Skrifter - Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab

ve mm tm
pe gear NE ——— sd re in sy ve
>” ink, Are ØY egg et pa dd ov:

19 ye Mg Tie AN
Ag p NSR NE DE
le nt Ne ee

re gre re
0 ærme

odd ati ete ok
re at Ø v
EE 3

Re
i | em Aa NN TS
———— randi t pen tredd Å
Jen pt EN i
høne år i på

A 5 Å
— te ANTE

pp dr ee å

My t å - ever Pee
JE EG JE
men gr

1 teke te

Dunn ør ar
hi " pe
en - v 2 oj
pi E p
pi se pr oa -
Å wtå -
gd % 3 5
pt Ny pe å
3 9
v E: -
ar 3 »
= -
al w
på ee - 3
» ee øre: Er

v

OR

HØGE

i
I

DET KONGELIGE NORSKE

VIDENSKABERS SELSKABS
SKRIFTER

1918 OG 1919

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM

DET KONGELIGE NORSKE

VIDENSKABERS SELSKABS
FRIFTER

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
21

Det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs Skrifter

J9ISJANE

EH Nie I

—= » 3 %

— D 2
== » 5 B
— » 6

for 1918 og 1919 indeholder:

Dr. HJALMAR BRrocH. Anatomical Studies on Anelasma

andeSealpelumqeg8sd NIR SR MEET
(5 plates).

Henrik PrINTZ. Contributiones ad Floram Asiae Inter-

ioris pertinentes, II: Einige Bryophyten aus dem Sud-

lichsten Sibirien und dem Urjankailande v. B. KaAALaas
(Mit 2 Tafeln).

C. W. CARSTENS. Oversigt over Trondhjemsfeltets Berg-

bygning. (Utgit med bidrag av Norges Tekniske Høi-

skolessRkond FEN NE OE DEN
(med 1 kart og 19 plancher).

Tn. PETERSEN. Oversigt over Videnskapsselskapets

Oldsaksamlings tilvekst i 1918 av saker ældre end

Reformatronensv FLAG AEE JON SETRA TG

. MAGNUS OLSEN og Tn. PETERSEN. En runeamulet fra

UtsaardStodaPa Gr EE
A.NummenaL. Hellerne ved Laksevaagen, Kristiansund
Å. NummenpaL. Bopladsfund paa Halmøy og Dønna..
A. BJØRN. Fra den romerske jernalder i Trøndelagen

3747

* Ved en inkurie er ogsaa denne avhandling blit betegnet som nr. 2.

Sidetal
1—28
1—13

1—152
1—48)
1—24
1303
1—96
1—2%)

MEDDELELSE FRA DEN BIOLOGISKE STATION NR. 12

ANATOMICAL STUDIES ON
ANELASMA AND SCALPELLUM

(WITH 5 PLATES AND 5 FIGURES IN THE TEXT)

BY

DR. HJALMAR BROCH

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1918. Nr. 1

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1919

ear KA
er MARDNE

NG

Ore VE

AU U|
AU

Among the cirripedia inhabiting the Trondhjemfjord, probably
the most interesting is Anelasma squalicola (LovÉn) DARWIN.
The first description of the species is found in a paper on Etmop-
ferus spinax (LINNÉ) by the great Norwegian naturalist, bishop
J. E. Gunnerus (1763). At the base of one of the dorsal fins of
some of his specimens of this selachian, he observed a parasite
which he deseribes and figures, so that we easily recognise the
characteristic features of the species. GUNNERUS correctly ack-
nowledges the crustacean nature of the parasite, but does not give
the species any name, and his description soon passed into oblivior
owing to the humble and little-known journal, in which his paper
was published. Thus it came about that Lovén, who almost a
century later (1845) described the parasite in question anew, and
gave it the name Alepas squalicola, has been generally mentioned
as the discoverer of the species. Lovøn demonstrated that the
species Is a cirriped. His description was rather cursory, and
CHARLES DARWIN therefore supplemented it in his meritorious, great
monograph on recent cirripedia (1851). His details are given partly
after dissection of a specimen sent him by the Danish zoologist
JaPETUS STEENSTRUP, partly after information in a letter from the
latter. The state of preservation of his specimen was, however, far
from satisfactory, and many anatomical questions consequenily
remained open to later investigations. DArwIN created å new genus
for the species, viz. Anelasma. Later on, Gruver (1905) considers
Ånelasma as the type of a subfamily Anelasminae, which
besides Anelasma also comprises the genera Gymnolepas, and
Chaetolepas; he gives, however, no further contributions to our
knowledge of the anatomy of Anelasma squalicola.

Some new anatomical details have in the meantime been given
by Kossmann (1874), and later by GEorFroy SmitH (1906). DARWIN
found no transversal striation in the muscle fibres of Anelasma,
and judged this as a primitive feature; Kossmann, however,
demonstrates the transversal striation of the muscles, and thus
shows us that the species in this respect joins the remaining eir-
ripeds. He further points out that the species in many respects
seems to form aå link between the cirripedia pedunculata
and parasitica. GEOFFROY SMITH gives some details concerning
the structure of the filiform offshoots of the peduncle, and of the

4 DR. HJALMAR BROCH [1918

GO

mantle, and beiieves to have found degenerating ova at the upper
side of the ovaries, and in the basal parts of the mantle.

It was thus obvious that also at present anatomical questions
concerning Anelasma squalicola had to be answered, if we wish to
settle its position among the other cirripeds. At my request, Dr. 0.
NORDGAARD, the director of the biological station at Trondhjem,
procured material of the species, and I wish here to express my
sincere thanks for his valuable assistance. When we consider that
at most seven per cent of the Etmopterus-specimens of the fjord are
infested with the parasite, it is easily understood that I never should
have succeeded in a short time in getting so large a quantity of
material as needed, had I not been aided by the biological station.

The investigations soon revealed the impossibility of settling
many questions from the litterature alone, without comparison with
other pedunculata. During our fjord investigations I had
ample opportunity of obtaining material of Scalpellum Strømii M.
SARS, and my investigations have then naturally been extended to
a comparative study of Anelasma and Scalpellum. OQwing to the
very scanty material of developing stages and small specimens of
Anelasma I have at present confined myself to a study of the adult
ones,and,moreover, chiefly laid stress on elucidating the alimentarv
organs and the cementary glands, which latter were hitherto
unknown in Ånelasma.

The study of histological details requires other methods of
fixation than those commonly used on expeditions where material
is gathered for systematical and sgeographical purposes. Even
though a fixation in formaline may suffice for many purposes also
in anatomical respects, it is soon found that in studies such as the
present, it is necessary to have recourse to other fixing solutions.
The best results I have obtained with Bourn's solution (3 parts
concentrated hydrous picric acid, 1 part formaline + 3—5 % acetic
acid), and with Ra»r's solution (equal parts of concentrated
hydrous solutions of picric acid, and sublimate + 2—5 % acetic
acid).

The mierotome sections have been stained in different ways.
Good results for general purpose were obtained with DELaFIELD'S
haematoxyline — van GIESSON. For finer details, the following
staining methods were especially useful: WEeIGERT'S haematoxyline
— iron ammonium sulfate, BøHmer's haematoxyline — eosine, and
boraxcarmine — bleu de Lyon. Å special interest is attached to the
latter double staining; bleu de Lyon shows special affinity to the
chitinogene parts, which attaim a clear blue colour, and thus serves
to distinguish the chitinogene cuticle of the stomodæum and proc-
todæum from the covering layer of the digestive intestine.

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 5

Anelasma squalicola (Lovén) DaArRwIn.

The ceoarser anatomy of Anelasma has been exellently demon-
strated by Darwin (1851 p. 170), and I shall here restrict myself
to som topographie remarks which are of general interest in connec-
tion with the histological details.

The parasites are generally found at the base of the dorsal or
anal fins of Etmopterus spinax. The parasite is very seldom
single; in most cases we find two specimens at the base of one
fin, but in some cases I have more specimens, in one case even five
in one cluster. In a letter to DArwIN, JaP. STEENSTRUP mentions
that there are always two individuals sitting together; this remark,
in connection with the hermaphroditic nature of the animals,
caused GrUvEL (1905) to suppose that a cross fertilisation would
probably be found on closer investigation. I have not succeeded in
observing the act of fertilisation, and shall not discuss GRUVEL'S
supposition here; it has only to be remembered in this connection
that the ovaries and the testes in the individuals investigated ripen
at the same time in one animal.

Embedded in the body of the shark we find the well developed
pedunele which is provided with rootlike filaments or offshoots.
Lovfn (1845), and as far as may be judged, also DARWIN, merely
considered these filaments as organs of adhesion, serving to keep
the animal fixed in the shark's body. Kossmann (1874) on the
other hand, maintains that the filaments are also nutritive organs,
and provide the parasite with most of its food at the cost of its host.
Also GEoFFROY SmiITH (1906) seems to share ihis supposition
after a comparison of the filaments with similar organs of the
Rhizocephala.

D D

Textfig. I. Transverse sections of a small Anelasma squalicola, the free
part of which projects 15 mm above the sharks skin. å section through
the «stalk», b section through the thorax in the lower part of the pro-
boscis. [X 15]. D = Dorsal side; V = ventral side; m. = mantle; m. €. =
mantle cavity; i. = digestive intestine; i. g. = digestive gland.

6 DR. HJALMAR BROCH [1918

The large peduncle of Anelasma contains the enormous ovaries
which ocecupy most of its interior. At the upper side of the ovaries,
and in the basal parts of the mantle, GEOFFROY SmiTH believes to
have observed degenerating ova in large numbers; as I have
demonstrated in å preliminary report (1918), these «degenerating
ova» are In fact the cementary glands of Anelasma which have
escaped the attention of previous investigators, partly owing to the
bad state of preservation in the animals investigated. — From the
ovaries the paired oviducts pass through the basal part of the
thorax, and end into the paired atrium which opens at the base of
the first pair of cirri.

The mantle of Anelasma (pl. I, fig. 1) is comparatively large, and
distinguished by the complete lack of calcareous formations.
Certainly, Lovén states that he has observed minute dendritic
calcareous particles in the mantle, and even gives a figure of them;
DaArwIN however, could not confirm Lovéns observations, and
neither KossmanN nor GEOFFROY SMITH make any allusions
to these formations; I have in vain sought for such calcareous
formations even in fresh material. — Darwin assumes that the
proboscis of the animal cannot be covered by the mantle; this
supposition does not hold good, many of the specimens investigated
in å living state being wholly wrapped up in their maniles.

The thorax of Anelasma (pl. I, fig. 2) is characterised by its
reduced cirri and its rather short and stout penis. The oral part
of the thorax is transformed into a prominent proboscis furnished
with remarkably reduced mouth feet.

The internal anatomy has hitherto only been little studied. In
the alimentary canal we may distinguish four regions, viz. the
oesophagus, the stomach, the digestive intestine, and the procto-
dæum. From the mouth opening (pl. I, fig. 2) a rather short
oesophagus leads in dorsal direction to the stomach; it is endowed
with a well developed musculature. The small, but richly folded
stomachal part, which is almost destitute of musculature, opens into
the digestive intestine,which is very voluminous, and furnished with
a great lumen; the digestive intestine occupies almost the dorsal
half of the thorax, and runs parallel with the dorsal side of the
animal, making a rounded bend in its foremost part. Through å
sharp restriction it is distinguished from the proctodæum, which is
rather narrow, and terminates in the anus situated at the dorsal
and basal side of the penis; there is a short furrow at the dorsal
side of the penis behind the anus proper. On each side of the
digestive intestine, and in the basal part of the thorax (the «stalk»)
a large, branched digestive gland is situated; it opens through å
short duct into the digestive intestine shortly behind the stomach.
one duct on either side of the intestine. — The ventral part of the

thorax is oceupied by the large testes; these are shaped like two
clusters of grapes, and lie tightly packed together, one on each side
of the sagittal plane.

a. C.

Textfig. II. Transverse sections of the thorax of a fullgrown Anelasma
squalicola. a at the lower side of the proboscis (the mantle is omitted),
b on the level with the atrii, c just below the base of the penis. The
muscles red. [X 10]. D = dorsal, V = ventral side of the animal. Å —=
atrium; i. = digestive intestine; i. g. = digestive glands; p.= proctodæum;
m. €. = mantle cavity; od. oviduct; T. = testes.

8 DR. HJALMAR BROCH [1918

A study of the histological structures shows us that the
opesophagus is lined by a rather thick cuticle (pl. I, fig. 3—4).
the direct continuation of the thoracic euticle; it shows åa pronoun-
ced affinity to bleu de Lyon. The cuticle is supported by a cylind -
ric epithelium consisting of small and narrow, but rather high
cells; the cells are, especially nearer the mouth opening, richly
furnished with grains of blackish pigment in their basal part. In
the hinder region of the oesophagus the pigment decreases little by
little, and disappears wholly near the transition to the stomach. The
muscles of the oesophagus are extremely powerful and, especially
nearer the mouth opening, remarkably concentrated, the fibres
almost everywhere lying closely packed together. It is therefore in
most places impossible to detect undifferentiated sare, and only
beiween fibres of the dilatatory muscles do small portions of undif-
ferentiated sarc seem to occur a little outside of the oesophagal
epithelium, where the fibres have not vet gathered into clearly
circumseribed muscle bands. In this respect Anelasma evidently
occupies a higher stage of development in comparison with
Scalpellum as described farther below. Dilatatory muscles are
connected with the cuticle by fine threads running between the
epithelial cells (pl. I, fig. 4); these threads exhibit å pronouneed
affinity to acid fuchsine, and thus strongly contrast with the musele
tissues proper, which after treatment with van GIzsson's staining
method attain a vivid yellow colour, owing to the pieric acid. On
the other hand, the connective threads in question, from their
indifferenee to bleu de Lyon, contrast with the cuticula. The
dilatatory or radial muscles gather into strong muscular bands,
connecting the oesophagal wall with the external cuticle of
the proboscis. Round the oesophagus indistinctly circumseribed
ring muscles form an almost continuous sheath; this is extraordin-
ally powerful nearer the mouth opening, but decreases backwards,
and almost disappears at the transition to the stomach.

The stomach proper is richly furnished with deep longitud-
inal folds, and covered by a rather delicate cuticle, the direct con-
tinuation of the oesophagal cuticle. The cuticle of the stomach is
in Anelasma rather thick in comparison with that of Scalpellum,
and the fransition to the cuticle-like lining of the intestinal
epithelium is somewhat abrupt (pl. I, fig. 5). The epithelium of
the stomach consists of high and narrow cells, and contrasts rather
markedly with that of the digestive intestine; on the other hand
it differs only slightly, if at all, from the oesophagal epithelium.
The stomachal epithelium is destitute of pigment. In comparison
with Scalpellum, the stomach proper of Anelasma is very indi-
stinetly bounded against the oesophagus, indeed no definite
boundary can be pointed out; the denomination of stomach is here

Nr.1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 9

used in analogy with other cases among the cirripeds, as a designa-
tion of the exceptionally richly folded, and consequently a little
swollen connecting part, where the cuticle of the oesophagal part
yet lines the epithelium, and where, on the other hand, the muscles
have faded away or are at all events only very feebly developed. In
reality the stomach of Anelasma can only be made out on account
of its deeply folded walls, which (pl. I, fig. 2 s.) give it åa somewhat
swollen appearance; it is yet furnished with muscles, although
these muscles are only feebly developed in comparison with the
oesophagus proper, and especially the dilatatory muscles. The
boundary between the stomach and the digestive intestine is on the
other hand very distincet (pl. I, fig. 5), the cuticle of both regions
being principally different.

The digestive intestine is covered by a cylindric epi-
thelium with distinet basal membrane (pl. I, fig. 6, pl. V, fig. 22).
Each epithelial cell is furnished with a finely striped distal zone;
the boundaries between the cells are generally invisible in these
distal parts, and the striped zone mentioned therefore seems to form
a continuous layer or cuticle on the surface of the epithelium. In
its affinity to staining substances this cuticle differs strikingly from
the cuticle of the stomach, oesophagus, and proctodæum, ihe latter
attaining a clear blue colour after staining with boraxcarmine-
bleu de Lyon, whereas the intestinal «cuticle», like most protoplasmat-
ic substances, assumes a violet hue; the fine stripes perpendicular
to the surface are distinctly seen in all sections of the intestine.

The protoplasm of the intestinal epithelial cells is finely granul-
ated. The nuclei are generally situated in the middle of the cells;
they are provided with one, or seldom two nucleoli, but other chro-
matic substances seem to fail almost completely. In other words,
the intestinal cells convey the impression of resting cells, a fact
probably dependant on the constant absence of nutritive particles
in the intestines of the individuals investigated. Even in å small
specimen, the free part of which had a height of 1,5 mm. above the
skin of the shark, the nuclei of the intestine only showed traces of
chromatic network beside the nucleoli, å rather interesting feature
when taken together with the features of the digestive glands stated
below. — The intestine is destitute of muscles.

The proctodæum is distinetly bounded towards the intest-
ine (pl. I, fig. 2). Its very low eylindnical or almost cubical epithel-
ium is richly furnished with blackish grains of pigment in the basal
parts of the cells, and moreover covered by a rather thick homo-
geneous cuticle (pl. IT, fig. 7), the direct continuation of the thoracic
cuticle. Here as elsewhere the cuticle exhibits åa pronouneed affinity
to bleu de Lyon, attaining a clear blue colour. The muscles of the
proctodæum are rather diffuse, and only more richly developed at

10 DR. HJALMAR BROCH [1918

the transition from the intestine; we can nevertheless distinguish
three main layers of muscle fibres, viz. longitudinally arranged
museles supporting the epithelium, ring muscles outside these, and
lastly, radial or dilatatory muscle bands connecting the proctodæal
cuticle with the external thoracic cuticle. On the whole, the
muscles of the proctodæum are, as mentioned above, only feebly
developed, and the proctodæum generally affords the impression of
being wide open.

«Salivary glands» could not de traced in Anelasma. On the
other hand, large digestive glands open into the foremost
part of the digestive intestine shortly behind the stomach. There
are two digestive glands, one on each side of the sagittal plane. In
the small specimen above mentioned, the glands were only slightly
branched, and in their outlines rather resemble the digestive glands
of Scalpellum. The glands of this small Anelasma seemed to be in
vivid function. (pl. II, fig. 9), and exhibited the structure oi
«panecreatic» glands according to GrRuveL (1904, 1905). The single
cells are of different sizes, probably owing to their state of function.
The protoplasm is rather coarsely granulated. In the middle ot
the cell a large nucleus is situated; after staining with WEIGERT S
hæmatoxyline —iron ammonium sulphate, the chromatic network is
distinetly visible, although its affinity to the dye is far less than that
of the large and irregularly shaped nucleoli; the latter altain å
completely black colour. In exceptional cases, many minute
nucleoli are found in one nucleus; generally one large nueleolus
appears, often accompanied by some small ones.

In fullgrown specimens, the digestive glands present a very dif-
ferent picture. Here the glands are richly branched, showing an
intermediate stage between tubular and alveolar construction. It
is impossible to designate them as pamcreatic, hepatice, or hepatico-
pancreatic glands in accordance with the terminology of GRUVEL.
Staining after WeIGERT's method (pl. II, fig. 10) shows usa series.
of cells containing rather large mnuclei richly furnished with
chromatic substance. Even though now and again large nucleoli
may be found, the latter are more frequently hidden by (or dissol-
ved into?) numerous rather coarse, and closely packed granula
exhibiting the same intense affinty to the dye. The protoplasm is
evenly granulated in the basal part of the cell; in the distal part
on the other hand, it is strongly vacuolated, and here almost
conveys the impression of degenerating or only feebly functionating
cells. This impression is strengthened by the picture presented by
sections stained with boraxcarmine — bleu de Lyon (pl. V, fig. 23).
Here the protoplasm is but little influenced by the blue dye, and
it is strikingly vacuolized, almost attaining åa foamy appearance.
The nuclei in this case give the picture of nuclei of resting cells.

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM LE

containing one, or seldom two nucleoli, and seemingly almost
destitute of other chromatic substance. Alltogether, we may say
that the digestive glands in young specimens convey the impression
of being in vivid function, whereas in fullgrown specimens they
present distinetly degenerative signs.

The latter phenomenon probably stands in connection with the
development of new alimentary organs, namely the offshoots
or filaments of the pedunecle. These filaments are
covered by åa homogeneous cuticle, the direct continuation of the
euticle of the pedunele. The cuticle of the filaments is rather
thick nearer the pedunele, but decreases little by little towards the
distal part of the filament, and at last disappears entirely, so that
the tips of the filaments are naked (pl. II, fig. 11 and 12). In
their inner anatomy GEOFFROY SmITH (1906) speaks of two cell
layers; this, however, is not fully correct. In the proximal part
we may speak of two cell layers; here the epidermal epithelium of
the pedunele is continued for some distance, supporting the euticle
of the filament; but this cell layer soon disappears. In the distal
parts of the filaments (pl. I, fig. 11, 12) only mesodermal tissue is
found as a direct Goptinuation of the mesodermal tissue of the
interior parts of the peduncle. In young specimens, this tissue
forms a lacunary, uniserial epithelium, in fullgrown specimens on
the other hand, the tissue becomes multiserial; here the outer cells
have their nuclei lying near the external cuticle, and this may on
superficial investigation convey the impression of two cell layers in
the filament. In the centre of the offshoot, an irregular central
canal leads from the distal part into the mesodermal, lacunary
tissue of the peduncele, and connects here with the lacunæ of the
connective tissues all over the entire animal. Allhough the obser-
vations of GEOFFROY SMITH may to some extent be said to be
incomplete, his investigations convey the impression that the struc-
ture of the filaments in Anelasma agrees with that of the Rhiz0-
cephala, and this likewise speaks in favour of the supposition
that the filaments also in Anelasma serve as food absorbing organs.
Their influence on the tissues of the host, which is described
farther below, support this supposition.

In this connection, the cementary glands must also be
mentioned. In free-living barnacles, the ducts of the single gland
cells gather into two main canals or ducts, which debouch at the
base of the peduncle. In Anelasma I have vainly tried to trace
such main canals; the small ducts of the cementary gland cells
seem to lead out into the lacunes of the connective tissues, and
accordingly to empty their secretions into these lacunes.

The cementary gland cells are very numerous, and distributed
over the upper part of the peduncle at the upper (hinder) side of

112 DR. HJALMAR BROCH [1918

the ovaries, and over the basal parts of the mantle. It is evidently
the same cells that have been interpreted by GEOFFROY SMITH
(1906) as degenerating ova. The cementary gland cells are very
large (pl. II, fig. 13—15); their protoplasm is finely granulated.
The nuclei are very large; in most cases the nuelei are amoeboid
or branched in the gland cells of fullgrown individuals; they are
richly furnished with chromatic substance, which after treatment
with WEIGErRT's haematoxyline — iron ammonium sulphate seems
to form an almost compact mass of amoeboid shape. In young
individuals (pl. III fig. 13) the nuclei have å more regular shape
and structure, and may here in this respect somewhat resemble
unripe ova. In the small specimen previously referred to there is åa
large distance between the zone of the cementary glands, and ihe
ovary; the latter as yet only consists of a small number of closely
packed ovogonia, and the circumstances here evidently refute
GeorFFroy SMITHS supposition of the cementary gland cells as
degenerating ova in Anelasma. — In fullgrown specimens, the nuclei
are indistinctly circeumseribed, and generally adjoin one or more
great vacuoles in the protoplasm (pd. III, fig. 15), the vacuoles
attaining different shape and size, and being very indistinetly
bounded.

Staining with boraxearmine—bleu de Lyon gives an interesting
picture (pl. V, fig. 24). The nuelei are seen to be rather richly
furnished with granular chromatic substance in the shape of
smaller or larger nucleoli, some of them being even of quite con-
siderable size; on the other hand, the chromatic substanse here is
not nearly so compactly constructed as in preparations stained with
WEIGERT's haematoxyline—iron ammonium sulphate. Also in the
sections stained in boraxcarmine, the boundaries of the nucleus are
mostly very indistinet. It is obvious that the protoplasm of the
gland cells in Anelasma is almost indifferent towards bleu de
Lyon; as on the other hand, it has a remarkable affinity to borax-
carmine, the protoplasm of the cementary gland cells in this case Is
rather red, and thus contrasts sharply with the violet tissues
remaining. The cementary gland cells of Anelasma differ strikingly
in this respect from those of Scalpellum, where the protoplasm
attains a blueish violet hue owing to its affinity to bleu de Lyon
In Anelasma, the protoplasm of the gland cells and that of the cells
of the duet also clearly differ, owing to their different affinity to
the bleu de Lyon.

From each of the great cementary gland cells one or two duets
take their departure (pl. III, fig. 15). The wall of the duet consists
of a single-rowed cubical epithelium, and the gland cell surrounds
the initial part of the duct like a cap. Only in rare cases do the
duets of two neighbouring gland cells communicate; the ducts

Nr.i] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 13

generally seem to be short, and debouch into the lacunes of the
surrounding connective tissues as previously menticned. I shall in
the last section, dealing with the general results, return to the
probable part which the cementary glands play in the life history
of Anelasma.

Scalpellum Strømii M. SARrs.

This species occurs in great numbers on the larger Hydroid
colonies in the Trondhjemfjord, where it must be characterised as.
the commonest species of the pedunculate cirripeds. I have in a
previous paper (1912) described the development of its calecareous
plates, giving the general features of its ocecurence in the fjord. —
Scalpellum Strømii is highly organised, and feeds especially upon
smaller crustaceans; this is easily demonstrated by the microtomic
sections, and I have never studied a fullgrown specimen without
finding remains of small crustaceans in the digestive intestine.

Textfig. III. Sagittal section of the alimentary canal of Scalpellunv

Strømii [X 20] m. = mouth opening; oe. = oesophagus; s. = stomach;
i.g. = digestive gland dying below the plane of the rest of the figure);
i. = digestive intestine; p. = proctodæum; a. = anus.

The general features of the anatomy are as follows. The pedunele
in its upper part contains the ovaries, and beside these, at their
upper (hinder) side one pair of compound cementary glands. The
cementary glands never enter into the mantle. — In the thorax, the
oral part is not very prominent; on the other hand, it is armed
with highly developed, powerful mouth feet. The mouth opening
leads into a rather long oesophagus (textfig. III) which almost
occupies one third of the entire alimentary canal. The stomach
is small and very little distinet; through a rather abrupt widening
it opens into the digestive intestine, which has a wide lumen, and
is almost perpendicular to the oesophagus. The proctodæum is
very short, and narrow, and marked off from the digestive intestine
by an abrupt narrowing. Just behind the transition from the
stomach, one pair of digestive glands opens into the digestive-

14 DR. HJALMAR BROCH 11918

intestine through two narrow openings or short ducts; the glands
have an almost globular shape, and show no indication of bran-
ching or division.

The oesophagus (textfig. IV) is lined with a rather thick,
homogeneous, and chitinogene cuticle, the direct continuation of
the external thoracic cuticle; the oesophagal cuticle accordingly
exhibits an intense affinity to bleu de Lyon (pl. V, fig. 25). The
cuticle is supported by a cylindric epithelium with not very high,
and indistincetly cireumseribed cells. Radial dilatatory muscles are
connected with the oesophagal cuticle by fine fibres inserted
between the epithelial cells; the dilatatory muscles form strong
muscle bands, and have their other end fixed to the external

rm.

c. T.S.

Textfig. IV. Transverse section of the oesophagus in Scalpellum Strømii
Px 2001. ce. = euticle; d. m. = dilatatory muscle; r. m. = ring muscle;
m. s. = undifferentiated sarc of the cells of the ring muscle.

thoracic cuticle. Outside the epithelium, strong parallel ring
muscles build a sheath round the oesophagus; the ring muscles
almost seem to be stronger than the dilatatory muscles; they
consist of epithelial muscle elements with large bodies of undif-
ferentiated sarc fixed to the external side of the muscle sheath (pl.
V, fig. 25, textfig. IV, ms.). In longitudinal sections of the
oesophagus (pl. IV, fig. 17) we observe how the distal part of the
dilatatory muscles, or better the connective part between the
oesophagal cuticle and the dilatatory muscle proper, exhibits a
more sinew-like structure; the connective parts seem to be arranged
in indistinct longitudinal rows, and are themselves connected by
cross-connections inside the sheath of ring muscles. Ås mentioned,

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 15

these connective parts exhibit an almost sinew-like appearance;
with the aid of van GIEsson's staining method the principal diffe-
rence between the muscle proper and the connective part can be
distinetly demonstrated, the latter being coloured a vivid red,
owing to its affinity to acid fuchsine, whereas the muscle proper is
stained an intense yellow by the pieric acid. The staining of the
connective parts thus in this case coineides with that of the cuticle.
There is nevertheless also a principal difference between the
euticle and the connective parts, as is demonstrated by preparations
stained with boraxearmine-bleu de Lyon; in this case the cutiele is
bright blue (pl. V, fig. 25), whereas the connective parts between
the muscles and the cuticle attain the same faint violet colour as
the protoplasm of the oesophagal epithelium. The transverse stripes
of the muscle fibres are, of course, lacking in the connective parts.
— In the longitudinal sections the ring muscle sheath is seen to
consist of individual bundles of muscle fibres (pl. IV, fig. 17, rm.)
with undifferentiated bodies of cytoplasm containing the large
nuclei; the undifferentiated sarc is fixed to the muscle at the side
turning away from the lumen of the oesophagus.

In connection with the oesophagus we may also mention the
socalled »salivary glands» («glandes salivaires» of GRUVEL
1905, «Undefinierbare Organe 2», NussBaum 1890) even though
they are situated outside the alimentary canal proper, and in
Scalpellum Strømii show no direct connection with the latter. The
glands in question are in this species gathered in two large groups,
one group at the oral side of the basis of each of the first pair of
cirri. In transverse sections through the basis and the basal joint
of the cirrus, the glands are gathered in the ventro-lateral parts.
and comprise one half to two thirds of the section of the basal joint,
and in longitudinal sections of the latter about one half of its
length. The secretions are emptied directly through minute pores
in the cuticle, without formation of special duets.

The entire organ is composed of large gland cells (pl. IV, fig.
19; pl. V, fig. 28); the nuclei are large, and situated in the middle
or basal part of the cell. The nucleus contains åa large nueleolus;
the latter, after fixation in Bourn's fluid, is intensely blackened by
WEIGERT'S haematoxyline—iron ammonium sulphate, it is also
rather distinctly visible when treated with boraxecarmine, whereas
DeraFIELD'S haematoxyline, on the other hand, does not stain it at
all. The stamming methods mentioned further demonstrate that
the other chromatic substance ot the nuclei occurs as å great many
smaller, intensely colouring granulations. When the animal has
been fixed in formaline, a staining in WEIGERT'Ss haematoxyline—
iron ammonium sulphate only demonstrates the nucleolus, the
chromatic granula mentioned above remaining uncoloured. In

16 DR. HJALMAR BROCH [1918

this case the cytoplasm always showed åa coarsely vacuolated
structure; after fixation in Bourn's fluid on the other hand, the
cytoplasm appears to contain åa great many secretion drops, which
are intensely blackened on staining after WEIGErT's method; also
DeraFrIEeLD'S haematoxyline shows some affinity to the secretorial
drops. The secretions also exhibit a rather intense alffinity to
eosine, and after treatment with van Gresson's staining method
are coloured an intense yellow by the picric acid. An interesting
picture is offered by sections stained with boraxcarmine-bleu de
Lyon (pl. V, fig. 28). The basal parts of the cells below the nuclei
are fo some degree stained by both dyes, and thus attain a light
violet hue; the bleu de Lyon on the other hand, does not stain the
cytoplasm of the outer parts, and here only gives the secretorial
drops a violet hue.

As a result of the staining experiments we find that the cells are
typical serocytes, or albumen eells; no trace of mucin was to be
found. In connection with the varying position of the glands in
question in different genera of the peduneulate cirripeds, this
throws a doubtful light on the suggestion of Gruver that we have
here salivary glands; salivary glands moreover ought to commun-
icate directly with the alimentary canal. — If we bear in mind
that Scalpellum Strømii at all events mainly preys upon smaller
crustaceans, the size of which is often rather large in comparison
with the cirriped itself, it would seem natural to suppose that the
glands in question may be poison glands, serving to paralyse the
animal captured. This supposition also seems to concur better with
the nature of the gland cells as pure serocytes. Å further objection
to the theory of the glands as salivary glands is their remote
position in relation to the mouth or the alimentary canal. On the
other hand their situation beneath the mouth opening, where the
prey after all probability is killed, deeidedly speaks in favour of
their having a poisonous function. —

At the transition from the oesophagus to the digestive intestine,
a small region of the alimentary canal must be judged as the
stomach. This rather short part of the alimentary canal dilfers
from the oesophagus proper by its complete lack of muscles. The
cuticle of the stomach is åa direct continuation of the oesophagal
cuticle, and covers the entire surface of the stomach. It is suppor-
ted by a cubical epithelium; the boundaries between the cells are
generally very difficult to trace, and the epithelium accordingly in
many cases conveys the impression of a syneytium. Åt the transit-
ion to the digestive intestine (pl. IV, fig. 18) the cuticle becomes
thinner, and disappears at last completely. The transition from the
stomach to the digestive intestine is generally distinetly emphasized
by a sharp constriction of the alimentary canal; this constrietiou

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 17

may nevertheless fail in some specimens. Åt the transition to the
digestive intestine, the alimentary canal makes a sharp bend; the
ventral wall, i. e. that situated next to the cirri, forms as a rule a
right angle, whereas the opposite, dorsal wall shows a more equal
bend throughout the entire stomachal region.

The digestive intestine is covered by a cylindrical
epithelium consisting of high cells. All the specimens investigated
had their intestine filled up by food, and the digestive cells showed
a vacuolised structure when stained with DerLaFIELD — VAN GIESSON
(pl. IV, fig. 18). Staining with boraxcarmine-bleu de Lyon gives
another picture (pl. V, fig. 26) showing an almost evenly granulated
protoplasm. The cells are lined with a cuticle exhibiting a finely
transversely striped structure («Ståbechensaum»). The nueclei of
the cells are rather large. It will be of interest here where dealing
with the nuclei of vividly functioning cells to mention their rela-
tion to different staining fluids. Treatment with DEraFIELDS,
haematoxyline demonstrates åa great many chromatic granulations
in the nuclei (pl. IV, fig. 18); these granulations are also strongly
coloured in boraxcarmine (pl. V, fig. 26). If, on the other hand,
we make use of WEIGERT's haematoxyline—iron ammonium sul-
phate, the nuciei only seem to contain one, or seldom two black-
coloured, rather small nucleoli. Excepting the glandular cells,
which will be treated farther below, the last picture is typical for all
somatic nuclei throughout the body of Scalpellum, and this seems,
moreover, to be the general result of the staining method mentioned
throughout the cirripeds, as previously indicated under the heading
of Anelasma.

The digestive intestine also in Scalpellum lacks muscles. The
epithelium is furnished with a strongly prominent and rather thick
basal membrane (pl. V, fig. 26); herein it also differs from the
stomach, where the basal membrane is only feebly developed, and
from the oesophagus, where a basal membrane of the epithelium is
completely wanting.

Through an abrupt constriction, the digestive intestine passes into
the short proctodæum; this last part of the alimentary canal
is richly provided with longitudinal folds of varying prominence.
The epithelium is rather low, almost cubical, and the boundaries of
the single cells are extremely difficult to demonstrate; the procto-
dæal epithelium forms the direct continuation of the thoracic
epithelium, and is, like this, lined with a homogeneous, strue-
tureless and chitinogene cuticle displaying a strong affinity to bleu
de Lyon. The cuticle of the proctodæum is a little thinner than
the external thoracic euticle. In its broad features, the proctodæum
is built like the oesophagus; the ring muscles, however, are in the
proetodæum coalesced to some degree, forming an almost con-

9

par)

18 2 DR. HJALMAR BROCH [1918

tinuous sheath, and not displaying å series of parallel rings or belis
as in the oesophagus. — The proctodæal muscle fibres, like all
muscle fibres of Scalpellum, are distincetly transversally striped.

In the foremost part of the digestive intestine one pair of
digestive glands opens into the alimentary canal through
two short and narrow ducts, one on each side of the intestine. The
gland (textfig. III, i. g.) is almost ball-shaped in outline; the wall
consists of high cylindrical cells furnished with å pronounced basal
membrane (pl. V, fig. 27) A double staining with DecaFIeLD's
haematoxyline—eosine sometimes shows that the distal parts of the
gland cells are strongly eosinophile, exhibiting less affinity to the
haematoxyline ;nevertheless, in general, the protoplasm seems to
exhibit a rather pronounced affinity both to the haematoxyline,
and to the eosine. The nuclei are large; now they are more basally
situated, now to be found more in the middle of the cell, and
exceptionally they may even occur in the distal part of the cell.
The nuclei contain a strongly developed chromatic network, which
exhibits a pronounced affinily to DreraFreLp's haematoxyline (pl.
IV, fig. 20) attaining an almost blackish blue colour; they are
bladder-shaped, and contain a large nueleolus, which, however,
shows a less pronounced affinity to the haeématoxyline than the
other chromatic components of the nucleus, and which on the other
hand is strongly eosinophile, so that in doubly stained preparations
it attains a dark violet hue. — Å treatment with WEIGERT'S
haematoxyline—iron ammonium sulphate gives quite another picture
(pl. IV, fig. 21); the network, or better the granules of chromatine,
are less intensely coloured, whereas the nucleolus is wholly blacke-
ned; the cells in this case lose most of their affinity to eosine.

The digestive glands of Scalpellum Strømii display a strongly
pronounced secretorial function. The double staining with Denra-
FIELD 'S haematoxyline—eosine serves best to give the picture of the
cells emptied of their secretions, and thus with cytoplasm of alveo-
lar structure (pl. IV, fig. 20); the treament with WEIGERT's haemat-
oxyline—iron ammonium sulphate gives the finest demonstration of
the rather filamentary structure of the protoplasm of the cells in
function (pl. IV, fig. 21), the secretions, which are only slightly
stained, gather in the distal part of the cells. The filamentary
structure of the protoplasm is also easily seen in preparations
stained with boraxcarmine—bleu de Lyon (pl. V, fig. 27). — The
entire gland, as above mentioned, is almost ball-shaped, and com-
municates with the intestine through a short and narrow duct;
the latter has a low, cubical epithelium, and opens into the digestive
intestine just behind the stomach.

It is difficult to classify the glands in accordance with the hepatie,
hepatico-pancreatic, or pancreatic types as defined by GRUvEL

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 1)

(1904, 1905). They lack brown granulations, and should accord-
ingly rather approach the pancreatic group, but the minute
structure of the cells differs generally from the pancereatic cells as
described by Gruver. Their function is probably a mixed one,
and although they do not completely correspond with GruvÉér's
deseriptions, they must be ranged among the hepatico-panereatic
group. We are at present ineapable of discerning the chemical
character of the glands in question, the only safe basis for a
classification in the categories named above.

Finally, some details as to the cementary glands oi
Scalpellum Strømii may be given here. The cementary glands are
situated at the upper (hinder) side of the ovaries, under the «stalk»
or connecting part between the thorax and the peduncle. The
glands consist of a series of large gland cells connected by fine
ducts like the grapes of a cluster (pl. II, fig. 16); the fine ducts
unite into one main duct leading down the peduncle, and opening
out at the base of the same. The animal has two such composite
glands, one on each side of the sagittal plane; there are accordingly
also two symmetrically placed main ducts in the pedunele. — The
single gland cell has a finely granulated protoplasm; the granula
exhibit a rather strong affinity to DELaFIeLp's haematoxyline, and
might thus be judged as mucous; staining with mucicarmine
nevertheless completely fails. Whereas the granula as mentioned,
are basophile, the cytoplasm is otherwise pronouncedly eosinophile.
The nuclei are extraordinarily large, and irregularly amoeboid
shaped, generally lobed. The ehromatic substance appears as
numerous, densely crowded small grains, which are characterized
by their pronounced affinity to haematoxylines and boraxcarmine;
DeraFIeLp's haematoxyline stains them blackish blue. The latter
dye also brings to light one or two large nucleoli in the nucleus;
also in the cementary gland cells the nucleoli are at the same time
eosinophile. The nucleoli are also distinet in preparations stained
with boraxcarmine.

The cementary gland cells are evidently in vivid function;
nevertheless their secretions could not be made out clearly in the
ducts. There must be a difference in the nature of the function
of the cementary glands in Scalpellum and Anelasma; this is
clearly shown by their different relation to å double staining with
boraxearmine—bleu de Lyon. In Scalpellum, the cytoplasm of the
cementary gland cells attains åa blueish violet hue, whereas the
cytoplasm of the same cells in Anelasma (pl. V, fig, 24) attains an
almost pure red colour and, accordingly, turns out to be more
strongly basophile than in Scalpellum.

20 DR. HJALMAR BROCH [1918

General results.

In the preceding pages, a division of the alimentary canal into
four regions is generally adopted, which, however, does mnot
correspond with the four regions as defined by Gruver (1905).
Å comparison, indeed, shows that our interpretation and definition
of the stomach is widely different. According to Gruver, the
stomach means the foremost part of the digestive intestine where
the digestive glands open out. According to the definition here
adopted, the stomach means the hinder part of the stomodæal
region, where the muscles become scarce or disappear, the folding
of the wall extraordinarily rich, and the external shape of the
region accordingly rather ellipsoidal. The stomach as defined by
GruveL is here included in the region of the digestive intesline.

In åa comparison of the alimentary canals of peduneulate
cirripeds and ecrustacea decapoda the regions musi
be parallelised in accordance with the definitions here adopted. In
the decapoda, the stomach as well as the oesophagus — i. e. the
entire stomodæal part of the alimentary canal — is lined with å
homogeneous cutiele, which is the direct continuation of the exter-
nal thoracic cuticle. The digestive glands, on the other hand,
open into the middle part of the alimentary canal, the digestive
intestine proper; the latter is characterised by the striped end
parts of the epithelial cells («Ståbchensaum»), the striped euticle.
Also in the Euphausiids the same division holds good (comp.
Raap 1914); here again the stomach, both in its cardiacal, and
pylorical parts, is lined with å continuation of the thoraeic eutiele,
and also in this group of erustaceans the middle part of the
alimentary canal, the digestive intestine, is characterized by its
digestive glands, and by its striped cuticle («Ståbchensaum»). In
the cirripeds, the stomach is reduced to a small subregion of the
stomodæal part, whereas the digestive intestine, on the other hand,
has attained a large size; the latter part is also here characterised
by its striped cuticle («Ståbehensaum»), and by its adjacent
digestive glands. Even though the digestive intestine in some
cirriped species is indistinetly subdivided into two partitions,
nothing speaks in favour of defining the foremost partition as stom-
ach, the less so because the digestive glands in other crustaceans
open into the digestive intestine proper.

Å comparison of the alimentary canal in Anelasma squalicola
and the remaining cirripedia pedunculata does not
reveal any quantitative reduction on account of the parasitic life of
the first named species. Quite on the contrary, we must admit thai
especially the digestive intestine is comparatively almost larger
than in Scalpellum, the organisation of Scalpellum Strømii agreeing
with that of the other Scalpellum-species investigated by Horks

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 21

(1883); moreover, the digestive intestine, being richly furnished with
tufts and folds, displays a higher development than that of
Scalpellum. Also the digestive glands with their coarser anatomy,
show a far higher organisation in Anelasma than in Scalpellum.
Å comparison with Conchoderma gives åa somewhalt different result;
according to GRUveL (1904) the intestinal wall of the latter is no
doubt less strongly folded than that of Anelasma; (GConchoderma,
on the other hand, has a great many digestive glands which
are, moreover, rather distinctly differentiated into hepatie, hepatico-
pancereatic, and panereatic glands. Nevertheless the differences in
the coarser anatomy do not entitle us to speak of the reductive
influence of parasitism in Ånelasma.

Very interesting results are obtained if we take as our starting
point for comparison åa juvenile specimen instead of an adult
Anelasma. In the juvenile Anelasma, the digestive glands are
more simply constructed, and approach those of Scalpellum; from
their finer structure, they resemble the panereatic group of glands,
and, moreover, display a vivid function. This stands in pronouneed
opposition to the picture afforded by fullgrown specimens. Although
the gland here as åa whole is more highly developed, the structure
of the single gland cells nevertheless much more implies a strongly
reduced function. In this respect we may thus speak of the reductive
influence of parasitism. Also the finer structure of the digestive
intestine seems to point in the same direction; this may nevertheless
also be aseribed to the fact that all the many fullgrown specimens
investigated turned out to have empty digestive intestines.

It may be a question, whether the latter point is of importance in
our judgment as to the life history of Anelasma, or in other words,
whether we can take the empty digestive canal as the rule or only
as an accident. Probably we have to look on it as the common rule.
In this direction the reduced nature of the cirri, and the mouth
feet are very important points; the cirri are short and stout, and
even in living animals never seem to perform active motions. The
mouth feet are excedingly reduced: the palps, and the outer
maxillæ, are quite rudimentary and destitute of spines; the inner
maxillæ, and the mandibulæ, are very small and feebly armed.
Moreover the so-called «salivary glands» of other cirripeds are
wanting in Anelasma. Even though the oral part of the thorax is
developed into a pronounced proboscis, its faculty as å capturing
organ must be very small. Taking all this together, we must
consider the empty digestive canal as the general rule.

On the other hand, the active function of ovaries and testes in
Anelasma lays great claim to the provision of food. In Scalpellum
Strømii I have on extensive investigations found that only about 60
ova develop at a time in the mantle cavity. In comparison with

22 DR. HJALMAR BROCH [1918

Anelasma this must be said to be å very small amount, as in the
latter species at least about two thousand eggs, large and richly
furnished with yolk, are developed at a time in the mantle cavity.
There must thus be more need for food in Anelasma than in
Scalpellum. This need must be supplied by other organs than the
alimentary canal, and we have here indirect evidence that Ane-
lasma absorbs at all events the main supply of its nutriment from
its host through the filamentary offshoots which are immersed in
the body of the shark. This has already been supposed by Koss-
MANN (1874) and GeoFFROY SmITH (1906).

Textfig. V. Degenerating tissue of Etmopterus spinax at the filament
of Anelasma (A). e. = degenerating erythrocyte; I. — degenerating leuco-
cyte. [X 460] RaBL. WEIGERT'S haematoxyline —iron ammonium sulfate,
VAN GIESSON.

The filaments are, as previously mentioned, in their proximal
parts covered by a rather thick cuticle forming the direct continua-
tion of the cuticle of the pedunele. The cuticle is rather thick
nearer the offspring of the filament, but becomes thinner the more
we approach the distal part of the filament, and at last fades
away entirely. The absorbtion of nutriment must accordingly take
place at the tips of the filaments. A study of the shark confirms
that the filamental end parts of Anelasma strongly influence the
tissues of the host. Where the filaments of Anelasma push on
through the muscles of Etmopterus, å pronounced degeneration of

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMÅ ÅND SGCALPELLUM 25

the muscle fibres is observed; the muscle tissues degenerate, and
are to a great degree replaced by a rich development of connective
tissue, which, however, gives åa pathologic impression (textfig. V).
Å closer study at once reveals degenerative features in the tissue,
the nuelei (pl. V, fig. 29) exhibiting the picture of chromatolysis.
Also the erythrocytes of the shark degenerate rather numerously
round the offshoots of the parasite (pl. V, fig. 31); they attain an
irregular shape, and seem to be dissolved. Å similar picture is
afforded by the leucocytes (pl. V, fig. 30). — Ås is well known it is
a general rule that the attack of a parasitic organism is answered
in the host by an influx of leucocytes to the place of attack. We
should thus also in Etmopterus expect a larger amount of leucoey-
tes in the degenerating tissues, or near them. Ås a matter of
fact, several leucocytes are observed in the parts concerned, but
their number was nevertheless astonishingly small. This must be
due to the rapid dissolution of the shark's tissues in the environs ol
the filaments of the parasite. This dissolution clearly appears from
the mentioned signs of degeneration which predominate in the
tissues of Etmopterus round the filaments of Anelasma. We have
here a sure proof that Anelasma also absorbs nutriment from the
body of the shark through the filaments of its peduncle.

The absorbtion of food through the filaments has of course set its
mark upon the digestive organs of Anelasma. Even though the
digestive organs proper according to their high organisation cannot
be judged as unimportant in the animal's life, their finer structure
seems to evince a rather reduced function. The investigation of the
fullgrown specimens has in all cases demionstrated intestinal cells in
rest, and also the digestive glands consist of cells which exhibit an
indifferent if not directly degenerated appearance. If we moreover
compare the muscles of the alimentary canal in Anelasma with
those of Scalpellum, we find that especially the proctodæum of
Anelasma is strikingly sparsely endowed with muscles; this also
speaks in favour of the supposition of a subordinate importance of
the alimentary canal as a digestive organ. It is at present impos-
sible to give a definitive answer as to the part played by the
intestine in the life history of the fullgrown Anelasma; we have
nevertheless reason io believe that its maintenance, or better, its
rather high development, is due to its importance as an exeretory
organ. Even though indisputable renal organs are found in the
proboscoidal part of the animal, they cannot make an excretory
intestinal organ superfluous.

Turning again to the filamentary appendages of the pedunele,
we have to answer the question, where do the supposed dissolving
secretions originate, which influence the tissues of the host? The
tissues of the filaments themselves contain no gland cells, and the

24 DR. HJALMAR BROCH tk [1918

same might at first seem to hold good for the lacunary tissues,
through which the nutritive fluids pass throughout the body of
Anelasma. Å closer study nevertheless reveals gland cells in the
mesodermal, connective tissues of the parasite, viz. the cementary
gland cells. — In Scalpellum the cementary glands gather into two
aggregates, sending their secretions through two separate main
duets down to the base of the pedunele. In Anelasma, the
cementary glands are more numerous, and spread over the basal
parts of the mantle and the upper part of the pedunele; it is here *
impossible to speak of definite aggregates of gland cells, or glands,
and it was impossible to trace their ducts farther down the peduncle;
quite on the conitrary, the short ducts from the single gland cells
seem to open into the lacunæ of the connective tissue. The com-
paratively large number of cementary glands, and the extraordinary
size of the single gland cells in Anelasma, point to their playing å
great part in the life history of the animal, and this part cannot be
the secretion of åa cementing substance as supposed in other
cirripeds. GRUVEL (1905) also attributes to the cementary glands
other seeretorial functions, and his supposition would so far give a
good explanation of their great quantity in Anelasma, especially if
it could be demonstrated that their secretions stand in connection
with the dissolving faculty of the filaments as against the tissues
of the shark. The different results of the staining methods stated
above also show a different nature of the secretorial function of the
cementary glands in Scalpellum and Anelasma; it seems indis-
putable that this must stand in connection with the parasitic mode
of life in the latter.

The cementary gland cells, as mentioned, are comparatively large
in Anelasma. In this respect they markedly contrast with the
remaining somatic cells of the animal, which are not only com-
paratively, but also absolutely smaller than in Scalpellum. This
feature is the more interesting because the latter species is the
smaller one, and it may possibly be taken as an evidence of the
more primitive position of Scalpellum.

Summary.

Å short review of the investigations gives as main results that
Anelasma, in the coarser organisation of its alimentary canal, takes
up å rather intermediate position between the lower organised
Scalpellum, and the somewhat more highly specialized (Con-
choderma, and Lepas. The digestive glands of Anelasma are in
their coarser anatomy more highly developed than in Scalpellum,
and somewhat approach highly organized species as Gonchoderma;
on the other hand, their finer structure conveys the impression of
resting, or even degenerating tissues. The digestive intestine proper

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM 25)

also seems to have suspended its function as a food-absorbing
organ. This depends upon the development of secondary nutritive
organs, viz. the olffshoots or filaments of the peduncle. These
filaments are probably supported in their dissolving influence on
the shark's tissues by secretions from the cementary glands, the
latter being numerous and of great size in Anelasma. The
cementary glands do not here, as in other pedunculate cirripeds,
gather into two groups, or send their secretions to the base of the
pedunele through two main ducts. The single gland cells commun-
icate through short ducts with the lacunes of the connective
tissue in Anelasma.

3—XNXI—1918.

Literature cited:

Brocn, Hy. (1912), Die Plattenentwickelung bei Scalpellum
Strømii M. Sars. (Det kgl. norske Viden-
skabers Selskabs Skrifter 1912). Trond-
hjem.

— (1918), Overgang til parasitisme hos cirripediene.
(Forhandl. ved 16. skandinaviske natur-
forskermøte 1916). Kristiania.

DARWIN, CH., (1851), Å Monograph on the sub-class Cirripedia.
The Lepadidæ. (Ray Society). London.

GRUVEL, Å., (1904), Revision des Cirrhipedes appartenant å
la collection du Museum, Partie anatomi-
que. (Nouvelles Archives du Museum,
TSseme NA VIA Paris:

— (1905), Monographie des Cirrhipedes ou Théco-

slracés. Paris.

Om Sort-Haaen. (Det Trondhjemske Sel-

skabs Skrifter, Anden Deel). Kiøbenhavn.

Hokx, P. P. C., (1885), Report on the cirripedia. Anatomical part.
(Rep. Scient. Res. Challenger, Zool., vol. X).
London.

Kossmann, R., (1874), Suctoria und Lepadidae. (Arbeiten aus
dem Zoologisch-Zootomischen Institul).

D

GUNNERUS, J. E., (1763)

Wirzburg. E
LOvEN, S., (1845), Alepas squalicola n. sp. (Ofversigt af

Kongl. Vetenskaps-Akademiens Förhand-
lingar. 1. Arg.). Stockholm.

Nuss»avum, M., (1890), Anatomische Studien an californischen
Cirripedien. Bonn.

26 DR. HJALMAR BROCH [1918

RAaB, F.,, (1914), Beitrag zur Anatomie und Histologie der
Euphausiiden. (Arbeiten der Zoolog. Insti-
tute, Tom XX). Wien.

SmiTH, GEOFFROY (1906), Rhizocephala. (Fauna und lan des
Golfes von Neapel, 29. Monogr.). Berlin.

Explanation of the plates.
Plate I

Ånelasma squalicola.

Fig. 1. Two specimens in situ at the dorsal fin of an Etmopterus,
Nat. size.

» 2. Sagittal section of the thorax [X 5]. S= stalk; I to VI

the six left cirri; P = penis; m — mouth opening; oe —

oesophagus; s — stomach; i — digestive intestine; p =
proctodæum; a — anus.

» 83. Part of a transverse section of the oesophagus [X 320].
c = euticle; r = ring muscle. Bouin. Boraxcarmine,

bleu de Lyon.

» 4. Part of a transverse section of the oesophagus, showing
the connection of the dilatatory muscles with the cuticle
[X 320]. Bouin. Boraxcarmine, bleu de Lyon.

» 5. Longitudinal section of the alimentary canal at the trans-
ition from the stomach (s) to the digestive intestine (1).
[X 320|. RapcL. WEIGERT'S haematoxyline—iron ammeo-
nium sulphate, VAN GIESSON.

» 6. Epithelium from the digestive intestine | 460]. Rasu.
WeEIGERT'S haematoxyline—iron ammonium sulphate,
eosine.

Plate II.
Anelasma squalicola.

Fig.

. Epithelium from the proctodæum [X 460]. Bouin. Borax-

carmine, bleu de Lyon.

S. Entrance of the duct from the digeslive gland into the
digestive intestine in a quite young specimen. At X, the
transition from glandular into intestinal epithelium.
|X 320]. RaABL. WEIGERT's haematoxyline—iron ammonium
sulphate, VAN GIESSON.

9. Section of ihe digestive gland in the same specimen.

[460]. RaBL. WEIGERT'S haematoxyline—iron ammonium

sulphate, VAN GIESSON.

«I

Nr. 1] ANATOMICAL STUDIES ON ANELASMA AND SCALPELLUM DM

Fig. 10. Epithelium from the digestive gland of a fullgrown

Fig.

Fig.

TG

Ba

il,

16.

17.

specimen [X 460]. RaBL. WEIGERT'S haematoxyline—iron
ammonium sulphate, VAN GIESSON.

Transverse section of a filament of a young specimen at
some distance from the peduncle [X 320]. RapcL. Wer-
GERT'S haematoxyline—iron ammonium sulphate, VAN
GIESSON.

Transverse section of a filament of the same specimen
at its distal end, surrounded by the sharks tissue |X 320].
RaBL. WEIGERTS haematoxyline—iron ammonium sul-
phate, VAN GIESSON.

Plate III.

Anelasma squalicola.

From a transverse section of the mantle of a quite
young specimen. c—=cementary gland cell [X 460]|. Rapu.
WEIGERT'S haematoxyline—iron ammonium sulphate,
VAN GIESSON.

Transverse section of åa cementary gland cell of a full-
grown specimen [X 320]. Rat. WEIGERT'Ss haematoxyline
—iron ammonium sulphate, VAN GIESSON.

Section of a cementary gland cell of å fullgrown specimen
showing the duct in longitudinal section. [X 320]. Ra».
WEIGERT'S haematoxyline—iron ammonium sulphate,
VAN GIESSON.

Scalpellum Strømii.

Section through the end part of å cementary gland [X 4601.
Boun. DerLaFIgrLp'Ss haematoxyline, eosine.

Plate IV.

Scalpellum Strømii.

Longitudinal section of the oesophagal wall. c.p.= con-
nective parts between the cuticle (c), and the dilatatory
muscles (d.m.); r.m. = ring muscle [X 460]. Bou.
DeLaFIELD'S haematoxyline, eosine.

Longitudinal section of the alimentary canal showing
the transition from the stomach (s) to the digestive intest-
ine (i) | 320]. Bouin. DetaFieLp's haematoxyline, van
GIESSON.

Section of the <«salivary gland» [X 460]. Bouin. Wet
GERT'S haematoxyline—iron ammonium sulphate.
Epithelium of the digestive gland; resting phase [X 460].
Bouin. DerLaFieLp'Ss haematoxyline, eosine.

28 DR.HJ.BROCH. ANAT. ST. ON ANELASMA AND SCALP. [1918, Nr. 1]
Fig.21. Epithelium of the digestive glands; cells in function
> 460]. Bouin. WEIGErRT's haematoxyline—iron ammo-
nium sulphate, eosine.
Pleue V.
Anelasma squalicola.
Fig.22. Epithelium of the digestive intesline [X 460]. Bounn.
Boraxcarmine, bleu de Lyon.
» 23. Epithelium of the digestive gland | 460|. Bourn. Borax-
carmine, bleu de Lyon.

24. Cementary gland cell [X 320]. Bowur. Boraxcarmine,

bleu de Lyon.
Scalpellum Strømii.

25. From a transverse section of the oesophagus |X 35201.
Bouin. Boraxcamine, bleu de Lyon.

26. Epithelium of the digestive intestine [X 320]. Bou.
Boraxcarmine, bleu de Lyon.

» 27. Epithelium of the digestive gland [X 320]. Bounn. Bor-
axcarmine, bleu de Lyon.
» 928. Part of a section of the «salivary gland» [X 320]. Bou.
Boraxcarmine, bleu de Lyon.
Etmopterus spinax.

29. Degenerating nuclei of the connective tissue surrounding
the filaments of Anelasma | 600|. Bourn. DeraFicctp's
haematoxyline, eosine.

30. Degenerating leucocytes |X 600. Bouin. DerLaFIELD'S
haematoxyline, eosine.

» 831. a normal erythrocyte; b degenerating erythroeyte [X 6001.

Bouin. DeLaFIELD'S haematoxyline, eosine.

Printed "/3 19.

Plate I.

A. B. Lagrelius & Westphal, Stockholm

Ljustr.

HJ. Broch del. et phot.

PlaveIl.

H). Broch del. Ljustr. A. B. Lagrelius & Westphal, Stockholm

LA
LP
NÅ

EA

Plate Il.

DES

Hj. Broch del. Ljustr. A. B. Lagrelius & Westphal, Stockholm

Plate IV.

B. Lagrelius & Westphal, Stockholm

A.

Ljustr.

Broch del.

Hj.

Plate V

Broch del.

FEN
KAL,
År

ae

Ba

på Ver E IG
ON AN på Reg

CONTRIBUTIONES
AD FLORAM ASIAE INTERIORIS PERTINENTES

EDIDIT

HENRIK PRINTZ

II

EINIGE BRYOPHYTEN AUS DEM SUDLICHSTEN
SIBIRIEN UND DEM URJANKAILANDE

VON

7 B. KAALAAS

MIT 2 TAFELN UND 2 TEXTFIGUREN
(ERGEBNISSE DER BOTANISCHEN UNTERSUCHUNGEN

WÅÄHREND DER NORWEGISCHEN WISSENSCHAFTLICHEN FORSCHUNGSREISE
IM SUDLICHEN SIBIRIEN UND IM URJANKAILANDE IM SOMMER 1914)

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1918. NR. 2

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1918

Å

Wåhrend der norwegischen wissenschaftlichen Forschungsreise
im Jahre 1914 nach dem sidlichen Sibirien und dem Urjankai-
lande sammelte der Botaniker der Expedition, H. Printz unter
anderem verschiedene Arten von Moosen ein. Das bryologische
Material, das dadurch herbeigeschaft wurde, musste die Expedition
bei der Heimkebr im Jahre 1914 wegen der vom Weltkriege
geschaffenen, abnormen Verkehrsverhåltnisse in Krasnojarsk
zuriicklassen, und es ist zur Zeit unmöglich zu sagen, wann
die Sammlungen heimgebracht werden können. Indessen sind
den von der Expedition eingesammelten Phanerogamen und
Pteridophyten auch einige Moospflanzen mitgefolgt, z. B. in Rasen
von Carex-arten und auf Erdschollen, die an den Wurzeln höherer
Pflanzen, besonders Sumpfpflanzen, gehaftet haben. Alle diese
Moose hat Herr Pruintz sorgfåltig herausgepflåckt und sie mir
zur Bestimmung ibergeben. Nur in wenigen Fållen hat es sich
dabei um so grosse Proben einer Art gehandelt, dass sie den
Namen kleiner Moosrasen verdienen. In der Regel ist es ein
oder nur wenige Stengel jeder Art, und in sehr vielen Fållen
sind es nur kleinere und grössere Stengelfragmente oder Aeste
gewesen. Jeder Bryologe wird einsehen, dass die Bestimmung
eines Materials dieser Beschaffenheit eine sehr mihsame und
undankbare Arbeit werden muss, denn trotz aller angewandten
Sorgfalt ist das Ergebnis off wenig befriedigend, ja in vielen Fållen
ist das sichere Erkennen der vorliegenden Arten ganz unmöglich,
um so mehr als alle diese ausgepflickten Moose ganz steril
gewesen sind. Indessen betrachte ich die Bestimmung der im
folgenden angegebenen Arten so weit sicher, dass ich wage sie
zu veröffentlichen. Grösstenteils stammen sie nåmlich aus dem
Urjankailande, von dessen Moosflora meines Wissens bisher Nichts
bekannt ist.

Die nachgewiesenen Arten sind in einer Anzahl von 72 vor-
handen; zwei von diesen: Brachythecium abakanense und Rhytidia-
delphus Printzii sind der Wissenschaft ganz neu, und die 3 folgen-
den: Amblystegium Juratzkanum, Å. hygrophilum und Sphagnum
fallax sind vorher nicht aus dem nördlichen Asien angegeben.
Wie es nach der Weise, wodurch diese kleine Moossammlung
herbeigeschafft worden ist, zu erwarten war, enthålt sie nur Arten,
die auf mehr weniger feuchter Erde oder in Sumpfen vorkom-

PÅ B. KAALAAS [1918

men, dagegen keine an Felsen und Steinen, auf nacktem Boden
oder an Baumståmmen und moderndem Holze wachsenden Moose.
Die Mehrzahl sind auch in Europa, besonders in Gebirgsgegenden,
allgemein vorkommende Arten.

Im nachstehenden Verzeichnis fåhre ich bei den einzelnen Arten
auch die Begleitpflanzen an, da diese die besten Aufschlisse
iiber die physikalisehe Beschaffenheit der Standörter geben.

Die topografischen und klimatischen Verhåltnisse in den
Gebieten, aus denen die Moose stammen, sind von H. Printz
im ersten Teil dieser Berichte «Contributiones ad floram Asiae
interioris pertinentes», Kgl. Norske Vidensk. Selskabs Skrifter nr. 4.
1915 ausfåhrlicher beschrieben worden, und verweise ich dies-
beziglich zu dieser Abhandlung.

Herr Lektor Dr. H. W. ArneLL in Upsala, der mir gitigst einige
seltene sibiriscehe Moose zum Vergleich verschafft hat, statte ich
bei dieser Gelegenheit meinen verbindlichsten Dank ab.

B. Kaalaas.

Kurz nach der Vollendung des Manuskripts ging der Verfasser
Realschulinspektor B. KaarLaas mit Tode ab. Får die zwei her-
beigefiigten Tafeln, die nach dem Tode des Verfassers hergestellt
sind, ist der unterzeichnete Herausgeber, der auch die nötige
Korrektur gelesen hat, verantwortlich.

Trondhjem Januar 1919.
Henrik Printz.

Nr. 2] BRYOPHYT. AUS SÖDL. SIBIRIEN UND DEM URJANKAILANDE 5

Verzeichnis der nachgewiesenen Arten.

Hepaticae.
1. Eucalyx obovatus (NeEs.) BREIDLER.
Altaian oberhalb der Waldgrenze bei 2000 Mtr. Meereshöhe
mit Doronicum altaicum.

2. Sphenolobus minutus (Crantz) ST. var. euspidatus Kaa.
Altaian an Saxifraga melaleuca mit Dicranum scoparium
vergesellschaftet.

3. Lophozia lycopodioides (Warctr.) COGNIAUX.
Altaian an zwei Stellen, einmal oberhalb der Waldgrenze
bei 1800 Mitr., ein andermal mit Carex panicea vergesellschaftet.

4. Cephalozia bicuspidata (L.) Dum.
Altaian auf sandiger Erde mit Doronicum altaieum 2000 Mtr.
ub/(dM.

5. OC. fluitans (NEEs.) SPRUCE.
Unweit Ust Algiak mit Carex limosa.

6. Ptilidium ciliare (L.) Hamre.
Altaian an mehreren Stellen mit Alsine arctica, Papaver
nudicaule und Arctostaphylos alpina bis 2000 Mtr. aufsteigend.
7. Scapania irrigua (NErs.) Dum.
An zwei Stellen bei Ust Algiak, teils mit Carex canescens,
teils mit Carex limosa.

8. N. rosacea (CorDaA) Dum.
Altaian 2000 Mitr. tb. d. Meere mit Doronicum altaicum.

Sphagnales.

9. Sphagnum eompactum Dr Can.
Kalna an Oxycoccus palustris.

10. Sph. Girgensohnii Russ.

Obere Amyl mit Galium palustre; Ust Algiak mit Carex
canescens. Scheint im Altaian besonders håufig zu sein und hier
an mehreren Phanerogamen: Dryas, Empetrum, Arctostaphylos
alpina, Luzula confusa und Valeriana capitata festklebend gesam-
melt; bis 2000 Mir. aufsteigend.

11. Sph. rubellum Wirs var. tenellum ScHmPr.
Altaian mit Andromeda polifolia; Kalna auf einem Sphagnum-
moore mit Oxycoceus palustris.

6 B. KAALAAS IS

12. Sph. acutifolium (Enrn.) Russ. var. Schimperi Röcc.
Altaian an Carex tristis.
13. Sph. cuspidatum Enrn.
Ust Algiak an Eriophorum vaginatum.
14. Sph. amblyphyllum Russ.
Ust Algiak an Equisetum palustre.
15. Sph. fallax v. KLnGGR.
Unweit Ust Algiak mit Carex limosa.

Bryales.
16. Cynodontium sp.?
Wegen des dårftigen Materiales unbestimmbar.

17. Oncophorus Wahlenbergii Brip.
Altaian 2000 Mtr. å. Meere an den Wurzeln der Phyllodoce
coerulea.
18. Dieranum Starkei Wr». & MOHr.
Altaian mit Alsine arctica bei 2000 Mtr. Meereshöhe. Die
Form ist von den gewöhnlichen etwas abweichend und die
Bestimmung zu dieser Art darum etwas unsicher.

19. D. elongatum ScHLEICH.
Altaian mit Luzula confusa.

20. D. fuscescens Turn.
Altaian an Saxifraga melaleuca.

21. D. congestum Briv.
Altaian bei 2000 Mir. mit Arctostaphylos alpina.

22. D. seoparium (L.) Hepw.

Altaian, teils mit Saxifraga melaleuca, teils an Carex atrata;
an dem oberen Sisti-kem im Nadelwalde bei 12—1500 Mitr. Mee-
reshöhe.

23. D. Bonjeani Dr Nor.

Altaian mit Carex fuliginosa; eine Form mit kurzen, breiten,
wenig querwelligen Blåttern, am nåchsten der Var. juntiperifolium
(SeNnDT.) BRarTHw. entsprechend.

24. Fissidens osmundoides (SwarRTz) HeDw.
Altaian an Juncus triglumis.
25. Ditrichum sp.?
Die wenigen vorliegenden Stengelchen haben eine sichere
Artsbestimmung nicht gestattet.
26. Mniobryum albicans (WAHLENB.) LIMPR.

Ust Algiak unweit des Flusses Sisti-kem, ein kleiner Rasen
mit mehreren 3 Bliiten.

Nr.2] BRYOPHYT. AUS SÖDL. SIBIRIEN UND DEM URJANKAILANDE 7

27. Webera nutans (ScHrREB.) Hepw.
Im Amyltale an Comarum palustre mit Inflorescenzen.

28. Webera sp.?
Wegen Ermangelung an Bliten und Frichten unbestimmbar.

29. Bryum sp.

Mitgebracht sind drei verschiedene Rasen von Brya, teils
am Ufer des Jenisei bei Ust Abakansk, teils bei Ust Algiak
gesammelt. Die Rasen tragen ganz junge, noch griine und weiche
Frichte oder veraltete Kapsel, deren Peristome vollståndig zer-
stört sind. Ein Versuch der Artsbestimmung ist darum selbsl-
verståndlich ausgeschlossen.

30. Mnium euspidatum (L.) Lryss.
Subalpine Wålder unweit Kalna, und bei Kushabar an Sagina
procumbens.

31. M. subglobosum Br. eur.
Ust Algiak an Pyrola media; Altaian an Saxifraga punctata.

32. Aulacomnium turgidum (WAHLENB.) SCHwÄGR.
Altaian mit Papaver nudicaule.

>

33. Å. palustre (L.) ScCHwÄGR.
Im Amyltale mit Comarum palustre; Ust Algiak an Pyrola
rotundifolia.

Zwei Exemplare: das eine von einem Sphagnummoore bei
Kalna mit OQxycoccus palustris, das andere bei Ust Algiak zu-
sammen mit Equisetum palustre, scheinen eher an Aulacomnium
acuminatum ÅRN. & LINDB. als an Å. palustre zu gehören. Die
Blattspitze ist sehr lang ausgezogen, die Blattrånder nur am
Grunde umgerollt, sonst in der Regel flach, und die Blattzellen
im oberen Teil des Blattes nur S—14 u lang. Da indessen A.
palustre eine sehr variable Art ist, und ich kein Exemplar von
Å. acuminatum zum Vergleich gehabt habe, wage ich sie nicht får
Å. acuminatum zu erklåren, um so mehr, da die vorliegenden
Stengel nicht vollståndig sind.

34. Polytrichum alpinum L.
Kalna, in subalpinen Waldgegenden, ein kleiner selbståndiger
Rasen; Altaian, an mehreren Stellen, teils mit Papaver nudicaule,
teils mit Saxifraga melaleuca.

35. P. juniperinum Wir.

Unweit Ust Abakansk mit Fragaria virides; unweit Kalna in
subalpinen Wåldern und bei Ust Algiak, an beiden Orten in
eigenen Rasen; Altaian an zwei Stellen, mit Carex sparsifolia,
und bei 2000 Mtr. mit Arctostaphylos alpina zusammen.

|D

B. KAALAAS [1918

36. P. commune L.
Altaian bei 2000 Mtr. Meereshöhe an Arctostaphylos alpina.

37. Thujidium abietinum (L.) Br. eur.

Scheint eine håufige Art zu sein: Ust Abakansk zusammen
mit Fragaria viridis; unweit Kushabar; bei Ust Algiak an Selagi-
nella sanguinolenta; Altaian an mehreren Stellen mit Dryas octope-
tala und Rhododendron Anthopogon.

38. Leseuraea secunda ARNELL.

Altaian bei 15—1800 Mtr. Meereshöhe zusammen mit Pedicu-
laris sp., drei ungefåhr vollståndige Pflanzen.

Diese, wie es scheint, specifisch sibiriscehe Art ist meines
Wissens bisher nur zweimal in der Umgegend von Minusinsk
und einmal bei Kirenik im Lena-Tale gesammelt worden. Ihr
Vorkommen in Altaian scheint anzudeuten, dass sie eigentlich
eine subalpine oder alpine Art ist, und nicht selten in dem Sajan
Gebirge. Es wåre doch merkwiirdig, wenn eine sehr seltene Art
am zufållig mitgenommen Phanerogamen haften sollte. — Die
von Herrn Printz mitgebrachten Pflanzen sind etwas kleiner
und feiner als AÅRNELLS Originalexempl. (nur 2—3 cm. lang,
vermutlich nicht ganz vollståndig) und die Blåtter am Haupt-
stengel nicht tberall scharf sichelförmig-einseitswendig, vielmehr
aber streckenweise mzweiseitig abstehend. Die Astblåtter sind
dagegen immer <«falcat». Ubrigene ist die Ubereinstimmung
mit der Beschreibung in «Revue bryologique» 1898 p. 9. voll-
kommen.

39. Entodon orthocarpus LIND».
Unweit Ust Algiak zusammen mit Selaginella sanguinolenta.

40. Brachythecium abakanense KaaL. nov. sp.
Tal, 16 Pie, AG, Tab 116, 1F6,10.
Caespites, densi, depressi, substratum arcte affixi flavovirides —
flavi, intus flavo-brunnet, valde ntitentes.

RTSS RENERE Surculus ad 3 cm. longus,
valde fragilis; pars inferior
decumbens, radiculis longis,
fuseis, tenutbus glabrisque, fas-
ciatim disposilis repens; pars
superior adscendens, valde ra-
mosa, ramis usque ad 1 em.
longis, pro more subfascicu-
latis, rarius subpinnatis, sim-
plicibus, sursum vergentibus,
dense foliatis, apice attenua-
Brachythecium abakanense Kaanr. 11 is, sed haud flagelliformibus.

Nr. 2] BRYOPHYT. AUS SÖDL. SIBIRIEN UND DEM URJANKAILANDE 9

Caulis flavoviridis-flavofuscus, ad 0,28 mm. crassus, sectione
pentagonus, cellulis interioribus haud incrassatis, ca. 14—21 pu,
exterioribus minoribus, periphericis in 1—2 stratis incrassatts,
fuscis, 8—9 yu; fasciculus centralis bene definitus, ca. 28 mv Crassus.

Folia caulina inferiora dissita, parva, 0,5—0,6 mm. longa
et 0,3 mm. lata, late ovata, sat subito in acumen lanceolatum —
subulatum, saepe flexuosum, %—% longitudine folit metientem
angustata, åa costa ad medium percursa.

Folia ramorum undique vergentia, dense imbricata, erecta
— erecto-patentia, recta, 1,6—1,8 mm. longa, 0,5—0,9 mm. lata, e
basi angustiore haud decurrente, ovato-lanceolata — lanceolata,
sensim in cuspidem longissimam, subulatam — filiformens saepe
flexuosam exeuntia, concaviuseula, profunde pluriplicata, integra
apice ultima solum minute remoteque dentata, margine compluri-
bus locis variis spatiis anguste involuta. Gosta fusco-viridis,
debilis, ad insertionem 28—40 u lata, cito angustata et ad %—%
folii dissoluta.

Cellulae mediae folii anguste prosenchymaticae, tenui-
membranaceae et translucentes, ad extremum acutae, ca. 7 w latae,
40—70 u longae, basin versus sensim breviores latioresque; basilares
e costa ad angulos haud excavatos sat subito breviter ovales —
quadratae, chlorophyllo carentes, ad marginem solum altius
extensae.

(etera desunt.

Auf einer Insel im Fluzze Abakan unveit Askys. Scheint auf
einem morschen Stamme gewachsen zu haben.

Nach den vegetativen Organen gehört diese neue Art in die
Velutina-Gruppe und steht vielleicht dem Brachythecium erythro-
rhizon am nåchsten, von diesem aber durch ganz andere Verzwei-
gung und Blattform specifisch verschieden.

41. B. velutinum (L.) Br. eur.

Am Flusse Abakan mit Herminium monorchis.

492. B. trachypodium (Funck) Br. eur.

In Altaian mit Carex atrata.

43. B. salebrosum (Horrm.) Br. eur.

Scheint eine håufige Art zu sein: Ust Abakansk an Fragaria
viridis; unweit Askys mit Carex capillaris; Kushabar an Sagina
procumbens; Ust Algiak an GCarex tenella.

44. B. albicans (Neck.) Br. eur.

Auf feuchten Ufern am Jenisei und auf Inseln im Flusse;
Askys mit Ranunculus polyanthemos.

45. B. reflexum (STARKE) Br. eur.

Altaian, oberhalb der Waldgrenze, bei 2000 Mtr. Meereshöhe,
teils mit Ranunculus altaicus, teils als var. subglaciale LimPr. mit
Doronicum altaicum.

ID) He B. KAALAAS [1918

46. B. plumosum (Sw.) Br. eur.?
Auf einer Insel im Abakanflusse unweit Askys; zweifelhafte
Form.

47. Amblystegium serpens (L.) Br. eur.
Ust Abakansk, teils mit Fragaria viridis, teils mit Anemone
silvestris; Askys, an mehreren Stellen mit Ranunculus polyanthemos

und Herminium monorchis; sumpfige Wiesen auf Inseln im Flusse
Abakan.

48. Å. Juratzkanum Scar.
Ust Abakansk mit Cobresia sp.

49. Å. Kochii Br. eur.
Am Ufer des Abakanflusses an Carex caespitosa,

50. Å. varium (Hepw.) LIND».
Ust Algiak an Epilobium palustre.

51. Å. hygrophilum (JUr.) Scuimr.
Ust Algiak an Carex canescens.

52. Å. riparium (L.) Br. eur.

Ust Abakansk mit Carex vesicaria; feuchte Wiesen in der
Abakansteppe unweit Askys; auf Inseln im Abakan mit Carex
leporina.

Mehrere anderen Amblystegium-formen haben sich, wegen des
aiisserst spårlichen Materials, in denen sie vorgelegen haben, nicht
mit annåhernder Sicherheit bestimmen lassen.

53. Campylium stellatum (ScurEB.) BRYHN.
Unweit Ust Algiak und in Altaian oberhalb der Waldgrenze
bei 1800 Mtr.

54. UC. protensum (Brip.) KIND»B.
Ust Algiak mit Pyrola uniflora.

55. UC. polygamum (Br. eur.) BRyHn.
Feuchte Wiesen in der Abakansteppe.

56. Drepanocladus uncinatus (Hepw.) WARnsT.
Ust Algiak mit Pyrola rotundifolia; Altaian mit Papaver
.nudicaule.

57. D. Kneiffii (Br. eur.) WARnsT.?
Ein unsicheres Exemplar bei Ust Algiak an Eriophorum
vaginatum.
58. D. fluitans (L.) WARrnsT.

Am Abakan mit Carex vesicaria; unweit Ust Algiak an Garex
tenella.

Nr.2| BRYOPHYT.AUS SÖDL. SIBIRIEN UND DEM URJANKAILANDE 11

59. D. exannulatus (Göm».) WARNsT.
Im Amyltale mit Garex tenuiflora.

60. D. vernicosus (Linps.) WArnsr.
In Altaian an Andromeda polifolia.

61. Stereodon areuatus (LinDB.) LIND».
Auf einer Insel im Abakan unweit Askys in grossen reinen
Rasen; in der Abakansteppe mit Barbarea arcuata, eine abweich-
ende, etwas unsichere Form; Altaian an Carex tristis.

62. NS. plicatilis Mitt.
In Altaian bei 2000 Mir. mit Campanula pilosa.

63. S. hamulosus (Br. eur.) LINDB.
Ust Algiak mit Vaccinium vitis idaea.

64. Calliergon stramineum (Dicks.) Sur.
Im Amyltale an Comarum palustre; in der Nåhe von Ust
Algiak an GCarex tenella; Altaian oberhalb der Waldgrenze bei
1800 Mtr.

65. C. sarmentosum (WAaHLeNnB.) KINDB.
Altaian mit Saxifraga punctata.

66. Aerocladium cuspidatum (L.) LIND».
Am Abakan unweit Askys an Scirpus acicularis.

67. Ptilium erista castrensis (L.) De Nor.
Unweit Kalna mit Rubus arcticus.

68. Rhytidium rugosum (L.) KinD».
Scheint, nach den zahlreichen mitgebrachten Proben zu
beurteilen, in diesen Gegenden sehr håufig vorzukommen und
zwar nicht immer an trocknen Localitåten, was die vergesell-
schafteten Pflanzen, wie z. B. Parnassia palustris, zu beweisen
schienen. Auf Inseln im Jenisei an Primula patens; Kushabar;
Ust Algiak mit Pyrola rotundifolia; in Altaian an mehreren Stellen
mit Dryas octopetala, Parnassia palustris, Silene tenuis u. a. verge-
sellschaftet.

69. Hypnum Schreberi Wircp.

Unweit Algiak Pas mit Vaccinium vitis idaea; Ust Algiak
håufig mit Pyrola rotundifolia, P. uniflora und Carex globularis;
Kalna mit Rubus arcticus; Altaian an Papaver nudicaule, Ledum
palustre var. decumbens und Saxifraga melaleuca.

70. Hylocomium pyrenaicum (SPRUCE) LINDB.
Kushabar mit Potentilla norvegica.

71. H. splendens (Hepw.) Br. eur.

Ust Algiak mit Pyrola rotundifolia; Altaian mit Dryas, Par-
nassia palustris und Papaver nudicaule.

12 AL B. KAALAAS [1918

72. Rhytidiadelphus Printzii Kaat. nov. sp.

dPalo, 101 1PN8, MO

Dioicus, laxe caespitosus, viridis, quoad
habitum et magnitudinem formas mino-
res Rhytidiadelphi calvescen-
tis mentiens.

Surculus usque ad 8 cm. longus,
1—1,5 mm. latus, flexuosus, radiculis
rufobrunneis fasciatim dispositis sparsis,
| inferne simplex, superne remote irregula-
riterque subpinnatus, ramis brevibus,
usque ad 1 cm. longis, arcuatim deflexis
| attenuatisque, haud radicantibus.

Gaulis luteo-viridis, 0,535—0,36 mm.
| crassus, sectione rotundato-polygoneus (5
| gonus), ob folia decurrentia ala-
tus, fasciculo centrali tenui, 14 4 magno,
e cellulis ca. 8, minutis, leptodermibus
composito, dareolis ceteris interioribus
quoad magnitudinem valde variabilibus,
å 14—40 u amplis, hyalinis, leptodermibus,
Rhytidiadelphus Printzii cellulis periphericis in 2—5 stratis multo

Kake minoribus, substereideis, luteo-viridibus.

Paraphyllia nulla.

Folia caulina inferiora satis remota, superiora medioecriter
densa, ommia longissime lateque' decurrenikiia
ut caulis alatus fiat, e basi angustiore semiamplectente
late ovata, supra medium satis cito in cuspidem longam, tenuem,
canaliculatam angustata, dimidio superiore reflexo squarrosa, con-
cava, obscure sulcata, margine plana vel spatiis brevibus inflexa,
integra vel saepius remote minuteque, denticulata, pagina dorsali
laevia. Costa viridis, sat tenuis, ad insertionem 70 wu lata,
simplex, folium tfotum usque ad cuspidem ulihi>
mam percurrens, rarissime ad basin ramum lateralem,
brevem exhibens.

pe

Cellulae breviter prosenchymaticae, leptodermes, angulis
obtusae, chlorophyllo impletae, parce porosae, basilares haud colo-
ratae, medio folii 7 w latae, 20—40 pu longae, superiores angustiores
longioresque, ad angulos valde concavos magno numero quadratae
— breviter rectangulae vel rhombeae, chlorophylliferae.

Folia ramea sensim minora angustiorave, apicalia late
lanceolata, subfalcata, ubique grosse denticulata.

Plantae masculae et femineae in uno eodemque caespite com-
mixtae.

Nr. 2] BRYOPHYT.AUS SUDL. SIBIRIEN UND DEM URJANKAILANDE 13

Flores masculi in parte superiori caulis positi, gemmi-
formes; —folia perigonialia numerosa, late ovata, subito breviter
cuspidata, exteriora ad medium costata, interiora ecostata, parte
superiori patentia. Antheridia numerosa (ca. 20); paraphyses
paucae, tenues, hyalinae.

Flores feminei in medio caulis siti, haud radicantes; folia
perigynialia ovata, subito longe acuminata, apicibus patentia,
ecostata, e cellulis laxe prosenchymaticis conflata; paraphyses
perpaucae, hyalinae.

Cetera desunt.

A.Rhytidiadelpho calvescenti, cui proximus, differ!
statura minore, graciliore, folits longe lateque decurrentibus, lon-
gius tenuiusque acuminatis, costa simplici folium totum percur-
rente, cellulis angularibus numeroris, parvis, chlorophylliferis.

In Altaian mit Macropodium mnivale, ein kleiner, ganz reiner
Rasen.

Kristiania 26. Mai 1918.

Gedruckt 6/3 1919.

ES ee

pa

on
pe

Fe
3
ve

Sk

en

Ven

VEKE NG
SN 2
Ed Ba av
a
NE
ee

Va

er

Nerja
Rd)

OVERSIGT

OVER

TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING

AV

C. W. CARSTENS

(UTGIT MED BIDRAG AV DEN TEKNISKE HØISKOLES FOND)

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1919. Nr. 1

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1920

p

Indholdsfortegnelse

Side
ndedamesd(S NN PS Aase AT EE NE
Ældre fjeldformationer omkring Trondhjemsfeltet .......--eseres As ea
Feltets stratigrafi ........... SED Per AA UA IS LG LA re 0 AA)
Rossland arr se Ads eee Me Gets å oesløee FE adel 17
Undersøkelserne i Vestranden ......+»oeonnervnmerrmeeneeee eee eee dg 560 28)
Undersøkelserne langs riksgrænsen ....---oreonenenemenennvarereeeeneeee KO
Det reviderte lagsystem ....... AE 0 AE Mr eV
Hovedprofilerne =—..... er REA rene rate ee eee ee Sta nr BY
Lokalprofiler og detaljundersøkelser. ...--.--»-somavens er S Pr BE 47
Geologisk-petrografisk beskrivelse av Rørosgruppen ...».+oovorer AD.
Geologisk-petrografisk beskrivelse av Bymarkgruppen +........ Pre ae . 67
Geologisk-petrografisk beskrivelse av Hovindgruppen +....-oversevoevaenn 78
Eruptivbergarterne —....auvmanemeer See et EP ar er EM te Se ba DE
Ertsforekomsterne —....-... AE ee SEG sd Reldheotsd de
Foldninger og overskyvninger -.....rours or NPE dere ke vere 12
Formationsgruppernes stratigrafiske stilling i forhold til høifjelds-

formationerne i syd Era Me ee set tresket Eee Aes 515]
Formationsgruppernes stratigrafiske stilling i forhold til den norske

fjeldkjedes øvrige palæozoiske dannelser ....--eruuuuunemenenuneemee ...139
Literaturfortegnelse ....--»-erovvooneoneneer Ke kN er Eee rek 144

Rorklarmesdailkplaneheme MS ar ed 150

G+
Hi

ry
V &

Forord

Sommeren 1915 paabegyndte jeg mit arbeide i Trondhjemsfeltet.
Paa etpar større oversigtsreiser søkte jeg at gjøre mig bekjendt med
den store rikdom paa stadig vekslende bergartstyper. De efterføl-
gende sommere, 1916 og 17, var jeg væsentlig beskjæftiget med
utarbeidelsen av det geologiske rektangelblad Irondhjem, de io
sidste sommere, 1918 og 19, foretok jeg atter en række oversigtsrei-
ser saavel i den østlige som i den vestlige del av feltet, samtidig som
jeg paa enkelte vanskeligere punkter paabegyndice detaljkartlæg-
ning. Saavel paa oversigtsreiser som ved detaljkartlægningen er
jeg delvis blit assisteret av ingeniører og studenter fra Norges
Tekniske Høiskole, saaledes sommeren 1915 av daværende
student G. HORN, 1916 og 17 av ingeniør H. MARSTRANDER, 1917
ogsaa av ingeniør B. DIETRICHSON, samt 1918 og 19 av student
E. KIIL. Undersøkelserne er for den væsentlige del bekostet av
Norges Geologiske Undersøkelse. Leilighetsvis har
jeg ogsaa foretat endel private oversigtsreiser.

Jeg skylder i første række professor dr. V. M. GOLDSCHMIDT tak.
for at mit arbeide i Trondhjemsfeltet er blit til virkelighet. Hans
mangeartede raad og impulser har været av stor betydning. End-
videre maa jeg faa lov til at sende en tak til professor J. SCHETELIG
for de ekskursioner, som vi sammen har foretat 1 feltet. De efter-
følgende diskussioner har paa mange punkter klarnet forstaaelsen.
Fra en række forskjellige herrer har jeg velvilligst faaet tilsendt
analyser av forskjellige av feltets praktisk anvendbare bergarter.
Jeg bringer alle disse min bedste tak. Tilsidst maa jeg ogsaa faa
sende en tak til Styret for Den Tekniske Høiskoles
Fond og Direktionen for Det kgl. norske Videnska-
pers Selskap, Trondhjem, ved hvis hjælp arbeidet er utgit.

Jeg har i mit arbeide overalt benyttet de gamle topografiske
stedsnavne, som i aarevis har været anvendt og som fremdeles for
den væsentligste del benyttes. Navne som f. eks. Meråker er saa-
ledes helt ukjendt av Merakerbygdens befolkning.

Paa det geologiske oversigtskart over Trondhjemsieltets strati-
grafiske bygning har jeg kun lagt vegt paa de forskjellige forma-
tionsgruppers utbredelse og deres indbyrdes relative stilling. Av
eruptivinjektioner er kun de aller største felter indtegnet.

VI C. W. CARSTENS [1919

Mit arbeide med Trondhjemsfeltets bergbygning er langt fra at
være avsluttet. Jeg staar tvertimot meget nær begyndelsen. Feltet
er stort, terrænget meget vanskelig og arbeidsforholdene noksaa
haarde. Sommeren i fjeldet er kort, regnveir hindrer ofte arbeidet
i ukevis. Undersøkelserne gaar derfor langsomt fremover. Hvert
aar melder der sig nye opgaver, som skal løses, hver løst opgave
frembringer atter nye gaader. Nærværende arbeide maa derfor
ikke betragtes som en avsluttet og uttømmende skildring av Trond-
hjemsfeltets geologiske historie; der findes i hvert kapitel endnu
mange ubesvarte spørsmaal. Jeg har imidlertid fundet det rigtigst
paa det nuværende tidspunkt at fremkomme med mine resultater.
Skulde jeg selv bli forhindret i at fortsætte mit arbeide, kan muli-
gens andre hist og her finde et holdepunkt og bygge videre.

Trondhjem i oktober 1919.
C. W. Carstens.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING VIT

«Was ich dort gelebt, genossen,
Was mir all dorther entsprossen,
Welcehe Freude, welehe Kenninisz,
Wår” ein altzu lang Geståndnisz!
Mög” es jeden so erfreuen,
Die Erfahrenen, die Neuen!»

GOETHE 1817.

Indledning

Trondhjemsfeltet kaldes de sterkt omvandlede palæo-
zoiske formationer, der ligger indesluttet i den store grundfjelds-
forsænkning, som med NNE-lig strøk strækker sig nord og syd for
Trondhjem. Denne forsænkning blir i almindelighet opfattet som
en nordlig fortsættelse av den store sydnorske kaledoniske fold-
ningsgrøft.:) Feltets nøiagtige begrænsning er endnu ukjendi.
Sydgrænsen strækker sig fra Vigelfjeldene sydvestover via Lille-
elvedalen til trakterne omkring Vaagevand. Vestgrænsen gaar
fra Vaagevand nordover gjennem Opdal og Orkedalen, videre langs
Trondhjemsfjorden til Imsdalen i Snaasen. Fra Meldalen utgaar
en forgrening mot WSW til Surendalen og fra trakterne omkring
Levanger en gren mot N over Mosviken og Inderøen til fjeldstræk-
ningen nordøst for Snaasenvand. Endvidere optrær der flere
steder indpressede fliker av Trondhjemsfeltet 1 det vestenfor lig-
gende grundfjeldsstrøk. Mot øst avskjæres feltet politisk ved riks-
grænsen.”)

1) Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hochgb. des siidl. Norwegens,
II, Kr.ania vid.selskaps skrifter, 1916.

*”) De uomvandlede palæozoiske devonformationer ved Røragen hører efter
ovenstaaende definition ikke til Trondhjemsfeltet.

Ældre fjeldformationer omkring
Trondhjemsfeltet

Allerede paa KEILHAUS' geologiske kart av 1849 er det vest
for Trondhjemsfeltet beliggende fjeldparti indtegnet som grund-
fjeldsstrøk. «Dette grundfjeld er», skriver KJERULF”) 20 aar senere,
«ydermere befæstet ved granit i flere tog, dannende tilsammen en
ligesom fastere mur mod havet.» Denne Trondhjemsfeltets formur
mot havet kaldes av KJERULF) «Vestranden». Grænsen mellem
Trondhjemsfeltet og Vestranden er paa de forskjellige geologiske
karter trukket noget forskjellig som følge av, at den mellem disse
2 formationer eksisterende diskordans ikke er markeret i petrogra-
fisk henseende. Der synes paa en række punkter at eksistere over-
gange mellem Trondhjemsfeltets vestligste glimmerskiferhorizonter
og Vestrandens graa glimmerskiferlignende gneisbergarter. Om
Vestrandens grundfjeld skriver KJERULF"): «Grundfjeldet er grå
gneis (Romsdalsgneisen, måske det ældste fjeld), hornblendeskifer,
glimmerskifer, også ofte kvartsskifer ved Trondhjemsfjorden. Strø-
get i grundfjeldet slutter sig til granitdragene >: går nogenlunde
langs med kystens hovedretning i Trondhjemsleden, faldet er snart
udad, snart indad.» OQgsaa flere av de i Vestranden optrædende
granitfelter har KJERULF undersøkt, saaledes Ingdalens sranitfelt
(vest for Orkedalsfjorden). Ingdalsgraniten er av KJERULF omtait
som en rød orthoklas-granit med titanit og sort glimmer uten
oligoklas. Og om denne granits alder uttaler KJERULF”), at «den
samme granit synes tildels at være yngre end Trondhjemsskifernes
ældre afdeling.» I «Udsigt over det sydlige Norges geologi» om-
taler KJERULF en række andre yngre eruptivbergarter, som likesom
den røde granit optrær i grundfjeldsstrøket. «Naar eruptiverne

1”) Keilhau: Gæa Norvegica.

”) Kjerulf: Stenriget og fjeldldæren, side 268.

I Kjerulf: Et Stykke Geografi i Norge, er Vestranden begrænset
til «Granitmuren ud imod Havet mellem Kristiansund og Trondhjems
Stifts Nordgrændse».

% Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 5.

5 Kjerulf Il. ce. side 4.

Nr. i] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING >

udsondres af grundfjeldsfelterne», skriver KJERULF,!) «og erupti-
verne |ér| mange.» ...... saa er det tiloversblevne grundfjeldets
strater». I alle KJERULFS arbeider vedrørende Vestranden blir den
røde granit opfattet som yngre end grundfjeldet. Til grundfjeldet
henføres imidlertid den for Trondhjemsfeltet saa karakteristiske
bergart øiegneis, som i den senere norske literatur i almindelighet
blir betragtet som en yngre injektionsbergart.

Medens fastsættelsen av Trondhjemsfeltets vestgrænse har
voldt vanskeligheter for alle de geologer, der har arbeidet i feltet,
har grænsen mot øst i de væsentlige træk været klargjort allerede
fra KJERULFS forste arbeidstid. Kun om Sylmassivets geologiske
stilling har meningerne været sterkt divergerende. Trondhjems-
feltets skiferbergarter overleirer efter KJERULF paa hele stræknin-
gen mellem Storlien i nord og Vigelfjeldene i syd det saakaldte
Kjølens kvartsfjeld. Dette paralleliseres med det centrale Norges
sparagmitformation og henføres som følge derav til etage 1. Kvarts-
fjeldet er ogsaa iagttat av KJERULF ved feltets vestgrænse, saaledes
mellem Rise og Drivstuen. Sylenes hornblendeskifer er paa
KJERULFS kart av 1875 parallelstillet Kjølens kvartsfjeld, paa over-
sigtskartet over det sydlige Norge av 1879 er derimot Syltoppene
henført til grundfjeldet. Paa alle KJERULFS karter er imidlertid
Sylenes, Skardørfjeldenes og Vigelfjeldenes graniter opfattet som
yngre eruptivbergarter.

SCHIØTZ har fra 1870 og videre utover i en række sommere
arbeidet i sparagmitfjeldet (sparagmitformationen) mellem Øster-
dalen og Fæmundsjøen. Paa hele strækningen mellem Vigelfjei-
dene og Rondane overleires dette fjeld av de Trondhjemske skifere.
SCHIØTZ'S arbeidsfelt laa imidlertid som regel langt fra Trondhjems-
feltets grænse. Av bergarter, som har betydning for forstaaelsen
av feltets tektonik, nævner han dog flere gange øiegneisen.”) Eiteral
ha omtalt øiegneisens optræden ved Storsjøen skriver SCHIØTZ*):
«Det Forhold, Øiegneisen efter det ovenstaaende viser, lader sig
alene forklare ved at antage, at den er eruptiv og ikke laget saa-
ledes, som man tidligere bestandig har forudsat; hertil passer
ogsaa dens ydre Habitus.» OQgsaa Sylens granit ved Gruvelsjøen
(opkaldt efter gaarden Sylen), som petrografisk er endel beslegtet
med riksgrænsens graniter længere nord, opfattes av SCHIØTZ som
en yngre eruptiv. «Sylens granit», skriver SCHIØTZ,') «sættler op
gjennem den røde Sparagmit paa Storslageren og ligesaa gjennem

) Kjerulf 1. e. side 87.

Sehiøtz: Sparagmit-Kvarts-Fjeldet langs Grænsen i Hamar Stift
og i Herjedalen, Nyt Mag. for Nat. Bd. 32. og Om Øiegneisen i Sparag-
mitfjeldet, Nyt Mag. for Nat. Bd. 34.

% Sehiøtz: Sparagmit-Kvarts-Fjeldet osv. side 40.

4 Sehiøtz: Beretning om nogle Undersøgelser over Sparagmit-Kvarts-
Fjeldet i den østlige Del af Hamar Stift, Nyt Mag. for Nat. Bd. %0, side 115

4 C. W. GARSTENS [1919

Digerhognas Bergart at domme efter Observationerne i dettes syd-
østre Parti; den maa følgelig være yngre end den graa Sparagmit.»

TÖRNEBOHM har i sine mange avhandlinger vedkommende
det centrale Skandinaviens fjeldbygning gjentagne gange omtalt de
omkring Trondhjemsfeltet optrædende formationer. Den i 1872
indførte Sevegruppe, væsentlig bestaaende av krystallinsk skifrige
bergarter, er i hans sidste arbeide av 1896 parallelstillet sparagmit-
formationen som krystallinsk facies av denne. Paa det medføl-
gende geologiske oversigtskart optrær denne gruppe paa en række
forskjellige punkter langs Trondhjemsfeltets vestgrænse direkte
urderleirende de ældste Rørosskifere (Trondhjemsfeltets basal-
skifere). Vestrandens røde graniter opfatter TÖRNEBOHM som Seve-
gruppens underlag, disse henføres som følge derav til ældre Algonk.
Ogsaa oiegneisen er gjenstand for en detaljeret omtale. Denne
bergart kaldes av TÖRNEBOHM «den mest mystiska bland fjållens
alla bildningar»*) og regnes av ham til grundfjeldet. Efterat han
i sit sidste arbeide har git en indgaaende petrografisk beskrivelse av
ølegneisen, avslører han imidlertid dens mystik i følgende konklu-
slen: «Ögongnelsen synes således egentligen vara en srof porfyr-
sranit, hvilken framtrångt under urperiodens sista tid och deis
utgjutit sig på och öfvertåckt de yngsta urbergarterna, dels åfven
blifvit injicerad i dem i form af lagergånger.»*”) Paa TÖRNEBOHMS
geologiske oversigtskart er øiegneisen indtegnet paa en række for-
skjellige steder saavel ved Trondhjemsfeltets vestgrænse som øst-
grænse. Dens stratigrafiske plads er imidlertid temmelig vekslende.
Den optrær dels inde 1 selve grundfjeldet, dels paa grænsen mellem
grundfjeld og Sevegruppen. Endvidere ogsaa som lag mellem
Sevegruppens forskjellige facies og som grænsebergart mellem
Sevegruppen og Rørosskifer. Ved Aalbu i Drivdalen optrær endog
oiegneisen som lag inden selve Rørosskiferne. Denne forskjellig-
artede plads skyldes efter TÖRNEBOHM for den væsentlige del de
overskyvninger, som har fundet sted under den kaledoniske fjeld-
kjedefoldning. Sylenes hornblendeskifer er paa TOÖRNEBOHMS kart
henført til Sevegruppen, medens riksgrænsens graniter alle er op-
fattet som grundfjeldsbergarter.

I REUSCHES avhandling «Geologiske iagttagelser fra strøget i
nord for Fæmundsjøen» er Syltappenes hornblendeskifer opfattet
som en dioritisk bergart og parallelstillet «Formurens» basiske
eruptiver. Sylenes, Skardørsfjeldenes og Vigelfjeldenes graniter
betraktes 1 likhet med øiegneisen som injektionsbergarter. Men
paa de senere geologiske karter (BJØRLYKKES, WERENSKJOLDS)
er uvist av hvilken grund baade hornblendeskiferen og graniten
henført til grundfjeldet.

) Törnebohm: Om Sevegruppen och Trondhjemsfåltet s. 28.

*) Törnebohm: Grunddragen af det eentrala Skandinaviens bergbygg-
mads: 116:

Nr. t] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFFLTETS BERGBYGNING 5)

Ogsaa i BJØRLYKKES store arbeide «Det centrale Norges fjeld-
bygning» er øiegneisen gjenstand for omtale. Efterat ha beskrevet
øiegneisens optræden i Opdal fortsætter BJØRLYKKET): «Saa meget
fremgaar dog af de i det foregaaende meddelte observationer, al
ølegneisen ikke er grundfjeld, men en eruptiv bergart, der med
forkjærlighed optræder inden den lyse kvartsmuskovitskifer, d. v. s.
inden den lyse sparagmitformation.» Men medens øiegneisen saa-
ledes opfattes som en yngre intrusivbergart, er Vestrandens røde
graniter paa det medfølgende oversigtskart ikke utskildt fra grund-
fjeldet.

I V. M. GOLDSCHMIDTS interessante avhandling: «Das Devon-
gebiet am Röragen bei Röros», som utkom i 1913, er omtalt de
prekaledoniske sedimenter ved Tufsingen like ved Trondhjems-
feltets undre grænse. Om grænseforholdene i dette strøk skriver
GOLDSCHMIDT"): «Uber dem Vigelquarzit folgt die Formation des
Rörasschiefers, der wahrscheinlich ein Äquivalent des unteren
Cambrosilurs darstellt. Die unmittelbare Grenze zwischen Vigel-
quarzit und Rörosschiefer kann in unserem Gebiet nicht studiert
werden, da gerade an der Grenze beider Formationen eine Intrusiv-
masse von Augengneis liegt. Wahrscheinlich dirfte hier kein
schroffer Facieswechsel zwischen beiden Formationen aufreten,
da die obersten Schichten des Vigelquarzits deutlich in mehr
phyllitische Gesteine ibergehen; umgekehet sind die tieferen
Sehichten des Rörosschiefers viel quarzreicher als die oberen Teile
derselben Schichitfolge» Og om Vigelfjeldenes granil skriver
samme forfatter*): «Ob der Granit von Vigelen zu den kaledoni-
schen Eruptivgesteinen gehört oder die alte Unterlage des Vigel-
quarzits darstellt, ist unsicher........ Es kan noch bemerkt wer-
den, dasz in dem Vigelquarzit auf dem 1003 m. hohen Gipfel ca. 4
km. nordwestlich von Vigelpiken ein Gang von rotem Granit auf-
tritt, der aber auch zu dem Augengneis in Beziehung gebracht
werden kann.»

I SCHETELIGS arbeide «Hitteren og Smølen — et bidrag til den
nerske fjeldkjedes geologi», som likeledes utkom i 1915, er
Vestrandens geologi behandlet meget indgaaende. Vestranden i
KJERULFS betydning opfattes her som en fortsættelse av den store
nordlandske foldningsgrøft, væsentlig opbygget av yngre eruptiv-
bergarter. Om Vestrandens graniter skriver SCHETELIGY: «De
mordlandske kaledonske srani ter harisaalle
des en direkte fortsættelse i Vestrandens mæ s-
tige drag av graniter, som efter KJERULFS karter
kan følges i sammenhænsg fra Trondhjems stifts

1 Bjørlykke 1. c. side 403.
” Goldsehmidt 1. &. side 7.
35 Goldsebmidt 1. e. side 9.
2) Sebetelig l. ce. side 20.

6 C. W. CARSTENS [1919

nordgrændse til Kristiansund.» Og om Vestrandens
gneisbergarter, KJERULFS egentlige grundfjeld, uttaler
han ved samme anledning,*') «at det turde anses berettiget at hævde,
at Vestrandens gneis og krystallinske skifere
ogsaa overveiende erpressede kaledoniskeerup-
tiver med sedimentrester, senere gjennembrudt
av de kaledoniske graniter.» Det sydlige Norges nord-
vestlige grundfjeldsomraade, «Nordvesttavlen», naar saaledes efter
SCHETELIGS opfatning ikke frem til havet mellem Stat og Trond-
hjemsfjorden.

REUSCH delte imidlertid ikke SCHETELIGS opfatning. I en liten
avhandling betitlet «Nogen Bidrag til Hitterens og Smølens geo-
logi», som utkom vel et aar senere, skriver han saaledes”): «Jeg har
reist tvers over grundfjeldet fra Orkedalens nedre del (Orkedalens
kirke), hvor grundfjeldet støter til Trondhjemsskiferne. Paa hele
turen til Hevne fandt jeg ikke noget som kunde berettige til, hver-
ken med SCHETELIG at dele mellem yngre eruptiver og grundfjeld
(hvad han gjor forsøksvis) eller til med TÖRNEBOHM at utsondre
noget som Sevegruppen.»

Omtrent samtidig med REUSCHES arbeide utkom HOLMSENS
(og SCHETELIGS): Tekst til geologisk oversigtskart over Østerda-
len—Fæmunds-Strøket». I denne avhandling er Trondhjemsfel-
tels underlag mellem Haftorstøt røs i nordøst og Lilleelvedalen i
sydvest underkastet en detaljeret behandling. Grænsen mellem
den underliggende sparagmitformation og den overliggende Røros-
skifer er efter SCHETELIGS opfatning i almindelighet temmelig
skarp. «Naar man overskrider sparagmitgrænsen», skriver
SCHETELIG) «kommer man med engang fra forholdsvis lite for-
andret lys sparagmit- og kvartsskifer over i rent krystallinske
bergarter med utpræget skifrighet.. Øiegneisen opfattes som en
injektionsbergart: «Sparagmitgrænsen er saaledes paa en række
punkter karakterisert ved intrusioner av øiegneis.»*)

I OXAALS praktisk-geologiske arbeide «Norsk granit», som
utkom i 1916, er ogsaa fundet plads til omtale av Vestrandens røde
graniter. «Ved mundingen av Trondhjemsfjorden», skriver OXAAL;S)
«har man en række store omraader av granit, som 1 almindelighet
har været regnet at tilhøre grundfjeldet, uten at man dog med sik-
kerhet har avgjort aldersspørsmaalet». Denne uttalelse er saa
meget merkeligere som den almindelige opfatning inden Norges
geologiske Undersøkelse i KJERULFS tid altid har
været, at disse graniter er av postarkæisk alder. Paa alle geologi-

) Sehetelig 1 ce. side 22.
*) Reuseh Il.e. side 5.
% Holmsen (og Sehetelig) 1. e. side 15.
”) Holmsen (og Sehetelig) 1. ce. side 14.
NORGE I Tersiden76*

5

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING i

ske rektangelkarter over Vestranden er saaledes de røde graniter
utskildt fra grundfjeldet og sidestillet med Trondhjemsfeltets hvite
graniter og gabbroidale bergarter (gronstene).

Paa WERENSKJOLDS geologiske oversigtskart over det sydlige
Norge, ulgit av N. G. U. i 1915 er helt uforklarlig Vestrandens røde
graniter paa nordsiden av Trondhjemsfjorden opfattet som kaledo-
niske, medens de samme drag paa sydsiden av fjorden er henført
til grundfjeldet.

V. M. GOLDSCHMIDT gir i sit interessante arbeide over fjeld-
kjedens eruptiver') en detaljeret beskrivelse av øiegneisen. Denne
bergart er ogsaa av GOLDSCHMIDT jagttat paa en række punkter
langs Trondhjemsfeltets grænser. For at faa et holdepunkt til
klassifikation av oiegneisen har GOLDSCHMIDT ladet utføre en alka-
libestemmelse av en porfyrgranit fra øiegneismassen umiddelbart
nordenfor Drivstuen:

Ne OE
KOG 457 %*)

Om oiegneisens alder uttaler GOLDSCHMIDT, at bergarten sand-
synligvis maa opfattes som en kaledonisk intrusiv, dog ihvertfald
ældre end de unge trondhjemiter.

Vi ser saaledes, at studiet av de omkring Trondhjemsfeltet op-
trædende ældre formationer, undersøkelserne av feltets «ramme»,
har ført til sterkt divergerende opfatninger. Dette gjælder specielt
forstaaelsen av Vestrandens saakaldte grundfjeld, inklusive den
røde granit, samt den for feltet karakteristiske grænsebergart øie-
sneis. Medens aarsakerne hertil ialfald for en del udelukkende er
av theoretisk natur, synes aarsakerne til den forskjelligartede opfat-
ning av riksgrænsens geologi mellem Store-Kluken i nord og Vigel-
fjeldene i syd for den væsentligste del at skyldes manglende iagt-
tagelser i marken.

1) Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hoehgb. des siudl. Norwe-
vens, IV.
*) Analyseret av O. Røer, Kristiania.

Feltets stratigrafi

I første halvdel av det 19de aarhundrede blev Trondhjemsteltet
befaret av flere fremragende geologer. Av disse maa i første række
nævnes ESMARK, HISINGER, KEILHAU og NAUMANN. Mange
værdifulde oplysninger om feltets bergbygning hidrører fra de her
nævnte forskere. Men undersøkelserne var spredte, og sammen-
knytningen av de enkelte detaljer faldt derfor vanskelig. Først i
1865 begyndte en planmæssig undersøkelse av Trondhjems Stift.
Denne blev ledet av THEODOR KJERULF med KNUT HAUAN som
assistent. Resultaterne av de forste aars arbeider er nedlagt i en
avhandling av KJERULF, betitlet «Om Trondhjems Stifts geologi»,
med oversigtskart av KJERULF og HAUAN. Den utkom i 1871. Her
leverer KJERULF det første forsøk til en stratigrafisk inddeling av
'Trondhjemsfeltet: Lagfølgen er regnet nedenfra opad:

«Silurisk kalksten.

Gula's skifere. Trondhjems-feltets yngre afdeling.

Glimmerskifer-zonen og kværnsten-draget, et forvandlet strøg.

Konglomerat- og sandsten-rækken, en indleining i Trondhjems-
feltet.

Trondhjems-feltets ældre afdeling indeholdende fleresteds mæg-
tige marmor-drag.

Kjølens kvarts-fjeld.

Grundfjeldets lag.»

Gulas skiferfelt med de store masser alunskiferlignende berg-
arter er her paralleliseret med «dictyonemaskiferen søndenfjelds.»
Og de fossilførende kalkstene fra Kalstad og Grut i Meldalen og
fra Nyhus syd for Hommelvik er paa grund av sin oversiluriske
fauna tildelt plads øverst i lagsystemet. Som følge av denne be-
tragtningsmaate blev de centrale dele av feltet opfattet som ældre
dannelser og randzonerne i øst og vest som yngre dannelser.

I 1871 foretok professor A. E. TÖRNEBOHM en profilreise gjen-
nem Trondhjemsfeltet fra Levanger til riksgrænsen og videre øst-
over til Østersund. I hans i 1872 utkomne arbeide «En geognostisk
profil öfver den skandinaviska fjållryggen mellan Östersund och
Levanger» er iagttagelserne fra denne reise nedtegnet. I dette
arbeide inddeler TÖRNEBOHM bergarterne i trakterne omkring riks-
grænsen I 2 grupper Sevegruppen og Køligruppen. Disse

Nr: 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 9

navne er senere bibeholdt i den svenske geologi. Sevegruppen, den
ældre gruppe, omfatter de haarde krystallinske gneis- og glimmer-
skiferlignende bergarter, Koligruppen, den yngre gruppe, omfatter
de mildere, mindre kvartsrike skifere og lerglimmerskifere. Da Seve-
gruppen i Åreskutan overleirer uomvandlede siluriske kalkstene,
er Sevegruppen her opfattet som en yngre dannelse. Fjeldforma-
tionernes indbyrdes aldersforhold blir saaledes efter TÖRNEBOHM
følgende:

«Köligruppen (yngst).

Sevegruppen.

Siluriska bildningar (incl. Alunskiffer).

«Kambrisk qvartsit (Sparagmitetagen).

Levangers skiffrar (2)

Urberget»

Jemtlands Sevegruppe er i samme arbeide paralleliseret med
«Høifjeldsqvartsens etage» og Koligruppen med «Trondhjemska
skifferfåltet (kring Dovre)».

I 1875 utkom 2den del av KJERULFS arbeide «Om Trondhjems
StiftS geologi», ledsaget av et nyt oversigtskart av KJERULF og
HAUAN, Saavel kartet som teksten viser, at undersøkelserne i
Trondhjemsfeltet siden 1871 var blit drevet med stor dygtighet. I
dette arbeide er den stratigrafiske inddeling av feltet revideret:

«Gulaskifer omfattende også kværnstendraget, yngre afdeling.

Størens lersten og skifer N E

Konglomerat- og sandstenrækken f Midlere avdeling.

Rørosskifer og Trondhjemsskifer, ældre afdeling.»

De fossilførende kalkstene er her henført til den midlere avde-
ling. Samtidig er denne avdeling omkring Støren efter HAUANS
anvisning inddelt i 2 underavdelinger, Hovindgruppen (ældst) og
Størengruppen (yngst). Hovindgruppen er petrografisk karakteri-
seret ved grovklastiske konglomerater, sandstene og lerskifere, Sto-
rengruppen ved grønne lerstene, lersandstene samt klorilskifere.
Andre steder i feltet har HAUAN forsøksvis foretat en lignende ind-
deling, disse forsøk er imidlertid senere atter blit opgit. Paa kar-
tet fremtrær derfor den midlere avdeling som en udelt «konglo-
merat- og sandstenrække».

I 1875 og 76 foretok W. C. BRØGGER en række undersøkelser i
trakten mellem Guldalen og Meldalen, hvorved mange nye fossil-
forekomster blev opdaget. Disse undersøkelser blev i 1877 offentlig-
gjort under titel: «Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem
Guldalen og Meldalen». I dette arbeide, som indeholder en detal-
jeret beskrivelse av den fossile fauna, beskrives endvidere en række
karakteristiske profiler fra forskjellige dele av Høilandet. — Ho-
vindtraktens mægtige sandstens- og skiferlag blir efter fundet av
trinucleus henført til undersilur under navn av trinucleussandsten
og trinucleusskifer. Kalstads, Vehns, Katugleaasens samt de fleste

9

10 C. W. CARSTENS ke [1919

av Hoilandets øvrige kalkstensbænke blir samtidig henført til et
stratigrafisk høiere beliggende nivaa under betegnelsen pentamerus-
kalk. Som en helt yngre avdeling opfører BRØGGER Størensnæv-
ringens grønne, knudrede, glinsende kloritiske skifere. — Breecieski-
feren ligger efter BRØGGER som regel over kalkstensbænkene, saa-
ledes ved Vehn, Stensæt og Gaustadbakken. En undtagelse danner
breceieskiferen i Vikaasen, hvor den overleires av en, muligens
yngre, kalkstensbænk.

I 1879 utkom KJERULFS store arbeide «Udsigt over det sydlige
Norges geologi» med et geologisk oversigtskart over hele det sydlige
Norge. I dette arbeide er beskrivelsen av Trondhjemsfeltet ind-
skrænket til et sterkt sammentrængt resumé av de 2 tidligere ut-
komne avhandlinger (1871 og 1875). Det i 1875 fremsatte lag-
system, i hvilket HAUAN utvilsomt har stor andel, er her opretholdt
omtrent uforandret.

I aarene 1880 og 82 befarte KJERULF hele Merakerbanens profi!-
linje fra Trondhjem til Storlien, det ene aar ledsaget av P. KROHN,
det andet av P. KNUTSEN. [ «Merakerprofilet» er resultaterne av
disse ekskursioner nedtegnet. Her vender KJERULF atter tilbake til
sit lagsystem av 1871, .hvor de fossilførende silurlag er plasseret
overst 1 lagrækken, over Gulaskiferne. Samtidig er bergarterne
omkring Trondhjem slaat sammen med Størengruppen (den mid-
lere avdelings oversle horizonter) til en ny gruppe, Trondhjem-
Storengruppen.

Dette lagsystem er ogsaa gjennemført paa rektangelkar-
terne. Paa etpar av disse (Rindalen, Stenkjær, Skjørn) er der
imidlertid ikke fundet plads til Gulaskiferne, og silurlagene er paa
disse karter plaseret direkte over Trondhjem-Størengruppen. Paa
Melhusbladet er BRØGGERS trinucleussandsten og trinucleus-
skifer benævnt Hovindsandstenens gruppe og den over-
liggende pentameruskalk Hoilandets gruppe. Det fuld-
stændige lagsystem omfatter saaledes her følgende grupper:

«Høilandets gruppe (siluriske etager 6, 5).

Hovindsandstenens gruppe (siluriske etage 4).

Gula skiferne.

Trondhjem-Støren gruppe.

Ældste Trondhjems lag.

Grundfjeld.»

Forholdet mellem Høilandets gruppe og Trondhjem-Støren-
gruppen fremgaar ikke klart av kartet, heller ikke er dette forhold
nærmere utredet av KJERULF. Paa Selbu rektangelblad,
som blev wtgit straks efter KJERULFS død i 1888, er Trondhjem-
Støren avdelingen i tegnforklaringen plaseret over Gulaskifernes
avdeling. Denne disposition er vistnok kun fremkommet ved en
incurie, idet HOMAN i sin tekst til Selbubladet opretholder KJERULFS
gamle lagsystem. JG

Nr. 1| OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING jLal

I 1885 utkom TÖRNEBOHMS avhandling «Om de geologiska
svårigheterna kring riksgrånsen». Her utvikler han videre sine
tidligere fremsatte anskuelser. Da Rørosgruppen efter baade
KJERULF og TÖRNEBOHM i Norge ligger under de fossilførende
siluriske etager 4, 5 og 6, men over Sevegruppen, som igjen efter
TÖRNEBOHM i Jemtland overleirer de fossilførende siluriske
kalkstene fra etage 5, synes der at herske en tilsyneladende uover-
ensstemmelse mellem de to felters bergbygning. «Denna brist på
öfverensståmmelse måste bero derpå», skriver TURNEBOHM, «att
Trondhjemsfåltets silurfaunor ieke lef vat sam-
tidigt, utan något senare, ån de analoga silurc-
enn orna nome Skandinaviensøsydlinsare ock
östligare silurområden.») Køligruppen inddeles i en
øvre og en undre underavdeling, forøvrig opretholdes fjeldforma-
tionernes aldersfølge uforandret:

J Gula-serien.
t Kongl-. 0. Sandsten-rækken.

Undre Köligruppen—Trondhjem-Röros-serien.

Sevegruppen.

Fyllitserien och normal silur.

Sparagmit.

Urberg.»

I 1885 behandler TÖRNEBOHMS landsmand SVENONIUS Meraker-
profilet og Værdalens profil i en avhandling betitlet «Några profiler
inom mellersta Skandinaviens skifferområde.» Hovedresultatet av
hans undersøkelser, som allerede blev utført ved grænsereguleringen
i 1879, fremgaar av det saakaldte «hypotetiske profil», efter hvilket
de sterkt regionalmetamorfe bergarter i Trondhjemsfeltets central-
parti er ældre end de svakere metamorfe facies i feltets randzoner.
Dette standpunkt er saaledes til en viss grad overensstemmende
med KJERULFS av 1871 og 82. TÖRNEBOHMS hypotese om «en sva-
gare och senare utveckling» av den siluriske fauna i Trondhjems-
bækkenet end i Jemtland avvises helt av SVENONIUS. For imid-
lertid at bringe Trondhjemsfeltets bergbygning i overensstemmelse
med Jemtlands paralleliseres Køligruppens bergarter ved Trond-
hjemsfjorden under visse forhold med Sevegruppen og «normal-
siluren».

Etpar aar efter at disse undersøkelser blev offentliggjort utkom
GETZES interessante arbeide over «Graptolitførende skilerzoner i
det trondhjemske» med beskrivelse av de forskjellige fossilfund, som
de foregaaende sommere var gjort dels av ham selv, dels av tyske-
ren O0.. HERRMANN. —Fossilsøkningen blev alle sommere foretat
efter anvisning av KJERULF, som har stor andel i de vakre resul-
tater, som her blev frembragt. Ved disse arbeider lykkedes det at

«Ofre Köligruppen

1) Uthævet av Törnebohm 1.c. side 507.

12 C. W. CARSTENS [1919

bestemme flere skiferhorizonters stratigrafiske plads, saaledes blev
Kjølhaugenes sandstens- og skiferbergarter henført til oversilur
(gammel terminologi) som feltets yngste fossilførende horizonter.

De uklare forhold i Jemtland, specielt Sevegruppens stilling til
silurlagene, fremkaldte i 1888 en fornyet diskussion fra svensk side.
I TORELLS avhandling «Aflagringarne på ömse sidor om riksgrån-
sen uti Skandinaviens sydligare fjelltrakter» fremsættes 2 alternati-
ver til forklaring av de krystallinske skiferes optræden i Åresku-
tans top. Efter TORELL kan disse bergarter enten paralleliseres
med Gulaskifernes «forvandlede strøg» med stratigrafisk plads over
de siluriske dannelser, overensstemmende med KJERULFS opfat-
ning i 1875 (og 79). Eller Åreskutans krystallinske skifere kan
paralleliseres med Rørosgruppens bergarter under forutsætning av,
at silurlagene ved foten av fjeldet, saaledes som av N. O. HOLST
beskrevet, ikke fortsætter ind under Åreskutans bergarter, men av-
skjæres fra disse ved en N—S-gaaende forkastning. Det sidste
alternativ støtter sig for en væsentlig del til KJERULFS av 1882,
hvor silurlagene stratigrafisk er anvist plads øverst 1 lagsystemet,
og hvor det «forvandlede strøg» er plaseret direkte over de ældsle
Trondhjemslag (Rørosgruppen).

Omtrent samtidig som TORELLS avhandling utkom, fremsatte
TÖRNEBOHM sin bemerkelsesværdige «overskyvningshypolese».
Denne blev offentliggjort i et arbeide «Om fjållproblemet», hvor de
«abnorme» forhold i Jemtlandsfjeldene forklares ved overskyvnin-
ger av ældre lag (Sevegruppens metamorfe facies) over yngre lag
(klastiske silurhorizonter); TÖRNEBOHM bryter saaledes her med
den almindelig herskende opfatning, at lagningsforholdene er be-
stemmende for aldersfølgen. Istedetfor paralleliserer han fjeldtek-
toniken i det centrale Skandinavien med bergbygningen i de skotske
Høilande, hvor overskyvningsprocesser allerede tidligere var kjendt,
rigtignok i mindre maalestok. Og med «fjeldproblemet» paabe-
gyndtes paa begge sider av Kjølen en geologisk diskussion, som
endnu paa langt nær er bragt til avslutning.)

I 1889 blev Merakerprofilet atter befaret av en geolog, denne
gang av chefen for Norges geologiske Undersøkelse
H. REUSCH. [I et mindre arbeide: «Geologiske iagttagelser fra
Trondhjems stift» redegjøres for de vundne resultater. REUSCHES
opfatning av profilet er væsentlig overensstemmende med KJERULFS
av 1882 samt med den av SVENONIUS fremsatte hypotese om profil-
linjernes vifteformige lagstilling. Denne opfatning, efter hvilken
det metamorfe strøk, «gneisstrøget» omkring Gudaa, tilhører en
ældre formation end randzonernes mindre metamorfe facies, er
væsentlig begrundet i VOGTS fund av Dictyograptus flabelliyjormis

1) Cfr. Bjørlykke: Fjeldproblemets stilling i Norge og Sverige ved
udgangen af 1909, N. G. T. Bd. 2-

Nr. 1| OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 13

i Holtaalens glimmerskiferbelte i 1888. Da de metamorfe strøk i
Holtaalen og Merakerdalen efter REUSCHES opfatning begge er
sammenhørende, blir saaledes ogsaa Gudaas gneisstrøk primordialt.
REUSCHES egne fund av siluriske fossiler ved Brenna i nærheten
av Meraker station sammenholdt med de siluriske fossilfund vest
i Trondhjemsfeltet leverer det palæontologiske bevis for randzoner-
nes yngre alder.

I 1892 utkom TÖRNEBOHMS arbeide «Om Sevegruppen och
Trondhjemsfåltet» som resultatet av en række sommeres arbeide i
det centrale Skandinaviens fjeldtrakter. Her opstiller TÖRNEBOHM
et fuldstændig nyt lagsystem, sterkt avvigende fra KJERULFS. Da
sammenhørende bergartsgrupper i de vestlige og østlige dele av
feltet efter TÖRNEBOHMS opfalning er petrografisk temmelig for-
skjelligartet opbygget, er grupperne inddelt i en vestlig og østlig
facies:

«I vester. I öster.
Hoøilandets skiffrar och kalkstenar. Suls skiffer.
Ekne-gruppen. Meraker-gruppen.
Hovinds sandsten och skiffer. Selbu skiffer.
Stören-gruppen. Singsås-gruppen.

Gula-skiffer.
Röros-skiffer.»

Etpar aar senere (i 1896) utgav TÖRNEBOHM sit livs hovedar-
beide «Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbyggnad»,
ledsaget av et farvetrykt geologisk oversigtskart. Trondhjemfeltets
lagfølge er i dette arbeide underkastet etpar mindre forandringer,
saaledes er Eknegruppen plaseret over Høilandets gruppe samtidig
som Merakergruppen er paralleliseret med Hovingruppen, og Selbu-
skiffergruppen med brececieskiferen paa grænsen mellem Støren- og
Hovingrupperne, den saakaldte Stokvolabreccie:

«Vesrs marie: OSTlIG AGNES
Ekne-gruppen.
Höilandets grupp. Suls skiffer-grupp.
Hovin-gruppen. Meraker-gruppen.
Stokvola-breccia. Selbu skiffer-grupp.
Stören-gruppen. Singsås-gruppen.

Brek-skiffer-gruppen (= Gula-skiffer).
Röros skiffer-grupp.»

Navnet Gula-skiffer er ombyttet med Brek-skiffer (efter Brek-
kammen syd for Skjøtingen), da gruppen kun i ringe utstrækning
kan" paralleliseres med KJERULFS Gulaskifer. TÖRNEBOHMS lag-
følge er for en væsentlig del baseret paa profilet fra Skjøtingen via
Movand og Hoklingen sydvestover til Hopla (vest for Aasen sta-
tion). Endvidere paa profilet fra Børsvottan (Børsevotta) i sydlig
retning over Høilandet til Støren, samt paa Guldalsprofilet syd for
Støren station.

14 C. W. GARSTENS [1919

Det sterke motsætningsforhold mellem 'TÖRNEBOHMS og
KJERULFS opfatning er let iøinefaldende. Det skyldes dels for-
skjellig tolkning av lagstillingen (normal overleiring—inversion),
dels forskjelligartet kombination av petrografisk nærstaaende grup-
per. Kun i opfatningen av «tverprofilets» stilling med «silureta-
gerne som randdannelser» synes der at herske tilnærmet enighet
mellem de 2 forskere.

I 1910 utkom C. BUGGES arbeide over «Rennebu», ledsaget av
et geologisk detaljkart (maalestok 1 : 100,000). BUGGE opretholder
her KJERULFS lagsystem av 1875 med følgende gruppebetegnelser:

«Gulagruppen.

Støren-Hovindgruppen (silur).

Rørosgruppen, ældst.»

Dette lagsystem er for en væsentlig del baseret paa en profil-
linje (synklinal) fra Storliaasen paa Rennebu rektangelblad i syd-
østlig retning til Glommen paa Røros rektangelblad. Efter detie
profil overleires saavel i den vestlige som i den østlige del av feltet
Hovindgruppens konglomerater, sandstene og skifere av Støren-
gruppens grønstene og grønstensderivater. Breccieskiferen (Stok-
volabreceien) benyttes, som allerede tidligere av BRØGGER og
TÖRNEBOIHM antydet, som skille mellem de 2 grupper (BRØGGERS
Høilandsbergarter indgaar ikke paa Rennebu rektangelblad). Paa
det geologiske kart er imidlertid Hovindgruppen og Størengruppen
slaat sammen til én gruppe, Støren-Hovindgruppen. TÖRNEBOHMS
inddeling av feltet i en vestlig og en østlig facies forkastes av
BUGGE paa grund av petrografisk overensstemmelse mellem las-
grupperne i synklinalens vestlige og østlige partier.

Men TÖRNEBOHM tok allerede samme aar til gjenmæle. I en
mindre avhandling «Till frågan om lagerföljden inom Trondhjems-
fåltet» fælder han en skarp kritik over BUGGES arbeide. Ogsaa her
baserer TÖRNEBOHM sin lagfølge for en væsentlig del paa det alle-
rede i 1887 undersøkte profil: Skjøtingen sydvestover til Aasen.
Størengruppen betragtes som ældre end Stokvolabreccien og Ho-
vindgruppen, dels paa grund av lagstillingen i ovennævnte profi!-
linje, dels paa grund av Stokvolabreceiens gehalt av bergarter
petrografisk karakteristisk for Størengruppen (bl. a. jaspis).

I Norges geologiske Undersøkelses aarbok for
1912 fremkom BUGGES svar. Her stadfæstes den tidligere hævdede
lagfølge med tilføielse av Høilandsgruppen paa dens gamle plads
mellem Hovind- og Størengrupperne:

«1. Gulagruppen, øverst.
Størengruppen (med variolit).
Høilandsgruppen med breceieskifer i
det hængende og med fossiler fra etage 5 b.
Tfovindgruppen med fossiler fra etage
5 a og maaske fra etage 4.

3* Rørosgruppen.»

Midlere gruppe
i «Rennebu» be- ,
nævnt Støren- *
Hovind gruppen.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 15

Dette lagsystem er for den væsentlige del baseret paa profil-
linjen Fættenfjord —Gjeteraas gaard, Hoplen—Sundalen, Lisbetsæ-
ter—Dalen og Vandgrofta — Alvaasen.

Da dette arbeide utkom var TÖRNEBOHM allerede dod. Hans
navn vil til alle tider mindes av dem, som i Norge arbeider med
fjeldgeologiens problemer. Han elsket fjeldet, sommer efter som-
mer vandret han omkring, like til de fjerneste avkroker blev hans
navn kjendt. Og takket være hans indgaaende kjendskap til Cen-
tralskandinaviens fjeldtrakter var hans stratigrafiske løsning av
Trondhjemsfeltet i hovedtrækkene helt korrekt.

I 1915 utkom GOLDSCHMIDTS arbeide over de trondhjemske
skiferbergarters forskjelligartede metamorfose, betitlet «Die Kalk-
silkatgneise und Kalksilikatglimmerschiefer des Trondhjem-
Gebietes» som led i de geologisk-petrografiske studier i det syd-
lige Norges hoifjeld (Geologisech-petrographisehe Studien im Hoch-
gebir ge des siidlichen Norwegens). Dette arbeide er ledsaget av et
kart over sedimenternes metamorfose i den sydlige del av feltet
(syd for jernbanelinjen Trondhjem—Storlien). Aaret efter utkom,
fremdeles som led i samme forfatters høoifjeldsstudier, «Ubersieht
der Eruptivgesteine im kaledonischen Gebirge zwischen Stavanger
und Trondhjem», hvor en række eruptivbergarter syd for Trond-
hjem underkastes en petrografisk-analytisk behandling. —Feltets
kaledoniske eruptiver er indtegnet paa et kart i maaiestokken
1 : 2,000,000. Trondhjemsfeltets stratigrafi er kun løselig omtalt i
GOLDSCHMIDTS arbeider. Men saa meget fremgaar dog med tyde-
lighet, at GOLDSCHMIDT 1 sin opfatning av feltets lagfolge helt slut-
ter sig til BUGGE (KJERULFS system av 1875).

Vaaren 1918 utkom nærværende forfatters arbeide «Geologiske
undersøkelser i Trondhjems omegn», ledsaget av et geologisk detalj-
kart. Her leveres ved beskrivelsen av forskjellige profiler bevis for,
at bergarterne omkring Trondhjem stratigrafisk kan
indordnes i det gamle KJERULFSKE lagsystem. Den stratigrafiske
inddeling av feltet er for en væsentlig del baseret paa bergarternes
petrografiske karakter:

«Hovindgruppen: Den nedre avdeling
Grønstensavdelingen
Glimmerskiferavdelingen.»

I HOLMSENS arbeide «Fortsættelsen av Trondhjemsfeltets kis-
drag mot nord», som utkom sidstleden vinter, er KJERULFS lag-
system lagt til grund for feltets stratigrafiske inddeling. Amnibor
litinjektionerne i randzonerne er her utskildt som saakaldte ældre
Rørosgruppe. —Rørosgruppens sedimentbergarter er imidlertid
mange steder sammenblandet med Hovind-Støorengruppens berg-
arter. Disse grupper optrær derfor paa kartet tildels med samme
farvebetegnelse. KJERULFS Gulagruppe er bibeholdt, medens sam-
tidig feltets centralparti, gneisavdelingen, er paralleliseret med de

Rørosgruppen:

16 C. W. CARSTENS [1919

andre formationsgrupper. Foldningstektoniken er saaledes til en
viss grad baseret paa SVENONIUSES «hypotetiske profil.»

Den stratigrafiske løsning av Trondhjemsfeltet har, som det
fremgaar av ovenstaaende oversigt, fremkaldt sterke brytninger i
den scologiske literatur. En medvirkende aarsak herti! var den
først av TÖRNEBOHM fremsatte hypotese, som bærer navn av fjeld-
problemet. Og saa længe dette problem var uløst maatte nødven-
digvis ogsaa i mange punkter: Trondhjemsfeltets geologiske byg-
ning forbli uopklaret.

Fossilfund

I 1857 fik KJERULF underretning fra daværende civilingeniør
CHRISTIE, at denne hadde opdaget spor av fossiler 1 løse kalkstens-
blokke i et stengjærde nær Meldalens kirke.") «Sporene var ikke
tydelige», skriver KJERULF efterat CHRISTIES prøver var kommet
ham ihænde, «men et brudstykke af en bægerkoral syntes umis-
kjendeligt.». Først 7 aar senere, i 1864, besøkte KJERULF stedet
sammen med TELLEF DAHLL. De fandt da fossilførende kalksten
anstaaende like ved gaarden Kalstad. Det egentlige fossilfinde-
sted, hvorfra alle de i KJERULFS arbeide avtegnede fossiler er uttat
«var dog en urd under kalkvæggen 1 høiden, lige over Kalstad.»
Etpar aar senere, i 1865, fulgte HAUAN kalkstenens videre utbre-
delse i disse trakter. Han paaviste spor av fossiler paa flere steder
i omegnen, saaledes ogsaa paa Sletaasen ved Grut.

KJERULFS beskrivelse av fossiler fra Kalstad omfatter følgende
former:

(Cyatofyllum ?
Halysites catenularia.
Plasmopora ?
Heliolites.
Spirifer ?
Murchisonia ?
Lituites ?
Leperditia ?
Cystifyllum ?
Klisiofyllum ? samt
Krinoide-rester
Gystideer og etpar helt
utydelige brudstykker av Koraller og
Brachiopoder.

«Alle disse fossiler», skriver KJERULF?) «optræder i meget mislig
tilstand, selv kjædekorallen kunde ikke erkjendes med sikkerhed
uden efter slibning. Kalkstenen er noget krystallinsk». Og om
den stratigrafiske plads, som tilkommer de ved Kalstad og Grut

1) Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, 1871, side 11.
”) Kjerulf I. ece. side 16.

18 C. W. CARSTENS (1919

optrædende kalkstensbænke skriver samme forfatter*): «Her er alt-
saa siluriske lag, navnlig heller oversiluriske end undersiluriske.»

I 1866 fandt HAUAN?”) spor av krinoidstilke i kalksten ved Nyhus
syd for Hommelvik. Nogle aar senere, i 1870, besøkte ogsaa
KJERULF dette sted, men ingen nye fossilformer blev fremfundet.

Sommeren 1871 fandt TÖRNEBOHM under befaring av det saa-
kaldte Jemtlandsprofil mellem Levanger og riksgrænsen krinoid-
stilke i kalksten ved Levring. Om den her optrædende bergart
skriver TÖRNEBOHM?*): «[ denna kalksten fann jag några få, helt
små enkrinitleder, alldeles sådana, som funnos på vestra sidan
om Mullfjållet. Kalkstenen er på båda stållena till utseendet full-
'komligt lika och den torde utan fara för misstag kunna anses till-
höra samma lager.»

Samme aar som TÖRNEBOHM arbeidet i Værdalen samt de efter-
følgende sommere 1873 og 74 lykkedes det KJERULF at opdage nye
fossilforekomster ved Lundemo, Hovind og Espehaug, paa de
sidstnævnte sted i stor løsblok, hjemmehørende i Grimsaasen. I
1871 og 73 arbeidet KJERULF alene, i 1874 derimot sammen med
daværende student, senere direktør, FRIIS. De fra denne tid frem-
fundne fossilformer er beskrevet av BRØGGER i tilslutning til
KJERULFS arbeide «Om Trondhjems Stifts geologi Il» i en liten
avhandling betitlet «Fossiler fra det Throndhjemske». De berg-
arter, i hvilke fossilerne optrær, er sandstene, lersandstene og
konglomerater. I de sidstnævnte findes fossilerne dels i bindemidlet
(cementet), dels i de optrædende kalkboller (saaledes i Lyngeste-
nens konglomerat). Fundet omfatter ialt 25 forskjellige arter,
sterkest repræsenteret er krinoider og brachiopoder. «De bedst
bevarede og mest karakteristiske af de fundne former», skriver
BRØGGER,') «peger nærmest hen paa den siluriske etage 5.»
BRØGGERS beskrivelse omfatter ialt følgende former:

Anthozoa.

Favosites.

Streptelasma.

Flere ubestemte bægerkoraller.

Behimodermaia
Krinoidestilke.

Bryozoa.
Ikke nærmere bestemt.

SEKS Grutle siderine

Hauan: Dagbok 1866. N. G. Us arkiv.

3 Törnebohm: En geognostisk profil öfver den skandinaviska fjåll-
ryggen mellan Östersund och Levanger, side 13.

% Brøgger 1. ce. side 95.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 19

Brachiopoda.

Spirifera plicatella.

Meristella ?

Atrypa reticularis.
Rhynchonella.

Orthis.

Strophomena.

Flere ubestembare brudstykker.

Gasteropoda.
Euomphalus.
Murchisonia.
Pleurotomaria.

Hjerte ropoda:
Bellerophon.

Cephalopoda. !
('yrtoceras.

Orthoceratites.

Lituites.

I 1875 og 76 bereiste BRØGGER") selv trakterne mellem Guldalen
og Meldalen (Høilandet), hvorved en række nye fossilforekomster
blev opdaget. I sandstens- og lerskiferbergarter fandt BRØGGER
fossiler flere steder ved hovedveien mellem Krokstad og Hovind,
paa nordskraaningen av Grimsaasen, i Knippene og paa Sæterbak-
fjeld. De paa disse steder fremfundne fossiler omfatter følgende
former:

Brachiopoder.
Ort his.

Strofomena.
Leptæna.
Rhynchonella.
Atrypa.

Echinodermer.
Enkrinitstilke.

Kefalopoder:
Lituites.
Orthoceras.

Brøgger: Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem Gulda-
len og Meldalen.

20 C. W. CARSTENS [1919

Gastropoder.

Euomfalus.

Murchisonia.

Pleurotomaria.

Holopella.

Trochus ?

Nogle flere ubestemte former.

krever. podfer:
Bellerofon.

Piveropoder
T heca.

Femelltimbramnechier
Modiolopsis.
To arter av familien Nuculidæ.

Praloburtker)
Illænus.
(alymene.
Trinucleus.

Anozoer
Favosites.
Flere ubestembare bægerkoraller.

De fleste av de her nævnte former optrær i to eller flere arter.
Ialt er der fra disse steder fremfundet mindst 40 arter. «Men saa
ufuldkommen er disse Fossiler opbevarede», skriver BRØGGER;)
«at neppe en Art med fuldkommen Sikkerhed kan bestemmes, saa
fuldstændig er alle Strukturer udslettede, alle Former skjævtrykte
og forvredne. Saameget er dog med Bestemthed at afgjøre, at
denne Fauna er undersilurisk, og Fundet af Trinucleus afmærker jo
et forholdsvis begrændset Niveau. Søndenfjelds har denne Lag-
følge hverken i palæontologisk eller i petrografisk Henseende nogen
Parallel, saavidt hidtil vides, men svarer vel nærmest til den øverste
Del af Kjerulfs Ftage 4 og maaske den underste Del af 5.» Og
videre: «For denne Del af den Trondhjemske Lagfølge foreslaaes
Navnet Trinucleussandsten og Trinucleusskifer.. I kalksten og
graa lerskifer fremfandt BRØGGER ved samme anledning fossiler
paa en række forskjellige steder paa Høilandet, saaledes ved Vehn,
Dugrumaalshøiden, Katugleaasen, Gaustadbakken, Sundsæt, Skjæg-
stad, Ramberget, Gaasland osv. Kun ved Vehn og Stensæt (Kat-

1 Brøgger 1. &e. side 15.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING DÅ

ugleaasen) er fundet former av betydning for forstaaelsen av disse
bergarters alder:

Trilobuter.

Illænus.

Tentaculites ?

Dalmanites eller Megalaspis?

Kefalopoder.
Nautilus.
Orthoceras.

Garsuopoder
Euomfalus.
Murchisonia.
Pleurotomarta.

Brachuopoder
Strofomena.
Rhynchonella.
Pentamerus.
Leptæna.

Orthis.

Athyris.

Echinodermer.
Krinoidstilke.

«Paa Grund af Forekomsten af en karakteristisk Pentamerus-
art», skriver BRØGGER,') «maa denne Fauna vel antages at svare til
"et høiere Niveau end Trinucleussandstenen......... Sandsynligvis
svarer Vehns og Katugleaasens, samt Flerheden af Høilandets
Kalkstene omtrent til Kalstads Kalk, det vil vel sige til Linnarsons
Pentameruskalk i Jemtland, til Kjerulfs og Törnebohms Enkrinit-
kalk paa norsk og svensk Side, altsaa til Kjerulfs Etage 5 og 6 i
Kristianiatrakten. Foreløbig optages som det mest passende navn
Linnarsons Betegnelse: Pentameruskalk for dette Niveau.»

Sommeren 1883 blev tyskeren OTTO HERRMANN, som for sin
helbreds skyld opholdt sig i Norge, utsendt av KJERULF til Trond-
hjemsfeltet for paa forskjellige nærmere bestemte punkter ai lete
efter fossiler. Ogsaa det efterfølgende aar fortsatte HERRMANN sit
arbeide. Resultatet av hans reiser findes opbevaret som dagbok i
Norges geologiske Undersøkelses arkiv. Det lykke-
des HERRMANN ialt at opdage 5 nye fossilforekomster, nemlig ved
gaardene Foss og Tømmereggen, i aasen ovenfor hovedveien mellem

Brøgger 1. €e. side 20.

22 C. W. CARSTENS [1919

Gylle og Vollan, ved gaarden Kværnmoen, i uren ovenfor pladsen
Ryngveaasen (Ringvedaas) samt i uren ovenfor pladsen Aasløkken.
De tre førstnævnte forekomster er alle beliggende nær Hovind
station, de to sidstnævnte straks østenfor Lundemo. Fossilerne
optrær paa de her nævnte steder i en graablaa lerskiferbergart, de
tilhører alle paa en eneste undtagelse nær graptoliterne. De frem-
fundne eksemplarer blev av HERRMANN henført til slegterne
Dicranograptus og Diplograptus. Fra Foss og Tømmereggen blev
ved siden av graptoliter ogsaa medbragt et skiferfragment med en
fossilagtig gjenstand, som av KJERULF blev tydet som brudstykke
av Orthoceras eller Lituites. Bestemmelsen er imidlentid vistnok
meget usikker.

I 1885 blev undersøkelsesarbeiderne i Guldalens graptolitzoner
overdraget ALFRED GETZ!) Paa HERRMANNS gamle arbeidsplads
ved Ringveaasen lykkedes det GETZ at fremfinde yderligere sleg-
terne Didymograptus og Glimacograptus.

Samme aar blev Lyngestenens konglomeratboller atter under-
søkt, denne gang paa en studenterekskursion under ledelse av
KJERULF. Paa denne tur blev de fossilførende kalkstensbollers
identitet med Høilandskalken sikkert fastslaat.

Aaret efter fortsatte GETZ sine undersøkelser paa Kjølhaugene,
som ganske flygtig var blit besøkt ogsaa den foregaaende høst.
Efter KJERULFS antagelse var de derværende mørke skiferzoner
graptolitførende. Og denne antagelse slog til. Fra en enkelt fore-
komst beliggende straks østenfor et litet tjern (784 m. o. h.) mellem
største og nordligste Kjølhaug medbragte GETZ ialt 60—70 skifer-
stykker med tydelige og utydelige graptolitrester. Den fossil-
førende bergart er utviklet som en «tyndskifrig sort hullet lerski-
fer», petrografisk meget nærstaaende de graptolitførende skifere i
Guldalen. Men faunaen er en helt anden. De paa Kjolhaugene
fremfundne former tilhører slegterne Monograptus og Rastrites.
«Denne graptolitførende zone», skriver GETZ”) «er altså efter
Lapworths bekjendte undersøgelser yngre end vor hidtil påviste
zone i Guldalen.»

I 1888 lykkedes det J. H. L. VOGT?) som dengang var beskjæl-
tiget med geologiske undersøkelsesarbeider i Aalen og Holtaalen, at
fremfinde graptoliten Dictyograptus flabelliformis i en sort alun-
skiferlignende bergart anstaaende i en liten bæk straks søndenfor
Nordaunevold (1 km. nord for Holtsjøen). Paa grund av dette
fossilfund blev ovennævnte skiferhorizont av VOGT henført til
øvenste del av etage 2.

1 Getz: Graptolitførende skiferzoner i det trondhjemske.
”» Getz 1. e side 39.
3) Oversigt over møder, Kr.ania vidselskaps forh. 1888.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 23

Samme sommer fandt TÖRNEBOHM*') endel daarlig opbevarede
fossilformer 1 krystallinsk kalksten ved Hellem plads vest for
Aasen station. Av de der optrædende forskjellige former er det
kun lykkedes at bestemme en Bellerophon. Som følge derav blev
kalkstenen i Aasen av professor LINDSTRÖM henført til øvre del av
undersilur.

I 1889 fandt REUSCH*) ved sin befaring av Merakerprofilet uty-
delige spor av fossiler i kalksten ved Brenna (straks øst for Meraker
station) og i den i nærheten staaende lerglimmerskifer. Om dette
fund skriver REUSCH*): «udbyttet (av fossilsøkningen) var et
stykke, som jeg efterat have seet tilsvarende stykker i Bergens stift
mener at kunne tyde som en utydelig og presset favosites, altsaa
ei sikkert silurisk fossil. I lerglimmerskiferen forekommer nu og
da graptolitlignende tegninger, en af disse forekommer mig at være
en tetragraptus, et fund, der ikke strider mod forekomsten af
favosites.»

I TÖRNEBOHMS store arbeide «Grunddragen af det centrala
Skandinaviens bergbyggnad», som utkom i 1896, omtales vwnder
gjennemgaaelsen av Hovindgruppens fossilforekomster ogsaa «et
fund av krinoidstilke i kalkstenen ved foten av Holbergene syd for
Forbordfjeld.*)

I den nyere geologiske literatur findes ingen fossilfund omtalt.
I et av KJÆR i 1905 utgit palæontologisk arbeide, «Kalstadkalken»,
er imidlertid endel av KJERULFS gamle fossilbestemmelser revide-
ret. Efter KJÆR fører kalkstenen ved Kalstad følgende forskjellige
fossilformer:

Halysites escharoides, LAM.
Favosites sp.
Nyctopora sp.
Columnaria ef. Kassariensis, DYB.
Ptychophyllum ef. buceros, DYB.
Ptychophyllum sp. kolonidannende form.
Trochiscolithus micraster, LDM.
Monotrypa sp.
Crinoidstilke.
Orthis sp. og andre ubestemmelige Brachiopoder.
Små Murchisonia og Maclurea-lignende Gastropoder, som
ikke nærmere kan bestemmes.
«Denne fauna», skriver KJÆR) «er ikke over-
silurisk, men tilhører ganske sikkert den aller-

ES DEN Å OD ENGS ENDE

— dr

”Törnebohm: Om Sevegruppen och Trondhjemsfåltet, side 34, og
Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbyggnad, side 87.

* Reuseh: Geologiske Iagttagelser fra Trondhjems stift.

% Reusch 1.e. side 9.

5 Törnebohm l.e. side 87.

3 Kjær 1. e. side 7.

24 GW. CARSTENS — på (1919

øverste del af undersiluren og er aequivalent
med faunaen i etage 5, specielt 5Sbi Kristianria-
feltet.» De fossilførende kalkstene og skifere paa Høilandet
(BRØGGERS pentameruskalk, KJERULFS og TÖRNEBOHMS Høi-
landsgruppe) paralleliseres i KJÆRS arbeide med Kalstadkalken.
«Pentamerus-formen fra Stensæt på Høilandet», skriver KJÆR")
videre, «tilhører nu slægten Parastrophia, og der kan ikke på den
bygges noget om en oversilurisk alder af Høilandets gruppe......
Ganske forskjellig i faunistisk henseende er Jemtlands Pentamerus-
kalk; den er af almindelig oversilurisk udvikling og svarer til
etage 7 a i Kristianiafeltet. BRØGGERS foreslåede navn Pentamerus-
kalk bør derfor forandres, og det synes da naturligt al bruge
KJERULFS betegnelse Høilandets gruppe for disse afleiringer.» I
tilknytning til KJÆRS omtale av Høilandets gruppe blir Hovind-
gruppen som en ældre gruppe paralleliseret med etage 5 a.

I KJÆRS store arbeide «Das Obersilur im Kristianiagebiet», som
utkom 1908, betegnes faunaen paa Kjølhaugene som Trondhjems-
feltets eneste oversiluriske repræsentant. Den derværende fossil-
førende skiferhorizont paralleliseres med den saakaldte Rastrites-
skifer i Bergensfeltet. Like under denne skiferhorizont optrær ved
Bergen en litoralfauna med Striclandinia lens, SOW. (etage 6 c).
Ved denne parallelisering opnaar saaledes KJÆR en temmelig nøi-
agtig aldersbestemmelse ogsaa for Kjølhaugenes Rastriteshorizoni.

I flytblokke er fossiler fundet flere steder inden Troudhjems-
feltet, saaledes er encrinitførende kalkstensblokke fundet av
KJERULF*) paa Jemtlandsveien nær riksgrænsen (lidt nordøst for
Sandviken) og orthocerførende kalkstensblokke av HØRBYE?) paa
Kjerringfjeldene (i Meraker) og i Stadsbygden. Endvidere er fossil-
førende kalkstensblokke fundet i stranden nær Stjørdalshalsen.
Muligens er alle disse flytblokke hjemmehørende i Sveriges (Jemt-
lands) umetamorfe silurfacies, dette spørsmaal er imidlertid endnu
ubesvaret.

Av ovenstaaende oversigt fremgaar, at det samlede antal av for-
'skjellige fossilformer fra Trondhjemsfeltet ikke er saa helt ubetyde-
lig. Ingen steder i Norge utenfor Kristianiafeltet er den palæo-
Zoiske fauna saa talrik repræsenteret. Den vertikale utstrækning
av de fossilførende horizonter er imidlertid temmelig begrænset. De
optrædende former ligger alle mellem Dictyograptus flabelliformis
(etage 2 e) og Rastrites sp. (etage 6c). Efter det nyere stratigrafiske
inddelingssystem tilhører saaledes Trondhjemsfeltets hidtil kjendte
fauna ordovicium og den lavere del av silur.

1” Kjær 1. &e. side 9.

*”) Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 18.

3 Hørbye: Det erratiske Phænomen paa Rigsgrændsen, Nyt Mag. for
Nat. Bd. 8, side 345.

Undersøkelserne i Vestranden

Ved Fandrem i Orkedalen er paa begge sider av dalen utviklet
en brun glimmerskiferbergart med væsentlig N-lig strøk og E-lig
fald. Denne bergart overleires i ost i trakterne omkring Buviken
konkordant av Trondhjemsfeltets grønstene. Omtrent I mi! vest
for Fandrem, i Svorkas dalføre, gaar den brune forholdsvis løse
glimmerskiferbergart kontinuerlig over i en graahvit, haardere
gneislignende bergart og avskjæres straks ovenfor Eide skydsstation
ved et tyndt belte av rod granit fra normalutviklet graahvit gneis
av typus Uddu, Rissen. Denne gneisbergart er anstaaende langs
størstedelen av hovedveien til Hevne, enkelte gange gjennemskaa-
ret av rød granit. Den er Vestrandens mest å emtrædende bergart
og er av KJERULF paa alle hans karter henført til grundfjeldet.
Kun SCHETELIG har opfattet denne graa gneisbergart som en
yngre kaledonisk eruptiv. Mineralselskapet er hov edsagelig kvarts,
sur plagioklas, lidt orthoklas, biotit og hornblende. Den adskiller
sig petrografisk ikke væsentlig fra den Dr une glimmerskifer i Orke-
Jellen, Ved Rommesmo i nærheten av Orkedalsøren synes der at
være en skarpere grænse mellem glimmerskiferen og den graahvite
gneisbergart. Den direkte kontakt er imidlertid ikke blottet. Over-
alt ellers, hvor Trondhjemsfeltets grænse mot Vestranden er under-
søkt, har jeg fundet den brune glimmerskifer ME konkordante lag
av amfibolit avskaaret fra den graa gneis ved granitiske ber g-
arter (øiegranit og oiegneis), saaledes ved V eda ved Ringevand,
vestenfor Jølvandet, i Opdal og flere andre steder. I Opdal er Røros-
gruppens laveste (vestligste) horizonter sterkt kvartsrike og synes
ved jevne overgange at være forbundet med den vestenfor lig-
gende lyse kvartsglimmerskiferbergart (av gneislignende utseende).
Denne sidste bergart tilhorer efter al sandsynlighet ak
mationen. Ogsaa her optrær i Rorosgruppens lavere horizonter
konkordante lag av amfibolit;- paa grænsen mot den lyse kvarts-
glimmerskiferbergart optrær ogsaa olegnels. I trakterne omkring
Dombaas, hvor jeg likeledes har hat anledning til at studere fel-
tets vestgrænse, synes ogsaa Rorosgruppens lavere horizonter at
gaa kontinuerlig over i den vestenfor liggende sparagmitformation.
Sparagmitformationen strækker sig imidlertid ikke saa langt nord
som til Vestranden, den her optrædende graahvite gneisformation
har ihvertfald ingen ytre likhet med denne.

26 C. W. CARSTENS [1919

Vestrandens graa gneisbergart har efter al sand-
synlighet en høi alder, den røde sranit (ølegraniten
og øilegneisen) er derimot med sikkerhet yngre end
jorosgruppens lavere horizonter. Gange av rød granit i glim-
merskifer tilhorende Rørosgruppen har jeg saaledes iagttal
for Vestrandens vedkommende mellem Haldorsletten og Laks-
ølen syd for Ringevand. Granitens mineralselskap er 1 det
væsentlige folgende: kvarts, orthoklas (mikroklin, mikroperthit),
plagioklas, hornblende, biotit, epidot, titanit og apatit. For at faa
klarhet over bergartens kemiske sammensætning har jeg ladet
utføre en kvantitativ analyse av den røde granit fra Agdenæs. Berg-
arten her har eugranitisk normalkornig struktur og masseformet
tekstur. Den er en frisk vakker bergart og kan betragtes som en
typisk repræsentant for Vestrandens røde graniter. Analysen er
utfort av NAIMA SAHLBOM:

Granit, Agdenæs.

TOLE 77,30
KOSA 0,10
AED 13,01
PFOS 0,12
ROS 0,50
MNnO LS —-
MSOe Aer 0,47
COL 0,62
Nær OE 4,38
KROM Ne 3,81
HO 10VR 0,22
100,55
Puktiehet FR 0,04

Gange av oiegneis har jeg iagttat paa flere punkter langs feltets
vestgrænse, saaledes 1 graa gneis ved Kjør paa Gjetestranden, like-
ledes i Rørosgruppens laveste horizonter i Opdal og vest for Domb-
aas, paa de sidstnævnte steder muligens paa grænsen av Røros-
gruppen og den underliggende sparagmitformation. ØGiegneisens
mineralselskap er meget nærbeslegtet granitens.

Nord for Vuku i Værdalen er der paa de fleste geologiske karter
avmerket et større grundfjeldsomraade. Den her optrædende røde»
granit, karakteristisk utviklet i Hærvo!a, er petrografisk helt iden-
tisk med Vestrandens røde graniter. Svd for Kultjern, straks øst
for Kjesbuvand, har jeg iagttat gange av denne granit i normal
glimmerskifer, tilhørende Rørosgruppen. Hærvolagraniten er saa-
ledes likesom Vestrandens graniter yngre end Rorosgruppens lavere
horizonter.

Undersøkelserne langs riksgrænsen

Mellem Sandviken i Værdalen og Stenfjeldet i Meraker ligger
fRørosskifer, utviklet som graagrøn Stuedalsskifer, med svakt W-lig
fald direkte paa en rødlig, haard, felsitlignende sparagmitbergart.
Grænsen mellem disse bergarter følger omtrent riksgrænsen, saa-
ledes at den norske side væsentlig opbygges av Rørosskifer, den
svenske av sparagmit. I jernbanelinjens profil mellem riksgrænsen
og Storlien station er sparagmitfeltet ophvælvet saddelformig, det
overleires baade i vest og øst av Rorosgruppens glimmerskiferberg-
arter. Denne sparagmitantiklinal falder efter HØGBOM"') paa en
strækning av ca. 200 km. sammen med vandskillet mellem Atlan-
terhavet og den Botniske Bugt. Sparagmitbergarten omkring Stor-
lien er sterkt felsitlignende, av REUSCH saaledes benævnt granulit.
Den blir mot nord mere kvartsitisk utviklet, samtidig som farven
blir graahvit, mot syd gaar den 1 fjeldmassivet Kluken (svensk
Glucken) over i svakt rødlig, klastisk utseende sparagmit. Denne
overgang til normalsparagmitisk utvikling mot syd skyldes i vir-
keligheten, at dagoverflaten her skjærer stratigrafisk dypere ned,
idet saddelophvælvningen i Kluken er langt sterkere end nordenfor.
Sparagmitformationen er saaledes ogsaa i disse trakter, likesom i
det centrale Norge, kvartsitisk utviklet i de høiere horizonter.

Jeg har fulgt sparagmiten fra toppen av Store-Kluken sydvest-
over til Sankaakjølen, den strækker sig saaledes paa dette punkt
ca. 1 mil ind i Norge. Vestenfor staar Rørosgruppens graagrønne
glimmerskiferbergarter med svævende lagstilling. Den umiddel-
bare grænse er dækket av svære losavleiringer.

Længere 1 syd, østenfor Botnen, den sydlige arm av Aursund-
sjø, har jeg ogsaa studeret grænseforholdene mellem Rørosgruppen
og sparagmitformationen. Rørosgruppens glimmerskifer hviler her
med svakt W-lig fald paa Vigelfjeldenes kvartsit. Langs forma-
tionsgrænsen er her utviklet et sangformig drag av ølegneis.”)

Herfra svdvestover til Lilleelvedalen er grænselinjer mellem

1” Høgbom: Studies in the post-Silurian thrust region of Jåmtland,
(Go 185 185 18300, BI

*” Goldsehmidt: Das Devongebiet am Röragen bei Röros, tekst og
kart.

28 C. W. CARSTENS [1919

Trondhjemsfeltet og sparagmitformationen temmelig noiagtig.
fikseret.')

Forholdene i nord mellem Værdalen og Klukens massiv og i syd
mellem Vigelfjeldene og Lilleelvedalen er saaledes klargjort.
Rørosgruppens glimmerskiferbergarter hviler her overalt med over-
veiende W-lig til NW-lig fald konkordant paa sparagmitforma-
tionens vekslende facies. Lokalt er der paa kontakten injiceret
gange av øiegneis. Som regel er Rørosgruppens laveste horizonter
petrogralisk temmelig forskjelligartet fra sparagmitformationens
øverstliggende bænke. Dette forhold trær skarpest frem i feltets
sydligere trakter, øst for Østerdalen. I den nordlige del av feltet er
sparagmitformationens bergarter sterkt skifrige, de viser krystal-
linsk skifrig struktur og regionalmetamorf utvikling av samme grad
som den overliggende Rør osskifer. Det samme er tilfældet omkring
Aursundsjø. Men længere syd i feltet, hvor mine undersøkelser
endnu er spredte og ufuldstændige, synes sparagmitformationens
bergarter efter literaturangivelserne at ha primærklastisk struktur.

Sparagmitformationen har saaledes langs den største del av fel-
tet deltat i den store foldningsproces. I sydøst synes imidlertid
sparagmitformationens bergarter at være svakere paavirket av fold-
ningskræfterne. Lokale glidninger og forskyvninger av Trond-
hjemsfeltet mot underlaget har ogsaa her tilsyneladende fundet
sted, opknusningszoner og brecciestruktur langs grænsen viser, at
saadanne processer har været i virksomhet.”) Men sparagmitfor-
mationens klastiske struktur er her ikke blit fuldstændig utvisket.

Øiegneis optrær likesom ved feltets vestgrænse paa en række
forskjellige steder baade langs ost- og sydgrænsen. Vakrest utvik-
let er oiegneisen i trakterne øst for Rien. Feltspatøinens naar her
betragtelige dimensioner, ellipsoidets længde er ofte 1 dm. eller
derover. Mot eruptivgrænsen avtar feltspatoinene i størrelse, under-
tiden forsvinder de helt. Grænsefacies faar isaafald et tæt
felsitisk utseende.

For at faa klarhet over hvilken stilling Sylmassivet, Skemder
fjeldene og Vigelfjeldene geologisk indtar i forhold til Trondhjems-
feltet har jeg foretat flere oversigtsreiser i disse trakter (1915, 17
og 18).

Nord—syd-gaaende profil fra n. Fiskaaen til nordre Syltop (PI.
19, fig. 2) og vest—østgaaende profil over Bannaklumpens vestlige
del falder i sine hovedtræk noiagtig sammen med HAUANS gamie
Sylprofil.*”) Graniten er en eugranitisk normalkornig vakker rød
biotitgranit, som mot grænserne er kvartsporfyrisk utviklet. Den

” Se Holmsen (og Sehetelig): Tekst til geologisk oversigtskart
over Østerdalen—Fæmunds-Strøket, tekst og kart.

*”y Holmsen (og Secehetelig) 1. e. side 14.

% Se Reusch: Geologiske iagttagelser fra strøget i nord for Fæmund-
sjøen, side 21.

Nr. 1| OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 29

sætter flere steder ost for Essandsjoen. gangformig gjennem den
overliggende graabrune glimmerskifer, som kontinuerlig kan følges
sammenhængende med Rørosgruppens Stuedalsskifer. Graniten er
saaledes med sikkerhet yngre end Rørosgruppen. Bergartens kemi-
ske slegtsskapsforhold til Vestrandens røde granit fremgaar tydelig
av den tidligere refererede analyse. Sandsynligvis er disse grani-
ter og Hærvolagraniten alle genetisk sammenhorende.

For at klargjøre oiegneisens slegtsskapsforhold til den
rode granit har jeg ladet analysere saavel en prove av den ty-
piske røde granit fra Ekornaaen (i nærheten av Nedalen turist-
hytte) som en prøve av den karakteristiske øiegneis fra Rien. Ana-
lyserne er utført av NAIMA SAHLBOM:

Granit, Ekornaaen. Øiegneis, Rien.

SIO PALE er VO De PE AD 68,95
mOm ISSN De An 0,51
AILO: Here MED SS NE NN 10,72
Ke. re 6,44
Bede ks os 1:35)
Minos EN Or FANE BRENN —
NEOPESEE EE DET Ne Aer 1,29
EO TE, TE MS MN 2,29
NA Ope SUSEN ED ET 3,70
KAOQLFEE 1082 4,34
H,O ++ 105? OP 0,71

100. 44 100,30
Bukashett VOL PE SN 0,13

Den væsentlige forskjel mellem disse to bergarter ligger i øie-
sneisens lavere So gehalt og høiere Fe,0., -gehalt. Da overens-
stemmelsen forøvrig er temmelig nøiagtig, lig ger det nær at anta,
at begge disse ber sarter hidrører Fra et fælles Sranitisk stammagma.

Hornblendeskiferen i Syltoppene er en gabbroidal berg-
art") Dens mineralselskap er væsentlig hornblende og plagioklas.
Strukturen er krystalloblastisk granoblastisk, teksturen er skifrig.
>ergarten er langs grænsen sterkt finkornig, paa toppen derimot
finkornig til normalkornig (gabbrolignende). I nærheten av hoved-
massivet optrær en række mindre gange av hornblendeskifer (amii-
bolit), gjennemsættende Rorosgruppens glimmerskiferbergarter.
Hornblendeskiferen er saaledes yngre end Rorosgruppen.

Ft vest—ostgaaende profil fra Stuesjo gjennem Skardøren til
toppen av Ekorrhammaren viser i Skardørpasset Sylegraniten i
normalkornig utvikling. Paa begge sider mot de omgivende glim-
merskiferbergarter er graniten omgit av en felsitlignende bergart.

1) Reusch 1. &. side 22.

5 C. W. CARSTENS [1919

med hvilken den i almindelighet er forbundet ved overgangsled.
Denne felsitbergart (hålleflint, granulit) har for den overveiende
del tæt struktur og skifrig tekstur, den viser paa en rækle punkter
jevn overgang til granitporfyr (kvartsporfyr). Felsiten er saaledes
med slkkernel en granitisk faciesutvikling ved eruptivgrænsen.
I. C. HØRBYE,') som i en flerhet av sommere har arbeidet 1 græn-
sestrøkene, og Ira hvis haand der foreligger en række bety dnings-
fulde observationer, har gjentagne gange omtalt denne felsitber gart.
Den er av HØRBYE benævnt helleflint og av ham opfattet som en
sedimentær bergart. Under omtalen av V 'igelfjeldene, hvor nøiagtig
de samme geologiske forhold er tilstede som længere nord i Skar-
dørsfjeldene, skri iver HØRBYE?): «det er en F ortsættelse af Fæmun-
traktens klastiske Bjergarter, der rundt om Vigelens Granit optræ-
der i Skikkelse af Helleflint og Qvartsskifer.. Og HØRBYE har
endog været inde paa den tanke, at helleflintens "eiendommelige
utvikling omkring graniten skyldtes kontaktomvandlende proces-
ser”) Men han har samtidig heller ikke været blind for den gradvise
overgang, som i almindelighet hersker mellem granit og helleflint.
Saaledes skriver han under omtalen av Vigelens granitfelt'): «Det
almindelige er at Helleflintens Feldspath-Krystaller i Granitens
nærhed ere langt talrigere udviklede end ellers, ja næsten for-
trænge den tætte grundmasse og saaledes frembringe en kornig
Bildning, der gjor det hoist vanskeligt at paavise nogen Grændse-
linie mellem begge Bjergarter.» Æ Idre forskere har saaledes ogsaa
været opmerksom paa granitens kontinuerlige overgang i felsiten.
Av undersøkelserne over graniten, felsiten og glimmerskiferen paa
begge sider av riksgrænsen, vest og øst for Skardørspasset (ved
Stuesjo og ved foten av Ekorrhammaren) fremgaar, at graniten i
Skardørsfjeldene likesom i Sylmassivet er injiceret i Rørosgruppens
glimmerskiferbergarter (Stuedalsskifer). hvorved der ved eruptiv-
kontakten er fremkommet en flere km. mægtig grænsefacies, utvik-
let som felsit. Paa TÖRNEBOHMS geologiske oversigtskart av 1896
fremtrær denne grænsezone meget tydelig. Men baade centralpar-
tie! og grænsezonerne, henholdsvis betegnet granit og porfyr, er av
TÖRNEBOHM henført til grundfjeldet (å analogi med forholdene i
Mullfjåll i Jemtland).

Undersøkelserne langs Trondhjemsfeltets grænser i vest og ost
har efter ovenstaaende kortfattede oversigt fort frem til folgende
resultater:

Over store strækninger i vest, svd og øst hviler Trondhjemsfel-
tets undre formationsgruppe direkte paa sparagmitformationens
øvre lag. Overgangen mellem disse formationer er i de nordlige

1” Hørbye: Et Strøg af Rigsgrændsen, Nyt Mag. for Nat. Bd. 8 og 11.
'” Hørbye Il. ce. Bd. 8, side 410.

S-Hørbye I. c€. Bd. 8, side 432.

*) Hørbye 1. e. Bd. 8, side 407.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 31

dele av feltet jevn, kun i de sydligste dele er formationsgrænsen
temmelig skarp. Ogsaa mellem Vestrandens graa gneis og Røros-
gruppens laveste glimmerskiferhorizonter synes der at eksistere
kontinuerlige overgange. Vestrandens røde granit, Hærvolagrani-
ten og riksgrænsens granit er petrografisk meget nærbeslegtede
bergarter. I strukturel henseende forskjellig fra disse bergarter er
øiegneisen. Den optrær likesom graniterne som ramme omkring
Trondhjemsfeltet. Øiegneisens petrografiske karakter, kemiske
sammensælning og geologiske optræden taler imidlertid for, at
denne bergart er en strukturel facies av den røde granit, genetisk
ee med denne. Da Rørosgruppens stratigralisk lavest

liggende glimmerskiferbergarter paa en række punkter er gjennem-
ae av gange av disse berartsty per, er baade graniten og oiegneisen
yngre end Rorosgruppen, ialfald yngre end gruppens eldste hori-
Zzonter.

Det reviderte lagsystem

For at faa en oversigt over de forskjelligartede bergartstyper,
som opbygger Trondhjemsfeltet, deres petrografiske karakter,
- metamorfosegrad og indbyrdes aldersforhold, har jeg opgaaet tver-
profiler fra Vestranden til riksgrænsen. Samtidig har jeg ved
studium av foldningstektoniken søkt at indordne sammenhørende
bergartshorizonter gruppevis i et stratigrafisk lagsystem. For der-
næst at erholde et klart overblik over de forsk jellige gruppers gene
relle karakter og vekslende sammensætning har jeg opgaaet en
række detaljprofiler samtidig som jeg paa de punkter, der er av
særlig interesse for forstaaelsen av feltets bergbygning, har foretat
endel detaljkartlægning.

Inkeltstaaende profiler langs feltets vestgrænse forte mig i
begyndelsen til den opfatning, at feltet stratigrafisk kunde tilpasses
KJERULFS system av 1875. De store tverprofiler, som ogsaa strakte
sig over feltets centralparti og østlige randzone, ledet mig imidler-
tid snart til den opfatning, at KJERULFS saakaldte Gulagruppe,
som tilsyneladende ligger stratigrafisk over de amdre formations-
grupper, kun repræsenterer en ophvælvning av Trondhjemsfeltets
basale skiferhorizonter 9: Gulagruppen er identisk med Rorosgrup-
pens glimmerskiferavdeling. Samtidig viste undersøkelserne i Ren-
nebu og andre steder, at Størengruppen, som jeg allerede tidligere
hadde utskildt som selvstændig formationsgruppe. 1 virkeligheten
er identisk med Rorosgruppens øverste avdeling. den saakaldte
grønstensavdeling. Efter Trondhjems Bymark, hvor denne gruppe
(avdeling) er specielt karakteristisk utviklet, har den faaet navnet
Bymarkgruppen. Rørosgruppen kommer saaledes i
det reviderte lagsystem kun til at omfatte gruppens sedimentære
lag, den saakaldte glimmerskiferavdeling. TÖRNEBOHM har rigtig-
nok opfattet Storengruppens stratigrafiske stilling helt korrekt.
Men da gruppen efter de norske forfattere betegner et høiere nivaa,
vil betegnelsen Storengruppen let kunne føre til forveksling.

Det reviderte lagsystem omfatter saaledes følgende
grupper:

Hovindgruppen (incl. Hoilandets bergarter).

Bymarkgruppen.

Rørosgruppen.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 35-

Da TÖRNEBOHMS Brekskiffergruppe tildels omfatter Rorosgrup-
pens høiere horizonter, dækker det reviderte lagsystem
temmelig nøiagtig TÖRNEBOHMS systems vestlig e facies.
Men den tilsyneladende forskjelligartede utformning, som eliter
'TORNEBOHM har fundet sted i vest og øst, har imidlertid vist sig ai
være langt svakere end av TÖRNEBOHM antat. Metamorfosens
styrke er som av GOLDSCHMIDT paavist zonar, sterkt vekslende
over det hele felt, og konstruktionen av et østlig lagsystem er ved
sine analogislutninger desuten petrografisk helt feilagtig.

Hovedprofilerne

Av de hovedprofiler, som i første række har ført til fremsættel-
sen av det reviderte lagsystem, maa nævnes Meraker-
profilet med sin forlængelse vestover til Orkedalsøren, Jemitlands-
profilet og Guldalsprofilet med sin forlængelse over Nordaunevold
til Rien.

Merakerprofilet med forlængelsen til Vestranden

Profilet er opgaaet langs hovedveien Orkedalsøren—Børsen—
Buviken—Heimdal—Trondhjem. Derefter langs jernbanelinjen til
Storlien station.

Den vestlige del av profilet mellem Orkedalsøren og Hell station
har jeg allerede detaljbehandlet i et tidligere arbeide*'). Den vil
derfor her omtales ganske kortfattet.

Strækningen Orkedalsfjonden til Buviken er omtrent udeluk-
kende opbygget av brune glimmerskiferbergarter med strøk over-
veiende N-lig og fald IE-lig, tildels sterkt foldet. I denne skiferhori-
zont optrær omtrent overalt sorte amfibolitiske bergarter, konkor-
dant indleiret i glimmerskiferen. Begge disse bergarter er paa
talrike steder gjennemsat av hvite granitiske pegmaiitgange (trond-
hjemiter).

Ved Buviken er der i glimmerskiferavdelingens øvre horizonter
konkordant indleiret grønstensbænke, petrografisk identisk med
gronstenen i den ovenforliggende (østenforliggende) grønstensav-
deling. Denne strækker sig kontinuerlig fra Buviken via Heimdal
og Trondhjem til lidt østenfor Charlottenlund station.

Ved Ranheim paatræffes igjen skiferbergarter, som med mange
varianter kan følges like til Floren station. De almindeligste typer
er kvartsglimmerskifer, lerglimmerskifer, lerskifer, kvartsit, sand-
sten, sparagmit og konglomerat, tildels i sterk veksellagring. Hele
komplekset er foldet. Konkordant indleiret i denne skiferavdeling
optrær i nærheten av Hundholmen holdeplads en ca. 100 m. mæg-
tig grønstensbænk, petrografisk av samme karakter som Bymarkens

1” Carstens: Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 55

grønsten. Ved Hommelvik skjærer profilet over et kortere stykke
ind i Stavsjofjeldets konglomerater og sandstene, som efter
KJERULF) hviler med diskordant lagning paa det foranliggende
lavlands skiferbergarter. Denne diskordans er imidlertid kun til-
syneladende, fremkommet ved foldningen. Længere syd ved Eggen.
ved konglomerat- og sandstensformationens sondre grænse, kan
denne diskordans saaledes ikke lagltages. Omkring Billedholmen
tunnel er foldningen sterkt utpræget og bergarternes primære
karakter tildels skjult av den sterke metamorfose. Ved Hell sta-
tion optrær pragtfuldt utviklede konglomerater med boller av hvit
granit, kvartsit, grønsten og kalksten. Saavel konglomeratbollerne
som srundmassen viser tyde lig præg av regionalmetamori paavirk-
ning. I nærheten av Reppe teglverk optrær sandsten og lerglim-
merskifer i veksellagring. Lokalt er bergarterne her sonderknust
av stresskræfterne, hvorved et «kvartskakelag», saakaldt pscudo-
konglomerat, er fremkommet (sees I stenbrud ved hovedveien like
ovenfor jernbanelinjen). Lidt vestenfor Eidem holdeplads er brud
i sandsten, strøket er her omtrent E og faldet ca. 45” S. I større
skjæring i Speilbergets nordhæ!dning optrær konglomerat- og
sandstensbænke i veksellagring. Strøket er NW -lig, 2 skifrighets-
systemer med fald SW og NE er utviklet. Konglomei atbollerne
bestaar overveiende av hvit granit, endvidere av finkornig gab-
broidal bergart (grønsten), gabbrodiorit, kvartsit, kalksten og blaa-
kvarts. Længere øst optrær en graahvit lersandsten, gjennem-
skaaret av en hornblendeførende gabbro med normalkornig til fin-
kornig struktur. Ved Fulset østenfor Hegre station har jernbanen
brud i sandsten. Ved foten av Ingstadkleven staar sandsten med
lag av lerglimmerskifer. Strøket er her ENE og faldet overveiende
S-lig. Krusninger og foldninger er meget almindelige. Videre
østover til Sona holdeplads staar overveiende sandstensbe rgarter
tildels i veksellagring med lerglimmerskifer. Foldningen er over-
alt sterkt utpræget. Stroket er væsentlig N til NNE, faldet over-
veiende E-lig (ESE-lig) 30—60-. Mellem Sona holdeplads og
Floren station er fremdeles de samme be 'gartslyper anstaaende.
Lidt vestenfor sidstnævnte sted tyder en rikere glimmerdannelse i
sandstenen paa hoiere metamorfosegrad. Strøket er her INNE 08
faldet ca. 60” ESE. Omkring F loren station er langs jernbanelin-
jen fuldstændig overdækket. Profilet er derfor paa dette punkt
opgaaet efter hovedveien paa vestsiden av elven. Ved broen over
elven, like ved stationen, staar en kruset og smaafoldet graablaa
lerglimmerskifer med strøk NNE og gjennemsnitlig fald ca. 45"
Lidt ostenfor ungdomslokalet paatræffes en forholdsvis svakt
skilrig gronsten av petrografisk samme karakter som Bymarkens

1” Kjerulf: Merakerprofilet, side 72.

36 | C. W. CARSTENS [1919

hovedbergart. Denne grønstensbænk kan efter veikurverne følges
150—200 m.. |

Østenfor grønstenen staar en sterkt buklet glimmerskiferlig-
nende bergart med talrike parallelindleirede aarer av kvarts og
lysegul kalkspat i skifrigheisplanet. Strøk og fald er omtrent ufor-
andret. Den ovenomtalte grønstensbænk er langs jernbanelinjen
dørkket av Florenmorænen. Men den østenfor staaende glimmer-
skiferbergart sees ogsaa langs linjen %—1 km. ovenfor stationen.
Videre mot øst gaar denne bergart over i normalutviklet glimmer-
skifer. Faldet blir først steilt og slaar lidt senere over til W-lig.
I nærheten av Kringen banevogterbolig staar granatførende glim-
merskifer, strøk NNE og fald steilt WNW. Lidt vestenfor Langfre-
dagsnes staar samme glimmerskiferbergart med flere hvite grani-
tiske pegmatitinjektioner. Videre østover til Lunkholmen bane-
vogterbolig staar glimmerskifer, bløtere og haardere baand i veksel-
lagring. Straks østenfor Lunkholmen har jernbanen brud i hvit
granit, som her med forholdsvis stor mægtighet skjærer gjennem
skiferbergarterne. I større skjæring vestenfor Bitnes staar glim-
merskifer i veksellagring med kvartsit. Strøket er N-lig, faldet
W-lig 45—90". Ved Bitnes er paa grund av voldsomme stresskræi-
ter kvartsitlagene avslidt, hvorved er fremkommet et saakaldt
pseudokonglomerat eller «kvartskakelag». Dette kvartskakelag er
omtalt av en række forskere.) Det er udelukkende et tektonisk
fænomen, lignende konglomeratlag er saaledes kjendt paa en fler-
het av steder, som har været sterkt utsat for stresskræfternes ind-
virkning.

Østenfor Gudaa station kommer profilet ind i Trondhjemsfel-
tets store østlige eruptivdrag, av KJERULF benævnt «Kjolens For-
mur». Dette eruptivdrag, som med overveiende NNE-lig strøk og
WNW-lig fald kan følges i strøkretningen fra Skjækerhatten i nord
til Øiungen 1 syd, er paa denne strækning væsentlig opbygget av
fipkornige sorte til grønne gabbrobergarter, ofte gjennemsat av
hvite granitgange. Ved broen over Funna naar graniterne sin
sterste mægtighet. Den av KJERULF”) vest for Meraker station
omtalte «trykbreccie» er ikke tydelig utviklet. Den her optræ-
dende bergart er sort sabbroidal med aarer av sortgron porfyrit.
«Trykbreccien» bør saaledes 1 virkeligheten benævnes eruptiv-
breeeie. Øst for Meraker station staar overveiende graa glinsende
slimmerskiferbergart med enkelte alunskiferlignende horizonter.
Ved Meraker grubers lasteramp staar samme glimmerskiferberg-
ari, strøket er N-lig og faldet W-lig 30—457. Henimot Brenna bane-
vogterbolig blir bergarten mere lerglimmerskiferlignende og blaa-

1) Se bl. a. Reuseh: Geologiske iagttagelser fra Trondhjems stift, side
8 og Båeckström: Om «kvartskagelagren» vid Gudå, Norge.
” Kjerulf: Merakerprofilet, side 94—95.

Nr. 1] OVERSIGT ov ER TRONDH. JE MSF E LTETS BE RGBY GNING Dil

sort av farve. Lidt nordenfor jernbanelinjen er Brenna kalkstensfore-
komst. Kalkstenen her har en finkorning til normalkornig struk-
tur. Kalkstensbænkens liggbergart er utviklet som en graa sand-
stenslignende slimmerskiferbergart, dens hæng som ea sort alun-
skiferlignende (lerskiferlignende) bergart. Strøket er NE og faldet

5) NW. Videre ostover staar sandsten (kvartsit) og glimmerski-
å (lerglimmerskifer) i stadig veksellagring. Foldninger og krus-
ninger er meget almindelige. Strøket er N-lig og faldet gjennem-
gaaende W-lig. Flere steder sees indleiringer av grøn skifer (0om-
vandlede gabbroidale bergarter), tildels ogsaa gabbro i normal-
kornig, svakt skifrig utvikting. OQgsaa ostenfor Kopperaaen station
fortsætter disse bergartstyper temmelig uforandret, strøket er NE
og faldet slakkere NW. Lidt østenfor .Grønberg banevogterbolig
optrær flere forholdsvis mægtige gabbrointrusiver, gjennemsat av
gabbroidale pegmatitaarer.. Videre østover forbi Tovmodalen staar
å emdeles semeisten i veksellagring med lerglimmerskifer, oftere

gjennemsat av gabbrogange. Strøket er uforandret N til NE, faldet
er i almindelighet svakt W-lig (NW-lig).

I forste skjæring paa svensk side paatræffes storbladig, buklet
graabiaa til brunlig glimmerskifer med strøk NE til ENE og mid-
delssteilt fald NW.

Denne bergart gaar mot ost over i en haard graahvit til rødlig
kvartsitisk sparagmitbergart, som omtrent midtveis mellem riks-
grænsen og Storlien station faar svævende lagstilling. Nærmere
Storlien slaar sparagmitens fald over til E.

Lidt vest for stationen optrær flere konkordante indleiringer av
graablaa glimmerskifer, som paa Satonspladsen og videre østover
blir eneraadende bergart.

Profilet er skematisk fremstillet paa PI. 18, fig. 1. Angaaende
detaljer maa henvises til dagboker i Norges geolog iske
Undersøkelses arkiv.

Profilets lagstilling er som flere av die vel kjendte Alpeprofiler
typisk vittsfomeet. Tektonisk ligger det derfor nær, saaledes som
SVENONIUS!') og REUSCH*) har gjort, at opfatte profilets central-
parti som en ældre oppresset formation.

For denne opfatning taler endvidere

1) den petrografiske overensstemmelse mellem glimmerskifer-
formationen mellem Floren og Brenna (avbrudt av eruptivdraget
mellem Gudaa og Meraker) og de lavest liggende glimmerskiferfor-
mationer længst vest og ost 1 profilet mellem Orkedalsfjorden og
Buviken og omkring riksgrænsen,

2) den petrografiske overensstemmelse mellem Bymarkens
grønstensbergarter og gronstenen ved Floren, og endelig

1 Svenonius: Några profiler inom mellersta” Skandinaviens skiffer-
område.
*) Reuseh: Geologiske iagttagelser fra Trondhjems stift.

38 C. W. CARSTENS [1919

9) overensstemmelsen i petrografisk karakter og geologisk
habitus mellem den store sedimentpakke mellem Ranheim og klo-.
ren væsentlig opbygget av: sandstene, sparagmiter, konglomerater
og skiferbergarter og det nærbeslegtede bergartskompleks mellem
Brenna og riksgrænsen.

Da sandstensformationerne mellem Ranheim og Floren og mel-
lem Brenna og riksgrænsen efter KJERULFS lagsystem maa hen-
føres til Hovindgruppen (paa grund av sgeologisk-petrografisk
karakter samt fossilfund), kan de underliggende glimmer skifer- og
gronstensformationer efter dette system henfør es til Rorosgruppen.
Men da disse formationer baade petrografisk og genetisk er meget
forskjelligartet, har jeg som allerede omtalt i forangaaende kapitel
benyttet navnet Bymarkgruppen for Rørosgruppens grønstensfor-
mation (gronstensavdeling), hvorved betegnelsen Rorosgruppen kun
kemmer til at omfatte glimmerskiferformationen (glimmerskiferav-
delingen). Den i centralpartiet oppressede Bymarkgruppe og Røros-
gruppe er efter KJERULFS system identisk med Gulagruppen.

Profilets bergarter bærer alle tydelig præget av regionalmeta-
mort paavirkning. Den sterkeste metamorfosegrad viser Røros-
gruppen, den svakeste Hovindgruppen. I store træk synes meta-
merfosen hos Merakerprofilets bergartsgrupper at være proportio-
nai med gruppernes alder.

Den ovenfor skisserte betragtningsmaate av Merakerprofilets
foldningstektonik og det derav utledede stratigrafiske inddelings-
system er baseret paa formationernes lagstilling, bergarternes
petrografiske karakter og geologiske habitus, tildels ogsaa paa berg-
arternes fossile fauna. Merakerprofilet har imis dlertid ikke selv
leveret det avgjørende bevismateriel for systemets riktighet. Men
fortsatte undersøkelser i andre trakter av feltet har lidt efter lidt
frembragt den beviskjede, der betinger berettigelsen av Mer-
akerprofilets konstruktion og den dermed følgende opsætning av
det reviderte lagsystem.

Jemtlandsprofilet)

Profilet er opgaaet langs hovedveien Levanger—Vinne kirke--
Garnes—Suul—Sandviken—riksgrænsen.

Omkring Levanger staar paa østsiden av Eidsbotten graablaa
til brun glimmerskifer med lidt vekslende lagstilling, strøket er
overveiende NE-lig og faldet forholdsvis svakt NW-lig.

I nærheten av Østborg paatræffes skifrig grønstensbergart av
samme typus som grønstenen vest for Eidsbotten, strøket er væsent-
lig ENE og faldet svakt NNW.

1 Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 40.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 39

Et litet stykke nordøst for Rinnan station staar lerglimmerski-
fer, strøk E-lig og fald ea. 30" N-lig. Denne bergart følges lidt øst-
over til veiskillet Værdalsøren—Vinne kirke. Derpaa er et længere
stykke forbi kirken helt overdækket. I større skjæring østenfor
Nes staar lerglimmerskifer-fyllit med sandstensbænke, strøket er
her ENE og faldet forholdsvis steilt SSE. Den blaasorte lerglim-
merskifer følges nu et godt stykke østover. Straks vest for broen
over Inna staar lersandsten og lerglimmerskifer-fyllit, sterkt folder
og kruset. Stroket er NNE, faldet gjennemsnitlig 60” ESE.

Vel 1 km. ostenfor broen sees lidt ovenfor hovedveien en skilrig
gronstensbergart, petrografisk identisk med Bymarkens og Øst-
borgs grønsten.

Straks ostenfor Garnes paatræffes graasort kvartsrik glimmer-
skiferbergart, strøk NNE og fald ca. 60" ESE. Videre ostover blir
bergarten mere brunfarvet samtidig som faldet blir steilere. Øst
for Rotmoen optrær hvit granit, hvo yrefter den brune glimmerskifer
atter fortsætter. Faldet blir nu steilt W-lig. Længere østover
optrær igjen hvite granitinjektioner, tildels med pegmatitisk struk-
tur. Lidt vest for Vaterholms bro staar den brune glimmerskifer-
bergart med strøk uforandret, NNE, og steilt fald (ca. 807) ESE."
lt stykke ostenfor broen gaar faldet gjennem steilt over i
WNWelig. Straks efterpaa skjærer profilet ind i det store østlige
eruptivdrag («Kjolens Formur»). Dette eruptivdrag, som kan il
ges i hovedveiens pragtfulde skjæringer omtrent helt frem til Inna-
broen (ved Karl Johans Klevens østende), er væsentlig op-
bygget av finkornige sorte gabbroidale bergarter, grønne amdiboli-
ter og hvite graniter. Østenfor eruptivdraget paatræffes atter stor-
bladig glimmerskifer, strøk NNE og fald ca. 60—70* WNW. Denne
bergart følges østover til Suul skydsstation. Straks østenfor Suul
er bergarten flere steder grafitførende med et storbladig, fedtglin-
sende utseende.

Saa optrær sandstensbænke, hvorefter følger gabbroidale injek-
tioner. Like ved toldstationen sees nede ved elven en grøn fin-
kornig kvartsrik glimmerskiferbergart. Herfra videre østover staar
|erglimmerskifer og sandstensbergarter i stadig veksellagring. Hele
lagpakken er sterkt foldet, strøket er NNE og faldet gjennemsnitlig
WNW-lig. Ved St. Olafs bro fremtrær pro ofilet meget vakkert i de
mægtige skjæringer. Bergarten er her utviklet som en sandstens-
lignende glimmerskifer. Denne sandstensformation kan følges om-
trent helt frem til Jervdalsbækken.

Østenfor denne bæk staar graagrøn glimmerskifer, utviklet om-
trent som Stuedalsskifer, med W-lig fald, flere steder gjennemsat
av gabbroidale injektioner. Denne bergart følges østover forbi
Sandviken omtrent frem til Vergaaen (paa den nye vei mellem
Sandviken og Skalstugan).

Her paatræffes en hvit kvartsitisk sparagmitbergart med NE-lig

40 i C.W. CARSTENS (1919

strøk og svakt fald, ca. 20” NW. Denne sparasgmitbergart følges
derpaa til riksgrænsen og videre ind i Sverige.

Profilet er komaridet fremstiller paa P1.18, fig.2. Angaaende detaljer
maa ogsaa her henvises til dagbøker i Norges geologiske
Undersøkelses arkiv. Profilets bygning er ov enfor kun gjen-
git i store træk, bergarter av mindre interesse for forstaaelsen av
profilets tektonik er saaledes helt uteladt. En sterk forandring av
bergarternes strøkretning i Jemtlandsprofilets vestre del vanskelig-
gjør en samlet korrekt gjengivelse av det hele profil. Paa uguren
er derfor profillinjen opdelt i 2 avdelinger.

Lagstillingen i profilets vestlige del er for en væsentlig del
svævende og som følge derav" sandsynligvis normal. Glimmer-
skiferbergarterne omkning Levanger er petrografisk meget nærbe-
slegtet med Rørosgruppens glimmerskiferbergarter. Paa rektan-
gelbladet Levanger er disse bergarter av KJERULF henført til
«ældste Trondhjems lag», direkte overleirende sgrundfjeldet i
Skjetingen. Bergarterne paa dette sted har imidlertid vist sig at
være yngre injektionsbergarter, hvorved det absolute bevis for
slimmerskiferbergarternes alder er bortfaldt. Paa TÖRNEBOHMS
kart er ogsaa Levangerskiferne opfattet som en ældre formation.
samtidig som Skjøtingen er henført til Sevegruppen. Uten forbin-
«delse med formationsgrupperne i syd vil saaledes en bestemmelse
av Levangerskifernes stratigrafiske stilling være helt usikker. Ved
en række profiler, som jeg sidstleden sommer har opgaaet mellem
Skjøtingen og Merakerdalen, har det imidlertid lykkedes at identi-
ficere Levangerskiferne som sterkt metamorfe skiferfacies i Hovind-
gruppen (se berom senere). Den ved Østborg optrædende grøn-
stensbænk er petrografisk helt identisk med Bymarkgruppens grøn-
stensbænke. Men da den længere nordøst ved Graven forekom-
mende lerglimmerskiferbergart paa grund av sin petrografiske
karakter og fossile fauna (i ”strøkretningen ved Levring) med sik-
kerhet tilhører Hovindgruppen, maa grønstensbænken ved Østborg
opfattes som en lavahorizont i Hovindgruppen av petrografisk
samme karakter som Bymarkgruppens lavabænke.

Mellem Levring og riksgrænsen er profilets lagstilling viltefor-
met. Bergarten vest for broen over Inna (syd for Stene) er sam-
menhængende med skiferbergarterne ved Graven og tilhører saale-
des Hovindgruppen. Den mellem broen og Garnes optrædende
grønstensbergart er petrografisk av samme karakter som de tid-
ligere omtalte grønstensbergarter. Denne grønstensbænk er efter al
sandsynlighet over Lyngsæter og Almli sammenhængende med
grønstensbænken ved Floren. I analogi med forholdene i Meraker-
profilet tilhører den saaledes Bymarkgruppen. Den østenfor
staaende glimmerskiferformation mellem Garnes og Suul, gjen-
nembrudt av eruptivdraget mellem Kløvdalsbækken og Sandaaen,
er petrografisk identisk med Rørosgruppens mest karakteristiske

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 41

bergarter. De mellem Suul og Jervdalsbækken optrædende sand-
stene og lerglimmenskiferbergarter er paa grund av sin geologiske
habitus og petrografiske karakter i profilet parallelstillet Hovind-
gruppen, og endelig er Stuedalsskiferne ved Innsvandets østende
efler sit utseende og sin stratigrafiske stilling (svævende lagstilling
over sparagmitformationen) henført til Rørosgruppen.

Jemtlandsprofilet mellem Levring og riksgrænsen er efter oven-
staaende kortfattede oversigt i fuld overensstemmelse med Meraker-
profilet mellem Hegre og Storlien. Lagstillingens kontinuerlige
forandring er i begge profiler den samme, likesom de petrografisk
sammenhørende bergartsformationer langs begge linier følger
samme rækkefølge.

Guldalsprofilet med forlængelsen til Rien

Profilet er opgaaet langs jernbanelinjen fra Heimdal sydover
til Holtaalen. Derfra over fjeldet forbi Nordaunevold til trakterne
est for Rien.

Lidt vestenfor Heimdal station staar grønsten tilhørende By-
markgruppen. Paa stationstomten er helt overdækket, liikesaa
langs linjen sydover forbi Nypan og Melhus til Søberg station. Her
nærmer jernbanelinjen sig Vasfjeldets store grønstensdrag, som
mot nord ved Bratsberggaardene kan sammenknyttes med Bymark-
gruppen paa Trondhjems rektangelblad. Syd for Kvaal gaar pro-
filet i vakre skjæringer. Den optrædende bergart er grønsten med
svak skifrig tekstur. Strøket er NE og faldet ca. 70” SE. Grøn-
stenen har tildels tydelig utviklet variolitstruktur. Flere finkornige
til tætte gange av hvit granit (felsit) gjennemsværmer grønstenen.
Langs sletter fremtrær ofte en tydelig becciestruktur, hele berg-
arismassen bærer præg av at ha været i voldsom bevægelse. Mellem
Ler og Lundemo stationer gaar jernbanelinjen i helt overdækket
terræng.

Først oppe ved Gulfossen skjærer profilet atter ind i fast
fjeld. Her staar lerglimmerskifer (Jerskifer) med enkelte kon-
kordant indleirede sandstensbænke. Strøket er NNE og faldet ESE.
Sandstensbænkene er tildels sterkt imprægneret med smaa svovl-
kisterninger, overflaten er i almindelighet rustfarvet, saa at bæn-
kene mange steder faar karakter av fahlbaand. Straks syd for
Hovind station ligger Hovind store sandstensbrud. Lerglimmer-
skifer og mægtige sandstensbænke optrær her i stadig veksellagring.
Foldninger og krusninger er meget almindelige. Strøket er over-
veiende NE, faldet gjennemsnitlig steilt SE.

Omtrent midtveis mellem Hovind og Støren stationer optrær
flere konglomeratbænke med boller av jaspis, kvartsit og grønsten
i en grønstenslignende grundmasse i veksellagring med en sedi-
mentær grønstenslignende bergart, et saakaldt grønstensderivat.

i

42 C. W. CARSTENS [1919

Strøket er NNE og faldet steilt ESE. Konglomeratzonens ligg-
bergart er utviklet som en tyndhellet grøn lerskiferlignende bergart
(der minder om grønstensskifer), den gaar mot nordvest over i
normal lerskifer. Konglomeratzonens hængbergart er utviklet som
skifrig grønsten av petrografisk samme karakter som Bymarkgrup-
pens bergart. Nærmere Støren station blir grønstenen mere masse-
formet, ved Haga bro har den sin mest karakteristiske utvikling.
Bergarten er her utviklet som saakaldt «pute-lava», de enkelte
«puter» naar her ganske betragtelige dimensioner.

Lidt søndenfor Støren station, paa søndre side av jernbanebroen,
paatræffes en sterkt foldet graasort grafitførende glimmerskifer,
strøket er NNE, faldet snart W-lig, snart E-lig. Flere hvite grani-
tiske injektionsgange folger foldningsflaterne. Ved Folstad er
større brud 1 hvit granii. Strukturen er normalkornig, teksturen
masseformelt. ene sydover staar atter glimmerskifer, strø-
ket er N-lig, faldet er steilt. Bergarten er her tildels utviklet
som en sort kvartsitisk skifer. Videre opover til Rognes station
staar overalt glimmerskifer av lidt forskjelligartet utvikling, haar-
dere og bløtere baand optrær i stadig veksellagring. Hvite graniti-
ske injektionsgange skjærer her flere steder gjennem skifrighetsfla-
terne. Strøket er temmelig uforandret, faldet er overveiende steilt
E-lig. Mellem Rognes og Kotsøien stationer staar fremdeles glim-
merskifer med vidt vekslende petrografisk karakter. Strøket er
uforandret, faldet blir nærmere Kotsøien slakkere, 30—45” E-lig.
Glimmerskiferbergarten er her lokalt hornblendeførende, farven er
brunlig til graa glinsende. Mellem Kotsøien og Bjørgen stationer
har glimmerskiferen paa flere steder et blaakvartslignende utseende.
Faldet gaar her ned til 25—30” E-lig. Hvite granitgange skjærer
stadig tvers gjennem skifrighetsflaterne. Videre sydover staar de
samme bergartstyper temmelig uforandret. Nærmere Singsaas og
Reitstøen stationer staar glimmerskifer og kvartsitlignende (tildels
sneislignende) bergarter i stadig veksellagring. Lidt ovenfor Sings-
aas er strøket WNW og faldet svakt SSW. Længere oppe blir lag-
stillingen svævende for efterpaa igjen at gaa over til svakt SE. Ved
Reitstøen station optrær et større felt av hvit granit med lidt veks-
lende mineralselskap og struktur. Et stykke ovenfor stationen paa-
træffes igjen kvartsrik glimmerskifer med N-lig strøk og steilt fald.
Saa skjærer profilet atter ind i hvit granit. I nærheten av Almaas
er større brud like ved jernbanelinjen. Bergarten, som her har en
masseformet tekstur, viser god bænkning. Almaasgraniten er saa-
ledes vel skikket til byg ningsmater iel. Tynde aplitiske aarer gjen-
nemskjærer mange steder den normalkornige bergart. Like ovenfor
bruddet staar atter glimmerskiferbergart (flere steder gneisagtig
utviklet), strøk N og fald steilt W. Videre opover forbi Lang-
letet station til broen over Holta er glimmerskiferen fuldstændig
gjennemvævet av hvite granitiske injektioner. Strøket er over-

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 43

veiende: N-lig og faldet steilt W-lig. Mellem broen over Holta og
Holtaalen station er glimmerskiferen sterkt foldet, farven er brun
til graa glinsende. Strøket er temmelig uforandret, faldet er gjen-
nemsnitlig steilt W.

Mellem Holtaalen station og Rien er profilet i marken opgaaet i
forskjellige bueformede retninger. Profillinjen er imidlertid ved
den skematiske fremstilling lagt nogenlunde retlinjet fra Holtaalen
station via Nordaunevold og Storelvevold til Rien. Bergbygningen
er derfor i denne del av profilet kun gjengit i store hovedtræk.

Mellem Holtaalen og Nordaunevold staar overveiende gneislig-
nende glimmerskiferbergarter, flere steder gjennemsat av større
hvite granitiske gangtog. Strøket er væsentlig NE-lig, faldet for-
holdsvis steilt NW-lig. Nærmere Nordaunevold optrær en række
mindre mægtige gabbroidale injektioner. I bækken straks syd for
sæteren staar en sort hornblendeførende alunskiferlignende lerski-
ferbergart med strøk ENE og steilt fald. I denne bergart er der paa
etpar forskjellige steder fundet fossilet Dictyograptus flabelliformis,
saaledes av VOGT i 1888 og av mig 1 1913, 17, 18 og 19. Den fossil-
førende horizont er kun etpar meter mægtig, paa begge sider (nord
og syd) er den avskaaret av konkordant optrædende sgabbroidaie
injektioner. I sydsydøstlig retning paa vestsiden av Holtsjøen staar
overalt glimmerskifer, fuldstændig gjennemvævet av gabbro-
gange («Formurens» opløsning mot syd). Strøket veksler mellem
NE og ENE, faldet er overveiende steilt NW-lig til NNW-lig.

Et litet stykke nedenfor toppen av 1052 m. høiden syd for Meina-
tjern paatræffes rødlig-graa sandsten av et temmelig masseformet
utseende. Strøket er lokalt maalt til E-lig, faldet til S-lig. Læn-
gere mot sydøst staar denne bergart uforandret, her gjennemsat av
en række gabbroidale gange.

I Meinadalen staar graablaa fyllitisk glimmerskifer. Med tem-
melig uforandret karakter følges derpaa denne bergart helt frem til
Storelvevold. Faldet er for den overveiende del svakt NW-lig
(N-lig og W-lig). Paa en række punkter er glimmerskiferen gjen-
nemsat av større og mindre gabbroinjektioner. I sterkt overdækket
terræng kan glimmerskiferen (tildels fyllitisk og lerglimmerskifer-
lignende utviklet) følges paa nordsiden av Rien omtrent frem til
Strikkertvold. ,

Her paatræffes ølegneis, som med N-lig strøk og W-lig fald,
strækker sig helt øst til Vigelsjøen. Øiegneisen er normalt utviklet
med dm.-store linseformige feltspatøine. Langs grænsen avtar i
almindelighet øinene i størrelse, undertiden forsvinder de helt,
hvorved bergarten faar et fuldstændig felsitisk utseende.

Østenfor Vigelsjøen paatræffes kvartsitiske bergarter, sandsyn-
ligvis tilhørende sparagmitformationen.

Profilet er skematisk fremstillet paa PI. 18, fig. 3. Angaaende
detaljer maa henvises til dagbøker.

44 C. W. CARSTENS |1919

Mellem Volfjeldet i Holtaalen og Gulhaavola i Aalen er, som
det fremgaar av beskrivelsen, de optrædende sedimentbergarter
gjennemilettet av større og mindre eruptivgange. «Kjølens For-
mur» er saaledes ogsaa i denne del av feltet tydelig merkbar i
profilet. Men medens eruptivdraget længere nord utgjør et sam-
menhængende stort eruptivfelt av betragtelig mægtighet (i Mer-
akerdalen er saaledes mægtigheten henimot 1 mil), er draget langs
denne linie opspaltet i en række mindre mægtige gange.

Søndenfor Bymarkgruppen i Vasfjeldet ligger efter baade
KJERULFS og TÖRNEBOHMS lagbetegnelser. den saakaldte Hovind-
gruppe, væsentlig opbygget av konglomerater, sandstene og lerski-
ferbergarter i stadig veksellagring. Grænsen mellem Bymarkgrup-
pen og Hovindgruppen skjærer profilet i overdækket terræng mel-
lem Ler og Lundemo stationer. Den kan imidlertid let studeres ved
Lers kemiske fabrik (nedlagt) etpar km. østenfor Ler station i
Kaldvelladalen. Bymarkgruppens hængzone er her utviklet som eit
grønstenskonglomerat med boller av hvit granit, kvartsit, grønsten,
jaspis og kalksten i en grønstenslignende grundmasse. Konglo-
meratet optrær i flere parallele bænke, adskildt fra hverandre ved
normalutviklet grønsten. Den herværende konglomeratzone min-
der i sine hovedtræk om konglomeratzonen mellem Hovind og
Støren paa grænsen mellem Hovindgruppen og den søndendor lig-
gende grønstensformaftion. Paa det sidstnævnte sted er imidlertid
jaspisboller langt talrikere repræsenteret, samtidig som granitboller
er langt sjeldnere. Medens skifrigheten i konglomeratzonen ved
Ler er temmelig svak, er konglomeratzonen mellem Hovind og
Støren tildels sterkt tyndskifrig.

Størens grønstensformation, som mot syd omtrent stræk-
ker sig til Støren jernbanebro, har nøiagtig samme petro-
grafiske karakter som Bymarkgruppen. Den er saavel av
KJERULF som av TÖRNEBOHM betegnet Størengruppen. Begge
grupper er i vort profil opfattet som geologisk sammenhørende. Ti!
støtte for denne opfatning tjener endvidere de petrogafisk temmelig
ensutviklede konglomerater i Bymarkgruppens hængzone og i den
saakaldte Størengruppes liggzone. Ved en muldeformig forbindelse
mellem disse formationsgrupper blir samtidig de 2 konglomerat-
zoner geologisk-stratigrafisk parallelstillet. Derav følger igjen, at
Størengruppens konglomerater i virkeligheten optrær i grup-
pens hængzone. Studiet av konglomeratbollerne fører uavhængig
av de tektonisk-petrografiske undersøkelser til samme resultat. De
forskjellige bergartstyper, som findes repræsenteret i konglomerat-
bollerne, er alle anstaaende i Størengruppen. De mest karak-
teristiske av disse typer er derimot ikke utviklet i Hovindgruppen.
Derav følger med stor sandsynlighet, at konglomeratet er yngre end
Størengruppen og Hovindgruppen igjen yngre end konglo-
meratet. Denne opfatning er allerede tidligere fremsat av

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 45

TÖRNEBOHM.!) Hvis en sammenknytning av Bymarkgruppen og
Størengruppen er geologisk korrekt, maa nødvendigvis Hovind-
gruppen mellem de 2 konglomeratbelter (ved Ler og Hovind—Stø-
ren) være sammenpresset i en stor mulde. Denne muldeformige kon-
struktion av Hovindgruppens bergarter fremgaar imidlertid meget
tydelig av BRØGGERS «Kartskisse til profilerne Støren—Høilan-
det»*) (se herom senere).

Forskjellige geologisk-petrografiske forhold har saaledes bidra-
gel til den her nævnte konstruktion av Guldalsprofilets nordre del.
Og av den stratigrafiske lagfølge mellem Trondhjem (eller Orke-
dalsøren) og Støren fremgaar endvidere direkte, at den søndenfor
Støren staaende glimmerskiferformation maa paralleliseres med
Røorosgruppen. Herfor taler likeledes glimmerskiferformationens
lagstilling og petrografiske karakter. Hele Guldalen sydover til
trakterne søndenfor Holtsjøen er opbygget av denne formations lidt
vekslende bergartstyper. Foldningstektoniken antyder en mere og
mindre sterk sammenpresning av en række ensartet utviklede sadler
og mulder. Medens KJERULF og BUGGE i likhet med mig har op-
fattet hele dette bergartskompleks som tilhørende en og samme
formation (Gulagruppen), har TÖRNEBOHM her gaaet til en meget
svævende inddeling i en række nye grupper, repræsenterende
Trondhjemsfeliets østlige faciesutvikling. Men ogsaa TÖRNEBOHM
har været opmerksom paa den petrografiske overensstemmelse mel-
lem Bymarkgruppens liggformationer syd for Støren og vest for
Buviken. Begge disse formationer har TÖRNEBOHM heli korrekt
henført til Brekskiffer-gruppen,*”) som 1 det reviderte lagsystem
indgaar i Rørosgruppen som denne gruppes høieste horizonter.
Fundet av Dictyograptus flabelliformis i Rørosgruppens sydligste
(øverste) horizonter ved Holtsjøen (vel i TÖRNEBOHMS Brekskitfer-
gruppe) har ført til en sikker aldersbestemmelse av disse horizon-
ter, samtidig som fundet beviser riktigheten av profilets konstruk-
tion (og det derav utledede lagsystem). Da sandstensbergarterne
ved Meinatjern med de længer sydvest optrædende lerskiferhori-
zonter efter sin petrografiske karakter og geologiske habitus maa
henføres til Hovindgruppen, blir denne formationsgruppe saaledes
yngre end den mnordenfor staaende glimmerskiferformation
(KJERULFS og BUGGES Gulagruppe). Av palæontologisk-stratigra-
fiske grunde maa derfor Gulagruppen i Guldalsprofilet paralleli-
seres med Rørosgruppen. Betegnelsen Gulagruppen falder saa-

3 Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 86 og Till frågan om lagerföljden inom Trondhjemsfåltet,
side 1554 (Konglomeratet benævnes av Törnebohm breccie).

*”) Brøgger: Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem Gul-
dalen og Meldalen.

3) Se geologisk oversigtskart i Törnebohm: Grunddragen af det cen-
trala Skandinaviens bergbyggnad.

46 C: W. CARSTENS [1919

ledes bort i det reviderte lagsystem. Den mellem Meinadalen og
Strikkertvold optrædende glimmerskiferformation, som lokalt har
utvikling som Stuedalsskifer, tilhører KJERULFS Rørosskifer (Rør-
osgruppe). Den overleirer i sydøst paa en række punkter direkte
sparagmitformationen, i almindelighet med svævende lagstilling.
I profillinjen er de to formationer adskildt fra hverandre ved øie-
gneisinjektionen østenfor Rien.

Guldalsprofilet med sin fortsættelse til Rien er saaledes i tek-
tonisk henseende analogt Merakerprofilet og Jemtlandsprofilet. Ft
fælles karaktertræk for alle tre profiler er centralpartiets sterkt
metamorfe utvikling («glimmerskiferbeltet»). De i centralforma-
tionen oprtædende grafitskifere har KJERULF allerede i 1871)
paralleliseret med alunskiferen (dictyonemaskiferen) søndenfjelds.
Og med sin vanlige fremsynthet skrev han dengang: «Fossiler
tør vel engang findes i disse sorte lerskifer... 17 aar senere blev
Dictyograptus flabelliformis fundet ved Holtsjøen i KJERULFS typi-
ske Gulaskifer. Og flere fossilfund er sikkert forbeholdt fremtiden.
Beviset for gruppens identitet med den under Hovindgruppen lig-
gende gruppe, Rørosgruppen, blev saaledes i virkeligheten frem-
lagt for over 30 aar siden.

1 Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 30 og 31.

Lokalprofiler og detaljundersøkelser

Til støtte for lagfølgen er paa forskjellige steder inden teltet
opgaaet endel lokalprofiler, samtidig som der paa forskjellige van-
skelige punkter er foretat detaljundersøkelser og detaljkartlægning.

Profil fra Jøldalshytten til Birkaaker

Profilet er opgaaet fra Trondhjems Turistforenings nye turist-
hytte ved sydenden av Jølvandet over Aaneggen til Grøna bro,
videre paa sætervei over Nerskogen til Hol i Rennebu. Derpaa
til slutning efter hovedveien til Birkaaker kapel.

Paa østsiden av Jølvandet staar brun glimmerskifer med N-lig
strøk og E-lig fald, tilhørende Rorosgruppens laveste horizonter.
Vest for Jølvandet avskjæres denne formation fra grundfjeldet ved
ølegneis. Denne glimmerskiferbergart kan følges omtrent uforan-
dret til Nerskogen. Den er paa hele denne strækning gjennemsat
av en række amfibolitiske og hvite gramitiske gangtog. Mellem
Uvsætrene og Hol blir bergartens petrografiske karakter delvis
forandret. Farven slaar her over fra brun til graagrøn, samtidig
som strukturen blir tæt til finkornig.

Ved broen over Orkla like ved Hol paatrælfes normalutviklet
grønsten. Denne bergart følges derpaa uforandret til zikzakbak-
kerne lidt nedenfor (vestenfor) Birkaaker kapel. Strukturen er
overveiende tæt, teksturen er svakt skifrig. Strøket er N-lig (NNE-
lig) og faldet E-lig (ESE-lig).

Ved Birkaaker overleires grønstenen av en lergiimmerskiferlig-
nende bergart (P1. 19, fig. 3).

Rorosgruppens vestgrænse, som i vor profillinje gaar lidt ve-
stenfor Jølvandet, skjærer saaledes her ind i Troldheimens mæg-
tige fjeldparti. Østgrænsen gaar ved Hol i Rennebu. Den her op-
trædende grønne glinsende sglimmerskiferlignende, tildels ogsaa
grønstenslignende bergart, som altsaa repræsenterer Rørosgrup-
pens øverste horizonter, er væsentlig opbygget av kvarts, biotit,
muscovit og lidt klorit. Bergarten er saaledes med sikkerhet av
sedimentær natur. Ogsaa BUGGE omtaler Rørosgruppens grønne
kloritiske skifere. «Det synes», skriver BUGGE) «væsentlig ai
være i gruppens øvre del at saadanne optræder.»

” Bugge: Rennebu, side 14.

48 C. W. CARSTENS [1919

Grønstensdraget mellem Hol og Birkaaker maa ifølge sin stra-
tigrafiske plads og bergarternes petrografiske karakter henføres til
Bymarkgruppen. De mere masseformede partier inden dette
grønstensdrag er av BUGGE betegnet variolit. Da variolitdraget
i marken kan folges kontinuerlig til trakterne omkring Støren,
hvor det repræsenterer Størengruppen i KJERULFS &l|agsystem,
leverer saaledes ogsaa Birkaakerprofilet bevis for denne gruppes
identitet med Bvmarkgruppen. Varioliten (Størengruppens ho-
vedbergart) har i Rennebu rektangelblad adskillig større utbre-
delse end av BUGGE antat. Den er i profillinjen i kontakt med
vørosgruppens høieste horizonter ved Hol. Efter BUGGE frem-
trær denne kontakt kun tilsyneladende ved Svarttjern, idet den
tilskrives en nord—syd-gaaende forkastning. SUHEN) synes imid-
lertid at ha hat en klarere forstaaelse av grønstenens virkelige
uistrækning. Grønstenen (varioliten) er saaledes av ham opfattet
som tilhørende en formationsgruppe, der normalt er i kontakt med
Rørosgruppen.

De omkring Birkaaker optrædende lerglimmerskifere, grafitfø-
rende skifere og normale glimmerskifere er ifølge KJERULFS lag-
system paa BUGGES kart henført til Gulagruppen. Da bergar-
terne ved Birkaaker imidlertid i strøkretningen er sammenhæn-
gende med de petrografisk nærbeslegtede skiferbergarter syd for
Støren, maa efter den foldningstektoniske utvikling, som er gjen-
nemført for Guldalsprofilets vedkommende, ogsaa bergarterne ved
Birkaaker henføres til Rørosgruppen (til gruppens overste hori-
zonter). Profilet Jøldalshytten-Birkaaker leverer saaledes selv
intet bevis for Gulagruppens identitet med Rørosgruppen.

Detaljundersøkelser i Meldalen

Detaljundersøkelserne omfatter væsentlig kartlægningsarbeider
i maalestokken 1 : 100,000 i trakten mellem Kalstad i nord og
Grindal i syd (paa begge sider av Orkla).

Grønstensformationen mellem Hol og Birkaaker er av støati-
srafisk-petrografiske grunde paralleliseret med Bymarkgruppen.
Men formationen er i marken ingen steder sammenknyttet med
denne gruppe. Beviset for formationens identitet med Bymark-
gruppen er saaledes svakt underbygget. Jeg fandt derfor, at
et sterkere bevis maatte fremskaffes paa andet hold. Og forholdene i
Meldalen viste sig vel skikket hertil. Det kartlægningsarbeide,
som her blev utført sommerene 1918 og 19, har med sikkerhet
fastslaaet, at variolitdraget paa BUGGES kart over Rennebu virke-

” Bugge Il. c&.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 49

lig tilhører Bymarkgruppen. Derav følger igjen, at grønstensfor-
n:ationen omkring Støren (Størengruppen) er identisk med By-
niarkgruppen, eller anderledes uttrykt, at grønstensformationerne
ved Støren og Trondhjem er muldeformig sammenbundet. Beviset
utledes av følgende forhold: Meldalsskogens grønsten kan i NE-lig
strøkretning følges sammenhængende til Buviken. Den repræsen-
terer saaledes Bymarkgruppen. Sandstens- og lerglimmerskifer-
formationen (med tilhørende kalkstensbænke) mellem Kalstad og
Bruholt tilhører efter sin fossile fauna Hovindgruppen (incl.
BUGGES Høilandsgruppe). Denne formationsgruppe ligger traug-
formig indesluttet i Bymarkgruppen, idet den halveirkelformig om-
slynges av Meldalsskogens grønsten, som kan følges sammenhæn-
gende over Reisfjeldet i vest, Hestslethaugen og Bruholi i syd til
trakterne øst for Blankvand, hvor den efter BUGGES kart gaar over
i variolitdraget (Størengruppen). Denne forbindelse fremirær
ikke i profilet gjennem Orklas dalføre, idet de to tilsyneladende
forskjellige grønstensdrag er adskildt fra hverandre ved en saddel-
formig ophvælvning av Rør osgruppen mellem Grindal og Rennebu
kirke.) Da Hovindgruppen er traugformig indesluttet i Bymark-
gruppen, omkranset av denne i nord, vest og syd, fremgaar end-
videre med sikkerhet, at Hovindgruppens stratigrafiske plads er
over Bymarkgruppen, og at Kalstadkalken, som i Meldalsskogen
er i kontakt med grønstensdraget, i Meldalen repræsenterer grup-
pens laveste (basal-) horizonter. Derav følger igjen, at Hovind-
gruppens lavere horizonter (BUGGES egentlige Hovindgruppe,
KJÆRS etage 5 a) ikke er kommet til utvikling i Meldalen.

Forholdene i disse trakter er i store træk meget korrekt frem-
stillet paa TÖRNEBOHMS geologiske oversigtskart av 1896.

Profil fra Aasen station til Markabygden

Profilet er opgaaet fra Aasen station efter kjøreveien paa syd-
siden av Hoklingen til Strømsbroen. Derpaa efter gaardsvei paa
nordsiden av Movandet til Langaas.

Det samme profil er tidligere beskrevet av TÖRNEBOHM?) og
BUGGE?). Da TÖRNEBOHM synes at ha tillagt bergbygningen i
ovennævnte profil stor vegt, har jeg opgaaet hele profilet i detalj
baade sommeren 1917 og 1918. Da strøkretningen i trakterne om-
kring Levanger snur rundt Skjøtingen, blir ogsaa denne strøkforan-

1) Glimmerskiferformationen mellem Grindal og Rennebu kirke er av
Kjerulf opfattet som grundfjeld, av Bugge derimot som Røros-
gruppen.

3 Törnebohm: Till frågan om lagerföljden inom Trondhjemsfåltet.

3 Bugge: Lagfølgen i Trondhjemsfeltet.

50 C. W CARSTENS [19 19

dring merkbar i profilet paa nordsiden av Movand. Jeg har imid-
lertid ogsaa opgaaet et vest—øst-gaaende profil længere nord, fra
Skogn (Levanger) langs stranden til Ekne, hvor strøkretningen
over hele profilets længde er temmelig uforandret. Dette profil
fremviser i alle detaljer samme bergbygning og lagfølge som pro-
filet mellem Aasen station og Markabygden. Derav fremgaar og-
saa, at det sidstnævnte profil kan tillægges den forønskede vegl
ved bestemmelsen av feltets lagfølge.

Straks nordenfor Aasen station staar lerskifer i veksellagring
med sandsten og konglomerat, strøket er omtrent E og faldet ca.
70” N. Mellem Fossing og Hoklinggaardene staar lerskiferen ufor-
andret.

Ved sydenden av Hoklingen paatræffes konglomerat med tal-
rike boller av jaspis, kvartsit og grønsten i en grønstenslignende
grundmasse. Strøket er her ENE, og faldet er temmelig steilt
NNW. Dette konglomerat følges derpaa helt frem til Gryte. Strø-
ket er her omtrent NE og faldet ca. 60” NW. Østenfor kongiome-
ratet optrær tæt, svakt skifrig grønsten av typus Bymarken. Denne
bergart følges østover helt frem til Almlipladsen. Strøket er over-
veiende NE og faldet ca. 50—70* NW.

Lidt østenfor Almlipladsen paatræffes en sterkt buklet blaagraa
ti! sort glimmerskiferlignende fyllit. Strøket er her N-lig og faldet
noksaa Steilt W. Videre østover følges denne skiferbergart helt
frem til hovedveien mellem Markabygden og Skogn sein. Strø-
kei er N til NW, faldet maddelssteilt W til SW. Ved Augdal, øst
for Sandviken, optrær konkordant indleiret i den sorte glinsende
slimmerskiferbergart en ca. 2 m. mæstig kalkstensbænk. Dens
hængbergart er i flere meters mægtighet utviklet som grønsten.
Kalkstenens strøk er NW, faldet ca. 30" SW. I aasryggen øst for
Langaas staar den sorte glinsende skiferbergart fremdeles med
uforandret karakter.

Denne skiferbergart, som omkring Sjaastad er utviklet som nor-
malkornig graabrun glimmerskifer. hviler i foten av Skjøtingen paa
en hwit granitbergant av petrografisk samme karakter som feltets
øvrige hvite graniter (trondhjemiter og nærbeslegtede bergarter).

Da profilets faldvinkel udelukkende er ensidig W-lig, i almin-
delighet mellem 0—45"%, er lagstillingen sandsynligvis normal.
Bergarterne omkring Aasen station tilhører med sikkerhet Hovind-
gruppen. Lerskifere, sandstene og konglomerater staar her i sta-
dig veksellagring. Langs jernbanelinjen kan disse bergarter følges
med uforandret karakter helt frem til Stjørdalen og Hell stationer.

Det mellem Hoklingens sydende og Gryte optrædende konglo-
merat er petrografisk av samme karakter som grønstenskonglome-
ratet mellem Hovind og Støren. Grønstensformationen mellem
Gryte og Almlipladsen er endvidere av nøiagtig samme karakter
som Bymarkgruppen.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING Då

Glimmerskiferbergarterne mellem Almlipladsen og foten av
Skjøtingen er av lidt vekslende karakter. De vestligste (øverste)
horizonter omkring Sandviken, væsentlig utviklet som lerglimmer-
skifere, er petrografisk meget nærbeslegtet med Hovindgruppens
skiferbergarter; de østligste (laveste) horizonter omkring Sjaastad,
væsenit!ig utviklet som graabrune glimmerskifere, er derimot petro-
grafisk nærbeslegtet med Rørosgruppens brune glimmerskiferberg-
arter. Disse sidste er baade av KJERULF!) og TÖRNEBOHM*) op-
fattet som tilhørende Rørosgruppen, vel væsentlig paa grund av
forholdene i Skjøtingen, som av begge disse forskere er antat som
grundfjeldsomraade (resp. Sevegruppe). De vestligste horizonter
er derimot av TÖRNEBOHM opfattet som egen formafionsgruppe,
overleirende Rørosgruppen, under mavn av Brekskiffer-gruppen
(som petrografisk er meget nærbeslegtet Hovindgruppen). BUGGES')
opfaitning av profilet er mig imidlertid helt uforklarlig. Grønstens-
formationen mellem Gryte og Almlipladsen blir av BUGGE opfattet
som injektionsbergart (grønstenslignende gabbro, saussurilgabbro)
i Førosgruppen. Men grønstensformationen paa dette sted er baade
i petrografisk karakter og geologisk habitus helt identisk med de
længere syd i Trondhjemsfeltet optrædende lavahorizonter. Den
minder derimot intet om Merakergrubernes og Tronfjeldets saa-
kaldte «grønstene». Og selv like overfor det meget karakteristiske
jaspiskonglomerat (grønstenskonglomerat) mellem Hoklingens
sydende og Gryte, av TÖRNEBOHM benævnt Stokvola-bececia,
har BUGGE stillet sig usikker. Men da dette konglomerat i alle
detaljer minder om grønstenskonglomeraterne ved Ler og ved
Haga (meliem Hovind og Støren), og da det endvidere i strøkret-
ning fører direkte over i Stokvola 5 km. længere syd, blir BUGGES
holdning mig helt uforklarlig.

Profilet fra Aasen station til Markabygden leverer isolert intet
væsentlig bidrag til forstaaelsen av lagfølgen i Trondhjemsfeltet.
Kun i forbindelse med de kartlægningsarbeider, som er utført i de
omkringliggende trakter, er profilet blit av stor betydning for vor
opfatning av feltets bergbygning.

Detaljundersøkelser mellem Værdalen og Stjørdalen

Detaljundersøkelserne omfatter væsentlig kartlægningsarbeider
i maalestokken 1 : 100,000 i trakterne mellem Innas dalføre i nord
og Stjørdalselven i syd og mellem Frosta-halvøen i vest og Forras
dalføre 1 øst.

1) Se de geologiske rektangelblade Stjørdalen og Levanger.
*) Se Törnebohms geologiske oversigtskart av 1896..
3 Bugge: Lagfølgen i Trondhjemsfeltet, side 10 og 11.

52 C. W. CARSTENS [1919

Paa de ældre geologiske karter er som allerede tidligere omtalt
Skjøtingens store fjeldmassiv betegnet som grundfjeld resp. Seve-
gruppe. Og paa Levanger geologiske rektangelblad er de bløte graa
og brunlige glimmerskiferbergarter, som med bueformig strøkret-
ning omkranser hele fjeldpartiet, betegnet som Levangerskifere, der
av KJERULF er opfattet som de «ældste Trondhjems lag». Imid-
lertid har de undersøkelser, som jeg har foretat sommerene 1918.
og 19, ført til det resultat, at Skjøtingen er opbygget av yngre erup-
tivbergarter, dels hvite graniter, dels amfiboliter eller gabbroidale
bergarter med alle mulige overgangsled. Skjøtingen danner i saa
henseende en parallel til fjeldpartiet mellem Ulsberg og Aune i
Opdal, hvor der optrær en række meget forskjelligartede eruptiver
med opdalit som intermediært led.”) Skjøtingens eruptivbergarter
danner omtrent overalt underlaget for de saakaldte Levanger-
skifere, som likesom en tynd brem ligger ved foten av fjeldet. Men
en nøoiagtigere undersøkelse viser, at disse skiferbergarter paa en
række steder er gjennmvævet av Skjøtingens forskjellige erupti-
ver. Disse er saaledes med sikkerhet yngre end KJERULFS Lev-
angerskifere. I petrografisk henseende minder Levangerskiferne
mere om Rørosgruppens end om Hovindgruppens skiferbergarter.
Og jeg har først efter et noksaa detaljeret arbeide i marken mellem
Skjøtingen i nord og Stjordalselven i syd kommet til det resultat.
at hele dette strøk opbygges av Hovindgruppens bergarter. Skridt
for skridt har jeg like fra Hell via Hegre, Tylden og Høisætervola
til Sjaastad i Markabygden fulgt lerskiferbergarternes gradvis
sterkere omvandling mot nord. Ingen skarpe overgange har jeg
iagttat paa dette parti. Mellem de næsten umetamorife lerskifere
ved Hegre og de bløte, storbladige slimmerskiferbergarter ved
Sjaastad er paa denne 3 mils lange strækning helt jevn overgang.
Medens strøket ved Hegre er ca. NNE og fialdet ESE-1lig, slaar strø-
ket længere nord gjennem N og NW over til W. Faldet blir sam-
tidig slakkere N-lig. Paa Hoøisætervola er strøket fremdeles W-lig
og faldet N-lig. Nord for Grønningselven blir strøket WNW og
faldet S-lig, og Høisætervolas lerglimmerskifere gaar straks nor-
denfor mulden lidt øst for Hjelmen over i de typiske Levanger-
skifere. Et stykke nordenfor paatræffes Skjøtingens eruptivbergar-
ter. Jeg har ogsaa fortsat undersøkelserne paa østsiden av dette
fjeldmassiv. I Haarskallen og Rotaasen øst for Skjøtingen (tem-
melig langt fra eruptivgrænsen) er metamorfosen atter svakere og
skiferne nærmest utviklet som lerglimmerskifere. Strøket er her
fremdeles W-lig og faldet S-lig. Længere nord ved Venaas blir
metamorfosen atter sterkere og bergarterne utviklet som storbla-
dige, tildels ogsaa granatholdige glimmerskifere. Faldet er her

” Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hochgb. des sudl. Norwe-
gens, IV.

Nr. 1] OV ERSIGT OVER TRONDHJEMSF E L TETS BE RGBY GNING 53

svævende. I en række mindre topper og høidedrag staar amfibolit-
injektioner, et forhold helt parallelt til porfyritbergarterne paa
Høilandet. I Ravloberget er faldet atter N-lig og bergarterne frem-
deies utviklet som glimmerskifere. Ogsaa her optrær flere større
eruptivinjektioner. I saddelknækket ved Venaas trær ved Buran-
gaardene Hovindgruppens underlag, Bymarkgruppen, frem i da-
gen. Forøvrig er bergarterne overalt i trakten omkring Skjøtingen
sterkt foldet med en række uregelmæssig beliggende sadler og mul-
der og med sterkt vekslende strøkretning. Et for Hovindgruppen
karakteristisk træk er de mange kalkstensbænke, som optrær over-
alt i disse trakter. De fremtrær tydelig paa de geologiske rektan-
gelblade Stjørdalen og Levanger.

Undersøkelserne i disse trakter har vist, at skiferbergarternes
metamorfose er sterkest i de felter, hvor eruptivinjektionerne op-
trær, saaledes 1 feltet nærmest omkring Skjøtingen, 1 feltet om-
kring Okkenhaug kapel, i Hojemshaugen og i Ravloberget. Over-
alt synes metamorfosen at avta med stigende avstand fra eruptiv-
grænsen.

Grønstensformationen mellem Hoklingen og Almlipladsen i
Aasen-Markabygdprofilet strækker sig helt fra Værdalen i nord til
Fordbordfjeld i syd med overveiende "NE lig strøkretning, konkor-
dant indleiret i Hovindgruppens bergarter. Denne grønstensberg-
arl er overalt av samme petrografiske karakter som Bymarkgrup-
pens grønstene. Likesom i Bymarkgruppen er ogsaa her de høieste
horizonter utviklet som grønstenskonglomerat. Specielt er dette
konglomerat (ogsaa benævnt breceie) pragtfuldt utviklet i Stokvola
i Ne. og TÖRNEBOHM har derfor benyttet navnet «Stokvola-
breceia», som fælles betegnelse for alle Trondhjemsfeltets grøn-
stenskonglomerater (jaspiskonglomerater).

At grønstensformationen mellem Værdalen og Forbordfjeld vir--
kelig repræsenterer en stratigrafisk lavahorizont i Hovindgruppen,
bevises muligens bedst av et profil ca. 2 mil længere sydvest, lidt
østenfor Forbordfjeld, nemlig av profilet fra Okkelberg kirke i
nordvestlig retning til Fættenfjord. Omkring Okkelberg staar ler-
skiferberg sarter, konglomerater og sandstene med E-lig strøk Og ca.

30” fald N. Disse bergarter er helt umetamorfoseret, de er fulgt I
strøkretning like fra Stjørdalshalsen og repræsenterer saaledes med
sikkerhet Hovindgruppen. Lidt sondenfor Børaas paatræffes grøn-
stensformationen. Den ligger her med svakt N-lig fald direkte paa
Hovindgruppens umetamorfe skiferbergarter. —Længere frem i
nordvestlig retning optrær inde i grønstenen etpar bænke av kvart-
silisk bergart. Henimot Fættenfjord paatræffes sgrønstenskonglo-
meratet (Stokvolabreccien). Strøket er her ENE og faldet noksaa
steilt NNW. Direkte over dette konglomerat ligger lerskiferberg-
arier, sandstene og kvartskonglomerater, som i strøkretning kan

54 C. W. CARSTENS

[1919

forfølges fortløpende over i Hovindgruppens omraader i Stjørdalen
Og Aasen.

Grønstenskonglomeratet i grønstensformationens hængzone
(Stokvolabreccien) er som allerede tidligere omtalt av peirografisk
samme karakter som Bymarkgruppens konglomerathorizont. Heller
ikke kan grønstenen petrografisk adskilles fra Bymarkgruppens
karakteristiske grønstensbergant. Derav kan sluttes, at de vulkan-
ske forhold, som hersket under et tidsavsnit i Hovindgruppen, var
temmelig nærbeslegtet med de geologiske forhold i Bymarkgrup-
pens dannelsestid.

Som allerede flere gange omtalt har TÖRNEBOHM for en væsent-
lig del baseret sit lagsystem paa profilet fra Aasen station til
Markabygden. Grønstensformationen mellem Hoklungen og Alm-
lipladsen er av TÖRNEBOHM paralleliseret med Størengruppen
(det reviderte lagsystems Bymarksruppe), de svakere metamorfe
skiferhorizonter omkring Sandviken med Brekskiffer-gruppen og de
sterkere metamorfe skiferhonizonter omkring Sjaastad med Røros-
gruppen. Men som det med sikkerhet fremgaar av de senere under-
øskelser tilhører skiferbergarterne baade ved Sandviken og Sjaa-
stad Hovindgruppen, de repræsenterer paa forskjellige steder for-
skjellige metamorfe facies. Og som en direkte følge herav maa
TÆRNEBOHMS Størengruppe i virkeligheten opfattes som en lava-
horizont i Hovindgruppen. Ved et eiendommelig tilfælde har det
saaledes lykkedes TÖRNEBOHM at utlede et for Trondhjemsfeltet
korrekt lagsystem av et profil, som kun skjærer gjennem Hovind-
gruppens bergarter.

Profil fra Myraas til Horg

Profilet er opgaaet fra aasen ovenfor Myren skydsstation (ved
Aanøiens sydvestre ende paa Melhus rektangelbiad) i sydøstlig
retning over Eid, Skjegstad og Grøtaasen til Gula like overfor Horg
kirke.

Paa Myraas staar grønsten av typus Bymarken. Strøket er NE
og faldet SE. Bergarten kan i marken følges med uforandret
karakter helt frem til Buviken. Den tilhører saaledes med sikker-
hei Bymarkgruppen. Grønstenen følges i profilet fra Myraas over
Myren og Eid ned til Eidaaen. Faldet er her svakt F-lig til
SE-lig.

I den bratte bakke østenfor Eidaaen paatræffes graahvit ler-
sandsten med svakt SE-lig fald. Denne bergart overleires længere
oppe av kalksten (kalksandsten).

Lidt nedenfor høidepunktet av det skar, hvorigjennem veien
passerer, paatræffes en masseformet grønstensporfyrit med feltspat

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 55

som indsprængningsmineral. Denne bergart gaar i aaserne nord
og syd for skaret helt til tops.

Paa østsiden av skaret, lidt nedenfor høieste punkt, paatræffes
alter kalksandsten, her med svakt NW-lig fald. Længere nede,
nærmere Skjegstad, staar graasort lerskifer med temmelig svæ-
vende lagstilling.

Nedenfor gaarden, like i nærheten av Toskbækken, staar grøn-
stenskonglomerat av samme typus som konglomeratet i Bymark-
gruppens hængzone. Faldet er svævende, svakt NW-lig. Lidt
østenfor staar normalutviklet grønsten. Denne bergart følges der-
paa frem til Grøtaas. Flere hvite granitinjektioner optrær langs
Grøtvandets nordside. Strøket er konstant NE. Ved Broken er
aldet NW, 1 Grøtaasen helt steilt.

Ved Damtjern paatræffes sandsten, konglomerat og lerskifer i
stadig veksellagring. Strøket er her omtrent NE og faldet steilt
SE. Disse bergarter staar med uforandret karakter nedover til
Nordtømme. I dalbunden er terrænget dækket av store terasse-
avleiringer.

Grønstensformationen vestenfor Eidaaen og mellem Toskbækken
og Damtjern er petrografisk identisk med Bymarkgruppen.

De mellem Eidaaen og Toskbækken optrædende lerskifere og
kalkstene med overliggende grønstensporfyrit er efter sit utseende
fuldstændig analog bergarterne i Katugleaasen. Den her optræ-
dende kalkstensbænk har BRØGGER") efter den fossile fauna hen-
ført til et pentameruskalknivaa, samtidig som grønstensporfyriten
er opfattet som en injektionsbergart, av BRØGGER benævnt diorit-
porfyrit. De samme lerskifer- og kalkstensbergarter optrær paa
Høilandet paa en række forskjellige steder direkte overleirende
Bymarkgruppens grønstenskonglomerat. De er derfor av KJERULF
henført til den saakaldte Høilandsgruppe, som igjen av KJÆR
er parallelstillet Kristianiatraktens etage 5 b. Hovindgruppen med
sine konglomerater, sandstene og sorte lerskifere (KJÆRS etage 5 2)
er saaledes ikke utviklet paa Høilandet. Men sydøst for Grøtaas
optrær atter denne formaitionsgruppe. De laveste horizonter er
her direkte i kontakt med Grøtaasens grønstenskonglomerat. Denne
kontakt fremtrær ikke i profillinjen, men meget tydelig længere
sydvest omkring Harekletten.

Av profilet fremgaar saaledes, at Bymarkgruppen mellem Eid-
aaen og Toskbækken danner en muldeformig forsænkning og mel-
lem Toskbækken og Grøtaasen en opstikkende saddelformig ryg.
Formationes øverste horizonter er overalt utviklet som grønstens--
konglomerat med boller av jaspis, grønsten o. fl. i en grønstenslig-
nende grundmasse. Dette konglomerat fremtrær i profilet kun ved

1) Brøgger: Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem Gulda-
len og Meldalen.

56 C.W. GARSTENS [1919

”Toskbækken, det optrær imidlertid ogsaa i Eidaaens horizont læn-
gere nordøst og paa Grøtaasens sydøstre skraaning. Nordenfor
gronstensformationens forsænkning mellem Eidaaen og Toskbæk-
ken (paa Bjørsetknippen) bøier grønstenen atter op i dagen; Høi-
landsgruppen ligger saaledes i disse trakter traugformig indeslut-
tet i grønstensformationen (Bymarkgruppen). Vest for Myraas
danner Bymarkgruppen en lignende muldeformig forsænkning som
mellem Eidaaen og Toskbækken. Ogsaa her er Høilandsgruppens
bergarter traugformig indesluttet i den omgivende sgrønstens-
kergart.

Bymarkgruppens eiendommelige tektonik, den sterkt rynkede
overflate med de traugformige indeslutninger av Høilandsgruppen,
har paa de geologiske karter over disse trakter ført til en fingerfor-
mig optrædende kontaktlinie. Paa Melhus rektangelblad, hvor den
saakaldte Trondhjem-Støren-gruppes utbredelse delvis er mis-
visende, trær denne kontaktlinie ikke frem, TÖRNEBOHM har der-
imot allerede tidlig været opmerksom paa dette forhold. «Høilan-
dets skiffrar och kalkstenar», skriver TÖRNEBOHM,') «å ena sidan
och bergarter med Störengruppens”) habitus å den andra gripa hår
uddformigt in i hvarandra och ån åro de ena, ån de andra öfver-
lagrande.»

Grønstensmulden mellem Eidaaen og Toskbækken i profilet fra
Myraas til Horg og den vestenfor liggende grønstensmulde mellem
store Grævsjøen og Røsliaasen er i tektonisk henseende fuldstændig
analog grønstensmulden mellem Ler station og Haga gaard i
Guldalen. I de førstnævnte mulder er kun Høilandsgruppens berg-
anter opbevaret (KJÆRS etage 5 b), i den sidstnævnte optrær kun
Hovindgruppens karakteristiske typer (BUGGES gruppebetegnelse,
KJÆRS etage 5 å).

De foran beskrevne hovedprofiler, lokalprofiler og detaljunder-
søkelser har alle været av stor betydning for forstaaelsen av Trond-
hjemsfeltets tektonik og lagfølge. En række andre profiler, som
væsentlig kun er av betydning for forstaaelsen av de forskjellige
formationsgruppers petrografiske karakter og utvikling, vil bli
beskrevet under gjennemgaaelsen av de enkelte grupper.

”YTörnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens berg-
byggnad, side 89.
3 Törnebohms Størengruppe = Bymarkgruppen.

Geologisk-petrografisk beskrivelse av Rørosgruppen

Størstedelen av Trondhjemsfeltets midtparti (se det geologiske
oversigtskart, hvor de nordligste og sydligste dele av feltet ikke er
irdte gnet) mellem Værdalen i nord og Foldalen i syd opbygges av
Førosgruppens bergarter. Gruppen optrær i flere fra hverandre
adskildte strøk, saaledes: a) Nord for Værdalselven. Den ligger
her med forholdsvis liten mægtighet direkte over Hærvolagraniten.
b) Paa et strøk fra Byneset over Buviken og Orkedalen sydvestover
til Rindalen. Den ligger her med stor mægtighet paa Vestrandens
granit og graa gneis. c) Paa et strøk fra Rindaler sydøstover til
Rennebu. Den 'opbyg ser paa denne strækning Troldheimens øst-
lige forgaarde og staar med stor mægtighet direkte i kontakt med
Vestrandens forskjellige bergartstyper (granit, ølegneis. graa gneis).
d) Langs riksgrænsen mellem Sandviken i nord og Aursundsjø i
svd helt frem til Lilleelvedalen. Gruppen ligger her direkte paa
sparagmitformaitiones bergarter. Paa strækningen mellem Sylene
og Vigelfjeldene bøier gruppens østlige grænselinie tilsyneladende
ind i Sverige. Nordenfor Merakerdalen er mægtigheten liten. Men
længere sydover blir mægtigheten stadig større, samtidig som den
svævende lagstilling i i Rørostrakterne beting ger gruppens store areal-
utbredelse i disse trakter. e) I feltets centralpavti mellem Værdalen
i nord og Foldalen i syd. Denne centralzone (gneisstrøket, granat-
zonen) opnaar specielt i den sydligere del av feltet, omkring Gul-
dalen, en voldsom utbredelse. Den er derfor ogsaa meget træf-
ferde av KJERULF benævnt Gulas skiferfelt (Gulagruppen).

Rørosgruppen opbygges for den væsentlige del av følgende
bergarter: brune og graagrønne glimmerskifer-
berg arter, tildels kalkholdig e, SOTr bo grafitførende
ler glimmer skiferbergar ter og kv arts iter, kalk-
silikatgneise, kølksteme og grønstene.

Den for gruppen mest karakteristiske bergart er den brune
glimmerskifer. Denne bergart findes saaledes repræsenteret
inden alle Rørosgruppens omr aader. Dens væsentlige mineralselskap
er følgende: kvarts, plagioklas, biotit, muscovit og granat. Åccesso-
risk optrær kalkspat, ertsmineraler, grafit, hornblende, epidotmine-
raler, klorit, apatit, titanit og undtagelsesvis staurolit og disthen. Ka-
lifeltspat optrær sjelden. Kvartsen viser i almindelighet undule-
rende utslukning. Den er det kvantitativt vigtigste mineral. Pla-

58 TG GMSNING [1919

gioklasen er dels klastisk av sammensætning oligoklas-albit, dels
metamorf av sammensætning oligoklas-andesin. Av glimmermi-
neralerne er biotit det almindeligste, muscovit er langt sjeldnere,
den optrær ofte parallelsammenvokset med biotiten. Granaten er
i mikroskopisk præparat svakt rødlig, den optrær altid i rombedo-
dekaederform (110). Av ertsmineraler er svovlkis det almindelig-
ste, langt sjeldnere optrær magnetkis og magnetit. Hornblende
forekommer kun lokalt. 4 — lysegul til næsten farveløs, å — græs-
som AE Grøn ul blaassøn bey Sealb 2 VGS
Den optiske karakter er negativ. Epidotmineraler optrær undta-
gelsesvis i smaa mængder. Almindeligst er epidot og klinozoisit,
langt sjeldnere er rombisk zoisit (med akseplan Å 010).

Strukturen er krystalloblastisk, granoblastisk til lepidoblastisk.

Teksturen er skifrig.
Den graagrønne glimmerskifer opbygger for den
væsentlige del gruppens høiere horizonter. Den er saaledes karak-
teristisk "utviklet paa strøket fra Byneset over Svorkmo sydvestover
til Rindalen, likesaa paa det sydlige strøk fra Rindalen sydøstover Lil
Hol i Rennebu. Den opbygger endvidere størsteparten av det østlige
strøk langs riksgrænsen fra Værdalen i nord til Rørostrakten i syd.
I centralpartiet er den derimot langt sjeldnere. Dens væsentlige
mineralselskap er følgende: kvarts, sur plagioklas, biotit, muscovit
og klorit. Accessorisk imdgaar epidotmineraler, ertsmineraler,
kalkspat, apatit, titanit og rutil. Kvartsen viser i almindelighet
undulerende utslukning. Den er det kvantitativt vigtigste mineral.
Piagioklas indgaar derimot i langt mindre mængde. Den er som
regel klastisk av sammensætning oligoklas-albit. Av siimmermi-
neralerne optrær biotit ofte som porfyroblastmineral, i almindelig-
het ikke parallelorienteret teksturflaten. Muscovit og klorit optrær
i regelen med mindre kornstørrelse, i den porfyroblastiske utvik-
ling altid som grundmassemineraler.

Strukturen er i almindelighet krystalloblastisk lepidoblastisk.
Teksturen er skifrig.

Mellem den brune, i almindelighet granatførende, glimmerskifer
og den graagrønne kloritførende glimmerskifer (som i sin mest fin-
kornige faciesutvikling petrografisk maa betegnes fyllit) findes alle
overgange.

Et vakkert eksempel paa denne gradvise overgang viser profi-
let fra Byneset og Buviken vestover via Orkedalsøren og Fandrem
til Eide skydsstation i Svorkas dalføre. I formationens høieste
rorizonter længst øst i profilet er bergarten væsentlig utviklet som.
en graagron kloritholdig glimmerskifer med biotit som underordnet
mineral. Mot vest forsvinder gradvis kloriten, samtidig som først
biotit, dernæst granat indgaar som væsentlige bestanddele i skife-
ren. Nærmere Orkedalsøren optrær endvidere hornblende, derpaa
epidotmineraler og længst vest i profilet nydannet plagioklas,

Nr. 1| OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING DD

væsentlig av sammensætning oligoklas-andesin (som kappe om-
kring klastiske albitkorn). Alle disse mineraler optrær dog i min-
dre mængde. Den ovennævnte rækkefølge (fra øst til vest) av de
metamorfe kalksilikaters indgang (som tildels sker paa bekostning
av allerede forhaandenværende mineraler) viser metamorfosens
gradvise stigning fra de østligste (høiestliggende) til de vestligste
(lavestliggende) horizonter, eller anderledes uttrykt, den petrogra-
fiske forandring hos et forholdsvis kalkfattig marint lerskifersedi-
ment fra et svakere til et sterkere metamorfosestadium (fra graa-
grøn kloritholdig glimmerskifer til brun granatførende, tildels kalk=
silikatførende glimmerskifer).

Flere av Rorosgruppens mest karakteristiske glimmerskifertyper
har allerede tidligere faaet særskilte navne.

Den graabrune, tildels gneislignende, glimmerskiferbergart, som
ved siden av kvarts og biotit fører en væsentlig gehalt av nydan-
nede kalksilikatmineraler, er av GOLDSCHMIDT") betegnet kalk-
silikatglimmerskifer. Den repræsenterer høieste meta-
morfosestadium av kalkholdige lerskiferbergarter. Den optrær
specielt i Rørosgruppens centralstrøk. .

Den brune biotitrike glimmerskifer, karakteriseret ved den
store mængde disthenførende kvartsliner, er av VOGT*) benævnt
Drøiaskifer. Den optrær bl. a. steder 1 Drøiadalen i Holtaalen.

Den staurolit-disthen- og granatførende glimmerskifer, der op-
trær i centralzonens sterkest metamorfe parti mellem Skarvene og
Melshogna i Selbu, har paa grund av sin anvendelse i lang tid gaaet
under navn av kvernsten. Den repræsenterer høieste metamor-
fosestadium av de kalkfattige (kalkfrie) lerskiferbergarter.

Den graagrønne porfyroblastisk struerte glimmerskiferbergart,
hvor biotit optrær som porfyroblastmineral, har av REUSCH*) faaet
navn av Stuedalsskifer. Denne bergart er allerede tidligere av
KJERULF*) benævnt Tydals glimmer-lersten. Den er specielt meget
utbredt i Rørosgruppens østlige strøk langs riksgrænsen fra Værda-
len i nord til Stuesjøen 1 syd.

Den med Stuedalsskiferen meget nærbeslegtede glimmerskifer-
bergart, hvor knipper av tynde lange hornblendenaaler optrær som
porfyroblaster, har av TORELPL?) faaet navn av kårfskiffer (paa
norsk kornnegskifer, paa tysk Garbenschiefer).

MedRøros skifer i engere betydning har KJERULF*) betegnet

1 Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hochgb. d. siidl. Norwegens,
ITI. Der foreligger i dette arbeide en kemisk analyse av en normal
kalksilikatglimmerskifer fra Langletet.

” Vogt: Dagbok 1888.

N Reusch: Geologiske iagttagelser fra Trondhjems stift, side 31.

”% Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 42.

35 Torell: Aflagringarne på ömse sidor om riksgrånsen, side 252

S) Kjerulf 1. e. side 483.

60 C. W. GARSTENS [1919

hornblende-glimmerskiferbergarter fra Rørostrakten. "TORELLS
kårfskiffer maa saaledes opfattes som en speciel varietet av Røros
skifer.

Ved siden av de forskjellige brune og graagrønne glimmerski-
ferbergarter optrær der inden flere av Rørosgruppens skiferstrøk
sorte grafitførende finkornige glimmerskiferlignende bergarter med
krystalloblastisk lepidoblastisk struktur. Disse bergarter gaar i
almindelighet under navnav lerglimmerskifere, tildels ogsaa
alunskifere. De optrær for den væsentlige del i gruppens høiere hori-
zonter, de er saaledes iagttat søndenfor Laugen (i Børseskogn), mel-
lem Gaasvoldklimpen og Gilsaafjeld (i Meraker), i trakterne syd for
Støren, ved Nordaunevold (i Holtaalen), i trakterne omkring Lan-
gen (syd for Vandgrøfta), paa nordsiden av Tronfjeld o. fl. a. ste-
der. Lerglimmerskiferens væsentlige mineralselskap er følgende:
kvarts, muscovit, grafit (bituminøse substanser) og kalkspat. Mag-
netkis er ofte tilstede. Kvartsen er det kvantitativt vigtigste mine-
ral. Dens kornstørrelse er ofte sterkt vekslende i de forskjellige lag.
Muscovit indgaar som regel i betragtelig mængde, grafit- (kulstof)
og kalkspatgehalten er derimot sterkt varierende. Den Dictyograptus-
førende alunskiferhorizont ved Nordaunevold fører hornblende
som porfyroblastmineral å en grundmasse av kvarts, muscovit og
grafit. Hornblenden er næsten farveløs. 2 V — 80”. Den optiske
karakter er negativ. Tvillinger efter (100) som tvillingplan er
meget almindelige. Hornblendens kornstørrelse ligger som regel
under etpar mm.

De grafitførende lerglimmerskiferhorizonter mellem Støren
og Langen tilhører Gulas skiferfelt efter KJERULFS lagsy-
stem (Rørosgruppens centralzone). De omtales ogsaa av KJERULF
dels under navn av alunskifere, dels under navn av &grafit-
skifere og er i mangel av fossilfund benyttet til en -&til-
nærmet aldersbestemmelse av Gulas skiferfelt. «Det er tyde-
ligt», skriver KJERULF,') «at hele denne store afleining af især
lerskifer uagtet den vistnok ikke ubetydelige mægtighed dog
ikke når høiere op end alunskiferen, såsom denne
ikke alene ligger øverst i de høieste toppe: Forelhogn 4243 og
Høgkittelen 2690, men også ved Guldalen ligger øverst i åskanten
over glimmerskifer på Hofjeld og Kværnlidfjeld. Og om ler-
glimmerskiferens (alunskiferens) petrografiske karakter skriver
KJERULF videre: «Den indeholder kis fint fordelt eller i årer,
ruster derfor eller vitriolisere ligesom den søndenfjeldske alun-
skifer.»

De fleste av de ovenomtalte grafitførende glimmerskiferhorizon-
ter indgaar efter TÖRNEBOHMS system i Brekskiffer-gruppen (som
allerede tidligere i dette arbeide er parallelstillet Rørosgruppens
høiere horizonter). «Såsom inlagringar (i Brekskiffer-gruppen)»,

” Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 31.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 61

skriver TÖRNEBOHM,') «forekomma mörka kolhaltiga skiffrar all-
månt och delvis med betydande måktighet.» Ogsaa BUGGE?) om-
taler «grafitskifre, tildels alunskiferagtige» fra Gulagruppen: «De
grafitiske skifre kan muligens have nogen økonomisk betydning,
særlig da i trakterne omkring Præsthus i Soknedalen. Det er
interessant at lægge mærke til, at disse grafitskifre gjenfindes syd
for Vandgrofta paa Røorosbladet i fortrinlig udvikling og der er for
over 40 aar siden drevet grubedrift efter grafit ved Langensjøen
syd for Vandgrofta. Ogsaa der optræder grafitskifrene i Gula-
gruppens lav este niveauer, hvilket vderligere stadfæster rigtigheden
af profilet pag. 10 (mulden Iglefjeld—Vandgrøfta).» Ifølge det
reviderte lagsystem tilhører de grafitførende skifere ved Præsthus
i Soknedalen og ved Langen syd for Vandgrøfta Rørosgruppens
heieste horizonter. Den petrografiske overensstemmelse mellem
bergarterne paa disse steder stadfæster saaledes ogsaa riktigheten
av profilet pl. 18, fig. 3 1 nærværende arbeide.

Med stigende kvartsgehalt og avtagende grafit- og slimmerge-
halt gaar de lerglimmerskiferlignende bergarter ind under beteg-
nelsen kvartsiter. Disse findes likeledes i stor mængde repræsen-
teret i Rorosgruppens forskjellige strøk. De er specieil karak-
teristisk utviklet i Guldalsprofilet mellem Støren og Reitan, hvor de
paa grund av en temmelig konstant kisgehalt fremtrær med rødlig-
brun forviitringsfarve. Kvartsiter fra dette strøk er tidligere omtalt
av KJERULF?) og BUGGE?) (fra Gulagruppen) og av TÖRNEBOHM"
(fra Brekskilfer-gruppen).

Kalksilikatgneise betegner efter GOLDSCHMIDT de kalkrike
lerskiferes (me reelle es) sterkest metamorfe faciesutvikling. De
findes repræsenteret inden Rørosgruppens mest omvandlede par-
tier, hvor de optrær sammen med de kalkfattigere kalksilikatglim-
merskifere og de næsten kalkfrie sgranatglimmerskifere. Jeg har
saaledes iagttat gneisbergarter (paragneise) i Rørosgruppens laveste
horizonter vest for Orkedalen og mellem Haakaaklumpen og Helge-
aaen i Værdalen, endvidere paa forskjellige steder inden central-
strøket mellem Værdalen i nord og Guldalen i syd. Mineralseiska-
pet er følgende: plagioklas, kalifeltspat, pyroxen, hornblende,
biotit, epidotmineraler og kvarts. Accessorisk optrær ertsmineraler
(imagnetkis), titanit, grafit og apatit. Plagioklas, væsentlig av sam-
mensætning oligoklas-andesin-labrador, optrær i almindelighet i
stor mængde. Zonarstruktur er ofte tydelig utviklet. Kalifeltspat op-
trær i langt mindre utstrækning. Den er i regelen utviklet som mikro-

”Törnebohm: Grunddragen af det eentrala Skandinaviens berg-
byggnad, side 83.

% Bugge: Rennebu, side 29.

3 Kjerulf 1. e. side 30.

Bugge I. c. side 28.

5 Törnebohm I. e. side 83.

62 C. W. GARSTENS [1919

klin. Pyroxen indgaar som en væsentlig bestanddel i alle gneisbergar-
ter. Den er i mikroskopisk præparat farveløs. 2 V -— ca. 60". Den opti-
ske karakter er positiv. Akse B viser forholdsvis svak dispersion r- v.
Pyroxenmineralet er saaledes en diopsidvarietet. Av epidotmine-
raler er klinozoisit det almindeligste. Hornblende optrær * ofte
sammen med pyroxen (som GOLDSCHMIDT!) bemerker i randzo-
nerne av de sterkest metamorfe strøk, ved fremadskridende meta-
morfose som forløper for pyroxenmineralet, ved diaphtorese som
uralit). * Biotit optrær i almindelighet i mindre mængde. Kvarts
incgaar helt underordnet.

Kalksilikatgneisbergarternes struktur er krystalloblastisk grano-
blastisk. Teksturen er svakt skifrig.

Biotit optrær aldrig sammen med diopsid (i de kvartsførende
varieteter).”) I en kalksilikatgneisbergart fra Singsaas har jeg saa-
ledes iagttat petnografisk vekslende zoner med henholdsvis føl-
gende mineralselskap: a) diopsid, plagioklas, mikroklin, kvarts,
titanit, apatit og b) biotit, grøn hornblende, plagioklas, mikroklin,
kvants, titanit, apatit.

GOLDSCHMIDT har i et arbeide betitlet «Die Kalksilikatgneise
und Kalksilikatglimmerschiefer des Trondhjem-Gebietes» git en
uttømmende beskrivelse av kalksilikatgneiser og de med disse nær-
beslegtede kalksilkatglimmerskifere i Guldalsprofilet. Jeg maa
angaaende alle petrografiske detaljer faa henvise til ovennævnte
arbeide 25)

Kalkstene (marmor) optrær i mindre mængde inden flere av
Rerosgruppens skiferstrok, saaledes i etpar felter vest for Orkeda-
len, vest for Rødalshøiden i centralstrøket og flere andre steder. De
tilhører i almindelighet sterkt metamorfe strøk, de er derfor petro-
grafisk utviklet som marmor. Mineralselskapet er væsentlig kalk-
spat, hos de saakaldte «urene» kalkstene indgaar endvidere kvarts

og glimmermineraler. Disse danner overgangen til de kalkspat-
førende glimmerskifere.

Allerede KJERULF*) omtaler marmorforkomister (under navn
av kalksten) fra en række forskjellige steder inden Trondhjemsfel-
tets ældste og yngste avdeling (0: det reviderte lagsystems
Rerosgruppe). Men en større del av KJERULFS lokaliteter
ligger efter de nyere undersøkelser inden andre formationsom-
raader (dels i grundfjeldet, dels i Bymarkgruppen). Ogsaa

1” Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hochgb. d. siudl. Norwegens,
III, side 11.

?*) Se ogsaa Eskola: Om sambandet mellan kemisk och mineralogisk
sammansåttning hos Orijårvitraktens metamorfa bergarter, Bulletin de
la Comission Geologique de Finlande, nr. 44, side 89.

3 T Goldsehmidts arbeide findes en kemisk analyse av kalksilikat-
gneis fra Almaaskroken. Til sammenligning er ogsaa opført en ana-
lyse av en kalkspatboldig glimmerskifer fra Bua.

%) Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, II, side 21—23.

Nr. 1] OVE RSIGT OVER TR ONDHJEMSF E L TET S BERGBYGNING 63

TÆRNEBOHM") omtaler kalkstensbænke fra flere trakter, som til-
hører det reviderte lagsystems Rørosgruppe.

Kalkstene er saaledes ingen sjeldenhet i Rørosgruppen, de op-
trær dog langt hyppigere i Tr ondhjemsfeltets yngre formationer (i
Hovindgr uppen).

Trondhjemsfeltets kalkstene er kemisk meget nærbeslegtet, de
er alle karakteriseret ved en hoi CaO-gehalt og en forholdsvi is ube-
tydelig MgO-gehalt (i almindelighet under 2 %).

Grønstensbænke optrær lokalt som indleiringer i Rorosgrup-
pens høieste horizonter i veksellagring med glimmer 'skiferber garter,
saaledes paa Byneset og i trakten vestenfor Buviken. Bergarten fra
disse lokaliteter er petrografisk identisk med Bymarkgruppens
grønstene, den vil derfor bli detaljbehandlet senere. (I nærvæ-
rende arbeide er formationsgrænsen mellem Rørosgruppen og By-
markgruppen plaseret ved de øverste glimmer skiferhorizonters op-
hør. Grænselinien kunde eventuelt ogsaa plaseres stratigrafisk
lavere ved de første grønstensbænkes optræden. Isaafald maatte
d> ovennævnte grønstensbænke ved Byneset og Buviken henføres
til Bymarkgruppens basalhorizonter).

TÖRNEBOHM*) omtaler «grönaktiga skiffrar» og nærbeslegtede
bergarter fra Brekskiffergruppen (0: Rørosgruppens høieste hori-
zonter). «De gröna skiffrarne», skriver TÖRNEBOHM, «likna ganska
mycket vissa 1 Störengruppen (3: Bymarkgruppen), men då de i
regelen öfverlagras af en mer eller mindre måktig bildning af van-
lig grå Brekskiffer, oftast åtfoljd af kalksten, såsom profilerna figg.
40—42 exempelvis visa, hafva dock genom att vid karteringen
begagna dessa bergarter såsom ledlager, de båda gruppernas gröna
bergarter kunnat någorlunda hållas ut från hvarandra.»

Av baade TÖRNEBOHMS og mine undersøkelser fremgaar saa-
ledes, at de vulkanske processer, som førte til dannelsen av By-
markgruppens lavabænke, allerede tok sin begyndelse under den
sidste del av Rørosgruppens dannelsesperiode.

De forskjellige bergartstypers mineralselskap og struktur viser.
at Rørosgruppen for den væsentlige del er utformet under de fvsi-
kalsk-kemiske forhold, der er herskende i GRUBENMANNS «mel-
lemste regionalzone».*) Metamorfosen er imidlertid sterkt vekslende

1 de forskjellige. strøk, likeledes inden et og samme strøkomraade.
Der høieste omvandlingsgrad findes i centralstrøke ts kjerneparti,
her optrær staurolitholdig granatglimmerskifer, kalksilikatglim-
merskifer og gneis som høimetamorfe facies av henholdsvis marin
lerskifer, kalkholdig lerskifer og mergelskifer. I centralstrokets

YTörnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens berg-
byggnad.

*y Törnebohm LE ce. side 83—84.

% Grubenmann: Die kristallinen Sechiefer.

64 C. W. CARSTENS 11919

randzoner er metamorfosen langt svakere, her optrær saaledes.
flere steder fyllitlignende lerglimmerskifer. Ogsaa i Rørosgruppens
vestlige grænsestrøk og i strøket nord for Helgeaaen (Værdalen)
optrær bergarterne flere steder med høimetamort faciesutvikling.
Samtidig med metamorfosen har der omtrent overalt foregaaet
dannelser av orogenetisk natur som følge av de voldsomme fold-
ningskræfter. Sadler-og mulder er som regel sterkt sammen-
presset, og profilerne viser av den grund lagrækker med tilsyne-
ladende voldsomme mægtigheter.

Ingen steder er foldningen saa ulpræget som i centralstrøket.
Baade Guldalsprofilet og Tydalsprofilet, som begge skjærer gjen-
nem centralstrøket i forholdsvis stort dyp, er meget instruktive.
Ensidig faldende lagrækker med tilsyneladende svære mægtigheter
skjuler her mange steder lange rækker av sterkt umineneee me
sadler og mulder. Da endvidere metamorfosen er sterkt veksiende
i strøkets Te partier, er en identificering av stratigrafisk
sammenhørende lag (horizoniter) meget vanskelig. Baade KJERULF

og BUGGE") har henfort hele dette strøk til Gulagruppen (Gulas.

skiferfelt) som en yngre formationsgruppe, eventuelt tilhørende
devon. ”TÖRNEBOHM*) har derimot forsøksvis opdelt centralstrø-
ket i flere nye formationsgrupper repræsenterende en østlig
faciesutvikling. Men denne gruppeinddeling er meget svakt under-
bygget og som TÖRNEBOHM?*) selv sier «långt ifrån bevisad. Jag
anser dock såckert, att det stora fålt, som utbr eder sig S. om Gul-
dalen mellan Støren och Eidet icke år ett enhetligt skifferfalt, såsom
KJERULF å sina kartar framstållt det, utan ett fålt med ganska
komplicerad byggnad, och det år hufvudsakligen detta jag velat å
kartan angifva.» Som det imidlertid fremgaar av de tidligere
beskrevne profillinjer, tilhører centralstrøket baade fekemiek Og
palæontologisk Rørosgruppen. Denne gruppe er hittil ingen steder
opdelt i underavdelinger. Nogen saadan opdeling er derfor heller
ikke søkt gjennemført for centralstrøket. Den mulighet er dog ikke
udelukket, at der mellem Rorosgruppens bergarter i dette strøk
skjuler sig metamorfe (ukjendelige) facies av feltets yngre for-
mationer.

Alle Rørosgruppens forskjellige strøk er karakteriseret ved sterke
foldninger. Derved vanskeliggjøres i høl grad noiagtige mægtig-
hetsangivelser langs de undersøkte profillinjer. Enkelte steder,
saaledes langs riksgrænsen og nord for Helgeaaen, er foldnings-
bygningen efter al sandsynlighet enkel, tverprofiler angir her
direkte formationsgruppens primære mægtighet. Andre steder er

) Se de resp. avhandlinger.

Se Törnebohms geologiske oversigtskart av 1896.

3 Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 98.

Nr. 1|e OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 65-

imidlertid foldningsbygningen meget kompliceret og tektoniken
endnu ikke utredet.

I de av mig undersøkte profiler varierer Rørosgruppens mæg-
tighet temmelig sterkt. Den er størst i vest, mindst 1 øst. I Mer-
akerprofilet er saaledes Rørosgruppens mægtighet ved riksgrænsen
ur:der 100 m. Men mægtigheten tiltar i dette strøk baade mot nord
og syd. Førend foldningstektoniken er tilstrækkelig utredet i
detalj, vil en nøiagtig mægtighetsangivelse av de øvrige strøk være
ugjennemforlig. Mægligheten av de vestre srænsestrøk vil imid-
lertid med sikkerhet komme op i adskillige tusen meter (muligens
bor dog endel av disse strøks basalhorizonter henregnes til den
underliggende sparagmitformation).

KJE RULF") har i sit arbeide over Trondhjemsfeltet forsøkt at
bestemme mægtigheten av saavel den ældre som yngre «afdeling»
(MeN det reviderte lagsystems Rørosgruppe). Omkring Røros er
gruppens mægtighet saaledes anslaaet til ca. 1000 fot, ved Tronfjeld
til ca. 1500 fot. Mægtighetsangivelserne ved Trondhjem refererer
sig imidlertid ikke til Rørosgruppen, men feilagtig til Bymark- og
Hovindgrupperne. Gulaskifernes (den yngre afdelings) mægtighet er
av KJERULF anslaaet til 3 å 4000 fot, lidt vekslende paa de for-
skjellige steder. Og efter mine foreløbige undersøkelser av grup-
pens mægtighet i centralstrøket er KJERULFS tal vistnok ikke for
høie. Ogsaa TÖRNEBOHM omtaler mægtighetssporsmaalet. «Till
ledning för besvarande af denne fråga», skriver TÖRNEBOHM,Y
«föreligga emellertid inga ens nårmevis såkra data. Tryggt kan
dock påstås, att måktigheterna åro mycket betydande.»

Rørosgruppen bestaar for den overveiende del av forskjellige
metamorfe facies av lerskifer, kalkholdig lerskifer og lersandsten.
Da de mere grovklastiske sedimenter (sandstene o. lign.) optrær
helt underordnet, er gruppens bergarter for den væsentlige del
dypvandsdannelser. I sparagmitformatione ns periode laa største-
parten av Trondhjemsfeltet under hav. I den tid dannedes de
saakaldte sparagmitbergarter, som alle er typiske grundtvandsdan-
nelser. Men ved slutningen av denne periode sank havbunden og
Rørosgruppens bergarter kom til avsætning. Da gruppens berg-
arter omtrent overalt er av samme petrografiske karakter, har der
sandsynligvis i denne periode kun foregaaet minimale nivaafor-
andringer. Først ved periodens avslutning indtraadte vulkanismen
som en forløper for det voldsomme naturskuespil, som blev utspil-
lei i Bymarkgruppens tidsperiode (paa bunden av et forholdsvis.
grundere hav). Og samtidig synes der at ha foregaaet en svak hæv-
ning av havbunden.

” Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, II, side 93 o. v.
» Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 102.

66 C. W. CARSTENS [1919

Rørosgruppens sedimentære lagrækker er gjennemsat av en
række større og mindre injektioner av saavel sure som basiske
bergarter. Samtlige disse eruptiver vil bli petrografisk detaljbe-
handlet i et slutningskapitel omhandlende Trondhjemsfeltets erup-
tive bergarter (abyssiske og hypabyssiske facies).

Av de optrædende injektionsbergarter er to typer fremtrædende,
de lyse hvite «granitiske» bergarter, av forskjellige forskere
benævnt hvite graniter, trondhjemiter og granodioriter, og de mørke
sorte til grønne gabbroidale og amfibolitiske bergarter.
Injektionerne er i almindelighet ikke bundet til bestemte horizon-
ter, de optrær overalt inden Rørosgruppens forskjellige omraader.
I de lavere horizonter av gruppens nordre, vestre og sydøstre strøk
optrær imidlertid sorte sranatførende amfibolitiske gangtog 1 saa
store masser, at denne amfibolitbergart er blit en for disse horizonter
karakteristisk bergart. Jeg har iagttat disse gangtog paa en række
forskjellige steder, saaldes omkring Kjesbuvand, ved Thamshavn,
ved Hostavand og Ringevand, i trakterne vest for Reisfjeld, paa
Aandusfjeld og Aaneggen, i Opdal, i trakterne omkring Hummel-
fjeld osv. Mægtigheten av den zone, hvori disse gangtog optrær,
er forskjellig paa de forskjellige steder, den kan vistnok gjennem-
snitlig sættes til 1 å 2 km. Foruten i Rørosgruppens lavere hori-
zonter i grænsestrøkene optrær amfibolitbergarter ogsaa i central-
zonen, dog ikke her i saa karakteristisk utvikling. Deres stratigra-
fiske nivaa kan ikke bestemmes i denne sterkt sammenfoldede
zone, de synes imidlertid altid at være knyttet til de sterkest meta-
morfe partier (se herom senere). Ogsaa i Hovindgruppen optrær
amfibolitbergarter, saaledes i trakterne øst for Levanger. De er her
likesom i Rørosgruppen knyttet til de sterkest metamorfe strøk.
Amiibolitgangenes mægtighet ligger i almindelighet mellem 4 og
10 m. Gangene optrær altid konkordant indleiret glimmerskifer-
eller gneislignende bergarter.

Ved siden av hvite graniter og sortgrønne gabbroidale berg-
arter optrær ogsaa peridotiter paa en række forskjellige steder
inden Rørosgruppens omraade. De spiller dog kvantitativt en
underordnet rolle. Disse bergarter er hittil kun iagttat i Roeros-
gruppen og Bymarkgruppen, for den alt overveiende del i Rørosgrup-
pen. De maa derfor sammen med amfiboliterne betegnes som
Rørosgruppens mest karakteristiske eruptivbergarter.

Ogsaa TÖRNEBOHM synes at ha været opmerksom paa dette
forhold: «Till Rörosskiffrarnes karaktåristik», skriver han saa-
ledes,*) «fordras åfven omnåmnandet af de i dem ganska talrika
förekomsterna af olivinsten och serpentin, stundom åtfoljda at
tåljsten....»

”Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 76.

Geologisk-petrografisk beskrivelse av
Bymarkgruppen

En forholdsvis langt mindre del av Trondhjemsfeltets midtpart!
opbygges av Bymarkgruppen. Denne gruppe optrær: a) I et strøk
paa nordsiden av Værdalselven over Vuku. b) I et strøk fra Trond-
hjems omegn sydvestover til Rindalen. Til dette strøk horer bl. a.
Meldalens «grønsten». c) I et strøk fra Rindalen sydostover til
Blankvandei. d) I et strøk fra Garnes via Floren i sydvestlig ret-
ning over Selbusjøens vestre del via Støren til Rennebu. Mellem
Lyngsæteren og Almlivola er gruppen ikke fulgt kontinuerlig i
marken. Strøkretningen paa begge steder antyder dog sammenhæng,
terrænget er imidlertid sterkt 'overdækket. Dette strøk, som i
BUGGES tekst til Rennebu geologiske rektangelblad er betegnei
Størengruppen, er i trakterne omkring Blankvandet Smmenhen.
gende med strøk b) og c).

Bymarkgruppen opbygges for den væsentligste del av grøn-
steme og er ønstensskiferber eg sarter med srøn-
stenskong glomeraåte Je underordnet mængsde av kvart-
Sukker (bl gakvare jaspislag) og kalkstene.

Grønsten og grønstensskifer er med alle overgange baade struk-
turelt og mineralogisk forbundet med hverandre. Den normalut-
viklede grønsten har masseformet tekstur og basaltisk sammensæt-
ning og er i genetisk henseende en effusivstrøm. Den normalutvik-
lede grønstensskifer har skifrig tekstur og i almindelighei en sam-
mensætning, der ligger mellem basalt og sandsten. Den er I genetisk
henseende et «gronstensderivat» >: dels en tuffbe rgart, dels ogsaa
et normalsediment, dannet ved grønstensbergarters desiruktien

Grønstenens væsentlige mineralselskap er følgende: grøn
hornblende, epidotmineraler, klorit, albit (oligoklas-albit), lidt kvarts.
Accessorisk indgaar biotit, titanit og ertsmineraler (bergarten er
petrografisk detaljbehandlet i i mit arbeide over Trondhjems omegns
geologi).") Strukturen er i almindelighet tæt til finkorning, ogsaa
ofte porfyrisk eller variolitisk. Sjeldnere er strukturen lokalt nor-
malkornig. De sterkest metamorfe facies har krystalioblastisk
granoblastisk sirukturutvikling. Teksturen er masseformet til svakt
skifrig, undertiden lineær”) (tydelig utviklet ved Tiller bro).

3) Carstens: Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn, side 21 o. v.

* Den lineære teksturutvikling betinger eksistensen av et pressionsmini-
mum, omkring hvilket der hersker trykmaksima.

68 C. W. CARSTENS [1919

De finkornige og tætte grønstene optrær i stor mængde inden alle
de ovenfor re Fo likes aa de porfyriske vani siefen Disse, som
dels er utviklet som hornblendeporfyrit, dels som feltspatporfyrit,
forekommer tilsyneladende mindst omvandlet i den centrale del av
Trondhjems Bymark. Metamorfosen er imidlertid ogsaa her fuld-
stændig,idet pyroxenmineralet er uralitiseret og plagioklasminera-
let (sandsynligvis labrador) helt avkalket. Men den primære struk-
tur er godt vedlikeholdt. Variolitfacies har jeg ogsaa iagttat paa
en række forskjellige steder, saaledes i mest typisk utvikling paa
Iglefjeld og paa Vasfjeldets sydvestre skraaning (med mot Gulda-
len) 187 det førstnævnte sted har BUGGE! ) git en meget detaljeret
beskrivelse av denne bergart. Især er den ee der i
literaturen i almindeligbet gaar under navn av «pillow lava»
(= putelava), meget noiagtig behandlet. Jeg har selv sommeren 1915
hat anledning til: al studere denne bergart i Iglefjeld. Og de senere
sommieres undersøkelser har vist, at «pute-teksturen» ikke er noget
isolert fænomen, den er derimot meget almindelig utbredt inden alle
grønstensstrøk (baade i Bymarkgruppen og Hovindsruppen). Stres-
set har imidlertid i mange trakter utvisket den primære tekstur-
utvikling. Puternes størrelse varierer i almindelighet fra hode- til
nævestørrelse. Formen er som regel meget uregelm æssig. «Puderne:
er fra ganske smaa til af flere kvadr atmeters tversnit, jevnlig 3—4
dm.”», skriver BUGGE?) Foruten i Iglefjeld er denne teks-
tur bedst utviklet i Vasfjeldets —=srønstensstrøk mellem
Kvaal og Ler, i Størentraktens grønstensstrøk i nærheten av
Haga bro og 1 grønstensstrøket nordenfor Haavand (her tilhørende
Hovindgruppens lavahorizont). Ogsaa 1 grønstensstrøk utenfor
Trondhjemsfeltet er «pillow lava» flere sange iagttat. Saaledes
skriver REUSCH*) under omtalen av Lihestens srønstensbergar:
«Bergarten er for største Delen afsondret i uregelmæssig e Klumper
(paa 'omkring en Fod og mere), en Slags ufuldkommen Kugleafson-
dring.»*)

Kemiske analyser av effusive grønstene er offentliggjort baade
av KJERULF?) GOLDSCHMIDT) og nærværende forfatter. 7) Samt-
lige analyser viser, at disse bergarter har basaltisk sammensætning.

Grønstensskiferens mineralselskap er i det væsentlige
f1g.: kvarts, sur plagioklas (oligoklas-albit), klorit, biotit, muscovit,
epidotmineraler og kalkspat. Accessorisk optrær hornblende og erts-

”Y Bugge: Rennebu, side 22 o. v.

% Bugge 1. ce. side 22.

Reusch: Konglomerat- og Sandstenfelterne i Nordfjord, Søndfjord'
og Sogn, Nyt Mag. for Nat. Bd. 26, side 108.

'”) Reuseh opfatter her «puterne» feilagtig som et avsondringsfænomen.

» Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side Mr

%5 Goldsehmidt: (Geol.-petr. Studien im Hochgb. d. sidl. Norwegens,.
IV, side 15.

7”) Carstens: Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn, side 24.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 69

mineraler. Strukturen er overveiende krystalloblastisk lepido-
blastisk. Teksturen er skifrig. (Grønstensskiferen er likesom grøn-
stenen petrografisk detaljbehandlet i mit arbeide over Trondhjems
omegns geologi). Gronstensskiferen adskiller sig saaledes i mine-
ralselskap fra den masseformede grønsten ved en høiere gehalt av
kvarts og en helt ubetydelig sehalt av grøn hornblende. Den over-
veiende del av minerålselskapet er utformet under metamorfosen,
kvarts, feltspat og kalkspat er dog efter al sandsynlighet væsentlig

klastisk natur. Grønstensskiferens mineralselskap og skilrige
tekstur, som vel ialfald tildels er betinget av primær foliationsskif-
righet, antyder, at denne bergart er av sedimentær genesis. Den er
muligens for en væsentlig del en tuffdannelse. Herpaa tyder ogsaa
de breccielag, som undertiden optrær indleiret i grønstensskiferen.

Analyser av den ordinære grønstensskifer kjendes desværre ikke.
De sterkest skifrige, mest kvartsholdige varieteter vil imidlertid i
sammensætning i almindelighet ikke ligge langt fra en uren sand-
stensbergart.

I Bymarkgruppens øverste horizonter optrær paa en række forskjel-
lige steder et saakaldt grønstenskonglomerat, undertiden
benærvnt breceieskifer (BRØGGER), Stokvola- breccia (TORNEBOHM)
eller jaspisbreceie (BUGGE). Dette konglomerat har jeg iagttat i
karakteristisk utvikling i strøket mellem Bratsberg og Svorkmo (via
Kvernaasen paa Hoilandet) og i strøket mellem Selbusjøen og Ren-
nebu (via Støren). Desuten ogsaa i strøket mellem Levangertrak-
ten og Forbordfjeld (via Stokvola), her tilhørende Hovindgruppen,
samt ene steder paa Hoilandet (Gaustadbakken, Gilhaugen, Jøn-
land o. fl.), her tilhørende Høilandsformationerne. Konglomeratet er
paa forskjellige steder lidt forskjelligartet utviklet. — Ved Bratsberg
(syd for Trondhjem) fører grønstenskonglomeratet boller av hvit
granit, grønsten, kvartsit (blaakvarts) Og Tallksien. Bollernes form
er ov erveiende sfærolitisk-ellipsoidal. Grundmassen er grønslens-
skiferlignende. Bollernes størrelse er ved Bratsberg ofte over 10
cm. I diameter. Konglomeratet er saaledes temmelig grovbollet.
Det optrær i flere parallele temmelig mægtige bænke, adskildt fra
hverandre ved tilsyneladende messelnamrel grønsten. Ved Ler
kemiske fabrik (nedlagt) er srønstenskonglomeratet likeledes utvik-
let i flere parallele bænke med boller av overveiende hvit granit,
kvartsit og jaspis. Mellem de forskjellige konglomeratbænke op-
trær masseformet normal grønsten. Grøtaasens grønstenskonglo-
merat er forholdsvis finbollet, tildels sparagmitlignende, jaspis ind-
gaar her ved siden av grønsten i stor mængde. Boilerne har delvis
kantform, og konglomeratet er som følge derav lokalt breceielig-
nende. Ved Toskbækken, paa Kvernaasen og ved Svorksjøen fører
gronstenskonglomeratet mest avrundede boller av hvit granit, grøn-
sten og jaspis. Konglomeratlag optrær her i veksellagring med
grønstenslignende bollefrie eller bollefattige lag og tulflag. Især

70 C. W. CARSTENS [1919

ved Svorksjøen er mægtigheten betydelig. - Grønstenskonglomeratet
med sin forskjelligartede utvikling fremtrær 1 vakkert profil langs
hovedveien paa nordsiden av sjøen. Ved Sundet er ogsaa iagttat
boller av feltspatporfyrit. Alle de her nævnte forekomster tilhører
de øverste horizonter av Bymarkgruppens vestlige grønstensstrøk
(fra Trondhjems Bymark sydvestover til Rindalen). — Grønstens-
konglomeraiet øst for Bjørgen i nærheten av Moakammen er fin-
bollet med kvartsit- og jaspisboller. Strøket er NE og faldet steilt
SE. Konglomeratzonens mægtighet er her kun nogle meter. Østen-
for konglomeratet optrær en tilsyneladende masseformet grønsten
med enkelte spredte jaspisboller (brudstykker). Vestenfor staar en
grøn lerglimmerskiferlignende bergart, sandsynligvis et grønstens-
derivat, længere vest en graa normal sandstensbergart. Grønstens-
derivatet er efter sit mineralselskap vistnok sikkert yngre end grøn-
stenen og konglomeratet >: lagstillingen er invertert og saaledes
overensstemmende med Guldalsprofilet. Ogsaa ved Haga mellem
Hovind og Støren viser grønstenskonglomeratets boller overveiende
sfærolitisk-ellipsoidale former. Kun en mindre procent av bollerne
har kantform. Bollerne bestaar her for den væsentlige del av grøn-
sten, kvartsit og jaspis. Finbollede konglomeratzoner av ca. % m.
mægtighet optrær i stadig veksellagring med tætte grønstensskifer-
lignende bænke, sandsynligvis grønstensderivater. Begge de her
nævnte forekomster av grønstenskonglomerat tilhører de øverste
horizonter av Bymarkgruppens grønstensstrøk mellem Selbusjøen
og Rennebu (efter BUGGE Størengruppens basalhorizonter).

Grønstenskonglomeratet viser saaledes paa de forskjellige steder
et i hovedtrækkene ensartet utseende, detaljutformningen er dog
paa en række punkter ogsaa inden et og samme grønstensstrøk
temmelig forskjelligartet. Sandsynligvis ligger der saaledes en
fælles ensartet genesis til grund for alle disse varieteter. Mægtig-
heten er i de forskjellige strøk sterkt vekslende, fra 10 å 20 op til
etpar hundrede meter (medregnet de mellem de enkelte konglome-
ratzoner optrædende grønstens- og grønstensskiferlignende berg-
arter).

Jeg har foretat en række mikroskopiske undersøkelser saavel av
konglomeratets grundmasse som av de mellemliggende srønstens-
og grønstensskiferlignende bænke. Konglomeratgrundmassen viser
i almindelighet et temmelig ensartet utseende. Mineralselskapet er
væsentlig kvarts (klastisk), kalkspat, klorit og epidot. Strukturen
er finkornig, teksturen skifrig. Konglomeratets overveiende velav-
rundede boller er saaledes sammenkittet i en uren kalksandstens-
masse. De mellemliggende grønstens- og grønstensskiferlignende
bænke viser derimot fra forskjellige steder noksaa forskjelligartet
karakter og synes dels at være av effusiv, dels av sedimentær natur.
De tætte til finkornige helt masseformede grønstensbænke er petro-
grafisk identisk med den ordinære gronstensbergart, hvor kvarts i

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 71

almindelighet optrær som et i kvantitativ henseende underordnet
metamorft mineral. De sterkt skifrige sgrønstensskiferlignende
bænke fører kvarts av klastisk natur som en væsentlig bestanddel
av bergarten, endvidere plagioklas, kalkspat, epidot, hornblende
og klorit. Mellem disse to bergartstyper findes alle overgange. Da
de enkelte konglomeratzoner efter den tidligere fremstilling med
sikkerhet er av sedimentær natur, falder det i genetisk henseende
naturligst ogsaa at opfatte størsteparten av de mellemliggende
bergartsbænke som grønstensderivater >: som normalsedimenter
eller som tuffsedimenter. I enkelte strøk (Bratsberg—Ler) synes
dog de mellemliggende masseformede grønstensbænke virkelig at
repræsentere effusive strømme.

Grønstenskonglomeratet i Trondhjemsfeltet har allerede tidlig
tiltrukket sig geologernes opmerksomhet, vel for en væsentlig del
paa grund av sin gehalt av det iøinefaldende mineral jaspis. Det
er saaledes omtalt av KJERULF") under navn av breccieskifer fra
Størensnævringen og ifra Hoilandet. Den samme betegnelse er og-
saa benyttet av BRØGGER*) under hans omtale av de geologiske for-
hold mellem Guldalen og Meldalen. Paa en kartskisse over Støren—
Høilandet i BRØGGERS arbeide er disse brecciesskifere indtegnet,
likesaa paa de vedlagte profiltegninger. Kun ende! av BRØGGERS
breeeieskifere tilhører imidlertid Bymarkgruppen, de andre ind-
gaar som lag i Høilandsgruppen. Mest indgaaende er grønstens-
konglomeratet behandlet av TOÖRNEBOHM*) Efter sin karakteri-
stiske utvikling i Stokvola er konglomeratet av ham benævnt Stok-
vola-breccia. «Bergarten», skriver TÖRNEBOHM, «består af dels
kantiga, dels mer eller mindre rundade stycken af olika bergarter,
dock Öfvervågande tillhörande Störengruppen, inbåddade 1 en ån
grönskifferartad ån sandstensartad grundmassa...... I Jervfjeld,
SO. om Jonsvand år i fråga hvarande bildning mera konglomerat-
artad ån vanligt, 1 det att de ingående bergartsfragmenten åro mera
rundade och grundmassan mera sandstensartad ån hvad i allmån-
het plågar vara fallet. Bollarne bestå hår af grön skiffer, grön sand-
sten, mörk, violettblå kvartsit, röd jaspis m. m. Boller af de båda
sist nåmnda slagen åro för öfrigt mycket allmånna 1 brecciebild-
ningen och kunna nåstan sågas vara karakteristiska för den. Båda-
dera torde hårröra från Stör: engruppen......... Uppkomsten af nu
omtalade brecciebildning anser jag sannolikt bero på en efter slutet
af Störengruppens bildningsskede intrådd denudationsperiod. De
eruptiva processer, som pågingo under nåmnda skede, gåfvo antag-
ligen upphof till berg, som höjde sig ur dåtidens haf, och från hvil-

1) Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, II.

”) Brøgger: Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling meliem Gulda-
len og Meldalen.

3 Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 86.

HD C. W. CARSTENS [1919

kas sidor sedermera stalp bildades. Materialet i dessa stalp, mer
eller mindre bearbetadt af vatten, blef sedermera så småningom
cementeradt och upptråder nu såsom den 1 fråga varande brec-
Came 200. » TÖRNEBOHM synes saaledes ogsaa at ha opfattet
grønstenskonglomeratet som en sedimentær dannelse. Av BUGGE!)
er grønstenskonglomeratet likeledes viet speciel omtale. Men
medens konglomeratet efter TÖRNEBOHM optrær mellem Støren-
gruppen og den ovenfor liggende Hovindgruppe, betegner det efter
BUGGE en diskordant grænse mellem Høilandsgruppen (Hovind-
gruppens høieste honizonter) og den ovenfor liggende Størengruppe.

Kvartsitbænke, blaakvarts- og jaspislag optrær
paa en række forskjellige steder i Bymarkgruppen, i almindelighet
konkordant mdleiret de mere eller mindre skifrige grønstensfacies.
Disse begarter er iagttat i samtlige grønstensstrøk i de forskjelligste
horizonter.

Kvartsitbænkenes mægtighet varierer i almindelighet fra etpar
op til 50 m. Farven er hvit til graahvit. Mineralselskapet er væsent-
lig kvarts, muscovit og klorit. Otte indgaar endvidere sur plagioklas,
jernfattige epidotmineraler og svovIkis. Strukturen er utformet
under metamorfosen (de enkelte kvartskorn griper i almindelighet
taggformig ind i hverandre). Teksturen er sterkt skifrig.

Blaakvartslag optrær i stor mængde i Bymarkgruppen. Mest
utbredt er de i strøket fra Trondhjems Bymark sydvestover til Mel-
dalen. Lagenes mæglighet er sterkt vekslende, sjelden over nogle
meter. Farven er blaasort. Mineralselskapet er væsentlig kvarts
og magnetit. Accessorisk indgaar jernglimmer, klorit, muscovit og
kalkspat. Strukturen er sekundær, utformet under mord.
Teksturen er masseformet (som hos kompakte sandstensbænke).
Blaakvarts er i de senere aar blit anvendt til fremstilling av ferro-
silieium. Utbrytning av flere parallele blaakvartslag, adskildt fra
hverandre ved tynde grønstensskiferlag, har i længere tid foregaaet
i nærheten av Heimdal station. Nedenstaaende analyse repræsen-
terer midlet av 6 forskjellige blaakvartsanalyser, som velvilligst er
mig tilstillet av hr. disponent HØY. Analyserne er utført av ingeniør
MICHELET, Gjennemsnitsanalyse av Blaakvarts, Heimdal.

STORE EN SV TAGGEN ee Dro
AL O1 TAR NE Be pe SAGE 0,08
Fe.,0,*) EN ke ner ng 6300 Pielse 0,014
MnO PEN NA OS NEO ikke bestemt
Me 0,31

Blaakvartslag er allerede omtalt av KJ ERULF, som ogsaa har
leveret flere profiltegninger av blaakvartsførende horizonter (fra
Bakaunet ved Trondhjem og fra Ust ved Heimdal).”) I tilslutning
) Bugge: Rennebu, og Lagfølgen i Trondhjemsfeltet.

?) Alt Fe i bergarten er regnet som magnetit, Fes 04.
3 Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, 20 o. v.

Nr. dk OVE RSIGT OVER TRONDH: JEMSFE LTETS BERGBYGNING

til KJERULFS geologiske arbeider har REUSCH leveret en petrogra-
fisk beskr ivelse av en række av Trondhjemsfeltets forskjeilige berg-
arter, deriblandt ogsaa av blaakvarts (fra Meraker, Trondhjem,
Jonsvandet og Neimdal).') Paa fig. 2 i REUSCHES avhandling er
gjengit et meget karakteristisk mikroskopisk billede av denne berg-
art (magneliten optrær dels inde i, dels mellem de enkelte kvarts-
korn).

Jaspislag optrær likesom blaakvarts i forskjellige horizonter i
Bymarkgruppen. De forekommer i størst mængde i Meldalsskogen.
Borprofiler baade fra Lokkens gruber og Skjødskift kisforekom-
ster viser saaledes en række parallele, mindre mæglige jaspislag
konkordant indleiret i svakt skifrig grønstensbergart. Meldalssko-
gens jaspislag er ogsaa meget fremtrædende i dagen, væsentlig paa
grund av sin røde farve. De motstaar erosionen bedre end den om-
givende bergart og hæver sig derfor ofte rygformig op i dagen. De
optrædende ” jaspislag danner petrogr afisk alle overgange til hvit
kvartsit. Jaspisagtig kvartsitskifer er saaledes omtalt av de fleste
forskere, der har beskjæftiget sig med Trondhjemsfeltets geologi.
Jaspislagenes mineralselskap er væsenilig kvarts og rødjernsten
(jernoksyd, jernglimmer). I kemisk henseende staar de saaledes
meget nær blaakvartsen. Blaakvarts og jaspis optrær imidlertid
aldrig sammen, de tilhører altid forskjellige strøkomraader (i By-
marken blaakvarts, i i Meldalsskogen jaspis). De repræsenierer saa-
ledes efter al sandsynlighet forskjellige metamorfe facies av et og
samme primærsediment, en jernholdig sandsten. Blaakvarts og
jaspis optrær altid i tilknytning til grønsten (basiske lavabergarter).
De forekommer saaledes foruten i Bymarkgruppen kun i Hovind-
gruppens lavahorizonter. Deres dannelse maa derfor betinges av
processer, som var herskende under vulkanismen.

Kalkstensbænke, strukturelt utviklet som regionalmarmor,
optrær i Bymarkgruppen paa flere forskjellige steder bl. a. I Tomset-
aasen sydøst for Trondhjem. Bænkenes mægtighet ligger i almin-
delighet mellem 20 og 50 m. Farven er hvit, enkelte sange svakt
gulhvit til svakt blaahvit. Strukturen er normalkornig (finkornis ).
Trondhjemsfeltets kalkstene har allerede fra gamle dage hat anven-
delse i industrien paa grund av sin hole gehalt av Ca Oo" Analy-
ser foreligger fra en række forsk jellige felter (de fleste av disse til-
hører Hovindgruppen), saaledes ogsaa fra kalkstensfeltet paa Tomset-
aasen. Analyse av den derværende kalksten er mig velvilligst til-
stillet av hr. ingenior ROLF KLINGENBERG. Analysen er utført som
elevanalvse ved Trondhjems tekniske læreanstalt.

Kalksten (marmor), Tomsetaasen.
SJON 0,7

”) Reusch: Nogle af Merakerprofilets bergarter.
6

74 C. W. CARSTENS [1919

MOR ubetydelig
CaO 553
COM 43,5

Som regel indgaar dog en mindre gehalt av MgO. Denne gehalt
er imidlertid helt undtagelsesvis over 2 %. Kalkstensfeltet paa
Tomsetaasen har en feltutstrækning av ca. % mil og indeholder ialt
adskillige millioner tons kalksten. Det tilhører Bymarkgruppens
øverste horizonter. Dette felt er omtalt av de fleste av de geologer,
der har besøkt Trondhjemsfeltet (vel væsentlig paa grund av sin
forholdsvis centrale beliggenhet), saaledes allerede av SINDING Y
Og alle synes at ha været opmerksom paa den krystallinske struk-
tur, som karakteriserer den derværende kalksten. Jeg har selv ofret
adskillig tid paa fossilsøkning paa forskjellige steder i feitet. Men
alle spor synes at være utslettet av den gjennemgripende meta-
morfose.

De forskjellige bergartstypers mineralselskap og struktur viser,
at Bymarkgruppen under den store fjeldkjedefolk ming for den
væsentlige del er utformet under de fysikalsk-kemiske Sombalel der
EN herskende i GRUBENMANNS øvre regionalzone. ”) Gruppen op-
bygges for den overveiende del av grønsten (og grønstensskifer)
med tæt til finkorning struktur og sv ak skifrig tekstur. Kvantita-
tivt helt underordnet optrær i denne bergart konkordante indleirin-
ger av tuffer, breccielag, konglomerater, kvartsiter og kalkstens-
bænke. Gruppens ytre habitus og de optrædende bergarters geolo-
giske og petrografiske karakter antyder med sikkerhet. at grøn-
stenen er en submarin vulkandannelse. Beviserne for denne paa-
stand har jeg fremsat i mit arbeide over Trondhjems omegns
geologi.*)

Allerede tidligere har flere andre forskere kommet til et lignende
resultat (saaledes TÖRNEBOHM, REUSCH, SCHEI, BUGGE og
GOLDSCHMIDT). Det fortjener i denne forbindelse at nævnes, at
CLARKE?*) saa tidlig som i 1819 uttaler, at bergarten i Stenberget
(ved Trondhjem) er en basalt.

Grønstensbergarter av vulkansk natur findes paa en række for-
skjellige steder i vort land. I Finmarken er saaledes efter
HOLTEDAHI?) Raipasavdelingen mellem Kvalø og indre Altenfjord
opbygget av grønstenseffusiver. Raipas som en vestlig facies av den
yngre avdeling i Finmarkens ældre dolomitførende sandstensrække
er i HOLTEDAHLS sidste arbeide direkte paralleliseret med Bymark-

1) Sinding: Marmoranvisninger nordenfjelds, Bergmanden, 1847, nr.3.

*”) Grubenmann: Die kristallinen Schiefer.

% Carstens: Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn, side 310. v.

1 Clarke: Travels in various countries of Europe, Asia and Africa.
Scandinavia, London 1819. Part IIIL, section I, side 686.

3» Holtedahl: Bidrag til Finmarkens geologi, N. G. U. nr. 84

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 75

gruppen (Rørosgruppens grønstensavdeling).*) I effusivavdelin-
gens øvre horizonter optrær ogsaa i Finmarken et saakaldt grøn-
stenskonglomerat med boller av hvit granit (trondhjemit) og grøn-
sten. Dette konglomerat, som jeg ved HOLTEDAHLS velvilje har
faaet anledning til at studere i stuff, er fuldstændig identisk med
flere av Trondhjemsfeltets grønstenskonglomerater. Likheten mel-
lem Finmarkens og Trondhjemsfeltets grønstensavdelinger er saa-
ledes meget iøinefaldende. Den vulkanske virksomhet falder i Fin-
marken efter HOLTEDAHL i ældre ordovicium o: omtrent samtidig
med Trondhjemsfeltets vulkanisme. — Langs kysten sydover fra
Nordfjord til Sognefjorden optrær paa forskjellige steder grønne
skiferbergarter, saaledes paa Bremanger, Haastenen, Kvamshesten
og Sulenøerne.”) Disse grønstene er for en væsentlig del opfattet
som omvandlede basaltiske dækkebergarter i det paa disse trakter
optrædende predevoniske skiferfelt, som paa grund av sin petrogra-
fiske likhet med Trondhjemsifeltets og Bergensfeltets skiferbergarter
er blit antat som siluriske, eventuelt undersiluriske dannelser. — I
Bergensbuerne, som efter forskjellige fossilfund i ytre bue tilhører
den siluriske etage 5 (gammel terminologi), optrær der grønne
skifere og saussuritdiabaser, som efter KOLDERUP*) oprindelig har
været basiske dækkebergarter (effusiver). — Mellem Bergenshalv-
pen i nord og Stavanger i syd optrær der paa en række øer, saaledes
paa Tysnesø, Storen (Stord), Bømmeløen og Karmøen grønstene og
grønstensderivater tildels sammen med fossilførende sedimentberg-
arter av mellemsilurisk alder (gammel terminologi). De fossilfø-
rende horizonter optrær paa Storen og Bømmeløen og er i den
senere tid av KJÆR*) henført til undre Llandovery (omtrent sva-
rende til den gamle betegnelse mellemsilur). De optrædende grøn-
stene er saavel i mineralselskap, struktur og geologisk habitus
meget lik de trondhjemske. Rødlige jaspisartede lag, tuffer, agglo-
merater og konglomerater ledsager ogsaa her meget almindelig de
effusive bænke.”)

Ogsaa paa de britiske øer findes saavel i den kambriske som
ordoviciske formation flere steder indleiret dækkebergarter av lig-
nende typus som i Trondhjemsfeltets Bymarkgruppe (saaledes i
Wales, England og Skotland).*) I den siluriske formation er efter

1 Holtedahl 1. e. side 258.

”) Irgens og Hjortdahl: Om de geologiske Forhold paa Kyststræk-
ningen af Nordre Bergenhus Amt, Univ.program 2det semester 1864, se-
ogsaa Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hochgb. d. sidl. Nor-
wegens, IV, side 11 o. v. .

5 Kolderup: Fjeldbygningen i strøket mellem Sørfjorden og Samnan-
gerfjorden i Bergensfeltet, Bergens museums aarbok 1914—15.

%)y Kjær: Das Obersilur im Kristianiagebiet.

?) Se kart og tekst i Reuseh: Bømmeløen og Karmøen med omgivelser.
Kristiania 1888.

% Geikie: The ancient voleanoes of Great Britain, London 1897.

76 C. W. CARSTENS [1919

GEIKIE dækkebergarter med sikkerhet bare kjendt fra Irland (i for-
mationen Wenlock). Paa de britiske øer er likesom flere steder i
Trondhjemsfeltet grønstenen utviklet som variolitisk «pillow-lava».
Tegninger av variolitisk grønsten (amygdaloidal diabase lava) fra
Ayrshire i GEIKIES arbeide er fuldstændig identisk med fotogra-
fier og tegninger av variolitisk grønsten fra Iglefjeld og Haugaas-
kammen syd for Movand (den sidste tilhørende Hovindgruppen).*)
I Storbritanien optrær grønstene meget almindelig sammen med
«radiolarian cherts», medens de i Norge sædvanligvis er ledsaget
av jaspisbergarter, blaakvartslag eller kvartsiter. Disse bergarter
blev imidlertid allerede av SCHEI og senere av BUGGE og
GOLDSCHMIDT opfattet som ækvivalenter til de britiske «radio-
larian cherts». Denne paastand har det dog hittil ikke lykkedes
at bevise. ;

Over store dele av det kaledoniske fjeldkjedestrøk er gronstenen
baade geologisk og petrografisk temmelig ensartet utviklet. Baade
den (kambrisk og) ordoviciske, eventuelt ogsaa den siluriske periode
er i dette strøk karakteriseret ved sterk vulkansk virksomhet. De
talrike eruptioner i Trondhjemsfeltet danner ingen undtagelse, de
indgaar som ordinært led i sin tids voldsomme vulkanisme.

Bymarkgruppens bergarter er paa en række steder blit under-
kastet sterke foldningsprocesser. Mægtighetsangivelser vil derfor i
almindelighet falde vanskelig. Gruppens mægtighet i de forskjel-
lige strøk er sterkt vekslende, likeledes inden et og samme strøk-
omraade. Størst er mægtigheten i det vestligst gaaende strøk mellem
Trondhjems Bymark og Rindalen. I Storheia har jeg saaledes
maalt mægtigheten til min. 1800 m. Den er imidlertid sandsynlig-
vis adskillig større. I Meldalsskogen og i trakterne vest for Reis-
fjeld er mægtigheten likeledes betydelig. Mindst er mægtigheten
i strøket mellem Garnes og Floren (ved Floren saaledes bare
100 m.).

Grønstensstrøkenes store længdeutstrækning fra nord til syå
langs Trondhjemsfeltets vestlige grænse antyder, at de submarine
vulkanutbrud paa denne strækning ialfald delvis var lineært anord-
net. Men den i Trondhjemsfeltet optrædende sterke regionalmeta-
morfose har senere utvisket ethvert spor av de frembrudte eruptiv-
massers detaljformer og størrelse.

Likesom Rørosgruppen er ogsaa Bymarkgruppen gjennemsat,
tildels fuldstændig gjennemvæwvet, av større og mindre eruptivin-
jektioner av forskjellig petrografisk karakter. Av disse maa i første
række nævnes den saakaldte protogingranit i nærheten av Trond-
hjem (tildels indenfor bygrænsen), samt flere med den nærbesleg-
tede mindre mægtige hvite granitgange (trondhjemit-granodiorit).
Disse hvite granitinjektioner er iagttat i alle grønstensstrøk, langt

1 Se bl. a Bugge: Rennebu.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING

sjeldnere optrær basiske injektionsbergarter, saaledes gabbro i
Meldalsskogen og omvandlede peridotiter ved Baukaunet i Strin-
den. Disse forskjelligartede eruptivbergarter synes delvis at være
av forskjellig alder. Saavel bergarternes petrografiske karakter
som deres indbyrdes aidersforhold vil bli nærmere utredet i kapit-
let om Trondhjemsfeltets eruptivbergarter.

Geologisk-petrografisk beskrivelse av
Hovindgruppen

En forholdsvis større del av Trondhjemsfeltets midtparti opbyg-
ges av Hovindgruppen. En væsentlig del av Indherreds flate vel-
opdyrkede marker ligger paa denne gruppes forskjelligartede ski-
ferbergarter. Men gruppen er ogsaa anstaaende i høifjeldet, hvor
bergarterne mange steder ved forvitring frembringer et rikt jords-
mon. De velkjendte fjeldbeiter paa et strøk mellem Merakerdalev
og Tydalen ligger saaledes for den overveiende del paa Hovind-
gruppens skiferbergarter. Gruppen optrær: a) I et strøk av beiyde-
lig flateutstrækning fra Værdalen i nord via Stjørdalen og Hovind
til Meldalen i sydvest. b) I et strøk mellem Insvandet i nord og
Foldalen i syd. Gruppen er sandsynligvis ikke sammenhængende
over hele denne strækning, men paa flere steder «tektonisk avsnø-
ret» (se oversigtskantet).

Hovindgruppen (Høilandsgruppen opfattes i nærværende arbeide
som en høiere horizont i Hovindgruppen) opbygges av en hel række
meget forskjelligartede bergartstyper. Da endvidere de regional-
metamorfe kræfter har indvirket høist forskjellig paa de forskjellige
steder, er resultatet ogsaa blit en rikdom paa forskjelligartede
metamorfe facies. Lerskifer optrær saaledes i alle metamorfose-
stadier op til glimmerskifer, mergelskifer i alle metamorfosesta-
dier op til kalksilikatgneis osv. De optrædende bergarter er ved
siden av lerskifere og deres forskjellige omvandlingsproduk-
ter, sandstene, sparagmiter, konslomerater, kalk-
stene og grønstene (porfyriter) i forskjellig metamorf
utformning.

Lerskifer og mergelskifer med overgang til ler-
glimmerskifer har for den overveiende del følgende
mineralselskap: kvarts, plagioklas (oligoklas-albit), klorit, mus-
covit og kalkspat. Strukturen er tæt til finkorning, teks-
turen sterkt skifrig. Farven er vekslende, sort, sraablaa
til lysegraa. Lerskifer- og lerglimmerskiferbergarter optrær
i størst mængde paa MHøilandet, hvor de indgaar som ét
væsentlig led i den saakaldte Høilandsgruppe (Høilandsavdeling).
De indgaar ogsaa i mindre mængde paa forskjellige steder langs
østsiden av Trondhjemsfjorden (Hell—Hegre—Aasen). I Hovind-

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 79

gruppens østlige strøk langs riksgrænsen spiller imidlertid lerski-
ferbergarter en helt ubetydelig rolle.*)

I lerskiferbergarternes høiere metamorfe facies, fylliter og
glimmerskifere, indgaar ved siden av de foran nævnie minera-
ler ogsaa i almindelighet biotit og granat sammen med epidotminera-
Jer, hornblende og jernertser (magneiitt, svovlkis). Strukturen er hos
fyllit tæt til finkornig, hos glimmerskifer finkornig til normalkornig
(krystalloblastisk granoblastisk). Teksturen er hos begge facies
sterkt skifrig. I Levangertraktens sterkt metamorfe strøk er disse
bergarter meget almindelig, likeledes i Merakerprofilets vestlige del
mellem Ranheim og Hell stationer. De optrær forøvrig 1 alie
Hovindgruppeuns forskjellige strøk. Med tiltagende kvartsgehalt
gaar bergarterne over i kvartsrike glimmenskifere eller glimmer-
førende kvartsiter. med tiltagende kalkspatgehalt gaar de over I
kalkglimmerskifere (ved sterk metamorfose i kalksilikatgneisberg-
arter, saaledes ved Volden ved Helgeaaen).

Sandstenens mineralselskap er i det væsentlige flg.: kvarts,
sur plagioklas, kalkspat, klorit, muscovit, epidot- ”klinozoisit og mere
undtagelsesvis tyndstænglig grøn hornblende. I den lysegraa sand-
sten (kalksandsten) fra Hovind og Hegre indgaar hovedsagelig kun
kvarts og kalkspat, i den srønfarvede, tildels grønstenslignende
sandstensbergart fra Sundalen indgaar endvidere i forholdsvis stor
mængde klorit, epidotmineraler og homnblende. Den lvsegraa og
grønne varietet er ved ov ergangsled forbundet med hverandre.
Strukturen er i almindelighet finkornig. teksturen er masseformet.
Sandstene indgaar som et meget væsentlig led i Hovindgruppens
opbygning. I de lavere borizonter optrær bergarten i almindelighet
i form av tynde bænke i stadig veksellagring med lerskiferbergarter,
i de mellemste horizonter trær skiferbergarterne mere tilbake og
sandstenen faar her sin største utbredelse. I gruppens hoiere hori-
Zonter, som dog paa mange steder ikke er kommet til utvikling, er
sandstenen av kvantitativ mindre betydning (4. eks. paa Hoilandet).

TÖRNEBOHM,) hvis «Hovin-gruppe» omfatter Hovindgruppens
laveste og mellemste horizonter og hvis «Høilandets-grupp» om-
fatter Hovindgruppens høiere horizonter, skriver i overensstem-
melse hermed: «I det stora hela synas de leriga bergarterna vara
mera förherskande i gruppens nedre del, de sandiga der emot i dess
Öfre» og videre: «Höilandets grupp består öfvervågande af mesta-
dels grå stundom brunaktig lerskiffer.»

Naar sandstensbergartens feltspatgehalt tiltar, gaar bergarten
petrografisk overi sparagmit. Denne bergart er meget utbredt i

1) Analyse av lerskifer fra Haarsjøen (Harsjøen) tilhørende dette strøk
findes omtalt av Kjerulf: Om nogle udførte analytiske arbeider,
Nyt Mag. for Nat. Bd. 8, s. 173.

*” Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 87 og 88.

80 C. W. GARSTENS (1919

Hovindgruppen, saaledes i trakterne omkring Jonsvandet nær
Trondhjem. ;

Under indvirkning av foldningskræfterne (stresskræfterne) gaar
sandstenen over I den metamorfe facies kvartsit. Ved siden av
kvarts optrær I denne bergart ofte biotit og jernertser, undtagelses-
vis ogsaa granat (å. eks. ved Kvegjerdet syd for Malvik). Den hvite
Sr anatførende kvartsitbergart har makroskopisk stor likhet med
forskjellige granulitlignende typer. Strukturen er tæt til finkornig.
Teksturen svakt skilrig.

Konglomeratbænke har stor utbredelse inden Hovindgruppen.
De optrær 1 størst mængde i gruppens mellemste horizonter, des-
uten ogsaa i gruppens aller overste horizonter over Høilands-
gruppen (saaledes paa Kjolhaugene og i trakterne omkring Lun-
demo). Konglomeralet fra Hovindgruppens mellemste horizonter
fremtrær med karakteristisk utvikling i Merakerprofilets avdeling
mellem Hell og Hegre stationer. Forøvrig indgaar de som et

væsentlig bygningsled i Hovindgruppens forskjellige strøk. Kong-
lomeraterne er i almindelighet polygene. I Hell-konglomeratet har
jeg saaledes fundet folgende bergartstyper repræsenteret: hvit
granit (trondhjemit, granodiorit) med forskjellig strukturutvik-
ling (tæt, finkornig, normalkornig, porfvrisk), grønsten (tæt og fin-
kornig, aldrig normalkornig), sandsten og kvartsil (med lidt veks-
lende karakter), blaakvarts, lerskåferbergart og kalksten. Mellem
Hell station og Reppe teglverk har jeg paa etpar steder fundet
konglomeratboller, der viser sandsten og lerskifer i veksellagring
(bollerne er metamorfoseret). Den alt overveiende del av bolierne
bestaar av hvit granit. Bollernes størrelse er i almindelighet næve-
store. I Hopla i Aasen optrær et grovbollet kong slomerat, hvor
bollerne ofte naar op lil hodestørrelse. Ogsaa her indgaar de samme
bergartstyper som i Hellkonglomeratet.

I Lyngestenens konglomerat ved Lundemo optrær væsentlig an
boller av kvartsit og kalksten. Helt -underordnet indgaar endvidere
enkelte boller av hvit granit og lerskifer. I kalkstensbollerne har
KJERULF") i 1874 fundet fossiler, som synes at antyde, at kalkstenen
hører hjemme i Høilandsgruppen. Jeg har paa en tur senhøstes
1918 besøkt dette konglomerat. Kalkstensbollerne har en tæt struk-
tur og en graahvit til svakt gullig farve. Bergarten minder petro-
grafisk meget sterkt om Hoilandets kalkstene. Sikre bestembare
fossiler har jeg imidlertid ikke kunnet paavise. (Utydelige spor av
en favositeslignende koral har jeg dog iagttat i flere boller). Efter
de foreliggende oplysninger repræsenterer saaledes Lyngestenens.
konglomerat en vngre dannelse end Høilandsgruppen. Dette for-
hold er ogsaa i fuld overensstemmelse med Guldalsprofilets tekto-

Brøgger: Fossiler fra det Throndhjemske, side 106.

Nr. Å] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 81

nik, ifølge hvilken bergarten omkring Lyngestenen indgaar som
Ler—Hovindmuldens yngste dannelsesled.

Jevnaldrende med Lyngestenens konglomerat er muligens Kjøl-
haugenes konglomeratbænke. Jeg har besøkt de derværende kong-
lomerater i 1915. De er tildels noksaa sterkt metamorfoseret og
optrær i veksellagring med glimmerskifere og lerglimmerskifere. I en
nærliggende skiferhorizont fandt GETZ i 1885 og 86 oversiluriske
(gammel terminologi) graptoliter. Efter dette fossilfund repræsen-
terer Kjølhaugenes bergarter (Ikonglomerater og skifere) Hovind-
gruppens (og Trondhjemsfeltets) høieste stratigrafiske horizonter,
de er saaledes med sikkerhet likesom Lyngestenens konglomerai
yngre end Høilandsgruppen.

I Hovindgruppens østre strøk optrær paa vestsiden av Glommen
mellem Sætersjøen i nord og Foldalen i syd et i literaturen allerede
flere gange omtalt konglomerat. Bollerne bestaar for den overveiende
del av hvit granit, i underordnet mængde indgaar kvartsit og
amfibolit. Grundmassen er glimmerskiferagtig utviklet. Dette
konglomerat er av TORNEBOHN) uten nogen 'begrundelse henført
til Singsåsgruppen, av SCHETELIG*) derimot paralleliseret med
Høilandets breccieskifer (se herom senere). Paa grund av den
petrografiske karakter og geologisk-stratigrafiske stilling maa imid-
lertid konglomeratet henføres til Hovindgruppen. Det ligger i
Vangsaasen (ved store Tallsjøen) med N-lig strøk og W-lig fald
direkte over tyndpladig graagrøn lerglimmerskifer (karakteristisk
Hovindgruppebergart). — Under denne bergart ligger i Kotberget
normalutviklet grønstenslava (variolitisk og porfyritisk), som straks.
øst for toppen atter overleirer den samme graagrønne lerglimmer-
skiferbergart. Kotbergets grønsten maa saaledes opfattes som en
grønstenshorizont i Hovindgruppen. Konglomeratet ligger tilsyne-
ladende over denne og er saaledes sandsynligvis en yngre dannelse.
Profilet vestover til Vingelen gruber er over adskillige kilometer
helt overdækket og gir ingen oplysning om Hovindgruppens tekto-
nik i dette strøk. Der foreligger imidlertid en svak mulighet for, at
konglomeratbænkene i Vangsaasen er inverteret, de er isaafald
ældre end grønstenshorizonten. Herpaa tyder den omstændighet, at
grønstensboller hittil ikke er iagttat i konglomeratet. I de øvrige
E—W-gaaende profiler, som jeg har opgaaet i disse trakter (Os—-
Vandgrøfta og Foldalens profil), har jeg paa grund av overdækning
ikke fundet dette konglomerat. Dets stratigrafiske plads i Hovind-
gruppen maa derfor foreløbig ansees som ubestemt. Petrografisk er
det dog stor overensstemmelse mellem dette konglomerat og konglo-

) Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 94 og 95.

*”) Holmsen (og Schetelig) : Tekst til geologisk oversigtskart over
Østerdalen—Fæmunds-Strøket, side 20.

82 GC. W. GARSTENS Å [1919

meraterne i Stjørdalen—Aasen. Endel av disse er ældre, endel
yngre end Hovindgruppens vulkanske periode.

I Hovindgruppens østre strøk er der hittil ikke fundet fossiler
andre steder end paa Kjølhaugene og ved Brenna (i Merakerprofi-
let). Kun paa disse steder foreligger der saaledes sikre aldersbe-
stemmelser. Kjølhaugenes konglomerater kan dog neppe med nogen
væsentlig berettigelse paralleliseres med Vangsaasens konglomer a-
ter. Petrografisk er imidlertid konglomeraterne paa disse steder
ikke helt ulik hverandre, forøvrig findes dog intet forbindelsesled.

Konglomeratbollerne er som regel omgit av et tyndt skikt kalk-
spat. De optrær i almindelighet med omtrent den samme peiro-
grafiske karakter (struktur og mineralselskap) som paa primær
forekomst. Metamorfosen synes saaledes at ha foregaaet, førend
bergarternes transport fandt sted o: foldningskræfter har været i
virksomhet allerede før konglomeraternes dannelse. Herfor taler
endvidere den omstændighet ,at bollernes teksturflater som regel
gaar uavhængig av kon slomeratbænkenes skifrighet.

Konglomer atgrundmassen viser likesom konglomeratbollerne
paavirkning av mregionalmetamorfe kræfter. Jeg har gjen-
nemgaaet en række mikroskopiske præparater av grundmassen i de
temmelig sterkt omvandlede konglomerater paa strækningen Hell til
Levanger. Mineralselskapet er i det væsentlige følgende: kvarts.
muscovit og klorit, tildels ogsaa epidot, tyndstænglig horn-
blende og kalkspat ved siden av enkelte accessoriske mine-
raler. Der har saaledes fundet sted en sterk nydannelse av
grundmassens mineralselskap >: de færdigdannede konglomerater
har ogsaa deltat i foldningsprocesserne. I enkelte av Stjørdalens
konglomerater er dog grundmassen merkbart svakere metamorfose -
ret end bollerne. Men stort seet viser boller og grundmasse omtrent
samme metamorfosestadium.

De fleste av de bergartstyper, som findes repræsenteret i konglo-
meraternes boller indgaar som bygningsled i Hovindgruppen.
Hovindgruppens konglomerater er saaledes intraformationale.

I tilknytning til konglomerater maa ogsaa omtales de i Hovind-
gruppen noksaa alm. pseudokonglomerater eller «kvartska-
kelag». Tynde sandstensbænke i veksellagring med lerskiferhori-
zonter av ubetydelig mægtighet vil under stresspaavirkning ofte
anta konglomeratlignende teksturutvikling. Ved siressets indvirk-
ning vil sandstenslagene let «avslites» og tilrundes, hvorved lagene
erholder et bollelignende utseende. Like ved hovedveien i nærheten
av Reppe teglverk optrær et slikt pseudokonglomerat i meget karak-
teristisk utvikling. Her kan let iagttages, hvorledes «konglomera-
tet» 1 strøkretningen gaar over i normal skiferbergart med talrike
indleirede sandstensbænke. Ogsaa ved Vikfjæren syd for Vaattan
i Stjørdalen er utviklet et karakteristisk pseudøkonglomerat. (Begge
disse forekomster er tidligere omtalt). Det i Trondhjemsfeltet mest

Nr. It] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 85

bekjendte pseudokonglomerat optrær i Gulagruppen (det revi-
derte lagsystems Rørosgruppe, centralstrøket) straks vest for Gudaa
station. Dette «konglomerat»*) er allerede tidligere beskrevet av
KJERULF”) og har siden paakaldt alle de forbireisende geologers
cpmnerksemlet BACKSTRÖM*) har saaledes leveret en indgaaende
beskrivelse av «kvartskagelaget». Han hævder likesom KJERULF
i «Merakerprofilet», at konglomeratdannelsen er et stressfænomen.
Andre forskere, saaledes GEIKIE,') REUSCH*) og SVENONIUS?) har
derimot antat «kvartkakelaget» for en ordinær konglomeraitdan-
nelse. Pseudokonglomeratet ved Gudaa er imidlertid teksturelt
fuldstændig identisk med Hovindgruppens pseudokonglomerater.
Kun viser bergarterne paa det førstnævnte sted en høiere meta-
morfosegrad, sandstenen er saaledes her omvandlet til kvartsit og
lerskiferbergarten til glimmerskifer, lokalt til kalksilikatgneis.*”) Da
pseudokonglomeratet i strøkretning gaar over i normalkornige
glimmerskiferbergarter med indleirede kvartsitlag, er konglomerat-
karakteren saaledes med sikkerhet sekundær, fremkommet under
metamorfosen. Analoge pseudokonglomerater omtales ogsaa av
REUSCH*) fra Bergefjeld paa Bømmeløen. Preudokonglomerat-
dannelsen er saaledes ikke noget isolert fænomen for Hovindgrup-
pen (eller Trondhjemsfeltet forøvrig), disse «konglomerater» er
derimot almindelig utbredt i alle strøk med regionalmetamorl
utvikling.

Kalksten av forskjellig metamorfosegrad er en meget utbredt
bergart i Hovindgruppen. I størst mængde optrær den i gruppens
- høiere horizonter paa Høilandet, i den saakaldte Høilandsgruppe.
Som følge av disse trakters svake metamorfose fremtrær Hoilandets
kalkstene strukturelt med temmelig uforandret (primær) karakter.
Flere av de her optrædende bænke er sterkt fossilførende. Farven
er lidt vekslende, den varierer i almindelighet mellem lysegraa og
svakt lysegul. Strukturen er tæt til finkornig, teksturen er masse-
formet. Hovindgruppens øvrige mere metamorfe kalkstene tilhører
for den væsentlige del gruppens laveste og mellemste horizonter.
De er alle temmelig sterkt marmoriseret og forholdsvis fossilfattige.
Strukturen er i almindelighet finkornig til normalkornig, farven

1) Ordet «kvartskakelag» hitrører fra Keilhau, der har benyttet dette
uttryk om lignende danmelser i Portfjeld (Reise i Jemtland og Nordre
Trondhjems Amt i Sommeren 18831, side 102).

*”) Kjerulf: Merakerprofilet, side 86 o. v.

3 Båekström: Om «kvartskagelagren» vid Gudå, Norge.

% Reusch: Geologiske iagttagelser fra Trondhjems stift, side 8.

*) Svenonius: Några profiler inom mellersta Skandinaviens skiffer-
område, side 6836 o. v.

%) Se Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hocehgb. d. siidl. Norwe-
gens, III, side 31.

”Y Reuseh: Bømmeleen og Karmøen med omgivelser, Kristiania 1888,
side 139. |

84 C. W. GARSTENS

[1919

som regel snehvit. Av kalkstensbænke fra disse horizonter
kan nævnes kalkstensbænkene ved Nyhus, Brenna og Levring (eller
rettere Stene) i gruppens aller laveste horizonter og kalkstensbæn-
kene ved Aasen station og Hellem i høiere liggende horizonter (sand-
synligvis tilhørende gruppens mellemste horizonter, forholdet til
Høilandsgruppen og Kjølhaugenes—Lyngestenens konglomerat-
horizonter er imidlertid ukjendt). — I Høilandets forskjellige kalk-
stene har jeg og mine assistenter for endel aar siden (i 1915 og 18).
fundet en række forskjellige fossiler, dog vistnok ingen tidligere
ukjendte former. Jeg har ogsaa søkt efter fossiler i de mere meta-
morfe kalkstene i trakten mellem Værdalen og Merakerdalen, dog
uten positivt resultat. Metamorfosen har her som regel virket
marmoriserende I saa sterk grad, at alle spor av fossiler er utvisket.
Kun lokalt er utydelige fossilspor blit fremfundet, disse er dog ikke
tilstrækkelig til en sikker aldersbestemmelse.

Analyser er utført av en række av Hovindgruppens forskjellige
kalkstene. Av A/S Meraker Brug ved hr. disponent HØY, av
A/S Vestlandske kalkbrud og eiendomskompagni
ved hr. disponent BRUCE, samt av herrerne R. KLINGENBERG, Å.
BUCH, H. P. JENSSEN og T. E. SOLBERG har jeg mottat ialt over 100
forskjellige analyser av disse kalkstene. Nedenfor er gjengit ende!
gjennemsnitsanalyser fra de mere bekjendte brud.

Kalksten, Brænna.

SOG NR. 3,24
ANOS SFe ON 0,47
ved 0,70
GO Sdp 95,66
Kalksten, Holan.
SION Ao 1,38
ALOA BFO NR 0,44
Mg0O, ee TE hr 3,20
GAO 94,97
Kalksten, Korphammeren.
SIM EE I
AL,Ö, -- Hero. j 5000-00 0100 60 1,4
MOLE 2,4
GENE 96,2
Kalksten, Stavlo.
STOL SE AE 0,73
AOF O 0,24
Ver 0,64

AO NN 98,46

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 85

Kalksten, Hellem.

Gehalterne i samme kalkstensbænk er ofte sterkt vekslende paa
forskjellige steder. Alle analyser er imidlertid karakteriseret ved
en høi gehalt av CaCO. og en lav, i almindelighet ubetydelig.
gehalt av MgCO..

Få ilsyneladende konkordant indleiret mellem Hovindgruppens
forskjellige sedimentbergarter optrær paa flere forskjellige steder
grønstensbænke av petrografisk samme karakter som Bymark-
gruppens grønstene, saaledes i strøket mellem Værdalen og Forbord-
fjeld, i flere strøk mellem Merakerbanen og Guldalen samt 1 strøket
vest for Glommen mellem Harsjoen og Foldalen, endvidere ogsaa
paa Høilandet. De førstnævnte av disse grønstensstrøk er av
TÖRNEBOHM*") opfattet som tilhørende den under Hovindgruppen
beliggende Størengruppe. Under min kartlægning av trakterne om-
kring Jonsvandet fik jeg imidlertid den opfatning, at de her optræ-
dende ' grønstensbænke direkte repræsenterer vulkanske perioder
inden Hovindgruppen, saaledes at grønstensbænkene er yngre end
sin liggbergart, ældre end sin hængbergart* Del profilet Skogne-
kjølen—Eid—Sagaasen (1 den nordlige del av Høilandet) optrær
likeledes grønstensbænke av normal typus tilsyneladende konkor-
dant indleivet Høilandsgruppens forskjellige sedimentfacies. De
her optrædende grønstensbænke stikker imidlertid tungeformig ut
fra det nordenfor liggende grønstensstrøk og repræsenterer saaledes
med sikkerhet oppressede sadler av Bymarkgruppen. Om forhol-
dene øst for Trondhjem omkring Jonsvandet er analog forholdene
i den nordlige del av Høilandet. vil vel for tiden vanske lig kunne
avgjøres. Foldningernes sterke utvalsning 1 forbindelse med berg-
arternes gjennemgripende metamorfose lægg ger hindringer iveien
for spørsmaalets løsning. Men efter de under søkelser, jeg hittil har
utført, synes ihvertfald grønstensstrøkene Værdalen—Forbordfjeld
og Harsjøen—Foldalen samt grønstensfelterne i den midtre og
søndre del av Høilandet at tilhøre Hovindgruppen (resp. «Høi-
landsgruppen»).

Grønstensstrøket mellem Vinne i Værdalen over Levanger,
Skogn og Stokvola til Forbordfjeld i Stjørdalen er i geologisk habi-
tus fuldstændig analogt Bymarkgruppens forskjellige felter. Grøn-
stensstrøket bestaar væsentlig av grønsten med indleirede
kvartsitbænke (jaspisbænke), i de øverste horizonter er
grønstenskonglomerat i almindelighet utviklet. Grønste-
nen er av samme petrografiske karakter som Bymarkgruppens grøn-

”Y Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 88.
*) Carstens: Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn, side 44—45.

S6 C.W. CARSTENS [1919

stensbergart. I jernbaneskjæringer i Skogn er den etpar steder ut-
viklet med lange tynde hornblendenaale, saa at bergarten faar et
«naalestens»lignende utseende (Naalesandsten, beskrevet av
REUSCH, er derimot en regionalomvandlet sandstensbergart med
smaa metamorfe hornblendenaale, se tegning i «Nogle af Meraker-
profilets bergarter»). Grønstenskonglomeratet er likesom i Bymark-
gruppen lidt forskjelligantet utviklet paa de forskjellige steder. I
den nordlige del av strøket mangler det fuldstændig. Ved Lang-
stein fører konglomeratet boller av hvit granit, finkornig
til tæt gsrønsten, kvartsit, jaspis og kalksten i en xsgrøn-
stensskiferlignende grundmasse. Omtrent 80 % av bollerne har
ellipsoidisk form, de resterende 20 % har kantform. Bol-
lernes størrelse er i almindelighet under etpar cm. i dia-
meter, sjelden er bollestørrelsen 5 cm. eller derover. I profilet
Aasen—Markabygden er grønstenskonglomeratet meget karak-
teristisk utviklet. Medens konglomeratets øverste horizonter her
viser samme utvikling som konglomeratet ved Langstein, er de
lavere horizonter (øst for Strømsbroen) helt forskjelligartet utviklet.
Paa nordsiden av Movandet viser saaledes grønstenskonglomeratet
følgende utseende: Finbollede konglomeratzoner av etpar cm. tyk-
kelse optrær i parallele rækker i en tilsynladende tæt masseformet
grønstensmasse. Avstanden mellem rækkerne er i almindelighet
omkring % m. Mot øst forsvinder konglomeratzonerne fuldstændig
og bergarten gaar over i en normal masseformet grønstensbergart.
Ved Borgsaasen nordøst for Levanger slynger grønstensstrøket sig
halveirkelformig omkring aasens østende. Her optrær likesom paa
Tomsetaasen i Bymarkgruppens omraade kalkstensbænke
av lidt vekslende mægtighet. Kalkstenen er temmelig sterkt mar-
moriseret, farven er hvit til svakt gullig. En række analyser fore-
ligger fra forskjellige brud. Fra Østborg og Storborg kalkstens-
felter har jJegav AS Meraker Brug, A/S Vestlandske kalk-
brud og eiendomskompagni, samt av hr. ingeniør R.
KLINGENBERG mottat ialt over 70 forskjellige analyseresultater.
Nedenfor er kun gjennemsnitsanalyser npført.
Kalksten, Østborg.

IO NE 1,9
ONS DA]
KON FANE 0,7
MeCOa 115
GEO 93,8
Por 0,013
SE MA 0,06

I almindelighet ligger gehalten ac CaCO, mellem 98 % og
21500 %.
Kalksten, Storborg.
CaO SNE 97,82

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 87

Ogsaa ved Kjønstad vest for Levanger optrær kalksten i en
grønstenslignende bergart, vistnok tilhørende Østborgs og Stor-
borgs stratigrafiske horizont. Av ingeniør KLINGENBERG har jeg
mottat analyseresultater fra forskjellige dele av feltet. Nedenfor er
kun opført en gjennemsnitsanalyse for hele bruddet.

Kalksten, Kjønstad.
GEO. 98,12

Trondhjemsfeltets kaikstene er kemisk meget nærbeslegtet."”) De
er 1 alle formationsgrupper karakteriseret ved høi CaO- gehalt og
lav MgO-gehalt. CaCO,-gehalten ligger i almindelighet mellem
93 og 98 %. MgCO. ,-gehalten mellem 1 og 4 %.

Mellem Merakerbanen og Guldalen optrær i trakten omkring
Jonsvandet (Malvik— Brøttem) flere parallele grønstensstrøk av
petrografisk og geologisk samme karakter. De tilhører som allerede
tidligere omtalt muligens Bymarkgruppens grønstensstrøk, mesi
sandsynlig repræsenterer de imidlertid en og samme lavahorizont
i Hovindgruppen, ved foldningsprocesser flere gange opfoldet i
dagen. Paa Solemsaasen nord for Jonsvandet har jeg ogsaa lagt-
tat grønstenskonglomerat i den derværende grønstens-
bænks øverste horizont. De samme grønstensstrøk er ogsaa synlig
i veiskjæringerne mellem Heimdal og Brøttem (i nærheten av
Trangfossen).

Grønstensstrøkene paa vestsiden av Glommen optrær sammen
med karakteristiske Hovindgruppe-bergarter, sandstene, konglome-
rater og lerskifere. De er ikke sammenhængende, men danner flere
helt adskildte felter. Mægtigheten er i almindelighet forholdsvis
liten (100 m. eller deromkring), kun 1 profilet Os—Vandgrøfta naar
den betragtelige dimensioner. Grønstenen er ogsaa her av samme
karakter som Bymarkgruppens bergart, flere steder, saaledes i
Kotberget vest for Tolgen, viser grønstenen slakkestruktur. Den er
saaledes med sikkerhet en effusivbergart. Indleiringer av kvart-
sitbænke er ogsaa iagttat. BUGGE*) har flere gange omtalt
disse grønstensstrøk. De er av ham muldeformig forbundet med
Størengruppens grønsten fra Støren over Iglefjeld til Rennebu.
Feltets tektonik udelukker imidlertid en slik forbindelse. Endvidere
optrær grønstenen ved Støren som grænsebergart mellem fo petro-
grafisk helt forskjelligartede formationsgrupper, Hovindgruppen og
Rørosgruppen (Gulagruppen): grønstenen i Vandgrøfta optrær
derimot fuldstændig indleiret i sandstens- og lerskiferbergarter, til-
hørende en og samme formationsgruppe, Hovindgruppen. fGrøn-
stenskonglomerat har jeg hittil ikke iagttat i disse strøk.)

1) Kalkstensanalyser fra forskjellige bænke findes i Kjerulf: Meraker-
profilet, side 110.

” Bugge: Rennebu, og Lagfølgen i Trondhjemsfeltet.

35 Angaaende Seheteligs saakaldte breccieskifer, se nærværende
arbeide side 81.

So C. W. CARSTENS [1919

Paa Høilandet optrær Hovindgruppen med en fra de ovrige
strøk temmelig forskjelligartet utvikling. Som allerede tidligere
omtalt betegner de her optrædende sedimenter (og lavabergarter) en
høiere horizont i Hovindgruppen. Da den petrografiske karakter
ogsaa er temmelig fonskjelligartet, er Høilamdsformationen av
ældre forfattere blit betegnet som selvstændig formationsgruppe
under navn av Høilandsgruppen. I nærværende arbeide vil vi
imidlertid kun opfatte Hoilandsgruppen som en underavdeling av
Hovindgruppen, benævnt Høilandsavdelingen, repræsen-
terende en høiere horizont i denne gruppe.

De paa Hoilandet mest fremtrædende bergarter er forholdsvis
umetamorfe lerskifere, lersandstene og kalkstene med fossiler fra
etage 5 b. Sammen med disse bergarter optrær endvidere feltspat-
og hornblendeporfyriter, grønstene og grønstenskonglomerater (jas-
piskonglomerater). For at kunne erholde en klar forstaaelse av
«disse bergarters genesis og indbyrdes aldersforhold har jeg opgaaet
en række forskjellige profillinjer over forskjellige dele av Høilan-
det. I dette arbeide har student KIIL været mig behjælpelig. Høi-
landsavdelingens mest instruktive profillinje gaar fra Kvernaaser
nord for Morsjøen (Melhusbladet) i østsydøstlig retning over Gil-
haugen, Almaasaasen og Katugleaasen til Grøtaasens vestskraaning
ved Grøtvandets sydende. I Grøtaasen dukker Bymarkgruppen sad-
delformig op i dagen og adskiller den vestenfor liggende Høilands-
avdeling fra den østenfor liggende normalt utviklede Hovindgruppe.
Langs denne profillinje ligger Høilandsavdelingen muldeformig
direkte paa Bymarkgruppen, som med sin øverste horizont, grøn-
stenskonglomeratet, ligger med svakt SE-lig fald paa Kvernaasen i
vest og med svakt NW -lig fald paa Grøtaasen 1 øst. De for Hovind-
gruppen karakteristiske bergarter, sandstene, konglomerater og
sparagmiter er saaledes ikke kommet til utvikling paa Høilandet.
I Hovindgruppens første periode (tiden for dannelsen av etage 5 a)
har derfor Høilandet sandsynligvis ligget over hav. Alle høide-
drag er langs profillinjen opbygget av porfyrit, dels feltspat-
porfyrit, dels hornblendeporfyrit; i forsænkningerne (dalerne) staar
kalksten og lerskifer. I høidedraget mellem Bøvra (ved Estenstad)
og Gjerdet staar grønsten av samme typus som Bymarkgrup-
pens bergart, i de lavere horizonter utviklet som grønstens-
konglomerat (jaspiskonglomerat, jaspisbreccie).') Denne
bergart er med sikkerhet en lavabergart, sandsynligvis en av de
aller yngste dannelser paa Høilandet. De optrædende porfyrit-
bergarter er ogsaa efter al sandsynlighet effusiver. Porlyriternes
mineralselskap er væsentlig følgende: grøn hornblende (ofte
med &tvillingdannelse efter (100), sur plagioklas, epidotmine-

1) Se ogsaa Brøgger: Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem
Guldalen og Meldalen, side 23.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSF E L TE IS BE RGBY GNING 89

raler og jernerts. =Accessorisk indgaar &titanit. Strukturen
er porfyrisk. Makroskopisk minder MHøilandets feltspat- og
hornblendeporfyriter meget om Kristianiafeltets essexitlavaer,
henholdsvis om labrador- og augitporfyriter. Analyser foreligger
desværre ikke av Høilandsporfyriterne, mineralselskapet taler dog
for, at alle disse bergarter er kemisk meget nærbeslegtet. Høilands-
porfyriterne repræsenterer saaledes efter al sandsynlighet meta-
morfe facies av Kristianiafeltets porfyriter, karakteriseret ved pla-
gioklasmineralernes avkalkning og pyroxenmineralernes uralitise-
ring. I Almaasaasens vestlige "skraaning optrær sammen med den
derværende feltspatporfyrit en rødlig tufflignende bergart.
Brecciestruktur er ogsaa flere steder lagttat. —Porfyriterne og de
normalutviklede grønstene adskiller sig fra hverandre adskillig i
petrografisk utvikling og geologisk habitus, kemisk staar de dog
hverandre noksaa nær. Da grønstensbænkene med sikkerhet repræ-
senterer submarine lavastrømme, kan muligens den forskjellig-
artede teksturutformning tyde paa, at porfyriterne i motsætning ti!
grønstenen er kommet til eruption i dagoverflaten. Herfor taler
vel tildels ogsaa porfyriternes-sædvanlige mangel paa pyroklastisk
material. Porfyriterne er imidlertid paa de fleste steder dækket av
sedimentbergarter. Hvis porfyriterne derfor repræsenterer over-
flatestrømme, maa landet atter være blit sænket under hav til ny
sedimentationsavsætning. Spørsmaalet vil vel for tiden vanskelig
kunne avgjøres med sikkerhet, dog synes ihvertfald porfyriternes
effusive karakter at være fastslaaet. BRØGGER,) som i midten av
70-aarene foretok detaljerte undersøkelser paa Høilandet, har der-
imot opfattet porfyritbergarterne som injektionsbergarter under
navn av porfyragtige dioriter. Men TÖRNEBOHM, som arbeidet i
de samme trakter adskillige aar senere, syntes at være klar over
porfyriternes effusive karakter. «Dessa grönstener (dels hornblen-
deporfyriter, dels plagioklasporfyriter)», skriver TÖRNEBOHM)
«åtföljas stundom af tuffartade bildningar, och sådana upptråda
åfven såsom inlagringar i Höilandets lagerserie....... Af allt detta
synes framgå, att grönstenseruptioner pågått under Höilandsgrup-
pens skede.»

Paa grund av sin forholdsvis store erosionsmotstand staar disse
porfyritbergarter i alle Höilandets topper og høidedrag, og deres
optræden som lokalt noksaa begrænsede lavahorizonter i forbindelse
med den store række dislokationsspalter har vel for en væsentlig
«del bidrat til utformningen av det sterkt kuperte skogterræng, som
i saa utpræget grad er karakteristisk for hele Høilandet.

3 Brøgger: Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem Gul-
dalen og Meldalen, se bl. a. side 26.

* Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 89.

U

90 C.W. CARSTENS (1919

Foruten i gronstensformationen mellem Bovra og Gjerdet er
srønstens kong glomerat (jaspiskonglomerat) ogsaa lagttat
ene andre steder paa Høilandet, saaledes ved Cemeiarbelkem men
temmelig stor mægtighet og 1 strøket Høilandets kirke—Jønland
med ganske ubetydelig mægtighet (kun nogle meter). Paa de to
sidstnævnte steder optrær konglomeratet ikke i forbindelse med
grønsten, ved Gaustadbakken optrær det sammen med en graa til
rødlig lersandsten, ved Joønland sammen med en rød skifer. som
ialfald tildels har en vulkansk tuffkarakter (en lignende rød skifer
har jeg iagttat i vulkanstirøket paa Stord). Efter al sandsynlighet
optrær saaledes grønstenskonglomerat (jaspiskonglomerat) i flere
forskjellige stratigrafiske nivaaer. Denne formodning er allerede
tidligere fremsat av BUGGE!) (i 1912). BRØGGER*) var imidlertid
under sit arbeide paa Hoilandet i 70-aarene ikke opmerksom paa
tilstedeværelsen av flere forskjellige jaspiskonglomerater (eller
jaspisbreceier). Saaledes blev Vikaasens kalkstene av ham opfattet
som yngre end Katugleaasens kalkstene, da de forste ligger over,
de sidste under sine resp. jaspiskonglomerater. Det virkelige
forhold er imidlertid, at det under Vikaasens kalkstene staaende
jaspiskonglomeratl repræsenterer Bymarkgruppens overste horizonter
og det over Katugleaasens kalkstene staaende konglomerat (v: Gau-
stadbakkens jaspiskonglomerat) en høiere horizont i Hoilandsav-
delingen. Begge kalkstene blir som følge derav av tilnærmet
samme alder, muligens helt ekvivalente. Dette fremgaar bl. a. av
folgende forhold: Gronstenen i foten av Vikaasen tilhører en fra
nord mot syd fremskytende tunge av Bymarkgruppens grønsten i
Me RE og Sagaasen, denne bergart er i marken fulgt kon-
tinuerlig like fra Vi ikaasen over V ennaslottet paa vestsiden av Broka
til Saga: aasen. Vikaasens jaspiskonglomerat tilhører saaledes med
sikkerhet Bymarkgruppen. Gaustadbakkens jaspiskonglomerat
ligger derimot tilsyneladende fuldstændig konkordant indleiret
Høilandsavdelingens forskjellige sedimentbergarter. Da disloka-
tionsspalter ikke er markeret å det omkringliggende terræng, kan
dette konglomerat neppe tænkes at repr æsentere et oppresset flak av
Bymarkgruppens grønstenskonglomerat. Endvidere har Gaustad-
bakkens jaspiskonglomerat med sine mange kantede stene og
Bymarkgruppens ordinære grønstenskonglomerat et temmelig for-
skjelligartet utseende. Heller ikke har jeg nogen gang iagttal den
over Gaustadbakkens jaspiskonglomerat staaende rodlige sandsten
som basaldannelse i Høilandsavdelingen (eller Hovindgruppen).
Denne sandsten tilhører vistnok en av avdelingens høiere horizon-
ter. Alle disse forhold synes saaledes at tyde paa, at Gaustadbak-
kens jaspiskonglomerat er en fra Bymarkgruppens gronstenskong-

Bugge: Lagfölgen i Trondhjemsfeltet, side 8.
Brøgger 1. e. side 23.

Nr. 1| OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 91

lomerat helt forskjelligartet dannelse, sandsynligvis tilhører den en
stratigrafisk hoiereliggende horizont.

Foruten profilet Kvernaasen—Grøtaas har jeg ogsaa opgaaet en
række andre profiler paa Høilandet, saaledes profilet fra Eid (ved
Aanøjens sydende) i østsydøstlig retning til Broka og profilet fra
Vikaas i østsydøstlig retning over Vehn (eller Ven) til Grøtaas. I
den førstnævnte av disse profillinjer (tildels tidligere omtalt) ligger
et mindre parti av Hoilandsavdelingen traugformig indeklemt
mellem to mot syd fremskytende tunger av den nordenfor liggende
Bymarkgruppe. Den vestligste av disse tunger (Myraasens grøn-
sten) trænger mot syd helt frem til Bøvra, den østligste endda "læn-
gere mot syd, over Vennabakken helt frem til Skjærsjøen. I den
sidstnævnte profillinje ligger Vehns lerskiferbergarter og kalkstene
(kjendt ved sine fossilforekomster) muldeformig sammenpresset
mellem Vennabakkens og Grøtaasens ophvælvede grønstensstrøk. 3)

Den østligste av de fra nord fremskytende grønstenstunger er
gronstenen i 'Grøtaasen. Denne strækker sig som en skarpt opstik-
kende saddel fra Klevahammeren i sydvestlig retning over hele
Sundsetkjolen. Paa nordvestsiden ligger de milde Høilandsskifere,
paa sydøstsiden de kompakte sandstens- og sparagmitbergarter,
begge bergartstyper direkte over Bymarkgruppens grønstenskonglo-
merat (jaspiskonglomerat). Om Sundsetkjølens grønstenssaddel
ogsaa strækker sig sydvest for hovedveien Hovind—Krokstad er
endnu ukjendt. Muligens staar den i forbindelse med Bymark-
gruppen i Graahammeren. Isaafald ligger hele Hoøilandsav-
delingen traugformig indesluttet i Bymarkgruppen, den kom-
mer saaledes ingen steder i direkte kontakt med Hovindgruppens
østenforliggende "sandstensavdeling (paa oversigtskartet er Sundset-
kjølens gronsten ikke forbundet med srønstenen i Graahammeren,
men avbrudt i trakten omkring Espaasen).

Flere av de øvrige pr ofillinjer viser ofte en tilsyneladende gjen-
tagelse av bergbygningen, sandsynligvis som følge av forhaanden-
værende forkastningslinjer. Disse forkastningslinjer gaar hoved-
sagelig i retningen NNE efter dype, tildels steile dalkløfter, delvis
ogsaa I retningen lodret derpaa. Ved disse dislokationslinier er
store dele av Høilandet blit opspaltet i mere eller mindre rektan-
gulære former omtrent som enkelte partier av rombeporfyromraa-
det i Kristianiafeltet. I Høilandets sterkt skogdækkede terræng med
den rike vegetation falder imidlertid bestemmelsen av dislokations-
spalterne meget vanskelig. Førend detaljkartlægningen i disse
trakter (Melhusbladet) er tilendebragt, tør jeg ikke komme nærmere
ind paa spalternes antal, deres forskjellige strøkretninger eller de
resp. spranghøider.

De forskjellige bergartstypers mineralselskap og struktur viser,

1 Se Brøgger 1. e. side 8, fig. 2.

92 C. W. CARSTENS [1919

at Hovindgruppen for den væsentlige del er utformet under de
fysikalsk-kemiske forhold, der er herskende i GRUBENMANNS')
øverste regionalzone. Klorit optrær som standard-mineral i de
fleste av gruppens bergarter, i de mere metamorfe partier indgaar
endvidere biotit, som i almindelighet fremtrær som omvandlings-
produkt av klorit.”) I de sterkest metamorfe strøk omkring Levan-
ger og Værdalen indgaar endvidere granat, samt undertiden nydan-
nede kalksilikatmineraler.*)

Hovindgruppens bergarter viser omtrent overalt sterke foldnin-

ger og krusninger. Forkastninger*) vanskeliggjør endvidere nøiag-
tige mægtighetsangivelser. Av de hittil utførte undersøkelser frem-
gaar imidlertid med sikkerhet, at mægtigheten er sterkt vekslende
paa de forskjellige steder.
I Guldalsprofilet mellem Ler og Haga fremtrær Hovindgruppen
med forholdsvis stor mægtighet (0 pl. 18, fig. 3). Saavel KJERULF*)
som BRØGGER*) har fremsat beregninger over gruppens mægtighet
i denne profillinje. BRØGGER, som opfatter linjen Svarttjern—Ørn-
aasen som en inverteret saddel, er kommet til en mægtighet paa ca.
3300 m. Ifølge den tidligere fremstillede forklaring av Guldalspro-
filets tektonik optrær imidlertid Hovindgruppen langs denne stræk-
ning muldeformig med Sandaaens horizont (muldens centralakse)
som yngste dannelsesled. For mægtighetsberegningen er dog dette
forhold uten betydning, og BRØGGERS tal vil saaledes kunne opret-
holdes. Petrografisk kan ' Hovindgruppen langs ovennævnte profil-
linje inddeles i 3 stratigrafiske avdelinger (som med Dysngunge er
forbundet md hver andre):

c. (øverst). Mægtige konglomerater med lerskiferbergarter.

Mægtige sandstensbænke.

a. Lerskiferbergarter og tynde sandstensbænke.

Avdelingerne a og b tilhører efter KJÆR etage 5 a. Fossiler er
her fremfundet saavel i sandsten som i lerskifer (se kapitlet om
fossilfund i Trondhjemsfeltet). Til avdeling c hører bl. a. det tid-
ligere omtalte Lyngestenskonglomerat, som sandsynligvis er yngre
end KJÆRS etage 5 b (se side 80). Mellem avdelingerne b og c lig-
ger Høilandsavdelingens dannelser. Høilandsavdelingen er saale-
des ikke kommet til utvikling i Guldalsprofilet. Kalkstenene i lin-

Grubonmann: Die kristallinen Schiefer.

?) Dette forhold har jeg iagttat i en række mikroskopiske præparater av

lerskifer-sandstensbergarter fra trakterne cmkring Jonsvandet.

Granat- og kalksilikatdannelsen foregaar under adskillig høiere tempe-

ratur- og trykværdier.

2) Forkastningslinierne i trakten Aasen—Frosta er sterkt markeret i ter-
rænget. Liniernes strøkretning er her NE.

35 Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, IT, side 27.

% Brøgger: Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem Gulda-
len og Meldalen, side 21.

3

e

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 93

jen Damtjern—Høgaasen") er sandsynligvis ældre end trinueleus-
sandstenen, de repræsenterer i profillinjen de lavere horizonter i
avdeling a.

I Orkedalsprofilet mellem Kalstad og Bruholt ligger Hovind-
gruppens bergarter sterkt foldet, ogsaa her med en forholdsvis bety-
delig mægtighet. I nord hviler Kalstadkalken direkte paa Bymark-
gruppens øverste horizonter. Ved Kalstad er faldet steilt N-lig og
lagene saaledes inverteret. Efter BRØGGER”) og KJÆR?) maa kal-
stadkalken paralleliseres med Høilandets kalkstene (ved Vehn,
Stensæt og flere andre steder). De mægtige sandstensbænke med
indleirede lerskiferbergarter mellem Meldalens kirke og Bruholt
blir følgelig yngre end Høilandsavdelingen. Men mangel paa fos-
silfund umuliggjør en nærmere aldersbestemmelse. Bergingeniør
BORCHGREVINK fandt sommeren 1918 en i Trondhjemisfeltet hittil
ukjendt fossilform. Fossilet blev indsendt til professor KJÆR ti!
bestemmelse. Paa anmodning har KJÆR herom velvilligst med-
delt mig følgende: «Ingeniør BORCHGREVINKS fossil er fundet 1
km. vest for Øian ved Orkla i Meldalen. Det er en stor Ischadites.
Vi (9: KJÆR og HOLTEDAHL) har ikke kunnet identificere den med
nogen tidligere kjendt art. Slegten levet fra Ordovicium til Devon
og denne form kan derfor ikke ansees som noget ledefossil.» Kalk-
stene av petrografisk samme karakter som Kalstadkalken danner
paa en rækske punkter i Meldalen Hovindgruppens basalhorizonter.
De optrær saavel i vest paa Reisfjeldets østskraaning som i syd i
trakterne omkring Aa og omkranser saaledes halveirkelformig
Hovindgruppens sydvestlige strøk.

I Merakerprofilet fremtrær begge Hovindgruppens strøkomraa-
der, det vestlige strøk mellem Ranheim og Floren, det østlige strøk
mellem Brenna (ved Meraker station) og riksgrænsen. I begge
strøk er mægtigheten meget betydelig. I det vestlige strøk, der mot
nord fortsætter helt frem til Værdalen, er likesom ved Hovind de
lavere horizonter mere lerskiferholdig end de høiere. Paa grund
av sterk metamorfose er lerskiferhorizonterne tildels fuldstændig
omvandlet til glimmerskifer. Sandstensbænkene og konglomera-
terne i de høiere horizonter bærer ogsaa tildels præg av sterk om-
vandling. I de vakre skjæninger paa begge sider av Billedholmen
tunnel mellem Hommelvik og Hell stationer fremtrær metamorfosen
meget tydelig. Sterke foldninger, krusninger og smaa forkastnin-
ger bærer vidnesbyrd om, at voldsomme kræfter her har været i
virksomhet.

I Aasen optrær i trakten omkring stationen lerglimmerskifere,
konglomerater og kalkstene i stadig veksellagring. Længere vest-

SeBrøgger 1.ec. side 16.
?) Brøgger 1.c. side 29.
3 Kjær: Kalstadkalken, side $ o. v.

94 C. W. CARSTENS [1919

over indgaar endvidere forholdsvis mægtige sandstensbænke. Ved
Hopla optrær det meget bekjendte saakaldte Hoplakonglomerat.
Trondhjemsfeltets mest storbollede konglomeratdannelse. Hopla-
konglomeratet er av petrografisk samme karakter som Hellkonglo-
meraterne, mest almindelig er boller. av hvit granit og
kvartsit. Konglomeratet er nøiagtig beskrevet av TÖRNEBOHM:')
Han opfatter Hoplakonglomeratet som bundkonglomerat i den saa-
kaldte Eknegruppe, hvis stratigrafiske plads i TÖRNEBOHMS system
er over Høilandets gruppe. Og med Hoplakonglomeratet paral-*
leliseres efter TORNEBOHM saavel Hellkonglomeraterne*) som Lyn-
gestenskonglomeratet ved Lundemo. Eknegruppen, som væsentlig
omfatter de graagrønne sandstensbergarter, som i profillinjen Sun-
dalen (I'rosta prestegjæld)—Eknetangen optrær svakt muldeformig,
saaledes at Sundalens horizonter atter dukker op i dagen paa Ekne,
synes imidlertid kun at være en høiere avdeling av Hovindgruppen.
Bergarterne er overalt i disse trakter sterkt metamorfoseret*”) og
fossiler vil her vanskelig kunne fremfindes. To forskjellige profil-
linjer, Ronglan—Ekne og Aasen—Sundalen, viser imidlertid, at
Eknegruppen mot øst gaar kontinuerlig over i normale Hovind-
gruppebergarter (uomvandlede graa sandstene, sorte lerglimmer-
skifere og finkornige til tætte kalkstene). Den av TÖRNEBOHM ved
Hellem plads paapekte diskordans er en helt lokal dannelse, saavel
Hoplakonglomeratet som Hellkonglomeraterne er saaledes efter al
sandsynlighet intraformationale konglomerater konkordant indlei-
ret sandstens- og lerglimmerskiferbergarter. Da Hellkonglomera-
terne ligger under og Hoplakonglomeratet over lavahorizon-
ten i Forbordfjeld er disse konglomerater ikke som av TÖRNEBOHM
antat jevnaldrende, men av helt forskjellig alder. De geotektoniske
bevægelser, som indirekte har ført til dannelsen av alle de her
nævnte konglomerater (bollerne er som tidligere omtalt petrogra-
fisk identisk med de bergartstyper, som indgaar som bygningsled
i Hovindgruppen), er saaledes ikke begrænset til et bestemt tids-
avsnit, de synes derimot at ha paagaaet til flere helt forskjellige
tider i Hovindgruppens dannelsesperiode.

Den høieste metamorfosegrad naar Hovindgruppens bergarter i
trakterne syd og øst for Levanger, saaledes omkring Skjøtingens
store fjeldmassiv, i Hojemshaugen, i Ravloberget og flere andre
steder. Hele dette strøk er opfyldt av eruptivinjektioner. Da meta-
morfosen overalt tiltar i styrke mot eruptivgrænsen, maa omvand-
lingen i disse trakter efter al sandsynlighet for en væsentlig del til-
skrives kontaktindvirkning fra eruptiverne.

”DTörnebohm: Grunddragen af det eentrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 90.

* Törnebohm 1. ee. side 90 og 91.

3) Se Carstens: Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn, side 11.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSF E PLETS BE KRGBY GNING (95,

I Hovindgruppens østre strøk, som fra nord til syd løper tilnær-
met parallelt riksgrænsen og som optrær med sin største mægtighet
i trakterne omkring Meraker, indgaar som væsentlige led en
og lerglimmer skiferberg garter, i almindelighet i veksellagring. Paa
Kølhaugene nord for Men 'akerdalen fandt GETZ i 1886 ov ersiluriske
graptoliter, som KJÆR i sit arbeide over Norges oversilur") har hen-
ført til etage 6 c (undersilur i moderne terminologi). Disse fossil-
former, som saaledes repræsenterer Trondhjemsfeltets yngste fossil-
fauna, optrær i en graasort lerskiferbergart (lerglimmerskifer). Den
fossilførende zone er beliggende ved et litet tjern (784 m. o. h.)
straks østenfor Kjølhaugenes konglomerat- og sandstensbænke og
er av GETZ opfattet som lagrækkens aller øverste horizont.*”) Den
samme opfatning er ogsaa Tremsat av TÖRNEBOHM*) 1 1896. Jeg
har ogsaa selv befaret Kjølhaugene og fulgt bergarterne i strøk
retning skridt for skridt ned til Merakerdalen. De paa Kjølhau-
gene optrædende bergarter er væsentlig utviklet som mere og
mindre metamorfe konglomerater, sandstene og lerglimmerskifere
(eller normale slimmerskifere). De minder i petrografisk hen-
seende meget om Hovindgruppens karakteristiske bergartstyper.
Da der ikke er iagttat nogen diskordans mellem Kjølhaugenes
horizonter og de underliggende sandstens- og lerskiferbergarter i
Merakerdalen, maa Kjølhaugenes bergarter henregnes til Hovind-
gruppens høiere horizonter. Disse trær ikke frem i Merakerprofilei.

Hovindgruppens (og ogsaa Trondhjemsfeltets) svakeste meita-
morfose findes paa Hoilandet. De derværende sedimentbergarter
optrær tildels med fuldstændig primær sedimentkarakter (kun
underkastet de vanlige diagenetiske processer). Lavahorizonterne
(porfyriterne) viser derimot baade uralitiserings- og saussuritise-
ringsprocesser. Efter vor tidligere fremstilling er Høilandets berg-
arter stratigrafisk henført til Høilandsavdelingen som en inden
Ho ovindgruppen høiere liggende horizont (efter KJÆR etage 5 b).

Følgende bergartshorizonter i Trondhjemsfeltet er hittil paavist
at være vngre end Høilandsavdelingen:

a) Lyngestenskonglomeratet ved Hovind.

b) Sandstens- og Tlerskiferbænkene i Orkedalsmulden mellem
Kalstad og Bruholt (med fossilet Ischadites) og

c) Kjølhaugenes sraptoliførende horizonter med de omkring-
liggende konglomerater og samdstene.

Da alle de her nævnte bergartshorizonter er petrografisk av
samme karakter som Hovindgruppens bergarter i. Guldalsprofilet
(P.UGGES Hovindgruppe, KJÆRS etage 5 a), er de i nærværende

1” Kjær: Das Obersilur im Kristianiagebiet.

*) Getz: Graptolitførende skiferzoner i det trondhjemske.

3 Törnebohm: Grunddragen af det ecentrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 191 og 102.

96 C. W. GARSTENS (1919

arbeide henregnet til Hovindgruppen. De betegner stratigrafisk
gruppens høieste horizonter.

Ved avslutningen av Bymarkgruppens dannelsesperiode ophørte
foreløbig vulkanismen. Den sydligere del av feltet blev sandsyn-
ligvis hævet over hav, samtidig som der i den midtre del av feltet
(nord og syd for Trondhjem) foregik grundtvandsavsætninger
(konglomerater og sandstene dannedes). Ingen steder findes
Hovindgruppens samilige horizonter i kontinuerlig rækkefølge,
snart mangler de lavere horizonter (f. eks. paa Høilandet og i Orke-
dalen), snart de høiere (f. eks. i Guldalen). Dette forhold skyldes
antageligvis stadige forandringer i havbundens stilling. Den sterke
variation i lagenes samniensætning (veksellagring av lerskifer,
sandsten og konglomerat), samt de intraformationale konglomera-
ters petrografiske karakter tyder likeledes paa stadige nivaaforan-
dringer.

Et stykke ind i Hovindgruppenrs dannelsesperiode (tidspunktet
kan ikke noiagtig fikseres) traadte atter de vulkanske kræfter i
funktion. Herom vidner lavabergarterne i strøket Værdalen—For-
bordfjeld, i strøket omkring Jonsvandet og i strøket Harsjøen—
Foldalen. Høilandets lavabergarter er efter al sandsynlighet yngre,
vulkanismen var saaledes ikke bare begrænset til et bestemt tids-
punkt i Hovindgruppens periode. (Den mulighet er dog ikke ude-
lukket, at Holanskalken (i Forbordfjeld) er jevnaldrende med Kal-
stadkalken og Høilandskalkene, isaafald blir vulkanismen i
Aasen og paa Høilandet begrænset til samme tidsrum). I[ den
sidste del av Hovindgruppens dannelsesperiode ophørte atter vul-
kanismen. Denne tid er specielt karakteriseret ved store strand- og
grundtvandsdannelser. Saa hævedes havbunden, og feltet kom over
hav.

Kort tid efter blev størsteparten av Norge utsat for paavirkning
av de horizontaltvirkende stresskræfter, der førte til dannelsen av
den norske fjeldkjede. Hele Trondhjemsfeltet indgaar som
led i denne fjeldkjede, det betegner tektonisk sammenskyv ningens
maksimum.

Eruptivbergarterne

I Trondhjemsfeltet optrær som overalt inden hele den norske
fjeldkjede en række forskjellige injektionseruptiver, dels av gab-
broidal, dels av granitisk karakter med alle mulige overgange.
De fleste av de geologer, der har gjennemreist Trondhjemsfeltet, har
leveret mere eller mindre betydningsfulde bidrag til forstaaelsen av
disse bergarters petrografiske karakter. - Men først mikroskopets
indførelse som hjælpemiddel i de geologiske diseiplimer har aaben-
baret for os den store rikdom paa forskjelligartede bergartstyper.
Baade strukturelt og mineralogisk opdages der stadig nye varia-
tioner, til hver nærmere definerbar bergartstype hører der saaledes
en lang række varieteter.

Allerede KJERULF") var opmerksom paa, at Trondhjemsfeltets
eruptiver optrær i forskjellige tilnærmet parallele strøk, i gangdrag
eller saakaldte linier. Den vestligste av disse linier er efter KJERULF
«Opdal—Støren-linjen». Imidlertid er de fleste av de til dette
gangdrag hørende eruptiver (Iglefjeld, Gynnelfjeld, Vasfjeldet o. fl.)
ikke injektionsbergarter, men lavabergarter tilhørende Bymark-
gruppen. Længere øst strækker sig efter KJERULF den saakaldte
«Kjølens formur» fra Øiungen i syd via Meraker til Skjækerhatten
inord. Alle de paa denne linie optrædende eruptivbergarter repræ-
senterer virkelige injektionsbergarter, dels sure, dels basiske. De
danner nogle av Trondhjemsfeltets høieste toppe (saaledes Fongen
1459 m. o. h.). Længst øst gaar efter riksgrænsen den saakaldte
«Kjølens linie» fra Vigelfjeldene i syd til Store-Kluken i nord. Til
denne linie hører Sylene, som danner feltets høieste top (1710 m.
o. h.). Naar undtages «Kjølens linie», som væsentlig opbygges av
rød granit, og den del av «Kjølens formur», der ligger mellem
Tydalen og Merakerdalen, er imidlertid disse linier meget litet frem-
trædende i terrænget. Paa GOLDSCHMIDTS: «Öbersichtskarte der
kaledonisehen Eruptivgesteine zwischen Stavanger und Trond-
hjem»,”) hvor alle eruptivbergarterne er indtegnet med stor nølag-
tighet, trær heller ikke disse linier (eller gangdrag) frem med tyde-

') Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 47 o. v.
”) Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hochgb. d. sidl. Norwe-
gens, IV.

98 C. W. CARSTENS [1919

lighet (undtagen for lavabergarternes vedkommende). Tvertimot
har alle de senere undersøkelser vist, at Trondhjemsfeltet omtrent
overalt er gjennemvævet av tilnærmet parallele, i almindelighet
NNE-lig strykende eruptivdrag. Med størst mægtighet optrær dog
disse uten tvil i «Kjølens formur». OQgsaa TÖRNEBOHM") har be-
handlet Trondhjemsfeltets eruptiver, omend noksaa kortfattet, like-
saa BUGGE o. fl. andre. Først i GOLDSCHMIDTS*) monografi: «Uber-
sicht der Eruptivgesteine im kaledonischen Gebirge zwisehen Stav-
anger und Trondhjem» er imidlertid Trondhjemsfeltets mange for-
skjelligartede eruptivberganter blit underkastet en nøiagtig petro-
grafisk behandling. Og beskrivelsen av de fonskjellige typer er
her saa detaljeret og uttømmende, at der for øieblikket ikke er meget
nyt at tilføie.

Størst utbredelse har de gabbroidale bergarter, de optrær ofte
med temmelig forskjelligartet karakter paa de forskjellige steder.
Stor rolle spiller ogsaa de saakaldte hvite graniter. Mellem disse
to yderled findes der tilsynladende alle mulige overgange. Jeg har
selv studeret dette forhold flere steder, dog kanske aller bedst i
Skjøtingens store fjeldmassiv i nærheten av Levanger. Disse for-
skjellige overgangsled er imidlertid i kvantitativ henseende av
mindre betydning. Overalt synes aldensfølgen at være den samme,
basisk til sur. Jeg vil nedenfor gi en kortere beskrivelse av de vig-
tigste av de forskjellige bergartstyper, som jeg har truffet paa mine
mange vandringer rundt omkring i feltet.

Peridotiter og deres omvandlingsprodukter

Peridotitbergarter findes utbredt paa en række forskjellige
steder, specielt langs feltets vest- og østgrænser inden Rørosgrup-
pens strøkomraader. Peridotitbergarterne optrær næsten altid stok-
formig med forholdsvis liten flateutstrækning. De er som regel om-
vandlet til serpentin- eller klæberstensbergarter (talkskifere). En
detaljeret opregning av de vigtigste felter findes hos TÖRNEBOHM)
Ogsaa i Bymarkgruppen optrær enkelte peridotitfelter, her i almin-
delighet utviklet som klæberstene.*) Specielt i trakterne syd for Vaa-
gevand er disse forekomster talrike. Endel av dem repræsenterer dog
efter al sandsynlighet pikritiske lavahorizonter. Saavel serpentindan-
nelse som klæberstensdannelse er metamorfe processer?”) Som

”YTörnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg
nad, side 106 o. v. Se ogsaa note 1, side 106.

”Goldsehmidt Il. ee.

33 Törnebohm 1. ce. side 26 0. v.

%) En analyse av klæbersten fra Bakaunet findes i N. G. U., nr. 44, side 24.

5 Carstens: Norske peridotiter I, N. G. T. Bd. 5.

Nr. 1) OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 99

regel optrær de to omvandlingsbergarter, serpentiner og klæber-
stene i forskjellige terrængstrøk. I «serpentinstrøk» vil da i almin-
delighet metamorfosen være svakere end i tilsvarende «klæberstens-
strøk». Ofte optrær serpentinfelter (og klæberstensfelter) i rækker
efter hverandre, tilsyneladende i samme stratigrafiske nivaa. Klæber-
stensstrøket i Rørosgruppens lavere horizonter har KJERULF") av
den grund betegnet «vegstensnivaaet». Omvandlingen skrider altid
fremover fra overflaten indover mot centralpartiet. Saaledes findes
ogsaa i det forholdsvis store serpentinfelt ved Roragen—Feragen
userpentiniseret peridotitbergart i kjernepartiet. —Uomvandlede
peridotitfelter findes i Trondhjemsfeltet forøvrig kun som sjelden -
het, saaledes som differentiationsfacies 1 Fongenmassivets store
gabbrofelt, desuten ogsaa i Tronfjeld. Bergarten herfra er en
olivinsten (harzburgit) bestaaende væsentlig av olivin. I mindre
mængde indgaar hypersthen. Begge mineraler er gjennem-
vævet av aarer av serpentin, som i de forskjelligste retninger
skjærer gjennem bergarten. Olivinkornene er mere og mindre
avrundet. 2 V — 90* (897 med optisk karakter negativ). Makrosko-
pisk har denne bergart et fuldstændig serpentinlignende utseende.

Gabbroidale bergarter

Der findes i Trondhjemsfeltet en række forskjellige gabbrotyper.
Baade mineralselskap og struktur er sterkt vekslende. Bergarter-
nes metamorfe facies er likeledes temmelig forskjelligartet,
«de omvandlede gabbrobergarter er dels uralitiseret, dels saus-
suritiseret, dels ogsaa utviklet som amiiboliter. Da uralit-
saussurit- og amfibolitdannelsen foregaar under forskjelligartede
fysikalsk-kemiske forhold, finder man i almindelighet de forskjel-
lige metamorfe gabbrofacies knyttet til forskjellige terrængstrøk.
Eller hvis man som GOLDSCHMIDT inddeler Trondhjemsfeltet i for-
skjellige NNE-lig strykende metamorfe zoner, kan forholdet uttryk-
kes slik, at hver zone er karakteriseret ved sine gabbroidale om-
vandlingsstadier. Saaledes findes de sterkt omvandlede amfiboliter
i Rørosgruppens lavere horizonter langs feltets vestgrænse, iildels
ogsaa i Rørosgruppens centralstrøk (gneiszonen). De svakere om-
vandlede saussuritgabbroer findes derimot for den overveiende de!
i Rørosgruppens østligste strøk langs riksgrænsen, hvor metamor-
fosen er betragtelig svakere. Uralitgabbro optrær kun i strøkom-
raader med minimal metamorfose. En række bergartspræparater
fra svakt metamorfe felter (hvor stressindvirkningen er ubetydelig)

1 Kjerulf: Udsigt over det sydlige Norges geologi, side 177.

100 ME MT OMRSHENS [1919

viser uralitisation (pyroxenmineralets omdannelse til hornblende)
uten saussurilisation (avkalkning av plagioklasen under nydannelse

av epidot-zoisitmineraler), ingen præparater viser derimot saussu-
ritisation uten ogsaa samtidig uralitisation. Uralitisation betegner
saaledes et svakere metamorfosestadium end saussuritisation. Paa
de punkter, hvor stresset under fjeldkjedefoldningen ikke har ind-
virket, eller hvor det paa grund av forholdene er omsat til et hydro-
statisk tryk av saadan størrelsesorden, at likevegten ikke er blit for-
styrret, vil gabbrobergarterne optræ med primær intrusivkarakter.
Dette er tilfældet paa en række forskjellige steder, saaledes bl. a. i
Fongenmassivet, som i topografisk henseende tilhører central-
zonen (gneiszonen). Undertiden er gabbrofelternes marginale par-
tier mere eller mindre omvandlet, medens kjernepartierne er heit
upaavirket av de optrædende stresskræfter. Dette er bl. a. tilfældet
i Dyrhaugens gabbrofelt i Skjækerdalen.

Hos amfiboliterne er hornblende det mest karak-
teristiske mineral. Den er i almindelighet mørkegrøn til helt sort.
under mikroskopet viser « — lysegul, å = græsgrøn, y = blaa-
grøn. 2 V =— 80”. Den optiske karakter er negativ. Amiiboliter-
nes hornblende staar saaledes optisk meget nær den ordinære horn-
blende, den er vistnok i almindelighet Al ,0,-førende, dannet paa
bekostning av anorthitmolekylets Al O. ,-gehalt. Isaafald er
amfibolitdannelsen efter ESKOLA*') foregaae t ved volumformind-
skelse. Ved siden av hornblende indgaar ogsaa i almindelighet
epidot-zoisitmineraler, sur plagioklas (oligoklas-albit), kvarts og
ertsmineraler.

Gabbrobergarternes omvandling til amiibolit repræsenterer et
høiere omvandlingsstadium end saussuritisationen. Naar amfibo-
litbergarterne optrær i glimmerskiferbergarter, er disse meget
ofte granatførende, amfiboliterne tilhører saaledes i metamorf hem
seende GOLDSCHMIDTS granatzone.

Saussuritgabbroernes*) mineralselskap er væsentlig flg.:
hornblende, sur plagioklas (oligoklas-albit), epidotmineraler, kvaris,
klorit og ertsmineraler. Accessorisk indgaar biotit og apatit. Det
nydannede hornblendemineral er i almindelig het farveløst til svakt
grønlig, undertiden svakt brunlig. Zomarsirmkdur kan enkelte gange
iagttages, kjernen er da i almindelighet farveløs, randzonen grønlig.
Ved saussuritisationsprocesserne indgaar anorthitmolekylets AL, 0.-
gehalt vistnok for den væsentlige del i epidotmineralerne (epidot
eller klinozoisit), helt underordnet i hornblendemineralet (som vel

') Eskola: Om sambandet mellan kemisk och mineralogisk samman-
såttning hos Orijårvitraktens metamorfa bergarter, Bull. de la Comis.
Geol. de Finlande, nr. 44.

*”) Analyser av saussuritgabbro fra Hestekletten og Ytterøen findes hos
Hjortdahl: Mineralanalyser, Nyt Mag. for Nat. Bd. 23, side 226.

Nr. 1) OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 101

tilnærmelsesvis meget ofte har tremolitsammensætning). 2 V —
80—85”. Den optiske karakter er negativ.
Uralitgabbroernes mineralselskap er væsentlig følgende:
grøn hornblende, plagioklas (kanske almindeligst andesin) og biotit.
Accessorisk indgaar ofte pyroxen, apatit og ertsmineraler samt og-
saa undertiden epidotmineraler. Hornblenden viser under mikrosko-
pet i flere præparater 4 — lysegul, = y dengrøn. 2 V. =
80—85”. Den optiske karakter er negativ. - Plagioklasen viser ofte
Zonarstruktur. Dens gjennemsnitssammensætning er i almindelig-
het 380—40 % An. En svak saussuritdannelse er undertiden tilstede.
Størstedelen av Trondhjemsfeltets gabbrobergarter synes pri-
mært at ha været utviklet som noriter. Der indgaar saaledes
i omtrent alle uomvandlede gabbrotyper, som jeg har hat til under-
søkelse, ved siden av plagioklas og diallag næsten altid
hypersthen. Jeg skal nedenfor anføre nogle eksempler.
Mineralselskapet i uomvandlet: gabbrobergart fra centralt parti
i Dyrhaugens sabbrofelt er følgende: plagioklas med
sammensætning 56 % An (utsluknimesvinkel 1 a-aksen = 31*),
hypersthen, diallag, brun homblende, olivin, biotit, apatit og mag-
netkis. Plagioklasen viser tvillingdannelse efter Karlsbaderloven og
albitloven. Den optrær i almindelighet med god krystalbegræns-
ning. Hypersthen har 2 V — ca. 80”. Den optiske karakter er negativ.
Diallag har 2 V=ca.65". Den optiske karakter er positiv. Akse B viser
sterk disp. r > v. Tvillinger efter (100) er meget almindelig utviklet.
Baade hypersthen og diallag fører de vanlige interpositioner av
brunrodt titanmineral. Den brune hornblende nere 2 V = Ga, 89 9
Den optiske karakter er negativ. Mineralet ligger indesluttet mel-
lem hypersthenindividerne og fører de samme interpositioner som
pyroxenmineralerne. Den er med sikkerhet et primært eruptiv-
mineral. Olivin har 2 V = ca. 90” (88” med optisk negativ karak-
ter). Mineralet optrær i smaa avrundede individer.
Mineralselskapet i uomvandlet gabbrobergart fra en mindre
injektionsgang ved Nordaunevold ved Holtsjøen er
følgende: plagioklas, hypersthen, diallag, brun hornblende,
biotit, apatit og magnetkis. Plagioklasens sammensælning
er 27 % An (utslukningsvinkel | a-aksen = 10,8 > m.
Zonarstruktur er svakt utviklet. Hypersthen har 2 V =
ca. 70”. Den optiske karakter er negativ. Aksedisp. er tem-
melig sterk r > v. Pleochroismen er tydelig. Diallag har 2 V —
55—60”. Den optiske karakter er positiv. Den brune hornblende
er tildels omvokset hypersthenindividerne, tildels optrær den ogsaa
som fyldmasse mellem pyroxenmineralerne. Biotit er i alminde-
lighet brunfarvet, ogsaa undertiden grøn. Den viser altid sterk
pleochroisme. I underor dnet mængde optrær grøn horn-
blende som omvandlingsprodukt av Pyroxenmineralerne. Om-
vandlingszonen er imidlertid meget tynd (0: pyroxenmineralerne

Mo Re MOM OARSKENSI ru

viser en paabegyndt og snart efter atter avsluttet uralitdannelse).
Hornblendemineralerne i denne bergart er saaledes dels av mag-
matisk, dels av metamorf natur.

Mineralselskapet i en uomvandlet gabbrobergart fra Fon-
gen er følgende: plagioklas, hypersthen, diallag, brun
hornblende olivin, apatit og magnetit (eller titanjern).
Plagioklasens sammensætning er 61 % An (utsluknings-
vinkel | a-aksen — 349). Hypersthen har 2 V — ca. 70”. Den
optiske karakter er negativ. Diallag har 2 V — ca. 657”. Den opti-
ske karakter er positiv. Olivin optrær i mindre mængde i smaa
avrundede korn.

Mineralselskapet i en uomvandlet gabbrobergart fra kjernepar-
tet MA Tronijeldets sabbroreltm er ølsendei pla?
gioklas, diallag, hypersthen, olivin, brun hornblende. Pila-
gioklasen har sammensætning 58 % An (utslukningsvmnkel
Ik geelsen SE 8 Drellas mere 2 == Gå 61. 0 Den
optiske karakter er positiv. Hypersthen har 2 V — 80”. Den opti-
ske karakter er negativ. Den optrær kun i mindre mængde. Olivin
har 2 V — 88—897. Den optiske karakter er negativ.

Strukturen er hos alle disse bergarter nor malkornig eugranitisk,
undertiden svakt ofiitisk. De er alle karakteriseret ved en konstant
optræden av hypersthen, gehalten av dette mineral er dog sterkt
vekslende 1 de forskjellige felter. Hypersthenmineralets aksevin-
kel ligger altid mellem 70 og 80”, FeSiO.-gehalten er saaledes efter
MRHA nogenlunde konstant.*)

Ogsaa gabbrobergarten paa toppen av Åreskutan fører
hypersthen. Uralitisationsprocessen er imidlertid her allerede tem-
melig langt fremskredet. Denne bergart staar petrografisk og geo-
logisk meget nær Sylmassivets sabbroidale Amfienbenendie berg-
arter (REUSCHES dioriter). I "disse bergarter er dog hypersthen
endnu aldrig iagitat, vel muligens som folge av en mere gjennem-
gripende metamor fose.

FraOpdal—Insets eruptivmassiv har GOLDSCHMIDT")
beskrevet temmelig uomvandlede noriter. Fra et felt i en jern-
baneskjæring like overfor Gissenaas foreligger ogsaa en kemisk
analyse.

Efter beskrivelser av TOÖRNEBOHM og GOLDSCHMIDT samt eliter
haandstykker, som jeg tidligere har hat anledning til at studere,
findes der efter al sandsynlighet endvidere noritbergarter i He r-
mansnasen, å Melshogna, i Hyllingen, i Høi-Gien,
iVardesjøberg, omkring Mælsjøen, muligens ogsaa om-
kring Øiungen o. fl. a. steder.

1 Se Mrhas avhandling i Tscherm. Min. und Petr. Mitt. Bd. 19, side 140.
”) Goldsehmidt: Geol.- petr. Studien im Hochgb. d. sidl. Norwegens,
IV, side 61 G. v.

Nr: 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 103-

I en delvis saussuritiseret gabbrobergart fra Fagerli ved
Løkkens gruber sees endel rester av diallag (2 V — ca. 65”, Akse
Badisp.r > v), muligens ogsaa rester av hypersthen. Ved siden av
disse mineraler optrær grøn hornblende, plagioklas (moksaa sur,
temmelig sterkt avkalket), epidot og klinozoisit.

Alle disse eksempler viser, at ialfald en stor del av Trondhjems-
feltets gabbrobergarter primært har været utviklet som normale
noritbergarter, tildels som olivinnoriter. Under fjeldkjedefoldnin-
gen er imidlertid dels hele felter, dels mægtige randzoner fuldstæn-
dig omvandlet, saa at den primære karakter ofte er blit helt ut-
visket.

Sammen med norit optrær der i Fongenmassivet en række
mindre felter av uomvandlet peridotit. En tur fra Ramsjøen til
toppen av Fongen (Stor-Fongen) gir en klar oversigt over de der-
værende geologiske forholde. Overalt staar gabbroidale bergarter
med svak skifrig tekstur. Strøkretningen er NW-lig, faldet SW-
lig. Norit er den fremherskende bergart. Denne er paa en række
steder, specielt i de lavere liggende partier, gjennemsat av en større
mængde, i almindelighet kun nogle dm. mægtige, slirer av labrador-
felslignende bergart. Ved siden av disse slirer optrær der, specielt
i de øvre partier, større og mindre linser av peridotitiske bergarter,
som petrografisk er helt identisk med Jotunheimens peridotiter. De
optrær konkordant feltets skifrighet og er i terrænget let kjendelig
ved sin rødbrune forvitringshud. Fongenmassivet minder saaledes
i geologisk henseende fuldstændig om Jotunheimens gabbrofelter.
I Fongen er dog hittil aldrig iagttat den for Jotunheimen karak-
teristiske gabbrobergart, der fører navn av orthoklasgabbro eller
jotun-norit. Fongenmassivets gabbrobergart er som allerede tid-
ligere omtalt en ordinær (orthoklasfri) norit.

Ogsaa i Tronfjeld optrær sammen med norit mindre felter
(differentiationsutsondringer) av olivinnorit og peridotit av petro-
grafisk samme karakter som Fongenmassivets bergarter. Berg-
arterne i Tronfjeld er imidlertid delvis metamorfoseret, gabbro-
bergartemne viser saaledes over store strækninger uralit- og saussu-
ritdannelse, peridotitbergarterne paa de samme steder er begyn-
dende serpentindannelse. Uralitisations- og saussuritisationspro-
cesserne i gabbro synes saaledes metamorft at gaa paralleit serpen-
tin- og eventuelt klæberstensdannelsen i peridotit.

Intermediære bergarter

Som allerede tidligere omtalt findes der mellem de normale
gabbroidale typer og de sure saakaldte «hvite graniter» alle mulige
overgange. Disse forskjellige overgangsled spiller dog kvantitativt

104 C. W. GARSTENS [1919

en langt mindre rolle end de basiske og sure bergartstyper. Til de
intermediære led kan henføres baade dioritiske og monzonitiske
begarter. Normale syeniter er derimot aldrig iagttat inden Trond-
hjemsfeltet (kun som en lidt mere basisk faciesutvikling av de røde
graniter).

Fra Opdal—lInsets eruptivmassiv har GOLDSCHMIDT leverei
«detaljerte beskrivelser av forskjellige dioritiske bergarts-
typer, saaledes av hypersthen-glimmer-diorit og ordinær
hornblendeførende diorit. Av den første av disse typer har
GOLDSCHMIDT ogsaa ladet utføre en kemisk analyse") Denne
bergartstype adskiller sig kun ved en høiere kiselsyre- og aikali-
gehalt fra de normale noritbergarter (markeret bl. a. ved konstant
optræden av kvarts). Dioritbergarter er ogsaa lagttat av andre
forfattere paa adskillige steder i Trondhjemsfeltet. Selv har jeg
paavist dioriter i Skjøtingens fjeldmassiv, flere steder i Guldalen,
saaledes i nærheten av Reitstøen og etpar steder i Merakerdalen.
Mineralselskapet er væsentlig følgende: plagioklas, kvarts, grøn
hornblende, biotit, apatit og ertsmineraler. Plagioklasens sammen-
sætning er gjennemsnitlig andesin-oligoklas.

Fra Opdal—lInsets eruptivmassiv har GOLDSCHMIDT ogsaa be-
skrevet en monzoni tisk mbergartsvarietet under navn av
opdalit. To analyser foreligger av denne bergartstype*”). Angaaende
mineralselskapet maa henvises til GOLDSCHMIDTS arbeide. Blandt
mine talrike præparater av Trondhjemsfeltets eruptivbergarter
findes der imidlertid ingen helt karakteristiske opdalittyper. Efter
al sandsynlighet findes dog bergarten paa adskillige steder inden
feltet, med størst sikkerhet i Skjøtingens store fjeldmassiv, som i
geologisk-petrografisk henseende sterkt minder om Opdal—lnset-
massivet.

Sure bergarter

Næst efter de basiske gabbroidale bergarter spiller de sure berg-
artstyper den kvantitativt vigtigste rolle blandt Trondhjemsfeltets
eruptivbergarter. De repræsenterer alle forskjelligartede varie-
teter av de saakaldte «hvite graniter». Disse bergarters mineral-
selskap er væsentlig følgende: kvarts, plagioklas, biotit eller
hornblende. Accessorisk optrær ofte epidotmineraler og klorit.
Kalifeltspat indgaar som regel helt underordnet. Plagioklasen
har i almindelighet sammensætning oligoklas-albit, Zonar-

1” Goldsehmidt 1. e. side 67.
Goldschmidt 1. € side 72.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 105

struktur er undertiden utviklet. Bergarternes farve er I
almindelighet lys, ofte helt hvit. Strukturen er sædvanlig eugrani-
tisk (finkornig til normalkornig). Disse bergarter kan saaledes i
petrografisk henseende ikke henregnes til de normale graniter. De
blev imidlertid allerede av KJERULF, vel nærmest paa grund av
farven, benævnt «hvite gnaniter», undertiden ogsaa oligoklas-grani-
ter. Disse navne er i literaturen ofte blit benyttet like ned til vore
dage. I 1911 optok KOLDERUP') det amerikanske navn grano-
diorit som betegnelse for disse bergartstyper. Senere benyttet
GOLDSCHMIDT*) navnet trondhjemit om de samme bergartstyper,
da de norske bergarters mineralselskap og karakter ikke helt blir
dækket av den amerikanske betegnelse. For imidlertid ikke at til-
føre petrografien et for stort amtal stedsnavne i karakterbetegnelsen
opretholdt jeg i mit arbeide over Trondhjems omegns geologi*) det
amerikanske navn granodiorit efter KOLDERUPS definition paa de
norske typer (efter den amerikanske definition er granodioriterne
mere kaliholdig end de vanlige trondhjemiter). I nærværende
arbeide har jeg benyttet navnet «hvit granit» som fællesbetegnelse
for alle Trondhjemsfeltets sure og lyse bergarter med granitisk
karakter og vekslende alkalisammensætning.
Trondhjemiterne er i GOLDSCHMIDTS monografi over
fjeldkjedens eruptiver underkastet en meget detaljeret be skrivelse.
«Ich definiere», skriver GOLDSCHMIDT Gå «die Trondhjemite als
leukokrate saure Tiefengesteine, deren wesentliehste helle Bestand-
teile ein natronreicher Plagioklas (der Oligoklas- oder Andesin-
Reihe) und Quarz sind, wåhrend Kalifeldspat entweder fast ganz
fehlt oder doch eine sehr untergeordnete Rolle spielt. Unter den
meist spårlichen, oft sehr spårlichen, dunklen Mineralen ist Biotit
«das wichtigste, zum kleineren Teil manchmal ersetzt durch Amphi-
bol (selten), oder noch seltener dureh einen diopsidisehen Pyroxen.»
I GOLDSCHMIDTS arbeide foreligger der ogsaa et større antal analy-
ser av en række forskjellige trondhjemittyper fra helt forskjellig-
artede lokaliteter”) Til GOLDSCHMIDTS uttømmende beskrivelse
har jeg for tiden ikke meget nyt at tilføie*”) Kun kan jeg nævne,
at de hvite graniter (deri indbefattet trondhjemiter, granodioriter
og kalirikere varieteter, dog for den væsentlige del trondhjemiter)
ogsaa har stor utbredelse nordenfor Merakerdalen (nordenfor det
av GOLDSCHMIDT behandlede omraade). De overskjærer jernbane-
linjen paa en række forskjellige steder, i størst antal mellem Gudaa

1 Kolderup: Sogneskollens og Bremangerlandets granodioriter, Ber-
gens museums aarbok 1911.

*”) Goldsehmidt 1. &. side 75—77.

% Carstens: Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn, side 33.

) Goldsehmidt 1. ee. side 77

5) Analyserne findes paa side 79, 80, 81, 83 og 90.

%) Av hvit granit findes der endvidere analyser hos Kjerulf: Meraker-
profilet, Anhaug I, side 110 og hos Carstens 1. ce. side 36.

8

106

C. W. CARSTENS [1919

og Meraker stationer som en fortsættelse av de to mægtige drag paa
begge sider av Fondfjeld-Mandfjeldryggen*). De optrær med
karakteristisk utvikling i Skjøtingen og fremtrær atter i stort antal
i Jemtlandsprofilet mellem Garnes og Suul. I Dyrhaugen optrær
hvite graniter sammen med de derværende gabbroidale berganter.
Og efter HOLMSENS beskrivelse”) optrær de ogsaa i stort antal i
Malsaadalen og i trakten ost for Lustadvandet. I Malmo vest for
Stenkjær er hvite graniter likeledes almindelig utbredt. Fosdalens
magnetitforekomster er genetisk knyttet til disse bergarter. De
hvite graniter findes saaledes i større og mindre gangdrag eller
felter rundt omkring i Trondhjemsfeltet.

Som allerede tidligere omtalt fører størsteparten av de hvite
graniter, de saakaldte trondhjemiter, en helt ubetydelig gehalt av
kalifeltspat. Imidlertid findes der, kanske mest undtagelsesvis.
hvite graniter, hvor gehalten av kalifeltspat er helt jevnbyrdig med
plagioklasgehalten. En slik bergart har jeg bl. a. iagttat i Gulda-
len i nærheten av Eidet station. Og i Merakerdalen mellem Hegre
og Floren stationer har jeg enddog fundet en pegmatitisk
faciesutvikling av hvit granit med kvarts, orthoklas og mus-
covit uten spor av plagioklas*) Men disse adamellitiske og
normal-granitiske typer av de hvite graniter synes at være tem-
melig sjelden. Kvantitativt helt overlegen er den kalifeltspatfat-
lige type, GOLDSCHMIDTS karakteristiske trondhjemitbergart. For
hele denne række av bergantstyper, som baade morfologisk, struk-
turelt og teksturelt har granitisk karakter, og som i Trondhjems-
feltet efter den forangaaende beskrivelse væsentlig er repræsenteret
av trondhjemiter, vil det for feltgeologen ligge nær at benytte det
gamle navn «hvit granit». «Hvit granit» omfatter saaledes i nær-
værende arbeide alle Trondhjemsfeltets hvite sure plagioklas- og
orthoklasførende bergarter i rækken trondhjemit-granodiorit-
adamellit (-granit).

Trondhjemsfeltets hvite graniter optrær i mindst 2 generationer.
Den ældste generation, hvortil hører den saakaldte protogingranit,
som bl. a. findes i Trondhjems Bymark, er injiceret i Bymark-
gruppens dannelsestid, den findes som boller i Bymarkgruppens
grønstenskonglomerat (og i Hovindgruppens intraformationale
konglomerater). Den yngste generation, hvortil bl. a. hører Støren—
Eidet-graniten samt de fleste av de større granitfelter, er antage-
ligvis injiceret under den sidste fjeldkjedefoldningen, efter Hovind-
gruppens dannelsestid. Den skjærer saaledes flere steder gjennem
Hovindgruppens bergartshorizonter.

1) Se herom senere. Flere av Merakertraktens største kisforekomster
er genetisk knyttet til disse gangdrag.

*” Holmsen: Fortsættelsen av Trondhjemsfeltets kisdrag mot nord.

3) Det store antal av hvite granitiske pegmatitgange mellem Orkedals-
øren og Børsen er kun plagioklasførende.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 107

Til Trondhjemsfeltets sure eruptivbergarter bor ogsaa rettelig
henføres de røde normalkornig eugranitiske og porfyriske, mere og
mindre skifrige, granitbergar r e r, som optrær i Rørosgruppens
lavere horizonter langs Vestranden og riksgrænsen, desuten ogsaa
nord for Helgeaaen. Da imidlertid disse bergarter specielt er karak-
teristisk for de omgivende prekambriske trakter, er de blit behand-
let i et tidligere kapitel under navn av «ældre graniter». De optrær
ingen steder sammen med de hvite graniter, og noget aldersforhold
kan som følge derav ikke utledes mellem disse 2 i petrografisk hen-
seende helt "forsk jelligartede bergartstyper. Da de røde graniter
imidlertid for den væsentlige del er knyttet til srundfjeldet
(Vestrandens graa gneis) og kun undtagelsesvis optrær som injek-
tioner i Rorosgruppens lavere horizonter, synes de at være ældre
end de hvite graniter, sandsynligvis ogsaa ældre end de hvite gra-
niters første generation (protogingraniten i Trondhjems Bymark).
Eruptivvirksomheten i Trondhjemsfeltet har saaledes muligens
begyndt med de røde graniters injektion.

Fremtidige undersøkelser, specielt i Jemtland, kan dog tænkes at
føre til et andet resultat. Mullfjållets granitporfyr er som før
nævnt petrografisk helt identisk med granitporfyren omkring
Nedalen. Denne sidste er med sikkerhet yngre end Rorosgruppens
lavere horizonter. Imidlertid er Mullfjållets granitporfyr, som av
TÖRNEBOHM blev opfattet som grundfjeldsbergart, efter mine sidste
undersøkelser sommerene 1918 og 19, det sidste aar paa en studen-
terekskursion, en injektionsbergart i Hovindgruppen (fossilførende
Jerskiferbergarter og kalkstene tilhørende ovre ordovicium). Her-
paa tyder bl. a. følgende forhold: Eruptivmassivets absolute græn-
sefacies har en mere utpræget porfyrisk utvikling end centralpar-
tierne, som i almindelighet er finkornig eugranitisk, endvidere lig-
ger de omgivende sedimentbergarter, lerglimmerskifere og kalk-
stene, op til granitporfyren med en paa de forskjellige steder for-
skjellig stratigrafisk horizont. Basalkonglomerat er ikke iagttat.

Efter forangaaende utvikling foreligger altsaa den mulighet, at
ogsaa Nedalens graniter og granitporfyrer og dermed vel ogsaa
Vestrandens rode graniter (samt Hærvolagraniten) er yngre end
Hovindgruppen. Imidlertid er de røde graniter aldrig lagttat som
gange i Hovindgruppens bergarter paa norsk side av feltet,') heller
ikke er identiteten mellem Mullfjållets granitporfyr og Sylmassivets
granit helt ut bevist. Men forholdene i Jemtland synes allikevel at
tyde paa, at ogsaa de røde graniter tilhører den store foldningspro-
ces. Muligens danner der for de røde graniter som de sureste led i
eruptionsprovinsen eruptivperiodens avslutning.

1) Saakaldte granitiske «pseudopegmatiter» har jeg dog iagttat paa for-
skjellige steder.

108 C. W. GARSTENS [1919

Som allerede før nævnt tilhører en mindre del av de hvite gra-
niter, bl. a. den saakaldte protogingranit, Bymarkgruppens dannel-
sestid. Disse ældste graniter bærer tydelig præg av sterk mekanisk
metamorfose, de har desuten ogsaa været underkastet en temmelig
vidtgaaende saussuritisationsproces. Langt mindre mekanisk og
kemisk omvandling viser det store flertal av de hvite graniter.
Disse findes i alle Trondhjemsfeltets formationsgrupper, de optrær
ofte teksturelt helt masseformet og synes sammen med størsteparten
av de intermediære eruptivberg garter at tilhøre eruptionsperiodens
avslutning. De viser ofte god bænkning og er paa mange steder
fortrinlig skikket til bygningssten (større brud i hvit granit findes
flere steder baade i Merakerdalen og Guldalen).

Ældre end de hvite granitens 2den generation er de gabbroidale
bergarter. Overalt hvor gabbroidale bergarter optrær i kontakt
med de hvite graniter, er de hvite graniter yngst. Gjennemsnitlig
viser de gabbroidale bergarter ogsaa langt sterkere baade mekanisk
og kemisk omvandling (skifrighet, uralitisation og saussuritisation )
end de hvite graniter. De optrær saavel i store som i ganske smaa
felter inden alle Trondhjemsfeltets formationer. Som regel er de
mindre felter sterkere metamorfoseret end de større, ogsaa ofte er
det motsatte tilfældet, nogen lovmæssighet er her ikke tilstede.
Omvandlingen synes som tidligere berørt kun at være en funktion
av de under metamorfosen forhaandenværende fysikalsk-kemiske
forhold.

Det har hittil ikke lykkedes med sikkerhet at kunne fiksere for-
skjellige generationer av sabbroidale bergarter (injektioner). I
Hummelfjeld har imidlertid SCHETELIG*) ijagttat gange av diabas-
porfyrit, petrografisk identisk med gabbrofacies i Tronfjeld, i den
derværende mægtige amfibolitinjektion. Ogsaa A. BUGGE?) om-
taler i sin «Beskrivelse over Malsaadalens kisdr ag» ældre og yngre
sabbrogange uten dog at komme nærmere ind paa dette forhold.
Og i Hovindgruppens intraformationale konglomerater har jeg selv
undertiden iagttat boller av amfibolitlignende bergarter, saaledes i
Stjørdalen og paa Vangsaasen vest for ”Tolgen. Sandsynligvis fal-
der vel derfor in jektionen av enkelte av Trondhjemsfeltets amfibo-
litbergarter paa et forholdsvis tidlig stadium i feltets eruptions-
historie, muligens samtidig med de hvite graniters lste generation
(0: omtrent samtidig med vulkanismen). Endel av Trondhjems-
feltets amfiboliter er imidlertid med sikkerhet av yngre datum,
saaledes de mægtige amfibolitinjektioner i Hovindgruppens strøk-
omraader i trakten øst for Levanger.

Den store masse av gabbroidale (og amfibolitiske) bergarter er
efter al sandsynlighet imjiceret, førend den sidste fjeld-

1) Munditlig meddelelse.
” Holmsen: Fortsættelsen av Trondhjemsfeltets kisdrag mot nord,
side 174 o. v.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDH JEMSFE L TE TS BE RGBY GNING

108

kjedefoldning var helt avsluttet. Herpaa tyder de sterke
spor av metamorfosen. Men da de gabbroidale bergarter omirent
overalt optrær i umiddelbar forbindelse med de hvite graniter,
danner de sandsynligvis indledningen til den betydelige eruptions-
virksomhet, som førte til dannelse av Trondhjemsfeltets store
række eruptiver, og som avsluttedes med de hvite graniters yngste
generation.

Tilsyneladende helt isoleret og uten nogen forbindelse med
Trondhjemsfeltets øvrige eruptivbergarter optrær de smaa felter
av omvandlede peridotitiske bergarter, serpentiner og klæberstene,
som for den væsentlige del findes utbredt inden Rørosgruppens
lavere horizonter. Imidlertid optrær ogsaa disse bergarter flere
steder sammen med uralitiserte og saussuritiserte gabbrobergarter,
saaledes I. eks. i et felt nord for Essandsjøen, i Storhøgda vest for
øragen og etpar steder vest for Glommen. Den umiddelbare kon-
taktlinie mellem peridotit og gabbro har jeg hittil ikke fundet
blottet paa nogen av de her nævnte steder. Men sandsynligheten
taler vel for, at disse omvandlede peridotitbergarter er genetisk for-
bundet med de omkringstaaende gabbroidale typer.

Peridotiter og deres omvandlingsprodukter er hittil kun iagttat
inden Rørosgruppens og Bymarkgruppens omraader. Den mulig-
het er derfor ikke udelukket, at den store række av mindre tilsyne-
ladende isolertstaaende serpentin- og klæberstensfielter er av høiere
alder end de fleste gabbroidale injektioner, saaledes kanske jevn-
aldrende med de hvite sraniters første generation. Fongenmassi-
vets og Tronfjeldets uomvandlede peridotiter (olivinstene) er imid-
lertid likesom de derværende gabbrobergarter sikkert av yngre
alder. Det samme er efter al sandsynlighet ogsaa tilfældet med
de ovennævnte serpentin- og klæberstensfelter, som staar 1 genetisk
avhængighetsforhold til gabbroidale bergarter. Og da endvidere
peridotitbergarter og deres forskjellige omvandlingsprodukter aldrig
er iagttat som boller i Hovindgruppens konglomeratbænke, bør
vistnok samtlige peridotitinjektioner opfattes som yngre dannelser
jevnaldrende med det store flertal av Trondhjemsfeltets eruptiv-
bergarter.

GOLDSCHMIDT) henfører i sit arbeide over fjeldkjedens eruptiv-
bergarter mellem Stavanger og Trondhjem de grønne lavabergarter
samt endel med disse nærbeslegtede injektionsbergarter (vel væsent-
lig de normale saussuritgabbroer) til en fra feltets øvrige eruptiv-
bergarter (trondhjemiter, dioriter, opdaliter, noriter og peridotiter)
helt forskjellig eruptivstamme. Lavabergarterne og de nærbesleg-
tede gabbroidale typer”) blir av GOL DSCHMIDT henført til «de

'”) Goldehmidt: Geol.-petr. Studien im Hochgb. d. siidl. Norwegens,
IV, side 7 0. v.

”) De fleste av Trondhjemsfeltets magmatiske kisforekomster er efter
Goldsehmidt genetisk tilknyttet disse bergarter.

110 C. W. CARSTENS [1919

grønne lavabergarters og intrusivbergarters stamme», feltets øvrige
bergarter blir henført til den saakaldte «opdalit-trondhjemit-
stamme». De sidste aars undersøkelser har imidlertid ført mig til
den opfatning, at disse 2 stammer, som begge har stor utbredelse
i Trondhjemsfeltet, er genetisk forbundet med hverandre.
GOLDSCHMIDT har ogsaa været opmerksom paa dette forhold og
angir i sit ovenomfalte arbeide sterke beviser paa stammernes fæl-
les genesis.') Som yderligere bevis kan her anføres, at pentlandii-
magnetkisførende noriter (av <«opdalit-trondhjemit-stammen»)
lokalt er utviklet som typiske saussuritgabbrobergarter av petrogra-
fisk (og vel ogsaa kemisk) samme karakter som Rør osfeliets kisfø-
rende gabbrobergarter (som efter GOLDSCHMIDT tilhører «de grønne
lavabergarters og intrusivbergarters stamme»). Dette forhold har
jeg bl. a. iagttat i Dyrhaugen i Skjækerdalen, i Skjøtingen og paa
fjeldstrøket mellem Tydalen og Gu!dalen. Og omvendt er gabbro-
bergarter av «de grønne lavabergarters og intrusivbergarters
stamme» paa forskjellige steder i «Kjølens formur» petrogralfisk
helt identisk med «opdalit-trondhjemit-stammens» karakteristiske
noritbergarter. Flere steder, saaledes i Meinadalen vest for Kjøli
grube, er disse noriter utviklet som pentlandit-magnetkisførende
olivinnoriter.*) De 2 stammers gabbroidale typer synes saaledes
baade petrografisk og malmgeologisk kun at repræsentere forskjel-
lige facies av samme stammagma. Endvidere taler vel ogsaa injek-
tionen av de hvite graniters Iste generation i Bymarkgruppen sam-
tidig med grønstenslavaens utstrømning for et nært slegtsskapsfor-
hold mellem disse 2 bergarter (0: mellem «de grønne lavabergarters
og intrusivbergarters stamme» og «opdalit- remis mi stammen nN>»).

De mest karakteristiske repræsentanter for GOLDSCHMIDTS
«Bergen—Jotunbergarternes stamme», labradorfels, jotun-norit,
mangerit, hypersthensy enit og hypersthengranit, findes ikke utbredt
i Trondhjemsfeltet. Om denne stammes genetiske forhold til de
2 tidligere omtalte stammer gir derfor Trondhjemsfeltet ingen
oplysning.

Følgende skema, hvor de forskjellige eruptivbergarters alder er
anført, gir ogsaa samtidig en oversigt over de forskjellige bergarters
genetiske avhængighetsforhold:

Ældre Ordovicium.

Bymarkgruppens lavabergarter, de hvite graniters Isle gene-
ration, muligens ogsaa endel av Rørosgruppens amfiboliter (og
peridotiter).

Ynøsre Ordovicium:

Hovindgruppens lavabergarter.

” Goldsehmidt I. e. side 196.
* Se Goldsehmidt l. &€. side 8, 9 og 66.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 111
Mmener Slur)
De hvite graniters 2den generation og de med disse bergarter
genetisk forbundne intermediære og basiske differentiationsfacies
(= det store flertal av Trondhjemsfeltets injektionsbergarter).

Eruptivbergarternes kontaktmetamorfoseren-
de indvirkning har altid været gjenstand for indgaaende
undersøkelser. Typiske kontaktzoner med karakteristiske kontakt-
mineraler er imidlertid forholdsvis sjelden. Men da de sterkest
metamorfe strøk med væsentlig regionalmetamorf utvikling optrær
omkring de største og talrikeste eruptivinjektioner, har flere for-
skere allerede tidlig hældet til den anskuelse, at metamorfosen ial-
fald for en væsentlig del skyldes eruptivernes indvirkning
(TORNEBOHM*), GOLDSCHMIDT?)). Denne antagelse synes ogsaa at
bekræftes ved de senere undersøkelser.

Skiferbergarternes høieste metamorfosegrad naaes 1 den sydlige
del av feltet (syd for Merakerbanen) i Rørosgruppens ophvælvede
cenitralstrøk. Dette metamorfe parti svarer lil den zone. som efter
GOLDSCHMIDT fører kalksilikatgneise og kalksilikatglimmerskifere.
Ingen steder er imidlertid eruptivinjektionerne saa talrike som
netop i dette strøk. Man faar et klart indblik i dette forhold i
Merakerprofilet mellem Floren og Meraker stationer, og paa fjeld-
strøket mellem Tydalen og Guldalen. Ogsaa i Rørosgruppens vest-
lige grænsestrøk nær V estranden er metamorfosen temmelig sterk
æ GOLDSCHMIDTS granatzone). Overalt her optrær talrike DE
tioner av amlfibolit og hvit granit, tildels i saa stor mængde,
glimmerskiferbergarten 1 veiene henseende blir av helt re
ordnet betydning. Tydeligst fremtrær imidlertid metamorfosens
forhold til eruptivinjektionerne i trakten omkring Skjøtingen. Som
allerede tidligere omtalt opbygges dette strøk av Hovindgruppens
berganter, væsentlig av glimmer sledene lerglimmerskifere og kalk-
stene. Omkring alle de derværende større eruptivmassiver naar
disse sedimentber garter sit hoieste metamorfosestadium, saaledes
omkring selve Skjøtingens massiv, endvidere omkring Hojemshau-
gen og Ravloberget, hvor likeledes store og mægtige intrusivmasser
optrær. Og med stigende avstand fra eruptivgrænsen, blir meta-
morfosen gradvis svakere. Kontaktmineraler har jeg imidlertid
ikke iagttat i disse strøk, skiferbergarterne har overalt ved eruptiv-
grænsen en typisk regionalmetamort utvikling.*)

1) Injektionen foregik efter al såndsynlighet omtrent samtidig med den
. sidste fjeldkjedefoldning, se herom senere.

*» Törnebohm: Grunddragen af det ecentrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 108. 3

3» Goldsehmidt: Geol.-petr. Studien im Hoehgb. d. siidl. Norwegens,
TITT, side 35.

4) Jeg har for tiden under utarbeidelse et arbeide over mineralselskap og
kemisk sammensætning hos lerskifersedimenter i forskjellig avstand fra

DA C. W. CARSTENS: 0 [1919

Den i Trondhjemsfeltet sterke og meget forskjelligartede meta-
morfose skyldes vistnok saaledes samspillet av fjeldkjedefoldning.
og eruptivinjektion. Derved føres vi ogsaa videre over til den
antagelse, at disse to processer er sammenhørende og samtidige.

Fra Kristianiafeltet kjender man efter GOLDSCHMIDTS'
undersøkelser eruptivbergarternes metamorfoserende indvirkning i
strøk, som kun meget svakt er berørt av fjeldkjedefoldning.
Trondhjemsfe tet vil muligens kunne gi svar paa følgende
spørsmaal: Hvorledes er fj Sek jedeteltameens
(Sresskrært erme met amorvsererde mndyviele
nn SS øke Som kun sparsomme ru klede er
paavirket av eruptivinjektioner?

Det mindst metamorfe strøk i Trondhjemsfeltet er Høilandet.
Her optrær bergarterne overalt med primær karakter som ler-
skifer lersandsten og kalksten. Som følge av denne svake meta-
morfose er ogsaa Høilandet det fossilrikeste strøk i hele feltet.
Under for ieelnine av at Høilandets feltspatporfyriter og horn-
blendeporfyriter er lavastrømme, er injektionsbergarter ikke iagttat
i disse trakter. Men bergarterne er flere steder sterkt foldet og
bøoiet og viser saaledes paavirkning av fjeldkjedefoldningens stress-
kræfter. I andre strøk, hvor metamorfosen likeledes er forholdsvis
svak, saaledes 1 Guldalen mellem Lundemo og Hovind stationer,
optrær ingen eruptivinjektioner. Ogsaa her er imidlertid berg-
arterne sterkt foldet og boiet.

3egge de her nævnte omraader har saaledes været underkastet
fje'd kjede foldning, uten at bergarterne samtidig har faaet nogen
merkbar regionalmetamorf karakter Da vi endvidere er kommet
til erkjendelse av, at de sterkest metamorfe strøk grupperer sig
omkring eruplivinjektionerne, er den mulighet ikke udelukket, at
bersart emeshøreste metamorfoseg grad kun kan

Komme vrrufvrelamn gs umidiemn samtidig ind virk-
ae av Suresslerener 08 ernputvimjelkii dinner.

Værsentlig paa grund av vort ringe kjendskap til eruptivernes for-
hold i dy, pet vil imidlertid dette sporsmaal vanskelig kunne besva-
res med sikkerhet.

eruptivkontakten. Det foreliggende prøvematerial er imidlertid endnw
ikke komplet.

1) Goldsehmidt: Die Kontaktmetamorphbose im Kristianiagebiet.
Kr.ania vid.selskaps skrifter, 1911.

Ertsforekomsterne

I tilknytning til beskrivelsen av Trondhjemstfeltets eruptivberg-
arter er i nærværende kapitel behandlet feltets ertsforekomster.
Den aller største del av disse er i genetisk henseende forbundet med
eruptiverne.

Jeg har paa mine vandriger omkring i Trondhjemsfeitet besøkt
de fleste av Trøndelagens gruber og skjærp fra Snaasenvand i nord
til Foldalen i syd. Det vilde imidlertid føre for vidt at gi en geo-
logisk beskrivelse av alle disse forekomster. Jeg har derfor ind-
skrænket mig til under gjennemgaaelsen av de forskjellige erts-
typer at referere de mest karakteristiske eksempler.

Trondhjemfeltets bergverksdrift er karakteriseret ved kisdriften
(kobberkis og svovlkis). Ved siden av den findes der kun en
ubetydelig drift paa magnetit og kromjernsten. Da de senere
undersøkelser over Trondhjemsfeltets kromjernstensforekomster
ikke har frembragt nye resultater, vil kromjernstensforekomsternes
geologi ikke bli behandlet i nærværende arbeide. I'eltets magnetit-
forekomster er alle i genetisk henseende nøie forbundet med kis-
forekomsterne. Beskrivelsen av Trondhjemsfeltets ertsforekomster
vil saaledes indskrænkes til kun at omfatte kisforekomsternes (0g
de nærbeslegtede magnetitforekomsters) geologi.

Den første indgaaende og systematiske behandling av Trond-
hjemsfeltets ertsforekomster (væsentlig kisforekomster) skyldes.
KJERULF") i 1871. Med sit klare blik var KJERULF allerede paa
den tid opmerksom paa ertsforekomsternes forhold til eruptiverne.
«At disse nordenfjeldske ertsforekomster», skriver KJERULF),
«ligesom så mange andre i Norge ere knyttede til eruptivernes
linder, kan således neppe omtvivles».. Og længere frem: «Navnlig
sees, at de trondhjemske kis-masser vise sig på en eller anden
måde knyttede til de yngre eruptiver». Kisforekomsternes avhængig-
hetsforhold til eruptiverne blev saaledes allerede fastslaaet for ca.
et halvt aarhundrede - siden. «Men», skriver KJERULF videre,
«forinden man bliver stående ved at slutte til et direkte årsags
forhold mellem eruptivernes grændser eller strøg »: «linier» og

1) Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi, side 56—70.
*) Kjerulf 1. €. side 68—69.

114 GC. W. CARSTENS [1919

ertsmasserne, må vi vistnok gjøre os det klart, at forbindelsen også
kan være en mindre direkte.» I sit andet arbeide om Trondhjems-
feltets geologi, som utkom i 1875, behandler imidiertid KJERULF
dette spørsmaal med større sikkerhet. «Eruptiverne», skriver han her,»
«bryder gjennem forskjellige afdelinger, lagrækker fra forskjellig
tid, og ertsforekomsterne, som har afstand i geologisk horizont af
snart hundreder snart tusinder fod, tilhøre altså ikke samme tid
som lagenes afleiningstid, men viser sig afhængige af eruptivernes
frembrud. Forbindelsen er altså en direkte 9: det hele eller en del
af hine de gamle anskuelsers ertsleier, vore ertsårer, skyldes ema-
nationer, som fulgte med og efter eruptivernes frembrud........
Efter at have vundet frem over større strækninger end tidligere og
dermed også til større tryghed må undersøgelsen fastholde som sin
erfarings resultat, at hine nævnte ældre, fra bergmester H. GC.
Strøms tid nedarvede tre hovedsætninger ikke længer er holdbare.
idet nemlig disse ertsforekomster 1) ikke er leier, 2) ikke findes
kun i visse skifere, og 3) ikke er enstidige indbyrdes og enstidige
med lagene; men de viser sig, følgende de yngre eruptivens liniei
i forskjellige horizonter som indstukne ertsarer, der gafler sig og
udgrenes fingerformigt.». Efter KJERULFS egne ultalelser tilkom-
mer der direktør HANSTEEN en stor del av æren for denne opfat-
ning. Å. BACHKE, som dengang var direktør ved Ytterøens gruber.
har sikkert ogsaa øvet en betydelig indflydelse paa KJERULFS for-
staaelse av kisforekomsternes genesis.

Hypothesen om kisforekomsternes eruptive oprindelse blev først
fremsat av den franske geologiske skole; kisforekomsterne paa
Røros blev saaledes allerede i midten av aarhundredet av
DUROCHER*) antat for eruptive dannelser. Men beviset for
hypothesens rigtighet for det store flertal av Trondhjemsfeltets
kisforekomster skyldes KJERULF. Hans indgaaende kjendskap til
hele feltets geologiske bygning, til straternes og eruptivernes drag
har uten tvil hjulpet ham til en helt korrekt opfatning.

Imidlertid blev spørsmaalet om kisforekomsternes genesis ogsaa
behandlet av andre forskere, rigtignok ut fra et helt forskjelligartet
synspunkt. I 1873 utkom saaledes HELLANDS store arbeide: «Fore-
komster af Kise i visse Skifere i Norge», som meget sterkt hævdet
kisforekomsternes sedimentære natur.

Sedimentationstheorien blev ogsaa antat av J. H. L. VOGT)
som dog allerede tidlig var opmerksom paa kisforekomsternes topo-

” Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi II, side 74—75.

”» Duroeher: Observations sur les gites métalliféres de la Suede, de la.
Norvége et de la Finlande, Annales des mines (4), t. XV, 1849.

3 Vogt: Om malmförekomster i Jemtland och Herjedalen, S. G. U. serie
C. nr. 89, Varaldsøen kisfelt, Norske ertsforekomster VI, Arehiv for
Matbematik og Naturvidenskab, Bd. 12, Foldalens kisfelt, Norske erts-
forekomster VIL, og Salten og Ranen, N. G. U. nr. 3.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING SU)

grafiske tilknytning til de saakaldte saussuritgabbrobergarter. I et
arbeide over en række norske kisforekomster (væsentlig trondhjem-
ske) resumerer VOGT sine iagttagelser paa følgende maate'): «Kisen
ved den foreliggende ertsgruppe maa opfattes som et sediment,
hjemmehørende i sedimentære skifere: og bundfældningen al
kisen fandt i regelen sted samtidig med Submanine udbrud af en
basisk eruptiv, gabbro.» Efter et fornyet studium av de norske
kisforekomster gik imidlertid VOGT snart over til KJERULFS gamle
standpunkt. I 1894 skriver han saaledes”): «wie auch inbetretf der
norwegischen Vorkommen fruiher namentlich von KJERULF und
vor ihm auch von den französischen Forschern DUROCGHER und

DYCHANOY hervorgehoben worden ist, Missen wir die Kiese

als spåter eingedrungene Massen aulffassen und zwar

milssen wir die Bildungsweise d or KESE lia vinndsie
velaresenen she Mer bind uns muiferupitii ven

Processemn steller (me siømlienhe! Zuruinr der

Kiesvorkommen ist ein Product der eruptiven

Tlaauiekertvs 6 sår senere 1 - Gecemer MMI Svaner

VOGT under gjennemgaaelsen av ertsforekomsternes —geo-

logi*): «As an appendix to the foregoing contactdeposits (Ore-

Deposits of Contact-Metamorphic Origin) I mention the pyritie

deposits typically represented at Vigsnås, Röros, Sulitelma, ete., in

Norway The detailed explanation of the magmatic extrac-

tion forming the pyritic deposits is an entirely open question, but we

may conceive it to be the combined action of water with a sulphur-

compound. » I VOGTS arbeide «Om nikkel»*) (foredrag avholdt i

januar og februar 1901) behandles ogsaa kisforekomsternes geologi.

«Både nikkelmalmforekomsterne (tr eli, Romsas, Evje osv. Y», skri-

ver VOGT?) i dette arbeide, «og kis- og kobbermalmforekomsterne

(Røros, Sulitjelma, Vigsnæs osv.) stammer, som jeg i tidligere

arbeider har udredet, fra g gabbromagmaerne. De første er efter den

af mig udviklede theori dannede ved en magmatisk differentiations-
eller koncentrationsproces, de sidste må efter min opfatning ligele-
des være extraherede af den endnu smeltende gabbro, men ved
noget andre processer end ved mikkelmagnetkis-forekomsterne, idet
resultatet i kemisk og mineralogisk Mensesmdie er bleven forskjel-
ligt.»

Gjennem et detaljeret og indgaaende studium av en række av
vort lands kisforekomster, specielt av Trondhjemsfleltets mange og
1 Vogt: Salten og Ranen, side 178.

%» Vogt: Uber die Kieslagerståtten vom "Tvpus Röros, Vigsnås, Suli-
telma in Norwegen und Rammelsberg in Deutschlaud, Zeitsebrift fir
praktisehe Geologie, 1894.

% Vogt: Problems in the Geology of Ore-Deposits, Transactions of the
American Institute of Mining Engineers, Vol. 31, side 16—18.

| Vogt: Om nikkel, Teknisk Ugeblad 1901 og 1902.

9 Vogt 1. e. side 14, note.

116 C. W. CARSTENS

(1919

forskjelligartede gruber og skjærp, vandt VOGT frem til oven-
staaende resultat med hensyn til disse forekomsters genesis.

Men det blev allikevel BRØGGER, som førte det genetiske diskus-
sionsproblem til en helt ut tilfredsstillende løsning. Paa et møte i
Kristiania videnskapsselskap september 1901 blev kisforekomster-
nes dannelse av BRØGGER") henført under den i geologien allerede
tidligere kjendte (og ogsaa av VOGT omtalte) proces, der fører navn
av magmatisk differentiation. Efter den magmatiske differentia-
tionstheori er kisforekomsterne likesom nikkelmagnetkisforekom-
sterne utskildt av det gabbroidale magma 1 flytende asgregattil-
stand og derpaa injiceret gangformig i de omgivende skiferberg-
arter.

Senere er differentiationstheorien antat av omtrent alle norske
geologer og bergmænd og med mere eller mindre berettigelse an-
vendt paa den aller største del av vort lands mange og høist for-
skjelligartede kisforekomster. Specielt har VOGTS store række av
malmgeologiske arbeider været av væsentlig betydning for for-
staaelsen av kisforekomsternes natur, deres optræden og genesis.

I Trondhjemsfeltet kan kisforekomsterne i morfologisk og gene-
tisk henseende henføres til flere helt forskjelligartede typer. De
vigtigste av disse typer er:

Å. Rørostypen

å

Kisforekomster av denne type er allerede tidligere i literaturen
flere gange beskrevet av BRØGGER og VOGT, de har hittil været
anseet som de mest karakteristiske og mest utbredte kisforekom-
ster. De ved denne type optrædende kismineraler er svovlkis eller
magnetkis med en større eller mindre tilblanding av kobberkis.
Svovlkisens struktur er i almindelighet normalkornig. Kvarts er
det almindeligste gangmineral. Kisanrikningen, som ved denne
type er genetisk knyttet til større eller mindre gabbromassi-
ver, optrær altid i den omgivende bergart”) (sidesten), i alminde-
lighet i en avstand av nogle dm. til flere hundrede m. fra gabbro-
massivels saale. Kisens moderbergart, gabbrobergarten (i mange
tilfælder en norit), er altid langs eruptivgrænsen mere eller mindre
saussuritiseret og teksturelt ofte forskifret, den er saaledes sand-
synligvis paavirket av de samme kræfter, der førte til kisens utpres-
ning av det fælles magma.

Kisforekomster av Røorostypen er mest karakteristisk utviklet ved
Røros kobberværks gruber, nord for Røros. Herfra er

)) Se ref. av Brøggers foredrag i Kr. V. S. F. 1901.
*) Undtagelsesvis optrær ogsaa kisinjektioner inde i gabbro.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING LIT

typen ogsaa forst blit beskrevet. Ved alle disse forekomster optrær
gabbrobergarten stokformig injiceret i svakt faldende skiferhori-
zonter tilhørende Rørosgruppen. I en avstand av i almindelighet
10—100 m. under gabbrobergartens saale er kisen anriket. Den fra
Kongens grube flere gange beskrevne «haardart»') er med sikker-
het kun en metamorf facies av den optrædende skiferbergart (ikke
som av flere forskere antat en intrusiv gabbroidal bergart). Den
viser saaledes i dagen paa mange steder en kontinuerlig overgang
til granatførende glimmerskifer. Jeg har ogsaa iagttat denne berg-
art flere steder utenfor Rørosfeltet. — Foruten i trakterne omkring
Røros er kisforekomster av Rørostypen ogsaa kjendt fra Storhus-
mandsbergets gruber, Meraker. I Storhusmandsberget
optrær i W-lig middelssteilt faldende skiferhorizonter en række
mindre gabbroidale linser. I almindelighet er kisen anriket i
umiddelbar nærhet av gabbrolinsernes undre kontaktlinie.

B. Skjækerdalstypen

De ved denne type optrædende kismineraler er for den væsent-
lige del magnetkis og kobberkis. Magnetkisen er ofte mekanisk til-
blandet en mindre pentlandit-gehalt. Undertiden indgaar ogsaa
svovlkis istedetfor magnetkis. —Kisanrikningen, som ogsaa ved
denne type er genetisk knyttet til større eller mindre gabbro-
massiver, optrær altid inde i gabbrobergarten, ofte temmelig
langt fra eruptivgrænsen. Kisanrikningen er i almindelighet ved
overgangsled forbundet med kisfri bergart. Disse overgangsled
fører ofte navn av pyrrhotin-gabbro. Gabbrobergarten (vel i almin -
delighet en norit) er som regel i og omkring de kisførende partier
temmelig svakt paavirket av de metamorfoserenide kræfter.

I Trondhjemstfeltet er denne kistype mest karakteristisk utvik-
let i Dyrhaugen i Skjækerdalen (derav navnet Skj æ-
kerdalstypen). Her indgaar i magnetkisen en mindre pent-
landit-gehalt. Foruten i Dyrhaugen optrær den samme pentlan-
ditførende type paa Rødkollen, ved Skavhaug o. fl. a.
steder. Kisens moderbergart er paa alle de her nævnte steder en
olivinnorit, som lokalt er sterkt uralitiseret, tildels ogsaa saussuriti-
seret. — Esna grubes kisforekomst tilhører likeledes baade i
morfologisk og genetisk henseende Skjækerdalstypen. Kisanrik-
ningen optrær her inde i en amfibolitlignende bergart (av typus
Sylene—åÄreskutan), de optrædende kismineraler er magnetkis og
kobberkis. Magnetkisen er ikke (eller 1 allefald kun svakt) pent-

1 Se bl. a. Chr. Falek-Ytter: Stenarten i Kongens grube ved Røros,
Tidsskrift for Bergvæsen, nr. 10, 1918, hvori er meddelt en analyse av
«haardarten».

118 La C. W. CARSTENS [1919

landitførende. — Endvidere har jeg iagttat kisforekomster av denne
type paa etpar steder i strøket mellem Tydalen og Guldalen, berg-
mandsmæssig er imidlertid disse forekomster helt uten betydning.

C. Lillefjeldtypen

De ved denne type optrædende kismineraler er svovlkis eller
magnetkis med en større eller mindre tilblanding av kobberkis.
Svovlkisens struktur er i almindelighet normalkornig (til finkor-
me Kisanrikningen, som ved denne type er genetisk knyttet til

gabbrogange (av forholdsvis mindre mægtighet), optrær i al-
mindekiehet paa grænsen mellem gabbrobergarten og sidestenen
(glimmerskifer), dels i gabbro, dels ogsaa 1 skiferen. Gabbroberg-
arten er som regel uralitiseret og saussuritiseret, undertiden ogsaa
utviklet som amfibolit. Gangenes utstrækning i felt er i almin-
delighet forholdsvis liten.

kisforekomster av Lillefjeldtypen er bl. a. kjendt fra Lille-
fjeld grube, Meraker og fra flere andre steder i de tilliggende
trakter. Da jeg ved direktør BLOMS imøtekommenhet forst fik
anledning til at studere denne type i Lillefjeld grube, har jeg
benyttet navnet Lillefjeldtypen for kisforekomster av oven-
nævnte karakter. — Kisforekomsterne ved Røddalens gruber
og skjærp (nord for Foldalen) er for den væsentlige del morfo-
logisk (og vel ogsaa genetisk) av samme karakter som kisfore-
komsterne ved Lillefjeld. Kisens moderbergart, gangbergarten, er
her utviklet som amfibolit; amifibolitgangenes mægtighet er i al-
mindelighet 2 å 3 m. Kisanrikningen optrær for den væsentlige
del som imprægnation 1 skifer i eruptivkontaktens umiddelbare
nærhet. De optrædende kismineraler er magnetkis og kobberkis.
magnetkisen er ikke (eller kun svakt) pentlanditførende. I enkelte
felter inden Røddalens grubeomraade er kisanrikningen utviklet
som svovlkisførende gange (injektionsgange) i skifer. ofte langt fra
eruptivkontakten. F orbindelsen mellem disse gange og de amfibo-
litiske gangbergarter kan imidlertid ikke paavises i dagen, driften
i dypet er ved disse felter utilgjængelig. Muligens staar de svovl-
kisførende gange i genetisk avhængighetsforhold til de i feltet
optrædende hvite graniter. — Til Lillefjeldtypen maa ogsaa hen-
føres kisforekomsterne ved Grønskar grube, som dog lokalt
er sterkt magnetitførende.

D. Rødhammertypen
Ved kisforekomster av Rødhammertypen er svovlkis det
vigtigste kismineral. Kobberkis optrær i almindelighet i underord-
net mængde. Zinkblende er næsten altid tilstede. Kisanrikningen,

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 119

som ved denne type er genetisk knyttet til hvite granit-
gange (trondhjemiter og nærbeslegtede bergarter), optrær i a!min-
delighet paa kontakten mellem de hvite granitter og sideste-
nen, ogsaa ofte inde i de hvite graniter. Som gangmineraler ved
siden av kvarts optrær i mange tilfælder flere av granitbergar-
ternes karakteristiske mineraler (saaledes grøn hornblende og felt-
spat). De største kisforekomster er som regel genetisk tilknyttet
gange av ubetydelig mægtighet. Dette forhold fremtrær meget
tydelig i Trondhjems Bymark, hvor de fleste kisforekomster er
anriket omkring apofyser fra «pnetogingranitens» mægtige intrusiv-
massiv.

Denne kistypes genetiske tilknytning til de hvite graniler frem-
trær muligens klarest ved Rødhammeren grube i Holtaalen.
Rødhammeren grubedistrikt er opbygget av gabbroidale bergarter,
som er gjennemsat av et stort antal hvite granitgange av i almin-
delighet etpar meters mægtighet. Kisanrikningerne optrær overalt
paa grænsen av de hvite graniter og de omgivende gabbrobergarter
(tildels ogsaa inde i de hvite granitgange). De gabbroidale berg-
arter har graasort farve, deres kisgehalt er helt minimal. De hvite
granitgange er derimot overalt, ogsaa utenfor grubedistriktet, sterkt
kissprængt. De optrær som følge derav med rødlig forvitringshud
(derav navnet Rødhammeren). Det fremgaar saaledes med tyde-
lighet, at kisanrikningen i Rødhammeren grubedistrikt hitrører fra
de hvite graniter. — Den samme kistype optrær ogsaa i Meraker
paa grænsen av de derværende hvite granitgange og Fondfjeldets
gabbro. Merakertraktens granitiske gangdrag strækker sig buefor-
mig fra Fondfjeldets grube i nord via Mandfjeld og Torsbjørk
gruber over Tofjeldets østskraaning til Selbyglierne i syd. Langs
hele dette strøk findes en række større og mindre gruber
og skjærp. Gangdragets fortsættelse mot nord kan følges fra
jernbanelinjen mellem Gudaa og Meraker stationer over
Fundsjoøen frem til Færen. Nordenfor Merakerdalen er imid-
jertid terrænget sterkt overdækket, langs dette strøk findes kun et
faatal av skjærp. — Endvidere optrær kisforekomster av Rødham-
mertypen ved Gresli grube i Tydalen og ved Vingelen
grube vest for Tolgen, paa begge disse steder paa grænsen mel-
lem hvite granitgange og glimmerskiferbergarter (tildels ogsaa inde
i de hvite graniter). — Fra Trondhjems Bymark har jeg
allerede tidligere beskrevet kisforekomster av denne type.!) Kis-
anrikningen optrær her paa grænsen mellem hvite graniter og
grønsten (omvandlet basalt). — Til Rødhammertypen maa baade i
morfologisk og genetisk henseende henregnes de svovlkisførende
magnetitforekomster ved Malmo i Beitstaden. Magnetitanrik-
ningen optrær her dels inde i de hvite granitgange, dels paa græn-
sen av disse gange og sidestenen. Mikroskopiske præparater viser

1 Se Carstens: Kisforekomster i Trondhjems Bymark.

120 C. W. CARSTENS [1919

overalt jevn overgang mellem normal trondhjemit og silikatfri
magnetitanrikning.

Hos de aller fleste av Rødhammertypens kisforekomster er
kvarts det almindeligste gangmineral. Ofte indgaar der ved de
større kisanrikninger volumetrisk omtrent like meget kvarts som
kis. Undertiden er kismineralet (svovlkisen) i disse sterkt kvarts-
førende kisgange forvitret indtil et dyp av flere meter fra dagover-
flaten. Derved er paa mange steder fremkommet et saakaldt
«kvartsskelet», specielt pragtfuldt utviklet ved Rødhammeren og
Gresli gruber.

Da de her omtalte kisforekomster i alle retninger er mest karak-
teristisk utviklet ved Rødhammeren, har jeg benyttet navnet R ø d-
hammertypen for kisforekomster av ovenfor beskrevne
karakter.

Ældre forskere har ogsaa været opmerksom paa de hvite grani-
ters kisføring, saaledes allerede HØRBYE, HAUAN og KJERULF.
«At der har fulgt svovlmetaller også med granitens injektion», skri-
ver KJERULF') under gjennemgaaelsen av Dovres, Orkedalens og
Guldalens hvite graniter, «ligesom forholdet er ved grønstene og
gabbro, fremgår ligeledes allerede af J. Hørbyes diagttagelser.
«Glimmerskiferen er faldbåndagtig, når den ligger mellem granit-
leierne.. Og K. HAUAN: Skiferne er i nærheden af gsraniten
(Mortenfjeld, Singsås) kissprængt, og overfladen viser stærk rusi-
farve.» OQgsaa HOLMSEN og Å. BUGGE har iagttat kisanrikninger
omkring de saakaldte granuliter (9: de hvite graniter) paa for-
skjellige steder inden Trondhjemsfeltet. Men begge disse forskere
opfatter feltets gabbroidale bergart som kisens moderbergart. Saa-
ledes skriver Å. BUGGE i HOLMSENS* nylig utkomne arbeide over
Nord-Trøndelagens kisforekomster: «Som nævnt har kisen fulgt
gabbrogangene og den har lettest fundet sin vei langs de haarde
granuliter. Særlig i Malsaadalen er dette forhold klart og som
nærmere blir omtalt ved gjennemgaaelsen av de enkelte forekom-
ster, sees kisen at optræ anriket rundt granuliten, som ofte er
opbrutt til store linser, der ofte er omvandlet til en finthaard
kvartsitisk utseende bergart. I Malsaadalen har tydeligvis bergar-
terne og kisforekomsterne været utsat for langt større tryk og om-
vandling end længer syd, og man finder derfor kun utvalsede
impregnationsforekomster, hvis praktiske utnyttelse er meget van-
skelig. — Længer syd, f. eks. ved Vingelen, synes ikke at ha været
saa stort tryk og saa sterk omvandling som i Malsaadalen, og man
finder her kisen langs sorte amfiboliter og ofte som en impregna-
tion i sranuliten, som ogsaa her er den bergart, langs hvilken gab-

) Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi II, side 88.
*) Holmsen: Fortsættelsen av Trondhjemsfeltets kisdrag mot nord,
side 177.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 21

broen findes. — Impregnationen i granuliten kan undertiden bli saa
rik, at man faar malm med over 30 % svovl, og man finder ogsaa
rene kisansamlinger.. Efter de undersøkelser, som jeg i malm-
geologisk retning har foretat paa en række forskjellige steder inden
Trondhjemsfeltet, er imidlertid kisanrikningerne baade i Malsaa-
dalen og ved Vingelen genetisk knyttet til de hvite granitgange.
Paa HOLMSENS geologiske detaljkart over Malsaa grubefelt') er
kisanrikningernes avhængighetsforhold til kvartsporfyrit (hvit
granit) saa sterkt ioinefaldende, at jeg finder det merkværdig, at
den tanke ikke tidligere har vundet frem.

E. Leksdalsty pen

De ved denne type optrædende kismineraler er i almindelighet
svovlkis og magnetkis. Kobberkis indgaar i helt ubetydelige mæng-
der. Magnetit er næsten altid tilstede. Kisens struktur er tæt.
Kisanrikningerne ved Leksdalstypens kisforekomster er topografisk
forbundet med basiske lavaberganter (gronsten), de er saaledes for
den væsentlige del knyttet til Bymarkgruppen. Kisanrikningerne
optrær som sedimentationslag av større og mindre mægtighet inde
i grønstensstrøkene, adskildt fra hverandre dels ved skiferhorizon-
ter, dels ved grønstensderivater og tufflag. Kislagenes kisgehalt er
sterkt varierende, albitfeltspat er det almindeligste silikatminerai
(gangmineral). Lagenes mægtighet er i almindelighet ubetydelig,
den ligger som regel mellem I mm. og nogle em. Undertiden er
ogsaa de enkelte kislags mægtighet storre, lokalt naar saaledes
mægjtigheten op til 1 m. eller derover. Kislagene optrær sædvanlig-
vis sammen i stort antal, i veksellagring med mellemliggende berg-
artshorizonter. Den samlede kismægtighet gaar saaledes ofte op
til flere m.

Jaspislag av adskillige m. mægtighet optrær undertiden i
kishorizonternes hæng- eller liggzoner, tildels ogsaa inde i disse i
veksellagring med de forskjellige kislag, saaledes I. eks. ved en
række av Meldalsskogens kisforekomster.

Ved mange av Leksdalstypens kisforekomster optrær en eien-
dommelig bergart, som ved gruberne i almindelighet benævnes
«svartfjeld». Denne bergart optrær dels som overgangsbergart
mellem kislag og grønstenslignende bergarter, dels ogsaa som selv-
stændig optrædende lag. «Svartfjeldet» er væsentlig sammensat av
magnetit, klorit og hornblende (aktinolit). det synes efter sin geolo-
giske optræden og petrografiske karakter i genetisk henseende at
repræsentere et omvandlet jernrikt tuffsediment, muligens ogsaa
undertiden en omvandlet basaltvarietet.

1 Holmsen I. &. side 159.
9

TD C. W. CARSTENS

DENG,

Ogsaa FALKENBERG!) omtaler 1 sit arbeide over de sydnorske
kisforekomster «svartfjeld» (Schwarzfels) fra Meldalsfeltet. «Ein>
weitere Varietåt des Grimsteins», skriver FALKENBERG) «ist ein
eigentimliches Gestein, welches ich als «Schwarzfels» bezeich-
nen möchte. Seinem Aussehen nach könnte man es auch «schwarze
Hålleflinta» nennen. Das Gestein hat einen muscheligen Bruch,
eine grosze Hårte, ist åuszerst feinkörnig und ohne irgendwelche
gröbere Mineralkörner........ In Lökken ist der Schwarzfels.
besonders weit verbreitet. Er findet sich hier hauptsåchlich im
Liegenden der Kiesgånge, wo er allmåhblich in das gewöhnliche
Nebengestein Ubergeht». Fra Lillebø kisforekomster paa Stord,
som i morfologisk (og vel ogsaa 1 genetisk henseende) tilhører
Trondhjemsfeltets Leksdalstype, beskrives i ovennævnte arbeide
en aktinolitfels med petrografisk samme karakter som Meldals-
feltets «svartfjeld». <«Svartfjeldet» er saaledes en karakteristisk
bergart ved alle Leksdalstypens kisforekomster.

Paa mange steder er kishorizonterne (baade de kisførende lag
og de mellemliggende bergartshorizonter) gjennemsat av sek un-
dære kisaarer. Disse aarer gjennemvæver bergarterne i forskjel-
lige retninger, strukturen er i almindelighet finkornig (hos kisla-
gene er derimot strukturen tæt).

Da jeg først har studeret den ovenfor beskrevne kistype i Le k s-
dalen, har jeg benyttet navnet Leksdalstypen for kis-
forekomster av denne karakter. — Foruten i Leksdalen optrær den
samme kistype i strøket omkring Vennafjeld nord for Selbu-
sjøen og endvidere som allerede omtalt paa en række forskjellige
steder i Meldalsskogen (ved Skjødskift o. fl. a. steder, muli-
gens ogsaa ved Løkken, se herom senere).

F. Imprægnationstypen

Ved kisforekomster av imprægnationstypen er svovl-
kis det vigtigste kismineral. Magnetkis og kobberkis optrær i
almindelighet i underordnet mængde. Kisens struktur er normal-
kornig. Kisen optrær som imprægnation 1 glimmerskiferbergarter
av lidt vekslende sammensætning uten topografisk (eller genetisk)
tilknytning til eruptivbergarter. Imprægnationszonernes alminde-
ligste silkatmineraler (gangmineraler) er kvarts og glimmermi-
neraler.

Falkenberg: Geologiseh-petrographisehe Beschreibung einiger siid-
norwegiseher Schwefelkiesvorkommen mit besonderer Beriieksiehtigung:
ihrer Genesis.

*”) Falkenberg 1. ce. side 110.

Nr. 11 OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 123

Kisforekomster av imprægnationstypen (kisimpræg-
nation i skiferbergarter) optrær paa forskjellige steder inden Koros-
gruppens strøkomraader, tildels ogsaa 1 Hovindgruppens lerskifer -
horizonter. En række skjærpningsarbeider er paa mange steder
utført i disse imprægnationszoner, regulær srubedrift er dog hittil
aldrig igangsat.

Kiskoncentrationen ved gabbromassiver har efter
BRØGGER og VOGT fundet sted ved saakaldte magmatiske differen--
tiationsprocesser. Ved kisforekomster av Rødhammertypen
har derimot kisanrikningen vistnok for den væsentlige del foregaaet
ved pneumato-hydatogene processer. De samme processer har
muligens ogsaa delvis været medvirkende ved kisdannelser av
Lillefjeldtypens karakter. Derpaa tyder den ved disse
forekomster almindelig optrædende kisimprægnation langs gabbro-
gangenes kontaktlinier (karakteristisk utviklet ved Røddalens Sru-
ber og skjærp).

Ved kisforekomster av Leksdalstypen er kisdannelsen
ogsaa efter al sandsynlighet til en viss grad av pneumatolytisk
karakter. Gjennem submarine vulkanspalter har der sandsynlig-
vis i Bymarkgruppens dannelsestid foregaaet utstrømning av metal-
rike gaser, der dels har reageret indbyrdes, dels med havvandet.
og saaledes ført til jernsulfider nes utfældning. Den sterke veksling
av kisførende lag, lerskiferhorizonter, tufflag, g srønstensderivater og
tilsyneladende effusivstromme i forbindelse med de enkelte lags
betydelige arealutbredelse viser imidlertid, at kisdannelsen ved
forekomster av Leksdalstypens karakter 1 sidste stadium er sedi-
mentationsdannelser (egentlige præcipitatdannelser).

Ved Worse (vistnok oprindelig Worsøe) grube i Leks-
dalen er saaledes den kisførende bergart for en væsentlig del petro-
grafisk utviklet som kalksands: t en med følgende mineralse 1-
skap: svovlkis, kvarts, kalkspat, klorit, granat og albit med
individualiserte mineralinterpositioner (væsentlig av kvarts).
eg er i almindelighet sammenvokset i tavleformige

ggregater parallelorienteret 'bergartens lagningsflate (se mikro-
fotografi). Kisens struktur er tæt (kornstørrelsen er 0,05 mm.
eller derunder). — Ved Jordhusbækskjærp i Meldalssko-
gen er den kisførende bergart utviklet som et grønstensderi-
vat av følgende sammensætning: svovlkis, albit, biotit,
muscovit, klorit og titanit. Mikropegmatitisk sam-
menvoksning av feltspat (oligoklas-albit) og kvarts optrær
omkring og mellem de forskjellige mineralkorn. Jeg har
iagttat denne utvikling i prøvestuff fra dagen og i borkjerneprøver
50—100 m. under dagoverflaten. Da mikropegmatitdannelser op-

124 C. W. CARSTENS [1919
trær i grønstenshorizonter av utvilsom sedimentær karakter (des-
uten muligens ogsaa i effusivstrømme), maa disse dannelser nød-
vendigvis opfattes som sekundærprodukter av anden karakter end
de hvite granitganges mikropegmatitdannelser, som vel med sik-
kerhet repræsenterer primære krystallisationsprodukter.

Kislag av Leksdalstypens karakter optrær overalt (ogsaa uten-
for Trondhjemsfeltet) i veksellagring med sedimentbergarter ind-
leiret i grønsten (for den overveiende del stratigrafisk tilhørende
Bymarkgruppen). Selve kislagene (de mere eller mindre —kis-
sprængte bergartshorizonter) fremtrær teksturelt som typiske sedi-
mentationsiag, deres konstante optræden i submarine lavahorizon-
ter betinger dog med sikkerhet en indirekte genetisk tilknytning
til vulkanismen.

Kisforekomsterne ved Lillebø gruber paa Stord, som i
morfologisk henseende er identisk med Leksdalstypens kisforekom-
ster, er imidlertid av FALKENBERG*) opfattet som hydatogene
dannelser. Kismasserne ved Lillebø optrær som regel i veksellag-
ring med bergarter av helt sedimentær karakter, dels sammen mad!
alunskiferagtige lerglimmerskiferbergarter, dels sammen med jas-
pislag. Men mellem de forskjellige kishorizonter staar grønstens-
bænke av petrografisk samme karakter som Bymarkgruppens effu-
sivstrømme ved Trondhjem. Kisen ved Lillebø gruber synes saa-
ledes at være av sedimentær natur, dannet i vulkanismens periode
i pauserne mellem de forskjellige submarine vulkanutbrud 2: i
genetisk henseende helt analog Leksdalstypens kisforekomster i
Trondhjemsfeltet.

Kisforekomsterne ved Løkken grube i Meldalsskogen er
derimot av FALKENBERG*) opfattet som intrusivdannelser.
Kisanrikningen ved Løkken optrær likesom Leksdalens, Skjødskifts
og Stords kisforekomster i grønsten, tildels sammen med jaspislag.
Kismasserne er imidlertid ved Løkken teksturelt og kemisk av en
lidt anden karakter end Leksdalstypens kislag, saaledes bl. a. karak-
teriseret ved finkornig struktur og lokale anrikninger paa kobber-
kis. I strøket vest for Løkken hovedgrube, i trakterne omkring
Fagerli, optrær forholdsvis større sabbroidale injektioner, gabbro
er ogsaa paavist i borhul ved Fagerli i kisens umiddelbare nærhet.
Den mulighet er derfor ikke udelukket, at kisanrikningen ved Løk-
ken er genetisk tilknyttet den gabbroidale bergart. Herpaa tyder
ogsaa den fra Løkken grube meget bekjendte kisbreceie, hvis dan-
nelse betinger injektion av epigenetisk kismagma. Kisanrikningen
omkring jaspislagene repræsenterer isaafald injektionsgange, og
kisforekomsterne ved Løkken, som morfologisk minder om Leks-
dalstypen, maa saaledes genetisk henføres til Rørostypen. Av

” Falkenberg 1. ce. side 145.
% Falkenberg l.e. side 119.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 125

mangel paa tilstrækkelige detaljundersøkelser vil dog spørsmaalet
om Løkkenfor eko msternes genesis endnu ikke kunne besvares med
sikkerhet. Ved de øvrige av Meldalsfeltets ældre gruber, Dra g-
set, Høidal, Aamot o. fl. a. har jeg hittil ikke faaet anled-
ning til malmgeologiske undersøkelser.

Av de tidligere beskrevne kistyper er den alt overveiende del
genetisk knyttet til eruptivbergarter (A-E). Alene imprægna-
ri onstypen (F) synes at være av helt sedimentær natur. ” Pri-
mær kisimprægnation i skiferbergarter er imidlertid et temmelig
almindelig forekommende fænomen. Kisutfældningen skyldes ved
disse forekomster vistnok som regel havvandets forraadnelsesgaser.

Typerne A—D er genetisk tilknyttet abyssiske og hypabyssiske
eruptiver, type E er genetisk udelukkende tilknyttet effusiver. Saa-
vel i mineralogisk og kemisk henseende som ogsaa bergmandsmæs-
sig kan typerne Å, C og D sammenfattes til én gruppe (forskjellig
fra B). De 3 førstnævnte typer tilhører efter VOGT") den saakaldte
«kisgruppe», kisanrikningen, væsentlig svovlkis, kobberkis og mag-
netkis uten tilblanding av pentlandit, er her genetisk tilknyttet
gabbromassiver og deres gangfølge (gabbrogange og hvite granit-
gange). Disse typer optrær kun inden fjeldkjeden. "Type B er som
regel karakteriseret ved pentlanditførende magnetkis; undtagelser
fra denne regel er imidlertid ingen sjeldenhet, flere av Trond-
hjemsfeltets nikkelfri kisforekomster maa saaledes morfologisk hen-
føres til type B. Denne kistype optrær saavel inden fjeldkjeden
som i det omkringliggende grundfjeld. Den ved type Å optrædende
gabbrobergart er primært tilsyneladende overalt av samme petro-
grafiske karakter som B-typens moderbergart, kun viser altid A-
typens gabbrobergart en sterkere baade mekanisk og kemisk om-
vandling. I Trondhjemsfeltet er begge disse gabbrotyper av samme
alder, de tilhører med sikkerhet den sidste eruptionsphase (fold-
ningen).

Dannelsen av de 2 forskjellige kistyper (Å og B) kan derfor kun
forklares paa følgende maate: Det primære gabbromagmas gehalt
av svovlkis med større eller mindre tilblanding av kobberkis og
magnetkis blev utdifferentieret i stort dyp. Det av denne differen-
tiationsproces berørte gabbromagma, som efter sin injektion i høie-
religgende horizonter fr emdeles var kisførende (kobberkis, magnet-
kis, eventuelt ogsaa pentlandit), gav ved sin krystallisation anled-
ning til dannelsen av de saakaldte nikkelmagnetkisforekomster.
Ved en eventuel senere indtrædende fjeldkjedefoldning blev følgen
en*oppresning av det i dypet utdifferentierte kismagma. Dette
fulgte a priori de allerede forhaandenværende «tektoniske linier»
2: kisen blev anriket omkring eller i nærheten av allerede eksiste-
rende gabbromassiver. — Denne proces forklarer den uregelmæs-

» Beyschlag, Kruseh, Vogt: Die Lagerstitten der nutzbaren

Mineralien und Gesteine, Stuttgart 1910, side 298.

126 C. W. GARSTENS po

sighet (vekslende avstand), hvormed kisanrikningen optrær 1 for-
hold til gabbromassiverne, endvidere enkelte kisforekomsters iso-
lerte optræden (uten forbindelse med gabbromassiver eller andre
eruptivbergarter), endelig ogsaa disse forekomsters undtagelsesvise
gangformige optræden inde i gabbrobergarter (Dronningens grube,
Meraker). Aldersforskjellen mellem de 2 kistyper er for Trond-
hjemsfeltets vedkommende helt ubetydelig. injektionen av kismag-
maet fandt efter al sandsynlighet sted umiddelbart i tilknytning til
de gabbroidale injektioner.

Sførsteparten av Trondhjemsfeltets kisforekomster ligger i eller
omkring det store eruptivdrag, der strækker sig fra Lustadvandet i
nord over Meraker, Fongen og Rorosfjeldene til Lilleelvedalen i
syd. Samtlige disse forekomster er av tilnærmet samme alder,
yngre end Hovindgruppen, ældre end fjeldkjedefoldningens avslut-
ning. Da de hvite graniter overalt repræsenterer de absolut yngste
bergartsfacies, blir som følge derav Rodhammertypens kisforekom-
ster en ubetydelighet yngre end de gabbroidale kistyper. Adskillig
ældre end disse kistyper er Leksdalstypens kisforekomster, som for
den aller væsentlige del tilhører Bymarkgruppen. Omtrent jevn-
aldrende med Leksdalstypens kisforekomster i Bymarkgruppen er
kisforekomsterne i Trondhjems Bymark. Disse forekomster er
genetisk knyttet til de hvite graniters Iste generation (protogingra-
niten). Ældst av alle Trondhjemsfeltets kisforekomster er de sedi-
mentære kisimprægnationer i Røorosgruppens glimmerskiferberg-
arter.

Trondhjemsfeltets kisforekomster kan topografisk henføres til
et «sterkt» østlig drag, der strækker sig langs det ovenfor omtalte
eruptivfelt fra Lustadvandet i nord til Tronfjeld i syd, et «svakt»
centraldrag, der kun har utbredelse i den aller sydligste del av
feltet mellem Undal—lnset i nord og Grimsdalen 1 syd og et «svakt»
vestlig drag, der likeledes har en begrænset utbredelse 1 feltets
midtparti mellem Leksdalen i nord (nordøst) og Meldalsskogen i
syd (sydvest). Disse kisdrag fremtrær forholdsvis tydelig paa
HOLMSENS*') geologiske oversigtskart.

Kisforekomsterne i det østlige drag er dels genetisk tilknyttet
sure, dels basiske dyperuptiver (eller sangbergarter), de gjennem-
skjærer for den aller væsentligste del Rørosgruppens østlige græn-
sestrøk, for en helt ubetydelig del Hovindgruppen og Rørosgrup-
pens centralparti (KJERULFS og BUGGES Gulagruppe). Kisfore-
komsterne i centraldraget er likeledes knyttet til sure og basiske dyp-
eruptiver eller gange, de optrær kun i Rørosgruppens centralparti.
Kisfor ekomsterne i i det vestlige drag tilhører for den væsentlige del
Leksdalstypen, de følger saaledes. Bymarkgruppens * for skjellige
strøkzoner.

” Holmsen: Fortsættelsen av Trondhjemsfeltets kisdrag mot nord,

side 171.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 197

De fleste av de geologer, som efter KJERULFS tid har besøkt
Trondhjemsfeltet, har været opmerksom paa de forholdsvis ubety-
delige kisansamlinger i Rørosgruppens centralparti (Gulagruppen).
I sit arbeide over Nord-Trøondelagens kisforekomster skriver saa-
ledes HOLMSEN"): «Skal man mme trække nogen slutning av
Gulaskifrenes fattigdom paa kisleier maa det være "den, al kisen er
ældre end denne gruppes bergarter.» Som vi imidlertid har seet er
Gulaskiferne identiske med Roørosgruppens ophvælvede cæentral-
parti og kisforekomsterne med de tilhørende eruptiver samtlige
yngre end disse. Kisforekomsternes ophør i den nordlige del av
feltet tyder HOLMSEN*) som et tektonisk utvalsningsfænomen i i for-
bindelse med metamorfosen. Efter vort kjendskap til kisforekom-
sternes genesis er kisforekomsternes optræden kun avhængig av
eruptiverne — hvor eruptiverne ophører, der ophører ogsaa kisan-
samlingerne.

” Holmsen 1. c. side 184.
*) Holmsen 1. ce. side 183 og 184.

Foldninger og overskyvninger

I den store grundfjeldsmulde, som med NNE-lig strøk strækker
sig over størstedelen av Trøndelagen, ligger Trondhjemsfeltets for-
skjellige formationsgrupper sterkt foldet med en uendelig række av
stadig vekslende sadler og mulder. Feltets strøknetning er for den
helt overveiende del NNE -lig, den falder saaledes sammen med
den kaledoniske fjeldkjedes hovedstrøkretning. Ogsaa i de nuvæ-
rende lavlandsdistrikter er foldningen et sterkt fremtrædende træk
I feltets bergbygning. Den norske fjeldkjede er imidlertid av høi
alder, selv de hoiest oprakende toppe med alpin karakter repræsen-
terer kun et svakt speilbillede av fjeldkjedens primære dimensioner.

Saddel- og muldelinjer gaar over størstedelen av feltet med stor
regelmæssighet og parallelitet, kun enkelte steder optrær saakaldte
tverfoldninger med varierende strøkretning. Denne avvigelse i
hovedstrøkretningen kan bedst iagttages omkring de større og iso-
lerte injektionseruptiver, saaledes fremtrær den kanske aller klarest
omkring Skjotingens tilnærmet cirkelrunde erupitivfelt, hvor strøk-
retningen gaar koneentrisk eruptivgrænsen. Eruptivmassivenne
har under fjeldkjedefoldningen til en viss grad motstaaet stress-
kræfternes indvirkning; folgen av dette forhold er, at kjernepar-
tierne i de større eruptivfelter ofte er helt upaavirket av de regio-
nalmetamorfe kræfter samtidig som randzonerne er sterkt for-
skifret.

Efter TGRNBJORM) optrær ogsaa avvigelser i hovedstrøkretnin-
gen omkring Singsaas" mægtige sranitmassiv. Forholdene langs
eruptivgrænsen kan her lettest studeres i Guldalens jernbaneprofil.
Likesom ved Skjøtingen slynger skiferbergarterne sig linseformig
omkring eruptivmassivet, som utenfor randzonerne er helt upaa-
virket av fjeldkjedefoldningen.

Overalt i Trondhjemsfeltet synes uregelmæssigheter i strøkets
hovedretning, tverfoldninger, al skyldes forhaandenværende erup-
massiver. Baade TÖRNEBOHM*) og BJØRLYKKE*) omtaler imidler-
tid i sine arbeider over det centrale Norges bergbygning 2 fjeldkje-

”YTörnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbygg-
nad, side 125—126.

JE ornlelbiommi le

% Bjørlykke: Det centrale Norges fjeldbygning, side 559.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 129

desystemer, som begge har været av betydning ved formationernes.
utformning, et NNE-lig saakaldt «kaledonisk» system og et ældre
WNW-lig saakaldt «Gudbrandsdalsk» system (BJØRLYKKES be-
tegnelse, efter TÖRNEBOHM er det WNW-lige system det yngste).
I Trondhjemsfeltet kan derimot foldningen overalt henføres til det
NNE-lig strykende fjeldkjedesystem, de uregelmæssigheter i hoved-
strøkr etningen, som lokalt er tilstede, kan altid henføres til forhold
inden feltets bergbygning (optræden av eruptivmassiver, dyperup-
tiver eller effusiver), ingen steder kan der med sikkerhet iagtlages.
paavirkning av et ældre (eller yngre) tversgaaende stræknings-
eller fjeldkjedesystem. (Jeg skylder her at oplyse, at mine under-
søkelser i trakterne syd for Foldalen er faatallige og spredte, den
ovenfor fremsatte paastand er derfor ugyldig i feltets sydlige del).
Paa tverfoldningerne i Stjørdalen har TÖRNEBOHM specielt fæstet
sin opmerksomhet. Men ogsaa de derværende uregelmæssigheter
skyldes efter al sandsvnlighet Forbordfjelds mægtige lavabænke og
injektionseruptiver. Forøvrig er overalt lavabænkenes strøkretning
av væsentlig betydning for de omgivende skiferbergarters strøkret-
ning, lavabergarternes oprindelige mægtighet og arealutbredelse er
saaledes en vigtig faktor ved strøkliniernes utformning.

Det WNW-lig strykende foldningssystem (det Gudbrandsdal-
ske) er mest fremtrædende paa Vestlandet,') her paa mange steder
enddog sterkt iøinefaldende. Da det imidlertid ikke kan paavises
1 Trondhjemsfeltet, synes det Gudbrandsdalske foldningsomraade
at være temmelig begrænset. Den mulighet er dog ikke udelukket,
at foldningen ogsaa "kan ha naaet Trøndelagen, Tsaafald er dens
spor utvisket av den yngre (kaledoniske) fjeldkjedetoldning, der
førte til feltets tektoniske utformning.

De geologiske detaljstudier har imidlertid vist, at der i
Trondhjemsfeltet har foregaaet tektoniske forstyrrel-
ser (»: mindre jordskorpebevægelser) ved avslutningen av
Bymarkgruppens dannelsestid (svarende omtrent til tiden
for den Gudbrandsdalske fjeldkjedefoldning). De submarine lava-
strømme er i dette tidsrum blit hævet over hav, derefter er de
mægtige grønstenskonglomerater kommet til avsætning. Efter al
sandsynlighet staar disse tektoniske bevægelser i forbindelse med
vulkanismen. Og Hovindgruppens mange intraformationale kong-
lomerater taler likeledes for, at disse bevægelser ogsaa har fortsat
ind i Hovindgruppens dannelsestid. Men om de tektoniske bevæ-
gelser i Trondhjemsfeltet i dette tidsrum har artet sig som virke-
lige foldningsprocesser vil med vort nuværende undersøkelsesma-
teriale neppe kunne bevises. Hovindgruppens bergarter viser imid-
lertid omtrent overalt en gjennemgaaende svakere metamorfose-
grad end de petrografisk analoge skiferbergarter i Rørosgruppen.
1) Se Reusch: Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord, Søndfjord og:

Sogn, Nyt Mag. for Nat. Bd. 26, side 158.

130 C. W. CARSTENS 1919

Dette forhold tyder saaledes muligens paa en foldningsproces alle-
rede i Bymarkgruppens dannelsestid (sandsynligvis ved dens av-
slutning).

GOLDSCHMIDT") har i en diskussion om Trondhjemsfeltets geo-
logi uttalt sandsynligheten av en foldningsproces i tiden førend
Hovindgruppens dannelsesperiode. Denne uttalelse er for en
væsentlig del baseret paa den antagelse, at Hovindgruppens konglo-
meratboller viser en sterkere metamorfosegrad end konglomerat-
grundmassen. Jeg har imidlertid som allerede tidligere omtalt
gjennemgaaet en række mikroskopiske præparater av forskjellige
konglomerathorizonters boller og grundmasse. Nogen væsensfor-
skjel i metamorfosegrad har jeg dog i det store og hele ikke kun-
net iagtta.

Tektoniske bevægelser i ordovicium er forøvrig kjendt fra for-
skjellige steder i fjeldkjeden, bl. a. baade fra Finmarken og Skot-
land. Disse bevægelser har saaledes i dette tidsrum virket over et
større omraade. Lokalt er de tektoniske bevægelser omsat i hori-
zontaltvirkende kræfter, saaledes som allerede omtalt paa Vestlan-
det. I Trondhjemsfeltet er som ovenfor antydet hittil med sikker -
het kun paavist vertikalforskyvninger, forskjellige forhold taler dog
for, at de horizontaltvirkende stresskræfter i ordovicium ogsaa har
berørt Trøndelagen.

Tiden for Trondhjemsfeltets kaledoniskefoldning kan
ikke bestemmes med fuld nøoiagtighet. Da Hovindgruppen overalt er
foldet, er foldningen yngre end etage 6 c. Og da endvidere Vest-
landets og Røragens devonfelter ikke er berørt av egentlige fold-
ningsprocesser, er foldningen ældre end underdevon. Paa Hitteren
har REUSCH*) i 1913 fundet fossilet Dictyocaris i de dervæ-
rende konglomerat- og sandstensfelter. Disse felter, som efter
samme forfatter opfattes som en fortsættelse mot nord av Vestlan-
dets devoniske sandstensfelter, synes efter de foreliggende under-
søkelser ikke at ha deltat i foldningsprocessen. Da KJÆR efter
fundet av Dictyocaris henfører MHitterens konglomerat- og
sandstensformation til downtonian (eller ludlow) har foldningen
derfor efter al sandsynlighet fundet sted i silurtiden. Dictyo-
caris er imidlertid intet ledefossil for downtonian (eller ludlow),
den forekommer ogsaa i andre stratigrafiske horizonter. Men sand-
synligheten taler vel for, at Hitterens konglomerat- og sandsteus-
formation tilhører avslutningen av silurtiden eller begyndelsen av
devontiden. Isaafald falder den kaledoniske fold-
ningsproces for Trøndelagens vedkommende i
silurtidens sidste halvdel.

Under den sterke ophvælvning av feltets centralparti har de

2) I møte i N. G. F. 9. mars 1918.
Reusch: Nogen bidrag til Hitterens og Smølens geologi, side 8 og 9.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING Tail

prekambriske formationsleds saddellinjer aldrig naaet dagoverfla-
ten. Men av undersøkelserne langs feltets vest- og østgrænser, hvor
saavel sparagmitformationen som grundfjeldsgneisen viser en ned-
foldning konkordant Rørosgruppens basaiskifere, fremgaar dog med
sikkerhet, at fjeldkjedefoldningen ogsaa har omfattet disse forma-
tioner. Hvorvidt den kontinuerlige nedhvælvning av grundfjeldet
lokalt er brudt ved forkastninger, er det hittil ikke lykkedes at fast-
slaa. Paa Eknetangen staar imidlertid Hovindgruppens sandstens-
formation diskordant i forhold til den nærliggende grundfjelds-
gnels i Leksviken. Den mulighet er derfor ikke udelukket, at fjord -
dypet nordenfor Frostahalvøen markerer en NE-lig strykende for-
kastningslinie. I de omkring liggende trakter er det dog ikke lyk-
kedes at paavise rivmimeskire act eller andre forhold, der kan være
til støtte for en slik hypothese.

Efterat TÖRNEBOHM i 1888 fremla sin overskyvningshy-
pothese,) efter hvilken der langs fjeldkjedens randzoner paa en
række steder har foregaaet forskyvninger av ældre formationer over
yngre, har denne hypothese været gjenstand for behandling av de
fleste skandinaviske fjeldgeologer. Men medens overskyvnings-
hypothesen fremdeles er den «officielle» theori i de svenske geolo-
giske kredse, er den ialt væsentlig forladt av de norske geologer.

Overskyvningshypothesen er oprindelig for en væsentlig del
baseret paa profilet fra Levanger over riksgrænsen til Åreskuitan i
Jemtland. De krystallinske skifere i Åreskutan, de saakaldte
Åreskifere, som ved foten av fjeldet overleirer umetamorfe fossil-
førende siluriske skiferbergarter, blev av TÖRNEBOHM paralleliseret
med de krystallinske skifere paa begge sider av Trondhjemsfjorden.
I Trondhjemsfeltet danner imidlertid disse krystallinske skifere
underlaget for feltets kambro-siluriske formationer. Åreskifer-
nes lagstilling i Åreskutan blev derfor av TÖRNEBOHM anfat at være
«abnorm», en følge av overskyvning fra vest mot ost. Senere blev
Åreskiferne stratigrafisk parallelstillet sparagmitformationen som
en krystallinsk facies av denne, baade Äreskiferne og sparagmit-
formationen blev da samtidig henført til den saakaldte Seve-
gruppe”)

Paa en række steder langs Trondhjemsfeltets østgrænse paaviste
TÖRNEBOHM i de efterfølgende sommere Åreskifer, saaledes ogsaa
paa strækningen øst for Glommen mellem Haadalen i nord og Lille-
elvedalen i syd. Da de derværende skifere overleirer sparagmit-
formationen i syd, antok TÖRNEBOHM, at overskyvninger ogsaa
hadde fundet sted langs denne strækning. Men TÖRNEBOHMS

”YTörnebohm: Om fjållproblemet.
Törnebohm: Om Sevegruppen och Trondhjemsfåltet.

152 C. W. CARSTENS [1919

«Åreskiffrar» er 1 disse trakter helt identisk med Rørosgruppens
slimmerskiferbergarter og med de for denne gruppes lavere hori-
zonter saa karakteristiske amiibolitbergarter. Disse bergarters
stratigrafiske stilling er saaledes helt normal.

Paa flere forskjellige steder, saaledes ogsaa i lrakterne øst for
Aursundsjø, er TÖRNEBOHMS overskyvninger baseret udelukkende
paa oiegneisens lilsyneladende «abnorme» optræden inde i
Seve egruppens eller Rørosgruppens skiferbergarter (sparagmiler).
Øiegneisen er imidlertid ikke som av TÖRNEBOHM antat en grund-
fjeldsberg art med uforanderlig stratigrafisk horizont, den optrær
derimot som allerede tidligere omtalt som injektionsbergart i for-
skjellige stratigrafiske nivaaer, dels inde i sparagmitformationen,
dels inde i Rørosgruppen, dels ogsaa paa grænsen mellem begge
disse formationer.

Ogsaa langs Trondhjemsfeltets vestgrænse optrær efter
TÖRNEBOHM*) lokalt flere overskyvninger, i disse trakter med
overskyvningsretning mot vest, saaledes nord for Aalbu i Drivdalen
og længere syd, nordenfor Drivstuen. Paa begge disse steder er
overskyvningerne baseret paa øiegneisens optræden i henholdsvis
Rørosgruppens og Sevegruppens glimmerskiferbergarter.

Den av TÖRNEBOHM i «Grunddragen af det centrala Skandi-
naviens bergbyggnad» side 126 omtalte overskyvning sydvest for
Malmo med overskyvningsretning mot SW*) lar sig efter de senere:
undersøkelser heller ikke opretholde. Den her optrædende granit-
bergart, som 1 syd overleirer de palæozoiske formationer, blev av
TÖRNEBOHM henført til grundfjeldet. bergarten er imidlertid en
lidt skifrig varielet av feltets hvite graniter.

De av TÖRNEBOHM omtalte overskyvninger i Trondhjemsfeltet
har saaledes vist sig al være baseret paa geologiske og petrografiske
feilbestemmelser. Men da overskyvninger av eldre formafioner
over yngre er et velkjendt geologisk fænomen saavel i Skandina-
vien som i utenlandske fjeldkjeder, har jeg med særlig henblik paa
overskyvningsfænomenet befaret store strækninger av feltets græn-
setrakter, ogsaa utenfor de av TÖRNEBOHM beskrevne omraader.
Det har imidlertid hittil ikke lykkedes mig paa noget punkt at
kunne paavise overskyvninger.

Forskyvninger av yngre formationer over ældre er dog
mange steder et velkjendt fænomen, saaledes ved Stenfjeldet vest
for Storlien paa grænsen mellem Norge og Sverige. Stenfjeldet
opbygges av Hovindgruppens bergarter, fylliter og sandstenslag +
stadig veksellagring. I foten av fjeldet staar Rørosgruppens glim-

1) Overskyvningerne langs &(feltets øst- og vestgrænser staar omtalt:
utførlig i Törnebohm: Grunddragen af det centrala Skandinaviens-
bergbyggnad, side 127 o. v.

*) Se ogsaa Törnebohm: Om den skandinaviska fjållkedjans sydvest-
finde, G. F. F. Bad. 25

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 133

merskiferbergarter med ubetydelig mægtighet, disse overleirer
sparagmitformationens kvartsiter. I de laveste horizonter nærmest
Rørosgruppen er Hovindgruppens bergarter sterkt foldet og pres-
set. Da Rørosgruppen overall synes sterkt utvalset, har glidninger
efter al sandsynlighet fundet sted paa grænsen mellem sparagmit-
formationen og de overliggende formationse grupper. Forskyvnings-
retningen er med sikkerhet F-lig. Herpaa tyder ogsaa en høi lod-
retstaaende «glint», som paa Stenfjeldets østre side avskjærer
Hovindgruppens og Rørosgruppens fortsættelse mot ost.

Åreskutan 1 Jemtland er overskyvningshypothesens klas-
siske fjeldomraade og arnestedet for «fjeldproblemet»'). Efterat
overskyvningshypothesen maatte avvises for Trondhjemsfeltets
vedkommende, syntes imidlertid en kritisk gjennemgaaelse av de
geologiske forhold i Åreskutan og nærliggende fjeldtrakter at være
av stor interesse. Jeg har denfor i anledning utforelsen av dette
arbeide opholdt mig de to sidste sommere en kortere tid i Jemtland
i strøket mellem Storlien og Halland (straks østenfor Åre).

Min opfatning av Areskutans bergbygning svarer i alt væsentlig
ill REUSCHES*) av 1891. I foten av fjeldet optrær slimmerskifere
og kvartsiter gjennemvævet av gabbroidale bergarter, tildels med
amfibolitisk karakter, og hvite graniter. Hoiere oppe er eruptiverne
de mest fremtrædende bergarter, dels hersker her hvite graniter,
dels gabbrobergarter. Selve toppen er opbygget av en normalkor-
nig, eugranitisk, temmelig masseformet noritbergart med folgende
mineralselskap: diallag, hypersthen, metamorf srønbrun horn-
blende, plagioklas (av intermediær sammensælning) og magnetkis.
Pyroxenmineralerne er i almindelighet paa overflaten omvandlet
til hornblende. Bergarternes fald er overalt i Åreskutan indadvendt,
strøklinierne optrær som følge derav som sluttede koncentriske
linier.

Under Areskutans mægiige fjeldmassiv ligger i vest ved Ullan
og i øst ved Undersåker umetamort foss ilførende silurisk lerskifer.
Men den skarpe grænse mellem de metamorfe og umetamorfe
bergarter, som baade TÖRNEBOHM og HÖGBOM paapeker, og som
efter disse forskere betegner forskyvningsplanet, har jeg ingen
steder kunnet iagtta. Der synes derimot overalt at være en tem-
melig kontinuerlig overgang fra lerskifer gjennem fyllitisk bergart
til glimmerskifer.

Den samme opfatning deles ogsaa av VOGT, som efter opdrag av
S. G. U. besøkte Äreskutan 1 1883. «Det resultat, vi hår hafva
kommit till», skriver VOGT?) «nemligen att från petrografisk syn-

1 Se Bjørlykke: «Fjeldproblemets» stilling i Norge og Sverige ved
utgangen av 1909, N. G. T. Bd. 2.

*”) Reuseh: En dag paa Åreskutan, N. G. U. nr.

3 Vogt: Om malmförekomster i Jemtland och Sk (Ga UG
serie C, nr. 89, side 4.

134 C. W. CARSTENS (1919

punkt taget övfergång forefinnes från siluren till sevegruppen, leder
till den slutsats, att intet afbrott eller diskontinuitet intrådt under
aflagringen.»

Vest for Mullfjållet (beliggende straks vestenfor Åreskutan) op-
trær efter HOGBOM*) År eskifer med helt ubetydelig mægtighet,
et efter HOGBOMS eget utsagn svakt punkt i overskyvningshypo-
thesen (cfr. Äreskifernes voldsomme mægtighet nogle km. læn-
gere øst, paa andre siden av Mullfjållet). Efter de undersøkelser,
som jeg i sommer har utført, synes imidlertid en parallelisering
av Åreskiferne og de ved Nordhallen nord for Duived optrædende
bergarter at være forholdsvis usikker. Disse bergarter har derimot
langt større likhet med de vestenfor liggende fyllitbergarter. Åre-
skiferne mangler derfor efter al sandsynlighet vest for Mullfjållet.
Isaafald er ogsaa traktens tektonik anderledes end officielt frem-
stillet.

Jeg har sidstleden sommer ogsaa besøkt forskyvningsplanets
mest «klassiske» punkt, fossen i Tvåran ca. 500 m. øst for aaens
utløp i Ullån. Forholdene her er imidlertid følgende: Lerglim-
merskifer med E-lig fald fører indleiringer av flere konkordant
optrædende gneislignende bergartsbænke av temmelig sikker erup-
tiv natur. I en av disse gneisbænke optrær en saakaldt «skjøl», et
glideplan, efter hvilket der med sikkerhet har foregaaet en mindre
forskyvning. Men baade over og under dette slideplan er lerglim-
merskiferens petrogralfiske karakter nøiagtig den samme. Først i
en betragtelig større høide viser lerglimmerskiferen en sterkere
metamorfosegrad, samtidig som eruptivberganter optrær i størrre
mængde. Åreskifernes sterke metamorfose synes
saaledes overalt at være en væs entlig følge av
de store eruptivmassers indvirkning. En fuldstæn-
dig parallel til dette forhold er tidligere omtalt fra Skjøtingen, hvor
Hovindgruppens bergarter viser en sterk metamorfose omkring de
der optrædende injektionseruptiver.”)

Alle de ovennævnte forhold taler sterkt mot en overskyvning av
Åreskutans mægtige fjeldparti. Bergarterne synes efter de under-
søkelser, som jeg hittil har foretat, at ligge nogenlunde in siflu,
forskyvninger har dog muligens fundet sted i mime maalestok.

” Högbom: Geologisk beskrifning övfer Jemtlands lån, S. G. U., nr.
140 og Studies in the post-Silurian tbrust region of Jåmtland, G. F. F.
Bd. 31.

*”) Min opfatning av Åreskifernes dannelse i Jemtland (og Trondhjems-
Ne er saaledes til en viss grad overensstemmende med Gavelins

g Quensels opfatning av «sevens» dannelse i svensk Lapmarken,
se SG F. F. Bd.41 og de derværende literaturhenvisninger-

Formationsgruppernes stratigrafiske stilling i forhold
til høifjeldsformationerne i syd

For om mulig at kunne parallelisere Trondhjemsfeltets forma-
tionsgrupper med høifjeldsformationerne i det centrale Norge har
jeg sidstleden sommer foretat endel undersøkelser i Gudbrands-
dalen mellem Lesje og Otta samt i trakterne syd for Vaagevand
mellem Garmo og Randsverk (over til Sjoa).

Et av de mest instruktive profiler i disse trakter er profilet
fra Hestehagen ved Vaagevand over Bjørnlisæter til toppen av
Kopfjeld. Dette profil er tidligere omtalt av TÖRNEBOHM,)
BRØGGER”) og BJØRLYKKE*) Den av mig undersøkte profil-
linje stemmer i alt væsentlig med BJØRLYKKES. profilteg-
ning.') Lomskollens graa gneis er petrografisk overensstemmende
med Vestrandens grundfjeldsgneis, den tilhører med sikkerhet
grundfjeldet. Lomskollens bergart overleires av sparagmitlignende
og glimmerskiferlignende bergarter. som vel efter al sandsynlighet

tilhører sparagmitformationen. Over disse bergarter ligger
BJØRLYKKES saakaldte «grønne skifer», som petrografisk er helt
identisk med Bymarkgruppens grønstensbergart. — Gjennem en

graagrøn glimmerskifervarietet gaar grønstenen høiere oppe over I
lyse (hvite) sparagmit- og kvartsitlignende bergarter, som et stykke
ovenfor Bijornlisæter atter overleires av gabbro. De lyse (hvite)
sparagmit- og kvartsitlignende bergarter mdtar saaledes med sik-
kerhet høifjeldskvartsens stratigrafiske plads. Jeg har forsøkt at
følge BJØRLYKKES grønne skifer (Bymarkgruppen) mot sydøst ti!
trakterne omkring Lemonsjøen. Her optrær imidlertid i gruppens
stratigrafiske nivaa en række nye bergarter, saaledes glimmerski-
ferfylliter, pikriter og serpentinkonglomerater samtidig som grøn-
stenen omtrent forsvinder. Ved sydenden av Lemonsjøen er glim-
merskifer-fylliter de fremherskende bergarter, baade pikriter og
serpentinkonglomerater er her helt forsvundet. I Graahø øst for
Lemonsjøen hvælver sparagmitformationen sig saddelformig op.

» Törnebohm: Til frågan om högfjållskvartsiten och fjållens s.k.
yngre gneis, side 37.

* Brøgger: Lagfølgen paa Hardangervidda, side 75.

% Bjørlykke:. Det centrale Norges fjeldbygning, side 408—410 og
418—421.

Bjørlykkes fortolkning av profilet er imidlertid nu forældet, se
forøvrig 1. e. side 420.

113 C. W. CARSTENS [1919

den overleires i disse trakter direkte av de ovenfor omtalte glim-
merskiferbergarter og fylliter, som i de stratigrafisk lavest liggende
horizonter nær toppen er utviklet som alunskiferlignende berg-
arter.) Denne bergartsserie falder overalt ind under Trollhø og
overleires her i høiden av kvartsitiske bergarter. Disse er paa en
række steder dækket av den normale Jotunheimsgabbro, de indtar
derfor likesom sparagmiterne under Kopfjeld hoifjeldskvartsens
stratigrafiske plads.

Trakterne omkring Lemonsjøen, 1 strøket fra Tessanden til
Randsverk, viser os saaledes Bymarkgruppens overgang i det cen-
trale Norges saakaldte fyllitformation. Overgangen synes overalt
at være temmelig jevn. I retningen fra nord til syd indgaar der i
formationsgruppen gradvis mere sedimentmateriel, samtidig som
lavabænkenes antal formindskes. Istedetfor grønstensbænke optrær
i begyndeisen klæberstenslag med overliggende serpentinkonglome-
rater. Jeg har ikke personlig studert disse klæberstenslag, endel er
muligens " injektionseruptiver. endel vistnok ogsaa med sikkerhet
effusivbergarter. Petrografisk maa disse klæberstensbergarter
karakteriseres som metamorfoserte pikriter..) Længere mot syd
forsvinder ogsaa disse bergarter og Bymarkgruppens eneste berg-
artstype blir den glimmerskiferlignende fyllitbergart: Forma-
tionsgruppens overgang i fyllitformationen er fuldbyrdet.

Trondhjemsfeltets Bymarkgruppe tilhører undre ordovi-
cium (de gamle siluriske etager 3 og 4, den er yngre end etage 2 e,
ældre end etage 5 a). Fossiler er endnu ingen steder fremfundet.
I Ottatraktens serpentinkonglomerater, som efter undersøkelserne
ved Lemonsjøen stratigrafisk maa paralleliseres med Bymarkgrup-
pens grønstensbænke, fandtes imidlertid for en række aar siden en
gastropod*) Om dennes alder har professor KJÆR velvilligst
tilskrevet mig følgende: «Gastropoden fra serpentinkonglomeratet
blev for mange aar siden sendt til professor Koken til bearbei-
delse sammen med andre norske gastropoder. Koken fik ikke før
sin død utgit den planlagte monografi, men kun et foreløbig arbeide;
heri omtales denne form ikke. Materialet kom derpaa til professor
Pemer i Prag, som overtok den endelige bearbeidelse. Saavidt
vides er dette arbeide endnu ikke publiceret. Materialet har vi
imidlertid faat tilbake. Den nævnte form har i manuskriptet faat
navnet Lesueurilla rudis Koken—Perner (manuskript). Slegten er
opstillet av Koken i et litet opsats i 1898 (Neues Jahrbuch 1895,
Bd. I, pag. 22) og staar midt mellem Maclurea og Raphistoma.
Saavidt jeg kan se er L. rudis kun kjendt fra Ottadalen; men da
de andre former av slegten Lesueurilla er fra undre Ordovicium
i Estland og N. Amerika, synes denne form (L. rudis) ikke at

1 Se Bjørlykkes tegning, 1. ce. side 418, endvidere Goldsehmidts
indlæg i disk. i møte i N. G. F. 21. november 1914. N. G,. T. Bd. 3.
*) Bjørlykke 1. ce. side 280.

Nr. 1] OVE RSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING ler

peke paa ovre Ordovicium, som antat av Brøgger efter en ældre
uttalelse av G. Lindström, men paa ældre Ordovicium — ortho-
cerkalken og noget ældre og yngre lag.»

Det sem Ne fyllitformation tilhører efter en række for-
skjellige fossilfund likeledes undre ordovicium (etager 3
og 4).*) De palæontologiske undersøkelser bekræfter saaledes rik-
tigheten av den ovenfor skisserte parallelisering av Bymarkgruppen
og Centralnorges fyllitformation.

Bymarkgruppens overgangsfacies mot den underliggende spa-
ragmitformation er paa de steder, hvor den umiddelbare kontakt
er lagttat, utviklet som en sort alunskiferlignende bergart. I profi-
let paa vestsiden av Gudbrandsdalen fra Sells kirke til Otta station
danner likeledes den samme bergartstype, her med konkordant
optrædende blaakvartslag, underlaget for den derværende Bymark-
gruppe. Bergarterne ligger her overalt med S-lig fald,”) de over-
leirer ved gaarden Hullet den underliggende sparagmitformation.
Denne alunskiferlignende horizont, delvis utviklet med blaakvarts-
lag, maa geologisk-petrografisk paralleliseres med Valdres saa-
kaldte blaakvartsetage ;*) hvis stratigrafiske stilling er over grund-
fjeldet, under fyllitformationen. Den indtar saaledes i trakterne
syd for Gudbrandsdalen Rørosgruppens stratigrafiske plads. Baade
blaakvartsetagen og Rørosgruppen er palæontologisk karakteriseret
ved fossilet Dictyograptus flabelliformis, de maa derfor med fuld
sikkerhet kunne karakteriseres som sideordnede, jevnaldrende for-
mationsgrupper.

Vanskeligere falder en parallelisering av Trondhjemsfeltets og
høifjeldets yngste formationsgrupper, henholdsvis Hovindgruppen
og høifjeldskvartsen. Allerede GOLDSCHMIDT") har paapekt mulig-
heten av en stratigrafisk sammenstilling av disse to grupper. Baade
geologisk og petrografisk taler meget for berettigelsen herav.)
Begge formationsgrupper ligger tilsyneladende konkordant over de
jevnaldrende formationer Bymark gruppen og fyllitformationen.
Begge er petrografisk karakteriseret ved sandstene (eller kvartsiter),
sparagmiter og konglomerater. Lerskiferbergater og kalkstene, som
er karakteristiske bergartstyper for Hovindgruppen. indgaar imid-
Jertid i meget liten utstrækning 1 høifjeldskvartsen. Da Trond-
hjemsfeltets Hovindgruppe i syd allerede kiler ut lidt vestenfor

Lilleelvedal, kommer de to formationsgrupper ingen steder i kon-

takt. Qg da fossiler hittil ikke er fundet i høifjeldskvartsen, vil en
stratigrafisk parallelisering av de to grupper for tiden ikke kunne

1 SeBjørlvykke Il. e., side 57 0. a. steder. Her findes ogsaa ældre litera-
turangivelser.

*) Se profiltegning hos Bjørlykke 1. &. side 270.

3 Se Bjørlykke 1: ce. side 52 og 53 0. a. steder.

2” Goldsehmidt i disk. i møte i N. G. F. 9. mars 1918.

3 Se Goldsehmidt: Konglomeraterne inden høifjeldskvartsen, N. G.
U. nr. 77, samt den derværende literaturoversigt.

10

138 C. W. CARSTENS [1919

bevises. Baade i Trondhjemsfeltet og i høifjeldet betegner imid-
lertid begge disse formationsgrupper 'Sedimentationens avslutning,
begge steder er de gjennemvævet av eruptivbergarter, der er ældre
eller samtidig med den kaledoniske fjeldkjedefoldning. Da denne
loldning efter al sandsynlighet foregik i silurtidens sidste halvdel,
vil under ingen omstændigheter aldersforskjellen mellem de to
grupper være av nogen væsentlig betydning. Vi vil derfor i det
efterfølgende betragte Hovindgruppen og hoifjeldskvarisen som
jevnaldrende formationsgrupper.

Nedenstaaende skema gir en oversigt over Trondhjemstfeltets
formationsgruppers stratigrafiske stilling i forhold til høifjeldsfor-
mationerne:

Nromndbgemskrellser konen djert

Hovindgruppe Høifjeldskvartsen.
Bymarkgruppen. Fyllitformationen.
Rorosgruppen. Blaakvartsetag gen.

Langs Trondbjemsfeltets ostgrænse er som allerede tidligere
omtalt Bymarkgruppen ikke kommet til utvikling. Her ligger
Hovindgruppen direkte over Rorosgruppen, nogen peirografisk
parallel ti] fyllitformationen er heller ikke iagttal. I underordo-
vicisk tid laa derfor efter al sandsynlighet Trondhjemsfeltets øst-
lige del over hav.') Størsteparten av feltet var imidlertid nedsænket.
paa bunden av det derværende hav foregik i lang Gd stadige vul-
kanske utbrud. Samtidig var ogsaa det centrale Norge nedsænket
under hav, her foregik i hele dette tidsrum en sterk sedimentation,
ikke avbrudt av vulkanske processer, fyllitformationen dannedes.
Det sydligste punkt, lavabergarterne har naaet, ligger muligens lidt
nordenfor Randsverk; BJØRLYKKE omtaler imidlertid ogsaa grøn
skifer fra Ridderspranget,*) syd for Rindhovde. Denne skiferberg-
art har jeg ikke hat anledning til at studere, det er vel ikke helt ude-
lukket, at denne bergart er et sediment (eventuelt et srønstens-
derivat).

Saavel i Rorosgruppens som i Hovindgruppens tidsperiode var
forholdene i Trondhjemsfeltet og i høifjeldet nogenlunde ensartede.
Men medens Bymarkgruppens periode i Trondhjemsfeltet var
karakteriseret ved sterk vulkanisme, foregik der i denne periode i
høifjeldet en rolig sedimentation.

1) Ved studium av de kvartsitiske facies av Jemtlands undersilur (gammel
terminologi) er Wiman kommet til et lignende resultat (Kambriseh-
silurisehe Faciesbildungen in Jemtland, Bulletin of the geological insti-
tution of the university of Upsala, nr. 5, side 300).

) Bjørlykke Le ide 482

Formationsgruppernes stratigrafiske stilling i forhold
til den norske fjeldkjedes øvrige
palæozoiske dannelser

Som allerede tidligere omtalt har HOLTEDAHL!) i sit arbeide
over Finmarkens geologi paralleliseret Raipasavdelingen med
Bymarkgruppen. Endvidere er der efter samme forfatter mulighet
for en parallelisering av Finmarkens yngre tillitførende sandstens-
række og Hovindgruppen. Damnnelsesforholdene for de to grup-
per synes dog at være temmelig forskjelligartede. Tillitformationen
henføres av HOLTEDAHL til midtre eller øvre ordovicium, 1 der
sidste del av dette tidsrum falder ogsaa for en væsentlig del
Hovindgruppens dannelse.

I Rørosgruppens dannelsestid var forholdene i Finmarken helt
anderledes end i Trondhjemsfeltet, idet det førstnævnte sted til-
hørte det amerikansk-arktiske, det sidstnævnte sted det atlantisk-
europæiske havomraade.*) Nogen sammenligning av Trondhjems-
feltets og Finmarkens dannelser fra overgangstiden kambrium-
ordovicium vil derfor vanskelig kunne gjennemføres paa petrogra-
fisk basis.

Ifølge en række forskjellige geologiske beskrivelser av Vest-
landsformationerne nord og syd for Bergen*) synes der
paa mange punkter at herske stor overensstemmelse med Trond-
hjemsfeltets stratigrafiske bygning. For om mulig at kunne gjen-
nemføre en parallelisering av de to felters forskjellige formations-
grupper foretok jeg vaaren 1919 en studiereise til Bergensbuerne og
trakterne sydover til Karmøen. Bergarterne paa disse steder min-
der i alt væsentlig om Trondhjemsfeltets forskjellige typer. Fra et
geologisk standpunkt betragtet hadde jeg omtrent overalt følelsen
av at vandre omkring i Trondhjemsfeltet.

Mine første undersøkelser blev foretat i den sydlige del av Ber-
gens halvø i strøket mellem Lysekloster kapel i nord og
Osøren i syd. Over disse trakter foreligger der et geologisk
detaljkart av REUSCH,') utarbeidet allerede 1881. I dette kartom-

') Holtedahl: Bidrag til Finmarkens geologi.

”) Holtedahl: Om fordelingen av land og hav i det nordatlantisk-
arktiske omraade 1 jordens oldtid, Naturen, 1919.

SJAv FE sort dahl Tr sens ReuschRekstad or Kolderup.

') Reuseh: Silurfossiler og pressede konglomerater i Bergensskifrene,,
Universitetsprogram 1883.

140 SN MØ SRSENSE [1919

raade tror jeg med nogenlunde sikkerhet at kunne foreta følgende
stratigrafiske parallelisering med Trondhjemsfeltet:

Lyseklosterskifrene
Kvartsførende talkglimmerskifer / Rørosgruppen

Dioritskifer (og nærstaaende bergarter) | Bymark-
Konglomerat (med forskjelligartede rullestene) f gruppen

Lerglimmerskifer
Kalklag | ;

Kloritrik sparagmit Hovindgruppen
Kvartsitisk sandsten |

Denne sammenstilling er baseret dels paa bergarternes petro-
grafiske karakter, dels ogsaa paa de forhaandenværende fossilfund.
Bergarterne danner saaledes efter den paa kartet (REUSCHES kart)
optrukne profillinje en sterkt sammenpresset mulde. Muidens cen-
tralparti er gjennemvævet av basiske eruptivbergarter med gab-
broidal karakter, randzonerne av lyse sure bergarter, der tildels har
en fra Trondhjemsfeltets hvite graniter forskjelligartet strukturel
utvikling.

Bergartsformationerne mellem Lysekloster og OQsøren tilhører
den saakaldte ytre Bergensbue. Metamorfosen i denne bue tiltar
gradvis nordover, samtidig som ogsaa fossilfundene blir sjeldnere.
Dét var derfor av interesse at foreta en undersøkelse av de samme
bergartsformationer efter en nordligere beliggende profillinje. Som
saadan blev valgt profillinjen Vaksdal—Trengereid, som er geolo-
gisk detaljbehandlet av KOLDERUP.!) Over trakterne syd for pro-
fillinjen, mellem Sørfjorden i nord og Samnangerfjorden 1 syd
findes av samme forfatter et geologisk detaljkart. Bergar-
terne viser overalt i dette strøk adskillig sterkere metamorfose end
i strøket Lysekloster—Osøren. Omvandlingen er lokalt saa vold-
som, at bergarternes primære karakter tildels er helt forsvundet.
Allikevel vil en parallelisering med Trondhjemsfeltets formations-
grupper til en viss grad kunne gjennemføres:

Fyllit — Rørosgruppen

Grøn gneis”)
5 E SE E
Konglomerat Bymarkgruppen

Marmor med fyllit — Hovindgruppen

Lagene er under paavirkning av de sterke stresskræfter delvis
kastet om hverandre, og den normale aldersfølge, som kunde utle-

)) Kolderup: Fjeldbygningen i strøket mellem Sørfjorden og Samnan-
gerfjorden i Bergensfeltet, Bergens museums aarbok 1914—15.

*) Den grønne gneis repræsenterer petrografisk (likesom dioritskiferen) en
sterkt metamorfoseret basalt (grønsten).

Na: 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 141

des direkte av profillinjen Lysekloster—Osoren, er her skjult ved en
række forkastninger. De forskjellige lags alderstrin kan kun
bestemmes ved en stratigrafisk parallelisering med Trondhjems-
feltets eller Ostraktens formationsgrupper paa petrografisk og palæ-
ontologisk basis. Ogsaa i strøket Sørfjorden—Samnangerfjorden er
lagene gjennemvævet av basiske og sure eruptiver, som dels har
gabbroidal, dels ogsaa trondhjemitisk karakter.

Den indre Bergensbue er over hele sin strøkretning
sterkt metamorfoseret. Men ogsaa her kan paa mange steder paa-
vises bergartshorizonter av petrografisk samme karakter som
Trondhjemsfeltets formationsgrupper.

Klarest fremtrær Vestlandsformationernes (Vestlandsbuernes)
stratigrafiske stilling paa Stord. Stord og omkringliggende øer
blev geologisk detaljkartlagt av REUSCH') allerede i 80-aarene. Og
i et større arbeide over de derværende trakter findes en meget
fuldstændig beskrivelse av de optrædende bergartsformationer. I
grubedistriktet staar grønsten av petrografisk samme karakter som
Bymarkgruppens bergart. Konkordant indleiret i grønstenen (som:
i almindelighet optrær med svakt skifrig tekstur) forekommer like-
som i Meldalsskogens grønstensbergart en række forskjellige jas-
pislag. I høiderne vestenfor grubedistriktet optrær grønstenskong-
lomerat med jaspisboller av fuldstændig samme utseende som
Trondhjemsfeltets forskjellige jaspisførende grønstenskonglomera-
ter (fra Bymarkgruppens høieste horizonter). — Lagstillingen er
væsentlig steil. Væestenfor konglomeratbænkene, tildels ogsaa ind-
presset mellem disse, optrær ved Vikenæs syd for Dyviken fossil-
førende lerskifere og kalkstene, som av REUSCH er henføri til etage
5. Mot vest er disse sedimentbergarter brat avskaaret av de der
optrædende eruptivbergarter (basiske og sure). Denne sedimeni-
formation maa saaledes baade petrografisk og palæontologisk
paralleliseres med Hovindgruppen. Det fremgaar direkte av de
geologiske detaljstudier, at sgrønstenskonglomeratet er yngre end
grønstenen. De umiddelbart over (vestenfor) konglomeraizonen
optrædende lerskiferbergarter er srønstensderivater, tildels av tuff-
lignende karakter, disse er saaledes atter yngre end grønstensfor-
mationen 9: denne formation er ældre end Hovindgruppen. Østen-
for grubedistriktet mellem gruberne og Lervik optrær lerglimmer-
skifere og kvartsiter med stor mægtighet, med E-lig, dels ogsaa
med W-lig fald. I dette strøk er fossiler endnu ikke fremfundet.
Denne sedimentformation er imidlertid stratigrafisk ældre endå
grønstensformationen, ogsaa i petrografisk henseende er den en
parallel til Trondhjemsfeltets Roørosgruppe.

Stonds forskjellige formationsgrupper kan saaledes direkte
parallelisenes med Trondhjemsfeltets forskjellige formationer; den
aldersfølge, som i Trøndelagen er utledet for disse formationer, kan

) Reuseh: Bømmeløen og Karmøen med omgivelser.

142 CJCARSDENSIET å [1919

ogsaa opstilles paa Stord uavhængig av undersøkelserne i Trond-
hjemsfeltet.

Paa Bommeløen, Karmøen og i trakterne sydover like
til Stavangerhalvøen synes den stratigrafiske bygning
overalt at være i overensstemmelse med Trondhjemsfeltels opbyg-
ning, detaljstudier har jeg dog ikke utført søndenfor Haugesund.

Av ovenstaaende undersøkelser fremgaar, at de geologiske for-
hold i den gammelpalæozoiske tidsperiode (kambrium, ordovicium,
ældre silur) har været temmelig ensartet over helt forskjellige
strøk i den norske fjeldkjede. Karakteristisk for hele fjeldkjeden
er den store række av vulkanske utbrud, som fandt sted i undre
ordovicium. De ordoviciske lavabergarter kan følges med enkelte
mindre avbrytelser like fra Nordlands amt til Stavanger, de er
endvidere kjendt fra Finmarken. De synes fortrinsvis at optræ
nær den nuværende kystline, de er saaledes paa etpar undtagelser
nær ikke iagttat 1 det indre av Trondhjemsfeltet, heller ikke i det
centrale Norge. De ordoviciske vulkanutbrud er helt overveiende
submarine, utbruddene har sandsynligvis foregaaet paa bunden av
et forholdsvis grundt opvarmet havbækken. Lavabergarternes
petrografiske karakter er temmelig ensartet, srønsten (omvandlet
basalt) er den ordinære type.

I Trondhjemsfeltet er sure lavabergarter aldrig iagttat, slike
bergarter er dog beskrevet av REUSCH fra Bommeløen. Jeg besøkte
1 den anledning sidstleden sommer det guldførende distrikt nord
for Nøklingfjord, hvor disse bergarter er almindelig utbredt. Den
derværende kvartsporfyrit var imidlertid en for mig helt ukjendt
bergartstype, som med sikkerhet har en inden fjeldkjeden sterkt
begrænset utbredelse.

De ordoviciske vulkanutbrud er som allerede tidligere omtait
ikke bare begrænset til vort land, de er ogsaa kjendt fra forskjel-
lige steder paa de britiske øer. V ulkanismen synes saaledes
at ha været et almindelig træk over store dele av det strøk, som
senere blev berørt av den "saakaldte kaledoniske fjeldkjedefoldning.

I Kristianiafeltet, som kun lokalt er berørt av fold-
ningssprocesserne, og som hverken topografisk eller geologisk til-
hører fjeldkjeden, er ordoviciske lavabergarter ukjendt. I undre
og mellemste ordovicium er de geologiske forholde i Kristianiafeltet
i nær overensstemmelse med forholdene i Centralnorge, begge
steder er i dette tidsrum karakteriseret ved en rolig sedimentatioun.

I Nordland, hvor mangel paa fossilfund længe har vanske-
liggjort en sikker stratigrafisk formationsinddeling, repræsenterer
efter HOLTEDAHL!) bergarterne fra overgangstiden kambrium-

1 Se de palæogeografiske karter hos Holtedahl: Om fordelingen av
land og hav i det nordatlantisk-arktiske omraade i jordens oldtid, side
82 og 85, endvidere Holtedahls arbeide: On the paleozoic series of
Bear Island, especially on the Heelahook system, N. G. T. Bd. 5, side 138.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 145

ordovicium op til mellem-ordovicium en amerikansk-arktisk
faciesutvikling. En parallelisering av disse perioders formations-
grupper med den sydligere fjeldkjedes kambrisk-underordoviciske
formationer vil derfor vanskelig kunne gjennemføres i petrografisk
henseende. Nordlands geologiske historie i overordovieisk og silu-
risk tid er hittil indhyllet i morke; hverken petrografisk eller
palæontologisk er der saaledes iagttat nogen parallel til Hovind-
gruppen eller det centrale Norges høifjeldskvarts.

Som allerede omtalt i indledningen til nærværende arbeide er
vort kjendskap til Trondhjemsfeltets geologiske bygning endnu paa
mange punkter mangelfuldt. Men efterhvert som vore kundskaper
utvides og undersøkelserne I nord og syd skrider frem, vil Trond-
hjemsteltets geologiske losning bidra til en fastere sammenknyt-
ning av det nordlige Norges og det sydlige Norges geologiske
historie. I denne opgave ser jeg maalet for Trondhjemsfeltets
geologiske utforskning.

Literaturfortegnelse

Nedenforstaaende literaturfortegnelse omfatter geo-
logiske publikationer, som helt eller delvis behandler Trondhjems-
feltets geologiske bygning. Publikationer, som kun omhandler
malmgeologiske eller grubetekniske emner, er ikke medtat i nær-
værende fortegnelse.

Forkortelser: N. G. U. Norges geologiske Undersøkelse. N. G.
F. Norsk geologisk Forening. N. G. T. Norsk geologisk Tidsskrift.
Kgl. N. V. S. S. Køl. norske Videnskabers Selskabs Skrifter, Trond-
hjem. Kr. V.S.S. Skrifter udgivne af Videnskabsselskabet i Chri-
stiania. Kr. V.S. F. Forhandlinger i Videnskabsselskabet i Chri-
stiania. Nyt Mag. for Nat. Nyt Magasin for Naturvidenskabeme.
S. G. U. Sveriges geologiska Undersøkning. G. F. F. Geologiska
Föreningens 1 Stockholm Förhandlingar. Kgl. S. V. A. H. Kgl.

svenska Vetenskaps-Akademiens Handlingar.
BEDEMAR, V.

reise nach dem hohen Norden, Frankfurt a. M. 1819.

BJØRLYKKE, K. 0.

Det centrale Norges fjeldbygning, N. G. U. nr. 39.

BRØGGER, W. C.

Fossiler fra det Trondhjemske, Nyt Mag. for Nat. Bd. 21.

Om Trondhjemsfeldtets midlere Afdeling mellem Guldalen og
Meldalen, Kr. V. S. F. 1877.

Norges geologi, Norge i det nittende aarhundrede og Norge
1814—1914, Kristiania.

vB UCE IE!

Reise durch Norwegen und Lappland, Berlin 1810.

BUGGE, GC.

Bergarter fra Trondhjemsfeltet, foredrag i N. G. F. 5. december
1908 Mer av ds NJ Bd

Rennebu, N. G. U. nr. 56.

Lagfølgen i Trondhjemsfeltet, N. G. U., nr. 61.

BACKSTRÖM, H.

Om «kvartskagelagren» vid Gudå, Norge, G. F. F. Bd. 12.

(CARSTENS, CC. W.

Kisforekomster i Trondhjems Bymark, Tidsskrift for Bergvæ-
Sen, UNN.

Nr. 1| OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 145-

Vulkaner omkring Trondhjem i den geologiske oldtid, Trond-
hjems Adresseavis, 2. december 1917.

Om Trondhjemsfeltets geologi, foredrag i N. G. F. 9. mars 1918.

Geologiske undersøkelser i Trondhjems omegn, N. G. U., nr. 83.

DUROCHER.

Voyages en Scandinavie, en Laponie etc. pendant låg années
1838—40, Paris (publies par ordre du Gouvernement sous la direc-
tion de M. PAUL GATMARD).

ESMARK, J.

Reise fra Christiania til Trondhjem, Christiania 1829.

EVEREST, R.

Å Journey through Norway, Lapland and part of Sweden, Lon-
don 1829.

FALKENBERG, 0.

Geologiseh-petrographisehe Beschreibung einiger sid-norwe-
gisehen Schwefelkiesvorkommen mit besonderer Bericksichtigung
ihrer Genesis, Zeitschrift fir praktisehe Geologie, 1914.

GETZ, A.

Graptolitførende skiferzoner i det trondhjemske. Nyt Mag. for
Nat. Bd. 31.

GOLDSCHMIDT, V. M.

Om et devonfelt ved Roragen nær Røros, N. G. T. Bd. 2.

Das Devongebiet am Röragen bei Röros. Mit einem palåobota-
nisehen Beitrag: Die Pflanzenreste der Röragen-Ablagerung von
GJASNARHORST Kr V SS 1913.

Geologiseh-petrographische Studien im Hochgebirge des sid-
lichen Norwegens, III, Die Kalksilikatgneise und Kalksitikatglim-
merschiefer des Trondhjem-Gebiets, Kr. V. S. S. 1915 og IV, Uber-
sicht der Eruptivgesteine im kaledonisehen Gebirge zwischen
Stavanger und Trondhjem, Kr. V. S. S. 1916.

GUMÆLIUS, 0.

Också ett bidrag till historiken å er de geologiska undersöknin-
garne i Sveriges fjålltrakter, G. F. F. Bd. 8.

HAGEN, O. N.

Reise i Meraker i 1881 og 1882, Nyt Mag. for Nat. Bd. 26.

HANSTEEN, H.

Om Sforvarls Grubes Ertsleies Udstrækning i Felt, Nyt Mag. for
Nat. Bd. 10.

HAUSMANN, J. F. L.

Reise durch Skandinavien in den Jahren 1806 und 18907, Göttin-
gen 1811—1818.

HELLAND, A.

Om Kromjernsten i Serpentin, Kr. V. S. F. 1873.

Forekomster af Kise i visse Skifere i Norge, Universitetspro-
gram 1873.

DE LENE

De mægtigste og ædleste kismasser i Norge, Polyteknisk Tids-
skrift, 1873, Christiania.

Tagskifere, heller og vekstene, N. G. U. nr. 10.

Norges land og folk. Topografisk-statistisk beskrivelse over
Søndre Trondhjems amt, 1898 og Topografisk-statistisk beskrivelse
over Nordre Trondhjems amt 1909, Kristiania.

HISINGER, W.

Anteckningar i Physik och Geognosie under Resor uti Sverige
och Norrige, Upsala och Stockholm, 1819—1840.

HOLMQUIST, P. J.

Bidrag till diskussionen om den skandinaviska fjållkedjans tek-
tonik, G. F. F. Bd. 23.

HOLMSEN, G.

Tekst til geologisk oversigtskart over Østerdalen —Fæmunds-
Strøket, N. G. U. nr. 74.

Fortsættelsen av Trondhjemsfeltets kisdrag mot nord, N. G. T.
Bd. 5.

HOLTEDAHL, O.

Fossiler fra Smølen, N. G. U. nr. 69.

HOMAN, GC. H.

Selbu, N. G. U. nr. 2.

HÖGBOM, A. G.

Geologisk beskrifning öfver Jemtlands lån, S. G. U. Serie CG,
nr. 140.

HØRBYE, J. C.

Et Strøg af Rigsgrændsen, Nyt Mag. for Nat. Bd. 8 og 11.

Notitser om Thydalen, Nyt Mag. for Nat. Bd. 11.

KEILHAU, B. M.

Reise i Jemtland og Nordre Trondhjems Amt i Sommeren 1831,
Mag. for Nat. Anden Række, Bd. 1.

Gæa Norvegica, Christiania 1850.

KJERULF, TH.

Om Profilet fra Mjøsen til Dovre, Forhandlinger ved det skan-
dinaviske Naturforskermode i Christiania 1856.

Uber die Geologie des siidlichen Norwegens mit Beihang von
T. DAHLL, Nyt Mas. for Nat. Bd. 9.

Bemærkninger til det fremlagte geologiske Kort over en Deel av
Norge, Forhandlinger ved de skandinaviske Naturforskeres ottende
Møde i Kjøbenhavn 1860.

Om Fossiler fundne 1 Kalksten, Kr. V. S. F. 1864.

Om Conglomerater i det Trondhjemske Skifer-Felt og deres
Vidnesbyrd ligeoverfor Omvandlings-Theorierne, Kr. V. S. F. 1867.

Om skuringsmærker, glacialformationen og terasser samt om
grundfjeldets mægtighed i Norge, I, Grundfjeldet, Universitetspro-
gram 1870.

Om Trondhjems Stifts geologi, Nyt Mag. for Nat. Bd. 18 og 21.

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 147

St Stykke Geografi i Norge, Kr. V. S. F. 1876.

Om stratifikationens spor, Christiania Universitets festskrift :
anledning af Upsala Universitets jubilæum 1877.

Det sydlige Norges fjeldbygning, Stenriget og fjeldlæren, 3die
udgave, Christiania 1878.

Udsigt over det sydlige Norges geologi, Christiania 1879.

Fortsatte bemærkninger om reliefforholdene, Kr. V. S. F. 1881.

Merakerprofilet, Kgl. N. V. S. S. 1882.

Beskrivelse af en række norske bergarter (udgivet af TH.
HJORTDAHL, H. REUSCH og J. H. L. VOGT), Universitetsprogram
1891.

KJÆR, J.

Das Obersilur im Kristianiagebiet, Kr. V. S. S. 1906.

Kalstadkalken, N. G. T. Bd. 1.

REAR

Topographisk-statistisk Beskrivelse over Kongeriget Norge, Bd.
5 og 6, Christiania 1832 og 1835.

MÖöHL, H.

Die iruptivgesteine Norwegens, Nyt Mag. for Nat., Bd. 23.

NAUMANN, GC. F.

Beytråge zur Kenntnisz Norwegens, Leipzig 1824.

OXAAL, J.

Norsk sranit. N. G. U. nr. 76.

REUSCH, H.

Nogle af Merakerprofilets bergarter, Kgl. N. V. S. S. 1882.

Geologiske iagttagelser fra Trondhjems stift, Kr. V. S. F. 1890.

Geologiske iagttagelser fra strøget nord for Fæmundsjøen, Kr.
VEST I690:

Oplysninger til Blakstads jordbundskort over Trondhjems om-
em INIG JU nr 32:

Norges geologi, N. G. U. nr. 50.

Bidrag til Hitterens og Smølens geologi, foredrag i N. G. F.
13. mai 1914. Ref. av disk. 1 N. G. T. Bd. 3

Nogen bidrag til Hitterens og Smølens geologi, N. G. U. nr. 69.

SCHEI, P.

Et vulkansk nivaa fælles for det bergenske og det trondhjem-
ske silurfelt, foredrag i N. G. F. 25. mars 1905. Ref. mangler.

SCHETELIG, J.

De geologiske forhold i Nordre Østerdalen, foredrag i N. G. F.
29. februar 1908. Ref. av disk. i N. G. T. Bd. 1.

Hitteren og Smoølen, N. G. T. Bd. 2.

Hitteren og Smølen, foredrag 1 N. G. F. 1. mars 1913. Ref. av
«disk. i N. G. T. Bd. 3.

SINDING, M. W.

Marmoranvisninger nordenfjelds, Bergmanden 1847, nr. 3.

148.

C. W. CARSTENS BEI

STRØM, H. C.

Beretning om Qværnestensbruddene i Sælboe, Budstikken 1820,
ie, 596024, 605—00-

Geognostiske Bemærkninger over Egnen omkring Værkerne i
det nordenfjeldske Bergværksdistrikt, Mag. for Nat. Bd. 5—7.

Techniske og geognostiske Bemærkninger under Reiser i Trond-
hjems og i en Deel af. Nordlands Amt i 1824 og 1827, Mag. for
Nat. Bd. 9.

SVENONIUS, F.

Några profiler inom mellersta Skandinaviens skifferomrade,
GRE Bar:

TORELL, O.

Alagringarne på Ömse sidor om riksgrånsen i Skandinaviens
sydligare fjelltrakter, med tillåg af G. HOLM, G. F. F. Bd. 10.

TÖRNEBOHM, Å. E.

En geognostisk profil öfver den skandinaviska fjålryggen mel-
lan Östersund och Levanger, S. G. U. serie C, nr. 6.

Uber die Geognosie der schwedischen Hochgebirge, Bih. Kgl.
SN AAB d.

Om forekomster af serpentin i Jemtland. G. F. F. Bd. 1.

Om de geologiska svårigheterna kring riksgrånsen, G. F. F.
Bd:

Om fjållproblemet, G. F. F. Bd. 10.

Om Sevegruppen och Trondhjemsfåltet, G. F. F. Bd. 14.

Til frågan om hogfjållskvartsiten och fjållens s. k. yngre sneis.
GE BANG:

Grunddragen af det centrala Skandinaviens bergbyggnad, Kgl.
Sed:

Till frågan om lagerföljden inom Trondhjemsfåltet, G. F. F.
Bd. 32.

EET, 1.180 165

Foldalens kisfelt, Norske ertsforekomister, VIL, Archiv for
Maihematik og Naturvidenskab, Bd. 13.

Uber die Kieslagerståtten vom Typus Röros, Vigsnås und Suli-
telma in Norwegen und Rammelsberg im Deutschland, Zeitschrift
får praktisehe Geologie 1894.

WEÆERENSKJOLD, W.

Tekst til geologisk oversigtskart over det sydlige Norge N. G.
U. nr. 70.

Ovenstaaende arbeider har alle været av mere eller mindre be-
tydning for utarbeidelsen av nærværende avhandling. Fontegnel-
sen er dog ikke helt komplet. Jeg har saaledes ikke medtat
skrifter, som kun refererende omhandler Trondhjemsfeltets berg-
bygning, heller ikke foredrags- og diskussionsreferater utenfor
Norsk geologisk Forening. Emndvidere findes der i Norges geo-

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 149

logiske Undersøkelses arkiv opbevaret en række forskjel-
lige dagbøker, som har været mig til stor hjælp i mit arbeide.

I tilknytning til omstaaende literaturfortegnelse er nedenfor
opført geologiske rektangelkarter, som helt eller del-
vis omfatter Trondhjemsfeltet. Samtlige karter er utgit av N. G. U.

Trondhjem 1879, Melhus 1879, Rindalen, Stjørdalen 1881,
Levanger 1881, Skjørn 1881, Meraker 1882, Terningen 1882, Sten-
kjær 1883, Selbu 1891, Rennebu 1910.

PI.

Jeli,

JEU,
PI.

Jed
PI.

JE

JPL

PI.

ell;
Je
Jo

På
PI.

Forklaring til plancherne

Bemærkninger til fotografier og profiler.
Forstørrelsen av de mikroskopiske bilder er ca. 40.

Fig.

Fig.

1,

2.

NG

Lo

NG

ND —

N ==

Smuldrende alunskiferlignende lerglimmerskifer fra
Rørosgruppen. Fossilfindestedet, Nordaunevold.
Strekt kruset fyllit fra Rørosgruppen. Lidt øst for
Floren st.

Fjeldformationer av gronsten fra Bymarkgruppen.
Buviken.

Stavsjofjeldets konglomerater og sandstensberg-
arter (å bakgrunden). som tilsyneladende diskordant
overleirer det flate forlamds lerglimmerskifere. Ho-
vindgruppens bergarter, Hommelvik.

Kalkstensvæg, kalkstensfelt fra MHovindgruppen.
Fossilfindestedet, Hellem i Aasen.

Fjeldformationer av sandsten fra Hovindgruppen,
Sundalen i Aasen.

Hvite eruptivgneise med indeslutninger av amfi-
bolit, Åreskutan i Jemtland.

Sedimentære kislag (de lyse partier) i veksellagring
med lerskifer og sandsten (de mørke partier). Kis-
prøve fra Leksdalen (poleret plate). X 2.

Sammenvoksning av staurolit (det lyse mineral) og
hornblende (det mørke mineral). Mineralernes
c-akser er parallelorienteret. Kværnstenshorizon-
terne, Selbu.

Stuedalsskifer med biotit (det mørke mineral) som
porfyroblastmineral. Tydalen.

Paragneis med hornblende og biotit. Singsaas.
Paragneis med diopsid. Singsaas.

Vifteformig epidotroset i grønsten. Trolla.
Grønsten med lange hornblendenaale, saakaldt
«naalesten». Skogn. å

Nr. 1] OVERSIGT OVER TRONDHJEMSFELTETS BERGBYGNING 151

PES

på

PI.

Jell

8,

JG

16,

ri:

2.

NG

No

ID

Rod finkornig skifer fra Hovindgruppen (det lyse
mineral er kvarts). Krokstad, Høilandet.
Jaspisbreccie (grønstenskonglomerat) fra Hovind-
gruppen (det lyse mineral er kvarts). Gaustadbak-
ken, Høilandet.

Feltspatporfyrit fra Hovindgruppen, Almaasaas,
Høilandet.
Saussuritgabbro, Skjøtingen.

Saussuritgabbro (det lyse mineral er klinozoisit, det
stænglige mineral i centrum er grøn hornblende).
Forbordfjeld.

Saussuritgabbro (det mørke parti i centrum er en
epidotknute). Aalen.

Olivinnorit (det lyse mineral er plagioklas, forøvrig
optrær væsentlig olivin og lidt hypersthen). Nord-
aunevold.

Gabbro (hornblendeførende). Reitstøen.

Gabbro (lidt saussuritiseret) anriket paa apatit (de
smaa korn). Skjækerdalen.

Saussuritgabbro med tremolit omkranset av mag-
netit. Skjækerdalen.

Olivinnorit med magnetkis og kobberkis. Skjæker-
dalen.

Sterkt kisførende norit (med tydelig idiomorf hyper-
sthen). Skjækerdalen.

Magnetkis og kobberkis med idiomorfe plagioklas-
krystaller. Drifterne, Skjækerdalen.
Amfibolit med magnetkis og kobberkis. Esna grube.

Hvit granit (trondhjemit) med saussuritiseret felt-
spat. Folstad, Støren.

Mikropegmatitisk sammenvøoksning av kvarts og sur
plagioklas omkring albit (og andre mineraler) i sedi-
mentære kishorizonter. Skjødskift.

Kisførende kalksandsten (de store lyse korn er albit).
Leksdalen.

Kislag (de mørke partier) i veksellagring med grøn-
stensderivater og lerskiferbergarter. Skjødskitt.

152 (C.W.CARSTENS. OVERSIGT OVER T.HJEMSF. BERGB [1919 Nr. i]

Pl. 17, Fig. 1. Norit, Åreskutan.
P1.17, Fig.2. Pyroxenforende eruptivgneis. Åreskutan.

PI. 18, Fig.1. Skematisk profil fra Orkedalsøren til Storlien.

0 — Sparagmitformationen
1 — Rørosgruppen

2 = Bymarkgruppen

3 — Hovindgruppen

Krydsene betegner eruptivfelter.

PI. 18, Fig.2. Skematisk profil fra Levanger til riksgrænsen. Sam-
me gruppebetegnelse.

PI. 18, Fig.3. Skematisk profil fra Heimdal via Holtaalen til Rien.
De store prikker betegner Bymarkgruppens grøn-
stenskonglomerat, forøvrig samme gruppebetegnelse.

P1.19, Fig. 1. Skematisk fremstilling av Merakerprofilet umiddel-
bart før den kaledoniske fjeldkjedefoldning under
forutsætning av mellemordoviciske (underordovici-
ske) foldningsprocesser. Samme gsruppebetegnelse.

P1.19, Fig.2. Skematisk pofil fra Fiskaaen til nordre Syltop.

P1.19, Fig.3. Skematisk profil fra Grøna elv via Hol til Birkaaker.
Samme gruppebetegnelse.

PI. 19, Fig.4. Skematisk profil fra Aasen station til Markabygden.
De smaa prikker betegner lavahorizont i Hovind-
gruppen. De store prikker betegner Stokvolabreceien.

PI. 19, Fig.5. Skematisk profil fra Myraas til Horg.

2 — Bymarkgruppen.

3 åa — Hovindgruppen, etage 5 a.

3 b — Hovindgruppen, etage 5 b (Høilandsavde-
lingen).

p = lavahorizont (porfyrit) i Høilandsavdelingen.
De store prikker betegner Bymarkgruppens grøn-
stenskonglomerat.

Bemærkninger til det geologiske oversigtskart.

Bymarkgruppens utbredelse nord for Værdalen er kun løselig
antydet, da terrænget her er sterkt overdækket. Fra Vuku stryker
Bymarkgruppen mot WNW. over til Trones. Omkring Værdals-
øren ligger saaledes Hovindgruppens bergarter muldeformig sam-
menpresset. — Da Sylenes gabbrofelt endnu ikke er detaljkartlagt,
er det likesom de fleste øvrige palæozoiske eruptivfelter ikke avmer-
ket paa det geologiske oversigtskart.

Maalestokken er 1 : 1,000,000.

Trykt 91 1990.

PI å

Fig. 2

E
he

oe

PIL 2

Pi

98
5

PIN

Fig. 1 (+ N)

PI

PIL 6

J

PJ,

ep

pe

Gat TIA
an vn
7 7

AA

Fig. 2

y SLÅ
elr Jie:
Gr

Å)
ALGER
US
PER

PI.

Å
Fel
ine

Er

PL 9

Å

Vi
Lå
KT

me

yen

sn
Ge

PIERO

JPG 13

JPL 19

å
0

AA

SY
ne

Fr

IPL 18

PIN PGA
He
RAN

Fu
Fr Se
Je

år

Ber

>

EE

PI.

på LE
NYT GE
Ne

Er

Gr
Å 5
å BE å

PENG

SAT
å HESA
Se

Dy

Pleeio

fk

PK
rå
SE

EN,
Hå

Ne å 2 EN

å

Hel
då

AN
NG

PI

PI. 18

1 2
NR SEN N S 2 å
Q SN S RQ OG N po eg
SOSSSNSSSNNSS å BE E g
Kedalskje Rå rondbjenn 5

PET / JE HÅ
I ++ttt+t tt ttttt+ Jå LL JJ
N VEE /

Fig 2 b ee
|
I
TETTE 7
N ae [313 / Je l Å pe VOGN TG ES
N TN] fl RT [LL UNI PL YPTS LP dt V ee
Noltaalen Merdaunewsld dtrulikeuvold

Fig. 3

fee
Fag

KE den

Gå

po

skim ae
> —
DPI Ea * ; VEE
4 ER på
e UG
Oasen st. Stiøniskiw Marhabygo
Fig. 4

Pl. 19

Fig. 5

ig
BEE
jo

Trondhjemsfeltets stratigrafiske bygning

(lidt skematiseret).

Utarbeidet av C. W. Carstens.

TEGNFORKLARING:

DEVONFORMATION

EFFUSIVER

HOVINDGRUPPEN

SEDIMENTER

| BYMARKGRUPPEN
VÆS. EFFUSIVER

RØROSGRUPPEN

VÆS. SEDIMENTER
Fe SPARAGMITFORMATION

PALÆOZOISKE ERUPTIVER

(kunde største felter indtegnet)

RØDE GRANITER
OG GRUNDFJELD

(alder ubestemt)

10 5 o 10 20 30 20 50 km

|

OVERSIGT

OVER

VIDENSKAPSSELSKAPETS OLDSAKSAMLINGS TIL-
VEKST I 1918 AV SAKER ÆLDRE END
REFORMATIONEN

AV

TR BER SEN

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1919. Nr. 2

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1919

1. 2kvernstene, nemlig en underligger bestaaende av en
stor, noget rektangulær kuppelsten, som under bruken har været
jordfast. Den øvre side er flatt tilhuggen og har i midten et rundt
spor, c. 5 cm. 1 tverm. og c. 45 em. dypt. Overliggeren er rund og
av vanlig form, c: 40 cm. i tverm. F. under anlægget av en ny vei
i Børsa paa klokkergaardens grund, et par hundrede m. nord for
prestegaarden, i et kullag c. 1,: m. nede i leren. Kullaget hadde en
tykkelse av indtil ce. 3 cm. og dækket en flate av c. 4 X 2m. Sam-
nen med kvernstenene fandtes ogsaa i kullaget en temmelig med-
tat øse av træ av enkel form og en liten naturdannet sten ind-
knepet i midten med nogen slagmerker i den ene ende, antagelig en
liten knusesten. Disse fund skriver sig vistnok fra en hustomt,
som i sin tid er blit dækket ved et lerras eller jordfald, hvorav der
endnu i mands minde har gaat flere omkring prestegaarden. Ind-
sendt av kirkesanger 0. H. Hestenes (11795).

2. Størré brudstykke av en skaal av klebersten med et
utstaaende, trekantet øre; sotet paa undersiden. — 2 brudstykker
av en eller to gryter av klebersten. F. paa pladsen FEinmoen
under Leirvik, Hemnes. Indsendt av lensmand G. Pleym
(11796).

3. Flintfund fra Omsund, Bremsnes.

a. Skivespalter med en 4 cm. bred, litt indbuet tveregg
med skarpe hjørner, tilhuggen ved en enkelt tveravspaltning. Den
ene kant er tyk, den anden mere eggformet. Avsmalnende mot
nakken. '6 cm. I. — Liten skivespalter av mindre tvpisk
form. Undersiden er en enkelt spalteflate, oversiden sterk hvælvet
og tilhugget ved en række avspaltninger. Kanterne eggformet til-
hug get fra begge sider. Eggen e. 3,5 em. bred og noget utfaldende.
N Alren spids. Te cm. I. — En noget tvilsom tverøkse, en mel-
lemform mellem skivespalteren og kjerneøksen. Undersiden en
enkelt spalteflate, oversiden svakt hvælvet. Eggen oval og 3,5 cm.
bred. Den ene kant tyk, den anden mere eggformet; nakken tynd.
7,: cm. 1., indtil 4,5 cm. bred noget nedenfor midten.

b. 4 smaa flekker, tildels med skaarede egge.

ce. 2'smaa flekkeskrapere, den ene med smukt tilhuggen
indbuet egg i den ene ende, den anden med like egg.

d. Liten skiveskraper av uregelmæssig form med høi
egg i den ene kant.

4 TH. PETERSEN [1919

e. Flekkebor med en fra begge kanter ved smaa avslag-
ninger tilhuggen tynd borespids. Ved den motsatte ende skraper-
retoucher.

G Pa undkjerne

GC 530 ster flinta vald:

Opsamlet under vanlige forhold østenfor husene paa Omsund,
Nordlandet, Bremsnes s.,, Kvernes pgd. Denne lokalitet er
ny. (Omsund IV.) (11797).

4. Flintfund fra Kolvik, Bremsnes.

a. 7 flekker, hvorav den længste, en c. 8 cm. 1., temmelig
bred rygflekke, har en utbuet, skaaret egg og synes tilhuggen til
skjæftning.

b. En 45 em. I. flekkeskraper med skraa egg langs den
ene kant, og et litet brudstk. av en anden.

c. En liten spaanskraper med to indbuede egge i den ene
kant adskilt ved en liten fremspringende tap.

d. C.390 stkr. flintavfald.

Opsamlet paa Kolvik, Nordlandet, Bremsnes s., Kver-
nes pgd., søndenfor det i VSS. 1910, 10, 52 £. beskrevne findested.
Ny lokalitet («søndenfor Kolvik I») (11798).

5. Nye flintfund fra Allanenget (III), Kristiansund.

a. Nogen smaa flekker, tildels med skaarede egge.

b. Brudstk. av en flekkeskraper av melkehvit flint med
utbuet egg i den ene ende og skaarede kanter.

c. Skiveskraper av uregelmæssig form med ut- og ind-
buet egg langs den ene kant.

d. Fn liten flekkebor, tilspidset fra begge kanter, 2 cm. i.

e. 2smaa flekkeblokke.

f. C. 430 stkr. flintavfald.

Opsamlet paa Allanenget (III), Kristiansund. Her-
med maa dette findested ansees uttømt (11799).

6. Brudstkr. av 2 flekkeskrapere av flint med utbuet
egg 1 den ene ende. — C. 65 stkr. flintavfald. Opsamlet paa
Allanenget (IV), Kristiansund. Hermed maa ogsaa dette
findested ansees uttømt (11800).

7 a. Grovt tilspidset pren dannet av en spaltet rorknokkel.
Tildels belagt med kalkskorpe. 11,5 cm. 1.

b. Den nedre del av en særdeles smekker og spids syl av ben.
Jo Gian, 18

c. Den øvre del av den rundagtige, noget facetterte stamme lil
en fiskekrok av ben (horn). Nær den øvre, intakte ende er
indskaaret et dypt hak. Overflaten viser en mængde skraa striper,
øiensynlig efter glatning med skraper. 4,4 em. l., indtil 0,5 em. tyk.

d. En mindre samling knokler.

e. En samling muslingskaller.

Opsamlet i Absalonhelleren, Halmøy, Flatanger.

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 5

Helleren ligger paa østsiden av øen ved foten av det c. 150 m. høie
ve som fylder øens indre. Aapningen vender mot øst og er om-
trent 10 m. bred; høiden er noget mindre og avtar ind-
over. Hellerens længde er kun 4—5 m. Det meste av
bunden var opfyldt med sten; men i den sydligste del
fandtes i en tykkelse av c. 20 cm. et litet parti med jord,
som var kulholdig og indeholdt de foran nævnte kultur-
rester (11801).

8a. Rund naal av ben med øie 1 det øvre, noget
utvidede parti (fig. 1). Skrapermerker paa stammen i
dennes længderetning. Partiet omkring øiet og et stykke
nedover stammen er ganske glatslitt. Vel 9 cm. 1., €. 0,5
cm. tyk under ølet.

b. Rund, glat pren av ben. Tykkelsen størst
omtrent ved midten og avtar mot begge ender, som er
avbrutt. Nuv. længde 8,7 cm., tykkelse indtil 0,5 cm.

c. Kort, undersætsig pren dannet av en spaltet
rørknokkel. Odden avbrutt. Endel optæret. 6, cm. 1.

d. 2 brudstkr. av et lerkar med temmelig tynde
vægge og av samme asbestblandede masse som de spand-
formede, til hvilken gruppe karret efter formen av dei
største av de to brudstkr. synes at maatte henføres. Av
ornamenter sees paa det ene kun en omgaaende, fordypet
linje, paa det andet to fordypede linjer med en avstand
av 0,7 cm.

e. Kantbrudstk. av et rundt kar av klebersten
(fig. 2). Kanten er noget utfaldende. Nedenfor halsen
sees ansats til utbuknins. 3 cm. nedenfor kanten har

Fig.1. karret været ornert med et omgaaende baand av øverst
Nr.8a- 11 sammenhængende, trekantede knopper, og den mellem-
liggende flate er utfyldt med zikzak-
linjer, tildels dobbelte. Godsets tykkel-
se €. 11 em. Stykkets længde 5, cm.

f. Knivbladformet, sterkt optæret
brudstk. av jern, 7 cm.1. indtil c. 2
cm. bredt og med bruddflater i begge
ender. Synes dog for tykt til at kunne
være av et knivblad, men er snarere et
ildstaal av ældre jernalders enkle
stangform.

2 kjernmsd av ine OS 018
sikre lantaviald.

h. En mindre samling knokler.

i. Endel muslinsgskaller.

F. å den ene av på smaa hellere
paa sydsiden av Halmøy, Flatan-

6 TH. PETERSEN [1919

ger. Disse hellere, som ligger nær sjøen og er let tilgjængåélig,
kaldes «Ein holi», og de ovenfor beskrevne (Sulians rester er opsam-
let i den østligste (Einhol I). Helleren er kun 4 m. bred og 2 m.
dyp. I den ene halvdel var et c. 36 cm. tykt kulturlag, og omtrent
midt i dette iagttoges et c. 10 cm. tykt askelag (11802).

9a. 8 smaa premner av ben, de fleste slatslitt ved bruk og
med skrapermerker. 6 av dem er dannet av en spaltet rørknokkel,
og paa 2 av disse sitter endnu den halve del av ledhodet tilbake i
den øvre ende. Længden varierer fra 2,9 cm. til 7,2 cm. De mindste
er dog ufuldstændige, idet kun den nedre del med odden er tilbake.

b. Brudstk. av en smekker fiskekrok av ben bestaaende
av stammen og noget av den nedre, krummede del. Stammen er
øverst utvidet il befæstigelse e av snøret. Sterkt optæret. 7,7 cm. I.

c. Brudstk. av en fiskekrok av ben bestaaende av det
meste av den korte gren og noget av det nedre, krummede parti.
Har hat mothake, men derme navel som odden er avbrutt eller
borttæret. Har nederst endt i en fremspring ende tap, som endnu
er tilstede. 5,5 cm. l. |

d. Et litet brudstk. av en fiskekrok av ben bestaaende
av litt av den nedre del med en stump av stammen. 2, cm. |.

e. Litet brudstk. av en fiskekrok av ben likesom fø.
bestaaende av litt av den nedre del med en sump av stammen.
256 em! 1. |

f. En avsprunget flis av et sjErTE slepet en av sort
skifer, antagelig en øks med hulegg. Ved ny tilslipning fra
bruddsiden og *ikdels ogsaa fra den slepne side er der dannet en
ny egg, saaledes at stykket nu maa opfattes som een liten meisel.
31 cm. I, & 1,5*cmi; bred ved eggen, vel 2 cm. ved den motsatte
ende.

g. Fint tilhuggen bladformet piles Då ds av
flint med svakt indbuet basis. Vel 27 cm. I.
indtil 1,. em. bred (fig. 3).

h. Bladformet' pilespids av flint omtrent av
samme form som føg., men litt slankere. Noget
ufuldstændig ved basis. 3,1 cm. 1., indtil vel 1,5 em.
bred. TAN
i. 2smaa skiveskrapere av flint av

uregelmæssig form, begge med endel retoucher
Fig. 3. langs den ene kant. Henholdsvis c. 4 X 2, cm. og

Nr. 98. 2 JD Le em.

fø kjerner ev rn

| C. 130 stkri flintavfald.

m. Nogen sikr. arbeidsavfald (?) av sten, mener det « ene er
en smuk Skiv e med nogen retoucher i kanten og kan opfattes
som en skraper.

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 7

n. Avlang, flatagtig rullesten med en konkav Skipetlete 2)
langs den ene side. ”Maaske en slipesten. 'C. 15 em. 1.

o. Slagsten i form av en oval rullesten med stølmerker i
den ene døde 72 cm. I. — En mindre rullesten, som ogsaa
synes at være blit benyttet som slagsten.

p- dsikr. pimpsten.

q. 4smaa,noget uregelmæssige rullesten av lys kvarts,
maaske dog uten arkæologisk betydning.

r. En samling knokler.

F.i helleren Einhol III, Halmøy, Flatanger. Denne
heller er den vestligste av de tre ovenfor nævnte og ligger litt høiere
end den fg. Den har en bredde og dybde av c. 4 m., og er omtrent
mandshøi. Til en dybde av 30—40 em. bestod bunden av sort, kul-
holdig jord, og nærmest bergvæggene fandtes ogsaa skjæl og ben.
Blandt de sidste var ifølge H. Winges bestemmelse ogsaa en
nedre fortand av menneske (11803).

10. En større samling knokler, hvorav enkelte viser kraf-
tige ar og snit, f. 1 Sandhelleren, Halmøy, Flatanger.
Denne hule ligger paa nordsiden av øen i betydelig høide over
havet, antagelig i samme niveau som øens mest bekjendte hule
Haakkahalleren. Aapningen vender mot nord; længde og
bredde er henholdsvis c. 20 og 30 m.. høiden ytterst 8—10 m., men
avtar indover. Foran helleren er der en brat, storstenet ur. Det
meste av bunden var dækket av sand, og i overflaten av denne
laa dyreben og skjæl, men der var intet egentlig kulturlag (11804).

No. 3—10 er indsendt som resultat av overlærer Å. Num m e-
dals undersøkelser. Knokkelmaterialet i hulefundene no. 7—10,
som senere vil bli mere utførlig behandlet av hr. Nummedal, er
veivilligst bestemt av inspektør H. Winge.

11. En liten skiveskraper av flint av uregelmæssig
form, 12 stkr. flintavfald og en flintklump opsamlet ved
Høghaugen, en lokalitet paa Tornes, Ytre Frænen
(11805).

12. Brudstk. av et kvartsbryne av vanlig form med ovalt,
noget flattrykt tversnit. 8,5 cm. 1. F. paa bruket Alstadheim
under Alstad søndre; Skatval (11806).

13. Brudstk. av en liten baat av træ bestaaende av den
nedre del av skroget med kjølen samt litt av begge stavne. Baaten
har været uthulet av et enkelt stykke, og kjølen er utsparet i træet.
Om den oprindelige form foreligger fra finderen den oplysning at
baaten hadde høie stavne og «lignet meget baate fra vikingetiden».
Det bevarte stykke er indtørket og endel deformert. - Det kan dog
sees at baaten har hat symmetrisk reisning mot begge ender, og
kjølen danner en krum linje. 25, cm.1. F. for 6—7 aar siden paa
Tautra søndre (br. no. 1), Aukra pgd., Romsd., c. 1 m.
dypt i den samme myr, hvor man tidligere ofte har støtt paa myr-

8 TH. PETERSEN [1919

pæle. 10—12 tommer høiere oppe, omtrent ret over baaten, iand-
tes en c. 12 tommer lang «kniv» av træ, vel antagelig en vævske,
hvorav et brudstk. blev indsendt. Ogsaa fra Benset, Otterøya,
Romsd., foreligger der en paalidelig oplysning om fundet av en
liten baat. Den laa paa bunden av en myr, var c. 1 m. 1. og skulde
ha været av form som et «vikingeskib». Den blev en stund opbe-
varet, men ødelagdes efterhaanden. Smil. Aarb. f. nord. Oldk. og
Hist. 1917, s. 172, hvor der ogsaa omtales et myrfund av en liten
baat (11808).

14. Brudstk. av et firesidet bryne av kvartsitisk skifer, som
vanlig fortykket og dernæst noget tilspidset mot enderne. F.tillige-
med et andet bryne av samme art, en skiferhein og nogen sikr.
flintavfald under brytning av nyland paa samme sgaard
Tautra søndre, Romsd. (11809).

15. 2 stkr. flintavfald f. paa Tautra søndre (br no:
2), Aukra, Romsd., paa samme sted hvor der tidligere er f. en
skraper av flint. Gave fra gaardbruker Knut K. Tautra
(11810).

16 a. 2 flekker av flint med skaarede egge.

b. 2andre flekker med nogen retoucher i kanterne.

c. C.45 stkr. flintavfald, hvorav enkelte tynde skiver,
samt nogen større og mindre klumper med spalteflater.

Opsamlet paa Tautra, Aukra, Romsd., for det mesté i
utmarken. Gave fra gaardbruker Johan Tautra (11811).

17. Avlangt fiskesøkk av sten med en tilhuggen indknip-
ning ved den ene ende. F. tillikemed endel vævlod av forskjellig
form under jvrdarbeide paa de gamle hustomter paa Berg paa
Nesjestranden, Veøy (11814).

No. 13—17 er sammen med et par saker fra nyere tid indsendt av
gaardbruker Johan Tautra.

18a. Flintflekke med skaarede egge og nogen fine retou-
cher ved den ene ende. 5, cm. 11. |

b. Diminutiv spaanskraper (pilespids?) av lys flint
med skafttange. 0,9 cm. I.

c. En liten flekkeblok.

d. GC. 380 stkr. flintavfald, væsentlig smaa spaaner og
skjerver.

Opsamlet paa Havnnes, Ytre Frænen (11816).

20. En ægformet sænkesten med indhugget fure rundt
begge ender. F.i Allanenget (III), Kr istiansund. Ind-
bragt av amanuensis Å. Bjørn (11817).

51 a. Et 4 cm. 1. brudstk. av en slepen øksæe av srønsten
med ovalt tversnit. Begge sider er hvælvet, oversiden noget ster-
kere end undersiden. Eggen sees at ha været tilslepen væsenilig fra
undersiden. Kanterne, hvorav den ene er noget smalere end den
anden, er tvert avslepne. Bredden avtagende mot nakken, hvis

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 9

form dog ikke kan bestemmes. Stykkets bredde 3,1—3,s cm., tyk-
kelse c. 2, cm.

b. Endel smaa flekker av flint, tildels med skaarede
egge.

c. Skive av flint med endel retoucher i den ene kant. —
En liten, noget tvilsom skiveskraper av klar kvarts.

d. Den nedre del av et flekkebor av flint med en fra
begge kanter omhyggelig tilhuggen smekker spids, hvis odd dog er
avbrukket. — 2 andre stkr. kan maaske ogsaa karakteriseres som
bor

e. Et par smaa flintkjerner.

f. C. 460 stkr. flintavfald, sæsentlig smaa skjerver og
spaaner, samt endel arbeidsavfald av klar kvarts.

Opsamlet paa Eikrem, Aukra, paa den samme plads,
hvorfra der tidligere gjentagne gange er indkommei fund (T. 11752
og 11774), nemlig paa den nordre skraaning ned mot elven, c. 300
m. s. for gaarden. Cfr. no. 82 ndf. Indsendt av gaardbruker
JomasEerkr em (14819).

22. En større skive av flint med skraperretoucher, nogen
smaa flekker med skaarede egge, et par mindre flåntklum-
per samt c. 230 stkr. flintavfald. Opsamlet paa Havnnes,
Meter ænen (11520):

23 En liten rundskraper (9) av flint, 3 sikr. flint
avfald, 2 sikr. arbeidsavfald av kvarts og do. av en mørk,
haard stenart. F. paa forskjellige steder paa Bratland, Hem-
nes, og indsendt tillikemed en naturdannet økseformet sten av
gaardbruker Ivar Hoif (11822).

24. Tverøks av jern omtrent som R. 403. Sterkt forru-
stet. 14 cm. 1. F. paa Revlan, Frosta, under pløining vist-
nok over tomten av en gravhaug. Gave fra xgaardbruker Per
Kvarme (11825).

25a. Spaanpil av lys flint med en fra begge kanter til-
huggen skafttunge. Formen staar den eneggede nær, forsaavidt
som bladet har spalteegg langs den ene kant, mens den motsatte er
tilhuggen ved skraa tveravslagninger. Selve odden er dog dannet
ved smaa længdeavspaltninger. Mellem tangen og bladets spalte-
egg er en liten fremstaaende tap, et træk som ogsaa tidligere er
lagttat paa pilespidser av denne type. 3, cm. I.

b. En 8 cm. lang flintflekke med en skaaret egg langs

den ene kant. — Et par mindre flekker.
c. Flekkeskraper av flint med utbuet, omhyggelig til-
huggen egg i den ene ende. 4 cm. I. — Brudstk. av en flekk e-

skraper med ind- og utbuet egg i den ene kani.
dekGernevav flønnt
ee 50 str flimntaviald.
f. Egsdelen av en slepen meisel av sandsten, meget

10 TH. PETERSEN [1919

tynd og med jevnt avtagende bredde mot nakken. Eggen næsten
ret med avrundede hjørner. Kanterne tynde og avrundet. Stykkets
længde 2;5 cm., bredde ved eggen c. 2, em., over bruddet c. 1,5 cm.

g. En tyk slipesten av sandsten med konkav slipe-
flate paa den ene side. GC. 14,5 cm. I.

Opsamlet paa Grisvaag paa vestsiden av Grisvaagøya,
Aure s. og pgd. — Findestedet er et jordstykke nogen hundrede
m. indenfor vaagen og skal ligge i en IGG 0. h. av c. 25 m. Denne
lokalitet er ny (11826).

26. Spids av graa skifer bestaaende av en ved naturen
avrundet smekker sten, som har faat en tilslepen odd. Ogsaa paa
andre steder sees spor av tildannelse ved slipning. 11 cm.1. F. paa
samme gaard Grisvaag, Aure, men paa et andet sted end fg.,
dog i samme høide (11827).

27. Bred flekke av flint med retoucher i kanternes 7
cm. 1. Likeledes f. paa Grisvaag, Aure, men paa et sted
som ligger noget høiere end fø. (11828).

28. Pavelig bulle av bly fra Bonifacius IX's tid (1889—
1404) (dig. 4). Paa den ene side sees som vanlig St. Peters og St.

MGS

V

EN
$
Y

Fig. 4. Nr. 28: 1/

Paulus's billede, paa den anden side læses BONIFATIUS : PP
VINT : Skal være f. for nogen aar siden i «Henmansens have» paa
Kalvskindet i Trondhjem (11829).

29 a. Cylindrisk sten, hvis form vistnok tildels er frembragt
ved kunst, med støtmerker i den ene ende. Har antagelig været
brukt som hammer eller slagsten. ae 145 cm. L, eden: i
tverm.

b. Litet tilspidset brudstk. av et rundt redssap av ee
bersten.

F. paa Flaa, Øksendalen, under brytning av nyland og
1 en dybde av c. 10 tommer. Fra samme gaard er ogsaa tidligere
indsendt forskjellige tildannede stene, som vel for en stor del skri-
ver sig fra middelalder eller nyere tid (11830).

Nio DA OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 Jen

30. Et par kjerner av flint jog c. 90 stkr. smaat flint-
avfald. Opsamlet paa Havnnes, Ytre Frænen (11831).

31., Firesidet hængebryme av skifer omtrent som R.
425, noget indsmalnende mot begge ender. GC. 12,: cm. 1.. F. paa
Havnnes, Ytre Frænen (118382).

32. Hængebryne (9) av skifer av en noget unegelmæs.
sig form, dsmalnende mot den ene ende. Iehedenior hul er der
ved den motsatte ende anbragt en dyp, omgaaende fure. Stykket
kan neppe opfattes som hængesmykke fra stenalderen. 9, cm. 1.
Likeledes f. paa Havnnes, Ytre Frænen (11833).

33. Liten, noget tvilsom flekkeskraper av flint, liten
trekantet, 1,5 cm. I. pilespids (?) av rødbrun, klar flint med
avbrutt odd og retoucherte egge. 3 større flintklumper og
c. 270 stkr. flint, dels mindre knolder, dels skjerver og spaaner
Opsamlet paa Stavik, Ytre Frænen, paa tidligere kjendte
fundpladse. Indsendt av kæmner A. L. Kring stad, Molde
(11834).

34. Firesidet bryne av kvartsitisk skifer. Paa falne sees
furer efter slipning ogsaa av spidse redskaper. 29, cm.1. F. paa
Haukebø ved Julsundet, Aukra, ved gravning av en brønd i
en dybde av c. 1 m. Fra samme gaard, hvorfra der kjendes en
række fund fra stenalderen, er tidligere indkommet et lignende
bryne fundet i nærheten av en stenøks. mesendll av kæmner Å. L.
Kringstad, Molde (11835). |

35. Brudstk: av en tveegget spids av rødbrun ski fer uten

agnorer ” (fig. 5). Bladet har paa begge sider
rygning, som fortsætter nedover tangen, hvis
kanter er symmetrisk indbuet og forsynet med
en række tverhak. Disse hak maa vel nær-
mest antages at ha hat praktisk betydning an-
bragt for at hindre skaftet fra at gli frem over
bladet, og tør neppe opfattes som et orna-
ment beslægtet med zikzakorneringen paa den
tveeggede skiferkniv fra Jåmtland avb. i
A. W. Brøgger: Den arktiske stenalder fig.
pel EN paa amnesi Mo,

Ranen, ved brytning av nyland, efter opgi-

vende i en dybde av c. 0,:s m. > Paa samme

sted fandtes for et pel aar siden skiferspidsen
no. 11171 (11838): )

:36. - Stort Mpe-ddlet br yne av kvartsitisk

: «Skifer, avbrukket i den ene ende. C. 36 cm. 1.

F. ved! pløining paa Dregsetstorsve,

Skatval. Gave fra gaardbruker Arnt
Lunkemo (11839).

Fig. 5. Nr. 35. 1/1 37. Brudstk. av et kvartsbryne av

12 TH. PETERSEN [1919

vanlig form med rundagtig tversnit. 7, cm. 1. F. paa Alstad-
heim, part av Alstad søndre, Skatval, paa samme sted
som no. 11806, men de to stkr. hører ikke sammen. Gave fra gaard-
bruker Haagen Alstadheim (11840).

38. Brudstk. av en vistnok tildannet, skaftformet sten
med tresidet tversnit og avrundede hjørner. 4s em. 1. F. paa
Bergsve, Skatval. Gave fra gaardbruker Ole Bergsve
(11841).

39. Tyknakket øks av mørk, skifrig stenart med adskillig
forvitret overflate, nærmest av typen R. 15. Den ene bredside er
jevnet 'og svakt buet mot den noget utfaldende, meget skarpe egg,
som er skraat tilslepen fra den anden side, saaledes at øksen nær-
mest maa kaldes en tverøks. 15 cm. 1., 6, cm. bred over eggen, 5,:
cm. ved nakken. F. paa Røkke nordre østre (br. no. 1)
under ploining, men noget «dypere end almindelig plogdybde.
Øksen fandtes slaaende ret op og ned. Findestedet ligger temmelig
høit over sjøen (11842).

No.. 36—39 er indbragt av gaardbruker Oliver Alstad,
Skatval.

40. Brudstkr. av 3 kvartsbryner, de io av vanlig form
med ovalt tversnit, det tredje med mere flate bredsider. F. under
jordarbeide paa en part av Flaat, Høilandet, Grong
(11843).

41. Ufuldstændig økseblad av jern av formen R. 555.
Avbrukket over skafthullet. Nuv. længde c. 14 cm., bredde over
eggen c. 10 cm. F. under pløining paa Kjønsvik, Hevne.
Indsendt av lærer Bull-Hanssen (11844).

42. 3 stkr. brændt ler, tildels med avtryk av ørene, f. 1
tomten av en gravhaug paa Digre, Bratsbers, Strinda
(11845).

43. Skafhuløks av sten av typen R. 28. Synes ad-
skillig opslipt. Paa begge sider ved eggen er stykket blankslitt ved
bruk: 13,5 cm. 1., c. 4,5 cm. bred over eggen. Skal være å. for flere
aar siden paa Hustad i Bud dypt nede i en myr (11846).

44. Emnliten skiveskraper ogen rygflekke av flint
med skaarede egge, c. 80 stkr. flintavfald og endel avfald-
stykker av klar kvarts. Opsamlet paa Tornes nedre, Ytre
Pre den (11851):

45. Dobbeltleddet bitselmundbit av jern med tømme-
beslag i ringene, som er c. 5s cm. i tverm. Stykket foreligger i lo
dele og tilhører yngre jernalder. F. paa Raufloa, Røra,
Inderøya, i en lav røis paa indjorden et par hundrede m. sv. for
gaarden. Gave fra gaardbruker Jørgen Røflo (11852).

45. Lampe '(saltkar?) av klebersteén bestaaende av en
rund skaal hvilende paa en cylinderisk fot med tiltagende tykkelse
nedefter. Noget uthulet ogsaa under foten. C. 11 em. 1., skaalens

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 15

iverm. ce. 8 cm. F. paa Gladsjø øvre søndre, Beitsta-
den, i de gamle gaardtomter oppe paa haugen, paa samme sted
hvor der tidligere er f. en tysk mynt fra 1552. Gave fra gaard-
bruker Peter VE Glaso (11854).

47a. Spids av violet skifer av typen R. 86. Et stykke paa
den ene side er avskallet. 10,6 cm. 1., 3,3 cm. bred over agnorerne.

b. Nogen delvis sleppe emner og avfaldsstykker av graa og
violet skifer, og et paa begge sider ”slepet stykke san d sten.
maaske av en tveegget kniv. Et stk. har en fra begge sider avsaget
kant med en ophoiet kjol langs midten. Et andet Stk. er tilspidset
ved slipning langs begge kanter, men forøvrig kun tildannet ved
avkløvning; maaske en raat forarbeidet pilespids.

ce. Liten tveregget øks eller meisel av grønsten, spids-
nakket med sterkt oval egg og ovalt tversnit. Slepen over det hele
med undtagelse av undersiden, som kun fremviser den naturlige
bruddflate. 4, cm. 1., €. 2,5 cm. over eggen.

d. 6 skiveskrapere av flint, hvorav den største, som
er ce. 51 cm. 1., å den ene halvdel har en tilhugget, smalere grep-
tunge eller tange. Av de øvrige, som har mere tilfældige former,
kan fremhæves et litet eksemplar med saavel utbuet som ind-
buet egg.

e. 3 bor av flint, hvorav det ene har en fint tilhuggen
borespids i begge ender. De kan alle karakteriseres som «tynde bor».

f. C.90 stkr. flintavfald, hvorav enkelte stkr. har retou-
cher i kanterne.

Opsamlet paa den bekjendte fundplads Grønvollan under
Bauvvik, Stoksund, Bjørnør (11856).

48. Brudstk. av et meget tykvægget kar av klebersten,
hvis form ikke nærmere kan bestemmes. F. ved brytning av nyland
paa pladsen Lauvaasvik under Herfjord, Stoksund,
Bjørnor, efter opgivende under en liten tur, som dækket over et
2—3 tommer tykt kullag. Paa samme sted, men under en anden
tue, som likeledes skulde ha indeholdt kul, fandtes i 1917 et kant-
brudstk. av et andet kieberstenskar (T. 11719). Stedet vil senere bli
nærmere undersøkt (11857).

49. Liten tyknakket retøks (meisel) av sort skifer. Ved
nakkepartiet nogen gjenstaaende ar efter den oprindelige tilhug-
ning; forøvrig omhyggelig slepen og et meget smukt eksemplar. 5
em. 1., 3,: cm. bred over eggen, c. 23 cm. ved nakken. F. ved pløi-
ning paa Helgebost ad (oe mm 2, Molly Jeltiimren Gene
fra gaardbruker Mn K. Helgebostad (11859).

50. Øks av dlint meanmesi av den tyndnakkede type.
Bladet forholdsvis tyndt og litt mere hvælvet efter længden paa den
ene side end paa den anden. Slepen over det hele, dog gjenstaar
der endnu enkelte ar efter tilhugningen, og paa et par steder er
kridtskorpen ikke fjernet. Avtagende bredde mot nakken med noge

14 TH. PETERSEN [1919

utbuede kanter efter længden. 10, em. 1., 48 cm. bred over eggen,
c. 2 cm. ved nakken, tykkelsen indtil 1,6 em. F.1 opkasiet fra en
grøft paa Stavsmarken (til daglig kaldet Marken) paa
Vega, Helgeland. Det er det første stenaldersfund som kjendes
fra denne ø. For c. 80 aar siden skal der paa samme gaard ved
kjeldergravning være blit fundet nogen spidse redskaper av flint,
men disse blev ikke tat vare Pad, mased av'lensmand Chr.
Finbak (11860).

dl 2. Celt av jern med en me defekt fal, som dog vist-
nok har været aapen som R. 401. 13, cm. 1.

b. Brudstk. av en pilespids av jern antagelig av formen
R. 539. — Odden av en anden pilespids

å Rem even, 4 den ene ende ombøiet til en løkke.
2

8,0 Cm, 11
d. En hel del smaa brudstkr. av jern, hvoriblandt nogen vistnok
har tilhørt en 'skjoldbule, andre maaske et sigdblad: enkelte

synes at være av et redskap med fal. Til et-av stykkerne hefter en

bit kul. |

e. Litet stk. av et avlangt firkantet beslag av bronce
gjennemboret i den ene ende.

f. Stk.aven héin av skifer.

F. paa Soggemoen under Sogge, Grytten, og tilhører
samme fund som T. 11608 (VSS. 1916, 7, 21 ff.). - Sakerne har været
opbevaret hos frk. Dagny Toenberg, Aandalsnes, fra hvem
de er en gave, og skriver sig fra en haug som 1 sin tid er raset ut
over elvemælen. Graven er en brandgrav (11862).

52. C. 20 mindre flintstykker med spalteflater, uten at
dog noget kan utskilles som redskap. Opsamlet i fjæren paa plad-
sen Sagneset under Haukebø, Aukra. Flere av stykkerne
har som vanlig ved «fjæreflinten» en gul eller rødbrun patina.
Spaltningerne kan nok være foraarsaget ved bølgeslaget, men om
ballastflint er her dog neppe tale. Gave fra kæmner A. L. Krin 8-
stad, Molde (11864).

53. Firesidet bryne av kvartsitisk efter f. paa Herten,
Alstahaug, i en liten lav forhøining paa indjorden v. for gaar-
den. Gave fra gaardbruker E. Moxne:s (11865).

54. Firesidet bryne av kvartsitisk skifer f. ved jordarbeide
paa Snekvik, Aasgaard, Stangvik. Gave fra gaardbruker
Snekvik ved oberst S. Jenssen (11868).

55. Vævlod (klokkelod?) f. i en bæk paa Romundstad,
Rindalen. Gave fra lærer Eilert Mo (11869).

56. Tveegget sverd av jern av hovedform som R. 492;

men med hjalter og knap tært besat med runde gruber, omtrent
ganske som sverdet fra Sanidmes, Snaasa (VSS. 1916, 7, 35, fig. 17).
hvormed det er næsten identisk. Likesom paa Sandnessverdet har
hjalterne hat sølvbelæg, hvorav der nu kun er rester i form av

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 15

smaa smeltede perler. Hjalternes længde henholdsvis 9,5 og 7,
cm., avstanden mellem dem 8,7 cm. Klingen er uuldeksmeng, idet
det midterste parti mangler. Dens bredde ved nedrehjaltet 5,6 cm.
Glødeskal saavel paa hjalterne som paa klingen. F. av lappebarn i
den avsideslig ggende Kluks dalen, Meraker, ikke langt fra
riksgrænsen, oppe i marken c. 2 km. s. for gaarden, i en høide O.
h. av c: 600 m. Paa dette sted pleier lapperne nu at holde til med
sine ren. Sverdet maa skrive sig fra en brandgrav, som det synes
under flat mark. Det laa efter opgivende ganske i jordoverflaten,
og jorden omkring var kulholdig. Indsendt av lap Kristoffer
Berroek (11870). |

57. Endel flintavfald opsamlet paa Rørvik, Vikna,
paa samme findested som T. 11619 (VSS. 1916, 7, 24) (11871).

58. Brudstk. antagelig av grepet til en kniv av rødbrun
skifer, avrundet i den ene ende og med facetslepne kanter. For-
men forøvrig ubestemmelig. F. tillikemed et stk. flintavfald
paa Rørvik, Vikna, paa bunden av en myr, noget lavere end
fg., paa samme sted som T. 11620 (1. ce.) (11872).

59. 2sikr. flintavfald f. paa Nærøy paa bunden av en
grøft i en liten dal sydvest for gaarden i en høide o. h. av antagelig
vel 30 m. (11875

SD 655 «ler flintavfald eld paa Storhalle-
ren, Frøya, mellem indre og ytre Singsvatten i veigruset eller
paa siden av veien, hvor denne gaar i en bakke op til ytre Sings-
vatten (11874). |

ole sama ad pas FS torballenemn,
Frøya, paa høiden mellem gaarden og Hallervatnet (11875).

No. 60—61 er opsamlet og indsendt av overlærer 0. Ryssdal.

62 a. Firesidet hængebryne av mørkegraa skifer,
sem. I.

b. .Endestk. av en hein av skifer.

c. Gjennemboret sænkesten.

F. under jordbrytning i en dybde av c. 40 em. paa Nord-
kes (2ånr 57, brnrs 2) Otterøya Aukra Findeste*
det er en elveterrasse c. 15 m.o.h. Under jordoverflaten laa rækker
av sten i form av et rektangel dækkende en flate av c. 3 X 4 m.,
antagelig en gammel Huston Indenfor stenene he overalt
et c. 15 cm. tykt kullag, hvori de ovennævnte gjenstande, som vel
skriver sig fra vikingetid eller middelalder. blev fundet. Gaarden
Nord-H egdal dannes av tre terrasser i en høide o. h. av hen-
holdsvis c. 15, 40 og 60m. Husene paa gaardens tre bruk staar nu
paa den mellemste terrasse. Paa den nederste, ved elveoset, ser det
ut til at der har været en ældre bebyggelse. Her sees flere røiser
og overgrodde hustomter. I en myr straks ovenfor er tidligere fun-
det rester av gjærdestaur av ener i en dybde av c. 15 m. Gave fra

16 TH. PETERSEN [1919

gaardbruker Nils P. Hegdal ved amtsgartner R. R. Heg dai,
som ogsaa har meddelt fundoplysningerne (11876).

63. En noget ufuldstændig spids av graa skifer, idet
odden, tangen og agnorene er avbrutt. Formen som R. 86, men den
ene side er hvælvet, og paa den motsatte er rygningen avrundei.
ll, cm. 1. F. paa samme gaard Nord-Hegdal, Aukra, og
sammen med fg., men spidsen maa dog antages tilfældig at være
kommen ind 1 tomten. Likeledes gave fra gaardbruker Nils P.
Hegdal ved amtsgartner R. R. Hegdal (11877).

64. Brudstk. av en skafthuløks av porphyr av typen
R.37, men med kraftigere utvidelse paa begge sider av skafthullet,
hvor stykket er avbrutt, likesom hele eggpartiet mangler. Skaft-
hullet boret fra den ene side og noget skraat. 7,5 cm. 1l1., or edde ind -
til 6: cm. F. for længere tid siden ved nylandsbrytning paa
Strindmoen, Snaasa. Gave fra gaardbruker Anton J.
Strindmo (11878).

65. I a. 2 brudstkr. av en usammensat kam av ben fra den
romerske jernalder. Av det største, kun 1,2 cm. lange stykke, som
bar sittet nær den ene ende, kan sees at kammen har været av den
gamle type med indskaarne, bueformede fordypninger. Cifr. H.
Schetelig: Datering av et hulefund fra Søndmør (B. M. Aarb. 1902,
no. 7), fig. 1; Nord. Fortidsm. II (Juellingefundet), s. 26, fig. 12.
Fordypningernes overkant er begrænset av indridsede dobbeltlin-
jer, langs den nedre kant løper en enkelt linje. Kammen har
desuten været orneret med punkteirkler.

b. En liten samling brændte ben.

Ii. En liten samling brændte ben.

F. paa Valberg, Frosta, i kanten av et grustak paa den
høideryg som strækker sig i nordøstlig retning ned mot Mostad.
Findestedet ligger omtrent ret overfor saarden Evenhus, ved den
nordre side av veien. Grav II laa kant i kant med I og straks inden-
for (mordøst for) denne. I begge grave laa de brærdte ben nogen-
lunde samlet, omgit av kulholdig jord indenfor en rundagitig sten-
sætning med et tvermaal av c. 0,3 m. Gravene var c. 0,0 m. ned-
Skaaret i grusryggen og dækkedes ikke av nogen haug, men enkelte
av de omgivende stene 'stak op i dagen. I samme grustak og umid-
delbart vest for disse grave fandtes den i AD. 1897, s. 86 1. omtalte
bronceekjedel (T. 5116) ”indeholdende [brændte ben? å 2 glatte fin-
gerringe av guld (T. 5102), utvendig konvekse, indvendig konkave.
Derimot er den i Ab. 1898, s. 114 nævnte beltesten") (T. 5420)
fundet i resterne av en haug noget længere ned mot Mostad.

1 I «Litt om Frosta i den hedenske oldtid» har jeg nærmere omtalt de
tidligere kjendte fund fra æ. j. fra Valberg. Fundoplysningerne, som
blev bygget paa ældre beretninger, er her ikke ganske korrekte. De
er nu korrigert efter de meddelelser jeg fik under mit ophold paa stedet
i anledning undersøkelsen av de nyfundne helleristninger paa Evenhus.

NG 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 Il 7

Den gruppe grave, hvortil de 3 førstnævnte hører, synes at
fortsætte i mnordostlig retning og vil senere bli gjort til
gjenstand for nærmere undersøkelse. Grave av denne art, der
hører til de ældste som endnu kjendes fra jernalderen i Trønde-
lagen, vil let undgaa den usakkyndiges opmerksomhet, og det er
trolig at paa dette sted tidligere enkelte kan være blit ødelagt ved
grustak uten at man har faat kjendskap derom. Gave fra gaard-
bruker John Valberg (11879).

66 a. Tveegget sverd av jern av typen R. 503, men bøilen
over øvrehjaltet mangler. Hjalterne har hat tverstrieret sølvbelæg
som paa typeeksemplaret. Klingen hvorav partiet nærmest odden
er avbrukket, men forøvrig i behold, er noget bøiet ved ild. Gløde-
skal. Klingens længde c. 625 cm., hjalterne henholdsvis 8,7 og
6,: cm.

b. Endel brudstkr. av et sigdblad av jern som R. 384.
Gjødeskal.

c. Hammer av jern som R. 394, men uten fortykkelse over
skafthullet.

d. Fil av jern som R. 399. Glødeskal.

e. Nogen smaa ubestemmelige jernstkr.

f. 4 ved ild deformerte glasperler.

g. Brudstk. av en skiferhein.

F. paa Øvre Ingdalen, Stadsbygden pøgd., å ringe
dybde under planering like nede ved sjøen ikke langt over flomaa-
lei. Nogen haug eller forhøining over stedet kunde ikke sees. Det
er en brandgrav som det synes under flat mark, en gravform som i
Trøndelagen mere og mere viser sig at ha været temmelig alminde-
lig i Vikingetiden. Gave fra gaardbruker Anders Ingdal
(11880).

67. 3 ægformede sænkestene med omgaaende fure efter
længden. Sænker av denne form synes gjennemgaaende at til-
høre stenalderen. F. paa Botngaarden, Bjugn. Gave fra
gaardbruker Jørgen Botngaarden (11881).

68 a. Liten spidsnakket øks (meisel) av grønsten. Eggen
tilslepet noget mere fra den ene side end fra den anden, uten at dog
stykket egentlig har karakteren av en tverøks. Endel av nakken er
avbrutt. Tversnittet nærmest firesidet med avfasete kanter. Eggen
utbuet og noget skraa i forhold til længdeaksen. 6. cm. 1., c. 2 em.
bred over eggen.

b. Et4cm. 1. brudstk. av en spaankniv av flint med en
mot odden buet ryglinje tilhuggen ved smaa tveravslagninger.

c. Skjerve av flint med en indbuet skraperegg.

d. GC. 250 stkr. flintavfald, en liten flekke og nogen
sikr. arbeidsavfald av klar kvarts.

Opsamlet paa Tornes, Ytre Frænen, paa lokaliteten
Langhaug (11882).

2

18 TH. PETERSEN [1919

69 a. Liten simpel, uornamenteret ringspænde av bron-
ce, 3 em. i tverm. Ringens ten har firesidet og naalen ovalt
tversnit.

b. Haandtenshjul av klebersten, hvælvet paa den
ene side. 3,5 em. i tverm.

c. 3 brudstkr. av et skaftkar av klebersten.

d. Hein av skifer, 2 bryner av kvartsitisk skifer, hvor-
av det ene av den firesidede form, tyndest paa midten med for-
tykkelse ut mot enderne.

& 2 silke ehm

F. ved nylandsbrytning i en gammel hustomt paa Aasen,
part av Laup, Stod, straks øst og litt ovenfor den nuværende
stuebygning. Sammen med disse saker fandtes i den kulblandede
jerd en hel del vævlodder dels med ét, dels med to hul, flere
skiferheiner og bryner av kvartsitskifer, brudstkr. av
større og mindre kar av klebersten, dele av haand-
kvernstene, jernstykker, knokler m. m., som alt op-
bevares paa stedet. Efter den lille ringspænde kan fundet anta-
gelig dateres til middelalderen. Gave fra Anton Aasen (11883).

70. En liten flintskjerve med retoucher langs den ene
kant. Synes for liten til at være ildflint, men kunde maaske opfat-
tesisom geværilint. F.i nærheten av Holbusæteren, Hevne,
ikke langt fra Strengvatnet, ce. % mil indenfor Kirksæterøren.
Stykket laa paa et svaberg, hvor der gaar en sti inde i utmarken.
Ogsaa tidligere skal der ved sæteren være fundet flintstykker
(11886).

71. 6 smaa flintskjerver, deriblandt en liten spaan som
synes tilhuggen som pilespids. Opsamlet paa den gamle flintplads
bak Kirksæterhasen, Heyvne: (Gir. VSS. 196, bg
(11887).

No. 70—71 er opsamlet og indsendt av distriktslæge Hi.
Wedøe, Hønefos.

72 a. Nakkeende av en kjerneøks av graa, opak flini,
c.4cm.1.

b. Liten bladformet spaanpil av flint med tilhuggen
tange, spalteegg langs den ene kant, mens den anden er tildannet
ved smaa tveravslagninger. l,9 em. 1. (fig. 6). — Et andet
stk. flint, som ogsaa synes tilhugget som pilespids.

c. BLitet oddstk. av et spidst flintredskap
med retoucher langs begge kanter, ant. bor eller pilespids.
1, cm.1.

d. 2 flekkeskrapere av flint med retouche-
ret egg i den ene ende, henholdsvis 3,9 og 2,s cm. |. — Liten
flekkeskraper av klar kvarts med en række fine
retoucher langs den ene kant. 2,: cm. 1.

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 11)

c. Flintklump med spalteflater og c. 190 stkr. flint-
avfald. |
Opsamlet paa øvre Tornes, Ytre Frænen (11890).

73. Skafthuløks av sten av typen R. 82. Smukt eks-
emplar som ikke synes at være opskjærpet. 28 cm. 1., 4, cm. bred
over eggen. F. paa Fjeldheim ved Byafossen, part av By,
Egge, Steinkjer pgd., ved nylandsbrytning c. 0,5 m. under
jordiflaten i muldjord under en stor trærot og liggende med eggen
op. Findestedet ligger ce. 35 m. o. h. og like ved foten av Bya-
fjeldet (11891).

74. Et litet brudstk. antagelig av en hakke av sten av
hovedtypen R. 43. 'Tversnittet har været ovalt, men formen kan
forøvrig ikke bestemmes. F. paa Øiem vestre, Grong, ved
pleining over tomten av den haug, hvis rester blev undersøkt 1916
(cfr. VSS. 1916, 7, 41 f.) Stykket kan ikke antages at staa i for-
bindelse med nogen av de to grave fra jernalderen, som denne haug
indeholdt, men maa være fulgt med jordfylden. Gave fra gaard-
bruker Martin Øyum (11892).

75. Et par stkr. bræn dte ben og nogen ubrændte dyreknok-
ler. F. paa Hovde, Ørlandet, ved en partiel undersøkelse
i den av K. Rygh: Fornl. i Søndre Trondhjems amt s. 153 omtalte
store røis paa en bergknaus syd for gaarden (det sydligste og ældste
bruk). Røisen ligger c. 200 m. op fra sjøen og i en høide o. h. av
antagelig c. 20 m. Den maaler 26 X 27 m. i tverm. med en høide
av c.23m. Men den har oprindelig været betydelig større, da der i
aarenes løp helt fra før Schønings tid er blit utkjørt en mængde
sten derfra, saaledes f. eks. til bygningerne paa prestegaarden. I
midten er den utkastet næsten helt tilbunds. Materialet i røisen er
gjennemgaaende meget store stene, hvorav mange er mindst to
mandsløft. De er øiensynlig blit ført op fra fjæren. Sommeren
1918 blev til bygningen av statens potetkjelder paa Brekstad fra
denne røis ulovlig utkjørt c. 180 lass sten. Ved lensmandens og
konservators indgripen blev bortførelsen imidlertid stanset. Der
var da gjort et dypt indhugg i den nordøstlige del næsten til bun-
den, uten at man dog var støtt paa nogen grav. Den flate, som
saaledes var blit blottet, blev dernæst gjennemgravet ved konser-'
vator. Det viste sig herved at denne del av røisen hadde dækket
over et lag kulholdig jord, som hvilte umiddelbart paa ber-
get. Laget tok sin begyndelse 6—8 m. indenfor kanten og tiltok i
mægtighet indover mot midten; dets største tykkelse i det under-
søkte parti var c. 6 cm. I dette kullag fandtes de ovennævnte
brændte ben. Dyreknoklerne, som er brækket og spaltet
og tildels svidd, fandtes derimot ikke i kullaget, men har ligget
mellem stenene. De gjør indtryk av at være meget gamle, og er'
vistnok for en flerhets vedkommende neppe tilfældig kommen ind
i røisen. Ved denne forøvrig meget ufuldstændige undersøkelse —

200 TH. PETERSEN [1919

røisen indeholder nemlig et par tusen lass, og en fuldstændig gjen-
nemgaaelse vilde bli en meget vidtløftig affære — er det gjort
sandsynlig at den store Hovderøis dækker over en grav be-
staaende av et over berget utbredt brandflak. Efter vort
kjendskap til gravskikkene i det trondhjemske turde røisen rettest
bli at henføre til jernalderens senere avsnit, yngre folkevandrings-
tid eller vikingetid (11898).

76. Avlangt, duppeformet søkk av sten med omgaaende fure
efter længden. — Oval sænkesten (bismerlod?) med to om-
gaaende, ved midten krydsende furer. F. paa Svinset, Otter-
øya, Aukra, under jordbrytning i en dybde av ce. 0,3 m. (11894).

71. Bred flekkeskraper av flint med retoucher langs
begge kanter og rundt den ene ende. 6,5 em.1. — Et par stkr. f lin t-
avfald. F. under jordarbeide paa Lauvaasen (br. no. 3)
ved Julsundet, Ytre Frænen (11895).

78. Ufuldst. bryne av kvartsitisk skifer av vanlig form. F.
paa samme gaard Lauvaasen, Ytre Frænen, men paa et
andet sted end fg. Cfr. no. 91 ndf. (11896).

No. 76—78 er indsendt av kæmner A. L. Kringstada, Molde.

79 a. En liten flekkeskraper av flint og brudstk. av en
flekke med skaarede egge.

b. 2 smaa stkr. av flate slipestene av sandsten.

c. C. 200 stkr. flintavfald og nogen stkr. arbeidsav-
fald av klar kvarts. |

Opsamlet paa den bekjendte flintplads paa Hegdalstran-
den under Sør-Hegdal, Otterøya, Aukra (11897).

80. 2smaa perler av glas, hvorav den ene er noget ufuld-
stændig. Skal være f. i en grushaug paa Nygaard, part av
Børset, Aalvundeidet, Øksendalen pgd., nær veien, og
hører antagelig sammen med de perler som tidligere er fundet i
betydelig antal i grave paa denne gaard (cfr. Ab. 1871, 92). Gave
fra fiskerikonsulent, kaptein J. O. Simonnæss, Bergen (11898).

81. Tveegget kniv av rødbrun skifer av typen fig. 15i K.
Rygh: Spidser og knive av skifer. Noget ufuldstændig,idet grep-
enden er avbrutt. De ytre eggflater (mot den utbuede egg) er bety-
delig bredere end de indre. Kordelængde 9,7 cm., bladets bredde
indtil 3,2 cm. F.paa Kleiven, part av Strand, Aa, Aafjor-
den. Fra samme sted er tidligere indkommet to flintdolke (11900).

82 a. Tilhugget eggredskap av flint, enten en stor skra-
per eller en øks. Længde 8, cm., bredde over eggen 5,7 cm.
Denne er utbuet og ophakket antagelig ved bruk. Regelmæssige
skraperretoucher kan ikke iagttages. Sterkt indsmalnende opad.
Den ene kant er tyk, den anden mere eggformet. Stykket minder
noget om en skivespalter og kunde maaske ogsaa oplattes som
saadan.

b. 4 ufuldstændige flekker av flint, den længste 6,: cm.

Nr. 2]. OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 21

c. Liten enegget spaanpil av flint med spalteegg og ved
smaa tveravslagninger tilhuggen rygg. 27 cm. I.

d. Tveregget pilespids (?) av flint, 1,7 cm. I.

e. 2 borespidser av flint, henholdsvis 3 og 2 cm. 1,
hvorav den største er særlig omhyggelig tilhuggen med et 1,: em.
bredt, flatt grep, som falder godt mellem tommel- og pekefinger.

f. 2 smaa fl ekkeblødker

g: 2 brudsikr. av flate slipestene av sandsten.

h. Halvparten av et firesidet bryne av kvarisitisk
skifer av vanlig form med fortykkelse mot enderne og tyndest
ved midten, hvor stykket er avbrutt. 8,:cm.1. Blev efter opgivende
fundet i samme dybde som de øvrige saker. Om bryner av denne

art se bemerkninger under no. 106 e ndf.

i. Spids av mørkgraa, flammet skifer av den slanke type
R. 88 med buede egglinjer og litet kraftige agnorer. Noget ufuld-
stændig, idet odden og den ene agnor er avbrutt. Rhombisk tver-
snit. Smukt ekspl. 11, cm. 1., 2, cm. bredt ved agnorerne.

k. GC. 530 stkr. flintavfald, for en stor del smaa skjerver
og spaaner.

Opsamlet paa Eikrem, Gossa, Aukra pgd., paa den
samme lokalitet som no. 21 ovf,, dog noget høiere og til siden for
de tidligere fund, idet jorddyrkningen fortsætter i nordlig retning.
Indsendt av gaardbruker Jonas Eikrem (11902).

83 a. Liten tverøks av sgrønsten med noget forvitret
overflate. Den ene sideflate sterkt hvælvet og kuvet op mot nak-
ken, som er tyk og tver. Eggen utbuet, kanterne avrundet, men
tvensnittet dog nærmest spidst ovalt. 4,9 cm. I, c.
3,2 cm. bred over eggen, 1,. em. over nakken.

b. Pilespids av flint av typen RÅ. 79, men
slankere og med omhyggelig tilhugne egge. 45 em.
l., indtil 1,7 cm. bred (fig. Dy

c. Oddstykket av en liten pilespids av graa
skifer, sterkt forvitret. 2,8 cm. 1.

d. En liten flekkeblok av flint.

e. C. 450 stkr. flintavfald, og nogen av-
faldsstykker av klar kvarts og bergkrystal.

Opsamlet paa Tornes, Ytre Fr ænen, paa
lokaliteten Skarhaug (11908).

84. GC. 200 stkr. flintavfald og nogen
Fig. 7. Nr. 83b haandstore flint ls lumper med spalteflater

TA opsamlet paa Tornes, Ytre Frænen, paa
| lokaliteten Harhaug (11904).

85. Slipesten av sandsten med næsten kvadratisk iver-
snit og sterk fortykkelse mot den ene ende. Samme hovedform som
de talrig forekommende bryner av kvartsitisk skifer, men dimen-
sionerne er større og materialet bløtere. Dette redskap har sikkert

2 TH. PETERSEN [1919

været anvendt til slipning av stensaker. C. 13cem.1. F.paa Svin-
set (br.no. 2), Otterøya, Aukra, paa det samme nybrot som
no. 76. Indsendt av kæmner A. L. Kringstad, Molde (11905).

86a. En række brudstkr. av et tveegget sverd av jern
med hjalter nærmest av hovedform som R. 494, dog uten rester av
strieret sølvbelæg. Længden efter finderens oplysning 80—90 cm.
Likesom de følgende jernsaker sterkt medtat av rust.

b. Brudstkr. av et enegget sverd av jern, hvis form
dog ikke nærmere kan bestemmes.

c. Økseblad av jern av skjegøkseform, cfr. R. 559, dog
mindre utviklet. Flikerne bortrustet. Længde c. 21 cm., nuv. bredde
ved eggen c. 10,5 cm.

d. Etlitet stk. aven spydspids av jern.

e. Hammer av jern, noget mere undersætsig end R. 394.
13,1 cm. 1.

f. Sisgdblad av jern.

ND firesidede tene av jern c. 25 cm. 1., hyorav den ene
ialfald synes at ha været en fil som R. 399.

h. Sikr. av en eller to smaa klinkna gler av jern med fast-
rustet træ. Neppe av en baal.

PH ern av skifer ci3 milt

k. Endel smaa brudstkr. av jern, deriblandt et bøiet, som
maaske kan ha været av en skjoldbule.

F. under nylandsbrytning paa Bekkevoll, part av Døn-
nes, Dønnes s., Nesna pgd., Helgeland. Gaarden ligger paa
nordre side av Dønnesfjeldet, c. 500 m. fra sjøen og i ringe høide
o. h. Om fundet er oplyst at sakerne laa 8—10 tommer nede i
jorden, sverdet i retning nø.—sv. og klinksømmen(e) et litet stykke
fra de øvrige saker. Nogen haug synes der ikke at ha været. Gra-
ven er vistnok en skeletgrav (11906).

87. Brudsitk. av et skaftkar av klebersten. F. paa
Rosvoll, Leksviken. Gave fra gaardbruker Peter Ros-
vold (11907).

88. Skjegøkseblad av jern av formen R. 559. Sterkt
medtat av rust. Nuv. længde c. 14 cm. F. ved pløining paa Seem
vestre, Grong, straks vest for husebygningerne, paa kanten av
en gammel] elvemæ!). Her har antagelig ligget en haug (11908).

89. Noget ufuldstændig økseblad av jern av en form som
neppe er fra hedendommen, men turde skrive sig fra middelal-
deren. Nuv. længde 19 cm. F. paa samme gaard Seem vestre,
Grong, ved pløining noget syd for husene (11909).

No. 88—89 er gave fra gaardbruker Ole Seem.

90. 2 ufuldstændige flekker av flint med skaarede egge,
et dem. 1. flekkebor og c. 400 stkr. flintavfald opsamlet
paa Havnnes re Frænen (11910):

91. I a. 3 noget ufuldstændige, ovale spænder av bronce

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 23

av den tyndskallede type R. 643 med indgraverte baandformede
ornamenter begrænset av dobbelte konturlinjer. Som vanlig ved
disse tidlige spænder er det tynde gods styrket ved et paa indsiden
efter længden fæstet jernbaand, som dog tildels nu er helt bort-
rustet. Til den ene av spænderne hefter der paa den ytre side
rester av toi, likesom ogsaa saadanne sees paa den anden spændes
indside. Den bedst konserverte spænde har været 8,3 cm. I.

b. 2armbøiler av bronce, hvorav den ene av den tid-
lige form R. 719, orneret med indstemplede halvmaaneformede for-
dypninger, hvis bund er utfyldt med tre smaa perleknopper omgit av
en ophøiet linje. Tversnittet nærmest ovalt med nogen avflatning
langs indsiden. Denne bøile foreligger i tre dele; det indre iver-
maal c. 6,5 X 6 cm. Den anden bøile er av samme hovedtype som
fg. og ornamentert paa samme maate, men den er adskillig spink-
lere og tyndere. Den synes at være sterkt slitt, og ornamenterne
er ganske grunde, paa sine steder næsten helt utvisket; det indre
tvermaal c. 6,3 X 5,5: em. Denne bøile er indleiret i en kake av
tøi paa den ene side, næver paa den anden.

c. 4 perler av glas, derav 2 tøndeformede og 1 rund med
mosausmøonstre, og 1 cylinderformet av ensfarvet, blaagrønt glas. —
2 perler av en hvit, kridtagtig masse av form omtrent som en
efter længden kløvet cylinder. Av denne sort perler skal der oprin-
delig være f. flere, men massen var ganske opløst, saa de ikke har
kunnet bevares. — Endel stkr. av en spiralperle av bron-
cetraad, hvortil der hefter rester av den uldtraad, hvorpaa
perlerne har været optrukket.

d. 2 brudstkr. av et langagtig redskap av hvalben, vistnok
en vævske.

e. Sigd av jern med fastrustede rester av tøl; korde-
længde 18 cm.

Øekarok nøkelav jern Semi)

g. 2 smaa spiker av jern med ombøiede ender og fast-
rustede rester av træ. Avstanden mellem hodet og den om-
bøiede ende ce. 15 cm. Har antagelig tilhørt et skrin.

h. C.20 klinknagler av jern med fastrustede rester av
træ. De har tilhørt en baat.

i. 2 ubrændte knokler, begge farvet av bronceirr. Den
største er efter inspektør H. Winges velvillige bestemmelse vitre
ende av høire nøkleben av menneske. Den var fast-
irret til en av de ovale spænder.

I a. Liten sammensmeltet perle av grønt glas.

p.| 2istore, ce 5 cm. I klinknagsgler av jern, synes at ha
været i ild.

c. Etlitet stk. brændt ben.

d. Etstk. slagg, hvortil hefter rødbrændt ler.

e. Nogen biter rødbrændt ler.

24 TH. PETERSEN [1919

F. ved utjevning av resterne av den store haug paa Melhus,
Overhalla, hvorfra den bekjendte baatgrav skrev sig, som inde-
heldt et rikt mandlig og kvindelig gravutstyr, deriblandt et keltisk
relikvieskrin (T. 6575 ff., 8140 ff. Cifr. VSS. 1902, 6,3; 1907, 9, 7.
Th. Petersen: A celtic reliquary found in a Norwegian burial
mound.) Efterat denne grav 1 1907 var uttat, blev det tillatt grund-
eieren at disponere over resterne av haugen, som forlængst var blit
ødelagt ved grustak. Der stod da tilbake et større segment av den
nordre halvdel. Høsten 1916 støtte man under en græstorv paa en
større del av de ovenfor beskrevne gjenstande, deriblandt de tre
ovale spænder. Arbeidet blev straks stanset, og museet varslet.
Ved eftergravningen to aar senere viste det sig at der i den nordre
del av haugen, hvis tvermaal maa ha været c. 22 m., har været
nedsat en anden baat, orienteret likesom den tidligere 1 haugens
centrale del fundne i retning omtrent nord—syd, efter dalstrøket.
Der gjenstod endnu efter klinknaglernes plads at dømme c. 1,5: m.
av baatens nordre ende. Avstanden fra stavnen til haugens nordre
kant har været c. 4 m. Ogsaa denne baat maa ha været nedsat
ganske høit oppe i haugen; allerede ved det første spadetak kom
man saaledes ned paa klinknagler. Ved eftergravningen fandtes
dels oppe i haugen, dels ved gjennemgaaelsen av den tidligere ut-
kastede jordfyld et brudstk. av den ene armbøile, desuten foruten
endel klinknagler ogsaa no. I d, IT a, c—e. Det brændte benstykke
laa noget utenfor baaten, mens den sammensmeltede perle (no.
IT a) fandtes under en av græstorvene over baaten, men et stykke -
borte fra de øvrige perler i fundet. De rødbrændte lerstykker laa
spredt i jordfylden. |

Det fremgaar saaledes av dette fund, at Melhushaugen ogsaa har
indeholdt en sekundærgrav bestaaende av en baat, hvori en kvin-
delig skeletgrav. At denne baat maa være senere nedsat end den i
haugens centrum tidligere fundne, som kan dateres til vikingetidens
ældste avsnit, kan man vistnok med sikkerhet slutte av dens perife-
riske plads. Nogen større tidsforskjel mellem de to grave er der dog
ikke. Ogsaa den nye grav, hvori vel en kvindelig slægtning, maaske
en datter av egteparret i centralgraven har fundet sin sidste hvile,
maa dateres til samme tidsavsnit.

Foruten de to skeletgrave har imidlertid denne haug, som
omtalt i «A celtic reliquary» s. 11, ogsaa indeholdt en brand-
grav, hvis datering ikke er ganske klar. I motsætning til hvad
jeg tidligere har uttalt, er jeg nu mest tilbøielig til at opfatte den
som den ældste av de tre grave. De rester av denne (II a—e) som
fandtes spredt i haugfylden under utgravningen av den nye baat-
grav, har neppe ligget in situ, men tor antages at være ført bort
fra sin oprindelige plads under den oprotning som haugen har
været utsat for ved nedsættelsen av den sekundære baatgrav.

Gave fra gaardbruker Johannes Melhus (11912).

ND
OT

Nr 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918

91a. Bryne eller liten slipesten av sandsten med rektan-
gulært tversnit og slipeflater paa alle fire sider. Egsformet av-
smalnende mot den ene ende, avrundet mot den anden. Vistnok
stenalder.

b. Liten kjerne av god, graa flint.

F. paa Lauvaasen, Ytre Frænen, paa samme sted som
no. 78. Indsendt av kæmner A. L. Kringstad, Molde (11913).

92. 3 knokler, ant. av menneske, og nogen smaa jern-
biter i. i resterne av et gravkammer i en røis paa Tetlien
vestre Skape /Over halla pgd. Paa aasen overfor gaar-
den ligger der langs brinken mot syd en række paa mindst 10 roiser
med nogen avstand mellem hver. I en av disse, ret op for gaardens
huse, sees et destrueret gravkammer orienteret v.—ø. eller parallelt
med høidedraget. I kammerets vestre ende fandtes ovennævnte
saker paa bunden som var dækket med smaa tynde heller (11914).

93. Skafthuløks av sten av typen R. 28. Særlig egg-
flaterne, undersiden og nakkeenden er slepet, forvuvrig er overfla-
ten fint prikhugget. Fndel avskallet. F. paa Flekstadmar-
ken, parcel av Flekstad øvre i Frostas markabygd under
planering av en rundagtig, overgrodd røis. Øksen fandtes i røisens
ene kant, dag ikke i overflaten. Indsendt av gaardbruker 0.
RBekkebo (11915).

94a. Tveegget sverd av jern av den sene form R. 509
med flatt, ret nedrehjalt og halvrund knap. Kimgen er sterkt
bøiet og har en længde av c. 78,5 cm. Nedrehjaltet 12,: cm. 1.,
knappens længde ved basis 5,. em. Stykket er, som de fleste saker
I dette fund, ganske vel konserveret og viser delvis glødeskal. Til
knappen er fastrustet nogen biter brændte ben.

b. Tveegget sverd av jern med rette, tvert avskaarne
hjalter uten knap med ringe indsmalning mot enderne. Klingen,
hvis ytterste del er avbrukket, men i behold, er noget bøiet; dens
længde 74, cm. Hjalterne henholdsvis 12,5 og 7,2 cm. I.

c. Enesget sverd av jern med rette. skyttelformede
hjalter uten knap. Klingen sterkt bøiet, og som det synes forsætlig:
ophakket i eggen. Den ytterste del avbrutt, men i behold. klin-
gens længde 77,9 cm., hjalterne henholdsvis 11,1 og 7,s cm.

d. Spydspids av jern, meget slank og med sterkt op-
høiet, næsten egglignende midtryg. nærmest av formen R. 582, men
uten ornamenter paa falen. Noget bøiet. 52 cm. 1., bladets bredde
nederst kun 2,9 cm.

e. Spydspids av jern, kortere og bredere end fø. og med
flatere, svakt rygget blad. For en stor del dækket med slødeskal.
35,5 em. 1., bladets bredde nederst 4 cm.

f. Økseblad av jern av typen R. 555. 15,8 cm. 1., 8,5 cm.
bredt over eggen.

26 TH. PETERSEN [1919

g. Ufuldstændig skjoldbule av jern av typen R. 562.
Indre tverm. 11,- em.

h. Ufuldstændig skjoldbule av jern av typen R. 562.
Indre tverm. kun 10 cm.

i: Dobbeltledet bitselmundbit av jern som R. 569. I
ringene rester av tøilebeslag, som sees at ha været broncebelagt.

k. Dobbeltledet bitselmundbit av jern med rester av
tøilebeslag i ringene. Sterkt glødeskal og sammen»boødet.

l. 2 firkantede jernbeslag med en retvinklet indskjæring
midt i hver kant. Har i hvert hjørne og i midten været forsynet
med nagler med broncebelagte hoder. 3,5 X 3, cm. Cfr. H. Schete-
lig: Vestlandske graver s. 218, fig. 516.

m. En liten klinknagl av jern med flatt, broncebelagt
hode. Kan ikke ha hørt til noget av de fø. beslag.

F. paa Grindbakken (paa kartet Talsnesbakken), parcel av
Talsnes, Singsaas, Holtaalen pgd., og et par hundrede
m. syd for denne gaards huse, paa den østre side av elven. Sakerne
laa indleiret i et indtil 10 em. tykt kulla g, som dækket en flate
paa c.4m”. Findestedet ligger straks nedenfor det sydvestre hjørne
av stabburet paa et litet fremspring under den bratte li i en høide
av antagelig 8—10 m. over elven, paa den østre side av jernbane-
linjen og næsten like over denne. Nogen haug eller forhøining
kunde ikke sees, men graven var dækket av et c. 0,3 m. tykt, sten-
blandet jordlag. Mot vest støtte kullaget op til en stor, horizontalt
liggende, flatagtig stenblok, c. 2 X 14 m. Da grundeteren, fhv.
baneformand Johan Bogen, støtte paa graven og allerede
hadde tat ut endel av ovennævnte gjenstande, blev det videre ar-
beide efter anmodning av T. Å. Talsnes stanset, og museet
underrettet. Ved den derpaa følgende eftergravning var endnu
den nordøstre tredjedel av kullaget i behold. I den østre del av
dette nær kanten fremdrages sverdene a og b liggende korsvis over
hverandre, b underst med klingens flate ned og grepet mot nord, å
derover paa. kant med grepet mot sydvest. Noget nordvest herfor
fandtes mundbitet k, og i nærheten herav laa I og m.

Det dobbelte sæt av vaaben og rideutstyr taler for at denne grav,
en brandgrav under flat mark, har omfattet 2 mandlige individer,
hvorav det ene 1 tilfælde har været utstyret med 2 sverd, ant. et
tveegget og et enegget. Det er vel sandsynlig at begge individer er
blit brændt samtidig, dateringen taler heller ikke herimot, og det
tykke kullag i forbindelse med at sanden under var svakt rød-
brændt, peker mot at likbranden har fundet sted paa selve grav-
pladsen. (Cfr. no. 111 ndf.).

C. 50 m. længere nord, nede paa sletten ved elven, har der tid-
ligere ligget to gravhauger. Ved anlægget av jernbanen blev de
begge indbygget i jernbanelegemet (11916).

Nr 2) OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 27

%5a. 3 trædenaale av ben av vanlig form med rund

stamme og utplattet, gjennemboret hode.

b. Spisekniv med or-
namenteret skaft av horn,
hvori er utskaaret et ansigt
(fig. 8).

c. Redskap av born med
to blankslitte, noget tilskaar-
ne takker og gjennemboret
med et hul ved roten, som er
tvert avskaaret (fig. 9). —
Lignende redskap, men uten
hul; begge takker tilskaaret,
men uten slitmerker. Vist-
nok et emne.

ker: 14,7 cm. 1.

merker.

6

Fig. 9 Nr. 95. 12

d. 2 islegger av ben og et noget bearbei-
det emne til en tredje; den sidste kun 16 em. I.

e. Sælepind (?) av horn orneret i den øvre
ende med smaa punkteirkler.

f. Tilspidset dyretakk, maaske en merlespi-

10,: em. I.

g. Endel emner av horn med snit- og sag-

h. Flat spillebrikke av horn paa den ene

Fig. 8.
Nr. 95 b. 3

side orneret langs kanten med en eirkel om et midt-
punkt. 3,9 cm. i tverm.

i. 4flate spillebrikker av klebersten, 3—4
cm. i tverm.

ke heandøfensbyull av klebersten.
det ene skiveformet, det andet lavt tøndeformet pry-
det med et mønster av længdefurer, som i den øvre
halvdel staar tæt ved siden av hverandre og gir styk-
ket en riflet overflate, i den nedre med en avstand
av c. I cm. og overskaaret med en omgaaende tver-

fure. Den øvre ende orneret med to over
hullet krydsende furer (fig. 10).

Il. Dreiet haandtenshjul av
skifer av lav kalotform.

m. 2 skiveformede haandtens-
hjul av træ.

n. Gjennemboret rund skive av
træ, c. 85 cm. i tverm., maaske sving-
hjul til en dril. Orneret paa den øvre,
litt hvælvede side med en raat indridset
spiral.

NY

Fig. 10. Nr. 95 k. 1l/1

28 TH. PETERSEN [1919

o. En mængde brudstkr. av gryter og kar av kleber-
sten av de vanlige former.

p. 6vævlod av klebersten, hvorav det ene med et ind-
ridset likearmet kors.
Brudstk. av en ovn av klebersten.
Brudstk. av en haandkvernsten.
Brudstk. av en riflet bakstehelle av skifer.
2 ufuldst. firesidede bryner av kvartsitskifer.
Liten gnide- eller rivesten med en flat, glatslitt side.
2 stkr. flint, ant. ildføflmt.

w. Stk. av en grønglaser et sulvflise av brændt ler.

xP ar mossmik. er av ipresmilt ler av vanlig form, den ene
med en længdefure paa den ene side.

y. 2 garnkavl av træ av langstrakt, dobbeltkonisk form.

Z. Stkr. av boller og øser av træ, tildels orneret med
karveskur (dig. 11). — Emne til en øse av træ.

døren

ee Ma ING 95 Å

æ. Stk. av en rund træplate prydet med et valknutelig-
nende baandornament.

ø. 3smaa spader (grisl?), en liten tvare, en nag] (blin-
ding), en rund kolbe med haandtak, alt av træ.

aa. En vidjeflettet klave (mesting).

bbAK ni vbliad av jern:

cc. Saks av jern av den samle form med bøile.

dd. Græv eller tverøks (teksle) av jern.

ee. Endel brudstkr. av rhinske krus.

fi. En større samling brudstkr. av lerpotter, navnlig av
den bukede form med haandtak, tre ben, samt av stentøl.

gg. Stkr.av kridtpiper.

hh. Knivslire av lær av en noget eiendommelig form,
idet aapningen kan snøres sammen med en gjennem huller trukket
lrdse (165 em Å.

ii. Endel rester av skotøi, en vott og stk. av sverd-
sareravil er

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 er

kk. Torso av en i kridt (?) skaaret kvindefigur som hol-
der to barn (?) mot brystet. 5,5 cm. 1.

ll. En stor samling dyreknokler, deriblandt en som hug-
gestabbe brukt ryghvirvel av en liten hval eller nise.*)

mm. Endel østersskaller, det største 14 X 13 cm.

F. i Trondhjem ved grundgravning i tomten Søndre
gt. 5, hjørnegaarden til Scholdagerveiten. Likesom ved
tidligere gravninger under gaardene indenfor og i Scholdagervei-
ten viste opfyldningen sig ogsaa her at være meget dyp, indtil vel
45 m. under nuværende gatenivaa. Undergrunden bestod av sand-
blandet ler. Paa sine steder, navnlig i den østre del, naadde kul-
turlaget helt ned til denne, men hist og her blev opfyldningen av-
brutt av et paa lergrunden hvilende fugtig torv- eller moselag, til-
dels av betydelig mægtighet. Paa enkelte steder var dette torvlag
dækket av riskviste; prøver er blit undersøkt av konservator Printz
og bestemt som kviste av smaa furutrær. Lignende iagttagelser
har man ogsaa tidligere gjort ved gravninger 1 dette strøk av byen,
saaledes i den østre del av Kongens gt. Grunden i denne del av
Nidarneset har saaledes været myrlændt, hvad der har faat uttryk
i sagaens Saurhliö, det gamle navn paa Raadstuealmenningen

eller den østre ende av Kongens gt.

Opfyldningen viste sig at bestaa av to temmelig skarpt adskilte
lag, et nedre, indtil næsten 2,: m. mægtig indeholdende navnlig paa
bunden en mængde dyreknokler samt redskaper eller rester av saa-
danne av gammel middelaldersk karakter, og et øvre adskilt fra det
foregaaende ved et tykt brandlag (fra 1681?) med kulturrester av
yngre karakter; saaledes fandtes alle potteskaar og steniøistykker
i dette og i brandlaget. Derimot er alle dyreknokler og de fleste
av de ovenfor beskrevne gjenstande opsamlet i det nedre, middel-
alderske lag, som var gjennemitrængt av fugtighet og derfor frem-
bød gode betingelser for konservering av organiske rester. QOgsaa
den lille torso (lit. kk) skulde efter finderens utsagn ha ligget «dypt
nede», altsaa 1 middelaldersk kulturlag, men man maa dog regne
med den mulighet at stykket kan være faldt ned fra de øvre lag.
Kniven lit. b med det ornamenterte skaft blev fundet under brand-
laget, i en dybde av c. 3 m. i den vestlige del av tomten.

I en dybde av c. 3,5 m. støtte man et par steder paa rester av
tommerbygninger med den vanlige pælefundamen-
tering. I det nordvestre hjørne av tomten fandtes rester av en
med tømmerstokke indklædd brønd. I det nordøstre hjørne
hadde der været et par binger, og litt syd herfor støtte man i den

1) Knokkelmaterialet som er overdraget Bergens Museum, er velvilligst
bestemt av professor dr. Aug. Brinkmann. Det omfatter følgende
arter: Hund, ræv, ren, hest, tamsvin, kat, faar, tamokse, den sidste
av to raser, en liten stemmende overens med vikingetidens okse i Norge
og en større rase.

30 TH. PETERSEN [1919

øvre del av det nedre kulturlag paa resterne av en baat, som
dog blev fjernet, før museets folk kom tilstede. I den søndre del av
tomten, mot Scholdagerveiten, fandt man ovenpaa brandlaget, i en
dybde av c. 1 m. rester av en brolægning. I det nordøstre
hjørne stod i den øvre opfyldning, over brandlaget, stolperne til
et stabbur.

Likesaalitt som ved tidligere gravninger i tomterne indenfor og
i Scholdagerveiten fandtes der i denne tomt middelalderske begra-
velser, som man maaske kunde ha ventet saa nær Olavskirken
(paa Raadhusets tomt). Hermed maa det vel ansees godtgjort at
de begravelser som man tidligere har fundet under nabogaarden
mot nord, Realkreditbanken, saavelsom under Adresseavisens
gaard paa den anden side av gaten, ikke kan ha staat i forbin-
delse med Olavskirken, men maa ha tilhørt en anden eiler andre
kirker. Derimot blev der i det nedre kulturlag fundet en vakker
søilekapitæl av klebersten samt et brudstk. av en anden
kapitæl. Disse er overdraget til Domkirkens samling.

Gjennem stadskonduktørkontoret blev der under gravningen
optat grundplan og profiler av tomten. De fundne gjenstande er
skjænket av direktør J. Garmo. En nærmere redegjørelse for
disse fund er git i en artikelrække i Trondhjems Adresseawis
Giken Frk (UO

96. GC. 600 stkr. flintavfald, væsentlig smaa skjerver og
fliser, samt avfald av kvarts og bergkrystal. Opsamlet
paa øvre Tornes, Ytre Frænen, paa lokaliteten Skar-
haug (11918).

97. C.45 stkr. flintavfald opsamlet paa øvre Tornes,
Ytre Frænen, paa lokaliteten Harhaug (11919).

98. C.525 stkr. flintavfald samt en flekke med skra-
perretoucher. Opsamlet paa Havnnes, ytre Frænen
(11920).

99 a. En liten samling dyreknokler.

b. Nogen skaller av hjertemuslinger (cardium edule).

Opsamlet ved en prøvegravning i «Jamthallaren», en
hule i Dunfjeldet ovenfor Dun paa Jøa, Fosnes
(11921).

100. C.90 klinknagler med fastrustet træ, for det meste i
brudstykker f. ved utgravning av en noget defekt rundhaug paa
Steine, Jøa, Fosnes. De har tilbørt en baat, som har
været orienteret i nord-sydlig retning, parallelt med veien. Nag-
lerne i den nordre ende av baaten var tidligere blit fjernet ved
uttakning av jordfyld. Av de resterende nagler fandtes kun den
østre bordrækkes nagenlunde paa plads; de øvrige var dels bragt
i uorden, dels fjernet ved tidligere gravning oppe i haugen. Det
var derfor vanskelig at faa noget korrekt billede av baaten, som
dog har været temmelig stor, mindst 8,: em. 1. Den blev av folkene

(9)

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 SÅ

sammenlignet med en skotkjeiping (c. 16 alen) eller en
kobbrømming (ce. 18 alen). I den del av baaten som vendte
mot nord, var lagt c. 20 mere eller mindre regelmæssige kuppe l-
stene av størrelse som et mandshode og vel det. Forøvrig fand-
tes der intet av arkæologisk interesse indenfor baaten; denne har
antagelig rummet en skeletbegravelse.

Haugen hvis tvermaal var 13 m. og som hadde en høide av
indtil 2 m., tilhører en gravflok som ligger nogen hundrede m.
sydøst for gaardens huse langs en gammel færdselsvei. Cir. K.
Lossius 1 VSS. 1896, 8, 14, hvor antallet dog kun er opgit til 10,
mens der ialt findes 13 dels runde, dels avlange hauger. Foruten
den ovenfor nævnte blev der ogsaa undersøkt to andre av disse
hauger. Den ene maalte c. 7 m. i tverm.; høiden kunde ikke fast-
sættes, da hele dens indre var utkastet. Den har dog vistnok
været forholdsvis lav. Det viste sig at haugen omtrent i hele sin
vidde hadde været oplagt over en paa undergrunden hvilende
brolægning av kuppelsten, fra haandstore til av størrelse som
et barnehode. Forøvrig fandtes heller ikke her noget av arkæolo-
gisk interesse. Antagelig har ogsaa denne haug rummet en ske-
letbegravelse, og brolægningen har dannet som et gulv hvor-
paa liket er blit lagt. Endel fra haugen utkastede større brudd-
stene kunde tyde paa en oprindelig tilstedeværelse av et gravan-
læg til likets beskyttelse. — I den anden haug som kun var 6 m. i
tverm. og 0,3 m. høi, fandtes der intet. Vistnok ogsaa en ske-
letbegravelse. Gave fra gaardbruker Nikolai Nilsen
(11922).

101. Perle av rav, kakeformet, 3 cm. i tverm., c: 1,3 cm.
tyk. F. paa Flekstad øvre, Frosta, under grøftning i
utmarken vest for gaardens huse. Perlen, som fæstet sig paa tin-
den av et møkkgrep, antokes at ha ligget 1 et sandlag under et
grundt myrlag. Gave fra gaardbruker Kyrre Flægstad
(11924).

102. Gryte av klebersten med jernhadde. Væggen
styrket med to ved lodrette spilrer forbundne, omgaaende jern-
baand. C. 15 cm. i tverm., 105 cm. høi. F. for mange aar siden
1 en vanskelig tilgjængelig hule høit oppe i fjeldet ovenfor In g-
dalen, Stadsbygden s. og pgd. Gave fra finderen maler-
mester Ole Hoel, Trondhjem (11925).

103. Økseblad av jern av skjegøkseform som R. 559,
men med mindre forlængelse av bladet. F. paa Sitter, Na m-
dalseidet, ved grustak i en langhaug, som ligger paa en
slette nedenfor gaarden ved «Brustua», ikke langt fra veien. Gave
fra gaardbruker John Sitter (11926).

104 a. Brudstkr. av et tveegget sverd av jern, tilsam-
men 0,5 m. 1. Haandtakets form kan ikke nærmere bestemmes,
men det har hat rette hjalter uten knap. Til klingen hefter fast-

32 TH. PETERSEN [1919

rustede rester av skedens træ, og grepet synes at ha været omvun-
det med smale lærremme. |

b. Falen og det nederste av bladet av en spydspids av
een Va sm 5

F. paa Hanemo, br. no. 3 av gaard no. 140, Kolstad,
Namdalseidet, ved undersøkelse av en utpløiet rundhaug i
et gravfelt bestaaende av 9 hauger, hvorav 4 avlange. Gravene
ligger langs brinken av en terrasse, de 8 paa dyrket mark, alle
sterkt uipløiet og tildels næsten utjevnet. Men for 18 aar siden laa
d2> endnu i skogbevokset utmark. Tæt forbi østenden av denne
gravplads gik den gamle vei over Namdalseidet. Sverdet fandtes
liggende omtrent midt i haugen paa undergrunden, c. 0,23 m. under
jordflaten, orienteret ø.—v. med hjaltet mot øst. Spydspidsen laa
ce. 0,0 m. n. for sverdets odd, likeledes paa under-
grunden. I samme haug skal tidligere være f. en
lang spydspids og en skjoldbule, samt
et endnu bevaret brudstk. av en ubestemmelig gjen-
stand av jern (økseblad?). Skeletgrav fra
vikingetiden. — I en anden haug har grundeieren
ved tidligere gravning fundet rester av et menne-
skelig skelet orienteret n.—s. med hodet mot
nord. Ved undersøkelse 1918 av flere av de reste-
rende haugtomter gjordes intet fund av særlig in-
teresse. I en enkelt haug blev der paa bunden iagt-
tat opraatnet træ, vistnok rester av en bordlægning,
som antagelig har tjent som underlag til en ske-
letgrav. Paa et andet sted i samme haug fand-
tes ogsaa litt kul (11927).

105. Harpunspids av renhorn med en
enkelt mothake (fig. 12). Langs begge kanter av
skaftstykket er der av hensyn til skæftningen sym-
metrisk anbragt dype, stumpvinklede indskjærin-
ger. Disse indskjæringer viser ganske kraftige ar,
som dog nok kunde være tilføiet med et stenred-
skap. Paa flaterne kan dog ialfald ikke nu sees
de paa ben- og hornredskaper karakteristiske skra-
permerker. Avbrutt i den nedre ende, saa stykket
oprindelig maa ha været noget længere, dog neppe
meget. Den ene side har hornets oprindelige flate,
den anden er tilskaaret og viser en porøs struktur.
Nuv. længde 16,2 cm. Største bredde mellem de
ytre kanter av skaftendens fliker 2, cm. Om fund-
forholdene kan for tiden kun oplyses at stykket for
længere tid siden er fundet i jorden paa Botn-
gaarden, Bjugn. Fra Botngaarden haves tid-

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 553

ligere en række fund fra stenalderen. Gave fra Arnljot Næss
(11928).

106 a. En række brudstkr. av gryter, tildels meget store
og tykvæggede, samt av smaa skaftkar, alt av kleber-
sten. De fleste av stykkerne er sotet paa den utvendige side, og
enkelte er gjennemboret nær kanten.

b. Raai tilhuggen digel eller lampe av klebersten.

c. Brudstk. av en ovnsplate (?) av haardere, kvartsitisk
stenart med en fure paa begge sider under den ene, tilslepne
kant.

d. 10 større og mindre flintstykker med spalteflater, de
fleste av graa, kornet, et par av de mindre dog ogsaa av god, klar
flint. Vel tildels ildflint.

e. 9 bryner, tildels ufuldstændige, hvorav 2 av skifer,
de øvrige av haardere, kvartsitisk stenart. Enkelte av disse
er ganske brede, saaledes et med en efter længden konveks, 23 em.
l., indtil 7,7 cm. bred slipeflate. Et andet viser paa den ene, brede
slipeflate to smale furer efter hvæssing av spidse redskaper. Et
81 cm. 1. brudstk. er av samme art og form som de «firesidede
bryner av kvartsitisk stenart», der stadig sendes ind til museet
som fundne i tildels meget dype jordlag, men hvis datering ofte er
uklar. At disse bryner gaar ned i middelalderen og tildels ogsaa 1
nyere tid, er sikkert, men de forekommer ogsaa i forhistorisk tid,
saaledes i grave fra yngre jernalder. Paa flintpladsen ved kysten
samles de likeledes op, men man har ved saadanne tilfældige
fund ingen garanti for at de er samtidig med flinterne. Ved nogen
fagmæssig undersøkelse paa en saadan plads er de endnu ikke
paavist.

f. 18-vævlod av kleberstemn, de fleste kun raat til-
hugne, et par dog mere omhyggelig formet. Et enkelt er et om-
dannet brudstk. av en gryte.

g. Det spidse endestykke av en vævske av hvalben,
21,: om. I.

h. 6 haandtenshjul av sten, derav 4 av kleber-
sten, lav skifer og lav sandsten. 4 er skiveformet, 1 er
lavt kalotformet og 1 noget høiere av form omtrent som en av-
skaaret kegle.

i. 6 næsten ægformede rullestene, tildels litt flate paa
den ene side. Maaske søm glattere.

k. 2 ufuldstændige knive til en saks av jern av den
gamle form med bøile.

l. 3 avlange, næsten cylinderformede fiskesøkk av sten
(«vadsteinn») gjennemboret med et enkelt hul nær den smale
ende. Det største er 20, cm. 1. Et enkelt har en fure over den
øvre ende fra begge ender av hullet. — Et ufuldstændig, halv-
maaneformet garnsøkk gjennemboret i begge ender. — Ft

3

34 TH. PETERSEN [1919

noget lr8nende stykke med en ret og en buet længdekant, antagelig
ogsaa et garnsøkk. — En flat, avlang sten med en efter læng-
den omgaaende fure, vistnok likeledes et
søkk.

m., Fiskekrok av fjern av! form
nøilagtig som O. Nordgaard: Træk av fiske-
riets utvikling i Norge, fig. 64 a (fra det gamle
Oslo). Ølet dannet ved en ombøming av
stammen. 11,5 em. 1. (fig. 15). — 2 brudstk.
av en fiskekrok av jern av lignende
størrelse; men uten knæk i hakens bøining.

ne En avanse Øen IG indtøl dalen.
bred skinne, ant. hvalben, flat paa under-
siden, hvælvet paa oversiden (fig. 14). 1,5—2
em. indenfor hver ende er der anbragt et vel 1
cm. bredt hul. Umiddelbart indenfor disse
hul sees paa den hvælvede side og et stykke
nedover kanterne dype slitfurer efter et snøre.
Utvilsomt et vadbein av en primitiv type,
bestemt til ved to plugger at fæstes paa baat-
ripen. Til undersiden hefter der rester av
bekk. Cfr. no. 114 b ndf.

o. Det tilspidsede endestykke av en
Fig. 13. Nr. 106 m. 38 $arnnaal av ben. 9sem. 1.

p. Liten bredbladet øks av jern av
en form som maa være yngre end vikingetiden. Eiendommelig
ved at den indre del av bladet i den øvre og nedre kant er gjen-

Fig: 14 Nr 106n. *

nemboret med tre i en trekant stillede hul.*) GC. 12 cm. 1., 8,5 cm.
bred ved eggen (fig. 15).

q. 5 mere eller mindre ufuldstændige knivblad av jern,
deriblandt et meget stort, c. 17 em. 1., hvortil kommer en 8 em. I.
tange.

r Hammer av jern (Sok

s. Hulbor av jern, men uten utvidelse av bladet.

t. 4 pilespidser av jern av forskjellige former, uten

Sml. Aspelin, Antiquités fig. 925—27, 931—32 med gjennemborte økseblad.

NIR OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 55

mothaker. I. Bredbladet, vel 15 cm. 1., derav tangen 6 cm. Odden
avbrutt. II. Med smalere blad og meget lang tange; 18 cm. 1., derav

Fig. 15. Nr. 106 p. ”/3

bladet vel 7 em. III. Med smalt blad og kort tange; 10, cm. I.
IV. Med smalt, meget spidst blad og lang tange. Bladet gaar i
to retvinklede avsatser over i tangen; 14,5 cm. 1., derav bladet on
6 cm.

u. Spids av jern til en armbrustpil (bolt) av van-
lig form, tyk, firesidet, med fal. 7,5 cm. 1.

Vv. Stk. av en klinket kobberplate, maaske av en gryte.

w. Et litet, cylinderformet stk. av rødbrændt ler, vistnok av
foten eller skaftet til en lerpotte.

x. Liten rundagtig skive av svakt brændt ler med en
smal grube midt paa den ene side. C.4 cm. i tverm.

y. Endel ubestemmelige stkr. av sten, hvalben og jern.

Zz. En samling dyreknokler.

No. 106 er et bopladsfund fra Blomsøy, Alstahaug s. og
pgd., Helgeland. Omirent 1 km. syd for gaardparten Ryg-
gen skjærer der i nordlig retning ind en lang, smal bugt
«Qsan»') kaldet. Fra denne «ös» skraaner der i nordvestlig
reining op en c. 40 m. bred, flat dalsænkning, som blandt de

nærmestboende er kjendt under navnet «Toften»; et andet gam-
melt navn er ogsaa «Helvede». Denne dalsænkning blev i "1917
tat under kultur. Ved nylandsbrytningen støtte man c. 200 m. op
fra sjøen og i en dybde av c. 1 m. paa 6 runde, stenlagte gruer

1) I Helgeland brukes 6s bl. a. ogsaa om en smal vik, som falder tør ved
fjære, mens en lignende som ikke falder tør, kaldes kjos.

36 TH. PETERSEN kong

med et tvermaal av c. I m., nogen hvilende paa undergrundens
sand, andre litt høiere oppe, og spredt over en flate av omkring 400
kvadratmeter. Rundt hver grue iagttok grundeieren, fisker og
gaardbruker I var Hæsjevik sammen med sin nabo Kristian
Hoff en rund, lav stenmur, og deres indtryk var at gruerne dan-
net centrum i runde hytte- eller gammetomter med et skjønsmæs-
sig anslaat tvermaal av c. 3 m. Gulvet i disse tomter, som altsaa
ikke alle laa i samme nivaa, var tildels dækket av heller, særlig
omkring gruerne og navnlig paa den ene side av disse (mot ind-
gangen?). I og omkring tomterne fandtes de ovenfor beskrevne
gjenstande samt endel dyreknokler. Fundpladsen ligger 6—7 m. o.
h. Jorden var her mørk og kulholdig. Længere nede moi sjøen er
terrænget mere myrlændt, og mellem myren og undergrunden
kunde man her iagtta et lag kulholdig matjord. I en avstand av
c. 50 m. fra sjøen og c. 3,5 m. over høieste flomaal støtte man paa
bunden av myren i en dybde av c. 1,: m. paa en mængde knokler,
som dog ikke blev tat vare paa.

Noget ovenfor tomtepladsen, i den øvre del av det stykke, som
hittil er tat under kultur, blev der oppe i jordlaget avdækket iøm-
merstokker til et hus samt en mængde store klinknagler. Dette
sidste fund synes at stadfæste et gammelt sagn om at her engang
skal ha bodd en jægtskipper.

Denne boplads maa antagelig dateres til middelalderen.
Der er intet som bestemt peker mot en ældre tid, men vngre end
middelalderen kan fundet heller ikke godt være. Pilespidsenes
form og kulturlagets dybdeforhold peker mot et ældre avsnit inden
perioden, skjønt den lille armbrustpilespids vel trækker noget
nedad. Ogsaa jernsakernes delvis sterkt medtatie tilstand taler
for adskillig ælde. Men bebyggelsen kan jo ha strakt sig gjennem
ét længere tidsrum. Der har saaledes herute ved den avsideslig-
gende vik været et fiskerleie i middelalderen. Mindet herom synes
endnu at ha holdt sig i traditionen, som vet at fortælie at den
ældste bebyggelse paa Blomsøy var paa dette sted, der som foran
nævnt endnu kaldes «Toften». Fremdeles kan nævnes at et nes
paa den anden side av «osen» kaldes Naustberget, og mel-
fem dette og stranden nedenfor bopladsen har der gaat en sten-
bro, hvorav der endnu ved utfjæret sjø skal kunne sees levnin-

er. Fundenes karakter svarer til hvad der fremdrages fra middel-
alderske kulturlag i Trondhjem og fra gamle hustomter omkring i
bygderne. Navnlig er redskaper til spinding og væving som
haandtenshjul og vævlod, samt brott av kleberstenskar typisk for
fund av denne art, og forsaavidt frembyr ikke Blomsøyfundet noget
særlig paafaldende.*) Imidlertid synes findernes oplysninger om

3) Det eiendommelige økseblad lit. p med de 6 huller virker dog fremmed —
og turde maaske ha sine paralleler i en østligere kulturkreds.

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 SÅ

de runde hyttetomter") at hvile paa saa tilforladelige iagttagelser
at man her nærmest maa tænke paa en bosætning av sjøfinner.
Da stykket endnu ikke i sin helhet er optat til kultur, vil der for-
haabentlig senere være adgang til fagmæssige gravninger på
stedet.

Fundet blev itide anmeldt til museet av fisker og gaardbruker:
Johan Beck Slotterøy, men av mangel paa arbeidshjælp
saa konservator sig ikke istand til at besøke stedet før sommeren
1918. Men det var da for sent at foreta nogen yderligere under-
søkelser paa det opbrutte stykke (11929).

107 a. Beltehake av bronce av omtrent samme form
som S. Miller: Broncealderen fig. 37, dog med rund plate og
mindre utsvunget i stammens østre ende. Platen har likesom paa
typeeksemplaret paa den ene side været orneret med 4 indbyrdes
forbundne spiraler. Da platens kanter synes adskillig slutt, kan
det ikke nu avgjøres hvorvidt det centrale spiralornament har'
været omgit av koncentriske ringe. Selve bøilen er paa den ytre
side prydet med 4 grupper av dobbelte længdefurer med tver-
strierte mellemrum, ved begge ender begrænset ved tverfurer. 5
cm. 1., platens tverm. 3 cm.

b. 2 ubrændte tænder av menneske.

F. ved undersøkelse av en mindre røis paa et 1 nyere tid ryd-
det bruk under Revlan, Frosta, ved den øvre ende av bakken
op fra Hyndøya, ved nordsiden av veien og 1 en høide o. h. av
aptagelig 25—30 m. Røisen maalte c. 8 m. i tverm. og var c. I m.
høi. I midten støtte man paa bunden paa en c. 2 m. 1. og 0,6 m.
bred gravkiste orienteret n.—s. Hver av kistens længdesider
bestod av 2 kantreiste heller, en større og en mindre, hvis ender
var skjøvet litt forbi hinanden. For hver gavl var sat en enkelt
helle. Som dække over kisten hadde været lagt flere større og
mindre, flatagtige stene, som dog for det meste var styrtet md å
kammeret. Sunden dækkedes av 6 avlange heller, som var lagt
kant 1 kant paatvers av kistens lænsdereining med enderne litt
utenfor sidehellerne. Inde i kisten ved den søndre ende fandtes
de to tænder, og ikke langt derfra, i det samme parti av kisten,
men under en av bundhellerne (no. 2). laa beitehaken, som vel
maa antages enten oprindelig at ha hørt til gravens indhold, eller
ialfald at være samtidig med graven, som i tilfælde har indeholdt
en skeietgrav fra ældre broncealder (2. periode).”)

Straks syd for denne røis laa en gravhaug c. 9 m. i tverm.,
indtil 1,10 m. høi, med en indre kjerne av sten. Denne haug har

" En lignende rundagtig tomt er tidligere fundet paa vestsiden av
Sauøya paa Froan, ikke langt fra sjøen (cfr. Th. Petersen: An-:
tiquariske Notiser, VSS. 1904, 4, 19).

% Der er senere fremkommen momenter som kunde tale for at belteha-
ken er ældre end gravanlægget. (211 1919).

38 TH. PETERSEN Ar [1919

tidligere, vistnok flere gange været gjenstand for skattegravning
dog saavidt vites uten at noget skulde være blit fundet. Ved en
undersøkelse i september 1918 gjordes heller ingen oldfund, men
«fra centrum og ut mot periferien i sydvestlig retning var der
likesom merker efter en med mindre hellestene stensat gang eller
grøft. Der fandtes her en hel del paa kant stillede skiferlignende
stene sat likesom i rækkefølge og i orden. I centrum fandtes ogsaa
nogle skifersten eller bergstene stillet paa kant, og det syntes som
om de betegnet utkanten av et gravkammer.»

Endnu Litt længer syd, paa den anden side av et gammelt grus-
tak og like ved hovedveien, er en mindre røis, vistnok ogsaa en grav.
Gr avfeltet ligger ikke langt fra den gamle færdselsvei, som har
gaat litt op i aasen og noget høiere end den nuværende, rodelagte
hovedvei. De to forstnævnte grave laa i dyrket mark og blev av
museet tillatt fjernet av hensyn til jordens utnyttelse. Da konser-
vator ikke fik tid til at lede undersøkelsen, blev denne foretat under
tilsyn av museets tillidsmand snekker Hans Vold. Gave fra
smaabruker Lorenius Skjæran (11984).

108. Brudstk. bestaaende av grepet (tangen) og litt av biadet
av en tveegget kniv av rødbrun skifer av den like, symme-
triske form A. W. Brøgger: Den arktiske stenalder i Norge fig. 91,
cfr. R.61. 74 cm.1. F. under jordarbeide paa Solaas, Snaasa.
Gave fra gaardbruker Karl Grong (11935).

109 a. Enegget, tynd, temmelig bredbladet spaanpil av
flint med en ved smaa tveravslagninger tilhuggen utbuet ryg-
kant. Spalteegg. 2,5 cm. 1., indtil vr cm. rett

: b. Nogen smaa flekker, hvorav en av klar kvarts; den
længste RE Gian, 5

ce. GC. 500 sikr. flintavfald, for en stor del smaa skjer-
ver og spaaner.

Opsamlei paa Havnnes, Ytre Frænen (11935).

110 a. 3 eneggede pilespidser av flint av diminutiv
størrelse, henholdsvis 17 (fig 16), le (83 1708 1 cm 1 Allé
er omhyggelig tildannet med spalteegg og tan-
ge. Paa de to er denne sidste tilhuggen fra
begge kanter, paa den tredje kun fra den ene,
idet den anden kant gaar i ét med bladets ryg-
linje.

b. Avlang skiveskraper av flint med
en skraa, noget indbuet, fint retoucheret egg i
Fig.16 den ene ende. — Flintskjerve med en Ffijy 17
NE pe række fine skraperretoucher langs den ene Nr.i10a

Fe kant "i
ce. Liten flekke av flint med endel noget usikre retoucher
langs den ene kant. — Brudstk. av en anden, større flekke med
retoucher.

Nr. 2] OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 39

d. C. 260 stkr. flintavfald av samme karakter som føg.
nummer.

Tkeledes opsamlet paa Havnnes, Ytre Frænen (11937).

111 a. 2 skaalformede spænder av bronce av typen R:
652; av den ene er dog kun bevaret en noget ufuldstændig over-
plate. Underplaten til den anden er adskillig medtat av ild.

b. En ufuldstændig øse av jern med en spids, c. 13 cm. I.
skafttange. Skaalen har været rund, næsten halvkugleformet, den
evne kant noget utbrettet. Tvermaal over mundingen c. 158 cm.
Til skaalens indre væg, noget ovenfor bunden, er fastklinket den
ene, utplattede ende av skafttangen, som dernæst i en stump vinkel
er bøiet over mundingen, til hvis indre side den fastholdes ved et
smalt jernbaand. Paa begge sider av skaftet er mundingen des-
uien gjennemboret med to smaa hul med nogen avstand mellem
hverandre.

c. Saks av jern som R. 443. Den ene kniv noget ufuld-
stændig. 12,6 cm. |.

F. likesom no. 94 paa Grindbakken, parcel av Talsnes,
Singsaas. Ved fortsat jordbrytning i østlig retning opover mot
lien støtte man 5—6 m. længer inde og ved sydøstre hjørne av det
tidligere nævnte stabbur paa et nyt, men tyndere kullag, hvori de
her beskrevne saker laa imdleiret. Nogen haug eller forheining
over jorden saaes ikke. De to grave kan efter oldsakformerne
være nogenlunde samtidige. Kvindegraven skriver sig antagelig fra
tiden omkring 900 eller begyndelsen av 10. aarh. (11938).

112 a.. En mængde brudstkr. av et tveegget sverd av
jern med tunget knap og hjalter nærmest av formen R. 504, men
alt i høl grad medtat av rust. Hjalterne sees at ha hat bronce-
belæg. Klingen har tildels glødeskal, likesom der ogsaa til flere
stykker er fastrustet biter av brændte ben. Den har været
sterkt avsmalnende mot odden. Hjalternes længde henholdsvis
10,1 og 7,5 cm. |

b. Et par stkr. av en så sjoldbule av jern, antagelig, av
formen R. 568.

c. Falen og litt av det nederste av bladet av en spydspids
av jern av formen R. 531. Falens længde kun 8 cm.

d. Rester av et to- eller maaske tregrenet redskap av jern med
en 17,- cm. I. fal. Ved grenenes utspring sees paa den ene side
rester av et broncebelæg. Antagelig et stekespid; kan dog maaske
ogsaa opfattes som en lyster.

e. Stkr. av et økseblad av jern med fliker. paa begg
sider av skafthullet og bredt, tyndt blad. Formen forøvrig van-
skelig at bestemme.

f. Hammer av jern av formen R. 394, men som det synes
med fliker paa begge sider av skaifthullet.

40 Meer serseN [1919

g. En samling større og mindre brudstkr. av klinknagler,
hvis tal ikke nøiagtig kan bestemmes, men der er ialfald over 20.
en rester av en brændt baat. Til flere hefter brændte

en.

h. Endel sammensmeltede og sammenrustede klumper av
klinknagler, ubestemmelige jernstykker og brændie
ben. Til et enkelt stk. hefter bronce eller kobber utsmeltet i
traade. Desuten nogen ubestemmelige jernstykker.

i. En større samling brudstkr. av en ved ild søndersprængt
gryte av klebersten av vikingetidens lave bolleform.

k. Stkr.aven skiferhein, hvis overflate tildels er glasert
av likbaalets hete.

l. Skyttelformet søkk av klebersten gjennemboret litt
indenfor begge de spidse ender og med utgravet leie for snoren.
Litt krummet efter længden. 9,5 em. 1. (fig. 18).

Fig eJNe INA

m. Et nogt ufuldstændig garnsænke av klebersten
av den halvmaaneformede type med en ret kant, under hvilken
der er to huller.

n. 3 brudstkr. av en spillebrikke av ben av formen
R. 474.

o. En liten samling brændte ben.

F. paa Korsbøen, en part av Smaage paa Gossa,
Aukra s. og pgd., like ved en c. 2 m. høi bautasten, som dannet
centrum i en stenkreds med et tvermaal av 8—10 m. Nogen haug
eller forhøining kan der efter de senere foretatte undersøkelser paa
stedet neppe ha været. Findestedet ligger paa kanten av en 40—50
m. tøi terrasse, c. 180 m. op fra sjøen. Sakerne laa i ringe dybde
like under torven i et brandflak, som fra bautastenen strakte sig
i østlig retning omtrent i mandslængde. Grytestykkerne fandtes
tæt ved bautastenen, og i nærheten av disse de to sænkestene. Om-
trent 20 m. sydøst herfor staar en anden bautasten paa kanten av
den samme brink. Disse stene omtales av B. E. Bendixen i Ab.
1878, 82. C. 20 m. nv. for den første bautasten ligger en utkastet
reis, hvor man har fundet brændte ben. Fundet indsendt av
Hermann Baartveit, som ogsaa har meddelt ovenstaaende

OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 41

fundoplysninger. En eftergravning er senere foretat av museet
(21940).

113. Timeglasformet saltkar (?) av klebersten med
en omgaaende vulst rundt midten. Noget oval i tversnit. Skaa-
len viser ingen merker efter at stykket maaske kan ha været brukt
som lampe. Ogsaa foten er skaalformet uthulet. C. 9: cm. høi.
F. under jordarbeide paa Vorviken, Agdenes (11941).

114 a. Kande av tin med hank, som paa begge sider er
ornert med en renæssanceranke. Fabrikmerke kan ikke sees. Ad-
skillig medtat, likesom lokket mangler.

b. Vabein skaaret av roten av et elghorn (fig. 19). Har

Fig. 19. Nr. 114b. 23

efter længden paa undersiden en retvinklet utskjæring for baat-
ripen. I begge ender et hul for de plugger, hvormed stykket har
været fæstet. Paa oversiden slitfurer efter snøret. 12,9 cm. 1. Fi
lignende stykke er no. 9944 fra Apotekerveiten i Trondhjem. Begge,
navnlig det sidste, synes at kunne sammenstilles med de av 0.
Solberg: Fisenzeitfunde aus Ostfinmarken fig. 102—107 avbildede
redskaper.

F. ved havnevæsenets mudring i Lademofjæren, Trond-
hjem. Gave fra Trondhjems Havnevæsen (11943).

115 a. Den øvre del av en temmelig stor fiskekrok av
ben. Den i tversnit noget ovale stamme er svakt buet efter læng-
den. Ender øverst i et bredere hode, under hvis øvre, buede og
eggformet tilskaarne kant der er anbragt to huller med skarpe,
ikke avskraanede kanter. De er i hele sin længde tilsyneladende
jevnbrede, c. 0,1 cm. i tvermaal. Dog synes de at være boret fra
begge ender. Mellem hodet og stammen er der anbragt hak til
snørets fastbinden. Overflaten paa dette og de nedenfor beskrevne

42 - TH. PETERSEN [1919

benredskaper viser de karakteristiske striper efter glatning med
skraper. Længde c. 6 cm., stammens bredde vel 1,: cm.

b. Den øvre del av en fiskekrok av ben av'en smekrere
og tyndere form end fg. Leggen buet; hodet er paa fremsiden
avbrutt, saa dets form ikke nærmere kan bestemmes. Bakerst ender
dette i en fremspringende tap. Længde c. 5, cm., leggens bredde
indtil 0,5 cm. 1

c. Et litet flatagtig benstykke tildannet av den ene side av en
rørknokkel. Kløftet i den ene ende ved et indskaaret hak. Synes
at være emne til en fiskekrok.

d. Pren av ben dannet av den ene halvdel av en rørknok-
kel. Øverst en gjenstaaende rest av ledhodet. Odden avbrukket.
7,6 cm

e. Liten pren av ben av samme hovedform som ig. Odden
avbrukket. 4,5 cm. 1.

f. Liten sylformet preén av ben med avbrukket odd.
Seem.

g. En undersætsig, raat tildannet benspids. 4: cm. I.

h. 2smaa benstykker som viser spor av tildannelse og
skrapermerker.

i. 7 smaa skjerver av flint, aabenbart arbeidsavfald.

k. 2 smaa brudstkr. av lerkar av grov, asbestblandet, graa-
gul masse. Formen ganske ubestemmelig. Det ene stykke har
temmelig tyndt gods, kun 0, cm.; det andet er noget tykkere, men
har dog maaske hørt til samme kar.

l. Brudstkr. av et kranium, en hel underkjæve med bevaret
hakeparti, et legben samt flere knokler av menneske. Ved
utpakningen paa museet fandtes blandt knoklerne en liten flint-
spaan.

m. En samling dyreknokler.

n. En samling muslingskaller.

F. ved overlærer A. Nummedals undersøkelse av grunden
under en heller (abri) ved Laksevaagen paa Kirkelan-
det, Kristiansund. Bopladsens høide o. h. c. 10 m. Flint-
stykkerne samt de karakteristiske skrapermerker paa benredska-
perne peker mot stenalderen. Om fundet vil forøvrig en særskilt
meddelelse bli publicert av overlærer. Nummedal i Selskapets
Skrifter (11944).

116. Haandtenshjul av sten med svakt hvælvede sider.
2,: em. i tverm. F.ien aker paa Kjønsøy, Vikna. Gave fra
lærer J. K. Borgan (11945).

117. Laasbeslag av jern i form av en menneskefigur.
Hodet er kun en kugleformet klump, avflatet paa baksiden. Arme-
ne er bøileformet utbøiet og gaar i ét med hofterne; benene sterkt
utbøiet, ingen antydning til fotblad. Ved midten, paa mavepærtiet,
en rektangulær utskjæring til nøkkelhullet. Sterkt medtat av rust.

[1919. Nr. 2] 'rH. PETERSEN. OLDSAKSAMLINGENS TILVEKST I 1918 43

C. 14 em. I. F. paa Skeid, Leka, i en aker c. 50 m. fra den
bekjendte Herlaugshaug. Gave fra ekspeditør J. Furre (11946).

118. Tveegget dolk av flint av typen R. 64. Grovt arbeide
med litt finere tilhugning langs eggene. Grependen klumpet og
tyert avhugget. 14, m.1., grepet kun c. 4, cm. F. paa Lad e-
trøen, part av Lade, Strinda, under opkastning av en
grøft, efter finderens opgave i en dybde av c. 1 m. Hvor dolken
fandtes, skulde jorden ha været kulholdig. Findestedet ligger c.
250 m. n. for Lades uthusbygninger og omtrent i samme høide o. h.
som disse, c. 30 m. Indbragtav Johan A. Vennevold (11947).

119 a. Spydspids av jern omirent av formen R. 530.
Falen noget ufuldstændig; odden bortrustet. 29 cm. I.

b. Ufuldstændig spydspids av jern omtrent av samme
form som fg. 20 cm. 1.

c. Brudstkr. aven spydspids av jern omtrent av samme
form og størrelse som fg.

d. Litet brudstk. antagelig av et knivblad av jern.

F. paa Villa, Sylte s., Vestnes spd. under flat mark
(maaske i tomten av en haug) i nærheten av nogen gravhauger,
ikke langt fra sjøen (cfr. Ab. 1869, 155). Fra denne gravplads er
tidligere indkommet en række fund fra y. j. dels til Universitetets
oldsaksamling, dels til Trondhjems Museum. Indsendt av over-
lærer Hans Rypdal, Narvik (11948).

Trykt *1 1990.

EN RUNEAMULET
ERA UTGAARD STOD

AV

MAGNUS OLSEN OG TH. PETERSEN

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1919. Nr. 2

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1920

En runeamulet fra Utgaard, Stod

1

Av Tan. PETERSEN

Høsten 1917 indbragte konservator O. NORDGAARD til Viden-
skapsselskapets oldsaksamling et tildannet stykke klebersten, hvori
var ridset 2 runer av den ældre række (T. 11786)). Som det vil
sees av de gjengivne avbildninger fig. 1—2, bestaar stykket av
to dele, et bredere, prismatisk parti med rektangulært tversnit,
ca. 4,4 X 4,5 X 2,6 cm., hvortil slutter sig et 3,7 cm. I. firesidet skaft-
formet fremspring. Det bredere parti er gjennemboret i midten,
og den ene ende av det oprindelige ca. 0,9 cm. brede hul er trakt-
formet utgravet ned til over den halve del av hullets længde.
Fra omtrent midt paa det skaftformede fremspring til kanten av
den brede, utvidede ende av hullet sees meget tydelig ridset
runerne 4M. Den sidste lodrette stav i M mangler dog, aaben-

Fig. 1

bart fordi den er blit avskavet under utgravingen omkring hul-
let paa den ene brede side. Ogsaa paa andre steder sees der at
være blit skavet av stenen, hvis substans er bløt og fet, saaledes
i det ene hjørne av det brede parti paa runesiden.

Stykket fandtes i juni 1917 av GERHARD SØRHØY under pløi-
ning paa Utgaard i For s., Stod pgd., Nordtrøndelagen,

1 T.hjems Vidsk. Skr. 1917, nr. 6, s. 29 f.

4 TH. PETERSEN [1919

liggende i en dybde av ca. 15 cm. mellem matjorden og under-
grunden. Jordstykket hvorpaa det blev fundet, er gammel ind-
jord og har tidligere tilhørt nabogaarden Nordgaard. Ifølge
K. Ryen i «Norske Gaardnavne» XV, s. 265 er gaardene Utgaard,

Nordgaard og en tredje nabogaard Østgaard oprindelig dele av
en utpartet gaard, uten tvil opstaat av den nu forsvundne i Aslak
Bolts jordebok s. 12 nævnte gaard Re. Dette gaardnavn maa
være meget gammelt, sikkert ældre end vikingetiden. S. BUGGE
sætter det i «Norske Gaardnavne» IV, 2?, s. 27 i forbindelse med
tysk Reihe, middelhøitysk rihe f., rad, linje, og det oldhøityske
verbum rihan, ordne i rad, trække paa en snor. De tre gaarde
Utgaard, Nordgaard og Østgaard ligger alle langs ryggen
av et lavt, langstrakt høidedrag, en terrængsituation som synes
at kunne la sig vel forene med den ovennævnte tolkning av det
ældre navn.!)

Findestedet for den lille runesten ligger ca. 10 m. øst for
Utgaards hovedbygning og ca. 6 m. nord for en gammel sten-
kreds paa Nordgaards grund.”) Det er vistnok grund til at
tro at saadanne stenkredse her i Trøndelagen, likesom ogsaa i
den øvrige del av landet, gjennemgaaende skriver sig fra ældre
jernalder*). I ethvert fald synes dette at være tilfældet med
stenkredsen paa Nordgaard. Denne kreds som oprindelig har

1) I det netop utkomne bind XII (N. Bergenhus A.) av «Norske Gaard-
navne» fremsætter A. Ksær s. 479 en ny forklaring av gaardnavnet Re,
hvorefter den egentlige betydning skulde være «Stang». Hvilket begrep
der dog end skal lægges i navnet, maa dog dette utvilsomt antages at
tilhøre et navnelag, som er ældre end vikingetiden (Korrekturnote).

2 Av K. Ryca: Faste fornlevninger og oldsagfund i Nordre Trond-
hjems amt s. 43 feilagtig henført til Utgaard, men rettet i «Stod i old-
tiden og middelalderen» s. 21.

3) Små. mine av professor dr. M. OLsen citerte bemerkninger i «Norges
Indskrifter med de ældre Runer» II, s. 731 i anledning av en tapt rune-
sten fra en gravhaug paa Rishaug, Agdenes.

Nr. 2] EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 5

bestaat av 7 stene satt omkring en større midtsten, undersøktes
av K. Ryan i 1869. Rundt omkring midtstenen fandtes der et
omirent 6 cm. tykt kullag, ovenpaa auren og i den sydlige del
et andet kullag, som strakte sig litt utenfor kredsen. I den samme
del og tildels ovenpaa dette kullag fandtes litt under overflaten
en stenlægning av vel tilsluttende store løftestene med brutte
heller imellem, ca. 3 m. lang og 2,5 m. bred). Hele dette anlæg,
særlig stenlægningen, bærer præg av at maatte være ældre end
saavel yngre folkevandringstid som vikingetiden. Saaledes har
en række stenlægninger undersøkt i Indherred vist sig at dække
grave fra romersk jernalder og maaske tildels ogsaa fra ældre
folkevandringstid*). Langs den høideryg, hvorpaa Re har ligget,
og som sænker sig ned mot Snasavatnet, har der ligget et
betydelig antal gravhauger, navnlig paa Utgaards grund. De
er nu omtrent alle utjevnet, og av deres indhold er kun bevaret
en spydspids og et økseblad (T. 530 f.), begge fra yngre jernalder.
Men man har dog fra disse hauger paalidelige beretninger om
gravfund som maa antages at skrive sig fra ældre jernalder.
Saaledes blev der før 1859 i en haug tæt ved husene paa Utgaard
fundet et gravrum bygget av sten med en flat helle over og
ovenpaa den en stor rund sten; hellen dækket over en større
samling brændte ben, hvoriblandt ogsaa laa en <hjelm» (ant.
en skjoldbule) og en spydspids av jern >). Altsaa en typisk brand-
grav fra ældre jernalder. Til samme periode bør vel ogsaa hen-
føres et fund fra en haug paa nordre Utgaard, som blev
utjevnet noget senere, men før 1878, «i hvis midte der var sam-
menlagte stene og indenfor dem brændte ben», mens 2 spyd-
spidser og en skjoldbule fandtes utenfor stendyngen* Endelig
opbevares der i Videnskapsselskapets oldsaksamling en celt av
ældre jernalders form fundet ved pløining paa bruket Haugli
under Nordgaard (T. 8838.)

Det kan saaledes med sikkerhel siges at runestenen fra Utgaard
er fundet i et arkæologisk milieu som kan føres tilbake til ældre
jernalder, men nogen skarpere datering er ikke mulig ad arkæ-
ologisk vei.

Det synes klart at den lille gjennemborte, lette sten med sin
eiendommelige form ikke kan opfattes som noget egentlig red-
skap; det er vanskelig at skjønne hvortil det i saa tilfælde skulde
ha tjent, og jeg kjender intet andet redskap som det kunde sam-

1) Aarsb. fra For.t. n. fortidsm. bev. 1869, s. 12. — K. Ryan: Faste fornl.
og oldsagf. i Nordre T.hjems amt s. 43 f.

2) Cfr: saaledes Ab. 1869, 18 f.; 1870, 8, 10 f.; 1871, 7; 1876, 186 f. —
Sml. 0. Ryen i Aarb. f. nord. Oldk. 1869, s. 156.

3) Ab. 1869, 165.

% K. Ryan: Faste fornl. og oldsagf. i Nordre T.hjems amt s. 44.

6 TH. PETERSEN [1919

menstilles med. Derimot er det to momenter som gjensidig med
bestemthet taler for at vi her har at gjøre med en magisk gjen-
stand, nemlig den avskaving som kan iagttages paa flere steder
paa stenens overflate, og i forbindelse hermed de indridsede rune-
tegn, hvis magiske betydning sikkert ikke kan være tvilsom, og
som nedenfor vil bli behandlet av professor dr. MAGNUS OLSEN.

Under min søken blandt museets materiale av tildannede kleber-
stensstykker av de forskjelligste former i haab om at kunne
finde noget som kunde bidrage til at kaste nærmere lys over
Utgaardstenen, har jeg navnlig fæstet mig ved en gjenstand som
her avbildes som fig. 8. Det er et stykke klebersten, 7,4 cm.

langt, tilskaaret omtrent som en klokkekolv og bestaaende av
et skaftformet parti med nærmest ovalt tversnit med en avflatet,
næsten terningformet utvidelse i den ene ende; i den motsatte
er stykket gjennemboret med et i begge ender utvidet hul. Paa
det skaftformede parti, navnlig paa den ene brede side, sees
kraftige merker efter en avskaving, som efterhaanden er gaat
saa dypt ind at den oprindelig nogenlunde symmetriske form
er blit forrykket. Denne sten, som har museumsnummer 4371
er fundet paa Aastan, Gjeitastrand, Børsa pgd., Sørtrønde-
lagen, og indkom til museet i 1892.

Nr) EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 7

Heller ikke dette stykke kan antages at ha været. æslet til
praktisk bruk. Som fiskesøkk f. eks. vilde det være meget uhen-
siglsmæssig med sin klumpede nedre ende og desuten for let,
idet det kun veier 90 gr. Det naturligste er efter min mening at
opfatte stenen som en amulet, og ogsaa her er der to momenter
som ialer for at den har tjent et magisk formaal, nemlig dens
form og avskavingen paa dens overflate. Jeg har foran kaldt
stenen klokkekolvformet, men jeg mener ikke dermed at den
skulde være benyttet som en klokkekolv, og heller ikke at en
saadan skulde ha avfødt dens form. Derimot tror jeg at man
ved at betragte stenen paa den gjengivne avbildning vil finde et
mere rammende uttryk ved at kalde den phallisk eller ialfald
phalloid. At det er en saadan form som er tilsigtet, faar sin
naturlige forklaring, hvis man gaar ut fra at stenen hører hjemme
inden magiens verden, og denne antagelse støttes, naar man
vender sig mot avskavingsmerkerne paa de to stene, Utgaard-
stenen og Aastanstenen.

Avskaving og magisk anvendelse av det avskavede pulver
er et i folketroen velkjendt fænomen, men forutsætningen er at
modergjenstanden som avgir pulveret, er hellig eller i besiddelse
av magiske kræfter. Gjennem det avskavede som medium kan
disse kræfter igjen virke paa et objekt. Saaledes har professor
dr. CHR. BLINKENBERG i sit skrift »Tordenvåbenet i Kultus og
Folketro» samlet en række eksempler paa at avskrapet pulver
av tordenstenen har lækende kraft saavel for mennesker som
kreaturer, en folketro som kan spores helt fra Skandinavien til
Kina.)) Bekjendt er ogsaa de lækende virkninger av filspaan
skavet av »dvergsmid»; saa kaldtes kunstformig tildannede
gjenstande navnlig av messing eller bronce, oftest i form av dyr
eller mennesker, ikke sjelden jordfundne, hvis formaal og op-
rindelse var ukjendt, og som man studset over. Man antok der-
for at de skrev sig fra de kunstfærdige dverge og tilla dem av den
grund overnaturlige egenskaper. I kraft av disse egenskaper er
de blit anvendt helt ned til nutiden som lækemidler for syke
kreaiurer dels ved at hænge dem om kreaturenes hals eller la
dem i hængende tilstand berøre det syke sted, og dels ved at
gi kreaturene filspaan av stykkerne ind.*) I denne forbindelse
kan ogsaa nævnes en oval skaalformet spænde av bronce, som
i sin tid blev fundet paa Sandnes, Vaage, Gudbrandsdalen,

1 CHR. BLINKENBERG: Tordenvåbenet i Kultus og Folketro. En kom-
parativ-archæologisk Undersøygelse. (Studier fra Sprog- og Oldtidsforsk-
ning udg. af Det philologisk-historiske Samfund. Nr. 79.) Kbh. 1909. S.75,
81, 84, 95, 97.

2) Fr. GRØN: Træk av norsk folkemedicin, Tidsskr. f. norsk bonde-
kultur udg. af Kristofer Visted, 1906, s. 112 fr.

8 TH. PETERSEN [1919

og i 1881 indkom til universitetets oldsaksamling (C. 10529).
Stykket er nu ufuldstændig, hvilket har sin grund deri at det
længe hadde været benyttet som lækemiddel for syke kreaturer.
I denne hensigt var efterhaanden smaastykker blit avhugne, og
i det tilbakeværende stykke var boret huller, forat det kunde
hænges om halsen paa kreaturene.)!) Altsaa et stykke dvergsmid.
Til samme kategori hører ogsaa den som fig. 4 avbildede lille

Fig. 4

løvefigur av alabast, som opbevares i distriktslæge E. STØRENS
bekjendte samling i Meldalen. Figuren er kun 5,2 cm. lang, og
næsten hele bukpartiet er efterhaanden blit bortskavet. Ifølge
hr. distriktslægens oplysninger, som jeg velvilligst har faat lov
til at benytte, er stykket erhvervet til hans samling fra Lund
i Meldalen. Om dets anvendelse har Mikkel Lund, som er
over 80 aar, meddelt at det skal være blit brukt som tryllemiddel
ved sygdomme hos kjør. Der blev skavet litt av det og blandet
i dyrets drikke. Figuren gik paa laan, og maatte altsaa være
personlig tilstede. Sidst skulde den, fortæller Mikkel Lund, være
blit utlaant til Gumdal i Orkedalen, men det var før hans tid.
Efter en meddelelse fra Rennebu blev stykket hængt op i en
traad og slængt 3 gange mot det syke sted, rimeligvis under
fremsigelse av en signeformel. — En til Videnskapsselskapets
oldsaksamling i Trondhjem nylig indkommen halsring fra bronce-
alderen (T. 11984) fundet i 1919 paa Brudal, Kvikne, viser
tydelige merker efter gammel avskaving, men hvorvidt det er
skedd i magisk hensigt, kan man jo ikke uten videre gaa ut fra.
Paa samme maate hadde filspaan av kirkeklokker, det saa-
kaldte «klokkegods», lækende kraft ikke alene for dyr, men ogsaa
for mennesker.”) Ogsaa pulver skrapet av kirkemuren?*) kunde
helbrede sygdomme, særlig blodgang.*)

1) Aarsb. fra For. t n. fortidsm. bev. 1881, s. 135, no. 26.

?) Fr. GRØN anf. arb. s. 114.

3) Cfr. E. TANG KRISTENSEN: Danske Sagn, III, s.70 og 78, IV, s. 613. —
Fornvånnen 1918, s. 175.

4) Til den mere videnskabelige folkemedicin hørte vel lækemidler som

terra sigillata og pulveriseret teglsten eller kridt. Cfr. A. FoNaHN:
Orm og ormmidler i nordiske medicinske skrifter fra middelalderen.

Nr. 2] EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 9

Vender vi saa tilbake til Utgaard- og Aastanstenen, vil det
av det foran anførte fremgaa at der kan være grund til at opfaite
avskavingen ogsaa paa disse gjenstande som magiske hand-
linger, vel at merke under forutsætning av at stenene allerede
i forveien var i besiddelse av overnaturlige kræfter. Og saadanne
tør virkelig antages at ha været tilstede, om end av forskjellige
aarsaker. Ved Utgaardstenen skyldes de magiske egenskaper
runernes hemmelighetsfulde kraft, Aastanstenen derimot er ved
sin karakteristiske form hævet op i en kreds av velkjendte
magiske fænomener.!) Om begge stene gjælder det at de grunde
som taler for deres overnaturlige egenskaper faar øket beviskraft
ved avskavingsmerkerne, som paa den anden side isoleret vilde
være betydningsløse.

Spør man nu i hvilken hensigt denne avskaving kan ha fun-
det sted, saa ligger det jo nær efter de foran anførte analoge
eksempler at opfatte denne som medicinsk og anta at det av-
skavede pulver er blit benyttet som lækemiddel vel nærmest for
kreaturer.”) En støtte for denne antagelse tør man maaske se i
den omstændigdet at begge stenene er gjennemboret vistnok i
den hensigt at kunne ophænges, og sandsynligvis da paa den
syke, forat de ogsaa paa den maate kunde øve sin helbredende
virkning? Man kommer her uvilkaarlig til at mindes stedet i
den gamle islandske kristenret (fra aar 1123): Menn scolo eigi
fara med steina eda magna pa til pes at binda åa menn
eda fenad,* skjønt det kanske ikke er udelukket at her nærmest
tænkes paa tordenstenene*) (cfr. CHr. BLINKENBERG anf. arb. s. 78.)

Kra. 1905, s.5 og 29. — N. A. QUIsLinG: Overtroiske kure og folkemedicin
i Norge, s.19. — Teglstensolje var jo i ældre tid et autoriseret medika-
ment. Se f. eks. N. M. AALBorG: Ny Huuszholdnings Calender. Kbh. 1664,
s. 138 fr.

1) Det er mulig at heller ikke Utgaardstenens form er betydningsløs,
og jeg vil ikke benegte at ogsaa denne kan være tilsigtet phalloid. Jeg
har dog vanskelig for at tro at dens form alene vilde kunne betinge
magiske krælter.

2) Dette var ogsaa konservator NORDGAARDS opfatning, da han over-
leverte Utgaardstenen til museet.

3) Ved nøiere iagttagelse vil man lægge merke til at det indre av hul-
let paa Utgaardstenen, hvor det er smalest, er utvidet noget i retning
av det ene ytre hjørne av stenens brede parti, en utvidelse som vel skyl
des slit efter ophængning.

4 Grågås. Cod. Arnamagn. 334 fol., cap. 18. Kbh. 1879, s. 97.

Se ogsaa Kr. Nyror i Dania I, s. 28 om uthulede eller gjennemborede
stene brukt som amuletter. Professor dr. MAGNUS OLsen har velvilligst
gjort mig opmerksom paa dette sted.

5) Derimot viser uttrykket binda i forbindelse med fenad at vi her
ikke kan tænke paa den gamle litteraturs lyfstein, hvormed man utvil-
somt forstod visse ædelstene med raagiske, fortiinsvis apophylaktiske
egenskaper. Cfr. A. GARBoE: Kulturhistoriske Studier over Ædelstene
med særligt Henblik paa det 17. Aarhundrede. Kbh. 1915.

10 TH PETERSEN [1919

Paa den anden side maa vi dog erindre at navnlig Utgaard-
stenen, men vistnok ogsaa Aastanstenen fører os tilbake til et
ældre kulturlag end den forholdsvis sene tid, hvorfra vi har
anført de foran nævnte eksempler paa avskaving i magisk hen-
sigt. Det kunde jo derfor tænkes at vi her har at gjøre med
magiske ytringsformer av et helt andet indhold. Jeg skulde dog
være mest tilbøielig til at anta den medicinske forklaring som
den riglige.

II

Av MAGNUS OLSEN

Utgaard-indskriften skal sandsynlig læses (fra høire mot venstre)
4M, d. e. MR ea.

Paa e-runen mangler nu staven nærmest det utgravede hul.
Til høire for runen synes dog hullets periferi et litet stykke (ca.
0,5 cm.) at falde sammen med den formodede høire stavs øvre parti.

Paa arunen gjør øverste kvist en liten bøining nedover, dog
saaledes at den er tydelig skilt fra nederste kvist.

Det er nok i og for sig mulig, at ogsaa en selvstændig stav kan
være blit bortskrapt mellem det oprindelige hul og e-runen; men
rimelig kan neppe en saadan antagelse synes at være, hvorefter
en hel rune vilde være forsvundet ved hullets utvidelse. Man
tør ikke godt tænke sig, at man paa denne maate hadde for-
grepet sig paa en integrerende del av denne sikkert magiske
indskrift.

Ogsaa et andet forhold taler bestemt for, at indskriften op-
rindelig kun har bestaat av de to runer 4M: de selvsamme to
runer, skrevet nøiagtig paa samme maate fra høire mot venstre,
utgjør den hele indskrift paa brakteaten nr. 63 Stephens (fra
Lekkende, Øster-Egesborg sogn, Baarse herred, Præstø amt,
Sjælland).

Om brakt. 63 uttaler Sophus Bugge (Aarbøger f. nord. Oldk. 1905
s. 288): «Dette kan være et Mandsnavn i Nominativ af en Stamme
paa -n. Hvis dette er rigtigt, er vel ea opstaaet af *Ehwa, Stamme
*FEhwan-, ved Suffikset -n afledet af Stammen *ehwa- «Hest».
Navnet er da det samme som det oldtyske Mandsnavn *Eho,

12 MAGNUS OLSEN [1919

som Förstemann slutter af Stedsnavnet Ehingas (i Egnen ved
Freising). Jfr. eingn Krogsta (Norg. Indskr. [I] S. 129) »

Denne opfatning tør imidlertid nu betragtes som gjendrevet
ved fremkomsten av den nøiagtig overensstemmende Utgaard-
indskrift. Her maa vel av reale grunde et mandsnavn synes
likefrem utrolig, og det vilde ogsaa være paafaldende, at et saa-
dant skulde optræ, skrevet nøiagtig paa samme maate, i to med
hensyn til sted vidt adskilte indskrifter. Dertil kommer, at der,
som allerede antydet, er stor sandsynlighet for, at Utgaard-ind-
skriften er magisk, idet den er indridset paa en gjenstand,
hvortil, som konservafor TH. PETERSEN i det foregaaende avsnit
har godtgjort, overtro ganske sikkert har knyttet sig.

I og for sig er det ogsaa, naar man nærmere betragter selve
runerne paa Utgaard-stenen (og paa brakt. 68), ganske naturlig
at tænke sig, al disse har utgjort en magisk indskrift.

Ved tolkningen av runerne kan man gaa frem efter et av de
to principer: enten skal der ved RÅ og M tages hensyn til disse
runers navne — henholdsvis *ehwar <hest» (ifølge S. Bugge, Norg.
Indskr. Indl. s. 61 f.) og *ansur, en aas, en av guderne —, saa-
ledes at navnene danner grundlaget for de tilsvarende runers
tryllekraftige anvendelse (jfr. Norg. Indskr. II s. 601 f£., 671), eller
de to runer skal betragtes som begyndelsesrunerne i forkortet
skrevne ord (jfr. smst. II s. 652, 670).

Av de to her antydede tolkningsmuligheter synes den første
ikke at kunne gjennemføres paa en tilfredsslillende maate. Vist-
nok passer Å — *ansur fortrinlig som magisk rune (jfr. smst. II
s. 600 ff.); men ved M — *ehwar har man vanskelig for at tro,
at et tryllekraftig ord er ment. Jeg finder derfor, at det er rime-
ligst at holde sig til den anden mulighet, hvorefter MR skal læses
som et med e- begyndende ord + et med a- begyndende ord.
Dette sidste kan naturligvis utmerket godt være det i magi pas-
sende ord *ansur, som da her vilde være forbundet med et andet
ord, som ikke tillike var runenavn.

I virkeligheten er vistnok denne mulighet for forklaring av
indskriftens R-rune den, som ligger allernærmest. Det kunde da

synes rimelig at søke ogsaa i M-runen en lignende forkortning

av en gudebetegnelse. Dette kan jeg imidlertid ikke gjøre sand-
synlig ut fra Utgaard-stenen alene. Derimot naar ogsaa brakt. 63
tages med i vore overveielser — ut fra den forutsætning, at der
er fuld identitet mellem de to indskrifter 4M —, synes der at
aapne sig en utvei til en fyldestgjørende tolkning.

Den sjællandske brakteat nr. 63 er med avbildning utgit av

George Stephens i «Old-Northern Runic Monuments» II (1868)

Nr. 2] EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 1

s. 558. Tfølge kandidat Ivar Lindquist, som i november 1919
har undersøkt originalen i Nationalmuseet i Kjøbenhavn, er
Stephens's tegning (gjengit her som fig. 5) <i det hela taget god».
Brakteatens fremstilling er et menneskehode over et hornet, fir-
føttet dyr av den type, som Bernhard Salin!) betegner som den
danske type av den dansk-gotlandske (dansk-svenske) avdeling.
Likesom de fleste brakteater av denne type har brakt. 63 foruten
runer ogsaa hakekors, og desuten et tegn, som, saavidt vites,
ikke ellers forekommer paa brakteater: et firarmet skive-
kors, hvis midte utgjøres av en cirkelformet skive med punkt
1, og hvis arme ender i punkter eller ganske smaa cirkler.

Om hakekorset vet vi med sikkerhet, at det er et hellig tegn,
el gudetegn. Ut fra lappiske laan under Nordens hedendom og
ut fra nyere islandsk magi, hvor hakekorset optrær under navnet

örshamar kan det fastslaaes, at tegnet har været det gamle
Tors-merke, som i vikingetiden delvis er avløst av hammertegnet.?)
Men hvor gammelt hakekorset er som Tors-merke, er endnu ikke
bragt paa det rene. Paa brakteater er hakekorset meget almin-
delig, og man har her ment at kunne spore en bestemt forbin-
delse mellem dette tegn og en gudefremstilling (den, som findes
paa brakt. 65: menneskehode over et hornet og skjæggel firføttet
dyr), som det maa synes tiltalende at opfatte som guden Tor.*)
Men der er igjen andre brakteater, som gjør denne kombination
av hakekorset og Tor tvilsom.$ En ting synes dog med bestemt-
het at fremgaa av materialet: Naar hakekorset, før hammeren
blev det herskende Tors-tegn, har kunnet bli symbol særlig for
denne gud, da maa det ha tilhørt en gudeverden, hvori Tor ind-
tok en fremtrædende plads. Denne gudeverden kan vi med et
senere navn betegne som Aasgard, gudehimlen. I et saadant
uttryk ligger, som det vil fremgaa av det følgende, ingen ana-
kronisme, hvad dets religionshistoriske indhold angaar.

Ved bedømmelsen av hakekorset paa brakt. 63 har vi altsaa
fø) veie at saa: enten er det Torstegnet, eller det er tesn for
den gudeverden, Aasgard, hvor Tor hørte hjemme. Med sik-
kerhet kan vi ikke vælge mellem disse to muligheter, og under
hele den følgende undersøkelse vil jeg stille valget frit mellem
de to opfatninger. For begge kan der, som vi skal se, anføres
ganske gode grunde; men bindende slutninger kan neppe drages
av det materiale, som nu skal fremføres, da det paa forskjellig
maate er tvil underkastet: dels er den religionshistoriske utvik-

1) Antiqvarisk Tidskrift för Sverige XIV (1899), Nr. 2.

?) Jfr. Axel Olrik, Danske studier 1918, s. 24 fr.

3) Jfr. bl. a. Henry Petersen, Om Nordboernes Gudedyrkelse (1876) s.
HO9 fr.: Salin, anf. st. s. 90 fr.

4 Jfr. Sophus Miller, Vor Oldtid (1897) s. 606.

14 MAGNUS OLSEN [1919

ling i og for sig uklar, idet vore holdepunkter maa hentes fra
vidt adskilte omraader, dels blir der at regne med en langsom-
mere eller hurtigere utvikling, alt eftersom materialet ansees for
at staa fjernere eller nærmere de kredse, som gik i spidsen med
hensyn til gudedyrkelse.

Hvadenten vi opfatter hakekorset som Tors-merke eller som
Aasgard's symbol, kan den ene av indskriftens runer tolkes i
overensstemmelse dermed. Som allerede antydet, ligger det uneg-
telig nærmest at utlæse RÅ som *ansur, d. e. aasen, guden. Efter
en almindelig antagelse, ') som synes at ha meget for sig, er det
Tor,?) som i den gamle islandske edsformular (Landnåmabök
96,10) kaldes «aasen», inn almåtki åss «den almægtige aas» (jfr.
landåss i Egil Skallagrimssøn's nidvise Skjaldedigtn. AI 53, BI
47, A'sa-pörr Hårbarösljöd 52 og A'sabragr Skirnismål 33, Snorra
Edda I 553).” Denne benævnelse paa Tor kan, likesom hake-
korset som Tors-merke, gaa langt tilbake i tiden, saaledes at der
kan være en mulighet for, at det er den, som ligger til grund
for R, *ansur-runen, paa brakt. 63. Ved RF og hakekorset skulde
da guden Tor være ment, og vi vilde i brakt. 63 ha et vidnes-
byrd om, at Tor allerede ved denne tid kaldles «aasen» slet og
ret. Men heller ikke læsningen av Å som flertal av ordet *ansur
—altsaa R— *ansiur «æserne» (Aasgards guder) — kan avvises. Med
sikkerhet kan vi altsaa ikke naa længere end til at si: Hake-
korset og R hører sandsynlig sammen og henviser enten til
«aasen» (Tor) med sit gudetegn eller til Aasgards beboere,
æserne, hvis verden er symbolisert i hakekorset. |

Vi skal nu se om det andet tegn paa brakteaten hjælper os
videre fremover. |

Det firarmede skivekors forekommer, som nævnt, saavidt
vites, ikke ellers paa brakteater. Vistnok kjendes fra tre andre |
brakteater av den samme hovedtype som brakt. 63 (hvilke alle |
ogsaa har hakekors) tegn, som fremviser adskillig likhet med
skivekorset («den runda skifvan eller koncentriska kretsar med
en krets af punkter omkring» Salin s. 88 f.).f Men disse skive

'”) Jfr. bl. a. J. Grimm, Mythologie>, s. 197; K. Maurer, Die Bekehrung |
des Norwegischen Stammes zum Christenthume II (1856) s. 222; Henry
Petersen, Om Nordboernes Gudedyrkelse (1876) s. 70 f.; Axel Olrik, Danske
studier 1905 s. 52; S. Bugge, Aarbøger 1905 s. 181.

?) Efter andre er Odin ment (Keyser, Nordmændenes Religionsforfat-
ning, 1847, s. 113; Finnur Jönsson, Godatræödi, Reykjavik 1918, s. 43;
Mogk i Hoops's Reallexikon I, s. 130, som minder om Grimnismål 44:
æztr... Odinn åsa).

3) Merk ogsaa, at R i runealfabetet gaar foran R, hvis navn er *raidu,
gl.norsk reid f. «ridning, vogn, kjærre» (Norg. Indskr. Indl. s. 46), hvor-
ved her kan tænkes paa Tor's kjærre.

4) Atlas f. nord. Oldkynd. 146 (fra Bornholm, uten runer), Salin s. 52,
fig. 64 (fra Dödevi, Oland, uten runer) og Vedel, Bornholms Oldtids-

Nr. 2] EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 15

eller cirkeltegn synes at ha andre forbindelser, og det er ikke
utelukket, at de er blot og bart ornamentale.!)) Langt nærmere
til sammenligning kommer et hellig tegn paa det ene (det kor-
tere, runebeskrevne) av de to guldhorn fra Gallehus, idet dette
tegn efter formen tør ansees for likefrem identisk med skive-
korset paa brakt. 63.

Om billederne paa de sønderjyske guldhorn har Axel Olrik
efterlalt sig en høist værdifuld undersøkelse, «Gudefremstillinger
på guldhornene og andre ældre mindesmærker», som er utgit i
«Danske studier» 1918 s. 1 ff. Her lykkes det ham, i delvis til-
slutning til Worsaae, at paavise de hovedguder (spyd- og ring:
guden «Odin», den trehodede, av keltisk paavirkning prægede
tordengud «Tor» med øks og buk, frugtbarhetsguden «Frøi» med
kornsigd og hest, «krigerparret» o. a.), som dyrkedes i Jylland
i begyndelsen av 5te aarh.” Men guldhornenes 12 billedflater
(5 ringe paa det mindre, runebeskrevne horn /A-E/ og 7 paa
det større /a-g/) indeholder ogsaa, navnlig de 5 første («øverste»)
et mylder av tegn: stjerner, rosetter, <trekors» (Iriskeler) og for-
skjellige slags firarmede og ottearmede kors. Flere av disse kan
tildeles bestemte guder — saaledes synes triskelen at tilhøre
«Odin» og <«tverkorset», en utformning av hakekorset (?), «Tor»
—, eller de symboliserer bestemte gudeverdener, saaledes som
stjernen (gudehimlens tegn) og — ialfald delvis det tegn, som
fremviser fuld identitet med skivekorset paa brakt. 63.

For forekomsten av det firarmede skivekors paa runehornet
formulerer Olrik den regel, «at det brugt som personligt tegn
(ved hovedet) betyder Frøj, og brugt upersonligt betyder

minder fig. 385 (= Stephens brakt. 104, Bugge Aarbøger 1905, s. 295 fr.
[med et meget usikkert forsøk til tolkning av brakteatens runeindskrift).
«De båda förstnåmnda höra till den sydsvenska afdelningen och den
sista till den dansk-svenska afdelningens danska typ» (Salin). De to rune-
løse «sydsvenske» brakteater har skivetegnet og hakekorset paa hver
sin side av menneskehodet, mens runebrakteaten Stephens 104 har begge
tegn anbragt foran ansigtet likesom brakt. 63, der, som nævnt, tilhører
den samme type. (Derimot staar paa brakt. 104 den lange runeindskrift
langs randen under dyrefiguren.)

1) Salin sammenstiller skivetegnet, som paa de to «sydsvenske» brak-
teater optrær sammen med hakekorset, med tegnene paa den beslegtede
(runeløse) brakteat fra Hven, som han avbilder s. 58 (fig. 71): hakekors
og to koncentriske cirkler paa hver sin side av menneskehodet. Han er
tilbøielig til at tro, «att dessa koncentriska kretsar och det ofvannåmnda
tecknet beteckna samma sak». «Detta tecken, skifvan med punkterna
omkring, kan för Ötrigt spåras långt tilbaka i tiden, och synes ofta vara
rent ornamentalt».

2) Til denne tid (som falder midt i «brakteat-tiden») henføres guld-
hornene av Oscar Almgren, Namn och Bygd II (1914) s. 217 fr. Her op-
lyses, at ogsaa Montelius «kommit till samma uppfattning angående ut-
gångspunkterna för hornens datering».

16 MAGNUS OLSEN [1919

en verden, der ligger lavere end gudehimmelen». Han
knytter hertil bemerkninger om det hele verdensbillede, som
fremstilles paa de to aabenbart sammenhørende guldhorn:

«Sete i sammenhæng viser de to guldhorn ... øverst et stjærne-
parti (Å B), dernæst et kors-parti (stærkest E a), og dernæst et
slange- eller uhyre-parti (/a/bede), der ved «Hels port» (g) atter
afløses af strømme. Det er da klart at disse baggrundsmotiver
giver det hele verdensbillede: først gudehimmelen, så en mellem-
verden (en jord, en midgård), så troldeverdenen og fjærnest det
af strømme omgivne dødsrige. De lavere ringe på det korte guld-
horn bærer tillige fiske og en art lodrette bølgelinjer (bestående
af småkrese forbundne ved krumme skråstreger) hvori man
synes at have betegnelse for strømmene.

Det hele verdensbillede svarer lil det fra eddakvadene kjendte,
navnlig som det udførlig udmales i Grimnismål: en gudehim-
mel, en midgård (vandet af de fra Valhal rindende strømme),
en jotunheim med sin uvætteyngel (til dels i slangeskikkelse;
ormene under Ygdrasil) og en af strømme afsondret Helheim
med sin helgrind».

Skivekorset, «Frøis»-tegnet, hører Midgard til, og mythologisk
er det efter Olrik ogsaa fuldt forsvarlig at opfatte det som et
jord-tegn. «Vi har, foruden de mere abstrakte udtalelser om...
[Frøi's] forhold til jordens frugtbarhed og iroen på at stedse-
grønne høje er helligede Frøj, ogsaa en meget bestemt udtalelse
fra Island o. 970: Gisle Surssøn siger spottende om sin fældede
modstander, at han nu er draget til Frøj som sin beskytter,!)
og hentyder hermed til gravhøjen hvor han er jordet. Frøj er
ligefrem opfattet som den i jorden boende gud. At Frøjs-tegnet
og jord-tegnet er det samme, kan da ikke undre os.» <At der
er et sådant jordtegn (uden positiv religiøs karakter) er så meget
mere i sin orden, som der på Hels port [i 9, med «de dødes
tegn», de 3 punkter] findes en lignende geografisk oplysning: her
begynder dødsriget» (Olrik s. 30 f.).

Jeg har her meddelt Axel Olrik's opfatning av skivekorset paa
guldhornet med fuld begrundelse, fordi derved en tolkning av
den anden rune paa brakt. 63, Me, turde være fuldstændig for-
beredt. Likesom RF, tolket efter den nærmestliggende mulighet
som en form av ordet *ansur, synes at ha sit gudetegn, hake-
korset, saaledes synes e-runen at burde sættes i forbindelse med
brakteatens andet tegn, skivekorset, som paa et væsentlig sam-
tidig — likeledes dansk — mindesmerke er tegnet for Frøi og
for jorden. Naar nu e skal utfyldes til et ord, som har hensyn

1) Teksten er dog paa det avgjørende punkt ikke sikker, og Frøi er
ikke direkte nævnt. Finnur Jönsson (Skjaldedigtn. BI 97 str. 8, jfr. Gisla
Saga s. 45) synes at opfatte strofen noget anderledes.

Nr. 2] EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 17

til Frøi's verden, kan jeg ikke deri finde navnet paa en av de
store jordguddomme, som tilhører Frøi's eller vanernes kreds
(Frøi, Frøia, Njord); men selve ordet «jord» frembyr sig likesaa
usøkt, idet dettes urnordiske form, uten u-brytning, har begyndt
med e-: *erbu (stamme *erbo-, gl.norsk jord, got. airba, angelsaks.
eorp, eng. earth, gl.høitysk erda, nyhøitysk erde).

I den gamle germanske gudedyrkelse har jorden hat sin
repræsentant i en kvindelig guddom, Tacitus's Nerthus, det er
«Moder Jord». I den norrøne mythologi har av det oprindelige
naturgrundlag vokset frem en fuldt personlig opfattet frugtbar-
hetsgudinde, Frøia; men spor av en ældre tids opfatning er
dér endnu tilstede i gudinden Jorö (d. e. jord). Det merkelige er
nu, at Jord i den mythiske overlevering ikke som gsudehustru
er knyttet til en av de mandlige frugtbarhetsguder av vanernes
æt, men at hun er mor til Tor, en av æserne og da ogsaa kan

optræ under navnet Fjorgyn — ved siden herav findes Fjorgynn
masc., i noget uklar sammenhæng, men dog sikkert navn paa
en av de store blandt æserne —, som sproglig hører nøie sammen

med Tors's motsvarighet hos litauerne, tordenguden Perkunas.
Om man nu virkelig tør opfatte R a(nsur) paa br. 63 som Aasa-
Tor, vil man faa den nøieste forbindelse mellem RÅ og hakekorset
paa den ene side og M, d. e. e(rpu) «Jord», og skivekorset paa
den anden side. Men en skarp avgrænsning av en gude-tohet
Tor-Jord har — bortset fra, at tydningen av Å som en gudebe-
tegnelse i ental er usikker — sine betænkeligheter. Den vægtigste
er vel, at der paa det med den sjællandske brakteat væsentlig
samtidige sønderjyske guldhorn optrær en tordengud adskilt
fra «Frøi» med kornsigden og adskilt fra jord-tegnet. Man kan
dog maaske komme bort fra denne hindring ved at fremholde,
at brakteaten og guldhornet tilhører hver sit milieu, socialt, idet
brakteaten tilhører dagliglivets folkekunst (Sophus Miller, Vor
Oldtid s. 609 f.), mens guldhornet er et sakralt kunstverk utført
for stormænd, og religiøst, idet brakteaten har til bakgrund lavere
folketro og magi, guldhornet derimot samtidens mest fremskredne
gudetro og kultus.

Mere tilraadelig kan det synes at være at se de to væsentlig
samtidige danske mindesmerker paa samme bakgrund av religiøse
forestillinger. Vor tolkning av brakteatens runer og tegn maa
da lempe sig efter guldhornenes verdensbillede: Det væsentlige
blir, at man her gjenfinder den samme trinvise gruppering
av gudemagterne som paa guldhornene, og dette opnaar med
lethet ved en tydning av

4 hakekors M skivekors
a e
som a(nsiur) e(rpu), d. e. «æser» (og) «Jord», hvilke ord er gjort
2

EN MAGNUS OLSEN — [1919

tydeligere og tryllekraftigere ved tilføielse av gudehimlens,
Aasgards, og jordens, Midgards, hellige tegn.

En lignende gruppering av de overnaturlige magter, hvortil
runerne efter norrøn mythe trær i forhold, møter vi ogsaa i
Edda-digtenes rune-avsnit. Ifølge Sigrdrifumål 18 kommer runerne,
efterat de har været «avskavet» og «rørt sammen med den hellige
mjød og sendt paa vide veie» 5 til æser, til jordens gude-
magter (vanerne og de dermed nær forbundne alver) og til menne-
skene:

Dær ru med åsum,

bær 'ru med ålfum,

sumar med visum vonum,
sumar hafa mennskir menn.

Og likesaa i Håvamål 160, hvor dog en videre litterær utvik-
ling synes at ha gjort sig gjældende. Her heter det om dvergen
jöörørir, d. e. runernes «kraftige sammenrører»,?) at «han gol
kraft til æser, trivsel til alver og forstand til [aasen] Hroptatyr»:

afl göl hann åsum,
en ålfum frama,
hyggju Hroptaty.

Endnu et skridt videre er tat i Håvamål 143, hvor ogsaa andre
av mythologiens verdener er omtalt, nemlig dverge (jfr. dog
Pjöödrørir ovenfor [samt Fåfnismål 13]) og jotner; men om runer
længere nede, i Helheim, hører vi ikke:

O'dinn [reist] med åsum,
en fyr ålfum Dåinn,
Dvalinn dvergum fyrir,
A'sviör jotnum fyrir,

ek reist sjalfr sumar.

Dette er nåturlig nok. <«Runerne, de fra de raadende magter
stammende» (runo en Fyrunga- stenen, runum ... tnum
reginkunnum Håv. 80), har efter sit ophav sin gjerning at øve
kun i de verdener, hvor guder holder til og fremmer livet for
menneskene i Midgard. De er fiendtlige mot gand og anden lav,
foragtelig trolddom, som trives i mørket og underverdenen; jfr.
ungandir <som ikke kan skades av gand<, runemesterens ord
om sig selv paa Hugl-stenen.*)

Paa brakt. 63, som gjenspeiler gammel, egte folketro, kan vi
stort sét ha med de samme to verdener at gjøre som i Sigrdr.,
motsvarigheterne til gudehimlen og Midgard paa guldhornene.

1) Jfr. behandlingen av Eggjum-indskriften i Norg. Indskr. ITI s. 128 ff.
?) Saa forklaret anf. st. s. 129.
3 Norg. Indskr. II s. 628 f.

Nr. 2] EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 19

Det er da de raadende i disse to verdener, som de magiske runer
R og M og de to hellige tegn skal indvirke paa, til direkte gavn,
kan vi tænke os, for brakteatens bærer og til værn mot al skade-
lig indflydelse.

Hvilken hjælp har nu dette været, som runebrakteaten har
evnet at yde? Vi kunde nu være tilbøielige til straks at vende
tilbake til den anden amulet, Utgaard-stenen, som bærer den
samme runeindskrift, og søke veiledning i den kreds av forestillin-
ger og overtroiske handlinger, som efter konservator PETERSEN'S
fyldige redegjørelse synes at omgi denne magiske gjenstand. Men
vi vil heller straks utstrække undersøkelsen videre til andre
gammelgermanske kilder, hvor jord og gudehimmel (æser) op-
trær sammen.

Først kommer da i betragtning de merkelige indledningsstrofer
til Sigrdrifumål (str. 3 f.), hvor den av søvnen vækkede valkyrje
hilser Dagen med dens følge og Aasgard's beboere, virkningsfuldt
motsiillede Nattens og Jordens magter:

(3.) Heill dagr,
heilir dags synir,
heil nött ok nipt!
øreiöum augum
litid okkr pbinig
ok gefid sitjondum sigr!

(4.) Heilir æsir,
heilar åsynjur,
heil sjå in fjolnyta fold!
mål ok manvit
gefid okkr mærum tveim
ok læknishendr, medan lifum !")

Stroferne danner indledningen til valkyrjens rune-belæring (str.
6—13), som aapnes med <«seierruner> (sigrunar str. 6, jfr. sigr 3.6)
og avsluttes med limrinar for lægen (ef bi vilt læknir vera str.
11, jfr. læknishendr 4.6), målrunar til bruk paa tinge (str. 12, jfr.
mål 4.3) og hugrunar (<vid-runer» str. 13, jfr. manvit 4.3). Denne
strofefølge, som er overlevert i Edda-haandskriftet, avviker fra
strofefølgen i Volsunga saga, hvor de citerte indledningsstrofer

1) Av G. A. Gjessing (Den ældre Edda, Kr.a 1899, s. 192) gjengit saaledes:

Hil dig dag, Hil Jer æser,

hil dags sønner, hil aasynjer,

hil nat og kvinders kjøn! hil dig, du hulde jord!
med huldrigt blik os gjæve to

hid til os se. giv tale og vid,

sign os, som sidder her! lægedomshaand i liv!

20 MAGNUS OLSEN [1919

ikke er anført. Den synes ikke at være den oprindelige,!) men
at være tillempet efter indledningsstroferne, forat der kunde bli
etslags samsvarighet mellem str. 3 og str. 6 og mellem str. 4 og
str. 11—18. Hvorvidt anden halvdel av stroferne 3 og 4 er blit
utformet under den samme tillempning, tør jeg ikke avgjøre;
men første halvstrofe (Heill dagr o.s.v., Heilir æsir o.s.v.) inde-
holder utvilsomt gammelt arvegods, — «<zwei wahrhaft hymnische
Strophen» —, om de end i dette heltedigt ikke er os overlevert
«unmittelbar aus dem Leben», men «in heroischer Erhöhung»
(Heusler)*).

Allerstørst krav paa oprindelighet — paa delvis ordret over-
ensstemmelse med det virkelige livs gudepaakaldelse — gjør
str. 4.1-3 (Heilir æsir — fold). Disse linjer danner en parallel til
uttryk i en gammel engelsk akersigning,*) som vistnok er over-
levert fra kristelig tid og opviser en række kristelige træk, men
som dog for større partiers vedkommende sikkert tør føres til-
bake til hedendommen. De hedenske avsnit i akersigningen, som
her mest interesserer os, lyder saa:

«Jorden ber jeg og den høie himmel (eordan ic bidde and
upheofon) om at vække vækst til vort gavn i verden —». (Ordene
tilhører en bøn, som fremsiges, idet 4 stykker grønsvær fra
akeren lægges tilbake hvert paa sit sted, mot de 4 verdenshjør-
ner, efterat de har været viet paa kirkens alter sammen med
bl. a. melk av hvert dyr og noget av hver navn-bærende nytte-
plante, som findes i landet. Under græstorverne er iforveien
nedlagt træstykker, beskrevne med Christi og evangelisternes
tegn eller bokstaver, — sandsynlig et minde om hedensk rune-
magi.% Længere ute følger en direkte paakaldelse av Jorden,
samtidig med at sædekorn fra ukjendt aker, kjøpt av en vand-
rende tigger, lægges paa plogen:)

«Erke, Erke, Erke,* Jordens moder (Erce, Erce, Erce, eorban
mödor)! Unde dig den almægtige, den evige hersker, akre som
vokser og trives, blir befrugtet og tiltar i kraft, [han unde dig]
en hær*) av ”skafte' [2: en barneflok av kornstraa], kornets vækst
og den brede bygs vækst og den hvite hvetes vækst og al jor-
dens vækst —».

1) Se mine bemerkninger i «Festskrift til Alf Torp» (1913) s. 118f., hvor
jeg har formodet, at runealfabetets rækkefølge egentlig ligger til grund.

2) Hoops's Reallexikon I (artikel «Dichtung») s. 448.

3) Grein's Bibliothek der angelsåchsischen Poesie, neu bearb. von
Wiulcker, I (1883) s. 312 f.

2 Jfr. R. Kögel, Geschichte der deutschen Litteratur bis zum Ausgange
des Mittelalters I, 1 (Strassburg 1894) s. 40.

5 D.e. «Jord», nær beslegtet med *erpo, gl.norsk jord, og med gl.høi-
tysk ero f. «jord»; jfr. Kögel, anf. st. s. 41.

6, Teksten er paa dette sted ikke sikkert overlevert.

Nr. 2] EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD 21

Naar man saa «driver plogen fremad og trækker den første
fure,» skal man si:

Hal wes pu, folde, fira moödor,
béo pi gröwende on godes fæpme,
foöpre gefylled firum to nytte!

«Hil dig, Jord, menneskenes moder,
vær du voksende i Gud(en)s favntak,
av føde fuld menneskene til gavn!»

Først og fremst lægger vi her merke til overensstemmelsen
mellem Sigrdr. 4 (heil ... fold) og ordene hål wes pi, folde. Men
vi fæster os ogsaa ved sammenstillingen av «Jord og den høie
Himmel» (eorde and upheofon)") og ønsket om, at Jorden maa
faa trivsel «i Gud(en)s favntak, av føde fuld menneskene til gavn»
(jfr. sjå in fjolnyta fold).

Her har vi fra gammelgermansk hedendom direkte motstykker
til brakt. 63: Sigrdr.'s æsir ... ok sjå in fjolnjyta fold svarer til
en tydning «Æser (og) Jord», dog fuldt saa godt ogsaa til en
tydning «Jord (og) [gudehimlens høieste] Aas», som sammen
kan skape frugtbarhet for menneskene likesom folde, fira mödor

. on godes fæpme, en anden betegnelse for de to gudemagter
eorpe and upheofon (jfr.i nordiske kilder jord ... upphiminn), til
hvem bønnen om akerens trivsel rettes.

Spørsmaalet blir nu, om vi ved runetolkningen bør søke direkte
veiledning i den hjemlige kilde Sigrdrifumål eller i den angel-
saksiske akersigning. Derav vil avhænge, om indskritten skal
tænkes at indeholde en henvisning til de to gudeverdeners
magter, «æserne» [flertal] og «jorden», eller om der ved e og å
sigtes til de to enkelte guddomme, «Jorden» og «Aasen», som
optrær sammen.

Vi synes i akersigningen ikke at kunne komme utenom et
gudepar Jord og den høie Himmel (eller Gud[en]), en fore-
stilling — oftest vistnok ret vagt utformet i konkret personifice-
ring —, som er gammel hos vore germanske forfædre. Herom
kan bl. a. henvises til mit arbeide «Hedenske kultminder i norske
stedsnavne» I (særlig s. 194 ff.), hvor det er fremholdt, at mand-
lige guddomme — «æser» — av en saa utpræget overjordisk
karakter som Ty, Ull og Tor i kultus har været forbundet med

1) Samme allittererende forbindelse av disse to ord findes ogsaa i den
gammelhøityske «Wessobrunner Gebet» (ero ni uuas noh åfhimil), paa
flere steder i den norrøne digtning (saasom Voluspå 3: jord fannsk æva
né upphiminn) og i runeindskriften paa Skarpåker-stenen, Södermanland
(iarb s/kjal rifna uk ubhimin, se O. von Friesen, Runorna i Sverige,
Uppsala 1915, s. 15).

22 MAGNUS OLSEN [1919

frugtbarhetsgudinder.!) Disse er i den høiere, offentlige kultus
utsat for at trænges helt i bakgrunden av mandlige guddomme
— de nævnte «æser» og «vanerne» Frøi og Njord —, hvis gamle
forbindelse med jordens vækstkraft helt eller delvis kan løses
(jfr. t. eks. Tor), eller hvis egenskap av frugtbarhetsguder kan
forsterkes ved optagelse av de specialfunktioner, som man paa
et mere primitivt trin har tillagt særguderne for landbrukets for-
skjellige grene, korn-vætter o. I. (jfr. Byggvir, bygg-guden, i Edda-
mythologien Frøi's tjener, men oprindelig en selvstændig gud,
optat av finske folk som /Pellon/Pekko).

Guldhornenes gudekreds tilhører samtidens høieste kultus, som
røber forbindelser utad med mere fremskredne gudsdyrkelses-
former. Her findes ikke billede av nogen kvindelig jord-guddom,
kun, som det synes, et geografisk omraade «Jorden», merket ved
sit eget tegn og repræsentert ved en mandlig guddom («Frøi»),
som fører en hest i tømme og bærer kornsigd i sin haand, som
altsaa raar for trivsel i stald og paa aker.

Men ute i de lavere lag, i privatlivets magi, kan den ældgamle
forestilling om en himmelmagt, som med Jorden avler grøde paa
marken og trivsel i menneskelivet, ha holdt sig. Ut fra denne
forestilling lar runerne og de hellige tegn paa brakt. 63 sig —
alternativt — forklare. Ut fra den blir ogsaa Jorö i Edda-mytho-
logien forstaaelig; hun kan bero paa en yngre tids refleksion
over den folkelige gudepaakaldelses «Jord og Aas» eller «Jord og
den høie Himmel», støttet ved den mythiske digtnings Fjorgyn,
en fjern utløper av en ældgammel forestillingskreds, hvortil ogsaa
hørte en mandlig guddom Fjorgynn, som svarte til litauernes
tordengud Perkunas.

I det foregaaende har jeg allerede git et svar paa det spørs-
maal: hvad tilsigtet runerne MR ea og de to hellige tegn paa
brakteaten? Denne har været baaret om halsen som en magisk
virkende gjenstand og har stillet sin eier under beskyttelse av
de magter over jorden og paa jorden, som sammen virket til
menneskelivets trivsel. Hvor levende bevisstheten om det mand-
lige ved Å (og hakekorset) og det kvindelige ved M (og jordteg-
net) har været, kan vi ikke si, og det er vanskelig at avgjøre,
om vi (naar vi alternativt tolker å som *ansur, ental) skal kalde
«Aasen» likefrem for Tor (jfr. s. 14). Vi kan heller ikke avgjøre,
om der har været tillagt runeamuletten særlige kræfter i bestemte
retninger (f. eks. tænkt som rikdoms-øker likesom pengestykker

1) Jfr. K. F. Johansson, Uber die altindische Göttin Dhisåna und Ver-

wandtes (Skrifter utg. av K. Humanist. Vetensk.--Samf. i Uppsala. 20: 1,
1917, s. 98 IT.

Nr: 2 EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD DE
— ) —

i senere tro og skik). Neppe har dog vel denne gjenstand av guld,
baaret om eierens hals, hat nogen direkte forbindelse med aker
og kreaturstel. Indskriften e(rpu) a(ns[ijur) turde ha fjernet sig
likesaa langt fra sit oprindelige grundlag som f. eks. laukar paa
brakt. 18, 19 og 71 har fjernet sig fra det omraade, som antydes
ved løk (og lin) i Volse-kulten (lina laukar paa «kjøtkniven» fra
Fløksand) eller ved løkens anvendelse i dagliglivets magi (Norg.
ndskrllys 6501):

Anderledes har forholdet sandsynlig været ved Utgaard-stenen.

Denne er fundet i gammel aker, og den har vistnok — i likhet
med andre gjennemborede stene av nogenlunde samme form —
været baaret i baand om halsen, paa grund av sin størrelse
snarere av dyr end av mennesker. Her kan vi saaledes kanske
skimte en direkte forbindelse med det oprindelige naturgrundlag,
med sjå in fjolnyta fold, den frugtbare aker eller jorden, av hvem
husdyrenes trivsel avhænger. (I denne sammenhæng kan det faa
sin betydning, at ogsaa dyrene var ihukommet i den angelsaks-
iske akersigning |se s. 20].) Ved visse leiligheter (naar kreaturerne
blev sluppet ut om vaaren, i sykdomstilfælde eller lignende) har
vistnok noget av stenen i pulverisert tilstand været git hus-
dyrene i drikken (jfr. s. 7 f.).

Men ikke alene fundomstændigheterne og stenens formodede
anvendelse peker mot en mere primitiv, naturbunden opfatning.
Ogsaa selve stenens form kan ha noget at si.

Betragter man stenen alene, uten tanke paa dens runeindskrift,
blir den — saaledes som konservator PETERSEN har opfattet den
— utvilsomt at sammenstille med de gjennemborede smaa stene,
som har været baaret om halsen som amuletter, og som like-
ledes kan opvise spor av avskavning. Den av disse amuletter, som
har mest likhet i form, er den phalloide sten fra Aastan paa
Gjeitestranden (avbildet s. 6). Petersen har uten tvil ret i sin
uttalelse (s. 9): «Ved Utgaardstenen skyldes de magiske egen-
skaper runernes hemmelighetsfulde kraft, Aastanstenen derimot
er ved sin karakteristiske form hævet op i en kreds av vel-
kjendte magiske fænomener». I en anmerkning tilføier han: «Det
er mulig at heller ikke Utgaardstenens form er betydningsløs,
og jeg vil ikke benegte at ogsaa denne kan være tilsigtet phal-
loid. Jeg har dog vanskelig for at tro at dens form alene vilde
kunne betinge magiske kræfter». I tilslutning hertil skulde jeg
dog ville tilføie, at runerne og stenens form kanske har skullet
forsterke hinanden, idet amuletten vel typologisk er at henføre
til samme phalloide kategori som Aastan-stenen. Men da er det
- vel ikke uten betydning, at avskavningen har fundet sted netop
ved stenens hul, som derved er blit utvidet. Er foruten phallos

24 M. OLSEN. EN RUNEAMULET FRA UTGAARD, STOD [1919 Nr. 2]

ogsaa cunnus antydet,') og har vi ved avskavningen at gjøre
med en magisk handling, som danner en parallel til den angel-
saksiske akersignings «Hil dig, Jord, menneskenes moder, vær
du voksende i Gud(en)s favntak»? Nærmest vilde da Utgaard-
amuletten som et tvekjønnet gudesymbol bli at sammenstille
med de hermaphroditiske gudebilleder, som Edvard Lehmann
(Maal og minne 1919, s. 1 ff.) finder fremstillet i bohuslenske
helleristninger.*)

Noget bestemt svar paa disse spørsmaal vover jeg ikke at gi.
Det vil neppe heller være mulig, saalænge vort materiale er saa
knapt. Ved det her fremlagte tydningsforsøk, som uavhængig
har kunnet gripes an fra forskjellige utgangspunkter — Utgaard-
indskriftens overensstemmelse med brakt. 638 og stenens rigtignok
mindre sterkt fremtrædende ydre likhet med den phalliske Aastan-
sten —, og som desværre ikke har kunnet munde ut i en bestemt
formet tolkning, har jeg villet vise, at der kan tilveiebringes en
sammenhæng mellem de to magiske ea-indskrifter og andet
religionshistorisk materiale, nærmere og fjernere. Brakt. 63 er
væsentlig samtidig med de billedsmykkede guldhorn, hvormed
den har et hellig tegn tilfælles. Til omtrent den samme tid —
dte aarh. eller et av aarhundrederne deromkring — blir det da
kanske 'ogsaa rimeligst at henføre Utgaard-indskriften. Ilethvert-
fald godtgjør runerne, at indskriften er «urnordisk» — nærmere
kan dens tid ikke bestemmes ut fra runeformerne og de av tyd-
ningen forutsatte sprogformer [e(rpu) uten u-brylning)| —, og til
den ældre jernalder henviser ogsaa de arkæologiske undersøkel-
ser, som er foretat i nærheten av Utgaard-stenens findested (se
ovenfor s. 4 ff.).

3 Jfr. Cunni Diaboli, munkenes haanende benævnelse paa klipperev-
ner, hvorigjennem man i Yorkshire brukte at krype for at faa bot mot
sykdom (Kr. Nyrop, Dania I s. 16, i en utvikling, hvor ogsaa adskillig
andet, f. eks. det s. 28 anførte, fortjener opmerksomhet i denne sammen-
hæng).

?) Jtr. Tacitus, Germ. 2: «celebrant carmminibus antiquis ... Tuistonem
deum terra editum et filium Mannum originem gentis conditoresque».
Her møter vi efter den vanlige forklaring et hermaphroditisk, av Jorden
født guddommelig væsen, far til «Mand (Menneske)»: Tuisto at sammen-
stille bl. a. med gl.norsk fvistr, tystr «tvedelt» og nytysk dial. twister
«Zwitter».

Trykt *3/6 1990.

HELLERNE VED LAKSEVAAGEN,
KRISTIANSUND

A. NUMMEDAL

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1919. Nr. 4

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1920

Hellerne ved Laksevaagen, Kristiansund
Av Å. NUMMEDAL

Under mine stenaldersundersøkelser i Narestø ved Arendal
sommeren 1918 blev jeg opmerksom paa nogen stensætninger
som jeg syntes pekte hen paa stenaldersgraver. Disse stensæt-
ninger blev dog ikke denne sommer nærmere undersøkt, kun en
røs blev utgravet av konservator dr. JAN PETERSEN 0Og mig, og
denne indeholdt oldsaker baade fra stenalderen og den ældre
jernalder. Da jeg kom hjem til Kristiansund, begyndte jeg at
lete efter lignende stensætninger her, og det førte til at jeg fandt
to nye forhistoriske bopladser paa Kirkelandet.

I Trondhjems videnskapsselskaps skrifter 1912 nr. 8 omtales
paa side 48 og 49 et stenaldersfund som blev gjort paa gaarden
Dalens grund ved Kristiansund i en liten heller østenfor
husene paa gaarden med aapning mot syd, som dannes ved en
sprække i fjeldet ca. 30 m. o. h. og omkring halvandet hundrede
meter fra sjøen. Sprækken fortsætter i østlig retning helt ned
til sjøen. En 30—40 m. fra denne og 1 en høide av omtrent
10 m. har brændingen ved en høiere vandstand omkring sprækken
utarbeidet en rummeligere heller som ogsaa har aapning mot
syd, og her har man den ene av de nye bopladsene.

Helleren har ikke noget navn. Det nærmeste sted med navn
er en liten vik litt nordligere som kaldes Laksevaagen. Paa
nordsiden av viken er der 1 ca. 7 m.'s høide over havet en
mindre heller som ogsaa viser spor efter beboelse. Ved prøve-
gravning er her fundet kul, flint, (avfald), dyreben (væsentlig
fiskeben) og skjæl!). Heller ikke denne heller har noget navn.
Jeg har det indtryk at der ikke vil findes noget andet her end
det nævnte, og jeg vil ved denne leilighet ikke gjøre den til
gjenstand for videre omtale; jeg har kun villet nævne den.

Bopladsene kalder jeg Hellerne ved Laksevaagen.

Fotografiet, fig. 1 sammen med grundplanen, fig. 2 vil gi et
begrep om forholdene paa bopladsen søndenfor laksevaagen.
Fotografiet er tat inde i helleren fra vest. Helleren begrænses i vest
av større nedfaldne stenblokker. Paa lignende maade begrænses
den i øst av nedramlede stener straks østenfor den lille busken
som sees i bakgrunden av billedet. Længden av den saaledes

1) Ved senere gravning er ogsaa fundet et forrustet jernstykke.

4 A. NUMMEDAL | [1919

begrænsede heller
er omkring 20 m.,
og den foroverhel-
dende nord væg dan-
ner tak i en bredde
av omtrent 5 m.
Bunden i helleren
er som man ser for-
holdsvis flat. Den
var ikke aldeles tør,
da der trækker sig
nogen fugtighet ind
fra takdryppet og
fra det foranlig-
gende —skraaberg,
som er —beklædt
med mos og lyng.

Inde i helleren
saa jeg i overflaten
nogen stener som
var ordnetn fen
halvkreds og som
mindet mig om
stensætningene ved
Narestø. Ved prø-
vestik med spaden
fandt jeg indenfor
kredsen, og senere
Fig. 1. Boplads søndenfor Laksevaagen ogsaa utenfor, kul

ved Kristiansund. og skjæl i jorden.

Helleren maatte

saaledes engang i fortiden i kortere eller længere tid ha været
bebodd. Skjønt aarstiden var langt fremskredet (bopladsen fandtes
i begyndelsen av oktober) gik jeg igang med en undersøkelse.
Langs bergvæggen grov jeg gjennem et stykke som var 12 m.
langt og gjennemsnitlig 2 m. bredt. Jeg undersøkte først det
parti som paa grundplanen er merket med I. Her var et kul-
turlag paa omtrent 30 cm. bestaaende av sort jord med mange
stener, endel skjæl og nogen faa ben. Under kulturlaget var
der ur, sandsynligvis dannet av sten som er faldt ned fra taket.
I parti I fandtes ingen tildannede redskaper. Gravningen fort-
sattes vestover. Paa en strækning av et par meter fandtes kun
sort jord med sten. Først da jeg var kommet indenfor sten-
kredsen, begyndte jeg igjen at finde skjæl og ben. Ved hjælp
av grundplanen og fotografiene vil man forhaapentlig faa et

5

ISTIANSUND

»
N

HELLERNE VED .LAKSEVAAGEN, Ki

Nr. 4]

GP

7

> G >

GH JN

SSN

=>
Q

NN

)

(

/

7

7

VI

PLA

VG

PP SPP GJ

VP

6 A. NUMMEDAL [1919

begrep om den halvkredsformede stensætning. Diameteren er
ca. 5 m. Omtrent i centrum staar der en noget lutende stabbe-
formet sten med firkantet tversnit (30 X 40 cm.). Den rager
en halv meter iveiret og stikker en 20 cm. ned i jorden. Stenen
er paa grundplanen og paa fotografiene merket med et kryds (X).
Paa den østligste av stenene i kredsen la jeg merke til at der
var indhugget en liten skaalformig fordypning. Denne er paa

Fig. 3. Sten med skaalformig fordypning.

I

grundplanen og paa fig. 3 merket med 1. Fordypningen som
er aldeles utvilsomt gjort av mennesker, er raat uthugget; den
har en diameter paa 5 cm. og en dybde paa 2 cm. Et stykke
indenfor stenkredsen nær bergvæggen fandt jeg en større ben-
stump som maatte være den øvre ende av et overarmsben av
menneske og i nærheten av det en velbevaret underkjæve, en
taphvirvel, et ribben og litt fjernere et læggeben. Benene er
indtegnet paa grundplanen som 2, 3, 4 og 5. Straks vestenfor
hvor disse ben fandtes, laa der nogen større stener, som syntes
at være lagt i en viss orden. De er indtegnet paa grundplanen
og avbildet paa fig. 4. De midterste av stenene var dækket av

Nr. 4] HELLERNE VED LAKSEVAAGEN, KRISTIANSUND. 7

et 20 cm. tykt lag jord, mens et par stener til begge sider stak
op i dagen. Det var med ikke liten forventning jeg gik til bort-
lagning av disse stenene. Jeg ansaa det for sandsynlig at det
kunde være dækstener paa en gravkiste. Nogen gravkiste var
der dog ikke; men da jeg løftet den ene av stenene, en ca. 70
cm. lang og omtrent likesaa bred helle, stak der frem en hjerne-
skalle. Fig. 5 viser hellen støttet op mot bergvæggen. Hjerne-
skallen er paa grundplanen og fotografiet merket med 6. Des-
værre var hjerneskallen ikke saa vel bevaret som underkjæven.
Den var for en stor del fortæret, og det som var igjen smuldret
for det meste op i smaabiter ved optagelsen..) Under hellen

fandtes ikke flere menneskeben; men like ved hjerneskallen laa
en jæksel av en større drøvtygger, og der var en mænyde skaller
av strandsnegl. Omkring menneskebenene fandtes endel dyreben,
og blandt disse var der nogen som var tildannet som redskaper,
saaledes et brudstykke av en angel og et par prener. Der fandtes
ogsaa et par smaa lerkarskaar. Ogsaa vestenfor stensætningen
fandtes kulholdig jord med skjæl og ben; men saavidt jeg kan
se ingen menneskeben. Blandt benene var det ogsaa her et par
som viste bearbeidelse, et brudstykke av en større angel og en
splint av et redskap som har været i berøring med ild. Ved

1) Efter velvillig bestemmelse av professor H. Å. NIELSEN, Kjøben-
havn, er kraniedelene snarest av en mand, 30—40 aar gammel, middel-
kraftig bygget uten tandcaries. Av de øvrige nedsendte knokler av
menneske er 4 mindre fragmenter antagelig av et andet individ.

A NUMMEDAL [1919

undersøkelsen indskrænket jeg mig til at SPAT gjennem de par-
tier hvor jorden indeholdt skjæl .og ben. Da jeg var kommet
12 m. fra utgangsstedet, fandt jeg hverken skjæl eller ben længer
og opgav gravningen. .Det undersøkte omraade har:paa grund-
planen faat en NE 'skravert kontur, den kraftige skravering be-
tegner bergvæggen. : Kulturlaget var gjennemgaaende 30 cm.
tykt. Omtrent i Pad hadde det paa:sine:steder: et leraglig
utseende. Her har det vel oprindelig : været en mængde aske.
I motsætning til. de bopladser i hellere som jeg: tidligere har
undersøkt, var kulturlaget inde ved bergvæggen meget tyndt:

Fig. 5

Av skjæl bemerkedes bare 3 arter: østers, albueskjæl og strand-
snegl. Av østers fandtes ktin to skaller; den ene som var tem-
melig stor laa like ved overarmsk.net. Østersen kan saaledes
her neppe ha hat nogen betydning som matskjæl. Det er albue-
skjæl og strandsnegl, som forekom i store mængder, man har
spist.

Saavidt jeg kan se, er der baade pattedyrben (store og smaa
drøvtyggere), fugleben og fiskeben.!) Da tykkelsen av kultur-

1) Knokkelmaterialet er senere velvilligst bestemt av professor dr.
ÅUG. BRINKMANN, Bergens museum, og omfatter følgende arter:
Gadus morrhua, Torsk: En stor mellemkjæve.
Gadus virens, Sei: En underkjævegren.
Enkelte andre knokler av ikke bestembare gadider.
Molva Molva, Lange: To ledben.

Nr. 4] HELLERNE VED LAKSEVAAGEN, KRISTIANSUND 9

laget var saa liten, fandt jeg ikke nogen grund til at dele det i
flere lag, og da dyrebenene ikke er særlig talrike, finder jeg
heller ikke nogen grund til at holde paa den oprindelige deling
i felter paa 1 m.”*, men deler det undersøkte omraade i tre av-
delinger (se grundplanen) I østenfor, II indenfor og III vesten-
for stensætningen.

Sten, kul og aske var tilstede overalt i kulturlaget; men noget
tydelig opmuret ildsted saaes ikke.

Redskaper. Av flint fandtes 7 smaa avfaldsstykker, men

Fig. 6. Benredskaper.

ingen redskaper, og av anden sten saaes ingen med merker
efter bearbeidelse. Som nævnt fandtes der nogen benstykker,
ialt 8, som var bearbeidet. Fem av disse er avbildet paa fig. 6

Alca impennis, Geirfugl: Fragment av et nøkleben.

Uria troile, Lomvi: Et ravnenebsben.
Lyrurus tetrix, Orfugl: Nedre halvdel av skinneben.
Lutra lutra, Otter: Et laarben av et stort individ.

Cervus elaphus, Hjort: Kjævestykke med to molarer; gjennemhugget
rulleben; tandfragmenter fra over- og underkjæve,
fragmenter av lemmeknokler, spaltet.

OQvis aries, eller Capra hireus, Faar eller gjeit: Underkjævegren med
isiddende tænder; lændevhirvel, begge av et ungt dyr.

Homo sapiens, Menneske: Brudstykker av knokler, øvre ende av al-
Buene fragment av spoleben, midtstykke av overarm,
fortand.

10 A. NUMMEDAL [1919

i naturlig størrelse. De to første er utvilsomt brudstykker av
angler, de to næste er prener, og den sidste er et slags naal.
Form og atørrelse vil fremgaa av billedet. Paa første og sidste
stykke kan man se at først er de raat tilskaaret, derpaa har
der været brukt et redskap som har efterlatt arr som efter en
grov fil. De andre stykker har ikke saa tydelige merker efter
forarbeidelsen; men de to prener synes at være dannet paa den
maaten som var den sedvanlige i stenalderen. Som man vil
se har den første angel to huller som har været brukt ved fast-
bindingen til snøret. Disse hullene er saa godt gjort at man
kunde tro at de var utført med centrumsbor. Kantene er skarpe,
og de synes at ha samme diameter ytterst og i midten. Jeg
tror dog det kan paavises at der er boret fra begge sider. For-
uten de avbildede er der tre benstumper til som der er arbeidet
paa. Den ene er maaske emne til en liten pilespids. Den
er kun skaaret til, ikke «filet» Længden er 5,5 cem., bredden
1 cm., tilspidset i den ene enden. Et andet stykke er en splint
av et redskap som har været bearbeidet paa samme maate
som angelen og naalen. Stykket sees at ha været i berøring
med ild. Det tredje stykke har en liten hake, dannet ved «filing.»

Det er allerede nævnt at der ogsaa fandtes et par lerkarskaar.
Begge stykkene har samme graaagtige farve, og i begge har ler-
massen været blandet med asbest; de har derfor sandsynligvis
tilhørt samme kar; men de er saa smaa at de ikke gir nogen
oplysning om karrets form og størrelse.

Naar undtages en sterkt forrustet kobjelde som laa i over-
flaten, er der ikke fundet nogen gjenstand av metal.

Fundet paa Laksevaagen opbevares nu i Trondhjems Muse-
ums oldsaksamling, hvor det har no. 11944.

Av omtalen av redskapene fremgaar det at ingen av dem er
egentlig tidsbestemmende. Hadde ikke brudstykket av den ene
angel hat de to hullene, kunde benredskapene godt ha tilhørt
stenalderen; men hullenes utseende, synes jeg, gjør det mindre
sandsynlig at de kan være gjort med et flintbor. At lermassen
i de to smaa skaar er blandet med asbest taler vel heller ikke
for stenalder, skjønt asbest har været benyttet i stenalderskar i
Finland. Bopladsens ringe høide over havet gjør det ogsaa
rimelig at fundet er yngere end stenalderen. Om det saaledes
er mest sandsynlig at fundet er fra jernalderen, har det dog
som det fremgaar av ovenstaaende, tilknytningsgunkter med
stenalderen; specielt vil jeg nævne stensætningen og den skaal-
formige fordypning.

Flere av vore arkæologer har antat at det er fredløse eller
skoggangsmænd som har bodd i hellerne, eller det kan være
familjer som i utrygge tider har søkt midlertidig tilhold der.

Nr. 4] å NUMMEDAL, HELLERNE VED LAKSEVAAGEN, KR.SUND 11

At der har været slike tilfælde er vistnok utvilsomt; men denne
antagelse gir neppe den fulde forklaring av beboelsen og be-
gravelsene 1 hellerne. Her i Kristiansunds omegn finder man
spor efter mennesker 1 alle hellere, store og smaa, naar belig-
genheten er høvelig. Sporene skriver sig dels fra stenalderen
og dels fra jernalderen. Jeg vil ikke her gaa nærmere ind paa
saken; men jeg har grund til at anta at begravelsene i hellere
har været almindeligere end man hittil har trodd, og jeg agter,
hvis jeg faar leilighet til det, at foreta en systematisk under-
søkelse av de hellere i omegnen her som der ikke har været
gravet i før. Å

hey ME 1920)

HS

AA
Ip

BOPLADSFUND PAA HALMØY
OG DØNNA

AV

A. NUMMEDAL

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1919. Nr. 5

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1920

X3

Ge R
STEN
ve
| En
0

fi

Å
EN

lt
I
SA AN

Bopladsfund paa Halmøy og Dønna.

Sommeren 1913 foretok jeg med stipendium fra Trondhjems
Museum —stenaldersundersøkelser i kystegnene mellem ”Trond-
hjemsfjorden og Namsenfjorden, og desuten gjorde jeg en snartur
til Alsten og Dønna. Paa denne reise fandt jeg paa Halmøy og paa
Dønna nogen hellere som hadde været bebodd i forhistorisk tid
og som jeg ialfald delvis grov ut. Uheldigvis var det styggeveir
hele tiden mens jeg var paa Halmøy. Dette vanskeliggjorde under-
søkelsen i høi grad, og i den helleren hvor jeg gjorde det største
fund, blev jeg nødt til at avbryte gravningen, fordi helleren randi
fuld. Jeg haapet at jeg under heldigere omstændigheter kunde ha
faat besøkt Halmøy paany cg har derfor ikke offentliggjort noget
om mine gravninger i 1913; men da det er uvisst naar jeg atter
kan komme paa de kanter, saa lægger jeg nu mine resultater frem,
ufuldstæncige som de er.

Halmøyfundene.

Halmøy ligger i Flatanger prestegjeld og har ifølge Helland
et flateindhold av 4,8 km.?. Øen har liten bebyggelse, kun en gaard
ned samme navn som øen og et par husmandspladser. Den vest-
lige del av øen er lav, men paa den østlige del hæver der sig et
litet fjeld til vel halvandet hundrede meters høide. Ved foten av
dette paa sydøstsiden ligger gaardens jorder og hus. Paa sydvest-
siden av fjeldet er der en bekjendt heller, som heter Haakhelleren.
Den er beskrevet av Å. Sommerfelt i Trondhjems turistforenings
aarsberetning 1906. Jeg henviser til denne. I Haakhelleren fandt
jeg ingen merker som tydet paa at den hadde været bebodd i en
noget længere tid; men der var andre hellere, hvor det viste sig at
dette har været tilfældet.

Absalonheileren. Ikke svært langt fra husene paa gaar-
den ved foten av fjeldet paa østsiden var der en mindre heller. For
nogen tid siden hadde en laksefisker som het Absalon holdt ti! her,
mens han saa til laksenoten i den nedenfor liggende lille bugt, og
derfor kaldte man nu helleren Absalonhelleren. Helleren bestaar
av to avdelinger, en sydlig og en nordlig. Som det saa ofte er til-
fældet, er der foran den en storstenet ur, som skraaner nedover mot
sjøen. Uren gaar ogsaa ind i helleren; i den nordlige avdeling er

4 A. NUMMEDAL [1919

hele bunden storstenet, og delvis er det likedan i den sydlige; men
mellem stenene var det her et parti hvor det var jord. I den nord-
lige avdeling var der selvfølgelig ingen spor efter folk; men i den
sydlige saaes allerede i overflaten enkelte bensplinter og skjæl, og
jorden fandtes at være kulholdig. Det var da klart at folk hadde
bodd her i kortere eller længere tid. Fig. 1 og 2 vil forhaabentlig
gi et indtryk av den sydlige avdeling av helleren. Som man vil se,
er den noksaa ubetydelig. Længden og bredden er omkring 4 m.
Omtrent samme størrelse har høiden ytterst, men avtar indover.
Ikke stort større er den nordlige avdeling. Det skraverte parti paa

Fig. 1. Den sydlige del av Absalonhelleren

grundplanen viser utstrækningen av det saakaldte kulturlag. Det
var forholdsvis tyndt, ca. 20 cm., og bestod av sort jord med endel
skjæl og knokkelstykker, men ingen flint og paafaldende litet av
anden sten. Som det vil fremgaa av det efterfølgende har man her
sandsynligvis et blandingsfund; men nogen forskjelligfarvet lag-
deling av kulturlaget saaes ikke.

Konservator 0. Nordgaard har velvilligst gjennemgaat de
skjælprøvene jeg tok med fra Halmøy og Dønna. I Absalonhelleren
fandtes følgende arter:

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 5

1. Patella vulgata Lin., albuskjel, flere eksemplarer, maksimal-
længden av basis 6 cm.
Littorina littorea Lin., strandsnegl, flere stykker.
Mytilus edulis Lin., blaaskjel, flere brudstykker.
Cardium edule Lin., hjerteskjel, flere hele skaller, maksimal-
længde 5 cm.
5. Mya arenaria Lin., sandmusling, et brudstykke.

Forekomsten av sandmusling maa tydes saaledes, at kulturlaget
neppe kan skrive sig fra ældre tid end jernalderen.

De almindeligste matskjel for skjelæterne i Absalonhelleren
synes saaledes at ha været: Albuskjel, strandsnegl, blaaskjel og
hjerteskjel.

Sk 1ielørrg NIK O. Nordgaard.

RØN

Fig. 2. Grundplan av den sydlige del av Absalonhelleren

Inspektør Winge har atter gjort Trondhjems Museum den
tjeneste at gjennemgaa knokkelmaterialet fra disse fund. I Absa-
lonhelleren fandtes 150 knokkelstykker som repræsenterer 14 for-
skjellige dyrearter.

Absalonhelleren, Halmøy, Flatanger.

Flere Fiske-Knogler, mest af Torskefiske
Somateria mollissima, Ederfugl.. Et Skulderblad, en Overarm.
Tetrao urogallus, Tjur. Nedre Ende af et Laarben, af Hun.
Larus canus, Stormmaage. Et Mellemfodsben.

Larus tridactylus, Ride, Krykje. En Overarm uden Led-Ender.

å

6 A. NUMMEDAL [1919

Uria troile, Lomvie. 2 Overarme, gammel og ung, et Mellem-
haandsben.

Alca impennis, Gejrfugl. Et venstre Skulderblad.

Fratercula arctica, Lunde. Øvre Ende af en Overarm.

Phalacrocorax carbo, Skarv. Stykke af Underkjæbe, et Skulderblad,
et Ravnenæbsben, et Nøgleben; 2 Sikr. af Overarme, sammel
og ung; 2 Stkr. af Bækken, et Skinneben. — Desuden nogle faa
mere eller mindre ubestemmelige Fugle-Knogler.

Lutra vulgaris, Odder. Et Laarben, ungt.

Phoca groenlandica, Svartside. Stykke af et Tindingben. — Naogie
faa mere eller mindre ubestemmelige Sæl-Knogler.

Ovis aries eller Capra hircus, Faar eller Ged. 2 Stumper af Mel-
lemfodsben.

Eos taurius, tam Oxe. 2 nedre Kindtænder og Stykke af en Under-
kjæbe.

Eqvus caballus, Hest. Et Hælben, ungt.

18. april 1918.
SGrelltu WIN SE

Blandt dyrebenene fandtes tre stykker som det var arbeidet paa.

Det største stykke fandtes like ved bergvæggen og har som
denne faat en kalkskorpe. Det er vistnok emne til en pren og er
tilskaaret å den nederste ende. Merkene efter kniven er meget
glatte; det er derfor mest sandsynlig at de er frembragt av en me-
talkniv.

De andre stykker er kun fragmenter; det ene er kanske øverste
del av stammen av en angel. Det har ved enden et hak, formodent-
lig av hensyn til fastbindingen. Stykket viser ce samme merker
efter bearbeidelsen som man finder paa sikre stenaldersredskaper
og som almindelig antages fremkommet ved bruken av flintskra-
peren; det har ogsaa et mørkere og ældre utseende end de andre
stykker.

Det tredje stykke er et fragment av en bennaal, glat polert.

Efter det anførte maa det antages at Absalonhelleren har været
bebodd baade i stenalderen og i jernalderen; men opholdet i sten-
alderen har vistnok været kortvarig. Det meste av kulturlaget,
antar jeg, tilhører jernalderen.

Sandhelleren. Paa nordsiden av øen er der en større
heller som kaldes Sandhelleren. Den ligger temmelig høit over
havet, vistnok omtrent i samme høide som Haakhelleren. Som
ved denne er opstigningen noksaa besværlig, men dog lønnende, da
utsigten fra helleren er glimrende. Aapningen, som vender mot

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 7

nord, har nedentil en bredde av vel 20 m. Taket har form som
en svakt buet hvælving, og høiden under dette er ytterst 8—10 m.,
men minker indover. Længden av helleren er 30 m. Se forøvrig
srundplanen (fig. 3). Størsteparten av bunden, som skraaner noget
utover, er dækket av sand, og det er vel derav navnet kommer.
Helleren var fuldstændig tør. Foran ved aapningen er der en vold,
som dannes dels av det faste fjeld dels av ur. Uren fortsætter
nedover den bratte skraaning utenfor helleren. Naar man bortser
fra den besværlige opstigning, og at aapningen vender mot nord,
er helleren vel skikket for beboelse, og den har da ogsaa været
bebodd, men neppe i synderlig lang tid. Der var ikke noget kul-
turlag, men i overflaten og like under denne var der mange skjæl
og dyreben, særlig like indenfor den ovenomtalte vold. Litt træ-
kul var der ogsaa.

PG ———€€
A GR
| VP
f G;
Ind
Su
IR
å 30
= re

I

!

Y ;
Up GE JG

Fig. 3. Grundplan av Sandhelleren

I Sandhelleren fandtes kun 2 arter skjæl:
I. Patella vulgata Lin., albuskjel, mange individer. Basislengde
frakte il 52 cm.
2. Littorina littorea Lin., strandsnegl, mange eksemplarer. Lengde
fra 2 til 2,8 cm.
3. febr. 1918. OPNOrdsaara

Dyrebenene skrev sig fra efternævnte 20 arter. Hulknoklene
var som sedvanlig slaat istykker, og paa nogen av dem var der
snit som syntes for skarpe til at være gjort med stenaldersred-
skaper.

8 A. NUMMEDAL [1919

Sandhelleren, Halmøy, Flatanger.

Nogle faa Fiske-Knogler, af Torskefiske.

Anas crecca(?), Krikand(?). En Mellemhaand.

Somateria mollissima, Ederfugl. Et Ravnenæbsben af gammel, en
Mellemfod af ung.

Anser cinereus(?), Graagaas eller en anden Gaas af lignende Stør-
relse. Stykke af Nøgleben.

Lagopus albus(?), Dalrype(?). Et Albueben, 2 uens Mellem-
haandsben.

Hæmatopus ostreologus, Strandskade, Kjeld. Øvre Ende af en
Overarm, en Mellemfod.

Larus argentatus(?), Havmaage eller en anden Maage af samme
Størrelse. 2 Ravnenæbsben.

Larus marinus(?), Svartbag eller nærstaaende. Et Overnæb.

Larus tridactylus, Ride, Krykje. En Mellemfod.

Uria troile, Lomvie. En Overarm uden nedre Ende.

Mergulus alle, Søkonge. En Overarm uden øvre Ende.

Alca impennis, Gejrfugl. Et helt venstre Skinneben.

Fratercula arctica, Lunde. Et Albueben.

Sula bassana, Sule. Nedre Ende af et Albueben.

Haliaétus albicilla, Havørn. 3 Stkr. af Overarme, nedre Ende af
et Skinneben, øvre Ende af en Mellemfod. — Desuden et Par
ubestemte Fugle-Knogler.

Phoca vitulina, Spettet Sæl. Stkr. af en Overkjæbe og af 2 uens
Underkjæber, et Tindingben. — Desuden nogle faa mere eller
mindre ubestemmelige Sæl-Knogler.

Qvis aries eller Capra hircus, Faar eller Ged. Flere Knogler, af
unge og gamle.

Bos taurus, tam Oxe. Adskillige Knogler, bl. a. Stkr. af 3 uens
Albueben.

Sus scrofa, tamt Svin. Midtstykke af et Spoleben, et Rulleben.

Eqvus caballus, Hest. Et Par Stykker af en Hjernekasse, en nedre
Kindtand, et Taaled, en Seneknogle.

18. april 1918.
Herluf Winge:

Uheldigvis fandtes ingen redskaper i Sandhelleren. Man har
saaledes svært faa om der overhodet er nogen holdepunkter for
en tidsbestemmelse. Mit indtryk er at fundet tilhører en tid som
er yngre end stenalderen.

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 9

Paa sydsiden av øen, vestenfor husene paa gaarden, erder
nogen smaa berghamrer, som tildels ligger trinvis bak hinanden.
Her er der en del ganske smaa hellere som kaldes Einholi.
Et par av dem har været bebodd; de ligger nær sjøen og det er
let at komme til dem.

Einhol I. Helleren synes dannet paa den maaten, at et
større næsten firkantet fjeldstykke er løsnet og sprængt istykker
av frosten og ført bort av brændingen ved en høiere vandstand.
Den del av helleren som det er tak over, har en bredde av 4 m.
og en dybde av 2 m., men det var kun paa det halve av dette
omraade at der fandtes oldsaker
(det skraverte parti paa grund-
planen, fig. 4). Der var her et
noksaa tykt kulturlag, ca. 36 cm.
Det bestod av sort, kulholdig jord
indeholdende skjæl, dyreben, litt
flint og anden sten. Omtrent midt AN
i kulturlaget var der et ca. 10 cm. Y
tykt lag av lysere farve; det bestod
vistnok av aske.

7
GY

GJ Ep RE

Skjællene som fandtes i kul-
turlaget, tilhørte følgende arter:

1. Patella vulgata Lin., albu-
skjel, flere av middels stør-

relse. SN
2. Littorina littorea Lin., strand-
; 24 0 på
snegl, flere middelsstore eks- OM
emplarer. GE
3. Polytropa lapillus Lin., et Fig 4 Grundplan av Einhol I
individ.

4. Ostrea edulis Lan., østers, brudstykker.

5. Pecten maximus Lin., brudstykker. Arten fandtes ogsaa i
Hestneshulen.

6. Pecten islandicus Mörr., hesteskjel, brudstykke. Denne art

er saavidt jeg vet, ikke før angit fra noget hulefund i det

trondhjemske.

(ardium edule Lin., hjerteskjel, middelsstore individer.

Cyprina islandica Lin., kuskjel, brudstykker.

Lucina borealis Lin., et mutilert eksemplar. Skallen har en

størrelse og tykkelse som minder om Dosinia, men er vistnok

Lucina. Denne er ny for kulturlagene i trondhjemske huler.

om

10 A. NUMMEDAL [1919

10. Solen ensis Lin., knivskjel, et brudstykke. Denne art er angit
fra Barethulen i Vernes sogn.
3. febr. 1918. |

O. Nordgaard.

Albuskjæl og strandsnegi var som sedvanlig de hyppigst fore-
kommende.
Av dyreben fandtes vel 50 stykker, som tilhørte 8 efternævnte
arter:
Ein bol FBEHalmøyJklafan ser
Nogle faa Fiske-Knogler, af Torskefiske, i hvert Fald
de fleste.
Somateria mollissima, Ederfugl. 2 ufuldstændige Laarben, unge.
Larus marinus(?), Svartbag eller maaske en anden Art af samme
Størrelse. Midtstykke af en Overarm, et Mellemfodsben uden
nedre Ende.
(epphus grylle, Tejste. En Overarm uden Led-Ender.
Phalacrocorax graculus, Topskarv. Øvre Del af et Skinneben, ungt. -
Phoca sp., Sæl. Nogle faa Knogler, ganske unge.
Ovis aries eller Capra hircus, Faar eller Ged. Nogle faa Knogler
af gamle og unge.
18. april 1918. Herluf Winge.

I Einhol I fandtes 15 flintstykker. Det største stykke viser mer-
ker efter flere avspaltninger, og mange av de andre stykker har
slagbule. Flinten er daarlig og graa av farve.

Av redskaper og brudstykker av saadanne fandtes følgende:

Et randstykke av et ornamentert kleberstenskar
(fig. 5). Under randen er indskaaret en siksaklinje som nedentil
begrænses av et ophøiet smalt baand, hvis nederste kant er tagget.
Under forutsætning av ensartet krumning har karrets munding
utvendig maalt hat en diameter av omtr. 18 cm. Nogen oplys-
ning om karrets form gir stykket ikke.

To lerkarskaar av mørk asbestholdig lermasse. Godstyk-
kelsen er 7 mm. Det største stykke har to horisontale linjer. Paa
den ene siden av disse synes der at ha været prikkede siksaklinjer.
Det mindste lerkarskaar har ogsaa to horisontale linjer; men av-
standen mellem dem er noget større end paa det største.

Et brudstykke av et benredskap. Det er dannet av en
større hulknokkel, er nu forvitret, men i kanten tilhøire er bevaret
litt av den polerte overflate. Stykket har en form som den bakerste
del av benharpunerne ofte har.

En rund bennaal med øie (fig 6). Øiet er rundt og tran-
gest paa midten.

En rund i begge enden tilspidset pinde av træ. Stykket

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA

Lit

ker ved optagelsen.

2 cm. bred.

Fig. 5. Skaar av kleberstens-

Endelig skal nævnes at der
overflaten fandtes forrustede rester av
et jernredskap, vistnok en sam-
menfoldet lommekniv, 7,98 cm. 1. og

er smukt formet og polert. Som rime-
lig kan være er træet nu morkent og
smuldrende. Pinden gik derfor istyk-

nær

Naar man skal forsøke at bestemme
fundets alder, kan man vel se bort fra
de forrustede jernrester. Det er vel en

gjætergut som under uveir har søkt ly
i helleren for ikke saa forfærdelig længe
siden, og lagt igjen kniven sin. Fore-

kar fra Einhol I. '/1 komsten av flint skulde tyde paa sten-
alder, og det er vel ikke noget av det

som er fundet her som ikke kan tilhøre stenalderen.
Stykker av kleberstenskar er jo fundet paa norske sten-
aldersbosteder, og bennaaler som er ganske like den her
fundne, kjender man fra stenalderen i Danmark. Jeg
mener dog at fundet maa henføres til ældre jernalder,
men da rigtignok til den første periode av denne. Pro-
fessor Schetelig har i «Kar av klebersten fra jern-
alderen» omtalt og avbildet brudstykker av et kleber-
stenskar som fandtes som urne i en brandgrav med rene
brændte ben ved professor Gustafsons utgravning
paa Bore, Jæren (Oldtiden II, 1, fig. 9). Under randen
har karret hat et ornamentbaand med en enkel indskaa-
ret siksaklinje nedentil avgrænset med en omløpende
linje. Professor Schetelig kjender ikke noget tilsva-
rende blandt kleberstenskarrene, og den eneste paralel
han i det hele kan henvise til er en lerurne fra jernal-
derens første periode, avbildet av professor Brøgger
(Oldtiden I, Førromerske fund fra Stav. amt, fig. 1).
Mundingsrand og ornament kommer her vort stenkar
ganske nær, og professor Schetelig tror sandsynlig-
heten taler for at vi i dette kar har den tidligste form av
jernalderens kleberstenskar. Karret fra Einhol I staar
utvilsomt nær karret fra Bore, og de maa begge tilhøre
samme tid. Lerkarsskaarene synes ikke at staa i strid
med denne tidsbestemmelse, og flint er ogsaa før fundet
paa bopladser fra ældre jernalder. Det er dog ikke
usandsynlig at helleren ogsaa har været besøkt av folk

Fig. 6. Ben-
naal fra
Einhol I. 1/1

2 A. NUMMEDAL [1919

allerede i stenalderen; for det er ikke langt til Einhol III, hvis
kulturlag synes helt at tilhøre stenalderen.

Einhol II. Et stykke vestenfor Einhol I var der en bredere
og dypere heller; men høiden var saa liten at det var kun saavidt
man kunde sitte under den ytterst ute. Allikevel har vistnok skjæl-
ætere holdt til her; for langt indover var bunden belagt med skaller
av albuskjæl og strandsnegl. Skjælæterne maa ha sittet ytterst
naar de holdt maaltid og saa har de kastet de tomme skaller fra
sig indover helleren. Dette maa ha foregaat mangfoldige ganger,
da her var en mængde skjæl.

Det kan dog ogsaa tænkes at skjællene skriver sig fra den tid
da sjøen stod saa høit at helleren laa i fjæren og nævnte skjæl levet
her; men denne antagelse synes mig mindre sandsynlig end den
første.

Fig. 7. Grundplan av Einhol III

Einhol I II. Straks vestenfor Einhol Il igjen og et trin høiere
var der atter en liten heller som hadde været bebodd. Helleren,
hvis aapning vender mot syd-sydvest, er 7 m. bred, men dens største
dybde er knapt 4 m. Ytterst var den mer end mandshøi, inderst
kunde man neppe staa opret. I Einhol III var der et kulturlag
som gik helt op i overflaten og tildels hadde en tykkelse av 30—40
cm. Det bestod av sort kulholdig jord med en mængde stener fra
mindre end nævestore til hodestore. Nærmest væggene i den dy-
peste del av helleren (det skraverte parti paa grundplanen, fig. 7)
var der i den sorte jord ogsaa organiske rester, skjæl og benstumper.

Av skjæl var der kun to arter, albuskjæl og strand-
snegl; benene tilhørte 11 arter.

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 13

EFinhoöl III, Halmøy, Flatanger.

Nogle faa Fiske-Knogler, af Torskefiske, i hvert Fald de
fleste.

Tetrao tetrix, Urfugl. Nedre Ende af et Skulderblad.

Alca impennis, Gejrfugl. Et højre Ravnenæbsben.

Fratercula arctica, Lunde. En Mellemfoc. — Desuden nogle faa
ubestemmelige Fugle-Knogler.

Lutra vulgaris, Odder. Flere Knogler, af gamle og unge, bl. 2. nedre
Ender af 3 uens Overarme.

Phoca vitulina, Speitet Sæl. En Kindtana, Stykke af Underkjæbe.

Halichoerus grypus, Graasæl. En Kindtand. — Desuden nogle faa
mere eller mindre ubestemmelige Sæl-Knogler, mest af unge.

Cervus elaphus, Krondyr. 4 øvre Kindtænder, Stump af en Mel-
lemfod.

Capra hircus(?), Ged(?). Nedre Ende af et Mellemfodsben. Ft Par
andre Knogler af Faar elier Ged.

Bos taurus, tam Oxe. Flere Kindtænder og nogle faa Knoglesiumper.

Homo sapiens. En nedre Fortand.

18. april 1918.
BLG WimmSe

Jeg fik gjennemgravet det meste av kulturlaget som laa under
tak; men da den sorte jord ogsaa strakte sig utenfor, hadde jeg
tænkt at fortsætte gravningen. Heri blev jeg dog forhindret, da der
som allerede nævnt paa grund av vedholdende regn trængte saa
meget vand ind i helleren, at det umuliggjorde enhver gravning.

I Einhoöl III blev der tat op 130 stykker flint, næsten altsammen
avfald. Tre stykker opfatter jeg dog som skrapere, og til disse
kommer der to smukke pilespidser.

Den største skraper er dannet av en kjerne, nærmest en flek-
keblok med en konkav side. Ved finhugning av den ene ende er der
fremkommet en næsten ret, meget god og solid egg, 4 cm. lang.
Stykkets dimensioner er 5 X 3,5 X 3 cm.

Den mellemste er vel ogsaa dannet av en kjerne,
da den er tilhugget rundt om. Den har en svakt ut-
buet 4,5 cm. lang egg. Ogsaa her er eggen god og
meget solid.

Den tredje skraper er en mindre spaan med en
kort egg i den ene sidekant.

Den ene pilespids er avbildet i naturlig stør-
relse som fig. 8. Begge er bladformet og fint tilhug-

3 Fig. 8. Pile-
get, særlig den ene. spids Re

Av grønsten og kvarts fandtes ogsaa endel av- FE nhol III. !/

14 A. NUMMEDAL [1919

fald samt et litet brudstykke av et redskap, som har været finsle-
pet; bergarten i dette er tæt og mørk, næsten sort.

I kulturlaget var der mange rullestener og blandt disse var der
et par med sikre merker efter bruk som tilhuggerstener.
Den største har lang oval form 7 X 432 X 2,8 cm.; bergarten er
mørk, tæt og tung. Den anden har bolleform 4,7 X 25 cm.; berg-
arten er sandsynligvis diabas, den er mørk og fraset nogen smaa
huller tæt og tung. 4 ganske smaa rullestener av kvarts maa vel
være barneleker, skjønt de synes at ha merker av bruk.

Pimpsten. To større og et litet stykke uten tydelige merker
av bruk.

Fig.9. Benprener fra Einhol III. 11 Fig. 10. 3 bennaaler fra Einhöl ITI. */1

Blandt dyrebenene forekom der ogsaa nogen redskaper, de fleste
dog kun som brudstykker. De tre stykker er kanske brudstykker
av angler, og det fjerde er temmelig sikkert en del av en
harpun med mothaker kun paa den ene side. Paa fig. 9 er
avbildet i hel størrelse 2 prener, hvorav kun nr. 2 fra venstre
er hel. De er som man vil se dannet paa den i yngre stenalder
sedvanlige maate. Endelig er der paa fig. 10 avbildet i hel stør-
relse 3 bennaaler, hvorav den længste er tilspidset i begge ender.
Bennaalene har vel paa en eller anden maate været benyttet ved
fugle- eller fiskefangst.

Flintene og benredskapene gjør det utvilsomt at dette fund til-
hører yngre 3 smeller) og det tilhører denne tid vistnok i sin helhet.
Paa et jorde mellem Absalonhelleren og husene paa gaarden er

Nr. 5| BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 15

der tidligere fundet skiferredskaper. Man skulde derfor ha ventet
at fundet i Finhol III tilhørte den arktiske stenalder, og det gjør
det vel i virkeligheten ogsaa; for de fundne redskaper er jo fæl-
lesformer for baade den sydskandinaviske og den arktiske sten-
alder, og skiferredskapene som man her savner, vilde man vel,
efter avfaldet at dømme, finde ved fortsat gravning.

Aakvikfundet.

Som allerede nævnt gjorde jeg en snartur til Dønna. Med denne
hadde jeg en dobbel hensigt. Jeg visste at der ved Aakvik var
mange huler, og nogen av disse kunde jo ha været bebodd. Des-
uten ansaa jeg det for sandsynlig at der paa sydvestsiden av øen
kunde findes flintpladser. Fra Sandnessjøen reiste jeg tidlig en
morgen med dampbaaten og gik iland paa første stoppested nor-
denfor Bjørn. Derfra gik jeg tversover øen, fortsatte sydover paa
vestsiden og kom om aftenen til Aakvik, som ligger ved øens syd-
ende. Veien var lang, saa der blev ikke tid til mange avstikkere,
og jeg fandt da heller ikke nogen spor fra stenalderen. Næste dag
besøkte jeg de fem store og smukke huler ved Aakvik og Skaga-
vaagen (Helland: Nordlands amt I, side 206); men i ingen av dem
fandt jeg noget som tydet paa beboelse. De ligger ogsaa temmelig
høit over havet (efter Rekstad og Helland 94—101 m.), og adgangen
er noksaa besværlig om ikke vanskelig.

Det lyktes mig dog at finde en boplads her. Nordenfor Aakvik
er der i fjeldet et større skar og nedenfor dette en storstenet ur.
Nederst i uren, straks ovenfor den dyrkede mark og midt inde i
en lund av bjerketrær er der en stor sten som danner en liten
heller, og i denne saa jeg skjæl og benstumper i kulholdig jord,
sikre merker efter beboelse.

De mange trær gjorde det umulig at fotografere stenen, og de
fotografier jeg tok av helleren blev mislykket. Helleren er aapen
mot vest og syd; men da marken hæver sig noget paa vestsiden,
kan man si at aapningen vender mot syd. Ytterst kan man knapt
staa opreist, og da taket skraaner nedover, blir høiden allerede
3 m. indenfor aapningen saa liten at man neppe kan sitte, og læn-
ger indover var der heller ikke noget kulturlag. Gulvet eller
bunden i helleren hadde form omtrent som vedføiede rids (fig. 11).
Den største længde og bredde var begge omtrent 5 m.; men kul-
turlaget med organiske rester strakte sig kun over det skraverte
parti paa grundplanen. Kulturlaget begrænses paa vestsiden av
en større kultsten og en endda større tyk helle som laa i nivaa
med overflaten av det urørte kulturlag. Paa vestsiden av helleren
er der jevn mark, og det syntes mig rimelig at hellerfolket til sine

16 A. NUMMEDAL [1919

tider hadde holdt til her; men jeg fandt ikke noget som tydet paa
det ved de prøvegravninger jeg foretok paa et par steder.

Bopladsen har en overmaade vakker og lun beliggenhet. Skal
man om sommeren ha en festlig tilstelning paa gaarden, holder
man gjerne til her, og ved en saadan anledning blev stedet kaldt
Theas Minde til ære for Aakviks nuværende eier, fru Doro-
thea Christensen.

Da jeg kun hadde kort tid til min raadighet, kunde undersø-
kelsen ikke utføres saa omstændelig og nøiagtig som jeg kunde ha
ønsket. Kulturlaget var en 30—40 cm. tykt; det var rikt paa kul,
skjæl og ben, og det indeholdt ikke faa redskaper. Der var ikke
nogen opmuret grue eller ildsted; men der var i kulturlaget for-
holdsvis mange knytnævestore til hodestore stener som man muli-
gens har benyttet til at støtte op kokekarret med.

N
NN
wy
Y
Q

Fig. 11. Grundplan av Aakvikhelleren:

Skjællene tilhørte følgende arter:

Ostrea edulis Lin., enkelte middelsstore skaller.

Cardium echinatum Lin., brudstykker av et stort eksemplar.
Cardium edule Lin., 2 middelsstore skaller.

Gyprina islandica Lrn., mange eksemplarer.

Patella vulgata Lin., mange eksemplarer, basislengde 27—44 mm.
Littorina littorea Lin., mange individer, maksimalstørrelse
29 mm.

Polytropa lapillus Lin., 3 stykker, maksimalstørrelse 25 mm.
Buccinum undatum Lin., 1 eksemplar, 1. 65 mm.

3. febr. 1918.

GI ON ES EDI

o

O.Nordgaard.

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 14

Som sedvanlig var det kun albuskjæl og strandsnegl som fore-
kom i større mængder.

Der var en mængde ben, forholdsvis godt bevaret og mindre
spaltet end vanlig.

Aakvik, Dønna, Helgeland.

En Del Fiske-Knogler, vist overvejende af Torskefiske.

Somateria mollissima, Ederfugl. Stykker af 3 Albueben, øvre Ende
af et Laarben, en Mellemfod uden nedre Ende.

Ånser cinereus (?),, Graagaas, eller mulig en anden Art Gaas af
samme Størrelse. Et Skulderblad, øvre Del af et Laarben af
en gammel Fugl og et helt Laarben af en ganske ung, Midt-
stykke af et Skinneben.

Colymbus glacialis, Islom. Et Taaled.

Larus marinus (?), Svartbag, eller mulig andre Maager af lignende
Størrelse. Adskillige Knogler, de allerfleste af ganske unge
Fugle; nogle af dem fuldt paa Størrelse med L. marinus, andre
mindre.

Larus tridactylus, Ride, Krykje. Stykker af 3 Overarme, Midt-
stykke af et Albueben.

Uria troile, Lomvie, Et Ravnenæbsben, nedre Ende af en Overarm,
2 Albueben.

Alca torda, Alk. Et Ravnenæbsben, 2 Overarme, 1 Laarben, en
Mellemfod.

Ålca impennis, Gejrfugl. Stykke af en Pande, et højre Ravnenæbs-
ben, et Nøgleben uden de øverste Ender, en venstre Overarm
uden nedre Ende; alle de nævnte Knogler ere af voxne Fugle.
2 venstre Albueben, af Unger, især det største meget ungt, med
ikke udformede Ledflader. R

Fratercula arctica, Lunde. Stykke af et Nøgleben; 5 Overarme,
2 af dem næsten hele; et Albueben, et Laarben, øvre Del af
et Skinneben. |

Phalacrocorax graculus, Topskarv. Flere Knogler, bl. a. 5 Laarben,
af hvilke 2 af unge Fugle. Ogsaa nogle af de andre Knogler
ganske unge, Årtsbestemmelsen maaske usikker.

Sula bassana, Sule. Forreste Ende af et Brystben, øvre Ender af
2 uens Overarme, et Mellemhaandsben; et helt Laarben og øvre
Del af 2 andre, alle uens; et Skinneben. Den ene OQverarm og
et. af Laarbenene af ganske unge Fugle.

Haliaétus albicilla, Havørn. Miditstykke af et Albueben, et Taaled.

Lutra vulgaris, Odder. 4 Underkjæbe-Grene, 1 Overarm, 3 Spole-
ben, 6 Albueben, 1 Mellemhaandsben, 2 Bækkenben, 1 Laarben,
8 Skinneben, 1 Mellemfodsben. 2 Skinneben, uens, ganske unge.
Flere af Knoglerne hele.

2

18 Å. NUMMEDAL [1919

Phoca vitulina, Spettet Sæl. En Underkjæbe-Gren, Stykke af et
Tindingben.

Halichoerus grypus, Graasæl. En Hjørnetand, et Tindingben. —
Desuden nogle faa Knogler af voxne Sæler, mere eller mindre
ubestemmelige, og mange Knogler af ganske unge Sæler.

(ervus elaphus, Krondyr. Stykke af en Mellemkjæbe, et helt Taa-
led. En Fodrodsknogle, Capitatum, vist af samme.

Qvis aries, Faar. Stykke af et Mellemfodsben. Nogle faa andre
Knoglestykker af Faar eller Ged.

Bos taurus, tam Ose. Stump af et Mellemfodsben.

Sus scrofa, tamt Svin. Et Ringhvirvel.

Homo sapiens. Øvre Ende af 5te Mellemhaandsben, 2 Fingerled,
et 1ste Mellemfodsben uden nedre Ende, et Iste Led af lste Taa.

18. april 1918.
Herluf Winge.

K. Ryghs beskrivelse av Aakvikfundets redskaper i «Old-
sagsamlingens tilvekst i 1913» (T.V.S.S. 1913, nr. 2) tillater jeg
mig at hitsætte:

a. Hulmeisel af haard, sort sten, 8,3 cm. lang
5 cm. bred ved eggen, 4,5 em. bred og 2,5 cm. tyk nær
nakken. Hulslibningen omfatter ved eggen den hele
bredde og naar med aftagende bredde lige op til nak-
ken. (10796).

b. Pilespids af brunlig sort skifer, slank,
8,5 cm. lang, indtil 1,5 cm. bred, med afrundet midtryg.

Fig. 13. Flintflekke fra Aakvikhelleren. "1

Tangen, hvis kanter nu er noget afkløvet, maa have
været ligesaa bred som bladet og kun ved skarpe indhak
adskilt fra dette. Fig. 12. (10797).

c. Den forreste del af en pilespids af rødbrun
skifer af slank form med midtryg, antagelig lig R. 88,
GE 12. ag 24 45 cm. lang, indtil 1,4 cm. bred. (10798).

Hr d. Flekke af klar, flekket graa flint, 8 cm.

fra Aakvik- E
helleren. 11 land, 25—2 cm. bred, med afrundede ender. Se fig. 13.

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 19

Begge sidekanter retoucherede, den ene fra begge
sider, vel bestemt til sagegg. Retouchen fortsæt-
tes over den smalere ende som skraberegg. Den
bredere ende grovere tilhuggen (10799).

e. Endestykke af en flekke af flint som
i den øvre ende oprindelig synes at have havt en
skraberegg, som senere er afslidt ved stykkets
brug som ildflint. Se fig. 14. (10800).

f. Pilespids af ben uden modhager, afb.
som fig. 15, 15,3 cm. lang. Den er i de forreste to
tredjedele tveegget med rhombisk tversnit, som længere bagover
gaar over til ovalt. Største bredde omtrent 5 cm. fra odden, hvor-
fra den smalner jevnt af bagover med svagt indsvingende kanter.
Afsluttes bagtil med en 3 cm. lang skraaflade paa den ene side.
To buede striber paa den ene side er antagelig tilfældige (10801).

Fig. 14. 11

Fig 15. Pilespids av ben fra Aakvikhelleren. *3

g. Ufuldstændig angel af ben med modhage, se fig. 16 a.
En større del af stammen mangler. Et stykke nedenfor bruddet
har den paa udsiden et svagt fremspring. Det buede tverstykke
har paa undersiden en liden tap (10802).

h. Ufuldstændig angel af ben eller dyretak, hvoraf
bare stammen er bevaret, se fig. 16 d. Denne er noget hul paa
bagsiden, men hvælvet paa forsiden. Den øvre del, som er bøiet
ind i en stump vinkel, er fladere og bredere og paa udsiden for-
synet med 5 dybe hak til fæste for snøret. Adskillig forskjellig
fra Solberg, men meget lig angelen fra Skjørnhelleren (se Thj.
VSS 1911, 5, s. 11, fig. 8), navnlig i anbringelsen af hakkene. Synes
at være glattet med en flintskraber (10803).

i. Ufuldstændig angel af ben eller dyretak, hvis
spids er afbrækket ved overgangen til tverstykket; dette er buet
og kort. Se fig. 16 b. Stammen har nedentil omtr. rundt tver-
snit, men er oventil bredere og bøiet indad i en bue. Den har her
en dyb fure paa hver side og nederst i denne er den tynde mel-
lemvæg gjennembrudt med et hul. Ved enden er den øvre og
nedre rand bøiet let udad, hvorved der fremkommer en lighed
med en snude eller et neb. Hele længde 6,5 cm. Tydelige merker
efter skraberen (10804).

20 A. NUMMEDAL [1919

j. Stammen af en angel af dyrehorn, 95 em, lang,
se fig. 16 c. Adskillig aftæret, formodentlig fordi den har ligget
høit i kulturlaget. Tversnittet trekantet med hvælvede sider, den
bagre dog fladere. Hele stykket jevnt buet. I den øvre del to
ophøiede aaser paatvers, dog ikke over den indre side, uden tvil
til fæste for snøret (10805).

k. Prener af ben. En 11 cm. lang, dannet af et kløvet
marvben med bevaret halvdel af ledknoglen, afb. fig. 20. I den

Fig. 16 d c Io) aea 1
nedre halvdel vel afglattet paa alle sider, paa den indre med skraa
skrabemerker. 8 prener af ben af noget forskjellige former,
afb. i omir. hel størrelse i fig. 17. Flere af dem har tydelige mer-
ker, mest paa skraa, efter afglatning med skraber. En af dem, den
fjerde fra høire, er maaske snarere en noget slidt naal, mulig af-
brækket oventil; den nedre del rund med skrabermerker efter
længden, den øvre del mangekantet, ligesom tilskaaren med flint-
kniv (10806).

Il. Ubestemt redskab, dannet af et tykvægget, større marv-

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA

21

Fig. 17. Benprener fra Aakvikhelleren, ca. '/1

ben, afb. fig. 18. Har nedentil form af et firesidet skaft, som læn-
gere op udvider sig i en skarp vinkel paa den ene side og smalner

derpaa i en bue mod den anden side. Kan ikke opfat-
tes som en del af en harpun. Viser striber efter skra-
beren (10808).

Til de her beskrevne gjenstande kommer et lidet
tykt buet stykke af brændt ler, som kan være af
et kar, og et par stkr. af hjortetak og ben, som maaske
er bearbeidede. Fundet skriver sig øiensynlig helt fra
yngre stenalder. Tildannelsen af bensagerne
er bl. a. særlig karakteristisk. —

Til Ryghs beskrivelse af redskapene skal jeg
gjøre et par tilføielser.

Øksen opfatter jeg som nederste halvdel av en
lignende øks som den der er beskrevet og avbildet av
prof. Scheteligi Berg. Mus. Ab. 1912, nr. 8, s. 18,
fig. 13 (B. 6521). Vort eksemplar er dog ikke saa sterkt
hulslepet. Hulslipningen rækker ikke helt ut til eggen
og naar saavidt op til den nuværende øverste kant.
Brudflaten er let slepet; øksen maa derfor være gaat

itu før den var helt færdig. Den har neppe været brukt.
Foruten endestykket av en flekke av flint er to
andre stykker brukt som «ildstener». Det ene er

Fig.18. Benred-
skap fra Aak-
vikhelleren. !/1

99 A. NUMMEDAL [1919

av flint og har form som en tyk rygflekke med noget avslaatte
kanter. Stykket er 4,6 cm. langt og har i den tykkeste ende tydelige
merker efter bruk som ildflint. Det andet stykke, der er 6 cm.
langt og 2 cm. bredt, er ikke flint, men en mørk kvartsitisk bergart,
næsten saa tæt som flint. Det har lignende merker av bruk som
det foregaaende.

Rullestener. En oval rullesten 11 X 8 X 5 cemymeden
i den ene ende paabegyndt omgaaende fure efter længden.

En lignende har i begge ender merker efter bruk som slag-
sten; i den ene ende har bruken været voldsom.

Et par andre og noget mindre har ingen merker efter bruk.

En plateformet sten, 15 X 9 x 3 cm., som engang maa ha ligget
i fjæren, da alle kanter og hjørner er avrundet, er muligens benyt-
tet som slipesten. Det samme har sandsynligvis været til-
fældet med en lignende mindre sten med en næsten plan og
meget glat flate.

Et par stykker pimpsten, et større og et mindre, har ingen
tydelige merker efter bruk.

Aksen i pilespidsen av ben, fig. 15, er ikke retlinjet,
men bøiet noget utover ovenfor den skraa endeflate. Skulde pilen
(spids med skaft) bli nogenlunde retlinjet, maatte skraaflaten paa
skaftet gaa mere paatvers end den gjør paa spidsen. Vi vet for-
resten at der paa midten av skaftet paa eskimoernes fuglepil er
fastgjort 3—4 pilespidser som stritter ut til siderne. Det er vel
ikke umulig at vor pilespids kan hat en lignende anvendelse.

Jeg kan være enig med Rygh i at angelen fig. 16 d ligner
noget angelen fra Skjørnhelleren i anbringelsen av hakkene; men
at den skulde være saa forskjellig fra Solberg fig. 11—20 er jeg
ikke enig 1. Ft av de mest karakteristiske træk ved de citerte
Kjelmøangler er den tvergaaende gren i den øvre ende, og denne
er jo meget fremtrædende paa vor angel. Ogsaa de andre angler
fra Aakvik har træk fælles med Kjelmøang'ene, saaledes den indad
krummede stamme, de ophøiede aaser paatvers (fig. 16 c), furene
paa hver side endende i et hul (fig. 16 b) og endelig tappen paa
krokens underside (dig. 16 a). Foruten Solberg (fig. 11—20) se
ogsaa Solberg fig. 4 b i Ein neuer eisenzeitlicher Fund aus
Ostfinmarken, Praehistorische Zeitschrift IIT. Angelen fig. 16 b
ligner forøvrig meget en angel fra de jæderske bosteder i yngre
stenalder (Brøgger, Naturen 1912) og en angel fra Bodø (Br ø g-
ger, Oldtiden II, 1).

Den tvergaaende gren i angelens øvre ende og den indad krum-
mede stamme er eiendommeligheter som har holdt sig helt til
vore dage. Nordgaard har i «Træk av fiskeriets utvikling i
Norge» anført nogen eksempler, og til disse kan jeg føie et par nye.

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA 25

I Kristiansunds museum opbevares de to jernangler, som her
er avbildet som fig. 19.

Fig. 19 a, krok og fortøm av jern, foræret av Johannes
Tommesen Grip. «Har ifølge traditionen paa Grip været brukt
paa Grip fiskevær til fangst av haakjærring.»

Fig. 19 b, kveiteangel av jern fra Ekkilsø, foræret av
Ole Ekkilsøvaag, Ekkilsø. Giveren fortæller at han erin-
drer at den form som den her avbildede var den almindelige for
kveiteangler i Bremsnes sogn tidligere. Giveren meddeler at han
har benyttet disse angler til kveitefiske.

Blandt benspidsene som er avbildet som fig. 17, er der to som
jeg vil peke paa; det er nr. 3 og nr. 5 fra venstre. Nr. 3 har aaben-
bart været spids i begge ender og kan saaledes sammenlignes med
nr. 1 av fig. 10. Nr. 5 har samme form og størrelse som nr. 2
av fig. 10.

Det ubestemte benredskap som er avbildet som fig. 18, opfatter
jeg som et ufuldstændig forarbeide til en pilespids.

Fig. 20. Benpren fra Aakvikhelleren. 11

24 A. NUMMEDAL [1919

Rygh nævner et par stykker av hjortetak og ben som maaske
er bearbeidet. Bearbeidelsen er utvilsom. Et er i den nederste
ende skraat tilskaaret og avglattet. Rimeligvis har det været brukt
som sømglatter. Et andet er antagelig av hjortetak. Det er bare
et brudstykke. Sandsynligvis har det været en slagstok. Jeg viste
det engang til en gammel fisker; han syntes det maatte være et
«spleishon» eller en «malspikar». — Desuten er der en splint av
et benredskap.

Aakvikfundet tilhører utvilsomt yngre stenalder. Stenøksen,
skiferspidsen og prenen fig. 20 er i saa henseende avgjørende, og
der er ikke fundet noget som er fra en tid som er yngre end
stenalderen.

Før jeg slutter omtalen av disse fund, vil jeg opholde mig litt
ved faunalistene. For oversigtens skyld har jeg stillet dem sam-
men paa nedenstaaende tabel.

Nr. 5] BOPLADSFUND PAA HALMØY OG DØNNA

Absalon-
helleren

Sand-
helleren

sinhol I

I

inhol IT

4

JE

Horskensken SQL SE, |

Amasjerecea KrikandeARS ER |
Somateria mollissima, Fderfugl ..
Anser cinereus, Graagaas ........ |
Mena era (ruse |
Meraommroqalaskjud ESSR |
HagopusvalbusysDalrype ra | ee
Hæmatopus ostreologus, Kjeld |
Colymbus glacialis, Islom ........ | |
ParcuskeanusjyStommaaseNN ES
Larus argentatus, Havmaage .... | || —
Larus KAeRNALS Svarlaas 555000: | | EE
BaraskridactyluseKrykjer | ="| =
Hramoledkomuer | —| —
Cepøaus dale Nese 55500600 I | 22.
MerqulskallefsSøkonse FN | —
Aeartorda Alka SEE | |
Mleaumnpennisa GejruslBØr Pr — | —
Fraterenaareuca Lunder Er
Phalacrocorax araculus, Topskarv ke
Phalacrocorax carbo, Skarv ...... | —
SulaibassanaSuerr GNR I ae
Haliaétus albicilla, Havørn ...... | dg
uimaavulgaris Odder FN | —
Phoca groenlandica, Svartside .. | —
Pihoeaqvinlumarspeteti Sel | -—
Halichoerus grypus, Graasæl ...... |
Gervus elaphus, Krondyr ..--... | |
Qvis aries eller Capra hircus, Faar |
eMerGed Te | |

Susøiserojar tamtisvine

Bos taurus, tam Oxe |
Eqvus caballus, Hest | er

komosapiens |

26 A. NUMMEDAL. BOPL. PAA HALMØY OG DØNNA |[Nr. 5 1919]

Av tabellen ser vi at der paa Halmøy er fundet ben av orfugl,
tiur og hjort. Vi kan vel slutte derav at i stenalderen og i ældre
jernalder har der været skog paa Halmøy; nu er der ganske træ-
bart. Videre kan vi se at hellerne har været bebodd baade sommer
og vinter. Flere av fuglene er trækfugler og maa saaledes
være fanget i sommerhalvaaret, og en fugl som havsulen maa
jo være fanget om vinteren. Den indfinder sig langs vestkysten i
oktober og forsvinder igjen i løpet av mars og april.

Meget interessant er det at ben av grønlandssælen eller
russekobben er fundet 1 Absalonhelleren; mens denne var bebodd,
har altsaa russekobben hat et av sine vandreaar. Knokler av grøn-
landssælen fandtes ogsaa i Vistehulen og paa Kjelmø.

I samtlige hellere er der fundet ben av husdyr; men om
disse har tilhørt huleboerne er et andet spørsmaal. Det synes mig
litet trolig at folk som har bodd paa en saadan maate skulde kunne
holde ikke bare sauer og gjeter, men ogsaa svin, kjør og hester.
Ben av hesten forekommer forresten ikke i de to fund som helt
tilhører stenalderen.

I FEinhoöl III og i Aakvikhelleren er der blandt benene ogsaa
fundet rester av menneske. I Einhol IT fandtes bare en for-
tand, og herav kan man vel ikke slutte noget større. Anderledes
er det med Aakvikhelleren. Her er fundet saapas mange menne-
skeben at man maa kunne slutte at der, som paa saa mange andre
stenaldersbosteder, har fundet en begravelse sted.

Som man vil ha bemerket, er de hellere som er omtalt her,
Sandhelleren undtat, ganske ubetydelige. Av slike hellere findes
der en stor mængde langs vor kyst, og de gjemmer temmelig sik-
kert et rikt materiale som engang vil kaste lys over hellerbeboelsen,
der nu synes saa gaatefuld.

Msylkt hi 1929)

FRA DEN ROMERSKE JERN-
ALDER I TRØNDELAGEN

A. BJØRN

DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SKRIFTER 1919. Nr. 6

AKTIETRYKKERIET [I TRONDHJEM

VES

Å

Fra den romerske jernalder i Trøndelagen.

Arkæologiske landskapsundersøkelser, slik som de foreligger fra
Danmark og Sverige, hvori der tages hensyn saavel til oldsakernes
vekslende former som til gravene, deres utbredelse og beliggenhet
langs gamle veie og i forhold til nutidens bebyggelse, lar sig endnu
ikke utføre for nogen norsk landsdels vedkommende. Dertil er der
i marken foretat alt for faa undersøkelser med det formaal at kart-
lægge de faste fornlevningers beliggenhet indbyrdes og i forhold til
gaardene. Det er dog neppe tvil om at naar slike arbeider blir fore-
tat, og resultaterne kan samles til et større hele, vil mangt og meget
av værdi for bebyggelseshistorien indvindes, gamle færdselsveie vil
træde frem, og der vil kunne pekes paa gamle kulturcentra inden
bygderne, som alt i forbindelse med oldsakerne vil bidra til en
dypere og inderligere forstaaelse av oldtidens liv og kultur i det
enkelte som i det hele. Indtil slike undersøkelser foreligger, vil et
arbeide som har til hensigt at vise kulturens gang i oldtiden eller
i enkelte av dens perioder bli noget ensidig, idet man væsentlig er
henvist til at bygge paa mere eller mindre tilfældig fremkomne old-
fund; men det har dog sin store betydning at kjende hvad disse
vet at berette om kulturutviklingen inden et avgrænset omraade, —
smaa eiendommeligheter som i en større sammenhæng kanske mere
vilde utjevnes og forsvinde, stilles i en landskapsundersøkelse let-
tere i relief. Det er da som et forarbeide for en slik specialundersø-
kelse over Trøndelagen i jernalderen at disse sider fremlægges. Det
vil her kun bli en tilrettelæggelse av et betydningsfuldt, men litet
paaagtet materiale. Først og fremst har det været hensigten at vise
hvad Trøndelagen kan opvise av fremmede importsaker i den ro-
merske jernalder og i tilslutning hertil at peke paa enkelte fund
som kan siges at ha betydning for en rigtig opfatning av periodens
begyndelse nordenfjelds samt for vor viden om mere fremiræ-
dende kulturcentra inden omraadet.

Ed %
*

For ret at forstaa den romerske jernalder i Trøndelagen maa
vi indledningsvis kaste et blik paa det forutgaaende avsnit av jern-
alderen. Fra den lange periode som kaldes den førromerske jern-

4 A. BJØRN [1919

alder foreligger fra hele det nordenfjeldske Norge kun et eneste
stykke som med grund kan henføres til dette tidsrum. Det er et
kar av klebersten, 25 cm. høit og 22 cm. vidt over mundingen, med
sin største vidde ved den runde bund. Saavel ved dette træk
som ved at det like under mundingen har et bredt og tydelig for-
sænket bælte slutter det sig nær til den gruppe, hvorav en repræ-
sentant er avbildet som fig. 42 paa pl. VII i Oldtiden III og av
Shetelig henføres til Montelius” periode IIT av jernalderent.
Av betydning for kronologien er videre fundomstændigheterne. Det
er fundet ved Vikstrøm paa Hitra, Sørtrøndelag, dypt i en myr*
og maa vel sees i sammenhæng med de myrfundne lerkar fra før-
romersk tid paa Vestlandet*. Bortset fra dette enkelte fund frem-
byder hele den førromerske jernalder inden vort omraade endnu
et fuldstændig vacuum, som ogsaa fortsætter ind i den romerske
jernalder, idet det, som det vil fremgaa av den følgende redegjø-
relse, først er ved midten av dette tidsrum at fundene atter begyn-
der at vise sig, men da ogsaa 1 relativt stort antal og karakterisert
ved fremmede importsaker av romersk oprindelse.

Blandt disse fremmede saker som den romerske kulturindfly-
delse bringer op til Trøndelagen og det nordenfjeldske Norge, er
det særlig en enkelt gruppe som træder i forgrunden og fanger op-
merksomheten, nemlig bronsekarrene, hvorav der nu kjendes et
forholdsvis betydelig antal”. Det er ved en behandling av perioden
naturlig at begynde med dem, og som vort utgangspunkt tar vi da
de vigtige fund som for et halvt aarhundrede siden fremkom ved
Gjeite, Frol, i nærheten av Levanger. Paa den høideryg hvorpaa
selve gaarden Gjeite ligger, har der været et stort gravfelt, hvorav
der endnu findes enkelte rester>. Her blev der i 1868 av kontrollør
B. Mosling foretat en undersøkelse av fem gravhauger, hvorav
to viste sig at være tomme. Om gravningen foreligger der en be-
retning6, som desværre med hensyn til sakkyndighet og detaljop-
lysninger lar adskillig tilbake at ønske. Dette er saa meget mere be-

1 H. Shetelig, Den førromerske jernalder i Norge, Oldtiden
1918, 5: 124.

4 SUT

3 H. Shetelig, Myrfund av lerkar fra tidlig jernalder, Oldtiden
TS EG 80) 155

4 Her som altid gjælder det at det som er os levnet, kun er en brøk-
del av det som engang var. Dette fremgaar tydelig av de mange beret-
ninger om fund av bronsekar som nu er tapt. Bare i de færreste tilfælder
kan der imidlertid av beretningerne eller paa grundlag av andre til fun-
dene hørende og endnu bevarte oldsaker sluttes noget om karrenes art
og tid.

5 K.Rygh, Faste fornlevninger og oldsagfund i Nordre Trondhjems
amt, s. 98.

6 Ab. 1868, s. 13 ff.

Nr. 6| FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN b

klagelig som de angjældende fund uten tvil er de mest betydnings-
fulde fra Trøndelagens romerske jernalder. Det fremgaar dog av
beretningen at den først undersøkte haug (A) bestod av rullesten
og grus med tre store stenheller paa bunden i haugens midie». Der
nævnes intet om hellernes stilling, men da der gjøres opmerksom
paa at overliggere manglet, tør man vel opfatte hellerne som dele
av et daarlig bygget gravkammer slik som man jevnlig finder dem
i graver fra romersk jernalder”. Hellernes størrelse tyder ogsaa paa
at graven har indeholdt ubrændt lik og ikke er nogen brandgrav
som det formodes i gravningsberetningen. I museeis nye seddel-
katalog er ogsaa fundet under hensyntagen til oldsakernes konser-
veringsstand opført som skeletgrav.

Av det rike utstyr i graven* maa særlig fremhæves nogen brud-
stykker av et eiendommelig bronsekar. Om formen kan intet sik-
ert uttales, men det tør formodes at karret eller kjedelen har været

lav og vid med utoverbrettet mundingsrand og uten særskilt fot.
Den noget konvekse staaflate er 12 cm. i tvermaal og som vanlig
orneret med cirkler om et punkt i bundens midte som fælles cen-
irum. I det hele maa karret siges at ha været et særdeles vakkert
stykke av en elegant utførelse som røper en fuldkommen teknik,
idet tykkelsen i dets vægge neppe beløper sig til I mm. Hvad der
imidlertid er av særlig interesse ved dette kar, er dets indvendige
ornering. Medens det utvendig er ganske glat med undtagelse av

Å bye Sp UN ig
?> H. Shetelig, Die norwegischen Skeletgråber der Völkerwander-
ungszeit, Pråhistorisehe Zeitschrift IV 1912, s. 352.
3 Fundet har inventarnummer T. 467 ff.

6 A. BJØRN [1919

nogen fint indridsede parallele linjer, er det indvendig prydet med
indtrykte vertikale linjer som oventil er forbundet med vinkelbøiede
streker, saa ornamentet faar et palisadelignende utseende (dig. 1).
Linjerne synes at ophøre et stykke ovenfor bunden uten her at
være indbyrdes forbundne. Dette ornament, som paa indsiden træ-
der saa tydelig frem, vises kun svakt paa utsiden, som det paa sine
steder gir utseende av en lav kanellering. Det palisadelignende
ornament dækker dog kun en del av karrets indre, der forekommer
ogsaa et andet ornamentsystem, men der er for litet bevaret til at
dette kan erkjendes i sin helhet. Fig. 2 viser hvad som er lev-
net av det.

I den litteratur som har staat til min raadighet, har jeg ikke
kunnet finde noget helt tilsvarende til dette kar med dets eiendom-
melige indre ornering. I ethvert fald maa slike kar være sjeldne,
navnlig i Norden, om de da i det hele kan paavises her. Som følge

1 Yi

av manglende paralleler tør der heller ikke fremsættes nogen be-
stemt formodning om karrets fabrikationstid, men dets udmerkede
kvalitet antyder dog at det tilhører de ældre karformer forarbeidet
i den romerske bronseindustris blomstringstid i det Iste og delvis
det 2det aarh. e. Kr. Med dette for øie kan man gaa videre og søke
karrets sandsynlige hjemsted bestemt. H. Willers, hvem man
skylder en udmerket utredning av den romerske bronseindustris hi-
storie, har paavist at i den tid det her kan være tale om, var Capua
det sted hvorfra de fineste og bedste bronsekar utgik. Da det andet
kar i dette fund med sikkerhet kan paavises at være utgaat fra en
capuansk bronsestøpers verksted, er det sandsynlig at ogsaa det fore-
liggende kar stammer derfra.

Før vi forlater dette kar, skal vi gjøre opmerksom paa at det or-
nament som her er kaldt det palisadelignende, gjenfindes paa endel
lersitulaer fra meget sen la Teéne-tid og keisertiden, som oftest i

Nr. 6) FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN Ui

forbindelse med mæanderen. G. Schwantes, som har behandlet
disse lerkar*, ser i denne ornering et utslag av lyst til variation i
ferkarornamentiken*. Det synes dog mindre rimelig at et saavidt
utbredt ornament alene skulde skyldes en lyst til at variere i møn-
stret. Snarere kunde man anta en paavirkning fra bronsekarrene.
Det har i denne forbindelse sin interesse at finde ornamentet paa
et lerkar — fra den kjendte gravplads ved Darzau*? — som tydelig
i den utformning foten har faat, røber indflydelse fra bronse-
karrene.

Merkelig er ogsaa den anden bronsekjedel i fundet, likesom
den foregaaende kun bevaret i fragmenter; men den kan dog godt
sees at ha været av den riflede form R. 351. Ører og hank er for-
sølvet. Ørene, som meget ligner fig. 27 i H. Willers, Neue Unter-
suchungen, er fæstet til karret ved tapper. Hanken, hvis ene ende
mangler, er trind paa midten og flat i enden, hvor den er prydet
med smaa indstemplede ringer. Dens avslutning viser tydelig at
den er en degenereret ætling av de hanker hvis ender var formet
som et svanehode.

Disse riflede bronsekar som Willers betegner som de bedste
produkter av den romerske bronseindustri, er sjeldne i norske fund.
Til de to eksemplarer som nævnes av O. Rygh*, kan nu føies
et tredie, som i 1889 fandtes ved Leangen i Sundalen, Nordmøre,
hvorfra det indsendtes til Trondhjems museum uten nærmere op-
lysninger*. Ogsaa dette kar er defekt, kun den øvre halvdel er
bevaret, men det byder paa den lille variation i utstyret at det ikke
har ører hverken oventil eller paa siderne.

Ved H. Willers" undersøkelser har man nu et godt og sikkert
kjendskap til disse kars alder og hjemsted. Det vites at de er for-
arbeidet i Capua, hvorfra de ældste siykker levertes kort før den
store naturrevolution i aaret 79. Om deres tidsstilling i Norden
faaes der besked gjennem de rikt utstyrte sjællandske grave, hvorav
Ge yngste med kar av omtalte form tilhører tiden omkr. 250 e. Kr.9

Til et komplet utstyr av bronsekar hører ogsaa øse og sil som

1 G.Schwantes, Zur Entwicklungsgeschichte der Måanderurnen des
Elbgebietes, Pråhistorische Zeitschrift VII, s. 45 ff. De lerkar som inter-
esserer her, er avbildet fig. 1—4 og 30—33. Jfr. Kemble, Horae fera-
les pl. XXXIH fig. 8 og J. Mestorf, Vorgeschichtliche Altertiimer aus
Sehleswig-Holstein fig. 403.

Sechwantes, s. 59.

Avbildet hos Schwantes.

Tekst til R. 351.

Ab. 1889, s. 82.

H. Willers, Neue Untersuchungen iber die römische Bronzein-
dustrie von Capua, s. 60 f. Jfr. S. Muller, Juellingefundet, Nordiske
Fortidsminder II, s. 33 f., og F. Kauffmann, Deutsche Altertums-
kunde I, s. 471.

CJ ES)

8 A. BJØRN [1919

aldrig mangler i de nævnte rike sjællandske grave. De forekommer
ogsaa i den her behandlede grav ved Gjeite, som i det hele viser en
nøie overensstemmelse med de tilsvarende danske. Silen og øsen,
av samme velkjendte form som fig. 3, er begge meget medtat. Hul-
lerne i silens bund danner en roset, medens de i siden er ordnet i
langsgaaende parallele linjer som danner et liggende S.

Denne grav er ikke den eneste fra det nordenfjeldske som har
leveret sil og øse av bronse. Det samme sæt kjendes fra øen Lines
i Bjørnør pgd., vel det nordligst kjendte findested for romerske in-
dustriprodukter, bortset fra glasperler. I en røis ved Sørgaarden
paa Lines fandt man for mange aar siden i et lag med «kul og aske»
originalerne til fig. 3. Som sædvanlig laa silen inde i øsen. Over
disse var hvælvet et lavt og vidt bronsekar, hvorav nu kun fot-
skiven og endel av den tykke mundingsrand er bevaret". Andre

oldsaker iagttoges ikke. Dette fund maa antages at være nedlagt
i løpet av det 3. aarhundrede e. Kr., siler og øser av denne form
med noget hvælvet bund tilhører tiden ved aar 200 eller over-
gangstiden mellem ældre og yngre romersk jernalder.

Det er dog ikke bare gjennem sit utstyr av bronsekar at graven
i haug Å ved Gjeite udmærker sig, den indeholder ogsaa et for
vort land saa merkelig og interessant stykke som det i fig. 4 av-
bildede lerbæger, som bestaar av en lav og vid skaal som hviler
paa en hul cylindrisk fot. Lerbægret forelaa i fragmenter, som
dog er saa store at det med lethet har kunnet rekonstrueres.

Formen er baade gammel og ny i Norden; ti som Sophus
Miller har fremhævet*, hører bægret til en vidt forgrenet
familie, hvis aner gaar helt tilbake til bronsealderen, hvor de træf-

1 K. Rygh, Fornlevninger og oldsagfund i Søndre Trondhjems amt,
s. 128. Et stykke av bunden av en bronsesil foreligger fra et fund ved

Hallem i Verdalen.
2 S. Miller, Ordning II, s. 170, og Vor Oldtid, s. 494.

Nr. 6| FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN 9

fes i Italien og Grækenland, men ogsaa — i guld — i Danmark.
Det er da en gjenopleven av en gammel form, som finder sted
i det 3. og 4. aarhundrede e. Kr., som er disse bægres blom-
siringstid nord for Alperne, hvor de har spillet en viss rolle inden
«Siedlungs-arkæologien», idet de paa tysk grund er blit opfattet
som en oldsaksform karakteristisk for østgermanernet, en for-
modning som ogsaa synes at være vel begrundet. Paa nordisk om-
raade forekommer slike bægre væsentlig i Danmark, særlig ofte i
Jylland*, hvor 'Thorsbjerg mosefund har ydet en række eksem-
plarer, videre kjendes de fra Fyen*, og fra det østlige Norge fore-
ligger et lerbæger paa fot*, som dog i skaalens utformning er sterkt

forskjellig fra det her avbildede, men som allikevel maa regnes til
samme gruppe. Inden det samlede materiale er det dog ikke ofte
man finder en saa vakker og vel utkrystalliseret form som fig. 4,
hvis elegante utførelse og sorte, blanke overflate gjør det til et
pragtstykke.

1 G. Kossinna, Uber verzierte Eisenlanzenspitzen als Kennzeichen
der Ostgermanen, Zeitschrift fir Ethnologie 1905, s. 396 f. Jfr. Blume,
Die germanischen Ståmme zwischen Oder und Passarge, s. 136.

? S. Miller, anf. sted. K. Friis Johansen, Gravpladsen ved
Ryom Gaard, Aarb. 1915, s. 194 ff., fig. 2, 4, 7 og 10—11. Neergaard,
Sønderjyllands Jernalder, Aarb. 1916, s. 291, fig. 40.

3 F. Sehested, Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm,
pl. XXV fig. 2 og XXVII fig. 19.

4 J. Petersen, Gravpladsen fra Store-Dal, Norske Oldfund I, pl.
XOXIL len, 8

10 A. BJØRN 11919

Naar der nu til de ovennævnte saker føies at den døde i graven

har hat med et træskrin, hvorav der foreligger dele av jernbeslag.
saa er bruksgjenstandene blandt gravgodset gjennemgaait. Mindre
rikt har det personlige utstyr været saavidt det nu kan sees, men
til de rester som er bevaret av dette knytter der sig adskillig in-

182 Ha Vo

teresse, da de passer saa nøie ind i det kulturmilieu som de foran
omtalte fundstykker gir et billede av.

Av særlig betydning er en fibula av sølv med høi naaleskede
hørende til Almgrens* gruppe VII. Selve spænden er gjengit
i fig. 5. Til den hører endel] løsnede prydelser, nemlig tre større
og to mindre, koniske knapper av presset bronseblik, fig. 6 og 7,
samt to baandformede stykker likeledes av bronseblik, fig. 8, videre
skiveformede og baandformede solvstykker, som har tjent som un-

iosOar Fig. 7. %. Fig. 8. 1/».

derlag for de nævnte bronsestykker, og endelig fragmenter av
snoede sølvtraade, der har været fæstet rundt kanten av bronse-
knappene. I hel tilstand har fibulaen i alt væsentlig lignet fig. 216
hos Almgren, men naaleskeden, som paa dette eksemplar er
uten prydelser, har paa fig. 5 været belagt med et stykke bronse-
blik, som det sees paa avbildningen fig. 217 i nævnte verk. -

1 Studien iber Nordeuropåische Fibelformen.

mrd khat

Nr. 6| FRA DEN ROMEHSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN UG

Gjennem denne fibula er det mulig at gi fundet en skarpere
datering. Som av Montelius og Almgren paavist tilhører
formen en tidlig del av yngre romersk jernalder svarende til det
3. aarhundrede e. Kr.

Denne datering av fundet støttes ogsaa av to ensartede og
likestore, glatte guldringe av den tidlige og enkle form S.Muller,
Ordning II, fig. 90, hvis mest fremtrædende træk er en konveks
utside og konkav indside. Ringe av denne type er en næsten fast
bestanddel i de trønderske kjedelgrave og skal siden omtales i
forbindelse med disse.

En anden haug paa Gjeite, i den gamle utgravningsberetning
betegnet med F”, har dækket over en grav med et ikke mindre
rikt utstyr end foregaaende, men da graven tidligere maa ha været
utplyndret, var kun faa rester av indholdet nu bevaret. Ved un-
dersøkelsen i 1868 støtte man paa et gravkammer, «som var omtrent
2 alen høit, 61% alen langt og 1 alen 6” bredt i den ene ende, men
kun 20” i den anden. Gravkammeret var bygget paa den maade,
at der ved hver af langsiderne var 3 omtrent lige store og 2 alen
tykke stene samt en lignende sten for den smale ende og to saa-
danne i den bredere ende. Det var tydeligt, at rummet tidligere
maatte have været undersøgt og forstyrret, da dækhellerne vare
borttagne, og kun den ene langvægs 3 stene og den anden lang-
vægs endesten stode paa sin plads, medens alle de øvrige stene
vare væltede ud til siderne.»

Av gravgodset fandtes kun levnet en naal av noget blekt guld
og 11 tildels riflede smaa sølvstykker.

Guldnaalen er vel konserveret, 4 cm. lang, tenformet og riflet
i den ene ende som «Norske Oldfund» I, pl. II fig. 8, og H. S he-
telig, Vestlandske Graver, fig. 111, altsaa av en type som helt er
knyttet til den romerske jernalder.

Av sølvstykkerne er det ene et fragment av en glat fingerring
av hovedtype som de ovennævnte guldringe, men langt smalere
og i det hele nærmende sig R. 307, som turde være et yngre stykke
end S. Miller Ordning, 90; et andet er et 1 cm. langt, smalt og
halveylindrisk stykke med flat underside, paa oversiden riflet i
begge ender og glat paa midten. Dette stykke maa ganske sikkert
opfattes som en del av foten av en fibula som fig. 201 eller 202
hos Almgren. Atter et tredje stykke, likeledes ganske litet, med
langsgaaende rifler, har kanske ogsaa sittet paa en fibula. De øvrige
stykker er for smaa til at kunne bestemmes.

Fibulafragmentet og ringen tillater en skarpere datering end
nraalen alene, idet det med støtte i tilsvarende stykker i en vest-

OA mereenanrfarcbis198
2? Ab. 1868, s. 18.

12 | A. BJØRN [1919

landsk grav* tør uttales at begravelsen i haug F har fundet sted
i det 4de aarhundrede.

Medens de to her nævnte grave maa regnes blandt de ældste
skeletgrave fra det nordenfjeldske Norge og saaledes betegner en
fornyelse av en gravskik som har været avbrutt siden ældre bron-
sealder, saa viser den tredje grav ved Gjeite tilknytning til den
yngre bronsealders og førromerske jernalders fremherskende skik
ai la den dødes legeme fortæres av en rensende ild.

Dette tredje fund bestaar av en bronsekjedel og skyldes en helt
urakkyndig utgravning. Om kjedelen heter det* at den fandtes
paa bunden i en haug, 6 alen høi, hvor «den stod paa en sten-
helle og var støttet med fire større kampestene, og over det hele
var lagt en større stenhelle.» Kjedelen var, da den fandtes, halvt

Fig. 9.

fyldt med brændte ben dækket av et lag næver, men indholdet
er nu forsvundet paa et par benstumper nær. Dette maa meget
beklages, da der vel blandt de brændte ben har ligget rester av
gravutstyret som det jevnlig pleier at være tilfældet i brandgrave
av denne art. Nu har man altsaa bare kjedelen at holde sig til,
men den er til gjengjæld interessant i sig selv. Kjedelen, som er
avbildet i fig. 9, er 33 cm. vid over mundingen og 16 cm. høi.
Den er dannet av et bund- og et overstykke holdt sammen ved
smaa nagler. Saavel ved dette træk som ved at kjedelen ikke er
støpt, men av hamret bronseblik, skiller den sig skarpt ut fra
alle andre trønderske bronsekjedler, men slutter sig til gruppen
S. Muller, Ordning II, 184, hvortil saavidt vides intet tilsva-

1 Et rikt, endnu upublicert fund fra Osterøen.
2 Ab. 1868 s. 15, note 1. Kjedelen har inventarnummer T. 483.

D

Nr. 6| FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN 15

rende stykke er fundet i Norge. De 8 kjedler av hamret bronse-
blik, som er fremdradd paa Vestlandet”, er av en anden, mere situla-
lignende og ældre form. Det kan paavises at fig. 9, bortset fra
enkelte detaljer i formen, fuldstændig har motsvaret nævnte type-
eksemplar. M. h. t. mundingskanten falder det straks i øinene, at
den er uten avslutning; den har hverken en fortykket rand eller
en utoverbrættet kant. Denne eiendommelighet forklares ved at
den i likhet med citerte eksemplar har hat en jernring langs kan-
ten, hvilket kan sees av at den langs mundingen har mørke flekker
som ikke kan være andet end jernrust.

Dette kar øver hvad form og teknik angaar ikke den tiltræk-
ning paa beskueren som saa mange av de øvrige bronsekar i vore
fund, men saa er det heller ikke av romersk oprindelse, men et rent
barbarisk arbeide”. I den form disse kjedler foreligger, er de et
produkt av en længere utvikling, hvis første stadium er at søke i
førromersk tid. Kronologien belyses gjennem et fund fra Brokjær
mark i Jylland*, der viser at denne art kjedler tilhører den ældre
romerske periode, eller nærmere bestemt optræder ved eller litt
efter dennes midte.

Til en datering av foreliggende grav er kjedelen fig. 9 det ene-
ste holdepunkt. Denne er paa flere steder lappet med paanaglede
bronseplater og har saaledes været længe i bruk, før den blev an-
vendt som gravurne. Det tør derfor være rigtigst at henføre ogsaa
denne grav til den yngre romerske jernalder og da vel denne
periodes første halvdel. Herved kommer den i tid til at slutte sig
ganske nær til graven i haug Å.

Hermed forlater vi foreløbig Gjeitegravene. Den sidst omtalte
av disse fører os over til en anden gruppe av grave, som er saa
karakteristisk for den romerske jernalder i Trøndelagen. Det er
de saakaldte «kjedelgrave» eller brandgrave med bronsekar som
gravurne. I sig selv er disse ret talrike grave fattige og uanselige,
saa betragtet enkeltvis byder de ikke paa anden interesse end den
som altid knytter sig til et fremmed importstykke fra oldtiden;
men set i sammenhæng ut fra deres topografiske utbredelse dan-
ner de en vigtig faktor til forstaaelse av bebyggelses- og rultur-
forholdene i Trøndelagen paa den tid det her er tale om.

Det viser sig, at fund av denne art paa tre undtagelser nær
forekommer ved det indre av Trondhjemsfjorden, navnlig paa
dennes syd- og østside, fra Frosta i syd til Beitstaden i nord, dog
med en viss tilbøielighet til særlig at gruppere sig om strøket

å VW. db Gå 5 SN 00

2 I. Undset, Jernalderens begyndelse i Nordeuropa, s. 307 f. S.
Miller, Ordning II, 184.

3 C. Engelhardt, Jernalderens Gravskikke i Jylland, Aarb. 1881,
Sb IN

14 A. BJØRN [1919

Skogn—Frol. Utenfor dette omraade kjendes kun tre fund. Av
disse ligger det ene et stykke inde i landet i Tiller, Klebu pgd.,
Sørtrøndelagen, de to andre ved Bremsnes i nærheten av Kristian-
sund, saaledes ute ved havet. Disse fund, som maa siges at be-
tegne jernalderens egentlige begyndelse i Trøndelagen, viser saa-
ledes en utbredelse analog med bronsealderens fund, som netop
er rikest representeret i de indtrønderske bygder, men kun svakt
ute ved kysten, et topografisk forhold som ogsaa kan iagttages
m. h. t. fordelingen av den senere stenalders fund. Forklaringen
maa søkes i jordbrukets betydning for disse kulturer, og i Trøn-
delagen er netop Indherredsbygderne de bedst skikkede for jord-
bruk.

Fig. 10. 3/4.

I samtlige disse grave hører kjedelen paa en enkelt undtagelse
nær til den form som er blit kaldt Østlandskjedlen med et hævdvun-
«et, men nu uheldig navn, da saa mange eksemplarer er fundet
utenfor Østlandet siden dengang. I. Undset anvendte først denne
betegnelse. Av det trønderske materiale skal først omtales to kjedler
som begge hører til. de ældste i sit slags. Den ene er avbildet i
fig. 10 og stammer fra Skjerve i Skogn, hvor den blev fundet i
et med sten omsat gravrum i en røis og fyldt med brændte ben!.
Blandt disse fandtes ingen rester av gravgodset, i ethvertfald ikke
da den i medtat tilstand indkom til museet. Som den nu fore-
ligger, er den 22 cm. vid over mundingen og ca. 20 cm. høi; bunden

TAP 888 SJIT70:

Nr. 6) FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN 15

mangler. Noget mere beskadiget, men som det godt kan sees, av
samme ældre form er en kjedel fra Egge i Stod. Begge disse stykker
har som nærmeste paralleler de kjedler som er fremkommet ved
Juellinge paa Lolland, og som av Sophus Miller henføres til
tiden omkring 200. Kjedelen fra Egge indeholdt to guldringe av
ovenfor omtalte type og er det eneste stykke, for hvilket der forelig-
ger nogenlunde gode fundoplysninger, som viser at det her dreier sig
om et eiendommelig gravanlæg. Om findestedet og fundforhol-
dene gjengives her efter K. Ry g h følgende”: .

«I øst for postveien fra Stenkjer, men i samme linje langs aasen,
ligger i en tæt skov 6 med sten brolagte kredse, kun lidet ophøiede
over den omliggende jord, hvis rand dannes av større regelmæs-
sigt lagte sten; de ere af lidt forskjellig vidde, den største omtrent
30 m. i tvermaal. Den vestligste af dem blev undersøgt 1 1864,
idet et stykke i midten af omtr. 6 m. udstrækning blev gjennem-
gravet. Stenene vare noget over almindelige løftestenes størrelse,
men et stykke fra midten var der en indre ring af større stene
ligesom 1 omkredsen, der viste sig ophøiet over den øvrige flade.
Omtrent i midten fandtes 50 cm. under stenlaget en 50 cm. lang
og 30 cm. bred helle, der hvilede paa opstablede mindre stene,
og under den omgivet af kul en kjedel af kobber, — — —>.

Det er av betydning her at kjende utbredelsen av denne art
grave i Skandinavien. Vel kan der ikke anføres helt analoge anlæg,
men nær beslegtede som adskiller sig fra det omhandlede deri
at de ikke er brolagte, men aapne eller med kun en enkelt sten i
midten. Det indsees dog let at man kun har at gjøre med varianter
av en og samme gravform. I vort østlige naboland kjendes runde
stenkredser fra ældre jernalder kun paa Gotland*, som paa saa
mange punkter viser arkæologiske forhold forskjellige fra de paa
Sveriges fastland, hvorfra runde stenkredse kun kjendes fra jern-
alderens slutning og altid indeholder skeletbegravelse*. Ander-
ledes er forholdene i Jylland; ti her er runde stenkredse med
brandbegravelse iagttat fra romersk jernalder, i et tilfælde med
en sten i midtens. Mellem disse danske stenkredse og de trøn-
derske maa der vistnok være en forbindelse.

En anden merkelig gravform er iagttat ved Valberg paa Frosta.
Derfra indkom i slutten av forrige aarhundrede to like store guld-
ringe av typen S. Miller, Ordning II, 90, med den opiysning
at de hadde ligget i et til Trondhjems museum indbragt, sterkt

1 Nordiske Fortidsminder II, s. 37. Kjedlerne avbildet som fig. 13 og 17.
2? Fornlevninger ete. i Nordre Trondhjems amt, s. 48.

3 En anden stensætning viste samme bygning, men var tom.

4 0. Almgren, Sveriges fasta fornlåvningar, s. 33.

3 Iby &

6 S. Miller, Vendsysselstudier, Aarb. 1912, s. 95 og fig. 13.

16 A. BJØRN [1919

beskadiget bronsekar, som var nedsat i et grustak uten spor av
gravrum eller stenpakning omkring*. At finderens bereining i
hovedsaken er korrekt, fremgaar av en undersøkelse” paa stedet
som nylig er foretat av konservator Th. Petersen, der i samme
grustak fandt nogen brudstykker av den tidlige, vakre kamform
av ben, Nordiske Fortidsminder II, fig. 12, hvis tidsstilling og ty-
pologiske forhold først er erkjendt av Shetelig».

Dette er jo gravanlæg som leder tanken hen paa den førromer-
ske jernalders brandpletter, og det kan vel neppe være tvil om
at det er denne periodes gravskik som danner forutsætningen for
dem, om vi end som materialet foreligger vistnok maa søke
disse forutsætninger utenfor det nordenfjeldske Norge.

Inden vi forlater kjedelgravene, skal endnu nævnes de bekjendte

Fig. 11.

kjedelfragmenter fra Homnes i Beitstaden. Fundet blev gjort i
1866 og opbevares nu i Bergens museum. Angaaende fundom-
stændigheterne vet man kun at kjedelen fandtes i en haug uten
andre oldsaker; den var oprindelig hel, men blev senere ødelagt,
saa kun hanken og ørene nu er i behold (fig. 11—12). Formen
lar sig dog godt erkjende, da kjedler med slike ører og lignende
hanke flere gange er paatruffet i danske og nordtyske fund, hvor
der m. h. t. ørenes og hankens utformning kan utskilles bedre
og daarligere arbeider. Til de bedste eksemplarer hører forelig-
gende stykke. Efter Willers er kar med denne art prydelser

1 Ab. 1897, s. 86.

4 VW 8 LØD no, 2 & 16

3 H. Shetelig, Datering av et hulefund fra Søndmør, B. M. aarb.
1902, no. 7.

Nr. 6| FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN Di

forarbeidet i Capua, hvorfra de ældste stykker med bedst utfor-
mede ører og hank som fig. 11—12 maa være leveret i det lste
aarhundrede e. Kr.:. Denne kjedel er saaledes en av de ældste
som kjendes fra Trøndelagen. Om gravens alder skal senere tales.

Det er alt som et særkjende for kjedelgravene nævnt at de er
fattige i sit indhold. Utenfor de vanlige 2 guldringe findes der
i regelen intet. Kun to fund avviker fra denne regel, idet der
i et tilfælde foruten guidringene fandtes en betalingsring av guld”,
og en anden kjedel indeholdt en øks som R. 158, hvis fundop-
gaven er rigtig*.

Ikke synderlig mere rike i sit utstyr er de skeletgrave hvis enkle
guldringe knytter dem til den kultur der her er tale om. Disse
grave synes dog at være noget yngre end kjedelgravene. Som
eksempel skal nævnes et fund fra Sakshaugvang, Inderøy, hvor
man i et sammenstyrtet hellekammer fandt en noget flattrykt
mosaikperle og to guldringe, hvorav den ene nu er i Universi-
tetets oldsaksamling i Kristiania”. Guldringene er i denne grav

Fig. 12.

ulike av støirelse, medens det i kjedelgravene er en ufravikelig
regel at de er like store. Ved denne forskjel knyttes fundet fra
Sakshaugvang til et fra Bremsnes i Kvernes pgd., som indeholdt
en nu tapt betalingsring av guld samt to i tvermaal forskjellige
suldringe*, hvorav den ene er originalen til R. 307, der som det

1 Litteratur: A. Lorange, Norske oldsager 1 Bergens museum, s.
111 f. K. Rygh, Trøndelagen i forhistorisk tid, Festskrift i anledning
Trondhjems 900 aars jubilæum 1897, s. 3833 f. O. Ryg h, Norske Oldsager,
fig. 345. 0. Montelius, Den nordiska jernålderns kronologi, S. F. T.
IX, s. 229 f. H. Willers, Die römischen Bronzeeimer von Hemmoor
s. 124, og Neue Untersuchungen etc. s. 57 ff. M. Jahn, Die ober-
schlesiscehen Funde aus der römischen Kaiserzeit, Pråhist. Zeitschr. X,
s. 83 ff., 118 og 121. Videre henvisninger findes i disse arbeider.

2? Katalog over det Kel. norske videnskabers selskabs oldsagsamling
i Trondhjem, s. 43.

3 Ab. 1888, s. 168.

N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, s. 651.
Ab. 1869 s. 158, 1870 s. 81 og 1877 s. 185.

ar

18 A. BJØRN [1919

vil sees, er smalere og virker mere massiv end S. Måller, Ord-
ning II, 90. Det tør være mulig at denne forskjel i ringenes stør-
relse har sin grund i at den gamle mode at bære en ensdannet
ring paa en bestemt finger paa hver haand er ændret derhen at
man nu bar ringe paa forskjellige fingre. I senere romersk tid
og folkevandringstid findes jo ogsaa som regel to ringe, naar slike
forekommer i gravene, og da altid varierende i form, den gamle
symmetri i dette forhold er forsvundet. Ut fra denne betragining
kan man formode at disse to fund er at henføre til den romerske
jernalders sidste aarhundrede.

M. h. t. kjedelgravenes datering saa peker allerede selve grav-
formen hen paa en tidligere periode, men noget absolut alders-
kriterium er den ikke, da skeletgrave kjendes fra meget tidlig
jernalder. En datering maa da bygges paa selve gravgodsei,
bronsekjedlerne og guldringene. Om de to anførte kjedler fra Egge
og Skogn er det alt uttalt at de kan sammenstilles med kjedler
fra danske fund fra tiden ved aar 200, andre stykker igjen turde
være at henføre til en gruppe hvis tid falder i det 3die aarh.*.

Den tilknytning til dansk omraade som det ved enkelte lei-
ligheter er pekt paa, fremhæves ved de oftere nævnte guldringe
- som i alle helt tilsvarende fund forekommer parvis. Det samme
er som oftest tilfældet i Danmark*. Fra Norge kjendes to ringe
av denne type i en rikt utstyret grav fra ældre romersk tid ved
Store-Dal i Skjeberg*. Paa Vestlandet synes de at mangle, der-
imot har man herfra eksempler paa at ensdannede sølvringe
forekommer parvis i yngre romersk tids. Om de enkle guldringers
forekomst i Sverige har docent dr. S. Lindqvist velvilligst
sendt mig nogen oplysninger, hvorav det fremgaar at i dette land
er de som oftest fundet enkeltvis. I det hele er disse ringe de
ældste som haves fra jernalderen og passer godt ind i kjedelgra-
venes tidsramme. For kronologien er det av vigtighet at omhand-
lede guldringform er fundet i grav Å ved Gjeite, som derved i
tid knyttes til kjedelgravene.

En lignende utbredelse som bronsekarrene viser glasbægrene,
som representerer et noget senere avsnit av den yngre romerske
jernalder karakteriseret ved en sterk overvegt for skeletgravene.

Det første fund som da bør nærmere omtales, stammer fra
Ven, Høilandet, Melhus. Dette blev gjort i en gravhaug som efter

dt NW IG gå 185

2? H. Shetelig, Arkeologiske tidsbestemmelser av ældre norske
runeindskrifter, s. 14 ff. A. Bjørn, Gravfundet fra Ski i Rakkestad,
Oldtiden VIII, s. 7. Begge steder med avbildninger.

3 OG maeellnarø IL e

4 Jan Petersen, anf. arb. pl. XIII, fig. 2—3.

5 Eksempelvis V. J. G. fig. 73.

Nr. 6) FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN 1)

tidens almindelige skik var anlagt paa toppen av en høide!. Det
stykke i fundet som interesserer os her, er et stort og ganske vel-
bevaret glasbæger med rund bund og prydet med indslepne frie
ovaler stillet i række over hverandre, en over hele Skandinavien
velkjendt form, som i Danmark og Sverige alt kjendes fra tiden
ved aar 200*, men som i Norge ikke er paatruffet før et stykke
nt i det 4de aarhundrede, og da altid i slike grave som er præget
av fremmede indflydelser som f. eks. ved Veien i Norderhov».

Disse glasbægres sydvestlige utbredelse er velkjendi. Men de
har ogsaa som nylig paapekt av dr. Ture J. Arne en østlig,
kjendetegnet ved fund saavel fra det sydlige som fra det nord-
vestlige Rusland. Arne antar derfor at slike glas ogsaa er til-
virket i det romerske rikes østlige provinser, f. eks. Lilleasien, og
derfra via Sydrusland spredtes til Norden*. Denne østlige ind-
komstvei har dog neppe spillet nogen rolle for Norge.

Senere ætlinger av glassene med indslepne frie ovaler er bægre
med rader av ellipser og ovaler og med en om end liten staaflate.
Av denne type kjendes to eksemplarer fra Trøndelagen, hvorav det
ene er originalen til R. 335 og nu opbevares i det danske naiional-
museum. Det er fundet i en rik skeletgrav ved Bremsnes i Kvernes,
sammen med spiralarmringen R. 301. Det andet stammer fra
er gravplads ved Hallem i Verdalen. Dette glas* foreligger bare
i brudstykker, men det kan sees at det i alt væsentlig har lignet
V. J. G. fig. 366. Bægret er fundet sammen med en korsformet
spænde av tidlig type, som viser at det er kommet i jorden i en
sen del av romersk tid.

Fra Salthammer i Frol ved Levanger foreligger et godt funds
indeholdende bl. a. et høit og velbevaret grønlig glasbæger med
stet og forsynet med tre store ovaler av paasmeltede tykke glas-
traadte, fig. 13. I samme fund forekommer et merkelig, nu noget
beskadiget og uregelmæssig stykke av et tykt grønlig glas med et
ophøiet parti paa midten som bærer støtmerker. Inde i det grøn-
lige glas sees tre blaa flekker, og en brudflate straaler i alle regn-
buens farver. Dette glasstykke maa vel opfattes som steten til
et bæger.

Like velbevaret som fig. 13, om end tiden har slaat sprækker
i det, er et bolleformet bæger av svakt grønlig glas uten nogen

1 K. Rygh, Katalog etc. s. 46 f.

2 OQ. Almgren, Funde antiker Glåser in Skandinavien i Kisa, Das
Glas im Altertum III, s. 906.

3 Annaler for nordisk Oldkyndighed 1836—37, s. 142 ff.

4 TT. J. Arne, Det gotiska våldet i Sydryssland (det stora Svit-
Jod); 's: 20:

5 46, SOG

6 T, 2399—2408.

20 A. BJØRN [1919

indslepne eller paalagte ornamenter fra Valstad i Verdalent. Dette
slas har det tilfælles med bægret fra Salthammer, at mundingen
ikke er avslepet, men kantet og skarp; denne ulempe har maaske

Fig. 13. |

været bøtet paa med et randbeslag av metal. Det var en rikt ut-
styret grav dette glas fandtes i, som bl. åa. indeholdt mange
glasperler, hvorom der straks nedenfor skal tales, samt to naale,

LG 5 åå AD, 878 85 AUD sår,

Nr. 6| FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN D

den ene av sølv, den anden av bronse, begge av den type som blev
omtalt under redegjørelsen for grav F ved Gjeite.

Omtrent samme utstyr var nedlagt i en grav ved Dragseidet,
Aafjorden*, som har ydet et fragment av et lysegrønt glasbæger
med paalagte glastraade. Formen kan vel ikke bestemmes, men
det sees dog at den ikke har været som R. 337, hvis optræden i
Norge hører en senere tid til.

Likesom det for glasbægrene i mange tilfælder kan være van-
skelig at paavise deres egentlige hjemsted, er dette endnu van-
skeligere for de utallige glasperler fra oldtiden som findes strødd
utover hele Europa. Om de fleste av de glasperler som er havnet
i norsk jord, kan det dog utvilsomt siges at de stammer fra glas-
fabrikerne i de nordlige egne av de romerske provinser. Form og
utstyr varierer med de forskjellige tidsavsnit hvortil de hører, og
det kunde derfor være en interessant opgave at underkaste det nor-
diske perlemateriale en egen undersøkelse, hvorved der utvilsomt
vilde fremkomme et og andet som kunde utdype kjendskapet til
de enkelte perleformers alder og oprindelse. De trønderske fund
av perler er dog hverken saa talrike eller indeholder saa mange
stykker at en saadan undersøkelse kan foretages med noget større
utbytte, hvorfor der alene her skal gives en utsigt over de former
som forekommer i gravene fra den romerske jernalder.

Det blir da væsentlig at nævne to fund, fra gaardene Valstad” og
Myr*, begge i Verdalen. Det førstnævnte indeholder 63 glasperler,
hvoriblandt først maa fremhæves en temmelig lang og tøndefor-
met perle av rødbrunt glas med forgrenede hvite indlægninger
samt en rørformet perle av skiddenhvitt glas, som paa ind- og
utsiden er prydet med tre paamalte felter, som det sees paa perlen
avbildet som fig. 214 hos S. Må ller i hans Ordning etc. II. De
øvrige er av mere vanlig form, ring- og tøndeformede av blaat,
grønt og sort glas, for det meste uten ornamenter eller med paa-
malte zikzaklinjer, som dels staar frit og dels er indrammet mel-
lem parallele linjer. 11 perler har tvergaaende rifler omtrent som
S. Muller II, 221, 4 har paamalte spetter og 2 er prismefor-
mede som fig. 208 paa anførte sted.

Væsentlig de samme former gjenfindes i fundet fra Myr med 25
perler, dog her forekommer 3 av ugjennemsigtig rødt glas med
vekstornamenter, deriblandt ranken. Videre en som i form og ut-
styr helt svarer til S. Muller, Ordning II, 216.

Fra de øvrige fem fund med perler foreligger væsentlig ensfar-
vede stykker, særlig ofte den blaa ringformede type, samt i et
fund 40 stykker med guldfolie. Ravperler forekommer kun av og til.

T. 1817—20. Ab. 1874, s. 49.

3l
2 T. 2186. Ab. 1879, s. 210.
3 TT. 332. K. Rygh, Katalog etc. s. 44.

8)
0)

A. BJØRN [1919

Disse grave tilhører alle den romerske jernalders senere og
seneste del, som det alt fremgaar av de blaa, ringformede perler”
og perlerne med paamalte zikzakbaand, som netop optræder hyp-
pigst paa denne tid. Anderledes forholder det sig med de ensfar-
vede perler med tverrifler; ti disse er som det fremgaar av fun-
dene paa sydligere omraader tilvirket allerede i ældre romersk
jernalder? og avløstes derpaa av de former som foran er nævnt,
men det er jo langt fra noget usedvanlig at finde forskjellige
tidsavsnits perleformer representeret i gravene.

Der har hittil omtrent utelukkende været dvælet ved import-
saker, men den romerske jernalder i Trøndelagen viser ogsaa sin
tilknytning til og forbindelse med det øvrige nordiske omraade paa
andre punkter. Naar vi nu gaar over til saker av mere hjemlig
oprindelse, saa er det et litet fyldig materiale vi kan fremlægge, og
av det som haves skal her bare dvæles ved de gjenstande som tid-
ligere ikke har været omtalt i litteraturen, eller hvortil der knytter
sig en mere speciel interesse. Det vil da sees at forbindelsen syd-
over ikke bare avspeiles gjennem saker av romersk oprindelse.

Det ældste fund hvorfra en fibula forekommer, er en brandgrav
fra Vestre Alstad i Skatval, Stjørdalen, og skyldes en undersøkelse
av K. Rygh*. Av de to fibulaer fra denne grav er den ene av
den «hvælvede» form som fig. 130 i Almgrens anførte arbeide.
Likesom denne har den en hul fot, hylster om spiraler og perle-
traade av bronse rundt alle fremtrædende kanter. To beslegtede,
men noget tidligere former kjendes fra en brandgrav fra Ski i
Rakkestad, Smaalenene”, hvor de blev ledsaget av en anden fibula-
form, Oldtiden VIII, s. 3, fig. 2 b, der ogsaa gjenfindes i Alstad-
fundet; dog foreligger kun overstykket. Disse fibulaer tilhører en
ret tidlig del av yngre romersk tid med Bornholm og Sydskan-
dinavien som sit hjemsted”.

Fibulaen fig. 14 er fundet paa Island, Frostas, uten forbindelse
med andre oldsaker og er som billedet viser særdeles velbevaret,
endnu med spændkraft i spiralen. Det interessante ved stykket
ligger deri at den hører til de tidligste efterkommere av fibulaen
«mit umgeschlagenem Fuss», og er et led i den utvikling som
fra denne fører over til folkevandringstidens korsformede spæn-
der”. Fibulaen «mit umgesehlagenem Fuss» hører i Norge til

1 Om disse se Kisa, Das Glas im Altertum I, s. 119.

2 Beltz, Die vorgeschichtlichen Altertimer des Grossherzogtums
Mechlenburg-Schwerin, s. 329 og pl. 59 fig. 87.

3 K. Rygh, Undersøgelser i Stjørdalen, Ab. 1882, s. 2 f.

4 A. Bjørn, anf. sted.
orimemenykcstolr
T. VS 19097 mod 1078s:0>:

Almgren,l. c.s. 86 ff. H. Shetelig, The cruciform brooches
of Norway, s. 10. :

al oa

Nr. 6) FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN 23

sjeldenheterne, og dens nærmeste efterkommere turde med und-
tagelse av Frosta-eksemplaret være ukjendt, hvorimot noget senere
former som alt har faat de korsformede spænders profilering, med
eller uten knap ved hodet, er ret almindelige.

Ogsaa de skiveformede fibulaer har representanter i Trønde-
lagen, ialt fire, hvorav tre tilhører de yngste hakekorsformede.
Disse trønderske eksemplarer er allerede omtalt av A. Hack-
man, der har pekt paa deres tidsstilling og i dem ser en antyd-
ning av en forbindelse mellem Finland og Trøndelagen i ældre
jernalder. Den fjerde er av en mere eiendommelig form, omtalt
og avbildet av K. Rygh i hans Katalog 1871, s. 24 og pl. II fig.
5 ab. Den er fundet i Rennebu, Sørtrøndelagen.

Da saa mange grave fra den romerske jernalder inden vort om-
raade er brandgrave, er som rimelig kan være yderst litet levnet
av saker hørende til dragtens utstyr. De fleste av disse saker er
i almindelighet av den art at de undgaar en usakkyndig finder og
de kjendes derfor væsentlig fra systematiske undersøkelser i Ind-

- Fig. 14.

herred og Namdalen av K. Rygh og Th. Petersen. Navnlig
har gravfundene fra Risvik i Namdalen? betydning for studiet av
hjemlig kultur i den romerske jernalder. Bæltespænder av bronse,
som ellers i den romerske jernalder forekomme i en række varie-
rende og tildels vakre former, kjendes fra det her behandlede om-
raade i tre eksemplarer, hvorav et er gjengit i fig. 15. Det er fun-
det paa Hallem i Verdalen uten forbindelse med andre oldsaker.

Ikke bedre forholder det sig med keramiken, som dog i det syd-
lige og vestlige Norge er saa rikt utviklet i den romerske jern-
alder og den efterfølgende periode. At der fra Trøndelagen fore-
ligger saa litet til kundskap om datidens menneskers evne til at
forme leret, skyldes vel for en del at man her oppe desværre i alt
for stor grad maa bygge sit studium paa de levninger av gravfund
som har undgaat at ødelægges ved den tilfældige og usakkyndige

1 A. Hackman, Die åltere Eisenzeit in Finland, s. 177 ff.

? Th. Petersen, En ældre jernalders gravplads fra Namdalen.
T. V. 8. 1902 no. 5.

SKOR eh fKatalogfjeter is 163.

24 A. BJVRN [1919

gravning, saa meget kan være gaat tapt. Ialt kan der anføres fem
fund med syv mere eller mindre defekte lerkar, og av disse slutter
fire sig til typen R. 361. Mere interesse knytter der sig til et fund
fra Vist i Verdalen* med fragmenter av to lerkar, hvorav det ene
synes helt at ha motsvaret S. Muller, Ordning II, 157. Der sees
den samme korte hals og de horisontait stillede brede furer oven-
for buken, videre har karret en kort og smal, men sterkt bøiet hank
som tar sit utspring fra mundingen. Av det andet kar er der for
litet levnet til at formen i sin helhet kan bestemmes, men den
turde staa R. 369 meget nær, idet fragmenterne har de samme
furer og knopper og ogsaa de samme vinkelstillede streker som
ornameni.

En gruppe for sig danner vaabengravene. Det er foriængst paa-
vist at graver rummende kun det som hørte til krigerens utstyr,
er sjeldne i romersk tid?, likesom det i det hele ikke. har indgaat

I Ea

Fig. 15. 111.

i gravskikken at vaaben i større antal skulde medgives den døde.
Slik er da forholdet ogsaa for Trøndelagen, hvor der vel kan pekes
paa en række vaaben som dog for den største del er fundet en-
keltvis*, men paa faa grave hvor vaaben er det centrale. Det turde
være unødvendig her at opregne hvilke vaabenformer og hviike
vaabenkombinationer som forekommer, det skal bare merkes at
sverdet, det aristokratiske vaaben som B. Brown har kaldt det,
er sjeldent. Det foreligger ialt kun i 9 eksemplarer, hvorav et er
enegget som R. 190, og de øvrige som R. 189. Av de tre typiske

L Ib oe å 80

?> H. Shetelig, Vaabengrave fra Norges ældre jernalder, Ab.
UND E IL 18r:

3 I mange tilfælder sikkert rester av et gravutstyr.

Nr. 6) FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN 25

vaabengrave som findes fra Trøndelagen, skal kun henvises til en
grav paa Hammer, Skatval, Stjørdalen, som nærmere er beskrevet
av K. Rygh.

— Det vil av ovenstaaende fremgaa at den romerske kulturindfly-
delse først synes at naa Trøndelagen ved midten av den romerske
jernalder, saaledes ved tiden omkring 200 e. Kr. Nu vet vi jo at
der ogsaa paa Vestlandet kan spores et sterkt kulturopsving ved

- denne tid, vel som følge av partielle indvandringer, hvis bærere
har staat i nær berøring med østdansk kultur som det prægtige
Avaldsnesfund vidner om”. Det kunde derfor synes rimelig ogsaa
at sætte den kulturbølge som har git sig uttryk 1 de relativt talrike
fund fra Trøndelagens romerske jernalder i forbindelse med disse
indvandrere, men der er træk ved gravenes anlæg og utstyr som gjør
at dette ikke kan ske saa helt uten videre. Der maa lægges vegt paa
at medens paa Vestlandet de fremmede importsaker fra denne
tid til at begynde med kun træffes i skeletgrave, saa er i Trønde-
lagen romerske bronsekjedler anvendt som beholdere for rester fra
likbaalet, og med den først omtalte Gjeitegrav som undtagelse
hører skeletgravene væsentlig hjemme i det 4de aarhundrede.
Heller ikke turde det være grav Å ved Gjeite, men brandgravene
i grusbanken ved Valberg, Frosta, der saavidt vort kjendskap
endnu rækker, egentlig indleder jernalderen heroppe. Man synes
derfor ikke at kunne søke forutsætningerne for Trøndelagens ro-
merske jernalder utelukkende i eller rettere gjennem det østdanske
omraade, slik som det forholder sig med samme tidsavsnit paa
Vestlandet, men ogsaa indflydelse fra vestdanske egne turde ha
gjort sig gjældende. Jylland gik i ældre jernalder sine egne veier
m. h. t. gravskikken. Kun her findes ved begyndelsen av yngre
romersk tid grave med eller uten kjedel under flat mark som ved
Valberg og med samme fattige utstyr, medens rikt utstyrte ske-
: letgrave er eneraadende paa Sjælland. Henimot en forbindelse
med Jylland peker ogsaa de foran beskrevne stenkredse ved Egge.
Men er ikke ogsaa en anden forklaring mulig, nemlig den at
her foreligger et tilfælde av lokal tradition, saaledes at vi i første
del av yngre romersk jernalder kun har at gjøre med en gammel
gravskik, som bare gjennem bronsekjedler gjør et rikere indtryk?
Men selv om saa var tilfældet, skulde vi dog, naar fremmede import-
saker i saavidt stort antal naadde hitop og saaledes vidner om en

ir MS 1908, 20 4 8 10) 188
3 VW de 568 ag

26 A. BJØRN [1919

sterk kontakt med sydligere egne, ha ventet at finde den nye grav-
skik med ubrændt lik, men skeletbegravelser nordenfjelds hører
som alt paapekt til en noget senere fase av den yngre romerske
jernalder.

I anden belysning maa den oftere nævnte grav Å ved Gjeite
sees, ti denne er gjennem sit anlæg og rike utstyr av romerske
bronsekar præget av den samme kultur som Avaldsnesfundet, men
ret betegnende er der i utstyret trængt ind et vestdansk element,
nemlig lerbægeret fig. 5, som saavidt jeg har kunnet finde mangler
paralleler paa Sjælland.

Litt efter litt utjevnes imidlertid den forskjel som til at begynde
med hersket mellem Vestlandet og Trøndelagen. Skeletgravene blir
efterhaanden mere fremherskende, og samtidig brer bebyggelsen sig
saa at ogsaa kyststrækningerne faar en om end mere spredt be-
folkning.

Gangen i den nordenfjeldske jernalders utvikling kan sammen-
fattes slik: Efterat Trøndelagen i den førromerske jernalder har
været kjendetegnet ved en sterk depression, indledes en ny epoke
i landsdelens kulturhistorie omkring 200 e. Kr. Jevnt øker fundene
i denne og den efterfølgende periode indtil nye og sterke fremmede
impulser bringer med sig et stort opsving i Vendeltid, det tids-
avsnit som indleder Trøndelagens historisk bevidnede maststilling
i vikingetiden.

Tillæg.

Fortegnelse over trønderske fund av bronsekar og glas-
bægre fra romersk jernalder.

Bevarte bronsekar:
Leangen, Sundalen. Den øvre del av et riflet bronsekar som R. 351.
Ingen nærmere fundoplysninger. T. 3897. Ab. 1889 s. 82.
Berg, Frosta. Fragmenter av en bronsekjedel av Østlandstypen.
Indsendt uten nærmere oplysninger sammen med en øks =
R. 158. T. 38805—6. Ab. 1888 s. 168.

Valberg, Frosta. Fragmenter av et bronsekar fundet sammen med
to glatte guldringe i et grustak. T. 5102. Ab. 1897 s. 86.

Hallem, Verdalen. Gravfund hvori et stykke av bunden av en bron-
sesil. T. 586 ff. K. Rygh, Katalog etc. s. 64.

Ø. By, Verdalen. Bronsekjedel av Østlandstypen fundet i en røis
uten andre oldsaker. T. 4123. Ab. 1890 s. 102.

Nr. 6| — FRA DEN ROMERSKE JERNALDER I TRØNDELAGEN DI

Verdal, Inderøy. Fragmenter av en bronsekjedel som har tjent
som beholder for brændte ben. Gravgodset utgjordes av en nu
tapt spiralring av guld. T. 8326. K. Rygh, Katalog etc. s. 43.

Gjeite, Frol. Gravfund med to bronsekar, hvorav det ene som R. 351,
samt sil og øse av bronse. T. 467 fi. K. Rygh, 1. €. s. 54.

Gjeite, Frol. Kjedel av hamret bronseblik fundet halvfyldt med
brændte ben i en haug. Avbildet fig. 9. T. 483. K. Rygh,
IMeNs955.

- Skjerve, Skogn. Bronsekjedel fundet i en røis, omsat med sten og
fyldt med brændte ben. Avb. fig. 10. T. 3850. Ab. 1888 s. 170.

Egge, Stod. Defekt bronsekjedel av Østlandstypen. Fundet tillike-
med to glatte guldringe. T. 532, K. Rygh, I. c€. s. 59.

Homnes, Beitstaden. Hank og ører av en bronsekjedel. Fundet
med brændte ben i en haug. Avb. fig. 11—12. A. Lorange,
Norske oldsager i Bergens museum, s. 111.

Lines, Bjørnør. Foten og mundingsranden av et bronsekar samt
sil og øse av bronse. Fundet i en røis. Silen og øsen avbildet
eo ES AD AE 16/40 5046. |

Tapte bronsekjedler:

Torgaard, Tiller s., Klebu pgd. Ifølge flere beretninger skal her
være fundet en guldring og en kjedel av bronse som nu begge
er tapt. K. Rygh, Fornlevninger og oldsagfund i Søndre
Trondhjems amt, s. 220. Ab. 1869 s. 162. T.V.S. 1876 s. 172.

Sakshaugvang, Inderøy. I Stineshaugen er fundet en bronsekjedel
der skal være «indsendt til Trondhjem». K. Rygh, Forn-
levninger og oldsagfund i Nordre Trondhjems amt, s. 70. Jfr.
Ab. 1874 s. 171.

Haugan, Inderøy. I en haug fandtes en bronsekjedel helt fyldt med
brændte ben. Kjedelen opbevaredes længe paa gaarden, men
gik siden tapt. K. Rygh, sidst anf. arb. s. 70.

Ysse, Verdalen. I en haug her skal der før 1817 være fundet en
bronsekjedel med aske i samt en lanse, et fireegget spyd, en
armring av guld og brændte ben. Sakerne laa under en stor
suennele, 1G 1 veln, 11 6 S05

Søgstad, Frol. Her fandtes i en sandhaug en sterkt medtat bronse-
kjedel indeholdende brændte ben. K. Rygh, I. c. s. 89.

Rannem, Sparbu. I en haug fandtes i 1835 en mnæsten op-
tæret bronsekjedel og to massive guldringe i et gravkam-
mer. Kjedelen og den ene guldring er nu i Universitetets
oldsaksamling i Kristiania. C. 2608. Den anden beholdtes
av eieren. Det er muligens denne ring som i 1890 indkom til
Trondhjems museum med oplysning om at den var fundet
paa Rønne, en gaard som ikke findes. Omhandlede ring er av

28 A.BJØRN. FRA DEN ROM. JERNALDER I TR.LAGEN. [1919. Nr. 6]

sølvblandet guld, tynd og tildannet ved hamring. T. 4158.
N.Nicolaysen, Norske Fornlevninger s. 651. Ab. 1890 s. 104.

Glasbægre:

Ven, Høilandet, Melhus. Glasbæger med avrundet bund og ind-
slepne frie ovaler. Fundet i et av heller bygget gravkammer
sammen med et lerkar som R. 361 og vaaben av mosefunds-
typen. T. 363. K. Rygh, Katalog etc. s. 46 I.

Dragseidet, Aafjorden. Fragment av et grønlig glasbæger med
paasmeltede glastraade. Fundet i et gravkammer i en røis
sammen med glasperler og bronsenaale. T. 1317—20. Ab.
1874 s. 49.

Valstad, Verdalen. Bolleformet, glat glasbæger fundet i et helle-
kammer sammen med glasperler m. m. T. 2175—86. Ab.
1879 s. 209 få.

Hallem, Verdalen. Fragmenter av et glasbæger av hovedtypen
R. 335. Fundet sammen med vaaben av mosefundstypen m. m.
T. 592—665. K. Rygh, Katalog etc. s. 65.

Saithammer, Frol. Glasbæger paa stet, avbildet som fig. 13, samt
steten til et andet bæger fundet i et gravkammer tillikemed
et lerkar som R. 361 m. m. T. 2399—2403. Ab. 1880 s. 228 f.

Trykt "12 1920.

FEE SE SE EN EE EE eg NT EE ET

DET KONGELIGE NORSKE

VIDENSKABERS SELSKABS
LAIT TER

1917

AKTIETRYKKERIET I TRONDHJEM
1920

HAAG
d WHSE 04091 |

Ek Ad å
eg ee RD
RE: Oven, saft nn ep -
pm
lade 3 pr på a
ge ie
og ner er -
pain ned) por å :
BD per ø= hår -
ee ms VER -— e
EE i 25 år Rå
peke ltr. stree men
- - - Ea add 16
Aam ee 9 må
- ea - Ek På å ”e -
ope me: sr OE Å . ,
gnr ag diet øy må gn ben
Eeremuseye tal må pe
ae GP Mn ig gg OED ND ae
Leser gere de rep pg i gg
ga in Pg - rpm 8 -
PRD mb EE ork, > % vg sat Aner MG w
ie ig gar gørr oe Å | igang
3 ed RD 5 ep. a På as på > em mr
erte å på ære sgmgpe, sPKSRADE <A
PEPE =o nd pe EP je NE TN NE SETET St pl v
GER OND ov: pf pe lag Er brann - på
tn ØRESD gne an 8 8, pi ls mane ie
eg røe DPPARAGA TEN s = knr
EA ae ae PE PN å
Ne xD ke GR OE GREN or NE DLDG 6 Me G PD PAPE —
å pe å fl gr ai Sed en
ve sje
— 2

my Ped * åte pir

GE NA edge i 4
ESN
K PR >

3 79

ET 4 aS
—— ek 7 el
Rar rane

- pg

Å Horg På ev 5 3