Sorge-Sange: da hoiftsalige princesse, Sophie Friderike

RAS STEL MONE Vore RAGE 5 JA) Mie RAR

Sørtge; Sange
Da
Saiftfatige Primceffe
moyare &Sriderike

bGifattes

i Roeskilde DomEÉirÉe

ved

Fhaarup og Schul.
eN TON

Ru opført
paa det Kongelige Theater,
den 10 Yanuar 1795...
al Bedfte for det Songelije Capels Enfez
Kaffe,
BANEDE BERETTEDE FEDE PORR RETRÆTE HEE NET,

Kisbenfavn,
Trykt hos Nicolaus Moller og Søn,

Kongelige Hofbogtrntfere.

æ

"+
ev
== ir
Ar se

-
Bb
”
-ø
…
ø se
hør] kr"

KUR OT mig OR

Lad

i rat udd SÅ i h af ig
i LEJE. FOT: AG
L 4! en 24

Choral.

Fo Sfuggen fvinder Livet bort;
Tung er den Vej, vi træde.

Bor Ungdoms favre Baar er fort,
Uftadig al vor Glæde.

Wit fommer, modnes og forgaaer ;
Syv Gange Ti er Livets Aar,
Og fiælden, fiælden flere.

Som Ringheds Søn, en jordijÉ Gud
SX Dødens Favn maae fegne;

Nu rives Brudgom fra fin Brud,
Og nu maae Zruden blegne,

See! fromme Fædre, Medre, maae
Forlade deres fpæde &maaes

Nu Fædre Gørn begræde,

Her Døden Mand i Etyrfens Aar
Fra Daad og Venner falder ;

Øer Vngling midt i Haabets Vaar
Som visnet Lilje falder.

SHift cenfom Olding, mæt af Aar,
Med trætte fvage Trin hengager
Til Sorgs og Mødes Hvile.

k 2

— ——

JO Tidens Sen, betænf hvert Fied,
Du gaaer til Haab og Ujlæder,
Henfarne Slægters Avilefted

Din lætte Fod betræder;

Hvor Livers forfte Stemme led,
Der fulde Taarer for cen Ded:
Thi mindes, mindes Døden.

dl fom flionne Moderhæder,

Ovinder, Mødre, flager, græder ;
ged Sophias Lig!

Fører de forladte Poder,

ME omfonfi de raabe Moder,
Fører deres Jammerftrig !

Tidlig, tidlig maae J græde,
Yrme Smaae! JFJ flal betræde
SModerlafe Livets Vej;

Hvo ffaf Eder Leder være,
Dydens Sfronfed Eder lære!
AE en Moder ej!

Fol

Eisleben]
Øe

Føl og tie Du Egtemage,

Tabet er for frort fil Klage,

Hæl det dybt i mandig Faon.

Kan det døe af Mandens Minde

Kierlig Auftrue! om Weninde!
Hvilfet Savn!

lyder, Venffabs Taarer flyder +
DD! fortolfer Hendes Dyder!
Hendes VWenne- Sindelav!
Maalløs Armod ange ivrver,
Bleguer, ftivrer

Paa Sophia Grav.

Chor,

Ubegribelige Gud!

Sfte bør det Støv at trætte,

Ske Støv at gaae i Rette
Mod Dit Bud.

Men tilgiv, Miffundelige !

Pt vi græde, naar vi fige:

Sfee Din Vilje Gud.

Ehoral,

Choral.

Blandt Levende ej inder meer
Sophiag blide Stemme,

Et felesles affielet Leer

GSanf ned i Gravens Giemme!
Hun gif til Livets Egne hen,
Hun fommer ej til 08 igien.

Korfvind du Jammers høje Raab,
Taus vorde Beemods Klage;

Til Gud al Jorderiges Haab
Gif Hendes Siel tilbage.

Hun nu fin Sfabers Aafyn feer,
Og fiender Sorg og Død ej meer.

Til Graven alle Fied hengaae,
Som vi paa Banen træde;

Og worder end vor SJffe graae,

Dog liden var vor Glæde.

Waa Yorden er vor Bandringsftand,
Y Himfen er vort Fædreland.

ERE BES ge VS EDER
aar re

Der vi velfigne fFal den Stund
Med glad forflaret Stemme,

Da vi faldt hen i Dødens Blund
Og fané i Gravens Giemme.

Ser Livets forte Dag føandt hen,
Aift firaaler evig Dag igien.

D! nu velfigner Hun den Stund
Med glad forklaret Stemme,

Da hun faldt hen i Dødens Blund
Og fan i Gravens Giemme,

Held Hende; thi Hun gif herfra
Til alleg Gud — Halleluja !