Skip to main content

Full text of "Plantevæxten paa Færøerne : med sæerlig hensyntagen til blomsterplanterne"

See other formats 


b^r 


c.  H.  OSTENFELD 


PLANTEVÆXTEN 
PAA    FÆRØERNE 

MED  SÆRLIG  HENSYNTAGEN 
TIL  BLOMSTERPLANTERNE 

MED  29  BILLEDER 


KØBENHAVN  OG  KRISTIANIA 

GYLDENDALSKE  BOGHANDEL  •  NORDISK  FORLAG 

BIANCO  LUNOS  BOGTRYKKERI 
1906 


c.  H.  OSTENFELD 

PLANTEVÆXTEN 
PAA    FÆRØERNE 

MED  SÆRLIG  HENSYNTAGEN 
TIL  BLOMSTERPLANTERNE 

MED  29  BILLEDER 


i' YORB 

\NICAfc 


KØBENHAVN  OG  KRISTIANIA 

GYLDENDALSKE  BOGHANDEL  •  NORDISK  FORLAG 

BIANCO   LVNOS    BOGTRYKKERI 
190(5 


INærværende  Afhandling  er  af  det  mathematisk-natur- 
videnskabelige  Fakultet  antagen  til  offentlig  at  forsvares  for 
den 'filosofiske  Doktorgrad. 

København,  den  20.  November  1906. 

W.  Johannsen, 

f.  T.  Dekanus. 


NEW  YORR 

HOTANJCAL 

INDHOLD. 


Side 

Indledning 1 

I.   Historisk  Oversigt  over  Kundskaben  om  Færoernes  Plantevæxt 3 

II.  De  ydre  Forholds  Indflydelse  paa  Vegetationen. 

1.  Klimatiske  Faktorer. 

a.  Varme 10 

b.  Nedbør  og  Luftfugtighed 14 

c.  Snedække 16 

d.  Luftbevægelser  (Vind) 20 

e.  Lysmængde 22 

2.  Edafiske  Faktorer. 

a.  Jordbundens  Art " 23 

b.  Jordbundens  Fugtighed 26 

3.  Menneskers  og  Dyrs  Indvirkning  paa  Vegetationen, 

a.  Mennesket 27 

b.  Husdyrene 28 

c.  Fuglene 29 

III.  Nogle  biologiske  Forhold. 

1.  Livs  varig  hed  og  vegetativ  Formering ! 30 

2.  Blomstringstid 38 

3.  Blomsterdannelse  og  Frugtsætning 41 

4.  Arternes  vertikale  Udbredelse 44 

IV.  Plantesamfundene 46 

A.    Naturlige  Formationer 47 

1 .    H  a  1  o  f  i  1  e  Formationer 48 

a.  Sandstrandsformationen 49 

a.   Honekenya-Association. 

iS.   Elymus-Association. 

b.  Klitformationen 51 

Psamma-Association. 

c.  Strandengsformationen 53 

—^  a.   Atropis-Association. 

?4  j^-   Carex-salina-Association. 

^  y.    Plantago-maritima-Association. 

^_j  d.   Strandklippeformationen 58 

, ,        2.    Formationer    i    de    lavere    Egne    (Subalpine    Forma- 

^  t  i  o  n  e  r ) 61 

— li  a.   Planktonformationen 62 

^C  b.  Søernes  Linmæformation 62 

a.    Litorelia- Association. 

/5.    Sparganium-Potamogeton-Association. 


Side 
C.    Det  rindende  Vands  Lininæforniation 67 

d.  Det  ferske  Vands  Lithofytfonnation 68 

e.  Hydrofytformationen  ved  Kildevæld  og  Vandløbenes  Bredder.     68 

Philonotis-Association. 

f.  Sumpformationen 70 

a.   Heleocharis-Association. 

/5.   Menyanthes-Polygonifolius- Association. 

g.  KaM'formationen  (Græsmosen) 72 

a.   Cyj)eracé-Sphagnuiii-Association  (Kær) 

/J.    Glumiflor-Hylocomiuni-Association  (Hedekær) 

h.   Hedeformationen  (fugtig  Lynghede)  80 

Calluna-Erica-cinerea- Association. 

i.     Græsliformationen 8.5 

a.   Carex-binervis-Luzula  silvatica-Association, 
/S.   Anthuxanthum-Agrostis-vulgaris-Association. 
y.    Alpin  Græsli-Association. 

j— m.    Klippernes  Vegetation 90 

1  (j).    Lithofytformationen 92 

2  (k — m).    Chomofytvegetationen 94 

k.    Den  egentlige  Ghomofytformation 106 

1.     Den  omhrofile  Ghomofytformation ' 108 

m.  Den  tiicrmofile  Ghomofytformation 109 

3.  Formationer  paa  Hojfældet  (Alpine  Formationer)...    110 

a.  Fjældmarken 1 10 

b.  Fjældkæret 1 15 

Eriophorum-Garex-pulla-Association. 

c.  Grimmiaheden  (Fjældhede) 116 

a.   Den  egentlige  Grimmiahede. 

/?.   Overgangsformationen. 

4.  Fuglebj  ærgenes  Vegetati  on 122 

B.    Kulturformationer 124 

a.    Bøformationen  (Græsengformation) .    127 

a.  Den  egentlige  Bøformation. 

/?.  Tagenes  Vegetation. 
1).  Korn-  og  Kartoffelmarkerne  samt  Ukrudtsvegetationen  i  Haver 

og  omkring  Huse  (Huderatvegetationen) 131 

c.    Forvandlingsformationen 134 

Literatiirfoi'tegnelse 136 


Indledning. 

I  Somren  1897  opholdt  jeg  mig  med  Understøttelse  fra  Kultus- 
ministeriet, botanisk  Forening  og  botanisk  Rejsefond  i  halvanden 
Maaned  paa  Færøerne  for  at  studere  Øgruppens  Plantevæxt.  Led- 
saget af  cand.  pharm.  J.  Hartz  berejste  jeg  i  dette  Tidsrum  de 
fleste  af  Øerne,  nemlig  Syderø,  Sandø,  Vaagø,  Strømø,  Østerø, 
Kalsø,  Kunø,  Bordø,  Viderø,  Svinø  og  Fuglø.  Under  den  første 
Del  af  vort  Ophold  var  vi  i  Selskab  med  Professor  Dr.  Eug.  War- 
ming,  paa  hvis  Initiativ  der  Aaret  forud  var  paabegyndt  en  syste- 
matisk botanisk  Undersøgelse  af  disse  ejendommelige  Øer.  Vort 
Hovedformaal  var  at  studere  de  højere  Planter  og  Likenerne,  medens 
Apoteker  G.Jensen  og  Dr.  F.Børgesen  i  1896  havde  undersøgt 
Mos-  og  Algevegetationen.  I  de  to  udkomne  Bind  (1901  og  1903) 
af  det  af  Professor  Warming  redigerede,  stort  anlagte  Værk  Botany 
of  the  Færoes  er  der  gjort  Rede  for  det  floristiske  Udbytte  af 
denne  Udforskning,  der  ogsaa  har  fremkaldt  et  større  Arbejde  af 
Dr.  Børgesen  om  Algevegetationen  ved  Kysterne  (Børgesen  1904^)). 
Og  endelig  foreligger  der  fra  G.Jensen  (1897)  og  fra  Forf.  (1901) 
foreløbige  Rejseberetninger  og  Plantelister,  ligeledes  knyttede  til 
denne  systematiske  Undersøgelse. 

Mit  Kendskab  til  Øernes  Plantevæxt,  der  foruden  det  nævnte 
længere  Ophold  ogsaa  skyldes  korte  Visitter  i  Aarene  1895  og  1896 
under  Ingolf-Expeditionen,  forøgede  jeg  i  1903  ved  et  omtrent  3  Uger 
langt  Besøg  paa  Strømø  (i  Torshavn)  og  paa  Syderø.  Det  her  fore- 
liggende Arbejde  er  et  Resultat  af  disse  Rejser;   der   er  heri  gjort 


1)  Forfatternavne  og  Aarstal  i  runde  Parenteser  henviser  til  Litteraturforteg- 
nelsen. 

1 


Q 


Forsøg  paa  at  udrede  Plantevæxten  paa  Øerne  og  dennes  Afhængig- 
hed af  og  Tilpasning  til  de  Kaar,  hvorunder  den  lever,  medens 
den  floristiske  Side  af  Sagen  (Færøernes  Flora  og  dens  Indvandrings- 
historie)  aldeles  ikke  berøres.  Jeg  er  mig  bevidst,  at  Arbejdet  i  mange 
Henseender  er  ufuldstændigt  og  mangelfuldt.  En  Hovedgrund  hertil 
er,  at  mine  Besøg  alle  er  faldne  i  Sommertiden  (mellem  7.  Maj  og 
10.  September),  saaledes  at  jeg  intet  personligt  Kendskab  har  til  den 
barske  færøske  Vinter.  Jeg  har  maattet  tage  min  Tilflugt  til  de  rent 
meteorologiske  Data,  der  foreligger  om  Færøernes  Klima  (Willaum  e- 
Jantzen,  1899  og  1905);  dog  er  det  lykkedes  mig  at  tilvejebringe  et, 
fra  et  botanisk  Synspunkt  sét,  værdifuldt  Supplement  hertil,  nemlig 
en  Række  Optegnelser  fra  Læge  Knud  Poulsen  om  Snedækkets  Art 
og  Varighed  i  Vintrene  1901—02  og  1902—03,  samt  om  Tiden  for 
Blomstringens  Begyndelse  for  adskillige  Blomsterplanter  i  Aarene 
1902  og  1903.  Jeg  benytter  her  Lejligheden  til  at  bringe  min 
mangeaarige  Ven  Dr.  Poulsen  min  oprigtige  Tak  for  den  Omhu  og 
Regelmæssighed,  hvormed  han,  til  Trods  for  sin  urolige  Virksomhed 
som  Læge,  har  ført  disse  Optegnelser,  der  i  mange  Henseender  har 
Betydning  for  F'orstaaelsen  af  den  færøske  Plantevæxts  Ejendom- 
meligheder. 

Apoteker  C.Jensen  og  cand.  pharm.  J.Hartz,  der  har  staaet 
mig  bi  med  Hensyn  til  de  i  Afhandlingen  nævnte  Mosser  og  Like- 
ner,  er  jeg  ogsaa  megen  Tak  skyldig,  særlig  Hr.  Jensen,  som  be- 
stemte de  mange  Mosprøver,  jeg  førte  hjem  med  mig. 

For  de  fleste  af  de  i  det  følgende  reproducerede  Fotografier 
staar  jeg  i  Taknemmelighedsgæld  til  Professor  W^arming  og  Dr. 
Børgesen.  Den  første  har  ikke  blot  overladt  mig  Fotografier  til 
Benyttelse,  men  har  endog  stillet  Klichéerne  til  min  Haadighed  og 
desuden  tilladt  mig  at  bruge  nogle  af  de  i  „Botany  of  the  Færoes" 
tidligere  offentliggjorte  Billeder  til  Illustration. 

Naar  dette  Arbejde,  hvortil  Hovedgrunden  blev  lagt  allerede  i 
1897,  først  nu  er  bragt  til  Ende,  skyldes  det  et  Sammentræf  af 
mange  Omstændigheder,  som  jeg  ikke  skal  komme  ind  paa.  Kun 
skal  jeg  nævne,  at  en  vist  Ulyst  til  et  Arbejde,  som  jeg  synes  maatte 
blive  utilfredsstillende  paa  Grund  af  utilstrækkelige  Forstudier  — 
nærmest  blot  et  enkelt  Sommerophold  — ,  har  haft  en  ikke  ringe 
Andel  i  Sendrægtigheden.  Imidlertid  har  denne  Ulystfølelse  for- 
taget sig  under  Udarbejdelsen,  efterhaanden  som  jeg  genoplevede 
hele  mit  Ophold  og  mindedes  den  hjærtelige  Gæstfrihed  og  Imøde- 
kommenhed,   der    vistes    mig    overalt   paa    disse   stolte    Klippeøer. 


—  3  — 

Kan  denne  Afhandling  være  den  færøske  Befolkning  til  blot  en 
ganske  ringe  Hjælp  i  dens  Arbejde  for  Øernes  Velfærd  og  Frem- 
gang, vil  jeg  føle,  at  jeg  paa  denne  Maade  tilbagebetaler  lidt  af  min 
Gæld  til  den. 

Der  vil  i  Afhandlingen  først  blive  givet  en  kort  historisk  Oversigt 
over,  hvad  man  hidtil  har  vidst  om  Plantevæxten  paa  Færøerne  med 
særligt  Henblik  paa  Plantesamfundene.  Dernæst  vil  de  ydre  Kaars 
Indflydelse  paa  Vegetationen  blive  gennemgaaede  og  forskellige 
biologiske  Forhold,  der  har  Betydning  for  Plantedækkets  Fysiognomi 
og  Plantesamfundenes  Sammensætning,  behandlede.  Endelig  kommer 
Afhandlingens  Hovedafsnit,  nemlig  en  Beskrivelse  af  Plantesam- 
fundene med  Betragtninger  over  Arternes  Tilpasning  til  de  Forhold, 
hvorunder  de  lever. 

Et  almindeligt  Begreb  om  Færøernes  geografiske  og  geologiske 
Forhold  forudsættes  som  kendt  ^),  ligesom  der  heller  ikke  gives  nogen 
Planteliste,  da  saadanne  forefindes  i  „Botany  of  the  Færoes",  vol.  I. 
Blomsterplanterne  og  Karsporeplanterne  bliver  dog  alle  nævnte  i 
Kapitlet  om  de  biologiske  Forhold,  idet  de  henføres  til  forskellige 
Grupper  efter  Livsvarighed^  og  dér  vil  man  kunne  finde  Lister 
over  dem. 


I.    Historisk  Oversigt  over  Kundskaben  om  Færøernes 

Plantevæxt. 

Indtil  Halvfemsernes  grundige  Undersøgelser  var  Hovedkilden 
til  vor  Kundskab  om  Færøernes  Plantevæxt  E.  Rostrup 's  Afhand- 
hng:  Færøernes  Flora  (1870).  Gaar  vi  længere  tilbage  i  Tiden, 
finder  vi  adskillige  Værker,  hvori  Færøernes  Plantevæxt  mere  eller 
mindre  i  forbigaaende  omtales;  men  den  særlige  Side  af  Sagen, 
som  alene  skal  beskæftige  os  her,  nemhg  en  Skildring  af  de 
færøske  Plantesamfund  og  deres  Livskaar,  træffer  vi 
overalt  kun  lidet  berørt;  det  er  egentlig  blot  for  Kultursamfundenes 
Vedkommende  (Hjemmemarken  med  dens  Græsenge  og  Kornagre), 
at  vi  høster  nogen  Kundskab  hos  de  ældre  Forfattere. 

Hos  Jørgen  Landt,  der  i  1800  udgav  en  Beskrivelse  af 
Færøerne,   er   der  saaledes   en   lang   Planteliste   og  ikke  andet  om 


1)  Oplysninger   vil  bl.  a.  kunne  findes  i  ,Atlanten''s  Artikel  , Færøerne"  og  i 
Indledningen  til  , Botany  of  the  Færoes"  (Ostenfeld  1901  a). 

1* 


—  4  — 

Plantevæxten  i  den  udyrkede  Del  af  Landet;  derimod  er  der  et 
udførligt  Kapitel  om  Agerdyrkningen  (1.  c.  pp.  292—320)  og  om 
Høavlingen  (pp.  320—328).  Vi  faar  heri  at  vide,  hvordan  Færin- 
gerne behandler  den  Jord,  der  indtages  til  Dyrkning.  Metoden  var 
den  Gang,  altsaa  for  godt  Hundrede  Aar  siden,  den  samme,  i  alt 
Fald  i  sine  Hovedtræk,  som  nu,  saaledes  som  den  senere  bliver  skildret 
her  i  Afhandlingen.  Det  var  de  samme  Kulturplanter,  der  anvendtes, 
nemlig  hovedsagelig  Byg  og  Roer;  Kartoffeldyrkningen,  der  nu  er 
saa  udbredt,  var  dog  den  Gang  kun  i  sin  Vorden,  og  Forsøgene 
med  Havre  og  andre  Planter  var  uden  større  Betydning  da  som 
nu.  Ligesom  den  Dag  i  Dag  overlod  man  til  Naturen  at  klæde 
den  benyttede  Ager  med  Græs,  hvad  der  tager  nogle  Aar.  Det  er 
ganske  ejendommeligt  at  se,  hvilken  Konservatisme  der  har  været 
raadende  med  Hensyn  til  Agerdyrkning  i  det  forløbne  Aarhundrede; 
thi  først  nu  i  de  senere  Aar  er  den  rokket. 

Forfatteren  til  det  kendte  store  Algearbejde  „Tentamen  Hydro- 
phytologice danicæ" ,  Pastor  H.  C.  Lyngby  e  besøgte  i  1817  Færøerne 
og  fra  hans  Haand  foreligger  der  (Lyngbye  1822)  nogle  „Anmærk- 
ninger til  kort  Efterretning  om  Færøerne  efter  Sir  Mackenzie" ; 
foran  for  Anmærkningerne  gaar  en  ligeledes  af  Lyngbye  forfattet, 
noget  forkortet  Oversættelse  af  Sir  Mackenzie's  Afhandling;  men 
heri  findes  saare  lidet  af  Interesse  for  os,  blot  den  sædvanlige 
Beskrivelse  af  Metoden  for  Agrenes  Dyrkning.  Derimod  giver 
Lyngbye's  Anmærkninger  flere  værdifulde  botaniske  Oplysninger; 
særlig  er  en  Beskrivelse  af  Bestigningen  af  Skællingsfjæld  paa 
Strømø  (1.  c.  pp.  123 — 126)  værd  at  fremhæve  paa  Grund  af  dens 
detaillerede  Notitser  om  Vegetationen  paa  Fjældets  Topplateau. 
Her  nævnes,  at  Fladen  dels  er  „bevoxet  med  Mos,  især  Trichosto- 
muni  [Grimmia  hypnoides  og  G.  ericoides]  ^),  dels  bestaaende  af  øde 
Sand  og  Grus,  hvor  Koenigia  islandica  hist  og  her  sparsomt  pipper 
frem"  ;  Lyngbye  har  hermed  karakteriseret  de  to  Højfjælds-Plante- 
formationer,  der  her  i  Afhandlingen  benævnes  Grimmiahede  og 
Fjældmark.  For  den  sidstes  Vedkommende  følger  endvidere  en 
Liste,  hvori  der,  foruden  en  Mængde  Mosser  og  Likener,  nævnes 
følgende  Blomsterplanter :  Festuca  vivipara  [F.  ovina  vivipara],  Aira 
montana  [A.  flexuosa  ■montana'],  Koenigia  islandica,  Polygonum 
viviparum,  Rumex  digynus,  [Oxyria  digyna'],  Saxifraga  palmata 
[S.  cæspitosa'],    S.  stellaris,    Cerastiiim  alpinum  [C.   Edmondstonii], 

*)  Navnene  indenfor  de  kantede  Parenteser  er  de  nu  bruselisfe. 


Arabis  hispida  [A.  petræa],  Statice  Armeria  og  Salix  herbacea; 
det  er  en  Samling  Navne,  der  passer  aldeles  ind  i  det  Begreb,  som 
jeg  for  Færøernes  Vedkommende  kalder  Fjældmark.  —  Lyngbye  for- 
tæller ogsaa  (1.  c.  p.  loO)  om  den  dyrkede  Marks  Udvikling  fra  Korn- 
ager, gennem  en  Ukrudtsvegetation  (min  „Forvandlingsformation") 
til  Græsengen  med  Holcus  lanatus  og  mollis,  Anthoxanthiim,  Festuca 
pratensis^)  og  Agrostis  vulgaris  —  altsaa  den  sædvanlige  Bøformation. 
Ogsaa  den  Ejendommelighed,  at  alle  Husene  er  tækkede  med 
Græstørv,  hvor  Græsset  trives  saa  vel,  at  „man  kan  slaa  Hø  paa 
Husenes  Tage"  (1.  c.  p.  149),  omtales,  og  tillige  meddeles  en  Liste 
over  de  Arter,  der  voxede  paa  Taget  af  Sørvaag  Kirke  paa  Vaagø. 

Nogle  Aar  efter  Lyngbye  besøgte  den  danske  Geolog  Forch- 
hammer Færøerne  og  var  da  i  Selskab  med  Skotten  W.  G.  T  r  e  v  e  I  y  a  n , 
som  adskillige  Aar  efter  skrev  en  lille  Afliandling  om  Færøernes 
Vegetation  og  Klima  (Trevelyan  1835 — 37);  det  er  —  hvad  Vegeta- 
tionen angaar  —  mest  Gentagelser  af  Landt's  og  Lyngbye's  Med- 
delelser; ny  er  dog  nogle  Optegnelser  fra  Malinsfjæld  paa  Viderø, 
som  Trevelyan  sammen  med  Forchhammer  besteg  d.  18  Juli  1821; 
han  giver  her  en  Liste  over  de  Arter,  der  voxede  paa  Topplateauet, 
en  Liste,  som  nøje  svarer  til  Lyngbye's  fra  Skællingfjæld,  og  des- 
uden Angivelser  af  de  Højder,  i  hvilke  de  forskellige  alpine  Arter 
begyndte  at  vise  sig. 

Det  næste  Bidrag  til  Kundskaben  om  Færøernes  Plantevæxt 
skyldes  Franskmanden  Ch.  Martins,  som  i  1839  med  Orlogs- 
korvetten  „La  Recherche"  anløb  Torshavn  og  under  sit  Ophold 
gjorde  Exkursioner  paa  Strømø  og  Nolsø.  Han  har  benyttet  dette 
Kendskab  til  Færøernes  Vegetation  til  en  sammenlignende  Studie 
over  Færøernes,  Shetlands  og  Islands  Flora  og  Betragtninger  over 
Floraens  Indvandringsveje  og  -Maader  (Martins  1848).  Et  Referat 
og  en  Kritik  af  denne  Del  af  hans  Arbejde  ligger  udenfor  vort 
Omraade;  her  skal  kun  omtales,  at  der  —  foruden  den  stadig 
gentagne  Beskrivelse  af  Kornavlen  og  Jordens  Dyrkningsmaade  — 
gives  en  Skildring  af  Vegetationen  i  Torshavns  nære  Omegn  og 
paa  Nolsø  fra  Stranden  til  Toppen  af  Øens  Fjældparti.  De  ejen- 
dommelige Rundheller  nord  for  Torshavn  med  deres  vexlende  Vege- 
tation behandler  han  meget  korrekt,  idet  han  skelner  mellem  de 
golde  og  udsatte  Toppe,  hvor  navnlig  Armeria  falder  i  -Øjnene,  og 
de  kærfyldte  Huller  med  Kriopliornm   o.  s.  v.     Fra  Nolsø  nævner 


^)  Bestemmelsen  er  ikke  korrekt;  der  er  muligvis  ment  Ftstuca  rubra. 


—  C)  — 

han  Sandstrandsvegetation  af  Honckenya,  Cochlearia  og  Potentilla 
anserina;  endvidere  gør  lian  opmærksom  paa,  at  Nardus  stricta 
var  den  dominerende  Plante  paa  Bjærgets  Skraaninger;  „den  havde 
saa  at  sige  udelukket  al  anden  Vegetation"  (1.  c.  p.  369).  Hans 
Plantelister  er  iøvrigt  fulde  af  Fejl,  og  en  Mængde  Angivelser  fra 
Torshavns  Nærhed  er  aldrig  blevne  bekræftede  af  senere  Forskere, 
uagtet  Torshavn  dog  sikkert  er  det  bedst  undersøgte  Sted  paa 
Færøerne. 

En  ganske  oplysende  og  malende  Skildring  af  den  færøske 
Vegetation  har  P.  A.  Holm  (1855)  givet,  en  Skildring,  der  dog  er 
holdt  i  en  meget  almindelig  og  populær  Form.  Der  fortælles  om 
Tagenes  nye  Vegetation,  om  Bøernes  Græsvæxt  og  om  Korn-, 
Kartoffel-  og  Roe-Avl,  samt  om  Vegetationen  udenfor  det  dyrkede 
Ornraade.  Saaledes  omtales,  at  Tue-Kogleaks  og  Tue-Star  [dermed 
menes  vist  Juncus  squarrosus]  danner  smukke  grønne  Tuer  paa 
Myren,  medens  Mellemrummene  optages  af  mange  Slags  Siv  ^Juncus 
lampocarpus  og  Carex-Aviev?^  og  Kæruld,  hvorimellem  Benbræk 
og  Fjæld-Vibefedt  [skal  være  Finguicula  vulgaris]  opliver  den  dystre 
Farvetone  med  deres  farvede  Blomster;  det  er  Hedekæret  og  Kæret, 
som  de  findes  i  Haugen,  d.  v.  s.  det  udyrkede  Land  i  de  lavere 
Egne,  der  her  sigtes  til.  Ogsaa  Lyngheden  med  Rævlingen  og 
Vaccinierne  nævnes  hos  Holm,  ligesaa  Klippevegetationen.  Endelig 
har  han  nogle  Ord  om  Fjældenes  Vegetation  saavel  af  Blomster- 
planter som  af  Kryptogamer. 

Vi  er  nu  i  vor  Gennemgang  af  Litteraturen  naaede  op  til  Ro- 
strup's  Afhandling,  der  er  Resultatet  af  en  Rejse,  han  og  davæ- 
rende cand.  phil.  C.  Feilberg  foretog  i  1867  rundt  paa  de  fleste 
af  Øerne.  Hovedvægten  i  denne  Afdeling  er  lagt  paa  en  nøjagtig 
og  samvittighedsfuld  Planteliste,  der  omfatter  alle  Planterigets  Afde- 
linger. De  tidligere,  ofte  urigtige  Angivelser  er  sigtede  og  reviderede, 
og  dertil  er  føjet  de  mange  nye  Fund,  som  Rostrup  og  Feilberg 
selv  gjorde.  Der  opnaaedes  derved  for  første  Gang  at  faa  en 
fuldstændig  og  paalidelig  floristisk  Liste  fra  Øerne.  Men  foruden 
dette  har  Rostrup  i  en  Indledning  givet  en  almindelig  Oversigt 
over  Plantevæxten,  og  denne  Skildring  har  hidtil  været  vor  Hoved- 
kilde med  Hensyn  til  Vegetationens  almindelige  Sammensætning. 

Den  Gang  da  Rostrup  skrev  denne  Afhandling  (1870),  var  en 
systematisk  Behandling  af  Plantevæxten  i  dens  Forhold  til  de  ydre 
Kaar  ikke  kendt.  Hult 's  „Forsok  till  analytisk  behandling  af  våxt- 
formationerna"  (1881)  er  over  ti  Aar  yngre,  og  W  ar  min  g 's  Plante- 


samfund  (1895),  den  første  samlede  Behandling  af  Jordens  Plante- 
væxt  fra  et  økologisk  Synspunkt,  er  jo  meget  nyere  endnu.  Det 
er  derfor  naturligt,  at  der  i  Rostrup's  Arbejde  ikke  er  forsøgt  en 
maalbevidst  Opstilling  af  Plantesamfundene,  men  kun  en  Skildring 
af  Plantevæxten  efter  dens  forskellige  Voxepladser:  Bø,  Myr^  Strand, 
Indsø  o.  s.  V. 

For  hver  af  disse  Voxepladser  nævnes  de  Planter,  der  er  de 
almindelige  og  dominerende,  desuden  tilføjes  der  Bemærkninger  om 
forskellige  biologiske  Forhold,  der  falder  i  Øjnene.  For  at  vise 
Behandlingsmaaden  vælger  jeg  f.  Eks.  „Vegetationen  i  Bøerne". 
Der  opregnes  først  de  karaktergivende  Græsarter,  hvorunder  der 
peges  paa,  at  Græsserne  paa  Færøerne  i  en  særlig  Grad  er  tilbøjelige 
til  at  optræde  i  „vivipare"  Former,  hvad  der  „sandsynligvis  hid- 
rører fra  den  fugtige  Luft".  Hertil  sluttes  ogsaa  Tagenes  Græsser. 
Saa  følger  en  Liste  over  de  „blomstrende"  Urter,  som  hyppigst 
optræder  i  Græsvæxten;  den  blandt  Færingerne  for  sin  Blomster- 
rigdom bekendte  Bø  ved  Sand  paa  Sandø  nævnes  særskilt  og  tillige 
nogle  af  dens  mere  fremtrædende  Urter.  Endelig  tilføjes  der  en 
Liste  paa  adskillige  Arter,  der  egentlig  hører  hjemme  „i  højere 
Regioner",  men  som  hist  og  her  forekommer  i  Bøerne. 

Paa  denne  Maade  gennemgaas  de  forskellige  Voxepladser  kortelig 
(pp.  12—20),  og  den  Del  af  Indledningen,  der  interesserer  os  her, 
slutter  med  et  Par  Ord  om  Arternes  Varighed.  Rostrup  peger 
paa  den  mærkelige  Mangel  paa  Træer  og  Buske  og  paa,  at  de 
fleste  Urter  er  fleraarige,  samt  at  de  forholdsvis  faa  én-  og  toaarige 
Arter  er  Ukrudtsplanter  eller  i  alt  Fald  hører  hjemme  i  Bøerne  eller 
nær  Havet,  blot  med  nogle  faa  Undtagelser.  Han  regner  „omtrent 
en  halv  Snes  egentlige  Fjældplanter"  til  de  en-  eller  toaarige  Arter 
og  anfører  i  en  Parentes  sex  af  dem;  men  af  disse  er  dog,  naar 
en  Snylteplante  fraregnes,  kun  én  enaarig,  de  andre  fire  fleraarige; 
og  flere  end  denne  ene  enaarige  Art  kender  vi  heller  ikke  nu  paa 
Færøernes  Fjælde. 

1  den  næste  Snes  Aar  forelig-ger  der  ikke  i  Litteraturen  noget 
om  Færøernes  Vegetation;  men  med  Halvfemsernes  Begyndelse 
kommer  der  Gang  i  Undersøgelserne.  Først  er  at  nævne  et  lille 
Bidrag  af  to  engelske  Damer,  Miss  Copland  og  Miss  Birley 
(1891),  som  i  1889  besøgte  Øerne;  det  indeholder  iøvrigt  intet 
udover  de  almindelige  Betragtninger,  som  ofte  har  været  gjorte; 
Damerne  besteg  Odnedalstind  paa  Strømø  og  fandt  dér  de  sædvanlige 
Højfjældsplanter:  Ranunculus  glacialis,  R.  acer  pumila  o.  s.  v. 


—  8  — 

I  1895  rejste  den  svenske  Botaniker  Dr.  H.  G.  S  i  mm  o  ns  paa 
Færøerne,  hovedsagelig  for  at  studere  Havalgevegetationen;  men 
han  har  dog  ogsaa  gjort  Indsamlinger  paa  Land,  hvorom  han  har 
givet  kortere  floristiske  Meddelelser  (Simmons  1896). 

Samme  Aar  besøgte  Dr.  F.Børgesen  for  første. Gang  Øerne, 
og  Forf.,  der  deltog  i  Ingolf-Expeditionen,  anløb  paa  Ud-  og  Hjemtur 
Trangisvaag  paa  Syderø;  en  lille  Notits  om  vore  Iagttagelser  over 
Vegetationen,  samt  nogle  Plantelister  publicerede  vi  i  Fællesskab 
(Børgesen  og  Ostenfeld  Hansen  1896). 

Som  nævnt  i  Foroj-det  begyndte  den  egentlige  grundige  Under- 
søgelse af  Øernes  Vegetation  næste  Aar  (1896),  idet  Apoteker 
G.  Jensen  besøgte  de  fleste  Øer  for  Mosfloraens  Skyld  og  Dr. 
Børgesen  adskillige  af  dem  for  Algefloraens,  G.  Jensen  har  (1897) 
givet  en  fortræffelig  Rejseberetning,  hvori  han  med  Rejsens  Gang 
som  Ramme  beskriver,  hvad  han  traf  paa  af  botanisk  Interesse, 
idet  han  lægger  Hovedvægten  paa  Mosvegetationen.  Der  er  i  denne 
Afhandling  en  Rigdom  paa  Vegetationsbeskrivelser  og  Bemærkninger 
om  Arters  særegne  Voxepladser,  samt  Betragtninger  over  de  ydre 
Kaars  Virkning  paa  Vegetationen;  Afhandlingen  har  været  mig  til 
stor  Nytte  og  vil  blive  citeret  atter  og  atter  i  Kapitlet  om  Plante- 
samfundene. Paa  særdeles  mange  Punkter  har  Jensen  nemlig  ikke 
nøjedes  med  Mosvegetationen  alene,  men  har  optegnet,  hvad  der 
var  at  bemærke  ved  Vegetationen  i  dens  Helhed,  og  hans  store 
Kendskab  til  Blomsterplanterne  har  givet  sig  Udslag  i  mange  fuld- 
stændige Vegetationsbeskrivelser,  der  staar  betydelig  over,  hvad  en 
ensidig  Betragtning  af  enten  Blomsterplanter  eller  Mosser  vilde  give. 

En  anden  Afhandling,  der  behandler  Plantesamfundene  paa 
Færøerne,  er  P.  Fe  il  b  er  g's  som  Manuskript  trykte  „Fra  Lier  og 
Fjælde"  (1900).  Forfatteren  til  denne  fornøjelige  Rejse-Skildring 
opholdt  sig  i  Somren  1899  paa  Færøerne  og  Shetland  for  at  studere 
Plantevæxten  fra  et  økonomisk  Synspunkt.  Afhandlingen  behandler 
derfor  hovedsagelig  kun  Hjemmemarken  med  dens  Græsvæxt  og 
Korn-  og  Kartoffel-Avl,  samt  den  lavere  Del  af  Udmarken  (Hangen); 
den  rent  botaniske  Side  er  kun  en  mindre  vigtig  Synsvinkel  for 
Forfatteren.  Ikke  desto  mindre  findes  der  fortræffelige  Skildringer 
af  nogle  af  Plantesamfundene.  Det  er  selvfølgelig  først  og  fremmest 
Bøernes  Græsformation  og  de  dyrkede  Agre,  som  der  redegøres  for; 
dernæst  Græsli  og  Hedekær,  samt  Kær  og  Lynghede.  Overalt  er 
der  en  stærk  Paapegen  af  Jordbundens  Art  og  dennes  Betydning 
for    Plantevæxtens   Sammensætning ;    ogsaa  den  usædvanlig  store 


—  U  — 

Udbredelse  som  humussur  Jordbund  har  paa  Færøerne  er  gen- 
tagne Gange  fremhævet. 

I  1901  publicerede  Forf.  af  denne  Afhandling  sin  R.ejseberetnin^ 
for  1897;  den  er  holdt  i  samme  Stil  som  C.  Jensen's  ovenfor 
omtalte,  og  jeg  skal  ikke  komme  nærmere  ind  paa  dette  Arbejde, 
da  det  blot  er  at  betragte  som  en  Forstudie  til  nærværende;  ej 
heller  skal  jeg  dvæle  ved,  at  jeg  i  Artiklen  „Færøerne"  (1905—06) 
i  Tidsskriftet  „Atlanten"  har  givet  en  kort  Oversigt  (pp.  216— 221) 
over  Vegetationen. 

Foruden  disse  mere  botaniske  Arbejder  vil  man  i  de  talrige 
Afhandlinger  og  Artikler,  der  i  de  senere  Aar  er  skrevne  om  Fær- 
øerne, finde  spredte  Bidrag  til  Kundskaben  om  Vegetationen;  jeg 
skal  blot  nævne  nogle  af  dem  uden  at  redegøre  for,  hvor  lidt  eller 
hvor  meget  der  er  at  høste  i  hver,  gennemgaaende  er  det  botaniske 
Indhold  meget  ubetydeligt.  J.  Lomholt  har  i  Tidskriftet  „Nord 
og  Syd"  skrevet  en  Artikel  om  Færøerne  (1898),  Pastor  J,  F.  Rønne 
har  i  „Udvalget  for  Folkeoplysning" s  Skrifter  et  Hefte  om  Færøerne 
(1900),  Skotten  James  Currie  giver  en  kort  Skildring  af  Øerne 
i  et  skotsk  geografisk  Tidsskrift  (1906),  og  endelig  er  der  den 
ovennævnte  Artikel  i  „Atlanten",  hvori  bl.  a.  L.  Bergh  (1906) 
har  skrevet  om  Landbrug.  I  denne  sidste  Artikel  saavel  som  i 
Artiklerne  „Færøerne"  (ved  J.  J.)  i  Salmonsen's  Lexikon  og 
„Færø  Amt"  i  Trap 's  Danmark,  3.  Udgave  er  der  gode  Litteratur- 
lister over  Arbejder  af  almindelig  geografisk  og  naturhistorisk  Art. 

Imidlertid  tror  jeg,  at  denne  Oversigt  over  det  hidtil  kendte 
vedrørende  Plantevæxten  (Plantesamfundene)  paa  Færøerne  har 
medtaget  det  vigtigste  af,  hvad  der  er  fremkommet  i  Litteraturen^). 

Der  er  maaske  Grund  til  at  nævne,  at  jeg  har  omtalt  Littera- 
turen vedrørende  Landbruget  forholdsvis  kort,  da  jeg  anser  det  for 
at  hgge  noget  udenfor  dennerentvidenskabelige  Afhandlings  Ramme, 
og  at  jeg  af  samme  Aarsag  helt  har  udeladt,  hvad  der  er  skrevet 
om  Havebrug,  samt  at  jeg  forøvrigt  ogsaa  i  Afhandlingen  selv  ikke 
omtaler  Havebruget.  Disse  to  anvendte  botaniske  Fag  fortjener 
deres  særlige  Behandling  af  Mænd,  der  er  kyndige  paa  disse  Om- 
raader. 


^)  I  første  Bind  af  ,Botany  of  the  Færoes"  har  Professor  Eug.  W  arm  in  g 
(1901)  som  Indledning  givet  en  kort  historisk  Skildring  af  Øernes  bota- 
niske Undersøgelse,  hvis  Indhold  delvis  falder  sammen  med  den  her  givne 
Oversigt. 


-   10  — 

II.    De  ydre  Forholds  Indflydelse  paa  Vegetationen. 

Færøernes  Landvegetation  er  præget  af  Øernes  Beliggenhed  og 
de  dermed  følgende  ejendommelige  klimatiske  Forhold.  Det  ud- 
præget insulære  Klima  med  den  ringe  Sommervarme,  ringe  Vinter- 
kulde, store  Luftfugtighed  og  rigelige  Nedbør  gør  Jordbunden  fugtig 
næsten  overalt  og  bevirker  en  rigelig  Humusdannelse. 

I  „Geografisk  Tidsskrift«  (1899)  og  i  Tidsskriftet  „Atlanten"  (1905) 
har  Wil laume- Jantzen  givet  en  fortræffelig  Oversigt  over  Fær- 
øernes Klima.  Af  denne  vil  det  umiddelbart  fremgaa,  at  Klimaet 
er  saa  ejendommeligt,  at  det  i  høj  Grad  maa  præge  Vegetationen ; 
men  det  vil  dog  være  nødvendigt  at  gaa  lidt  nærmere  ind  paa  de 
klimatiske  Forhold  med  særligt  Hensyn  til  deres  Indflydelse  paa 
Plantevæxten. 

Foruden  de  klimatiske  Forhold  spiller  ogsaa  Jordbunds- 
forholdene (de  ed a fiske  Forhold)  en  Rolle  for  Land- Vegeta- 
tionen, og  endelig  maa  man  ikke  glemme  den  Virkning,  som 
Mennesker  og  Dyr  frembringer;  vi  har  saaledes  tre  Hoved- 
grupper af  Faktorer  at  undersøge,  naar  vi  skal  gennemgaa  de  ydre 
Forhold,  som  har  Indflydelse  paa  Vegetationsforholdene. 

1.  Klimatiske  Faktorer, 
a.  Varme.  Det  fremgaar  med  al  ønskelig  Tydelighed  af 
VVillaume-Jantzen's  Fremstilling  af  Klimaet,  at  Lufttemperaturen  er 
ualmindelig  lidet  forskellig  paa  de  forskellige  Aarstider.  Klimaet  er 
i  høj  Grad  insulært,  hvad  der  ogsaa  viser  sig  derved,  at  den 
koldeste  Tid  strækker  sig  helt  hen  i  Marts,  og  den  varmeste  først 
optræder  i  Juli — August.  30  Aars  Observationer  i  Torshavn  giver 
følgende  MiddeltaP)  for  Maanederne: 

Januar       Februar       Marts  April  Maj  Juni 

3°2  3°2  3°1  5°5  7°2  9°7 

Juli  August      September  Oktober   November  December 

10°8         10°8  9°4  G°7  o^O  3°5 

Aarets  Middelvarme  er  6°5. 

Vi  ser  heraf,  at  Vintren  og  det  tidlige  Foraar  (December — 
Marts)  har  omtrent  ens  Temperatur,  og  denne  ligger  omkring 
3°3— 3°2;  der  er  altsaa  ikke  Tale  om  nogen  egentlig  Vinter  med 
længere  Tids  negativ  Temperatur.   Imidlertid  er  det  for  Vegetationens 

^)  Temperaturtallene  er  selvfølgelig  stedse  opgivne  i  Celsius-Grader. 


—  11  - 

Vedkommende  ikke  saa  vigtigt  at  faa  Middelværdierne  at  vide  som 
de  absolute  Værdier,  specielt  de  extreme.  Det  viser  sig  da,  at  den 
absolut  laveste  Temperatur^  som  er  maalt  i  Torshavn  i  30  Aar,  er 
-^  1 1°6.  Endvidere  har  det  Interesse  at  notere,  at  der  aarhg  kun 
er  8  Isdage  (o:  Døgn,  hvis  Temperatur  ikke  naar  op  over  0°); 
og  70  Frostdage  {o:  Døgn,  i  hvilke  Temperaturen  til  en  Tid  har 
været  under  0°) ;  dette  er  et  meget  ringe  Antal.  Endelig  er  den 
negative  Temperatur  for  Isdagene  sjældent  ret  meget  under  Nul- 
punktet, hvilket  blandt  andet  fremgaar  af  det  Faktum,  at  der  i 
Torshavn  i  30  Aar  kun  er  forekommet  9  Døgn  med  Temperatur 
paa  under  -4-  10°. 

Et  Forhold,  der  bør  tages  i  Betragtning  her,  er,  om  Temperatur- 
vexlingerne  foregaar  hurtigt  og  ofte,  eller  Perioderne  er  langvarige 
og  Overgangene  jævne.  Det  er  for  dette  Spørgsmaals  Vedkommende 
ikke  saa  let  at  faa  gode  Data  til  Besvarelsen,  men  det,  at  der  kun 
er  8  Isdage  om  Aaret,  og  at  der  af  Isdage,  som  følger  umiddelbart 
efter  hinanden,  højst  er  forekommet  5  og  det  blot  4  Gange  i  30  Aar, 
peger  stærkt  paa,  at  Vexlingerne  mellem  Frost  og  Tø  er  talrige 
og  hurtige;  man  hører  ogsaa  faktisk  paa  Færøerne  ofte  Tale 
om  denne  Vexlens  skadelige  Virkning  paa  Vegetationen.  Nogle  Iagt- 
tagelser over  Snefaldet,  som  min  Ven  Læge  Knud  Poulsen  efter 
min  Anmodning  anstillede  i  Vintrene  1901 — 02  og  1902 — 03,  og  som 
gengives  i  det  følgende  (pp.  16 — 18),  viser  ogsaa  denne  hurtige  Vexlen ; 
jeg  vil  her  blot  anføre  et  enkelt  Exempel  af  hans  Notitser:  30,  og 
31.  December  1902,  tæt  Snefald,  ret  tykt  Snedække;  1.  Januar  1903, 
Regn;  2.  Januar,  Sne  borte  i  Lavlandet;  4.  Januar,  Barfrost;  5,  og 
6,  Jan.,  jævnt  Snefald;  7.  Jan.,  Snefog;  8.  Jan.,  Regn,  Sneen  smelter; 
9.  Jan..,  Barfrost.  1  Løbet  af  10  Dage  har  saaledes  Landet  været 
snedækket  2  Gange,  snebart  med  Regn  2  Gange  og  med  Barfrost 
2  Gange.  Man  kan  let  tænke  sig,  at  en  saadan  Vexlen  maa  have 
Indflydelse  paa  Planterne.  Selvom  saaledes  Vintertemperaturen  er 
relativt  høj,  maa  Planterne  være  ret  haardføre  for  at  udholde 
disse  hurtige  og  hyppige  Vexlinger. 

Vi  gaar  nu  over  til  Sommertemperaturen.  De  to  varmeste 
Maaneder  er  Juli  og  August  med  10°8  som  Middeltemperatur;  med 
andre  Ord:  vi  har  egentlig  ingen  rigtig  Sommervarme.  Ogsaa  her 
maa  vi  imidlertid  opsøge  de  absolute  Temperaturer,  og  saa  stiller 
Forholdet  sig  ikke  fuldt  saa  ugunstigt,  som  man  skulde  tro.  Den 
absolut  højeste  Temperatur,  der  er  iagttaget  i  30  Aar,  er  2r2.  Under 
mit  Ophold  paa  Øerne  i  1897  benyttede  jeg  undertiden  Lejligheden  til 


—  12  — 

at  anstille  nogle  Observationer  over  Temperaturen;  de  fremstilles  i 

hosstaaende  Tabel. 

Temperatur-Observationer.  Kugle 

Blank    Sort 
10.  VII.  1897.   12,.S0  p.m.  Solskin.  Kvanhaugen  ved  Trangisvaag. 

Termometer  liggende  ovenpaa  en  Sphagnum-Tue  31°     41°5 

—         stukket  helt  ned  i  Tuen  (15  Gtm.)  .    14° 

Lufttemperatur  ved  Svingning 14°5 

Termometer  ovenpaa  en  Sphagnum-Tue,  i  Læ.    32°     43° 

—  i  Skygge,  bag  en  Græstue 14°2    15° 

—  i  en  Sø,    25  Gm.s  Dybde  (Nitella- 

Bevoxning) 20° 

17.  VII.  1897.   10,15  a.  m.  Fjældplateauet   ovenfor  Trangisvaag, 

300  M.    Solskin. 

Termometer  i  Sol  og  Læ  bag  Græsskraaning.  .  .  37°     46°5 

—  paa  flad  Græsmark,  i  Brise 28°     32°2 

—  i  Skygge  og  Læ 20° 

Lufttemperatur   19° 

18.  VII.  1897.   10  a.  m.  Punthavn  ved  Trangisvaagfjord.  Solskin, 

men  diset. 

Termometer  paa  Græstue  i  Læ  og  Sol 25°     32° 

—  —  i  Skygge 17° 

Lufttemperatur 14° 

—  —      Trangisvaag,  tæt  Taage,  der  sætter  sig  som  Dug 

overalt. 

7,30  p.m 11° 

11,30  p.m 9° 

19.  VII.  1897.  Trangisvaag,  lidt  mindre  ttet  Taage. 

9,30  a.m 10° 

20.  VII.  1897.  Skaalefjæld  nord  for  Kvalbø,  375  M.,  Taage  og 

Blæst. 

Lufttemperatur  1 ,50  M.  over  Jorden,  Termometer 

hængende  paa  en  Stok 9°5 

22.  VII.  1897.  2  p.m.    Ved  Famievatn,  svagt  Solskin,  diset. 

Termometer  paa  en  Stok,   1,50  M.  overjorden..    11° 

—  paa  Græsset,  i  Læ  og  Sol 24°     27° 

—  —      5  p.m.  Fjældet  syd  for  Famien,  360  M.,  Taage. 

Termometer  paa  Stok,   1,50  M.  over  Jorden...  8°5 
31.  VII,  1897.  2,30  p.m.    Dalbunden    ved  Ørerenge,   lyst   over- 
trukken Himmel  og  frisk  Brise. 

Termometer  paa  Stok,   1 ,50  M.  over  Jorden ...  1 6°8 

—  paa  Græsset,  i  Læ 22°     23°8 


—    13  — 

Kugle 

Blank    Sort 
31.  VII.  1897.  Miavevatn  ved  Leinumvatn,  Vandtemperatur  nær 

Bredden 13° 

5.  VIII.  1897.   12,30p.m.    Den   indre  Del   af  Dalen  ved  Kunø 

Bygd,  Taage. 

Termometer  frit  i  Luften 13°3 

—  paa  Græsset 15°     16"^ 

—  —      4p.m.    Mygledal,  letskyet. 

Termometer  frit  i  Luften 20° 

—  paa  Græsset 25°5  30°5 

6.  VIII.  1897.   1,15  p.m.     Viderø,    ligeoverfor    Svinø-Ejde,    tæt 

Taage,  i  Baad  paa  Havet,  men  nær  Land. 

Lufttemperatur   12''3 

9. VIII.  1897.   lOa.m.    Viderejde,  stærk  Regntaage. 

Lufttemperatur  (1   M.  over  Jorden) 14°7 

—  —       2  p.m.,  Solen  svagt  lysende  gennem  Taagen. 

Lufttemperatur  (1  M.  over  Jorden),  nogen  Blæst.    11°5   13°5 
12.  VIII.  1897.  2  p.m.    Bergsmunna   paa   Viderø,   Bjærgtop,    c. 

360  M,,  overskyet,  stille. 

Termometer  i  Græsset 19°5,  21° 

16.  VIII.  1897.  Højefjæld  ved  Klaksvig,  Toppen  650  M. 

Lufttemperatur 8°7 

19.VIII.  1897.  3p.  m.      Paa    Havet    udfor    Næs    Præstegaard, 

Østerø,  svagt  Solskin. 

Termometer  i  Læ  i  Baaden 20°5  25° 

23.VIIL1897.  9a.m.    Paa  Havet  ved  Østerø,  Solskin. 

Termometer  i  Læ,  paa  mørk  Bund  (ombord).  .    19°     23° 

—  —       10  a.  m. ;  ligeledes 22°     27° 

—  —       1 1  p.  m.    1  Skaalefjordsdalen  paa  Vej  til  Næs. 

Lufttemperatur,  i  Læ 10° 

29.  VIII.  1 897.  1 0  a.  m.    Ved  Sands  Præstegaard,  Sandø,  Solskin. 

Termometer  i  Læ  og  Sol  paa  lysgraa  Sten  ...  21°     27° 

—  —     og  Skygge 16° 

Jeg  benyttede  simple  Glastermometre,  af  hvilke  ét  var  sværtet 
sort  paa  Kviksølvkuglen  for  bedre  at  opsuge  Varmestraalerne.  Man 
vil  paa  denne  Tabel  sé,  at  jeg  paa  varme  Dage  kunde  observere 
en  Lufttemperatur  (Svingtermometer)  paa  indtil  20°,  Observationer 
anstillede  ved  at  lægge  Termometre  paa  Plantetæppet  gav  ved 
Insolation  meget  højere  Temperaturer ;  sé  f.  Ex.  Forsøget  16.  Juli : 
Lufttemperatur  14°5;  Temperatur  paa  Termometer  med  blank 
Kugle   liggende   ovenpaa   en   Sphagnum-Tue  32°,  Temperatur   med 


—  14  — 

sort  Kugle  sammesteds  endog  43°;  men  strax  man  stikker  Termo- 
metret noget  ned  i  Jorden  (15  Cm,),  er  Temperaturen  kun  14°, 
ligesaa  naar  man  anbringer  det  i  Skygge  bag  en  Græstue  14°2. 

Disse  Insolationstemperaturer  er  imidlertid  slet  ikke  høje;  L. 
Kolderup  Rosen  vinge  (1897)  anfører  saaledes  lige  saa  høje 
Temperaturer  fra  det  sydlige  Grønland  og  C.  Kruuse  (1898)  næ- 
sten lige  saa  høje  fra  den  midterste  Del  af  Grønland  (c.  69°  N.  Br.). 
Man  maa  naturligvis  ikke  drage  direkte  Sammenligning  mellem  de 
maalte  Insolationstemperaturer  og  den  Varme,  som  tilføres  Plan- 
terne ved  Solens  Straaler;  men  der  fremgaar  dog  heraf,  at  Plan- 
terne er  udsatte  for  ret  betydelig  Paavirkning  fra  Solstraalerne, 
større  end  man  faar  at  vide  ved  at  holde  sig  til  Lufttemperaturen 
alene. 

Af  min  Tabel  fremgaar  endvidere,  at  Temperaturen  hurtig 
vexler,  navnlig  bevirker  den  ofte  pludselig  fremtrængende  Taage  en 
Afkøling;  sé  f.  Ex.  18  Juli,  Kl.  10  a.  m.  Solskin  med  14°  (Sving- 
termometer) og  17°  i  Skygge  paa  en  Græstue;  Kl.  7,30  p.  m.  Taage 
med  en  Lufttemperatur  paa  11°. 

Vi  kan  saaledes  resumere  det,  vi  véd  om  Lufttemperaturen, 
til  følgende  Sætninger:  Luftens  Varmegrad  er  om  Vintren 
relativ  høj,  oftest  over  Nulpunktet,  men  undertiden  og 
hurtig  synkende  ned  under  dette  for  kortere  Tid,  dog 
aldrig  til  særlig  lave  Temperaturer;  den  koldeste  Peri- 
ode varer  hen  paa  Foraaret;  først  i  April  begynder 
Temperaturen  at  stige;  Juli  og  August  er  de  varmeste 
Maaneder,  men  ogsaa  da  er  Temperaturen  ret  lav,  meget 
sjældent  stigende  over  20°,  ligesom  hurtige  Vexlinger 
ogsaa  paa  denne  Aarstid  er  hyppige.  Planter,  der  skal 
kunne  leve  under  disse  Forhold,  maa  følgelig  være  tilpassede  til 
at  kunne  trives  ved  relativt  lave  Temperaturer;  derimod  behøver 
de  ikke  at  være  skikkede  til  at  taale  stærk  og  langvarig  Kulde. 

b.  Nedbør  og  Luftfugtighed.  Nedbøren  er  rigelig ;  efter  Willaume- 
Jantzen  falder  der  i  Gennemsnit  aarlig  1570  Mm.  Regn,  og  denne 
Regn  falder  rigelig  til  alle  Aarstid  er,  dog  mindst  i  Foraars- 
og  Sommermaanederne;  April — Juli  har  saaledes  kun  93,  88,  77  og 
87  Mm.,  medens  December  og  Januar  har  185  og  184  Mm.  Oftest 
falder  Regnen  som  fin  Støvregn,  hvad  der  blandt  andet  fremgaar 
af,  at  Regndagenes  maanedlige  Antal  er  meget  stort,  og  at  kun 
lidt  kommer  ned  ad  Gangen.  Saaledes  har  de  relativt  regnfattige 
Foraars-  og  Sommermaaneder  ikke   mindre  end   c.  20  Dage  maa- 


—   15  - 

nedlig  med  Regn,  altsaa  2  Tredjedele  af  hele  Maaneden,  og  i  den 
Tid  falder  kun  c.  8G  Mm.  Regn  maanedlig  eller  4,3  Mm.  pr.  Regn- 
dag. I  Vintermaanederne  falder  der  Regn  i  28  af  Maanedens  Dage 
og  i  hele  Aaret  —  efter  25  Aars  Observationers  Middeltal  —  i 
278  Dage,  saaledes  at   kun   87  Dage  (31  pGt)   er   regnfrie. 

Dertil  kommer  den  hyppige  Taage,  som  navnlig  i  Sommer- 
tiden træder  i  Stedet  for  Regnen ;  af  Taagedage  er  der  aarlig  54, 
hvoraf  de  30  falder  i  de  3  Maaneder  Juni — August,  medens  de 
4  Maaneder  November— Marts  kun  har  hver  1  Taagedag.  Der  bør 
her  gøres  den  Bemærkning,  som  gælder  alle  disse  meteorologiske 
Observationer,  at  de  er  anstillede  i  Torshavn,  altsaa  i  Lavlandet; 
Taagedagene  til  Fjælds  vil  sikkert  vise  sig  at  være  hyppigere  endnu, 
men  derom  véd  vi  desværre  intet  talmæssigt. 

Med  Behandlingen  af  Taagedagene  kommer  vi  til  Luftfugtig- 
heden. Den  relative  Luftfugtighed  er  stor,  nemlig  aarlig  82  pCt., 
og  ser  vi  de  enkelte  Maaneder  efter,  er  der  ikke  store  Forskellig- 
heder efter  Aarstiderne  at  spore.  Mindst  er  Tallene  for  de  4 
Foraarsmaaneder  Februar — Maj  med  78 — 80  pGt.  og  størst  i  Sommer- 
tiden Juh — September  med  85  pGt.  Desværre  siger  disse  Tal  intet 
om,  hvor  store  Variationerne  i  den  relative  Fugtighed  er;  men  ved 
meteorologisk  Instituts  Velvilje  har  jeg  kunnet  gennemse  en  Tabel 
over  de  laveste,  observerede  relative  Fugtigheder.  Det  fremgaar  af 
denne,  at  der  kan  være  Tidspunkter,  hvor  Fugtighedsgraden  synker 
ned  til  30 — 50  pCt.,  men  dette  sker  kun  rent  undtagelsesvis  (f.  Ex.  er 
30  pGt.  kun  iagttaget  én  Gang  i  25  Aar  og  31 — 39  kun  7  Gange), 
og  de  laveste  Fugtighedsgrader  indtræffer  uden  Flensyn  til  Aars- 
tiden,  maaske  dog  hyppigst  i  Forsomren.  Fugtighedsgraden  saavel 
som  Temperaturen  staar,  som  M.  Knudsen  (1900)  har  paavist, 
i  Afhængighedsforhold  til  Vindens  Retning,  eller  rettere  afhænger 
af,  om  Vinden  kommer  fra  den  østisl andske  Polarstrøm  eller  fra 
Golfstrømmen.  Naar  Vinden  kommer  fra  Polarstrømmen,  er  den 
relative  Fugtighed  i  Middel  72—81  pGt.,  medens  derimod  Vinden 
blæser  fra  Golfstrømmen  med  en  Fugtighed  af  81 — 90  pGt. ;  tillige 
afkøler  Polarstrømmens  Vinde  Øerne  ret  betydelig.  Selvom  Luft- 
fugtigheden saaledes  i  sjældne  Tilfælde  kan  synke  ret  lavt  ned, 
tør  man  vist  dog  antage,  at  den  næsten  stedse  er  relativt  stor. 

Dette  har,  i  Forbindelse  med  den  fugtige  Bund,  naturlig  til 
Følge,  at  Planterne  ikke  behøver  nogen  særlig  Udvikling  af  Dan- 
nelser, som  skal  beskytte  mod  for  stærk  Fordampning,  saasom  tæt 
Haarklædning  etc.     Vi  ser  virkelig  ogsaa,  at  x^rter  med  Filthaar  er 


16 


rene  Undtagelser  blandt  de  færøske  Planter,  ligesom  der  kun  findes 
relativt  faa  (og  det  endda  næsten  udelukkende  Klippeplanter  og 
Sumpplanter)  med  andre  xerofile  Karakterer. 

c.  Suedække.  I  de  arktiske  Egne,  hvor  Vintren  er  stræng 
og  langvarig,  spiller  det  en  stor  Rolle  for  Plantevæxten,  om  Plan- 
terne er  snedækte  eller  ej.  Paa  Færøerne,  hvor  Vintren  er  saa 
lidet  udpræget,  behøver  Planterne  næppe  i  saa  høj  Grad  Snedæk- 
kets Beskyttelse;  men  nogen  Fordel  vil  den  snedækte  Plante  dog 
ogsaa  her  have  fremfor  den  snebare,  navnlig  ved  at  Sneen  mildner 
Overgangen  fra  Frost  til  Tø  og  beskytter   mod  direkte  Insolation  i 


Fig.  1.    Trangisvaagfjorden  paa  Syderø  med  helt  sneklædte  Omgivelser. 
(Efter  Botany  of  the  Færoes  I). 

Frostvejr,  samt  tillige  mod  stærke  Stormes  udtørrende  Indvirkning. 
Da  der  ikke  iblandt  de  meteorologiske  Data  findes  Opgivelser  om 
Snedækkets  Varighed,  har  jeg,  som  ovenfor  berørt,  formaaet  Læge 
Knud  Poulsen  til  under  sit  toaarige  Ophold  i  Torshavn  at  gøre 
saa  mange  Optegnelser  derom  som  mulig.  Hans  Notitser,  der  er 
meget  fyldige,  byder  saa  meget  af  Interesse,  at  jeg  ikke  tager  i  Be- 
tænkning at  anføre  dem  her  in  extenso,  gaaende  ud  fra,  at  de 
ogsaa  har  Værdi  i  rent  meteorologisk  Henseende: 

Vintren  1901  —  1902. 

12.  November  faldt  den  første  Sne  som  et  tyndt  Dække  baade  paa  Fjæl- 
dene  og  i  Lavlandet.  1  6.  Lavlandet  snebart,  Fjældene  i  det  væsentlige  ligesaa 
paa  Sydsiderne.  17.  Atter  Sne  overalt,  tyndt  og  jævnt  Dække.  20.  Snebart 
overalt.    9.  December,  tyndt  Snedække  overalt.     10.  Begyndende  Tø.     1  1  og 


—  17  — 

12.  Tøvejr,  Lavlandet  snebart.  13.  og  14.  Tæt  Snefald,  Lavlandet  dækket.  16. 
Lavlandet  næsten  snebart.  1 7.  Snestorm.  1 8.  Snefald.  1 9.  Sneen  begynder  at 
svinde  i  Lavlandet.  21.  Regn.  22.  Sneen  borte  i  Lavlandet  og  delvis  paa  Fjæl- 
dene.  26.  Snebart  næsten  overalt.  27.  December  —  9.  Januar,  væsentlig 
uforandret;  ingen  Nedbør  af  Betydning;  tilsyneladende  ikke  synderlig  stærk  For- 
dampning, da  de  faa  Sneklatter  paa  de  dækkede  Steder  lavere  paa  Fjældene 
samt  paa  Topfladerne  af  disse  ikke  synes  at  tage  synderlig  af  i  Størrelse.  10. 
Snestorm.  11.  Snedække  overalt,  stille.  Frost.  12.  Snestorm.  14.  Regn.  15. 
Sneen  næsten  borte.  25.  Snestorm,  Sne  overalt.  30.  Tø.  31.  Sneen  næsten 
borte  overalt.  4.  Februar,  Sne  overalt.  4—13.  Jævnligt  Snefald.  13.  Sneen 
ligger  højt  i  Driver  og  især  paa  nogenlunde  jævnt  skraanende  N.-  og  V.-  Sider; 
paa  Højdeplateauerne  og  i  Lavlandet  kun  fra  nogle  Gtm.  til  30  å  60  Ctm. 
1  4.  begyndende  Tø.  1 5.  Sneen  delvis  borte  i  Lavlandet.  1 6.  Sneen  næsten 
helt  borte  overalt,  Regn.  10.  Marts,  Snefald;  paa  Fjældene  et  tyndt  Dække, 
i  Lavlandet  Tø.  19.  — 20.  Atter  lidt  Snefald.  21.  Snestorm  i  Nat;  tyndt  Sne- 
dække overalt.  2  3.  Sneen  ligger  som  sædvanlig  mest  paa  N.-  og  V.-Siderne; 
ogsaa  Sne  i  Lavlandet.  27.  Meget  fordampet  og  bortsmeltet;  Sneklatterne  mindre 
og  mere  spredte,  jo  nærmere  man  er  Søen.  Ifølge  Opgivelser  skal  der  pan 
Nordreøerne  endnu  være  høj  Sne  lige  ned  til  Søen.  29.  Snefald.  31.  Tø; 
østlig  Storm.  1.  April,  næsten  snebart.  3.  Snefald.  4.  Tyndt  Snedække  paa 
Fjældene.  6.  Snedække  paa  Topplateauerne,  spredte  Klatter  paa  Fjældsiderne. 
6. — 9.  Tø.  10.— 12.  Regn.  1 2.  Kun  enkelte  Klatter  paa  Topplateauerne.  2,  Maj, 
Klatterne  næsten  forsvundne.  3.-4.  Ringe  Snefald,  4.  Tyndt  Snedække  paa 
Fjældene.  Ifølge  Opgivelse  skal  der  paa  Nordreøerne  være  megen  Sne  lige  ned 
til  Søen.  1 0.  Fuldstændig  snebart.  1 5.  Paa  Nordreøerne  en  Del  Sne  paa  Fjæl- 
dene (egen  Iagttagelse);  sydpaa  fuldstændig  snebart. 

Til  disse  Optegnelser  føjer  Dr.  Poulsen  følgende  Bemærkninger:  ,Den  Del 
af  Øerne,  jeg  nogenlunde  har  kunnet  iagttage,  er  den  sydlige  Del  af  Strømø  og 
Østerø  samt  Sandø  og  Nolsø.  Disse  Partier  er  forholdsvis  lave  og  vel  væsentlig 
derfor  langt  mindre  snedækte  end  den  store  nordlige  Del.  Dog  er  Forskellen 
mellem  f.  Ex.  Nolsø  og  Torshavns  nærmeste  Omegn  paa  den  ene  Side  og 
de  c.  25  Km.  nordligere  Dele  af  Østerø  paa  den  anden  meget  paafaldende:  Nolsø 
bliver  ofte  snebar  i  Løbet  af  faa  Timer,  vel  sagtens  fordi  den  er  lille,  lav, 
kuplet  paa  Toppen  og  de  fleste  Steder  falder  stejlt  af  mod  Søen;  der  ligger 
aldrig  megen  Sne  paa  den,  heller  ikke  i  Driver. 

,Naar  jeg  bruger  Udtrykket  Snedække  er  det  for  saa  vidt  ukorrekt,  som 
der  altid  findes  store  nøgne  Partier,  idet  fremspringende  Punkter,  —  store  Sten, 
Hamre  o.  lign.  —  saa  at  sige  aldrig  begraves;  en  virkelig  Snemark,  f.  Ex.  egnet 
til  Skilobning,  er  saaledes  en  Sjældenhed. 

„I  første  Halvdel  af  Februar,  da  vi  havde  det  største  Snefald  og  efter 
Sigende  mere  Sne  end  almindeligt,  var  jeg  flere  Gange  nødt  til  at  gaa  fra  Tors- 
havn til  Velbestad  paa  Vestsiden  af  Strømø.  Snebedækningen  var  da  saaledes 
fordelt :  Paa  det  jævnt  stigende  Stykke  fra  Torshavn  til  Højdeplateauet  (c.  200  M.) 
var  der  en  Del  store  og  høje  Snedriver  vexlende  med  helt  snebare  Partier  og 
Strækninger  med  30— 60  Gtm. s  jævnt  Snedække;  paa  Plateauet  laa  et  15— 30  Ctm. 
højt  Snelag,  større  Sten  og  Blokke  altsaa  udækkede.  Paa  den  stejlere  Skraaning 
fra  Plateauet  og  ned  til  Velbestad  var  der  saa  at  sige  ikke  et  eneste  snebart 
Punkt;  ogsaa  Hamrene  var  begravede.  Sneen  gik  mig  overalt  til  midt  paa  Livet, 
og  mange   Steder  var  der   enorme  Driver.     Efter  hvad  jeg  hørte  og  saa  andre 

2 


-  18  — 

steder,    tror   jeg,   al  Exemplet   giver   et  nogenlunde   Begreb  om   Forholdene   i 
denne  Periode. 

, Sneen  svinder,  som  det  fremgaar  af  Optegnelserne,  som  Regel  meget 
hurtigt,  naar  det  først  begynder  at  tø  —  ja,  ofte  forbløffende  hurtigt,  idet  et 
heftigt  Regnskyl  i  Løbet  af  et  Par  Timer  faar  en  forholdsvis  betydelig  Mængde 
Sne  til  at  forsvinde  fuldstændigt  og  det  lige  saa  vel  paa  Fjældene  som  i  Lav- 
landet. I  det  hele  har  Forskellen  mellem  Sne  til  Fjælds  og  i  Lavlandet  været 
mindre  end  jeg  havde  ventet." 

Vintren  1902—1903. 

15.  November,  tyndt  Snedække  paa  de  nordlige  Øers  Toppe.  18.  Atter 
borte.  25.  December,  c.  2—3  Ctm.  Sne,  jævnt  Dække  overalt  baade  i  Lav- 
landet og  paa  Fjældene.  26,  tæt,  jævnt  Snefald.  27.  stærk  Regn,  Sneen  smelter. 
2  8.  Sneen  fuldstændig  borte  i  Lavlandet,  paa  Fjældene  spredte  Faner  og  Klatter. 
30.  — 31.  Tæt  Snefald,  jævnt,  2—8  Ctm,  tykt  Dække  overalt.  1.  Januar  1903, 
Regn.  2.  Sneen  borte  i  Lavlandet.  4.  Barfrost.  5.  —  6.  Jævnt  Snefald.  7.  Snefog. 
8.  Regn,  Sneen  smelter.  9.  Barfrost.  10.  Snestorm.  11.  Barfrost.  12.  Paa 
Fjældplateauet  ligger  15—60  Ctm.  Sne,  større  Sten  og  Blokke  udækkede.  Paa 
"Vestsiden  af  Strømø  (Fjældskraaningen  ned  mod  Hestø  Fjord)  ligger  1  —  1,25  Meter 
høje  Snefaner  og  megen  Sne;  østligt  paa  Strømø  kun  lidt  Sne,  ligesaa  paa 
Sandø.  13. —  14.  Tø  og  Regn.  15.  Snebart.  18.  Lidt  Sne  Dagen  før  og  om 
Natten,  nu  Tø  og  snebart.  1.  Februar,  Sne.  2.  c.  2,5  Ctm.  Sne  overalt  baade 
i  Lavland  og  paa  Fjældene.  3.  Regn.  8.  Tæt  Snefald,  næsten  15  Ctm.  tykt,  jævnt 
Snedække  i  Lavlandet,  lignende  paa  Fjældene.  10.  Sneen  borte  i  Lavlandet, 
delvis  paa  Fjældene.  20.  Omtrent  uforandret,  klatvis  Snedække  paa  Fjældene 
22.  Lidt  Snefald,  væsentlig  paa  Fjældene.  23.  c.  5  Ctm.  jævnt  Dække  pa=) 
Fjældene,  intet  i  Lavlandet.  24.  Sneen  delvis  borte  paa  Fjældene.  2  6.  Endnu 
et  tyndt  Lag  Sne  paa  de  højere  Fjælde.  6.  Marts,  kun  Sneklatter  hist  og  her. 
1 0.  Næsten  borte.  5.  April,  Snevejr.  7.  Atter  snebart.  10.  Snefald.  12.  Sne- 
fald (halv  Snestorm);  Snedække  paa  c.  5  Ctm.,  fraregnet  større  Driver  hist  og 
her.  1 4.  Snefald,  c.  15  Ctm.  Sne.  1 5.  Lidt  Snefald.  17.— 18.  Sneen  fordamper 
stærkt.  19.  Regn.  20.  Lavland  og  Fjældplateau  væsentlig  snebare;  paa  Fjæld- 
toppene  spredte  Faner.  2  1.  Om  Aftnen  ringe  Snefald.  22.  Snefald,  Tø.  23.  Sne 
borte  i  Lavlandet,  spredte  Klatter  og  Faner  paa  Fjældene.  26.  Saa  godt  som 
al  Sne  borte.  8.-9.  Maj,  Snefald;  Fjældene  snedækte,  dog  ikke  fra  Torshavn 
og  sydefter;  Lavland  snebart. 

Hertil  knyttes  følgende  Bemærkninger  af  Dr.  Poulsen:  Jagttagelserne 
gælder  væsentlig  kun  den  sydhge  Halvdel  af  Strømø,  samt  Nolsø,  Hestø  og 
Sandø,  hvilke  Øer  med  Hensyn  til  Snedække  frembyder  omtrent  ensartede 
Forhold,  dog  bliver  Nolsø  altid  først  snefri  og  har  ringere  Snedække  end  særlig 
Strømø,  velsagtens  paa  Grund  af  dens  Beliggenhed  og  Form ;  det  samme  gælder 
vist  til  Dels  Hestø.  Paa  den  nordlige  Del  af  Strømø  og  paa  Nordreøerne  falder 
der  langt  mere  Sne,  og  Fjældene  paa  dette  Omraade  har  hele  Vintren  været 
mere  eller  mindre  snedækte,  i  alt  Fald  de  højere  Fjælde.  Aarsagen  er  vel  nok 
mest  Fjældenes  betydelig  større  Højde,  om  end  Forskellen  i  Breddegrad  og  Be- 
liggenhed ikke  er  helt  uden  Betydning. 

„Saavidt  jeg  har  hørt,  er  Snefald  og  Snedække  paa  Syderø  snarest  mindre 
end  i  Torshavn-Distriktet,  skjønt  en  Del  af  Øen  er  temmelig  høj. 

,Alt  i  alt  har  Snefaldet  i  denne  Vinter  været  meget  mindre  end  Vintren 
forud  og  er  især  begyndt  senere  (ved  Juletid)." 


—   19  — 

Disse  Optegnelser  fra  to  Vintre  giver  et  ejendommeligt  og  i 
det  væsentlige  overensstemmende  Billede  af  Snefaldet  og  Snedækket 
paa  Færøerne.  Det,  man  lægger  mest  Mærke  til,  er  den  stadige 
og  hm'tige  V^exlen  mellem  Snedække,  Tø  og  Barfrost.  Det  er 
sikkert  det  relativt  varme  Oceans  Nærhed  (Havets  Middeltemperatur 
ved  Torshavn  er  i  Januar — Marts  5°5),  som  faar  Sne  og  Frost 
til    at    forsvinde    saa    hurtig.     Sneen    faar    aldrig    Lov    til    at 


Fig.  2.     Malinsfjæld   paa    Viderø;    Fjældets   øvre   Del   er  snedækket,    medens   al 
Sne  er  borte  i  de  lavere  Egne.     (Efter  Botany  of  the  Færoes  I.) 

ligge  længe,  og  om  konstant  Snedækning  Vintren  igennem  er  der 
ikke  Tale.  Derfor  spiller  Snedækket  paa  Færøerne  kun 
ringe  Rolle  som  Beskyttelse  for  Plantevæxten  mod 
Vintrens  Kulde,  og  der  er  jo  heller  ikke  nogen  Kulde  af  Betydning; 
sin  væsentligste  Betydning  har  Sneen  sikkert  som  Nedbør,  da  den 
hurtig  bliver  til  Vand.  Kun  en  sjælden  Gang  gør  Snedækket 
nogen  Nytte  ved  at  beskytte  mod  Frosts  og  Vinds  forenede  Kræfter, 


—  20  — 

f.  Ex.  i  Perioden  4.— 13.  Februar  1902,  det  største  og  konstanteste 
Snedække  i  de  to  Vintre.  Observationerne  gælder,  som  frem- 
hævet af  Dr.  Poulsen,  de  lavere  Egne,  og  paa  de  nordlige  Øers 
Fjælde  er  der  rimeligvis  et  ret  konstant  Snedække  (sé  Fig.  2);  dér 
maa  Klimaet  ogsaa  være  en  Del  koldere,  og  det  er  dér,  at  de 
højnordiske  Planter  især  holder  til,  f.  Ex.  Dryas,  Verofiica  alpina, 
Saxifraga  rivularis.  Fapaver  radicatum,  Salix  glauca  etc.  Des- 
værre véd  vi  intet  sikkert  om  de  klimatiske  Forhold  til  Fjælds, 
men  maa  nøjes  med,  hvad  man  kan  slutte  sig  til  af  de  sparsomme 
Oplysninger,  der  foreligger.  Observationer  gennem  en  Aarrække 
paa  et  af  de  højere  Fjældes  Topplateauer  vilde  være  af  stor  Værdi 
baade  i  meteorologisk  og  i  botanisk  Henseende. 

d.  Lnltbevægelser  (Vind).  Færøerne  er  bekendte  for  deres 
stormfulde  Klima  og  ikke  uden  Grund;  som  Middeltal  for  25  Aar 
er  i  Torshavn  kun  1 1  pGt.  af  Aarets  Dage  stille,  de  øvrige  89  pGt. 
af  Dagene  blæser  det,  ofte  med  stærk  Kuling.  Saaledes  optræder 
af  sydvestlige  Vinde  om  Vintren  hver  4de— 5te  som  Storm,  om 
Somren  dog  kun  hver  30te.  Gennemsnitstallene  for  Vindens  Styrke 
(Skala  0—6)  er  om  Vintren  2,0—2,2,  om  Somren  1,3—1,5.  Vindene 
blæser  nogenlunde  ligelig  fra  alle  Verdenshjørner,  hyppigst  er  SV. 
og  V.,  dernæst  N.  og  NØ.;  mellem  disse  to  Grupper  er  der  den 
store  Forskel,  at  de  første  bringer  Varme  og  Fugtighed,  de  sidste 
Kulde  og  ringe  Fugtighed  (cfr.  M.  Knudsen,  1900). 

Vindens  store  Betydning  for  Plantevæxten  —  navnlig  ved  dens 
udtørrende  (Fordampning-fremmende)  Evne,  men  ogsaa  ved  dens 
mekaniske  Virkning  —  er  en  velkendt  Sag,  som  er  fremhævet  af  mange 
Forskere,  saaledes  for  nordiske  Forholds  Vedkommende  navnlig 
af  E.  Warming,  N.  Hartz  (1895)  og  O.  Kihlman,  samt  i  nyeste 
Tid  af  Adolf  Hansen.  Paa  Færøerne  ses  næsten  overalt  Vindens 
mægtige  Indvirkning.  Al  naturlig  Vegetation  er  iav.  Særlig  de 
saakaldte  Ejder,  Dalstrækninger  tværs  over  Øerne,  hvorigennem 
Vinden  kan  suse  med  en  saadan  Kraft  (sé  Fig.  3),  at  det  er 
umuligt  at  staa  oprejst,  bærer  en  Vegetation,  som  er  præget  af 
Vinden:  alle  Planterne  er  saadanne  Dværge,  at  Plantedækket  bliver 
et  tæt  klippet,  lavt,  grønt  Tæppe,  hvori  Blomster,  der  ellers  hæver  sig 
betydelig  over  de  vegetative  Dele,  sidder  i  Bladenes  Niveau;  saaledes 
kan  jeg  nævne,  at  i  et  Plantetæppe  ved  Vaags  Ejde  paa  Syderø 
stod  der  talrige  blomstrende  Lychnis  -flos  cuculi  med  2 — 5  Gtm. 
høje  Blomsterstængler,  medens  disse  normalt  plejer  at  være  20 — 
50  Cm.  høje. 


21 


En  anden  Vegetation,  som  ogsaa  viser  Vindens  Magt  særlig 
tydeligt,  er  Fjældplateauernes.  Ofte  findes  paa  disse  Plateauer 
Plantetæpper,  hvoraf  Partier  er  revne  op  og  rullede  bort  (sé  Fig.  6) ; 
man  kan  næsten  altid  sé,  hvilken  Vind  der  paa  Grund  af  de  lokale 
Forhold  er  den  dominerende  paa  et  givet  Sted  ved  at  undersøge 
Plantestribernes  Retning,  idet  den  herskende  Vindretning  er  vinkelret 
paa  Stribernes  Længderetning.  Er  Fjældplateauerne  meget  golde, 
saaledes  at  de  kun  huser   en   fattig  Fjældmarksvegetation,  vil  man 


Fig.  3.     Et   Ejde  ved   Kvalbø  paa  Syderø;   Vinden  har  bortført  store  Partier  af 

Jordsmonnet,  saaledes  at  de  tilbageblevne,  planteklædte  Rester  staar  med  skarpe 

eller  udhulede  Brinker,  nogle  Steder  endog  som  lave  Søjler. 

(Efter  Botany  of  the  Færoes  1.) 


finde  de  fleste  Planteindivider  smøgede  tæt  op  til  og  i  Læ  af  Stene. 
Endelig  bør  nævnes  endnu  et  Exempel  paa  Vindens  Magt  til 
Fjælds;  man  finder  ofte  mindre  Pletter  med  støvfin  Jord,  som  er 
ubevoxet;  det  er  gærne  i  lave  Fordybninger,  og  til  Tider  staar 
det  hele  under  Vand;  men  naar  Vandet  fordamper,  tørrer  Jorden 
ind  og  sprækker  i  polygonale  Figurer  —  en  Slags  „Rudemark" 
af  efemer  Natur.  Træffer  man  en  saadan  „Rudemark"  om  Somren, 
er  alle  Sprækkerne    fyldte    med  Sten   fra   en   Nøds  til  en   knyttet 


Q(2    

Næves  Størrelse,  medens  der  saa  at  sige  ingen  Sten  ligger  paa 
Polygonernes  Flader  (sé  Fig.  4) ;  uden  Tvivl  har  vi  her  et  Vidnesbyrd 
om,  at  Stormene  tumler  med  disse  Sten,  saaledes  at  de  falder  i 
Sprækkerne. 

De  faa  Træer,  der  findes,  navnlig  i  Torshavn,  er  alle  plantede 
i  Læ  for  Vindene  og  formaar  ikke  at  voxe  op  over  deres  Lægivere; 
de  har  det  samme  forkuede  Præg,  som  Træerne  paa  Jyllands 
Vestkyst  og  er  altid  skæmmede  af  en  Mængde  nøgne  Grenspidser. 

e.  Lysmaengde.  Da  der  ingen  Skove  findes  paa  Færøerne,  kan 
Planterne    nyde    godt    af   al    den    Lysmængde,    som   ifølge   Øernes 


Fig:.  4.     Nogen  , Rudemark"  med  større  og  mindre  Sten  sammenblæste 

i  ,Kuderne''s  Sprækker;  F.jældplateauet  paa  Kirkebørejn  paa  Strømø. 

(Efter  Foto.  af  Forf.) 

geografiske   Beliggenhed  og  hvert  Steds  lokale  topografiske  Forhold 
træffer  Overfladen. 

Vi  hørte  før,  at  der  var  megen  Taage,  og  paa  Taagedage 
er  naturligvis  Lysmængden  forholdsvis  ringe.  Desuden  er  Luften 
næsten  altid  mere  eller  mindre  overskyet;  Middel-Skydækket  er  7,5 
(O  =-  klar  Himmel,  10  =  overtrukket  o:  helt  skydækket)  eller 
med  andre  Ord:  ^U  af  Himlen  er  dækket  af  Skyer.  Der  er  om 
Aaret  kun  5  „klare"  Dage  (Skymængde  under  2),  men  184  „mørke" 
(Himlen  helt  skydækket);  Solen  formaar  saaledes  ikke  at  gøre 
sin  fulde  Magt  gældende,  og  tillige  maa  man  huske  paa  Øernes 
nordlige  Beliggenhed;  om  Vintren  træffer  Solstraalerne  saaledes 
midt  paa  Dagen  Jorden  under  en  Vinkel  af  kun  5°  —  forud- 
sat at  Jorden  er  flad.  Dette  er  jo  imidlertid  næsten  ikke  Tilfældet 
noget  Steds  paa   Færøerne:    Overfladen  er  altid  mere  eller  mindre 


—  23  — 

hældende,  og  Vegetationen  paa  en  Skraaning  faar  følgelig  altid  efter 
dennes  Stilling  en  Lysmængde  (og  dermed  ogsaa  Varmemængde),  som 
er  enten  større  eller  mindre  end  den,  som  den  plane  Flade  skulde 
have.  En  Skraaning,  der  vender  mod  Syd,  er  gunstigt  stillet  i  denne 
Henseende  og  en  nordvendende  ugunstigt.  Dette  giver  en  meget 
betydelig  Forskel  i  Vegetationens  Sammensætning:  en  sydexponeret 
Skraaning  er  rigere  paa  Blomsterplanter  (delvis  Hedeplanter),  medens 
en  nordexponeret  har  mere  Mos.  De  Antydninger  af  Lynghede, 
som  findes  paa  Øerne,  træffes  altid  paa  Syd-Skraaninger ;  endvidere 
er  de  sydexponerede  Hamre  (Klippeafsatser)  altid  de  blomster- 
rigeste. Og  der  er  sikkert  ikke  nogen  Tvivl  om,  at  de  sidstnævnte 
Steder  er  dem,  hvor  Plantevæxten  har  de  bedste  klimatiske  Kaar, 
og  hvor  den,  naar  de  edafiske  Forhold  ogsaa  er  gode,  naar  sin 
højeste  Udvikling. 

Denne  Forskel  paa  Nord-  og  Sydsider,  som  behandles  nærmere 
i  Kapitlet  om  Plantesamfundene,  er  jo  et  Resultat  af  Sollysets 
Virken,  hvilket  vil  sige  en  Kombination  af  Lysmængde,  Varme  og 
den  dermed  følgende  ringere  Jordbundsfugtighed ;  det  er  her  som 
overalt  i  Naturen  vanskeligt  at  holde  de  enkelte  Faktorers  Indflydelse 
ude  fra  hinanden,  da  de  altid  virker  sammen. 

2.  Edafiske  Faktorer, 
a.  Jordbundens  Art.  Færøernes  geologiske  Bygning  er  meget 
ensartet;  thi  de  er  udelukkende  byggede  af  Basalt,  hvis  næsten 
vandrette  Lag  er  adskilte  af  tynde  Flader  af  Tuf  og  Ler  (paa  Syderø 
og  Myggenæs  findes  lidt  Kul  indlejret  i  Lerlagene).  Imidlertid 
stammer  ogsaa  Tuf  og  Ler  fra  Basalten,  saaledes  at  man,  hvad 
den  kemiske  Beskaffenhed  angaar,  kan  holde  sig  til  den  alene.  I 
Følge  velvillig  Meddelelse  fra  Mag.  se.  O.  B.  Bøggild  findes  der^) 
en  Analyse  af  færøsk  Basalt,  efter  hvilken  den  angives  at  indeholde 
10,16  pCt.  GaO.  Uagtet  der  kun  foreligger  denne  ene  Angivelse, 
mener  Mag.  Bøggild,  at  man  har  Grund  til  at  antage,  at  omtrentlig 
denne  Mængde  vil  findes  overalt  paa  Færøerne,  da  det  er  den 
almindelige  for  Basalter,  og  Variationen  ikke  plejer  at  være  stor. 
Det  er  jo  en  betydelig  Kalkmængde  ^)  (almindelig  Granit  indeholder 
1— 9pGt.  CaO),  saa  i  den  Henseende  har  Planterne  ingen  Nød.  I 
det  hele   maa  Basalt  vist  anses  som  en  god  Jordbund  for  Planter, 


*)  Durocher  i  Annales  des  Mines,  19,  1841.  p.  559. 

-)  Kalkmængden    er    vel    en    af   Grundene    til,    at   egentlige   Sphagnuvi-Mosev 
mangler  saa  at  sige  fuldstændig  paa  Færøerne  og  forøvrigt  ogsaa  i  Island. 


24  — 

dels  for  dens  kemiske  Beskaffenheds  Skyld,  og  dels  fordi  den  for- 
holdsvis let  forvitrer.  Ved  sin  Forvitring  danner  den  en  rød- 
brun Finjord.  Paa  Fjældene,  hvor  Jorden  er  mere  eller  mindre 
nøgen,  ses  Forvitringen  bedst,  og  skal  man  dømme  efter,  hvad 
man  iagttager  dér,  gaar  den  rask  for  sig.  De  talrige  Fjæld- 
plateauer  er  oftest  dækkede  af  et  løst  Ras  af  søndersprængte 
Basaltplader,  og  hist  og  her  ser  man  en  Blok  smuldret  i  utallige 
Smaastykker;  Resultatet  er,  at  kun  mindre  Partier  af  Plateauernes 
Overflade  er  fast  Fjæld.  Sønderdelingens  finere  Dele  forsvinder  natur- 
ligvis dels  imellem  de  grovere  Dele,  og  dels  blæser  de  afsted  og  samler 
sig,  hvor  der  er  Læ,  i  Revner  og  Sprækker  etc,  eller  føres  ned  med 


m 

H 

Å 

^ 

i 

n 

■gg 

^ 

■ 

HP' 

- 

.-^wsww** 

^ 

V 

.-,1 

^^biP^ 

aMtaS 

"1 

^^S2. 

&5gx: 

HHHIF^ 

'   * 

m 

SSiPW 

^'*-f^* 

Fig.  5.      Flad  Sandstrækning    ved    det  indre  af  Sandsbugt   paa  Sandø;    i   For- 
grunden Elven,  som  bøjer  til   højre,   og  i  Baggrunden  Havet  med   en   Damper 
for  Anker.    (Efter  Botany  of  the  Færoes  I.) 

de  smaa  Vandløb.  Den  ovenfor  omtalte  hyppige  og  bratte  Vexlen 
mellem  Tø  og  Frost  i  Vintertiden  sammen  med  den  rigelige  Ned- 
bør, der  samler  sig  i  alle  Fordybninger,  har  sikkert  sin  store  Be- 
tydning for  denne  raske  Nedbrydning.  Nogen  Rolle  som  Medhjælp 
til  Nedbrydningen  spiller  sikkert  ogsaa  de  Likener  og  Mosser,  som 
lever  paa  den  faste  Klippe,  f.  Ex.  Lecidea-kvier,  Placodium  og 
Andreæa-AiiQv^  navnlig  ved  at  fastholde  Vandet. 

Vi  har  saaledes  Basaltens  Forvitringsprodukter  som  eneste 
oprindelige  Jordart,  og  i  den  fæster  Planterne  Bo  og  omdanner  den 
ved  deres  Virksomhed.  Tilføjes  bør  dog,  at  der  mange  Steder 
ved  Kysten  af  Havet  skylles  en  stor  Mængde  Kalkskaller  af 
Mollusker,  Kalkalger  etc.  i  Land,  mest  i  smaa  sønderbrudte  Stykker; 
nogle  Steder  er  disse   Skalstykker  saa  talrige,    at  Jorden  er  .helt 


—  25  — 

hvidlig  (saaledes  har  Hvidenæs  nord  for  Torshavn  netop  sit 
Navn  efter  de  dér  talrig  forekommende  Skaller) ;  selvfølgelig  er 
Jordbunden  paa  saadanne  Steder  meget  kalkrigere  end  ellers.  Ved 
Kysterne  foregaar  der  iøvrigt  en  Udslemning  af  de  finere  Dele  af 
Jorden,  saaledes  at  der  bliver  et  ret  grovt,  mørkt  Strandsand 
tilbage:  rimeligvis  er  dette  Sand  mindre  næringsrigt  for  Planterne 
end  den  uslemmede  Jord,  men  det  har  aldrig  den  hvide,  golde 
Farve   som  f.  Ex.   det   udvaskede  Kvartssand   ved  Danmarks  Vest- 


Fig.  6.    Fjældplateau  paa  Nolsø;    Vinden  har  revet  det  meste  af  Plantetæppet 

op   og   ført  det  og  Finjorden  bort,  saaledes  at  der  kun  er  en  nøgen  Grusflade 

med  enkelte  planteklædte  Pletter  tilbage.    (Efter  Botany  of  the  Færoes  I.) 


kyst.  —  Sanddannelserne  er  ikke  videre  udbredte  paa  Færøerne,  men 
findes  dog  i  næsten  alle  Fjorde,  omend  gærne  over  meget  ringe 
Arealer.  Den  største  Sandansamling  paa  Færøerne  findes,  som 
forøvrigt  Øens  Navn  ogsaa  siger,  paa  Sandø  ved  det  inderste 
af  Sands  bugt.  Her  er  omkring  Elvens  Udløb  i  Havet  dannet 
en  stor,  plan  Sandflade  (sé  Fig.  5)  og  bag  den  en  veritabel  Klit 
af  opføget  Sand.  Et  Tilløb  til  KHtdannelse  findes  endvidere  ved 
Midvaag  paa  Vaagø. 

Foruden   Strandsand  bør   det  nævnes,    at   der  ved   forskeUige 
Smaasøer   og  ved  Elvene   dannes  Sand-   eller  rettere  Grusflader 


—  2G  — 

af  grovkornet  Materiale,  hvis  Finjord  er  udvasket.  De  er  oftest 
kun  sparsomt  forsynede  med  Vegetation,  men  dennes  ringe  Udvik- 
ling skyldes  næppe  Materialets  Art,  snarere  Bundens  Ustadighed 
og  Ungdom.  Lignende  Forhold  frembyder  Grusfladerne  paa  Pla- 
teauerne, blot  at  det  her  ikke  saa  meget  er  Vandet  som  Vinden, 
der  førei-  den  løse  Jord  bort  (sé  Fig.  6), 

Fin  jorden  synes  at  være  en  udmærket  Jordbund  for  Plante- 
væxten.  Saasnart  den  faar  Lov  at  ligge  i  Ro^  dækkes  den  af  et  tæt 
Tæppe  af  Planter,  og  ved  disses  Henvisnen  og  Forraadnelse  om- 
dannes den  betydelig  og  paa  forskellig  Maade  efter  Fugtigheds- 
forholdene. 

b.  Jordbundens  Fugtighed.  Den  rigelige  Nedbør  fremkalder  et 
Utal  af  smaa  Vandløb,  ofte  af  meget  efemer  Natur.  Ja,  man 
kan  næsten  sige,  at  Færøerne  er  overrislede  af  Ferskvand.  Vandet 
medfører  Finjord  og  opløste  Stoffer,  og  Finjorden  samler  sig,  hvor 
Vandet  paa  sin  Vej  møder  Hindringer.  Er  disse  af  en  saadan  Art, 
at  Vandet  selv  ikke  kan  komme  videre,  stopper  det  op  og  danner 
efter  Omstændighederne  større  eller  mindre  Ansamlinger,  Søer  eller 
Vandpytter.  Er  Søen  blot  af  nogenlunde  Størrelse,  er  der  paa 
Færøerne  ikke  Tale  om,  at  den  kan  gro  til  ved  Vegetationens 
Hjælp,  dertil  voxer  denne  altfor  langsomt;  men  er  Ansamlingen 
lille,  dannes  der  efterhaanden  et  lille  Kær  af  Eriophoruni,  dernæst 
Carices  etc,  og  tilsidst  har  vi  fastere  Bund  med  Kærtørvdannelse, 

Tørvejord  spiller  i  det  hele  en  meget  betydelig  Rolle  paa 
Færøerne.  Den  store  Mængde  Fugtighed  baade  i  Jorden  og  i 
Luften  og  den  lave  Temperatur  bevirker  den  ufuldstændige  De- 
komposition af  de  døde  Plantedele,  der  er  karakteristisk  for  Tørven, 
og  hvortil  maaske  ogsaa  det  tætte  Plantedække  med  sammenfiltrede 
Rødder  ved  at  hindre  Luftens  Adgang  hjælper  meget.  Derfor  er  den 
meste  Jordbund,  hvori  organiske  Bestanddele  optræder  i  nogen- 
lunde rigelig  Mængde,  humussur^).  Her  findes  alle  Afskygninger 
af  humussur  Jord,  lige  fra  den  tørre  Mor-Dannelse  i  de  mindre 
Partier  af  Lynghede  i  Lavlandet  og  de  større  Strækninger  af 
Grimmiahede  paa  Fjældplateauerne  til  den  lige  nævnte  fugtige 
eller  sumpede  Kærtørv.  Langt  den  største  Del  af  det  planteklædte 
Omraade  har  tørveagtig  Jordbund.  Det  er  derfor  netop  ved  at 
at  skaffe  Afløb  for  Vandet,  ved  Afgrøftning  og  Udluftning,  at 
Færingerne    dyrker    deres   Jord,    idet    de    stræber    at   omdanne   en 

')  Om  Humusdannelse  i  arktiske  Lande  sé  H.  Hesselman  (1900) 


27  — 

hydrofil  Gyperacéeng  til  en  mesofil  Graminéeng  og  Jorden  fra  Tørv 
til  Muld. 

Muldjord.  Udenfor  de  kultiverede  Arealer  er  der  kun  lidt 
Muldjord,  men  pletvis  findes  den  dog  overalt.  Hvor  Afløbsforholdene 
er  gode,  og  hvor  Expositionen  er  gunstig,  træffer  man  paa  Skraa- 
ninger  og  paa  Klippeafsatser  (Hamre)  en  frodig  Vegetation  (Græsli), 
hvis  Underlag  er  Muld.  Naturligvis  er  der  alle  Overgange  mellem 
Muld  og  Tørvejord,  og  ofte  vexler  de  paa  saa  ringe  et  Areal  og 
saa  tit,  at  Vegetationen  faar  et  plettet  Udseende.  Saaledes  ser  man 
ikke  sjældent  i  den  nedre  Del  af  Udmarken  »Graminévegetation  og 
Mulddannelse  paa  alle  lidt  ophøjede  Partier  og  Cyperacévegetation 
og  Tørvedannelse  i  hele  det  lavere  Parti,  svarende  til  Bølgetop  og 
Bølgedal '). 

Der   er   saaledes   paa  Færøerne   følgende  Jordarter  for  Plante- 

væxten : 

Bund  med  mange 
Mineralsk  Bund.  organiske  Bestanddele. 

1.  Fast  Klippe.  4.    Tørvejord. 

2.  Grus  og  Sand  o.    Muld. 
(Strandsand,  Kalksand). 

3.  Finjord. 

3.   Menneskers  og  Dyrs  Indvirkning  paa  Vegetationen. 

a.  Mennesket.  I  omtrent  et  Aartusinde  har  Færøerne  været 
beboede  af  et  Folk,  der  stedse  foruden  deres  Husdyravl  har  dyrket 
Jorden,  omend  i  ringe  Grad.  Det  er  derfor  rimeligt,  at  denne 
Beboelse  har  virket  ind  paa  Vegetationen  og  forandret  eller 
modificeret  dens  Sammensætning.  Jeg  har  tidligere  (Ostenfeld 
1901  c,  p.  118)  og  ogsaa  Warming  (1903,  p.  680)  har  omtalt, 
at  en  Del  af  den  færøske  Floras  Planter  er  indvandrede  ved 
Menneskets  Hjælpe),  et  Forhold,  som  sikkert  har  spillet  (og  endnu 
spiller)  en   stor  Rolle   i   de  nordlige  Lande,   hvor   de   gamle  Nord- 


De  for  Mulddannelser  karakteristiske  Regnorme  mangler  ikke  paa  Færøerne, 
om  end  den  almindelige  Regnorm  næppe  findes  der;  derimod  forekommer 
adskillige  andre,  mindre  Arter  af  Slægten  Lumbricus;  jeg  har  saaledes 
(efter  Zoologisk  Museums  Restemmelser)  fundet  ikke  mindre  end  4  Arter 
{L.  turgidiis,  piirptcreus,  Boeckii  og  subrubicundus),  og  de  synes  at  være 
hyppige,  navnlig  i  GræsUen. 

Professor  Warming  siger  (1.  c.  p.  680):  Ostenfeld  mentions  it,  but  very 
briefly  (p.  117),  as  foUows:  —  „Further  ...  man  has  doubtless  introduced 
and  keeps  on  introducing  new  species";  men  han  synes  at  have  overset, 
at  Spørgsmaalet  behandles  udførligere  paa  de  følgende  li|4  Side  (IIS— 119). 


boere  nedsatte  sig  som  Nybyggere,  saaledes  i  Island  og  den  sydlige 
Del  af  Grønland;  ja  maaske  skyldes  endog  Tilstedeværelsen  af 
adskillige  europæiske  Arter  (f.  Ex.  Calluna)  i  New-Foundland  og 
tilstødende  Egne  disse  gamle  Nordboeres  Vandrelyst.  Her  skal  jeg 
ikke  komme  nærmere  ind  paa  dette  Forhold,  men  holde  mig  til 
den  Virkning,  som  Mennesket  har  paa  den  forhaandenværende 
Vegetation.  Helt  afhængig  af  og  frembragt  ved  Mennesket  er  paa 
Færøerne  kun  smaa  Arealer  af  Vegetation,  nemlig  de  spredte  Byg- 
og  Kartoffelmarker,  som  findes  i  Bygderne.  Ligesaa  de  smaa 
Haver,  der  navnlig  i  den  sidste  Tid  er  anlagte  ved  Husene, 
hovedsagelig  i  Torshavn.  Vegetationen  her  bestaar  dels  af  en  Del 
dyrkede  Arter,  dels  af  en  individrig  Ukrudtsflora,  mest  af  paa 
Færøerne  hjemmehørende  Planter  (f.  Ex.  Montia  rivularis  og  Car- 
damine  Ursuta).  En  lignende  Ukrudtsvegetation  findes  rundt  om 
Husene  og  ved  Stier  og  Veje  i  Bygderne.  —  Som  Kulturmark  maa 
endvidere  hele  det  indhegnede  og  dyrkede  Land,  Bøen,  betragtes, 
hvad  der  nærmere  er  udviklet  under  Plantesamfundene  (p.  124). 

Udenfor  det  indhegnede  Land  sporer  man  i  Almindelighed  ikke 
nogen  nævneværdig  Indvirkning  fra  Menneskenes  Side,  undtagen  hvad 
Tørveskæring  kan  forandre  i  Vegetationens  Sammensætning  ved  at 
frembringe  andre  Fugtighedsforhold  og  ved  at  fjærne  det  oprinde- 
lige Plantetæppe. 

b.  Husdyrene.  Af  Husdyrene  spiller  Fa  ar  ene  langt  den  største 
Rolle.  Der  er  paa  Færøerne  noget  over  15,000  Indbyggere  og 
over  100,000  Faar,  eller  med  andre  Ord  7  Faar  pr.  Menneske. 
Denne  store  Mængde  Faar  gaar  frit  om  hele  Aaret  rundt,  og  sikker- 
lig  har  de  en  enorm  Indflydelse  paa  Vegetationens  Udseende,  ja 
dens  særegne  Præg  skyldes  sandsynligvis  Faarene  og  dem  alene. 
Vegetationen  udenfor  den  indhegnede  Mark  er  overalt  tætklippet 
og  kort  —  foraarsaget  af  Faarenes  Afgræsning;  de  forhindrer  de 
fleste  Individer  af  højere  Planter  fra  Blomstring  og  Frugtsætning. 
Kun  hvor  Faarene  er  hindrede  fra  at  komme  frem,  saaledes  paa 
Klippeafsatser  eller  Smaaøer  i  Søerne,  kan  Planterne  faa  Lov  til 
at  udvikle  sig  fuldtud^).  Som  et  slaaende  Exempel  har  jeg  i 
min  Rejseberetning  (1901,  p.  31)  nævnt  en  lille  Holm  i  Vatnsdal- 
Søen  paa  Syderø  mellem  Trangisvaag  og  Kvalbø.    Allerede  fra  det 

^)  Mr.  W.  H.  Beeby  har  mundtlig  meddelt  mig,  at  aldeles  lignende  Forhold 
hersker  paa  Shetland;  her  maa  man,  siger  han,  næsten  altid  søge  ud  til  de 
talrige  Holme  i  Søerne  for  at  finde  de  mindre  almindelige  Planter  og  for 
at  faa  en  Idé  om  Planternes  Størrelse  og  Udvikling. 


—  29  — 

fjærne  gjorde  denne  Holm  et  fremmedartet  Indtryk,  da  jeg  i  Somren 
1897  besøgte  Dalen ;  Vegetationens  grønne  Farve  var  ligesom  spættet 
med  hvide  Pletter,  hvad  der  ved  nærmere  Eftersyn  viste  sig  at  være 
talrige  Frugtstande  af  Eriophorum  polystach^um;  denne  Plante  var 
ogsaa  almindelig  i  Kærvegetationen  langs  Søens  Bredder,  men  for  at 
finde  blot  en  enkelt  Frugtstand  her,  hvor  Faarene  kunde  komme  til, 
maatte  man  søge  længe;  Stængler,  der  skulde  bære  saadanne,  var 
der  derimod  nok  af,  blot  var  de  alle  afbidte.  Jeg  vadede  ud  til 
Holmen  og  saa  nu,  at  den  var  dækket  af  en  Vegetation,  hvis 
Hovedmasse  var  den  nævnte  Eriophorum,  Luzula  silvatica  og  Carex 
binervis,  og  alle  disse  Planter  var  i  Gennemsnit  0,75  Meter  høje. 
—  Ja,  hvordan  vilde  Færøernes  Vegetation  ikke  se  ud,  hvis  Faarene 
manglede ! 

Selvfølgelig  er  Faarenes  Betydning  størst  for  de  lavere  liggende 
Egnes  Vegetation;  paa  Fjældene,  hvor  der  er  sparsom  Vegetation 
(Fjældmark),  eller  hvor  Grimmiaheden  dominerer,  mærkes  deres 
Indflydelse  næppe  i  større  Grad. 

De  andre  Husdyr,  der  holdes,  nemlig  Køer  og  Heste,  er  uden 
videre  Betydning,  thi  baade  er  de  langt  færre  i  Antal,  og  i  alt 
Fald  for  Køernes  Vedkommende  faar  de  deres  Foder  for  en  stor 
Del  fra  Indmarken, 

Jeg  tror,  man  uden  at  overdrive  kan  sige,  at  Vegetationens 
Udseende  paa  Færøerne  i  de  lavere  Dele  af  det  udyrkede 
Land  er  i  høj  Grad  præget  af  Faarenes  Afgræsning. 

c.  Fuglene.  Færøerne  er  bekendte  for  deres  mange  Fugle- 
fjælde,  hvor  Tusinder  af  Svømmefugle  (Alkefugle,  Maager  og  Hav- 
heste, samt  Skarver)  yngler.  Som  rimeligt  er,  har  Vegetationen  paa 
saadanne  Fuglebjærge  sit  Særpræg.  Den  skarpe  Fuglegødning 
indeholder  rigelig  med  kvælstofholdige  Stoffer  (Urinsyre),  der  direkte 
eller  indirekte  er  ypperlige  Næringstofifer  for  Planterne.  Man  kan 
ogsaa  næsten  altid  selv  i  Frastand  kende  Fuglebjærgene  paa,  at 
den  Vegetation,  der  findes,  bestaar  af  høje  og  kraftige  Planter. 
Nogle  Planter  som  Kvan  {Archangelica  officinalis)  findes  som  vildt 
voxende  alene  paa  Fuglebjærge,  andre  optræder  i  særlig  frodige 
Former  dér.  Paa  den  anden  Side  er  der  adskillige  Planter,  som 
Fuglenes  Exkrementer  fordriver  fra  Fuglebjærgene,  særlig  Mosser. 
Paa  en  Exkursion  til  Nolsø  i  August  1897  iagttog  jeg  saaledes  Vegeta- 
tionen i  en  stor  Ur  paa  Østsiden;  nogle  Steder  var  her  Yngleplads 
for  Lunder,  andre  Steder  ikke,  og  der  var  en  meget  kendelig  Forskel 
i  Vegetationens  Udseende  og  Sammensætning;  i  Lundeuren  var  en 


—  30  - 

blaagrøn  Form  at  Festuca  rubra  den  dominerende  Art;  paa  et 
mindre  Onn-aade  noteredes  8  Arter  af  Blomsterplanter  og  7  Mosser. 
Anderledes  artsrig  var  Vegetationen  i  den  ikke  af  Lunder  beboede  Ur; 
her  noteredes  27  Blomsterplanter  og  33  Mosser,  og  især  de  sidste  var 
fremtrædende,  saa  de  gav  Vegetationen  Præg,  medens  Blomster- 
planterne i  Kvantitet  aldeles  ikke  kunde  hamle  op  med  Lundeurens 
blaagrønne  Festuca.     (Se  nærmere  p.  102  og  p.  123.) 

Det  ses  af  det  anførte  Exempel,  at  Fuglene  paa  de  begrænsede 
Omraader,  der  her  er  Tale  om,  har  en  ikke  ringe  omformende  og 
sigtende  Virkning.  Noget  lignende  er  sikkert  ogsaa  Tilfældet  paa 
Myggenæsholm,  hvor  en  stor  Koloni  af  Suler  yngler,  og  paa 
Kirkebøholm,  hvor  der  er  Edderfuglevarp. 

Af  andre,  vildt  levende  højere  Dyr  er  der  næppe  nogen,  som 
har  Betydning  for  Vegetationen;  de  smaa  Harer  er  ikke  saa  tal- 
rige, at  man  behøver  at  regne  med  dem. 

Det  lavere  Dyreliv  er  ikke  rigt  og  har  næppe  meget  at  sige  i 
denne  Sammenhænge). 


III.    Nogle  biologiske  Forhold. 

Inden  vi  gaar  over  til  at  beskrive  Plantesamfundene,  kan  der 
være  Grund  til  at  se  lidt  paa  deri  optrædende  Arters  Livsvarighed 
og  Skudbygning,  Blomstringstid  og  andre  biologiske  Forhold,  idet 
jeg  dog  holder  mig  alene  til  Blomsterplanterne  og  Karsporeplanterne. 

1.  Livsvarighed  og  vegetativ  Formering^'). 
I  intet  af  de  naturlige  Samfund  paa  Færøerne  er  enaarige  eller 
i  det  hele  éngang-blomstrende  (hapaxantiske)  Arter  overvejende,  og 
forøvrigt  heller  ikke  i  de  af  Mennesket  paavirkede  eller  fremelskede 
Samfund,  naar  Kornagrene  alene  undtages.  Det  er  jo  rimeligt,  at  det 
insulære  Klima  med  mild  Vinter  og  Regn  til  alle  Aarstider  virker  til 
Fordel  for  de  fleraarige  Arter.  Det  viser  sig  ogsaa  ved  Sammentælling 
af  de  vildt  voxende  Arter  (taget  i  samme  Omfang  som  min  Liste  i 


^)  Det  er  tidligere  nævnt,  at  Regnorme  og  forøvrigt  andre  Dyr,  ligesaa  vel 
som  Bakterierne,  er  karakteristiske  for  Mulddannelsen,  og  ud  fra  det  Syns- 
punkt har  de  stor,  mere  indirekte  Betydning  for  Vegetationen. 

2)  E.  Warming's  Afhandling:  ,0m  Skudbygning,  Overvintring  og  Foryngelse 
(Warming  18S4)  er  lagt  til  Grund  for  dette  lille  Afsnit. 


—  31  — 

„Bot.   of  the  Færoes,   I,   Ostenfeld  1901    c,  pp.  101—103),   at  langt 
den  største  Part  er  fleraarige. 

Der  findes  paa  Færøerne  efter  'min  Flora  (Ostenfeld  1901  b, 
pp.  43 — 99),  samt  med  Tillæg  af  Hieracierne  efter  Dahlstedt 
(1903)  i  alt  300  Karplanter  (Blomsterplanter  og  Karkryptogamer), 
der  kan  regnes  som  vildt  voxende  paa  Færøerne  eller  i  alt  Fald 
indførte  i  svunden  Tid  og  fuldstændig  naturaliserede.  Hosstaaende 
lille  tabellariske  Oversigt  vil  vise  de  fleraarige  Arters  Overvægt. 


Karkryptogamer 

Gymnospermer 

Monokotyledoner  ^)  .  . .  . 

Dikotyledoner') 

Heraf  Parasiter 

Karplanter  i  alt 

do.,  fraregnet  Parasiter 


Hele  Tal 


lait      O      ØO      ^ 


24 
1 

95 

180 

9 

300 

291 


3 
25 

8 

28 
20 


24 

1 

92 

148 

II 

265 

265 


Procent  Tal 

O  lool  ^ 


3,2 
13,9 


100 
«      I  100 

3,9  I    82,2 


9,3  I     2,3 

6,9      2,1 


88,3 
91,0 


Det  ses  heraf,  at  af  alle  Karplanterne  er  kun  9,3  pCt.  enaarige, 
2,3  pGt.  toaarige  (deri  medregnet  de  plejocykliske)  og  ikke  mindre 
end  88,3  pGt.  fleraarige;  endnu  mere  træder  det  frem,  om  man 
fraregner  de  parasitiske  Rhinanthéer,  hvoraf  der  er  9  {Euphrasia, 
Pedicularis  og  Aledorolophus) ;  thi  da  faar  man  6,9  pGt.  enaarige, 
2,1  pGt.  toaarige  og  91,0  pGt.  fleraarige.  De  hapaxantiske  Arter 
skal  næsten  udelukkende  søges  blandt  Dikotyledonerne,  og  efter- 
følgende Liste  over  dem  alle  28-1-7  vil  give  en  Forestilling  om, 
til  hvilke  Samfund  de  hører. 


A.    Kulturland. 
Airopsis  præcox 
Juncus  bufonius 


I.    Enaarige. 

Poa  annua 


Gapsella  bursa  pastoris 
Cardamine  hirsuta 


*)  Alopeciirus  geniculatus ,  hvis  Livsvarighed  angives  meget  forskellig  i  de 
forskellige  Floraer,  er  regnet  for  fleraarig,  hvad  den  if.  C.  Raunkiær 
(1895—99,  p.  600)  normalt  er;  der  er  ingen  Rimelighed  for,  at  dens  Til- 
bøjelighed til  at  dø  bort  om  Vintren  paa  udsatte  Steder  skulde  være  særlig 
fremtrædende  paa  Færøerne.  —  Tofieldia  palustris  er  i  1903  fundet  paa 
Bordø  af  Miss  E.  Taylor  og  medregnes  her. 

*)  Matricaria  inodora  phæocephala  optræder  paa  Færøerne  sikkert  som  fler- 
aarig Plante,   ligesaa  Callitriche- Arterne   og  Viola  tricolor  genuina. 


Gerastium  glomeratum 
Spergula  arvensis 
Stellaria  media 
Galeopsis  tetrahit 
Myosotis  arvensis 

—      versicolor 
Senecio  vulgaris 
(Polygonum  aviculare) 
(Montia  rivularis,  enaarige  Form) 

B.    Strand. 
Atriplex  Babingtonii 

—  hastata 

—  patula 
Gakile  maritima 
Gerastium  tetrandrum 
Polygonum  aviculare 


G.     Ferskvand. 
Subularia  aquatica 

D.    Fjældmark. 
Koenigia  islandica 

E.    Parasiter. 
Alectorolophus  groenlandicus 

—  minor 

Euphrasia  borealis 

—  curta 

—  atropurpurea 

—  gracilis 

—  latifolia 

—  scotica 


II.    Toaarige  (plejocykliske). 


A.    Naturland. 
Draba  incana 
Linum  catharticum 
Girsium  palustre  (Kulturland?) 
Gentiana  campestris 
(Gochlearia  officinalis) 


B.    Strand. 
Plantago  coronopus 
Gochlearia  officinalis 
(Archangelica  officinalis) 

G.    Parasiter. 
Pedicularis  palustris 


Af  de  enaarige  Arter  er  12  (14)  knyttede  til  Kulturland  som 
Ukrudt  i  Marker,  Haver  og  ved  Veje  og  Huse,  og  om  disse  kan  man 
vist  antage,  at  de  skylder  Mennesket  deres  Tilstedeværelse  paa 
Færøerne,  men  da  de  er  saa  almindelig  udbredte,  har  jeg  taget 
dem  med  som  vildt  voxende  Arter  ^).  8  andre  Arter  er  parasitiske 
Rhinanthéer,  og  6  Arter  er  Strandplanter,  for  de  5's  Vedkommende 
Sandstrandsplanter,  medens  Gerastium  tetrandrum  hører  mere  til 
paa  Strandklipper,  selvom  den  ogsaa  kan  findes  paa  sandet  Bund. 
Endelig  er  Subularia  en  submers  Vandplante.  Som  hjemme- 
hørende i  den  oprindelige  Landvegetation  (fraset  Para- 
siter og  Strandplanter)  bliver  der  saaledes  kun  én  enaarig 
Art,   Koenigia,   tilbage.     Vi   har  derfor  Ret   til   at  sige,   at  den 


')  Hvordan  Forholdet  er  med  Hensyn  til  den  som  Ukrudtsplante  almindelige 
enaarige  Form  af  Montia  rivularis,  tør  jeg  ikke  udtale  mig  om. 


—  33  — 

færøske  Vegetation  saa  at  sige  mangler  enaarige  Planter;  og 
Grunden  dertil  er  som  ovenfor  nævnt  det  insulære  Klima  og  den 
stadige  Regn,  De  fleraarige  Arter  kan  fortsætte  deres  Væxt  næsten 
hele  Aaret;  den  milde  Vinter  bringer  kun  sjældent  en  fuldstændig 
Standsning  af,  hyppigere  blot  en  Hæmmeise  i  Væxten,  som  vel 
overhovedet  paa  Grund  af  den  altid  temmelig  lave  Varmegrad 
stedse  er  ret  langsom. 

De  to-  eller  fleraarige  Hapaxanter  synes  alle  at  være  oprinde- 
lig vildt  voxende  Arter;  2  (3)  er  Strandplanter  og  1  Parasit,  men 
de  øvrige  4  (5)  hører  mest  hjemme  paa  Vegetationens  frodigste 
Steder:  godt  exponerede  Fjældafsatser  (Hamre)  og  Lier,  Det  synes, 
som  om  heller  ikke  de  befinder  sig  rigtig  vel,  men  maa  søge  de 
Pladser,  hvor  der  naas  den  højeste  Temperatur.  Som  jeg  i  en  lille 
Notits  tidligere  (Børgesen  og  Ostenfeld  Hansen,  1896,  p.  146, 
Fig.  1)  har  paavist  og  afbildet,  optræder  Cochlearia  officinalis,  der 
i  Almindelighed  i  andre  Egne  er  at  betragte  som  en  typisk  to- 
aarig  Art,  undertiden  som  en  p  e  r  e  n  Plante,  hvis  Livsvarighed  dog 
sandsynligvis  er  stærkt  begrænset;  men  flere  Gange  blomstrende  er 
den  i  alt  Fald.  Dette  Exempel  peger  tydelig  hen  paa,  at  Fler- 
aarighed  er  bedst  passende  i  det  færøske  Klima,  og  i  samme  Ret- 
ning gaar  ogsaa  den  Iagttagelse,  at  Viola  tricolor,  som  hos  os 
oftest  er  enaarig,  har  uddannet  en  særlig,  peren  færøsk  Race,  der 
ved  Kultur  i  Botanisk  Have  i  København  har  beholdt  sin  særegne 
Karakter,  hvad  Livsvarighed  angaar. 

Næsten  alle  færøske  Planter  er  Urter;  af  Træer  og  større  Buske 
fmdes  ingen  vildt  voxende,  derimod  nogle  faa  nedliggende  Buske 
eller  Dværgbuske,  nemlig:  Juniperus  communis  nana  (optræder  som 
en  lav,  nedliggende  Busk),  Salix  phylicifolia  (stedse  lav),  S.  glauca 
(nedliggende  eller  krybende),  S.  herhacea  (Dværgbusk  eller  næsten 
urteagtig).  Rosa  mollis,  Vaccinium  myrtillus,  V.  uliginosum,  V.  vitis 
idaea,  Loiseleuria  procmnbens,  Ericfi  cinerea,  Calluna  vulgaris, 
Dryas  octopetala,  Empetrum  og  Thymus  serpyllum  —  i  alt  14  Arter, 
af  hvilke  Halvdelen  har  stedsegrønne,  oftest  mere  eller  mindre 
ericoide  Blade.  Kun  6  Arter  {Salix  herhacea,  Vacc.  myrtillus,  Erica, 
Callmia,  Empetrum  og  Thymus)  er  almindelig  udbredte  og  af 
nogen  Betydning  for  Plantevæxtens  Fysiognomi, 

Trækkes  disse  14  buskagtige  Planter  fra,  faar  vi,  at  286  Arter 
(95,,3  pGt.)  er  Urter,  og  fjærnes  de  hapaxantiske,  bliver  der  allige- 
vel 251  fleraarige  urteagtige  Arter  (87,7  pGt.)  tilbage. 

3 


34  - 


Alle  disse  perenne  Urter  har  jeg  paa  hosstaaende  tre  Lister') 
fordelt,  eftersom  de  er  stavnsbundne  eller  har  over-  eller  under- 
jordiske Vandreskud. 

Stavnsbundne  Urter. 

(Juncus  lampocarpus) 


Aspidium  filix  mas 

—  Lonchitis 

~  spinulosum    *dila- 

tatum 
Asplenium  adiantum  nigrum 

—  trichomanes 

Athyrium  filix  foemina 
Blechnum  spicant 
Gystopteris  fragilis 
Isoétes  echinosporum 

—  lacustre 
Lycopodium  selago'^) 

Aira  cæspitosa 

—  —  a  1  p  i  n  a  ^) 

Anthoxanthum  odoratum 
Carex  atrata 

—  binervis 

—  Goodenoughii  juncella 

—  stellulata  (echinata) 

—  flava 

—  fulva 

—  leporina 

—  p  i  1  u  i  i  f  e  r  a 
Eriophorum  vaginatum 
Festuca  ovina  vivipara^) 
Glyceria  distans 
Habenaria  albida 

—  viridis 
Heleocharis  multicaulis 
Hole u s  lanatus 
Juncus  biglumis 

—  conglomeratus 

—  effusus 


—  squarrosus 
(    —      supinus) 

—  trifidus 

—  triglumis 
Luzula  mul  ti  flora 

—  silvalica 

—  spi  cata 
Malaxis  paludosa^) 
Molinia  coerulea 
Nar  dus  stricta 
Orchis  maculatus 

—  masculus 

—  latifolius 
Poa  alpina^) 

—  g  1  a  u  c  a 

—  nemoralis 

—  trivialis 
Potamogeton  pusillus  ^) 
Scilla  verna 
Scirpus  cæspitosus 
Sieglingia  decumbens 
Tofieldia  palustris 

Alchimilla  alpina 

—  faeroénsis 

—  filicaulis 

—  Wichuræ 
Alsine  verna 
Angelica  silvestris 
Arabis  petræa 
Archangelica  officinalis 
Caltha  palustris 
Gardamine  pratensis 


')  Jeg  benytter  her  og  iøvrigl  overalt  i  Afhandlingen  omtrent  de  samme  Plante- 
navne som  i  min  Plantehste  i  ^Botany  of  the  Færoes"  (Ostenfeld  1901  b). 
^)  Har  Formering  ved  Yngleknopper. 


^-  35 


G  e  f  a  s  t  i  u  m  E  d  m  o  n  d  s  t  o  n  i  i 

—  V  u Igare 
Draba  hirta 

Drosera  rotundifolia 

Epilobium  montanum 

Geranium  s  i  1  v  a  t  i  c  u  in 

Geum  rivale 

Haloscias  scoticum 

H  y  p  e  r  1  c  u  m  p  u  1  c  h  r  u  m  ^) 

—  quadrangulum  ^) 
Lotus  corniculatus 
Lychnis  flos  cuculi 
Melandrium  rubrum 

M  y  r  i  o  p  h  y  1 1  u  m   a  1 1  e  r  n  i  f  1  o  r  u  m 
Oxyria  digyna 
Papaver  radicatum 
Polygala  serpyllacea 

—  vulgaris  Ballii 
Polygonum  viviparum^) 
Potentilla  erecta 

—  maculata  (verna) 
Ranunculusacer  * 

—  glacialis 
Rum  ex  acetosa 

—  crispus 

—  domesticus 

—  obtusifolius 
Sasina  nivalis 


Sagina  subulata 
Saxi fragå  cæspitosa 

—  nivalis 

—  rivularis 

—  s  t  e  11  a  r  i  s 
S  e  d  u  m  R  h  o  d  i  o  1  a 

—       villosum 
Silene  acaulis 
Spiræa  ulmaria 
Viola  Riviniana 
—       tricolor 

Armeria  elongata 
Brunella  vulgaris 
Gampanula  rotundifolia 
Leontodon  autumnale 
Lobelia  Dortmanna 
Matricaria    inodora    phæoce 

p  h  a  1  a 
Mertensia  maritima 
Pinguicula  vulgaris 
Plantago  maritima 

—  lanceolata 

Primula  acaulis 
S'u  ccisa  praten  s  is 
Taraxacum  croceum 

—  vulgare 

Hieracia,   21   species. 


Urter  med  overjordiske  Vandreskud. 

Hymenophyllum  peltatum  j   Glyceria  fluitans 

Lycopodium  alpinum 
—  annotinum 

Polypodium  vulgare 
Selaginella  selaginoides 


Agrostis  stolonifera  (alba) 

—  canina 

Alopecurus  geniculatus 
Gatabrosa  aquatica 


—       maritmia 

Juncus  supinus 

(Poa  trivialis) 
i  (Galtha  palustris) 
!   Cerastium  trigynum. 
I    (     —  Edmondstonii) 

Epilobium  anagallidifoliura 

Montia  rivularis  (fleraarige Form) 

Potentilla  anserina 


M  Har  Rodskudsdannelse  og  maaske  nogen  Vandringsevne. 
^)  Har  Formering  ved  Yngleknopper. 


-  36  - 


Polentilla  palustris 
Ranunculus  flammula 

—  *reptans 

—  repens 
Rubus  saxatilis 
Sagina  procumbens 
Saxifraga  hypnoides 

—  o p p o sitifolia 

Sibbaldia  procumbens 
Stellaria  uliginosa 
Trifolium  repens 


Anagallis  tenella 
Bellis  perennis 
Galium  saxatile 
Gnaphalium  supinum 
Lysimachia  nemorum 
Myosotis  palustris  strigulosa 

—  repens 
Veronica   alpina 

—  beccabunga 

—  officinalis 

—  serpyllifolia 


Aspidium  dryopteris 

—        phegopteris 
Botrychium  lunaria 
Equisetum  arvense 

—  heleocharis 

—  p  a  1  u  s  t  r  e 

—  pratense 

—  s  i  1 V  a  t  i  c  u  m 


Agropyrum  junceum 
repens 
Agrostis  vulgaris 
(      —         canina) 
Aira  flexuosa 
Carex  Lyngbyei  (cryptocarpa) 

—  dioica 

—  glauca  (flacca) 

—  Goodenoughii 

—  incurva 

—  p  a  n  i  c  e  a 

—  p  u  1  i  c  a  r  i  s 

—  pulla  (saxatilis) 

—  rigida 

—  salina 
Digraphis  arundinacea 
Elynius  arenarius 
Eriophorum  polystachyum 
Festuca  rubra 
Heleocharis  palustris 


Urter  med  underjordiske  Vandreskud. 

Heleocharis  uniglumis 
Holcus  mollis 
h"is  pseudacorus 
Juncus  balticus 

—  lampocarpus 

—  obtusiflorus 
Listera  cordata 
Luzula  arcuata 

—  campestris 
Narthecium  ossifragum 
Phragmites  communis 
Poa  pratens i  s 
Potamogeton  alpinus 

—  filiformis 


—  grammeus 

—  natans 

—  perfoliatus 

—  polygon  i  folius 

—  prælongus 
Psamma  arenaria 
Ruppia  maritima 
Scirpus  pauciflorus 
Sparganium  affine 
Triglochin  palustre 
Zostera  marina 

Gallitriche  autumnalis 

—  hamulata 

—  s  t  a  g  n  a  1  i  s 


—  37  ~ 


Viola  palustris 
Achillea  mille fo Hum 

—         ptarmica 
Galium  palustre 

Litorella  uni flora  (lacustris) 
Mentha  aquatica 
Menyanthes  trifoliata 
Pirola  minor 
Tanacetum  valgåre 
Tussilago  farfarus. 


Gornus  suecica 

E  p  i  1  o  b  i  u  m  a  1  s  i  n  i  fo  1  i  u  m 

—  angustifolium 

—  lactiflorum 

—  palustre 
Honckenya  peploides 
Lathyrus  pratensis 
Polygonum  amphibium 
Thalictrum  alpinum 
Urtica  dioica 
Vicia  cracca 

Det  viser  sig  da,  at  der  er  137  (139)  stavnsbundne, 
altsaa  noget  over  Halvdelen;  og  blandt  disse  stavnsbundne  Urter 
træffer  vi  en  stor  Del  af  de  mest  fremtrædende  Arter;  i  alt  73  hører 
til  de  almindelig  udbredte  (trykte  med  spærret  Skrift  i  Listerne); 
kun  7  Arter  er  Løg-  eller  Knoldplanter,  nemlig  Scilla  vema,  3  Orchis- 
Arter.   Malaxis  paludosa  og  2  Habenaria- Avter. 

114  (118)  Arter  har  i  mere  eller  mindre  Grad  Vandrings- 
evne;  af  disse  er  der  76  (77)  Arter  (hvoraf  34  almindelige)  med 
underjordiske  Vandreskud  og  38  (41)  Arter  (hvoraf  22 
almindelige)  med  overjordiske  Vandreskud. 

Vandringsevnen  er  meget  forskellig  udviklet,  hos  nogle  ringe, 
hos  andre  udpræget,  og  en  saadan  Fordeling  i  Kategorier^)  bliver 
nødvendigvis  i  visse  Tilfælde  afhængig  af  den  subjektive  Opfattelse, 
men  giver  dog  en  brugelig  Oplysning  om  Arternes  vegetative  For- 
hold; den  store  Mængde  stavnsbundne  Arter  peger  hen  paa  et  tæt 
Vegetationsdække  og  en  fast  og  af  Rødder  gennemvævet  Jord,  hvori 
Udløbere  har  Besvær  med  at  komme  frem;  en  stor  Del  af  de 
vandrende  Arter  hører  heller  ikke  hjemme  i  den  mest  udbredte, 
tætte  Vegetation,  men  i  Vand,  i  Sump,  ved  Strand  eller  paa 
den  aabne  Fjældmark.  De  fleste  af  de  ikke  talrige  Vandplanter 
er  saaledes  Arter  med  Vandreskud  {Potamogetonaceæ).  Til  dette 
Forhold  vil  der  imidlertid  blive  Lejlighed  til  at  vende  tilbage  ved 
Behandlingen  af  de  enkelte  Plantesamfund.  For  enkelte  Arters 
Vedkommende  er  Fordelingen  mindre  sikker  eller  tvungen;  saaledes 
er  flere  Arter  opførte  som  stavnsbundne,  da  de  ingen  Vandreskud 
danner,   uagtet   de    har  vegetativ  Formering    ved    løsrevne  Yngle- 


^)  Arterne  er  henførte  til  de  forskellige  Kategorier  paa  Grundlag  af  1)  dels 
egne  Iagttagelser,  2)  dels  Angivelser  hos  E.  Warming  (1884)  og  hos  C. 
Raunkiær  (1895-99). 


—  38  — 

knopper,  hvad  jeg  imidlertid  betragter  som,  biologisk  sét,  svarende 
til  Formering  ved  Frø.  Nogle  faa  Arter  er  opførte  under  to  Kate- 
gorier, idet  de  efter  de  ydre  Forholds  Art  kan  optræde  paa  to 
iMaader,  saaledes  f.  Ex.  Agrostis  vulgaris,  Caltha  paliistris  og 
Poa  trivialis,  men  er  satte  i  Parentes  i  den  Kategori,  hvor  de 
hører  mindst  hjemme. 

Desværre  er  mit  Kendskab  til  Vegetationens  Udseende  i  Vinter- 
tiden næsten  intet,  saa  jeg  tør  ikke  indlade  mig  paa  at  fordele 
Arterne  efter  de  biologiske  Typer,  som  C.  Raunkiær  (1904  og  1905) 
har  opstillet  efter  „Planternes  Tilpasning  til  at  overleve  ugunstige 
Aarstider",  dog  kan  der  vel  i  al  Almindelighed  siges,  at  langt  de 
fleste  Arter  hører  til  Hemikryptofyter  og  Kryptofyter, 
men  at  der  er  nogle  faa  Repræsentanter  for  Fanerofyter  (nemlig 
Dværg-Fanerofyter)  og  en  Del  Chamæfyter  (mest  Pudeplanter). 

2.  Blomstringstid. 
Allerede  i  Land t "s  Bog  om  Færøerne  fortælles  der  lidt  om 
Blomstringstiden  for  enkelte  Arters  Vedkommende,  men  kun  i  al- 
mindelig holdte  Udtryk.  I  min  Planteliste  i  „Botany  ofthe  Færoes" 
(Ostenfeld  1901  b)  har  jeg,  saavidt  mulig,  ved  hver  Art  opført 
dens  Blomstrings-  og  Frugtsætningstid ;  Angivelserne  er  baserede 
paa  mine  egne  Iagttagelser,  samt  paa  Herbariemateriale;  i  Følge 
Sagens  Natur  er  alle  disse  Angivelser  meget  omtrentlige,  navnlig 
har  jeg  intet  kunnet  opgive  om,  naar  Blomstringen  for  hver 
enkelt  Arts  Vedkommende  begynder,  da  mit  Hovedophold  paa 
Færøerne  var  midt  i  Sommertiden  (15.  Juli  —  4.  September  1897). 
For  at  faa  noget  at  vide  om  dette  maa  man  nødvendigvis  op- 
holde sig  paa  Stedet  fra  det  tidlige  Foraar,  ja  kun  et  aarelangt 
Ophold  kan  give  fyldestgørende  Oplysninger  herom.  I  F.  Børge- 
sen's  og  mit  lille  Arbejde  (Børgesen  og  Ostenfeld  Hansen  189G) 
om  Færøernes  Flora  gives  Optegnelser  om  nogle  Arters  Blomstring. 
Børgesen  angiver,  at  han  den  15.  Juni  1895  fandt  Arabis  petræa, 
Silene  acaulis,  Thalictrnm  alpinum,  Cerastium  Edmondstonii  og 
Carex  rigida  i  Blomst  paa  Nolsøs  Topplateau ;  jeg  iagttog  selv 
den  9.  Maj  189  5  paa  Syderø  ved  Trangisvaagfjorden  følgende 
blomstrende  Arter:  Bellis  perennis,  Viola  palustris^  V.Riviniana, 
Saxifraga  oppositifolia,  Caltha  palustris,  Folygala  serpyllacea,  Em- 
petriim  nigruni,  Cochlearia  officinalis,  Luzula  campestris ,  Scirpus 
cæspitosus,  Eriophorum  vaginatum,  E.  polystachyum,  Carex  pidi- 
caris  samt  3  Eqtiiset um- Ariev  {E.  arvense,  E.  pahistre,  E.  pratense) 


-  39  — 

med  frugtbare  Skud,  Aaret  efter,  1896,  besøgte  jeg  ligeledes  paa 
Forbirejse  Trangisvaagfjorden  og  noterede  da  den  7.  Maj  følgende 
blomstrende  Arter:  Bellis  perennis,  Cardamine  hirsida,  Viola  paln- 
stris^  Eriophorum  vaginatum  og  E.  polystachyum^  Luzula  campe- 
stris,  Scirpus  caespitosus,  Carex  pulicaris,  Saxifraga  oppositifoliu 
og  Cochlearia  officinalis,  endvidere  enkelte  Polygala  serpgllacea, 
Banunculus  acer,  Silene  acaulis  og  Saxifraga  nivalis,  og  endelig 
fandtes  der  et  Par  Individer  sl^  Alchimilla  faeroensis  og  A.  filicaulis, 
der  havde  ganske  enkelte  Blomster  aabnede.  Det  er,  som  Nav- 
nene viser,  omtrent  de  samme  Arter  som  Aaret  før,  samt  nogle 
flere,  og  de  passer  ogsaa  ganske  godt  med  Dr.  Poulsen's  neden- 
for anførte  Optegnelser.  De  tjener  tillige  som  Supplement  til 
dem,  dels  fordi  mine  Optegnelser  stammer  fra  den  sydligste  0, 
og  dels  fordi  jeg  har  taget  forskellige  „græsagtige"  Arter  med. 
G.Jensen  omtaler  ogsaa  i  sin  Rejseberetning  (Jensen  1897)  nogle 
blomstrende  Arter  fra  Trangisvaag,  iagttagne  samtidig  med  min 
Visit.  Desuden  har  han  adskillige  andre  Notitser  om  Blomstring, 
som  jeg  vil  anføre,  hovedsagelig  fordi  nogle  af  dem  angaar  Fjæld- 
planter,  om  hvis  Blomstringstid  paa  Færøerne  man  ellers  intet 
vidste.  Den  15.  Maj  noterede  han  paa  Toppen  af  Klakken  paa 
Bordø  Loiseleuria  procumbens  i  Blomst  og  Silene  acaulis  i  Knop, 
og  den  17.  Maj  var  Caltha  palustris  i  fuld  Blomstring  ved  Klaks- 
vig. Den  20.  Maj  var  Vaccinium  myrtillus  i  fuldt  Flor  i  ca.  200 
Meters  Højde  ved  Slattaratindur  paa  Østerø,  ligesaa  ved  Ejde 
Caltha  palustris  og  Silene  acaulis^  medens  Saxifraga  oppositifolia 
næsten  var  afblomstret  og  S.  decipiens  fuld  af  Knopper,  Paa 
Slattaratindur  i  5—700  Meters  Højde  var  Ranunculus  glacialis  i 
fuld  Blomstring  den  23.  Maj.  Den  1.  Juni  er  Carex  Lyngby ei 
paa  Myggenæs  næppe  nok  i  Blomst.  Endelig  omtaler  han,  at 
Scilla  verna  var  i  fuld  Blomstring  den  14.  Juni  ved  Lopra  paa 
Syderø.  Selvom  disse  forskellige  Optegnelser  giver  en  vistnok 
ret  god  Forestilling  om  Foraarsfloraens  Sammensætning  og  dens 
Artsfattigdom  og  om ,  naar  Vegetationen  i  det  hele  begynder 
at  tage  fat,  kan  de  kun  sige  lidt  om,  naar  den  enkelte  Arts 
Blomstring  begynder.  En  betydelig  Hjælp  til  at  udfylde  denne 
Mangel  har  jeg  faaet  ved  Dr.  Knud  Poulsens  Optegnelser.  Da 
han  ikke  er  speciel  Botaniker,  gør  disse  ingenlunde  Fordring  paa 
at  være  udtømmende,  navnlig  er  alle  græslignende  Planter  forbi- 
gaaede;  men  han  har  dog  under  sit  toaarige  Ophold  meget  om- 
hyggelig   noteret    den    først    iagttagne  Blomst   hos  de    Arter,    hvis 


—  40  — 

Navne  han  kendte.  Iagttagelserne  er  alle  fra  Torshavns  Omegn 
paa  Strømø;  rimeligvis  vilde  Optegnelser  fra  Syderø  være  noget 
tidligere;  i  den  Retning  peger  i  alt  Fald  mine  ovenfor  anførte 
Notitser  fra  Trangisvaagf jorden.  Jeg  giver  her  en  Liste  over  de 
af  Poulsen  noterede  Arter  og  deres  først  iagttagne  Blomstring: 


Første  Blomst  iagttaget 

1902 

1903 

1 

1 

Første  Blomst  iagttaget 

1 

1902 

1903 

Bellis  perennis 

1^/4 

2^/4 

Montia  rivularis 

_ 

1^/6 

Tussilago  farf'arus 

l«/4 
•^2/4 

'Ib 

'/5 

Vo 
,5 

Arabis  petræa  

*/7 
"/6 
1^/6 
"/6 

1^/6 

Em})etrum  nigrum 

Draba  incana  

Galtha  palustris 

Erica  cinerea 

Salix  sp.  (cult.) 

Oichis  maculala 

l«/6 

Viola  Riviniana 

«0/6 
'/6 

1  Senecio  vulgaris 

I  Geranium  silvaticum  .... 

20/6 
22/6 

3/7 

Armeria  elongata 

22/6 

Cochlearia  officinalis  .... 

2»/5 

12/6 

Saxifraga  stellaris 

22/6 

—  ■ 

Silene  acaulis 

23|6 

^/e 

Galiurn  saxatile 

22/6 

30/6 

Taraxacum  (vulgaie?)  .... 

^«/3 

«/6 

Thymus  serpyllum 

22/6 

1/7 

Ranunculus  acer 

'le 

"/s 

Vaccinium  myrtillus 

Euphrasia  sp.  (smaablom- 

27/6 

Cardarnine  hiisuta 

"/s 

Viola  palustris 

- 

3«/5 

stret)  

1/7 



Plantago  lanceolata 

«/6 

28/6 

Myosotis  arvensis 

l«/7 

l«/7 

Polygala  serpyllacea 

•^«/5 

1/6 

Brassica  campestris 

'h 

13/7 

Veronica  officinalis 

^'«i3 

— 

Potentilla  anserina 

*/7 

12/17 

Lychnis  flos  cuculi 

^«/5(?) 

3»/6 

Matricaria  inodora,  phæoce- 

Potentilla  erecta 

^'»/s 

11/6 

phala 

'h 



Alchimilla  sp 

Ve 

— 

Lotus  corniculatus 

^7 

— 

Stellaria  media 

3/6 

— 

Viola  tricolor 1 

'h 

1^/7 

Alchimilla  alpina 

^/e" 

Archangelica  officinalis  .  . 

Trifolium  repens 1 

Galeopsis  tetrahit [ 

I'/t 

8/7 

Sedum  rhodiola 

*/6 

8/6 

10/„ 

Capsella  bursa  pastoris  .  .  . 

*/6 

8/7 

l«/7 

12/7 

Ranunculus  repens 

— 

'/e 

Brunella  vulgaris 

l«/7 

"/7 

Sa.xifraga  oppositifolia  .... 

— 

'/6 

Hypericum  pulchrum  .... 

"/7 

20/7. 

Cerastium  vulgare 

— 

s/f. 

Angelica  silvestris 

— 

20/7 

Cardamine  pratensis 

16/6 

8/6 

Succisa  pratensis 



23/7 

Pinguicula  vulgaris 

l«/6 

10/6 

Achillea  millefolium  .... 



30/, 

Saxifraga  cæspitosa 

— 

lo/e 

Gentiana  campestris 

2/8 



Veronica  serpyllifolia 

— 

1^/6 

Her  er  opført  57  Arter,  og  30(31)  af  disse  er  iagttagne  baade  i 
1902  og  i  1903,  de  øvrige  27  (26)  kun  det  ene  af  de  to  Aar.  Gennem- 
gaaende  passer  Datoerne  for  de  to  Aar  godt  til  hverandre  i).  Det 
fremgaar   tydeligt,  at    1902  havde  tidligere  Foraar  end  1903;    For- 

1)  Angivelsen  af  Lychnis  flos  cuculi  som   blomstrende  30.  Maj  1902  maa  vist 
bero  paa  en  Forvexling. 


—  41  — 

skellen  i  Udspringstiden  synes  størst  for  de  tidligste  Vaarplanters 
Vedkommende.  I  Overensstemmelse  med  det  kolde  Foraar,  saa- 
ledes  som  det  er  omtalt  foran  (p,  10),  er  Udviklingen  sén ;  før  hen 
mod  Slutningen  af  Maj  er  der  kun  enkelte  Forløbere,  der  begynder 
deres  Blomstring;  de  mange  Arter  træffer  vi  først  i  Juni  og  Juli, 
og  nogle  er  en.dog  forbavsende  sent  paa  Færde,  saaledes  Angelica, 
Achillea  og  Succisa.  De  først  blomstrende  Arter  er  for  en  stor 
Del  de  samme  som  de  af  mig  noterede  Arter  fra  Syderø,  saa  man 
fejler  næppe,  naar  man  anfører  Bellis  perennis,  Tussilago  (hvor 
den  overhovedet  er  fundet),  Empetrum,  Caltha,  de  to  Violæ,  Coch- 
learia,  Silene  acaulis,  Polijgala  serpijllacea,  Equiseta  og  Eriophora 
o.  fl.  som  Færøernes  Vaarflora. 

3.   Blomsterdannelse  og  Frugtsætning. 

Jeg  har  tidligere  (Ostenfeld  1901  c,  p.  106)  i  Forbigaaende  om- 
talt, at  en  Del  Arter  paa  Færøerne  kun  var  fundne  uden 
Frugt,  og  har  nævnt  nogle  af  dem,  ligesom  jeg  henviste  til,  at  A.  G. 
Nathorst  (1883),  Gunnar  Andersson  (1900)  og  Ekstam(1897, 
1898)  for  Spitsbergens  og  Novaya  Zemlyas  Vedkommende  har  paa- 
vist  analoge  Forhold.  Det  synes,  som  om  nogle  Arter,  der  hører 
til  i  et  tempereret  Klima,  kan  optræde  nord  for  den  Grænse,  inden- 
for hvilken  de  normalt  formaar  at  danne  moden  Frugt.  Dette  kan 
skyldes  dels  klimatologiske  Forhold,  dels  for  Insektbestøveres 
Vedkommende  Mangel  paa  de  for  Bestøvningen  nødven- 
dige Insekter.  Hvad  Færøerne  angaar,  kommer  begge  Faktorer 
i  Betragtning;  den  ringe  Sommervarme  er  sikkert  en  Hindring  for 
adskillige  Arters  Frugtmodning  eller  endog  Frugtsætning  og  det 
særdeles  fattige  Insektliv  vel  endnu  mere.  Der  fmdes  paa  Færøerne 
ingen  Dagsomraerfugle  ^),  derimod  nogle  mindre  Natsommerfugle, 
særlig  en  Del  Microlepidopterer;  baade  Bier  og  Humler  mangler 
aldeles,  og  de  egentlige  Blomsterfluer  [Eristalis  etc.)  ligeledes.  Plan- 
terne er  henviste  til  at  blive  bestøvede  af  de  smaa  Natsommerfugle 
og  forskellige  Fluer;  navnlig  de  sidste  ser  man  ofte  i  Mængde  paa 
forskellige  Blomster  (Angelica  o.  fl.). 

I  Overensstemmelse  hermed  er  Hovedmassen  af  Insektblomsterne 
aabne  Flueblomster,  der,  hvis  Insektbesøg  udebliver,  oftest  kan  be- 
støve  sig  selv.     En  stor  Del  af  Floraen,  navnlig  de  Enkimbladede, 


Vanessa  atalanta  og   Vanessa  urticæ  er  trufne  et  Par  Gange  tilfældig  ind- 
slæbte. 


__  42  _ 

er  Vindbestøvere,  og  særlig  i  denne  Plantegruppe  ses  tydelig  den 
Frasigtning  af  Insektblomster,  der  er  foregaaet;  Liliiflorer  og  Orchi- 
déer  er  jo  meget  sparsomt  repræsenterede. 

Ved  at  gennemgaa  mine  Notitser  om  Blomstring  og  Frugt- 
sætning, saaledes  som  jeg  har  anført  disse  Forhold  ved  hver  enkelt 
Art  i  min  Planteliste  (Ostenfeld  1901  b),  vil  man  finde,  at  i  alt 
34  Arter  har  ringe  eller  ingen  Frugtsætning. 

Selvfølgelig  varierer  dette  fra  Aar  til  Aar.  Saaledes  omtaler 
Landt  (1800,  p.  184),  at  han  intet  Steds  fandt  Menyanthes 
blomstrende  under  sit  7-aarige  Ophold  paa  Færøerne,  medens 
Hostrup  (1870,  p.  50)  siger,  at  han  fandt  den  i  Blomst  overalt. 
Efter  mine  Iagttagelser  blomstrede  den  adskillige  Steder,  og  paa  en 
enkelt  Lokalitet  fandtes  endog  nogle  faa  udviklede  Frugter.  Sand- 
synligvis gaar  det  saaledes  med  adskillige  af  Arterne.  Den  nu  føl- 
gende Liste  er  baseret  paa  mine  egne  Iagttagelser  samt  Under- 
søgelse af  Herbariemateriale  fra  andre  Samlere. 

Myosotis  palustris  strigulosa;  ingen  Frugtsætning. 

{Cirmmi  arvense;  sén  og  ufuldstændig  Blomstring,  ingen  Frugtsæt- 
ning). 

Tanacetum  vidgare;    sén  Blomstring,  næppe  Frugtsætning. 

Menyanthes  trifoUata;    se  ovenfor. 

Pirola  niinor;  næsten  altid  steril,  dog  paa  én  Lokalitet  funden  med 
Frugt. 

Veronica  officinalis;  rigelig  Blomstring,  meget  sparsom  Frugt- 
sætning. 

Vaccinium  myrtilhis  og  F.  uliginosum.  Allerede  Landt  (1800, 
p.  192)  omtaler,  at  de  i  visse  Aar  ingen  Frugter  modner;  vi 
fandt  kun  ganske  enkelte  Bær  af  disse  Planter,  hvoraf  den  første 
er  særdeles  udbredt. 

Vaccinium  vitis  id<ea\  sjældent  blomstrende,  næppe  Frugtsætning. 

Cornus  suecica;    Blomstring  og  Frugtsætning  sparsom. 

Epilohium  angustifolium;  sent  og  sjældent  blomstrende,  ingen 
Frugtsætning. 

Lathyrus  pratoisis  blomstrer,  men  sætter  ingen  Frugter. 

Lotus  corniculatus  blomstrer;    mon  den  sætter  Frugt? 

Vicia  cracca;  rigelig  Blomstring,  kun  en  enkelt  Gang  iagttaget 
med  nogle  faa  udviklede  Bælge. 

Polygonum  amphibium;  meget  sjældent  blomstrende,  ingen  Frugt- 
sætning. 

Bosa  molHs',    sjældent   blomstrende,    ingen   Frugtsætning.      Landt 


—  43  - 

(1800,    p.  198)   omtaler,    at    han   indplantede   denne   Art  i   sin 

Have,   men   at  den  i  Løbet  af  4  Aar  ingen  Blomster  udviklede. 
Bubiis  saæatilitt  blomstrer,  men  er  sparsomt  frugtsættende.    Landt 

(1800,  p.  198)  siger,  at  „Bærrene  lykkes  sjældent,  fordi  der  som 

oftest  indfalder  Storm   og  Blæst  i  den  Tid,   Befrugtelsen  skulde 

gaa  for  sig." 
Agropyruni  Jimceum   og   A.  repens  sætter  Blomst    som  sædvanlig; 

men   der  var  ingen  udviklede  Frugter  at  finde  hos  noget  af  de 

undersøgte  Exemplarer.    Paa  samme  Maade  forholder  Digraphis 

ariindhiacea  og  Fsamma  arenaria  sig. 
Phragmites  communis  er  paa  sit  eneste  Findested  kun  iagttaget  steril. 
Iris  pseudacorus  blomstrer  sparsomt,  men  er  ikke  frugtsættende. 
Jiincus  obtusifloriis  synes  at  blomstre  meget  sent  og  sætter  næppe 

Frugt. 
Malaxis  paludosa  blomstrer;  men  ingen  Frugter  fandtes  ansatte. 
Listera  cordata;   kun  fundet  steril. 

Fotamogeton  prcelongus  og  P.  pusillus  er  kun  fundne  sterile. 
P.  alpinus  og  Buppia  maritiyna  er  fundne  med  Blomster,  men  uden 

nogen  udviklet  Frugt. 
P.  gramineus,   P.  natans  og  P.  perfoliatus  blomstrer  kun  sparsomt 

og  ikke  paa  alle  Findesteder;    Frugtsætningen  meget  ringe. 
Zostera  uiarina  synes  ikke  at  sætte  Frugt,  uagtet  den  dog  blomstrer, 

omend  sparsomt. 
Sparganium  affine  blomstrer  ret  ofte,   men  sætter  meget  sparsomt 

Frugt. 

Af  disse  34  Arter  er  vel  alle  Dikotyledonerne  Tnsektbestøvere, 
og  for  en  Del  af  dem,  særlig  Papilionacéerne,  kan  det  med  Grund 
antages,  at  deres  ufuldkomne  Frugtsætning  skyldes  Manglen  paa  de 
nødvendige  Insekter.  Men  denne  Forklaring  strækker  ikke  til  for 
de  fleste  Monokotyledoners  Vedkommende,  da  de  er  Vindbestøvere 
(undt.  Orchideæ  og  Zostera)',  her  maa  man  snarere  tænke  sig  den 
ringe  Sommervarme  og  den  for  Pollenet  uheldige,  uafladelige  Regn 
som  Aarsager,  Disse  klimatiske  Forhold  giver  sig  ogsaa  Udslag 
paa  en  anden  Maade,  nemlig  ved  forskellige  Arters  Tilbøjelig- 
hed til  at  optræde  i  „vi  vi  pare"  Former,  hvad  allerede 
Rostrup  (1870,  p.  13)  har  peget  paa. 

Af  Poa  alpina,  Festuca  ovina  og  Aira  cæspitosa  alpina  fmdes 
paa  Færøerne  kun  topspirende  Former;  nævnes  i  denne  Sammen- 
hæng kan  ogsaa  Polygonum  viviparum  og  Lycopodium  selago,  som 
næsten  altid  bærer  Yngleknopper.     Denne  Tilbøjelighed  til  Pseudo- 


_  44  — 

vivipari  kommer  ogsaa  til  Syne  hos  Arter,  der  ikiie  plejer  at  danne 
saadanne  Former;  saaledes  fandtes  —  især  til  Fjælds  —  top- 
spirende  Exemplarer  af  Aira  flexuosa  og  et  enkelt  Sted  af  Agrostis 
canina.  Saavel  dette  sidste  Forhold  som  Forekomsten  af  mange 
Arter  med  ingen  eller  ringe  Frugtsætning  skyldes  efter  min  Mening 
det  insulære  Klimas  Evne  til  at  nedsætte  den  kønnede  For- 
mering og  begunstige  den  vegetative. 

4.  Arternes  vertikale  Udbredelse. 
I  Bjærglande  er  naturligvis  Arterne  ikke  ens  udbredte  i  de  lavere 
Egne  og  til  Fjælds.  De  haardere  ydre  Kaar  paa  Fjældene  er  en 
Hindring  for  adskillige  Arter,  der  trives  i  Lavlandet;  til  Gengæld 
optræder  der  paa  Fjældene  Arter,  som  ikke  findes  i  Lavlandet, 
rimeligvis  paa  Grund  af,  at  de  ikke  formaar  at  tage  Kampen  op 
med  de  dér  raadende  Arter  eller  at  udholde  den  stærkere  Sommer- 
varme. Det  er  imidlertid  ikke  alene  en  Lokalitets  Højde  over  Hav- 
fladen, hvorpaa  det  beror,  hvilke  Arter  der  kan  trives  paa  den  og 
hvilke  ikke;  foruden  Jordbundsforholdene  spiller  Stedets  Exposition 
en  stor  Rolle;  en  Skraaning,  der  vender  mod  Syd,  frembyder  som 
tidligere  nævnt  (p.  23)  selvfølgelig  andre  (ofte  bedre)  Kaar  (Solvarme 
etc.)  end  en,  der  vender  mod  Nord,  og  følgelig  formaar  Planterne 
at  trives  til  større  Højde  over  Havet  paa  sydexponerede  Steder  end 
paa  Steder,  der  ligger  fladt  eller  vender  mod  Nord.  Det  er  saaledes 
ikke  alene  den  absolute  Højde  over  Havet,  der  sætter  Grænsen  for 
en  Arts  Forekomst,  og  Angivelser  af,  hvor  højt  til  Fjælds  en  Planteart 
naar,  maa  derfor  altid  blive  omtrentlige.  I  Egne  med  kontinentalt 
Klima  lader  Højdegrænserne  sig  dog  nogenlunde  bestemt  angive;  og 
dér  vil  man  kunne  drage  en  ret  skarp  Adskillelse  mellem  Lavlands- 
og  Fjældplanter;  saaledes  er  det  Tilfældet  i  Sveriges  og  det  østlige 
Norges  Fjældegne  ^),  og  ligesaa  i  mere  udpræget  Grad  i  Bjærgegne 
som  f.  Ex.  Pamir  og  Himalaya,  der  ligger  i  det  indre  af  de  store 
Kontinenter.  Men  i  tempererede  Egne  med  insulært  Klima  er  For- 
skellen paa  Lavlands-  og  Fjæld-Arter  ret  udvisket,  idet  Fjæ Id- 
planterne  for  en  stor  Del  ogsaa  kan  trives  i  Lavlandet; 
Grunden  hertil  er  den  relativt  ringe  Sommervarme,  der  ikke  for- 
maar at  ødelægge  Fjældplanterne.  Dette  er  et  velkendt  og  oftere 
omtalt  Fænomen.    A.  Blytt  (1869,  pp.  36-39)  har  saaledes  ret  ud- 


')  Mange  Fjældplanter  føres  dog  ned    i  Lavlandet  med  Elvene    og  formaar  at 
holde  sig  nær  disse;  dette  er  især  Tilfældet  med  Kær-  og  Sumpplanter. 


—  45  — 

førligt  paapeget  det  for  Vest-Norges  Vedkommende.  Paa  Færøerne 
er  det  kortelig  nævnt  af  E.  Rostrup  (1870,  p.  18),  der  opregner 
nogle  Exenipler  paa  Fjældplanter,  som  findes  helt  ned  til  Havet. 

I  min  Planteliste  (Ostenfeld  1901  b)  har  jeg  for  hver  Art 
noteret  dens  vertikale  Udbredelse,  forsaavidt  som  jeg  har  kunnet 
danne  mig  nogen  Mening  derom.  Her  skal  jeg  sammenstille  disse 
Data  og  forsøge  at  gruppere  Arterne  paa  en  overskuelig  Maade; 
Vanskelighederne  er  ikke  faa,  og  det  undgaas  ikke,  at  det  sub- 
jektive Skøn  spiller  ind  her.  Saaledes  med  Hensyn  til ,  hvor 
Grænsen  mellem  Fjæld  og  lavere  Land  skal  trækkes.  Jeg  har 
valgt  at  begrænse  Højfjældet,  saaledes  at  der  hertil  kun 
medregnes  Fjældplateauer,  der  ligger  mindst  300  M.  over 
Havet,  oftest  3 — 500  M.  Derimod  regnes  Fjældskraaningerne  fra 
Plateauerne  og  nedad  mod  Søen  ikke  med  til  Højfjældet, 

Arterne  er  fordelte  i  5  Grupper,  og  Antallet  i  hver  fremgaar 
af  hosstaaende  Tabel: 

1.  Arter,   der  kun   findes    i  Lavlandet  og   de   lavere   Dele   af 
Fjældskraaningerne 168 

2.  Arter,    der  hører  til  i  de  lavere  Egne,   men  undtagelsesvis 
træffes  til  Fjælds 22 

2  a.    Hieracia^) 21 

3.  Arter,   som   træffes  baade   i   Lavlandet   og   til   Fjælds   paa 
Plateauerne 53 

4.  Arter,    som    hører   til   paa   Fjældene,    men    undtagelsesvis 
træffes  i  lavere  Egne 15  ^ 

5.  Arter,  som  kun  findes  paa  Fjældplateauerne 21  / 

Sammentæller  man  Grupperne  1,  2  og  2a  og  betragter  dem 
som  omfattende  Lavland  sfl or aen,  vil  man  se,  at  denne  udgør 
ikke  mindre  end  over  ^ ! -^  (^^Vsoo)  af  hele  Floraen.  De  egentlige 
Fjældplanter  (Grupperne  4  og  5)  andrager  kun  ^/s  (^^/soo)  af 
Floraen,  en  meget  ringe  Del,  som  i  Betydning  endda  maa  sættes 
endnu  ringere,  fordi  de  fleste  af  Arterne  kun  er  fundne  paa  nogle 
faa  Lokaliteter  og  i  ringe  Mængde.  Almindeligere  er  kun  følgende 
15  Fjældplanter:  Carex  rigida,  Juncus  tri/idus,  J.  triglumis, 
Poa  alpina,   Alchimilla  alpina,   A.  færoensis,  A.  Wichuræ,    Arahis 


211 


^)  Hieracierne  er  silvkerl  alle  at  betragte  som  Lavlands-Arter,  men  enkelte  af 
Formerne,  der  kun  ev  fundne  paa  et  Par  Lokaliteter,  kan  ikke  henfores 
bestemt  til  nogen  af  Grupperne  1  eller  2.  Ingen  Hieracium-Art  er  fundet 
paa  Fjældplateauerne,  derimod  et  Par  paa  solrige  Fjældafsatser  endog  til 
4—500  M.'s  Højde. 


—  46  — 

petræa,  Cerastium  Edmondstonii,  Epilohium  lactifiorum,  Saxifraga 
oppositifolia,  S.  nivalis,  Loiseleuria,  Sihbaldia  og  Silene  acatdis;  og 
af  disse  Arter  er  13  fra  Gruppe  4,  hvilket  vil  sige,  at  vi  nærmer 
os  Gruppe  3,  nemlig  de  Arter,  som  findes  baade  til  Fjælds 
og  i  Lavlandet.  Ser  vi  nøjere  paa  denne  Gruppe,  der  udgør 
omtrent  */g  (^^/soo)  af  Floraen,  vil  det  vise  sig,  at  en  stor 
Del  af  Arterne  hører  til  de  paa  Færøerne  mest  udbredte  og  mest 
karakteristiske  Planter;  en  Del  er  egentlig  at  regne  som  Fjæld- 
planter,  saaledes  af  de  almindelige  følgende  14:  Lycopodium  alpinum, 
L.  selago,  Selaginella,  Aira  cæspitosa  alpina,  Epilohium  alsinifolium, 
Koenigia,  Oxtjria,  Polygoniim  viviparum,  Salix  herbacea,  Saxifraga 
cæspitosa,  S.  stellaris,  Thalictrum  alpinum,  Sediim  rhodiola  og 
S.  villosum.  Største  Parten  er  Lavlandsarter  (tempererede  Arter),  af 
hvilke  særlig  kan  nævnes :  Blechnum,  Agrostis  canina,  Aira  cæspitosa, 
A.  flexuosa,  Carex  Goodenoughii,  Eriophorum  polystachyvm,  Juncus 
squarrosus.  Nar  dus,  Scirpus  cæspitosus,  Alchimilla  filicaulis,  Carda- 
mine  pratensis,  Cochlearia  officinalis,  Empetrum,  Potentilla  erecta, 
Ranunculus  acer,  Riimex  acetosa,  Artneria,  Plantago  maritima,  Vac- 
ciniuin  myrtillus,  Veronica  officinalis  og  V.  serpyllifolia.  De  fleste 
at  disse  er  Arter,  der  er  vidt  udbredte  i  alle  tempererede  og  delvis 
ogsaa  i  subarktiske  Egne  paa  den  nordlige  Halvkugle.  Disse  Arter 
burde  lægges  til  Lavlandsplanternes  Grupper  og  vilde  endnu  mere 
forøge  disses  numeriske  Overvægt.  De  af  Gruppe  3,  der  egentlig 
burde  regnes  som  Fjældplanter,  vilde  noget  forøge  Fjældplanternes 
to  Grupper,  men  det,  som  de  især  viser,  er  —  som  allerede  tidligere 
antydet  — ,  at  næsten  alle  mere  udbredte  Fjældplanter 
paa  Færøerne  ogsaa  findes  i  Lavlandet,  med  andre  Ord, 
at  Færøernes  Fjældplanter  gennemgaaende  ikke  har 
nogen  Udbredningsgrænse  nedadtil. 


IV.    Plantesamfundene. 

I  det  foregaaende  er  der  forsøgt  en  Skildring  af  de  ydre  Fak- 
torers Indvirkning  paa  Vegetationen  og  af  forskellige  biologiske 
Forhold,  der  kan  have  Betydning  for  Planternes  Evne  til  at  trives 
under  disse  ydre  Kaar,  samt  en  Oversigt  over  Planternes  vertikale 
Fordeling.     Ud  fra  de  herved  fremkomne  Synspunkter  skal  der  nu 


—  47  — 

gives  en  Beskrivelse  af  de  forhaandenværende  Plantesamfund  med 
Hensyntagen  til  deres  Udvikling  og  Afhængighed  af  hverandre. 

I  al  Almindelighed  kan  det  siges,  at  jo  mere  insulært  et  Klima 
er,  og  jo  mere  uregelmæssig  Konfiguration  et  Land  har,  desto 
vanskeligere  er  det  at  danne  sig  et  overskueligt  Billede  af  Plante- 
samfundene, thi  desto  jævnere  gaar  de  over  i  hverandre  og  desto 
hyppigere  er  Vexlinger  fra  det  ene  til  det  andet.  Dette  gælder  i 
udpræget  Grad  for  Færøernes  Vedkommende.  Den  store  Luft- 
fugtighed, den  hyppige  og  rigelige  Nedbør  og  den  deraf  følgende 
Fugtighed  næsten  overalt  i  Jordbunden  bevirker,  at  den  vigtigste 
Faktor,  Vandet,  oftest  er  tilstede  i  tilstrækkelig  Mængde.  De  fleste 
Plantesamfund  vil  derfor  ogsaa  staa  hverandre  nær,  og  Adskillelsen 
mellem  dem  vil  bero  paa  smaa  Forskelligheder  i  Vandmængden  og 
i  Vandets  Art;  det  indses  følgelig  let,  at  naar  Adskillelsen  baseres 
paa  saa  fine  Mærker,  vil  det  ofte  være  vanskeligt  at  holde  den 
fast.  Vanskeligheden  øges  endvidere  betydelig  ved  den  uafbrudte 
Vexlen  op  og  ned,  der  findes  i  et  færøsk  Landskab,  og  hvorved 
der  paa  Kvadratmetre  bydes  Planterne  forskellige  Livsvilkaar  i 
Henseende  til  Tilgang  af  Vand,  Beskyttelse  mod  Vind,  Lysforhold 
etc.  Den  i  det  følgende  forsøgte  Opstilling  af  Planteformationer  er 
derfor  en  Abstraktion  i  endnu  højere  Grad  end  for  de  fleste  andre 
Landes  Vedkommende,  og  der  vil  atter  og  atter  blive  gjort  opmærk- 
som paa,  at  den  ene  Formation  glider  over  i  den  anden. 

Som  Inddelingsgrundlag  har  jeg  valgt: 

1)  Naturlige  Formationer  og  Kulturformationer, 

2)  Strandformationer  og  Indlandsformationer, 

3)  Formationer  i  de  lavere  Egne  og  paa  Højfjældet. 
Indenfor  de  naturlige  Tndlandsformationer  i  Lavlandet  er  endelig 

Afdelingerne  ordnede  efter  deres  Behov  for  Vand,  begyndende  med 
de  mest  vandelskende. 

A.     Naturlige  Formationer. 

I  en  lille  Afhandling  har  J.  Bernåtsky  (1904)  givet  en  inter- 
essant Oversigt  over,  hvordan  han  tænker  sig  Plantesamfundene 
ordnede  efter  den  Grad  af  Indflydelse,  som  Mennesket  og  de  plante- 
ædende Dyr  har  paa  deres  Udseende.  Det  er  i  høj  Grad  vigtigt  at 
slaa  fast,  at  Mennesket  og  Kreaturerne  virker  stærkt  omdannende 
paa  et  Landskabs  Plantevæxt;  i  det  foregaaende  har  jeg  omtalt 
det  ret  udførligt  (pp.  27 — 29)  og  kan  derfor  henvise  dertil;  her 
skal  jeg  kun  berøre  Inddelingen  af  Færøernes  Plantesamfund   ud 


-   48  — 

fra  dette  Synspunkt.  Bernåtsky  har  tre  Hovedafdelinger,  nemlig 
1)  Naturlige  Formationer,  2)  Kulturformationer  og  3)  til  naturlig 
Udformning  overladte  Formationer,  der  staar  paa  tidligere  Kultur- 
land. Den  sidste  Afdeling  forekommer  mig  ikke  saa  god  som  de 
andre,  idet  jeg  mener,  at  hvad  han  regner  herhen,  uden  større 
Tvang  kan  fordeles  under  de  første  to  Afdelinger;  imidlertid 
spiller  det  ikke  nogen  større  Rolle  i  denne  Sammenhæng,  da 
Formationer  af  den  Art  næppe  forekommer  paa  Færøerne.  Her 
kan  man  nøjes  med  de  to  Kategorier:  Naturlige  og  Kulturforma- 
tioner. Bernåtsky's  Inddeling  af  de  naturlige  Formationer  i 
mindre  Afdelinger  efter  den  Grad,  i  hvilken  de  er  paavirkede  af 
Kreaturerne  eller  Mennesket,  synes  meget  tiltalende;  men  for  Fær- 
øernes Vedkommende  tror  jeg  dog  at  være  mere  overensstemmende 
med  de  naturlige  Forhold,  naar  jeg  lægger  andre  Faktorer  til  Grund 
for  min  videre  Inddeling  af  dem.  Jeg  vil  derfor  nøjes  med  at 
benytte  hans  Definition  paa  de  naturlige  Formationer,  nemlig, 
at  det  er  saadanne,  hvis  Elementer  ikke  skylder  men- 
neskelig Kultur  deres  Tilstedeværelse,  men  selv  har 
indfundet  sig  paa  Pladsen,  og  vil  blot  nævne,  at  der  i  det 
følgende  findes  Exempler  paa  flere  af  hans  Underafdelinger;  saa- 
ledes  kan  Klippevegetationen,  Grimmiaheden,  Fjældmarken  o.  fl. 
regnes  til  hans  „urørte  Urformationer",  Hedekær,  Græsli  o.  fl.  til 
„Formationer,  der,  fordi  de  er  udsatte  for  Afgræsning,  har  under- 
gaaet  en  dybtgaaende  Forandring",  o.  s.  v. 

Den    første    Gruppe    af  de    naturlige    Formationer,    som    jeg 
behandler,  er  dem,  der  er  knyttede  til  Havets  Nærhed. 

1.  Haloflle  Formationer^). 
Langt  den  overvejende  Del  af  Øernes  Kyststrækning  er 
Klipper,  og  mange  Steder  gaar  disse  lodret  ned  i  Havet  fra  flere 
Hundrede  Meters  Højde;  der  bliver  saaledes  kun  i  ringe  Grad  Lej- 
lighed til  Udvikling  af  egentlig  Strandvegetation.  Kun  i  det  indre 
af  Bugter  og  Fjorde  dannes  hist  og  her  mindre  Partier  af  flad 
Strand  (sé  Fig.  7),  og  her  er  det,  man  især  skal  søge  Strandplanterne. 
De  fleste  Steder  er  den  flade  Strand  sandet,  og  det  bliver  derfor 
en  Sandstrandsvegetation,  vi  faar  at  gøre  med;  et  enkelt  Sted 
gaar    det    endog    saa   vidt,    at    der    dannes    en  Klit.     Paa    nogle 


')  For  de  submarine  Plantesamfund  henvises  til  Børgesen  (1904),  hvor  ogsaa 
den  lille  Formation  af  Zostera  marina  i  Vaagfjord  omtales. 


—  49  — 

Lokaliteter  er  do?  Stranden  fugtig  og  Jordbunden  dannet  af  fint  Mate- 
riale med  rigelig  organisk  Stof;  her  faar  vi  en  Strandeng  med  de 
for  den  ejendommelige  Planter.  Endelig  findes  der  paa  Kystklipperne 
en  særegen  Plantevæxt,  hvorved  disse  Klipper  afviger  fra  andre. 

a.  Sandstrandsformationen, 
Sandstrandens  Arter  er  faa  i  Antal ; '  de  voxer  gærne  spredt, 
saaledes  at  Jordbunden  ses  mellem  Planterne.  Sandet  er  grovt  og 
mørkt,  da  det  bestaar  af  grovt  malet  Basalt,  paa  nogle  Steder, 
f.  Ex.  i  særlig  høj  Grad  ved  Hvidenæs  paa  Strøm ø,  blandet 
med    knuste   Kalkskaller  af  Mollusker  og   Balaner,  samt   opdrevne 


Fig.  7.     Kvalbøfjoidens  Bund.  Syderø.     Man  ser  den  flade  Sandstrand, 
der  danner  den  buede  Fjordbund.     (Efter  Botany  of  the  Færoes  I.)  j 

Og  afblegede  Corallhia  officinalis.  De  vigtigste  Arter  er  Honckenya 
peploides,  Cakile  maritima,  Matricaria  inodora  phæocephala,  Atri- 
plices,  Elymus  og  Potentilla  anserina ;  men  desuden  er  følgende 
antrufne:  Mertensia  maritima^  Cochlearia  officinalis,  Agropyi'um 
repens,  Carex  incurva,  Agrostis  stolonifera,  Glyceria  distans  og 
Cerastium  tetrandrum^   foruden  mere  tilfældige  Gæster, 

Disse  Planter  optræder  ikke  alle  i  samme  Niveau;  man  kan  skelne 
mellem  den  egentlige  Forstrandsvegetation  (Honckenya-Associa- 
tion)  karakteriseret  ved  Honckenya,  Cakile  og  Atriplices  (séFig. 8), 
og  en  noget  tættere  Vegetation  (Ely mus-Association)  med 
Potentilla  anserina,  Carex  ificurva,  Elymus  o.  fl. ;  fra  den  sidste  er 
der  jævn  Overgang  til  Klit. 

4 


50  — 


Ofte  er  Planterne  samlede  i  Striber  langs  Kysten  paa  Strandvolde, 
hvor  Existensbetingelserne  er  lidt  bedre  end  paa  den  flade  Strand ; 
Forskellen  mellem  Lav-  og  Højvande  gør  sig  nemlig  naturligvis  i 
særlig  høj  Grad  gældende  paa  en  saa  flad  Strækning  som  en  Sand- 
strand i  en  Fjordbnnd,  og  tillige  virker  Bølgeslaget  ved  de  hyppige 
Storme  paa  lignende  Maade;  følgelig  er  store  Partier  af  Sandstranden 
aldeles  blottede  for  Plantevæxt,  da  de  altfor  ofte  oversvømmes  af 
Havvandet  til  at  kunne  bære  nogen  Vegetation;  sé  saaledes  Fig.  5 
med  den  nøgne  Sandflade  ved  Sandsbugt  paa  Sandø, 


^^^^^^                                     '^^^^^^mmM|É[^^|^^^^^^^^^^H 

■ri 

vr^m^ft, .. 

^                                   >lr       „ 

Fiy.  8.     Sandstrandsvegetation  med  Cakile  som  Karakterplante; 
Kvalbø  paa  Syderø.     (Efter  Foto.  af  Prof.  E.  Warraing.) 

Hvad  Livsvarigheden  hos  Planterne  i  Sandstrandsformationen 
angaar,  da  findes  her  saavel  enaarige  Arter  {Cakile,  Atriplices) 
som  fleraarige,  og  af  disse  sidste  baade  stavnsbundne  {Mertensia^ 
Glijcerki  distans,  Matricaria)  og  vandrende,  dels  ved  overjordiske 
Udløbere  {Agrostis  stolonifera,  Potentilla  anserina),  dels  ved  under- 
jordiske Skud  {Honckenya,  Elymus,  Agropyrum,  Carex  incurva). 
Disse  Arters  anatomiske  Bygning  er  for  de  flestes  Vedkommende 
undersøgt  (sé  navnlig  hos  E.  Warming  1897).  Bladene  hos. 
Honckenya,  Mertensia,  Matricaria,  Atriplices,  Cakile  og  Cochlearia 
er  tykke  og  saftige  med  Vandvæv,   Graminéernes  er  delvis  xerofilt 


—  51  — 

byggede,  og  Fofentilla  anserina'å  er  forsynede  med  Filt  paa  Under- 
siden; endelig  er  de  hos  Cerastinm  tetrandrum  noget  kødede  og 
tillige  kirtelhaarede.    Mosser  og  Likener  mangler  i  denne  Formation. 

E  X  e  m  p  1  e  r : 

1.  Sandstrand  ved  det  inderste  af  Trangisvaagfjorden,  Syderø 
(Honckenya-Association).  Honckenya,  Atriplex  patula,  A.  hastata,  Poten- 
tilla  anserina,  Matricaria  inodora  phæocephala  voxer  spredt  paa  Stranden  syd 
for  Elvens  Udlob;  nord  for  dette  findes  en  stor  Strandvold  med  frodig  Vege- 
tation af  Honckenya,  Matricaria,  Atriplex,  Agropyrum  repens,  Potentiila,  Halo- 
scias  scoticum  og  hist  og  her  Rumex  obtusifolius  og  R.  domesticus.  Selve 
Sandstranden  er  næsten  gold.  Sti  and  voldens  Arter,  undtagen  Rumices  og  Halo- 
scias.  tindes  dog  i  spredte  Exeinplarer. 

r^.  Stranden  udfor  Dalen  ved  Kvalbø,  Sydero  (Honckenya-Asso- 
ciation). Her  findes  en  stor  nøgen  Sandflade,  som  kun  ud  mod  Havet  har 
en  lille  Strandvold  med  Stene,  hvorimellem  en  Del  Honckenya  og  enkelte 
Cakile  søger  at  holde  sig  i  Live. 

3.  Stranden  ved  det  inderste  af  Bordovig,  Bordø').  (Honckenya- 
Association,  Atriplex -Facies).  Atriplex  patula  voxer  i  rigelig  Mængde, 
desuden  noteredes  Agrostis  stolonifera  med  Udløbere  og  Glyceria  distans. 

4.  Det  inderste  af  Vigen  ved  Midvaag,  Vaagø,  er  en  ganske  flad,  sandet 
Strand,  som  i  stor  Udstrækning  ligger  tør  ved  Lavvajide.  Ovenfor  den  Del, 
som  ved  Højvande  kan  dækkes  af  Havet,  findes  et  Tilløb  til  en  KUt  (Elymus- 
Association),  idet  Vinden  har  blæst  en  Del  Sand  sammen  i  smaa  Høje.  som 
er  dækkede  af  Poa  pratensis,  Agropyrum  repens,  Agrostis  stolonifera  og  Potentiila 
anserina,  blandet  med  Elymus,  Honckenya  og  Trifolium  repens;  Agrostis  gaar 
ogsaa  ned  udenfor  Højene  og  breder  sig  med  sine  lange  Udløbere  i  frodig 
Udvikling  hen  over  det  nøgne  Sand. 

5.  Ved  Elvens  Udløb  ved  Sande  vaag,  Vaagø.  Sandet  og  stenet  Strækning 
med  Potentiila  anserina,  Honckenya,  Poa  pratensis  og  Agrostis  stolonifera,  samt 
en  Del  Arter  i  mindre  Antal,  sikkert  forte  hertil  af  Elven. 

b.    Klitformationen  (Psamma-Association). 

Kun  paa  ét  Sted  paa  Færøerne  opskylles  saa  meget  Sand,  at 
det  ved  Vindens  Hjælp  har  kunnet  fyge  sammen  og  danne  en 
virkelig  Klit;  dennes  Materiale  er  det  samme  som  Sandstrandens, 
nemlig  Basaltsand,  men  noget  finere.  Klittens  Udseende  er  mørkegraa, 
ikke  hvidlig  som  Kvartssandsklitterne  langs  Europas  Vestkyst.  Ejen- 
dommeligt nok  er  Karakterplanten  paa  denne  ene  Klit,  som  ligger 
ved  det  inderste  af  Sands  bugt  paa  Sandø  (Fig.  9),  den  samme 
som  paa  Vest-Europas  Klitter,  nemlig  Fsamma  arenaria  (Psamma- 
Association).  Det  er  det  eneste  Sted  paa  Færøerne,  at  denne 
iøjnefaldende  Plante  er  funden,  og  man  er  vel  nok  berettiget  til  at 
sige,  at  den  ikke  forekommer  andre  Steder.    Dens  særlig  udviklede 


^)  Paa  Nordreøerne  mangler  saa  at  sige  fuldstændig  Sandstrand. 


52 


Tilpassetlied  til  Livet  i  Klitten  er  jo  en  velkendt  Sag,  som  er  oplyst 
navnlig  af  F.  Buchenau  (1889)  og  E,  W  ar  min  g  (1891)  for 
Nordsø-Kysternes  V^edkommende.  Den  paa  Færøerne  iagttagne  Plante 
synes  ikke  i  nogen  som  helst  Henseende  at  afvige  fra  det  typiske; 
dog  bør  bemærkes,  at  den,  som  tidligere  (p.  43)  berørt,  ingen  Frugt 
synes  at  sætte.  I  de  sidste  Dage  af  August  1897  undersøgte  jeg 
den  og  fandt  da  talrige  Blomsterduske,  men  kunde  ingen  Frugt- 
ansætning  opdage;  Planten  synes  saaiedes  henvist  til  vegetativ  For- 
mering alene. 


Fig.  y.     En    Del  af   Klitten    ved   Sandsbugt   paa   Sandø.     Vegetationen   l)eslaaf 

hovedsagelig  af  Psamma  med  Pletter  af  den  lave  Honckenya. 

(Efter  Foto.  af  Prof.  E.  Warming.) 

De  øvrige  Planter,  som  findes  i  Klitten  ved  Sand,  er 
hovedsagelig  de  samme,  som  er  nævnte  under  Sandstranden,  nemlig 
Elymus,  Agropyrum  repens,  Cakile,  Honckenya,  Matricaria,  Poten- 
Ulla  anserina,  Agrostis  stolonifera,  dog  ogsaa  andre  mere  tilfældige 
Gæster,  saasom  Taraxacum,  Ranuncidus  repens  og  R.  acer,  Leon- 
todon  autiimnale,  Plantago  lanceolata  og  P.  maritima  og  Rumex 
domesticus;  de  sidste  er  vandrede  ind  fra  de  omliggende  dyrkede 
Marker.  Endelig  bør  nævnes,  at  foruden  Psamma  forekommer  her 
endnu   to   karakteristiske  Klitplanter,   som  ellers  næsten  ikke  findes 


—  53  — 

paa  Færøerne,  nemlig  Agropyrwn  junceum  (heller  ikke  den  satte 
Frugt)  og  JuncAis  halticus,  hvilken  sidste,  som  den  plejer,  ikke  voxer 
paa  Klitten  selv,  men  paa  en  Sandflade  ved  dens  Fod. 

Vi  ser  saaledes,  at  denne  lille  isolerede  Klit  i  sin  Vegetation 
stemmer  med  Vest-Europas  Klitter,  blot  er  dens  Flora  meget 
fattigere.  Den  indtager  kun  et  stærkt  begrænset  Omraade  indenfor 
det  inderste  af  Sandsbugt,  adskilt  fra  Havet  ved  en  stor,  flad, 
vegetationsløs  Sandflade  og  indad  mod  Land  gaaende  over  i  de 
dyrkede  Marker,  der  delvis  er  overføgne  af  Klittens  Sand. 

c.    Strandengsformationen. 

Paa  Steder  i  det  Indre  af  Fjordene,  hvor  Bunden  er  fugtig  og 
hum  øs,  betinget  ved,  at  Ferskvand  strømmer  til  uden  at  kunne  ledes 
bort,  findes  hist  og  her  smaa  Strandenge.  Det  er  saaledes  Tilfældet, 
hvor  en  foranliggende  Strandvold  dæmmer  det  ferske  Vand  op, 
eller  hvor  der  i  Fordybninger  i  selve  Klippen  samler  sig  Jord,  der 
vædes  af  tilstrømmende  Ferskvand  —  alt  dog  kun,  naar  den  yder- 
ligere Betingelse  opfyldes,  at  Havvandet  til  Tider  kan  naa  derop 
og  derved  give  Jorden  et  vist  Indhold  af  Salt. 

Disse  Strandenges  Flora  er  sammensat  af  1)  Arter,  der  kun 
findes  i  Havets  Nærhed:  halofile  Arter,  og  2)  Arter,  der  egentlig 
hører  hjemme  i  Kær  eller  anden  hydrofil  Vegetation,  men  som  er 
saa  vidtspændende  i  deres  Livskaar,  at  de  kan  trives  paa  hvilken- 
somhelst  fugtig  Bund,  ogsaa  den  saltholdige.  Det  bliver  naturligvis 
kun  den  første  Kategori  af  Planter,  der  er  de  særlig  karakteristiske 
for  Strandengen.  Det  Sted,  hvor  jeg  saa  en  Strandeng  mest  typisk 
udviklet,  var  i  Bunden  af  Trangisvaagfjorden.  Bag  den  ovenfor 
(p.  51)  omtalte  Strandvold  paa  Nordsiden  af  Elven  fandtes  her  et 
Omraade,  der  havde  aldeles  samme  Udseende'),  som  en  Strandeng 
ved  Nordsøens  Sydøst -Hjørne  eller  ved  Kattegat  og  Bælterne^). 
Karakterplanterne  for  denne  (Atropis^)-Association)  var  Gly- 
ceria  maritima,  Plantago  maritima,  Festuca  rubra,  Triglochhi  pahistre 


ij  Sammenlign  f.  Ex.  E.  Warming  1890  og  1906,  C.  Raunkiær  1889  og 
A.  Mentz  1900. 

-)  Lignende  Strandenge  omtaler  N.  Hartz  (1894  p.  24)  fra  det  sydlige  Gronland 
(Tasermiut- Fjorden)  og  H.  Jonsson  (1900  p.  52)  fra  Vest-Island;  men 
begge  Forf.  fremiiæver  Tilstedeværelsen  af  en  saadan  Formation  som  en 
Usædvanlighed,  aldeles  som  Tilfældet  er  for  Færoernes  Vedkommende. 

^)  Glyceria  maritima,  G.  distans  og  nærmere  Slægtninge  udskilles  ofte  af 
6rZ2/ceria-Slægten  som  en  egen  Slægt:  Atropis. 


54 


og  Agrostis  stolonifera  samt  Anner ia;  herimellem  fandtes  spredt: 
Cochlearia,  Glyceria  distans  paa  aabne  Pletter ^  Leontodon  autum- 
nale  Taraxaci  og  Scirpus  paueiflorus.  Det  hele  dannede  et  tæt 
og  lavt  Tæppe,  som  pletvis  blev  afbrudt  af  højere  græsagtige 
Planter  i  rene  Bestande  (C arex-salin a-Association),  nemlig 
Heleocharis  palustris,  Carex  Lifncfhuel  og  C.  saling  samt  en  stor 
Ca/-ej:-Bastard.  Heleocharis  og  nogle  af  de  ovenfor  nævnte  Arter 
{Scirpus  pauciflorHS,  Triglochin  palustre)  peger  hen  paa,  at  Jord- 
bunden  ikke   kan   være  stærkt  saltholdig;    de  maa  regnes   til   den 


Fig.  10.     Strandengen  ved  Trangisvaagfjordens  Bund.     Midt  i  Billedet  to  skarpt 
begrænsede,   vandfyldte  Huller.     (Efter  Foto.  af  Prof.  E.  Warming.) 

som  2den  Kategori  opførte  Gruppe;  derimod  er  de  store  Carices 
Arter,  der  er  karakteristiske  for  Skandinaviens  Strandenge  fia  Bohus- 
len til  Murmanhavet  og  er  nøje  knyttede  til  Havet. 

Strandengen  havde  det  ejendommelige  Udseende  (sé  Fig.  10) 
med  skarpt  begrænsede  Huller  og  Render  uden  anden  Vegetation 
end  opskyllede  Enteromorpha'ei\  som  er  saa  vel  kendt  fra  vore 
hjemlige  Strandenge;  sammenlign  f.  Ex.  Fig.  10  med  Billedet  Fig.  133 
hos  Warming  1906  p.  202. 

En  anden  Strandeng  (Carex-salina-Association)  fandtes 
paa  Nordsiden  af  Trangisvaagfjorden  ved  Skarvatange,  en  flad. 


—  55  — 

smal  Tunge  ud  i  Fjorden.  Bunden  er  her  fast  Klippe  med  et 
ret  tyndt  Jordlag,  stærkt  sammenvævet  af  Rødder  og  Rhizomer; 
de  mest  fremtrædende  Arter  var:  Carex  Goodenoughii,  JJ.  salina. 
Agrostis  stolonifera,  Plantago  maritima  og  Leontodon  Taraxaci,  samt 
nærmest  Stranden  i  Fordybninger  i  Klipperne  Glyceria  maritima; 
endvidere  var  almindelige  Festuca  rubra,  Poa  pratensis,  Armeria, 
Triglochin  j)ahistre  og  LycJinis  flos  cuculi  samt  Juncuslam'pocarpus; 
endelig  mere  spredt  en  Del  andre,  ikke  karaktergivende  Arter. 

Endnu  et  Sted  paa  Syderø  forekommer  en  lignende  Strandengs- 
dannelse,  nemlig  ved  det  inderste  af  Vaag fjorden;  ogsaa  her 
spillede  Carex  salina  en  Hovedrolle. 

Glyceria  maritima  findes  overalt  paa  Syderø,  hvor  der  i  Klipper 
nær  Vandet  er  smaa  Fordybninger  med  lidt  Jord,  ofte  stærkt  gødet 
med  Rester  af  opskyllede  Alger.  Under  de  samme  Forhold  fandtes 
den  ogsaa  nord  for  Torshavn,  men  ellers  var  den  erstattet  af  sin 
nære  Slægtning  Glyceria  distans. 

Da  Syderø  er  den  0,  hvor  der  findes  mest  flad  Strand,  er  det 
rimeligt,  at  Strandengen  ogsaa  er  hyppigst  dér;  men  vi  saa  dog 
ogsaa  paa  flere  af  de  andre  Øer  en  Garex-salina-Association, 
saaledes  i  Sundelaget,  f.  Ex.  ved  Selletræ  og  Torsvig,  \\\ov  Carex 
salina  begge  Steder  var  Karakterplante;  samt  ved  Ejde  paa  Østerø. 
Endvidere  voxede  denne  Art  indenfor  Klitten  paa  Sandø  ved 
den  nærmest  Havet  vendende  Spids  af  Sandsvatn  samt  ved  Udløbs- 
elven.  Endelig  var  der  ogsaa  ved  Klaksvig  paa  Bordø  en  vel- 
udviklet Carex-salina-Association,  hvis  nærmere  Sammensætning  jeg 
desværre  ikke  fik  Lejlighed  til  at  undersøge. 

De  Planter,  som  særlig  hører  til  paa  de  Smaapletter  af  Strand- 
enge, der  findes  paa  Færøerne,  er  altsaa  følgende:  Carex  salina  og 
C.  Lynghyei  (sjælden);  Glyceria  maritima  og  delvis  G.  distans, 
Plantago  maritima,  Agrostis  stolonifera,  Leontodon  autiimnale  Tarax- 
aci  og  enkelte  andre.  Der  ses  her  bort  fra  de  Arter,  der  ikke  i  alt 
Fald  delvis  er  knyttede  til  Havets  Nærhed. 

De  to  Garices  hører  til  Gruppen  Microrrhynchæ  Drejer,  der 
omfatter  de  fleste  af  de  nordiske  Heterostachyæ  distigmaticæ.  Begge 
er  høje,  kraftige  Planter  med  stærke,  vandrette  Rhizomer,  Bladene 
er  temmelig  brede  og  kraftige,  navnlig  hos  C.  Lyngbyei,  hvor  der 
kun  findes  Papiller  og  Spalteaabninger  paa  Undersiden,  medens 
C.  salina  har  dem  paa  begge  Sider  (cfr.  G.  Raunkiær,  1896—99, 
p.  513).  De  kraftige  og  tykke,  vandrette  Rhizomer  synes  vel  egnede 
til  at  gennembryde  den  fast  sammenvævede  Jord.  —  Hos  Glyceria 


—  56  — 

maritima  og  Agrostis  stolonifera  findes  derimod  lange  overjordiske 
Udløbere,  og  endelig  er  Leontodon  Taraxaci,  Plcmtago  maritima^ 
Armeria  og  Glyceria  distans  stavnsbundne;  de  ikke-græslignende 
Urters  Blade  er  mere  eller  mindre  sukkulente. 

Som  en  Association,  der  er  nær  beslægtet  med  Strandengen, 
opføres,  hvad  jeg  kalder: 

Plantago-maritima-Association^).  Navnlig  paa  Syderø 
findes  flere  Steder,  hvor  Øen  er  saa  smal  og  lav,  at  Havvinden 
kan  stryge  igennem  fra  den  ene  Side  til  den  anden ;  saadanne  lave 
Tanger,  der  forbinder  højei'e  og  bredere  Dele  af  Øerne  med  hinanden, 
kaldes  paa  Færøerne  „Ej der".  Det  er  naturligt,  at  den  lange 
smalle  Syderø  frembyder  flest  Ejder;  paa  dens  Vestside  er  den  jo 
omtrent  uindskaaret,  men  paa  Østsiden  skærer  adskillige  Fjorde 
og  Bugter  sig  ind,  og  fra  disses  Bund  og  til  Vestsiden  er  Afstanden 
kun  kort  og  Højden  oftest  lav;  her  er  det,  at  Ejderne  findes;  de 
skraaner  jævnt  fra  Fjordens  Bund  opad  mod  Vest,  hvor  deres 
Affald  til  Havet  er  ganske  brat  med  en  lodret  Klippevæg  paa 
25—100  Meters  Højde.  Vegetationen  i  disse  Ejder  er  ret  ejen- 
dommelig; nærmest  Fjorden  findes  Sandstrand  og  Strandeng  som 
omtalt  ovenfor ;  indenfor  disse  kommer  sædvanlig  Indlandsvegetation, 
ofte  findes  der  tillige  en  lille  Sø;  men  udad  mod  Vestkysten  antager 
Vegetationen  et  andet  og  meget  særegent  Præg.  Alle  Planterne  er 
smaa  og  lave,  hvad  der  uden  Tvivl  skyldes  den  enorme  Kraft, 
hvormed  Havvinden  kan  fare  henover  Jorden ;  Jordbunden  er  humus- 
rig og  ofte  delvis  tørveagtig,  ikke  særlig  fugtig,  da  Vandet  fra  disse 
højere  liggende  Partier  af  Ejderne  søger  nedad.  Ved  Omtalen  af  de 
almindelige  Livskaar  for  Plantevæxten  gjordes  der  (p.  20)  opmærksom 
paa,  at  en  saadan  Plante  som  Lychnis  fos  cuculi  ved  at  voxe  i  et 
Ejde  blev  rent  pygmæagtig;  og  lignende  er  Forholdene  for  adskillige 
andre  Planter,  men  Lychnis  er  et  særlig  prægnant  Exempel. 

Efter  den  Plante,  som  optræder  talrigst  og  mest  konstant,  har 
jeg  benævnt  Plantesamfundet  Plantago-m  ari  tima-Associa- 
tionen.  Plantago  maritima,  som  er  en  meget  mangeformet  Art, 
optræder    her  stedse    med    korte   og    tykke   Blade   og   kortstilkede, 


1)  Efter  Referat  i  Botan.  Centralhlatt,  vol.  XGVIII,  1905  p.  237  omtales  denne 
Association  fra  Irland  af  R.  Lloyd  Praeger  (1903).  Den  refereres  i  føl- 
gende Sætning:  ,In  the  maritime,  an  association  with  Plantago  maritima  and 
P.  coronopus  forms  a  characteristic  low  dense  sward";  altsaa  aldeles  som 
paa  Færøerne.  —  Ogsaa  paa  Shetland  forekommer  dette  Samfund,  at  dømme 
efter  en  Beskrivelse  hos  P.  Feilberg  (1900  p.  42),  paa  Sumburghead. 


—  57  — 

kugleformede  Ax,  der   slet   ikke   elier  lidet  rager  op  over  Bladenes 
tætte  Tæppe. 

Hvilke  andre  Planter,  der  findes,  fremgaar  af  efterfølgende 

E  X  e  m  p  1  e  r : 

1.  Kvalbø-Ejde  paa  Syderø:  Karakterplanie  er  Plantago  maritima; 
desuden  lindes  Plantago  coronopus  og  P.  lanceolata,  Brunella,  Agrostis  stolonifera, 
Festuca  rubra  og  F.  ovina,  Armeria,  Thymus  og  Bellis.  Samme  Vegetation  fandtes 
ogsaa  paa  Vestsiden  af  det  nordligere  Ejde  ved  Kvalbø.  Kun  var  her  det  tætte 
Plantetæppe  flere  Steder  oprevet  og  bortført  af  Vinden,  saaledes  at  store  Partier 
var  helt  golde,  og  mellem  dem  stod  skarpt  afgrænsede  Jord  flager  med  tæt  Vege- 
tation (sé  Fig.  3,  p.  21) 

2.  EJdet  i  Kvalvigdalen,  Syderø.  Mod  Vest,  hvor  Affaldet  til  Havet 
er  brat  (c.  ICMJ  M.),  findes  Plantago-Association.  Plantago  maritima  dominerer: 
almindelige  er  endvidere  Thymus,  Armeria  og  Silene  acaulis,  mere  spredt 
Festuca  rubra  og  Plantago  lanceolata;  enkeltvis  Agrostis  vulgaris,  Festuca  ovina, 
Selaginella.  Ranunculus  acer,  Sagina  procumbens,  (Jerastium  vulgare,  Luzula 
multiflora,  Nardus,  Anthoxanthum  og  Bellis.  Ogsaa  her  fandtes  opblæste  bare 
Partier,  paa  hvilke  enkelte  Individer  af  'Montia,  Koenigia  og  Juncus  bufonius 
havde  indfundet  sig. 

3.  Vaags-Ejde,  Syderø.  Ejdet  er  mod  Vest  c.  2.5  M.  over  Havet.  l'Uin- 
tago  maritima  dominerer ;  endvidere  noteredes  Plantago  coronopus ,  Juncus 
lampocarpus,  Leontodon  Taraxaci,  Lychnis,  Bellis,  Ranunc.  flammula,  Sagina 
procumbens.  Agrostis  stolonifera,  Festuca  rubra,  Carex  Goodenoughii  og  C.  flava. 
Brunella,  Euphrasia  o.  fl.  Alle  Planterne  er  dværgagtige.  Jorden  var  her  mere 
tørveagtig  end  paa  de  andre  Ejder,  hvilket  ogsaa  viser  sig  ved  de  Kærplanter, 
der  er  komne  til;  lidt  op  ad  Fjældsiden  forsvinder  disse  og  Silene  acaulis  o.  fl. 
træder  i  Stedet,  men  Plantago  vedbliver  at  angive  Associationens  Karakter. 

4.  Ogsaa  udenfor  Syderø  antræffes  Plantago-maritima-Associationen,  hvor 
der  er  lignende  Livskaar.  Saaledes  i  Ejdet  paa  Nolsø  hge  syd  for  Byen;  det 
vender  her  mod  Øst,  hvor  det  bratte  Affald  mod  det  aabne  Hav  er. 

o.  Endvidere  er  der  paa  Vaagø  ved  Bosdalafos  paa  den  smalle  Stræk- 
ning mellem  Sørvaagsvatn  og  Havet  den  samme  Association.  Foruden  Karakter- 
planten noterede  jeg  her  Silene  acaulis,  Sagina  procumbens,  Cerastium  vulgare, 
Agrostis  vulgaris,  Armeria  og  Poa  pratensis;  paa  nogle  Steder  har  Vinden  saa 
stor  Magt,  at  Klipperne  er  helt  nøgne  og  alle  skarpe  Kanter  slebne  bort. 

De  Planter,  der  er  fælles  for  disse  Ejder,  er  først  og  fremmest 
Plajitago  maritima,  paa  Syderø  ledsaget  af  P.  coronopus,  endvidere 
P.  lanceolata,  Silene  acaulis,  Armeria,  Festuca  rubra  og  Agrostis 
stolonifera  samt  Leontodon  Taraxaci,  Sagina  procumbens  o.  fl. 
Det  er  alle  fleraarige  Arter,  og  de  er  alle  lave  og  tæt  vævede  ind 
i  hverandre;  de  ikke-græslignende  Urter  er  næsten  alle  stavnsbundne. 
Græsserne  derimod  vandrende.  Bemærkes  kan  endvidere,  at  Vind- 
bestøvning raader  hos  de  mest  fremtrædende:  Flantago-Arterne  og 
Græsserne;  det  er  sikkert  heller  ikke  noget  behageligt  Sted  for 
Insekter  at  færdes.  Vegetationen  har  meget  tilfælles  med  Strand- 
engen, men  adskiller  sig  foruden  ved  Arternes  særegne  Tilpasnings- 


—  58  — 

form  ved  Manglen  paa  Gkjceriæ  og  de  store  Carices.  Egentlig  er 
ingen  af  de  optrædende  Arter  strængt  bunden  til  Stranden,  thi 
Plantago  maritima  og  Anneria  findes  ogsaa  paa  de  nøgne  Fjæld- 
marker  overalt  paa  Øerne;  men  de  Former,  hvorunder  navnlig 
Plantago  forekommer  her,  afviger  i  Udseende  ret  betydeligt  fra 
Fjæl  dm  arkernes  og  Klippeafsatsernes,  særlig  karakteriseres  de  ved 
de  glatte,  næsten  trinde  (sukkulente)  og  korte  Blade.  De  andre 
Arter  er  at  finde  næsten  overalt  paa  Færøerne,  de  fleste  af  dem 
hører  til  i  Fjældmarken  og  Græslien,  saaledes  Silene  acaulis,  andre 
i  Kærvegetationen  f.  Ex.  Leontodon;  alle  kommer  de  igen  i  den 
Vegetation,  som  findes  paa  Klippeafsatser  ved  Havet,  men  de 
færreste  af  dem  spiller  nogen  Rolle  dér,  i  alt  Fald  er  der  andre 
karakteristiske  Arter,  som  træder  mere  frem  paa  Klipperne. 

Mosserne  er  kun  af  ringe  Betydning  baade  i  den  her  behandlede 
Association  og  i  de  foregaaende;  dog  hører  Pottia  Heimii  og  Am- 
hlystegium  polygamum  til  her. 

d.    Strandklippeformationen. 

De  mange  lodrette  Klippesider  er  ikke  helt  nøgne  og  blottede 
for  Plantevæxt,  navnlig  træffes  der  altid  Planter  i  alle  de  talrige 
Revner,  der  gennemkrydser  Fjældets  Overflade,  og  bliver  Revnerne 
blot  nogenlunde  store,  saaledes  at  der  kan  samle  sig  nogen  Finjord 
i  dem,  opnaar  de  Planter,  der  fremkommer  der,  en  forbavsende 
Yppighed.  Men  ikke  blot  i  Klippernes  Revner  og  paa  smaa  Afsatser 
findes  Plantevæxt,  selve  Klippens  Overflade  er  altid  beklædt  med 
Planter,  nemlig  Likener  og  enkelte  Mosser. 

De  Planter,  hvoraf  Klippernes  Plantevæxt  bestaar,  vil  blive  behand- 
lede senere  (p.'JOo.flg.);  foreløbig  skal  kun  omtales  den  særlige  For- 
mation, som  findes  paa  Klipper  ved  eller  i  ringe  Afstand  fra  Havet. 
Her  sprøjter  undertiden  Havvandet  op  over  Planterne  og  skaber 
derved  i  Forbindelse  med  den  saltholdige  og  dampmættede  Luft 
særlige  Betingelser  for  Plantevæxten ,  saaledes  at  halofile  Arter 
trives  vel,  og  adskillige  andre  Arter  holdes  borte. 

En  Strandklippeformation  findes  rundt  om  Færøernes  Kyster 
som  et  Bælte  ovenover  Havalgernes  og  Verrucaria'ernes  Formation^), 
i  hvilken  sidste  den  gaar  over  uden  skarpe  Grænser,  ligesom  den 
opad  efterhaanden  omdannes  til  typisk  Klippevegetation. 


>)  cfr.    F.Børgesen    1904,    Hildenbrandia-Samfund   ( p- 23 )    og    Porsild    og 
Simmons,  1904  (p.  173)  „supmlitoral  region''. 


-  59 


De  Mosser,  der  er  mest  karakteristiske  for  Strandklipperne,  og 
som  findes  overalt  ved  Færøernes  Kyster,  er  Grimmia  maritima  og 
Weissia  maritima;  af  Likener  kan  især  nævnes  Lichina  confinis, 
Ramalina  acopulorum  og  Fhyscia  aquila  (samt  Ph.  ciliaris  saxicola) 
foruden  de  mindre  iøjnefaldende  Skorpelikener  {Placodia,  Verru- 
cariæ  o.  fl.).  Fanerogamerne  er  ikke  fuldt  saa  karakteristiske,  og 
jeg  tør  ikke  vove  at  underafdele  Formationen  i  Associationer. 
Hvis  Forsøget  skulde  gøres,  kunde  man  vælge  Ramalina- As- 
sociation, Grimmia-Weissia- As  sociation  og  Haloscias- 


Fig.  11.     Strandklippevegetation  ved  Skansen  nær  Torshavn;  Runialind  og 
Placodinm  (de  lyse  Pletter)   er  dominerende.     (Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 


Association.  Haloscias,  Matricaria  inodora  phceoceijhala^  Cera- 
stium  tetrandrum ,  Armeria,  store  veludviklede  Plantago  maritima 
og  CocMearia  officinalis  mangler  næsten  aldrig,  hvor  der  over- 
hovedet er  Plads  for  større  Planter;  de  er  de  mest  fremtrædende. 
Endvidere  findes  ofte  Lotus  corniciilatus  carnosus.  Foruden  disse 
specielt  ved  Kysten  optrædende  Arter  eller  Former  af  Arter,  fore- 
kommer naturligvis  ogsaa  adskillige  af  de  sædvanlige  Klippeplanter, 
f.  Ex.  Sedum  rhodiola,  Cerastium  vulgare,  Angelica  silvestris,  Festuca 
ruhra  o.  a.  Græsser. 

Det  er  værdt  at  lægge  Mærke  til,  at  alle  de  førstnævnte  Fane- 


—  60  - 

rogamer  er  sukkulente  Planter,  idet  Bladene  er  mere  eller  rnindre 
kødfulde;  de  fleste  er  ganske  glatte,  kun  hos  Hantago  maritima 
findes  en  sparsom  Behaaring  ved  Bladenes  Grund;  mest  afvigende 
er  Cerastiiim  tetrandrnm,  der  er  enaarig  og  har  en  ret  tæt  Kirtel- 
haarbeklædning  over  hele  Planten.  Med  Undtagelse  af  denne  sidste 
er  de  øvrige  Arter  stavnsbundne,  fleraarige  Urter  med 
dybtgaaende  og  kraftig  Pælerod,  vel  skikket  til  at  fastholde 
Planten  paa  dens  udsatte  Voxeplads. 

Kryptogamerne  er  dog  de  bedste  Ledeplanter  for  Formationen^ 
da  de  optræder  overalt  langs  Kysten,  hvor  Klipper  findes,  medens 
Fanerogamerne  paa  Grund  af  deres  Størrelse  er  mere  fordringsfulde 
med  Voxeplads.  Mosserne,  der  danner  lave,  smaa  Tuer,  voxer 
i  Sprækker  og  Fordybninger  i  Klippen,  medens  Likenerne  er 
fæstede  paa  selve  Klippens  Flade.  Den  stadselige  Ramalina  voxer 
ofte  saa  tæt,  at  den  danner  et  helt,  frynset  Tæppe  af  graaiigr 
Farve  (Fig.  11). 

E  x  e  m  p  1  e  r : 

1.  Kvalbø  Ejde  paa  Syder 0.  De  bratte  Kystklipper  mod  Vest  er  frodigt 
hevoxede  med  en  Vegetation,  hvis  Karakterplanter  er  Haloscias,  Weissia  og 
Grirnmia  maritima,  Ramalia  scopulorum,  Physcia  aquila,  Ph.ciliaris,  samt  Arme- 
ria,  Plantago  maritima,  P.  coronopus,  Geraslium  tetrandrum  og  Gochlearia. 

2.  Hammer  ved  Bosdalafos  paa  Vaagø;  nær  Havet.  Fanerogamer: 
Haloscias,  Matricaria,  Plantago  maritima,  Succisa,  Leontodon  autumnale,  Gera- 
slium vulgare,  Plantago  lanceolata,  Angelica  silvestris,  Sedum  rhodiola.  Lotus 
corniculatus  carnosus  o.  fl.  Urter,  samt  forskellige  Græsser.  Hammeren  ligger 
lidt  fra  Søen,  hvad  der  ogsaa  fremgaar  af  de  mange,  ikke  halofile  Arter. 


Sammenfatter  man,  hvad  her  er  nævnt  om  halofile  Formationer^ 
vil  det  tydelig  fremgaa,  at  det  for  Færøernes  Landvegetations 
Vedkommende  kun  er  en  lidet  omfattende  og  lidet  fremtrædende  Del 
af  Vegetationen,  som  i  højere  Grad  er  præget  af  Havets  Nærhed. 
Kun  en  ganske  smal  Bræmme  langs  Kysten  huser  Halofyt-Samfund; 
disse  er  fattige  paa  saavel  Individer  som  Arter,  og  Arterne  er  kun 
delvis  specielle  Halofyter.  Denne  Fattigdom  paa  Halofyter  maa 
sandsynligvis  forklares  ved  det  tempererede  og  meget  fugtige  Klima. 
Nedbøren  er  paa  Færøerne  saa  rigelig  og  falder  saa  tit,  at  det 
nedsivende  Vand  hurtig  kan  udvaske  næsten  alt  Havsalt  af  Jorden 
og  derved  gøre  den  beboelig  for  ikke-halofile  Planter.  —  Halofilt 
byggede  Planter  hører  i  særlig  Grad  til  ved  Kysterne  i  mere  varme 
og  tørre  Klimaer,  hvor  Insolationen  virker  kraftigere,  og  Udvask- 
ningen  ikke  sker  saa  hyppig   og  saa   hurtig.     I   Samklang   hermed 


—  Gi- 
er det  blandt  de  færøske  Kystplanter  Sandstrandens  og  Klippernes 
Arter,  der  tydeligst  viser  Halofyt-Præg,  thi  paa  det  sorte  Sand  og 
den  mørke  Klippe  (særlig  naar  den  liar  Sydexposition)  kan  de 
sparsomme  Solstraaler  virke  særlig  kraftig  og  hastig  fjærne,  som 
Vanddamp,  det  udvaskende  ferske  Vand,  der  løber  til  eller  siver 
ned  fra  det  omliggende  Land. 

2.  Formationer  i  de  lavere  Egne. 

(Subalpine  F'ormationer.) 

De  naturlige  Planteforniationer,  der  ikke  er  umiddelbart  prægede 
af  Saltvandet,  kan  for  Færøernes  V^edkommende  ret  utvungent  deles 
efter  deres  vertikale  Beliggenhed ;  Fjældplateauerne,  Højtjældet,  huser 
deres  Formationer,  de  alpine  Formationer,  og  de  lavere  Dele 
af  Landet  fra  Havets  Niveau  og  til  2  å  400  M.'s  Højde,  de  øvrige, 
som  man  vel  nok  kan  kalde  de  subalpine  Formationer,  naar 
man  vil  søge  at  parallelisere  den  færøske  Plantevæxt  med  Skildringer 
af  Plantevæxten  i  Skotland^),  Nord-England^)  og  Irland  =^),  samt 
delvis  ogsaa  i  Schweiz^). 

At  der.  selvfølgelig  ikke  existerer  nogen  skarp  Grænse  mellem 
de  alpine  og  de  subalpine  Formationer,  behøver  næppe  at  frem- 
hæves —  specielt  paa  Færøerne,  hvor  man  atter  og  atter  træffer 
Overgange  fra  den  ene  Formation  til  den  anden  i  én  trættende 
Uendelighed,  og  hvor  derfor  Oversigtligheden  er  saare  ringe. 

Naar  vi  nu  skal  tage  fat  paa  det  lavere  Lands  Planteforma- 
tioner, vil  det  være  naturligst  at  ordne  dem  i  Rækkefølge  efter  Jord- 
bundens Vandindhold,  begyndende  med  Indsøerne  og  endende  med 
Klipperne. 

Der  findes  paa  Færøerne  en  stor  Mængde  Smaasøer  og  Vand- 
pytter samt  enkelte  lidt  større  Søer  (Sørvaagsvatn,  Toftevatn,  Leinum- 
vatn,  Sandsvatn)  og  endelig  et  utroligt  stort  Antal  af  oftest  yderst 
ubetydelige  Vandløb.  Vegetationen  i  disse  Vandansamlinger  og 
Vandløb  er  grumme  fattig.  Den  kan  deles  i  følgende  Plante- 
formationer : 


')  Hardy  1905  og  1906;  Lewis  190o;  Robert  Smith  1S98  ogr  1900;   W.  G. 

Smith  1902a,  1902b,  1904  og  1905. 
')  Mos  s  1904;  W.  G.  Smith  Å.-  Moss  1903:  Lewis  1904. 
=')  Pethybridge  (!L'  Praeger  1905. 
*)  Stebier  &  Schroeter  1892. 


—  0-2  — 

a.  Pianktonformation.  c.    Det  rindende   Vands  Limnæ- 

b.  Søernes  Limnæforniation.  formation. 

d.   Det    ferske    Vands    Litiiofyt- 
formation. 

a.    Planktonformationen, 

Søernes  Phytoplankton  er  fattigt;  det  er  undersøgt  for  en  Del  af 
Søernes  Vedkommende  af  F.  Børgesen  og  Forfatteren  (Børgesen  og 
Ostenfeld  1903,  Ostenfeld  1^04).  Vi  fandt,  at  kmi  i  Sør- 
vaagsvatn  (Toftevatn  og  Leinumvatn  er  ikke  undersøgte)  var  der  et 
egentlig  Sø-Plankton  bestaaende  af  Asterionella  fonnosa,  Dinohnjon 
divergens,  Staurastra  o.  fl.;  i  de  andre  undersøgte  Smaasøer  maatte 
Planktonet  karakteriseres  som  et  fattigt  Dam-Plankton,  sammensat 
af  forskellige  Desmidiéer,  Grønalger,  Diatoméer  og  Flagellater. 

Der  er  ikke  noget  at  tilføje  til  disse  Angivelser,  saalænge  Plank- 
tonet ikke  er  blevet  studeret  til  forskellige  Aarstider  med  regel- 
mæssige, ikke  for  lange  Mellemrum.  Blot  skal  nævnes,  at  Plank- 
tonets Art  er  i  god  Overensstemmelse  med  Planktonet  i  Søer  under 
lignende  Klima,  saaledes  i  Skotland  (W.West  &  G.  S.West  1903 
og  1906a),  Irland  [W.  West  &  G.  S.  West  1902  og  1906b)  og  Island 
(Ostenfeld  1904;  Ostenfeld  &  Wesenberg-Lund   1906). 

b.    Søernes  Limnæformation. 

Den  bundfæstede  Vegetation  i  Søerne  er  endnu  fattigere  end 
Planktonet.  De  fleste  Søers  Bredder  er  nøgne  og  grusede ;  kun  ved 
ganske  enkelte  findes  der  en  Sumpvegetation,  hvis  Planter  gaar 
noget  ud  i  Vandet.  De  egentlige  Vandplanter  staar  pletvis  og 
indtager  kun  smaa  Partier  af  Søens  Areal;  Søer,  der  er  dækkede 
af  Vegetation,  kendes  næsten  ikke  (en  lille  Dam  i  Skopen  og  en 
lille  Dam  ved  Sand  var  dog  næsten  overalt  forsynede  med  et 
Dække  af  Potamogeton  natans).  Fra  den  nøgne  Strandbred  fort- 
sættes den  grusede  Bund  noget  ud  i  Søen  til  omtrent  50  Cm. 's 
Dybde  i  Sommertiden  i);  udenfor  denne  Dybde  er  Bunden  i  Reglen 
blød  og  dyndet.  Saaledes  er  Forholdene  ved  de  fleste  Søer  for 
den  største  Del  af  Breddens  Vedkommende;  men  paa  det  Sted, 
hvor  Søen  har  sit  Afløb,   er  Udseendet  af  Bredden  et   andet;    her 


')  Ved  højere  Vandstand  (Vinter  og  Efteraar)  naar  Vandet  saa  hojt,  at  det 
nøgne  Strandbælte  er  dækket,  og  det  er  dette  Forhold,  som  fremkalder  dette 
Bæltes  Goldhed;  det  ei-  ofte  skarpt  afsat  fra  Græsvegetationen  ved  en  lille 
Brink. 


—  63  - 

træder  nemlig  næsten  altid  den  nøgne  Klippe  frem,  enten  som  fast 
Klippe  eller  som  en  Barrikade  af  store  Klippeblokke,  og  her  mangler 
det  grusede,  lavvandede  Bælte.  Det  er  forskelligt  for  de  forskellige 
Søer,  hvor  stor  Udstrækning  denne  Klippebred  har,  ja  der  findes 
ogsaa  Smaasøer,  hvor  hele  Periferien  er  Klippebred.  I  Almindelig- 
hed er  disse  Klipper  nede  i  Vandet  uden  synlig  Plantevæxt,  men 
undertiden  finder  man  dem  bevoxede  med  Fojitinalis  antipijretka 
eller  nogle  Grønalger   (saaledes  i  Kvalbø  Ejde-Søen  en  Form   af 


I 


Fig.  \i.     Kvanhauge-Søen  paa  Sydero.    Man  ser  fra  Fjældplateajiet  ned  i  Dalen, 

i  hvis  Bund  Søen  ligger;    Søen   er  adskilt  fra  Havet  ved   en  tilsyneladende  ret 

smal  Strækning;  Bredden  er  flad  og  gruset  ind  mod  Dalbunden,  brat  og  bestaaende 

af  fast  Klippe  ud  mod  Havet.     (Efter  Botany  of  the  Færoes  I.) 

Cladopliora  glomerata  i  Mængde)  —  altsaa  egentlig  en  Lithofyt- 
formation ;  denne  kommer  i  noget  mere  udviklet  Form  igen  i 
Bækløbene  og  behandles  lidt  nærmere  nedenfor  (p.  6S). 

Søernes  Linmæformation  deles  naturlig   efter  Bundens  Beskaf- 
enhed  i  to  Associationer: 

a.    Litorella-Association  fra  Strandbredden  til  c.  50  Cm. 's  Dybde. 
/9.   Sparganium-Potamogeton-Association   fra   c.  50  Cm. 's  til   1,00 — 
1,50  Gm.'s  Dybde.  1) 


^)  I  større  Dybde  er  de  fleste  af  Søerne  antagelig  uden  Plantevæxt,  dog  ind- 
samlede jeg  i  Sandsvatn  paa  Sandø  nær  Bredden  en  Mængde  løst  liggende 
Kugler  af  Ægagropila  Martensii,  som  sikkert  har  voxet  længere  ude  i  Søen. 


—  64  — 

Til  Litorella-Associationen  hører  foruden  Litorella  ogsaa 
Isoetes  lacustre  og  /.  echinosporum ,  Subularia  aquatica,  subraers 
Junciis  supinus,  Callitriche  hamulata  og  de  sjældnere  Lobelia  dort- 
manna,  Ranuncidns  reptans  og  Potamogeton  filiformis;  endvidere 
optræder  almindelig  heri  Nitella  opara  og  undertiden  tillige  Chara 
delicatula. 

Det  vil  erindres,  at  af  disse  Planter  har  de  4  førstnævnte  samt 
Lobelia  og  Rannnculus  reptans  omtrent  samme  Bladtype:  et  ret 
kort,  cylindrisk,  ofte  tilspidset  Blad,  der  sidder  i  Roset  paa  en  kort 
Stængel.  Gharacéerne,  Potam.filiformis,  Callitriche  og  oftest  Jw^cms 
supinus  har  ganske  vist  udviklede  Stængler,  der  staar  frit  i  Vandet, 
men  iøvrigt  nærmer  de  sig  den  første  Type  ved  Bladets  trinde, 
i  dette  Tilfælde  mere  spinkle  Form  ( Callitriche'' s  liniedannede 
Blad  er  dog  fladt).  Alle  er  aldeles  submerse,  i  alt  Fald  alle  de 
vegetative  Dele  af  Planterne.  De  passer  til  en  submers  Voxeplads, 
hvor  dog  Vandlaget  er  ringe,  og  hvor  de  derfor  er  udsatte  for 
Bølgeslagets  Virkninger;  de  er  meget  bedre  egnede  til  dette  end  de 
Arter,  der  har  længere  Skud  eller  Blade;  disse  sidste  vil  let  blive 
piskede  itu  mod  Bundens  Sten  eller  Grus. 

Hvad  Arternes  Skudbygning  og  vegetative  Formering  angaar, 
da  hersker  der  ret  stor  Variation:  Subularia  og  Nitella  (samt  under- 
tiden maaske  Callitriche)  er  énaarige.  Isoetes- Avievne  og  Lobelia  er 
fleraarige  stavnsbundne,  der  kan  formere  sig  ved  løsrevne  Sideskud, 
og  Litorella  og  Rånunculus  reptans  har  overjordiske  Udløbere, 
endelig  har  Potamogeton  filiformis  underjordisk  Rhizom  med  særlige 
overvintrende  Skud.  For  Blomsterplanternes  Vedkommende  er  der 
Grund  til  at  gøre  opmærksom  paa,  at  de  kun  sparsomt  blomstrer, 
og  at  Frugtsætningen  oftest  slaar  fejl.  Litorella  har  jeg  kun  sét 
blomstrende  i  en  enkelt  Sø  paa  Syderø,  uagtet  den  findes  i  næsten 
hver  eneste  Sø;  de  andre  optræder  noget  hyppigere  med  Blomster, 
men  kun  Callitriche  og  Subularia  sætter  rigelig  Frugt  (sé  iøvrigt 
pp.  42 — 43).  Hvad  Bestøvningsforholdene  angaar,  da  er  Litorella, 
Callitriche  og  Potamogeton  filiformis  Vindbestøvere,  dog  kan  raaaske 
Callitriche,  ligesom  sikkert  Subularia  bestøve  sig  selv,  naar  Vandet 
staar  saa  højt,  at  Blomsterne  er  submerse,  og  her  er  vel  Forkla- 
ringen paa  deres  mere  regelmæssige  Frugtsætning.  Rånunculus 
reptans  og  særlig  Lobelia  er  Insektbestøvere.  Helt  anderledes  end 
Fanerogamerne  forholder  Isoetes-Arierne  og  Gharacéerne  sig;  de 
danner  rigelig  og  regelmæssig  Sporer. 

Udenfor    Litorella-Associationen    bliver  Søbunden    som    nævnt 


—  65  — 

blød  og  løs,  og  i  Stedet  for  de  stavnsbundne  eller  over  Bunden 
vandrende  Planter  optræder  andre  med  Rhizomer,  der  kryber  nede  i 
Dyndet,  og  med  strakte  Stængler,  som  fører  Blomsterstandene  op 
til  Overfladen;  dog  er  her  ogsaa  stavnsbundne  Former,  thi  dels 
gaar  flere  af  de  ovennævnte,  f.  Ex.  Isoetes-Arieme  og  Nitella,  her 
ud,  dels  maa  Myriophyllmn  alterniflorutn  og  Potamogeton  pusillus 
regnes  herhen.  Den  sidste,  der  forøvrigt  er  sjaBlden,  formerer  sig 
udelukkende  ved  sine  Vinterknopper,  der  næste  Aar  frembringer 
en  busket  Plante  uden  Rhizom,  og  er  følgelig  analog  med  en 
enaarig  Plante.  Efter  de  mest  karakteristiske  og  hyppige  Arter 
kalder  jeg  dette  Plantesamfund  for  Sparganium-Potamogeton- 
Associationen.  Foruden  de  lige  nævnte  hører  hertil:  Sparga- 
nium  affine,  Potamogeton  gramineus,  P.  natans,  P.  perfoliatus,  P. 
nitens  samt  de  sjældne  P.  alpinus  og  P.  prælongus.  Nogle  af 
Potamogeton-Arterne  har  kun  Undervandsblade  (P.  perfoliatus,  P. 
prælongus,  P.  nitens  og  P.  alpinus  her  paa  Færøerne),  andre  har 
ligesom  Sparganium  Flydeblade,  men  medens  de  hos  denne  er 
baanddannede,  er  de  hos  Vandaxene  elliptiske.  Fælles  for  alle 
Arterne  er,  at  de  er  Vindbestøvere,  og  om  dem  alle  gælder  det, 
ja  i  endnu  højere  Grad  end  om  Litorella-Associationens  Arter,  at 
deres  Frugtsætning  meget  ofte  slaar  fejl;  flere  af  de  sjældnere  er 
slet  ikke  kendte  med  Frugt  paa  Færøerne  (sé  nærmere  p.  43).  Kun 
Myriophyllum  synes  at  fruktificere  nogenlunde  regelmæssige). 

Det  er,  som  ogsaa  foran  paapeget,  en  meget  mager  Vegetation, 
der  huses  i  de  færøske  Indsøer.  I  en  Afhandling  om  de  skotske 
Søers  Flora  har  George  West  (1905)  fornylig  givet  os  Materiale 
til  en  Sammenligning  mellem  de  skotske  og  de  færøske  Søer.  Det 
viser  sig  tydelig  heraf,  at  de  skotske  Højlandssøer  ligner  de  fær- 
øske meget,  hvad  Vegetation  og  Udseende  angaar.  Af  den  store 
Mængde  Fotografier,  som  ledsager  West's  Afhandling,  sés,  at  ad- 
skillige Søer  er  forbavsende  lig  de  færøske:  saaledes  kan  henvises 
til  Fig.  49,  53,  55,  58,  63,  64  og  69.  Det  fremgaar  ogsaa  af  Texten 
(1.  c.  pp.  1002 — 1003),  at  det  er  de  samme  Arter  og  tillige  adskillige 
andre,  som  mangler  paa  Færøerne,  der  danner  Vegetationen,  hvis 
almene  Præg  øjensynlig  er  det  samme.  Ensartetheden  træder  dog 
tilsyneladende    ikke   saa    stærkt    frem,    da   West   behandler  baade 


»)  I  Tilslutning  til  disse  Indsøplan  ler  bør  vist  nævnes  Ruppia  maritima,  som 
findes  i  nogle  lavvandede,  smaa  Damme  nær  Havet  ved  Kvalbø. 

5 


—  66  - 

Limnæ-og  Sumpformalionerne   under   ét   og  uden  Adskillelse;   men 
ved  nærmere  Sammenligning  er  den  upaatvivlelig. 

Exempler: 

1.  Kvanhauge- S  øen  paa  Syderø.  Litorella-Association:  Litorella  og 
Nitella  fra  Vandgrænsen  til  c.  50  Cm.'s  Dybde.  Potamogeton-Spaiganium-Associa- 
tion:  Potamogeton  perfoliatus  og  Isoétes  lacustre  fra  c.  50— 100  Cm.'s  Dybde. 

3.  Kvall)0  Ejde-Sø  paa  Syderø.  Paa  Vestsiden  voxer  Litorella  helt 
ovenfor  Vandet  og  blomstrer;  den  gaar  ud  til  c.  75  Cm.'s  Dybde.  Blomstrende 
og  delvis  frugtsættende  Exemplarer  af  Myriophyllum  og  Potamogeton  filiformis 
samt  sterile  P.  gramineus  stod  næsten  helt  ind  til  Bredden  paa  den  sandede 
Vestside.  Lidt  længere  ude  stod  iøviigt  Myriophyllum  i  stor  Mængde  og  lidt 
Isoetes  lacustre.  Hvor  der  var  Klippebred,  var  der  en  tæt  Beklædning  af  Clado- 
phora  glomerata. 

3.  Soen  i  Vatnsdal,  Syderø.  Litorella-Association:  Litorella,  Isoétes 
lacustre,  Juncus  supinus  (submers).  Potamogeton-Sparganiuiu-Association:  Pota- 
mogeton gramineus  og  P.  prælongus,  Myriophyllum  og  Isoétes  lacustre.  I  Afløbet 
fra  Søen  Litorella,  Heleocharis  palustris  og  Myriophyllum. 

4.  Vaag-Vatn,  Syderø.  Sumpvegetation  ved  Bredden.  Heleocharis- 
Association;  Heleocharis  palustris,  Equisetum  fluviatile,  E.  palustre,  Carex  salina. 
Litorella-Association:  Litorella,  Isoétes  lacustre,  Nitella  opaca,  Potamogeton 
filiformis  og  Myriophyllum.  De  to  sidste  gaar  tiUige  ud  i  Sparganium-Potamogeton- 
Associationen  med  Potamogeton  perfoliatus  og  Sparganium  affine.  Nogle  Stumper 
af  Callitriche  autumnalis  fandtes  opdrevne. 

5.  Miavevatn  ogLeinumvatn,  Strøm  o.  Bredderne  næsten  overalt 
grusede  og  stenede.  Pletvis  Heleocharis- Association:  Heleocharis  palustris  og 
Ranunculus  flammula.  Derpaa  Litorella-Association:  Litorella,  Isoétes  echino- 
sporum  og  I.  lacustre,  Subularia,  Nitella  opaca,  Callitriche  hamulata  og  Myrio- 
phyllum ;  den  sidste  paa  Overgangen  til  Sparganium-Potamogeton-Associationen, 
hvoraf  kun  Sparganium  affine  iagttoges. 

6.  Smaa  Søer  ovenfor  Næs  Præstegaard  paa  Østerø,  c.  100  M. 
o.  H.  Litorella-Association:  Litorella,  Isoétes  lacustre  og  echinosporum,  Juncus 
supinus,  Subularia,  Ranunculus  flammula.  Sparganium-Potamogeton-Associationr 
Sparganium,  Potamogeton  gramineus  (sparsomt),  Myriophyllum,  fra  c.  50  Cm.'s 
Dybde. 

7.  Tofte vatn  paa  Østerø,  stor  Sø.  Vegetation  mangler  ved  den  gru- 
sede og  stenede  Bred;  lidt  ude  i  Vandet  Litorella-Association  med  Litorella,  de 
to  Isoétes-Arter  og  Subularia.  Meget  sparsom  Sparganium-Potamogeton-Associa- 
tion  med  Potam.  gramineus  og  perfoliatus  samt  Myriophyllum. 

S.  Den  store  Sø  ved  Ejd  e,  Østerø.  Udenfor  den  sædvanlige  Litorella- 
Association  træffes  i  Vigene  Sparganium  og  Potamogeton  natans  i  tæt  Bevox- 
ning,  længere  ude  submerse  Potamogeton- Arter:  P.  alpinus,  P.  perfoliatus  og 
P.  pusillus. 

Den  mindre  Sø  er  helt  dækket  af  P.  natans  og  lidt  Myriophyllum. 

9.  Sørvaagsvatn  paa  Vaagø,  Færøernes  største  Sø.  Vandstanden  var 
ved  mit  Besøg  saa  høj,  at  den  grusede  Breds  faa  og  smaa  Planter  (Montia  og 
Sagina  procumbens)  stod  helt  dækkede  af  Vand;  udenfor  disse  kom  pletvis 
lidt  Litorella  med  indblandede  Isoétes,  men  ellers  saa  jeg  ingen  Vegetation. 

10.  Sandsvatn  paa  Sandø.  I  Goldhed  ligner  den  de  andre  større  Søer: 
Toftevntn  og  Sørvaagsvatn.    Den  grusede  Strandbred  er  ogsaa  her  bevoxet  med 


—  67  — 

Sagina  procumhens,  Montia,  Juncus  lampocarpus  og  Ranunculus  reptans  (delvis 
submers)  og  nogle  tilfældige  Gæster,  som  f.  Ex.  Poa  annua,  Juncus  bufonius  og 
Koenigia.  I  Vandet  ses  Litorella  og  længere  ude  Potamogeton  perfoliatus  og 
lidt  P.  graniineus. 

11.  Grothusvatn  („  Saltvigs  vatn  ")  paa  Sandø.  Bredderne  er  for  en 
stor  Del  Klippebred,  mod  Vest  ogsaa  grusede.  Hele  Søen,  der  er  meget  flad- 
vandet med  en  Dybde  af  50—100  Cm.,  er  dækket  af  Sparganium-Potamogeton- 
Association:  Potamogeton  perfoliatus,  P.  nitens  og  P.  graniineus  dominerende 
desuden  Sparganium,  lidt  Litorella,  Juncus  supinus  (submers),  Isoétes,  o"  plet- 
vis Potamogeton  pusillus  i  lave,  tætte  Buske,  der  slet  ikke  forsøger  at  naa  op 
til  Ovei-fladen.  —  Smaa  Vandhuller  ved  Grothusvatn  har  en  frodig  Ve<»etation 
af  Litorella,  Lobelia,  Juncus  supinus,  Sparganium,  Potamogeton  natans  og  P. 
polygonifolius,  ud  imellem  hvilke  Menyanthes  og  Heleocharis  vover  sig. 

12.  Lille  Sø  i  Skopen  Bygd,  Sandø.  Gruset  Bred.  iøvrigt  Mudder- 
bund; rig  Algevegetation  paa  Myriophyllum  og  Potamogeton  natans,  der  er 
vegetationsdannende.    Litorella  og  de  to  Isoetes-Arter  spiller  mindre  Rolle. 

C.  Det  rindende  Vands  Limnæformation. 
De  utallige  smaa  Vandløb  paa  Færøerne  er  oftest  garnerede 
med  en  Bræmme  af  Planter,  hovedsagelig  Mosser.  Hvis  Vandløbet 
er  ubetydeligt,  kan  denne  Mosvegetation  godt  dække  det  helt;  men 
er  det  lidt  større  og  følgelig  mindre  efemert,  løber  selve  Vand- 
massen hæsten  altid  hen  over  en  stenet  og  gruset  Bund,  der  bærer 
en  sparsom  Lithofytvegetation  (sé  nedenfor).  Kun  i  de  største 
Vandløb  —  her  er  jo  overhovedet  ikke  Tale  om  egentlige  Floder  — 
kan  der  undertiden  dannes  lidt  Vegetation  af  højere  Planter  paa 
Steder,  hvor  Faldet  er  ringe  og  Vandbevægelsen  følgelig  mindre 
stærk,  d.  v.  s.  i  Vige  og  i  Vandløbenes  nedre  Del.  De  Planter,  der 
da  indfinder  sig,  er  dels  de  samme,  som  er  omtalte  for  Søernes 
Vedkommende,  dels  Sumpplanter;  dog  findes  hverken  Isoetes- 
Arterne  eller  Subularia  i  Vandløbene,  Da  Sumpplanterne  vil  blive 
omtalt  senere,  kan  vi  her  nøjes  med  disse  Antydninger  angaaende 
denne  Formation  og  skal  blot  anføre  nogle  Exempler,  tagne  fra 
mine  Notebøger: 

1.  Vandløb  i  Hovedalen  paa  Syderø.  En  Vig  med  svag  Vand- 
bevægelse og  tørveholdig  Bund.  Litorella  og  Myriophyllum  i  Mængde,  desuden 
Potamogeton  polygonifolius,  Ghara  dehcatula,  Gallitriche  hamulata  og  submers 
Juncus  supinus. 

2.  Elv  ved  Høj  vig  nær  Torshavn.  Vandløb  med  ret  hurtig  løbende 
Vand;  paa  de  roligere  Steder  Potamogeton  natans  med  smalle  Flydeblade, 
Myriophyllum,  Litorella,  Nitella  opaca,  Juncus  supinus  og  lampocarpus  (begge 
submerse). 

3.  Vandløb  i  Kolle fjords  Bund,  nær  Udløbet  i  Fjorden.  Equisetum 
fluviatile,  Gallitriche  hamulata,  Juncus  lampocarpus  (submers),  Litorella,  lidt 
Glyceria  tluitans. 


—  68  — 

4.  Tilløbselven  til  Giothus  vatn,  Sandø.  Myriophyllum  og  Potamo- 
geton  polygonifolius  i  Mængde  og  pletvis  P.  nitens  og  submers  Juncus  supinus. 

d.    Det  ferske  Vands  Lithofytformation. 

Det  er  ovenfor  nævnt,  at  der  paa  Stene  i  Søerne  (p.  63)  og  i 
Vandløbene  (p.  67)  findes  en  sparsom  Plantevæxt,  hvis  Bestanddele 
er  Mosser  og  Alger.  Da  mine  Kundskaber  om  disse  Planter  er  ret 
indskrænkede  og  mine  Notitser  meget  sparsomme,  kan  jeg  desværre 
ikke  gaa  saa  meget  ind  paa  denne  særegne  Formation  som  ønske- 
ligt. C.  Jensen  (1897)  og  F.  Børgesen  (1899,  p.  322  og  1901, 
p.  204)  nævner  i  deres  Afhandlinger  lidt  derom.  Den  mest  iøjne- 
faldende og  vel  hyppigste  af  Stenmosserne  er  Fontinalis  anti- 
pyretica,  paa  sine  Steder  ogsaa  F.  gracilis,  men  desuden  kan  nævnes 
Jungermannia  cordifolia,  Hypnum  rusciforme  og  rivulare,  Pohlia 
færo'énsis,  Grimmia  alpicola  rivularis,  Amhlystegium  ochraceiim,  A. 
Smithii  og  A.  dilatatum;  de  vigtigste  af  de  mange  Mosser,  der 
danner  Vandløbenes  Randvegetation,  nævnes  nedenfor. 

Af  Alger  har  jeg  allerede  (p.  63)  omtalt  den  store  grønne  Cla- 
dophora  glomerata,  som  i  Mængde  fandtes  paa  Klipperne  i  Søen  i 
Kvalbø  Ejde. 

Der  er  endvidere  en  ejendommelig  Enteromorpha-Associaiion 
i  Vandløb  højt  oppe  over  Havet.  Allerede  Lyngbye  (1819,  p.  64) 
nævner  den,  og  senere  omtales  den  af  F.  Børgesen  (1901, 
p.  243 — 45).  Jeg  har  selv  iagttaget  den  paa  Fuglø  i  c.  200  Meters 
Højde  i  et  lille  Vandløb,  og  Børgesen  har  fundet  den  paa  Strømø, 
hvorfra  ogsaa  Lyngbye's  Angivelse  stammer.  Efter  Børgesen  (1902, 
p.  492)  bør  Planten  benævnes  Enteromorpha  intestijialis  prolifera. 

Foruden  de  faa  her  nævnte  større  Alger  findes  der  naturligvis 
en  Vrimmel  af  mindre  Alger:  Grønalger  og  Diatoméer,  fæstede  til 
Stene  i  fersk  Vand ;  blandt  de  mere  fremtrædende  er  de  forskellige 
traadformede  Grønalger:  Vlothrix,  Conferva,  Microspora  og  Konju- 
gater. 

e.  Hydrofytformationen  ved  Kildevæld  og  Vandløbenes  Bredder. 
Mere  iøjnefaldende  i  Landskabets  Fysiognomi  end  den  nysnævnte 
Lithofytvegetation  i  fersk  Vand  er  den  Planteformation,  som  optræder 
ved  Kildevæld  og  langs  de  nedrislende  Vandløb.  Allerede  paa  Afstand 
ser  man  Fjældenes  Skraaninger  ligesom  aarede  af  lysgrønne  Striber, 
der  liver  op  mod  det  mørkere  Grønne,  og  man  lærer  snart,  at  disse 
Striber  betegner  de  smaa  Bækkes  Løb.    Den  Vegetation,  der  frem- 


I 


L 


-  69  — 

bringer  denne  lyse  Farve,  bestaar  hovedsagelig  af  Mosser  og  kan 
efter  den  almindeligste  og  mest  fremtrædende  Art  benævnes  Phi- 
lonotis-Associationen.  Foruden  Philonotis  fontana  hører  af 
Mosser  følgende  med  til  Karakter-Arterne:  Martinellia  undulata  og 
M. purpurascens,  Pellia  Neesiana,  Chilosci/phus  pallescens,  Anisothecium 
squarrosum,  Astrophyllum  pundatum,  Bryum  ventricosiim  og  Pohlia 
albicans  glacialis,  samt  i  mindre  Grad  Hypnum  rivulare  og  Amhly- 
stegium-Arier  o.  fl.  De  mest  fremtrædende  Fanerogamer  er  Montia 
rivularis,  Saxifraija  stellaris,  Epilohium  alsinifolium  (og  E.  palustre) ; 
hyppig  findes  ogsaa  Caltha,  Cardamine  pratensis,  Stellaria  tdiginosa, 
Carex  panicea,  Eriophorum  polystachyum  o.  a.  Kærplanter. 

Det  ejendommelige  ved  denne  Formation,  til  hvilken  man  kan 
henføre  Vegetationen  paa  de  Klipper,  hvorover  Vandet  stadig  siver 
eller  risler  ned,  er,  at  den  stadig  er  vanddrukken,  og  at  Vandet  er 
rindende,  friskt,  koldt  og  indeholder  megen  Luft.  Medens  Sump- 
vegetationen har  den  første  af  disse  Karakterer  (stadigt  Overskud 
af  Vand)  tilfælles  hermed,  afviger  den  i  Henseende  til  Vandets 
Beskaffenhed,  og  netop  herved  fremkommer  den  store  Forskellighed 
i  Vegetationens  Sammensætning.  De  mange  Mosser  er  sikkerlig 
betingede  af  det  friske,  rindende  Vand;  den  lave  Temperatur,  som 
ogsaa  skyldes  den  stadige  Tilførsel  af  nyt  koldt  Vand,  hæmmer 
Fanerogamernes  Optræden  eller  rettere  gør  Antallet  af  dem,  der 
kan  trives,  yderlig  ringe.  De  mest  typiske  af  Fanerogamerne  voxer 
inde  i  Mostuerne  og  danner  tættere  eller  tyndere  Bestande,  frem- 
komne ved  rigelige  Skuddannelser  og  Forgreninger  nede  i  Mostæppet, 
saaledes  Montia,  Epilohium  alsinifolium,  Saxifraga  stellaris  og  Stel- 
laria uliginosa. 

Philonotis- Associationen  er  øjensynlig  vidt  udbredt  i  nordiske 
Bjærglande ; .  jeg  kender  den  fra  Grønland  og  især  fra  Island,  og 
den  omtales  ogsaa  af  de  Forfattere,  som  har  skildret  Vegetationen 
i  disse  Egne.  Fra  Island  beskriver  saaledes  Jonsson  (1895,  p.  73) 
„en  Mosvegetation  bestaaende  af  lysegrønne,  større  eller  mindre 
Mospuder,  hvilende  paa  et  dyndet  Underlag  (Di)",  og  i  senere 
Afhandlinger  (1900,  p.  25  og  1905,  p.  11)  kommer  han  tilbage  til 
denne  Formation,  som  han  kalder  Moskær  og  karakteriserer  ved 
Philonotis  fontana  og  åe\v'\s  Mniohryum  {Pohlia)  albicans  VRV.glacialis; 
de  hos  ham  nævnte  Fanerogamer  er  omtrent  de  samme  som  de 
for  Færøerne  anførte.  Tilsvarende  hertil  er  den  Vegetation  omkring 
de  „varme«  Kilder  (Unartut),  som  Porsild  (1902,  p.  227)  omtaler. 
Imidlertid  er  det  næppe  rigtigt  af  Jonsson  at  slaa  Philonotis-Asso- 


—  70  — 

ciationen  sammen  med  Moskærene,  saaledes  som  Warming  (1! 
p.  182)  beskriver  dem ;  thi  dennes  Definition  af  Moskær  er  egentlig,  at 
det  er  Græskær,  hvor  Mosserne  ved  deres  Masseoptræden  har  trængt 
Fanerogamerne  tilbage,  og  heraf  følger,  at  en  af  Karaktererne  for 
et  Moskær  er  det  stagnerende  Vand.  Selvfølgelig  er  de  to  Plante- 
samfund beslægtede,  og  Warming  (1.  c.  p.  132— 133)  synes  ikke  at 
have  holdt  dem  helt  ude  fra  hinanden.  Kolder  up  Rosenvinge 
har  øjensynlig  ogsaa  (1897,  p.  243— 44)  begge  Samfund  i  sit  Begreb 
„Moskær" ;  medens  de  hos  Porsild  (1.  c.  p.  226  og  227)  er  blevne 
fjærnede  for  langt  fra  hinanden.  Jeg  tror,  at  det  er  naturligst  at  holde 
dem  adskilte,  fordi  det  rindende  og  friske  Vand,  der  sandsynligvis 
indeholder  Ilt  og  Kulsyre  i  rigelig  Mængde,  men  næppe  megen 
Humussyre,  er  af  saa  overordentlig  Betydning  for  Philonotis-For- 
mationen  og  bevirker  Tilstedeværelsen  af  visse  Arter  og  Fraværelsen 
af  andre,  der  er  almindelige  i  rigtige  Kærdannelser  med  disses  sure 
Vand. 

f.    Sumpformationen. 

Det  er  nævnt  i  det  foregaaende,  at  Sumpvegetation  kun  spiller 
en  ringe  Rolle  paa  Færøerne;  Landets  Konfiguration  og  Øernes 
Lidenhed  giver  ikke  Lejlighed  til  Dannelsen  af  udstrakte  Sumpe. 
De  Antydninger  heraf,  som  findes,  forekommer  ved  Bredderne 
af  nogle  af  Søerne  samt  i  de  talrige  Vandhuller,  der  findes  overalt 
i  det  lavere  Land,  dannede  dels  af  Naturen,  dels  af  Mennesket  (ved 
Tørveskæring).  Den  Vegetation,  som  findes  ved  sumpede  Sø- 
bredder, er  dog  ret  forskellig  fra  Vandhullernes,  og  jeg  deler  derfor 
Færøernes  Sumpformation  i  to  Associationer: 
a.  Heleocharis-Association. 
/9.    Menyanthes-Polygonifolius-Association. 

Heleocha  ri  s-Associationen  er  en  lav  Rørsump,  der  ind- 
tager Overgangsomraadet  mellem  Vandvegetationen  og  Kærene  ved 
enkelte  færøske  Søer.  Frodig  udviklet,  saaledes  som  vi  kender  den 
saa  godt  fra  Smaasøer  i  Danmark,  især  i  Jyllands  Hede-  og  Klit- 
Egne,  findes  denne  Formation  ved  Vaag-Vatn  paa  Syderø,  hvor 
foruden  Heleocharis  paluslris  ogsaa  Equisetum  fluviatiU,  E.  palustre, 
Carex  salina  og  RanuncuJus  flamniula  forekom.  Ogsaa  omkring 
Søerne  ved  Ejde  paa  Østerø  iagttoges  en  lignende  Vegetation  med 
Heleocharis  palustris,  Iris  pseudacorus,  Carex  salina,  Menyanthes,  Myo- 
sotis  palustris  striguloso,  og  Galium  pahistre.  Paa  et  Par  Steder  ved 
Bredden  afSandsvatn  paa  Sandø  noteredes  ogsaa  Bestande  ai  Heleo- 


I 


71  — 


cliaris  palustris  og  Carex  salina  samt  Polygonum  amphibium  natans; 
men  dermed  er  ogsaa  alt  omtalt,  som  jeg  saa  paa  Færøerne  hørende 
til  Rørsumpen.  Antydninger  fandtes  flere  Steder  (sé  f.  Ex.  Expl.  5, 
p.  66),  hvor  en  eller  to  af  de  nævnte  Arter  dannede  smaa  Bevox- 
ninger.  —  De  egentlige  Karakterplanter  er  blot  Heleocharis  palustris, 
Equisetum  fiuviatile  og  Carex  salina  —  alle  tre  Arter  med  kraftige, 
vandrette,  underjordiske  Rhizomer^). 

Anderledes  hyppig,  men  ikke  nær  saa  godt  karakteriseret,  er  den 
Association,    som    jeg    kalder    Menyanthes-Polygoni  folius- 


Fig.  13.    Et  lille  Vandhul  bevoxet  med  Menyanthes  nær  Næs  Præstegaard  paa 
Østerø.     (Efter  Foto.  af  Prof.  Warming.) 

Associationen,  og  som  kendetegnes  ved  Menyanthes  og  Pota- 
mogeton  polygonifolius.  Overalt,  hvor  der  er  dyndet,  nøgen  Tørve- 
bund, som  enten  hele  Aaret  eller  i  alt  Fald  til  visse  Tider  staar 
under  Vand,  indfinder  Potamogeton  polygonifolius  sig  og  danner  en 
mere  eller  mindre  tæt  Vegetation,  som  baner  Vejen  for  de  egentlige 
Kærplanter.  I  mange  Vandhuller  især  i  de  større,  træder  Meny- 
anthes (sé  Fig.  13)  i  Stedet  for  den  eller  optræder  sammen  med 
den,   og  adskillige   andre  Planter    kan    ogsaa  komme  til,    saaledes 


^)  At  Carex  salina,  der  hører  hjemme  i  Strandengen,  genfindes  her  i  Rør- 
sumpen, skyldes  den  Omstændighed,  at  de  faa  Lokaliteter  for  Rorsump 
alle  ligger  meget  nær  Havet. 


_  72 

f.  Ex.  Myosotis  repens  (Syderø),  Ranunculus  fiammula,  Juncus 
supinus  og  lampocarpiis ,  Sphagna,  Amhlystegium  scorpioides  og 
mange  andre.  Dette  Plantesamfund  danner  Overgangen  til  de  fugtige 
Kær,  som  vi  dernæst  skal  behandle;  men  ved  sine  to  Karakter- 
Arters  fra  sædvanlige  Kærplanter  afvigende  Udseende  fortjener 
den  sin  selvstændige  Plads  som  en  Slags  Pioner-Vegetation  for 
Kæret,  ligesom  Rørsumpen  er  en  anden  Plonér-Form.  Det  er 
Udgangspunkternes  Forskelligheder  (de  rigtige  Søer  og  Tørvehullerne), 
der  betinger  de  to  Associationers  forskellige  Sammensætning,  og 
først  ved  den  tættere  Bevoxning,  som  Kærformationen  giver,  for- 
svinder Forskellen,  saa  vi  ad  to  Veje  naar  til  samme  Resultat. 

g.  Kærformationen  (Græsmosen). 

Størstepartlen  af  den  vegetationsklædte  Del  af  Færøerne  bestaar 
af  Planteformationer  paa  humussur  Bund;  efter  deres  forskellige 
Vandindhold  kan  de  deles  i  en  Række  Samfund,  som  selvfølgelig 
gaar  ganske  jævnt  over  i  hverandre.  Det  fugtigste  er  den  lige 
nævnte  Sumpformation,  der  kun  er  lidet  udbredt;  dernæst  kommer 
vi  til,  hvad  jeg  kalder  Kærformation,  og  sidst  til  Hede,  som  dog 
altid  maa  benævnes  fugtig  Hede;  den  tørre  Morbunds  Gallunahede 
findes  ikke. 

Kærformationen  deler  jeg  —  for  det  lavere  Lands  Vands  Ved- 
kommende —  i  to  Underafdelinger  efter  Fugtighedsgraden  i  Jord- 
bunden og  dermed  følgende  Forskellighed  i  Plantesammensætning, 
nemlig: 

a.    Gyperacé-Sphagnum-Association  (Kær). 

/9.    Glumiflor-Hylocomium-Association  (Hedekær). 

Benævnelserne  har  til  Hensigt  at  kendetegne  de  to  Samfund 
baade  ved  deres  karakteristiske  Fanerogamer  og  ved  deres  Mosser. 
Mosserne  spiller  nemlig  en  stor  Rolle  i  de  færøske  Plantesamfund 
og  især  i  dem,  der  voxer  paa  humussur  Bund. 

De  egentlige  Kær  (G  yperacé-Sphagnum -Associationen) 
findes  især  i  det  bølgeformede  Landskabs  Bølgedale.  Hvor  der, 
saaledes  som  f.  Ex.  nord  for  Torshavn,  paa  den  sydlige  Halvø 
af  Østerø  og  i  Terrænet  mellem  Sand  og  Skopen  paa  Sandø  (sé 
Fig.  14),  er  en  tydelig  Udvikling  af  smaa  isskurede  og  afrundede 
Kupler  (Rundheller)  med  Fordybninger  imellem,  vil  man  træffe 
Kærsamfundet  i  Fordybningernes  Bund,  for  saa  vidt  som  de  ikke 
er  vandfyldte  hele  Aaret  rundt.  Paa  Rundhellernes  Sider  træffer 
man   den   fugtige    Hede  og   paa  Toppen  ofte  en  mager  Fjældmark 


—  73  - 

med  den  nøgne  Klippe  eller  den  bare  Jord  stikkende  frem  overalt. 
Foruden  i  disse  Fordybninger  træffes  Kærsamfund  overalt  i  Dalenes 
nedre  Dele,  hvor  Vandet  er  rigelig  til  Stede,  og  hvor  Vandbevægelsen 
er  hæmmet  eller  svag.  I  Nutiden,  hvor  næsten  hver  Dal  er  taget  i 
Brug  til  Tørveskæring,  er  denne  Kærdannelse  tiltaget  overordentlig. 
Dalenes  uregelmæssige  Bund,  hvor  Klippen  ofte  naar  op  til  eller 
lige  mod  Overfladen,  medens  den  lige  ved  Siden  af  ligger  i  en  halv 
til  hel  Meters  Dybde,  har  naturligvis  bevirket,  at  Menneskene  kun 
har    skaaret  Tørv,    hvor    der    er   nogen   Afstand    ned  til  Klippen. 


Fig.  14.   Bølgeformet  Landskab  paa  Sandø  mellem  Sand  og  Skopen;  i  Baggrunden 

til  venstre  en  lille  Sø.    Fordybningerne  indtages  af  Kærformationen.  Kuplerne  af 

Hede  eller  Fjældmarksvegetation.     (Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 


Følgen  heraf  er,  at  en  færøsk  Dalbund  har  en  meget  ujævn  Over- 
flade med  uafbrudt  Vexlen  mellem  smaa  Fordybninger  og  Forhøj- 
ninger. I  de  ved  Tørveskæring  dannede  Fordybninger,  saavelsom 
i  de  naturlige,  har  Kærplanternes  Samfund  indfundet  sig,  da  her 
er  saa  meget  Vand,  at  det  er  det  bedst  skikkede  til  at  leve  der. 
I  Tidens  Løb  forøger  Plantevæxten  Tørvemassen  og  faar  Overfladen 
til  at  hæve  sig;  derved  sænkes  Vandstanden  relativt  sét,  og  Vege- 
tationen faar  lidt  efter  lidt  et  andet,  lidt  mindre  kæragtigt  Præg; 
Eriophorum  og  Carex-Ariev  viger  for  Scirpiis  cæspitosus ,  Juncus 
squarrosus  og  Nardus,  og  Sphagnum  og  Campi/lopiis  for  Hyloco- 
mia,    Isothecium   tenuinerve   og  Grimmia  hypnoides  —   der  dannes 


—  74  — 

det  Plantesamfund,  som  jeg  kalder  H  e  d  e  k  æ  r.  1  Landskabet  bevirker 
denne  Udvikling,  at  Dalbundens  Overflade  jævnes  noget,  og  at  der 
derved  kommer  mere  Ensartethed  i  Plantedækket.  Saalænge  For- 
dybningernes Overflade  ligger  kendelig  lavere  end  Forhøjningerne,  er 
Vegetationen  paa  disse  temmelig  tør,  oftest  hedeagtig,  men  efter- 
haanden  som  Forskellen  mellem  Fordybning  og  Forhøjning  ud- 
viskes, forsvinder  ogsaa  Forskellen  i  Vegetationen  paa  de  to 
Steder,  og  den  hele  Udvikling  kan  ende  med,  at  der  dannes  en 
jævn  og  svagt  skraanende  Overflade  med  en  Hedekærvegetation. 
Saaledes  har  Plantedækket  sandsynligvis  udviklet  sig  i  Tidens 
Løb,  og  Menneskets  Indvirkning  i  det  Aart usinde.  Øerne  har  været 
beboede,  har  rimeligvis  været  den  at  sætte  Vegetationen  kunstig  til- 
bage til  et  allerede  gennemløbet  Udviklingstrin. 

Til  de  karaktergivende  Arter  i  Gyperacé-Sphagnum-Asso- 
ciationen  regner  jeg  af  Blomsterplanter:  Eriophonim  polystachyum, 
Juncus  lampocarpus,  Carex  stellulata,  C.  fiava,  C.  panicea  og  C. 
Goodenoughii,  samt  af  „blomstrende"  (d.  v.  s.  ikke  græslignende)  Urter: 
Ranunculus  flammida ,  Narthecium ,  Caltha  og  delvis  Leontodon 
autumnale  (oftest  var.  Taraxaci);  af  nogen  Betydning  er  endvidere 
mangesteds  Agrostis  canina  og  Molinia. 

Om  Mosserne  tør  jeg  ikke  udtale  mig  ret  meget.  Sphagnum- 
Arter  er  de  mest  fremtrædende;  men  meget  karakteristisk  er  ogsaa 
den  sortgrønne  Campylopiis  atrovirens,  hvis  tætte  Puder  ofte  dækker 
udstrakte  Partier  af  Tørvejorden,  der  da  gærne  kun  er  sparsomt 
bevoxede  med  Blomsterplanter.  I  de  fugtige  Kær  kommer  andre 
Mosser,  Amhlystegia  {A.  stellatum  og  intermedium),  og  Levermosser 
som  PelJia  til.  Nævnes  bør  endvidere  Dicranum  scopariuni,  Gymno- 
cybe  palustris,  Astrophylluin  hornum  og  Acrocladium  cuspidatum. 
Mosfloraen  er  meget  rig  og  meget  blandet;  vi  finder  saaledes  altid, 
ogsaa  i  de  egentlige,  fugtige  Kær,  de  forskellige  Hylokomier,  der 
synes  mig  mest  karakteristiske  for  de  lidt  tørrere  Hedekær.  Med 
Hensyn  til  Sphagnu7n-Aviernes  Voxemaade  da  er  der  den  store 
Forskel  fra  deres  Voxemaade  under  mindre  insulært  Klima,  at 
Planterne  aldrig  paa  Færøerne  (heller  ikke  i  Island,  saa  vidt  jeg 
kender  til)  danner  egentlige  Sphagnummoser  (Højmoser);  herved 
menes  Mosestrækninger,  som  er  dækkede  med  et  Tæppe  ai!  Sphagnmn, 
hvori  de  ofte  ret  faatallige  Blomsterplanler  staar  spredt.  Selv  paa  de 
Steder,  hvor  jeg  saa  Sphagnum-Arierne  mest  dominerende,  var  der 
dog  altid  saavel  andre  Mosser  som  Blomsterplanter  til  Stede  i  betydelig 


I 


—  75  - 

Mængde.  G.Jensen  har  allerede  (1897,  p.  ^02)  peget  paa  dette 
Forhold. 

Vender  vi  fra  Mosserne  tilbage  til  Blomsterplanterne  og  ser 
lidt  paa  de  karaktergivende  Arters  Skudbygning,  da  træffer  vi  baade 
Arter  med  underjordiske  Vandreskud:  Eriophorum^  Carex  panicea, 
C.  Goodenoiighii  og  Narthecium,  og  stavnsbundne  Arter:  C.  flava, 
C.  stelUdata,  Leontodon,  Molinia,  og  endelig  Arter  med  mere  eller 
mindre  udviklet  Vandringsevne  ved  overjordiske  Skud:  Ranunculns 
flammula^  Caltha  og  Agrostis  canina.  Arterne  med  underjordiske 
Vandreskud  er  de  dominerende,  hvad  der  skyldes  deres  Voxemaade; 
det  er  dem,  der  bliver  de  toneangivende  Planter  paa  en  Kær- 
strækning, 

Med  Hensyn  til  de  her  nævnte  Kærplanters  Blomstring  og 
Frugtsætning  er  kun  lidet  at  sige;  de  græslignende  er  alle  Vind- 
bestøvere,  og  de  „blomstrende"  Urter  har  gennemgaaende  aabne 
Blomster  med  gule  Blomsterblade,  saa  de  besøges  vel  mest  af  Fluer 
(Leontodon?).  Frugtsætningen  er,  vistnok  for  alles  Vedkommende, 
rigelig  og  uden  Fejlslagning  selv  i  ugunstige  Somre. 

Foruden  de  her  nævnte  Arter,  som  jeg  betragter  som  de  mest 
karakteristiske,  fordi  de  naar  deres  bedste  Udvikling  og  optræder  i 
størst  Mængde  i  dette  Samfund,  findes  der  naturligvis  mange  andre, 
omend  Kærsamfundet  ikke  er  saa  artsrigt  som  Hedekærsamfundet. 
En  Del  Exempler  paa  Kær  har  jeg  optegnet  paa  mine  Ture  rundt 
paa  Øerne,  og  de  vil  bedst  give  et  Indtryk  af,  hvordan  Udseendet 
af  disse  Kær  er,  og  hvor  jævnt  og  umærkelig  de  gaar  over  i 
Hedekærene : 

1.  Tørvelandskab  ved  Punthavn  paa  Sydsiden  af  Trangis- 
V  a  a  g  f  j  o  r  d  e  n,  S  y  d  e  r  0.  Carex  panicea  G.  stellulata,  G.  Goodenoiighii.  G.  hinervis, 
G.  flava,  Narthecium,  Scirpus  cæspitosus,  Juncus  squarrosus,  J.  lampocarpus,  J. 
supinus,  Leontodon  Taraxaci,  Anthoxanthum,  Ranum-ulus  flammula,  Potentilla 
erecta,  Polygala  serpyllacea,  Eriophorum  polystachyum  o.s.  v. ;  i  Bunden  Sphagna, 
Gampylopus  atrovirens,  Hylocomia  o.  a.  Mosser.  Her  er  en  tydelig  Overgang 
fra  Kær  til  Hedekær. 

2.  ,Dalen''  ved  Kvalbø,  Syde  rø.  Et  forholdsvis  fladt  Terræn,  gennem- 
furet  af  talrige  smaa  Vandløb  og  Grøfter.  Carex  Goodenoughii  og  Juncus 
lampocarpus  er  de  dominerende;  almindelige  er  Ranunculus  flammula,  Bellis, 
Nardus,  Brunella,  Lychnis  flos  cuculi,  Scirpus  pauciflorus ;  men  desuden  notere- 
des Succisa,  Alchimilla  fllicaulis,  Taraxacum  sp.,  Galtha,  Plantago  maritirna, 
Festuca  rubra,  Anthoxanthum.  Agrostis  canina,  Eriophorum,  Juncus  supinus. 
Potentilla  erecta,  Gomarum,  Pedicularis,  Euphrasia  sp..  Sagina  procumbens, 
Carex  panicea,  G.  stellulata  og  C.  flava.  I  en  hjembragt  Prøve  af  Bundmosset 
var  efter  G.  Jensens  Bestemmelser  Amblystegium  stellatum,  A.  intermedium  og 
Pellia  de  hyppigste  Arter. 


—  76  — 

3.  Rundhellernes  Fordybninger,  Terrænet  noid  for  Tors- 
havn. Eriophormn  polystachyum  og  Carex  stellulata  samt  Sphayna  domi- 
nerende; almindelige  og  pletvis  dominerende  var  endvidere  Carex  Goodenoughii 
og  Juncus  supinus;  iøvrigt  noteredes:  Epilobium  palustre,  Potamogeton  poly- 
gonifolius,  Carex  pulicaris,  C.  flava,  Hanunculus  flammula,  Viola  palustris,  Scir- 
pus  cæspitosus  og  af  Mosser  Gymnocybe  palustris,  Astrophyllum  hornum,  Poly- 
trichum  cominune,  Breutelia  og  Diplophyllum  albicans. 

4.  Ko  Ile  fjords  Nordside;  fladt  Parti  nær  Vandet,  inddæmmet  af  en 
Grusvold.  Erioplwrum,  Juncus  lampocarpus,  Ca^-ex  Goodenoughii  og  C.  panicea 
samt  Ranunculiis  flammula  dominerende:  desuden  noteredes:  Molinia,  Anthox- 
anthum,  Agrostis  canina,  Caltha,  Trifolium  repens,  Epilobium  palustre,  Succisa, 
Leontodon  Taraxaci,  Carex  stellulata,  Montia,  Euphrasia  scotica,  Alectorolophus 
minor,  Luzula  multiflora,  Heleocharis  palustris,  Scirpus  pauciflorus,  Lychnis  og 
Juncus  effusus. 

0.  En  flad  Strækning  ved  den  øvre  Ende  af  Grothusvatn  paa 
Sandø.  Kærvegetation  med  store  Sphagnum-Puder,  Carex  panicea,  C.  Gooden- 
oughii og  C.  stellulata,  Eriophorum,  Ranunculus  flammula,  Nardus,  Potentilla 
erecta  o.  fl. 

Til  disse  Exempler  kunde  der  føjes  adskillige  andre;  men  her 
vil  rimeligvis  være  nok  til  at  give  et  Indtryk  af  det  fugtige  Kærs 
Vegetation.  Overordentlig  udbredt  er  Blandings  samfund  et 
mellem  Kær  og  Hedekær,  og  selv  de  lige  opførte  Lister  inde- 
holder alle  i  alt  Fald  nogle  af  Hedekærenes  Karakterplanter;  dette 
træder  særlig  frem  ved  det  første  Exempel.  Endnu  tydeligere  vil 
de  følgende  Lister  vise  Blandingssamfundet : 

1.  Tørveskær  parti  paa  Vestsiden  af  Toftevatn,  Øster  ø.  Over- 
fladen meget  ujævn  paa  Grund  af  den  stærke  Benyttelse.  Eriophorum,  Carex 
Goodenoughii,  C.  panicea,  C.  flava.  Agrostis  canina,  Scirpus  cæspitosus,  Juncus 
squarrosus,  Potentilla  erecta,  Galluna  ere  de  almindeligste  Blomsterplanter,  som 
for  en  stor  Del  skiftes  til  at  dominere.  Plet  for  Plet.  Sphagna,  Polytrichum 
commune,  Hylocornia  og  Grimmia  hypnoides  vexler  med  hverandre. 

2.  Tørveskærparti  i  Lavningen  fra  Midvaag  til  Sørvaagsvatn 
paa  Vaagø.  De  højere  Partier  af  denne  uregelmæssige,  ujævne  Strækning  er 
frodig  lyngklædte;  i  Fordybningerne  dominerer  Eriophorum,  Juncus  lampocarpus, 
C.  flava,  Scirpus  cæspitosus,  C.  Goodenoughii  o.  fl. 

3.  Kærstrækning  ved  Søerne  mellem  Sand  og  Skopen,  Sandø. 
Dominerende  Arter  ev  Eriophorum,  Scirpus  cæspitosus  o^  Sphagna;  almindelige 
Potentilla  erecta,  Calluna,  Cladonia  rangiferina;  spredte  Empetrum,  Pingui- 
cula  o.  fl. 

4.  Elvdelta  ved  den  øvre  Ende  afSandsvatn,  Sandø,  indrammet 
af  Elvens  forskellige  Løb;  Overfladen  ganske  flad.  Dominerende  Arter  er  Jun- 
cus lampocarpus,  Nardus  og  Agrostis  sp. ;  almindelige:  Succisa,  Potentilla  erecta, 
Ranunculus  flammula;  iøviigt  noteredes:  Anthoxanthum,  Bellis,  Festuca  ovina, 
Leontodon,  Brunella,  Carex  panicea,  Euphrasia  borealis,  Plantago  lanceolata, 
Ranunculus  acer. 

5.  Det  flade  Parti  ved  Kvanhauge-Søen  paa  Syderø.  Domine- 
rende er  Carex  Goodenoughii,   Nardus  og  Anthoxanthum;    desuden  noteredes: 


—  77  — 

Eiiophorum,  Juncus  conglomeratus,  Luzula  multiflora,  Potentilla  erecta,  Galium 
saxatile,  Festuca  ovina,  Rumex  acetosa,  Poiygala  serpyllacea,  Selaginella,  Euphra- 
sia  scotica,  Pinguicula,  Bellis,  Ranunculus  flammula,  Garex  pilulifeia.  Meget 
rigelig  Mosdække  i  Bunden.  En  hjembragt  Prøve  paa  Mosvegetationen  indeholdt  i 
Følge  C.  Jensen's  Bestemmelser  dels  Sphagna  (S.  subnitens,  S.  Gravetii,  S.  cyra- 
bifolium),  dels  Hylocomia  (H.  loreum,  H.  proliferum,  H.  parietinum,  H.  squar- 
rosum)  og  dels  andre  Mosser  (Isothecium  tenuinerve,  Thyidium  tamariscifoiium, 
Gymnocybe  palustris,  Astrophyllum  hornum  og  Hypnum  purum). 

Særlig  de  to  sidste  Lister  (Nr.  4  og  5)  fjærner  sig  jo,  hvad  deres  Arter  an- 
gaar,  adskilligt  fra  den  egentlige  Kærvegetation  og  nærmer  sig  stærkt  til  Hede- 
kæret. 

Ved  Hedekær  (Glumiflor- Hylocomium -Association) 
forstaar  jeg  et  Plantesamfund  paa  humussur,  tørveagtig  Band, 
hvis  Vandindhold  kun  er  middelstort;  i  alt  Fald  til  visse  Tider 
kan  det  være  ret  ringe,  medens  det  til  andre  Tider  kan  være 
meget  stort,  idet  Jorden  kan  være  vandmættet  eller  endog  sat 
helt  under  Vand.  Paa  Grund  af  den  af  og  til  forekommende 
Udtørring  er  Bunden  ikke  saa  sur  som  i  Kæret,  og  medens  Erio- 
phorum  og  Carices  var  de  dominerende  Planter  i  dette,  maa  de 
her  vige  Pladsen  for  Nardus,  Juncus  squarrosus  og  Scirpus  cæspi- 
tosus.  Disse  tre  Planter,  som  her  i  Danmark  ofte  forekommer  paa 
tør  Hedebund,  synes  stedse  paa  Færøerne  at  foretrække  noget 
mere  Fugtighed.  Paa  saadan  middelfugtig,  tørveagtig  Bund  er  de 
til  Gengæld  de  vegetationsdannende  Arter,  og  jeg  mener,  at  man  kan 
betragte  deres  Plantesamfund  som  nærmende  sig  til  en  fugtig  Hede 
uden  Lyngbuske.  Det  findes  overalt  i  de  lavere  Egne,  hvor  man, 
hvis  Expositionen  overfor  Solen  havde  været  mere  gunstig,  vilde 
have  truffet  Lynghede.  Netop  paa  Grund  af  den  store  Betydning, 
som  Beliggenheden  i  Forhold  til  Solstraalernes  Retning  har,  er  der 
altid  en  stor  Forskel  paa  de  to  Sider  af  en  øst-vest  gaaende  Dal; 
den  sydlige,  nordexponerede  Side  er  fugtigere,  rigere  paa  Mos  og 
uden  Lyngbuske,  medens  den  nordlige,  sydexponerede,  er  tørrere, 
fattigere  paa  Mos  og  med  Lyngbuske. 

Hedekæret,  som  jeg  i  min  Rejseberetning  (1901)  har  kaldt 
„Nardus-Eng",  „Nardus-Formation",  er  overordentlig  udbredt  paa 
Færøerne  fra  Havet  og  op  ad  Fjældsiderne  til  3—400  Meter;  i  den 
øvre  Del  af  dets  Omraade  spiller  Grimmia  hypnoides  en  saa  stor 
Rolle,  at  vi  faar  et  Blandingssamfund  (Rejseberetningens  „Grimmia- 
Nardus-Formation"),  og  oppe  paa  Fjældplateauerne  har  vi  Kædens 
tredje  Led,  den  rene  Grimmiahede.  Den  Lokalitet,  hvor  Hedekæret 
især  er  udviklet,  er  paa  den  nedre  Del  af  Fjældsiderne,  hvor 
Hældningen  er  bleven  saa  svag,  at  Vandbevægelsen  er  ringe,  medens 


—  78  — 

den  dog  paa  den  anden  Side  findes,  saaledes  at  Vandet  langsomt 
kan  sive  bort.  Omraadet  bliver  altsaa  Partiet  mellem  selve  Dal- 
bunden med  dens  Kær  og  den  tørrere  Græsli  eller,  paa  Sydskraa- 
ninger,  Lyngheden. 

De    tre    nævnte    Gkmiiflorer,    Xardus,    Scirptis   cæspitosus    og 
Juncus  squarrosus  er  de  karaktergivende,  og  ofte  optræder  den  ene 
som  dominerende  med  næsten  Udelukkelse  af  de  to  andre;  vi  faar 
saaledes  tre  Facies  for  Hedekær: 
Nardus-Facies, 
Juncus-squarrosus-Facies, 
Scirpus-cæspitosus-Facies. 

Der  er  muligvis  en  ringe  Forskellighed  i  de  tre  Planters  For- 
hold til  Vandmængden,  og  i  saa  Fald  maa  Nardus  betragtes  som 
den  mindst  vandelskende  (eller  vandtaalende).  Det  er  værd  at 
lægge  Mærke  til,  at  de  alle  tre  er  udprægede  Tueplanter. 

Hedekærets  Udseende  er  i  Almindelighed  ret  broget,  da  ikke  faa 
„blomstrende"  Urter  bryder  „Græssernes"  ensformige  Grønne.  Som 
nogle  af  de  almindeligste  kan  nævnes  PotentiUa  ereda,  Polygala 
serpijLlacea,  Succisa^  PinguicuUi,  Viola  palustris,  Banuncidus  flani- 
mula,  Galiuni  saxatile,  Euphrasiæ  o.  fl.  Af  græsagtige  Arter  foruden 
de  tre  Karakterplanter  findes  hyppig  AntJioxanthum,  Luzida  multifiora, 
Carex  pilidifera,  C.  binervis,  Agrostis  vtdgaris,  A.  catiina,  Festuca 
ovina,  o.  fl.  Et  Særkende  for  Hedekæret  er  endvidere,  at  Bunden 
er  dækket  med  en  stor  Mængde  Mosser,  talrige  saavel  i  Kvantitet 
som  i  Artsantal.  De  mest  fremtrædende  er:  Htjlocomia  {H.loreum, 
H.  proliferum,  H.  squarrosum  og  H.  parietiniim),  Stereodon  erice- 
toruni,  Isothecium  tenuinerve,  Thyidium  tamariscifolium,  Breutelia 
chrysocoma  o.  fl.,  og  naturligvis  er  den  allestedsforekommende  Grim- 
mia hypnoides  ogsaa  her  meget  hyppig.  I  G,  Jensens's  Rejse- 
beretning (1897)  findes  der  mange  Steder  udførligere  Beskrivelser 
af  Mosvegetationen  i  dette  vidt  udbredte  og  mangfoldig  nuancerede 
Plantesamfund. 

Paa  bare  Pletter  i  Bunden  af  dette  Samfund  overtrækkes 
Jorden  ofte  af  en  purpurviolet  Hinde  af  Algen  Zygogonium  erice- 
torum; rimeligvis  har  disse  Pletter  været  under  Vand  i  Foraars- 
tiden, 

Hedekæret  er  vist  det  Plantesamfund  paa  Færøerne,  som  jeg 
stærkest  har  udpeget  i  min  Rejseberetning,  og  som  jeg  dér  stadig 
kommer  tilbage  til,  dels  i  dets  typiske  Skikkelse,  dels  i  dets  mange- 
artede Overgange  til  Grimmiaheden.    Naar  jeg  saa  meget  har  frem- 


—  79  - 

hævet  det,  saa  ligger  det  i,  at  det  har  saa  vid  en  Udbredelse,  og 
at  det  er  af  stor  økonomisk  Værdi,  idet  det  egentlig  er  dette  Sam- 
funds Planter,  som  hovedsagelig  giver  Føde  til  Færøernes  vig- 
tigste Husdyr,  Faaret.  Det  forekommer  paa  alle  de  Øer,  jeg  har 
besøgt,  og  man  kan  vist  rolig  sige  paa  alle  Færøerne. 
E  X  e  m  p  1  e  r : 

1.  Skaalefjæld,  nord  for  Kvalbø  paa  Syderø;  c.  250  M.  o.  H.; 
Skraaning  mod  Syd.  Nardus  er  Karakterplante,  dog  pletvis  fortrængt  af  Jnncus 
squarrosus.  De  hyppigste  Indblandingsarter  er:  Potentilla  erecta,  Polygala  ^^er- 
pyllacea  og  Galium  saxatile :  endvidere  forekom  Luzula  multiflora,  Anthoxan- 
thum,  Euphrasia  sp.,  Selaginella,  Hypericum  pulchium,  Carex  pilulifera,  Thy- 
mus,  Agrostis  canina,  Vaccinium  myrtillus,  Carex  flava,  G  binervis,  Festuca 
ovina,  Pinguicula,  Carex  stellulata,  C.  panicea,  Lycopodium  selago,  Thalictrum 
alpinum,  Ranunculus  flammula,  Aira  cæspitosa,  Juncus  supinus,  Calluna,  Plan- 
tago  maritima.  Festuca  rubra.  Ret  rigeligt  Mos,  især  Grimmia  hypnoides,  Iso- 
thecium  tenuinerve.  Polytrichum  alpinum  og  P.  coniniune  cubicurn,  samt  i 
mindre  Mængde  Hylocomia,  Thyidiuni,  Dicranum  scoparium,  Polytrichum  sub- 
rotundum,  Nardia  scalaris  og  Marsupella  emarginata;  enkelte  Sphagnum-Tuer 
af  S.  subnitens  og  S.  subsecundum.    (Mosserne  er  bestemte  af  C.  Jensen.) 

2.  Hovedalens  Sydside,  Overgang  fra  Porkere,  Syderø.  Fladt 
Terræn  med  bølgeformet  Overflade.  Juncus  squarrpstis  og  Nardtis  Karakter- 
planter; almindelige:  Anthoxanthum,  Potentilla  erecta,  Galium  saxatile,  Agrostis 
canina,  Luzula  multiflora,  Euphrasia  sp.,  Festuca  ovina,  Carex  stellulata  i  Smaa- 
huller;  spredte  Carex  Goodenoughii.  Polygala  serpyllacea.  Viola  Ri viniana,  Carex 
flava  og  G.  panicea,  Pinguicula.  Lycopodium  selago,  Aira  flexuosa,  pletvis  Cal- 
luna og  Empetrum.  Mosser  meget  fremtrædende,  især  Sphagna  (S.  subnitens, 
S.  tenellum),  desuden  Campylopus  atrovirens,  Amblystegium  revolvens,  Astro- 
phyllum  hornum,  Martinellia  gracilis,  Gymnocybe  palustris,  Hylocomium  loreum, 
H.  proliferum,  Grimmia  hypnoides  o.  s.  v.     (Mosserne  er  bestemte  af  C.  Jensen). 

3.  Dalbunden  ved  Ørerenge.  nedenfor  Skællingfjæld,  Strømø. 
Terrænet  bølgeformet,  svagt  skraanende.  Xardus,  Juncus  sqtiarrosus  og  Nar- 
thecium  Karakterplauterne ;  almindelige:  Calluna,  MoHnia,  Agrostis  canina,  Scir- 
pus  cæspitosus,  Potentilla  erecta.  Grimmia  hypnoides;  spredte  Anthoxanthum. 
Luzula  multiflora,  Carex  pilulifera,  Lycopodium  selago,  Festuca  ovina,  Polygala 
serpyllacea,  Galium  saxatile,  Succisa,  Aira  flexuosa,  Vaccinium  myrtillus,  Orchis 
maculatus,  Euphrasia  sp.,  og  af  Mosser  Campylopus  atrovirens  og  Hylocomia. 

4.  Ovenfor  Selletræ  paa  Østerø;  svagt  skraanende  Terræn  paa 
150—200  M.  o.  H.  Juncus  squarrosus,  Nar-dtis,  Narthechon,  Fotentilla  erecta 
og  Polygala  serpyllacea  er  Karakterplanlerne;  paa  nogle  Steder  er  dog  Scirpus 
cæspitosus  og  Agrostis  canina  dominerende;  desuden  noteredes:  Carex  panicea, 
Calluna,  Empetrum,  Viola  palustris,  Erica  cinerea  (sjælden),  Galium  saxatile. 
Pinguicula,  Festuca  ovina,  Leontodon.  Lycopodium  selago,  L.  alpinum,  Juncus 
lampocarpus,  Epilobium  palustre,  Vaccinium  myrtillus,  Sphagna,  Gymnocybe 
palustris.  Grimmia  hypnoides  o.  a.  Mosser. 

5.  Sørvaagsvatns  Østside,  Vaagø.  Svagt  skraanende  bølgeformet 
Terræn.  Nardus  dominerende,  pletvis  afløst  af  Scirpus  cæspitosus  eller  Carex 
panicea;  iøvrigt  noteredes  Anthoxanthum,  Festuca  ovina,  Leontodon.  Potentilla 
erecta,  Succisa,  Agrostis  canina,  Sieglingia  og  mere  spredt  Narthecium,  Calluna 
og  Juncus  lampocarpus. 


—  80  — 

Det  kan  have  sin  Interesse  at  undersøge,  om  dette  Plantesamfund, 
Hedekæret,  ogsaa  findes  andetsteds,  og  det  viser  sig  da,  at  lignende 
Samfund  omtales  af  flere  af  de  p.  61  nævnte  engelske  og  skotske 
Forfattere  som  forekommende  i  den  subalpine  Region  i  Nord- 
England  og  Skotland.  Fra  Island  beskriver  Jonsson  (1900,  p.  67) 
en  „Nardus-Li",  som  øjensynlig  i  mangt  og  meget  er  lig  den  færøske 
Nardus-Facies,  og  jeg  har  ogsaa  selv  i  Nordvest-Island  sét  et  lig- 
nende Samfund  med  Nardus  som  Karakterplante  og  har  ganske 
kortelig  omtalt  det  (Ostenfeld  1905,  p.  118).  Dog  tror  jeg,  at 
det  næppe  nogetsteds  er  saa  udbredt  som  paa  Færøerne,  og  Grunden 
hertil  er  vist  det  udpræget  insulære  Klima  med  den  store  Mængde 
Fugtighed  i  Jordbund  og  Luft  hele  Aaret  rundt. 

h.    Hedeformationen  (fugtig  Lynghede.) 

Fra  Hedekæret  har  vi  en  jævn  Overgang  til  Lyngheden.  Denne 
kommer  frem,  hvor  den  humussure  Bund  bliver  endnu  mindre  fugtig, 
og  det  er  mest  Tilfældet  paa  Skraaninger  mod  Syd  eller  Vest,  saa- 
ledes  som  ovenfor  er  nævnt. 

Rigtig  Hede  med  Calluna  og  Erica  som  næsten  eneherskende 
Planter,  kun  oplivet  af  faa  Urter  og  næsten  ingen  græslignende 
Planter  —  saaledes  som  vi  kender  saa  godt  fra  vore  hjemlige  Egne 
—  forekommer  intet  Steds  paa  Færøerne.  Ej  heller  optræder  den 
brogede,  arktiske  og  subarktiske  Hede,  som  spiller  saa  stor  en 
Rolle  i  Island,  Grønland  o.  s.  v.,  og  som  kendetegnes  ved  de  talrige 
Dværgbuske  (næsten  alle  Ericinéer),  her. 

Den  Hede,  der  findes  paa  Fæi-øerne,  har  uden  Tvivl  sin  nær- 
meste Slægtning  i  Heden  paa  Norges  Vestkyst.  Desværre  existerer 
der  ingen  økologiske  Beskrivelser  af  den  vestnorske  Hede;  men 
dens  Udseende  kan  dog  tilnærmelsesvis  bestemmes  efter  de  Skil- 
dringer, som  findes  i  nogle  af  O.  Da  hl 's  Afhandlinger  om  de  plante- 
geografiske (floristiske)  Undersøgelser,  han  har  gjort  i  Søndmøre, 
Romsdal,  Nord-  og  Søndfjord.  Saaledes  giver  han  f.  Ex.  i  en  Af- 
handling (1894,  p.  40)  en  kort  Karakteristik  af  „Lyngtæppet  over  de 
nøgne  Klipper"  ved  Kysten,  der  passer  ret  nøje  med  færøske  For- 
hold. Han  nævner  Calhma  som  Karakterplante,  omtaler  dernæst 
Erica  cinerea  og  opregner  som  Indblandingsarter  Juniperus,  Poly- 
gala  serpyllacea,  Hypericum  pulchrum,  Galium  saxatile,  Euphrasia 
igracilis)  og  Bunium  flexuosum,  samt  de  høje  græslignende  Arter 
Carex  binervis,  Luzula  silvatica.  Med  Undtagelse  af  Bunium  flexu- 
osum  er  alle  disse  mere  eller  mindre  almindehge  og  fremtrædende 


I 


—  81  — 

iblandt  den  færøske  Hedeformations  Arter.  Forøvrigt  har  allerede 
A.  Blytt  (1869,  p.  49)  givet  en  Liste  over  Karakterplanter  for 
„Torvemyrene  og  Lyngen  i  de  vestligste  Egne",  af  hvis  19  Arter 
ikke  mindre  end  14  er  almindelige  i  Færøernes  Plantesamfund  af 
lignende  Beskaffenhed.  Imidlertid  er  dog  vist  den  vestnorske  Kysts 
Hede  mere  ren  Galhma-Hede  end  den  færøske.  Detto  er  i  alt  Fald 
i  ret  udpræget  Grad  Tilfældet  med  Hedeformationen  omkring  Ler- 
wick  paa  Shetland,  af  hvilken  jeg  fik  et  lille  Glimt  at  se  under 
et  nogle  Timer  langt  Ophold  i  1903.  I  min  Notebog  har  jeg  gjort 
følgende  Optegnelser:  „Bølgeformet  Højdedrag  nord  for  Byen,  Lr- 
bjærg.  Vegetationen  her  er  virkelig  Lynghede,  hvor  Calluna  er 
stærkt  dominerende.  Ret  almindelige  er  Aira  flexuosa,  JNardus, 
Juncus  squarrosus,  Festuca  ovina  vivipara,  Scirpus  cæspitosus  og 
Potentilla  erecta,  men  disse  mest  i  Lavninger;  Calluna-Heden  er 
forbavsende  ren;  paa  lidt  fugtigere  Bund  kommer  Eriophonim 
polystachyum  til,  medens  Calluna  vedbliver;  her  er  rigelig  Sphagnum. 
Den  tørre  Lynghede  har  lidt  Grimmia,  Dicranmn  og  Hylocomia; 
lidt  Empetrum  findes  ogsaa.  Endvidere  saas  noget  Cladonia  ran- 
giferina  og  af  andre  Indblandingsarter  Luzula  multif,ora,  Carex 
hinervis  og  Anthoxanthum.  Euphrasiæ  sés  ikke  i  Heden,  ej  heller 
Erica  cinerea  eller  Vaccinia^ . 

Hvorpaa  den  Forskellighed  beror,  som  der  er  mellem  den 
shetlandske,  vestnorske  —  og  vi  tør  vist  tilføje  den  skotske  —  Hede 
paa  den  ene  Side  og  den  færøske  paa  den  anden,  lader  sig  næppe 
afgøre  med  Vished.  Ganske  vist  er  det  færøske  Klima  om  mulig 
endnu  mere  extremt  insulært  end  de  andre  nævnte  Landes,  men  For- 
skellen er  kun  ringe.  En  Faktor,  der  muligvis  er  af  større  Betyd- 
ning, er  det  geologiske  Underlag.  I  Vest-Norge  og  paa  Shetland  er 
dette  for  de  her  behandlede  Egnes  Vedkommende  Urbjærg  og  saa- 
ledes  ogsaa  mangesteds  i  Skotland  (cfr.  Smith' s  og  Lewis's 
citerede  Arbejder),  medens  det  paa  Færøerne  er  Basalt. 

At  dog  dette  alene  ikke  er  det  afgørende,  sés  af,  at  der  i  Syd- 
Island  er  veludviklet  Galluna-Hede  (cfr.  Ostenfeld  1899,  pp.  247—249 
og  Jonsson  1905,  p.  43);  men  her  er  Klimaet  mindre  insulært  og 
i  alt  Fald  Vinteren  adskillig  haardere  end  paa  Færøerne.  Frem- 
hæves kan  ogsaa.  at  det  regnfulde  Klima  og  Jordbundens  Art 
bevirker  en  høj  Grad  af  Fugtighed  baade  i  Luften  og  Jorden,  og 
at  dette  sikkerlig  spiller  en  Rolle  som  medvirkende  Aarsag  til  den 
færøske  Hedes  blandede  Karakter. 

Hedens  Optræden   og  Forekomst   gør  absolut  det  Indtryk  paa 

6 


—  82  — 

Iagttageren,  at  den  er  en  Formation,  som  ikke  befinder  sig  rigtig 
vel  paa  Færøerne  og  derfor  er  kræsen  og  fordringsfuld.  Det,  den 
fordrer,  er  nogenlunde  tør  Bund  og  Sol,  og  begge  Dele  er  sjældne 
Varer.  Vi  træffer  den  især  i  de  sydligere,  lavere  Dele  af  de  større 
Øer,  nemlig  Østerø  og  Strømø,  og  endvidere  i  Egnen  mellem  Sand  og 
Skopen  paa  Sandø.  Forøvrigt  kommer  der  mindre  Pletter  af  Hede 
frem  paa  de  fleste  af  Øerne,  hvor  Dalene  er  nogenlunde  brede, 
saaledes  at  de  lavere  Dele  af  de  sydexponerede  Nordsider  faar 
rigelig  Sol  og  er  nogenlunde  tørre.  Særdeles  lidt  Hede  er  der  paa 
Syderø,  hvor  jeg  kun  i  Trangisvaagdalen  saa  en  nogenlunde  typisk 


9 

Ste^ 

•  ■  '■■  \xm, 

^BSstsB^s^S 

^"^^^^^p^^ 

^l^f^lpv 

W^^^ 

"5v-*-  ■  :.\ 

■  .^14  - 

*-    ^^i^-  ---^  -'^^  -^.-^ 

- 

"-  '^^  ■ 

••-■føs«Bik,.  -  - 

_        :,»_ 

•-er- 

■^?*-V    -V^^-Æ 

^*^^. 

Fig.  15.    Bølgeformet  Hedestrækning  ved  Sand  paa  Sandø,  i  Baggrunden  Sands- 

vatn.    Talrige  likenklædte  Klippeblokke  og  Sten  rager  op  af  Plantetæppet. 

(Efter  Botany  of  the  Færoes  I.) 


Hedeplet.  Paa  Fuglø  var  der  —  saavidt  jeg  har  set  —  slet  ingen 
Hede;  jeg  fandt  kun  nogle  faa  Buske  af  Calluna  paa  et  Par 
Klippeafsatser  og  saa  slet  ikke  Erica.  C.  Jensen  omtaler  (1897, 
p.  182  og  190),  at  paa  Myggenæs  og  Store  Dimon  saa  han  ingen 
Hede,  „men  Betingelserne  for  Lynghede  manglede  ogsaa  ganske". 

Den  Form  af  Lynghede,  der  findes  paa  Færøerne,  bør  kaldes 
Galluna-Erica-cinerea  Hede  til  Adskillelse  fra  den  fugtige 
Hede,  som  Warming  og  andre  danske  Forfattere  har  kaldt  „Gal- 
luna-Erica-Hede" ;  denne  sidste  er  betydelig  renere  Lynghede  og 
afviger  bl.  a.  ogsaa  ved,  at  det  er  Erica  tetralix,  og  ikke  E.  cinerea, 
som  optræder. 

Imellem  Lyngbuskene  findes  der  i  den  færøske  Hede  en  Mængde 


—  83  — 

Urter  og  Græsser,  ja  til  Tider  kan  disse  laa  Overvægt  i  den  Grad, 
at  man  ikke  længere  har  Ret  til  a(  tale  om  Lynghede;  vi  kommer 
derved  paa  den  ene  Side  over  i  den  næste  Formation,  Græs  lien. 
Paa  den  anden  Side  gaar  Heden  som  ovenfor  nævnt  (p.  72)  jævnt 
over  i  Eedekæret,  og  endelig  er  der  Overgange  fra  Hede  til  Fjæld- 
mark  og  til  Grimmiahede,  hvilken  sidste  Formation  træder  i  Stedet 
for  den  paa  Fjældplateauerne;  Lyngheden  forekommer  nemlig  kun 
i  de  lavere  Egne. 

Nogle  Exempler  vil  give  en  Forstaaelse  af  den  færøske  Hedes 
Art  og  Udseende: 

1.  Langs  Siderne  af  Trangisvaagel vens  nedre  Lob,  Syderø. 
Her  er  ret  plane  Partier,  dannede  af  det  af  Elven  medførte  Materiale  (Grus)  og 
ikke  videre  tørveagtige;  disse  Partier  er  delvis  næsten  ren  Cailun a- Hede, 
hvis  Lyngbuske  er  lave  og  tarvelige.  Af  Indblandingsplanter  noteredes:  Anthox- 
anthum,  Succisa,  Potentilla  erecta,  Luzula  multiflora,  Festuca  ovina  vivipara. 
Scirpus  cæspitosus.  Nardus,  Empetrum,  Thyrnus,  noget  Grimmia  hypnoides. 
Vegetationen  her  er  relativ  ung,  og  Forholdene  er  lidet  stabile  paa  Grund  af 
Elven. 

2.  Rundhellernes  Sider,  Terrænet  nord  for  Torshavn  (sam- 
menlign Expl.  3,  p.  76).  Calluna  toneangivende,  dernæst  Empetrum;  Indblan- 
dingsarter:  Erica  cinerea.  Thymus,  Galium  saxatile,  Potentilla  erecta,  Plantago 
maritima,  Anthoxanthura.  Festuca  ovina,  Leontodon  autumnale,  Polygala  ser- 
pyllacea,  Viola  Riviniana,  Luzula  multiflora,  Hypericum  pulchrum.  Agrostis  vul- 
garis  og  stolonifera.  Brunella,  lidt  Nardus,  Juncus  squarrosus,  Viola  palustris, 
Pinguicula;  af  Mosser  Grimmia  hypnoides,  Hypna  og  Thyidium. 

3.  Ha  ugen  ved  Viderejde,  Vid  er  o.  Den  sydexponerede,  kun  svagt 
skraanende  nedre  Del  af  Nordsiden;  bølgeformet-tuet  Terræn,  i  hvis  Lavninger 
og  Render  Tørvejorden  paa  Grund  af  et  ufuldstændigt  Plantedække  (Campylopus 
atrovirens,  Garex  flava,  Narthecium,  Scirpus  cæspitosus  o.  fl.)  titter  frem. 
Tuerne  er  klædte  med  Hede  af  Calluna,  Empetrum  og  Erica  cinerea,  hvor- 
imellem findes:  Nardus,  Juncus  squarrosus,  Potentilla  erecta,  Anthoxanthuin, 
Garex  panicea,  Brunella,  Festuca  ovina  vivipara,  Luzula  multiflora,  Selaginella, 
Gerastium  vulgare,  Polygala  serpyllacea,  Euphrasia  sp..  Agrostis  vulgaris  og 
Leontodon. 

4.  Lien  langs  Bordøvigs  Nordside  ude  ved  Skaarene,  Bordø. 
Nedenfor  100  M.  er  Lien  helt  lyngklædt,  navnlig  med  Calluna,  men  ogsaa  Erica 
og  lidt  Empetrum.  Paa  Terrassen  ovenfor  (c.  140  M.)  er  Lyngtæppet  meget 
blandet  med  Scirpus  cæspitosus,  Nardus  og  Juncus  squarrosus  samt  Grimmia 
hypnoides:  paa  næste  Terrasse  (c.  MO  M.)  er  Calluna  underordnet  og  Erica 
næsten  forsvunden,  medens  Nardus  og  Grimmia  er  stærkt  tiltagne,  og  paa  tredje 
Terrasse  (c. 300  M.)  optræder  den  sædvanhge  Overgangsformation  mellem  Grimmia- 
heden  og  Hedekæret,  Lyngplanterne  er  borte. 

5.  Terrænet  ovenfor  Næs  Præstegaard,  Østero.  Overfladefor- 
holdene ligner  meget  dem  nord  for  Torshavn  (se  Expl.  2).  Calluna  og  Erica 
dominerer  paa  de  tørrere  Steder,  medens  Lavningerne  er  bevoxede  med  Kær- 
vegetation. 

6* 


—  84  — 

6.  Lavlandet  mellem  Midvaag  og  Sørvaags vatn-,  Vaagø.  For- 
holdene lig  foregaaende  Exempel.  Tuerne  er  klædte  med  Callnna,  lidt  Erica 
og  Scirpus  cæspitosus  o.  fl. 

7.  Lien  i  c.  200  M.'s  Højde  paa  Vestsiden  af  Skaalefj  ords- 
dalen,  Østerø.  Efter  C.Jensen  (1897,  p.  208)  dannes  Hovedmassen  af 
Fanerogamvegetationen  af  Vaccinium  myrtillus,  V.  uliginosum,  Gornus  suecica, 
Galluna,  Empetrum,  Eriophorum  polystachyum.  Potentilla  erecta,  Narthecium, 
Nardus,  Rumex  acetosa,  Anthoxanthum,  Juncus  squarrosus  og  Scirpus  cæspito- 
sus; de  vigtigste  Mosser  var  Polytrichum  commune  og  alpinum,  Grimmia  hyp- 
noides,  Hylocomium  parietinuni,  H.  proliferum  og  H.  loreum,  Plagiothecium  un- 
dulatum,  samt  Uiplophyllum  alhicans,  Frullania  tamarisci  o.  a.  Levermosser.  — 
Dette  Exempel  fra  Jensens  Afhandling  er  medtaget  dels  for  at  vise,  hvilke  Mosser 
der  findes  i  hedeagtigt  Terræn,  dels  for  at  pege  paa  Vaccinierne. 

Af  Exemplerne  vil  det  frenigaa,  at  de  Dværgbuske,  der  danner 
den  færøske  Hede,  er  først  og  fremmest  Calluna  og  dernæst 
Empetrum  og  Erica  cinerea ;  til  de  mere  underordnede,  men  dog 
karakteristiske  Bestanddele  kan  regnes  Vaccinium  myrtillus,  V.  uligi- 
nosum (sjælden);  Thymus  serpylliim  og  Juniperus  (meget  sjælden). 
Af  karakteristiske  Urter  vil  jeg  nævne:  Potentilla  erecta,  Cornus 
suecica,  Hypericum  pulchrum,  Viola  Riviniana,  Polygala  serpyllacea 
og  Galium  saxatile.  Blandt  græslignende  Arter  hører  følgende 
hjemme  her :  Carex  binervis  (til  Dels)^  AntJioxanthum,  Festuca  ovina 
vivipara,  Luzula  multiflora  o.  fl.  Undervegetationen  i  Heden  bestaar 
af  en  talrig  Mængde  Mosser,  saaledes  Grimmia  hypnoides,  Hyloco- 
mia.  Stereodon  ericetorum.,  TJiyidium  tamariscifolium ,  Isothecium 
tenuinerve,  Dicranum  scoparium,  Polytrichum  alpinum  og  P.  commune, 
endvidere  Diplophyllum  alhicans,  Ptilidium  ciliare  og  Frullania 
tamarisci.  Derimod  er  Likenerne  af  meget  underordnet  Betydning; 
selvfølgelig  findes  der  Cladonia  rangiferina  i  de  fleste  Hedepartier, 
men  næsten  altid  kun  som  meget  underordnet  Bestanddel;  ogsaa 
andre  Cladonia-Årter  og  Cetraria  islandica,  foruden  mindre  iøjne- 
faldende Arter,  forkommer  i  ringe  Mængde. 

De  egentlige  Lyngbuskes  Bygning  og  Biologi  er  velkendt  fra 
Warming's  og  andre  Forskeres  Undersøgelser.  Erica  cinerea 
staar  i  Skudbygning  nærmere  Calluna  end  sin  Slægtning  Erica 
tetralix.  Frugtsætningen  er  for  Calluna's  og  vist  ogsaa  for  Erica's 
Vedkommende  ret  upaaklagelig;  derimod  er  den  mindre  god  hos 
Empetrum  og  ringe  hos  Vaccinierne,  samt  hos  Cornus  suecica  (sé 
foran,  p.  42). 

Alle  Hedens  Blomsterplanter  (Rhinanthéerne  undtagne)  er  fler- 
aarige,  men  forøvrigt  forskellige  i  deres  Skudbygning.  Stavnsbundne 
er  af  de  nævnte  Arter  Potentilla  erecta.   Viola  Riviniana,  Juniperus, 


i 


—  85  — 

Carex  hinervis,  Festuca  ovina,  Anthoxanthmn  og  Luzida  multifiora  '). 
Paa  Overgangen  mellem  stavnsbundne  Arter  og  Arter  med  over- 
jordiske Vandreskiul  stiller  jeg  de  Arter,  der  har  nedliggende, 
undertiden  rodslaaende  Skud,  nemlig  Calluna,  Erica,  Empetrum, 
Thymus,  Polygala  serpyllacea  og  Galium  saxatile;  Rækkefølgen  skal 
omtrentlig  svare  til  den  tiltagende  Hyppighed  af  Birodsudviklingen. 
Endelig  har  de  to  Vaccinier  og  Conms  snecica  underjordiske 
Vandreskud. 

Hvad  Blomstringsforholdene  angaar,  da  træfifer  vi  i  Lyngheden 
den  naturlige  Formation,  hvis  Arter  —  for  Færøernes  Vedkommende 
—  er  mest  tilpassede  til  Insektbestøvning.  Vindbestøvere  og  de  lavere 
Former  for  Insektbestøvning  (aabne,  oftest  gule  Blomster)  er  i 
afgjort  Minoritet;  i  Korrelation  til  Øernes  Insektfattigdom  staar  vel 
derfor  ogsaa  den  ringe  Frugtsætning  hos  flere  af  de  nævnte  Arter. 

Ovenfor  blev  det  nævnt,  at  man  kunde  træffe  en  Vegetation, 
hvori  Hedens  underordnede  Bestanddele,  dens  Urter  og  Græsser, 
havde  Overhaand  over  Lyngbuskene,  og  at  denne  Vegetation  maatte 
betragtes  som  en  Overgang  til  Græsli;  den  staar  i  Virkeligheden 
midt  imellem  Hede  og  Græsli  og  kunde  maaske  betragtes  som  et 
særskilt  Plantesamfund,  idet  den  i  én  Henseende  staar  nærmere 
Heden,  nemlig  ved  sin  i  alt  Fald  delvis  moragtige  Bund,  medens 
Græslien  ellers  har  muldet  Bund.  Da  imidlertid  de  optrædende  Arter 
er  omtrent  de  samme  som  i  Græslien,  er  det  bekvemmere  og  ogsaa 
mere  berettiget  at  bruge  dem  som  Adskillelsesmærker  fremfor 
Jordbundens  Beskaffenhed.  Men  denne  Usikkerhed  i  Valget  af, 
hvor  Grænsen  skal  trækkes,  giver  et  tydeligt  Begreb  om,  hvor 
jævne  Overgangene  er. 

i.    Græsliformationen. 

Ved  Græsli  forstaar  jeg  en  Planteformation,  hvis  Karakterplanter 
er  Graminéer,  og  som  træffes  paa  middelfugtig  Bund  og  oftest 
har  skraanende  Overflade;  hyppigst  er  Jorden  muldet;  men,  som 
lige  nævnt,  kan  den  være  mere  eller  mindre  moragtig. 

H.  Jonsson  har  i  sine  Vegetationsskildringer  fra  Island  be- 
handlet denne  Formation  og  dens  nærmeste  Slægtninge  ret  udførlig, 
og  hans  Skildringer   harmonerer  godt   med,   hvad   der  findes   paa 

^)  Hypericum  pulchrum  synes  at  være  stavnsbunden,  men  dog  med  svag  Ud- 
vikling af  underjordiske  Vandreskud;  den  fortjener  nærmere  Undersøgelse 
i  Naturen.  Jeg  har  uden  afgørende  Resultat  undersøgt  talrige  Herbarie- 
exemplarer. 


—  86  — 

Færøerne;  særlig  den  sydislandske  Græsli  (Jonsson  1905,  p.  36 — 40) 
har  øjensynlig  omtrent  samme  Sammensætning  som  den  færøske.  At 
de  10  af  ham  som  dominerende  opførte  Arter  er  Agrostis  vulgaris, 
Anthoxanthum,  Festuca  oviiia,  Brunella  vulgaris,  og  Leontodon  ogsaa 
karakteristiske  for  den  færøske  Græsli,  og  de  øvrige  5  forekommer 
der  ogsaa,  omend  Trifolium  repens,  Geranium  silvaticum  og  Poa 
alpina  paa  Færøerne  ikke  særlig  hører  til  i  denne  Formation. 

Vi  træffer  paa  Færøerne  Græslien  paa  lignende  Steder  som 
Island,  d.  v.  s.  paa  den  nedre  og  mellemste,  samt  sjældnere  paa  den 
øverste  Del  af  Fjældenes  Skraaninger,  naar  Forholdene  er  saadanne, 
at  Vandet  kan  løbe  hurtig  bort  (altsaa  en  ret  stejl  Skraaning),  og 
at  Jordbunden  er  stabil  og  ikke  ødelægges  for  ofte  af  nedstyrtende 
Jord-  og  Klippemasser.  Derimod  har  Expositionen  ikke  saa  meget 
at  sige;  i  de  lavere  Egne  vil  der  ved  Sydexposition,  som  oftere 
berørt,  dannes  Hede,  med  mindre  Hældningen  er  altfor  stejl;  lidt 
højere  til  V^ejrs  træffes  Græslien  hyppig  baade  med  sydlig  og  nordlig 
Exposition.  I  Almindelighed  er  Græslien  stærkt  ødelagt  af  Faarene, 
der  her  finder  deres  lækreste  Føde;  derfor  er  dens  Overflade  oftest 
forsynet  med  talrige  smalle  Stier,  der  løber  parallelt  med  Dalbunden 
og  paa  Afstand  giver  Lien  et  rillet  Udseende^).  Vel  ingen  For- 
mation paa  Færøerne  har  i  den  Grad  lidt  ved  det  store  Faarehold 
som  Græslien,  og  Undersøgelsen  af  dens  Flora  er  i  høj  Grad 
besværliggjort  ved  den  tætte  Klipning  eller  Afgræsning.  I  sin 
naturlige  Tilstand  byder  Lien  (og  den  frodige  Hammer)  de  bedste 
Livskaar  for  Plantevæxten,  og  uden  Tvivl  har  man,  før  Øerne  blev 
beboede,  her  kunnet  finde  de  fleste  af  Færøernes  kælnere  Arter, 
som  nu  alene  har  fundet  et  Fristed  paa  gunstig  beliggende  Hamre, 
for  saa  vidt  som  de  ikke  er  blevne  udryddede. 

Foruden  denne  egentlige  Græsli  paa  skraanénde  Bund  finder 
man  hist  og  her  en  Graminévegetation  af  omtrent  samme  Karakter, 
men  paa  plan  Bund.  Betingelsen  for  Fremkomsten  af  en  saadan 
Graminé-Eng  er,  at  Jordbunden  til  Trods  for  den  plane  Overflade 
er  middelfugtig  og  med  let  Afløb  for  Vand,  saaledes  at  den  ikke 
bliver  sur.  Paa  Grund  af  Færøernes  kuperede  Terræn  er  det 
naturligt,  at  denne  Betingelse  forholdsvis  sjældent  kan  opfyldes,  og 
derfor    er    de    flade    Græsenge    ret    sjældne;    de    forekonnner    dog 


^)  Maaske  er  det  de  samme  Dannelser,  som  Jonsson  (1.  c.  p.  30)  omtaler  som 
-Rvnker". 


-  87  — 

undertiden   ved  Elv-  og   Søbredder,   og  vi  skal   i   det   efterfølgende 
nævne  et  Par  Exempler  herpaa. 

Der  findes  Græsli   paa  alle   Øerne,    men   i    forskellig   Grad   af 
Hyppighed,    de   nordlige   Dele   af  Vaagø,    Strømø   og   Østerø  samt 


:m 

J 

Fig   15.    Hammerdannelser  paa  Stigafjæld  paa  Strømø; 

forneden  og  imellem  de  to  nederste  Hamre  sés  ret  stejle  Græslier. 

(Efter  Botany  of  the  Færoes  I.) 

■  Nordreøerne    er    saa    stejle,    at    Græslien    er   mindre    udbredt,    og 

I  tillige   er  Klimaet  her  barskere;   paa   Syderø  derimod   er   Græslien 

I  meget   udbredt,  ja  i   den  Grad,  at  Øen  gør  et  mere  grønt  Indtryk, 

I  naar  man  ser  den  fra  Havet,  end  de  andre  Øer. 

k 


—  88  — 

Følgende  Exempler  fra  mine  Optegnelser  kan  tjene  til  Oplys- 
ning om  Græsliernes  Sammensætning: 

1.  Punthavn  paa  Trangis vaagfjordens  Sydside,  Syderø.  Svagt 
bølgeformet  Strækning,  hvis  højere  Partier  indtages  af  følgende  Graminéforma- 
tion:  Carex  binervis,  Anthoxanthum  og  Folentilla  erecfa  dominerende;  desuden 
noteredes:  Luzula  multiflora,  Galium  saxatile,  Agrostis  stolonifera,  Festuca  ovina 
vivipara,  Carex  Goodenoughii,  Nardus,  Orchis  maculatus,  Cornus  suecica,  Vac- 
cinium  myrtillus,  Carex  pilulifera,  Polygala  serpyllacea,  o.  fl. 

±  Holm  i  Søen  i  Vatnsdal,  Syderø.  Høj,  frodig  Vegetation  (sé  p.  28). 
Carex  binervis,  Luzula  silxmtica  og  Eriophorum  polystachymn  Karakterplantei'; 
desuden  noteredes:  Potentilla  erecta,  Succisa,  Nardus,  Anthoxanthum,  Euphrasia 
scotica,  B'estuca  ovina  vivipara.  Agrostis  stolonifera,  Polygala  serpyllacea,  o.  fl. 
I  Bunden  et  frodigt  Mostæppe  af  Polytrichum  commune,  Hylocomium  loreum 
o.  11.  Arter. 

3.  Ved  Ørerenge,  Strømø.  Ved  Elvens  Udløb  i  Fjordbunden  ligger 
der  en  stor  Kærstrækning,  udenfor  hvilken  der  er  et  Bælte  af  Graminéeng,  hvis 
Karakterplanter  er:  Agrosfis  vulgaris,  Trifoliuni  repens  og  Bellis,  med  følgende 
Indblandingsarter :  Sagina  procumbens,  Leontodon,  Ranunculus  acer,  Plantago 
lanceolata,  Euphrasia  borealis,  Cerastium  vulgare,  Anthoxanthum,  Brunella,  Suc- 
cisa, Taraxacum  sp.,  Rumex  acetosa  og  Luzula  multiflora. 

4.  Dalbunden  nedenfor  Skællingfjæld,  mellem  Leinumvatn 
og  Ører  enge,  Strømø.  Det  meste  af  Dalbunden  indtages  af  Kær  og  Hede- 
kær (sé  Expl.  3,  p.  79);  men  Partiet  ved  Dalbundens  Vandskel  (c.  100  M.  o.  H.)  er 
mosrige  Graminéenge,  hvis  Karakterplante  er  Agrostis  imlgaris.  løvrigt  note- 
redes Trifolium  repens,  Festuca  ovina  vivipara,  Luzula  silvatica  (uden  Blomst), 
L.  multiflora,  Potentilla  erecta,  Galium  saxatile,  Euphrasia  scotica,  BeUis,  Leon- 
todon, Brunella,  Thymus,  Ranunculus  acer,  Veronica  officinalis,  Anthoxanthum, 
Festuca  rubra  og  Cerastium  vulgare. 

5.  Svagt  skraanende  Parti  af  Nolsø;  c.  260  M.  o.  H. ;  nordlig 
Exposition.  Græsli  med  Agrostis  vulgaris  som  Karakterplante:  almindelig  er 
Anthoxanthum,  Galium  saxatile  og  Thymus;  spredte  Rumex  acetosa,  Viola  pa- 
lustris,  Luzula  multiflora,  Festuca  rubra  og  F.  ovina  vivipara,  Potentilla  erecta, 
Ranunculus  acer,  Cerastium  vulgare,  Euphrasia  sp.  Rig  Undervegetation  af 
Mosser,  især  Hylocomium  squarrosum  og  H.  proliferum  samt  Polytrichum  al- 
pin um. 

6.  Skraaning  paa  Malinsfjæld,  Viderø;  c.  600  M.  o.  H.;  meget 
blomsterrig  Græsli  (Urteli)  med  Mosser,  navnlig  Philonotis  fontana,  i  Bunden, 
dannet  omkring  et  udtørret  Bækleje.  Hyppigst  er  Silene  acaulis  og  Alchimilla 
filicaulis,  endvidere  iagttoges  Alchimilla  alpina,  Cerastium  vulgare,  Saxifraga 
hypnoides,  Epilobium  alsinifolium,  E.  anagalidifolium,  Sibbaldia,  Sagina  pro- 
cumbens, Sedum  vilosum,  Thalictrum,  Cerastium  Edmondstonii,  Agrostis  vulgaris, 
Festuca  rubra,  Veronica  serpylJifolia,  Anthoxanthum,  Thymus  o.  fl. 

7.  Skraaning  paa  Højefjæld,  Viderø;  c.  40:)  M.  o.  H. ;  nordøsthg 
Exposition.  Græsli  dannet  af  Agrostis  vulgaris,  Nardns  og  Anthoxanthum  med 
rigelig  Bundvegetation  af  Hylocomia  o.  a.  Mosser.  Indblandingsarter  er:  Poten- 
tilla erecta.  Viola  Riviniana,  Viola  palustris,  Blechnum,  Luzula  silvatica,  Alchi- 
milla alpina,  Sibbaldia  o.  fl. 

8.  Ritebjærgs  Skraaning,  Vaago.  Ovenfor  de  fugtigere  Partier  med 
Kær  og  Hedekær  er  der  Græsli    lige  til  Toppen,   i   alt   Fald   paa   den   Side,   der 


-sa- 
vender mod  Sørvaagsvatn.     Pletvis  er  Nardus  den  dominerende  Art  og  pletvis 
Agrostis  vulgaris,  Anthoxanthum  eller  Festuca  ovina  vivipara.  — 

Græslier  omtales  i  C.  Jensen's  Rejseberetning,  1897,  p.  183  (Gjoverbcln), 
p.  189  (Store  Dimon)  og  p.  190  (Sunnbø),  samt  p.  209  (Skaalefjorddalens  Skraaning). 

De  for  Græslien  karakteristiske  Græsser  og  græslignende  Planter 
er  Anthoxanthum^  Agrostis  vulgaris  (til  Dels  Agrostis  stolonifera), 
Festuca  ovina  vivipara^  Carex  hinervis,  C.  pilulifera,  Luzula  nmlti- 
flora  og  til  Dels  L.  silvatica.  Næsten  alle  disse  Arter  er  Tuegræsser, 
hvad  der  er  i  god  Overensstemmelse  med  den  faste  Jordbund,  der 
ikke  er  videre  gunstig  for  Udløbere '). 

Af  de  talrige  og  meget  vexlende  „blomstrende"  Urter,  der 
findes  paa  Græslierne,  er  følgende  de  hyppigste:  Bellis,  Trifolium 
repens^  Brunella,  Cerastium  vulgare,  Viola  Riviniana,  Leontodon, 
Polygala  serpyllacea,  P.  vulgaris  Ballii,  Fotentilla  erecta,  Euphrasiæ, 
Thymus,  Ranunculus  acer  og  Sagina  procumhens.  Ogsaa  her  er  de 
stavnsbundne  Arter  i  stor  Majoritet,  men  der  findes  dog  nogle 
[Trifolium  repens,  Sagina  procumhens)  med  overjordiske  Vandre- 
skud.  Alle  disse  Urter  bibringer  Græslien  en  Rigdom  paa  Farver, 
der  dog  —  paa  Grund  af  den  ovenfor  nævnte  systematiske  Afgræs- 
ning —  ikke  er  saa  stor,  som  man  skulde  vente  sig. 

Frugtsætningen  er,  for  saa  vidt  Blomsterne  faar  Fred  til  at 
udvikle  sig,  for  de  flestes  Vedkommende  upaaklagelig.  De  fleste  al 
Blomsterne  er  ret  aabne  og  maa  kunne  bestøves  af  Fluer,  men 
enkelte  som  Thymus,  Brunella  og  Trifolium  repens  (mon  dennes 
Frugtsætning  er  god?)  kræver  mere  langsnablede  Insekter. 

Det  vil  ses,  at  en  stor  Del  af  de  nævnte  Urter  er  de  samme 
som  i  Heden,  og  dette  er  i  endnu  højere  Grad  Tilfældet  med 
Mosserne.  Disse  spiller  en  stor  Rolle  i  denne  Formation,  især 
Hylocomia;  meget  almindelige  og  talrig  optrædende  er  endvidere: 
Polytrichum  alpinum,  P.  commune,  Dicranum  scoparium,  Thyidium 
tamariscifolium,  Grimmia  hypnoides,  Stereodon  ericetorum,  Cteni- 
dium  molluscum,  ^Isotheciuni  tenuinerve  og  Amblystegium  aduncum, 
samt  af  Levermosser  Diplophyllum  albicans,  Frullania  tamarisci  og 
Nardia  scalaris.  Likenerne  er  meget  underordnede,  ikke  sjældent 
træffes  dog  Peltigera  canina. 

De  Former,  hvorunder  Græslien  optræder,  er  ikke  lidet  for- 
skellige;   de  ovenanførte  Exempler  vil  give   et  Indtryk  heraf.     Saa- 


\ 


^)  Dog  har  ^(/rostis-Arterne  Udløbere,  hos  A.  stolonifera  overjordiske  og  hos 
A.  vulgaris  underjordiske;  men  hos  den  mest  almindelige  Art,  A.  vulgaris, 
er  de  dog  af  ret  underordnet  Betydning. 


—  90  — 

ledes  kan  som  særlig  Association  udsondres  Garex-binervis- 
L  LIZ  Lila-sil  vatica -Associationen,  der  staar  meget  nær  den 
færøske  Lynghede  og  paa  den  anden  Side  nær  Hammervegetationen, 
som  skildres  nedenfor;  denne  Association  er  den,  der  har  mest 
moragtig  Bund,  og  til  hvilken  der  ovenfor  (p.  85)  hentydes.  Endvidere 
kan  naturligvis  de  Græslier,  som  findes  højere  til  Fjælds,  udsondres 
fra  de  lavere  Egnes,  da  flere  Arter  ikke  gaar  saa  højt  over  Havet 
og  andre  Arter  kommer  til;  der  kan  saaledes  tales  om  en  alpin 
Græsli- Association.  Og  endelig  kan  den  Association,  som  jeg 
betragter  som  den  typiske  Græsli:  Anthoxanthum-Agrostis- 
vulga ris-Associationen,  optræde  i  to  forskellige  Facies,  efter- 
som det  ene  eller  det  andet  Karaktergræs  dominerer. 

j — m.    Klippernes  Vegetation. 

Med  Græslien  forlader  vi  de  subalpine  Formationer  af  højere 
Planter,  der  danner  et  uafbj'udt  Dække  over  Jordbunden,  og  gaar 
over  til  at  behandle  dem,  hvor  den  nøgne  Bund,  enten  fast  Klippe, 
løse  Sten  eller  Grus,  træder  frem  mellem  Vegetationens  Bestanddele, 
løvrigt  er  de  Formationer,  der  hører  ind  under  denne  Kategori, 
vidt  forskellige  og  falder  i  to  Hovedafdelinger:  Klippevegeta- 
tionen og  Fjæld marken.  B^'or  den  førstes  Vedkommende  beror 
det  ufuldstændige  Plantedække  paa  de  ugunstige  edafiske  Forhold, 
idet  nemlig  de  højere  Planter  ikke  er  i  Stand  til  at  fæste  sig  paa 
den  nøgne  Klippe,  men  nødvendigvis  kræver  nogen  Løsjord  for  at 
kunne  leve,  enten  det  saa  bliver  i  en  Klippespalte  eller  paa  en 
Klippeafsats.  I  Fjældmarken  er  det  derimod  mere  de  ublide  kli- 
matiske Kaar,  især  Vind,  som  er  Skyld  i,  at  kun  faa,  særlig  haard- 
føre  og  tilpassede  Arter  kan  friste  Livet  dér. 

Om  begge  disse  Plantesamfund,  saavel  som  om  Græslien, 
gælder  det ,  at  de  forekommer  baade  i  de  lavere  Egne  og  til 
Fjælds;  de  passer  for  saa  vidt  ikke  ind  under  den  Hoved- 
afdeling, hvori  vi  befinder  os:  subalpine  Formationer.  Naar  jeg 
alligevel  har  behandlet  Græslien  her  og  ligeledes  vil  behandle 
Klippevegetationen,  da  ligger  det  deri,  at  disse  Samfund  er  rigeligst 
og  bedst  udviklede  i  de  lavere  Egne,  og  at  deres  Udseende  højere 
til  Fjælds  ikke  er  væsentlig  afvigende,  men  kan  betragtes  som  blot 
en  Depauperation  af  de  lavere  Egnes  Type.  Hovedgrunden  til  denne 
store  Overensstemmelse  er  at  søge  i,  at  de  ydre  Kaar,  især  hvad  Lyset 
og  dermed  følgende  Insolations-Varme  angaar,  paa  Grund  af  disse 
Plantesamfunds  Forekomst  paa  skraanende  Bund   er  temmelig  ens, 


—  91  — 

selv  om  Højden  over  Havet  er  forskellig;  thi  det,  der  her  er  det 
afgørende,  er  Stedets  Exposition  og  ikke  dets  Højde. 

Med  Fjældmarken  er  det  anderledes;  det  er  en  alpin  Forma- 
tion, som  paa  Færøerne  sjældnere  forekommer  i  de  lavere  Egne; 
den  har  ret  udpræget  sit  Hjem  paa  Fjældenes  flade  Plateauer  og 
er  altid  tilstode  dér,  enten  vi  befinder  os  paa  de  lavere  Plateauer 
(2—300  M.  o.  H.)  eller  paa  de  højeste  Fjælde  (7—800  M.);  det  er 
derfor  naturligt  at  vente  med  Behandlingen  af  denne  Formation 
til  næste  Hovedafdeling  og  ikke  føi-st  her  omtale  de  faa  og  lidet 
typiske  Fjældmarker  i  de  lavere  Egne  og  saa  senere  komme  tilbage 
til  samme  Samfund  igen. 

Klippe  vegetationen  er  et  Begreb,  som  omfatter  flere  for- 
skellige Formationer,  der  danner  en  kontinuerlig  Række  fra  den 
næsten  kun  Liken-klædte  lodrette  Klippevæg  til  den  frodige  Gjov, 
hvis  Afsatser  i  den  Grad  bugner  af  Vegetation,  at  „Græstørven" 
hænger  udover  Kanten  og  naar  ned  til  den  næste  Afsats.  En 
særlig  Formation  af  Klippevegetation,  Strandklippeformationen,  er 
behandlet  foran  (p.  58). 

Som  karakteristisk  for  Klippevegetationens  Livskaar^)  er  at 
fremhæve,  at  de  Planter,  der  lever  paa  Klipperne,  maa  kunne  taale 
en  meget  betydelig  Variation  i  Temperatur  og  tillige  være  mod- 
standsdygtige overfor  periodisk  Udtørring.  Hvad  Temperaturen 
angaar,  da  er  det  jo  en  Følge  af  Klippens  Konfiguration,  at  Insola- 
tionen  ofte  kommer  til  at  virke  meget  stærkt,  nemlig  naar  Sol- 
straalerne  træffer  den  skraanende  Overflade  med  en  Vinkel,  der  er 
90°  eller  nær  derved.  Dette  vil  kunne  indtræffe  paa  sydexponerede 
Klippesider.  Paa  den  anden  Side  vil  nordexponerede  Klippevægge  slet 
ikke  træffes  direkte  af  Sollysets  Straaler,  men  kun  modtage  diffust  Lys. 
Det  er  derfor  naturligt,  at  Klippevegetationen  i  endnu  højere  Grad  end 
Græslien  er  forskellig  efter  Stedets  Exposition.  Dette  gentagne  Gange 
berørte  Forhold  med  Expositionens  Betydning  for  Vegetationen  er 
fremhævet  af  næsten  alle  Forfattere,  som  har  skrevet  om  de  nord- 
lige Egnes  Plantesamfund  (Warming  1888,  Hartz  1895,  Rosen- 
vinge 1897,  Kjellman,  Gunnar  Andersson  1900,  Kihlman, 
Vester  gren  1902,  Hesselman  1905,  o.  fl.),  og  det  er  for  Fær- 
øernes Vedkommende  fremhævet  af  G.  Jensen  (1897,  p.  165,  192 
o.fl.  Steder)  og  af  mig  (Ostenfeld  1901,  p.  27,  33,  35  o.  fl.  Steder). 

Ogsaa  den  meget  varierende  Vandtilførsel   staar  i  nær  Forbin- 

1)  Cfr.  E.  Warming:  1895,  pp.  18-2— 185,  og  Alb.  Nilsson,  1899,  p.  93  o.  flg. 


—  92  — 

delse  med  Insolationen.  Paa  Sydskraaningerne  vil  Solvarmen  hurtig 
faa  Vandindholdet  i  Jorden  sat  betydelig  ned,  og  naar  der  ikke 
stadig  er  ny  Tilførsel,  hvad  der  ofte  vil  være  umuligt  paa  frem- 
springende Klippepartier  (fraset  Regn),  vil  Jorden  til  Tider  kunne 
blive  meget  tør,  og  de  paa  saadanne  Pladser  voxende  Planter  maa 
følgelig  være  tilpassede  til  at  kunne  udholde  en  periodisk  Udtørring. 
Nordskraaninger  derimod  vil  i  et  Land  som  Færøerne  altid  være  i 
Besiddelse  af  en  ikke  ringe  Jordbundsfugtighed. 

Men  forøvrigt  er  der  stor  Forskel  paa  hver  enkelt  Klippespaltes 
eller  Klippeafsats's  Vandrigdom,  varierende  efter  Løsjordens  Mængde, 
Tilløbsforholdene  o.  a.  lokale  Aarsager. 

Medens  det  for  de  foregaaende  Plantesamfunds  Vedkommende 
har  været  Mosser  og  Blomsterplanter,  særlig  de  sidste,  som  har 
dannet  den  integrerende  Del  af  Plantedækket,  maa  vi  for  Klippernes 
Vedkommende  medtage  Likenerne  og  delvis  Algerne.  Desværre  er 
mine  Kundskaber  om  disse  Planter,  ligesom  om  Mosserne,  meget 
fragmentariske,  og  mine  Optegnelser  faa  og  ufyldestgørende,  saa- 
ledes  at  den  følgende  Fremstilling  bliver  ufuldstændig  og  man- 
gelfuld. 

Naar  man  vil  vinde  lidt  Oversigt  over  Klippevegetationens 
Elementer,  maa  man  først  gøre  sig  klart,  at  den  Vegetation,  man 
ser  paa  en  Klippeafsats,  -Skraaning  eller  -Væg,  omfatter  Planter 
levende  under  vidt  forskellige  Kaar.  Der  er  Likener,  Alger  og 
Mosser,  som  er  fæstede  til  den  nøgne  Klippes  Overflade 
(Schimper's  Lithofyter),  og  der  er  Mosser  og  Blomsterplanter, 
som  voxer  i  Revner  eller  paa  Afsatsernes  Overflade,  med 
andre  Ord  paa  Steder,  hvor  der  har  samlet  sig  Løsjord,  dannet  af 
Klippens  Forvitringsprodukter  og  formuldede  Planterester. 

1  (j).  Den  nøgne  Klippes  Plantevæxt,  den  egentlige 
Lit  hofytfor  mation,  bestaar  udelukkende  af  Kryptogamer,  hoved- 
sagelig af  en  Mængde  Likener,  hvortil  knyttes  nogle  Mosser  og 
—  især  paa  Steder,  hvor  Vandet  risler  ned  over  Klippevæggen  — 
nogle  Alger.  „De  sorte  Striber",  som  saa  hyppig  sés  paa  Fær- 
øernes Klipper,  er  dannede  af  forskellige  Alger,  bl.  a.  Stigonema- 
Arter,  som  er  mere  eller  mindre  likeniserede.  Ogsaa  Mosserne 
ynder  for  de  flestes  Vedkommende  de  Steder  paa  Klippen,  hvor 
Vandtilførslen  ikke  er  altfor  ringe ;  men  forøvrigt  optager  disse  saa- 
vel  som  Likenerne  Hovedmængden  af  deres  Vand  fra  Luften. 

Likenerne  danner  et  næsten  fuldstændigt  Overtræk  over  Klip- 
pen, et  Overtræk,  hvis  Farve  gaar  fra  næsten  sort  til  næsten  hvidt 


93  — 


og  som  oftest  spiller  i  alle  mulige  Nuancer  af  Graat.  Skorpelike- 
kenerne  er  de  mest  udbredte,  især  Slægterne  Lecanora  (L.  tartarea, 
L.  atra  o.  a),  Lecidea,  Placodium  og  Squamaria  {S.  gelida)  og 
Buellia ;  men  ogsaa  bladformede  Likener  er  blandt  Lithofytvegeta- 
tionens  Karakterplanter ;  almindelige  er  saaledes  Farmelia  saxatilis, 
Xanthoria  parietina  aureola  og  Gyrophora  {cylindrica).  —  De  liyp- 
pigste  lithofile  Mosser  er  Andreæa  petrophila  og  Grimmia -kvier 
{G.  fascicularis,   G.  acicularis,    G.  heterosticha ,   G.  apocarpa  o.  fl.); 


Fig.  17.    Et  Parti  af  Kirkebørejn  paa  Strømø;  den  faste  Klippe  træder  her  frem 

næsten  overalt  og  er  dækket  af  en  typisk  Lithofytvegetation,  mest  Likener. 

(Efter  Foto.  af  Forf.) 


men  en  stor  Mængde  andre  Arter  kommer  ogsaa  lil,  især  paa 
fritliggende  Sten  og  i  Ur,  hvor  Livskaarene  er  bedre  (Planterne 
mere  beskyttede). 

Som  karakteristiske  for  fritliggende  Sten  skal  blot  nævnes 
Antitrichia  curtipendula  og  Isothecium  myosuroides,  samt  den  sjældne 
Hedivigia  albicans^)  —  Af  Alger  er  der  kun  Grund  til  at  standse 


')  C.  Jensen  har  velvilligst  givet  mig  følgende  fuldstændige  Liste  over  Mos 
Lithofyter  paa  Færøerne: 


FruUania  fragilifolia 

—  Jackii 
Lejeunea  calcarea 
Radula  commutata 
Porella  Thuja 

—  rivularis 


Hygrobiella  laxifolia 
Metzgeria  furcata 
Pottia  crinita 
Blindia  acuta 

Weissia  maritima  (Strandklipper) 
—    americana 


—  94  — 

ved  Trentepohlia  anrea,  som  er  hyppig  paa  Klippevægge,  hvor 
Lyset  er  ringe  (i  Grotter  og  Sprækker). 

Lithofytvegetationen  er  meget  udbredt  paa  Færøerne,  da  det 
nøgne  Fjæld  saa  overordentlig  hyppig  træder  frem,  først  og  frem- 
mest som  mere  eller  mindre  stejle  Klippevægge,  men  desuden  ogsaa 
som  ret  flade  Partier  paa  Fjældplateauerne,  hvor  Vinden  har  fjærnet 
de  løse  Forvitringsprodukter  (sé  Fig.  17).  I  al  Almindelighed  kan 
det  siges,  at  den  er  særdeles  frodig  udviklet,  hvad  der  uden  Tvivl 
staar  i  Sammenhæng  med  den  store  Luftfugtighed,  den  stadige  og 
rigelige  Nedbør  og  den  forholdsvis  ringe  Insolation. 

2(k— m).  Klippevegetation  af  højere  Planter  (Ghomo- 
f  y  t  e r).  De  Planter,  der  voxer  i  Klipperevner,  kalder  A.  F.  W.  S ch i  m  - 
per  (1898,  p.  193)  for  Chasmofyter.  Max  Oettli  (1905),  der  i 
Schweiz  har  studeret  Klippevegetationens  Økologi,  sammenfatter 
Chasmofyterne  og  Klippeafsatsernes  Planter  under  Begrebet  Cho- 
mofyter,  der  modstilles  Lithofyterne  (1.  c.  p.  13),  Begge  disse 
Kategorier  tilsammen  kalder  han  igen  Klippeplanter  eller  Petro- 
fyter,  der  karakteriseres  som  „alle  de  paa  Klippevægge  eller  Blokke 
voxende  Planter,  der  er  i  Stand  til,  som  de  første  af  deres  Slags, 
at  bebo  Klippen,  og  som  i  Udbredelse  eller  Bygning  viser  en  mere 
eller  mindre  udpræget  Afhængighed  af  Klippen  som  Underlag." 
G  homo  fy  terne  definerer  han  som  de  Petrofyter,  „der  kun  kan 
voxe  paa  den  Klippebund,  hvor  der  har  samlet  sigDetri- 
tus,  enten  det  saa  er  i  Spalter  eller  paa  Klippeover- 
flad en".  Da  hans  Betragtninger  over  Klippebundens  Ejendomme- 
ligheder som  Voxeplads  har  Gyldighed  ud  over  det  af  ham  undersøgte 

Orthotrichum  rupestre  Grimmia  alpicola  v.  rivularis 

Zygodon  viridissimus  v.  rupestris  Andreæa  petrophila 

Glyphomitrium  [)olyphyl]um  Hypnum  rusciforme 

—  Daviesii  —     viride 
Grimmia  fascicularis  Lesquereuxia  patens 

—  hetevosticha  Isothecium  myosuroides 

—  affinis  —     viviparum 

—  acicularis  Heterocladiuin  heteropterum 

—  trichophylla  Stereodon  resupinatum 

—  pulvinata  Porotrichum  alopecurum 

—  fuualis  Fontinalis  antipyretica  \      (Vand- 

—  torquata  —     gracilis  /  lithofyter) 

—  maritima  (Strandklippei)  Antitrichia  curtipendula 

—  apocavpa  Hedwigia  albicans. 

—  gracilis 


—  05  — 

Omraade,  vil  jeg  her  nævne  nogle  af  de  vigtigste,  som  jeg  dog 
sammenstiller  paa  en  noget  modificeret  Maade:  1)  Paa  Grund  af 
Klippens  Fasthed  vil  der  altid  være  nøgne  Pletter,  idet  kun  Afsatser 
og  Revner  med  Løsjord  kan  huse  Blomsterplanter.  2)  Enhver 
enkelt  Plads  har  sin  særegne  Jordfugtighedsgrad;  man  kan  saaledes 
f.  Ex.  ved  Siden  af  en  meget  fugtig  Spalte  finde  en  ganske  tør. 
3)  Klippens  Stejlhed  bevirker,  at  Ødelæggelse  af  Rødder  eller 
anden  Beskadigelse  ofte  forekommer  —  i  det  hele,  at  Voxepladsen 
ofte  er  lidet  stabil.  4)  Paa  Grund  af  Klippens  Stejlhed  kan  klima- 
tiske Faktorer  virke  særlig  stærkt :  Vind,  Lys,  Varme  (Expositionens 
store  Betydning)  og  Kulde  (ingen  Snedækning).  5)  Endelig  er  Klippe- 
planterne i  Følge  deres  Voxeplads's  Utilgængelighed  beskyttede  mod 
Afgræsning,  mod  Nedti-ampning,  men  paa  den  anden  Side  afskaarne 
fra  at  blive  gødede  (herfra  maa  dog  undtages  Fuglebjærge,  sé 
senere). 

De  her  nævnte  og  andre  Faktorer  paatrykker  naturligvis  de 
ægte  Klippeplanter  et  vist  Præg;  vi  vil  saaledes  fmde,  at  de  gærne 
har  dybtgaaende  og  kraftige  Rødder,  at  Stavnsbundethed  er  almin- 
delig, at  der  er  mange  Sukkulenter,  og  at  Individerne  ofte  over- 
rasker ved  deres  Kraft  og  Højde.  Men  paa  den  anden  Side  er  de 
ydre  Kaar  for  Klippeplanterne  saa  lokalt  forskellige,  at  Ghomofyterne 
slet  ikke  kan  danne  en  naturlig  Enhed  i  samme  Stil  som  Planterne 
i  en  Hede,  et  Kær  o.  s.  v. 

Særlig  bør  fremhæves,  at  den  af  alle  Faktorer,  der  virker 
stærkest  og  først  og  fremmest  betinger  Forekomsten  af  de  forskellige 
Plantesamfund  —  forudsat  samme  geo-  og  topografiske  Beliggen- 
hed — ,  nemlig  Vandet,  er  saa  uhyre  variabel  i  Klippevegetationen, 
Det  vil  derfor  være  naturligst  at  forsøge  at  gruppere  de  forskellige 
Klippesamfund  efter  Vandrigdommen  i  Bunden,  ligesom  jeg  har  gjort 
ved  de  andre  Samfund :  men  der  er  hertil  at  sige,  at  det  for  Klippernes 
Vedkommende  er  meget  vanskeligere,  da  saa  forskellig  Vandmængde 
kan  optræde  Side  om  Side.  Klager  man  over,  at  et  kuperet  Land- 
skab som  det  færøske  er  lidet  oversigtligt,  fordi  Formationerne 
atter  og  atter  afløser  hverandre,  saa  gælder  denne  Klage  i  endnu 
højere  Grad  Klippevegetationen,  der  kan  sammenlignes  med  en 
broget  Mosaikindlægning  i  en  ensartet  Grundmasse  (det  faste  Fjæld). 

Nogle  Inddelinger  kan  imidlertid  gøres,  og  det  ligger  da  lige 
for,  at  benytte  dem,  der  har  Navne  hos  Befolkningen.  Disse 
Benævnelser  er  imidlertid  udelukkende  dannede  efter  de  topografiske 
Forhold,    saa    det   er   ikke   altid,   at   de  passer   paa   de   botaniske; 


96  — 


men  til  en  vis  Grad  kan  de  dog  bruges.  De  stejle  Klippevægge 
er  i  Almindelighed  sammensatte  af  skiftevis  lodrette  og  vandrette 
eller  skraa  Stykker,  saaledes  at  deres  Kontur  sét  fra  Siden  bliver 
en    Zigzaglinie;    denne    Form    skyldes    deres    geologiske    Bygning: 


Fig.  18.     Gjoven  ved  Veslnianhavn;   i   Bunden  løse  Klippeblokke,  hvorunder  et 

lille  Vandløb  .skjuler  sig;   begge   Sider  frodig  planteklædte;   til  højre   sés  Blade 

af  Angelica.     (Efter  Botany  of  the  Færoes  I.) 


Basaltlag  paa  Basaltlag.  De  fremspringende  Partier  kaldes  „Hamre", 
og  ovenpaa  en  saadan  Hammer  er  der  samlet  en  større  eller  mindre 
Mængde  Løsjord;  er  der  forholdsvis  lidt,  bliver  Hamrens  Over- 
flade ret  plan:  en  Klippeafsats;  er  der  derimod  megen  Jord,  bliver 
Overfladen  skraanende:   en  „Brække",   en  lille  Li  (sé  Fig.  16),  og  i 


—  97  — 

de  nedre  Dele  af  Fjældene  er  denne  Udvikling  gærne  naaet  saa 
vidt,  at  den  lodrette  Klippevæg  er  helt  dækket,  og  vi  har  faaet  en 
jævnt  skraanende  Fjældside,  en  større  Li.  Klippevegetationen  hører 
hjemme  paa  den  lodrette  Fjældside  med  dens  Revner  og  smaa 
Afsatser;  de  andre  Former  har  saa  megen  Løsjord,  at  der  har 
indfundet  sig  andre  Plantesamfund.  Det  vil  nu  let  forstaas,  at  der 
paa  en  Klippeafsats  med  nogen  Løsjord  og  gunstige  Fugtigheds- og 
Insolationsforhold  kan  blive  en  Voxeplads  som  har  endnu  flere 
Fordele  for  Planterne  end  Græslien  (sammenlign  p.  86),  en  „Driv- 
bænk" saa  at  sige. 

Der  er  en  anden  særlig  Klippedannelse,  der  har  Navn  i  Folke- 
sproget; det  er  Gjov.  Ved  en  Gjov  (sé  Fig.  18)  forstaas  en  stor 
Klippespalte  eller  Revne,  ofte  af  en  betydelig  Længde ;  den  er  gærne 
saa  stor,  at  Mennesker  kan  færdes  i  den,  og  ofte  løber  der  i  dens 
Bund  en  lille  Elv,  dannet  af  det  nedsivende  Vand.  Gjovens  Sider 
er  at  betragte  som  to  Hamre,  der  er  stillede  tæt  op  mod  og  paral- 
lelt med  hinanden;  det,  der  er  særegent  for  dem,  er,  at  de  netop 
ved  denne  Stilling  forhindrer  en  for  stærk  Insolation  og  en  for  stærk 
Udtørring;  de  byder  derfor  paa  særlig  gunstige  Kaar  for  Vegetationen. 
I  Virkeligheden  er  ogsaa  Hamre  og  Gjove  de  Steder  paa  Fær- 
øerne, hvor  Vegetationen  naar  sin  yppigste  Udvikling.  Her  maa  dog 
ikke  glemmes  den  tidligere  pointerede  og  ogsaa  af  Oettli  (sé  p.  95) 
nævnte  Fordel,  disse  Steder  har,  nemlig  deres  Utilgængelighed  for 
Afgræsning. 

Fra  et  botanisk  Standpunkt  kan  vi  tage  Hamre  og  Gjove  under 
ét  og  maa  drage  Adskillelsesmærkerne  efter  Lys,  Exposition  og 
Fugtighed.  Vi  faar  da  1)  en  mørk  og  fugtig  Hammer  eller  Gjovside, 
2)  en  fugtig,  nordexponeret,  3)  en  middelfugtig,  ofte  sydexponeret  ^) 
og  endelig  4)  en  tør,  sydexponeret.  Den  middelfugtige,  gunstig  expo- 
nerede  Hammer  eller  Gjovside  vil ,  som  rimeligt  er,  huse  den 
frodigste  Vegetation  og  den  fugtige  nordexponerede  vil  være  karak- 
teriseret ved  sin  Rigdom  paa  Mosser,  endelig  vil  den  tørre,  syd- 
exponerede  og  den  mørke,  fugtige  være  hinandens  Mosætninger;  paa 
den  første  af  dem  vil  der  trives  de  mest  typiske  Klippeplanter  med 
stærkt  udtalt  Xerofy t-Præg ;  medens  den  sidste  vil  være  Skjulested 
for  nogle  Mosser,  nogle  Luftalger  og  nogle  faa  Blomsterplanter. 

1)  Vi  begynder  med  den   mørke  og  fugtige  Gjov  og  tager 


^)  Naar  Expositionen  er  mere  østlig  eller  vestlig,  vil  lokale  Forhold  være 
afgørende  for  Fugtighedsgraden  og  dermed  for  Vegetationen  (cfr.  G.  Jensen, 
1897,  p.  192,  og  Ostenfeld  1901,  p.  33). 

7 


—  98  — 

som  Exempel  følgende  Notitser  fra  min  Dagbog:  „En  lille,  meget 
vaad  og  ret  mørk  Gjov  med  nordlig  Exposition,  Kvan- 
hauge ns  Sydside,  Syderø.  Rigeligt,  nedsivende  Vand.  Inderst 
voxer  kun  Mosser,  dernæst  kæmpemæssige,  ranglede  Exemplarer  af 
Cochlearia  offcinalis,  endvidere  Epilobium  alsinifolium,  Saxifraga 
stellaris,  S.  nivalis,  S.  hypnoides  og  S.  cæspitosa,  Sedum  rhodiola,. 
Raminculus  acer,  Oxyria,  Poet  alpina  vivipara,  Festuca  ovina  vivi- 
para,  Montia  og  Stellaria  media—  alle  i  store,  langstrakte  Individer ; 
længere  ude,  hvor  der  er  mere  Lys  og  mindre  Fugtighed,  andre, 
sædvanlige  Gjov-  og  Hammerplanter".  En  Del  af  disse  Planter  er 
de  sanuue  Arter,  som  findes  i  Mostæppet  ved  Bækløb  (sé  p.  69), 
saaledes  Epilobium,  Montia  og  Saxifraga  stellaris  \  andre  er  typiske 
Klippearter  {Oxyria,  Sedum  rhodiola,  Saxifr.  nivalis,  S.  hypnoides, 
S.  cæspitosa),  og  atter  andre  er  allestedsnærværende. 

2)  Rigere  paa  Arter  er  den  fugtige,  nordexponerede 
Ham,mer  eller  Gjovside.  Ogsaa  her  spiller  Mosserne  en  stor 
Rolle ;  men  da  jeg  desværre  ingen  Prøver  har  hjembragt,  kan  jeg  ingen 
Lister  giA^e,  men  maa  henvise  til  Jensen 's  Rejseberetning.  Som 
Exempel  kan  en  nordvendende,  middelfugtig  Hammer  paa  Syd- 
siden af  Hovedalen  paa  Syderø  tjene.  Den  havde  en  meget 
rig  Mosvegetation,  i  hvilken  Blomsterplanter  og  Bregner  stod  i  stor 
Frodighed.  Hymenophyllian  var  almindelig  baade  imellem  Mosserne 
og  som  store,  næsten  rene  Puder.  De  mest  almindelige  Blomster- 
planter var  Sedum  rhodiola  og  Luzida  silvatica. 

Desuden  noteredes  følgende:  Ranunculus  acer,  Aspidium  tilix  mas  og  A. 
dilatatuni,  Athyrium  fllix  toemina,  Cystopteris,  Oxyria,  Polypodium  vulgare^ 
Anthoxanthum,  Saxifraga  stellaris,  Festuca  ovina  vivipara,  Juncus  trifidus,  Hie- 
racia  spp.,  Alchimilla  alpina,  Blechnum,  Carex  binervis  og  C.  rigida,  Taraxacum 
croceum,  Rumex  acetosa,  Angelica  silvestris,  Festuca  rubra,  Succisa  pratensis, 
Cerastium  vulgare  og  Poa  pratensis  —  ialt  19  Blomsterplanter  og  7  Bregner. 

Hertil  kan  sluttes  en  Hammer  med  nordøstlig  Expo- 
sition ved  Bordøvig  paa  Bor  dø;  den  afviger  ved  sin  noget 
gunstigere  Exposition  og  ved  sin  ringere  Fugtighed  og  nærmer  sig- 
stærkt  til  næste  Kategori. 

Den  lange  Liste  over  de  iagttagne  Arter  indeholder  følgende  Navnen 
Rumex  acetosa,  Cystopteris,  Silene  acaulis,  Luzula  silvatica,  Angelica,  Saxifraga 
stellaris,  (Jardamine  silvatica,  Sedum  rhodiola,  Festuca  rubra,  Alchimilla  alpina,. 
Thalictrum  alpinum,  Cerastium  vulgare,  Stellaria  media,  Montia.  Ranunculus  acer, 
Anthoxanthum,  Festuca  ovina  vivipara,  Hieracium  Hartzianum,  Saxifraga  cæspi- 
tosa, Poa  glauca,  Luzula  spicata,  Euphrasia  sp.,  Sagina  procumbens,  Epilobium 
palustre,  Aira  cæspitosa  alpina,  Poa  trivialis,  Aira  flexuosa,  Luzula  multiflora,. 
Juncus  triglumis,    Alectorolophus  sp.,    Armeria,    Plantago  maritima,    Epilobiuia 


—  99  — 


alsinifolium,  Thymus,  Viola  Riviniana,  Hymenophyllum,  Empetrum,  Calluna, 
Succisa,  Agrostis  stolonifeva,  Pinguicula,  Epilobium  lactifloruin ,  Polypodiuin 
vulgare,  Agrostis  vulgaris,  Aspidium  lilix  mas,  Lychnis  flos  cuculi,  Leontodou. 
Taraxacum  sp.  og  Carex  pulicaris  —  ialt  46  Blomsterplanter  og  3  Bretrner. 

3)  Som  hørende  til  de  middelfugtige,  gunstig  expone- 

rede  Hamre  og  Gjovsider  (sé  ogsaa  Fig.  19)  betragter  jeg  de  to 

bei^endteste  Gjove  paa  Færøerne,   nemlig  Gjoven  ved  Vestmanhavn 

paa  Strømø  og  den  ved  Vaag  paa  Syderø.     De  forløber  nærmest  i 

nord-sydlig  Retning,  ikke  i  øst-vestlig  og  har  følgelig  en  Vest-  og  en 


Fig.  19.    Frodig  Vegetation  {Lychnis  o.  a.)  paa  en  fugtig  Hammer  ovenfor 
Trangisvaag  paa  Syderø.     (Efter  Foto.  af  Prof.  Warming.) 

Øst-Side;  men  da  Fugtighedsforholdene  er  særdeles  gunstige,  tror 
jeg,  det  er  rettest  —  uagtet  de  ikke  er  sydexponerede  —  at  hen- 
føre dem  til  denne  Afdeling,  der  omfatter  Færøernes  frodigste 
Plantelokaliteter,  hvor  Blomsterplanter  og  Mosser  naar  deres  rigeste 
Udvikling.  De  lange  Lister  paa  Blomsterplanter  vil  give  et  Indtryk 
heraf,  som  forstærkes  ved  G.  Jensen's  Angivelser  (1897,  p.  191) 
af  Artsantallet  af  Mosser;  i  Gjoven  ved  Vaag  noterede  han  99  Arter 
eller  omtrent  en  Tredjedel  af  Færøernes  hele  Mosflora  og  i  Gjoven 
ved  Vestmanhavn  87  Arter. 


—   100  — 

Gjoven  ved  Vaag  paa  Syderø;  meget  frodig  Vegetation,  en  Bæk  løber 
i  Gjovens  Bund.  Spiræa  ulmaria,  Ranunculus  acer,  Aspidium  filix  mas,  Athy- 
rium  filix  foemina,  Gystopteris,  Polypodium  vulgare,  Hiimex  acetosa,  Festuca  rubra, 
Luzula  silvatica,  Sedum  rhodiola,  Geranium  silvaticurn.  Bellis,  Poa  pratensis, 
Angelica  silvestris,  Epilobium  alsinifolium,  E.  paluslre,  E.  montanum,  Sagina 
procumbens,  Gerastium  vulgare,  Saxifraga  hypnoides.  Hieracia  spp. '),  Anthox- 
anthum,  Holcus  lanatus,  Galtha  (i  Gjovens  Bund  i  stor  Mængde),  Alchimilla  fili- 
caulis,  Saxifraga  stellaris,  Gardamine  pratensis,  G.  silvatica,  Agrostis  vulgaris, 
Luzula  multiflora,  Potentilla  erecta,  Succisa,  Lychnis,  Plantago  lanceolata,  Festuca 
ovina  vivipara,  Oxyria,  Ranunculus  repens,  Equisetum  silvaticurn,  Rumex  dome- 
sticus,  Epilobium  angustifolium,  Rubus  saxatilis,  Aspidium  dilatatum,  Blechnuni, 
Botrycliium,  Vaccinium  myrtillus,  Hymenophyllum,  Alchimilla  alpina,  Gochlearia 
officinalis,  Linum  o.  fl.  Arter,  som  egentlig  hører  til  i  den  tilgrænsende  Vege- 
tation.    Det  er  ialt  41  Blomsterplanter  og  8  Bregner. 

Endnu  rigere  er  Gjoven  ved  Vestmanhavn  (sé  Fig.  18  og  20).  De 
almindeligste  Arter  var:  Luzula  silvatica,  Ranunculus  acer,  Rumex  acetosa, 
Saxifraga  stellaris,  Saxif.  hypnoides,  Festuca  ovina  vivipara,  Spiræa  ulmaria. 
Alchimilla  alpina,  Geranium  silvaticum,  Sedum  rhodiola,  Aspidium  filix  mas 
og  Gystopteris;  de  andre  iagttagne  Arter  var:  Angelica  silvestris,  Geum  rivale, 
Rubus  saxatilis,  Epilobium  montanum,  Hieracium  Ostenfeldii,  Gardamine  silva- 
tica, Poa  trivialis,  Garex  flacca,  Athyrium  filix  foemina,  Aspidium  dilatatum. 
Hymenophyllum,  Anthoxanthum,  Festuca  rubra,  Holcus  lanatus,  Poa  nemoralis, 
Gerastium  vulgare,  Alchimilla  filicaulis.  Viola  Riviniana,  Polypodium  vulgare, 
Epilobium  palustre,  E.  alsinifolium,  Galtha  (mest  i  Bunden),  Taraxacum  croceum, 
Aira  flexuosa,  Ranunculus  repens  (i  Bunden),  Rumex  obtusifolius  (i  Bunden), 
Oxyria,  Aira  cæspitosa  alpina,  Lychnis,  Succisa,  Alectorolophus  sp.,  Sagina  pro- 
cumbens, Plantago  maritima,  Agrostis  vulgaris,  Veronica  officinalis,  V.  serpylli- 
f'olia,  Plantago  lanceolata,  Hypericum  pulchrum,  Pinguicula,  Leontodon,  Draba 
incana,  Girsium  palustre  (i  Bunden),  Draba  hirta,  Blechnum,  Equisetum  silvati- 
cum, Vaccinium  myrtillus,  Polygala  serpyllacea  og  Brunella  (de  sidste  5  foroven 
ved  Gjovens  Rand);  i  alt  52  Blomsterplanter  og  8  Bregner. 

Aldeles  lignende  Vegetation,  men  dog  uden  et  saa  stærkt  Præg  af  Frodig- 
hed over  hver  enkelt  Art,  fandtes  i  Gjoven  ved  Selletræ  paa  Øster ø. 
Ogsaa  den  har  en  Bæk  i  Bunden;  Spalteretningen  er  omtrent  Øst— Vest,  og 
den  sydexponerede  Nordside  bærer  følgende  mange  Arter:  Luzula  silvatica, 
Blechnum,  Succisa,  Hieracium  cordifrons,  Leontodon,  Angelica,  Alchimilla  alpina, 
A.  færoensis,  Rumex  acetosa,  Epilobium  angustifolium  (i  rigelig  Mængde),  Hype- 
ricum pulchrum,  Thymus,  Alectorolophus  minor,  Festuca  ovina  vivipara,  Galluna, 
Geranium  silvaticum,  Polj'gala  vulgaris  BaUii,  Festuca  rubra,  Anthoxanthum. 
Agrostis  vulgaris,  Garex  puhcaris,  Euphrasia  scotica,  Silene  acaulis,  Epilobium 
paluslre,  Holcus  lanatus,  Ranunculus  acer,  Plantago  lanceolata,  Nardus,  Pingui- 
cula, Gerastium  vulgare,  Thalictrum,  Epilobium  alsinifolium.  Sagina  procumbens, 
Saxifraga  stellaris,  Luzula  multiflora,  Viola  Riviniana,  Linum,  Trifolium  repens, 
Poa  glauca,  Veronica  officinalis,  Luzula  spicata,  Plantago  maritima,  Taraxacum 
sp.,  Luzula  campestris,  Sedum  Rhodiola,  Polypodium  vulgare,  Potentilla  erecta, 
Aspidium  filix  mas,  Poa  pratensis,  Gystopteris,  Alectorolophus  groenlandicus. 
Spiræa  ulmaria,  Oxyria,  Aira  cæspitosa  alpina,  Draba  incana,  Brunella,  Juncus 
triglumis;  ialt  53  Blomsterplanter  og  4  Bregner. 

1)  H   færoense,  H.  peramplum. 


—  101  — 

En  Vegetation,  der  staar  de  frodige  Gjoves  meget  nær,  og  som 
først  og  fremmest  udmærker  sig  ved  sin  enorme  Individrigdom  og 
ogsaa  Artsrigdom    af  Mosser,    er  den,    som   forekommer  i   Uren. 


Fig.  20.    Et  Parti  af  den  eno  Væg  i  Gjoven  ved  Vestmanhavn; 

foroven  sés  Bregner  og  forneden  bl.  a.  Geranium  eilvaticum  og  Angelica. 

(Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 


—  \()2  — 

Ved  Ur  forstaas  jo  de  nedstyrtede,  hulter  til  bulter  liggende  Klippe- 
blokke, der  findes  ved  Foden  af  stejle  Klippevægge.  Saadanne  Ure 
byder  gode  Betingelser  for  Mosvæxt,  da  der  altid  vil  være  ret  godt 
Ly  mod  for  stærk  Insolation  imellem  Klippeblokkene.  Endvidere 
har  Uren  det  tilfælles  med  Klippevægge,  at  der  er  forholdsvis  lidt 
Løsjord,  da  den  forsvinder  i  Hullerne  mellem  Blokkene,  og  at  den 
er  ret  besværlig  tilgængelig  for  Faarene. 

Først  naar  en  Ur  er  bleven  gammel  og  har  været  bevoxet  i 
længere  Tid,  dannes  der  —  især  ved  Formuldning  af  de  store  Mos- 
|)uder  —  tilstrækkelig  Jord  til,  at  Blomsterplanterne  kan  faa  Over- 
taget og  danne  andre  Plantesamfund,  f.  Ex.  Græsli.  I  de  forud- 
gaaende  Stadier  vil  PlanteA'æxten  være  meget  lig  Gjoves  og  Hamres. 
Her  kommer  ogsaa  i  Betragtning,  at  Uren  er  lidet  stabil,  da  der 
stadig  styrter  nye  Klippeblokke  ned  og  dels  ødelægger  den  for- 
liaandenværende  Vegetation,  dels  selv  møder  frem  som  „ny  Jord". 
—  Et  Exempel  paa  en  Ur's  Vegetation  vil  vise,  hvor  lig  den  er 
Gjovenes. 

Paa  Østsiden  af  Nolsø  er  der  en  ret  storslaaet  Urdannelse 
ved  Foden  af  den  200—300  M.  høje  Bjærgmasse,  der  danner  Øens 
sydlige,  større  Halvdel  (sé  Fig.  21).  En  Del  af  denne  Ur  er  beboet 
af  Lunder,  og  Vegetationen  har  derved  faaet  et  Særpræg,  der  er 
berørt  i  det  foregaaende  og  ogsaa  vil  blive  omtalt  under  Fugle- 
bjærgenes  Vegetation.  I  den  Del  af  Uren,  hvor  Lunderne  ikke 
hækker,  er  der  et  meget  frodigt  Mostæppe,  der  efter  hjembragte 
Prøver  indeholdt  i  alt  Fald  de  nedenfor  nævnte  Arter,  og  i  dette 
Tæppe  stod  en  rig  Flora  af  højere  Planter,  af  hvilke  Oxyna, 
Rumex  acefosa  og  Festuca  ruhra  var  de  almindeligste. 

De  øvrige  noterede  Arter  var  følgende:  Poa  trivialis,  Saxifraga  cæspitosa, 
Cerastium  vulgare,  Cystopteris,  Draba  incana,  Polypodium  vulgare,  Sagina  pro- 
cumbens,  Stellaria  media,  Taraxacum  sp.,  Epilobium  alsinifolium,  E.  lactiflorum, 
E.  montanuni,  Cardarnine  silvatica,  Poa  glauca,  Agrostis  vulgaris,  Sedutn  rhodiola, 
Poa  alpina,  Veronica  serpyllifolia,  Festuca  ovina  vivipara,  Alchimilla  filicaulis, 
Poa  annua,  Euphrasia  sp.,  Veronica  officinalis  og  Cerastiuiu  tetrandrum;  ialt  25 
Blomsterj)lauter  og  'i  Bregner. 

I  de  hjembragte  Mosprøver  var  følgende  Arter  de  talrigst 
repræsenterede:  Frullania  tamarisci,  Metzgeria  furcata,  Sphagnum 
subnitens,  Polytrichum  tirnigeriiin,  Grimmia  hypnoides,  Isofhecium 
tenuinerve,  Hylocomiwn  squarrosum,  H.  triquetrum,  H.  proUferum, 
Stereodon  ericetorum. 

De  øvrige  Arter  var;  Diplophylluni  albicans,  Jungeriaannia  ijuinquedentata, 
Lejeunea  patens,    Radula  comrnutata,  Plagiochia  asjjlenioides,   Fegatella  conica; 


—  103  — 

Astrophylliun  hornuiii,  A.  Seligeri,  Glyphoinitrium  polyi)hylluni.  Weissia  mari- 
tiuia,  Polytrichum  juniperinum,  Grimmia  gracilis,  G.  fascicularis,  Hypnum  seri- 
ceum,  H.  Stockesii,  Plagiothecium  undulatum,  Isothecium  myosuroides,  I.  vivi- 
parum,  Stereodon  resupinatum,  Thyidium  tamariscifolium. 

Mosserne  viser  det  samme  som  Blomsterplanterne:  et  meget 
uensartet  og  blandet  Selskab,  og  dette  skyldes  Lokaliteternes  ujævne 
Overflade,  hvor  det  ene  Sted  er  tørt  og  varmt,  det  andet  fugtigt 
og  mørkt  o.  s.  v. 

4)  Paa  den  sidste  Type,  den  tørre,  sydexponerede 
Hammer,  har  jeg  et  Par  Exempler.    Først  vil  jeg  beskrive  Vegeta- 


Fig.  21.    Ur  paa  Østsiden  af  Nolsø.    (Efter  Botany  of  the  Færoes  I). 

tionen  paa  sydvestexponerede  Hamre  paa  Fuglø  i  c.  600 M. 
o.  H. ;  de  var  lyse  og  ret  tørre,  med  en  frodig  Vegetation  af  Blomster- 
planter, hvoriblandt  mange  højnordiske  Arter  paa  Grund  af  den 
højtliggende  Lokalitet ;  derimod  var  der  næsten  ingen  Mosser,  hverken 
hvad  Arter  eller  hidivider  angaar;  mest  fremtrædende  var  dér,  som 
overalt  paa  Færøerne,  Grimmia  hypnoides.  De  almindeligste  Blomster- 
planter var  Alchimilla  alpina^  A.  færoensis,  Oxyria,  Seclum  rho- 
diola,  Silene  acaulis,  Saxifraga  ccespitosa  og  S.  hypnoides. 

Desuden  saas:  Alchimilla  filicaulis,  A.  Wichuræ,  Gerastium  alpinum(?), 
Polygonum  viviparmii,  Salix  herbacea,  S.  glauca,  Dryas  octopetala.  Thymus. 
Papaver  radicatmn,  Aira  tlexuosa  montana,  Luzula  spicata,  Festuca  ovina  vivi- 
para,  Saxifraga  uppositifolia,  S.  nivalis,  S.  rivularis  (i  Klipperevner),  Arabis  petræn, 
Thalictrum,    Euphrasia  atrppurpurea,    Taraxacmn   croceum,    Saxifraga  stellaris, 


—  104  — 

Sagina  procumbens,  Empetrum,  Hanunculus  acer,  Draba  hirta,  Gochlearia  offici- 
nalis og  Ai'changelica  (et  enkelt  Individ);  ialt  33  Blomsterplanter. 

Disse  Hamre  var  ikke  udpræget  tørre,  og  dette,  tilligemed 
deres  alpine  Karakter,  gør  dem  noget  forskellige  fra  de  to  følgende 
Exempler,  som  jeg  betragter  som  mere  typiske  for  denne  sidste 
Kategori  af  Hamre  og  Gjove. 

Hammer  paa  Østnæs.  Sydspidsen  af  Østerø;  syd-  og  sydvestlig 
Exposition.  Blandt  de  mere  fremtrædende  Blomsterplanter  var  Luzula  silvatica, 
Sedum  rhodiola,  Plantage  maritima,  Oxyria,  Epilobinm  alsinifolium  (i  Revner), 
Alectorolophus  groenlandicus,  Hieracium  veterascens,  Polygala  vulgaris  Ballii, 
Epilobium  angustifolium ;  af  Bregner  saas  Aspidium  filix  mas,  Polypodium  vul- 
gare  og  Cystopteris,  samt  meget  sparsomt  de  kun  her  fundne  Asplenium  adian- 
tum  nigrum  og  A.  trichomanes. 

Frodig  Hammer  lige  ovenfor  Tværaa.  Syderø;  sydlig  Exposition 
(sé  Fig.  22).  Plantago  maritima,  Anthoxanthum,  Hieracia  spp.  ^),  Viola  Riviniana, 
Luzula  silvatica.  Vaccinium  myrtillus,  Calluna,  Succisa,  Galium  saxatile,  Sedum  rho- 
diola, Angehca  silvestris,  Hypericum  pulchrum,  Plantago  lanceolata,  Festuca 
rubra,  F.  ovina  vivipara,  Thymus,  Empetrum,  Taraxacum  sp.,  Polypodium  vulgare, 
Aspidium  filix  mas,  Athyrium  filix  foemina,  Ranunculus  acer,  Alchimilla  alpina, 
Potentilla  erecta,  Geranium  silvaticum,  Cerastium  vulgare,  Blechnum,  Polygala 
serpyllacea,  Draba  incana,  Veronica  officinalis,  Rumex  acetosa,  Aira  flexuosa  og 
Rubus  saxatilis  optegnedes;  ialt  29  Blomsterplanter  og  4  Bregner.  Mosserne 
var  af  forholdsvis  ringe  Betydning. 

Gennemgaar  man  lidt  nøjere  de  Arter,  som  er  opregnede  i 
alle  disse  lange  Plantelister  fra  Gjove,  Ure  og  Hamre,  vil  det  snart 
vise  sig,  at  kun  et  [forholdsvis  ringe  Antal  kan  kaldes  egentlige 
Ghomofyter.  Det  er  de  i  forskellige  Henseender  gunstige  Livs- 
betingelser, som  er  Grunden  til,  at  saa  mange  Planter,  der  egentlig 
hører  hjemme  i  andre  Plantesamfund,  ogsaa  optræder  her.  Naturlig- 
vis er  det  ikke  let  at  drage  Grænsen  for,  hvad  der  bør  regnes  som 
Ghomofyt  og  hvad  ikke;  men  et  nogenlunde  indgaaende  Kendskab 
til  de  enkelte  Arters  Voxeplads  og  Forekomst  paa  Færøerne  gør 
det  dog  muligt  at  træffe  et  Valg,  der  i  det  store  og  hele  vil  være 
i  Overensstemmelse  med  de  naturlige  Forhold. 

De  Planter,  der  paa  Færøerne  optræder  som  Ghomofyter,  idet 
de  i  deres  Forekomst  er  knyttede  til  Klipperevner  eller  Klippe- 
afsatser, kan  ordnes  i  tre  Afdelinger.  Naturligvis  optræder  disse 
Planter  i  andre  Samfund;  men  gennemgaaende  naar  de  deres 
bedste  Udvikling  paa  Klipperne;  kun  i  den  første  Afdeling  findes 
en  Del  Arter,  der  ogsaa  maa  regnes  for  karakteristiske  for  Fjæld- 
marken.     Disse    tre    Afdelinger    er    k)   de    egentlige    Klipperevners 


^)  H.  cordifrons,  H.  veterascens,  H.  subruhicundum. 


—  105  — 

Fonnation,  Chomofyter  i  strængere  Forstand,  1)  de  fugtige  og 
skyggefulde  Kløfters  Formation  og  m)  de  varme  og  solbeskinnede 
Afsatsers  Formation. 


Fig.  22.   Parti  af  en  frodig,  sj^dexponeret  Hammer  ovenfor  Tværaa  paa  Syderø; 

rig  Vegetation  med  store  Tuer  af  Ltizula  silvatica. 

(Efter  Foto.  af  Folketingsmand  O.  Effersoe.) 


—  106  — 

k.  Til  de  egentlige  Klipperevners  Formation,  den 
egentlige  Ghomofyt formation,  hører  følgende  Arter  af 
Blomsterplanter  og  Bregner'):  Sediim  rhodiola,  Oxyria  digyna, 
Armeria,  Plantag  o  maritima,  Cochlearia  officinalis  formå,  Saxifraga 
cæspitosa,  S.  opjwsitifolia,  samt  i  mindre  udpræget  Grad:  Draha 
Jiirta,  Silene  acaidis,  Alchimilla  alpina,  A.  færoensis,  Juncus  tri- 
fidns,  Poly podium  vidgare,  og  af  Græsser:  Poa  glauca  og  Festuca 
rubra;  endelig  maa  maaske  herhen  regnes  de  sjældnere  Arter  Dryas 
octopetala,  Salix  glauca  og  Papaver  radicatum.,  af  hvilke  tre  egentlig 
næppe  nogen  er  Ghomofyt  i  Lande,  hvor  den  er  almindelig. 

Fælles  for  alle  de  tokimbladede  Arter  er  en  kraftig  Pælerod, 
der  gaar  dybt  ned  i  Klippesprækkerne,  fæstner  Planten  godt  mod 
mekaniske  Angreb  og  endvidere  er  i  Stand  til  at  hente  Vand  i 
stor  Dybde,  samt  sagtens  ogsaa  er  af  Betydning  som  Reservoir  for 
Vand  og  Oplagsnæriiig.  Et  andet  Fællestræk  er,  at  næsten  alle  er 
udprægede  Xerofyter;  navnlig  er  Sukkulens  til  Stede  hos  et  stort 
Antal,  andre  har  smalle  Blade  eller  tæt  Haarklædning  [Saxif.  cæspi- 
tosa, Draba  hirta,  delvis  de  to  Alchimillæ).  De  fleste  er  Roset- 
planter,  men  derfra  gives  dog  Undtagelser,  f.  Ex.  Sediim  rhodiola, 
Saxifraga  oppositifolia.  Af  de  enkimbladede  er  Poa  glauca  et  ud- 
præget Tuegræs,  Festuca  rubra  derimod  har  underjordiske  Vandre- 
skud,  hvorved  den  bliver  i  Stand  til  at  danne  tætvævede  Græs- 
tæpper (sé  Fig.  23),  og  Juncus  trifidus  har  en  vandret,  underjordisk 
Rodstok,  hvis  Skud  dog  er  saa  kortleddede  og  tætstillede,  at 
Planten,  biologisk  sét,  er  stavnsbunden;  en  vandret  Rodstok  har 
endelig  ogsaa  Polypodium  vidgare.  Saa  vel  denne  sidste  som 
Festuca  rubra  er  Planter,  der  tillige  fmdes  i  andre  Formationer, 
navnlig  er  Festuca  rubra  en  allestedsnærværende  og  i  højeste 
Grad  foranderlig  Art;  det  vil  derfor  være  tilladeligt  at  se  bort  fra 
dem  ved  Betragtningen  af  de  egentlige  Chomofyter.  Derved  opnaas, 
at  vi  kan  sige,  at  alle  Chomofyterne  er  Tueplanter,  oftest  Roset- 
planter  og  med  lang  og  kraftig  Pælerod.  Da  disse  Planter  følgelig 
mangler  Evnen  til  at  formere  sig  ad  vegetativ  Vej,  sker  For- 
meringen udelukkende  ved  Frø,  og  i  Overensstemmelse  hermed 
er  Blomstring  og  Frøsætning  rigelig  hos  alle  de  nævnte  Arter;  de 
fleste  hører  til  de  forholdsvis  tidlig  blomstrende  Arter,  hvis  Frugt- 
sætning ogsaa  falder  paa  et  forholdsvis  tidligt  Tidspunkt.    Der  er'^) 

^)  Mosserne  maa  jeg  desværre  her  og  for  de  to  følgende  Formationers  Ved- 

k()mmende  sé  helt  bort  fra. 
-)  Hos  Alchimillerne  dannes  Frøene  apoganit. 


Fig.  23.  Klippevæg  paa  Glyversnæs  paa  Stromo.    Sedum  rhodiolu  og  Tæpper  al 

Festuca  rnbra  danner  Hovedmassen  af  Vegetationen;  paa  selve  Klippen  sés 

lyse  Likenskorper.     (Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 


-^  108  — 

ret  faa  Vindbestøvere  blandt  dem,  og  deres  Voxeplads  paa  den 
aabne  Klippevæg  er  ogsaa  ret  iøjnefaldende,  saaledes  at  de  let 
findes  af  Insekterne ;  de  fleste  er  Flueblomster,  men  der  findes  dog 
ogsaa  nogle,  der  kræver  Insekter  med  længere  Snabel  {Silene 
acaulis). 

1.    De   fugtige  og    skyggefulde    Kløfters   Formation, 
den  ombrofile  Chomofy  tformation,  bestaar  af  en  Del  Arter, 
til  hvis  Trivsel  en  ikke  ringe  Fugtighed  i  Jordbund   og   Luft,   samt 
ikke  for  stærk  Insolation  kræves.     Det  er  Arter,  der  uden  at  være 
Hydrofyter,   dog  i  deres  Bladbygning  tydelig  viser,   at  de  ikke  kan 
taale  Udtørring.    Bladene  er  nemlig  gennemgaaende   løst   byggede, 
med  afrundede  Geller  og  uden  særlig  tydelig  udviklede  Palissadeceller, 
samt  med  tynd  Overhud.     Saaledes   er  i   alt  Fald  Forholdene  hos 
de   tokimbladede  Arter  af  denne  Formation:    Cardamine  silvatica, 
CocJilearia    officmalis   formå,    Saxifraga   rivularis,     S.  stellaris    og 
S.   nivalis,    Epilohium   ladiflorum    og    E.  alsinifolium.     Nær    hertil 
slutter  sig  Bregnerne:    Athyrium  filix  foemitia,  Aspidium  filix  mas 
(til  Dels),    Asp.  dilataUim,    Cystopteris  fragilis    og    Hymenophyllum 
peltatiwi.     Hvad  de   tre   Græsser,    som   jeg    regner    hertil,    angaar, 
nemlig  Poa  nemoralis,  Aira  cæspitosa  alpina   og  storvoxne  Festuca 
ovina  vivipara,    da  gælder  det  for  de  to  sidste,    at  de  forekommer 
i  andre  Formationer   og  da  i  andre    Former;    de  i  fugtige  Kløfter 
voxende  Individer    er   forholdsvis    bredbladede,    høje,    ranglede    og 
med  stærk  Udvikling  af  det  for  begge  Arter  ejendommelige,   deres 
Pseudovivipari.    Poa  nemoralis  er  et  Skovgræs  i  vore  Egne  og 
har  en  meget  sart  Bladbygning,    Det  gælder  i  det  hele  for  de  Arter, 
der  tillige  findes  hos  os,  at  de  dér  er  Skovplanter,  saaledes  flere  af 
Bregnerne  og  Cardamine  silvatica.    Cochlearia  officinalis  er  en  meget 
plastisk  Art,  eller,  hvad  der  er  mere  rimeligt,  der  skjuler  sig  under 
dette  Navn  en  hel  Række  Elementår- Arter  i).    Den  findes  paa  Fær- 
øerne i  næsten  alle   Formationer  med  nogenlunde  aaben  Bund  og 
er  i  Udseende  yderst  forskellig  efter  sin  forskellige  Voxeplads. 

I  Skudbygningen  er  ogsaa  her  Tueformen  den  overvejende;  men 


^)  I  nogle  Aar  har  jeg  i  den  botaniske  Have  dyrket  en  hel  Række  Cochleariæ 
af  Frø  fra  forskellige  Egne,  og  hver  Form  hai-  da  i  et  Par  Generationer 
bevaret  sin  Ejendommelighed,  saaledes  at  de  for  Øjet  var  meget  lette  at 
skelne  paa  hele  deres  Habitus;  men  en  morfologisk  Beskrivelse  med  kende- 
lige og  faste  Adskillelsesmærker  syntes  yderst  vanskelig  at  forme.  Blandt 
disse  dyrkede  var  en  Form  fra  Færoernes  Strandklipper,  én  fra  Fjældmarken 
og  én  fra  den  her  behandlede  Formation,  og  de  holdt  sig  tydelig  adskilte. 


-   109  — 

adskillige  Arter,  der  særlig  træffes  i  Mostæpper,  saaledes  først  og 
fremmest  Hymenophyllum,  endvidere  de  to  Epilohia  og  Saxifmga 
stellaris,  har  dog  Vandringsevne.  Frugtsætning  og  Sporedannelse 
er  rigelig.  Blomsterne  hos  de  tokimbladede  Arter  er  aabne,  oftest 
hvide  Flueblomster,  der  udvikles  ret  tidlig  paa  Aaret  (med  Undta- 
gelse af  Epilobiernes). 

m.  De  varme,  solbeskinnede  Afsatsers  Formation, 
den  thermofile  Chomofy tformation,  bestaar  af  en  stor 
Mængde  Arter,  af  hvilke  jeg  kun  betragter  dem  som  karakteristiske, 
der  alene  paa  de  gunstig  exponerede  og  gunstig  vandede  Klippe- 
afsatser naar  deres  fulde  Udvikling,  eller  som  i  alt  Fald  dér  er 
hyppig  forekommende  og  fremtrædende,  medens  de  paa  andre 
Voxepladser  er  af  underordnet  Betydning.  Hertil  hører  de  mange 
(21)  Hieracia,  alle  af  Underslægten  Archieracium,  endvidere  Hype- 
ricum  pulchrum,  Geranimn  silvaticum,  Epilobium  angustifoliwn  og 
E,  montanum,  Pohjgala  vulgaris  Ballii,  Aledorolophus  groenlandicus, 
Euhus  saxatilis,  Angelica  silvestris,  Draha  iticana  og  Spiræa  ulma- 
ria,  samt  af  enkimbladede  Luzula  silvatica,  Carex  ftacca  og  Festuca 
rubra  planifolia.  —  De  mest  iøjnefaldende  Arter  paa  solbeskinnede 
frodige  Hamre  er  Hieracierne,  Luzula  og  Geranium  silvaticum  samt 
den  store  Festuca. 

Vi  træffer  imellem  disse  Arter  Former  med  underjordiske 
Vandreskud  (Epilobiwn  angustifolium,  Carex  flacca  og  Festuca  rubra), 
andre  med  overjordiske  Ranker  {Rubus  saxatilis);  men  de  fleste  er 
dog  stavnsbundne,  saaledes  alle  Hieracia,  Geranium  silvaticum, 
Luzula  silvatica  o.  s.  v.  Afvigende  er  den  rimeligvis  plejocykliske 
Draba  inca?ia  og  endelig  den  enaarige  Snylteplante  Alectorolopkus 
groenlandicus.  —  De  fleste  af  Arterne  har  sydlig  Udbredelse, 
hvad  der  er  i  god  Overensstemmelse  med,  at  de  paa  Færøerne  har 
opsøgt  de  varmeste  og  gunstigste  Steder.  Hos  nogle  er  Frugt- 
sætningen slet,  saaledes  hos  Epilobium  angustifolium,  der  ofte  ikke 
en  Gang  blomstrer,  endvidere  delvis  hos  Biibus  saxatilis  (sé  p.  42) ; 
men  gennemgaaende  sætter  de  dog  rigtig  godt  Frugt.  De  tokim- 
bladede er  alle  Insektbestøvere  og  nogle  med  stærkt  iøjnefaldende 
Blomster:  Geranium,  Alectorolopkus,  Polygala,  Spiræa  o.  fl.  Der 
er  baade  blaa,  rød-violette,  gule  og  hvide  Farver  repræsenterede. 
De  tilsyneladende  højest  udviklede  Insektblomster  er  dog  Hiera- 
ciernes,  om  hvilke  vi  véd,  at  de  sætter  Frugt  uden  Befrugtning  i). 

^)  Det  er  ganske  ejendommeligt,  at  der  paa  Færoerne  af  Cikoriegruppen  kun 
findes  Slægterne  Taraxacum,  Hieracium  og  Arten  Leontodon  autumnale, 
og  alene  den  sidste  er  ikke  apogam. 


—   110  — 
3.  Formationer  paa  HejQældet. 

(Alpine  Formationer.) 

Paa  Grund  af  Fjældenes  geologiske  Bygning  findes  der  næsten 
altid  en  Flade,  et  Plateau,  foroven,  og  fra  denne  Flade  falder 
Fjældet  af  mod  Havet  eller  Dalene  i  Afsatser,  saaledes  som  ovenfor 
omtalt  under  Behandlingen  af  Klippevegetationen.  Større  Afsatser 
bliver  ensbetydende  med  Flader  i  et  lavere  Niveau  end  Topplatauet^ 
medens  smaa  Afsatser  kommer  ind  under  Begreberne  Hamre  og  Lier, 

Vi  skal  her  udelukkende  beskæftige  os  med  Vegetationen  paa 
Fladerne  (Fjældplateauerne),  idet  vi  for  den  øvrige  alpine  Vegetation 
henviser  til  den  forudgaaende  Skildring  af  Græsliformationen  og 
Klippevegetationen.  Fladerne  ligger  i  en  ret  forskellig  Højde  over 
Havet:  de  laveste  i2— 300  M.  og  de  højeste  7—800  M.;  men  Vege- 
tationen er  i  det  væsentlige  den  samme,  dog  aftagende  i  Frodighed 
og  Artsrigdom  opefter. 

Klimaet  paa  Fjældet  har  vi  desværre  ingen  meteorologiske 
Data  for;  men  sikkert  er  det,  at  det  er  mere  raat  end  i  dot  lavere 
Land.  Temperaturen  er  lavere,  saaledes  at  den  kolde  Tid  varer 
længere,  og  Somren  er  mindre  varm.  Taage  er  hyppigere  og 
følgelig  er  bl.  a.  Lyset  ringere.  Endelig  virker  Stormene  med 
større  Kraft  henover  Højfjældets  Vidder.  Alt  i  alt  er  Livskaarene 
haardere  for  Planterne,  og  deraf  følger,  at  de  Arter,  der  kan  trives 
her,  er  færre  end  i  Lavlandet  og  delvis  andre. 

Den  Planteformation,  der  er  den  mest  udbredte  paa  Færøernes 
Fjældvidder,  er  Fjæl  dm  arken,  saaledes  som  den  er  karakteriseret 
først  af  Warming  (1888,  p.G8)  og  senere  i  hans  Aand  af  andre 
Skildrere  af  nordisk  Plantevæxt.  Ud  fra  denne  Formation  maa 
man  tænke  sig  de  to  andre,  frodigere,  Fjældkæret  og  Grimmia- 
heden,  dannede.  Det  vil  derfor  være  naturligst  at  tage  Fjæld- 
marken  op  til  Behandling  først  og  ikke  —  som  ved  de  subalpine 
Formationer  —  gaa  frem  efter  Vandindholdets  Mængde. 

a.  Fjældmarken. 

Fjældvidderne  er  paa  Færøerne  oftest  næsten  nøgne;  Klippe- 
massen kommer  til  Syne  for  Øjet  som  Smaaholme  i  et  Hav  af 
Grus,  dannet  ved  Erosionens  kraftige  Indvirken  paa  den  forholdsvis 
let  hen.smuldrende  Basalt.  Paa  andre  Steder  er  der  næsten  intet 
Erosionsmateriale,  men  kun  den  faste  Klippe,  der  danner  en  ujævn 
Flade.  Dette  Øde  oplives  hist  og  her  af  enkelte  Planter,  der 
frister  Livet   i   Smaafordybninger  i  Klipperne   eller   i   Læ  af  Stene.. 


—  111  — 

Det  er  nemlig  den  voldsomme  Vindbevægelse,  som  er  Hovedaarsagen 
til  Fjældviddernes  Goldhed. 

At  dette  er  Tilfældet,  ser  man  overalt  Beviser  for;  thi  saasnart 
der  er  lidt  mere  Læ  for  Blæsten,  bliver  Vegetationen  rigere  og  mere 
sammenhængende,  hovedsagelig  paa  Grnnd  af  den  i  saa  Fald  rigeligere 
Forekomst  af  Mosser,  navnlig  Grimmia  hypnoidcs  og  G.  ericoides. 
Mangesteds  ser  man,  hvorledes  disse  Planter  lister  sig  frem  Skridt 
for  Skridt  og  dækker  det  farlige,  løse  Grus  med  deres  Tæppe;  til 
Gengæld  er  der  ogsaa  nok  af  Tilfælde,  hvor  Vinden  har  faaet  fat 
i  et  Hul  i  Mostæppet  og  med  dette  som  Angrebspunkt  ligesom 
ruller  Mostæppet  op  og  fører  det  bort,  saa  Jorden  skrælles  og  blottes 
(sé  Fig.  6) ;  her  maa  Vegetationen  tage  fat  paa  bar  Bund  igen. 


Fig.  24.     Fjældvidde  ovenfor  Velbestad  paa  Slrømø.     Jordoverfladen  er  næsten 

nøgen,  gruset  og  med  spredt  liggende  Sten;  til  venstre  sés  dog  Mostæppe. 

(Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 


Denne  idelige  Kamp  og  den  dermed  følgende  Usikkerhed  i 
Livskaar  sigter  de  Planter,  som  kan  leve  under  saadanne  Forhold, 
meget  stærkt,  og  kun  de  nøjsomste  og  haardføreste  gaar  sejrrige 
ud  af  Kampen.  Det  er  derfor  kun  faa  Arter,  som  findes  i  den 
golde  Fjældmark.  Der  er  naturligvis  Likener  paa  selve  Klippen, 
saaledes  som  kortelig  nævnt  foran;  denne  Lithofyt formation 
er  især  veludviklet  paa  de  Plateauer,  hvor  det  er  den  faste  Klippe 
og  ikke  Gruset,  som  dominerer  (sé  Fig.  17).  Gruset  er  altfor 
bevægeligt  til  at  bære  nogen  Bevoxning;  uden  Tvivl  søger  stadig 
nye  Liken-Kim  af  fæste  sig  paa  Grusets  Smaasten;  men  enhver  ny 
Storm   vil  sætte  disse  i  rullende  Bevægelse  og   derved   paa  Grund 


—  112  — 

af  Gnidningen  ødelægge  Planterne;  eller  hvis  Stenene  er  lidt  større, 
saa  de  ikke  bevæges  af  Vinden,  vil  det  finere  Materiale,  som 
Stormen  fører  med  sig,  slibe  dem  rene  og  saaledes  forhindre  Frem- 
komsten af  Plantevæxt.    Derfor  er  Gruset  og  Stenene  oftest  nøgne. 

Mosserne  formaar  derimod  at  binde  Gruset,  idet  de  danner  et 
sluttet  Dække  over  det,  saa  Vinden  ikke  kan  komme  til  at  sætte 
det  i  Bevægelse,  I  Mosdækket  staar  Blomsterplanterne  spredt  som 
Søm  i  et  Tæppe,  for  at  bruge  en  Lignelse.  Ved  deres  kraftige  og 
oftest  dybt  gaaende  Rødder  virker  de  nemlig  i  høj  Grad  fæstnende 
og  styrkende  paa  Mostæppet. 

Mosser  og  Blomsterplanter  er  saa  at  sige  allierede  i  deres  fælles 
Anstrængelser  for  at  vinde  Terræn.  Antagelig  er  det  undertiden 
Tilfældet,  at  en  lille  Mostue  er  den  første  Forpost  i  det  nøgne 
Grus,  og  i  dens  Ly  formaar  Blomsterplantens  Frø  at  spire  og 
dens  unge  Kimplante  at  voxe  op;  naar  den  saa  bliver  større  og 
kraftigere,  giver  den  Hjælpen  tilbage  ved  at  danne  et  Holdepunkt 
for  Mosset  til  at  brede  sig.  Men  oftere  er  Blomsterplanten  vistnok 
den  første,  og  omkring  den  voxer  Mosset  frem  og  breder  sig. 
Hvilken  af  Delene  der  i  det  enkelte  Tilfælde  er  sket,  er  ikke  godt 
at  afgøre;  det  afhænger  for  en  Del  af  Blomsterplantens  Art.  Nogle 
Arter  er  utvivlsomt  i  Stand  til  at  være  Pionerer;  medens  der  er 
andre,  som  næppe  kan  komme  til  Udvikling  uden  i  Mostæppet; 
de  sidste,  de  mere  kælne  Arter,  er  ikke  Fjældmarksplanter  par 
excellence;  deres  Hjem  er  mere  Grimmiaheden;  men  da  ethvert 
lille  Mostæppe,  ja  enhver  lille  Mospude  egentlig  er  en  Miniatur- 
udgave  af  Grimmiaheden,  bliver  Grænsen  vanskelig  at  drage. 

Vi  skal  nu  gennemgaa  nogle  Exempler  paa  Fjældmarksforma- 
tionen  og  dens  Planter. 

1.  Skraanende,  stenet  Fjældmaik  paa  Skaalefjælds  Sydside, 
Syderø,  c.  375  M.  o.  H.;  hist  og  her  moslclædte  Smaapletter;  paa  den  aabne 
Bund  saas:  Plantago  maritima,  Thynius,  Anneria,  Saxifiaga  stellaris  (pygmæa), 
Polygonum  viviparum,  Ranunculus  acer  puniila,  Luzula  spicata,  Agiostis  canina, 
Festuca  rubra,  Arabis  petræa,  Koenigia,  Silene  acauHs,  Oxyria,  Cerastium  Ed- 
mondstonii,  Aira  cæsi)itosa  alpina. 

2.  Fjældet  ovenfor  Karagjov  ved  Kvalbø,  Syderø,  265  M.  o.  H. 
De  karaktergivend 6  Planter  i  Fjældmarken  er  Thymus,  Armeria  og  Silene  acaulis; 
endvidere  noteredes  Polygonum  viviparum,  Festuca  ovina  vivipara,  Cerastium 
Edmondstonii,  Plantago  maritima,  Arabis  petræa,  Ranunculus  acer  pumila, 
Festuca  rubra,  Luzula  spicata,  Koenigia,  Juncus  trifidus,  Alchimilla  alpina,  Tha- 
lictrum  alpinum.  Cerastium  vulgare  alpestre,  Juncus  triglumis,  Empetrum,  Viola 
Riviniana,  Alcliimilla  filicaulis  vestita,  Agrostis  vulgaris,  Nardus,  Selaginella,  Saxi- 
fraga  cæspitosa,  Aira  cæspitosa  alpina,  A.  flexuosa  montana,   Saxifraga  stellaris. 

3.  Fjældmark  ved  Klakkens  Top,  Bordø,  c.  400  M.  o.  H.  Oxyria, 
Cochlearia  officinalis  formå,  Cerastium  vulgare  alpestre,   Saxifraga  cæspitosa,  S. 


-   113  — 

nivalis,  S.  oppositifolia,  Arabis  petiæa,  Sedum  rhodiola,  Liizula  spicata.  Foa 
alpina  vivipai'a,  Cerastiuin  Ediuondstonii,  Poa  glauca,  Alciiiinilla  alpina,  Aira 
cæspitosa  alpina. 

4.  Fjældmark  paa  Fjældets  Sydskraaning,  Fuglø,  c.  olOM.  o.  H. 
Et  næsten  plant  Terræn  af  løst  Grus  og  Sten,  hist  og  her  delvis  opblæste  Grini- 
miatuer  og  enlige  Blomsterplanter  op  ad  Stenene.  Cerastium  Edmondstonii, 
Saxifraga  cæspitosa,  Arabis  petræa,  Thymus,  Luzula  spicata.  Salix  herbacea, 
Festuca  ovina  vivipara,  Silene  acaulis,  Festuca  rubra,  Koenigia,  Aira  cæspitosa 
alpina,  Poa  alpina,  P.  glauca;  desuden  i  Mostuerne:  Polygonum  viviparum,  Pin- 
guicula.  Aira  flexuosa  montana,  Galium  saxatile,  Viola  Riviniana,  Thalictrum, 
Alchimilla  alpina,  Nardus,  C4arex  rigida  o.  fl. 

5,  Malinsfjæld  paa  Viderø,  Topplateau,  c.  750  M.  o.  H.  Plant 
Terræn  med  talrige  store  Blokke  og  løst  Grus  imellem;  spredt  Fjældmarks- 
vegetation  med  Grimmiatuer  hist  og  her.  Armeria,  Cerastium  Edmondstonii, 
Empetrum,  Salix  herbacea,  Luzula  spicata,  Festuca  ovina  vivipara,  Alchimilla 
alpina.  Arabis  petræa,  Aira  tlexuosa  montana.  A.  cæspitosa  alpina,  Nardus,  Poly- 
gonum viviparum,  Arabis  petræa,  Silene  acaulis. 

ti.  Toppen  af  Højefjæld,  Bordø,  c.  650  M.  o.  H.  Gruset  (>g  stenet 
Fjældmark,  mest  „Rudemark".  Luzula  spicata,  Aira  flexuosa  montana  og  vivi- 
para, Polygonum  viviparum,  Thymus,  Silene  acaulis,  Cerastium  Edmondstonii, 
Sedum  rhodiola,  Arabis  petræa,  Koenigia;  i  Mostuerne:  Alchimilla  alpina,  Carex 
rigida,  Vaccinium  uliginosum,  Thalictrum,  Lycopodium  selago,  Armeria,  Taraxa- 
cum  sp.,  Juncus  trifidus. 

7.  Fjældet  ovenfor  Fuglefjord,  Østerø.  c.  5G0  M.  o.  H.  Jævn 
Skraaning  med  spredt  staaende  Blomsterplanter  og  opblæste  Striber  af  Grimmia 
ericoides.  Karakterplanter  i  Gruset  er  Armeria  og  Cerastium  Edmondstonii; 
endvidere  noteredes:  Koenigia,  Silene  acaulis,  Saxifraga  stellaris,  Sahx  herbacea, 
Aira  cæspitosa  alpina,  Polygonum  viviparum,  Ranunculus  glacialis.  Arabis  petræa, 
Luzula  spicata. 

8.  Toppen  a  f  R  u  n  d  h  e  1 1  e  r  n  e  nord  f  o  r  T  o  r  s  h  a  v  n  (sammenlign  [).  7() 
og  p.  83),  50  —  7  5  M.  o.  H.,  Lav  land  s  fjældmark.  Hellernes  Top  er  ofte  op- 
blæst og  gold  med  spredt  staaende  Blomsterplanter:  Agrostis  sp.,  Aira  cæspitosa 
alpina,  Koenigia,  Sagina  subulata,  Silene  acaulis,  Sedum  villosum,  Plantago 
maritima  o.  fl. 

De  Arter,  der  kommer  igen  til  Stadighed  i  Fjældmarksvegeta- 
tionen,  bliver  saaledes  følgende:  Cerastium  Edmondstonii,  Silene 
acaulis,  Armeria^  Arahis  petræa,  Cochlearia  officinalis  formå  {alpina), 
Thynms  serpyllum,  Koenigia,  Ranunculus  acer  pumila,  E.  glacialis 
(synes  at  mangle  paa  visse  Øer),  Alchimilla  alpina,  Sedum  villosum, 
Saxifraga,  stellaris  pygmæa,  S.  cæspitosa,  S.  oppositifolia,  Polygo- 
num viviparum,  Salix  herbacea,  Luzida  spicata,  Aira  cæspitosa  brevi- 
folia  og  alpina.  Agrostis  canina  (montana),  Festuca  ovina  vivipara, 
Poa  alpina  vivipara ,  P.  glauca,  endvidere  de  mindre  almindelige 
Arter:  Sagina  nivalis,  S.  subulata  (nærmest  kun  i  de  lavere  Egne), 
Juncus  biglumis,  J.  triglumis,  Luztda  arcuata  og  Saxifraga  rividaris. 

De  fleste   af  disse   Planter  er   stavnsbundne  og  for  de  tokim- 


—   114  — 

bladedes  Vedkommende  Arter  med  kraftig  og  dybtgaaende  Rod; 
de  er  saaledes  vel  egnede  til  at  modstaa  Vindens  Angreb,  baade 
det  mere  direkte:  Løsrivning,  og  det  mere  inddirekte:  Fjærnelse 
af  den  løse  Jord  omkring  Planten. 

Ogsaa  i  andre  Henseender  er  de  tilpassede  til  at  leve  under  de 
haarde  Kaar;  deres  ovei-jordiske  Dele  er  lave,  saaledes  at  de  byder 
forholdsvis  faa  Angrebspunkter  for  Vinden;  dette  giver  sig  Udtryk 
deri,  at  Fjældmarksindividerne  af  en  hel  Del  af  Arterne  afviger  fra  det 
typiske  ved  deres  pygmæagtige  Udseende;  saaledes  er  det  Tilfældet 
med  Cochlearia,  med  Ranunculus  acer,  med  Saxifraga  cæspitosa  og 


Fig.  25.    Blomstrende  Tue  af  Silene  acaulis  fra  Glyversnæs  paa  Strømø. 
(Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen). 


S.  stellaris,  samt  i  mindre  Grad  med  Armeria,  AlchimiUa  alpina, 
Luzula  spicata,  Aira  cæspitosa  alpina,  Poa  alpina  vivij^ara,  Agro- 
stis canina  og  Festuca  ovina  vivipara.  Nogle  Arter  er  Pudeplanter 
i  udpræget  Grad  (Silene  acaulis  (sé  Fig.  25),  Armeria  og  Saxifraga 
cæspitosa) ;  hos  andre  træffer  vi  en  nedliggende,  mangegrenet  Væxt, 
hvor  Grenene  danner  et  mere  eller  mindre  aabent  Netværk  oven- 
paa  eller  delvis  tilføget  af  og  begravet  i  Sandet  (Cerastium  Edniond- 
stonii,  Arahis  petræa,  Thymus  serpyllum,  Saxifraga  oppositifolia, 
samt  som  noget  afvigende  Type  Salix  herhacea).  Navnlig  denne 
sidste  Væxtform  er  ejendommelig  for  den  grusede,  løse  Jord;  den 
minder  jo  ikke  lidt  om   de   Former,   som   adskillige  Planter,    f.  Ex. 


—  115  — 

Lotus  coniicidatus  og  Viola  tricolor,  antager  i  den  levende  Klit  (sé 
Warming,  Bot.  Tids,  Bd.  21,  1897,  Fig.  7,  p.  82,  og  V.Witt  rock, 
Acta  Horti  Bergiani,  Bd.  2,  Nr.  1,  Fig.  4,  p.  45),  og  Livskaarene 
frembyder  jo  ogsaa  betydelige  Ligheder. 

Der  er  blandt  de  nævnte  Arter  ingen  med  udpræget  Vandre- 
evne  [Luzula  arcuata':'),  og  overhovedet  meget  faa  formerer  sig  ad 
vegetativ  Vej,  fraset  Pseudoviviparien.  En  Art  som  Agrostis  canina 
optræder  i  Fjældmarken  saaledes  i  en  Form,  der  er  udpræget  tuet 
og  med  faa  og  korte  Udløbere. 

Nogle  af  de  ovennævnte  Arter  med  den  mangegrenede  Væxt 
kan  dog  formere  sig  ved,  at  Grenene  slaar  Rod  og  derefter  mister 
Forbindelsen  med  Moderplanten,  f.  Ex.  Cerastium  og  Arabis  petræa. 

Formeringen  sker  imidlertid  næsten  udelukkende  ved  Frø  (eller 
Bulbiller),  og  saavel  Blomstring  som  Frugtsætning  er  i  Overens- 
stemmelse hermed  rigelig.  De  tokimbladede  Arters  Blomster  er  alle 
Insektblomster,  dog  mest  aabne  og  let  tilgængelige,  og  Selvbestøv- 
ning kan  vist  finde  Sted  hos  de  fleste;  alle  de  enkimbladede  er  Vind- 
bestøvere.  Mærkelig  er  det  forholdsvis  store  Antal  Arter  med  Bulbil- 
dannelse:  Sedunivillosum,  Polygonum  viviparum,  Festucaovina,  Aira 
cæspitosa  alpina  samt  undertiden  Aira  fiexnosa  og  Agrostis  canina. 
Ganske  enestaaende  er  den  enaarige  Koenigia  islandica;  om  For- 
aaret  (April— Maj)  ser  man  dens  smaa,  rødlige  Kimplanter  i  Mængde 
paa  ganske  bar  Bund,  hvor  der  kort  Tid  i  Forvejen  har  staaet 
Vand;  den  naar  i  den  korte  Sommer  at  sætte  Blomst  og  Frugt  i 
Mængde,  men  har  rigtignok  ogsaa  økonomiseret  paa  alle  Maader 
med  Hensyn  til  sin  vegetative  Udvikling;  den  er  sikkerlig  Selv- 
bestøver. 

b.    Fjældkæret. 

I  Fordybninger  paa  Fjældplateauerne  samles  der  naturligvis 
Vand  ved  Tilløb  fra  Omgivelserne,  og  hvis  Afløbsforholdene  ikke 
er  gunstige,  bliver  det  staaende  og  danner  en  lille  Sø  eller  et  lille 
Kær.  Det  er  dog  faa  Søer,  der  ligger  paa  Vidderne,  og  de  er  i 
Henseende  til  Vegetation  ikke  i  nogen  væsentlig  Grad  afvigende 
fra  Søerne  i  de  lavere  Egne,  blot  endnu  fattigere  end  disse ;  forøvrigt 
lindes  der  næppe  nogen  egentlig  Sø  højere  end  2 — 400  M.  o.  H. 

Kærene  derimod  er  mere  almindelige,  omend  de  kun  spiller 
en  ringe  Rolle  i  Forhold  til  de  talrige  Kær  i  Lavlandet.  De  ligner 
oftest  disse  i  høj  Grad,  og  kun  enkelte  højere  liggende  afviger  ved 
deres  Artssammensætning  lidt  fra  Lavlandets,  saaledes  som  de   er 


—  116  — 

skildrede  foran.  Vi  kan  derfor  nøjes  med  nogle  faa  Bemærkninger 
og  iøvrigt  henvise  til  denne  Skildring. 

De  mindre  vanddrukne  Kær  paa  Fjældene  stemmer  overens 
med  Hedekærene  og  danner  en  jævn  Overgang  til  Grimmiaheden 
eller  til  Overgangsformationen  mellem  Grimmiaheden  og  Hedekæret. 

Den  vigtigste  Forskel  mellem  Fjældkæret  og  de  almindelige  Kær 
er,  at  Carex  pulla  paa  nogle  af  Øerne  er  en  hyppig  Karakterplante 
for  det  første. 

Exempler  paa  Fjældkær  (Eriophorum-Garex-pulla-For- 
mation): 

1.  R  eja  f, i  æld  paa  Østerø;  flade  Strækninger  paa  c.  400  og  paa  c.  360  M. 
o.  H.,  nøgen  Klippegrund  med  Fordybninger  indtagne  af  Kærvegetation  eller 
rene  Vandpytter.  Eriophorum  jfolystachyum  og  Nardus  vexler  som  Karakter- 
planter, Carex  ijulla  er  almindelig  og  danner  undertiden  rene  Bevoxninger  i 
flade,  vaade  Fordybninger;  iøvrigt  megen  Grimmia  hypnoides  og  navnlig  mange 
store  Sphagnum-Tuer.    Undertiden  kan  Scirpus  cæspitosus  være  Karakterplante. 

2.  Skardet  ovenfor  Fuglefjord,  Østerø,  c.  475  M.  o.  H.  En 
større  flad  og  fugtig  Strækning  har  dels  en  Hedekær- Vegetation  af  Na7-diis.  Jim- 
cus  squarrosus,  Grimmia  og  pletvis  Sdrpus  cæspitosus,  dels  en  Kær- Vegetation 
af  Erio2)horwn  og  Sphagnum;  i  begge  Formationer  er  Carex  pulla  almindelig; 
den  danner  ogsaa  smaa  rene  Bevoxninger  sammen  med  Carex  Goodenoughii. 

Carex  pulla  er  en  middelstor  Star-Art  med  udpræget  Vandre- 
evne;  den  minder  i  sin  Skudbygning  og  Vandringsmaade  om  Carex 
Goodenoughii. 

Fraset  denne  ene  Art,  der  endda  kun  er  almindelig  paa  Strømø 
og  Østerø,  men  mærkelig  nok  mangler  paa  Nordreøerne,  er  Fjæld- 
kærets  Ejendommeligheder  i  Forhold  til  Lavlandets  Kær  af  negativ  Art. 
Der  er  nemlig  en  ikke  ringe  Mængde  Artei-,  som  optræder  hyppig  i 
de  almindelige  Kær,  men  som  mangler  eller  er  sjældne  i  Kærene  til 
Fjælds;  dette  gælder  dog  ikke  Kærenes  egentlige  Karakterplanter, 
men  saadanne  Arter  som  Caltha,  Narthecium^  EujjJirasia  scotica  o.  a. 

c.    Grimmiaheden  (Fjældhede). 

Den  typiske  Grimmiahede  bestaar  af  et  blødt,  graagrønt  (i  fugtig 
Tilstand  mere  gulgrønt)  Tæppe  af  Grimmia  hypnoides,  eller  sjældnere 
Grimmia  ericoides,  i  hvilket  spredte  Blomsterplanter,  andre  Mosser  og 
Likener  bryder  Ensformigheden  uden  dog  at  falde  videre  i  Øjnene. 
Saaledes  udviklet  finder  vi  Formationen  paa  de  liøjere  beliggende 
Fjældplateauer  (ikke  under  c.  400  M.  o.  H.),  naar  ellers  Betingel- 
serne for  dens  Dannelse  er  til  Stede.  De  vigtigste  af  disse  er: 
fladt  eller  svagt  skraanende  Terræn ,  ikke  for  stor  Jordbunds- 
fugtighed  og  nogenlunde  Beskyttelse  mod  Stormene. 


—   117  — 

Det  er  ikke  store  Arealer  af  Øerne,  der  indtages  af  typisk 
Grimmiahede,  og  det  af  den  simple  Grund,  at  der  ovenfor  4—500  M. 
o.  H.  ikke  er  større  Arealer,  som  passer  for  dens  Udvikling.  Den 
fmdes  dog  paa  alle  de  større  Øer,  men  bedst  udviklet  mod  Nord. 
Det  er  en  Formation,  der  synes  knyttet  til  insulært  og  køligt  Klima; 
i  Island  spiller  den  saaledes  en  meget  større  Rolle,  og  store  Partier, 
navnlig  Lavamarkerne,  er  dækkede  af  den,  saaledes  som  vi  kan 
finde  skildret  hos  Grønlund  (1884,  p.  136),  Jonsson  (1895,  p.70; 
1900,  p.  68  og  p.  85;  1905,  p.  40  og  p.  53)  og  Forf.  (Ostenfeld 
1899,  p.  245). 


Fig.  26.    Grimmiahede  paa  Skællingfjælds  Top. 
(Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 


For  Færøernes  Vedkommende  er  Grimmiaheden  i  sin  udprægede 
Form  den  lettest  kendelige  og  lettest  beskrivelige  Formation;  men 
gennem  den  nedenfor  omtalte  Overgangsformation  saavel  som  gennem 
andre  Overgange,  hvortil  er  hentydet  paa  adskillige  Steder  i  det 
foregaaende,  gaar  den  jævnt  over  i  andre  Formationer,  saaledes  at 
det  karakteristiske  ved  den  udviskes, 

Exempler  paa  Grimmiahede: 

1.  Klakken  paa  Bordø,  400  M.  o.  H.  En  langstrakt,  svagt  hældende 
Flade;  Grimmiatæppe  af  G.  hypnoides;  talrige  opblæste  Steder,  hvor  det 
nøgne  Fjældgrus  lyser  frem.  De  almindeligste  Blomsterplanter  i  Mostæppet  er 
Empetrum  og  Salix  herbacea;  ret  hyppige  er:  Polygonum  viviparum,  Thymus, 


—   118  — 

Aira  tlexuusa  montana,  Festuca  ovina  vivipara,  Silene  acaulis,  Luzula  .<picata 
og  Vaccinium  myrtillus  pygmæa;  enkeltvis  saas:  Potentilla  erecta,  Viola  Rivi- 
niana,  Galium  saxatile,  Loiseleuria  procumbens,  Festuca  lubra,  Lycopodium  se- 
lago,  Ranunculus  acer  pumila,  Nardus,  Agrostis  canina,  Alchimilla  alpina,  Luzula 
multifil ira,  Carex  rigida,  Pirola  minor  (steril),  Thalictrum  alpinum,  Saxifrag;t 
oppositifolia,  S.  hypnoides,  Taraxacum  s]).,  Eui)hrasia  sp.,  Arabis  petræa. 

2.  Fuglo,  T()i)plateauet  ((5'20  M.  o.  H.)  er  en  stor,  ret  flad  Vidde  med 
talrige  Klippeblokke  ragende  op  af  Grimmiatæppet  i) ;  Blomster])lanter  i 
ringe  Individantal,  hyppigst  Empetrum;  de  andre  noterede  Arter  var:  Carex 
rigida,  Festuca  ovina  vivipara,  Aira  flexuosa  montana,  Salix  h'erbacea,  Thymus, 
Polygonum  viviparum,  Armeria,  Juncus  triglumis  (ret  fugtig  Bund);  af  Likener 
iagttoges  Thamnolia  vermicularis.  Cornicularia  aculeata,  Sjthærophoron  fragile, 
Gladonia  sp.  og  Getraria  islandica. 

3.  Mor nefjælds  Top,  Viderø,  c.  700  M,  o.  H.  Et  langstrakt  Plateau 
med  tykt  Mostæppe  af  Grimmia  hypnoides •.  faa  og  siiarsomme  Blomsterplanter: 
Empetrum,  Salix  herbacea,  Polygonum  viviparum,  Nardus,  Alchimilla  alpina. 
Aira  flexuosa  montana,  Agrostis  canina,  Garex  rigida,  Taraxacum  sp.,  Vaccinium 
myrtillus  pygmæa,  Loiseleuria,  Thymus,  Sibbaldia  procumbens,  Gnaphalium  supi- 
num, Festuca  ovina  vivipara,  Vaccinium  uliginosmn  microphyllum,  Aira  cæspitosa 
alpina,  Alchimilla  færoensis,  Poa  alpina  vivipara,  Lycopodium  selago  og  Poten- 
tilla erecta;  af  Likener  bl.  a.  Thamnolia  vermicularis,  Getraria  islandica  og 
Gladonia  rangiferina. 

4.  Holgafjæld  i)aa  Bordø,  Skraaning  paa  c.  380M.  o.H.  Grimmia 
cricoides  er  Karakterplante,  men  Hylocomia  og  Grimmia  hypnoides  (sidstnævnte 
meget  underordnet)  er  ogsaa  tilstede.  Følgende  Blomsterplanter,  nogle  i  for- 
holdsvis rigeligt  Antal:  Polygonum  viviparum,  Vaccinium  myrtillus  pygmæa, 
Luzula  multiflora,  Festuca  ovina.  Thymus,  Ranunculus  acer,  Eui)hrasia  sp., 
Agrostis  sp.,  Viola  Riviniana,  Taraxacum  sp.,  Thalictrum,  Silene  acaulis,  Luzula 
spicata,  Empetrum,  Pirola  minor  (steril).  Nardus,  Gerastium  vulgare  alpestre, 
Rumex  acetosa  alpina,  Alchimilla  alpina,  Saxifraga  hypnoides  og  Sibbaldia. 

5.  Toppen  af  Højefjæld,  Bordø,  c.  650  M.  o.H.  Et  næsten  uafbrudt, 
tykt  Grimmiatæppe  dækker  det  nordligste  Hjørne  af  Topplateauet;  her  er  faa 
Blomsterplanter  og  i  ringe  Individantal:  Salix  herbacea,  Empetrum,  Festuca 
ovina  vivi])ara,  Aira  cæspitosa  alpina,  Garex  rigida,  Vaccinium  uliginosum  micro- 
phyllum, Thalictrum,  Lycopodium  selago,  Taraxacum  sp.,  Armeria,  Juncus  tri- 
fidus,  Alchimilla  alpina. 

6.  Rejafjæld  paa  Østerø;  Skraaningen  fra  375— 540  M.  o.H.  er  pletvis 
Grimmiahede  med  følgende  Blomsterplanter  indblandede:  Salix  herbacea,  Sib- 
baldia, Garex  rigida,  Lycopodium  selago,  Blechnum  (steril,  enkeltvis),  Rumex 
acetosa,  Anthoxanthum,  Luzula  multiflora,  Viola  Riviniana,  Juncus  squarrosus, 
Lycopodium  alpinum,  Galium  saxatile,  Festuca  rubra,  Agrostis  vulgaris,  A.  canina, 
Potentilla  erecta,  Festuca  ovina  vivipara,  Nardus.  Endvidere  noteredes  nogle 
Likener:  Gornicularia  aculeata,  Sphærophoron,  Getraria  islandica,  Gladonia  rangi- 
ferina, G.  cervicornis  og  Thamnolia. 

De  Blomsterplanter,    der   findes  i   Grinmiiaheden,    er    dels    en 

hel  Del   at  Fjældmarkens  Arter,   hvad   der  jo   efter  det  i  det  fore- 

gaaende   udviklede   er   meget  naturligt,   dels  en  Del  af  Hedens  og 


^)  Hvor  der  blot  nævnes  ^Griuimiatæppe",  menes  altid  G.  hyi)noides. 


f 


—  119  — 

Hedekærets  Arter,  nemlig  de  mest  haardføre,  og  dels  enkelte  høj- 
nordiske Arter  eller  Former  af  Arter,  særegne  for  Højfjældet,  i 
alt  Fald  paa  Færøerne.  Af  den  sidste  Kategori  kan  nævnes  Carex 
rigida,  Sihhaldia  procunibens,  Loiseleuria  procumbens,  Vaccinium 
myrtiUus  pygmæa  og  F.  uliginosum  microphyllmn,  samt  Aira  flexuosa 
montana;  herhen  hører  endvidere  flere  sjældne  Arter,  f.  Ex,  Gna- 
pJicdiuni  supinum,  Pirola  minor  (en  for  denne  Plante  højst  ejen- 
dommelig Maade  at  forekomme  paa)  og  Liizida  arcuata. 

Det  er  værd  at  lægge  Mærke  til,  at  mange  af  Grimmiahedens 
Blomsterplanter  har  Vandreskud,  vel  egnede  til  at  finde  deres  Vej  i 
Mostæppet  {Carex  rigida,  de  to  Vaccinia,  Aira  flexuosa,  Firola  mi- 
nor,  Thalicfrum  alpinum  o.  fl.)  eller  har  nedliggende,  mangegrenede 
Skud,  der  ogsaa  hreder  sig  imellem  Mosset  {Loiseleuria,  Sihhaldia, 
Empetrum,  Thymiis,  Salix  herbacea). 

De  fleste  Arter  sætter  rigelig  Blomst  og  Frugt,  men  der  er 
nogle,  som  i  højere  eller  ringere  Grad  er  henviste  til  Formering  ad 
vegetativ  Vej,  nemlig,  foruden  de  bulbilbærende  Arter,  Pirola 
minor,  og  de  to  Vaccinia  (sé  p.  42) ;  ogsaa  Empetrnni's  Frugt- 
sætning synes  indskrænket. 

Hvad  Mosserne  angaar,  da  findes  der  flere  Arter,  der  mest  hører 
hjemme  i  Grimmiaheden,  hvor  de  sartere  af  dem  skjuler  sig  i 
Grimmia  Jiypnoides'  og  G.  ericoides^  lune  Tæpper,  saaledes  Junger- 
mannia  orcadensis,  J.  Floerkii,  Gymnocyhe  turgida,  Dicranum  arc- 
ticum  o.  fl.;  men  jeg  tør  iøvrigt  ikke  gaa  nærmere  ind  paa  Behand- 
lingen af  Mosserne  og  henviser  til  G.  Jensen 's  Afhandling  (1897), 
hvor  der  f.  Ex.  p.  173  (Slattaratindur),  181  (Kleivan)  og  185  (Skælling- 
fjæld)  findes  Lister  over  Mosserne  i  Grimmiahede. 

Likenerne  optræder  ikke  i  stor  Mængde,  men  dog  er  Grimmia- 
heden og  dens  Overgangstrin  til  Hedekæret  de  Formationer,  hvor 
disse  Planter  spiller  størst  Rolle,  naturligvis  Lithofytformationen 
ikke  medregnet.  Det  er  de  større,  buskformede  Likener,  der  træder 
mest  frem:  Cladonia  rangiferina  o.  a.  Arter,  Cetraria  islandica, 
Sphærophoron  fragile,  Cornicularia  aculeata  og  Thamnolia  vermi- 
cidaris;  den  sidste  Art  er  indskrænket  til  Højfjældet  alene,  medens 
de  andre  ogsaa  er  hyppige  i  de  lavere  Egne, 

Langt  mere  udbredt  end  den  typiske  Grimmiahede  er  en  Forma- 
tion, der  danner  en  Overgang  mellem  Grimmiaheden  og 
Hedekæret;  den  er  kortelig  nævnt  paa  p.  77  og  er  i  min  Rejse- 
beretning (1901)  mange  Steder  omtalt  under  Navnet  „Grimmia- 
Nardus   Formation",      Det   er   paa   flade    eller    svagt   skraanende 


—  120  — 

Strækninger  i  200  til  400  M.  o.  H.,  at  denne  Overgangsforniation 
træffes.  Lavere  nede  er  Hedekæret  mere  typisk  med  absolut 
Overvægt  af  Blomsterplanter,  især  Nanlus,  og  højere  oppe  er  Mos- 
serne, å.\.  s.  G  rimmia' en,  den  lierskende;  det  Mellemstadium,  hvor 
de  —  om  jeg  saa  maa  sige  —  holder  hinanden  i  Ligevægt,  kalder 
jeg  „O  vergangsfor  mationen ".  I  hele  sin  Tilpasning  til  de 
ydre  Kaar  og  Afhængighed  af  dem  er  den  naturligvis  en  Mellem- 
ting mellem  Hedekæret  og  Grimmiaheden,  Jordbunden  er  mere 
„moret"  end  Grimmiahedens  mere  grusede  Bund,  uden  at  være 
fuldtud  tørveagtig  som  Hedekærets;  Vandindholdet  er  større  end 
Grimmiahedens  og  ringere  end  Hedekærets  o.  s.  v. 

Da  de  Planter,  der  giver  Tonen  an  i  Overgangsformationen,  er 
omtalte,  dels  tidligere  under  Hedekæret  og  dels  nu  under  Grimmia- 
heden, er  der  ingen  Grund  til  nærmere  at  behandle  dem  her;  de 
to  vigtigste  er  Grimmia  hypnoides  og  Nardus  strida,  men  paa 
nogle  Steder  kan  den  sidstes  to  Kolleger,  Juncus  squarrosus  og 
Scirpus  cæspitosus  træde  i  Stedet  for  den. 

Nogle  Exempler  vil  bedst  give  en  Idé  om  „Overgangsforma- 
tionen" : 

1.  Fjældvidden  mellem  Velbestad  og  Torshavn,  ved  Søerne, 
c.  200  M.  o.  H.  Grimmia  hyjmoides,  Nardus  og  Cladonia  rangiferina  domi- 
nerende: almindelige  er:  Cladonia  sp.,  Juncus  squarrosus  og  Agrostis  canina; 
indblandede :  Potentilla  erecta,  Anthoxanthum,  Empetrum,  Polygala  serpyllacea, 
Festuca  ovina  vivipara,  Garex  Goodenoughii,  Viola  Riviniana. 

2.  Fjældvidde  ovenfor  Ørdevig  paa  Syderø,  c.  200  M.  o.  H. 
Grimmia  og  Nardus  dominerende;  iøvrigt  noteredes:  Galium  saxatile,  Potentilla 
erecta,  Lycopodium  alpinum,  L.  selago,  Festuca  ovina  vivipara,  Anthoxanthum, 
Aira  flexuosa. 

3.  Bergsmunna  paa  Viderø,  Topplateau  paa  c.  360  M.  Grimmia 
og  Nardus  dominerende;  hyppige:  Lycopodium  alpinum.  Agrostis  vulgaris  og 
Dicranum  scoparium;  spredte:  Festuca  ovina  vivipara,  Aira  flexuosa,  Potentilla 
erecta,  Viola  Riviniana,  Selaginella,  Galium  saxatile,  Anthoxanthum,  Thymus, 
Viola  palustris;  enkelte:  Alchimilla  alpina,  Garex  pilulifera,  Taraxacum  sp., 
Empetrum,  Garex  rigida  og  Vaccinium  myrtillus  pygmæa;  af  Likener  bl.  a. 
Cladonia  rangiferina  og  Sphærophoron,  og  af  mere  underordnede  Mosser  Poly- 
trichum  alpinum.  Stereodon  ericetorum,  flere  Hylocomia,  Isothecium  tenuinerve, 
Ptilidium  ciliare,  Jungermannia  Floerkii  o.  fl. 

4.  Rejafjæld  paa  Østerø,  Fjældvidder  paa  300  —  350  M.  o.  H. 
Grimmia  og  Nardxis  er  dominerende;  hyppige  er:  Festuca  ovina  vivipara, 
Scirpus  cæspitosus,  Juncus  squarrosus;  iøvrigt  noteredes:  Polygala  serpyllacea, 
P(jtentilla  erecta.  Thymus,  Garex  pilulifera,  G.  flava,  Agrostis  canina,  A.  vulgaris, 
Festuca  rubra,  Empetrum,  Galium  saxatile.  Viola  palustris,  Lycopodium  alpinum, 
Galluna,  Alchimilla  alpina.  Viola  Riviniana,  Luzula  multiflora,  Gerastium  vulgare 
alpestre,  Anthoxanthum,  Thalictrum,  Leontodou  autumnale,  Taraxacum  sp. ;  af 
Likener  Gornicularia,  Sphærophoron  og  Cladonia  sp. 


131 


5.  V  a r d  e b  a k  k  e n  o  V  e n  f  o  r  Torshavn,  Topplateauet  paa  c.  300  M.  o.  H. 
Grimmia,  Nardus  og  Jnncus  squarrosus  er  dominerende;  iovrigt  noteredes: 
Potentilla  erecta,  Scirpus  cæspitosus,  Empetrum,  Carex  flava,  Festuca  ovina 
vivipara,  Sphagna  og  Cladonia  rangiferina. 

De  her  givne  Exenipler  vil  være  fuldstændig  tilstrækkelige  til 
at  vise,  at  der  i  Overgangsformationen  findes  1)  de  vidt  udbredte 
Indblandingsarter,  der  forekommer  saa  vel  i  de  lavere  Egnes  Hedekær 
som  i  Højfjældets  Grimmiahede,  2)  en  ikke  ringe  Del  af  de  Arter, 
som  fmdes  i  Hedekærene  nedenfor,  men  langtfra  alle,  og  3)  ganske 
enkelte  af  de  Arter,  der  er  specielle  for  Højfjældet. 

I  Følge  Sagens  Natur  kan  der  disputeres  om  Overgangsforma- 
tionens  Plads,  og  naar  jeg  har  valgt  at  anbringe  den  efter  Grimmia- 
heden  og  ikke  efter  Hedekæret,  da  er  Grunden  den,  at  Overgangs- 
formationens  Natur  bedst  forstaas,  naar  man  forud  er  bekendt 
med  dens  Naboer  saavel  nedadtil  som  opadtil. 


Efter  at  vi  har  gennemgaaet  alle  disse  naturlige  Formationer, 
skal  det  endnu  en  Gang  betones,  at  der  er  de  jævneste  Overgange 
mellem  dem,  og  at  Udviklingen  fra  den  éne  til  den  anden  kan 
tænkes  at  ske  ad  flere  Veje,  netop  fordi  næsten  alle  Formationerne 
er  saa  nær  beslægtede.     Et  hosstaaende  Forsøg  paa  at  anskuelig- 


Ombrofil  Chomofytform. 

A 

Egentl.  Chomofytform 

I 

V 

Termofil  Chomofytform. 

A 


Strandklippeformation 
Fjældmark 

A 

I 

Grimmiahede 


Hydrofytforma- 
tion  ved  Vandløb 


Overgangsform 


Strandengform 


Sumpform. 

-^     A 

Vandvegetation 


—  122  — 

gøre  deres  indbyrdes  Slægtskab  og  Udviklingsvejene  vil  tydelig  vise, 
i  iivor  høj  Grad  de  er  kædede  ind  i  hverandre.  Stregerne  antyder 
Slægtskabsforholdene  og  delvis  Udviklingsforholdene,  men  der  skal 
ingen  Hensyn  tages  til  Stregernes  Længde,  som  kun  er  betinget  af 
Pladsforhold.  Hvor  der  er  anbragt  Pile,  skal  dermed  antydes 
Udviklingsretningen. 

4.  Fuglebjærgenes  Vegetation. 

En  speciel  Omtale  fortjener  den  Plantevæxt,  der  findes,  hvor 
de  talløse  Kolonier  af  Søfugle:  Alkefugle  (Alcidæ),  Maager 
{Lams  tridactijlus),  Skarve  {Phalacrocorax)  og  Havheste  {Ftil- 
marus  glacialis)  hækker  i).  Fuglenes  skarpe  Exkrementer  bevirker, 
at  en  stor  Del  Plantearter  ikke  kan  voxe,  og  paa  den  anden  Side 
fremmer  den  rigelige  Mængde  af  kvælstofrige  Stoffer  visse  Arters 
Trivsel.  Det  er  saaledes  paa  en  Maade  en  Slags  Kultivering  af 
Jorden,  der  foregaar  ved  Fuglenes  Virksomhed,  og  jeg  stiller  derfor 
ogsaa  denne  Vegetation  som  den  sidste  i  Rækken  af  naturlige 
Formationer,  idet  jeg  derved  tilkendegiver,  at  den  nærmer  sig 
Kulturformationerne.  Imidlertid  maa  den  regnes  til  de  førstnævnte, 
da  Kultiveringen  blot  bestaar  i,  at  den  naturlige  Bund  noget  for- 
andrer Karakter  ved  Fuglenes  Exkrementer,  medens  der  ikke  fore- 
gaar nogen  egentlig  Behandling  af  Jorden. 

Fuglebjærgene  er  ikke  let  tilgængelige  for  Mennesker;  til  at 
færdes  i  dem  kræves  der  en  Øvelse,  som  helst  maa  være  erhvervet 
i  Barndommen  og  holdes  vedlige  op  gennem  Aarene,  saaledes  som 
det  er  velkendt  fra  talrige  Fortællinger  og  Sagn.  En  fremmed, 
der  kommer  til  Færøerne  paa  et  kort  Sommerbesøg,  er  ikke  i 
Besiddelse  deraf,  og  dette  i  Forbindelse  med,  at  den  øvrige  Vege- 
tation gav  mig  nok  at  tage  Vare  paa,  er  Skyld  i,  at  mine  Opteg- 
nelser om  Fuglebjærgene  er  meget  faa  og  ufuldstændige. 

De  fleste  af  de  kolonidannende  Søfugle  har  deres  Ynglepladser 
paa  de  ganske  smalle  „Hylder"  paa  de  lodrette  Fjælde,  der  vender 
ud  mod  Søen;  dér  sidder  de  Side  om  Side  i  enorme  Masser.  Paa 
saadanne  Steder  er  der  ikke  Tale  om  nogen  videre  Vegetation, 
der  staar  hist  og  her  en  Klippeplante,  hvor  den  har  kunnet  finde 
en  lille  Revne  at  fæstne  sig  i.  De  Planter,  der  kan  træffes  her,  er 
de  samme  som  ellers  i  Klipperevner,  særlig  i  Strandklipper  (sé  p.  58 
og  106).    Dog  er  der  én  Plante,  der  som  vildt  voxende  udelukkende 


')  Sammenlign  Afsnittet  p.  29. 


-  123  — 

træffes  i  Fuglebjærge,  nemlig  som  tidligere  (p.  20)  nævnt  Kvan 
(Archangelica  officinalis).  Denne  store,  stadselige  Skærmplante,  der 
er  et  skattet  Lækreri  for  Færingerne  og  derfor  ogsaa  dyrkes  i  sniaa 
Haver  (Kvangaarde)  ved  Husene,  er  et  Kendemærke  paa  Fugle- 
bjærge;  den  kan  voxe  paa  smaa  Klippeafsatser;  men  bedst  trives 
den  i  Uren  nedenfor  Fuglebjærgene. 

Det  er  egentlig  denne  Ur,  der  bærer  den  af  Fuglene  mest 
paavirkede  Vegetation  Det  særegne  ved  Uren  under  Fuglebjærge 
er,  at  den  næsten  altid  benyttes  som  Yngleplads  for  én  af  Alke- 
fuglene, Lunden  eller  Søpapegøjen  {Fratercula  arctica),  der 
laver  dj'be  Huler  i  den  til  sin  Rede.  En  saadan  „ Lundeur "  er 
altid  kendelig  paa  Frastand,  da  Plantevæxten  har  en  egen  blaa- 
grøn  Tone,  som  stikker  tydelig  af  mod  Vegetationens  sædvanlige 
friskgrønne  ^).  Det  er  en  særlig  Form  af  Festiica  nibra^  som  er 
Ophav  til  Farven;  denne  Plante  voxer  i  stor  Mængde  imellem 
Urens  Blokke  og  danner  et  Græstæppe,  hvis  Bund  er  et  tæt  Væv 
af  Rødder  og  Rodstokke,  en  sammenfiltret  Græstørv. 

Der  er  ovenfor  (p.  102)  givet  en  Skildring  af  Vegetationen  i  en 
Ur  paa  Nolsø's  Østside.  I  den  Del  af  samme  Ur,  der  var  beboet 
af  Lunder,  saa  Plantevæxten  adskillig  anderledes  ud.  Karakter- 
planten  var  den  nævnte  Form  af  Festuca  rubra\  desuden  var  der 
en  Del  Agrostis  vulgaris,  Enmex  acetosa,  SteUaria  media,  Sagina 
2)rocu7nbens,  Cerastiwn  vulgare  og  C.  tetrandrum  samt  Montia  rivit- 
laris;  det  er  for  største  Delen  de  samme  Arter,  der  senere  omtales 
under  Ukrudtsvegetationen;  her  er  jo  nemlig  samme  Betingelse  til 
Stede:  stærkt  gødet  Jord.  Medens  en  sædvanlig  Ur  er  Tilholdsted 
for  en  stor  Mængde  Mosser,  der  rigtig  kan  luxuriere  imellem  Urens 
Blokke,  er  der  forholdsvis  faa  i  Lundeuren  og  delvis  andre  Arter; 
nogle  hjembragte  Pi-øver  fra  Lundeuren  paa  Nolsø  indeholder  efter 
C.  Jens  en 's  Opgivelse  kun  følgende  Arter:  Hypnum  Stockesii,  H. 
sericeum,  Isothecium  myosuroides,  Weissia  maritima,  Grimmia  apo- 
carpa,  Porella  rividaris,  Lophocolea  cuspidafa  og  Stereodon  resnpi- 
natum,  (sammenlign  Moslisten  p.  102).  —  Ovenfor  denne  Lundeur 
var  der  oppe  paa  en  Klippeafsats  ogsaa  forskellige  Vidner  om 
Fuglenes  Indflydelse  paa  Plantevæxten.  Dér  stod  nemlig  (c.  260  M. 
o.  H.)  store  blomstrende  Exemplarer  af  Archangelica,  en  frodig 
Bevoxning  af  Vrtica  dioica   os  endvidere  adskillige  SteUaria  media 


^)  J.  Lomholt  siger  (1898.  p.  429),  al  Lundeurerne  er  „lette  at  kende  paa  det 
yppige  og  meget  lysgronne  Græs'";  dette  stemmer  ikke  med  min  Opfat- 
telse af  Farven. 


—  124  — 

og  Poa  unnua  —  et  lille  Selskab,  der  lige  saa  godt  kunde  være 
antruffet  i  en  Kvangaard  i  Bygden;  nu  stod  de  her  paa  Hamren 
sammen  med  de  sædvanlige  Hammerplanter:  Sedum  rhodiola^ 
Armeria,  Oxyria  o.  s.  v. 

Fra  Bordø  har  jeg  Optegnelser  om,  at  der  paa  Holgafjæld 
var  en  usædvanlig  rig  Blomsterplantevegetation  lige  under  Toppen 
paa  den  mod  Sydvest  vendende  Side  (c.  475  M.  o.  H.),  og  at  det 
rimeligvis  skyldtes  Søfuglenes  Exkrementer;  her  voxede  bl.  a.  Pirola 
minor  i  Blomst  i  kraftige  Exemplarer,  medens  der  ellers  paa  Fær- 
øerne kun  er  fundet  smaa  forkrøblede  og  sterile  Individer  af  den, 

Naar  man  i  Baad  færdes  mellem  Øerne,  lægger  man  ofte  Mærke 
til  de  blaagrønne  Partier  af  Urer  og  Lier,  og  altid  kan  man  være 
overbevist  om,  at  det  er  den  af  Søfugle  gødede  Festuca  rubra,  som 
er  Skyld  deri.  Saaledes  sés  de  f.  Ex.  meget  tydelig  paa  Nord- 
spidsen af  Kunø  (Nakken). 

Det  er  ikke  blot  de  nævnte  klippebeboende  Søfugle,  som  virker 
paa  Vegetationen;  ogsaa  Edderfugle  {Somateria  moUissima),  der 
paa  nogle  Steder  yngler  i  Kolonier  paa  Smaaøer,  øver  en  vis  Ind- 
flydelse paa  Plantedækkets  Sammensætning.  Paa  Holmene  ved 
Kirkebø  paa  Strømø  voxer  saaledes  bl.  a.  Melandrium  rubrum  i 
stor  Mængde  og  frodige  Exemplarer  af  Cochlearia  officinalis. 

B.    Kulturformationer. 

J.  B  er  nat  sky  (1904,  p.  5)  defmererer  Kulturformationer  som 
„saadanne,  hvis  Elementer  ikke  har  indfundet  sig  ad  naturlig  Vej, 
men  kunstig  er  blevne  indplantede" ;  det  vil  sige  en  Kornmark,  en 
Plantage  o.  s.  v.  Jeg  tager  Begrebet  Kulturformation  lidt  videre, 
idet  jeg  hertil  ogsaa  regner  Formationer,  som  har  indfundet  sig 
ad  naturlig  Vej  paa  Kulturland,  og  som  holdes  vedlige  ved  Menne- 
skets Virksomhed  i  en  Tilstand,  der  ikke  vilde  kunne  vedblive,  hvis 
de  blev  fuldstændig  overladte  til  dem  selv.  Den  færøske  Hjemme- 
mark,  den  saakaldte  Bø,  om  hvilken  der  i  det  efterfølgende  vil  blive 
Tale,  er  et  Exempel  paa  denne  Slags  Kulturformationer;  og  hertil 
maa  ogsaa  regnes  Ukrudtsvegetationen  i  Haver  og  omkring  Huse. 

Studiet  af  Kulturformationer  har  den  Fordel  fremfor  Studiet  af 
de  naturlige  Formationer,  at  man  mere  sikkert  kender  Udviklings- 
historien; saaledes  ogsaa  for  Færøernes  Vedkommende,  hvor  vi  ved 
Behandlingen  af  de  naturlige  Formationer  har  maattet  nøjes  med 
at  ane  eller  gætte  den  stedfundne  og  stedfindende  Udvikling,  medens 


—  125  — 

vi  kender  den  nøjagtigere,  hvad  de  egentlige  Kulturformationer 
angaar. 

Den  største  Del  af  Kulturlandet  paa  Færøerne  er  den  ind- 
hegnede Hjenimemark,  der  gaar  under  Navnet  Bø  eller,  hvis  den 
først  i  nyere  Tid  er  indtaget  til  Kultur,  Trø;  da  Adskillelsen  mellem 
disse  to  Begreber  kun  er  juridisk,  benyttes  her  i  Afhandlingen 
Ordet  Bø  som  omfattende  saavel  den  egentlige  Bø  som  Trøen. 

Oplysninger  om,  hvordan  Kulturen  foregaar'),  finder  man  dels 
i  ældre  Bøger  (Landt's  Beskrivelse  f.  Ex,),  dels  i  Artikler  fra  nyere 
Tid,  f.  Ex.  af  L.  Bergh  (1906)  og  af  P.  Feilberg  (spredte  Bemærk- 
ninger i  hans  Skrift  „Fra  Lier  og  Fjælde");  endelig  har  jeg  under 
mit  Ophold  i  Torshavn  i  1903  faaet  værdifulde  mundtlige  Oplys- 
ninger af  Kongsbonde  Just  Jacobsen. 

Den  første  Foranstaltning,  der  gøres,  naar  nyt  Land  tages  ind 
til  Dyrkning,  er  at  indhegne  Jordstykket  med  et  Stengærde  for  at 
give  Plantevæxten  Fred  for  Faarenes  stadige  Afgræsning.  Dernæst 
jævnes  Overfladen  ved  Fjærnelse  af  løse  Sten  og  i  nogen  Grad  ved 
Planering;  der  graves  Grøfter  og  undertiden  afskrælles  Græstørven, 
og  de  derved  og  paa  anden  Maade  samlede  mindre  Sten  lægges  i 
et  Lag  paa  Underjorden,  hvorpaa  Græstørven  med  Græsset  nedad 
lægges  ovenpaa;  ved  denne  Fremgangsmaade  opnaas  dels  at  kvæle 
Græsvæxten,  dels  en  brugelig,  omend  primitiv  Dræning.  Græstørven 
'hakkes  derefter  nogenlunde  igennem,  og  „Ageren"  er  færdig  til 
Kultur.  Er  Arealet  meget  fugtigt,  benyttes  ofte  en  ganske  ejen- 
dommelig Metode  til  at  faa  „Agrene"  saa  lidt  sumpede  som 
mulig.  Ved  Gravningen  og  Vendingen  af  Græstørven  sørger  man 
nemlig  for,  at  Overfladen  af  hver  Ager,  der  stedse  er  smal,  ofte 
ikke  en  Gang  3 — 4  Meter  bred,  bliver  hældende;  som  P.  Feilberg 
meget  malende  skriver  (1900,  p.  158):  „Tværsnittet  af  en  færøsk 
Græsmark  viser  Profiler  af  en  Række  store  Savtænder;  hver  Ager 
bestaar  af  en  opstigende  Skraaning,  foroven  sluttende  med  en  brat 
Afskæring,  der  i  Reglen  forlænges  saa  meget  under  Naboagerens 
nedre  Kant,  at  der  dannes  en  lille  Rende  for  Afledning  af  Vandet; 
nu  bestaar  Kulturen  i  den  simple  Operation,  at  man  med  nogle 
Aars  Mellemrum,  om  jeg  saa  maa  sige  „filer  Tænderne",  d.  v.  s. 
aftager  et  Par  Fod  af  den  bratte  Kant  og  jævner  det  afgravede 
ud  over  Naboagrens  Skraaning."  Omstaaende  Skema  vil  tjene  til 
at  oplyse  denne  Fremgangsmaade. 


^)  Sammenlign  ogsaa  den  historiske  Oversigt  (p.  3  og  flg.)- 


U(\ 


Naar  Jorden  er  bearbejdet,  lægges  der  gærne  to  Aar  i  Træk 
Kartofler  (underliden  træder  Roer  i  Stedet  derfor);  i  det  tredje 
Aar  saas  der  i  Almindelighed  Byg  (sjældent  Havre),  hvori  der 
undertiden  er  blandet  lidt  Græsfrø.  Dette  „Græsfrø"  bestaar  af 
Affald,  som  er  bleven  fejet  sammen  paa  Høhusenes  Gulve;  derimod 
bruges  kun  ganske  undtagelsesvis  en  regulær  Besaaning  af  Marken. 
Dog    har   jeg    ved   Torshavn   og   Kirkebø   set  Agre   besaaede  med 


Fig.  27.     Blomsterrig  Bø  i>iii.  Kolter;  de  smalle  Agres  .Skillegrøfter  skimtes 
i  Baggrunden.     (Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 

fremmede  Græsfrø :  Dactylis  glomerata,  Festuca  prate nsis,  Alopecurus 
pratensis,  Trifoiium  pratense  og  T.  hyhridum.  Det  almindelige 
Forhold  er  imidlertid,  at  man,  naar  Kornet  er  høstet,  lader  Agrene 
skytte  sig  selv.  Enten  der  er  saaet  saakaldt  „Græsfrø"  eller  ej, 
findes  der  dog  imellem  Kornet  noget  Ukrudt,  som  selvfølgelig  i 
det  næste  Aar,  hvor  det  er  Eneherre,  breder  sig,  samtidig  med,  at 
der  fra  de  nærmeste  Omgivelser  indvandrer  andre  Planter;  først 
dominerer  de  enaarige  Arter;  men  efterhaanden  trænges  de  bort 
af  fleraarige  Græsser  og  Urter,  og  i  Løbet  af  nogle  Aar  er  Bøen 
udviklet  i  sin  typiske  Form  som  en  oftest  blomsterrig  Graminéeng. 
Som  saadan   holdes   den   i   adskillige  Aar  (ofte  en  halv  Snes),   og 


—  127  — 

den  Kultur,  der  i  Løbet  af  den  Tid  anvendes  paa  den,  bestaar 
kun  i  Vedligeholdelse  af  de  regulerede  Afløbsforhold,  Tilførsel  af 
nogen  Natur-Gødning  (hvad  der  naturligvis  ogsaa  er  sket  i  de  første 
Aar)  og  regelmæssig  Afmejen  hver  Sommer. 

Dette  er  Hovedtrækkene  af  den  kultiverede  Marks  Behandling 
paa  Færøerne;  det  hører  ikke  hjemme  her  at  gaa  nærmere  ind 
paa  det  rent  landbrugsmæssige  eller  paa  en  Værdsættelse  af  denne 
Kulturmetode.  Vi  nøjes  med  at  skildre  de  Plantesamfund,  der 
fremelskes  paa  denne  Maade.  Det  vigtigste  af  dem  er  Græsengen 
(Graminéengen),  og  det  er  ogsaa  det,  som  er  Maalet  for  Kulturen, 
thi  Korndyrkningen  er  af  ringe  Betydning  og  kan  nærmest  betragtes 
som  et  nødvendigt  Gennemgangsled;  af  nogen  større  Værdi  er 
Kartoffelavlen  og  Roekulturen.  Det  er  rimeligst  at  behandle  Græs- 
engen eller  —  for  at  benytte  det  i  Landet  gængse  Navn  —  Bøen 
først,  da  den  er  den  Kulturformation,  der  staar  nærmest  ved  de 
naturlige  Formationer,  særlig  Græslien  og  Hedekæret. 

a.    Bøformationen  (Græsengformationen.) 

Det  er  fem  Græsser,  som  er  Karakterplanter  for  Bøen,  nemlig 
Agrostis  vidc/aris,  Poa  pratensis,  Holcus  lanatus,  Holciis  mollis  og 
Anthoxanthmn.  Hyppige  Indblandings  „græs"  arter  er  Festuca  rnbra, 
Agrostis  stolonifera,  Poa  trivialis,  Luzida  multifiora  og  Equisetum 
silvaticum  og  i  fugtigere  Bøer  Juncus  lampocarpiis,  Carex  Gooden- 
ougliii  og  Equisetum  palnstre.  Af  „blomstrende"  Urter  er  der  en 
hel  Række;  almindelig  og  karakteristisk  er  Trifolium  repens;  som 
hyppige  kan  endvidere  nævnes:  Ranunculiis  acer,  R.  repens  (i  den 
yngre  og  den  fugtigere  Bø),  Bellis  perennis,  Riimex  acetosa,  Leon- 
todon  autumnalis,  Lychnis  flos  ciiculi,  Alectorolophus  minor  og 
Euphrasia  horealis.  Endelig  fortjener  nogle  mindre  hyppige  Arter 
at  opregnes,  fordi  de  næsten  kun  fmdes  i  Bøen;  det  er  Viccia 
cracca,  Lathyrus  pratensis,  Myosotis  arvensis,  M.  versicolor.  Viola 
tricolor,  Achillea  mUlefoUum  og  Tussilago  farfarus.  Flere  af  alle 
de  her  nævnte  Arter  er  utvivlsomt  indførte  af  Mennesket,  ja  det 
er  vel  Tilfældet  med  Hovedparten  af  dem.  Allesammen  er  de 
almindelige  Planter  paa  Marker  og  Enge  i  det  nordlige  Mellem- 
Europa  f.  Ex.  hos  os  ^),  medens  ingen  af  dem  har  et  specielt  nor- 
disk Præsr. 


')  Euphrasia  horealis  danner  dog  en  Undtagelse :  men  andre  Euphrasia- Arier 
træder  i  dens  Sted. 


—  128 


Bøens  Planter  danner  et  tykt  Tæppe,  og  Jordbundens  øvre 
Lag  er  fast  sammenvævet  af  de  mange  Rødder  og  Rodstokke. 
Der  er  ofte  —  men  langtfra  altid  —  rigelig  med  Mos  i  Bunden, 
særlig  hvis  Bøen  er  fugtig.  Det  er  mest  Hylocomia,  men  desuden 
en  Del  andre  Mosser,  der  har  deres  Hjemsted  her  og  ikke  eller 
sjældent  findes  udenfor  Hjemmemarken.  Som  Exempler  paa  saa- 
danne  kan  nævnes:  Lophocolea  hidentata,  Hypnum  prælongum^  H. 
rutahulum,     Polytrichum    nnnuni ,    og    i    mindre    Grad    Catharinea 


Fig.  28.    Stærkt  skraanende  Bø  i  Torshavn;   Marken  er  her  ikke  afgrøftet  paa 

sædvanUg  Vis.     Høet  er  slaaet  og  ligger  til  Tørring  i  Smaabunker. 

(Efter  Foto.  af  Forf.) 

undulata,  AstrophijlUim  undidatum  og  Bryum  pallens.  Likener 
derimod  er  uden  Betydning,  og  om  de  ikke  faa  Hatsvampe,  der 
navnlig  i  Eftersomren  og  Høsten  skyder  frem,  kan  jeg  desværre 
ikke  give  videre  Oplysning;  de  fleste  af  de  i  E.  Rostrup 's  Liste 
over  færøske  Svampe  (1901)  anførte  Agaricacéer  stammer  sand- 
synligvis fra  Bøen;  jeg  erindrer  saaledes  Panæolus  campanulatus 
og  Tricholoma  sulfureum. 

Hvad  Blomsterplanternes  Evne  til  at  formere  sig  vegetativt 
angaar,  da  træffer  vi  blandt  Karaktergræsserne :  1)  udpræget  tue- 
dannende  Arter  (Holcns  lanatus  og  Anthoxanthum),  2)  tuedannende 


—  129  — 

med  Udløbere  {Agrostis  vulgaris),  og  3)  udpræget  vandrende  {Poa 
pratensis  og  Holcus  mollis).  Samme  Mangeformethed  er  ogsaa  til- 
stede hos  de  „blomstrende"  Urter;  man  behøver  blot  at  nævne 
Trifoliwn  repens,  Raniinciilus  repens,  Bellis peren nis  og  Rantinculus 
acer  som  Exempler  paa  den  forskellige  vegetative  Formeringsevne. 

Hos  Græsserne  og  de  græslignende  Planter  er  Blomstringen 
og  Frøsætningen  rigelig,  medens  i  alt  Fald  den  sidste  kan  være 
mindre  god  hos  adskillige  af  de  „blomstrende"  Urter,  saaledes  hos 
Lathyrus  pratensis,  Vicia  cracca  og  Trifolium  repens  ^).  Det  er  rime- 
ligvis Mangel  paa  de  til  Bestøvningen  egnede  Insekter,  der  er  Skyld 
heri  (sé  iøvrigt  p.  42—43).  De  øvrige,  mere  enkle  Insektblomster 
har  god  Frøsætning,  ligesom  det  nødvendigvis  er  Tilfældet  med  de 
to  enaarige  Snyltere;  disse  sidste  er  vist  ogsaa  Selvbestøvere. 

Som  Tilfældet  er  med  enhver  anden  Formation,  varierer  natur- 
ligvis Bøens  Udseende  efter  Bundens  Fugtighed,  efter  Alderen  o.s.  v. 
Nogle  Exempler  paa  Bømarker  paa  de  forskellige  Øer  vil  oplyse  om 
denne  Variation,  og  der  vil  derved  tillige  blive  Lejlighed  til  at  vise 
Bøens  Artsrigdom;  endelig  medtager  jeg  nogle  Notitser  om  Bø- 
mark,  hvori  der  havde  været  udsaaet  fremmed  Frø  (Kirkebø). 

1.  Ret  tør  Bø  ved  Bunden  af  Trangisvaagfj  orden,  Syderø. 
AnthoxarUhum,  Fesfuca  rubra,  Holcus  lanatus,  Agrostis  stoloniferu  o%  Trifolium 
repens  er  Karakterplanter;  Indblandingsarter  er:  Rumex  acetosa,  Potentilla  anse- 
rina,  Cerastimn  vulgare,  Holcus  mollis,  Angelica  silvestris  og  Plantago  lanceolata. 

il.  Fugtig  Bø  sammesteds  som  foregaaende.  Eqimetum  palustre 
og  Carex  Goodenoughii  dominerer;  almindelige  er  de  i  Expl.  1  nævnte  Grami- 
néer;  endvidere  noteredes:  Ranunculus  acer,  enkelte  Juncus  effusus,  Potentilla 
erecta,  Caltha,  Eriophorum  polystachyum,  Luzula  multiflora,  Epilobium  palustre, 
Triglochin  palustre,  Ranunculus  tlammula,  Euphrasia  borealis. 

3.  Ret  tør  Bø  paa  en  Afsats  ved  Frodebø,  Syderø.  Holcus  lana- 
tus,  H.  moliis,  Agrostis  vulgaris  og  Poa  pratensis  samt  Trifolium  repens  er 
Karakterplanter;  Indblandingsarter  er:  Myosotis  versicolor,  Rumex  acetosa,  Gera- 
stium  vulgare.  Alectorolophus  minor,  Ranunculus  acer,  Anthoxanthum  og  Euphra- 
sia borealis;  intet  Mos  i  Bunden. 

4.  Kirkebø  paa  Strømø;  Bø  uden  fremmed  Græsfrø.  Anthoxanthum, 
Agrostis  vulgaris  og  Holcus  lanatus  er  Karakterplanter;  almindelige  er:  Tri- 
folium repens,  Luzula  multiflora,  Ranunculus  acer,  Leontodon  autumnale,  Bellis; 
spredte:  Poa  pratensis,  Rumex  acetosa,  Equisetum  arvense,  Cerastium  vulgare, 
Plantago  lanceolata,  Euphrasia  borealis.  Alectorolophus  minor. 

o.  Kirkebø  paa  Strømø;  Bø  tilsaaet  med  fremmed  Græsfrø.  Phleum 
pratense,  Holcus  lanatus  og  Festuca  pratensis  er  Karakterplanter,  pletvis  Poa 
trivialis  og  Agrostis  vulgaris.  I  Bunden  er  Ranunculus  repens  og  Trifolium 
pratense    dominerende.     Iøvrigt    noteredes    Anthoxanthum,    Rumex   domesticus 


1)  Hvorvidt  Tussilago  sætter  Blomst  og  Frugt  hyppig  eller  sjældent,   kan  jeg 
ikke  udtale  mig  om,  da  jeg  kun  har  truffet  den  om  Somren. 

9 


—  130  — 

(enkelt),  R.  acelosa,  Genvstium  vul.^are,  Trifoliuiu  hybfitlum,  Bellis,  Dactylis, 
Alopecurus  pratensis  og  Potentilla  anserina  —  en  broget  Blanding  af  hjemlige 
og  fremmede  Arter! 

(i.  Bø  ved  Sjov,  Strø  mø.  Holcus  lanatus,  Agrostis  vulgaris,  Anthox- 
anthum  og  Holcus  mollis  er  Karakterplanter;  almindelige  er:  Equisetum  silva- 
ticum  og  Trifolium  repens;  spredte:  Rumex  acetosa,  Ranunculus  acer,  Angelica 
silvestris,  Luzula  multiflora,  Plantago  lanceolata  og  Alectorolophus.  I  det  hele 
er  Bøen  her  lidet  blomsterrig  og  næsten  uden  Mos  i  Bunden. 

7.  Yngre  Bø  sammesteds  som  foregaaende.  Holms  mollis  og 
Ranunculus  acer  er  Karakleri)lanter ;  almindelige  er:  Holcus  lanatus,  Agrostis 
vulgaris  og  Antlioxanthum ;  spredte:  Rumex  acetosa,  Poa  trivialis,  Stellaria  media 
og  Cardamine  hirsuta. 

8.  Bø  i  Torshavn.  Overfladen  er  svagt  skraanende,  Bunden  ret  tør. 
Agrostis  vulgaris,  Antlioxanthum  og  Holcus  lanatus  er  Karakterjjlanter;  almin- 
delige er:  Rumex  acetosa.  Plantago  lanceolata,  Luzula  multiflora,  Ranunculus 
acer  og  Alectorolophus;  spredte:  (lerastium  vulgare,  Poa  pratensis  og  Bellis. 

I  en  anden  Bømark  var  Holcus  mollis  blandt  Karakterplanterne,  men  hyp- 
pigst var  det  de  tre  ovennævnte  Arter.  Jo  ældre  en  Bø  er,  desto  mindre  Rolle 
synes  Holcus  lanatus  at  spille. 

9.  Bø  ved  Næs  Præs t eg a ard,  Østerø.  Agrostis  vulgaris  og  Holcus 
lanatus  er  Karakterplanter;  almindelig  er  Antlioxanthum;  spredte:  Rumex  ace- 
tosa, Holcus  mollis,  Ranunculus  acer,  R.  repens,  Luzula  multiflora,  Poa  trivialis, 
Carex  Goodenoughii.  Juncus  lamj)Ocarpus,  Caltha.  Ecjuisetum  arvense,  E.  palustre. 

10.  Bø  ved  Klaksvig,  Bordø.  Markerne  er  gennemgaaende  fugtige 
og  blomsterfattige,  saaledes  som  almindeligt  er  paa  Nordreøerne.  De  karakter- 
givende  Arter  var:  Agrostis  vulgaris,  Anthoxanthum,  Luztila  multiflora,  Rumex 
acetosa  og  Ranunculus  acer.  løvrigt  noteredes:  Holcus  lanatus,  Alectorolophus, 
Alopecurus  geniculatus,  Epilobium  palustre,  Poa  triviatis,  Caltha  (mest  i  Grøf- 
terne), Holcus  mollis,  Ranunculus  repens,  Cerastium  vulgare,  Lychnis  flos  cuculi, 
Equisetum  silvaticum,  Juncus  lampocarpus.  Viola  palustris,  Carex  Goodenoughii 
og  Potentilla  erecta.     I  Bunden  er  der  rigelig  Mos. 

Som  en  særlig  Form  af  Bøformationen  regner  jeg  Tagenes 
Plantevæxt.  Næsten  alle  de  færøske  Huse  er  tækkede  med  Græs- 
tørv (sé  Fig.  29)  og  bærer  en  frodig  Græsvæxt,  der  i  Sammensætning 
nærmest  er  at  betragte  som  et  Udvalg  af  Bøens  Planter.  Græs- 
tørvene til  Tagene  tages  ganske  vist  oftest  udenfor  Hjernmemarken; 
men  baade  det  relativt  tørre  Sted,  hvor  de  anbringes,  og  Husets 
Plads  inde  i  Bøen,  fremmer  Græssernes  Udvikling,  saaledes  at 
Vegetationen  blivei-  en  udpræget  Graminéformation  af  ret  stor 
Ensformethed.  Saaledes  var  f.  Ex.  i  Torshavn  de  hyppigste  Græsser 
paa  Tagene  overalt  Agrodis  vulgaris  og  Festuca  rubra.  De  stod 
dels  i  rene  Bevoxninger,  dels  blandede  med  hinanden  og  sjæld- 
nere med  smaa  Pletter  af  Holcus  mollis,  Antlioxanthum  og  Poa 
pratensis;  ganske  enl^eltvis  saas  Eumex  acetosa  og  Hieracium  sp. 
Mærkeligt    og  ret   uforklarligt   er  det,   at    „blomstrende"    Urter  saa 


—  131   - 

at  sige  fuldstændig  mangler;   det  var  meget  sjældent  at  se  blot  en 
eneste  Blomst  paa  et  Tag. 

b.   Korn-  og  Kartoffelmarkerne,  samt  Ukrudtsvegetationen  i  Haver 
og  omkring  Huse  (Ruderatvegetationen). 

Færøernes  Klima  egner  sig  ikke  for  Kornavl,  da  Sonjmervarmen 
er  altfor  ringe.  Fra  gammel  Tid  har  der  dog  været  dyrket  noget 
Byg;  men  det  har  altid  knebet  med  at  faa  det  modent,  og  i 
Almindelighed   har  det  været   nødvendigt   at   tørre  det   indhøstede 


Fig.  29.    Parti  fra  Torshavn.    Man  ser  Tagenes  Græsvegetation  og  i  Forgrunden 
en  Kvangaard  (til  højre  en  i^Iantet  Pile-Art).    (Efter  Foto.  af  Dr.  F.  Børgesen.) 

Korn  ved  kunstig  Varme.  Kornavlen  er  ikke  bleven  af  større 
Betydning  i  den  senere  Tid;  nu  som  før  har  Kornagrene  nærmest 
Betydning  som  Forløbere  for  Dannelsen  af  den  græsrige  Bø,  saa- 
ledes  som  ovenfor  skildret.  Det  er  stadig  Sex  rådet  Byg  {Hordeum- 
vulgare),  som  er  Hovedkornsorten;  men  nogen  Havre  {Avena 
sativa),  samt  meget  sjældent  Sværd-Havre  {A.  orientalis)  og 
Toradet  Byg  [Hordeum  distichum)  dyrkes  dog  ogsaa,  Havren 
hovedsagelig  til  Grønfoder. 

Dyrkningen   af  Kartofler  [Solanum  tnherosum)  er  tiltaget 
noget  i  den  senere  Tid  og  fortjener  det  ogsaa,  selv  om  hverken  Klima 

9* 


—  132  — 

eller  Jordbund  er  særlig  egnede  til  denne  Plante.  Godt  Udbytte 
giver  endvidere  Roer  {Brassica  rapa  rapifera),  der  burde  have  en 
Fremtid  for  sig. 

Desværre  er  jeg  ikke  i  Stand  til  at  give  nogen  Oplysning  om 
de  Racer,  der  benyttes  af  de  her  nævnte  Kulturplanter;  de  er 
rimeligvis  ret  ukendte  eller  i  det  mindste  lidet  undersøgte. 

I  Korn-  og  Kartoffelagrene  er  der  en  frodig  Vegetation  af 
Ukrudt;  thi  dels  fremmer  det  fugtige  Klima  Ukrudtets  Trivsel, 
dels  passes  Agrene  ikke  i  denne  Henseende,  hvad  der  jo  er 
rimeligt,  naar  den  senere  Græseng  skal  udvikles  ved  et  naturligt 
Udvalg  af  Ukrudtsplanterne,  fremgaaet  af  deres  indbyrdes  Kamp 
for  Pladsen.  Der  findes  blandt  disse  Ukrudtsplanter  adskillige, 
som  kun  træffes  her  eller  omkring  Husene  og  i  Haverne,  saaledes 
Galeopsis  tetrahit,  Brassica  campestris,  Lamiiim  purpureum,  L. 
intermedium,  L.  dissectum,  Anchusa  arvensis,  Senecio  vulgaris, 
Spergida  arvensis  og  Cirsium  arvense,  samt  flere,  der  kun  er  fundne 
en  enkelt  Gang.  Var  det  rimeligt  at  antage,  at  en  stor  Del  af 
Bøformationens  Arter  er  indførte  med  Mennesket,  saa  er  for  de 
her  nævntes  Vedkonmiende  Antagelsen  saa  meget  desto  sandsyn- 
ligere. Naar  Cirsium  arvense,  der  kun  sjældent  naar  til  Blomstring 
og  næppe  nogensinde  til  Frugtsætning,  undtages,  er  alle  de  nævnte 
Arter  enaarige;  dette  er  ogsaa  Tilfældet  med  en  hel  Del  andre, 
der  ofte  optræder  som  toneangivende  Ukrudt  i  Kulturagrene  {Stel- 
laria  media,  Montia,  Cardamine  hirsuta),  men  som  tillige  forekommer 
i  andre  Formationer. 

Til  Oplysning  kan  nogle  Notitser  tjene: 

1.  Bygmark  ved  Frodebø,  Syd  er  ø.  Galeo2)sis  tefrahit  i  Mængde  og 
Brassica  campestris  sparsomt. 

2.  Sværd-Havremark  ved  Kirkebø,  Strømø.  Avena  sativa,  Montia 
rivularis,  Stellaria  media  og  Poa  trivialis  var  almindelige  Ukrudtsplanter;  mere 
spredte  var:  Polygonum  aviculare,  Atriplex  patula,  Sinapis  alba,  Galeopsis  tetra- 
hit og  Brassica  campestris. 

3.  Havremark  ved  Kirkebø,  Strømø.  Galeopsis,  Ranunculus  reisens 
og  Stellaria  media  i  Mængde;  som  underordnede  Ukrudtsplanter  noteredes  end- 
videre: Hordeum  distichum,  Ruinex  acetosa,  R.  domesticus,  R.  obtusifolius  og 
Polygonum  aviculare. 

4.  Bygmark  ved  Torshavn.  Hyppigst  er  Sfellaria  media:  almindelige 
er  Ranunculus  repens,  Spergula  aivensist  Poa  trivialis;  spredte:  Holcus  lanatus, 
Cerastium  vulgare,  Senecio  vulgaris  og  Alectt»rolophus  minor. 

5.  Havremark  ved  Torshavn.  Hyppigst  er  Galeopsis  tetrahit;  end- 
videre noteredes:  Brassica  campestris,  Cardamine  hirsuta,  Rumex  acetoca,  Holcus 
lanatus,  Agrostis  vulgaris,  Bladrosetter  af  Anthoxanthum.  Myosotis  versicolor, 
Stellaria  media,  Ranunculus  acer,  R.  repens  (pletvis)  og  Cerastium  vulgare. 


-  133  — 

Nær  knyttet  til  Ukrudtsvegetationen  i  Kulturagrene  er  Uknidts- 
vegetationen  i  Haverne  og  omkring  Husene,  den  saakaldte  Rude  rat- 
vegetat  ion.  Fælles  for  disse  Samfund  er  det  store  Antal  en- 
aarige  Arter,  alle  meget  afhængige  af  Menneskets  Virksomhed  ;  de 
kommer  først  rigtig  i  Vigør  paa  den  nylig  bearbejdede,  aabne  Jord 
(„ny  Jord"),  men  kan  i  det  lange  Løb  ikke  staa  sig  mod  andre 
Planter,  naar  ikke  Mennesket  ved  stadig  Behandling  af  Jorden  staar 
paa  deres  Side.  Foruden  de  allerede  nævnte  Arter  hører  til  denne 
Gruppe  endvidere:  CapseUa  btirsa  pastovis,  Cerastium  glomeratum, 
Poa  annua  og  delvis  Juncus  hufonius  og  Polygonum  aviculare  —  alle 
enaarige,  samt  de  fleraarige  Rumex-AvieY  {R.  crispus,  ohtusifolius 
og  (iomesticus),  Taraxaciim  vidgare  og  Agropijrum  repens.  Med  noget 
Forbehold  kan  her  ogsaa  nævnes  Tanacetum  vulgare  og  Urtica  dioica. 

Som  Exempel  paa  Ukrudtsvegetation  benytter  jeg  mine  Op- 
tegnelser fra  Kirkebø  paa  Strømø;  omkring  Bygningerne  var: 
Rumex  doniesticHS,  R.  ohtusifolius,  Urtica  dioica,  CapseUa,  Poa  annua, 
Polygonum  aviculare,  Ranuncidus  repens  og  Cerastium  glomeratum 
almindelige.  Desuden  saas  en  stor  Plet  med  halvanden  Meter  høje 
Cirsium  arvense,  endvidere:  Rumex  crispus,  Tanacetum  vulgare, 
Agropyrum  repens,  Brassica  campestris  og  Senecio  vulgaris.  Paa 
en  Sti  i  Bøen  voxede  bl.  a.  Plantago  major,  der  allerede  iagttoges 
her  i  1867  af  E.  Rostrup  og  siden  da  har  holdt  sig  uden  at 
formaa  at  brede  sig  videre. 

Paa  lignende  Maade  som  Plantago  major  forholder  Anchusa 
arvensis  sig;  ogsaa  den  blev  fundet  i  1867  som  Ukrudt  i  Kartoffel- 
agre ved  Sands  paa  Sandø,  og  dér  gensaa  vi  den  tredive  Aar 
efter.  Disse  Arter  har  kunnet  naa  at  modne  deres  Frugter  Aar 
for  Aar.  Andre  enaarige  Ukrudtsplanter  kommer  ikke  saa  vidt  og 
forsvinder  derfor  igen  af  den  færøske  Flora ;  saaledes  fandt  Ly ngb  ye 
i  1817  Agrostemma  githago  som  Ukrudt  i  Agre  ved  Skælling  paa 
Strømø;  men  siden  er  den  ikke  sét  paa  Færøerne.  Rostrup 
samlede  i  1867  Brassica  nigra.  Geranium  molle,  Veronica  hederi- 
folia,  Convolvulus  sepium  og  Agrostis  spica  venfi,  samt  Raphanus 
raphanistrum  ved  Torshavn,  hvor  vi  ikke  gensaa  en  eneste  af  dem : 
og  flere  Exempler  af  samme  Slags  kunde  anføres. 

Vi  har  i  dette  Afsnit  udelukkende  omtalt  Blomsterplanter  og 
det  af  den  simple  Grund,  at  Mosser  og  Likener  næsten  ikke  fmdes 
paa  saa  ung  og  ustabil  Bund.  Imidlertid  fortjener  dog  et  Par 
Mosser  at  nævnes  som  hjemmehørende  her,  nemlig  Funaria  hygro- 
metrica  og  Bryum  argetdeum,  men  ingen  af  dem  er  videre  hyppige. 


—  134  — 

c.    Forvandlingsformationen. 

I  det  Par  Aar,  der  medgaar  til  at  forvandle  Kornmarken  til 
Graminéeng,  bærer  den  en  ganske  ejendommelig  Vegetation,  der 
bestaar  af  en  Blanding  af  en  stor  Mængde  Ukrudtsplanter  og  en 
Del  af  Graminéengens  Arter.  Ukrudtsplanterne  har  under  Korn- 
dyrkningsaaret  erobret  Pladsen  og  dominerer  ganske  i  det  næste 
Aar,  hvorpaa  de  gradvis  fortrænges  af  Graminéengens  Arter,  der 
indfinder  sig  langsommere,  men  saa  meget  desto  sikrere.  Denne 
Blanding  af  Planter,  der  danner  Bevoxningen  paa  Markerne  i  Kamp- 
aarene,  kalder  jeg  „Forvandlingsformationen"  —  i  Mangel  af  et 
bedre  Navn. 

Kampen  staar  i  første  Række  mellem  de  enaarige  og  de  fler- 
aarige  Arter,  og  de  sidste  sejrer;  af  dem  er  det  igen  de  Arter,  der 
har  vegetativ  Formering,  som  er  de  stærkeste,  og  som  fordriver 
adskillige  af  de  udpræget  tueformede.  De  almindeligste  enaarige 
Arter  er  følgende :  Galeopsis  tetrahit,  Stellaria  media,  Cardamine 
hirsuta  (Formen  campestris,  der  oftest  er  enaarig),  Poa  annua  og 
den  enaarige  Form  af  Montia  rivularis.  Af  fleraarige  Urter  uden 
vegetativ  Formering  er  de  hyppigste:  Poa  trivialis,  Ranunculus 
acer,  Rumex  acetosa,  B.  obtusifolius  og  B.  domesticus,  Alopecurus 
geniculatus,  Holcus  lanatus,  Plantaffo  lanceolata,  Anthoxanthum  og 
Cerastium  vulgare.  Fleraarige  Arter  med  mindre  udpræget  vegetativ 
Formering  er  Agrostis  vulgaris  og  Bellis,  og  fleraarige  Arter  med 
udpræget  Udløberdannelse  er  Banunculus  repens  og  Agrostis  stolo- 
nifera.  Om  Fordelingen  og  Hyppigheden  af  disse  Arter  oplyses 
man  bedst  ved  nogle  Exempler: 

1.  Præslegaardsbøen  i  Kvalbø,  Syderø.  a)  Paa  forrige  Aars  Korn- 
mark var  Karakterplanterne:  Stellaria  media,  Cardamine  hirsuta,  Poa  trivialis, 
Ranunculus  rej)ens  og  Cerastium  vulgare;  almindelige  var:  Galeopsis,  Rumex 
acetosa  og  Poa  annua;  spredte  var:  Bellis,  Alopecurus  geniculatus,  Ranunculus 
acer  og  Agrostis  stolonifera.  —  b)  Paa  en  anden,  muligvis  et  Aar  ældre  Mark  paa 
fugtig  Bund  dominerede  Rumex  acetosa,  Ranunculus  repens  og  Caitha;  Poa 
trivialis  var  almindelig,  og  iøvrigt  iagttoges :  Rumex  domesticus,  Holcus  lanatus. 
Cerastium  vulgare  og  Angelica  silvestris.  —  c)  En  tredje,  ung  Mark  havde  som 
Karakterplanter  Ranunculus  repens,  Rumex  acetosa  og  Poa  annua;  følgende 
Indblandingsplanter :  Ranunculus  acer,  Plantago  lanceolata  og  Cerastium  vulgare 
samt  pletvis  Tuer  af  Holcus  lanatus,  Poa  trivialis,  Anthoxanthum  og  Agrostis 
vulgaris. 

2.  Bøen  ved  Tr;T  ngisvaagfj  ordens  Bund,  Syderø.  Forrige  Aars 
Kullurager.  De  dominerende  Arter  er  Stellaria  media  og  Galeopsis  tetrahit; 
Indblandingsplanter:  Ranunculus  repens,  Poa  trivialis,  P.  annua,  Holcus  lanatus 
(enkelte),  Rumex  obtusifolius  (kun  unge  Planter  med  Blade),  Agrostis  vulgaris, 
Alopecurus  geniculatus,  samt  Kartofler,  der  er  blevne  tilbage  fra  Avlen. 


—  135  — 

3.  Rø  en  ved  Sjov,  Strø  mø.  Forrige  Aars  Kulturager.  De  dominerende 
Arterer:  Alopecurus  geniculatus,  Poa  triviaiis  og  F.annna;  almindelig  er  Stel- 
laria  media;  iøvrigt  noteredes:  Galeopsis,  Bellis,  Ranunculus  repens,  Rumex 
domesticus,  Brassica  campestris  og  Agrostis  vulgaris. 

4.  Bøen  ved  Torshavn.  Forrige  Aars  Kartofl'elmark.  De  almindeligste 
Arter  er  Siellaria  media  og  Ranunculus  repens.  Pletvis  optræder  Agrostis  vul- 
garis, Rumex  acetosa,  R.  obtusifolius,  R.  domesticus,  Plantago  lanceolata  og 
Holcus  lanatus,  foruden  enkelte  Kartofielplånter. 

5.  Bøen  ved  Klaksvig,  Bordø.  Forrige  Aars  Kornmark.  Galeopsis, 
Stellaria  media  og  Poa  trimalis  er  Karakterplanterne;  iøvrigt  saas  Alopecurus 
geniculatus,  Ranunculus  repens,  Holcus  mollis.  H.  lanatus,  Rumex  acetosa,  Poa 
annua  og  Agrostis  vulgaris. 

Det  vil  af  disse  Exempler  fremgaa,  at  de  hyppigste  Karakter- 
planter  er  Arter,  der  ogsaa  spiller  en  Rolle  i  Ukrudtsvegetationen, 
nemlig:  Stellaria  media,  Galeopsis,  Banmiculifs  repens,  Poa  annua, 
F.  trivialis,  Alopecurus  yeniculatus  og  Cardamine  hirsnta  —  alle- 
sammen Arter,  der  hører  til  de  Planter,  som  indfinder  sig  paa  „ny 
Jord".  Endvidere  sés  det  af  Exemplerne,  hvordan  Bøformationens 
Karakterplanter  er  i  Færd  med  at  indvandre;  de  optræder  foreløbig 
som  spredtstaaende  Pletter  (sé  saaledes  Ejip.  1  c  og  4),  fra  hvilke 
man  maa  tænke  sig  dem  udbrede  sig  og  fortrænge  de  andre  Planter. 
Yngre  Bøformationer  vil  endnu  vise  de  sidste  Stadier  af  Kampen 
(sé  saaledes  Bøformation  Exp.  7),  hvis  Resultatet  uvægerlig  bliver 
den  typiske,  færøske  Hjemmemark:  Bøen. 


Hermed  er  jeg  naaet  til  Ende  med  Skildringen  af  de  paa 
Færøerne  optrædende  Samfund  af  højere  Planter,  idet  jeg,  som 
berørt  i  Indledningen,  betragter  det  som  udenfor  mit  Æmne  at 
behandle  Havedyrkningen. 

Det  kan  naturligvis  ikke  undgaas,  at  en  Skildring  af  Samfundene 
maa  blive  mere  skematiseret  ond  Naturen  er,  og  at  der  maaske  er 
forbigaaet  Samfund  eller  Nuancer  af  Samfund;  men  jeg  tror  dog 
at  turde  sige,  at  alle  Samfund  af  større  Betydning  for  Plante- 
væxtens  Fysiognomi  er  medtagne. 


—   136  — 


Literaturfortegnelse. 


Andersson,  Gunnar  (1900):    Om  våxllitVet   i   de   arktiska  Irakterna.  —  Nor- 
disk Tidskrift,  Hefte  3,  pp.  223-250. 
Bergh,  L.  (1906):  Landbrug  og  Havelirug.  i  Artiklen  „Færoerne".  —  Atlanten, 

3.  Aarg.,  Kjølienhavn,  pp.  275—292. 
Bernåtsky,  J.   (1904):    Anordnung    der  Formationen  nach   ihrer  Beeinflussung 

seitens  der  menschlichen  Kultur  und  der  Weidetiere.  —  Engler's  Bot. 

Jahrbiicher,  Bd.  34,  Heft.  1,  pp.  1—8. 
Blytt,    A.    (1869):    Om    Vegetationsforholdene    ved    Sognefjorden.     Christiania, 

224  pp. 
Branth,  J.  S.  Deiclimann  (1901):  Lichenes.  —  Botany  of  the  Færoes,  vol.l, 

Copenhagen,  pp.  317 — 338. 
Buchenau,  Fr.  (1889):  Uber  die  Vegetationsverhåltnisse  des  „Helms"  (Psamma 

arenaria    Roem.    &   Schultes)    und    der    verwandten    Diinengråser.    — 

Abhandl.  d.  Naturw.  Vereins,  Bremen,  X,  pp.  397—412. 
Børgesen,  F.   (1899):    Conspectus   algarum   novarum  aquae  dulcis  quas  in  in- 

sulis  Faeroensibus  invenit.   —   Vid.  Medd.  fra  den  Naturh.  Forening  i 

Kjøbenhavn,  pp.  317 — 336. 

—  (1901) :    Freshwater  Algæ.  —    Botany  of  the  Færoes,  vol.  I,  Copenhagen. 

pp.  198—259.  piates  VH-X. 

—  (1902) :    Marine   Algæ.    ~    Botany    of   tlie    Færoes,    vol.  II,    Copenhagen. 

1903,  pp.  3.39-532. 

—  (1904) :    Om  Algevegetationen  ved  Færøernes  Kyster.    En  plantegeografisk 

Undersøgelse.     København  og  Kristiania,  122  pp. 
Børgesen,  F.  and  Ostenfeld,  C.  H.   (1903):    Phytoplankton  of  Lakes  in  the 

Færoes.  —  Botany  of  the  Færoes,  vol.  II,  Copenhagen,  pp.  613 — 624. 
Børgesen,  F.  og  Ostenfeld  Hansen,  C.  (1896):    Planter  samlede  paa  Fær- 
oerne i  1895.  —  Botan.  Tidsskrift,  vol.  20,  pp.  143—158. 
Copland,  L.  and  Birley,  C.  (1891):  Notes  on  the  Flora  of  the  Faeroes.    List 

of  piants  oblained  by  the  above,  by  J.  C.  Melvill.  —  Journ.  of  Botany, 

vol.  29,  pp.  179—185 
Currie,  James  (1906):  The  Færoe  Islands.  —  Scottish  Geogr.  Magazine,  Febr. — 

March  1906,  pp.  61—76,  134-147. 
Dahl,  O.    (1895):    Plantegeografiske    undersøgelser   i   ydre  Søndmøre,    1894.    — 

Christiania  Vidensk.  Selsk.  Forh.,  1894,  Nr.  11,  44  pp. 
Dahlstedt,  H.  (1903):  The  Hieracia  from  the  Færoes.  —  Botany  of  the  Færoes, 

vol.  II,  Copenhagen,  pp.  625 — 659. 
Ekstam,  O.   (18971:    Bliitenbiologische   Beobachtungen  auf  Nowaja  Semlja.   — 

Tromsø  Museums  Aarsskrifter,  XVIII.  p.  109—198. 

—  (1898):  Einige  bliitenbiologische  Beobachtungen  auf  Spitzbergen.  —  Ihidem 

XX.  p.  1-66. 

Feilberg,  P.  (1900):  Fra  Lier  og  Fjelde,  Breve  til  Hjemmet  1899.  Trykt  som 
Manuskript.     Kjøbenhavn,  173  pp. 

Grønlund,  Chr.  (1884):  Karakteristik  af  Plantevæxten  paa  Island,  sammenlignet 
med  Floraen  i  flere  andre  Lande.  —  Den  naturhist.  Forenings  Fest- 
skrift, Nr.  1,  Kjøbenhavn,  pp.  107— 145. 


—  137  — 

Hardy,  M.  (1905):  Esquisse  de  la  géographie  et  de  la  vegetation  des  Highlands 
d'Écosse.  Tliése.  Paiis,  Lahure,  1905,  191  pp.  'Referat  i  Botan.  Central- 
blatt,  vol.  102,  p.  235.] 

—  (190G):  La  vegetation  des  Highlands  d'Écosse.  —  Annales  de  Géogiaphie, 

XV,  1900,  pp.  237—248.    [Referat  som  foregaaende.J 
Hartz.  N.  (1894):  Botanisk  Rejseberetning  fra  Vest-Grønland,    1889  og  1890.  — 
Medd.  om  Grønland,  XV,  pp.  1 — 60. 

—  (189.5):    Østgrønlands  Vegetationsforhold.    —    Medd.  om  Grønland,  XVIII, 

pp.  105-314. 
Hesseliuan,  H.  (1900):  Om  mykorrhiza-hildningar  hos  arktiska  våxter.  —  Bih. 
Sv.  Vet.  Akad.  Handl.,  vol.  2(>,  III,  2.  46  pp.  med  3  tav. 

—  (1905):    K.  O.   E.    Stenstrøms   studier   ofver   expositionens   inflytande    på 

vegetationen.  —  Arkiv  for  botanik,  Bd.  4,  Nr.  4,  54  pp.  og  1  tav. 
Holm,  P.  A.    (1855):    Skildringer  af  Naturen    paa    Færøerne.     Planteverdenen. 

—  Tidsskrift  f.  populære  Fremst.  af  Naturvid.,  vol.  II,  pp.  200—212. 
Hult,  R.  (1881):  Forsok  till  analytisk  behandling  af  våxtformationerna.  —  Medd. 

af  Soc.  pro  Fauna  et  Flora  fennica,  vol.  8,  151  pp. 
Jensen,    G.    (1897):     Beretning    om  en  Rejse  til  Færøerne   i    1896.    —    Botan. 
Tids.skrift,  vol.  21,  pp.  157—219. 

—  (1901):    Bryophyta.  —  Botany  of  the  Færoes,  vol.  I,  Copenhagen,  pp,  120 

—  197. 

Jonsson.  Helgi  (1895):  Studier  over  Øst-Islands  Vegetation.  —  Botan.  Tids- 
skrift, vol.  20,  pp.  17—89. 

—  (1900):    Vegetationen    paa    Snæfellsnes.    —    Vid.   Medd.   fra    den    Naturh. 

Forening  i  Kjøbenhavn,  pp.  15—97. 

—  (1905):    Vegetationen  i  Syd-Island.  —  Botan.  Tidsskrift,  vol.  27,  pp.  1— 82. 
Knudsen,  Martin   (1900):    Den  østislandske  Polarstrøms  Indflydelse  paa  Fær- 
oernes Klima.  —  Knudsen,  Martin  og  Ostenfeld.  G.:  Iagttagelser 
over  Overfladevandets  Temperatur,  Saltholdighed  og  Plankton  paa  is- 
landske og  grønlandske  Skibsrouter  i  1899,  Kobenhavn,  pp.  37—42. 

Kruuse,  C.    (1898):     Vegetationen    i    Egedesminde    Skjærgaard.    —    Medd.    om 

Grønland,  XIV,  pp.  346—399. 
Landt.  Jørgen    (1800):    Forsøg  til   en   Beskrivelse  af  Færøerne.     Kjøbenhavn, 

479  pp. 
Lewis,  F.  J.    (1905):    The  Plant-Remains  in  the  Scottish  Peat  Mosses.    I.    The 

Scottish   Southern   Upland.    —   Transact.  Roy.  Soc.  of  Edinburgh,  vol. 

XLI.  3. 

—  (1904):    Geographical    Distribution    of  Vegetation    of   the  Bassins    of  the 

Rivers    Eden,    Tees,  Wear    and    Tyne.    —    The  Geographical  Journal, 

XXIII,  No.  3  and  XXIV,  No.  3. 
Lomholt,  J.    (1898):    Færøerne.  —  Nord  og  Syd,  Kjøbenhavn,  Januar  (pp.  225 

—246)  og  April  (pp.  401—435). 
Lyngbye,  H.  C.  (1819):  Tentamen  Hydrophytologiæ  Danicæ.     Hafniæ.    248  pp. 

cum  tab.  70. 

—  (1822):     Anmærkninger    til    Kort    Efterretning    om    Færoerne,    efter    Sir 

Mackenzie.  ~  J.  Collin,  For  Historie  og  Statistik,  især  Fædrelandets. 
1.  Del.  Kjøbenhavn,  pp.  119—165. 
Martins.  Ch.  (1848):  Essai  sur  la  vegetation  de  Tarchipel  des  Féroe.  comparée 
å  celle  des  Shetland  et  de  ITslande  méridionale.  —  Voyage  en  Scandi- 
navie,  en  Laponie  et  au  Spitzberg  de  la  corvette  .La  Recherche^  Géo- 
graphie physique,  t.  II,  pp.  353—450. 


—  138  — 

Mentz,  A.  (1900):  Botaniske  Iagttagelser  fra  Ringkjøbing  Fjord,  i:  S.  Ram- 
busch: Studier  over  Ringkjøbing  Fjord.    København  19(J0,  pp.  66— 114. 

Moss,  C.  E.  (1904):  Peat  Moors  of  the  Pennines;  their  Age,  Origin  and  Utiliza- 
tion.  —  The  Geographical  Journal,  vol.  XXIII,  pp.  660 — 671. 

Nathorst,  A.  G.  (1883):  Nya  bidrag  till  kiinnedonien  om  Spetsbergens  karlvåxter, 

-  K.  Svenska  Vetensk.  Akad.  Handl.,  Bd.  20,  No.  6,  88  pp. 
Nilsson,  Alb.  (1899):   Några  drag  ur  de  svenska  våxtsamhallenas  utvecklings- 

hi.storia.  —  Botaniska  Notiser,  Lund,  pp.  89  —  135. 
Oettli,  Max  (1905):   Beitrage  zur  Okolugie  der  Felsflora.     Untersuchungen  aus 

dem  Gurfirsten-  und  Sentisgebiet.  Ziirich,  171  pp. 
Ostenfeld.  G.  H.  (1899):    Skildringer  af  Vegetationen  i  Island  I— II.  —  Botan. 

Tidsskrift,  København,  vol.  2-2,  pp.  227-258. 

—  (1901):    En    botanisk  Rejse   til  Færøerne   i    1897.    —    Ibidem,  vol.  24,   pp. 

23  -■  78. 

—  (1901a):  Geography  and  Topography,  Industrial  Gonditions,  Geology,  Gli- 

mate.  —  Botany  of  the  Færoes,  vol.  I,  Gopenhagen,  pp.  6-40. 

—  (1901b):  Fhanerogamæ  and  Pleiidophyta.  —  Ibidem,  pp.  41 — 99. 

—  (1901c):    Phytogeographical  Studies   based  upon  observations  of  „Fhane- 

rogamæ and  Pteridopliyta".  —  Ibidem,  pp.  100  —  119. 

—  (1904):  Studies  on  Phytoplankton  II— III.  —  Botan.  Tidsskrift,  København, 

vol.  26,  pp.  231—239. 

—  (1905):    Skildringer   af  Vegatationen  i  Island  III— IV.    —    Ibidem,  vol.  27, 

pp.  111-122. 

—  (1905—06):  Jorden,  dens  Art  og  Benyttelse;  Plante-  og  Dyreliv,  i  Artiklen 

„Færøerne".  —  Atlanten,  Kjøbenliavn,  2. — 3.  Aarg.  pp.  204 — 228. 
Ostenfeld,  G.  H.  and  We senberg-Lund,  G.  (1906):    A  Regular  Fortnightly 

Exploration   of  the  Plankton  of  the  two   Icelandic  Lakes  Thingvalla- 

vatn  and  Myvatn.  —   Proc.  Roy.  Soc.  Edinburgh,  vol.  XXV,  Pait  XII, 

pp.  1092—1166. 
Pethybridge,  G.  H.  and  Praeger,  R.  L.  (1905):    The  Vegetation  of  the  Di- 

strict  lying   South  of  Dublin.  —  Proc.  Roy.  Irish  Acad..  XXV,  sect.  B, 

No.  6,  1905,  pp.  124—180;  5  piates  and  1  map. 
Porsild,  M.  P.  (1902):    Bidrag  til  en  Skildring  af  Vegetationen  paa  Øen  Disko. 

—  Medd.  om  Grønland,  XXV,  pp.  91-308,  Tavle  I— VI. 

Porsild,  Morten  P.  og  Simmons,  Herm.  G.  (1904):  Om  Færøernes  Hav- 
algevegetation og  dens  Oprindelse.  En  Kritik.  —  Botaniska  Notiser, 
Lund,  pp.  149-180,  197-236. 

Praeger,  R.  L.  (190.3):  The  Flora  of  Glare  Island.  —  The  Irish  Naturalist,  vol. 
XII,  pp.  277-294.     [Referat  i  Botan.  Gentralbl.,  vol.  98,  p.  237.] 

Raunkiær,  G.  (1889):  Vesterhavets  Øst-  og  Sydkysts  Vegetation.  —  Festskrift  i 
Anledning  af  Borchs  Kollegiums  200-Aars  Jubilæum,  Kobenhavn,  pp. 
317-362. 

—  (1895—99):  De  danske  Blomsterplanters  Naturhistorie.     I.    Enkimbladede. 

København,  724  pp. 

—  (1904):  Om  biologiske  Typer,  med  Hensyn  til  Planternes  Tilpasning  til  at 

overleve  ugun.stige  Aarstidei'.  —  Botan.  Tidsskrift,  vol.  26,  København, 
p.  XIV. 

—  (1905):  Types  biologiques  pour  la  géographie  botanique.  —  Overs.  Danske 

Vidensk.  Selsk.  Forh.,  No.  5,  pp.  347—437, 
Rosenvinge,    L.  Kolder  up    (1897):     Det  sydligste  Grønlands  Vegetation.    — 
Medd.  om  Grønland,  XV,  pp.  73—2.50. 


—  13V)   — 

Rostrup,  E.  (1870):  Færoernes  Flora,  en  floristisk  skitse,  hovedsagelig  grundet 
pa  udbyttet  af  rejser  på  disse  øer,  foretagne  i  sommeren  18(17  af  cand. 
phil.  C.  A.  Feilberg  og  seminarielærer  E.  Rostrup.  —  Botan.  Tids- 
skrift, vol.  4,  pp.  5-109. 

—  (1901):  Fungi.  —  Bolany  of  the  Færoes,  vol.  I,  Copenhagen,  pp.  304— 316. 
Rønne,  J.  Falck  (1900):    Færøerne.  —  Folkeoplysn.  Skrifter,  Kjøbenhavn. 
Schimper,  A.  F.  W.  (1898):  Pflanzengeographie  auf  physiologischer  Grundlage. 

Jena,  876  pp. 
Simmons,  H.  G.  (1896):  Några  bidrag  till  Faroarnes  flora,  I.  —  Botaniska  No- 

tiser.  Lund,  pp.  65—75. 
Smith,  Robert  (1898):  Plant  Associations  of  the  Tay  Bassin,  I.  —  Proc.  Perth- 

shire  Soc.  of  Nat.  Se,  vol.  II. 

—  (1899):  On  Study  of  Plant  Associations.  —  Natural  Science,  XIV. 

—  (1900):  Botanical  Survey  of  Scotland,  I— II,  Scottish  Geogr.  Magazine. 
Smith,  W.  G.  (1902  a):  A  Botanical  Survey  of  Scotland.  —  Scottish  Geogr.  Maga- 
zine, vol.  XVIII,  March. 

—  (1902b):    The  Origin  and  Development   of  Heather  Moorland.    —    Ibidem 

November. 

—  (1904):  Botanical  Survey  of  Scotland,  III.   -  Ibidem,  vol.  XX. 

—  (1905):  Botanical  Survey  of  Scotland  IV.  —  Ibidem,  vol.  XXI. 

Smith,  W.  G.  and  Moss,  G.  E.  (1903):  Geographical  Distribution  of  Vegetation 
in  Yorkshire.  —  The  Geographical  Journal,  vol.  XXI. 

Stebler,  F.  G.  und  Schroter,  G.  (1892):  Beitråge  zur  Kenntniss  der  Matten 
und  Weiden  der  Scliweiz.  X,  Versuch  einer  Uebersicht  iiber  dieWiesen- 
typen  der  Schweiz.  —  Landwirtschaftliches  Jahrbuch   der  Schweiz.  VI. 

Trevelyan,  W.  C.  (1835—37):  On  ;the  Vegetation  and  Temperature  of  the 
Faroe  Islands.  —  Edinburgh  New  Philosophical  Journ.  for  January 
1835,  vol.  XVIII.  —  Reprinted  with  correclions,  Florence,  1837,  16  pp. 

Vestergren,  T.  (1902):  Om  den  olikformiga  snobetåckningens  inflytande  på 
vegetationen  i  Sarjekfjållen.  —  Botaniska  Notiser,  Lund,  pp.  241— 268. 

Warming,  Eug.  (1884):  Om  Skudbygning,  Overvintring  og  Foryngelse.  —  Den 
Naturhist.  Forenings  Festskrift  Nr.  I,  Kjøbenhavn,  pp.  1—106. 

—  (1888):  Om  Grønlands  Vegetation.  —  Medd.  om  Grønland,  XII,  245  pp. 

—  (1890):  Botaniske  Exkursioner.  I,  Fra  Vesterhavskystens  Marskegne.  —  Vid. 

Medd.  fra  den  Naturh.  Forening  i  Kjøbenhavn,  pp.  206—239  med  2  tav. 

—  (1891):   Botaniske  Exkursioner.   II,   De  psammophile   Formationer  i  Dan- 

mark. —  Ibidem.  pp.  153—202. 

—  (1895):     Plantesamfund.      Grundtræk    af    den    økologiske    Plantegeografi. 

Kjøbenhavn,  335  pp. 

—  (1897):     Halofyt-Studier.    —    Kgl.  Danske  Vidensk.  Selsk.  Skr.,   6.  Række, 

naturv.  og  math.  Afd.  VIII,  4,  pp.  173—272. 

—  (1901):  Historical  Notes  on  the  Botanical  Investigations  of  the  Færoes.  — 

Botany  of  the  Færoes,  vol.  I,  Copenhagen,  pp.  1—5. 

—  il 903):  The  History  of  the  Flora  of  the  Færoes.  —  Ibidem,  vol.  II,  Copen- 

hagen, pp.  660—681. 

—  (1906):  Dan.sk  Plantevækst.  I.  Strandvegetation.    Kobenhavn  og  Krisliania, 

325  pp. 
West,  George    (1905):    A  Comparative  Study   of  the  dominant  Phanerogamic 
and  Higher  Cryptogamic  Flora  of  Aquatic  Habit,  in  three  Lake  Areas 
of  Scotland.  -Proc.  Roy.  Soc.  Edinburgh,  vol.  XXV,  Part  XI,  pp.  967— 
1023,  with  55' piates. 


—  140  — 

West,  W.  and  West,  G.  S.  (190-2):  A  Contribution  to  the  Freshwater  Algæ  of 
the  North  of  Iieland.  —  Transact.  Roy.  Irish  Acad.,  vol.  XXXII,  sect.  B. 
part.  I,  pp.  1  — 100,  with.  3  pi. 

—  (1903):    Scottish    Freshwater    Plankton.    —    Journ.  Linnean  Soc,    Botany, 

vol.  XXXV,  p.  519, 

—  (1906  a):    Freshwater  Algæ  from  the  Orkneys  and  Shetlands.  —  Transact. 

and  Proc.  Botan.  Soc.  Edinburgh,  XXIII,  pp.  3—41  with  '^  pi. 

—  (1901)  b):    A  coinparative  Sludy   of  the  Plankton  of  some  Irish  Lakes.  — 

Transact.  Roy.  Irish  Acad.,   vol.  XXXIII,    sect.  B,    part.  II,    pp.  77  — 116, 
with  6  pi. 
Willaume-Jantzen,  V.    (1899):     Færøernes   Klima.    —    Geografisk  Tidsskrift, 
15de  Aarg.,  Kjøbenhavn,  8  pp. 

—  (1905):  Færøernes  Klima.  —  Atlanten,  2.  Aarg.,  Kjøbenhavn,  pp.  194— 201. 


THESES. 

1.  Ægte  Parthenogenese  er  ikke  kendt  hos  Blomsterplanterne. 

2.  Den  vestindiske  Havfanerogamflora  (Havgræsformationen)  er  vidt 
forskellig  fra  de  øvrige  Atlanterhavskysters  og  er  nær  beslægtet 
med  den  indo-pacifiske,  hvad  der  finder  sin  rimeligste  Forklaring 
ved  at  antage  den  indvandret  gennem  den  tidligere  existerende 
Forbindelse  mellem  det  karaibiske  Hav  og  Stillehavet. 

3.  Det  europæiske  Præg  i  Vest-Grønlands  Fanerogamflora  kan  for 
en  stor  Del  tilskrives  Landets  Bebyggelse  ved  de  gamle  Nord- 
boere. 

4.  Den  af  Wettstein  og  Sterneck  paaviste  „Sæsondimorfisme*' 
(af  Behrendsen  rigtigere  benævnt  „Sæsondifylisme")  hos  Alec- 
torolophus-Slægten  synes  ikke  fixeret  hos  de  i  Norden  fore- 
kommende Former  af  Slægten. 

5.  Begrebet  Potamoplankton  (sidestillet  med  Limnoplankton)  er 
uholdbart. 

6.  En  Søs  Phytoplankton  er  mere  afhængigt  af  Søens  fysiske  og 
hydrologiske  Forhold  end  af  dens  geografiske  Beliggenhed. 

7.  Schiitt's  Inddeling  af  de  centriske  Diatoméer  (Engler  og  Prantl, 
Natiirl.  Pflanzenfam.  I,  1  b)  er  paa  mange  Punkter  uholdbar, 
f.  Ex.  bør  Slægten  Euodia  stilles  nær  Coscinodiscus  og  Lauderia 
nær  Thalassiosira. 


y-  V 


1 


QK  284  .065'°"  ' 
Ostenfeld  C.  H./,  .a,,, 


t;vxtenpaa 


3   5185   00031    5844