i Laas; han agtede
da at gage bort, men i det ſamme horte han, at den Dor,

60

ſom var næft udenfor ham, ſmaldede i Laas;
der ſtod han da. Ved Midnat flod Thorbjørn Horn,
klofe op, og gik til Ingeborgs Fruerſtue, han gik ind
igjennem Stakitlaagen og ind ad den Dor, ſom var der
næft ved; Stuen var da i Laas, og han vendte tilbage,
men da var ogſaa den Dor i Laas, ſom han forhen
lukkede op. Og da de to Trediedele af Natten vare for—
lobne ſtod Olver op, og gik til Ingeborgs Fruerſtue; Sta—
kittet ſtod aabent, men da han kom til Doren til Stuen,
var den i Laas, og da han agtede fig ud igjen, var
Stakitlaagen i Laas; enhver af dem fad nu der, hvor
han var, det vorige af Natten, og den ene vidſte ikke
af den anden; ingen af dem havde flere Kleder paa end
fit Linned og en Overkappe; Vejret var koldt og det var
ſteerk Froſt. Da nu Kongen om Morgenen kom i fit
Hojſcde, ſavnede han fine Skjalde, og man gik at ſoge
efter dem. Ingeborg fortalte da Kongen, hvorledes det
hang ſammen; Kongen gif ud til Fruerſtuen med mange
Folk, og fandt der fine Skjalde. Kongen var faa vred,
at man næppe kundt faae et Ord indført hos ham, og
bod at dræbe dem faa hurtig mueligt for deres Dum—
driſtighed. Der vare mange brave Mænd hos Kongen,
ſom bade for dem, og faa gjorde de ogſaa ſelb; men da
deres Frender og Venner ikke kunde fage udvirket dem
Fred, bade de Kongen, om han vilde ſende dem i noget
Wrende, ſom han onſkede at faae udført, ſkjont der var
nogen Livsfare derved, iſteden for at lade dem dræbe
for ikke ſtorre Sag, faa meget ſom han forhen havde ag
tet dem. Ooertalt af fine Venner, fattede Kongen nu
denne Beflutning, og ſagde at han vilde ſende dem over
til Sverrig til Kong Erik Bjornsſon, for at tilvejebringe

61

Fred imellem Rigerne; dette beſtemte Kongen, fordi ens
hoer af deres Mænd, ſom kom i den andens Rige, blev
ſtrax drebt. Hver af Skjaldene havde gjort ſin Viſe om
Natten mellem Dorrene. Denne kvad Audun:
Under den aabne Himmel
Vi indſperrede ſtode,
Een efter den anden,
Inden denne Klemme;
Tilſkyndt viſt man har, at
Krigeren heftes ſkulde,
Moen ej jeg fandt, og
Fengſlet flipper jeg næppe.
Denbe kvad Thorbjorn:
Dette voldte Kvinden,
* * *
Der for jeg lyſter at taſte
Denne Færd + Xx *;
At i Lag med den ſmukke
i Mo jeg kom «x4 *
0g gloer kvad denne:
Skjaldens Ojenlaage
Skigaarden har lukket,
Ej for Vaaben han maatte
Doe i Strid med Ære;
Og den uheldſvangre
Sceengs „* *, derfor
Har jeg taalmodig
. * *
Skjaldene berede fig til Bortreiſe.
2. Kong Harald havde, den Tid Skjaldene ſtode i hojeſt
Anſeelſe hos ham, tilladt dem, at enhver af dem maatte

62

udvælge een af Kongens Hoffinder til ſin Tjeneſte og fit
Folge; den, ſom Audun havde valgt, hed Rejkul; Thor⸗
bjørn valgde Kolofoſtri, og Hjalmgrim hed den Mand,
ſom Slver valgde. Uagtet Skjaldene nu vare faldne i
Unaade hos Kongen, vilde dog ingen ſkilles fra fin
Stalbroder, ſkjont der var faa ſtor Fare at udſette fig
for. Da de vare færdige, gik de for Kongen, toge Af
ſked med ham, og bade ham give dem fin Lykke med paa dens
ne Rejſe; og uagtet Kongen var vred, lovede han dog
det, de bade om, og onſkede dem en lykkelig Rejſe. De.
rede derpaa bort fer i Folge. Da ſagde Audun: „Skjont
vi ere faldne i Kongens Unaade, er det dog bedſt at lade,
ſom vi have mange anſeelige Frender, og jeg vil foreſlaae,
* * * Biſtand, førend han begav ſig paa denne Rejſe;
de ſyntes, at det var det bedſte Raad, de kunde tage.
Olver ſagde: „Ring den Hvide paa Sondmore er min
nære Frænde, han er nemlig min Morbroder, og han er
tillige Kong Haralds Lehnsmand. Ham vil jeg drage
til, og bede ham at ledſage os paa denne Rejſe, han
er ung og mandig, og vil ſandſynligviis vere en tap;
per Mand, om noget behøves,” Da ſagde Audun: „Jeg
har ogſaa en Frende, ſom hedder Thorfin; han er ogſaa
Kong Haralds Lehnsmand, og har Nummedalsfylke; han
er atten Vintre gammel; han bliver falde Thorfin den
Sterke; han har nylig taget imod ſin Fedrenearv; ham
vil jeg bede drage med os; thi jeg holder for at den Plads,
han indtager, ikke vil beſindes ode.“ De ſtiltes nu, og en⸗
hver drog til fin Frende og fortælles der forſt om Olver, at
han drog ſyd paa til More, og kom til Ring Hvide, ſom tog
imod ham med megen Venlighed, og der var Olver tre
Natter og blev godt behandlet. Han fremforte derpaa

63

fit Grende, og ſagde fan: „Jeg er kommen her til dig,
for at ſige dig, at Kong Harald har ſendt os, ſine
Skjalde, over til Sverrig for at tilvejebringe Fred mel—
lem Kongerne og imellem Landene.” „Hvad have I da
gjort,” ſpurgde Ring, «hvorfor Kongen vil ſkille eder ved
Livet?” „Han tenkte,“ ſvarede Olver, «at vi ville kunne
udrette mere end andre.“ „Stig mig det Sande, hvor;
ledes det hænger ſammen,“ ſagde derpaa Ring; og Olver
fortalte ham nu alt, ſom det var. Ring ſagde: Det
var ilde.“ „Saa er det nu hermed,” ſparede Ølver, gat
jeg vil bede dig, at folge med mig, thi jeg venter meſt
Hjælp af dig, faa meget mere, jo vanſkeligere Stilling
jeg befinder mig i. „Til ſligt er jeg endnu kun lidet
fkikket,' ſagde Ring, «formedelſt min Ungdom og Übe—
vanthed med flige Foretagender, men hyilke flere agte I
at anmode om at drage med i denne Færd 2” Ølver nævnte
Rolf og Thorfin. „Hois de tilſtaae at rejſe,“ ſagde Ring,
da vil jeg ikke undſlaae mig, men i modſat Fald vil det
ikke hjelpe at anmode mig mere herom.“ De ſkiltes nu
med Venſkab, og Ring bad Olver ſende Bud, om Thor—
fin og Rolf lovede at rejſe, da ſkulde de modes pan Stejg
i Gudbrandsdalene. Om Thorbjørn Hornklofe er derneſt
at fortælle, at han kom til Oplandene til Rolf Nefja, og
blev der vel imodtagen; han fortalte Rolf om Nej
ſen og om Aarſagen til den og tillige, at han vilde
bede Rolf at drage med, leggende til, at han af ham
væntede fig meſt af alle fine Freender. Rolf ſoa—
rede: Ej er jeg nu ſkikket til at drage paa flige Rejſer
paa min gamle Alder; men den Gang, jeg var i mine
bedſte Aar, vilde jeg ikke have afflaaet denne Rejſe, om
der droge flere med, ſom jeg anſage at beſidde nogen Due⸗

64

lighed til Strid.“ Paa den ſamme Tid kom Ølver Hnufa
der, og ſagde, at Ring havde lovet at rejſe, og bes
ſtemt, hvor de ſkulde modes; Rolf lovede da ogſaa at ville
rejſe med. Om Audun Ilſkelda er endelig at berette,
at han kom til Nummedalen til Thorfin, og mødte
der en god Modtagelſe. Thorſin havde en gammel Amme;
den ſamme Aften kom han til hendes Seng; hun hilſte
ham, og ſpurgde, om der vare kommen nogle Fremmede,
ſom vare hans Frender; han ſagde, at der ingen vare
komne. „Det ventede jeg mindſt,' ſagde hun, gat du.
vilde lyve for mig; thi jeg kjender her din Frænde Au⸗
dun Ilſkeeldas Fylgie n); de kom her i Morges tidlig,
og han tykkes at have et nodvendig Wrende til dig, og
han har ſtor Bekymring i Sindet,” Thorfin ſvarede:
„Det er ſandt, Foſtermoder! at han og Hjalmgrim kom
her i Dag, og du er ikke ganſke blind, men jeg veed ikke
deres Wrende.“ Det. gaaer her ſom ſedvanlig,' ſagde
hun, gat det blot ere ſaadanne Wrender, ſom der intet
Godt er ved.“ Siden gik Thorfin bort, ſigende, at han
vilde komme til ſin Amme, om der maatte blive ham
noget foreſlaaet, ſom ſyntes ham vanſkeligt.“ Hun tak⸗
kede ham for hans Tiltro til hende, og ſagde at han
viſte ſig nedladende med at velge ſine Raadgivere. Da⸗
gen efter ſagde Audun til Thorfin: «Kong Harald har
ſendt os fine Skjalde til den ſvenſke Konge at ſoge at til
vejebringe Fred mellem Landene, i det han troede os bedſt
til at kunne udvirke en gunſtig Vending i denne Sag.“
Thorfin ſvarede: „Jeg kan ikke ſkjonne andet end at
dette er en yderſt farlig Rejſe, og jeg feer. altſaa, at
Kongen ikke under eder det bedre end andre.“ „Man
1) Skytsgudinde.

65

kan vente,“ fvarede Audun, gat faaer denne Rejfe et
lykkeligt Udfald, blive de ogſaa forfremmede, ſom udføre
den; og det er mit Wrende hid at bede dig at drage
med paa denne Ferd; jeg venter, at det vil gage mig
bedre ved min Foranſtaltning end dig, thi jeg veed, at
Kongen vil hedre dig, om du gjor dette; der ere ogſaa an;
dre ypperlige Mænd med paa denne Rejſe, ſaaſom Ring
og Rolf Nefja.“ Thor fin ſparede kun lidet, men gik
til ſin Foſtermoder, og fortalte hende Auduns Wrende.
Hun ſpurgde: „Lovede du at rejſe?“ „Nej,“ fvarede han.
Det er dog ligeſaa fuldt,' vedblev hun, ſom om du havde
lovet det, thi det vil blibe Enden paa det.” „Synes det dig
raadeligt, Foſtermoder!“ ſagde han. „Ej vil jeg fraraade
dig, ſparede hun. Siden talte de om, hvorledes han
fulde berede ſig til Rejſen. Hun ſagde: „Du ſkal drage
med tolv Mænd, og ſkulle alle vore Roerkarle folge dig,
Hermund Berſerk og din Foſterfader Ingjald Skare;
men du ſtal blive deres Anfører i denne Ferd paa den
Maade; at naar J ere ſamlede, alle Formendene, da
ſtulle J ſætte eders Spyd ſammen, og fkal faa den
være Anfører for eder, i hvis Spyd det ſynger, men jeg
ſkal mage det ſaa, at det ſkal hendes dig.“ Siden
gav hun ham Salve og en Deel Bindsler, og ſagde, at
han vilde komme til at behøve dem alle. Hun følte der;
neeſt omkring paa ham, og ſagde: „Jeg venter, at faa
atten Vintre gamle Karle ville være dine Lige; men da
hun følte ham paa hans Sider, ſagde hun: „Der ſtodte
det paa, men dog vil du komme tilbage; nu vil jeg, at
du ſkal kysſe mig, for du drager bort;“ han gjorde faa.
Thorfin begav fig nu paa Rejſen med Audun. De droge
3. Bind. E

66

derpaa Vejen frem, til de kom til Stejg i Gudbrandsda⸗
lene; der traf de Skjaldene og tillige Rolf og Ring. De
rede nu mod Oſten, hvor Vejen gaaer, og vare 38 Mænd
tilſammen; Thorfin blev deres Anfører, m Ker⸗
lingen havde: maget det.

3. Da Vreden forlod Kong Harald, og stel 8
de, at Skjaldene vare borte, og at hans Lehnsmend ware
dragne med dem, udſatte for Fredloshed og Fare i en
anden Konges Rige; blev han faa; vred, at han ſendte
Bud over hele Norge, og ſtevnede Folk til ſig, og ag⸗
tede ſelb at ride med Oplendingerne og Thronderne ind
i Sverrig, ſaaſnart Sommeren begyndte, thi han troede
at kunne vente, at han der vilde faae ſine Mend athævne:
Han ſtevnede til ſig fra Halogeland Thorolf Kveldulfs⸗
ſon og Sigurd af Sandnes, Rognvald fra Mjola og
mange andre fra den nordlige Deel af Landet; og ſydfra
ſteevnede han Asbjorn Hamarljome fra Hedemarken, Ey⸗
ſten Egdefork og mange Stormend fra Oplandene. Sin
Son Erik fatte han over Ledingsheren, og bod ham ſejle
til den oſtlige Side af Vigen; de ſkulde gjøre Landgang
i Gotland, og derfra herje op i Sverrig; over Flaaden
ſattes, tilligemed Erik, Rognvald More⸗Jarl og Thrand Fja⸗
lekat 1), Romund Guldtanni fra Sogn, Eyſten Hoide
fra Vors og mange andre af Kong Haralds Kemper.
Skibsheren kom ſammen i Ejkundeſund ſonden for Je⸗
deren, og fejlede dernæft over til Elben. Om Lehns⸗
mendene og Skjaldene er nu at fortelle, at de droge
over Kjolen ad Vejen, ſom gaager til Sverrig. De fik
ondt Vejrlig, baade Froſt og Sneefog. En Dag, da de
git frem ad en ſtor Skovvej, og det var en rygende
1) d. e. Muſefelde.

67

Snee, faae de en Mand komme imod dem; de kjendte,
at det var Rejkul, og ſpurgde ham, hvorfra han kom;
han ſagde, at han havde lobet forud, og havde fundet en
ſtor og ſterk Skale 1): „Doren var lukket i paa Klem,”
ſagde han, og jeg maatte bruge alle mine Kræfter,
inden jeg fik den op; der kunde ſtaae fyrretyve Heſte der—
inde, og ligeſaa mange Lejer vare der; der manglede heller
ikke paa Gods.“ Saa raader jeg til, at vi overnatte
der, ſagde Thorfin. De ſamtykte det, rede til Ska⸗
len, og vare der om Aftenen, men da Tusmerket be;
gyndte, horte de Heſtegny og Vaabenbrag; en Mand
red til Doren, og ſtak ſit Spydſtaft mod den, ſaa at
Doren ſtrax ſprang op paa vid Veg. Thorfin og hans
Mænd drabte denne og to andre, ſom rede ind, men
Heſtene lob til deres Staldrum. Derpaa red endnu en
Mand ind ad Doren; Thorfin hug til ham; han holdt
Luven 2) imod, og det bed ikke; han havde hoerken
Skjold eller Hjcelm. Han trak ſig da ud igjen, og ſagde:
„Kan Hama hore mig?“ Da ſparede en ſtor og ſmuk Mand:
„Hvad vil du ham?“ „Vi e treffe her Mænd i vor Skale,“
ſagde han, aſom ſynes at have noget at betyde, thi ſaa⸗
ſnart jeg agtede at ride ind, blev, der hugget faa haardt
til mig, at jeg ner havde faaet Skade deraf, da jeg holdt
Luven imod; men tre af de Mend, ſom rede forud “
og rede forſt ind, troer jeg, ere alle ſtrax drebte.“ Nu
er det bedſt,' ſagde Hama, Lat vi begive os til vor
Skandſe.“ „Det er viſtnok bedſt,' ſagde Sjone, og lad
os hellere treffes i Morgen!“ De rede derpaa bort, og

1) d. e. en eenlig Bygning. 2) Haandens indvendige Mu⸗
ſt el.

E2

68
hine forblebe i Skalen om Natten. Der fattedes intet,
og de toge, hvad de behovede. Tidligt om Morgenen
begave de ſig paa Vejen, men da de vare komne et Stykke
Vej frem, fade de Mend ſtillede tvært over Vejen, ikke
færre end fyrretyve, og midt i Troppen ſtod en Mand,
der var fad ſtor, at ingen af de andre naaede ham til
Skuldrene; han fane derhos meget barſk ud. Thorfin |
opmuntrede dem til at gage uforferdet frem,” men da de
kom hinanden ner, ſpurgde Thorfin, hoo deres Anfører
var. Den ſtore Mand ſparede, og ſagde, at han hed
Hama, og var fra Helſingeland, amen disſe ere mine
Mernd, ſom følge mig, og jeg vil gjøre ved eder det
ſamme, ſom jeg gjor ved andre, der drage over Kjolen;
jeg vil have eders Liv og Gods.“ Thorfſin ſagde, at det
vilde koſte ham mere, end han troede; „Vi ville fordele os
ſaaledes, at Mand gaaer imod Mand; men hoor gam;
mel er du, Hama?“ „Jeg er nu atten Vintre gammel,“
ſvarede Hama, og ſpurgde igjen, hvor gammel Thorfin
var. Denne ſoarede, at de i Henſeende til Alderen vare
hinanden lige. Thorſin talte nu til fine Meud, og
ſpurgde Rolf og Ring, om de vilde keempe mod to Mend
hver af dem, eller begge mod Hama allene, athi de have
to flere end vi.“ De ſparede begge paa een Gang, at
enhver af dem vilde hellere ſtride mod to. Vel er det,“
ſagde da Thorfin, at jeg og Hama komme til at probe
en Dyſt; Ingjald Skarafoſtre kommer til at gade
imod Sjone, thü til at ſtride mod denne Trold ville faa
andre vere i Stand; Hermund Berſerk ſkal imod
den af dem, ſom er den tredie i Stridbarhed, og hedder
Lede, og faa ſkal fremdeles Mand ſettes imod Mand.”
De gik ſiden ind paa hinanden, og kæempede paa det

69
hidſigſte. Kolofoſtre var den forſte, der fik Bugt med
den Mand, der var ſat mod ham, og han hjalp ſtrax
Thorbjorn Hornklofe, og da de nu vare to om een,
blev der ſnart en Omſkiftning, og de dræbte ham. Thor—
bjorn hjalp dernæft Rolf, thi han havde, faaet nogle ſtore,
dog ikke mange, Saar, da han var ſtiv af Alderdom,
men da tre anfaldt een, drebte de ham ſtrax. Rolf
tilbod da at hjeelpe Ring, ſom ogſaa havde faget mange
Saar, der dog. vare ſmage; de gjorde nu ſaa, og den
Kamp var ligeledes ſnart til Ende. Imidlertid var
ogſaa Hjalmgrim bleven færdig med den Mand, ſom
var ſat imod ham; han drog da til ſin Stalbroder Au—
dun, og de drebte den, ſom Audun gik imod. De
vendte ſig nu derhen, hvor Thorfin og Hama, faa vel og
mandigen ſtrede mod hinanden, at man ikke kunde ſee,
hvo der vilde fejres, de vilde hjælpe Thorfin, men han
vilde. ikke tilſtede det, og ſagde, at ingen Fulde deeltage
i deres Kamp, hvo af dem der faa fulde gage af med
Sejren, Hermund kempede vel; men Ingjald Skare
og Sjone ſtrede paa mange Maader med Grumhed og
Trolddom, ſaa at ingen ſyntes at kunne tage Deel i deres
Kamp; men enhver, ſom var bleven ferdig, hjalp fin
Ven og Stalbroder, og omſider endtes det med, at
Hama og Sjone flyede bort i Skoven tilligemed Lede,
men alle de andre vare dreebte. De vendte nu tilbage
til Skalen, og forbandt deres Saar; Thorfin var ikke
ſaaret. De forbleve un der i ſyv Dage; derpaa droge
de over Kolen, og der fattedes da ikke Heſte og andre
Fornodenheder. De kom ned i en Dal, hvor der var en
ſtor Gaard; de gik til Huſet; der boede en Kone, ſom
bed Rudda; hun var megtig og havde mange Mænd

70

om fig; hun indbød dem til ſig, og ſpurgde dem om Ti
dender, de ſagde, at de faa eller ingen havde at berette.
Rudda ſagde: „Det kan dog være, at der er gaaet noget
for fig, ſkjont J intet ville ſige; Sjone kom her forrige
Dag, og kaldes nu Halvhoved; han ſagde ogſaa, at Hama
var dod i Skandſen af Saar, at Indvoldene vare
ude paa ham, da han kom fra Striden; han bandt da
Klederne faſt om fig, og naaede ſaaledes til Værker,
hvor han døde; dog ner habe J gaaet mig med eders
Hug, thi Hama var min Son; men hvis du, Thorfin!
vil blive min Mand, og vere mig i Sons Sted, da
ville vi ſnart blive forligte.“ Han lod, ſom han vilde an⸗
tage dette; de vare der om Natten. Dagen efter lod
hun det udegaaende "Kvæg drive hjem, men Thorfin
brod ſig ikke meget derom; den anden Dag bad hun
Thorfin gaae at fee hendes Koſtbarheder og Losbre; athi
du, Thorfin! har meget at bode, fordi du dræbte min
Son Hama, thi hans Fader er Jarlen i Helſingeland,
men ej vil jeg tage det tilbage, ſom jeg forhen har ſagt
dig.“ Han ſoarede ikke meget dertil. Hun bad ham da
gage med hende at ſee hendes Koſtbarheder, og han gjorde
faa.” Han ſaage der mange herlige Ting, men da hun
havde taget alt op af Kiſten, lage der tre Guldringe
paa Bunden af den; hun bad Thorfin tage Ringene til
ſig; han bukkede ſig da ned, men i det ſamme trak hun
et Sax eller fort Sværd frem, og ſtak til ham dermed,
faa det ſtod faſt i Benet; men han ſprang op, i det han
fik Stikket, og ſlog hende med den knyttede Neve, faa
at hun faldt om paa Gulvet: og det blev hendes Dod.
J Thorfins Saar gik der Betendelſe, thi Sverdets
28g var forgiftet, og man maatte ſtjœre alt det nære

71
meſte ud af Saaret, inden det vilde læges. Dertil
brugtes nu de Bind, ſom Kerlingen ſidſt havde givet
ham ved Afſkeden. De vare der nu nogle Dage, og
droge ſiden videre ad Vejen, og Indbyggerne overſt oppe
i Sverrig vare ikke at lide paa for dem. En Dag ſaae
de, hvor der rede tredive Mand; de hilſte Anforeren, og
ſpurgde ham om Navn; han ſagde, at han hed Hjal—
mar, og var en Son af Jarlen i Helſingeland, og at
han nylig havde taget imod fin Fedrenearv; at hans
Broder hed Hama, dog han er en fortrinlig Mand,
vi have Fader ſammen,“ lagde han til, amen han
har en ond Moder.“ Thorfin ſpurgde, hvorhen han
agtede fig; han ſagde, at han ſkulde til Upſal til Kong
Erik. Han ſpurgde igjen Thorfin om hans Rejfe.
Thorfin ſagde ham, ſom det var, og bad ham
tale deres Sag for den ſbenſke Konge. Han lovede dem
fin Biſtand, og den lovede de hinanden gjenſidigen, og
ſluttede derom en fat Aftale, Siden ſagde Thorfin
ham, hvad der var ſkeet. Hjalmar ſoarede: „Skade tyk—
kes mig Hamas Tab for Slegtſkabets Skyld; men fordi
han ved ſin Moders Overtalelſer tog til en ond Bedrift
og blev Stimand, var han ogſaa min Regjering til Hin⸗
der og Skade, ſaa at jeg næppe kunde udføre den; og
da hertil kommer, at J forſvarede eder med Mandighed,
vil jeg ikke tilregne eder dette; der er heller ingen Konge,
ſom jeg ſynes ſaa godt om, ſom Kong Harald, og min
Agtelſe for ham ſkal komme eder meget til Gode. De
droge nu alle ſammen, til de kom til Upſal. Kongen
tog med Mildhed mod Hjalmar, og gav ham Plads i
Hojſedet ligeover for fig; men Nordmendene bleve koldt
modtagne. Kongen ſpurgde Hjalmar om deres Wrende.

72

Han ſagde, at de vare ſendte af Kong Harald med ſtore
Pengegaver for at ſkaffe Fred tilveje mellem Landene, og
i det ſamme gik Nordmendene for Kongen, og fremførte
det ſamme Wrende. Hjalmar ſagde, at det var Kong
Erik til den ſtorſte Hæder, at ſaadan en Konge, ſom Kong
Harald var, bad ham om Fred, og ſyntes ikke at kunne
udholde hans Vrede. Skjaldene frembare nu anſeelige
Gaver, ſom de ſagde, at Kong Harald ſendte til Kon;
gen, men det var dog det Gods, ſom de hadde faget i
Skalen og fra Rudda; og efter manges Tilſkyndelſe op⸗
tog Kong Erik det vel, og viſte Skjaldene til en hæderlig
Plads. Saaſnart Skjaldene vare tagne i Fred, gave
de med megen Veltalenhed Prøver. paa deres Ferdighed,
og begyndte at gjore Hederskvad om Kongen og andre
fornemme Mend. Da de nu havde. været der ſaa lang
Tid, at de havde fuldfort deres Wrende, beredte de ſig
med Kongens Tilladelſe til Hjemrejſe; og Kongen gav
dem paa ſine Vegne Hjalmar med paa Rejſen, og ſendte
Kong Harald meget. anſeelige Gaver med, hæderlige, Til
fagn om Fred. Om dem er nu at fortelle, at de droge
Vejene frem oper Kolen og derneſt mod Veſten over Sko⸗
vene. Da de nu kom ned til Bojgderne, kom Kong
Harald imod dem med en ſtor Her, og agtede at herje
paa Sperrig, om der havde varet tilfsjet hans
Mænd nogen Skade. Hjalmar tilligemed Lehnsmen⸗
dene og Skjaldene og deres Folge gik nu for Kongen, og hil⸗
ſte paa ham, og ban tog med Mildhed imod dem, og
ſyntes at have faget dem tilbage fra Underverdenen. De
fortalte nu udførlig, hvorledes det var gaaet paa de⸗
res Rejſe, og fremførte Kong Eriks Hilſen og de Gaver,
han havde ſendt Kong Harald. Kongen vendte da til⸗

73

bage, men ſendte Hauk Habrok og Rolf Nefja over til
Vigen til Kongens Son Erik og Rognvald More-Jarl at
ſige dem, at der nu var gjort Fred mellem Rigerne. De
vare tolv tilſammen, og droge frem) ad Vejen, og fon
de nu en Aften droge igjennem en Skov, kom de til en
ſtor Skale. De agtede åt: overnatte der, men da de
lukkede Doren op, ſaae de, at der ſade tolv Mend ved
Ilden; Rolf kjendte Sjone, ſom var Anfører for denne
Trop. De ſprang op, grebe deres Vaaben, og lob ud af
Skalen, og der begyndte ſtrax en Kamp; Sjone trengte
ind paa Rolf, og det endtes imellem dem med, at Sjone
ſtak ham igjennem med et Krogſpyd, og det var Rolfs
Dod. Da ſagde Sjone: „Det agtede jeg at fane udføre
i Norrig, at fane taget Hævn for Hama, og ſkjont Hæv,
nen ikke treffer der, hvor jeg onſkede det, er dette dog
bedre end intet.“ Dette horte Hauk, og ſpurgde: „Hvor
vilde du heller, at den ſkulde have truffet?” „Paa Kong
Harald eller Thorfin,“ ſvarede Sjone. Derpaa lob
Sjone mod Hauk, og ſtak Spydet til ham; Hauk holdt
Skjoldet imod, men Sjone ſtak igjennem Skjoldet og
Hauks Brynje ſaa haardt, at Stikket gik ind til Benet; det
var et ſtort Saar. Hauk flap Skjoldet af Haanden,
og han var faſt paa Spydet; han tog da med begge Hen—
der en ſtor Oxe, og hug til Sjone, men det bed ikke.
Hauk flog da med Hammeren Sjone over Armen neden—
for Skulderen, faa at Armen gik i Stykker; da faldt
Spydet ned; Sjone greb det i den anden Haand, og
ſkod det igjennem en Mand af Hauks Her, og lob der—
paa bort i Skoven, og bod ſine Folk folge ſig. Haus
Trop var da ſpunden ind til det Halve, men fire af Hauks
Mænd vare døde, De ſkiltes nu; Hauk forbandt fine

74

Mends Saar, og drog ſiden til Erik Kongeſon, og be—
rettede ham fit Wrende. Erik hadde for hans Ankomſt
herjet vidt omkring i Gotland, men vende uu tilbage
med Flaaden, og traf ſin Fader i Tonsberg, og de ſagde
hinanden, hvorledes det var gaget dem hver iſer. Thor—
fin og Hjalmar droge op til Halogeland, og fik begge
gode Gaver af Kongen, og droge bort ſom hans Venner;
og da de kom hjem, bleve de modtagne med aabne Arme;
Thorfins Foſtermoder blev glad ved ham, og ſagde, at
det havde ikke gaaet meget anderledes, end hun havde
anet. Hjalmar drog derfra hjem til Helſingeland, og
Thorfin fulgde ham, og gav ham fortrinlige Gaver med.
Thorfin forblev der en Tid, og ægtede Hjalmars Soſter
Magnild, og de vare nogle Aar ſammen, indtil Hjal—
mar døde; Hele hans Arv tilfalde da Magnild, og
Thorfin drog derpaa til Helſingeland, hvor der blev
givet ham Jarlsnavn; han formerede der ſin Slægt, og
mange nedſtamme fra ham. Da den ſvenſke Kong Erik
merkede, at hans Land blev herjet, og at det var ikke
noget alvorligt Fredsforſlag, ſom Skjaldene havde frem;
fort, blev han meget vred; dog udbrod ingen Krig mel⸗
lem Rigerne, men det var aldrig ſiden godt mellem disſe
Konger. Kong Haralds Dage vare mange og ærefulde,
og hang Endeligt ſaadant, ſom mange have n Her
fortælles W længer om ham. 0

Fortælling

Gunhilds Son, Kong Sigurd Slefa.

De. fortælles, at, da Gunhilds Sonner herſkede
over Norge, havde Kong Sigurd Slefa fir Sæde paa
Hordeland; han var meget odſel, en drabelig Mand at
fee til, men uſtadig og kvindekjer og meget ryggeslos
i denne Henſeende. Der var en mægtig Herſe paa Hørs
deland, ſom hed Thorkel Klyp, og var en Son af Thord
Hordekaareſon; han var en tapper Mand og var i ſtor
Anſeelſe. Han Havde en ſmuk og beleven Kone, ved
Raun Olof. Nu ſendte Kong Sigurd Slefa, ſom man
fortæller, engang Bud til Klyp, at han ſkulde komme
til ham, og denne gjorde ſaa. Da han kom, ſagde Kon—
gen til ham: „Det er nu faa, at der foreſtaaer dig en
Rejſe til England; jeg vil nemlig ſende dig til Kong Adel:
raad at kreve Skat af ham, thi ſaadanne Mænd ſom
du ere bedſt ſkikkede til at fremføre mægtige Mænds
Wrender.“ Thorkel ſvarede: „Har J ikke forhen ſendt
eders Mænd i det ſamme rende, og de ere jo ikke komne
tilbage? „Det er vel faa,” ſagde Kongen, emen jeg vil
ikke ſammenligne din Driftighed med deres, ſom lidet
have at betyde,” „Det maa tykkes eder,“ ſparede Thors
kel, «at jeg er pligtig at drage, og jeg vil ikke undſlage

76

mig, ſkjont det gik ſkjevt for dem, der forhen droge den
Vej.“ Thorkel begav fig ſiden paa Rejſen, og kom over
til England med et anſeeligt Folge til Kong Adelraad, og
hilſte paa ham. Kongen optog hans Hilſen vel, og ſpurgde
om, hvo der var Formand. Thorkel underrettede
ham om, hvo han var; og Kongen ſagde da: „Det har
jeg ſpurgt, at du har erhvervet dig et godt Rygte, der;
for fat du være velkommen her hos os.“ Thorkel ops
holdt ſig nu hos Kongen om Vinteren; og engang ſagde
han til Kongen: Aarſagen til min Rejſe herover, Herre!“
er, at Kong Sigurd Slefa har ſendt mig for at hente Skat
fra eder, og venter jeg, at J ſparer vel til dette mit
Wrende.“ Kongen ſvarede: Der ere for komne Mænd
til os med ſaadanne Wrender, og ſynes mig, at denne
Kong Sigurds Fordring er ſnarere foranlediget ved Uret:
ferdighed end ved Retferd; thi jeg kan ikke indſee, at der
paaligger mig nogen Pligt til at betale ham Skat;
det blev. dem, ſom forhen fore med flige Wrender,
dyrt betalt; det er ogſaa ojenſynligt, at Kongen var lis
gegyldig om eders Ferd, hvorledes den end gik; men
dog agter jeg at behandle dig, Thorkel! ligeſom hidtil,
og modtage din Tak og dit Venſkab, og betale dig nogle
Penge, men Gunhilds Senners Venſkab vil jeg ikke kjobe.“
Om Vaaren beredte Thorkel fig til at drage bort fra Ve⸗
ſterlandene med meget Gods, og han og Kongen ſtiltes
med den ſtorſte Blidhed, og ſluttede for hans Afreſſe en
faſt Aftale om Venſkabsforbindelſe. 545

2. Da Thorkel var dragen bort fra Norge, ſendte
Kong Sigurd Slefa fine Mænd til Thorkels Gaarde, og lod
hans Kone Olof fore bort derfra og hjem til fig, og lagde hens
de i Stengen hos fig. Hun talte da: Herre!“ ſagde hun,

77

let og ufortjent behandler Iden Mand, ſom troer eder
vel, og dette vil lede til noget meget Ondt, men J kom—
mer dog nu til at raade, ſkjont det er værre faa,” Kon—
gen ſagde: „Tag nu forſt til Takke med, had der bydes
dig, og iretteſct mig ikke,“ Siden laa Olof hos Kon—
gen hver Nat. Alle holdt denne Kougens Fremferd
baade for ſlet og uforſtandig, og ſagde, at han vilde felø
komme til at undgjelde derfor. Om Vaaren, da Thor—
kels Hjemkomſt ſpurgdes, ſendte Kongen Olof hjem; men
da Thorkel Klyp fik alt dette at vide, blev: han meget
forbitret; han drog dog hjem til ſin Gaard, men var
meget taus og forſtemt i Sindet; da han kom hjem,
kom Olof ſtrar med Glede imod ham og ſagde: Velkom—
men Thorkel, min gode Mand! gaa ind i Herberget
og hvil dig! du maa have ſpurgt, hvad der er hen—
det mig, ſkjont det ej er godt; jeg vil gerne bode for
alt det, ſom jeg har forbrudt imod dig, og ſiden forligt
og i Enighed hvile 1 dig.“ Da ſparede Thorkel, og
—— ug i ene 8 i

Ej i Seng, ei paa Dyne

Agter jeg hos dig at ligge,

"Kvinde! thi redſomt nager

Gruſom Sorg mit Hjerte;

Med den graadige Blodhund

Jeg Forlig ej onſker,

Inden i Kongens Blod min

Svardsod jeg har farvet,
Hun ſboarede: „Det er nu baade Tilfældet; at Forſeel⸗
ſen er ſtor, og at du agter at tage ſtor Hevn for den,
og det er ilde, at jeg ſkal være Anledning til ſaa meget
Ondt,” Der bleo ſiden ſtevnet til et Thing, paa hvil

78

ket Kong Sigurd og en ſtor Mængde Menneſker indfandt
ſig. J Folge med Kongen var en Mand, ved Navn
Ogmund, en Son af Hordekaare; han ſtod hos Kongen
og havde et ſtort Spyd: i Haanden. Thorkel gik nu til
Stolen, og ſagde: Herre! nu ſkal J ſee den Penge⸗
ſum, ſom jeg har fort fra England; feer J nu til,
Konge! hvorlunde dette er udredet.“ Kongen betragtede
det, og ſaae mange gode Koſtbarheder, og ſagde: «Hvor:
lunde ſkulde dette ikke være med Virkſomhed udfort og
vel udbetalt.“ „Üdfort er da noget: af den vanſkelige
Sag,“ ſvarede Thorkel. Han var ſaaledes klædt, at
han havde en Kappe over ſig, der meget net var fam:
menheftet med et Baand; han trak derpaa en Øre: frem
under Kappen, og hug til Kongen, og tilføjede ham
Baneſaar. Men i det Thorkel, efterat have udført
dette, vendte fig tilbage, ſprang Ogmund Kaareſon ind
paa ham, og ſtak ham igjennem med det Spyd, ſom
han holdt paa. Dette optoge Thorkels Frender faa
ilde, at de droge til Ogmunds Gaard og indebrendte
ham, thi de ſontes, at der var ſtor Forſkjel paa Kon⸗
gens og Thorkels Sag. Da Gunhild ſpurgde ſin Sons
Dod, ſyntes hun, at Olof havde voldt hende meget
Ondt „og hun agtede derfor at tilfoje hende nogen Ban:
ære til Gjengjeld. Dette fif Olof at vide, og ſpurgde
tillige, at en Islands farer laa færdig; Skibets Ejer hed
Bodvar, og var en Son af Thorſtejn, en Broder til Hall
paa Sida. Denne Mand drog Olof til, og talte ſaa⸗
ledes til ham: „Jeg er, ſagde hun, kommen i en
vanſtelig Stilling, og vil derfor dede dig, at du fører
mig til dit Land bort fra Gunhilds Undertrykkelſe.“
Han ſparede: „Jeg kan indſee, at det er dig hojligen

79

nødvendigt, og vil ogfaa gjøre, hvad du forlanger, men
derhos anſee det ſaameget billigere, at ogſaa du opfyl—
der mit Onſke.“ Hun ſagde, at det ſkulde fee, Siden
drog hun ud paa Skibet tilligemed fin Datter Gudrun,
og de fejlede nu bort, og kom til Island, hvor de fans
dede i Alptefjord paa Oſterlandet; der ejede Bodvar en
meget anſeelig Gaard. Da de nu kom hjem, fortelles
der, at Bodvar ſagde: „Nu vil jeg andrage den Sag,
ſom jeg omtalte i Norrig, og bejle til dig.“ „Det veed
jeg, ſvarede hun, «at man vil ſige, at jeg nu gjør et
ringere Giftermaal end for, men du har fortjent, at
faae dette Onſke opfyldt. Giftermaalet kom ſiden i
Stand, ſaa at Bodvar fi Olof; men de levede ikke
længe med hinanden, thi han døde ſamme Sommer.
Siden ſpurgde Ejnar Eyolfsſon nord op til Thveraa, at
der var et anſeeligt Giftermaal at gjøre ved at ægte Guds
run Klypsdatter, og han fik hende, og havde: mange
Born ved hende. Ejnars og Gudruns Sen blev kaldt
Thorkel Klyp efter ſin Morfader; han var en meget haa⸗
befuld Mand, og omtales i mange Sagaer. Nogle
Aar derefter drog Olof over til Norge til ſine Frender,
og anſages for en meget brav Kvinde:

Fortælling»

EYE Jarleftjatds 10

— ; 10 med

"grene ee te
1 —
15 3 nf

Nu db ber — et Sbentyr $ ig 0 ſig i
Sidſtningen af Hakon Hlade-Jarls Dage, med hvilke Kun—
ſter og Galdre og Trylleſange han blev forhaanet, ſom
han havde: vel fortjent; thi hans Ondſkab og "Guds
fornegtelſe blev mange Menneſter til megen Beſperlig⸗
hed, og ubodelig Skade paa Sjel og Legeme. Det ſkede
ham, ſom det gaaer mange, at, naar Straffens Time
er kommen, er det ikke let at undſlippe; thi det er Dje⸗
velens Natur, at, naar han troer at have noget Menne⸗
ſke fuldkommen i fin Magt og det ingen Tillid fætter til
Gud, fviger og forlokker han det forſt med fine forban—
dede Anſlags ondſkabsfulde Snedighed, ſaalenge dets
usle Levedage vare; men naar det nærmer fig dets times
lige Livs Ende, bliver det nedſenket i daglige Kvalers
morke Fengſel med evindelig Jammer og Elendighed.
Om Thorlejf.

1. Da boede Asgejr Rodfeld paa Brekka i Svar⸗
fadedal; han var en mægtig Mand og af fornem Slegt;
hans Kone hed Thorhild, hun var en viis, venneſel og

81

meget myndig Kvinde. De havde tre Sonner, der alle
vare haabefulde; deres eldſte Son hed Olaf og bar Til
havnet Valabryder; den anden Helge den Frakne eller
Tapre; begge disſe omtales mere i andre Sagaer end
i denne; Thorlejf hed deres yngſte Son; han var tidlig
en raſt og driftig Mand og ſerdeles udmeerket i alſkens
Ferdigheder, ogſaa var han en god Skjald; han var til Op;
foſtring hos ſin Morbroder Midfjordſkegge paa Reykjar
i Midfjord, indtil han dar 18 Aar gammel. Skegge
gjorde meget af Thorlejf, og opfoſtrede ham med megen
Kjærlighed. Man ſagde, at Skegge lærte Thorlejf
mere af Oldtids Videnſkaber, end andre kunde; Thorlejf
drog ſiden hjem til fin Fader; han drebte Klaufe Boggve
med ſin Broder Olafs Biſtand; men til Eftermaal efter
Klaufe var Karl hin Rode, fom drev faa ſterkt paa Sa—
gen, at Thorlejf blev landsforviiſt og fordreven fra Svar;
fadedal. Herredsforſtanderen Ljotolf havde hjulpet Thor;
lejfs Soſter Ynghild Fagerkind; han hjalp nu ogſaa Thor:
lejf paa et Skib paa Gaasore. Thorleif blev dreven til
bage; han var om Vinteren hemmelig ſnart hos Ljotolf
ſnart hos fin Fader Asgejr; han lærte da af fin Fader
mange Oldtids Videnſkaber, thi denne holdtes for at
være kyndig i mange Ting; da var Thorlejf 19 Aar gam⸗
mel. Karl ſatte ſterkt efter Thorlejf, og der ſkede om
Vinteren mange Tildragelſer, ſom ere fortellingsverdige,
og omtales i Svarfdolernes Saga. Vaaren efter drog
Thorlejf veſterpaa over til fin Foſterfader og Frende
Skegge, og bad ham om Biſtand og Raad i denne Sag.
Under Midfjordſkegges og Herredsforſtanderen Ljotolfs
Beſkyttelſe drog nu Thorlejf hen, og kjobte fig et Skib af
3. Bind. F

82.

nogle Kjobmeend, der lage oppe i Blandas Munding, han
ſkaffede ſig Skibsfolk dertil; ſiden drog han hjem til Brek—
ka til ſine Forældre, og bad dem om Reijſepenge, og fif
faa meget Gods, ſom han troede at behøve. Om Vaa—
ren fod han derneeſt fine Barer fore om Bord, og drog
for ſtedſe bort fra Brekka, og hilſte ſin Fader og ene
og ſin Foſterfader Midfjordſkegge Farvel.

Hakon lader Thorlejfs Mænd heenge.

2. Thorlejf begav ſig nu pad Rejſen, og havde!
god Bor; han ſejlede oſter ind til Vigen. Hakon Hla⸗
de⸗Jarl var da i Vigen. Thorlejif gik i Land, og lod ſit
Skib udlosſe; han gik til Jarlen, og hilſte paa ham.
Jarlen tog vel imod hans Hilſen, og ſpurgde ham om Dawn,
Slægt og Herkomſt; Thorlejf ſagde ham det. Jarlen
gjorde ham mange Sporgsmaale angaaende Island, og
Thorlejf beſvarede dem udforligen. Da ſagde Jarlen:
„Det er nu ſaa, Thorlejf! at vi ville kjobe Varerne af
dig og dine Skibsfolk. Vi have kun faa Varer, Herre!”
ſvarede Thorlejf, og der ere andre, ſom det kan være
os bekvemmere at ſelge vore Barer til, og maa J lade
os raade os felv tat fælge vort Gods og vore Barer til
dem, ſom det ſynes os bedſt.“ Jarlen tyktes at han ſoa⸗
rede fornermeligt, og optog hans Ord meget ilde, og
ſaaledes ſkiltes de. Thorlejf drog til ſine Mend, og for
om Natten, men om Morgenen ſtod han op, og drog
til Kjobſtedet, og ſpurgde ſig for om gode Kje⸗
bere, og kjobſlog med dem om Dagen. Da Jarlen
ſpurgde dette, drog han med betydeligt Mandſkab til
Thorlejfs Skib, og lod der alle Folkene gribe og binde.
Siden ranede han alt Godſet, der var, og inddrog det
ſom fin Ejendom, og lod Skibet brende til Aſke; derefter

83

lod han ffyde Stænger mellem Boderne, og lod derved
hænge alle Thorlejfs Folk. Siden drog Jarlen bort med
fine Mænd, og tog til fig alle de Varer, Thorlejf havde
ejet, og deelte dem med fine Mænd. Da Thorlejf nu
kom hjem om Aftenen, og agtede at drage til ſine Mend,
ſom han ogſaa gjorde, fane han Merke paa, hvorledes
det var gaaet hans Stalbrodre, og troede at kunne vide,
at Hakon Jarl maatte have voldt dette onde Vork, og
udſpurgde nu noje, hvorledes det var tilgaaet; og da han
havde Underretning om, at det forholdt fig efter hans
Formodning, kvad han denne Viſe:
Iflde mit Sind nu gyſer,

Thi paa den jævne Øre

Manden fin Baad og fin Knorre 1)

Miſtet har, o Kvinde!

Hvo det veed, om jeg ikke

Lyſter ham at lonne,

Som lod Skjaldens Knorre

Skendig til Kul opbrende.

Om Thorlejf. |
3. Det fortelles, at Thovlejf efter denne Hen⸗
delſe ſogte at komme bort med et Kjobmandsſkib, fejlede ned
til Danmark, og drog til Kong Svend, hos hvem han
var om Vinteren. Efterat have været der en fort Tid,
gik Thorlejf en Dag for Kongen, og bad ham høre paa
et Kvad, ſom han havdegjort om ham. Kongen ſpurgde,
om han var Skjald. „Det kommer an paa,” ſvarede
Thorlejf, hvad J vil domme, naar J hører Kvadet.”
Kongen bad ham fremſige det. Thorlejf kvad da en Drape
paa fyrretyve Stropher, hvori dette er Omkvedet:
1) Et Slags Fartej. J 2

984

Held gav Himmelſtraalers

Hovding *) ofte Jyders

Konning til paa England

Sverde rode at farve.
Kongen roſte meget Kvadet, og det ſamme nen alle
de, ſom horte det, og ſagde, at det baade var vel koe⸗
det, og fremſagt med Anſtand. Kongen gav Thorleif i
Lon for Kvadet en Ring, ſom vejede en Mark, og et
Sværd, hvis Tilbehor var udſiret med en halv Mark Guld,
og bad ham at forblive længe hos ham. Thorlejf gik til,
det ham anviſte Sede, og takkede Kongen meget, og
ſaaledes forløb nogen Tid; dog varede det ikke lange,
inden Thorlejf blev faa kjed af at være der, at han fandt
næppe Behag iat gaae til Drikkebord eller at ſidde mellem
ſine Bordkammerater. Dette merkede Kongen ſnart, han
lod da Thorlejf falde til fig, og ſagde: «Hvad er det, der
volder dig Sorg, Thorlejf! da du næppe agter paa at folge
Skik og Brug hos os?“ „Det maa J have hort, Herre!“
ſvarede Thorlejf, «at den, ſom ſporger om en andens Mod:
gang, er ſkyldig at raade Bod der paa.” „Siig mig forſt,
hvad det er!' ſagde Kongen: Thorlejf ſvarede: „Jeg
har digtet nogle Viſer i Vinter, ſom jeg falder Kvindevi—
fer, hvilke jeg har gjort om Hakon Jarl; thi en Jarl om;
nævnes ved en Kvinde i Skjaldſkab. Nu vil det bedrove
mig, Herre! om jeg ikke fager Tilladelſe af eder til at
drage til Norge og bringe Jarlen Kvadet” „Du ſkal til⸗
visſe fane Tilladelſe,' ſagde Kongen, amen dog ſkal du
love os forud at komme tilbage til os det hurtigſte
du kan, thi for dine Idretters Skyld ville vi ikke miſte
dig.“ Thorlejf lovede det, og ſogte nu en

1) Solens Skaber og Opholder.

85

og drog op til Norge, og drog uafbrudt til Throndhjem;
da opholdt Hakon Jarl fig paa Hlade. Thorlejf tog nu
en Tiggerforkledning paa, og bandt fig et Gjedeſkeeg om
Hagen, tog derneſt en ſtor Poſe, ſom han anbragde ſaa—
ledes under Forkledningen, at alle ſkulde troe, han ſpiſte
den Mad, ſom han kaſtede i Poſen, thi Poſens Aabning
var oppe ved Munden under Gjedeſkeegget. Siden tog
han to Krykker med en Braad paa Enden af hver, drog
faa afſted, indtil han kom til Hlade. Det var juſt Afte—
nen for Juul paa den Tid, da Jarlen var kommen i fit
Sæde tilligemed mange Stormend, ſom Jarlen havde
indbudet til Julegilde, Tiggeren gik lige ind i Hallen,
men da han kom ind, ſtonnede han meget heftig, lænede
fig ſterkt paa Krykkerne, og gik hen til de andre Tiggere,
og ſatte ſig yderlig i Hallen; han fortredigede Tiggerne,
og tilfojede dem Skade; men de kunde ikke vel finde ſig
i, at han ſtodte dem med Stavene, og trak ſig til Side,
og deraf opſtod der en Stoj og Allarm, ſaa at det kunde
hores i hele Hallen. Da Jarlen merkede det, ſpurgde
han om, hoo der forvoldte den Ulyd; der blev ham da
ſagt, at der var kommen en Tigger, ſom var ſaa ond og
uregjerlig, at han intet lod ugjort. Jarlen bod, at
kalde ham for ſig, og ſaa blev ogſaa gjort; og da Tigge—
ren kom for Jarlen, var han meget kort i at hilſe. Jar:
len ſpurgde ham om Ravn, Slægt og Odel. «AÜſed—
vanligt er mit Navn, Herre!“ ſagde han, athi jeg hed;
der Nidung Gjallandeſon, og har min Slægt i Sorgers—
dalene i Sverrig hint Kolde; man kalder mig Nidung
hin Nojagtige; jeg har faret vidt omkring og beſogt
mange Høvdinger; nu bliver jeg meget gammel, faa at
jeg næppe kan ſige min Alder, fordi min Hukommelſe ved

86.

den høje Alderdom har tabt fig; jeg har ſpurgt meget om
eders Rundhed og Tapperhed, Viisdom og Bennefælhed,
Lovgivning og Nedladenhed, Raſkhed og Ferdigheder.“
Jarlen ſpurgde: „Hoi er du faa barfÉ og ond at komme
til Rette med fremfor andre Tiggere?“ han ſagde: Hvad
kan man ikke vente af den, ſom gaaer om, og fattes alt
uden Nod og Elendighed, ſom ikke har, hvad han beho⸗
ver, og har længe ligget ude paa Marker og i Sko—⸗
ve? han maa vel blive vranten ved Alderdommen og ved
alt dette, naar han tilforn har været vant til Hæder og.
gode Dage hos de herligſte Høvdinger, men maa nu
være hadet af enhver usſel Tolper.“ „Forſtaaer du dig
noget paa Idretter, Gamle?” ſpurgde Jarlen, ada du
ſiger, at du har været hos Hovdinger?“ „Det kan være,”
ſvarede den Gamle, at der var nogen Grund til at an;
tage det, da jeg var i min unge Alder, ſkjont det nu gager
mig efter Ordſproget, at enhver Olding bliver magtesløs
en Gang. Der ſiges ogſaa, at det er vanſkeligt for den
Sultne at fladre; jeg vil heller ikke kunne ſladre mededer,
Herre! uden J lader mig give noget at ſpiſe, thi faa forkom—
men er jeg af Alderdom, Sult og Torſt, at jeg viſt ikke kan
holde ud at ſtaae paa Benene leenger; ſaadant er heller
ikke fyrſteligt, at ſporge en fremmed Mand om hele Vers
den; men ikke tenke paa, hvad Folk behøver, thi alle
ere fødte med den Beſkaffenhed, at de trænge baade til
Mad og Drikke.“ Jarlen bod nu, at der ſtulde gives
ham god Mad, faa meget han behøvede, og ſaa blev
gjort. Men da Tiggeren kom til Bordet, tog han med
Lethed til Maden, og gjorde alle de Tallerkener tomme,
ſom ſtode ham nermeſt, og ſom han kunde nage til, faa
at Opvarterne kom til atter at hente Mad. Staaderen

87

tog nu ikke mindre raſk til Maden end for; det forekom

alle, at han ſpiſte, men i Gjerningen kaſtede han Maden

i den for omtalte Poſe. Folkene lo nu meget ad denne

Tigger, og Opvarterne ſagde, at han ikke blot var ſtor

og tyk om Midje, men han kunde ogſaa ede forſvarlig.

Den Gamle brod ſig ikke derom, men ſpiſte ſom tilforn.
Nidviſen om Jarlen kvedes.

4. Da Drikkebordene vare borttagne, gik Nidung
for Jarlen, og ſagde: „Jeg takker eder nu, Herre! for
eders Bevertning, dog maa jeg ſige, at J have flette Opvar⸗
tere, ſom gjøre alt verre, end J befaler det; men nu onſkede
jeg, at J vilde viſe eders Nedladenhed, Herre! og høre
paa et Kvad, ſom jeg har gjort om eder.“ „Har du for
gjort noget Kbad om Hovdinger?“ ſpurgde Jarlen. „Ja
jeg har, Herre!“ ſpvarede han. „Nu kommer det da til
det gamle Ordſprog,“ ſagde Jarlen, dat det er ofte godt,
hvad Gamle kocede; fremſiig du Kvadet, Gamle! og
vi ville hore derpaa.“ Da begyndte Tiggeren paa Koa—
det, og kvad fra Begyndelſen til Midten af det, og
Jarlen ſyntes, at der var Berommelſe i hver Viſe, og fandt,
at ogſaa hans Son Eriks Heltebedrifter vare omtalte
deri. Men ſom Kvadet nermede fig mod Slutningen, blev
Jarlen noget underlig ved det, og der paakom ham en
ſaadan Krillen og Klo over hele Maven og allermeſt over
Lenden, at han ingenſteds kunde vere rolig; og ſaa vid⸗
underlig var denne Klo, at han lod ſig rive med Karter,
hvor de kunde bruges, men hvor de ikke vare anvende⸗
lige, lod han tage et groft Hampeklede, og flade tre Knu⸗
der paa, og lod ſaa to Mend trække det krem og tilbage
imellem Benene paa ſig. Jarlen begyndte nu at finde
Mishag i Kvadet, og ſagde: „Kan din Helvedes Staa—

88

der ikke væde bedre, thi det ſynes mig ligefan meget at
være en Nidviſe ſom en Lovfang lad det blive bedre, el⸗
ler du ſkal faae din Lon derfor.” Staaderen lovede, at
det ſtulde blive bedre, og begyndte da de Viſer, ſom kal⸗
des Taageviſer, og ſtaae midt i Nidviſen om Jarlen, og
have denne Begyndelſe:

Taage træffer op der ude,

Ned flader en Byge i Veſten,

Hid er en Rogſky 1) kommen

Af den plyndrede Skude.
Da han: havde Taageviſerne ude, var det morkt i
Hallen, og da det var bleven morkt i Hallen, begyndte
han igjen paa Nidviſen om Jarlen, og da han kvad den
ſidſte Trediedeel, var "hvert: Jeern i Gang, ſom var i
Hallen, uden at Menneſker rørte dem, og dette blev
mange Mends Bane. Jarlen faldt da i Beſpimelſe, og
Tiggeren kom bort, da Dørene vare lukkede men ikke laaſede.
Efterat Kvadet var endt, aftog Morket, og der blev igjen
lyſt i Hallen. Jarlen kom da til ſig ſelv igjen, og fandt,
at Ridviſen havde gaaet ham ner; der ſaages da ogſaa
Meere derpaa, thi alt Skegget og ligeledes Haaret paa
den ene Side af Hovedet var raadnet af Jarlen, og
voxte aldrig ud mere. Jarlen lod nu Hallen renſe, og
de dode Kroppe udbere; og han troede nu at vide, at dette
maatte have veret Thorlejf, og ikke nogen Tigger, og
at han nu vilde ſynes at have betalt ham for ſit Tab af
Folk og Gods. Jarlen laa nu af denne Skade hele Bin;
teren og meget af Sommeren. N

) Skljalden ſigter til Nidviſen, ſom Hævnen for vat Skibs
Opbrendelſe. .

89
Thorlejfs Rejſe til Danmark.

5. Om Thorlejf er dernæft at berette, at han
drog igjen ned til Danmark, og havde den Mad, ſom
han havde narret dem fra i Hallen, til Reiſekoſt; hvor
længe han var paa Rejſen, ved man intet om, men kun
det, at han rejſte uafbrudt, til han kom til Kong Svend,
ſom tog imod ham med aabne Arme, og ſpurgde, hvor—
ledes det var gaaet ham paa Rejſen; Thorleif for—
talte alt, hvad der var ſkeet; Kongen ſparede: Nu
vil jeg forlænge dit Navn, og falde dig Thorlejf Jarle⸗
ſtjald; da kvad Kongen denne Viſe:

Digtet om Thronders Hovding

Thorlejf kvad for Folket,

Vide er nu Jarlens

Store Nidkvad udſpredt;

Kvad til den høje Herſker

Bragde Skjalden fra Veſten,

Landets Vogter han liſtig

Lonned for Skibets Plyndring.
Thorlejf ſagde til Kongen, at han lengtes efter at drage
op til Island, og bad Kongen om Loy til at rejſe, ſaa—
ſnart Vaaren begyndte; Kongen ſagde, at det ſkulde til—
ſieedes ham: „Jeg vil, lagde han til, give dig et
Skibi Navnefeſte med Beſetning og Tilbehør og ſaadan
Ladning, ſom du kan behove.“ Thorlejf var der nu om
Vinteren i god Behandling; men da Vaaren begyndte,
lavede han ſit Skib til, og begav: fig paa Rejſen, og
han havde, god Bor, og landede paa Island i den Aa,
ſom hedder Thjorsag. Thorlejf ſtal da efter Beretnin—
gerne have giftet ſig om Hoſten og ægtet en Kvinde, ſom
hed Aude, og var en Datter af Thord, en raſk og meget

90

rig Bonde, ſom boede i Skogar under Øfjældene, og
nedſtammede fra Thraſe hin Gamles Slegt. Aude var
en meget raſk Kvinde, Thorlejf opholdt ſig om Vinteren
i Skogar, men om Vaaren efter kjobte han Land paa
Hofdebrekka i Mydal, og boede der ſiden. |
Thorlejfs Drab. .

6. Nu vender Fortellingen fig til Hakon Jarl,
at han kom ſig for det meſte af Skaden, men ſomme ville
dog ſige, at han aldrig bleg den ſamme kraftige Mand
ſom tilforn. Jarlen onſkede gjerne at hævne: ſig paa,
Thorlejf for denne Forhaanelſe, om han kunde, og han
paakaldte nu ſine Fortrolige Thorgerde Horgebrud og
hendes Soſter Irpa, at de ſkulde drive en ſaadan Gal:
der ud til Island, at det kunde være Thorlejf fuldkom⸗
men nok; han anrettede ſtore Ofringer til dem, og eſkede
deres Svar, og da han ſik ſaadant et Svar, ſom ham
behagede, lod han tage en Stamme af Drivtommer og
gjøre en Tremand af den, og ved ſin egen Trolddom
og Paakaldelſe og hine Soſtres Hexeri og Djavelſkab
lod han dræbe en Mand, og Hjertet tage ud og ſette
i denne Tremand; derneſt iforte de ham Klæder, gave
ham Navn og kaldte ham Thorgard, og tryllede ham
med ſaa ſtor Djævels Kraft, at han gik og talte med
Folk; ſiden fik de ham paa et Skib, og ſendte ham ud
til Island i det Wrende, at han ſkulde dræbe Thorlejf
Jarleſtjald. Hakon gav ham en Hellebarde, ſom han
havde taget af Soſtrenes Tempel, og ſom Horge havde
ejet. Thorgard kom ud til Island i den Tid, Folk vare
ſamlede paa Althinget. Thorlejf Jarleſkjald var paa
Thinget, og da han nu en Dag gik fra ſit Delt,» fang
han en Mand komme veſteufra og gade over Sxeraa;

91

han var flor af Vext og fel af ÜUdſeende. Thorlejf ſpurgde
denne Mand om Navn; han kaldte fig Thorgard, og ud;
ſtodte ſtrax Ukvemsord mod Thorlejf. Da Thorlejf horte
det, agtede han at træffe Sværdet, ſom han havde
faaet af Kongen, med hvilket han var omgjordet, men i
det ſamme ſtak Thorgard Hellebarden midt igjennem
ham; da Thorlejf fik Stikket, hug han til Thorgard,
men denne ſtyrtede ſig ned i Jorden, ſaa at man kunde
ſee hans Fodſaaler. Thorlejf bandt fn Kjole faft om fig,
og kvad denne Viſe:

Den i Striden djærve,

Tryllede Mand forſvandt jo

Bort fra Pladſen ganſke,

Hvad blev nu af Thorgard?

Tryllekqempen ned i

Jorden faret er nu,

Dybt i. Dødens Rige

Vil en Tid han hvile,
Derpaa gik Thorlejf hjem til fit Telt, og fortalte fine
Folk denne Begivenhed, ſom de alle toge fig meget ner.
Siden flog han Kjolen tilſide, Indvoldene faldt da
ud, og Thorleif lod der fit Liv med god Berommelſe, og
Folk anſaae det for et ſtort Tab. Alle troede nu at kunne
vide, at denne Thorgard ikke havde været andet end Ha—
kon Jarls Galder og Trolddom. Thorlejf blev ſiden
hojlagt; hans Høj ſtager norden for Lavretten, og ſees
endnu den Dag i Dag. Thorlejfs Brødre vare paa
Thinget, da dette tildrog fig, og de anrettede Thorlejf
en hæderlig Jordeferd, og drak efter gammel Skik Ar:
veol efter ham. Thorlejfs Fader Asgejr var død fort
i Forvejen. Folk droge ſiden bort fra Thinget; og denne

92

Tidende ſpurgdes vidt omkring paa Island, og ſyntes
meget merkelig.
Halbjorns Viſe.

7. Paa Thingval boede den Gang en Mand, ſom
hed Thorkel. Han var rig paa gangende Fa, men holdt
ſig beſtandig rolig hjemme paa ſin Gaard, og var ikke
meget anſeet. Hans Faarehyrde hed Halbjorn med Til—
navn Hale. Denne plejede ofte at komme paa Thorlejfs
Høj, ſov der om Natten, og holdt ſin Hjord der i Ner⸗
heden. Han tænfte ſtedſe paa, at han vilde gjøre et
Lovkvad om Hojboen, og det ytrede han beſtandig, naar
han laa paa Hojen; men efterſom han ikke var Skjald,
og han ikke havde faaet Gave dertil af Naturen, fif
han intet kvoedet, og kom aldrig længere med Kvadet, end
at han begyndte ſaa:

Her ligger Skjalden,
men mere megtede han ikke at fvæde. J det han nu
en Nat, ſom oftere ſkede, laae paa Hojen, og havde
den ſamme Beſtrebelſe for, om han kunde fane Lobkva—
det om Hojboen noget forøget, ſov han endelig ind,
og derefter fane han, at Højen aabnedes, og en ſtor og
velkledt Mand gik ud deraf Denne gik op pan Højen
til Halbjorn, og ſagde: Der ligger du, Halbjorn, og
vil give dig af med noget, ſom ikke er dig forlenet, at
gjøre et Lovkvad om mig. Nu ſkeer eet af to: enten
bliver denne Idret ſkjenket dig fremfor de fleſte andre,
hvilket du da har mig at takke for, og var det bedre, at dette
maatte blive Tilfældet eller og du ikke tor ved, at bryde
dig med det længer. Nu vil jeg kvede en Viſe for dig,
og hvis du kan fatte Viſen, og kan den, naar du vaagner,

93

da vil du blive en Folkeſkjald, og gjøre Lovkbad om
mange Hoodinger, og vil denne Ferdighed i høj Grad
blive dig til Deel.“ Siden ſtrakte han Tungen paa ham,
og fvad denne Viſe: ig

Her ligger Skjalden, ſom ypperſt

Var i det Meſte blandt Skjalde,

Hort jeg har, at om Hakon

Helten et Nidkvad digted;

Ingen for eller efter

Saa ham Ran har gjengjealdt,

Denne Hævn blandt Folket

Vide berømt er ſiden.
„Nu ſkal du begynde din Skjaldebane med at digte et
Lovkvad om mig, naar du vaagner, og gjøre dig al Flid
for Verſeform og Üdtryk, og allermeſt for Omnevnel—
ſerne.“ Siden gik han igjen ind i Hojen, og denne
lukkede ſig efter ham; men Halbjorn vaagnede, og ſyntes
at ſee hans Skuldre. Han kunde Viſen, og drog ſiden
hjem til Bojgden med fit Korg, da det var Tid dertil,
og fortalte denne Begivenhed. Halbjorn gjorde derpaa et
Lovkvad om Hojboen, og var nu en udmerket Skjald;
han rejfte ſnart udenlands, og digtede Kvad om mange
Høvdinger, fif megen Anſeelſe og gode Gaver af dem,
og vandt derved ſtore Rigdomme, og om ham gage mange
Fortællinger baade her i Landet *) og udenlands, ſtjont
de ikke ere nedſkrevne her.

Om Thorlejfs Brodre Olaf Valabryder og Helge

hin Frekne er det at berette, at neſte Sommer efter
hans Dod droge de nd af Landet, og agtede at tage

1) Island.

94

Hævn for deres Broder, men Skjebnen havde endnu
ikke forundt dem at ſee Hakon Jarls Hoved for deres
Fodder; thi han havde endnu ikke udøvet alt det Onde,
ſom ham var tilladt til fin egen Sam og Skade. Dog
brændte de mange Gudehuſe for Jarlen, og tilføjede
ham ved Ran, Plyndring og anden Fjendtlighed megen
Skade paa haus Ejendomme. Her ſlutter Fortællingen
om Thorlejf.

Fortælling

e e SOLEN

De. var en Mand ved Navn Thord Skegge, ſom tog
Land i Beſiddelſe i Lon norden for Jokulsaa mellem denne
og Lonshede, og boede i Bo i ti Vintre; men da han
drog til fine Hojſedesſojler *) i Lejrevaag neden for Heden,
ſolgde han fine Jorder til Lavmanden Ulfljot, ſom da
kom ud til Lon. Ulfljot var en Son af Thora, Ketil Hør:
dekaares Datter; Ketil igjen. var en Son af Aslak Bif—
rekaare, Unar Arnar-Hyrnas Son. Da Ulfljot var
neſten 60 Aar gammel, drog han til Norge, og var der i
tre Vintre. Da gav han og hans Morbroder Thorlejf
Spake den Lov, ſom ſiden kaldtes Ulfljots Lov; og da
han kom ud, blev Althinget oprettet, og alle Folk her i Lan:
det havde ſiden een Lov. Det var Begyndelſen paa den
hedenſke Lov, at ingen maatte have et Skib med Hoved
paa i Soden, og om de havde det, ſkulde de aftage Ho—
vedet, inden de kom Landet faa nær, at de kunde ſees
fra det, og ikke fejle til Landet med gabende Hoved eller

1) De, ſom reiſte til Island for at nedͤſatte fig der, plejede
at udkaſte de for Højfædet (öndvegi) i deres tilkommende
Hal beſtemte Sojler ud i Soen, og nedſatte fig da paa
det Sted af Landet, hvor disſe dreve op.

96

opfpærret Svælg, faa at Landvætterne kunde blive ſkrem—
mede. En Ring, ſom vejede to Ører ) eller mere,
ſkulde ligge paa Alteret i hvert Hovedtempel; denne
Ring ſkulde hver Offerpreſt have paa Haanden i alle de
Rettergangsthing, ſom han ſelv ſkulde holde, og væde
den i Blodet af det Offernod, ſom han der ſelv ofrede.
Enhver, ſom havde nogen Sag der for Retten, ſkulde
forſt aflegge Ed ved denne Ring, og udvælge fig. to
eller flere Vidner: Eder udnævner jeg til Vidner derpaa,”
ſkulde han ſige, cat jeg ſocerger Ed ved Ringen, Ed efter
Loven, hjælpe mig nu Frey og Njord og den almægtige
Aſe, faa fandt ſom jeg nu ſkal denne Sag forfølge eller
forſpare, eller fore Vidne eller ſelb vidne eller Domme
domme, ſaaledes ſom jeg veed det at vere retteſt og ſan⸗
deſt og meſt overeensſtemmende med Loven, og folge Ret—
færdighed i alle Sager, ſom blive underlagte min Kjen⸗
delſe, medens jeg er paa dette Thing.“ Da blev Landet
inddeelt i Fjerdinger, og der ſkulde være tre Thing ki
hoer Fjerding, og tre Hovedtempler i hvert Thinglaug.
Der bleve Mend udvalgte til at pasſe Templerne efter de—
res Klogſkab og Retferd; de ſkulde udnævne Dommerne
paa Thingene og ſtyre Sagernes Gang; derfor bleve de
kaldte Goder 2); enhver (Fulde ogſaa betale Afgift til Temp⸗
let ligeſom nu Kirketiende. Bodvar den Hvide fra Vors
i Norge byggede forſt Gaarden Hof, og rejſte der et Tem—
pel, og blev Tempelforſtander; hans Son var Thorſtejn;
dennes Son igjen Hall paa Sida. Thorer den Høje
tog Land i Beſiddelſe i Krosſevig norden for Rejdefjord;
derfra nedſtamme Krosvikingerne.

——

1) Et Slags Mynt og Vagt. 2) hvis Embede altſaa
angik baade geiſtlig og verdslig Beſtyrelſe.

97

Om Freyſtejn.

2. Paa Krosſevig boede en Mand, ſom hed Thor—
kel Gejtersſon; han var en overhaands ſterk og haard—
for Mand, og anſaaes for at være meget forvoven. Han
var ikke gift, da det, ſom her ſkal fortælles, foregik.
Han havde en Soſter, ved Ravn Orny, ſom voxte op
hos ham. Hun var en ſerdeles ſmuk Kvinde, og overgik
alle i Kunſtferdigheder, dog var der en ſtor Mangel ved
hende, hun havde nemlig inter Male, og ſaaledes var
hun født; disſe Sodſkende elſkede hinanden meget. Thor⸗
kel havde en Træl ved Navn Freyſtejn, ſom var Udlen—
ding baade paa fædrene og modrene Side; han var hver;
ken hæslig, eller ſlem at komme til Rette med ſom andre
Trelle; men i det Sted var han gjæv og god at omgaaes,
ſamt ſmukkere neſten end hvert andet Menneſke; derfor
blev han kaldt Freyſtejn den Fagre. Der var nu en Mand
ved Navn Krum; han boede paa Krumsholt; denne Gaard
er nu ode; han var en Son af Vemund, hvis Fader As—
bjorn var Krum den Gamles Son. Krum den Gamle
flyttede med fine Sager fra Børs til Island; han tog
Land i Beſiddelſe paa Hafrences ind til Thernancs og alt,
hvad der lag udenfor, baade Skrud og andre udenfor be—
liggende Ber, og ind paa den anden Side af Thernanæs.
Krum den Unge var gift med Thorgunna, en Datter af
Thorſtein, en Son af Veterlide, Son af Asbjørn, en
anſeet Mand paa Beitſted, Son af Olaf Langhals, Son
af Bjorn, Son af Rejdar. Thorgunna var en viis Kvinde,
ikke meget venneſel, kyndig i mange Ting, ikke ſmuk,
men troldkyndig, meget ſtivſindet, men dog uſtadig. Krum
var ikke meget anſeet; der var ſtor Forſkjel paa disſe

3. Bind. | 6

98

WEgtefoligs Alder. Thorgunna var voren, den Gang
dette Wventyr tildrog ſig; de havde ingen Born, om
hvem man har Fortellinger.
Ivar Ljome kommer til Island.

3. Der var en Mand, ved Navn Styrkar, en
Son af Endride Rejdarsſon. Rejdar og Asbjorn, Fa⸗
der til Jernſkegge paa Yrje, vare: Brodre; deres Soſter
var Olof, der var gift med Klyp Herſe, ſom dræbte
Kong Sigurd Slefa. Deres Broder var Erling, en meg—
tig Herſe paa Hordeland; Erling, havde en Son, ſom,
hed Ivar, den ſtkjonneſte af alle Yuglinger til den Tid i
Hordeland; derfor blev han faldt Jvar Ljome; han overs
gik enhver anden i Ferdigheder, og var ſaa eergjerrig,
at han næppe kunde taale, at nogen vilde; kappes med
ham i Tale eller Gjerning. Han var i lang Tid
ugift, fordi han ingenſteds kunde finde en Kvinde;
der var ham god nok; han opholdt fig lenge hos fin
Frende Styrkar paa Gimſar i Throndhjem. Denne Styr—
far var Ejnar Tamberſkeelvers Fader; ſomme ſige ogſaa,
at Styrkars Fader Endride og Endride Ilbrejds Fader
Asbjorn vare Brødre, Der var længe flor Kjærlighed
mellem Frænderne Styrkar og Ivar. Ivar var lenge
paa Handelsrejſer baade til England og Danmark. En
Sommer drog han paa en Handelsrejſe til Island, og
landede i Gotevig i Oſtfjordene. Thorkel Gejtersſon red
ned til Skibet, og bod Skipperen hjem til fig med faa
mange Mænd, ſom han vilde tage med. Jvar takkede
ham derfor, og ſagde, at han vilde modtage haus Ind—
bydelſe. Ivar drog da til Krosſevig ſelb femte, og opholdt
ſig der om Vinteren. Han var en meget munter og gavs
mild Mand. En Dag gik Thorkel nu til ſin Soſter Orny, og

99

ſagde hende, at Skipperen var kommen hjem til dem; Jeg
onſker, Frenke!“ ſagde han, gat du vil opvarte ham i
Vinter, thi de fleſte andre ere her t Arbejde.“ Orny ri
ſtede Runer paa en Kjevle ), thi hun kunde ikke tale;
Thorkel tog ved og fane paa den, der ſtod ſaaledes: „Jeg
har ikke Lyſt til at opparte Skipperen, thi jeg har en
Anelſe om, at om jeg tager mig for at opvarte Ivar,
vil det lede til meget Ondt.“ Thorkel blev meget vred,
da Orny undflog fig, og da hun fane det, ſtod hun op og
gik ind, og begyndte at opvarte Ivar, og det holdt hun
ved med om Vinteren, men da Tiden lob hen, ſaage man,
at Orny maatte være frugtſommelig, og da Thorkel mær:
kede det, ſpurgde han Orny, hvorledes det forholdt ſig
med hende, om hun var med Barn, og hoo der havde
det med hende. Orny riſtede da igjen Runer, ſom inde—
holdt dette: „Ej har Jvar bedre lonnet dig for ſit Vin⸗
terophold her end ſaa, at han er Fader til det Barn,
ſom jeg gaaer med.“ Orny faldt da ien ſterk Graad,
og Thorkel gik bort. Vinteren forlob nu, og da Vaaren
begyndte, lod Ivar fit Skib i Gotevig ſette i Stand,
og da det var færdigt, beredte Ivar fig til at drage bort
fra Krosſevig med fine Mend. Thorkel red paa Vejen
med Jbar, og da de havde redet en Tid, henvendte han
fig til Jvar, og ſagde: „Had Beſlutning tager du, Ivar!
med det Barn, ſom du har med min Soſter Orny? vil
du gjøre faa vel, at du egter hende, og jeg vil da give
hende faa ſtor en Medgift, at du kan have Hæder deraf.”
Jvar blev meget vred og fvårede: „Et flet Udbytte havde
jeg da haft af min Rejfe til Island, om jeg ffulde have
1) d e. en Splint. |

62

100
din ſtumme Soſter; anſeeligere og fornemmere Kvinder
havde jeg kunnet faae hjemme i Hordeland eller anden⸗
ſteds i Norrig; og du tor ikke at udlægge mig for Fader til
det Barn, ſom din Soſter har med dine Trellez du har
ved din Beſkyldning tilføjet mig en ſtor Beſkeemmelſe.“
Thorkel foarede: Bil du ikke tilſtaae at være Fader til
Ornys Barn, og forhaane baade mig og hende ved dine
Ord, ſkal du ſelv komme til at fortryde det; jeg har ikke
forhen taalt ſaadan Forhaanelſe af nogen.“ Ivar hug
da til Thorkel, Hugget traf ham paa Foden og gjorde et,
ſtort Saar. Thorkel traf da ogſaa fit Sværd, og hug til
Ivar, men denne undreed, og Hugget traf paa Heſtens
Fod, faa at det tog den af. Ivar ſprang da af Heſten,
og lob efter ſine Kammerater, men Thorkel red hjem til
Krosſevig. Anden Dagen efter ſamlede Thorkel Folk, og
red til Gotevig med tredive Mend, men da han kom
der, havde Ivar truffet Bryggen op; Vinden ſtod fra
Land, og de fejlede ſaaledes ud i rum So, og fortſatte
Rejſen uden Ophold, til de kom til Norge, og de droge
da hjem til Hordeland, og opholdt ſig der i Rolighed.
Thorkel red hjem til Krosſevig, og var ikke vel tilfreds
med det Forefaldne, thi han. havde aldrig faaet nogen
ſtorre Beſkemmelſe, end denne hele Sag forvoldte ham.
Thorſtejn Oxefod fodes.

4. Midt om Sommeren eller lidt efter fodte Or⸗
ny et Barn; det var et Drengebarn faa ſtort, at man
tpktes ikke at have feet ſtorre nyfodt Barn. Det blev
Thorkel ſagt, at hans Soſter var bleven forloſt med det
Harn, ſom Svar Home havde med hende. Da Thor:
kel horte dette, blev han forfærdelig vred, og ſagde, at
Barnet ſkulde udſettes; det var i den Tid Lov, at fat⸗

101

tige Folk kunde uͤdſette deres Born, om de vilde, men
det blev dog ikke anſeet for vel gjort. Thorkel fod Trel—
len Freyſtejn falde, og bod ham ombringe Drengen, men
han undſlog ſig, indtil Thorkel truede ham med ſin Vrede.
Thorkels Fader Gejter var juſt den Tid til Huſe hos ſin
Son; han talte om, at Drengen ikke maatte udſettes,
og ſagde, at han havde Anelſe om, at denne Dreng
vilde blive en drabelig Mand, om han kom til at beholde
Livet. Thorkel var ſaa raſende, at han ikke vilde hore
det, og ſagde, at intet andet ſkulde ſkee, end at Dren—
gen fulde üudſettes. Freyſtejn gik nu, ſkjont nodig, til
Orny, tog Drengen og gik ud med ham til Skoven;
han ſvobte Drengen i et Klæde, og lagde ham et Stykke
Kjod i Munden. Han gjorde en Udhuling under Rød:
derne paa et Træ, hvori han lagde Barnet vel indpakket,
og forlod det fan. Siden gik han hjem, og fortalte, fin
Huusbonde, at han havde ſorget for Barnet. Denne var
vel tilfreds dermed, og nu 75 50 en Tid intet mer;
kellgt.
Thorſtejn vorte op hos Krum.

55 Kort efter dette gik Krum ud i fin Skov at
hente Brænde; han horte et Barn græde, og gik da
derhen, og fandt et ſtort og fkjont Drengebarn, ved
Siden af hvilket der laa et Stykke Fleſk, ſom han kunde
vide var faldet ud af Barnets Mund, og at det derfor
havde ſkreget. Krum havde ſpurgt, at der pad Krosſe—
vig havde været udſat et Barn, og hvor ſtrengt Thorkel
havde talt i den Anledning, og kunde nu vide, at det
maatte være det ſamme Barn. Og efterſom nu han
og Thorkel vare gode Venner, og han ſaae, at det haade
var en ÜUdaad og Skade, at et fan ſmukt Barn, der

102

ſaae ud til ret at blive til noget, ſkulde doe, tog han det
op, og bar det hjem med fig, men fortalte ingen derom.
Det var paa den fjerde Dag, efterat Barnet var udfat,
at det fandtes. Krum gav Drengen Navn, og kaldte
ham Thorſtejin, og udgav ham for fin egen Son, om
hvilfet han blev enig med Thorgunna. Thorſtejn voxte
nu op der, og Thorgunna opfoſtrede ham med kjerlig
Omhu, og lærte ham mange Videnſkaber. Thorſtejn
blev baade flor og ſterk og vel øvet i alle Idretter; han
var faa ſterk, at, da han var ſyv Aar gammel, var han
i Styrke lig en raſk fuldvoxen Karl. Det ſkede en Dag
ligeſom oftere, at Thorſtejn kom til Krosſevig; han
gik ind i Stuen, da fad Thorkels Fader Gejter paa Been—
ken, og talte ved ſig ſelb; og da Drengen kom ind i Stuen,
foer han meget overgiven omkring, ſom Born pleje, og
faldt da paa Stuegulvet, og da Gejter ſage dette, op—
ſlog han en Skoggerlatter; men da Orny ſaae Drengen,
kom der en ſterk Graad over hende. Drengen gik ind
til Gejter, og ſagde: Hvi ſyntes dette dig ſaa latter⸗
ligt, at jeg faldt?“ „Det er,“ ſvarede Gejter, «fordi
jeg fane det, ſom du ikke ſaae.“ „Had var det?“
ſpurgde Thorſtejin. „Det ſkal jeg ſige dig,“ ſvarede
Gejter, „da du kom her ind i Stuen, fulgde der med dig
en Hoidbjorneunge, og lob foran dig ind paa Gulvet,
men da den fane mig, ſtandſede den, men du foer over;
given omkring, og du faldt da over Bjorneungen, og
jeg troer, at du er ikke Krums og Thorgunnas Son,
men at du maa være af fornemmere Slægt. . Drengen
fatte fig ned hos Gejter, og de fnaffede med hinanden;
men da det begyndte at aftnes, ſagde Thorſtein, at
han ſkulde hjem. Gejter bad ham komme der ofte, thi

103

mig tykkes,“ ſagde han, aſom du her har et Slags
Hjem.” Da Drengen var gaaet ud, kom Orny til ham,
og bragde ham en ny Kledning; derpaa gik han hjem,
og kom ſiden ofte til Krosſevig. Thorkel bekymrede fig
ikke meget om Drengen, men ſyntes dog, at han var
meget udmerket i Bert og Styrke. Gejter fortalte
ſin Son Thorkel, at han troede, at denne Thorſtejn var
Ornys og Ivar Ljomes Son, og vilde blive en fortrinlig
Mund. Thorkel ſagde, at han ikke kunde nægte det;
„Vi ville ſoge at fane Vished i Sagen,“ ſagde han, og om
Morgenen ſendte han Bud efter Krum, Thorgunna og
Thorſtejn, og da de kom, ſpurgde Thorkel dem nøjagtig
efter, hvorledes Thorſtejn var bleven til, men disſe for—
talte alt, hvorledes det var gaaet; Freyſtejn meddeelte
ogſaa fin Beretning, ſom ganſke ſtemmede med deres.
Thorkel var nu vel tilfreds med, hvad der var ſkeet,
og takkede Freyſtejn derfor. Thorſtejn blev nu bekjendt
med fin Herkomſt, og drog til Krosſevig at opdrages der,
og Thorkel behandlede ham ſerdeles vel.
Thorſtejns Drom.

6. Man forteller, at en Hoſt, da Folk ſkulde
gage til Fjcelds, bad Thorkel fin Frende Thorſtejn at
gaae med dem; han tilſtod det; han var den Gang ti
Aar gammel. Freyſtejn indbyder ham til at drage med
fig; de droge frem, ſom Vejen gik, og fandt mange
Faar; og da de igjen droge hjem efter, kom de i en dyb
Dal; de vare da ene to, Thorſtejn og Freyſtejn; det
aftnedes nu ſterkt, og de fane da en ſtor Hoi. «Her
agter jeg mig at blive i Nat,“ ſagde Thorſtejn, og du
ſkal vaage i Nat, Freyſtejn! og ikke vaekke mig, hvor;
dan jeg end teer mig i Sovne, thi det holder jeg for me;

104

get magtpaaliggende.“ Dette tilſtod Freyſtein. Siden
ſov Thorſtejn ind, og ud paa Natten teede han fig ilde i
Sovne, thi han tumlede fig paa Nakken og Helene, og
ſaaledes gik det lige til Dag. Freyſtejn var tviolraadig,
om han ſkulde vekke Thorſtejn eller ikke, da han teede
fig faa forſkrekkelig. Da det lyſte af Dag, vaagnede
Thorſtejn, og var da meget fvedig,. og ſagde: Med
Troſkab har du atter opfort dig, du har nu gjort to
Ting, for hvilke begge du fortjener Lon, forſt at du gik
med mig, og ikke dræbte mig, da du bar mig ud, og
dernæft, at du nu holdt Vagt over mig; jeg ſkal der⸗
for nu lonne dig med, at ſkaffe dig din Frihed af min
Frende Thorkel, og her ere tolv. Mark Sølv, ſom jeg
vil give dig; men nu vil jeg ſige dig min Drom: Mig
ſyntes, at denne Høj aabnedes, og der ud af gik en
rodkleedt Mand, ſom var ſtor af Vext, og ikke egent⸗
lig heſlig; han gik til mig, og hilſte paa mig; jeg be⸗
ſvarede hans Hilſen vel, og ſpurgde ham om Nayn, og
hvor han havde hjemme; han ſagde, at han hed Bryn—
jar og havde hjemme i den Høj, eſom du feer ſtage her i
Dalen,” ſagde han; men jeg veed, hvad du hedder, og
af hvad Slægt du er, og tillige at du vil blive en dra⸗
belig Mand, men vil du gaae med mig og fee min Bo⸗
lig.“ Dette tilſtod Thorſtejn, ſtod op, og tog ſin Oxe,
ſom Thorkel havde givet ham; de gik ind i Hojen, og
da Thorſtejn kom der, fandt han den vel indrettet; han
fane der til højre Side ſidde elleve Mænd paa en Benk;
de bare alle rodkledte, og meget tauſe; paa den anden
Side i Højen faae han tolv Mænd ſidde; de vare blag
kledte, og deres Formand var den ſtorſte af dem, og
han var meget, ſtyg. Brynjar rakte Hovedet til Thor

105

fiejn, og ſagde: „Denne ſtore Mand er min Broder,
men vi ere dog ikke lige i Sind; han hedder Odd, og
vil de Fleſte Ondt; han viſer mig kun et ſlet Huusven—
ſtab; men han er faa meget ſterkere end jeg, ſom han
er ſtorre af Vert, og jeg og mine Mend have derfor
været nodte til at give ham hoer Nat en Mark Guld
eller to Mark Solv eller nogen anden Koſtbarhed, ſom
var lig dermed; ſaaledes har det nu gaget i den ſidſte
Maaned, og vi ere nu blottede for Midler. Odd har
i ſin Varetegt en Guldring, der beſidder den Egenſkab,
at ethvert Menneſke, ſom ikke kan tale, faaer ſtrax fit
Mele, naar det lægger den under fine Tungerodder;
og af denne Guldring vil din Moder kunne faae fit Mele,
men Odd pasſer den faa ſtrengt, at han lader den als
drig fra fig hverken Nat eller Dag,“ Brypnjar ſatte
fig nu ned hos fine Stalbrodre, men Thorſtejn ſatte fig
yderſt af dem. Da de havde ſiddet en Tid, ſtod Bryn—
jar op, gik over til ſin Broder Odd, og rakte ham en
tyk Ring. Odd tog ſtiltiende mod den, men Brynjar
gik tilbage til fir: Sede; derneſt ſtod den ene efter den
anden op, og enhver bragde Odd en Koſtbarhed, men
han takkede ingen derfor, Da de alle havde gjort dette,
ſagde Brynjar: „Det bliver raadeligſt for dig, Thor—
ſtejn! at gjøre ligeſom de andre, og bringe Odd nogle
Penge; andet vil ikke hjælpe dig, efterſom du ſidder
paa vor Bænk,” Odd var meget vred, bryſtede fig
ſterkt ſom han fad, og fane meget biſter ud. Torſtejn
ſtod da op, og holdt paa fin Øre; han gik over til Odd,
og ſagde: „Jeg har ikke mange Sager hos mig til at
betale dig denne Afgift med; du vil heller ikke fordre
meget af mig, thi jeg er fattig.“ Odd ſvarede ham,

106

men meget fort: Ej ſynes mig om din Ankomſt hertil, men
kan du ikke komme frem med, hvad du mener pasſende?“
Thorſtejn ſparede: „Jeg har ikke andet at byde end min
Øre, om du vil tage imod den.“ Odd rakte Haanden
efter den, men Thorſtejn hug til ham; Hugget traf Ar
men ovenfor Albuen, og tog den af. Odd ſprang da
op, og det ſamme gjorde alle de, ſom vare i Hojen; de
grebe deres Vaaben, ſom hang oppe over dem, og der
begyndte ſtrax en Kamp imellem dem. Thorſtejn ſaae,
at han nu omtrent kunde maale fig med Odd, ſom nu.
var eenarmet; alle de blaakledte Mænd forekom ham at
være de haardforeſte; ligeledes merkede han, at, om
de end hug Henderne eller Fodderne af hverandre, eller
erholdt andre ſtore Saar, vare de dog i Ojeblikket efter
helbredede igjen, men Thorſtejns egne Hug havde den
naturlige Folge. Thorſtejn og Brynjar med Stalbro⸗
dre holdt ikke op, inden Odd og alle hans Kammerater
vare drebte. Thorſtejn var da meget tret men ikke ſaaret,
thi Brynjar og hans Stalbrodre havde beſkyttet ham mod
alle Huggene. Brynjar tog nu Guldringen af Odd, da
han var død, gav den til Thorſtejn, og bad ham bringe
den til fin Moder; han gav ham tolv Mark Sølv i en
Pung, og ſagde: Megen Frihed har du vundet mig,
Thorſtejn! thi nu raader jeg her over Højen og Ejendom⸗
mene; dette vil være Begyndelſen til dine Manddoms
Bedrifter, ſom du vil udføre udenlands; du vil ogſaa
komme til at antage Troesforandring, og vil det være
bedre for dem, ſom ville antage den nye Religion, end for
dem, ſom ville vegre fig derfor, og ikke ere dertil bes
ſtemte, ſaadanne ſom jeg er, thi vi Brødre vare underjor—
diſte Folk; nu vil jeg anſee det for meget magtpaaliggende,

107

at du bringer mit Nan under Daaben, om det falder
i din Lod at fane en Son.“ Derpaa forte han mig ud
af Højen, og forend vi ſtiltes, ſagde han: Hvis mine
Ord have noget at betyde, da vil jeg ſpaae dig, at alle
dine Gjerninger ville falde ud til din Hæder og Lykke.“
„Derefter vendte Brynjar ind i Højen, og jeg vaagnede,“
ſagde Thorſtejn, og til Merke derpaa er, at her er nu
baade Pungen og Guldet hos mig.“ Siden droge de
videre, og dreve de Kreaturer, ſom de havde fundet, hjem,
og Folk tyktes at have faaet dem igjen fra Underverdenen.
Thorſtejn fortalte hele denne Begivenhed, og bragde fin
Moder Guldet, og hun ſik ſtrax fit Mæle, da det kom
under hendes. Tungerodder. Denne Høj ligger i Jokuls—
dal, og kaldes Brynjarshoj, og der ſees endnu den Dag
i Dag Tegn til den.
Freyſtejn fager Orny.

7. Freyſtejn blev ſtrax frigiven paa Thorſtejns
Bon; og dertil lod Thorkel fig let bekbemme, thi han
kunde godt lide Freyſtejn, og vidſte, at han var af god
tr, og nedſtammede fra anſeelige Frender. Freyſtejns
Fader Grimkel boede paa Vos, og var gift med Olofa,
en Datter af Brunolf, en Son af Thorgejr, en Son
af Veſtar; men Vikingen Sokke indebrendte hans Fader
Grimkel, og tog Drengen, og ſolgde ham ſom Trel;
Gejter forte ham her ud til Island. Nogle ſige, at
Thorſtejn bortgiftede ſin Moder Orny til Freyſtejn. Frey—
ſtejn den Fagre boede i Sandvig paa Bardsnes, og be—
fad Vidfjord og Hellersfjord, og blev regnet for Land:
namsmand; fra ham nedſtamme Sandvikingerne, Vid—
fjordboerne og Hellersfjordboerne.

108

Om Thorſtejn. :
8. Asbjorn Kaftanrasfi havde et Skib fraaende

oppe i Gotevig; med ham kom Thorſtejn til at rejſe; han
var da tolv Aar gammel. Thorkel gab ham tilſtrekke⸗
lige Rejſepenge, og forinden Thorſtejn red til Skibs,
talte han og hans Moder ſammen. Hun ſagde: „Nu
ſkal du, Frende! beſoge din Fader Ivar Ljome, og hois
han er uvillig til at vedgaae, at han er din Fader, da
er her en Ring, ſom du ſkal give ham, fiig ham, at
han gav mig denne Ring den forſte Gang; han vil da
ikke kunne nægte det longer.“ Siden ſkiltes Moder og
Son, og Thorſtejn red til Skibs, og foer udenlands om
Sommeren; de kom til den nordlige Deel af Norge om
Hoſten. Thorſtejn foer til Herberges hos Styrkar paa
Gimſar, og var der om Vinteren; det ſtod ſig godt imel⸗
lem ham og Styrkar, thi denne fade, at Thorſtejn var
fortrinlig i Ferdigheder, og kunde allerede da i alle
Lege maale fig med de ſterkeſte Mænd. Om Vinteren
noget for Juul kom der ÜUdſendinge fra Ivar Ljome med
det Wrende, at Jvar bod Styrkar til Julegilde; For-
manden for de ÜUdſendte hed Bjorn. Styrkar lovede at
komme, og drog bort med tredive Mænd, Thorſtejn fulgde
med. De kom til Gildet, Hvor Styrkar blev vel imod;
tagen; han fad nermeſt Jvar Liome ved Gildet. Gil⸗
det gik godt af, og den ſidſte Dag af Julen, førend
Folk ſkulde drage bort, gik Thorſtejn for Jvar, og ſagde:
„Det er mit Wrende til dig, Jvar! at faae at vide, om
du vil vedgaae at vere min Fader.“ Ivar ſagde: Hoad
er dit Navn, og hvorfra er du kommen?“ „Thorſtejn.
er mit Ravn,” ſvarede han, „Orny hedder Moder min,
og er en Datter af Gejter ude paa Island, og her er en

109

Ring, ſom hun bad mig bringe dig til Tegn, ſigende, at
du vilde fjende, at du havde givet hende den.“ Ivar
blev meget rod, og ſagde: „Du har visſelig en langt
ringere Fader, og der ere Trelle nok ude paa Island,
ſom din Moder kan give Skyld for dig; det er ogſaa det
ſandeſte, at jeg kunde ſynes at burde gjore Drenge og Do—
genigter kjede af, at kalde mig Fader til enhver Skjoge—
ſon.“ Thorſtejn blev da meget vred, men var dog ſin—
dig i fin Tale, og ſagde: „Ilde og umandig har du ſpa—
ret, men ſaaledes kommer jeg anden Gang, at du ſkal
vedkjende dig mig, eller det ſkal blive din Bane.“ Der—
paa gik Thorſtejn bort. Ivar ſagde til Styrkar: „Jeg
onſkede, Freende! at du vilde dræbe denne Fjolle, thi
jeg venter mig alt Ondt af ham.“ „Ej vil jeg det,“
ſagde Styrkar, e thi jeg holder for, at han har en retfer—
digere Sag end du, og troer, at han er af fornem Her—
komſt.“ Ivar og Styrkar ſkiltes da uenige; Styrkar
drog hjem til Gimſar og Thorſtejn med ham. Styrkar
havde en Soſter, ſom hed Herdis, og var en meget
ſmuk Pige; mellem hende og Thorſtejn var der god For—
ſtaaelſe. Der opholdt Thorſtejn fig i to Vintre, derneſt
drog han ud til Island og hjem til Krosſevig, og havde
vundet megen Hæder paa ſin Udenlandsfcerd. Da han
havde været tre Aar pan Island, drog han igjen bort fra
Landet med Kolbjorn Sneyper til Norge; han drog da
atter til Styrkar paa Gimſar, ſom tog imod ham med
aabne Arme. Ian BIG
Troldene i Hejdarſtov.

9. Det er tydelig berettet, at der denne Som—
mer ſkede Hoddingeſkifte i Norge. Hakon Blotjarl mt
ſtede Regjeringen, og i hans Sted kom Olaf Tryggve—

110

ſon; han forkyndte alle Folk den ſande Tro. Det kom
Kong Olaf for Oren, at der i Hejdarſkov lage nogle Trold—
kvinder, ſom gjorde alle Vejene vanſkelige at befare.
Kongen lod holde Huusthing, og ſpurgde, hvo der vilde
drage hen at renſe Hejdarſkov. Der ſtod da op en ſtor
og drabelig Mand, ſom hed Brynjulf, ſom var Lehns—
mand i Throndhjem, og ſagde: „Jeg vil drage, Herre!
om J vil.“ Kongen gav fit Bifald tilkjende. Bryn—
julf beredte fig da med 60 Mand. Ved Hejdarſkov boede
en Mand, ſom hed Thorkel; hos ham toge Brynjulf og
hans Folge Herberge. Thorkel tog vel imod dem, og
om Morgenen fulgde han dem paa Vej, og ſagde, at
det var ſtor Skade, at man ſnart ſkulde miſte ſaadanne
Mænd. Sitden rede de Vejen frem, lige til de fane en
Skale eller eenlig Bygning for fig. Derfra ſaae de tre
Troldkvinder lobe; de to vare unge, den tredie, ſom
var den ſtorſte, var overalt udenpaa laaden ſom en Graa—
bjørn; alle havde de Sperde i Hænderne. De fane ogſaa
en ſtor Mand, om han kunde kaldes faa, at gage der,
og to Drenge med ham; han forte i Haanden et blottet
Sverd, ſom var faa blankt, at der ſyntes at flyve Gni:
ſter fra det. Alle disſe Trolde fane hæslige ud; de kom
ſnart i Strid med dem, den ſtore Mand hug ſtore Hug,
ligeſaa gjorde den laadne Troldkvinde, og det endtes
med, at Brynjulf og alle hans Stalbrodre faldt paa fire
ner, ſom undkom i Skoven, og ſiden droge til Kongen,
og fortalte ham denne Begivenhed. Dette ſpurgtes vidt
omkring.
Thorſtejn overvandt Troldene.

10. Nu fortelles der, at Styrkar talte til Thor⸗

ſtejn, og ſpurgde, om han vilde fare med ham i Hejdar⸗

III

ſtov. Thorſtejn ſagde, at han var beredt til denne Ferd.
De gjorde fig nu færdige, droge en Morgen tidlig afſted,
og fore paa Skier op ad Fjeldene, og ſtandſede ikke, før
rend de en Aften kom til et Skuur, hvor de agtede at
overnatte; de deelte da Arbejdet imellem ſig, Thorſtejn
ſkulde hente Vand, men Styrkar tende Ild paa. Thor—
ſtejn gik da ud, og tog et Spyd, ſom Styrkar havde
givet ham, i den ene, og Vandſpande i den anden Haand.
Da han kom temmelig ner til Bandet, ſage han en
Pige gane med Vandſpande; hun var ikke overhaands
høj, men frygtelig tyk. Da hun ſaae Thorſtejn, kaſtede
hun Spandene fra fig, blev meget forſkrekket, og lob
ad Vejen tilbage. Thorſtejn lod ogſaa fine Vandſpande
tilbage, og lob efter hende, men da Pigen ſaae det,
ſkyndte hun fig af alle Kræfter at komme bort; baade
han og hun lob da faa ſterkt, ſom enhver formaaede, og
de kom hverken nærmere til eller fænger fra hinanden;
ſaaledes gik det, til Thorſtejn ſaae en ſtor og ſterkt byg;
get Skale; derind lob Pigen, og ſmeldede Doren i efter
ſig. Da Thorſtejn fane det, ſkod han et Spyd efter
hende; det traf pan Doren, og gik igjennem den. Thor—
ſtejn gik da til Skalen og ind i den, fandt fit Spyd
pan Gulvet, men fin Pige kunde han ikke faae Oje paa.
Han gik da lengere ind omkring i Skalen, indtil han kom
til en Seng med Skaader for; der brændte Lys i en
Lyſeſtage. Thorſtejn fane, at en Kone, om hun fortjente
at kaldes ſaa, laa i Seengen; hun var baade høj og
tyk, og lignede i alt en Troldkvinde, hun var meget ffir—
ſkaaren i Anſigtet, og i Huden baade fort og blaa;
hun faa i en Silkeſcerk, der fane ganſke ud, ſom om den
var toet i Menneſkeblod. Troldkvinden ſov da, og ſnor—

112

fede frygtelig højt; Skjold og Sværd hang oppe over
hende: Thorſtejn ſteg op paa Sengeſtokken, tog Sper⸗
det ned, og blottede det; han drog da Klederne af hende,
og fane, at hun overalt var ganſke laaden, undtagen en
Plet under hendes venſtre Arm, ſom var bar; og han
troede nu at være ſikker pad, at enten maatte Jærn
kunne bide hende der eller ingenſteds; han ſatte da Svær
det paa denne ſamme Plet, og lod fig falde paa Feſtet;
Sværdet bed, ſaa at Spidſen ſtod i Dynen. Kjerlin⸗
gen vaagnede nu ikke i en behagelig Stemning, famlede
med Hænderne, og ſprang op. Thorſtejn ſkyndte fig. da
paa een Gang at flukke Lyſet, og ſpringe op over Trold
kvinden i Seengen, men hun foer frem paa Gulvet i
den Tro, at Drabsmanden vel havde ſogt til Doren,
men da hun kom der, ſtyrtede hun paa Sværdet, og
dode. Thorſtejn gik da til hende, rykkede Sværdet bort,
og tog det med ſig; han gik nu, til han kom til en Dor,
der var for til ner ved Karmen, men ikke ganſfke tilluk⸗
ket. Han ſaae en ſtor og fiirſkaaren Mand ſidde paa
en Benk; hele hans Ruſtning hang over ham; paa den
ene Side af ham fad en ſtor og; hæslig men ikke aldrende
Troldkvinde. To Drenge, paa hvis Hoveder Haaret var
voxet frem, legede paa Gulvet. Hexen tog til Orde:
„Bliver du ſovnig, Jarnſtjold!“ „Nej min Datter
Skjaldis!“ ſparede han, amen ſtore Mends Skjeebne
bæres mig for.“ Han kaldte da paa Drengene ved
Navn, den ene hed Hak og den anden Hake, og bad
dem gaae hen til deres Moder Skjaldvor, og ſee efter,
om hun vaagede eller ſov. Skjaldis ſvarede: Det er
uraadeligt, Fader! at ſende de Unge i Morket, thi jeg
vil ſige dig, at jeg i Aften ſaae to Mænd lobe ned af

113

Fjeldet; de vare fan raſke til Fods, at jeg troer, der
ere faa af vore, der ville ſtage fig for dem.“ „Ej fø;
nes mig, ſagde Jarnſkjold, gat det er noget at agte
paa, thi kun ſaadanne ſender Kongen hid, ſom jeg ikke
frygter for; og der er kun een Mand, ſom jeg frygter
for, han hedder Thorſtejn og er en Son af Orny tide
paa Island, men det er ligeſom der ſtaͤaer en Taage for
mine Øjne angaaende min Skjebne i Henſyn til ham.“
eUſandſynligt er det, Fader!“ ſagde hun, gat denne
Thorſtein kommer nogenſinde i Hejdarſkov.“ Drengene
gik da frem, men Thorſtejn trak ſig tilbage; de lob frem
og ud, men da nogen Tid var forloben, tog Skjaldis
til Orde, „Nu har jeg Lyſt at gade frem;“ hun lob da
raſt og übetenkſom frem til Doren. Thorſtejn trak fig
bort, men da hun kom til den yderſte Dor, faldt hun
ober ſin Moders dode Legeme, hun fandt det da der
koldt og underligt, og lob nu ud af Skalen. J det
ſamme kom Thorſtejn til, og hug Haanden af hende med
Sværdet, ſom han havde tåget fra Skjaldbor. Hun
vilde nu lobe tilbage ind i Skalen, men Thorſtejn holdt
hende fra Deren; hun havde et fort Sværd i Haanden;
de ſtredes en Stund, men det endtes med, at Skjaldis
ſtyrtede død til Jorden; i det ſamme kom Jarnſkjold
ud; han havde i Haanden et blottet Sværd, ſom baade
var fad blankt og ſkarpt, at Thorſtejn ſyntes, aldrig at
have feet dets Lige; han hug ſtrax til Thorſtejn, denne
ſogte at unddrage fig fra Hugget, men blev dog ſaaret
pan Laaret; Sværdet, lob ned i Jorden lige op til Fe⸗
ſtet; Jarnſkjold ludede derved, men Thorſtejn ſpang
da Sværdet, ſom han havde taget fra Skjaldvor, baade
3. Bind. 0

114

haardt og tidt, og hug til Jarnſkjold. Thorſtejn lod
nu det ene ſtore Hug falde efter det andet, og hug da
Hovedet af ham. Derefter gik Thorſtejn ind i Skalen,
men da han gik ind, merkede han til ingen Ting, forend
han blev greben og fort ned til Jorden; Thorſtejn mer—
fede da, at Kerlingen Skjaldvor var igjen kommen paa
Benene, og var nu meget verreat have med at gjore end
for; hun bojede fig ned til Thorſtejn, og agtede at bide
Struben over paa ham. Thorſtejn tenkte da paa, at den,
ſom havde ſkabt Himlen og Jorden, maatte være fror
og mægtig, han havde ogſaa hørt mange og mærfelige
Fortællinger om Kong Olaf og den Tro, ſom han for—
kyndte; han lovede da af et rent Hjærte og fin ganſke
Hu, at antage denne Tro og tjene Kong Olaf, ſaa
længe han levede, hvis han kom uſkadt og med Behold
af Livet bort fra Hejdarſkobo. Da hun nu agtede at
ſcette Tenderne i Thorſtejns Strube, havde han juſt gjort
dette Løfte; der kom da en forfærdelig klar Straale ind
i Skalen, ſom ſtod lige ind i Kerlingens Ojne. Ved
dette Syn blev al Kraft og Styrke betagen hende; hun
begyndte da at gabe frygtelig, og Fraaden ſtod hende
ud af Munden, og faldt Thorſtejn ned i Anſigtet, faa
at han var ner ved at døe af den Fulhed og Stank,
den frembragde; Folk holde det heller ikke for urimeligt,
at nogen Deel deraf kan være kommen Thorſtejn i Bry—
ſtet, efterſom de fandt, at han ſiden den Tid beſad ganſke
overnaturlige Kræfter, hvad enten nu Skjaldvors Spyt
voldte det, eller det, at han havde været udſat. De
lage nu begge ſpœevende imellem Livet og Døden, faa at
ingen af dem kunde ſtaae op.

115
Om Thorſtejn.

11. Om Styrkar er nu at berette, at han var i
Skuret, og ſyntes, at Thorſtejn tøvede længe. Han
lagde fig da op i Sædet; og da han havde ligget der
nogen Tid, kom to Drenge ganſke uforvarendes lobende
ind, hoer med fit Sax 1) i Haanden; de anfaldt ſtrax
Styrkar, men han greb Stolpen fra Sædet, og flog
dem med den, indtil han fif dem begge dræbt; derpaa
gik han ud af Skalen, og han anede nu, hvad der vel
opholdt Thorſtejn; han gik da lige til Skalen, og ſaae,
hvad der var gaaet for fig, at to Troldkvinder laae der
dræbte, men Thorſtejn ſaae han ingenſteds; i Frygt for,
at han var ſtedt i nogen Nod, gjorde han det Lofte til
Himlens og Jordens Skaber, at han vilde antage den
Tro, ſom Kong Olaf forkyndte, hvis han denne Nat
kunde treffe ſin Stalbroder Thorſtejn levende og uſkadt;
ſiden gik han ind i Skalen, og kom derhen, hvor Skjald—⸗
vor og Thorſtejn lage; han ſpurgde nu, om Thorſtejn
formaagede at tale; denne ſparede, at det var ikke
vanſkeligt, og bad ham hjelpe ſig. Da greb Styrkar
fat i Skjaldvor, og traf hende af ham. Thorſtejn ſtod
ſtrax op, og var da meget ſtiv af al den Færd, ſom han
havde haft med Troldene, og af Skjaldvors Favnetag;
de ſogte da at bryde Kerlingens Hals, og det var dem
meget vanſkeligt, da hun var meget tykhalſet. Thorſtejn
fortalte nu Styrkar alt om fin Ferd. En drabelig
Mand er du,“ ſparede Styrkar, dog ville disſe dine
Heltegjerninger blive omtalte, faa længe Norden er be;
boet.“ De flæbte nu alle Troldene ſammen, tændte

1) et fort Sværd,

2

116

et Baal, og brændte dem alle op til Aſke; ſiden efter;
ſogte de Skalen, men fandt der intet af Verdi, og de
droge dernæft tilbage hjem til Gimſar. Denne Begi—
venhed ſpurgdes nu vidt omkring, og holdtes for meget
merkelig. 2
Ivar vedkjender ſig Thorſtejn.
Kong Olaf var paa Gjeſteri paa Hordeland;
did ee og Thorſtejn, og de gik for Kongen og hilſte
paa ham. Der var Ivar Ljome den Gang hos Kongen,
og var i ſaa ſtor Anſeelſe, at der kun fade to Maend
imellem Kongen og ham. Thorſtejn gik da for Ivar,
blottede Sværdet, ſom han havpde frataget Skjaldvor,
ſatte Spidſen for Bryſtet af ham, og ſagde: „Velg een
af Delene, at jeg ſtoder til af alle Krefter, eller gaa ved,
at du er min Fader!“ Ivar ſvarede: „Jeg ſetter en
Hæder i at have dig til Son, du har og en ſaa god Mo
der, at jeg veed; hun vilde ikke have ſagt det, uden det
var ſandt; derfor vil jeg viſtnok vedgaae at vere din
Fader.“ Kongen forkyndte da Troen for dem ligeſom
for alle andre, der kom til ham; ide føde fig let bevæge
dertil, og fortalte nu Kongen nøjagtig Anledningen til
deres Komme, og om de Tildragelſer, ſom vare ſkete li
Hejdarſkov. Kongen priſte da Gud mangfoldig for de
Tegn; han gav de ſyndige Menneſker her i Verden. Siden
bleve de begge dobte. Styrkar drog hjem til Gimſar,
og beholdt alle de Forleninger, ſom han for havde haft,
men Thorſtejn blev Kong Olafs Mand, og fulgde ham
til fin Dodsdag, og ligeſaa gjorde hans Fader Jvar, 05
de holdtes begge for meget drabelige Mænd.
Thorſtejn overvandt et Offernod.
13. Paa Rejna i Throndhjem boede en Lehnsmand,

117

ved Navn Harek; han var ikke meget venneſal; han
havde vel antaget Kriſtendommen, men Folk ſagde dog
Kongen, at han i fin Ferd endnu hang noget ved He—
denſkabet; derfor tog Kongen til ham paa Gjeſteri, og
vilde prove, hvad Sandt der var deri. Der blev holdt
et ſmukt Gilde. Harek var avindſyg og ſkadefro, han
misundte Thorſtejn den Auſeelſe, han ſtod i. En Dag
talte han nu med Thorſtejn, og ſpurgde ham om hans
Heltegjerninger; Thorſtejn ſvarede ham paa, hvad han
ſpurgde om; „Anſeer du nogen i Norrig for ſterkere end
dig?“ ſpurgde da Harek; Ej veed jeg det viſt,“ ſvarede
Thorſtejn; „Hvo af eder to, du og Kongen, troer du er
den ſterkeſte, ſpurgde Harek videre; „J alt andet ſtaaer
jeg viſtnok mere tilbage for Kongen end i Styrke,“ ſpa—⸗
rede Thorſtejn, og vil jeg vel dog heller ikke kunne ligne
mig med ham heri.“ Dermed endte de deres Samtale;
og Dagen efter ſagde Harek til Kongen, at Thorſtejn
havde fat ſig i Ligning med ham i alle Idretter. Kon—
gen gav ikke megen Agt derpaa. Noget efter talte Kon—
gen om, at de, ſom havde ſammenlignet fig med ham,
kom nu til at prove deres Idretter; „Og er det fandt,
Thorſtejn!“ ſagde han, at du har ſagt, at du er mig
lig i Idretter eller endogſaa overgaaer mig?” „Ej har
jeg faa talt, Herre! ſagde Thorſtejn, hvo har ſagt eder det?
Det har Harek,“ ſvarede Kongen. «Hoi fortalte han eder
ikke heller,? ſagde Thorſtejn,“ „om det Blotnod, hvor:
til han ofrer i Lon, thi det er dog ſandere; men jeg ſagde,
Herre! at jeg i alt andet ſtaaer mere tilbage for eder end
i Styrke, og at jeg endogſaa deri næppe kunde ligne mig
ved eder.“ „Er der noget ſandt deri, Harek?“ ſagde
Kongen. «Kun lidet, Herre!“ ſvarede Harek. „Lad os

119

fee det Nod, ſom du fætter ſaa megen Pris paa,”
ſagde Kongen. „Det ſkal ſtaae til eder, Herre!“ ſagde
Harek, «og ville vi da gage ud i Skoven.“ De gjorde
faa, og da de kom der, fane de en ſtor Flok Kvæg, hvori—
blandt der var en Oxe, ſom var faa forfærdelig ſtor og
bar, at Kongen ſyntes aldrig at have feer dens Lige;
den brolte frygtelig, og teede ſig meget grum. Harek
ſagde: Her er nu Nodet, Herre! og paa denne Ore
fætter jeg faa ſtor Pris, fordi den holder ſaa meget
af mig.“ Jeg ſeer det viſt,“ ſagde Kongen, log ſy⸗
nes ilde derom; men hør nu, Thorſtejn! vil du prove
din Styrke, og ombringe dette Nod, thi det ſynes mig
ikke godt, at det lever langer.“ Thorſtejn lob da frem
i Kvægfloffen hen, hvor Oxen ſtod; den undflyer, men
Thorſtejn griber i det ene Bagbeen faa haardt, at baade
Hud og Kjod rævnede, og Benet gik af med hele Bag⸗
ſtykket; holdende derpaa gik Thorſtejn for Kongen, men
Oxen ſtyrtede død paa Stedet, og ſaa ſteerkt havde den
ſtaaet imod, at den med Forbenene var ſunken ned i
Jorden op til Knaene. Kongen ſagde da: „En ſterk
Mand er du, Thorſtejn! og ej har du Mangel paa Kref—
ter, naar du har med Menneſfer at gjore; nu vil jeg
øge dit Navn, og kalde dig Thorſtejn Oxefod, og her
er en Ring, ſom jeg vil give dig i Navnefeſte.“ Thor⸗
ſtejn tog imod Ringen, og takkede Kongen; det var en
god Koſtbarhed. Kongen drog nu hjem til Gaarden,
og tilkjendte ſig alle derværende Ejendomme, men dre
Harek i Landflygtighed for hans Ulydighed og Ofring.
Thorſtejn dræbte Troldene.

14. Inden kort Tid rygtedes det atter, at der

laae nogle Trolde i Hejdarſkov, ſom hindrede Folk fra

119

at drage derigjennem. Styrkar ſendte da Bud til Thorſtejn,
at de ſkulde igjen drage til Skoven. Thorſtejn gjorde ſig
ſtrax færdig, og begav fig med Kongens Tilladelſe paa Vejen
til Styrkar. Da han kom til ham, droge de begge ſammen,
og kom til det Skuur, hvor de forhen vare; der overnat—
tede de. Da de Dagen efter vare ude, fane detretten Menne—
ſter i Skoven, hvoriblandt der var en Kone. De vendte
imod dem. Thorſtejn kjendte der fin Pige, ſom var voxet
godt, thi hun var nu den ſtorſte Troldkvind, man kunde
fee. Hun ſtreg til Thorſtejn, og ſagde: „Der er du
kommen, Thorſtejn Oxefod! ſaaledes var du her ſidſte
Gang, at jeg kan huſte det, da du dræbte min Fader
og min Moder og Soſter, men Styrkar mine to Bro—
dre; du lob efter mig, og jeg var meget red, ſom man
vel kan tenke ſig om et ni Vintre gammelt Pigebarn,
men nu er jeg tolv Vintre. Jeg flyede ind i en Jord—
hule, da vi ſkiltes, men medens du og min Fader flogs,
ſamlede jeg ſammen alle de gode Koſtbarheder, ſom vare
i Skalen, og bar dem ned i Hulen under min Mo:
ders Sceeng. Noget efter blev jeg gift med denne Mand
Skelking, og betingede mig da af ham, at han ſkulde
dræbe eder begge, dig og Styrkar. Nu er han her kom—
men med fine elleve Brødre, og kommer du nu til at
værge dig med Mandighed, om det kan hjælpe,” Det
kom nu til Kamp imellem dem. Skjaldgerde trængte faa
haardt frem mod Thorſtejn, at han næppe nogenſinde
tyktes at have været i ſtorre Fare; men faa endtes det
dog imellem dem, at Thorſtejn naaede at hugge Skjald—
gerde ovenfor Hoften med det Sværd, ſom han havde
taget fra Skjaldvor, og ſkar hende midt over. Da havde
ogſaa Styrkar dræbt Skelking; de fik nu fnart Bugt

120

med de elleve, og dræbte dem alle. Siden gik de til
Skalen, opbrod den underjordiſte Hule, og tog derudaf
mange gode Koſtbarheder; de droge derneſt hjem til
Gimſar og deelte Godfet imellem ſig. Siden bejlede
Thorſtejn til Styrkars Soſter Herdis, og fif hende;
man ſiger ogſag, at de havde en Son ſammen, ſom
hed Brynjar. Thorſtejn drog nu til Kong Olaf, og
fulgde ham ſiden, og falde paa Ormen lange.

Fortælling

om

Helge Thoversſo n.

Paa Gaarden Rodeberg i Nerheden af Vigen i Norge
boede en Mand, ſom hed Thorer; han havde to Son—
ner, den ene hed Helge, den anden Thorſtejn; begge vare
de haabefulde Mænd dog bar Helge Fortrinnet i Jdræts
ter. Deres Fader havde Titel af Herſe, og ſtod i Ven:
ſkab med Kong Olaf. En Sommer gjorde Brødrene en
Handelsrejſe nord op til Finmarken, og bragde Smør og
Fleſk at fælge Finnerne; de gjorde godt Marked. Ved
Sommerens Slutning begave de ſig paa Hjemrejſen, og
kom en Dag til Nesſet Vimund; der var en meget god
Skoo, de gik op i Land, og hug fig noget Valbirk. Helge
gik længere ind i Skoven end de andre, men ſiden faldt
Morket paa, faa at han den Aften ikke kunde finde til;
bage til Skibet. Det blev nu ſnart belmork Nat; da
fane Helge tolv Kvinder ride fra Skoven, de fade alle
paa rode Heſte og i rode Ridekleder; de ſtege af, og alle
Heſtedekkerne glindſede overalt af Guld. Een af dem
udmeerkede fig fremfor de vorige i Skjonhed, og alle de
andre opvartede denne anſeelige Kvinde, Deres Heſte
fode de gresſe. Derefter opfatte de et ſmukt Tele, ſom var
ſtribet med forſkjellige Farver og paa mange Steder pry⸗

122

det med Guldſmykker, og alle Knappene, ſom gik op af
det, vare forgyldte og ligeſaa den opſtaaende Stang, hvor;
paa der var en ſtor Guldknap. Da de havde far Teltet
i Stand, rejſte de Borde, og ſatte mange Slags Retter
paa dem. De toede da deres Hænder; Vandkanden og
Baekkenet vare gjorte af Sølv. Helge ſtod ner deres
Telt, og fane pan dem. Den fornemſte af dem ſagde:
„Helge! gak hid, og ſpiis og drik med os!“ Han gjorde
efter hendes Ord, og han faae, at der var god Mad og
Drikke og ſmukke Kar. Bordene bleve dernæft borttagne
og Senge redte, ſom vare langt pynteligere end andre
Folks Senge. Den fornemſte af Kvinderne ſpurgde Helge,
om han helſt vilde ligge ene eller hos hende. Helge ſpurgde
hende om Navn. Hun ſoarede: „Jeg hedder Ingeborg,
og er en Datter af Gudmund. paa Glaeſisval.“ Da
ſagde Helge: «Hos dig vil jeg ligge;“ og faa. gjorde
de tre Netter i Rad; derneſt blev det klart Veir, og
de ſtode da op, og kledte fig paa. Da ſagde Ingeborg:
„Nu ſkulle vi her ſkilles; her ere to Skrin, det ene er
fuldt af Solv, det andet af Guld; dem vil jeg give dig,
men ſtig intet Menneſke, hvorfra det kom.“ Derefter
rede de bort ſamme Vej, hvorfra de kom, men han gik
til fit. Skib, hvor han blev. med Glæde modtagen, og
man ſpurgde, hvor han havde, været; men han vilde ikke
ſige noget derom. De ſtyrede derpaa ſydefter langs Kys
ſten, og kom hjem til deres Fader, og havde da forhver—
vet ſig betydelige Rigdomme. Helges Fader og Broder
ſpurgde, hvor han havde, faget den megen Rigdom, ſom
han havde i Skrinene, men han vilde ikke ſige det. Ti⸗
den led nu ſaaledes frem til Julen. En Nat kom der
et underligt Vejr paa; Thorſtejn ſagde da: akad os ſtaae

123

op, og fee efter, hvorledes det gaaer vort Skib!“ De
gjorde faa; og Skibet var gode faſt. Helge havde ladet
gjøre et Dragehoved paa Stavnen af deres Skib, og
ladet det ſmukt udfire ovenfor Søen, og dertil an;
vendte han det Gods, ſom Kong Gudmunds Datter
Ingeborg gav ham, og noget af det gjemte han under
Luffe i Dragens Hals. J det de ſtode, horte de et ſterkt
Brag; to Mænd rede til dem, og forte Helge bort med
fig, og Thorſtejn vidſte ikke, hvad der blev af ham; ders
næft blev Vejret ſtrax ſtille igen. Thorſtejn kom hjem,
og fortalte ſin Fader denne Begivenhed, og dette ſyntes
meget forunderligt. Thorer drog ſtrax til Kong Olaf, for—
talte ham, hvad der var ſkeet, og bad ham efterforſte,
hvor hans Son var kommen hen. Kongen ſagde, at
han vilde gjøre, hvad han bad, men udlod fig dog med,
at han var uvis om, hvad Nytte hans Frender kunde
have af ham. Siden drog Thorer hjem, og ſaaledes for—
lob det Aar, og det neſte med lige til Juul, og Kongen
opholdt ſig paa Alreksſted om Vinteren. Den ottende
Dag i Julen om Aftenen: kom tre Mænd gaagende ind i
Hallen for Kong Olaf, da han ſad over Borde; de hilſte
paa ham; Kongen hilſte dem igjen med Venlighed. Den
ene af dem var Helge, men de to andre kjendte ingen.
Kongen ſpurgde dem om Navn; og enhver af dem kaldte
fig Grim: „Vi ere ſendte,“ ſagde de, «hid til eder af
Gudmund paa Gleſisval, han ſender eder fin Hilſen, og
derhos to Horn“? Kongen tog imod dem, de vare for;
gyldte, og det var meget koſtbare Sager. Kong Olaf
ejede to Horn, ſom kaldtes Hyrninger, men, ſtjont de vare
meget gode, vare de, ſom Gudmund ſendte ham, dog
langt bedre. „Det bad Kong Gudmund eder, Herre!

124

ſagde hine, at J vil være hans Ven, da han fætter
ſtorre Pris paa eders Velvillie end alle andre Kongers.“
Kongen ſparede da intet, men lod dem viſe til Sede.
Kongen fod Hornene Grimer fylde med en god Drik,
og lod dem bære for Grimerne, at de Fulde drikke
forſt af dem; da kvad Kongen denne Viſe:

Gjæfter ſkulle

Mod Horn tage,

Medens denne Gudmunds

Mand fig hviler,

Af fin Navne

Drikke ſkal han,

Saa ſkal Grimer

Godt Ol gives. |
Da toge Grimerne ved Hornene, og wates nu at 1880
vide, hvad Biſkoppen havde: leſt over Drikken. De
ſagde da: „Det er nu ikke langt fra, hvad vor Konge
Gudmund formodede; denne Konge er ſpigefuld, og for—⸗
ſtaaer ilde at lonne Godt; thi vor Konge vifte ham Hær
der, lad os nu alle ſtaae op og drage bort herfra!” De
gjorde faa, og der blev da megen Stoj i Stuen; de ſpildte
Drikken af Hornene, og flukte Lyſene; da horte de en
ſtor Bragen. Kongen bad Gud holde ſin Haand over
hans Mænd, og bod dem at ſtaae op og ſtand fe denne
Støj: Grimerne kom derneſt ud, og Helge med dem;
der blev da tændt Lys i Kongens Herberge, og de ſage,
at tre Mend vare dræbte, og Hornene Grimer lade paa
Gulvet ved Siden af de Dode. „Dette er et ſtort Un
der,' ſagde Kongen, aſligt maa man ikke onſke ofte;
jeg har hort ſige om Gudmund paa Gleſisval, at han
er meget troldkyndig, med ham kan man bedſt komme til

125

Rette ved Ondt, og de Mænd: ereilde ſtedte, ſom ere under
hans Magt, om vi kunne gjore noget derved.“ Kongen
lod Hornene Grimer pasſe, og drikke af dem, og det gik godt.
Den Nedgang til Alreksſted, hvor hine droge over Bjergene,
kaldes nu Grimeſkard, og det er ikke raadeligt for nogen
ſiden at drage der. Vinteren forlob nu; og den ottende
Dag i neſte Juul var Kongen i Kirke med fin Huustrop at
høre paa Mesſen; da kom der tre Mænd til Kirkedoren;
den ene blev tilbage, men de to gik bort efter forud at
have ſagt: „Her fore vi dig Gretter, Konge! og det er
uviſt, naar du bliver ham kvit.“ Man kjendte der
Helge, og blev da vaer, at han var blind; Kongen
ſpurgde da, hvorledes det ſtod fig med ham, og hvor han
havde været. hele den Tid. Han fortalte da Kongen forſt
om, hvorledes han traf Kvinderne i Skoven, derngſt at
Grimerne opvakte Uvejret mod ham og hans Broder, da
de vilde bjærge Skibet, og at Grimerne derneſt forte ham
med ſig til Gudmund paa Gleſisval, og bragde ham til
Gudmunds Datter Ingeborg. Da ſagde Kongen: „Hvor—
ledes ſyntes du om at være der?“ „Meget godt, «ſagde
han, «og ingenſteds har jeg fundet det bedre.“ Derpaa
ſpurgde Kongen, om Kong Gudmunds Tro og om hans
Udfærd og hans Mænds Antal; men Helge yttrede ſig
fordeelagtig derom, og ſagde, at der vare mange flere
Folk, end at han kunde faae dem talt. Kongen ſagde:
„Hoi droge J ſaa hurtig bort forrige Vinter?” „Kong
Gudmund ſendte dem for at ſvige eder,“ ſagde han, emen
formedelſt eders Bonner lod han mig los, for at J kunde
fage at vide, hvad der var blevet af mig; men Grun—
den til, at vi forrige Gang droge faa hurtig bort, var,
at det ſtred imod Grimernes Natur at drikke den Drik,

126

ſom I lod ſigne; de bleve da vrede over, at de fane fig
overvundne, og de dræbte eders Mænd, fordi Kong Gud:
mund havde faa budet dem, hvis de ikke kunde tilføje
eder felv Skade; men han vilde viſe fin Hojhed ved at
ſende eder Hornene, at J da ikke ſkulde ſaa meget ſoge
efter mig.“ Kongen ſpurgde fremdeles: „Hoi drog du
nu bort anden Gang?“ „Det voldte Ingeborg,“ ſparede
han, ahun troede ikke uden Skade at kunne ligge hos
mig, naar hun rorte ved mit bare Legeme; dette var ifæt
Grunden, hvorfor jeg drog bort; og desuden vilde Kong
Gudmund ikke ſtrides med eder, ſaaſnart han mærkede,
at J vilde have mig bort; men Kong Gudmunds Hoj⸗
hed og Pragt formager jeg ikke at beſkrive med faa Ord,
og ligeſaalidt Antallet af de Folk, ſom vare hos ham.“
Kongen ſpurgde: „Hvi er du blind?“ Han ſvarede: „In⸗
geborg Gudmundsdatter rev begge Øjnene ud af mit
Hoved, da vi ſkiltes, og ſagde, at Kvinderne i Norrig
ſkulde kun i fort Tid nyde godt af mig.“ Kongen ſagde:
„Kong Gudmund har fortjent at lide Hevn af mig for
de Manddrab, ſom han voldte; om Gud vilde lade det
faa ſkee.“ Siden blev der ſendt Bud efter Helges Fa⸗
der Thorer, ſom takkede Kongen meget for, at hans
Son var kommen tilbage fra Troldenes Magt. Han
drog igjen hjem, men Helge blev tilbage hos "Kongen,
og levede til den ſamme Dag i næfte Aar, men Kongen
havde Hornene Grimer med fig, da han ſidſte Gang drog
bort fra Landet, og Folk ſige, at da Kong Olaf for⸗
ſvandt paa Ormen lange, ſorſvandt ogſaa Hornene, og
at ingen har feet dem ſiden; her futter Fortællingen om
Grimerne. R

Fortælling

om

Ro mund Halte.

Diane de Mend, der kom ud til Island med Inger
mund den Gamle, var der een ved Navn Eyvind Sork—
ver; han tog Blondudal veſter fra Skagefjord i Beſid—
delſe, og vilde ikke overleve Ingemund, og ſkilte fig ſelv
ved Livet. J fin Alderdom havde han med fin Trel—
koinde en Son, der hed Romund; han ægtede Audbjorg,
ſom var en Datter af Jorund Hals's Son Mar og en
Troelkvinde. Romund var længe hos Mar paa Mar:
ſted, den Gang han ſtred med Ingemunds Sonner om
Dejldarhjalle; Romund dræbte da Hogne Ingemunds—
fon, og blev derfor forviiſt fra Herredet imellem Jokuls—
aa i Skagefjord og Rutefjordsaa. Ramund blev ſaaret
i Foden, og var beſtandig ſiden halt, og kaldtes derfor
Romund Halte. Han kjobte Fagrabrekkaland veſtenfor
Rutefjordsaa, og boede der en Tid; han gjorde en ſtor
Forſkandsning om ſin Gaard, og var en ſmuk og dra—
belig Mand. Med Audbjorg havde han en Son ved
Ravn Thorbjørn Thyna; han ægtede Gudrun, en Datter
af Thorkel paa Kersore, ſom tog Land i Beſiddelſe ſon—
den for Rutefjordshals; deres Son var Thorlejf, han

128

kaldtes Romundsfoſtre. Romund havde ogſaa en Son,
der hed Halſtejn; alle disſe Frender vare ſtore og ſterke
Mend. Thorkel pad Kersore havde en Son, ſom hed
Thorer, Broder til Thorlejſs Kone Gudrun; han boede
ner ved paa Melar; hans Datter hed. Helga, og var
en ſmuk og myndig Kvinde.

Slejta-Helges Ankomſt til Island.

2. En Sommer hændte det fig, at et Skib lan—
dede ved Bordore i Rutefjord. Skibsforeren hed Slejta—
Helge, og hans Broder Jorund; de vare i alt tolv,
Mænd paa Skibet; de vare uforſkammede Menneſker og
Bagvaſkere, Folk vilde derfor ikke meget handle med
dem, men droge hellere ud af Herredet at handle med
andre Skibsfolk. Man fif at vide, at de vare Vikinger og
Ransmend, og havde ikke andet end ranet Gods inde.
Da det led ud paa Sommeren, og de merkede, at ingen
kom til dem, ſagde Helge: „Jeg vil nu bede eder om,
at J ikke maa øve Voldſomhed, men viſe et bedre For:
hold til Herredsfolkene her, og tage eder Herberge hos
Bonderne; thi mig ſynes, at dette Folk er vanſkeligt at
have med at gjore, og taaler ikke Overlaſt; jeg har ſpurgt,
at Folkene ere her ſterke og meget hidſige; og det kan
man undſkylde dem i, men lad os nu ſoge at indynde
os hos dem; og de gjorde ſaa; men. hine havde overs
lagt, ikke at ville tage imod dem. Engang red nu Tho—
rer fra Melar ned til Skibet til Helge. Helge tog med
megen Glæde imod ham, og ſpurgde, hvad han vilde
kjobe. Thorer ſagde, at han behøvede Indkjob af Tom:
mer, fordi hans Huus var faa godt ſom nedfaldet.
Helge ſagde, at han vilde fælge ham faa. meget Tommer,
ſom han behøvede, naar han vilde give dem alle Per;

129

berge hos ſig. Han ſagde, at han ikke var i Stand
dertil, emen“, tilføjede han, „Varer fattes mig ikke til
at give derfor; J holdes heller ikke for at være venne—
ſelle.“ Saaledes undſkyldte han fig fra at tage imod
dem. Helge ſagde: «Særdeles fraſtodende viſe Folk fig
her imod os, og venter jeg dog, at du ikke vil nægte os
ganſke al Biſtand, om du end ikke vil give os Herberge.“
Thorer ſagde, at Grunden var, at de vare ſaa lidet yndede.
Helge ſvarede, at han ſkulde raade for Vilkaarene, om
han vilde tage imod dem; emen i andet Fald er det uviſt,
om du farer Vejen to Gange.“ Og da det var kommet
faa: vidt, ſagde Thorer: „Efterſom du trænger faa mes
get paa mig med dette Forlangende, da ſkal du fværge
Ed for eder alle efter vore Love, at J ikke ville gjøre
noget Menneſke Overlaft i Vinter, heller ikke ove noget, ſom
ſtrider mod Loven, enten mod mig eller andre, enten
mod mine Tyende eller Naboer; jeg vil da give eder
Huusly, men J ſtkulle fode eder ſelv.“ Helge ſagde:
„Du ſkal raade.“ Siden droge de did, og ſpiſte og ſov
ene i et Huus. Dette. blev ikke Thorer vel optaget af
Herredsfolkene, ſom fandt, at det var ubeſindig handlet
af ham. Da de havde været der en Tid, kom Skibs—
foreren og Thorers Datter ofte ſammen, og det gik hedt
til imellem dem med Kjertegn og Kysſen, og Helge bar
fig ad, ſom det ſkulde faa: vere. Thorer ſagde: „Jeg
onſker, Helge! at du holder dit Løfte til mig, og ikke
tilføjer mig nogen Skam eller Vanere; lad af at tale
med min Datter Helga, og hold din Ed, du har givet
mig!“ Helge ſagde, at hans og Helgas Kjerlighed ej
vilde ſnart tabe. fig: „Og det kan ingen Vanere vere
3. Bind. Ce In

dig,” føjede han til, «om jeg bejler til Kvinden efter den
her gjeldende Lovs Medfor, og med ſaadan Medgift,
ſom du ſelb ſynes.“ Og da det ſyntes Thorer uviſt, had
Boder han vilde kunne vente, tog han den Beſlutning,
at han giftede ſin Datter Helga til Slejta-Helge; deres
Bryllup holdtes tidlig om Vinteren, og fra den Tid til
føjede de ikke meget Folk Fornermelſer, naar n for⸗
urettede dem. 00
Romund ſtevnede Aman, 1

3. Det hændte fig om Vinteren, at der paa een
Gang bleve: fem Hopper borte fra Romund, hoilke alle
vare meget fede, og man gisnede forſkjelligt, hvor disſe
Hopper kunde være blevne af. Romunds Sonner ſagde,
at de troede, at nogen vel havde ſpiiſt dem, da man intet
ſpurgde til dem, og de vare faa tamme og lette at tage.
Romund ſagde: „Man har ſagt mig om disſe Oſt mend,
at de have ſtorre Kjod paa Bordet, end andre vide Rime—
lighed til, efter hvad de have kjobt, og der gaaer et ondt
Rygte om dem i alle Henſeender; nu ere der to Vilkaar
for Haanden, enten ikke at tale noget derom, og da vil
der ikke flyde noget Ondt deraf, eller at ſoge Erſtatning
for ſit og udſette fig for Folgerne. De ſagde, at dette
viſt var det bedſte, og det eneſte der var at gjøre, at un—
derſoge Sagen. Romund drog da til MidfjordSkegge,
ſom da boede paa Skeggeſted i Midfjord, og var Hov—
ding over Herrederne deromkring; ham ſpurgde han
til Raads, hvorledes han fulde bære fig ad. „Jeg har
ſpurgt,' fodrede Skegge, dat disſe ØR Mænd ere hadede
at give ſig i Lag med, men jeg vil love eder min Biſtand, i
hvad der kommer paa.“ Derneſt drog Romund igjen bort;
og fort efter dette, begav han fig med fine Sonner til

131

Melar. De vare ti i Folge; da de nermede fig Oſtmendene,
vare nogle af dem ude, og nogle gik ud, i det de rede til. De
hilſte hinanden kun kort. Derpaa ſagde Romund: „Det
er faa, Helge! at nogle Hopper ere blevne borte for mig,
og jeg har den Tro, at de maa vere komne herhen.“
„Ej have Folk for ſaaledes beſkyldt os,“ ſparede Helge,
og dette ſkal blive gjengjeldt eder med. faa ſtort Fjendſkab,
ſom vi formaage.“ Romund ſagde: „Det er Vikingers Skik,
at forſkaffe fig Gods ved Ran og Plyndringer, men det
er Tyves Skik, at fordolge det bagefter.“ Derpaa
ſpurgde han Thorer, om det var ſandt, og hvad han
vidſte dertil. Thorer ſagde, at han hverken vidſte,
om de vare ſkyldige eller uſkyldige heri. Romund ſagde,
at han forte fig uværdig op. Siden bod Romund fine
Mænd at ſtevne dem, og en Mand. blev beftemt til
at ſtevne enhver af dem. Derpaa bleve Stevningerne
udførte, og Oſtmendene vare ſpydige og opfarende, og
ſagde, at de vilde hævne det; dog (Fede ingen Overlaſt
paa dette Mode, thi efter ſaa forrettet Sag ſkiltes de.
Oſtmendenes Ferd.

4. Romund og hans Mænd: rede nu hjem, og
da de havde veret en føje Tid hjemme, ſagde Romund:
„Vi ville ſkaffe os tre Mend til, og lade vor Skandſe,
ſom er meget forfalden, iſtandſette; thi vi kunne vente,
at de ville udfore det Onde, ſom de lovede, og alt det
Fjendſkab, ſom de truede med, ville de viſt ikke lade fare.“
Derpaa ſendte de hele Sagen til Midfjord til Midfjord—
Skegge, hvorfra den kom til Althinget, og alle Oſtmeen⸗
dene bleve domfeldede for Heſtetyveri, men Romund og
hans Sonner forbleve hjemme, medens Thinget ſtod paa.
Oſtmendene gjorde fig da færdige til Afrejſe fra Melar,

72

182

og toge en venlig Afſked med Thorer. De agtede at
gjore deres Skib i Stand, og deres Vej faldt da forbi
Fagrabrekka. Romund og hans Sonner vare ude; da
ſagde Helge: „Det burde aldrig ſkee, at denne Skandſe
ſkulde komme eder til Gode, men mindſt ſkulde den være
eder til Hjælp, naar I meſt behøve det, og gjerne ons
ſkede jeg at ſee dig, Romund! og dine Sonner blodige!”
Romund ſagde: „Ej tvivle vi paa eders onde Henſigter,
men det vente vi, at nogle ville blive Hovedet kortere,
inden vi ere feldede til un Wenn ſkiltes de for⸗
den Gang.
—— imellem Romund og 9 Oſtmandene
Det hendte fig en Morgen, at der ſatte ſig
— paa Tagvinduet og ſkreg hojt. Romund fane
nn i . Seng, og kvad denne Viſe: |
| Ude jeg horer Blodets
Seortfarvede Fugl at
SGkkrige, Aadſel vekker
RNavnen, naar det dages; 573; '
Saa goel fordum Valens
SGS jog 1) mod Kempers Mode
Da, naar Stridens Forer
Stundede til ſin Bane.
og ene, kvad han:
Hojt den blodbeſprengte
ni . Kosfagt klukker, naar den
Modig kommer fra Havet,
| Kravende Føde aarle;
Slaa goel Aadſelgjogen )
94 — fra et .
10) Ornen.

133

Gammelt Træ, naar Vunders

Mjød at drikke den lyſted.
Noget efter rejſte Karlene ſig, og pasſede ikke paa at
lukke Doren til Skandſen i efter ſig. Den ſamme Mor:
gen kom Oſtmendene, tolv i Folge, fort efter; at Kar:
lene vare gaaede bort fra Skandſen.“ Da ſagde Helge:
„Nu treffer det vel, lad os nu gaae ind i Skandſen, og
huſte paa de forhaanende Ord og Gjerninger, og lad
dem aldeles ikke faa noget Gayn af Skandſen.“ Thor—
bjørn Thyna vaagnede ved deres Snakken, ſprang ſtrax
op, lob til den Dor, ſom var paa Skalen, og ſaae ud af
en Glug, ſom efter gammel Skik var ſkaaren paa Doren;
han kjendte da Oſtmendene, og fane,” at de vare komne
ind i Skandſen, og han gik da ind tilbage. Da ſagde
Romund: «Hoad er der, Frænde Thorbjorn ſvarede:
Jeg troer at Oſtmendene ere komne her i Skandſen med
Ufred, og agte at hævnede Ord, ſom vi talte til dem;
men jeg kan ikke vide, hvorledes de ere komne ind i
Skandſen.“ Romund ſprang op og ſagde: «Lad os da
op, og drive disſe Nedrige bort fra os; lad os indlægge
os et godt Ord, og viſe Mandighed!“ Han opmuntrede
da ſine Sonner og ligeſaa ſin Foſterſon Thorlejf, der da
var femten Aar gammel, ſom ogſaa lavede ſig til at
gage ud med de andre, men Kvinderne, ſagde, at han
var for ung, og at han vilde blive drebt, men at Romund
var for gammel til at ſorſvare ſig. Da kvad Romund
denne Viſe: | .

Forud beftemt mig Døden

For ej var, og ikke
End i Dag den er det,
Vi til Kamp os ruſte! bn

134

Ej jeg frygter, om Hildes

Farvede Baand *) end ſvinges,

Thi mit Liv til Kampferd

Viedes i min Ungdom.
Derpaa toge Frenderne alle fire deres Vaaben, Romund
Halte og Thorlejf, Thorbjørn Thyna og Halſtejn; de gik
ud af den Dor, ſom var paa Enden af Huſet ned
ad Tværtræet, og laaſede den Dor, ſom var paa Sides
væggen. Oſtmendene lob op paa Veggen 2), og ſkode
meget heftig paa dem, thi Helge var en meget ſtridbar
Mand, ſtor, ſterk og mandig; han var nu meget hidſig,
og de vare alle meget opbragte og barſke, og ſagde, at
Romund og hans Mænd fulde komme til at huſke dette,
og de ſkulde nu erindre Tyvsnavnet. Romund ſagde,
at de vilde have faaet nok at gjore, om de ſkulde have angre⸗
bet Skandſen; de vergede fig da ikke mindre med Skjolde
og Træftænger end med Vaaben, men Oſtmendene ans
grebe pan det heftigſte med Stene og Skud; hine forſva⸗
rede fig vel, ſkjent de ikke vare flere end fire; de kaſtede
ogſaa ſtore Stene ned, og uagtet Romund var gammel,
gik han vel frem, og uddeelte ſtore Hug, og med ſine
Sonners og Foſterſon Thorlejfs Hjælp fældede han fer
Oſtmeend, men i den ſamme Strid faldt ogſaa Romund
og hans Foſterſon Thorlejf. De øvrige Oſtmend trak
ſig alle ud af Skandſen, men Thorbjorn Thyna lob efter
dem, og jog alle dem, ſom vare tilbage, ud af Skand⸗
ſen. Men da Thorbjørn vilde lukke Doren til, ſkod

1) Krigsgudindens blodige Baand, d. e. Sverdet.

2) Den tykke Jordveg i de islandſke Huſe ſtaaer nemlig uden⸗
for Taget, faa at en Mand kan gage ovenpaa Veg⸗
gen langs med Taget.

135

Helge et Spyd mod ham, ſom traf ham paa Midten ;
han tog ſelv Spydet ud af Saaret, og ſendte det tilbage
til Oſtmendene, og det traf Helges Broder Jorund paa

eidten. Helge tog ham, op, ſaaſuart han faldt, ka—
ſtede ham paa ſin Ryg, og lob ud af Skandſen, og ham
fulgde alle hans fem Stalbrodre, ſom endnu levede.
Halſtejn lob efter dem, men de undflyede, indtil de kom
til en Bark, ſom er noget udenfor Fagrabrekka; derover
vilde Helge ſpringe med ſin Broder Jorund, men paabegge
Bredder vare der høje Bakker „og han var da udmattet,
og Jorund gled bag af hans Skuldre, og var da dod.
Helge vendte fig nu om, og i det ſamme naaede Hal—
fiejn ham, og hug Haanden af ham, og da undflyede
Oſtmeendene, men Halſtejn rorte ved Jorund, og mer—
kede, at han var dod, og derved kom hine bort;
da Halſtejn fane, det, vendte han tilbage, og han ſage
da, at hans Fader og Thorbjorn Thyna vare, dode. Thor—
lejf var ikke ganſke dod, og ham bar han ind. Kvoin—
derne ſpurgde, hvorledes det var gaaet; han ſagde, ſom
det var. Helge ſtak i Søen. ſamme Dag med fir Folge,
men de forliſte alle ud for Skridinsenne. Thorlejf blev
helbredet, og boede paa Fagrabrekka, og anſages for en
brav Mand; men Halſtejn drog ud af Landet, og kom
til Olaf Tryggveſon. Kongen forkyndte ham Troen, og
han var let beveget. Halſtejn blev da Kongens Mand,
og fulgde ham ſiden, og var en ſerdeles tapper Mand
og haardfor i Strid, og vel anſeet af Kong Olaf, og
der ſiges, at han er falden paa Ormen lauge, efter for;
ud at have udviiſt et mandigt Forſvar, og forhvervet fig
et erefuldt Rygte, og endes hermed Beretningen om ham.

Fortælling” —

Haldor Snorre ſ o n.

Hader „en Son af Herredsforſtanderen Snorre paa
Island, var hos Kong Harald Sigurdsſon, medens han
var udenlands og ſiden lenge efter at han var kommen
til Regjeringen i Norge, og han blev meget anſeet af
Kongen. Det hændte fig engang, at en Islender, ſom
hed Ejlif, var falden i Unaade hos Kong Harald, fordi
han havde dræbt een af Kongens Hofſinder, hvortil An:
ledningen ikke fortælles ; han bad Haldor tale hans Sag
for Kongen, og Haldor gjorde faa. Haldor var haard
og barſk i ſin Tale, men meget faatalende; han bad Kon:
gen om at give Ejlif Tilladelſe at forblive i Landet. Kon:
gen afflog det aldeles. Haldor var meget hidſig, ſom
Islenderne gjerne pleje at være, og kunde ikke finde fig
i, at han ikke fik det udvirket, ſom han bad om. Han
drog derpaa bort fra Harald, og Ejlif fulgde ham; de
kom til Gimſar til Ejnar Tamberffælver, og Haldor bad
ham at tage imod dem, og yde ham Biſtand. Ejnar
ſagde, at han vilde tage imod ham under den Betingelſe,
at Haldor ogſaa vilde blive hos ham. „Hvor viſer du
mig til Sede!“ ſpurgde Haldor. Ejnar bod ham at
fætte fig i Højfædet ligeover for ham. Ejnar var gift

137

med Bergljot, en Datter af Jarlen Hakon den Onde,
Sigurd Hlade⸗Jarls Son. Haldor gik ofte til Bergljot,
og fortalte hende mange Wventyr, ſom vare hendtes
udenlands paa hans og Kong Haralds Rejſer. Der var
da en ung Mand, ved Navn Kale, ſom var Ejnar nos
get beſlegtet; han var ſkadefro og noget avindſyg, ders
hos ſpodſk og fritalende; han var den Gang Ejnars Op—
varter, og havde tjent ham lenge. Kale var kunſtfer—
dig i at forarbejde Guld og Sølv, og blev derfor kaldt
Gyllingar-Kale. Han bagtalte mange for Ejnar, og
var overdreven i fine Udtryk baade i los og bunden Stil.
Han ſogte meget at forhaane Haldor, og bad andre at
gjøre Nidviſer om ham, men da han ingen kunde faage
dertil, begyndte han ſelv at gjore Skamdigte over ham.
Haldor fik det at vide, og en Dag gik han til Bergljots
Stue, og da han kom til Doren, horte han derinde me—
gen hojroſtet Tale; Kale og mange andre vare derinde,
og de fremſagde da for Ejnars Kone et Skamdigt, ſom
Kale havde fvædet om Haldor. Bergljot bad dem tie,
og ſagde faar „Det er en flet Gjerning at anfalde ube;
kjendte Mænd med Skamdigte og Forhaanelſe, og ville
Troldene trekke eder Tungen af Hovedet; Haldor er
mere prøvet ved tapper Daad end de fleſte andre i Nor—
rig.“ Kale ſagde: „Ej er jeg bange for denne Mor:
lender, ſkjont han bliver: meget agtet af dig; thi vi
have ſpurgt, at han blev fat i Fengſel ude i Grakland,
og faa der i Tvang uden Daad og intet formagende.“
Haldor kunde ikke finde ſig i denne Bebrejdelſe, og han
lob ind i Herberget mod Kale, og hug ham Banehug.
Da Bergljot fane det, bod hun, at Doren ſkulde vogtes,
ſaa at ingen ſkulde komme ud, inden hun tillod det.

138

Da ſagde Haldor: „Jeg vil bede dig, Huusmoder! at du
ſorger paa nogen Maade for mig, ſkjont jeg vel nu ikke
har fortjent det.“ Hun ſvarede: „Jeg har mange Frender
eller Nærbeflægtede, ſom ere Lehnsmend, og veed jeg
viſt, at, til hvem af dem jeg end ſender dig, vil han for
min Skyld tage imod dig,“ Haldor ſagde: „Sorg ſaa—
ledes for mig, at jeg ikke behover at holdes ſkjult hos
nogen ſom en Misdeder.“ Bergljot ſvarede: „Kun faa
Mend i Norrig, Kong Harald ſelv undtagen, vilde det
nytte at holde dig ſtjult for Ejnar, hvid han vil ſoge
efter dig, thi han vil blive underrettet om, hvor du kom—
mer hen; der er ogſaa et andet Raad, ſtkjont det ikke er
uden Fare.“ Hvilket er det?“ ſpurgde Haldor. Hun
ſvarede: „At du ſtrax gaaer ind i Stuen, fordi der nu
ere gangne dig to Forſeelſer over, den ene Drabet, den an⸗
den Bordforſommelſen, at du ikke kom til Bords med
andre Folk, thi nu ſidde Folk til Bords; du kan nu
gage ind for Ejnar, og ſige ham, hvad der er ſteet,
give dit Hoved i hans Haand og ſaaledes udvirke dig
Fred af ham; men vil han ikke tilſtaae dig den, faa
vilde det dog alligevel have været dig vanſkeligt at und⸗
flye ham.“ Derpaa gik Haldor ind for Ejnar, og ſagde:
„Ej har jeg ofte gjort mig ſktyldig i Bordforſommelſe,
nu er det dog ogſaa gaaet fan, at jeg ikke har veret daad—
los.“ Fortæller du mig min Frænde Kales Dod?“
ſagde Ejnar. Haldor ſoarede: „Den Sag maa jeg til—
fvare, og derfor vil jeg nu overgive mit Hoved i din
Haand, og gjor du, "hvad dig ſynes!“ „Dette Drab).
ſom er hændet dig,“ ſagde Einar, ger meget ſlemt, og du
har hugget mig ner, thi ingen andens Drab vilde jeg have
taget mig nærmere uden min Son Endrides.“ „De Tab

139

vare ulige?” føarede Haldor. Ejnar ſagde: „Kales Brødre
ville vænte fig Hæder af mig med Sagens Forfølgelfe
og Boder for Drabet; det er ogſaa upasſende for mig,
at jeg tager mig det, ſom om en Hund var dræbt for mig,
da Kale er fældet; og naar dette bliver tilborlig hævnet,
ville andre deſto mere afholdes fra at udøve ſaadan Ugjer—⸗
ning; men dog anſtaager det fig at folge min Foſterſon
Kong Magnus Olafsſons forſtandige Raad, for det
forſte at lade Vreden gage over, thi naar den er forbi,
ſynes man ofte, at andet havde været billigere, end det
der er ſkeet. Nu ſkal du Haldor! forſt overgive mig
dit Sverd, thi jeg vil have det.“ „Hoi behøver jeg at
afftane mine Vaaben,” ſpurgde Haldor. „Jeg vil have
dit Sværd,” ſagde Ejnar, «fordi jeg feer, at du, om
du paa nogen Maade bliver ſtraffet, vil forſvare dig til
det Yderſte, naar du har Vaaben at ſlaae fra dig med,
og man kan da ikke vere ſikker om, at det ikke vil gaae
flere, ſom det er gaaet Kale, og da vil jeg ikke blive
bedre fornøjet; det vil viſt ikke fejle, at, om du bliver
angreben, vil du fælde din Mand, om ikke flere, men
dog vil jeg tilſidſt overvinde dig. Gak nu forſt til Bords
med mig! og ſiden ſkal jeg beſtemme din Straf, men
ingen Fred lover jeg dig ret leenge.“ Haldor gjorde faa,
og ſpiſte og drak med Ejnar, ſom om han ingen Frygt
tærede; Sverdet gav han fra fig, og Ejnar tog imod
det. Haldors Venner bade ham at ſoge at komme bort,
om han kunde. Haldor ſvarede: Ej vil jeg hemmelig
undflye for Ejnar, da jeg har overgivet mig i hans Vold.“
Da Haldor var met, gik han for Ejnar, og ſpurgde,
hvad Beſtemmelſe han vilde tage i hans Sag. „Det
ſtal du ſiden fade at vide,“ ſvarede Ejnar. Da gik

140

Haldor bort, og fortalte Bergljot, hvorledes det ſtod
ſig. Hun ſvarede: „Ej frygter jeg, at Ejnar vil lade
dig dræbe, men derſom han vil forfølge dig til det Yderſte,
da lover jeg dig, at der ſtal hendes end ſterre Ting.“
Samme Dag ſtevnede Ejnar til et ſtort Thing; han ſtod
op paa Thinget, og talte ſaa: „Jeg vil nu forneje eder,
med at fortælle om, hvad der for lang Tid ſiden ſkede,
da jeg var paa Ormen lange med Kong Olaf Tryggveſon.“
Ejnars Fortælling.

2. Det var nu ſaa, at jeg tilligemed Holbein ,
Staller og Flesma⸗Bjorn havde faaet Plads paa Ormen
lange; jeg var da atten Aar gammel, og var optagen i Kem⸗
pernes Tal udenfor den faſtſatte Beſtemmelſe vi vare
ni, ſom undkom af Ormen, og om tre af os Stalbrodre
vil jeg fortælle noget. Efterat Kongen var forfounden
med det Lys, ſom ſkinnede over ham, ſprang vi over
Bord fra Ormen, og de danſke, Kong Spends Mænd,
grebe os, og bragde os for Kongen; han forte os til Jyl⸗
land, hvor vi bleve forte i Land, fatte paa en Treſtamme,
og fjædrede. Han, ſom vogtede os, vilde fælge os ſom Trel⸗
le, og truede os med voldſom Behandling og Lemleſtelſe,
om vi ikke vilde lade os kue i Treldom; og i den Skob fade
vi i tre Dage, Men den, ſom pasſede os, lod Folk ſam⸗
menkalde til et Mode, og der kom en Mengde Menneſker;
og paa denne Forſamling fad en ſtor Mand, kledt ſom
en Munk i en blaa Kofte med en Maſke for Anſigtet.
Denne Mand gik til os Stalbrodre, og ſagde til vor
Vogter: Bil du fælge mig denne gamle Træt?” Hvad
vil du,” fagde han, emed den gamle Trel, ſom er udue—
lig til Arbejde.“ Den maſkerede Mand ſvarede: Han
vil da være letteſt Kjob af alle Trellene?“ „Ja!“ ſagde

141

vor Vogter, chan ſkal viſt være letteſt Kiob.“ „Beſtem
da Priſen paa ham!“ ſagde hin. Vogteren vurderede
ham til tolv Orer Sølv. „Dyr tykkes mig Trellen da,“
ſagde den anden, Lefterſom jeg feer, at han er meget
gammel, og kun lidet duelig til Arbeide; det er heller
ikke uſandſynligt, at han kun har kort Tid at leve i;
jeg vil give dig en Mark Solv for ham, om du vil ſelge
ham derfor.” Derpaa gik den maſkerede Mand til mig
(ſagde Ejnar), og ſpurgde, hvo der havde kjobt mig.
„Jeg har endnu ikke ſolgt ham,“ ſagde Vogteren, emen
dog agter jeg det.“ „Hor dyr holder du ham?“ ſpurgde
hin. (Meget dyr vil han tykkes dig,“ ſagde Vogteren,
akjob ham for tre Mark Solv, om dig ſynes!“ Meget
dyr holder du ham da,“ ſagde hin, emen jeg troer, at
hans Frænder og Venner gjerne vilde kjobe ham for
denne Priis, naar han var i fit Land.“ „Jeg vidſte
det,” ſagde Vogteren, gat J ikke vilde kjobe ham faa dyrt,
ſom jeg vurderede ham.“ Siden drog den koftekledte
Mand bort, og gik vidt omkring paa Torvet, og bod
paa adſkillige koſtbare Sager, og da han ikke fik noget
kjobt, gik han tilbage til os, ſaa ſigende: Nu var jeg
omkring paa Torvet, og da der var intet, jeg ſtjottede
om at kjobe, kom jeg atter hid; jeg vil kjobe den Trel,
ſom jeg for talte om, thi jeg fer, at, faa ſtor og ſteerk
ſom han er, vil han ikke kunne udrette faa lidet, om
han vil gjøre Gavn; og de ere dygtige Karle, om de
ville lade fig lære, derfor ſynes det mig bedſt at kjobe
dem alle.“ Vor Vogter ſvarede: „Du behøver mange
Trelle, om du ene kjober tre.“ „Det ſkal du dog vide,“
ſagde hin, gat jeg har for haft faa mange Karle.“ Kol—
bein blev vurderet for to Mark. „Dyre ere Trellene,“

142

ſagde den koftekledte Mand, og jeg veed ej nøje, hvad
jeg faner for mine Penge; om de kunne arbejde efter deres
Priis.“ Han kaſtede da Solvet i hans Kjoleſkjod, og
ſagde: „Det ſkal du nu have for din Regning, og ven⸗
ter jeg, at dette ikke er mindre, end du forlaugte, og
ſiden lod han os loſe, og da ſyntes det os, at vore Kaar
bleve bedre. Den maſkerede Mand gik da bort i Sko⸗
ven, og bad os folge ſig, og da vi kom til en aaben Plads
i Skoven, ſpurgde jeg ham om hans Ravn. Han ſva⸗
rede: „Det kommer dig ikke ved at vide mit Ravn, men
det kan jeg ſige dig, at jeg har ſeet dig og eder alle en⸗
gang for.“ „Jeg onſkede dog at vide,“ ſagde Ejnar,
«hvis Trel jeg da ſkal vœere; eller om du vil give os Frihed,
da onſkede vi ogſaa at vide, hvo vi havde at takke derfor,”
„Ej faaer du i Dag at vide, hvad jeg hedder,“ ſparede hin.
Da fvarede jeg,“ ſagde Ejnar, det har dog for været,
at jeg og andre to med mig have kunnet raade med
en Mand, føjønt de Danſke ikke troe det.“ Den kof⸗
tekleedte Mand ſvarede, i det han trak Hetten lidt op:
„Det kan vel være, at jeg ikke bringer eder i Treldom,
men paa den anden Side vil jeg i ingen Henſeende lade mig
tvinge til noget af eder, ſkjont J ere tre og jeg een.
Her er nu en Vej, ad hyvilken jeg vil viſe eder, at J
kunne komme til et Skib, ſom tilhører Nordmend; de ville
tage mod eder og fore eder til Norrig; men du, Bjorn!“
ſagde han, aſkift du dine Ejendomme, og bortgiv dem
ſaaledes, ſom du troer det bedſt for din Sjel, thi du
vil ikke leve en halv Maaned efter din Hjemkomſt til din
Gaard; men du, Kolbejn! vil komme hjem til Oplandene,
og vil holdes for en merkelig Mand, hvor du kommer;
men du, Ejnar!“ ſagde han, «vil blive den ſtorſte og

143

teldfte af eder, og. overgang de flefterMænd i Nor—
rig i mange Henſeender; du vil ogſaa fane Bergljot,
Hakon Jarls Datter, og du ſkal boe paa Gimſar, og
beholde din Værdighed til din Dodsdag, og af dig allene
vil jeg have Gjengjeld for at have givet dig Liv og Fri—
hed; thi dig ene troer jeg det meſt magtpaaliggende, at
du ikke bliver Trel.“ „Jeg ſvparede, at det var vanſke—
ligere at gjengjelde det, naar jeg ikke vidſte, til hvem
jeg havde at gjengjelde, eller paa hvad Maade.“ Han
ſvarede: „Paa den Maade ſkal du gjengjelde det, at, om
noget Menneſke gjør dig faa meget imod, at du endelig
vil have, at han ſkal miſte Livet, og du har ham i din
Magt, da ſkal du lige faa vel give ham Frihed, ſom jeg
nu giver dig, og det vil vere dig let, thi faa ville gjore
dig imod formedelſt din Magt og Venneſalhed.“ Og
efter ſaaledes at have talt, løftede den koftekledte Mand
Maſfken fra Anſigtet af fig, og ſagde: „Hvad troe J,
hvo ride her igjennem Skoven og agte at gribe os?“
„Men vi vendte os alle om, og vilde ſee derefter, men
da vi fane tilbage, var den maſkerede Mand borte, og
ſiden ſaae vi ham aldrig; men denne Mand kjendte vi
alle noje, at det var Kong Olaf Tryggveſon; thi ſtrax
da han forſte Gang løftede Koftehetten op, kjendte jeg
ham noje, men ſiden, da han loftede Maſken op, og viſte
os ſit Anſigt, kjendte vi ham alle, og talte da indbyrdes
om, at vi havde baaret os meget uforſtandig ad, at vi ikke
havde holdt ham faſt med Hænderne, men det nyttede
os da ikke at bebrejde os ſelv, hvad ſkeet var. Siden
gik vi ad den Sti til Søen, ſom han anviſte os, og traf
der det norſke Skib; og alt gik, ligeſom han havde for—
üudſagt os om vor Levetid,” Nu er jeg ſkyldig,“ ſagde

144

Ejnar, gat gjore det, ſom Kong Olaf bad mig, og intet
finder jeg ſandſynligere, Haldor! end at han maa have
bedet for dig, thi du er nu i min Vold.“ Forend Ejnar
havde fluttet fin Fortælling, var hans Kone Bergljot
kommen paa Thinget med en Mengde Folk i den Agt at
ſlaages med Ejnar og befrie Haldor, om han ikke vilde
give ham Fred. Siden bodede Ejnar for Kales Drab
til dennes Frender, og holdt beſtandig ſiden Venſkab
med Haldor. Men Haldor ſendte Ejlif ud til Island,
efter forud at have forligt ham med Kong Harald; liger
ledes udvirkede han fig ſelb Forlig med ham, og Haldor
var hos Kongen lang Tid derefter. Ejlifs Brode, hvor—
for han havde paadraget ſig Kong Haralds Vrede, beſtod
i, at han havde dræbt een af Kongens Hofſinder.

Her fortælles om Biſkop Sigurd.

3. Den hæderlige og vel berømte Kriſtendomsle—
rer Gunlaug Munk paa Thingore har paa fyndig Latin
ſtrevet og berettet mange og merkverdige Ting om den
berømte Herre, Kong Olaf Tryggveſon; han har med me⸗
gen Kyndighed berettet om, hvorledes Kongen er kommen
bort med Livet fra Slaget ved Svolder, det ſidſte han
holdt. Broder Gunlaug ſiger, at han blot har ſkrevet,
hvad han har hort af troværdige Mænd, og at han i Ser
deleshed har ſamlet, hvad han har fundet i Preſten Are
den Kyndiges Bøger, men efterat have ſluttet Beretnin—
gen om Slaget ud for Svolder, gaaer Broder Gunlaug
Munk ovoer til at tale om Kong Olafs Hofbiſkop, ſom
hed Sigurd, hvorom nu med Guds Tilladelſe noget ſkal
fortælles. Meget pasſende er det, ſiger Broder Gunlaug,
at ſammenſkrive denne Fortælling om den apoſtoliſke Her—
res, fornævnte Hofbiſkops hellige Levnet og faſte Sinde⸗

145

lag, at vi kunne vide, med hviler Endeligt hans Livs⸗
timer ere ſoundne; thi han var Kongens fornemſte Un
derſtotter til vor Salighed, hvorved han ſynes os at være
bleven alle Nordmends Apoſtel; thi denne berømmelige
Herre, Kong Olaf, har forſt indført den ſande Tro med
Biſkoppens Biſtand, og ſiden beſtyrket og haandthevet
Kriſtendommen med kongeligt Velde, baade med hellige
og frelſende Ord og Opmuntringer. Af hvad Oprindelſe
og LEt, eller af hvad Folk Biſtop Sigurd har været, er
os ikke bekjendt, heller ikke, i hvilken Skole han har leert
eller paa hvad Tid han er kommen til Kongen; men af
troberdige Mænds Beretning kunne vi ſikkert ſkjonne, at
han har baade været kraftig og myndig i fit biſpelige Em:
bede. Efter hans og Kong Olaf Tryggveſons Skils:
misſe, begav Biſkop Sigurd fig til Sverrig paa den da:
værende Konge, Olaf Eriksſons Bon, med den Overs
eenskomſt, at Biſkoppen ſkulde have ſikkert Lejde til at
drage over hele Sverrig at predike Guds Evangelium
for at omvende det arme Folk, ſom der i lang Tid havde
tjent ufornuftige og afſkyelige Afguder. Biſkop Sigurd
blev meget glad ved dette Hværv, thi ofte bedrovede ham
den ſtore Sorg, ſom han hapde fadet ved fin ypperlige
Herre Kong Olaf Tryggveſons Fraverelſe, og paa den
anden Side blev han ved den Helligaands Indblesning
meget begjerlig efter at gjøre Gud faa megen Hæder, ſom
han formaaede ved at lindre de hedenſke Folks Tilſtand
og viſe dem pan bedre Vej; og han havde; ſom Gun:
laug ſiger, givet den ſvenſke Konge Olaf og en Mængde
andre, ſom havde ſtredet mod Kong Olaf Tryggveſon,
den hellige Daab. Siden predikede Biſkop Sigurd de
3. Bind. K

146

to næfte, Aar Guds Ord. Biſkoppen kriſtnede da alt
Folket, tilintetgjorde det forbandede Offerſkab, udbredte
Kriſtendommen med hellig Daab, og opmuntrede med al
Iver Kongen til at beſtyrke Guds Tjeneſte.

Biſkop Sigurds Pradiken for de Svenſte⸗

4. J det tredie Aar denne Kriſtendommens fafte:
Stotte, Biſkop Sigurd, omvendte Folk til den ſande
Tro, rejſte ſig mange og mægtige Mænd imod ham med
megen, Voldſomhed og uhort Ondſkab; nogle traadte den
antagne Tro under Fodder, men andre gjorde den aaben⸗
bar Modſtand ved fjendſke Efterſtrebelſer mod Biſkoppen;
da det blev ham bekjendt, begav han ſig til det Sted,
ſom hedder Sigtun, paa hvilket Sted der var ſammen⸗
kommen en ſtor Mengde af megtige Mend, ſom forka⸗
ſtede den ſande Tro og hellige Daab. Paa en anſeelig
Højtid udforte nu fornævnte Herr Biſkop den hellige
Mesſe i en anſeelig Hald, og begyndte da med en ſkjon
Prediken at lære den omkringſtaaende forſamlede Mængde”
de kriſtelige Lerdomme: „Horer mig!“ ſagde han, J
den hellige Kriſtendoms Modſtandere og den ſande Troes
Nedbrydere, J, ſom med Sandhed fortjene at kaldes
Gudsforagtere! J de ſidſte tre Aar har jeg med megen
Auberge arb paa eders nen —
Ae — — Frelſer geſum Chriſum,
men forlade Ondſkab og Vildfarelſe; J vide ogſaa, at
jeg, forſte Gang jeg var her, dobte ved Guds Styrelſe
til den kriſtelige Tro eders Konge, ſom jeg troer er ved
Guds Miffundhed bleven en god Mand; fam dobte jeg
ogſag en ſtor Mængde af andre Folk; men næfte Aar

147

derefter bleve mange af eder udkaarede Sonner af det
evige Liv efter en lang og indgroet Vildfarelſe i den he—
denſke Daarſkab; for fort Tid ſiden vare J ufornuftige
og de verſte Kjettere, ikke endnu gjenfodte ved Vand
og den Helligaand, eller den hellige Kriſtendoms frie Fo:
ſterſonner. Nu kan jeg ſige eder en underlig Ting, at
den Guds Gjerning, da han gjorde alle Ting af intet,
var mindre end at gjore gode og hellige Menneſker af
onde Kſettere; men det gjør vor Herre Jeſus Chriſtus,
naar han kalder ſyndige Menneſker, ſom ville lade ſig
viſe paa den rette Vej, til ſand Anger og Baade. Dog!
ſtjont jeg foreſtiller eder faa ſtore Ting og andre deslige
af vor Herres Jeſu Chriſti gode Villie og overvettes Vielde;
aner jeg, at min Lerdom vil blive meget ufrugtbar
for eders Sind, thi en ſtor Mengde af eder har ilde og
umandig fornegtet den antagne Tro og vor Herres Villie,
ſom jeg her grundfeſtede i de ſidſte tre Aar. Nu ſkulle
J vide, at jeg formedelſt eders Overtredelſer og Guds;
foragt ofte betynges af Bekymring i Sindet; ofte min:
des jeg den ſtore Sorg, ſom ſaa ganſke betog mig,
at jeg ſaae min ſodeſte Ven og nabnkundige Herre Kong
Olaf Tryggveſon fra alle Sider at treenges af eders Vaa⸗
ben og at drages bort fra alles Øjne," hvem J nu troe
at være Død), men tværtimod eders Formodning ſiger jeg,
at han virkelig lever, han, ſom jeg tilſtaaer, at jeg har elſket
hojeſt i dette Liv; men meget mere bedrober mig det, at J
afflaae eders egen Salighed og frivilligen bekjende eder
til de Afguder og Gudinder, ſom jeg med megen Moje
vendte eder fra; og efterat jeg har gjort det, agte I
at gjore mig Modſtand og endogſaa dræbe mig, om J
sk *

148

kunne, og behandle mig paa ſamme Magde, ſom J for
ikke længe ſiden behandlede Guds Tjenere, ſom J myr—
dede paa det Sted, ſom hedder Vegsis; de ere nu komne
til Hvile og deres Mander fryde fig hos Jeſum Chriſtum
formedelſt deres Martyrdod. Ej bekymres jeg af Frygt
eller Trudsler, men allene for eders Nodtorft, thi jeg frygs
ter, at jeg ſynder formedelſt eders uhorte Daarſkab;
men ſandelig ſiger jeg med fuldkommen Tryghed, at jeg
paa ingen Maade er mindre beredt til Strid og aandelig
Fremgang end nogen af eder, ſtjont jeg ikke bærer verds
lige Vaaben hos mig, men i det Sted beſkytter mig med
hellige og frelſende Stridsvaaben. Nu vil jeg viſe eder,
med hvilken Ruſtning jeg er prydet og beſkyttet og ved
Guds Beſtemmelſe grundfeſtet; prydet er jeg med Bispe⸗
huen og Mesſeſkjorten, Kaaben og Linnedet, Mes ſehage;
len, Haandkledet og med Biſpeſtaven; disſe og deslige
Mes ſeklader bemerke det ſterke Haab; ſom beſkytter mig
baade i Medgang og Modgang; jeg prydes. ogſaa daglig
med Sjels og Legems Reenhed, medens jeg lever blandt
Menneſter, hvilet, betegnes. ved Mesſeſkjorten; Kaabens
Henſt igt forklares let og født af dem, ſom elſke Gud; en
novervindelig Tro beſtyrker mig ogſaa ſtadigen, den bes
merker Linnedet; fremfor disſe Guds Gaver og alle am
dre er Guds Kjærlighed „ ſom overgaaer alle timelige
Ting, hoilket Hagelen haver at betegne; men Bispeſtaven
bemerrker de guddommelige Ords aandelige Sadekorn, ved
hvilke onde Menneffer omvendes fra onde Gjerninger til
inderlig Gudsfrygt, ſaa at de ſiden blive ydmyge og bes
ſkedne og ſtikkede til den evige Naade; men grumme Guds⸗
foragtere og ſaadanne overmodige Menneſker, ſom J For:
vorpne viſe eder at være, ſkulle eſter Doden vorde forbandede

149

ved Guds ſkrœkkelige Ord og udſtodte i det yderſte Morke,
hvor der er Froſt og Tenders Gnidſel. Afſtaaer da nu fra
ſaadan Udaad, og vender alle ſom een igjen tilbage med inder;
lig Kjærlighed til eders Skaber, og lægger alle eders Synder
under Guds Dom, thi af ſin mangfoldige Barmhjertig⸗
hed vil han igjen tilſtage eder fin fuldkomne Naade ſamt
gjore eder ſaa loſte og frie fra det Onde, ſom da J kom
op af Daabens Bad; og ved de Ting, ſom jeg nu har
opregnet for eder, viſte jeg eder ſandt Haab om den evige
Salighed med alle de Ting, ſom jeg nu har fremſtillet om
vor Herre, alle Verdeners mægtige Konning, Jeſum Chri—
ſtum.“ Efter ſaaledes at have talt, gik fornconte Herre,
Biſkop Sigurd, ud af Hallen paa en vild Slette efter
Mesſens Slutning, og med ham fulgde andre, ſom havde
faaet hos ham; og da Mængden var gaaet bort, og
Biſkop Sigurd var gaaet i fir Herberge, gik en Islen⸗
der, ved Navn Hunrod, en Son af Ulfred den Gamle,
ind til ham; denne Hunrod takkede Herr Biſkoppen for
hans Prediken for Folket om Dagen; men da Herr Bi—
ſkoppen merkede denne Mands fuldkomne Velvillie, og
at han havde fæftet fig i Minde og taget til Hjærte det,
ſom han havde talt, tog han meget hæderlig imod Hun:
rod, og fpurgde, hvad han agtede at tage fig for. Hun:
rod foarede: „Jeg vil, om det gaaer, ſom jeg agter, fejle
i Oſtervegen 37 han bad da med Ydmyghed Biſkoppen at
ſige ham, om han af Himmellegemernes Gang ſkulde ud—
forſke fin Skjeebne, ſom kloge Mænd havde gjort for ham.
Biſkoppen ſoarede: „Min føde Son! far ikke med He;
denſkab eller Trolddom, men overgiv alle dine Forhaab—
ninger i Guds Haand, og om du forhverver dig Berom—
melſe eller Formue, tak da Gud derfor, thi han gav dig

150

det, og derved ſkal du viſe dig taknemmelig derfor, at du
frem for alt holder den hellige, Tro, ſom jeg har lert
dig, thi den er helligere end alſkens ſtore Rigdomme.“
Da ſpurgde Hunrod Biſkop Sigurd, hvor mange Penge
han ejede, om han kunde fage noget. Laan af ham ſig til
Held og Lykke. Herr Biſkoppen ſagde: „Ej veed jeg,
at jeg ejer nogen Rigdom uden en Guldring, ſom Kong
Olaf Tryggveſon, min føde, ppperlige og elſtede Herre,
gav mig, og det veed Gud, at denne Ring er mig ſaa
farlig ſom den hvasſeſte Hugorm, og gjerne vilde jeg
herefter forhverve Gud nogle Menneſkers Sjæle med denne
Ring, iſtedenfor ved dens Bevogtning at gjøre mig ſelv
Skade paa min Sjæl ;” og noget. efterat Herr Biſkoppen
og Hunrod havde. ſkiltes, ſpurgde Hunrod, at denne
Ring var deelt i tre Stpkker og given til mange fangne
Kriſtnes Udlosning. Saa er ſagt og forhen ſkrevet, at
efter Slaget ved Solder drog Biſkop Sigurd til Sver⸗
rig, og opholdt fig der lenge; og medens han var der,
horte han de Svenſke ofte tale om, at Kong Olaf Tryg⸗
gvefon var ſprungen over Borde fra Ormen, og var ſun⸗
ken ned i Vandet med fine Vaaben, og hapde der ladet
ſit Liv; og da han horte Folk tale ſligt, ſpurgde han
dem; „Siger mig! hvis Kong Olaf Tryggveſon, ſom J
troe, er død i Vandet, hvorledes, fees. da den ſamme
Brynje, ſom han hapde pag i Slaget, at være ophængt
i en ſtor Kirke i Jeruſalem, ſom der er almindelig; ben.
kjendt? eller hvorledes kan da hans Spyd og Hjcelm,
ſom virkelig er Tilfældet, være ſete i Antiochia? Hvo have
vel fort disſe Ting til et faa fjcrnt Land, hvis de ere
ſunkne der, ſom J ſige?“ De ſvarede ſaa paa hans Tale;
ach vis du med Sikkerhed veed, at Kong Olaf er kommen

151

bort med Livet fra Slaget, da ſande du det med For—
nuftgrunde, faa at vi kunne troe det;“ og da de havde
ſagt dette, taug Biſkoppen en Stund, ikke fordi han ikke
havde gode Grunde at ſvare med paa de Ting, hvorom
han var ſpurgt, men ſnarere fordi han ikke vilde lægge
denne Guds 20 ddelſteen, oftnevonte Kong Olaf, ſom var
ſtjult i Munkedragt, for Soiin efter Jeſu Chriſti Ord,
ſom han talte: „Vogter eder, ikke at lægge 2 delſtene
for Sviin;“' og derfor ſagde Biſkoppen faa: „Kong Olaf
vilde heller, efter ſin egen Indſigt, uafladelig tjene een
og ſand Gud end lengere afſtedkomme uretferdige Men:
neſkers Fald, da han ſaae, at han ikke kunde gavne dem.
Biſkop Sigurds Endeligt.

5. Om Biſkop Sigurd findes fremdeles ſkrevet,
at, da han blev gammel, drog han til Staden Vernd,
og der tjente han Gud i lang Tid. "Det fortælles,
at mange Munke have veret jordede i den Stad. Da
Biſkoppen eldedes meget og ſvekkedes paa Legemet, ſogte
han at pleje ſig i Ro, ſom pasſede ſig for en gammel
Mand, og paa en Langfredag hændte det fig, at han (od
fig gjøre Bad, og i det han badede fig, kom der en Roſt
oppe over ham, ſaa talende:, Hoi drifter du dig til, Mand!
at ſoge Vederkvegelſe for dit jammerlige Legeme paa den
Dag, da din Herre Jeſus Chriſtus blev naglet paa Kor:
ſet?” Disſe Ord betenkte Herr Viſkoppen at være ſagt
til hans Frelſe; han blev ſnart træt, og gik bort af Ba⸗
det, angrede det inderlig, og gjorde en aabenbar Skrif—
tegang for denne ſin Forſeelſe, ſom nu blev omtalt, og
for alt andet, ſom han havde gjort imod Gud. Fan
Dage derefter faldt Biſkop Sigurd i en ſmertefuld Syg;
dom, og gik ſaligen over fra dette timelige Liv ad den

152

almindelige Vej til den almægtige Gud, hvem der ſkee
re og Priis, een Gud i Treenighed til evig Tid, Amen.

6. Paa det ſamme Sted, hvor Biſkop Sigurd
døde, blev hans hæderlige Legeme jordet iſer af hans Klerke
og kriſtne Leegmend med megen Pragt og herligt Optog,
ſom det pas ſede for en anſeet Biſkop. Saa ſiger Bros
der Odd, ſom har ſammenſkrevet det meſte paa Latin
om Kong Olaf Tryggveſon, neſt efter Gunlaug, at Bi
ſkop Grimkel, ſom var hos den hellige Olaf Haraldsſon,
og befeſtede Kriſtendommen i Norge, var en Soſterſon
af den for omtalte Biſkop Sigurd; men Asgaut, ſom
var den tredie Biſkop i Throndhjem, var en Soſterſon
af Biſkop Grimkel; men Asgauts Soſterſonner vare Bis
ſkoy Jon, ſom var den fjerde Biſkop i Throndhjem, og
Ketil Kalf, ſom var gift med Gunhild, en Datter af
Sigurd Syr og Aſta Gudbrandsdatter; Kong Olaf den
Hellige og Gunhild vare altſaa Halvſoſkende paa møs
drene Side.

Om Gunlaug og Odd.

7. Brodrene Gunlaug og Odd ſige, at folgende
have fortalt dem det Meſte af hvad de ſiden have ſammen⸗
ſtrevet og berettet om Kong Olaf Tryggveſon, nemlig:
Geller Thorgilsſon, Asgrim Veſtlideſon, Bjarne Bergs,
thorsſon, Arngun Arnorsdatter, Herdis Dadedatter og
Thorgerde Thorſtejnsdatter, og ſiden ſiger Gunlaug, viſte
han Kong Hlafs Saga til Gisſur Halsſon, og bemeldte
Gisſur havde denne Bog hos ſig i to Aar; og da den
ſiden kom tilbage til Broder Gunlaug, rettede han den
felv, hvor Gisſur ſyntes, at den behøvede det. Forme⸗
delſt denne Guds inderlige Ven, Kong Olaf Tryggveſons

153

Velde og Fortjeneſte ere Norrigs Mænd lykſalige, og
ikke blot de, men ogſaa ligeſaavel de, ſom beboe Island
her og alle de Lande, ſom ligge under Norrig, da den
almægtige Gud gav disſe Lande en fan anſeelig Hæder
og Huſpalelſe, faa ophøjet og mægtig Styrke, faa langs
varig Hjælp og evig Priis og uendelig Bærdighed, faa
hæderlig Wre, at han kaarede ikke nogenſomhelſt af os
til Talsmand, men ham, ſom var den hojeſte i Norrigs
Rige. Han grundfeſtede den hellige Kriſtendom, og
fivæbte med al Godvillighed at lere os Guds Bud, og
ſaaledes indbyde os til evig fuldkommen Salighed; han
var vor Konge i ſin Styrelſe og Hojhed, men vor Biſkop
i fin Prediken, men kan ogſaa rettelig kaldes vor Kri—
ſtendoms Apoſtel i Norrig og Norrigs Underlande. Der—
for troe vi ogſaa med Sikkerhed, at denne Part af Eu—
ropa har formedelſt hans Forbon faaet en blomſtrende
Straale og faſt Hojde og en kraftig Mand til at opfore
den Bygning, ſom Kong Olaf Tryggveſon forud havde
ſkjont dannet og lykkelig grundlagt, ſom var Guds Re—
ligion og hans Lov og Retfærdighed; vi ere fuldkommen
ſalige ved den Glæde, ſom han gav os i denne Verden,
at Fjende vor Skaber Jeſum Chriſtum; derfor ſkulle vi
uafladelig takke den almægtige Gud, at han gav vore
Forældre og os alle en faa heldbringende Wand, ſom
Kong Olaf Tryggveſon var ved at kriſtne Regjeringen,
forherlige den hellige Kirke, indføre gode Sæder og
Love i Landet, med Kongernes Velde og Verdighed,
med Biſkoppernes Højhed, med Præſternes Hæder og
Kjobmendenes Driftighed. Alle disſe ere under den
velſignede Guds elſkede Vens, Kong Olaf Tryggveſons,

0 1 Abd eiungan neee
emos ie a ma mage 60
b ag sagens een
be age band da nee eee de
U e e eee eee 1 0
e sag een **
| — — — f
N „ 5 dg
171 2 n ee eee e eee een . så | 4 10
„ee so e Hade eee ene
ae mr r An gina 1 ol e ede
eee eee eee in gnoR, et nee e
it ant vad onto) eee ks 0.50 ng dune
lil r e ieee un Ho ne Weed
e en dato tnf ang uns 68 afin
e e, we : bg n 2d dee eee
din dg da n ee dee ane ee df j
mor „gun eee 4 20 31
eee a mene eee nic an
90 0 eee een 287177 1 * BR
e ug ee een i
ga ond eee nens dede dont ie ndn.
eee mider ee ABG er tydede e
neee ee e ee ude TI. Son

ThorftejnBæjarmagns
Rn JL g.

J den Tid, da Jarlen Hakon Sigurdsſon herſkede over
Norge, boede i Guledal en Bonde, ſom hed Brynjulf med
Tilnavn Ulfalde; han var Lehnsmand og en ſtor Kempe.
Hans Kone hed Dagny, og var en Datter af Jernſtegge
paa. Yrjar. De havde en Son, ſom hed Thorſtejn; han
var ſtor og ſterk, haardnakket og ubojelig mod enhver,
ſom han fik med at gjore. J Norge var ingen ham lig i
Storrelſe, og der fandtes. vanſtelig nogen Dor, ſom han
kunde med Lethed gage ind ad; derfor blev han faldt Bej⸗
armagn, det er Gaardkraft, da han ſyntes at være for
ſtor og ſtaerk for de fleſte Huſe. Da han var haard og
nomgengelig, gav hans Jader ham Skib og Mandſkab,
og Thorſtein var da vexelviis paa Krigstoge eller paa
Handelsrejſer, og begge Dele gik godt af for ham. Paa
den Tid kom Kong Olaf Tryggveſon til Regjeringen i
Norge, men Hakon Jarl. blev af ſin Trel Thormod Kark
ſtaaren ihjel. Thorſtejn Bejarmagn blev. Kong Olafs
Hofſinde; Kongen ſyntes, at han var en raſk Mand,
og gjorde meget af ham; Hofſinderne omgikkes ikke me⸗
get med ham, da de fandt ham ſtridig og egenſindig, og
Kongen brugte ham meſt til at lade ham drage i de Sen⸗

156

defærd, for hvilke andre undfloge fig, men ſtundum drog
han paa Handelgrejfer, at forhverve Kongen Koſtbarheder.
2. Engang laa Thorſtejn oſtenfor Balegardsſide,
og havde ikke Lejlighed til at fejle; han gik da en Mor:
gen op i Land, og da Solen var i Sydoſt, var 9 75 5
kommen paa en aaben Plads; der var en ſmuk oj, paa
hvilken han ſage en kullet Dreng, der ſagde: „Moder
min! ræk mig min Krogſtav og mine Uldhandſker ud,
thi jeg vil fare et Trolderidt; der er nu Højtid i Under—
verdenen,” Der blep da kaſtet en Krogſtav, der ſaae ud
ſom en Ildrage, ud af Hojen; han ſteg paa Staven, trat
Handſkerne paa fig, og foer afſted, ſom Born pleje
at gjøre. Thorſtejn gik op paa Højen, og fagde de famme
Ord ſom Drengen, og ſtrax blev en Stav og Handſker
kaſtede ud, og dette ſagt: „Hvo tager nu imod?“ Bjalfe,
Son din,“ ſagde Thorſtejn; derneſt ſteg han paa Sta⸗
ven, og red efter ſamme Vej, ſom Drengen havde taget.
De kom til en Elb, og ſtyrtede fig ned i den, og da fane
det ud, ſom de vadede i Rog. Omſider klaredes det for
deres Øjne, og de naaede til det Sted, hvor Floden uds
ſprang af Klipperne. Thorſtejn ſaae da en ſtor Bygd og
en ſtor Borg; de droge til Borgen, og der ſade Folk til
Bords. De gik ind i Hallen, ſom var fuld af Folk;
der blev ikke drukket uden af Selokar. Et flirkantet
Bord ſtod paa Gulvet ; alt lnede af Guld, og der blev ikke
drukket uden Viin. Thorſtejn ſyntes at bemerke, at intet
Menneſke fane dem; hans Kammerat gik langs med Vor⸗
dene, og greb alt, had der faldt ned. Kongen og Dronnin⸗
gen fade der i Højfædet, og megen Munterhed herſkede i
Hallen. Thorſtejn ſaae nu, at en Mand kom ind i Hallen,
og hilſte paa Kongen, og ſagde, at han var ſendt ude

157

fra Indieland fra det Field, ſom hedder Lukanus, fra
den Jarl, ſom raadede der over, og ſagde Kongen, at
han horde til Hyllefolket. Han bragde ham derpaa en
Guldring; Kongen ſyntes aldrig at have ſeet bedre Ring,
og den gik omkring i Hallen til Skue, og alle berommede
den; den var til at ſkille ad paa ſire Steder. Thorſtejn
fane ogſaa en anden Koſtbarhed, ſom han ſyntes meget
om; det var en Dug, ſom laa paa Kongens Bord; den
havde forgyldte Kanter, og de tolv bedſte 2delſtene vare
fœſtede i den. Denne Dug havpde Thorſtejn Lyſt til at
eje, han fik da i Sinde at ſette ſin Lid til Kongens
Lykke, og prove paa, om han kunde fane Ringen. Og
da Thorſtejn ſaae, at Kongen agtede at træffe Ringen
paa ſin Haand, greb han Ringen fra ham, og med den
anden Haand tog han Dugen, ſaa at al Maden ſpiltes;
Thorſtejn lob derpaa til Doren, men hans Krogſtav blev
efter ham i Hallen. Folkene ſprang nu op, og lob ud,
og da de ſaae, hvor Thorſtejn foer, ſtevnede de efter ham.
Han ſaae nu, at de vilde kunne nage ham; da ſagde
han: „Om du er ſaa god, Kong Olaf! ſom jeg ſtoler
meget paa dig, yd mig da din Biſtand!“ Men ſaa raſk
var Thorſtejn til Fods, at de nagede ham ikke, forend
han kom til Floden, da ſtandſede han i Lobet. De ſloge
da en Kreds om ham, men Thorſtejn vergede ſig vel,
og drebte utallige mange, inden hans Ledſager kom og
bragde ham Staven, og de ſtyrtede ſig da ſtrax i Elven.
De kom tilbage til den ſamme Hoj, ſom vi for omtalte,
da Solen var i Veſten. Drengen kaſtede da Staven ind
og tillige en Kledespoſe, ſom han havde, fyldt med lekker
Mad, og det ſamme gjorde Thorſtejin. Den ſkaldede
Dreng lob ind, men Thorſtejn ſtandſede ved Gluggen, og

158

fane da to Koinder, af hvilke den ene vevede en koſt⸗
bar Vœev, men den anden vuggede et Barn; denne ſagde:
Ovi tøver din Broder Bjalfe?“ „Ej har han fulgt mig
i Dag,“ ſagde han. vo har da faret med Krogſtaven?“
ſpurgde hun. „Det var Thorſtejn Bejarmagn, Kong
Olafs Hofſinde,“ ſagde han; chan bragde os i ſtor
Vaande, thi han tog med ſig fra Underverdenen ſaadanne
Ting, at der i Norrig ikke findes deres Lige, og vi vare
paa det nermeſte ved at være blevne dræbte, da han tar
frede Staven i deres Hænder, og de forfulgde ham til
Nedgangen til Elben; men da bragde jeg ham Staven;
og viſtnok er han en tapper Mand, thi ej veed jeg Tallet
paa dem, font han drebte.“ Nu lukkedes Højen igjen;
hvorpaa Thorſtejn drog til ſine Mend, og de ſejlede der⸗
fra til Norge. Thorſtejn traf Kong Olaf oſter i Vigen,
bragde ham Koſtbarhederne, og fortalte ham om ſine
Rejſer, ſom forekom Folk at vere meget merkelige. Kon⸗
gen bod, at der ſkulde gives Thorſtejn et fore Lehn, men
han ſagde, at han endnu vilde gjore en Rejſe a Oſter /
n e var nu hos Kongen om Vinteren. hi

Om Vaaren ruſtede Thorſtejn ſt Skib; han
— en Snekke og ſire og tyve Mand. Da han kom
til Jæmteland, laa han en Dag i Havn, og gik Land,
at fornoje ſig. Han kom til en aaben Plads, hvor der
var en ſtor Steen. Tat derved ſaae han en frygtelig
ſtyg Dværg, ſom hylede op i Vejret. Thorſtejn ſyntes,
at Kjeften aabnede fig lige ud til Brerne, og Ne ſen hang
ned over Kjeften. Thorſtejn ſpurgde, hvorfor han hy⸗
lede ſaa ſkrakkelig. „Du gode Mand!“ ſagde han,
amaa ikke undre dig derover, ſeer du ikke den ſtore Ørn;
ſom flyver der, den har taget min Son, og jeg troer,

159

at dette Uhyre er ſendt af Odin, men jeg briſter, om jeg
miſter Barnet.“ Thorſtejn ſkod efter Ørnen, og traf den
under Vingen; den faldt død ned, men Thorſtejn greb
Dvergebarnet i Luften, og bragde det til Faderen. Dver—
gen blev meget glad og ſagde: „Dig har jeg og min Son
at lonne for, at du har ſkjenket os Livet; vælg dig nu ſelb
Lon i Guld eller Solv.“ Helbred du forſt din Son!“
ſagde Thorſtejn, «jeg plejer ej at tage upasſende Skjenk
for min Daad.“ „Ej mindre ſkyldig er jeg til at lonne
dig, ſagde Dværgen; gej vil min Faareulds Skjorte
ſynes dig pasſende at byde, men du vil ikke blive tret
af Svømning, og ingen Saar vil du fane, naar du har
den inderſt paa Kroppen.“ Thorſtejn tog Skjorten paa,
og den pasſede ham godt, ſkjont den ſyntes ham temme—
lig lille til Dveergen. Han tog ogſaa en Soloring af fin
Pung, gas den til Thorſtejn, og bad ham gjemme den
vel, og ſagde, at han vilde aldrig komme i Mangel for
Penge, faa længe han havde Ringen. Derpaa tog han
en ſort Steen og gav til Thorſtejn med de Ord: „Naar
du ſkjuler den i din Haand, kan ingen fee dig.“ „Ej
har jeg flere Ting,“ ſagde han, ſom kunne være dig til
Gavn; en Flinteſteen vil jeg give dig til Moerſkab.“ Han
tog da Stenen af ſin Pung; med den fulgde en Staal—
braad; Stenen var trekantet, den var hvid i Midten,
og rod paa den ene Side med en guul Rand uden om.
Dværgen ſagde: „Derſom du pikker med Braaden paa
Stenen, hvor den er hvid, kommer der ſaa fort et Hagl⸗
vejr, at ingen tor ſee imod det; hvis du nu vil optee
denne Snee, da ſkal du pikke der, hvor Stenen er guul,
og da kommer der Soelſkin, ſaa at alt ſmelter; men hvis
du pikker derpaa, hvor Stenen er rod, da kommer der⸗

160

af Ild og Emmer med flyvende Gniſter, ſaa at ingen
kan fee derimod; du maa ogſaa kaſte, hvorhen du vil,
med Braaden og Stenen, og den kommer af ſig ſelv til—
bage i din Haand, ſaaſnart du kalder. Nu kan jeg ikke
lonne dig med flere Ting denneſinde. Thorſtejn takkede
ham for Gaverne, og drog derpaa til ſine Mend, og
han havde haft Nytte af fin Rejſe. De fik nu Bor,
og fejlede til Oſtervegen; der overfaldt dem Morke, og
de forvildedes paa Havet, ſaa at de ikke vidſte, hvor de
fore, og denne Forvildelſe vedvarede i en halb Maaned.

4. En Aften opdagede de endelig Land; de fas
ſtede da Ankere og laa der om Natten; om Morgenen var
det godt Vejr og fagert Soelſkin; de vare da komne ind
i en lang Fjord, hvor de ſaae fEjønne Fjeldlier og Skove.
Der var ingen inden Borde, ſom kjendte Landet; og de
ſaae intet levende Væſen, hverken Dyr eller Fugle. De
rejſte nu Telt oppe paa Land, og beredte det Fornodne.
Om Morgenen ſagde Thorſtejn til fine Mæend: „Jeg vil
underrette eder om min Beſlutning. J ſtulle vente her
pan mig i 6 Dage, da jeg agter at underſoge dette Land.“
De ſyntes at det var voveligt, og vilde drage med ham, men
Thorſtejn vilde ikke tilſtede det, men ſagde: „Hois jeg
ikke kommer tilbage inden ſyv Sole ere af Himlen, da
ſtulle J fejle hjem, og ſige Kong Olaf, at Skjebnen ikke
vilde tilſtede mig at komme tilbage.“ De gik da med
op i Skoven; hvorpaa han drog bort fra dem, og de
droge tilbage til Skibet, og gjorde efter Thorſtejns Bud
Om Thorſtejn er nu at fortælle, at han hele den Dag gik
heelt igjennem Skoven, uden at blive noget vaer, men
ved Dagens Helding kom han til en bred Vej, han fulgde
Vejen, til det aftnedes; da gik han bort af Vejen hen

161

til en ſtor Eg, i Hvilken han ſteg op; der var tilſtrek—
kelig Mads til at ligge paa, og der ſov han om Natten;
men da Solen kom op, horte han frærfe hule Dron og
Folks Stemme, og han ſaae da, Hvor der rede en
Mængde Mend; de vare to og tyve, de nærmede fig
ſnart og droge forbi; Thorſtejn undredes meget over de;
res Være; thi han havde aldrig ſeet faa ſtore Menneſker
for. Thorſtejn klædte fig derngſt paa, og een
forlob nu, til Solen var kommen i Sydoſt.

5. Thorſtejn fane nu tre Mænd ride, vel væbnede,
og ſaa ſtore, at han for aldrig havde feer deres Lige i
Storrelſe. Den ſtorſte red i Midten i guldſmykkede
Kleder paa en hvid Heſt, men de to andre rede paa graae
Heſte i rode Skarlagens Klader. Da de kom lige ud for
Træet, hvor Thorſtejn var, ſtandſede den fornemſte af dem,
og ſagde: „Hvad Levende er der i Egen?” Thorſtejn gik
da hen paa Vejen for dem, og hilſte dem, men de ſloge
en ſtor Latter op, og den fore Mand ſagde: „Sjelden
ſee vi ſaadanne Mend, hvad er dit Navn, og hvorfra er
du?“ Thorſtejn nævnte fig, og ſagde, at han ble faldt
Bejarmagn; amen min Slegt er i Norrig,“ ſagde han,
dog jeg er Kong Olafs Hofſinde.“ Den ſtore Mand
ſmiilte, og ſagde: „Da har man føjet meget om hans
Hofpragt, hvis han ikke har nogen drabeligere Mand;
jeg tykkes, at du heller burde hedde Bejarbarn end Bej—
armagn.“ „Lad noget folge i Navnefeſte!“ ſagde Thor:
ſtejn. Den ſtore Mand tog da en Guldfingerring, ſom
vejede tre Orer, og gav Thorſtejn den. Denne ſagde:
„Had er dit Navn, af hvad Stand er du, og ö hvilket

Land er jeg kommen?“ „Jeg hedder Godmund“ ſagde,

162

han, jeg raader over Gleſisval, hvorunder Riſeland lig⸗
ger; jeg er Kane Hale og disſe mine mem n
L Weng Thorſten es en * to bg tpbe
Mænd. forbi, og forte ikke et lidet Veſen.“ De ere
mine Svende, ſagde Godmund. Nermeſt herved lig⸗
ger et Land, ſom hedder Jotunhejm, hvorover der herſker
en Konge, ſom hedder Gejrrod; under bam ere vi ſkat⸗
ſkyldige. Min Fader hed Ulfhedin Troſte *), men bleo
faldt Godmund, ligeſom alle andre, der have Sede paa -
Gleſisval; min Fader drog til Gejrrodgaard, at over—
give Kongen Skatterne, og paa denne Reiſe fif han fin
Bane. Kongen har nu ſkikket mig Bud, at jeg ſkulde
drikke Arveol efter min Fader, og tage imod den ſamme Vær:
dighed, ſom han havde, men dog ere vi ilde tilfredſe med
at tjene Jotnerne.“ „Hvorſor rede eders Mænd bort?“
ſagde Thorſtejn. „Der er en ſtor Flod, ſom deler vort
Land, ſagde Godmund, aden hedder Hemra, og er faa dyb,
og har en ſaa rivende Strom, at ingen Heſte kunne vade
over den, uden de, ſom jeg og mine to Stalbrodre eje; hine
ſtulle ride oven om Flodens Udſpring, og vi ſkulle modes
igjen i Aften. Det vilde vere moerſomt at drage med eder,
ſagde denen udg feer: 50 ders vil gaae for fig.” 1
du er 8 Kriſten , 1 8 jeg ſelb inde for,“ e
Thorſtejin. „Ej onſter jeg, at der ved mig ſkulde gage
dig noget Ondt over, men hvis: Kong Olaf vil give os
ſin Lykke med, da vilde jeg ſette gode Forhaabninger til,
at du rejſer med.“ Thorſtejn ſagde, at han vilde love
for det. Godmund bad ham ſektte ſig bage op paa He⸗
1) Den Standhaftige.

163

ſten hos ham, og det gjorde han. De rede nu til Flo:
i den; der var et Huus, hvor de toge andre Kleder, og
kledte fig ſelb og deres Heſte; disſe Kleder var af den
Beſkaffenhed, at Vand ikke kunde trænge igjennem dem;
men Vandet var ſaa koldt, at der ſtrax gik Betendelſe
i, hvad der blev vaadt deraf. De rede nu over Floden,
Heſtene vadede ſteerkt; Godmunds Heſt ſnublede, og Thor:
ſtejn blev vaad paa Tagen, og ſtrax gik der Betendelſe
i; da de kom over Floden, bredte de deres Kleder ud til
Torre. Thorſtejn hug Tagen af fig, og de beundrede
hojligen hans Tapperhed. De rede nt videre frem ad
Vejen. Thorſtejn ſagde, at de ikke behøvede at fordolge
ham; athi jeg kan gjøre mig en ſaadan Dolgedragt, at
ingen ſkal ſee mig.“ Godmund ſagde, at det var en
god Kundſkab. De kom nu til Borgen, og Godmunds
Mænd kom imod ham; de rede ind i Borgen, og fif da
at hore alſkens Strengeleg, men ej ſyntes det Thorſtejn,
at der blev ſpillet ordentlig. Kong Gejrrod kom dem
nu imode, og tog med Glæde imod dem, og der blev an;
viiſt dem et Steenhuus eller en Hal at ſove i, og Mænd
bleve fatte til at fore deres Heſte i Stalden. Godmund
blev ledſaget ind i Kongens Hal. Kongen ſad i Hojſe—
det, og ved hans Side en Jarl, ved Navn Agde, ſom
ſtyrede Herreder Grunder, ſom ligger imellem Riſeland
og Jotunhejm; han havde fit Sede i Gnipelund, han
var troldkyndig, og hans Mend lignede mere Trolde
end Menneſker. Godmund ſatte ſig paa Benken foran
Hojſedet ligeover for Kongen. De havde da den Skik,
at Kongens Son ikke maatte fidde i Hojſcdet, førend
han havde modtaget Verdigheden efter fin Fader, og den

| de

164

forſte Skaal var drukken. Der begyndte nu et meget
ſtjont Gilde, og Folk drak med Glede og Munterhed, i
og gik derpaa til Sengs. Da Godmund nn kom i ſit
Kammer, vifte Thorſtejn ſig, de loe da ad ham. God;
mund ſagde ſine Mend, hvo han var, og bod dem ej at
have ham til Latter; de ſov nu om Natten.

6. Da Morgenen kom, vare de tidlig oppe; Gods
mund. blev da ledſaget til Kongens Hal; Kongen tog
vel imod ham, og ſagde: „Vi ville nu vide, om du vil
viſe mig ſamme Lydighed, ſom din Fader, og da vil jeg
foroge din Verdighed, du ſkal da beholde Riſeland og
ſocerge mig Ed.“ Godmund ſoarede: „oven tilſteder
ikke at kræve faa unge Menneſker til Ed.“ „Det ſkal ſaa
være,” ”. fagde, Kongen; „og han tog en koſtbar Kappe, og
lagde over Godmund, og gav ham Kongenavyn, ſiden tog
han et Horn og drak Godmund til. Denne tog ved Hor⸗
net og takkede Kongen. Siden ſtod Godmund op, ſteg
op Paa Trinnet foran Kongens Sede, og gjorde det
Løfte, at han ikke ſkulde tjene eller viſe Lydighed imod
nogen. anden Konge, ſaalcenge Kong Gejrrod levede.
Kongen takkede ham, og ſagde, at det var ham mere
værd, end om han havde, ſporet Ed. Siden drak God—
mund af Hornet, og gik til Sede; da vare Folk glade
og muntre. To Mænd af Agde Jarls Folge næones,
den ene hed Jokul, den anden Froſte; de vare avindſyge;
Jokul greb en Oxeknokkel, og kaſtede den hen blandt God⸗
munds Folk. Dette ſaae Thorſtejn, og han greb den da
i Luften, og ſendte den tilbage, og den traf i Neſen paa
een, ſom hed Guſt; Neſen knuſtes og alle Tænderne gik
ud, og han faldt i Beſoimelſe. Kong Gejrrod blev vred,
og ſpurgde „ hvo der kaſtede Been over hans Bord, og

165

ſagde, at det ſkulde blive provet, hoo der var den ſter—
keſte i Steenkaſtning, inden alt var forbi. Siden kaldte
Kongen to Mænd, Drot og Hosver, til fig, og ſagde til
dem: „Gager Jog henter min Guldbold og bærer den hid!“
De gik og kom tilbage med et Selhundehoved, ſom vejede
ti Fjerdinger 1); det var gloende, ſaa at det gniſtrede af
det, ſom af en Esſe, og Fedtet dryppede ned ſom gloende
Beg. "Kongen ſagde: Tager nu Bolden, og kaſter den
til hverandre; hoo, ſom lader den falde, ſkal være lands⸗
forviiſt og miſte ſine Ejendomme, og hvo, deen ikke tor
gribe den, ſkal kaldes en Niding.“

7. Nu kaſtede Drot Bolden til Fuldſterk; han
greb imod den med den ene Haand. Thorſtejn ſaae, at
han næppe kunde holde den, og han ſprang derfor under
Bolden. De kaſtede den nu til Froſte; thi Kæmperne
ſtode fremmerſt ved begge Bænke. Froſte tog faſt imod,
men den kom dog faa ner hans Anſigt, at Kindbenet bro—
des. Han kaſtede Bolden til Alſterk, ſom tog imod den
med begge Hender, og det var ner ved, at han var fal—
den tilbage, da Thorſtejn i det ſamme underſtottede ham.
Alſterk kaſtede den til Agde Jarl; han greb imod med
begge Hender; Fedtet kom i hans Skeg, der ſtrax kom
i Brand, han ſkyndte fig derfor at ſende Bolden fra fig
igjen) og kaſtede den til Kong Godmund; Godmund fa;
ſtede den igjen til Kong Gejrrod, men denne trak fig til
Side, og den traf da Drot og Hosver, ſom bleve dræbte.
Bolden traf pan et Glasvindue, og foer derigjennem ud
i en Vandgrav, ſom dar gravet om Borgen, og deraf floj
ſtrax luende Ild op. Nu holdt man op med denne
Skjemt, og man begyndte nu at drikke. Agde Jarl
1) et Centner. sides

166

ſagde, at Sindet ſtedſe varſlede ham Ondt, naar han kom
til Gödmunds Mænd. Om Aftenen gik Godmund og
hans Mend at ſove; de takkede da Thorſtejn for hans
Biſtand, at det var gaaet af for dem uden Meen. Thor
ſtejn ſagde, at det kun var en liden Prøve; amen hvad
Skjemt ſkal man have for i Morgen?“ ſpurgde han.
«Kongen vil lade Folk brydes, ſagde Godmund, log da
ville de hævne fig; thi vor Styrke er ikke at ſtole paa.“
«Kongens Lykke vil ſtyrke os, ſagde Thorſtejn, mager
kun faa, at J kunne tumles derhen, hvor jeg er.“ De
ſov nu om Natten, men om Morgenen gik enhver til fin
Skjemt, men Kokkene gik at berede Bordene. Kong
Gejrrod ſpurgde, om de ikke vilde brydes; de ſagde, at
han maatte raade. Derpaa afkledte de fig, og begyndte
at brydes. Thorſtejn ſyntes aldrig at have feet ſaa hidſig
Kamp; thi hvor de faldt, ryſtede alt, og det gik meget
ud over Agde Jarls Mend. Froſte gik nu frem paa
Gulvet og ſagde: „Hvo ſkal imod mig?“ „Dertil kan
vel findes een!“ ſagde Fuldſteerk. De gik nu ſammen,
og toge ſtore Tag i hinanden; men Froſte var langt ſter⸗
kere; de fortes nu hen til Godmund. Froſte tog ham
op paa ſit Bryſt, og rakte ſig tilbage; men Thorſtejn ſlog
fin Fod i Knehaſerne paa ham, og Froſte faldt da tilbage,
og Fuldſterk ovenpaa ham; Huden paa Nakken og Al
buerne braſt paa Froſte; han ſtod langſomt op, og
ſagde: „Ikke ere J ene i Legen, og hoi er eders Flok
faa fuldtallig?“ „Kort har Neſen til at lugte fra Kef⸗
ten, ſagde Fuldſteerk. Jokul ſtod da op, Alſteerk gik
imod ham, og deres Kamp var meget haard; dog var
Jokul den ſteerkeſte, og han førtes hen til den Benk, hvor
Thorſtejn var. Jokul vilde træffe Alſteerk bort fra Ben—

167

ken, og de traf ſterkt i hinandens; men Thorſtejn holdt
ham. Jokul tog ſaa faſt, at han fatte Fødderne ned
i Hallens Gulv op ei til Anklerne, men Thorſtejn ſtodte
Alſterk fra ſig; Jokul faldt da tilbage, og Foden gik af
Led paa ham. Alſterk gik til Benken, men Jokul ſtod
langſomt op, og ſagde: „Ej fee vi alle dem, ſom ere paa
Benken.“ Gejrrod ſpurgde Godmund, om han ikke vilde
brydes. Han ſagde, at han aldrig havde øvet denne
Idret, men at han dog ikke vilde undflaae ſig. Kongen
bod da Agde Jarl at hævne” fine Mænd. Han ſagde,
at han for lang Tid ſiden havde aflagt at brydes, men
at Kongen dog ſkulde raade. Derpaa afkledte de ſig;
Thorſtejn fyntes aldrig at have feer en mere troldelig Krop
end Agdes; den var ſort ſom Hel. Godmund reiſte ſig
imod ham; han var hvid i Huden. Agde Jarl foer imod
ham, og lagde Kloerne faa faſt i hans Side, at de gik
lige ind til Benene, og de tumledes vidt omkring i Hallen.
Da de nu kom hen, hvor Thorſtejn var, drejede God—
mund Jarlen til ſkraa Brydning, og vendte ham raſkt.
Thorſtejn lagde ſig ned for Jarlens Fodder; han faldt da,
og ſtak Reſen ned; Naſebenet knuſtes, og fire Tender gik
ud. Jarlen ſtod op og ſagde: Tunge ere gamle Mænds
Fald, men tungeſt, naar tre gage mod een. De toge da
igjen deres Kleder paa.

8. Dernaſt gik Kongen og de alle til Bords; Agde
Jarlog de andre talte om, at de maatte have brugt eet eller
andet Kneb: athi,“ ſagde han, ader overfalder mig be;
ſtandig Hede, naar jeg kommer i deres Flok.“ „Lad os
bie,” ſagde Kongen, 4der vil komme een, ſom kan fund;
gjore os det.“ De begyndte da at drikke. Der bleve
da indbaarne i Hallen to Horn, ſom Agde Jarl ejede; det

168

var koſtelige Stykker, de kaldtes Hvitinger, og vare to
Alen hoje og guldbeſlagne. Kongen lod eet af disſe Horn
gage til hver Benk; og enhver ſkal drikke det af paa
een Gang,” ſagde han; ahvo, ſom ikke megter det, ſkal
give Skjenkeren en Øre Solv. Ingen kunde gjore det
uden. Keemperne, men Thorſtejn førgede for, at de, ſom
vare med Godmund, ikke kom til at bode noget. De
drak nu med Munterhed den øvrige Deel af Dagen, men
om Aftenen gik de til Scengs. Godmund takkede Thor:
ſtejn for hans gode Biſtand. Thorſtejn ſpurgde, naar
Gildet vilde vere tilende. J Morgen ſtulle mine Mænd
ride, ſagde Godmund, «jeg veed, at Kongen nu an⸗
vender al fin Pragt; Koſtbarhederne blive nu fremviiſte,
og Kongen lader nu indbere ſit ſtore Horn, ſom kaldes Grim
den Gode, det er et forgyldt, meget koſtbart Stykke, men
dog fuldt af Galder. Paa Spidſen af Hornet er et
Menneſkehoved med Kjod og Mund; det taler med Folk,
og forudſiger tilkommende Ting, og hvad Ufred der er i⸗
vente; det bliver vor Bane, hvis Kongen fager at vide, at
et kriſtent Menneſke er med os; og? (tilfojede han) ej hel⸗
ler baader det at ſpare paa Penge til ham.“ Thorſtejn
ſagde, at Grim ikke ſkulde tale mere, end Kong Olaf
vilde: „Men jeg tenker,“ føjede han til, «at Gejrrod
er beſtemt til Doden; jeg troer, det bliver det bedſte, at
J herefter folge mine Raad; jeg ſtal viſe mig i Morgen.“
De ſagde, at det var et farligt Raad, men Thorſtejn
ſagde, at Gejrrod vilde ſkille dem ved Livet; amen hvad
mere ſiger du mig om Grim den Gode?“ ſpurgde han.
„Det er om ham at. fortælle, ſagde Godmund,“ at en
Mand. af Middelſtorrelſe kan ſtage under Krumningen
paa ham, men han er en Alen bred over Mundingen,

169

og det holdes for en udmerket Drikker iblandt dem, der
kan drikke det, ſom deri indeholdes; men Kongen drikker
det ud paa een Gang. "Enhver maa give Grim nogen
Koſtbarhed, men det holder han dog for den ſtorſte Wres—
beviisning imod ſig, at han drikkes ud paa een Gang;
men jeg veed, at jeg kommer forſt til at drikke ham ud,
og det kan intet Menneſke holde ud, at drikke ſaa meget
paa een Gang.“ Thorſtejn ſagde: „Du ſkal tage min
Serk paa; thi da vil intet ſkade dig, om der end er
Gift i Drikken. Tag Kronen af Hovedet, og giv den
til Grim hin Gode, og hviſt ham i Sret, at du vil gjore
ham meget ſtorre Hæder: end Gejrrod, og ſiden ſkal du
lade, ſom du drikker, men der vil vere Gift i Hornet,
og du ſkal hælde det ned foran dig, og det vil ikke ſkade
dig, men naar Drikningen er forbi, ſkal du lade dine
Mænd. vride,” Godmund ſagde, gat han ſkulde raade, og
hvis Gejrrod doer, da ejer jeg hele Jotunhejm, men hvis
han lever, bliver det vor Bane.“ Dernæft ſov de om
Natten.

9. Om Morgenen vare de tidlig oppe, og kledte
fig paa. Kong Gejrrod kom da til dem, og bad dem
drikke paa en lykkelig Rejſe for dem. De gjorde faa.
Naſtefter de tilmaalte Drikkeſkaaler, bleve forſt Hornene
Hoitinger uddrukne; og da bleve Thors og Odins Skaaler
drukne; derneeſt kom mangehaande Strengeleg ind, og
to Mend noget mindre end Thorſtejn, ſom bare Grim
hin Gode. Alle ſtode op, og knelede for ham. Grim
var biſter. Gejrrod ſagde til Godmund: „Tag mod
Grim hin Gode, og dette ſkal vere dit Troſkabsloftes
Skaal.“ Godmund gik til Grim, tog Guldkronen af ſit
Hoved, og fatte den pag ham, og hoidſtede ham i Oret,

170

ligeſom Thorſtejn havde raadet ham. Derpaa lod han
Drikken lobe af Hornet ned paa fine Kleder, og der var
Gift i den. Han drak Gejrrod til, og kyſte paa Spid⸗
ſen, og Grim drog lende fra ham. Geijrrod tog da ved
det fulde Horn, bad Grim komme med godt Held, og
bad ham kundgjore ſig, om nogen Fare var forhaanden,
og lagde til: „Jeg har ofte ſeet dig i bedre Stemning.“
Han tog da et Guldſmykke af fig; og gab til Grim, drak
derpaa Agde Jarl til, og det ſaae ud, ſom om Bølger faldt
pan Skjæer, da Drikken lob ned ei Halſen paa ham, og,
han drak det alt af. Grim ryſtede Hovedet, og blev der⸗
paa baaren til Agde Jarl; han gav ham to Guldringe,
og bad om hans Miſkundhed, og drak ham ſiden ud i tre
Drag, og gav ham igjen til Skjenkeren; „Med Alderen
taber enhver ſin Dygtighed, ſagde Grim. Da blev
Hornet igjen fyldt, og de to, Jokul og Fuldſterk, ſkulde
drikke det ud. Fuldſteerk drak forſt. Jokul tog imod
Hornet, ſaae i det, og ſagde, at det var umandig druk⸗
ket, og ſlog Fuldſteerk med Hornet, men han fatte Ne⸗
ven i Neſen paa Jokul, ſaa at Ne ſebenet knuſtes, og
Tenderne fløj ud. De ſprang da op rundt omkring.
Gejrrod bad dem ikke at lade det ſporges, at de ſkiltes
ſaa ilde. De bleve da ſtrax ee og rie se
blev baaren bort. ennie
10. Kort efter kom en Mand dane ind i Hal⸗
len; alle undredes over, hvor liden han var; det var
Thorſtejn Boejarbarn; han gik hen til Godmund, og ſagde,
at Heſtene vare ferdige. Gejrrod ſpurgde, hvad Barn
det var. Godmund ſagde: „Det er min Dreng ſom
Kong Odin har ſendt mig; det er et Klenodie for en
Konge, og han kan mange Smaalege; og derſom J

171

troer at kunne bruge ham til noget, da vil jeg give eder
ham.“ Det er en anſeelig Karl, ſagde Kongen, «og
jeg vil fee hans Feerdigheder;“ han bad da Thorſtejn lege
een eller anden lille Leg. Thorſtejn tog fin Steen og Braad
og pikkede der, hvor Stenen var hvid; der kom da faa
ſtort et Hagloejr, at ingen torde ſee derimod, og der
kom faa megen Snee i Hallen, at den naaede til Ank—
lerne. Kongen loe derad. Derpaa ſtak Thorſtejn paa
Stenen, hvor den var guul; der kom da ſaa hedt et
Solſkin, at Sneen ganſfke ſieltede i et Ojeblik; der⸗
med fulgde en behagelig Vellugt. Gejrrod ſagde, at han
var en ſtor Kunſtner; Thorſtejn fortalte da om en
Leg, ſom kaldtes Skyggeleg. Kongen ſagde, at han
vilde ſee den. Thorſtejn ſtod midt paa Hallens Gulv, og
pikkede paa Stenen, hvor den var rod; der ſprang da
Gniſter af; derpaa lob han rundt i Hallen foran hvert
Sede, da begyndte de flyvende Gniſter at tiltage, faa
at enhver maatte tage ſine Øjne i Agt, Kong Gejr⸗
rod loe derad; men Ilden begyndte at tiltage, ſaa at
alle fandt det betenkeligt. Thorſtejn havde forud ſagt
Godmund, at han ſkulde gage ud, og ſtige til Heſt.
Thorſtejn lob nu for Gejrrod, og ſpurgde: „Vil J lade
Legen forøge?” „Lad ſee, Dreng!“ ſagde han; Thor;
ſtejn pikkede da ſterkere, og Gniſterne floj da i Ojnene
paa Kong Gejrrod. Thorſtejn lob nu til Doren, og kaſtede
Stenen og Braaden, og; hver af de to Ting kom i ſit
Oje paa Kong Gejrrod, og han ſtyrtede dod paa. Gulvet,
men Thorſtein gik ud. Godmund var da kommen til
Heſt. Thorſtejn bad dem ride, athi nu er det ikke godt
at bie for de Svage, ſagde han. De rede til Aaen, da var
Stenen og Braadden kommen tilbage. Thorſtejn ſagde,

172

at Gejrrod var død; de rede nu ober Agen, og hen,
hvor de for traf hinanden. Da ſagde Thorſtejn: „Her
maa vi nu ſtilles, og mine Mænd ville ſynes, at det er
paa hoje Tid, jeg kommer til dem.“ „Drag hjem med
mig!“ ſagde Godmund, og jeg vil lonne dig for dit gode
Folge.“ „Siden vil jeg tage imod denne Indbydelſe,“
ſagde Thorſtejn, emen du ſkal drage tilbage med Mengden
til Gejrrodgaard; nu er Landet i eders Vold.“ „Du
maa raade,“ ſagde Godmund, amen du ſkal bringe Kong
Olaf min Hilſen; han tog da et Guldkar og et Solofad.
og tyve guldindvirkede Haandkleder, og gav ham med
til Kongen, men bad Thorſtejn at 2 udd 00 de
ſtiltes nu med Kjærlighed.

11. Thorſtejn blev nu vaer, hoor Agde 905 foer
i heftigt Raſeri. Thorſtejn drog efter ham; han ſaae
da en ſtor Gaard, ſom tilhorte Agde. Der var en Frugt⸗
habe ved Gjerdeledet, og derved ſtod en Jomfru; hun
var Agdes Datter og hed Godrun, hun var ſtor og ſmuk;
hun hilſte paa ſin Fader, og ſpurgde om, hvad der var
ſteet. „Store Tildragelſer ere hændte,” ſagde han, „Kong
Gejrrod er død, og Godmund af Gleſisval har ſveget
os alle, og har haft hemmelig med ſig en kriſten Mand,
ved Navn Thorſtejn Bejarmagn; han har sf Ild i Oj⸗
nene paa os; men jeg ſkal nu dræbe hans Mænds han
kaſtede da Hornene Hoitinger ned der, og lob til Sko—
ven, ſom han var gal. Thorſtejn gik til Godrun; hun
hilſte ham, og ſpurgde ham om Navn. Han ſagde, at
han hed Thorſtejn Bajarbarn, og var Kong Olafs Hof—
finde, „Stor maa da den ſtorſte der være, om du er et
Barn,“ ſagde hun. „Vil du drage med mig,“ ſagde
Thorſtejn, „og antage Troen?” „Kun lidet Godt har jeg

173

her at ſtilles fra, ſagde hun; athi min Moder er dod;
hun var en Datter af Ottar Jarl i Holmgaard; og
mine Forældre vare ulige i Sindelag, thi min Fader er
meget fuld af Trolddom, og nu ſeer jeg, at han er be—
ſtemt til Doden; og hvis du vil folge mig herhid tilbage,
da vil jeg drage med dig.“ Derpaa tog hun ſine Koſt—
barheder, men Thorſtejn tog Hornene Hoitinger; de gik
da frem i Skoven, og fane; hvor Agde foer; han tudede
ſkrækkelig, og holdt ſig for Ojnene. Saaſnart han fik
Oje paa Thorſtejns Skib, var det hendet ham,
at der var kommen en ſaadan Verk ui hans Øjne,
at han intet kunde ſee. Da de kom til Stibet,
var Solen ved eat gage ned. Thorſtejns Mænd vare da bes
redte til at ſejle bort, og da de fane Thorſtejn, "bleve
de glade. Thorſtejn gik da om Bord paa Skibet, og de
fejlede bort; om hans Reiſe fort, ae 0 han
kom — til Norge.

Denne Vinter opholdt e Olaf ſig ' Ahrend,
ee dee kom til Kongen i Julen, og bragde
ham de Koſtbarheder, ſom Godmund havde medgivet
ham og Hornene Hvitinger foruden mange andre koſtelige
Sager. Han fortalte Kongen om fin Rejſe, og vifte ham
Godrun. Kongen takkede ham, og alle berømte hans
Tapperhed, og ſyntes at den var meget beundringsver—
dig. Kongen lod ſiden Godrun døbe og lære hende Troen,
Thorſtejn legede Skyggelegen om Julen, og Folk fandt
megen Gammen af at ſee derpaa. Hyoitingerne gik om—
kring til Skaaler, og to Mænd svare om hvert Horn,
men det Kar, ſom Godmund havde ſendt Kongen, kunde
ingen drikke ud uden Thorſtejn Bejarbarn. Haandkledet
brændte ikke, ſtjont det blev kaſtet paa Ilden, men var

174

da endog renere end tilforn. Thorſtejn talte for Kongen
om, at han onſkede at holde Bryllup med Godrun; det
tilſtod Kongen ham, og der blev holdt et anſeeligt Gilde.
Forſte Nat, da de kom i Seng ſammen, og Omhenget
var trukket ned, gik en Paneelfjel itu ved Thorſteſns Ho—
ved, Agde Jarl var da kommen der, og agtede at dræbe
ham; men der ſlog faa ſterk en Hede ud imod ham, at
han ikke torde gaae ind; og han drog da bort igjen. Kon⸗
gen kom da til, og flog ham med et guldbeſlaget Speer
i Hovedet, fan at han ſank ned i Jorden. Kongen holdt
Vagt om Natten, men om Morgenen vare Hornene Hvis
tinger forſvundne; Gildet gik vel af; Thorſtejn opholdt
ſig hos Kongen om Vinteren, og han og Godrun gjorde
meget af hinanden. Om Vaaren udbad Thorſtejn ſig
Tilladelſe til at ſejle til Oſtervegen og beſoge Kong God⸗
mund, men Kongen ſagde, at han ikke vilde tilſtede det
uden han vilde love at komme tilbage. Dette lovede Thor⸗
ſtein. Kongen bad ham holde fin Tro vel, og lide mere
paa fig ſelb end paa dem i Oſterleden. De ſkiltes med
Kjerlighed, og alle onſkede ham Held paa Rejſen, thi
Thorſtejn var bleven venneſel. Han fejlede nu til Oſter⸗
vegen, og, ſaavidt man veed at berette, gik denne
Færd vel af; han kom til Gleſisval, og Godmund tog
med Glæde imod ham. Thorſtejn ſpurgde: Hvad Ef⸗
terretninger have J fra Gejrrodgaard?“ „Jeg drog did,“
ſagde Godmund, dog de overgave mig Landet, og min
Son Hejdrek Ulveham herſker nu derover.“ „Hvor er
Agde Jarl?“ ſpurgde Thorſtejn videre. „Da J foer
bort,” ſagde Godmund, «lod han fig gjøre en Høj, og
gik derind med meget Gods, men Jokul og Froſte druk⸗
nede i Floden Hemra, da de droge fra Gildet, og jeg

175

herſker nu over Herredet ved Grunder.“ „Det kommer
nu an paa,” ſagde Thorſtejn, ahvorledes du vil affinde
dig med mig, thi mig ſynes, at Godrun er berettiget til hele
Arven efter fin Fader Agde Jarl.“ „Ja! hvig du vil
være min Mand,“ ſagde Godmund. „Da maa du ikke
paatale min Tro,“ ſvarede Thorſtejn. „Det lover jeg,“
ſvarede Godmund. Siden droge de til Grunder, og
Thorſtejn underlagde ſig Herredet.

13. Thorſtejn byggede ſig en Gaard i Gnipelund,
thi Agde Jarl havde gaaet igjen, og ødelagt Gaarden;
Thorſtejn blev en ſtor Hovding. Godrun fødte fort ef—
ter et ſtort Drengebarn, ſom fif Navnet Brynj—
ulf. Thorſtejn kunde ikke være ſikker for, at Agde Jarl
jo drillede ham. En Nat ſtod Thorſtejn op af ſin Seng,
og fane, hvor Agde foer; han torde ingenſteds gage ind,
thi der var gjort Kors for hver Dor. Thorſtejn gik til
Højen; den var gaben, og han gik ind, og borttog Hors
nene Hvitinger. Da kom Agde Jarl. tilbage til Højen,
men Thorſtejn lob ud ved Siden af ham, og fatte Kors
i Doren, og Højen lukkedes da i igjen, og ſiden mer⸗
kedes der intet. til ugde. Om Sommeren efter foer Thor:
ſtejn til Norge, og bragde Kong Olaf Hornene Hvitinger.
Siden fik han Tilladelſe til at rejſe igjen, og han ſejlede
da til ſine Beſiddelſer. Kongen bod ham holde ſin Tro
vel. Siden have vi ikke ſpurgt til Thorſtejn. Men da
Kong Olaf forſpandt paa Ormen lange, forſvandt og;
faa Hornene Hvitinger. Her ſlutte vi Fortællingen om
Thorſtejn Bejarbarn.

„iin amn
e eee
; * [ | & 9 Ge Rin VER
nl 14 F OL 1 In 5 u uno g

om nt 7 ne

b e kr %% S 4

De fortelles, at Kong Olaf, Sommeren efterat han
havde draget paa Gjeſteri gjennem Vigen og vidt omkring
andre Steder, var til Gildes paa Gaarden Reina; han
havde en ſtor Forſamling om ſig. Der var da hos Kon?
gen en Mand, ſom hed Thorſtejn, en Son af Thorkel,
en Son af Asgejr Woikol, en Son af Audun Skokul;
han var en Islender, og var kommen til Kongen Vinte;
ren forud. Da Folk om Aftenen ſade over Drikkebordet,
ſagde Kong Olaf, at ingen af hans Mænd maatte gaae
ene ud paa Vandhuſet om Natten, og at enhver, ſom
onſkede at gage, fkulde falde fin Sengekammerat med
fig; ellers, ſagde han, vilde det ikke gage godt. Der
blev nu drukket godt om Aftenen, og, da Drikkebordene
vare borttagne, gik Folk til Sengs. Ud paa Natten
vaagnede Islenderen Thorſtejn, og ſagde, at han vilde
gaae ud, men han, ſom laa hos ham, ſov faa haardt,
at Thorſtejn ikke vilde vekke ham. Han ſtod da op, traf
Skoene paa ſine Fodder, og tog en tyk Kjole over ſig,
og gik til Huſet; det var et ſtort Huus, ſaa at elleve kunde
ſidde paa hver Side. Han fatte fig paa det yderſte Søde,

177

og da han havde ſiddet en Stund, faae han, at der
kom et Spogelſe op, og fatte fig paa det inderſte Sæde,
og blev der ſiddende. Thorſtejn ſpurgde da: Hvo er der
kommen?“ Aanden ſvarede: „Her er kommen Thorkel den
Tynde, ſom faldt paa Valpladſen med Kong Harald
Hildetand.“ „Hvorfra kom du nu hid?“ ſpurgde Thor⸗
ftejn fremdeles. Han ſvarede, at han var nylig kommen
fra Helvede. „Hvad kan du fortælle derfra?” ſpurgde
Thorſtejn. Hin ſparede: „Had vil du ſporge om?“
„Hvo taale bedſt Pinslerne i Helvede?” ſpurgde Thor:
ſteſn. «Ingen bedre,” ſagde Aanden, gend Sigurd
Fofnersbane.“ „Had Pinſel har han?“ „Han tender en
brændende Ovn,” ſagde Draugen *); Ej tykkes mig det
faa ſtor en Pinſel,“ ſagde Thorſtejn. „Ej er det dog
faa lidet,” ſvarede Draugen, athi han er ſelb Branden.“
Ja da er det meget,” ſagde Thorſtejn; emen hoo taa⸗
ler ſletteſt Pinſler der?“ Draugen ſvarede: Starkad hin
Gamle taaler dem ſletteſt, thi han raaber ſaa, at det er
os Djævle til ſtorre Pine end det meſte andet, faa at vi
for hans Skrigen aldrig kunne have Ro.“ „Hvad Pinſel
har hau da,“ ſpurgde Thorſtejn, ada han taaler den faa
ilde, faa tapper en Mand, ſom han ſiges at have været.”
„Han er i Ild indtil Anklerne.“ „Ej tykkes mig det faa
meget,” ſagde Thorſtejn, „for en ſaadan Kempe, ſom
han har været,” „Ej er det ret betragtet,” ſagde Drau⸗
gen, athi allene Fodſaalerne ſtaae op af Ilden.“ „Ja! me
get er det da,“ ſagde Thorſtejn, .og ſtrig du noget Skrig
efter ham!“ „Det ſkal ſkee, ſagde Aanden. Han
ſpilede da Kjæften ud, og oploftede et ſterkt Brol, men
Thorſtejn holdt Kjoleſkjodet over fit Hoved, Han blev
1) d. e. Gjengangeren.
3. Bind. M

178

meget forvirret, da han hørte dette Skrig, og ſpurgde:
„Skriger han ſaaledes ſtœrkeſt?“ Nej langt fra,“ ſagde
Draugen, thi dette er vi Smaadjevles Skrig.“ „Skrig
da nogenledes efter Starkad,“ ſagde Thorſtejn. „Det
ſkal fee,” ſagde Draugen; og han begyndte da at ſkrige
anden Gang ſaa frygtelig hojt, at Thorſtejn ſyntes, det
var et Under, hvor ſterkt denne faa lille Djævel kunde
brole. Thorſtejn gjorde. ſom for, at han ſpobte Kjolen
om ſit Hoved, men det virkede dog ſaaledes paa ham, at
han faldt i Afmagt, faa at han ikke vidſte til ſig felv. ,
Da ſpurgde Draugen: „Hvi tier du nu?“ Thorſtejn ſpa⸗
rede, da han kom lidt til fig felv igjen: „Jeg tier, fordi
jeg undrer mig over, hvor frygtelig en Stemme, der er i dig
ikke ſtorre Djævel, end du ſynes mig at være; men er
dette Starkads ſtorſte Skrig?“ „Ikke ner,“ ſvarede han,
adette er ſnarere hans mindſte Skrig.“ Undſlaa dig ikke læn;
ger,“ ſagde Thorſtein, „og lad mig høre hans ſtorſte
Skrig!“ Draugen tilſtod det. Thorſtejn belavede fig da der:
paa, lagde Kjolen ſammen, viklede den ſaaledes om fit Ho;
ved, og holdt begge Hænderne udenpaa. Spogelſet havde
ved hvert Skrig rykket tre Sæder nærmere til Thorſtejn,
og nu vare der allene tre imellem dem. Han opſpilede nu
frygtelig Kjeften, og drejede Ojnene i Hovedet, og begyndte
at brøle faa højt, at Thorſtejn ſyntes, det gik over alle
Grendſer, men i det ſamme lød Klokken i Kirken; men
Thorſtejn faldt i Beſpimelſe frem paa Gulvet; Klokkely—
den gjorde ſaadan en Virkning paa Draugen, at han
ſank ned i Gulvet, og man kunde længe høre Efterklan⸗
gen nede i Jorden. Thorſtejn kom ſnart igjen til fig felv,
ſtod op og gik til fin Seng og lagde fig ned. Da det
dagedes, ſtode Folk op, og Kongen gik ei Kirken at høre

179

Mesſen; derefter gik man til Bords. Kongen var ikke
meget blid; han tog til Orde; „Har nogen gaaet ene
ud i Nat?“ Thorſtejn ſtod da op, faldt ned for Kongen,
og ſagde, at han havde overtraadt hans Bud. Kongen
ſvarede: „Ej var det mig faa ſtor Skade, men du viſer,
hvad man ſiger om eder Islendere, at J ere meget egen—
raadige; men blev du noget vaer?“ Thorſtejn ſagde da
alt, hvad der var ſkeet. Kongen ſpurgde: . Hvorfor
ſyntes du om, at han ſkreg?“ „Det vil jeg ſige eder,
Herre!“ ſparede han, «jeg ſyntes at vide, fordi J havde
advaret alle fra at drage ene derhen, og Skjelmen kom
op, at vi vilde ikke ſkilles uden Meen; men jeg troede,
at J vilde vaagne derved, Herre! naar han ſkreg, og
jeg troede mig da hjulpen, naar J merkede det.“ Saa
var det ogſaa,“ ſagde Kongen, gat jeg vaagnede derved,
og jeg vidſte, hvad der var paa Ferde, og derfor lod jeg
ringe, da jeg vidſte, at det ellers ikke vilde gaae godt; men
blev du ikke red, da Spogelſet begyndte at ſkrige?“ Thor:
ſtejn ſvarede: „Jeg veed ikke, hvad det er for noget, Red⸗
ſel, Herre!“ Var der dig ingen Frygt i Bryſtet?? ſagde Kon:
gen. „Nej der var ikke,“ ſvarede Thorſtejn; amen ved
det ſidſte Skrig kom mig dog neſten Banghed *) paa.”
Kongen ſvarede: „Nu vil jeg øge dit Navn, og kalde
dig herefter Thorſtejn Skelk, og her er et Speerd, ſom
jeg vil give dig i Navnefeſte.“ Thorſtejn takkede ham.
Det berettes, at Thorſtejn blev Kong Olafs Hofſinde, og
fulgde ham ſiden, og faldt paa Ormen lange med Kon—
gens andre Kemper.

1) i Grundſproget skelkr.

Fortælling

O rm Storolfsſon.

— ——

D. var en Mand, ſom hed Heng, en Son af Ketil,
Jarl over Nummedalen; Ketil Jarls Moder hed Rafn:
hild, og var en Datter af Ketil Heng fra Rafniſta.
Heng var en anſeelig Mand; han var i Misforſtagelſe
med Kong Harald Dovrefoſtre formedelſt Hilderides Søn)
ners Drab, og derfor flygtede han bort fra Landet.
Heng ſejlede veſter ud i Havet at opſoge Island; de
bleve Land vaer, og vare komne til Sydlandet; de ſej⸗
lede op i Mundingen paa en ſtor Aa, og lagde til ved
den øfilige Side, denne Aa hedder nu Thjorsaa. De
underſogte Landet vidt omkring. Heng opholdt ſig den
forſte Vinter oſten ſor Rangaa, men om Vaaren tog han
Land i Beſiddelſe mellem Thjorsaa og Markarfljot lige⸗
fra Fjceldene til Strandbreden, og boſatte fig paa Hof
ved den oſtre Rangaa. Hans Kone hed Ingun, hun
fødte om Vaaren en Son, ſom blev kaldt Rafn. Heng
deels gav deels ſolgde fine Skibsfolk Land, og de ere
blevne kaldte Landnamsmend. Hengs anden Son hed
Herjulf; hans Son igjen var Sumarlide; den tredie hed
Helge, den fjerde Veſtar. Rafn Hengsſon var den

181

forſte Lovfiger paa Iskand, han boede paa Hof efter fin
Fader. Hans Datter Thorlaug var gift med Offerpræs
ſten Jorund. Heng havde en femte Son, ſom hed
Storolf; han blev holdt for den ſtorſte af hans Sonner,
men Rafn for den ypperſte. Storolf var gift med Thor—
arna, en Soſter til Thorbjorn Skolm, ſom var Thoralfs
Fader. Storolf boede paa Hvol, ſom ſiden kaldtes
Storolfshvol. Storolf var en meget ſterk Mand, og
alle ſagde, at han beſad overnaturlige Kræfter; han var
en kyndig og lærd Mand, og blev derfor holdt for at
være troldfyndig. Med fin Kone Thorarna havde han
en Son, ſom hed Orm; han var tidlig baade ſtor og
ſterk og vel øvet i Idrœetter; thi da han var ſyv Aar
gammel, kunde han maale ſig med de Sterkeſte i Styrke
og alle Idretter. Hans Fader gjorde ikke meget af ham,
og han var ham heller ikke fojelig, og vilde ikke arbejde,
men hans Moder elſkede ham højt. Orm hang dog ikke
i Kjokkenet; han voxte nu op, indtil han var tolv Aar
gammel. Storolf var en arbejdſom og driftig Mand.
Det hændte fig nu en Dag om Sommeren, at Storolf
lod fore Hø ſammen, og der gik fire Øg ad Gangen til
at bringe Hoet hjem, Storolf ſtakkede det, men der
vare kun faa til at bære det op, og han ſyntes, at det
fane ud til Regn; han kaldte derfor ſin Son Orm til,
og bad ham hjælpe til at rekke Hoet op. Orm gjorde
ſaa, men da Regubygerne begyndte at træffe op, blev
Storolf meget ivrig i Arbejdet, og ſkyndte Orm ſterkt
til, at han ſkulde hjælpe og bruge fin Styrke, og ſagde,
at han var baade dorſt og kraftlos, og havde mere faaet
Vært end Styrke og Raſkhed. Orm blev nu vred, og
bar hele Stakkene op i en føje Tid, og i det ſamme kom

182

Øget til, Orm greb da Læsfet og Heſten med alt Kjore⸗
tøjet, og kaſtede det op paa Hæsfet faa ſteerkt, at den
gamle Storolf faldt ned af Hoet i Mellemrummet med
faa tungt et Fald, at tre Ribbeen brodes i ham. Da
ſagde Storolf: „Det er ilde at egge den Hidſige, og det
er let at ſee, at du vil blive en heftigMand.“ Alle fandt,
at det var en ſtor Styrkes Prove af fan ungt et Menneſke
at være, ä . l
Orm Storolfsſon drager til Hoflæt.

2. Det fortælles fremdeles, at Storolf en Dag
gik til fin Son Orm, og bad ham at gaae paa Engen og
ſlaae; thi Karlene faae ikke meget fra Haanden i Som⸗
mer!” ſagde han. „Hoor er den Lee, ſom jeg ſkal flaae
med?” ſpurgde Orm. Storolf gav ham da et Leeſkaft
og en ny Lee, ſom begge vare meget frærfe, Orm drejede
Leen ſonder imellem fine Hænder, og traadte Skaftet i
Stykker, og ſagde, at han ingen af Delene kunde bruge.
Han gik derpaa bort, tog tyve Pund Jern, og gik til Sme⸗
dien, og gjorde fig en Lee; derpaa tog han en tyk Stang
af Vedkaſten, og gjorde deraf et pasſende højt Skaft,
og ſatte deri to ſtore Haandfang og den nye Lee, og om⸗
viklede den ſiden med Jern. Derpaa gik han ned paa
Engene, Hvor Jordbunden var faa beſkaffen, at den var
fuld af Tuer, men bevoxen med tet og frodigt Gras.
Orm begyndte at ſlaae, og ſlog hele den Dag til Aften,
Storolf ſendte ſine Tjeneſtepiger at rage Hoet efter Orm,
men da de kom paa Engene, ſaae de, at Orm havde
ſlaget i Bunker; de toge da fat, og agtede at hverre
Hoet, men det var dem ikke faa let, ſom de tenkte; thi
de kunde ikke bevæge nogen Dynge hverken med Rive eller
med Henderne; de gik da hjem og ſagde det til Huus⸗

183

bonden. Han red nu ned paa Engen om Aftenen, og
ſaae da, at Orm havde ſlaget alle Tuer af og fort dem
ſammen i Dynger; han bad ham da holde op, og ikke
fordærve mere. Orm gjorde faa, og hans Lee var da
ganſte forſlidt lige til Ryggen. — Da havde Orm flaaet
otte Stakke Land, og det ere de eneſte Enge ved Stor—
olfshvol, ſom ere jævne; det regnes for en Mands Dags—
flæt imellem hver to Dynger; paa alt dette ſees Merke
endnu den Dag i Dag.
Orm bærer Hohasſene.

3. Paa Gaarden Holt boede en Mand ved Navn
Dufthak, efter hvem Gaarden ſiden er faldt Dufthaks—
holt. Denne Dufthak var ſtor og overordentlig ſterk,
faa at han beſad overnaturlige Kræfter. Mellem ham
og Storolf var der undertiden et ſpendt Forhold, men
ſtundum vare de Venner, men dog ſik det tilſidſt et flet
Üdfald imellem dem; thi nogle ſige, at Dufthak blev
Storolfs Banemand. Tiden led nu frem, indtil Orm
var atten Aar gammel. Da kom der en haard Vinter,
faa at Sneen ganſke bedekkede Jorden. Storolf havde
meget Kvæg, og ud paa Vinteren begyndte hans Hs me—
get at fvinde, faa at han ſyntes at kunne forudſee, at
han maatte ſlagte fit Kvæg, hvis han ikke fandt noget
Raad; thi man kunde ingenſteds i Bojgden fane Ho;
allene Dufthak havde Ho til Overflod, men han vilde
ikke overlade andre noget. Den Gang ſtod det tem—
melig ſlet mellem Storolf og ham. Storolf ſendte
dog fin Son Orm over til ham, for at fane noget Ho
af ham; thi da var det allerede langt hen i Liden, og
Kvæget var meget forkommet. Orm drog da til Duf—
thak, og forlangte Ho til Kjobs af ham, men han ſagde,

184

at han intet havde til Salgs; men da Orm trængte faſt
paa, ſagde Dufthak, at han maatte tage fig en Dragt,
om han vilde, og kan det dog blive eder til Rytte,”
føjede han til, ahvis enhver i Bojgden giver ligeſaa meget,”
Det er et ringe Tilbud,” ſagde Orm, amen dog vil jeg
benytte mig deraf; hvoraf ſkal jeg tage Dragten?” Ude
i Gaarden, ſvarede Dufthak, aſtaae to Hohes, det ene
paa fire Favne, det andet paa to, og vel to Favne tykt
og neſten ligeſaa højt; thi det er vel ſunket noget; af
det mindſte af disſe ſkal du tage.“ „Jeg vil forſt gaae
hjem,” ſagde Orm, «at hente mig Toug,” og han gjorde
faa, og fortalte fin Fader, hvorledes Sagen ſtod. „Det
er et Tilbud ſom til en Tigger,“ ſagde Storolf, „dog ſkal
han heller ikke have Betaling derfor, men det tykkes mig
bedſt, at jeg henter Dragten; thi jeg vil kunne bere
mere end du.“ „Ej maa faa være,” ſagde Orm; thi
der blev givet faa meget, ſom jeg kunde bære,” Brug
da dine Kræfter, du Dorſke!“ ſagde Storolf. Orm gik
da ud i Forraadshuſet, og tog Reeb til ti Heſte, og loſte
Leddingerne af, lagde dem derpaa ſammen, baade efter
Længden og Tykkelſen, faa at han gjorde eet deraf. Der:
paa gik han over til Holt til Hogaarden, brød Ledet op,
og gik ind i Gaarden og til det ſtorſte Hohes; han ryd⸗
der Torven og det ſletteſte bort fra oven, derpaa losner
han Hoet fra Jorden neden til, drager ſiden Rebene der;
under, ſtikker Leddingerne i, og vender Hesſet om, ſet⸗
ter ſig derneſt under med Reebenderne i Haanden, og
løfter det ſaaledes op paa fine Skuldre; men nogle ſige,
at han har haft det mindſte Hohes foran ſig. Med dette
gik han hjem til Storolfshvol. Da Storolf, ſom var
ude, fane det, forundrede han fig meget, og ſandede, at

185

han ikke felv vilde kunne have baaret faa meget. Det
blev nu baaret ind i Laden, og den var da fuld. Dette
Ho kom Storolf faa godt til Nytte, at han ikke behovede
at ſlagte Kreaturer om Vaaren. Fra den Tid ſtod det
ſig bedre imellem Fader og Son end forhen; thi Storolf
fane, hvorledes Orm udmerkede fig fremfor andre. Da
Dufthak om Dagen kom ud, fane han, at begge hans Ho—
hæs vare borte, og kun det Hø tilbage, ſom ikke var af
nogen Verd, og ſelv det ilde omtumlet; ogſaa fane han
Orm gaae ud af Gaarden, bærende begge Hohesſene, og
det ſyntes ham forfærdeligt, hvor ſtor en Dragt Orm
kunde bære, Om Vaaren drog Dufthak til Hvol, og
krevede Betaling for Hoet, men fik ingen; han holdt
Hoet for at være ligeſaa meget verdt ſom fer Malkekser.
Dette foranledigede en langvarig Uenighed imellem Duf—
thak og Storolf, og ſtort Fjendſkab, hvorom ſiden ſkal
fortelles.
Orm og Thoralf prove deres Mandighed.

4. Da Orm var tyve Aar gammel, red han, ſom
oftere for, til Althinget; da var Thinget meget talrigt.
Orms Frende Thoralf Skolmsſon, nordfra Myrkaa fra
Horgaadal, var kommen til Thinget. Med ham var
en Mand, ved Navn Melkolf, ſom havde fer Karles
Styrke. De vare alle i Telt hos Storolfs Svoger,
Offerpræften Jorund. Der var givet Jorund et Par
Dyndſt oe, der vare faa ſtore og jernbeſlagne, at de vejede et
halvt Pund foruden Som; de gik omkring i Teltet til Skue,
men da de kom til Thoralf, tog han de fire Skoe og lagde
dem ſammen, holdt noget paa dem, rakte dem ſiden til
Orm, og de vare da alle ſaa lige ſom et Lys. Orm tog
mod dem, og bøjede alle fire Skoe paa een Gang, ligeſom

186
de forhen havde været ; dette blev anſeet for en ſtor Styr⸗
keprove af dem begge. Men da de gik ud om Dagen,
ſtod der ved Bryggerſet en ſtor Bryggerkjedel, ſom holdt
to Tonder; den fyldte de med Sand; derefter gik Mel:
kolf til, og hevede den med den ene Haand. Thoralf
gik derneſt til og loftede den op med to Fingre; tilſidſt
gik Orm til, og holdt ſin mindſte Finger under Krogen,
og hævede den faa højt ſom op til fine Ankler, ſtak ſiden
Haanden under fin Kappe. Thoralf ſagde: „Viis mig
nu Fingeren!“ „Ej vil jeg det,“ ſagde Orm. „Jeg
kunde gjerne lemleœſte mig felv, hvis jeg vilde,“ ſagde
da Thoralf, amen det vilde jeg ikke.“ Det ſyntes ſom
Kjod og Sener havde gaaet ſonder lige til Benet. Si
den rede de hjem fra Thinget, og der forefaldt en Tid
intet merkeligt med Orm. Folk beundrede meget de
Prover paa Styrke, ſom Orm havde aflagt, og ſiden af—
lagde alt ſtorre og ſtorre, efterſom han blev ældre; og
det ere alle, ſaavel hans Uvenner ſom hans Venner, enige
i, at han har været den ſterkeſte Mand paa hele Island
baade i ældre og nyere Tider, af ſaadanne, ſom ikke
have beſiddet overnaturlige Kræfter,
Om Asbjorn Prude.

5. Over en Torp i Danmark, ſom hedder Ven:
dilffage raadede en Mand, ved Navn Virvil. Han og
Veſete paa Bornholm vare Brodre. Virvil var gift, og
havde med ſin Kone en Son, ſom hed Asbjorn; han
var tidlig ſtor og ſmuk og vel øvet i Idretter; han over;
gik alle andre i Belevenhed, og blev derfor faldt Asbjørn
Prude. Det var til de Tider Skik, at nogle Kvinder,
ſom kaldtes Volver, droge omkring i Landet, og forud:
ſagde Folk deres Skjebne, Aarets Frugtbarhed og andre

187

Ting, ſom man vilde underrettes om. Denne Trop kom
til Virvil; Vølven blev der vel imodtagen, thi der var
anrettet et godt Gilde. Da Folkene om Aftenen vare
komne til Sede, ſpurgde de Volven om, hvad hun ſpaa—
ede dem, og hun ſagde da, at Virvil fFulde boe der til
ſin Alderdom, og holdes for en brav Mand; men det
unge Menneſke, ſom ſidder der hos dig, Virvil! kan
have godt af at høre fin Skjœbne; thi han vil komme til
at fare vide om i Verden, og vil blive anſeet for den
ypperſte Mand paa hvert Sted, hvor han kommer, og han
vil udføre mange Manddoms Bedrifter, og doe af Ab
derdom, hvis han ikke kommer til Nordmøre i Norge
eller norden derfor i det Land.“ Jeg voenter,“ ſagde
Asbjorn, cat jeg ikke er Døden visſere der end her.“ Deri
vil det dog ikke gage efter din Mening, hvad du end ag—
ter,“ ſagde Volven, «og der kom hende da et Koad i
Munden:

Om du end lader

Over brede Vande

Soheſten *) lobe

Og vide fores;

Vil dog Skjebnen,

At norden for More

Bane du fager,

Bedſt det er at tie.
Siden var Vølven der, ſaalenge det var beſtemt, og fik
gode Gaver med fig, da hun drog bort. Asbjorn voxte
nu op, og ſaaſnart han havde Alder dertil, begav han
fig paa Rejſer til forſkjellige Lande, gjorde fig bekjendt
med fremmede Folks Sæder og blev meget anſeet af alle

1) Skibet.

188

Hovdinger. Hans Moder havde fin Slægt nord oppe
i Norge i Hordeland og Nordmøre, og ſtammede fra Bif⸗
re-Kaares Wt. Asbjørn opholdt fig længe hos fine møs
drene Frænder, og var i ſtor Anſeelſe formedelſt fine
Idretter og Ferdigheder.

Orm og Asbjørn indtage Gotland.

6. For at fortfætte den før begyndte Fortælling,
maa berettes, at Orm Storolfsſon opholdt fig fremdeles
i Island, og da han var tredive Aar gammel, kom han
til at rejſe med en Mand fra Hordeland, ſom hed ØS: -
fur, og havde et Skib ſtaaende oppe i Thjorsaa, med
ham drog han bort fra Landet. Osſur ejede en Gaard
paa Hordeland, og Orm opholdt fig hos ham om Bin:
teren. Da var Asbjørn Prude paa Hordeland, og han
og Orm traf ofte ſammen og kom godt overeens, ſaa
at de ſnart ſluttede Venſkab med hinanden. De provede
mange Idretter, og vare lige i alle dem, hvor Styrken
ikke komt i Betragtning, men Orm var langt ſterkere
end Asbjorn. Det kom ſaavidt, at de indgik edeligt
Foſtbrodrelag med hinanden efter Fortids Skik, at den,
ſom levede lengſt, ſkulde hævne den anden, om han
dode for Vaaben. Om Vaaren ſagde Asbjorn til Orm,
at han vilde drage nord op til More at beſoge fine Fren—
der Eyvind Snog og Bergthor Beſtil; „Jeg er ogſaa
nysgjerrig efter at vide,“ ſagde han, gom Livet ſtrax
forlader mig, naar jeg kommer der, ſom den arme Volve
ſagde.“ Orm ſagde, at han var beredt til denne Rejſe;
amen ej ſynes mig,“ ſagde han, gat du bor trodſe Skjeb⸗
nen, thi ſaadanne Folk, ſom hun er, vide en heel Deel.“
Siden droge de paa to Skibe nord op til More, og Ep:
vind og Bergthor toge meget vel imod deres Frende AS;

189

bjørn, thi de vare Soſkendeborn. Dette ſkede i Slut—
ningen af Hakon Hlade-Jarls Dage. Asbjorn ſpurgde
der, at der nordenfor Landet laae to Oer, ſom begge
hed Saudo, og at der over den yderſte af Øerne herſkede
en Jette, ſom hed Bruſe; han var en ſtor Trold og Men—
neſkeceder, og Folk troede, at han aldrig vilde overvindes
af Menneſker, hvor mange de end vare; men hans Mo:
der var dog verre at have med at gjøre, det var en kul—
fort Hunkat og fan ſtor ſom de ſtorſte Offernod. For—
medelſt disſe Uvetter havde Landets Beboere ingen For—
dele af nogen af disſe Ser. Asbjorn fif Lyſt til at drage
til Øerne, men Orm fraraadte ham det, og ſagde, at
faa Ting vare være, end at have at gjøre med ſaadanne
Djævle, og derfor blev der intet af Rejſen. Om Somme—
ren fejlede de ned til Danmark, og opholdt fig hos Vir—
vil om Vinteren, men da Vinteren var forloben, og
Vaaren kom, droge de paa Krigstoge med fem Skibe,
og fore vidt omkring ved Oer og Üdſkjgr, og vandt Sejer
og Bytte, hvor de kom frem; der vare da ingen navn;
kundigere i Vikingsferd end de. Ud paa Sommeren lagde
de til Gotland, og herjede der; derover herſkede den
Gang en Jarl, ſom hed Herrod; de holdt mange Træf:
ninger, og undertvang Landet; og der opholdt de fig den
tredie Vinter. Der vare om Vinteren ſtore Gilder
og megen Munterhed. En Dag om Vinteren, da As—
bjorn og Orm ſade og drak, kvad Asbjorn denne Viſe:

Hun ved Sejd *) mig ſagde,

Og ſang om det lenge,

At jeg dodſens var, hvis

Nord paa More jeg rejſte;

1) Trolddom.

190

Volven intet mon vide,

Vere end i Gotland

Glad jeg ſkal, thi hendes

Spaadom tyder ej meget.
Orm og Asbjørn ſyntes ikke om at blive der længe, og
droge derfra om Vaaren, og fore om Sommeren til det
nordlige Danmark, og derfra til Norge, hvor de vare
den fjerde Vinter hos Osſur paa Hordeland. Om Vaa—
ren talte Foſtbrodrene ſammen; Asbjørn vilde paa Krigs—
toge men Orm ud til Island, og derfor ſkiltes de, dog
med Kjærlighed og Venſkab. Orm drog til Island med
Osſur fra Hordeland; de havde en haſtig og lykkelig
Rejſe, og landede med deres Skib i Lejravaag nedenfor
Heden; da ſpurgde Orm den Tidende, at hans Fader,
den gamle Storolf, var omkommen i hans og Dufthaks
Forhandling; han blev ikke begredt af mange. Orm
drog da hjem til Storolfshvol, opforte ſig der en Bopel, og
boede der længe, efterat han havde hævnet fin Fader
Storolf, ſom der fortælles i Iélændernes Skraa *).

Asbjorns Drab.

7. Kort efterat Orm og Asbjorn ſkiltes, fik As—
bjørn Lyſt til at drage nordop til Saudoerne; han foer
med fire og tyve Mænd paa et Skib temmelig langt nor—
den for More, og lagde en Dag ſilde til den ydre Saudo;
de gik i Land og rejfte fig et Telt; der varede om Nats
ten og bleve intet vaer. Aarle om Morgenen ſtod As—
bjørn op, kledte fig paa, tog fine Vaaben og gik op paa
Landet, men bad ſine Mend at vente efter ham. Men
fort efterat Asbjørn var gaaet bort, bleve de vaer, at en
frygtelig Hunkat var kommen i Teltdoren; den var ful;

1) d. e. lille Skrift eller Fortelling.

191

fort af Farve, og fane meget gruelig ud, thi der ſyntes at
brænde Ild ud af dens Næfe og Mund; dens Øjne vare
heller ikke ſmukke; de ſtudſede meget ved dette Syn, og
bleve meget forſkrekkede. Katten lob da ind til dem, og
greb den ene efter den anden, og det ſiges, at den ſlugte
nogle af dem, men rev andre ihjel med fine Kloer og
Tænder; hun dræbte tyve Mænd i et Ojeblik, men fire
undkom til Skibet, og holdt ſtrax fra Land. Asbjorn
gik lige til Bruſes Hule, og gik ſtrax ind i den. Det
blev ham noget dunkelt for Øjnene, thi der var meget
ſkyggefuldt i Hulen; han merkede ingen Ting til, førend
han blev greben, hævet i Vejret, og kaſtet faa haardt ned,
at det ſyntes ham frygteligt; han merkede da, at Jætten
Bruſe var kommen, og ſyntes meget ſtor. Bruſe ſagde
da: „Du var meget ivrig efter at komme hid, du ſkal
nu ogſaa have et Wrende, thi du ſkal her lade Livet med
faa ſtore Pinsler, at det ſtal afholde andre fra at hjem;
ſoge mig med Ufred.“ Han traf da alle Klederne af
Asbjorn, thi ſaa ſtor Forſkjel var der paa deres Kræfter,
at Jætten kunde raade ene imellem dem. Asbjorn fane
en ſtor Steen ſtaae tværs igjennem Hulen, og et ſtort Hul
var midt i Stenen, noget foran Stenen ſtod en ſtor Jern—
ſtotte. Nu ſkal det proves,“ ſagde Bruſe, «om du er noget
haardførere end andre.“ „Det er lidet at prøve,” ſagde
Asbjorn, men ulykkeligt er det gaaet mig, at jeg ikke ſkulde
kunne forſpare mig lidet, og det er rimeligſt, at Døden
kalder paa mig, og han kvad da denne Viſe:

Ingen maa.

Paa fin Idret ſtole,

Om ſteerk han end er

Og ſtor af Mod,

192

Saa ſoigter paa Dødens

Dag enhver

Hjerte og Kraft,

Som Held forlader.
Derpaa aabnede Bruſe Maven paa Asbjorn, tog fat paa
Enden af hans Tarme, bandt den om Jernſtotten, og
ledte Asbjorn rundt deromkring, men Asbjorn gik med
Djervhed, og alle hans Tarme vikledes ud til Enden.
Asbjorn kvad da disſe Viſer i det ſamme:

Det ſkal ſiges min Moder

Svanhoide udi Danmark,

At hun ſkal i Sommer

Sonnens Haar ej Femme;

Hende jeg havde lovet,

At jeg hjem vilde komme,

Nu paa Kempens Side

Sverdsod vorder ſtukken.

Andet var paa Ferde,

Da vi olmuntre ſade,

Og paa Skib til Horders
Land over Fjord vi fore,
Mjød vi drukke og malte
Mangt Ord ſammen fordum,
Nu er jeg ene i onde

Jetters Trengſel gangen.

Andet var paa Ferde,

Da vi modige fore,

Oppe i Stavnen ſtod der
Storolfs Son hin Frekne;

193

Ind i Oreſund med
Langſkibe da jeg lagde,
Svegen i Tro jeg nodes
Troldes Hal nu at gjeſte.

Andet var paa Ferde

Da i Hildes Stormvejr 1)
Orm gik for graadige Ulv et
Blodigt Maaltid at lave;
Mangen Mand han fældte
I den morke Træfning,
Saar uddeelte den tapre
Helt ved Ifas Munding.

Andet var paa Ferde,

Da med den hvasſe Kaarde
Sonder i Elfarſtjœr jeg

Saar tilføjede Kemper;

Ofte behændig med Kolben
Orm da ſaaes at ſkyde,

Meſt dog da de tapre

Sbogre lage tilbage.

Andet var pan Ferde,
Da alle vi vare ſammen,
Gaut og Gejre,

Glum og Starre,

Sam og Sæming,
Oddvors Sonner,
Hauk og Hake,

Hrok og Toke.

1) Kampen.
3. Bind.

194

Andet var paa Færde,
Ofte pan Søen vi fore,
Rane og Hogne,

Hjalm og Stefner,
Grane og Gunnar,
Grim og Sorkver,
Tume og Torfe,

Tejt og Gejter.

Andet var paa Ferde,
Da i Kampen vi lidet
Skaanede os, den Tapre
Sjelden jeg afraadte

Fra at ſkerpe Sværd og
Lade dem bide Kemper,
Dog var Orm i Striden
Stedſe Heltenes Forer,

Biſter Orm da

Blive vilde,

Hvis denne Koal han

Kunde ſrue,

Og betale

Thusſen gruelig

Mine Pinsler,

Om han mægted det.
Siden lod Asbjørn fit Liv med megen Manddom og
Tapperhed. DA 73

Orm beſoger Menglod i Saudo.
8. Om de tre Mænd, ſom undkom, fortelles, at

de ſkyndte ſig at roe bort, og ſtandſede ikke, førend de

195

naaede Land; de fortalte, hvad der var ſkeet paa deres
Ferd, og ſagde at de troede, at Asbjorn var dod, men
kunde ikke ſige, paa hvad Maade han havde miſtet Livet.
De kom til at rejſe med nogle Kjebmend, og kom ſaa—
ledes ned til Danmark. Denne Tidende ſpurgdes nu
vidt omkring, og ſyntes merkelig. Der var da ſkeet
Hovdinge⸗Skifte i Norge, i det Hakon Jarl var død,
men Olaf Tryggveſon kommen til Landet, og han bod
alle den ſande Tro. Orm Storolfsſon ſpurgde ud til
Island om Asbjorns Færd og Dod, ſom Folk holde for
afgjort. Han tog fig det meget ner, og ſyntes nu ikke
længere om at blide paa Island. Han ſkaffede fig Skibs⸗
lejlighed i Rejdefjord og foer bort fra Landet; de kom til
den nordlige Deel af Norge, og han opholdt fig om Bin;
teren i Throndhjem; den Gang havde Olaf regjeret tre
Aar over Norge. Om Vaaren lavede Orm ſig til at
drage til Saudoerne; han havde neſten ligeſaa mange
paa Skibet, ſom Asbjørn havde haft; de lagde ſilde om
Aftenen til den mindre Sandø, floge Telt oppe paa Land,
og lage der om Natten. Man ſiger, at Orm var ble⸗
ven primſignet i Danmark, men er bleven kriſtnet paa
Island. Da Orm var falden i Soon > fane han, at
en Kvinde gik ind i Teltet, hun var ſtor og ſterkt bygget,
velkleedt og ſmuk af Udſeende; hun gik lige ind, hvor Orm
laa, og ſtandſede der. Det forekom Orm, at han hilſte
hende, og ſpurgde hende om Navn; hun ſagde, at hun
hed Menglod, og var en Datter af Ofotan norden fra
Ofotansfjord; „Jeg og Bruſe ere Soſkende paa fær
drene Side, ſagde hun, emen jeg har et Menneſke til
Moder, men hans Moder er den kulſorte Hunkat, ſom
N 2

196

er i Hulen hos ham; men ſkjont vi ere beſlegtede, ere
vi dog ikke lige i Sindelag; han raader over den yderſte
O, og den er sjenſynlig den bedſte; men han er mig en
ond Nabo, faa at jeg troer, at jeg maa flygte bort.
Jeg veed ogſaa, hvad dit Wrende er, du agter at hævne
din Foſtbroder Asbjorn, og det kan man finde rimeligt,
thi du har en tapper Mand at hævne; du er vel ogſag
begjerlig efter at vide, paa hvad Maade han er omkom⸗
men, men derom ville ikke mange kunne berette uden
Bruſe og jeg. Hun fortalte da hele Tildragelſen og be⸗
rettede om Asbjorns Dod, og ligeſaa krad hun alle de
Viſer, ſom han havde koedet, og føjede endelig til:
„Ej ſynes jeg at kunne forudſee, om Bruſes og hans
Moders Troldſkab eller din Lykke vil formaae meſt, men
intet Menneſke, uden dig allene frygter han, og han har
gjort Tilberedelſer, om du agter at komme; han har
fort ſaadan en Klippe for Doren til Hulen, at ingen
kan komme ind, ſaalenge den ſtaaer der; men ſkjont
du ſeer ſterk ud, har du dog hverken Styrke imod Bruſe
eller til at tage Klippen bort; her vil jeg nu give dig et
Par Handſker, ſom beſidde den Egenſkab, at den, ſom
har dem paa, vil aldrig fattes Kræfter; ſkeer det nu
faa, at du overvinder Bruſe, da onſker jeg, at du overgiver
mig Saudoe, og vilde jeg ſnarere være dig til Hjælp; thi jeg
ſynes godt om dig, ſkjont vi ikke kunne faae hinanden forme;
delſt din Troe. Derpaa forſvandt Konen, men Orm vaagne⸗
de, og Handſkerne vare der, og han kunde huſte alle Viſerne.
Orm ſtod da op, og vekkede fine Mænd de ſtyrede nu ud
til Oen, og Orm bad ſine Mend at vente paa ham med
Skibet til den neſte Dag ved ſamme Tid, men ſejle bort,
hvis han da ikke var kommen tilbage.

197

Bruſes Drab.

9. Orm gik nu ligetil Hulen, og ſaage da den
ſtore Klippe, og han ſyntes, at intet Menneſke vilde
være i Stand til at tage den bort. Han trak da Hand:
ſkerne, ſom han havde faaet af Menglod, paa fig, tog
derpaa fat i Klippen, og traf den bort fra Deren, og
Orm ſyntes da, at han havde viiſt den ſtorſte Prøve paa
Styrke. Han gik nu ind i Hulen, og lagde Maaljern *)
i Doren. Da han var kommen ind, ſaae han, hvor
Hunkatten lob med opſpilet Gab. Orm havde Bue og
Pilekogger med ſig, han lagde Piil paa Streng, og
ſtod tre Pile til Katten, men den greb dem alle i Kjef⸗
ten og bed dem i Stykker; dernæft foer den op paa Orm,
og flog Kloerne faſt i Bryſtet paa ham, faa at Orm
bøjede ſig tilbage, men Kloerne gik igjennem Klederne
og ſtode i til Benet; den agtede da at bide Orm i An⸗
ſigtet, og da han nu ingen Hjælp fandt for fig; gjorde
han det Løfte til ſelbe Gud og den hellige Apoſtel Peter,
at gage til Rom, hvis han kunde faae Katten og dens
Son Bruſe overvundet, og ſtrax fandt Orm, at Kattens
Styrke formindſkedes; han tog den da med denene Haand
over Struben, og med den anden om Ryggen, bojede
den tilbage og brød Ryggen ſonder i den, faa den døde
paa Stedet. Orm gik derpaa videre, og fane nu, hvor
der ſtod en ſtor Steen tværs igjennem Hulen; han gik
ind til den, og da han kom der, ſaae han, at der ud
igjennem Stenen kom et ſtort Spyd, ſom baade var
tyndt og langt. Orm greb imod Spydet, og ſlog det
til Side. Bruſe rykkede da Spydet til ſig, og det var
faſt, ſaa at det ingenſteds kunde bevæges ; dette undrede

1) Jern med magig Paaſkrift.

198

Bruſe fig over, og kigede op over Stenen: men da Orm
faae det, greb han i Skeget paa Bruſe med begge Hen⸗
der, men Bruſe ſtod imod paa ſin Side, og de trak
ſteerkt i hinanden over Stenen. Orm havde viklet Ske⸗
get om fine Hænder, og rykkede fan faſt til, at han red
hele Sfæget med Hagen, begge Kjefterne, og Kindkjodet
lige op til Orerne af Bruſe, ſaa at alt Kjodet gik af lige⸗
til Benet. Bruſe lod da Brynene ſynke, og rynkede
Panden ſkrekkelig. Orm ſprang da ind over Stenen,
og de grebe fat i hinanden og brodes længe; Bruſe mat⸗
tedes nu meget ved Blodlobet, og han begyndte at ſtaae
foagere imod. Orm anſtrengte fig: da, og ſtodte Bruſe
over Stenen, og brod der Ryggen paa ham. „Tidlig
anede jeg,“ ſagde da Bruſe, aat der vilde ſkee mig no⸗
gen Overlaſt af dig, ſaaſnart jeg horte dig omtale, og
nu er det ſkeet; nu maa du ſnart gjøre; en Ende derpaa,
og hugge Hovedet af mig; men det var fandt, at jeg pinte
Asbjorn Prude meget, da jeg viklede alle Tarmene ud
af ham, og han gas ſig ikke derved, inden han dode.“
Ilde gjorde du, ſagde Orm, «i at pine ham, ſom var
faa raſt en Mand; du ſkal ogſaa faae nogen Gjengjeeld
derfor.“ Han trak da ſit Sax *) og riſtede en Blod:
oru paa hans Ryg; og ſkar alle Ribbenene fra Ryggen og
traf Lungen der ud. Saaledes lod Bruſe ſit Lib
med liden Mandighed. Derpaa bar Orm Ild til, og
opbrændte baade Bruſe og Katten til Aſke, og da han havde
gjort det, drog han bort fra Hulen med to Kiſter fulde
af Guld og Solv; men hvad sandet der var af Verdi
overgav han til Menglod, ligeſom ogſaa Sen. De
ſtiltes med meget Venſkab. Orm kom til ſine Mend
1) d. e. et fort Sperd. 1

199

paa den beſtemte Tid, og derpaa ſtyrede de til Faſt—
landet. Orm opholdt ſig i Throndhjem den neſte
Vinter. WN han £

: Om Orm og Erik.

10. Om Sommeren beredte Orm fig til at reiſe
til Rom; denne Rejſe gik vel af; han kom ſonderfra til
Danmark om Hoſten efter Svolder-Slaget, og ſpurgde
der de Tildragelſer, ſom vare ſkete; da drog han til
Norge til Erik Jarl, og traf ham paa Hlade; han gik
for Jarlen og hilſte ham; Jarlen tog vel imod ham, og
ſpurgte ham om Navn; han ſagde, at han hed Orm.
„Er du Orm den Sterke?“ ſpurgde Jarlen. «Saa kan
J falde mig, om J vil, Herre!“ ſagde han, emen mit
Arende hid er, at jeg onſker at være eders Gjeſt i Vin:
ter.“ Jarlen ſagde, at det ſtod ham frit for, og anviiſte
ham Plads yderſt paa den 'øverfte Beenk. Orm deel—
tog om Vinteren ikke meget i Folks Samtale og Ferd.
Det hændte fig engang; at der blev talt om Svolder—
Slaget, og hvorledes Kong Olafs Kemper havde viiſt
et mandigt Forſvar, og hvor ſeent Ormen var bleven ta-
gen, og hvor haardt et Angreb Erik Jarl havde gjort,
da han tog det Skib, ſom ingen troede nogenſinde
kunde tages paa aaben So. Orm ſoarede: „Se—
nere vilde Ormen lange have været tagen, hvis jeg havde
vœret der med Kongens andre Kemper.“ Det blev da
ſagt Jarlen, at Orm: havde talt meget om, at Ormen
lange ikke vilde være bleven tagen, hvis han havde været
der. Jarlen lod da Orm kalde for fig og ſpurgde, om
han havde ſagt, at Ormen ikke vilde være bleven tagen,
huis han havde været der. „Ej er det ſaa, Herre!“
ſagde Orm, «jeg ſagdesblot, at Ormen ſenere vilde være

2.00

bleven tagen, hvis jeg havde været der.“ Jarlen føas
rede: «Liden Forſkjel vilde een Mand der have gjort,
faa mange og ſtore Kemper ſom der vare ſamlede, men
dog ville vi gjøre nogen Prøve; du ſkal være ene paa et
Skib, og femten Skibe ſkulle angribe dig, og det er dog
lidet imod den Mængde Skibe, ſom vare ved Svolder.“
J maa raade, Herre!“ ſagde Orm, amen ej ſtal jeg
overgive mig, førend jeg er overvunden.“ Orm gik da
ud, og tog en tyk tretten Alen lang Stage; derneeſt gik
han paa Skibet, og ſtyrede fra Land. Der bleve un
ſatte Folk til paa femten Skibe at angribe Orm; men
det fortælles, at Orm i en føje Stund havde: ſlaaet fyr
Skibe ſonder og i Senk. Da raabte Jarlen, og bad
dem ſtandſe denne Leg; faa blev gjort, og neſten alle
Folkene bleve bjergede. Derpaa bod Jarlen 60 Mænd
at angribe Orm ude paa jævn Mark, og faa blev gjort.
Orm havde ingen Vaaben uden Stangen, og fvingede
den omkring ſig ſom en lille Splint, ſaa at ingen torde
komme ner, thi enhver, ſom kom for den, ſaae fin
visſe Bane imode. Jarlen bod dem da at ſtandſe denne
Leg, og faa ſtede. Jarlen ſagde da: Ej troer jeg, at
det var for meget ſagt, Orm! at Ormen fenere vilde være
tagen, hvis du: havde været der; thi den vilde aldrig
være bleven tagen, hvis du havde været der til For⸗
fovar.” Siden blep Orm Erik Jarls Hofſinde, og var
formedelſt fine Legemsferdigheder i ſtor Yndeft hos ham.
Orm kommer til Ejnar paa Gimſar.

11. Engang drog Orm paa Beſog til ſine Bekjendtere
i Throndhjem, hos hvem han for havde været. Paa Vejen
kom han til Gimſar, og traf Ejnar hjemme. Det var paa
den Tid, Ejnar var i Kirke, og hans Due ſtod udenfor Kir⸗

201

kedoren. Orm gik til, og tog den op, lagde Piil paa Streng,
og traf den ud for Spidſen, og lod Pilen blive ſtaaende
ſaaledes i Buen; derefter lagde han den igjen ned og gik
bort. Men da Ejnar kom ud, og ſaae, hvad der var
gjort ved hans Bue, undredes han meget derover, og
ſpurgde, hvo der vel havde haft ved hans Bue, men han
blev lenge i Uvished derom, indtil endelig Orm ſelv ſagde
ham det. Ejnar ſagde, at han ogſaa kunde vide, at det
ikke havde været et Drog, ſom havde ſpeendt hans
Bue for Odden. Erik Jarl drog paa Gjeſteri oſter til
Vigen; da var Orm med Jarlen; men da de kom der,
hvor Ormen lange var bleven ophuggen, laa Maſten der
endnu. Jarlen bad fine Mænd prove paa, hvor mange
der behøvede at gaae under den, for at lofte den Paa
Skuldrene; han gav Orm Plads under Midten; 60
Mand hævede da Maſten op; , derpaa bod Jarlen een
Mand ad Gangen efterhaanden at gane bort fra hver
Ende; ſaa gjorde de, indtil Orm tilſidſt ſtod ene under
Maſten, han gik da tre Skridt med den, og lagde den
ſiden ned; men Folk ſige, at Orm fra den Tid ikke
havde ſamme Styrke ſom for. Han var hos Jarlen i
nogle Aar, drog ſiden ud til Island, og nedſatte ſig
pan Storolfshvol, og blev ſtedſe anſeet for en meget dra⸗
belig Mand; han dode af Alderdom, og holdt vel ſin Tro.

A. 2
Navneregiſter.

Bed + betegnes Guders,
Ferfedrenes Tro overnaturlige

ſetters, Troldes og A efter
æfenevs Navne.

Tallene foran

Komma betegne l de efter Komma, Side etallene. Af

Forkortelſer enen 2

— S. I. ee

.* FR:

lee

Plage, 2, 117. 13
— Sarl i Fyen, 1, 139.

Adelbrikt, K. i England, N

106. 107.

Adelmund Edgeirsſ. 1, 106.

Adelraad Edgeirsſon, 1, 134.

145: 3, 10. 26. 29,31.

56.2 75. 76.

Adelſteen, K. i England, 1.
13:16, 18, 20. 21. |
Adrianus Pave, 1, 211.

Agapitus Pave, 1, 100.

* Agde Jarl, 3, 163,167.

170. 172,175.
Albanus den Hellige, 4, 208.
209.

Albert, Biſkop å Bremen,

1, 121. 136.

Aldis Konalsdatter, 1, 224.
Alexander Lodversſ., 1 211.

Alf Aſkmand 1, 38. 40.

Alfhilde Ringsdatter, 1, 4.

Alfvine Kempe, 1, 134. 135.

Allogia, Dronning i Garde—
rige, 1, 69. 73. 74. 88.
91. 124. 125.

Alof Aarbod Haraldsd., 4,
4. 5. 42. 178.

| Alof Badvarsd,, å 2 dg 187

— Stefnersd., 1, 139. a
+ Alſterk, 3, 162. 165,167.

Ambroſius Erkebiſkop, 1,128.

An Skytte, 2, 223.

Angiſes Hertug, 8
, N. s

Ansgarius Biskop, * 98.

Are Pratt hin Lærde, 1, 49.

81: 2, 171: 3, 144.
—Marsſon, 2, 180.

- Thorgeirsſon, 2, 79.

Arinbjern Herſe, 1, 79. 81.

Armod Kampe, 1, 153. 155.

Arnald Keiſer, Karlomanns⸗
ſon, 1, 99. 108.

Arnbjern Slettubjernsſen,
15

Arndis, 1, 240.

Arnfin Jarli Holſetaland, 1,
103.

- fra Sogn, 2, 224.

—Thorfin Jarls S., 1, 27.
83. 179. 182.

Arnfrid Slettubjorns D., 2,
199.

Arngeir Spakbodvarsſ., 1,
241243.

203 A.

Arngun Arnorsd., 3, 152.

Arnkel Torfeinarsſ., 1, 2.
179. 182.

Arnljot Gellina, 2, 223.

Arnor 3, 223.

— Arndisſ., 1, 240.

— Karlingenef, 2, 200,203.

= fra More, 2, 224.

Arnulfus den Hellige, 1, 97.

Aſa Hakonsdatter, 1, 4.

— Haraldsdatter, 1, 1.

Aſi Herſe, 1, 223.

Asbjern, Endride Ilbreids Fa⸗

der, 3, 98.
— Hamarljome, 3, 66.
— Kaſtaurasſi, 3, 108.
-Ketil Fiflſkes Son, 1, 227.
— Krumsſon, 3, 97.
- af Medalhuus, 1, 30. 31.
83.
— fra Moſter, 3, 3.
— Olafsſon, 3, 97.

—Prude, 3, 186,196. 198.

— Selsbane, 3, 35.

— Thorbergsſon, 2, 37.

— Thorſteinsſon, N 180.

— Prjarſkegges Fader, 1,58:
3, 98.

Asdis Olafsdatter, 2, 6.

Asgaut, 2, 208.

—Biſtop, 3, 152.

Asgeir Audunsſon, 2, 21.

— Audunsſon, den naſtforri—
ges Sonneſon, 2, 21.

— Kfjartansſon, 1, 225.

- Rodfeld, 3, 80. 81. 91

Asgeir 2Edikoll, 1, 225: 2,
A . 1786. 81

Asgrim , 2 „ 224.

—Ellidegrimsſon, 2, 208.
Aſtel Osvifersſon, 1, 257.

. Glmodsſ. 15. 259.

Aslak, Bjorn Jernſi idesſ., 2,
203. |

—Bifrekaare, 3, 94. 1887

—Erlingsſen, 3, 15. 31.

—Fitjaſkalle, 1, 259.

— Holmſkalle, 1, n. 155.

Aslaug „ Sigurd „
nes D.. 15 ex N

Sigurd Orm i Hjes D.,
150 f

Asmund 8 2 21.

Asolf den Keine 14, 228⸗
230.

Aſta Gudbrandsd. 1, 172.1

2, 21. 415. 416: 3, 152.
Aſtrid Burizlafsd. 1, 93.140.
141. 144: 2, 254. 263.
264: 3, 4. 6. 28.30.
— Eriksd., 1, 60,68. 70.
71. 168. 169. 200. N.
249. 251.
—Nſfalsd., 1, 5.
— Tryggvesd. 1, 169. 268.
269: 3, 15. 31. 40. 51.
— Vigfusd., 1 226. 227:
2, 56.
Asvald Ulfsſon 2, 190.
Atle, 2, 190.

A⸗B.

Atle den Smakre, 1, 214.
215.

- den Starke, Eilifsſ., 1,

230. 244. 245.
— Skideſen, 1, 230.
Audbjerg Marsd., 3, 127.
Aude hin Grundrige, 1, 176.
22124: 2, 79.
— Thordsd., 3, 89. 90.

Audgisl i Gotland, 2, 72.

74. 76778.

— Halfredsſ., 2, 189. 8
. A en ,
Audulf Grimsſ., K. T 551

a land, 1; 101.

Audun Asgeirsſ. 2 21.

— Asgeirsſ., den neſtforriges
Sonneſon, 2, 21.

— Ilſtelda, 3, 58763. va
65. 69. 72.

— Raadne, Thorolfsſ., 2, 70.

— Skokul, 2, 21: 3, 176.

Avald Ingjaldsſ. 2, 119.

Baard Jarl, 1, 230.
Bard Digre fra Oplandene,
2, 130,137.
Barde, ſee Vigebarde.
Baſilius den Hellige, 1, 128.
Beda Præft, 1, rn
Bega Pippinsd., 1, 97.
Beiner Sigmundsſ., 2, 81.
82. 84. 86. 93. 97. 101.
Bergljot Hakonsd., 3, 16.
41. 53. 137. 138. 140.
143. 144.

204

: Bergljot Thorersd., 4, 5. 12.

28.

Bergthor Veſtil, 2 25 2 3,

188.

e 458

Berſe den Sterke, 2, 223.

Blfalfe, 3, 150. 158.

Bjarne Bergthorsſ., 3, 152.

— Biſkop, 1, 145. 146⸗152.

153. 155. 159. 164. 166.
— Breidarſkeggesſ. 2, 24.36.
— Reidarsſ., 3, 97.

— Sturlaſ., 1, 230.

- i Spine, 2, 82784. 97.
98103. mails
Birgtr Foged, 1, 138. -

Bjørn Hſtmand, Ketilsſ., 4

22122. 2

> Bonde, 2, 131. 132.

- hin Bretſke, 1, 164. 166.
—Byrdaſmor, en 2
203221. 2

„Buna, Vedurgrimsſ., 1,

218. 249: 2, 19. 187.
— Eiturkveiſa, 1, 63765.
— Eriksſon, K. Sceris⸗
1,211.

i Gotland, 2, 75578.

— Hundeſteinarsſon, 2, 21.

- Jernſide, 1, 104: 2,203.

— Ivar Ljomes Udſending,
3, 108.

- Kjøbmand, Harald 2
fagers S., 1, 4. 5. 10.
111% |

205

Bjorn RolfsS.,1,225.226.
- af Studla, 2, 224: 3, 3.
— Thordsſon, 2, 203.
Bjornulf Romundsſ., 1,214.
Blot-Ubbe, 2, 76.

Blaja Ellas D., 1, 104.

Bolle Thorleiksſ., 1, 225:
2, 18,23. 25. 27. 28.
33-35. 38. 45. 69. 227.
229.

Botholf af Glvishoug, 1, 33.

Brand Avaldsſon, 3, 19.

- den Gavmilde, Vermunds
S., 2, 24. 36.

Breidarſkegge, 2, 24. 36.

Brennufloſe, ſee Floſe
Thordsſon.

Breſter Sigmundsſ., 2, 81.
86. 93. 94. 97. 101.
Brimiſkjar Jarl, 1, 110.

119. 120.

Broddhelge, 2, 212.

Brunolf Thorgeirsſ., 3, 107.

* Bruſe Jotun, 3, 189. 191.
192. 195. 198. |

*Brynjar, 3, 104. 107.

— Thorſteinsſ., 3, 120.

Brynjulf i Guledal, 1, 187.
189.

— Thorſteinsſon, 3, 175.

- i Throndhjem, 3, 110.

— Ulfalde, 3, 155.

Bue Digre, Veſetes S., 1,
139. 144. 146. 151. 152.
155. 158. 160. 161. 163.
164: 2, 104.

B⸗E.

Burizlaf, K. i Garderige,
2, 200.

— Konge i Vindland, 1, 93.
110. 113. 118. 139. 140.
141. 143. 144: 2, 117.
118. 217. 254. 256. 263.

Buſte Træf, 1, 68.

Bodvar den Hvide, 3, 96.

— Kaareſon, 2, 187.

— Sturleſonnernes Morfar

Der) 2, 171.

— Thorſteinsſen, 3, 78. 79.

Bork fra Fjordene, 2, 224.

Columbus den Hellige, 1,
219.

Cornelius Hovedsmand, 1.
128.

Dag Haraldsſen, 1, 4. 5.

Dagny, Brynjulf Ulfaldes
Kone, 3, 155.

Dagſtyg Riſekonge, 2, 200.

Dale; Gudbrand ſee Guds
brand i Dalene.

— Kol fee Kol.

Dalla Thorvaldsd., 2, 21.

Digers Ketil, 2, 212.

Dirin, Raadgiver, 1, 93.
94: 3, 30.

" Drott, 3, 165.

Dufthak Bonde, 3, 183,
185. 190.

— Træf, 1, 215. 217.

Eava Ubbeſon, 1, 101.
Edger, 1, 106.

Edmund Adelraadsſ., 3, 56.

Edmund den Hellige, 1, 104.

106. 216: 3, 26.

K. i England, 1, 21. 22.

Edna Kjarvalsd., 1, 180.

Edvard Adelraadsſ., 3, 26.
56. 57.

— Elfraadsſ. K. i engen
..

K. i England, 1, 61.

Egil Audunsſen, 2, 21.

— Olaf Paas Son, 1, 225.

— Sida⸗Hals Son, 2, 171.

— Skallegrimsſ., 1, 225: 2,
18: 3, 6.

Egileif, 1, 205.

Eilif, 3, 136. 144.

— Helgeſen, 1, 249.

— Ketilsſen, 2, 187.

rn, Atles S., 1, 230.

Einar, 2, 6.

— Audun Raadnes S., 2,79.

— Eyolfsſon, 3, 79. *

— Eyolfsſ. Thveraabo, 2, 79.

— Haardkfeft, 1, 180.

— fra Hordeland, 2, 224.

— Klining, 1, 179. 180.

Magnusſon, 2, 171.

Rognvaldsſ., 1, 22. 23.

175. 177. 179. 182: 2,

170. 187.

Skaaleglam, 1, 50. 51.

59. 83. 86. 87. 113.

119. ;

Thamberſkelver, 1, 58:

2, 224. 282. 283: 3, 3.

6, 11. 12. 46. 17. 27.

29. 32. 40. 41. 45:47.
49. 53,55. 98. 136-144.
200. 201. så8
—Thorersſ. 2, 222: 3, 18.20.
Endride Einarſe, 3, 16. 55
55. 138.
— Ilbreid, 2, 231.243: 3, 98.
— Reidårsføn, 3, 98.
— Styrkarsſ., 1, 58: 3, 16.
Erik Bjodeſkalle, 1, 6063.
70. 71. 169. 170. 200.
226: 2, 187. 4
— Blodexe, 1, 4. 6. 7. 9⸗
12. 1618. 2024. 27.
36. 84. 179. 182. 199:
2, 192. 193: 3, 66. 73.74.
— Eymundsſ., K. i Sverrig,
IM Kin
— Hakonſ. Jarl, 1, 52. 148.
149. 151-153. 155. 157.
158. 160,167. 198. 209.
2101 2, 94. 104. 254
257. 259,261. 263. 265.
269. 273. 274. 280.283.
285,292: 3, 1:3. 5. 6. 8.
40.14. 16. 22. 23. 26⸗
28. 31. 51. 87. 199201.
„K. i Hordeland, 1, 2. 4.
— K. i Jylland, 1, 4.
— K. i Upſala, 1, 2. 3: 2, 200:
3, 60. 71. 7. ,
— Rode, Thorvaldsſ., 2,

4190 192. 2180
— Sejerſal, K. i Sverrig,

1 „ 56. 66.68.
Elfraad, K.i England, 1,211.

207

Elin Burizlafsd., 2, 200.
Ella, K. i England, 1, 103.
104.

Emma Dronning, 3, 56.

Erland, Hakon Jarls S., 1,
1907194.

K., 1, 48. 49. 60.
74.

— Torf-Einarsſon, 1, 22.
179. 182.

Erling Eriksſ., 1, 18. *
Erland, K.

— Hakonsſ., 1, 157.

- Herſe, 9, 98.

— Thorolf Skjalgs S., 1,
259. 260. 264. 268270:
2, 251. 252. 266. 267:
3, 13:16. 31. 32. 34⸗
41. 48. 51.

Eylaug Herſe, 1, 219.

Eymund, 1, 211.

Eyſtein Digre, 1, 227.

— Egdefork, 3, 66.

—Glumra, 1, 174. 222.

— Hraneſon, 1, 227.

— Hvide, 3, 66.

— Jarl fra Hedemarken, 1,4.

Eyulf Egilsſ., 2, 21.

- den Halte, 2, 21.

—Hruga, 1, 226: 2, 56.

— Saur, 2, 190.

- fra Spins, 2, 190.

- Valgerdsſ. 1, 248: 2, 79.

Eyvind Ild, 1, 225.

— Kelda, 2, 120. 121. 125⸗
127. |

E-G.

Eyvind Kinnrifa, 4, 276: 2,
1487150. 156.

2 Skaldeſpilder, 1, 5. 36
40. 43,46: 2, 156.

—Skreyja, 1, 38. 40.

— Snog, 2, 224. : 3, 188.

—Sorkver, 2, 6: 3, 127.

— Øftmand, 1, 222. 225.
226.

Vare fra Syderøerne, 1,213,
Find Cyvindsf. fra Herlan—
dene, 2, 282. 283.

— Stkjalge (Skjæve) 1, 5.

36: 2, 156.
— Svendsſ., 2, 1375141.
143.146.
Finleik Jarl, 1, 181.
Flesma⸗Biern, 3,140. 142.
Floke Viggerdsſ., 1, 212.
213. 215.
Floſe Thordſ., 2, 183. 207.
Freyſtein den Fagre, 3, 97.
101. 103. 104. 107.

Fridgerde Kjarvalsd., 2, 203.

— Thordsd., 1, 240. 241.
Fridrik Biſkop, 1 1, 234.248.
256: 2, 192. 198. 199.
Frode, 1, 218.
- Haraldsſ., 1, 4. 5. 7.
- K. i Jylland, 1, 99.225.
% Froſte, 3, 162,166. 170.
+ Fuldſtærk, 3, 1627166.
170. N

Sander: Hedin * fee Hedin.
Galte Halfredsſ., 2, 1. 3. 4.

G. 208

Galte Ottarsſ., 2, 6. 2232

3, 18,20.
Gamle, Erik Bloderes S.,
1, 18. 36. 38. 43.
Ganges Rolf, 1, 175: 2,
19. 169. I
Gardar Svavarsſ., 1, 212.
Gaut, 3, 4955.
- 3, 193. i
Gaute den Norſke, 3, 49.
Geira Burizlafsd., 1, 93.
94. 96. 122. 140: 3, 30.
Geirhild Flokesd., 1, 213.
Geiri, 3, 193.
Geirmund, 1, 149151.
* Geirrod, K., 3, 162.172.
Geiter, Fader til Thorkel i
Krosſevig, 3, 101,103.
107. 108.
- 3, 194.
Geller Ormsſ., 2, 79.
— Thorgilsſ., 3, 152.
Geſt Oddleifsſ., 2, 183.213.

Gisſur Biſkop Isleifs S., 2,

21.
— Halsſon, 2, 171: 3, 152.
— Hvide, Teitsſ., 1, 229:
2, 182. 184.188. 206:
213. 216. 218.
fra Valders, 1, 165.
Glum, 3, 193.
— Eyjulfsſ., ſee Vigaglum.
— Geireſ., 1, 23. 27. 43.
47. 58. 80. 81.84: 2, 20.
— Thorgilsſon, 1, 240.
Gnupa, K. i Jylland, 1, 105.

3 K. i Jylland,
1, 97. |

o Godmund, K. i Glaſtsval,
3, 122126. 161175.

Godrun Agdesd. 3, 172175.

Gorm Audulfsſ. (hin Tos⸗
fede) K. i Jylland, 1,101.
102.

-den Gamle, 1, 2. 3.75
76. 104 108. 211.

—Herſe i Sverrig, 2, 199.

Knud den Fundnes S., 1,
103. 104.

Grane, 3, 194.

Grenſad, 1, 241.

Gretter Asmundsſ., 2, 21.

*Grimer 2, Kong GGodmunds

AUAdſendinge, 3, 123.125.

Grimkel Biſkop, 3, 152.

— Freyſteins Fader, 3, 107.

Grim, 3, 194.

— den Gode, 3, 168170.

— Graa, K. i Jylland, 1,101.

—Herſe, Kolbjerns — +,
225.

- Kamban, 25 79.

Kong Olafs Hofſinde, 2,
153155.

— Thorersſon, 1, 228.

Grjotgard Hakonsſ., 1, 70,
49. 59. 27

- fra Romerige, 2, 224.

Gris Sæmingsſ., 2, 712.
219 223: 3, 18,21.
Groa Dalekolsd., 1, 224.

209 G.

Groa Herfinsd., 2, 199.

— Thordsd., 2, 170.

— Thorſtein Rauds D., 1,
222"

Gudbrand i Dalene, 1, 53.

— Hvide, 1, 153.

— Kula, 1, 172: 2, 115.

— Thorſteinsſon, 2, 12.

Gudrun Thorbjerns Kone,
4, 0.

— Thorkelsd., 3, 127. 128.

Guldharald Knudsſ., 1, 59.
60. 75,80. 82.

Gunbjern Ulfsſ., 2, 191.

Gunhild Burizlafsd., 1, 93.
140. 143. 144: 2. 117.

GH.

Guthorm Hertug Sigurds
S., 1, 2. 3.

-den Jydſke, K. Hareks Bros
derſon, 1, 98.

— Sigurd Jarls S., 1, 176.

— Sindre, 1, 11. 12. 24
26. 3436. ;

Gyda Eriksd., 1, 2,4.

-den Engelſke, Olaf Trogg—
veſons Dronning, 1, 134
136. 147: 3, 47.

- Lodins Kone i LErvig, 1,
260. å

— Svend Tveſkags D., 2,
256.

Gyrd Danck., 1, 100.

Hafgrim i Syders, 2, 81
84. 101.

Hafur Goddale, 1, 244.

+ Hak, 3, 112. 115.

* Hake, 3, 112. 115.

23, 193.

Hakon Adelſteensfoſtre, 1, 138
16. 18,20. 23:26. 28,46.
48. 50. 52. 77. 81. 200:
2, 1. 3. 32. 39. 41. 43.

— Eriksſ. Jarl, 2, 256: 3,
27. 31. 32. 37. 41.53. 46.

-den Gamle i Sverrig, 1,
63. 66.68. 70. 81. 200.
Grjotgardsſ. Hlade- Jarl,
1, 4. 12. 13: 2, 187.

hin Norſte, 1, 62. 63.
6568.

Hakon den Megtige, Sigurd
Hlade⸗Jarls S., 1, 5.

210

28. 50 53. 56,57. 59. 60.
62. 74:87. 109112. 115.
117.120. 137. 138. 144.
146. 148154. 156161.
165-167. 169.174. 184.
199. 201. 202206. 272:
2, 14. 23. 39. 42. 43.
45. 48. 56:61. 63. 81.
86. 93/96. 101⸗105. 109.
137. 138. 152. 153. 165.
166. 171. 192. 254: 3,
16. 27. 53. 80. 82. 91.
93. 94. 109. 137. 143.
155. 189. 195.
Halbjern Hale, 3, 92. 93.

Haldora Rolfsd., 1, 229.

Haldor Herredsforſtander, 2,

19.

Gudmund den Magtiges

S., 2, 183. 188. i

Illugeſ., 1, 229. 230.

Olaf Paas S., 1, 225.

paa Skerdingsſtedja, 1,

190: 2, 37.

norreſ., 3, 136⸗140.144.

den Ukriſtne, 2, 260. 263.

280. 281. 289. 290.

Halfdan Danek., 1, 98. 100.

— Hvidbeen, 1, 222.

-den Hvide, Haraldsſon,
45 K 6. N.

— Hoilag (Heibeen) Haralds
S., 1, 4 5 .
178. 182.

— Jarl, 1, 5. 44.

-den Milde og Madilde, 1,1.

i

211 H.

Halfdan Sigurdsſ., 2, 115.

— Svarte, 1, 1. 28.

— „ Haraldsſ., 1, 4. 6.
11. 12. 16. 17. i

Halfred, 2, 1. .

— Halfredsſ., 2, 189. 219:
3: 23:25.

— Vanraadeſkjald, 1, 92.
113. 118. 120. 130: 2,
6. 1416. 24. 25. 33. 35⸗
36. 38. 4556. 69. 71:
79. 188190. 196 218.

223. 270. 271. 275,278.

283,285: 3, 259. 18,25.
Halfride Thorbjernsd., 1,225.
Halgerde Snuinbrok, Ho—

ſkuldsd., 1, 225.
Halkel af Fjalar, 2, 224.
Hall Gudmundsſ., 1, 225.
Halle hin Hvide, 2, 79.

— Olaf den Helliges Stam⸗
fader, 2, 21.

— Prat, 2, 171.

- paa Sida, 2, 170. 171:
176. 178,180. 210. 212:
3, 78. 96.

Hallad Rognvaldsſon, 1,
175177: 2, 169.

Hallarſtein Skjald, 1, 129.
130. 255: 2, 229. 230.
243,245. 247. 248. 265.
274,279. 281. 285. 290.
291.

— Ormsſ., 2, 79.

Halſtein, 2, 224.

Halſtein Hlifsſon, 2, 224.

— Romundsſen, 3, 128.134.

E
Halvard Hals, 2, 5761. 63:
65. 69. |
Halveige Frodesd., 1, 218.

Hama, 3, 6771. 74.

Hamal Thormodsſ., 1, 218.

Harald Gormsſ., 1, 26. 27.

59. 74. 80. 82. 83. 105,
110. 116-118. 137-139.
144. 147. 232: 2, 43.
86. 117. 217.

— Graafeld, 1, 17. 18. 23.
27. 38. 39. 42:49. 53:55.
57761. 77.82: 2, 81. 84.
86. |

- Grænffe, 1, 55. 56. 70.
82. 172. 251: 2, 21. 115.

—(Dofrafoſtri) Haarfager,
1, 1.7. 9,20. 30. 39. 44.
47. 82. 108. 169. 173.
174.176. 178. 181. 182.
194. 199. 202. 211. 216.
221. 270: 2, 41. 42. 79.
115. 120. 156. 168170:
3, 38.64. 66.7174. 180.

—Hildetand, 1, 100: 3, 177.

— Jarl ſee Strutharald.

— K. i Jylland, fee Klak⸗
harald.

- Knud den Magtiges S.,
3, 56.

— Olaf Tryggveſens S., 2,
195.

O2

H. 212

Harald Rødffæg, 1, 1.

— Sigurdſ., K., 3, 49.
51. 55. 136138. 144.

— Svend Tveffægs S., 1,
144. ;

Harek den Hvasſe, 2, 223.

— K. i Jylland, 1, 98.

— K. i Jylland (den 2den),
1, 98.

— paa Reina, 3, 117. 118.

— i Thjotta, 1, 276: 2,
128. 146,149. 156.

Haſtein Atleſon, 1, 214.

Hauk, 3, 193.

- Habrok, 1,14. 15: 3, 73.74.

- fra Halogeland, 2, 127.

128. 146,148.

Hauker, Berſarker, 1, 239.
240.

* Haufver, 3, 165.

Havard den Huggende, 1,
154. 160. 165.

— fra Orkedal, 2, 224.

— Thorfin Jarls S., 1. 179.
180. 182. —
Hedin (Galder-Hedin), 2,

179.
— Thorbjernsſon, 1, 243.
247.
» Heidrek Ulveham, 3, 174.
Helga Prnsd., 1, 214.215.
—Eyulf Hrugas D., 2, 56.
— Helge den Magres D., 2,
79.
— Thord Skegges D., 1,
219: 2, 187.

Helga Thorersd., 3, 128.130.

Helge Bfola, Ketil Fladnaſes
S., 1, 0 23.
249.

— Bjørn Bunas S., 4, 219.

-den Frakne, Asgeirsſon,

3, 81. 93. 94.

Gudrodsſon, 1, 222.

Hengsſen, 3, 180.

— K. i Danmark, 1, 100.
K. Olafs Hofſinde, 2, 129.
131. 136. N

hin Magre, Eyvindsſon,
1. . 28 E
Ottarsſ., 1, 257: 2, 19.
Thorersſon, 3. 121126.

Heming, K. i Jylland, 4,

97.

— Strutharaldsſon, 1, 139.

Henrik, Keiſer, 3, 10.

- den 1ſte, Keiſer, 1, 99.

108.

Herdis Dadesd., 3, 152.

— Endridesd., 3, 109. 120.

— Thordsd., 1, 230.

Hered Biſkop, 1, 100.

Herfin Eriksſon, 2, 200.

— Thorgilsſon, 2, 199.

Herjulf Bonde, 1, 213. 214.

—Eyvindsſon, 1, 225.

— Hengsſen, 3, 180.

Hermund Berſerk, 3, 65.

68. 69.
- paa Gilsbakke, 2, 213.
Herred Jarl, 3, 189.

i

ii

r

i

(i

213

Herſtein Atleſ., 4, 244. 215.
Herver Thorgerdesd., 1, 218.
Hjalm, 3, 194.
Hjalmar Jarl, 3, 71. 72. 74.
Hjalmgrim, 3, 62. 64. 69.
Hjalte Skeggeſ., 1, 229:
2, 184.188. 206213.
216. 218: 3, 33.
Hildar Eyſteinsſon, 1, 227.
Hilde Eyſteinsd., 1, 4.
—Eyvindsd., 2, 6.
—Rolfsd., 1, 174.
Hildegarde, Dronning, 1,97.
Hildegun, Veſetes Kone, 1,
139.
Hilder, 1, 227.
Hilderides Sonner, 3, 180.
Hjorleif Rodmarsſ., 1, 214.
217.
Hlenne paa Saurbe, 1, 241:
2. 2.
Hlif Rolfsd., 1. 225. 226.
— Torfeinarsd., 2, 187.
Hlodver fee Lodver.
Holmfrid Eriksd., 3, 12.
Holmgange-Rafn, 2, 190,
Holmſtein Atleſ., 1,214 215.
Hrafn, Hrafnhild, Hrane,
Hrap, Hreidar, Hrefna, Hring,
Hroald o. ſ. v. ſee under R.
Hrok, 3, 193. '
Hrut Herjulfsſ., 1, 223.
Hrarek ſee Rorik.
Hugbert, Biſkop i Kanter—
borg, 1, 12ʃ.
Hundaſteinar Jarl, 2, 21.

* 8
pk

Huno,Diffop iGremen, 1,99
Hunrod Vefredsſ., 3, 18.
149. 150. 8
Hvalp eller Hund, ſee Ledver
Sigurdsſon.
Hvitſerk Ragnarsſ., 1, 104.
Hyrning, K. Olafs Svoger,
1, 249.251: 2, 193.
251. 266. 285. 286. 292.
Heng Ketilsſ., 3, 180. 181.
Hofde-Thord fee Thord paa
Hofde, i

—Ingemundsſ., 3, 127.

Hogne, 3, 194.
Hordekaare, 1, 13. 58. 214.
258. 260: 2,52; 3, 75.
78. 95.
Hordeknud Haraldsſ., 3, 56.
— Sigurd Orm i Gies S.,
1, 75. 104. 105,
Horge, 3, 90.
Hoſkuld Dalekolsſ., 1, 224.
225: 2, 18.
Idun, 2. 92.
Illuge, 2, 170.
- den Rode, Rolfsſon, 1,
229. 230.
Ingeborg Godmundsd., 3,
422, 129, 2 12%
— Harald Haarfagers D., 1,
4. 44: 2, 156.
— Ottarsd., 1, 139.
Ingjald, i England, K., 1,
100. 101.
-Frodeſon, 1, 225.
- Helgeſon, K., 1, 222.

J. 214

— Helge den Magres S., 1,
226.

- Skare, 3, 65. 68. 69.

- i Mf, 2, 1. 2.

Thorarsd., 2, 7678. 189.

190. 251. 252.

Thorkelsd., 1, 147. 166.

— Tryggvesd., 1, 169: 2,
196. 197. 226.

Ingegerd Dagſtygs Soſter,
3

— Dronning, 3, 42.

— Haraldsd., 1, 4.

— Lodinsd., 1, 168.250.251.

Ingemund, 2, 12.

- den Gamle, 2,21: 3, 127.

— Hafursſon, 1, 244.245.

Ingerid Lodinsd., 1, 168.

250. 251.
- den Rige, 3, 58 60.
Ingolf Thorſteinsſ, 2, 12.13.
- Ørnsf., 1, 214219.
Ingun, GlumGeiresſ. Kone,
2, 20.
— Heengs Kone, 3, 180.
Isleif, Biſkop, 2, 21.
Ivar den Beenloſe, 1, 104.
106.
- Ljome, Erlingsſ., 3, 98.
100. 103. 108,109. 116.
— Regnvaldsſ., 1, 176.
— Smetta, 2, 224.
— Vidfadme, 1, 100. 101.
Jaritzleif, K., 3, 42.

Jarngerde, Kodrans Kone,

1, 230. 238.

Jarngerde Lſotsd., 2, 171.

Jarnſkegge, fre Jeernſkegge.

* Jarnſkjold, 3, 112. 113.

Jatmund, ſee Edmund.

Jatvard, ſee Edvard.

Johannes den &te, Pave, 1,
211.

Johannes Baptiſta, 1, 248.

Jon, Biſkop i Trondhjem,
3, 152.

- den Hellige, Biſkop, 2,171.

Joreide, Are den Lærdes Mos
der, 2, 171.

— Thidrandesd., 2, 170.

Jorun, 1, 205.

— Hals Moder, 1, 171.

— Ingemund den Gamles
D., 2, 21.

— Mannvitsbrekka, 1, 227.

— Skjaldmo, 1, 12.

Joſtein Eriksſ., 1, 169. 170.
171. 174. 183. 185-187,
249: 2, 36. 52. 55. 224.
248.

Julianus Niding, 3, 26.

Særnffægge paa Prje, 1, 58:
2, 32. 33. 39. 40. 44.
236: 3, 98. 155.

* Jokul, 3, 164. 166. 167.
170. 174.

Seful Ingemundsſ., 2, 13.

+ Jorund, 2, 184.

— Atleſ., 2, 190.

- Hals, 2, 7: 3, 126.

- hin Kriſtne, 1, 228.

— Offerprœſt, 3, 181. 185.

215 FR.

Jorund Sleituhelges Bros
der, 3, 128. 135.

Kadlin Gangerolfsd., 2, 19.

Kalf Asgeirsſ., 2, 21:23,
69. 70. 225. 227.

- fra Oplandene, 2, 48.

52. 55. 56.

Kali eller Gyllingarkali, 3,
137-139. 144.

Kalman den Syderoiſke, 1,
230.

Kare af Gryting, 1, 32.
Dee

Kark, ſee Thormod Kark.

Karl Lodversſ., 1, 98. 99.

- Lodver den Unges S., 1,
108.

— Pippinsſ., 1, 97.

- den Rode, 3, 81.

— den Store, Pippinsſ., 1,
97. 98. 108.

Karle, Træl, 1, 217. 218.

Karloman Lodversſ., 1, 108.

Karlshefud Eriksſ., 1, 169.
170. 171. 174. 183. 183⸗
187. 249: 2, 36.

Ketil den Eenhaandede, 2,
187. å

-den (Fiflſke) Taabelige 1,

227: 2. 180.

— Fladnaſe, 1, 219222.
226. 227. 249. 257: 2,
19. 79.

— Heng, 3, 281.

„den Hoje, 2, 224.

Ketil Hordekaare, Aslaks S.,
fee Hordekaare.

— Kalf, 3, 152.

— Kjolfare, 1, 229.

- Landnamsmand, 1, 228.

- i Nummedalen, Jarl, 3,
180.

- fra Nummedalen, 2, 187.

— fra Rogeland, 2, 224.

— Veir, Herſe, 1, 221.

Ketilbjorn hin Gamle, 1,
219. .

⸗Ketilsſ., 2, 182. 187.

Kinrik, Moalds Broderſon,
1, 101.

Kiſping, 1, 41.

Kjartan Olafsſ., 1, 225:
2, 1831. 33⸗35. 38.
45. 69. 70. 186. 188. 196.
225229.

Kjarval, K. i Irland, 1, 180.
211. 226: 2, 203.

Klakk⸗Harald, 1, 2. 97. 98.
105.

Klaufe Boggve, 3, 81.

— Thorvaldsſ., 1, 242.

Klerk, 1, 71.

Klerkon, 1, 70. 73.

Klyp, Herſe, 1, 58. 59.
259.

Knud Danasaft, 1, 59. 105⸗
107.

—Danek., 1, 100.

den Fundne( Tralle⸗Knud)
1, 1025104.

K⸗M.

Knud den Magtige, 1, 144:

3, 26,28. 3537. 41. 46.
56.

Kodran Digre, Eilifsſ., 1,
230232. 234.238.

Kolbein Staller, 2, 223: 3,
140.142.

—Thordsſ., 2, 183. 188.
207.

Kolbjern Sneyper, 1, 225, 3:
109.

— Staller, 2, 292: 3, 1⸗3.
. 28. '

Kolfinna Avaldsd., 2, 658.

10. 11. 220,222; 3, 18
20.

Koll (Dalekolh, 1, 228.224:
2, 18.

— Siduhalsſ., 2, 170,
Kolofoſtri, 3, 62. 69.
Kolſkeg den Kyndige, 2, 170.
Koltorfa Skeggesd., 2, 208.
Konal Steinmodsſ., 4, 224.
Konrad, 1, 108.
—Konradsſ., 1, 108.
Krum den Gamle, 3, 97.
-den Yngre, Vemundsſe,

3, 97. 101103.
Kvig Jarl, 3, 58,
Lede, 3, 68. 69.
Leif Eriksſ. den Rede, 2,
190. 192. 218.
-Rodmarsſ., fee Hjerleif.
- Øsfursf., 2, 102. 103.
Leo Lodverſ., Stolkonning,
1, 211.

216

Leo Stolkonning, 1,97.
Ljot Pngvildsſ., 2, 171.

—Thorfin Hjerneklevers S.,

1. 83. 179. 180. 182.
Ljotolf Offerprœſt, 3, 81.
Livedag, Biſkop, 1, 100.
Lodin, Erlingsſ., 3, 15.

-K. Olafs Stedfader, 1,

168. 249,251.

— i LErvig, 1, 260.

Lopt hin Gamle, 1, 218.

Lotharius Lodversſ., 1, 98.

Ledver Arnoldsſ., 1. 108.

Karl den Stores S. 4, 97.
98.

- den Lange, 2, 223.

- Lodversſ. den Unge, 1,
98. 99. 108. 211.

» Lodversſ. 1, 108.

— Sigurdsſ., 1, 183.

—Thorfin Hjarneklevers S.,

1, 83. 179. 180. 182.

Maane den Kriſtne, 1, 245.

Magnilde, 3, 74.

Magnus Einarsſ., Biſkop,
2, 171.

— Gieſursſ., Biſkop, 2,471

„den Gode, 3, 44. 49. 51.
53. 55. 139.

— Thorſteinsſ., 2, 170.

Mar, 2, 180,

—Hamaldsſ., 1, 218.

„Jorundsſ., 2, 7-9: 3
127.

Margbjod, Jarl i Skotland,
1, 180.

217

Martinus, Biſkop, 1, 252.

Melbrigda-Tonn, 1, 176.

Melkolf, 3, 185, 186.

Melkorka Myrkjartans D., 1,
2258.

*Menglod Ofotansd.3, 193.
198.

Merkurius Riſe, 3, 26.

Michael Stolkonge, 1, 97.

Midfjord⸗ Skegge, 3, 81.

82. 130. 131.
Moald hin Digre, 1, 101.
Moſes, 3, 49.
Moſter⸗Skegge, 2, 252,254.
eyrkjartan, K. i Irland,
4, 225: 2, 18.

Naddodd Viking, 1, 211.
12k sd |

Narfi, 2, 185.

af Staf, 1, 33.

Natfare, Tral, 1, 212.

Neffulf, 2, 184.

Nial Findsſ., 1, 5.

Niceforus, Stolkonge, 1,
97.

Nidbjerg, Osvifers Moder,
2, 19. |

Nidung Gjallandsſ., 3, 85,
87.

Odd, Brynjars Broder,
3, 105, 106.

Munk, 3, 152.

Oddleif, 2, 183.

Oddver, 3, 193.

MO.

* Ofotan i Ofotansfjord, 3,

195.

Olaf Asgeirsſ. Valabryder,
3, 81. 93. 94.

„ Dreng (den Raſke) 2, 224.

-den Engelſke, Kinriksſon,
IE 101.

„Feilan, 4, 222,224.

Harald Haarfagers S.,
4. 4. L. N. 11. 16718.
199: 2, 156.

„ paa Haukagil, 1, 239,
240: 2, 6. 9, 11. 12:

3, 18.

5 den Hellige, 1, 172: 2,
21. 115. 116: 3, 3147.
49. 51. 152.

den Hvide, K. . 1, 17 6
222.

-K. i Bretland, 4, 22.

K. i Sverrig, 1, 100.

= Kvaran, K. i Irland, 1,
134. 172.

„ Langhals, Bjernsſ. 3, 97.

- Paa, Hoſkuldsſ., 1, 225:
AAB e e

„ Tryggveſen, 1, 61. 66:
74. 81. 88,96. 113. 115.
117. 118. 120137. 140.
447. 166. 167. 169,174.
181187. 191,202. 205;
209. 226. 249,259. 266⸗
276: 2, 14. 4618. 23:
56. 63. 65. 67:71. 74.
76. 79. 93. 105,111. 1149
116. 118132. 135137.

O⸗P.
141146. 148,168. 175.

176. 183,190. 192-197.

203. 206. 207. 209. 216⸗
219. 223.227. 229,255.
257.292: 3, 19. 11. 13
15. 17. 19:33. 40. 42
48. 51:57. 110. 114118.
120. 121. 123.126. 135.
140. 143.145. 147. 150:
158. 160162. 168. 172.
176. 179. 195. 199.
-den Svenſfe, 1, 56. 210:
2. 117. 189. 190. 254.
257. 259,261. 265,268.
273275. 277. 279: 3,
12. 26. 40. 145. 146.

Olof Aarbod fee Alof.

—Asbjornsd., 1, 58: 3, 75.
79. 98.

- Brunolfsd., 3, 107.

- Ragnar Lodbroks D., 2,21.

+ Thorſteinsd., 1, 222. 223:
2, 79. |

Orm, 2, 224.

- Eyulfsſ., 2, 21.

- Gellersſ., 2, 79.

— Halle hin Hvides S. 2,79.

—Kodransſ., 1, 230, 238:

2, 213.

af Lyra, 1, 33: 2, 37.

Lyrgja, 1, 189: 2. 37.

Skoganef, 2, 224.

Storolfsſ., 3, 181186 ⸗

188-190. 192201.

— Thorljotsſ., 3, 56.

— Toſkubak, 2, 212.

1

2I8

Orny Geitersd., 3, 97-103.
107. 108. 113.

Oſt Thorſteinsd., 1, 222.
Oſpak Osvifersſ., 1, 257:
2, 19. 228. Sy

Osvald, 1, 219.

Osvifer Helgeſ., 1, 225.
257: 2, 19. 20.

Ottar Bjernsſ., 1, 257.

— Jarl paa Gotland, 1, 119.
139.

- Jarl i Holmgaard, 3, 173.

- fra Oplandene, 2, 48. 49.

— Thorvaldsſ., 2, 176. 9.
14. 35

Otto den Store, Keiſer, 1,
61. 100. 108.

-den Rode, 1, 108.

-den Unge, 1, 108,118.
120. 128. 134: 3, 10.

Otto⸗Svend fee Spend Tve⸗
ffæg.

Palnatoke, 1, 138140.

Palner Tokesſ., 1, 139.

Paſchalis, Pave, 1, 98.

Patrech, Biſkop, 1, 219.
220. .

Peter, Apoſtel, 3, 197.

K. i Saxland, 1, 100.

Pippin, 1, 97.

— Angiſesſ., 1, 97.

— Karlsſ., 1, 97.

-Lodversſ., 1, 98.

Placidus, Ridder, 1, 128.

Poppo, Biſkop, 1, 116.
117.

219

Wovel,
128.

Biſkop, 1, 125.

Rafn Holmgaardsfarer, 2,
85. 86.

— Hengsſ., 3, 180. 181.

— Ggmund Ditts Fader, 2,
56.

Rafnhild Ketilsd., 3, 180.

Rafort Kjarvalsd., 1, 226.

Ragnar Lodbrok, 1, 1. 21.
75. 99-101. 104: 2, 21.
203.

-Ruykkil Haraldsſ., 1, 4. 5.

Ragneid, Hedins Kone, i,
243.

Ragnfrod, Erik Blodores S.,
1, 18. 84/87.

Ragnhild, Erik Blodexes D.,
1, 18. 27. 179. 180.

— Erlingsd., 3, 15.

- hin Magtige, 1, 4 6.

— Sigurd Hjorts D., 1, 1.2.

— Thoralfsd., 2, 88. 92.
94.

Rambert, Biſkop, 1, 98.

Rane, Hildersſ., 1, 227.

- hin Vidtfarne, 1, 55.

- „ 3, 194.

Rapp Bjernsſ., 1, 219: 2,
187. |

Raud hin Ramme, 2, 156:

160. 163.

- i Raudso, fee Gunnar
Rognvaldsſßz.

- fee Thorſtein Raud.

PR.

Reas, 1, 71. 72.

Ref fra Barde, 1, 242: 2,200.

— fee Skjaldref.

Refna Asgeirsd., 1, 225:
2, 21. 227.

Reidar, 3, 97.

— Jaeenſfegges Farbroder, 1;
58: 3, 98.

Reikul, 3, 62, 67.

Reinfred Godofridsſ., 1, 97.

Rekni, 1 74.

Rekon, 1. 71.

Rembrond, Biſkop, 1, 100.

Ring Annulo, K. i Jylland,
1, 97.

— Dagsſ. af Ringerige, 1, 4.

— Haraldsſ. 1, 4. 5.

-den Hvide, 3, 62:66. 68.
69. >

K., fee Sigurd Ring.

Roald Hruk, Aslaksſ., 2, 203.

— Romundsſ., 1, 214.
— Ulfsſ., 1, 229.
Roar Unesſ., Offerprœſt paa
Tunga, 1, 212.
Rodmar Roaldsſ., 1, 214.
215.

Roe hin Hvide, 1, 53.

Rolf ſee Gangerolf.

- fra Am, 1, 225.

— Helge den Magres S., 1,
226.

— Ingjaldsſ., 1, 225.

— Ketilsſ., 1, 229.

— Nefja, 1, 174: 3, 62:66.
68. 69. 73.

R⸗S.

Rolf den Rige, Ulfsſ., 1,

229.

— Roaldsſ., 1, 229. 230.

Rollaug Røgnvaldsf., 1,175:
2, 169. 170.

Romund Greipsſ., 1, 214,

— Guldtand, 3, 66.

= den Halte, 3, 127. 128.
130134.

Rudda, 3, 69. 70. 72.

Runolf Ulfsſ., Offerpraſt,
2, 183⸗183. 188. 208.
216.

Rodebjorn, 2, 153.

Rognvald Hakonsſen, 1,
66. 67.

— Jarl, Ulfsſon, 2,496.

197. 251. 252: 3, 14.

» Lodinsſ. fra 2Ervig, 1,
153. 260268. 270. 271.
276: 2, 16. 17.

fra Mjola, 3, 66.

More⸗Jarl, 1, 174178.
181. 211.: 2, 19. 168.
169. 187: 3, 66. 73.

„ Rettilbeen, 1, 4. 5. 9.
10: 2, 120.

Rorik, Friſernes Hopding,
1,33 |

— Haraldsſ., 1, 4. 6.

Salgerde
226.
Sam, 3, 193.
Selthorer, 3, 35.
Seming, 3, 193.

Steinolfsd., 1,

220

Sidu⸗Hall,
Sida.

Sigfaſt, 1, 225.

Sigfred, K. i Jylland, 1,
97.

— K. i Danmark, 1, 98.99?

100.

Siggeir, K. i Danmark, 1,
100.

Sighvat Skjald, 3, 14. 15.

— Surtsſ., Laugmand, 1,
227.

Sigmund Breſtersſ. „ 1, 161:
2, 82. 84:91. 93105.
107.114. 150153.

— „ Thorbjørn Gataſkegs *

der, 2, 81.

Sigrid, Rognvalds Kone,
dg 261. 264. 266268.
270: 2. 17.

— Storraade, 1, 56: 2,
114.117. 119. 196. 257.
259. 261.

Sigred Haraldsſ., 1, 4 6 6.
12. 16:18. a

-Riſe, 1, 4. 5. *

Sigtryg Haraldsſ., 1, 4. 5.

Sigurd Bild, 2, 224.

= (hin Magtige), Biſkop, 1,
206208: 2, 49. 50. 122⸗
124. 155. 156. 158. 1682

250. 251: 3, 10. 144153.

„ Bue Digres S., 1, 163.
164.

Erik Bjodeſkalles S., 1 5
70,74. 169. 200. 201.

ſee Hall paa

221

Sigurd Erlingsſ., 3, 15.

— Euſtein Glumras S., 1,
176. 181. 211. 222: 2,
169.

— Findsſ., 1, 5.

— Fofnersbane, 3, 177.

— Grimsbane, 2, 154. 135.

— Gunnar Helmings Bro—
der, 2, 65. 68. 69.

— fra Halogeland, 2, 127.
128. 146148.

fers 1, 1. 2.

— Hlade,-⸗Jarl, Hakonsſ., 1,
12. 13. 18. 24. 28. 31.34.
43. 44. 47.50. 52. 81.
198: 2, 39. 43: 3, 137.

Kappe, Veſetesſon, 1,
139. 140. 144. 147. 153.

— K. Olafs Hofſinde, 2, 129;
132. 133. 136.

— Ledversſ., 179,183.

— Orm i Hie, 1, 1. 75. 103.
104.

— Ring, 1, 100. 101.

—Riſe, Haraldsſon, 2,

115.
- paa Sandnas, 3, 66.
— Slefa, 4 18. 57259.
259: 3, 75.78. 98.
— Syr, 2, 115. 116: 3, 152.
Sigvald Strutharaldsſ., 1,
139.144. 146. 151.153.

159 * K 117. 118.

223. 254. 259,265. 267.

269. 274. 287: 3, 3.4.

6. 17. 21. 29.

S.

Silfrefkalle, K., 1, 105.
Sjone, 3, 6770. 73.
Skage Skoptesſ., 1, 243.
Skaldref, 2, 182.
Skallagrim, 1, 225: 2, 18.
Skegge, 1, 229.

— Asgautsſ., 2, 208.
ſee Midfjord-Skegge.

— Thorarensſ., 1, 241.

— Thorgeirsſ., 2, 187.

- paa Prje, 1, 153.

Skelking, 3, 119.
»Stfkfaldis eller Skjaldgerde,

3, 112. 113. 119.
* Skjaldvor, 3, 112. 114.
115.
Skjalg Erlingsſ., 3, 15. 35.
Skide hin Gamle, 1, 230.
Skopte, 1, 243.
Skule, Thorfin Hferneklo⸗
vers S., 1, 83. 179. 180.
— Thorſteinsſ., 2,274. 282:
3, 6. |
Skum Kfartansſ., 1, 225.
Skoglartoſte, 1, 55. 56. 70.
Sleitu-Helge, 3, 128,135.
Slettu-Bjern Roarsſ., 1,
2, 199
Sneefrid hin Finſke, 1, 4. 5.
Snorre, Offer-Preſt, 2, 20.
240: 3, 136.
— Sturleſen, 2, 274. 277:
n
Snculf i Sande, 2, 81.
Sokke, Viking, 2, 15: 3,
107.

S. 222

Sote, Viking, 2, 4. 5.

SyafbedvarØndotsf. 1,241.

Starkad den Gamle, 3, 177.
178.

Starre, 3, 193.

Stefner Jarl, 1, 139.

— Thorgilsſ., 1, 248. 249.
256.258: 2, 105. 106.
229: 3, 17. 194.

Stein, 2, 4. 5.

Steingrim paa Hedemarken,
2, 91. 92.

— i Siglevig, 2, 56.

Steinkel, K. i Sverrig, 1, 5.

Steinmod Glversſ., 1, 224.

Steinolf, 1, 226.

Steinun Skaldrefs Moder,
2, 182.

Steinthor, Olaf Paas S.,

A

Storolf Hengsſ., 3, 181
186. 190. g

Strutharald Jarl, 1, 139.
140. 144: 2, 261.

Stuf Skjald, Thordsſen,
s

Sturla, Offerpraſt, 1, 230.

Sturleſonnerne, 2, 171.

Styrbjorn, 1, 56.

Styr Thorgrimsſ., 2, 190.
191.

Styrkar af Gimſe, 1,153: 2,

37. 265: 3, 98. 108,111.

115. 116. 119. 120.
EA Reidarsſ. , 1 7 58: 3 7
16.

Sumarlide Herjulfsſ., 3,
180.

Sunnifa, 1, 203,205. 208.
209. 272.

Surt Asbjernsſ., 2, 180.

— Thorſteinsſ., 1, 227.

Spade, 2, 198199.

Svanhild fee Hilde Eyſteinsd.
Svanlaug Thormodsd., 1,
229.
Svend Alfifesſ., 3, 46,49.

51. '
- Jarl, Hakonsſ., 1, 153.
155, 157. 198. 209: 2,
94: 3, 12. 14. 16. 27.
31. 32. 34. 35. 40. 51.

Svendeſ., 2, 137. 138. 141.

143. 145.

— Tveffæg, 1, (1177) 138.

139. 141.146. 232.234:
2, 117. 118. 217. 256
261. 265/268. 273.277:
3, 10. 12. 13. 17. 26.
83. 84. 89. 140.

-den deEldre, 2, 137139.
141,145.

Sverting Runolfsſon, 2,
183. 188. 206. 207.

Quvinos Bjarne fee Bjarne fra

Svins.
Sæming, Griis's Fader, 2, 7.

Samund den Lærde, 1,212
. 171.

- den Sydersiſke, 1, 230.
SolmundEilifsſ., 1, 225.230.

2

Solvaklofe, 1, 7.
Solvar Gotekonge, 1, 225.
Sorkver, 3, 194.

Teit, 3, 194.

— Asgersſ., 3, 55.

- Ketilsbjernsſ., 2, 182.
187.

Thangbrand Vilbaldsſ., 1,
121. 122. 136. 184. 255:
2, 105107. 175184.
186,188.

Thidrandi, 2, 170.

— Siduhalsſ., 2, 171175.

Thora, Audun Skokuls D.,
2, 26.

— Bardsd., 2, 130. 131.
133. 136.

— Eriksd., 2. 199.

— Findsd., 1, 5.

— Hakon Adelſtf. D., 1, 42.

- Ketil Hordekaares D., 3,
95.

— Moſterſtang, 1, 13.

- fra Rimul, 1, 189. 192⸗
194.

— Sigmunds D., 2, 94. 102.

Thoralf Skolmsſ., 1, 39.
40: 3, 185. 186.

— Sysſelmand, 2, 92.

— Thorbjeornsſ., 3, 181.

Thorar, Blot⸗Übbes Bros
der, 2, 76. 78. 219: 3,
23.

Thoraren paa Hvam, 1, 240.
241. |

3 S⸗T.

Thoraren Nefjolfsſ., 2,

184.

— Thorvaldsſ., 3, 55.

Thorarna, Storolfs Kone,
3, 181.

Thorberg Arneſ., 3, 15.

— Olaf Paas S., 1, 225.

— Skafhogsſ., 2, 194. 195.

— af Varnas, 1, 33.

Thorbjorg Knorrebringa, 2,

190. N

Thorbjørn Gataſkeg, 2, 80,
81.

SÅ den Haukdelſke, 2, 190.

- Hornklofe, 1, 6. 175: 3.
58:63. 69. 72.

— Skageſon, 1, 243.

— Skolm, 3, 181.

— Thorkelsſ., 2, 185.

— Thyna, Romundsſ., 3,
127. 133.135.

- paa Vatn, 1, 225.

3 Vifilsſ., 2, 190.

Thorbrand fra Alptefjord,
2, 190.

Thord, Eigileifsſon, 1, 205,
207.

— Freys Praſt, 2, 183. 188.

— Geller, 2, 21. 190.

paa Hofde, 1, 230. 240:

2, 203.

Hordekaaresſ., 1, 58. 259:

3 5

Illugesſ., 2, 170.

Ingunsſ., 2, 20.

Jorunarſ., 1, 205,207.

'

T. 224

Thord Kolbeinsſ., Skiald. 1,
148. 202. 210: 2, 255.
286: 3, 12. 18. 27.

Kat, Thordsſ., 2, 20.

- paa Mardelog, 2, 224.

— Sjareksſ., 1, 39. 41: 3,
82. 33.

— Skegge, 1, 219: 2, 187.
3, 95.

— i Skogar, 3, 89.

— Spakbodvarsſ., 1, 241.
242.

Thordis Spaakone, 1, 231.
232.

— Thoralfsd., 2, 19.

— Thorvardsd., 2, 171.

— Gsſursd., 2, 170.

Thorer Beinersſ., 2, 82.
84.90. 93. 94. 97.99.
101. 104. 107. 112. 113.

— Erlingsſ., 3, 15.

— Gunlaugsſ., 1, 228.

— Herſe, 3, 121123. 126.

— Herſe, Roaldsſ., 1, 4.

— Hima, 2, 203.

— Hjort, 1, 153. 276: 2,
157. 158.

den Høje, 3, 96.

Klakka, 1, 170,174. 184:

187. 191. 201.

Skeg, 1, 33.

den Tlende, 1, 5. 12. 175.

178: 2, 169.

Thorkelsſ., 3, 128,132.

— Thrandsſ., 2, 222.

U

Thorey, Særhund den Lærz
des Moder, 2, 171.

Thorfin Eisle, 2, 224.

— Hjarneklover, 1, 23. 27.
83. 179. 182.

— Ramme (den Stærte), s,
62/4.

2 Thorgard, 3, 90. 91.

Thorgelr Eilifsſ., 2, 187.

— Halleſ., 2, 719.

= paa Pꝓitardal, 2, 190.

— K. Olafs Svoger, 1, 249
251: 2, 193. 251. 266.
292.

-LjosvetningernesoOfferpreſt,
2, 210. 213,215.

— Offerpraſt, 1, 224.

— Veſtarsſ., 3, 107.

Thorgerde Egilsd., 2, 171.

—Egil Skallegrimsſons D.,
1, 225: 2, 18.

— Eylaugsd., 1, 218.

— Halfredsd., 24.

- Hllfsd., 2, 187.

5 Horgebrud, 1, 158: 2.

96: 3, 90.
Sidehalsd., 2,171.
Thorersd., 2, 203.
Thorſteinsd., 1, 222
225: 3,152.
Thorgeſt paa er mel
2, 190% "RES 74

*

1

Thorgils, 1, 240.

— Eilifsſ., 1, 249.
* Gormsſ., 3 199.

22

Thorgils Grenſadsſ., 1, 241.

— Haraldsſ., 1, 4. 5. 7.

— Thorolf Luſeſkcegs S., 1,
61. 7073.

Thorgrim, 2, 190.

— pan Hvin, 2, 224.

— Harukoll, 2, 21.

- hin Onde, 2, 153.

Thorgunna Thorſteinsd., 3,
97. 98. 102. 103.

— Veſetesd., 1, 139.

Thorhalla 9Evarsd., 2, 6.

Thorhal, Breidaaſkegges S.,
2, 24, 36.

- Knap, 2, 203.206.

— Spaamand, 2, 171175.

Thorhild, 2, 205.

— Asgeir Raudfelds Kone,
3, 80. 81.

— Jorundsd., 2, 190.

— Thorſteinsd., 4, 222.

Thorkatla, Dalekolls D., 1,
224.

Thorkel, 3, 110.

— Asgeirsſ., 3, 176.

— Dydril (Dyrdil), 1, 169.
249: 2, 234. 246250.
269. 270.

— Geitersſ. 3, 1. 97. 101.
104. 107. 108.

— Gisleſ., 4, 147.

- fra Guddale, 2, 185.

- den føje, Strutharaldsſ.,
1,139. 146: 2, 287. 288.
290.

3. Bind.

7

ø

8
8 T.

Thorkel paa Kersore, 3, 127.
128.
— Klyp Thordsſ., 3, 75/78.
98. ſee Klyp.
— Klyp Einarsſ., 3, 79.
— Krafla, Thorgrimsſ., 3.
18:21.
Kugge Thordsſ., 2, 21.
Leira, 1, 147. 153. 162
164. 166.
Maane, Thorſteinsſ., 1.
218.
Nefja, Lodinsſ., 1, 168:
2, 224. 266. 269: 3, 2.
3.
den Rige, 1, 160.
Silfre, Thorvaldsſ., 2,1.
paa Thingval, 3, 90.
Trefil, 2, 153. 154.
* den Tynde, 3, 177. 178.
— Terfroſt, 2, 8894. 102.
Thorlak Biſkop, 2, 21.
— Thorbjernsſ., 2, 80.
Thorlaug Atlesd., 1, 230.
— Rafnsd., 3, 181.
— Sæmundsd., 1, 230.
Thorleif Jarleſkjald, 3,8 194.
— den Kriſtne, 2, 212.
Rauofeldsſ., 1, 197.
— Skuma, 1, 160.
— Thorbjernsſ., 3, 128. eg
135.
- den Viſe, Hordekaaresſ.,
1, 258: 2, 522: 3, 95.
-den Viſe, den forriges

9

33 226

Datterſon, 1, 28. 522:
2, 5256: 3, 22.

Thorleik Hoſkuldsſ., 1, 225:
2, 18.

Thormod Hamaldsſ., 1, 218.

— Kart, 1, 190⸗193. 195⸗
197: 3, 155.

- Landnamsmand, 1, 227.
229.

— Præft, 2, 207. 209.

— Thorkel Maanes S., 1,
218.

Thorodd Offerpreſt, 2, 209.

Thorolf, 2, 224.

— i Hvin, 3, 58.

- Kveldulfsſ., 3, 66.

hin Korte, 2, 19.

— Luſeſkœg, 1, 60. 61. 70.
71.8.

+ Osvifersſ., 1. 257: 2, 19.
227.

— Skallegrimsſ., 2, 18.

— Skjalg, Øgmundf., 1, 259⸗
265. 268: 2, 16:18.

— Smer, 1, 213. 214: 2,
79.

Thorſtein Asbjornsſ., 1,
227.

- Bæarmagn, 3, 155175.

— Bøtvarsf., 3, 96.

— Egilsſ. 2, 22. 228. 282:
3, 6.

= den. Hvide, 2, 224. i

— Ingemundsſ. , 2, 12.
13.

Thorſtein Ingolfsſ., 1, 218.
— Ketilsſ. 2, 180.
Midlang, 1, 160. 161.
Oxefod, 2, 223. 291: 3,
3, 101120.

Rod, 1, 176. 222225:
2. M.

Siduhalsſ., 2, 170. 171.
Skrof, 2, 79.

Skelk, 3, 176179.
Thorersſ., 3, 121123.
Thorkel Kugges S., 2
2

Thorſtein Thorſteinsſon, 3,

78. 5
— Veturlidesſ., 3, 97.
— i Vitslar, 1, 63-66.
Thorun Hyrna, 1, 221.
222. 26.
Thorvald Asgersſ., 2, 21.
— Asvaldsſ., 2, 190.

—Haldarsſ., 2, 19.

— Kodransſ. hin Vidforle, 1,
230241. 243. 244. 246⸗
249. 256: 2, 192. 198.
213.

— hin Liſtige, 2, 181.
- Ottarsſ., 3, 23:25.

— Refsſ., 1, 242.

— Skeggesſ., 2, 208.

— Skiljande, 2. 1. 2.

— Taſalde, Steingrimsſ.,
2, 56. 129.137.

Thorvard, Siduhalsſ., 2,

171.

227

Thorvard, Spafbodvåref ,
1, 241. 242. 248: 1,
198. 199. 212.

— Thorgeirsf., 2, 79.

Thrand, 2, 222.

- Fjalefat, 3, 66.

- i Gata, 2, 80:86. 96104.
111:114. 150. 151.

- Sage, 1, 33.

- den Ramme, 2, 223.

— Skfalge, 2, 223: 3, 3.

Thraſe den Gamle, 3, 91.

Thuride Asgeirsd., 2, 21.

Arnbjernsd., 1, 225.

Eyvindsd., 1, 222.

Olaf Paas D., 1, 225.

Refsd., 2, 200.

Torkel Torfroſtsd., 2,

88. 93. 94. 102. 104.

Valthjofsd., 1, 229.

Thyre, Harald Gormsſons
D., 1, 144: 2, 117119.
122. 195. 216. 217. 251.
253. W7: 3, 10.

—Klak⸗-Haralds D., 1, 2.
105107.

Thyrne, Klak Haralds D.,

W

Tind Halkelsſ.,
166.

Tofa Strutharaldsd., 1,
139. 140.

Toke, 1, 139.

- 3, 193.

Torfe, 3, 194.

1. 156.

TU.

Torfe Hamaldsſ., 1, 218.

— Valbrandsſ., 2, 282.

Torf⸗Einar, ſee Einar Rogn⸗

valdsſon.

Torrad Osvifersſ., 1, 257.

Tofte fee Skoglartoſte.

Tryggve Haraldsſ., 1, 4.

— Olafsſ., 1, 16. 18. 20.

2628. 34. 42. 43. 47.
53. 54. 6062. 67. 71.
117. 168. 170. 200. 249.
251. 266. 268: 2, 156.

— Olaf Tryggveſons S., 1,
136: 3, 47. 48. 51.

Tumi, 3, 194.

Uobe, fee Blonubbe.

— Ingjaldsſ., 1, 100. 101.
uggi, 2, 181.

Ulf, ſee Thorkel Torfroſt.

— Grimsſ., 1, 228.229.

— Jorundsſ., 2, 184.

— Kraka, 2, 191.

- Lodinsſ., 1, 260. 261.
den Rode, 2. 223. 230
233; 272. 292.
Sebbeſ., 3, 58.

Toſteſ., Sigrid Storraa⸗
des Broder, 2, 196.

- uggeſ., Skjald, 2, 181.
2 Ørne: Thorers S., 2, 190.
+ Ulfhedin Troſte, 3, 162.
Ulfheide Eyulfsd., 2, 21.
Ulfhild Halsd., 2, 21.
Ulfkel Snilling, 3, .

2

UV.

Ulfljot Laugmand, 3, 95.
Unar Arnarhyrna, 3, 95.
Uni Gardarsſ., 1, 212.
Urguthrjot Jarl, 1, 110.119.
120.

Uthyrmir, 2, 223.

Vagn Aageſ., 1, 139. 140.
147. 150. 151. 153. 155.
157. 159. 161. 162. 164⸗
166.

Vakur den Engelſke fra Rau—

me, 2, 223.

Valdemar, K., 1, 6970.
74. 88:91. 124.128. 170:
2, 108. 256.

Valgerde, 1, 243.

— Ottarsd., 2, 6. 12. 13:
3

— Sturleſennernes Bedftes
moder, 2, 171.

Valthjof Ørlygsf., 1. 229.

Vanraad Osvifersſ., 1, 257.

Varin, K., 2, 123.

Vedurgrim, 1, 218: 2,
187.

— Aſe Herſes S., 1, 223.

Vefred den Gamle, 3, 18.
149.

Velaug, Bjern Bunas Kone,
1, 219.

Veleif hin Gamle, 1, 224.

Vemund Asbjernsſ., 3, 97.

— PValebryder, 1, 58.

228

Vermund Thorgrimsſ., 2,

24.

Veſete paa Bornholm, 1,
139. 140. 144: 3, 186.

Veſtar, 3, 107.

— Hangsſ., 3, 180.

Veturlide Asbjernsſ., 3, 97.

— Skjald, 2, 180. å

Bifil, 2, 190. .

Vigabarde Gudmundsſ., 17
225. 230.

Vigaglum Eyulfsſ., 1, 160.
226. 227: 2, 56. 57.
59. 61. 62. 64. 65. 129.

Vigdis, Audun den Raad⸗
nes D., 2, 79. |

— Olafsd., 1, 239: 3,
18.

— Thorſteinsd., 1, 222.

Vigerd, 1, 212.

Vigfus Herſe i Vors, 1, 226.
227: 2, 56.

— Vigaglumsſ., 1, 160: 2,
56. 58:62. 282.

Vikar af Tiendeland, 2, 223.
292.

Vikingekaare, 1, 226: 2,
187. :

Vilbald, Greve, 1, 121.

Vilborg Gisſursd., 1, 229:
2, 184. |

— Osvaldsd., 1, 219.

Birvil, 3, 186. 187. 189.

Vitgeir Seidmand, 1, 9.

Vivil, 1, 217. 218.

229

Vughild Fagerkind, 1,224:
3, 81?

Yugvild, Ketil Veirs D.,

; £; A.
— Siduhalsd., 2, 171.

— Sturleſonnernes Stammo—
der, 2, 171.

Yrjarſkegge, fre Jernſkegge.

I fa Hakonsd., 2, 187.
var den Gamle, 2, 6.

ODgmund Ditt, 2, 56:64.
69.

— Hordekaaresſ., 1, 258:
3, 78.

— Sande, 2, 223: 3, 3.

+ Øgvald, K., 2, 123.

Slmod den Gamle, Horde—
kaares S., 1, 214. 259.

Glver Hnufa, 3, 5864.
12

— Barnekarl, 1, 224.

Gndot, 1, 241.

— Krake, 1, 225. 226.

Ønund, K., 3, 35. 36.

— Rapsſ., hin Gamle, 1,
219,221. 229.

- den Svenſke, 2, 7274. 77.
9 3

— Thorgilsſ., 1, 241.

Ørn Bjornulfsſ., 1, 214.

Gsſur Aageſ., 2, 1177119.

—Hafgrimsſ., 2, 84. 97.
99. 101:103.

— Rollaugsſ., 2, 170.

„ fra Hordeland, 3, 188.
190.

— Tote, 1, 8. 9.

Orne⸗Thorer, 2, 190.

230
Rettelſer.

1 Bind S. 43 kin. 4. Olaf l. Gudrod.
— 46 — 8. Hakon l. Eyvind.
101 — 19. Andulf l. Audulf.
153 — 8. Skyrkar l. Styrkar.
174 — 3. i Forgaars l. forleden.
182 — 8. Thorf-Ejnar l. Torf-Ejnar.
212 — 26. Ivar l. Roar.
215 — 27. ſom forud hade l.; han hade da forud.
— 25. Konge, Solvars l. Konge Solvars.
248 — 29. Thorvald l. Thorvard.
ir Lin. 22. Kofinna l. Kolfinna.
56 — 18. med l. hos.
79 — 17. hin Rige l. hin Magtige.
133 — 2. Hænderne ſtundum nyttet l. Styrke i
Haanden ſtundum. 5
179 — 7. Thrangbrand l. Thangbrand.
180 — 1921 maa forandres til: dræbte Thang⸗
brand og Gudleſf, en Sen af
Are Marsſon, Skjalden Veturlide
i Fljotshlid formedelſt Nidviſer og
Gudsbeſpottelſe. J Grundſkriften
(S. 202 L. 24.) bor nemlig skålds
rettes til kald, ſom fees af den
folgende Viſe.
— — 187 — 8. indſættes efter: Hjalte er en Son af
Skegge, de Ord „en Son af Thor.
- geir.“
3 Bind S. 58 Lin. 6. Thoralf l. Thorolf.
— — 61 — 16, tĩaſte l. laſte.
— - 12 — 4. Thorleifs l. Thorbjerns; ligeſaa i
Grundſkriften S. 143 L. 3 porleiſs
I. Porhjarnar.
— — 149 — 17. Ulfred l. Vefred.

Æt]

FL SK PAST ERE

ig FK e

|
|

231
Subſcribenter

pa a

Oldnordiſke Sagaer.

Forkortelſer: R. E. vs meter Ridder af Elephanten, St.
D., C. D., R. D. Storkors, Commandeur, Ridder af
Dannebrog, D. M. Dannebrogsmand, R. N. O., R.
S. O., R. W. O. Ridder af Nordſtjerne-Ordenen, Sperd—
1 1 eller Waſa-Ordenen, M. N. O. S. Medlem af
det Nordiſke Oldſkrift⸗Selſkab. l

J Danmark.

Hans Majeſteet Kongen S8 Er.
Hendes Majeſteet Dronningen 4 —
Hans Kgl. Hoihed Prinds Frederik Carl
Gn. „
Hans Kgl. Hoihed Prinds Frederik Ferdinand? —
Hans Durchl. Landgreve Carl til Hesſen . 1 —
Hans Durchl. Prinds Friederich, Landgreve af
Hes ſen ” . * * . „ * 5 1 110
Hans Durchl. Hertug Wilhelm til Slesvig-Hol⸗
ſteen-Sonderborg-Gluͤcksborg 2 —
Hans Durchl. Prinds Wilhelm af Hesſen Phi—
eee, ̃ ͥ Så Kar Gem

Sjællands Stift.“

Kjobenhavn.

Hr. Abrahamſon, J. N. B. v., Major, Diviſionsad⸗
jutant, R. D., D. M., R. S. O., C. St. Anna
O., R. Bath. O. og Ereslegions O., M. N. O. S.
— Ahlefeldt⸗-Laurvig, S. W. F. Greve af, Hoieſterets
Asſesſor.
Alberg, P., Etatsraad, R. D., D. M.
Anderſen, F., Kgl. Bogholder.
Anderſen, Rasmus.
d' Auchamp⸗ F. N., General-Krigscommisſair, R. D.,
D. M., R. St. Luis O.

1 254

232

Hr. Balslew, C. F., Student.

Bang, C., Cancellie-Secretair.

Bang, P. J., Lieutenant, Landmaaler.

Banner. N. O. v, Capit., Kammerjunker.

Bardenfleth, F. L. v., Kammerherre, Overadjutant,
C. D., D, M., R. af Ordenen pour le merite
militaire.

Bauditz, 5. C. §. v., Kammerherre, Oberſtlieut.,
Overadjutant, R. D.

Bech 5. , Juſtitsraad, Committeret i General⸗Told⸗
kammer⸗ og Commerce-Collegiet.

Bech, J. C., Tobaksfabriqveur, (2 Exempl.).

Beldring, J., Juſtitsraad, Contoirchef.

Bentzen, 3., Copiiſt.

Bentzien, W., Candidatus Theologie, . N
ved Efterſlegtſelfkabets Realſkole, M. N. O.
Benzon, C. 3. v., Major, Grosſerer.

Benzon, . J. F. v., Ritmeſter ved Livgarden til
Heſt, Kammerjunker.

- Benzon, G. M. R. v., Licut. af 2det Liv-Regiment.
— Berg, S. W., Contoiriſt.
— Berner, G. A. v., Kammerj., Pr. Lieut. i Livgar⸗

den til Heſt.

— Bertelſen, A. C., Studioſus Theologie.

JESS SER BE ev AT

Bindesbøl, S. C. W., Candidatus Theofogiæ,
Bilſted, S., Etatsraad, General-Fiſkal og Heieſte⸗
rets Advocal.

Blechingberg, OG. C., Hoieſterets Advocat.
Blechingberg, D. L., Candidatus n
Bloch P., Kladekrmmer. ;

Blume, 2. Z., Studioſus Theologie.

Bokkenheuſer, C. P. v., Lieut. ved Hans M. Kon⸗
gens Ramt.

Borch, J., Klokker, D. M.

Bornemann, A. W. F. v., Juſtitiarius i Hoieſte⸗
ret, St. D., D. M.

Bornemann, M. 55 17 og Prof. Juris.
Boye, J., Prof., M. N. O. S.

Boye, A. E., kgl. Fuldmagtig.

Brandt, C. F., Candidatus Parm.

Bretteville, . * Student.

Brockdorff, F. 3. D. v., Pr. Lieut. af Artillerie⸗
Corpſet.

Brorſon, C., Conferentsraad, Prof. Juris, R. D.

Brorſon, C., Prof., Preſt, R. D., M. N. O. S.

233

Hr. Bruhns, C. $., Student.
— Buchwaldt, G. C. v., Kammerjunker, Lieut. af
Livgarden til Fods.
- Bull, J. E. G., Præft ved Aelliggjeftes Menighed.
- Bull, S. v, Capit. ved 1ſte Jydſke Inf. Regt.
— Buſchmann, 2 Praeſt ved Frederiks Hoſpital.
Fru Buͤgel, C.
Hr. Buͤlow, $. — v., Generalmajor, Generaladju—
tant, Kammerherre, St. D., D. M., Storkors
af den rode Ørns O.. M. N. O. S.
- Bogh, p. 5, perſ. Capellan.
— Böttger, P. C. v., Lieut. af 2det Liv⸗Regiment.
Fru Calliſen, M. A., Conferentsraadinde.
Hr. Carlſen, 1 C., Stkradermeſter.
Carſtens, C 8. Etatsraad, Juſtitiarius i Lands⸗
overretten, R. D.
— Cathala, W. v., Capitain, Garniſons Adjutant.
Cederfeldt de Simonſen, A. C., Capitain i See⸗
Etaten, R. D.
—Chiewitz, J.., Capit., Inſpecteur ved Borgerdydſkolen.
Chriſtenſen, N., Hofguldſmed.
Clauſen, 3. G., Prof., Stiftsprovſt ved Frue—
Menighed, R. D., D. M.
Clauſen, 5. N., Dr. og Prof. Theologiæ, M. N. O. S.
Clauſen, . A., Regisſeur, Skueſpiller.
Tlauſen, A. C., Candidatus Juris.
Clemenſen, C., kongl. Toldbetjent.
Clementin, P. v., Capit., Capitain-Vagtmeſter.
— Clementſen, X., Juſtitsraad, Contoirchef.
Collin, J., Etatsraad, Deput. for Finantſerne,
R. D., D. M.
Cramer, C., Candidatus Theologie.
Dahlerup, Z. L., Candidatus Juris.
Damkier J. G., Landsoverrets Procurator, Lot—
to-Advocat, (6 Exempl).
— Deichmann, A. G v., Capit. af Artillerie-Corpſet, R. D.
— Deichmann, C. v., Lieutenant af tiene,
M. N. O. S.
- Deurs, C. E. van, Student.
— Devegge, O., Underbibliothecar.
—Dewhurſt, Ferd., Student.
— Dibbelt, J. G., Copiiſt.
— Ditzel, C. A., Student. i
— Dorſcheus, §. E. K. v., Major,
— Dreboldt, ., Studioſus Juris.

f

JAGE ER SR SE Sn SE ma

4

234

Hr. Dreyer, C. F. v., Capit, ved Jydſke Jæger. Corps.
- Due, C. S. v., Lieut. ved H. M. Kongens Regt.
— Due, C. J., kongl. Toldbetjent.

— Engelbreth, S. P., Candidatus Theologic.

— Engelſted, J., Student.

— Enſerud, C. v., Oberſtlieut. ved 1ſte Liv-Regt.

— Erichſen, E., Etatsraad, Grosſerer.

— Eſkildſen, E. p. R., Copiiſt i Admiralitetet.

— Esſen, Philip v.

— Eylardi, Ar, Juveleer.

Madame Faber, A. K., Grosſerer-Enke.

Hr. Sabnøe, S. C., Candidatus Theologie.

— Fahne, Handelsbetjent.

— Sal, W. F. v., Oberſtlieut. ved H. M. Kongens Regt.

— Salt, C. 8. v., Pr. Lieut. ved H. M. Kongens Regt.

- Falck, J. E., Bogbindermeſter.

— Eerrall, A. Kammerherre.

— Fibiger, J. A. v., Capitain, R. D., M. N. O. S.

— Siſtaine, J. F. G. A. v., Capitain af Veicorpſet.

— Flindt, P. E. D., kgl. Fuldmægtig.

Sog, L. F., Etatsraad, R. D.

Fohrmann, S. C., Copiiſt i Rentekammeret.

- Foſs, C., Cancellieraad, Departementsſecretair.

8 Friedenreich, Y Capitain, Viinhandler.

—Friſch, Theodor, Grosſerer.

— Fugl, L. W. E., Kammerſkriver.

- Søns, H. v., Kammerjunker, Pr. Lieut. ved Göga;
den til Heſt.

- Garde, C. B., Studioſus Theologie.

— Giedde, O. U. R. v., Kammerjunker, Capit, ved
H. M. Kongens Regt.

Fru Gielſtrup, A. M.

Hr. Good, Daniel, Casſerer.

— Gram, E., Commerceraad, kgl. ſvenſk og nor Ge:

neral⸗ Conful, R. W. O.
- Grundtvig, N. 5. S., Praſt (4 Exempl.)

- Gsricke, A. §. A., Studioſus Theologie.
Gssſel, S. L. v., Kammerherre, Oberſt, General.

adjutant⸗Lieut., C. D., D. M., R. af Leopolds O.
— Saagen, C. W., Landsoverrets Procurator.
Sagemann, J. L. v. Major, Diviſi onsadfutant,
R. D., M. N. O. S.
agen, B. P. v., Major ved Jydſke Jcger⸗C., R. D.
— Sagen, M. J., Diſcipel i Borgerdydſkolen.

235

Hr Sambro, S., Maler, Lieutenant.

— Zammerick, J., Grosſerer. i

- Sanſen, C. F. v., Capitain, Diviſionsadjutant, R. D.

— Sanſen, C., fol. Havneſkriver.

— Hanſen, C. C. L., Studioſus Theologie.

— Bansgaard, H. C., Krigscancellieſecretair, Fuldmag⸗
tig i Admiral. Collegiet.

Hartung, F. A., Kammerraad, Contoirchef.

—Sartvigſon, 3., Student,

— Haffner, C. R. v., Capit. af 1ſte Liv. Regt.

— Saffner, J. W. v., Generalmajor, Generalqvarteer—
meſter, St. D., D. M., M. N. O. S.

Hs. Erc. Hr. A. W. v. Sauch, Dr. Philoſ., Over-Hof—
Marſchall, R. E., St. D., D. M.

Hr. Seckſcher, S., Stadsmanler⸗ R. D. .
5 Hegermann⸗Lindencrone, J. 3. v., Kammer:
herre, Oberſt, C. D., D. M., M. N. O. S.

— Sejde, A. G. v., Oberſt, Chef for Veicorpſet, R. D.

— Sejde, J. B., Legationsſecretair.

— geilbuth, S. W., Agent, Hofvexeleer.

— Sertel, R. M. v., Pr. Lieut. i Artill., Adjoint
ved Generalqvarteermeſterſtaben.

— Sielm, C. C., Krigsraad, Toihuusforvalter.

— Sierrild, O., Viinhandler.

—Fillebrandt, J. ., Skibscapitain.

— Siorth, P. ., Reg. Chirurg ved Jydſke Jæger; Corps.

— Siorth P. J., Kammerſecretair, Fuldmagtig.

- Hoffmann, G. C. G. v., Capit. ved H. K. * |
Prinds Chriſtians Regt.

Solbech, P „Skibscapitain.

— Solck, 3 K. v., Capit., Diviſions⸗ recen

+ gold, —

— gold, P. C. C., Candidatus Juris.

Solm, Sa: P., Student. | :

—Solm, C. v., Lieut. af Iſte Jydſke Inf. Regt.

—Solm, J., Licent. Theol., perſ. Capellan.

—Solm, P. C., Stud. Juris.

—Solm, C. S., Fuldmægtig i Rentekammeret.

— Solſten, D. C. v., Baron, Kammerherre, Oberſt,
LA, 8. M.

—Soppe, F. v., Kammerherre, Hofjœgermeſter.

- Horn, C. F., Asſiſtent 57 3 Foged.

—Sornſyld, J., Preſt, R.

- Surtigkarl, . T., 4 Profesſor.

236

Hr. Hoy, J. F., Sukkermeſter.
— Se, E., Juſtitsraad.
—Sbegh⸗Guldberg, O. E., Hoieſterets ⸗Advocat,
M. N. O. S.
— Söſt, C. N. v., Capit. af 2det Livs Regt.
—Soſt, G., Student.
— Jacobſen, Lyſefabriqveur.
— Jacobſen, C., Adjunct ved Metropolitanſkolen.
— Jacobſen, H. C., Juſtitsraad, Landsoverrets Asſesſor,
M. N. O. S. s
- Jacobfen, L. v., Pr. Lieut. af Veicorpſet.
— Janſen, S. W., Silke⸗ og Kledekreemmer.
— Jantzen, 5. N., Etatsraad, Bureauchef, R. D.
— Jesperſen, 5. A., Cand. Theol.
- . J., Commandeur i Soe-Etaten, R. D.,

— Johanſen, J. C., Student.
— Johnſen, W. F., Juſtitsraad, Asſesſor i Stats⸗
gjeldsdirectionen.
— Juul, X. J., Capit. ved Brandcorpſet, Bodkermeſter.
— Juul, Eraminatus Juris. |
— Jörgenſen, S., Kammerraad, Landinſpecteur, (2 Ex.)
— Jorgenſen, C. ., Copiiſt i Statsgjelden.
— Jorgenſen, J., Mollebygger.
— Kierrumgaard, §. A., Cand. Theol.
— Kier, S., Stud. Chir.
—Kiolbye, C., kongl. Toldbetjent, D. M.
Kjønigsfeldt, J., kgl. Fuldmægtig.
—Roefoed, 5. J., Etatsraad, Hoieſterets-Asſesſor.
- Kofod, B. P., Dr. Theol., Sognepraſt.
- Kofod, 5. A, Overlærer, M. N. O. S.
Kolderup-Roſenvinge, Dr. og Prof. Juris, M. N.
O. S. 3
- Kragerup, C. F., Student.
— Krajberg, A., Copiiſt i Cancelliet.
—Krarup, N. B., Dr. Philos.
— Krarup, O. . Cand. Theol.
Fru Krieger, E. J. M., Commandeurinde.
Hr. Krohn, J. J., Major.
- Rrobn, 2. J., Stud. Theol.
Krohn, N. C., Cand. Chir.
— Bücker, P. C. v., Major ved 1ſte Jydſke Inf. Regt.
— Vöbke, Beſtyrer af det militaire Bageri.
Lange, Th. S., Fuldmægtig i Finants⸗Directionen.

237

Hr. Langeland, R., Juſtitsraad, Soe-Etatens Provi—

antforvalter, R. D., M. N. O. S.

Langeland, O. F., Candidatus Juris, M. N. O. S.

Langeland, 2 Tr., Stud. Juris.

Larcher, p. J., Solodandſer ved det kgl. Theater,
(2 Erempl.)

Lasſen, 2. C. L., Studioſus Theologiæ.

Lasſen, C. F.

Laurent, S. A.

Laurent, R., Bataillonschirurg.

Lederthoug, J. G., Viinhandler.

Leuning, E. W., Volonteur i Rentekammeret.

Leuning, J., Student.

8 M. S.. Confesſionarius, Hofpraſt,
C. Da, D M.

Lindorff, J. G., Fuldmagtig.

Lovenſtern, Baron v., Oberſt.

Lund, C., Etatsraad, Committeret i Rentekammeret.

Lund, C., Landinſpecteur.

Lund, C. 5, Candidatus Pharmacia.

Lund, J. R., Skibscapitain.

Lyngbye, S. P., Student. '

Lytzen, 3. S. v., Kammerherre, Oberſt, Inſpecteur
for Cavalleriet, R. D., D. M.

— Læsføe, N. F., Havnecontrolleur.
— Maaſe, 3. F. R. v. der, Kammerjunker, Lieut. ved

Livgarden til 8

- Magnuſen, F., Profesſor, M. N. O. S.
— Magnuſen, S.., kgl. Livreiſt.

Mandix, J., Etatsraad, Deputeret i Rentekamme⸗
ret, R. D.

Marckmann, J. W. G., Student.

Marcusſen, Z., Capitain, Brandeviinsbrender.

— Marcusſen, A. S. v., Lieut. af Artillerie-Corpſet.
— Markusſen, C. N. E., Student.

SN >

Martenſen, Lontoſriſt.

Manthey, A. L., Cand. Juris.

Mauer, P. C.

Mauritzen, 3. C., Stadens Kamner.
Meidel, J. G., Capitain, Portcontrolleur.
Melbye, U. C., Krigsraad og Toldbetjent.
Meldal, E. C., Stud. Theol.

Meyer, J. D., Grosſerer, M. N. O. S.
N A., Fuldmægtig i Rentekammeret.

2

238

.Michaölſen, N. v., Oberſt.

Michelſen, A. L. J., Dr. Juris, M. N. O. S.

Mohr, C. F., kal. Kapelmuſicus.

Moldenhawer, C. E., Inſpecteur paa Leſeſalen ved
det ff. kongl. Bibliothek, M. N. O. S.

Moltke, A. W., Greve til Bregentved, Kammer—
herre, Deputeret i Rentekammeret og for Finantſerne,
C. D., D. M.

Momme, H. B., Kammerasſesſor, Bryggers

Monrad, Th., kgl. Copiiſt.

Monrad, G. 5, Kammcerjunker, Asſesſor og Cone
toirchef i Gen. Poſtdirectionen.

Morville, N. C., Fuldmægtig i Rentekammeret.

Mourier, C. F. A., Cancelliſt i Cancelliet.

Muͤffelmann. H. C., Grosſerer, M. N. O. S.

Muller, A. G., Conferentsraad, Hoieſterets Asſesſor,
R. D.

Muller, C. p. paludan, Cand. Theol.

Muͤller, C S., Conſul, (6 Exempl.)

Muͤller, Th., Cancellieraad, Kasſerer ved Kbhavns
Brandforſikring.

Wynter, F., Dr. og Prof. Theol., Biſkop over
Sjællands Stift, St. D., D. M.

Mynſter, J. P., Dr. Theol., Medlem af Univerſitets—
Directionen, Hofpredikant, R. D., D. M.

Molholm, Chr., Fuldmagtia ved Jagtveis Molle.

Möller, From v., Lieut. af H. K. H. Prinds
Chriſtians Regt. |

Möller, S., kal. Toldbetjent,

Möller, Lauritz.

Moller, J., Dr. og Prof. Theologic, R. D.

Moller, Ch, Kledekrammer.

morch, F. S., Lieut. i See Etaten.

— Morch, C., Capit. ved Livſcger-Corpſet.
— Lachtegall, V. V. 5. F., Profesſor, Directeur for

r

Gymnaſtiken, R. D., D. M.

Nellemann, N., Cancellie⸗Secretair, Cancelliſt.

Neukirch, 3. S., Student.

Fielſen, Candidatus Theologiæ.

WTielſen, &. )

Nisſen, 2. A., Cand, Theol., Lærer ved Som Etas
tens Drengeſkole.

Nyeborg, M. C., Bataillonschirurg.

Nyeland, S. P., kongl. Fuldmægtig. |

— Nörregaard, R., Copiiſt i Admiralitetet.

239

. Torregaard, Stud. Juris.

Oldenburg, F. v., Kammerherre, Deputeret i Gene—
ral-Toldkammeret, R. D., M. N. O. S.

Olſen, T., Kammerraad, Contoirchef.

Olſen, P. C., Student.

Origny, F. J. d, Oberſt, Commandeur for Iydſte
Jceger-Corps, R. D., R. af LEreslegions O.

Pagh, R. L., Viinhandler.

Paludan, 5. J. v., Premier-Lieut. af Artillerie-

Corpſet.

Paludan, J. A., Candidatus Theologie.
Pape, J. F, Student.

pederſen, G., Student.

pehrſon, J., Krigscancellie-Secretair.
peterſen, N. C., Cancellieraad.
Peterſon, P. M., Juſtitsraad, R. D.
Petri, A., Candidatus Theologie.

- Pio, Jean, Kriasasſesſor.

Ployen, C., Candidatus Juris.

- Pontoppidan, C. S., Fuldmægtig ved Raadſtuen.

poulſen, C A., Stud. Theologie.

— Printzlau, B. v., Premier Lieut. ved 1ſte Liv-Regt.
— Pritzel, C., Candidatus Juris.

Rahlff, G, Dr. Med., Regimentschirurg.
Rasmusſen, P., Student.
Rauch, F., kongl. Kapelmuſicus.

— Rawert, O. J., Kammerjunker, Asſesſor i Gen.

Toldkammeret.
Recke, P. B. P. v., Premier⸗Lieut. af Veicorpſet.
Reinhardt, J, Profesſor, M. N. O. S.
Riis, J. A., Preſt ved Holmens Kirke.

— Riis Lopſon, A. C., Cancellieraad, Contoirchef.

Robert, K., Sætter ved Univerſitets Bogtrykkeriet.

Roſenſtand Goiſte, P., Generalauditeur.

Roſt, J F.. Politielœge.

Roſted, B. M., Stud. Juris.

Rothe, W. H., Preſt ved Trinitatis Kirke.

Rothe, W., Candidatus Theologic.

Rømeling, S. . v., Kammerherre, Oberſt, Gen.
Adjutant -Lieut., R. D., D. M.

Rømeling, C. v., Oberſt ved 2det Liv-Regt.

— Rømer, C. F. F. D., Cand. Juris.
- Rønne, C. F., Catechet ved Holmens Kirke.

Saabye, J. E. v., Capit., Conſumtionsſkriver.
Salchow, J. A. U., General ͤKrigscommisſair, R. D.

240

Hr. Sand, J. N., Palaisforvalter, D. M.

— Sandholdt, P. L., Lieut. af Artillerie-Corpſet.

— Saxild, P., Stud. Medic.

— Scavenius, A. S. B., Cand. Phil., M. N. O. S.
— Schack, G., Juſtitsraad, Hoieſterets Advocat.

— Schiern, C. A. v., Capt. ved 1ſte Jydſke Inf. Regt.
— Schierbeck, N. P., Lient., Candidatus Juris.

— Schionning, P., Candidatus Pharm.

— Sign, O. M., Student. f

— Schlegel, C. F. A., Major, Stads Conducteur.
— Schmidt, C. G. v., Capitain.

Schon, 5 4 kal. Toldbetjent.

— Schow, T., Praſt ved Dovſtumme-Inſtitutet.
Schram, 4. Cancellieraad, Bogholder.

Hs. Exc. Hr. Schulenburg, G. L., Greve v. der, Ge: :
neral-Lieut., Commandant i Kjebenhavn, St. D.,
D. M.

Hr. Schubothe, J. Z., Hofboghandler (6 Erempl.)

— Schöning, P. S. v., Capitain af Artillerie -Corpſet.

— Sibbern, F. C., Dr. og Prof. Philoſ., M. N. O. S.

— Sihm, A., Oberſtlieut, Vice-Brandmajor.

— Schumacher, C. F., Capit. af Artillerie-Corpſet.

- Sporon, p. 8 Hoieſterets Advocat.

— Stockfleth, 8. w., Capitain.

— Steger, N. C. v., Regimentsqvarteermeſter ved
Artillerie-Corpſet.

— Steger, C., Havnecontrolleur.

— Staffeldt, C. D. C., Kammerherre, Oberſt, Plads—
major, R. D., D. M.

— Stockholm, P. W., Candidatus Theologiæ.

— Sveiſtrup, J. H., Krigsraad, Reviſor, M. N.
O. S. ;

- Svendfen, L., Copiiſt.

- Svenningſen, C., Student.

— Sseberg, J. P., Hoker og Brygger.

— Sörenſen, E., Copiiſt i Landsoverretten.

— Texcere, W. S., Contoiriſt.

- Thaarup, M. R., Stud. Theol.

1 Thaning, G., Student.

— Thiele, F. W., Underbogholder.

— Thofte, W., Underbogholder.

—Thomſen, p. A., Cand. Theol.

— Thorlacius, B., Etatsraad, Prof., Dr. Theol. og
Phil., R. D., M. N. O. S.

4 Topſse, S. C., kongl. Fuldmægtig.

Hr

—

—
—

241

„Topp, C., Krigsraad og Toldbetſent.

Treſchow, 5. W. de, Juſtitsraad, Hoieſterets⸗ Ads
vocat, M. N. O. S.

Trojel, W. v., Premier Lieut. ved 1ſte Liv-Regt.

Tryde, g. |

Turen, S. L., Capit. Lieut. af Soe⸗Etaten, R. af
9Ereslegions O.

— Urne, F. v., Kammerfunker, Landsoverrets Asſesſor.

i

Valentin, 45. C., Cand. Juris.

— Viborg, C., Profesſor, Veterinairſkolens Forſtander,

De,, ER RR

!

i

—

se

(2 Exempl.).
Viborg, E. R., Asſesſor Pharmaciæ.
Wad, G., Etatsraad, Profesſor, R. D.
Walker, Dan., Grosſerer.
Wagner, F. A., Student.
Wedel, S. 5. A., Kammerraad, Contoirchef.
Walter, J. E. C., Kobberſtikker.
Warncke, L. S., Inſpecteur og Lærer.
Weinreich, A. D., Capit. ved Brandcorpſet, Blytakker.
Weldingh, P. C. v., Lieut. ved 2det Liv: Regt.
Wiinholt, P. 5., Krigsasſesſor.
Wilhelm, A., Krigsasſesſor, Inſtitutbeſtyrer.
Wille, 5. J., Lærer ved Normalſkolen for indb. Und.
With, G. C., Lector ved Veterinairſtolen.
Wolf, J. W., Stud. Theol.
Wolf, N. G., Præft ved Vartou , Lector i det grøn;
landſke Sprog.
Wolle, Emil, Student.
Wilſtrup, 3. Krigsasſesſor, Toldbetjent, R. D.
Winge, N., Juſtitsraad, Asſesſor.
— Winther, C. M., Kammerraad, Contoirchef.
Zahrtmann, G. 5. , Cand. Theol. 0 |
Zeuthen, W. P., Hoieſterets Asſesſor.
Gckenholdt, 1 Kammerraad, conſt. Toldinſpecteur
Gllgaard, N. E., Provſt. e
Gllgaard, —— Forvalter.
Grſted, 8. C., Dr. Philoſophiæ, Profesſor, R. D.,
D. M., M. N. O. S.

Clasſens Bibliothek.

Direetionen for Garniſons eee (4 Exempl.).

Jydſke Jcger-Corps's Bibliothek.
Landcadet⸗Corpſets Bibliothek (4 Exempl.).
Metropolitanſkolens Bibliothek.

Det kongl. Rentekammer.

3. Bind. i Q

242

Studenterforeningens Bibliothek.
Veicorpſets Bibliothek.
Veterinairſkolens Bibliothek.

Drag ser.
Hr. Dichmann, F. C., Premier Lieut., Toldforvalter,
R. D., D. M.
— Isbrandſen, J., Bager.
— Jepſen, P., Skibscapitain.
- Seth, Gjeæſtagiver.
Meinertz, ., Lodsoldermand, D. M.
Peterſen, P., Skibscapitain.
Riber, M., Skibscapitain.
Smidt, Jac. P., Lods.

1 4

Helſing ser.

Hr. Anderſen, L., Regt. 8 ved Kronens Regt.

1 ee M. C. v., Stabscapitain ved Kronens Regt.
- Bache, C.

— Berg, S. W., Etatsraad, Toldkammererer, R. D.
Bornholm. 25 Fargemand.

Brown, Georg.

Clark, W., ſicilianſt Conſul.

— Dahl, då. w., Contoiriſt.

* Eberlin, G. E. C., Capit., Toldinſpecteur.
Erentz, P. G., Fuld magtia.

Senvick, C., ſtorbritanniſk Gen. Conſul.

Sogbt, N. Handelsbetjent.

Gad, J., Contoiriſt.

Gad, K., Contoiriſt.

Galſchist, C. A., Handlende.

Gradman, G. A., Kjiebmand.

Gron beck, martin.

Gürtler, J., Contoiriſt.

Hanſen, J. i

garboe, P., General-Krigscommisſair, Toldkasſerer.
Solm, S. S. v., Capitain af Kronens Regt.
Solſtebroe, S p.

Jacobſen, J. D., Kjebmand.

Joelſon, J. Grosſerer.

Johnſen, A., Kjebmand.

Kieme, A., Viinkyper.

Kirck p.

Knudſen, N., Juſtitsraad, Toldkæmmererer.

11

J Fr RT 1 FE VÆ 4

243

Hr. Rock, Wo E., Lærer ved Borgerſkolen.

—

t

Kragh, T „ Contoiriſt. i

Krogb, A. G. v., Kammerherre, Toldkammererer,
R, D., D. M.

gemmich, J. C. S. v, Prem. Lieut. ved Kronens Regt.

Lind, J. C., Lieutenant, Fargemand, D. M.

Lindberg, X., ſpenſk sog norſk Conſul.

Linſtow, F. v. Kammerj., Capit. ved Kronens Regt

Lundwal, J. P.

Lundholm, Forvalter, paa Cronborg.

Meyn, C. W. M. v., Prem. Lieut. ved Kron. Reg.

Meyer, 5. J., Contoiriſt.

Onſerud, E. v., Oberſtlieut. af Kronens Regt.

Peterſen, C., Slagtermeſter.

peterſen, P., Contoiriſt.

Proſch, 5. G., Juſtitsraad, Toldkammererer.

Prytz, C., Kiebmand.

Schmidt, C. W., Toldkasſerer.

Schmidt, J. C., Contoiriſt.

Schreiber, K. W., Kjøbmand.

Schultz, F. C., Malermeſter.

Soldan, J. L., Kjebmand.

Steenberg, S. A., Apotheker.

9 st Forligelſescommisſair, Brygger.

- Tegner, L. F., Contoiriſt.

Topp, J. m., Contoiriſt.

Topp, O. G., Contoiriſt.

Topp, W., Cantor.

weiſe, J. M.,, Juſtitsraad, Translateut.

Kronens Regiments Bibliothek.

2

n

Hr.

Frederiksberk.

. Agerlin, P., Guldſmed.

Born, B L., Juſtitsraad, Reviſor.

Budde, P., Juſtitsraad, Birkedommer.

Caſt berg, M., Diſtrietslege.

Larſen, Kjøbmand.

meincke, F. v., Capit. af Raketcorpſet, M. N. O. S.
Moller, J., Fuldmægtig.

Rudewaldt, Skovrider.

Tøiberg, N. C., Fuldmægtig.

Hirs hol m.
Seide, P., Procurator.
22

244

Hr. Lyn, C. S., Kammerraad, Amtsforvalter.
- Dasfow, v., Forligelfescommisfair.

- Plenge, J. W., Sognepraſt.

- Sager, A. A., Krigsraad, Diſtrictsloege.
— Schaͤffer, A. G., Plantage; Inſpecteur.

Roeskilde.

Hr. Bang, J. S., Domprovſt.

— Fritz, G., conſt. Byeſtriver.

- Gamborg, A., Profesſor Philoſophic.
—Zanſen, C., Kammerraad, Stiftsſtriver.
Heering, ., Fuldmægtig.

Liebe, G. J., Forſtander ved Dombrodre-Kloſter.
Moller, S. C., Juſtitsraad, Borgemeſter.
Moller, Apotheker.

Svane, Farver.

Walle, J. J., Procurator.

Holbek.
Hr. Bertelſen, Chriſtian.
- Lasfen, J. P., Fuldmægtig ved Amtſtuen.
Rasmusſen, M.
- Wegener, J. E. S. v., Kammerjunker, Major, Amts⸗
forvalter.

F

Kallundborg.

Hr. Bayer, C., Cancellieraad, Apotheker.

— ede E., Kammerraad, Toldinſpecteur.
— Finſtad, C. S.

- Sock, G. 5 Kjobmand.

— Zerrſchend, S., Kammerraad, Toldkasſerer.
— Jesſen, Kjebmand.

1 Langemach, N. C., Krigsas ſes ſor, fsavnefogeb,
Muͤlertz, E., Kjøbmand.

Richter, Amtsforvalter.

8 1 B., Sognepreſt.

Schou, J. L., Branddirecteur.

— Voigt, J. C., Diſtrictslæge.

Ring ſted.

Hr. Zarhoff, C. J. C., Cancellieraad, Byefoged.
—Seilmann, C., Kammerraad, Comſumtionskasſerer.
- Lund, J., Kjebmand.

245
Hr. Monſter, P. S., Dr. Theologie, Amtsprovſt, R
D., D. M.

,

Sor se.

Hr. Chriſtenſen, J. G., Student.

- Daugaard, J. B., Adjunct.

- Østrup, ., Dr. Phil., Lector ved Academiet, M.

N. O. S.

Glahn, S. E., Apotheker.

Sd yen, O., Procurator.

— Ingemann, B. S., Lector ved Academiet, M. N. O. S.
— Kielſen, O. V., Lector ved Academiet.

— Molbech, C. J., Lector ved Academiet.
—Povelſen, Peter, Kjøbmand.

— ee N E. G., Director for Academiet, M. N.
O

Ulrich, G. C., Kammerraad, Forſtinſpecteur.
Warming, 3. J., Conſumtionsforvalter.
Wegener, C. J., Adjunct. ig

Wilfter, C. S., Mag. Artium, Adjunct.

Slagelſe.

Hr. Baſtholm, S., Sognepræft, R. D., M. N. O. S
— Slemmer, Z. M., Overlærer.

Herlufsholm.

Hr. Brorſon, A. W., Juſtitsraad, Rector, RN. D.
Herlufsholms Skolebibliothek.

Reſtve d.

Hr. Bjerg, 3. P. v., Sec. Lieut. ved Sjall. Landſe⸗
neer Regt.

- Semmert, C., Kiobmand.

—uͤtken, J., Exam. Juris.

Recke, J. A., Capit. Lieut., R. D.

— Striboldt, S. 3., Skolelærer, D. M.

— Witte, J. N., Kjebmand, Poſtmeſter.

Vordingborg.
Hr. Aarsleff, M. G., Apotheker.
— Boeſen, U. C., Sognepraſt.
- Grönlund, J., Overlærer.
—Solm, G. v., Major ved Sell. Landfencers Regt.
- Kinck, O. p., Cancellieſecretair, en

ER SN GØR.

246

Hr. Ruͤtzow, K., Oberſtlieutenant.

—Ruͤtzow. C., Prem. Lieut. ved Sjall. Landſ. Reg.
— Suhr, J., Rector.

— Staal, Kiebmand.

- Weſtengaard, J., C., Adjunct, M. N. O. S.
— Weſtengaard, A., C., Adjunet, M. N. O. S.

Kong.

Hr. Bergmann, J. N., Organiſt oa Moller.
—Zanſen, C., Fabrikbeſtyrer og Meſter. 1
- Muller, Tage C., Sognepræft. -

Preſte e.

Hr. Badſtuͤber, P., Procurator.

—Sagerup, 8. S. W., Overfrigscommisfaie, Told?

inſpecteur.
- Møller, J., Cancellieraad, Byefoged.
— Spetoft, N. B., Sognepraſt.

Kjoge.
Hl. Erichſen, J., Procurator.
— Friderichſen, M., Overauditeur, Borgemeſter.
— Moller, C., Toldkasſerer. ;
- Roestilde, T. De, Sognepraſt.
— weſtergaard, C. 3 Diſtrictschirurg.

Andre Steder i Sjælland.

Hr. Aagaard, Proprietair til Iſelinge.

— Aldewelt, C., Sognepraſt til Blovstrod.

— Bibow, W. v., Oberſt, til Pedersborg.

- Bredahl, C., Eier af Damsgaard. |

- Edsberg, T., Sognepreſt til Svallerup;

- Balftist, Th. M. B., Sognepraſt til Hylleſted.
Geelmuyden, Sfolclærer, i Graſe. ig
Groth, Kirkeſanger i Kaſtrup.

Gagen, Proprietair til Hovdinggaard.

—Sarbou, W. S. v., Kammererer.

— Jesſen, J. A., Proprietair til Marienborg.

— Johnſen C., G., Soanepreſt til Borup,

— Juͤrgenſen, rå 5 Candidatus Theologic, Inſtitutbe⸗

ſtyrer i Gladfaxe.

- Kattrup, J., Sognepraſt til üdbye.

Kopp, 5. D. Sognepreſt til Graſe.

Lakiær, p. J. Sognepraſt til Sverdborg.

247

Hr. Lang, Th., Sognepræft til Spjellerup.
— Lillienſchjold, 3. v., Kammerherre, til Nebbegaard.
Lyngbye, 5. C., Sognepraſt til Søeborg og Gil—
leleie, M. N. O. S.

— Meldal, C. N., Sognepraeſt til Kallehauge.

— Monrad, 2. w., Sognepraſt til Karrebek.

— Peterſen, C., Kirkeſanger i Toſtrup.

- Rønne, B. F., Sognepraſt til Kongens Lyngbye.

— Reeds. Thott, Otto, Baron til Gaunee.

— Schroder, Forvalter paa Svenſtrup.

— Schonning, Pp., Procurator, i Fredriksſund.

— Smith, M., Juſtitsraad, paa Bekkeſkov.

— Stampe, Solger Baron af, til Stampenborg, Kam—
merherre, TLommandeur-Capitain, R. D.
Stjernholm, Degn, i Aarbye.
Teilmann, J. C., Sognepreſt, til Toſtrup.
Tryde, E C., Soanepraſt til Glomſoe.

Tønder, C., Proprietair til Hoveltegaard.
Wanting, A., Sognepraſt til Esbønderup.

— Wasſard, J., Lieutenant, Eier af Marienlyſt.

— weile, S. R., Sognepraſt til Greſted.

Det kongl. Stift Wallace.
Wemmetofte adelige Frokenkloſter.

Bornholm.

Ronne.

Hr. Bohr, p. G., Rector.
1 Zoffmann, p. O., Oberſtlieutenant, Commandant,
R. D., D. M.
— Sonne, F., Artillerie-Lieutenant.
— Weſth/ ., Adjunct.
Nexo e. |
Hr. Arboe, N. P., Overauditeur, Byefoged.
- Zeggelund, H. F., Toldbetjent.
— Sonne, S. J., Strandingscommisſair.
— Winslow, N., Praſt.
Andenſteds paa Den.

Hr. Anders Jenſen, Bonde, i Bodilsker Sogn.
- Roefoed, M., Xrtiflerie-Capitain.
—Boefoed, P., Artillerie⸗ Capit., paa Smorengegaard.
— Peterſen, g. f Kommerraad, Inſpecteur. b
Schow, E. 5., Skolelcrer, i Bodilsker.

E

248

Samsse.

Hr. Bay, S., Birkedommer.

—Sanſteen, AI. 2., Sognepraſt til Tranberg.
— Senckel, A., Amtsprovyſt.

— Knudſen, Juſperteur ved Grevfſkabet.

— Ole Jenſen, Feſtebonde, i Haarmark.

Fyens Stift.

O den ſe.
Hr. Anderſen, B., Corporal ved Fyenſke Regt. lette Dra⸗
goner.
— Anderſen, S., Corporal ved Fyenſke Regt. lette Dre
goner.

Andreſen, J. C., Herreds⸗Fuldmagtig.
Bekker, 3. W., Amtsforvalter.

Benson, Jens, Kammerherre, Amtmand,
- Serslew, 2. P., Corporal ved F. R. l. Dragoner.

- Salbe, C. A., Juſtitsraad, Herredsfoged.

— Frieſtedt, P., Caneellieraad, Herredsfoged.
—Sagenſtrom, J., Kjøbmand,
- panfen, J., Corporal ved F. R. l. Drag.
—Sanſen, 3 C. Y., Corporal ved F. R. l. Drag.

— Selweg, . J., Dr. Med. Diſtrietschirurg.
- Øgegb Guldberg, C. v., 7 F. R. l. Drag.,
R. D., D. M., M. N. 0.

Ivarſen, Z. S., Corporal SR N. l. Drag.
Krejdal, A., Adjunct, M. N. O. S.

Mader, C. A. Corporal ved F. R. l. Drag.
Martens, C. F., Avarteermeſter ved F. R. l. Drag.
Mau, E., Skolediſcipel.

Milo, J., Boghandler, 2 Exempl.

moller, J. J., Juſtitsvagtmeſter ved F. R. J. Drag.
Stokfleth J. G. v., Capit. af Veicorpſet.
—Stroyberg, C., Cand. Pharm.

— Sörenſen, B., Vagtmeſter ved F. R. l. Drag., D. M.
Fyens Militair⸗Bibliothek.

Nyborg.
Hr. Bagger, Z., Skolediſeipel.
— Jorgenſen, B., Skolediſcipel.
- Lønborg, C. v., Oberſt, Commandant, R. D.,
D. M., M. N. O. S.

Nn

i

249

Hr. Moltke, v., Kammerjunfer, R. D.
— Muͤlertz, A. S., Dr. Phil., Overlærer, M. N.

5 e

Svendbor g.
Hr. Rohmann, J. L., Cand. Theol.

As ſens.

Hr. Bentzon, C., Kammerraad, Amtsforvalter.
— Raffenberg, Farver.
—Torsleff, A. C., Læver ved Borgerſkolen.

Middelfart,

Hr. Zvalſße, J., Gjaſtgiver.
—Iverſen, P., Klokker.

Steenloſe og Fangel Sogne.

Hr. Berg, Proprietair til Lindved.

—Neesf, C., Sognepraſt.

— Chriſten Zanſen, Selveierbonde, Segnefoged.

— Chriſten Rasmusſen, Selveerbonde.

— Mads Sanſen, Selveierbonde.

Schönberg, S. ., Degn.

— Wiibsse, Skolelarer.

Rudkjobing.

Hr. Blom, G., Krydsinſpecteur.

—Boesgaard, 3. J. T., Procurator.
Gebhard, S. C., Krigsasſesſor, Diftricts'æge.
- Ranneworff, J. $., Cand. Theol.

— Seerup, P. A., Cand. Pharm.

— Voigt, J. P., Toldkasſerer.

rse.

Hr. Ishöy, B. S., SÉolclærer, i Marſtal.
—Schaarup, N., Sognepraſt til Marſtal.

Andre Steder i Stiftet.

Hr. Bille Brahe, P., Greve af, til Grevſkabet Brahes—
minde, Kammerherre, Major, R. D.

—Bondeſen, S., Huuslærer paa Rorbek.

Is. Exc. Zr. J. v. Bulow, til Sanderumgaard, Ge—
heime-Conferentsraad, R. E., St. D., D. M., C.
N. O., Eresmedlem af N. O. S.

250

Hr. Demant, Orgelbygger, i Dalum.

Evers, Forvalter paa Wedelsborg.

Gerſtenberg, 5. W., Kammerraad, Totdforvalter,
i Elmshorn.

Gronvald, J., Degn til 1 5 og Nasbyehoveds⸗
brobye, D. M., M. N. O.

—Gyldendal, C., Soanevreſt, i e

— Sans Jenſen, Heſtehandler og Gaardmand i Saltofte.

— Sanſen, N., Forpagter paa Oregaard.

— Jenſen, Z., Forvalter paa Skjoldemoſe.

— Krarup Skoles Bogſamling.

— Lemming, Proprietair til Pilegaard.

— Leth, S. J., Etatsraad, til Aalykkegaard.

— Muller, N., Sognepreſt til Huusbye.

— Rasmusſen, N., Degn, i Saltofte.

- Ryberg, J. C., Etatsraad, paa Frederiksgave, R. D.

— Schönemann, C. W., Cand, Pharm., i Elmshorn.

— Trolle, Eier af Næsbyehoveds Molle.

— Wedell, W. S., Greve til Wedelsborg, Kammerljerre,

- Weft, J., Krigsraad, til Sletrerødgaard.

Laalands og Falfters Stift.

Hr. Dam, Inſtitutbeſtyrer, i Nakſkov.

- Møller, R., Stiftsprosſt, Dr. Theol. og Phil., Sog⸗
nepreſt i Kiebelev, R. D.

— Vanneſtad, N. C., Sognepraſt til Utterslov.

Aalborg Stift.
Aalborg.

Hr. Bjering, F. v., Lieut. af 3. Jydſke Mie Re⸗
giment.
— Bonnivet, G. v., Lieutenant.
Claudi, C. W., Dr. Theol., Sognepreſt.
Gedde, C. W. v., Lieut. af 3. Jydſke Inf. Regt.
Gruner, C. F. v., Major af 3. Jydſke Inf. Regt.
Hammond, J. v., Oberſtlieutenant ved 3. Jydſke
Inf. Regt.
— Zegermann, D. W. v., Major af 3. Jydſke Inf. Regt.
- Senneberg, X., reſ. Capellan.
—Johnſen, S., Apotheker.
—Manſa, P. G., Lieut., Poſtferer.
— Moltke, 23 p. 2. v., Stiftamtmand, Kammer⸗
herre, N. D „ M. N. O. S.

Hr.

251

Nusgaard, Toldfuldmeatig.
Ovens, C. e lg mbar Adjutant ved 3. Iydſke Inf. Reat.

— Games, 3 3. F. 2. v., Oberſt, Chef for 3. Jydſke

U

—

—

Inf. 3 N. .

Satterup, E. P. v., Premier Lieut. af 3. Iydſke
Inf. Regt.

Schleppegrell, §. A. v., Capit. af 3. Jydſke Inf. Regt.

Sidelmann, 5. J. v., Premier Lient. af 3. Jydſke
Inf. Regt.

Strandgaard, M., Juſtitsraad, Toldinſpecteur, R. D.

Tauber, E., Rector.

Thorbrogger, S. T., Toldkasſerer.

Weſtergaard, J. A., Diſtrietschirurg.

- Gügaard, ., Eramin. Juris.

Hr.

Nykjobing paa Mors se.
Calundann, Sagéorer.

—Faartoft, N., Kjobmand.
- Brosſing, J. C., Fuldmægtig.

Noörgaard, J. C., Diſtrietschirurg.

—Rummelhoff, J. C. H., Cancellie- Asſesſor. 5
— Sabroe, S. C, Lærer ved Borgerſkolen, D. M.

Schade, C., Provſt.
Seierslov Sogn paa Morse.

Hr. Chriſten Anderſen, Bonde.

—

Knakkergaard, A., C., Skolelarer.
Mikkel C. Kalhave, Bonde.
Sommer, N., Sognepraſt.

Hr. Agerbek, S., reſiderende Capellan.

Faye E., Byefoged.

- Faye, G., Amtmand, R. D., D. M., M. N. O. S.

Fiſcher, C. de, Overauditeur, Herredsfoged.
Thagaard, U., Juſtitsraad.

— Wittendorff, A. J., Krigsraad, Diſtrictslœege.
Thiſteds Bibliothek.

Andre Steder i Stiftet.

Hr. Asmusſen, J. J., Sognepraſt til Albek.

Breinholt, C., Proprietair til Damsgaard.
Hanſen, S. D., Sognepraſt til Alſted.

—Soeg, A., Sognepraſt til Ug gilt.
— Jens Caſper, Proprietair til Lindet.

252

Hr. Isſem, E. N., Sognepræft til G. og V. Asſels.
— Juel, N., Procurator, paa Voergaard.
— Kaalund, 2. P., Sognepraſt.
—Roefoed, 5. G., Overauditeur, Byefoged i Ribe.
—Nyboe, E., Sognepreſt til Tabring.
— Røft, S, Sognepraſt til Aaſted.
— Sørenfen, J. C., Sognepreſt til Sonderhaa.
— Weiſe, J. B., Sognepraſt til Harritslov.

Viborg Stift.
Viborg.

Hr. Bahnſon, B. C., Krigsraad, Branddirecteur.
- Bulow, F. $. W. v., Kammerjunker, Herredsfoged.
- Dorph, N. W., Overlærer, M. N. O. S. a
— Erslev, A., Overlærer.

— Friis, J., Sognepraſt.
- Guldberg, P., Kjebmand.
—Gundelach, §. C., Cancellieraad, Borgemeſter.
—Sanſen, S. V., Poſtmeſter.
—Saubroe, Brenderi-Beſtyrer.
— Jeſperſen, J., Etatsraad, Juſtitiarius i Landsover⸗
retten, R. D.
— Juſt, A. J., Kammerraad, Bogtrykker.
— Jorgenſen, S., Etatsraad.
- Lind, J. G., Lic. Med., Stiftsphyſieus,
- Lund, D. P., ordin. Catechet. |
- Møller, C., Landsoverrets Procurator.
—Nyboe, Landsoverrets Procurator.
— Undall, £. C., Capitain.
— Weihe, C. E., Krigsraad, Diftrictslæge.
Thorning og Lysgaard Sogne.
Hr. Blicher, N., Paſtor emeritus,
— Keller, J., Strompehandler.
— Kirkegaard, S. S., Kirkeſanger.
— Monſted, M., Kirkeſanger.
Andre Steder i Stiftet.
Hr. Solſt, O. L., Sognepraſt i Norbek.
— Juul, Juſtitsraad, til Viskum, (2 Exempl.).
— Vjerulf, A., Sognepraſt til Frederiks tydſte Menig⸗
hed paa Ahlheden.
- Preetzmann, J. v., Kammerjunker til Himmeſtrup.
— Spang, P. J., Sognepraſt.

253

Aarhuus Stift.
Aarhuus.

Hr. Blache, S. Z., Overlærer,
- Bruͤckman, Vagtmeſter ved Hans Kgl. Heihed Prinds
Ferdinands Regt. lette Dragoner.

* N. R., Juſtitsraad, Toldinſpecteur, M. N.

— Clementſen, J., Juſtitsraad, Toldkasſerer.
— Elmquiſt, A F., Overkrigscommisſair, Bogtrykker.
— Francke, J. S., pract. Lege.
— Kahr, 5 Chordegn.
- Muller, G.
— Nielſen, Procurator.
Seidelin, D. N. D., Dr. Juris, Herredsfoged.
Scholten, D. A. v., Oberſt.
Soetmann, Vagtmeſter ved Hans Kgl. Hoihed Prinds
Ferdinands Regt. lette Dragoner.
— Wildenradt, J. P. v., Oberſt, Commandeur for Hans
Kgl. Hoihed Prinds Ferdinands Regt. lette Dragoner.
Hr. Willemoes, F. W., Dr. Med., Juſtitsraad, Stifts
phyſicus.
Officeer - Bibliotheket ved Hans Kgl. Hoihed en Ferdi
nands Regt. lette Dragoner.

Randers.

Hr. Brock , KL. S. v., Oberſt, Toldinſpeeteur, R. D.

— Faber, C. F. S. v., Prm. Lieut af Jydſke Regt. lette
Dragoner.

— Funck, F. C. v., Major af Jydſke Regt. lette Drag.

- Sønfs, 3. N. v., Ritmeſter af J. Regt. lette Dragoner.

- Sincheldey, 3. B. v., Lieut. af Jydſke Regt. lette
Dragoner.

- olſtebroe, J. P., Vagtmeſter og Gymnaſtiklærer ved

Jydſke Regt. lette Dragoner.

Zonnens, J. J. v., Prem. Lieut. af Jydſke Regt. lette
Dragoner.

Klubien, B. B. P. v., Artillerie-Lieutenant.

Olſen, Amtsfuldmecgtig.

Oxenbell, M., Overauditeur, Regimentsqvartcerme⸗
ſter og Auditeur ved Jydſke Regt. leite Dragoner, M.
N. O. S.

— RNantzow, F. W. v., Greve, Lieutenant.

» Schaarup, Corporal ved Jydſke Regt. lette Dragoner.

!

254

Hr. Simonſen, 5. B., Oberſt, Chef for Jydſke Regt. lette
Dragoner.

— Simoni, J. C., Adjunet.

— Sonnichſen, S. v., Ritmeſter af Jydſke Regt. lette
Dragoner, R. D.

- Trap, M. S., Kjebmand.

Randers lærde Skoles Bibliothek.

Skanderborg.

Hr. Blichfeldt, J. D., Politierets Asſesſor, Byefoged.

—Faſtrup, O. A., Vagtmeſter ved Hans Kgl. Heihed
Prinds Ferdinands Regt. lette Dragoner.

- Grill, M. % Diſtrictschirurg.

- gold, F. C. E., Conſumtionsforvalter.

—Laurberg, p., Praſt.

- Schow, A., Poſtmeſter.

— Seidelin, D., Apotheker.

— Ssegaard, E., Kjøbmand.

Horſens.

Hr. Bernth, L. A., Juſtitsraad, Herredsfoged, M. N. O. S.

- Saber, F., Regimentsqvarteermeſter og Auditeur ved
Slesvigſte Cuirasſeer Regt.

— Slindt, J., Oberſt, Kammerherre, Chef for Slesv.
Cuirasſce- Regt., R D., R. af Dvd. dae le me-
rite militaire.

- uglslev, Stolelerer.

— Lillienſkiold, C. ae v. Kammerjunker.

— Lillienſkjold, A. C., Premier . ved Slesv.

Cuirasſeer Regt.

Roſen, F. C., ord. Catechet.

Roſing, u. F., Sognepraſt, R. D.
Storm, B., Adjunct, M. N. O. S.
Worm, O., Rector, Profesſor, R. D.

Beder og Malling Sogne.

Hr. Baden, Sfolelærer 1 Aiſtruß.
Mohr, J. 3., Forvalter paa Gothaab.
— Munch, P., Sognepraſt.

- Sørenfen, E., Skolelarer.

Raarup Sogn.
Hr. Bechmann, K. G., Conſiſtorialraad, Sognepraſt.
- Glud, N., Forpagter pan Meøgelfjær
Sans J. Øanfen , Bonde i Kleis.
— Jens Jenſen, Soanefoged
- Jorgen Oleſen, Gaardfaſter i Raunholdt.

255

Hr. Munch, G. S., Krigsraad, til Kalsbel.
— Serritzlov, Degn.

Andre Steder i Stiftet.

. Basſe, N. F., Sognepraſt til Hammel.

Baudisſin, C., Greve af, til Hovedgaard.
Becker, Proprietair til Thynsbek.
Birch, J. S., Soanepraſt til Withen.
Blicher, S. S,, Sognepreſt til Spentrup.
Bruun S. W., Soanepraſt til Kouſted.
Glud, Exam. Juris, paa Jensgaard.“
Sarpöth, S. T., Sognepreſt i Falslev.
Jesſen, J., Sognepraſt til Rogen.
Juel⸗Wind⸗Feys, C., Lehnsgreve til Fryſenborg.

— Juel⸗ Wind Arenfeldt, K., til Steensballegaard,

Kammerherre, Oberſt.

— Momme, O. Pp., Sognepraſt til Gammelbye.

— Pingel, C. N Sognepraſt til Dover.

pleſner, „ Soanepraſt til Glud.

Pleſner, ls „i Ørited. 996

Rantzau, C., Greve til Roſenvold.

Noſenkrantz, J., Baron, til Sophiendal.

Saabye, E., Sognepraſt til Ladina.

Seheſtedt, J., Capitain, til Theſtrup.

Tommeſen, J. L., Commerceraad, paa Fryſenborg.

Vogelius, J. M., Sognepraſt til Klovborg.

— Willeſen, C., Kammerraad, til Marienborg.

— With, J. p. Asſesſor, Herredfoged, M. N. O. S.

Ribe Stift.
Nd.
Hr. Sanſen, 5. J., Overlærer, M. N. O. S
Pe.
Hr. Schmidten, F. C. v., Ritmeſter af Slesvigſke Cui⸗

rasſeer Regt., M. N. O. S.
— Worsaae, J., Amtsforvalter.

DN
Hr. Bache, Srolelcrer.
Caſtonier, D. v., Lieut. af Fyenſke Inf Regt.
. Contoir iſt.
Diſcher, A., Moller.
Dreœbye, J. C., Juſtitsraad, Vyeſkriver.
>= Priefs, G. C. v., Capitain, Reoimentsqvartecrmeſter
ved Fyenſte Inf. Regt., M. N. O. O.

2

1.

256

Hr. Rahbek, J., Cancellie Asſesſor, Byefoged.
— Salomonſen, J., Kladefabrikant.
Colding.
Hr. Blichert, P. A., Conſiſtorial-Asſesſor; Sognepreſt.
- Bryndum, A., Adſunct.
Eſtrup, C., Juſtitsraad, Borgemeſter.
— Fibiger, P. G., Rector.
— Grooſs, C., Juſtiteraad, Toldinſpecteur.
Limſtou, P., Cancellieraad, Poſtmeſter.
— Meitzner, B. C. v., Lieut. af Holſtenſke Landſeneer
Regt.
- plesſen, G. L. v., Major af Holſtenſke Landſeneer
Regiment.
- Ploug C. S., Adjunct.
— Stockfleth, N. W. v., Capit. af Veicorpſet.
Fahnse.
Hr. Clausſen, 5. C., Sognepraſt til Nordbye.
— Greibe, $. W., Diſtrictschirurg.
— Winckler, W., M., Capitain, Branddirecteur.
Andre Steder i Stiftet.

Hr. Gade, P. N, Sognepraſt til Skanderup.
— Sveysſel, N., Sognepreſt paa Romee.
— Junghans, C. F., Sognepraſt til Andſt og Gjeſten.
— Sabroe, A. S., Conſiſtorial Asſesſor, Sognepreſt
til Sonder- Bork.
— Walther, J., Sognepraſt til Ballum,

Slesvig.
Haderslev.

Hr. Buͤlow, C. w. v., Oberſt, Kammerherre, Chef for
Holſtenſke Landſeneer Regt. R. D.
Deichmann, C F. v., Lieut. af Holſtenſke Landſe⸗
neer⸗ Regt. e
Sles vig.

Hr. Benicken, J. C., Juſtitsraad, Stadſecretair.
—Foltmar, $. W. v., Premier -Lieut. og Adjutant ved
Liv-Regt. Cuirasſerer.
— Jasper, X. ., Juſtltsraad.
- Jenſen, C. F. v., Capitain af Slesvigſke Inf. Regt.,
Forſtander for Garniſonsſkolen.

22

Hr. Jochims, C., Juſtitsraad.
- Nierulf, C. §. A. v., Premier⸗Lieut. af Sl. Inf.
Regiment. ;
— Rindt, C. R. L. v., Premier-Lieut. af Sl. Inf. Regt.
Lachmann S. v., Capitain, Regiments⸗Qvarteerme—
ſter ved Sl. Inf. Regt., M. N. O. S.
— Moltke, F. V. v., Oberſt ved Sl. Inf. R., R. D.
Reinhardt, C, G. v., Capit. af Jydſke Jeger-Corps.
— Suhr, J. N. v., Premier Lieut. af Sl. Inf. Regt.
Slesvigſke-Infanterie- Regiments Bibliothek.

Andenſteds i Hertugdommet.
Hr. Peterſen, M., Cand, Theol., paa Freienwillen.

Holſteen.
Rendsborg.
Hr. Brackel, A. N. SYS v., Oberſt, R. D. É
— Gerſtenberg G. A. W. v., Major af Artillerie⸗
Corpſet, R. D., R. af Ereslegions O.
— 5 G. C. v., Oberſtlieut. af Oldenborgſke Inf. Regt.

Jeſs, M. v., Oberſtlieut. af Old. Inf. Regt., R. D.
* H. N. G. v., Capit. af Holſtenſke Inf.
egt. l
Boye, F. C. v., Capit. af Artillerie-Corpſet, R. D.
Krebs, C. E. v., Capit. af Artillerie⸗Corſet.
— Hans Durchl. Ir. Ludvig, Prinos af Witgen⸗
ſtein, Oberſtlieutenant, C. D.
— Lovenfeldt, C. F. v., Lieut. af Holſt. Inf. Regt.
— Michaelſen, C. v., Major af Holſt. Inf. Regt.
Os. Exc. Hr. T. G. v. Schlaubuſch, Geheime Conferents⸗
raad, Amtmand, St. D., D. M.
Hr. Wagner, F. C. v., Oberſtlieutenant.
—Wenck, G. C. v., Lieut. af 3die Jydſke Inf. Regt.

É K i e l. 2,
fr. Salk, N. N., Dr. og Prof. Juris, R. D., M.
N. O. S

—Lihme, F. v., Major af Lauenb. Jæger; Corps,

— Michelſen, S. J. v., Premier ⸗Lieut. af Lauen⸗
borgſke Jæger» Corps. i

— Scheuermann, W., Student.

Del Lauenborgſke Jæger-Corps's Bibliothek.

258

G luͤckſtadt.

Hr. Ahlefeldt C. C. v., Greve, Kammerherre,

Hans Exc. Hr. C, X., Baron af Brockdorff, Gehei⸗
me⸗ Conferentsraab, Kanzler, St. D., D. M.

Hr. Wasn, „S. G. A. v., Oberſt af Dronningen Livs

egt.

Feld mann, C.,

— Irminger, 5. W. H. v, Capit. af Holſtenſke Inf. Regt.

— Jebſen, Conrector.

— Teschly, J. v., Oberſt, Chef for Dronningens Liv⸗
Regt., C. D.,

Dronningens Liv⸗ Regiments Bibliothek.

Itzehoe.
Hr. Røtger, D. ., Etatsraad, Borgemeſter.

Andenſteds i Hertugdømmet.

Hr. Marr, C. C. A., Kammerraad, Toldforvalter i e
tenau.

Ferse n e.
Thorshavn.

Hr. Chriftian Jacobſen, Handelsbetjent…

— 88 85 Jens, Amtscont oiriſt, M. N. O. S.
Gad, C. po, Praſt.

—Gorm, J 3 Sorenſkfriver.

—Joen Joenſen Saxen, kgl. Handelsbetjent.

åg rører E. m. G. v., Amtmand, Commandant,

— Mads Erikſen Berg, Commandeerſergeant.
Mads Svads Morch, Handelsforvalter.

— Magnus Jacobſen, Skolelaærer.

— Mejer, 3. W., Landfoged.

— Niels Skaale, den kongl. Handels ies
Rasmus Muͤller, Sysſelmand.

- Zacharias Olſen, Handelsbetjent.

Veſtmannhavn.

Hr. Joen Paulſen, Kongsleilœnding.

— Johannes Johanneſen, Kongsleileœnding.

- Son Gudmundſen Effersge, Regnſkabsforer.
— Ole Joenſen, Selveierbonde.

Ole Thomſen, Kongsleilœnding.

— Paul Michelſen, Selveierbonde.

Thomas Zacariaſen, „ Kirkeſanger.

259

Andenſteds paa Stromse.

Hr. Jacob Jacobſen, Kongsleilanding, i Leinum.

John Johnſen, Kongsleilending, i Haldersvig.

— Tiels Peter Egholm, Kongsleilending, i Kvalvig.

Thomas Michael Johanneſen, Kongsleilcnding, i
Kvalvig.

Suderse.

Hr. Jacob Jacobſen Tofte, Kongsbonde i Vaag.
- Jeſper Joenſen, Odelsmand, i Frodebee.
— Morten Danielſen, Kongsbonde i Grdevig.
— Ole Evenſen, Sysſelmand, i Kvalboe.
— Peder Larsen, Kongsbonde, i Porkerie.
— Poul Midjord, Odelsmand, i Vaag.
— Schroter, J. S., Paſtor emeritus.
— Nielas Joenſen, Kongs⸗ og Odels-Bonde, ( Frodebee.

Andenſteds paa Øerne.

Hr. Guttorm Jacobſen, Kongsfeilænding, i Kvanneſund.

Jacob Jacobſen, Kongsleilending, paa Trollenæg,

- Jacob Jenſen, Kongsleilænding, i Myggenes.

- Ole Johanneſen, Kongs- og Odels⸗ Bonde, i Dal
paa Sandoe.

Samuel Jacob weyhe, Sysſelmand, i Solmunde,
(8 Exempl.).

— Samuel Michael Matras, Sysſelmand, i Nordore.

Stephen Joenſen, Kongsleilanding og Kirkevarge,
paa Kunde

JIslan d.
Hr. 1 4 c. N, Handelsfactor paa Eskefſord, M. N.

— 3 99 Krigscancellieſecretair, Sysſel⸗
mand, paa Velle.

- Zoppe, P. S. v., Stiftamtmand.

— Stephen ſen, Ni. Dr. Juris, Conferentsraad, Jus
d Landsoverretten, M. N. O. S.

- Ørum, C. C., Handelsfactor pan Berefjord.

Gronlan d.

Hr. Rragh, P., Misſionair til Egedesmindes og God⸗
havns Mis ſioner.
- Roſing, ., Exam. Juris, ved Logen h
R 2

260
Norge.
Aggerhuus Stift.

Chriſtiania.

Hr. Aabel, N. F., Stud. Theol.
— Arntzen, C., Cand. Juris.
— Aubert, A., Cand. Philoſ.
Aubert, B. d', Generalmajor, R. D., C. S. O.
Balchen, T., Student.
Basſße, P. F.. Stud. Theol.
Berg, J. C., Juſtitiarius i Stiftsoverretten, R. N. O.
Biernſtov, B. C., Student.
Bjerregaard, . A., Hoieſterets Advocat.
Blich, J. C., Capitain i det Norſke Gevb. Jcger⸗Corps.
Broch, T', Capit. af Ingenieur- Brigaden.
Bugge, $. M., Student.
Bull, D., Student.
Bull, N. O., Student.
Buſchmann, J. M., Bankſecretair.
Clauſen, Univerſitets-Inſtrumentmager.
Collett, F. J., Stud. Juris.
Debes, J. P., Hoieſterets Asſesſor, R. N. O.
Doderlein, Chr., Overlærer.
Engelbreth, §. Sald., Student.
Saugſtad, Student. SØ
Faye, A., Studioſ. Theol.
Sa ye, G., Student.
Sinne, E., Cand. Juris.
Gamborg, J. C., Lieut. ved det Hallingdalſte Corps.
Gjer, F., Stud. Theol. n
Gluͤkſtad > C. §., Cand. Juris.
Salvorſen, J., Student.
Hansſon, C., Student.
Sarbitz, Stud. Theol.
Sersleb, S. B., Prof. Theol., R. W. O.
Seyerdahl, §., Stud. Theol.
Solmboe, ., Overlærer.
Solmboe, S. P., Stud. Theol.
Solſt, P., Adjutant ved Feltartillerie -Corpſet.
Keyſer, J. R., Stud. Theol. . „
Kierulf, C., Major, Artillerie-Intendant.
- Roren, W. T., Stud. Theol. :

JJ , . FE , PS FF. 1 SPÆA

261

Hr. Lasſen, A., Overlærer,

— Lerche, J., Stud. Theol.

- Binftow, 8. D., Brigade-Auditeur.
Lyde, C. * Stud. Theol.

Maſchmann, H. ., Profesſor, R. W. O.
Munthe, G. 5 Capitain, Lærer ved Krigsſkolen.
Møller, P. M., Leetor i Philoſophien.
Nicolauſen, 1. Student.

Olſen, O., Stud. Theol.

Platou, L Stoud, Statsſecretair, Profesſor, R
. R. N. O., M. M. O. S.

Ramm, Capitain, R. S. O.

Robert, . Cand, Pharm.

Rooſen, 8.7 „Ingenieur ⸗Lieut.
Schjstt, O .„ Student.

n 5 „Student.
Schultz, 5. C, F., Student.

Selmer, J., Capit. „Landinſpecteur, i Opfloe.
Sigwardt, M., Student.
Smith, C. F., Student.

Stang, F., Student.
Stenerſen, S. J, Prof. Theol.

Storm, F., Stud. Theol.
Stromſze, 3. Student.

Sverdrup, M., Student,

Sylow, Th., Lieut, af 1 meddr Mht
Thome, J. J., Oberſtl. og Corpschef, R. S. O.
Tønder, F. C., Ingenieur s Ligut.
Vibe, J., Iugenicnt Lieut.
Vibe, L., Cand. Philoſ.
Vogt, N., Cand. Theol.

- Wolff, S., Stud. Theol.
Univerſitets Bibliotheket.
Det Deichmanſke Bibliothek.

Frederiksvern.

Hr. Brunius, Sproglarer.
- Friderichſen, M., Sse⸗-Capitain-Lieut., R. S. O.
— Sandberg, J., Capit., R. S. O.
Soltermann, Søe: Licut.

—Sorn, S. J., Soe⸗Capitain⸗Lieut.

- Knap, Søe; Premier Lieut.

—Lous, C. C., See ⸗Capitain, R. S. O.

- Miller, J. N, General Adjutant, Commandeur—
Capit. i Marinen, R. D., R. S. O.

Finn t RR TT PE |

262

Hr. Norregaard, Lieutenant.
Pappe, F. W., Lærer ved Soecadet, Inſtitutet.
— Poulſen, Søe; Lieutenant. .
- Thrane, P., See Lieutenant.
Laurvig.
Hr. Bruun, J. C. „Kjobmand.
Bryn, T., Byefoged.
— Claſen, S. C., Brigadelege.
Finne, . Lieutenant.
— Seiberg, Overchirurg, Kjobmand.
— Syſing, A., Overlærer, W
— Sartz, Propſt. Er
Schroder, J., Nleutenant' »
Vagel, A., Moſor, Toldinſpecteur.
Wetleſen, 8 J., Ingenieur⸗Major.
Wieſe, J. 5., See ⸗Capitain, R. S. O.

Porsgrun d.
. Bendixſen, S., Kjobmand.
Boyeſen, P., Skipper.
Bruun, Chr. „ Kjøbmand,
Gasmann, J. Kjobmand, kgl. Storbritannift wie,
onſu
Salling, Sognepraſt.
Linaae, Paul, Kjobmand.
Muͤller, Carl, Kjøbmand.
Moller, N. B. „ Bergcandidat.
- Thomſen, Th., Klokker.
Trosdahl, m. C., Apotheker.
- Wesſel, J., Sorenſkriver.
Skien.
Hr. Aal, N., Statsraad, R. D., R. N. O.
- Blom, Andreas, Borger.
— Cappeln, D. v., Kjebmand.
— Cappeln, Did. v. „ Kjøbmand,
—Sielm, C., Procurator.
- Muller, J., Skipper.
— Noord, Wiels Chriſt.
— Plesner, Wic., Kjøbmand,
— Taralſen T., ordineret Catechet.
An dre Steder i Stiftet.
Hr. Arntzen, A., Sorenſkriver i Solser, R. W. O.
— Fabricius, J. S., Viceadmiral, R. D., St. S. O.,
paa Opbakken.

2

1

263

Hr. Løvenffiold, N. & F., Ejere af Bolvigs Jærnværf.
— Søvenftiold, E., Cavallerie-Lieutenant, paa Fosſum.
— Lund, C., Kirkeſanger i Gjerpen,

- Mund, E., Sognepraſt til Gjerpen.

Chriſtianſands Stift.
Chriſtianſand.

Hr. Aamodt, N., Licutenant, Exam. Juris. ;
Hans Er. Hr. C. D. Arenfeldt, General + Lieutenant,
„e BUDT å

Hr. Brock, O., Chr., Capitain, Skattefoged, R. D.
— Fangen, C. W., Artillerie-Capitain, R. S. O.
— Fuglberg, Premier -Lieutenant. ;

- geyerdahl, G., Artillerie-Capitain.
Johnſon, Ingenieur-Lieutenant.

Luno, M., Premier-Lieutenant.

— Munch, J. St., Biſkop, R. N. O.

- Møllerup, Lieutenant.

- Thileſen, Premier s Lieutenant.
Det militaire Garniſons Bibliothek.

Stavanger.

Hr. Bahr, T., Kjebmand.

—Cederbergh, A., Malermeſter, Herbergerer.
— Engelſchion, E. A., Procurator.

— Fauſt, J. 5., Vagtmeſter.

— Sellieſen, O., Borgerlieutenant, Kjobmand.
—Soue, Peder, Kjøbmand.

— Jacobſen, C. F., Kjobmand.

- Rnivsberg, J., Kjøbmand.

Köhler, J. A., Kjøbmand.

Lange, A., reſiderende Capellan.

Løvdabl, O., Toldkasſerer.

Lasſen, C., Mægler.

— Schanchejonaſen, G., Kjøbmand.

— Schictz, E. H., Sorenſkeiver.

— Smith, M., Major, Søes og Land-Krigscommis-
fair, R. S. O., hædret med Kong Carl Johans
norſke Kronings Medaille, M. N. O. S. |

— Stang, X. L., Sorenſkriver.

— Sundt, S. G. B., Kjobmand.

- Somme, A., Kjøbmand.

— Terchelſen, Kjøbmand.

pr.

5

Cb GE RER Een, heel KER SR SE SS

264

Weltzin, J. K., Wremier ; Lieutenant.
— Wieſenhuetter, G. E., Kjobmand.
Jetlitz, E. N., Apotheker.

Arendal.

. Aall, Niels W., Kjobmand.

Kallwig, M., Kjebmand.
Andre Steder i Stiftet.

. Aall, J, Eier af Nas Særnværk, R. D., R. N. O.,
M O. S.

0 *

Aas, G., Sorenſkriver i Veſtre Raabygbelauget.

Aareſtrup, p p. N., Sorenſkriver i Flekkefjord.

Arneberg, U . C., Provſt over Raabygdelauget.

Barth, Capitain paa Knudsvig.

Bernhofs, G. K., Sognepreſt til Soggendal.

3 A., Confi ſtorialasſesſor, SGognepræft til
ieſtad.

Boeschen, C., Sognepreſt til Haaland.

Dahl, J. X., Sognepraſt til Klep.

Sartmann, 3. M., Sognepraſt til Lye.

Sausmann, C. F., „Sognepraſt til Lund.

Siorthoy, * ., Sognepraſt til Hjelmeland.

Solbye, N. bend Premier- Lieutenant, i Lyngdal.

Johnſon, G „Sognepraſſt til Gſtre Moland.

Jonning, R., Paſtor emeritus, i Helleſeen.

Krogh, F. S., Capitain paa Haagenvig.

Lasſen, 5 B., Sognepreſt til Evje.

Licht, „ Sognepreſt til Narſtrand.

Lund, 5 4 Propſt, Sognepreſt til Egerſund.

Lyng, R., Praſt til Soledal.

Aswold, C. K., Sognepreſt.

Roſs, S. C., Sognepraſt til Vall.

Tvedt, N. J. Klokker til Evje.

Weiſenberg Capitain, pan Houſchevaag.

rbk, O., "Kjøbmand paa Lilleſand.

Bergens Stift,

Bergen.

. Aarsgth, Knud.

Anderſen, M., Skoleholder.
— Bech, D. N., Skolediſcipel.

Berg, Peter.

265

Hr. Bohr, CB... Lærer ved Rcalſkolen.

Borge, M. J., Lehnsmand.

Birkeland.
Brun, J. N., Skolediſcipel, (2 Exemplarer).
Chriſtie, w. F. K., Stiftamtmand, C. N. O.
Daae, Claus N.

— Dahl, A., Capitain af Bergenſke Inf. Brigade.
— Dahl, Sans, Kjøbmand,

—

1

F

„ e r rr

*

Dahl, M, Prem. Lieutenant af Artillerie » Brigaden.

Dometius, R. M., Skolediſcipel.

9. C. M., Generalprocureur, Stiftamtmand,
N. O.

Falch, A. O., Premier Lieutenant, R. D., D. M.

Fritzner, Edv., Adjunet.

Fritzner, J.

Glappen, L., Contoiriſt.

Gran, Jens, junior, Kjøbmand,

Grieg, J., Capitain.

Grieg, J., Skolediſeipel.

Zallager, J., Adjunet.

Hallager, Th., Boghandler, M. N. O. S.

Sanſen, P., Klokker.

eiberg, Marius, Scolediſeipel.

Sveding, J., Skolediſcipel.

Zyſing, 5. A., Sognepraeſt.

Irgens, 5. Sartvig.

Juͤrgenſen, W., Skolediſcipel.

Kobro, J., Skolediſeipel.

Ronow, F. A., Stkolediſeipel.

Krsger, Asſesſor.

Landmark, J.

Meyer, C., Skolediſcipel.

Meyer, W. F., Farver. |

Midgaard, Niels Mathieſen.

Moe, Ingebricht Anderſen.

Monrad, G. ., Apotheker, M. N. O. S.

Munthe, P., Lieutenant af Bergenſke Inf. Brigade.

Moller, O., Skolediſcipel. e

Morch, J. C., Toldkasſerer.

Nicolayſen, Lyder W., Kjobmand.

Olſen, A., Byefoged.

Olſen, 5. A., Handelscontoiriſt.

Ravn, P., Lieutenant af Bergenſke Inf. Brigade.

Reimers, Catechet. |

266

Hr. Rein, A., Prem. Lieutenant, Adjutant ved Ber⸗
genſke gev. Muſketeer-Corps.

— Reinhardt, C., Lieutenant af Bergenſk Inf. Brigade.
— Roggen, V. B., Kjøbmand.

— Rolland, S., Skolediſcipel, (2 Exemplarer).

— Schuman, A., Borgerrepraæſentant.

— Segelcke, Lieutenant af Cavallerie- Brigaden.

— Silchenſtedt, J. A., Stkolediſcipel.
— Skjoldborg, O. A., Prem. Lieut. af Berg. Inf. Brig.
— Steen, S. M., Skolediſcipel. N
— Stuwitz, P., Lærer ved Realſkolen.

- Sylow, C., Lieutenant af Bergenſke Inf. Brigade.
— Synneſtvedt, Th. C., Srkolediſeipel. 5
—Tavlebo, Ole Mathieſen.

— Throneſs, Ole, Kjebmand.

— Todſen, R., Lieutenant af Bergenſke Inf. Brigade.
Vallem, D.

— Voſs, Joh. Sr., (2 Exemplarer).

— Voſs, J., Skolediſcipel. ,

— Walter, Overkrigscommisſair.

— winding, Conrector.

Eids Preſtegjeld i Nordfjord.

Hr. Ingebrigt Anderſen Noſtdal, Gaardbruger.
— Ingebrigt Jonſon Øvre. Lid , Gaardbruger.
Johannes Olſen Msklebuſt, Gaardbruger.
— Kriſtofer Stefenſen, Kaarmand.

— Lars Criſtenſen Ous, Hovedkirkeſanger.

— Nielſen, Niels, Sognepreſt.

— Ole Sanſen Lund, Gaardbruger.

Povel Povelſen Noſtdal, Gaardbruger.
Rasmus Olſen Lid, Gaardbruger.
Rasmus Olſen Kirkhorn, Annerkirkeſanger.
Rasmus Rasmusſen Torvig, Gaardbruger.

Indvigens Preſtegjeld i Nordfjord.

Hr. Cammermeyer, J. S., Sognepraſt.
Lund, J. G, Prem. Lieutenant, i Skodden.
- Uchermann, C. B., Regimentsfeltſkjcr, Diſtrietslege.

Andre Steder i Stiftet.

Hr. Aſtrup, O. F., Fuldmagtig. ö
—Balchen, J. P., Sognepreſt til Indre Holmedal.
- Bøgh, C., Sorenſtriver i Nordhordlehn. ;

267

Hr. Collin, C. S., Prem. Lieutenant, Adjutant ved det
Hardangerſke Corps.

— Daa, X., Prem. Lieut. af Nordfjordſke Muſketeer-Corps.

— 1 5 J. 5.1, Prem. Lieutenant af Sognſke Jcger⸗
orps.

- Daae, X., Sognepræft i Ladvig.

- Dahl, G. ., Provſt over Yttre Sogn.

— Dahl, S. M., Capitain af det Hardangerſke Corps.

- Endieſen, R., Foged i Sogn.
Srimann, P. S., Proprietair til Frimanslund.
Seiberg, Sognepraſt til Sello.
Zeiberg, G. S., Provſt over Sondfjord.
Sertzberg, N., Provft i Sardanger, R. D.
Hertzherg, P. 5., Sognepraeſt til Kvindherred.
Sille, 2. M., Proprietair til Fresvig. ;
Hoff Roſenkrone, C. 5. Friherre tilRofendal, (2Erempl.)
Solck, ee SNERK, Chef for Sondfjordſke Corps.
Hole, K. K., Capitain af Sondf. Muſk. Corps.
Jenſen, O., Lehnsmand for Utvers Skibsrede.
Jerſin, G. B., Sognepreſt til Voſs.
Knoph, P. M., Contoiriſt paa Moldsen.
Koren, A. v. W. S., Sorenſkriver for Hardanger.
Kuͤrboe, N. C., Foged over Sands og Nordfjord.
Landmark, N., Sorenſtriver over Sondfiord, R.

W. O.
Leganger, S., Cepitsin af Bergenſke Inf. Brigade.
Lind, A., Capitain af Nordf. M. Corps.
Lippe, 3. von der, Sognepreſt til Skomvig.
Meidel, C., Capitain, paa Fleſche.
Morken, R. M., Hovedkirkeſanger, i Manger.
Sitter, J., Lehnsmand i Indre Holmedal.
Norman, P. J., Sognepræft til Legangee.
Pavels, gt nedker i Gloppen,

- Pavels, P., Provſt, Sognepræt til Gloppen.

— Rölting, B., Sognepreſt til Graven.

— Schjolberg, 5 L., Lieut. af Bergenſke Inf. Brigade.

s Sognepraſt til Manger.

ere ; Sogns Læfe Selfkab.

Trondhjems Stift.

Trondhjem.

Hr. Arentſen, Artillerie ; Sergeant,
— Bernhoft, T. B., Skolediſcipel.

n RE SR SS RR

r

268

„Birch, P. 3, Generalmajor, R. D., C. S. O.

Blom, 1 Lieut.

Bugge, P. O., Biſkop, C. N. O.

Collin, Artillerie; Lieut.

Dreyer, P. N., Stadsmagler.

Falch, Sieutchant.

Falſen, C., Byefoged, R. N. O.

Ferry, C. L., Commandeur-Capitain, R. D., N. S. O.

- Frieboe, G. G., Oberſtlieut., R. S. O.

— Fritzner, O., Overlærer,
Geelmuyden, $ 3. Kjøbmand,

Grabow, Overkrigseommis ſair.

Gram, J., S., Grosſerer.

— Sagen, Neutenant,

— Fanſen, P. A., Kſeobmand.

ide Nee 8, C. O., Oberſt, R. D., R. S. O.
„ irſch, R., Prem. Lieut. i Trondh, Nat. Jager -C.

Solk, Johan, Kjøbmand,

Sorneman, ., Proprietair.

— Jenſen, 5. 15 „Kjsbmand.

— Johannſen, L., Gros ſerer.
Kluwer, J. 4 K., Kammerjunker, Capitain. |

ga Knudgon , C., Conſul.

- Brog, P., Prem. Lieutenant.

— Ruͤhle, g., Artillerie- Capitain.

Lange, Capitain,

— Lorentzen, Lieutenant.

—ALyng, Exam. Juris.

Lysholm, J., Kjebmand, R. D.

— Meincke, S., Grosſerer, R. D.

— Meincke, J., Grosſerer.

— Menne, S., Boghandler, (5 ep du

- Wøller, C., Overlærer,

4 Nordenſtrom, Kjøbmand.

- Nagler, E., Oberſtlieutenant, R. D., R. S. O.

Oyholm, J., Bankdirecteur.

- pPeterſon, Mi. C., Bankdirecteur.

- Pleym, G. P., Capitals.

Roll, J., Stiftsoverrets Asſesſor.

— Roshauw, Capitain.

Roshauw, J. S., Kjebmand.

—Sandborg, Lieutenant.

—Sandborg, Sse-Krigscommisſair.

—Sandborg, N, O., Kjebmand.

2

FX ie

269

Hr. Schnitler, 45 B., Conſul.

— Schultz, N. S., reſid. Capellan.
—Schreyner, M. L., Kjebmand.

— Selmer, C., Kjøbmand,

Smidt, Kioebmand.

— Soelberg, E., Stiftsoverrets Procuratot

- Steenhoff, Major.

— Stiboldt, E., Capit. i Trondhj. Inf. 1
Strom, 3. C., Bjergmeſter.

- Trampe, A. , Greve af.

- Trampe, F. C., Greve af, Briftamemand, N. Da,

C. N. O.

— Wedege, Lieutenant.

- Wingaard, ., Grosſerer.
Det Kongl. Norſke Videnſkabers Selſkab.

Aafjorden.

Hr. Berg, J., Proprietair.
- Tidaros, XL., Lehnsmand.
- Wibe; J. C., Sognepraſt.

Bjornser.

Hr. wrordmalan, E. O. Olſen, Snedker
- Nasf, J. J., Klokker.

— Susoſemel, A, Handelsmand.

— Wibe, P., N., Sognepreſt.

Sælbo Preſtegjeld.

Hr. Saldor A. Qvelle, Gaardbruger.

— Sersleb, J. A., Paſtor emeritus.

- Lordbye, J. C., Lehnsmand, Forligelſes Commis ſair.
Peder Anderſen, Gaardbruger.

- Peder Erichſen Suglen, Gaardbruger.

= Peder F. Kyboe, Medhjælper.

— Seſſeng, G. J., Sergeant, Gaardbruger.

— Wiederße, 8. U., Sognepraſt.

Stadsbolg dens Preſtegjeld.
Hr. Brodtkorb, S. D., Juſtitsraad.
- Rønne, 3. N., Proyſt over Foſen, (2 Exempl.)

Hevn e.

Hr. Borch, Krigsraad.
= Srobøfe, 5 A., Diſtrictslege.
—Losſius, J., Capitain, Stabsadjutant.

270

Hr. Losſius, A., Asſesſor.
— Moe, Peder, Lehnsmand.
— Parelius. .. Sognepraſt.

Hitter sen.
Hr. Koch, P. A., er
— Parelius, R., B., Proprietair og ae
— Parelius, R. R., Handelsmand.
Rehder, Z. 3., Lehnsmand.
— Valseth, A., Handelsmand.

Andre Steder i Stiftet.
Hr. Bodom, Th., Sognepraſt til Prland.
— Brodtkorb, 5. A., Prem. Lieutenant.
Brun, Der are Lieut., i Surendalen.
— Eckhoff, E „C. „Sognepraſt til Nærøe. ;
- Fangen gegen nn, A. Y., Provſt, Sognepraſt i Suri
dalen.
— Segge, J., Foged over Nummedalen.
— Seyerdahl, 5., Sognepreſt i Sterdalen, R. D.
Sorneman, & „Prem. Lieutenant.
— Krag, S. P. S., Sognepraſt til Grong.
— Krogh, 5. M., Amtmand, R. D., R. N. O.
Losſius, S. B., Lieutenant. f i
— Lund, Capitain.
- Lund, J. G., Exam. Juris, Fuldmægtig, paa Nordmor.
— Molleſted, J., Contoirbetjent.
- Muͤller, Broſtrup, i Grongs Praſtegjeld.
— Nielſen, O, Lehnsmand for Stordalen.
pohlmann Leslie, W., C., Capitain - Lieutenant, i
Chriſtianſund.
— Seyerſted, §. C., Oberſtlieut. i Stordalen, R. S. O.
— Sommerſchildt, J., Oberſtlieut., Chef for Nordf.
Muſketeer-Corps, R. S. O.
— Syneſtved, 3. J. R., Capit., Veimeſter, R. D. o.
- Thornæs, S. X., Overrets Procurator.
— wedeke, S. A., Eontoirbetjent.
Det Romsdalſke Practifke Landhuusholdnings Selſtab, 2
Exempl.).
Laſeſelſkabet i Tiisfſords Sogn.
La ſeſelſkabet i Volds Sogn.

Nordlandenes og Finmarkens Düne

Helgeland.

Hr. Chriſtenſen, A. D., Handelsmand, i Huus bye.
Coldevin, 5. E., Krigsraad, paa Donnesgaard.

271

Hr. Debes, J. L., Soagnepraſt til Bodoe.
Gaarder, P., Provſt, Sognepreſt til Alſtahoug.
Heltzen, J. A., Sognepraſt til Ran.
Solſt, C., Exam. Juris.
Knoff, O. N., Proprietair, i Teraak.
Krogh, J. A., Sognepreſt til Nesne.
Qvale, C., Soagnepraſt til Veffen.
Schrͤeter, W. Z., Sognepræft til Bindaln.
Walſeth, P. F., Provſt, Sognepreſt til Bronoe.
Winter, J. §., Diſtrictslœge.
Vardsehuus.
Hr. Sansſon, 5. A., Tolder paa Varbse.“
Andenſteds i Stiftet.
Hr. Allan, §., Sognepraſt til Ofoten.
— Berg, Gunnar, Provſt, Sognepreſt til Ibbeſtad.
— Berg, J. E., Amtmand over Nordlandene, R. N. O.
— Bull, C. Sognevræft til Transe.

Jakelen, C., Kjebmand, i Bodoee.
Junghans, B. Y., Sognepraſt til Skierſtad.
Kildal, Simon N., Provft i Senjen, Sognepreſt
til Trondenæs og Sand, M. N. O. S.
Krogh, M. B., Biſkop, R. D., C. N. O., i Belsvaag.
Nörager, Peder, Poſtexpediteur i Alten.
Rift, S. ., forhen Sorenſkriver i Salten.

— Sanrib, J., Sognepraſt til Hamerse.

— Schielderup, C. A., Sognepraſt til Lodingen.

- Schytte, A., Provſt i Salten, Sognepraſt til Bodee.
— Stockfleth, N. J. V., Propſt, R. D. :
Surland, G. B., Sognepraſt til Stegen.

Sverrig.
Stokholm.

Hr. Arwidſon, A. J., Dr. Philoſ.

Hs. Exc. Hr. Greve Claes Fleming, Een af Rigets Hers
rer, Rigs Marſkalk, Praſident i den K. Kammerret,
R. og C. af K. M. O., Ordens Canzler.

Hs. Exc. Hr. Greve Jacob de la Gardie, Een af Rigets
Herrer, Gen. Lieutenant, R. og C. af K. M. O.,
Ordens overſte Ombudsmand.

Hr. Porſslund, V., Bibliothecar.

Up ſa la.
Hr. Atterbom, P. D. A., Adjunct i Philoſophie.

2

Hr. DERE, 8408 G., Profesſor, Ordens Hiſtoriograf, M.

— Shader J. B., Docent i Hiſtorien og Vire Biblio-
thekar, M. N. O. S.
Univerſitets⸗ Bibliotheket.

Lund.
Hr. Lindfors, A. O., Mag., Prof. i Hiſtorie, M. N. O. S.

Helſingborg.
Hr. Lundahl, A. VO
- Olins, A. W.

Rusland.

Hs. Erc. Hr. Greve N. Romanzoff, Statsraad, Kei—
ſerdommets Storcantzler, R. Fare Ord., St.
Anna Ord. 1ſte Cl.

Preusſen.

Hr. Buſching, J. §., Prof. ved Univerſitetet i Breslau.

Selſkabet for Pommerfſk Hiſtorie og Oldkyndighed i Stettin.

Det Sleſiſke Selſkab for fedrenelandſk Cultur i Breslau.

Den Thiringif + Saxiſke Forening. for Oldkyndighed og Old⸗
ſagers Bevaring i Halle.

Ty dſtland.

Hr. Bohmer, Dr. Phil., Bibliothekar og Archivarius, i
Frankfurt am Main.

— Zjort, J. N., kgl. Sven og Norſk Gen. Conſul
i Hamborg, R. N. O.
— Schlosſer, J. §. S., Dr., Raad, i Frankfurt.
Hs. Exc. Hr. v. Stein, Statsminiſter.
Det offentlige Bibliothek i Frankfurt am Main.

Nederlandene.

Hr. Visſcher, L. G., Profesſor ved Univerſitetet Leven,
M. N. O. S.

Storbritannien.
Antiqvarernes Selſkab i Neweaſtle.

273

Edinborg.

Hr. Gillies, R. P., Advocat.

— Irving, David, Dr. Juris, M. N. O. S.

—Jamieſon, Robert, Mag., M. N. O. S.

Laing, W. & D., Boghandlere.

— Maidment, James, Advocat.

— Repp, Th. G., Bibliothecar, M. N. O. S.
Sir Walter Scott, Baronet, M. N. O. S.
Advocaternes Bibliothek.

Bibliotheket of Writers to his Majesty's Signet.
Jtag bie n.
Hr. Ulrich, J. C., Generalconſul i Livorno, R. D.

Grekenland.

Hr. Luſignan, . Prof. ved det Joniſke untverſt itet
paa Corfu, M. N. O. S.

Aſien.

Hr. Sanſen, P., i Tranqvebar.
—Ivarſen, J., Sognepreſt til Zions Menighed i Tran:
qvebar.
— Voigt, C. W., Underofficeer, i Tranqvebar.
— Wolf, B., Secretair, i Calcutta i Bengalen.

fie
Hr. Graaberg af Zemſs, Dr. Phil., Kal. Svenſt og
Norſk Conſul i Tripolis, R. W. O., M. N. O. S.
— Knudſen, P., kongl. Danſtk Generalconſuli Tripolis.
— Mundt, C., Regimentschirurg, Chirurg paa Kyſten
Guinea.

aer a.

Hr. Andrew Lang, R. D., M. N. O. S., paa St.
Croix i Veſtindien.
- Teilmann, A. C. de, Kammerjunker og Toldfor—
valter, M. N. O. S., paa St. Croix i Veſtindien—
Det Nordamericanſke Philoſophiſke Selſtab i Philadelphia.

Da der uden Tvivl gives adſkillige Subſeribenter, hvis
Navne ikke ere opgivne, og desaarſag ſavnes i denne Life, faa
heder jeg mig derom underrettet , for at deres Navne kunne
vorde indførte i den Subſeribentliſte, ſom ſkal foies til eet af
de folgende Bind. Ogſaa vil det være mig Fjært at modtage
de Berigtigelſer, nogen maatte kunne meddele til nærværende
Liſte. :

C. C. Rafn.

University of Torsiil |
Library

DO NOT
REMOVE
THE
CARD
FROM
THIs
POCKET

Acme Library Card Pocket
Under Pat. Ref. Index Flle“
Made by LIBRARY BUREAU