Skrifter som udi det Kiobenhavnske Selskab

ger

25
7

45

Å 8

bx
BORES

ØR
5
e
z AE 5
3

2
ae.

5

Olriſter,

ſom udi
Det

Wiobenbavnſte

Herdoms og Soltenſkabers Eee

ere
fremlagte og oplaſte
i Aarene 1748. 1749 og 1750.
ed et fuldſtendigt Register.

Fenmte Decl.
SØGE ͤ ͤ——K————— ———
KJ SBEN OA N,

Udi det Kongelige eee Bogtrykkerie/
og paa lag

Trykt af Gottmann Friderich Kiſel. Aar 175 1.

*
*
i:
.
cl
"i R
N
6 sa
i
ly 4
i
mdt
*
ER:
—
=

Å H
. 1
& å 5
7. * 270
. ;; *

eee d

Seite kl ORE r 9

e e

*
1 7
—

ven,

„ Wi
af r a 15 du

14 * 1
Ne Akt TEN 1
1 1 * 9555 4
ss 140 181 ANN.

co

BeSb RESEN SKS SE DEDE SES SENE SENE SE SONG SER R ESSENS SE DESK SKE SS RES
PSN 8

e ede e

i e
CCC
77 dd SE ESS SE SES See resiesiesregge

Gortegnelſe

pag de i denne gemte Deel afhandlede
Materier.

I.

HANS GRAM om Chriſtine af Danmark, Kong Chri-
ſtierni II. Dotter, Hertuginde i Milan, og ſiden i
Lothringen. pag. I. Iq. a

.
Ejusdem Prøve af Danſke Ord og Talemaader, af det En⸗
gel⸗Saxiſke Sprog forklarede. pag. 127. dq.

3.

LUDVIG HARBOES Forſte Afhandling om Reforma-
tionen i Island fra 1539 til 1548. pag. 209. ſqq.

| | 1 rSds ;
JENS KRAFTS Anmerkninger over de Liigheder, i hvilke
flere Værdier af den ubekiendte Storelſe ere lige ſtore.
pag. 303, ſqq. * 5

5. 0
PEDER HORREBO W/S Phyſiſke Underſogning og Be

ſtemming af Atmosphærens Hoyde over Havbrynens

Vater⸗Pas. pag. 310. ſqq. 0

6.

JENS ERAF TS Methode at beviſe, hvorledes man i alle
Tilfælde kand beſtemme den ene ubekiendte ved en u⸗en⸗
delig Folge af Lerminis, ſom gives ved den anden, i
de Algebraiſke Lüigheder, ſom indeholde to ubekiendte.
pag. 324. ſqq.

BALTHAZAR JOHANNIS von BU CHWALDS Korte
Erindringer over de neſt⸗afvigte Aar ved Luftens og
Veyrligets Forandringer udi Holland maanedlig be⸗
merkede Sygdomme. pag. 355. qq.

CHRISTIAN HORREBOW om Solens Eccentricitet,

hvilken befindes at være beſtandig , og ikke at aftage,
ſom nogle af denyere Alkronomis giette. pag. 359 ld.

9.

ERNST GOTTLIEB ZIEGENBALGS Obſervationer,
ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene i Kiobenhavn
fra Dec. 1745. til Jun. 1748 / ſamt korte Afhandling
om flige Obtervationers Nytte. pag. 376. ſqq.

oe Ode dogs N
H. G.

ITCCCCCCCCCCCCCC0C00

f EK KNEE EEK EEN EE NERE IE
2 2 8 2 De. 2
SE

2
om

CHRISTINE af Danmark,

Kong CHriftierni II. Sotter,
Hertuginde i Milan, og ſiden i Lothringen.

WWIÆ22 *

VSSE * 4

ex * x
Se

* * * *

en Tiid jeg var om at ſammenſtrive min Afhandling
Ele om Kong Chriftiern den Andens Dobe ⸗Navn,
i e (hvilfen for nogle Maaneder ſiden her i Forſamlingen
N blev oplæft,) og jeg derudi fremforde noget lidet om
e hoybemeldte Konges Frue⸗Dotter, den navnkundige
Chriſtine de Dannemarc, af Aarſage, at hun ogſaa er bleven Faldet
Chriſtierna; da faldt det mig ind, at det kunde maaſkee ey være
ubehageligt for Hiſtoriens Elſkere i vort Federneland, hvis man
meddeelte nogen udforliger Underretning om ſamme Princeſſe, end
almindeligen haves: Efterdi hun dog hører os faa ner til, i det hun
var en Konge Dotter i Danmark, og fod her udi den Kongelige
Reſidente-Stad Kiebenhavn. Sandt at ſige, det lader ikke vel, at
Fremmede ſkulle vide mere om hende, end vi hendes Lands - Folk.
Dog hvad ſiger jeg? Fremmede vide meeſteparten ikke noget mere;
Og de have ikke giort dennem nær faa megen Umage for denne
merkelige Princeſſes Ihukommelſe 5 ſom de have giort for elg af
. en⸗

2 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

— —

hendes Kion, der vel have været hendes Lige i Stand og Hoyhed,
men langt fra ikke udi Egenſkaber og Fortieneſter. Hvad de alle
ſamtlige vide at tale om, er, foruden hendes hoye Foreldres Navne,
blot allene diſſe faae Poſter, at hun var tvende gange gift forſt udi
Milan, og ſiden i Lothringen; at hun, efter hendes fidfte Herres
Afgang var Med⸗Regentinde i hendes Sons Hertug Carls umyndige
Aar, indtil at Kong Henrich II. i Frankerige Aar 1552. ſatte hende
derfra; og at hun, Aar 1558. og det neſtfelgende, meglede den
Fred imellem Kongerne i 3 og Spanien, ſom blev fluttet
til Cambreſis. Derudi beſtager det altſammen. Og videre ſkal man
ikke heller lere af de almindelige Hiſtoriſte Lexicis, være fig
Frantzeſke, Hollandſte, eller Tydſke, og alle deres hertildags udkomne
Forbedringer. Man (fulde tenkt, at den lærde Abbe Dom Auguſtin
Calmet, udi hans anſeelige Verk, Hiffoire Erelgſiaſtique & Civilede Lorraine,
ſkulde have været noget flittiger i at bemerke, hvad denne Fyrſtinde i
ſer vedkom. Men, foruden at hand er ikkun maadeligen forſiunet
med andre Kundſkaber hende angagende, ja faa flet, at jeg neppe
havde holdet det troligt: Saa bliver det og en lang Tind førend hendes
Dod, at hand forlader og flipper hende aldeles, taler hverken om,
hvor hun blev af udi hendes ſidſte Aar, ey heller naar, eller i hvad
Land hun er dod, eller hvor hun er begravet. Den ſom er artigſt i
at beſkrive os hendes Perſon og Egenſkaber, er den gamle Frantzeſke
Hofmand Pierre Bourdeille de Brantöme. Men ſamme Mands
Forſet var det ikke at foreſtille en Hiſtorie Skriver efter Regler, ey
heller at ſoge tilſammen hver en merkelig Bedrift og Omſtendighed
i Folkes Levnet; men ikkun at fortælle; hvad hand til Deels havde
ſelv feet og erfaret, til Deels udaf andre hort ſige , om nogle heye
Perſoner af begge Kion / hvilke hand i fin Livs Tiid havde feet og kiendt.

Det er da derfore at jeg har beſluttet, at bringe her udi eet
tilſammen det, ſom jeg i adſkillige Bøger har givet Agt paa om
hende, og hvad jeg nu har kundet komme ihu. Der kunde vel være
fluppet mig eet og andet af Hukommelſen, ja endnu mere treffes udi
de Bøger, ſom jeg hverken haver feet eller læft, ſom jeg da overlader
til andre herefter at ſette til. Saa er mig end desforuden vederfaret

8 en

Kong Chriftierni II. Dotter. 3

en egen og uforventet Lykke udi dette Arbeide, ſom er, at den Tiid
jeg meente mig at være klar dermed; og havde bragt i Stand,
hvadſomhelſt jeg af trykte Bøger havde ſamlet, er mig af en kier
Ven, Mr. Torkil Kleve, Aſſeſſor i den Kongelige Hoyeſte Ret og
Juſtitz ſamt Cancellie- Secreterer, meddeelt et lidet Blad Papir,
indeholdende nogle rare Underretninger, hoybemeldte Princeſſe
angaaende, hvilke findes i den bekiendte ſtore Samling af Cardinal
Granvelles Breve til Befancon. () Velbemeldte Herr Alleſlor
Kleve haver haft den Curiofité, da hand i Aaret 1743. var til
Beſangon, at tage noye Kundſtab om diſſe Breve, og af den lærde
Abbe Tingeau at erholde et Regiſter og Deſignation, pag hvad ſom
i diſſe mange Bind af Breve forekom om Chriſtine de Danemarc.
Hvorvidt nu ſamme haver været mig til Nytte, ſkal jeg ved hver
given Leylighed tilkiendegive. Ja hvis nogen Tiid fuldſtandige Copier
af de derudi paaberaabte Pocumenter ffulle blive at bekomme,
(hvorom og Mr. Tinceau, Grand Vicaire af Erke⸗Biſkopen og
Shanoine af Capitelet i Beſangon, har givet vores gode Ven fit
Lofte,) kand man og være forſikret, at de lige fag lidet ſkulle vorde
tilbage holdne.

Om Chriſtines Fodſel til Verden er det af Hvitfeld bekiendt /
at den var udi Aaret 1521. Dagen erindrer jeg mig ikke at have
fundet nogenſteds antegnet. Hun var da ikkun tu Aar gammel,
eller maaffee ikkun i andet Aar, den Tiid hun med fine Forældre og
tvende fine Sodſkende, Hertug Hans og Froyken Dorothea, der
begge vare eldere end hun, maatte forlade fif Federneland, og reyſe
bort i Landflygtighed: Hvilket ſkeede An. 1523. midt i Aprili, til
Skibs her fra Kioebenhavn. I de Aar 1523. og 1524. vare de noget
i Nederlandene, noget i Brandenborg, og en længere Tiidi Saxen,
hos Kong Chriftierng Morbrodre, Churfyrſt Friderich og Hertug
Hans. Siden komme de igien til Nederlandene: Hvor Glld kaldede
den dydige Dronning Iſabelle 9 Eliſabeth) fra dette ælendige 11

2 ' ti
Denne Gamling er fornemmeligen bleven beklendtgiort ved den lærde Mr. de la

3 har udforligen berettet derom i den tredie Tomo af Mesagianis, ſtrax i
Begyndelſen.

—õ—ͤ——. — — — ——!—H i — —
— —

Ertz⸗ ,

(0 Dette Slot tilhørde Abbeden af St. Peders Cloſter, udi det Kirke⸗Sogn Suinarde,
uden for Gent. Did ankom An. 1525. den 6. Decembr. Konning Chriſtiern, med hans Dronning
og Born, og bleve af Abbeden imodtagne og bevertede. Dronningen havde længe ikke været vel
af Helbrede, og her blev hun fane Dage efter Ankomſten ſyg og ſengeliggende; og døde ſiden den
19 Januarii. Hun blev den 4 Februarii med anſeelig Liigbegengelſe begravet i St. Peders Cloſter.

(50 Omendſkiont dette er ſtedſe holdet for en bekiendt Sag, os baade af vores, faa
og af Tydſke Skribentere bevidnet, at Dron. Ilabella levede og døde evangelifk; Saa haver dog
en vis Omſtendighed forpligtet mig til, at røre noget derom paa denne nærværende Sted.
Sagen er: Herr Aſleſſor Kleve har, (foruden den forhen benævnte Beſangonſke Deſignation,)
meddeelt mig Copie af et Latinſt Document, ſom hand til Gent har bekommet, og ſom indeholder
et Vidnesbyrd om hopbemeldte Dronnings ſidſte Sygdom, Dod og Begravelſe, og fornemmelig
at hun er død i den Catholſke Religion &c. Samme er udſtedet af Præften ſelv, ſom ſkal have
betient hende med Sacramentet paa hendes Sotte⸗Seng, og været beſtaudigen hos hende tilſtede indtil
hendes Endeligt. Hand kaldes i Documentet Thomas Blanckaert, Presbyter, Juris Licentiatus,
N. Apoſtol. & Imp. autorit. Notarius publicus, ac Rector ſive curatus parochialis Eccleſiæ de
Swynzerde prope Gandavum. Jig kand ikke negte, at jo dette Document kommer mig ſert for,
og at kunde oppakke een og anden Betenkning. Det ſones at være fFrevet efter Anfordring og
Befalning af den ſal. Dronnings hoye Paarerende, til at dempe det Rygte, at hun var død idet
kutherſke Ketterie, og til tvertimod at beviſe, at der er bleven holden Meſſer hos hende, Altarens
Sacrament hende givet paa Romerſk Catholſk Vils, og at hun ſelv mundtligen har bekiendt fig til
at vilde doe i den Catholſke Kirkes Samfund, Men ikke findes noget Datum udi bemeldte Act,
hvoraf man kunde vide, paa hvad Lifd den er udſtedet; da ellers ogſaa Dronningens Liig: Begengelſe,
ſom ſkeede den 4 Febr., bliver omſtendeligen derudi fortalt. Herimod vil jeg nu anføre, had
ſom haves forhaanden, til at ſette bemeldte Ting, -f hvorledes den end er atteſteret, i Tvivl.
Jeg vil ikke tale om, hvorledes den ſal. Dronnings, ſaavelſom hendes Herres, Omgang og
fortrolige Samfund med Dock. Luther havde været i Aarene 1523. og 1524. ſont er nokſom vitterligt;
Item, hvorledes hun i ſidſibemeldte Aar gik til Alters 1 Nuͤrnberg hos Dock. Andreas Ofiander,
daa en Skier Torsdag, og aunammede Saeramentet under begge Dele; paa ſelbſamme Dag,
ſom hendes Herr Broders Kong Ferdinandi Dronning, ſom ogſaa da var i Nuͤrnberg, (Kong
Ferdinand var ſelv bortreyſt,) lod fig give Sacramentet af en Dominicaner Munk, under re ene

kel;

Kong Chriftierni II. Dotter. 1

Ertz Hertuginde Margareta, der var Kæeyſer Maximiliani I. Dotter,

diſſe Born til ſig. Denne Frue Margarete reſiderede tie
ö ar

Deel; hvorover og hoybemeldte Konge, hendes Broder, blev meget fortørnet paa hende:
(See Spalatini Chronike, co / 634. edit, Mencben. og Joan. Suaningii Hiſt. Chriſt. II. Iib. 2. c. 4.
Item, pvorledes hun og Hendes Herre komme igien til Wittemberg i Aaret 152 5., ſom var og den
Tiid, da Kong Chriſtiern opertalede Dr. Luther, til at rive det Deprecations-Bref til K. Henrich
i Engelland, (og ikke An, 1526, ſom Joh. Aurifaber ſetter; thi anderledes beviſes af Lutheri
Epiſtell. T. 2. fol. ægo- 203.) Men hvad ſom fornemmeligen bor paa agtes, er det merkelige Bref,
ſom Kong Chriftiern ſelv ſkrer til Dr. Luther fra Swinarde, Tiende Dagen efter hans ſal.
Dronnings Dod, nemlig den 28. Januar. 1526. og ſom heelt og gandffe ſtaaer indført i Spalatini
Chronike, co. yz. . Derudi beretter hand, forſt om fin ſal. Dronsings Svaghed, efterat de
ſidſt droge fra Tydſkland; derneſt om hendes forgieves Umage og Paa⸗arbeiden hos hendes Faſter
Frue Margarete, om at forhverve nøgen Naade for de udi Brabant fangne og forfuldte Evangeliſke,
da ſaadanne hendes Forbonner vare bleven haanligen afpüſte: og endeligen hvorledes hun,
usagter Frue Margaretes og de udſkikkede Papiſters Bemoyelſer, var død i den ſande evangeliſke
Troe, og havde annammet det hoyverdige Gacrament paa ret ehriſtelig Viis. Denne ſſdſte
Artikel lyder Ord fra Ord ſaaledes: Und als aber nu die Schwachhelt alzuſeher ſig gemeret, hat
Frow Margareth Ire Botſchaft und ander treflich Leut zu Ir verordnet, die fie ſolten auf den
Weg des Papiſtiſchen Endehriſts Glauben auch derſelben Religion und Secten bereden. So hat
der Allmechtig GOtt nach ſein Mildickeit zu der Zeit unſer Gemahel Ire Sprach benomen,
” alfo das fie Inen keins wegs Antwort geben. Und haben fie doch zum letzten mit dem Oleg
beſtrichen, und von der Beredung, wie angeczeigt, abgelaſſen. Sie aber hat zuvorn mit hochen
Begirden, feſten Glauben und wolbedachten Muthe das heylig Hochwuͤrdig Sacrament nach
rechter chrifti. Weyſe empfangen, und wann wir oder eyner unſer Prediger fle zu dem Goͤttlichen
»Wort vermant, hat fie uns allewegen in eynem ſtarcken Getrauen zu GOtt beſtendiglich zu bleiben
versprochen, und auf die andern Aberglauben nicht Inen beantworten wollen, bis fo lang daß
* ſie gantz ſprachloß worden, aber mit Gebung vieler Zeeichen eynes wahrhaftigen Glaubens am
” XIX, Dag Januarii Iren letzten Abſchiet von dieſer Welt genommen. Der Almechtige geruhe
ihrer Seelen in Ewickeit genedig zu ſeyn.“ Et ſaadant Beviis havde nu Dr. Luther for fig, da
hand ſkrev til Joannem Agricolam, neſte 18 Febr. derefter: » Regia illa mulier, & verè
” Regina, Eliſabeth Danorum Regis uxor, exceſſit é vivis, nit ipſe mihi ſeripſit Chriſtiernus Rex;
” (ed magnå fide exceſſit, acceptå cænå Domini legitimo ritu Chriſti, nee perſuaderi potuit, licet
” fortiter tentata per proceres, ut in Papæ fidem rediret.“ Item i Fortalen til Frau Urſulen,
Hertzoginn zu Muͤnſterberg Chriſtl. Urſachen ic ic. An. 1528. Solcher Koͤnige Tochter
weine ift freylich geweſt das edle Blut, Frau Eliſabeth, Koͤnigin zu Dennemark, gebohrne Koͤnigin
zu Hiſpanien ꝛc. welche das Evangelium mit groſſem Ernſt ergrieff, und frey bekante, und dar⸗
” uber im Elend auch ſtarb. Denn wo fie es hatte wollen verlaͤugnen, waͤre Ihr vielleicht mehr
»Huͤlffe und Beyſtand in der Welt begegnet.“ Her bliver da nu Sporsmaal, om ikke Kong
Chriſtierns Vidnesbyrd, under hans egen Haand, bor ſtage mere til Troende, (helſt efter faa
meget Foregaagende om den ſal. Dronnings Overbevüisning om Evangellt Sandhed, og hendes
Gemyts Beſtandighed i alt hvad got var,) end den Catholſke Præfteg i Swynarde Litteræ
teſtimoniales, ſom Documentet kaldes, og ſom det Bryſſelſke Hoff har uden Tvivl ſundet for got
ſaaledes at lade ſkrive. Kong Chriſtiern taler, i fit Bref, om een hans og Dronningens
Pradikant, der var hos og formanede hende af Guds Ord, og gaf hende Sacramentet. Denne
veed man ja ogſaa, hvo har været; nemlig den ærlige Meller Hans Monboe, den ſal. Dronnings

egen

6 H. G. Om Chriftine af Danmark,

N— —— Æiw:h— ñTQ.— — . ä—U—E——

egen Preſt. Joannes Suaningius Haver kiendt Manden, feet og leſt Kong Chriſtierns egne
Sxrivelſer til hannem, og deriblant det ſelvſamme lidet Bref, hvorudi Kongen bad hannem at
komme til fig og Dronningen i oft⸗bemeldte Swinarde, og prædike dennem Guds Ord for til Troſt.
Dette er ſkrevet fane Dage efter deres Ankomſt der til Steden, og paa ſiette Uge førend den
hoyſal. Dronnings Endeligt, med diſſe Ord paa Latine: Amantiſſime frater in Chriſto, Significo
tibi, quod obliuiſcamur hie Chriſti, dum non eft qui prædicat nobis verbum Dei, quod jam
” faftidiunt multi; Ergo peto te per fraternam charitatem, quod velis venire ad me, & prædicare
nobis Euangelicam conſolationem. Saluta etiam fratrem & ſororem noſtram. Vale. Pridie
idus Decembris. Datæ Suinardæ. Vid. Jo. Suaning. Hiſt. Chriſt. II. lib. I. c. 2. f. 4

Kong Chriftierni II. Dotter. 7

—— 2 —[h— ——ä—6jä———̃— — 4 —E6ĩ—é mn

med

(Om denne Stamme: Fader af de Sforzer og hans Opkomſt fortælle de Italienſke
Skribentere, (dog alle ere ikke herudi enge) at ſom hand gik paa Marken med fin Faders Plov,
og horde Tromman røre til Verving, fik hand Lyſt til at lobe efter, for at blive Soldat. Imidlertid
kom hannem en Tvivl pa, om delte fulde og vere til hans Lykke, eller ikke. For da at determinere
fig, tog hand fin Knif, (andre ſise, fin Spade, ſom hand ſtod og grof med,) og ſlog den op i et
Trœe med diſſe Ord: Sidder du faſt, ſaa gager jeg i Brig, men falder du ned paa Jorden,
ga bliver jeg ogſaa ved Jorden, og ved min Plov. Kniven blev ſiddende, og hvem der lod
Ploven ſtage, og, uden at kage Afſkeed med Fader og Moder, lob hen at lade fig. enrollere, var
Giacomo Giacomuzio. Saadan en Omſtendighed ffulde da blive Aarſage til, at af en a

ey

3 H. G. Om Chriftine af Danmark,

med en Maitreſſe, blev efter hannem General hos Dronning Johanna II.
i Napel: Siden tiente hand Paven, Venetianerne og Florentinerne
i deres Ligue og den Krig imod Hertug Galeazo af Milan: Endelig
blev hand regerende Herre i Milan, giftede ſig med en u⸗egte Dotter
af den forrige Hertug Philippo-Maria Viſconti, og maintenerede fig
ſiden i ſamme Fyrſtendom, u⸗anſeet den Anfodring og Ret, ſom
Hertug Carl af Orleans, formedelſt Egteſkab med Joannis Galeazi
Viſconti Dotter, dertil havde. Staliænerne falde denne Franciſeum
gemeenligen Sforza il Grande, den ſtore Sforza. () Af ſaadan flags
Her⸗
blev ſiden en ſtor General; af hans Uegke Son en regerende Hertug i Milan, og med de mægtige
Potentater i Europa forbunden, hvilke, den ene med den anden, ſogte hans Venſkab, ja, hvad
mere er, blev een af de beſte Regentere, ſom Underſaatter kunde puſke fig; og endelig dennes
Sonne ⸗Saon blev den ſtore Keyſer Caroli V. Svoger. Maae man ikke ſige, af Providencen ſpiller
ret for fig med denne Verdens Born i dette Timelige? Videre om diſſe ko forſte Sforzer kand man
læfe hos Bayle i Diction. Critique. Man finder og ſammeſteds om den urimelige Genealogie, der
blev ſmiddet til at giore Jacomuzium til en Deſcendent af Ænea og af Mucio Scævola: Hyikken
ſamme Fabel Prudentius Sandoval har fundet for got faa got ſom at approbere, ſigende i Keyſer
Carls Hiſt. lib. 22. p. 295. A. I. de Nov. 1535. muriò en Milan el Duque Francifco Esforzia,
exemplo de buena i mala fortuna, en quieri fe acabò la ſangre nobiliſſima de Ios Esforzias, que
ſegun algunas hiſtorias deeendia de Anglo nieto de Eneas, y de Mucio Scevola Varon Romano.

(0) Vel er det fan, at denne Titel er bleven ham given i Henſeende til hans Krigs: Lykke,
Erfarenhed og ſtore Bedrifter, ſamt hans forunderlige Ophoyelſe til en Souverain. Herres Stand,
og hans Forbunde med de ſtorſte Europeiſke Magter. Men faa er det og tillige viſt, at hand
havde andre Egenſkaber, der kunde tilegne ham ſaadant Navn, med ſtorre Skiel og Foye, end
endeel andre Regentere, ſom man har behaget at give det hidtildags. Naar her ſettes, at det er
rigtigt, hvad faa vel andre, ſom i ſer Paulus Jovius og Leander Albertus ffrive om ham.
Jovius taler. ſaaledes: Egit Principem annos ſexdecim, tanta imperii æquitate, elementia,
popularique humanitate, ut qui armorum fulgore hoſtibus terribilis erat, etiam invictus adverſus
omnem vitiorum intemperiem, & publico judicio ejus ſeculi Prineipum longe optimus cenſęretur.
In hune ſiquidem hominem, præter invictum corporis atque animi robur, ſumma etiam dona,
quæ tribui poterant, natura contulerat, perſonæ ſeilicet dignitatem eximiam, os probum, & in
omni congreſſu aſpectum fine ſuperbia ſuis pariter atque hoſtibus venerabilem, fic ut euncti in eo
ſæpius coneionante facundiam abſoluto oratori parem admirarentur, eoque plenius quod nullas
attigiſſet literas; & nihilo ſecius in omni civili militarique negotio, effieaeis prudentiæ divinique
judicii vim expeditam & ineredibilem afferret. Sed literarum decus, quum ſeſe ejus expertem
ingenuo pudore fæpe dolens profitebatur, liberaliſſimè tuebatur. Af den anden, nemlig Leandro
Alberto (Defor. Ital. ver ſ. lat. pag. Gg.) vil jeg allene udſkrive diſſe Ord: Deceſſit (Franeiſeus
Sfortia) vita præclarè acta magno cum dolore popularium anne poſt C. N. MCCCCLXIII, .
ſtaturæ fuit proceræ, vultu honeſto, flagrantibus oculis- - - oratione facundus & copioſus,
ingenio peracuto, & in magnas ſublimesque res ſpectante. In negotiis gerendis perſpicgcis erat
ſununa, in laboribus infatigabili patientia, cunétis in adionibus prudentia maxima, callidus in

vin;

Kong Chriftierni II. Dotter. 9
Herkomſt var nu diſſe Milaneſiſke Fyrſter af det Sforziſke Navn, og
vores Chriſtines Gemahl Franciſcus II. var derfra ikkun i andet Led,
neinlig en Sonne Son af den usegte Princeſſe Viſconti, og hendes
Mand den u⸗egte Franciſco I. il Grande, hvis Fader var fod en
Bonde, og havde tient for gemeen Soldat. Videre var Franciſci II.
Fader, Ludovicus-Maria Sforza, ſom af ſit ſorte Anſigt kaldtes le
More, en ugutelig Uſurpateur, der med Forgift ombragte fin
Broder⸗Son og Myndling, og fatte fig faa ind i Hertugdommet.
Hand blev endelig forfuldt af Guds Hevn, den Tiid Kong Ludvig XII.
i Frankerige indtog det Milaneſiſke; Hvorefter hand faldt i ſamme
Konges Hender, og dode efter ti Aars Fangſeli Frankerige, An. 1510.
Siden veed man, hvorledes bemeldte Hertugdom blev immerhen et
Krigs⸗ Theatre, formedelſt Kæeyſerens, Pavens, Venetianernes og
andres jalouſie imod de Franſte; Saa at hverken Kong Ludvig XII. blev
længe Eyere deraf; ey heller kunde hans Eftermand Kong Franciſcus I.
blive det gandſke megtig; ja maatte omſider flippe det heelt af
Hænderne; da det ved Keyſerens lykkelige Vaaben blev erobret,
Keyſeren forleente det omſider, efter lang og vidtløftig Forhandling,
til den eneſte igienlevende Printz af den Sforziſke Stamme, den
forbenævne Franciſeo II. en Son af den fordrevne og i Fengſel døde
Ludovico - Maria, ſom man falder Ludovicum Morum. Hertil
maatte Keyſer Carl, u-agtet hand var intet mindre end vel tilfreds
med denne Franciſco, og havde mange vigtige Beſkyldninger imod
ham, dog omſider lade fig bevæge af de mange og vedholdende
Anmodninger, ſom ſkeede i dennes Faveur, af Paven, Venetianerne
og andre Italienſte Stater: Hvilke alle, for deres Roe og Sikkerheds
(fyld, bade om at den Liga af Anno 1521. () maatte igien nyd

vincendis inimicis, aſtutus in eludendis esrum eonfiliis, Raro plane hoſtem ex improviſo
etebat, longe potius habebat tempore moraque quam acie ſuperare - in conſiliis exequendis

celeritatem ſemper adhibuit, omnibus vitæ actionibus laborum patientiam animique præſtantiam
” fingularem exprimens.

C) Denne Liga eller Forbindelfe blev giort imellem Kayſer Carl og Wave Leo X. og
Havde til Spemerke, at faar Frautzoſerne udjagede af Italien, og den unge Francifcus Sforza

ſkulde
B .

IO H. G. Om Chriftine af Danmark,

fin Kraft og endelige Virkning. Meningen var, at de ynſtede fig
langt heller en ſaadan Naboe og lidet mægtig Fyrſte i Milan, end at
have enten Kayſerens eller Frantzoſens Magt ſtedſe i Dørren hos
ſig. () Denne Sag kom da til Ende i Aaret 1529. til ſamtlige
Italicners Fornoyelſe, ja ey mindre i ſer til Milaneſern s, der
ſukkede efter Fred og Rolighed, og ſaameget ſom de havde hadet
Faderen, Lovis le More, faa meget elſkede de og længtes efter Sonnen
Franciſco, ſom de vidſte at være af et meget bedre Gemyt. (09
De funde fig end ogſaa udi, at Keyſeren imod denne Forlehning
betingede fig en meget ſtor Sum paa mange Tønder Guld, til
Omkoſtningernes Erſtatning, ſom hand havde anverdt paa Krigen.
Sandoval i fin Hift. del Emp. Carlos V. gigr alt for lidet deraf, naar
hand ſiger om Kævferen: Puſole un moderato tributo (en
reconociemento. del feudo) harto menor del que el prometia antes
de las guerras. Jb. 15. P. m. 76. Sforza ſogte ſiden, ved Paven, om
Afſlag i Summen, men Kayſeren undſkyldte fig. dem lib. 19. 54g. 116. o.
J Frankerige blev derimod heel anderledes raiſonneret. Der hedde
det, at Kcyſeren havde begaaet den ſtorſte Skam og Ubillighed, i
at lade ſig overtale, til heller at give Fyrſtendommet til en Mand af
faa flet Herkomſt, ja en Mand, ſom hand ſelv tilforn havde erkleret
for en Forradere, end at forunde fin egen Soſters Mand ee
a

ſkulde derpaa forlenes med Milan. Paa den Tiid levede endru hars eldre Broder Maximilian
Sforza, men hand havde overdraget fin Ret til Kongen af Frankerige; og Franciſeus holcte fig nu
op i Tydſkland, ſom en Landflygtig.

Martin du Bellay, Memoir livr. 4 p. 04. c. ſkriver, at diſſe Italiæners Raad og
Foreſtilling til Keyſeren ſelo var, de forelorre au Roy de France toute eſperance d'y retourner:
ce qu' l pouvoit faire en rendant iceluy Duchè à Franciſque Sforee, duquel il tireroit une groſſe
comme de deniers: & qu' en ce faiſant il contenteroit tous les Potentats d'talie, lesquels
ayineroient mieux å Milan un Due egal ou moindre qu eux, que un Empereur ou Roy, duquel
la puiſſance leur fuſt ſuſpecte.

(% Sligt bevidnes af Italicnſke Skribentere: Endſklont ham og ey fattedes pag
Fiender og Forfolgere der i Lander. Hertil hører et Exempel, ſom Paulus Jovius fortæller i
hang Elogio; Gaa og Hiſtorien af den Duel, imellem een hans Baataler, og en anden baus
Forſvarer, begge Milansfor, hvorom haves et Latinſk Pocma under denne Titel: Tranquilli Moloſſi
Minomachia. Jul. Cel. Scaliger roſer det ſamme meget, i hans Hypereritico. Jeg har treffet det
uti en Samling af Jo. Secundi og andres Latinſte Vers, trykt til Lyon høg Seb Gryph. 539.
in 3. Gruterus maag ey have kiendt det, hvorfore det ey findes i De/iciis Poetar. Italorum.

Kong Chriftierni II. Dotter. 11

—— — —

1 See det, eller hans Bern, ſom det med rette til
om. ( :

Her vil mand nu mene, at iblant Vilkorene til Franciſci
Sforzæ Reſtitution ſfulde ogſaa have været at egte een af Keyſerens
Nièces. Saaledes ſkrive ikke allene viſſe Italiener, og iblant dennem
Ludovicus Cavitellius i Aunalibus Cremonenſibus, men endogſaa
Prudentius de Sandoval (“) i Keœyſer Caroli V. Hiſtorie, item een og
anden af de Franſke. Men virkeligen er dette ikke rigtigt. Skulde
det end være faldet andre ind, at giere ſligt Forſlag til Kæyſeren,
(hvorom dog ingenſteds læfes,) faa har hand alligevel ey faa haſtigen
reſolveret til denne Alliance. Meget mindre har Franciſcus Sforza
Fundet underſtage fig at begicre ſaadant. Saa haver og den
fortreffelige Hiſtoricus Franciſcus Guicciardinus, paa det Sted hvor
hand opregner Vilkorene af bemeldte Foreening og den derover ſluttede
Tractat, () gandſke intet talt om noget Egteſkabs Forſlag. Vil
man overveye, hvorledes Du Bellay herom taler, da fal det ikke
heller findes. (“) Kort ſagt, dette Giftermaal blev betenkt,
overlagt og beſluttet i Kayſerens r ikke i ſamme Aar, 15

2 2

(7) A ' entour du Roy & de Meſſieurs ſes enfans y en avoit, qui par opportuniter
leur remonſtroient ceſte indignitè, dont envers eux uſoit ! Empereur, en aymant mieux bailler
un tel eſtat que celuy de Milan és mains de Sforce, yſſu d' une baſſe condition & d'une baſtarde,
& lequel avoit ſouvent dit & maintenu publiquement luy avoir efté faulſeur de foy & traiſtre, qu
à lui qui eftoit fon beauſrere, ou å Meſſieurs ſes enfants, ausquels il appartient fi juſtement.
S' il J euſt retenu pour luy, bien de par Dieu, mais de le bailler à un tel, comme par meſpris
& deſpit d' eux, c' eſtoit une choſe intolerable. Ligeſaa udi det bittere Skrift, ſom Kona
Franciſeus I. lød An 1537, trykke under denne Titel: Apo /ogetiea cujusdam famæ Regiæ fludiofi
Epiftola &c. bliver Kæyſer Carl felv apoſtropheret ſaaledes: Tu patrimonium nobis per indiguitatein
ſummam & iniquitatem ablatum ad nepotem calonis & ſpurii tranſtuliſti.

(%) Prud. de Sandoval. Iib. 18. $, 3. P. 70. ſub An. 1529.
(%) J Guicciardini 19. Bog, Pag. 537. edit. Genev. pr. Giae. Stoer 1645. in 4.

(%%%) Hans Ord ere: Auſſi par apres l Empereur pour plus grande ſeureté luy bailla
su mariage fa niepce, filſe du Roy de Dannemare, qui eſtoit priſonnier & fpolié de fon Royaume.
Hand ſiger ikke, at det blev nu omtalt eller accorderet nu ſtrax til Bononien, An. 1529. Men
. ap) ſom kand betyde lige ſaa vel en lang ſom en Fort Tlid. Men. du Bellay, mod Enden
af den 3 Bog.

12 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

ſildiger. Den Nederlandſke Hiſtoricus Pontus Heuter ſſger, at det
ſkeede nogen fort Tiid efter, og at Chriſtine gik den Tiid i fit tiende
Aar. () Alt ſaa har det været 1530. Udi den vidtloftig Inſtruction,
ſom Keyſeren den 4. Sept. An. 1530. fra Augsborger Rigsdag fendte
til fin Geſandt i Rom, til Svar paa de mange Poſter, ſom Paven
havde fremſat (hvilken Sandoval Ord fra Ord indfører %. 10.) ſtager
eenſteds (p. 112. b.) dette: En lo que toca a los caſamientos del Duque
de Milan y el de la hya del Marques de Monferrato, nos lo tenemos
muy adelante para otra perſona. Hvad dette maae have værst or et
Partie, der var den Tind i Forſlag for Franciſco Sforza, verd jeg
intet at ſige om. Men man kand ſlutte deraf, at hand ikke endnu var
bleven forſikret om vores Chriſtine eller ſtrax i det Folgende.
Kayſerens Henſigt og Hyemarke var langt fra ikke ved fradan
Leylighed at giore fin Soſter⸗Dotters Lykke, og at fee hende betimeligen
med en Mand forſiunet. Thi baade var hun endnu et Born, og, om
hun havde end været 10. Aar aldere, da, fandt at ſige, naar ey
anden Mand var fundet for hende, end denne, faa ulige af Byrd,
maatte hun heller blevet ugift hendes Livs Tiid. Men Keyſer Carl
var det om, at ſorge for ſig ſelv, og at forſikre Italien og det
Milaneſiſke imod Frantzoſen. Franciſcus Sforza var ift den Mand
der kunde lides paa: Hand havde tilforne viift fig faa uſtadig, faa
vankelmodig, faa frygtſom, og faa fuld af Intriguer, at Keyſeren
kunde ſikkert vente, det, faa ſnart man vendte Ryggen, lod hand ſig i
Handling paa nye med Kongen af Frankerige, og fordærvede Keyſerens
Sager i Italien. Herfore maatte man ſee at fage ham bunden ved en
ſaadan Alliance, nemlig et faa nær Svogerſkab med det Burgundiſke
Huus, eller Kayſerens egen Camille, der kunde holde ham og
Frantzoſen fuldkommen vel adſkilte fra hinanden. Og dette var nu
Aarſagen, hvorfor hannem blev tilſagt een af Keyſerens Soſter⸗
Dottre, den yngſte af de tvende Danſke Princeſſer. Man vil ſige,

at

(4) Cæſar Franeciſeo Sfortiæ non ſolum Inſubriam, dimiſſis militibus reſtituit, fed
etiam paulo påft ci cognatam Chriſtianam, natam è Chriſtierno ſeeundo Daniæ Rege, ac forore
Elizabetha Auſtriaca, decimum agentem tum annum, deſpondit. Heuter. Au//riac, lib. Y c. 4.
Dette haver og Heutexi ordentlige plagiarius Franc. Haræus Annall. Brabant, Vol, J. pag, 561,
med ſelvſamme Ord.

Kong Chriftierni II. Dotter. 93

at det var Pave Clemens VII. der forſt gav dette Anſlag til Haande,
ſom det tienligſte for Italiens Roe og Sikkerhed. Men da her endnu
var en temmelig Tiid at opvente, inden ſaadant Egteſkab kunde
fuldbyrdes, i Henſeende til Chriſtines ſtore Ungdom, fåa vides og
heel vel, baade efter Guicciardini Beretning / ſaavelſom af Du Bellay,
C) hvad ſom i værende Tiid er foregaget: Nemlig, hvorledes
Kænferen i Aaret 1532. fatte fig et andet Giftermaal i Tanke for
Franciſco Sforza, dog med ſelbſamme Oyemerke, ſom forhen, til
at forſikre ham og det Milaneſiſke imod Kongen af Frankeriges Anſlag.
Hand beaiærde af Pave Clemente, at hand ſtulde give bemeldte
Hertug een fin Myndling og ner beſlegtede Princeſſe til Egte,
nemlig fin Fetters-Sens Dotter, Catherine de Medicis af Urbino;
Hun var fire Aar ældere end vores Chriſtine. Dette undſtyldede
Paven fig for, og gav at forſtaae, at hun var allerede tilſagt Kongen
af Frankeriges anden Printz, den unge Hertug af Orleans, (hand
ſom ſiden blev Konge efter fin Hr. Fader.) Keyſeren blev forundret:
men kunde ikke med nogen Foye lade Fiænde den Fortrydelſe hand
herover fif, ſaaſom hand ſelv nogen Tiid tilforne, da Paven
aabenbarede for hannem dette de Franſkes Forſlag, havde raadet ham
til at ſige Ja. Men Raadet kom da ingentunde af Hiertet, og var
intet mindre: end Kæyſerens Alvore. Hand tenkte, at Kongen af
Frankerige giorde dette ikkun pag Skromt, og reſolverede aldrig til
ſaadant ulige Svogerſkeb (, men vilde allene firere Paven, for
at have ham nogenſtund til Ven og at man herover ſiden og juſt ved

B 3 flig

*) Guicciard. J. 20. pag. 553. ,. og du Bellay J. 4. Fol. 103. e.

Sandoval 3 2 Carlos V. ib. 25750 2 W Så ſcune har og

(0 Frangois Peguillon de Beaucaire, eller Belearius, ſkrives i fin Hiſtories 20. Bog,
637. Cæſar Francifctim Regem ex tam diſpari familia filio uxorem quærere in animum inducere
non poterat, Strop tilforne fjer hand om Paven ſelb: Clemens Regem propter diſparem ſilii
Catharinæque conditionem, non ex animo, fed ad eontinuandani inter ipſos amicitiam id meditatum
exiſtmabat. J ſamme Mening taler Franc. Guiceiardinus, og flere. Der ſkrives og, at Paven i
fin: Ta ker og Forhaabning om dette Partie fandt fig faa lidet ſikker, at hand indtil Dagen felv,
da hand fif høre at Bilageret var holdet, var ſtedſe i Tvivl derom. Men hvor fuld af Glæde
hand da blev derover, og hos: des band ytrede den, figende at hand efter flig re og Lykke for
fin Familie vilde nu gierne doe, fortæller Pontus Heuterus Rerum Aifiriacar. lib. & e. 9. fag
Prudentius de Sandoval Hift, Car. V. lib. XX. 5. 20. p. 172. Hand levede ey heller et Aar til
Ende Derefter.

14 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

flig Leylighed kunde fage dem giorte til de ſtorſte uvenner. Nu da
hand fornam, at diſſe Tanker havde flaget Feyl, og at Partiet imellem
Due d' Orleans og Catherine de Medicis var fart; gik det ham nær
til Hiertet. Hand kunde nu letteligen ſpage fig, at denne nær
Fordindelſe imellem Kongen af Frankerige og Paven vilde koſte ham
herefter mange vaagne Natter. Catherine de Medicis var ey allene
Arving til Hertugdemmet Urbino, men kunde ogſaa have langt mere
i Venke, til at beſtyrke de Franſkes Magt med i Italien; Og hvis
man ey forebygde det i Tide, maatte Milan, ſom Frankerige aldrig
ſlog af Sindet, ſtaae ſelvſamme Fare, ſom tilforne. Sandoval i fin
Hiſtorie om Keyſer Carl (ib. XX. $. 20. P. 173.) ſkriver, at der vare de
ſom advarede Kænferen om at tage fig vare for Land Graven af Heſſen
og de andre Lutherſke Fyrſter , der toge nu Hertugen af Wyrtenbergs
Partie, hvorunder ſtak et Forbund med Kongen af Frankerige, ſigtende
til at antaſte Keyſeren baade i Nederlandene, faa og i Italien, og
at fordrive Franciſeum Sforza af Milan. Herfore beſluttede Kæyſeren
ſtrax at fuldføre Giftermaalet imellem Sforza og fin Soſter Dotter
Chriſtine, og at ſette ham faſt i Venetianernes Forbund og Venſkab. Her
var da intet andet for, end man maatte nu blive ved det forrige Anſlag,
og ved det Løfte, ſom eengang var givet til Sforza om den unge Chriſtine
af Danmark. Formedelſt dette Giftermaal kunde man da holde baade
Paven og Frankerige i Reſpect. Kong Franciſcus havde nu givet
Exempel, at her ey behovedes at fee ſaa noye paa Byrd og Herkomſt.
Kunde Catherine de Medicis være god nok for Due d' Orleans, faa
kunde og Sforza være det for een af Keyſerens neer⸗paarorende
Princeſſer. Ja hvad vilde man vel ſige? De Sforzer vare alt nokſom
tilforne bleven ærede, ved det at Keyſer Maximilianus I. Caroli V.
Farfader havde ſelv taget en Princeſſe af ſamme Huus, efter fit forſte
Egteſkad, nemlig Blanca-Maria Sforza, den Tid Enke efter Hertug
Philibert af Savoyen. (0) Korteligen, naar Sforza blev Keyſerens
Svoger / lod Frankerige og enhver anden hannem vel ſidde i Fred.

er⸗

(+) ce fut å la veritè une meſallianee: ear Maximilien fe maria avee Blanche -· Marie de
Sforze, dont le ſang n' Étoit point encore épuré d' la ſouillure de origine, vo qw elle étoit petite
fille d'un batard & d' une batarde, mais elle apporta beaucoup d' argent, dont fon epoux ſe ſit un
tresgrand plaiſir. Bayle Reponſ. aux Queſt. d un Provincial. T. 3. pag. 611,

Kong Chriſtierni II. Dotter. 15

Served blev hand og lige faa fiffer, ſom hvis hand, efter den foromtalte
Propoſition, var kommen i Pavens og det Mediceiſte Huſes
Svogerſkab.

Neppe havde Keyſer Carl ſaaledes paa nye ſtadfaſtet denne
vores Chriſtines Forlovelſe, førend noget kom imellem, der havde
ner omſtodt den aldeles, ſaa den var bleven igien opflagen. Keyſeren
kom i det ſamme efter, at Sforza havde en hemmelig Intrigue for, og
en Forſtagelſe med Kongen af Frankerige, og at der opholdte fig en
Mand i Milan, ved Navn Merveilles, ſom var viſt nok en Franſk
Miniſter, omendſkiont der blev foregivet , at hand var kommen der i
fine egne Wrinder. Herom haves en omſtendelig Fortalning i
Memoires de Martin du Bellay, (D) og efter hannem hos mange andre
Hiſtoricos, i fær og hos P. Daniel under det Aar 1534. da dog dette
altſammen viſſeligen paſſerede i Aaret tiforne 1533. Keyſeren var da
ſnart ved at bryde overtvert igien med Franciſco Sforza; hvis ikke
denne havde forſikret ham deſto ſteerkere, at der var ſlet intet om denne
hemmelige Forſtaaelſe, ſom hand beſkyldtes for, med Kongen af
Frankerige. Hvilken Konge hand ſiden ogſaa offenderede paa faa
heslig en Maade, udi den bemeldte Merveilles Perſon, ſom hand
for en privat Sags (Fyld lod fængsle og ombringe, faa at Keyſeren
kunde nokſom holde fig ſikker med denne Svoger / at hand aldrig blev

rankeriges Ven mere. Imidlertid, forend denne ſidſte Gierning
ſev fore vet paa Merveilles, form ſkeede 1533. in Julio til Milan, var
dog allerede Egteſkabs Contracten imellem den Danſke Princeſſe og
ertugen bleven ſluttet til Barcellona den 10. Junii neœſt tilforne. Vel
ge de Franffe Skribentere, Du Bellay og hans Efterfølgere Mezeray
og P. Daniel, at Keyſeren biede og holdte Hertugen op, indtil den
ferbemeldte Handel med Merveilles var til Ende, ja vel et par
Maaneder efter at Hovedet var taget af denne Mand, inden hand
reſolverede til fit Løfte at fyldeſtgiore: og at den Kayſerlige Miniſter
Du Prat blev da omſider ſkikket til Flandern, for at hente den Danſke
Primeeſſe Chriſtine til Italien, hvor hun blev Hertugen nee
i Men

€) Lier. 4. fol. 11g. indtil 116. Thuanus fortaller det kortere lib, I. p. 19.

16 FH. G. Om Chriftine af Danmark,

Men de Franſke tage virkeligen herudi Feyl. Egte⸗Contractens Datum
kand ikke være urigtigt; Og det ſamme beſtyrkes af Datis udi
Fuldmagterne af begge Parter, Dernggſt er og kundbart, at Vielſe⸗
Hoytiden blev kort derefter holden, ikke udi Italien, men til Bryſſel /
og at Hertugen dertil ſendte og beſtikkede fin Procuratorem og
fornemmeſte Miniſtre Græv Maximilian Stampa. Chriſtine blev føden
i det efterfelgende Aar fort til Italien, da Reyſen gik fra Brabant
igiennem Tydſkland; og Giftermaalet blev da forſt fuldbyrdet med
Hertugen Anno 1534. in Majo. () Hun var, da hun kom udi hans
Arme, ikkun tretten Aar gammel, Hans Underſaatter, og ſamtlige
Milaneſerne, vilde ingen langere Tiid give, formedelſt den uſigelige
Altraae de havde til at fee deres Lands⸗Herres Familie fortplantet,
og Arvinger til Hertugdommet for Eftertiden. Og dette ſaa meget
desmere, ſom bemeldte Hertug var ikke af det beſte Helbred, (“9
og fane ud normere til Graven, end til Brude⸗Sengen. Endelig var
hand ikke faa gammel, ſom hans Skieg var graae til. Dette var
fordum et Danſt Ordſprog, men paſſede juſt paa hannem. Hand
havde ved ommeldte Tiid ikkun 41. (eller, ſom andre ſkrive, 44.)
Aar paa Bagen, men, foruden et ſtort og graat Skicg, () et
ſtrobeligt Legome, dertilmed af u-anſeelig Geſtalt () og gik nu i
Senge med en Brud af 13 Aars Alder. Den eneſte Liighed pik

an

(0 Diffe ſamtlige Omftændigheder. findes Elarligen antegnede hos Italicnerne. See
Jo. Bapt. Villanovæ Hiſt. Laudis Pompejæ lib, IV, Pauli Jovii Hiſtor. lib. XXXI, &ec.

(% Ligeledes ſeyndte og de andre Italicnſke Stater paa dette Egteſkabs Fuldbyrdelſe.
Faul. Jov. IIb. 32. »Cæſar Chriſtiernæ & Franciſei Sfortiæ nuptias omnino maturandas exiſtimauit,
ut ſolicitum & dubia ſpe nutantem Principem in fide confirmaret, liberaretque omni cura
Venetos, & Inſubres, ipſumque Pontificem, qui Franciſcum proereandis liberis operam dare,
” propagareque Sforlianum nomen inſigni ſobole eupiebant, ne Cxſar cælibis & languentis Principis
” hæres , Mediolanenſi imperio potiretur' &c.

(%) Paulus Jovius, ſom havde kiendt ham, ſkriver i fin 27. Bog, ved det Aar 1529.
da Sforza kom og indſtillede fig for Keyſeren til Bononien: Et ea quoque erat promiſſæ barbæ
intempeſtiva & veneranda canities, ut apud Cæſarem, cundta piè & graviter æſtimantem, &
carceris & tot cladium memoriam ſacilè renovaret.“

(*.) Homo fuit ſpecie corporis ineleganti ac parva, gibber nonnihil, aſtutus & acuti
imgenii , ümplicitatis ſimulator, nec eloquens. Leand. Albert. Deſcr. Ital. P. 681, verf. lat.

Kong Chriftierni II. Dotter. 17

kand ſige at have været imellem diſſe tvende Egte⸗Folk, har beſtaaet
derudi, at hans Fader, ſaavel ſom hendes, vare for deres haarde
Regimente begge udi lidet got Rygte, bleve og begge udſtodte af deres
Stater i Landflygtighed, ja døde begge udi Fengſel, den ene i
ne 1 fom ſagt er, og den anden meget lang Tiid derefter her
I Danmark.

De Vilkor, ſom findes i Egteſkabs⸗Contracten, der ſtaaer
indført udi Lünigs Codice Diplomatico Italiæ, () ere folgende: Hans
1 lee Majeſtæt tilſagde Bruden Princeſſe Chriſtiernæ en
»Medgift af eet Hundrede Tuſinde Croner, (Couronnes de Soleil)
ſom ſtulde til Hertugen betales inden fer Maaneder efter Bilageret.
Herimod ſkulde Princeſſen qvittere og afſige fig fra al Arv, Rettighed
og Pretention pag Fœderne⸗og Moderne⸗Efkerladenſkab, i Faveur
nog til Fordeel af Keyſeren og hans Majeſtets Arvinger, ſaavidt
” hendes Moderne⸗Arv vedkom; og ſaavidt hendes Faderne angik, i
Henſeende til Kongeriger, Lande og Herſkaber, til Fordeel af hendes
”ældere Soſter Frue⸗Princeſſe Dorothea og hendes Arvinger. Men
naar faa ſkeede , at Princeſſe Dorothea eller hendes Arvinger, bleve
paa nogen Maade bemeldte deres Federne⸗Riger mægtige , da (fulde
de i ſaadan Fald udbetale til den yngre Soſter Frue Chriftierne eller
” hendes Arvinger endnu den Summa et Hundrede Tufinde Croner,
” foruden den forrige lige Summa, til en Forbedring udi forbemeldte
»Medgift. Af diſſe Ioo000. Croner (fulde de 50000. betales,
ſaaſnart det Kongerige Norge var indbekommet, og den ovrige halve
Deel , naar de øvrige Niger og Lande vare tilſammen erobrede; Dog
” (fulde det være god Betalning, naar den blev præſteret inden tvende
Aars del efterat bemeldte Niger og Lande reſpective vare tagne
til Beſiddelſe. Skulde Princeſſe Dorothea iffe vorde diſſe Riger og
Lande mægtig, eller og desforinden afgage uden Born, og det
derefter ſkeede / at den yngere Frue⸗Princeſſe Chriſtierna gelangede
til de Nordiſte Riger og Lande virkeligen at eye og beſidde, ſkulde
hun eller hendes Arvinger være forpligtede, til Kæyſerlig Majeſtet
veller hans Aroinger at erlegge, paa lige Maade, og inden A

er-
(Y Tome, III. col. 238. f.

78 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Terminer, den ſamme Summa, nemlig 100000 Croner, ſaaledes
ſom forhen om Princeſſe Dorothea er ſagt &c. Til Liv⸗Geding
” (fulde Hertugen give og tilforordne hende en Indkomſt af 15000.
Guld⸗Croner aarligen / ſom hun (fulde beholde hendes Lives Tiid,
ſaafremt hun hannem overlevede; uden Son eller mandlige Arvinger
” at efterlade. Men hvis hand efterlod Son eller Sonner af deres
” Egteffab, ſkulde hun aarligen have allene 10000. Croners Indkomſt
& c. Hvis Chriſtierna (fulde ved Doden afgage uden Born, førend
” hendes Herres Hertugens Afgang, blev Keyſeren og hans Majeſtets
»Arvinger deres Ret forbeholden, til at kræve og tilbagefodre ſaavel
»Medgiften 100000. Croner, ſom ogſaa de øvrige forhen 1
Summer, fag meget ſom maatte findes deraf at være ubetalt. &c.”

Den ældere Soſter, Princeſſe Dorothea, blev endeligen
forlovet i det ſamme Aar, ſom den yngſte drog til Italien, nemlig
1534. og derpaa blev hendes og Pfaltz⸗Grave Friderichs Bilager holdet
fi udi bemeldte Aar. Thi Arrild Hvitfed farer vild, i det hand
mener, den ældfte at være forſt bleven gift, og Chriſtinæ Bilager med
Hertugen af Milan at være holdet efter Dorothees med Pfaltz⸗Graven:
0 En ſterre og mere aabenbare Feyl ſtikker ey allene udi Hubners
Tabeller / men ogſaa hos Ceſare Campana Udi Hiſtoria del Ne Don Filippo II-
i Layritzens Genealogiſtke Palm⸗Wald, ogi den nyligen udkomne faa
kaldede Finſter walds Erlaͤuterte Germania Principe; hvilte alleſammen
henføre Pfaltz⸗Grave Friderici II. Bilager til Aaret 1532. Ja jeg
troer / at ſamme Erreur findes hos andre flere. Men man haver kun
at læfe Huberti Thomæ Leodii Anndlium lil. X for at vorde
overbeviiſt / det ſaadan Tiid- Regning er aldeles falſk: Ey at melde
om den forhen berørte Egteſtabs Contract imellem Chriſtine og
Hertugen af Milan, hvori Dorothea ſtaaer nævnt, ſom een endnu
ugift Princeſſe. Virkeligen var og Chriſtine ikke allene forlovet, men
og bortreyſt, og allerede kommen til Italien, forend eengang
Propoſitionen ſkeede til Pfalg-Græv Friderich om hendes ældre Soſter.
Thi / fandt at ſige, hun blev offereret, og den gode gamle Herre, der
nu havde fine halvhundrede Aars Alder borte; ey allene foreſlagen,

: | men

() Pag. edit, in fol. 40. 0 60

— — eee er

” fom floy endnu hoyt oppe i Luften, og ſom meget .
et ſom

Shbriſtines Milaneſiſke Egteſkab varede ulige kortere Tiid,
nemlig ikkun halvandet Aar: Thi Anno 1535. den 24. Octobr. døde
C 2 Fran-

(0) Alt delte ſiger Hubertus Thomas, øg giver fin Mening herom heel tydeligen tilkiende.

Hans Herre Pfaltz⸗Graven gaf det i forſtningen ligeledes klart at forſtaae, udi fit Svar, ſom i
ſamme Bog kand leſet.

(4%) ”Imperator (jebat Granvellanus) dabit illi patrimonium Norvegiæ, & vult ut
jura & actiones ad Daniæ regnum illi obueniant, & ad hoc per ſuas ditiones inferiores auxilie
” effe ſpondet. Reſpondi, Imperatorem dare avem ſub cælo volantem, quam ne capias, multa
impedimento eſſe poſſint, & ferè impoſſibile exiſtiuatur.“ Hub. Thom. Jb. M pag. 795.

(% Hvitf. pag. tt. ed. in fol,

20 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Franciſcus Sforza, ligeledes uden Arving. () Hand giorde ſit
Teſtament paa fin Sotte Seng / og befalede at den forhen benævnte
Grav Maximilianus Stampa ſkulde bringe det til Keyſer Carl, og
recommendere ham fin unge Enke Fyrſtinde paa det beſte. Kayſeren
blev over denne Tidende heel bedrovet. Hand var den Tiid i Napel,
og nyligen kommen, over Sicilien, tilbage fra fit Africanſke Krigs⸗
Tog. Did kom ogſaa Chriſtine ſelv til hannem, (5) efter hendes
Herres Dod. Siden reyſte hun igien til Brabant, og forblev hos
hendes Frue⸗Moſter Dronning Maria af Ungern. Udi eet af Cornelii
Scepperi Breve til Biſkopen af Ermeland, ſom jeg har Copie af,
dateret 1535. den 6. Decembr., læfeg, at hun bekom i hendes Herres
Teſtament det Marggravdom Vigeuano, med alt dets Tilhorende,
ſom var af 10000. Ducaters aarlig Indkomſt. Hertugen havde og
efterladt i bare rede Penge en Skat af Tolf Hundrede Tuſinde Ducater,
ſom faldt nu i Kayſerens Vold, (“) tillige med Hertugdommet.
Efter

0) De Nederlendfke Hiſtoriei, pontus Heuterus vg Franeiſeus Haræus, (hvoraf denne

ſidſte me get ofte ikkun copierer Ord fra Ord den forſte,) faa vel ſom Pontanus i hans Hiſtoria Gelriea,
ſerive, at hand efterlod vores Chriſtinam i, viduam intactam. Paa et andet Sted ſiger Heuterus:
Moritur Franeiſeus Sfortia; nullis ex uxore Chriſtierna, quæ nondum pubũerat, liberis relictis.
Andre ere endnu mindre hoviſke, og ſige, at Sforza var impuiſſant: Iblant dem er Varillas,
Hift. de Frangois 1. pag. 385. Tom. 2. edit. de Hull. in g. Derimod læſer man hos Paul. Jovium,

in Elogio Franc. Sfortiæ. Superi Sfortiam, quod aliter fieri non poterat, novæ nuptæ deliciis
„ indulgentem, ex levi lippitudinis iuitio ſuſtulerunt.“ p

(% Cæfar graviſſimè videbatur afflidus,” maximè eum Dux vidua, cognata ipfius,
Neapolin ad ipſum veniret. Jo. Bapt, Villaneva Hiſt. Landis Pomp. I, 4.

(%,) scepperi Ord ere diſſe: ”Dux Mediolanenfis mortuus eft, relicta Chriſtierni
» Regis flia, egregiè dotzta, cui teſtamento contulit Marchionatum Vigleuani, cum omnibus
” appendentiis. Eſt is valens decem mill. Ducatorum in ſingulos annos. Reliquit adhæc idem
ville Dux duodecies centena millia Ducatorum in præſenti pecunia, in quam ſuecedit illi, ſieut in
” totum Ducatum Carolus Cæſar. Ita illum Principem Deus undique beat; ab omni enim parte
” veniunt illi pecuniæ.“ Mon man ikke her haver bundet deeppero noget paa 2Ermet, og Summen
af Ducaterne haver været meget mindre? Ellers var hand og ſelb Mand ſor al ziore ſtorre og mindre
af Tingene, ligeſom hand fandt det for gt. Men Varillas er artig, i at fingere efter fin Sædvane;
Hand ſiger om Chriſtine, (ſom hand gior til den aldſte af diſſe tvende Keyferens Nièces,) qu elle
gagna fi finement les plus eonſiderables ſujets de fon mari, que les Eſpagnols n'eurent aueune
peme à s emparer du Duché de Milau, lorsqu' il mourut. Men hertil behøvedes ingen kineſſe
eller Klogſkab af hende, ved en Tüid, da Frantzoſen ingen væbnet Wand mere havde i Italien; og
Milaneferne vare vel nu ikke faa daarlige, at tenke paa nogen Modſtand imod Spanierne, ſtrax
elter deres Hertugs Dod, og da Kapſeren var faa ner ved Haanden. Hvorledes det ellers gik
til, kand leſes i Joſephi Ripamontii Hi/for, Mediolan. lib. &.

&

*

Kong Chriſtierni II. Dotter. 21

Efter Franciſci II. Sfortiæ Dod er der ftraren bleven meget og
vidtloftigen handlet, om Fyrſtendommet Milan, imellem Keyſeren
eg Kongen af Frankerige. Man ved; at Kong Francifcus I,
prætenderede beſtandigen en Arve Rettighed til diſſe Lande, ligeſom
og hans Formand og Gviger- Fader Kong Ludvig XII. Saadan
Arve⸗Pretention deriverede fig fra den Milaneſiſke Princeſſe, Valentine
Viſconti, Hertug Joannis Galeatii Viſconti Dotter, ſom var Kong
Ludvig den Tolftes Far⸗ Moder, og Kong Franciſci I. Far⸗Faders
Moder: End mere, denne ſidſt⸗bencvnte Konge havde haft Kong
Ludvigs Dotter, og de Born hand havde, vare af hende. Efter
bemeldte: Joannis Galeatii Afgang havde den forſte og ſtore Franciſeus
Skorza, ſom endnu ikkun var en particulier, giort ſig Meſter af
Milan; Hvorved Galeatii Dotter, Valentine Viſconti, og hendes
Afkom i Frankerige, (nemlig hendes Son, Charles Due d Orleans,
og Sonne⸗Son, Kong Ludvig XII.) bleve udelukte. Milan var
ellers et Lehn af det Romerſke Rige: Dette negtedes ikke af de Franſke,
Men her paaſtod Kong Franciſcus, og fodrede af Kayſer Carl, at
Forlehningen burde forundes til den rette Arving. Herudi havde
tilforne Keyſer Maximilian fundet fig. Og man begierede ey andet,
end hvad Ludovico XII. var vederfaret af Maximiliano I. Thi denne
Keyſer gaf virkeligen Inveſtituren af bemeldte Hertugdom til Ludvig
XII. tvende gange; forſt An. 1505. til Hagenaw, og ſiden An. 1509.
mere fuldkommeligen, med Qvinde⸗Linien indſluttet, til Trident.
Siden var dog dette bleven brudt; og den Milank ſiſke Uſurpateurs,
Ludovici Mori, ſom døde fangen i Frankerige, hans ældfte Son
Maximilianus Sforza i Aaret 1512. kommen igien til Milan, med
Kayſerens Forlehning. Denne Maximilian Sforza, blev, da Kong
Franciſeus J. indtog Hertugdommet, An. 15158. forjaget derfra; og
døde ſiden i Frankerige; hvor hand, imod en aarlig Penſion, overlod
fin Ret til Kongen. Men Kongen maatte omſider ſelv forlade Milan,
og fee det i Kæyſer Carls Vold. Langt om længe forlehnede Kæyſeren
den anden af Ludovici Mori Sonner / Franciſcus II. Sforza, dermed
An. 1529. ſom forhen ſagt er. Nu da denne ſidſte Storza An. 1535.
var dod, fremkom Kong Francifcus I. atter med fin Pretention.
Hand ſagde, at hand * af Kierlighed til Fred, havde

j 3 ende⸗

22 . G. Om Chrifine af Danmark,

” endeligen ſamtykt / hvad ſom var (feet med denne ſidſte, og / efterſom
Paven og ſamtlige Italiæner ey havde været anderledes at tilfreds
ſtille, havde hand taalet, at bemeldte Print blev dermed forlehnet.
Nu var da ſamme Mand død uden Arving, og altſaa ingen i Verden
mere til, ſom her burde eller kunde reflecteres paa / og til hvis
Fordeel Keyſeren burde diſponere over Milan, uden allene Kongen
af Frankerige og hans Huus, ſom vare igien indtraadne i deres Met.”
Saaledes anbragte Kong Franciſcus fin Pretention paa denne Tiid,
og paa ſamme Maade lod hand den foreſtille hos Paven, Venetianerne,
og flere. Men ſom hand vel vidſte, at diſſe ſamtlige Italigner funde
lige ſaa lidet deres Regning, ved at Kong Franeiſcus frulde være tillige
Hertug i Milan, og Franſk Konge, ſom at Keyſeren (fulde beholde
Landet for fig, () faa foreſlog hand, at vilde betage dennem denne
Anſtods⸗Steen, ſaavidt ſom hans egen Perſon angik. Nemlig paa
det de ey ſkulde have at frygte; det Hertugdommet ſtulde vorde forenet
med den Franſke Crone, hegierede hand det ey til fig ſelv / ikke heller
for fin Dauphin, men forlangede, at hans anden Son, Printz
Henrich / ſom paa denne Tiid kaldtes Duc d' Orleans, maatte forlehnes
dermed, Dette vilde dog ey befalde Keyſeren, ſom afſlog dette reent
ud; Men lod fig derimod forlyde, at den tredie af Kong Franciſci I.
Sonner, Charles, ſom man nu kaldte Due d Angoulè me, ſtulde vel
blive det nærmere; naar man forſt var kommen overeens om nogle
viſſe Vilkor. Henrich, Due d' Orleans, var den Tiid allerede, ja tu
Aar tilforne, gift med Catherine de Medicis; og hvis hand ſrulde
vorde Herre af det Milaneſifke, vidſte man heel vel, at det forblev
ikke derved, men at hand vilde tragte efter langt mere, i Folge af
Frankeriges vidtløftige Pretentioner i Italien, ey at tale om det
Mediceiſte Huſes Anfodringer og Forbunde. Tilmed havde ſamme
Printz,

(") Jo. Bapt. Villanova, in Hifforia Laudis Pomp. kb. g. circa fin. Quod fine liberis

deceſſerat Franciſeus Sfortia, qui ipſi ſuecedere in imperium poſſent, ilſud verò diverſè affeeit
animos Prineipum Chriſtianorum. Cæſar exinde graviſſimè videbatur afflictus, maximè cum Dux
vidua, cognata ipſius, Neapolim ad ipſum veniret. Franeiſei Regis ſopitæ eogitationes deImperio
Mediolanenſium occupando iterum expergiſeebantur. Veneti impenſè metuebant, ne aut novum
in Italia conflaretur belli incendium, aut Dueatu in Cxſaris poteſtatem redacto, expeditius illi

pateret iter ad ĩpſorum libertatem opprimendam. Vari conditiones propofitæ fuerunt, per qus⸗
ſatisfiexi poſſet illis, quorum iutererat.

Kong Chriftierni II. Dotter. 23

Printz, til at arve den Franſke Crone, ikkun een Perſon for fig,
nemlig Dauphin, der endnu ikke var gift, og maaſtee kunde giore
ham Plads ſnarere end man tenkte. Saadant var ogſaa not til
Keyſerens Undſkyldning at retfardiggiore, hos Venetianerne og andre
Upartiiſte. Og hialp det intet, at Kong Franciſcus tilbød en formeli
Renunciation for fin Son / Duc d Orleans, paa alt hvadſomhel
nævnes og paatenkes kunde, af andre Italicnſke Lande og Steder
uden for det Milaneſiſke. Keyſeren lod ſvare, at Kong Franciſcus
vidſte vel, hvor lidet hand ſelv havde holdet Forſkrivelſer og
Renunciationer; og af Sonnen kunde man ey andet vente, at hand
jo folgede fin Faders Exempel. Kort ſagt, paa ingen Conditioner,
være fig den ene eller den anden, vilde man tilſtaae Duc d' Orleans
Landet. Derimod havde den Keyſerlige Miniſter Granvelle viſſe
Puncter og Artikler tilrede / hvorpaa hans Herre var ſindet at forunde
Fyrſtendommet til den yngre Broder Duc d' Angouleme. Den
Franſte Geſandt berettede derom til ſin Konge; Men altſammen blev
forkaſtet. Om Duc d Angoulesme vilde hans Hr. Fader Kongen
ſlet intet hore tale; Dette var kun at give Leylighed til Had og
Ukierlighed, ja omſider til Krig og Tvedragt iblant Brødre, ſom hand
vilde at (Fulde leve i Fred og Venſkab tilſammen. () Her ſkulde man
nu tænke, at iblant diſſe Puncter, hvorpaa Duc d' Angouléme
gaves For haabning til Forlehningen, maatte og været denne, at
Keyſeren vilde have Enke⸗Hertuginden, Chriſtine af Danmark, igien
forſorget, og at ſaadant kunde (fee ved et Egteſkab imellem den unge
rintz og hende. Men ſaaledes finder man det ikke i Negotiationen.
Guillaume du Bellay, ſom i den femte Bog fortæller derom
vidtloftigen, og til Punct og Prikke, taler aldrig et Ord om dette
Forſlag. Ja ey heller nogen af de nyere Franſke Hiſtorier, der
gemeenligen i dette Stykke folge hans Fodſpor. Derimod ffrive
Italiænerne det aabenbare, at det var derfore Keyſeren vilde met
am⸗
Y udi Kong Franeiſei Spar, paa Granvelles Conditioner, heder dette ſaaledes Bos
Langey, livr. J. p. 0. Quant à bailler au Due d' Angoulesme fon fils PEftat & Duchè de Milan
en excluant le Due d' Orleans fon autre fils, e' eſtoit ehoſe où il ne vouloit aueunement entendre,

car ce ſeroit occaſion de haine & de picque, & à Pavenir de guerre entre les dit freres, qwij
avvit nourris, & vouloit entxetenir en paix & amitié. g

24 H. G. Om Chriſtine af Danmark,
ſamtykke Duc d Angouléme, nemlig paa det hand (fulde tage Enke⸗
Hertuginden Chriſtiernam. () Og jeg er forſikret at dette har og
veret ſaaledes. Foruden den ſtore Rimelighed, ſom derudi er / faa
findes det endogſaa beviiſt udaf Cardinal Granvelles Brefffaber til
Beſançon, hvor baade et eget Bref haves om denne Poſt, nemlig at
Chriftine har været i Forſlag, faa og at Keyſeren har ſelv ladet det
ſkrive i fin Apologie imod Kongen af Frankerige. („) En
fuldkomnere Underretning heromgiver os Prudentius de Sandoval
Biffop i Pampelone udi fin Hiſtoria del Emp. Carlos V. (lib. 23. $. ——
Hand ſkriver , at Keyſeren, i Aaret 1536. in Octobri, lød ved fin
Geſandt, Grave Alferrer, overlevere til Paven, ſom (fulde være
Meglere imellem ham og Kong Franciſcum, viſſe Freds og Forligs⸗
Artikler. Paven fandt dem tilſammen nogenledes beqvemme,
undtagen allene tvende Hoved⸗Poſter, der vilde vel give en hoben
Vanſkelighed. Begge angik de Vilkor, hvorpaa Keyſeren vilde
forunde Due d' Angoulème Hertugdommet Milan. Naar bemeldte
Printz egtede een af Keyſerens Niéces, enten hans Broders Kong
Eerdinandi Dotter, eller og hans Soſter⸗Dotter, Chriſtine af Danmark,
Enke⸗Hertuginde af Milan. Den ene Artikel var: Naar Due d
” Angouléme vil tage den Romerſke Konges Ferdinandi Dotter, da
er fornøden at man opſetter Egteſbabets Fuldbyrdelſe indtil fire Aar
ere forbi i Henſeende til hendes Ungdom. Imidlertid beholder
„Keyſeren i ſin Vold Regimentet og Faſtningerne i Milan, til
Forſikring, indtil de fire Aar ere omme, og Freds⸗Vilkorene opfyldte.”
Den anden lydde ſaaledes: Saafremt Due d' Angoulèeme tager til
” Ægte Enke⸗Hertuginden af Milan, og nu ſtraxen fuldbyrder ſamme
»Egteſkab, da forlanger dog Kayſeren, at førend en, og
ſt⸗

() Villanova blant andre ſiger, Joco nuper cit. Actum fuit de Mediol. imperio
aut ad Aurelianenſem Ducem deferendo, ut volebat pater ejus Rex Francifcus, aut ad Engolismæ
” Dycem , itidem Franciſei filium, fed natu tertium, ut volebat Imperator, itä ut ille vidumm
viro Chriſtiernam duceret.“

(% Udi den ſummariſke Extract, mig er meddeelt af diſſe Breve, ſaavidt Chriſtine
de Dannemarc angaaer, ſtaaer udtrykkeligen: 51 Empereur propoſe de la marier au Due d'
Ingoulesme, I' inyeſtiſſant de Ia Duché de Milan,” v. Granvelle T. 2, p. 207%. Apol, de J.
Empereur pag. 133.

Kong Chriftierni II. Dotter. 25

— — — — —— ͤ üq—k(-ꝛwm nen

Feſtningerne i Milan overlades til bemeldte Printz, bor Kongen af
Frankerige have opfyldt alle de øvrige Forligs Puncter , ſom nu
paaſtaaes. Heraf er det da klart, at der baade er giort Forflag af
Keyſeren oen Chriſtines Giftermaal med bemeldte tredie Frantzoſte
Printz, faa og med hvad for Ord det er ſkeet. Saa tiener os og
den ſamme Spanſte Hiſtoricus, til at vorde langt bedre oplyſt, end
af nogen Frantzoſk Skribent, om Aarſagen paa Kong Franciſci
Side, til endeligen at paaſtaae Milan, for fin anden Son, Henrich
Duc d' Orleans, og at vilde i ingen Maade forunde det til den tredie,
nemlig Duc d' Angouleme. Sandoval bemerker, () at Dauphin
eller den ældføe af Kong Franciſci Sonner / var endnu i Live, og
(fulde arve Kongeriget. Den anden, Duc d' Orleans, havde;
formedelſt viſſe Pacter og Indretninger, Ret til at tiltræde
Hertugdommet Bretagne, ſom ſin Moderne⸗Arv. Dette Hertugdom
vilde Kong Franciſcus nodigen at ſkulde ſaaledes ſkilles fra den Franſke
Crone, og vilde derfore handle med bemeldte ſin Son, at naar hand
bekom det Hertugdom Milan, ſtulde hand fraſkrive ſig Bretagne, og
afſtaae det til at indlemmes fremdeles med den Franſke Crone.
Denne Oplysning, hvilken Sandoval vidtleftigen har anført, ſamt
og Keyſerens Svar derpaa, finder man, ſom ſagt er, hos ingen af
de Franſke. Og ſaaſom Du Bellay er den eniſte / ſom alle de andre
have efterfuldt, naar de ſkrive noget om diſſe nu ommeldte Negocia-
tioner; fan ſiunes mig / at denne ſtore Mand haver ey haft alle
fornødne Underretninger ved Haanden, den Tiid hand beſtrev diſſe
Handlinger imellem de Keyſerlige og Franſke Miniſtrer til Rom,
Og hvi ſkulde hand ogſaa ellers have fortiet, at vores Chriſtine af
Danmark, nu Enke⸗Hertuginde i Milan, var i Forſlag at giftes
med Duc d' Angoulème?

End

(% Lo otro era, que fi por cafo fe hizieſſe el matrimonio del Duque de Angulema
eon la Duqueſa viuda del Duque Franeiſco Esforeia y ſobrina del Emperador, y fe eonſumaſſe de
preſente: que querria fu Mageſtad que antes que fe entregaſſen las ſortalezas y govierno al diche
8 el Rey de Francia cumplieſſe con eſecto tado lo contenido en los capitulos. Sandeuam

. 23. $. 16.
D

26 H. G. Om Chriftine af Danmark,

Endnu videre; Jeg haver tilforne ſagt, hvad for Aarſager
Keyſeren havde, til ingenlunde at forlene Long Franciſei anden Son
Henrich med Milan, nemlig hans Egteſkab med den Princeſſe af det
rige Medicæiſfe Huus, ſamt at hand havde ikkun een endnu ugift
Perſon for fig, til at blive Konge i Frankerige efter hans Herr Fader.
Men foruden diſſe Betenkninger, hvilke Keyſeren og hans Miniftri flet
ingen Dol bare pag, men ſkriftede dem reeut ud, havde de een endnu
in mente (ſom man ſiger,) og var denne: De vidſte, at der havde
udi Aaret naſt tilforne (1535. om Sommeren) været en Handel fore
imellem Kongerne i Frankerige og Engelland om et Giftermaal
imellem Due d' Angouleme og den Engelſke Princeſſe Eliſabeth, ſom
endnu var et ungt Barn. Denne Tractat, hvorom My lord Herbert
omſtendeligen fortæller, (“) kom vel ikke til nogen Slutning , ſaaſom
begge Parter ſpendte deres Vilkore for heyt. Men Keyſ'ten tog det
dog til Eftertanke, at de torde maaſtee ved anden Leyliahed begynde
den ſamme Handel paa nye, og derfore giorde hand fit Beſtik ſaaledes:
at hvis hand ey kunde flippe anderledes fra K. Franciſeo end at tilſtage
Duc d' Angoulème Milan, (hvilket Land hand dog allerhelſt agtede
at beholde for fig og ſine,) maatte det dog endeligen (fee med Vilkor
af et Giftermaal i ſin egen Familie, til paa ſlig Maade at formene,
det bemeldte Duc d Angouleme ey med noget andet Huus blev forenet.

Jeg kommer igien til de Franſke Skribenteres Stiltienhed,
angaaende Forſlaget om vores Chriſtine til Due d' Angoulème;
Hvortil er ingen anden Aarſag, end at de alle har copieret Du Bellay,
ſom jeg for ſagde. Beaucaire de Peguillon, Biffop i Metz, mage jeg
dog her undtage , efterſom hand er den eniſte, der ſiger at der blev
bragt paa Tapetet, udi den Conkerentz mellem de Kayſerlige
Fuldmegtige og den Franſke De Velly, at Bued Angoulème maatte
egte een af Kayſerens Nieces. () Men efterdi Kqyſeren Mie

flere

) Herbert in te Life and Reigne of Henry VIII. pag. 363. See og Thoyras Rapin
liv. I. ad an 1535. pag. 334. ;

(% Belcar. /ib, 21. P. 664. Pe Engolismenſi non eåsdem fufpiciones fore; tametſi
”enim à Rege patre, non ſecus atque Aurelianus ſtabit, tamen fi unam ex Cæſaris neptibus duceret,
” uxerem ejus à Cæſare ſtaturam.“ ta

Kong Chriftierni II. Dotter. 27

— D34'— — ͤUůBu·i82ꝗ2à⸗p¶ —ĩ«—ðùð⁵ͥ B — —— — —

flere Niéces, fattes endnu at denne Hiſtoricus burde have nævnt
Chriſtine. Dog hvad ſiger jeg? Haver endſkiont Du Bellay manglet
noget til denne Sag, udi de Papirer hand ſkrev efter, ſaa kand man
alligevel nogenledes gotgiore den af ham ſelv; naar hand fortæller
fane Blade derefter ; hvorledes de Keyſerlige lode Ambafladeuren
de Velli hente til fig; og efter en lang Piſputation, da de fane at de
ey kunde fane andet ud af ham, end forrige Dagen, lode fig endeligen
merke at de vilde tilftaae Duc d'Orleans Fyrſtendommet Milan /
dog med faa Sfiæl, at Kongen af Frankerige vilde da fee Enke⸗
Hertuginden, Keyſerens Soſter⸗ Dotter, forſiunet med et got
„Giftermaal; hvor de uden at forklare fig tydeliger, gave nogen
” Leylighed til at tænfe, at det var Kongen af Skotland, ſom de
ynſtede hende gift med. ( Thi, fiere, jeg vil nu fpørge, hvorpaa
ſkulde vel baade denne og de forrige Dages Diſputer have beroet, og
hvad (fulde den Foyelighed betyde, ſom de Keyſerlige omſider frede
til, med Vilkor, at fane Enke Hertuginden forſorget et andetſteds,
med mindre hun juſt havde været Aarſage i / at de Keyſerlige, u-agtet
alle Renunciations og andre Tilbudde, heller vilde unde Landet til
den ugifte og yngſte Printz, end den gifte? Diſſe Conferentzer ſkeede
i Aaret 1536. til Rom. Siden i det næft folgende 1537. imod Enden
af Aaret blev til Leucate en Stilſtands⸗ Tractat ſluttet imellem
Keyſeren og Kongen, hvorudi denne Artikel blev ſamtykt, at den
oft benævnte yngſte Franſte Printz, Charles, (nu, ſiden at Henrich
var bleven Dauphin, (5) faldet Duc d' Orleans,) (fulde have Milan,
og'til Egte Keyſerens Hr. Broders Kong Ferdinandi ældfte Dotter:
Denne var ſamme Tid ikkun elleve Aar og nogle Maaneder gammel.
Hvad mon der have ftaget de Franſke i Veyen hos vores Chriſtine?
9 Mon

(0) Livr. 5. p. 141: F. Au lendemain matin ils l' envoyerent querir, & apres une longue
diſputation, voyans qu'ils ne pouvoient tirer de luy autre choſe, luy accorderent le Duché de
Milan pour Monſeigr. le Due d Orleans, moyennant toutesfois que le Roy trouvaſt party pour la

vefue Ducheſſe niepce de l'Empereur, & fans fe declarer ouvertement donnerent occaliøn de
penſer, qwils entendiſſeut, qu'elle ſuſt donnée au Roy d' Eſcoſſe.

(% Den forſte Dauphin, Franciſcus, Køng Franciſci I. eldſte Son, døde af Foraift
An. 1536. Herpaa blev den mellemſte Broder, Henrich, ſtrax Faldet Dauphin, og den yugſte fif
Radon af Due d' Orleans.

28 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Mon det var hendes Enke⸗Stand? Eller at den Herre, hun havde
været gift med, var tilforne faa ilde af dennem medhandlet, udraabt
og diffameret for hans flette Herkomſt? Eller var det hendes og den
unge Printzes Ulighed i Alder? Denne ſidſte var dog ikke ſtor, og
beroede kun paa et Aar at hun var ældre. Og endeligen var hun vel
faa ſkion en Perſon, og derhos af en langt hoyere Byrd baade paa
Faderne og Moderne, end Catherine de Medicis,

Udi den Optegnelſe, mig er meddeelt af Cardinal Granvelles
Papirer, ſtaaer ellers meldet om tvende Forſlage til Partier for hende,
juſt udi ſelvſamme Aar hun var bleven Enke efter Skorza; om hvilke
tvende mig flet intet er forekommet itrykte Boger. Begge bemerkes i
Deſignationen / med diſſe Ord: L. An. 1535. après la mort du Due
”de Milan, le Duc d' Albanie la demande en mariage. v. Granvelle
J. 2. p. 262. Og dernæft: 1535. On propoſe à J Empereur de la
* remarier avec Alexandre de Medicis. v. Apo. de I Empereur p. 133.
Jeg feer mig altſaa befoyet, til at opholde mig noget ved diſſe tu
Artikler, for at bekiendtgiere begge Herrers Perſoner og
Omſtendigheder: Og vil jeg da forſt tage fat paa den ſidſt benævnte,
efterſom jeg uforgribeligen er i den Mening, at Forſlaget om hannem
har været anbragt, førend at Hertugen af Albanien haver anmeldet
fig, ſom Friere. Hvem Alexander de Medicis har været, er ingen
ſom jo vel veed: nemlig at hand var en u-egte Son af Laurentio de
Medicis, Hertug af Urbino, ſom efterlod allene eet Wate⸗Barn,
Princeſſe Catherine, der ſiden blev Dronning i Frankerige.
Florentinerne havde forjaget denne Laurentii Fader, Petrum de
Medicis, (den gamſe og ſtore Laurentii Son, og Pave Leonis X.
eldere Broder /) med hans Born og den gandſke Mediceiſke Familie
af deres Stad. Derefter havde de tvende Paver, Leo og Clemens,
begge Medicèer, brugt alle Kunſter, til at fane dem igien indſat i det
forrige Herredomme. Dette lykkedes og endeligen, i ſynderlighed for
Wave Clemens, ſom An. 1529. ved den Tractat, hand da indgik med
Kænfer Carl, bragte til veye, at Florentz ſkulde indrømmes og
fremdeles tilhøre bemeldte Huus. Hertil blev nu af Paven nævnt,
ſaaſom den nermeſte / og den eneſte Mand af Petri de Medicis 14

en

Kong Chriſtierni II. Dotter. 29

den forbemeldte Alexander, ſom af Faderen, der nu længe ſiden var
død, var bleven naturaliſeret. Og blev da i benævnte Forbund
indført, at Keyſeren (Fulde give hannem til Egte fin naturlige Dotter
Margarete, lade ham, i Steden for Medgift, telle 1000. Ducater
garligen, og endeligen beſorge hans Indſettelſe udi fine Forfedres
Regimente i Florentz; Hvilket maatte ſkee ved Vaaben paa begge
Herrers, Keyſerens og Pavens, Bekoſtning. Dette ſidſte gik for fig,
og Alexander blev ſtrax Herre i Florentz. Med Egteſkabet ſtod det
hen, efterſom Margarete var den Tiid ikkun 7. Aar gammel, thi hun
var fed An. 1522. Oinſider An. 1535. indfalder Herkugens Dodsfald
i Milan. Keyſeren kommer i ſamme Aars Efterhoſt hiem fra Africa
til Sicilien, og derfra ſidſt i Novembri til Napel. Der indfinder fig,
iblant adſkillige Italienſke Herrer, ogſaa Alexander de Medicis.
O. Og at Chriſtine, Enke⸗Hertuginden af Milan er ved ſamme
Tiid der ankommen, har jeg tilforne bemerket. Jeg ſlutter da, ſaaſom
noget gandſke rimeligt, at Alexander haver fundet mere Behag i et
Egteſkab med denne Princeſſe, end med Margarete, ſom ham tilforne
var tilſagt, og at hand har formaget de Keyſerlige Miniſtrer til at
giore Forſlag herom. Hvad heller Chriſtines Skionhed har ſtukken
ham 1 Oynene, eller hand har indbildet ſig at kunde, tillige med
Florentz, bekomme Milan til Forlehning, eller og begge Fordeele har
ſvavet ham i Tanker, lader jeg ſtage derhen; Saavelſom og / enten
det er kommet fra Keyſeren ſelv, eller fra Chriſtine, at Begieringen
blev ham afſlagen. Hand haver derpaa i neſte Aar 1536. holder
Bilager med fin forhen forlovede Brud; og er nogle Maaneder derefter
bleven myrdt af fin egen Fetter, i Begyndelſen af 1537. At nu om
dette Forſlag er bleven meldet i Kæyſerens Apologie, ſom forvares
iblant Granvelles Skrifter, ſlutter jeg at være ſkeet af ſaadan Aarſage,
at Keyſeren har vildet beviſe fin gode Intention, i Henſeende til det
Kongelige Franſke Huus; nemlig at hand havde deſtineret Chriſtine
til Kong Franciſci yngſte Printz 3 d' Angoulème, hvis hans 17

3 avde

() Belcar, Jib. 21, pag. . Meſſanam Cæſar XII. Kal. Novembris init. 3
Neapolin VII. Kal. Decembris ingreſſus, ac triumphali pompa exceptus eſt. - Sub idem
tempus Cardinaſis Senenſis ac Cæſarinus Pauli III. Pont. Max. legati, Alexander item Medices
Flotentinus Regulus Neapolin appulerunt,

*

30 H. G. Om Chriftine af Danmark,

havde vildet unde hannem Milan, da der An. 1536. blev til Nom
negocieret; ja at den Propoſition om at gifte hende med Alexander
de Medicis, var derfore bleven forkaſtet.

Om den anden af diſſe tu Friere, Hertugen af Albanien, er
dette at ſige, at hand var af Byrd og Fodſel en Skotſk Printz, af
det Kongelige Stuartſke Huus / og efter den da regerende Kong Jacob V.
den neſte Arving til den Skotſke Crone. Dog var hand baade fed
og opdragen i Frankerige, hvor hand og blev gift og beſtandigen
boende, og tiente i alle Kriger under Kong Ludvig XII. og Franciſco I.
Dette var (Feet af ſaadan Aarſage: Hans Fader Alexander Stuart,
Faldet Hertug af Albanien, (en Titel, ſom den naſt⸗eldſte Skotſke
Printz fordum gaves,) var en Son af Kong Jacob II., og faldt i
Unaade og i Mistanke hos fin Broder Kong Jacob III. ſom den der
ftræbte hannem efter Regeringen. Hand blev derpaa fængsligen

anholden; men fandt Leylighed til at flippe ud af Fængfelet, og
komme til Frankerige, hvor Kong Ludvig XI. tog hannem i
Beſkiermelſe. Dette ſkeede hen ved det Aar 1479. Hand giftede
fig i Frankerige med en Dotter af Bertrand V. Comte d' Auvergne
& de Boulogne, ſom var af Dronningens Anne de Bretagne
Forvandtſkab. Faae Aar derefter omkom hand i en Tornering, ved
Kong Ludvig den Tolftes egen Haand, ſom var den Tiid Hertug af
Orleans, og ved en uforvarendes Ulykke dræbte ham med fit Spær.
Denne Alexanders Son var den nu omhandlende Hertug Joannes
Stuart af Albanien, en Printz / om hvilken intet uden alt got er hort, være
ſig i Krigs eller andre Forretninger. Hans berommelige Rygte giorde
og, at, der hans Farbroders Son Kong Jacob IV. var ded, i Aaret
1513. have Skotterne kaldet hannem ind fra Frankerige, til at fore
Regimentet og Formynderſkabet for den unge Printz, () ſom da var
lider over eet Aar gammel, Hand kom der ogſaa, og fif ar Am
eftille

(”) Buchananus ffriver herom /i6. XIII g. 77. Cum de Prorege ageretur, - ac
in Jeannem Ducem Albinum, tum in Gallia fecundk famå degentem, plurima fuffragia convenirent,
decernuntur Legati, qui cum ad rerum Scoticarum regimen areeſſerent, non ſolum ob virtutem,
ſed n cum Rege ſanguinis conjunctionem: genitus enim erat ex Alexandro, Jacobi
Tertii fratre.

Kong Chriftierni II. Dotter. 3¹
beſtille med de urolige Partier der i Riget, men udrettede ikkun lidet
efter Jnſke. Hvorfore hand blev fæed deraf, og reyſte tu Aar
Derefter til Frankerige, med Løfte at komme tilbage, ſaafremt nogen
fær Fornodenhed (fulde udfodre hans Narverelſe. Endeligen, paa
deres indſtendige Begiering, og for at dæmpe de tilvorende
Uroligheder; begav hand ſig atter derhen: Og holdte hand det ſaaledes
tre eller fire gange, med at reyſe imellem 9 og Skotland,
indtil An. 1524. da hand ſidſte gang forlod dem. () Som hand
nu ogſaa denne gang havde lovet at vilde være der igien i ſamme Aar
inden en vis Tiid, men blev dennem forlænge ude, erklærede de deres
unge Kong Jacob V. ſom var kun paa fit trettende Aar, for fuldmyndig,
og bragte ham til at opſtrive Hertugen af Albanien Formynderſtabet.
Herved forblev det ogſaa; meeſt efterſom bemeldte Hertug var udi
ſelvſamme og næftfølgende Aar forhindret med andre Beſtillinger,
nemlig commanderede den Krigs⸗Magt, ſom Kongen af Frankerige
indſkickede i det Kongerige Napel. Siden da Kongen var bleven fangen
ved Pavia, forde hand ſine underhavende Tropper lykkeligen tilbage
til Frankerige. Hvorom Martin du Bellay taler, i Begyndelſen af
fin 3. Bog. Udi Tractaten til Madrid af 1526. den 14. Januar. om
Kong Franciſci Lesgivelſe, er hand nævnt iblant de 12. Franſke Herrer,
ſom Keyſeren forlangede til Giſſeler tillige med Dauphin, og i Steden
for Duc d Orleans. Anno 1533. haver Kong Franciſeus ſkiffet hannem
tillige med Cardinal de Grammont i Ambaſſade til Paven, hvo da hand
var den forſte , og Cardinalen den anden Ambaſſadeur. Wed hvilken
Leyſighed den Giftermaals Handel imellem Kongens Son og
Catherine de Medicis kom omſider til en endelig Slutning: Hertil
contribuerede ikke lidet det Forvandtſkab, ſom denne Princelſe og
Duc d Albanie var imellem. Thi ſamme Joannes Stuart af Albanien
havde havt Catherines Moſter til Egte; Hvorfore hand af
Guicciardino og flere Skribentere kaldes hendes Mor⸗Broder. BR

and

(”) Hier. Henninges har været ilde underrettet, da hand ſkrev (Gemeal, Tom. IV. p.
alt. p. 109.) Ad Limnuchum tandem ab Hamiltoniis cæfuseft An, Chr, 1324. Ligeſaa El. Reusnen
in Baſilic. Geneal,

% Paulus fovius rich rigtiger, Hiffor, lib, XXXI. Joannes Stuardus, Albaniæ

Regu-

32 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Hand var bleven gift An. 1505. med ſin Mor⸗Broders, Jean Comte
d Auvergne & de Boulogne, hans Dotter Anne, ſom dode An. 1524.
uden Bern. Hendes yngere Soſter, ved Navn Magdalene, blev
her giort Forſlag om til Kong Hans i Danmark, for at fane hende
giftet med Kong Chriſtiern II. Dette ſkeede ikke een men flere gange,
nemlig i Aarene 1506. 1512. og 1513. og her findes endnu Breve, til
ſamme Sag horende, fra Kong Ludvig XII. til Kong Hans. Arrild
Hvitfeld taler endogſaa derom, under det forſte af benævnte Aar.
() Siden dette Partie ey gik an, fif Laurentius de Medicis,
Hertugen af Urbino hende, og blev hun ſaaledes Moder til Catherine
de Medicis, Samme Giftermaal havde end ogſaa bemeldte Dertug
af Albanien fordum negocieret, i Aaret 1517. med Pave Leo X.
Og bekom nu igien den Fornoyelſe, at handle om et meget
ſtorre Partie for Dotteren; ja, ſaa ſnart det var bleven beſluttet,
ſelv at hente hende og fore hende til Frankerige: Hvilket Franciſcus
Guicciardinus, Paulus Jovius, og Martin du Bellay omtale. Og er
denne Forretning, faa vidt jeg veed; den ſidſte man finder af hannem
i bekiendte Skrifter: Som det ogſaa liuder i den nyeſte Edition af
Moreri: (“) Depuis ce-tems-ld (1533.) il neſt plus fait mention de
luy, & il y a apparence, qu'il eſt mort en France. I hvor ſtor Åre
og Anſeelſe hand har levet i Frankerige / kand fluttes deraf, at An. 1523.
da Kongen in Junio holdte fit Sade i Parlamentet , med ſine Fyrſter
af Blodet, Pairs, og andre Printzer og Herrer af Raadet, er Hertugen
af Albanien indkommen, da Kongen anviiſte ham Sade over alle
Ducs & Pairs de France, næft efter Due d' Alengon, ſom var Printz
af Blodet, ſigende, at hand vilde giore ham Wre, fordi hand var
Printz af Skotland, og giorde ham, ſaavel der ſom i Frankerige,
Tieneſter. (“) Ligeledes blev hand i Tractaten til Madrit af 1526.

nævnt

Regulus, cum viginti triremibus & Maſſilia ad portum Veneris venit: Ejus uxor Catharinæ fponfæ
matertera erat, ipfeque jungendæ affinitatis author, & fponfalium præcipuus interpres extiterat.

(Judi Kong Hanſſes Hiſtorie, pag. 1066, edit. in fol,
(%) F. Stuart, pag. 390, b. edit. de Hollande 1740.

; (% Ribier Leteres gr Memoires & Etat, T. I. pag. 284. Dette findes ogſaa udi
Hifloire de la Ville de Paris par Felibien & Lobineau, Vol. 2. ad An. 1523. P. 647.

Kong Chriftierni II. Dotter. 33
nævnt neſt efter Due de Vendåme forſte Printz af Blodet, og for
ved Monsr. de St. Pol, ſom var Due de Vendöômes Broder. Hvad
Rang og Anſeelſe hand har haft i Frankerige, ſeer man deraf, at
An. 1507. da Kong Ludvig XII. holdt ſit armerede Indtog i Staden
Genua i Italien, reed hand naſt Hertugen af Lothringen. (0)
Samme Rang havde hand An. 1514. udi K. Franciſci I. Indtog i
Paris, efter Croningen til Reims, nemlig næft efter Hertugen af
Lothringen, og oven for Grevens af Vendosme, ſom var aldſte
Printz af Blodet; hans tvende yngre Brodre, Duc de Bourbon o
Comte de St. Pol. (”) Anno 1523. da K. Franciſcus holdte fit
Sede i Parlamentet &c. &c. Anno 1527. i de tvende Seances og
Licts de juſtice, ſom holdtes den 16. og 20. Decembr. for at
beraadſlaae om de Vilkor, der vare Kongen aftvungne ubilligen i den
Madritſke Tractat, havde hand fit Sede ved Kongens hoyre Haand;
næft efter diſſe 3. Due de Vendome, Printzen af Navarren, og
Comte de St. Paul, og oven for 5 andre Printzer. (V. Cerem. Franc.
T. 2. p. 478. & p. 490. & Favin Hiſt. de Nav. I. 13. p. 749.) An.
1533. d. II. Oct. le Pape eft arrivè au port de Marſeille, accompagné
de Mr. le Duc d' Albanie, & quinze Cardinaux Italiens, & faut
entendre que la dite Entrèe a efté fort triumphante. Godefr.
Cerem. Hr. J. I. p. 56. Belcarius l. 20. f. 48. Jam vero Joannes
Stuardus Albaniæ Regulus, qui Bononienſis reguli majorem natu
filiam Mediceæ Catharinæ materteram in matrimonio habuerat,
Gallicas triremes inſtruxerat: quibus addita aliquot navigia, quæ
Cardinalium, ceterorumque qui Clementem adducturi erant,
impedimenta portarent: primum tamen. Catharinam Niceam
Allobrogum deduxit, mox ad Piſam portum Clementem excepturus
rediit: Is quarto nonas Octobris triremes conſeendit, & paucis
diebus Maſſiciam felici navigatione trajecit. Imidlertid
forekommer os nu; at hand i An. 1535. har giort Anſogning hos
Keyſer Carl, om at bekomme Enke ⸗Fyrſtinden af Milan til Egte.
Hvad her ved (Fulde have været fe at vinde, enten for .

eller

(0) Cerem. Frang. Tor, I. p. 74%.
(% Ilid. p. 272. ſeg.

eller for hende, kand jeg ikke ſee. Skulde det maaſkee have været,
at her var Haab til, det hun kunde komme engang paa den Skotſke
Throne, hvortil hand var den næfte Arving, ſaaflemt Kong Jacob,
der endnu ikke var gift, noget menniſkeligt (fulde tilſlages? Da vilde
ſaadant vel ikke meget veye / ſaaſnart man var videndes, at Kong
Jacob var den Tiid ikkun 24. Aar gammel; og Hertugen allerede
over fine halvhundrede.

Det er i faa Maader ingen Under, at Kayſeren og hans
Miniſtrer, i Steden for denne Arving til Skotland , langt heller
vendte deres Tanker til Kongen i Skotland ſelbs. Men ikke giordes
det fornoden, at de herom ſkulde erindres ved den Leylighed af
Hertugen af Albaniens Frierie, eller ved andre; Helſt efterat
Anledningen var given af ſelvſamme Konge gandſke tu Aar tilforne.
Thi udi Aaret 1534. havde ER virkeligen havt fit Bud hos Kæyſeren,
og ladet begiere denne Danſke Princeſſe: Men kom den Tiid forſildig /
ſaaſom hun da var, ſom man ſiger, allerede ſoldt ſaa dyrt / ſom hun
kunde gielde. Om dette Frierie er mand ey allene bleven underrettet
af Granvelles Breve / hvorudaf det i Regiſteret liuder ſaaledes: Elle
(Cbriſtine de Danemare) eft demande en mariage par le Roy d' Ecoſſe,
mais trop tard. v. Granvellé T. 2. p. 1. Men mand. haver end
desforuden en udforliger Kundſkab af Buchanano, der udi ſin Skotſke
Hiſtories 14de Bog fortæller Sagen med Omſtendigheder. Det
eniſte ſom man favner, er at bemeldte Hiſtoricus ikke navner Chriſtines
Navn; faa at, hvis ikke det bemeldte Vidnesbyrd af Granvelle var
kommen til Hielp, maatte man være uvis paa; hvad heller det var
hende, eller oa hendes eldere Soſter Princeſſe Dorothea, ſom Kong
jacob havde Oye paa. Narrationen hos Buchananum er ſaaledes:
Keyſer Carl ſkikkede i Aaret 1534. den 24. April. fra Toledo i Spanien
til Kongen i Skotland, udi et hemmeligt Wrinde en Mand ved
” Savn Godſchalk Erikſon. Hannem var befalet, adſkilligt at
foredrage / nemlig om den Spot og Uret / ſom Kayſerens Moſter og
” hendes Dotter var vederfaret udaf Kongen i Engelland; om et
” almindeligt Concilio, ſom behøvedes at fage ſammenkaldet; om det
Lutherſte Kiætterie at udrydde; og endeligen om et N for

N 5 ong

34 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Kong Chriſtierni II. Dotter. 35

Kong Jacob, hvorved et Svogerſkab imellem begge Herrer kunde
vorde ſtiftet. Angagende denne ſidſte Poſt, da havde Kæyſeren i ſit
Brer foreſlaget udaf fine nermeſte Paarorende trende Marier, ſom
„Kongen kunde vælge fig en Brud af: fin Frue Soſter Maria Enke⸗
Dronning efter Kong Ludvig i Ungern, der omkom udi det Slag med
Tyrken; fin anden Soſters Dronning Eleonoræ Dotter, Maria
Infante af Portugal; og fin Moſters (0 Dronning Catharinæ i
Engeland hendes Dotter, Princeſſe Maria. Og efterſom Kayſeren
vel vidſte, at dette ſidſte Partie (fulde frem for de andre finde
»Indgang hos Kongen, faa brugte hand den meeſte Fliid med at
” overtale ham til det ſamme, allermeeſt for at faae Skotteren afvendt
fra det Venſkab, hand inclinerede til med Frankerige, og med det
ſamme i Ulenighed og Fiendſkab med Kongen i Engelland. Herpaa
” gav Kong Jacob til Svar, at det Engelſte Partie kunde virkeligen
”øg i mange Maader være ham fordeelagtigt, hvis dertil var
Forhaabning; Men ſamme beroede i ſtor Uvished, vilde koſte endnu
mere at drive igiennem, ja udkrave en længere Tiid, end hans eenlige
Tilſtand, fom nu var den ſidſte Mand af fin Stamme, var tient
med. Herimod var, iblant alle Kayſerens Paarorende, den eniſte
Perſon, ſom hand fandt at være fig convenable, den Danfke
Princeſſe / Kong Chriſtierns Dotter, og Keyſerens Soſter⸗Dotter.
Hand bekom faa derefter Kayſerens ſkriftlige Svar fra Madrit, at
den Princeſſe, ſom hand begierede, var allerede forſagt, og med en
anden forlovet.” Saa vidt aner Buchanani Fortælning. 952

2 u

unh * ＋ 3 kalder hende Kuyſerens Amitam; og hand er ey den eniſte af Skribentere,
erudi feyler.

(% J Latinen er den ſaaledes: Sub idem tempus de affinitate eum Carolo Cæſare
jungenda per Legatos agitatum; tandem XXIV. April. anno milleſimo quingenteſiiuo triceſime
quarto Cæſar Godfcalcum Erycum, quo res eſſet occultior, Toleto per Hiſpaniam ad Scotum
miſit. Is, cum expoſuiſſet mandata ſibi å Cæſare, de injuriis Catharinæ amitæ filiæque ejus ab
Anglo factis, de univerſali Concilio convocando, de hæreſi Lutherana expugnanda, de affinitate
contrahenda: ibi Cæſar per litteras optionem Regi dabat, de tribus Mariis propinquis ſuis:
hæ autem erant, Maria, Caroli ſoror, vidua, eæſo à Tureis ejus marito Ludovico Ungaro;
Maria Luſitana, ex Leonora ſorore, Maria Angla, ex Catharina amita nata. Et quia proniorera
in has nuptias Carolus Regem fore ſciebat, in eam magis partem ineumbebat, ut Scotum å Gallier
amicitiæ reſpedu abduceret, & cum Anglo eädem opera committeret. Rex ad es reſpondit:

” Matri-

36 H. G. Om Chriftine af Danmark,

— — — —

Nu maatte man vel ſporge, hvorledes dette kand være gagen til, at
Kong Jacob haver, frem for de trende Marier, feſtet fine Tanker til
en Perſon, ſom ikke var bleven det ringeſte Ord talt om i Keyſerens
Forflag? Og hvorfore hand juſt er falden paa, at udvelge den Danſke
Princeſſe, den fangne Kong Chriſtierns Dotter / der af fig ſelv langt
fra ikke kunde medbringe ſaadan Brud⸗Skat, fon Enke⸗Dronningen
af Ungern, eller den Portugiſiſke Inlante? Derpaa vil jeg nu fvare
med et andet Sporsmaal: Om mand ey her haver en Miniſter⸗Streg
af Manden, der blev fkikket af Keyſeren i dette Erinde? Buchanan
ſiger os hans Navn, nemlig at det var Godſchalk Erikſon. Og hvem
er vel i Danmark faa ukyndig i fit Fadernelands Hiſtorie, naar hand
har læft fin Arrild Hvitfeld, der jo kiender denne Mand, og ved at
hand var Kong Chriſtierni II. Canceller, og hans troe Tiener i den
Stokholmſke Regering, ja og ſiden i hans Landflygtighed? Keyſer
Carl haver ſiden betient fig af ſamme dygtige Mand, og brugt ham
til hemmelige Forſendninger, hvor hand ingen faadan Opfigt vilde
have giort, ſom naar hand ſkikkede af fine egne bekiendte Folk; helſt
da Manden var endnu ikke anſeet for andet; end en Tiener af det
Kongelige Danfke Huus. Jeg er da i den Tanke, at det haver været
ham, der, vaa egen Haand og uden for ſin Inſtruction, haver hviſket
Skotterne ſligt i Øret, om den Danſte Princeſſe: Og at hand har
giort det af ſerdeles Troſkab, Kierlighed og Omſorg for fin gamle
ulykkelige Herres Familie. Jeg ſetter, at hand end ogſaa haver vidſt
noget om hendes Forlovelſe med Hertugen af Milan; Mon hand
ikke allige vel kunde tænke, og giore ſig Forhaabning, at, naar ſaadant
ulige hoyere og 1 Partie blev offereret, (foruden at ingen
nærmere Ven var funden til at bringe Kong Jacob fra det Franſke og
udi Keyſerens Forbund,) ſkulde Keyſer Carl, ſom i flige Tilfælde
pleyede ey at være forlegen, vel finde paa at falde fin Accord med
Hertugen af Milan tilbage? Endeligen er ogſaa rimeligt i . at
Skot⸗

» Matrimonium cum Angla multis quldem modis, fi confieri poſſet, utile fore; verum rem eſſe
ſpei incertæ, majoris periculi & laboris, ac diuturniori:- moræ, quam ſolitudo ipſius, qui
„ unicus in fi à femilia eſſet, ferre poſſet. Ex omnibus Cæſaris propinquis, maxime commodam
” fais rat onibus eſſe Chriftierni Danorum Regis filiam, ex Iſabeſla Caroli ſorore genitam.” Ad
id paulo p oſt Carolus Madrito reſpondit, eam alteri jam pronuſſan. Den Engelſte Lord Herbert
taler ogſaa derom i K. Henrichs VIII. Hiſtorie, pag. 357.

Kong Chriftierni II. Dotter. 37

Skotterne have ſelv gierne ſamtykt, og ynſket fig en Dronning igien
af det ſamme Kongelige Danſke Huus, hvoraf de tilforne havde havt
een, nemlig Kong Chriſtierni I. Dotter, Frue Margarete: Hvis
Berommelſe man finder ſaaledes opſkreven i deres Bøger, at aldrig
er nogen Dronning mere bleven priſet. Hos een af deres nye
Skribentere, Dr. Patrick Abereromby lęſer man om hende dette: ()
She was one of the greateſt Beauties of that age; and yet her Beauty
and blooming Youth were the laſt valuable of her Qualifications.
Her Behaviour was ſuch as commanded Reſpect and taught Modeſty,
a Vertue which for ſome time before ſeemed to have been banished
from Court. With herſelf she gave her Heart and Affections fo
entirely to the King her Husband, that she may wel by ranked
among thoſe, who have been moſt remarkably famous for conjugal
Duty. She did not forget, that she was born in Denmark, but
eferred Scotland to her native Soil, and the Honour of being

a Scots Queen to that a being a Daughter of a Monarch adorned
with a treble Crown. In fine, her Piety was fo eminent, that her
Life and Converſation were Patterns, not only for the Ladies at
Court, but to Virgins shut up in Cloyſters, and by the moſt ſolemn
Vows and indiſpenſable Obligations dedicated to the Service of God.
The wery Sight of ſuch a Queen coult not by endear her to all ranks
of People &c. Jeg beder om Forladelſe, for denne noget lange
Paſſage, helſt da den ikke egentligen tilherer vores nu omhandlende
Materie. Men da jeg ikke vid 8 om mig nogentid herefter kunde
e 3 gives

) In the Martial Achievements of the Scots Nation, Vol. 2. pag. 407. Hun er dod
ved An. 1485. eller 1486. ſom er at ſlutte af Buchanani Ord /ib. XII, F. 55. hvor det heder: Interea
moritur Scotorum Regina, mulier ſingulari formæ gratia & probitate, quæque viri effrenatos
impetus plerumque moderari eredebatur. Virkeligen en for Roes, naar man kiender denne Hiſtorici
Skrive Maade. Et vidtloftigt Capitel om hende haves i F. Jacobi Philippi Bergomenſis J7¹ de
claris feledtisque mulieribus , imprelſi Ferraviæ An. 1497. menſe Majo, in fol. Og ſelvſamme
Elogium haver Giuſeppe Betuſſi overſat paa Italienſf, og indført det i fine Additione al Boccaccio
delle Donne illuftri, tryft i Venedig 1558. in g. fol. 165. l. Bergemenfis begynder ſit ſaaledes:
Margarita, Chriſtierni inclyti ac chriſtianiſſini Dacorum Regis filia, Jacobique Scotiz Principis
uxor, tempeſtate hac noſtra (Sixto Pontifice quarto præſulante) in Scotia inſula ſingulari prudentia
inge nioque ac ſanctimonia in pretio fuit non modieo: quo autem tempore ſit extindta, nobis notum
non eft, Og bette rev hand dog ikkun 10. eller 12. Aar efter hendes Dod. Hand beretter ellers
tet og andet, ſom ey ſiunes at rime fig med Skotternes egne Hiſtorier. j

38 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

— ——— ¶ Æùm»2:—ꝛ——ę—̃ — — — 77 m————

gives Leylighed, til at giore den bekiendt (da og Autor ikke er hos os
almindelig /) mener jeg ey at have forſeet mig meget, i at fremſtille
et faa herligt Portrait af den ferſte Kongelige Danſke Printz ſſe, udaf
den Oldenborgiſke Stamme, fra hvilken det hoypriſelige og lykſalige
Huus, ſom endnu i denne Dag beſidder den Store⸗Brittanniſke
Throne, nedſtammer. 3

Endeligen, i hvorledes dette end har været beſkaffet, forſtage
om Kong Jacobs Giftermaals⸗Tanke med vores Chriſtine, ſaa er nu
intet viſſere; end at paa ſaadan Tiid var den meget for ſilde tagen. Thi
forend Forſlaget herom kunde fra Skotland komme Kayſeren tilhende
i Madrit, var Chriſtine allerede bortreyſt til Italien, og havde holdet
Bilager med Franciſco Sforza. Siden, efterat hun var bleven Enke,
finder jeg ikke det ringeſte meldet udi de Skotſte Hiſtorier, at noget med
Kong Jacob er negocieret hende angaaende: da det alligevel bor Holdes
for fuldkommen viſt, at Keyſeren haver i Aaret 1536. arbeidet der»
pag med Alvorlighed. Thi end ikke forblev det derved, hvad de Key⸗
ſerlige Miniſtrer havde i bemældte Aar in Februario givet den Franſte
Ambaſſadeur til Rom fordakt at forſtaae; Men de bragte det og ſiden
frem gandſke aabenbarligen, ien Conferentz, ſom blev holden deref⸗
ter til Napel; Hvor de iblant andre Forliigs⸗Conditioner paaſtode/,
(") at ” Kongen af Frankerige maatte endeligen mage det ſaa, at Chri-
ſtine Enke⸗Hertuginde af Milan kunde vorde Dronning i Skotland:
Og ſom mand havde fornummet, at Kong Jacob fulde nyligen væ
re bleven forlovet med Princeſſe de Vendôme, udaf det Kongelige
Franſte Huus, faa maatte Kong Franciſcus ffaffe dette igien ophæ-
vet, paa det at Giftermaalet med Kayſerens Niéce kunde gage for fig.
Den af Vendòme fulde man vel ſorge for paa et andet flæd; og den
»Brudgom man allerede tiltænkte hende, var Printzen af Oranien,
”René de Chalons. Vel var der talt om Hertugens Dotter af Loth⸗

rin⸗

() Guill. du Bellay, dans ſes Ale moires Iiur. C. pag. gg. e. Auſſi vouloit l. Eimpe-
reur, que le Roy rompiſt le mariage de la fille de Vendoſme au Roy d' Eſeoſſe, car il vouloit luy
bailler fa niepee la Ducheſſe de Milan, & que la fille de Vendoſime fuſt baillée au Prince d' Oren-
ge, & que le Roy print en ſoy la charge de bien colloquer la fille du Due de Lorraine, de laquelle
avoit efte mention pour ledit Prince d' Orenge. f

7 Kong Chriſtierni II. Dotter. 39

ringen for bemeldte Printz: Men hende fandt vel Kongen ogſaa en
anden Leylighed til, og en Mand ſom hende kunde være anſtendig.
Saaledes hafde Keyſeren og Granvelle denne gang giort deres Plan,
og paa flig Maade negocierede man i de Dage; og byttede Princeſſer
omfring. Wen dette, ſom nu er omtalt, faldt ud til flet ingen Ting.
Kong Jacob tog hverken vores Chriſtine, ja ey heller den Franſke Prin-
ceſſe Vendõme, u. agtet hand var virkeligen forlovet med denne: Men
om Efterhoſten i ſelvſamme Aar ſeglede hand til Frankerige, begierde
Kong Franciſci egen Dotter til Egte, og udi næftfølgende Mars 1537.
— —.— holdte Bryllup med hende til Paris: og Printzen af Orani-
ne beholdte, og fik ſiden Bryllup med Princeſſe Anne af Lothrin⸗
gen, Hertug Antonii Dotter.

Her maae og ikke forbigages, hvad vi ſelv have udi vore Dan⸗
ſke Hiſtorier, hvorledes Greve Chriſtopher af Oldenborg ; den Tiid
hand i oft bemeldte Aar 1536. var af Kong Chriſtian III. beleyret i
Kiobenhavn, havde fit Bud og Skrifvelſe hos Dronning Maria af
Ungern, Souvernante i Nederlandene, og lød begiere vores Chriſti-
ne, og at ſamme Frierie blev forſmaaet og med intet Ord beſvaret (0).

Et Aars Tiid og noget længere derefter var et ſtorre Gifter⸗
maals Anſlag for hende udi Gierde, nemlig med Kong Henrich
VIII. i Engelland. Thi da denne Konge var bleven Enkemand
efter een af fine Dronninger, Johanne Seymour, ſom An. 1537. in
Octobri døde i Barſelſeng, haver Kæyſer Carl ikke været ſeen, til
at foreſlaae ham fin Soſter⸗Dotter Chriſtine af Danmark. Ikke
haver jeg hos Thoyras Rapin fundet herom det ringeſte. Mr. de
Larrey haver derimod ey forglemt det, men til Deels af andre, og
for ſtorſte Delen af P. Daniel, ſom vel kiendes, ſamlet et got
Stykke derom, ſom jeg herefter ſkal berøre, Den Pfaltziſke Hubert
Thomas er og for faa vidt et godt Vidne, ſom hand ſelv ved en vis
Leylighed havde fin Deel derudi, ſom og ſiden kal ſiges. Dog
alligevel var hannem ikke andet bevidſt, end at Forſlaget kom fra Kong
Henrich ſelv, og havde ey tilforne været i Keyſerens Tanker. De
ran⸗
00 Sec Hvitfeld, Pag. 466. øg Nicol, Cragii Annall, pag. 127: "

7

40 H. G. Om Chriſtine af Danmark /

Franſke ere meget bedre underrettede. Pere Daniel haver udaf
Preſident La Moignons Bibliothek havt en Samling af Breve fra
de ſamme Tider, ſom de Franſte Geſandter ved adſkillige Hoffer have
ſkrevet til den ſtore Connetable Anne de Montmorency. Deriblant
var ogſaa af den Geſandts, ſom Kong Franciſcus holdte ved det
Engelſke Hoff, ved Navn Sieur de Caſtillon. Denne ſtrev til
Montmorency, omet dobbelt Egteſkabs Forbund, Keyſer Carl havde
proponeret til Kongen af Engelland, nemlig med Enke⸗Hertuginden
af Milan til Kongen ſelv, og med hans Dotter, den Engelſke
Princefle, Keyſerens Moſter⸗Dotter, fer Printz Lovis af Portugal,
ſom da (fulde forlenes med det Milaneſiſfke. () Saa let kunde
Carolus V. ſette til Side alt det forrige Fiendſkab og Had imod denne
Hias baade i Henſeende til Religionen og til den Uret imod hans
Moſter, blot for at nyde hans Alliance og Hielp imod Frankerige.
(% Kong Henrich tog Sagen i Beteenkning, og meente maaſtee at
her var Tiids nok; Man kunde holde Keyſeren lidet op, og fee ham
nogle flere gode Vilkor afhandlet, inden man erklerede fig paa diſſe
Giftermaale. Men forend hand vidſte af, fornam hand ſig herudi
bedragen; helſt ſom hand fif høre om den Sammenkomſt / der ſkulde
holdes imellem Keyſeren og Kongen af Frankerige ved Nice; hvor
ogſaa Paven, Paulus III. vilde indfinde fig, og forlige diſſe tvende
ſtore Fiender: Hvilken Sammenkomſt virkeligen og gik for fig in
Junio 1538. Over ſaadan Tidende blev Kong Henrich ey lidet bange,
: og

(7) P. Daniel, under det Aar 1538. Je trouve dans une lettre du Sieur de Caſtillon,
Envoyé de France en Angleterre, écrite au Connetable de Montmorency, que ! Empereur,
quelque ſemblant qꝗu' il fit d' etre toſijours mal avec Henry Roy d' Angleterre, il propoſa dans
ce tems-lå un double mariage; ſavoir celuy de la Veuve du feu Due de Milan pour ſe Roy meme,
qui en peu d années épouſa quatre ou einq femmes les unes aprés les autres, & celuy de Marie
d' Angleterre fa fille avee Dom Lovis Infant de Portugal, auquel I' inveſtiture du Milanez
ſeroit donna.

(˙%0 Bblant de Samvittigheds Stød og Nag, ſom nogle have meent at Fulde været
Aarſage til Keyſer Carls Abdication, opregnes ogſaa dette af Famiano Strada; leiſſe fœdus eum
Henrico Angliæ Rege, à fidelium ſocietate; diris Pontificiis, in Caroli gratiam expundo. In
quo ille & injuriam, quam ab Henrico aceepexat, repudiata Catharina uxore, Cxſaris matertera: &
conſtantiam promiſſi, nunquam fe cum hæretico rege, niſi is Pentifieiæ dignitati ſatisfaceret, in
gratiam rediturum; nimis quam impotenter poſt habuexat atroci inexpiabilique in Galliam
indignationi.

Kong Chriftierni II. Dotter. 41

og dertil havde hand vel Aarſage. Thi, hvis Keyſeren og Kong
Franciſcus nu ſkulde blive Venner, ved Pavens Mellemhandling,
fane hand fig af dem alle tre lige ilde lidt, og i Steden for at blive
jcvnligen beylet til af de tu forſte, faa længe de vare i Fiendſkab
tilſammen/ ſiden af begge foragtet, og for de Aarſager, ſom hver af
dennem havde imod hannem, forhadet, ja vel ogſaa, Paven til Villie /
tracteret ſom en Guds Fiende og Kirkens Forſtyrrere. Hvad havde
hand nu at giore? Hand tog fig fore, paa eengang at flattere dem
begge, nu den ene og nu den anden, for i det mindſte at forhindre
deres Forliig, og at vinde een af dem tilbage. Men hand kom
forſilde, blev felv fixeret, og feet over Skuldrene af dem begge.
Hand bad den Franſke Envoyé Caſtillon, at ſrrive til fin Konge / det
hand nu havde beſluttet gandſke at bryde overtvert med Keyſeren / og
vilde intet vide af noget Egteſkab med Hertuginden af Milan. Og
juſt paa ſelvſamme Tiid ſkikkede hand fine Geſandter til Kæyſer Carl,
for at bede ham, ingenlunde at flutte enten nogen Fred eller
Stilſtand med Kongen af Frankerige: Hvorved hand tilbød ey allene
Forbund og Hielpe⸗Tropper, men ogſaa at vilde ſtrar egte Chriſtine,
ja og gandſtke viſt udruſte en Flode og Krigs⸗ Magt imod Danmark, til at
ſkaffe hendes Herr Fader los af fit Fangel og paa frie Fod. Dette
ſidſte bevidner ogſaa den forbencvnte Pfaltziſke Raad Hubert
Thomas; Hand ſom ſelv ved ſamme Tiid mødtes med diſſe Engelſke
Geſandter, og arbeidede hos Paven og Kæyſeren, udi ſin Herres og
det ſamtlige fordrevne Danſke Huſes Wrinder. Diſſe Engelſke aaben⸗
barede hannem deres Konges Forſlag i Faveur af den fangne Kong
Chriſtiernʒ og man mage troe / at hand igien gik dennem til haande / og af-
ſiſterede i alt hvad hand kunde. Hans Fernab hing var ham hertil en
ſterk Drivere, nemlig at naar Kong Henrich bekom Cbriſtine, kunde
ved Engellands Hielp Kongerigerne Danmark og Norge vorde hans
Herre Pfaltz Greven ſom havde den ældre Soſter / til Deel, og hvad hid⸗
indtit med faa megen og forgieves Moye var ſogt og attraaet/ omſi⸗
der naae fin Virkning. Men, ſiger hand, (0) fanfare Kænferen var
; even

() Flatinen Huber dette, Anal. lib. XII. pag. 239. Pontifex Paulus Imperatorem 1
a e

5

42 H. C. Om Chriftine af Danmark,

bleven forlügt med Frantzoſen, vilde hand intet høre mere af
»de Engelſke Geſandters Tilbudde. Keyſerens Miniſtrer vare
ey heller meget for, at have Kong Chriſtiern pda frie fod. Ikke
heller falde dennem nu tilpas, ſom forhen, at Pfaltz⸗Graven
ſkulde vorde Konge i Danmark. De holdte det endogſaa utienligt,
»at Engelland ſkulde ſtyrkes ved en fan ner Forbindelſe og et
»Svogerfkab med Danmark; hvilket ey vilde være got enten for
»Frankerige, eller for Keyſerens Underſaatter i Nederlandene.“
Saadan Forklaring har den Pfaltziſke Miniſtre givet, om Aarſagerne,
hvorfore Chriſtine blev nu ey heller Dronning i Engelland. Og
paa hans Narration, naar man legger dertil det, ſom P. Daniel af
rigtige Documenter har ſagt os, kand man ulige mere lide / end paa
hvad en faa nye og u ⸗efterrettelig Skribent, ſom De Larrey er,
fortæller i fin Engelſke Hiſtorie: () I ſer, naar hand ſiger, at de
Fordeele / ſom bleve Kong Henrich lovede, naar hand egtede vores
Chriſtine, beſtode i Succeſſions⸗ Retten til Kongeriget Danmark,
ſom hannem af Pfalg-Græv Friderich, der havde den eldere Soſter /
ſkulde oplades. Hvilket ey allene er i fig ſelv utroligt, at Keyſeren
fulde ſligt have proponeret, men og ſtrider imod hvad Hubert
Thomas meget rimeligen har bevidnet. Det øvrige; ſom hos ſamme
nye Skribent læfes, kand for ſaavidt beſtaae, ſom det ſtemmer overeens
med det forrige, ſom hidindtil er hort, men aldeles ikke videre: Thi
i hvad anden Roes denne Hiſtorico kand tillegges , faa er dog viſt,
at hand paa utallige Steder er intet mindre end accurat. En
Om
Regem Franeorum bello feſſos apud Niceam convenit, & in coneordiam redegit Inno 153. Ad
quos omnes rogandos, ut captivi Regis Chriſtierni memores forent, rurſum Genuam ut adirem,
Frinceps voluit. pontificem inprimis alloquebar, qui mihi reſpondit, ſibi eam cauſam euræ fore
apud Cæſarem; ſed nihil minus præſtitit. Cæſar verò totum negotium ad ſororem rejecit, ad quam
ſeriò fe ſcripturum pollicebatur. Aderant Regis Angliæ Legati, qui Duciffam Mediolanenſem,
conjugis Principis ſororem viduam in matrimonium depoſeebant, & tum Regis Chriſtiernĩ liberatio-
nem certò ſubſecuturam, eertò pollicebantur. Quibus imperator principio quidem auxes benignas
præbuerat. Verum, reconeiliato Gallo, duabus de caufis non amplius Aae primum quod
non usque aded fui Miniſtri liberationem Regis exoptabant. Secundum, quia Prineipem regnum
Dani æ aſſequi non commodum videretur illis, ut antea ſolebat. Adhæc ſtabilire regnum Angliæ affinitate
Danorum, formidoloſum Gallis & Flandris fore. Quapropter, licet, quantum in me foret, urge-
zem, nihil tamen promovi. |

(%) Tom. I. pag. 405,

Kong Chriftierni II. Dotter. 2 43

Omſtandighed har hand, ſom jeg ikke veed hvorfra er tagen. Det er /
at da Forſlaget fra Kayſeren blev giort om Chriſtine, vilde Cromwel⸗
ſom det ſkeede til, ey tale derom til Kong Henrich førend man fif
hendes Skilderie. Herpaa blev den berømte Malere Hans Holbein
ſendt over til Nederlandene, hand bragte Kongen hendes Portrait,
ſom hand havde været over at giere iffun i tre Timer. Kongen blev
vel dermed fornoyet; () thi hun var og een af de ſtorſte Skionheder/
og det behovedes ey, at nogen Malere ſtulde flattere hende. Her havde
da Hans Holbein ſnart fundet expedere fig, og hans Oprigtighed
var ſlet ingen Fare og Friſtelſe undergiven; ſaaledes ſom da hand ſiden
malede Princeflen af Cleve, og med fit Kunſt⸗Stykke bragte Kong
Henrich i ſtor Sorg og Forlegenhed, men den arme Princeſſe i langt
ſtorre, og endeligen Cromvel, der havde negocieret dette Partie, til
ld og Ulykke. (“*) Om vores Chriſtine af Danmark var alle
aader bleven lykkelig med Kong Henrich, kand vel ikke faa ſikkert
ſiges; Men viſt nof var her aldrig bleven ſamme Arſag til
Forandring med hende, ſom med den Cleviſke. Hvis jeg og ſkal
troe, hvad vores Landsmand Jan Iſakſon Pontanus ſfriver herom
i ſin Gelderſke Hiſtorie, da har hun ſelv ingen Lyſt havt til dette Eg⸗
teſtab, men flaget Kong 1 det plat af: (*) Og bor *
. 2 ikke

(L Empereur rechercha fon alliance, en lui propoſant le mariage de la Ducheſſe de
Milan fa niece, Princeſſe d'une grande beauté. La propoſitien en fut faite à Cromwel, qui
demanda à voir le Portrait de la Ducheſſe, avant que d'en parler au Roi fon Maitre. On lui
accorda fa demande, & il fit paſſer en Flandre, ou cette Princeſſe ?; toit retirée aupres de la
Gouvernante des Pais-Bas, un habile Peintre nommé Holbein, qui la tira en trois heures, & qui
en raporta la peinture au Roi. II en fut content, & donna ordre à ſon Reſident de eonelure le
mariage. De Larrey, pag. 405.

(4) Cromwel s'attira bientåt aprés la haine, lorsque ce Prince erut qu'on l'avoit
trompé. II devoit pourtant moins ſe plaindre de Cromwel, que du Peintre, qu' il avoit fait paſer
A la Cour de Cleves. Ci etoit le méme Holbein, qui avoit fait le Portrait de la Ducheſſe de
Milan. II n' avoit pas eu beſoin de flater celle - ei, qui étvit I' une des plus aimables Princeſſes de
fon tems: mais on l' accuſa d' avoir employẽ tout le ſecret de fon art, pour donner à la Princefle
de Cleves des agrẽmens qu'elle n' avoit pas. Le meme pag. 420, Conf. Thoyras Rapin, iv. 1j.
pag. 393. :

%) Reperio, åiødem in Comitiis (Neomagi An. 1538. die ſexta Januarii, injectum
denuò de matriuionio inter Cliviæ juniorem Principem Gulielmum, ac vlduam Dueis Mediolanenås
É Chri-

44 H. G. Om Chriftine af Danmark,

ikke ſige, at hun giorde viſeligen? Derimod havde hun Aaret til
forne viiſt fig ey utilboyelig til et ringere, med den unge Printz Wilhelm
af Cleve, den Tiid Kayſeren havde ſamme i forjæt. Anledningen
dertil, og denne Sags Oprindelſe og Beſkaffenhed, var, ſom folger:

Den udi Hiſtorierne af det XVI. Seculo faa navnkundige Here
tug Carli Geldern, gemeenligen Faldet. Carolus Egmondanus, der,
uagtet fin Faders Adolphi fordums Ceſſion af fine Lande til det Bur⸗
gundiſke Huus, kom dog alligevel, end ogſaa efter mange Aars Feng⸗

ſel, herfrem, indſatte ſig ĩ Landene Geldern og Zutphen, forſparede fig

derinde, og, ligeſom en anden Mithridates, ſkaffede begge Keyſer⸗
ne Maximiliano I. og Carolo V. nok at beſtille. Saa at denne ſidſte
maatte endeligen taale, at hand dode i Fred derinde, over ſine 70.
Aar gammel, An. 1538. Denne Herre, ſiger jeg, ſom ingen Lives⸗
Arvinger havde med ſin Fyrſtinde, havde vel havt i Tanke, at ind⸗
fætte til Arving og Regent efter fig i bemeldte Lande fin Soſter⸗Son
Hertugen af Lothringen; Ja man kom og efter, at hand havde fore,
at unde dem til Kongen i Frankerige: Men ſaa lod hand ſig dog en⸗
deligen af ſit Ridderſkab og de andre Stender i Geldern og Zutphen
overtale / eller rettere ſaa got ſom tvinge, til at overdrage dem til den
unge Printz af Cleve, Wilhelm, () den endnu levende Hertug
Johans Son. Hertil kand nu ikke ſiges, at den unge Cleviſke
Printz gelangende med nogen Arve⸗eller Slegtſtabs Ret; faa længe
der fandtes andre meget nærmere. Men det var Adelſkabet og Stæ⸗
derne der funde det faa for got, paa det at diſſe ſamtlige Naboe⸗Lan⸗
de, Geldern, Zutphen, Cleve, Gülich, Berg, og de Herſkaber
Marck og Ravensberg, kunde, under eet Havet og Herſkab (tage
inanden bi, og beffiærmes ved deres gamle Friheder. Keyſer Carl,
om det Burgundiſke Huſes Arving, kunde dette ingenlunde ſtaae
an. Vel havde hand, i Aaret 1536. (ey at tale om hvad 1
pal

Chriſtinam, Daniæ Regis Chriſtiani II. filiam, nec id videtur, nolente Cæfare, aut ipſa, quæ
Regi Anglorum Henrico VIII. nuptias ſuas negauerat. Pontan. Hiſtor. Gel. lib, XII. pag. 792.

(% Jeg kand ey begribe, hvorledes Andre Favin i fin Hit. de Navarre (Ii, 1. pag.
702) et falden pan, al kalde denne Printz med det Van Martin Due de Cleves & de juilliexs.

Kong Chriftiern II. Dotter. 45

paſſeret,) indgaaet Fred med Hertug Carl, og derudi tilſtaaet han⸗
nem, og hans rermeſſige Arvinger, Geldern og Zutphen, ſaaledes
ſom med andre Rigs⸗Forlehninger pleyer at (fee. Men hverken var
Forlehningen endnu derefter begiert, eller tagen / ikke heller, om end faa
var ffeet, var Printzen af Cleve Arving. Og ſaaſom Stenderne
havde faret til med en temmelig Haft, at fane den gamle Hertug
Ceſſionen til den Cleviſte Printz aftvungen, og derpaa bemaldte
Printz ſtraren hyldet ikkun nogle Maaneder førend den gamle ved Dø:
den afgik, var her endeligen Tiid nok for Keyſeren til at bevæge fig.
Gaa fremſtillede fig her ogſaa hos Keyſeren den rette Prætendent og
Arving til Geldern, nemlig Antonius Hertug af Lothringen, en Son af
Hertug Caroli Egmondani Soſter Philippa. Hand ſoliciterede af al
Magt / at bekomme de nu ledige Lande, ſom fin Arv, af Kayſeren
til Forlehning. De Gelderſte Stender havde vel feer og kiendt denne
Uleylighed; Men havde derhos indbildet fig at de kunde faae den afhiul⸗
pen ved deres egne Paafund. De meente at det kunde ſkee ved et dobbelt
Egteſkab imellem det Cleviſke og det Lothringſte Huus: Hertug An-
tonii Son Franciſcus ſtulde have den Cleviſke Printz Wilhelms So⸗
ſter Anne; (dette Egteſkab havde og Forældrene nogle Aar tilforne
beſluttet imellem diſſe Born:) Og Printz Wilhelm af Cleve ſkulde
have Antoni Dotter. Reſten ſkulde en anſeelig Summa Penge got⸗
giere, ſom Stenderne af Geldern og Zutphen fif at udrede til be⸗
meldte Hertug af Lothringen. Dette var juſt, ſom man ſiger, at
giore Regning foruden Vert. Hertug Antonius var ſlet ikke hermed
fornoyet. Hand blev ved at anholde hos Keyſeren / og fattede god
orhaabning af de nogenlunde hoflige Svar og naadige Miner,
om hannem gaves. Standerne i Geldern forandrede da deres Plan
og giorde den gandſke om. De raadde Printz Wilhelm til at bede
Keyſeren om hans Soſter-Dotter, den Danſke Chriſtine, Enke⸗
Hertuginden af Milan; Et Forſlag, ſom og nogle af dennem havde
tenkt paa i Hertug Carls levende Live. () Keyſeren fif herom at
vide / og var ſaa langt fra at va 1 MAd dette Partie, at hand
; paa

() Herom, er at laſe hos Pontauum i Hiſt. Gelrica, ib. A. fra pag. 746. til
fe .

46 H. G. Om Chriftine af Danmark,

paa denne Tiid intet heller ynſkede: Altſammen af Staats⸗Raiſon;
ſaaſom hand vidſte, at denne Wilhelm var Frantzoſk⸗ ſindet, og det
lane hannem høyt Magt paa, at have udi de Lande, Gulid og Eleve
en Rigs⸗Fyrſte, ſom hand kunde lide paa. Men Printz Wilhelm holdte.
tilbage med fit Svar / og vilde ey erkleere fig. Hand vilde forſt være vis van.
Geldern, og paa Kayſerens Inveſtitur deraf. Saadan Condition
blev hannem ikke tydeligen nok tilmeldet af dem, der vilde mægle
Giftermaalet imellem Chriſtine og ham. Kort ſagt, paa de Vilkor,
ſom hand fornam at Kayſeren vilde foreſkrive ; beteede hand ſlet ingen

Lyſt dertil. Hvilket man vil ſige at ſtal have gaaet Kæyſeren nær
til Hierte.

Imidlertid, ſaaſnart den gamle Carolus Egmondanus i
Geldern var død, havde Keyſeren ladet, ved fin Soſter,
Statholderſken i Nederlandene, proteſtere imod forbemeldte Landes
Overdragelſe til den Cleviſke Printz. Her paaſtodes, at ſamme
Lande var det Burgundiſke Hufes rette tilkiebte Eyendom, og her
tilfeyedes alle optenkelige Truſeler. Slig Forkyndelſe ſkeede og ey
allene til Stenderne i Geldern, men ogſaa til Hertugen i Cleve.
Hertug Antonius af Lothringen ſkikkede ogſaa Geſandter til de
Gelderſke, og lod proteſtere; givende dem at forſtaae, at Hertug Carl
af Egmond havde hverken kundet eller burdet efterlade ſine Lande til
andre, end til ham, der var hans Soſter Son og eniſte retmæsfige
Arving. Ikke mindre blev bemeldte Antonius ved, at trænge ind
paa Kayſeren med fine Anmodninger; Og det ſaa lange, indtil hand
erlangede et Svar efter Ynffe, ja et reent Løfte, om Forlehning af
Hertügdommet Geldern og Gravſkabet Zurphen. Herimod bleve af
Keyſeren hannem forelagde viſſe Vilkor, ſom hand forud fulde indgaae:
Hvoriblant de fornemmeſte vare, at hand ſkulde afſtaae ſit Forbund
med Frankerige, og at hans Son Franciſeus fulde egte Enke⸗
Fyrſtinden af Milan, Chriſtine. Antonius trykkede fig herved;
meeſt af Undſeelſe og Frygt for Kongen af Frankerige. Men,
imedens hand hvegede, raadſlog og betenkte fig, betenkte man ogſaa
paa den anden Side, hvem man ſkulde faae, i Steden for hannem,
til Enke⸗Fyrſtinden Chriſtine, ſaafremt hand (fulde ſlaae Sept. i

andt

Kong Chriftierni II. Dotter. 47

fandtes nu de, ſom forefloge og indbragte i Keyſerens Conſeil et aldeles
Franſt Partie, af det Kongelige Blod; ſom var med den unge Printz
af Vendôme, Hertug Carl af Bourbon hans Son. (0 Nemlig
den Antonius, ſom ſiden bekom til Cate Jeanne d'Albret Arving til
Kongeriget Na varre, blev Fader til Kong Henrich IV. og Stamme⸗
Fader til den nu regerende Kongelige Familie i Frankerige. Saa ſtor
Lykke, for denne Printz de Vendome hans Afkom, ſkulde neppe nogen
paa den Tiid have haabet: Og Chriſtine var det iffe beſkieret at fane
Deel deri. Men derimod er udi vore Tider hende en anden Lykke
tilfalden, nemlig at hun er bleven Stamme⸗Moder til den Romerſke
Keyſer Franciſcus I. der nedſtiger fra hende, fra Son til Son.
Dette er da ſkeet, ved og formedelſt den Reſolution, ſom Hertug
Antonius af Lothringen langt om længe tog. Hand overvandt fin
Frygt, fatte det Frantzoſke Forbund til Side, og foruden andre
Artikler, ſom hand indgik, underſkrev en Egteſkabs Contract for fin
Son, Marquis de Pont, med Enke⸗Hertuginden af Milan. Samme
Contract ſtaaer indført i P. Calmets Lothringſke Hiſtorie. () Den
Cleviſke Princeſſe Anne, ſom bemeldte Lothringſke Printz eller
Marquis de Pont, havde havt Tilſagn paa, fra det hand var 9. Aar
gånunel; var alt forhen, den Tiid Uvenſtabet brød ud imellem diſſe
Huſe, bleven los fra fin Forlovelſe: Hvorpaa hun udi Aaret 1539.
var bleven giftet med vores Chriſtines forrige Friere, Kong Henrich
VIII. i Engelland, fig til liden Fornoyelſe. Men Chriſtines Bilager
blev forſt holdet Anno 1541. den 10 Julii, til Braſſel, (.) da hand
var noget over 23. og hun 20. Aar gammel. Man vil ſporge / om
maaſkee dermed blev forhalet faa længe; fordi den Condition om
Gelderens Forlehning ey var opfyldt? Ikke har jeg fundet derom
noget; men holder det dog ey urimeligt. Thi udi Aaret neſt tilforne
1540. fornyede Hertug Antonius ſin Proteſtation, og ved et offentlig
udi
|" i iſter ardi ranvelle il Beſancon:
E. 5 F 4 Vi 9 e dps 9 172]
de Pont, ſelon les conveniences, V. Granvelle T. 2. P. 249.”

% Dans les Preuves, Tom, III. p. 337.

%) V. Richard Waſſebourg Antiguit. de lø Gault Belgique, pag. penuli.

43 H. G, Om Chriftine af Danmark,

udi Teykken udgiven Sfrift paa Tydſk beviiſte ſin vel funderede Not
til bemeldte Lande. Des usagtet forblev det allene ved forrige Løfte;
ſom aldrig andet fuldte paa: Ja end ikke efter det Aar 1543. / den Tiid

Keyſeren havde med fine lykkelige Vaaben bragt Hertug Wilhelm af

Cleve paa det yderſte. Hvilken da ſage fig nødtvungen fil at falde

hannem til Fode, bede om Forladelſe for hvad ſkeet var, og om at

beholde allene fit eget Patrimonium, afſtaae og fraſtrive fig Geldern
og Zutphen, renoncere fine Forbunde med Kongen af Frankerige og
med Kong Chriſtian III. af Danmark, og, i Steden for Princeſſen
af Navarre, (ſom hand An. 1540. var bleven hoytideligen forlovet
med i Frankerige, ( tage til Egte een af Keyſerens Hr. Broders,
den Romerſte Konges Ferdinandi, Dottre. (“% Siden beholdte
Keyſeren ſelv det bemeldte Hertugdom og Grævffab, ſom det
Burgundiſke Huſes Eyendom, og ſatte Printzen af Oranien René
de Chalon, (og ikke, ſom Varillas ſiger, Hertugen af Cleve) til
Statholder derover. i

Hvor fortrydelig denne Lothringſke Forbindelſe med 28
ar

(Y Memoires de M. du Bellay, Liur. 8. P. 274. c. Les nôces furent celebrees 3
Chaſtelleraut, de parole ſeulement & non d' execution, parce que la Princeſſe n' eſtoit encores en
aage nubile &c.

(% Varillas, en ret artig Skribent for dem, ſom det ikkun er om at habe noget al
læſe, men ingenlunde for Folk der ville vide Sandhed, haver udi fin Hi/foire de Francois I. givet
(fblant mangfoldige andre) os tvende Prøver af fin Maneer i at ffrive paa, begge i Henſeende til
baade vores Danſke Princeffe Chriftine, og til den Cleviffe Hertug Wilhelmé Egteſkab. Forſt
ſkriver hand (Tom. 2, pag. 23. edit. de Holl.) On donna au Due de Cleves le Gouvernement du
Duché de Gueldres, à condition qu'il pouſeroit Marie, fille du Roy des Romains, & Veuve du
Due Sforce &c. Og ſiden pag. 385: L'ainée des filles du Roy Chrétien de Dannemare épouſa le
dernier des Sforces, tout impuiſſant qu'il étoit. - Et aprés fa mort elle paſſa à de ſecondes
nåces avec le Due de Cleves, lequel elle ne prit pour mari, que dans la vué de le detacher de
J Alliance qu' il avoit contractée avec les Frangois, en fe mariant avec Jeanne d' Albret Princeſſe
de Navarre &e. Slig en Sammenbrokkere er denne Varillas paa utallige Steder i alle ſamtlige
hans Skrifter. Bayle har, ved den Article om Calvin, ſagt om hannem, que ſes fautes font fi
enormes, qu' il eſt capable de ſaire renoncer à l' étude de ! Hiſtoire; car, les prejugez n' etant
pas plus favorables à une infinité d' hiſtoriens des ſiecles paſſez qu' à lui, comment s' aſſurera-t-
on que ce qu'on lit dans Jet autres hiſtoriens, eft plus digne de eroiance que ſes fauſſetes? Men
dette er for ſterk ſagt, og har ingen Fare, faa længe ſom Studium exitieum er til. Dette Studium
bar og allerede giert, at Varillas er falden i den ſtorſte Foragt hos kloge Folk, og et hvert hans
Skrift auſeet (om et Augiæ ſtabulum.

Kong Chriftierni II. Dotter. 49

Carls Huus faldt for Frankerige, kand enhver let tanke: Helſt naar
der vides, at fra langſommelig Tiid havde været et Arve⸗Fiendſkab
og Jalouſie imellem det Burgundiſke Huus og Lothringen; hvorfore
og Lothringerne ſtedſe holdte ſig til Frankerige. Saa var og den unge
Printz, ſom nu fif Keyſerens Soſter⸗Dotter, Kong Franciſci Gud⸗
Son efter ham ſelv opnævnt, og havde i fin Ungdom været fem
gandſke Aar ved det Franſke Hof, bleven opfod med Dauphin og de
Andre tu Printzer, og beſynderligen elſtet af Kongen ſelv. Og var
ſaa ingen Under, om Kongen nu anſage denne Omſadlen af de
Lothringer, ſom en Prøve af Utaknemmelighed, og ſogte Leylighed
til at hevne den med een og anden Fortred at giore. Hand begyndte,
med adſkillige Stridigheder paa eengang at oprippe, over Hoyheden
i det Hertugdom Bar, over Clermont, Commercy og Neuf-Chateau;
Og fatte Antonio og hans Son faa ſterk an, at de maatte i Aaret
1541. ved en offentlig Act erkiende fig for Kongelig⸗Franſke Vaſaller
for dennem og deres Arvinger; tilſtaae Kongen af Frankerige frie
Giennemtog for hans Krigs⸗ Tropper, naar det forlangedes, dog at det
ſteede uden nogen det Romerſke Riges Forneermelſe; erklære at Kegalia
og Hoyheden i Hertugdommet Bar var Kongen tilhørende, og Anto-
nio ſamt hans Son allene paa Livs Tiid forundt; (0 endeligen ind⸗
rømme ham den Feſtning ſamt Herffabet Stenay paa viſſe Vilkor.
Herimod, og for flig Uleylighed erholdt Antonius og hans Son paa
den anden Side denne Troſt og Reparation, at Keyſeren og Churfyr⸗
ſterne erklærede Lothringen for et ſouveraine Hertugdom, frie og inde⸗
endent af det Tydſke Rige; men de Stykker allene at være lehnbare,
ſom de beſadde uden for Lothringens rette Grendſer: Og blev ſaadan
Souverainetet dennem ved en offentlig Tractat, med flere Herligheder
indbegreben / ſtadfeſtet paaRigsdagen tilRuͤrnberg A. 1542. denz 6Aug.
Derefter blev det da roligt imellem Frankerige og dennem/ ſaa længe An-
tonius og i den forte Tiid Sonnen ſiden levede, Beaucaire de Peguillon
5 ſtriver
() De hertil hørende tende Documenter og Recognitions-Breve, ſom Antonius og
Franeiſeus maatte give fra fig, i Aaret 1541. det ene den 22. April. og det andet den 15. Nov.
haver Theodore de Godefroy udgivet i fin Genealogie des Conites & Ducs de Bar, frykt 1627
og ſiden igien indført dennem i Ceremonial Francois Tom. 2, pag. by. & c..

—ͤ ——ͤ—

Kong Chriftierni II. Dotter. 8

— ſꝗ T ——ĩp— A ERR

J Men hun havde fin Umage forgieves, og maatte drage tilbage;
G 2 med

(0) Belcarius ffriver herom, Commentar, rerum Gallicar. lib. 23. pag. 274. ſaalebes:
interim dum Legati Gallici Nanceji reditum heraldi præſtolarentur, Chriſtierna, Chriſtierni
” Daniæ Regis filia, Cxſaris & ſorore neptis, Antonii autem Lotharingiæ Reguli nurus, Spiram,
ſocero inſtigante, pacem procuratura, cenceſſit, ut quod Antonius non potuerat, ae ne quidem
” Paulus'ipfe ſummus Pontifex, precibus & laerymis obtineret: Quanquàm enim Antonius neu-
traum in partem inelinabat, idque ut ſibi liceret, longé ante impetrarat, tamen fine gravi provin-
” ciarum ſuarum jaetura bellum iſtud geri non poſſe ſapienter providebat. Ligeledes haver og Pon-
tanus fortalt bette, Hiſtor. Gelr. lil. XII. pag. 839. Dum adhuc Nanceji eſſent Legati Galliei,

” venit

52 H. G. Om Chriftine af Danmark,
med flet Troſt for de Franſte Ambaſſadeurer, ſom og derpaa begave

fig hiem til deres Konge. Endnu bekom hun fra ſamme Rigs⸗Dag,
fane Maaneder derefter, en vel faa flet Troſt for fig ſelv; i det hun
maatte fornemme de Danſte Ambaſſadeurer der at vœre ankomne /
og Freden imellem Keyſeren og Kong Chriſtian III. at være ſluttet,
med ſaadan Vilkor, at hand blev fuldkommeligen erkiendt for en
retmæsſig Konge i Danmark og Norge, og hendes fangne Fader
Kong Chriſtiern med fin gandſke Afkomme at være excluderet fra al
Forhaabning om Aſliſtence udaf hendes Mor⸗ Broder, ved det
bridge RÅ da tillige imellem hannem og diſſe Riger blev

Krigen blev derpaa declareret imod Frankerige i det heleTydffe

Riges Navn, og havde viſt nok bragt Kong Franciſcum i den ſtorſte
Forlegenhed, hvis Paven e havde
vildet ſtaae Keyſeren ligeſaa redebone og til Villie ſom de Tydſke
Fyrſter. Men hine var det ikke til pas, at Overvegten ſkulde blive
faa ſtaerk , paa den ene mere end paa den anden Side. Saa foyede
fig og derforuden Lykken for de Franfke i Piemont, hvor de vunde den
Bataille ved Ceriſoles. Derimod ſpillede de Keyſerlige Meſter paa
den anden Kant, hvor Keyſeren ſelv forde Commando: Hand tog
Luxemburg bort, og Commercy, og fangede faa an den merkelige
Beleyring af Saint Diſier. Der var det at Hertug 8 af
i othrin⸗

” venit Spiram Antonii Principis nurus, neptis Caroli Cæſaris, Chriſtina Danica: quæ haud omi-
At, quantum in fe eſſet, pro Gallo agere: ut nimirum precibus & commendatione quadam ſe-
„ xus, ac ſanguinis propinquitate impetraret, quod aliis ĩpſique Pontifici fuerat negatum, Sed &
„ id fruſtra fuit-” P. Calmet har ikke det mindſte derom. Men Belcarius pidſte diſſe Sager tilgavns,
ſom Lothringen angik, og havde været et Stund Biſkop i Metz. See Bayle, i haus Article.

() Belearius, ſom jeg nys citerede, ſiger, (og er ey den eniſte, ſom detſ ſkriver,) at
Kong Chriſtian III. gvitterede den Frantzoſke Alliance, ſiden hand horde at Kongen af Frankerige
var i Forbund med Tyrken. Det heder hos hangem pag. 755. % In hoe quoque conventu
” Daniæ Rex Cæſari per legatos reconeiliatus eſt, & à Franciſei Regis amieitia propter divulgatum
Turcicæ ſocietatis rumorem diſeeſſit.“ Men gandffe viſt er, hvad Sandoval ffriver (% Car. V.
lib. 20. p. 2b.) El Emperador fe concordò con el Rey de Dinamarea, Chriſtierno tereero deſte
nombre, que fue cofa de que los de Flandres fe holgaron mucho, por Ia vezindad que con el
tienen, y por libraſſe de Ias moleſtias, que del recibian: y el, de Francia muy poco; porque
perdia amigos, que fe le boluian rezios enemigos.

—— — ́—üä—EFüͤ— — —ñ—üꝗͤ

trende ſmage Born, een Printz / G5 tvende Printzeſſer, (“) hvor⸗
i 3 af

() On appella dépuis Ie Moine de la Paix. Brantome dies des hommes illuſtres &
grands Capitaiues Frangois. 1. Part. Diſeours 40. p. 3233. & 385.

(””) At der foruden diſſe krende, Haver endnu været tre andre Born fodde af dette
faa korte Egteſkab, alle tre døde i Vuggen, er paa et andet Gtæd af mig bemerket; Item at man
maae ſtatucre, det tit af dennem har været Tvillinger. Deres Napne, Joannes, Eliſabetha og
Antonius, findes ey allene hos Olivar. Vredium in Geneal. Com. Flandr, og El. Reuſner. Baſilic.
pag. Ir. men ogſaa hos Limmæum, Fur, Publ. lib. V. c. XI,

54 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

— —— — —bſ—

1 blev fod i tredie Maaned efter Hertugens Deds⸗
5 Hertug

0 Til denne Herres Wreminde haves (udi. Deliciis Postar. Belgicorum P. III. p. 526.)
et Latiuſk Berg, hvig Auctor Ludevicus Mazurius, Nervius, har 1 en Client af 98 gamle
Cardinal af Lothringen, og er ellers in Hiſtoria Foetar. recentiorum meget lidet bekiendt. Baillet
og vores Borrichius kiende hannem ikke, da de dos opregne faa mange andre meget ſlettere. Mau
ee 5 5 W li Franc. . Athen. Belg. it. Valex. Andr. & 1 Je.

Biblioth, Belg, Verſet er verdt at leſes, og (efterſom Chriſtines Navn derudi ogſaa er
nævnt) liuder fra Begyndelſen til Enden ſaalsdes: 9 i | i

Francifci Lotharingiæ Ducis Epitaphium.
-» FRANCISCO, fi vera fides, antiqua redibant
Secla duce, æterni primo quæ tempore veris
Aurea Saturnus magno pater intulit orbi,
Sed mors, humanæ cura eft cui nulla falutis
Promiſſam populis invidit auara quietem:
Optatæque (nefas) autorem pacis acerbo
Funere, vix primi lapſis jam menſibus anni
Ex quo Dux patrio gentem pius orbe regebat,
Franeiſcum rapuit. Patria flevere parentem
Extinctum trepidique ſenes & mæfta juventus.

Feralem dextra tulit indignante eupreſſum
Auſtraſiæ paſſim populus, fimul aurea dudum
Atria ceſſerunt atro miſeranda colori.

Funereæ mediis ſpirantes ignibus umbram
Fumauere faces, & ſacram humana per ædein
Fumus inexpleto ſuffudit Iumina fletu.

perſtitit ipſa ſuo vigil indulgere dolori
Nobilis illuſtri Regum de ſanguine conjux,
Quam geminæ circum duleiſſima pignora natæ,
Egregius que puer flentes: hie grandior ævo
parvulus, illæ altum balbo vix ore dolorem
Teſtantes, miſeræ lacrymas auxere parentis.
Sie facies inviſa mali, fie ærea durant
Secula, & Auſtraſiæ moerent in funere gentes.

At CHRIS TIANA uxor, quamvis dolor urget amantem
Conjugis amiſſi, vultu meliora ſereno

Kong Chriftierni II. Dotter. 55

Men-

Aſfimulans, premit ingentes ſub peétore euras,
Suſceptamque regit patriis æquiſſima plebem
Legibus, ac prudens animo dat jura virili.

Cui mediaui grato puleherrimus ire per urbem
Ipſe puer matri graditur comes, atque parentem
Obſervans, medio juvenum Dux agmine fertur.

Ille novæ, ni fata obſtent, ſpes una quietis
CAROLUS, & lætum caſũis ſolamen amari:
Ie expectatam plaeidiſſimus omine pacem
Feliei, & regna antiquis feret aurea ſeclis.
Ille ingens animis, animo quæ maximus olim
Concepit genitor, populo » generique nepotum
Perficiet, patriisque reget virtutibus orbem
Auſtraſium, & placidas mittet ſub fœdera gentes.

( Hiſt. Eccleſ. & Civile de Lorraine, Tom. 2. col. 1287.
(%% Journal de la vie du Mareſeb. de Baſſompierre, Tom. 1. Pag. 9.

56 H. G. Om Chriſtine af Danmark

— — — — — — ——

menderede hendes Paaſtand, til Kongen i Frankerige, til Cardina-
len af Lothringen, ſamt Due de Guiſe; og den Kayſerlige Ambal⸗
ſadeur giorde Foreſtilling i hendes Faveur. Men her var et for
ſtarkt Parti imod hende: faa at Keyſeren maatte omſider ſelv
raade hende til at ſoye fig; og lade det komme kil Forliig. Alting gik
dog ſiden vel af / og hun og hendes Svoger regerede tilſammeni den beſte
Enighed. Samme Printz Nicolaus var indtil denne Tiid Biſkop i
Metz; men aflagde nu den Geiſtlige Stand, giftede ſig / og blev ſiden
faldet Comte de Vaudemont og Due de Mercœur: Hand var Fader
til Kong Henrich den Tredies Dronning i Frankerige. Een af vores
Chriſtines og hans forſte Omſorge, i deres Formynderſkabs⸗Regering,
var at anſoge hos Kæeyſeren, om at den Lehns⸗Tagelſe og Hyldnings⸗
Ced, ſom den umyndige Printz var pligtig til af nogle Herſkaber og
Stader ſom vare under det Romerſke Rige, maatte opſtaae indtil
hans myndige Aar. Dette blev ikke erholdet; Hvorfore Printz
Nicolaus maatte, i Aaret 1547. perſonligen reyſe til Keyſeren, og
paa Chriſtines ſamt egne Vegne tage Forlehningen, i den unge Herres
Navn. (“) Dette ſteede udi det ſamme Aar, ſom Kong Franciſcus I,
af Frankerige ſagde Verden gode Nat, og døde den ſidſte Dag Marti.
Hand havde fem Maaneder tilforne, nemlig faae Dage for Alle
Helgen; beviiſt Enke⸗Hertuginden Chriſtine den re, at beſoge
hende i Bar- le- Due; hvilket var ved Leylighed af den Reyſe, ſom hand
i denne Haft giorde/ for at beſee fit Riges Grendſer og Faſtninger imod
Tydſklands Side. (9) Aaret derefter 1548. indfandt fig hans rr

; ong

) Eedens Formular, ſom Nicolaus for fig og Chriſtina maatte aflegge til Kæyſeren,

haver Chiffletius indført in Comment. Lotharienſi cap. XI. pag. 43. 2 i
(%% Mem. de Mart. du Bellay, J. X. fol. 352. . Le Roy vifita Ligny en Barrois, S.

Diſſer, & autres places, & vint faire fa feſte de Touſſaints à Jainville, aprés avoir viſité
Madame la Ducheſſe de Lorraine à Bar- le- Hue. Gaa fkriver ogſaa Thuanus, imod Enden af
fin anden Bog: Barrum primariam tegionis urbem adiit, ubi Chriſtiernam Franciſei Lotharingi,
quadrienni relicto filio mortui, viduam officioſè inviſit. Diſſe tvende gamle og ypperlige Hiſtorie⸗
Ekriveres Vidnesbyrd har jeg derfore anført, deels fardi man ey finder denne Omſtendighed hos de
nyere , NMezeray øg P. Daniel, fa. iffe end hos P. Calmet i hans ſtoxe Lothringſke Hiſtorie: Doels
for at viſe, til hvad for et flags Skribent Varillas hører med fine Fortelninger. Hand ſeriver under
det Aar 1547. imod Enden af Francifci I. Hiſtorie ſaaledes: Le Due de Lorraine mireur tenoit du
Roy le Duché de Bar; & la Ducheſſe fa mere & fa tutriee, miéce de ? Empereur, s avanga jusq
å la ville capitale de ce Duché pour ſaluex få Majeſté, qui fit la moitię du chemin pour remereier
i * i ' cette

Kong Chriftierni II. Dotter. 57
Kong Henrich Il. paa ſamme Grændſer i Champagne, og fod Chriſtine
ſamt hendes Med⸗Regent vide, at den Befæftning, ſom de havde
foretaget ved det Slot La Mothe, var hannem ey behagelig, og at
de maatte høre dermed oy. Cbriſtine reyſte ſtrax til Kongen, ſom
da var i Joinville. Hun blev imodtagen med allerſtorſte Hoflighed
og Wres⸗Beviisning, ſom vedvarede i gandſke otte Dage; imedens
hun opholdte fig der ved Hoffet. Men Slutningen blev, at hun
maatte indgaae og reverſere fig til at ophøre med Faſtnings⸗Verket
ved La Mothe. Saadant havde hun og forud feet og fluttet, og
derfore / ſamme Morgen, ſom hun begav fig fra Nancy til Joinville,
ladet giore en formelig Proteſtation fol Notario, imod alt hvis hende
af Kong Henrich maatte og kunde blive affodret eller aftvungen,
hendes unge Son til Fornarmelſe.

U di ſamme Aar havde hun hendes Gefandter tillige med hendes
Svogers Pfaltz Gravens, paa Rigs Dagen til Augsborg, hvor ogſaa
Kong Chriſtiani III. Befuldmægtigede indfunde fig, Der (fulde da
været afgiort den Handel om Kong Chriſtierns tvende Dottres
Moderne, i Folge af en Artikel udi det Spiriſke Fordrag: Hvor da
vores Danſke havde i Befalning at byde dennem indtil tu Hundrede
Tuſinde Rigs Daler. Men ſom de Pfaltziſte og Lothringſke lode fig
forlinde, at dennem var bodet i Engelland for deres Tiltale tvende
Millioner Guld, og paaſtode, at Norge ſtulde være et e
me

cette Prineeſſe de la volontè qu'elle avoit eus de le reconeilier avec fon onele. L'entrevut fe ſit
2 Bar: le- Due; ovi l'on projetta l' Alliance qui fut depuis conclu€ entre la Fille qui venoit de naitre
au Dauphin, & le jeuue Due de Lorraine, qui n' avoit que deux ans. J diſſe faae Ord ſtikker nu
trende Feyl og Urigtigheder: hvoraf den mindſie er, at Kongen var paa denne Reyſe ved ſit Riget
Grendſer i Aaret 1547. da hand i ſamme Aar er død den 31. Martii, og hver Mand veed jo, at
Reyſen 2 om Efterhoſten, og Kongen kom hiem til S. Germain en Laye ſildigen i Decembri.
Derneeſt, at den unge Printz Carl var kun 2. Aar gammel, da hand var viffeligen paa det fjerde,
nemlig fød 1543 den 18. Febr, Men det artigſte i hans Digt er, at man den Tild projecterede
det Giftermaal imellem den unge Printz, og den Dotter qui venoit de ntitre au Dauphin. Og
bun blev jo ikke fod, førend i yttende Maaned efter K. Franeiſci I. Dod, nemlig 1547. den 12.
Novembris. Bayle figer udi et af fine Breve, til Du-Chat (pag. 255. Un homme qui a lu les
bonnes ſources peut trouver dans chaque pages des livres de Varillas, des pech de commiſſion

4 & ouuiſion. See ogſaa herom Le Long Biblioth. hiſtor. de Fr. pag. 979.

58 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

med andre ubillige Artikle, (efter Canceller Hvitfelds Beretning)
ſlog Handelen tilbage. Saa mente og Kong Chriftian III. fig
Derefter dennem intet mere at være pligtig; efter at hand ſaa godvillig,
i Folge af det Spiriſke Fordrag, dennem faa anſeeligt havde, for
Keryſcrens Skyld, tilbudet: Da dog baade Pfalg da Lothringen
havde med al Rette forſpildt deres ſal. Frue⸗Moders Brud⸗Skat,
formedelſt deres ſiendtlige Forovelſer, hvormed de Niget og
Fyrſtendommene ſtore Omkoſtninger havde paabragt. (50

Saa hører og dette til vores Chriſtines Hiſtorie, at hun var,
ved hendes ſidſte Egteſkab, bleven Regentinde juſt udi det Land,
hvor der endnu havdes i Forvaring et merkeligt Depot og Monument
af hendes Moderne Famille. Hendes ſal. Frue Moders, ſaa vel
ſom Kævfer Carls Far⸗Moders Fader, var, ſom enhver er bekiendt,
den navnkundige Burgundiſke Hertug Carolus Audax; ſom omkom
udi det Slag for Nancy i Lothringen, Anno 1477. Hans Begravel⸗
fe var, fra ſamme Tiid af, indtil nu, i S. Georgii Kirke i bemeldte
Stad. Endeligen falde det Keyſeren ind, at tage dette til Efter⸗
tanke / nemlig at det var langt ſommeliger, det denne Herres Bene
ſinge deres Hvileſted der i Landene, hvor hand hapde regeret, og hans
Forfedre lage begravne, end i et fremmed og fordum ſiendligt Land,
hvor Indbyggerne (Fulde fremviſe et ſaadant Monument, af deres
Seyervindiug og hans Nederlag. Og lod faa Keæyſeren Anno 1550.
begiere af fin Niéce Hertuginden, at hun vilde forunde ham ſamme
Liig, til at hvile udi een af fine egne Byer, hvor hand havde un fo⸗
re at indrette ham et prægtigt Begravelſe, nemlig til Brygge i Flan⸗
dern. Dette bevilgede Chriſtine; hvorefter Liget blev optaget, og
udleveret til de Kæyſerlige Commiſſarier, med Ceremonier og megen
Solennitet; blev faa fort fra Nancy til Brygge, hvor det blev ſatt i
Frue⸗Kirke, der hvor ogſaa ſamme Hertugs Dotter, Maria, Kæyferens
Frue⸗Far⸗Moder, ligger.

Kay

(+) Alt dette leſes ſaaledes hos Hvitfeld i K. Chrifiani III. Hiſtorie, pag. 7544, edir, in
fol. ad an. 1548. N

|
|
'

|

stig Chriftierni II. Dotter. 59
ode udi ſamme Aar berammet en Rigsdag til
elv der tilftæde; faavelfom hans Herr Broder
g hans Son Ertz⸗Hertug Philippus Infante og
nien; hvilken hand Aaret tilforne havde ladet kom⸗
ene / og fort ham alle vegne omkring, for at fees af
aderſagtter paa denne Side Pyrenæerne. Key⸗
erforuden, ja fornemmeligſt, at have denne ſin
eving til de Spanſke Riger ſamt til de mange Ne⸗
r, endogſaa til fin Succeſſor i Kayſerdommet.
Veyen, var, at Kong Ferdinand i Böhmen og
3 Bioder, var alt for mange Aar tilforne uds
inge. Man kunde ſige, at hvis end ikke ſaaledes
gel dog ikke Tingen havde faldet faa læt i Traad,
ter ſkulde herudi have ſamtykt. Men for diſſe ſid⸗
mindſt bekymret. Hans Velde og Myndighed
teget til det Hoyeſte, og hvad (Fulde vel have kun⸗
nod? Her giældte det allene om hans Broder at
: afftane fra det Romerſke Kongedomme, og paa
ne at renoncere, til Fordeel af Printz Philippo;
Tviil bar om at (fulde jo med gode eller onde
Stemmer. Kong Ferdinand var tilforne af Kæy⸗
mbeden, og hannem proponeret mange ſkionne
) var ferme, og havde iffe ſtaget til at bevæge.
e og faaet Kundſkab herom, og de arbeidede med
u zun ur hνñy nne m i bemeldte Forſet, ey at overdrage fin Ret

og afſtage denne Hoyhed fra fig, ſom alle vare Fornoyede med, ſamt
og lige Forhaabning for ſin Sen Maximilian, ſom af alle var afhol⸗
den / til ſin Broder⸗Son Philippum, for hvis Stolthed hver og een
ruede. Saa megen Vanſfelighed og Modſigelſe Kong Ferdinand
ſordum havde fundet, førend hand blev udvalt, faa megen Nidkier⸗
hed viifte man nu for at beholde ham. Hand og hans Son elffedes nu
lige ſaa meget, Kæyſer Carl blev frygtet / og Philippus var hadet. Kayſer
Carl faldt da paa, at vilde fane udrettet ved Damer, hvad hand
hidindtil havde brugt Pandfole til. Hand vidſte, at Dronning
Maria øf Ungern, deres ae og Hertuginde l A
2 oth⸗

58 H. G. Om Chrifine af Danmark,

med andre ubillige Artikle, (efter Canceller Hoitfelds Beretning)
ſlog Handelen tilbage. Saa mente og Kona Chriſtian I

Derefter dennem intet mere at være pligtig, efter
i Folge af det Spiriſke Fordrag, dennem faa g
Kayſerens Skyld, tilbudet: Da dog baade I
havde med al Rette forſpildt deres ſal. Frue⸗ A
formedelſt deres ſiendtlige Forovelſer, hvor
Fyrſtendommene ſtore Omkoſtninger havde paa

Saa hører og dette til vores Chriſtines.
ved hendes ſidſte Egteſtab , bleven Regentind
hvor der endnu havdes i Forvaring et merkeligt!
af hendes Moderne Famille. Hendes ſal. Fr
ſom Kænfer Carls Far⸗Moders Fader, var, fo:
den navnkundige Burgundiſke Hertug Carolus
udi det Slag for Nancy i Lothringen / Anno 147
fe var, fra ſamme Tiid af, indtil nu, i S. Ge
Stad. Endeligen faldt det Keyſeren ind, at
tanke, nemlig at det var langt ſommeliger, de
ſinge deres Hvileſted der i Landene, hvor hand k
Forfedre laae begravne, end i et fremmed og f.
hvor Indbyggerne (fulde fremviſe et ſaadant !
Seyervindiug og hans Nederlag. Og lod faa.
begiere af fin Niéce Hertuginden, at hun vilde
Liig, til at hvile udi een af ſine egne Byer, hv
re at indrette ham et prægtigt Begravelſe, neml
dern. Dette bevilgede Chriſtine; hvorefter L
udleveret til de Keyſerlige Commiſſarier, med e
Solennitet; blev faa fort fra Nancy til Brygge.

Frue⸗Kirke, der hvor ogſaa ſamme Hertugs Dotter / Maria, Kayſerens

Frue⸗Far⸗Moder, ligger.

fol. ad an. 1548.

(% Alt dette leſes ſaaledes hos Holtfeld i K. Chriſtiani III. Hiſtorie, pag. 7544, edit. in

Kong Chriftierni II. Dotter. 59

Keryſeren havde udi ſamme Aar berammet en Rigsdag til
Augsborg, og var ſelv der tilſtede; ſaavelſom hans Herr Broder
Kong Ferdinand, og hans Son Ertz⸗Hertug Philippus Infante og
Arve Printz af Spanien; hvilken hand Aaret tilforne havde ladet kom⸗
me til ſig i Nederlandene / og fort ham alle vegne omkring, for at fees af
fine tilkommende Underfaatter paa denne Side Pyrenæerne. Kay⸗
ſerens Forſct var derforuden, ja fornemmeligſt, at have denne fin
eneſte Printz, og Arving til de Spanſke Riger ſamt til de mange Ne⸗
derlandſke Provintzer, endogſaa til fin Succeſſor i Keyſerdommet.
Men hvad ſom ſtod i Veyen, var, at Kong Ferdinand i Böhmen og
Ungern, Keyſerens Broder, var alt for mange Aar tilforne uds
valt til Romerſk Konge. Man kunde ſige, at hvis end ikke ſaaledes
havde været; vilde vel dog ikke Tingen havde faldet faa let i Traad,
faa at alle Churfyrfter fulde herudi have ſamtykt. Men for diſſe ſid⸗
ſte var Keyſer Carl mindſt bekymret. Hans Velde og Myndighed
var paa denne Tiid ſteget til det Hoyeſte, og hvad ſkulde vel have kun⸗
det ſtaae hannem imod? Her gieldte det allene om hans Broder at
fane overtalt, til at afſtaae fra det Romerſke Kongedomme, og paa
denne Rigsdag ſamme at renoncere, til Fordeel af Printz Philippo;
ſom man da ingen Tviil bar om at ſkulde jo med gode eller onde
faae Vedkommendes Stemmer. Kong Ferdinand var tilforne af Kæy-
ſeren ſonderet og ombeden, og hannem proponeret mange ſkionne
Vilkor. Men hand var ferme, og havde ikke ſtaget til at bevæge.
Churfyrſterne havde og faaet Kundſkab herom, og de arbeidede med
al Magt at ſtyrke hannem i bemeldte Forſet, ey at overdrage fin Ret
og afſtage denne Hoyhed fra fig, ſom alle vare Fornoyede med, ſamt
og lige Forhaabning for fin Søn Maximilian, ſom af alle var afhol⸗
den / til ſin Broder ⸗Son Philippum, for hvis Stolthed hver og een
gruede. Saa megen Vanſkelighed og Modſigelſe Kong Ferdinand
for dum havde fundet, førend hand blev udvalt, faa megen Nidkier⸗
hed viifte man nu for ét beholde ham. Hand og hans Son elſkedes nu
lige ſaa meget, Keyſer Carl blev frygtet / og Philippus var hadet. Keyſer
Carl faldt da paa, at vilde fane udrettet ved Damer, hvad hand
hidindtil havde brugt Maͤndfolk til. Hand vidſte, at Dronning
Maria af Ungern, deres e og Hertuginde 9 0

2 oth⸗

60 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Lothringen, deres Soſter Dotter, havde meget Fundet udrette iandre
Ting og Familie-Anliggende (dog uden Tvivl ey af faa ſtor Vigtighed)
hos Kong Ferdinand; og at imellem dennem og ham var en fær
Fortrolighed. Hand bad dennem da begge, at mode tilſammen til
denne Rigs Dag. Wege indfunde fig ogſaa. Dronning Maria kom
forſt, og ey ret længe derefter ankom Chriſtine. Beaucaire (eller,
ſom hand Falder fig paa Latine, Belcarius,) der var ſelv tilſtede pag
ſamme Rigs⸗Dag, ſaaſom Fuldmægtig af Cardinal de Lorraine, den
Tiid Biſkop i Metz, har med Flüid givet Agt paa og antegnet / hvad
ſom foregik ved denne Leylighed. Hand beretter, at da Chriſtines

Ankomſt blev forkyndet, rede baade Kong Ferdinand og Printzen

Philippus et meget længere Stykke Vey ud, for at tage imod hende,
end ſom tilforne imod hendes Moſter Dronningen. Man ſage og,
hvad for Hoytid og Galanterie Philippus var beſkęftiget med at giere
denne fin Couſine: hvor iblant var et Turnere⸗ og Ridder⸗Spil/ſom hand
lod holde hende til re. Hver Mand var forſikret, ja det var

andſke ingen Hemmelighed, at Philippus havde hende ſaa kier ſom
ſine egne Oyne; og ſaaſom hand ſamme Tüd var Enkemand, var
der ingen i Verden, hand heller havde taget til Egte, () end
Chriſtine. Men dette Giftermaal var ikke efter Keyſer Carls Stats⸗
Calender. Chriſtine havde intet at bringe hans Son til, uden allene
Forſtand, Artighed, ſamt en ugemeen Skionhed; Ingen Kongeriger

og Lande, med mindre at forſtaae dennem paa ſaadan Maade, ſom

vi tilforne har hort at Hubert Thomas ſagde til Granvelle, ſaadanne
ſom den Fugl der flyver oppe i Luften. Philippus maatte da bie endnu
i fire Aar, indtil at hans Herr Fader fandt et Partie for hannem,
der var nokſom con venabelt med hans Maximer; nemlig den Engelſke
Dronning Maria, Keyſtrens Moſter⸗Dotter. Her var 8

tøn-

(e) Belcarius IIb. XXV. p. 4%. Eodem menfe (Augufto anni 1550.) Auguſtam
” acceffit Maria Hungariæ Regina Cæſaris ſoror, tum ut Ferdinando Imperii prærogativd, hoc
” eft, Regis Romanorum titulo, Fhilippo eedere perſuaderet. Mariam paulo poſt ſecuta
” eft Cbriſtierna, Chriſtierni Daniæ Regis ſilia, Franciſei Lotharingi reguli viduà: Dum ſplendido
comitatu Auguſtæ appropinquaret, Ferdinandus avunculus ae Philippus extra urbem eireiterx bis
mille paſſus, quod liberale offieum Mariæ non præſtiterant, illi obviam prodierunt. Philippus

etiam in ejus gratiam certamen equeſtre celebravit, eandem, ſi pater annuiſſot, cupidiſlinè

„ uxorem ducturus.“

Kong Chriftierni II. Dotter. 61¹

—̃—ů ——-—V—öè Kvn,t.:—

Skionhed, ſom hos Ohriſtine; her var ſnarere tvertimod, og i en

anden Yderlighed. Men her fandtes de andre Ting, ſom Keyſer
Carl havde beſtandigen Oye paa. Nu at komme til Rigs⸗Dagen

igien til Augsborg, da fif Keyſeren al fin Umage ſpildt, og hans
udſtuderede Kunſter, ved diſſe Damer at negociere, nyttede ham til
intet, endſkiont det blev ved Dronning Maria tvende gange prøvet.
Hun var reyſt hiem til Bryſſel om Efterhoſten: Men Keyſeren bad
hende etter at komme igien efter neeſt⸗folgende Ryt⸗Aar, og giore det
ſidſte Forſog hos 1 Ferdinand. () 0 1 blev alligevel
ubevgegelig: Og hvad de Tydſke f Yndeft og Tillid ey havde
været forhen ſtor fil hannem, det blev den ſiden. Chriſtine havde
paa ſamme Tiid, ſom Maria tog førfte gang Afſkeed, begivet fig
derfra, nemlig i Octobri. Hun blev ledſaget et Stykke pan Veyen
af hendes Svoger, Chur ⸗Fyrſten af Pfaltz, () ſom derefter om
Sommeren 1551. tillige med Chur⸗Fyrſtinden, hendes Soſter, gav

hende en Beſogelſe i Lothringen. Her falder mig ind, ikke at lade

ubemerket en Forſkiel, ſom jeg har fundet imellem den Spanſke Hiſtorie⸗

Skriver Luis Cabrera de Cordoba, og det ſom jeg nu af Belcario

har fortalt, angaaende Forhandlingen imellem Keyſer Carl og Kong
Ferdinand paa denne Augsburger Rigs⸗Dag. Cabrera, i hans Oiſtorie
om Kong Philippo II. giver at forſtaae, Keyſer Carls Forſæt at have

været, den Tud at takke af fra Regimentet, og overdrage Kæyſerdom⸗
met til Kong Ferdinand, ſaaſom Romerſke Konge, med faa Stiel,

at Philippus ſkulde igien udvælges til Romerike Konge, og i fin

Tiid fuccedere Ferdinando, da Philippus imidlertid (Fulde regiere i

Nederlandene; Men at Keyſerens egne Miniſtrer vare der imod, ja at

Y 3 Dron⸗

* i Belcarium, J, cit. pag. 814. Thuanus i

Bam taler F e JE ra CE PE eee ge

allene om Drouning Maria: Hucuſqve inter Cæſarem & Ferdinandum de Imperii ſueceſſione actinn

ſuerat, media Maria ſorore, Panaoniæ regina, cum nihil profectum fuiſſet, Maximilianus, cujus

conſilio & contemp latione effedum credebatur. ne Ferdinandus Cæſaris voluntati obtemperaret,

ſoceri offenſionem veritus, quamprimum in Hi(paniam transmittere & inde uxorem jam duorum

1 matrem deducere conſtituit; itaque cum patre Auguſta III. Eid. Martii (an. MDLI.)
diſcedit.

: (”) Herom tåler Hubert Thomas Annalium de Vita Frid. II. Palat, lib. XII. vred
og fremdeles indtil pag. 277. i

62 H. G. Om Chriftine af Danmark,

— — — — —'

ſeil, og udgivet An. 1619. til Madrit, med fuldkommen i
e den Tii

2 Chriſtines formynderlige Regimente i Lothringen, ſom nu hid⸗

indtil er omtalt varede ikke længere, end til An. 1552. om Foraaret. Og

hvad ſom foraarſagede ſlig forandring, var den Krig, ſom Kong E
. ric

() Publicd Dieta por convocatoria el Enperador, para celebraria en Auguſta aventinueve
de Junio, i partio de Bruſeles en los ultimos dias de Mayo con las Reynas ſus hermanas i el Principe.
Deſeava elegirle Rey de Romanos, renunciandole ſus Eſtados, i el Inperio en fu hermano Ferdi-
nando. Contradezian los Miniſtros i la Reyna Maria, que ſentia mucho dexar el govierno de
Flandres, ſus regalos, i poder abſoluto. Trataveſe con gran ſeereto; mas Don Filipe no callò el
intento con el plazer enemigo del eonſejo &c.·· Cabrera Don Filipe ſegundo lib. 1. Cap. 3. pag. 3.
Gregorio Leti ffriber ellers i fin Viza di Filippo II. lib. LX, pag. 10%. at Kœyſer Carls Förſlag var til
fin Herr Broder, at tage ham til Med⸗Regeut i Kæyſerdommet, paa den gamle Maade, ſom da
der regerede tvende Keyſere i Compagnie. Ikle veed jeg om ſaaledes er bleven omtalt, eller hvorfra
Leti har denne aneedote; men diſſe ere hans Ord: Per tirar Carlo al ſuo volexe il fratello, I adeſeb
con l' offerta ꝙ aminetterlo ſeco in quelP hora medefima all' Imperio, della ſteſſa maniera come
Cera fatto l' altre volte, negli antichi tempi, ne quali regnauano due Ceſari in compagnia: Ma
fermo VP altro nel ſuo parere ſeuſoſſi di non poter determinare eoſa aleuna ſenza il figliuolo, &c.

(% Ego, etſi non ſum neſcius, grandia conſilia à multis plerumqve caufis, ceu magna
navigia å pluribns remis irnpelli, tamen non facile mihi perſuaſerim, in Cæſaris animo magnam ſibi
partem vindicafle aut fortunæ commutabilis metum, aut alium quempism leviorem motum, Siquidem
annis ante obitum ejus ferme decem, hoc eſt, in ipſo victoriarum flore, in eo quod Auguſtæ condidit

teſtamento, de hac ipſa regnorum abdicatione mentionem feciſſe conſtat, Fam, Strada I. 1, p. 13.
ed. Rom. in fol.

Kong Chrifierni II. Dotter. 63

rich II. udi Forbund med Churfyrſt Mauritz af Saren og flere Tyd⸗
ſke Fyrſter, forkyndede Kæyſer Carl. Udi Manifeſtet, ſom hand lød
üudgage, ſtod end ogſaa Cbriſtines Navn nævnet: Nemlig der mel⸗
dedes, iblant andre Beſkyldninger imod Keyſeren, at hand havde
raadet fin Soſter⸗Dotter Chriſtine, Hertugen af Lothringens Enke,
fra at erkiende Frankeriges Hoyhed over Fyrſtendommet Bar, og at
ſverge Kongen Huldſkab og Troſkab deraf, ſaaledes ſom de forrige

ertuger havde giort. () Derpaa forſamlede 2 15 Henrich ſin

ore Krigs⸗Magt imod Lothringens Grendſer, for at bemægtige fig
de trende Tydſte Rigs⸗Steder, Metz, Tull og Verdun, hvilke hand
og alle tre indtog. Chriſtine havde imidlertid, ſaa ſnart hun merkede
hans Tilberedelſer, ſkikket til ſin Mor Broder Keyſeren, for at ſporge,
hvad Partie hun (fulde tage. Keyſeren lod hende ſvare, at, efterdi
hand var ſelv for langt borte, og hans Leylighed var ikke at ſrikke
hende nogen Hielp til, fandt hand tienligſt, at hun gav Kongen af
Frankerige de beſte Ord, og begierede hans Fred og Beſkiermelſe for

dertugdommet Lothringen; Hvilket ogſaa Keyſeren lovede at ſkulde

lide af haus Tydſke Tropper uberort. Derpaa drager Chriſtine ſelv
hen til Kong Henrich, ſom, tillige med ſin Dronning Catherine de
Medicis, og hele Hof / var nu i Joinville. Med hendes gode Billie
ſkeede dette viſt nok ikke; Men hendes Sons og Lothringens Velfærd
og Intereſſe drev hende afſted. (* Man bevliiſte hende til Joinville
al den re og Hoytid ſom kunde optenkes. Hun haabede og, at
man ſkulde lade hende være u⸗anmodet om at tage nogen flags Deeli
denne Krig. Men hrorledes kunde hun formode ſaadant? Lothringen
var Frankeriges Grændſe, og naar Kongen vilde attaqvere 2 75 og
N 3. erdun,

(Y Manifeftets Orb anfører Thuanus ſaaledes 7. X. Ut vero illuſtri indicio fe male
” erga nos affectum proderet Cæſar, Chriſtiernæ Franciſci Lotharingiæ Ducis viduæ ac ipſius ſoro-
” ris filiæ auctor fuit, ut Barrenſis Prineipatus, qui fine controuerſia Gallicæ jurisdictionis eft,
nomine fidem mihi, quam debet, quamque fuperiores Lotharingiæ Duces præſtiterunt, præſtare
V recufsret. Sce herom videre Blondelli Svift imod Chitfletium, faldet Barrum Campano-
Fraucicum, pag. 78. 79. & 84. J.

) E& Chriſtierna, Franeiſei Lothariugiæ Ducis vidua, & Cæſaris ſororis filia, ad
Regem venit, non ſponte, ut creditum eft, fed quod alioqui filii fortunas in ſummum diſerimen
addudtura erederetur,” Thuan. Hifl. lib. X. $. o. i

64 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Verdun, mon hand da vel ſkulde fee van, at Keyſeren betiente fig af
fin Myndighed hos fin Soſter⸗Dotter, til at foranſtalte det
allerringeſte derudi til Hindring? Sligt gav man hende at forſtaae i
al Venlighed. Hun drog denne gang bort med et Hierte fuldt af
Harme, beed fig i Lipperne, men holdte, for alle ſom ſage hende,
gode Miner. Nogen fort Tiid derefter, da Kongen havde beftiffet
adſkilligt i de Pladſer, hand havde indtaget; kom hand tilbage, og
tog Veyen lige indi Lothringen. Her kom hun da hannem i Mode

med fin unge Printz, og hans Far Broder, ſamt et ſtort Folgeſkab

af Adel. Strax efter Kongen fuldte mange Compagnier af hans
Bee Krigs Folk, ſom bleve indavarterede i Forſtæderne og i

Byerne omkring Nancy, Selv logerede hand fig ind paa Slottet,
og kaldede fit Conſeil til fig, hvormed Aftenen blev tilbragt.
Hvad derudi blev beſluttet, yttrede fig Dagen efter; da hand lod
forkynde Hertuginden Chriſtine ån Mening over tvende
betydelige Poſter. Den ene var, at ſaaſom hun var Kayſerens
Niece, og det var heel naturligt, at hendes Hierte mere var hannem
tilvendt end Frankerige, fan kunde man intet længere fee Regeringen
af Landet i hendes Hænder, men ſamme maatte fortroes allene til
hendes Svoger og Med⸗ Regent Greven af Vaudemont. vad
hendes Lif⸗Geding og Indkomſter angik, da ſkulde deraf hende ikke det
mindſte afgaae. Den anden og meeſt⸗empfindlige Poſt var, at hun
maatte lade fig befalde, det hendes unge Son Printzen blev ſkikket
til Frankerige, ſammeſteds ved Hoſſet at opdrages, hvor Kongen
forſikrede baade at vilde viſe ham ſaa ſtor Kierlighed, ſaa og i Tiden
at drage ſaa ſtor Omſorg for hannem, ſom for nogen af ſine egne
Born. Dette var alt ſom et Tordenſlag for Chriſtine, og ſnart li
geſom en Knif i hendes Hierte. Men Tingen var reſolveret ſaaledes
i Kongens Conſeil, og befunden fan nodvendig, at den ey taalede
nogen Forandring, Den unge Printzes Ober⸗Hofmeſter, der hidindtil
havde været een af de fra Keyſeren hende tilſendte Miniſtrer, ja endnu
ſtod virkeligen i Kæyſerens Eed og Pligt / blev betakket. Hans
Præceptorer og Tienere , og hver een, ſom var om hannem, vare

Brabanter eller Tydſke. Alle diſſe finge ogſaa deres Afſteed. Man

gav hannem en Frantzoſt Hofmeſter, og et Antal Opvartere af
Kongens

Kong Chriftierni II. Dotter. 65

Kongens Folk. Og den Kongelig Befalnings⸗Mand i Champagne,
Sieur de Bourdillon, forde ham med tvende Compagnier Ryttere til
den Stad Reims; hvor Dauphin den Tiid var, og tog imod hannem.
Thomas Cormerius udi fin Latinſke Hiſtorie af Kong Henrici II. Be⸗
drifter, ſkriver at Kongen aſſignerede til hans garlige Underholdning
40. Tuſinde Franſke Livres, og gav ham et Regiment Cuiraſlerer,
ſom i hans mindre Aar blev commanderet af Mr. Broſſe-Mouilly,
der nu var bleven hans Hofmeſter i ftæden for Montbardon: Item,
at alt dette fkeede / fordi Kongen var videndes, at hvis man ey ſkille⸗
de Moderen og Sonnen ad, kom Kayſeren til at raade baade for Lan⸗
det og for den unge Hertugs Giftermaal; Hvorimod Kongen forſik⸗
rede hende, at hand ey allene vilde ſorge for hans Optugkelſe , men
end og for hans Egteſkab og give ham een af de Kongelige Prin-
ceſſer. () Imidlertid havde Dagen tilforne, for den unge Hertugs
Afreyſe, hans Frue Moder giort det yderſte Forſog paa at fage denne
Reſolution tilbage. Hun ſtillede fig ind for Kongen i det ſtore

Gallerie paa Slottet Nancy, hvor hand ſtod omringet af fit hele Hoff:

Der giorde hun hannem en dyb Reverence, og med Hynene fulde af

Graad, ſom ſtrommede hende ned paa Kinderne, foreſtillede ham

den Haardhed, hvormed hun gandſke uforſkyldt blev begegnet.

Hendes Veltalenhed, og den Yndighed i hentes Manere, og i hvert
et Ord hun fremforde, tillige med hendes Graad og dybe 1

eve⸗

(Rex, quod Chriſtianam Carolo Cæſari propter eonſanguinitatem magnopere ad-
dictam intelligebat; eandemque Carolum filium ibi elocaturam prævidebat, ubi Cæſar vellet:
itemque eam ejus arbitrio, ubi opus eſſet, Lotharingiam permiſſuram: & qua maximis incom-
modis afficere Galliam poſſet, Carolum Ducem in Galliam mittere conſtituit. Chriſtianæ mati
ut cum regiis natis perquam liberaliter educetur curaturum: & cum adoleviſſet, regiam puel-
lam ei uxorem daturum promittit. eidem Duei annuum quadraginta millium Franciciim conſti-

uit: atque cataphractorum equitum turmæ præficit; cui propter infirmam Caroli ætatem Broſ-
ſamolium legatum, quem teneræ ejus ætatis moderatorem, rejecto Mombardone dabat, jubet præ-
eſſe. Saaledes lyder det i bemeldte Thomæ Cormerii Alengonii Rerum geſtarum Henrici II.
(Paris. ap. Sebaſt. Nivellium 1584. in 4.) /ibr. 3. fol. 72. Denne Hiſtoricus er ey af de almindelig
bekiendte og bliver heel ſielden citeret, Le Gendre dømmer om hannem ſaaledes: Son ouvrage eft moins
une hiftoire qu un Panegyrique, dont le ſtile eft net & la latinité eft belle. v. Le Long no. 7658.
Men at hand og ey er ſerdeles zecurat, kand deraf kiendes, at paa tvende ſteder hvor hand taler
om vores Chriſtine de Danemare, ſiger hand, at hun havde været gift med Hertug Antonio i Loth⸗
ringen (Antonio Locharingiæ Duci quondam nupta) fel. 72. a. og fol. 157, b. 8

66 H. G. Om Chriftine af Danmark,

bevægede alle Omſtaagende, ja Kongen ſelv, til Medlidenhed. Hand
troſtede hende alt hvad hand kund, og gav h nde de allerbeſte Ord i
Verden. Videre naaede hun ikke; Men giorde fin Reverence til
Afſteed, gik bort, og græd bitterligen. Hun ſkal, efter Brantömes
Sigende, have ſiden givet Duc de Guiſe, hendes afgangne Herres
Fetter, meeſt Skyld for dette; Efterdi hun tilforne havde noget
rundt afſlaget hans Tilbud af Egteſkab, og ſpvaret hannem, at hand
ey maatte tenke, det hun agtede at forringe ſig, og tage en Cadet
af det Huus, hvoraf hun havde havt Hovedet og den Ypperſte. (
Hun meente nu, at det var ham, der havde giver Kongen ſligt et
Raad, for at hevne ſig. Strax tre Dage derefter pakkede hun
tilſammen, drog til Blamont, ſom var hendes Lif Geding: Men
blev der ey heller ret længe; førend hun ſagde Lothringen flet farvel,
og begav fig til Elſatz; hvor Keyſeren den Tid var ankommen.
Iblant Lothringerne vare vel de, ſom toge nogen Part i hendes
Bedrovelſe, og ſom det gik nær til Hierte, da de maatte fee fig ſtilte
ved deres unge Herre og hans Frue Moder. Maaſfkee det gik dem
endnu nærmere, da Kongen af Frankerige lagde paa ſamme Tid en
ſterk Garniſon i Nancy og i andre Steder. Imidlertid vare de dog
flere, ſom toge fig hendes Vortgang heel let, meeſt iblant Adelen,
der ikke udi alle Maader vare tilfreds med hendes Regimente:
efterſom hun gierne beſatte de vigtigſte Pladſer og Betieninger med
Tydſte, Flaminger, og andre Keyſerens Underſaatter, hvorimod
Landets egne Indfodde fane fig foragtede og udelukte. (0

Dette

Y Brantéme ſiger, pag. 492. de Ia derm edit. Vai ouy dire, qu' apres Ia perte
ge ſon fils, elle demeura fort mal conlente de Monſr. de Guiſe, & de Mr. le Cardinal fon frere,
les accuſant d' avoir perſuadé le Roy à cela, à cauſe de leur ambition, tant pour voir leur coufin
fi proche, adopté fils, & marié à la maiſon de France, que pour avoir refuſẽ quelques tems
auparavant Monsr de Guiſe en mariage, qui luy en avoit fait porter parole. Elle qui etoit
hautaine en toute extremité, dit qu'elle n' e pouſeroit jamais le Cadet de la Maiſon, dont elle
avoit époufé ainé: & pour tel refus Mr. de Guiſe la luy gardoit bonne jusques- la. Denne var
Pranciſcus Due de Guiſe, hvig Fader Claudius de Guiſe var en yngre Broder af Hertug Antonio.
Chriſtines Sviger⸗Fader.

(44) Dette ſiger P. Calmet i Hiſt. de Lorr. med udtrykkelige Ord.

Kong Chriftierni II. Dotter. 67

Dette ſidſte, ſkiont det ikke er til hendes Roes, har jeg ey vildet
efterlade at bemerke, efterſom det findes ſaaledes med udtrykkelige
Ord hos P. Calmet, der dog ellers er ſparſom nok, i at optegne hvad
ſom horer til vores Chriſtines Hiſtorie. Thi jeg mage ſige, at det
meeſte jeg har kundet brugt ham i, er juſt dette Stykke, ſom vi nu
har hort, angaaende hendes Afſettelſe fra den formynderlige Regering,
og hvorledes hun med ſtorſte Hiertens Bedrevelſe maatte forlade
Lothringen, og fee fig berøvet fin eniſte Son, ſom blev bortført til
Frankerige. Herudi haver og Pere Calmet intet andet ſagt, end
hvad nokſom af de beſte Franſke Hiſtoricis er tilforne bevidnet og paa
lige Maade berettet; nemlig af Paradin, Thuano, Belcario, Mezeray.
og mange fiere. Hvorfore man ret mage undre over, at den eniſte
André Favyn er udi fin Hiſtoire de Navarre falden paa ; at fortælle
denne Ting gandſke anderledes ; og har vildet bilde fig og andre ind;
ligeſom det var et oplagt Raad imellem Kong Henrich og Chriftine,
at hun forlod Lothringen, og overlod fin Søn til hannem utvungen,
ja med al Fornoyelſe. Favyn beretter; at den Tid Kongen endnu
V opholdte fig til Joinville i Champagne formedelſt Dronningens
Sygdom, er Chriſtierne de Danemarc, Enfe- Hertuginde i
Lothringen, kommen didhen at beſoge ham, og at hun ſelv oftererede
ham ſit Land, kaſtede fig; med hele Lothringen, og fin unge Son
255 55 Carl udi hans Beſkiermelſe og Salveguarde, helſt efterdi
hun var bleven advaret, at Keyſeren vilde nu oprippe den gamle:
Trette og Misforſtand, der havde været imellem hans Far⸗Moders
i: ker den ſidſte Hertug af Burgundien, og Hertug René af
” Lothringen, den unge Printzes Far⸗Faders Fader; hvorved Keyſeren
tragtede efter at faae den unge Printz i fin Vold, tillige med Landet,
for at legge det under Grævſkabet Flandern, og give Printzen en
Penſion I Spanien. Hvilket var da Aarſage til, at Hertuginden
tog imod Kongens Forſlag, nu hand proponerede hende at give
” hendes Son Printzen, ſom da var 8. til 9. Aar gammel, ſin anden
„Dotter Claude de France til Egte) og ſkikkede ham til Paris der at
” opdrages tillige med Dauphin. 85 Dette Stykke (Fulde jeg mene,

2 at

() Le Roy ſejournant å Joinville en Champagne à cauſe de Ia maladie de la Royne
Cathe ·

68 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

at være iblant andre nokſom tienligt til at beviſe, det denne Hiſtorieus
hører til ſomme Claſſe ſom Varillas, og at man har lidet at agte paa
hans Fortalninger, naar man ey finder dem bekraftede af andre mere
tilforladelige. () Den Autor, ſom har continueret Les Annales
d' Aquitaine de Jean Bouchet, er vel langt fra at fætie ſꝛadan Farve
paa Tingen, ſom Favyn har giort; Men ſaa er hand alligevel i
bemeldte Handel ikke frie for al Fiction, og Gietning af ſit eget Hoved.

Hand ſiger forſt, at da Chriſtine kom til Joinville, klagede hun til

” Kongen over den Laſt og Tynge, ſom Lothringen maatte lide;
ſaafremt Armẽen blev længe ſtagende deri Egnen: Hvorpaa Kongen
gap hende de beſte og hofligſte Svar, ſaa at hun drog bort forneyet,
»og at hand ſamme gang, iblant andre Venſkabs Tegn, tilſagde at
” vilde gifte een af fine Princeſſer med hendes Son, og med forſte
beſoge hende til Nancy. () Siden ſkriver hand, at da Kongen
”udi Nancy havde befluttet i ſit Conſeil, at ſende den unge Hertug
Carl til Frankerige, og dette; paa det at Keyſeren ey ſkulde fore

»ham bort, og imod en penſion bemægtige fig hans Land og
»Fyrſtendom, da fandt vel Hertuginden Cbriſtine ſaadant heel

haardt/

Catherine de Medicis fa femme; la Veufue Ducheſſe de Lorraine Chriſtierne de Dannemare - - =
le vint viſiter, & offrir ſon pais, ſe mettant elle ſon pais, & le jeune Due Charles fon fils en ſa
protection & ſauvegarde, q aultant qu elle eſtoit advertie que! Empereur vouloit remuer la vieille
querelle de Charles dernier Due de Bourgogne fon biſaieul, avec René Due de Lorraine biſaieul
du petit Due, lequel il defiroit mettre entre ſes mains avecques fon pays, pour l'unir & joindre
à fa Comté de Flandres, & luy faire quelque penſion en Eſpagne. Ce qui fit reſouldre la Ducheſſe
3 ce que le Roy luy propoſa du mariage de Madame Claude de France fa ſeconde fille avec le Due
fon fils aagé pour lors de huidt à neuf ans, qu' elle envoyeroit à Paris pour eſtre eslevẽ & nourry
avee Monfeigneur le Dauphin Frangois. André Favyn Hiſt. de Navarre I, 13. P. 798. .

(”) Tous les ouvrages de Favyn, qui autrefois ont fait honneur à leur Auteur, qut
à la verité mérite qw on le loue pour le deſſein qu' il a ei de bien faire, font peu confidérez
préſentement. On y obſerve des choſes ſingulieres, dont il ſeroit à ſouhaiter qu' il eũt eite ſes
garants. Diclionn. de Morery, dans fon Article.

(%ͤ Le Roy ſejournant à Joinville - - pour attendre Ia eonvaleſcence de la Royne,
Dame Chriſtierne de Dannemarch, Ducheſſe de Lorraine -- vint voir le Roy, remonſtrant
que fon pais avoit beaucoup å ſouffrir pour la grande penurie des vivres & cherté d' iceux, fr
Parinée y faiſoit longue demeure, le Roy P'accueiliit ſi honneſtement, & luy uſa de propos ſi
honneſtes, qu' elle s en alla contante, luy accordant entre les autres obligations q amour, une de
ſes filles pour Monſieur le Due fon fils, & qu' il la verroit å Nancy, Annales d AAuνj.ñ, IV,
Partie pag. 627, edit. de Poictiers par Abr. Mounin 1044, Jol.

Kong Chriftierni II. Dotter. 69

——ñ—— ———— A ꝛZh — rr mm.

FEfterat Chriſtine havde udi Elſatz talt med hendes Morbroder
Kayſeren, (9) og derefter opholdet fig i fane Dage til Strasborg,
fortſatte hun fin Reyſe, med fine tvende unge Princeſſer / til Bryſ⸗
ſel. Hun fandt der et ſtorre og mere talrigt Hof / end da hun ne

J 3 i hen⸗

É (Le Roy par advis de fon Conſeil & pour grandes eauſes trouva qu'il feroit bon
retirer le petit Due avee Mr. le Dauphin en France, tant pour I ancienne querelle de la Maiſon
de Bourgogne avec ceux de Lorraine, que pour les affaires du Roy, qui ja l' avoit reeeu fon fils:
Car fi ce Due venoit ẽs mains de ? Empereur, en danger qu' il ne luy fiſt quelque penſion & le ſiſt
hors de la Duché. La Ducheſſe trouva cela fort aigre: Mais le Roy la fceut fi bien adoucir,
qu elle mesme auſſi fe miſt en la protection de Sa Majeſté. ibid. pag. 628.

(&) Parti le jeune Due, la Ducheſſe Madame fa mere triſte (comme le naturel Ie
ortoit) & joyeuſe de fi noble alliance qui fe faiſoit; mesme par le eonſentement de tout le
ignage du fang de Lorraine, aſſavoir Meffeigrs, le Cardinal, Due de Guiſe, Due d' Aumale
Evesque d' Albi, le Grand Prieur de France, le Sieur de Vaudemont, qui ſages prevoyoient Te
grands inconvenians fi la choſe fuſt autrement advenué, Toutesfois le regret furmontoit le
contentement. La bonne Dame fe retira å Blamont, qui eft lieu de fon domaine, au grand
deplaiſir de fes fubjets, qui aymoient au ſurplus leurs princes: & au vray dire, telle departie de
la mere & du fils fut par eux trouvée eſtrange, comme s' ils fuſlent demourez fans Maiſtre, &
tout fuft perdu, dont la Cité demoura tout en deuil. v :

(%% Det er bekiendt, at Jean Bouchet har felv ikke eontinueret fit bemeldte Verk, les
Annales d' Aquitaine, længere end til An, 1545. og af de ſom udi fildigere Editioner har fortſat det
indtil 1555. vides ikke bvem de egentligen har veret. V Le Long No. 15729. & P. Niceroni
Memoires pour ſervir à I hiſt. des hommes ill. Tom. AX VII. pag. B. eg. i

(%%) Clegando el Emperador a Argentina, vino alli a vifitarle ſu fobrina Criftiérna, viuda
de Franceſco Duque de Lorena, y lorò con el ſus due los y diſdichas. El Emperador la conſolò lø
que pudo, ) dixo, que fe fueſſe con fu tia la Reyna Maria, Sandoval /ib, 31. J. 24, 4d. Au 7772

70 H. G. Om Chriftine af Danmark,

ihendes forrige Enke⸗Stand. Thi, foruden Dronning Maria, levede
nu ogſaa ſammeſteds hendes anden Moſter, Dronning Eleonore, ſom
havde forſt havt Kong Emanuel i Portugal, og blev ſiden gift med
Kong Franciſco i Frankerige. Chriſtine drog ſiden til Mecheln, og
holdte der Hof for fig ſelv. Om det har været med hendes gode Villie/
eller ikke, at hun fan plat forlod Lothringen, ſkal man efter Calmets og
nogle andre Beretning, ey kunde decidere. Og hvorfore blev hun
ikke boende pan hendes Lifgeding til Blamont, ſom ſkal have været den
deyligſte Stad man vilde fee med Hyne? Det er troligt, at hun ey har
havt meere Behag i at vere udi det Land, hvor ey allene hendes Myn⸗
dighed og Anſeelſe var til Ende, men hende ogſaa maae være kommen
for Orne, hvad en ſtor Deel, ſom hun ey havde været til Maade, ſnak⸗
kede om denne Forandring. Saa meget veed mand, at da hun rykte
op fra Blamont, og drog til Elſatz / var hendes Løfte og Forſet, al ·
drig at ſette Foden mere i Lothringen. Roſieres i hans Bog, Faldet
Stemmata Lotharingiæ & Barri, ſiger at Kong Henrich II. vilde endeligen
have hende bort. () Og Mareſchal de Baſſompierre ſfriver: Le
Roy Henry II. vint en Lorraine, d'où il chaſſa la Reyne de Dane-
marc, & envoya le Due Charles en ſon Royaume. Jeg holder og
for / at Kongen ey ſtisttede om hendes Narvarelſe længere deri Lan⸗
det, og at alle de, ſom kunde fortenkes for nogen Correſpondence med
Kayſeren, maatte 1 ud. Thi end ogſaa hendes Svogerſte,
Anne de Lorraine, den ſidſte Hertug Franciſei Soſter, reyſte med
hende til Brabant. (*) Denne var ogſaa Enke, og havde havt til
Egte René de Chalon Printz af Oranien, Kayſerens General og til
lige Statholder i Geldern: Hun blev nu kort derefter i Nederlandene
giftet med Philippe de Croy Due d' Arſchot. Siden udi det Aar
1555. finder man Chriſtine paa den ſtore og merkelige Dag, da Key⸗
ſer Carl ſagde ſig af med ſin Regering, og ſine ſamtlige Riger og 2 2
ez

() Der heder det: Rex expulit Chriſtinam è Lotharingia.

(% Belearius lib. 26. pag. 4 Chriſtierna Renatam ac Dorotheam filias ſecum duceus,
Argentoratum primum, deinde in Flandriam abiit: quam Anna Lotharinga, Arauſii Principis vi-
dus, ac Caroli Reguli amita comitata eft, (hæc mox Philipp Croyo Arſchotiæ Regulo nupfit :)
3 enim Rex & Lotharingia diſeedere juſſerat. Og altſaa har Roſieres og Basfompierre
agt ret. 3 i

Kong Chriftierni II. Dotter. 71
de; ſom ſkeede den 28. Octobr. Herudi folger jeg Biſkop Prudencio de
Sandoval, der ſiger (1. 32. §. 33. p. 802.) at det var den 28. Octob. Si-
monis & Judæ Dag, efterat Meſſen var holden. Andre ſkrive den 25.
Octobr. til Bryſſel. Der ſtode da ved den hoyre Side af Keyſerens
Throne, hans Son Kong Philippus II. af Spanien, hans Broder⸗
Son og tillige Sviger⸗Son Kong Maximilianus af Bøhmen, og hans
ner Forvandte Hertug Philibert-Emanuel af Savoyen: Ved den ven⸗
ſtre Side ſtode Kæyſerens tvende Soſtere, de forbenevnte Enke⸗Dron⸗
ninger, Eleonore af Frankerige og Maria af Ungern, hans egen Dot:
ter Dronning Maria af Bøhmen, og vores Chriſtina af Danmark „
Enke⸗Heruginden af Lothringen. ;

Kæyfer Carl er derpaa i næftfølgende Aar ſeglet til Spanien;

Det er ikke en ringe Feyl hos Le Clerc, naar hand ſtrax i Begyndelſen
af hans Hift. des Prov. Unies ſiger at Kœyſer Carl taffede pag engang
af fra fit Kæyſerdom og hvad hand i Tydſtland beſad til fin Broder,
og fra de øvrige fine Riger og Lande til fin Son, og derpaa reyſte i
ſelvſamme Aar 1555. in Sept. til Spanien. Enhver veed jo, at
hans Aftakning til hans Son Kong Philip ffeede ey førend ſidſt in
Octobr. 1555. hvorledes kunde hand da i Sept. ſamme Aar reyſe til
Spanien? men den Abdication af Keyſerdommet til Kong Ferdi-
nand ſteede ey førend Aa et efter, ved et Inſtrument dateret d. 16. Jan.
1556. hvormed Printz Wilhelm af Oranien blev ſendt. Siden efter
foregik hans Neyſe til Spanien in Septembri, hvor de tvende hans So⸗
ſtere, Enke⸗Dronningerge, Eleonora og Maria, fuldte hannem med,
ſom bektendt er. Derved tabte Nederlandene, og i ſer Bryſſel,
ſtorſte Delen af fin Pragt og Herlighed. Kong Philip blev nu allene
igien, ſom endſkiont, hand havde til Egte Dronning Marie i Engelland,
nu dog / formedelſt ſin na med Frankerige, meeſt opholdte ſig i
Nederlandene, men hun 1 hendes Kongerige. Den ſom nu giorde
Prydelſe, re og Glands til hans Hof, var Chriſtine; Thi ellers
havde det ſect alt for ode og morkt ud omkring ham, ſom Bran-
tome ſiger. () Sligt vidſte ogſaa Nederlenderne, de ſtore faa
vel

) Pag. m. 492. hvor det heder: Le Roy fon couſin la eroyoit, & fe foit enelle & luß

por

72 H. G. Om Chriſtine af Danmark,
velſom de ringere, nok at ſtionne paa, og ynſkede derfore intet heller,

end at deholde hende hos ſig. De ſaae udi hende et livagtigt Munſter af |

deres forige Heroine,. hendes Frue⸗Moſter, Dronning Maria.

Jeg havde nær forglemt at berøre en beſynderlig Feil, ſom fin⸗
des hos den Spanſke Luis Cabrera, i hans Hiſtorie af Kong Philippo
II. og ſom hører endnu til Carls ſidſte Regierings Aar 1555. nogle
Maaneder for hans Abdication. Man ved, at udi May⸗Maaned
ſamme Aar blev holdet en Forſamling imellem nogle Keyſerlige og
Spanſte Miniſtrer paa den eene og Franſke paa den anden Side, Paa
et Sted faldet Mere imellem Ardres, Calais og Gravelines, til at giore
Fred imellem Frankerige og Spanien / hvor Cadinal Pelus og flere En⸗
gelſte indfunde fig ſom Mellemhandlere. Denne Handling ſlog op og
blev frugtlos, efterſom Parterne paa begge Sider giorde deres Paa⸗
ſtand alt for ſtrenge. () Nu melder Cabrera, at medens Cardi-
nal Polus ſparede ingen Fliid og Moye til at treffe de billigſte Middel,
ſkulle de Franſke iblant andet have foreſlaget et Giftermaal imellem
Enke⸗Hertuginden af Lothringen og Hertugen af Savoyen / og at de paa
ſaadan Vilkor vilde give hannem endeel af hans Lande tilbage. (.)
Herudi har den gode Mand merkeligen faret vild. Vores Enke⸗Hertugin⸗
de af Lothringen blev maaſke ikke nævnt i denne Forſamling / viſt nok blev

der ikke talt om noget Giftermaal for hende: Og ikke ſeer jeg, hvad der

ſkulde bevæget de Francke til, at give Hertugen af Savoyen en Fod af
hans Lande tilbage/ hende til rey eller for at fee hende med nyt Egteſkab
forſiunet. Af Lothringen kunde jo de ikke heller derved vinde den mind⸗
ſte Plet Ford; thi dette Sertugdom horde jo hendes Son til, ikke 2 —

; b en

portoit une tres grande affection & amour: Auſſi luy faifoit elle valoir & briller fa eour, qvi ſans
bien re-

elle erit été fort obſcure: Et pourtant depuis, comme jay ouy dire, ne Va pas trop
connue.

(0) See herom Thuan. 6. A V. p. 464. d. P. Daniel ad Au. 1555. p. 527. (q.
edit. Aniſterd. in 3 to, og andre flere.

( El Cardinal Polo trabajd mucho en échar los fundamentos para fixar Ia paz; mas
los Franeeſes pidieron el Ducado de Milan en matrimonio o ſatisfacĩion, i que el Duque de Saboya
caſaſe con la Viuda del Duqve de Lorena, i fe le reſtituiria alguna parte de ſus Eſtados. Eſclui -
das eſlas peticiones por los Iinperiales &. Cabrera Dan Fil. Sccundo libro I. c. 5. P. 29.

Kong Chriſtierni II. Dotter.

73

Men an der er bleven handlet om Hertugen af Savoyen hans
Reſtitution, er viſt, ja endogſaa om et Giftermaal for hannem,
ikke med vores Chriſtine, men med Kongens Soſter i Frankerige Prin-

ceſſe Margrete, med hvilken hand endeligen fire Aar derefter kom i Eg⸗

teſtab. () Og er dette altſaa et utilladeligt quid pro quo, ja 4
Tau mege

(Y) Conelyeron la tregua por einco annos con las eondiciones ordinarias, i con que no

” Te entendieſe el comercio en las Indias, ni ſueſen comprehendidos los foragidos Napolitanos en

ER

Francia, ni el Marques de Brandenburg; ni fe avia de tocar a lo que poſejan los Francefes en
las tierras del Duque de Saboya, ibid. Af diſſe Ord lere vi, at denne gode Mand har forregnet fig i
Didenz hand har mieent, at den fem Aars Stilſtand, ſom blev fluttet An. 1555. horde til den Con-
gres i May⸗Maaned, der holdtes til Mere ved Calais. Den horde og virkeligen dertil, men ſom
en Sag der blev opfat, og ſom fulde en anden gang ved bedre Tiid og Leylighed foretages. Imid⸗
lertid er denne gang hver Mand dragen fin Vey, og Krigen vedholdte derpaa det gandſke Aar igiennem:
indtil de ſamme Commiſſarier An. 1556. Fort efter Nyt⸗Aar komme igien tilſammen, os ſluttede
den af Cabrera ommeldte fem Aars Stilſtand, paa et andet Std, nemlig i det Abbedie Vaucelles
ved Cambray. Dette haver Cabrera ey paa agtet. Men at der da i Tractaten blev indført det Aars⸗

tal 355. ſkeede, fordi man ide Dage end nu ſkrev Aarstallet af det forige Aar i Januarii og Februaxii

Maaneder, og ſaaledes indtil Paaſke eller den 25. Marti, ligeſom man endnu gior i Engelland;
Thi det er forſt feet An. 1564. at Kong Carl IX. har indført ved en offentlig Forordning, at Aa⸗
ret ſkulde i Frankerige begyndtes d. 1. Januarii, da det ktilforne fra utenkelige Tider ey var begyndt
førend om Paaſke. Og i Lothringen bled dog ſamme Forandring ikke ret faſtſat førend An. 1579.
Denne Oblervation, naar man ikke veed den, eller og ey har den i agt og Hukommelſe, kand iblant
forvilde en Hiſtorieſkriver; Og juſt har den her forført og confunderet Cabrera, der connecterer oms
talte Stilſtand med Forhandlingen til Calais, og lader den ſaaledes gage for Keyſer Carls abdicati-
en, da dog ſamme abdication var gagen for fig over 3. Maaneder, førend Stilſtanden blev treffet.
See herom Thuanus Jb. 17. pag. 574. Fopeliniere /ivr, 4. au commencement. Mezeray Abregẽ
Tom. IV. p. c. edit. d Amſt. 1682. in J. P. Daniel ad An. 2556, p. m. 559. P. Chr. Bor. Neder-
landſche Hiftor. fol. Il. a. &c. Skulde nøgen herimod objicere, at Tractaten af Vaucelles er dog
giort i Kayſerens Navn, og Kong Philip kaldes derudi ikkun Konge af Engelland, ergo mage den
være giort for Kayſerens abdication; Da ſvares, at Commiſſarierne vare de ſelb ſamme, ſom
handlede i forrige Aar. 1555. in Majo til Mere ved Calais, og denne Handling i Vaucelles var kun
en Continutaion deraf; uden nogen flags andre Fuldmagter eller Creditifs, end den de havde havt

fra Keyſeren og Kong Philip til den forige Sammenkomſt. Til Overflod vil jeg endnu anfore det⸗
ts Vidnesbyrd af Sandoval, der ſiger med klare Bogſtaver 075.32. $. 37. p. 814. A eineo de Hebrero

del anno de mil y quinientos y cenquenta y ſeys, el Emperador y fu hyo el Rey Don
Felipe hizieron treguas con el Rey Henrico de Francia por cinco annos con eſtas condi-
ciones Kc. Mr. du Mont har flet ikke været bedre spliuſt, end forbemeldte Spanier; Thi
di Corps Diplom. Tum. I. P. III. p. 82. ſtaaer bemeldte Tractat af Vaucelles indført i Begyn⸗
ſen af Aaret 1555. ligeſom det pleyer aller vore Tiders Regning at free; da den med al Rette burt e haft

ted i Tom. V. p. 7. under det Aar 1556. Gaa er og derneſt i bemeldte Corps Diplomat. pag. 85.
fat urigtigt Aars tal ved begge Actes de Declaration , ſaabel Kong Philips ſom Kong Henrichs, nem»
lig 1555. for 1656. da den forſte er dateret til Bryſſel den 19. April, og den anden til Cham-
bord d. 3. Maji, Jeg tor vedde paa, at der ſtaaer 1556. i begge Originaler, endſtont der ſtaaer lige;

ledet
K

74 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

meget ſtor og u-undſkyldelig Feyl hos Cabrera. Jeg vil langt mere
holde hannem til gode; hvad hand ſiger ſtrax efter; at ſom man ey
kunde komme til rette om en endelig Fred, blev alligevel beſluttet en
Stilſtand paa fem Aar. Dette er af hannem, ſom en Hiſtorico, me⸗
get for haſtigen avanceret; Thi hvo veed ikke, at da denne Handling til
Mere ved Calais var bleven forgieves, begyndte Krigen igien lige faa
heftigen paa alle Sider ſom tilforne: Og at det ikke kom til nogen
Stilſtand førend An. 1556. d. 5. Febr. hvilken Tractat vores
Chriſtine virkeligen blev indbegreben; og hende denne Fordeel be⸗
tinget, at hun ſkulde nyde Frugt og Virkning af denne fem Aars
Stilſtand, og at hun kunde fredeliger komme og reſidere, ſaavel i
Lothringen, ſom andenſteds, hvor hende helſt behagede. (0

Denne Stilſtand, ſom var giort paa fem Aar, i hvilke der
fulde arbeides paa en Fred, varede ikke det forſte Aar til Ende.
Pave Paulus IV. ſom, i Forbund med Kongen af Frankerige, havde
haft fin Deel i Krigen imod Kæyſeren, faa vit de Spanſke Lande i
Italien angik, var aldeles ikke fornoyet med Stüſtanden. Hand fik
da endeligen ved fine Kunſter og Practiker () udrettet, at Krigen
gik paa nye an i Italien, og derpaa ſtrax ved Aarets 1557. Bani

bler

ledes 1555. hos Lünig R. A. Part. Special. Contin. I. pag. 283. Øg Mr. du Mont havde derfor
giort vel, hvis hand havde ſparet fin remarque ved den forſte Act, hvori Philippus falder fig Roy de
Caſtille, de Læon, d' Arragon &e., nemlig denne notam; II n' etoit pas eneore Roi de Eſpagne, car
fon Pere n' abdiqua qu à la fin de cette anne 1555. Jeg vil ſporge, om ikke juſt denne Kong Phi-
lips Titel i en Hoytidelig Act burde have givet ham en Serupel om Aars Tallet? burde hand ey have
eſterſlaaeti de Franſke Hiſtorier, for at fee, naar Tractaten blev giort, hvorpaa diſſe Acter bleve uds
ſtcdde? Og hvis hand havde ſpurdt ſig for, vare vel fundne de, der havde undervliſt hannem om den
gamle Aars Regning forend An. 1564. Man finder det jo hos P. Daniel (elv, tvende gange i Kong
Caroli IX. Hiſtorie, pag. 837. og pag. 1013. edit. Amſteld. 1720. in ꝗ to.

0) En laquelle (Treve) de la part de Leurs Majeſtés Imperiale & Roy d' Angleterre
ſon fils ſeront compris le Pape & e... les Dues „Ducheſſe, et pais de Lorraine; pour jouir la
dite Dame de l' effet de la dite Treve, et de tout ce qui ui appartiendra, et d' aller et reſider, tant
en Lorraine, que ailleurs, ou bon lui ſemblera. Saaledes linder det i Traetaten, fait & paſſe en
J Abbaie de Vaucelles le 5. jour de Fevrier 1555.

(Sandoval ſparer ikke at tale derom ſaaledes, 7i6. 32. p. 706, (edit. Pamplon. 1634.)
Papa Paulo IV. con ſu vieja paſſion ardia aquel ſugeto feco, y fin poder mas fingir la ſantidad con
que tanto tiempo avia engannado, quitando la maſeara a fu hipoereſia, antes que efte anno fe
aeabaſſe moviò la guerra, y perturbò la paz en- odio del Emperador &c.

Kong Chriftierni II. Dotter. 75
blev den af al Magt foretagen af de Franſke imod Nederlandene.
Man veed, med hvor ſtor Heftighed den næften i tvende Aar blev
fortſat; og hvor ſtor Wee dens Udgang, nemlig Freden, ſom
derpaa fuldte, haver tilbragt vores Lothringſke Enke⸗Hertuginde
Chriftine af Danmark, er endogſaa af alle Hiſtorier vitterligt.
Dette bliver almindeligen fortalt ſaaledes: Begge Kongerne, af
Frankerige og Spanien, vare allerede keede af deres Krig, og Kong
Philip, u-agtet hans hafte Fordeele, lengtes efter at beſkikke fine
Nederlande i Fred, og ſiden reyſe til ſit Kongerige Spanien. Hand
giorde fig altſaa ingen Betenkning, i at giere det forſte Skrit til
Forliig, endſkiont nogenledes uformerkt. Cabrera ſiger virkeligen,
at det var Chriſtine, Hertuginden af Lothringen / ſom forſt raadde
ham hertil. () Thuani og fleres Fortælning / ſaavelſom P. Calmets
i hans Lothringſte Hiſtorie, er ſaaledes, at Chriſtine haver om

eſten 1558. paataget ſig en Reyſe ind i Frankerige, af Forlengſel

at ſee ſin unge Son. Hun lod anholde om Kong Henrichs Leyde,
ſom hende ſtrax blev ſkikket, og lydede paa den Stad Peronne; hvor
hendes Son Printzen blev ſtrax fort hende til. Hun fandt ham faa
ſerdeles vel optugtet, faa fortreffeligen i Sæder og Skikkelighed
forfremmet, ſaa vel oplerdt i Studeringer og i alle flags Ovelſer,
at hun kunde aldrig have ynſket bedre. Men at dette Wrinde til
sen 1 var ikke hendes eniſte, det blev ſiden nokſom bekiendt.
un havde, foruden andre, udi Folge med ſig Biſt open af Arras,
Antonium Perenot de Granvelle, Kong Philippi fornemſte Raad og
Miniſtre. Og man veed, at ſamme Tiid blev begyndt at tale om
orliig og Fred, imellem de tvende krigende Magter. Siden blev
Grundvolden lagt, in Octobri næft efter, til Cercamp; hvor
Chriſtine aabenbare negocierede, og bragte Stilſtanden til Slutning.
Den Were af flig Freds⸗Mediation, fon hendes Herre Francifcus
fordum, og hans Fader Antonius havde affecteret, men forgieves,
den bragte hun nu til Veye for fig og ſin Son. Saa at, da Freden
paa Chateau-Cambreſis kom til Slutning, blev hendes Navn i
Tractatens Entree paa en wee honorable Maade indført ; famt
8 2 er:

(0 Chriftierna hija del Rey de Denasuarck Duqueſa de Lorena prima de Don Filipe
le aconſejaba i pedia Ia paz. lib, 4. Pag. 204.

76 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

derneſt hendes Sens. () Herudaf er det og, at ſamtlige Hiſtorie⸗
Skrivere tillegge vores Chriſtine ſtorſte re og Berommelſe for
denne Fred. ( Ja, at de Frantzoſke Poeter herudi lige faa lidet
have fo ſommet ſig, kand gotgiores med tvende af de fornemmeſte
paa de Tider, ſom ere Joachim du Bellay, og Pierre de Ronſard.
Af den forſte haver man folgende Inſcriptioner pag Madume de Lorraine
da Doudiriere: ( ;
I.
L' antique honneur des plus braves guerrieres
Cede au renom de celle, qui a fait
Jurer

() Efter at de til Fractaten fra alle Sider. Committeredes og Befuldmegtigedes
Navne ere opregnede følger bette: Lesquels en la preſence de Tres. haute & puiſſante Princeſſe,
Madame Chreſtienne, Ducheſſe de Lorraine, qui a de long temps travaille à promouvoir la dite
reconciliation entre eux; & de Fres-haut & puiſſant Prince Charles, Due de Lorraine &e.

(% Foruden hvad hos Thuanum læſes J. XX. ſtriver Famianus Strada, Ih. I. Et
pacis quidem conciliatæ laus penes Chriſtiernam Lotharingiæ PDucem fuit, mediam inter
„ utrumque Regem; quippe Philippi conſobrinam, & recenti affinitate Henrico gratam.“ Det
ſamme haver Pontanus Hiſtor. Gelr. lib. XIII. pag. gya. Lodov. Guicciard. /ib. 3. de Comment,

ag 202. Intervenendo principalmente nel trattato, come parente, & mediatrice, Chriſtierna
D ucheſſa de Lorena, col giouane Duca ſuo figliuolo: laquaP Erincipeſſa, & quiui & af Cercamp,

& aſſai prima s? affaticd per queſta pace molto virtuoſamente, eon grado & ſatisfatione grandiſſima

delle parti, & dell' uniuerſale. Brautéme er vidtloftiger, pag. 491. A cette paix elle y ſervĩt
de beaucoup, voire qu tout: Car, les Deputez, à ce que j ay ouy dire, apres s' y eſtre beaucoup
peines, & conſummés à Cerean pluſieurs jours, fans y rien faire ny arreſter, eſtans tous en
defaut, & hors de queſte, à la mode de Veneurs; Elle, ou qu'elle fuſt inſtincte d un Eſprit
divin, ou pouſſée de quelque bon zele Chreſtien, & de fon bon eſprit naturel, entreprit cette
grande negociation, & Ia conduiſit fi bien, que la fin s' en fuivit fi heureuſe alors par toute la
Chreftiente. Auſſi ne fe pouvoit. il trouver perſonne, ce diſoit- on, plus propre pour xemuer,
& aſſeurer eette grande pierre: car elle étoit une Dame tres-habile & tres adviſee, s il A en fuſt
oneques, & de belſe & grande authorĩtè &c. Paa ſamme Maade taler en mindre almindelig Skribent,
Milles piguerre, i hans Franſke Histories 5. Bogs 4. og 6. Capitler, og ſlutter faa, que la
Ducheſſe de Lorraine aura à jamais cette gloire d' avoir donné le commencement & la fin å cette
Paix, & cb avoir reconcilié ces deux grands Rois, fi fort irritez. Om hsilken Piguerre mig mage
tillades at anmerke, at den Underretning, ſom J. le Long i Bibliorh. Hiſtor. de la Fr. No. 7942.
giver om hannem, er noget ufuldkommen, og bor endnu ſuppleres af Du-Verdier p. 42. og af
La Croix du Maine, p. 33, foruden det ſom le Long af ſamme toende har anfort. At ellers ſamme
er en plomp Plagiarius, og har mangeſteds copieret Popeliniere, er viſt. Men det ſamme hay
hand og giort ved andre, og ſkrevet ud af Paradin; ſom ex. gr. den lange Kong Henſichs Harangue
til vores Chriſtine, ſom Brantéme ærger fig over Paradin for, og Falder den un grand fatras
de paroles. i 5

(21%) Oeuvres frangoiſes de Jonch. du Bellay, à Rouen 1592, in Iz. p. 527% b

eee

Kong Chriftierni II. Dotter. 77

jurer enſemble un accord fi parfait
Les nations du monde les plus fieres.

2.
Pour aſſembler d' un lieu non vulgaire
Un Tres-Chreſtien, & Catholique Roy,
Une CHRESTIENNE, & de nom & de foy,
Seule pouvoit tel Ouvrage parfaire.

3.
Pour dechaſſer la fureur Thracienne,
La PAIX du Ciel en terre deſcendit:
Et à nos yeux viſible ſe rendit
En la benigne & ſage Auſtraſienne.

Og af Pierre de Ronſard dette Epigramme () til hende:
i La belle PATX abandonna les Cieux
| Pour accorder! Europe, qui t honnore,
Et fe voyant loger dedans tes yeux,
Elle penſoit dans le Ciel eſtre encore.

Førend denne Fred kom til fin Slutning, ſom ſkeede forſt i

Aprili 1559. og imedens Stilſtanden varede; blev Bilageret imellem
Kong Henrichs Dotter, Claude de France, og den unge Hertug
Carl af Lothringen; holdet i Februario til Paris. At Kong Henrich
havde længe tilforne tiltenkt hannem denne fin Dotter, og med
Moderens Vidende forlovet dette unge Par tilſammen, er vel ingen
Tvivl om. Ja at hand haver end ogſaa yttret dette Forſet til hende,
ved fin Nervarelſe i Nancy An. 1852. den Tiid hand ſkillede Moderen
og Sonnen ad, hyvol om tilforne er talt, ſiges tydeligen af een og
anden Franſk Skribent. Efter Bilageret forfoyede Brudgommen

me Carl fig til Chateau- Cambrefis, hvor hans Frue⸗Moder

eſtandigen ved Negotiationen e ſig / og hvor hand nu ogſaa

N 3 : maatte

(% Oeuvres de Pierre de Ronſard, d Poris 1623. in fol, Toys, 2, dans le Aerni / dis
Mafcarades, pag, 1569. ES i

78 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

maatte overvære den ſidſte Sammenkomſt til Freds⸗Slutningen.
Og efterſom hun endnu ikke havde havt den Fornoyelſe at fee fin
Sons Brud, overtalede hun ham til, at hand tog hende did
ſammeſteds med ſig. Siden, der Tractaten var kommen til Endſkab,
begave de fig derfra videre, for at aflegge deres Beſogelſe hos Kongen
af Spanien. Heybemeldte Konge var paa den Tiid til Mons i
Hennegaw. Chriſtine kom med dennem i Folge, og det unge Fyrſte⸗
lige Par blev af Kong Philippo paa det herligſte imodtaget / og med
koſtbareſte Skenk begavet. (50

Aaret tilforne 1558. var Chriſtines baade Herr Morbroder
Keyſer Carl V. faa og begge Fruer⸗Moſtere, Enke⸗Dronningerne
Eleonore og Marie, ved Doden afgangne. (Beſynderligt var, at
de alle tre dode i get og det ſamme Aar i Spanien / og udi den Orden ſom
de vare gamle til; Dronning Eleonore i Aprili, Kœyſer Carl den
21. Septembr. og Dronning Maria den 18. Octobr.) Statholderſkabet,
ſom denne ſidſte havde fort i hendes Herr Broders Tiid i Nederlandene,
havde hun ſagt fig af med paa den ſelbſamme Dag, ſom hand aftraadde
ſamme Lande til fin Son: Og derpaa er hun og den aldere Soſter,

om Aaret derefter, ſeglet med deres Herr Broder til Spanien.

Saaſom nu Kong Philip, i dette Aar 1559. efter ſin Fred med
Frankerige, og efterat Dronning Maria i Engelland, hans Gemahlinde /

alt et Aar tilforne var afgangen, lavede ſig til at tage Afſkeed for en

lang Tiid fra fine Nederlandſke Provintzer, faa ſtod hand længe i
Betaenkning, inden hand fif beſluttet til hvem hand ſkulde betroe
Statholderſkabet over bemeldte Provintzer. Herom finder man vel
eet og andet hos de beſte Rederlandſke og Spanſte Hiſtoricos; men
de berette det ikke alle paa eens Maade. Pontus Heuterus ſiger / at
her vare tre i Forſlag: Emanuel - Philibert Hertug 1

1 (7

(7) Belcarius Iib. XÆIIX. pag. 912. ” Decimo'quinto Kalend. Martii, Claudiæ Henrici
Regis filiæ cum Carolo Lotharingiæ Regulo nuptiæ magno apparatu, ut Gallis moseft, eelebratæ
ſunt. Eodem menfe ad caftellum Cambriſium Henrici Philippique legati eonvenerunt; qui tertius
conventus fuit. Affuit & Chriſtierna, ac Carolus Lotharingiæ Regulus ejus filius, quaſi pacis in-
”terpretes, Ea videndæ nurũs cupida, filio perſuaſit, ut eandem illue deduceret ” quæ inde
Montem usque Hannoniæ oppidum, ubi tum Philippus agebat, deducta, humaniſimè excepts
& muneribus pretioſiſſimis donata eft,”

Kong Chriftierni II. Dotter. Fe)

ER FEE — — — —½i — — ——ę— vy ̃ —— —

Chriſtine af Danmark Enke⸗Fyrſtinde af Lothringen; og Margareta,
Kayſer Carls naturlige Dotter, Enke⸗Fyrſtinde af Parma. Den
Savoyiſke kunde nu ey have hermed at beſtille, („) ſiden hand ved
ſidſte Fred havde bekommet ſine egne Lande igien. Chriſtine
attraaede denne ſtore Charge; og hende var Printzen af Oranien
” meget for, ſom den Tiid var Enkemand og friede til hendes yngſte
Dotter Dorothea. Men herimod arbeidede viſſe ſtore Mend, ikke
fordi de havde noget paa Chriſtine at ſige, eller at de holdte
” Margrete bedre; men for andre heel vigtige og hemmelige Aarſagers
Skuyld, ſom hverken Chriſtine fif at vide / eller man vel ſkal kunde
opliuſe. (ö Hernæft haver man Famiani Stradæ Beretning, efter
hvilken der ſkal have været fire paa Tapetet, tvende af hvert Kion:
nemlig Printz Wilhelm af Oranien, og Graven af Egmont, (her
navnes ikke Hertug Emanuel -Philibert;) og de tvende Fyrſtinder,
vores Chriſtine af Danmark, og Margrete af Parma. Men,
(ſiger hand) da Printzen af Oranien frygtede, at hand neppe ſkulde
for fig ſelv kunde trænge igiennem, tog hand det Partie, at arbeide
” tillige for Chriſtine, hvis Dotter hand tænkte at fane til Egte, og
ſaaledes at kunde fage Haanden i Regeringen; under fin Sviger⸗
Moders Navn. Og juft blev dette ey et ringe Stød for Chriſtine,
gat der taledes om ſaadant Giftermaal: ja endnu mere hendes
Svogerſkab med det Franke Huus, i det hendes Son havde faaet
” Kong Henrichs Dotter. Man maatte, ſagde Granvelle, ſaaledes
lave fig til at fee alting beſatt med Frantzoſer og Lothringer, og
diſſe vilde faae mere at ſige, end her blev tienligt; Hvad heller
hand nu, ſom en Burgundier gav ſligt at forſtaae, af Had til
Lothringer, efterſom diſſe tvende Folk have fra gld⸗gammel Tiid

” været

(0) Hand havde dog habt Titel af Statholder, efter Dronning Mariæ Abdication, og
foveſtaget Regeringen i Nederlandene; i den Tiid Kong Philippus opholdte fig J Engelland.

% Dux Chriſtierna Belgarum præfecturam appetebat, eamque fummopere Aurantii
Princeps, non ità dudum defunctâ uxore viduus factus, ejusque filiam natu minimam Dorotheam
in uxorein ambiens, probabat. Sed hæe magnis aliquot viris, ob ingentes arcanasque cauſas,
minus placebat; non quod in Duce Chriſtierna aliquid deſideraretur, quare Margaritam illi
præſerendam ducerent, fed årcanæ ſuberant cauſæ, ipſi Chriſtiernæ incognitæ, nee detegendæ.”
Font. Heuter. Rer. Auſtriacar. lib. XV. cap. 7. i

80 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

— — ů— ͤ—ä— —

ſamme fire Perſoner, ſom Strada omtaler; nævner ogſaa Hugo Grotius; .
Men ſaaſom hand er meget kortere, haver hand om Chriſtine ikkun
Dette, at ” faa meget ſom hun havde Printzen af Oranien og ſamtlige
Nederlanderne for fig; faa meget var Hertugen af Alba, og
Granvelle Biſfopen af Arras, hende imod. () Den vidtloftigſte
udaf alle er Cardinal Bentivoglio, der dog ikkun taler om de tvende
Princeſſer allene, imellem hvilke Vallet i Kong Philippi Conſeil fulde
være bleven anſtillet. Herom, ſiger hand, var en ſtor og vigtig
Diſpute, hvilken af diſſe tvende man fkulde give Fortrinet.
Cbriſtine var eldſt; Hun havde mere Bekiendtſkab der i Landene;
hun var beromt for hendes ſtore Dyd og ugemeene Forſtand, hvoraf
hun havde givet Prøver, medens hun ſom Enke⸗Fyrſtinde havde
fort Regimentet i Lothringen. Samme ßfortreffelige Rygte var og
mere tilvoxet formedelſt den ſidſte Fred til Cambreſis, hvorudi hun
havde arbeidet ſom Mediatrice, og bragt fornemmeligen dens
Slutning til Veye. Denne hendes ſidͤſte Fortieneſte havde kilvunden
hende megen Anſeelſe hos Flamingerne, ſaa at alles Hierter vare
hende tilgenegne. J ſer og frem for alle var Printzen af Oranien
j . | > paa

(Imo nec ipfi Lotharinge magnopere contulit ad præfeduram Belgii eapeſſendam

fama connubii, quo jungenda ejus filia cum Orangio ferebatur. Quanquam ei ad hanc rem multø
plus obfuit inita cum Gallo nuper affinitas, Carolo filio Lotharingiæ Duce eum Claudia Regis
Henrici nata in matrimonium collocsto. Admonuerat enim Regem, ut ajebant, Granuellanus
Antiſtes: videret, ne hujusmodi Gubernatricis occaſione, Galli Lotharingis immiſti ultro eitroque
commeando, Belgium complerent. Sive id Burgundus homo ſuaderet, ne Burgundis Lotharingi
imponerentur veteres nationis hoſtes: ſive potius, quod cum propenſum Regis animum im

Margaritam Parmenſem introſpexiſſet, ipſe quoque in illa anteponenda operam conferre ſuam,
partemque gratiæ occupare feſtinaret. Strada Hiſt. de Bello Belg. lib. I. ad an. 1559.

i (%) Philippi Regis diſeeſſu de ſumma præfedura certatum eft. Non erant infra hanc
fpem Arauſionenſis & Egmondus; fed omiſſus uterque hoc obtentu, ne prælato altero, perpetuis
ſimultatibus diſtraherent rempublicam. Tum inter fœminas ambigebatur, Chriſtianam, cui maritut
fuerat Franciſeus Lothar, Dux, avunculus Carolus Cæſar, & Marzaritam, quæ ipſi Carolo extra
conjuzium nata, Alexandro primùm Mediceo, inde Octavio Farneſio, Parmenſium Duci nupſerat.
1 Chriſtiernam promota Aràuſionenſis & Belgarum ſtudia, fed contra tendebant Ferdinandus

ilvares Toletanus Albæ Dux, & Antonius Perenotus Grauvella Atrebatum Antiſtes, Grotius
Annalium lib. I. pag. 12, ;

Kong Chriftierni II. Dotter. 81

paa hendes Side, og haabede baade at blive hendes Sviger⸗Son,
” faa og at faar ved hende Stacholderſkabet faa got ſom i fine Hender.
Men tilſidſt fornam man, at Kongen determinerede fig. for
Margrete, ſaaſom den der baade var fød og opfod i Nederlandene,
ſaa og var, efter hendes afdøde Herre, Negentinde i de Stater
Parma og Placenza, hvilke Lande vare i Foreening med og til
»Styrke for Hertugdommet Milan; Ja hun og desforuden erbod ſig
” at ſende hendes eniſte Son Hertug Alexander til det Spanſte Hof;
der at opdrages, til Forſikring om en fuldkommen Dependentz af
” Kong Philip! J den Sted at Chriſtine, med fit Lothringſke Huus,
var ſaavel i Henſeende til Lothringens Egenſkab, ſom end mere for
dets Intereſſe, forpligtet til at dependere af den Franſke Crone.
Ja hvad mere var, den ſelvſamme ſtore Attraae, ſom Nederlaenderne
lode faa aabenbare kiende, og deres Forlangende at bekomme
Chriſtine til Regentinde, ſkadede hende meget mere hos Kongen og
de Spanffe Miniſtrer; og med dennem havde Biſkopen af Arras
foreenet fig, hand ſom blev meeſt brugt, frem for andre der ved
” Hoffet. Udi ſamme Henſigt giorde bande hand og de andre deres
Flüd, til at forhindre Printzen af Oraniens Forehavende,
formeenende at det tiente her ingenlunde, at tilſtede et faa nær
„Svogerſtab imellem hannem og Kongen ſelv , og dernæft ved Hielp
og Tilſtod af Lothringen, at giore ham ſtorre end hand ellers var.
„Dennem fluntes at man havde allerede klart formerket, hvor meget
der laae ſkiult hos denne Printz af Indbildning, Mod og Lergierighed,
ſaa at det ey giordes behof at opvakke eller give Anledning til
e
N Saavit

() Grande fu la conteſa inanzi ehe foſſe determinato qual delle due haueſſe ad eſſere
preferita. Era Chriſtierna d' età inaggiore; conoſeiuta molto in Fiandra per la vicinanza della
Lorena; commendata di molta prudenza, per haver ſoſtenute (rimaſta vedoua) eon gran virtu il
governo di quello Stato; e le haueua acereſciuta poi una grandiſſima riputatione Ja ſopracennata
pace di Cambray, che per ſuo mezzo, e con la fua preſenaa prineipalmente, s' era maneggiata, e
coneluſa. II qual ſueceſſo, come haueua Iiberata da ogni moleſtia d' arini la Fiandra; coſi ancora
haueua conciliati ſempre piu gli auimi de' Fiamminghi verſo la fua perſona. Deſiderauala ſopra
tutti gli altri l Oranges, per la ſperamza nella quale era ontrate d hauere una fua ſigliuola per

moglie,
L

82 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Saavit gaaer Fortelningen af Bentivoglio. Hvortil jeg
endnu maae foye en lige faa vidtloftig af Luis Cabrera, helſt derudi
haves viſſe Omſtendigheder, der ey ere berørte af de Nederlandſke.
Denne Spanſke beretter, at Kongen ſtod i Betankning, hvem hand
ſkulde nævne til Statholderſkabet, og beraadſlog herom med

” Hertugen af Feria og de tvende Spanſke Secreterere Diego de Vargas

og Franciſco de Eraſo, hvorover Nederleenderne vare heel bedrovede.
»Printzen af Oranien og Graven af Egmont, begge ſtolende paa
deres Herkomſt og Hoyhed, fan og pan deres forige ſamt nye
Fortieneſter, tragtede den ene ſaavelſom den anden efter dette hove
»Embede, og havde hver for fig ikke liden Forhaabning. Men
»Kong Philip vidſte, at Nederlenderne ikke vare for at regeres enten
af deres egne Indfodde eller af Fremmede, og at hvem ſom ſkulde
»herſke over dem, maatte være af det Kongelige Blod. Herfore
»ſendte hand forſt Rui Gomes de Silva til Spanien, at hente derfra
»hans Son Printz Carl, ſom nu i Aaret 1559. var 14 Aar gammel,
»og kunde altſaa for Alderens ſkyld holdes beqvem til Regimentet,
» naar det (fulde tiltrædes ved Arf: Men ſaaſom denne unge Herre
» befandtes gandſte uſkikket dertil, blev der intet af dette Forfæt.
»Graven af Egmont, da hand ſaae fig udeluft, gav Anſlag paa
»Kayſerens Son Don Juan de Auſtria: Men her tog man i
»Betragtning, at hvis hand blev vælger, kunde befryates at hand
» vilde fane Lyſt til Herredømmet, og ſette fig faa faſt deri, 10
| ' ” filvinde

moglie, & pereid ne faceua ogni prattica, ſperando inſieme, ch” un tal matrimonio doueſſe poi
mettere quaſi pin in mano å lui, che AChriſtierna, “ amminiſtrarion della Fiandra. Ma preualſe
finalmente| I inclinatione del Rè verſo Margherita; come quella, eh' erà nata, e nudrita in Fiandraz
e C hauendo gli Stati di Parma e Piacenza, di ſuo marito ſotto alle forze del Ducato di Milano
in Italia, e che riſolutaſi ancora d' inviare Aleſſandro ſuo figliuolo unico alla Corte di
Spagna, prometteua una piu abſoluta dipendenza dal Ré; la doue all' incontro la Caſa di Lorena,
per la qualitå del paeſe, & piu ancora de gli intereſſi, era coſtretta à dipendere quaſi del tutto
dalla Corona di Francia. Oltreche il deſiderio ſteſſo, e' haueuano moſtrate i Fiamminghi d
hauere Chriſtierna per loro Reggente, ne haueua reſo tanto piu alieno il Re, & i Miniſtri
Spagnuoli, co! i quali andaua vnito il Veſcouo d' Arras, Miniſtro anch“ egli de” più adoperati,
che foſſero nella Corte. Queſte conſiderationi fecero, eh' eſſi parimente impediſſero all Oranges
Il matrimonio accennato; parendo loro, che uon eonueniſſe di conſentire, eh' una tal parenteſa,
fi proſſima al Rè medeſimo , e e haurebbe reſo Oranges piu grande in Fiandra, co' ! vicino
appoggio della Lorena, haueffe å ſuſeitar nel ſuo animo ſpiriti più ambitioſi di quelli, che pin d una
volta in lui s erano digià molte chiaramante ſeoperti. Bentivoglio della Guerra di Fiandrd, P. I. lib. J.

Kong Chriftierni II. Dotter. 83

——— —E—-—Z2ͤ— ——— ññ—ĩ — ——

man havde anholdet hos Kongen om Tilladelſe, fligt at begiere af Her⸗
tuginden / og det ſiuntes end ogſaa ikke at have nogen Vanſkelighed. Bi⸗
ſkopen af Arras, Antonius Perenot de Granvelle, havde hidtildags væ-
ret Printzens af Oranien ſtore Ven. De havde fra den Dag, da Keyſer
Carl fatte Granvelle i fit Raad, levet i den beſte Forſtaaelſe tilſammen:
Men juſt over denne Sag bleve de de ſterſte Uvenner, og der opkom
” efter ſamme Tiid imellem Printzen af Oranien ſamt Graven af
Egmond paa den ene, og bemeldte Granvelle paa den anden Side,
en ſtor Misforſtand og et aabenbare Had. Thi Granvelle [od fig
merke, at det ſkikkede fig ikke at Chriſtine ſkulde være Regentinde, hun
ſom var alt for god Ven af Nederlenderne, og ſom tilmed havde
veret gift i det Lothringiſke Huus, der havde ſtedſe været Fiende
af det Burgundiſke, og i Krigerne giort get med Frantzoſen: Ja
end mindre kunde det gage an, at hand af Oranien ſkulde være
hendes Sviger⸗Son, da hand havde fit Land i Frankerige. Deri
mod fremkom Hertugen af Alba, og foreſlog Frue Margareta,
7 . af Parma, Kong Philips Soſter, ſom hand ſagde at
kulde vel kunde foreſtage Regeringen; Sendes Son kunde Kongen
beholde udi fit Hof i Spanien til et Pant paa hendes Troſkab;
ligeſom ogſaa hendes Mand md være Cronen til Tieneſte Jen

2 ” Sun

84 H. G. Om Chriftine af Danmark,

Hun havde beviift ſtor Lydighed og Troſkub imod hentes Or. Fader
»Keyſeren, indtil endogſaa at forlade hendes Mand, den Tiid hand
heteede fig ſiendtlig. + Hun var fed og baaren i Nederlandene,
” elffede fit Federneland, og vidſte dets Manere. Dette ſidſte kunde
»Printzen af Oranien ingenlunde fordeye eller tilſtage , nu hand
” fornam at hans Giftermaal med Chriſtines Dotter vilde gage over
»ſtyre, og hans Myndighed i Nederlandene vilde blive e
”mindre, helſt hand havde været Frue Margrete imod, der nu vilde
holde fig til Granvelle, Hand ſagde, at Margrete var nu bleven
»gammel⸗vant i Italien, forft i fit Egteſkab med Hertugen af
»Florentz, og derefter i Parma, hun havde længe fiden forglemt
” baade Skikke og Manerer, faa og Folk og Ting, ſom hun fordum
” havde feet og kiendt i Nederlandene. Dette alt u anſeet gieldte her
»nu mere hvad andre ſagde, der havde Kongens Ore; og da de
»Spanſke Herrer gave deres Bifald til Granvelles Mening, fag
»beholdte og denne Overvegten. Sagen blev dog i al Stühed
»forhandlet. Men derudaf opſpandtes en hemmelig Krig imod
»Granvelle, udaf Printzen af Oranien, og Graverne af Egmont og
” van Horne. Diſſe komme tilſammen i en Have til Bryſſel, hvor
de ſammenſvore fig at være Granvelle og Frue Margrete beſtandigen
»imod; og fra denne Dag af oplagde de deres Raad og Gierninger
” imod begge diſſe ſaavelſom imod Kongen ſelv. () 8
| ulde

() Tratò de nonbrar Gobernador de los Paeſes al Duque de Feria con los Seeretarios

Diego de Vargas i Francifco de Eraſo Eſpannoles, i lamentaban gravente los Flamencos. El
Principe de Orange i el Conde de Egmont fiando en la nobleza i grandeza de ſus perſonas, cafas
i ſervicios antiguos i ſreſeos, pretendian con emulacion i no pocas eſperangas quedar con el
gobierno. Mas Don Filipe fabia desplaze a los Flamencos fer gobernados de naturales o
eſtrangeros, 1 convenia fueſen de la ſangre Real ſus Regentes. Por eſto enbiò antes a Rui Gomes
de Silva a Eſpanna a llevar al Principe Don Carlos, que en eſto anno mil i quinientos i eincuenta
i nueve tenia catorze de etad, conpetente ſegun derecho para gobernar, fi eredara; mas fu
incapacidad lo inpidio todo. Si ponia por Lugarteniente hijo del Enperador (como queria el
Conde de Egmont viendoſe eſeludido,) fe podia temer, que cevado en el mando fe arraigaſe,
3 aficionandofele los Eſtados ſeria dificil removelle. Conforme al eſtilo del Enperador fu padre,
que tuvo por Gobernadora à Margarita Duqueſa de Saboya fu prima, i a Maria fu ermana Reyna
de Vngria, haſta que renuncid las tierras, determinò eligir måger para el gobierno, evitando
la ſoſſ echa i rezelo de los varones. El Principe de Orange propuſo a la Duqueſa Madama
Criſtierna, hermana de la Condeſa Palatina, hijas de Criſtierno Rey de Denamarck, perſina
8 Real

Kong Chriftierni II. Dotter. 85

Skulde maaſkee nogen falde van at dadle, det jeg her havde
indført Ord fra Ord diſſe hele og til Deels lange Paſſager om denne
Handel, da holder jeg ufornodent at giøre Undſkyldning derfor; helſt
Smagen er faa adſkillig ſaavel i derte Slags Skriverie, ſom i andet
Slags. Jeg bekiender at jeg kunde have ſparet Læferen fra at fæfe
tu eller tre gange det ſamme, naar jeg havde flaget alle diſſe
Fortælninger kilhobe, og giort een deraf. Men baade ſkulde dette
foftet mig mere Umage, fag og er jeg i den Tanke, at udi en
particuliere Afhandling, ſom denne, hvor man foretager fig at
opliuſe hvis merkeligt der findes om een Perſon allene, gier man vel
i, at ſkille undertiden viſſe Leſtimonia og Underretninger fra hinanden.
Jeg giver Magt / at jeg kunde gierne ladet det blive ved det forte Begreeb,
ſom Mr. le Clerc har giort (meeſt af Bentivoglio) ſom hand pleyer,

ſaaledes: Kong Plulippus var i Tvivl, om hand ſkulde betroe dette
vigtige Embede til Chriſtine, e af Lothringen, eller til
Mar-

Real i prudente, eonocedora. del Pais que avia de gobernar por, eſto agradable a los Flamenecos,
de buon entendimiento i autoridad, i favorecia eſta propueſta el Conde Egmont. Con
eſto quedaria el du Orange duenno de toto el goberno, i ella obligada a darle en eaſamiento
una hija, i avia ſuplicado al Rey lo tuvieſe por bien i pidieſe a la Buqueſa, i no le desplazio,
Antonio Obiſpo de Arras, hijo de Nicolas Perenot de Granvela era en el Conſejo i en la gracia
del Rey Catolico, Era fu amigo el Principe de Orange, por la comunicacion i beneficios que de
fu padre rccibio - - — Andaban unidos en proſpero i adverſo, i ayudados entre fi.
Nacierøn deſpues entre los dos i el Conde de Egmont difenfiones i declarados odios; porque
Granvela dixo, no convenia gobernaſe Criftierna amiga de los Flamencos, i aver ſido los de la
caſa de Lorena enemigos de la de Borgonna en las guerras que le hizieron Francefes „ i mas fi el
de Orange era fu yerno, que tenia eſtado en Francia. Truxeſe come dezia el Duque de Alva a
Madama Margarita Duqueſa de Parma fu hermana que goberharia bien, teniendo el Rey en ſu
Corte de Eſpanna el Principe de Parma fu hijo en prendas de ſu fidelidad, con que el marido in
Italia acudiria mejor a fu Corona. Fue fu hermana obediente al Enperador haſta dexar 2 få
marido, fiendo enemigo del Ceſar, i retirarfe a la ciudad del Agullaen el Abruzo por fatisfazelle,
Nacid en Flandres, amaba fu patria, ſabia ſus coſtumbres. Contradezia eſto el de Orange, por
que fe le quitaba la ocaſion de caſar con la hija de Criſtierna, i ſeria menor adelante fu autoridad
en los eſtados, i Margarita contraria por no la aver prepueſto, i favorable a Granvela. Dezia,
que envegecida in Italia ſiendo muger del Duque de Florencia, i por ſu muerte del de Parma,
avis olvidado los uſos y conociemento de las cofas i perfonas de Flandres. Puede i vale mas el

ne ella en la gracia del Principe; i afli de los Sennores Eſpannoles favoreeido el parecer i deſeo

e Granvela prevalecid. Eſta ſe trataba en ſecreto, i pafando las conpeteneias a guerra oculta
contra Granvela, el de Orange, Egmont, i el de Horne conjuraron en una huerta en Bruſeleg
contra el i contra Margarita, i desde efte dia encaminaron ſus hechos i conſejo contra ellos 1
contra el Rey. Cabrera 4. V. cap. 2. P. 229. /iꝗ.

86 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Margrete, Hertuginden af Parma; Men hand lod endelig ſit Val
” falde paa denne ſidſte, helſt hun var fod i Nederlandene / og hendes
»Mand, Hertugen af Parma og Plaiſance; dependerede i viſſe
„Maader af det Milaneſiſke; ja hun derforuden tilbød at ſende fin
Son Alexander til det Spanſke Hof. Møn fortæller ogſaa, at
Printzen af Oranien var meget for Hertuginden af Lothringen,
hvis Dotter hand friede til; Hvilket var, i Kong Philips Tanker en
ſtor Raifon, til ikke at give hende Statholderſkabet; ey at tale om,
at hand troede det hun for Lothringens Skyld maatte vel nodes til
at have megen Undſeelſe for Frankerige. Saa forhindrede man
ogſaa, at der ey blev noget Giftermaal af imellem Printzen af
Oranien og Chriſtines Dotter, paa det hand ey ved ſaadant Partie
og Lothringens Naboelaug ſkulde blive endnu magtiger i
Nederlandene, end hand var. () Man ſkulde ſlutte, at Printzens
Attrage, og Anſogning, om at komme i dette hoye Svogerſkab,
henſaae ikke juſt allene til Statholderſkabet for Chriſtine, ſaaledes,
at hand jo ynſkede fig hende til Sviger⸗Moder desforuden. Det
ſtod allene paa Kong Philippi Samtykke, ſom i Begyndelſen lod
fig anſee ey at være derimod, ſom vi af Cabrera har hort, men
blev anderledes tilſinds, og vilde ſiden ikke vide deraf. Saa
beretter og bemeldte Hiſtoricus, at Printzen en ” temmelig Tiid
derefter, da hand fornam at Kongen ey vilde foye hans
Begiering og unde ham Chriſtines Dotter, ſkrev hand Kongen
til, at hannem nu var giort Forſlag om et Giftermaal i Tydſkland
med afgangne Chur⸗Fyrſt Mauritii Dotter af Saxen, hvortil hand
bad at Kongen vilde give ſit Bifald. Dette Brev ſendte Kongen til
Granvelle, ſom gav Printzen at forſtaae, at man undrede fig paa,
” hvorledes hand fif i Sinde at gifte fig med en Kiætterſke, ſom hand
vidſte at Kongen ey kunde lide. Den anden ſvarede, at hand havde
nu givet ſit Ord, og agtede virkeligen at holde det. Granvelle
” efter Kongens Gotfindende androg dette for Conſeillet, og klagede
Printzen haardt an; men denne ſkiottede intet derom; hvorved
mange onde Ord bleve vexlede dem imellem, og de bleve fta
” g

() Clerc Hift, des Prov. Vnies IT. I. pag, 4,

Sfal jeg ellers ſige mn Mening, om Aarſagerne hvorfore dette
hoye Embede, ſom Chriſtine faa meget tragtede efter; blev hende
negtet, da tænker jeg at der kunde vel endnu legges een til, ſom alle
de opregnede Skribentere have fortiet, eller maaſkee glemt, og
hvilken ey heller er bleven aabenbaret, den Tiid Tingen var fore og
blev on beraadſlaget. Biſkopen af Arras Granvelle har gandſke viſt
været den, (ſom og alle bevidne,) der har givet hende Excluſion,
og har hindret af al Magt at hun ey ſkulde blive Regentinde. Her
var og nok til at excludere hende; ſaalenge ſom denne Biſp ſelv
ſkulde vere medi Regimentet, have det ypperſte Votum i Raadet, o
ſom den meeſt fortroede hos Kong Philip, regere alting efter fit Hoved.
Hand var af Noturen ſtoſt, indbildiſk, haſtig og vredladen; var udi
Sind og Adfærd intet mindre end geiſtlig; I Steden for at ſkiule
den Credit, hand havde hos Kongen, giorde hand ſig gierne til deraf,

og
Å (Luis Cabrera /ib, VI. cap. I. pag. 286, ſeſ. El Principe de Orange viendo que no
le ayudd el Rey como quiſiera para cafar cen la hija de la Duquefa de Lorena, le efcrivio era
rogado en Alemania con el cafamiento de la ſobrina del Elector Mauricio Duque de Saxonia hija
del Duque Hinthieft, i para effettualle le diefe licencia, &c, Dette Monftrum af Ord Hinthieft
fal uden Tvivl betyde Chur⸗Fyrſt Auguſt. Saadanne Feyl i fremmede Navne ere ikke uſedvanlige
hos denne Gfribent, der maaſkee ey har fundet læfe ondt Skrift. Saaledes falder hand eenſteds
Holſten Haſtayn, Duque Adolfo de Haſtayn hermano de Chriſtiano Rey de Denamarek Gaa er
øg dette ein hans Fey, at hand her ſkriber den Saxiſke Printzeſſe, ſom Priutz Wilhelm fif, at have
bæret en Couſine af Chur ⸗Fyrſt Mauritz, da det var hans Datter, og Char,Fyrſt Auguſt var ey
hendes Fader, men Far⸗Broder. Den Skribent, ſom har ſfrevet Oraniens og dets Priutzers
Hiſtorie, kaldet Tableau de P hiſtoire des Princes & Principauté d' Orange, par Joſeph de la Piſe
Seigr de Maucoil, &c. à la Haye 1639, in fol. ſiger iblant andet, pag. 287. Le nœud de ce
mariage fut la rupture entre le Prince & le Cardinal. Ils eſtoient paravant fort familiers amis,
mais deslors il ny eut plus entre eux frequentation ni amitié, Men af det foregagende har man
lerdt, at deres Uvenſkab var alt tilforne begyndt. Og at ſa mme Hiſtorieus har ey været nokſom
vel forfiunet med Underretninger, lader fig pan mange andre Steder Finde. Jeg vil allene melde
tet Exempel; Hand ſiger om Prirtz Wilhelias fredie Giftermaal, at de! ſkeede da hand var b'even
Enken and An. 1575. II eſtoit devenu veuf depuis quelque temps de fa ſeconde femme Anne de
Saxe; il convole maintenant en troiſiesmes nopces &c. P. 424. Men hvo veed ikke denne Anne af
Saxen hendes Ski bne!“ Hun døde ikke førend in Dec 1577. i hendes Federneland (fee Muller“
Sochſ. Annales) men Printzen var alt gift længe for hendes Dod.

88 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

og pukkede derpaa; taalede aldrig nogen over fig, og mindre at nogen
ſagde ham imod, uden at bekymre ſig om hvad Klage, Modſtand
eller Misundelſe Deraf vilde paafolge. Saaledes beſkriver os hannem
hans egen Religions-Forvandte Card. Bentivoglio. () I det øvrige
diſputerer ham vel ingen hans Klogfkab. Og jeg mener at hand var
klog nok, til at ſee, det Chriſtine og hand vare ikke ſkabte eller ſkikkede
til at være længe tilſammen, og at det vilde aldrig gane got eller
blive ham nær faa let en Sag, at ſidde med hende i Regimentet, ſom
med Frue Margareta af Parma. Denne var af et andet flags Veen /
og baade langt foyeliger, end den anden, ſaa og havde ingen ſynderlig
Erfarenhed, enten i Regerings⸗Sager i Almindelighed, eller i
Seerdeleshed hvad Nederlandene vedkom, ſaaſom den der fra fin
Ungdom havde beſtandigen boet i Italien. (0 Korteligen, i hvor
ſtor Forhaabning Chriſtine havde giort fig; og hvormeget baade hun
og andre bemoyede fig herom, gik nu Statholderſkabet hende reent
foͤrbi. Jeg fætter, at, hvis hun havde naget fit Oyemerke, om
hun ikke da (fulde have ftræbet efter at betiene ſig af ſaadan Leylighed,
til at opvætfe Uroe her i Norden, og underhaanden noget at foretage
imod diſſe Kongeriger, fra Holland af, ſom ey i alle Maader ſtemmede
overeens med det Spiriſke Fordrag. Hendes Herr Fader var fort
tilforne, nemlig ſtrax efter dette ſamme Aars Begyndelſe, bortkaldet
fra Verden, her i Danmark, paa Callundborg Slot i Sielland:
( Og man veed, hvad for et Forſgt hun omgikkes med, 9

un

() Era altiero per natura, e eolerico, & di ſpiriti, che fapevano ſpeſſe volte più di
profano, che d Eecleſiaſtico: amava d' oſtentare il ſuo eredito appreſſo il Re, in vece di ricoprirlo;
e godeua d apparir ſuperiore ad ogn' uno frå il contraſto, e I' Invidia, e con maniere imperioſe
più toſto, che moderate. Bentiv. della Guerra di Fiandra l. 2.

(4x) Pieter Bor ſkriver dette ſaaledes i fin forſte Bog Oraſpr. der Nederl. Beroerten,
fol. 16. b. De Cardinael Granvelle voor hem ghenomen hebbende alle 't gheheele Regiment van
de Nederlande alleen te hebben, hadde ghepractiſeert, dat den titel ende Naem van Regente wert
ghegeven de Hertoginne van Parma (deweleke alsdoen geen experientie met allen en hadde van de
Salce ofte Genegentheden der Nederlanden, mits dat fy haer altiit hadde gehouden in Italien) op
dat daer door fy bedwongen ſoude weſen haer te gedragen naer't gene hy haer wijsmaken ende
te verſtaen gheven ſoude.
0
(% Den søde Maud, ſom har overſatt Horatii Turſellini Compendium Hiſtoriæ

; Univerfalis |

|

1

| Kong Chriftierni II. Dotter. ; 89

hun var kommen i Lothringen tilbage; Hvor hun dog langt fra ikke
havde faa god Anledning dertil. Men herom ſkal vorde meldet i det
efterfølgende. Imidlertid, og hvorom alting var, blev hun nu ikke
Gouvernante i Nederlandene. Og er det ikke at ſige, hvor ufornoyet
hun blev herover, og hvor dybt denne Tort og Uret, ſom hun tog
det for, ffar hende i Hiertet. Saa klog og hoyſindet ſom hun ellers
og i andre Tilfælde var, kunde hun dog ey forſmerte, hvad hende her
ſteede, eller fordolge fin Empfindtlighed. Ja hun vüſte end ogſaa,
at hun havde noget formeget af ſit Kion, i det at hun brugte Munden,
ſkaanede hverken den ene eller den anden, og ſaaledes hevnede fig paa
en Maade, der kunde hverken forſkaffe hende nogen Reparation for
det ſom var ſkeet, eller Reſpect, ja ey heller (fade Kong Philip og
hans Miniſtrer. () Hertuginden af Parma forglemte hun det ikke
heller. Imidlertid have Nederlenderne giort hende den Juſtice, at
de ſagde almindeligen, det Kong Philip maatte heller have undet hende
— ö hvilken hun frem for den anden havde vel forſkyldt af
an e 1 ** 8

Kong Philippus, ſom nogenledes kiendte hende, og alt forud
havde feet, naar hand negtede hende Statholderſkabet, hvad der da
vilde folge paa; havde beredet fig for i Veyen. Hand lod, — 8
agen

Univerfalis paa Frantzoſk, os ſatt udi Aumerkningerne lange Forbedringer dertil, ſiger i den
Aumerkning, ved An. 1523. om Kong Chriſtiern II. Tom. III. pag. 227. dette om hans Endeligt:
Lan 1546. il fut transferé de fa priſon au chateau de Calemberg dans le Duché de Brunswich
en Baſſe- Saxe, ou il finit ſes triſtes jours 1539. Hans Moreri har vel fixeret ham, der har
Calemberg pag. C. men Kalingbourg paa K.

) Reaiſteret af Card. Grauvelles Breve til Beſangon haves derom diſſe tvende
Artikler: An. 1559. Elle étoit fachée de ce qu'on ne luy donnoit pas le Gouvernement des Pois-
bas, & en parloit desobligeamment Granvell. Tom. 6. pag. 6. Et pour cette raiſon elle
vouloit mal à Madame de Parme.“ ibid. p. 90.

(7e) Foruden hvab Grotius og de andre har ſagt, i de Ord ſom nu af hannem ere
anforte, de Belgarum in Chriſtinam ſtudlis, bevidner Emanuel van Meteren det ſamme „ lib. I,
P. in. 40. interpretationis German, Koͤnig Philip hat die Herzogin von Parma zur Regentin verordnet,
darinn Er dann etlicher Urſachen halber die Herkogin von Lothringen uͤberſchritten, von dero doch
ſedermann hielt, daß ſie dieſe Ehr umb die Lauben beſſer verdienet hatte.

M

90 H. G. Om Chriftine af Danmark,

Sagen kom til Ende / hende giore een og anden Hoflighed, gav hende
og at forſtaae ved fine Miniſtrer, det hand ſkionnede paa, ondt
” høyt hand var hende forpligtet for de Tieneſter, hun havde giort,
” faa vel udi andre heel betydelige Omftændigheder; ſom fornemmeligen
ved den ſidſte Freds⸗Megling. Handynffede kun at vide, hvorledes
hand (fulde vederlegge ſaadant; Nu da hand vel tenkte, at hun
” agtede fig igien til Lothringen, for at boe og være hos hendes Søn;
„Og hand vilde for ingen Deel, at hun ſkulde drage bort uforneyet.
Hun lod Kongen paa det hofligſte betakke, og give dette til Svar,
at ” hvad Lothringen angik, da havde hun været der faa længe ſom
hun agtede; og hendes Forfæt var ikke, der at fæfte fin Borvæl
»mere. Skulde Hans Mafeft. ikke finde, at hendes Tieneſte kunde
»lengere være ham til Nytte eller Behag i Brabant, da havde hun
” et Lif⸗Geding i det Milaneſiſke, hvor hun kunde reyſe hen og boe
paa, naar Hans Maj. vilde lade hende det igien bekomme ubeſkaaret:
»Hvis dette ey kunde (fee, bad hun at for det ſom hende udi faa mange
Aar ſtod til Reſt, baade i hans Majeſt. Herr Faders og hans egen
»Tiid / hende maatte nu i den Sted forundes det Hertugdom Bary i
det Neapolitanſte, og derforuden for hendes Reyſer og mange ſtore
»Omkoſtninger / fornemmeligen ved Freds Meglingen, et Hundrede
»Tuſinde Rigsdaler.” () Saaledes kunde nu Kong Philip ey ſige,
at hand jo havde faaet Svar paa fin Compliment. Dit beſte var,
at hand fandt fig overbeviiſt om fin Skyldighed: Men faa meget at
miſte og paa eengang ſlippe ud af Hænderne, agtede hand en tienligt.
Hand igientog fine Hofligheder, og forøgede dem paa det fineſte.
Og for det forſte bad hand og raadde hende, ſom en oprigtig Ven og
kier Fetter, at ” hun vilde forglemme fin forrige Ulyſt i Henſeende til
”Lothringen ; ſom hand vel vidſte at have fin Oprindelſe fra hendes
”fal. Herres Paarorende, de Guiſer: Hun ſkulde tilfidefætte alt
ſaadant, qvele det gamle Had, og ikke unddrage hendes eniſte
vog hoytelſtede Son den Wre og den Fordeel, at have fin Frue
Moder hos ſig, af hvis Raad og hoye Forſtand hand langt mere,

7 b den

(0) Elle demande à Philippe Ia jouiſſince de Ia Dyché de Bary, & cent mille écus en
recompenſe des Voyages & des Depenſes, qu'elle avoit fait. Grønv. J. 6. P. 65, ad an. 1559.

Kong Chriftierni II. Dotter. 97
dend af nogen andens kunde profitere i fin nye⸗begyndte Regering.
Men derimod, og for det andet, hvis det ingenlunde var mueligt,
dat hun kunde overvinde fig herudi, og tage bemeldte hans Raad for
got, tilbød hand hende een af fine Byer i det Neapolitanſke, til at
reſidere og holde fit Hoff udi, og derforuden Ti Tuſinde Rigsdaler
aarligen, faa længe hun levede.” (0)

Endeligen, ſaaſom Statholderſkabet nu var borte, blev det
hende meget for kedſommeligt, ja hvert et Oyeblik for tungt og
ulideligt, at opholde fig længere i Brabant, og at capitulere med
Kong Philip. Hun tog da omſider udaf ſig ſelv den Reſolution, at reyſe
til hendes Son i Lothringen: (9 Og var ſiden faa langt fra at
fortryde den; at man ey fornam nogen Levning hos hende af den
forrige Ulyſt. Saa bedrøvet ſom hun paa ottende Aar tilforne gik
ud af dette Land, ſaa fornoyet fandt hun ſig der nu, formedelſt den
Wee og Kierlighed, ſom hende vederfores. Ingen Moder kunde
ynſke fig mere af fine Born, end hun nod af hendes. Hertug Carl
var en dydig Herre, og hans Siels og Gemyts Egenſtaber ſvarede
til hans udvortes Anſeelſe. Hand var den ſkionneſte Printz man vilde
feſte Oyne paa, og derhos den frommeſte, belevenſte, og for fit
Lands Velfardt omhyggeligſte. Hand betiente fig af fin Frue⸗Moders
Raad i Regerings og andre Sager, og her blev intet af Vigtighed
foretaget, at hun ikke ogſaa blev hort derover, Naar hand og hans
Fyrſtinde reyſte til det Kongelige Franſke Hef, ſaaſom udi Aaret 1560.
faa foreſtod hun Landene, ſom Regentinde. (XX) Af det ſamme nu om⸗
meldte Aar haver P. Calmet ſeet et Bref fra hende til Granvelle, hvor⸗
udi hun klager over Kong Philip, at hand endnu ikke havde givet hendes
Son det Gyldene Flies, da dog Kongen af Frankerige havde beæret ham

M 2 med

+) "Philippe luy conſeille de demeurer en Lorraine etouffer la haine, qu' Elle

avoit 3 4 — 415 4 5 å defaut de cela, il lay offre 8 ville 8 e
” Royaume de Naples, & cent mille écus de rente fa vie durant. ibid. p. 66,

( ”D An, 1559. Elle fort des Pais bas, & fait ceſſer les jalouſies, Grand. T. 7. 2. 76.

(%) Alt dette bliver fortalt af P. Calmet T. 2. de l Hiſt. de Lorr.

92 H. G. Om Chriftine af Danmark,

med ſin Orden af St. Michel. Men Kong Philip haver vel ikke
bekymret ſig om denne hendes Klage, og Hertug Carl bekom ingen
Tiid det Gyldene Flies, i det mindſte ikke af denne Konge. OD

Imidlertid haver ved hendes og hans fornuftige Regimente
Lothringen ſaaledes forbedret fig og tiltaget i Reputation, at
Fremmede, ſom nu en Tidlang ingen Agt havde havt derpaa,
begyndte, at ſoge derhen, og gisre fig Umage for deres Venſkab.
Man faldt end ogſaa paa; at ſpage vores Danmark nye Uſtklerhed og
Uroe af ſaadan bemeldte Huſes Tilvext. Slligt var og gandſke ey
forgieves; og var aldeles ikke Chriſtines Skyld; at det ey gik for fig.
Kong Chriſtian III. var nyligen, for et Aars Tüd ſiden eller mere,
død. Og her fandtes iblant vore Danffe Folk een og anden, hvilke
den hoyſal. Herre, der var den allerfrommeſte Konge; men derhos
en retſkaffen / gudfrygtig og alvorlig Juſtitiarius, havde rerſet for deres
Udyd; og ſom derfore havde vel ynſket nogen Leylighed til at hevne
fig paa hans Herr Son. Saa var end ogſaa nogle fane ſkiulte
Levninger her tilbage af Papiſteriet. Om og fra ſaadanne Folk
erholdte Chriſtine Tiid efter anden de Underretninger, der ſtode hende
vel an. Hun ſtillede fig for / (ſom man gierne pleyer, om det man
ynſker /) at udi Tingene ſelv var endnu langt mere end i Tidenderne.
Ja, hun giorde ſig den Forhaabning, at naar Kong Philip med en
Flode fra Rederlandene, og med et Antal Folk vilde flage hende bi, ſkulde
de Misfornoyedes Tal her Riger ne vorde meget anſeeliger, og Danmark
og Norge uden ſtor Vanſkelighed gage hende til Haande. Herom
vexlede hun adſkillige Breve med Granvelle; Men kunde aldrig U

i am,

(0 Hans Havn findes og ikke i den beklendte Bog, Le Blaſon des Armoiries de tous les
Cbevaliers de ] Ordre de la Toiſon d Or, depuis la premiere Inſtitution, jusques å preſent, par
J. B. Maurice, Heraut & Boy d Armes de Sa Maj. Cathol. å la Haye 1667. in fal. Men
Sporsmaal, om dog ikke Hertug Carl bekom det Gyltene Flies af Kæyſer Maximiliano II. anno
15722 Hos Calmet og de andre Lothringer ſoger man ſaadan og mange andre Underretninger heel
forgieves. Men iblant Walſinghaus Breve, ſom var Engelſt Ambaſſadeur i Frankerige, laſer jeg
udi eet, til Ober Seeretereren Sir Thomas Smith, dat, Paris d. 5. Dec. 1572. P. 30. There is daily |
here looked for the Maſter of the Emperors horſe, being ſent kither to congratulate the Queens
delivery, als alſo to bring word, that the Emperor hath choſen Monſieur, and the Duke of
Lorrain Knights of the Order of Toiſon,

Kong Chriftierni II. Dotter. 93

ham, eller bringe ham til noget Bifald af hendes Project. Tvertimod,
hand raadde hende at flage diſſe Tanker af Hovedet; (0) ſaaſom alt
hvad paa et ſaadant Dellein blev anvendt, blev fun ilde ſpildt, og til
lutter. Fortrydelſe. Denne Brev⸗Vexling ſkeede udi Aaret 1550.
Og man haver ikkun at læfe i Kong Friderich den Andens Kronike,
( hvorledes Kong Philip var ſindet imod Danmark; da hand juſt
udi ſamme Aar ſkikkede en Ambaſfadeur herind fra Toledo, for at
lykynſte vores hoybemeldte Konge til fin Regering; og paa det venligſte
at begiere, at deres Federne⸗Forbund, Venſtkab og gode Forſtagelſe
maatte ſtage ved Magt, ſamt den Handel og Vandel, ſom fra An.
1544. havde været imellem begges Underſaatter fremdeles maatte
vedblive, Saa lidet kunde Chriftine vente fig Hielp af denne Konge.
Ikke desmindre blev hun dog ved i fin Forhaabning, og at vogte
pa alle Leyligheder til at giøre Regeringen for Kong Friderich II.
uſikker: Omendfkiont det vel vidſtes, endogſaa i Danmark, hvorliden
hendes og Lothringens Kraft og Formue var til at ſkade, eller her at
frygte for; ſaalenge ingen anden magtiger traadde derind med: Herom
er og noget at leſe udi den Chur Saxiſte Miniſters Ulrich Mordeiſſens
og den Franſke Hubert Languets Breve. (.) Der forfoyede fig
imidlertid udtil Lothringen nogle faae af Danſt Nation, ſom formeente
fig at have Aarſager til nogen Misfornsyelſe i deres Federneland.
Den fornemmeſte deriblant var Peder Oxe, ſom og blev i nogle Aar
udi Lothringen boende; ja var i beſynderlig Anſeelſe hos Chriſtine;
indtil hand endeligen blev igien forſonet med Kong Friderich II. og
betiente ſiden den hoyeſte Charge her i Riget. Men om hannem har
jeg udforliger handlet i min Fortale til Nicolai Cragii Annales Regis
Chriftiani III. (t) ſom derfore er til Overflod her at igientage.
Een Anmerkning kand jeg dog ey forbigaae her at tillegge, ſom er,

å M 3 at

) En ' année 1560. Elle entretenoit des pratiques contre le Roy de! Danemare,
que Granvelle désappronve, Granv. I. 6, p. 4. P. 10. & P. 127. it, T. 7: p. 762

% Pag. 41. og 42.
(%) See herem Laugueti Epiſt. lb. 2. it. Lulev. epiſt. g. 7. 41. 104, 70. & 100,
0) Pagg. Go. Id. |

94 H. G. Om Chriftine af Danmark,

at ſamme Mands Disgrace og Landflygtighed kom dog hans Herre
Kong Friderich ſaameget til Nytte, at hans Mafeft. blev tilfulde
underrettet om, i hvad Terminis det ſtod imellem Chriſtine og hendes
Slegt og Venner, hvor troe og ſikker en Bunds Forvandt Kong
Philippus II. var af Danmark, og hvor lidet man havde Aarſag her
at bekymre ſig om de Lothringer, for ſaavidt det beroede paa denne
Konge. Hvorfore og Kong Friderich blev af ſamme fin Rigs⸗
Hofmeſter tilraadet, ſtedſe at holde Venſkab med det Burgundiſke og
Oſterrigiſke Huus. Saadant blev og paa de Tider ingen Hemmelighed;
faa at de Franſte og Engelſte Miniſtrer, ſamt Printzen af Oranien
vare ikke vel tilfreds med Peder Ore, ſom de ſagde at være fode til
Kongen af Spanien, og kaldte ham imellem ſig den Danſke Burgundier.
() Men at komme igien til vores Materie, da var det ogſaa ved de
ſamme Tider, nemlig i de Aar efter 1560. at man ſpurdte om
Chriſtines hemmelige Handlinger og paa⸗arbeidede Forbunde imod
Kong Friderich II, nu med Graven af Oſt⸗ Friesland, nu med de
Svenſke: hvorom ogſaa noget i bemeldte Fortale er meldet. Det
ſamme confirmeres end videre af hendes Breve til Granvelle, udaf
det Aar 1565. da hun har ladet hannem vide / hvorledes Kong Erich
af Sverrige havde giort hende Forſlag, om at hielpe hende til at indtage
Kongeriget Danmark. (5) Endeligen er og andenſteds af mig
erindret, (*) efter P. Calmets Beretning, hvorledes hun An. mae

: atte

(0 Herom har man en Paſſage i den Engelſfe Ambaſſadeur veb det Franſke Hof Franeiſei

Walſinghams Breve, nemlig udi det hand har ſkreven til Milord Burleigh Anno 1572. den 29.

Martii, hvor det heder i den Franſke Verſion: Pour ce qui regarde I amitié qui vient de fe nouer
entre le Roy de Danemare & le Due d Albe, J Ambaſſadeur de France en ce pais-lå m' en donne
avis, & me dit, que cela fe fait par la corruption de M. Bourgignon, qui gouverne entierement
le Roy. Men herudi er en Feyl begaaet af Overſetteren, i det hand har meent, det den Franſke
her værende Geſandt (ſom var Charles Danzay) havde ſkrevet ſaadant til Walſingham. Saaledes
var det dog ikke, ey heller ſiger denne ſligt. Hans Ord i den Engelſke Original (pag. G. edit. in
fol. Lond. 1655.) ere diſſe; Touehing the ſaid amity grown of late between the King and Duke,

this Kings Ambaſſadour there, doth avertiſſe thereof, and sheweth that the fame cometh about

by the corruption of M. a Burgonian, who altogether ruleth the King. Dette ffreo Walſingham
fra Blois i Frankerige, hvor hand havde erfaret udaf de Franſke Miniſtrer, at ſaadant var af
Danzay bleven berettet til det Kongel. Franſke Hof.

( e Roy de Suede luy propoſoit (en 1565.) de Taſſiſter pour eonquerir le Royaume
de Danemare. Granvelle T. 10. p. 89. C135.“

(""s) Præf ad N. Crag. pag. 83. Mot. ff. 5 7

Kong Chriftierni II. Dotter. 95

Anno

* (0 Mig falber ind ved denne Leylighed at berøre en Anmerkning, ſom Chantereau le
Febvre har giort i fin Bog, kaldet Conſiderations hiſtorigues fur la Genealogie de Ia Maifon de
Lorraine, (irykt til Paris 1642. in fol.) Saaſom dette Skrift er allene til at refutere den Mening
om de Lothringſke Printzers Nedſtamming fra Keyſer Carolo M. og til at beviſe dennem ey at kunde
være Arvinger fil den Franſke Krone; faa har Autor med det ſamme anført nogle Vers, Medailler
og Devifer, ſom ere bleven brugte af Lothringerne, os ſom hand mener at have ſigtet til bemeldte
Pretention. Deriblant er et Stykke, hvorom jeg tænfer at haus Gietning ikke juft er urigtig,
men allene ufuldkommen. Hand orteller (pag. F.) at udi det Aar 1543. da den unge Printz Carl,
Hertug Francifci og vores Chriſtines Son var fod, haver en Betient ved det Lothringſke Hof,
navnlig Edmond du Bellay dit Clermont, udgivet en Bog i Franſke Vers, trykt til Strasborg med
denne Titel: Les Dialagues des trois Etats de Lorraine. Derudi ſtaaer paa den anden Side
Lothringens Vaaben, og naſt derved Danmarks; Neden under flager diſſe Ord: forſt Mieux que
jamais, derefter Encore mieux, og endeligen diſſe fire Vers:

Encore mieux le brave Lerrain

Tar vertus ſera triomphant,

Et mieux que jamais Souverain

Par Paccez du Royal Enfant.
Hvorledes nu Chantereau le Fevre haver forſtaaet dette, giver hand tilkiende med
diſſe Ord: Ces deviſes, & ce Royal Enfant, qui deſignoit Charles fils de Francois
Due de Lorraine & de Bar, & de Chriſtine fille du Roy de Dannemarch, niepee de
WEmpereur Charles V. ne fignifiotent pas de petites éhofes: le moins eſtoit qu'il SA Ha

0 um "Alliance

96 H. G. Om Chriftine af Danmark /

Anno 1561. blev hun, tillige med Hertugen og hendes Sviger⸗
Dotter, indbudden til Kong Carl IX. Salvings⸗Feſt, og var, baade
for og efter denne Hoytid, paa nogle Ugers Tiid ved det Kongelige
Franſke Hof: Hvor hun førde fig op med en ſaadan Pragt og tillige
et velanſtendigt Veſen, at alle havde nok at forundre fig over, hvor
de ſaae hende at fremkomme. Jeg mener, at Brantömes Fortælning
herom ſkal ikke falde Læferen kedſommelig / hvis jeg / i Steden for blot
dertil at henviſe, indfører den her heel og gandſte. Bemeldte Autor
haver næft tilforne berettet, hvorledes hand ſelv havde hort Dronning
Catherine de Medicis ſige tu eller tre gange diſſe Ord om vores
Chriſtine: Voilä la plus glorieuſe Femme, que je vis jamais.
Derpaa continuerer hand ſaaledes: C etoit lorsque elle vint au Sacre
du feu Roy Charles IX. à Reims, ou elle fut convièe: lorsqu elle
y entra, elle ne voulũt étreå Cheval, craignant ne pas montrer aſſez
ſa Grandeur & Alteſſe; mais ſe mit dans un Caroſſe fort ſuperbe, &

tout couvert de velours noir, à cauſe de få viduitè, qui ètoit traine

de quatre Chevaux Tures blancs, des plus beaux qu' on a ſeũ choiſir, &
attellez tous quatre å front, en maniere de Chariot triomphant.
Elle étøit à la Portiere fort bien habillèe, toute de noir pourtant, en

Robbe de velours; mais à la Téte, toute de blanc, & tres bien &

gentiment & ſuperbement coiffèe & habillèe; A autre portiere etoit
une de ſes Filles, qui a eſtè dẽpuis Madame la Ducheſſe de Bavieres,
& au dedans fa Dame d honneur, qui ᷑toit la Princeſſe de Macedoine.
La Reine la voulut voir entrer dans la baſſe Cour en ce triomphe, &
fe mit à la feneſtre, & dit aſſez bas: Voild une glorieuſe femme! Et puis
etant deſcenduè, & montèe en haut, la dite Reyne ' alla recevoir au
milieu de la ſalle ſeulement, au moins un peu plus avant, & plus
pres de la porte que loin, & fut tres- bien recuè d' elle. Car, elle
gouvernoit lors tout, pour le bas age du Roy ſon fils, & le dreſſoit,
& luy faiſoit faire ce qu'elle vouloit, qui fit grand honneurà fa dite
Alteſſe. Toute la Cour, tant grands que petits, F eſtimerent &

admirerent

PAlliance de Dannemarch à celle de Bourbon, où s' eftoit alliè Antoine pere de Frangois, ui avolt
epouſe Renée de Bourbon. Jeg tilſtaaer at hand har Ret med denne Forklaring, men ke udſagt
alt hvad der lage udl; thi dekte mage end nu leages til, at ber betegnedes tillige deres formeente
Arve Pretention til Danmark, i hvilken Henſeende Printzen er Faldet le Royal Enfant,

|
|

| Kong Chriſtierni II. Dotter. 97
admirerent fort, & la trouverent tres-belle; encore qu' elle declinàt
fur l' age, qui pouvoit étre un peu plus de 40. ans: Mais rien ne fe
trouvoit encore en elle changè ny effacé; car fon Autemne paſſoit
bien! Etè d' aucunes. (0) 7

Aaret derefter 1562. var hun, ligeledes i Folge med hendes

Son Hertug Carl, til Frankfurt, ved den Romerſke Konges
Maximiliani II. Val og Kronings⸗Dag / ſom blev holden ſammeſteds
i Novembri. I den Beſkrivelſe, ſom man haver paa ſamme Hoytid,
udi Goldaſti Politiſchen Reichs⸗Haͤndel, treffer man hendes Navn
tvende Steder antegnet. (*) Hun forblev en god Tiid derefter der ved
Hoffet. Til Dronning Catherine de Medicis havde hun forud, ved
Skrivelſe, berettet om denne fin Frankfurter⸗Reyſe, og undſkyldet,
at hun ey havde taget den unge Hertuginde, Claude de France, i
Folge derhen med ſig: Hun meente ſig at have ey ilde giort, men
havt god Skiel og Aarſage dertil, Aarſagen kand maaſkee have været,
enten at der meentes det hun lavede til Barſel, eller og at hende, ſom
en Fille de France, ſammeſteds ey kunde tilfalde faa hoy Rang, iblant
de mange der forſamlede Tydffe Fyrſtinder, ſom man vel ynſkede.
Det Brev, ſom Chriſtine derpaa bekom fra Dronningen, dateret til
Paris den 5. Decembr. 1562, finder man heelt indført af Laboureur,
i hans Additions aux Memoires de Cuſtelneau, ( og er deraf nokſom at
merke det fortrolige Venſkab der var imellem Dronningen og hende.
Laboureur gier og ſtort deraf, at Dronningen gav hende i fine Breve
den Titel, Ma Sœur, og at hun i dette Brev committerede hende en
Sag at forrette, hos Keæyſeren og Rigs ⸗Fyrſterne, der var af fær
Vigtighed og heel delicate. Den betreffede de indvortes Uroligheder
i Frankerige, og den Striid, ſom nu ſterk udbrød imellem Regeringen
og Huguenotterne. Diſſe, for hvilke Printz de Condé var Heede
i avde

(%) Brantéme, Vies des Dames illuſtres, Diſc, VIII. art. V. p. 490. C.
(% Pag. 73. og p. 20.
(45) Tom. 2. liv. 4. pag. 47. ſeg.

N

98 H. G. Om Chriftine af Danmark,

havde ſtikket ſaaſom Geſandtviis til Frankfurt den bekiendte Jacob de
Spifame, fom tilforne havde været en Romerſk⸗Catholſk Biſkop tit
Nevers, men nu en ivrig Reformeret. (50 Denne fulde foreſtille
for Kæyſeren og Rigs⸗Fyrſterne de Reformeredes Tilſtand i Frankerige /
og forklare deres Uſkyldighed i det, ſom Hoffet og ſamtlige deres
Forfolgere dem paabyrdede. Fornemmeligen, at de langt fra ikke,
ſom Oproriſke og Kebeller, havde grebet til Vaaben, men allene til
at forſvare deres Konges udgivne Breve, Haand og Segl/ imod dem,
ſom med Voldſomhed og Freds⸗Brydelſe fore afſted Ke. Og dette
ſkulde hand beviſe med Dronningens egenhendige Skrivelſer til
Printzen af Condé, hvori hun bad hannem at forſvare Kongens Perſon
og Myndighed. () Vel havde nu det Franſke Hoff giort alle
Anſtalter til bemeldte Spifames Handlinger at forſpilde, ved fine
Ambaſſadeurer til Kæyſeren og til bemeldte Rigs Dag. Men til
Sagens deſto bedre Befordring ſkrev nu ogſaa Dronningen ſelv til
Chriſtine, helſt hun nokſom var videndes, i hvad Agt og Anſeelſe
hun ſtod hos Keyſeren og Kong Maximilian, ſamt hos viſſe Catholſfkfñe
Fyrſter. I dette Bref takker hun forſt for den meddeelte Kundſkab
om hendes Reyſe til Kongen af Bohmens Kroning, ſamt at hun ey
har taget den unge Hertuginde, deres Dotter, med ſig paa denne
»Reyſe, for de Aarſagers (fyld, ſom hun (Dronningen) ey andet
kunde finde end gode. Derneſt forhaaber hun, at ſamme Reyſe ſkal
blive til ſtor Nytte end og for Frankeriges Beſte. Og mand er
forſikret, at naar hun der til Frankfurt er kommen, ſkal hun for den
nar Forbindelſe, ſom er dennem imellem; og det Venſkab hun bær
til Dronningen i ſær, naarſomhelſt der kommer paa Tale om det
»Franſke Riges Uroligheder, tage fig denne Materie ſaaledes an, og
tale derom paa ſaadan Maade, ſom Dronningen vilde giore, naar
det gieldte om noget hendes (Hertugindens) Anliggende. Siden
” fortæller hun hende vidtloftigen, hvorledes Printz de Condé, Kongen

4

(0) See Thuan. 42. 33. J. 27.

(% Diſſe fire Dronningens Skrivelſer til Printz de Conde findes ey allene høg bemeldte
Caſtelneau, men ogſaa høg Aubigneé i Hi/f, Univ. og i mange andre de Tiders Memoires pg
Hiſtorier.

Kong Chriftierni II. Dotter. 99

—— ͤ ᷓ ́w—— — —— X44. ꝓUw —

” af Navarren, og flere af det Reformerede Partie have ſtillet dennem
an / og at det er dem ſom ere allene Aarſage til al den Ulyſt ſom ſkeer.
Item advarer hende, hvorvidt der bor reflecteres paa de Breve,
ſom Spifame vil komme frem med, til at retfardiggiere Partiets
Forhold, at det har grebet til Vaaben, ja end og til ſidſt Faldet de
Engelſke ind i Riget. &c. At nu Chriſtine har ladet fig denne
Commiſſion være angelegen, er ingen Tvivl paa, ey allene for det
omtalte Venſkabs Skyld med Dronningen, men endogſaa udi Henſeende
til Religionen, hvorudi hun ſtedſe var ſer ivrig, og en ſtor Fiende af
Lutheraner og Huguenoter. Men hvorvidt hun udvirkede i ſamme
Commiſſion, derom har jeg ingen Underretning fundet: Og at tale
om, hvad det Reformerede Partie i Frankerige, ved Leylighed af den
Rigs⸗Dag ; bragte til vens hos nogle af de Tydſke Fyrſter, hvorom
kand leſes hos Thuanum og andre, vedkommer ikke min Materie.
Endeligen er og dette viſt, at; ihvormeget hun af Kayſer Ferdinand
var afholden / faa ſtod det dog ey altſammen, hvad hun af denne
Herre begierede, hende til Rede. Derpaa er et Exempel, i det Aar
1563. da hun ikke kunde formage hannem til, at bevilge hendes Son
Hertug Carl fin Bevilling paa det Regale, ſom Biſkopen af Tul havde
til hannem overdraget. Thi omendſtiont Cardinal Granvelle lagde
fig derimellem, ſlog Keyſeren dog hende det plat af, og lagde hende
fine Raiſons og Undſkyldning klart for Hyne / udi et Brev, dat. Wien
1564. den 4. Febr. (5) Ligeſag havde og fordum Kayſer Carl V.
i det Aar 1550. vegret hende en Begiering af ſelvſamme Natur, ſom
angik den verdslige Hoyhed i Stiftet Verdun.

Fra Frankfurter Rigs⸗Dag kom hun hiem, Anno 1563. imod
Foraaret, med en Siugdom paa Halſen, der holdte hende længe ved
Sengen; Siden lod hende vel nogen Friſt; men dog ikke anderledes,
end at Hubert Languet har ſkrevet, (“) det hand fandt hende An.
1564. om Sommeren heel ſvag, og at man var i den Tanke, det hun

N 2 gik

(0 Samme Brey findes tblant les Preuves til Calmets Tome III. col. 434. fa. øg derhos

Vice-Cancellerens Matth. Seldii Skrivelſe til Granyelle om det ſamme. .

(++) Lil. 2. epi. 106.

100 H. G. Om Chriſtine af Danmark,
gik med en terende Feber. Desimidlertid havde hun havt den Glæde;
at fee fin Familie formeret; og en Sonne⸗Son paa hendes Arme.
Denne Printz, ſom ſiden kom til Regeringen efter ſin Herr Fader,
blev fod til Verden An. 1563. den 8. Novembr. Og hans Daab blev
celebreret Aaret derefter midt udi Aprili. Kong Carl IX. i Frankerige
og hans Frue⸗Moder Dronning Catherine vare begge i egne hove
Perſoner reyſte til Nancy, til denne Daabs⸗Hoytid. Kongen holdte
ſelv Printzen over Daaben, og kaldede ham, efter ſin Fader og
Printzens Mor Fader, Henrich. Pag Kongen af Spaniens vegne
var ſkikket fra Flandern hans General, den berømte Grav Peter Ernſt
af Mansfeld, til at foreſtille hoybemeldte Konges Perſon: Den tredie
Faddere var Dronningen af Frankerige. () Kong Philip havde ey
taget det vel op, da hannem forſt blev notificeret Peintzens Fodſel,
at hand ikke blev budden til at holde ham over Daaben. Hertugen
undſkyldte det med den Aarſage, ſom var den pure Sandhed, at
Dronningen af Frankerige havde alt forud betinget denne Forretning
for Kongen hendes Son, der agtede ſelv at komme derhen, tillige
med Dronningen. Tiden var tilmed ikke endnu berammet; men fik
at beroe, indtil Kong Carls og hans Frue⸗Moders nærmere Ordre.
Herpaa begyndte nu Kong Philippus at ſtudere, og lede efter; hvad
dette maatte betyde; at Dronning Catherine udi diſſe faa urolige Tider,
ſom her nu vare i Frankerige, vilde juſt foretage flig en Reyſe, og
fore Kongen fra Paris til Nancy. Sligt kunde ikke være blot allene
for
(0 Der ere de Hiſtoriei, ſom ſige, at Enke⸗Hertuginden Chriſtine var ogſag een af
Fadderne til denne fin Sonne⸗Son. Men dette er kun deres Gietning, eller de gave maaſkee hort
fale derom ſaaledes. Der var viſt nok ey uden de tre, jeg nu har nævnt, tvende Konger, og een
Dronning. Man finder hos Godefroy i Ceremonjal Frangois Tom. 2. pag. 158. denne Daabs
Ceremonier beſkrevne. Og er Siykket ey længere, end at jeg for en Curiofitets Skyld kand her
meddeele det heelt og gandfke: Ceremonies uli Baptesme de Henry fils aisné de Charles 11, Duc de
Lorraine, V An. 1564. En ce Baptesme furent Comperes le Roy; & le Comte de Mansfeld pour
le Roy d Eſpagne: Et Commere la Reyne, mere du Roy. Mr. de Montpenſier, & de Nemours
portoient P Enfant pour le Roy. Mrele Prince Dauphin la ferviette. Mr. le Prince de Roche-
fur-Yon les baſſins, & P'aigujere. Mr. de Vaudemont le ſel. Mr. de Aumale le eresmeau. Mr.
le Marquis d' Elbeuf le cierge. Mr. de Guiſe, & le fils de Mr. le Marquis d' Elbeut, porterent
les bouts du couvertoir de l Enfant. Madame la Princeſſe, fæur de Monſieur de Lorraine, leua
1 Enfant; Aprés que Madame la Douairiere de Guiſe, & Madame Dorothée ſeconde fæur de

Monsr. de Lorraine, P' euxent découvert, Madame de Vaudement le demaillota apsés les
Exorciſations,

Kong Chriftierni II. Dotter. 101

for et Barſels ſkyld, og at ſamme ſkulde derefter opſettes. Hand
mistænkte, at her lage gandſke viſt noget andet ſtiult under denne
Reyſe. Og hand havde virkeligen ingen Uret. Endelig gik da denne
Barſels⸗Hoytid for fig; Men hvorledes? Med langt ſtorre Solennitet,
Pragt og Koſtbarhed, paa det Lothringſte Hoffes Side end
Generoſitet af de hoye Faddere; Hvormed ingen blev mindre tilfreds,
end vores Chriſtine. Paa Kongen af Spaniens vegne havde
Hertuginden af Parma Frue Margareta, ſom nu forde Regimentet i
Nederlandene, leveret eller ſendt til Graven af Mansfeld en Ring,
ſom hand ſkulde præſentere til Fadder Gave. Graven havpde ſtrax
foveftillet hende, at hannem ſiuntes ikke at denne Ring ſparede til den
Reputation af Magnificentz, ſom hoybemeldte Konge ellers havde og
pleyede affectere: Men herudi blev dog ingen Forandring giort. Sag
at da Ringen kom frem, haver Chriſtine ey kundet bare ſig, at give
fin beſynderlige Fortrydelſe herover tilkiende, udi et Brev til een af
Kong Philips Miniſtrer, ſom ſendte Brevet lige til Hertuginden af
Parma. Og hvo feer ikke / at herudi var, paa begge Sider, nogen
Levning af diffe tvende Fruers Concurrence om Statholderſtabet;
hvorom forhen er talt? Snart lige faa uforneyet blev Chriftine med
det Franſke Hofs Opforſel udifamme Barſel Færd: Hvilfet ey heller
i nogen Maade havde fyldeſtgiort hvad det burde; ihvormeget der end
forud var bleven talt om, og bleven lovet af Cardinal de Lorraine
ſtore Ting. P. Calmet haver fundet i Cardinal Granvelles Papirer,
at hun i al Fortrolighed har ſkrevet til hannem, que I arrivée du Roy
à Nancy n avoit été ni honorable, ni profitable, comme P avoit fait
eſperer le Cardinal de Lorraine. Chriſtine var, hvad Moed, Sinds
Qualiteter og Generoſitet angaaer, een af de ſſtorſte Princeſſer i
Verden; og hendes Hierte ſad hende langt hoyere, end hendes Lylke
var bleven hende efter hendes Stand og Herkomſt. |

Jeg ſlutter, at man vil her giøre mig et Sporsmaal, hvad
det ellers var for et Myſtere, Dronning Catherine de Medicis havde
under denne Barſel Reyſe, og ſom Kong Philip II. giorde fig Umage
for at komme efter, Dette vil jeg da ogſaa forklare, mend
flet intet vedkommer vores Chriſtines Hiſtorie, end ikke heller

N 3 Lothringens;

102 H. G. Om Chriftine af Danmark,

— —— — — — — — —

(0) Tome 2. fra pag. 338. til 36. af den forſte Edition.

Kong Chriftierni II. Dotter. 103

at kunde taale ſaadan Reyſe, da ingen Fliid at ſpare, i at fage Kong
Maximilian overtalt. Forſt havde hun beſtemmet Tiden til Hellig⸗
Tre⸗Kongers Dag i Januario: Men da denne blev for fort, fatte hun
den immer længere ud, og befalede Biſkopen af Rennes at giore
Forſlag enten til Februarii eller Martii Maaned: Ja hun vilde end
fane Barſelet opſatt indtil i Aprili, om Kong Maximilian vilde da
indfinde fig paa den omtalte Sted. Efter alle diſſe Opſettelſer maatte
nu Hoffet til Nancy rette ſig / ſom dog aldeles var uvidende om bemeldte
Aarſager dertil Kong Maximilian maae virkeligen ikke have flaget
hende det plat af, men givet hende et ſlags Haab; efterſom hun end
og udi fit ſidſte Brev til Biſkopen af Rennes ſkrev, at hun vilde vel
blive i Lothringen i gandſke fer Uger, for at vente paa ham. Og
man finder, at hun og Kongen ere forbleven der indtil den 9 Maji.
Hvad det nu egentligen var, der laae hende faa meget paa Hiertet, at
forhandle i ſaa ſtor Hemmelighed med det Wienſke Hoff, det finder
man ligeledes i Brevene til bemeldte Biſkop, og beſtod i trende Poſter:
(I) At de proteſterende Fyrſter i Tydſkland maatte forbydes, udi ingen
Maade at bemænge fig med det Franſke Riges Uroligheder, eller tilſende
Huguenoterne, paa diſſes Anſogning, nogen ſlags Hiely; (2) At
beraadſlage om Middeler til at dempe Religions- Stridighederne, eller
dem for ſtorſte Delen at ophæve; ſaavel i Tydſkland ſom i Frankerige;
Hvorved hun da meente Frankerige at kunde kom me til Rolighed. Af
det Tridentinſfe Concilio, ſom nu nyligen var kommet til Ende, havde
man ey det ringeſte got at vente; thi derved var Tingen langt mere
bleven fordervet end forbedret. Herfore var nu intet tienliger, end
at Kæyſeren og Frankerige maatte foreene fig tilſammen over nogle
viſſe Artikler i Religionen, ſom maatte indrommes og tilſtaaes
Proteſtanterne overalt, ſamt og alle og enhver andre; og ſaadanne
Artikler Paven endeligen at aftvinges. () Heraf var det

fornemmeſte,

(es inſtances que ' Empereur Ferdinand I, faiſoit faire par ſes Ambaſſadeurs au

Concile de Triente, pour le mariage des Pretres, & pour la Communion ſous les deux eſpeces
donnerent plus de peine au Pape, que tout le reſte du Concile. Bayle Rep. aux. Queſt. d un
Provincial. I. 3. 5. 560. J. Denne Hiſtorte kand man vel henføre til det, ſom andre hade bemerket
om Catherine de Medicis hendes Fohelighed i Religions-Vaſenet; Og at hun for fin Perſon —
no

104 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

fornemmeſte, Alterens Sacrament under begge Dele; og Preſternes
Egteſkab; med nogle andre af mindre Betydning. Hun vidſte / og
det var almindeligt aabenbare, at Keyſer Ferdinand havde om begge
Dele ſterk inſiſteret og anholdet ved fine Ambaſſadeurer til Trident,
og at denne Kæyſerens Paaſtand havde giort Paven flere grage Haar,
end alle de andre Sager i Concilio. Skulde nu diſſe Artikler blive
almindeligen bevilgede, haabede Dronning Catherine viſt, at den
ſtorſte Part af Proteſtanter i Tydſkland og Huguenoter i Frankerige
ſkulde give ſig tilfreds, og Urolighederne derved at kunde dampes.
(3), Vilde hun have det Wienſte Hof overtalt til en nærmere
Forbindelſe og et faſtere Venſkab med Frankerige , end med Spanien:
Og dertil Fulde Grundvolden legges ved et dobbelt Egteſtab, nemlig
imellem Kong Carl IX. og Maximiliani Dotter, og imellem dennes
ældfte Son Ertz⸗Hertug Rudolf og den Franſke Princeſſe Margarete.
Diſſe trende Poſter ſtaae nævnte i de omtalte hendes Breve til den
Kongelige Fraͤnſke Ambaſſadeur i Wien. Men af Sammenkomſten
blev der intet. Keyſer Ferdinand var ſvag og vatterſottig; Hvoraf
hand og døde i ſamme Aar 1564. den 25. Juni: og Maximilianus var
ſaaledes immer forhindret, at det blev hannem ikke mueligt at foye
Dronningens Begiering paa denne Tiid. ) is:
en

nok havde været færdig til at antage Reformationen, ſaafremt dens Partie var bleven ſterkeſt 6
Frankerige. See Mezeray Abregé Chronol. Tom. V. p. 72. edit, d Amfterd. 1082, in g. og
Dictionnaire de Bayle à l'art. de Soubi/e (B.) Jeg lader dette ſtage ved ſit Verd, og troer gierne,
at denne Dronning havde ulige heller omffiftet fin Religion, end fluppet fit Regiment. Men at
hendes Hierte var nogenſinde got til de Reformerede, er intet om. Her paa denne Reyſe havde
hun vel huſket, med Keyſeren eller Kong Maximiliano at faae et Middel treffet, til at bringe dennem
enten i Rolighed, eller i flor Spliid og U eniahed tilſammen. Men da dette ſlog feyl, drog hun
Aaret derefter med hendes Son Kong Carl IX til Bayonne, og med Due d'Alba aftalde og beſluͤttede
de allerfarligſte Raad til at forderve bemeldte Reformerede. P. Daniel i hans Historie, under det
Aar 1565. p. m. 839, vil mene, at der blev intet ſerdeles beſluttet i denne Sammenkomſt til
Bayonne, men at Huguenoterne allarmeredes mere derover, eno de havde Aarſage til. Hand
citerer allene Strada, om had den Spauſke Dronning havde raadet Kong Carl og Dronning
Catherine til. Men hvis hand havde flaget efter hos Cabrera, (hvilken Skribent hand og undertiden
har betient fig af) Havde hand hos ham fundet diſſe Ord, 16. VI, c. 23. P. 355. A quinze de Junio
entxaren en Bayona con ſolene reeibiemento i fieſtas que duraron muchas dias. Juntaron ſe en
el Gabineto o Conſejo privado el Rey i las Reynas, i el Duque de Alva i Don Juan Manrique de
Lara, if reſolvieron el dar a las cabegas de los Huguenotes una viſpera Siciliana i à los mas
importantes, diſponiendo ej tiempo las armas. Heraf man lerer, at hun og hendes Son
Kongen havde allerede da paamputet, hoad de ſyv Aar derefter, An. 1572. fatte i Verk.

Kong Chrifierni II. Dotter. 103

| Men nu at komme derfra tilbage til vores Materie, da var det
Dødsfald, ſom nu blev ommeldet, eet af de ſorgeligſte for Chriſtine,
nemlig at hun miſtede Keyſer Ferdinand, den af fin ſal. Frue Moders
Sodſtinde, ſom hun, naſt Frue Maria af Ungern, meeſt havde elſket
og var elſket af. Men faa var og hans Son Keyſer Maximilian II.
ikke mindre hende bevaagen / og gav fin Fader ey noget efter i Kierlighed
og Omforg for hende, ſin ſaa ner Slægt. Dog alligevel var Chriſtine
ikke hermed fuld⸗fornoyed. Hendes hoye og ſtolte Mod var ikke
faa meget for Venſkab og Kierlighed, ſom for Wre. Hendes Pasſion,
eller rettere hendes Sinds Siugdom, var at ville brillere, at ville
regere, at være ſtort anſeet i Verden, ja at paſſere for at have Influeng
i de ſtorſte Stater, og at verre een af Pillerne; ſom Europæ Velfœrd
beroede paa. Hun gav Cardinal Granvelle () at forſtaae, udi et
Bref af Aar 1567. at Kgyſeren og Kongen af Spanien kunde ſagte
giore hende dette til Villie, ſelv at beære hende noget oftere med deres
Skrivelſer, ja at lade hende beſoge ved deres Geſandter Tid efter
anden, til at forſkaffe hende nogen mere Anſeelſe og Myndighed, end
den hun hafde. () Jeg tvivler dog meget paa, at hun naaede dette.
Kong Philip var hende viſſeligen ikke meget til Villie, udi det ſom var
vel vigtiger og ſolidere. Hand tog det ey i Betenkning, at beſtiere
hende en Deel af hendes Lifgeding, ſom hun havde i det Milaneſiſke,
efter hendes forſte Egteſkab. Brantöme havde hort noget herom, og
ſkriver derfore ſaaledes: Depuis, comme j ay ouy dire, il ne Ta
as trop bien reconnuè, ny bien traitèe en ſes terres, qui luy eſtoient
echũes pour Douaire au Duchè de Milan, ou elle avoit éré marie avec
le Duc Sforce: car, ainſi qu'on m' adit, il luy en avoit ofte & eſcorne
aucunes. Dette ſamme bevidnes end mere udaf Cardinal Granvelles
Papirer, hvor det heder udi det mig meddeelte Udtog: En 1567.
” elle fe plaint, qu' on luy ait ôtè le Chateau de Tortone, qui lui
avoit

(7) Jes haver tilforne ikke nævnt hannem med Cardinals-Titel, forend eſter Au. 1561. Thi
udi dette Aar er hand forſt bleven det.

(4) ” En 1567. elle ſouliaitoit, que pour I' authoriſer, I Empereur & le Roy luy
” écriviflent & l' enyoyaſſent viſiter de tems en tenis. Grenvelle T. II. p. . & P. 92.

O

106 H. G. Om Chriftine af Danmark,

—̃ —

» avoit autrefois efte affigné pour fon Douaire. Granv. T. 2. P. 92.“
Den anden hendes Fetter, Keyſer Maximilian, var hende en bedre
og oprigtiger Ven. Hannem havde hun og at takke for det Partie,
ſom blev i Aaret 1567. ſluttet imellem hendes gloſte Dotter Renee og
Hertug Wilhelm af Beyeren, og fuldført i Aaret 1568. (0) Af
ſamme Egteſkab ſtammer den nu regerende Chur⸗Fyrſte af Bayern
i lige Linie. Det var denne Princeſſe, om hvilken Hubert Languet
havde dette Indfald, (i hans Skrivelſe til Ulrich Mordeiſſen af An.
1559. d. 25. Novembr.) at man giorde vel, hvis man arbeidede paa
et Giftermaal for vores Kong Friderich II. med hende; Hvorved baade
Fiendſkabet imellem de tvende Huſe kunde høre op, og Danmark
komme igien i Svogerſkab med det Oſterrigſke Huus. Den anden
Chriſtines Dotter, Princeſſe Dorothea, blev endeligen Anno 1575.
da hun var alt over ſine 30. Aar, forlovet med Hertug Erik den yngere
af Brunsvig; (5) og deres Bilager ſtod derefter til Naney. Paa
dette Bilager haver man obſerveret tvende Medailler at være ſlagne.
(%) Paa den ene ſtager de Ord: AD PERPETVAM EELICIS
CONNVBII MEMORIAM. 1575. Og inden i, midt paa Pladſen,
det Ord FIDEI. Reverſen foreſtiller det Lothringſte Vaaben i otte
Qvartere. Den anden Medailles forſte Side er gandſke liig den
foreſtaaende: Men paa Reverſen ſkal, i Steden for Vaabenerne
ſtaae allene de tvende Bogſtaver DE i et Chiffre, med Overſkrift:
ERIC VS ET DOROTHEA,

Endeligen komme vi nu til Chriſtines Bortreyſe ined alle fra
Lothringen, og til hendes Levnets ſidſte Tiid, ſom hun tilbragte i et
andet Land. Hertil ſkal hendes Helbreds Aftagelſe og vedholdende

Legoms

(+) Med hvor ſtor Pragt dette Bilagers Hoytid er holdet til Minden, kand ſluttes

deraf, at Brudens Moder Enke⸗Hertuginden Chriſtine kom der med 100, Heſte, Enke⸗Churfyrſtinden

af Pfaltz, Brudens Moſter, med 62. og Brudens Far⸗Broder, Due de Merecur, med 174. efte.
Mercur. Gallo-Belg. ad h. an.

(% Calmet Tom. 2. col. 1276. Falder ham uretteligen Erneſt. Samme Feyl har jeg
og merket hos nogle andre Skribentere.

es Calmet, dans 7” Explication des Monnoyes des Lorrains, pag, 27.

Kong Chriftierni II. Dotter. 107

Legoms Svagheder have været Aarſage. Virkeligen var dog hendes
Alder ikke faa hoy endnu, ſom hendes Kræfter vare aftagne / forme⸗
delſt Podagra, Gicht, og flere Tilfælde, Derfore, udi Aaret 1578.
da hun har været 57. Aar gammel, reſolverede hun at giore en Reyſe
til Italien, og gav for, at det var for nogle Lofters (fyld, ſom hun i ſine
Sygdomme havde giort til Loretto og andre hellige Steder. Bran-
töme legger dette dertil, at hun havde beſluttet, med det ſamme at
retirere fig; og blive boende pan hendes Lifgeding i det Milaneſiſke,
for at betiene fig af de varme Bader der i Landene/ for hendes Gicht.
Hun havde alt nogen Tiid tilforne erholdet af Kong Philippo, at Lor-
tone, og hvad mere hende af Lifgedinget forholdtes, var blevet hen⸗
de igien indrommet og tilbagegivet. Ja det kommer mig for, ligeſom
at jeg eenſteds har leſt / at hun var engang ſelv i Spanien hos Kon⸗
gen, og fif da denne Sag i det Rede og afgiort. Men Steen, hvor
jeg har læft det, kand jeg nu ingenlunde komme ihu, ter og derfore
ey forſikre derom, ſom noget viſt. Men at hun nu i forbemeldte Aar
drog med alle til Italien, er ſikkert. Den bekiendte Jetuit Horatius
Turſellinus, haver, udi fin HiZoria Lauretana (der er trykt til Mæyntz
1599.) en lang Fortelning om hendes Reyſe til Loretto, og hvorledes
hun ſammeſteds blev forunderligen helbredet. Den er, iblant de andre
mange Fabler og Eventyrer, ſamme Bog er prydet med, ikke det ſlet⸗
teſte Stykke. Og hvorfore ſkulde man ikke ogſaa unde den her et
Stad? Hand ffriver ; at da hun var bleven meget til Alders, og
angreben af en Rorelſe, giorde hun det Løfte at reyſe til vor
Frue i Loretto. Den Tiid var hun endnu hiemme i Lothrin⸗
gen. Man ſtillede hende fore Befværligheden af ſaadan Reyſe,
helſt i den Tilſtand hun befandt ſig. Man foreſlog at forſkaffe hen⸗
de en Difpenfation fra Paven, og Tilladelſe at omſkifte dette Løfte
imod andre flags gode Gierninger. Men det var alt forgieves: Hun
vilde i ingen Maade ſtaae derfra. Hun lod fig da bære udi Porte-
Chaife lige fra Nancy til Lorette, havende med fig'et prægtigt og me
get ſtort Følgeffab, beſtaaende af mere end5o0. Menniffer. Neppe
var hun kommen der til Kirke⸗Porten, førend hun fandt baade en uſt⸗
gelig Glede i hendes Siel, faa og en fuldkommen Sundhed i hendes
Krop. Hun ſtod ud af Chaiſen, og 12 5 at hun havde faget alt an
2 no

108 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

nok ihendes Been og Fødder, ſom hun tilforne ey var god for at bru⸗
ge. Hun prøvede ; om hun ogſaa kunde gage noget videre foruden
Hielp. Hun gik, ligeſom hun aldrig havde (fadet noget, det hele vor
Frues Capell rundt omkring, til alle hendes Medfolgeres ſtorſte For⸗
undring; der ikke nokſom kunde priſe og opheye dette Mirakel, ſom
Gud og Jomfrue Maria havde udvirket udi hende. Derpaa gik hun ind
i Capellet, kaſtede fig ned for vor Frues Altere, med Taare udi Hy⸗
nene af Glæde, og med Munden fuld af overflødig inderlig Takſigel⸗
fe, Lof og Priis til Gud og vor Frue. Til et Taknemmelig⸗
heds Tegn og en ſtadsvarende Amindelſe offrede hun ſtrax et ſtort
Hierte ſtobt af purt Guld, med en Krone over, ſom hun havde
fert med fig i ſamme Forſat, og lod det her ophenge paa Alteret ien
Guld⸗Kicede. Siden gav hun endnu og offrede en koſtelig Guld⸗
Kiæde, en Krone med Perler, et Armbaand med Juveler, ſamt
prægtige Alter⸗og Meſſe Kleder af Solvſtykke og bordyrede, og ende⸗
lig en ſtor Sum rede Penge. Paven, ſom var paa den Tild Grego-
rius XIII. ſpurdte om hendes Didkomſt. Hand ſendte hende ſtrax fra
Rom et ſtort Jubilæum, eller et fuldkomment og overflodigt Af⸗
fald, bande for hende ſelv, og hendes hele Folgeſtab, at tage Deeludi.
Imidlertid bekom hun ſammeſte ds en bedrovelig Tidende om den uſyk⸗
felige Kong Sebaſtian af Portugal, der var hendes Sodſtinde⸗Borns
Son, () hans ynkelige Afgang. Hun var ikke ſeen, til gt celebrere
hans Liigbegengelſe paa det pregtigſte, og lod ſige jeg veed ikke hvor
mange Tuſinde Meſſer hans Siel tilgode; og det udi ſamme Kirke til
Loretto. Endeligen beſogte hun tvende gange Hoſpitalet ſammeſteds,
og uddeelte til hver af de Siuge tvende Ducater i Guld. (

Saa⸗

(0 Turſellinus alder ham ſororis ipſius filium, ſom er ikke ret. Hand var hende! Mo⸗
ſters Catharine Sonne Son, og tillige hendes Morbroders Keyſer Carls Dotter⸗Son.

(% J Turſellini ſmukke Latin linder Hiſtorien ſaaledes, lib. 4. c. 26. Chriſtierna,
ſeu Chriſtina, Daniæ Rege & Caroli V. Auguſti ſorore genita, eademque Dux Lotharingiæ, fœmi-
na extitit virili virtute, eximiaque pietate. Hæe maguo jam natu, quamvis ætate ac paralyſi im-
pedita, voti eauſa Lauretum venire inſtituit. Nee unquam paſſa eft, id ſibĩ votum, ſuorum ro-
gatu, à Pontifice cum aliis pietatis offieiis, commutari; adeo ardens erat Lauretanæ Virginis vi-
ſendæ cupido. Lectica igitur cum Regio pæne comitatu in Italiam Picenumque delata, pergit ire,
quo deſtinarat, ſatis fidens, ab fe valetudinem B. Mariæ ope recuperari poſſe. Ergo in ſanctist--
mæ domus aditu non eoeleſtem modò lætitiam hauſit auimo, fed priſtinam quoqve recepit corpo-

ria

Kong Chriftierni II. Dotter. 109

—— —— — — —ä—P — —ũʒ́³aꝛj —vyę—̃ũů́——ñ— — — — ̃ —

Saaledes haver Turſellinus fortalt os dette Mirakel ſom jeg
hverken haver i Sinde, ey heller agter eengang verdt at imodſige.
Jeg vil kun erindre, at ſamme Jeſuit er langt fra at have ner faa got
et Rygte for fin Trofaſthed og Oprigtighed i Hiſtorier, () ſom for
fin ovrige Lærdom. Hand taler ellers ikke noget videre om
Hertugindens, vores Chriſtines, Reyſe tilbage fra Loretto. Hvilket
jeg her melder med Flid; og det fordi P. Calmet, (ſom ikke haver agtet
paa denne Paſſage, forend hans gandſke Verk var ferdigtrykt, og
derfore ſatt et Udtog deraf paa Frantzsſk, paa det allerſidſte Blad
efter Regiſteret,) hand legger ſammeſteds diſſe Ord til, ved
Slutningen af Turfellini Fortælning: Aprés quoy elle revint
heureuſement en Lorraine. Men hvor haver den brave Mand denne
Underretning fra? og hvoraf veed hand, at hun kom tilbage til
Lothringen? Virkelig troer jeg, at hand har giettet ſaaledes til, og
meent, at hun burde, naar hun havde faget fit Helbred, reyſe til
hendes rette Hiem igien. Men herudi har hand dog giettet feyl.
Brantome lider jeg herudi langt e ſom ſiger, at hun kom ingen
; 3 | iid

ris ſanitatem. Illa membrorum, quibus! eapta erat, uſum ae vires extemplo ſibi redditas ſenti-
ens, primum præter morem, fine ullo adminiculo inſtitit pedibus, periculum virium facturaà.
Inde cum res ſatis procederet, egreſſa, per ſe nullo adjutore, ſacroſanctam Virginis cellam ſuis pe-
dibus circumiit gratulabunda, ejus familiaribus miraeulo attonitis, Deique ac Deiparæ donum certa-
tim extollentibus. At Chriſtina, quam ea res propius attingebat, obortis gaudio lacrymis, in augu-
ſtillimum ſacellum regreſſa, ante eoeli Reginam provolvi: nullum Divini beneficii efferendi mo-
dum, nullum agendarum gratiarum finem facere, fe ſuaque Deo, ae Dei matri dedere. Exinde,
ut tanti benefich monumentum extaret, ingens cor ex auro ſolido coronatum, quod hune ad uſum
domo attulerat, ante B. Virginem eatella aurea ſuſpendit. Regia deinceps dona promit, torquem ex
auro egregium, coronam ex unionibus baceisque, monile ex gemmis elarisſimis; aræ inſuper ac ſa-
cerdotis miniſtrorumque ſolenni cœremoniĩa ſacriſicantium veſtes argenteas opere damaſceno ſanè
mirabili: demum regalia munera ingenti pecunia eumulat. Nee inde ipſa indonata abiit. Grego-
rius XIII. Pontifex Jubilæum illi ampliſſimum ab Urbe miſerat, quod ipſa eum univerſo comitatu,
(in quo crant homines facile quingenti,) rite percepit. Cæterum, lætum donis eoeleſtibus pectus
triſtis de morte Sebaſtiani Luſitaniæ Regis, (eratis ſororis filius, ) nuncius turbavit. Verum in tan-
to tamque improviſo vulnere, egregia generoſæ piæque fœminæ enituit virtus. A luctu propin-
qui Regis ad opem ejus anime ferendam verſa, funus illa, quanta maxima potuit pompa, eele-
brauit; fed ita ut in Ede Lauretana quamplurima pro ea ſacra facienda curaret. Ad ultimum
Chriſtina pietate ardens, Noſocomium Lauretanum bis inviſit, binos ſingulis ægris numos imper-
tiens, haud minore liberalitatis laude quam humanitatis,

f (7) Vid. Match. Berneggeri Pemolitio Noli Lauregani, cap. X. pag. 113. fl. Mart,
Schoockii Fab ul. Hamelenſ. Part. 2. cap. 2. P. 45. ed. f e

IIO H. G. Om Chriſtine af Danmark,

Tiid mere til Lothringen / men at hun levede og døde i Lombardlien.
Herom ſtunes P. Calmet ey at have havt mindſte Kundſkab; I det
mindſte melder hand ikke noget Ord derom. Jeg finder hos de
Brunsvigſke Hiſtorie⸗Skrivere, at hendes Sviger⸗Son Hertug Erich
haver i ſamme Aar 1578. veret reyſt til Italien, med fin Hertuginde,
den Lothringſke Princeſſe, og at de ere ſammeſteds en lang Tiid
forblevne, efter at hand havde kiobt ſig et Fyrſteligt Palatz i Venedig;
Hvor hand holdte fit Hoff. Jeg er derfore i den Tanke, at hand har
ledſaget fin Frue - Sviger- Moder Enke⸗Hertuginden fra Lothringen,
til Loretto, og at det deraf er kommet, at hendes Suite var faa meget
anſeelig og Folke⸗ riig. Der haves end ogſaa noget meldet om den⸗
ne hendes Valfart udi Ludovici Cavitellii Annalibus Cremonenſihus.
Hand ſkriver allene, at hun var Anno 1578. til Loretto, og offre⸗
de der til Jomfrue Mariæ Billede ſtore Gaver, for at erlange hen⸗
des forrige Helbred igien. Men om hun var ſaa ilde og ſvag / ſom
Turſellinus foregiver, og om hun ſtrar derpaa blev friſt, ſiger hand
os intet om: meget mindre røver hand med allerringeſte Ord om noget
Mirakel. Derfra, ſiger hand, kom hun igiennem Ferrara og Man-
tua til Cremona, hvilfet ſteede i Novembri, og blev hun i Cremo-
na med ſtor Ceremonie imodtagen. () Dette var og Veyen til
hendes Lif⸗Geding / hvortil horde den Bye Tortone. Der holdte hun
hun ſiden Hoff, og blev der i Landene almindeligen kaldet Madame
de Tortone. Hun blev beſogt og oppartet af de ypperſte Huſe og
Familier der rundt omkring. I (ær havde hun fortroligt Venſkab
med Ferdinando Gonzaga, Rigs⸗Fyrſte og Herre af Solferino,
og hans Fyrſtinde, Martha Tana y Santena, en Spanſt Dame. Der⸗
om haves noget i B. Aloyſii Gonzagæ, ſom var bemaldte e
on,

() Cavitellius, ad an. 1578. Chriſtierna, Chriſtierni olim Regis Sueuiæ, Dacie &
» Gothiæ, & illie expulſi, filia ex Iſabella Hrore Caroli V. olim Imperatoris, & prius nupta Fran-
” cifco Secundo Sfortiæ olim Duei Mediolani, &, eo mortuo, Franeiſeo, olim Duci Lotharingiæ,
” die vigeſima Novembris acceſſit Cremonam, &ibi ſummo cum honore ſuſeepta per illie Magiſtra-
tus Regios, nobiles & populares, ex ordine Regis Hiſpaniæ propinqui ſui, & hoſpitata in ædibus
” magnificorum de Trecchis viclis S. Agathæ per dies ſeptem, illue appulſa navigio averſo flumine
”Padi, ejusque aquis augeſeentibus ob frequentes pluvias tune cadentes, ex Mantua, illue profedta
” adveniens ex Ferraria, & templo honorabili Laureto in Piceno erecti in honorem B. Mariæ Vir-
”ginis, ei oblatis donis multi pretii pro recuperanda ipſius priſtina valetudine “.

—— 2 Te kͤ“̃—w4.J-ä(ä(kͤ;ͤ2ꝙqͥ8ꝗFrs53ßs3sßX—.ͤĩĩÜ5r:3· lᷓ(NĩU—“—.v——x.—K———ß—ß8ßv5ð«³ß§k⁊

que gravitate, ut cum ſub id tempus una cum matre Dertonam ſeſe, ad ſalutandam Ducem
Lotharingiæ, illuſtriſſimam fœminam, quæ cum filia fua. Duee Brunſyicenſi illac iter habebat
contuliſſet, ejus Principis aſſeclas omnes loquendo ftupefaceret.” Janningus bemærker, p. 933.
dette at være ſkeet An. 1580. 5

9) Pag. C. .
() Pag. D. 2. b.

U

112 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

—— . — — 4 [—ñ— ——— . —

Vaudemont, Madame la Princeſſe, & Madame la Ducheſſe de
Bruns vich étøient vëtuès de robbes de deuil, coiffèes d' un grand voile
de creſpe &c. En anden vel fan merkelig, ja endnu rarere
Underretning om hende er, at hun, efter Hertug Erichs Dod, er
trædet i andet Egteſkab, med en Mand ved Navn Marc de Rye,
Marquis de Varambon, Comte de Varax & de la Roche, ſom blev
af Kong Philip II. giert til Gouverneur i Gelderen og Artois, ſaa og
til Ridder af det Gyldene Flies. Dette har jeg fundet udi 5/%%n des
Armoiries de tous les Chevaliers de la Toifon d or, par J. B. Maurice, hvor
det pan tvende Steder omtales, baade udi Hertug Erichs Artikel
g. 273. faa og udi den bemeldte Marquis de Varambons, pag. So. (7)
Med hannem havde hun ey heller Born: og haver hun alligevel beholdt
fremdeles hendes Titel af Fyrſtinde af Brunsvig, efterſom hendes
ſidſte Mand var af fan meget ringere Stand.

Af de Born, ſom Chriſtines foromtalte Son, Hertug Car!
havde, Tand man let tanke, at ingen har maattet være hende kierere,
end den Dotter, ſom var opnavnt efter hende ſelv, efterſom og den
ſamme lignede hende meeſti Dyder, Forſtand, og Legoms Skabning.
At ſamme Princeſſe haver i fin Ungdom været udi det Kongelige
Franſke Hoff en lang Tiid, og er af fin Mor-Moder Dronningen
bleven opdragen, er noget, ſom Mezeray og flere have antegnet,
ved viſſe Leyligheder i Kong Henrich den Tredis Hiſtorie. Men hvor
tilig hun er kommen did, kommer jeg ey ihu at have bemerket: Jeg
troer / at det er ſkeet ved den Tiid Enke⸗Hertuginden, hendes Far⸗
Moder, fik i Sinde at forlade Lothringen og flytte til Tortone. Men
ihvad end om Tiden. kand være, fag er dette viſt, at Dronning
Catherine holdte hende ſiden hos ſig, ſom ſin egen Dotter, ja giorde
faa meget af hende, at det blev hende end ogſaa ikke for vel ae)

Det

(% Paa det forſte Sted, nemlig om Hertug Erich, flaaer: Sa vefue, Dorothée, fille
de Francois Duc de Lorraine & Chriſtierne de Dannemareꝗ, fe remaria en ſecond lidt, avec
Mareq de Rye, Marquis de Varambon, Chevalier de P Ordre, & Gouverneur de la Duché de
Gueldre, qui trespaſſa fans hoirs, Paa det andet, om Mare de Rye: Il trespaſſa fans ligne,
ayant epousé Dorothée de Lorraine veufue d' Erich Due de Brunswie, & fille de Frangois Due de
Lorraine & de Bar, & de Chriſtierne de Dannemarck. Hos Calmet findes gandſke intet derom.

Kong Chriftierni II. Dotter. 113
det en Princeſſe af Lothringen blevtradteret juſt paa ſamme Fod, ſom
en Fille de France. Dronningen ſorgede og for hendes Lykke: Hvilket
ſkeede, da Groß⸗Hertugen Franciſcus I. af Elorentz døde, og hans
Broder Ferdinandus, efter erholdne Tilladelſe af Paven at aflegge fin
Cardinals Hat, antraadde Regeringen af Groß Hertugdommet.
Saaſom nu det Kongelige Franſke Hof var hannem herudi ſerdeles
beforderlig / faa blev med det ſamme ved Dronning Catherine
forhandlet om et Egteſkab imellem hannem og den Lothringſke Princeſſe
Chriſtine. Dette ſkeede 1588. hvorom er at læfe hos Thuanum.
(0) Siden fortæller ſamme Hiſtoricus, (“) hvorledes ſamme
Princeſſe reyſte til Italien, at holde Bilager med ſin Brudgom i

Florentz. Hun indfandt ſig An. 1589. in Martio til Lyon: Der kom
hende i Mede hendes Faſter Dorothea, Enke⸗Hertuginde af
Brunsvig, og folgede hende ſiden med. Fra Marſeille er hun medeen
talriig Flode af Loſcaniſke, Pavelige, Genueſiſfe og Maltheſiſte
Galeyer ſeglet til Genua. I denne Stad var da hendes gamle Far⸗
Moder, vores Chriſtine af Danmark, allerede ankommen, og
havde reyſt fra Tortone til Genua, () for at være den forſte til at
omfavne fin kiereſte Sonne⸗Dotter paa den Italicenſte Jord. En
Glæde, hvilken man vel kand tenke at have ikke lidet bodet paa den
Sorrig / ſom hun havde havt for Dronning Catherine de Medicis
Dod. Thi ſamme Dronning var juſt i dette Aar den 5. Januarii
afgangen, og Bruden var endnu for hende i dyb Sorrig; indtil den
Dag da Groß⸗Hertugen kom hende imod ved Porta da Prato, hvor
Sorgen blev aflagt, og hand ſatte hende Kronen paa Hovedet. RE
eede

Ekodem tempore Ferdinandus Medices Cardinalis, magnus Etruriæ Dux, de uxore
ducenda & liberis ad firmandum imperium tollendis cogitans, eum in Gallia jam eum Rege &
Begins parente de accipienda Chriſtierna, Caroli Lotharingiæ Ducis & Claudiæ Regis ſororis

” filia conveniſſet, ut fe Cardinalis dignitate cum bona Pontificis gratis honorificè abdicaret,
Nicolaum Tornabomum - — Romam miſit. Thuan. JI. 92, §. 17. ö

(% L. 54. $. 15. og alt Bette findes ligeledes fortalt af Pierre Victor Ceyet i Chronol.
Novenaire af An. 1589. 1
5 ” Genuz Chriſtiernam aviam, Cbriſtierni II. Regis Dauix filiam, quæ Dertenå illue
deſcenderat, ſalutavit. Thuan. J. c. !

114 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

ſkeede den 30. Aprilis; da hun og med det pregtigſte Indtog blev
indført i Staden Florentz, og Bryllups⸗Hoyt den fanme Dag
celebreret. Men ved denne em be var dog den gamle Far Moder
Chriſtine ey nærværende; ſaaſom hendes Alderdom og Svaghed tillod
ikke , at hun kunde folge en ſaa lang Vey med. (00 Formetelſ dette
Egteſkab er det Mediceiſke Huus blevet fortplantet, indtil det nu i vore
Tider er uddoet paa Mands⸗Linien. Thi at dets gandſke Poſteritet
er afgangen; kand ikke ſiges; efterſom Enke⸗Dronningen af Spanien,
Eliſabeth af Parma, er udaf det ſamme: Og hun ſtammer fra nu
benævnte Ferdinandi og Chriſtine af Lothringen deres Sonne Dotter,
der kom i Egteſkab med Odoardo I. Farneſio, Hertug i Parma, den
Spanſke Dronnings Eliſabeths Far⸗Fader.

Vores Chriſtine af Danmark var nu ved en temmelig hoy
Alder, og gik ner imod fine 70. Aar. Her var ogſaa en gandſke
halvſnees Aar paſſeret, ſiden hun for Legoms Broſt og Svagheds
ſkyld forloed fin Son og Dotter i Lothringen, og retirerede fig i
Italien, der at vente paa fin Afſkeeds Time. Monne hun og med
det ſamme ſkulde have forladt Verden? Jeg mener, have allene
bekymret fig om det Evige, og flaget det Forgengelige af Hovedet?
Intet mindre. Verdens Hoyhed og Herlighed, med Kroner og
Sceptere, lage hende endnu paa Hiertet, og beſad dagligen hendes
Tanker, Sandſer og Indbildninger. Og, hvem ſtger os og, at det
bliver fag let en Sag, udi fin Alderdom at ſlide fig loes fra et flags
Afguder, ſom man forhen i al fin Lives Tud har offret til, og ſom
man tenker at være berettiget til at holde ved, og dertil paa en vis
Maade frem for andre privilegeret? Med hendes gode Ven Dronning
Catherine de Medicis var hun endnu i beſtandig Correſpondentz: Og
af hende ſkulde hun ey blive opbygt, til at forſage Verden og dens
Forfengelighed. Samme Dronning havde i ſine ſidſte Aaringer
udſtuderet et Fot flag, til at beholde den Franſke Krone for "aA che

uu

) Ceſare Campana Hiffor. de] Mondo Vol, 2. J. A. p. 407. Felicemente pervennero a
Genova, dove dinanzi era arrivata la Reina Chriſtierna di Danimarca, fua auola paterna, da eui
fu caramente riceuuta, quantumque per una certa fua indiſpoſitione, e per la grauezza dell eta,
non poteſſe accompagnarla a Fiorenza. vid. & P. V. Cayet Chronol. Novenaire, 1589. fol. go. 4.

Kong Chriftierni II. Dotter. 115

Huus og fin Afkomme: Og da hun ingen Afkom havde feet af alle
fine fire Sonner, hvoraf tvende Konger vare døde barnloſe, den
tredie ingen Haab havde til Arving, og Due d Anjou død ugift;
tænkte hun at faage indſatt Sonnen af hendes Dotter Claude, den
Lothringſke Printz, til Arving af Frankeriges Krone / og at ſuecedere
Kong Henrich III. Saaledes ſkulde da Kongen af Navarren udelukkes /
og de Franſke, udi hendes Tanker, ſatte deres Legem Salicam tilſide.
Om denne hendes Chimere findes en heel Deel anmerket og fortalt i de
Franſke Hiſtorier af ſamme Tider, Laboureur i hans Additions aux Me-.
moires de Cuſtelneau er herud ikke ſparſom, men igientager det paa ad⸗
fſkillige Steder; og, at jeg ſkal forbigage flere ; ſaaſom Memoires de la
Ligue, Davila, i hans 9. Bog, Thuanus b. 101. () Mezeray, baade
hans ſtore Hiſtorie, faa og i Abrege, da haver P. Daniel allene, vel
fire eller fem gange, rørt denne Streng, og givet tilkiende, hvor
meget det lage denne gamle Dronning i Sinde, at faae fin Dotters
Son af Lothringen til Konge i Frankerige, naar Kong Henrich Ill.
ſkulde afgaae. Det er artigt nok at laſe, hvorledes Mezeray for⸗
teller og raiſonnerer om diſſe Viſions de femme, ſom hand kalder det.
JI hans ſtore Hiſtorie heder det: (*) La Reine Catherine de Medi-
cis, aveuglèe de haine contre la Maiſon de Bourbon, & d' amour
pour les enfans de fa fille, marièe au Due de Lorraine, avoit mis
dans l' eſprit de eeluy- ci, que la Couronne de France luy apparte-
noit: Et deja elle méme avoit taché par avance de mettre ſes enfans
en poſſeſſion des honneurs, qui n' appartiennent qu aux premiers
Princes du fang, traitant la fille de ce Due comme Fille de France, &
deſirant avec paſſion que I on appellãt le Marquis de Pont ſimplement
Monſeigneur, qui eft le nom de I heritier preſomtif de la Couronne.
Og udi hans Abrege Chronologique de P Hiſtuire de Henry III. under det
Aar 1583. La Reine Mere, qui ne ſe ſoucioit gueres des Loix fonda-
mentales de la France, vouloit appeller à la Couronne les enfants de
fa fille & du Due de Lorraine; elle avoit ſouvent ſondè ] eſprit du

P 2 Roy

(0 Her iblant bor og fornemmeligen regnes D' Aubigné Hiff, Univ. Tom. III. livre 2.
chap. 25. col. 200, ey at tale om La Popeliniere o. d. m.

% Tome 3. pag. 8521, edit. de Paris 1647.

116 H. G. Om Chriftine af Danmark,
Roy fur cela, & tach de luy perſuader, que le Sang étoit bien mor-
fondu au delå du ſixième degrè, que les Bourbons ne luy ètoient plus
parents que d Adam & d Eve, & qu' il eſtoit plus nature! de laiſſer
la ſucceſſion à ſes neveux qu' à des gens ſi ᷑loignez. Il y a apparence,
qu' elle ett reuſſi dans ſes intentions, fi le Due de Lorraine & fon fils
euſſent eũ le courage auſſi élevé, & autant de grandes qualiteʒ qu
en avoit le Duc de Guiſe. Hvad tænker man ikke at dette har værge
for en Vederqvegelſe for vores Chriſtine, udi hendes Eenſomhed og
Retraite at blive ſpiſet med denne koſtelige Forhaabning, det hendes
Sonne Son ſkulde komme paa Frankeriges Throne at ſidde? Vil
man mene, at hun var uden for dette Anſlag, eller i det mindſte levede
ubekymret derom / da tager man heel meget feyl. End mere, man
kiender vores Heroine ikke ret. Hendes Son Hertug Car! biede og
ikke lngere, end til Duc d Anjou, Kong Henrichs yngre Broder,
var død, førend hand erklerede fig; og ſogte at blive Hovedmand
for Liguen. Man haver kun at læfe Thuanum, P. Daniel og flere;
om hvad ſom i Aarene 1584. 1588. og 1591. foregik. Hand fkikkede
og ſine Tropper () til at agere tillige med Liguiſternes. * veg
I an

(0) De ſom føge herom nogen Underretning i P. Calmets Lothringſke Siftorie, finde fig
bedragne. Langt fra at ſaadant er denne lærde Mands fyld, men det er deres, af hvilfe hand har
maattet dependere, og ſom har faaet hans Berk til Revifjon, efterat bet var trykt. Diſſe have
fundet for got, at udtage af Hlſtorien alle de Aar, i hvilke hand om denne Krig har ffrebet. Ver⸗
fet er herover blevet defect. Og ſaadan Mangel forekommer i den Anden Tome, hvor man har
udtoget og caſſeret 14. Blade, fra col. 139f. til 1442. iucluſ. og allene der i ſtebden omteykt
tvende Blade, til at connectere Narrationel; Dog ſaaledes, at fra An. 1570. indtil 1594. ex et
urimeligt Vacuum denne ſmukke Hiſtoeie Til Lykke, at Keviſores ikke hage tænft pan, at for⸗
andre og omtrykke Regiſteret af bemældte Tomo: hvilfet alt faa kand bære Vidne om, det Autor
ikke har forſommet hvad ham burde, nemlig hvad ham telkom at berette⸗ ſom en Hiſtoricus, i nog⸗
le og tyve Wars Tüid. Jeg har haft den Curioſité, at bemerke de fleeſte Steder (Regiſteret, ved
hvilke Tallene af de Sider eller Coſumnis, ſom fattes, findes antegnede, ex gr. Bouillon. Charles III.
Dinteville. Guiſe. Hauſſonville. Henry HI. Henry IV. Henry Marquis de Pont. Jametz,. Langres.
Lenonecourt. Duc de Mayenne, S. Menchoud. Montigny. Nancy, Aſſemblée. Due de Parme,
Salm Schelandre, Stenay. Tremblecourt. Turenne Vaſſy, Vezeliſe. I ſteden for alt dette, ſom i
diſſe og flere Artikler har været omrort, og hvoraf intet er, ſom jo uforbigengelig hører til Hertug
Carls og den Lothringſke Hiſtorie, har man tounget Manden til at ſkrive paa det forſte omtrpkte
Blad, col. 307. diſſe Ord: Je wentre point jey dans le detail des guerres civiles & de Religion,
qui partagerent la France, & qui y cauferent tant de deſordres à H occafion de la Ligue: Ces cho-
ſes n entrent point proprement dans mon deſſein, & on les trouve amplement traitées dans les
Hiſtoires de Frauce. Pendant cet intervalle le Due Charles III. employa tous ſes ſoins & toute fa po-

» litique

Kong Chriftierni II. Dotter 117
hand og ſelv ved, eengang at blive ihielſlagen, i ſamme Krig, ved den
Feſtning Marſal. Ja udi den Campagne af An. 1589. ffiffede hand
endnu et Antal Tropper, under Anfering af fin Son Henrich, ſom
den Tiid kaldtes Marquis de Pont. Tu Aar tilforne, nemlig 1587.
ſom var da Krigen for Alvore blev begyndt, havde hand (Hertug Carl)
afferdiget en Edelmand Geſandt⸗vüs til Rom, ved Navn De Villiers:
Hand ſkulde anholde hos Paven om en Penge⸗Hielp for Liguiſterne,
ſamt formaae Paven til, at hand, til ald ond Tanke at betage om
Opſatſighed eller Oprør mod Kongen, vilde erklere Kong Henrich III.
felv for Hoved og overſte Anforer for Liguen, hvis Forſet allene var
at bekrige og udrydde Kiætterne. Bemeldte De Villiers havde den
Vanlykke, at hand paa Hiemreyſen blev opbragt og fangen af de
Tydſke Ryttere; der vare nu indkomne i Frankerige, Kongen af
Navarren og Huguenotterne til Hielp. Man examinerede ham, og
fil at vide, forſt hvad nu er ſagt, og dernæft at Paven (ſom var
Sixtus V.) havde ingen Penge vildet give til denne Krig, men
tvertimod formanet Vedkommende til at holde Fred med deres Naboer,
og ingen Fortræd giere Kongen af Frankerige. Om dette De Villiers
hans Udfigende vare der mange, ſom tvivlede, at det var rigtigt; helſt
efterdi man fandt hos hannem et Brey fra den gamle Fyrſtinde
Chriſtine, Hertugen af Lothringens Moder, ſom paa de Tider var
boende udi Tortone i Italien. Samme Skrivelſe var i Chiftreg, og
derudi opmuntrede hun ſin Son til at fare fort i hans Krigs⸗
i an ſaaſom her aldrig forefaldt en ſkiennere Leylighed for
hannem til at faae Sceptret i Haanden og Kronen paa Hovedet,”
Y P. Daniel, ſom haver nere denne Hendelſe, ſaaledes ſom

3 hand

litique 2 Learter ] hereſie de ſes Etaåts, & å les policer par de bonnes Loix et par de ſages Regle-
mente. Ikke veed jez hvad fligt fal bede, at ove ſaadant Inquifitions Verk imod Hlſtoriſke
Bøger, fil at ſtiule og fordolge de Sandheder, ſom hver Mand veed. Og herved
bliver Folk kun meer begierlige efter at ſoge dem i andre Skrifter.

() Thuani Førtælning herom er ſaaledes, Jb. 47. f. 9. Ibi captin villerius, qui

Roma, c& å Løtharingiæ Duce miſſus revertebatur: cumque ſuper mandatis ſibi datis rogaretur.
reſpondebat, ad petendam à Pontifice in bellum pecuniam Romam fe profectum, & ut gegem
fæderis contra Sedtarios initi, ad ſuſpiciones purgandas & tollendam invidiam, ſunimum ducem
pronunclaret: Pontificem vero ad has petitiones nihil aliud reſpondiſſe, quàm ut pacem eum vieinis
colerent,

118 H. G. Om Chriſtine af Danmark,
hand har fundet den fortalt i Memoires de la Ligue, (0) forvilder ſig ret
Deri, naar hand ſiger, at ommeldte Brev var til Liguiſternes Hoveder
og Anforere (les Chefs de la Ligue, ) og at ingen fal kunde ſige om
derudi var meent enten de Lothringſke Printzer, eller Cardinal de
Bourbon. (“) Men ſandeligen / hvis hand havde givet noyere Agt
derpaa, og desforuden erindret ſig, (hvilket ſiunes at hand ikke har
giort,) at den ſelvſamme Hiſtorie findes endnu meget klarere beſkreven
hos Thuanum, havde hand let fundet, at Brevet hverken var eller
kunde være til nogen anden, end den regerende Hertug af Lothringen.
Ja, lad være at Thuanus aldrig havde ſagt os det, maatte jeg dog
vel ſporge, hvorfore Chriſtine ſkulde bekymre fig faa meget om de
andre, at hun ſkulde ynſke dennem den Franſke Krone? Der var jo
imellem hende og de Guiſer aldrig nogen ret Fortrolighed. Og hvor
ſkulde hun vere for, at unde Cardinal de Bourbon den Fordeel / ſom
Dronning Catherine havde alt længe deftineret til fin Dotter⸗Son og
Chriſtines Sonne⸗Son? Man tenke nu, hvilken Troſt det har været
for vores Heroine i hendes Alderdom, at have faaet ſaadan Fode for
fine hoye Indbildninger. J Steden for een Krone, nemlig Danmark,
havde hun nu tvende for hendes Afkom at roe ſig ved, nemlig Danmark
og Frankerige tillige. Men ſkulde hun nu ikke for denne, hvortil
Forhaabningen var fag ner, have opgivet og flaget den forſte af
Sindet? Ingenlunde. Hun beſtyrkedes end mere i fit Haab og fin
Pretention til Danmark. Hun lod udi dette ſelvſamme ee
ette
CCC
ab omnibus non utique ereditus: nam literæ cum eo captæ à Chriſtiana Dana Lotharingi parente,
quæ Dertonæ in Italia commorabatur, notis fugientibus ſeriptæ; quibus illa filium ad bellum
ſuſceptum fortiter perſequendum hortabatur, cujus eum exitum læto animo præſagiebat, ut de

ſeoptro & corona Gallica ipſius capiti ĩimponenda bene ſperaret. Itaque is ſervatus; deeretumque
fuit, ut ad Navarrum cum literis interceptis mitteretur.

(7) Tom. 2. pag. 235. hvor dette om Brevet læſes: Mais de Villiers portoit une lettre
fort mal gerte, qu' il diſoit etre de la propre main de l' Alteſſe Lorraine, mere du Due, contenant
en fubftance ces mots: ” Je ſuis tres aiſe, q eutendre I' eſtat de vos affaires, & ſuis d' avis, que
Vous paſſiez outre, car jamais ne fe preſenta une plus belle occafion de Vous mettre le ſeeptre en la
” main, & la Couronne fur la teſte.“

) k. Daniel dans ! Hiſteire de Henry III. pag. 187. edit, d Amſterdam, in 4,

Kong Chriftierni II. Dotter. 119

dette nu omtalte foregik, ſlaae den ſmukke Medaille, ſom findes ogſaa
her i det Kongelige Cabinet: Paa hvis ene Side ſtaaer Danmarks
og Lothringens Vaabener, og der omkring hendes Titel:
CHRIS TIANA D. G. REGINA DANIÆ, D. L. B. (Chriſtiana
af Guds Naade Dronning til Danmark, Hertuginde til
Lothringen og Bar.) Paa den anden Side et Altere, eller en Baſe,
paa hvis ene Side ſees de tre Lover, med Hierter, og oven paa Alteret
en Kongelig Krone; men ved hver Ende flager et Anker, betydende
Haabets Beſtandighed; med denne Overſtkrift: SEDET
ÆTERNVMQVE MANEBIT, (Det ſidder faſt og ſtal vedblive
evindelig.) Nederſt under ſtaaer Aars⸗Tallet 1587. Man feer,
hvor faſt hun havde ſatt fig udi Sind og Tanker, at vilde være
Dronning i Danmark, og at fortplante denne Pretention paa fin Et
til evig Tiid. Calmet ſiger, i Forklaringen paa ſelvſamme Medaille:
Elle vouloit marquer (par la Baſe & par les deux Ancres) la ſoliditè
de ſes pretentions fur ce Royaume, & fa eonſtance à ſoutenir ſes
pretentions. Hertil hører endnu en beſynderlig Omſtendighed, ſom
Brantome har bemerket: Hand ſkriver, at et Aars⸗Tiid førend hun
døde, tilkom hende den Tidende, at hun nu virkeligen ſkulde være
Dronning i hendes Federneland, og at Riget her var hende aabet og
hiemfaldet: Hvorpag hun forandrede fin Titel af Altefe, og fod fig
ſiden give Mazeſtets Titel indtil hendes Dode⸗Dag. Men, ſiger
hand, dette ſtore Navn varede hende ikkun omtrent en fer Maaneders
”Ziid: Og var alligevel en ſerdeles Lykke og Wre, ſom hende
vederfores for hendes Afſteed fra Verden, at hun kom til at
bare det. ( Saadan var en Brantomes, ſaaſom en gammel for;
dervet Hofmand, hans Idee om Were og Lykſalighed her i Verden.
Man har ellers ingen Aarſag at ſerupulere over dette hans Vidnes⸗

byrd,

(”) Brantémes Ord ere diſſe Elle mourut un an aprés aveir ſgũ les nouvelles, qu' elle eſtoit
Reyne de Danemare, d'où elle eſtoit fortie, & que le Royaume luy eſtoit eſeheu; de forte, qu'
avant mourir, elle vid changer le nom d' Alteſſe, qu'elle avoit porté ſi longtemps, en celuy de
Majefté, qui peu I accompagna, à ſqavoir, environ fix mois. Encore eeluy a efte un honneur & bon-
keur avant la mort, de porter ce nom; Et pourtant, à ce que jay ouy dire, elle eſtoit reſolue de n
aller point en ce Rofaume, mais di finir le reſte de ſes jours en fon Douaire d' Ialie 3
Tortone.

120 H. G. Om Chriftine af Danmark,

byrd, ſaavidt Hoved⸗Sagen angaaer. Hans Heroine er viſt nok
falden i ſaadan Svaghed, ſom hand taler om. Man veed jo at den fol⸗
ger undertiden med Alderdommen, og forøges ved Hiarnens Srak⸗
kelſe, nemlig at de ſode Forhaabninger og Indbildninger, man beſtan⸗
digen har omgaaets med, forvandles paa Sidſtningen udi Tankerne
til lutter Realitet. Ja, faa har hun og ved ſamme Tiid haft et flage
Fundament hertil, ſom var, at hun fif at vide om Kong Friderich
den Andens Dod, i Aaret 1588. Men hvoraf vidſte hun, at Niget
ſtod hende aabet,, ſaa fremt hun vilde reſolvere til at komme herind?
Altſammen hendes Drem og Indbildning. Her i Landene er jeg vis
paa; at det aldrig kom nogen Sigel i Sinde, at hun da (fulde være
Dronning i Danmark. Kong Chriſtian IV. ſom endda var mino⸗
rennis, var bleven udvaldt og hyldet af alle Stender / paa ſierde Aar
forend hans Hr. Faders Afgang. Videre er at agte, at efterſom Hoyſt⸗
forbemeldte Kong Friderich II. afgik ved Døden den 4 April. 1588.
ſom var 2 Aar og 8. fulde Maaneder førend Chriſtine forlod dette
Timelige, ſaa maa hun enten have heel ſildigen bekommet herom
Kundſkab, eller og hendes Maſeſtets⸗Titel har varet hende noget
længere, end i de ſer Maaneder, ſom Brantöme omtaler. Thi hun er
ikke død førend i det Aar 1590. den 10. Decembris. (0

Endnu noget at tilfoye, til Slutning, om hendes Perſons
Egenſtaber, da vidner oftbenævnte Brantöme, ſom havde fiændt hende
af Perſon, og feet hende ofte baade i Frankerige faa og i Lothringen,
at med alle hendes Dyder og fortreffelige Sindets Gaver, var hun
den hoymodigſte og argierigſte Dame, man vidſte at ſige af.
Dronning Catherine de Medicis ovede fig ret, i at fætte hendes
Stolthed paa Prøver, og pleyede at ſige om hende, (ſom vi tilforne
har hort;) Voilå la plus glorieuſe femme que je vis jamais!
Dronningen af Skotland beſogte hende engang; Men hapde 1

og⸗

(% Dette bevidner, foxuden viſſe Franſke Skribentere, Imhof in Geneal. Gall. ør
fleere Genealogiſter. Arrild Hyſtfeld derimod i Kong Chrictiexni II. Hiftørie pag. 1784. og Cypræus
in Hiſtor. Eccles. Slefv. & Holfat. pag. gon. tage gandſke feyl, i det de ſkrive, hende af være død
An. 1580. hvilket er juſt i det Aar, hendes ældre Soſter, Churſorſtinden af Pfaltz, Dorothea,

dode. Hieron. Hennings fætter hendes Dods Dag til den 10. VIIbris, og hendes Alder til 67. Mar; |
i begge er hand urigtig»

Kong Chriſtierni II. Dotter. 121

Klogſkab og Agtſomhed fornøden, at Chriſtine ey ſkulde tage Ran⸗
gen fra hende. () Hun var een af de ſkionneſte Perſoner 1 hendes
Tiid, havde et meget yndigt Anſigt, en hoy og rank Taille, et Majeſtetiſt
Vaſen, deilige Hænder, og en færdeles Behagelighed i Talen. (*)
Hun talede og ſkrev færdigen i fem Sprog, Frantzofk, Tydſt, Hol⸗
landſk, Italicnſk og Spanſk: Forſtod Muſiquen, baade Vocal, og at
ſtunge i Partie, ſaa og paa alle Inſtrumenter. Dette ſidſte har jeg
fundet, med mere, udi een af Liguiſternes Pieces, der er trykt til Paris
Aar 1589. in 8. med denne Titel: Origine, Cencalogie & Demonſtrotion
de ceſle excellente & heroique Maiſon de Lorraine, & Guiſè en dependente & c.
Hvor der ſiges om vores Chriſtine: Elle en fon temps a efté ! hon-
neur des Princeſſes de! Europe, tant à raiſon de ſa parentèe, naiſſan-
ce, facultez, vertus, et l' eſprit quaſi divin, & fCavoit parler & eſ-
crire, Allemant, Flamant, Francois, Italien, & Eſpagnol, chanter
en partie, et jouer de tous inſtruments muſicaux: Au reſte, de corps
I une des plus belles, laiſte, diſpoſte, grande & droicte, qui fe pou-
voit ſouhaiter. Man ſeer, at denne Skribent (*) taler om hende paa
den Maade, ſom hun alt kunde have været dod og afgangen; 1
eller

i (%) Brantéme, p. m. 405. Son Alteffe de Lorraine eftoit fort glorieuſe, et un peu trop pre-

ſomptueuſe. Je I ay connu quelquesfois à l' endroit de la Reyne d' Ecoſſe, laquelle, eſtant Veu-
fue, alla faire un Voyage en Lorraine, ou j' eſtois. Mais, vous euſſiez dit, que bien ſouvent Sa
dite Alteſſe vouloit aller d' egal avec Ia Majeſté de la dite Reyne. Mais elle, qui eſtoit tres habile
et de grand Coeur, ne luy en laiſſoit pas paſſer une, ny aueunement f' avancer, encore qu' elle
fuſt la douceur meſme; auſſi que Monſieur je Cardinal fon Onele I' en avoit bien advertie & inſtru-
ite de I? humeur de la dite Princeffe: Laquelle, ne ſe pouvant déſaire de la dite Gloire, ſ en vou-
lut un peu accommoder envers la Reyne. Mere, lorsqu' elles fe virent: mais ce fut à glorieuſe,
glorieuſe & demy. Car la Reyne- Mere eſtoit la plus glorieuſe ſemme du monde, quand il faloit
. Toutesfois elle fe portoit modeſtement à I' endroit de Son Alteſſe, luy déférant de beau-
coup, et I' honnorant, mais, tenant pourtant toujours la Bride en la main, tantoſt haute, puis
balle, de peur qw elle ne ſegaraſt, ou fe debauchaſt.

() Brantöme, pag. 484,07 ſuiv. Cette Princeſſe, à mon gré, a eſtè une des plus belles
Princeffes, et autant accomplie, que j' ay point veu. Elle eſtoit de viſage tres. agreable, et eut la
Taille haute, et le Diſeours tres· beau Elle avoit ſur tout une des belles mains que P on eut
lau voir; auſſi I ai· je veu fort louer à la Reyne- mere, et comparer à la ſienne.

(% Hand kalder fig Jacques Baron Licentis és Droicts, og har dediceret fig Tractat
lil Due de Mayenne. Det deraf her anførte ſtaaer Pag. 7.

2

122 H. G. Om Chriſtine af Danmark,
heller hand ey har vidſt andet, eller og fordi hun ikke var mere i den
ſtore Verden, men havde afſondret fig derfra. At hun har elſket
Videnſkaber / og beviift fig gavmild imod Studerende, finder man
ogſaa omtalt. Iblant dennem, ſom hun gav aarlig Penſion, ſkal ogſaa
have været den befiændte Michel Noſtradamus. Dette haver en Tydſt
Medicus, til Augsburg, ved Navn Hieremias Martius, ſagt og ſkrevet
til hende felv, i Dedicationen af Noſtradami tvende Bøger, ſom hand
har overſat pan Tydſk og udgivet til Augsburg 1572. () Den forſte af
diſſe Tractater er den der Fardemens & des Senteurs, den anden, des
Conſiturect. Overfætteren har dediceret fit Arbeide til Hertuginden
Chriſtine, ſom hand falder Geborne Koͤnigin zu Dennemarck,
Schweden, und Nordwegen, Hertzogin zu Naͤyland /
Lothringen und Bar: Og, efter de mange Berommelſer, ſom
hand tillegger fin Auctori for hans ugemene Videnſkab, faa vel i
Medicin, ſom i Aſtrologie, ſfriver hand: So vil mir bewuſt, und
» ich durch Derſelben Hoffgeſindt erfahren hab konnen, haben ime
E. F. D. da er noch im Leben war, mit Gnaden zuforderſt wol
gewogen geweſen, und haben ihn auch jaͤrlich mit einer ſtattlichen
»Schaͤnckung verehret.“ Men foruden des, var vores Heroines Lyſt
beſynderligen til Jagt, og andre flige Mands Ovelſer. Hertil var
hun bleven opdragen og tilvant hos hendes Frue Moſter Dronning
Maria, der havde færdeles meget holdt af hende, ſom den der var efter
hendes Sind i alle Ting. Hun reed ſom den beſte Cavalier, og havde
en
() Nodſtradamus havde paa denne Tlid været 6. Aar dod; thi hand afgik 1566. d. 2. Juli.
Scrt nok, at denne Mand har havt den Vanlykke, at udaf dem, der have ſkrevet os Indices hi-
ftoricos & Bibliothecas Medicorum, ſagſom Lindenins, Mercklinus, og ſamtlige deres Copiifter
og Efterfølgere, haver ingen vildet unde hans Davnet Sted udi deres Fortegnelſer; da hand dog var en
promoveret Doctor til Montpellier; og, iblant andre hans Skriſter, har verteret een af Caleni Bo⸗
ger paa Frantzoſk, og udgivet et Skrift, Faldet Keceptes pour entretenir la [ante du Corps. Ikke

ſcer jeg derfore, hoad hand har ſyndet, mere end Rabelais, til at udelukkes. Derimod haver man
em hannem, faa meget behov giores, hos Richelet og Moreri.

Kong Chriftierni II. Dotter. 123

— — — —

en ugemeen Grace til Heſt ſiddende: Dette havde hun ogſaa lerdt af
hendes Tante; og af hende lærde Dronning Catherine de Medicis det
igien, () nemlig at holde fig vel epret pan Heſten, og at ride med
Stigboyler, i Steden for Planchette, ſom Damerne ellers brugte.
Hun reed ingentid uden de koſteligſte Spanſke, Tyrkiſke og Moriſke
Heſte, og de ſtionneſte Gangere, og af ſaadanne havde hun et got
Antal, de ene ſkionnere end de andre. Efter alle flige Vidnesbyrd
og Beſkrivninger, kand man vel ikke ſige, at det er blot et Poetiſk
Flatterie, men viſſelig en heel Deel Sandhed iblant, hvad den beromte
Poet Pierre de Ronſard haver ſiunget til hendes Roes, udi efterfolgende
Vers der forekommer iblant hans Sonners divers: (

AAlteſſe, Mere du Duc de Lorraine.

Pour celebrer l' honneur de voſtre Race,
Noble du fang d' Empereurs & de Rois,
Qui noſtre Europe ont mis deſſous leurs Loix,
Puis dans le Ciel Demi-Dieux ont leur place:

Q 2 Pour

() Brantome, pag. 485. ſuiv. Elle fe tenoit fort bien à cheval, & de fort bonne grace,
& alloit toũjours I' eſtrieu fur l Argon, dont elle avoit appris la fagon de la Reine Marie fa Tante.
Et j ay oui dire, que la Reine - Mere I' avoit appris d' elle; car auparavant elle alloĩt à la planchette,
qui certes ne monſtroit la grace, ny le beau geſte, comme l' Eſtrieu. Elle vouloit fort en cela
imiter la Reyne fa Tante: & ne montoit jamais que fur des Chevaux d' Eſpagne, Tures, Barbes,
& fort beaux Genets, qui allaſſent bien l Amble; ainſi que je luy en ay vii avoir pour un coup
une douzaine de tres beaux, qu' on m eut fi dire les uns plus beaux, que les autres. Cette
Tante Paimoit fort, & la trouvoit ſelon fon Humeur, tant pour les exereices, qu'elle aimoit;
& des Chaſſes, & autres, que pour les vertus, qu'elle connoiſſoit en Elle.

(% Oeuvres de Ronſard. Tame 2. pag. 1290, de I' edit. à Paris 1623. in fol.

124 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

— —— — —

—— ——

Pour celebrer voſtre port, voſtre grace,
Et voſtre Alteſſe, il faudroit que ma voix
Devint airam, & faudroit que mes doigts
Devinſſent fer, mon encre eau de Parnaſſe.

Voulant deſcrire ou Voſtre honneſtete,
Voſtre prudence, ou Vöſtre Majeſte,
Que le Lorrain & le Flaman admire,

Je ſuis muet & la voix me defaut,
Car pour louer tant de graces, il faut
Ou bien chanter, ou du tout ne rien dire.

Hvad ellers hendes Dyder og Opforſel er angaaende, da var hun
andægtig og meget ordentlig i hendes Guds⸗Tieneſte / barmhiertig og
gotgiorende () Hendes Rygte var baade udi, og efter hendes
Egteſtaber, uden allermindſte Flek og Smitte: Og da hun ey var uden
24. Aar gammel, den Tiid hende fradode hendes ſidſte Herre, Hertugen
af Lothringen, haver hun derefter fremdraget fine 45 Aars Enke⸗ſtand
med den ſtorſte Roes og Reputation af Dyd / Kydſthed og Afhold fra
ald Vellyſt. (*) Et Vidnesbyrd om hendes Religions- Iver haver
| | ee man

(Yes exereices eſtoient tres: beaux, ſaints & honneſtes: à ſcavoir, prier Dieu, & fal-

re de grandes Aumoſnes & eharitẽs envers les pauvres, & ſur-tout envers les veufves.“ Bran-
tome pag. 499.

( Brantòme, Pag. 406. Il faut eſtimer grandement cette Frinceſfe, avoir eſte fi
belle, & gardé fa viduité jusqu à ſon Tombeau, &reveré ſi iwiolablement & impollument la foy -
aux manes de ſon mary. Er aprés, la page 499. & ſuiv. Voilà ce que j ay pi dire ſommaixement
de cette grande Princeſſe, & comment Veufue & tres-belle, elle ſ eſt ſagement conduite, II eft

p * vray,

Kong Chriftierni II. Dotter. 125
man udi et Brev, ſom den Tydſte Rigs⸗Vice-Canceller Seldius ſfrev
til Cardinal de Granvelle, Anno. 1564. in Majo, for at undſkylde/ det
Keyſeren ikke kunde tilſtaae Hertug Carl af Lothringen det anſogte
Regale i Stiftet Tul. Hand ſiger derudi, at der gik et beſtandigt
Nute / at neſten hele Lothringen vaklede i Religionen, og at det
ſtuntes ligeſom Hertugen ſelv og Hertuginden vare paa Veye at træ⸗
de til de Reformerede. Men hvad den gamle Hertuginde angik,
tilſtod hand, at man maatte billigen have ſtor Reſpect for hendes
ſcerdeles Beſtandighed i Religionen / faa vel ſom for hendes Forſtand
hvorudi hun overgik andre af hendes Kien. () Jeg maa end
ikke heller forglemme een Poſt, endſkiont ey af faa ſtor Betydning,
ſom er / at imedens hun var endnu i den ſtore Verden, og undertiden
i hele Maaneder tillige ved det Franſke Hof, kledde hun fig ſaaledes
til hendes Fordeel, og fandt ſelb paa Moder udi Dragt og Coiffu-
re, ſom alle Damerne havde ſterſte Behag udi; og toge dem op efter
hende; kaldede og flige Manerer iat pynte fig; à la Lorraine, eller å
imitation de Son Alteſſe. Dette har man ogſaa hos Brantö-
me. Og kand ſamme endnu illuſtreres med en Aumerkning , ſom
p. Montfaucon har giort udi hans femte Tome des Aneiquites de la Mo-
narchie Frangoiſe, nemlig at hun har maaſkee været den forſte, der brag⸗
te ind i Frankerige de nu igien udi vore Tider opkomne, og indtil den⸗
ne Dag anſeeligen forbedrede ſtore Skiorter. Thi den ellers almindelige

; 23 Mode
vray, qu' on pourra dire, qu' elle avoit eſtè marièe deux ſois; la premiere avec le Due Sforce ; mais
il mourut auſlitoſt, & ne demeuxerent pas un an mariez enſemble, & elle fut Veufve % Page de
quinze å ſeize ans: Et puis l' Empereur fon Oncle la remaria avec le Duc de Lorraine, pour 3
affermir de plus en plus d' alliance; mais elle fut veuſyo auſſt. en la fleur de fon age, n ayant pas jouy
de fon beau mariage longues années. Et celles qui luy reſterent, qui furent les plus bel.

les & plus å priſer, & å mettre en befogne, elle les fit & conſomma en un retiré & chaſte
veutvage.

(+) Dette Brev forekommer, pag Latine, iblant Jen Preuves til den tredie Tome af
Calucts Hſluire de Lorraine, col. 435.

126 H. G. Om Chriſtine af Danmark,

—— —— —ͤũZ—U——— ————— ͤ Guüů—— —-—-——:—

Mode i hendes Tider, var at bære dem vel ſtore og udſtaaende nederſt
imod Jorden / men meget ſmalle op ad og imod Livet. Montfaucon
foreſtiller hende udi ſaadan Dragt; paa den . Kobberplade, (0
og fammeftæds ; ſaavelſom tilforne, paa den f Plade, andre Prin-
ceſſers Dragt af de ſamme Tider; hvorudaf man feer Forſkiellen. Der⸗
efter paa den 46. finder man Marguerite de Lorraine, Ducheſſe de
Joyeuſe, (der var den Dotter af Chriſtines ſidſte Herres Broder,
Duc de Mercœur, og en Soſter af Kong Henrici III. Dronning;)
Denne har fit Skiort af lige facon, ſom Chriſtine. Hermed vil jeg
dog ingenlunde ſige , at Chriſtine er deraf den forſte Opfinderſke; da
det var alt tilforne en Spanſk Mode. (*0 Forbenavnte lerde Bene-
dictiner giver ellers, i Texten ſammeſteds, os denne Forklaring her⸗
paa: Nous ajoutons icy Chriſtine de Danemarc. Elle épouſa en
1540. Francois Duc de Lorraine, & mourut 1590. Son vertu-
gadin eft fort enflè des la Ceinture, contre la mode de
France de ce temps- ld. '

( 0) ad pag. 32. ;
("") Ste herom Didiomnaire de Trevolx, pag def Ord Vertugadin,

e 28 O fk 3
H..

Prove af Danſke Ord og Talemaader,
af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede.

Y et Lands Hiſtorier og Antiquitæter hører u-omgængeligen

dets Sprogs Kundſkab, ey allene for at kunde forftane de
Skrifter, ſom dertil horer, men endogſaa til at kunde domme
om dets Folkes og Indbyggeres Herkomſt, eller dets
Slegtſkab med andre Nationer. Sagen er 1 fig ſelv klar, og faa
almindeligen tilſtaaet, at det maatte tegnes mig til en Daarlighed
ja til en Feyl af den Reſpect ſom jeg er ſkyldig til fan viis og opliu
en Forſamling, ſom denne, hvis jeg foretog mig at beviſe den med
end det ringeſte Argument. Thi det var jo, ſom om een vilde komme
frem og holde en lang Tale om, at man fif at have Glas og Kikkerter,
til at obſervere Stierner med. Saa er og enhver bevidſt, hvorledes
fremmede Nationer; de Tydſke, de Franſte, de Italicner, og andre,
have i Proportion, ſom deres Hiſtorier ere bleven opliuſte, forøget
den Videnſkab om deres Sprogges Beſtaffenhed: ſaaledes at naar
man ligner, hvad end og de lerdeſte Mænd for et par hundrede Aar
og mere har ſkrevet derom, med hvad ſom nu i vor Tiid er bragt for
Liuſet / er der Forſkiel paa, ſom paa Nat og Dag. Om vore Danffe
vil jeg faa meget mindre tale, ſom det er mig ikkun maadelig bevidſt,
i hvad det maae vare andre, hvorvidt nogen deriblant kand have bragt
det med vort Tungemaals Efterforſkning. Vel veed jeg, at ſiden nogle
"færde Islandere have, beſynderlig fra D. Oluf Worms Tiid af, og
maaſkee noget tilforne, fort os paa de Tanker, at det maatte
ufeilbarligen være hos dem og i deres gamle Norſke og Islandſte Vers
5 Hiſtorier 6 vi maatte ſoge vores allerceidſte Danſt, faa er dette
bleven en Theſis og en faa faſtſatt Meening hos de Fleeſte, at man
ikke har bekymret ſig om at gage videre. Haver der end fundet ſig
nogle, der har taget dem den Moye, at eftergrandſte Oprindelſen til
bemeldte Sprog, forſtage til det gamle Norſke, (eller ſom de Norſke

og

128 HI. G. Prove af Danffe Ord og Talemaader,

og Islœendere ſelv falder det, det Danſke Tungemaal,) da er det

ſteet, med at ſoge det i Hebraiſten, ſaaſom alle Tungemaals Moder.
Men hvorvit dette har kundet lykkes, og hvad der fornuftigen er at
domme om ſaadant Arbeide, behoves ikke, at jeg denne gang mere
omrorer. A N
Jeg for min ringe Deel vil ikke negte, at, ſiden jeg aldrig har
kundet troe andet, end jo de tre Nordiſke Kongeriger og deres ſaavidt
adſkilte Lande, Provintzer og Her, have, endſtiont med eet og det
ſamme Sprog⸗ dog ſtedſe været adſkilte i Dialecter; Og at, endſkiont
det Islandſte kom i gamle Tider vore Forfædre meget lettere for,
end det af os nu om Dage forftages, faa var dog det Danſke Sprog
og det Norſtke eller Islandſke ingenlunde eet og det ſamme. En
Danſk og en Islœnder eller Norſk Mand forſtode hinanden i de Dage;
ſaaledes ſom nu en Ober⸗Saxer og en Hollænder. Vi veed, i hvad
Tiid Are Frode, vi veed, naar Snorre Sturleſon har levet: vi veed
og, at baade for, udi og efter de ſamme Tider have adſtillige
Islendere opholdet fig her i Danmark, ved Kongernes Hoffer, og
vundet re og Yndeſt med deres Digter: Altſaa haver man forſtaget
hinanden med langt mindre Beſporlighed, end nu om Dage. Men
at vi her udi Danmark have derfor havt den ſamme Mund ⸗Art, eller
talt den ſamme Dialect, ſom Islœnderne, følger flet ikke deraf, mere
end at Polſk og Rusſiſk (fulde og derfore være eet; fordi begge diſſe
lader ſig til Nod forſtaae indbyrdes. Proven har man ey langt at
lede efter: Den ligger os tilrede i de gamle Skaanſke, Sallandſke
og Jydſke Lov⸗Boger: Iblant hvilke Chriſten⸗Retten, ſaaledes ſom
Hadorph har ladet den trykke, barer Merke af det eldſte Document,
ſom jeg veed mig at have læft i Danſk. Saa kand man vel og beraabe
fig pag en Deel Nomina propria locorum hos Adamum Bremenſem,
hvilke lyder langt ligere efter det ſom Landene og Øerne endnu kaldes,
end hvad de ſamme heder i Islenderne deres Skrifter. Ingen mene
fig at vilde finde nogen Troſt i eldere Tider, ſom for Exempel i Kong
Regner Lodbrogs Viſe, den hand ſiges at have ſiunget til Afſkeed
udi Orme⸗Hullet. Jeg for min Deel ſkulde lige fan let kunde troe,
at Prometheus, Hercules og Ajax havde ſelv digtet de Taler, hvilke
Aſchylus og Sophocles legger dem i Munden, ſom at Kong
egner

|

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 129

Regner til dette Poete Spind, der viſſeligen er af en 2 2 300 Aars
yngere Tüd, og har havt en artig og ſinderig Islender til Opfindere.

Men imidlertid ere de gamle Islendere allerſtorſte re værd,
og vi har Aarſage at prife deres Ihukommelſe, for det meget de have
ſtrevet i deres Sprog, og hvad ſom deres Efterkommere deraf har
bevaret til vore Tider, Hermed har de vundet den Roes, at være,
foruden Hiſtoriens Opliusning, ogſaa almindelige Sprogmeſtere for
den hele Norden. Men efterſom flet ingen Islandſt Digt findes,
der kand med ſikkere Argumenter beviſes at være geldere, end imod
Enden af det ottende Seculo, og intet er bleven ſkrevet og i Pennen
forfattet i bemeldte Sprog ; førend det Irte Seculum, (jeg taler om
hvad der kand bevifes, viſt) faa kand let fluttes, hvor fornoyeligt
det maatte være, hvis man kavde nogen ydermere Efterretning om
vort Sprogs Tilſtand i de ældere Tider, nemlig førend Islendernes
Digter eller Skrifter tager deres Begyndelſe. Men til ſlig Efterretning
finder man virkeligen en ſtor Hielp / ſtorre end mange (fulde tanke,
tet Sprog, ſom hvad Skrifter og Bøger angaaer, haver en temmelig
Tiids Fortrin for det Islandſke; jeg mener det gamle Engel⸗Saxiſke.
Hvilket Sprog til deels vore gamle Forfedre fra Synder⸗Jylland,
til dels deres Naboer Saxerne / ſom man ſiden har faldet Holſter, bragte
over med fig til Britannien, og ſiden efter, da de havde vedtaget
Chriſtendommen, udbredede det i deres mangfoldige Skrifter. Udaf
diſſe Skrifter er viſſelig en utallig Hob gaden til Grunde / men dog et
got Antal til overs, ſom af de Engelſte Bibliothekers Catalogis
Manuſeriptorum endnu kand kiendes. Saa mange ere imidlertid ved
Trykken udkomne, og i alle Folkes Hænder, at de ſtaffer en overmaade
Nytte for dem ſom ville ſtuder? med Flüd det Danſte Sprog, ilke at
tale om vore Naboer, de Tydffe. Haver nu diſſe, i ſerdeleshed
Schilter, Scherz og Wachter, (en at melde om Franciſeo Junio og
Stiernhielm,) med faa ſtor Arbeide og Flittighed betient fig deraf,
i deres Gloſlariis, til at illuſtrere en ſter Mangfoldighed af Tydſte
Ord; hvorfore giore vi Danſte da ey det ſamme; efterdi det gager os
viſſeligen lige fag nær an, ſom dennem?

R Dette

130 H.G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

Dette er da, hvad jeg har vildet give mig den Frihed at frem⸗
fætte, efterat jeg havde beſluttet denne gang at ſyldeſtgisre min Pligt,
med en liden Prøve af nogle Danſke Ord og Tale⸗Maader, ſom man
almindeligen enten ikke ret forſtaaer , eller ey veed at giore Sfiwl og

Rede for, uden ved Hielp af det Engel⸗Saxiſke. De ere ſamlede af

en meget ſtorre Hob / liggende tilſkaaren og tilrede i de Excerptis,
ſom jeg for en Tiidlang haver giort, da jeg igiennemgik de Engel Sa⸗
xiſte Kongers Love, Hickeſii Theſaurum, Spelmans, Somners, Benſons
og Dr. Wilkins Gloſſaria, endeel og af de Bibelſke Bøger, ſamt af
Bedæ Kirke⸗Hiſtorie, hvis Overſettelſe er den ſtore Kong Elfreds eget
Arbeide. Jeg har med Fliid feet til, at udi nervgrende min Prove er
ikke noget fluppen ind, med mit Vidende, fon de Tydſte, og i ſar⸗
deleshed Wachter har udi ſit Arbeide, (i det ringeſte har jeg ey tref⸗
fet derpaa ved Efterſogning,) faa at ingen ſkal kunde ſige, at jeg haver
laant det af ham. De Fleeſte der iblant finder mand ligeledes Lius og
Oprindelſe til hos de Iſlandſte; naar man dog forſt haver beviiſt, at de⸗
res Brug har været hos de ældgamle Saxer og Jyder, længe førend
de ere komne i noget Islandſk Skrift at ſtaae. i

I. Aand, Spiritus, it: Anima, Vita. ex. gr. min Sicl
og Aand. Saa længe der er Liv og Aande i mig. At Spiritus
øg Anima ogſaa i Engel: Sariffe Skrifter kaldes %, det be iſer
Hickeſius in rammat. Anglo- Savon. & Moeſo- Cothica, pag. IIS. faa og at
der hos Skotſke Poster bruges And og End i ſamme Bemarkelſe.
Paa Islandſt heder det Aude, hvoraf er audas, at doe, at opgive Aan⸗
den: Audlat, mors, animæ amiſſio. J det gamle Gothiſke, h. e.
in Codice argenteo, er Ama Spiritus, Ama veihs, den Hellig Aand,

2. Aarle, tilig, om Morgen tilig, eller i Dagningen. Det⸗

te Ord maatte vi ſnart kunde glemme hos os, (faa ubrugeligt er det i
Kiobenhavn) hvis det ikke ſtod i Bibelen, ex. gr. i Paͤsſions⸗Hiſto⸗
rien. J Jylland høres det dog hver Dag, hvor der ſiges, J morgen
Aar le / craſtino mane. J Engel⸗Saxiſk er det vocab. Aar, mane;
Item ride, og ring, diluculum; ¶ Arlice, (adverbium,) i
Morgen aarle; = leotht, diluculo, q. d. Morgenliuſt. J
Islandſten

|

daf det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 131

—

Islandſken har vi ligeledes den Radicem 4, mane, diluculum, prin-
cipium diei; Arla, tilig; Arla- dags, Tilig paa Dagen. Og deraf
kommer det Ord Aarvaagen, bemarkende i ſer den, ſom vogner
op i Dagningen og flager tilig op; isl. Arvakr, in Speculo Regali.
Udi Gloſſis Lipſianis (nemlig dem, ſom juſtus Lipſius i den bekicnd⸗
te Epiſtel til Henr. Schottum har meddeelt,) er Adro, diluculo. En⸗
deligen i Evangeliis Gothicis leſer man Air, i ſteden for prius, ante,
Erst this Dagis, Meget for Dag; og dertil hører de Tydſkes Eher,
xſte. 5

3. Aru, ſobrius. Engel ⸗Saxerne har faldet ſobrium Ge-
dreoh. De have endogſaa brugt den ſamme metaphora deri, ſom La⸗
tinerne i Sobrius, faa at adverbium Gedroßlice, er prudenter, caute.

4. Arinde, negotium. Det ſamme betyder Erenae hos
Iſlenderne: og Erindislaus, negotio vel fine ſuo fruſtratus, med uforret⸗
tet Sag: Arna (verbum) at beſtille et Erinde, negotium expedire,
it. At mægle, umage fig for nogen, intercedere; . ſinni Arnan, i
fin Forbon til Gud (citantibus Verelio & Gudmundo Andreæ,) Men
i de eldere Tider ſiunes det Ord Erinde at have været ſignificatu
ſtrictiore, og alleneſte ſagt om Bud, Budſkab, eller Sendebuds For⸗
retning / ſom det lader fig kiende af Ordets Brug. Thi Engel⸗Sa⸗
xerne har det ſtedſe ſaaledes. Hos dennem er 47, Nuncius, et Bud.
Deraf kommer rend, Nuncium: Ærend.Boc, en Skrivelſe, et Bref.
Arend gaca, Legatus; og faa heder Apoſtolus udi Ælfrici G ſaris
pag. 69. hvor jeg mener at rend. raca, ſom der ſtaaer i Exemplaret
er en Trykkefeil, pro, Arend. ſaca. Ærendian, annunciare, intercede-
re. J Cod. argenteo har man ligeledes 4irans, nuncios, Luc. IX. 52.
og Stiernhielm vidner, at i Helſingeland falder man Kongens Bud,
Konungs-Ara. J Dawiefii Lexico Cambro-Britann, heder Herod, nuncius.

5. Mi, bruges, ſom en interjectio averfandi, deteſtandi,
dehortandi tanquam rem turpem & erubeſcendam. Man holder for,
at dette Ord, ſaavelſom fore Interjectiones i Sproggene, er ſelvgiort,
og at Mødre og Ammer ha ver 0 ſkaffet det i Brug. Men n

2 an

Danſke Ord og Talemaader,

132 l. G. Prove af daleme

kand erindres, at i Engel⸗Saxiſte heder Edit, probrum, dedecus, en ſlem
Gierning. Ogat dette er gammel Tydſk, beviſer Gloflæ Lipſianæ, hvor
ogſaa Edvir er probrum. Ædvitan (verbum Anglo- Sax) improperare,
at forekaſte een noget ſlemt; Mi (particip. paſſ.) irriſus; Æviſenyſſe,
dedecus, impudentia. J en gammel haandſkreven Poſtill, ſkreven
udi Skaanſk Dialect, midt udi Sec. XV. ſtager om Sara Raguels
Dotter i Tobiæ 3de Cap. hvis ſyv Mænd den onde Aand havde dræbt:
ØE then tidh hun ærvittes for them, tha ſagdhe hun ij fine
Bøn til vor Herræ &c. o: da hun blev beepottek derfor, Ogi det
Toang: da JEſus traadde i Skibet, ſta er / at hand avite fine
Diſciple, at de havde Litlæ Troe. J Evaag. van Kare⸗Sondag:
Hyvilken af edher forma rertviſliche avitæ mech at haf ve giort
nogræ Synd? Heraf ſiges og, en bidende og avidende
Samvittighed , h. e. fe ipſam accuſans & condemnans. Item
udi Pfalmen.

6. Aved, betyder i vor Danſke Tale, det ſamme, ſom
urigtig, galen, ikke vel forvaret i Ho vedet. Ex. gr. Hand løber
Aved om. Dette er jo gandſke aved og bagvendt. De fleeſte
mene, at flige Talemaader ere metaphoriſke, og at den egentlige
Bemeerkelſe er, naar Aved ſiges om Kledebon, og er da det ſamme
ſom vrangt / nemlig naar den urette Side ve des ud. Thi her i
Staden ſiger man: Dette er den vrange Side; Men i Jylland:
Dette er Aved Siden. Men monne det ikke være tveruumod?
Remlig/ at Senſus er proprius, naar Ordet Aved bruges om
Mennifker, og translatus, naar det ſiges om Kleder? Thi udi Engel⸗
Saxiſken er Aved inſanus; Aveden og Avedden, inſaniens; Avedan,
inſanire, apoſtatare, debacchari. Det ſku lde, efter al Anſeelſe og
udvortes Rimelighed, være af ſamme Oprindelſe, ſom det Svenſke
Afwita / og Afwitning / quaſi af med fit Vid, vidlos. Men
om denne Etymologie til ved kand dog meget tvivles, og intet
Studium er i faa Maade mere bedrageligt, end det Etymologiſke.
Thi naar jeg finder 1 Engel ⸗Saxiſken / at end ogſaa Verbum ſimplex
MWedan, er inſanire, furere, æſtuare; fag maat jeg flutte, at a in æved
er ikke particula privativa, men intenſiva. Og naar Aved nu ſaaledes
har betydet i vort gamle Sprog, fan ſiges jo endnu proprié, 5 —

er

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 133

— — — —— lläX— — —
— ——— ÜſnwꝛZtᷣ——̃ —22̈ rr

7. Gælder er et gammelt Danſk Ord, ſom jeg erindrer
mig at have grublet paa i min Ungdom, da jeg fandt i vore Pſalme⸗
Bøger og Gradualer det Latinſte Reſponſorium, Regnum mundi &
omnem Ornitum ſeculi, ſaaledes ſatt i Danſt: Verdens Velde, med
ſit Belde, haver jeg forſmaaet med alle. Nu (fulde jeg meget tvivle
paa; at Belde betyder Ornatum, (ſeil. quia Bold eft pulcher,
ornatus,) men at det allene er parret til Velde for Rimets Skyld;
ſiden jeg har lerdt, at i Engel⸗Saxiſt er Belae, audacia; Beal, audax; Heal-
Alice, audacter; item at Ordet var hos de æld gamle Gother, i ſelvſamme
Bemerkelſe: og at een af deres Kongelige Stammer havde deraf fit
Navn. Thi ſagledes ſiger Jornandes om Alarico c. 29. Baliharum ex
genere origo miriſica, qui dudum ob audaciam virtutis Balila, i. e. audax
nomen inter ſuos acceperat. J Rabani Mauri Gais er Fiducia fortolket
aldi, (thi denne Gloſſator har meeſt allevegne P. for B.) Paldlihho,
fiducialiter. J Rhythmo deS. Annone v. 817. Dar nimam ni ſolii gelaldin:o:
at ingen ſkulde torde vove, eller fordriſte ſig. I de Svenſke Lov Boger
Ballar, ęlatus, potens, Og dertil hører viſſeligen vores gamle Ord
Bælde, ſom og ikke ide paſſer fig til Verden og hendes Hoffart.

8. En Blegne har maaſkee i ſin aldſte Bemerkelſe været en
Peſt⸗Byld. Thi jeg finder Blegene i Engel⸗Saxiſken, med den
Interpretation, Anthrax; af Blecan, nigreſcere. Siden kommer ogſaa
Blegene for ſimpliciter pro paſtala, hvilfet heder ellers Blede, paa
Islandſt Bladras Item, paa Engel Saxißk Pleco og Blechta, vitiligo;
nemlig af Llacian, albeſcere, palleſcere; blece, pallor: pag Danſt
leg.

9. Blid er paa Islandſk B/idur; og Blida er benevolentia,
blandities; Blidmeli, affabilitas. Paa Danff ſige vi Mild og Blid.
J Engel⸗Sa xiſk er Bleade og Blide, lætus; Blidelice, lætè, hilariter;
Elidunſſe exultatio, gaudium; Bliſian, gaudere. J Evangeliis
Gothicis betyder eis, e og Gableithian, at forbarme fig

3 over

134 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

over. Luc. 6, v. 36. Vairthad bleithhjandaus, fva fve jah Atta is vara
bleiths iſt. Hos Wachter har jeg ikke fundet finde 5%, da det alligevel
er et fag gammelt Tydſt Ord; og Bliden findes ofte hos Otfridum,
pro gaudere, lætari; it. Bid, hilaris; Blidu, gaudium; Blidliche
lonan, rigeligen belønne; compenſare largiter.

10. Bonde; Dette Ord tages og forſtages pan adſkillige
Maader. Thi 1.) er det Colonus, ruſticus, og heder i Engel⸗Saxiſk
Buend, ſom particip. act. af Buan, ſeu Bugan, colere; Buenda:leas,
incultus. 2.) Er og i Engel⸗Saxiſten Bonda eller Banda, maritus;
hvoraf i bemeldte Sprog / ſaavelſom hos os i Danſten, haves
Husbonde: Abraham var Saras Husbonde. Iblant Kong Knud
den Stores Love ftager $. 70. Vbicunque maritus habitaverit
absque lite & absque controverſia, habitet quoque uxor ejus absque
lite. Dette heder i Engelſten: 75er ſe Bonda ft uncryd and unbecreafod,
itte ther Wrif &c. Og i den Latinſte Overſcttelſe / ſom Brompton i
fin Kronike har ind fort, lyder ſamme Ord ſaaledes: Y Bonda manſerit
fine compellatiune &. querela, mancat axor ejus. Dette har og været
beholden ſaaledes her i vore Lande, i en lang Tüd, fnart til det
XVIde Seculum. Thi udi et Brev eller Teſtamente, giort af Frue
dan g Holgers Dotter Jes Giordtzens Efterleverſke Anno 1497.

ader: For min Siæls Beſtandelſe, og min kiære Bonde,
Born og Forældre. &c. Item, i et Svenſt Brev, af Frue
Maretha Claus Dotter, de Anno 1451. falder hun fin Dolters
Mand: Min Dotters Bonde. Saaledes ogſaa i den Norſke Lov,
her og der, ex. gr. Arve⸗Balkens Cap. 13. &c. 3.) Er Bonde
enhver Paterfamiſias i Landet, ſaaſom naar der ſtaaer: Bonden er
Boens Veœrge. Og almindeligen i Lovens Artikler: Tager nogen
Bondens Heſt, Koe &c. Og i faa Maade ſkriver Chriſten
Oſterſen rekteligen: Ved det Ord Bonde kand forſtaaes i
Almindelighed / efter Lovene, cujuscunque ordinis homo, ſom udi
Landet boer, og nyder Landets Beffærmelfe, ſamt derimod er pligtig
at ſtaae til rette efter Loven.” Det i den Skaanſke Lov⸗Bog faa
ofte forekommende Tylter Eth Odolbonda, verterer Andreas
Sunonis, Bondonum duodecim juramentum. Af Weſtgioͤtha⸗Laghen
citerer

af det Engel⸗Saxiſte Sprog forklarede. 135

citerer Loccenius dette: Biſcop ſłal Bonde⸗Sun wara; h. e.
en ærlig Dannemands Son, Herremands eller andens. Og
Ennignup, ſom, efter Suenonis Aggonis Beretning, foreſtod
Danmarkes Rige, i den forſte Kong Knuds Minorennitet, ſiges af
bemeldte Hiſtorico at have været en Bondo Sialandenſis. Mere om
dette Ord er vel ufornodent.
II. Bord, ſom bor regnes iblant de allereldſte Ord, baade
i og Uden for Danmark, efterdi det end ogſaa haves i det Cambriſte
og Aremoriſfe Sprog; har og ligeledes være Engel⸗Saxiſt, og bety⸗
det alt det ſamme in Dialecto Anglo-Saxonum, ſom endnu hos os i
Danſk. Thi J. er det ene; Og deraf ſiger Spelmannus, at de Bøn
der, ſom lage til Kongens, eller en anden Herres Bord, kaldtes Bor
darii; on at ſaadant et Gods kaldtes Bordland, ligeſom det ogſaa i Nor⸗
ge hedde Bordhold hvilket Jens Biælfe forklarer i fit dice Termi-
norum uri Du Gange, og de nye Forbedrere af hans C/ ario, ci-
terer en Mengde paſſages af gamle Skrifter og Documenter til de
Ord Borda, Bordi, Bordarii, Borderia, Bordagium &c. ſom ſiunes dog
ikke alle at kunde vedkom me den Originem & ſignificatum af Aenſa. II.
er Bord, aſſer, tabula; en Fiœl, Dele. Hvoraf kommer Bord waca, pa-
ries, laquear. Bordlode, ſervitium quibusdam uſufractuariis impoſitum,
quo aſſeres vel tabulas ſectiles de ſylva in curtem Domini deferre te-
nerentur; à vet. Saxonico Horde, tabula, aſſer, & lode, onus, ſarcina.
Saaledes ſkriver Somnerus i fit Gris ad X. Anglicanæ hiſtoriæ Scrip-
rores. Til denne Bemerkelſe hører ogſaa Skibs Borde, og de Ta:
lemaader, at gage om Borde, være fra Borde, have inden
Borde med fig. Item det i Franſte og Engelſte medii ævi ſerip-
toribus forekommende Ord Borda, domus, ædes, tugurium; unde eti-
am Hordile & Bordellum, ſom forſt betydde tugurium, og ſiden locum
minus honeſtum, ſom bekiendt er. J Cod. argenteo er ogſaa Baurd.
aſſer, tabula; og Forabaurd, Fodſkammel, et Bret til at ſatte Fødder:
ne paa. III. Heder Bord i Engel⸗Saxiſk, ſaavelſom i Danſf og Tydſt,
margo, extremitas: Om hvilfen Signification fand læſes hos Wach-
terum; og end videre i Du Canges Gloſſario novæ edit. Der-
til hører og nogle ny: Engelſte Ord, Border, (nom. ſubſt.) og
Border, (verbum ,) Bordering, Borderer, & e. Til Modena 5
aldes

36 Fl. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

——

kaldes viſſe Bielker deres Huus Bygning Hordonale: hvilket Muratorius
i ſit Catalogo Voc um Italicarum, (ſom ſtaaer bag i hans Antiquitatum medii
Ævi Tome ado) beretter ſaaledes, under det Ord Brallb: Mutienſes ad-
huc vocabulum retinent Bordonale, quo denotant Trabes, quibus do-
morum tecta, tum ſuperiora, tum interiora ſuſtentantur. A Bord
efformatum Bardone, inde Bordonale. ny

12. Dey, og Deyner. Begge Ord finder man i Engel
Sariffen: Hvor Dal heder ße farinacea: Thavian, depſere: Og
Tha nian, madefacere. Udi de Gleis Florentinis, ſoin Eccard har ud⸗
25 bag i fin Frankiſke Hiſtorie, findes, Paſta, Teig: Fermentum,
Theifrno, 1 b

13. At Dolle, eller, ſom vi nu om Dage ſkriver, at delge,
celare, occultare, blev i gamle Dage fkrevet at dyllie , og oecultatio
kaldtes Dyl: ſom erfares af de gamle Lov⸗Boger, hvor ſamme Ord
meget ofte kommer fore. Ligeſom det ogſaa ſkrives i Islandſken ,
dylta, hvoraf er participium paſſ. duldr, paa Danſt dult, og
fordult. Til dette Verbum og dets Cognata og Derivata finde en
god Deel gandſke overeensſtemmende i Engel Saxiſken, ſaaledes at de
ere af een og ſamme Rood. Diglian, occultere; Dygle, Dyhle, Dig-
le, it. Diglice, oecultus; Deoßle. idem Piolu, arcana; Digelavriter, Se-
cretarius; Digelneſſe, occultatio; Bedigelan, abſcondere; Fordilgian,
delere, obruere, og flere, Saa heder ogſaa Delgian, delere; Pvil-
ket kommer overeens med den Bemærkning; ſom Verbum Dylie haver
i vore eldſte Love, naar der ſtaaer: Om nogen ſigtes for nogen flig Gier⸗
ning; hand bøde tre Mark, eller Dylie med Tylter Eedz it. hand
Dylie med Jern, eller med Næfnd. Thi da er Dylie, inficiari & dit-
fiteri factum, vel crimine ſe purgare. Jeg har fundet, at i det gamle
Cambriſfe heder Pi (verbum triſyllabum) og dielwi, delere, Ioco
movere. Det Tydſke verbum 21ggen er og udentvil dertil hørende.

[ 14. At Dræbe; hvoraf Drab og Drabsmand kommer,
ſkrives med 2. i den Skaanſke Lov⸗Bog, ligeſom i Islandſt, hvor
man ogſaa haver Drap og Drapsmadør. Iblant Odins Navnei Edda er
Drepswarpur, lethaliter feriens eller jaciens. Hickeſius anfører, af

Paraphraſte

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 137

Paraphrafte Biblico Anglo- Sax. et Exempel paa Drepei bemeldte
Sprog / nemlig det Compoſitum Dearh-drepe, violenta mors, oeciſio.

15. Egger, tilſkynder. Ligeledes i Engel⸗Sariſk er Eggian,
concitare. Og i Islandſk er Ezgia, det ſelvſamme / nemlig af Kas,
acies; ſom heder i det Cambriſke Sprog Auch.

16. Em, vapor: bliver i Jylland udtalt, ſom 7e. I det
gamle Engel⸗Sax. heder det Zam, og ædmian, er exæſtuare.
Rimeligen har det fælles Oprindelſe med det Grakiſke & Og Aru.
J Islandſk er det Eime og Eimur. See Eddæ P. 2. in Ellds-Heite.

17. Ettleding, er et Norſk Vocabulum, og bemarker een
ſom er antagen i Sons Sted og liuſt i Kuld og Kion, Filius adoprivuss
Gaa at naar der ſtager hos Plautum (in Pœauls) Demarcho ipſe fuit
adoptaticius, heder det i god Norſk, hand var Demarchi Ettleding.
Maatte vi ikke gierne ynſke os ſaadanne Ord, til at forbedre vort
Sprog med, hvilfet ey formager at exprimere denne Ting, uden
med en vitloftig Phraſe? At og de Norſte haver Verbum dertil, at
Ettlede, adoptare, forſtaaer fig ſelv. Der haves i den Norſte Lov,
(jeg mener den gamle,) et heelt Capitel, hvorledes man etledes til
Arv, (Arve Balkens Cap. 8.) det begynder ſaaledes: En Mand
mage vel etlede hvem ham got ſiunes, og gigøre den til fin
Arving &c. Atter: Etleding ſkal tage al den Arv, ſom kand
tilfalde den, ſom hannem etledet haver, til evig Tüd. &c.
Til ſidſt: Liuſe fal man fin Etleding hver tiende Aar, til ſaa
længe at hand fager Arven, efter den hannem etledet. Saa
ere og alle ſamme Ord udi Islandſken, ſom kand fees (ikke i Gudmundi
Andreæ eller Verelii Lexicis, men) i den Islandſke Nucleo Latinitatis
paa Adoptare og dets Derivatis. Aer i Engel Saxiſten domus, hiem:
Men i gammel Danſk og Norſt, Genus, Stirps; hvoraf er det
Islandſke Atta tala, genealogia. I den Norſke Lov har man deraf
Elleg: Odels Balckens Cap. I. Sprſt kaldes den Jord Odels Jord,
ſom har ligget under eet 12 i 30. Vintere, eller 1

; en

138 LI. G. Prove af Danffe Ord og Talemaader

Den maae ingen Lov ſoge fra den Et, ſom den i faa lang
Herd haver havt. Gan findes og Ette Green i ſamme Norſte
Lov, pro peculiari ſtirpis alicujus ramo ſ. ſtemmate: ſaaſom deres
Kongelige Hoyheder, Kron Printzen og hans Gemahlinde, ere af een
Ett, men af tvende Ette⸗Grene. Ligeſaa hos de Svenſte Ette⸗
Qviſtar; Ette⸗Balken, Ettlinger, conſangvinei; Etting,
generatio, af ætten generare. Altſammen af det gamle tta, og
Attin, pater, i Evangg. Gothicis Ata. Ett har vi endeligen beholdet
i vores Danſk, indtil denne Dag, og ſiunger i vore Pfſalmer: Vi er'
din Arv og Ett. Hvi har vi da ikke ogſaa giort derivata deraf,
ſom de Norſke og Svenſke? p

18. Faae, pauci, er et meget gammelt Ord, og haves i en

hver gammel Dialect af Tydſken. Cod. Argenteus Matth. IX.
Hyſten er for, men Arbeiderne faae; der heder det /a, og mange
25 Steder. Nogle mene, at deraf ſkulde komme fattig, fattugr ,
qu. far-athagr » ſom aatter eller haver lidet. J Tatiani Harmonia:

Den Vey er trang, og der ere faae, ſom finde den: un fohe ſint thie

zhen: findent. J Engel Gay. Fea og Frama, ligeledes Matth. VII. 14,
Feama ind the thoue Weg finden. Compar. feara, pauciores, Danice,
færre. Franeſſe, paucitas. J Islandſf er far, paucus; fara vers
freſtur, poſt paucos annos, fade Vintres Friſt. Deraf kommer ogſaa
foye , ſaaſom en føye Tiid; Hvilket heder i Engel⸗Saxiſk frarid,
modicum temporis. Dette maade jeg endnu tillegge, at med det Ord
faae haver man i gamle Dage havt adſkillige ret begdemme Compoſita,
ſom nu ſlet ere forglemte og ubrugelige, ex. gr. faakundig, imperitus,
l. parum gnarus; faanytte og faanyttig; faafang &c. fanytte ere
alle Men, i hvilke ey er Guds Vusdom, ſtaar der i en gammel
geiſtlig Bog. it. fanytte Ære, og fafange re, ſom vi nu falder
forfængelig Wre. Faavidzſkoe, Dumhed, Uvittighed, af Vid,
(eil. i den fanme Forma ſom Elſko, Galſko &c.)

19. Felle, eller rettere Fælge, er Hiul⸗Randen, eller

Buen omkring Egerne i Hiulet. Den kaldtes ligedan hos os for
1300. Aar ſiden, ſaaſom og mange andre af ſlige daglige Ting i
Huusholdning

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 139

Huusholdning og Landbrug. J Engel⸗Saxiſke Bøger heder Felga,
. Felga, Canthus. Og det heder endnu i Engelſk Felle eller Felly,
Ligeſom i Hollandſk, hos Kilian, Raed-velge. In Gloſſis Florentinis,
(hos Eccard pag. 986.) Occas, Felgam. Og ſiden efter p. 987: Camites
vel Cunti, Felga circa rotas. J Gloſſis Pezii, Velga. Thi det er og
Tydſk, og ſtaaer i Lutheri Bibel. J Jylland pronuncerer Bønderne
det Selle. Navet paa Hiulet, ſom vi falder det; heder ligeledes i
Ælfrici &/offariø Anglo- Sax. Nawethe; og i Gloſſis Florentinis ſtaaer:
Modiolus (rotæ) Naba.

20. Feig⸗ i. e. fato ſuo appropinquans, mortis Candidatus,
Dette bruges endnu hos os, ſaa og ofte i vore gamle Skrifter, ex. gr.
Hand ſeer ud til at være feig / v: Døden ſtaaer malet i hans Anſigt.
Den Mand er feig, : Hand ſtaaer ſnart en Ulykke eller Døden
for. I Hollandſk ligeledes, og hos Kilian har man, Een veegh Menſch,
homo morti proximus, mortis indicia præferens. Det findes ogſaa i
de ældfte Isleendſte Bøger, Voluſpa og deslige: Feigur er dar Viiſir,
morti vicinus eſt dux veſter. J Engel⸗Saxiſt heder det Fege; hvilket
man dog ikke treffer hos Somnerum eller hos Benſon; Men Hickeſius
in Grammat. Anglo- Sax. beviſer det med flere end get Exempel af de
gamle Skribentere.

21. Ferſk, er pur gammel Saxiſk, og det ſamme, ſom
novus, nye. Unde fer! Smør, ferſt Siſk &c. De Tydſke,
Franſte og Italiener have vel ogſaa det ſamme Ord, men per
Metatheſin friſch, fraiche, freſco. Saadanne transpoſitiones komme
ofte for i de Ord med», ſaaſom Gres, i Engel Sax. Gers; Driſtig /
Airhſtig &c. Kilian i ſi Tocabulario giver tilkiende, at Verſch er ogſaa
brugelig i det Neder Tydſke. Vi have i vor Danſke Lov den
Terminum, ferſte Gierninger, ex. gr. Tager man Typ paa ferſke
Gierninger. Dette ſtod ſaaledes tilforne i Birke⸗KRetten, og i
Kong Friderici adi Haand⸗Sæſtning. Men om ſamme Phrafis
haves ogſaa i de ældre Loo⸗Boger, kommer jeg ikke ihu. Mig ſiunes
at i den Sted ſtaaer: Stiel nogen, og vorder hand tagen ved.
Imidlertid er ingen Tvivl om, at 5 Talemaaden er af de heel 1 5

2 e

140 H. G. Prøve af Danffe Ord og Talemaader /

— — — ——

De Engelſke have iblant deres ældfte Terminos Juridicos nogle ligedan⸗
ne, og af ſamme Origine, ſaaſom Friſea forcia, i. e. vis nupera, re-
center illata; ſom Spelmann det ſortolker. Cowel og Giles Jacob
ba 1 e forklaret ſamme Ord, ſaavelſom og Fre/h Diſſeiſin, frefh-
it, og flere.

22. Den feyerſte, pro, den Smukkeſte, den Skionneſte, ſaa⸗
ſom i det Vers af en gammel Viſe: Eren er det fyerſt Træi Sko⸗
ven. Er en Superlativus af det gamle Saxiſke og Engeiſke Poſitivo
fager, pulcher, comptus: ſom heder paa Danſk faur, Iſlandſk Hagur;
unde verbum, fegra, at pryde, exornare; i Engel⸗Sax. gefægerian.
Unfæger, A. Sax. er deformis, larvatus. Flere er ufornoden at ops
regne. Fagrind, er i gammel Danſt Subſtantivum af fagr, pulchri-
tudo, ſaaſom Anlite fagrind, fuaciei venuſtas. Af fagr haver ogſaͤa Kong
Harald Harfager fit Navn; og den Islandſke Codex Ms. Fagrskinna,
ſom Torfæus ſaa ofte citerer. Hertil horer og Fgarneſſe i Tatiani Har.
monia Evang.

23. En Fiklere falder mand den, ſom er uſtadig i Ord og
Gierning, næften det ſamme ſom en Qvaklere. Og at det er et gam;
melt Ord / viſer det Engel Sax. Ficol, inconſtans, verſipellis: Svor⸗
af ogſaa er i det nye Engelſtk Belle, inconſtans; og Ficklenefs, inconſtan-
tia. Hos de Tydſke ſaaſom i Heniſchii Theſauro, og Kilians Voca-
bulario) har man verbum felelen, ferire, leviter virgis percutere.
Ficken, fricare; og Fickfaken, agitare, unde Fickfaker, ardelio, ho-
re maaſree ogſaa derhen.

24. At fnyſe / et gemeent og brugeligt verbum, baade i Bi⸗
belen og i daglig Tale, have viſſe iblant vore ſtudeerte Folk vildet
hente fra wen og woz. Jeg lader det gierne ſtage, at viſſ Ord i Gra⸗
kiſk og i Danſk, kand for en tu til tre Tuſinde Aar tilbage, have havt
en tilfælles Oprindelſe. Men herom kand gives L ylighed til at tale en
anden gang. Hos Engel⸗Saxerne haves fræffan, flatus, Fuoſa og
Fneofung , ſternutatio, à verbo Inegſan; hvilke man kiender at være
nær beſlegtede med v. Le.

25. At forlaeſte / er at fuldbyrde / udrette tilfulde. Er hos
os

af det Engel⸗Sariſke Sprog forklarede. 141

os for faa lang tiid ſiden kommen af Brug og forſlidt, at man har
forarget fig over, at blev fan længe ſtaaende i een af vore Danſke Pſalmer:
Den ſignede Dag er os beteed, nemlig ;; Det kunde hand vel
forlæſte: Indtil man omſider paa eengang udmunſtrede det, i den
Reviſion ſom blev holden over Dr. Kingos Pfalme Bog. Peder Syv
i fine Betænkninger (pag. 79.) ſiger, at det bemærker det ſamme,
ſom at formaae, og at det findes tit i de gamle Bøger. Ja, vi
har dette, ſaavelſom flere Ord, tilfælles med Hollandſken: Og hos
Kilian ftager: Verleeſten, parem ſumptibus ferendis eſſe, perficere,
parachever quelque choſe. Simplex er det ældgamle Tydſke Leiden,
og Engel⸗Saxiſte Leſtan, perſeverare, præſtare, peragere. Le/fend,
executor. Udi en af Kong Ælfreds Love ſtaaer, Si quis ad juramen-
tum coactus fuerit, quod tendat ad proditionem Domini, vel ad in-
juſta aliqua auxilia, tunc rectius eft hoc ementiri, quam imple-
re. Der heder implere, gelæſtan. Ligeſom udi den Tranſaction imel⸗
lem Kong Ludwig og Kong Carolum Calvum, til Metz, An. 842. Oba
Karl thea Eid, then er ſinemo Bruodher Ludhuwighe fivor, geleiſtit o: Derſom
Carl holder og fuldbyrder den Erd, ſom hand ſpor fin Broder Lud-
ig. Ergo er Sorlœſte ogſaa i Danſk, at fuldbyrde, fuldkomme.
I gamle Danſte Breve findes og: At forleſte Leyen redeligen til
rette Tide: o: betale, præſtare locationem, l. pretium conductio-
nis. Saaledes i Biſp Mogenſes Fundation paa de Boder i Odenſe af
An. 1477. Videre kand leſes om dette Ord i Schilters, faa og Wach-
ters Gloſſariis.

26. Fornoon sg Efternoon, pro Formiddag og
Eftermiddag, horer man i Bendernes hver Dags Tale i
Wend ſyſſel, ligeſom man hører dem hver Dag nævne i Engelland.
Men ikke kand jeg mindes, at have i mit Federneland hort Middags⸗
Tiden at kaldes Noon, ſaaledes ſom hos de Engelſke og Neder⸗Tydſke,
(hvoraf hos Kilian og andre haves eur. Noon og Nae Noon.) J det
nye Engelſk er det og blevet ſaa gemeent, at bruge Noon i Steden
for Middag eller midt paa Dagen, at man ogſaa har transfereret
ſumme Ord til Midnatten, ex. gr. Ratten er avanceret til fin
Noon, (ie ber Noon, * ftager et Exempel i Boyers

3

Dictionnaire.

142 H. G. Prøve af Danſke Ord og Talemaader
Dictionnaire. Og Kilianus ſiger, at Noonſtonden er hore meridianæ, ab xl.
usque ad primam. Men virkelig har ſaadan Bemarkelſe indſneget ſig i
Ordet ved Misbrug og Ulerfarenhed, og bleven beſtyrket ved Tidens
Længde: ſom det og er gaaen med flere. Thi fra Begyndelſen har
det ikke Fundet betyde Middag, eller den Tiid fra Klokken 11ve til Eet.
Non er i fin forſte Bemerrkelſe hora nona, det er, (efter Romernes og
fleres Maade at regne paa,) hos os Klokken 3. om Eftermiddag:
Hvilket aldrig ſlaaer feyl. Men hvorledes er det da kommen til at
hede Middag? Jeg ſparer, Dertil har Spiſe⸗Tiden været Aarſag.
Den var, ſom bekiendt er, hos de Romere Klokk. 3. om Eftermiddagenz
hvilken Time de kaldte Nonam; at forſtaae om deres Prandio. De
har formodentlig efterladt denne Skik, tillige med Ordet, hos
Engellenderne; Og ſiden har Munkene holdet begge Dele ved lige.
Thi end ogſaa fra de ældfte Kirke Fedres Tider, var det en Regel hos
de Geiſtlige, ikke at ſpiſe førend Klokken 3. efter Middag; i. e. hora
nona. Athanaſ. libro de Virginit. Fejuna totum annum, niſi aliter cogat
necellttas, hora vero nona, cum 3am in hymnis &. precibus perſeveraueris,
ſame panes tuos cum oleribus conſperſis oleo. Derfor ſiger Cardinal Bona
(Divine Pſalmodiæ cap. . F. 3. hvor hand har en ſmuk og lærd Diſſertation
om den Materie,) Extra quadrageſimam præcipit Eccleſia, ne ante horam
nonam manducmus. Siden efter, da S. Benedicti Regel blev giort,
blev derudi forordnet, at om Sommeren, fra Paaſke indtil Idus
Septembres maatte Munkene ſpiſe hora ſexta, det er, om Middagen
Klokken 12. Men ab Idibus Septembr. usque ad Caput Quadrageſimæ,
ſkulde de ſpiſes hora nona, det er vores Kl. 3. Eftermiddag. 1z
Quadrageſima vero usque ad Paſcha ad ue ſperam demum reſiciant. Imidlertid
blev dog om Sommeren, foruden den ordinaire Middags Spiisning
(hora 6. eller Klokken 12.) forundt Munkenecbemeldte Regula, endnu
en Refection, for Torſt og Vanſmeatning; Og denne Refection blev
faldet Biberes Nonales: Item / hvor Ol var brugelig, cereviſſa nonalis.
Herom kand læfes hvad Goldaſtus har annoteret i ſine Alamannicis,
ad Ekkehardi monachi cap. 9. & cap. XI. Dog findes hos Du Cange
en bedre og fuldſtendiger Artikel om dette Biberes; hvilket beſtod ikke
allene i Drikke, ſaaſom Ordet lyder; men ogſaa i Brod og Suul; ſom
erfares af denne loco Ordinis Officii Benedict. Intrantes in Refettoriø
j accipiane

af det Engel Saxiſke Sprog forklarede. 143

accipiant fingulos Biberes & panem, & quicquid eis appoſſtum fuerit.
Item, af Cap. 39. Regule S. Bened. ſom faa begynder: Saffeere credimus
ad refectionem cottidiunam, tam Sextæ, quam Nonæ, omnibus menſis cocta duo
FPalmentaria. Men dette mage være nok om Munkene. Og at andre
Folk, i de Lande, hvor Romerne havde efterladt ſaadan Skik,
ligeledes have holdet den ved lige en lang Tiid (nemlig at ſpiſe Kl. 3.
om Eftermiddag) ſiunes rimeligt. Men da de fleeſte Leigfolk ſiden
fandt for got, at anticipere Tiden, og ſpiiſte imellem Kl. Elleve og
Cet, er Ordet ogſaa bleven transfereret til den Tiid, faa at Middags⸗
Stunden er bleven kaldet Noon. Saadan Betydning ſtal dog aldrig
befindes, at dette Ord har havt i Engel Saxernes Tid: Og det er
gandſte rigtigt hvad Somnerus ſtriver: NON erat hora diei nona,
” which was at three of the Clock Afternoon. Non-mete, refectio, prandium:
Vnde, cum poſterioribus ſeculis No pro meridie uſurparetur,
” Noonmete idem fuit, quod hodie Pinner. Herpaa kand jeg fremføre
et lige Exempel, udaf et Ord, ſom er faa almindeligt 1 Jylland,
ſom noget i Verden. Der kalder Bonderne deres Middags⸗Mad
Undern, eller Anden. Hvad er dette for et Ord? Det heder i
Engel Saxiſk Vudern, & eſt Tempus antemeridianum, bora diei
veterum tertia, noftra non c. Udaf en Libro vet. Medicinali MS. giver
Somner derom denne Locum: Sele dyincum om threo Tida: On Vudern.
On Middeg. Os Non. i. e. Potandum detur ad tria tempora, hora nona
matutina, meridie, & hora 3. pomeridiana. Og Vndern-mete, it.
Vndern- gereord, for flarer hand (Somnerus) Jentaculum, merenda.
Men Ælfricus, der neſten er 700. Aar aldere end Somner, haver i
fit claſaris, pag. 67. Vudern-gercord, prandium; Æfen-gereord,
Cœna; Non-Alere, merenda. Ja endnu i denne Dag falder gemeen
Mand i Nord⸗Engelland Formiddagen Fender, eller Vonder; ſaaſom
John Ray bevidner in the Colecdtion of English Words not generally iuſed Mc.
Pag. 55. Og der have vi vore Jydſte Bonders Undern. Thi,
omendſkiont denne Spiisning er nu hos dennem forlagt til Klokk. II.
eller 12, faa har den dog beholdet ſamme Navn, ſom da den gaves
dennem Kl. 9. Ubi den Sted bekommer de ſamme mine Landsmænd
et Jentaculum, omtrent Kl. 9. eller 10. ſom de falder Fornoons
Meldmad; Og den Mad, de ſiden fager, imellem Ynden og
Nadvere/

144 H. G. Prove af Danffe Ord og Talemaader /

Nadvere, omtrent Klokken 3. å 4. falde de Efternoons Mellem⸗
Mad: Men i Norge har denne Navn af Noons Maaltid, ſom
anmarkes i Chriſten Jenſſens Norſke Vecabulario, pag. 23. Denne
ſidſte Mellem Mad er de gamle Latiners erenda, ſic dicta, quia
dabatur operariis ære merentibus, ſiger Scaliger. I det gamle
Lexico, ſom er Latino - Gallicum, og kaldes Carholicon Parvum:
Merendu, le Manger de] Heure de Nene. Øg af en Poëta medii ævi,
citeret af Du Cange in V. Biberes. Jertia prandere poſtulat, ut ſolitum
eft, Veſcitur ac nona Merenda meffor in hora. Af hvilket man ydermere
lerer, det Meſlores i de Tider finge deres Prandium hora tertia, det er

Kl. 9. om Formiddagen, ſom kaldtes hos Saxerne Vadern ; Og derfore

har de Jydſke Bønder indtil denne Dag beholdet Navnet af ſamme
Time til deres Prandium. Til Slutning, hvorledes Dagen var
inddeelt hos Engel: Sarerne finder man i de 6% , ſom ſtaaer bag i
Ælfrici Gloſſario pag. . Den beſtager af 8. Dele: Vrhentid var
matutinum eller antelucanum (det allertiligſte om Morgenen, naar
Hanen galer;) Prim, af Prima Cantione, vores Kl. 6. Vudern,
hora tertia, vores Kl. 9; Middeg / hora 6. vores Kl. 12. Non,
vores Kl. 3. Ofernen, paa Latin Suprema, vores Kl. 65. An,
117 955 vores Kl. g. Bed ⸗Tid, ſerum, Kl. 10. Derfra
differerede dog noget lidet bemeldte Engel Sarers Otficium Diurnum
eller Horæ Canonicæ, ſom man finder i Ælfrici Epiſcopi Canonibus ad
Hulfinum, pag. 131. edit. Lambardi: hvor de opregnes ſaaledes: Yang,
Cantus antelucanus (hvoraf er vores Oreſang, à vet. vocab. V, fon
heder paa Norſt 0r2;) Primſang, Cantus matutinus; Vnderſang, Cantus
tertianus; Aiddæg ſang, Cantus meridianus; Nonſang, Cantus nonalis;
Æfenfang , Cantus veſpertinus; Mitſang, Cantus nocturnus. Hos os
kaldtes de ſelvſamme 7. Tider, ſaalenge ſom Pavedommet varede,
beſtandigen med diſſe Navne: Otteſang, Prim, Tertz⸗Sang,
Sext, Loën, Aftenſang / og Natſang. Saaat til under Sang
og Middeeg⸗Sang havde vi faaet Latinſte Navne, i ſteden for
Engelſte eller Danſke. Heraf udi en gammel Evangelii Bog ſkreven
længe for Reformationen, har jeg fundet om Arbeiderne i
Vingaarden Timerne ſaaledes exprimerede: Hand utgik om Tertz⸗

une,

Time, og fan nogræ ſtande fafænge &c. Hand utgik om
Sext⸗Time og Noons Time, og giorde ſammledh: Hand
utgik og om Aftenſanga⸗Time &c. Om Bondens Seyer Verk
i Norge / ſom ſkal beſtage af Irve Parter, mage jeg henviſe til
forbenævnte Chriſten Jenſſens Dictionarium, ſom er trykt i Kiobenh.
An. 1646. in Oct. ubi v. pag. 23. 24. ſeq.

27. Forviden, curiofus, den ſom ſporger om mange Ting
ſom vil vide alt hvad ham intet kommer ved: Een ſom alting (føder,
(fic Vocabular. Lat. Dan. impreſſ. Paris. 15 10.) Imod hvilket Vitium
Plutarchus har ſkrevet det ſmukke Skrift, de vitanda Curioſitate. Der
er ingen Tvül om, at jo For viden er de Tydſkes fuͤr witzig og de
Hollandſkes veurwittigh. Men hvorledes kand dette være, og hvad
Beſkaffenhed mon det have, at Navnet / derefter ald Anſeelſe betyder
at ſporge og vide om Ting forud, og i kraft af fin Compoſition med
fir, ſigter ikke til det nærværende, men til det tilkommende at rand⸗
ſage, kand dog allene bemerke, ved nogle hundrede Aars Brug, cu-
rioſum rerum præſentium, vel præteritarum pereunctatorem, nun-
quam vero futurarum? Er det maaſrkee, fordi det forſt har været brugt
om Aſtrologis og andre Spaamænd? Saadan er Wachters Mening,
den jeg af hans lærde 6ʃ% rio vil fremføre med hans egne Ord:
Fur witz, vi compoſitionis à fůùr & ite, eft præſcientia futuri,
& aliquando fuit in honore, cum adhuc divinationes & auguria om-
nium animos faſcinarent. Somnerus in Diction. Angl. Sax. forwitig,
præſcius; forvitigneſſe, præſcientia; Forvitigean, ratiocinari. Poſtea, frau-
de Sacerdotum detecta, quod Chriſtianæ religionis ope factum, eoepit
vituperari, & de intempeſtiva ſciendi cupiditate (etiamſi in Voce nullum cu-
piditatis veſtigium ſit,) uſurpari. Hinc vulgo dicitur de iis, qui vel ali-
ena, & ad fe non ſpectantia, vel ſcitu inutilia ſcire deſiderant.“ Jeg
er af en gandſke anden Mening, og ter vel ſige og paaſtaae, at Wachter
ikke har eftertenkt Sagen noye nok. Hvilket jeg ſaa meget mere un⸗
drer paa, ſom hand ſelv ſammeſteds, næft for ved de nu oplæfte Ord, ha⸗
ver anfort trende Beviſer, af det allereldſte Tydſk, man haver; der
burde have viiſt ham Ordets rette Oprindelſe og Betydning. Bevi⸗
ſerne ere diſſe: I. ex Gloſſis Pezii, . Viriwiz, II. ex 9 Box-

ornii,

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 145

146 H. G. Prove af Danffe Ord og Talemaader,

hornii, Hrivicilem. III. ex Otfrido: 224 ſint thie juvo Wizi Thes ſu-
lih fruwizzi? ↄ: Cur ſunt veſtri ſenſus harum rerum adeò curioſiꝰ Men
det ſiunes at Wachter havde denne gang glemt, hvad for en ſtor
Forſkiel der var i det ældgamle Tydſte imellem de tvende Particulas
Vr og for. Og derudi beſtaaer hans og fleres Vildfarelſe. Havde
hand givet agt pan denne Difference, og de gandſke adſkilte Significatus
i bemeldte particulis, var hand lat kommen paa Sporet, og ey havt
fornøden at opdigte den Translationem ab auguriis, ſom vi nu have
hort. Thi at nogen vilde tanke, det de Tydſke for 1000. eller 8 àa 900.
Aar ſiden,havde ſaaledes confunderet deres fr og or, ſom de nyere ſi⸗
den har giort med vor og fuͤr / hand tænfer urigtig. Fora, for og vor,
har feorſim & extra compoſitionem ſtedſe i det gamle Tydſt bety⸗
det ante, præ, og pro, ligeſom det gier endnu. Og In Compoſitione tog
det altid den Vocal a eller e efter fig, ſaaſom fore/agan, forerwiſſa Ee. ſom
herefter ſtal meldes videre. Men Er haver langt fra ikke den Bemerk⸗
ning: Og ſamme particula fia des ſtrevet adſkilligen, nemlig fr, vir,
fer og ver. Seorſim & extra compoſitionem haver det tvende Hoved⸗
Bemerkelſer: Det betyder (1) remotionem, fø. procul, fra eller langt
borte fra/ og (2) amplißcutionem, eil. latò, vidt og bredt. Dertil ho⸗
rer da ogſaa det gamle Tydſke vero, det nye Tydſt. ferne, Nederlandſke
verre og varre, det gamle Danſte og Nordſke Fer, faira og fiern, frermar »
longius, ferſt, longiſſimè, Angel-Saxernes Feor, og det nẽye Engelſke
far. Ja deraf er og det gamle Frankiſte /n, vetus; det Norſke fra,
removere, elongare, og mange deſlige flere. Men naar den ſamme
particula r eller vir. componeres med verbis, er den de Tydſkes endnu
1 faa maade bekiendte og brugelige partic. Ver, og haver nu den ene
nu den anden af forbemeldte 2de Hoved⸗Bemarkninger. Schilter in
Gloffario ſiger pag, 302. Hir in compoſitis, idem quod Fer, ver: et eft
particula e Hand ſiger paa et andet ftæd, (pag. 805.) Ver,
. Vir, particula interdum inrenſiva, interdum contraria. Intenſiva in
yergichten, confiteri & e. Deſtructiva in Verſagen, denegare, Verwiin-
chen, maledicere, & pluribus.“ Sagen er / naar den er ntenſva, da
ſigtes til dens Signification Je, vidt og bredtz Men deftrudtiva, til procul,
langt fra / bort af Veyen. Og paa begge Significatus har man jo Ex⸗

empleri Mengde: Til Intenſuum horer Verguͤlden, i gammel Tydſt
Arguldan;

af det Engel⸗Sariſke Sprog forklarede. 147

firguldan; Verſprechen / promittere, og verheiſſen; verwahren / og
utallige deſlige. De gamle Bremer og Friſer kaldte et viſt flags af deres
Køer; Fæhr-Melk, og Leibnitz in Specim. Cloſſarii Chaucici ſiger/ at det er
-guafø Firnen-Milch, die noch Milch haben im andern Jahr, ob fle gleich
nicht gekaͤlbet. Til ſignificatum defrudivum hører endnu vel faa mange,
om ey flere verba: Hrbiuden, Isl. faurbiudan, ex verbieten, ſcil. at byde
fra, byde ey at komme ner. Hr bouſſen, verkauffen, paa Svensk r eopa,
quaſi kisbe bort, fra fig. Fridan, perdere, verthun / og i vore gamle Lov⸗
bøger, at forgißre / forvirke, qu. proculà fe facere, ſtille fig ved.
Hirdilon, exſcindere, vertilgen. Frigiet, vergehet, præterit, qu. gaaer bort,
af ſiune. Hrlaran, relinquere, verlaſſen, qu. ferne von fig laſſen; isl.
frilata, og ligeledes grilitin, foragtet. Nemlig i alle diſſe Compoſitis og
deres lige feer man at y henſigter til fin ſignificatum remotionis, procul.
Ligeſom og y weran, pejerare, firſpurnon, aberrare, gaaè langt ud af
Sporene, die Spur verlieren. Kort ſagt alle verba med „r og før eller ver
have flet ingen Samfund, hvad deres præpoſition angaaer, med fur
ante, eller med vor, pro & præ: Og intet Ord, af dem / der haver i det
eldſte Tydſt været componeret med vir, r eller ver, ſom nu er ſagt / kand
nu have nogen anden end een af forbengvnte tvende Bemerkninger,
omendſtiont de nyere Tydſte havde ti gange forvendt og omſtobt dette
fir til får og vor. Den dybſindige Claubergius haver i fin Arre Ery-
mologica Teutonum noye randſaget og igiennemgaget alle de Ord, ſom
findes componerede med ver, og derved udgrandſket og afdeelt bemeld⸗
te particulam til 12. ſpeciales ſignificatus. Naar man nu vil prove
dem ret, ſkal man fornemme, at de alle hver og een ſpare til den gamle
præpoſition r, og kand ſaaledes alle 12 reduceres til de 2. forbenævn⸗
te generales ſignificatus, nemlig at betyde enten menſve, longe & late,
eller defrudive, procul & remotè. Soi nu Vocalerne meget omſkif⸗
tes i Sproggene og forandres, ſerdeles in eompoſitione, fag er i ſte⸗
den for yr og ver undertiden bleven ſatt for, i ſelvſamme ſignification,
ex. gr. i den ældgamle Abrenunciationt Diaboli, ſom er fra Sec. VIII. For-
ſachiſtu Diabolæ? Er forſacho Diabols. Men umueligt var det, at dette
for kunde confunderes med den anden præpoſition, der bemerkede
pro eller ame, efterſom denne ſtedſe og beſtandigen havde en Wee

T 2 efter

148 Hl. G. prove af Danſke Ord og Talemaader /

—— — ͤ w — — —— . — ———E

efter ſig / eller e, og hedde fan ikke for, men fora eller fore, ex. gr. foraſagan,
prædicere; foraſegin, propheta; forefht, Providentia Divina; forewe-
fan, præeſſe; forewisſa, præſcire; Og pag ſamme Maade i Engel⸗Saxi⸗
ſken / hvoraf Wachter har anført forewittig &c. Da man nu ſiden
i de nyere Tider afkappede den Vocal, og i flæden for foremifa, ſkre f
forwiſſa, har Confuſionen indſneget fig; og de Tydſte Philologi bleven
ſelv forvildede i Ordenes Herkomſt og Bemerkelſer. Men fag lidet ſom
Preſcius og Curioſus ev eet og det ſamme i Latin, ja fag lidet ſom vor⸗
wiſſend og fuͤrwitzig er eet i Tydſk nu om Dage, faa lidet har og
diſſe tu ſidſte bemerket eet og det ſamme i gamle Cider; enten da au-
guria vare i Gre, eller ſiden de komme i Foragt. Thi aldrig har fuͤr⸗
witzig betydet den ſom vil vide Ting forud, eller førend hand bor; Og
vil man end ſige/ at det ſamme findes undertiden ſtrevet igode Skrifter
forwitzig, da negtes og ingenlunde dette; Thi for er da det ſamme, ſom
Vir, ver og feor: Hvis det var anre og ſtulde betyde tempus præcedens,
maatte det abfolute hede forewitzig; ikke forwitzig. J Somneri
Dickionario har Wachter, ſom vi for horde, fundet forewitig, præ-
ſeius, (ingenlunde curioſus,) men hvis hand havde flaget tilbage en
5. à 6. Blade forved, kunde hand ogſaa have fundet hvad curioſas hed⸗
de hos Engel Saxerne, nemlig feorwitgeorn, og feos wirgeornes, curio-
ſitas, nemlig à feorwitan, procul remota ſcire, & georn, ſtudioſus,
attentus, ſedulus (det Tydſke og Danſke gierne.) Paa Sflandfe er
forvitni, curioſitas, og forveilgiauds, hos Verelium. Iffe forevitni
eller Foreweirgiands. Man kunde ſporge hvi da ikke Fuͤrwitz var
kommen til at hede i Hey Tydſt Verwitz, da de andre yr bleve fags
ledes omſtobte? Men derom maae ſporges uſus tyrannus, der har
ſkaffet os de mange Excipe i hvert et Sprogs Grammatica. Furmitæ
feer man det allerede ſkrevet i Wiusbeliæ Paræneſi adſiliam 9. 37. Der
Fårwitz machet Kran ten mut. Men fligt er ikke at undre paa, da ey alle⸗
ne den Auctor, fag og X. Brols Paræneſis, men end og den hele ſtore
Mængde af de andre Tydſke Poeter af Seculis XII. og XIII. ſom
Goldaſtus i fine notis har excerperet, bruge den Maade, at ſkrive
il punctatum i ſteden for 7 vel 1000, ftæder, ſaaſom og articulum fæ-
mininum die, ſkrive de faft overalt 4%, di werelt, di Strafe &. Og
fra de Tider / og deres Skrivemaade er det ogſaa kommen, at man ſiger

og

af det Engel Sariſke Sprog forklarede. 149

og ſkriver endnu i Tydſten fir und fur, it. hinfůhro / i fremtiden,
der aldeles ere af fr, longe & late, og ingenlunde af før, ante, cum
eontrarium plans ſignificent. Og faa er det og med Fur witz. Ja
hvo vil negte eller tvile paa, at jo Voca/es litteræ immer forvandles
og forandres i Sprogenes Dia/eder, og af Fir ſaaledes bleven nu
fer, nu für, nu for ja endogſaa far? Bemarkelſen er det allene, ſom
det giælder om, og vi nu omtaler; den kand aldrig forandres, i
hvad for Omſtiftelſer Vocalerne end bekommer. For Exempel: J
Rabani Mauri 64% heder Anathema Farhuazzan (pag. 952. b. edit.
Eccardi); men i Cleſis Hlorentinis heder det Furwazzin; Og adjectivum
deraf heder dog in G Theotiſcis Ebneri, (ligeledes hos Eecardum
pag. 1003.) Firuaxeno, og firwizenu, profanus. Spaten har lukket Fuͤr⸗
witz plat ude af fif Lexieo, og i dets ſted ſatt Wirrwitz, ſom ſkal
hede ant veteratoris, à wirren, turbare, implicare. Henifchii Arti-
kel til Für witz er rüig og fortreffelig: Den haver forſt alle Exempler
af Lutheri Bibel, ſag og tvende verba, fur witzen og verfuͤrwitzen,
med Exempler, og dekforuden meere end en Snees gamle Tydſke
Ordſproge til bemeldte Ord; hvoraf ikkun et eniſte forekommer udi
Joan. Agricolæ Islebii Samling / endogſaa af den ſidſte Edition, trykt
til Hanaw 1534. (Af hvilken Bog, ut hoc obiter addam, Hertius in
Paroemiis Juris Germ. har allene kicndt den forſte Edition, trykt til
Magdeb. 1528. med ikkun 300. Ordſprogge; da den ſidſte har 750.
Men ſal. Dr. Heineccius haver i fin Anmerckung von der Kechts⸗
Gelahrtheit in Sprichwoͤrter pag. 70. begaget en Feyl, med at
tilegne bemelete Verk Kudolpho Agricolæ, og lagt endnu denne Feyl
Dertil, at det ſkulde findes iblant hans Opera trykte til Baſel in fol. )
28. At fuſe, er et gammelt Ord, det ſamme ſom at haſte.
Deraf er fremfuſende, it. en Fuſentaſt. Paa Islandſk er Adj.
Laus, promtus; faſari, promtior. Det ſamme Adjectivum findes hos
Engel Saxerne; hvorpaa Hickeſius giver Exempler, ſaaſom, iblant
andre, om S. Andrea, frøs an forthnreg, promtus ad decedendum l. ad
mortem. Hiruf er og dette ivores gamle Pfalme: Vi blive udfuß
og Graven gigres trang, h. e. Man driver os fort, haſtigen ud
paa Dorren Kc. I det gamle Cambriffe Sprog er 7%, leſtinatio,
o97fyfgsad, feſtinator, pernix.

23 29. Gal,

— — —— — ——̃᷑ —ͤ —ꝛku —— ———ꝓßꝛ —

29. Gal, Galen, er ligeſag heel gammelt: Helſt der ere de,
ſom ville hente os det fra den Flod Gallo i Phrygien, hvoraf magnæ
Matris comites bleve kaldede, og hvorom Strabo taler, ſaavelſom
Ovidius I. 4. Faſtor: Amnis it inſana, nomine Callus, aqua: Qui bibit,
inde furit Cc. Altſaa ſkulde Ordet være kommen, med de Aliatiſte
Folk, fra Phrygien herindi Norden. Men ſaadanne hoye Deriwationer
kand man overlade til vore Naboer, og andre ſom dertil have Lyſt.
Jeg kand ikke endnu overtale mig til, at gage hoyere i vores Originibus,
enten hvad Sproggene, eller hvad vore Forfedres Vandringer og
Hidkomſt i diſſe Lande angager, end ſaavit man har Skrift og Bogſtav
for. Og med Ordenes Alderdom at randſage, da holder jeg mig inden
Europæ Gręndſer, og ved den Tiid, da Phrygerne og de andre Aſianer
allerede havde lærdt at ſkrive paa Europæiſk. Thi at jeg ellers ſkulde
negte, dem at være vore Forfedre, naar ſom andre have giort fig
Umage for at underſoge og udfinde det, er flet ikke min Agt. Det
hoyeſte jeg derfor kand komme med det Ord Gal, er at det heder i
Angel⸗Saxiſt libidinoſus, malus, luxurioſus; deraf er Subſtant.
Calneſſe og Galſeyp, luxuria, it. ſtuprum. Vingal, vinoſus, vinum
luxuriosè appetens, Gal efter Viin; ligeſom vi falder en libidinoſum,
i Danſt , Gal efter Qvindfolk. Det ſiunes at være contraheret
af det gamle Celtiſke og Aremoriſte Ord Cadal; hvori endnu Cadalus
er libidinoſus; og Cadalec, meretrix. Men i det Cambriſfe ſkal Ga
være Inimicus; in plur, Calon, inimici, alieni; hvilket jeg iffe tor ſige
om det juſt hører til ſamme radicem. Det Tydſke Geil, hører vi
nok til Cadal, og det Engel⸗Saxiſte Gal, libidinoſus, tvivler jeg iffe om.
I Islandſken er Ga/, inſanus; men ey udi fag gamle Skrifter, ſom
Angel ⸗Saxernes; og er vel Ordet blevet ſaaledes efterhaanden
transfereret à ſpecialiori ſignificatu ad generalem. I den Noꝛrſke Lev
er Calind, furioſus, afſindig, een ſom man ſkal luffe inde og holde i
Hegtelſe, at hand ey ſkal giere Skade. Saa ſiger man og om den,
der er overmaade vreed, hand er biſter og galen; hvoraf kommer
det gamle Subſtantivum i den Skaanſte og Svenſke Dialect, Galſto
eller Gelſke; ſaaſom i dette Viismandens Sprog: Blødt Svar
bryder Vrede, men haardt Maal opvakker Gelſte. 5 1

8

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede, 151

Guds Ord byder os, at ſtaae imod Vrede og Gaælffo. End
videre er Ga/an (Verbum, ) og Galiun i Engel Sax. Inca are; Calere
eller Gallere, incantator, augur; Wyrmgaldere, i Bibelen, ſerpentum
incantator, ſom Slangen ſtopper fit Øre for. Ligeſom ogſaa Gum,
i Islandſken; og Caldraliſti, Tryllerie; Gala, at trylle, it. at ſpaae.
Derforuden er Subſt. Calle, paa Islandſk, vitium, defectus: unde
Argalli, dyr Tiid , Adj. infœcundus, effœtus, nemlig det ſom vi
UN Danſk kalder Gold; En Gold Koe, Gold⸗Amme.

30. Gammel, fenex, antiquus. Dette Ord tvivler vel
ingen paa at være Danſt, og ikke Tydſk, (undtagen i en vis Signification,
ſom man finder antegnet i Schilters Curio.) J Islandſken ſkrives
det Gamal, og i Engel Saxiſken Gamo. Deraf er og et Compoſitum,
Camolſerht, hvilket Somnerus og Benſon fortolker, Vir nagni animi.
Men Hickeſius i fin Grammat. A. S. viſer, at det er brugt af en
Paraphraſta Biblico om Abraham, og er det ſamme ſom ene x Patriarchas
item at ſimplex Camol ſtaaer i et Kalendario Rhytmico Anglo - Saxonico,
pro ſene & annoſo.

31. Gammen, er nu gandſke glemt og tenkes ikke mere paa
hos os Danſke, da vi for 100. Aar og mere brugte det endnu ſommetids
i Vers, efter Forfædrenes Exempel. J Engel⸗Saxiſk er Samens,
ludus, jocus, ſubſannatio; Gamenlice, ludierè; Gamenian, & Cæmian,
ludere; Camenung, ludus, jocus. J Islandſten er Garman, ludus,
oblectatio; Camanræda, Skiemt / verba jocoſa; ex. gr. in ꝙpec. Regali:
Skipt ecki Gamanrædan vid heimskan Man, h. e. Skift ikke Skiemt med
en daarlig Mand, ne miſceas jocos cum ſtolido. Ildi een af vore
ſmukkeſte Danſke Pſalmer, nemlig den: Af dybeſte Nod lader os
til GUD &c. ſtod fordum i det ſidſte Vers ſaaledes: Bevar udi vor
Hiertes Grund Din Guddoms Ond alleſammen, Og hielp at vi
dem allenſtund Betænke ret uden Gammen. Og ſaaledes fang
vore Menigheder end og nogle Aar ferend M. Hanß Thomiſſens
Pfalmebog kom ud, An. 1569. og lige indtil den Reviſion, ſom ſteede
over Dr. Kingos Pſalmebog, circa An. 1696. da det blev forandret til:
Betænke ret med Gammen; Efterſom de gode Mænd e at

ammen

152 . G. Prove af Danſke Ord og Talemaader

Gammen var og hapde altid været det ſelvſamme ſom Glade; fordi
man ſiger / Glæde og Gammen. Nu kand vel ikke negtes/ at Gaman
haver jo ogſaa havt flig en god og uſkyldig Bemerkning / i den Frankiſke
og Hoytydſte Dialect; ſom vi og finder hos Otfridum i dette Vers:
Z hir in flimil Ramaru Irfullit jo mit Camanu, i. e. Hvilfe hand i Himmelens
Kammer opfylder med Glæde, Men i den gamle Saxiſte Dialect,
ſaavelſom i Sanſken, er det gagen dermed, ligeſom med Qucan, rale,
Theof, og flere. Quean betydde forſt en ærlig Qvindes⸗Perſon, Scalc
og Theof, en Tienere, Thuwa, en Tieneſte⸗Pige: Men ſiden, forme delſt
Synden ſom regierer i Verden, blev een til et uſkikkeligt Qvind⸗Folk,
Scalc blev det ſamme ſom nequam, og med Theof gik det pan lige Maade
ſom med Vocabulo furis i Latinen. Gammen har og ſaaledes betydet
forſt en uſkyldig og gandſke ſommelig Glæde, i fær hos Frankerne i
Otfridi Tider: Men hos de Nordere Tydſke, og hos os heri Landene
bemerkede det aldrig uden Skrymterie, Gickkerie, Leeg, Raillerie
og Skiemt. Med Gammen, er da paa Danſk, det ſamme ſom
Skrymtviis, med Skiemt; og uden Gammen, er derimod ret
alvorligen, uden Raillerie. Dette beviſes end ydermere af en anden
gammel Pſalme, (nemlig af 200. Aars Alder,) ſom flader ogſaa i
M. Hanß Thomiſſons og flere Sangboger, og begynder ſaaledes:
O Verden, hvor gruer mig for dit Væſen; hvis Auctor er Hr.
Arvid Pederſen. Derudi lyder det ſidſte Vers ſaaledes: Det begiere
alle Chriſtne fromme, Til Prüs Dit Navn komme, Horſomme
uden Gammen, Og ſige alleſammen Amen, Amen!

32. Gang / er et alt for gemeent Ord, at jeg vil opholde mig
derved, ſaavit den almindelige Bemerkning anbelanger. Men det
haver en egen Betydning i vores Danſke Bibel, ſaavelſom i den Tydſke/
Matth. XV. v. 17, hvor det ſvarer til e. Og Mig undres derover,
at Did. von Stade ikke haver ſagt os et Ord derom i hans lærde og artige
Bog. Thi at Lutherus og Dr. Bugenhagen jo vel haver vidſt / i hvad
Bemarkelſe de fatte det, naar der ſtaar i Grekiſten zøsdpav, ſkal ingen
bilde mig ind. Det Engel⸗Saxiſte Nye Teſtamente haver paa dette |
Sted, an byd on Fordgang aſend. Og de Engel⸗Saxiſke Lexica ſige
videre, at Gang er ikle allene lter, Greſſus, men ogſaa Larrina LY |
idſte

|

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 153
ſidſte ogſaa kaldes Cargpytte. In veteribus G/0/7s Florentinis (apud
Eccardum pag. 982.) lſes Latrina med den Fortolkning Fe/rganch; til
ydermere Beviisning, at denne Bemarkning er i Tydſken heel gammel.
3 Danſt ſiger man ogſaa verecunde Et Sted hvor man gaaer hen.
Om nu hertil (fulde henføres, hvad Du Cange haver om det Ord gangia,
tor jeg ikke determinere. Det lyder ſaaledes: GANGIA , occulta loca
& ſabterranea: Cangagia Cræei vocant, ita Gloſſæ ASS. Men hand mener,
at det mage være forſkrevet, for Ganea; efter det ſom Feſtus haver:
Caneam antiqui locum abditum ac velut ſub terra dixerunt. Ellers kunde og
vel Latrina, eller en Gang, være en locus abditus & ſubterraneus.

33. At Gictte / og deraf Subſtantivum actionis Giœtning/
conjectura, ere rene Danſte Ord. Thi at Giſſe og Gisning / ſom
de fleeſte udtaler dem her i Kiobenhavn, er Svenſk. J Islandſken
heder det, ligeſom i Danſt, at gieta. Den gamle Paraphraſtes
Biblicus Anglo- Sax. ſom HHickeſius har betient fig af, i fin
Grammatica Auglo- Sar. Cap. 21. bruger Gætan, pro ænigma ſolvere,
obſcurum aliquid explicare: Hvilket og er ſnart det ſamme,
ſem divinare, vel conjicere. Ellers er Geran (med e.) det ſamme ſom
obtinere, it. confirmare. I Jylland ſiger man fcoptice til den, ſom

vil paatyde en anden noget Skalke⸗Stykke: Ja du gigtter en Gieet,
og tykkes en Tyk. Og Hickeſius citerer en ligedan Talemaade, og
Falder den en phraſin Cimbricam, at gæta gatu, i. e. Conjecturam
facere. J Kun- Capitule v. 25. ſtager ef thu getur, ſom betyder, fi
diſcis, 1, fi didiceris. Gudmundus Andreæ, in notis ſuis ad h. l.
deriverer det ret artigt à nomine G, ſom bemerker Januam,
aperturam Oſtii, unde phraſis, Hurd er àͤ giætte, Janua pater, er
oplukt. Thi og, fandt at ſige, at giætte er ligeſom at treffe en Dor
i Morke. Gaden er ogſaa en Der i gammel Tydſk⸗Heldenbuch
pa 9. e. 4. Die Thur ward bald beſchloſſen mit Rigeln fuͤr das
Gaden. it, pag. . i. . Da ſchloß die Keyſerinne drey Rigel fur das
Gaden. En markelig Paflage kand jeg her ikke efterlade at ommelde/
ſom forekommer i Baldvini Comitis Flandriæ Legibus de Homicidio,
udgivne Anno Chr. 1200. og indførte i Martene og Durand deres
Theſ. Anecd. Tom. I. col. 765. Devi 15 et Par Artikler/ .

er

54 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader/

der ſkal (væres udaf Sandemend paa Hug, Vold og deslige; Den
ſidſte Artikel lyder ſaa: In juramentis illis, nullæ occaſiones
ammiſcendæ ſunt, quæ Gitta dicuntur. Her ſporges / hvad er det
for Occaſiones, ſom faldtes Gizra? Editores i deres Indice Onomaſtico,
bag i den ste Tomo forklare det ſaaledes: Gitta, (fve Getia, praſtigiæ
per manium invocationem & maleſicia. Men her giatter de gode færde
Mænd fig frem. Og de andre Benedictiner, der have forbedret os
Du Cangii Gloſſarium, ville ikke tage denne Forklaring forfulde,
menende, at det heller bor hore til det Engelſke Ord wie, aſtutia, dolus.
Jeg er i den Tanke, at Ge er i bemeldte Lov pure Gicetninger
nemlig at Lovgiveren forbyder, det Dommeren til flige Eeder at giore,
enten for eller imod den Sigtede, ey mage antage nogen, ſom fvær
efter Gictning eller Præſumtion. Fremdeles kand det med ingen
Skeel beviſes / at C14 er det ſamme ſom Cera; hvilket ſidſte fortolkes
in Cloſſis vett. at være maleficior. doctrina: Nogle mener af det Gr.
Voile, andre af en Kayptiſt Troldmand, navnlig Gere. Vid. Du

Cange in h. I.

34. At Gifte og giftes, har vi ogſaa fra de Aeldſte Tider

i vores Sprog. Thi baade Activa og Paſſ. forma hujus verbi, med
mange dets Derivatis, forekomme ey allene i de Islandſke Bøger,
ex. gr. gipta, giptaſt, gipting, giptar-ord &c. &c. men ogſaa i Anglo-
Saxonis, hvor g /n er nubere; giftian, nuptum dari; gif, nuptiæs
giftebure, thalamus; Matth. XXII. 2. En Kongelige Mand, der
giorde ſin Sons Bryllup: Tie macode hys Sona gyfta… Ellers er ogſaa
fta, dos, Medgift, in LL. Ælfredi pag. 25. J den Norſtt Lov er
en Piges Giftingsmand / hendes Fader, Broder, eller den Mand,
ſom er efter Loven hendes næfte Arving: og i den Skaanſk Lov kaldes
en Enkes neſt⸗Forvandte og Lav⸗Varge, hende naſte Frende og
hennaͤ Gift⸗Waldaͤr. Hvortil end ogſaa hører de Geiſtlige Qvind⸗
Folkes Verger, ſcil. de, ſom Cloſter⸗Jomfruer, Abbediſſer og
Priorinder maae have med fig i verdslige Forretninger; ved Kiob og
Sal, it. paa Skifter, atque in alis cauſis forenſibus. Derfore finder
jeg ſaadan een Faldet paa Latin Dotinus, i vore gamle Breve, ex. gr.
An. 1321. gier Soſter Cathrine Abbediſſe i St. Claræ Cl. i Roſtilde
et

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 155

et Mageſkifte om Jordegods med Aage Ranezog det Gods ſom hun han⸗
nem overlod, blev ham tilſriodet paa Lands⸗Tinget ved hendes Lauver⸗
ge eller Giftings Mand. Brevet er paa Latin, hvor het heder: Scozars
bona noſtira prænominuta cum eorum attinentiis præmemorato Aughoni fecimus
in placito generali, per Jon, Dotinum noſtrum. Der er da et Vocabulum
til at forbedre Du Cange med. Thi det findes end ikke i hans ſidſte
forbedrede Edition.

35. At være Giiſt paa en Ting, er en Jydſt Talemaade,
pro vehementer cupere, inhiare. Dette er og Angel Saxiſt, hvor
Cyſian og Gülſian er cupere; Cyſiend, cupiens; Qiſung, amor, avaritia.
Hvormed og det Tydſte Geitz og geitzig ere ner beſlegtede.
Altſammen af det gamle Celtiſke C og Cetas, appetere: Hvorom
videre er at læfe i Schilteri og Wachters CH ariis.

36. Giorſum, er et Ord, ſom forekommer ide gamle Dan⸗
ſke Love, paa adffillige Steder: nemlig i den Store Kong Knuds
Witherlaghs Rett / ſ. Jure Aulico & caſtrenſ, i Kong Waldemars
Siellandſte Lov, ſaavelſom og i den Jydſte Lov. Der ſkrives det over
alt Gørfum; men i de nyere Tider har man fat i. imellem. Chriſten O⸗
ſterſſen i ſit cloſario Furidico, Stephanius in moris ad LL. Caſtrenſes, og Re-
ſenius i fine vitlofftigere Anmerkninger til de ſamme, have vel giort fig
Umage for at vilde forſtaae og forklare det, brugende her til Hielp Canuti
Epiſcopi Verſion og Gloſſer, ſaavelſom Erich Krabbes Overſættelſe af
den Jydſke Lov. Men det vil alligevel heel lidet betyde alt hvad de ſiger,
og, at jeg (Fat tale lemfeldeligen/ da have de gode Mrænd brudt deres Ho⸗
veder med dette Ord til forgieves. Canutus Epiſcopus er maaſtee falden
dem noget obſcur. Erich Krabbe har ladetſig neye med, overalt at kalde
Gyrſum, Verſohnung. Saa at ved hielp af diſſetvende har Stephanius
og Reſenius ey Fundet nogen Bey, ja langt komme fra ikke gelange til no⸗
gen ret Opliusning. Thi hvad de ſelv Falder at være Går/ummens Ety-
mologie, kommer flet itte derved, End er det ogſaa en ret latterlig Tan⸗
ke / ſom er forſt kommen Stephanio i Sinde, og ſom Reſenius derefter
har forøget; naar hand ſtriver (nemlig Reſenius in tis ad Canuti M.
Jus Aulic. pag. 704.) Vi hær aut 72 eft å gigre / facere, &

2 C ,..

156 H.G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

— —

” Sum, o: ſumma, ita ut Gig ſum ſit en overgiort n; (os dette
har hand taget af Stephani notis ) aut debet ſuam originem verbo
Panico gigres, 3: ſuperfluere: ex. gr. Øllet gigres, cereviſia
ſuperfluit; quia Gisrſum mulcta ſuper ordinariam mulctam
erogata. Slige Etymologier høre ohng fœrlig til famme Claſſem,
ſom Magiſter à magis & ter; og / ſom jeg har leſt ien trykt Danſk Lig⸗
Prediken, Et Menniſke 4 Meeneediſke, per contractionem;
Toi vi ere blevne Meenediſke imod Gud. Dernqeſt, hvad Gorſum⸗
mens Siſk, ſom horer til Kongens Bord, i den Siclandſke lov, ans
belanger, veed Oſterſen og Reſenius ligeſaa lidet, hvoraf den haver
ſaabant Navn. Reſenius applicerer her ſit verbum gigres, ſuper-
fluere, oa kom̃er faa frem med denne bedroveligt Forklal ing: Girſum⸗
mens Fiſk en Fiſt ſom er til Overflod paa Kongens Bord; que
ad ſupei fluitutem menfæ Regiæ imponitur. Saadanne Abſurditæter falder de
til, ſom negligere alle fremmede endogſaa No boe⸗Tungemaalf og mene,
pan fin Varronianſf, at alle gamle Oed ſkalderiveres af fit eget Lands
Sprog lige ſom de der mene, at de forſte Folk iet hvert Landſkab ere vox⸗
te op af Jorden i det ſamme Lan", foruden at have havt Forældre anden⸗
ſtecs. Nu bvad ſral da dette Ord Gigrfam hede? Jeg ſparer, at Or⸗
Dets geldſte Bemerkelſe, ſaavidt mig end nu er bevidſt, har wan i Ec gel⸗
Saxiſken, hvor Cerſama, og Gerſame er egentlig / Opes, theſaurus, res
pretioſa, Klenodie. IJ Chronico qaxonico findes det ſaaledes nogle gange,
fcil, ad Aa. 1035. item An. 1065. ærarium fregernnt, & theſauros
ejus abſtulerunt: dette heder i Originalen: and his Ges ſuman numon. Ger-
Simar, in plur. heder det paa Iſlundſk, og ferrkommer meget ofte i de
Norſke og Iflandſke gamle Bøger, Herrauds⸗ Sage, Gautreks⸗
Saga, Glafs⸗Saga &c. og Verelius ferklarer det, Dyrebara
Saker, Clenodier. Ligeledes ide Svenſke Love Gierſema; vid. Loc-
cenu Ind. & Haqu. Spegels Gloſſar. Derneſt blev Ordet, hos Gngel⸗
Se xerne, i Serdeleshed brugt om et Clenodie, ſom mau ple yede at
give til, iet Kiob, eller iet Feſte eller Forvogtning, ligeſom endnu ſteer.

Ex. gr. Man gior et Kieb paa 10000 Rdr. og indgaaer at give der⸗
foruden til den Selgende, eller hans Frue, et Clenodie, eller 100,
Ducater, elferd flige Verdie. Dette er G6. Item man fætter
en Tiende for 100 Dalers Afgift aarlig; man giver ſtrax 30 gs > 5
F øl g

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 157

Faſte. Dette ſidſte er Gorſam. Somner i ſit Dictionar. As. mener
Derfor, at Cerſame betyder quodcunque præſto ef? ac paratum, & confeſtim
repræſentatur, à Sax. Gearo o: paratus, cum terminatione ſam, ſicut
in Vinſum, jueundus, geſyreſam, obtemperans, &c. & ſicut in Da-
nicis, arbeidſom, hielpſom, ſnakſom, gruſom &e. Jeg ſtulde lige
faa ſnart troe, at det var af Gera, proviſio, apparatus, impenſa, ſom
hører dog til ſamme radicem; og hvoraf vi har det Ord Gicrd i
de gamle Love, ſaaſom Bryllups⸗Giærd, Begravelſe⸗Giœrd,
Arff⸗Giard; item Giærd, Skat, ÜUdredning: og udi Kirke⸗og
Geiſtlig Brug Tide Gicrd, h. e. officium ſacrum anniverſarium,
ſom man enten een eller flere gange om Aaret er pligtig at begaae. Hvilke
Ord man vel ogſaa kunde henføre til verbum gigre, hvis Brug og Be⸗
merkelſer hos de Gamle gik videre/ end nu om dage: ex. gr. naar man
gav Gods til Kloſtere og Kirker, at holde Siele⸗Meſſer af, heder det
undertiden i gamle Breve: til at giøre for min og min Huſtrues
Sicel med. &c. it. i et Bref af 1458. jeg oplader ham min
Gaard til Eyendom, dog ſaa at der gi res af til Byen, det
ſig bor med rette. >: ſkattes, udredes. Nen at komme igien til Sa⸗
gen. Stligt Gorſum, Clenodie, eller Fœſte, blev ogſaa i fordum Das
ge indført i Klebe Fæfte og Leye Bre oe, hvoraf Spelmannus, Du
Cange og hans Forbebrere, har ſomlet en De Exempler, alle af La:
tinſte Documenter, ſomi Eng lland ere giorte og ſkrevne, ex. gr.
Pro hac concelſſone prædlictus Andreas dedit mibi marcum argenti in Cen ſumam.
J Monaftico Anglicano, Tomo 2. p. 920. ſtaaer indført et Bref⸗ hvorudi
en Engelſt Dane, med det Kongelige Huus forvandt, ved Navn
Alizia Comitifla Augi, ffiænfer til et Cloſter et fiyffe Landgods, ſom
hun havde klobt flg til a. Radulpho de Wicham og hans Brødre; og
pan det at Cloſteret kunde beholde det, frit for Reluition, ſkulde Ra-
dulph eg hans Arvinger have Aar igen til hver Michels⸗ Dag ex de-
narios, pro omni ſervitio, quod ad eum pertinet. Siden kommer i Brevet:
Hro hac qutem -mptione del prædlicto Radulpho unum arcam argenti in Cher ſu-
mam. & ſingulis ejus fratribus 12. denarios. Er ipſi affidaverunt pro fø && hæ-
redihus ſu s,han: conventionem tenere. Dette er og, hvad ſom heder i Fran⸗
tzofk le Por de Vin, og i got Latin Corollarium. Saaledes bliver det nu
let at fortlare, naa det udi den Jydſte Low forekommeride Artikler
om M. de bod , ſagvelſoin i den 1175 Witherlags Ret; thi der
var

158 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

var Gorſum ligeledes en Tilgift, naar ſom nogen homicida kiobte ſin
Fred, og afſonede fig med den Dødes Frender formedelſt et Clenodie

eller en vis Penge; over det ſom Lo ven havde nævnt og faſtſatt at dem

ſkulde gives, nemlig zdie Parten af den hele Mandebod. Loven ex. gr.
ſiger, at for Mandflæt ſtal bodes zgange 18 Mark. Dem betaler den
ſtyldige, og derforuden giver hand tilden Dodes Venner faa meget ſom
for billigt befindes, eller beſt kand accorderes om. Thi Gyrſummens
Taxt er flet ikke determineret i Loven men dependerer af den Dvæbtes
Frenders Haardhed eller Lemfeldighed; dog fkal den endeligen være be⸗
tinget / forend Mandebod kand udgives, og forend Kongen kand bevilge
Freden. Og ſaaledes er den ene Lops ſenſus lib. 3. c. 21. En Gør:
ſum ere e,ſom frre vordher melt, ther Both feſtes / forti at Awe

wolder meſt Gorſum. Canuti Epiſe. verſion inder: lad quod vocatur

Corſum tantum erit, quantum fuerit prædictum, quando Emenda fuit fir mata.

Nam quilibet tantum offert in Går fum, Jag tvit⸗ timet in cauſd, ↄ. quantum quis

timet vindiclam, tantum contribuet. Jeg tviler flet ikke om, at Biffop Ca-
nutus har jo nokſom forſtaaet / hvad Loven vilde ſige i Danſt; men han⸗

nem har fatteſt den Gave, at forklare hendes og ſin egen Mening i reen

og tydelig Latin. Derimod er Erich Krabbes Tydſte Overſeettelſe alde⸗
les reen og rigtig: Zur Verſoͤhnung giebt man ſo viel, als beyde
Parten eins worden ſeynd, ehe man dann das Wehrgeldt

ausgelobet und verheiſſen hat: Dann Furcht macht, das man

Sohngeldt ausgiebt. Blaſius Eckenberger har ilde fattet, og gand⸗
(fe taget feil af Lovens Mening, ja / ſom det ſiunes, er bleven forført
af Canuti Epiſc. uklare verſion; hans Fortolkning er: Corſam is even
fo vele, alſa vorgemelt, wenn Bote ge veſthet wort. Hand burde allene ſagt:
Gørfum er det, ſom bliver malt og forud betinget og ſamtykt/
førend Bod kand fæſtes. Thi at det var even ſo veel als de Bote, (fag:
fremt dette er hans Mening ) er falſtt. Det kand maaſkee have bæ-
ret ſommetider mere; men mange gange var det og mindre end Lovens
Boeder, eller Mandebod. J Witherlags Retten havde Kong Knud
den Store ikke nævnt eller foͤrordnet nogen Penge⸗Straf; Men i Kong
Nicolai Tiid blev der domt / efter Boe Hedenſon af Wendſyſſel hans For⸗
flag; at for Hug og Saar, naar man ſlog en af Ridderne i ſamme Gel:
(fab, (fulde betales 40. Mark Sølv til Kongen, (det er, efter vores

hu |

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede, 159

nu værende Mynt og Solvets Verdie paa nærværende Tiid over
400 Riyxdaler i Croner,) 40 Mark til alle Hofmænd, og 40 Mark
til den Forurettede, og til denne ſidſte endnu 2 Mark Guld i Gør:
ſum (om var eirca 200 Ndr. i vor Mynt.) Og om Kong Knud ſelv
fortq les, at der hand Selv var forfalden i ſaadan Skyld og Brode, til
bo hand fig, i fæden for 40 Mark ſom var almindeligen Drabs Bo⸗
der / at bøde 360 Mark, og i Gørfum gav hand Mark Guld, Der
ſam weſtgds haver Saxo Grammaticus overſatt Gorſum, Donum:
Huic ſummæ (ſcil. trecentorum ſexaginta talentorum, ) aovem talenta au-
ri doni nomine adjecit. Og Anders Wedel har igien fortolket dette paa
Danſk: til en Skenk. Saxo kand ingen bære Tvül om jo at have for⸗
ſtaaet Ordet ret; Og hans Fortolkning ſtemmer overeens med Ordets
Brug og Bemarkning i det Engel⸗Saxiſte. Et Exempel paa hvad jeg
ſagde/ om den Ihielſlagnes Frenders Haardhed eller Lem feldighed i jaa
Maade og hvorl des Ave volder Gerſum / haver man ipeder Skrams
Hiſtor e: ber var, over tu gandſke Aar om at vilde forſone fig med
Anders Vinters Stent, men kunde ikke komme med dem til rette, for⸗
end langt i det Tredie; da hand gav dem 70 Mark i Gyldene og 100.
Mark i rede Penninge / over den ordinaire Mandebod: Hvorom jeg
har haft Original- Documenterne i Hende, og kand endnu fremviſe
Copier af de ſamme. Ordet Gerſum er derudi ikke brugt/ ja end ikke i
langt gelder Skrifter/ ſaa at det ſiunes at være gaaen af Moden; og mig
(faa vit jeg mindes) ikke forekommen in ſeculis XV. aut XIV. Jet Bref
ſamme ſl as Materie, An. 1477. da en Forligelſe blev giort imellem
Mauritz Nelſen paa Aagaard i Hanherret og Biſkop Jep af Börlum,
foren af Biſtoppens Tienere, ſom Mauritzes Folk havde ihielſlaget,
ſtaaer ti ſidſt ſaaledes: Ydermere (Tal fornevnte Mauritz Nielſon /
lægge Biſkopen en beqvemmelig Søvfthed ud for hans Skade
og Vedermod,/ enten efter vor Tykke, eller hannem ud at legge
med ſin Eed / hand af hannem hende villei deſlige Sag. En⸗
delig en at komme til den Siclandſke Lov, ſom taler om Giorſum⸗
mens Fiſt, lib. 6, c. 21. Støriæ bør til Ronings Bord; forti
man kaller then Grſommens Fiſt være; da behøver den locus nu
ingen anden Forklaring; end at man kaldte den Fifi, Storie, pi-
; i v fcem

160 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader ,

ſcem theſauri ſcil. Regii, et Clenodie eller Regale, ſom horte Kongen
og lhans Hoff til. Andreas Sunonis Legum Scan. lib. 8. c. I. Ommes
piſces = = occupantilus conceduntur, præter Sturionem, qui juri Regio 4
guoeunque repertus ſuerit, totus cedit. Paa ſamme Viis haver det fig med
Los og Naar ſkind i den gamle Norſke Lov, Kidbe Balkens c. 9.
Los og Maard ſkal Ombudsmand kigbe Ronningen til beſte,
og give Bonderne Vard derfor; Men Ulf Skind, Rev⸗Skind,
GOdderſkind, i og andre Vildvahre,
mue Bynderne fælge til hvem de ville, uforbudet.

37. Det gloer i Marken: it. Det gloer og ſtikker af ſiger

den gemeene Mand om noget der feer herligt og ftadfeligt ud, ſaaſom

broged Silketey, galonerede Kleder, &c. nemlig af Anglo-Saxon.

Clem, ſplendidus, Island. Clas, reſplendere. J det eld gamle

Cambriſke Sprog, er Ci, luceo, Coleus, luceſcit, Goleu og Glan:
lucidus, Co, pruna; og den heder og paa vores Danſt og Islandſk
Cid, og Glod, Glidetar, Isl. et Rogelſe⸗Kar; Det Tydſte gluͤend,
gloende, ardens; at gløde Jernet; glde Slo ud. Ligeſaa og
i Isl. 6%, ſplendeor, Glands, og Glyslegr, ſplendidus.

i 38. At gage til Haande, en Talemaade, ſom læfes ofte
i vore Kroniker, om Slotte og faſte Steder, og deres Høvedsmænd,
naar de tager et andet Herſkab. Andet er, at gaae een til Haande
i hans Gierning, d: at hielpe og tiene een, kage Haanden i med.
Men naar en Feeſtning eller Commendant gaaer en Fyrſte til Haande,
er det at give fig i hans Vold, in fidem ejus fe tradere. Og, at
holde paa hans Haand, er fidem ei addicere & ſervare. Slottet
Warberg ſkal af mig og mine Sønner holdes til Kong
Chriſtoffers Haand ⸗ſtaaer i Hr. Axel Pederſſens Brev af 1442.

nemlig af den Brug / at levere og tage Noglerne i og af Haanden.

Item, er Haand i flige Talemaader næften det ſamme ſom
Ordre, Befalning , dies e og commiſion. Jeg ſkal holde det
til Rongelig Majeſtets troer Haand. N. N. ſkigder og oplader
Peder Degn af Nyborg, til r. Steen Baſſes Haand, en
Gaard i Roſendorp. o: til hans Fuldmagt. Deraf kaldtes 1

1 Engel⸗

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 161

i Engel⸗Saxiſken Handgang, deditio, mancipatio; handfeſten, fidem
dare; weorpan te hande, reſtituere alicui aliquid; in Tegibus Inæ Regis.
pag. 20. j i

39. Ham, er et Overtog, eller et Skiul, faafom en Maſque.
Metaphoricè, en fremmed Geſtalt. Verelius citerer af en Islandſf
Fabel: Medan han var i Vargs ham, 3: Medens hand var i Ulfs Skikkelſe.
J Voluſpa ſtaaer og, i Troll ham, h. e. gigantis exuviis indutus, ſ.
in forma gigantea. Hamsſbiptaſt, transformari. I Danſt ſiger man:

eg ſkal vel drage Hammen af ham, ſaa at Skalken (Tal ſtaae

ar. I en gammel st. Poſtill, ſkreven i Begyndelſen af Sec. XV.
Guds Søn tot Tralſins Ham, ſom er Mandoms Natur, og
giorde fit ligher Menniſten. Man ſiger det proprie om Snoge,
at de ſkyde Ham og angvis exuviæ, ſom man finder paa Marken,
heder Snoge Ham. Dertil hører og Ci/ld-hama,Secundæ, qu. Borne⸗
Ham, in Ælfrici 0%. 4. p. 70. it. en Feder Ham, ſom man læfer om

i Islandſte Fabler og i Kempe⸗Viſerne, at man tog paa fig; for at
flyve fra eet Land til et andet. J Engel⸗Sax. Dictionariis he der ellers
Ham, Camiſia, Superpelliceum; Hamod, indutus; Fetherbam, talaria.
Hickeſius ſiger , at Ham er ligeledes Bindet af en Bog, thi ſaaledes
har hand fundet ſkreven foran ien gammel Bog: Aldred dis Boc gehamadi,
Aldredus hunc librum tegumento muniuit. Wachter har vel 13. à
14. andre Bemarkelſer af det Ord Ham, ſamlede med ſtor Fliid; men
deriblant dog ikke denne, jeg nu har omrort, de exuviis, larva, aut
indumento, kller noget af hvad ſom jeg har i nærværende Artikel
annoteret.

40. Det Ord Hartkorn i vores Danſte Matricul og Jorde⸗
Boger, har man vel meent at ſkulde være reen Danſk, ja een af de
allerældfte Terminis i vort Sprog, og at have veret brugt; ſaalcenge
der var Skat og Land⸗Gilde til i Danmark. Dets Norion og
Betydning nu om Dage kand ikke være os ubekiendt, nemlig at det er
en Eſtimation af Land⸗Gods, og en Regel, hvorefter de Kongelige
Contributioner ſættes og fodres, det ſamme ſom udi Tydſtland kaldes
Anſchlag der Guͤter, hvortil here de Latinſte Navne af medio

ævo,

162 H.G. Prove af Danſke Ordog Talemaader/

ævo, Canon, Cataſirum, Cenſus terrarum, og deslige, Men har og det
Ord Hartkorn havt alle Tider ſaadan Betydning, enten her i
Danmark eller andenſteds? Viſſeligen ikke: Og derom kand Arndt
Berntſon og Hans Hanſſen Skonning nokſom give os Opliusning,
ſaavit Danmark angaaer, i det de overalt giver tilkiende, at Hartkorn
bemerker 1) egentlig og i fig felv Rorn⸗Skyld eller Landgilde⸗
Korn / 2.) translatè, Landgildens Taxt og Verdie, naar de gvrige
Species og Smaae Redſel blive til Korn anſlagne og reducerede. Thi
naar man i gamle Dage vilde vide en Bondegaards Verdie, da

begyndte man forſt med at regne Rug og Bing tilſammen: Man

faſtſatte en Orte Rug til 10. Skiepper, og en Orte Biug til 12. Skiepper /
for at giore dem lige i Verdie; eller, ſom nu er brugeligt, et Pund
Rug til 3; Tønde; og et Pund Bing til 4 Tender; (Thiog ſaaledes
gaaer begges Priis i de fleeſte Aaringer neſten lige op.) Siden
reducerede man Havren, og alle Species af Smaae Redſel, Lam,

Gics, Høns, Boel⸗Sviin, Liuſe⸗Garn, Fiſk, Salt, og hvad anden

flags det end var, Pengene ogſaa, til Rug og Biug, beugende dertil
de Tabeller, ſom man havde i gamle Dage in MSS. paa Rente⸗
Kammeret, og i alle Amtsſtuer, ja i hver en Proprietarii og R defogeds
Vere i det hele Land; og finder man ſamme fligs Tabeller t ykle ey
allene i Arendt Berntſons Danmarkes og Norges frugtbar Herlighed,
men endogſaa nogle Aar tilforne udi den Torte Bog; ſom Hanß
Hanſſon Skonning udgav i Aarhuus An. 1647. Paa denne Maneer /
og ved flig Calculation, naar en Bondegaards gandſke Landgilde,
med Smaaredſel, Penge og alt, var reduceret fil et viſt Quantum
af Rug eller Biug, med eet Ord til ſaameget Korn af det flags ſom
der avledes meeſt af i den Provintz, (ex. gr. i Siœlland Biug, og i
Jylland Rug,) da kaldte man det, at den Gaard var ſaameget i
Hartkorn nemlig faa mange Pund, Tonder, Skiepper, Fierding⸗Kar og
Album; og folgeligen var Gaarden ſaadan Capital værd, ſom dette

Hartkorns Verdie var den aarlige Rente af til 6. pro Cento. Denne

Beregnings Methode var u- omg geligen fornøden førend
Souveraineteten, da her endnu ingen Matricul havdes, og ingen vis,
i det mindſte ingen ſikker, ja overalt ufuldkommen Eſtimation var
over Landet: Hvilket , (foruden at diffundere mig i videre,) klart nok

N er

|

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 163
er at fee udaf Hoylovlige Ihukommelſe Kong Christiani IV.
Forordninger om Roß⸗Tieneſten, der ſiden bleve indførte i Receſſen
af An 1643. Der flager ; hvor mange Tønder Hartkorn i Jorde⸗
gods der (fulde udgiore en beruſtet Mand og Heſt / og at enhver ſom
eyer Adelsgods, til at giere Karl og Heſt af, ber til den Ende at
fremviſe fin Jordebog til Ritmeſteren, med fin egen Haand under⸗
ſkreven: End fremviſer hand ey fin Jordebog fuldkommelig, og
derved forringer fin Roß⸗Tieneſte, hand er falden for dobbelt ꝛc.
End kommer der Tvivl om, da ſtal Jordebogen for Rigens Marſt
eller Raadet fremlegges ꝛc. (nemlig for at ſee, om Godſet er af
Eyeren anſlaget til faa mange Tender Hartkorn, ſom det med rette bor
efter den Landgilde j Korn og Smaa⸗Redſel ſom hand deraf nyder.)
Mdermere ſtaaer der ſammeſteds foran i den 4de Art. Udi forbemeldte
Korn (ſeil. Hartkorn,) ſkulle og Sedegaardene tillige med Bønder:
Goddſet anſlaaes for Hartkorn, efter ſom de udi Sydſtende Skifte
gaaer, og med rette bor at gage &e. Altſaa feer vi / at man kom
aldrig til nogen ſikker Regning eller Kundſtab i de Dage, til at vide
hvormeget Hartkorn der var i Landet: Og Arendt Berndtſon, ſom
ges fin Bog 12 Aar efter at Receflen udkom, og iffun 5. Aar for
ouveraineteten, ſiger endnu, i fin 2den Bogs forſte Part pag. 42.
” Mange fornemme Hoved⸗Gaarde og ſtore Herre Sader ere til, deſſen
Jord og tilliggende Eyendom ikke er ſatt for nogen viſſe Skyld, ey
heller i Hartkorn beregnet, at derefter i Skifter, eller i Kieb og
Sal, med Vederlag, Javned eller Betalning kunde rettes. Man
maatte og derfore ofte begynde at regne over paa nye; naar et nyt
Skifte / eller anden forekommende Leylighed det udfrævede , altſammen
med at flaae Indkomſten an i Hartkorn. Saa bleve ey heller de
Kongelige Skatter i de Dage paabudne eller collecterede efter
Hartkorn, men allene paa Slump, ex. gr. En Daler af en heel
Bondegaard, en Halvdaler af en Halvgaard eller Boel, og den rige
dat hielpe den Fattige,” Saaledes lydde i Almindelighed Skatte⸗
Brevene; og udi dennem ſkal man aldrig finde Hartkorn nævnt førend
Souveraineteten, (Roß⸗Tieneſten, hvorom jeg for meldte, undtagen.)
Men da Hoylovlige Ihukommelſe Kong Friderich III. fif Regeringen
ſatt pag en gandſke anden Fod, 15 hans Majeftet ſtraxen betenkt
2 paa

Danſle Ord og Talemaader/

164 H. G. Prove af?

pia en univerſelle Matricul at faae giort over hele Riget, og til den
Ende befalede An. 1661. at alle og enhver Jordegodſes Eyere ſkulde
indlevere deres Jordeboger i Amtſtuerne, hvorefter alt Hartkernet udi
hver Provintz, Herret og Kirke Sogn kunde vides, Gaard for Gaard,

Bonde for Bonde, altſaͤmmen efter Landgilden. Hvilken almindelig

Matricul ogſaa vel endeligen blev forfærdiget , og Skatterne derefter
lagde; men formedelſt mange Aarſager, (ſom nu blev for vidtloftigt
at opregne ;) med ſtor Ufuldkommenhed. Sligt gav da Aarſag til den
ſtore Land - Maalings Commiſſion, ſom i Kong Chriſtiani V. Tiid

An. 1681. blev foretagen / og da lykkeligen til Ende fort ved den Matricul,

ſom endnu til denne Dag ſubſiſterer.

Nan lærer ſaaledes af alt dette, at Hartkorn, ſom nu udi
ſin brugelige Notion er et Landgodſes Taxt, hvorefter de Kongelige
Skatter fodres, bemærkede tilforne intet andet end Landgilde, ler
rettere, det bemerkede egentlig det Korn, ſom gaves til L ndgulde /
naar Lam, Høns og Gies og al anden Smaaredſſel tillige var giort
til Korn, Rug eller Biug. ) Nu kommer vi da igien fil Sporsmaalet:
Hvoraf kaldte man da Landgilde Kornet Hartkorn? Her fremkommer
den ærlige og for fin gode Bog roesvordige Arndt Beendtſen med fit
Svar paa dette Sporsmaal; men hvilket Svar giver tilkiende, at det
st gagen hannem i hans Tider, ligedan ſom det er gagen mig i min
Tiid. Thi naar jeg for 20. ja vel 30. Aar ſiden haver undertiden
ſpurt heel leerde og kyndige Folk om dette Ords Opkomſt og Etymologie,

har jeg aldrig faaet noget Svar, ſom kunde form eye mig, men alt⸗

ſammen af bare Gictninger uden Beviis. Arndt Berndtſons Bog
fif jeg ſiden efter i Hænde, og læfte den: Der fandt jeg en Forklaring,
i hans anden Bogs 3die Cap. pag. 95. ſom lyder ſaaledes: Nogle ere
i den Mening, at Hartkorn he ver fit Navn af Harpet, og ſtulde
»hede Harpt Korn / ſom det der er ſlagen igiennem en Harpe og
» reenſet. Men (ſiger hand) efterdi dette er en ſielden Brug, og den
»ringeſte Andeel Korn ſaaledes bliver medhandlet; Tilmed haver man
” utvivlagtig ikke af ſaadan Harpen fordum vidſt at ſtoe, da dog Navnet
” haver været i Giænge, da ſiunes fordi rettere, ved Hartkorn at ſkal
” forftanes got og fuldſomt Korn, ſom man ellers kalder un e

' ” hviltet,

alf det Engel Saxiſke Sprog ſorklarede 165

— —

Ahvilket, naar det udi Haanden fattes og ſammentrykkes, det da
formedelſt fin Fuldkommenhed befindes faſt, og ligeſom hart og
modſtridigt, og ikke ſom ſvagt og ringe Korn, der rinder igiennem
Fingrene. Men dette er ligeledes af pur Giætning, og vedkommer
end ikke Materien. Thi her tales jo ikke, i Landgodſes Beregning,
eller i Jordegodſes Taxt paa Skifter, eller i Kiob og Magelav, om
Landgildens Qualitate, og om den ydes paa et eller andet Sted iſtridt
eller fvangt Korn, men om dens Quantitate. Skal det komme an
paa Qualiræten, da mener jeg, at en Kiobſtad Mand, der kiober
Bonden hans Korn af, fager det vel i alle Maader lige ſaa got, ſtridt
og fuldſomt, ſom Kongen eller Husbonden, naar Bonden faaer kun
vel Penge derfor; Hvi faldes dette da ey ogſaa Hartkorn? nemlig
her paa Torvet? Ey heller brugtes flige Epitheta til Landgilde⸗ Korn,
naar man ſkrey Feſtebreve eller Contracter; men man kaldte det got
Korn og Geft. Altſaa har Arndt Berendtſen hos fine. Oracler
ikke havt bedre Lykke, end jeg hos mine. i
Man magtte ſporge: Mon det ikke ſkal være et Engel⸗ Saxiſk
Ord, eller efter ſamme Soroas analogie og imitation, Thi udi En⸗
gel Sax. Boger, Breve og Documenter haver man de Ord Auth.
penny, og Harthſilver, ſom var et flags Skat og Contribution „ ſom
ma finder hos dpelmannum, Somnerum og flere, af Auth, det ſam⸗
me ſo n gerd, en Bolia, Huus og Famille, det ſumme ſom Brerde,
focus; Deraf er og Heordfafte, en fon bov vaa Gaarden, en Faſte⸗
bonde , Beordeniht, Bones Dreng eller Karl. Harthpenny og Harth-
Heel var da vel hos de gamle Engell en er, det fammefom Heerde⸗
Schilling hos de gamle Tydſte, ja ſom Rauch⸗Geldt; it. ſom Fea⸗
age eller Focagium hos de Franſte ſom Arnegiæld eller Terragium i
Synder⸗Jylland. Ja end nærmere ligeſom man i Tydſkland haver
Hoffkorn, og Hubekorn ꝛc. hvorom Klockius og andre have mel
det. Og kunde ikke da pua flig Maade Korn Skat og Landgilde hos
os være kommen til at hede ERarihtorn, af Hartb en Gaard eller Bolig)
enten førend vore Jyder oa Holfter.gin,,e over til Engelland, eller og
fiden efter, da vore Konger førte een og anden Engelſk Skik ind i Dan⸗
wark? Jeg fvarer, Ney; Og at i hvor ſpecieuſe end denne Etymologie
kand ſiunes, er den dog langt 1 den rette. Thi l. ikke at tale om,
ö 3 at

166 I. C. Prøveaf Danſke Ord og Talemaader ,
at man da maatte vel have havt i Engelland, i de gamle Saxers Tider,

ligeſaa vel det Ord Harrhkorn ſom Larihſilver og Harth penny; men
Harthkorn findes der aldrig; da II. betyder Harth eller Heord ikke nogen

Ager⸗Jord eller Bonde⸗Gods, hvoraf Korn bor ydes / men allene Hus

ſet, die Heerde, enten der er Avling til eller ikke; og lad være det vel
offteſt bruges om Bender ⸗Huſe, der giore det ſtorſte Tal i alle Lande,
faa dog ikke i Henſeende til Avlingen; III. Avis vores Hartkorn var bes
ſlegtet med detEngel⸗Saxiſte, da maatte det, ligeſaavel ſom de andre
Ord, der ere af ſamme Herkomſt, være jo meget gammelt hos os her
i Riget. Men langt fra, at det er fag gammelt, og hvo dette tenker,
hand tager markeligen feil. Arndt Berndtſon er dog af ſaadan Me⸗
ning, ogtroer at det har været til / endogſaa førend man forſtod at har⸗
pe Korn: Jeg før derimod ſige, at den Tiid Arndt Berndtſon ſkriv
ſin Bog / var Ordet neppe nok 100. Aar gammelt i Danmark, og folge⸗

lig nu ikke 200 Aar / ſiden det kom hos os i Brug. Udi ingen af vore

gamle Love, og i intet Document, ſom er øldere end an. Chr. 1550.
lader det ſig tilſtune. Der er udaf gamle Breve om Jordegods, nemlig
af Skioder, Mageſtifter, Panteforſkrivelſer, Gavebreve, Fundati-
oner, Traditioner, Jordeboger, Regiſtere, Skiftebreve, Lodſeddeler
og deſlige, at regne fra an. Chr. 1100. indtil midt i det 16de Seculo
og længere paſſeret igiennem mine Hænder og under mine Oyne ikke nog⸗
le Hundrede, men nogle Tufinde, hvor man udi hvert og eet havde havt

Leylighed til at bruge det Ord Hart korn / hvis det havde været bekiendt
eller i det mindſte antaget i voͤrt Sprog; Men aldrig forekommer det

nogenſteds, og ingenſinde har jeg Fundet treffe det, forend i et Mage: |

Sfifte, ſom K. Friderich II. giorde med Canceller Niels Kaas, om noget
Gods i Jylland, circa An. 1580. Derudi ſtager endeligen diſſe Ord:
Og for hvis fornevnte Gods hans Majeſtet mig haver udlagt/efter Be⸗
ſigtelſe og Lignelſe beløber fig mere, end mit Gods, ſom er af Eyendom

og Landgilde udi Hartkorn beregnet 2 Tender 3Skiepper &c. haver |

jeg til hans Majeſtqet udlagt en min Gaard udi Liuſegaardherredt i

„Erkreybye, ſom ſkylder Aarlig 10rte Rug, 1 Orte Bing IBrendſvin og

» SSkilling Penge.

Hvis derfor Ordet, forend den Tiid omtrent, og virkelig en
ong

|

|
|

—— ů4—ꝓ — —ů— —
— — —

guitur Getraydig in Hart oder Weiches. Hart Geray⸗
dig continet triticum, ſliginem, hordeum & ciceres, als Rocken,

Weitz n, Gerſten, Gemanck ꝛe. Weichkorn u. Getraydig com-

29

rehendit Avenam, Habern &c. Hordeum tamen apud Colerum ha-
ig 4 für weich Getrayd, fed apud Koppenum ſumitur fur har⸗
tes. Saavidt af Wehnero. I de gamle Brunſpiger⸗Stads Love,
ſom Leibntz har udgivet 7omo 717. ſtaaer i det Tredie Stykke, §. 3.
hvad Told der ſkal gives v hardeme Korne, van Hoppen, van Honeghe &c.

faa

0 Denne Lex Modios ſtaaer i Cod. I. X tit 70. og er Lex. 9. hvor Keyſerne Valen-
tin. Theodoſ. og Arcadius gipr Forſkiæl paa Fumentum og Hor deunt, ſigende: frumenti quin-
gudgeſimar, hordei quadrageſimas, vini & lardl viceſimas dari præcipimus. Men mon det ikke
være tilladt at huer Land haver herudi fin Maade efter Velbehag, og af viſſe Aarſager. IJ Tydſf⸗
land naar man nævner Zorn, da ſorſtaaer man fornemmelig og meeſt altid Rug; J Jyllau
næſten paa ſamme Maade. Derimod her i Selland, hvor Bygget er den ſtorſte Sed, er Korns
vocabulum fil Biuget approprierei.

168 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader /

faa at det ogſaa der har været et gemeent vocabulum i Sec. XIII. Der⸗
neſt, hvad Beregningen fig anlanger, nemlig den Reduction af alle
Species og Landgodſes Indkomſter til Hartkorn, da er denne ligeledes
fra Tydſkland, omendſkiont med nogen Forbedring; hvilket kand fees i
Dietherri Continuat. Theſ. Beſold. ad v. Anſchlag, og dennem ſom hand
citerer, nemlig Pruckmanni Conſilia, Köppens Deciſiones, og fornem-⸗
meligen i Scheplitz Conſuetudd. Marchicis. lib. IV. tit. 8. $, 6. Dertil
kand jeg foye Jo. Wilh. Ræwenſtruncks Rechtliches Bedencken von
Anlagen, Contributionen und allerhand Schatzungen &c. hvor
der iblant andet ſtaaer: Auf ein Malter Hartkorn jaͤhrlicher Rente,
ſo viel als von 100 Thalern: hvilket er juſt vores nuher i Danmark
brugelige Talemaade, og i nogen Maade ſamme Reglement og Metho-
de. Birfelig mage man tilſtaae, at ſaadant Reglement er heel beqvemt,
og ulige meget rigtiger end den gamle Taxation paa Jordegods her i Ri⸗
get / til Leding og Landverns Udredning / den tiid man regnede paaFavne⸗
Jord, Boel, Half-Boel, Fierdings⸗Jord, og Ottingsboel / item
den eldgammel Taxt af Guld og Solf, ſaaſom Marck⸗Gulds⸗Jord,
Mark⸗Solfs, Ortug⸗Solfs, Skillings⸗Jord &c. hvoraf vi have udi
Latinſke Breve, førend man begyndte at ſkrive dem paa Danſk, Mar-
cas terrarum, groſſos & ſclidus terrarum, ſolidos annonæ, terras quinque
marcharum & trium orarum in cenſu, it. viginti ſolidi terrarum in cenſu
vel in æſtimatione, & ſeptendecim ſolidi annonæ in redditibus, og mange
flere deſlige. 3
41, Hellede. Saaledes kaldes Kæmper og Helte udi
Kæmpe-Biferne: De ſloges I Dage; de floges i toe, De rede
tilſammen de Hellede fag froe: og mange Steder ligeledes. Viſ⸗
ſeligen er dette den gamle Forma af Ordet, hvilket man ſiden har
omgiort og contraheret til Helt. J Engel⸗Saxiſt heder ele og
Heled, Dux, vir excellens. Deraf har baade Somnerus i fit Pickionario,
og Hickes in Grammar, Anglo. Sar. anført en god Deel Exempler af de
eeldſte Skrifter. J det gamle Frankiſke Sprog er det Het. Wachter
raiſonnerer derover (i det Ord Held,) og giœtter, at det (fulde komme
af et gammelt Verbo Hellen, der ſtulde betyde vugnare, preliuri, ſom
det Chaldaiſte Chel, militare: Svortil ogſaa ſkulde høre Hula, prælium,
og Hellelart. Jeg kand ikke bifalde hannem. Hill er propriè rd
(4

af det Engel⸗Sariſke Sprog forklarede. 169

Dea bello præſidens, og per metonymiam poëticam ogſaa prælium
eller Bellum: Om hvilfen Benconelſe kand laſes den 66. Fabel i
Edda, om Hogue og hans Dotter Hille. Men Verbum Hellen har
man ikke i noget Skrift/ mig videndes. Jeg troer derfor/ at Dr. Hickes
har treffet rettere, i at derivere Hele og Heleih af Verbo Hela, i. e.
laudibus evehere, celebrare. Eſt enim Heæleth heros celebris & rebus
geſtis clarus. Saaledes er i RAyrhmo F. Annonis v. 409. Manigin Helis
uli gu, mange meget gode og ypperlige Herrer: og i Begyndelſen
v. 3. Vi [nelle Helide uten, hvorledes de raſke Helte fegtede. Gol
daſtus har og vildet havt, at Held ſkulde være ſkrevet i ældre Tider
med ch, nemlig for at være det ſamme ſom cela. Vid. ejus nott. ad
Tyrolis Paræmneſes p. 366.
4434. Helvede, haver Peder Syv i fine Betenkninger om det
Cimbr. Sprog (p. 74.) forflaret qt vere Helvey, qu. Helvedis Vey/
Plutonis Via. Endeligen er fandt, at Edda falder den Helveg, hvor
Hermod reed hen, for at hitte Balder. 246.44. Men rimeliger ſiunes
Overeensſtemmelſen af vort Danſke Ord med det Engel⸗Saxiſke
Ilellewite, eller Hehvite, ſom er Inferni ſupplicis: Og famme kalder den
ældgamle Tatiani Interpres Hellawiai: Eigeſom Notkerus falder locum
inferni Hellagruoba. J Engel⸗Saxernes Skrifter heder Pluto Helgod.
Helvedes Gud, og Cerberus Hellehund. Gudmundus Andreæ i ſine
notis over Voluſpa, pag. 47. haver den ſamme Forklaring om det Ord
Helvede, nemlig at det er af Hel, og Nite, pœna, ſupplicio.
i 43. Diger efter, ſom den torſtige Hiort efter Band, heder
ogſaa i det Engel Sax. Higan, contendere, feftinare: Hige, diligen-
tia; Higian, alpirare; higleaſt, negligens. Diſſe kunde vel og maaſkee,
have nogen Slegtſkab med Hyge, animus, mens; det gamle Tydſte
Hug, hos Otfridum og flere; det Iſlandſke Hagur, Huga, Hliggian;
Veres Danſke Hu / hvoraf ere de verba, hugſer / Ihukommer &c.
have i Huge / ſtaaer i Fortalen til Kong Waldem. Lovbog.
44. Et Hiorne, angulus, heder i Islandſken Hern, og
Morhofius, i fin Unterricht von der Deutſchen Sprache, har
ndet, at i en gammel Tydſt Dialect har det hedet Horn; nemlig at
allskhorn var ſcamni angulus: (at Pald 9 en Bænk eller Sæde, paa Danſt
* og

170 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

og Svenſt, er befiændt, og i Jylland bruges det endnu hos Bonder.)
J Engel ⸗Saxiſk bruges baade en og llern, pro angulo. Eu aß
yes Matth 6. heder; an ftræta hyrnum. Hyrnſtan, lapis angularis:
Men Matthei XXI. heder spand yoviæsin Cod. A. Sax. lige efter Or⸗
det Myrnanhegfde. I den gamle Kirke Lov, ſom ſtager bag i Sieellands
Lovbog , tales om de Tilfælde, naar man ſkal vie Kirke anden finde;
og deriblant er, naar Hyrnena bryſter af Altere. In Lingva Cam-
brica kaldes Angulus Cornel. ti

445. Hiul, tor man ikke tvile paa / at jo haver ſamme Nav
i Engel⸗Saxiſk, ſaaſom et Ord der hører til Landbrug, ſom jeg tilforne
ſagde om Felge. Det er rart, at jo baade Tydſk, Danſk, Engel⸗Sax.
og de andre Naͤboe Dialecter havde ſaadanne Lerminos tilfælles, J
Engel Sax. er Hweowal, Rota; Sommeſtæds ſkrives det Hweogul. J
Hlfrici Cl ſario r det Hweol; hvoraf Hweo/rad, orbita; Nviolfage, cyclus.
I det Cambriſxe heder det Ouwell, ſom jeg ikke veed om hører dertil.
46. At Honſe / ſom er at ſkatte og give Foræring til fine Reyſe⸗
Staldbrodre, ved viſſe Steder, hvor man ey haver været tilforne,
bliver meeſt brugt til Skibs. Jeg ſtu de troe, at det Cambro-Britiſke
Ord Honſel, ſom betyder Nyt Aars⸗Gave; item Hans og Hansla paa
Engel Say ſk/ ſamt udi de faa kuldede Gothiſke Evangelier, var de med
fordandte. Thii Cod. arg. heder det Sprog Matth. 9. Miſericordiam
volo, & non ſacrificium, Armahairtitha villan jah, ni hund. Og Joh.
167 2. Den ſom flader eder ihiel, al mene, at hand gior Gud en
Tieneſte dermed, aggleit hunsla faljan Gotha, h. e, tykkes at give et

Off r (l. en Gave) til Gud. Maaſke det Ord Haandſel, (ſom man

ellers vil deriwere af Haand,) kand ogſaa være kommen af det Cam-
briſke Bonſel. Thi fom dette betyder den forſte Gave man fager om

Aaret, faa er og Haandſel egentlia de før'te Penge, en Kiobnand

faaer i ſin nye Krambod. Jeg veed nok, at viſſe Lærde har remarqueret,
at Hanſelen (fulde hede; ſocietati vel collegio alieui initiariʒ ab Haſa, fœ-
dere, ſocietate. Item at Hanſe eller Anſa, har bemerket et flags Told,

eller onus, pro libero mercium transitu, ſag om der ſtaaer i gamle. |
Breve: liber ab ommi telonio & Hanſa. Ja det ſtal være mig ligemeget,
om nogen vil derivere Hønfe og Sønfitingen derfra. Og om Hage

kand

— me en

Fandde finde Materie i Mængde ; ſamlet af Werdenhagio, Bangerto,
Micrælio, &c.

47. Hofferdig, og det Tydſke Ord af lige Lyd og Betyd⸗
ning, ſkulde vel de fleeſte Menniſker vilde paaſtaae, at være enten af
fertig / promtus, eller, ſom Wachter haver / af verbo fahren. Hof⸗
fertig / quaſi elatus & in altum tendens, Hochfarende. Nogle af
vore Danſke næften ligeledes; iblant andre NM. Peder Winslöv in Far-
ragine Arctoa, der gior Retferdig ex. ret & ferd: Thi Ferd eriter,
profedtio, eg ferdaſt, proficiſcor. Jeg derimod er faſt forſikret, at Hof-
ferdig, Retferdig / Spagferdig, Tungferdig, Letfærdig, og alle
andre compoſita med fert, fart og ferdig komme hvert og eet af det
gamle Ord, & quidem ſubſtantivo, Ferhuh, ſom man haver mangfol⸗
dige Steder i Engel⸗Saxiſte Skrifter, og er det ſamme ſom Animus,
Bens, ſpiritus. Og ſaaledes finder vi; at i Engel⸗Saxiſken er Heal.
førhth, elati animi homo, ſuperbus, nemlig det ſamme ſom Hsymodig,
paa Jydſt Storſindet. Hickeſius har giort ſig den Umage, at ſam⸗
menſaͤnke et heelt Antal ejusdem formæ, ex. gr. Clean ferhih, vir ſa-
pientis animi, à Clear, ſagax. Srith-ferhth, conſtans & immoti animi,
Stind⸗eller Stifſindet: Camolferhth, vir ſenili animo & prudentia;
gar. ferhih, bedrøvet; Hierte⸗ Saaret; Srarhol-frhrth, ſtabilis & firmi
animi; Stolfeariß, magnanimus; unde Scoticum vocab. Stalhvart,
i, e. fortis. Paa ſamme Maade ere vore Danfke Ord, Bodferdig
Fading hoi Fredferdig / Seenferdig, Tungferdig/ &c. it. Let⸗

rdig: hvilket ſidſte heder i Engel⸗Saxiſf Galferhth, libidinoſus, og bru⸗
ges ijudiths Bog om Holofernes. Vid. quæ ſupra obſervata in voc. Calen.
Til dem, ſom mene at flige Ord kom̃e af fertig, promtus, maae man ſpare,
at der ere mange Ting der ſeehinanden heel lige, og ere dog ey de ſamme:
Og hvor mange Exempler har man ikke in ſtudio etymologieo af des
flige Iluſioner? Wachter har ladet fig ſelv forføre af dette Ord,
og deriveret Bußfertig og Leichtfertig af adj. fertig: Og fertig la⸗
der hand ſiden komme af et ſelvgiort og opdigter ſubſtantivo Fert, der ſkal
i hans Indbilding betyde facilitatem in agendo. Men til dette ſidſte fin⸗
des vel ingenſtæds Exempel. Fert er inceſſus, via, occaſio. Og adj.
Særdig, promtus, celer, kommer af Ferde, (med æ) ſom er i En⸗
gel Sax. Exercitus, it. expeditio militaris; fran er celeriter ire; fer,

2 2 greſſus

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 171

172 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,
greſſus ſubitaneus; feringa, ſubito, illico; fer- dead, mors fubitaneas
Brad⸗Dod: Til diſſe kand færdig (promtus,) henfores. Og dermed
har hverken Letferdig, Bodferdig, eller Hofferdig noget at be⸗
ſtille; men mage aldeles ſiges eomponerede med Ferhih, Sind og Hier⸗
te; ligeſom ogſaa Hoffærdighed kaldes in Codice argenteo, Haubair-
thei, nemlig ab Hairto, corde. 3
; 43. Humle, ſom man bruger til Oll, heder ogſaa i Engel⸗
Sariff Humele, Ja man haver i Du-Canges Claſario de Ord Humels
og Humlo af Latinſte Clofter-Breve iFranferige; ex. gr O/froldus fér=
vas folvit de Humelone modium unum. Benedictinerne fætter en Notam der-
ved, og mener at Hamelo kommer af det Franſtke Houblon, og dette ſid⸗
ſte af det Latinſke Lalo, eliſa ab initio littera L. Dette ſidſte giores
ikke fornøden, ſaafremt ellers Salmaſius har ret, der ſoutenerer at J.
pulus er ikke det rette Navn paa Humle i Latin, men at det hedde fo dum
Opulus eller Ypulus. Vid. Menage Origg. de la L. Fr. in Houblon. Da-
vieſius vidner ellers, at Cambro-Britanni falde Humle Oppys. :
49. En Jette, er heel gammelt, og betyder en Kempe, ho⸗
minem monſtroſæ magnitudinis. J Engel-Saxiſken findes det Ord
Eten, Gigas. Verelius dadler med rette Arngrimum Jonam, faa og
Spelmannum og Sheringbam, at de henføre dette Navn, faa og det
Iſlandſke Ju, til at betyde Gotherne. 8
50. Igien. Paa Engel⸗Sax. er Agen, iterum. Cen og
Cien, adhuc. Ligeledes in compoſit. Hvorom videre kand leſes hos
Hickeſium pag. IIA. Agencoman, revertere: Ongeanbringan, referre:
Ongeanfaran, regredi. Paa Iflanſt er og Ge, iterum, retro, con-
tra, Gemværia, at vœrge og forſbare fig; ſom kaldes i den Sallandſke Lo
LZ. eli a geentaghe. item retro. Sill. Lov. lib. 5. c. 33. det
kigb gaar igien / o: tilbage, caſſeres. Cagan og Kegan er dette i gam⸗
mel Tyeſk, ſom kand vel være contraheret til Cen.
51. Igiennem, heder i Iflandſk cegnume Men i Engel ⸗Saxiſt
Geond, ſaaſo mn og in Compoſitis: Geendfare, pertranſire; Ceondſcinas,
perlucere; Ceondſecan, Giennemſoge. Flere Præpoſitiones og Ad-
verbia fund man endnu finde Lighed til, ex. gr. det Danſte ellers,
alias, ſom heder nu i Tydſken Sonſten, er pan Engel⸗Saxiſt Kae.
: Ja

2

af det Engel⸗Sariſke Sprog forklarede” 173

Ja end og / i det gamle Lingva Theotiſca, hos Otfridum og Interpre-
tem Tatiani, vat Alles, aliter, og alioquin. Imellem, inter, hvil⸗
ket de Jydſke Bønder pronuncere Ameld, og ſom man finder ofte i
gamle Breve, for 2 4 300 Aar ſiden, ofte ſkreven elo og æmellom,
heder i Nord⸗Engelland endnu Amell, eller Anmeld: Som er obſerveret
af John Ray, een af de forſte Membris i det Kongelige Societet, i hans
liden rare Bog / Faldet collection of Englifh words, not generally uſed, and
proper to the Northern, Baſtrand Southern. Countryes, trykt i en liden Octav
til London An. 1674. |

52, Ild, er paa Islandſk El, ogli den gamle Skaanſte
Lovbog E og Elde. I det gamle EngelSar. Æld, hvoraf er det
verbum lia, accendere, gisre Ild. Matth. 5, 15. Onælan pro ac-
cendere, ſkal endnu være i Brug i de Synder⸗og Øftre Dele af En⸗
gelland, ſom John Ray bevidner i fit nys citerede Skrift pag. 73.

53. Jord, heder i Islandſken med ſamme Navn, eller og
Jord. J Engel Saxiſken findes vel ofte Eard: men ſnart lige faa ofte
med o, Eord eller Horih, og i Ælfrici Gloſſario Eortha. Deraf er Eord-
ling, colonus; Eordgemet, Geometria; Eordrice, I rderige/ orbis terræ.
Videre tager jeg ikke med, af de øvrige Ty ſke Dialecter, om Hertha,
Erth, Erde, hvorom Schilter, Wachter og andre have overflødigt.

54. Kion, Adject. bruges ofte i vor Danſt, pro ſmuk, ſkikfelig,
velartende. En kixn Mand; en kin Pige. Ogi Foreldres i Jyl⸗
land deres Formaninger til deres Born er intet almindeliger / end: Vlltu
være kign, faa ſkalt du have meget got af mig. Iden Skaanſte
Lovbog ſtaaer en Artikel, om dem, ſom flaaer andre Folkes Hunde ihiel,
og hvad Str f de kal give: Der heder det 46. 9. $. 20. Draͤper man
koͤnaͤn Rakka, boͤte ſiar Øre: Draͤper man Midhund / boͤte halv
Mark: Draͤper man Gaͤrdtik boͤte twe Gre. Der er en kon
Rakke, en Hund af befte Art, en røn Hund. Af denne Bemerckelſe i
Ordet, ſom er hos os faa gammel, bor man ſlutte, at det hører til Radi
cem, ꝙu, genus, propago; Ligeledes ſom udaf Art kommer i Tyoſt
og Danſk det Adjectivum artig, ejusd. notionis. Engel⸗Sax'rne have
ligeledes adjediv, Y, ſoin i Pictionariis fortolkes cngruus, conveniens,
| 93 belſtittt.

174 HI. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,
velſkirket. Altſaa er denne Mening vel ikke rigtig, hvilfen nogle have /
at vores Danſke Adj. Kip er de Tydſkes Kuhn, og de gamle Engel:
Saxers Coon og cene, fortis, belliger, audax: cenlice, audacter: Og a
ſamme er bleven transfereret å bellica fortitudine ad omne genus vir-

tutis deſignandum, ligeſom er gaaen med Grakernes 40, og de Lati⸗
ners Vir tus. 7

55. Kyns, eller, (ſom det udtales) Kigns haver man fra
ældgamle Tider havt; i Compoſitione, med et andet Ord for i Veyen:
da Nyns har bemerket Slags, Sort; nemlig ſom man nu om Dage
ſiger Mynt⸗Sorter, Kigd⸗Vahre, Silke⸗Vahre, Cræ-Laſt,
Jern⸗Fang. I vore gamle Love forekommer % n, ſom vil ſige Alle⸗
1458 og Alſkens er af det ſelvſamme. J den Siqllandſke Lov ſtaaer

vad ſtens det er / pro i hvad ſlags. Endnu i denne Dag ſiger den
gemene Mand i Wendſyſſel Kornkißus, Kigdkions, (vel Kipnſt)
i Steden for at ſige Korn⸗Vahre og Rid Vahre, ifær naar de tale
om den Forraad ſom man har inden Dorre af fligt, til Huusholdningen:
Uden ald Tvivl af , og Hue, ſom Engel Sax. ſamt gammel Danſt
er Genus , Propago, Familia: hvoraf vi endnu har det Nomen Subſtant.
Kion, pro Slegt, Forvandtſkab &c. Kennan er naſci: Og ligeſom vi
horte om 4% %s og Alskens, ſaa er vel og sten af det ſamme: Thi us og
Sislice, var i gammel Tydſk /e, talis, det ſamme ſom Solche. nem,
er Conſangvinitas, à Hn, og. ſiman vel ſuman, tilſammens.

56. At Kildre, Titillare, er det pure Angel⸗Saxiſke Litellas,
titillare; Kirelung, titillatio. I Islandſken ligeledes, Titillare, Kitla.

57. At kicre ſig om noget. Ex. gr. Jeg kiærer mig ikke
om (l. efter) enten hans Gunſt eller Vrede: er vel ligeledes en
gandſke gemeen Talemaade. Dog ſtunes mig, at Wachter, der haver
ellers overflødigt om andre Bemerkninger i Vebro Keren, haver gandffe |
udeglemtdenne Phraſin. Dog finder man den opliuft af Engel⸗Saxi⸗
ſken / hvor cere, og Cara, er Cura; Caran, ſollicitum eſſe; Carian, curare.
Hos de Tydſke Skribentere, end ogſaa af 14 de og 15de Seculis, finder
man det ſamme ligedan ſkreven med 4, in tempore imperf. Joh. Rothe

ſiger

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 175

—

ſiger i ſin Thuͤringſke chronica col. 1731. edit. Mencken. Do karte føch 5
Grafe nicht an, i. e. Der giorde Graven ſig ingen Bekymring om.

388. En Kog , heder et flags Baad, ſaaſom paa Limfiorden
Sildekoge; og de Koge, i ſamme Fiord, imellem Vendſyſſel og Aal
borg, hvormed man fætter faae Perſoner over ad gangen, ſaaſom de ere
mindre end Ferger. Jeg tor ſnart holde dette Ord for eet af de aldſte i
Europa; Thi udi det Cambriſke Sprog heder Linter eller Cymba Och,
uden Tvivl af det gamle Celtiſte. Siden have de ældfte Britanniſte
Hiſtorici, naar de fortæller om de forſte Engel⸗Saxers Overkomſt, kal⸗
det de Fartoye cogenes, ſom Hengſt og Hors, og deres Selſtab, komme
over paa. Ufeilbarligen have dog diſſe voeret ſtorre / end Jydernes Koge
nu om Dage. J Hertug Henrici Leonis Fundations- Brev paa det
Biſkopsdom Swerin af An. 1170. ſtaaer iblant andet: Cives Sveri-
nenſes ad uſus mercationum ſuarum, in portu qui Wiſſemer dicitur,
duas magnas naves, quæ Roggen appellantur, & minores quotcunque
voluerint naves alias, fine contradictione quorumlibet hominum
ſemper habebunt.“ Ge/f4 Alberti Epiſc. Livon. (ſom Herr Gruber har
udgivet) ſiger pag. 39. Erat eodem tempore fames & penuria ciba-
rior. magna, & miſit mirabiliter Deus ſacerdotem quendam de Got-
landia, cum duob. coggonibus, impletis usque ad ſummum annona
& ſimilibus, quæ neceſſaria erant. Saa æfer man ogſaa in Hiſtor.
Archuepp. Bremenſium: Poſuerunt magnam navim, vulgariter dictam
” Kogge, cum armatis viris. Pontanus in Origg. Francicis (lib. I. c. 9.)
forklarer det, Navicala oblonga, & aperta, velifera. Vid. & Du Cange in
cggo: & Menſ. Alting. Nolit. Germ. Infer. P. Il. &. MIT. in v. Almere.

59. En Kolle, eller rettere, en Kolne, ſom man tørrer Malt
paa, (pan Tydſk eine Maltz Darre) er det ſamme Ord, ſom de Engel:
Saxers Oine eller Olene, fornax, uſtrina, ſom ogſaa kaldes G ine-heordr.
Deraf h der endnu i det nye eng lſt, Xun, en Ovn; Lime-Kiln, en Kalk⸗
Ovn / Brik- Kiln, en Tegl Ovn. Men med vores Kolne til Malt at
terre, kommer dog mere overeens, det ſom haves i de gamle Glolſſe Anglo-
Saxoniciss bag efter & frici Gloſſarium, pag. 78. b. hvor der ſtaaer, Olin, Sic-
catorium. Man ſkulde ſnart fige, at dette Ord kom af a Dog
aadant

176 Hi. G. Probe af Danke Ord og Zalemaader,

ſaadant behoves ikke; ligeſaa lidet, ſom at derivere Halm af Calamus.
Der torde vel findes et andet Syſteme til ſlige Coincidentia.

60. Liig⸗Begengelſe: kommer af en Tydſk Talemaade,
hvilken, ſaavelſom Beſkaͤten/ bruges om Exequiis og Juſtis funebribus,
ſom bekiendt er. Jeg har ſogt i Wachter derom, men ey fundet noget
dertib horende. Hvis hand haver meent, at ſaadan Brug af bemeldte
Ord var nye, eller ikke værd at opliuſe af Alderdommen, da har hand
Uret. Bega ex i Engel⸗Saxiſk, incumbere, inſervire, colere: it. be-
gangan, Begang, eller Begeng, er cultus, obſervatio. Bigenga, cultor.

Bigegnes, ſtudium. Det har vel forſt vœeret et Verbum ſacrum, ad offi-

cia divina pertinens, nemlig udi Henſeende til de hoytidelige Proceſſio-
ner. Thi man ſagde, at begaae en Feſt, eller Helligdag. Saa
brugtes det og heel ofte om Begravelſe og Liigferd, og deraf kommer
Liig Begeengelſe. Johann Rohte i ſin Dyringſke Chrønite (T. 2.
Menclen. col. isa) Vie man Landgraf Luduigin begrub unde beging. Item: Dø,
geſcbab grofz und herliche Begengniſſt, vele Meſſe unde groſſis Opfer. Ife at
tale om mangfoldige Tydſke Kloſter⸗Breve og deslige Documenter.
Ja udi mange Holſtenſke og Meder; Sariffe Breve, flager Began, pro
juſta facere. Men hvoraf flig Talemaade? Nemlig / ſom jeg for ſagde,
af Proceſſioner, ſom i gamle Dage holdtes over de Dode med Siele⸗
Meſſer, Aar Tider, og anden deslige Daarlighed. Hvoraf vi finder ſaa
ofte i gamle Breve og Donationer til Kirker og Kloſtere / at den eller den
Herremand eller Frue har givet dette Gods til Kloſteret, at Brødrene

ſkulde holde dem aarlige Begengelſer. An. 1407. gaf Rigild Puge af

Alſtrup en hoben Gods til Biſkopens Bord i Wiborg, og Biffop Lache
ferpligtede fig og fine Suoceſlores at celebrere Giverens og hans Frues

Anniverſarium diem obitus med Meſſer og 4. Præfter i Wib. Dom⸗

Kirke. J eet af Dueholm Kloſters Breve af 1435. ſtaaer: Item fkal
Prior og Brødrene i Dueholm⸗Cloſter lade begaae min Fader og Mo⸗
der, min Husfrue, og Born, Herr Niels Erikſen og gamle Erik Nielſen
og andre mine Foreeldre en Tid hvert Aar, med alle Praſter i deres Clo⸗
ſter, ſaalenge jeg lever, og naar jeg er død, da fulde de holde en gvig
Meſſe en Dag hver Uge for min og mine Forældres Siele. Erke⸗B.

Byrge i fin Fundation, eller faa kaldede Sancuario, forordner, at i

Lindberg /

0

|
|

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 177

— —ũ——ä

Lindberg, hvor hans Forældre lage begravne, (Fulde Preſten holde en
Aartid for bemeldte hans Forældre, ſemper, finitis miſſis, eundo ad ſe-
pulchra parentum noſtrorum, cum reſponſorio 4% e Dømine can-
tando, og i Lunde Dom⸗Kirke ſkulde holdes Aartid og Begengelſe over
ham ſelv til evig Tid: Hvilket hand Falder at gange proceſlonaliter de
ſammo Choro meder ad ſepulchrum noſtrum, og at ſiunge en heelt Antal
Collecter, Antiphonias og andre Sange, ſom hand ſammeſteds har ind⸗
rettet. Til Begengelſe hører da ogſaa det Tyoſke og Danſke Verbum,
Beſtæde, ſom man baade ſiger cum adjecto, fcil. Beſtæde til Jor⸗
den, faa og abſolute beftæten, i. e. begrave. J Rhythmo de S. Annone
F. V. v. 85. Seinte Jacobus in flieruſalem, Nu is her dar in Callicien biſten, 9,
ſepultus. Ogi Heldenbuch ſiger Wolfram von Eſchenbach (4g. P. 3. b.)
Die wurden ʒů den Stunden Beſtat mit groſſer Ehre.

61. At Liuſe, Liuſne, lucere, & fulgurare; hvormed de
Islandſke uus og Hſa, ere et og ſimme; have ogſaa deres nær beſleg⸗
fede Ord i det Engel⸗Saxiſke. Thi udi den af Hickes fag ofte citerede
Paraphraſta Biblico ſtaaer den phraſis, Sldas lixton, Clypei fulgebant:
Og udi Somners og Benſons Theſauris er Lixan, fulgere; lixend,
candidus; Lixte, fulminavit. I det Cambriſte Tungemaal er Lemych,
lumen, ſplendor, fulgor; Llenychu, ſplendere, lucere, it. fulgurare:
Llacheden, fulmen & fulgur.

62. Lov og Tov, er en formula juris i Danſk. Man ſiger
om en u⸗erlig Mand, ham kand og bør ingen gage i Lov og Tov
med. Jeg haver hort dem, der vilde forſtaae det ſidſte Ord om Krigs⸗
Tog / quaſi diceres, indignus quicum vel in foro conſiſtas, vel in mi-
litia & expeditione verſeris. Men rettere er det ment om Tog, Bor⸗
— nemlig den der ey kand tages forfulde, og til Borgen med eller

or andre ærlige Folk. Hvad Tog eller Tov, Tyvmaal / Ride:

mænds og Sandemaænds⸗Tog , Tovesmend og at Topſctte,
have for Betydning i vore Love, er nokſom bevidſt; og derom opliuſer
Chriſten Oſterſon. Det Ord Ledtog, ſom betyder Selſtab, mener
jeg at have en anden Oprindelſe: Ikke af Tog, expeditione militari,
endſkiont den forſte Part Led vel 65 hore derhen / nemlig til Leding:
men

178 H. G. Prove af Danske Ord og Talemaader,

men af et gammelt Ord Thofta, hvoraf man finder de Engel Sex.
Ord, Cerbofta, ſodalis; Gethofrian, ſocietatem inire; Gerhofifipe,
conſortium, contubernium. 0

6. Hand lurer af, ſiger man i Gemen Tale, om een der
ſniger ſig bort. Men Lauren, og pan Danfk Lure, ſidde paa Luur,

er jo gandſke noget andet. Hvorfor ey heller W achter hor fundet bes
nytte ſig af / hvad jeg nu vil ſige, ſom er, at forbemeldte Talemaade
kommer overeens med det gamle Saxiſke Ge/eoran, vel Celeornian, tran-
fire, diſcedere, transmigrare; Geleorneſſe, tranſitus.

Og Meſſe⸗Hagel, er eet af de Kirke ⸗Ord, ſom de før:
ſte Engelſke Biſkoper og Preſter have bragt med herind i Landet.
Thi udi Engel⸗Saxiſk heder det ogſaa Me/fé-hacele , Caſula, veſtis ſacer-
dotalis: ab Hacele, ſom er, efter Somners Anmerkning, undertiden
Chlamys, en fort Krigs⸗Kappe, it. Lacerna, og Pallium, undertiden
Subucula. Udi Du-Canges G/offario haves ogian Hacla, pro genere ve-
flis, og dertil citeres et MI. af Sec. XIII. Paſſagen lyder om, hvorle⸗
des man om anden Paaſke⸗Dag, udi Proceſſion, ſal præſentere Chri-
ſtum, kommende til de tu Diſeipler ſom ginge til Emaus, da det heder:
Accedat quidam alius, in, ſemilitudinem Domini. hacla veſtitus & tunicn. Nem⸗
lig / Munkene og Praſterne til Ære, ma tte Chriſtus have en Meſſe⸗
Hagel paa; ligeſom naar de giver Patriarcher og Apoſtler Paternoſter⸗
Baand i Hænderne. Om nogenſteds i Tyskland dette Ord haves, en⸗
ten hos de Catholſke, eller andre, er mig ubekicndt. I de nye Tyd⸗
ſte Lexicis har jeg ſogt det, men forgieves. Og lige ſaa lidet har
Wachter nævnt det allerringeſte derom, naar hand taler om andre Ord
til Meſs hørende, Men at det dog har været Tydſti gamle Dane, og
faldet . ſachel hos dem / ligeſom hos os, er upaatvileligt: Og ſligt be⸗
viſer jeg med eet af de Tydſke Poeters Vers, af dem ſom Goldaſtus anfo⸗
rer i ſine zozisad Minsbetum, pag. 427. vet. ed. hand tillegger dem en Aue.
nymo Cancellario Imperatoris (maaſkee Kayſer Eriderici II.) og er en In-
vectiv imod de Tiders Geiſtlighed, der brugte heller Vaaben og Verge,

end Bibel og Siqleſorg: deriblant læfer man da diff Ord: Abel hin,

her wapenrok ; Hin Buch, her Schilte breit. Meſſe⸗Hagel er ufeubarlig det
ſam⸗

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 179

ſamme, ſom faldteside gamle Dage C/, ſaa og Planeta. Og den
blev giort af koſtbart Toy, undertiden og beſtukken og bordyret, efter
Leyligheden. Jeg haver nylig ſeet et Inventarium over Em⸗Kloſter i
Jylland, giort Anno 1554. den tiid det blev ſeculariſeret. Derudi op⸗
regnes iblant Kirkens Klenodier I, rod Floyels Hagel, 1. blage Floyels
Hagel, 1 gron floyels Hagel, 2 hvide Damaſkes Hagele, I blaae
Gyldenſtykkes Hagel, 1 Satins Hagel, fort; 1 par Meſſekleder, Ha⸗
gelen af Solfſtykke. Udentvivl har vel meer end halvparten af faa
mange Hageler til eet Stad været af got Folkes Foræringer, efter de
Tiders Skik og Sedvane. Man har end og Fingeret Hiſtorier om
Jomfrue Maria, ligeſom hun endnu ſkulde ſidde med hendes Piger i
Himmelen, og ſye Meſſe⸗Hageler / til at forære hendes beſynderligſte
Favoris og Tilbedere paa Jorden med Befalning at holde Meſſe der⸗
med paa hendes egen Hoytids⸗Dage. Og derom har hvert Land ſin
Legende; I Spanſfe Bøger finder man, at hun bragte ſaadan en mira-
culeus Meſſe⸗Hagel til St. Hildephonſo Erke⸗Biſkop i Toledo; i Fran⸗
kerige har de en ligedan Legende om St. Bonito Epiſcopo Arvernenſi;
og i Engelland om St. Thoma Cantuarienſi. Ingen teœnke, at dette er
taget af en proteſtantiſt Skribent, der kunde have anført diſſe gamle
Digter, af Seculis crasſiſſimæ ignorantiæ, til at ſpotte Catholikerne der⸗
med / hvilke kunde ſvare, at det var nu alt længe ſiden, at man havde ladet
af at troe ſaadant. Ney: Det er ingen Proteſtantes Raillerie: men
jeg har loſt det med al Alvorlighed fortalt hos en temmelig nye Frantzoſk
Prælat, der har levet endnu for nogle og 60. Aar ſiden, nemlig Andre du
Sauſſay, ſom var tilſidſt Biſkop i Toul, og tilforne Grand Vicaire i Erke⸗
Biſtopdommet i Paris for Cardinal de Retz, udi Card. Mazarins Tiid
og derefter, en Autor af adſkillige Skrifter / hvoraf jeg ſelv eyer nogle
Volumina in fol. Og diſſe Hiſtorier har hand i ſin Panoplia Sacerdo-
tali p. I. lib. 6. i det Capitel om cala. Efterat jeg havde ſkrevet dette,
treffede jeg i get af Palthenii Breve til Did. von Stade en Article, ſaale⸗
des lydende: ” Inter alia quoque grata obſervatio tua eft de Danico Mis»
Hagel, quod ego å Latino Miſale fenſu adjectivo, quo qualemcunque
rem ad celebrationem Miſſæ adhiberi ſolitam deſignat, hucusque exi-
ſtimavi deducendum. Nunc lubens mentem muto.“ Af hvilket

3 2 jeg

180 II. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

— — — — retn —

jeg lerer, at Mishagel mage være de Tydſte et gandſke fremmed Ord,
efterdi von Stade og Palthenius falder dit Danſk; og forde jeg ſpart
vedde paa / at det ſom von Stade derom har lert den anden, har været
den nylig citerede locus ex Cancellario Anony mo hes Goldaſtum.

65. Mesſing; Derom haver Wachter ſaaledes: Megſing,
orichalcum, æs mixtum, vel mixti coloris, 4 Miſehhen, miſcere, auctore Martinio.
Og ikke et Ord mere. Her er denne flittige og lerde Mand ſig noget
ulig, og kunde lige fag gierne ſkrevet ſlet intet derom. Martinius er og
ey den Auctor, der pleyer lere noget rart om Tydſke Ord, men vel om
Latine og Grekiſk. J Engel⸗Saxiſt heder baade Kobber og Mes ſing
Meßlen og Maftlen, og en Kobberſmid kaldes %- mid. Item finder
man hos Somner Maæſcling vas ſtanneum. Hos Skinner finder jeg i den
2den Part af hans Etymologico, at Neſtling er ſplendor, fulgor, og
hand mener, at dette Ord kommer af det Engel⸗Sariſte gens, q. d.
inſtar aurichalci fulgens. Monne det ikke være tvert imod? Nemlig
Radix, der kand have betydet falgere, og hvoraf baade Heling og Mes⸗
ſing have faaet Navn, er bleven borte, ſom mange andre. Imiolertid,
nu at vilde giætte fig frem; med aiſeeo, ſoin Martinius oa flere, og med
Maſſa, ſom Skinner, (quia, inquit, Metallum hoc in magnas maſſas fun-
ditur,) er intet bevendt. Thi Engel Saxerne brugte jo eet og det
ſamme Navn til Kobber, Tin, og Mesſing. j

66. En Mile, fræni genus, eller en Meyl⸗Tomme. Er vel
det ſamme, ſom i Engel S xiſk heder e, frænum; Unde Gemidlian,
frænare. Mid Iſenuim Midlum gewvyldan, med Jern-Bidſel at temme.

67. En Napre, heder et ſtort Bore, Terebrum grandius. J
Edda faldes det Waffar, nogle gange i den 62de Fabel. Paa Engel⸗
Saxiſk Nafegar; I Ælfrici Cloſſario fager; Terebrum, Nuuegar. Ellers
ogſaa Næfebor ; nemlig et Bore til Nafa, eller Naba, ſom vi kalder hos os
et Hiul Nav: ligeſom vi kalde et mindre Bore, til Spigere os Som,
et Speger Bor.

Ed

68. Nymere,

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 181

——

68. Nymere, er ſnarere et gammel Tydſk end Danſk Ord,
ſom man brugte de novo rumore, mærkeligt nyt, ſom er værdt at tale
om og ved Folkes Tale at giores kundbart. D. Luther har brugt der i
Jule -Palmen: Vom Himmel hoch da komm ich her, Ich bring
euch gute Neuet zer. Deraf man finder Nymere, fan fon et Ord,
ofte i de Danſte Boger, ſom ere aldere end et hundrede Aar, ja og i vore
gamle Viſer. Peder Syv ſtunes at have taget det for reen Danſk, og
derkore, i fine Beteenkn. „. 89. ſiger, at det betyder ſynderlig Nyt.
Videre forklarer hand det ikke. Stammen dertil har man hos de cloſte
Tydſke/ M illeramum, Otfridum og flere; Thi Mara og Marier hos deem
det ſamme ſom Rumor, fama. Otfridus ſiger om Joſeph, St. Mariæ Hus⸗
bonde/ L gihorither Mari, Thaz ander Kuning wari. Auctor Nhythimi de &.
Anonne F. 20. v. 303. Do iſt in heidniſobin uchin Meri, det er rygtet og be⸗
fandt af Hedenſke Beger; Maren og Mari duen, vulgare, rumorem
Pargere; Mari ward, percrebuit. Hos de Tydſke Skribentere i Sec.
XIII. og de Poeter, ſom man haver i Heldenbuch, og dem Goldaſtus har
faa flit: gen fæft, findes det Ord Mere overflodigen brugt, pro rumore,
ama, hiſtoria, ſermone, narratione, et Rygte, en Tidende, ſaavel
ſan ſom ufand, ex. ech ſollen kein Geſchwere an euerem ertze
tragen, Ich wil euch gute Mere von eurer Tochter ſagen.
Der fog hos amme flags Skribentere, Nüwe Mere, Lugen⸗
Mere, Geugel Mere, Un⸗Mere. Og hes Königshoven i hans
Elſaſſer Chrgnick naar hand taler om den Bedragere, der gav ſig ud
for Kæyur Frid. 2do. 25. Aar efter hans Ded: Do diſſe Mere Kuimg
Rudolffe fůrkam, do duhte es in ein Geſpoͤtte, u. achtete in fůr
einen Toren. Og deraf er Alen. Hos Engel⸗Saxerne ligeledes
er nder, fama, q. d. vidt - uo ſpredet Sagn. Mere, celeber; Mere.
man, vir inclytæ famæ.

5. At Nysle, ſiger man om dem, (om ſoger og feer fig om⸗
kring, for at legge et til rette, og at finde t andet. Jeg gaaer her og
nysler. J Engel Soxiſt har man Neoſan, viſitare; Neofung. viſitatio.
Det kommer maaſtee af Neoſa l. LN e. Naſo: og Neſe⸗ viis ſaale⸗

3 des

182 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

des og at høre til Nan. 3 Schilters Gloſſario bliver Nerſen og Erneu-
ſen, fortolket inquirere, og citeret udaf Keiſerspergs Skrifter.

70. Oes, er det ſamme ſom Saft, af Urter, Ebler, eller an⸗
den Frugt. JEngel⸗Saxiſk er 7705, decoctura, , ſucciplenus.

71. Omflat/ og Omflætig, hører til det gamle Verbum,
Metan, fœdare, deturpare, it. nauſeare: Svoraf er i Engel⸗Sax. det
Particip. Ceulaeten, fœdatus. Wachter derimod deriverer Unflat,
af particula privandi Un, og Mute, decor, pulehritudo. Men hand
fager uden Tvivl feil, og te har der intet med at beſtille. Um i Tydſt
og Danſtk, og Nube i Engel⸗Sax. er circum; og Mietig er fœdus, inqui-
natus. Sonus vocis & concurſus litterarum . & f. har i Tydſken om-
ſkiftet Umbflat til Unflat; men dette Um eller Om er bleven beholdet
i det Danſke Ord. '

. Ordviis, ac dicitur vulgo intempeſtivè facundus, ſeu
moleſtus & arrogans diſputator ex. gr. Hand er ſaa Ordviis; it.
Hand vil have Ordet og Viſen allene. Det kand være kommen fra
de gamle Engellænder; Thi udi Engel⸗Saxiſken er Worawiſe, Sophiſta.

73. Pande, frons; og Pande / patella, ſtrives hos os, paa
een og den ſamme Maade. Hos Engel⸗Saxerne heder Panne, Cranium;
og paa Walish eller Cambriſt heder den Penglig, h. e. Hoved⸗Skal:
Men Patella heder i Engel⸗Saxiſt Ponne; og i Cambriſt Padell. De
Hoytydſke Falder dette ſidſte Eine Pfanne: hvorom kand laſes tilſtrek⸗
kelig Forklaring hos Wachter, fag vel ſom hos Du Cange in v. Panna.
Pen hvad fig Pande, frons, anbelanger, da er ſamme vel eet af de aldſte
Ord i Verden. Thi forſt veed vi hvad det er i Hebreiſken. Derneſt
betyder og ben i det gamle Britiſt og Aremoriſk cut, og haver end i
ſamme Sprog alle de Bemarkelſer, ſom Vocab. Hebræum v da det
er baade Caput, ſaa og Initium, Principium; it. præcipuum quod-
cunque; it. extremum; it. Dux, Princeps; it. Cacumen, vertex;
nec non Promontorium &c. Saa kommer og deraf Peuninus, Deus ſin
ſummo cacumine montis reſidens atque ibi coli ſolitus; våre Berg

penninus.

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 183

Apenninus. I Spanſken Penna, mons, cacumen. J Ungerſf Pand, et
Berg; Panduri. monticolæ. Af Pen, i alle flags Bemerkelſer, feer
man en gandſke hob Derivata i Dawieſſi Pickionario antiquæ Lingvæ Fritan-
nice. Og iEngelſke Hiſtorier læfes, at den gamle Britiſte Konge, fort
forend Angel Saxernes Indfald, hedde Pendragon, h. e. Caput ſ. Prin-
ceps Regum, ſom Baxter i hans Archæologia det og forklarer. Det Slavo⸗
niſke Pauy, Dominus, Gubernator, Princeps, og Bannas Croatiæ hore til
ſamme Radicem.

Jeg ſkal fætte Pind derfor, at det ey ſkal (fee, ſiger
ee 3 10 3 vel prohibels. Man ſkulde teænke,
at denne phraſis var metaphoriſf, og i Danffen ſelvgiort, udaf den
Maade, at ſette Pind for en Dor, ſom man lukker til. Men i
Engel Sax ik er verbum Fyndan, gandſke proprie, at holde tilbage „
intercluderc, prohibere, remorari; inding, prohibitio. Og jeg fin-
der ikke, at Pynd eller bind, er udi ſamme Sprog, det ſom hos os;
Men vel at Calamus eller penna faldes nns, iffe allene i Engel Saxiſk,
men endogſaag i det gamle Britiſk, ſom man nu har tilovers i det
Cambriſke.

75. Pligt og Bod ſenſu Eceleſiaſtico, ex. gr. i Pasſions⸗
9 55 for os hand Pligt og Bod fuldgiorde. J Engel Sax.
haver man Plat, periculum; og verbum Piiptan, ſpondere. Der-
fore, enten jeg fortolker det, Periculum noſtrum ſuſtinuit, eller ſponſio-
nem pro nobis obivit, da finder man auctoritet for begge Dele. Om
de ellers gemeene Bemarkelſer i det Ord Pflicht / (ſaaſom ere obligatio,
debitum, cenſus, vectigal, ſervitium à colonis præſtandum &c.
finder man nok hos W achter og andre. Ell rs hører ogſaa til Pligt/
ſamt til Plihan, ſpondere, det in ſcriptoribus medii ævi fag ofte fore:
kommende P/egium, pro Vadimonio; item P/egius, fidejuſſor, ſponſor.
A Duce ſilſiciens fis Regi cautio, miſſis Obſidibus, Plegiis, zuramentoque recep-
to; ſiger Guilhelmus Brito i fit Po&mate om Kong Phiſippo Auguſto.
Og i den Tractat imellem ſamme bemeldte Konge og Græfven af Na-
mur, (hoilken Convention Le Blanc har excerperet, i hans Trait
" hiftor. des Monnoyes de France, ) repeteres dette ofte; ex. gr. Iſti ſunt Pløgii
Domini

184 II. G. Prove af Danſte Ord og Talemaader/

Domini Regis, ſupen matrimonio inter Philippum Comitem Namurcenſem & Ma-
riam flliam Domini Regis celebrando. Comes F. Pauli eft Plegius de duobus mil.
libus Marchis erga Dominum Negem pro Comite, & erga Comitem pro Domino
Lege. Joannes de Mgella de millibus marchis pro utroque. oc. Mere kand læ:
ſes hos Spelmannum in Archæologico, ſaa og hos Du Cange, it. i Dr.
Wilkins Gloſſario ad Leges Anglo-Saxonum, og dennem hand citerer
ved bemeldte vocab. Plegiys-

76. Om det Ord Qvern bor jeg ikke ſige andet, end jo Wach
ter har faa meget, ſom derom behoves / til at viſe dette ſamme Ordi
de gamle Sproge: ſaaſom af Cod. arg. Marc. 9, 42. Quairn; af Sf
landſken Kuern, eller Kuorn; af Pezii Tydſte Gloſſis Qin, af Engel
Saxiſke Cweorr eller c &c. Hans Giætninger om dets Herkomſt
vil jeg ikke rore ved. Men at jeg alligevel melder om dette Ord, ſkeer
allene for deres ſkyld, der have forbedret Du Canges Gloſſarium, og
ladet fee en ſtor Uvidenhed om dette Ord. Artikelen lyder ſaaledes:
Auerna, num ager frumento conſitus, à Teutonico Chern vel horn,
frumentum, aut /ocus quernus, vel querneus, quercetum! Tabularium
S. Florentii: Herveus auxit donum ſuum, & dedit molendinum cum Quer-
na, circumdata aua. Der heder det jo klart nok: Hand gav til
Cloſteret endnu en Molle / med Qværnſtade og Molledam. Og ikke
en Korn⸗Ager / eller en Ege ⸗Skov; ſom Benedictinerne har vildet
gigtte. 1 5

77. Det tager ham intet: pro, Det kommer hannem intet
ved. it. vad rager det mig? Mon dette ikke ſkal henføres til de Engel:
Sax. Ord, Recc, Tura; Reccan, curare; Recceleas, negligens? Udi Iſland⸗
ſken er ligeledes Relia, curare, ſtudioſè exequi; Rækilega, accurate,
ſolicite; Regt, Omſorg. Raeclen, og anraclem er i Hollandſk at irgre,
anrore: Hvoraf ogfag er denne phraſis: wat raeckt mich dat?

78. Ran, er nokſom bekicndt, baade i vore gamle og
nye Love, ſaavelſom i Islandſken, med fine Derivatis, og ads
ſkillige Compoſitis. Og det heder i Engel: Gariff ligeledes Ran,

rapina; (aa og forekommer ofte i de Engelſte Kongers Love, ſaavel i

Canuti

af det Engel⸗Saxiſte Sprog ſorklarede. 185
Canuti M. ſom Guilielmi Nothi og fleres. Videre kand om dette Ord
leſes, i adſkillige Artikler, hos Spelmann, Cowel, Gilles Jacob,
Chriſten Oſterſon og flere. I" i

r nundne

7909. Reysnere, bruges ofte i vor Danſke Bibel, ſaavelſom i
vore Kroniker og Hiſtorier, for Ryttere. Iden Svenſke Bibel heder
de og Reſenaͤrar: men i Konung Balken cap. 17. Reeſoner, ſom
Loccenius in Lex. Terminor. Juris fortolfer Equites, vel qui in expedi-
tione equeſtri ſunt. Ordet er af fin Herkomſt Tydſk, og heder i Neder⸗
Saxiſke Boger og Skrifter ligedan. Bugenhagius har ogſaa i ſin
Plat Tydſte Bibel⸗Verſion paa nogle Steder, hvor Luther bruger.
Reyfige, fat Reyſeners / ex. gr. Gen. 50; 9. Dar toͤgen ok met em
henup Wagen unde Reyſeners. Og i Bremiſte og Oldenborgſke
Documenter finder man Wapende und ridende Reyſener. Lu-
therus har i fin Tydſtke Bibel, ſom bekiendt er / mange gange de Ord
Reiſige/ og Reuſiger Zeug; endſkiont hand langt oftere har det al
mindeliger Ord Reuter. Bugenhagen endnu oftere Ruͤters.
Saaledes og i Tydſte Chroniker Reyſige Jungen, pro juventute
equis militante. Vore gamle Danſke Fortolkere har fuldt Luthero
efter, ex. gr. 1 Reg. 4, 26. Koͤnig Salomon hatte 12000. Reyſige
Dan. 12000. Reyſenere. Det er af andre længe tilforne bemerket,
hvorfore de faa kaldtes, nemlig fordi i det gamle Tydſke bliver Reiſe ge⸗
meenligen og i fin ſerdeles Betydning forſtaaet om expeditione militari:
De gamle Frankers Krigs⸗Tog ſkeede meeſt altid til Heſt, ſaavelſom flere
Nationers, og deres Krigs - Hær var aldſammen Rytterie. Schilter og
Scherz have paa adſkillige Steder opliuſt dette; og man haver og nok⸗
ſom Exempler, foruden dem de have citeret. Derhen horer og de
Talemaader / Reyß und Folg, i de Tydſkes Lehn Recht og i Jure Con-
fæderationis, it. Reyß. Wagen ſchicken; Reyß, Muſterung, und
Auffoderung 2c. Dette Ord har og her i Danmark længe været
brugt pro expeditione militari, ſom kand merkes / naar man læfer Hvit-
feld. Jet Bref af 1519. lover Erik Spendt pag Søgaard til Eyler
Bryſte Hovedsmand til Lundenæs 6. feede Øren paa Kongens vegne
for denne nærværendes Evervigen Reyfe ſom i Aar er. S det

a on⸗

186 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

Kon gelige Danſke Archiv er et Latinſt Bref, ſom ſtaar og trykt i Arild
Hvitfelds Kroniker, nemlig i Kong Chriſtophori II. Hiſtorie, ſub Anno
1323. Deri forpligter Hertug Henrich af Meklenborg ſig til at tiene
Kongen af Danmark og hans Efterkommere, faa ofte de have det behof,
cum 5O. hominibus dextrariis & armatis, dette verterer Nvitfeld, i den Danſte
Extract af Brevet, ſaaledes: med 50. Reyſener vel ferdige med
Heſte og Harniſt: Men derhos var denne Vikor, at Kongen ſrulde
betale hvad ſmaae Heſte / (nemlig de ſom brugtes til Troſſet og Ragagen, )
der miſtedes i Campagnen. Dette heder i Latinen: Rex parvos equos,
ꝓuos nos vel humines noſiri amiſerimus in eadem Reyſa, perſolvet. Ottfridus
J. 4. c. 4. har faldet Chriffi Indridelſe til Jeruſalem en Reyſe: Er reit in
Mitte, fo giæ am, So iztho æi thero Reiſu biquam, d: Hand reed i Mitten, ſom
det ſommede fig, og ſom den Tiid hans Indtog beqvemmede. Derfor
er Schilter kommen paa den Tanke, at derivere Roß af Reißen, efter
ſamme Analogie, ſom Ss d ſlieſſen, Ros à Nieſen, Gros d Gruſſen, Bus å Buſſen.
Thi Roß / ſiger hand, eſt equus ad expeditionem & profectionem
”aptus,” Reyſe Pferd; ſicut is, quo ad vehiculum utimur eft Zug-
Pferd. Saaledes er og Reiſige Rutſchen und Ruſt⸗Wagen diftin-
gueret fra andre Vogne: og Kuſtige Heſte fra gemene Heſte, udi
baade Danſke og Tydſke Skrifter. Roß; veed enhv rat vare ey allene
et gammel Frankiſk, Danſk og Islandſt Ord; men blev pag Jydſt og
Engel ⸗Saxiſt faldet Hors, per metatheſin, ingenlunde ſual des faldet,
af Horn / cornu, quaſi Cornipes, ſom Somnerus af pur Gi tning har ſta-
tueret. Thi hvo veed / om ikke Hors eller Hros er et ligeſaa gammelt Ord,
ſom Horn. Hors kaldtes i det te Seculo den ene af Angel⸗Saxernes Ans
førere her fra vore Lande; og hans Sialdbroder hedde Beg: ligeſom
man i de Dage kaldte ogſaa Folk, Biern, Ulf. Hund og Hvalp. Og
er ikke ogſaa Ors reen gammel Tydſt, ſaavelſom Prs? da man finder
dem baade /Finsbekii Fareneſi flere end eenſteds, men endog med mange
andre Exempler confirmeret i Goldaſti notis 24g. 406. 407. og 408.
tdi Legibus Municipalibus Civitatis Brunsvic. hos Leibnitz (Tom. III,
p- 434.) begynder det allerforſte Stykke ſaaledes: 2 dme Henwede hort
dat beſie Ors: is des dur nichr, ſo ſehal men geven dat beſte Perdt, offt id dar is.
Hvor man feer at der var Forſkiel paa, og at en ors var bedre og anſeeli⸗
ger,

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 187
ger, end en Ferdt: ja end og dobbelt faa god, vid. earund. Legum 5ᷣte
Stykkes Art. 20. Saadan Forſkiel var og her i Norden fordum pag
Satt hvilket man lorer af de gamle Svenſtke Love, hvor de handler om

katter, Told, og Cronens Laxationer: J Yplands Laghen (af An.
1245.) er en Heſt taxeret til s Øre, men en Skiut (Arbeids⸗Heſt, ju⸗
mentum) til 4 Øre. J Waͤſmanne⸗Laghen, er en Gaͤngare
32 Mark værd, en Skiut ikkun en Mark, men en Grs 6 Mark. NB.
En Gxe er overalt ſtedſe regnet ligei Verdie med en Skiut, og en Koe
halvt derimod. Her falder mig ind at ſporge om man ingenſteds i
Tydſke Skrifter fkulde finde Reiß, i ſamme Bemærkning, ſom Ors og
Roß, uagtet at hverken Schilter eller andre har obſerveret dette? Da
jeg har havt et Danſt Brev i Heender, nu over 200. Aar gammel, ſom
beviſer/ at man her i Landet kaldte en Heſt en Reyß. Det er ſtreven af
en fornemme Adelsmand, Jakob Sparre (hvis Broder var fordum
Erke⸗Biſt op i Lund,) til een af fine gode Venner; An. 1539. og derudi

diſſe Oord: Som Jagter, at ſkikke Eders Son udenlands, og

J haver Broſt for en Heſt til ham, og Eder er tilvidendes vorden, at
eg haver en brun bleſſet Reyß ſtagendes, faa ſender jeg Eder ſamme
Reyſe, at J maae beſee ham, om hand er Eders Ganninge, faa er
hans Kiøb i det neyeſte 40. Daler, og jeg vil ikke ſette Eder ham i det
4 25 af var det en anden, vilde jeg ikke umette ham den mindre end

nx .

80. Riſter, nemlig at ſtege paa Rift, hvoraf er Riftet Lax /
Riſtet Brod. Er det Engel” Saxiſke Verbum bierſtas, og. gehirſton.
frigere in ſartagine; aſyrſte, frixus. Thi transpoſitio litterarum, i ſær
litterær, er heel gemeen; ſom vi nyeligen ſaae i Hors. Roffen har
Wachter, og fører dets Origine af det Cambriſte, ſom hand confererer
med de andre mere bekiendte Sprog. Hand har dog ikke bemærket, at
der findes udi 71. Floventinis Craticula, Ref; item at Roſfen, aſſare, og
Rotir heder ogſaa i Italic iſten arreſtire, og arreſio aſſum: Om hvilket Ord
Muratorius har commenteret i fin Caraligo Vocum Italicar. peregrinæ
originis, og med al Skiel og Raiſon refuteret Menagii og Borelli
Etymologier.

Aa 2 81. Rud⸗

188 HI. O. robe af Danke Ord og Talemaader

81. Rudſover, er at ſove haardt. J Islandſt heder nt,
ſterto; Hot eller hrytr, rhonchus. Og paa Engeiſk er Verbum Hralan
ligeledes ſtertere, rhonchos ducere. In %, Theoriftis Ebneri, ſom
ſtaar bag i EKecards Hiſt. Francica, pag. 1002, Stertat, ruize. F

82. Sand (Adj.) verus: paa Islandſk gannur, Sanna;
Sandhed, res veræ; Saunliga, Sandeligen. Denne Notion har nu vet
Tydſke Sprog ikke mere. Men at det har halt den, viſes endnu af
nogle fane tilbage blevne Ord i de ældfte Tyr ſke Dialecter. I det
gamle fan kaldede Gothiſke, udi Cod. argenteo, heder Veritas Samja, og
deraf forekommer og anal, ſandeligen, qu. bey der Wahrheit. Sun
jan, verificare, it. juſtificare. Og i Engel Sax. er So, verus, veritasz
Sodlice, vere, certe; Sodfaga; veriloquium, hiſtoria, en Sondſagn.
Vocaler forandres og omſtiftes uden Ende, ſom erfares endnu, naar
man reyſer Tydſklands mange Kredſer og Provintzer iglennem. Og at
v. nu tilſeættes, nu udelukkes, for ved 4. og: er en gammel bekiendt Ob-
ſervation hos Etymologiſter. 0 Fa

33. En SÉrædete, har nogle vildet mene at ſkulde komme
af det Tydſke Schneider med at giore „til 7. Men dette er for ha⸗
ſtig at gage til Berks. Skrædere ſom og heder paa plat Tydſk Zchrg⸗
der, har lige ſaavel ſit eget verbum; at kaldes af, ſom ein Schneider
har verbum Schneiden. In Cod. arg. er 4 kreitan, at rive i ſtył⸗
ker / Marc. 14/63. (om den Ypperſte Præft der ſonderref ſine Kleder;)
og Marc. 15,38. Forhængetrevnede i tu ſtykker ;) ches die, dilfkris=
noda in tua. J Engel⸗ Saxiſk er Screodan og Seredan, ſecare, ampu-
tare; Screadunga, fruſtum, fragmentum; Screadung, reſectio, Scread.
fax; ſcalprum. Og deraf kommer det Dauſke verbum, at ſtrelde,
og deraf det nomen Skrelding/ ſaaſom Eble⸗Skrelding. Og ſerel
og (hredding har man endnu i det nye Engelſk. Dertil hører nu ufeil⸗
barligen verbum Scrydan, veſtire, at Kladde, giere Klæder til nogen
Jeg var nogen / og I klædde mig ikke / e wes nacod, and ge me ne fryd.
don: Serud og Scrydde, veſtitus, veſtis. Ferit, (particip. pall.

veſtitus; it. geſcryd, idem. WWanførydde , male veſtitus. Scrudr, er
ligeledes Kleder, paa Islandſk, nemlig veſtis ornata & honora-
så 2 gå tior;

al det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 189

tior: og Skradhus ,; Sacriſtiet, hvor Meſſe⸗Klederne forvares.
Man maatte ſporge, hvorfor en Skredere ey havde faaet Navn af at
at ſye, hos de Danſte og Tydſte, ligeſaa vel ſom hos Latinerne, og
Græferne? Mon det ikke være fordi Kunſten hos os beſtod ikke i She⸗
ning, hyilket alle Qvindfolkene forrettede, (ligeſom endnu i Island)
men i at giore Formen, og ſkiære Toyet til ſaaledes ſaaſom det burde.
hvorfore og vore gamle Love giore Forffiæl paa tilſkaarne og ſyede Klæ-
der, ſom de falde Skabte Klæder, og van Toy, ſom er endnu
uſkabt. v. Siællands Lov. Lib. 5. c. 39. & lib. 6. c. 14. Udi et Bref,
ſom Herr Anders FJæpføn Lunges Frue af Egede har givet til hendes
Mand (af 1423.) ſtaaer: Item, naar Gud vil, thet min kiære
Herre afgaar / hvad jeg da hafver af giort Guld, og giort Solf,
og ſkaarne Klæder; ſom til mit Lif ere giorte, det ſkal jeg til
forne have uthen Skyfte ꝛc. NB. ſkaarne, non ede. Derfor
heder det ogſaa i de gamle Brunſpiger Stads Love C. 5. §. 16. Se enem
Scrodere bringt want, dar he eme Cledere van fniden ſcal, vorkoft, eder vor-
fat de Scrodere dat want, ſcal me deme Scrodere volghen mit der Heime. Og i
Heldenbuch (Dag. Ad. 5. a.) Von rotem Samat nume Schnidt 6 uns allen
Lcd: Og aldrig, ſom jeg troer, finder man, at lade Klader ſye, i
faa gamle Skrifter. Ergo ere vore Kampe⸗Viſer nyere.

84. Skrœmmer, holde mange for, at være det ſamme, ſom
forffræffer, gior Bange. Men dets rette Betyduing er vel, at hindee,
ſtudſe nogen, færre ham Std i Veyen. Lad dig ikke ſkræm⸗
me, d. e. Lad dig ey hindre derfra, og drive tilbage. Thi ſaaledes er det
og i Engel⸗Saxiſk nemlig verbum Seremman, ponere offendiculum,
lægge Stodi yen LS STEM |
388. Skygge, Vmbra, heder vel mangeſtads i de Engel⸗
Saxiſte Skrifter Scheade ;, ligeſom det Tydſkr Schatten. Men det
heder ogſaa paa andre Star er , cuwa, og Seuia. Hvorfore Hicke-
ſius (Cramm. Anglo Sar, pag. ) opregner det iblant de vocabula, ſom
hore til Dano-Saxoniſf. d Jo. Ray anfører det iblant de Ord, ſom
bruges ide Syndre⸗og Oſtre⸗Provintzer i Engelland endnu omſtunder.

386. At ſmage paa noget, pro, at ponſe og tenke over paa,
li Aa 3 ſpeculere

190 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,
ſpeculere og randſage med fine Tanker. Dette har ingen Samfund med
verbo guſtondi, i hvor megen Rimelighed der end ſtunes at kunde være
derfor, baade i Henſeende til Ordet ſelv, og til Betydningen. Gu/fare;
heder i Engel⸗Saxiſt Smeccan; og Sapere ogſaa Ge/mæccan; Smæc blev met
er Guſtus. Men et gandſke andet Verbum, ſom end og paa en anden
Maade orthographeres, er Sneagan, contemplari, ſerutari, penſare;
contractè Sean, meditari; Smeagunge, meditatio, contemplatio. In

Legibus Regis Inæ, er Smneagan, conſultare, deliberare. Sneathancfullnyſſe.

meditabunda penſatio, ſcil. naar man tankefuld ponſer og ſmager paa.

87. Hand leer faa ſmoret deraf, er ikke af gemeen Mand
opdigtet, eller en af Giekkerie 7 — Phraſis. Thi og hvad Sam⸗
menhæng kunde man fingere imellem Smør og Latter? Men Tale
maaden er let expliceret, naar man veed, at udi Engel⸗Saxiſk er nere.
riſus; og /mærian, ſubriderk. Og; efterdi r. og 4. gemeenligen forvex⸗
les med hinanden, i mange Tungemaal, faa tvivler jeg ikke paa, at jo
Verbum Smile har ligeledes fin Oprindelſe af Smere; og faa meget

mindre, ſom Schmieren er i gammel Tydſf, irridere, illudere, hvilłet

Wachter iffe faa gandff og vel har opliuſt, ſom hand burdte. Helden⸗
buch (pag. N.. Nit falſch aber ſchmieren Der Kuͤnig do began,
h. e. Hand begyndte med Falſkhed at belee og ſpotte.

: 88. Somme, nøgle, quidam, nonnulli: er 5 got
ammel Tydſt, endſtiont Wachter har ladt det ude, uden Tvivl fordi

et ey mere er brugt i Tydſten, jeg veed ey ihvor mange Seculis. In
Cod. argenteo heder Sums, nogen, in plur. Sumai, nogle. In Rabani
Mauri Claſſit: Quendam, Suman: Qvidam, Sumen. Saaledes forekommer
ogſaa hos Orfridum, Willeramum, Keronem og flere af de NEldſte:
Sumer, Sume, Sumes, Sumeſtunt, Sumewyla, Sumlich &c. Hvad Under da,
at ligeledes i Engel ⸗Saxiſken Sem og gume loſes, og at de nye Engelſke
8 beholdet Some, ligeſaavel ſom Islenderne Sem, og vi Danſte

mme:

89. At ſtefne/ eitare, in jus vocare, er af det gamle Ord
Straf kller Hef, en Roſt: Hvilket har været Tydſt, og er ſiden 1

af det Engel-Sariffe Sprog forklarede. 191
il Stimme; efter at det har hedet vine i det Land, hvor de faa kaldede
res ee eller Cod. arg. er ſtreven. Marc. IX. v. 7. Ng
Cibna us thamma Milhmin, Der tom en Roſt af Skyen. I de Engel:
Saxiſte Evangelier ſtaaer paa denne ſamme Sted det Ord Srefn: And
Stefncomof thære Lyfieandcwed, Ong en Roſt fom af Luften og ſagde. J
vore gamle Breve heder det: Vi ſtefnede hannem for hans Broſia
med vor levende Roſt. ?

| 90, Stiffader, Stif-Son, og deandre dertilhørende, ere
af de Ord, hvori vore nye Ortographiſter lade deres BViisdom fee, Thi
jeg feer mange af dennem nu om Dage at ſkrive Stedfader, og Sted⸗
n. Saa viſſe ere de paa den Etymologie, at bemeldte Navne bes
tyder dem, ſom ere i Faders og Sons Sted. Jeg ter ikke give mig
ud for faa klog, og bekiender, at medal min Efterſogning veed jeg endnu
ingen ſand og ſikker Oprindelſe til diſſe Ord > Men dette tor jeg vel ſige /
LED svanen af Sted er falk og urigtig. Ligeledes er og hvad
ſom Chriſten Oſterſon/ og hans Laremeſter, (uden Tvivl Dr. Claus
lum, ) have giettet derom. Hand ſiger, at Steffader / betyder
Stye⸗Fader, eller Styre⸗Fader, i den rette afdode Faders Sted,
nemlig, til at ſtyre, ſaa og med Styr at opholde og nere de ſmaae
Born, med hvis Moder hand kommer i Egteſkab. Men til at refutere
alt dete, ſom ſaaledes ſammendigtes af de Dunſke Ord, Sted, Stye
og Styre, bene es ikkun at ſperge, hvorfore haves da dette E. i de
Tydſke Ord, Stief Vater, Stief Mutter, Stief- Kind &c.
hoilke man aldrig ſkal beviſe an et, end at være lige faa gamle Ord i
Tydſken, om Stiffader er i Danſk? J Stæd, Stye og Styre
hives jo iffef. Og hvor findes, nogenſteds et eniſte retſtrevet Danſt
ocument, hvor der ikke i Stiffader og Stifſon ſees enten £. eller og
Dets cognatum .? J Engel⸗Saxiſte Skrifter, ſom ere langt ældere
end alle vore Bøger og Breve, heder de Sap. father, Steop-fon &c. Svad
Dette Sreopigentlig har betydet, har Somnerus ikke troſtet ſig til at ſige
os. Wachter haver i en Artikel om % examineret med Flüd andres
Ety mologier, og tetteligen forkaſtet Martini, Skinneri, Voſſii, og Di-
derich von Stade deres. De tu forſte har meent, at det var af Seif,
durus, rigidus, .afper, nemlig fordi Stiffader og Stifmoder ere ge⸗
meenligen

N e ere Fr
102 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,
meenligen haarde imod Børnene. Voſſius derimod deriverer det 1
verbo ſyven, eller ſteiſſen, firmare, quia vitricus & noverea ſunt, loco
verorum parentum, nova domus fulcimenta. Og dette kommer da
overeens med Chriſten Oſterſens Stye. Dider. von Stade vil have
det af Yen, conſtituere, ordinare. Men herudi mangler Wachter
med god Skiel, at r. i ten er littera radicalis, og burde altſaa iffe ta⸗
bes i Derivatis. Dicimus enim Sriefkind, non Stift Rind. Selv fom-
mer hand (nemlig Wachter) paa de Tanker, at det enten mage være af
Stow, Anglo - Saxonico, ſom betyder Locum: quaſi patris loco, patris
vice fungens: og Hieſßſon, quaſi vice- filius: Og dette er paa fart me
Maade, ſom vore nye Orthographifters Stedfader: Eller og hand
mener, at det kunde være af vocabulo Sorabico Sm, quod Conſtitu-
tionem notat: quaſi patrem & filium Legalem. Men med ingen af De⸗
lene troer jeg, at hand rammer Maalet. Det dobbelte w. i Enden af
begge diſſe gamle Ord, ſaavel det Engel⸗Saxiſte er, loco, ſom det
Sorabiſte Lom, conſtitutiene, rimer fig ikke lætteligen med p. og f-
i vores omſpurdte Vocabulis. Og bemeldte 7. og J findes der⸗
udi faa radicaliter, og faa rodfeſtede, at os feyler allene, hvad
Stief eller Seuph i det allerældfte Tydſk eller andet ældgammel Sprog har
bemærket. Man haver endnu i de Tydſte Vocabulariis af 8, til 900.
Aars de de ſamme Vocabula, ſom nu omtales, med 5%. of . Udi
Gloſſis Florentinis, ſom Eccard har ladet trykke, ſtaaer alle diſſe tre,
Stuphater, Stuphfun, Stuphmutter. Og i Gloſſis Lindenbrogii Sftint,
privignus. Udi Rhythmo de S. Annone, ſom er over 600. Aar gam⸗
mel, finder man San, Stroph. 29. v. 486. I den gamle Sielandſke
Lov findes det trykt Fader og Si, ſan: Men i den Jydſte, faa mange
ſom jeg har fundet Exemplarer, fkrevne og gamle trykte, . hr &c.
I Documenter og Adels Breve, af det 15. Seculo, i Kong Chriſtiani I.
Tid, pleyer i bemeldte Ord deres Sted meeſten allevegne at bruges,
Foſterfader, Soſtermoder, Foſter Son, og Foſterdatter: tet
ſigeſom diſſe vare ſmukkere, og de andre u⸗anſtendige og plumpe, og
derfore at overlade til den gemene Almue. Det kand maaffee ogſga
have været ſaadan Aarſage / ſom har afſkaffet de gamle Ord Szeopfarher
og Keepſon hos Engellenderne, hvor de nu i den Sted bliver kaldede Fa-
ther in Law, Mother in Law, Son in Lam, Daughter in Law, 8
oven

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 193
Loven. indfætter og authoriſerer dem i de rettes Sted. Hvilket har
Rapport med vores Lau Varge, eller, ſom det heder i den gamle
Skaanſke Lov, Laghe⸗Verende, hvilken Andreas Sunonis falder 71.
dus legitimum proviſorem. J et Brev af Anno 1447. findes, at Srue
Sophia Albrechtsdotter Knud Anderſens Efterlever ſtod paa
Walborghs Herrets Ting, og keſede ſich en Lawlech Verie
Erich Jepſen/ ſom kaldes Bille, hennes Srende. Hvo ſom ikke
nokſom var forſigtig, og beſlagen i de etymologiſke Vanſkeligheder/
kunde ved en Deel gamle Danſte Breves Lesning / ſaavelſom ved viſſe
Engel⸗Saxiſte Ord, ſnart vorde bragt paa de Tanker, at Lav⸗Verge
havde en anden Oprindelſe og Bemerkelſe, end af Lagh, Lov; quaſi le-
gitimus tutor. Thi i Engel⸗Saxiſken er 2 ſuperſtes, Laua og Lave,
vidua; Verbum Lefau, relinquere, Læfed, relictus: hvoraf vi have
endnu det Danfke Verbum, at levne. Ergo maatte Lav⸗Veerge
hede, tutor ſaperſtitum, vel relictorum, de efterlevendes Verge, Enkers
og Umyndiges. Man marker og i gamle Danſke Breve, at Enker
ſtreves meget ofte Efterleve, og ikke altid, ſaaledes ſom nu,
Efterleverſkfe. Ex. gr. J et Brev af Kong Christiano 1.
An. 1467. Frue Hylleborg Herr Knud Henrichſens Efterleve/
og et andet af An. 1466. Frue Cecilia Awesdatter af Abramſtrup
err Torben Billes Efterleve, nemlig, ikke juſt å Lefve, vivere,
quaſi ſupervivens, men af Leæfan, relinquere, h. e. à conjugis obitu
relicta. Saaledes, ſom det Ord oldelefve, der er en reen gammel
Danſf Terminus til at betyde ongefer det ſamme, ſom det Norſke ode,
og er vi vocis, hæreditas å majoribus, avis atavisque relicta. Jet Bref af
An. 147 6, ſiges, at dette Gods er kommen af min rette Oldelefve,
og er ſaaledes min Eyendom. Item iet andet Bref af An. 1468.
Det Gods har været i min Faders Vare og hans Oldefaders
Lefve. Og at komme igien til Enkerne, da ſkal moren aldrig inoget
Latinſk Bref hos os findes / at en Frue kaldes Vidua, men ſtedſe, (i det
tingeſte fleeſte Steder) relicta: Agnes, relicta Domini Jacobi Muus de Hiyly
Militis, og ſaaledes pad utallige Steder. Saadanne Obſervationer
kunde vel forfore een til at troe, at Lav Verge maatte hede eliearum
tor. Men det er falſk; thi det er viſſeligen, og uden Modſigelſe,
Tutor legalit (eu Legitimus. i É e
. Bb 91. Tar⸗

194 HI. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

91. Tarvelig / er hvad ſom hører til Fornodenhed, de re-
bus fcil. dictum, knap og nap: og heder paa Engel⸗Saxeſk chearſlie,
nemlig à Thearfe, neceſſitas, utilitas. Thearf og Tharf, indigentia,
uſus. Det øvrige; hvad derom kand ſiges, har Schilter og Wachter
i ee ; fub vocabulis Darben, Darufen, og flere dermed

eſlegtede. ANER

92. Teer fig) i ftæden for, Viſer fig. Islandice 2, de-
monſtràre. Dertil finder man og Spor i endeel Engel⸗Saxiſke vo-
cabulis, ſaaſom getæbr, monſtratus: Areowed» oſtenſus; Gerheon, vige-
re, creſcere. Angagende dette ſidſte, da ſiger jeg ogſag i Danſk, om
Korn der kommer frem paa Ageren: Det teer fig ret kidnt.

93. Teigl, og Teiglſteen. Her undrer mig, at Wachter
ved det Ord Ziegel, ſom hand, efter Francorum autoritet, deriverer
af det Latinſke 7521, ikke haver eengang nævnt de Engelſk⸗Saxiſke
Ord Tiegl> og Igel, ſom betyder det ſamme; hvoraf Tigel-wyrhra
er en Teiglbrænder. *

94. At teelge, h. e. at ffiære Pinde, og andet ſmaat Tree
til, euſtro lævigare; ſom Hag. Spegel fortolker det; hvoraf en Tal⸗
geknif ſiges. Hertil finnes at henhøre adſkillige Ord, af flere gamle
Sprogge; ſaaſom det Ord 7al/ea i Latinen) Namque Nonius Marcel-
lusteftatur, Taleas eſſe ſciſſlones lignorum, vel præſægming. Tuleæ oleagineæ,
hos Catonem de re ruſi. Gloſſæ veteres: Iulia, %'éa, taliæ, Janes.
Deraf har Varro imertaliare, lib. I. R. Ruſt. og autores de Limitibus
Agror. Taliaturam, h. e. ſciſſuram. hvilket in Legib. Longob. re-
gis Rotharis (Jeg. 242.) heder Tbeclaturg. S quis liber homo arboren, abi
theclatura facla eſt inter fines difternendos, inciderit vel deleverit &. ubi vid.
not. Muratorii. it. I. 245. Si ſervus extra juſſionem Domini ſui thec-
Jaturam aut ſinaidam (NB. à. ſneiden) in ſilva alterius fecerit, manus ejus
incidatur. I monumentis medii ævi finder man 20lare lena, pro ſcin-
dere. Hos de ſamme er Talea, & Tallinm, en Karveſtok, ſaadan ſom
vore Bryggere og Kroerſker bruger , til at holde Regning means

f den.

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 795
den. Og flere deſlige vocabula, ſom i Du Canges Gloſſario nołſom
ere opliuſte: item af Dr. Wilkins ad calcem Legum Anglicarum, og an-
dre JEngel⸗Saxiſt er 7a, og Telg, ramus, Telgra, virgultum. J
det Cambriſke eller gamle Britiſke er Deln eller Dellten, aſſer, aſſercu-
Ius; En Dale. Minſhew og Wachter mene / at Teller, (Taller⸗
ken) kommer af det ſamme. In G4 Florent, har man Planca, Dilo. og
ſiden ibid. Plateus ſ tabula parietis, Dili. Thillian, (verbum) eri Engel
Saxiſken rabulare. contignare. OG Thilie er tabulatum. Saaledes heder
og et Fielegulv, eller Loft paa gammel Danſt og Norſk, og deraf
er i Viſen: Den Hapfrue dauſer paa Thille. Endeligen veed jeg
ikke, om ey ogſaa 10, paa Ifſlandſk en Fül, og Tela, limare, ho⸗
rer ſammeſt xds hen. f

9s. Thi, nam, enim. J Engel Saxiſken heder , ideo-
propterea, quia, og Ihre, quoniam. J Iſlandſf hid, nam, namque ·

96. Tims, er et Slags fiint Sold, hvor igiennem Meelet
: fældes, det Fine fra det Grove, ſaa at det, hos os her i Landet, er midt
imellem grovt og ſigtet Meel. Unde verbum at timſe, hvoraf tim;
ſet Brod ſiges. Leems heder et Sold (eribrum) paa Hollandfk, og
temſen, cribrare. I Dictionariis Anglo-Saxonicis findes getempſud,
cribratus. John Ray i fir lidet Verk, Faldet Collection of the Engliſh
words not generally uſed (ſom hand lod trykke An. 1674. in 8. og er
nu overmaade rart,) bemerker, at ide Nordere Provintzer i Engelland
Falder de ſigtet Brod, Temſe-bread, ligeſom vi Danſke. Men Or⸗
det maa ogſaa være heel gammelt i det Tydſke Sprog, endſkiont
hverken Schilter, Wachter, eller andre, af dem jeg kiender / har det;
Thi udi Du Cangii Gloſſario citeres ex Herimanno de Reſtaurat. S. Mar-
tini Tornac. Nec cribro, nec tamiſio farina purgalatur. Hvoraf kommer
de Franſkes endnu brugelige Tus. Benedictinerne, ſom har for⸗
bedret Du Cange, gier denne annotation: Cribrum inter et Tumiſi.
um illud intereſt diſcriminis, quod Tamiſii tela ſit ex ſerico vel equinis
jubis, crilrum vero ex pellibus hac illac perforatis, ligeſom hos os.

Bb 2 97. Tofta

196 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader/

97. Tofta og Toftum forklarer nogle Engelſke Juriſter at
være i deres gamle Latinſke Cloſterbreve, det ſamme ſom NMaſure
i Franſken, nemlig et Stykke Jord, hvor der har ſtaaet en Gaard,
eller Bolig paa, og er bleven ode: Andre mener, at det er en liden
Lund eller Krat. Herom handler Spelmannus og Somnerus, men
fornemmelig Du Cange, der anfører en heel Deel paſlager baade af
Ehroniker og Archiv- Documenter, hvori bemeldte Ord findes: Hvilke
loca meſten alle ſiunes at beſtyrke den forſte Forklaring. Saa ſiger
og Chriſten Jenſen i fit Norſke Picionæio, at Tofft kaldes den
Grundplads, man bygger Huus paa (p. 126.). Ret nok; thi i
Norſke Lov ſtaaer, Landsleye⸗Balken %. 25. at naar Huſe ere op⸗
brændte, da bør Leylænding at flytte Tommer og ald Tilfang
paa Toften / til ſlig uus, ſom for ſtod, og Jorddrotten at be⸗
koſte det at opbygge. Og Cap. 52. tales om dem, der flytter de⸗
res Huſe af gamle Tofteſtæder. Habetur et ſæpe in Leg. Weſtro-
gothicis, obſervante Loccenio in Indice jurid. Vide et Leg. Scan.
Hadorphii p. 9. & p. 13, & Andr. Sunonis L. 9. c. 4. verba ult.
Og Arndt Berndtſen 1.2. p. 38. Siællands Lov p. 48.49. NB. a. b.
54. For den anden Mening har man derimod i Engel⸗Saxiſte Pictio-
nariis det Ord Gethufte, fruticetum, nemlig af Thufe, germen, frutex.
Hos os i Danmark heder en Toft et Stykke indlukt Jord ſtrax ved
Bondens Gaard, fan at den kaldes ogſaa Gaards⸗Toft, Tofte⸗
gaard, og Landboe Toft: Ord ſom undertiden forekommer i de gamle
Lovboger, Vid. Chriſten Oſterſen i Tofte. item Arndt Berndtſen
3 Bogs 3 Part 2Cap. p.449. Men og derforuden, har Ordet den
tredie Bemerkelſe til Skibs / nemlig paa Orlog Skibe, og andre af
ſamme Storelſe, ſom i gamle Dage kaldtes Langſkib. Saaledes
befules i Udfare Balken Cap. X. Ved hver Tofte ſkal ligge en
lang Boſſe / ſom de tu derpaa ſidder og roer, ſkal forſtaffe dem,
eller gielde 2 Mark Solv til Konningen ꝛc. Og Cap. XVIII. Den |
ſom bygger Langſkib / og ikke ville ſige eller bekiende / hvorhen hand
agter fig dermed, ſkal Bønderne tage fra hannem Seylet og
ſpilde hans Reyſe. Sig re de det ikke / da gielde hver en Mark
Solo til Konningen for hver Tofte ꝛc. Det heder Toftegold.

98. Hoy⸗ |

if det Engel⸗Sariſte Sprog forklarede. 197

98. Hoytravende Tale, er, efter ſin rette Derivation og
Oprindelſe, ikke juſt det ſamme ſom ſermo cothurnatus & quaſi tolu-
tim incedens, ſcil. ã verbo at trave, ſomen Heſt. Men egentligen
er det ſermo ſublimis & ſimul argutus, plenus argutiis ſublimi dicti-
one prolatis. Hvorfor? nemlig fordi i Engel⸗Saxiſten heder Traue,
argutiæ, à verbo 7hrawan, eriſpare, rotare; hvoraf er 7hrawin-[pinte,
calamiſtrum, et Krolle-Jern. Og ſaaledes er en Hyytravende Ta⸗
le, Oratio ſublimis & calamiſtrata. Peſte⸗Traven er noget andet;
Og dertil horer det Ligeledes Anglo-Saxiſke Ord Trage, curlus. End
ydermere vi have i vort Danſt det bekiendte Ord Trave, til at be⸗
merke 20. Kiærve Korn i Straae, eller 20. Knipper Halm, ja og
20. Kooſte. Dertil horer det Angel⸗Saxiſte Threaf, manipulus; men
endnu nærmere til vores Ord kommer det ide Norderlige Dele af En-
gelland brugelige Ord Trave, 4 Shockof Corn containing 24. ſheaves, te-
ſtante Jo. Rayo in opuſculo ſupra laudato, pag. 48.

99. Baade, er meget gammelt Danſk, e ee Nod
og Plage. Det ſral vel komme af Nu, ſom i Engel Sar, er det ſam⸗
me ſom moeſtus, vexatus, afflictus. Na, dolor, væ. Man kunde
vel og dertil henføre ede (adjectiv.) h. e. moleſtus.

100. Vage, i Lius eller Lampe: Heder i Engel⸗Saxiſt
Mecca, og Weoce, Candele-/Weccan ellychnium. Ergo er Ordet lige ſaa
gammel hos os i det mindſte. Og i Engelſken har man beholdt det ind⸗
til denne Dag; thi Wee er endnu der en Vege i Lius.

101. Vag / ſiger Bønderne i Jylland, i ſtæden for Svag;
ſtrobelig. Man kand dog ikke derivere det af Svag, eller give no⸗
gen Sfiælfor, hvi den Bogſtav S. (fulde ſaaledes afkappes for af

emeldte Ord. Men af Engel⸗Saxiſken bliver man underviiſt, at Dag,
er et eldgammelt Ord, og vel ældre end Svag. Der heder Lac,
vilis, infirmus, langvidus. Compar. wacor, Superl. wacoſi: WPaclic,
fragilis, debilis, vilis; Muac, lentus; gewacan, langueſcere; Wacmod,
puſillanimis. J Eddæ aden Part er , mollis, imbellis.

Bb3 102. Vante,

198 H. G. Prove af Danke Ord og Talemaader ,

102. Vante, Chirotheca, er endnu et faa gemeent Vocabu-
lum i Danſken, ſom det i gamle Tider, vel for 1000. Aar og mere,
har været gemeent og brugeligt i Tydſkland, Frankerige og Lombar⸗
dien; ihvorvel de Hoy⸗Tydſke nu ikke ville kiendes der ved i noget af des
res Gloſlariis, ſaavit jeg har Fundet finde: men vel de Neder⸗Tydſte,
Flamſte og Hollændere. Iblant de Franſke Lærde haver Adrien de
Valois paaſtaaet, at Wuntus var Originis Gallicæ, formedelſt den Lo-
cum in Vita 5. Columbani: Tegumenta, quæ Calli NMantos vocant, quibus
in laboribus uti ſolebat, depoſuit. Ergo, ſiger Valeſius, nomen eſt Gal-
licum, non autem Francicum, ſeu Germanicum; (Valęſſan. pag. 178.)
Dog ere de fleeſte andre Lærde, ſaaſom Cluverius in Germania antiqua,
Voffius de Vitiis Sermonis, Menage i Etymologique de la Langue Franfoiſe,
ſamt og i hans Origini della Lengva Italiana, Godofredus Henſchenius
i Actis ſanckorum, Furetiere i fit Dictionnaire og Jeſuiterne i Dictionnaire
de Trevoux &c. &c. i den Tanke / at det er gammel Tydſk eller Flamſk.
At jo de Frantzoſtes Ganter deraf kommen ſaavelſom de Spanſtes og
Italicners Cate, er vel ingen ſom tvivler paa, helſt man finder og
mange gange Canto i Medii ævi Latinitate, alligevel ikke faa tit ſom
Mantot og Muntones. Men hvad dets forſte Oprindelſe anbelanger, da,
endſkiont det udi Seculo 6. og 7. i hvilke S. Columbanus og hans Piſci-
pel Jonas Hiberius levede, var gemeent, og blev holdet af dem for el
Franſtk Ord, faa finnes dog rimeliger, at ſaadant Kladebon er / tillige
med Navnet / kommen fra den kolde Norden, og af de ſydlige blevet an⸗
tagen, og kommen i Brug for dets Beqvemheds ſkyld. De Norſke har
og paa deres Primſtaf market Calixti Dag (14. OGobr.) med en
Vante, til Kulden at betegne, fordi det er den forſte Vinter⸗ Dag. vid.
Ol. Wormii Faſt. Dan. l. 2. p. 91. og Chriſten Jenſens Norſke Pickion.
Hermed mener jeg dog ikke, at Franſke og Italiener jo har haft Hands
ſker igamle Tider. Men paa Handſfe og Vanter ſlutter jeg at der har
været den ſamme Forſkiel, ſom endnu. Thi Vanter var Imo. end ogs
faa i de eldſte Seculis meeſtendeels for Bender og Arbeids⸗Folk; og
2do. havde en Vante ikkun een Finger, nemlig Tommelſingeren.
Hvoraf beviſes nu dette? vil man ſporge. Jeg ſpvarer: Det forſte bes
vidner en locus in Hiſforia miraculorum S. Maximini Epiſc. Trevir. (4.

SS,

af det Engel⸗Sariſke Sprog forklarede. 199

Sg. Maji Tom. VII. p. 28.) ſom en Munk ved Navn Sigehardus i Keœyſer
Ottonis I. Tiid har ſkrevet. Den lyder faa: Bat ergo (S. Maximinus)
S cbirotheca manu fuperdudta» quam ruſtici Nantum vocant, demonſerauit.
Ergo var Panter Bonde⸗Handſrker, ligeſom hos os. Det andet finder
man udi t S. Majoli Abb. Cluniac. (i Jomo 2. Haji pag. 601.) Manum ad fe
re vocat ſanam & incolumem, Ofir tantummodo ſolum digitale guanti perdidit:
Nemlig hans Haand blev ſlagen eller huggen, 9 alligevel ved Mirakel
uſkad, men Fingeren af Vanten gik forloren; Hvor der tales ikkun om
een eniſte Digitali. Men at dog ingen ſkal tanke, det Handſker med
fem fingre er nogen nye Mode, da finder man gamle haandſtrevne Bo⸗
ger, med Billeder udi, ſom ere ſtrevne og malede i Seculis XIII. hvor der
fees Handſter af lige ſamme Facon, ſom nu om Dage, nemlig ikke
med een Finger, men med fem. Og til diſſe ſidſte har man og ſtraxen
appliceret det gamle Ord Wanre, fornemmelig uden for Tydſtland, ſaa⸗
ſnart det var bleven Moden, ey allene hos den gemene Mand, men
endog hos de Hoyeſte og Fornemmeſte at have noget paa Hænderne
imod Kulden. Man lod da ogſaa Vanter giore af det koſteligſte Toy,
bordyrede og med Guld beſatte. Hos Du Cange citeres af Hariulpho,
Manti caſlanci auro parati: og af en Biſkops Teſtamente end og af Se-
culo X. diſſe Ord: Aunulum aureum unum, cum gemmis pretiofis, & Man.
ros paria unum. Item af Chronico Novalicienſi: Sceptrum cum Wanto-
nibus indutus teneus in manibus. Hos os er Vante, endnu den Dag i
Dag er meeſt og allene til Vinterbrug, og derfore enten fores, eller gis⸗
res af tyk Toy ſom kand holde Kulden ude: Og Haq. Spegel i fit
Svenſke % rio fortolker Vante en ſtor eller fodred Sandie.
Den Svenſte Præft Samuel Rheen, ſom har fourneret Scheffero en
heel Deel Materiaux til hans Lapponia, ſiger iblant andet i det Cap. de
Veſtimentis Lapponum pag. ah. Hoe bruka the i fina Hanfkar, och ſellan om
Winteren Wanter. Hvilket Schefferus verterer: Fæni genus inſerunt
manicis ſuis, raroque hyberno tempore habent chirothecas & lana.
Hos de gamle Franker brugte man dog Vanter lige faa vel om Som⸗
mer⸗Handſke / for Ex. i det Capitulari Aquisgranenfi, af An. 4. Ludo-
vici Pi, hvor der opregnes de Klademon ſom Abbeden ſkulde forſtunt
enhver Munk med, læfer man, camiſias daas, tunicas duas, cucullas duas
g MHantos in aſtate, muſfulas in hyeme vervecinas. In Gloffis Florentinis,

(ſom

200 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader /

(ſom mange har meent at (fulde være Latino-Gothicæ, men er virkeli⸗
gen Latino-Germanicæ) ſtaaer anti & Manice, ſom Latin, og For⸗
tolkningen paa Tydſt er Handføuoha. Seert nok og beſynderligt er det,
at dette Vocabulum Mante har været i den Bemorkelſe ſaalidet i Brug
her hos os, i vore ældfte Skrifter. J den Skaanſte Lov, ſom er af
Sec. XII. ſtaar Hantzka, naar der bydes, at man i anden Mands
Skov ey mage tage flere Nødder, end fin Hat eller fin Handſke fulde.
De aldſte Islœnder har det ey heller. Ea udi den 38. Fabel, hvor
der tales om den ſtore Trold Skrymner, i hvis Vante Thor var kroben
ind og havde ſovet Natten ud, der kaldes det Hanſta, og det ſom vi
nys horte at kaldes i Latine Digitale guanti, heder i ſamme Fabel Thø-
mallinn eller Thumlungur Hanſſtaus. Hos de nyere Islœndere er det Panser
eller Vpttr / in duali Vetter, unde diminutivum Vetlingur, chiro-
theca, og i Norge falder Bonden en Vante, Vaat, teſte Chriſtiano

Jani in Dickien. Norv. Gudmundus Andreæ vil have det deriveret 4

"ætu, humiditate, quod ſæpe madefiat, apud laborantes in mari aut

gro. Men denne gode Mand viſer alt for ofte, at hand er en heel ſlet

Etymologiſt; Ike ſtort bedre end de, ſom Furetiere ommelder, der
meene at Dante kommer af gin. Man finder det ſamme i Rob.
Stephani Dickionaire Franpois- Latin, og er forvoldet af den Liighed imellem
Cant og Caine, hvilket ſidſte manifeſtè er af Vagina. Rimeliger ſiunes

bande Vante og Vetter at hore til de gamle Engel⸗Saxiſke og Tydſke

Ord, hvormed Kledebon, Dakke og Skiul bemærkes. Nemlig i En⸗
gel⸗Saxiſken har man Meda, veſtis, indumentum, Wedelfaſeia. Me-
da-leas, nudus, uden Klæder paa Kroppen, og i det gamle Tydſte
Wedan, induere, Gerede, veſtes. N. fættes ofte ind for ved 7. ex, gr.
Metur er Vinter / Vatn / Band &c. Paa Islandſt er Net operculum,
et Log, eller Dekkel, i S Olufs Saga, citante Verelio. J Gloſſis
Lipſianis har man end ogſaa Nanda, veſtimentum, hvoraf Leimwand
ſiges. Lambert ten Kate, udi fin Berſte Præve van geregelde Afleiding,
træffer dem alle fra det Verbo Windem, involvere, innectere, impli-
care. Derhen bringer hand ogſaa Wente, Chirotheca, manica, ali een-
omſleeding om de flanden. Dette lader fig meget vel høre, og er efter
Analogien af andre Sprog. Man kand maaſtee have Faldet det i Be⸗

dyn⸗

. af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 201
gyndelſen and Arunte, og ſiden ladet det forſte Ord gaae bort ligeſom i
mange andre er (feet. ex. gr. En Klud i Steden for en Halsklud & c.
Jeg kand beſtyrke dette med de Pallager af den gamle Skaanſke Lov,
"Hvor den taler om Jernbyrd. Den ſiger i den 7de Bogs 16. Art. Er
annaͤr haͤligher Dagh i Uku, tha ſtal aͤngin Man Jarn bære,
og ey hafve Dante ofna Hande. Derneſt i den de Bogs
25. Art. Thagher Jæœrn er boreth, tha ſkal Vanta ofna Hand
lathe och Zuſepla ore fætthig: Dette verterer Andreas Sunonis
(J. 7. c. 15.) ſaaledes: Judicio completo, in continenti vel pedes, fø vomeres
calcati fuerint, vel manus, fø ferrum geſtatum fuerit, panno aliquo involven-
tur, cui diligenter adſtricko, figillune etiam apponetur. Her mærker vi, at
hand ey har verteret Vanta chirothecam, ſom det her ikke heller var;
men et omſvobt Klæde. Saa at ufeilbarlig mage dette være Oprindel⸗
ſen / forſt Hand Vante, et Klade til Haanden med at forvare, og ſiden
Vante abſolutè pro Haͤndſte Chirotheca. J det gamle Cambriſke
heder efter ſamme Analogie Chirotheca Amlau, nemlig af A, cir-
cum, & Llau, manus. Og i Engel⸗Saxiſten er Handcopfas, manicæ,
quaſi dicas manuum tegumenta ſeu pallia. Men at man ikke har
Mante, hverken i det nye eller gammel Engelſk, er vel kommen deraf, at
deres Glove er af de meget gamle Ord, ſom Saxerne have adopteret,
ſaaſom det ogſaa oyenſynligen er af det nys bemeldte Celtiſke Lau.
Manus.

103. Verrſkab, brugtes i forige Tiders Danſk oftere end ſom
nu / i ſteden for Gilde og Giæftebud: Vi vare ſammen for nogle
Dage ſiden til et Varſkab, 3: iet Gieſtebud. Et Bryllup, Bar⸗
ſel, eller andet Verſkab. Verdſkab er i gammel Danſt Conver-
latio, Samqvem, ex. gr. Das Dommedag ſtulle onde og
umilde Mend ſkillies fra helge Mænds Verdſkap og Guds
Aſyn. Om det Tydſte Wertſchafft vid. Wachter in Wirth. it.
Rothe in Chron. Thuring. (Menck. T. 2.) col. 1699. og 1761.
Heldenbuch (pag. N. ult. b.) Dem Edelen Suͤrſten werde was
mit der Wirtſchafft wol. Mon det ikke have kundet hede
i ældgamle Dage Barſkab, og været det ſamme ſom Angel⸗Sa⸗
xernes Geberføyp, convivium? 1 lg Geberſchp, item Gebiorſcis.

c ſine

202 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader,

fine proſtheſi illa Germanica, heder ellers Beorſcip, og er egentlig com-
potatio. Somner har temmelig vidtloftigt derom i fit B ionario Ang. ax.
in verb. Cebeorſhipe. Beor eller Bior heder i de Engel⸗Saxiſke Dictiona-
riis, Aulſum, hy dromeli, Miod eller Melſte: Men i de Islandſte er
Bibr, cereviſia, ligeſom det langt eldere Celtiſke eller Cambriſfe Bir,
ſom betyder det ſamme. 4 Bordum vartha Biur og Nin, Bagnar fatu-
teir, citerer Gudm. Andreæ ex Clavi metrorum. Bioreigur, hauſtus
cereviſiæ. Biorſal Jotunt i Voluſpa, er Kicæmpens Dekreſtue eller
Kicelder. Ogi Regner Lodbrogs Vife ſtaaer: Dreckom bior at bragdi or
biugvidom bauſa, bibemus cereviſiam brevi ex concauis craniorum
poculis. Altſaa er heel rimeligt, at Bisrſkab eller Beerſkab har væs
ret det ſamme hos os, ſom Beorſcip eller Geberſcp hos Engel Saxerne,
nemlig Compotatio, og B ſiden udtalet ſom W. Paa ſamme Maade
blev ogſaa det Ord Gl brugt hos vore Forfædre nemlig pro Convivio,
unde Sæftens Øl, Convivium propter ſponſalia. Barſel er ſaa og
Contract af Barnsgl. Bud-øl er et gammelt Ord pro Convivio,
Commeſſatione. J en gammel ſkreven Poſtil: Herodes giorde
Budh Øl, og lod dræge Johannem. it. De ſom i Mat ok Dryk
ok Venng Buͤdhel ſtaar amot, at Guds Helge Ande ey kan
them fører wordhæ. Deraf er Buddel, et Gude. Og ide Sven⸗
(fe Love Glbuden, invitatus ad nuptias vel convivium: Glbuds⸗
mœnd/convivæ. Men Kroe eller Vertshuus⸗Drikken kaldes Pennings⸗
Gl, quia cereviſia iſtic non gratis, fed nu merata potatur pecunia.
forbemeldte Poſtill ſtaaer ofte Glfylle pro ebrietate. J Olfylle
Samqveæmd miſtes Guds Naade. Ellers er og i Islandſken
Merdur, epulæ, unde Dagwerdur, prandium, Narrverdur, coena, unde
Danicum Davre, Nadvere. Rorſeber, fine dubio Korſe⸗ bier;
J et Brev af An. 1524. haver Borgerne i Neſtved forpligtet Niels
Ibſen Moller i Holloſe Molle, at for nogen Jord, ſom hand bruger ved
Neſtved, ſkal hand male ald Byens Molt uden Told, og dertil give
Bymandene hvert Aar en Tønde Ol til Korſebor.

104. At VÆVE, in ſenſu translato, ſaaſom: Hand ſtod og
vævede; it. hand vævede for fig, i ſteden for, hand flammede,
og

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 203

og vidſte ey, hvad hand ſkulde ſige. Man maatte vel ſporge, hvorle⸗
des det verbum havde faaet flig Bemærkning; thi ingen fornuftig raiſon
eller Sfiæl er der, til at ligne enBVævere og hans Arbeide med en Stam⸗
mere, en Tvilraadig, eller en ubered og ilde⸗talende. Jeg troer ikke /
at en Væveres Arbeide gaaer ſeenere og ſlettere fra Haanden, end
andre Handverker. Skulde det være, at hand flager 2. 4 3. gange til,
naar hand har flaget Traaden igiennem, da hvorofte mage ilke en Smid
ſlaae, og en Snidker fare over med fin Høvl, inden de ere færdige?
Kort ſagt: At væve, i forbemeldte ſenſu, er ikke af ra eller texere.
ikke end af Penelope ſelv, der vævede frem og tilbage. Vefve, active.
Vave og drage, Giællands Lov F. 40. a. Poſtilla Ms. De ſom ude⸗
lytte Gud af there Hugh ok lærte ok vefves i there Ukyſkheds
lyſte ſwaſom Heſtæ ok Mule. Det er et eget og ſerdeles verbum,
ſom vi endnu finder i Engel⸗Saxiſten, og der heder gan, fluctuare,
hæſitare, vacillare, ſtupere. Wafung, ſtupor, fluctuatio, dubitatio. Om
det Islandſke verbum Y, oberrare, (idem atque at ſvave herom ,)er
og dertil henhorende, ſkal jeg ikke ſige. Item den Engelſte terminus juri-
dicus, weife, paa Latin Nuvium, ſom betyder Hittegods, nempe
res, quæ nullius proprietatl attributæ, fine poſſeſſionis reclamatione
ſunt inventæ, quæ usque ad annum & diem ſervandæ ſunt. Cowel
bekiender, at hand ikke har kundet treffe dets Etymologie: Ey heller
har Spelmannus vidſt den. Efter dem, har jeg dog fundet, at Giles
Jacob in v. Waifs er kommen vaa, at derivere det af v. Angl. Sax.
Wafian, dubitare, aberyare. Derimod ſkrives sexere anderledes, nemlig
med e eller eo, van og weofan; Web, tela; Webba, textor. Den
Satyriſte Talemaade, at væve Kirkens Vadmel, om en Praſt,
der prædifer ubered og ilde , er lang nyere opfunden / og beviſer intet til
den omtalte Etymologie.

105. Ved, pro med, bruger Jyderne endnu / nemlig Bon⸗
derne i hele Jylland indtil Skagen: At tale ved een, Jeg har talt
véd ham i gaar. Synder ude, h. e. i den Deel hvor det Danſte
Sprog endes, og det Tyoͤſte begynder, bruges det endnu mere, nem⸗
lig ey allene pro med, men og pro ngl apud: Jeg var ved ham
0 6 2 i gaar,

204 H. G. Prove af Danſke Ord og Talemaader /

— — — rss
— —

igaar/ pro hos ham. Dette ſidſte ſkurrer Lange mere ien Kjøbenhavns
Mands Øre; end det forſte: Og fandt at ſige, hvor ved ikke kand
forklares i god Danſk ved med, ogi Latine ved cam, troer jeg ey, at
det kand eller bor taales. Dog ſiger man, at være ved, d: hos,
naar en Ting ſkeer, Siclands Lov fol. 27. a. Ved pro med, er heel
ammelt, og med mindre man vil ſige, at Jyder ere autores til Stilen

i den Sicklandſke Lov, faa har det ogſaa været brugt i Sigland, teſte
L. Seel. f. 12. b. Det er af with. fol. 20. a. 21. a. b. i

106. Wer / i det Norffe Ord Siffe-ver, er egentlig Septum
eller captura. Finmarken beſtager ſaaledes af mange Siſke ver, hvoraf
hver gior fit Piſtrick. Norſke Lov ſiger i Tingfare⸗Balkens 1 Cap.
hver tredie Aar ſkal holdes Lavting udi hver Fiſtever i Finmar⸗
ken. Vid. Arndt Berndtſen 2 Bog pag. 19. 20. Jens Bielke i fit Regi-
ſter over de Norſke Terminos Juridicos ſiger, at Werr er en De,
” fom ligger langt i Havet og got Fiſterie er hos, ſaaſom: Udver Seer⸗
ver / Hennings ver ꝛc. J Engel Saxiſke Dictionariis finder jeg Wer,
ſeptum piſcatorium, captura. Og i Lit. F. anføres Eiſc-wer, cap-
tura piſcium, vivarium piſcinarium, med Exempel af N. Teſt.
Angl. Saxon. Luc. V. v. 4. Letad cowre Nett on thons Fiſc auer, xehelgere
rå dervæ ilch sis c Yb. Almindeligen er i Engel⸗Saxiſk wer an. mu-
nire, og Wering, agger, en Demning. Uden Tvil af det gamle verbo,
ſom hos Danſte og Islandſke ogſaa haves, vore, at forvare,giemme / un⸗
de Ward, Vagt, Nur, forſigtig &c. In Gloſſis Florentinis pag. 982.
Propugnacula, Weri.

107. Vildere, er i gemeen Mands Tungemaal i Jylland⸗
det ſamme ſom meer formuende, riger og megtiger: Hand bliver al⸗

drig vildere, ſiger man om en ſlet Huusholdere, ſom/ i hvor meget

andre end vil hielpe ham til rette, dog ikke kand komme ſig. J Engel⸗
Saxiſten heder det ligeledes re, potentior, opulentior. Poſitivus
af dette Ord er mig ey forekommen, lige ſaa lidt ſom af det Danſte
Vildere. Ellers er vel dertil hørende, diſſe efterfølgende, ligeledes
Engelſke⸗ Saxiſke Ord: wela, felicitas; Melon, opes; uel, multum;

' avyldan,

af det Engel⸗Saxiſte Sprog ſorklarede. 205
wyldan , regere, dominari, Pfalm, XVIII. v. 14. mvylding » potentia,
regimen. i : a É

108. At legge Vind paa, veed alle hvad betyder, og er en
Danſk Talemaade, faa ærbar og ſkikkelig, ſom nogen anden i vores
Sprog. Men hvad er da Vind for et Ord, og af hvad Bemærfning?
Thi deraf kommer ogſaa vindſkibelig. Jeg ſvarer, Vind er det
ſamme, ſom Arbeide, Flid, Streben. Thi ſaaledes er det ogſaa i
Engel⸗Saxiſten, men foruden 4 i Enden. Vin og Wine, er labor,
fortitudo: Minful, induſtrius, laborioſus; Minnan, og Winnian, eft la-
borare, contendere; arbeide og ſtrabe. It. agrum colere. Ligeledes
er i vort gamle Islandſk, Vinna, laborare, labore acquirere; Viunu-
menn, operarii, laboratores; Viunulitil, ignavus, ſom lidet gider arbei-
det: hvilke trende Ord Verelius haver opfert i ſin Indice og tagen dem
af Norſke og Islandſke Bøger, Sagen er da klar nok, hvad det gamle
Ord Mind anbelanger; Angaaende den Formam i Adjectivo Vindſki⸗
belig; da er ſamme pur Engel⸗Saxiſk. Thi i deres Ord finder man
Scipe og fipelice, foyede til andre Ord, ſom af mange hundrede
Exempler bepiſes, ba er det ſumme ſom hos os ſkab, og hos Hoytydſte
Schafft, Freundſchafft heder i Engel⸗Saxiſk Freondſcipe. Paa
ſamme Maade Winſcipe, laborioſitas, diligentia; MWinſcipelice, diligens.

109. Biffen, har man ogſaa i Engel⸗Saxiſt, hvor riemen
og Weosnian ex marceſcere, areſcere, Weosniende, aridus.

IO. Uqvæms. Vi har i vore gamle Love, ſaavelſom nye,
meeldet om Uqvams Ord, i ſaadan Betydning, ſom Skelds⸗Grd.
55 det gamle Norſke er og okvædins Ord, det ſamme, Verba probroſa,
ab o part. negat. & quædin, compellare, vocare, quaſi verba male no-
minata. Saaledes forklarer baade Verelius, og vore Juriſter det,
hvorimod og intet falder at ſige. Og ſelv har jeg fæft Documenter og
Tings Vidner over 300 Aar gamle, 105 ogſaa Oghenavne ere kaldte
Uqvedhns Ord. (1462) Men her er at merke, at der er (feet en
merkelig Contuſion i tvende heel 1 Terminis, formedelſt 1 1

ö c ervede

206 H.G. ProveafDanffe Ord og Talemaader ,

dervede Pronunciation af Uqvedns / ſom man har giort ved Tidens
Længde til Uqvems, der vi originis ſuæ er gandſke noget andet.
Imidlertid kunde og Ua veems have ſaavel en anden og noget mildere
Bemerkning, ſaavelſom en anden Etymologie og Oprindelſe. Dertil
haver man Anledning i de Engel⸗Saxiſke Ord: meman, placere, de-
lectare; Cemend, placens, gratus, acceptus; Ovemmſſe, gratia, ſatis-
factio. I de Engel⸗Saxiſte Evangelier, ſiges Marci 18, V. 15. om Pi-
lato: Pilatus wolde tham folce gecmeman, hand vilde behage Folket, . lempe
fig efter Folket. Deraf er det gamle Tydſte Adjectivum biqaam, con-
gruus, hos Otfridum og andre: og de endnu brugelige begvæm, be-
gvæmmer &c. Qvemmelig / læſes i Fortalen til vor gamle Lov,
pro congruus, decens. Uqvæmmelig er derimod indecens, inhone-
ſtus, uſkikkelig, ja og ſkammelig, ex. gr. Ster og uqvemmelig
Tale, Sermo obſcœnus & inhoneſtus. Altſaa er efter denne Etymo-
logie qvœms, ingratus, incongruus, u- anſtendigt. Anders Bor⸗
ding har brugt dette 1 8 ſaaledes i fit Vers udi Arreboes Hexae-
mers: Det er, ö Danſke Mand, uavæms Dig fremmed Ord at laane;
fra Tybren, Seyne, Rhin og Thems Og faa dit Sprog forhaane & c.

III. Vrede, ira, er i det gamle Engel⸗Saxiſke red og rad,
hvoraf Wradian, indignari, Wedau, infeſtare; Mradlic, infeſtus.
Islandſken er w. borte og lratus heder der Keide. Wrath og Mieth ert
endnu bekiendte og brugelige Ord i Engelſt.

12. Brinff, almindelig ſiges det om Heſte. Siden og per
translationem de hominibus libidine furentibus. Men i Engel⸗Saxi⸗
1 bruges det promiſcue, hvor ren, er libidinoſus, furens; nrennyſſe,
libido. ;

13. Ydmyg/heder idet gamle Engel⸗Saxiſte Ear eller Ead-
nod, humilis, mitis. Matth. XI. ic com bilewite and eadmod on heortau. Ed.
modneſſe, humilitas; Eadmodan, humiliare. Fadmodlie, ſuppliciter-
yomygelig. Nu kunde det ſiunes meget rimeligt, hvis man vilde ſlutte,
at af cadmod var forſt giort i Danſk ea nodig, og dette ſiden contraheret til
ydmyg. Helſt da man ogſaa i Hollandſken haver Oadmoed, og 19

2 5

af det Engel⸗Saxiſke Sprog forklarede. 207

digh. Men her falder en vigtig Modſigelſe af dem, ſom vide at vi haver
i vores Danſk det Ord myg, der betyder ſmedig, bgyelig, lat til at
bukke og dreye hvor man vil, og det ſamme ſom i Franſken ſople.
Samme heder og paa Islandſk mink ; og miskr er og mollis, modeſtus,
humilis; lia, mollefacere, mulcere; Mylinde, neutr. plur. res mol-
les. Saa er og i Engel⸗ Saxiſt meck, det ſamme ſom vores myg. J
nogle af vore Danſke Gloſe⸗Boger, haver man at myge ſig / pro at
bytte fig. Og iden gamle haandſkrevne Poſtill af Sec. XV. ſom jeg
tilforne har citeret: Han (JEſus) myugte ſik ſelver amot os
SSghfardughe, (tha han kom til Wehrlden) item iſamme Bog
Myugdom, pro Idmyghed / (ſom dog ellers ogſaa af bemeldte Auctore
kaldes Vdhmiughd.) Miugdom gige Menniſkene lige Eng⸗
lene, og Hygfardhen giorde Diafle af Englene. Jeg er derfor
heller vis paa; at Vomyg kommer af Myg, ſmedig og ſouple, eller
bukkende; Men hvoraf haver det da den forſte Stavelſe / Vd? Dertil
fvares, at det mage vel veere det Islandſke and, hvoraf audkvend (Edd.
Mythol. 28.) cognitu facilis, got at kiende, eller det i Engel⸗Saxiſten
everblevne ead eller ea, facilis, (ſom og ellers betyder, felix, og ſubſtan-
ld felicitas;) Hvilket cad ſees ligeledes i eamod og edmodlic, ſom for
agdes. ”

4. YNnk, Anker, Yntelig; have vi i det gamle Islandſke
Aumtun, querela; og Verbo aumta fig, queri; thi aum, ſtal være miſer,
eller m/ unde aumhiartadur, miſericors, Omhierted. Men nærmere
ſiunes det Engel⸗Saxiſte Inca, querela, til det Danffe Vnk. Butan
callum incan, fine omni querela. Scil. hie idem quod Danicum Anl.

IIS, Mver kaldes paa Danſt vber vaccarum, vel aliarum pecu-
dum. Os i dit gamle Engel⸗Saxiſke ligeledes Tver, iblant de Ord,
ſom Dr. Hickes har bemerket.

116, Oel er en Leder⸗Nem: Og heder ligeledes i Islandſten,
funis ex corio. En Leder ⸗Pidſt kaldes i vore gamle Viſer / ſom underti⸗
den i Jylland endnu, en Pel⸗Svebe. J Engel⸗Saxiſten 9225 en

Leder⸗

208 H.G. Pr. af D. Ord og Talem. af det Engel⸗S. Spr. f.

— —

Leder Rem, ſom man binder Skoene med, det Navn / Tvvonge:
Iblant de gamle Forordninger ſom følger efter den Skaanſke Lov, er
den om Urbotamaal, hvor den 7de Artikel, ſom taler om den der fans
ger og binder frels Mand, byder, at den ſom ſigter, fkal fremføre til
Tings tillige med fine Vidner / de Hl og Baand, ſom den anden bandt
ham med. Saaledes heder det i Hadorphs edir. p.61. men i det Danſke
Exemplar ſtaaer Rem og Baand.

II7. Ol, Cereviſia, er ſaavel ide allereldſte Engel⸗Saxiſke
Skrifter, ſom endnu i det nye Engelſk, Lala, kal. J Kong Inæ (ſom
regierede fra An. Chr. 688. til 728.) hans Love nævnes liſß kal, cere-
viſia Wallica. Og Ealabus, ex Drikke- Huus / hvorom Somnerus i hans
Gloffario ad X. hiſtoricos har en lang og lærd Obſervation. I de eldſte
Islandſte Skrifter heder Hl dx, ſom kand fees i Eddæ anden Part,
ſaa og i de adſkillige gamle Vers og andre Seriptorum locis i Bartholini
Antiquitatum 2 Bogs 12 Capitel. Item Ol i Edda paa mange Steder.
in Gloſſario Chaucico har Leibnitz mærket; quod AHLA /t aqua infecta,

trůbe, non limpida, qualis etiam AHLE, cereviſia nempe fragum f[ucco in.

fete, Ita ille.

Hertil gaaer min Prove paa nærværende Tiid. Jeg kunde
have giort den længere, hvis ikke mit Forfæt var, nu at gade alt det
forbi, ſom kunde ſiges at være endnu ligeſaavel Tydſk, ſom Danſk.
Thi ſom jeg for ſagde, ſaadanne Ord haver man af Wachter nokſom ops
liuſte og forklarede, ſaa at det blevet utidigt og forgieves Arbeide. En

anden gang kunde jeg vel ogſaa udbede mig deres Taalmodighed, iat

hore en anden Prøve, af Danſte Ords Lighed med de Cambriſke, for
maaſkee deraf at kunde giore, efter andre Nationers Exempel,
nogen Slut Je det ældgamle
elti

*

Lege
*

|

1

Forſte |

R
Forſte Mfhandling

Om

REPORMATIONENi&Nsland,

Hvad Begyndelſe, Fremgang og Modſtand
ſamme har havt
fra 1539 til 1548.
Meddeelt
af
Ludvig Harboe.

tbetragte Guds Riges Beſkaffenhed, hvor herlig det
udbreeder fig, og hvor faſt en Grundvold det har, at

alle dets Modſtandere med deres Magt og Lift, med

ſaa vel aabenbare ſom hemmelige Anſlag eh kand for⸗

maae noget mod ſamme, er een af de fornoyeligſte Forretnin⸗
er / man kand forlyſte fig med, og tillige een af de nyttigſte
ing / man kand opbygges ved. Derfor have mange brave
og berømmelige Mænd ikke ſparet nogen Umage, at udføre
ſaa vigtig en Materie, ikke alleene i Almindelighed, ved at un⸗
derviſe os, hvorledes Guds Rige er bleven grundet og udbre⸗
det allevegne ; men og i Sardeleshed at meddeele os udfor⸗
lige Beſtrivelſer, paa hvad Maade et og andet Rige, Land
eller Stæd er bleven oplyſt, og kommen til Sandheds Er⸗

kiendelſe.
Dd Dette

210 L. H. Forſte Afhandling

Dette har og bevæget mig, at foretage nærværende
Afhandling om Keformationen i Idland.

Naar Chriſtendommen forſt er bleven indfort i dette
Land, er noye og omſtendelig bleven udført deels i Chriſten-
doms Saga. ed. Skalholt 1688.4. Oluf Tryggeſons Saga trykt
paa Skalholt 1680. 4. Part. II. p. 218. 238. Schedis Ara
Preſts Froda edexet Skalh. 1688. 4. pag. G. ſeqq. og af ſalig
D. Chr. Worm Oxon. 8. Cap. VII. p. 42. ſeqq. ligeledes af
ſal. Andrea Buſſæo Hafn. 1733. 4. Cap. VII. p. 35 49.
deels og i den lærde og accurate Islœnders Herr Arngrim
Jonſſens Skrifter/, i fær hans Crymogæa Lib, I. p. 103. qq.
at jeg ſkal forbigage en Diſputation de prima fundatione Re-
ligionis Chriſtianæ in Islandia, ſom en Islœnder Jonas Davi-
dis 1696. har ladet udgaae/ efterdi derudi kun kortelig findes
excerperet, hvad udi de anforte udforlig berettes, endſtiont
det derhos ikke kand negtes, at det meeſte i denne Materie er
ſtreveniet Sprog den mindſte Deel forſtager, Dø at de Bøger
Derom paa Latin ere udgangne, ikke ere almindelige.

Derimod er om den i Kirke⸗Hiſtorien faa merkelige
Periode angagende Reformationen i Ib land ikke ret meget
bekiendt / hvilket og i et af de berommelige Skrifter, Danne⸗
mark har Were af; nemlig det Danſke Magazin Ton:. III. 35de
Hefte p. 338. er bleven erindretz thi vel forekomer adſkilligt om
Reformationen ſammeſteds i vores ſtore Hiſtorie⸗Skriveres
A. Hvitfelds Kronike, Cunradi Aslaci ChHronologia, Cragii
og Stephani Annalibus, og forbenævnte Herr Arngrim Jonſ-
ſens Crymogæa Lib. III. p. 145. qq. Comment. de Islandia
P. II. p. 63. 66. Anatome Blefkeniana P. II. Lit. H. 2. ed.
Holanæ pg p. 42. ſqq. ed. Harb. 1613, men ſoni det ikke har

veret

: om Reformationen i Island. 211

været nogen af diſſe Skrihenteres Hoved⸗Oyemerke, at
ſkrive en udforlig Kirke⸗Hiſtorie, ſaa ſoger man hos dem for⸗
85 en tilſtrekkelig Beretning, hvorledes Reformationen i
Island er bleven indfort/ og hvad Modſtand ſamme har haft.

Da jeg nu deels den Tiid, jeg opholdt mig i Island /
deels ſiden har faaet adſkillige Manuſcripter i Hænder, der
kunde give nogen nærmere Oplysning i denne Materie, faa.
troer jeg, at een og anden ſkeer en Tieneſte Derved, naar jeg
meddeeler, hvad jeg herom har kundet opſpore, hvorhos jeg
formoder / at andre Derved lade fig opmuntre, at ſupplere,
hvad herudi mangler, paa det man med Tiden kand fage noget
tilſtrekkeligt og ſammenheengendes.

Det vil vere mig tilladt, at jeg i Forveyen kortelig vi
fer; hvorledes deres Regimente, der ſkulle have været et Lys
og Exempel for andre / en Tiidlang for Reformationen har
været beſkaffen, og hvor lidet af Chriſti Sind hos dem
har været at finde; der nævnede fig Biſkoper og 0
dernes Forſtand ere, paa det 9 10 i Henſeende til Island
det merkverdige Vidnesbyrd kand ſtadfeſtes, ſom den ſa⸗
lige Lutherus aflegger om de Tiders ynkelige Tilſtand i Kir⸗
ken: Totum orbem tædere corruptionis cæperat, nemo
enim abuſus ferre amplius volebat, ita ut ad inordinatum
impetum & periculoſiſſimam mutationem, cum totius
Religionis interitu, & chriſtianismi in atheismum conver-

ſione perventum fuiſſet. Vid. Seckendorfii

Hiſt. Lutheranismi L. II. S. 14.
F. 44. Add.

Dod 2 8. 1.

212 L. H. Ferſte Afhandling

§. I.

. Overmod og Haardhed, ſom de ſidſte Catholſke Biſper i Js⸗

land lode fee mod Almuen ſameſteds, foraarſagede megen Uvil⸗
lighed og Gienſtridighed blant den gemeene Mand, hvorvel in⸗
gen Tviil er, at den ſtorſte Deel mere hemmelig har ſukket over de dem
tilfeyede Trængfeler, end at de offentlig torde lade fig merke dermed, af
Frygt, at de ikke maatte falde under Kirkens Band, og deres Eyendom

dem vorde frarovet; dog blev ſamme ved een og anden Leylighed kien⸗

delig nok, hvorom jeg vil anfore nogle Prover.

Allerede hundrede Aar og længere for Reformationen horde
man de bitterſte Klagemaal, over den Haardhed de Catholſke Biſper

tracterede Folket med; Derfor blevi Aaret 1431. Loverdagen næft efter

Peders Meſſe, af Hirdſtiorene eller de overſte Befalnings Mend, Lav⸗
Mændene, Lavrettes Mend og Almuen paa Althinget, ſaaledes beſlut—⸗
tet, og derpaa gave de hinanden Haanden, at de ville være deres vær-
dige Herre Erich, med Guds Naade, Norriges, Danmarks, Sverriges
og Gothers Konge og Hertug over Pommern, huld og troe, og holde de

Love / ſom S. Olaf havde givet, og hans rette Efterkommere ſiden havde

ſamtykt imellem Kongeriget; og dem, ſom boede i Landet, efter det ſom
Lov Bogen, Chriſten⸗Retten og Kongernes Rette⸗Boder indeholdt,
men alle nye Paalæg / ſom Biſperne ville giore, ved at ſette i Band, at
giore Forbud, og at herſke over dem, videre end udi det Forbeng vnte an⸗
fort er, ville de paa ingen Maade underkaſte ſig.

J Aaret 1481. da Olaus I. () var Biſkop i Holum, beklagede
24 Praſter af Holum Stift fig, udi et Brev til Kongen, Erke⸗Biſpen
og Rigens Raad i Norge over den meenige Almues afvendte Sind fra
Biſpen; dette Brev er ſkreven paa Holum i Hialltedal in vigilia St. Ja-

cobi Apoſtoli 1481. og findes udi en Copie-Bogi Holum Stift⸗Kiſte,

hvoraf jeg i fær vil anfort de Ord, hvormed de tilkiendegive deres For⸗
trydelſe
(% Denne Biſkop Olaus Rögnvalldſen blev 1438. Mandagen neſt efter Barnabe Apo-

ftoli af Præſteſkabet i Holum Stift udvaldt til Bikop, og heder det, i det derpaa uoſtedede Brev,
at det er ſteet Gud, Sto Johann, den gode Gudmund og den hellige Kirke til Ære.

om Reformationen i Island. 213
trydelſe over Almuens opbragte Sind; Saa ſkrive de: ” Helldr vitüm
vier, ad Almügenn hefr ſkulld vid Biſxupinn, ſuo hann må Kyrkjun-
nar Rietti ey framkoma fyrer. beirra Ofurdadigheit: er og fo ftor
miſſemia kominn millum lærdra Manna og Almügans um allt Island,
Vat vier beinkjum, ad Chriſtinndomr muni forgangaſt, ef ſuo fal
leingi ſtanda. i. e. Men vi vide, at Almuen har opſat fig imod Biſpen,
” faa at hand, for deres Uregierligheds Skyld, ey kand udfore Kirkens Ret⸗
tighed; der har og ſaa ſtor en U-eenighed opſpunden fig blant
lærde Mend og Almuen over heele Island, at vi har den
Tanke, at ene vil gaae til Grunde, derſom det
ſaaledes længe ſkal vedblive. J et andet Brev ſkreven af XI.
Preſter Loverdagen næft efter Peders Meſſe 1481. finder jeg, at da
Biſkop Olav /i Lav⸗Retten paa Oxeraac⸗Thing, lod oplæfe de Privilegia,
ſom Kongen havde givet Holum Dom⸗Kirke og Biſperne, en Lav⸗Mand
ved Navn Raffn Brandſſen og hans Tilhengere giorde Skraal og
Larm, paa det ingen maatte hore det, ſom blev opleſt, de viiſte Biſpen
ud af Lav⸗Retten, og truede nogle, at de vilde myrde Preſterne, hvis de
ikke lode deres nye Paalgg fare: ad bad mundi gyllda Preſtanna Lyf,
ef heir liete ecki af ſijnum Upptektum.“ Samme Klage igientages
i det tredie Brev, ſkreven i ſamme Aar af 12 Preſter, in octava viſita-
tionis Sanctæ Mariæ Virginis, og mœldes berudi blant andet: At den ge⸗
meene Mand ey vilde rette fig efter Prſternes Domme, men de domte
tvert imod de ſamme udi Sager, ſom angik Kirken, ſaa at Biſpen og
hans Ombuds Mand ey kunde udføre Kirkens Ret, de fane ikke heller
nøgen Redning for Kirken, hvis ikke GUD ſelv, Erke⸗Biſpen i Tronhiem
pag Kirkens vegne; Kongen o Rigets Raadi Norge, ville beviſe Kirken
den Hielp, at den maatte faae den re, ſom den tilkommer, og Kirkens
Lov om formelder; derhos anføre de, at denne Opſetſighed, ſom AL
muen beviijte, havde taget fin Oprindelſe af Biſkop Olavs Nidkierhed
for Kirkens Baſte, hvilk en ve ſerdeles beſtod derudi/ at hand under alle⸗
haande Paaſkud kunde tage andres Eyendomme til fig, og der ved
foroge ſit Gods.

At de Jorder, ſom hand paa den Maade havde faaet fra Almuen
ey har været fage, kand fees af 5 forfattet Fredagen
3 neſt

214. L. H. Forſte Afhandling

—

neſt efter Olavs Meſſe An. 147 9. hvorudi hand, GUD, Jomfru Mariæ,
Sancto Johanni Epiſcopo Holenſi, ( den gode Gudmund Biſkop
paa

i 0) Om denne Johanne eller Jen Augmundſen Biſkop paa Holum, hvis Navn i fin
Tiid har været fan berømt, at man glorde mange Løfter og Bonner til ham ſom en ſtor Helgen, vil
jeg kortelig berette det fornemſte af en Hiſtorie, ſom haves i Miet. i det Islandſke Sprog; og
Hr. Aſſeſſor Arnas Magnuſſen har faget fig den Umage, at overſatte paa Latin, hvilket Miet. forefin⸗
des blant hans ypperlige Samling af rare Pocumenter pag Univerſitæts-Bibliotheket. Jon Aug-
mundſſen, er fod i Aaret 1052. paa Bredebolſtad i Fliöts-Hlüd; hand blev i fine unge Aar ſendt
til Biſkop Isleif paa Skalhollt, for at informeres, og vandt ved fin Flüd Biſpens Bevaa⸗
genhed. Da hand var bleven Diaconus, reiſte hand, ongefehr i Aaret 1074. til Norge, derfra til Dan.
mark og endelig til Rom; den anſeelige Perſon hand forte, giorde ham vel behagelig, men ſeerdeles
hans gode Opforſel, og hans Videuſkab at ſynge og at ſpille paa Harpen. Bed ſin Tilbagekomſt til
Island bragte hand een af fine berommeligſte "Landsmænd Semund Sigfuſſen med fig (' mag⸗
num illum & nunqvam fine honore nominandum Islandiæ ſacerdotem, eui haberemus fane
”qvod deberemus, niſi inſignia ejus ſeripta, plena ſapientiæ & eruditionis, temporum no-
bis eripuiſſet injuria, ita 8. V. D. C. Wormius in Diſſert. de Aræ vita & ſeriptis, ſubjuncta
” ejusdem Schedis de Islandia pag. 183.) og begav fig til fit Fodeſtad Bredebolſtad, hvor hand
ſom Præft boede længe, og 2de gange indlod fig i Egteſkab. Anno 105 blev hand ſom den forſte
Biſkop udvalt i Holum Stift, og forfoyede fig til Dannemark for at lade fig indvie af Erke⸗Biſkop
Our eller Adzer, men hand giorde ham det vanſfeligt, fordi hand havde havt 2de Koner, og bes
foel ham at reiſe til kom, for at føge Pavens Tilladelſe. Hr. Jon Augmundſſen maatte da begive fig
paa denne Reiſe, og udrettede ved Erke⸗Biſpens Recommendation fit rende faa vel, at Hr. Adzer
fil Befalning af Paven at indvie ham, hvilket og ffeede 3Cal. Maji 1106. i hans Alders 54. Aar, (ikke
64. ſom Arngrimus Jonæ in Comment. de Islandia fol. 59. melder.) Saaſnart hand havde tiltraadt
fit Biſpe⸗Embede i Holum Stift, var hand betankt paa at bygge en ſtorre Kirke paa Holum; og pag
det unge Menniſker i tide kunde præpareres fil det, ſom den Tlid blev udkrævet af en Preſt, oprettede hand
en Skole, og antog til Lærer derudi en Praſt af Gothland Gisle Finneſen, der ſtulde docereGrammaticam,
derhos maatte hans egen Capellan og ſerdeles Ven, Richinus, underviſe dem i Sang og at giore Bers;
hand forbød viſſe Dages Udvelgelſe efter Hedningers Viis, og at ſynge loſagtige Viſer, ſom den Tiid vare
brugelige. Een af Diſciplene Klængur Thorſtenſen der ſiden blev Biſkop paa Skalholt, vilde
hand ikke tilſtede at leſe Ovidii Epiſtolas Amorum, paa det hand ikke deraf maatte forfsres; de
Navne Odins Dag og Torsdag aflagde hand forſt i Island, fordi de ſmagede af Hedenſkabet,
hvorimod de Navne Midvikudagr og Fimtudagr bleve indførte, ſom endnu ere brugelige; derimod
anbefalede hand, at ſoge flittig til Kirken paa Hellige Dage, og andre beſtemte Tider, og underviiſte
Preſterne, hver Dag aarle og ſildig at ſoge til Kors og Kirke, og formanede enhver at have et Kors
i fit Huus, og ved alle Leyligheder at tegne fig med Korſets Tegn; hand paaſtod os, at hver Mand
fulde vide Pater Noſter og Credo in Deum. Paa det hand des bedre kunde tage vare paa fit Embede,
overlod hand Biſpeſtolens Oeconomie til andre. Som hand hovligen berommes for det exem-
plariſte Levnet hand forte, den ſtore Gavmildhed hand udvilſte, Beder og Faſten, hvormed hand Dag
og Nat tvang fit Legeme, faa roſes hand ſerdeles for de idelige Formaningers ſkyld, hvilke hand
gav, og fine Predikener, ſom hand leſte af Bogen, paa det Folket ſtulle fee, at hand tog dem af
hellige Mænds Bøger. Hand var ellers meget elſket, og mange ſogte til Holum, for at høre ham,
bvorfore de og bygte ſmage Huuſe omkring Kirkegaarden for at være hannem des nærmere. J Aaret
II z. blev hand ſyg, lod fig efter Papiſtiſk Viis ſinsre med Olie og annammede Chriſti Legeme; hvor⸗
paa hand fang den Pfalme: Refecti Demine pane cocleſti ad vitam qvæſumus nutriamur æternam,

og

om Reformationen i Island. 215

— — . —

pad Holum (Y) og alle Guds Hellige til Ære, henlagde diſſe Jorder til
en Præſtes Underholdning; der hver Dag ſkulde læfe en Meſſe i 1 — —
Dom⸗

og ſiden: Benedicam Domino in omni tempore, ſemper laus ejus in ore meo, under hvilke Ord hand
opgav fir Mand 9 kalend, Maji, da hand havde været 15 Aar Biſkop og levet 69 Aar. Hans Liig
blev 1198. igien ſom en Helligdom opſogt; men forſt 1200. qvinto Nonas Martii med Proceſſion
Skriin⸗lagt, ſiden blev hans Dods Dag helligholden, ſom een af de ſtorſte Apoſtel Dage, hvor.
om det heder ſaaledes ien Pergaments Bog der indeholder adſkilligt om de Helgenes Hoytider: ” ågiæta
”håtid eigum vier at hallda Jons Hola Biſkups, ſkulum vier pann dag hallda fem ſtærrſtu
Foſtula Meſſr. Man indbildte fig, at hand glorde Mirakler, hoorfor man giorde mange Løfter
og Bonner til ham, nogle at de vildefønge 5gange Pater Noſter hver Uge, andre 90 gange Pater
noſter og Ave Maria, andre hoer Loverdag 50 gange Pater noſter; Dette er en kort Indhold af den
temmelig vitloftige Jon Bilkups Saga. J Laurentius Biſkups Saga, (ſom jeg i den henſeende agter
for een af de beſte Islandſke Hiſtorier og Levnets⸗Beſkrivelſer, efterdi adſkilligt merkverdigt om uden:
landſke Affairer deri berettes, hvoraf ſaavel en og anden Feil i vore Hiſtorier kand rettes, ſom og
Hiſtorien paa en og anden Maade ſuppleres) findes Cap. 4. at Kong Erich i Norge ærede ham
ſom en Helgen, ſaa lenge hand levede, fordi hand meente engang ved hans Forbon at have faget
15 Bind, hvorfor hand og 1286. førærede fin beſte Kledning til hans Amindelſe; om Gudmund

en Gode, ſom ſtrax mere ſkal meldes om, berettes, at hand altiid bar et Been af denne Johanne
hos fig, i den Mening, at hand derved ville udrette ſtore Ting.

(9) Een ved Navn Broder Arngrimur har beſkreven denne Gudmundi Araſons ebnet, hvil⸗
ken Beſkrivelſe er fuld af Jertegn, der ſkal være ſkeedte af ham, ſaavel for ſom efter hans Dod: Hans
Federneland var Island, hvor hand blev fodt 1160. (andre ſige 1161;). I hans 12fe Aar blev hand
Acoluthus: (hvad dette Embede med fig forte viſer I. Bingham in Antiqq: Eecleſ. vol. 11. og J. G.
Veber in Sched. de ordin. Eccles. pag. 69.) i hans 1 3de Aar Subdiaconus, derpaa Lœſe⸗Diaconus, og
i hang 24de Aar blev hand viet til Præſt og forrettede dette Embede pan adſkillige Steder; hand
var allerede den Tiid agtet for en hellig Mand; thi en Abbed ved Nabn Carl gif i Proceſſion mod
ham, da hand kom til hans Kloſter, og ſang det Keſponſorium: Vir iſte in populo mitifimus appa.
ruit, Sanetitate autem et gratia plemis, iſte eft qvi aſſidue orat pro populo, & pro civitate
a. Da hand 16. Aar havde været Præft blev hand udvalt til Biſkop paa Holum, og blev An. 1202.
XVI. Calend. Octobris af Erkebiſfop Erick i Tronhiem indviet; Men hand var neppe kommen til⸗
bage til Holum, ſom ſkeede i Aaret 1205, førend hanb ved at tage dem under fin Beſkiermelſe,
der havde. begaaet grove Exceſſer, ved at bandſette, at lade Kirkerne laaſe, og at forbyde
Gude Tieneſtens Holdelſe, i den Meening derved at bringe fine Modſtandere til Pompgelſe, op⸗
vakte faa mange og mægtige Fiender mod ſi!, at hand maatte vige fra Biſpe Stolen, og opholde
fig ſna et her, ſnart hiſſet i Landet; hand ſogte perſonlig Hielp og Biſtand hos Erkebifpen i Tronhiem,
hvor hand blev i 4. Aar, men Fort efter af hand havde indfunden fig igien paa Holum, bliver hand der
af fine Fiender fangen tagen, og en tidlang noye forvaret, af hvilfet Fengſel hand til ſidſt ved en

onde Eyolf Kärſon befriet; hand ſoger vel adſkillige gange igien at feſte Fod paa Holum, men
har ſamme Skiabne ſom tilforn, nemlig at hand atter fangenkages. Endelig ſtevnes hand og hans
Uvenner for Erkebiſpen, ſom finder Gudmunds Sag af den Beſkaffenhed, at hand demmer Gud⸗
mund kand ey beholde det Biſtopelige Embede uden at Paven vil diſpenſere ham, hvoraf man let
kand ſlutte, hvor grove hans Forſeelſer mage have været; hand ſendte da en Præft ved Navn Ketel
med et Latinſf Brev til Paven, og forest llede alt hvad paſleret var, derpaa fif hand det Svar, at det
ſtod i hans Magt, enten hand vilde blive i Biſpe Embedet eller ikke: Si vult cedere ccdat- Men

dette

216 L. H. Forſte Afhandling

FT —— — —

Dom⸗Kirke for alle Chriſtnes Siele. Da denne Biſkop Olav 1407.
ved Døden afgik, fuldte hans Broder⸗Son Gottſchalk II. hannem ikke
allene 1500. i Biſpedommet/ men hand overgik ham og meget i Haard⸗
hed, i det hand under Lovens Skin frarovede andre deres Gods; hand
lod nemlig ved fine Speidere udforſke/ hvad der blev ſpiiſt og talt Hun

N : ſene,
dette ſidſte havde hand ingen Lyſt til, hvorfor hand, efter 4. Aars Forlob, vendte igien til Island,
for at forrette fif Biſkoppelige Embede i Holum Stift, dog det gif ham ikke bedre end for, hand
maatte nemlig vige to gange efter hinanden, og zdie gang beavemme fig til, ſom en Fange at være
forvaret pan Holum. Endelig ſlap hand dog los, og levede de 4 ſidſte Aar rolig; hand døde 1237.

17. Cal. April. i hans Alders 77be og Bifkopelige Embedes 34de Aar. Denne Hiſtorie ſluttes
af Broder Arngrimur med folgende Vers:

Me diſpone pia poſt mortem virgo Maria
Pontificis mundi ſub præſidium Godemundi.

Efter Laurentius Saga Cap. 30. lød Biſkop Audun pad Holum efter Kong Haagens Tilſkyndelſe,
1315. ſoge efter hans Been, thi ingen vidſte hvor de vare henlagde, man grov i Choret, men fandt
dem ikke, endelig bleve de fundne f For⸗Kirken, og lod da Biffop Audun ſamme legge i en Kiſte,
og ſatte dem for det ſtore Kors i Kirken, hvorpaa man allevegne fra Island ſogte derhen og giorde
Lofter tilham; Gaa blev i Aaret 1402. da faa ſpar en Peſt graſſerede i Island, at naar 15. Menni⸗
ſker fuldte eet Liig til Graven, ikke mere end 4. af dem komme levendes tilbage, for at afvende denne
Laude⸗Plage beſluttet, at give en halv Bert, det er 40 Pund Sol til Holum Doin⸗Kirke, for deraf at
forferdige Gudmund den Gode et Skrin eller Kiſte. Der er tet ved Holum Biſpegaard et hoyt Bierg
og imod den vverſte Hoyde en Hule, hvori Biſkop Gudmund lod opreiſe et Alker af Jord, denne
befværlige Vey gik hand hver Morgen i Faſten med bare Fodder, for der at giore fin Bon.

Skulde nogen have Lyſt at leſe mere om ham, faa kand Sturlunga Saga tiene til videre Ef,
terretuing i Tredie Pakt. Cap. 1. 2. 3. 4. 5. ſerdeles, hvor der handles om hans Opforſel, Flild, Bonner
og Almiſſer, hvorved hand forhvervede fig det Tilnavn Gudmund den Gode. C. 6.9.9. 20.32. 33.35.36.
Fierde Part. Cap. 7,20. J Femte Part Cap. I - IX. XII. XXIII. XXIV. XXVII. XXIX XXXII. XVII.
Siette Part. Cap. 8. Tr. 13. 14 49. udi hvilket ſidſte Capitel berettes, at Gudmunder levede de 3 ſidſte Aar
urmlia fra 1234. til 1237. ſom en rolig Ereinſt og ey ſom en haard Biſkop, hand havde den Tiib liber
Hilſen jog kunde ey fee at leſe i Bøger, men i det ſidſte Aar blev hand gandſke blind; Imidlertid
[od hand læfe for fig hellige Mænds Hiſtorier paa Latin; hand roſes og der meget for fin Godhed,
og at Kong Haagen og Erke⸗Biſperne Thoris og Guthorm med andre Lerde Mænd i Norge, ſkal
have elſket ham ſom en Broder, og anmodet ham om Forbon for dennem; Om hans Gudfrygtig
heds Obelſe berettes dette, at hand hver Morgen, naar hand opvaagnede, betegnede fig med Korſets Tegnz
Signde hann fig fyrſt, og ſiden fang Adeſto Deus unus omnipotens Pater et Filius et Spiritus Sanus,
derpaa Credo in Deum, ſiden Confiteor, videre den Bøn Omnipotens Sempiterne Deus, qui es ter-
nus & unus, da Aſſidue nobis &c, Pater noſter &c. nogle Davids Pſalmer, og endelig Exaudi
orationem meam og andet mere.

J Bartholini Adverſariis Mfet. ad An. 1237. anføres folgende af Bollandi A&. S. S. Feb.
T. 1. p. 3.6. 8. Godermundus Epiſcopus & martyr in Islandia refertur in Miet. Florario, &
Molani Additionibus ad Uſvardum, nobis ignotus, quia diverſum remur ab Jona Ogmundo Epi-
ſeopo Holenfi.

ger at have overtraadt Guds og Kirkens Love; dette hans uretfærdige

Til ſamme Tiid, nemlig fra 1494. til 1519. var Stephan Jonſen
Biſkop pag Skalholt; hans Opforſel beſkrives af Jon Eigilſen udi Con-
; tinuation

(”) Angrimus Jonæ in Comment. de Tslandia P. II. fol. 63. føriver derom ſaaledes:
Anno 1520, cum inter pocula & voluptates convivales verfaretur, audiretque obiide Jonam
Sigismundum, qvem cum uxore & liberis multos annos erudeliſſime vexaverat, in fubiturg
morbum repente incidit, & fic paulo poſt eam, qva in tota vita in miſeros ſubditos uſus eſt
vim, cum miſerabili morte commutavit. Man finder og adſkilligt om den Uret og Bold Jon sig-
mundſſen maatte taale, i en meget rar piece paa 3 Ark, ſom Biſkop Gudbrand Thorlakſen An. 1608.
8. har ladet fryffepaa Holum om de falſke Breve, fon vare digtede paa Lab⸗Mand Jon digmundſ-
(en, længe efter hans Dod.

Ce

219 I. HI. Forſte Afhandling

— ——— — æ ö—1— — q ũ.— —- — — — —

tinuation af Hunger vauku, der findes i Mſet. ſaaledes: At hand var
en lerd Mand, og fandt ſin Fornoyelſe i at underviſe andre, at hand
aldrig drak faa meget Oll i den Tiid hand var Biſkop/ at man ſkulde
have feet ham drukken, at hand aldrig aad Kiod uren paa Juule og
Paafſke⸗Dag / aldrig havde Skiorte paa, eller aad Melke⸗Mad (hvitann
mat) uden paa Sendagen. Hand beretter ellers en ret heroiſk Gier⸗
ning om denne Biſkop / og noget merkvardigt, ſom i hans Tiid har
tildraget fig, at nemlig i Aaret 1513. een indfandt fig paa Skalholt med
Aflads⸗Breve fra Paven, og der opholdt fig i 14. Dage; men ey fif
Biſpen mere i Tale end 2 gange, da hand talede Latin med Aflads
Krœmmeren, paa det andre ikke ſaa lige maatte forſtaae det de talede
ſammen / og erklerede fig, at hand vel ikke ville imodſtaae Paven eller
hans Sendebud, og maatte band fælge fine Aflads Breve til hvem
hand vilde / men ingen af dem, der vilde folge hans Raad ſkulde kiobe dem
ikke heller nogen af hans Folk, hvorfor ſamme Aflads Kræmmer med
uforrettet Sag og en tom Pung maatte reiſe fra Biſpe⸗Stolen, og
hos andre der i Landet ſoge at fane fine Vahre afſat; Ellers melder for⸗
anførte Hr. Jon Eigilſen om ham, at hand forfoer faa haardt
med dem, der havde forſeet fig i noget, med Reyſelſer og
andre haarde Paalgg, at mange heller udvaldte fig D⸗
den / end ſaadan haard Medfart. Deraf kom det og vel, at hand
med fine Mænd eengang blev overfalden, og en Deel ilde Me dhandlede/
paa hans Viſitats; derom bær en Dom Vidne, domt af 12. Praſter,
over Morten Olaſſen og hans Son lsleif i Aaret 1513. Hvilken Dom
findes paa Pergament ſkreven i Skalholts Stift Kiſte. Jeg kand ved
denne L yighed ikke forbigaae at anføre om denne Biſkop Stephan
Jonſſen, at hand har været udenlands, og beſtet fig i fremmede Lande,
hvor hand og blev Magiſter Artium. Biſkop Sven gav ham i Aaret
1422. Tilladelſe at være borte i 1o Aar, derom vidner et forældet Per⸗
gaments⸗Brev, ifornavnte Stift⸗Kiſte ſom jeg herved uforandret vil
meddeele: Noverint univerſi per preſentes, qvod nos Sveino, per-
miſſione Dominica Epiſcopus Scalholtenſis, in vigilia Paſche vide-
”licet, XX octave die menſis Marcii, anno ab incarnacione Domini
»MCDLXXo. ſecundo, in eccleſia noſtra cathedrali apud Scalhollt

in

om Reformationen i Island. 219

in Islandia ſacros & generales ordines celebrantes; Dilectum nobis
” inChrifto Stephanum Johannis diaconum noſtre dioeceſeos ad utilita-
tem dicte Ecdeſie noſtre Scalholtenſis, ad omnes ſacros ordines,
ſibi conceſſum, de qvo reputavit fe contentum, in Presbyterum cano-
nice ordinavimus tune ibidem, qvem prius duobus precedentibus
ſacris ordinibus, ſcilicet Subdiaeonatus & Diaconatus, ac etiam omni-
bus & ſingulis minoribus ordinibus videlicet hoſtiariatus, Lectoratus,
exorciſtatus & acolutatus, (0 ſtatutis ad hoc a jure temporibus,
Canonice in Eccleſia ordinavimus ſupradicta, ac eciam dicto Domino
” Stephano licenciam dedimus, qvatenus ſcolas in partibus tranſmari-
nis freqventare & ſuas peregrinationes poſſit peragere, ubicun-
qve ſibi placuit ex devocione Sanctorum liminum, ſit ita, qvod
infra decennium revertatur. Veſtram igitur caritatem affectuoſe
rogamus, qvatenus Dominum Stephanum, in ſuis neceſſitatibus
veſtris conſiliis miſericorditer adjuvetis, ab omnium bonorum
opum retributore mercedem in futurum deſiderabilem percepturi,
in cujus rei teſtimonium Sigillum noſtrum preſentibus eſt appen-
”fum. - - mis Anno qvarto poſt preſeripta Et...

—

§. 2.

De tvende ſidſte Biſkoper for Reformationen, eftergave de For⸗
mældte intet udi Haardhed. Diſſe vare Ogmund Paulſen og Jon
Areſen, den forſte Biffop paa Skalholt, og den anden paa Holum.
Om Biffop Augmund Paulfen findes en ſmuk Efterretning,/ der er ſkre⸗
ven af en lærd Islander, Jon Olafſen, udi Danſke Magazins 35 Hefte
pag. 338348 / og kand ſamme give en temmelig god Oplysning om det,
ſomi hans Tiid forefaldt ved KReformationen / i Island; Jeg vil ikkun
for Hiſtoriens Skyld tilfoye noget lidet om hannem, ſom ikke er anført
paa forbengvnte Sted; Hand, Biſtop Augmund, havde i fin Ungdom
veret i Engeland, og mane hand have havt gode Midler; thi da hand var
der, forſtrakte hand een af ſine ee en Sum Penge, ſom Års

e 2 ar

) On diſſe adſkillige Ordener og deres Forretning fortiener at efterſees D. Johan.
Sluterus in Diff, de V, B. Miniſtrorum ordine ac, votatione poteſſate. Hamb. 1650. 12. Joh. Georg.
Weber de Ordine Becles, ed. 1730 p- 66. 68.144. D. Job. Alb. Fabriaius in Bibliogr. Antiqvaris
b. . 452. 457. ſaq -

220 L. H. Jorſte Afhandling

— ͤ : —iðc1ᷓ4 — —

har læft iet Vidnesbyrd udgivet, 1573 den 7de May af Sigurder Orm⸗
ſen, der havde været Biſkop Augmunds Tiener. Medens hand var ung
var hand temmelig for Pragt, men ſiden ſkisttede hand ikke meget om,
hvorledes hand flædte fig. Af Natur var hand haard og ftræng mod
dem, hand omgikkes med, og ſlog fine Tienere, ſom (mage Born; Naar
en og anden giorde noget, ſom ikke var efter hans Hoved, fag var Hore⸗
Son den beſte Titul, hand gav dem, de maatte være Fattige eller Rige;
og havde hand for ſin Stormodigheds. og Haardheds Skyld liden Kier⸗
lighed i Stiftet. Hand var ellers af Perſon en velvoxen Mand, hoy
og foer / havde ſmage og ſkarpe Oyne/ et guult Haar, og var rund af
Anſigtet. Allerede 1504 maae hand have været Præft i Breedebols⸗
ſtad i Fliotshlyd; thii Skalholts Stift⸗Kiſte findes et Brev ſkreven paa
Pergament af Biſkop Stephan, paa forbemeeldte Sted in Translatione
Sancti Benedicti Abbatis & Confeſſoris Anno MDIIII. hvorudi haud gt
ver Herr Augmund Paulſen, ſom hand nævner fin Provſt,fldkommen
Magt og Tilladelſe, at lade ſig i Biſpens Fraverelſe af en Præft abſol-
vere i Skalholts Stift / ſom hand vilde anmode derom, af de Synder/ſom
hand uformodentlig kunde falde udi, paa det Guds Tieneſten derfor ey
maatte nedlegges. Da hand der var Praſt paſſerede en egen Caſus,
hvorved hand vilde lade fee hvor religieus og nidkier hand var for Guds
Were; Der var nemlig til ſamme Tiid en ſtor Hungers⸗Nod i Landet,
hvorfor man ſogte alle Udveye, for at finde noget til fin Underholdning;
Man havde blant andet og opſtillet et Fugle⸗Garn, for at fange Fugle
Dermed. Det ſkeede da paa en Paaſke⸗Dag / at ſaadant et Garn flod op⸗
ſtillet pan Bredebolſtad, og havde en Mangde Fugle ſamlet fig under
ſamme, hvilket man forkyndede Præſten Ogmund, men hand for bod
at lade Garnet nedfalde over Fuglene, af den Aarſag, fordi det var en
Livfens Dag / og ikke en Dods Daa; dog ſkeede det at en Koe ſleed fig
los / og med Foden traadde pan Strengen, faa at Garnet faldt over
Fuglene, uden Tviil faa kaldede Ryper, ſom findes i ſtor Mengde deri
Landet, diſſe vare 300 i Tallet; og bleve de alle giemte ien Stue til ef
terfolgende Mandag Eftermiddag, da man førft flagtede dem, og
giorde Herr Ogmund fig derover folgende Tanker, at dette var et Mi⸗
rakel, ſom Gud havde giort, for at frelſe mange Menniſkers Liv, lige,

| : om

——— ꝑ EET — —-—

ſom hand havde ſorget for Sielene, og frelſt dem af Helvede, det ſom
videre kand være merkvardigt om denne. Mand, ſtal i det efterfol⸗

gende anfores.

Om Biſkop Jon Areſen bor og noget maldes / efterdi hans Navn
ſiden udi den Islandſke Reformations· Hiſtorie meget ofte forekommer;
omendſkiont hand i fine Forfedre var af fornemme Slægt, og ſogte en
Were derudi, at hand kunde opregne ſit Stamme Regiſter fra Adam af,

frahvilfen hand vilde være den 90 ( Green, ſaa vare dog hans For:
e 3

eldre

(0) At efterfølgende Stamme ⸗Tavle, ſom Biſkoy Jon Araſen ſelv har forfattet, her tllfsyes,
feer blot for at fornoye en og andens Curioſitæt, der maaſkee finder Behag i at fee, hvorledes denne Ge.

nealogiſfe Tabel er indrettet.

" vå Adam.

2 Seth. j
3 Enos. 192 *
4 Kenan. ry

5 Mahalaleel.

6 Jared.

7 Hanoch.

8 Mathuſelah. 5

9 Lamech. e
10 Na.

1 Japheth hans Son.
22 Jafne eller Javan hans Son.

13 Jothum hans Son.
14 Syprus hans Son.

15 Cxetus eller Denus hans Son.

6 Saturnus i Cryt hans Son.

17 Jupiter hans Son.
18 Darius hans Son.

19 Oxitonſus haus Son.

20 Thoroas hans Son.

21 Julus hans Son.

22 Hundaan hans Son.

23 Priamus

Munan eller Mennan Konge i Troja hade
Priami Daatter til Ægte.
24 Priami Daatter heed Troang.
25 Hendes Son Throar, ſom vi kalde Thor.

26 Hans Sen Evlda eller Indrida.
27 Hans Son Lorica.
28 Hans Son Vinge Thor.
29 Hans Son Vinge Rer.
30 Hans Son Modan.
31 Hans Son Maage.
32 Hans Son Seſep.
33 Hans Son Bedius.
34 Hans Son Atra.
35 Hans Son Trinan.
36 Hans Son Heremot
37 Hans Son Skialldr eller Skiold.
38 Hans Son Beuf.
39 Hans Son Godolfer.
40 Hans Son Byrta.
41 Hans Son Fialfr Borek.
42 Hans Son Voden eller Odin.
43 Hans Son Skiolldr.
44 Hans Son Fridleifer.
45 Hans Son Fridfrode.
46 Hans Son Herleifer.
47 Hans Son Havar Handrame.
48 Hans Son Frode.
49 Hans Son Vermunder den Kloge
(hinn vitre.)
50 Hans Daatter Olof.
så Hendes Son Frode Fridſame.
52 Hans

222 L. H. Forſte Afhandling

ældre Are Sigurdſſen og Ellen Magnus Daatter meget fattige, og
blev hand født i Heſſords Syſſel i Holum Stift i Aaret 1484. Man
fortæller, at hans Moder, førend hun blev gift, ſkal have havt en
Drøm, at hun var ſvanger og derpaa fodde en Slange, hvorhos hun
havde hort en Roſt, at i det overſte Chor i Holum Dom⸗Kirke en Reede
var bereedt for denne Slange, hvilket hendes Moder ſaaledes ſkal have
udtolket, at hun (fulde fode en Son, der ſkulde erlange en ſerdeles An⸗
ſeelſe i Holum Stift. J ſin Barndom maatte hand, for ſtor Fattig⸗
Dome ſkyld, ofte lide Sult og Hunger, der gik ſaa vidt, at hand een⸗
gang ville ſtiele et Faar, hvis hans Moder ikke havde forhindret ham i
dette hans Forſckt. Samme Nod drev ham endelig til Muukathver⸗
raae Kloſter, hvor hand blev brugt til at renſe Koe⸗og Heſte⸗Staldene.
Paa dette Sted lærde hand formodentlig det hand vidſte, at leſe i det
Islandſte Sprog, og maafkee faa meget, at hand kunde kiende de La⸗
tinſke Bogſtaver, paa det hand ſiden maatte være i Stand at leſe Meſ⸗
fer, men hand fif aldrig nogen Grund i det Latinſke Sprog; hvorfor
og Peder Pouelſen, ſom ſiden blev Abbed paa Muukathverraae, og i ſer
en Præft ved Navn Bodvar, proteſterede, da man udvaldte Bio til

iſkop/

52 Hans Son Fridleifr.

53 Hans Son Frode hinn Frækne (den
Dappere.)

54 Hans Son Halfdan.

55 Hans Son Hros.

56 Hans Son Valdar den Milde.

57 Hans Son Harald den Gamle.

58 Hans Son Halfdan Smalle.

59 Hans Son Jver Widfadme.

60 Hans Daakter Audr hin Diupaudgs
(den meget Rige.)

61 Hendes Son Randver.

62 Hans Son Hringr.

63 Hans Son Ragner Lodbrog.

64 Hans Son Blorn Jarnſida.

65 Hans Son Acleiker.

66 Hans Son Hroalder Hryggr.

67 Hans Son Biorn Byrduſmior.

68 Hans Son Hofda Thorder, ſom boede paa
Hofde i Hofdeſtrand paa Island.

69 Hans Daatter; Herdis

70 Hendes Daatter Thorlaug.

71 fjendes Son Eyolfer Hallte, par

odrevall.

72 Hans Son Gubmunder.

73 Hans Daatter Thurider.

74 fjendes Son Thorvalder hinu Audge-

75 Hans Son Gudmunder Dyre.

76 Hans Son Einer.

77 Hans Son Erik.

78 Hans Son Brander.

79 Hans Daatter Oddni.

8o Hendes Son Steinthor.

81 Hans Daatter Oddni Skerkerling:

82 Hendes Daatter Ellen.

83 Hendes Daakter Thora Brok.

84 Hendes Daatter Ellen.

85 Hendes Son Jon Araſen Biſkop paa
Hoolum.

om Reformationen i Island. 223

Biſtop/ i det den ſidſte mente man burde agte paa den geiſtlige Lovs,

eller Chriſten Rettens Bydende, hvori var befalet, at en Deel af de Bi⸗

erde Forretninger, ſom at indvie Kirker, og at firme Bern, ſkulde

ee i det Latinfke Sprog; hvis ſamme ſkulde være af nogen Gyldighed.

() Biffop Jon Araſon, giorde over denne Herr Bodvars Modſigelſe
folgende Vers:

Latina er liſt mæt Logſnar Bodvar
Ihenne eg kann Ecke par Bodvar
Til Nauda hefr någ tråd, Nu har Bodvar

Potte mier fo riett Pitt ſvar Bodvar. i. e.

Du Lov⸗kyndige Bodvar! det Latinſke Sprog er en herlig Videnſtab,
men kiere Bodvar, jeg kand ey det ringeſte deraf, imidlertid har du ſagt

nok derom mig til Modſigelſe, endſkiont det ſyntes mig, min gode

Bodvar,/ at du talede ret.

Naar hand derfor (Fulde ſkrive et Latinſk Brev, eller efter de Ti
ders Sædvane i ſamme Sprog lyſe Band over nogen, maatte hand
bruge andres Hielp, og i fær Jon Matthieſens, der var Preſt og
Bog try ker paa Bredebolſtad i Weſterhope; Der berettes, at da hand
i ſine opvoxende Aar, faldt i Sovn paa en Heſt, og af ſamme i en

orads, hand ffal have tilraabt de nærværende Arbeids⸗Karle: ſti-
died pier Biſkups efned. i. e. hielper den op, ſom engang ſkal blive
Biſkop; hvilfet man vel den Tid loe over, da det havde flet Udſeende
Dertil, men man maatte til fin Tid erfare / at hand uvidende havde ſpaaet
Sandheden. Abbeden pan Muukathveraae Einer Benedictſen, en
Mand, ſom ſiges at have været ſnart den eeneſte i Holum Stift, der
vidſte noget Latin, viifte ved alle Leyligheder fig ham bevaagen og paa⸗
min⸗

N i eder bet laks eti "Chri '
Cap. IX, 1 20e len 51 75 e ES AASE fo 285 e ee
verhr hann ſekr um hat frim Markom vip benna Byſeop er ker er br. . Svo fkal Kyrkjo vigia
Seeg ee Boe, ee deen
4 derfor bøde 3 Mark til den Biſkop, fon her er tilforn. É Naar Kier Uubdle og Bern —

5 Perſoner, ſom eh forſtager det Latinſte Sprog, faa fal denne Forretning dog igientages, ligeſom den
e tilforn havde været ſoretagen.

294 L. H. Forſte Afhandling

mindede de andre Munke hemmelig, at give ham noget! af deres Spiſe;
hand ſkal og undertiden have ſagt til ham: H vorledes det og gaaer /
ſaa ſiger mit Hierte mig, at du bliver en ſtorre Mand end jeg er.
Siden forlod hand Muukathverage Kloſter, og opholdt fig hos fin Mo⸗
der, og arbeydede for hende indtil ſin Alders 24 de Aar; l
hand til Holum og blev indviet til Præft. Hand fif forſt Helgeſtab
Kald i Reikiadal, Hvor hand tog en Maitreſſe Helge Sigurders Daat⸗
ter / der blev hos ham indtil hans Dods Dag; de Navnkundigſte af
hans Born vare, Are, Biern og Sigurder, hvis Navne ſiden efter
forekomme, de 2de forſte erklarede hand 1522. pag Himmelfarts Dag
for ſine Born og Arvinger.

Ihans Embedes andet Aar blev hand forflyttet til Hrafnagils
Prqſte⸗Kald, reyſte i den Tiid 2 gange for Biſtop Gottſchalk til Norge,
og blev efter hans Dod, forſt Officialis og ſiden Biſkop i Holum Biſpe⸗
dømme, hvilket Embede hand foreſtod indtil 1550, da hand i fit Alders
66de Aar blev henrettet , hvorom ſiden mere ſkal vorde anfort.

J ſin heele Opforſel viiſte hand fig haardnakket i hoyeſte Grad,
hevngierig, og fornoyet, naar hand kunde vende alt op og need; hans
ſtormodige Sind forforte ham til de ſtorſte Exoeſſer, der endelig udbrød
til en aabenbare Ulydighed imod Kongen og hans Befalninger; Der⸗
hos var hand for at lade ſig ſee; ved Solenniteter fod hand fig opvarte af
12 Tienere / af hvilke hver maatte bære fit Lys for ham; Som hand var
meget beqvem til den IJslandſke Poeſie, faa anvendte hand den og ved
alle Leyligheder, til at beſkrive fine egne Forretninger, hvoraf ſiden ad⸗
ſkillige Prover fkal meddeeles. f

Kort for ſit Endeligt forfærdigede hand et temmelig vittloftigt
Poëma over Paffionen, Faldet pislargroatr, ſom Herr Biſt op Gudbrand
Thorlakſen har ladet indrykke udi en Viiſe⸗Bog trykt 1612. 4. p. 256. ſqq.
Man har og af ham en anden Digt over den 51. Pfalme, ſom findes J. cs.
p. 269. aq. Endelig tillegges ham og et Islandſt Poema over Chriſti
Lidelſes Hiſtorie, og et Vers, der er giort Jomfrue Maria til Wre, og
endnu findes i Msst. men om hand har fundet faa meget . ſom

amme |

om Reformationeni Island. 225
ſamme er blandet med / tviler jeg paa. Maria kaldes derudi: Matrona
Angelorum, gemma polorum, gloria Sanctorum, auxilium miſero-
rum, exemplar morum, porta Cœli &c. Det man har at takke ham for,
er Bogtrykkeriet, ſom hand 1530. forſkrev fra Sverrig; hand falder;
udi have ladet et Breviarium trykke i 4to, men det er nu bleven uſynligt.

§. 3. a

Diſſe forbeng vnte Biſper Ogmund Pouelſen og Jon Araſen
laae hverandre fra den forſte Tiid, de kom til Biſpe⸗Sadet / i Haarene;
Ogmund var af Biſkop Stephan Jonſſon udſeet til at være hans Efter⸗
mand og blev Biſp 1822. Som hand derhos tillige forrettede en Hirdſtis⸗
res eller Stifts⸗Befalningsmands Embede, () faa havde og Kanikerne
i Tronhiem givet ham fuldkommen Magt over Hole Dom Kirkes Eyen⸗
domme og Penge, hvorfor hand allene vilde have at raade over det heele
Land, ſaa ingen i begge Stifter foruden hans Villie maatte foretage no⸗
get: Men Prælaterne og Præfterne i Holum Stift, havde allerede til
forn fra de ſamme Kaniker i Tronhiems Capittel faget den Befalning,
at de i den afdøde Biſkop Gottſchalks Sted, ſkulde udvelge een, hvilken
de ſelv vilde, og derfor udnævnte de i Aaret 1522. Jon Araſon til deres
Biſkop. Dene deres Adfærd forſvarede de ikke allene med den Fuldmagt,
ſom de dertil havde faaet fra Tronhiems Capitel, men og derved, at
Dom ⸗Kirken i Holum havde lidet ſtor Skade, naar Biſperne i Skalholt
havde havt Opſyn over Holum Stift, i det de havde borttaget meget
Gods og Penge derfra, og ey givet nogen Erſtatning derfor; i ſer
havde Biſkop Ogmund tilbageholden en Summa paa 200. Riinſke Gyl⸗
den, der tilhorde Hole Dom Kirke, endfkiont Erke⸗Biſkop Erik havde
befalet, at de igien ſkulde udleveres; Hvorfor de appellerede til bes
nævnte Erke⸗Biſkop og hans Capitul, imod Biſtop Ogmunds Dom,
og bade at det Val, ſom de havde foretaget, maatte vorde ſtadfaſt;
dette merkelige Brev findes udien Copie- Bog i Holum Stift⸗Kiſte,

og

Denne ſtore Myndighed b å

vidfte at 1 ſig hos ben bet Eng ace e cd 211 1 5 FN

Ogmunds Folk i Aaret 1519. havde ilde tilredt og ſaaret nogle Mænd, ſom tilhorde Kongens Ombuds
mand paa Beofefteb. gf

226 I. H. Forſte Afhandling
og er dateret in craſtina Die Apoſtolorum Simonis & Judæ Anno Do-
mini 1522. N

Biſkop Augmund fatte fig af yderſte Kræfter imod dette Val og
ſendte til den Ende en Præft ved Navn Olaf Giſleſen til Holum, at
forelæfe Jon Araſon et Brev, hvorudi hand forbød ham, at reiſe ud
af Landet; Samme Mand torde ey vove fig længer end til Wiidengs ,
en Gaard, ſom ligger tet hos Holum Biſpe⸗Gaard, hvorhen hand cite-
rede Jon Araſen for at høre det rende, hand havde medbragt, Jon
Araſon lovede vel paa efterfølgende Dag at ind finde fig, men ſom hand
let kunde ſlutte, hvad Wrende Sendebudet havde at føre; iførte hand
en Præft ved Navn Thorſten Gunnerſen fine Klæder, fatte ham efter
de Tiders Sadvane en Struds⸗Feder paa Huen, (ſette uppa hann
mukahafn med Sernot ſtaaer i en Relation) og lod ham / geleidet af
alle fine Tienere og fin Son Are, gaae til den af Biſkop Ogmund
udſendte Olaf Giſleſen; Efterdi nu denne Olav tenkte, at Thorſten
maatte være den udvalte Biſkop, giorde hand ſtore Complimenter
for ham, og overleverede Biſkop Ogmunds Brev, hvorhos hand i
For virrelſe lod Hatten falde, Dette Brev fif Biſkop Jon aldrig at fees
men Thorſten Gunnerſen ſparede igien ſkriftlig i Jon Araſons Navn,
og forebragte fine Undſtyldninger, hvorfor hand ey kunde rette fig ef⸗
ter den tilſendte Skrivelſe, endelig fatte neden under Brevet:

Vaſade i Vyenes, valinn til at bera ſkial,
Setti nidr ſinn Hatt, og (al. fa) Sveinenn fann (qvadde) hann
Porſtein. i. e. f

Den ſom var udvalt til at bære Brevet kom ubetæntfom til Videness,
og lod fin Hat falder da hand fandt (hilſede) Tieneren Thorſten;
hvoraf Biffop Augmund ſtrax ſluttede, at hans rende ikke ret var
bleven beſtilt; derfor ſendte hand 2de gange efter hinanden 2de andre
Præfter, af hvilke den eene var Jon Einerſen, ſom Augmund vilde
have til fin Ombudsmand eller Biſkop i Holum Stift, da hand vel
ſaae, at hand eene ikke kunde beſtride begge Stifter, men den underfun⸗
dige Jon Araſon magede det faa, at de Breve ikke bleve leſte, hvorudi |
Ogmund giorde Forbud paa hans Udreyſe af Landet. Endelig ſendte
Jon

om Reformationen i Island. 227

Jon Araſon fin Tiener til Biſkoy Augmund og tilbød ham Fred; men
medens ſamme Mand var paa Skalholt og blev der vel trackeret / ſam⸗
lede Biſkoy Augmund 300 Mand, hvormed hand agtede uformodent⸗
lig at overfalde Jon Araſon. Forberorte Tiener erfoer forſt efter Bi⸗
ſkoppens Bortreyſe / hvad hans Agt var, hvorfor hand kaſtede fig pag
Heſten, kom Biſpen forbi, og til Holum, hvor hand forkyndede hvad
der vari Vente. Allevegne hvor Bifkop Augmund kom i Norder⸗eller
Holum Stift / tvang hand Preſterne til at igienkalde det Votum, de
havde givet Jon Araſon, og at give det til den af ham denominerede
Jon Einerſen; Een ved Navn Thomas, Præft, og Raadsmand paa.
Holum, ſom ey vilde lade fig tvinge, grebe Biſkoy Augmunds Folk,
da hand ſtod for det hoye Altere i Holum Dom⸗Kirke, med en ſtor
Kniv i hver Haand, for dermed at forſpare fig, bandt ham ien Heſte⸗
Tomme / og ſlebede ham med fig ongefær 3 Miil Veys til Meelefels
Dal, hvor de lode ham fare. Jon Araſon var imidlertid kommen paa
et Skib / ſom tilhorte Tydſke Folk; Biſkop Augmund ſendte vel derhen
90 lod dem haardelig true, hvis de vilde underſtaae fig, at tage Jon

raſon med fig af Landet, men hand fik til Svar, at de ey frygtede fig
for at komme til ham, og ſkulde de hverken ſpare Lod eller Krudt. Dette
fatte ham i faa ſtor Frygt, at hand lod 12 Mænd holde Vagt hos fig.
Derpaa lod Biſp Augmund alle vegne forbyde at lade nogen Koſt og Træ:
ring være folgagtig til Skibet / hvorfor de ſom vare paa Skibet moren
uden Tering maatte begive fig til Sees. Ogmund ſogte veli Norge
formedelſt forbemeldte Jon Einerſen, at beſkylde Jon Araſon
for adſkillige Forſeelſer iblant andet, at hand havde ftaalet
alt Sølv af Holum Dom⸗Kirke, og fort det bort med fig, men
Jon Araſen fremlagde Lovfaſte Vidnesbyrd, at det altſammen var
nedgravet i Kicken, og derfor udrettede hand intet med denne Klage /
men Jon Araſon blev 1524. indviet til Biſkop over Holum Stift; og
beretter de Islandſke Annaler, at da hand var bleven indviet og gik fra
Erke⸗Biſpen, Biſkops⸗Huen ſkal være falden af hans Hoved, hvor⸗
over hand ſelv giorde den Udtydning, at den Vardighed / hand ſom Bi⸗
ſkop var ophoyet til, igien haſtig vilde mindſtes og fra ham tages.

f 2 Hand

223 L. H. Forſte Afhandling

Hand kom derpaa 1525. tilbage til Island, og fad ſtille indtil
1527. daͤ begge Biſper ruſtede fig med Magt imod ho randre, eg mødte
hinanden paa Lands⸗Thinget ved Oreraae; Biſkop Augmund med 12.
til 1400 Mand, og Biſkop Jon Araſen med 900 Mand, dog bleve de
formedelſt Abbedernes, og de fornemſte Præfters Mellemhandling ſaa⸗
ledes forligte / at det ved en Eenekamp ſkulde afgiores, hvorudi Biſkop
Augmunds Mand fif overhaand. f

Som diſſe martialſke Biſper vare deres Underhavende og Al
muen, med flig en Opferſel, til Forargelſe, faa forſomte de og ikke at
bruge al Haardhed mod dem, der paa nogen Maade forſaae fig imod
dem, og naar de da vilde forfvare fig; vare de ſtrax færdige med at ſette
dem i Band; Jeg har funden en Concept af fligt et Band⸗Brev ſkre⸗
ven paa Pergament, men uden Aars⸗Tall, i Stifts Kiſten paa Skal⸗
holt / hvormed Biſkoy Ogmund fætter een ved Navn Eyolfer Einerſen i
Band, for det hand blant andet havde ſtævnet ham udaf Landet, uden
Tviil for Erke⸗Biſpen i Tronhiem. ä

. 4.

Midt udi denne jammerfulde Tilſtand forbarmede GUD fig i
Naade over fit Folk i Island, og lod uformodentlig Reformationens
Lys frembryde; Dette begyndte forſt at ſtinne i Skalholts Stift og
paa Biſpe⸗Gaarden ſelv, hvor Morkhedens Magt hidindtil havde havt
ſit Sede. Det forſte Redſkab, ſom Glld brugte dertil, var Herr Odder
Gottſkalkſen; Jeg har vel pan et andet Sted (“) allerede kortelig
meldet, hvor meget Island har at takke denne brave og retſindige

Mand, men jeg agter det fornøden for mit Oyemeeds Skyld/ at igien⸗

tage det ſamme / og at tilfeye et og andet. Herr Odder Gottſkalkſon var
en ond Faders god Son; Thi Biſtop Gottſkalk paa Holum, om hvillen
tilforn noget er bleven anført, havde avlet ham, efter de Tiders Sad⸗
vane, da Biſperne uden Paa⸗Anke holdt Maitreſſer, med Valgerder
Song Daatter; Hand havde den Lykke i fin Alders flette
Aar at blive ſendt til Norge til ſin Fader Broder Guttorm,
ſom der var Lav⸗Mand, hvilken bar megen Omſorg for ham, og lod

61
C) Vid. Daͤn. Bibl. T. VIII. p. 21. 4 L. ſqq · 60 m

om Reformationen i Island. 229

ham underviiſe i det Latinſte, Tydſke og Danſke Sprog. Da hand
fornam at mange lærde og fornuftige Mænd vendte fig til den Lutherſte
Religion, blev hand derover urolig i fit Sind. Paa det hand nu
maatte komme til en Hiertens Forſikring i denne vigtige Sag, ſaa
vendte hand ſig til Glld, og laae iz Netter, da alle vare i Sovne, i den
bare Skiorte i Bønnen for ham, og paakaldede ham, at hand vilde
aabne hans Hierte, og overbeviſe ham, faa hand maatte faae den rette
Forſtand paa den ſande Religion, hvortil hand foyede det Løfte, at
hand af alle Kræfter vilde fortplante og udbrede den Sandhed, hand blev
overbeviiſt om / og forſvart ſamme indtil fit ſidſte Endeligt.

Hand bevidnede, at hand, ſiden den Tiid, fandt en ſtor Averſion
for den Rom. Catholffe Lærdom, og at derimod alt var bleven ham
klart og tydeligt, ſom hand læfte om den Lutherſke Religions Grund:
Sandheder. Da hand ſiden kom til Dannemark og til Tydſkland,
hvor hand ſtuderede i Wittenberg, blev hand mere og mere rodfaſtet
i den Lærdom, hand nu bekiendte fig til, og da det var hans Sorfæt tro⸗
lig at aagre med det Pund, GUD havde betroet ham, faa kiobte hand fi
gode Danſte, Tydſte og Latinſke Bøger, og reyſte dermed til Islan
for at tiene fit Fædrene Land; der vendte hand fig til Biſkop Augmund,
og inſinuerede fig ſaaledes hos ham, at hand blev hans Skriver; Bi
ſkoppen havde og gierne viet ham til Preſt, men hand undſtyldte fig
derfor, og foregav, at hand, efterdi hand havde en meget flet Reſt, ey
kunde ſynge de ſedvanlige Horas, 1 1 o. ſ. v. Omendſkiont nu Od⸗
der Gottſkalkſen ikke underſtod fig offentlig at fremføre den erkiendte
Sandhed, ſaa laae dog det Løfte, hand havde giort, hannem beſtandig
i Minde, hvorfor hand hemmelig ſogte at udſtroe Guds Ords reene
Sæd, hvilket og vuſte fin Kraft, og ved hans Tieneſte ſlog Rodder i en
og andens Hierte. J ſer fif hand en Opſyns⸗Mand paa Biſpe⸗Gaar⸗
den Odder Eyolfſen paa fin Side, ſaa og den, ſom var Praſt ved Dom⸗
Kirken Herr Gisle Jonſſon, hvilfe hand hele Dagen igiennem infor-
merede udi et afliggendes Huus, og videre under vuſte, udi det ſom horde
til den ſande Lerdoms rette Kundſkab og Forſtand.

Ff 3 | Det

230 I.. H. Forſte Afhandling 8

——ů—
7

Det er troligt / at hand ved denne Leylighed nærmere har veyledet
Kirke⸗Prerſten at randſage den Hellige Skrift; Thi der fortælles, at ved
ſamme Tiid bemeldte Herr Gisle Jonſſon uformodentlig er bleven fun⸗
den af Biſkop Augmund ſtagendes for Kirken at læfe i det Latinſke Nye
Teſtament, og at Biſpen, da hand fandt ſamme hos ham, ikke allene
med ſtor Brede ſpurdte ham ad, om hand havde Lutheri Vildfarelſer,
men og reev det Rye Teſtamente fra ham, og ſlengte det pag Gaden.

Der fandtes og ved den Tiid en anden Præft paa Skalholt Herr
Jon Einerſen, der ligeledes fik Smag paa den Sandhed Herr Odder
Gottſkalkſen ikkun i Eenrom forkyndede. Hand blev faa driſtig at hand
paa en Kyndelmiſſe Dag offentlig i en Prædiken talede om det Afgude⸗
rie, ſom blev dreven ved Helgenes Pagkaldelſe; Derover blev Biſpen
meget forbittret, hand tiltalte ham derfor / og ſagde, at hand aldrig havde
anſeet ham for ſaadan en Mand, der ſkulde være indtagen af Lutheri
vildfarende Lerdomme; Præften forſvarede fin Theſin efter Guds
Ord, og lod fig blant andet forlyde, at Paulus mod denne Tiids Lærdom
og Praxin havde lært, at en Biſkop, en Preſt/ en Diaconus ſtulde være
een Qvindes Mand; hvorpaa Biſpen ſvarede: Paulus var en Lerer
for Hedningene, og ikke for os: Et herligt Svar af een, der (fulde
have Kundſkabens Nogle og være de Blindes Vepviſer, og et u⸗zmodſi⸗
geligt Vidnesbyrd, hvad Kundffab hand har haft i Guds Ord. Der⸗
efter var Biſpen betænft paa, at ſkaffe bemældte Preſt fra Biſpe⸗Gaar⸗
den, paa det ikke, ſom hand fagde, ſlig en Vildfarelſe maatte udbrede fig
fra Biſpe Sædet, men fordi hand ellers var hans Ven, gav hand ham et
andet Preſte⸗Kald, der var bedre, nemlig Odde i Rangervalle Herred,
hvor hand fif mere Leylighed / og friere Haand, at prædike Guds Ord
uden Menniſke⸗Bud.

Herr Odder Gottſkalkſen forſemte imidlertid ikke, at
anvende Tiden paa et meget nyttigt og nødvendigt Arbeyde,
nemlig det Nye Teſtamentes Overfæstelfe i det Islandſke Sprog,
At hand des mere rolig og hemmelig kunde anvende Tiden paa
Dette Arbeyde, lod hand fig i en Koe⸗Stald et lidet Rum indrette, og fo⸗

regav,

om Reformationen i Island. 231

tegav/ at hand var occuperet med / at læſe og afſkrive gamle Bøger, og
Biſkopelige Statuter / ſom hand og foreviiſte dem, der begierede at ſee
hvad hand forehavde; det ſamme havde hand og overtalt Biſpen at troe,
hvorfor hand i Begyndelſen bekom faa meget Papiir, ſom hand beho⸗
vede / men det er troligt; at Biſpen endelig ved fine Speydere har opda⸗
get / hvad hand forehavde, og hvad Lærdom hand indprentede andre,
ſom hand omgikkes med, thi hand havde ikke bragt mere end Matthæi
Evangelium i den forehavende Overſeettelſe til Ende, førend hand be⸗
gav fig bort fra Biſpe⸗Stolen, og forfoyede fig til Reykjum i Olveſe,
hvor hand videre fortſatte ſit Arbeyde.

Saaledes maatte Biſkop Ogmund med Grammelſe fee, at
Guds Order ſom en Suurdey / der iglennemſyrer den heele Dey, og at
den reene Lerdom videre og videre, efter ſaa ringe en Begyndelſe udbre⸗
dede ſig. Dette bragte ham i faa ſtor Bevegelſe, at hand Anno 1539. in
ipſo die Sancti Sregorii d. 12 Martii lod en Dom udgaae mod Lutheri
Lærdom (vide Danſke Magazins 35 Hefte p. 342.) hvori hand ſiger, at
den ſtore Vildfarelſe og Vantroe frænfer ny ſom tiltager i dette fattige
Land, og at en Munk / ſom har opreyſt fig, og prædiket den nye Vildfa⸗
relſe og Vantroe / ſkal ligeledes have udſkikket fine Sende⸗Bud, faa vel i
dette Land, ſom andenſteds; Men efterdi hand ingenſteds kand finde, at
dette Kietterie bor agtes eller adlydes, faa dømmer hand det udygtigt og
ingenlunde efterretligt; forbydende alle i Skalholts Stift / at holde der⸗
med, faalænge, og indtil et aabet Brev indkommer i Landet fra den Pa⸗
velige Magt og Keyſerlige Majeſtqt; de Fremturende truer hand paa
det haardeſte med Band / og tilbyder fig uden Penge⸗Straf at afloſe
dem, ſom have funden Smag i forbemeeldte Religion; derhos befaler
hand fine Præfter, at læfe dette Brev off ntlig, hver i ſin Sogne Kirke,
og at holde fig det efterretlig / dog uden al Haardhed og Umildhed.

Dog Glld vilde nu skt al menniſkelig Viisdom og Magt,
ſom Taade fig derimod, udføre fin Gierning, og viifte ligeledes her / at
hans Raad er underligt, men at hand udfører det herlig.

§. 5.

232 L. H. Forſte Afhandling

§. F.
Biſkop Augmund havde i fin Alderdom, da hand var hen ved 70
Aar miſtet fit Syn / og var bleven faa ſvag / at hand var betankt paa en
Succeſſor i fit Embede, der med ſtorre Fyrighed kunde imodſtage de for⸗

meente Vildfarelſer, hvilke hand fane mere og mere at tage overhaand

dertil udvalte hand fin Soſter⸗ Son Sigmunder Eyolfſen, ſom var
Praſt i Hitardal; Samme Mand gik 1537. til Norge / og fod ſig der ind⸗
vie til Biſkop / men hand levede ikke længer end 19 Dage / da hand fik
Kraft i den ene Fod, hvoraf hand døde, og blev begraven i Tronhiem
og maa hand have været den ſidſte Catholſke Biſt op, ſom er bleven ind⸗
viet ibegge hans Majeſtaets Riger. Da nu en anden i hans Sted ſkulde
udvælges, faldt Biſkopens og alle Preſternes Vota paa Herr Giſſer Ci:
nerſen / en Mand/ ſom GUD ſiden brugte til et nyttigt Redſtab i fin Vün⸗
gaard, for at udbreede den Evangeliſte Zions Gierder, hvorfor hand og
fortiener at hans Levnets Omſtendigheder noget mere anføres, hvor⸗
ved jeg foruden adſkillige andre Manuſeripter færdeles har betient mig af
en Beretning / ſom en ved Navn Jon Giſſerſen / der har været af Herr

Giſſer Einerſens Slægt, efter ſkriftlige og mundtlige Beretninger har

optegnet ; Hans Familie var een af de anſeeligſte i Island, thi hand ned⸗
ſtammede fra Biorn Thorlevſen, der blev Ridder, og forde en fort
Biorn i guult Feldt i fit Vaaben, og fra Lopter den Rige;
ſom ligeledes blev Ridder, og forde en hvid Falk i blaat Feldt i ſit Vaa⸗
ben; hans Fader Einer Sigvaldſſen var faa hoy af Vext, at hand var

moren 4 Alen hoy / hvori og denne hans Son flægtede ham, i det hand

ſiden blev hoy og anſeelig af Vext; hans Faſter Halldore Abbediſſe i
Kirkebay Kloſter, tog ham til ſig, og lod, ham underviſe, og ſom hand
havde et ypperligt Hoved, og derhos var meget flittig, faa overgik hand
alle andre, ſom vare paa ſamme Kloſter for at under viſes, i de Studerin⸗
ger, ſom der bleve tracterede. Da Biſkoy Ogmund fif Efterretning
derom, ſkrev hand et Brey til fornævnte Abbediſſe / og bad hende, hun
maatte ſende denne ſin Frende til ham, og tilbød fig videre at ſorge for
hans Studeringers Forfremmelſe, hvilket Tilbud hun gierne imodtog,
og fod ham, da hand var 16 Aar gammel; reiſe til Skalholt. Herr Øg:
mund blev ſnart overbeviift, at Rygtet om dette unge Menniſtes Mun⸗
terhed og Fliid, ikke var ſtorre / end det befandtes i Gierningen, 50

* giorde

Din Reformationen i Island. 15 233

giorde hand fig om faa meget mindre Betenkning, at lade ham / paa fin
Bekoſtning reyſe til Hamborg, og at fætte ham i Skole ſammeſteds;
den Tiid hand var der, beviiſte hand en overmaade flor Flüd, og ſom
hand var færdig i at ſkrive, faa optegnede hand alt, hvad hand ſaae og
horde / ikke allene i Skolen og Kirken, men og andre merkveerdige Ting /
der ellers kunde forefalde, hvorover hans Lærere meget fornoyede fig;
og derfor engang ſagde til ham: Det ſeer jeg paa dig du Islandſke
Dreng, at din Haand i fin Tud vil hielpe dig frem. Denne Sød
vane holdt hand og ſiden beſtandig ved, faa længe hand levede, at hand
og antegnede de mindſte Ting, ſom hand fif af een og anden, og hvad
hand ved den eller hin Leylighed kunde love Nogen. Siden forfsyede
hand ſig til Wittenberg, og horde der Lutherum og Melanchthon, og
af deres Underviisning ſamlede hand fig den Skat, hvormed hand ſiden
var ſit Federne⸗Land til ſaa ſtor Nytte. Foruden andre Videnſkaber
havde hand iden Tiid hand var udenlands, faaet faa ſtor en Ferdighed
idet Tydſte Sprog, at indfodde Tydſke ofte maatte bekiende, at hvis
de ikke vidſte, hvorfra hand var, vilde de troe, at hand var fod i Tydſk⸗
land; hvorpaa og det anføres til et Exempel, at da hand var udvalt til
Biſkop i Skalholt, og i Aaret 1539. kom til Kiobenhavn for at indvies,
hannem af Kong Chriſtian III blev forelagt, at tale Tydſk eller Latin,
og da hand udvaldte det Tydſke Sprog, vilde Dronningen ikke troe det,
at hand var en Islander, hvorfor man, for at overbeviſe hende derom;
maatte ſoge en Islandſk Dreng, der ſkulde tale Islandſk med ham, da de
og maatte læſe den lille Catechismum paa Islandſk. Efter at hand ide
Aar havde continueret fine Studia paa foranforte Stæder i Hamborg
og Wittenberg, kom hand tilbage til Island, men fandt en unaadig
Biſkop for fig; thi Ogmund forekaſtede ham, at hand var bleven Lu⸗
therſk, og havde ædet Kiod vaa Fredage. Da nu ingen blivende Sted
var for ham paa Skalholt, forfoyede hand fig til ſin Moder, der levede
i ſtor Fattigdom, hvorfor hand fandt fig tvungen til, at begive fig med
andre Arbeids⸗Karle paa Fiſkerie, og gav Gud hannem ſaadan Velſig⸗
nelſe af Fiſk, at hand meſtendeels kunde betale den Gield hand uden⸗
lands havde giort, og desuden underholde fin Moder og hendes Born.

G9 Dog

—— ————— ͤ Gœa—— u—L——K— — ——

Dog opvakte Gud ſnart en anden Leylighed for ham, at hand
igien kunde tenke paa fine Studeringer, thi en Abbed paa Tyckebg Klo⸗
ſter ved Navn Sigurder, ſom var en Elffere af Studiis, tog Herr Giſſer
Einerſen til fig, og gav ham fri Underholdning i Kloſteret ito Aar; J
den Tiid ſtuderede hand flittig og bekiendte ſiden ofte med Taknemmelig⸗
hed, at hand deraf havde havt den ſtorſte Nytte, efterdi hand der havde
forefunden mange gode Bøger. (Endelig maatte Biffop Augmund af
Nod kalde Herr Giffer til ſig igien, thi hand havde ingen der kunde fore
hans Reguſkaber, og bringe alt i Rigtighed, ſom hand havde at ſpare til
Kongen for 3 Aars Reſtancer, hand var ſkyldig at betale for den Tiid,
hand havde havt Island i Forlehning/ hvorfor hand fane fig tvungen til
at ſoge hans Hielp. Herr Giſſer var og dertil villig/ og beviiſte udi det
ham Anbetroede al muelig Troſkab, hvorved Ogmund igien lod fig be⸗
væge at fatte Godhed for ham, ſom hand og derudi lod fee; at hand efter
et Aars Forløb, gav ham Tilladelſe at predike. Kort Tiid derefter
giorde hand ham til fin Diaconum, og ſendte ham derpaa med z andre i
et viſt Wrende til Erke⸗Biſpen i Tronhiem Oluf Engelbretſen, hos ham
forblev hand et heelt Aar, og kom i ſaadan Yndeſt hos ham, at hand
giorde ham til fin Lœæſe Diaconum. () Endſkient hand nu af Menniſke⸗
Frygt ſkiulte de Principia hand havde, faa forſomte hand dog ikke hem⸗
melig at øve fig i Lutherſke Bogers Læsning ; da hand engang læfte i

ſaadan en Bog / kom Erke⸗Biſpen uformodentlig over ham, og vilde

vide / hvad det var for en Bog hand læfte i. Herr Giſſer kaſtede Bogen
om paa et andet Sted, end hand havde læfti, og gav Erke⸗Biſpen Bo⸗
gen, ſom da vel kaſtede Oye i den / men ſtrax gav ham den tilbage uden
videre at ſige noget. Det var ham en ſtor Glæde, at hand paa den
Maade ſlap, thi hand ſagde ſiden ofre, at hand vilde være kommen i ſtor
Fortrad, ſaafremt Erke Biſpen havde læftden Locum, ſom hand havde
for fig, da hand faa uformodentlig overfaldt ham. Men paa det hand
ikke oftere maatte komme iſlig Nod, tog hand fig ſiden bedre vare; og [od
giore et lidet Skrün / hvori hand lagde fine Lutheriſke Bøger, og ned»
grov dem i Jorden indtil hand reiſte fra Norge; dog der mødte ham ikke

længe

(% En Leſe Diaconus blev færdeles bruat af Biſpen for at læfe for ham, hvab ſom forekom,
hvorpaa man finder et Exempel ( Laurentius Saga Cap. 43.

—

om Reformationen i Island. 235

lenge derefter en ny Fare; da hand med fine Kammerater havde udret⸗
tet deres Wrende hos Erke⸗Biſpen/ og faaet deres Afſkeed fra ham, og
de vilde gage om Borde for at begive fig tilbage til Island, fik Herr Eſke
Bilde een af Kongens Raad og Hovedsmand pag Bergenhuus den Efter⸗
retning, at der vare Mænd, ſom forte Breve imellem Erke⸗Biſpen og
Biſkop Augmund . Det er bekiendt hvor urolig en rand da verendeErke⸗
Biſkop Olav i Tronhiem var, og hvor opſetſig hand beviiſte fig imod
Kongen, derfor bleve vel de Tanker fattede, at hand forde forbuden Cor⸗
reſpondence. Herr Bilde lod diſſe Mænd ſtrax opſoge og alle deres Klæ⸗
der, Mellem⸗Foret, og Skoene paa det noyeſte giennemſoge, om hand
kunde finde nogle Breve; Men Herr Giſſer, ſom var Formand for diſſe
Sendebud, vidſte ſaaledes at ſkiule Brevene, at de ikke bleve opdagede.
Imidlertiid maatte de alle 3 vandre i Fe igſel / og bleve hver for fig for⸗
varede, Herr Giſſer var indfluttet paa et Loft. Endelig antog Biſpen i
Bergen Mag. Geble eller Geblerus Petri fig hannem, og formagede faa
meget hos Herr Efke Bilde, at de efter 3 Dages Forløb bleve fatte paa
frie Fode, ſaa de kunde ubehindret begive fig paa Reyſen. Dette (Fede
Uden Tvil i Aaret 1536; thi jeg finder et Brev, ſom Biſp Ogmund har
tilſkreven M. Geble i Aaret 1537. hvori hand takker ham for de Velgier⸗
ninger, hand havde beviiſt mod hans Diaconum Herr Giſſer Einerſſen,
og lover at betale de Penge hand havde udlagt for ham. Herr Giſſer
maa og have aabenbaret ſit Hierte for M. Geble / og derved vundet hans
Kierlighed og Forſpar, hvilket jeg ſlutter af et Brev, ſom jeg har blant
mine Papirer, ſkreven 1538 / hvori hand paaminder ham at tilſkrive fig
og at beviſe fig troe i Herrens Vüngaard; Brevet er fort, hvorfor jeg
her vil indfore det.

Salutem per Chriſtum.

Jeg tacher ether kiære Herre Giſſer for alt got, og vil gierne
meth ether forſchylde. Gode Ven, jeg haffuer jnte Scriffelfe
faaet af ether / thi beder jeg ether, ſcriffuer mig thiL. O mi
Frater in Chriſto perdilecte, labora in vinea Domini, & certa bonum
eertamen, ac ejus ſincerum Verbum ſemina, ut poſſit aliquando in
tua terra ferre fructum in patie 85 Dominus IEſus Chriſtus dabit 105

9 2 bur

236 I.. H. Forſte Afhandling
pur & fortitudinem. In Chriſto vale. Raptim in Die Sancti Petr
Cathedra An. 1538.“

Efterat nu / ſom oven meldt er, Biſkop Augmunds Anſflag at
faae ſin Syſter⸗Son til fin Succeſſor, ved hans Dod var gaget over fint,
var hand betankt paa at aftrede Biſpe⸗Stolen til en anden, og blev med
Praeſteſkabet i Skalholts Stift derudi eenig, at udvælge Herr Giſſer
Emerſen. Da hand af dem var bleven udvaldt/ begav hand fig med et
Hamborger Skib paa Reyſen, og havde et Brev fra Biſkop Ogmund til
hans Majeſtet med fig; dateret paa Althinget feria tertia nęſt efter St.
Peders og Pauls Meſſe 1539. hvorudi hand i Begyndelſen takker Kon⸗
gen for de gode Paamindelſer hand i fine Reſeripter havde givet ham, at
bere Omſorg for, at Guds Ord maatte forkyndes og pradikes for Al⸗
muen/ hvilket hand efter fin Formue og enhvers Forſtand ſkulde ſoge at
efterkomme; men efterſom hand havde i Sinde at opgive Biſpe⸗Stolen
og Stiftet, beder hand, at hannem, ſom en blind Mand, Vidoe Kloſter,
paa hans Livs Tiid, ſom hand haabede at iffe ſkulde være lang, til hans
Ophold maatte forundes. Og paa det Naadige Ronge (ſkriver
hand videre) alle Indretninger og geiſtlig Regimente vel
maae vedligeholdes, da bede vi alleſammen at Eders Konge⸗
»lige Majeſtæt/ vilde beſkikke hertil en anden Ind foͤd, der veed
vort Moders Maal, og bede vi alleſammen om denne Herr
»Giſſer Einerſen, der er nærværendes for Eder; Saafremt
den ſamme behager Eders Naade, da vilde Eders Kongelige
Majeſtœt confirmere og indſette ham, ſom en Sormand for de
geiſtlige Prælater / (thi hand elſker færdeles Guds Ord) paa det
detchellige Kvangelium her iblant os maa fage Fremgang, voxe
og tultage. Den ſamme ville vi efter Eders Kongelige Maje⸗
” (fæts Befalning være lydige og underdanige. Tillige gav
hand og Herr Giſſer Einerſen folgende Recommendations Skrivelſe
med:

Vniverſis & ſingulis Chriſti fidelibus præſentes literas viſuris &
audituris Augmundus Dei Gratia Epiſcopus Scalholt, reverentiam &
honorem in omnium Salvatore. '

Nove-

om Reformationen i Island. 237

Noveritis Nos, Chariſſimi, propter ingraveſcentem ſenectu-
tem & nimiam corporis debilitatem Schalholtenſem Diœceſin diutius
gubernare non poſſe. Qyamobrem, cum cœteris Clericis & Incolis
Schalholtenſis Eccleſiæ, elegimus in nomine Sanctæ & individuæ
Trinitatis honorabilem virum GISSERUM ENARI in Superinten-
dentem & Protectorem prædictæ Schalholtenſis Eceleſiæ; cum fit ama-
tor verbi divini & converſationis Chriſtianæ, cui etiam Jura & libertas
patriæ noſtræ haud latent. Ideo per nos emiſſus exiſtit ad Dominum
Sereniſſimum Regem acqvirendæ ſuæ confirmationis cauſa. Qvare
rogamus inſtanter omnes acfingulos, ad quos ipſum in hujus viæ pro-
greſſu five egreſſu venire contigerit, humane eum pertrectent, & ejus
commodum & cauſam hac in re promovere velint, & fi præfatus Po-
minus alicujus debitor fit, ei aſſiſtant in quocunque indiguerit negotio.
Quod libenter una cum ipſo in poſterum recompenſare ſtudebimus.
Datum Schalholti Ao. 1539. 1 Julii Sub Sigillo..

§. 6.

Da Herr Giſſer Einerſen gik fra Island, havde hand Herr Od⸗
der Gottſkalkſen i Folge med fig, ſom derfor begav fig ud af Landet, at
hand kunde faae det ny Teſtament befodret til Trykken, ſom hand havde
overſatt i det Islandſke Sprog, hand var og lykkelig i dette fit Foreha⸗
vende, thi Hans Majeftæt befol ikke alene Kector, Doctores og Profes-
ſores ved det Kongelige Academie i Kiobenhavn, at de ſtulde igiennem⸗
fee dette hans Arbeide, men hand forſynede hannem og med et Kongeligt
1 der findes trykt for dette meget rare Teſtament og lyder
aale des:

Vi Chreſtiann met Gudtz Naade Danmarckis Norges
Wendis oc Gottis Ronning, Hertugh vdi Sleswigh Hol⸗
ſten Stormarn och Dytmarſten, Greffue vdi Oldenboͤrig och
Delmenhorſt. Glører alle witterligt, at thenne Breffuiſſer
oſſſelſkelige Otthe Norſke haffuer beret for off at hand haffler
wdſett thet nye Teſtamente paa Islands Tunghe, paa thz
then menige Mand ther h Som wille leſſe oc wide

93

then

238 L. H. Forſte Afhandling

then Hellige Scrifft mue then ſelff forſtaa. Oc effterthij at
” høglærde Mend off elſtelige Rector / Doctores oc Leſemeſtere
vdl then hoe Skole her vdi wor Stad Kigbnehagen haff ue
offuerſeet ſamme hans 7 oc thet befundet / ath kand
rettheligen ath were vdſett effter then Latiniſke Translation.
Cha paa thet ath then Almechtigſte Gudz Loff og ere maa
formeres, och then menighe Mand, ſom bygge och boo paa
wort Land Islandt, och icke fuldkommeligen kunde forſtaa

andre Tunge mall, mue thes bedre bliffue underviſt vdi then

Hellige Sckifft / Som thennem er nytteligt til theris Salig⸗
hed. Haffue wiſ ſamme ny Teſtamenthe befaledt at lade
” tryde, Bethendis och biudendis alle wore Vnderſaathe, Bi⸗
ſper, Prelather, Fogether, Embedz⸗Mend, och alle andre
geiſtlige och werdzlige, oc beſynderlige thennem ſom bygge oc
boo paa forneffnde wort Landt Island at i tilſtede ſamme
” Bøger at ſellies, kigbes/ och bruges / oc icke tilſtede nogen thes
emod ginder eller Forfangh/ att gipre eller ſkee lade vnder wort
Hylleſte och Naade. Geffuet paa wort Sloth Kigbnehagen
otthende Dagen effther alle Helgen Dagh Aar &c.”

M. D. XXXIX. vnder worth Signet.
De mandato Proprio
regie M.

Dette ny Teſtament kom derpaa af Hans Barths Bogtrykkerie
den 12 April 1540. 8. i Roſkilde under folgende Titul for Lyfet:
Petta er hid nya

Teſtament, JEfu Chriſti
eigenlig Ord, og Evangelia huer hann
ſialfr predikadi og kiendi, hier i hei-
me, ſem hans Poſtular og Guds Spi-
alla Menn ſidan ſkrifudar. Pan
eru nu hier vtlogd à Nor
rænu, Gudi til Lofs og
Dyrdar, enn Almuga-
num til Sæmdar og
Saluhialpar.

”
*

om Reformationen i Island. 239

— —üä—— —

1. E

Dette er det Ny Teſtament, JEſu Chriſti egne Ord; og Evangelia,
hvilke hand ſelv pradikede og lærde her pag Jorden, ſom hans Apoſtler
og Evangeliſterne ſiden ſkreve; de ere nu her udlagde paa Norſk Lunge⸗

maal, GID til Lov og re, og Almuen til Nytte
og Salighed. :

Jeg agter det ellers ufornoden her videre at ſkrive om dette Ny Teſta⸗
ment / da jeg allerede idet Danſke Bibliothefs Tom. VIII. p. 21-41. dfer⸗
lig har handlet derom, og er vel u⸗imodſigeligt, at ved dette herlige Mid⸗
del og klare Lys Reformationen ikke lidet er bleven befordret i Island, da
man derved fif Leylighed at fee det Mork og den Blindhed man hidindtil
havde været udi.

At jeg igien vender mig til Herr Giſſer Einerſen, faa modte ham
en egen Hendelſe, der paa nogen Tiid ſtandſede hans forehavende Reyſe
til Kiobenhavn. Hand var nemlig nevve kommen til Hamborg førend
hand maatte høre, at paa Skalholts Biſpe⸗Gaard var ſkeet et Mord
pan een af Kongens Land⸗Fogeds Claus van der Merwitz hans Om⸗
buds⸗Mand Diderich van Minden, og adſkillige af hans Folk. Man
ſtod i de Tanker, at Biſkop Og mund havde været Ophavs⸗Mand for
dette Mord, og Claus von der Merwitz forſomte ikke ved fine Tilhæn-
gere ſaavel at ſverte Biſkoy Ogmund, ſom Herr Giſſer Einerſen, ſom
denne ſidſte beretter i et Brev ſkreven fra Hamborg til Herr Ogmund,
hvorhos hand tillige melder, at hand og hans Medhavende havde fryg⸗
tet for / de maatte for den Sags ſtyld blive faſtſatt. Derfor reſolverede
hand til, ved et Sendebud, ſom hand leyede for 10 Gylden, og en Sup-
pliqve til Hans Majeftæt, at anholde om Kongelig Protectorium og
Tilladelſe, at komme til Kiobenhavn, og da ſamme blev ham given,
efterdi man blev forviſſet om hans Uſkyldighed i den Sag, forfoyede
hand ſig derhen, og anbragte ſit 2Erende. Kongen modtog ham med
ſtor Naade, erkyndigede fig om Landets Tilſtand, hvad Beſtaffenhed det
havde med det bekiendte Field Heela, og om mange andre Ting, hvilket

nd udforlig giorde Reede for. Derpaa bekom Profeſſorerne ved Kig
enhavns Academie Befalning at examinere ham, om hand og havde
de Videnſkaber, ſom udkravedes til det Biſkoppelige Embede, af KR
and

240 I. H. Forſte Afhandling

hand fik det Vidnesbyrd, at hand var en lærd Mand, og derhos ſaaledes
ſkikket i fin Opforſel og Levnet, at det Biſtoppelige Embede ham vel
kunde betroes. Den Hoyſalige Konge giorde fig da ingen Betankning
at confirmere hans Val, men derhos anbefalede hand hannem at have
god Tilſyn med, at Guds Ord blev prædiket reent og klart udi det ham
anbetroede Stift efter den Ordinantz, ſom derom var bleven forfattet,
hvorom Konge⸗Brevet ſelv videre formelder dateret pan Gottorp Slot
Mandagen naſt efter Dom. Judica 1540. (0 W ERR

i Wü Chriſtian &c. Gigre alle witterligt, at effterdi
thenne Breff vuſer Gydtzer Einerſen uduald och kaldet er af Hr.
Amonder Biſkop, menige Clericie og Meenigheden offuer alt
Stalholt Stigt for Synden paa vort Landt Islandt / at ſkulle
were Superintendent oc en Tilſiuns Mand, at det hellige
„Evangelium Guds Ord reenligen och klarligen pradickis och
læris ſtall, och wü nu nokſom forfarit haffũe aff de Widnis⸗
byrdt, hannem giffne ere aff of elſkelige Dodore, Leſemeſtere
och andre lærdte Mendt udi wor Heye Schole udi wor
Kisgbſted Risbenhaffn, at hand lærde, och thiſligeſte ude
hands Lefnet och Omgiengelſe begvemter er til ſamme Su⸗
perintendents Embette. Thi haffue wi tiltroed och befaldt
oc nu medt thette wort obne Breff tiltroe och befale forſkreffne
Gydtzer Einerſen at ſkulle hereffter were och bliffue Superin⸗
tendent udi Skalholt Stigt/ ſom forſtreffuit ſtander. Dog
at hand ſkal were of och wore Effterkommere Konninger udt
Danmarck och Norge huld og tro. Sammeledes ſkall hand
haffue gott og flittig Opſeende paa Religionen, ſaa at thet
Hellige Euangelium, Guds reene Ord, præditis og læres
klart og reent for den menige Mand offuer alt forſkreffne
Skalholts Stigt epter wor Ordinantzis Liudelſe, wi derom
beſluttet haffue. Och ſkall hand hielpe huer Mand Fattig og
Big, ſom for hannem kommendis worder / med Loff og Ret,
uden alt Wild, Gunſt eller Gaffue. Thi bede wü og ſtren⸗
geligen
(Y) Vid. Dauſke Magazins 35 Heſte p. 350. MS, des Roches i Hiſtoire de Dannemare T. V.

p. 142. nævner ham uret Giſſer Everſen. i:

om Reformationen i Island. 241

geligen bryde alle , Werdtzlige, Biffoper, Prala⸗
ter, Provſter / Præſter, Lougmendt, Syſſelmendt, Laug⸗
rettis Mandt, och NMenigheden i forſkreffne Skalholt Stigt,
” at Jannamme forſt reffne Gydtzer Eynerſen for kders Super⸗
intendent och geiſtlig Bvrighet / och ere hannem udi al Tilbor⸗
lighed horige och lydige, ſom Jaff rette pligtiche ere, och lader
det ingenlunde under wor Hyldiſt och Naade. Giffuit paa
wort Slott Gottorp Mandagen neſt efter judica Anno 1540.

Biſkopen i Siellands Stift D. Peder Palladius indviede ham derpaa i
vor Frue Kirke i Kiobenhavn til Biſkop over Skalholts Stift Domin.
Jairi 1540. hvilfet hans Collations- Brev formelder om, ſom jeg har
funden ien Breve⸗Bog/ Herr Giſſer Einerſen ſelv har ſkreven:

Piis Lectoribus Salutem.

Petivit à me Vir venerabilis Dominus Giſſerus Enari natione Islandus
ſuæ ordinationis teſtimonium, id pro mea benevolentia erga eos, qui
ſacris literis dediti ſunt, neutiqvam illi negare potui; mea igitur hac
propria manu coram omnibus teſtatum volo, quod hie Dominus Giſſe⸗
rus Enari, plusqvam legitime vocatus fuerit in Superintendentem
trium partium Islandicæ terræ ſcilicet Orientalis, Auſtralis & Occiden-
talis. Deinde ab Univerſitatis Hafnienſis Profeſſoribus examinatus &
approbatus. Poſtremo poſtqvam Sereniſſimo Regi noſtro Chriſtlano
fidelitatem juraverat, ab eodem confirmatus. Tandem hic Hafniæ in
Eccleſia majori more Apoſtolico per verbum & orationem cum ma-
nuum impoſitione å me & fratribus meis ordinatus eft; Quod felix fau-
ſtumqve fit cedatqve in gloriam Dei ſempiternam. Spero Chriſtum ſuo
ſpiritu ſtudium prædicandi Evangelii ita in eo aucturum, ut doctrina &
pietate plurimum profuturus fit Eecleſiæ Chriſti ad gloriam Dei &
multorum ſalutem.

Proinde rogo quoque omnes, ut quantum poſſint hujus viri

ſtudia 8 dignus enim omnino eft, qui å piis & bonis viris ad
Eccleſiæ & Reipublicæ utilitatem foveatur.

Hh Datum

242 L. H. Forſte Afhandliſig
Datum Hafniæ eodem die quo ordinatus eft, nempe Dominica
Jairi Anno Domini M. D. XL.
: Sub meo Signeto.
Petrus Palladius Doctor
Superintendens Selandiæ
Danorum.

.

Herr Giſſer Einerſen kom da i forberorte Aar 1540. da hand iffe
var ældre end 25 Aar, ſom den forſte Lutherſke Biſkop til Island, (5
og forelagde Biſkop Ogmund, fit Konge Brev og de Teſtimonia hand
havde faaet, hvorpaa Herr Ogmund fuldkommen reſignerede det Em⸗
bede, hand hidindtil havde fort, og derhos ſkriftlig paamindede alle
Skalholts Stifts Indbyggere; at beviſe den ny ankomne Biſkoy al Tro⸗
ſtab og Lydighed. Hans Stkrivelſe er i Henſeende til det ſom ſiden ſtal
i . 1555 at den her indfores, ſom, af det Islandſke overſaͤtt/ ſaaledes
yder: 99
Alle dem, ſom dette Brey fee eller høre, ſender gmund
ved Guds Naade Biſkop i Skalholt Hilſen med Hæder og Ere
j alle Tings Gienloſere: I viide vel kiære Venner, at vi for til⸗
» tagende Alderdoms og anden Spagheds ſkyld ey langer
kunde ſtyre og regiere Skalholts Biſpedomme hvorfor vi i
den Hellige Tree: Enigheds Navn havde kaaret og udvaldt
den hæderlige Mand Giſſer Einerſen til Sormand og Befal⸗
nings⸗Mand over forbenefnte Skalholts Dom Kirke fordi
hand elſker Guds Ord og et Chriſteligt Sorhold, ſom og vort
Lands Lovog Frühed icke er ham ubekient. Effter di nu denne
Election ved Guds Hielp har hafft god Fremgang, i det for⸗
nefnte Herr Giſſer Einer ſen har fager fin Confirmation af Hans
” Kongelige Majeſtæt , og Skalholts Stifft hannem er ble⸗
i ven
) Det er en temmelig Lapſus Memoriæ, ſom den berømte Theodorus Thorlaeius in Dif,
de Islandia Sect. II, Th. III. $. 4. har begaact, hvor hand anfører Herr Morten Einerſen ſom den forſte
Mand 11 Samme Feyl findes og udi en Lüig⸗Pradiken holden over Biffop Einer Thorſtenſen
van Holum. p. 33.

om Reformationen i Island. 243

ven anbetroet, ſom vor Naadigſte Herre Ronges det æder,
lige Univerſitæt i Kidbenhavn og Biſpeſtolens Breve aaben⸗
bare udviiſe, derfor overlevere vi fuldkommen og reſignere fri⸗
villig Skalholts Stifft med ſtoͤrre og mindre Ting, ſom
Stifftet tilhører, til forbenefnte hr. Giſſer. Den Almegtige
Glld give, at hand mage ſtyre forbererte Stifft vel / fig ſelv til
Aycke/ og den Guds Hiord til Nytte, ſom hannem er anbefalet.
Derfor bede vi inſtandig alle og enhver; at J beviſe ham den
ſamme Hyldeſt, Herder og ſtyldig Lydighed, ſom Iſtulle have
” beviift mod mig, og medtager derfor en u afladelig Len af
Gld den Allmegtige i Evighed. Til dis meere Bevuis og
” Stadfæfting paa denne Reſignation have vi ladet vort Indſegl
trycke for dette Brev. Skrevet paa Biſpeſtolen Skalholt
14 Kalendas Junii. Aar effter Chriſti Fødfel 1540.“

É Efterat Herr Giſſer havde faaet denne Reſignation indfandt
hand fig paa Althinget, og lod der oplæfe fif Konge⸗Brev med andre
Documenter/ der tiente til Beviis/ at hand var bleven retmæsfig Faldet
til Biſt op over Skalholts Stift, og begierede efter den Tiids Sædvane
af Lau⸗Mand Erland Thorwardſen Syffel- Mænd, Lav⸗Nettes
Mænd og Almuen i oftberorte Skalholts Stift, at de vilde give deres
almindelige og villige Samtykke der til, hvorudi og Lav⸗Manden med
hele Almuen ſamtykte, og derover udftædde et Brev, at de vilde antage
ham ſom en fuldmyndig Formand over alt Skalholts Stift. Tillige
fremlagde hand paa ſamme Althing Mandagen for St. Peders og Pauls
Meſſe paa et almindeligt Præfte-IMode for de tvende Abbeder i Helge⸗
fell og Vidoe og en Deel Preſter af Stiftet alle forbengvnte Breve, og
begierede ligeledes deres Samtykke derpaa. Diſſe ſamtykte ligeledes
alle ſom med een Roſt/ at hand (Fulde være deres og Stiftets Biſkop og
ingen anden, og lovede ham Troſkab og Lydighed, hvorimod Biſpen til⸗
ſagde dem / at holde dem alle ved Lov og Rett efter Kirkens gode og gamle
Love og dens Priwilegier, og ikke uden Kirkens Samtykke at giore nogen
Ferpligtele derudi, faa vit de ikke vare mod Guds Ord. Denne hans

Forpligtelſe er (reven paa Thingvelle in feſtivitate Apoſtolorum Petri
& Pauli 1540.

Hh 2 . 8.

dl L. H. Forſte Afhandling

§. 8.

Hidindtil var alt gaaet for Herr Giſſer Einerſen efter Onſke, og
alle havde med et blüdt Anſigt modtaget ham, men det varede ikke
lenge, førend hand maatte fornemme en ſtor Forandring herudi / og er⸗
fare / at de/ ſom tilforne havde ſyntes at være hans Venner, fattede et
bittert Had til hannem. Hans Majeftæt lød ved fin Ombuds Mand
paa Althinget en Befalning kundgiore, at hver Mandi Fremtiden

ulde rette fig efter den udgivne Kongelige Ordinautz, og at
gavel i Lærdom ſom i Guds⸗Tieneſtens Ceremonier en
Reformation ffulde foretages: Derover kom Præfte- Standen
og Almuen for Norden og Veſten i Island, efter Biſkop Jen Araſens
Tilſkyndelſe / i fuld Bevagelſe, og forſamlede fig Ons dagen efter Petri
og Pauli Meſſe 1540. paa Althinget, og beraadſloge fig; hvad de ffulde
giore i denne Sag. Endelig bleve de med bemeldte Bifkop Jon Araſen
pan Holum enige derudi af de vilde tilſkrive Hans Majeftær, og give
hannem at forſtaae, at flig Forandring ikke burde ſkee uden Pavens
Samtykte / men hvis dem en anden Lærdom (fulde paabyrdes, end de
hidindtil havde havt, faa vilde de heller med Hans Mafeftæts Tilladelfe
reyſe ud af Landet. Dette Brev har jeg ved Herr Archiwarü Langes
becks Godhed feet i Original, med Biſkop Jon Araſens ogfleres Indſegl/
faa og en Overſettelſe deraf i det Plat⸗Tydſke Sprog. Dette handler
vel ellers viitloftig om det Mord, ſom var ſkeet paa Skalholts Biſpe⸗
Gaard paa den tilforn mentionerede Diderich van Minden, men jeg
forbigaaer det / og vil ikkun anføre de Ord, ſom tiene til mit Inſtitutum:

Vorum Hogbornaſta veralldligum Herra Dannmerckur, og
Norges Konge. Kong Chriſtian Fredrichſſen ydur heilſum vier aller
ydar Herradoms Fatæker Pienarar Kiennemennd og Leikmennd af
islande med Guds Kuediu. Aumyuklega backannde Frid og Mild-
heit ſem ydar Herralig Majeſt. hefer i afnan vid oſſogallan vorn Lands-
lyd, ſynt og giortth har Innanlands og vtan. Vier hofum feingt
nockur Bref med ydar Ombods- Monnum fem nockud vppahliada
vmſ kiptte kiennemannligs Embættis og kriſtelegra Sida, ſubrum vier

ſuo

omReformationeni Ibõlandz. 245

fuo har til at vier vilium giarna gigra og tala allt pat ydar nadar Heidur
og Herradom ma auka Kriſtnenne til Styrkingar hat vitum at beſts ma
gioraſt ſuo Gudelike enn Monnum hafæ. Enn fo vier hofum huorcke
leſit nie heyrtth ſidan Nordur Lönden voru fyrſth kriſtnud ad
nockud Kongligtth Valld hafe vmſkipte ca giortth kiennemannlegu
Embeætte vtan bat hafe verit innſett af Romuerſku Vallde, pa vilium
vier i ollum Hlutum Hneigiaſt til ydar Nadar Vilia fat vier vitum off
giora mega fyrer vtan Skada Lifs og Salar. Allar vondar Øueniur vi-

lium vier aflnijda enn Guds Ordum og ydar godum Rœadum framfy-
ligia eptter vorre fremſtu Formogan pat Embætte og Atrunad vilium

vier hallda fem vorer viſuſtu lærder Menn verda aller ſambyckeleger

og ecke eru imote riettum Noreges Logum. Vilje ydar Herradoms

Vmbods- Menn ſetia upp a off nockurn fan Atrunad at hallda fem

imote er vorum Skilninge. pa bidium vier audmiukliga yda Ko-

nunglig Majeſtæt at gefa oſſ Orloff med vortt Huſafie at vier megum

hialpa oſſ i heim Rikium fem Gd vijſar huerium fui ſuo mikell Fa-

tekdomr og hallære hefer verit I Islande vm nockur forliden ar at

met ſtõrre Neyd hefur Ordit hia pad fatæku Folcke og fo hafa marger

Menn dwit af riett Hungur heir fem eike hafa verit nær heim godum

Monnum fem nockra Hialp hafa getad giortth. Viljè ydar Herrdomur

lata hallda off med riett Norges Log fem ydrer og vorer Forfedur hafa

Jafnan halldit ſijdan Kriſtenndomurinn elfdiſth fa vilium vier giarnan

aller lifa og deya vnder ydar Konugligre Vernd &c.

Voru heffar adurſkrifadar Greiner uppleſner og ſampyckttar af
Byſkupe og Log- Manne og Logriettum Monnum a almennelegu
auxarar Ppinge og har eptter af ollum almuga Nordan og Veſtan ca
Islande. Til Audſyningar og ſampyckttar hier vm ſetium vier Jon
med Guds Forſia Byf kup a Holum Are Jonſſen Logmann Nordann og
Veſtann a lslande Pporleifur Grimſſon, Isleifur Sygurdſſon, Jon
Magnuſſon, Einar Bryniolſſon, Einar Jonſſon, Gisle Hakonarſon, Skule
Gudmundſſon, Einar Einarſon, Brandur Olafſon, Stior Hof kuldſſon,
Dade Gudmundſſon, Erlingar Gislaſſon, Olaf Gudmundſſon, Audun
Sygzurdſſon, Gisle Jonſſon, Syurdr Gunnarſon, Pall Grimſſon, Por-
Jeifr Einarſon, Narfe Ingemundarſſon, Biarne Skulaſſon, Ormr Jonſ:

SY fon,

246 L. H. Forſte Afhandling”

fon, Jonn Porlakſſon, Porſteinn Simonſſon og Biorn Pporwaldsſſon
Nefndar - Menn og Logriettu- Menn Nordan og Veſtan a Islande vor
Incigle fyrir betta Bref, er vpp varleſid og ſampycktt a almennetegu
auxarar Pinge Miduikudagenn næſtann eptter Peturs-Meſſe og Pals
Arum eptter Guds burd. 15 40. ;

(L.S.) (L.S.) (L. S.) (L. S.)
. E. i

Vores Hoybgarnſte verdslige Herre Dannemarks og Norges
Konge / Kong Chriſtian Frederichſen hilſe vi alle Eders Herredoms fat⸗

tige Tienere / Prœſter og Leeg- Mænd paa Island med Guds Hilſen.

Vi tacke ydmygelig for Fred og Mildhed / ſom Eders Herrligheds Maje⸗

ftæt beſtandig har bevitft og ladet fee mod os og alle vore Lands⸗Maend

faa vel innen ſom uden Lands. () Vi have ved Eders Ombuds⸗
Mænd faaet nogle Breve / ſom indeholde noget om det preſtelige Embe⸗
des og ehriſtelige Skickes Forandring, Dertil ſuare vi ſaaledes, at vi
gierne vil gisre og tale alt det, ſom Eders Naades Heder og
Herredom vil foretage til Chriſtendommens Brſtyrckelſe, faa vit vi
vide, at det beſt maae (fee, ſaa det kand være Gud behageligt og Menne⸗
ſkene tœkkeligt. Men endſkiont vi hverken have laſt eller hort, fra
den Tidd af at i de Nordiſke Lande forſt bleve Chriſtne, at nogen Kon⸗

gelig

(0 Idet plattydſke Brev heder det ſaaledes: Wij hebben enthfangen mith Iwer K. Maſeſt.
Vogeth Breffe ſudende op ein ander Ordinatie des Preſterſkaps wd alle andre criſtlike ghewonten mith
welker wij altijdth willen doe, wund ſpreken willen, wath Iweer K. Majeft. ghelline ſchal tho ſtarkinge
der Chriſtenheyt dath wij wethen dett welcke vor Godth vnd den Menſchen wol ghedaen is. Bude
nochtans enn hebbe wij niewarlt ghehort ofte geleß, dath die Konincklike macht heffth vandert die Pres
ſterſchop ofte de Ordinantie der Kercken dan by Inſettinge der heyliger Romiſcher Kereke + + s
Ende mwij willen wuderhollden die Ordinantie vnd ghelove die vnſe Wijfefte vnd Gheleerdſte duncket
beſth ghedaen to weſen vnd nichtt doende tegen wuſe rechtte Norges Rechtt, wude wil Iwer Vogeth
einen ander gheloue op vns ſette, dat wij nicht nu vorſtae ofte darth wuſſe Vorſtanth te bowen gaeth go
bidde wij Iwer K. Mar. ons vorloffen to varen in eenen ander Lanth wndt Herlicheiten mytth wuſſe Gude:
ren dar wus Godth vijfen ſchall.

Under dette Plattydſke Brev henger allene Biſkop Jon Araſens Seigl i Vor, bvori fees

Chriſtus paa Korſet, derhos ved den venſtre Side en tilbedende Biſkop med Biſpe⸗Stav, ved den hoyre

Side en Biſpe⸗Hue og hans Vaaben med en Lilie udi. Under Korſet ligger et Dodnings Hoved.
Saa er og hos den hoyre Side et flyvendes Blad med de Ord paa: DO. MIS. ME,
Omkrlng Seiglet leſes:
SECRE. PRS. AC. DNI. JOANNIS. HOLENSIS. EP.

om Reformationen i Island. 247
elig Magt har giort nogen Forandring i præftelig Embede uden det har
— — af den Rommerſke Magt. Saa ville vi dog i alle
Ting rette os efter Eders Naades Villie, ſaa vüt vi vilde, at vi maae
giore det uden Livs og Siels Skade. Alle onde Sædvaner ville vi af;
kaffe / og folge Guds Ord og Eders gode Raad efter vor yderſte Formue.
Vi ville holde den Ordinantz og Troe, hvori vores viiſeſte færde Mend
alle vorde enige, og ſom ey ſtrüde mod de rette Norges Love. Saafremt
Eders Herredoms Ombuds⸗Mand vilde have os til at holde en anden
Troe / ſom gaaer over vor Forſtand, da bede vi Eders Kongelige Majeftæt
ydmygelig, at give os den Tilladelſe, at vi med vores Gods mage begive
os i de Lande og Riger, ſom Glld vilviife enhver af os. Thi heri Js⸗
land har været fag ſtor Fattigdom og dyr Tiid, i nogle Aar, at man med
ſtor Nad har fundet hielpe det fattige Folk, og dog ere mange Menniſker
døde af Hunger, ſom ikke vare faa ner hos gode Folk, at de kunde hielpe
dem med noget. Vil Eders Herredom lade os blive ved den rette Mors
ges Lov, ſom Eders og voce Forfedre beſtandig har rettet fig efter, ſiden
Chriſtendommen kom paa Fode, da ville vi alle gerne leve og doe under
Eders Kongelige Beſkiermelſe, c. „ Diſſe foreſkrevne Poſter
bleve paa det almindelige Oreraae Thing oplæfte og ſamtykte af Bifko⸗
pen, Lav⸗Manden, Lau⸗Rettes Mænd, og ſiden af den heele Almue for
Norden og Veſten paa Island. Ti Beviis og Stadfaſtelſe herpa
ettevi „ vores Indſegl for dette Brey, der var oplæft og
ſamtykt vaa det almindelige Hreraae Thing. Ons dagen naſt efter Pe:
ters og Pauls Meſſe 1540.

0 Endſkient Biſkop Hamund, ſom tilforn er bleven berettet,
havde fraſagt fig Skalholts Stift, faa meente hand dog det var hans
Skyldighed / ligeledes at proteſtere mod Ordinantzen, derfor gav hand
og fit Samtyſke til det, ſom Biſkop Jon Araſen havde beſluttet, og lod
ved bemeldte Biſkop Jon Araſen ſaaledes ſkrive til Hans Majeſtet:
92 %

Enn um ber Ordinantiur fem ydar Nad hefr lätid inn ſkrifa,
bar i Landit, had ahrærer kennemannlegt Embætte og kriſtilega ſidu,
hvad Svar Almuginn gefr bar uppa, kann ydar Herradomr vel for-
merkia, af pi ineigludu Brefi Almugans, fem vor Broder Jon à Hö-

lum,

248 L. H. Jorite Afhandling

lum, nu utſendr til ydar Nådar, og hvi fama Brefi høfum vier fam-
bycker ordit, treyſtum vier at ydar Herradomr halldi oſſ under ret-
tum Norege Løgum, med Frijheit Krununnar og Kyrkjunnar, og
med pvi viljum vier giarnann lifa og deya under ydar Konglega Valldi.
Til ſannenda hierum byfolum vier vorum Brõdr fyrrnefndum Byf kup
Jone at ſkrifa hetta Bref under vortt Inncigli, er ſkrifad var ĩ Mulai
Reykjadal, Transfiguracio Dom. Anno Dom. M. D. XL. |

Wier Jon med Guds Nad Byfkup å Holum medkiennunſt at
vier høfum fo hliådandi Bref fkrifa låtit, undir Inncigli vors kiæra
Brådrs Byfkup Øgmundar,. fem hier fyrirſkrifat ftendr, og eingu
Orde hat aukit nie aftekit, og til fannenda hier um fetium vier vort
Zignett fyrer hetta Bref i ſama Stad fem fyrr ſeiger.

Men hvad fig betreffer de Ordinantier, ſom Eders Naade haver
ladet fende ſkriftlig til Landet, angagende det Præftelige Embede og
Chriſtelige Skikke, faa kand Eders Herl. vel forftane hvad Almuen hol
der deraf af deres beſeglede Brev, ſom vor Broder Jon paa Holum nu
udſender til Eders Naade, og det ſamme Brev have vi ſamtykt. Vi
have den Tilliid, at Eders Herl. holder os ved ret Norges Lov med Kro⸗
nens og Kirkens Frihed, og ſaaledes ville vi gierne leve og doe under
Eders Kongelige Negiering. Til Stadfaſtelſe herpaa befalede vi vor
Broder fornevnde Biffop Jon at ſkrive dette Brev under vort Ind⸗
ſegl/ ſom var ſtrevet i Muule i Reikedal transfigurac. Dom. A. 15 40.

Wi Jon med Guds Naade Biffop paa Holum bekiende at vi
have ladet faa lydende Brey ſkrive under vor kiere Broders Biſfops Øg
munds Indſegl, ſom her foran er ſkrevet, og ikke lagt et Ord dertil,
eller taget derfra, og til Stadfeſtelſe derpaa ſtte vi vort Signet for
dette Brev, ſom var ſtrevet paa ſamme Sted, ſom for er meldt.

Biiſkop Ogmund lod det ikke blive derved, men hand ſkrev og et
viitlsftigt Brev til Lerde og Leege udi Skalholts Stift, hvorudi hand
beretter at hand har ladet Kongens Ordinantz fig forelæſe, og tilſtager,
at hand deraf intet andet kand formerke, end at Rongen har ſtor
Kierlighed til Chriſtendommen og Almuen e Dans
aleſtęt/

om Reformationen i Island. 249

Majeſtœt, ſiger hand, befaler, at vi ſtulle ſtadig holde den hellige
Troe, og troe allene paa GUD Fader, Son og Hellig Aand, ſom Guds
Son felv haver lagt Grund til med fin bittre Pine og Blods Udgydelſe,
og Apoſtlerne have lært og prediket i den hele Verden. Viidere, at vi

lle holde de ti Bud⸗Ord, ſom Glld Fader gav fin Tienere Moſes
paa Sinai Bierg paa to Steen Tavler, og deto Kierligheds Bud, ſom
Guds Søn befalede os i det Ny Teſtamente, at vi ſkulle elſke den Al ⸗
mægtige GUD over alle Ting og vores Neſte ſom os ſelv. Derpaa
igiennemgaaer hand hvert et Bud, og anforer hos et hvert, at den Is⸗
landſke Lov⸗Bog forpligter dem til det ſamme.

Derefter anfører hand Kongens Befalning / at Praſterne ſkulle
predike det Hellige Evangelium paa Sondagene / og at enhver ſaavel
Leeg ſom Lerd ſkulle lere og underviſe deres Born og Underhavende i
deres Borne⸗Lerdom i Modersmaal ⸗ vi ige alle dertil, (hes
der det) med een Ryſt for vores Biſpedomme / efter at vi have
paakaldet den Hellig Aand, at vi ville holde denne Tro, og i
alle Maader forfremme den. Men om andre Ting ſom ſtaae
i dette Brev ( Ordinantzen) byde vi og befale alle og enhver i vo⸗
res Biſpedomme, at J fremme den hellige Lærdom og gøde
Gierninger (Olmuſu giordum.) Men hvad angaaer Foran
dring pas Guds⸗Tieneſten og Meſſer, da kunde vi for dette
Lands Fattigdoms og Vanvittigheds Skyld ikke gigre no⸗
gen Forandring derudi, thi ſaa ſtaaer i Lovens Regler: Nul-
si — obligatus ad Impoſſibile. Ingen er forpligtet til de umuelige
E ing.

Enhver ſom med nogen Eftertanke laſer den Hoyſalige Konges

Chriſt. III. vigtige og grundige Brev, ſom findes for Kirke⸗Ordinantzen/
vil forundre fig, hvor liſtig Biſkop Ogmund deraf har udplukket hiſt og
er noget, paa det hand maatte indbilde Folk, det angik ikke Troens
erdomme, ſom burde reformeres, og at Kirke⸗Ordinantzen ey i denne
. befattede eller befalede noget andet, end det ſom beſtandig deri
andet havde været izagttaget. Og at det ſerdeles ankom paa nogle
Forandringer med Kirkens Skikke 31 Meſſer, hvilke umuelig 9 5 5
Ji andres,

250 L. H. Forſte Afhandling

andres / da 9 med Stiltiende forbigaaer, hvad derudi hand⸗
les om den rette Maade at prædike Evangelium pag; om Sacramenter⸗
nes Brug efter Chriſti Indſtiftelſe, om de mange Vildfarelſer / der findes
i den Papiſtiſte Kirke, ſtridendes mod JeEſu hellige Lerdomme og
aabenbarede Villie. Ellers bor det billig anſees ſom en ſtor Formaſtelſe,
at da Biſkop Ogmund tilforn gandſte havde nedlagt fit Embede; og af
Hans Maje ſtæt en anden i hans Sted var bleven beſkikket, hand ved flige

Circulair- Breve ſogte at tilegne fig den forrige Myndighed, og derved

at under minere den Autoritæt, ſom Herr Giſſer Einerſſen var ſatt udi.

Hand obtinerede og derved til ikke liden Hinder for Evangeli Frem⸗

gang, det hvad hand ſogte, thi Herr Giſſer maatte fornemme, at de
fleſtes Sind var afvendt fra ham, og at Praſterne, naar de vilde raad⸗

fore ſig ide Ting ſom angik deres Embede, begave ſig til den gamle Bi⸗

ſkop og betiente ſig af hans Raad, hvorimod hand for den formeente ny
Lerdoms Skyld intet blev agtet; ſaa at hand ikke kunde fage Huus, og
maatte fee fig forladt ſom en fattig Mand, ja ikke engang havde Lov at
raade over Dom⸗Kirkens Guld og Solv / thi det blev borttagen/ nedlagt
ien Kiſte/ og forvaret i det Huus, ſom Biſkop Ogmund ſov udi; derimod
bleve de Klenodier / ſom Herr Giſſer havde tillagt Kirken, ſlangede hiſt
og her, hvoraf man kand ſlutte den Foragt man havde fattet til den ny

ankomne Biſkop. Men det blevendnu ikke derved. Biſkop Ogmund
addreſſerede fig vide re til Biſkop Jon Araſen, og bad ham hemmelig at

tale med Præfterne i fit Stift, at hand og de kunde komme Biſkop Og⸗
mund til Hielp at kuldkaſte Kongens Befalninger og Ordinantzen, og
var det hannem ikke imod, naar Biſkop Jon kunde fade Skalholts Bi⸗
ſpedomme at raade over, faa hand kunde heede ſaavel Epiſcopus Skal-
holtenſis ſom Holenſis. Videre beſtyldte Biſkop Ogmund Herr Gis⸗
ſer, at hand foruden mange andre utroelige Ting havde borttaget B.
Ogmunds Penge, ſom ikke vedkom Skalholts Stift, og derved handlet
mod den Eed, ſom hand hos fin Indvielſe havde aflagt tilham. Hvor⸗
paa Herr Giſſer gav ham til Gienſvar, at hand ey havde giort ham no⸗
get Juramentum, men de Løfter hand havde giort Kong n og Praſte⸗
ſkabet havde hand i god Minde, derhos giver hand B. Ogmund den Eed
at betenke, ſom hand ved fin Biſpe⸗Vielſe havde aflagt, at 2 7
' varlig

|
|
|
|

om Reformationen i Island. 251

fvarlig vilde omgaaes med Kirkens Gods (vos nolle infenſare ſeu alie-
nare bona Eccleſiæ vobis commiſſa) men nu vidſte hand (elv beſt/ hvor:
ledes Dom⸗Kirkens Eyendomme vare bleven adſpredde og bortſoldte,
hvilket hand ey burde tie ſtille til. Det kom endelig ſaa vüt, at hand
ſtavnede Biſkoy Ogmund, at mode paa almindelig Præfte-Mode i
Thingvelle Tiisdagen for Peders og Pauls Meſſe 1541. for at hore
Dom for viſſe Breves (Fyld, ſom hand havde digtet og ladet ſkrive, Herr
Giſſer og Dom⸗Kirken til Forkleinelſe og Skade / men om nogen Dom
derover er bleven fældet, er mig ubekiendt.

Dog hos alle diſſe Fortredeligheder, hvormed de, der (Fulde
have været ham til Troſt og Biſtand, frænfede hans Sind, var Herr
Giſſer troſtig i GUD, og forglemte ikke det Embedes Vigtighed, han⸗
nem var anbetroet; paa det hand nu des bedre kunde erfare, hvorledes
det tilſtod i enhver Menighed, og tillige overbeviſe de Gienſtridige ved
Guds Ords Kraft, begav hand fig i ſamme Sommer, da hand var kom⸗
men fra Kiobenhavn, i Oſtſiordene, for at viſitere. Tilforne gav hand
ved Circulair-Breve Præfterne i ſamme Egn Folgende kilkiende:
Man tor ikke umage fine Born til mig til Biſtops Sirmen, thi
jeg fremmer ikke pag nogen anden Maade det Biſkopelige Em⸗
bede / end efter det ſom den lille Chriſtendoms Bog eller vor Naa⸗
digſte Herre Ronges Kirke Ordinantz indeholder, hvilken er
Lovtagen af alt Rigens Raad ſaavel Geiſtlige ſom Verdslige;
derhos bad hand, at, ſaafremt nogen ey kunde eller vilde modtage ham;
hand i Tide vilde give ham det tilkiende, paa det hand kunde være be⸗
tænft paa et andet Herberg. Paa det hand med des ſtorre Sikkerhed
kunde forrette fit Embede paa denne Reyſe, tog hand 15 raſte forſtandige
Mænd med fig; der vare vel forſynede med Vaaben/ thi endſkiont hand
var en meget ſagtmodig og venlig Mand, faa havde hand dog at frygte
fig ſaavel for Almuen ſom for Preſterne/ efterdi de anſaae ham ſom en
Kiettere, der vilde forføre dem, og forderve deres Siele, derfor bleve
og diſſe hans Ledſagerxe ſaavel Nat ſom Dag i deres Vaaben, indtil
Praſterne havde forſikret ham om deres Troſkab, og giort folgende
Eed, ſom hand forelagde dem at aflegge: J

Ji 2 Jeg

252 L. H. Forſte Afhandling 1

Jeg N. N. legger min Haand paa den Sellige Bog og
ſaa ſetter jeg min Sag til GUD, at jeg vil være den hellige
Skalholts Kirke, og dens Sormand Herr Giſſer Einer ſſen ſaa ·
vel hemmelig ſom aabenbare huld og tro, ſom jg tilforn har lo⸗
vet hos min Indvielſe. Saa ſandt hielpe mig den Almægtige
GUD i Evighed!

Af dette Anforte agter jeg at være aaben bare, at Herr Giſſeri
Dette Aar 15 40. har veret i Island. Vel foregive nogle af vore ber om⸗
melige Siſtorie : Skrivere / ſom Arngrimus Jonæ i Crymogæa L. III. p. 127.
og Cragius in Annal. Chriſt. III. p. 218. at hand i ſumme Aar, da hand
ſom Biſkop var kommen til fit Fedreneland nemlig i anførte Aar 1540.
igien ſkulde være udreyſt til Dannemark, for at an bringe de ſtore Vanſke⸗
ligheder ſom mødte ham, men jeg meener / at det fattes paa tilſtrekkelig
Beviis herpaa / thi foruden det, at hand tilbragte Sommeren vag ſin
Viſitatz, derefter Stedets Beſkaffenhed var viitſoftig os meget befværs
lig, faa havde hand desuden i dette Aar nok at beſtille med at vaaſtage
ſin Ret til Biſpe⸗Stolen, og at forſpare fig mod de Snarer man vilde
fange ham udi. Saa meget er viſt, at hand i September Maaned
1540. var i Island, thi jeg har funden et Brev i hans Copie - Bog,
(hvoraf jeg har taget de forbemeldte Beswaringer over Biffov Og⸗
munds hemmelige Raadſlag og aabenbare Had mod ham) ſkreven i
September Maaned, hvorudi hund begierer at fane rigtig Reguſkab af
Herr Ogmund for det ſom Dom⸗Kirken tilhørte. I bet efterfølgende
Aar 1541. i hvilket andre ville, at hand al have giort en Reyſe til Kig»
benhavn, var hand ligeledes i Island, hvilk et foruden andre Beviſer
tydelig fees af en Befalning fra Hans Majeftæt, ſkreven anden Paaſke⸗
Dag 1541. (vid. Danſfe Mag. 35 Hefte. p. 351.) hvorudi hand anbefa⸗
les, at være Kongens Befalnings⸗Mand Chriſtopher Hvitfeld ved haus
Ankomſt til Island behielpelig i hans Wrende, der paa Landet, hvil⸗
ken hand og efterkom, i det hand in Feſto Aſcenſionis Domini 1541. er⸗
indrede Præfterne og Prelaterne, at de (fulde mode til en beſtemt Tid,
for at hore og rette fig efter de Breve og Befalninger/ ſom denne Herres
mand efter Kongelig Majeftærs Billie havde at kundgiore.

Denne

om ReformationeniJéland. —— - 253

Denne Chriſtopher Hvitfelds Wrende var, at tiltale Biſtop
en for det tilforn anførte Mords ſkyld, der 1539. var ſkeet paa
Skalholts Biſpe⸗Gaard pad Kongens Fogeds Claus van der Mer witz
Fuldmagtig Diderich von Minden. Det vilde vorde alt for vidtloftigt
og mit Oyemerke uvedkommende, ſaafremt leg ſkulde anføre Leylighe⸗
den og Aarſagen til dette Mord, dog vil jeg ikkun med faa Ord melde
noget lidet derom. J Aaret 1538. forundte Hans Majeſtat denne
Claus van der Merwitz for hans troe Tieneſtes (Fyld Vidoe Kloſter med
alt dertilhørende Jorde⸗Gods, dog med den Condition, at hand ſkulde
give de Munke, ſom der vare, deres tilborlige Underholdning. Men
hand misbrugte denne Kongelige Naade, i det hand An. 1539. Natten
for Pintſe⸗Dag anfaldt Kloſteret med Vold, ſlog, ſaarede og bandt Fol⸗
ket / ſom hand der forefandt, borttog Kloſterets Penge, mere end 20
Oxen, 100 Faar, og 7000 Fiſte, hvorfor Abbeden Alexius faae fig
nodſaget, at retirere fig andenſteds hen. Nogen Tiid derefter vilde
denne Claus van der Merwitz Fuldmægtig Diderich von Minden reyſe
til Kirkebay og Tukebai Kloſtere for at indtage dem, og da hand var paa
Veyen til Skalholt, reſolverede hand at reyſe til Skalholt, hvor
hand med mange grove Skiends⸗Ord overfaldt Biſkop Ogmund, end⸗
ſkiont Biſpen lod ham faae alt hvad hand begierede. Men Raads⸗
Manden paa Biſpe⸗Stolen ſamlede en Deel Folk ſammen, hvilke ihiel⸗
ſloge Diderich von Minden Selv⸗Tiende. Biſtov Ogmund
erflærede fig til Kongen, at dette Mod ikke var (feet efter hans
Raad, og giorde ligeledes paa Althinget fi: Eed derpaa, hvorfor hand
og ved en Domderfra blev. frikiendt. Hans Majeſtet mage og ſiden
nærmere være bleven overbeviift om denne Claus van der Merwitz og
hans Medhavendes Skalke⸗Stykker og utilberlige Opforſel, thi hand
lod 1542. Torsdagen efter Peters og Pauls Miſſe vaa Hxerage Thing
hans For gold underſoge, og da hannem mange ſlemme Ting bleve
overd viſte , blev ham ikke allene Landet, ſom hand med en vis aarlig
Afgift havde havt i Forlehning / med Bidoe Kloſter, ſom hand var tillagt
paa hans Lives Tud, fratagen, men hand blev og kaſt i Fengſel,
hvoraf hand endelig ved Ragens Raads Forbon blev lesgiven mod en
ſtriftlig Forpligt hand tilforn maatte giore, ſkreven i det Plattyoſte

Ji 3 Sprog

254 L. H. Forſte Afhandling

Sprog til Rendsburg, An. 1543. Torsdag efter Dom. Oculi, hvori
hand ſelv giver fig fyldig for Opror. Dog at jeg igien vender mig til
Biſtop Ogmund, faa fandt Hvitfeld det for got / at opſoge ham paa en
Gaard Hialle i Olveſe, hvorhen hand efter hans Soſters Ausdiis Raad
og Begiering havde forfeyet fig, hand lod hannem der, for at afværge
alt Oplob, tage om Natten af Sengen, dog tilſtedde hand hannem til⸗
forn at tage Afſkeed med ſin Soſter, hos hvilken Leylighed man ſiger,
at Ogmund ſkal have tiltalt hende med diſſe Ord:

Huxadu um had Hringalad
Hvad hlauſt af Vilia pijnum
Kolld eru jafnan Kvenna Road,
Kiemur ad Ordum minum.

1. E.
Beteenk det, du Ovinde, ſom bar Ringe paa Fingerne, hvad din Villie
har faaet for et Udfald. Qvindernes Raad er / altid ſvigelige/og blive nu
mine Ord opfyldte. (Hand ſkal nemlig have veret meget derimod, at
komme til hende, og præſageret fig; at noget Ont der vilde mode ham.)
Maaſkee have de Stemplinger, der vare imellem Biſkop Ogmund og

Biſtop Jon Araſen, at de vilde imodſtaae Herr Giſſers Foretagende,

og de ham af Kongen givne Befalninger/ tillige med en billig Frygt,
at det endelig kunde udfalde til et Opror, naar hand blev der i Landet,
contribueret det meeſte Dertil, at Ridderen forſikrede fig hans Perſon. ()

Dette kunde ikke andet end fornoye Herr Giſſer, at hand blev bes
friet fra faa farlig en Fiende; Imidlertid havde hand, endog da Og⸗
mund var kommen i Hvitfelds Forvaring / ikke liden Frygt, at hand
maatte flippe af hans Hænder og foraarſage ham ny Fortræd, hvorfor
hand bad ham, at hand maatte have god Agt paa den gamle Biſkop, ſom
jeg finder iet Original. Brev bemeldte Kongl. Befalnings⸗Mand tilſkre⸗

ven

() Herr Ogmund blev derpaa udført til Kisbenhavn, hvor Kongen ſkal have viiſt Medli⸗

denhed over hans Alderdom og Blindhed, ſiden kom hand i Sorse Kloſter, og blev der vel forſorget,

men levede ikke lenge, hyilket jeg ſlutter af Herr Giſſers Copie-Bog, hvori hand ſkriver: III. Idus Julii

exiſtimo Dominum Augmundum ex hoc ſeculo migraſſe. Om hand nogenſinde har vliſt nogen Tilboy⸗
lighed til den Lutherſke Religion, derpaa toller jeg, indtil noget tiljorladeligt derom opdaget.

om Reformationen i Island. 255
den Loverdagen for Pintſe Hoytiid 1541, hvoraf jeg vil anføre det her⸗
hid horende:

5 Ihs

Salutem per Chritum - - vorder leue Cryſtoffer feet
tho, dat Iy den Voß nycht wedder vp dat Landt [off latenn de nu
vencklyck by jv ys, wente wenn he up dat Landt kueme, worde dat
Volck vproriſch ſynn. Szo yſſet ock nen Radt dat he up Aldynch kame,
wente vele vann ſyenn Anhengers werden dar kamen. Kann yek ydt

doenn ßo ſchal yck ju III. edder Ill. Dage vor Aldyng ſprekenn.
Hyrmede ſyt dem Alle mechtigenn Gade tho ewigenn Tyden be

valen. Geſchreuen myt Haſt yn Haukadal des Sonnauendes vor
Pynxten Anno Domini M. D. XLI.

Gizerus Einari
Superintendens Schholt.

Da Biſtop Jon Araſen fornam, hvorledes det var gaaet med
Biſkoy Ogmund/ kom hand derover i fuld Bevagelſe, og underſtod fig
ikke, det Aar at komme til Althinget, ſom hand havde foreſat fig, men
ſtandſede midt paa Reyſen, i Karlmanstunge, uden Tvül af Frygt, at
det ſamme maatte mode hannem. Imidlertiid ſkrev hand Chriſtopher
and bl et Brev til, ſom jeg har feet i Original uden Aars⸗Tal, hvori

and blant andet melder, at hans Preſter paa ingen Maade vilde til⸗
lade ham, at hand begav fig til Althinget, ſom og Almuen var hart
derimod, oa kunde hans Præft Olafer Hialteſen give ham Efterretning
om flere Forfald hand havde faaet, hvorfor hand beder yoͤmygelig og
kierlig / at Ridderen ey vil blive fortrydelig derover; thi det var ham
meget imod, at hand ey kunde komme i Tale med ham. Vüdere ſkri⸗
ver hand i ſamme Brev: De Ordinantzer ſom Kongen vil her an⸗
ordne om Cbriſtendommen og Lære Standen kunde vi ey tale
ſtort imod / ſaafremt den almindelige Guds Chriſtenhed/ ogi

er Capittelet (Capituleum) i Tronhiem ſamtykker derudi, thi
der ſoͤge vi vor Trgſt og Cilflugt, naar vi behsve at forbedres
Lare Standen. Tydeliger forklarer hand ſig i et en paa
a erga⸗

256 L. H. Forſte Afhandling
Pergament / tillige med flere Præfter, Lav - Manden og nogle Bønder,
og dateret 2 Dage for Peders og Pauls Meſſe 1541. Vi bekom i

Sommer vor Sp ybaarnſte Ronges forſeiglede Brev, af den

Indhold, at hans Ombuds⸗Mand her paa Landet ſtulde

holde os ved Lovog de gamle gode Chriſtelige Sædvaner, ſom

her paa Landet ere blevne agttagne. Derpaa forlode vi os,
og begyndte vores Reyſe til Landsthinget til Karlmanstunge
i Borgefiord / der bekom vi i at Biſkop Øg:
mund var bleven fangen mod ſin Villie, og hans Penge han⸗
nem fratagne uden Dom > + - Derfor vil Almuen ikke,
at vi denne Gang ſtal riide til Althinget og efterdi vi
Biſkop Jon ere Rongens Eedſorne Underſaatt, ligeſom vi og
have ſoren til Norges Riges Raad, ſaa forbyde vi alle Lærde
og Leegmend i Island at fælde nogen Dom over os vores
Dom Kirke, eller vort Biſpedymme, thi vi appellere og ind⸗

fette al vor Sag, ſaafremt nogen vil tiltale os, eller klage paa

os, under vor Hpybaarenſte Herre Konges og Norges Riges
Naads deres Raad og Behandling, da vi ſelv vil komme,
eller ſende vores fuldmyndige Ombuds⸗Mand, at ſvare for
Rigets Raad efter Loven, pas Sted og Dag, ſom vor Høy;

baarenſte Herre Kongen anbefaler. + + Skrevet i Aab

manstunge 2 Dage for Peders og Pauls Meſſe Aar efter
Guds Byrd 1541.

§. 9.

Paa ſamme Landsthing, ſom i Aaret 1541. blev holden ved
Oreraae, kundgiorte atter Herr Giſſer Einerſen for Stiftets Praſter:
de torde ikke vente, at hand vilde forrette noget i fit Biſkoppelige Em⸗
bede, der var ſtridende med den af Kongen udgivne Ordinantz, ſom var

Lovtagen paa Althinget; hvorpaa hand tilſpurde dem, om de vilde

være ham lydige og agte ham for Kirkens Forſpar, hvilket alle tilſtede⸗
værende ſvarede Ja til / og gave ham deres Haand derpaa, ſaafremt de
ikkun maatte beholde deres Preſtelige Friheder. Til ſamme Tiid blev
og i et Synodo beſluttet / at de, ſom levede i aabenbare Laſter, (Fulde
ſtaae gabenbare Skrifte / og ey tillades til Guds Bord førend æn

ind⸗

om Reformationen i Flad. 257
indfunden fig hos deres Praſt til llndervüsning. Videre var det et af
de forſte Synodalier / ſom ved Reformationens Begyndelſe i Island blev
udgiven, at ſaa mange, ſom mueligt, ſkulde være til ſtede hos de ſmage
Borns Daab og i det mindſte Præftens Huus Folk. I ſer befalede
Biſpen en Præft Einer Arnaſon, at hand (Fulde rette fig efter Kirke⸗
Ordinantzen, og begive ſig i Egte⸗Stand, da hand ey havde den Gave
at leve i eenlig Stand, og udgav hand derover fort Tiid derefter, da
hand var paa fin Viſitatz, folgende Betenkning:

Univerſis & ſingulis Chriſti fidelibus præſentes literas viſuris
vel audituris Giſſerus Enari Superintendens Schalholtenſis gratiam &
8 5 per Chriſtum. Quia inprimis & ante omnia Paſtores Eccleſiæ
debeant ex præſcripto divini verbi gregem ſibi commiſſum regere,
opere etiam eodem vitæ & converſatione Chriſtiana cœteris exemplo
efle, ut Petrus Apoſtolus ait, non dominantes in Clero, fed forma
gregis in populo. Enim vero Ordinatio Eccleſiaſtica Daniæ & Nor-
wegiæ (imo tota Sacra Scriptura) prohibeat in genere omnibus, ſpecia-
liter Sacerdotibus, concubinatum five impurum Cœlibatum. Satis
admoniti ſumus, ut ab inepta illa, qva hactenus illaqveati fuimus,
conſvetudine illiciti concubinatus diſcedamus. Nullum votum,
nulla lex humana poteſt creationem Dei tollere, aut homines immu-
tare fine ſingulari dono Dei, ergo licet - Sacerdotibus, continen-
tiæ donum non habentibus, conjugium contrahere, quod Deus inſti-
tuit, ut eſſet remedium humanæ infirmitatis, quod ſeqventibus Sacræ
Scripturæ teſtimoniis declarabo.

Gen. 2. Creſeite & multiplicamini & implete terram. Item:
Non eſt bonum homini eſſe ſolum, faciamus ei adjutorium ſimile ſibi.

1 Cor. 7. Propter fornicationem unusqvisqve habeat uxo-
rem ſuam. Item eodem capite: Melius eſt nubere qvam uri.

I Tim. f. Oportet Epiſcopum irreprehenſibilem eſſe, unius
uxoris virum. Item Titum I. Conſtituas per civitates presbyteros, fi
qvis ſine crimine eft, unius uxoris vir.

Kk Non

258 I.. H. Forſte Afhandling:
Non omnes capiunt verbum hoc, (ait Chriſtus,) fed qvibus da-
tum eſt, ubi loqvitur de Eunuchis, & cum continentia five caſtitas fit

donum Dei, non eſt in parte noſtra.

Item vocat Chriſtus matrimonium conjunctionem divinam
eodem Capite. .

1 Cor. 7. Sanctificatus eft enim vir infidelis per uxorem fide-
lem, & ſanctificata eſt mulier infidelis per virum fidelem. g

ITim. 2. Salvatur mulier per filiorum generationem,
tanto minus coinqvinamur uſu conjugali.

Qyæ nunc ſeqvuntur jure deberent nos abſterrere a fornica-
tione & immundicia adqve Conjugium copulandum invitare.

1 Cor. 6. Fornicarii Regnum Dei non poſſidebunt.

Ebr. 13. Honorabile fit inter omnes conjugium, & cubile
impollutum, fornicatores autem & adulteros judicabit Deus.

1 Tim. 4. Paulus vocat doctrinas Dæmoniorum, quæ pro-
hibent matrimonium. |

Ordinatio vero Ecclefiaftica, hoc præfenti anno a Clericis
Schalholts. Diæcefis in Synodo approbata & accepta, fic habet: Paro-
chi five Presbyteri in genere omnes aut continentes vivant, quibus id
datum eft, aut ducant uxores. Quod fi diverſum faciant, ſemel at qve
iterum admoneantur; fi reſipiſcere noluerint, deſtituantur ab officio,
& in locum eorum alii præficiantur. 8

Ex his omnibus clare apparet, Sacerdotibus licere matrimo-
nium contrahere, qui non poſſunt continentes vivere, concubinatum
vero ſub periculo animæ prohibitum eſſe.

Et quia honorabilis vir Dominus Enarus Arneri conſenſum
petiit, ut ſibi eum Arndiſe Snorronis contrahere matrimonium liceret,
ut

om Reformationen i Island. 259

ut præſcriptarum perſonarum filii & filiæ hæredes efficerentur legi-
timi, Quod ex mea parte permitto, ſtabilio & approbo. In cujus te-
ſtimonium ſigillum meum præſentibus eſt literis appenſum. Datum
in Kolfreynſtad in Fœaſkrudsfirde. Idus Auguſti Anno Servatoris
noſtri 1541.

Dette Document, ſom er tagen af den Copie-Bog Herr Giſſer
ſelv har ſkrevet, agter jeg ſerdeles merkverdigt, deels fordi deraf kand
ſees, hvem den forſte Preſt efter Reformationen har veret, ſom i Js⸗
land har begivet fig i et lovligt Egteſkab, deels og til hvad Tiid Præ-
ſterne har begyndt at kaſte det utaalelige Aag af ſig, de under Pavedom⸗
met havde været befværet med. Derom kand mangfoldige Exempler
anføres, at ikke allene Praſter, men Biſperne ſelvi Island offentlig
har havt Concubiner og Born med dem, jeg har ikke heller funden at
nogen for ſaadan Uteerligheds (Fyld, undtagen en liden Penge⸗Mulct, er
bleven anſeet med færdeles Straf, uden det jeg leſer om en Curato paa
Greniaſtad i Holum Stift ved Navn Eyryker Eynarſen, at hand af
Brødrene i Kloſteret Muukatverrage Anno 1488. var bleven udvalt
til Abbed, men at Biſkop Olaf ey vilde give fit Samtykke dertil, fordi
hand ikke havde Kloſter⸗Kiod (og meeſt fyrer bad, hann hafdi ey Klau-
ſturkiõt,) dog holdt det ikke hart/ at fane Biſpen bragt paa andre Tanker,
thi da denne Curatus foregav / at hand nu var faa gammel, at hand vel
ſkulde tage fig vare og bedre fig, hand havde desuden giort Jomfru Ma⸗
ric og Brødrene det Løfte, at vilde gaae i Kloſteret, hvilket hand af
Frygt for Maric Hevn og Brede ey torde bryde, faa gav Biſpen ſit
Minde dertil; at hand ſkulde være Abbed. Men da hand ſiden en Tiid⸗
lang derefter indfandt fig 1 paa Biſpe⸗Stolen, og havde Regel⸗Kle⸗
derne med for at indvies, havde hand tillige den Anſogning at giore, at
hand maatte faae Abſolution for Horerie hand havde begaget, hvoro⸗
ver endelig Biſpen blev vred og ey vilde indvie ham til Abbed i forbe⸗
meldte Kloſter. Men et ærligt Giftermaal efter GUDS Bud havde
ſiden 1179. ſtreengelig været forbudet. () Nu derimod var den lyk⸗

Kk 2 ſalige

) Cælius Secundus Curio ſiger artig i den rare Bag Pasqvillo Ecftatico p. 98. P vidi

D. Gregorium & poſt cum Papas, qvi Mitras, Inſulas, ſacrificia, oblationes, lumina & omnia fere, qvæ in
veteri

260 L. H. Forſte Afhandling

—ů —— ——— — ͤ

fatige Tiidfommen, da det losagtige Væfen nogle Præfter laae i, offent⸗
lig blev ſtraffet, thi endog i dette 1541 Aar blev en Præft Sæmunder
h . flige Morkheds Gierningers fkyld paa Althinget afſatt fra
it Embede. 8

f. IO,

Da Herr Giſſer Einerſen, efter at Biſkop Øgmund var bortført
af Landet; havde friere Hender, i det den Stotte var borte, hvilken
den ſtorſte Deel, deels aabenbare, deels hemmelig havde hælder ſig til,
tog hand fig med Alvor for, at afſkaffe de Papiſtiſte Ceremonier, og at
indrette alt efter Ordinantzens Lydelſe. Det vil ikke være ubehageligt,
naar jeg anfører en og anden af diſſe Ceremonier, efter de Beretninger,
ſom jeg i nogle Islandſke MSS. finder optegnet. eg forbigaaer,
at tale om de adſkillige Tiider, de vare forpligtede at ſynge viſſe Pfal⸗
mer paa, ſom Ottu Sengur, () det var det forſte ſom meget tilig om
Morgenen Klokken 3. blev ſiunget, Prim, da der blev ſiungen for Præs
diken / Tertia der var det ſom blev ſiungen i Meſſen , og Nona, ſom
var den Sang man holdt; efter at al Gllds⸗Tieneſten var ſluttet, hvil⸗
ket man navnede briggia leſtra halld, efterdi 3 af Davids Pſalmer da
bleve ſiungne / og vil ikkun anføre efterfolgende:

Ons⸗

veteri Templo fuere in Novum Teft, importabant: M, Non addueebant uxores Veterum patrum? P.
Non, ſed eorum ancillas: nam uxores negabant ad N. T. pertinere.

(0 Det Navn Otte har fin Oprindelſe af det Engel⸗Sarxiſke Ord Phe og bemerke tem pus
antelucanum. Der vare ellers 2 faa kaldede Ottuſaunger. Den forſte om Midnat, ſom de fpecialiter
kaldede Ottu. Den anden indfaldt Klokken zeller 3% efter Midnat, og varede til Klokken 47 og næv⸗
nede de ben, for at fkille den fra den forſte, Efra Ottu. Den Hiſtor. Antiqv. Islandiæ ſerdeles verſerede
Laus Mand Paul Widalin har iblant andre curieuſe Piecer i MS, efterlakt en liden Afhandling under
den Titul Allur Dagurtil Stefen, hpori hand anfører abſkilligt om dette Ord, faa og om Non, form her
falder for viitloftigt at udføre, J Norge er endnu det Ord Otte meget brugelſgt. Naar een ſkal ſtage
kllig op, beeder det, at taae Otta. Den forſte Otte eller ſom de nævner den Store Otta regner de af
være imellem 2 til 3. og Efter⸗Otta mellem 3 til 4. Efter Midnat. Herr Chriſtiern Jani fører og vel
i hans Didtionario Norvagico ed. 1646 p. 22. det Ord Otte an, men har intet videre derom, end at
det er om Mor genen tilig, naar Hanen galer. Hvem der ellers maatte finde Behag i, at efterlaſe,
bvorledes hora prima, tertia, nonà ere blevne celebrerede, kaud fage den fornodne Eſterretning derom
Binghams Antiqq. T. V. p. 310. ſq ·

om Reformationen i Island. 261

Onsdagen for Chrifti Himmelfart gif man i Proceſſion omfring
Kirke Gaarden, fra den Kirke⸗ Dor, ſom var mod Øften, og til mod Ve⸗
ften, og derfra til Kirken. Der blev Vie⸗Vand og en Stage (Vphals
Sticka) baaret foran, Præſten, ſom ikke havde e paa, gik
derpaa med en Haand Bog i Haanden, og leſte for fig ſelv, og alt Folket
fuldte efter. Paa ſyv Steder paa Kirke⸗Gaarden var et Kors opreyſt.
Sondagen tilforn formanede Praſten Folket, at læfe deres Borne⸗
Lærdom, de Benner ſom de vidſte, og at befale fig GUD.

Paa Palme - Søndag og Paaſte⸗Dag gik man førend 1 7 5
begyndte i Proceſſion: Forſt blev Vie ⸗Vand baaret, ſiden kom Praſten
eller Diaconen med en Stage (Vpphallds Stiku, ) der var vel hoy, med

Piber paa, hvori 3 Lys vare ſatte. Efter ham ginge 2 Perſoner og

ng, oa andre 2 hos Pre ſten naar de kunde haves. De havde ſaa kal⸗
dede Ryckelin paa uden Ermer, men Præften fin Meſſe⸗Skiorte paa (og
bar hann Irfkan Kroſſ fem Kroſſmarck var ca, giert af Leyre oc ſmell-
tar ISteynar) og bar hand et Irlandſk Kors med et Korſes Tegn paa,
giort af Leer og vare Steene fatte eller ſmeltede derudi, derhos ſang de
de tempore; paa Palme⸗Sondagen de Introitu Chriſti in Urbem, men
paa Pauſt.⸗Dag de Reſurrectione.

Effer at Præften havde ſkriftet Folket, der vilde gage til Guds
Bord, gik hand frem i Kirken, eller ſaafre mt der vare mange, ned til
Kirke⸗Doren, og leſte den Palme: Miſerere mei Deus, og gab dem der
agtede fig til Guds Bord et Slag paa Hovedet med et Aflosnings Riis;

aar Pſalmen var til Ende, begyndte hund at gaae paa ny omkring og
ſagde: J Navn Faders og Sons og Hellig Aands, hvorpaa hand gav
enhver af dem, ſom havde ſkriftet, 3 Slag med Afløgnings-Riifet.
Diaconen gif efter og talde, hvor mange de vare, ſom vilde til Guds
Bord; derpaa læfte Præften en Bekiendelſe om daglige Synder, og
Folket læfte efter,

Vie Vandet blev viet hver Søndag for Guds⸗Tieneſten, men

ikke pag andre Hellige Dage, derpaa blev det fart uden for Kirke⸗Do⸗
ren, og gik da hver Mand til, og toge af dette Vie⸗-Vand i Kander,
Kk 3 Potter,

262 L. H. Forfte Afhandling

—— —— — — Æ⏑ꝑʒ 6

Potter, Horn ꝛc. og ſtenkede det, naar de kom hiem / paa deres Fa,
deres Tyende og omkring deres Huuſe.

Loverdagen for Paaſke blev Ilden udſlukt i enhver Gaard, og ny
Ild ſogt hos Præften, ſom da tilforn maatte vies af ham, ſaafremt den
fkulde due noget, og kand man giette ſig til, hvor omhyggelig man har
været, at Ilden ikke Aaret omkring maatte udflukkes, paa det ikke den
e og Velſignelſe, ſom var hos denne indviede Ild / derover
maatte tabes.

HBuoer Sendag efter at Bandet var bleven viet, gik Præften frem
i Kirken, og Diaconen efter ham med Vand⸗Fadet, og ſtenkte hand hiſt
og her med Stenke⸗Koſten paa alt Folket. Imidlertid læfte hand de
Ord af den 51 Pſalme: Aſpergis me Domine Hyſopo. l

Paa Palme ⸗Sondag blev en Palme viet, og ſiden brændt til
Aſte paa Alter⸗Steenen, der paa Islandſk kaldes Pax ſpialld, og hvor⸗
paa deres Venerabile ſtod. Jeg har medens jeg var i Island hos ad⸗
ſtillige Antiqvariis ſogt, at fade Griginem og Bemerkelſen af dette Ord,
men forgieves. Det er ellers bekiendt, () at under denne firkantede
Steen, der ligger midt paa Alteret; et lidet Pergements Brev, inde⸗
holdende Efterretning, naar Kirken har været bygt, og hvem den har
været helliget, er bleven forvaret/ tillige med nogle formeente Reliqvier
af de Helgenes Been, hvilket jeg og har funden her i Siellandi Boes⸗
lunde Kirkes Altere. Den Aſte, ſom blev brændt af den indviede Palme,
blev forvaret i en Poſe til Aſke⸗Onsdag / da den efter Meſſen i Kirken
blev ſtaenket pan Folket. Mand for Mand gik nemlig til Preſten, ſom
ſtod i Chors⸗Dorren, og ſtenkede hand da med et lidet Riis noget paa
enhver af dem, imidlertid læfte hand noget ſagte hos fig ſelv.

Alle

(7) Med Hvad Ceremonier denne Steen eller Tavle er bleven nedlagt i Alteret, naar det
blev indviet, and læfes J. F. Meyers Muſeo Miniſtri Ecclef II. p. 20. fq. og om de Derunder forvarede
Reliqvier Laurentii Terpagri Dif. de Sepulchro Altaris, ſ. Reliqviis Sacris in altaribus condi ſolitie,
Hafn. 1704. Sam Schelwigs Pruͤffung des Pabſtthums p.844. 847.4. Sam. Theodori Schoͤnlands
Hiſtoriſehe wachen von Altaͤren ed. Lipſ. 1710. p. 86. 117. Caſp. Sagittarius de Martyrum Nata-
litiis. p. 50. ſq. 0

om Reformationen i Island. 263

(0 Alle diſſe Ceremonier / Meſſer for de Afdøde, Papiſtiſke
Sange / beſtemte Aars⸗Tider, utallige Helgenes Hoytider , ſom ex opere
operato bleve i agttagne, og derved Folket indbildet, at naar de iffun
i agttoge flige udvortes Ting, de da vare i Naade hos GUD, affkaffede
Herr Giſſer Einerſen, og viiſte derimod, hvorledes man i Hiertens Op:
rigtighed, Aand og Sandhed (fulde vaakalde den Tre⸗Enige GUD, og
tiene ham med en fornuftig Guds ⸗Dyrkelſe.

Paa det hand og des bedre kunde forſikre fig om, at Praſterne
hver i ſin Meenighed vilde rette fig efter de af ham givne Formaninger,
og ey fremture udi de Vildfarelſer de hidindtil havde været hengivne til,
faa forelagde hand dem Hans Majeftæts Kirke⸗Ordinantz, viiſte dem de
Anordninger / ſom derudi vare giorde til deres Menigheders Opbyggelſe,
og paalogde dem med en Eed at forpligte fig, at de vilde holde fig ſamme
efterrette ige. Jeg har den Forpligtelſe, ſom Praſteſtabet har udſte⸗
det, hvilfen jeg agter værd her at indføres:

Jutum vier Kiennemenn Skalhollts Stiktes, ad vær vilium yfer
of taka vors Heygbornaſta Herra Kongſens Ordinatio, fem GUd ge-
fur oſſ ſina Nodtil, og vor Formadur verdur oſſ tilſeigiandes, ad
holldnum au lum Kiennemannlegum Freyheitum, bo afleigium vier
hana ad motſtanda i nockurn Meta, pad peſſu Lande bærelegt er.

3
Vi Preſter i Skalholts Stift b kiende, at vi ville modtage vor
Hoybaarenſte Herres Kong ens Ordinantz, ſaaledes ſom GUD giver os
Naade til, og vores Formand tilſiger os det, naar vi beholde alle vores
Praſtelige Friheder, 1 erflære vi os, at vi ey i nogen Maade ville
ſette os op imod ſamme, ſaavidt dette Land kand taale. 3
. mid⸗

(Nogle af de Islandſke Seribentere, oa ſerdeles Hr. Jon Eiailſon i Continuationtz af Hun⸗
ervaka anføre ſom nøget merkverdigt, at den 23de Biſfop i Skalholt ved Navn Svenn, (der Pal have
avt den Gabe at fige mange Ting tilforn,fom hand og felv,da hand var Præft paa Skalholt ſiges at have

paaet ſig, at hand ſkulde vorde Biſfoo i ſamme Srtft,) kal have ſagt, at hans fierde Eftermand, ſom

var Herr Giffer Einerſen, vilde affkaffe Siele⸗Meſſer, de mange hellige Dage, og da brugelige Cere-
monitr, hoilket ſiden mere og mere vilde tage overhnand, fag hand til den Tiid hellere vilde dufke fn
Son, at vare Hyrde paa Skalholt end Præjt ſammeſteds.

264 L. H. Forſte Afhandling

Imidlertid fandtes dog adſkillige, ſerdeles blant de Gamle, der
ey vilde underkaſte fig denne Kirke⸗Ordinantz; Paa det nu Biffopen
kunde des neyere udforſke enhvers Sindelav, faa kaldede hand alle Præs
ſter af Sonder⸗og Veſter⸗Fierdingen i Aaret 1542. til ſig til Middal i
Laugardal, oplœſte Kirke Ordinantzen for dem / og forlangede, at enhver
217 ud 15 erklære fig, om de vilde holde fig denne Ordinantz efterret⸗
ig eller ikke. |

Derpaa erklarede 28 Præfter fig; at de vilde rette fig efter Ordi-
nantzen / faa vidt Præſte Embedet vedkom, naar de kunde med Ordinan⸗
tzen faae de Bøger, ſom de havde behov, bade derhos at Kongen vilde
lade dem beholde Kirke⸗Godſet og de ſedvanlige Indkomme / paa det de
desbedre kunde iagttage deres Embede; endelig begierede de, at det ſom
efter Islands Leylighed ikke kunde holdes, og dog i Ordinantzen var an⸗
befalet, dem ikke maatte paabyrdes, hvorover deres Superintendent
kunde give nermere Forklaring, Deres ſkriftlige Revers lyder ſaaledes:

I Nafne Heilagrar ꝓrenningar.

edkiennuſt vier efterſkrifader Preſtar Sxalhollts Stifftis ad à Midvi-
kudagenn nærſtan fyrer Petri ogPauli I Middal q almennelegrePre-
ſtaſtefnu, grum effter Drottenlega Holdgan 1542. vorum vier krafder
endelegs Svars vppca vors kiæraſta og Nadugaſta Herra Kongſens Kyr-
kiu Ordu, fem vor Superintendens Hr. Gyſſur Einarſſon liet har fyrer
off uppleſa; Hvoria Kyrkiu Ordu vier ſampyckium og med Tockum I
ollum beim Greinum, fem cahræra kiennemanlegt Embætte, effter
bvi GUd gefur oſſs Nod til, og vor V fermadunn verdur off tilſegande,
ef vier foaum hær Bækur med beſſum Ordu Bæklinge ſem off naudſy-
niar, ad holldnum vorum kiennemannlegum Fryheitum. Bidiande
vore Noadugaſta Herra Kongl. Maj. ad unna off Hallds og Medferdar
effter dkiallegheitum ca Klauſtrum, Kyrknagotſe og veniulegre Kien-
nemanna Rentu, fem tilforna hefur vered, ad beſſ helldur megum
vier gaumgiæfelegar vorum Kiennemanſ kap framfylgia. Vilium
vier effterfkrifader Preſtar ſyna vorum Nadugaſta Herra Kongenum
allann hann Trunad, Hlydne og Holluſtu ſem vier megum. Hier-
imot

om Reformationen i Island. 265

imot audmiuklega bidiande hans Nœaduguſtu Nød, ad had verde ecke
hier i Lande ſkickad og ſtadfeſt af Kongl. Majt. Vmbodsmanne, med
vors Superintendentis og beſtu Manna, lærdra og leikra, ſem hier
kann ecke effter heſſare Kyrkiu Ordu hallded ad vera, og hier krefur
annarar Skikunar, efter fvifem vor Superintendens kann framar meir
ad ſega. Til Sannenda og Vitnesburdar hierum brykium vier vor
EG nedan à petta Bref fkrifad å ſama Stad care og Dege fem fyrr
eger.

I) Alexius Palſſon. 2) Bryniolfur Halldorſſon Preſtur. 3)
Martein &c. Einarſſon. 4) Bardur &c. Eyolfſſon. 5) Freiſtein &c.
Grymſſon. 6) Gudmundur &c. Jonſſon. 7) Eyrekur Jonſſon &c. 8)
Magnus &c. Jonſſon. ꝙ) Jon. &c. Biarnaſon. IO) Svein &c. Porbiar-
narſon. II) Eirekur &c. Grimſſon. 12) Biorn &c. Olafſſon. 13) Jon
&c. Porleifſſon. 14) Lofftur &c. Narfaſon. 15) Jon &c. Einarſſon.
16) Arne Arnorſſon. 17) Tume &c. Gudmundſſon. 18) Stephan &.
Hallkellſſon. 19) Jon &c. Jonſſon. 20) Asgeir &c. Hakonarſon. 21)
Pordur &c. Gislaſon. 22) Oddur &c. Halldorſſon. 23) Magnus &c.
Eyolfſſon. 24) Einar &c. Olafſſon. 25) Snorre &c. Hialmſſon. 26)
Gisle &c. Nikulaſſon. 27) Gisle &c. Jonſſon. 28) Olafur Jonſſon.

.es) ()
1. E.

I den Hellige Tre⸗Eenigheds Navn.
Vi efterſkrevne Praſter i Skalholts Stift bekiende, at paa Onsdagen
for Petri og Pauli Meſſe, Aar efter Chriſti Byrd 1542. blev i Middal
paa almindelig Præſte⸗Mode, vort endelige Svar fordret om vor kie⸗
reſte og Naadigſte Hr. Konges Kirke⸗Ordinantz, ſom vor 1 far i
err

1) Abbed i Vidoe Kloſter. Det var denne Alexius Paulſen, ſom af Claus van Merwitz blev
dreven af Vidoe Kloſter, hand opholdt fig ſiden paa Hole i Grimsnes, og havde fin Livs Ciid af de dertil
liggende Jorder fin Underholdning. Tilforn havde hand været Præft paa Thingvelle. 2) i Oode.
5 4 75 ſiden Biſkoy. 4) Reinevalle. H i Stafholt. 6) 7) i Reykholt. 8) 9) paa Brede⸗

olſtad. 10) i Hvamme i Norderdal. 11) i Gilsbaeke. 12) i Rune. 13) 1 Valnsfiord. 14) i Stadar⸗
hraun. 15) 16) i Hitardal. 17) 18) i Laugardele. 19) 20) i unde. 21) 22) i Gaulveriabai
23) i Selardal. 24) 1 Garde vaa Alftanæs. 25) i Hollte under Orfield. 26) 27) ſom ſiden blev
Biſpi Skalholt. 28) 91

266 L. H. Forſte Afhandling

Herr Giſſer Einerſen der lod oplæfe for os, hvilken Kirke⸗Ordinantz vi
ſamtykke og modtage i alle Puncter, ſom vedromme det Præftelige Em⸗
bede, efter den Naade; ſom Gud os dertil vil forleene og ſom vores For⸗
mand os tilſigendes vorder, ſaafremt vi med denne Ordinantz kand bes
komme de Bøger ſom os fornødne ere, og vi maae beholde vore Pra⸗
ſtelige Friheder. Vi bede vores Naadigſte Herre Kongen, at unde os
Ophold og Underholdning efter de ſkriftlige Beviiſer (eller Jorde⸗Bo⸗

ger) ſom forefindes paa Kloſterne, faa og af Kirke⸗Godſet, og de ſed⸗

vanlige Preſtelige Indkomme, ſom tilforn haver været, at vi des bedre
og med desſtorre Flüd kunde fore vores Praſtelige Embede. Vi efter»
ſkrevne Preſter ville viſe vor Naadigſte Herre Kongen al den Troſkab,
Lydighed og Underdanighed, ſom i vores Formue er; Derimod bede vi
Hans Naadigſte Maade; at her i Island ey noget maae beſluttes og ans
ordnes af deres Kongelige Majeſtaets Ombuds⸗Mand, ſom ey efter
denne Kirke⸗Ordinantz kand holdes, men at det maae forholdes efter vor
Superintendentes og de beſte ſaavel Lærde ſom Leeg Mends Raad, ef⸗
terdi her udkraves andre Skikke, ſom vores Superintendent nærmere
kand berette. Til Stadfæftelfe og Vidnesbyrd herpa tryeke vi vores
Indſegl neden under dette Brev, ſom er ſkreven paa forbenævnte
Sted, Aar og Dag.

Derimod vare 6 andre Praſter, der undſkyldte fig for, at under
kaſte fig Kirke⸗Ordinantzen. Diſſe foregave deres Alderdom og Svag⸗

hed, og bade / at de ey maatte tvinges til de Ting, ſom de ey vare mag⸗

tige til at holde, hvilket deres egen Bekiendelſe udforliger forklarer.

Pad medkiennunſt vier Effterſkłrifader Kiennemenn, ad vier
hofum heyrt nylega af vorum Formanne Hr. Gyſſare Einarſyne vors
nadugaſta Hr. Kongſens Bodf kap, i hverium hanns Noad vil vmbreita
loata Embættis giord kiennemannlegrar Stiettar; Enn ſokum vors All-
durdoms og Veikleika, kennum vær oſſecke Menn til, ad medtaka an-
nan Kiennemanſkap, enn hann, fem vier hefum cadur underjcataſt, og
vier hofum leinge medblifed. Pa bidium vier Hans Verduguſtu
Noad, ad breyngia oſſ ecke til heirra Hluta, fem vier erum ei Menn til
under ad ganga. Vilium vier giarnan ſyna vorum Nadugaſta Herra

Tru-

il

om Reformationen i Island. 267:

Trufkap, Hlydne og Holluſtu i ollum peim Hlutum, fem oſſ er mo-
gulegt. Og til ſannenda hierum prykium vier vor Innſigle à betta
Bref. Skrifad a Middal Midvikudagen nærſtann fyrer Peturs Meſſa og
Pals a allmennelegre Preſta Stefnu Anno Domini 1542. |

Sigurdur Abote ca byckvabæ (I) () Bergur &c. Jonſſon.
Porleifur &c. Eireckſſon (3) Jon &c. Hedinſſon. (4)
Olafur &c. Kolbeinſſon (5) Jon &cCc. Eireckſſon. (6)

E.
Vi efterſkrevne Præfter bekiende, at vi nylig af vores Formand Herr
Giſſer Einerſen har hort vor Naadigſte Konges Bud og Villie, efter
hvilken Hans Naade vil lade Preſte⸗Standens Embedes Forretninger
forandre. Men efterdi vi ere gamle og ſvage, finde vi os ikke duelige til,
at modtage anden Lærdom end den, vi tilforn have forpligtet os til, og
vi lenge ere blevne udi, Derfor bede vi Hans Vardigſte Naade, at
hand ey tvinger os til de Ting, ſom vi ikke ere i Stand til at holde. Vi
ville gierne beviſe vor Naadigſte Herre Troſkab, Lydighed og Underda⸗
nighed i alle de Ting, ſom os ere muelige. Og til Stadfaſtelſe herpaa
ſette vi vores Indſegl paa dette Brev. Skrevet i Middal paa alminde⸗
lig Præfte Stevne. Naſte Onsdag for Peters og Pauls Meſſe Anno
Domini 1542.

Hvorledes de andre Praſter i Stiftet, hvilke og vel ere blevne til⸗
holdne, at give deres endelige Meening tilkiende, have erklaret fig, er
mig ikke forekommen, hvorfor jeg onſter, at naar nogen derom (Fulde
have Efterretning , ſamme mig mage vorde meddeelt.

gl 2 n.

(90) Herr Sigurder har ſiden forandret fine Tanker, thi ikke at kale derem, at Herr

Giſſer noget dereſter recommenderede ham en ung Perſon til Underviisning, faa beretter Palladius

udi en Skrivelſe til Biſkop Jon Araſen i Aaret 1550. at hand jr: antaget den reene Lærdom. 3) Paa

Bredebolſtad ! Fliotshlüid. 4) 1 Saurbæ. 5) 1 Watnsfiorb. Denne Preſt domie A. 1549. B. Jon

. ee ulovligt og utilborligt, hvoraf jeg ſlutter, at haud og mane være kommen til bedre
ertanke.

263 LET: Forſte Afhandling

— —— ͥ 2 —— — —

.
: Idette Aar 1542. () bekom Herr Giſſer Einerſen Befalning /
at hand (fulde komme til Kiobenhavn, efterdi Hans Majeſtat / ſom det
heder i Konge⸗Brevet dateret Gottorp Loverdagen efter Lætare 1542.
vilde lade ham underviſe om en ehriſtelig Reformation, ſom H. M. med
Dannemarks og Norges Rigers Raad, efter lærde Mænds Billie og
Samtylke, havde beſluttet allevegne at ſkulle indføres, og af enhver
i⸗agttages. Til den Ende blev hand beordret / paa et af Kongens Skibe,
ſom ham blev tilſendt, at forfoye ſig til Kisbenhavn, og fif hand tillige
den Forſikring / at Kongen vilde lade ham bringe tilbage til Island igien.
De 26 Artikler, ſom dette Aar bleve foyede til Kirke⸗Ordinantzen, have
vel givet Anledning til denne Befalning, hvilken Biſkop Giſſer Ei⸗
nerſen allerunderdanigſt i-agttog og ſtrar efter foromtalte Praſte⸗
Mode, nemlig Onsdagen efter Maric Beſogelſe, begav ſig paa Reyſen

til Kiobenhavn, hvor hand ankom den 25 Julü. (9

Biſkop Jon Araſen blev og i ſamme rende tilſkreven, at hand
ſkulle mode i Kiobenhavn, men hand havde ikke i Sinde, at boye fig for
Kongen eller at vige fra den Papiftiffe Religion, derfor holdt hand det
raadeligft, at blive tilbage, under Paaffud, at hand ey kunde taale fag
lang en Reyſe til Soes, men paa det hand ikke maatte beſtyldes for
aabenbare lilydighed, faa ſendte hand fin Son Sigurder Jonſſen, fin
Daatters Mand Isleif Sigurdſſen og Herr Oluf Hialteſen til Kioben⸗
havn, med herhos folgende efter Originalen paa Pergament udſkrevne
Skrivelſe, ſom Herr Archivarius Langebeck har været (da god at com-
municere mig:

Vorum

(% Herr Giſſers anden Udreyſe til Kiobenhavn er altſaa ikke at henføre til zac. men til

Aaret 1542. hvilfet Biern paa Skardſaae og Biſkop Brynjolf Syvenonius i deres Annaler vigtig

have obſerveret.

(% Hand melder det felv i fin Copie- Bog med de Ord: Ann. 1542. laugdum vier til ſios
ur Straumfirde affara Nottena Midvikudagſens næſla effter Viſitationis Mariæ oc komumm in die Jo-

cobi hora tertia.

p 7˖—W˙¹Ü1Ü !

om Reformationen i Island. 269

(Snes Me —

Vorum Heygbornafta Hera, Hera Kong Chriſtian heilſar eg kiærliga
med Guds Kuediu; backa eg ydrum Herradome audmyukliga oll
Milldheit og goda Gibrninga er ydar Herradomr hefur mier jafnan
giort, vil eg vnderuiſa ydar Majeſt. Nød, at ec fieck ydar Nœdar
Skrifelſi hlydandi, at ec fkyllde koma til ydar Node med ydart Skip,
enn bat ſama Skip kom ecki til Islands og ſuo Saker uors likamligs
Kränkleika, fem Gud og goder Menn vita, heir ydar Vilia ſatt ſei gia er
ec ecki Mann til at gefa mig til Sios uppa ſuo langa Reiſu tilydar Nøadar
Heradoms, fem ydar Magiſt. Noadar Herradoms Bref og Bodf kapr til
minn uppa hlyder, hui med godra Manna Rodi hefi eg utſent vora
kiæruſtu Vini Herra, Sigurd Jonſſon Canick Pprandheims Dom-Kirkiu
og Isleif Bonda Sigurdſſon, og Siro Olaf Hialtaſſon, treyſtum ver at beſ⸗
ſir fyrirſkrifadir Menn mune beſt Forſtand a hafa, at forfara ydar He-
radoms Vilia Islands Gagn og Biſtand, hat eg og fatækr Almuge i Hola
Dom- KRyrkiu Stikte kann og ma Gudi og ydar Heradomi til Heidurs og
ru ad giora, ſuo og huad fem heſſir Menn vilia ydrum Herradomi
lofa minna vegna, og ydar Kongligt Magiſt. uill uppa mig ſetia fkal ec
at Guds Vilia vel hallda epter allri minne Formegun pat eg kann og eg
ma og get giort, kunna heſſir miner Sendibodar at ſeigia ydar Nød hat
fleira eg fkrifa ecki hui hat heir ſeigia ydar fkal fyrer minn Part alleina
ſem eg væri ſialfr har nalægr. Hiermed bifalar eg ydar Verd ugu Nød
Almecktugum Gude nu og alla Tima, Var petta Bref ſkrifar i Hola
Byſkupsdæme i lslande næſta Dag epter Olafs Meſſo fyrre ba lidet var
fra Guds Burd. MDXLII.
Jon med Guds Ppolennmædi
Byſkup ca Holum i Islande.

Opſtrift:
Vorum Heygbornaſta Hera, Hera Kong Criſtian Fridrikſyne
kome Brefit til. 8

1. e.
Vores Hoybaarnſte Herre, Herre Kong Chriſtian, hilſer!
kierlig med Guds Hilſen. Jeg 92 5 Eders e gem
: for

270 L. H. Forſte Afhandling
for al Mildhed og Velgierninger, ſom Eders Herredom beſtandig har
beviift mod mig. Eders Majeſtet vil jeg herved berette, at jeg har
faaet Eders Naades Skrivelſe / hvis Indhold var, at jeg (fulde komme til
Eders Naade med Eders Skib, men det ſamme Skib kom ikke til
Island. Desuden er jeg i Henſeende til vores legemlig Svaahed, ſom
Glld og gode Mænd er bekiendt, der vil ſige Eder Sandhed, ikke Mand
for at begive mig til Soes paa fan lang en Reyſe til Eders Naades Her⸗
redom, ſom Eders Majeſtæts Brev og Bud til mig om for melder,
Derfor har jeg efter gode Mands Raad udſendt vores kiereſte Venner
Herr Sigurder Jonſſen, Tronhiems Dom⸗Kirkes Canonicus, Islef
Sigurdſſen Bonde og Herr Oluf Hialteſen. Vi have den For haab⸗
ning, at diſſe anførte Mænd beſt ville have Forſtand paa, at forfare
Eders Herredoms Villie, om Islands Beſte og den Biſtand, ſom jeg
og den fattige Almue i Hole Dom⸗Kirkes Stift kand og maae giore
Gud og Eders Herredom til Heder og re. Det ſom diſſe Mænd paa
mine vegne ville love Eders Herredom og Eders Kongelige Majeſtet
mit vil paalegge / ſkal jeg med Guds Villie efter min yderſte Formue vel
iore, faa vit jeg kand og mage giore det. Diſſe mine Sendebud kand
ige Eders Naade flere Ting / ſom jeg ikke ſkriver, thi hvad de ſige Eder
kal for min Deel allene agtes, ſom jeg var ſelv nervgrendes. Hermed
befaler jeg Eders værdige Naade nu og altid den Almægtige Gud.
Var dette Brev ſkrevet i Hole Biſpedomme i Island næfte Dag efter
den forſte Olafs Meſſe / Aar efter Guds Byrd. 1542.

Hvorledes diſſe hans Sendebud i Kiobenhavn ere bleven mods
tagne; derom kand jeg intet videre berette end dette, at de holdt ig til
Herr Giſſer / ſom i mueligfte Maader gik dem til haande, ſaa at og Jon
Araſen ſiden i et Brev takkede Herr Giſſer derfor. Videre aflagde
Herr Sigurd Jonſſen / der var Præft paa Greniadeſtad (maaſkee og de
2 andre med ham) fin Troſtabs Eed til Kongen, og lovede, at holde det
ſom Kongen befalede, hvorpaa Hans Majeſtet og gav ham fit Beſtier⸗
melſes Brev, men da hand kom tilbage igien, vilde hans Fader Biſpen
intet vide af det, ſom var bleven lovet, og Herr Sigurder ikke heller
bryde den Eed hand havde giort, hvorfor hand og ſiden fad gandſke ſtille/
og ikke meengede ſig i alle de fortradelige Ting og Uroligheder hans der

t

om Reformationen i Island. 271

der begyndte; Hand kunde og om fag meget mindre finde Behag derudi,
da hand i Kiobenhavn uden Tviil nærmere indſaae den Lutherſke Reli
gions Sandhed, ſom jeg ſlutter af et Brev, D. Palladius ſkrev til Biſkop
Jon 1550. der til ſin Tiid ſkal anføres.

Jeg finder ikke heller at Kongen den Tid er bleven unaadig over
Biſkop Jon Araſens Udeblivelſe, eller videre har befalet; ham noget
ferend 1545. da hand efter Kongelig Befalning indſamlede 400 Lod
Solvaf Kirkerne og Kloſtere i Holum Stift, hvilke hand leverede til
7070 Otte Stigſen. Maaſree er det ſkeet derfor, fordi hand den Tiid fad

ille, og Hans Majeftær endnu havde det Haab, hand maatte ved
flig udviift Naade lade fig bringe til Eftertanke.

Herr Giſſer Einerſens Reyſe var derimod hans Stift til megen
Nytte, thi hand bragte nøgle herlige Anordninger med fig tilbage, der
tiente fil Guds res Forfremmelſe og hans Riges Udbredelſe i det ham
anbetroede Biſpedomme.

Paa det Kirken med Tiden kunde vorde forſynet med Lærere, der
kunde være duelige til at underviſe andre i den Saliggiorende Guds
Kund ſkab, faa var Hans Majeftæt betenkt paa, at faae Skoler paa Js⸗
land indrettede, hvorudi (aa vel ſimaae Bern kunde underviſes i Les⸗
ning, i Bøger og anden Borne Lardom, ſom og ſiden videre forfrem⸗
mes i Studeringer og boglige Videnſkaber; Derfor lod Hans Ma⸗
jeftæt en Befalning udſtede til Abbeden i Tickvebai Kloſter, Prioren i
Skride Kloſter, og Abbediſſen i Kirkebai Kloſter, at de ſkulde holde en li
den Barne⸗Skole, ſom Befalningen ſelv videre om formelder:

Mit Chriſtian mett Guds Naade Danmarckis Nor⸗
gif Wendiß og Gottis Ronningh, Hertug i Slefvigh, Sol⸗
ſten, Stormarn och Dytmerſchen, Greffue udi Oldennborgh
och Delmenhorſt, helße etther of Elſkelige Regelbundenn
„NMenndt, Herr Sigvardt Abbett udi Eygkebeyer Kloſter,

Hr. Brander Pryor udi Skhrediofeldts Kloſter, og Regel⸗
2 bunden Søfter Halldore Abbadißze, udi Kirckebeyer Cloſter
evindeligenn mett Gudt og Vor Naade. Wilder, 15 fas
' haffue

272 IL. H. Forſte Afhandling

haffue forfarett hvorleedüß att ther paa vortt Lanndt Iß⸗
landt, mett Tydenn, om ther icke findiß Raadt till udi Tyde,
ſchall blyffue brøfth paa Sogne Preſter, Sogne Degne og
andre lerde Perſohner, thill Religionens Behoff udi there
att der paa Landet thesverre, heer till icke haffver verrett
holdne gode Scholer, effterſom anderſtedts her udi Døre
Klge Danmark og Norge. Og efftherthü, att Jicke ere faa
vell formuendiß ſom andre vore Kloſter, Helligfeldt Klo⸗
ſter, og Widse Kloſter &c. at holle huer Edher een Latinſke
Schole, tha bedde Wii Eder og wille, att huer Edher retter
ſig effther ath holde een lyden Byrneſkole, ther vdi hvertt Klo⸗
” (ter att opptugtis og læris vnge Born theres a. b. c. d. og anden
Byrne Lerdom vdi. Theſligiſte beſorge the Scholemeſtere og
the Perſohner / ſom kunde leere og ůptuchthe ſamme vnge
Born; Ogoß Elſtelig Her Gittzer vor Superintendent ther
audi Skallholdt SEN hver Edher tillſkickendis vorder theris
”tbilbørlighe Underholdninge till Klæde, Føde og andenn
Vstttorfft. Tiſligeſte beførge ſamme unge Boͤrnn ſom vp:
tugtes i ſamme Skole, theres Underholdninge, paa thett att
unge Bornn ſaa megett theß williger maa dragis till Schole
og Leerdom, Gld till Ere og Religionen og Chriſtendommen
till Beſte og Forbedringe, och bel wor Fogett og Lens⸗
Mandt, naer hanndt kommer ther till Landett, ſielff haffue
Tilſtun mett Edher att thette ſaa holdis. Heer wydher al⸗
tingeſt att rette Edher effter og ladher thett ingenlunde; Be
falendiß Edher Gudt. Giffwet paa Vortt Slott Kigbne⸗
haffn Vor Frue Afftenn Præſentationis Aar. M. D. XIII.

Under Vortt Signett.
Chriſtian.

Paa de andre to Kloſtere i Skalholts Stift Helgefeld og Widoe vilde
Hans Majeftæt have Latinſke Skoler indrettede efter et under ſamme
Dato udgivet Konge⸗Brev.

Wii

om Reformationen i Island. 273

„Wü Chriſtian mett Gudts Naade &c. helſe Ether of
Elſkelige Regelbonden Mendt Abbedt Halldor udi Hellefieldtz
Bloſtet og Sorſtander og Meenige Convent udi Wide Klo⸗
fer evindeligen mett Gudt og Vor Naade. Wüder, at Wii
haffve forfarett, hvorlediß att ther mett Tyden, om ther icke
findes Raadt tyl udi Tyde, ſchall blifve ſtor Brøft pas Sogne:
Præſter, Sogne Degne og andre leerde Perſoner, ſom mann
kandt bruge ther pag wort Landt Island tyll Religionens Be⸗
hoff vdi thrz, att hertyl, this verre icke haff ver werett hollet
gode Scholer ther paa Landett, fon anden ſtedtz , her udi

wortt Ruge Danmark og Norge. Thü bede Wü Ether og
wille, att J for ſaadann Leylighedtz Gudt Allmegtigſte tyll
EVre, og Religionen og Chriſtendommen tyll beſte, rette Ether
epter hver att holle en rett godt Latinſke Skole, ther udi Hel⸗
lefeldtz Kloſter og Wide Kloſter, og beførge ther S oleme⸗
ſter Locater og Pèrſohner/ theres Nedterfftige og tyllborlige
Underholdinge, til Klæde, Føde, og anden Ngdtsrfft, ſom
” of Elſkelig Her Gitzer Enardtzon wor Superintendent ther
vdi Skalholts Stygt / hver Ether tilſygendis worder. This⸗
ligeſte beførge the fattige Peblinge og unge Perſohner / ſom
ſamme Schole til Lærdom beſogendes vorde, theris Under⸗
holdinge ther udi fornefnte Kloſtere, paa thet at unge Perſoh⸗
ner mue ſaa meget thes bedre dragiß tyll Schole, at offve fig
vdi Bogelig Lærdom, og gode RKonſter, Gudt tyll Ere, og
Chriſtendommen tyll Nytte og Beſtandt/ og ſchall Wor Foget
og Lensmandt, naar hand kommer, ther paa Landett, Daffoe
tilſiun mett, att thet hollis. Her wyder altingeſt att rette
Ether epter og lader thz ingenlunde befalendis ethr Gudt.
Skreffvet pad vortt Slott Kidbnehaffn vor Frue Afften
Præſentationis Aar MDXILII.

Under vortt Signett.
Chriſtian.

Mm At

2% . II. Forte Alban

At diſſe Anſtalter vare meget prüſelige/ kand ingen negte/ og, ſia
fremt de vare bleven ſatte i Stand, kunde Guds Kik deraf have ven tet
ſig den ſtorſte Nytte, ſerdeles da Lærerne vare rare, der mid Nidkierhed
vilde tage fig af deres Embede, men andre Forhind ringer kom i Veyen,
at diſſe Befalninger ikke fik Fremgang, men langt meere fort efter bleve
revocerede / hvorpaa endelig Kloſter Godſet blev ſeculariſeret, og an⸗
vendt til en anden Brug. 5 0

H. 13.

Desuden var den ſtore og lykkelige Reformator Kong Chriſtian
III. betankt pag, at udfeye den gamle Suurdey af Vigilier, Meſſer og
andre Vildfarelſer, der havde feſtet Rod i Island, derfor gav hand, uden
Tviil efter Biſkop Giſſer Einerſens Forflag, der den Tiid, ſom tilforne
er anført, opholdt ſig i Kiobenhavn, en Befalning til Præfterne i Skal⸗
holts Stift / at de (fulde viiſe deres Tilhorere, at med flige Papiſt ſke
Meſſer og Vigilier Saligheden ikke blev forhvervet, men at GUD allene
ved ſin Naade for Chriſti Fyld ſkienker dem det evige Liv, ſom troe paa
hannem. Saa rart ſom dette og andre Konge Breve ere, der kunde
give en Oplysning i Islands Reformations Hiſtorie , i det deraf beſt
kand ſees, hvor omhyggelig Kirkens Foſter⸗Fader , den fromme Kong
Chriſtian III. har været, at den ſkadelige Stol, ſom Paven ved talſke
Leer domme havde opreiſt i Kirken, maatte kuldkaſtes , og Glld derimod
en Tempel bygges, hvorudi hand kunde tienes i Aand og Sandhed, ſaa
fornødent agter jeg det, at dette og andre Reſeripter / der kunde give Op⸗
lysning i de Tiders Kirke⸗Hiſtorie, her anføres, og haaber jeg, det vil
vere een og anden kiert/ at flige Documenter vorde conſerverede, deri
Hiſtorien ere langt meere umiſtelige / end andre torre Beretninger, og
ugrundede Gisninger, hvormed man opholder Leſeren, at jeg ifke taler
om / hvor mange Feyl man kunde undgaae, ſaafremt man var omhyg⸗
gelig for, at forvare dem. Konge⸗Brevet er dette:

Vi Chriſtian med Guds Naade & c. Helſe Eder alle
Sogne⸗Præſter og Guds Ords Prædikere, ſom bygge og bue
udi alt Skalholt Stigt pag vort Land Island ævindeligen

med

om Reformationen i Island. 275

med Gud og vor Naade. Vulder at os er til viidendes vordet,
hvorledes at iblant andet ſtal Jislands Lov der paa Landet ind⸗
holde, hvorledes at Menniſkerne formedelſt Vigilier, Meſſer og
andre Menneſklige Indſetninger og andre uendelige Ceremo-
nier ſkulle kunde fange og forhverve deres Salighed / og mange
vores fattige Underſaatte der paa Sandet af Uforſtand og
Simpelhed ſkulle endnu ſtaae, bygge og forlade fig paa ſamme
Meſſer, Vigilier og andre gode Gierninger og Sortieneſte, deraf
at fange deres Salighed og ikke formedelſt hans Søns Deds
og Blods Udgydelſes ſtyld. Thi beder vi Eder alle og Enhver
rdeeles, at J ſamme Artikel udi ſamme Islands Lov forklare

or Eders Sognemend og fattige ſimpel Almue, den at vare
imod den Hellige Skrifft. Thi at deres Salighed icke ſtaaer
udi ſaadanne Nieſſer, Vigilier , Faſte og andre Foͤrtieneſter, ſom
deres Lov inde holder, og dehertil have bygt og forladt dennem
pag, men den ſtaar alleniſte pag den Almægtigſte Guds ſtore og
runde Naade og Miſkund, formedelſt hands Sons uſkyldige
Dod og Pine, ſom hand for vor Synds ſkyld haver lidet paa
Kaarſets Galge, haver hand aftoet alle vore Synder, og der⸗
med forhvervet os den ævige Salighed, med andre Guds Ord,
at under viiſe og forklare dem udi, at de maa blive under viiſet/
hvormed de ſkulle fange deres Salighed, og derhos og frem⸗
merſt dagligen og ideligen lære dennem den Tatechismum og
Borne Lerdom / ſom gøde Sogne⸗Prærſter og Hyrder bor at
gigre deres rette Saar og Sognemend, ladendes det ingen⸗
ſunde. Befalendes Eder Glld. Skrevet paa vort Slot
Kigbenhaffn agen neſt efter vor Frues Dag Præſentatio-

nis Aar, MDRLII.
Under Vort Signet
Chriſtian.

Dette Reſcript, fan gudeligt og nodvendigt det i fig ſelb var ,
maatte nodven dig være et Tordenflag i alle deres Gren og Hierter, der
hidindtil havde funden ſig vel ved det, ſom Almuen maatte yde til FAR

; m 2 or

276 IL. H. Forſte Afhandling

— — ͤ ü—̈ y —ůꝛ —

Hos alt dette lod Hr. Giſſer Einerſen ikke Modet falde, men
giorde fin mueligſte Flid, at fane Perſoner i Tide b der
kunde være tienlige i Guds Kirke og Menighed. Til Beviis herpaa
kand folgende Brev tiene, hvilket hand med et fattigt ungt Menniſke
ſendte til Abbeden paa Tyckebai Kloſter Hr. Sigurd, der moren var den
eneſte, ſom de, der vilde ſtudere/ kunde tage deres Tilflugt til:

Mitto vobis hunc pauperem puerum, ut pro gloria Dei ſinatis
eum unum aut alterum annum in domibus veſtris manere & aliqvid
boni diſcere, ita ut deinceps idoneus fieri poſſit Eccleſiæ Dei ſervire.
Pro his indeficientia præmia ab eo percepturi, qvi nullius obliviſcitur
benefacti. Sic teſtatur dicens: Uni ex minimis meis qvi dederit po-
culum aqvæ frigidæ &c. Oremus pro invicem, ut ſalyemur.

§. 14.

omReformationen i Island. 277

— — — menn

. 14.

Imidlertid ſaae Kongen meget vüſelig forud, at Præſternes Ind⸗
komme meget vilde formindſkes ved det at de Papiſtiſke Meſſer ꝛc. bleve
afſkaffede / og at det vilde fattes dem, paa den fornodne Underholdning,
hvorfor hand var betænft paa anden Maade; at forſkaffe dem lovlige
Indkomſter. Herr Giſſer Einerſens Foreſtilling, ſom hand giorde i
Preſternes Navn, blev derfor allernaadigſt reflecteret paa, at der
ſkulde tages Tiende af Kirkens Part til de Præfters Ophold, der ikke
havde det, de kunde leve af, derhos blev Bønderne anbefalet, ligeſom det
tilforn havde været ſædvanligt / at yde til Præfterne Hoetold og for
Jordferd, endelig blev Preſterne lovet; at Leens⸗Manden ey (Fulde
have Magt; at paalegge dem nogen Tynge eller Udgift uden det af Kon⸗
gen blev tilkiendegivet. Dette er Hoved⸗Indholden af folgende
Konge⸗Brev:

Vi Chriſtian med Guds Naade &c. Gigre alle vitterligt,
at meenige Sogne⸗Præſter udi Skalholts Stigt paa vort
Land Island haf ve nu ladet give os tilkiende dennem belan⸗
gende, att efterdi Meßer og Vigilier, og andre ſaadan ugude⸗
lige Ceremonier og Misbrug / fon hertil dis verre haver været
brugt, der paa Landet ſkulle nu blive, ſom tilbsrlig er aflagde,
da vil deres Rente og Underholdninge dermed blive formind⸗
ſket og for ringe fore at opholde dennem og deres Huſtruer og
Born med. Da paa det at Sogne⸗Præſte og de Guds Ords
Perſoner og Tiennere, ſom ſkulle prædike og lære den fattige
ſimpel og uforſtandige Almuge Guds hellige Ord og deres
Siels Salighed mye liigevel have og fange deres ngdterftige
Opholdinge og der med Tiüiden icke ſtal blive Brøft for Sogne⸗
Præſter for den Ophold ſtyld: Da ſkal vor Lens Mand der
paa Landet med Os Elſkelig Hr. Gitzer Einerſen vor Super⸗
intendent udi Skaraldt Stigt have Suldmagt og Befaling,
at forføre ſamme Sogne-Dræfters Rente og Opholdning, og
hvilke Sogne Prægſte da findes, ſom icke have Rente nok, at
kunde noͤdtorftig holde fig af / 9 ſkulle de tage ſaa megen Rente
m 3 af

278 L. H. Forſte Afhandling

——ů— — —

af Kirckernes PAR af Tiender, hvor Kirckerne ere ſaa bygde,
at de det icke felv behov have, og legge ſamme Kirkens Part til
ee Underholdninge. Dislige ville vi, at

vnderne og Allmuen der over alt Skarholt Stigt ſkulle her⸗
epter ſom tilforn give deres Søgne: Dræfter deres Soetolde
og Jordfœrd () efter ſom de af gammel Tud giort have.
Icke ville vi heller, at Sogne⸗Præſterne der over alt Skar holt
Stigt ſkulle beſverrges med nogen Tiunge eller Udgift af vores
Lensmand, uden de vore aabne Breve derom fangendes vorde.
Givet pas vort Slott Ridbenhavn Soͤndagen naſt for vor

Frue Dag Præſentationis Aar, MDXILII. *
Under Vort Signet
Chriſtian.

8. 15.

() Ved Hor: Told forſtages en vis Afgift eller Tiende, ſom enhver Boeſiddende i Landet,
der havde noget Hoe at indhoſte, aarlig havde at yde til Praſterne, hvorom jeg vil anføre nøgle detom
giorde Anordninger.

J een af Retter⸗Boderne heeder det: Hoe⸗Told ſkal paa det ſeeneſte ydes til den ſidſte Mas
ric Meſſe, men den, ſom ey vil kræve eller modtage ſamme, ſkal ey have nogen Hoe⸗Told det Aar.
Man ſkal yde et ved Loven anbefalet Reeb med Hoe (Maalbands Klifiar er ſaaledes at forſtaae, at
ved Loven var faſtſat, hvor langt det Reeb maatte være, hvori H oet ſkulde bindes, naar det blev hengt paa
Heſtene, der ſkulde bære det) fom man giver Lammene, eller to Wetter Hoe (det er 160 Pund) naar man
5 1 Wetter (eller i Punde Tall.) Den ſom ey vil betale, kal give 3 Øre (ie. 2Mark 8 Skilling)
i Straf.

Anno 1510. den 5 Maji blev af Biſkop Stephan, 6 Preſter og 6 Lavrettes Mænd beſluttet,
det fulde i fremtiden ſaaledes uforanderlig holdes, at alle de, ſom have Boe og nogen Gras Avling
ſkulle yde faa meget Hoe, ſom behøves til et Rams Foder, eller og betale fuld Penges Verd derfor til den,
ſom det tilkommer, eller hans lovlige Ombuds⸗Mand. De, ſom eg vilde betale denne Told, betale
3 Ore (2Mark 8 Skilling) og desuden deres Hoe⸗Told.

Hvad Jordferds Penge angaaer, der bleve betalte til Præfterne for at ſynge over Liig og at
kaſte Jord paa dem, faa heder det derom ide 2 Biſkopers Thorlack Runolfſens og Ketel Thorſtenſens
Chriſten Rett C. 2. I Kkirkiugarde [kal kaupa Leg vnder Mann XII. Alnum, nema Barn ſie tanlauſt,
bad [kal kaupa halfu odyrra. Preſtur fkal hafa VI. Alner fyrer Lykſaung. i, e. For et Grapſted paa
Kirke⸗Gaarden ſkal man betale 12 Alen (d. e. en halv Rixdaler) men naar et Barn endnu ikke har Ten⸗
der, U 13iadesd betale halvdelen derfor: Praſten Kal have 6 Alen (eller 24 S filling) for at ſynge
over et Liig.

om Reformationen i Island 279

+
— — — — — — — — — —

S. 15.

Jeg har tilforn anfort, at Herr Giſſer Einerſen i Aaret 1541. ud⸗
gaven Theologiſt Betænkning, at Preſternes Giftermaal var grundet
udi Guds Ord; Paa det nu Preſterne og ved udvortes Fordeele
maatte bevæges til, heller at begive fig udi et Chriſteligt Egteſkaͤb, end
ved et u ordentligt og ſyndigt Levnet i deres Coelibatu være andre til An⸗
ſtod, faa forundte Hans Majeſtæt Allernaadigſt, at naar Præfter gif
fede fig; deres Huſtruer og ægte Born fkulde gaae i Arv efter dennem.
Originalen af dette Konge⸗Brev findes ſkreven paa Pergament og Kon⸗
gens Seigl derunder hengende i Stifts Kiſten paa Skalholt, hvoraf her
en accurat Udſkrift meddeles:

Wi chriſtiann mett Gydts Naade Danmarck Norgis
Wendis og Gottis Konniugh Herttugh i Sleſuigh Holſtenn
Stormarnn och Dyttmerſchen Greffue vdi Oldennborgh och
Delmennhorſth Gidre alle witterligtt att wi aff wor ſynder⸗
ligh Gunſth och Naade Saa och paa thet att Preſtemendenne
pag wortt Landt Ißelandt ſchulle haffue thes ſtorre Orſagh till
att giffue thennom vdi ett gott erligtt och chriſteligtt Leffnit
och huer heereffter haffue ſynn egenn egtte Huſtrue och icke føre
ſaadantt loſth Skigrleffnitt ſom heer till (thes werre ) ſkeedt er,
haffue vndt och tilladett och nu mett thette wortt obne Breff
vnde och tilladhe Att huilcke aff ſamme Preſtemenndt eller an⸗
der geyſtlige Perſoner ther pas Landett ſom giffte ſegh udi ett
gott erligtt ecteſchaff och tager ſech en egtte Huſtrue: tha mue
och ſchulle fame theris egtthe Suſtruer och beggis theris rette
egtte Bernn Som the effter thennom ladendis worder effter
ſamme Preſtemenndts Dødt were theris rette Arffuinge att
arffue effter thennom allt theris rette effterladendis Godtzs
och Arff rorendis och yrgrendis Godtzs ſom thennom fielf
mett rette tillhorer liigeſom andre egtte Huſtruer oc Born ther
paa Landet: Dogh ſaa att forte. Preſtemenndt ſchulle were
pligtige till at predicke och lere theris Sogne⸗Folck Gudts
Hellige Ordt och Euangelium reentt och klartt och gigre then⸗

nom

—

230 I. H. Forſte Afhandling

nom tilborlige Tienneſte vdi Kirckenn och vdenn bode mett
Sacramentternes Vdtdielinge och anden Kettighedt effter
Guddommelige Indſettninge och Befalninge och alle Maade
ſticke thennom eff ter wor Ordinanndts ſom wij om Religionen
och andenn Kirckernnis Ordninngh mett wortt Elſkl. Riigeñs
Raadt och effter andre lerde Menndts Raadt och Sambtycke
haffue offuer alltt wortt Riige Danmarck og Norge ladett vd⸗
gane. Thij forbyvede wij alle ehuo the helſth ere eller were kunde
Serdelis wore Sogetther Embitzmeñdt oc alle añdre fornevnte
Pꝛeſtemenndt theris Huſtruer och Bornn heer emodt effter fon
forſchreffuitt ſtaar paa ſamme theres egtte uſtruer ſom the i
ſaa Maade till Egtt tagendes worder; eller ſamme theris
egtte Huſtruer og Børnn paa ſamme Arff effter ſom forſchreff⸗
uitt ſtaar att hindre, hindre ladhe: eller i nogen Maade For⸗
fanngh att gigre under wortt Hylleſth och Taade. Giffuitt
paa wortt Slott Colengbup3 redagenn neſth effter Sonda⸗
genn Oculi Aar ꝛc. MDXLV.

Vnder Vortt Signett

Hriſtian.

Rltor Otte Styßen
Hy vlitsmandt paa Iſlandt.

Dia denne Befalning indkom til Island meente Herr Giſſer Cis
nerſen, den vilde foraarſage des ſtorre Agtſomhed hos hans underha⸗
vende Praſter, naar hand ſelv foregik dem med fit Exempel, derfor be⸗
gav hand ſigi Aaret 1545. i Hoſtenudi Egteſkab. Hand havde vel for⸗
end hand 1539. begav fig til Dannemark for at indvies til Biſkop trolo⸗
vet fig med Hr. Odder Gottſkalkſens Soſter, men hun havde i hans
Fraverelſe ladet fig beſoangre af en Præſtemand og fødde efter hans
Tilbagekomſt 3 levende Born, dis agtet havde hand i Sinde, at ægte
hende / men hendes egen Broder forbenevnte Hr. Odder Gottſk. gav li⸗
geledes ved denne Leylighed tilkiende, hvor meget Kirkens og Guds Me⸗
nigheds Sag laae ham paa Hierte, thi hand fraraadde ham dette Forær
alvorlig / og foreſtillede ham den Forargelſe, ſom derved vilde forgarſa⸗
ges, dertil kom et vrangvilligt Sind, ſom dette beſovede eee

vüſte

om Reformationen i Island. 281

viiſte / hvorved Biſpen lod fig bevæge, at frafalde fit Forehavende, og at
vende ſit . Hierte til en anden, nemlig Catharine Hannes Daatter, Lav⸗
Mand Eggert Hanneſens Soſter. Derved bleve mange ſaavel gamle
ſom unge Preſter bevægede, at gifte fig; hvilket de nu ſaa meget heller
giorde, da de kunde faae Deel udi den forommeldte Kongelig Benaading
for deres Huſtruer og Born, og tillige derved ſparede de Boder de til⸗
forn maatte give til Biſpen, nemlig 8 til 12 Rdlr. for hvert Barn de av⸗
lede med deres Concubiner.

§. 16.
J dette 1545de Aar lod Biſkop Giſſer Einerſen en Dom fælde
over nogle Mend, der for den Forandrings (fyld, ſom var foregaaget i
Religionen, unddroge fig fra, at betale den ſedvanlige Biſpe⸗Tiende til
ham, og blev ſaaledes beſluttet, at efterdi Gud havde befalet Ex od. XXV.
Levit. XXVII. Num. XVIII. at Tiende ſkulde ydes, Chriſten Balcken
igientog det ſamme, hverken 1 Tim. III. eller Tit. I. naar Paulus taler
om det Apoſtoliſke Embede, noget blev funden om Firminger eller Kris-
mavigſtur, eller andre Ting, hvilke Hr. Giſſer ey efter gammel Sed⸗
vane havde vildet holde ved lige, Biſpen desuden var dertil beſkikket af
Kongen og af alle ſaavel Leege ſom Lærde Mænd paa Oxeraae Thing
antagen at være Præſternes Formand, det da med rette tilñkom Hr. Giſ⸗
fer at oppebære diſſe Tiender. Denne Dom er fældet den Ilte Januarii
1545. Som hand bar Omſorg for at holde Biſpe⸗Stolens Indkomme
ved lige / faa forglemte hand ikke andre Ting af hoyere Vigtighed, ſom
ſerdeles angik hans Embede. Hand ſage nemlig med Grammelſe,
hvor langſom det fremgik med Reformationen, og hvor megen Hinder
Derved blev lagt, at Preſterne ſelv ey havde den fornødne Kundſt ab, og
af Mangel derpaa fremførte deels vildfarende Lærdomme deels unyt⸗
tige Ting, ſom man endnu har nogle af ſaadanne Pradikener fulde af
Legender, om Pavens og Biſpernes Magt over Sielene, hvad Dage
man ſkulde faſte pag, og hvor fortienendes denne Gierning var, og ſ. v.
det ſom derhos meeſt maatte gaae ham til Hierte, var, at ingen tienlige
Bøger bleve fundne i det Islandſke Sprog, ſom hand kunde recom-
mendere dem at bruge; foruden det Ny Teſtamente / ſom allerede 1540.
i deres Moders Maal var bleven 9 85 iblant dem, derfor lod hand
å n

fig

232 L. H. Forſte Afhandling

fig det være angelegen, at fane denne Steen veltet af Veyen, hand over⸗
talte til den Ende An. 1545. den gudfrygtige Hr. Odder Gottſkalkſen
paa Althinget, at hand (fulde reyſe til Dannemark for at lade Antoni
Corvini () Poſtill trykke, ſom hand havde overſatt paa Islandſk.
Man maa flutte af den Fortale, ſom Odder Gottſk. ſiden ſatte for
denne Bog, at Biſkoppen har opmuntret Praſterne, at giere et Til
ſkud / paa det dette fan nødvendige Verk unde befodres til Trykken, men
der vare ikke mange, ſom vilde lade ſig overtale dertil, Det beretter
hand felv i Fortalen til denne Bog med folgende Ord: 1 900

»Kiœre Brødre: Jeg havde gierne Eder til Beſte ladet
” flere aanderige Bøger trykke nemlig Udle ggelfer over Søn
” dags Epiſtler og Evangelier de Sanctis Aaret omfring, havde
jeg ikkun havt Sorraad pag Denge, men efterdi forleeden Aar
” ikkun vare meget faae af Eder Lærere, der vilde give noget der⸗
” til, (at dette Arbeide kunde komme for Lyſet) ſaa var det mig
allene umueligt/ at tage ſaa mange Penge til Laans / der vilde
udfodres til at bekoſte ſligt et Arbeide.

Herr Odder Gottſtalkſen reyſte da ud af Landet og begav fig til
Roſtock / hvor hand lod bemeldte Poſtill trykke under denne Tikul:

: Poftilla ;
Stuttar Vtſkyringar heirra Gudsſpialla, fem
a ollum Sunnudøgum kring vm Årit
predikut verda. Samanſettur fyre Fatæka
Soknar Preſta oc hubuendur af virdiligum

Manne D. Antonio Coruino. '
Enn a Norrænu vtlagdar af mier Odde
Gotsſkalksſyne
Prentadar i Raudſtock af Ludowick Dietz
M. D. XL VI. 8.

1. E.
() Om denne berømmelige Theologo, der i fin Tiid blev brugt at reformere i adſtillige

Lande, og endelig maatte udſtage haarde Forfolgelſer af Interimiſterne, der bragte ham i et haardt
Fengſel, ſom varede i 3 Aar, fortiener Hamelmanni Opp p. 922. ſaq at efterleſes, der nævne ham
Virum Incomparabilem. Udi Hr. von Seelens Philoc. Epiſtolica p. 28. q. anfores dette og tillige
Nico-

om Reformationen i Island. 283

— —— ———

1.98
Poſtilla. Korte Udleggelſer over Evangelia, over hvilke paa
alle Søndage Aaret omkring verder prediket. Sammenſatt for fat⸗
tige Preſter og Huus⸗Bonder af den værdige D. Antonio Corvino.
i Men paa Norſk Sprog udlagt af mig
Odder Gottſkalkſen.

Denne Bog beſtaaer af 2 Deele, hvoraf den forſte gaaer til
Paaſke og har 115 Folia, og den anden indbefatter 161. Blade og gaaer
til 24 Sondag efter Trinitatis.

i Udi Fortalen giver Hr. Odder GottfÉ, fit redelige Oyemarke til⸗
kiende, at hand ved dette Arbeyde ikke føgte fin egen Roes/men allene, at
være dem til Nytte/ der (Fulde predike for andre, men ſelv ikke havde den
Kundſtab i den Hell. Skrift / at de kunde ſammenſette en Sermon, da de
nu havde Leylighed enten at tage Materien til deres Prædikener af
denne Bog, eller i det mindſte kunde forelæfe deres Tilhorere diſſe Pra⸗
dikener. Denne Fortale er ſkreven i Roſtock in Vigilia Nativitatis
Chriſti 1546.

Til Slutningen af Bogen findes en Epilogus, hvori Praſterne
paamindes, hver Søndag at foreleſe deres Tilhorere / faa ſnart Pradi⸗
ken var fluttet, Lutheri Catechismum, derhos viiſes og / hvor nodven⸗
digt det er for en Lærer, at hand ſelv veed og viſer den ſande Vey til Li⸗
vet / og ſom et Lys i Verden foregaaer fine Tilhorere med et got Exempel.

At jeg giver faa udførlig en Efterretning om denne Bog vil faa
meget mindre være ubehageligt, da den nu er bleven ſaa rar, at meget
faae Exemplarer vil findes deraf. Den blev den 16de April udi om⸗
meldte 1546 de Aar færdig fra Trykken, og kom Hr. Odder Gottſk. ſtrax
med ſamme ind i Island, hvorpaa Hr. Giſſer Einerſen af al Magt drev

Nn 2 derpaa,

Nicolai Galli Brev til Joach. Weſtppalen. hoorudi hand tilkiendegiver ham Corvini Dod, ſom indfaldt
i Aaret 1553. og kaldes hand der pius Confeſſor Chriſti. Saa findes og adffilligt merfværdigt om hans
mme og Aarvaagenhed! Seckendorfs Hiftor, Luther, ed. Frick. p. 2340. fq. 2247. 1712,

J. A. Strudbergs Reformation der Stadt Hannover p. 194. g. og D. angemacks Hiftoria Catech,
P. H. p. 40g. ad. Hr. Daniel Eberhard Baking har 1749. 8. udgivet hans Levnets Beſkrivelſe.

284 I. H Sorſte Afhandling

derpaa, at Præfterne fkulde betiene fig deraf. Jeg vil her indføre et
par Breve / hvilke hand har ſkreven i denne Sag, og ſom jeg har funden i
hans forommeldte Copie-Bog.

Det forſte er ſtreven til Officiales i Skalholts Stift og af føl
gende Indhold: ” Jeg hilſer Eder Sir N. N. Skalholts Dom Kir⸗
kes Gfficialis med Guds og min Hilſen, og giver Eder til
kiende, at GUD haver giver god Lycke til det rende, ſom
den ærlige Mand Odder Gottſkalkſen havde, da hand reiſte
ud af Landet, og iforige Sommer blev talt om, da Præſterne
vare forſamlede / ſaa at hand haver bragt med fig tilbage en
trykt Poſtill ſuper Dominicalia Evangelia per annum, prentet med
klar og god Stil, hvilken Bog ſnart alle Præſter icke mage
undvarẽ, ſom icke have andre ſkickelige og uſtraffelige dermo⸗
ner at fremf re. Thi da GUD nu haver givet os ſaadan Hielp
og Styrcke, at fremføre og prædike haus Guddommelige
»Grd/ bør det paa ingen Maade fra nu af længere taales, at
man ville tie dermed, og dette Guds Ord icke ſkulle have
3 Lenden ſaa meget det ſtaaer til Præſterne, at de ved Guds
Arafft og fornefnte Bogs Hielp føge at befordre det; Derfor
beder jeg Eder, at J paa Præſternes vegne i Eders Ombud
»ere betænkt pag, paa foreſtaaende Præſte Mode at kigbe nogle
» af diſſe Bgger / hvilcke de ſuden igien kand betale til Eder, thi
jeg troer de faaes for billig Pris, naar man vil hielpe til, at
Odder fager den Gield betalt, ſom hand paa ny har maatt
gigre/ at denne Bog kunde komme i Trycken. I vide ſelv, at
der ligger ſtor Magt paa, at vi ey forſomme noget af det vi
”bør giøre, fag vi icke maae ſtaae til Anſvar derfor, at noget
ved vores Efterladenhed forſᷣmmes, der kand verre den All⸗
” mægtige GUD til Lov og re, og os ſelv og vores Jevn⸗
»Chriſtne til en nyttig Under vüsning og ævig Salighed.
Bene Vale in Chriſto JEfu. Skrevet i Skalholt næfte Sredag
»effter Chriſti Bimmelfart Anno 1546. ſub meo Secreto.

Det

om Reformationen i Island. 285

— . ů—ů TLS:

Det ſynes, at dette Brev ikke har giort den forventede Virkning/
og at fage have varet villige til at kiebe denne Bog, derfor lod Biſpen
G. — efterfølgende Aar denne Paamindelſe circulere blant Præſterne
i ſit Stift:

Effterdi alle Præſter, ſom ickun har Villie dertil, kunde
faae den meget nødvendige Poſtill af den ærlige Mand Odder
Gottſt. for billig Priis nemlig for 30 Fiſke (4 Marck Danſke)
ſom derfor betales i Hafnefiord: Saa byder og befaler jeg alle
Praſter / ſom icke tilforn have denne Bog, at de uden Ophold
og med det allerforſte anſkaffe fig denne Bog tilliige med det
Vy Teſtamente / og holde en Tale paa hver Søndag og Høy
tids Dag ſom den derudi findes, og filliige oplæſe den Ile Ca⸗
techismum i Modersmaal (Texta frædanna i Modurmale) med
viidere ſom dertil horer, pag det Guds Hiord ey made favne
den Tilſyn og Søde, ſom den har meeſt behov og den trænger
til. Ellers vil HErren kræve de Menneſkers Sieæle af vor
Haand, hvilcke ved vores Effterladenhed og Forſymmelſe
forglemmes, hvis vi icke ſiige og viife dem Veyen til Salighed
af Guds Ord, naar vi kand have e dertil. Men jeg
forbyder Præſterne, at fremføre effter den gamle Dane ſaa⸗

danne uforſtandige Taler, ſom ſtrude mod Guds Ord, og de
tilforn omtalte BSger. De gißre bedre/ at de tie ſtille ind til de
have i øv lak ſig Bygerne, og underſtaae fig icke, at gigre deri⸗
mod, ſaafremt de ellers ville nyde got af de Dræftelige Privile-
ier. Skulle nogle findes, ſom ey ville være denne nun Befal⸗
ning lydige, fag kand de viſt vente fig, at de derfor ſkal vorde
tiltalte. Jeg har bedre Sorhaabning om de gode Praſter, at
de beviife fig lydige i flige Ting, ſom ere af fag vigtig en Bety⸗
denhed, at det fornemlig maae ramme GUD til Lov og Prus
og dem og deres Jevn Chriſten til avig Salighed. Skrevet
Skalholt Feria Q inta in Cœna Domini 1547,

Saa ſtrev hand og i ſamme Hyemarke til een og anden Praſt
ſerdeles, ſom til een ved Navn 11 5 Paulſſen, hvillen hand paa⸗
n 3 min⸗

28% 1 1. Forftedfbanbling

minder, at prædike for fin Menighed af denne Poſtill, og ſkulde det end
være faa, at noget i denne Bog vilde forekomme ham anderledes, end
hand tilforn havde meent, og havt Indſigt i een og anden Sag, ſaa
(Fulde hand dog med Tiiden, naar hand brugte den, finde det alt ander⸗
ledes, thi GUd, ſiger hand / giver ikke fin Viisdom til lade og forſomme⸗
lige Menniſter, men til dem ſom bede ham derom. Salig er den, ſom
over fig i Guds Ord / ſig og andre til Forbedring, og bringer derved Siele
til GUD, der ginge i denne Verdens Taage og Morkhed/ hand ſkal fane
Frelſerens Ord at hore: Du troe Tiener / gak ind i din HErres Glæde.

Det ſamme igientager hand og til en Officialis Hr. Snorre, og
ſlutter Brevet ſaaledes: Magis in hoc gaudendum, qvam retrogre-
diendum nobis eſt, quod digni habiti ſumus pro nomine IEſu contu-
meliam pati. Qvxia vero Simeon dixit, Chriſtus poſitus eft in ſignum
cui contradicetur, attamen certi ſumus, quod hanc ſuam ipſius cauſam
fc. prædicationem Evangelii velit per nos miſeros ſervos ſuos defen-
dere & promovere. Dominus conſervet nos ad ſui nominis gloriam.

Saa garvaagen, ſom Herr Giſſer Einerſen var, at faae Hr.
Odder Gottſk. Bog i alles Hænder, ſaa megen Umage giorde hand fig
og, at fane Hr. Odder G. overtalt, at hand ſelv vilde lade fig bruge ſom
et Redſkab, offentlig at forkynde Guds Ord. Doct. Peder Palladius
havde forſogt / at bevæge ham dertil, at hand maatte lade fig vie til
Præft, men forgieves. Nu giorde og Hr. Giſſer Einerſen et Forſog og
ſkrev derfor 1546. folgende Ord til ham:

Meſſis qvidem multa, operarii pauci. Dominus DEus dignetur
nobis in ſuam meſſem operarios mittere, & tu ipſe, mi Otto, nullum
potes DEo majus obſeqvium præſtare, qvam ſanctum Evangelium
puſillo Chriſti gregi ore proprio annunciare, ſicut hoc ipſum tuis
ſeriptis & maximo labore profeſſus es. Qvia DEus ab eo plus reqvi-
ret, cui multum donavit. Ipſe te conſervet ad gloriam ſui nominis &
Eccleſiæ ædificationem Amen. |

Dog hand udrettede lige faa lidet hos Hr. Odder G. thi ſaa gierne
ſom hand tiente fit Fædrene-Land med at overſette gudelige N dy |
unde

om Reformationen i Island. 287

— —
— [ —6—ẽ—
— ͤ0—
—̃ Fͤ—

iſtorie, fi Ki avn hos
Lidelſes og Opſtandelſes Hiſtorie, ſom ſiden er trykt! Kiobenh Nan

— — ſl——— — ————

Island. (0

§. 17. i

… Endffiont Hr. Giſſer Einerſen af yderſte Evne ſogte udi ſit
Stift at fremføre den reene og ſaliggierende Lærdom, og ey lod det fat⸗
tes paa ſin Side, at vidne mod de Vildfarelſer, ſom Pavens Tilhæn-
gere havde leedet Folket udi, ſaa maatte hand dog erfare, det fandt at
være; ſom C. S. Curio in Pasqvillo Eeſtatico p. 48. ſiger: Non potuit
commodius unqvam fides oppugnari, qvam ſuperſtitione veræ reli-
gionis titulo palliata, thi hvor meget hand ſtrev, hvor inderlig hand end
formanede, (aa blev dog den ftørfte Deel fremturendes i fin Overtroe
og Blindhed.

De Bonner og Sange, hvilke de tilforn havde lert, vilde de ikke
aflegge / men da de efter det fædvanlige præjudicium Antiqvitatis &
Auctoritatis meente, at deres Forfædre ikke heller havde været Daarer /
og Blinde, agtede de dem ſom Forforere, der vilde viiſe dem en anden
og bedre Bey. Jeg vil her anføre nogle Prøver af de Bonner og Pfal⸗
mer, hvilke de brugte, og deels indtil denne Tiid ere bleven N

” | rede

( Herr Odd. Gottſk. Exempel kand og tiene til Beviie, at den Regel ikke bor agtes for al:
mindelig: Nimmer nimmt ein gut End wo Politici die Religion curiren wollen, ſom hand og ſortiener et
Stebd iblant de gudfrygtige Juriſters Tall, om hvilke Joh. Philipp Schmidius har ſkreven en ſmuk Cata-
logum in Schediasmate Hiſtorieo Litterario de pietate & ſeriptis theologieis ICtorum Roſtock 1730. og
ſom hand p. 8. opregner en god Deel af dem, der har ſkreven i ſamme Materie, faa fortiener dennem at
tilfoyes Gottl. Frid. Gude de Ictorum Meritis in S. Seripturam Lipſ. 1729. 4. N. Henr. Engebr.
Schwat de Pietate & Meritis Ictorum in Eceleſiam Lipſ. 1730. Traugott Immanuel. Jerichoviani
Epiſtola de Iétis Theologis. Lipſ. 1721, 4. Carmen de Orthodoxia Ictorum. Roſtock 1729.

oln Reformationen i Island. 289

rede I nogle af de Gamles Pukommelſe/ deels ere cxtraherede af nogle
Pergaments Blade jeg har funden.

Naar de om Morgenen opſtode og lagde fig om Aftenen, var de⸗
res ſædvanlige Suk denne:

i Signe mig Mærenn millda Moder Drottens mijns i.e. den milde
Jomfrue (Maria) min Herres Moder velſigne mig.

Vedderes Arbeydes Begyndelſe var denne Bon brugelig:

Fridr og Nåd Almãttigz og Eilijfs Guds 6ſkijranlegheit Heilags
Anda, Hialp oc Trauſt Himnarikis Drottningar Marie, Bæn allra Hei-
lagra ſtyrke og ſtijre til alls Gods allt vort Rad nu oc ad eilifu. i. e.

Den Almægtige og Evige GUDS Fred og Maade, den Hellig
Aands u-udfigelige Fylde. Himmeriges Dronnings Maric Hielp og
At N Bon, ſtyrke og ſtyre alt vort Raad til alt got nu og

il evig Tiid.

Ellers var og denne Bon brugelig:

Fridr Guds Fodrs, Nad oc Myſkunſeme Guds Sonar, Huggun
oc Milldi Heilags Anda, Hialp oc Trauſt Modr myſkunſemennar oc
allra Guds heilagra Manna Maria og IX. Eingla Chora fie yfir oſſ nu oc
ad eilifu Amen.

i. e. GUD Faders Fred, Glids Sons Naade og Miſkundhed,
den Hellig Aands Troſt og Kierlighed, Miſkundheds Moders og alle
Guds Helliges Mariæ og de nie Engle⸗Chor deres Hielp og Troſt være
over os nu og til evig Tiid Amen.

Saa ſang de og ofte efterfolgende Vers:
Fagr er ſaungri Himna hell
På heilager Einglar ſijngia

Oo Skicalfa

290 L. H. Forſte Afhandling
Skioalfa mun oc Verolldinn oll
Nær Dom-Kluckurnar klingia.
Jungfru Maria riòduſt Ros
Hlifi oc ſkylioſſ hoa fra ollu
Meine oc Grande. :

i.e. Den Sang i Himmelens Pallads er deylig, All Verden
mage ſrielve, naar Klokkerne til Dommen klinge. Jomfrue Maria den
rodeſte Roſe, hielpe og bevare os fra al Meen og Skade.

Ligeledes:

*

Petr oc Poal a RGmi

Hialpi mer à dõmĩ

Og ſo hin millda mær

Sem marga Bæn hiå Gudi fær.

i. e. Peder og Paul i Rom hielve mig paa Domme⸗Dagen, ſaa
og den milde Jomfrue/ ſom ofte hos Gud bliver bonhort.

Ze forbigager en anden viitløftig Pfalme af en Præft Jon Po⸗
velſen, Jomfrue Maria til Wre forfattet, der er en Blanding af Latin
og Islandſt/ faa det derhos maatte gage den eenfoldige Almue, der fang
ſamme, ſom Nonnen, naar hun lerſte den Latinſke Pſalter. Hun næv:
nes deri Maria conſolata, Regina Cœli, Sancta Mater Eli, Flos forum,
vas morum, hortus aromatum, dulcis charismatum, dulcorans ef-
fectum delectans delectum &c. dog not herom.

Lige ſaa lidet vilde de lade den Afguds⸗Dyrkelſe fare / ſom blev

dreven med Korſets Tilbedelſe , og de Afdødes Reliqvier.
En af de gamle Catholſke Biſtoper paa Skalholt Thorlafer
Thorhallſſen, ſom blev Biſkop der paa Stedet 117 8. og døde 1193. (0
var
„) Iblant de curieufe og nyttige Efterretninger ſom udi Danſke Magazins ꝛsde Hefte fore⸗

komme, er og adſkilligt merkværdigt om denne Biſkop Thorlak Thorhalſſen anfort p. g. g. dog viljeg

af

om Keformationen i Island. 201

— . —— — — — — — —

var for lang Tüd ſiden bleven agtet ſom en Helgen, og det SÉriin hvori
hans Reliqvier vare forvarede/ 1 med ſtor Andagt/ eller rettere med
0 2 en

af hans Leynets Hiſtorie, ſom man haver i Mest. i det Islandfke Spros, og andre Samlinger tilfeye et
og andet. J Aaret 1133. blev Hr. Thorlak Thor hallſſen fod paa Hlidarende i Flivtshlijd, ſom ligger i
Skalholts Suft paa Island; I fin Barndom Havde hand vel ikke ſpnderlig Nemme, men var desmere
flittig, hvorved hand vandt en ſcerdeles Kierlighed af fin Leremeſter Eyolf Scmundſſen, der var Præft
paa Odde og i fin Tiid bekiendt forLærdom og Forſtand. Da hand af Biffop Magnus var viet til Dia-
oonus, og af Biſkop Biorn til Præſt, gik hand til Paris, hvor hand ſtuderede lenge, og derfra til Lincoln i
Engeland; Efter 6 Aars Forlob føgte hand igien tilbage til fit Fderne⸗Land, og fif nogle Aar derefter i
Sinde al gifte fig med en Enke, men hand blev, ſom der fortælles, udien Drøm fraraad, at træde i Eg.
teftand, hvorfor hand forandrede fine Tanker, og ſiden beſtandig levede i eenlig Stand. En Preſti
Kirkebe Biaruhledin tog ham ſiden til ſig og forblev hand hos ham i et meget ſortroeligt Venſkab i 6 Aar:
Da en Mand Thorkel Geyraſen ſtiftede et Kloſter i Tyckebæ, blev hand efter Stifterens Forlangende, i
ſamuie Kloſter Kannick, ſtrax derefter 1168. Prior, og 1172, af Biſkop Klengr indviet til Abbed ſamme⸗
ſteds. Der ſatte hand fig allerede i den Credit, at hand maatte være en hellig Mand, og troede man, at
det Band, ſom hand viede, var kraftig til at hielpe Menniſker og Fæ i allehaande Sygdomme, hvorfor
og dette Band ſiden, da hand var bleven Biſkop, blev forſendt igiennem heele Island ſom en herlig Lege,
dom. J Aaret 1174. blev hand af Biſkop Klengr, ſom da var bleven gammel, efter Erke⸗Biſpent
Eyſteins i Tronhiem hans Tilladelſe, udvaldt til haus Sueceſſor, tog 1175. mod Biſpe Stolen, kom
1177. til Norge og blev viettil Biſkop 1178. 3 Dage efter Petrivg Pauli Meſſe. Autor af hans Levnets
Beſkrlvelſe giver ham folgende Character: Hand paamindede dem, ſom vare omkring ham, og forte
et ordentligt Levnet; De Praſter, ſom glorde deres Embede, elſkede hand hoyt, og efterlod ikke at formane
og ſtraffe dem, ſom vandrede u⸗ordentlig, ſom hand va gav agt paa fig ſelo/ at hand kunde være andre til et
Exempel. Hand levede meget tarvelig i Spiſe og Klædedragt ; hoer Morgen hand paakledde fig, fang
hand eredo in Deum, [æfte faa Pater noſter, IE ſu noftra redemtio, orationem Gregorii og den førfte af
Davids Pfalmer. Derpaa gik hand i Kirken og giorde ſine Bonner til Güd, Kirkens Patron og Jom⸗
frue Maria, hvorpaa hand kaſtede fig ned for Alteret paa fit Anſigt, og 'der en Tidlang centinuerede i
Bønnen. Hver Dag leſte hand den tredie Deel af Davids Pfalmer; Naar nogen vigtig Sag forekom
ham, bad hand den Bon, hvorudi Salomon paakalder Glld om Viisdom. Mod Fattige var hand mes
get Gavemild. Ved ſtore Hoytider lod hand 8. 10 til 12 Perſoner komme til Skalholt, toede hemme⸗
lig deres Fodder og gav dem Almiſſe. De Boder for Horerie og Blodſkam, der efter Kirke⸗Loven til
faldt Biſtopen, uddeelte hand blant Faderloſeog Huus⸗Arme; Hand frygtede fig ſerdeles for de 4 Aars
Tider; da Preſter ſkulde vies, Betragtning af deres, deels flette Videnſkaber til Embedets Forelſe, deels
ſiette Opforſel (deres Levnet; Efterdi hand beſtandig havde en flet Helſen, brugte hand flittig Medicin.
Kort for fit Endeligt havde hand i Sinde at nedlegge fit Biſpe Embede, og igien ſom Kannſck at begive
fig til Tyekebæ Kloſter, men da hand var i Borgefiord Herret, for at viſitere, blev hand ſyg,hvorpaa man
flyttede ham til Skalholt, hvor hand døde 10 Calend. Jan. 193, da hand var 60 Aar gammel, og 1
15 Aar havde veret Biſkop. Iblant andre Gaver hand uddeelte for ſit Endekigt, blant Praſter og Fat⸗
tige, ſkienkede hand Biſkop Brand paa Holum en Guld Ring og fin Spſter Son Povel den Ning, hand
daglig havde baaret. Det varede ikke længe, forend man tegnede hans Navn blant de Helliges Tall.
Abſkillige havde allerede fort for hans Dod bedet ham, at hand vilde vere dem en aandelig Fader hot
Guld, men! Aaret 1198. tillod hans Succeſſor og Soſter Sen Biſkop Povel, at giore Løfter til bam,
og blev den Anordning giort til Thluge, at der ſkulde ſynges Meſſe paa hans Dods Dag, ſom og den
Dag da hand var udvaldt til Biſkop, der indfaldt 3 Calend. Juli, fden blev helliaholden. Kort
derefter blev hand ſolenniter optagen af Jorden; Begge Biſkopper i S kalholt og Holum, F 0
udmun

292 L. H. Forſte Afhandling

en blind Overtroe, beſogt allevegne fra; Dette Skriin, hvoraf endnu
nogle Reliqvier ſtage i Skalholts Dom Kirke, bare de tillige med Thor⸗
laks Haand i Hr. Giſſers Tiid i Proceſſion omkring Kirken og Kirke⸗
Gaarden, og gik meget Folk efter ſamme med Sang og Læsning. Det
blev vel ſiden, ved Hr. Giſſers Foranſtaltning ſatt ien Afkrog / men de
Gamle gik alligevel lang Tiid derefter, hen at beſoge det, ſom ry 1 50

ellig⸗

Gudmund den Gode, der ſiden, ſom oven er meldt, blev ham adjungeret ſom en Helgen, vare derhos til⸗
ſtede, de ginge med Kors, Lys, Reliqvierog hvide Kleder til hans Grab, Biſperne havde Rogelſe Kar!
Henderne, og Praſterne intonerede Veni Creator, hvorpaa Liiget blev optagen og ſatt midt paa Kirke⸗
Gulvet; Medens Praſterne ſunge Litaniet krobe de Syge, ſomme til Lilget, ſemme til hans Gran,
hvoraf de ſom havde Skade, toge Jorden, og reve fig dermed, for at faae deres Sundhed igien, andre
toge den med fig bort ſom en ſtor Skat og Helligdom. Medens Antiphonia, Ambulate Sancti Dei blev
ſiunget, lagde man ham hen paa det Sted, hvor hand ſiden blev dyrket paa, og læfte derpaa Meſſe. Hos
denne Actu brendte i Choret og allevegne i Kirken 130 Lys, dette ſteede 2 Netter for Maric Magdalene
Meſſe. Udi en gammel Codex, fkreven paa Pergament, ſom har tilhort Skalholts Dom⸗Kirke, men nu
forvares iblant Aſſeſſor Arnas Magnuſſens Mserpt. paa Univerſit. Bibliotb. har jeg funden en meget
viitloftig Collect, ſom er bleven brugt udi de Anniverfariis, der bleve holdne hannem til Wire Begyndel⸗
ſen lyder ſaaledes:

A deſt feſtum pereelebre, qvo effugantur tenebre, mentem lumen irradiat, gens de vota tripu-
diat, Aqvilonis jam latera, magno Regi ſunt ſubdita, per Sacramenti ſœdera, & per Thorlaei merita;
hand tilbedes os beſkrives i denne Collect ſaaledes: O Paſtor Hyslandie, Doctor veritatis, columpna
conſtantie, eandor puritatis, dulcor es mæftitiæ, & ſpes deſperatis, in cæleflis patrie, tu nos paſee pratis
. Hiune Regula Canonicuum, agit & Evangelicum, tandem virum Deifieum, auget in
Apoſtolicum. Huguſtum qvem rexit, regu'a & evexit, pro morum formula. Argumentoſa floſeu-
los, apis legit pariſius, de qvorum melle populos, dulcorant diffuſius, ſvaves formans modules, in
ſummi Regis laudibus, qvod in Seholis hauſit habundius, hoc effudit turbis jocundiuns - - -
jubar vite luminoſe, Thorlace preſul indite, terre hnic caliginoſe, infudiſti & abdite, Jam vi precis
pretioſe. ſuecurre ſemper ſubdite. Qvi eductam ab errore locaſti, vero tramite gentem Chriſti, pro
amore fer opem tibi eredite Mente ſancta ſpontanea, areebat Deum venerans, a plaga ethine
ignea, rite exuſtam liberans - - Claruit dum docuit, ſacram theoriam. profuit cum præ-
fuit, ſervans theuſebiam. Hand kom ſiden i ſtort Udraab for Hellighed og Mirakler, ſom man tilſkrev
ham, og hannem til EEre bleve Gaver ſendte fra Danmark, Norge, England, Sverrig, Gothland,
Skotland, Orken Øer, Hetland, Ferroe, Grønland &c. men ſerdeles fra Island. 1204. blev til hans
Amindelſe en Kirke bygt af Baldvinoi Conſtaninopel; Man bor altſaa ſige, at de g Stykker ſom høre
lil en Canoniſation, hvilke Dorothæus Aſcanius eller D. Matthias Zimmermann opregner in Montibus
Pietstis pag. 506. fq. ere ham tillagde; enbſkfont hand ikke offentlig af Paven er bleven canoniſeret.
Hans Ravn er ellers i den Islandſte Hiſtorie bekiendt, fordi hand var den forſte, ſom 1179. forbød Præ⸗
ſterne at gifte fig. vid. Arngr. Crymog. Lib. L pag. 109. Hand begyndte og forſt at diſputere dem, der
vare Leegmend, Patrocin um over Kirkerne, og Indkomme af ſammes Gods, hvorover hand, ſom vens
telig / leed megen Modſtand, og ey paa alle Steder kunde faae dette fit Forehavende i Verk ſatt.

Foruden det oven anforte, kand og adſkilligt findes om ham i Sturlunga Saga P. II. i ættar eg-
lum C. 34.36, P. III. Cap. 32. 3.

om Reformationen i Island. 293

Helligdom. Naar de hapde ont, enten i Hynene, eller anden Steds,
ſtroge de med Hænderne paa Skriinet, og ſiden vaa det Sted de havde

Meen paa, i den Tanke, derved at faae deres Helbred, men naar de

ford nage under Skrünet, troede de, at alle deres Synder vare dem
orladne.

Ligeledes blev et Kors, ſom kaldes det rode Kors, uden Tviil
fordi det var anſtrogen med rod Farve, i Kaldadernes, ſerdeles to Dage
efter Kors⸗Meſſe om Hoſten, allevegne fra flittig beſogt, ſom en beſyn⸗
derlig Helligdom, og tilforladelig Forſoning for alle Synder, og mange
Løfter giorte dertil. (“) Stig Afguds⸗Dyrkelſe kunde denne retſin⸗
dige Opſyns⸗Mand ikke anſee uden inderlig Gremmelſe, og ſom hans
Hierte brændte ien hellig Nidkierhed over ſaa grove Overtredelſer mod
Guds Bud, faa agtede hand det for en nødvendig Embedes Pligt, at uns
dervüſe de Vankundige og Modtvillige, hvor haardelig de ved ſaadan
ſelv udvaldt Dyrkelſe fortornede den Allerhelligſte, ſom ey vil give fin
Are til nogen anden, eller fin Lov til udſkaarne Billeder, Og ſom
hand havde Aarſag at frygte for, at endſkiont hand vilde befalk Pra⸗
ſterne i ſit Stift at viife deres Tilhorere hvor grove flige Afguds Dyrke⸗
res Afvigelſer vare fra Sandhedens Ord, en Deel ikke vilde agte det for
nogen Synd, og de fleeſte af dern ikke vare i Stand til, grundig at over⸗
beviiſe andre om deres Vildfarelſer, faa giorde hand ſelv et Udkaſt, om
den Afguds⸗Dyrkelſe, ſom derved blev dreven, at man tilbad Billeder og
Helgene; Dette ſendte hand i Aaret 1547. til alle Præfter, og befol
dennem paa hver Kors⸗Meſſe at læfe det for deres Meenighed. Jeg
har fornsyet mig, at jeg har funden dette vigtige Stykke, og er vis
paa, at det ligeledes vilvære andre behageligt, at leſe det, hvorfor jeg
her vil indfore en accurat Overſettelſe deraf:

Giſſer Einerſen Superintendent i Skalholts Stift gn⸗
ſker enhver af dem ſom begierlig læſe og høre dette 1 Ada
8 Oo 3 Naade

(0 Herr Jon Eigilſen beretter i Continuation af Hungervaka, med hvad Nidklerhed mau

fra alle Egne føste hen til dette rode Kors i Kaldadernes, og fortæller tillige, at da man i Aarkt 1508,

efter Se vane reyſe derben, 40 til Jo Mand bleve paa en ftor Baad, blank bvilfe en Praſſ! Carde pag

* Bodvar/ ſiden blev funden død med ſin Haand⸗Bog paa Halſen, og hans Dolter med endes!
polo

294 L. H. Forſte Afhandling

Naade og Fred af GUD Søder ved hans Elſkelige Søn vor
HErre Mſum Chriſtum: Effterdi jeg fuldkommen formar⸗
ker, at den Blindhed og Overtro icke endnu ſaa meget afta⸗

er, ſom vare ſkulle, i det det vankundige Folck her 1 Stifftet

øger fin Velfærd hos ſaa unyttige Ting, ſom et eller andet
Billede er, ſerdeeles hos det rode Kors ſom er her 1 Kall⸗
darnes, ved Loffter og Offringer, og Pilegrims Gang / tvert
imod Guds Bud, og vore Troes Articler / thi GUD ſüger ſaa
i anden Moſe Bogs XX. Capittel: Du ſkal icke gigre dig ud⸗
ſkaaret Billede, eller nøgen Lignelſe effter det, ſom er i Him⸗
len oven til / eller det paa Jorden neden til / eller det fon er
under Jorden. Du ſkalt icke tilbede dem og icke tiene dem:
Da man gier tvert derimod, i det de dyrcke og ære dem,
og ſom Apoſtelen viidner til de Rommere C. I. forvende den
eee Guds Herrlighed til forkranckelige Billeder,
og dyrcke og tiene Skabningen over Skaberen, hvorfor
Glid har givet flige Menneſker hen i et forvendt Sind,
ſkammelige Begicœringer, og adſkillige Udyder, at de faae de:
res Vildfarelſes Lyn, og ere ſkyldige at døe, ſom gigre ſaa⸗
danne Ting / tilluge med dem, ſom have ſamme Sindelav
med dem, der gig re ſliige Ting. Derfor paaminder og ad⸗
varer jeg paa Guds Vegne Chriſtne Menneſker/ at de alle for
deres Saligheds og ævige Velfærds ſkyld aflade og vogte ſig
for ſaadan ln ing; og vederſtyggelig Vantroe, ſom er
at beviſe nogen ſkabt Ting end ſiige raadne og forgængelige
Billeder ſaadan Ere og Dyrckelſe, ſom vi ffulle beviiſe vor
Skabere alleene med at hædre og ære ham u: afladelig 1 hans
velſignede Sen IJ Eſu Chriſto.

Af den Aarſag har jeg ladet opſkrive og forfatte nogle
korte Poſter, ſom handle om denne Sag og befaler under ſkyl⸗
dig Lydighed, at de hver Kors ⸗Meſſe i den Chriſtelige Mee⸗
nighed ſtkal oplæſes, paa det man derom kand erlange en ſand
Kundſkab, og leedes paa den rette Vey fra flige farlige Af

Vveye,

om Reformationen i Island. 295

veye; hvorpaa man alt for længe har ravet ſom de Vildfa⸗
rende. Jeg vil ellers gierne i andet meere, ſom angager
Chriiſtne de e fler Salighed, være dem nyttig og beviife
dem Tieneſte effter ſom GUD giver Krafft til, naar det be
hov gigres, og befaler Eder alle HErren vor Glld, hand
være med fin Hellig Aand, ſin Naade, Krafft og Trøft be⸗
ſtandig hos Eder, og give Eder efter dette Liv det ævige Liv
Amen. Skrevet pad Skalholt Mandagen effter Hellig Tre
Kongers Dag. 1547.

Forſte Sporsmaal:
Maae man ikke taale hellige Mands Billeder
i Kirkerne? É
R. I anden Moſe Bogs XX. Capittel er forbuden, at giore
noget udſtaaret Billede eller Afgud, for at dyrke og tilbede dem / thi
det er aabenbare Afguderie tvert imod det forſte Bud, derfor bor de,
ſom dertil bruges, ingenlunde taales. Men det bør man vüde, at
det i fig ſelv er tilladt, at have Billeder, ſaafremt man tager ſig
vare for den Vildfarelſe og Afguds⸗Dyrkelſe, ſom hidindtil er dreven
med Chriſti og de Helgenes Billeder, om hvilke den gemeene Mand
har holden for at de havde nogen guddommelig Magt, i det de be⸗
viiſte dem . Hæder og Bere, og ſaaledes ved at paakalde
Helgene bedreve Afguderie.

Andet Sporsmaal:
Hvad ſkal man gigre, ſaafremt Folket dyrker og hædrer
Billeder?

R. Saafremt nogen Steds er et Billede, ſom den eenfoldige

og vantroe Almue løber til, hædrer det, og ſoger Hielp derhos, da

kal den verdslige Ovrighed ſammeſteds tage det bort, at ſaadant

Afguderie ikke meere mage drives, efter Kong Ezechig Exempel, ſom

tilſidſt brød den Kgabber Hugorm i Stykker, hvilken Moſes

giorde, thi det ugudelige Folk begyndte at bevtiſe den guddommelig
WEre og at tilbede den.

N Tredie

296 I. HI. Forſte Afhandling

——

Tredie Sporsmaal:

Maae man da ikke hædre Billeder? ?
R. Clemens ſagde til vor Herres Broder Jakob: () Saa⸗
fremt J tilborlig vil hædre Guds Billede, faa bevüſer Velgierninger
mod Menniſker/ der ere ſkabte efter Gulds Billede, gierer dem Ha⸗
der og re derudi, at J give de Hungrige Spie, de Torſtige at
drikke / de Rogne Kleder, de Trengende Tieneſte, de Reyſende Her⸗
berg, og dem deres Nodtorft / ſom ere i Fengſelet. Og viidere ſiger
hand: Hvad er det for en Guds⸗Dyrkelſe, at lebe til Billeder giorde
af Steen og Tra, og til unyttige Lignelſer ſom til en guddommelig
Magt; men forlade Menniſket , ſom i Sandhed er Guds Billede?
End viidere ſiiger hand: Hvad kand være meere ugudeligt og utak⸗
nemmeligt, end at modtage Velgierninger af Glld og ſüge Steene
og Stokke Tak derfor? Da ingen kommer til Faderen uden ved Chri⸗
ſtum, faa røve vi Gud Wren, og tillegge den malede og udſkagrne
Billeder, ligeſom de i nogen Ting kunde hielpe os.

Fierde Sporsmaal:
Men Billeder nævnes jo af Gregorio eenfoldige Folkes
Bøger?

R. Vel mage Ehriſtne have vor Herres, Jomfru Mariæ,
Patriarchernes og Apoſtlernes &c. Billeder, ſom en Mindelſe, thi

dertil nytte de, at paaminde os, thi naar vi fee paa Korſets eller

Chriſti Opſtandelſes Billede, faa falder os ſtrax i Hukommelſe Chriſti
Dod, der har været os til Frelſe, og hans ærefulde Opſtandelſe.
Hvilke Ting det er faa nyttigt ſom nødvendigt at ihukomme. Pag
fanumne Sted ſiger Gregorius: Hvad Skriften er for dem, ſom kand
læſe, det ere malede Billeder for de Ulerde. Dog er det de Chriſt⸗
nes Skyldighed ikke alleene at lære af Billede⸗Boger, men ſardeles af
Guds egen Bog, ſom er den Hellige Skrift, og den, ſom vil 1 5 at

iende

() Vid, J. B. Cotelexii Patres Apoſtolicos ed. Amſt. 1724. Tom, I. p. 614. 618.

om Reformationen i Island. 297

— . •— H. ͤ ——ꝛ—-V —— 2—Ü— ——— [ ZD—ĩ— —

Pradiken.

Femte Sporsmaal:

Hvad ſkal man da holde af hellige Menniſkers
Reliqvier?

R. De Helliges Legemer ere Guds Bolig og den Hellig Aands
Herberg, hvorfor og deres Been i Begyndelſen bleve ſamlede og for⸗
varede af gode Folk til en Erindring; Men deraf blev ſiden giort en
Van og Overtroe, hvilket var Aarſag til ſkammelige og vederſtygge⸗
lige Bedragerier og Digt for Vindings ſkyld, i det man fremlagde et
hvert Been til at hædre det ſom Hellige Mænds Been; thi Preſternes
Gierighed har ikke allene ſogt en Vinding af Stok og Steene, men
de have og af døde Mends Been giort et Reedſkab til deres Roverie,
hvorfor det at optage de hellige Mænds Been (ſom de kalde det) er
intet andet end de Romerſke Biſkopers aabenbare Svig, og man
gen eens Legeme er her paa Jorden hædret, hvis Siel ligger i Helvede,
Derom have vi et Exempel paa den Rovere, der blev dyrket ſom en
Martyr, hvis Altere den hellige Martinus nedbrød, ſom vi kand læfe
i hans Levnets Beſtrivelſe. (D) N

Siette Sporsmaal:
Hvilke ere de Helgenes rette Reliqvier?

R. At vi efterfolge deres Tro, Kierlighed, Beſtandighed,
Taalmodighed / og ſette os dem for til et Exempel, at ligeſom i 15
y u

(+) Conf. Sulpicii Severi Opera ed. Joh. Clerico. Lipſ. 1709. 8. p. 320. fqq. & Fortu -
nati Vitam Sancti Martini Turonenſis eit. å, b. J. A. Fabricie in Bibl. Latina medii ævi T. II. p. 539.
fq. add. T. V- p. 109. g. Denne Paſſage fortiener og fit Sted i Eufebii Romani eller Pere Mabil-
lons Skrift de cultu Sanctorum ignotorum, ſom hand fine Brødre i den Romerſt Catholſke Kirke
til liden Are har udgivet. p
? p

298 L. H Forſte Afhandling”

Guds Maade oprigtig troede paa Chriſtum, elffede deres Naſte med
en brandendes Kierlighed, ſtode faſte i Troen og Troens Bekiendelſe,
og taalmodig taalede Døden for Chrifti fyld, og ere bleven deelagtige
i Guds Rige, faa ſkulle og vi ved ſlige Exempler opmuntrede bede
GUD yomygelig, at ſkienke os, ſom endnu ſtrüde i denne Verden, ſaa⸗
dan Tro, Kierlighed, Beſtaͤndighed og Taalmodighed, og at hand
ved fin Naade vil bevare os, at ſom de ere paa et u omſkifteligt Sted,
9 og tilſidſt, naar vi ſkulle doe / mage efterfølge vores Brødre
men.

Da Herr Giſſer Einerſen u⸗agtet denne ſin Aarvaagenhed og
velmeente Undervüsning ey kunde fade denne Van og Overtroe ud⸗
reven af Almuens Hierter, var hand dog bemoyet, at fane de ud⸗
vortes Forhindringer afſkaffede og udryddede, ved hvilke de bleve be⸗
ſtyrkede i deres onde Vane / og da det er at lutte, at den verdslige
Hvrighed ey vilde giore den Afliſtance, ſom hand onſkede/ faa lagde
hand ſelv Haanden paa Verket. Hand begav fig nemlig i Aaret
1548. til Kaldadernes, og nedbrød det forommeldte rode Kors, og
lod det ſette i Choret i Kirken, hvor det ſtod indtil Herr Gisle Jon
ſen blev Biſkop / ſom for at borttage al den Forargelſe , man endog
den Tiid drev derhos, lod det bringe til Skalholt, der hugge i Styk⸗
ker og opbrænde. Endog da ſkal nogle af de Gamle have opſegt
Spaanene og Aſken af dette Kors, og forvaret ſamme i deres Tørfiæs
der / ſom en hellig og rar Ting. Paa denne Reyſe, ſom Herr Giſſer
Einerſen havde foretaget ſig, blev hand ſyg/ hviltet de, der endnu holdt
faſt ved Pavedommet/ anſaae ſom et Vidnesbyrd paa Guds Vrede over
den Gier ning hand havde gio rt; Da hand nu kom tilbage til Ska holt,
beredde hand fig meget chriſtelig mod Døden, annammede fort for fit
Endeligt ſiddendes pan en Stol med ſtor Andagt det hellige Alterens
Saeramente / og opgav fin Aand i Faſten 1548. udi ſiu Alders 33de Aar.

§. 18.

Denne Dod maatte nodvendig være ſmertelig for de faa, der el
ſkede Sundhed, thi de tabte udi hannem en trofaſt Forſvars⸗Mand, og
en

om Reformationen i Island. 209

en redelig Biſkop, der ikke ſparede nogen Moye, at faae den Lutheriſte
Religion forfremmet, hvorfor ikke allene de, ſom havde een Religion med
ham / ſom Doctor Palladius i St. Pebers Skiib og Arngrimus Jonæ in
Crymogæa L. III. p. 127. maatte give ham det Vidnesbyrd, at hand var
et opeigtigt Sandheds Vidne, men og hans egne Modſtandere maatte
tilſtaae / at hand var en ſtor Elſkere af Guds Ord. Jeg har et Vers i

MS. giort Biſkop Ogmun d til Wre og fuldt af hans Berommelſer,
derudi heeder det om Herr Giſſer:

Fyrdar nefna Gizur bann Einarſſon at audnu ſannan
Frligann ſeigum vær bennan Mann Blidur og vitur at boka kannan
Brognum likar vel vid hann.

Giſlur beſſe er gæten næſta Gumna ſveit at firra Naud

Elſ kar hann iafnan Ordit hæſta En acktar minna vm Veralldar aud
Get ek hat væra Gæfu ſtæſta At geyma hui fem Drotten baud.
Af ſier bidur hann alla læra Ok eggiar oſſ oa gæſ ku hot

Lyder ſkulu med Lyſting næra Litelætes alla bot
Hog væri med Hreyſti at færa En hvergi bydaſt verken liot.

1. e.

Man agter denne Giſſer Einerſen lykkelig og erveerdig, Hand er mild og
har ſamlet fig Viisdom af Bogers Læsning, hvorfor hand og behager

olket. Hand bærer megen Omſorg for, at hielpe Folket af deres Nod.

uds Ord elſker hand beſtandig, og ſkiotter lidet om Verdens Riigdom.
Det er jo og den ypperſte Ting, at i⸗agttage det ſom Glld har befalet,
Hand beder alle, at folge hans Exempel, formaner os til Ydmyghed, og
at Folket ſkal legge Vind paa med Oprigtighed at øve flige gode Gier⸗
ninger; ſom flyde af en uſtromtet Troe og ey at have Samfund med
onde Gierninger.

Efter menniſkelig Anſeende vilde Reformationen have havt ſna⸗
rere Fremgang i Skalholts Fat ſaafremt det havde behaget 80 gt
p2 ade

300 L. H. Forſte Afhandling

lade hañem leve fænger / thi endſkiont hand forkyndede en Lærdom; ſom af
den ſtorſte Deel blev imodſagt, faa vare dog nogle, ſom med Glæde ſogte
at udføre de Anſtalter, hvilke hand foyede Guds Meenigheder til beſte / ſom
Herr Gisle Jonſſen Præſt i Selerdal, Herr Biorn Olafſen i Hruna, Hr.
Jon Biarneſen paa Bredebolſtad, Hr. Morten Einerſen paa Stadeſtad
og hans Broder Peter Einerſen, ſom ſaavel havde været i Tydſkland
ſom Dannemark, og var paa Reyneſtad Kloſter. I det mindſte uds
brod det ikke i hans Tiid til aabenbare Fiendtligheder, og hand havde fags
ledes ſatt ſig i Autoritæt hos den modige Biffop Jon Araſen, at hand,
faa længe Hr. Giſſer levede, ey torde begynde noget i Skalholts Stift til
Sandhedens Undertryfkelſe , men langt meeretilbod ham Fred, hvilket
fees af en Erklæring, ſom bemeldte Biſkop Jon Araſon udgav i Løg:
manshliid i Oefiord. Mandagen Intra Octavas Aſcenſionis 1542. ſaa⸗
ledes lydende:

Vi Jon med Guds Naade Biſtop paa Holum gig re gode
Meend vitterligt, at vi have ſtifftet broderlig Kierlighed og
ubrødelig Venſkab og Troſkab med den hederlige Herre Herr
Giſſer Einerſen, Skalholt Dom Kirkes Overmand, ſaaledes,
at den eene ſkal ſtyrcke den anden med Magt Manſkab og For⸗
mue, ſaavüt det kand være uden vores Skade. Skulle noͤget
falſkt Rygte bæres fra den eene tilden anden, ville vider icke troe,
førend det tilforn er blever af fornuftige Mand underſogt.
Denne vores Forpligt ſkal ey brydes af os, ſaalenge den bliver
holden af forbenefnte Hr. Giſſer. ꝛc. c. Til Stadfefſtelſe her⸗
paa ſette vi vores Secretum for Dette rev ſom blev ſtreven 1
Lygmanshliid i Gefidrd. Mandagen Infra Octavas Aſcenſionis.
1542. i

Men hvorledes denne Scene efter hans Afgang er bleven foran⸗
dret / derom (faltilen anden Tiid meere vorde anført,
6. 19.

Om Hr. Giſſer Einerſen har ladet noget Skrift i Trykken ud⸗
gage / derom kand intet vildere meldes, end at hand efter en, 15
andſke

vm Reformationen i Island. 301

landſke Skribenteres Beretning ſkal have overſatt Lutheri lille Cate⸗
chismum, og ladet den trykke, hvorvel andre, ſom mig ſynes, med bedre
Grund tilegne ſammes Overſettelſe Or. Odder Gottſkalkſen. Men at
hand har overſatt adſkillige Bibelſke Boger, endſkiont de ikke er kommen
for Lyſet, derom kand med meere Vished noget meldes. Man viifer
paa Univerſitets Bibliotheket her i Kiobenhavn iblant Hr. Aſlellor
Arnas Magnuſſens efterladte MSSter Jeſus Sirach ſkreven aa Perga⸗
ment, der er Hr. Giſſer Einerſens Arbeyde. Jeg har confereret den
med de eeldſte Editioner man haver af denne Bog i det Islandſke
Sprog, ſom en Edition tryft paa Holum 1580. 8. der ſiiges al være Hr.
Biſkop Gisle Jonſſens, og med Hr. Biſkop Gudbrand Zhorlachrens Bi
bel af 1584. Fol. og finder at den i Overſettelſen differerer fra dem.
Imidlertiid er den ſal. Lutheri Bibel derved noye bleven brugt, og vü⸗
ger den fra Verſione vulgata. Cap. V. 5. XVI. 14. zc. ligeſom Lutherus.

I ſamme Bind ere og paa Pergament ſkrevne Proverbia Salo-
monis over ſatte paa Islandſk, der ligeledes tilſtrives Hr. Giſſer Einer⸗
ſen og med liden Forandring uden Tviil efter Hr. Gudbrand Thorlack⸗
ſens Gottfindende er den ſamme Verſion ſom 1580. 8. blev trykt paa
Holum, hvorom lidet meere findes Tom. VIII. Bibl. Dan. p. 49. q. dog
findes ikke i Mstet de notæ marginales, ſom ere i den trytte. Det er
uden Tviil (feet ved Skriverens Forſeelſe/ at over Fortalen ſtaaer: Her
begynder den H. Hieronymi Fortale over Proverbia Salomonis, da
ſamme dog er Lutheri. i

Endelig er og en Overſettelſe af Jobs Bog med ſamme Baand
fkkreven i dette Bind, ſom ikke kommer overeens med Hr. Gudbrand
Thorlackſens Bibel, men dog er indrettet efter Lutheri og ikke Verl.
Vulgata, ſom ſees af C. V. I. hvor det heder i Vulgata: Voca ergo ſi
eſt qvi tibi reſpondeat & ad aliqvem ſanctorum convertere. Derimod
har denne ligeſom Lutherus.

Nefn bu mier eirnn had gilldur bu finnur ecke neirn. Sia pig
umkring vti eins huorium Stad epter nockurs hattar heilogum.

Pp 3 C. XXIX.

302 L. H. Forſte Afhandlingom Reformationen i Island.

C. XXIX. 18. Leſes i vulgata: Sicut palma multiplicabo
dies, hvori den har efterfuldt Verl. LX. men denne Islandſke følger
Lutheri: og giora mijna Daga marga ſem Sand.

At ellers een af de forſte Editt. Lutheri hos denne Overſcrt⸗
telſe har været ved Haanden, kand ſees af C. XXXIX. Iz. ſom derefter
er ſaaledes verteret:

Poa-Fuglſinnar Fiadrer eru fegur enn fad Strutz-Fuglſins
Fiadrer eru og vangn. Som og Lutherus har givet det i de forſte Editt.
die Pfedern des Strauſen find ſchoͤner denn die Fluͤgel und Fittig des
Storchs, hvilken Verſion approberes af D. Bernhardi in Mayeri hiſt.
verſ. Luth. p. 31, add. Kraft in Emend. V. L. p. 22.

Da jeg ſtager i de Tanker at denne Overſettelſe mage høre
Hr. Giſſer Einerſen til, faa har jeg ikke Fundet forbigaae at anføre
dette, og tillige at giore et lidet Additament til den Islandſke
Bibel⸗Hiſtorie.

ING

2
.

1
(g

15

Pro-

an EET — —————půĩĩ en ES . pp p p——p——ĩ—ůů a

Profeſſor "Krafts
Mumerkninger

over de Lügheder, i hvilkt at flere Vardier
af den ubekiendte Storrelſe ere lige ſtore.
No. I.

Ds har i dette Stykke ſatt mig for / at afhandle for fig ſelb allene
CW en Grund-Lærdom, fom jeg behøver idet efterfølgende Stykke,

g fra hvilket jeg har ſkilt den for at afhandle et andet Problema,
hvilket, ur agtet at det er bleven tilforn baade fundet, og paa adſkil⸗
lige Maader beviiſt; dog flager i en faa noye Forbindelſe med den
Propoſition, ſom jeg bruger i det efterfølgende Stykke, faa jeg ikke
har faget i Betænkning at udføre, hvorledes det og ved dens Hielp
kand findes, allermeſt, da den fører til en Maade at oploſr paa,
ſom af alle ſynes at være den meeſt Analytiſke.

Dette Problema angager elevationem Binomii eller Multino-

mii, ſom forſt er blevet af Hr. Neuton indbefattet under denne ab
mindelige Regel m m

PONT n * AQ

mn
21 5
CD Tae.
hvilket kand ſees af hans Brev til Henrie Oldenburg. Af det Svar,
ſom Hr. Leibnitz den Tid gav, kand man fee at denne Methode har
ſamme Tiid endnu ikke været ham bekiendt, og da ved Neutons For-
mule intet viidere Beviis fandtes, har det vel været Leibnitz en An⸗
ledni⸗g til ſelv at optænke et, ſom kand fees af hans Breve⸗Vexling
med Hr. Johan Bernoulli, hvor hand ſiger pag. 47. excogitavi autem
| olim

304 J. K. Anmerkninger over de Liigheder

olim mirabilem Regulam pro numeris coefficientibus poteſtatum
non tantum a binomio x , fed & a trinomio x I y 2, imo a
polynomio qvocunqve, ut data Potentia gradus cujuscunqve v. g.
Iomi. & potentia in ejus valore comprehenſa, poſſim ſtatim aſſignare
numerum coefficientem fine ulla tabula jam calculata. Af det
Svar, ſom Hr. Johan Bernoulli gav, er det klart, at denne Regul
ſamme Tid er blevet ham bekiendt / uden Toiil ved et Beviis, ſom
hand ſiden har ladet komme for Lyſet. i

Dette Beviis har ſtor Liighed med, og er faſt det famme, ſom
man finder hos en Deel andre Skribentere / ſom ſiden har ſkrevet:
Det af Hr. Baron Wolf, ſom er vel et med, af de bekiendteſte, ſynes
at være mindre vigtigt, ſiden det beroer paa en ſimpel Induction;
den, fon har af alle givet det meſt artige Beviis er Hr. Sterling i
hans ſmukke Afhandling de Lineis tertii ordinis Neutonianis. Min

Maade, ſom har intet tilfælles med de foregaaende , ſkal fees af det
Efterfølgende, . f

F. I.
Naar en Liighed er given 8
X H aK m1 I bx m. 2 I cx m 3 I dx u- 4
22 - ＋ f gx? + hx Fi So.
i hvilken alle Verdierne af den ubekiendte x antages for at være lige⸗
ſtore / og man vil finde den næft nedrigere Hoyde , da har man allene
nødig at multiplicere et hvert Stykke af den givne Lüighed med fin
behorige Exponent, og ſiden dividere med den ubekiendte Storrelſe
i N med det forſte Stykke af den arithmetiſke Progreſſion
aaledes:
X L ax I A bm -a FF & c. IT fx T gx T hx Ii o

m. m- IJ. m-. 3. 2. I. 0
mx" F m 1 ax m- 1 Fm 2 bx" 2 ILT &C.
Zz. T 2g hx S
X 1 Tu A 2 ＋* bx 3 + T. &c.
m m 9
A f Df Ne.
* l Egg e 1

hvilket

ibvilteatflet at flere Vat Vard. af den en ubek. Storrelſe ere ligeſtore. 305

hvllket altid er den ne ſt nedrigere Hoyde af X Tam fag fremt at
Fe. ö
Exempel. Den tredie Hoyde af x= o er
x? 3a T Z x a O

Bed at multiplicere med den arithmetiffg 1

3. 2. I. O.
fages „ g ＋ zxa - 0. og ved at
dividere med y fages É

A2 F a = 0

ſom er den næft 1 Hoyde af den givne Lüighed x- Z- a5 So.

§. 2
Den naſt nedrigere Hoyde fats og ved at dividere den givne

Liighed i
xm Fax” 1 ＋ bxn-2 . I Kc. I f T gx Thx T2 UO

med x T o hvorved faaes en dobbelt Verdie af den nedrigere
Hoyd E.
i §. 3.
Følgelig om x = F a, og den givne Liighed er
Xu T ax n- T bxm fa ge A. cx m 3 4 ＋ &.
. IHR n 3 T Nm -2 Thxam- 1. Am

da bliver § 1. 2.
X- I I m. I xm - L ur- 2 bkm-3 %% K
m

11
e e e.
7 .
D xm. T a- IX % Tb-a I. xu 3 4%
TebTa-IX 4 TT& C. Fer x= am- 3 L &c. =
Ved at ſammenligne Coefficienterne fages
Qa 1

206 J. K. Anmerkninger over dende |

— ͥ ͤä—e —¾ —— — — —

mꝰ. m- sm? 2m
2.
Tallernes Diviſores findes efter del betiendte Methodee at være
m. m-I. m2, m2, (aa
c = m. m- I. m2

e

2 N
4) d-e Tb-a TIE m4

m. m. m- I m- 2 Dm . . 1) d
4 I, 2. 3. I-2 I

—— — —

Diviſores af m? - Em + II m- 6 findes at være
m-, m2, m- 3, faa

d S m. m-I. m- 2. m-3

— —

1. 4

sg

ihvilke at flere Verd. af den ubek. Storr. ere lige ft. 307

— ——2¼ͥ ——ů— — — l —ũ—6—
— —

og den givne Liighed :
Xx Tax a T bx * A L CX 7-3 3 L &c.
— - fs3a "73 mx gx? m2 ＋ hx m1
7 j 5 ＋ 0K ni —
forandres til denne anden.
i * T la m. m- X 242

— — 1. 2.
Tum * 3% ＋ m. m- I. m- 2. mgx
2 3. 1,2; 3. 4.

X 4 TT &.
og Coefficienten til den Terminus r, er
Mm. m- I. m-2 25 m-ræ2 videre vil

— — ꝗ ͥ ꝗ ũnᷓ ——
—

§. 4. Theoreme. .
Derſom i en Liighed 2 Stamme ⸗Storrelſer (Radices) ere lige
ſtore, da ſkal Differential- Liigheden blive So ved den ſamme Verdie
af den ubekiendte x ſom gier / at den forſt givne Liighed S o, og i Al⸗
mindelighed bliver faa mange Diſterential-Liigheder So, ſom der findes
lige ſtore Stammeſterrelſer i den givne Lüighed, og derimod i ingen
anden Tilfælde

Beviis

thi

308 J. K. Anmerkninger over de Lüigheder ,

thi foreſtilles enhver Liighed til en ubekiendt Storrelſe under den
Skikkelſe y an I bx" A cx AT &c. T d, da ere de Linier
BC, BL, BD, BH font gager fra B, hvor X o til den krumme Linies
vertices i C, L, D, H, Staͤmmeſtorrelſerne til Liigheden ax” + bmx
TeX -2 A. &c. A do. Differentieris denne Liighed, da ere de Li⸗
nier BE, BI, BR, ſom ſparer til Puncterne, hvor Ordinaterne FE,
GI, RK ere de ſtorſte, Stamme⸗Storrelſerne til Piſterential-Liighe⸗
den. Saafremt de to Stammeſtorrelſer ere lige ſtore i Lügheden
ax T bu TT &c. = o, mage for Ex. BC og BL falde ſammen
i C, faa BL BC, men da er og nødvendig BE BC, følgelig har
Differential- Liigh'den endnu en af de ligeſtore Stammeſtorrelſer.
Saafremt BC = BL = BD, maae og i Differential- Liigheden BE =
Fe følgelig bliver den Zo ved to af de ligeſtore Stammeftørrelfer.
O. . v. 742

Endelig, da man igien kand applicere den ſelvſamme Slut⸗
ning paa alle de andre hoyere Differential-Liigheder, ved at anſee
dem, ſom Ditferential-Liigheder af den forſte Orden, faa følger deraf
Indyholden af Propoſitionen. f

§. 5. Forklaring.

Deraf flyder u⸗middelbar den 1fte $ , thi den Methode ved een
Arithmetiſf Progreſſion er den ſamme, ſom den anden ved Differen-
tiationen / og de Imaginaire Storrelſer kunde i denne Henſeende ikke
have anden Beſkaffenhed end de reelle. J ovrigt vil jeg allene ſige,
at Nytten af denne Propoſition er uendelig, ſiden tiit og ofte de ab
lervigtigſte Tilfælde i Algebre kommer allene an paa de Liigheder,
ſom have ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer. For Ex. af denne Propoſi-
tion flyder umiddelbar den ſmukke Regel, ſom Hr. Johan Bernoulli
har giver for at finde Storrelſen af de Qantiteter der henhore til den

Formule af 8, fee Op. Joh. Bern. Tom. I. No. 71. p. 40l. eller og Acta

Lipſ. 1704. Aug. pag. 375/ og man har endnu denne Avantage mere,
at

ihyilke at flere Værd, af den ubek. Storrelſe ere ligeſt. 309

at man ved dens Hielp ſtrar ſeer, hvor mange Differentiationer man
mage bruge, naar Weantiteten ſettes ferſt under den Skikkelſe
65 655 S og P' betyder to Functioner af de ſamme Ubekiendte
(a -X) i g

og af andre Bekiendte) hvilket efter Mr. Bernoulli Raiſonnement ikke
ſtrax kunde ſees, ſom og har været Aarſag til, at denne Regel (ſaa⸗
velſom mange andre) er ufuldftændig. hos Marquis de Hoſpital i
haus Analyſe des Infiniment petits. Set. 9. Propoſ. I. pag. 145.
Edit. Par.

Det er ikke i denne ene Tilfælde, at Ditferential-Methoderne
kunde hielpes ved denne Propoſition, der er en Mængde af andre, og
hører her hid den Forbedring paa Marquis de I Hoſpitals Methode om
Tangenterne, ſom Mr. Saurin artig har indført i de Pariſer Memoires
for Aarene 1716 og 1723 / i de Tilfælde da de krumme Linier har Punta
multiplicia. :

d. 6. Anmerkning.
Af det foregaaende Beviis §. 5. fees ogenſynlig en Sandhed,

ſom meget bruges i Algebre, at ſaa tit ſom to Sterrelſer fatte i Steden
for den Übekiendte i en Liighed giver den ene + den anden —, at da
Stammeſtorrelſen ſelv maae være imellem begge, ſiden det er u imod⸗
ſigeligt, at Ordinaterne paa den ene Side for Ex. af det Punct C, mage
beſtandig være poſitive, imidlertid at de paa den anden Side
altid bliver negative.

189% dees? 289638
38 (K

23 Peder

ER —ͤ : ERE es ü—ö 0 — — ——— — —

Peder Horrebowvs

Phyſiſke Underſogning og Beſtemming
af

Atmoſphærens Hoyde over Hav⸗Brynens
Vater⸗Pas.

a man merkede, at Mercurius udi Barometro alt meere og meere
ſank ned ad, jo hoyere man dermed opſteeg ad Taarne og
Blerge, fatte fig Anno 1700. de tvende navnkundige Franſte

Aſtronomi Caſſini og Maraldi fore, at drive ſaadanne Obſervationer
vidre, udi Haab at man ved Hielp af Barometro kunde faae at vide,
hvor vidt de hoye Bierge i Frankerige ſtrakte ſig over Hav⸗Brynens
Vater⸗Pas; og ved ſamme Tiid faldt dem ind, at man med det
ſamme kunde erfare Luftens eller Atmoſphærens Hoyde over ſamme
Vater Pas. Indfaldet var got, men det var ikke faa let at udføre
til lykkeligt Udfald. De berømmelige Mænd tvivlede ikke pan at jo
Atmoſphæra op ad blev immer tyndere og tyndere efter en vis Pro—
greſſion; men hvorledes ſamme Progreſſion maatte være beſkaffen,
derudi beſtod Konſten, ſaadant at udfinde.

Paa ſaadan Grund af Luftens Fortyndelſe op ad gave de ſig
da til at indrette en Tabelle efter de ved Haanden værende Obferva-
tioner. Mr. Mariotte af ſamme Academie indrettede en anden, hvilke
begge findes udi Memoires de ! Academie des Sciences for Anno 1705.
De bleve da ved at oblervere herpaa, og efter dem deres Sonner og
Sonne ⸗Sonner, indtil Anno 1740 / da Kongen af Frankerige, efter
ſin forunderlige Rundhed imod ſaadanne Konſter, gav dem Leylighed
at indrette Obſervationen pag Bierget Canigou, en af de Pyreneiſke,
hvis perpendiculaire Hoyde over Havets Vater-Pas fandtes ved
Geometriſke Operationer at være 1441 Favne (toiſes) ſom var langt
hoyere end noget Bierg / hvorpaa de tilforne havde eee

Denne

P. H. Phyſiſke Underſ. og Beſtemm. af Atmoſph. &c. 311

Denne Obſervation deciderede Sagen efter 40 Aars Obſervationer /
faa at baade deres egen og Mariottes Tabelle feylede overmaade meget,
og de gave fig tabt, ſkrivende derhos at Atmolphæra iffe følger nøgen
Progreſſion udi fin Fortynding. Min Meening om denne Sag var
imidlertid langt anderledes, ſom kand fees udi mine Harmonics trykte
Anno 1737. Men ſom man kommer ikke vel tilpas, naar man falder
nogen ind midt udi fin Affaire, holdte jeg for raadeligt at tie, indtil de
berømmelige Mænd havde fuldført eller nedlagt Sagen, hvilken efter
at man ey fornemmer, at de have rørt ved ſiden Anno 1740, bliver
mig tilladt at frembringe / hvad jeg haver i Wone.

£. I.

Jeg har viiſt udi min Phyſica, at den underſte Luft ſammen⸗
trykkes af den everſte; og deraf følger, at, jo lengre man ſtiger opi
Luften, jo tyndere og lettere bliver den, ſaa at dens Fortynding op
ad, efter det ſom er viift udi mine Harmonicis, ſkeer efter progreſſio.
nem harmonicam, efterdi Luftens Tykhed eller Tyndhed maae rette ſig
efter den Tyngde, ſem den ſammentrykkes af: og efter ſamme Tyngde
paa hvert Sted ſtiger eller falder Mercurius udi Barometro. Thi ud;
hvadſomhelſt Heyde et Barometrum er over Havets Vater⸗Pas, fag
tryffer den paaliggende Luft med lige Kraft baade pag Mercurius i
Barometro, og paa den underliggende Luft.

§. 2.

Som jeg nu Anno 1737. ſom da varende Decanus havde at
forferdige en Diſputatz til Baccalaurei Graden, udvaldte jeg denne
Materie at ſkrive om udi Haſt. Jeg maatte da gribe til de Elementer,

ſom jeg filforne havde anffaffet mig ikke faa liige til den Ende, og dem
kunde jeg ikke heller efter Sagens Vardie behandle med den noyeſte
Accurateſſe. Iblant andre Ting anforte jeg ſom Grund⸗Obſervation,
at naar man opſtiger i Luften 76 Franſte Fod fra min Sahls Vinduers

Hoyde at regne; falder Mercurius en Linie i Barometro.

6, 3.

312 P. H. Phyſiſke Underſogning og Beſtemming i

—— ——— — 7 en ͤ ́à—ͤʃ¼ —

Men efterſom nærværende Underſogning , næft Progresſio
harmonica, beroer allene paa Grund⸗Oblervationen, faa foretog jeg
mig udi Auguſto ſamme Aar, da jeg fif bedre Tud dertil, paa aller⸗
noyeſte at experimentere, hvor mange Franſke Fod op ad fra Haver
Brynens Vater⸗Pas der ſvarede mod en Linies Forandring i Baro-
metro, og fandt efter al muelig anvendt Flid 75 Fod, det er 12, 5
Favn. Dette Experiment ſkeede, da Barometrum viiſte ved Havets
Bryn (ſuperficies) netto 28 Tom; hvilket altid ved dette flags Ex⸗

perimenter bor tages i agt. 5
8. 4. .

Bed dette Experiment fager man forblive, endſkiont man ved
et grovt Inſtrument, ſom Barometrum er, ey kand beſtemme Sagen
til den alleryderſte Brok, og desforuden maae man ſupponere, af
Luften er allevegne lige tyk, imedens man ſtiger diſſe 75 Fod, hvilfet
vel ey kand være gandſke i alle Maader rigtigt, dog kand man forlade
fig til, at Forſkiellen er fag liden, at her ey ſkal feyles merkeligen.

§. 5.

Den heele Vey eller Længde, ſom Mercurius har at ſtige eller
falde i Barometro, er da 28 Tom; 12 Linier i hver Tom giore 336
Linier, hvilke alle ere lige lange, og følgelig, efter ſaadan Tælning,
falder Mercurius i Barometro efter Progresſionem Arithmeticam,
I. 2. 3. 4 Linier, og faa fremdeles. Og nu videre efter §. 9. udi
mine Harmonicis: Ligeſom Progresſio Arithmetica er en Rad af
Tall, ſom tiltager eller aftager efter ſamme Forſkiel, ligeſaa er
Progresſio Harmonica en Rad af Tall, eller Qyotienter, ſom ud-
komme, naar man dividerer eet og ſelvſamme Tall med Terminis,
efter hinanden, af Progresſione Arithmetica. Nu for at finde Hoy⸗
den af hver Lag eller Schigt udi Atmoſphæra ſvarende imod hver Linie,
ſom Mercurius falder udi Barometro, har man at ſolvere dette Pro-
blema: Naar den mindſte Terminus er given udi Progresſione Har-
moniea og Terminernes Tall, da at finde den ſtörſte Termin og til-

lige

af Atmoſphærens Hoyde ov. Hav⸗Bryn. Vater⸗P. 313

lige alle Middel-Terminer; og faaledes at fuldföre den heele Pro-
greſſion, og tillige viſe Summen af gandſte Progresſionen. Hvilket
jeg ſkal her udføre udi folgende trende Artikler.

Kot ons % 2. 6. bre
Dien mindſte Lags Hoyde, ſom ſvarer mod 1 Linie af Mercuri
Fald i Barometro, er efter S. 3 Favne 12, 5, hvilken er den mindſte
Termin i den forehavende Progresſione Harmonica; hvoraf man let⸗
telig finder det Tall, ſom divideret med heele Mercuri Fald 336 Linier
"giver den allerede bekiendte mindſte Termin 12, 5 Favne. Thi om
man . den givne mindſte Permin 12, 5 Favn med Ter-
minernes Tall 336, fager man 4200 Favn, ſom er det Tall, man
ſogte. Thi naar man gaaer tilbage, og dividerer dette Tall med
ſamme 336 Linier, fager man igien / ſom er bekiendt nok, den mindſte
Termin 12, 5 Favn. N

i ry: g F. 7. ;
Faolgelig om man dividerer det fundne Tall 4200 efter Haan⸗
den ved 336. 335. 334. 333. &c. fager man Qvotienter, ſom alle ere
i Progresſione Harmonica, ligefra Havets Vater⸗Pas indtil det overſte
af Atmoſphæra, og det exponerede Tall 4200. bliver ſelv den ſtorſte
og øverfte Termin, ſaaſom man kand ikke dividere med 1. Og ſaa⸗
ledes / ſom ſagt er $. 5 / imedens Mercuri Hoyde afvoxer i Arithmetiff
Progresſion, flige de dertil ſvarende Lagers Hoyder over Havets Va⸗
ter⸗Pas udi Harmoniſf Progresſion. Alle diſſe efter Diviſionerne ud⸗
komne Qvotienter indſkrives efter Orden udi nærværende Tavles an⸗
den Columne. :
* 6. 8.

Nu legges alle diſſe Maal for Linierne ſammen udi Summ,
ſom ſkrives udi den tredie Columne, for at have Hoyderne tilrede fra
7 Vater⸗Pas beregnede. Naar dette er nu ſaaledes færdigt;
fupponerer jeg / at Mercurius ved Havets Vater ⸗Pas viſer netto 28
Tom, og en gaaer op ad et narvgrende Bierg med Barometro, indtil
Mercurius oven paa Bierget er falden 7 Tom. Sporsmaal hvor
hyt Bierget er? Man ſoger 1e forſte Columne de me

r 7 Tom;

H. Phyſiſke underſogningog Veſtemming hk:

314 P. ke Underſe

7 Tom; ſaa ſtaaer lige derfor, i den tredie Columne, Biergets Hoyde
over Havets Vater⸗Pas 1205. 8 Favne. nen

§. 9.
Udi Memoires de f Academie des Sciences for Anno 1703.
læſer man en Tractat af Mr. Maraldi, hvorudi hand beretter, at hand
med fine Compagnons haver indrettet Obſervationer pag Biergene
ndi Frankerige / hvis Hoyder over Havets Vater Pas ved Geometriſke
Operationer vare bekiendte, og haver fundet; at Mercurius i Baro-
metro var falden 4 Tom 10 Linier pag Bierget Coſta, hvis Hoyde var
850 Favne. Ligeledes at Mercurius var falden 4 Tom 11 Linier pag
Bierget Puy de Dome, hvis Hoyde var 810 Favne. Men ſom ſaa⸗
danne Obſervationer lade ſig neppe indrette til Fornoyelſe accurate,
faa kand og vel fees, at der har indſneget fig nogen Faute udi diſſe
Obſervationer, efterſom en ſtorre Hoyde af Bierget bringer af For⸗
nodenhed dybere Fald af Mercurio med ſig / og tvertimod mindre
Hoyde mindre Fald; hvilket udi diſſe Oblervationer findes at være
geraadet tvertimod; ſom kand være kommet enten deraf, at Biergenes
Hoyder ikke lykkelig nok have været beſtemmede, eller og af Mercuri
Fald iffe ret accurate determineret, eller og af begge tillige ; ſaavelſom
og noget rettelig kand tilſkrives Luftens forandrede Tyngde eller
Varme imellem Obſervationerne.

*

§. Io.

End og ſelve de tvende vittige og hurtige Aſtronomi Maraldi

og Casſini da den yngre, hvilke uden Tvivl havde nokſom erfaret,
hvor ſlibrig dette ſlags Obſervationer er, ere fan liberales udi Me-
moires de Academie des Sciences for Anno 1705, at de eftergive
2. 3. 4. ja neſten 5 Liniers Faute udi Obſervationerne. Saa at Br.
Casſini her over pag. 87. udlader fig ſaaledes: Lon ne peut pas eſperer
d' arriver å une plus grande preciſion, ètant imposſible, qu'il ny ait
quelque erreur tant dans les obſervations des hauteurs priſes avec
les Inſtrumens, que dans celles du Barometre obſeryèes en deux
jeux differens. Naar man har ſaadan Rum at vende fig udi, har
man

af Atmoſphærens Heyde ov. Hav⸗Bryn. Vater⸗P. 315
man altid got at giore, og min nærværende Tavle ſkal rigtig præfen-
tere de Franfke Aſtronomorum og Phyſicorum Obſervationer, ſom
angagende denne Sag udi meere end 40 Aar ere anmerkede.
| Ls Je BT Øer i fi 141
8 2 — i 8. II. ö
Min Theorie er tilforladelig nok, ſaaſom den haver fin fulde
Demonſtration med ſig; men ihvor forſigtig jeg end kand have været
di fundamental Experimentet/ ſom er refereret. 9. 3. fra har jeg dog
fundet begaae nogen Faute, ligeſaavel ſom de gode Mænd, og vil
derfore prove min fundamentale Obſervation udt de udvaldeſte og
tilforladeligſte af deres Obſervationer. Udi Memoires de I Academie
des Sciences for Anno 1705. beretter Mr. Casſini, at Mr. de la Hire
har obſerveret paa Bierget Clairet, pan den Tiid Mercurius i Baro-

metro viiſte ved Havets Vater⸗ Pass 28 Tom. 2 Lin.

Mercuri Hyde 26 Tom. 4 Lin.

Saa var da Mercurius falden paa Bierget— I Tom. 9: Lin.
Tavlen giver

5 9 Linie 270% 5 Favne.

en reſterende halve Linie give 6, 6 Favne:

Saa er da Bierget Clairets Hyde 277, I Favne.

Hvilken Hoyde leſes ſammeſteds at vere funden ved Inſtrumenter
og Geometriſfe Operationer 277 gavne.

"Udi en ftørre Hoyde har jeg anført §. 9. at de paa Bierget
puy de Dome have fundet Mercuri Fald 4 Tom II Linier, ſom udi
Tavlen giver Biergets Hoyde 809, 3 Favne, hvilken de Herrer Obler⸗
vatores ſammeſteds angive at være efter Geometriſt Opmaalning
810 Favne. Forſkiellen er en Brok, ſom kunde rettes ved en og tivende

arten af en Linie, om den kunde oblerveres; og ſaaledes efter Ob-
ſervatorum Meening $. 10. ubetydelig.

Det allerhoyeſte Bierg, ſom de Franſke Aſtronomi nogenſinde
have indrettet Obſervationen paa, er et af de Pyreneiſte imellem
s Rr 2 Fr an⸗

1
KJ

Tavlen giver 0 a
For 8 Tom 1 Linie 1427 9 Favn.
For tre fierde Deel af en Linie legges til - 13, IFavn.
Bliver altſaa Hoyden af Bierget Canigou--—— 1441. Favn.

*

af Atmoſphærens Heyde ov. Hav⸗Bryn. Vater⸗ P. 317

4 S.

Min Tavle ſparer altſaa noye til de Franſte Aſtronomorum
Obſervationer udi alle de Heyder, man kand komme til, faa at man
efter. Dags med Fordeel kand ved Barometri og Tavlens Hielp maale
Heyderne af Bierge og Lande. Samme Tavle er forfærdiget allene
efter Grund Experimentet ved Hielp af Progresſione Harmonica.
De Pariſiſke Aſtronomi have forſeet fig derudi, at de ey have giort
Grund ⸗Experimentet, men faa flet hen i Steden antaget 61 Fod,
ſom burde vare 75; thiellers havde de vel paa nogen Magde kommet

igiennem; endſtiont det ey er nok at komme til en god Sag, med
mindre man kommer dertil paa den rette Bey, faa at man kand de-
monſtrere fig frem over alt. Nen at de ey have taget den Har-
monifte Progresſion til Sielp, kand man ey fortenke dem for,
ſaaſom dens frugtbare Phyſiſke Brug da formodentlig har
"været mig allene bekiendt. Imidlertid er man dem obligeret for
deres ſkionne Obſervationer, hvorved Sagen tilfulde ſtadfeſtes; og
bor man beſynderlig vide Kongerne i Frankerige al Wre og Tak, at
de ey have ladet flige Konſter og Videnſkaber mangle de Midler, ſom
dertil behøves. : sis j<
11 de F. 13. 88 i

Naar man nu til Slutning ſamler udi Summ alle Favne med
de vedſkrevne tiende Deele, ſom ſtaaer i den anden Columne, og ſkri⸗
ver dem ordentlig ind udi den tredie: Columne, ſom det ſees udi
Tavlen, finder man til endelig Slutning 26863 Franſke Favne eller
toiſes, ſom er den gandſke Harmoniſke Progresſions Summ, og ſirek⸗
ker fig lige op fra Havets Band, indtil Atmoſphæra flipper, naar Ba-
rometrum viiſer ved Havets Vater⸗Pas netto 28 Tom En Danſt

Mul indholder 3804 Franſke Favne; altſaa er heele

Atmoſphærens Heyde 7 Danſte Miile og
gnaſten en ſertende Dee.

111.

318 P. H. Phyſiſke underſogning og Beſtemming

— ———— ͤ 6wñ— ————

1 7 af Lagerne i Atmoſphæren,
bike foave til Avagſolvets Nedſtigende, 0 40

W e Luftens

Hoyden over FADERS 1

Medſtigende Hoyde for Havbrynens Heyde i
i Barometro. hver Linie. Vaterpas. Barometro.
O. 0 O- oO. O0 ie
1 12. 5 12. 5 em
24 12. 5 25.0 Me ON
3 12,6 37.0 4427 80
4 12. 6 50. 2 )
5 12. 6 62. 8 N 84 *
6 18751440 7545 4
7 12. 2 88.2 7 it gb:
8 12.8 101. o 2 4
9 12. 8 113. 8 ; 3
10 12. 8 126. 6 820 4
II 12, 9. 139.5
2 0 12. 9 152.4 27.
1 12. 9 165. 3
2 13.0 178.3 *
3 13. 0 123,3 su
4 13.1 204. 4 TUT 8 Fram
5 13. 1 217. 5 e 1
É 6 13.2 230.7 e
7 13.2 243.9 n
8 5 257. 2 4
9 13. 3 270. 5 3
10A. n 283. 8
- II 13.4 297. 2
2 0 13. 4 310. 6 26.

af Atmoſphærens Hoyde ov. Hav Bryn. Vater⸗P. 319

udregnede fra Havbrynens Vaterpas
og dets Hoyde udi Barometro.

— —

Hoyden over QOvecſolvets
Havbrynens Hoyde i
Vatervas. Barometro.

Ovagſelvets Luftens
Nedſtigende Hoyde for
i Barometro. hver Linie.

13. 4 310. 6 26. 0
13. 5 324. 1 11
13. 5 337. 6 ; 10
13.5 351. 1 9
13.6 2364. 7 9 8
13. 6 | 378. 3 ; 7
13.7 405. 7 ' 5
13. 8 419. 5 : 4
3 3
13.9 447.2 i 2
13.9 461. I i 1
14. O 475. I : 25. 0
14. 0 489. 1 11
14.0 593 Tr 10
14. 1 N 9
14. 1 531. 3 8
14.2 545. 5 4 7
14. 2 i 7 ) 6
14. 3 574. 0 5
14. 3 588. 3 4
14.4 602,7
14. 4 617. 1 i 2
14.5 631; 6 i I
14. 5 646. 1 24 0

*

320 P. H. Phpſike underſogning og 9 ese

Hoyderne af Lagerne i Atmo leer
hvilke fvare til Qvagfolveté Re Nedſt igende,

— —

Qvngſelvets Luftens
Nedſtigende Hoyde for
i Barometro. hver Linie.

Sipden ben
Havbrynens
Vaterpas.
546 1
6560.7 |
675. 3
690. o
704. 7
7199. 5 il
234.3
749. 2
764. 1
r
794.2
8s
824. 5
839.7
855.0
8270. 3
885. 7
901. 1
916. 6

Dunger
Hoyde i

Barometro.
24. 0

za

8
SE
O0

— må

wo bt | OY . Q mi

&G

iD.

i

O
2

af Atmoſphærens Hoyde ov. Hav⸗Bryn. Vater⸗P. 321

udregnede fra Havbrynens Vaterpas
og dets Hoyde udi Barometro.

Qvagſolvets
Nedſtigende

i Barometro.

Luftens

Hoyde for
hver Linie.

15. 8

Hoyden over
Havbrynens,
Vaterpas.
1010. 8
1026. 7
1042. 7
1058. 7
1074. 8
1091. o
1107. 2
1123. 5
1139.8
1156. 2
1172. 7
1189. 2

1205. 8

1222. 5
1239. 2

125 6. 0

1272.9
1289. 8

1306. 8

1323. 9
1341. o

1358. 2

1375. 5
1392. 9
1410. 4

— —

8

Ovegſolvets
Hoyde i
Barometro.
22. 0

11

10

9

— 3
4

8 3
åt 2

1

21. 0

11

10
E
8

7

— mk 6
5

4

1 3
2

I

20. 0

232 b. H. h. Phyſiſke Underſogning og J Beſtemming ba
dale af Sagerne 1 Atinoføhærdn, i
ilke ware til til Ovagſolvets Nedſtigende,

QOvegſolvets Luſtene Hoyden over eh
Redſtigende Hoyde for Havbrynens Heyde i
i Barometro. hver Linie. Vaterpas. Barometro.

O 17. 5 1410. 4 N 20. O

1 17. 5 1427. 9 11

2 17. 6 1445.5 10

8 17,6 1463. 1 9

4 17. 7 1480. 8

5 17. 8 1498. 6 7

6 17.9 — DNRERG: 6

7 17.9 1534.4 5

8 18. o 1552. 4 4
9 18. 1 570. 5 3

; IO 18.2 1588. 7 2
11 18. 3 1607. o 1

9. 0 18. 3 1625. 3 19 o

I 18. 4 1643.7 11

18. 5 1662. 2 0

3 18. 6 1680. 8 9

4 18.7 1699. 5 8
5 18. 7 1718. 2 7

6 18. 8 1737. 0

7 18. 9 1755.9 5

8 19. 0 1774. 9 i 4

3 9 19. 1 1794. 0 „
10 19. 2 1813. 2 2

11 19. 3 1832. 5 1

10 0 19. 4 1851.9 18 0

af Atmoſphærens Hoyde ov. Hav⸗Bryn. Vater⸗P. "323
udregnede fra Havbrynens Vaterpas
og dets Hoyde udi Barometro.

| Qvægfolvets Hoyden over Avægfølvets
Nedſtigende Havbrynens Hoyde i

i Barometro. | Vaterpas. Barometro.
' 10 185 1. 9 18
11 2091. 3 | 17
i 12 2345. 2 16
13 2615. 6 15
. 14 2904. 5 14
15 3214. 8 13
16 3550. o 12
17 3914. 3 11
8 4313.0 10
19 4753.5 9
20 5245. 9

| 21 5803. 7 7
22 6447. 0 6
23 7207. 1 5
2 8135. 8 4

25 9329. 6 3 |
i 26 11003. 7 2
27 13829. 3 I
28 26862. 8 o

Hoyderne ere her udregnede, ligeſom tilforn, og ligeledes ere
ogſaa Høyderne over Havbrynens Vaterpas udfundne; men her i
denne Tavle ere ikkun Hoyderne for hver Tom anførte, og det til den
Ende / at man til ſidſt kunde have Summen af den heele harmoniſke
Progreſſion, eller heele Atmoſphærens Heyde fra Havbrynens
Vaterpas af, hvilken beløber fig til 26862, 8 Favne.

Ss 2 Pro-

sige e
Profeffor Krafts
METHODE

at beviſe, hvorledes man i alle Tilfælde kand
beſtemme den ene Ubekiendte ved en u⸗endelig Folge
af Terminis, ſom gives ved den anden, i de
Algebraifke Liigheder, ſom indeholde
to Ubekiendte.

§. I.

ntet ſynes at være lettere; end at finde de Methoder, ved hvis

Hiely man kand nærme fig til Værdien af den ubekiendte

Sterrelſe , faa tiit ſom Liighederne ikke indeholde flere end en

eneſte ubekiendt; man havde allene nodig at foreſtille fig den givne
Lüghed under denne Skikkelſe

y Ax” TB TC TDX T T. &c.

og derved bringe den paa de krumme Liniers Ordinater; ved den an
tagne Liighed kunde man fage i

E 0 FTF

en krum Linie gi, hvis Axel var fk, ſaafremt man nu vidſte paa noget
Lidet ner den virkelige Verdie af x, eller Diſtencen fra den ferſte
| : Ordi-

J.K. Methode at bevife, hvorledes man i alle Tilf. ꝛc. 325

Ordinate de, da i den Hypotheſe at ikkun lidet manglede kunde ag
tages for det ſamme med Rore Linien (Tangenten) af, og da blev
(ab) -dy: dx (eb) S y (ac): s ef.

da nu dx antages for beſtandig, er eg 45
kaldes da den givne Liighed Px. og den givne Storrelſe , ſom er faſt
faa ſtor (om x Differential- Liigheden af * dex da kra- 15

noget næften Værdien af x, og ved at ſette det udkommende igien for
x, nœrmer man fig alt mere og mere til den rette Storrelſe af den
Übekiendte; ſaafremt at man ikke vilde antage, at den krumme Linie
faldt ind med Rore⸗Linien, kunde man bringe Differentialer af den an⸗
den Heyde / ſom gaven Rore Linie, ved hvilken nd mindre end fd endnu
mere ſkulde nærme fig til den virkelige Verdie () af den ubekiendte
xog faa videre,

§. 2.

Gaa tiit derimod, ſom to Ubekiendte falde for i de Algebraiſte
Liigheder (thi mit Forfæt er her ikke at handle om andre) da er det
meſtendeels langt vanſkeligere at nærme fig til Værdien af den ene Übe⸗
kiendte 1 den anden; allermeſt om de Termini, ſom indeholde de
Ubellendte, ere mange og irrationelle, eller og om de Ubekiendte i begge
tiff. Tilfælde ere meget indviklede i hverandre; thi ellers lade de fig
de fleſte Tider let opføfe til en uendelig Følge af Terminis, enten ved
den Methode af Diviſionen, eller og ved at trekke Stammeſterrelſen
ud paa den bekiendte Maade; faa tüt ſom det forſte falder for, er det
vel unegteligt, at ingen mere almindelig Maade er blevet opfunden
end det Neutonſfe Parallelogram; det eneſte, ſom ſynes at giore denne

Methode minbre brugelig er det vitloftige Arbeyde, ſom den fører
S3 med
( Dette Theorema lader fig paa en anden Maade udføre af en Lrigbed, ſom Hr. Mie

Laurin her fundet, og ſom kand ſees Slutuingen af et haus Brev til Hr. Folkes de Æqvationibus,
in quibus dantur radices impoſlibiles; det er ellers blevet publiceret uden Beviis af Or. Sisafon,

326 J. K. Methode at beviſe, hvorledes mani alle Tilfælde

— — —

med fig, og den Agtſomhed, ſom den udfordrer. Hvilket og har
giort, at man i den Sted mere har lagt ſig efter en anden Maade at
arbeyde paa; ſom er den, hvorom jeg her egentlig vil handle, og ſom
beſtaaer i at en vis Folge af Terminis antages, i hvilken forſt Expo-
nenterne / og ſiden Coefficienterne af alle Terminis findes. Da man
kand ſee i alle Algebraiſke Skrifter , ſom handler om denne Materie,
hvorledes at Coefficienterne kand beſtemmes, holder jeg det for unyt⸗
tigt videre at handle derom. Gaa det, ſom jeg i der Efterfolgende
vil afhandle, er, at jeg vil beviiſe de Regler / ved hvis Hielp man kand
finde Exponenterne, og desuden, hvorledes man kand arbeyde paa
den korteſte Maade; thi man har Uret i at forekaſte Neutons Methode
ved Parallelogrammet/ at den er for viitloftig, ſaa længe ſom man ikke
viſer med hvad Middel, at Arbeydet i denne anden Methode fand for⸗
kortes; da det i uendelige mange Tilfælde kand (fee, at og denne ſidſte
Maade kand fore et u⸗overvindeligt Arbeyde med fig; hvilket jeg i det
Efterfolgende nærmere ſkal viiſe.

Den Forſte, ſom har tankt paa denne Maade ved en antaget
Folge af Terminis er den berommelige Hr. Leibnitz, ſom i de Leipziger
lærde Samlinger har ved dens Hielp oploſt nogle Lüigheder: men da
de forſte Tanker om en Ting gierne ere ufuldſtendige, og det ikke er
uden Stkrit efter Skrit at de vanſkelige Ting blive bragte til Fuldkom⸗
menhed, faa havde Hr. Leibnitz og den Uheld, at hans Methode var
meget ufuldſtændig, uagtet at den dog længe derefter er blevet fuldt
ſom almindelig af de ſterſte Geometrer. Dette har givet Hr. Stir⸗
ling Anledning til at ſige i hans ſmukke Afhandling de Lineis tertii
ordinis: Hujus methodi, longo tempore poſtqvam Dno. Neutono
innotuerat, in actis eruditorum Lipſiæ Dnus. Leibnitius Suo etiam
nomine edidit exemplum unum aut alterum in caſibus facilioribus,
” ubi tantum docuit coefficientium inventionem, at in indicum non
in coefficientium inventione tota latebat difficultas.. Endſkiont
at det lader, ſom om Stirling derved vilde negte Leibnitz den re, at
have forſt fundet denne Methode, faa bliver det dog vel ligeſaa uneg⸗
teligt / at hand ved fin egen Hielp har fundet den, ſom det paa den

anden

kand beſtemme den ene ubek. ved en uendelig Folge ꝛc. 327

anden Side er viſt! at den kom fra hans Haand aldeles ufuldkom⸗
men, og i de fleſte Tilfælde gandſke ubrugbar.

Det var derfore andet umueligt, end at man maatte ſnart
komme til at forefinde Exempler, ſom ikke lode ſig oploſe allene ved
Hielp af det Leibnitzſke, følgelig og / at man ſnart har maat tanke paa
at forbedre denne Maade; den forſte, ſom har begyndt dermed er den
berømte Brook Tailor, ſom har ſogt at bringe denne Methode under
et almindeligt Beviis i den 9de Propoſition af hans Methodo Incre-
mentorum; men derſom Tailor havde paa den ene Side den Wre at
viife, hvorledes at denne Methode kunde bruges i en u endelig Mengde
flere Tilfælde end Leibnitz havde viiſt, faa var hand dog paa den anden
Side ikke lykkelig nok for at giore den ſaa fuldſtandig, ſom den burde
være, hvilket Stirling forſt har agtet, ſom ſiger paa fornevnte Sted:
Sed ut qvod verum eſt confiteamur, methodus Dni. Tailor inve-
niendi formam Seriei non eft generalis, imo impoſſibile eft univer-
ſaliter determinare formam ſeriei ex data forma Æqvationis; pendet
enim Forma Seriei tam ex coefficientibus qvam ex exponentibus in-
determinatarum in Æqvatione, fallit dicta regula Dni. Tailor, qvo-
tiescunqve coincidunt duo vel plures valores termini primi Seriei,
hoc eft, quando ordinata prima tangit Curvam, vel tranſit per
punctum ejus duplex vel qvando ordinata ad diſtantiam inffnitam
tranſit per plura Curvæ puncta infinite propinqva ad fe invieem.

Jeg ſk ali det Efterfelgende viiſe, at Stirling har lagt en vigtig
Forbedring til Tailors Regel, og at hand har havt deri ret at Tailors
Regel ikke var almindelig; Hvorimod hand ſaa langt fra ikke har be⸗
viiſt fin Regels Rigtighed, at hand meget mere ſelv ſiger paa ſamme
Sted: Inveni autem Seqventem Regulam pro invenienda forma
Seriei, quantum hactenus conſtitit nunqvam Fallere, Sed eam eſſe
ubiqve veram affirmare non audeo, propterea qvod in eam caſu
tantum incidi, obſervando ſeilicet plures Series diverſas, & ejus
demonſtrationem poſtea fruſtra qvæſivi. Det, ſom heri er det
ſynderligſte, er / at et Bevijs, ſom fag let flyder af diſſe Folgers Be
ſkaffenhed (ſom ſkal fees af det Folgende) kunde undgaae en a faa

i arp⸗

328 J. K. Methode at bevife; hvorledes man i alle Tilfælde

karpſindig Mands Eftertanke, og kand intet andet have været Aar⸗
ſagen, end at man ved at have een Ting for ſterkt i Tankerne, forhin⸗
dres derover fra at indſee, hvad man ſoger i en anden.

Stirlings Maade er da virkelig almindelig, men den har den
Feyl, at den i mange Tilfælde er overmaade viſtloftig / og at den me⸗
get tiit vilde foraarſage et faſt u⸗overvindeligt Arbeyde; Aarſagen er,
at den tiit indeholder en Mængde af unyttige Terminis, ſom give
en viitloftig Calcul, og dog med megen Moye neppe beſtemmer nogle
faa Coefficienter. Det er ikke om Stirlings Methode allene, men
endog om Tailors, at dette mage ſiges i de Tilfælde, da denne ſidſte
kand bruges, og de ere begge deri faa nær forenede med hverandre;
at derſom den forſte indeholder overflødige Følger af Terminis, da
indeholdes de ogſaa i den ſidſte; faa det ſynes, at man ved diſſe Me-

thoder taber lige faa meget pag den ene Side, ſom man vinder paa
den anden. i

Alf de / der har ſtrevet over denne Materie, er den, ſom har feet
allerloengſt hen i den den berømte Hr. Graveſande, ſom desuden er nok
bekiendt af andet hans fortreflige Arbeyde: hand har derom publice-
ret en liden Afhandling, men ſom er uden Beviis, u agtet, at hand,
ſaaviit jeg veed, ikke har givet de allermindſte Spoer til Beviis/ ſaa er
det dog ikke at tvüile paa; at hand jo har kundet beviſe fin Regel, ſiden
den flyder directe af den, ſom jeg i det Efterfolgende ſtal beviſe; jeg
har desuden ſogt at viiſe en Methode, hvorledes man kand undgage
enten alle eller og en ſtor Mængde af unyttige Terminis, hvilket kand
giore overmaade ſtor Tieneſte i ſer i de Tilfælde, i hvilke Lailors Regel
kand bruges; hvilket nærmere (Fal ſees af det nu Folgende.

§. 3.

Jeg Falder beſtandig de to Ubekiendte x og y, ſaaledes at y ſoges
ix, ydermere antager jeg den Folge, ſom ſkal beſtemmes at være

y=Ax" BX T C A Dx T Exf T &c.
hvil

and beſtemme den ene ubek. ved en uendelig Folge ꝛc. 329

hvilken kand gaae ſaavidt, ſom man behager; da den er i fig ſelv vir⸗
kelig u⸗endelig; til at beſtemme Coefficienten i den forſte Termino
Ax" kand man altid med Tailor bruge det Neutonffe Parallelogram,
ſiden denne Maade baade kand beviſes af de ſimple Principüs i Geo-
metrien, hiuſpne med den letteſte Calcul, og den desuden i fig ſelv
heri ikke udfordrer megen Moye. Hvad ellers det Neutonſke Paralle-
logram angaaer, fortiener en Tractat at læſes, ſom er ſkrevet af Hr.
Kaeſtner Profeſſor, i Leipzig.

Det eneſte, ſom jeg vil nævne af det, ſom henhører til det
Neutonffe Parallelogram, er, at man vel ſkiller de Terminos fra hver⸗
andre, ſom ere af adſkillig Hoyde, de, ſom Linealen forſt rorer, ere
Termini af den forſte Heyde; De, ſom den ſiden derneſt kommer til
ved en Parallel Bevegelſe, Falder jeg Termini af 2den Hoyde, og faa
videre / i det Folgende bruger jeg meſt Lerminos af Iſte og anden Hoyde.

§. 4.
Derſom enhver Algebraiſk Liighed foreſtilles ved
ax" yf I BXm yt I f yI T dyd 5h I I &c.
A, og y ved den forrige Folge
y Ax . Px ＋ Cx I Dx I Exf I &c.

da ſeer man let, at den Betingning, ſom Tailor udfordrer til at be⸗
fremme Exponenterne i Folgen y = Ax" & bx' + + &c., er nod⸗
vendig, at nemlig, naar i den givne Liighed ſettes i Steden for y den
forrige Folge, og deraf kommer en Liighed, ſom jeg vil beſtandig falde
B, at da i B alle Termini ſaaledes faae de ſamme Exponenter, at
ingen Termini komme til at ſtaae allene, ſiden Coefficienterne A, B,
C, D &c. ellers ikke kand beſtemmes. Al

§. 5. Lemma.

Derſom i Steden for den Folge
y Ax A BX IT Cxr T Dx T Ex TT&c.
tages denne anden

Tt 5 =

330 J. K. Methode at beviſe/hvorledes man i alle Tilfælde

IV AN TBN A CX A DN I Ex E Am IL KW.
hvis Exponenter gaae i en Arithmetiſł Progreſſion, og denne ſidſte
eleveret til den reſpective Hoyde af y i de Terminis ſom findes i Liig⸗
heden A, ſettes i Steden for yt enhver Termino, da om Exponenten
af y gives i Almindelighed ved k og Coefficienterne ved A. BCi, D-,

Tc. = bliver & i den Liighed k.
— N 4 Bx T m ＋ CX kñ Fam ＋ D* F3m ＋LT&c. -
ſom let ſees af Elevationens Natur.

$. 6. Theorema.

Derſom i Steden for y, ſettes den Series
YA K Bx CX . A D zu . A. Kc.
i alle Terminis af den Liighed A, da ſaafremt at alle de forſte Termini
af de Folger / ſom fages ſaaledes i A, falde ind med den ſtorſte Folge
i Liigheden B (jeg forſtager ved den ſtorſte, den ſom begynder fra den
allerforſte Termino i B) da ſkal og alle de ovrige Termini i de andre
Følger fulde ind med de ovrige i Liigheden B.

Bevlis.
Thi Exponenterne i den Termino ax" bliver efter dy / naar

Coefficienterne udelades
Xln f r KA fn Fr øm ＋ fn Kr f 2m

. IXI Fri zm ＋ XI Tam . ＋ &c.
De derimod, ſom komme af den Termino yl bliver ligeledes
xlu Tp ＋ xIn Kp ＋ xIn Tp f zm '
* XIn F pf zm I XII Pm sr &e.
er nu Fn T r ln T p, da mage og Fu ErEm In Tp m. o. ſ. v.
Ligeledes er Folgen af den Termino x yt e

* *

he

fand beſtemme den ene ubek. ved en u⸗endelig Folge ꝛc. 331
N An Rn ＋ chu qm ＋ hu fg fam N
21 me) Ina zn LT ATA TT &c.
ſettes nu ana = xk fa, maae og hn qm Fn r 3m o. ſv.
Exempel om i den Liighedy? 2K ay -b |
fetteg y Ax: T BX L CX TD TT &c.
da ere Exponenterne af AN
777
2X X Xx X 2 3 X 2 4 K
af a = * 3
b. r N 4
7. Anmerknin.
Dieraf fees, at den forſte af Tailors Betingninger er upaatvi⸗
lelig / at den antagne Folge bor altid være af denne Skikkelſe §. 6. 4.
y AX T BX Cx T Dx. 20 . Ex A, E TAK.
ſaa at Exponenterne altid gaae i en Arithmetiſf Progreſſion; yder⸗
mere at hand deri har Ret, at de to forſte Termini altid bor være li
gehoye i Liigbeden Bog den ene af dem indeholde en Folge af u endelig
mange Terminis eller og, hvilket er det ſamme, være kommen af en
Termino i Liigheden A, i hvilken y findes; thi det kunde ellers
ſkee, at Series ey blev muelig, allene fordi den forſte Terminus ey
kunde beſtemmes; Da nu dette ſidſte allerbeſt naaes ved det Neutonſke
Parallelogram, faa feer man deraf en ny Fordeel, ſom man har af at
115 det. Det ſom endnu bor viſes er, hvorledes man kand mage
det faa, at alle de forſte Termini af de Følger, ſom komme ved at
ſette y Ax & BN A . &c. i A kunde falde ind med de af den
ſtorſte Folge udi B.

—

§. 8. Theorema.

Derſom i den givne Liighed i
t Tt 2 A

332 J.K. Methode at beviſe, hvorledes man i alle Tilfælde
A = ex" f T Rn y' VN y! Tx! ya FF &c.
ſettis i Steden for Digniteterne af y. Exponenten af den forſte Ter-
minus i den Folge
1 0 y AY TBN Tm A Cf au I. . &c.
og af de Terminis, ſom deraf komme i den Liighed B, tages den ſtorſte til
fælles Diviſor, hvilken ſettes ſiden i Folgen Ax ＋ BX Inf. i Ste⸗
den for m, da ſkal alle de Følger, ſom faaes i B ved at ſette Ax" K

Bruhn .. &c. i Steden for y i A, falde ſammen i: Henſeende til alle
deres Terminos. TAGE

Beviis.

Thi derfom de forſte Termini af Følgerne i B falde ſammen
med Terminis af den ſterſte Folge, da falder alle Termini ſammen
86. men er d Sm den ſterſte tilfælles Diviſor af r f. mt, p I,

db. Saar f= nd, mt md, p IId, gh rd, da maae
nd falde ind med den ſtorſte Folge i B efter n Terminos fra forſt af

§5/ ligeledes md efter m Terminos, Id efter!ꝰ og rd efter r Terminos,
følgelig og rf, mæt, pl, ꝗqh iſamme Orden.

9. 9. Anmerkning.

Tailors Regel er, at man ſkal 1) beſtemme Exponenter af den
forſte Termino ved Neutons Parallelogram, og 2) i det ovrige handle
efter F. 8; men man ſeer let, at man derved ey kand være forviſſet
om andet, end at alle Termini i de adſkillige Følger i Lüigheden B (Pal
falde ſammen, folgelig at alt kand beſtemmes, ſaafremt at Folgen
allene beroer paa Exponenterne, ſaafremt at den derimod bor og at be⸗
ſtemmes ef er Coefflcienterne, er det ikke viſt, ot denne Maade kand
være tilſtrokkelig. For Reſten forſtages let af Beviifet §. 8, at man
ey juſt havde nødig at tage den ſtorſte tilfglles Piviſor, det var i AL
mindelighed nok at tage en, hvad for en man vilde, allene, at den
var tilfælles; men da den ſtorſte tilfælles Diviſor er tilſtrekkelig 117

N ag

|

land beſtemme den ene ubek. ved en u endelig Folge ꝛc. 333

— — — —

ſaa er det klart, at en mindre altid vilde give u nyttige Terminos og
tiente følgelig ey til andet end at give en Deel Coetficienter So og at
giore et i fig vütloftigt Arbeyde endnu vitloftigere.

Det er faſt unyttigt, at tale noget om den Forſkiel, ſom kom⸗
mer deraf, at nogle Følger af y Ax" A falder, imidlertid at andre
ſtiger, ſiden den heele Forſkiel kommer allene an paa, hvad heller m
fſkal blive befræftende eller negtende (poſitiy eller negativ) og denne
Forſtiel er desuden nok bekiendt.

§. 10. Theorema.

I hvor mange Følger, der end falder ſammen i et i den forſte
Termino af Liigheden B, kand dog ved dem allene aldrig uden den
Coefficient A beſtemmes, faa til at beſtemme nogle af de vvrige ud⸗
fordres, at en anden Folge (i det mindſte at en. Terminus) mage falde
ind med den ſtorſte langere henne.

Bevis,
Thi om tre Termini af den givne Liighed A eller og flere fettes
at falde ſammen i et i den forſte Termino af Liigheden B for Exempel
Kr yf „ N yl „ dx? yh, da er det klart af elevationens Natur, at

Coefficienten i den 2den Termino ikke kand blive i Almindelighed un⸗
der anden Liighed end

rBTpBITSBS Do
5 B= O.
i den 3die Termino er den almindelige Liighed for Coefficienten
nB? A rB [CATI go, da Bo er og C So.

for Reſten kand her to Tilfælde hende fig, enten at den forſte Coeffi⸗
cient har flere ligeſtore Stamme ⸗Sterrelſer (Radices) eller og, at den
har flet ingen Ligeſtor; da nu efter Elevationens Natur de folgende
Coefficienter ere Differential-Liigheder af de foregaaende multiplice-
rede eller dividerede med viſſe andre beſtandige Storrelſer, ſom i denne
Henſeende ingen Forandring kand give; fan følger af mit forrige

Zt 3 Stykle,

334. J. K. Methode at beviſe/hvorledes man i alle Tilfælde

Stykke, at i denne ſidſte Tilfælde bliver faa mange Difterential-Liig⸗
heder af fig ſelv oefter den forſte Terminum, følgelig og faa mange
Termini ſom den forſte Coefficient har ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer
til mindre end en, og gielder da den forrige Raiſonnement ligeledes i
denne Tilfælde, andet end, at om der ere n ligeſtore Stamme Stor
relſer / at man da faaer en Liighed 8
rB" I pB TB o
B o og faa videre.
Exempel i den Luighed

X -A X ＋ G yx AV Ty XT IOX 6
ere de Termini x. -4yzx T 6yx"-4y3xx Fy”x alle af den ſamme
Heyde, og Folgen af SER:

y Ax; Bx? T Cx ST Dx" TTL&O. .

naar ſamme ſettes i Steden for y i den givne Liighed faaes
o - AA” - 2ABX IN 2A CW = 2A Dx 2A Ex 25
A BT A-scCBTA DB ER &c.
„ Ae e
—2 CB
„ ee ee e
AA GAB EAC EA D-EA E
AB 3A CBA DR
TA 23 — AC.
＋L A scB·
4 — 2 A284
Ax T 2AB TL 2CA T 2DA T 2AE.
+ B T 20B + 2DB

| ＋ Ca
4 ＋ 68 KE 60 ＋ 6D T E.
I.

Den

|
|
|

kand beftemmeden ene ubek. ved en u endelig Felgeꝛc. 335

Den forſte Coefficient AA — 4A A K6ATLI1 ohar Are lige-

ſtore Stamme-Gtowvelfer ; A =I, hvilket og gier, at de 3 efterfol⸗

0 Termini blive o i den ste derimod, ſom er det 4de Differen
ial faacs

—

2
AEB. AB o, Bo.
6. II. Anmerkning. 5
Derſom den ſterſte tilfælles Diviſor kaldes D, og Forſkiellen
imellem Exponenterne af Terminis i Iſte og anden Hoyde kaldes F,
det Antal Termini, ſom i Liigheden B falder imellem Terminos af Iſte
og anden Hoyde, den af 2den Hoyde medregnet; kaldes N. Da er 1)

F ND 2) N= 5 hvilket og har Sted, om betyder en anden Di-

viſor, efter hvis Forſkiel at Termini i Folgen y Ax" + Bx" ÅR Fr &c.
fager til eller af; man kand ydermere heraf let giore ligedanne Slut⸗
ninger i Henſeende til de andre Heyder.

Fer
' Ved en ngye Følge forfine. jeg en Felge, i hvilken iffe flere
Termini findes, end de, ſom i en vis Henſeende ere nodige til at be⸗
ſtemme Coefficienterne, ellers falder jeg den overflødig.

Ved en noye Ordentlig, forſtaaer jeg en Folge, ſom ikke in⸗
deholder en heel unyttig Folge af Terminis, hvis Exponenter gaaer
alle i en Arithmetiſt Proportion.

Ved en neye ll ordentlig, forſtaaer jeg en Folge, i hvilken
naar forſt er blevet faſtſat til hvad Terminum at man vil ſoge Coef-
ficienterne, da i den Henſeende alle unyttige Termini ere udeladte.

8. 3. Theorema…

Derſom en Folge kand beſtemmes af Exponenterne allene, og
følgelig Tailors Regel bruges og ydermere Forſtiellen imellem Termi-
nos af Iſte og 2ꝛden Hoyde er ſelv den ſtorſte tilfælles Diviſor, 800 al

olgen

336 J. K. Methode at beviſe, hvorledes ntanialle Tilfælde

Folgen være noye ordentlig / faa at ingen noyere u ordentlig kand gi
ves; ſaafremt at den derimod er ikke ſelv den ſtorſte tilfælles Diviſor,
. Folge altid være overflodig, og undertiden overflødig
ovdentlig N i;

Beviis. W

thi N= 5. II. og i denne Tilfælde er F, folgelig N ; ſaa de
af iſte og ꝛden Hoyde falder umiddelbar paa hverandre, men af det,
ſom er blevet ſagt §. 10. ſees let, at alle de ovrige Coefficienter og
mage blive beſtemte, ſiden i enhver nye Termino kommer en nye
ubekiendt Coefficient ind i Liigheden tillige med andre Bekiendte og
Lüigheden af fig ſelv ey kand blive o efter Hypotheſen og 5. 4. i det
forrige Stykke.

Men er den ey ſelv 1 ſtorſte Tilfelles Diviſor, da maae den
nødvendig være ſtorre / ſiden 5 N ikke kand være en Brok, hvorover

F-D 40
J Termini i Liigheden B falder imellem Terminos af iIſte og 2den
Hoyde §. 11, følgelig om Folgen lader fig allene beſtemme ved Expo⸗

|

— RR

F-D
nenterne/ maae i denFølgey= Ax? BN E .I. &c. "ge Coeffi-

cienter nødvendig blive So, de Efterfolgende beroer paa hvor de ef⸗
terfolgende Termini i Liigheden A falder ind med Lerminis af den
255 Liighed iB. Og ſaafremt at efter de af anden Hoyde ikke falder

mee nye Termini efter hverandre, da bliver der oglaltid længere hen
i Folgen overflødige Termini. |

den Tilfælde, da Forſkiellen imellem Exponenternei Termi-
nis af Iſte og anden Heyde er ikke ſelv den ſtorſte Tilfelles Diviſor,
da kand en af to altid have Sted, enten, at Forſkiellen imellem de af

forſte og alle de andre Hoyder har den ſamme Tilfalles He ſom
xpo-

kand beſtemme den ene ubek. ved en u endelig Folge ꝛc. 337

Exponenterne, eller og at deres ſtorſte Tilfelles Diviſor er et Multi-
plum af den ſtorſte Tilfœlles Diviſor; i denne Tilfælde kand endnu alle
Betingningerne fyldeſtgiores ved at ſette m ni Sden ſtorſte Tilfqelles
Diviſor men S med den ſtorſte Tilfælles Diviſor af Forſkiellene imellem
alle Exponenterne; thi det fees let at alle Termini mage ikke mindre
falde ſammen ! denne Tilfælde end i den forrige: følgelig er Tailors
Folge i denne Tilfælde overflodig ordentlig.

$. 14. Slutning.

Deraf fees, at man altid mage efterſee hvad den ſtorſte Tilfel⸗
les Diviſor bliver af alle Forſkiellene og ſette den m i Folgen y = Axm
TBN Tn A. I &c. thi derſom man allene holder fig til den ſtorſte Til
fælles Diviſor af Exponenterne ſom Tailor, ſtaaer man den Fare, at
man kand fage hele unyttige Følger af Terminis i Folgen y= Ax" +
hvilket giver et tit u⸗overvindeligt Arbeyde. Saaledes i den Liighed
* AX TGYX — 4 xx TVXTIOX Y- So er Folgen ef;
ter Tailor y Ax T BX TCT DX + + &c. men naar alle For⸗
ſkiellene tages er den ſtorſte Tilfælles Diviſor 3, derſom da ſamme ſettes
Sm, faaes i Liigheden B diſſe Exponenter:

N N . 1. . .

hvilket gior / at man i Tailors Liighed B faaer dobbelt faa mange Ter-
minos, ſom man burde, thi ſiden at alle Termini i Liigheden A og de

olger, ſom deraf komme, kand falde ind med Terminis i den hoyeſte
Feige af Liigheden B, naar m , faa er ingen Tvivl tilbage, at jo
denne ſidſte Folge var tilſtrekkelig, ſaafremt at Coefficienternes Be⸗
ſtemmelſe i denne Liighed beroede allene paa Exponenternes Be⸗
ſtemmelſe. .
: $. 15. Theorema.

Derſom i en Folge
. 1 == AX" LB Cx Tam T Dx. Fm TT Kc. 3
tages to Coefficienter / hvad for nogle man vil, ſom Bog D, og af

Uu BTD

333 J.K. Methode at bevife; hvorledes man i alle Tilfælde

Bx D tages en vis Hoyde r, da ffalB""' P altid komme ien Fenin

længere foran i Folgen end B. 2 D> og jo mindre Hoyden bliver af B,

5 jo ſtorre at den bliver af P, jo længere ſtal de falde hen ad i
olgen.

Beviis. 118

Thi er den Exponent, font ſtager hos A, p, den ſom ſtaaer
hos B, m, og den ved D, s, da kommer i den Termino yr x, BD
for ved den Exponent p. (r- n) m. (n-) sq, og Be D? fom⸗
mer for ved den Exponent p. (rn) m. (n- 2) 28K q, naar diſſe
Exponenter trekkes fra hverandre faaes s + m for deres Forſtiel;
ſaafremt nu Folgen falder er m ſtorre end s, følgelig overgager den
forſte altid den ſidſte, hvorfor denne nodvendig mage falde længere
ud ad i Folgen; paa ſamme Maade beviſes det naar Folgen ſtiger.

5. 16. Anmerkning.

Ved Hielp af det foregaaende Theorema og ved at ſoge til
hvad Exponent, at en given Hoyde af en given Coefficient ſkal falde,
kand man altid beſtemme den noye u ordentlige Folge, ſom bor bru⸗
ges, naar Tailors er given; og bør man derfor altid arbeyde paa
denne Maade. Naar forſt Tailors Følge er fundet, har man at ſee
paa, hvad heller at den Betingning $. 13. har Sted eller ikke, har den
ikke Sted, mane man efterfre om den ingen overflodige Følger inde⸗

holder efter d. 14. ſaaledes omi den Llighed y R Ka yx o,

tages y X * Lo LX TX Ida bliver Exponenterne af
de Terminis, ſom ere af forſte Hoyde 3. 4. o. — . — 1 ved at ude⸗
3,

lukke den anden Terminum fages den Folge y sæ * 3 * 2
X ＋ A &c. og de Exponenter i Liigheden B,. 3. 4. 2 KT &c.

eller hviltet er det ſamme, ved at ſette i Ligheden A. * faaes de
xpo-

kand beſtemme den ene ubek. 0 en u-endelig Folge ꝛc. 339
Exponenter 2. 2 hvis is Forffiecl er 6 ar og folgelig den n narmeſte or⸗

dentlige Folge, fom for y Ax BE L CX TD for deſto
bedre at overbeviſe fig har man allene nødig at ſoge Coefficienterne i
begge Tilfælde, da man faner efter den Følge

* Ax ＋ BX CX Dx Ex- T &cc.

y AX 43BA?x 2 ECAB ＋3EA N
＋ 3B-A X . DA= ＋ EBA
15 +3AC?:
+3B-C.
2 = — 2A 2Bx 2c 2D —2Ex
Fay ; Aa?x? TBA TCA“.
- XX — + *.
hvorved faaes 1) A V, BSO, C -a-VI—I
| 4

Do, E=—3AC-—CA-

— 34 —2

derimod om man tager den anden Folge af y,. y S *. 4 Br
Cx D da fages

. * ＋ 3BA-xX TZCA?X

nl 5

i ＋ 3B AX
—2xy= — Ax —2Bx: —2cx i
Tay == mr TazB
N
hvoraf fages, ſom for A vej B -a VZ—1 C ZB-A-A=B —AB

SEN
og a findes de ſamme Coefficienter ned meget mindre Arbeyde:
Uu 2 Naar

340 J.K. Methode at bevife, hvorledes man i alle Tilfælde

Naar man ſaaledes er blevet forviffet paa, at man har den
næfte ordentlige Folge, bor man ydermere nodvendig ftræbe at forkorte
det vütloftige Arbeyde, ſom endda kand forefalde; hvilket, hvorledes
kand Fee, jeg i et par Exempler vilviife, ſaaledes om den Liighed gives

* — 4X ＋ ox o, hvis Folge for y er efter Tailor y Ax” +
7 2 8
Bx I CX TDX T Ex TT &c. da funde man ſtrax efter §. 14 fee
— — &

8 0
at den rette Folge blev y Ax? T BX TCX 3 TD i hvilken
ved Are Terminos udrettes mere end ved 50 i Tailors, men det kand
og ſkee paa denne Maade. Efter §. 5. feer jeg at den ſtorſte Folge af
Exponenterne i Liigheden B bliver 5. 43. 41. 4. 33. 35. 3. 23. 23. 2.
13. IS. I. 3. J. O. „ 3 3. Da nu ingen Terminus falder ind med
denne Folge for i den Termino 3, fag bliver §. 10, i Folgen til y,.
Bo, CS, Do, Ego indtil den Coefficient P, da nu i Folgen
y= Ax" TT fommer for i den Termino, hvis Exponent er - 3,

8
faa ere de to forſte Termini Ax" + PX efterdi nu P er den
eneſte der falder ind, er det klart, at ingen af de ovrige Coef-
ficienter kand determineres ved Liigheden B, uden de i hvilke p7,
p', p &c. kommer allene for (uden at være multipliceret med no⸗
gen Hoyde af de foregagende Coefficienter A undtagen) følgelig ved
at underſoge til hvad Ferminos i Liigheden B at p', p' falder og hvad
Coefficienter / ſom dertil ſvarer i Folgen y = Ax: + I findes den rette

Følge, ſom for y = Ax K B K C T DX 4 T &c.

Ligeledes i den Liighed * — 49 K FIox” —6y7 hvor igien
efter Tailor y A I BX T CX + Dx &c. feer jeg efter d. 5. at
den ſtorſte Folge af Exponenterne i Liigheden Bbliver. 5. 43. 45.
4. 32. 31. 3. 23. 2. 13. Iz. I. 3. 1 . . . „ „ REE
ingen Terminus falder ind med nogen af diſſe for ved den Exponent
1; da flyder af S. 10. at alle de Coefficienter i Folgen y indtil Nbliver
So. faa at de to forſte Termini i den noye u-ordentlige Folge ere

Ax: ＋ Nx; for at finde den tredie har man allene nodig at 103
e

kand beſtemme den ene ubek. ved en u⸗endelig Folge ꝛc. 341

det ſom i fig felv let fee8, at for N Coefficienti Liigheden B intet kand
beſtemmes ved N allene; da nu N' falder for ved den Exponent

3 •4TIT4 == 3, derimod falder ox; for i den Termino 2, fag

er den zdie Terminus T p og da N' falder for i den Termino x
hvortil ſvarer a Coefficient i Folgen y Ax: + &c. fag er den Ade

Terminus a (thi N- falder altid for NP 8. 15.) da nu N; falder
for ved den Terminus - 6 IT 4 =- 7 og Nb derimod ved den
Terminus - 4 FIT 4 = 75 hvortil ſrarer den Coefficient

c' i Folgen af y, følgelig er den cx endelig er den Terminus i
Liigheden Bi hvilken at ? falder for 4 11 4 72 hvortil
fvarer den Coefficient e" i Liigheden Bog følgelig den Terminus 2
i Folgen af y, faa den te Terminus er e , for at finde den 7de
Terminum mage agtes at N falder for ved den Terminum - vi
Lligheden B, hvortil ſvarer i Folgen af y den Coeffieient n ſaa den 7de

Terminus er n „ man bor ſiden ſoge . 15. forſt NP, ſiden NP. endelig
P derpaa N“ og de ovrige i ſamme Orden / fag den naſte u⸗ ordentlige
Folge bliver

8 8 18 26 36
SA + Bx TCXT TD TEX 4 FX TT &c.
ellers feer man uden Vanſkelighed, hvorledes man paa ſamme Maade
efter H. 15. kand beſtemme alle Coefficienterne om man har et Trino-
mium af Coefficienter eleveret til en vis Hoyde eller endnu flere.
Jeg mage kortelig erindre, at man havde forud kundet forkortet i dette
Exempel Tailors Folge til en noye ordentlig ved at ſette m 3; og at
man altid, for man foretager fig at finde den noye uordentlige Folge,
faſtſetter til hvad Hoyde af x man vil gaae, da det ſiden er let at finde
om hvor mange Lermini man bor lobe længere ud i Folgen / endſtiont
1 75 Dvelfe og Eftertanke i denne Tilfælde er bedre end vütloftige
egler. i

$, 17. Theorema.
Derſom Forſtiellen ee Terminos af Iſte og aden Hoyde
3 er

342 J.K. Methode at beviſe/hvorledes man i alle Tilfælde

er ſelv den ſtorſte Tilfælles Diviſor af de øvrige Forſkielle, og Lügheden
til den forſte Coefficient A har flere ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer
(Radices) hvis Antal er n, da er det nodvendigt til at beſtemme Coef-
ficienterne / at den ſtorſte tilfælles Diviſor mage divideris med Antal⸗
let af de ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer, og ſamme Expreſſion bor i Fol⸗
gen y Ax" &c. ſettes i Steden for n.
f Beviis.

Thi derſom af en foreſat Liighed faaes n Folger, ſom alle fal⸗
der ſammen i et i den forſte Termino, og ſom giver n ligeſtore
Stamme⸗Sterrelſer ; ſom

Ax" ＋ Bx F ＋ Cxn fam ＋ Dx T zu ＋ Exn k- Am

—

＋ A* ＋ B* 4 O * D' ＋ E“
a pE
FA” TBT“ ÆG” TD“ TE. .
0. ＋ ØB ＋ Y- 1 3
cet ＋ 8 — *

da efterdi at A * A A A, ſettes at have flere ligeſtore Stamme ⸗Ster⸗
relſer/ maae BTB TB“ So ligeledes C+ C+ ! S oog det i

n I Terminis fra den forſte af at regne §. 4. i mit forrige Stykke;
følgelig blev * = o og fag videre, ſaa mange nemlig af de forſte

Terminis i Folgerne, ſom der falder ind i et med n - 1 Terminis.
fra den forſte af, men a kand ikke være o ey heller efter Hypotheſen,

derfore bor «og « nødvendig falde efter n - 1 Terminos fra den
forſte af at regne eller i det mindſte begynde at falde ind med den
Terminon I fra forſt af, det er da om n Terminos at de af 2den

Hoyde bor falde ud, hvilket fanges ved at dividere den ſtorſte tilfal⸗
les Diviſor med n.

Exempel. I den Liighed gult: 2xy”FX'y — o hvis Folge

for y er SNK BX A CX T DR ＋ T &c. fades / naar for y
ſettes denne Folge.

O =

and beſtemme den ene ubek. ved en tveridelig Folge c. 343

o Ax, T 34 BX A 3A C T 3A D 4 3A ER
9 ＋ 3aB T 6ABC 4 6ABD

+ B ＋ 3AC-
5 + 3B'C
— 24 AAB — 440 — 44 — 4ÅE i:
4 eee e 450 — 4BD 7
5 200
L A TB 40 ID I. E,

A ;

i den førfte Termino findes A to gange S I og derover er Differen-
tial-Liigheden 3A B 4 AB + B o, fordi — a falder i den zdie
Termino fand den beſtemmes, men faldt den derimod i den anden,
hvilket vilde ſkee ved Tailors Expreſſion, maatte a o imod
Hypotheſen. ö

§. 18. Anmerkning.

Af det Foregaaende er det klart, at ſaa tit ſom den iſte Coeffi-
cient har flere ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer, da efterdi at lige ſaa⸗
mange Differential- Liigheder mindre end en bliver Do kand den an⸗
den Terminus Be ikke beſtemmes for i den Coefficient hvor B' fommer
for / hvilket giver; de imaginaire medregnede, faa mange adſkillige
Verdier af B, ſom der ere ligeſtore Stamme ⸗Sterrelſer til i den forſte
Coefficient A; ſkulde B blive = o, da er det det ſamme i Henſeende
til C, ſiden man kand anſee det, ſom om den Terminus der havde B
gik ud af Lügheden, imidlertid at al Reſten blev det ſamme. Ellers
ſeer man heraf en Tilfælde, i hvilken at Folgen ey allene beroer paa
Exponenterne, men endog paa Coefficienterne, og da Stirlings For⸗
bedring beſtgaer i at dividere med Antallet af de ligeſtore Stamme⸗
Storrelſer ſom i §. 17, faa er det tillige Hart, at Stirlings Forbedring
i det foranforte Tilfælde er nødvendig,

§. 19.

344. J.K. Methode at beviſe, hvorledes man i alle Tilfælde

$. 19. Theorema.

Derſom den ſtorſte tilfælles Divifor af Exponenterne er fat
m, og der findes flere ligeſtore Stamme ⸗Sterrelſer i den forſte
Coefficient fat S o, og m er et Submultiplum af Forſkiellen imel⸗
lem Ferminos af Iſte og 2den Heyde, da kand Tailors Folge være til
ſtrekkelig til at beſtemme Coefficienterne, ſaafremt at Antallet af
Terminis, ſom falder i Liigheden B imellem de af Iſte og ꝛden Hoyde /
er net op et Multiplum af Antallet af de ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer/
er den ikke et Multiplum i hele Tal kand Felgen altid beſtemmes, ders
ſom i Steden for ſamme Diviſor tages et Tal, hvorved at denne ſidſte
Betingning fyldeſtgiores, og man tillige faaer giort, at alle Termini
falder ind med de af den ſtorſte Folge i Liigheden B.

Beviis.

Thi efterdi at den forſte Coeffieient efter A, ſom jeg vil kalde
B ikke kand beſtemmes for i den Hoyde Bu, om der ere n ligeſtore
Stamme ⸗Sterrelſer i Liigheden til den forſte Coefficient 6; 18. faa
folger, at den kand beſtemmes, ſaafremt at den anforte Betingning
har Sted; Derimod, ſaafremt at forrige Betingning ikke har Sted
1 ſamme Vanſkelighed igien for, ſom er blever anført i Bevii⸗
et §. 17.

Exempel i den Liighed * — 4 **. — 4K ＋ yx T Gx
＋ IOX y S o er efter §. 14. den noye ordentlige Folge y Ax
4 2 2 4
T BX + CX FDx TEX Fx > hvoraf faaes

— 4

345 J.K. Mepeden uendelig Folgeꝛc. 345

— 4 *. — 4K IL 2 C 2A R
AEG X AGB
bK * A cf

BEAT? K A ED
A DCR AA BF
AEB. 2A EBC
+ 0 — 4 BD:
sc 4A DC: ALX
ADB. T AER Ke.
| same T A DcB-
eK B. ABC.
| ET al DC

E —

T

0 mile

J.K. Methode at bevife,hvorledes man i alle Tilfælde kand beſtemme den ene ubekiendte veden u endelig Folge e. 346

— —

— ————

IT — es — 2 2 1 2 i 5 z - -
— VX — 4A Rx — 2A 43 2A (CX — 2A Dx 2 Rx = AER 2 2 HE

* A K A ch * A DB * A cb K AEC * 65
AB A A 4 AEB A DA * Ach

AA cg. — A- CB 4 BEAT 4 AED
＋ Ai — 4A BD A- DCR - GA BE
＋ A CB — NE EBC
> TAB: Så 40A — 1 BD:
＋ 14 CB. A- DOS K K
* A DB K IA EB Ke.
— MA CB" K A DCB-
ik A B' ABC
— 21A DB.
— 23 ACN
* A cB-
r A B'
— 67 3 1 1 1 2 4 1 7 K 5 6A == 3. ＋＋T&c.
c e — GAD — 6A Ex -s — 6A FN GA CX 6A Hx?
n c 34 Db 34 cb — A- 3A 16h
))) EG YSNS ASSER SE SARBEC NS SAR IGE
* A ch 4 a B — 3d BF — 3A ED
— HAB 4 JA D 4 ADC I AA BF
A CB 4 A EB. ＋ AA BD.
* A- B sp ZAC; K A EBC K Ge.
2 AB; EA 4A DG:
* K DB. A Ez.
— A- CB" A- DCB:
— GA FB … 3 A0
＋ 15A77DB"
＋ A CB.
+
*

A

* Ax! ＋ 2ABx43 sg BACXi I 2Abßx A 2EAXx??. . QAFxr? I SAGE E 2AHx>
＋ BX: + 2CBx: ＋ 2DB ＋ 2EB ＋ 2FB 2GB
＋ C' ＋ 2CD ＋ 2EC ＋ 2FC
+ D'; ＋ 2ED
X 5.
* ebe ＋ 6Bx43 ＋ 6Cx37 T GD 4 GEEx- ＋ Fx ＋ 6Gx + 6Hx?.

r 5 Siiger

kand beſtemme den ene ubek. ved en u⸗endelig Folge ꝛc. 347
3 i Z 3

Liigheden til den førfte Coefficlent 4A 4A A- TGAT Io,

eller A+ 4A + GAA — 44A + T har g re ligeſtore Stamme⸗

Storrelſer A /i de tre efterfølgende Liigheder til Coefficientene findes

de af fig ſelv So fordi de ere Differential-Liigheder, i den te Ler-

mino findes B o, af den öte kand heller intet andet ſluttes, i den

de findes — 6A o imod Hypotheſen. Aarſagen er at Ce er den
orſte Function af C, ſom bliver fire for B og ſamme kominer ikke for
førend i den Termino x , følgelig bor — 6A? enten falde der eller
og i den Termino x eller en Anden, ſom flager altid om et Multiple
af Are fra den Forſte.
Tager man derimod Tailors egen Folge / ſom er
7 7 4 2 i *
Ax T E T C T Dr TA EX AKT &c.
da bliver den ſtorſte Folge af Exponenterne i£iighedenB
5. 43. 43. 4. 33. 3. 3. 2. 24. 2. Iz. I. I. 3. l. 0 — f 5
da nu 6A falder ind i den rte Lermino fra den forſte af, ſom
er tre gange Antallet af de ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer, faa kand
man ved Tailors Folge finde Coeffcienterne, uden at bruge nogen

videre Forbedring.
1 5. 20. Anmerkning.

Deraf ſees at Stirlings Methode er altid gandſte accurat iden
Tilfælde, fon er anført §. 17, at man nemlig da ved den altid fager
den noye ordentlige Folge, men er den ſtorſte tilfælles Diviſor ikke ſelv
Forſkiellen imellem Perminos af Iſte og 2den Hoyde, da er det Fart
af §. 19, at Stirlings Forbedring kand være r ſaafremt
nemlig at Termini af 2ben Hoyde falder ind efter den der anførte
Betingning. Det eeneſte , ſom endnu er tilbage i Henſeende til Stir⸗
mn FA: HAG at beviife, at den er almindelig, u⸗agtet, at den i alle
de Tilfælde, da Forbedringen er unødvendig, bebyrder iffun med en
overmaade ſtor Mængde af Terminis, ſom tiit give et u- overvinde⸗

ligt Arbeyde.
” L 6. 21

348 J:K- Methodeatbebife/bbøtlebes man alle Bilfælde

8 21. Theorema

Derſom Tailors Expreſſion divideres med Antallet af de lige⸗
flove Stumme Storrelſer, ſom findes 1 Lugheden til den forſte Coef.
ficient, og Qotienten ſettes i Folgen y Ax" ＋ Arn fm — m, da
kand Coefficienternt altid beſtemmes. . ;
, ER RER
21 Ehidennye Betingning, ſom kommer til formedelſt flere lige⸗
ſtore Stamme ⸗Storretſes ! Ligheden til den ferſte Coefficient, er at
m made være et ſaadant Tal, at Antallet af Terminis i Lugheden B
imellem de af forſte og 2 en Hoyde, divideret med Autallet af de lige⸗
ſtore Stamme Store ſer awer en Qvotient ihele Tal §. 19. Kaldes
nu Forſkiellen imellem Terminos af iſte og 2den Heyde F; den ſterſte
tilfælles Diviſor D, 9 e ſom ſkulde faaes ved D,
N, det nye Antal x. da er 5 =N 095 X F. 1 folgelig dl.
ogx Nn, folgelig er den nye Betingning i denne Tilfælde fyldeſtgiort,
thi N er altid et heelt Tal. Men det er tydeligt, at naar alle Fog erne
ih falder ind med den ſtorſte Folge ved on P, de da 5 5 ind

D Wenn
ved m = ſiden efter n Terminos man i den ſid ſte Tilfælde altid
kommer pag de Terminos, ſom vare den Forte.

S. 22. Anmerkning. f ae e
Der feyſer nu int t i at kunde fee med hvad Forſigtighed, at
man baade ber bruge Tailors og Stirlings Methoder; nemlig før man
kand bruge, Tailors, maae man vel fee til, om den ſorſte Coefficient |
ikke giver en Lüghed, fon har ligeſtore Stamme Stoß eſſer, deris
mod, naar man vil bruge Seirlings, mage man vel ægte, om ile
Tailors Methode allene kand fyldeſtgisre alle Betingninger. Ellers

| 10 er

*

kand beſtenme den ene ubek. ved en uendelig Folge ꝛc. 349

er nu intet lettere, end at kunde af Stirlings Folge finde den! den nohe or⸗
dentlige, FN jeg vil AH ved ne, hvorledes fand kee. i den

Tallors Folge y D Ax ＋ Bx A Cx * Dx ＋TT&c. Derimod, dø
den ſtorſte tilfælles Diviſor er 2 og Antallet af de ligeſtore Stamme⸗

Storrelſer 4 bliver Stirlings Felge y Ax T BxT A Cx. I Dx

4 Ex ＋ &c. efter hvilken det er et moleſt Arbeyde at kunde
beſtemme endog de 4 ferſte Coefficienter. For nu at kunde udrydde
de overflødige Folger af Coefficienterne, kunde man begynde med at
udelukke den 2den Perminum, og ſiden alle andre alternative; og
fee til om alle Betingninger kunde endda blive ſoldeſtgiorte ved den

nye Felge y — Ax" BX . Ex ü I FX A I &cc. i hvilken
m z da efter 8. 5. Exponenterne i Liigheden B blive; 5. 48.43.

43. 435 45 4 3% 35. 38. 33. 35. 3. 28. 2, 28. 28.2. 2. 18. 1. 18. 72,
155. I. 3. 4,3, . efterdi nu Halle Følgerne i Ligheden B falder ind med
den ſtorſte 2) de af 2den Hoyde ere borte fra de af førfte Hoyde om
et Multiplo af de ligeſtore Stamme ⸗Sterrelſers Antal, faa feer jeg
deraf, at den forſte Folge var overflødig, og at denne anden x Ax”

* B I Cx A Dx' & Ex er noyere ordentlig, derpaa underſo⸗
ger jeg ligeledes, om denne ſidſte er noye ordentlig ved igien at ude⸗
luffe den aden Terminum, ſag jeg fager Ax: T Cx? + Ex eller
Ax x Cx L Ex TT &c. i hvilken m ==, faa bliver efter 9. 5»
Følgen af W N i Ligheden B. denne. 5. 43. 43. 4. 33.33.
3. 23. 25,2. IB, 15.1. J. 3. / da jeg atter igien feer, at alle Beting ·
ninger kand fyldeſtgieres ved denne ſidſte Folge af y, ſaa er jeg for⸗
ſikret, at den er endnu noyere ordentlig; men for at være forviffet
paa, at den igien i ingen overflodig Folge indeholder; udelukker jeg igien

iden Følge Ax Bx A CN I Dx T Ex A T &. y den aden
Terminum og alle Alternative, hvorved faaes y = Ax + Cx i
＋ Ex GT T &c. efter $. 5. bliver den ſtorſte Folge i Lügheden B.
i Yy 2 denne

IN

350 J.K. Methode at beviſe, hvorledes man ialle Tilfælde

denne: 5. 43. 33. 3.23. 13. 1,31 i denne fand vel alle Termini af de
andre Folger falde ind med de af den ſterſte Folge, men da den
ferſte af 2den Hoyde (fulde falde ind i den 7de Termino imod
6. 19, da feer jeg, at den forrige Folge var den noye ordentlige / end
huyilken ingen nohere kand findes. e ad

§. 23. Anmerkning.

Naar man arbeyder efter den forrige Anmerkning / har man
flet ingen anden Regel nodig for at beſtemme den neye ordentlige
Folge. Endſkiont, man feer let, hvorledes, naar Tailors Folge er
given; man kand finde en Regel, ſom i mange Tilfælde ber være
meget noyere end Stirlings, endog; naar man ikke har agtet den For⸗
kortning/ ſom kand ſtee i Tailors Methode efter 5. 14. thi da den hele
Sag kommer allene an paa Tailors Betingninger og den Betingning
6. 19. faa har man allene nødig, naar den Lüghed Ber fundet efter
Tailors Følge; da at ſee hvad. heller Antallet af Terminis im ellem de
af forſte og ꝛden Heyde, den forſte medregnet; er et Multiplum af
Antallet af de ligeſtore Stamme ⸗Sterrelſer eller ikke; i den forſte
Tilfælde bør Tailors beholdes $. 19. i den ſidſte derimod feer man let,
at den Betingning §. 19. erlanges ved at ſoge det mindſte Tal, ſom
lader fig dividere med Antallet af Lerminis (imellem de af forſte
og ꝛden Hoyde i Liigheden B den af ferſte medregnet;) og Antallet af
de ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer , med det Tal, ſomdderved fages, bor
man dividere Forſkiellen imellem Terminos af Iſte og anden Heyde,
faa er Qvotienten det Tal, fon i Folgen y= Ax" Bx her ſet⸗
tes m. * |

Thi holdes ſamme Benevning ſom i . 27, og det mindſte Tal,
ſom lader fig dividere med Antallet af de ligeſtore Stamme ⸗Storrel⸗
fer og N, kaldes snN, da er SN et heelt Tal og følgelig er ſu N et
Multiplum af n, men om det nye Antal af Terminis 1 Liigheden B
imellem de af Iſte og ꝛden Hoyde kaldes N' da er N. A 6. It.

= n følgelig er den Betingning fyldeſtgiort . 19. men man feer let,
. ; at

kand beſtemme den ene ubek. ved en u⸗endelig Folge ꝛc. 351

at alle Termini af de andre Følger i Liigheden B mage falde ſammen
i et med den ſtorſte, følgelig ere alle Betingninger fyldeſtgiorte, men
da desuden i Steden for n er taget Sn N, faa er det oyenſynligt, at
paa denne Maade, faa mange unyttige Termini ere udryddede, ſom
kand udryddes, følgelig og, at Felgen er den næfte ordentlige eller
ordentlig og noye ſaafremt at ellers Tailors er ordentlig og noye.

* i:
Erempel, i den Liighed x' — 4 *. + 6yx' T yx — Ex
4 Io i hvilken efter Tailor m S og Folgen blev y = Ax + Bx
＋ Cx &c. da den forſte Coefficient har 4 ligeſtore Stamme⸗
Sterrelſer er efter Stirling m = 2 og Felgen blev y = Ax T Bxrz
1 CX T Dx T Ex" A. T &c. efter denne ſidſte Regel bliver 1)
den ſtorſte Folge hos Tailor i Liigheden B denne: 5. 43. 45. 4. 33. 33.
3. 23. 23. 2. 13. I. I. 3. 5 da nu den Terminus af 2den Heyde
— 6x5 falder ind i den 11te Termino, feer jeg ſtrax at Tailors Folge er
urigtig / jeg tager derfore N = 10, n = A/ nN = 20; F> og
a = 3 = E, ſaa den noye ordentlige Folge bliver y= Ax:

snN 3˙0
＋ BX T CX TD TA Kc. for at beviſe fig om at den er
rigtig, har man allene nødig at ſoge den ſtorſte Folge i Liigheden Baf
Exponenterne, ſom er efter §. 5. 5. 48. 48. 48. 43. 48. J. 38. 32,
32. 33. 38. 3. 28. 28. 28. 25. 26. 2. 18. 13. 16, 18. 12, I. f. 4, da nu
alle Termini falder ind med de af den ſtorſte Folge, og de af 2ꝛden
Hoyde falder ind efter 5 ganger 4 Lerminos fra forſt af eller i den

21de Termino, fag er Folgen, ſom den bor at være,

9. 24. Anmerkning.
Men uaagtet, at denne Regel i mange Tilfælde er meget bedre
end Stirlings, faa er den dog i adſtillige endnu langt fra ikke faa noye,
ſom den bor ere det, af Aarſag, at den ikke er indrettet efter den
Anmerkning $. 14, hvilket kand undertiden giere, at naar Tailors
Ny 3 Folge

352 J.K. Methode at heviſe, hvorledes man ialle Tilfalde
Felge indeholder overflodige Terminos, at de da og findes i den Folge /
ſom faaes efter den forrige §. den rette Methode ſees da let at være

i denne; ti

Regel. N
1) Man bor ferſt efter §. 14. ſoge den noye ordentlige Folge, ſom
kand faaes efter Tailors Methode og een
2) underſoge, hvad Antallet af Terminis bliver i den Liighed B, ſom
er imellem de af forſte og aden Hoyde fra forſt af regnet.

3) Søge det mindſte Tal, ſom lader fig dividere med det for ſagte

Antal af [Terminis og Anallet af de ligeſtore Stamme⸗
Storrelſer. | 1 1199

4) Dividere Forftiellen imellem Terminos af iIſte og anden Hoydt
med dette ſidſte Tal. 4
5). Qotienten bør ſettes = m i Felgen y Ax I BX. E LTG.

Exempel, i den Liighed *» 3) 4. 3X - £ 675 = 0
hvori efter Tailor Folgen er y — Ax TB LC TDR AT &c.
Forſkiellen imellem Terminos af Iſte og ꝛden Hoyde S 2 hvoraf den
ſtorſte tilfælles Diviſor er 3 og Tailors corrigerte Folge efter $. IA.
8 1 6
I Ax K BRN TCT DX FTT &c. da nu efter $. 5. den ſtorſte
Folge i B bliver, i >

3. 3. 3. e Ke.

og Terminus af 2den Hoyde falder ind i den anden Termino, er An⸗
tallet af Terminis 1, Antallet af de ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer 3,
det mindſte Tal ſom lader fig dividere med 1 og 3, 3, Forſkiellen

imel⸗

kand beftemmeden ene ubek. ved en trendelig Folge c. 353

imellem Terminos af iſte og ꝛden Poyde S/ dwideret med 3 m

ſaa Folgen er, y — Ax K BR ＋ C ＋ Dyr L Exr Fris,

derimod ſkulde Stirlings Folge blive 7 = Ax T BxT TCT A Dx T

* CX T &. hvilfer følgelig vilde give en overmaade ſver Folge

at udarbeyde; hvilken Folge og findes efter den foregagende Regel.
8. 25. Anmerkning.

Bil man exprimere denne Regel analyticè, da, om F er For⸗
ſkiellen imellem Lerminos af forſte og den Hoyde, D den ſtorſte til⸗
fælles Divifor af Exponenternes Differencer ef ter 5. 14. Antallet af
Terminis imellem de af forſte og aden Hoyde i den Lügbed, ſom kom⸗
mer ved denne Correction i Tailors = N, Antallet af de ligeſtore
Stamme ⸗Sterrelſer Zn, det mindſte Tal, ſom lader fig dividere

med N og n SnN, da bliver m N- Men N 2 5 5. u, fol⸗

gelig er m = ( ußj men vil man fee; hvad Overeensſtemmelſe at der

D 72,
er imellem min Regel og Graveſandis, da mage agtes I) at Forſtiel⸗
len imellem Terminos af 1fte og anden Hoyde altid er den mindſte

F .
Forſkiel/ ſom kand faaes. 2) at om 5 S q er m S —=; hvilfet
å 8
er net op Graveſandis Regel.

i §. 26. Anmerkning.

For at beviſe, at denne Regel er almindelig, er intet andet til,
bage, end at agte / at den anden Terminus, ſom beſtemmes efter den
forſte

354 J.K. Methodeatbevife, hvorledes man ialle Tiff. dc. SÅ

førfte, ikke kand have flere ligeftore Stamme ⸗Storrelſer, ſiden den
altid gives ved en Liighed af det ſlags * Sa oim Antallet af de lige⸗
ſtore Stamme ⸗Storrelſer er n, og det er bekiendt om diſſe Lügheder,
at de ikke kand have flere ligeſtore Stamme ⸗Storrelſer: da ydermere
de øvrige Coeffieienter altid beſtemmes ved en Liighed under den
Skikkelſe r — a o, er det klart at Methoden ſaavel er almindelig
i Henſeende til Exponenterne / ſom i Henſeende til Coefficienterne,
hvad videre kunde ſiges, feer Leſeren ſelv W.
afl det Foregaaendt. dun kite

— — . —ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—ß—9ẽvQ—ẽꝗÆ. —

Balth.

re
2 — —x—x— —⅛ ä

Balthazar Johannes von Buchwalds

Korte Erindringer
over

de naſtrafvigte Aar ved Luftens og Veyrligets
Forandringer udi Holland maanedlig bemerkede
Sygdomme.

. ſom haver nogenlunde Kundſtab og Indfigt udi de ſkabte

888 88 5 355

Ting i denne Verden, der tiener meſtendeels alle til det men⸗
niſkelige Kions Forneyelſe, Orhold eller anden Nytte; enhver

efter ſin Egenſkab og Maade, kand med nogen Foye negte, at Luften;
der er et naturligt ſkabt Væfen og iblant andre herlige Egenſkaber den
beſidder, ogſaa tiener til fornøden Ophold og Vederqvegelſe for alle
levende Dyr, jo har en ſtor Influence, Connexion eller Sammenhæng
med de menniſkelige Legemer,/ i ſer: naar man betenker, hvorledes Luf⸗
ten foreener ſig idelig med de allerinderſte ſaavelſom udvortes Parter
af vore Legemer, hvilket (feer ey alleneſte ved hver Aandedrot, da
Luften ligeſom drages ind i Lungen og igien puſtes derudaf ligeſom
igiennem en udviidet og igien ſammentrykt Blæfebælg, men end og
ved enhver Mundfuld Føde vi tage til vores Legems Underholdning,
hvor Luften, tilligemed de forekommende Vædffer, ſamt Varme, Tryk⸗
ning og Bevegelfer af de omliggende Parter med viidere færdeles hiel⸗
per til Den faa kaldede Digeftion og Chylification, det er Fordeyelſe og
den füneſte Fodes Forarbeydelſe, ja det ſom meere er, faa veed man at
Luften og gaaer ud og ind af Svede⸗Hullerne (Pori,) hvilke ere ligeſaa
utallige ſom Stiernerne paa Himmelen. ;

„Det bliver da en u⸗imodſigelig Sandhed, at Luften idelig og
alle Tider paa adſkillige Maader og Veye gager ind og ud af vore Le⸗
gemer, og folgelig har en ſtor Foreening og Sammenhæng dermed, og
des Aorſage kand give Anledning ti viſſe Sygdomme / ſom iblant re

å viſſe

356 B. J. v. B. Korte Erindringer over de naſt⸗afvigte Aar
viſſe Aarſens Tiider ere giengſe, men at Luften allene (Fulde foraarſage
ſligt uden anden foregagende og medfølgende Aarſag tillige; faa og at
hver Maaned efter Luftens og Veyrligets Beſkaffenhed fulde giore
Forandring udi Sygdomme; kand jeg ey overtale mig til ſaa let at
troe, efterſom en Del ſtore lærde Mænd har giort flige Anmerkninger
alt for mange Aar ſiden , men aldrig endnu fornummet at noget ef⸗
terfolgende Aar rigtig har ſvaret i Lüghed til noget af det foregagende
enten i Sygdomme eller Veyrliget. Det vil mueligen ſynes paradox
eller urimeligt for en Deel, at jeg ikke vil antage Luften for at kunde
allene foraarſage nogle i fær de pad viſſe Aarſens Tider epidemice
graſſerende eller giengſe Sygdomme / da dog mange lærde og fornuf⸗
tige Mænd beſkylde Luften for ſligt, uden at give nogen; anden Aarſag
eller Oplysning dertil; men Erfarenhed, ſom den beſte Lare⸗Meſter i
alle ing, faa og i de vigtigſte Videnſkaber/ ſkal klarligen overbeviiſe
dem om denne min Meenings Grund og Sandhed; thi var det Luften
allene der foraarſagede ſaadanne Sygdomme; ſaa kand jeg ikke begribe,
hvorledes det gaaer til / at faa mange loo ode Menniſker/ der leve ved en
og den ſamme Luft, beholde deres Helbred, og nogle af dem, endog
de der meeſt vogte fig for den uſunde Luft, tabe den, ſom Erfaren⸗
heden viiſer / med mindre der mage være noget der ſetter ſamme Men⸗
niſkers Legemer i ſaadan empfindtlig Stand, at de let og haſtig kand
angribes af den urene tykke ert, l eller alt for lette Luft, der enten
udvider Lunge ⸗Blerene faa ſterk, eller ey formaaer at udvüde ſamme
nok, det er at ſtige, Luften er ey i Ligevægt eller Rqvilibrio med vore
Legems Parter.

Hvad det nu monne være,” fon ſetter vore Legemer i flig
empfindtlig Stand, vil jeg her kortelig opregne:

1) Alle haſtige Forandringer i Henſeende til Varme og Kulde, ſamt
Torke og Vade. An :

2) Alle flags Overflodigheder i Spiife og Drikke / det er in Cerere &

Baccho.

3) Uordentlighed in Venere og i andre naturlige Excretions. 1
: 4) Alt

| ved Luftens og Beytlig, Forandring. udi Holland 26; 357

4) Alt formegen Stilhed eller for heftig Bevegelſe.
5) Utidig Nattevegt og Uroe eller ſormegen Sovn.

6) Sindets u⸗ordentlige Bevegelſer, ſom for Exempel, overmaade
Glade/ Sorrig / Skrek, Harm eller Vrede og deslige. '

Di.iſſe her opregnede 6 Poſter ere da de, der meſt bor xeflecteres
paa af en fornuftig Lcrge j vaakommende Sygdomme, det jeg og i nogle
og 30 Aars Tiid ved Ovelſe in praxi medica har erfaret, og dagligen
bliver forviſſet om, ved det jeg . Maader efter
foregagende Omſtendigheder paa een og den ſamme Tiid udi ſamme
Svaghed nodes til at handle med adſkillige Syge for at hielpe dem til
deres Helbred, ſaa jeg i mine Tanker ofte beklager de Syge, ſom fal⸗
de udi ſaadan Leges Hænder, der curerer efter viſſe Bøger, uden at
forſtaae de opregnede Poſter, mindre giør fig Tanke derom, og føl:
gelig curerer paa Slump uden at have vedborlig Indſigt, og alligevel
vil anſees for ſtore Konſtner i Lege Konſten, da de dog give Anledning
til, at Lcge⸗Konſten foragtes endog af en Deel fornuftige og lærde
Folk, ſom fee adſkillige ſaadanne Slumpſkytter at giere ſtore Curer
iblant / endſkiont de dræbe de Fleeſte / hvilket dog dolges, fordi Folk vil
ey lade fig merke med at have brugt en Fuſker, naar det falder flet ud.

Heraf meener jeg enhver begriber min Meening, at nemlig
Luftens og Veyrligets Forandringer ey faa let kand forgarſage Syg⸗
domme, med mindre de menniſkelige Legemer bliver tilforn ſatt udi
nogen empfindtlig eller ſygelig Tilſtand; dog derfore maae ingen be⸗
ſkylde mig / at jeg holder ſaadanne Anmerkninger om Luften, Veyrli⸗
get og derved forefaldende Sygdomme for aldeles unyttig, ſaaſom jeg
tvertimod er af de Tanker, at ingen Ting i Verden er og kand være
meere nyttig til Videnſkabernes Forfremmelſer, end Erfarenhed, der
grunder fig paa gode Anmerkninger og Forſog / det er Obſervationer
og Experimentek. Men jeg vil hermed give tilkiende, at om flige
Anmerkninger ſkal blive til Nytte 3 Tiden, da maatte tillige vi 1
r 32 erſo⸗

358 B. J.v.B. Korte Erindringer over de tæftafvigte Aar ꝛc.
derſoges de efter. forommeldte 6 Poſter foregaaende Omſtendighe⸗
der / der havde giort Legemet empfindtlig eller ſogelig, ſom tillige
maatte meldes ved Anmerkningerne, da jeg er forſikret, at det kal
befindes i Sandhed det jeg tilforn har kreven, at nemlig een og den
ſamme Sygdom af ſamme Luft dae de efter foregaaende Om⸗
ſtendigheders Beſkaffenhed, paa adſkillige Maader kand og bor cureres;
dernaſt kunde og de; ſom bar paa et ſvagt Legeme lere, hvad Luft
og Veyrlig dennem kunde være meeſt ſkadelig; thi anſeer vi den faa
kaldede Hypochondrie, faa finder man nogle; der ere beladte dermed,
ſom kand taale en mild, vaad og tyk Luft, andre bedre en kold ter
og klar Luft. Ligeledes har det fig med Verki Lemmerne, Gigt;
Skiordug, Svindſot og deslige, ſaa at Anmerkninger, paa denne
Maade af fornuftige Mænd indrettede, i ſer ved Hoſpitaler
og Fattiges Huuſe kunde blive til ſtor Nytte 1
og Oplysning. dg .

25 N ER A. 359
Chriſtian Horrebow
ER Om

Solens ECCENTRICITET,
hvilken befindes at være beſtandig, og ikke at
aftage; ſom nogle af de nyere Altronomis
giette.

2 er i de ſidſte 200 Aar / at Aſtronomien haver faaet fin

1

fornemſte Tilvert hos Europcerne, det er ogſaa i ſamme

Tü, at mange Ting ere blevne kaldte i Tviil, ſom ikke gior⸗

des fornoden at tvüle om, og hvorudi man gierne uden Fare kunde
have blevet ved de Gamles Meening. Det er overeensſtemmende
med vores Humeur, at falde fra een Yderlighed til en anden, man
vil enten troe alt; eller troe intet. Saadan er det gaaet med Philo-
ſophien: Forſt var det ligeſom en principium, jurare in verba Ma-
giſtri, da holdtes det for et Sacrilegium eller Indbrud i Helligdommen
at tænfe at Ariſtoteles kunde tage Feyl / og den anſaaes for den ſtorſte
Philoſophus, ſom kraftigſt kunde froe, hvad Ariſtoteles og hans Til⸗
hengere havde ſtrevet. Siden blev det et principium, de omnibus
dubitandum, og da blev der diſputeret end ogſaa om de allerfaſteſte
og uryggeligſte Sandheder. Samme Skiebne haver ogſaa Aſtrono-
mien havt: i Forſtningen vare Ptolemæi Skrifter det Aſtronomiſke
Evangelium, alle troede faſt paa dem, ingen underſtod fig at criti-
cere dem, og den holdtes for den allerſtorſte Meſter i fin Fait, ſom
kunde ſtrive en Commentarium over een eller anden Part af dem.
Siden, da Folkes Hyne bleve aabnede / og Copernicus begyndte at op⸗
føre det gamle Pythagoriſte Syſteme om Jordens Bevegelſe omkring
Solen, blev Prolemæus ikke alleneſte corrigeret og eriticeret, men man
begyndte faſt at troe, at intet kunde være fandt af alt, hvad Pole
mæus udi ſine Theorier havde 1 1 1 Iblant andre amme udi
3 3 vilke

360 C. H. Solens Eecentrieitet,

hvilke jeg holder for at man uden Aarſag haver forladt Pro/emeum, og
hvor det var ſikkerſt at have blevet ved hans Meening / er Jordens
eller Solens Eccentricitet, om hvilken Pro/emeus rettelig ſtatuerer, at
deu altid forbliver den ſamme, og at den hverken tager til eller af.
Herom meener en Hob af de nyere og ſtore Aſtronomis anderledes,
ſaaſom Copernicus, Mæftlinus» Reinholdus, Tycho Brabe, Snellius, Landsberg,
Louville, udaf hvilke jeg alleneſte vil anføre, hvad Tycho Brahe ſiger udi
hans Progymnatmata Iſte Tome Pag. 3I. eo qvod per diligentes artiſicum
obférvationes animadverfum fit, longo tradu annorum diftantiam ceutri eccentrici
å centro terne aliqvantulum variare, thi det er erfaret af gøde O-
vationer, at udi Tidens Længde. forandres Diffancen. imellem
Jordens Middel - Dunet og den ecccentriſke Cirkels Mid⸗
del⸗Punct. Og Pag. 38. Difformitas, quæ contingit ratione mu-
tationis Apogæi &. eccentricitatis: Den Ulüghed, ſom ſkeer, ARK
medelſt at Apogeum og FHocentriciteten fee ſig. Men
Aſtronomorum Meening er ogſaa ikke gandſke eenſtemmig angagende
Eecentricitetens Forandring; thi de eldere Aſtronomi, ſaaſom Tycho
Brahe, og de, der levede ved hans Tider, meente, at EKecentriciteten
voxte og tog af inden en vis Tiid, og / at naar den Tiid var forbi, de
ſamme Forandringer da kom igien, og ſaa fort videre. Men Mon-
ſieur Louville, ſom er den imellem de nyere; der haver ſkrevet fine
Soupcons om Eccentricitetens Forandring; meener, at den altid (Fulde
tage af, indtil den omſider blev flet ingen / og at Jorden da ikke læns
gere ſkulde beveges udi en Ellipſi omkring Solen, men udi en Cirkel.
Monſieur Louvilles Meening fand ſees udi Memoires de I' Acad. des
Sciences 1720. p. 50. 51. Hager edit. hvor hand ſkriver 42 15
Hant remarqueès que ce qui cauſbit le plus de difference entre Jes dienſes gable
Aftronomiques, etoit que la plus part des Affronomes faiſoient I eccentricitè du
grand orbe trop grande, & que fort peu d ęrreur dans cette determination en
cauſoit une fort confiderable dans les vrais lieux du Soleil, j gi particulierement
travaillé å la determiner le plus evactement, qu il ni a etè poſſible, & Fat trou-
ver un peu moindre que tous les Aſtronomet ne la font, måme que A. Caſini.
qui eſt celu de tous qui la fait la plus petite, ce qui pourroit faire ſoupgonner
Melle va en diminuant. Secretaireren ved Academiet M. ontenelle
forklarer nærmere M. Louvilles Meening udi ſamme Aars Hiſtorie
pag. 113. hvor hand ydermere ſiger, at derſom M. Maraldis Gisning
om

hvilken befindes at være beſtandig. 361
om Jupiters Bevegelſe, nemlig at den bliver efterhaanden fortere og
haſtigere / bliver fremdeles ftadfæftet ved Obſervationer, M. Louvilles
Meening da om diſſe Forandringer i Himmelen vilde blive fad meget
deſto rimeligere. Jeg forkaſter ikke M. Louvilles Meening om Eccen-
tricitetens Forandring; af den Raiſon, ſom Holger Roſencrantz giver,
og ſom anfores udi Longamontani Afironomia Danica p. ils. Hand meener
der / at det maatte ſtride imod Himmelens Natur, ſom er et evigt
varende Veſen, at taale ſaadanne Forandringer; Jeg vil meget ſna⸗
rere ſige, at der ſom M. Louvilles Soupcon var rigtig funderet, der
da kunde tages et ſmukt og artigt Argument deraf imod Naturaliſter
og Atheiſter, og at deraf kunde beviſes, at Verden ikke haver været
af Evighed; thi det var umueligt / at det ſom havde været af Evig⸗
hed, Fulde nu forſt udi diſſe fidfte 1000 Aar kunde blive til intet,
ſom Eccentriciteten ſtulde efter M. Louvilles Meening. Men jeg vil
begive mig til Sagen ſelv, hvilken enhver vel feer meriterer noyere
at overvehes, efterſom ſtore Aſtronomi endnu hæſitere derom / og
vide ikke, hvilket de helſt vilde ſtatuere. 5

Feorend jeg anfører mine Argumenter, vil jeg forſt noye frem⸗
ſette, hvad Sporsmaalet her er, paa det mine Bevilſer kand ſiden des
deligere forſtaaes. Det er klart af Erfarenhed, at Solen ikke altid
idder pad et Sted i Himmelen, hvilket allene deraf tydelig nok kand
merkes/ efterdi Solen er meget heyere oppe paa Himmelen om Som⸗
meren end om Vinteren. Heraf kom det da, at Aſtronomi forſt
maatte ſtatuere, at Solen giorde hvert Aar en Cirkel omkring Jorden,
udi hvis Middel⸗Punct Jorden ſad. Naar nu denne Satz var rigtig,
ſaa maatte deraf følge; at alle Aarſens Tider ſaavelſom ogſaa alle
Dogn ſkulde være lige lange. Men da man ſiden af Erfarenhed
merkede/ at Foraaret var længere end Sommeren, Sommeren len⸗
ere end Vinkeren, Vinteren længere end Efterhoſten; (enhver mer⸗
er vel, at jeg ikke taler om nu værende Tider; men om de Tider,
ſom længe fiden ere forbi) da man ydermere merkede, at 24 Timer
om Hoſten vare længere; end 24 Timer om Foraaret, fade man, at
Sol eus Bevegelſe ikke kunde pad oven anførte Maade forklares, hvor⸗
fore Hypotheſis da blev; at Solen gik vel udi en Cirkel omkring Jor⸗
den, men at Jorden fad ikke udi Middel Puneten af den Cirkel, men
W et

triciteten. Jeg vil ikke tale om de Forandringer, ſom ere ſfeede udi
ot i

mindre. Jeg ſiger, at den bliver altid den ſamme, og at den
ikke forandres. a ö

Da der nu ſaaledes er ſwaret pan Sporsmaalet, ſkal jeg i Or⸗
den anføre mine Beviis. Det er klart, at efterdi Jorden ikke ſidder
udi Middel⸗Puncten af Cirklen, ſom Solen gior med fin aarlige Be⸗
vegelſe, faa kand ogſaa Solen ikke være altid lige nær ved Jorden,
men den mage nu være nærmere, nu længere borte, det viides yder⸗
mere af Erfarenhed, at jo nærmere en Ting er os, jo ſterre lader

den, og jo længere den er borte, jo mindre lader den, altſaa følger
heraf; at Solen ikke altid mage ſynes lige ſtor, men nu ſtorre, nu
mindre. Dette ſtadfeſtes ogſaa ved Erfarenhed, thi om Sommeren,
naar Solen er lengſt borte, ſynes den altid mindre end om Vinteren,
naar den er nermeſt. Forſkiellen af Solens Diametrer eller Stor⸗
relſer om Sommeren og Vinteren er vel ikke faa ſtor / at den merkes
af alle, men naar man oblerverer med Inſtrumenter, faa kiendes
den klart nok. Fremdeles følger, at derſom Jorden ſidder altid lige
langt fra Middel⸗Puncten af Solens Cirkel, det er, derſom Eccentri-
citeten altid er lige ſtor, faa maa Solen altid ſynes lige liden, naar
den er lengſt borte, og altid lige ſtor, naar den er nermeſt, faa at
Forſtiellen imellem den mindſte og ſtorſte Sterrelſe er altid den ſamme;
men / ſidder Jorden ikke altid lige langt fra Middel⸗Puncten af Solens
Cirkel, men kommer aarlig nermere dertil, det er, derſom Eecentri⸗
citeten aftager, faa mage Solens mindſte Diameter om Sommeren
altid blive ſtorre, og den ſtorſte Diameter om Vinteren altid blive
mindre, ſaa at Forſtielen imellem den ſtorſte og mindſte Diameter
bliver altid mindre. Det er da det vi har at fee efter, om de 91 855
er-

hilken befindes at være beſtandig. 363

Obſervationtr give ſamme Forſkiel, ſom de ældere og eldſte / thi er det
faa, faa kand der ikke være (feet nogen kiendelig Forandring udi
Eccentriciteten.

. De nyeſte Obfervationer, ſom vi har af Solens Diameter,
ere de, ſom jeg i diſſe Aaringer haver giort paa vores Obſervatorio.
Jeg haver flitteligen og jevnligen om Middagen, naar det haver været
Hart Veyrligt, obſerveret Solens Paſſage igiennem Meridianen, og
altid funden, at den bruger 2 Min. 18, 18% eller heyſt 182 Sec. til at
paſſere over det mitterſte Vertical Filament i Kifferen om Sommeren
fidſt i Junii og forſt i uli Maaned, naar den er lengſt fra Jorden;

at den behøver 2 Min. 123 Sec. til at paſſere over Vertical Filamen-
tet i ſidſtningen af October Maaned, og 2Min. 22 eller 23 Sec. udi
ſidſtningen af December og forſtningen af Januarii Maaned, da den
er nermeſt ved Jorden. ;

Jeg vil da nu comparere denne min Solens Diameter med
ældere Obſervationer, og forſt giere Begyndelſe af min Faders.
Hand haver givet en liden Tractat ud om Solens Diameter udi Actis
erud. a. 1717. p. 92 og 93 / der finder hand, at om Sommeren, naar
Solen er lengſt borte, gager 2 Min. 18 3 Sec. forbi, medens Solen
gaaer igiennem Meridianen, og om Vinteren, naar den er nermeſt,
2 Min. 225 Sec. Denne Diameter er determineret af 24 Aars Ob-
ſervationer / hvilke O. Roemer og hand haver giort i Suite, fag man
kand forlade fig paa, at den er noye determineret. Enhver feer vel,
at denne Diameter er den ſamme, ſom min, faa at der udi de zo eller
40 Yar, ſom ſiden den Tiid ere gangne forbi, ingen kiendelig Foran⸗
dring er (feet udi Solens Diameter. Ligeledes findes 3 Oblervatio-
ner af Solen udi Roemers Triduo i min Faders Op. t. 3. p. 176. og

folgende, hvor Solens Diameter er 2, 122, 4. 14 50g 2. 124 hvilket
gandſke vel ſtemmer overeens med min Diameter i October Maaned

2. 12 f. Jeg maa herhos merke, at denne Diameter af Solen, ſom
er her determineret af min Faders og mine Obſervationer, differerer
ikkun nogle faae Secunder fra den, ſom Monſ. Caſſini og Lonville

A aa haver

364 C. H. Om Solens Eccentricitet,

have determineret af deres Obſervationer i Elem. d' Aſtron. p. 127.
og Mem. de Ac. for Ao. 1724. Nemlig Caſſinis og Louvilles Dia-
meter er lidet mindre end vores baade udi Juli og December Maa⸗
ned / fag at Proportionen imellem den ſterſte og mindſte Solens Dia-
meter bliver den ſelvſamme efter deres Oblervationer, ſom efter vores.

Msr. de L'Isle haver udi fine Memoires p. 181. 182. 183. an⸗
fort 3 Diametre af Solen, og fundet den d. 14 Octobris 1713.

32 Min. 18 flor, den 21 og 22 Octobris 32 Min. 22 Sec. eller 32 Min.
25 Sec. og endeligen d. 1 Decembris 32 Min. 30 Sec. De Diametre,
ſom jeg haver obſerveret paa ſamme Tider i Maanederne, ere d.

II Octobris 2 Min. 10 5 Sec. d. 21 og 22 Octobris 2 Min. 12 4 Sec. og
og d. 1 Decembris 2 Min. 202 Sec. Derſom diſſe mine Diametre
blive reduceret til Grader og Parter deraf; og der bliver ſubtraheret,
wad der ſkal ſubtraheres formedelſt Solens Declination og Bevegelſe
ra Veſten til Oſten, medens den gager igiennem Meridianen, ſkal be⸗
findes / at M. De L'Isles Diametre ſtemme heel nær og noye overeens
med min Diameter. 1K

Men jeg vil nu begive mig til ældere Obſervationer, for at
fee, om en ſtorre 3 af Aar kand give nogen Forſkiel udi Dia-
metren. De forſte accurate Obſervationer da, ſom jeg veed at være
giorte af Solens Diameter, ere de / ſom M. Auzout ſtriver om udi et
Brev til Secretaireren af det Londonſke Societet M. Oldenburg d. 28
Decembris 1666. fee du Hamels Regiæ ſcientiar. Ac. hiſt. p. 36. M.
Auzout ſkriver der, at hand tillige med M. Picard haver giort fig ſtor
Umage for, noyere og paa en accuratere Maade at determinere
Solens Diameter, end tilforn var ſkeet, og haver hand da fundet,
at den mindſte Solens Diameter aldrig var mindre end 31 Min. 37 Sec.
og at den ſtorſte Solens Diameter aldrig var ſtorre end 32 Min. 45 Sec.
Denne M. Auzouts Diameter kommer heel noye overeens med den So⸗
lens Diameter, ſom M. Caſſini haver determineret af Richerii Obſer-
vationer giordte paa Cajenna Ao. 1672. Nemlig den mindſte Solens
Diameter er der 31 Min. 40 Sec. og den ftørfte 32 Min. 46 Sec. fee

Mem.

hvilken befindes at være beſtandig. 365

— — — — —

Mem. de I Acad. avant le ren. t. 5. p. 107. 108. Diſſe Obſervatio-
ner ere nu omtrent 80 Aar gamle, og viiſer dog præciſe den ſelv⸗
ſamme Solens Diameter, ſom min Faders og mine Obſervationer;
thi naar vores Solens Diametre blive bragt i Grader og Parter deraf,
bliver den mindſte Solens Diameter 31 Min. 43 2 Sec. og den ſtorſte
32 Min. 49 Sec. hvilken Diameter man endnu kand ſubtrahere nogle
Secunder fra formedelſt Solens Bevegelſe fra Veſten til Oſten, me⸗
dens den paſſerer igiennem Meridianen, ſaa at man fand ſige, der er
ikke imellem Auzouts Solens Diametre, obſerverede for 80 Aar ſiden /
og de Solens Diametre, ſom i diſſe ſidſte Aaringer ere oblerverede⸗
en Secunds Forſkiel. .

” 2 US 5 då
Nu ſkulde jeg til at conferere de nu værende Solens Diametre
med de ældere Obſer vationer / men her maa jeg bekiende, at jeg mangler
alt det, hvoraf ſkulde kunde ſluttes noget viſt. Accurat Maade til
at maale faa ſmaae Ting udi Himmelen har der ikke været til, førend
Societet i Paris blev oprettet. De fattedes for de Tider accurate
Inſtrumenter og Micrometra til at maale ſmaae Diſtaneer med, de
havde heller ingen accurat og god Maade at maale Tiden, og endeli⸗
gen manglede de ogſaa Kikkere, ſom i dette flags Arbeyde hialper me⸗
get. Tycho Brahe haver vel fat Aſtronomien paa en ſkion og god
Fod, men herudi haver hand dog feylet. Hand kunde vel ſee, at de
Gamles Maade at obſervere ſmage Diſtancer paa, duede ikke meget;
og at de mange gange manquerede i dereg Obfervationer 3 til 4 Mi-
nutet, fom hand figer Tom. I. Progymn. p. 672, Nam & trium vel
qvatuor fcrupulorum, intra octo vel novem Gradus, tum etiam in
paucioribus, deviatio, illic committitur: ut ex collatione atque
proba, qvam ſupra attulimus, patuit; men var dog ikke ſelv meget
lykkeligere, og hans Solens Maal ere ikke bedre og accuratere end an⸗
dres, ſom levede ved hans Tider. Kepler, Gaſſendus og Kircher
have fat ſamme Forſkiel omtrent imellem Solens mindſte og ſtorſte
Diameter, ſom nu findes, men de giøre Solens Diameter een Minut
mindre, end den virkelig er, baade naar den ſynes ſtorſt og mindſt.
Ikke deſto mindre, endſkiont diſſe Vanſkeligheder mode, og de Gam⸗
les Obſervationer i denne Ting 5 ere meget at bygge paa / vil
aa 2 og

366 C. H. Om Solens Eccentricitet,

dog korteligen gage dem igiennem, for at viſe, om ikke andet, faa
dog dette, at man ingenlunde af dem haver Aarſag at ſlutte, at So⸗
lens Eccentricitet ex nu omſtunder mindre, end den var udi
gamle Dage. . -

Jeg vil da forſt anføre Tycho Brahes Solens Diameter, hvib
ken er Tom. I. Prog. p. 135. naar den er ſtorſt 32 Min. og naar den
er mindſt 30 Min. ongefær lige ſaa ſtor, ſom Longomontanus udi
hans Aſtronom. Dan. ſetter den. Nu er det vel fandt, at Solens
mindſte Diameter her er mindre end den nu værende, hvoraf man (fulde
ſlutte / at Eecentriciteten da havde været ſtorre , men det er ogſaa fandt,
at Solens ſtorſte Diameter, er mindre end nu værende, hvoraf ſkulde
fluttes tvertimod, at Eccentriciteten nu ffulde være ſtorre end tilforn,
ſaa at den rette Slutning bliver, at man hverken kand ſlutte til eller fra
af diſſe Obſervationer om Eccentricitetens Af eller Tiltagende. El⸗
lers er det merkeligt, at af denne Tycho Brahes Diameternes Propor-
tion finder man ved Udregning ongetær ſamme Solens Eccentricitet,
ſom nu omſtunder anføres udi Aſtronomiffe Tavler. tj

Nu vil jeg fremdeles begive mig til de Obfervationer, ſom ere
giorte udi det Würtenbergiſke af Schicard og Meſtlino, og anføres
udi Hiſtoria cœleſti udgiven af Barret efter Kænfer Ferdinandi Befal⸗
ning. pag. 79. Udi Fortalen findes 2 Obſervationer af Solens Dia-
meter giordte udi Forſtningen af December Maaned, Ao. 1577. af
hvilke den eene er 34 Min. 13 Sec. Den anden 32 Min. 6 Sec. Ens
hver ſeer vel, at her er ſtor Forſkiel paa diſſe Obſervationer, endſkiont
de ere giordte 2 Dage efter hinanden, nemlig den te og te Xbris.
Den eene er ſtorre end nu værende; den anden mindre, faa at Folgen
bliver, at diſſe Obſervationer ere uefterretlige. Maaden, paa hvilken
Obſervationerne ere giordte, anfores ſammeſteds, hvor jeg vil have
Leſeren henviiſt. Oblervator corrigeter ſelv den ſidſte Obſervation,
hvilken hand meener at være urigtig, for at faae Obſervationerne til
at ſtemme overeens, men maaſkee hand burde have corrigeret den
forſte; thi faa havde hand kommet nærmere til nu værende Maal af
Solen. Udi ſamme Historia cælefti pag. 80. findes en Solens Dia-
meter udi julii Maaned mindre end nu værende, hvilfet ſkulde ſynes
at være imod mig, men derimod findes der pag. 89. og 90. 2 Dia-

metre

hvilken befindes at være beſtandig. 3

metre ui. Januarii og Februarii Maaned ogſaa mindre end nu væ
rende, og ligeledes pag. 225. og 311. 2 andre Diametre udi December
og Januarii Maaned iligemaade begge mindre end nu værende, faa at
den faſte og rette Slutning bliver, at af diſſe Obſervationer kand man
flet ingen Ting beviiſe enten til eller fra.

Men for at være fort, vil jeg forbigaae de Obſervationer,
ſom kand være giordte af Araberne og andre udi medio ævo, og fom
ere ligeſaa u efterretlige, ſom de forbigangne, og ſtrax begive mig til
de eldſte Tider, da Ariſtarchus, Archimedes, Ptolemæus &c. l'vebe,
for Chriſti Fodſel eller fort efter, Det er klart, at om Eccentriciteten
ſtulde tage fan ſterkt af, at M. Louville kunde merke Forſkiel paa den
fra den Tiid at M. Caffini havde determineret den indtil hand ſelv
determinerede den, hvilket var kun gandſke faa Aar imellem, fag
maatte den udi de gamle Tider for 2000 Aar ſiden have været meget
ftor; og følgelig ogfaa maatte der have været ſtor Forſkiel imellem
Solens ſtorſte og mindfte Diameter, faa det maatte være kiendeligt
for de gamle Aftronomis, at obfervere, om Solen var ſtorre nogle
Tider end andre. Men jeg merker tvertimod; thi baade Ariſtarchus,
Archimedes, Soſigenes og Ptolemæus tilſtage, at de ingen kiendelig
Forſkiel kunde merke, paa Solens Storrelſe, endſkiont de vidſte af
deres Theorier, at der burde være nogen Forſkiel. Det er vel fandt,
at Ptolemæus fatte Solens ftørfte Diameter 33 Min. 20 Sec. og mindſte
31 Min. 20 Sec. men hand ſiger tillige udi hans Almageſto ste Bog
14 Cap. efter den Latinſke Verſion folgende: Conſtruximus autem &
ipſi dioptram qvuadricubitalis regulæ, qvam Hipparchus indicavit,
& per eam obſervantes Solis diametrum, invenimus eam ubiqve
ſub eodem proxime angulo comprehendi; nulla ſenſibili difterentia,
de qva curandum fit, å diſtantiis (Apogæa nempe & Perigæa) facta,
fan at man feer heraf; at Ptolemæus ingenlunde har determineret
Solens adſkillige Diametre immediate af Obſervationer / men hand
mage have determineret dem af den Forſkiel hand fandt udi Aarets
Tiders Lengde/ formedelſt hvilken hand nødvendig maatte ſtatuete/
at Jorden ſat uden for Centret af den Cirkel, ſom Solen gior med ſin
gaclige Bevegelſe. Ellers mage jeg ogſaa her melde, at der ikke er
ſynderlig Forſkiel paa ene 1 ſaadan ſom den er
; A cor-

368 C. H. Solens Eecentricitet,

corrigeret af Longomontano, og den Eceentricitet, ſom Tycho Brahe
ſetter, faa at man feer heraf, at Forſkiellen paa Aarſens Tider i
Ptolemæi Tiid haver omtrent været den ſamme, ſom i Tychonis
Tider, naar man iagttager; hvad Forandring der maatte ſkee ,

formedelſt at Eecentriciteten har imidlertid forandret fit Sted:

Dette mage være nok talt om det Argument, ſom jeg tager
af Solens Diametrers Forandring imod dem, ſom ſtatuere, at
Eccentriciteten tager af. Jeg tilſtager vel, at en liden Forffiel udi
Eccentriciteten, gior ikke ſynderlig Forſkiel udi Solens mindſte og
ſtorſte Diameter, men mit Arguments Kraft beſtager fornemmelig
derudi, at en liden Forſkiel bliver i Tidens Længde ſtorre og ſtorre, og
naar den da omſider blev ſtor, faa maatte den ogſaa give noget
kiendeligt udi Solens mindſte og ſtorſte Storrelſe, hvilket man dog
ikke endnu kand befinde af Obſervationerne. Men jeg begiver mig
fra dette Argument til andre, af hvilke jeg haaber, at endnu klarere
ſkal blive beviift det jeg haver ſagt, nemlig at Solens Eccentricitet
er beſtandig, og at den nu omſtunder ikke er mindre, end den haver
været udi gamle Dage.

For at kunde udregne Solens Sted i Himmelen til enhver
given Tiid, ere Aftronomiffe Tavler indrettede, hvilfe bygges paa
viſſe Fundamenter. Derſom diſſe Fundamenter ere accurate o
vigtige, finder man ogſaa accurat og rigtig Solens Sted, til hvad
Tluid man ſoger; men ere de derimod urigtige, er det klart, at man
ogſaa ikke deraf finder det rigtige Solens Sted pag den givne Tiid.
Iblant diſſe Fundamenter, ſom de Aſtronomiſfe Tavler bygges paa,
er Eccentriciteten get af de vigtigſte, ſaaledes, at derſom den i
mindſte Maade ſettes for ſtor eller for liden, kand Tavlerne ingenlunde
ſtemme overeens med Himmelen, men man mage af dem altid finde
et urigtigt Sted for Solen, og derimod ſtemme Tavlerne altid
overeens med Himmelen og Obſervationerne, er det Tegn til, at den
rigtige Eccentricitet er fat i Tavlen. Naar man nu ſaaledes haver
en Tavle, ſom er byat paa Solens nærværende Eecentricitet, maatte
den vel kunde paſſe paa nærværende Tiids Obſervationer , men
umueligt paa de Tider, ſom ere lngere borte, derſom Eccentriciteten

i de

hvilken befindes at være beſtandig. 369

i de Tider var anden, end den nu er / og derimod ſtemmer Tavlen ind
med de Obſervationer / ſom ere giordte for lang Tiid ſiden, er det et
viſt Kiendetegn paa, at Eccentriciteten var den ſamme i de Tider, ſom
den nu er. Det er da det, vi nu have at efterſee, om de Tavler,
ſom ere bygte paa Solens nærværende Eccentricitet, paſſer ogſaa
paa de forbigangne Tider; thi om fag er / kand Eecentriciteten ſiden
de Tider ingenlunde være bleven forandret eller formindſket.

Min Fader haver udi fin Adyto Aſtronomiæ, hvilken endnu
ligger i Manuſeripto u-ederet, med ſtor Fliid og Moye udarbeydet nye
Solens Tavler, hvilke ere ſaa accurate og rigtige, at de udi mang⸗
foldige Obſervationer for Annis 1705, 1706. 1707. 1708 / ved hvilke de
ere proberede / aldrig feyle een eeneſte decund. Diſſe Tavler maatte
man da forlade ſig paa havde for de Aaringer den vigtige Eccentricitet.
Nu bliver da Sporsmaalet, hvordan de paſſe paa andre ældere Tider.
Derpaa haver min Fader da ſvaret ſammeſteds; thi hand haver
proberet fine Tavler udi 4 af Tychonis Obſervationer, og bliver da
Forſkiellen imellem Tychonis Obſervationer og hans Beregning 2
gange gandſte ingen, eengang 2 Secunder og eengang 3 Secunder,
denne Forſkiel er da faa liden, at enhver feer vel, at Tavlerne paſſe
lige faa vel udi Tychonis Tiid udi de anførte Obſervationer/ ſom udi
de Tider, paa hvilke de bleve indrettede. Nu kunde man maaſkee
falde paa at tenke, at Eccentriciteten var vel ſtorre i Tychonis Tiid
end udi dette Seculo, men at den eene Feyl i Tavlerne ved at compenſere
den anden kunde giere, at Tavlerne rigtig exbibere Tychonis
Obſervationer; for at forekomme denne Objection haver min Fader
udvalt Obſervationer af Tychonis, ſom vare giordte paa ad lige
Tider af Aaret, nemlig in Martio og Septembri; thi om Tavlerne,
ved det at den eene Feyl compenſerede den anden, exhiberede rigtig
Obſervationerne af Marti Mganed, faa maatte Obſervationerne udi
Septembri faa meget meere vige fra Tavlen, efterſom Æqvationerne
da fager contrarium titulum; men dette (feer ikke; thi i September
Maaned; da Kqvationerne fkal ſubtraheres, paſſe Tavlerne lige fag
vel, ſom udi Marti Maaned, da⸗Kqvationerne ſkal adderes, Dette
er da et tydeligt Argument paa; at Eccentriciteten udi Tychonis

Zuid

370 C. H. Om Solens Eccentricitet,

Tiid var den ſamme, ſom den endnu befindes, og at den skb ſſden
hans Tiid haver aftaget.

Fra Tychonis Obſervationer begiver jeg mig til de, ſom bleve
giordte ſtrax førend hans Tider af den lærde og berommelige Land⸗
Grave af Heſſen Printz Wilhelm og hans Mathematicis fra Aaret
1561. til Ao. 1580. Men jeg maa her udi Forveyen melde, at diſſe
Obſervationer ere ſom ofteſt ikke meget accurate, de differere ofte
2 Minuter udi Solſtitial Hoyderne, og man haver udi dem alleneſte
anfort Minuterne af Solens Hoyde , uden at fiere fig om halve Minuter
og Secunder. Den eeneſte af diſſe Obſervationer, ſom man kand ſige
at være giort noye og med Omhyggelighed, er den af Foraareks
Jevndegn Ao. 1573. ſom M. Caſſini ſiger p. 225. el. d Aſtron. Udi
dette Aar blev Solens Hoyde obſerveret udi Caſſel at være om
Middagen d. II Martii 38 Gr. 56 Min. o Sec. Heraf deducerer M.
Caſſini paa for ommeldte Sted, at Jevndognet indfaldt den
10 Martii Kl. 8. 26 Min. om Eftermiddagen, naar jeg udregner efter
min Faders Tavler, hvad Tiid Jevndsgnet faldt ind ſamme Aar,
finder jeg, at det indfaldt den 10 Martii Kl. 8. 18 Min. Eftermiddag;
faa at der er imellem Land⸗Gravens Obſervation og min Faders Tavler
ikkun 8 Minuters Forſkiel, hvilken kand regnes faa got ſom for ingen,
efterſom een eeneſte Minuts Feyl udi Solens Hoyde gior en heel Times
Forſkiel i at determinere Jevndognet; Heraf flyder folgeligen, at
min Faders Solens Eccentricitet paſſer got nok udi Land⸗Grave
Wilhelmi af Heſſen hans Tider.

Neſt for den Hesſiſke Printzes Tider vare de berommeligſte
Obſervatores Regiomontanus, og hans Diſcipel Bernard Walther,
hvilke levede omtrent udi Sidſtningen af det 15 Seculo. M. Caſſini
udi hans Elem. d Aſtron. p. 221. anfører II. af deres Jevndognes
Obſervationer giordte udi Nuͤrnberg / hvilke hand tillige ſiger at være
udvaldte og de accurateſte imellem dem. Jeg haver confereret nogle
af dem med min Faders Tavler, og fundet, at de viige derfra omtrent
een Time; hvilken Forſkiel er kun liden, naar man anſeer, hvor
maadelige Inſtrumenter de havde paa de Tider, og naar mani tillige
betænker det / jeg nyelig haver anført, at 1 Minuts Feyl udi Obſer-

vatio-

1
|
f

bullen befindes at være beſtandig. 371

vationen kand giore een heel Times Forſtiel udi Jevndogns⸗Bereg⸗
ningen; thi det er ikke at formode, at Regiomontanus og Walther
have giort deres Obſervationer fag accurat, at der ikke ſkulde kunde
være cen Minuts Feyl udi dem; man maa fnareve ſige, at de have
obſerveret vel / naar de kunde treffe Sandheden faa nær med de flette
og ringe Inſtrumenter, fon udi deres Tiid vare i Brug.

Men jeg ſkrider nu herfra til ældere Tider, nemlig Enden af
det niende Seculo, da Muhamed Ben- Geber Albatani, eller ſom hand
af Europckerne kaldes, Albategnius levede. Der findes trende af
hans Jevndogns og Solhvervs Obſervationer anførte udi Barretti
præfatione hiſt. cœleſtis, hvilfen jeg tilforn haver citeret, pag. 32.
den eene er af Foraars Jevndognet Anno 882, den anden af Sommer
Solhvervet ſamme Aar, og endelig den tredie af Hoſtens Itvndogn
ſamme Aar. Jeg haver conferetet diſſe trende Obſervationer med
min Faders Tavler, og maa jeg forundre mig over, at Solen ikke
findes længere fremme udi Ecliptica efter dem end nogle fag Minuter
meere end min Faders Tavler exhibere den, hvilfet man ikke (fulde
formode af Obfervationer giorte ſaa længe ſiden, og hvorudi man
venter ikkun liden Rigtighed og Accurateſſe. Jeg vil ikke trekke andet
Argument heraf end dette, at man ikke af Albategnii Obſervationer
haver Aarſag til at ſlutte, at Solens Eccentricitet udi hans Tider
var anden, end den nu for nærværende Tiid er.

Jeg vil nu ikke røre ved de ældere Obſervationer ſaaſom
Ptolemæi, Hipparchi &c. ſaaſom man mange gange er i Controvers
ikke alleneſte om Dagen, men end ogſaa om Aaret, paa hvilket de ere
giordte, og de desuden ere fag u⸗ accurate, at endogſaa Obſervatores
felv ikke have givet fig ud for at kunde determinere Jevndognet paa
4/ 51 6 Timer nær; hvilket iblant andre kand fees af den Obſervation
af Foraars Jevndognet, ſom Hipparchus giorde Ao. 602 efter
Nabonaſſar den 27 Dag udi Maaneden Mekir, hvilken Tid udaf
vores Chronologis henfores til den 24 Martii Anno 146 for Chriſti
Fodſel. Hipparchus obſerverede da, at Foraars J vndognet faldt

ind om Morgenen Kl. 6. og ſiden 05 Dag obſerverede hand vøfaar
a

372 C. I. Om Solens Eccentricitet,

— —

at ſamme Jevndogn faldt ind Kl. 11 om Formiddagen. Dette kunde
nu umueligt (fre, at Jevndognet fulde falde ind baade Kl. 6. og Kl.
II, men Hipparchus Underſtaaer fig dog ikke at ſige, hvilken af diſſe
Obſervationer hand holder for rigtigſt, og hvilken hand holder for at
være urigtig. Vel er det fandt, at M. Caſſini Elem. d Aſtron. p.212.
& ſeqv. meget artigt concilierer diſſe Obſervationer, men imidlertid
kand man dog heraf ſee, hvor uviſſe de Gamle vare udi at determinere
noget neye og accurat. M. Caſfini ſelv / ſom betirner fig af denne
Hipparchi Obſervation for at determinere Aarets Længde, maa
tilſtaae: Il eft vray, que les anciens n ayant pas une connoiſſance
exacte de la rèfraction des Aſtres & de la parallaxe du Soleil, il eft
difficile de s aſſurer, que cet Inſtrument (de Hipparque) ait eté
dirigé fur le plan de I équateur avec toute la précifion poffibles
mais comme on ne fcait point la méthode, qui a ètè pratiquèe
pour le placer, & qwainfi on ne peut point connòitre la correction,
wil faudroit y employer, nous ne pouvons mieux faire que de
ſuppoſer cet inſtrument dans une Situation exacte, & de nous ſervir
des obſervations telles, que les anciens nous les ont laiſſees. Vi
kal troe og ſoupgonnere / at Obſervationerne af de Gamle ere rigtige/
endſkiont vi vide til viſſe, at de ikke kand være rigtige. 5 a

Dette maa være nok talt om det Argument, ſom jeg tager for
at beviiſe Eecentricitetens Foranderlighed udaf det, at de nu værende
Aſtronomiſke Tavler paſſe ligeſaavel paa de gamle Oblervationer /
faa vidt deres Accurateſſe tillader det, ſom paa de Obſervationer, der
nu i diſſe Tider giores; hvilfet ingenlunde kunde (fee, om Eccentri-
citeten havde lidet mindſte Forandring, og om den havde været ſtorre
i gamle Tider end den uu er. Jeg begiver mig nu til mit zdie og
ſioſte Argument, hvilket jeg tager af den Tüd, ſom Solen opholder fig
udi den Nordre og Syndre Deel af Himmelen. Den Cirkel, ſom
Jorden gior med ſin aarlige Bevegelſe omkring Solen, deeles udi
2 Deele, den Nordre Deel, og den Syndre Deel. Derſom nu Jorden
gik udi en Cirkel omkring Solen, udi hvis Middel⸗Punct Solen fad,
faa fulde Solen fynes for os at avancere lige fort frem hver Dag,
og ſkulde den da blive lige faa lang Tüd i den nordlige ſom i den ſyd⸗

lige

hvilken befindes at være beſtandig. 373

— — — —ᷣ— — — —— —

Vi ſoge her ikke Subtiliteter, ſaa jeg vil lade mig noye med at
anfore Solens Forblivende udi den nordlige og ſydlige Deel af Him
melen, ſaadan ſom Ricciolus ſetter den udi ſin Aſtronomia Reformata.
Hand ſiger da, at Solen forbliver udi den nordlige Deel af Himmelen
186 Dage; 12 Timer, 48 Minuter, og udi den ſyolige Deel 178 Dage,
14 Tim. 56 Min.

Med denne Riccioli Determination vil jeg nu forſt conferert
Regiomontani og Waltheri Obſervationer / af dem finder jeg, at Solen
har forblevet udi de nordlige Tegn 186 Dage 9 Tim. 13 Min. eller
186 Dage 13 Tim. 5 Min. engang rs og engang længere, end 118

2 e-

374 C. H. Om Solens Eecentricitet,

Riccioli Determination, fag at naar man gaaer en Middel Vey, kand
man ſige, at diſſe Obſervationer falde gandſke ind med Ricciolo.
Ligeledes forblev Solen efter diſſes Obſervationer udi den ſydlige Deel
af Himmelen 178 Dage 17 Tim. 46 Min. 4 til 5 Timer længere, end
Ricciolus ſetter, hvilket er imod Reglen; thi var Eccentriciteten i deres
Tild ſtorre end nu, ſkulde Solen have blevet kortere i de ſydlige Tegn
end nu; det retteſte er at ſige, at den Forfkiel, ſom der er imellem
Ricciolum og diſſe kommer af den Vanſkelighed, ſom modte udi de
Tider formedelſt U⸗Accurateſſe af Inſtrumenterne i at determinere
none og rigtig; hvad Tiid Jevndognet faldt ind.

Men dette maa jeg meget forundre mig over, at Albategnius,
ſom levede omtrent for 900 Aar ſiden, fremmer faa noye overeens
med Ricciolo udi at determinere, hvor længe Solen opholder fig udi
den ſyndre Deel af Himmelen, at der imellem ham og Ricciolus er
ikke meere end 26 Minuters Forſkiel. Nemlig hand obſerverede Anno
882, at der gik 178 Dage 14 Tim. og 30 Min. forbi fra Hoſtens
Jevndogn indtil Foraarets Jevndogn, ſee Hiſt. cœleſt. Præ fat. Baretti
Pag. 32. og Ricciolus ſetter, at der er imellem diſſe Jevndegn 178
Dage 14 Tim. 56 Min. Jeg haver ogſaa confereret denne Albategnii
Obſer vation med min Faders Tavler, og funden, at den pan 6 Minuter
nær udi Bue ſtemmer overeens med dem. Sande lig denne Accurateſſe
er ſaa ſtor, at man ſnart maatte holde det for umueligt, at Albategnius
kunde fag rigtig obſervere, og at man maatte tenke, at det var en
Slump , at Albategnius traf vore Tiders Obſervationer fag ner.
Hvorom alting er, faa fees dog heraf, at Solens Forblivende udi,
den ſendre Deel af Himmelen ikke var ikke kiendelig kortere udi Alba-
tegnii Tider / end udi vores.

Ligeſaa kand man ſige, at Ptolemæi Obſervationer / ſom ere
giorte over for 1600 Aar ſiden, ogſaa ſtemme heel ner overeens med
Riccioli Determination. Ptolemæus obſerverede Hoſtens Jevndog⸗
net Anno 139 d. 26 Sept. Kl. 7. om Morgenen, og Forgars Jevndegnet
Anno 140 d. 22 Marti Kl. I. om Eftermiddagen. Den forſte af diſſe
Obſervationer anføres af Ricciolo udi hans Almageſto at være ind”
falden den 25 Septembris, og udi hans Aſtron. Reformata den 26 Sept.

Men

hvilfen befindes at være beſtandig. 375

Men M. Caſſini har klart nok viift udi hans Elem. d' Aftron. p. 218,
at den er giort den 26 Septembris og ikke den 25. Af diſſe tvende
Obſer vationer flyder da, at Ptolemæus obſerverede, at Solen opholdt
ſig udi den ſyndre Deel af Himmelen 178 Dage 6 Tim. 8 til 9 Timer
kortere end Ricciolus ſetter, hvilken Forſkiel ikke er værd at tale om,
naar man betenker, pag hvor. uvis Maade og med hvor uſikre In-
ſtrumenter Obſervationerne giordes udi Ptolemæi Tider, og altſaa er
nu ogſaa beviift det Tredie, ſom jeg haver ſagt, nemlig at Solen op⸗
holdt fig 1 gamle Dage ongefer lige faa længe i ſyndre og nordre Deel
af Himmelen, ſom nu, og at følgelig ogſaa i gamle Dage var den
ſamme Eccentricitet, ſom nu.

For nu korteligen at viife Kraften af mit Argument, hvormed
jeg vil beviiſe, at Eccentriciteten er bleven uforandret, vil jeg nu
flemſette ſom et Udtog af alt, hvad tilforn er anført: Derſom Ec-
centriciteten er forandret, og var ſterre i gamle Dage, end den nu er,
faa kunde i gamle Dage ikke være den ſamme Proportion imellem
Solens ſtorſte og mindſte Diameter, ſom nu er, faa kunde ikke de
Tavler, ſom paſſe paa vore Tider, og ere bygte paa nærværende Tüds
Eccentricitet, paſſe paa de gamle Obſervationer, og endelig kunde ikke
heller den Tiid, ſom Solen nu opholder fig udi de ſyndre og nordre
Tegn, ſtemme overeens med ſamme Tiid udi gamle Dage; men nu
merker mon af Erfarenhed og ved at conferere de gamle Obſervatio-
ner med de nyere, at udi gamle Dage var den ſamme Proportion
imellem Solens ſtorſte og mindſte Diameter, ſom nu er, at de Tavler,
ſom paſſe pan vore Tider, og ere bygte paa nærværende Tiids Eccen-
tricitet, paſſe paa de gamle Obſervationer, og endelig at den Tüd,
ſom Solen uu opholder fig udi de ſyndre og nordre Tegn, fremmer
overens med ſamme Tüd udi gamle Dage, hvoraf folgeligen flyder,

at Eccentriciteten er uforandret, og var ikke ſtorre udi

gamle Dage; end den nu er, hvilket var
/ Det jeg (Fulde beviiſe.

USED
2

E. G.

eee
E. G. Ziegenbalgs
OBSERVATIONER,

ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene
i Kiobenhavn fra Dec. 1745. til Jun. 1748,
ſamt korte Afhandling om ſlige
Obſervationers Nytte.

t Luften paa ethvert Sted her paa Jorden er mange og ſtore
9 i Forandringer underkaſtet, er en Sag, ſom Erfarenhed nokſom
beviiſer: Thi man finder, at den ſtundum er ſtille og rolig;
ſtundum i ſtorſte Bevgelſe; engang varm, en anden gang Fods nu
klar og reen, nu igien opfyldt med mange ſlags Dampe og Echalatio-
ner; hvoraf nogle falde ned i Regn; Taage, Dug, Snee, Hagl og
Riimfroſt, men andre optændes og forgarſage Torden og Lynildz
Engang er den tungere end en anden gang; Undertiden er den prydet
med de prægtige Nordlyſe / med den deylige Regnbue, med Ringe om
Solen og Maanen, med Skye⸗Soler og Skye Maaner (Pareliis &
Paraſelenis); Foruden diſſe lade fig ogſaa andre lyſende Phænomena
tilſyne udi Luften, ſaaſom Stierne⸗Skud, lyſende Kugler, de ſaakal⸗
dede Lygte⸗Mand (Ambulones) &c.

Idi det forrige Seculo begyndte adſkillige Lemmer af det Flo⸗
rentinſke , Londonſke og Pariſiſke lærde Societetex forſt for Alvor. at
give noye agt paa ovenmeldte Forandringer i Luften og flittig at op⸗
tegne deres derover giorte Obſervationer og Betragtninger, hvilket de
ældre Tiders Phyſici eller Naturens Betragtere havde forſomt.

En Hollænder navnlig Drebbelius havde allerede udi det 15 de
Seculo opfundet et Inſtrument, ſom ſkulde give Luftens Kulde og
Varme tilkiende og kaldes Thermometrum, og den Italienſke Ma-
thematicus Torricellius var An. 1643. faa lyktelig at blive W .

E. G. Z. Obſervationer, ſom ere giorte ov. Veyrl. ꝛc. 377

af det Inſtrument, ſom kaldes Barometrum, og tiener til at viiſe Luf
tens af og tiltagende Tunghed og Vogt. Ovenmeldte Societeter og
andre lærde Mænd vare ikke alleneſte omhyggelige for at forbedre dige
flags Veyrglas / men ogſaa at finde nye Inſtrumenter, hvorved Luftens
Fugtighed, Vindenes Force, Qantiteten af Regnvand og Snee,
ſom aarligen falder ned, ſamt andre Meteorologien vedkommende
Ting kunde underſoges og erfares. '

Den bekiendte ypperlige Phyſicus Robert Boyle, en Grœves af
Cork ꝗde Son, var af det Engelſke Societets Medlemmer den forſte, ſom
holdt Journal eller Dage⸗Regiſter over Vindenes og Veyrligets Foran⸗
dringer, ſom forefaldt i det Engelſke Clima. Hand begyndte dermed An.
1659 og indſendte ſine Aumerkninger derover tilSocietetet, ſom kand ſees
af Transactionerne for det Aar 1666. n. 5. Hans Eremyvel blev ſtrar
efterfuldt af mange lærde og fornemme Mand paa adſkillige Steder i
Engelland. Og at ſamme Societet endnu ikke er blevet kied af ſaadant
Arbeyde, fees baade deraf, at Dage⸗Regiſtere, ſom holdes over Vinde
og Veyrliget udi London, endnu indføres i Societetets Skrifter kaldede
Transactions, ſaavelſom ogſaa af den Erindring, ſom bemeldte So-
cietets Secretair og D. Med. Jacob Jurin udi Transact. for Aaret 1723.
n. 379. har givet alle Elſtere af de naturlige Videnſkaber, at de flitti⸗
gen (fulde opſkriwe, hvorledes det hver Dag havde forholdt fig med
Luftens Varme og Kulde, Vindene, o. ſ. f.

J det Pariſiſke lærde Selſkab var (faavidt jeg erindrer) den
ældfte Caffini den forſte, ſom paatog fig ſaadan Forretning. Hand
begyndte 1681. at obfervere Veyrliget og fortfatte dette Foretagende
mange Aar efter hinanden, dog uden at hans Obfervationer bleve ind⸗
fordte udi Selfkabets Skrifter. Men efterat dette beromte Selſkab
An. 1699. var fat paa en bebre Fod end det tilforn havde været, er
det bleven til en Skik, at Meteorologiſke Obſervationer indføres i deres
aarlige Skrifter kadede Memoires. Saaledes finder man derudi begge
de laHires, Jac. Phil. Maraldis og andres Anmerkninger over Veyrli⸗
get i Paris. I fær pleyer ogſaa den for fine ypperuge Inventioner
vel beklendte Monsr. Reaumur garligen at fremlegge W lærde

elſkab

378 E. G. Z. Obſervationer,

Selſkab de Obſervationer, ſom hand ſelv med fit nye opfundne Ther-
mometro udi Paris, og mange andre paa adſkillige Steder i og uden
for Frankrig have giort. : j .

Engellendernes og Frantzoſernes Fliid og Agtſomhed i denne
Sag har ogſaa opmuntret Hollænderne og andre Nationer til ſamme
Arbeyde, ſom kand ſees af Crucqvii, Mufſchenbroeks, Weidlers og
andres ved Trykken udkomne Obleryationer.

Af hvis jeg nu hidindtil haver an fort, meener jeg, kunde denne
Slutning giores, at det maa være nyttigt og nodvenbigt, flittig at
betragte og oypſkrive alle ſenſibles eller merkelige Forandringer, ſom
forefalde i Luften, efterſom mange lævde og habiles Mænd i mange
Aar efter hinanden udi denne Poſt have viift en utrettelig Flüd og
Application. Men at jeg ikke ſkal ſynes at bygge for meget paa lerde
Mænds Exempler og Authoritet, faa vil jeg nu korteligen viiſe, hvori
den egentlige Nytte af oftbemeldte Obſervationer beſtaager; Og dette
gier jeg i det Haab, at de af Hans Majeſtets Underſaatter, ſom ere
Elſkere af Naturens Kundſkab og finde Lyſt i at betragte Verdens viiſe
og herlige Bygning, herved blive opmuntrede til at holde Journaler
over Luftens Varme og Kulde, Vindenes og Veyrligets Afvexlinger,
ſamt hvad ellers merkverdigt maatte forefalde i Luften , og det ey al⸗
leneſte van adſkillige Steder her i Danmark, men ogſaa i Norge,
Grønland, Island &c. og at de ſende deres derover giorte Obſerva-
tioner til dette Kongelige lærde Societet eller paa anden Maade giore
den bekiendte. Nytten af ſaadant Arbeyde beſtaaer fornemmelig udi
diſſe tre Poſter:

I) Mon det ey ſkulde være fordeelagtigt for de Medicinffe
Videnſkaber, derſom vi havde et eller flere: hundrede Aars accurate
Obſervationer over Luftens Varme og Kulde og øvrige Forandringer,
og tillige ogſaa en tilforladelig Efterretaing, om de Sygdomme, ſom
udi ſamme Tiid og paa ſamme Steder, hvor Obſervationerne over
Veyrliget vare giorte, aarligen blant Menniſker og Qvæg havde
graſleret? Om deraf ikke ſaadanne Regler og Lerdomme inen

ver es,

ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene. 379

trelles/ ſom kunde være det menniffelige Kion til Rytte / det overlader
jeg til kyndige og erfarne Medicos at paaſkionne.

29) Det kand vel ikke af nogen negtes, at det jo var fornoyeligt
og nyttigt, om vi havde rigtige Beſkrivelſer over (ethvert Lands
phyſiſke eller naturlige Beſkaffenhed, og vi derved kunde komme til en
grundigere Kundfkab, end vi nu har om vor Boeligs, jeg meener
Jordens ſande Tilſtand. Det kand vel ikke heller tages i Tvil, at jo
Heede og Froſt, Vinde og Veyrligt foraarſage meget til et Lands
Frugtbarhed eller Ufrugtbarhed, Sundhed eller Uſundhed, og giore
ſtore Virkninger baade paa Menniſkers Legemer, ſaavelſom ogſaa paa
alle andre Ting, der fødes eller opvoxe i et Land. Jeg tenker derfor,
at enhver forſtundig Læfere vil ſelv giore denne Slutning, at det var
nyttigt, ja endogſaa nødvendigt, at udi ſaadanne Boger / ſom handler
om et og andet Lands phyſiſke Tüſtand, om de ellers ſkal fortiene
Navn af en fuldſtendig Hiſtoria naturalis, ogſaa ſaadanne Obſerva-
tioner bleve indførte, ſom i nogle Aar efter hinanden med Fliid og,
ſaavidt ſom ſkee kunde, ved Hielp af gode Inſtrumenter vare giorte
over Vindenes og Veyrligets Beſkaffenhed udi ſamme Lande. Slige
Efterretninger vilde uden Tviil forhielpe os til at dømme fornuftigen
om Landenes ovrige Egenſkaber. Der maatte maaſkee nogen falde
paa de Tanker, at naar man alleneſte vidſte et Steds Breede eller Af
ſtand fra Æqvatore, faa kunde man deraf efter mathematifke og
phyſiſfe Principia letteligen ſelv giøre fig en rigtig Foreſtilling om
Stedets Heede og Kulde / &c. faa at det hverken behovedes, at giore
Obſervationer, eller give nogen Beſkrivelſe over Luftens Egenſkaber
paa ſaadant et Sted. Men Erfarenhed viiſer, at man ved blotte
ornufts⸗Slutninger maae udi denne Sag gage ligeſaa uſikkert til
erks, ſom om man efter en vis Engelſk Author (hvis Navn jeg nu
ikke huſker) hans Project vilde foretage fig) af Pulſens Slag i et friſkt
Menniſkes Legeme, at udfinde Steders Diſtance fra Kqvatore. Ny!
den alviife GUD har indrettet fine Gierninger ſaaledes, at de Men⸗
niſker, ſom vil lære at kiende dem, mage ingen Moye, ingen Umage,
ingen Tiid ſpare derudi, og faa ſtor en Meſters Gierning er nok ogſag
ſaga usle Kiendere, ſom vi ere / deres Cie og Umage værd, W
c a

380 E. G. Z. Obſervationer,

da vi have dobbelt Nytte deraf, nemlig at kiende Meſterens Storhed,
Herligh'd og ubeſtrivelige Sodhed imod os, og bruge hans Skabninger
til vor egen Fordeel. Mig ſynes, at det er ikke af Veyen, forend
jeg flutter dette Nummer, at anføre den forhen berømte Robert
Boyles Ord, overſatte af det Engelſte Sprog / om denne ſamme Materie,
efterdi hand var en redelig og gudfrygtig Mand, og anvendte ſtore
Penge og en utroelig Fliid for at kiende Guds Gierninger i Naturen,
hvortil hand ogſaa havde god Forſtand og Skionſomhed. Intet
*Menniſke, ſiger hand, () ſom har Tiid og Leylighed, tanke, at det
var at drive Borne⸗Spill, om hand ſamlede ſaadanne flags Obſer-
*vationer. I det mindſte er det rosveerdigere, at efterlade fig en
Hiſtorie om den Tilſtand, Luften har været udi ivore Tider, end ved
alle Leyligheder at raabe ud: Dette er det heedeſte, dette er det kol⸗
deſte / dette er det behageligſte Veyr, jeg min Livs Tiid har følt; da
det maaſkee er gandſke og aldeles falſkt. Forte flige Obſervationer
ingen anden Nytte med fig; faa vilde de dog hielpe til at forfærdige
»en fuldkommen Hiſtorie over et og andet Lands Natur og Beſkaf⸗
fenhed. Herpaa have vi et Exempel i den lærde Skribent, ſom har
” givet os en naturlig Hiſtorie over Braſtlien. Hand har derudi givet
„en omftændelig Efterretning om, hvad Beſkaffenhed det dagligen udi
” mange Aar efter hinanden har havt udi ſamme Land med Veyrliget,
”hvoraf det kand ſees og erfares, at Landet ikke alleneſte kand beboes,
men er ogſaa ſundt og got. Jeg er forſikret paa, at det i Serde⸗
leshed vilde være en curieux Danſk og Norſk Mand kiert, om de havde
flige noyagtige Efterretninger om deres eget Fæderneland. Og Frem⸗
mede, ſom ikke have været i diſſe Lande, kunde derved blive bragte
paa bedre Tanker, end de fleeſte af dem have om det Danſke og
Norſte Clima.

3) Endſkiont ingen kyndig og redelig Phyſicus tor love, at
man ved mange Aars Oblervationer ſkulde enten finde ſaadanne Regler,
hvorefter man altid og med Vished kunde forud ſige Veyrligets til
kommende Tilſtand, eller til Navigationens, Commerciens og Ager⸗
Dyrkningens ſtore Fordeel erfare, at Veyret var periodiſk, det 0 at

ige

(”) Vid, Rob. Boyles Works publiſh'd by Dr. Pet Shaw. Tom, 3. pag. 36. É

ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene. 381

ſige , at Veyret efter faa og faa mange Mars Forlob fkulde blive det
ſamme hvert Aar, ſom det havde veretudi de forrige Aaringer; end⸗
ſkiont / ſiger jeg, det ey kand loves, at faa ſtor Nytte for det almindelige
Beſte kunde flyde af meteorologiſte Obſervationer: Saga kand dog
ved mange ſaadanne Obſervationers Sammenligning adſkillige phy-
ſiſke Sandheder udfindes, hvilke, hvis de ikke ere lucriferæ, ert de dog
luciferæ, det er, hvis de ikke berige og fylde Pungen , oplyſe de dog
Forſtanden. Saaledes har man lat jeg herpaa ſkal give et og andet
Exempel) ved at giore Forſog med Barometro paa adſkillige Steder
fornummet, at Luften er lettere nær ved Æqvator eller Linien end
langt fra den, faa at de Perſoner, ſom reyſe fra de nordlige til de
varme Lande, omſtifte ikke alleneſte en fold Luft med en varm, men
ogſaa en tung og tet Luft med en lettere og tyndere. Ved at
give flittig agt vaa Qvægſo vets Stigen og Falden i Barometro lærer
man, at her i Kiobenhavn Luften meget flelben nogen Dag igienn m
beholder een og den ſamme Tyngde. Jeg har af mine Obſervationer
erfatet, at Luften udi 5 Dage har ſaaledes forandret ſig her, at den
paa den ferſte Dag har været af fin heele Vegt tungere end den
femte Dag. Og efterſom ved Udregning (“ kand findes, at Luften
har ſamme forſte Dag, ſom var den 12 Jan. 1748, trykt med mere end
42240 Pund uden til paa et voxen Menniſke, ſaa har den den ste Dag
derefter, nemlig den 16 Jan. udi ſamme Aar, trykt med neſten 2000
Pund mindre end den 12 Jan. Vil man have endnu et tydeligt Exempel
paa den flor: Nytte, ſom flyder af meteorologiſte Obſervationer til
at forbedre Phyſicam eller den Videnſkab, der handler om Naturens
Virkninger og deres Aarſager, tor man ikkun læfe den Tractat, ſom
findes i dette Kongelige Societets S krifters forſte Deel pag. 394, hvor af
forudbeſkrevne tilforladelige Obſervationer, Nordlyſenes ſande Be
ſkaffenhed og Egenſk ber ere deriverede og fremſatte, faa at man
Derved ikke alleneſte fager en god Oplysning om dette Lyſes Natur og
Ccc 2 mange

Y Conf. Muffehenbroeks Eſſai de Phyſiqve 9. 1336. og min Tabelle over Qveægſolvets
Hoyde i Barometro, ſom findes ſidſt i denne Traktat. Man maa herhos merke, at det Danſke
Lengde⸗og Huule⸗Maal nu er det ſamme, ſom det Rhinlandſke, hvilfet Mulſchenbroek har brugt.
Dette melder jeg ogſaa i den Henſeende, fordi Fremmede, ſom ſkrive om vort Langde-Maal, tage
meget Feyl udi Denne Poſt.

Hoad nu ved mine Obfervationer er at bemerke, da har jeg dertil
betient mig af de beſte Veyr⸗Glas, jeg har kundet faae. Mit
Thermometrum er fyldt med Avægfølv, og er indrettet efter den
Maade, ſom den berømte Fahrenheit udi forſtningen af dette Seculo
har opfunden. Det har udi den Tiid, jeg har benyttet mig deraf;
hængt udi et Vindve, ſom vender mod Veſten til Norden, paa en
Saal, hvor ingen Ild eller Varme har veret. Fra den 12 Dec. 1745.
til den 21 Martii 1746. har bemeldte Vindve været tillukt, men fra
ſidſtbemeldte Tiid af har jeg altid aabnet Vindvet og givet mit Ther-
mometrum faa megen frie Luft, ſom var mueligt, førend jeg obfer-
verte og opſkrev Qvægfølvets Heyde. Den z2te Grad udi dette In-
ſtrument betegner ongefær ſaadan Kulde, hvorved ferſtt Band, naar
det ſtager paa ligeſaa koldt et Sted ſom Thermometrum, begynder
at fryſe. Jo dybere Qvægfølvet ſynker under den 32te Grad, fo ſtar⸗
kere tiltager Froſten, men jo hoyere det ſtiger over bemeldte Grad, jo var⸗
mere bliver det i Veyret. Videre Efterretning om dette Fahrenheitiſke
Thermometro, kand faages af Boerhaves Elementa Chemiæ Lip.
17 32. Tom. I. hiſt og her udi den Artikel de igne, Muſſchenbroeks
Eſſai de Phyſiqve pag. 462. og Tentamina Academiæ del Cimento
pag. IO. ſq. Det Barometrum, ſom jeg har brugt, er af det ſimple
og til Obſervationer beqvemmeligſte flags, og beſtager af et uboyet
Glas⸗Ror og en Træ- Calle, ſom indeholder det overflodige Qvcg⸗
ſelv. Rorets Huulhed holder henimod z af en Danſk Lee

i sallen

ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene. 383

CQaſſen 31 Tomme i Diameter. Rorets Længde er inddeelt efter
Engelſte Tommer og Linier eller tiende Deele af en Tomme. Obſer-
vationerne paa bemeldte Inſtrumenter ere tagne ofte om Dagen, men
i ſer mellem Kl. 7 og 8 om Formiddagen, og om Aftenen mellem
Kl. 9 og 10.

Etfterſom Vindene foraarſage de ſtorſte og fleeſte Forandringer
i vor Luft, faa vil jeg fornemmeligen handle om dem og viiſe, hvad
Connexion de udi de Aaringer 1746, 1747. indtil May Maaned 1748.
have havt med de mange flags Omvexlinger, ſom vor Kiobenhavnſte
Luft har været underkaſtet.

Det er ikke at tvile paa , at derſom Luften altid, var ſtille og
rolig/ vilde der ikke forefalde nogen beſynderlig Irregularitet og Uor⸗
den i Veyrligets Forandringer; Thi Kulde og Heede kunde ordentligen
tage af og til, ligeſom Solen nærmede fig til os eller gik længere bort
fra os, og ligeſom den var hoyt over eller dybt under vor Horizont og
Dampene havde deres viſſe Tiid til at ſtige op og falde ned igien, ſom
ogſaa undertiden kand fees at ſkee udi ſtille og klare Sommer⸗Dage.

Man ſeer altſaa heraf, at den ſtore Uſtadighed og de haſtige
og uformodentlige Forandringer, ſom forefalde i Veyrliget, kommer
af Vindene / ſom blæfe nu fra en, nu fra en anden Kant, og nogle
bringe os Froſt og Kulde, andre Toe Veyr og Varme, nogle giore
Luften tung, andre let, nogle jage de overflodige fugtige Dampe
bort, ſom findes i vor Luft, og forſkaffe os klart Veyr, andre fore
Regn, Snee, Taage og andre Exhalationer med ſig.

Jeg har ved mine Journalers Giennemlasning fundet, at alle
flags Vinde, ſaavel Nordlige og Hſtlige, ſom Sydlige og Veſtlige fore
Regn; Taage, Hagl og Snee med fig, og at dette kand ſtee, er ogſaa
Hart deraf, fordi udi alle Lande, ſom ikke ere alt for ſandige, opſtige
fugtige Dampe, ſom blive til Regn⸗Snee⸗eller Hagl Skyer, og kand
med en paakommende Bind eller Bevagelſe i Lu ten transportexes til
et andet Sted; Desuden ſkeer det ofte, at Skyer, ſom med en eller
anden Vind ere forte hen til et 1 705 drives med en anden Vind der⸗

663 fra

384 E. G. Z. Obſervationer,

fra tilbage igien til et andet Sted; Saaledes hændte det fig, for Exempel,
udi Aaret 1746 i Januarii Maaned, at vi i en Dags Tiid fif megen
Regn med Nord Oft Bind, efterat Syd-Veften Vind havde blæft 8te
Dage tilforn og bragt mange Skyer med ſia, men de efterfølgende
Dage, da Nord⸗Oſten Bind holdt ved, havde viklart Veyr. Dog har jeg
fundet ſtor Uliighed hos Vindene i Henſeende til Regn⸗ og Snee⸗Skyerz
thi udi de halvtredie Aar, jeg her i ͤKiobenhavn har givet agt vaa dem,
har jeg fornummet, at Veſt og Sonden Vind tillige med de Vinde,
ſom ere imellem dem, have bragt os langt meere Regn) Taage og
Snee til, end nogen af de andre, ſaa at den heele Kant mellem Veſten
og Sonden har været ligeſom et Reſervoir, hvorfra vort Land har faaet
den ſtorſte Portion Vand, og ſom har varet ſaa overflodigen forſynet,
at vi ſielden have faaet klart Veyr, faalænge diſſe Vinde have havt
Raade⸗Rum. Derimod have de øftlige og nordlige Vinde ikke været
faa fugtige, men de have jevnligſt bortjaget de Skyer, ſom vare os
tilforte fra Sonden eller Veſten / og naar de bleve ved nogle Dage at
blade / ſlog det ikke feyl, at vi jo fif reen og klar Luft.

Med ſydlige og veſtlige Vinde have vi neſten altid faaet mildt
og varmt Veyr, og det har været dem allene, ſom tillige med Solens
Varme have giort Ende paa Vinterens Kulde. Derimod have de
andre Vinde bragt os Froſt og fold Luft. Den ſterkeſte Froſt, vi
havde Anno 1746 og 1747 / kom udi Martii Maaned med Nord ⸗Oſt
Bind, og Qvægfølvet i Thermometro ſtod den ene gang, ſom var den
4 Martii 1746, paa 22 Grader, og den anden gang ſom var den
I Martii 1747. pad 142 Grad. His Thermometrum havde hængt i
fri og aaben Luft den 4 Marti 1746, havde Qvægfølvet uden Tviil
ogſaa været ſunket faa dybt ſom den 1 Martii1747, thi førend Vind⸗
vet blev aabnet den I Martii 1747, ſtod QOvegſolvet ligeledes paa den
22de Grad, og ſank forſt til 145 Grad, efterat Thermometrum havde
en kort Tiid vo ret i aaben Luft. Udi Aaretſ748. den 25 og 26 Febr. ſtod
Qvagſolvet paa 18 Grad. med en Oſt Nord⸗Oſt Vind, og den 5 Marci
paa IIA, den 6. paa 12. og den 7. paa 13 Grad. med Norden Vind. Diſſe
have været de koldeſte Dage, medens jeg har obſerveret Veyrliget.
Udi diſſe to ſidſt bemeldte Maaneder var Sundet lagt til, faa at Iſen
kunde bære Heſte og Vogn. |

I diſſe

ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene. 335

A diſſe Aaringer have de ſydlige og veſtlige Vinde blæft næften

lige faa mange Dage, ſom alle de andre tilſammen. For Reſten har

jeg ikke fundet, at nogen Vind har havt fin egen Maaned at regiere

udi; thi de have alle uden Forſkiel blaſt baade Sommer og Vinter,
Foraar og Efterhoſt.

Udi Aaret 1746, havde vi to gange en meget ſtark Storm med
veſtlig Bind, ſom fatte vor Frue Spiir i ſtor Bevægelfe, nemlig den
13 Oct. om Formiddagen og den 20 Dec. fra Kl. 12 om Natten til om
Morgenen Kl. 8. Vi havde ogſaa haardt Storm⸗Veyr med Veſt og
Syd⸗Veſt Vind den 22. 23 og 25 Dec. ſom begyndte om Aftenen og
vedvarede Ratten igiennem, men diſſe Storme kom ikke mod de forſte.
An. 17 47. havde vi ogſaa to ſaadanne forſkrekkelige Storme, med
veſtlig Vind, ſom udi det forrige Aar, nemlig den 3 Dec. om For⸗
middagen og den 13. Ejusd. om Natten og Formiddagen. Imedens
diſſe Storme ſtode paa, bevægede Floyene fig frem og tilbage fra NW
til SW, men for og efter Stormen var Vinden veſtlig. An. 1748.
den 8 Martü havde vi ogſaa en temmelig ftæri Blæft af Sonden med
Sneefog. Oſten Vind og Øften til Sonden have ogſaa blæft to gange
og Nord⸗Veſt tiere meget ſterkt i diſſe Aaringer, men dog ikke nær.
med ſaadan Heftighed, ſom de forhen bemeldte Vinde.

Vindene mellem Sonden og Veſten giore gemeenligen vor Luft
let; thi man finder, at naar de blæfe over vor Horizont, Ovægſolvet
i Barometro ſynker. Det har meget ſielden ſtaaet over 29 Tommer
9 Linier med diſſe Vinde, og udi de 29 Maaneder, jeg har giort diſſe
Obſervationer, nemlig fra 1746. at regne, er Avægfølvet hver Maaned
ſunket til 29 Tom. 57 Lin. og derunder med bemeldte Vinde, to gange
har det ſtaaet paa 29 Tom. / engang paa 28 Tom 92 Lin. og engang
paa 28 Tom. 84 Lin. (Engang er det ſteget 62 Lin. udi klart og ſtille
Veyr med Sonden og Veſten Vind, men ellers er det ikke nogen Tiid
ſteget over 4 Linier, og derſom bemeldte Vinde bleve ved at blære, faldt
QOvegſolvet ned igien. De nordlige og oſtlige Vinde derimod giore
vor Luft tung, og det faa meget meere, ſom de bleſe længe til; For
Exempel i Jan. Maaned 1746. ſteeg Qvægfølvet i 7 Dage fra 29 Tom.
4 Lin. til 30 Tom. 74 Lin. med NO, NW og SO udi klart 1 og

oyere

386 E. G. Z. Obſervationer,

hoyere er Ovacgſolvet i diſſe Aaringer ikke kommet og følgelig har Luften

ikke heller været tungere, Undertiden er ogſaa Qvegſolvet faldet med
diſſe Vinde, helſt med Syd Oſt, men meget rart over 3 à 4 Linier, og
ellers har det gemeenligen ſtaget oper 30 Tom. naar vi have havt
en Vind af Nord⸗Veſt, Nord og Oſten, eller der imellem, og efterat
Qvagſelvet, medens diſſe Vinde blæfte, var faldet, ſteeg detigien,
hvis de bleve ved at blæfe.

Den heele Forſkiel, ſom i diſſe Aaringer har været imellem
Quvqgſolvets ſtorſte og mindſte Hoyde i Barometro, er næften 2 Tom.,

ſom er omtrent 7; af dets ſtorſte Hoyde nemlig 30 Tom. 72 Lin: Den
14 Dec. 1745. faldt Qvœgſolvet Iz Linie i to Timer, ſtorre Forandring
udi ſaa kort en Tiid har jeg ikke fornummet.

I den Tiid, jeg har obſerveret, har det haglet i Jan., Febr.,
Mart., April, May, Jun. og Novemb. , og det meeſt udi Febr., April
og Novemb., ſaavel med øftlige og nordlige, ſom veſtlige og ſydlige
Vinde / faa vel om Natten ſom om Dagen.

An. 1746. havde vi Nordlys den 25 Martii, den 12 April, den
4. og 25 Aug., den 19 Oct. og den 17 Nov. og An. 1747. den 16 Marti,
den 4 May, den 10 Sept. An. 1748, den 27 Febr.

Jeg vil mi ſlutte denne Tractat med efterfølgende Tabelle,
ſom viiſer i hvad Veyr og med hvilke Vinde Qvægfølvet i Barometro
har ſtaget hoyeſt og laveſt hver Maaned. Ligeledes ſees derudi ved et
Oyekaſt Forſkiellen imellem Qvagſolvets mindſte og ſtorſte Hoyde
for hver Maaned. N

Aar 1746.
Tom. Lin. .
Jan. den 123. - 30. 73. Vinden havde været NW. tilforn, nu
ſtille og Luften fuld af Skyer.
den 6. 29. 4. SW. Regn⸗Veyr.
I. 33.

Aar

—

ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene.

387

Aar 1746.
É . Tom. Lin.
Febr. den 12. 30. 53. N. Hart Froſt⸗Veyr.
den 9. 29. 23. W. Snee og Blaſt.
I. N
Mart. den 12 30. 35. NO. flart og ſtille Froſt⸗Veyr.
den 2. 28. 92. SW. Luften fuld af Snee.
e
April den 12. - 30. 2. NNO. flart Froſt⸗Veyr, liden Blaſt.
den 16. 29. 45. I WSW. Snee.
May. den 6. 3 4; e syg og NNO, nu SSW. klart
den 11. — 29. 54. tilf eil forn Sw / nu NW. Regn med Blaſt.
i . i DSE DE
Jun. den 4. 29. 9. O. klart liden Bind.
den 123. 29. 29. 4% 80 SO. ſmaa Regn, ſtille.
. 5å
Jul. den 16. 30. 4. NW. deyligt Veyr.
den 1. 29. 53. W. liden Bind, mørkt,
Aug. den 1. 20. 9. NW. Blæft, ſomme Tiid klart.
den 5. 29. 42. 8 SW. merkt og uroeligt.
3 FNS.
Sept, den 3. 30. 3. SSO. ſtille og Fart.
den 30. — 29. 338. V W. klaͤrt, tilforn Regn.

Ddd Aar

— ——j᷑

388 E GX: Obſervationer,

Aar 174 6.

Tom. Lin.
Od. den 20. 30. 33. den 18, 16, 17 N, ſiden W., SW.
| 8, nu ſtille og klart. (0
den 123. 29. — W. meget ſtark Storm med Regn.

1 39 32

Nov. den 10. 30. 52. O. til N. ſtille og merkt.
den 5. 29. 33. S. morkt, nogen Blaſt.

1. 24.
Dec. den 29. 30. — . N. flart Froſt⸗Veyr.
den 25. 29. W. en forfloyen Storm.

1 —

Jan. den 14. 30. 53. den 13 og 14. O. NNW. N. den 15.
W, S. med ſtille og morkt Veyr.
14. SSW. Blaſt med megen Regn;

v

den 28 29%
f I. 33.
Febr. den 28. 30. I. NO. ſtœrk Blęſt og nogen Snee med
paafolgende klart Veyr.
den 21. 29. 2. S. og W. ſterk Regn og Blaſt.

J. 2
Mart. den 13. 30. 52. O. til S. klart Froſt⸗Veyr.
den 17. 29. 34. W. megen Snee.

1. 22

Aar

(% Det er ſkeet adſkillige gange, at, naar Qua ſolbet engang begyndte at flige med
Norden eller Øften Vind, blev det et par Dage ved at ſtige, kiont Vinden var Sonden eller Veſten,
men fiden falde det igien naar det blev ved at blaſe af Veſten eller Sonden; hoilket ogſaa ſreede

denne gang.

ſom ere giorte over Veyrliget og Vindene. 389
Aar 1747.

Tom. Lin.
— 26. 30. 3. 8 til 3 mæt .
en og. 29. 33. den 1. S. tu O. morkt og ſtille, den g.
sål wege een WSW. Regn og Blæk, uf

May. den 1. 30. 3. Ntil O. deyligt Veyr,
den 23.—— 29. 88. ſagte Regn. den 23. W til S. den 24.
5 SO, ſiden ſamme Dag No, derefter
75. ſteeg Ovægfølvet.
Jun. den 22. 30. —— NNW. morkt Veyr med Blaſt.
den. 29. 29. 42. W. temmelig klart, noget vindigt.

55.
Jul. den 265. 30. I. O. deyligt Veyr.
den 7. — 29. 38. S. til W. Blæft med Regn.
f . É
Aug. d. 24 og 31. 30. 3. den 24 NO. Hart og ſtille, den
37. NN. Srhe fuld Bryr.
den 28. — 29. 53. til s Regn og Blaſt.

IT

„

Sept. den 4. 30. 3 N til W. flart og ſtille.
den 27. — 29. 23. SSW. med Bleſt og Regn.
8.
Oct. den 28. 30. 33. N. ſtille og tyk Luft.
den 14 () 29. 52. W. Bleſt med Regn.

8.
Nov. den 25. 30. 4. WNW. tilforn NW. ſtille, morkt.
den 28 og 29. 29, 13. W. Blaſt med Regn. i
I. 2.3.
Ddd 2 Aar

0) Ubi denne Maaned blev jeg nogle Dage efter den 1ade forhindret fra at obſervere og
i ſamme Dag var Byret meget uroligt og vaadt, hvorfore jeg tenker at Qvægfølvet er faldet dybere
ned end til 29 Tom. 54 Lin. :

U

390 E. G. Z. Obſervationer, ſom ere giorte ov. Veyrl. ꝛc.

S ‚ „k —

Aar 1747.

Lin.

Dec. den 6. 30. 2. N. flart Froſt⸗Veyr.
den 13. 28. 84. og den II. 28 Tom. 9% Lin. den 7, 8,
1. 2. 9010 var Vinden Veſten og det reg⸗
1.78 mede, ſneede og blæfte, den 11. var
det ſtille og faldt megen Snee/ den 12.
ſteeg Qvœgſolvet til 20 Tom. 23Lin.
med ONO. og OSO. Natten imellem
den 12 og 13. begyndte den forhen

bemeldte ſtore Storm.

Aar 1748.

Jan. den 12 30. 63. O, SO til O. deyligt og klart Veyr.
den 16. 29. 3. W. Snee, Blaſt. ;

2
Febr. den 9. 30. 4. Oſtlig Vind, klart og ſtille.
den 29. 29. 335. W. klart, noget vindigt.
1 FT 2. >
Mart. den 20. 30. 24. O. klart Froſt Veyr.
den 9. 29. 13. SW og S. Blæft med Snee.
I. I. i . — — .
April. den 18. 29. 92. N. klart Froſt Veyr. i
den 22,23. 29. 23. W.efterHagl fuldte klart og ſtille Veyr.
| 63.
May. den 27. 30. 3. NO. klart Veyr.
den 2. 29. 4. Sog SW. Regn⸗Veyr.

* | Regi⸗
ie 8
N

— — —

ee

— W TWtĩ4 ——— — —

Regiſter.

A.

Aars⸗Regningen, hvorledes fordum beſkaffen 73.

Aarvaagen, hvoraf det Ord kommer 131.

Augteſkab blant de Geiſtlige paa Icland. See
Preœſternes Giftermaal.

Albanien (Johannes Stuart Hertug af) 30.

Alexius Povelſon Abbed 1 Bidse 265.

Alſkens, hvoraf det Ord kommer 174.

Aſtronomiells Skiebne. 359.

Atmoſphærens Hoyde over Havbrznens Vater⸗
Pas 310. q.

Barometri Opfin delſe. 377.
Barſel, hoad bemerker 202.
Beſtede, hvoraf kommer 177.
Bibel⸗Hiſtorie (Islandſke) 301. 302.
Bilde (Hr. Eſke) Hovedsmand i Bergen 235.
Billeders Dyrkelfe 594. lg.
Biſpe⸗Tiende paa Island 281,
Pere overſatte paa Islandſk 281. 282. 287.
288. 301.
Bogtrykkerie naar forſt paa Island indført 225.
eee Prior i Skridefelds Kloſter 271.
e (Tycho) Critiqve over ham. 360. 365,
366. 369.
Brantöme, en Frauſk Skribent, berommes 2.
Buddel, et Gilde, hvoraf kommer 202.

Cabrera (Louis) en Spunſk Skribent corrigeres

72.73.57.

Calmet (Auguſtin) Mangeler i hans Hiſtorie 2.
106. 109. 116.

Carl V. Romerſk Keyſer 7. 9. 20. 40. 58. 62.

70. 78.

Carolus Audax, hans Liig føres fra Nancy til
Brygge 38. l

Catechismus Lutheri oberſat paa Islandſf
288. 30r.

Ceremonier i Pavedommet paa Island 260. fg.

Chriſten⸗Retten, eller Kirke-Loven, det ældfte
Danſke Document. 128,

Chriſten⸗Retten paa Island 278.

Chriflian II. K. i D. hans Ankomſt til Flandern
4. Omgang med kuther 5.

Chriftian III. haus geiſtlige Anordninger Island
vedkommende 237. 240. 268. 271. 273. 274.
277. 279.

Chriſtina af Danmark, Chriſt. II. Dokter, hen⸗
des Oodrageſſe 4 6. Giftermael 7. 16.
Forſte Enk⸗ſtand 20 Andet Giftermaal 47.
Anden Enkeſtand 53. Hun beſoger de Tyoſte
Rigsdage 50. 51. 60. 70. 97. Forlader Lo⸗
thringen 66. Holder Hof i Mecheln 70.
Megler Fred mellem Spanien og Frankerige
75. Flytter igien til Lothringen 91. Forla⸗
der after kothringen 106. Hendes Pillegrims
Fart til Loretto 107. Hendes Dod 120.
Hendes forte Titel 95. 119. Hendes Dottre
106. Hun er Stamme - Møder for nn rege⸗
rende Keyſer Franciſcus 47.

Chriſtoffer Græve af Oldenborg frier til Chri⸗
ſtina af Danmark 39.

le Clere corrigeres 71. 85.

Corvinus (Antonius) haus Perſonalia. 282. 283.

Corvini Poſtil operſat pan Islandſk 282. 284.

D.
Dagens Inddeling hos Engel⸗Saxerne 144.

Danicæ origines 150.

Danfke Sprogs Oprindelſer hvor ſkal ſoges 127.
128. 129. i

Davre, hvoraf kommer 202. i

Dorothea Chriſt. II. Dotter 6. 17. 18. 120.

Dorothea Chriſt. II. Dotter⸗Dolter 106. tir,
112. 1I3.

Dotinus, terminus medii ævi, quid 154.

Du Mont taxeres 73. 74.

E.

Eggert Hanſen Lauamand paa Island 281.

Elifabeth Chriſt. II. Dronning. See abe la.

Enekamp mellem Biſperne paa Island 229.

Engel⸗Saxpiſke Sprogs Nytte til at oplyſe det
Danſke Sprog 129.

Eriffon (Gotſkalk) Chriſt. II. Canceller 34. ;6.

Eee E y-

Negiſter.

Etymologier, urigtige 156. 164. 180. 184. 186.
191. 193. 200.

F.

eſtens⸗Ol, hoad bemerker 202.
ane eller Faur, hvoraf kommer 140.
Fattig, hvoraf kommer 138. SSR
Favyn (André) en urigtig Frauſk Skribent

67. 68.
Fiſte⸗Ver, hvad og hvoraf 204.
Foye, hvoraf deriveres 138.

G.
Geble Pederſon Biſkop i Bergen 235.

Giſſer Einerſon forſte Evangeliſke Biſkop paa Js.
115 232: fggq. Gifter fig. 280. Hang

Dod 298. |
Gold, et Danſk Ord, bvoraf kommer 151.
Gotſkalk Biſkop i Holum 216.217.
Granvelle, Cardinal 3. 19. 24. 39. 53. 83. 87.

2. 105
er Araſon Biſkop paa Holum, hans £Lev=
net 215. 292. 0
i H.
Haldor Abbed i Helgefeld 273.
Handſel, hvoraf kommer 170.
Hartkorn, dets Betydning og Oprindelſe 161. ſq.
Heineccius corrigeres 149.
Helgefelds Kloſter i Island 272. 273.
Henninges (Hieronymus) corrigetes 120.
Henrik III. K. i Eng. frier til Chriſtina af
5 55 5 É
9 Told paa Island 278.
Halben (Hans) en berømt Maler 43.
Hvitfeld (Arild) corrigeres 4. 18. 120.
Hvitſeld (Chriſtoffer) forſendt til Island 252.
253. 254. 255:

J.
Jacob K. i Skotland frier til hriſtina af Dan⸗

mark 34 fq.
Jon Araſon, ſidſte Catholſke Biſkop i Holum
221. ſq. 244. 246. 255. 268. 300.

Jon Augmundſon (den Hellige) Biſkop paa Ho⸗
lum 214. :

Jon Elnarſon befordrer Reformationen pag Is⸗
land 230.

Sordefærds Penge i Island 278.

Ifabella Chriſt. II. Dronning 4. 5. 8

Selænderneg Forbund imod Biſpernes nye Paa⸗
æg 212. 213. 5

Island Reſormations-Hiſtorie 209. g.

Islandſke Sprog og Skrifter 129. 130.

Islandſke Bogtrykkerie 225.

Islandſke Lov om Meſſer og Vigilier 275.

Islandſke Skoler 271, 272. 5

K. '

Kirke⸗Ordinantzens Skiebne paa Island 244.19.
25. 255. 256. 257. 263. 264. 266.

Kirkebay Kloſter i Island 271.

Kloſterne paa Island befales at indrette Skoler
271. 272.

L.

Landmaalingen i Danmark 164.

Larreys Engelſke Hiſtorie. 42. i

Latinſke Skoler paa Island 272. 273-

Lavverge, hvoraf kommer 193.

Ledtog, hvoraf deriveres 177. 22158

Luftens Virkninger. 355. [g.

Lutheri Lærdom forbydes paa. Island af Biſkop
Ogmund 231.

M. »

Margareta Chriſt. I. Dotter, Dronning k
Skotland 37. j

Margareta, Statholderinde iNederlandene 5.

Marr Guld, Mark Solv, hvor meget 158.159.

Matriculens Indretning [Danmark 163. 164.

Meru itz (Claus von der) Landfoget paa Island
239. 253. 265.

Meſſer og Vigilier paa Island affkaffede

274 · 277.
Minden (Diderik van) ihielſlagen paa Island

239. 253. Å
Monbo (M. Hans) Chriſt. II. Præſt 5.
Myg, myge fig, hvad bemerker 207.

Regiſter.

N.

Nadver⸗, hvoraf kommer 202.

Nav, Hul Nav 139.

Noon, Fornon, Efternon 141. q.

Noſtradamus (Michel) 122.

Ny Teſtament overſettes paa Islandſk 230.
237. 238. vn

O.
Obſervationers Nytte. 376. 378. ſq.
Odder Gotſkalkſon befordrer Reformationen paa
Island 228. fq. 237. 280. 282. 283.286. 287.
Odinsdags og Torsdags Navne aflagte paa Is⸗

land 214.

Ogmunb Povelſon ſidſte Catholſke Biſkop i Skal⸗
holt 219. g. 225. 236. 242. 247. 250.
254. 299. N

Oll, i hvad Mening fordum brugt. 202. 208.

Ors og Hors, det ſamme 186. 187.

Oluf Engelbretſon Erkebiſp i Trondhiem

234. 235.

Oln Rogabaldſon Biſkoy i Holum 212. '

Ordinantzen af K. Chrift. III. indført paa Island.
See Kirke Ordinantzen.

Otte, Otteſang, hvad bemerker 260.

Oxe (Peder) 93. 94.

P.

Palladius (Petrus) Biſkop i Salland 241. 267.
271. 286. 288. 2

99.
Papiſtiſke Ceremonier paa Island affkaffede

274. 275. 277. 292. 293.
piguerre, en Franſk Skribent, eriticeres 76.
Praſternes Born at være deres rette Arvinge 279.
Preſternes Giftermaal paa Islaud 259. 279.

280. 292.

Præſternes Indkomſter paa Island 277.
Ptolemæi Aſtronomie, 359.

R.
Regner Lodbrogs Viſe hvor gammel 128.
o

Woge

Reliqviers Dyrkelſe 297. 5
Reſenius (Petrus) ſettes til rette 156.

S.

Seepperus (Cornelius) taxeres 20.

Sforzernes Herkomſt 7. 1g.

Sigurd Abbed i Thyekebay 267. 271. 276.
Sigurd JonſonCanik Trondhiem 268.269.270.
Skoler paa Island anordnes 271. 272.
Skrams (Peder) Mandebod 159.

Skrelde, Skrelding, hvoraf kommer 198.
Skribefelds Kloſter i Island 271.

Solens Eccentricitet pm er beſtandig. 359. fa.
Stephan Jonſon Biſkop i Skalholt 217.218.279.
Stigſon (Otte) Hovedsmand pao Isl. 271. 260.
Sygdomme hvoraf foraarſages. 356. [.
Synodalia paa Island 256. 257.

T.

Thermometri Opfindelſe. 376. 382.

Thille, Tilte, hvad bemerker 1985

Thomas (Hubert) eriticeres 42.

Thorlacius (Theodorus) corrigeres 242.

Thorlak Thoraldſon (den Hellige) Biſkop i Skal⸗
holt 290. ſq. ,

Thyckebay Kloſter i Island 267. 271. 276. 291:

Tiende paa Island 277. 278. 281.

Tinceau, Grand Vicaire i Beſangon 3

Trave, en Trave Korn, hvoraf 197.

Turſellinus (Horatius) Critique oper ham
107. 109. 5

U.

Unden, Undern, Ynden, Bøndernes Midda
Maaltid i Jylland 143. 5 N

V.
Varillas, en Frauſf Skribent, taxeres 20.148. 56.
Vidoe Kloſter i Island 265. 272. 273.
Vindſkibelig, hvoraf kommer 205.
od

Emen-

Emendanda.

Pag. 219. Lin. 16. operum pro opum.
Pp. 221. I. 34. Borek pro Boret.
p. 223. J. 9. tiad p trad.
p. 224. l. 15. fin p. fit. N
p. 225. not I. 4. Beſleſted p Beoſeſted.
p. 226. I. 21. fatte hand.,
1. 22. Videnes p. Vyenes, .
P. 232. I. 13. det p. den.
1. 14. nopere p mere.
p. 237. 1. If. pertractent p. pertrectent.
p. 238. I. 30 fkrifudu p. fkritudar,
ib. bau p. pan.
p. 244. I. 30. vppahlioda p. vppahliada.
p. 246. I, 28. eun p. uu.
p. 248. I. 3. Noregs p. Noregø.
p. 253. 1. 30. mod p. med.
p. 254. I. 21. Hvitfeld p. Ridderen.
p. 258. I. 26. conſenſum meum.
p. 260. I, 26. Stefnu p. Stefen.
p. 264. I. 24. Vfermadur p. Yfermadunæ,
I. 27. vorn p. vore.
p. 265. 1.10. ſqq . Preſtur pro &c. & p. 267. I, 6. ſi.
J. 32. Øefield p. Orſield.
p. 269. I. 12. Sira p. Siro,
p. 276. J. 12. ber p. de.
p. 281. I. 15. Krismavigslur p. Krismavigſtur.
p. 282. J. 23. Samanſettar p. ſamanſettur.
1. 24. husbuendur p. hubuendur.
p. 288. I, 30. M. p. N.
31. Schwartz p. Schwat.
ibid. Jerichow ii p. Jerichovianĩ.
I. 32. Carmon p. Carmen.

1.
e