Tilskueren Maanedsskrift Tiende aargang 1893

Go ugle

Det hår år en digital kopia av en bok som har bevarats i generationer på bibliotekens hyllor innan Google omsorgsfullt skannade in
den. Det år en del av ett projekt for att gora all vårldens bocker mojliga att upptåcka på nåtet.

Den har overlevt så långe att upphovsråtten har utgått och boken har blivit allmån egendom. En bok i allmån egendom år en bok
som aldrig har varit belagd med upphovsrått eller vars skyddstid har lopt ut. Huruvida en bok har blivit allmån egendom eller inte
varierar från land till land. Sådana bocker år portar till det forflutna och representerar ett overflod av historia, kultur och kunskap
som många gånger år svårt att upptåcka.

Markeringar, noteringar och andra marginalanteckningar i den ursprungliga boken finns med i filen. Det år en påminnelse om bokens
långa fård från forlaget till ett bibliotek och slutligen till dig.

Rikt linjer for anvåndning

Google år stolt over att digitalisera bocker som har blivit allmån egendom i samarbete med bibliotek och gora dem tillgångliga for
alla. Dessa bocker tillhor månskligheten, och vi forvaltar bara kulturarvet. Men det hår arbetet kostar mycket pengar, så for att vi
ska kunna fortsåtta att tillhandahålla denna resurs, har vi vidtagit åtgårder for att forhindra kommersiella foretags missbruk. Vi har
bland annat infort tekniska inskrånkningar for automatiserade frågor.

Vi ber dig åven att:

• Endast anvånda filerna utan ekonomisk vinning i åtanke

Vi har tagit fram Google boksokning for att det ska anvåndas av enskilda personer, och vi vill att du anvånder dessa filer for
enskilt, ideellt bruk.

• Avstå från automatiska frågor

Skicka inte automatiska frågor av något slag till Googles system. Om du forskar i maskinoversåttning, textigenkånning eller andra
områden dår det år intressant att få tillgång till stora mångder text, ta då kontakt med oss. Vi ser gårna att material som år
allmån egendom anvånds for dessa syften och kan kanske hjålpa till om du har ytterligare behov.

• Bibehålla upphovsmårket

Googles "vattenståmpel" som finns i varje fil år nodvåndig for att informera allmånheten om det hår projektet och att hjålpa
dem att hitta ytterligare material på Google boksokning. Ta inte bort den.

• Håll dig på rått sida om lagen

Oavsett vad du gor ska du komma ihåg att du bår ansvaret for att se till att det du gor år lagligt. Forutsått inte att en bok har
blivit allmån egendom i andra lånder bara for att vi tror att den har blivit det for låsare i USA. Huruvida en bok skyddas av
upphovsrått skiljer sig åt från land till land, och vi kan inte ge dig några råd om det år tillåtet att anvånda en viss bok på ett
sårskilt sått. Forutsått inte att en bok går att anvånda på vilket sått som helst var som helst i vårlden bara for att den dyker
upp i Google boksokning. Skadest åndet for upphovsråttsbrott kan vara mycket hogt.

Om Google boksokning

Googles mål år att ordna vårldens information och gora den anvåndbar och tillgånglig overallt. Google boksokning hjålper låsare att
upptåcka vårlde ns bocker och forfattare och for låggare att nå nya målgrupper. Du kan soka igenom all text i den hår boken på webben

på foljande lånk |http : / /books . google . com/

Go ugle

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der
ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.

Vi beder dig også om følgende:

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

• Bevar tilegnelse

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

• Overhold reglerne

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan

søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http : //books . google . com

UC-NRL

F

B 5 155 «4Efl

*

TILSKUEREN.

MAANEDSSKRIFT

FOR

LITERATUR, 8AMFUNDSSPØRGSMAAL OG ALMENFATTELIGE
VIDENSKABELIGE SKILDRINGER,

UDGIVET AF

M. GALSGHIØT.

TIENDE AARGANG.

KØBENHAVN 1893.

P. Q. PHILIPSENS FORLAG.

Digitized by Google

Digitized by

Google

INDHOLD.

JWW. Side

H. Høffding: Mindeord over Hostrup 1

S. Schandorph: Epilog ved det kgl. Teaters Mindefester for Højrup 6

Niels Møller: Taage 8

A. Hmss: Fra Emser-Depeschens Dage 22

Vold. Vedel: Bygmester Solness 66

Niels Møller: Fru Heibergs Ridder. Med en Efterskrift af M Galschiøt . . 76

G. Verga: Ulvinden 87

Vilh. Møller: Teatrene 92

Fobraar.

P. Fr. Bist: Kvægpest 97

Knud Berlin: Svensk-norske Unionakopflifcter 122

Ola Hansson: Eleonora Duse 143

Johs. Jørgensen: Vinter 152

Vold. Vedel: Romaner. L 154

t % I Anledning af Panama Historien 167

Vilh. Møller: Teatrene 174

Marts.

Georg Brandes: Ernest Renan som Dramatiker 181

Niels Møller: Ørnen og Skarnbassen 204

Chr. Feveile: Stakkels Sommerfugl 208

Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet) 220

Argus: Socialisternes Fremtidsstat 241

H. Høffding: Svar til Pastor B. Paludan-Muller 249

Vilh. Møller: Teatrene 252

E. A. Tscherning: En Protest 262

April,

Karl Madsen: Foraarsudstillingerne 263

Karl A. Tavaststjema: En Impressionist 283

Otto Jespersen: Abernes Sprog 304

Vold. Vedel: Romaner. IL 317

A. Cantor \ n

Argus y Fremtidsstaten 331

Vilh. Møller: Teatrene 335

fvi766£88

Digitized by Google

N., C. Frederiksen: Agerbruget i de Forenede Stater 343

Axel Steenbuch: Bag Dørene 363

Johs. Jørgensen: En ny Digtning. I. Edgar Poe 375

Karl Madsen: Forårsudstillingerne (sluttet) 387

Olivia Sandstrøm: Anfægtelser 396

A. Cantor: Fremtidsstaten 401

Heibergiana 405

Vilh. Møller: Teatrene 408

Juni — Juli.

C. St. A. Bille: Skandinavisk Fata Morgana < 415

G. Brandes: Det ny Testamentes Forhold til det gamle 421

Viggo Stuckenberg: Valravn 432

Johannes Jørgensen: En ny Digtning. II. Paul Verlaine 469

Sophus Clausen: En Nat med Paul Verlaine 481

S. Schandorph: G. Brandes 1 Reaktionen i Frankrig 490

P. Lauridsen: I Tibet 514

Axel Henriques: Pariserminder (Teatrene i Maj 1893) 532

Knud Bokkenheuser : Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling 552

Argus: Fremtidsstaten 567

August.

Gustav Wied: Den gamle Pavillon 571

Henrik Pontoppidan: En falsk Etikette 600

Johannes Jørgensen: En ny Digtning. III. Stephane Mailarmé 603

Stephane Mallarmé: Digte i Prosa 608

Erik Henrichsen: Retsplejen og den offentlige Mening 612

a + b + c: Stores Dagbog 632

September.

G. Brandes: Job-Studier. L 653

Laur. Bruun: „Frisindet* 672

Herman Bang: Fransk Scenekunst 689

—ss — ; Agrarbevægelse og Agrarer 697

Niels Møller: Dante-Literatur 708

Henning Jensen: De ny Profeter 720

Frederik Vett: Stores Sagen 725

Oktober.

Georg Brandes: Jobs-Studier. II 737

Helga Casse: En Æressag 755

Johannes Jørgensen: En ny Digtning. IV. J. K. Huysmans 770

N. Neergaard: Af Ernst IFs Livserindringer 783

a + & + c: Stores Sagen 804

Vilhelm Møller: Teatrene 817

Digitized by Google

November— December.

Side

T. N. Thiele: Iagttagelses religiøse Betydning 821

Niels Møller: Kalypsos 829

C. St. A. BUle: En svensk Statsmands Erindringer 835

C. G. Bosenøm: En Avatar 881

N. C. Frederiksen: Kvægavlen i de Forenede Stater 890

Herman Bang: September 919

— ss — .• Agrarernes Program 925

Frederik YeU: Stores Sagen 936

Vilhelm MøUer: Teatrene 949

Digitized by Google

Digitized by Google

Mindeord over Hostrup.

I Studentersamfundet den 3. December 1892.

Vi lever i Specialiteternes Tid. Hostrup havde ogsaa sin
Specialitet, en af de bedste, man kan have, den at være ung. I
„Karens Garde* siger en Kvinde, der særligt er et Talerør for
Forfatteren, til en stiv Bureaukrat: „De maa have været meget
gammel, da De blev født!" Om Hostrup kan man sige, at han
var meget uflg, da han døde som gammel Mand. Han var selv,
som han færdedes imellem os i sine sidste Aar, Svaret paa det
Spørgsmaal, der nok kunde rejse sig, naar man havde set en af
Hostrups Studenterkomedier: hvad der egentlig siden blev af
disse glade unge Mennesker? om Ejbæk og Herløv dog ikke endte
som Filistre, der „stiller Aandens Hunger ved Berlings Avis" , og
hos hvem Begejstringsrusen for længst var udsovet? — Det er
Hostrups Ære, at hvad han havde faaet Blik og Sans for som
ung Mand, glemte han ikke, som Aarene gik. Han kunde paa
sine gamle Dage forklare de unge, der jo undertiden • nok kan
trænge til at høre det, hvad det er at være ung. Hvad han
særligt havde faaet Sans for, var det Øjeblik i Livet, hvor Hori-
sonten udvider sig, hvor Idealet, endnu vagt og uformet, men
straalende og løfterigt hæver sig op i Synskresen, — den Tid,
da Kræfterne begynder at røre sig frit, og hvor man ogsaa gerne
under andre at røre sig frit, — Længslernes og Forhaabningernes
Tid. Det er en Tid, hvor den Kraft, der senere skal omsættes
til bestemt, nøgternt Arbejde, foreløbig endnu kun virker paa
Fantasien og Længslen, men hvor der netop derfor er Sans for
meget, der senere overses, og hvor de frugtbare Spirer nedlægges,
der senere skal bære Frugt. Derfor ærede Hostrup denne Tid,
foruden at han efter sin Natur saa godt forstod den. Han saa,
hvor vigtigt det var, at denne Indskuds- og Forskudskapital af
Frejdighed, Haab og Begejstring ikke bortødsledes, heller ikke veg
Pladsen for Mismod og Forsagthed, men holdtes oppe og fik Næ-
ring og Luft. Den begyndende Kraft og Higen forstod han, og

Tilskueren. 1893. 1

Digitized by Google

2

Mindeord over Hostrup.

hvor han traf den, hjalp han den ved sin Sang at forstaa sig
selv. „Fremad efter Livets Kranse! 4 * var Omkvædet for hans
bedste Sange. Saaledes sang han for Studenterne i 40'erne og
50'erne, og saaledes sang han atter for Højskoleeleverne efter 64.
Livets stadige Grundbetingelse dyrkede han, Kilden i dens Ud-
spring. At følge den i den9 senere Løb, paa dens bugtede Veje
over det højst forskelligartede Jordsmon, var ikke hans Sag. Men
i hans eget Indre sprang Kilden stedse ung paa ny, og fordi den
sprang der, kunde han hjælpe saa mange andre til at finde den.
Der var Problemer, og Problemer af Alvor og Tynge, som han
aldrig kom Ansigt til Ansigt med. Hans Natur var enkelt, barnlig.
Som en aandelig Sven Dufva kendte han kun et Greb, og det
gjorde han i Striden som i Freden, og begge Steder gjorde det
ofte bedre Gavn end mange Kunstgreb. Og hvor hans Natur og
hans indre Kald havde sat ham, der stod han trofast til det sidste.

Dog — at han bevarede sig ung, skyldtes ikke blot hans
lykkelige Natur, men ogsaa Alvoren i hans Sind. Han blev i sin
Ungdom paa sin Vis greben af den store danske Tænker, der saa
ubønhørlig indskærpede Forskellen mellem Drøm og Virkelighed
paa det aandelige Omraade. Han lærte i en streng Skole at tage
det alvorligt med det at være Menneske. Han søgte saa langt til
Bunds, han formaaede, og naar han færdedes saa frejdigt og let
i Livet, var det, fordi han havde været andre Steder end paa
dets Overflade. Uden at tage dette med forstaar man ikke Hostrup.
Vi finder ikke alle Forstaaelsen og Grundvolden der, hvor han
fandt den. Men det er i denne Sammenhæng ligegyldigt. „Ej
spørge her vi stort om Konfessioner!" Kun det skal siges: Et er
der, som ingen kan undvære, at bringe sin Sjæl ind under Paa-
virkningen af store Tanker, saadanne Tanker, der saarer, men
ogsaa læger, — der gør Sjælen ringe i Følelsen af Afstanden fra
det store, men rejser den igen i Følelsen af den evige Stræben,
fra hvilken ingen er udelukket.

For nogle og tredive Aar siden kom jeg som ung Student
paa en Fodtur til Silkeborg og hørte der Hostrup prædike. Der
var en Inderlighed og Menneskelighed over ham, som ikke findes
hos alle Prædikanter, en Bestræbelse for at være menneskeligt
sand og sund. Og jeg saa, hvad jeg siden har hørt andre sige,
at hans Øjne „skinnede som Alterlys*. Det lyse, barnlige og
straalende Blik var det mest fremtrædende Træk i hans aandelige
som i hans legemlige Fysiognomi. Han satte derfor i sin farlige
Profession intet til, af hvad der havde været hans Særkende som

Digitized by Google

Mindeord over Hostrup.

3

Digter og Menneske. Det blev snarere i den alvorlige Livsgerning
uddybet og fæstnet. Han vendte lutret og styrket tilbage til sin
Sang, til den Sang, han dyrkede:

Ikke den, der dvalebinder, —

den, der tænder Glød paa Kinden,

først gør fri og saa gør fro.

Men var det hans Gave at have særligt Blik for den unge
Kraft, der vil ud og frem og under andre det samme, saa kunde
det heller ikke være andet, end at han maatte faa Øje ogsaa paa
det, der hemmer og kuer den fri Stræben, paa det, der ved sin
Vilkaarlighed og sit Frihedsfjendskab dels ligefrem stanser Livet
dels faar det til at forsumpe. Under det Ørstedske Ministerium
hævdede han de unges Blik paa Tingene over for Statsmanden,
der vil tøjre hver en Kraft og gøre alt tamt og ens, og for hvem
det, den unge ser „fra den høje Tind", kun er Hjernespind.

Og raaber saa højt han paa Kløgt og Aar,

paa Ungdom og skuffende Løgne,

saa bøjer jeg mig for hans hvide Haar,

men tror lige fuldt mine Øjne.

Til Raad er Gubben en herlig Gæst,

men unge Øjne, de se dog bedst.

Det sang han under Ørsteds Ministerium i 50'erne, og det havde
han ikke glemt under Estrups Ministerium i 70'erne, 80'eme og
90'erne, hvor der ellers var Tid nok til at glemme det. Han
glemte det ikke, selv i de sidste Aar, da hans ydre Syn svækkedes.

Der var mange, som under Ørsteds Ministerium var med
at synge — og i stærkere Toner end Hostrups — for Ungdom
og Frihed, mod Reaktion og Vilkaarlighed, og som man under
Estrups Ministerium fandt der, hvor de i deres unge Dage
mindst havde tænkt, de skulde komme. Fejlen har vist været, at
de har manglet Hostrups gode Øjne (hvormed dog ikke skal
være sagt, at deres Raad var lutter Visdom). Holberg siger:
„Folk, naar de komme udi Kollegier, faa ligesom en Taage for
Øjnene, saa de ikke kende deres bedste Venner." De bedste Venner,
det var her Ungdomsidealerne , som man i sin Tid havde plejet
saa fortrolig Omgang med, men som nu forekom en saa frem-
mede. Der var ogsaa mange og netop i den Kres, hvor Hostrup
færdedes, der havde været med at synge om „Frihed for Loke
som for Thor", men som alt for let glemte det, naar de troede at
se en Loke. Hostrup med sin store Tro paa de fri Kræfter lod
ikke sit Blik tilsløre. Enhver Sag ønskede han udkæmpet i Frihed,

l*

Digitized by Google '

4

Mindeord over Hostrup.

med ædle og ærlige Vaaben, og han kunde gaa en lang Vej for
at støtte den, der i Striden var hans Modstander. Heller ikke
var han uden Blik for, at den, der for Modstanderne tager sig ud
som en Loke, dog kan have adskilligt af en Balder i sig.

Saa stod da Hostrup ogsaa paa sin Plads i de sidste De-
cenniers bitre Strid her hjemme. Og hans Plads blev en Mærke-
plads. Ti naar vi forundrede og forargede saa hen til den Kres,
der havde været vor folkelige Friheds første Talsmænd, fordi vi
der mødte Frafald eller Undvigen saa godt som over hele Linien,
saa maatte de enkelte, der endnu var sig selv, mærkes des mere
og veje des mere. Hostrup var ikke Politiker; han tiltroede ikke
sig selv store Planer eller store Handlinger. Han har sagt:

Sky'r og Klipper ej jeg kløved,

ikkun Smaamandsværk blev øvet.

Og dog — er det Smaamandsværk at blive sig selv tro? Han
mødte med sit gamle Greb, sit gamle Vaaben. Som den hellige
Enfold var hans Natur, saa fandt han ogsaa, at vort Folk er et
jævnt Folk, vort Land „et Hjemsted for det jævne Arbejd", —
men netop derfor følte han Sorgen og Harmen over Krænkelsen
af dets Ret saa meget des dybere, og han har givet den Ord,
som ingen anden har formaaet det. Den krænkede Retsfølelse,
Skammen over Nedværdigelsen og Frygten for, hvad der dog skal
blive af Land og Folk, har ofte faaet voldsommere, men aldrig
inderligere Udtryk end i hans Digt J Farens Stund*. — Der
vokser nu en ung Slægt op, der ikke har oplevet 85, og som
maaske vil have Vanskelighed ved at forstaa, hvad der satte Sindene
i saa stærk Bevægelse. Lad dem da læse dette Digt, saa vil de
forstaa, hvad det gjaldt. Naar en mild og barnlig Natur kunde
bevæges saaledes i sit Inderste ved det, der gik for sig da, saa
er deri en god Maalestok for, hvorledes saa stor en Del af vort
Folk opfattede det.

Han lod det jo i øvrigt ikke blive ved Sangen alene, men
virkede i sin Valgkres og lod sig opstille til Valg. Det var sikkert
ikke af Lyst, men fordi han mente, det var hans Pligt. Men hans
Optræden her hang sammen med hans inderste Natur. De, der
efter hans Død højmodigt tilgav ham denne „Forvildelse* , har
ikke forstaaet ham.

Det skal da ikke mindst være, hvad vi takker ham for, at
han tog sin Del af de bitre Aar, at han var med i Harme og
Sorg, i Kamp og Nederlag, og lad os føje til, at han dog ikke
mistede sin Tro til vort Folk og dets Fremtid.

Digitized by Google

Mindeord over Hostrup.

5

Og jeg tror, det har sin særlige Betydning, at vi fastholder
Hostrups Minde. Ligesom Sejren ofte siden fremkalder en Skuf-
felse, fordi ikke alt opnaaedes, saa man endog kan miste For-
staaelsen af, hvorfor der egentligt kæmpedes, saaledes kan Neder-
laget let fremkalde en Sløvhed, en Selvopgiven, der ligeledes helt
glemmer, hvad der kæmpedes for. Det er ikke blot de unge, der
ikke oplevede Kampens Aar; det er ogsaa mange andre, som
kan trænge til ikke at glemme det.

Hostrup havde netop en særlig Sans for Bevægelsens og
Kampens Nødvendighed for Livets Sundhed. Han var en stille
Mand, men ikke bange for Striden. Han var ikke af dem, der
siger til Bølgen:

Rør dig ikke mer,
for du synder dog mindst, naar du sover.

Og lige saa lidt lod han sig narre af den sløvende Afværgen af
alt, hvad der kan forstyrre Stilstanden, der ofte melder sig med
Livets og Idealitetens Skin, og som ofte trives bedst under Træt-
heden efter store Dønninger. Som han havde Blik for Under-
trykkelsens Fare, saaledes havde han ogsaa Blik for Forsump-
ningens Fare. Det er den, han har skildret i sin mesterlige „Vise
om Andemad*. Det gælder nemlig om hin forsumpende „Idealisme*
som om Andemadet:

Hver Gang en Strømning gaar istaa,
det drømmer straks sig ovenpaa.

Alle Slags Strømninger var ham vel ikke lige kære —
men Strømning var ham en Livsbetingelse. Og hans Raad
var derfor:

Bare lidt Strømning ind deri,
saa er dets Vælde straks forbi.

Lad os ikke glemme det, men hente Mod og Frejdighed
hos den gamle Sanger, om Andemadet skulde brede sig. Og lad
os ikke glemme, at han dog havde* Ret i sin Værdsætten af det
unge, lyse Sind, der baade udtrykker og øger den Kraft, det skal
bruge til at naa sit Haab, medens det er Mismodets Nemesis, at
det fortærer alt og til sidst sig selv. Livet behøver ikke at blive
gammelt. Det er en Overtro som saa meget andet. Hostrup har
vist os det ved sit eget Eksempel. En stor Skat af Haab og
Livsmod har han nedlagt i vort Folk.

Ære og Fred være med hans Minde!

Harald Høffding.

Digitized by Google

Epilog ved det kgl. Teaters Mindefester for Hostrup.

Selv under Snefog fandt han Sommerglæden.
Den lille Eros lod de unges Sind
sig bøje sammen; Vintrens vilde Vind
tav stille; Sneen smelted blød og lind.

Hans Ungdom var en Sommerdag, da Sæden
stod vajende saa blond, da Vindens Fang
gik gennem den og ridsed Skyggen lang,
og Nattergaleslag i Busken klang,
og Tordenskyen gemte lidt paa Væden.

Et Sommerbarn, en Søn af dansk Natur,
den smilende, den drømmende, den vege,
som fostrer disse muntre Elskovslege
med højst uskyldig, barnlig Gøren Kur!

Men med et Greb, som han fra Holberg arvede,
og med en Haand saa sikker og saa fast
han tog de Skikkelser, som ret var farvede
af Danmarks Muld. Og aldrig Evnen brast.

Se Kobbersmeden med hans Viv, hans Svende,
den seje Kristen og den dovne Lars,
von Buddinge, der lyver uden Ende,
en Jakob Thybo, en Bastard af Mars;

Digitized by Google

Epilog red det kgl. Teaters Mindefester for Hostrup. 7

den geniale Kæltring, Skriver-Hans,
den dejlig-dumme Birkedommer Krans,
Hr. Grønholt, der fortolker Folkets Vilje
til Elverfolkets Dans paa Mose-Tilje
mens Latter lister sig fra Ellekrat,
og Maanen smiler lumsk i Somrens Nat.

Saa længe der i Danmark findes unge,
saa længe der er Liv paa Sprogets Tunge,
saa længe der er Sans for hver en Gang
den danske Tale smelter hen i Sang,
vil gennem denne Sal en Latter runge,
naar Hostrups gamle Stykker føres frem,
og vi vil føle: Vi er i vort Hjem.

Hans Navn vil ingen Modesmag fordunkle,
blandt Scenens Mestre vil med Glans det funkle.

S. SCHANDORPH.

Digitized by Google

Taage.

Først paa Dagen var Solen varm uden at blænde; Baaden
løb ellevild over den grønne Sø; da var det en Lyst at sejle.
Men noget efter Middag gik der en klam Gysning over Vandet;
Vinden lagde sig, Himlen blev graa og Søen sortnede, og inden
de vel gav Agt derpaa, flød Taagen op af alle Bølgedale og
lukkede sig om dem fra hver en Side. Solen hang en Stund højt
oppe i Disen, der drev som Røg forbi dens blege Skive, men lidt
efter saas den ikke mere.

Grosserer Martens fandt i Begyndelsen, at Taagen egentlig
var ganske morsom. Det var noget uanet og uventet, som her
hændtes ham. Det smagte ligefrem af Eventyr saaledes paa en
Gang at føle sig ude paa det øde Hav; man kunde næsten tro,
at der var hundrede Mile Vand til alle Sider, og samtidig havde
man dog den lune Vished, at der højest var to eller tre Mil. Det
var tillige ganske mærkeligt at se Taagen komme bølgende som
Dampen fra en stor Vaskerkedel, til den stod saa tyk, at han
næppe kunde følge Dønningen et Par Alen ud, endda han sad
helt nede paa en af Bænkene agten for den lille Kahyt. Saa var
det ogsaa grumme rart at vide, at han ikke havde det ringeste
Ansvar for Sejladsen; den maatte hans flinke Vært sørge for. Og
Martens følte sig i gode Hænder hos ham. Der var noget saa
betryggende over denne store, rødskæggede Mand, som han sad der
i Styrehullet og vogtede paa det lille Kompas, han havde faaet
stillet op ved Siden af sig. Der mærkedes ikke mindste Mistvivl
eller Uro hos ham; han kendte aabenbart sine Sager. Og selve
hans legemlige Styrke gjorde en tillidsfuld. Hvis det kneb, kunde
han saamænd ene Mand ro Baaden ind til Kysten i en Haande-
vending. Nu tog han sig ogsaa meget mere sømandsmæssig ud,

Digitized by Google

Taage.

9

efter at ban havde byttet den hvide Solhue med en Sydvest og
trukket en Oljetrøje uden paa sit lyse Sommertøj.

Men Morskaben ved Taagen kunde ikke taale meget Slid.
Det var ikke frit for, man blev en Smule gnaven. Egentlig sad
man her indestængt i et lille Hummer med kort Vej til Væggene
og lavt til Loftet og saa uhyggeligt som et Fattigmandsværelse
sidst paa Vinteren. Hvad var her for Øje og Øre? Den dorske,
sorte Stribe Sø udenfor, Masten og Sejlene, der blev borte i det
graa Halvmørke og var helt uldne at se paa, og saa de urimelig
store Vanddraaber, der piblede hen under Storsejlets Lig, til de
pludselig dryssede ned, naar Baaden plaskede mod en Bølge. Den
fordømte Fugtighed trængte da ogsaa ind alle Vegne. Han fik sin
Handske aldeles gennemblødt ved at lægge Haanden paa Bænken;
Væden drev ham ned ad Næsen, og han maatte i et væk suge
Overskæget tørt; og Flippen blev nedrig klam om Halsen; det
mindede ubehagelig om Hotelværelser ved Vintertide. Cigaren
forkullede og blev hul; han gad for den Sags Skyld heller ikke
ryge mere; den smagte ham som Aske i Munden. Hvad var det,
man fablede om Frugter, som udvortes var skønne at se til, men
bed man i dem, var de fulde af Aske? Noget med Sodoma og
Gomorrha.

Hvis han bare havde anet, at dette her skulde blive Enden
paa Legen, vilde han nok set den, der kunde have faaet ham ud
paa saadan en Tosserejse. Men Vejret var virkelig saa indbydende,
og han kedede sig saa gudsjammerlig ved at skulle gaa i det lille
Hul af en By og vente en halv Dags Tid paa Dampskibet. Og
han trængte sandelig til at friskes lidt op efter det Aftenselskab
hos Toldforvalteren. Hu ha, det kriblede i ham, naar han tænkte
paa den stramme Sherry, han havde maattet binde an med der.
Det var dumt at byde sig selv saadant noget, naar man har sin
private Portion Nervøsitet, men det lønner sig at fisle lidt for de
Toldere. Og saa havde hans brave Vært holdt saadan en Lov-
tale over Turen og sin herlige Baad, at hans Tænder kom til at
løbe i Vand efter at sejle med. Nu løb de i Vand paa en ganske
anden Maade. Naa ja, efter Provinsforhold kunde det maaske
være en ganske net lille Lystsejler, men ellers lignede den mest en
nogenlunde anstændig Kadrejerbaad. Til længere Sørejser i daarligt
Vejr var den næppe værd at anbefale. Det var ikke til at røre
sig i den Smule Hul bag Kahytten, og paa Dækket foran Masten
var der ikke synderlig bedre Plads; han havde i hvert Fald ikke

Digitized by Google

10

Taage.

Lyst til at staa der henne og §tampe, med Udsigt til at gaa paa
Hovedet i Vandet, naar Baaden dukkede lidt i Søen. Desuden
var det allerbedst at sidde stille som en Mus og krybe sammen;
saa mærkede man ikke Kulden i Kroppen, men rejste man sig
først, blev det nok en nydelig Knebren. Ja, han kunde jo stikke
ind i Kahytten og lægge sig, men nej Tak! Der lugtede saa
underligt der inde, Olje og Madvarer og Gud ved hvad, ligesom i
en lille Pæreskude, og i det hele var den saa trøstesløst uhyggelig,
den Baas, skønt hans Vært mente sagtens, at den var saare fin.
Martens kunde have Lyst til" at drille ham dermed; men det var
dog Synd; han var saa inderlig glad ved sit Fartøj; og det var
grumme skikkeligt af ham, at han saa villig havde taget ham
med som Passager. Maaske var Indbydelsen ikke saa helt uegen-
nyttig, som det lod. Manden kedede sig sagtens ved at sejle den
lange Vej alene. —

He, han maatte fnise indvendig, naar han tænkte paa de
Billeder, der var pyntet op med inde i Baasen, tyske slikkede
Træsnit, vamle ideale Kvindehoveder, klippede ud af et illustreret
Blad, som han formodentlig havde købt i Klubben eller holdt selv
til Fryd for sine Unger: de saa temmelig begramsede ud; ækelt
sentimentalt Stads, men saadant noget, som en smaaborgerlig Isen-
kræmmer i Provinsen sagtens regnede for fin Kunst. Nej, mange
Tak; han skulde ikke der ind. Og saa denne frygtelige Løjbænk
med Voksdugsbe trækket, man blev hængende fast i, som om det
var smurt over med Sirup. Saa langt hellere blive siddende her
ude og smaafryse og halvsove og høre Baaden sjuppe op og ned
i de dovne Søer. Men gid der snart maatte komme lidt Vind,
eller Strømmen vilde føre Baaden ud af denne kvælende Taage.
Dette her var som at sejle i flyvende Vandgrød.

Og nu den fede Flæskekage, han var bleven opvartet med
til Middag. Han vilde have haft lidt ordentlig Mad med; men
Isenkræmmeren gav ham ikke Lov. Han var Skipper paa Skuden,
Gud bevares, og han havde rigelig provianteret; der skulde ikke
blive Mangel paa Spise og Drikke. Jo, God Morgen! Kold
Flæskekage og tyndt, bajersk 01. Martens mindedes sørgmodig
andre Sejlture, hvor Fartøjet dansede lystig afsted med store hvide
Sejl, og Østersskaller og Champagneflasker fløj ud i Kølvandet. —
Naa, det Skind, han mente selv, det var saa overmaade herligt;
han var vel ikke bedre vant; hans Husholdning var rimeligvis af

Digitized by Google

Taage.

11

den Slags, der i kort Begreb tager sig ud som Grønkaal, Hvidtøl
og en stumpet Dug. Det skar i ham ved Tanken om saadant et
Hjem. Maaske fordi han kunde mindes et lignende, naar han gik
lidt tilbage i sin egen Slægt. Huf, han havde stadig det tykke
Plebejerblod langt nede i sig; derfor blev det sagtens saa tyndt
højt oppe.

Tænke sig ogsaa, at et usaligt Menneske skulde være dømt
til at sidde her som et slukt Kul, naar Aftenen faldt paa, og der
blev tændt Lys hjemme i ens egen By, og det summede af Fødder
og Latter og Tale, og Vognene rumlede og Hestehovene sagde
klip-klap. Hvor var det dog uendelig rart at kunne drive ned ad
Gaden og føle sig som i sin egen Dagligstue, hilse paa en her og
blinke til en anden hist, mærke hele det vældige Liv gaa igennem
sin egen Hjærne, nyde Synet af en smuk Dame, der kom forbi,
og se hende blive borte uden Sorg: det var netop det flygtige ved
Mødet, man glædede sig over. Og saa kunde man endda gaa
derhjemme og vrænge Næse ad sine gode Dage og længes efter
Landets Herligheder procul negotiis ligesom den gamle romerske
Fyr, vi læste om i Skolen, „Aagerkarlen", som den slunkne Lærer
sagde saa haanlig. Isch! denne dydige Haan hos de vanmægtige!
Det var nok værd at vide, hvad der var mest barbarisk: at lade
Pengene ligge og mugne eller at faa dem ud at yngle, selv om
man somme Tider drev det lidt vel groft.

Naturligvis kunde der være en led Støv og Spektakel i
Byen; men den havde dog altid det umaadelige Fortrin, at alle
ens Sanser stadig fyldes af nyt ; Sjælen er mæt, Tanken bestandig
paa Flugt; man kender sig blot som noget spillevende, der har
uhyre travlt, og man faar ikke Stunder til at gaa og befamle sig
selv eller tære paa gamle Minder. Hvad der er en meget usund
Kost. Han var en Gang i et ledigt Øjeblik kommet til at rode
op i gamle Breve og sine Smørerier fra Studenterdagene; men det
skulde han aldrig gøre mere. Puha! han blev ganske rød, naar
han tænkte paa, hvad han havde været for en uerfaren, leddeløs
Spædekalv den Gang.

Men saadan som han sad her, spærret ude fra alt Liv og
Lys, saa at sige i Enkeltcelle — for han vilde ikke regne Isen-
kræmmeren; han var nærmest som en Fangevogter — var man
saa fattig, at ens arme Hjærne blev nødt til at leve af sig selv.
Og det borede og gravede og halede frem; han kunde næsten
føle, hvor der blev mere og mere tomt og sort derinde; og det

Digitized by Google

12

Taage.

ene gamle Minde blev slængt op efter det andet ligesom brune
Knogler paa en Kirkegaard. Det var en sand Plage. Naturen
var ved saadan en Lejlighed i ondt Lune. For det var aldrig
noget fint og lyst og varmt, der viste sig, altid smaa magre
Hændelser, og bestandig var der muldne Ærgrelser i Følge med
dem. Der kom den Dumhed, og der kom den Smaating, som
man spyttede ad, at de ikke for længst var glemte. Han saa
aldeles irriterende tydelig en lille Guldknap, han en Gang havde
mistet, en lille elendig Tingest, og han maatte, enten han vilde
eller ej, gennemgaa alle Muligheder for, hvor den vel kunde være
bleven af. Saa den og den Forretning, han kunde have tjent
mere paa, naar han havde tænkt sig ordentlig om og ikke baaret
sig ad som et Fjols. Og saa naturligvis Ærgrelserne over de
Piger, han havde haft at gøre med, og endnu mere over dem,
han havde ladet slippe fra sig. Det var rent latterligt; men han
ligesom kunde mærke et Drag af kold Luft inde i sig; hans Hjærte
var forfrossent; han sad og blev aandelig forkølet. —

Det var ogsaa et Vejr til at tage Livet af Folk. Man
skulde næsten tro, Farten gik gennem en Kælder, hvor Solen
aldrig lyste og Luften var giftig af Kulde og Væde. Det vilde
ikke undre ham, om Søerne, der slog op, blev til sorte Sala-
mandre eller om Tovene forvandledes til fede Snoge, og der kom
vraltende bredflabede Tusser langs ad Dækket. Og Vandet mum-
lede trevent inde i Taagen, som om det havde noget at gotte sig
over, hvis det bare gad? Og han havde en Fornemmelse af, at
der nærved var noget, han vilde ikke sige levende, men noget,
der rørte sig. Det kom sig vel af, at man hørte saa langt i
Taagen. Men han syntes nu og da, han saa ligesom Skyggen af
Baade, der gled forbi, og deres egen Baad forekom ham næsten
selv at være bleven uvirkelig som en Skygge. Og hvad var nu
det for en underlig Lyd? Ganske svagt skælvende, næppe til at
høre, ikke til at klare sig, noget, der drog og kaldte. Nej, nu
blev den borte igen.

Det var besynderligt, som det kunde strømme hid og did i
ens Hjærne. Før hulede det ham ud; nu gav det sig til at pille
Lag paa Lag af hans Sjæl udvendig fra. Det trak Tøjet af ham
saa at sige. Det var væmmeligt. Et civiliseret Menneske trænger
til Klæder baade for Sjæl og Legeme, noget, han kan varme sig
under, noget til at holde hans Selvfølelse oppe og gøre ham fri.
Hvem er saa hjælpeløs og bunden som et nøgent Menneske? Det

Digitized by Google

Taage.

13

reves fra ham, alt det, der var hans og andres Fælleseje, det, som
dækkede ham aandeligt, fordi han havde det ens med sin Tid og
sin Slægt, med sin Stand og sin By. Han havde aldrig følt, hvor
varmt det er at leve i Samfund, før de Baand, der knyttede ham
dertil, nu syntes ved at briste, og han sad forladt og frøs. Men
han vilde heller ikke vide af det at sige! Vilde tælle Draaberne,
der listede hen under Sejlet, ganske sindig en for en. Var da
hans Vilje ogsaa forfrossen? Stadig blev det tyndere om ham,
og en nagende Røst mumlede: hvor er du, Morits Martens? Nu
gælder det din nøgne Sjæl; har du holdt den stærk og smidig,
som du fik den? Vis dig, som du er. — Sludder! Det manglede
bare, at man ogsaa skulde stille til aandelig Session og aftjene
sin Værnepligt paa den Maade med. Ja, maaske var det netop
det, man skulde. Vel, han var parat. Hvad var der saa i Vejen?
Aandelig Fedme. Han vilde blæse dem et Stykke. Han var ikke
anderledes, end han havde været; ringere i hvert Fald ikke.
Javist, da han var ung og grøn og sværmerisk, vilde han ogsaa
forbedre og omvende Folk; da blev han vred paa andres Vegne;
det sved i hans Ryg, naar de slog til en, som ingen Ting havde
gjort, og han havde en Engros-Medlidenhed med Folk, der levede
hundrede Mile borte eller var døde for mange Aar siden. Og nu
lod han Tingene gaa deres skæve Gang og var lige glad, bare de
ikke traadte ham over Tæerne! Aandelig Fedme, sa' han. Han
vilde blot sige: han var ingen Atlas, der kunde bære Alverden;
det var godt, naar han bare kunde holde sig selv ret op og ned,
skulde han mene. Hver har nok i sin egen Plage. Og hvad
kunde han gøre ved, at hans Fantasi for det almene var født saa
svag, at den ikke kunde leve af sig selv; det gik an, saa længe
den fik Næring af det, han tog sig for; men da han først blev
nødt til at gaa op i tørre Ting som Penge og Klædevarer, døde
den af Sult. Han kunde følge med, saa længe Strømmen bar
ham frem; da den sagtnede, kunde han ikke komme videre af sig
selv, men der, hvor han var naaet til, blev han liggende. Saa-
dan var hans Natur; der var ingen Ting at bebrejde ham. Naa,
blev han virkelig der, hvor Strømmen havde baaret ham hen?
Listede han ikke megtet snarere op paa det tørre Land og et langt
Stykke tilbage? Ja, Gud give, han nu kunde liste op paa det
tørre Land!

Men selv om det var sandt, saa var det, fordi Strømmen
havde ført ham hen, hvor han slet ikke hørte hjemme. Ja, i det

Digitized by Google

14

Taage.

Par Aar, han saa at sige studerede, fyldte de ham med Tanker
og Tøjeri, som egentlig ikke havde nogen Rod i ham. Han vilde
ikke gøre sig bedre, end han var. Det skulde være ham en For-
nøjelse at rykke et Avertissement ind i Aviserne om, at han
fraskrev sig ethvert Krav paa at kaldes et Overmenneske. Han
vilde ikke til Højbords og ikke stille sig frem til Eksempel og
Eftersyn. Den Slags Mennesker behøves der heller ikke mange af.
Det er Enerne, det kommer an paa, dem, der bare passer sig selv.
Han vilde have Fred; han var et ganske dagligdags skikkeligt
Menneske, som svarede hver sit og havde en god Samvittighed og
vilde have Lov til at leve i Ro og — '■

Ding! ding! dang! ding! Der var det igen. Det maatte
være en Klokke. Det var altsaa bare en Klokke. Sagtens et
Skib, som laa etsteds inde iTaagen og ringede for at vare andre
ad. Men det var en underlig Maade at ringe paa. Det lød ikke
som af Mennesker. Eller maaske snarere, som om den, der ringede,
var saa træt, at hans Haand hvert Øjeblik faldt ned. Blot det
var et Dampskib, som snart kunde komme af Vejen, saa han blev
fri for den ynkelige Kimen.

At den Isenkræmmer ikke ogsaa kunde aabne sin Mund.
Han sad der og smilede underfundig ad Klokkelyden, og hans
Øjne blev helt borte i Taagen. Han saa slet ikke hyggelig ud
med sit røde, pjuskede Skæg. Hvor var det, der stod noget om,
at man ikke skulde tro rødskæggede Folk? Der kunde være
Mening i det. Han her saa ud, som om han gerne kunde have

Lyst til at benytte sig af Taagen Aa Snak! Toldforvalteren

var j-* nede ved Havnen og saa, at de tog afsted sammen, saa
Isenkræmmeren vilde nok vide at vogte sig. Hvor han dog blev
isnende kold i sine Fødder. Skulde han ikke alligevel gaa ind i
den Kahyt. Nej, nej, ikke for nogen Pris; det vendte sig i ham,
bare han tænkte derpaa. Hvad mon det egentlig var i Tiden?
Han gad ikke knappe op og se efter. Hans Ur gik for Resten
fem Minuter for sagte; det skulde han huske paa. Aa, den
dumme Klokkeringen.

Jo vist var han et skikkeligt Menneske — naar han endelig
ikke maatte faa Lov at tænke paa andre' Ting. Hvem kunde
sige andet? Han havde ikke gjort værre Ting end de fleste
andre. Ja, de andre var nu langt borte. Det kunde være det
samme; han havde vel ikke gjort noget, han ikke kunde staa ved,
selv om han skulde staa alene. Ho, ho, ho, kom hun ikke der

Digitized by Google

Taage.

15

med sit blege Ansigt og de store Øjne! Tænkte han det ikke
nok. Han havde ventet hende, det vil sige, han havde været
bange for hende; ja, det vil sige, han havde holdt hende nede,
saa han ikke blev sig. hende bevidst, men bare mærkede, at der
var noget, som rørte sig. Men nu var hun brudt ud og stod der
ude i Taagen eller i hans egen taagede Hjærne. Men nu vilde
han ikke gaa af Vejen for hende længer; nu var han ked af det;
han skulde vise, han kunde svare til, hvad han havde gjort. Kom
bare, kom bare Nelly Storm; sig det værste, du kan; stil dig op
foran mig med dine tragiske Øjne og dine hvide Kinder. Nu har
du saa længe hemmelig haanet mig; lad mig faa gjort op med
dig engang til sidste Skilling, kvit og frit; jeg skal ikke vige en
Tomme, skønt jeg ikke som sidst er i mit trygge Kontor, men
sidder her i den blinde Taage og fryser om Sjælen. Jeg siger,
jeg bar mig meget høfligt og korrekt ad den Gang. Sagde jeg et
eneste ondt Ord? Der er ikke en, men mange, som vilde have
ladet en ung Dame forstaa, hvorledes hun kunde købe sig Hen-
stand for sin Faders Gæld eller mulig faa den helt eftergivet.
Gjorde Morits Martens det? Nej, jeg var høflig til det yderste,
men bestemt. Hvad saa? Havde jeg ikke Ret til at faa mine
Penge? Havde jeg ikke ærlig og redelig købt Fordringen paa
hendes Fader? Hvad kom det mig ved, at han sad daarlig i det,
at der havde været Sygdom i Huset og Dødsfald og hvad det
var, hun fortalte, den Dag, hun kom og bad om Henstand? Hen-
stand mig her og Henstand mig der! Jeg havde købt Fordringen,
ærlig og redelig, siger jeg; for en billig Penge ganske vist; hvad
rager det andre? Det er min Sag. Jeg skulde vel ogsaa have
noget for min Ulejlighed og for Risikoen og det ene med det
andet? Tre Maaneder havde jeg ventet paa Renterne, skulde jeg
vente i al Evighed? Jeg kunde faa Pengene anbragte meget bedre
end hos saadan en gammel Pensionist. Vis mig, at jeg ikke har
haft Loven paa min Side fra først til sidst? Hvad kom hans
Børn mig ved; var jeg Fader til hans Børn? Hvad vil han med
de mange Børn, naar han ikke har Raad? Han kunde lade dem
komme ud og tjene deres Brød i Stedet for at lade dem rende
Folk paa Dørene. Strenge Kreditorer? Javist, naar man trænger
til at laane, saa er Kreditor en Guds Engel; men naar han vil
have sine lovlige Penge igen, saa er der Graad og Tænders
Gnidsel og Hænders Vrid over den strenge Kreditor. Havde han
ikke faaet sit Laah i gode, haarde Penge? Saa var det ganske

Digitized by Google

16

Taage.

lunt af ham, den gamle Ræv, at sende mig sit Pigebarn paa
Halsen. Kvindetaarer, et ungt sørgmodigt Ansigt, hvem kan staa *
for det?

Og til Dels havde han jo ogsaa naaet sin Hensigt dermed.
For det var ene og alene for hendes Skyld, at han overhovedet
sad og plagede sig med den Historie. Ja netop; og det viste da
saa klart som Glas, at han ikke havde noget som helst at lægge
sig til Last i den Sag. For sæt, at det var en gammel klynkende
Kælling af den sædvanlige Slags, der var kommen og havde bedt
ham om Tørrevejr den Gang; hende kunde han saagu have kørt
paa Døren lige saa nemt, som han skar Spidsen af en Cigar, og
han vilde ikke have keret sig mere om hende end om Cigar-
spidsen. Han kunde sejle dagevis i Brandtaage, uden at hun
skulde have meldt sig. Eller om det havde været den gamle
Rystepeter selv, Storm. Der var ingen Fornuft i, at han skulde
tage sig det nær. I og for sig var det ikke andet end den
simple Sag, at han havde indkrævet en forfalden Fordring. Det
var slet og ret Pigebarnet, som havde taget hans Følelser fangne,
rent personlig gjort et vist Indtryk paa ham, vakt en Art Stem-
ning hos ham, som han ikke havde kunnet viske ud igen. Der
var absolut ikke noget at skamme sig over. For der var jo aldeles
ikke Tale om, at han havde faaet Lyst til hende eller havde følt
noget, han ikke aabent kunde være ved. Hun var da heller ikke
saa nydelig, at hun havde Raad til at undvære noget af sin
Skønhed, og hendes Paaklædning var nærmest tarvelig. En
temmelig lang en, uden synderlig Figur, og saa det hvide Ansigt
med de store Øjne, der saa ud, som de skulde smelte hen i Vand;
det var det hele. Han vilde sige atter og atter: det var aldeles
ikke som Mandfolk, han havde interesseret sig for hende. Nærmest
var det vel en vis æstetisk Interesse, han havde følt. Der var jo
noget saa at sige tragisk ved hende, noget, der ikke faldt i Traad
med de almindelige Hverdagsdamer : den løftede Haand, og noget
vist højtideligt. Hvad var det nu, hun sagde til sidst? Naa, det
er gaaet i Glemmebogen. Men hun gjorde det meget godt. Det
var som at se et af de gamle Stykker, hvor Ordene flyver over
den naturlige Tale. Men kan der tænkes noget mere taabeligt,
end at her sidder jeg, som snart er et gammelt Mandfolk, og
tager alt dette alvorligt. Det er lige saa naivt, som naar et Barn
bilder sig ind, at det, der spilles paa Scenen, er den haand-
gribelige Virkelighed. Men nu vil jeg ogsaa være færdig med det.

Digitized by Google

Taage.

17

Vi har ikke mere med hinanden at gøre. Ind i Taagen,
du Taageansigt! Jeg vil være fri for dig. Gaa, gaa; gem dig,
sig ikke noget.

Ding dung! og ding, ding dung! og ding! Ja kim du længe
nok med dine tynde Hænder. At den djævelske Ringen ikke
ogsaa kan faa Ende! Hvor kan den komme fra? Var det et
Skib, der sejlede imod, kunde det for længst være gaaet forbi.
Hvis det er et, som sejler med, hvor kan vi da komme det nær-
mere med den Smule Fart, vi har? Og hvem lægger sig for Anker
her paa det dybe Vand? Utaaleligt, utaaleligt! Ikke en Luftning^
Sejlene slappe, en sløv Strøm til at føre os, døde, blytunge Bølger
til at bære os og dryppende Taage alle Vegne.

Jo, jeg mærker godt , du lurer derinde i Taagen. Over-
liste mig vil du; men jeg holder mig vaagen; jeg vil se dig i
Øjnene. Jeg skal ikke svare dig for noget. Hvad kommer det
mig ved, at din Fader gik hen og døde? Han var en gamftiel
Mand; gamle Folk maa dø. Han kunde knap holde paa en Pen,
og han havde altid rindende Øjne. En ækel gammel duknakket
Fyr. Et Bløddyr, som man kunde træde under Fødder som en
sort Snegl. Men jeg gjorde ham ikke det bitterste; husk vel paa
det; jeg var god ved ham og gav ham tre Maaneders Frist, før
jeg stævnede ham. Hvorfor var han saa ærkedum at gaa i Kav-
tion for sin Slubbert af en Svoger? Det var aldeles uforsvarligt
af ham. Det skulde han have ladet være med. Saa kunde han
nu have siddet lunt i Kakkelovnskrogen, og De kunde have faaet
Dem en ny Kaabe, Frøken Nelly, og De havde haft Raad til at
købe ordentlige Visitkort i Stedet for der\ lille Lap , hvor De selv
havde skrevet Deres ærede Navn, naturligvis skævt, en langbenet
Fruentimmerskrift. Hold Dem til Deres Onkel i Amerika, min
bedste, og lad mig være. Er der nogen, som har taget Livet af
den gamle Storm, saa er det ham. Men for Resten døde han vel
en ganske naturlig Død. Han var et tørt Løv, der kunde falde
for et lille Pust. Det er vel ikke Møbler og Familiesølvtøj og
Døtrenes Guldstads, der holder en gammel Mand i Live. Hvordan
det nu er, saa er jeg udenfor det hele. Hans Død kommer ikke
over mig. Mellem os var der ikke andet end de tørre Tal; det
er et Forhold udenfor godt og ondt, hvidt og klart som et Blad
i en Regnskabsbog, Debet paa den ene Side, Kredit paa den anden ;
du har faaet Penge, du har brugt Penge, du skal af med Penge.
Der er ikke ringeste Sentimentalitet i det, uden netop et hvidt

Tilskueren. 18rø. 2

Digitized by Google

18

Taage.

Pigeansigt. Og saa havde hun oven i Købet ikke tørret sine
Fødder ordentlig; der var Mærker af hendes Støvler paa mit lyse
Gulvtæppe, da hun var gaaet.

Gid jeg heller maa høre Domsbasunen end den dumpe
Klokke! Den krænger mig ud af mig selv. Hvad skal det blive
til, naar Natten kommer? Ene med min kolde Sjæl, og den van-
vittige Kimen og dine strenge Øjne og han, der sidder hist henne
og skæver til mig som Engelen til Kong Salomons gamle Tjener.
Hvorfor forfølger du mig her, hvor jeg ikke kan flygte? Det var
mig, som skulde klage; det var mig, som burde være vred. Kom
du ikke næsten, som jeg havde gjort dig ondt, og stod som en
Dommer foran mig? Og det var dog mig, som var forurettet;
I skyldte mig Penge, og I havde ikke betalt dem, som I skulde,
som I havde lovet med Haand og Vidner , som det var jer Pligt.
Og du stod der foran mig, for du var naturligvis for stolt til at
sidde ned hos mig. Truede du mig ikke? Svar! og løftede Haanden
mod mig? „Saa kommer vor Ulykke" , eller hvad det nu var,
hun sagde, før hun gik; saadant noget lignende: „saa kommer vor
Ulykke over Dem, men De skal mindes det, naar — " Naar hvad?
Naar hvad, tragédienne? Sig det saa igen, at jeg ikke skal glemme
det! Men jeg vil ikke have jeres Ulykke over mig. Jeg har bevist
dig det atter og atter; det er Snak; vi er kvit, jeg passer mig
selv. Ulykke? Jeres Fordomme var jer Ulykke! Taabeligt Slægts-
hovmod; det skar jer i Hjertet at skulle af med det gamle Arve-
gods. Det er gaaet jer efter Fortjeneste; I har sat jert Sind til,
det, som Møl og Rust kan fortære.

— — — — — .„saa skal De mindes det, naar Klokken
ringer over Dem for sidste Gang". Javist, saadan var det, nu

hittede jeg det dog. Tosseri! saa er jeg nok vel forvaret!

„mindes det, naar" — hvad for noget? Hvad er dette for Kogleri?
det isner mig ned ad Nakken. Sagde hun virkelig det? Og mente
hun — ? Aa sikken Snak; jeg husker ikke, hvad hun sagde; jeg
huskede det tydelig nok ikke før. Saa sidder man og gøgler for sig
selv; laver noget helt nede i det sorte, uden at man ved det,
og bliver angest, naar det river sig løs og stiger op ; det er ligesom
i Drømme; man tænker sig, at noget kunde ske, og lidt efter ser
man det hændes. Det er bare ens egen Fantasi, som faar Legeme,
og saa tror man, det er virkeligt. Og selv om man kan tænke
sig til, hvordan det egentligt hænger sammen, saa tror man det ikke.

Digitized by Google

Taage.

19

For det var vel dog alligevel det, hun sagde? Eller er det bare ene
og alene noget, den klangløse Klokke derude har bildt mig ind?

Jeg havde troet, det var Dødens almindelige Stads og Til-
behør, du tænkte paa, Præst og Kranse paa Kisten og Silkebaand
og Flor om Hatten. Det tog jeg mig ikke nær. Saa er man paa
den sikre Side og kan knibe Læberne sammen. Men her er det
frygtelige foran mig, og du har lagt den gustne Taage over mine
Øjne, og du ringer din haarde Dødsklokke, der drager stærkere og
stærkere og faar mit Hjerte til at krympe sig. Hvad stunder til?
Lad mig ikke møde det i Blinde. Nu maler det sorte Vand som
i en Sluse, og det bobler op som dybe Dødssuk paa Bunden.

Ja , du er den stærke og den listige. Taabe jeg var. Nu
ser jeg, at du har lokket mig som et lille Barn ind paa det døde
Hav, hvor Solen aldrig skinner. Nu stunder Mørket til, og Klokken
kalder paa mit Liv. Skaan mig! Jeg vil aabenbare det inderste
og tage min Skyld paa mig. Du har Magten, og jeg vil ikke
kæmpe længer. Nej, det var ikke bare for Pengenes Skyld, at
jeg gjorde mig haard, ikke først og fremmest for dem. Har jeg
ikke været lempelig mod mange? Var han kommen til mig en
Gang til, din gamle Fader, saa havde jeg næppe gjort det. Men
han sendte dig, og jeg saa ind i dig, og vilde tvinge dig, tæmme
dig, knuse dig, vilde jeg. Ikke af Attraa efter dig; den kan have
været der, men saa flygtig som en Vinge. Jeg var ikke hungrig
efter dit Legeme, det var din Sjæl, jeg vilde kue. Aa, jeg mær-
kede ved dit første Ord, hvor hvert Gran i dig krympede sig ved,
at du maatte staa der og bede mig om Skaansel. Hvor har ikke
din gamle Slægts forfinede Hovmod tynget dig i Knæ, da du gik
op ad mine Trapper. Jeg begreb, hvor du maatte være i Vaande,
og det harmede mig, at du endda holdt dit Hoved højt. Saa
kom det onde op i mig. Jeg vilde mishandle din Stolthed, til den
brast sammen for mine Fødder. Den Taare, du tvang tilbage,
var mig sødere end Guld; det gøs i mig af Henrykkelse, naar jeg
borede mine høflige Ord ind i dit Hjerte. Hvad ænsede jeg den
Smule Penge? Hvad brød jeg mig om den gamle Mands Liv eller
Død? Det var dig, jeg vilde ramme, og jeg haabede, det ékulde
lykkes. Jeg kendte jer Stilling, jere Fordomme, jer Tilbedelse af
en Skygge. Jeg gned mine Hænder, da du var gaaet; jeg var vis
paa, du vilde komme igen, og du skulde blive nødt til at bøje
dig dybere hver Gang. Men du kom ikke mere, jeg saa dig aldrig
senere paa Gaden. Nu har jeg talt, og det var min Brøde. Jeg

2*

Digitized by Google

20

Taage.

vilde myrde din Sjæl, og maaske er det lykkedes; og den gamle
Mands Blod er over mine hvide Hænder.

Nu tier du, men du sidder i den koglende Røg og spinder
Hævn, og mine Lemmer skælver. Hvad virker de derinde, hvor
Klokken ringer tungt og sørgelig. Lad mig leve ! Hvis du selv
er død, ved du, hvor bittert det er, naar Varmen ebber i Hjertet.
Jeg vil ikke hugges ned i Mørke og Taage. Lad mig se Solens
Lys. Hvorfor smiler din blodløse Mund? Nu kunde du være
nøjet. Se, hvor min Sjæl er fattig og skælver. Nej, nej, før ham
bort den gamle Mand derinde. Jeg vil ikke se hans magtesløse
Hænder og- de blinde Øjne. Hvor skal jeg ty hen ? Har han et
Hjerte, der kan røres, den røde Bøddel, der fører mig til Retter-
stedet? Nej, her er kun de døde Hjerter, og i mit eget brænder
Angesten som Is. Lad mig føle den varme Sol endnu en Gang!
Kulden gør mig bange for at dø. Det ringer som haardt Jærn i
mit Hoved. Nu kommer det, nu — der! —

Og ud af Graaningen hen mod Baaden væltede sig som et
rødt Bur af Jærn, og en mægtig rød Arm svang sig ned mod ham,
og over hans Hoved slog Klokken sine drønende tunge Slag.

Han for op og skreg og kastede sig bag over; han var
allerede halvt ude over Lønningen, da en stærk Haand faldt ned
paa ham og drog ham ind igen.

Han snappede efter Vejret og stirrede forvildet om sig.
Bag ved sig saa han den røde Klokkebøje halvt utydelig i Taagen.
Den rullede hid og did i Dønningen og Strømmen, og Klokken
dinglede leddeløst paa Toppen. Saa blev den borte, og kun den
ligegyldige uregelmæssige Ringen fulgte med dem.

„Har De saadan for Vane at snakke højt med Dem selv?*
spurgte Isenkræmmeren.

„Har jeg talt højt?«

„Ja allenfals i den sidste halve Times Tid har jeg da kunnet
høre, hvor De har siddet og givet Dem over Deres gamle Synder."

„Gamle Synder? Hvad er det for noget Snak! Jeg maa
jo have talt i Søvne. Jeg tror ogsaa nok, jeg har siddet og blundet
en lille Smule. 14

„Ja, De kunde nok se ud til at være lidt henne ved en Side ;
men det lod da, ligesom De var grumme ulykkelig over, hvad De
havde gjort mod en ung Dame."

„Saa? Ja jeg synes ogsaa, som jeg har en lille Erindring

Digitized by Google

Taage.

21

om, at jeg drømte noget taabeligt Stof af den Art. Men det var
da naturligvis Vaas og Vrøvl alt sammen, kan De vel begribe. "

„Det var da løjerligt. Var der virkelig ingenting i alt det,
De snakkede om en, der hed Nelly Storm?"

„Nelly Storm ? Ved ikke af, at jeg kender det Navn. Har aldrig
hørt det før. Saa deraf kan De da se, at det ingenting har paa
sig, hvad De ellers har hørt. Det var sagtens denne forbistrede
Taage, som har slaaet sig paa Hjernen."

„Det var dog sært. Ja, man hører jo saa meget underligt i
vore Dage. Det skal jeg dog fortælle min Kone, naar vi kommer
hjem. Det vil skam more hende."

„Saa — synes De, det var saa morsomt? Det er kedeligt, at
jeg ikke kan huske det selv; saa kunde jeg mulig være i Stand
til ogsaa at nyde det morsomme derved."

„Naa, det jeg kunde høre, var saamænd bedrøveligt nok.
Nej, det morsomme derved er, at min Kone tilfældigvis i sin Tid
ogsaa hed Nelly Storm."

„Haha; ja det var ved Gud et ganske grinagtigt Sammentræf!"

Lidt efter gik Grosserer Martens ind i Kahytten.

Niels Møller.

A

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

lifter Dronning Isabellas Afsættelse 1868 var Spanien uden
monarkisk Overhoved. Marschal Serrafio stod i Spidsen for den
provisoriske Regering, men mere fremtrædende var Førsteministeren,
Marschal Prim, der især var virksom for at skaffe Spanien en
Konge, efter at Gortes og den offentlige Mening havde udtalt sig
for Opretholdelsen af det konstitutionelle Monarki. Det var imidlertid
ingenlunde nogen let Sag at finde en Tronkandidat, der var villig
til at modtage Valget, og hvis Valg havde Udsigt til at gaa
igennem. Et Parti foretrak Hertugen af Montpensier som beslægtet
med det tidligere Kongehus, men stødte her paa stærk Modstand
fra Frankrigs Side, da Kejser Napoleon af dynastiske Hensyn ikke
ønskede en Orleans paa Spaniens Trone. Derimod interesserede
Napoleon sig for Realisationen af den saakaldte iberiske Tanke o:
Spaniens og Portugals Forening under én Monark, medens et stort
Parti i Spanien arbejdede paa at faa en Prins af Huset Savoyen
til Konge. Midt imellem alle disse Tronkandidater, blandt hvilke
ogsaa Prins Hans forekommer, dukker Navnet Hohenzollern op.
Den, man først havde kastet Blikket paa, var Prins Friedrich Carl,
Helten fra Sadowa, der med militær Prestige antoges at forene
Energi og Ærgerrighed, men skønt Prinsen, som Bismarck be-
mærkede i en Samtale med den franske Gesandt Grev Benedetti,
„nok havde Lyst til at prøve et Eventyr i Spanien", faldt hans
Kandidatur dog bort af sig selv, idet hans protestantiske Tros-
bekendelse dannede en uoverstigelig Hindring.

Da denne Kombination ingen Udsigt havde til at lykkes,
henledte en Cortesdeputeret Salazar y Mazarredo, der tidligere
havde været ansat ved Gesandtskabet i Berlin, Opmærksomheden
paa en anden Hohenzoller, nemlig Prins Leopold af Hohenzollern-

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

23

Sigmaringen, ældste Søn af Fyrst Anton 1 ), Chefen for denne Linie af
Huset Hohenzollern, og Broder til Fyrst Carl af Rumænien. Han
syntes i sin Person at forene de Egenskaber, Spanien søgte. Han var
katolsk, militært uddannet, af et fordelagtigt Ydre, 35 Aar gammel,
gift med en Prinsesse af Portugal, til hvis Trone hans Descendens
nylig havde faaet Arveret, og Fader til to Sønner 2 ), saa at Arvefølgen
var sikret. Endelig mente man, at Napoleon og Frankrig vilde finde
sig i denne Kandidatur i Betragtning af, at Prinsens Bedstemoder var
en Niece af Murat, saa at han i Virkeligheden var nærmere be-
slægtet med det napoleonske Dynasti end med den preussiske
Linie af Huset Hohenzollern, fra hvilket Huset Sigmaringen havde
skilt sig allerede i det 13de Aarhundrede; men ganske vist var
Kong Wilhelm, uagtet han repræsenterede den yngre Linie, Chef
for hele Huset Hohenzollern ifølge en Overenskomst med Linien
Sigmaringen af 1849, og efter tysk Fyrsteret kunde Prinsen derfor
ikke acceptere en Tronkand idatur uden Billigelse fra Fyrste-
husets Chef.

Forhandlingerne med Prins Leopold begyndte i April Maaned
1869; han selv lod til ikke at være uvillig, men det vanskelige
Punkt var Frankrig. Korrespondancen førtes konfidentielt mellem
Kong Wilhelm, Bismarck, Prinsen og hans Fader, uden at den preus-
siske Regering som saadan underrettedes derom. Rygtet om denne
ny Kandidatur naade imidlertid den franske Regering, og Benedetti
fik af Kejseren Ordre til at søge Oplysning herom. I sin Bog
„Ma mission en Prusse", fortæller Benedetti, at Kejseren om denne
Affære havde sagt til ham: „Montpensiers Kandidatur er kun antidy-
nastisk og rammer alene mig, men Hohenzollerns Kandidatur er
antinational ; Landet vil ikke taale den, den maa forhindres b .
Paa Benedettis Henvendelse svarede Bismarck, at han ikke tog
Spørgsmaalet for Alvor, at en Regering som den, Spanien tilbød,
kun vilde have en ganske kort Varighed, og at Fyrst Anton allerede
havde faaet at føle, hvor dyrt det var at have en regerende
Fyrste til Søn; men da Benedetti trængte nærmere ind paa ham
og sagde, „at Prinsen jo ikke kunde tage imod Kronen uden
Kongens Samtykke, og at det saaledes blev denne, der i Virkelig-
heden bestemte Prinsens Stilling" , svarede Bismarck undvigende,

*) Preussisk Ministerpræsident 1858 — 1861. Fører for, hvad man dengang

kaldte „den ny Æra".
J ) Den ene af disse er den nuværende Kronprins af Rumænien.

Digitized by Google

24

Fra Emser-Depeschens Dage.

og Benedetti forlod ham med det Indtryk, at han havde en eller
anden Bagtanke, som han ikke vilde ud med.

Det trak i Langdrag med Forhandlingerne, uden at de dog
formelt blev afbrudte, men allerede fra deres Begyndelse havde
Kongen og Bismarck indtaget det Standpunkt, som kom til at
staa sin Prøve under den senere Krisis : at Kongen alene handlede
i Egenskab af Familiechef, uden at den preussiske Regering officielt
var underrettet om Sagen eller beskæftigede sig med den. Det
var klart, at Kandidaturen var ubehagelig for Frankrig. Blev den
gennemført, vilde det være en Sejr for tysk Politik; men skulde
de andre Magter tage alt for stærkt Parti for Frankrig, var hverken
den preussiske Regering eller Kongen som saadan indviklet i
Sagen; det kunde da overlades til Spanierne og Prins Leopold
selv eller hans Fader at arrangere sig. Selv kendte Bismarck
kun Sagen tilfældigt og konfidentielt, og naar Kongen drøftede
Sagen med sin Kansler, var det som Ven, han spurgte ham til
Raads. I Konsekvens af den indtagne Position afslog Kongen da
ogsaa at modtage en officiel Afsending fra Marschal Prim.

Den hohenzollerske Kandidatur var altsaa ikke opgivet, og
hen ad Forsommeren 1870 fandt man Tiden belejlig, efter at Spanierne
havde faaet Afslag af alle de andre Kandidater. I Løbet af Juni
Maaned rejste den førnævnte spanske Deputerede Salazar y
Mazarredo til Tyskland, opsøgte Prins Leopold og fik ham og
hans Fader til at indvillige. Prinsen skrev til Kongen og udbad
sig officielt hans Samtykke, som blev ham givet med de Ord, »at
Kongen ikke trode at burde modsætte sig Prinsens Planer" r
altsaa en i Formen temmelig reserveret Tilslutning. Det blev af-
talt, at Sagen skulde hemmeligholdes, til Cortes var sammenkaldte,
og Prinsen rejste paa en Lysttur til Schweiz.

Det lykkedes dog # ikke at skjule de trufne Aftaler; den
hjemvendte Spanier kunde ikke holde tæt med Nyheden, og da
Prim d. 1ste Juli om Aftenen kom tilbage til Madrid fra en Jagt-
udflugt i Toledoegnen, samledes man om ham paa Banegaarden
og lykønskede ham til, at han nu endelig havde skaffet Spanien
en Konge. Saa snart Prim hørte, at Hemmeligheden var røbet t
udbrød han: „Spildt Umage, det er ude med vor Prætendent.*
Han havde nemlig haabet, at det vilde være lykkedes ham at
stille Kejseren tilfreds, naar Cortes havde truffet sit Valg, ved
Henvisning dels til Slægtskabet med Kejserhuset, dels til Re-
spekten for et Kongevalg i et Naboland paa Basis af den almindelige
Stemmeret, som Frankrig saa nylig havde anerkendt ved Plebiscitet.

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

25

Nyheden udbredte sig hurtigt i Madrid, og allerede d. 2den
Juli søgte den franske Gesandt i Madrid, Baron Mercier de Lostende,
Audiens hos Prim. Om Samtalen, som ved denne Lejlighed blev
ført, har man en udførlig Beretning fra Merciers Haand. Prim
var synlig forlegen ved Gesandtens Ankomst og bad ham komme
ind i sit Kabinet: „Jeg har noget at tale med Dem om, som jeg
er bange for ikke vil være Kejseren behageligt, men De maa
hjælpe mig, at han ikke tager det alt for ilde op.* Prim gik
derpaa over til at omtale den Nødstilstand, hvori Spanien befandt
sig. Alle Vegne var der givet Afslag, og nu var det endelig lykkedes
at finde en acceptabel Prins, som var villig til at tage mod Valget.
,Led hele Gothakalenderen igennem og sig mig, hvem andre vi
kan faa. tf — Mercier gjorde ham opmærksom paa, at det stred
mod internationale folkeretlige Sædvaner, at en Stormagt satte en
af sine Prinser paa en europæisk Trone uden de andre Magters
Samtykke og anførte Eksemplerne fra Grækenland (Prins Alfred
af Edinburgh) Neapel (Murat) og Belgien (Hertugen af Nemours),
en Bemærkning, som Prim søgte at afkræfte ved at henvise til,
at en dynastisk Alliance nu til Dags havde saare lidet at betyde,
tilmed da Prinsen vilde komme til at aflægge Ed paa en af de
frieste Forfatninger i Europa. Det lykkedes dog ikke Mercier at
bevæge Prim til at tage Kandidaturen tilbage af Hensyn til den
Uvilje, den vilde vække hos Kejseren, og samme Aften telegraferede
han Indholdet af sin Samtale til den franske Udenrigsminister,
Hertugen af Gramont.

Efterretningen kom den franske Regering overraskende. Man
vidste nok, at der i 1869 havde været Tale om Prinsen af Hohen-
zollern som en blandt de mange Kandidater til Spaniens Trone, men
man havde ikke observeret de seneste Forhandlinger om dette
Punkt, og allerede den Hemmelighed, som havde omgivet disse T
maatte være stødende for den franske Regering. Det stod denne
klart, at den vilde lide et diplomatisk Nederlag, hvis Prinsen blev
Konge i Spanien, og der var ingen Tvivl om, at dette vilde blive
et farligt Vaaben saa vel for Oppositionen som ogsaa for det
gamle bonapartistiske Parti, der følte sig tilsidesat af den liberale
Retning, som havde dannet Ministeriet af 2den Januar. Et
saadant Resultat maatte altsaa undgaas. Paa Spanien kunde
man ikke indvirke, da det vilde staa i en alt for grel Mod-
sætning til Folkesuverænitetsprincipet, som Napoleon selv støttede
sig til. Men overfor Preussen gjaldt dette Princip ikke. Her

Digitized by Google

26

Fra Emser-Depeschens Dage.

kunde raan formode, at der var ond Vilje tilstede, og her
kunde der øves en Pression. Situationen var i og for sig ikke
daarlig for Frankrig. Preussen havde vovet sig langt frem og
havde handlet i Strid med de omtalte folkeretlige Principer ved
at tillade den hohenzollerske Kandidatur. Kunde det lykkes Gramont
at faa de andre europæiske Stormagter overbeviste herom, vilde
Preussen blive nødsaget til at tage Kandidaturen tilbage, og Bismarck
havde da selv lidt det Nederlag, han havde i Sinde at berede den
franske Regering.

Den 3die Juli afsendte Gramont derfor en Depesche til
Gesandtskabssekretæren i Berlin Le Sourd — Gesandten Benedetti
brugte Badekur i Wildbad - at han skulde underrette den preussiske
Regering om det daarlige Indtryk, Prinsen af Hohenzollerns Kan-
didatur havde gjort i Frankrig, men at man dog ikke tog Sagen
alvorligt, og at man haabede, at Kabinettet i Berlin var fremmed
for denne Intrige, da Forholdet i modsat Fald vilde blive meget
prekært. Le Sourd begav sig næste Dag til Udenrigsministeriet
og traf her Understatssekretæren von Thile, der remplacerede
Bismarck, som opholdt sig paa Varzin. Thile syntes nogen for-
legen ved Le Sourds Meddelelse, men svarede i Overensstemmelse
med den Holdning, Kongen havde indtaget, at den preussiske
Regering var absolut uvidende om Sagen, der af den betragtedes
som ikke eksisterende. Dette Svars Tvetydighed talder i Øjnene,
og den franske Regering kunde ikke være tilfreds hermed.

Imidlertid havde den franske Presse taget fat paa Sagen,
og i voldsomme Artikler gav Indignationen over den hohenzollerske
Kandidatur sig til Kende. I „Soir" skrev Edm. About: „Skal vi
laale en preussisk Prokonsul paa vore Grænser? Hvis Efter-
retningen ikke er falsk, er vi 38 Millioner Fanger. Den maa
være falsk". Andre Steder hed det: „Situationen er værre end
Dagen efter Traktaterne af 1815". „Pays* og „Constitutionel* —
Ministeriets Organer — skrev: „Det er Genoprettelsen af Carl
d. 5tes Monarki til Fordel for Huset Hohenzollern*.

Til dette Sprog svarede en lignende Ophidselse hos Paris'
Befolkning, men i Stedet for at berolige Stemningen bidrog Re-
geringen tværtimod til at stimulere den, formentlig for at bevise,
hvor haardt den franske Patriotisme var saaret ved Hohenzoller-
Kandidaturen. Det var en stor Fejl, Regeringen her begik. Senere
var den ikke i Stand til at holde den Bevægelse nede, den selv
havde været med at skabe, og det fik derfor Udseendet af, at det

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

27

var den ophidsede Stemning i Paris, der tvang Ministeriet frem i
Retning af Krig. Tyskland forstod godt at benytte sig heraf.

Til alt Uheld for en fredelig Ordning af Sagen var Kamrene
netop samlede paa dette Tidspunkt. Kandidatspørgsmaalet blev
straks grebet af de politiske Partier. Ministeriets Modstandere saa
en udmærket Lejlighed til at komme dette til Livs, og det varede
ikke længe, før man lod høre fra sig. Den 5te Juli anmeldte
den Deputerede af venstre Centrum Gochery — den senere Post-
minister i Freycinets og Ferrys Kabinetter — en Interpellation om
„den eventuelle Kandidatur til Spaniens Trone af en Prins af den
preussiske Kongefamilie." Denne Interpellation satte Ministeriet i
stor Forlegenhed. I Svaret, der under den bevægede Stemning
ikke kunde lade længe vente paa sig, maatte Ministeriet tage sit
Parti for eller imod en Krig, og dernæst vilde venskabelig diplo-
matisk Forhandling eller Mægling være vanskeliggjort, efter at
Spørgsmaalet saaledes var overgivet til offentlig Diskussion.

For at affatte det Svar, Udenrigsministeren skulde give paa
Cocherys Interpellation, samledes Ministrene d. 5te Juli hos Kejseren
i St. Gloud og holdt et Møde før og et efter Taflet. Hertugen
af Gramont medbragte et Udkast til Svar af følgende Indhold:

»Det forholder sig rigtigt, at Marschal Prim har tilbudt
Prins Leopold af Hohenzollern Spaniens Krone, og at denne har
modtaget den.

Men det spanske Folk har endnu ikke udtalt sig, og vi
kender hidtil ikke Enkelthederne i Underhandlingerne, som er
holdte hemmelige for os.

Derfor vil en Diskussion herom i Dag ikke føre til noget, og
vi beder Dem, mine Herrer, at opsætte den.

Vi har stedse vist den spanske Nation vore Sympatier
og undgaaet alt, hvad der kunde have Skin af Indblanding i en
ædel og stor Nations indre Anliggender, en Nation, som er i Be-
siddelse af sin fulde Suverænitet.

Vi vil vedblive med denne Holdning, men vi gør Regning
paa, at det tyske Folks Klogskab og Spaniens Venskab vil lade
et Projekt falde, som fører til en Forstyrrelse af den europæiske
Ligevægt til Skade for vore Interesser " .

Saaledes affattet vilde Erklæringen have været et kraftigt
Udtryk for den franske Regerings Opfattelse, uden at den derfor
rettede sin Brod mod Tyskland. Men Resultatet af Diskussionen
skulde blive et andet. Under de tvende nævnte Konferencer

Digitized by Google

28

Fra Emser-Depeschens Dage.

d. 5te viste Kejseren sig fredelig stemt og havde ikke væsentlige
Indvendinger at gøre mod Gramonts Udkast, men då man endnu
ikke var kommen til Enighed om de enkelte Udtryk, forlod Mini-
strene St. Cloud sent om Aftenen for igen at samles den næste
Formiddag Kl. 10 til endelig Redaktion af Svaret. I Mellemtiden
var der imidlertid foregaaet et mærkeligt Omslag hos Kejseren.
Man har Anledning til at formode en Paavirkning andetsteds fra,
og Tanken rettes da naturligt paa Kejserinden. Det er dog kun
en Formodning, og man savner endnu ethvert Bidrag fra Kejser-
indens Side til at kaste Lys over disse Dages Begivenheder og
hendes Andel i de fattede Beslutninger.

Hvert Punkt for sig i Erklæringen blev sat under Diskussion.
De første Sætninger vedtoges med nogle redaktionelle Ændringer,
men da det femte Punkt naaede til Diskussion, forlangte Kejseren
en fuldstændig Omredaktion: „Vi vil vedblive med denne Holdning,
men vi tror ikke, at Agtelsen for et Nabofolks Ret forpligter os
til at taale, at en fremmed Magt til vor Skade forrykker
Europas Ligevægt og sætter Frankrigs Ære og Inter-
esser i Fare." Brodden mod Preussen traadte nu tydeligt frem,
og endnu mere skærpet blev den, idet man paa Forslag af Første-
ministeren Ollivier efter Ordene „fremmed Magt* tilføjede „ved at
sætte en af sine Prinser paa Karl d. 5tes Trone". Stemningen
var overvejende for at beholde Udkastets Affattelse; men Kejseren
holdt bestemt paa sin Redaktion, som derefter vedtoges, idet
man dog paa Gramonts Forslag som en Slags Formildelse til
Kejserens skarpe Vendinger føjede: „Vi har det faste Haab, at
denne Eventualitet ikke vil indtræde." En anden Minister fore-
slog at genoptage den i Udkastets femte Punkt foreslaaede Appel
til det tyske Folks Klogskab og det spanske Folks Venskab, og
skønt Kejseren fandt denne Tilføjelse overflødig, blev man enig
om at beholde den. Men saa foreslog Kejseren en Slutnings-
sætning: „Naar dette ikke skulde ske, vil vi, mine Herrer,
stærke ved Deres og Nationens Understøttelse, vide at gøre
vor Pligt uden Tøven og uden Svaghed". Det var
tydeligt, at denne Sætning vilde blive Svarets Kærne, og den vakte
derfor ogsaa en levende Diskussion. Fra forskellige Sider rejstes
der Indvendinger mod denne officielle Henvisning til Krigen,* men
Kejseren fastholdt paa en usædvanlig bestemt Maade sin Mening,
Tiden til Afgørelse nærmede sig, og Ministrene gav efter. Ollivier,
som havde .ført Pennen under Diskussionen, renskrev Svaret, og

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

29

med Paa tegningen : n ne varietur" overgav han det til Gramont,
der straks kørte tilbage til Paris.

Erklæringens her omtalte Oprindelse, der har sin Interesse saa
vel for saadanne kollektive Erklæringers Tilblivelse i Almindelighed
som ogsaa ved det Lys, den i nærværende Tilfælde kaster over
de handlendes Personligheder, er kendt gennem en Artikel i
„PIndépendance Beige* fra Maj 1874, utvivlsomt hidrørende fra
Hertugen af Gramont, som herved har søgt at fralægge sig noget
af Ansvaret for den ulykkelige Krig. Selv paastaar han , at det
er hans tidligere Privatsekretær, der har tilegnet sig nogle Op-
tegnelser, han havde gjort kort efter Konferencen, men Faktum er,
at Beretningen ikke er dementeret, og den tør saaledes formentlig
gælde for et historisk Aktstykke.

Kl. 3 3 A aabnedes Mødet i det lovgivende Korps. Under
lydløs Spænding hos Medlemmerne oplæste Gramont Svaret. De
første Sætninger hørte man paa i Tavshed, men da han kom til
det femte Punkt med de udfordrende Ord til den fremmede Magt,
brød Bifaldet løs; det fornyedes ved Sætningen om Frankrigs Ære
og Interesser, og det blev til en fuldstændig Bifaldsstorm ved
Slutningsordene. Man raabte og klappede i Hænderne, Damerne
paa Tilhørertribunen viftede med Lommetørklæderne, rundt om
hørte man Udraabene: „det er Krigen!" I Pressen, paa Børsen og
paa Boulevarderne modtoges Talen med voldsom Begejstring.
Ministeriet nød ligefrem et Øjebliks Popularitet.

Den franske Regerings Mening med den indtagne krigerske
Position var øjensynlig enten at tvinge Kongen af Preussen til et
ydmygende Tilbagetog — man lod ingen Udveje aabne — eller
ogsaa at tage Krigen paa et Spørgsmaal, i hvilket man mente at
have Europas og den offentlige Menings Sympatier paa sin Side.
Gramont gik ud fra, at Sydtyskland vel ikke straks vilde gaa med
Frankrig, men ved at begynde Krigen med et kraftigt Offensivstød
i Wurtemberg og Bajern vilde man tvinge de sydtyske Stater til
Neutralitet. Der var i 1869 og 70 ført en Række hemmelige
Forhandlinger med Østerrig og Italien om et Forbund mod Preussen,
man var endog naaet til at udkaste den militære Operationsplan —
Egnen om Regensburg var Stedet, hvor de forenede Hære skulde
mødes, — men en formel Alliance var ikke sluttet. Det var dog
ingen Tvivl underkastet — mente Gramont — at naar de første
Sejre var vundne, vilde de to Magter ile med at slutte sig til Frankrig
for at drage Fordel af Preussens Nederlag. Det gjaldt altsaa om

Digitized by Google

30

Fra Emser-Depeschens Dage.

et rask Angreb og de første Sejre, saa vilde Alliancerne og Neu-
traliteten komme af sig selv. Paa den franske Hærs Overlegenhed
stolede Gramont ubetinget, og det gunstige Resultat var altsaa
sikret.

Omvendt satte Krigsministeren Leboeuf sin Tillid til Di-
plomatiet. Han vidste vel, at den tyske Hær var den franske
numerisk overlegen, men han gik ud fra, at den for Haanden
værende »Situation i Europa* vilde tvinge Preussen til at opstille
en Hær i Schlesien imod Østerrig, at Italiens Holdning vilde tvinge
Sydtyskland til Defensiven, og at de 300,000 Mand, Frankrig
kunde stille ved Krigens Udbrud, maatte kunne gøre det af med
den øvrige Del af den preussiske Hær.

Efter Fredslutningen blev der af Nationalforsamlingen nedsat
en parlamentarisk Kommission, som blandt andet havde den Opgave
at forhøre de Politikere, der paa en eller anden Maade havde været
knyttet til Begivenhederne før og under Krigen. Mellem de af-
hørte var ogsaa Hertugen af Gramont, som erklærede: „Jeg troede
paa Sejren, det var min Fejl 4 * (han tilføjer: min eneste Fejl"), og
andetsteds udfører han Tanken nærmere ved at sige: „Havde jeg
haft den ringeste Anelse om, at vi ikke var forberedte til Krig,
vilde jeg straks have standset Forhandlingerne". For samme .
Kommission erklærede Leboeuf, at han i hele Juli Maaned havde
Grund til at tro, at Frankrig havde Alliancer. — Det kan ikke
nægtes, at det er et ejendommeligt Lys, der saaledes falder paa
den franske Regering. Der fattedes den ledende Aand, som kunde
blotte Illusionerne og se nøgternt paa Forholdene. Ollivier og de
andre Ministre saa hen til Gramont som en stor Diplomat og be-
tragtede Leboeuf som en stor Hærfører. Kejseren var vaklende:
paa den ene Side holdt han sig til den liberale Strømning og
respekterede parlamentariske Former og Ministeransvarlighed, men
til sine Tider greb han det personlige Initiativ og handlede som
enevældig Hersker. Tilsyneladende holdt Kejserinden sig tilbage,
men at hun har øvet Indflydelse paa Kejseren og tilskyndet til
Krigen, er uomtvistet; kun ved man ikke, i hvilket Omfang det
er sket. I den tyske Rigsdag udtalte Bismarck i 1874: „Jeg ved
nøje, at katolske eller snarere jesuitiske Indflydelser ved Kejser-
hoffet i det afgørende Øjeblik gjorde Udslaget med Hensyn til
Krigen, en Beslutning, som det kostede Napoleon stor Overvindelse
at fatte". De bekendte Ord: n Cest ma guerre, å moi, u skal

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage. 31

Kejserinden have ladet falde i en Samtale med Le Sourd, da
han efter Krigens Udbrud var kommen hjem.

Overfor de venskabeligsindede Magter var den franske Re-
gerings voldsomme Udtalelser en uklog Handljng. Europa ønskede
ikke Krigen. Diplomaterne stod forlegne og overraskede overfor
den ny Vending, Sagen syntes at tage. Den østerrigske Kansler,
Grev Beust, havde haabet, at der kunde bibringes Bismarck et
Nederlag, og han vilde i den Anledning have foreslaaet en Stor-
magtskonference, hvor Magterne efter de tidligere fulgte Principer
rimeligvis vilde have anset Frankrigs Beklagelser over den hohen-
zollerske Kandidatur for retfærdige, og hvor Bismarck vilde være
bleven nødt til at iværksætte et Tilbagetog. Vel havde Bismarck
sine Bagdøre aabne ogsaa for dette Tilfælde, men det havde
dog været ham ubehageligt, og hans Stræben maatte derfor gaa
ud paa at undgaa en saadan Konference. Hans Modstanderes Fejl-
greb sparede ham imidlertid for denne Ydmygelse. Ved den ud-
fordrende Tale, der skaffede Regeringen en kort Popularitet i
Frankrig, men som berøvede den Europas Sympati, var Kon-
ferencetanken med et Slag sat til Side, og Beust blev herefter
mere tilbageholdende i sine Udtalelser, idet han ogsaa følte sig
stødt over, at den franske Regering ikke i Forvejen havde under-
rettet ham om det voldsomme Sprog, den vilde føre.

Ogsaa i England var man imod Kandidaturen, saa vel den
offentlige Mening som Pressen. Man vilde Fred for enhver Pris.
Udenrigsministeren, Lord Granville, instruerede i Overensstemmelse
hermed Gesandterne i Paris, Madrid og Berlin om at virke hen til
en fredelig Løsning, idet han dog misbilligede den Hemmelighed r
hvormed Preussen var gaaet til Værks og ønskede, at Kandidaturen
vilde blive tagen tilbage. Men fra det Øjeblik, Gramonts Tale var
bleven ham bekendt, stod det ham klart, at Frankrig tenderede
hen imod Krig, tilmed da Gramont i en Samtale med den engelske
Gesandt, Lord Lyons, d. 7de havde ytret, at han i sit Kabinet var
nødsaget til at udtale sig endnu skarpere end paa Tribunen, og
at Kandidaturen i Virkeligheden betød Krig.

I Tyskland havde den hohenzollerske Kandidatur ikke vakt
synderlig Opsigt eller Interesse, navnlig ikke i Sydtyskland. Man
var vel smigret over, at der fra Udlandet søgtes Tronkandidater
i Familien Hohenzollern , men Spørgsmaalet betragtedes nærmest
som en Familiesag og som afhængigt af Cortes' Valg. Det var
i god Overensstemmelse hermed, at Thile d. 7de Juli paa den engelske

Digitized by Google

32

Fra Emser-Depeschens Dage.

Gesandt, Lord Loftus' Forespørgsel svarede, at Preussen trods
Hertugen af Gramonts udfordrende Sprog vilde holde sig tilbage
og afvente Cortes' Valg. — Medens den preussiske Regering
saaledes henviste til Spanien, svarede Prim samtidig paa en Hen-
vendelse fra den franske Gesandt, at man kunde komme ud af
Vanskelighederne, naar Prinsen mødte Hindringer hos Kongen,
men da Mercier saa bad Prim tage Initiativet, undslog han sig derfor.

Da den preussiske Regering vedblev at forskanse sig bag
sin officielle Mangel paa Kundskab, besluttede man i Frankrig at
forsøge en direkte Henvendelse til Kongen, der paa dette Tids-
punkt gennemgik en Badekur i Ems uden at være ledsaget af
nogen Minister. Og skønt det ikke er diplomatisk Sædvane, at
det ene Lands Regering lader sin Gesandt henvende sig umiddel-
bart til det andet Lands Suveræn, retfærdiggjordes dette Skridt
dog ved den Distinktion, den preussiske Regering selv havde
opstillet mellem Kongen som Suveræn og Kongen som Chef for
Huset Hohenzollern. Ved den preussiske Regerings Holdning var
det ligefrem blevet nødvendigt for den franske Regering at bringe
Sagen ind i ny Stadier og gaa angrebsvis til Værks, hvis den vilde
hævde det skarpe Standpunkt i Erklæringen af 6te Juli.

Ledet af disse Betragtninger gav Hertugen af Gramont
d. 7de sent om Aftenen Grev Benedetti telegrafisk Ordre til fra
Wildbad straks at begive sig til Kongen.

Ved sin Ankomst til Ems næste Aften forefandt Benedetti
dels en officiel Depesche og dels et privat Brev fra Gramont til
Instruktion under den Mission, han havde faaet til Opgave at
udføre. I den officielle Depesche paalagdes det ham først at skaffe
Klarhed over Preussens Handlemaade i denne Sag, idet man
ventede, at naar Kongen var bleven bekendt med Situationen,
som den forelaa, vilde det ikke vare længe, før han lod enhver
Tvivl om sin Regerings Hensigter forsvinde. Dernæst hed det:
„Har Huset Hohenzollerns Chef indtil nu været ligegyldig for
denne Sag, beder vi ham om ikke længere at være det, men
intervenere hos Prins Leopold n si non par ses ordres, au moins
par ses conseils". Med den Autoritet, Kongen har, vil hans
Raad ikke undlade at øve deres Indflydelse paa Prinsens Be-
slutninger*. Og paapegende den Borgerkrig i Spanien, som ufejlbarlig
vilde følge Prinsens Valg til Konge, sluttede Depeschen med en
fredelig og velvillig Udtalelse : „Hvis Kong Wilhelm hindrer Projektet,
vil vi deri se en Tjeneste, han viser Fredsinteresserne qg et

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

33

Pant paa Befæstelsen af vort gode Forhold til Preussen. Kejserens
Regering vil vide at værdsætte hans Fremgangsmaade , og den
vil sikkert vinde almindelig Billigelse. u

At dømme efter Indholdet af denne Depesche var den
franske Regerings Hensigt kun at faa Kongen til at give Prinsen
detRaad, at tage Kandidaturen tilbage for saaledes at faaSpørgs-
maalet ud af Verden, men efter det private Brev stillede Sagen
sig anderledes. Det hedder heri: „Vi kan ikke nøjes med
Thiles undvigende Sprog. Faa et kategorisk Svar med de deraf
følgende naturlige Konsekvenser. Det eneste Svar, som kan til-
fredsstille os, maa lyde saaledes: „Kongens Regering misbilliger
Prinsens Acceptation og befaler ham at tage den tilbage, da
Bestemmelsen er fattet uden Regeringens Tilladelse.* Det haster,
da vi allerede paa Lørdag (d. 9de) maa begynde vore Troppe-
koncentrationer, hvis Svaret ikke bliver tilfredsstillende. Anfør
for Kongen Eksemplerne fra Grækenland, Neapel og Belgien, men
pas især paa, at han ikke trækker Tiden ud ved undvigende Svar.
Hvis Kongen vil tilbagekalde Prinsens Acceptation, er det en
storartet Succes; hvis ikke, er det Krigen.« Og i en Efterskrift
tilføjer Gramont: „Tag Dem i Agt for et Svar, som bestaar i, at
Kongen overlader Prinsen til sin Skæbne; vi kan ikke finde os
i, at Kongen med Ord alene trækker sig ud af en Situation, han
selv har bidraget til at skabe*.

Af dette private Brev skulde Benedetti altsaa lade sig
inspirere med Hensyn til de Indrømmelser, han skulde opnaa af
Kongen. Gramont forlanger, at Kongen eller rettere Kongens
Regering skal lide et eklatant Nederlag; der lades ingen Udveje
aabne til at trække sig ud af den vanskelige Situation; Frankrig
er først tilfreds, naar den preussiske Regering vil gribe ind og
faldt ud desavouere Prinsen. Sker det ikke, er Krigen parat.

Og dog har der været et Øjebliks Vaklen hos den franske
Regering. Sent om Aftenen d. 7de, efter at de ovennævnte
Instruktioner var afsendte, fik Gramont fra Madrid et Telegram
om de Bestræbelser, der fra Spaniens og de neutrale Magters Side
rettedes paa at faa Prins Leopold til at renuncere frivillig, og paa-
virket heraf telegraferede han i Løbet af Natten til Benedetti, at
han skulde henvende sig direkte til Prinsen, men d. 9de havde
han forandret Mening, og i et kort Telegram til Benedetti samme
Dag hedder det: „Opsøg ikke Prinsen, Kejseren ønsker det ikke.*
Saa nær var man ved at finde den rigtige Vej.

Tilskueren. 1888. 3

Digitized by Google

34 Fra Emser-Depeschens Dage.

Den 9de om Morgenen udbad Benedetti sig Audiens hos
Kongen, som dog ikke kunde modtage ham før Kl. 3 paa Grund
af Besøg af Dronningen, der paa denne Tid opholdt sig i Koblenz.
Benedetti jugerede meget rigtigt, at det var bedst at optræde
moderat i Begyndelsen og ikke opbruge alt sit Krudt til første
Salve. Efter at Gesandten i en høflig og afdæmpet Form havde
fremsat for Kongen, hvad Instrukserne paabød, gik Kongen ind
paa at forklare sin Stilling til Sagen: Forhandlingerne havde alene
været førte mellem den spanske Regering og Prinsen ; den preussiske
Regering havde staaet udenfor det hele og end ikke kendt For-
handlingerne; Kongen selv havde undgaaet at blande sig deri og
havde afslaaet at modtage en Afsending fra den spanske Regering;
dog havde han privat meddelt Grev Bismarck Underretning om,
hvad der passerede. Først da Prins Leopold havde bestemt sig
til at acceptere den spanske Krone, havde Kongen erklæret, at
han ikke mente at burde lægge Hindringer i Vejen for Prinsens
Plan. Det var derfor kun som Familiechef, han havde handlet;
han havde ikke spurgt sine Ministre til Raads, og Regeringen
kunde altsaa ikke gøres ansvarlig for noget, den ikke havde kendt.
Hertil bemærkede Benedetti, at denne Distinktion var for fin til
at kunne fattes af den offentlige Mening, som i Prinsens Acceptation
af den spanske Krone kun havde Øje for, at to Troner forenedes
i samme Dynasti: Den nationale Følelse i Frankrig var enstemmig
af denne Mening, og Regeringen var derfor nødsaget til at tage
Hensyn til den.

Kongen gik dernæst over til at udtale, at han ikke saa,
med hvilken Adkomst han kunde modsætte sig et Lands fri Valg
af sin Suveræn; det var i Madrid, Frankrig maatte gøre sin Ind-
flydelse gældende. Han havde paa ingen Maade opfordret Prins
Leopold til Acceptationen, men indskrænket sig til ikke at forbyde
ham denne; nu kunde han imidlertid ikke sadle om og nøde ham
til at unddrage sig en Forpligtelse, han havde paataget sig. —
I Overensstemmelse med Tanken i Gramonts Erklæring af 6te Juli
svarede Benedetti, at en Pression i Madrid kim vilde forøge
Vanskelighederne for den spanske Regering, og naar Henvendelsen
skete til Kongen af Preussen, maatte det betragtes som en Op-
mærksomhed mod ham, idet man bad ham anvende sin almægtige
Indflydelse for at forhindre en Konflikt, hvilket maatte kunne
ske uden at præjudicere Preussens Interesser.

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

35

I Samtalens Løb bemærkede Kongen i Anledning af Er-
klæringen af 6te Juli, at han havde følt sig ilde berørt ved de
Ord, der var rettede mod den fremmede Magt, en Vending,
Benedetti søgte at forklare som nødvendig for at forebygge en pinlig
Diskussion i Kammeret. Men ligesom for at mildne sin sidste
Udtalelse sluttede Kongen med at bemærke, at han havde sat sig
i Forbindelse med Prinsens Fader, Fyrst Anton, som opholdt sig
i Sigmaringen, og spurgt ham, hvorledes hans Søn havde ment
at ville stille sig overfor den Bevægelse, Kandidaturen havde vakt
i Frankrig; imidlertid vilde det tage nogen Tid, da han i Mangel
af Chiffer ikke kunde benytte Telegrafen, men saa snart han
havde faaet de ønskede Meddelelser, skulde han lade Bene-
detti kalde.

Uagtet saa vel Kongen som Benedetti havde benyttet Lejlig-
heden til i Samtalens Løb udførligt at præcisere deres Standpunkter,
var den bleven ført i sædvanlige behagelige Former, og som et
Tegn paa god Forstaaelse havde Kongen tilsagt Gesandten til
Taffel. Saa snart Benedetti om Aftenen havde forladt Kongen,
sendte han Gramont et udførligt Telegram og derefter en skreven
Beretning om Indholdet af Samtalen. Han havde opnaaet at faa
den preussiske Regerings Standpunkt klart frem, men ellers ikke r
hvad Gramont i sine Depescher havde forlangt, og det var end
ikke lykkedes ham at aftvinge Kongen det kategoriske Svar, som
Gramont saa stærkt havde insisteret paa.

Trods Ordren i det private Brev fandt Benedetti sig ikke
beføjet til at afbryde Forhandlingerne, fordi det maatte anerkendes
som en rimelig Anledning til Udsættelse, at Kongen først vilde
høre. hvad Prinserne mente; men i det private Brev til Gramont
udtalte han dog, at han ikke var sikker paa, om Udsættelsen ikke
var en Manøvre for at vinde Tid til Krigsforberedelser, hvad
han saa godt kendte fra 1866, eller om det var Kongens Mening
at rette sig efter Frankrigs Ønsker og lade Kandidaturen bortfalde
pa£ Prinsens eget Initiativ, saa at Kongen selv ikke blev nødt
til at kompromittere sig. Til at antage det sidste, var han mest
tilbøjelig, navnlig da han intet usædvanligt havde bemærket i
Kongens Omgivelser.

Den 10de Juli gik hen, uden at noget afgørende skete.
Gramont pressede Benedetti endnu stærkere frem. I et Telegram
hedder det: „ Anvend enhver Anstrengelse for at faa et afgørende
Svar. Dagen maa ikke forløbe, uden at vi begynder", og i et

3*

Digitized by Google

36

Fra Emser-Depeschens Dage.

privat Brev samme Dag skriver Gramont efter at have modtaget
Telegrammet om Samtalen den foregaaende Eftermiddag: „Vi
kan ikke vente længere; jeg siger det rent ud, den offentlige
Mening staar i lys Lue; vi venter kun paa et Telegram fra Dem
for at indkalde 300,000 Mand. Telegrafer os noget, der er klart;
vil Kongen ikke raade Prinsen til Renunciation , saa er det Krig,
og om nogle Dage er vi ved Rhinen."

Imidlertid vedblev Preussen med sin afvisende Holdning, og i
et samme Dag afholdt Møde af Forbundsraadet hed det: „Preussen
staar udenfor hele Sagen, men den franske Regering har ved sit
udfordrende Sprog vanskeliggjort den Mægling, vi kunde tilbyde
for at ordne Affæren*. Eri saadan Udgang af Sagen var rigtignok
langt fra Frankrigs Mening, da den preussiske Regering saa
oven i Købet vilde være berettiget til Løn for sin Mæglervirk-
somhed, og for øvrigt havde Thiles Svar til Le Sourd heller
ikke paa nogen Maade anvist denne Vej.

Som man ser, havde Benedetti en vanskelig Stilling. Bag
ham stod den franske Regering eller rettere den franske Udenrigs-
minister og pousserede ham frem med den største Utaalmodighed.
Han faar den eneDepesche efter den anden, det overlades saa at
sige til ham at vælge Øjeblikket til at erklære Krigen. Og overfor
sig har han en Modstander, der er Situationen fuldstændig
voksen.

Af Forhandlingerne faar man det Indtryk, at Kong Wilhelm
har forstaaet at hævde sig i Diskussionen med en saa habil
Diplomat som Benedetti. Utvivlsomt har Bismarck nøje fulgt
Sagens Gang, men det var Kong Wilhelm selv, der afparerede
Stødet, og paa intet Punkt lykkedes det Benedetti at komme
ham nær. Der er ingen Tvivl om, at Kongen ønskede Freden
opretholdt, og at han gjorde sig alvorlige Bestræbelser herfor.
Han var paa denne Tid 73 Aar og havde opnaaet saadanne
Resultater i sin Regeringstid, at han nødig vilde sætte dem
paa Spil ved at indlade sig i en Krig, hvis Udfald altid maatte
blive tvivlsomt. Men paa den anden Side maatte han ogsaa vel
tage sig i Agt for at kompromittere sin egen Værdighed.

Det europæiske Diplomati havde imidlertid ikke været
uvirksomt. Navnlig øvede England sin Pression paa den spanske
Regering, som under denne Paavirkning havde sendt en diplomatisk
Agent til Kongen og Prinsen for at paavise, hvor heldigt det vilde
være, om Kandidaturen blev tagen tilbage. Underrettet herom

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

37

telegraferede Gramont dette til Benedetti, men bemærkede samtidigt,
at han foretrak, at Tilbagetagelsen skete ved Kongens Intervention.
Der var altsaa her antydet den samme Udvej som tidligere til en
fredelig Løsning. Men ligesom for at kontremandere den tilføjede
Gramont: „De maa trange ind paa Kongen for at faa et Svar,
benægtende eller bekræftende, vi maa have det i Morgen — i
Overmorgen er for sent.*

I Kamrene havde Gramont i Dagens Løb givet den Med-
delelse, at Forhandlingerne endnu var svævende og bl. a. bemærket,
at „alle Magter er enige i at anerkende Berettigelsen af vore
Klagepunkter 41 . Oprindelig var dette rigtigt nok, men allerede paa
det Tidspunkt, Ordene blev fremførte, var det ikke længere Til-
fældet. Erklæringen af 6te Juli havde kølnet Magternes Sympati
for Frankrig, og de næste Dage skulde yderligere bidrage dertil.

Samme Dag mødte Kongen Benedetti og sagde ham, at
Prins Leopold endnu ikke var kommen hjem fra sin Rejse, saa
at han intet Svar kunde have, hvortil Benedetti bemærkede, at
det Tidspunkt nu var nær, da den franske Regering ikke længere
kunde opsætte at give Kamrene en Forklaring. For at ud-
vikle dette nærmere for Kongen udbad han sig en Audiens til
næste Dag.

Denne fandt Sted tidlig om Formiddagen d. Ilte. Skønt
moderat i sin Form gik Benedetti Kongen nærmere ind paa Livet
end tidligere: De to Stillinger som Suveræn og Farailiechef kunde
ikke adskilles, da den sidste Egenskab var betinget af den første.
„Tillad mig at skrive til Paris, at Ds. Majestæt vil opfordre Prinsen
til at renuncere, eller blot, at Antagelsen af Kandidaturen ingen
Betydning har"; men Kongen var ubøjelig og svarede: „Prinsen
har sin Frihed nu som før." I Samtalens Løb bemærkede han
imidlertid, „at de to Prinser ikke havde haft Tid til at mødes, og
at en eller to Dages Udsættelse i alt Fald intet kunde skade, men" —
fortsatte han — „naar Frankrig vedbliver at trænge paa, kunde
det vække Mistanke om, at det har til Hensigt at fremkalde en
Konflikt. Jeg ved godt, at man træffer Forberedelser i Paris, og
jeg skjuler ikke, at jeg ogsaa træffer mine; M dog tilføjede han
ligesom for at svække Virkningen af disse Ord: „Freden skal
ikke blive forstyrret, naar man i Paris blot vil vente og give mig
den nødvendige Tid til paa en nyttig Maade at bidrage til det
fornødne Arrangement." Og i Tilslutning hertil anmodede han
Benedetti om at telegrafere til sin Regering „uden at spilde et

Digitized by Google

38

Fra Emser-Depeschens Dage.

Øjeblik* , at han ventede Svar fra Prinserne samme eller næste
Dag, og at han da skulde skynde sig at give Gesandten et defini-
tivt Svar.

Benedetti meddelte Gramont dette og tilføjede: „ Kongen
lader mig forstaa, at Prinsen maa renuncere frivilligt, og at han
ikke vil tøve med at billige Prinsens Beslutning*. Med
disse Ord var Situationen lagt klar for Gramont, og han savnede
derfor ikke Underretning om, hvorledes den vilde udvikle sig.

Samme Aften d. Ilte rejste den tyske Gesandt Baron v.
Werther, som havde hilst paa Kongen i Ems, tilbage til Paris for,
— som Benedetti skriver — at forsikre den franske Regering,
at Kongen oprigtigt ønskede en fredelig Løsning, naar han blot
ikke blev nødsaget til at gøre kompromitterende Indrømmelser.

Men paa samme Tid rejste Bismarck fra Varzin til Ber-
lin, og man kommer herefter til at regne med et nyt Moment i
Begivenhederne.

Den 12te Juli danner Vendepunktet i Forhandlingerne.
Medens Hovedinteressen i de sidste Dage havde været rettet paa,
hvad der skete i Ems, er Begivenhedernes Centrum nu forlagt
til Paris.

Pressionen i Sigmaringen havde ikke undladt at virke paa
Fyrst Anton. Særlig havde den rumænske Gesandt ji Paris Stratt,
der var rejst til Sigmaringen, gjort Indtryk paa Fyrsten ved at
forestille ham, at hans Søn, Fyrst Carl, naar Kandidaturen ikke
blev tagen tilbage, let vilde komme i en uheldig Stilling overfor
Frankrig, hvi3 Støtte han ikke kunde undvære. Hvad Kong
Wilhelm har skrevet til Fyrst Anton, kendes ikke nøjagtigt, men
alt lader formode, at Kongen har givet Fyrsten at forstaa, at han
ønskede Renunciationen, og han har rimeligvis samtidig truffet
Aftale med ham om Maaden, paa hvilken den skulde iværksættes.

Allerede om Aftenen d. Ilte synes Fyrsten at have bestemt
sig, og Stratt kunde i et Telegram til den spanske Gesandt i Paris
Olozaga sent om Aftenen annoncere dette, hvorom Kejseren straks
blev underrettet. Næste Dag d. 12te foregik Renunciationen paa
følgende Maade. Kl. 10,28 om Formiddagen afsendte Fyrst Anton
to enslydende Telegrammer, et til Prim i Madrid og et til Olozaga,
af følgende Indhold: „I Anledning af de Vanskeligheder, som det
synes, at min Søn Leopolds Kandidatur til den spanske Trone

møder og overbevist om, at det spanske Folks Afstemning

under disse Forhold ikke vilde foregaa med den Oprigtighed og

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

39

Frivillighed, hvorpaa min Søn har gjort Regning ved at acceptere
Kandidaturen, trækker jeg den i hans Navn tilbage*.

Man vil lægge Mærke til, at der i Depeschen ikke direkte
tales om Frankrig, og at den i Overensstemmelse med det Stand-
punkt, som stedse havde været indtaget fra tysk Side, alene er
stilet til den spanske Regering. Men den meddeles tillige den
spanske Gesandt i Paris, hvorved den altsaa hurtigere naar
til den franske Regerings Kundskab, end om den var gaaet over
Madrid. Derimod telegraferes Renunciationen ikke til Ems,
men sendes med en Kurer, alt i den Hensigt, at Kongen senere
end alle andre skulde faa Meddelelse om den, saaledes at den
Tilslutning, han vilde give, kom til at staa som en selvstændig
efterfølgende Akt, der ikke havde nogen Indflydelse paa Prinsens
Beslutning. Telegrammet var i Mangel af Chiffer afsendt „en
clair«, og kom til Paris Kl. c. 12. Saa snart Olozaga havde mod-
taget det, skyndte han sig til St. Cloud og meddelte Kejseren
Resultatet, glad over, at Affæren nu var endt og Spanien ude
af Sagen.

Undervejs havde han leveret Ollivier en Kopi af Telegrammet.
Førsteministerens ekspansive Naturel tillod ham ikke længe at
bevare den gode Nyhed, og hurtigst muligt begav han sig til
det lovgivende Korps. Saa snart han var kommen ind i Kammeret,
trængte en Mængde Deputerede og andre Folk sig om ham;
Telegrammet gik fra Haand til Haand, og staaende i en af
Gangene, omgiven af en Mængde Mennesker udtalte Ollivier: „Vi
har aldrig forlangt andet, end at Kandidaturen skulde tages til-
bage; nu er det sket, og dermed er hele Affæren endt". Paa en
Bemærkning af Thiers om, at Ministeriet nu maatte forholde sig
roligt, svarede han: „Vi holder fast paa Freden, og skal nok
passe paa, at den ikke slipper fra os."

Det kan ikke undlade at vække Forbavselse, at Ollivier
— Førsteministeren — foretager disse halvofficielle Manifesta-
tioner uden at have konfereret med Kejseren eller med Udenrigs-
ministeren, og et Blik paa Situationen vil vise det farlige i
hans Optræden. Gennem Benedettis og Stratts Telegrammer
vidste den franske Regering, at Renunciationen kunde ventes,
og at Kongen vilde give Benedetti en Meddelelse herom.
Fyrst Antons Telegram var ikke rettet til Frankrig og kunde
ikke betragtes som et Svar paa de franske Forlangender, men
naar Kongens Tilslutning til Renunciationen forelaa — og den

Digitized by Google

40

Fra Emser-Depesckens Dage.

var jo lovet Benedeiti — vilde den franske Regering have opnaaet
en tilfredsstillende Løsning. Det var altsaa af Vigtighed, ikke
at opfatte Fyrst Antons Depesche som det sidste Ord fra tysk
Side, men rolig attaale en Dags Upopularitet og vente, til Kongens
Svar forelaa. — I Stedet derfor prisgives Depeschen til For-
tolkning for alle og enhver, og det varede da heller ikke længe,
inden man i Kamrene blev klar over, at den ikke var rettet til
den franske Regering og ingen som helst Oprejsning eller Garanti
indeholdt for Frankrig, ligesom man ogsaa bemærkede, at den
var afsendt af „Fader Anton" og ikke af Prins Leopold selv
eller den preussiske Regering. Det laa under disse Omstændig-
heder nær at interpellere Ministeriet, som efter de skete Med-
delelser vanskeligt kunde unddrage sig et Svar.

Vi vender os til Hertugen af Gramont. Om Formiddagen
havde han gennem Attachéen de Bourqueney, der med Nattoget
var kommet fra Ems sammen med Baron v. Werther, modtaget
Benedettis Depescher om hans Samtale med Kongen den fore-
' gaaende Dag. Han vidste altsaa, at Kongen ønskede en kort
Henstand, og at han vilde billige Renunciationen, naar den forelaa.
i Overensstemmelse hermed telegraferede han Kl. 12,45 til Bene-
cletti — i Modsætning til Hastværks Depescherne fra de fore-
gaaende Dage — at man ikke skulde nægte Kongen en Opsættelse
med Svaret, naar det kun gjaldt en Dag.

Imidlertid var Fyrsten at Hohenzollerns Depesche om
Renunciationen naaet til Paris. Den første Underretning fik Gramont
ved det saakaldte „ Service officiel* , et Bureau gennem hvilket
alle Telegrafdepescher af politisk Indhold plejede at passere, saa vel
fra Udlandet til Blade og politiske Personer som ogsaa mellem
Præfekterne og Central -Administrationen. Bureauet tog straks
Kopi af Telegrammet og ekspederede det snarest muligt til Kejserens
eller vedkommende Ministers Kabinet. Saaledes skete det ogsaa
med Telegrammet fra Sigmaringen, som paa Vejen til Madrid blev
aflæst paa Stationen i Paris; Gramont havde derfor ad denne Vej
Meddelelse om Renunciationen omtrent. Kl. 1. Det første han
gjorde, var at sende Benedetti et Telegram i følgende karakteristiske
Ord med Bemærkningen: trés confidentiel : „Employez votre habi-
leté, méme votre adresse" for at opnaa, at Kongen eller hans
Regering meddeler Dem eller overleverer Dem Fyrstens Renun-
ciation. Det er os af højeste Vigtighed. Kongen maa samtykke
i at tage Del i Renunciationen; i ethvert Fald maa hans Andel

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

41

i Begivenhederne lægge sig for Dagen paa en haandgribeligMaade".
Dette Telegram, som findes trykt hos Benedetti trods Overskriften n trh
confidentiel" , svarede omtrent til, hvad de faktiske Forhold ud-
krævede og til Benedettis Raad; men det varede ikke længe, at
Gramont var under Indflydelse af dette fredelige Sindelag.

Som naturligt var, længtes Gramont efter at tale med Wer-
ther, der kom direkte fra Kongen i Ems med friske Efterret-
ninger, og han sendte derfor Bud til ham med Anmodning om
en Konference. Werther indfandt sig ogsaa paa Quai d'Orsay Kl. 3
og blev straks ført ind. Næppe var Samtalen begyndt, før
Olozaga blev meldt, og skønt det strider mod diplomatisk Brug
at afbryde Samtalen med en Gesandt, bad Gramont Werther om
at træde ind i et Sidekabinet, medens han talte med Olozaga.
Denne bragte nu i officiel Form Meddelelsen om Renunciationen
til Udenrigsministeren og leverede ham en Kopi af Telegrammet.
Gramont maatte indrømme, at Spanien herved var løst fra enhver
Forpligtelse, men i Stedet for at være tilfreds med, hvad der var
opnaaet, var han nær ved at betragte Renunciationen som et tabt
Slag. Den Lejlighed, som han havde øjnet til at bibringe Bismarck
og hans Planer et føleligt Nederlag, var ved at glide ham ud af
Hænderne, og han udbryder: »Der staar ikke et Ord om Frankrig
og ikke et Ord om Preussen. Frankrig har henvendt sig til Kong
Wilhelm og faar Svar af Fyrst Anton/

Saa snart Olozaga havde fjærnet sig, blev Werther paany ført
ind. Siden Benedetti var rejst til Ems, havde Gramont ikke haft
Lejligned til at tale med Werther, og Samtalen begyndte derfor med
Udvekslingen af de Argumenter, Benedetti allerede havde ført i
Marken. Gramont hævdede, at Kongens Autorisation havde gjort ham
til Part i Sagen ; Renunciationen selv var en Bisag, da Frankrig dog
ikke vilde have fundet sig i Prinsens Tronbestigelse. Hvad det kom
an paa, var Kongens Tilslutning, og Gramont fortæller i sin Bog,
hvorledes han spændt passede paa, om ikke Werther ved en
direkte Udtalelse eller blot ved Tavshed vilde tilkendegive, at han
billigede Gramonts Opfattelse, at Kongen havde haft sin Del i
Renunciationen ; men Werther holdt skarpt paa, at Prinsens Renun-
ciation var ganske frivillig, og at han, Werther, havde bestemt Ordre
til at afslaa enhver Fordring om Intervention fra Kongens Side
i den ene eller den anden Retning. — Da Samtalen paa dette
Punkt ikke førte videre, gjorde Gramont et nyt Forsøg ad en
anden Vej. Fortroligt henvendende sig til Werther, til hvem han

Digitized by Google

42

Fra Emser-Depeschens Dage.

stod i et mangeaarigt personligt Venskabsforhold, sagde han: „Jeg
ønsker ikke Krigen, og det gør De jo heller ikke, men skulde vi
da ikke kunne finde et Middel til Fredens Opretholdelse? Kunde
Sagen ikke ordnes direkte mellem de to Suveræner, saaledes at
Kongen skrev et Brev til Kejseren?" Og i Fortsættelse af denne
Tankegang nedskrev han straks et Udkast til Brevet og rakte
det over til Werther. Det lød saaledes: „Ved at autorisere Prins
Leopolds Kandidatur trode Kongen ikke at berøre den franske
Nations Ære eller Interesser. Han slutter sig til Renunciationen
og udtrykker Ønsket om, at enhver Aarsag til Misforstaaelse
mellem Regeringerne for Fremtiden maa forsvinde."

Paa dette Tidspunkt blev Samtalen endnu en Gang afbrudt,
idet Ollivier lod sig melde, lige kommende fra Deputeretkammeret.
Efter at Gramont i Forværelset med nogle Ord havde sat ham
ind i Situationen, fulgtes de ad ind til Werther. Ollivier sluttede
sig straks til Gramonts Forslag, som han ivrigt støttede, idet han
ytrede, at Forslaget vilde blive forebragt gennem den franske
Gesandt, hvis Werther ikke vilde overbringe det. Det lyder
mærkeligt, naar det erindres, at Ollivier et Par Timer i Forvejen
havde udtalt, at Sagen var endt, men der er ingen Tvivl, da
baade Gramonts og Werthers Beretning stemmer overens i dette
Punkt, at det var Ollivier, som særlig urgerede Forlangendet om
Brevet fra Kongen personlig.

Hele Werthers Besøg havde kun varet tre Kvarter, og ved
Afskeden lovede han at bringe Samtalen til Kongens Kundskab,
dog ikke ad telegrafisk Vej, som de franske Ministre ønskede, men
i et Brev, der afgik til Ems med Toget Kl. 5 om Eftermiddagen.

Denne Samtale kom, .som det senere vil ses, til at spille en
skæbnesvanger Rolle. Man kan ikke andet end undre sig over
de franske Ministres Taktløshed og Mangel paa sund Sans, naar
de kunde forestille sig, at den preussiske Konge efter alt, hvad
der hidtil var passeret, vilde skrive et Undskyldningsbrev til Kejser
Napoleon efter Diktat af den franske Udenrigsminister med en
Indrømmelse af at have traadt „den franske Nations Ære og
Interesser" for nær. Og for at gøre Sagen endnu værre, under-
rettedes Benedetti ikke om Gramonts Forslag til Werther.

Medens Werther besøgte Gramont, havde den Deputerede
Clément Duvernois, der tidligere havde hørt til samme Parti som
Ministeriet, men ved denne Lejlighed gjorde sig til Talsmand for
yderste Højre, rettet en Interpellation til Ministeriet af følgende

Digitized by Google

Fra Emser-D6pe9chens Dage.

43

Indhold: „ Hvilke Garantier har Ministeriet stipuleret, eller vil det
stipulere for at undgaa en Gentagelse af Forviklingen med
Preussen*. Skønt Duvernois senere har søgt at bortforklare Be-
tydningen af disse Ord som alene sigtende til Afvæbning, er der
ingen Tvivl om, at hans Hensigter var krigerske, og at det Ord,
han ved sin Interpellation førte ind i Diskussionen, blev et Slags
Feltraab for Krigspartiet. Vi skal nedenfor se, hvilken afgørende
Rolle det kom til at spille.

Efter Samtalen med Werther kørte Gramont straks ud til
Kejseren i St. Cloud. Hvad der er forhandlet mellem dem, kendes
ikke nøjagtigt. Det er Fremtiden forbeholdt at løfte Sløret for de
Indflydelser, som her har været de bestemmende. Kun ad andre
Veje kan det sluttes, hvad der er foregaaet. Kejseren havde i
Løbet af Dagen været fredelig stemt, hvorom Forklaringerne for
den parlamentariske Kommission tilstrækkeligt vidner; man ved ogsaa,
at han misbilligede Duvernois , Interpellation, men hvem det da
er, der har influeret paa Kejseren i modsat Retning, faar staa hen.
Man har her som ved en lignende tidligere Lejlighed Lov at
gætte paa Kejserinden, men kan ogsaa formode, at Gramont ikke
har været uden Indflydelse.

Saa snart Gramont var kommen hjem., afsendte han, efter
Aftale med Kejseren, Kl. 7 en Depesche til Benedetti af følgende
Indhold: „Vi har af den spanske Gesandt modtaget Fyrst Antons
Renunciation , men for at denne kan gøre sin fulde Virkning,
synes det nødvendigt, at Kongen slutter sig til den og giver
den Forsikring, at han ikke paany vil autorisere Kandidaturen.
Begiv Dem straks til Kongen for at forlange denne Erklæring,
som han ikke vil kunne afslaa, hvis han virkelig ingen Bagtanke
har. Trods Renunciationen , som nu er kendt, er Bevægelsen i
Gemytterne saa stor, at vi ikke ved, om vi kan beherske den*.
Det ses tydeligt, at denne Depesche, som skulde faa en saa af-
gørende Betydning den næste Dag, er inspireret af Duvernois'
Interpellation om Garantierne for Fremtiden, altsaa et ganske nyt
Forlangende, som ikke tidligere havde været fremme. Derimod
omtales Brevet fra Kongen aldeles ikke; maaske er det Kejseren,
som har foranlediget, at Tanken herom straks er bleven opgivet.

Imidlertid var der kommet et Telegram fra Benedetti, at
Kongen om Eftm. Kl. 5 i en Samtale havde sagt ham, at han
endnu ikke kendte Prinsens Bestemmelse, men at han havde faaet
telegrafisk Meddelelse fra Sigmaringen, at Svaret vilde indløbe

Digitized by Google

44

Fra Emser-Depeschens Dage.

næste Dag, og Gesandten skulde da straks faa Audiens. Paa
dette Tidspunkt var Renunciationen almindelig bekendt i Paris
gennem et Havas Telegram fra Madrid, men Kongen har næppe
endnu kunnet være paa det rene med Indholdet af Fyrst Antons
Depesche, som i Tyskland først blev bekendt sent om Aftenen.
Taktiken var jo netop at holde Kongen udenfor selve Renunciations-
akten, og Gramonts Paastand om, at Kongen til Benedetti har
udtalt sig imod bedre Vidende, er sikkert ikke korrekt.

Uagtet denne Dag var saa rig paa Begivenheder, vil man
have lagt Mærke til, at der ikke paa noget Tidspunkt er afholdt
Ministerraad. Fordringen om Garantierne er opstillet alene efter
Samraad mellem Kejseren og Gramont. Og ligesom for at dække
Gramont, havde Kejseren om Aftenen Kl. 10 sendt ham et Brev,
hvori han præciserede Indholdet af Samtalen om Eftermiddagen, og
hvori han udtrykkeligt pointerede Garantifordringen. Saa vel Ollivier
som de øvrige Ministre var uvidende herom, og Ollivier fik det
først at vide, da han sent om Aftenen tilfældig, ledsaget af sin
Hustru, kom op i Udenrigsministeriet. Der udspandt sig efter
Olliviers Meddelelse en temmelig heftig Diskussion mellem ham
og Gramont om Affattelsen af Depeschen, og Gramont indvilligede
sluttelig i at afsende et Telegram til Benedetti Kl. 11,45 Aften af
et formildende Indhold. Garantifordringen blev vel opretholdt,
men til Slutningen hedder det: „Sig til Kongen og Grev Bis-
raarck — som Gramont trode var i Ems — at vi ingen Bagtanke
har, og at vi ikke søger et Paaskud til Krig; vi forlanger kun
at gaa hæderligt ud af en Vanskelighed, som vi ikke selv har
skabt". Men da denne Depesche naaede Benedetti, havde han
allerede haft den afgørende Samtale med Kongen.

Det er af Interesse at se, hvorledes Hovedpersonen i denne
Dags Begivenheder, Hertugen af Gramont, svinger fra det ene
Standpunkt til det andet. Kl. 12,45 er han villig til at give Kongen
en Dags Udsættelse, hvad han i sine Telegrammer de foregaaende
Dage havde været utilbøjelig til. Kl. 1,40 vil han nøjes med, at
det er Kongen, der overleverer eller meddeler Benedetti Renun-
ciationen, Kl. 3 forlanger han et Undskyldningsbrev af Kongen,
og Kl. 7, at Kongen skal garantere, at Kandidaturen ikke dukker
op paany, hvilket Standpunkt han dog modificerer ved en frede-
ligere Depesche Kl. 11,45. Man faar ikke Indtrykket af en Mand,
,der var Situationen voksen. Men det er ikke alene over Gramonts
Person, at Uklarheden hviler. Samtidig med, at Ollivier jubler

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

45

over Freden, som Renunciationen skal have sikret, udtaler Gramont
til den spanske og den tyske Gesandt, at denne saa at sige er
uden Betydning; mindre paafaldende er det, at Ollivier ivrigt
understøtter sin Kollegas Fordring om et Brev fra Kongen, uagtet
han nylig havde erklæret Sagen for afsluttet; kollegiale Hensyn
har maaske været bestemmende. Men mærkeligst bliver det, at
Førsteministeren ikke tages med paa Raad, end ikke ved Udfær-
digelsen af et saa betydningsfuldt Aktstykke som Depeschen • til
Benedetti med Garantifordringen.

At det ikke har manglet paa fornuftige og advarende Ord,
fremgaar af Lord Lyons* Beretning om en Samtale, han om
'Aftenen d. 12te havde med Gramont, i hvilken han udtalte:
»Prinsens Renunciation har ganske forandret Situationen. Hvis
Krigen alligevel udbryder, vil hele Europa sige, at det er Frankrigs
Skyld, og at Frankrig har kastet sig ind i Striden uden alvorlig
Grund. Det var en Fordel ved Frankrigs tidligere Position, at
Stridens Genstand ikke berørte Tysklands Følelser eller Interesser,
men for Fremtiden har Preussen Udsigt til at kunne samle hele Tysk-
land mod et Angreb, der alene stammer fra Jalousi og Ønsket
om at ydmyge en Nabo. Preussen vil have Fordelen af øjensynlig
at være tvunget til Krigen. • Disse Ord, udtalte af en venskabelig
sindet Magts Gesandt, en øvet og dygtig Diplomat, fælder i Virke-
heden den afgørende Dom over den franske Regerings Handlemaade.

Medens d. 12te Juli tilhører Paris, er d. 13de Tysklands,
og hvad der her sker paa denne Dag, svarer nøjagtigt til, hvad
der var forberedt i Paris d. 12te.

Efter at Benedetti i Løbet af Natten havde modtaget Tele-
grammet af d. 12te Kl. 7 omEftm., søgte han straks om Morgenen
Audiens hos Kongen ved Henvendelse til hans Adjudant Fyrst
Radziwill 1 ). Kongen var allerede gaaet ud for at bruge Badekuren
og spaserede paa den saakaldte Brunnen-Promenade, hvor hen
Benedetti ligeledes begav sig. Fyrst Radziwill havde straks under-
rettet Kongen om Benedettis Anmodning, og Audiens var bleven
ham lovet efter Frokost. Men ved en Omdrejning af Alleen faar
Kongen tilfældig Øje paa Gesandten og gaar straks over imod
ham. Idet han viser ham et Tillæg til „Kolnische Zeitung", som
han havde i Haanden, og hvori Renunciationstelegrammet var

') Brodersøn af Kong Wilhelms Ungdomsinklination, Fyrstinde Elisa
Radziwill.

Digitized by Google

46

Fra Enaser-Depeschens Dage.

optaget, siger han, at han hvert Øjeblik ventede en Kurer fra
Sigmaringen, og udbryder samtidigt: „Men De har noget nyt at
sige mig. Idet Benedetti konstaterede Rigtigheden af Meddelelsen
om Renunciationen, som han ogsaa havde modtaget fra Paris,
fremsatte han Anmodningen om, at Kongen .vilde forbyde Prinsen
at genoptage Kandidaturen, idet han maatte gaa ud fra, at Re-
nunciationen utvivlsomt forelaa, selv om den endnu ikke var
meddelt Kongen. „De forlanger a , svarede Kongen, „en For-
pligtelse, ubegrænset og til alle Tider; nej, det kan jeg ikke, jeg
maa forbeholde mig Retten til at tage fremtidige Omstændigheder
i Betragtning . Da Benedetti saa, at Kongen ikke vilde gaa ind
paa hans Forlangende, forsøgte han en sidste Henvendelse, der
ikke var uden Behændighed. „Jeg kan — sagde han — til en
vis Grad sætte mig ind i, at Deres Majestæt som Suveræn kan
have Betænkelighed ved at give Garantien, men jeg henvender
mig nu til Deres Majestæt som Chef for Huset Hohenzollern og kan
ikke se, at det kan have noget præjudicerende at gaa ind paa
mit Forlangende i denne Egenskab . Heller ikke herpaa vilde
Kongen imidlertid indlade sig, og idet han beklagede den ny og
uventede Indrømmelse, man forlangte af ham, sluttede han Sara-
talen med at gentage, at han, naar Kureren var kommen, skulde
lade Gesandten kalde for at genoptage Forhandlingen. Dette er
Indholdet af den berømte Samtale paa Promenaden i Ems, om
hvilken der hurtigt dannede sig en Legende, som har sat sig Spor
baade i Fortællinger og Billeder, og som har givet det hele Optrin
en langt skarpere Karakter, end det i Virkeligheden var Tilfældet.

Efter at være kommen hjem fandt Benedetti Gramonts
sidste Telegram fra om Aftenen Kl. Il,«; da han imidlertid
ventede at blive kaldt til Kongen i Løbet af Dagen som lovet,
vilde han her faa Lejlighed til yderligere at udvikle sine For-
langender fra om Morgenen og anmodede som Følge heraf ikke
om særlig Audiens i Anledning af det sidste Telegram. Hvor for-
bavset maatte han derfor ikke blive, da Fyrst Radziwill Kl. 2
indfandt sig hos ham og meddelte, at Kongen for omtrent en Time
siden havde modtaget et Brev fra Fyrsten af Hohenzollern, der
fuldt ud bekræftede, hvad Benedetti havde erfaret direkte fra
Paris med Hensyn til Renunciationjen, hvorefter Hans Majestæt
betragtede denne Sag som afsluttet.

Uden endnu at forstaa Grunden til Kongens forandrede
Adfærd anmodede Benedetti paany om en Audiens, da han havde

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

47

ny Depescher fra sin Regering, og da Kongen endnu ikke havde
givet Renunciationen den Billigelse, som han d. Ilte havde lovet
Benedetti. Efter at have bragt Kongen denne Meddelelse, blev
Radziwill atter, omtrent en Time senere, sendt til Benedetti med
den Besked, at Kongen billigede Prins Leopolds Renunciation —
efter Benedettis Meddelelse sagde Radziwill „tout entiére et sans
réserve" , men efter sidstnævntes Redaktion lød Ordene: „in
demselben Sinne und Umfang", som han havde billiget Antagelsen
af Kandidaturen — , hvorimod Kongen med Hensyn til Benedettis
anden Fordring maatte henholde sig til, hvad han havde sagt
om Morgenen.

Det vil ikke undgaa Opmærksomheden, at først nu forelaa
Kongens Billigelse af Renunciationen. Om dette Punkt har Benedetti
for den parlamentariske Kommission forklaret, at Radziwill ved at
meddele ham Kongens Tilslutning til Renunciationen erklærede,
at det skyldtes en Forglemmelse, at den ikke første Gang var
meddelt. Herom tier Radziwill imidlertid i sin den samme Aften
nedskrevne Beretning. — Benedetti modtog med Erkendtlighed
Erklæringen om Kongens Billigelse af Renunciationen, som han
vilde meddele sin Regering — svarede han Radziwill — , men
han maatte, hvad det andet Punkt, Garantiforlangendet, angik,
fastholde sin Begæring om en Audiens, selv om det kun var for
at høre af Kongens egen Mund, hvad der nylig var blevet ham*
sagt. For tredje Gang blev Radziwill efter Middag omtrent
Kl. 572 sendt til Benedetti med det Svar, at Hans Majestæt var
nødsaget til kategorisk at afslaa en ny Diskussion om det andet
Punkt, at det, han havde sagt om Morgenen, var hans sidste Ord
i denne Sag, og at Greven absolut kunde holde sig til dette.
Hermed skal Benedetti efter Radziwills Beretning have erklæret
at ville slaa sig til Ro, en Ytring som Benedetti imidlertid intet-
steds har vedkendt sig.

Hvad var det da, som saaledes havde forandret Kongens
Holdning fra om Morgenen til om Middagen Kl. 2? Det kan
næppe være andet, end at Kongen omtrent Kl. 12 havde mod-
taget Werthers Brev med Meddelelsen om Ollivier-Graraonts Op-
fordring til at skrive Brevet til Kejseren. Paa samme Tid rettes
der altsaa to ny og nærgaaende Forlangender til ham: at han
skal give Forsikringer for Tid og Evighed, hvor saadanne er
ganske overflødige, og at han skal gøre Undskyldning overfor
den franske Nations »Ære og Interesser"; han maa nødvendigvis

Digitized by Google

48

Fra Emaer-Depeschens Dage.

faa det Indtryk, at det er ham personlig, den franske Regering vil
til Livs med Ønsket om at provocere ham til Krig. Hertil kom,
at Stemningen i Tyskland begyndte at hæve sig. Man syntes, at
Kongen var alt for eftergivende overfor den franske Gesandts paa-
trængende Forlangender; fra forskellige Egne af Tyskland indløb
der Telegrammer, som udtalte, at Befolkningen ikke sympatiserede
med den Holdning, Kongen havde indtaget, og selv begyndte han
at føle sig trykket af den Stemning, som forlangte en kraftig
Tilbagevisning af Frankrigs anmassende Adfærd. Endelig var der
Hensynet til Bismarck, som nu træder i Forgrunden.

Bismarck opholdt sig paa Varzin til d. Ilte Juli om Aftenen,
hvoraf man kan slutte, at han ikke til dette Tidspunkt har anset
Situationen for faretruende; ligeledes ved man, at han ventedes
til Ems d. 12te, men at han ikke kom og i sit Sted sendte Inden-
rigsministeren, Grev Eulenburg. Man er tidligere gaaet ud fra, at
Grunden til, at Bismarck opgav Rejsen til Ems var den, at han
ansaa Affæren for afsluttet ved Renunciationen. Han har imid-
lertid i den allerseneste Tid rokket ved denne Antagelse, idet han
har ladet sit Organ „ Hamburger Nachrichten" erklære, at Hen-
sigten med Grev Eulenburgs Rejse var at bevæge Kongen til at
vende tilbage til Berlin og indkalde Rigsdagen, idet Bismarck i
modsat Fald truede med at ville tage sin Afsked. — Hvis dette
forholder sig rigtigt, vil det kun sige saa meget, at Bismarck alle-
rede d. 12te om Aftenen, da Eulenburg rejste, har været under-
rettet om Gramonts Holding overfor Renunciationen, thi saa meget
er sikkert, at det var de franske Politikeres Misgreb d. 12te Juli, der
forandrede Situationen. Hvis alt var gaaet som planlagt, havde
Prinsen renunceret og Kongen derefter givet sin Billigelse; Frankrig
havde naaet en Løsning af Spørgsmaalet, og Tyskland havde trukket
det korteste Straa ved Opgivelsen af en tysk Prins som Kandidat til
Spaniens Trone. Ingen kunde vide, at Frankrig ikke vilde være saa
fornuftigt at nøjes hermed. Havde Bismarck villet Krigen paa selve
Spørgsmaalet om Hohenzoller-Kandidaturen , havde han blot be-
høvet at lade Prinsen fastholde den; der var Grunde nok at
finde, som kunde have forhindret Kongen i at gribe ind.

Men da Frankrig, efter at Aarsagen til Konflikten er fjærnet,
opstiller ny Forlangender, ser Bismarck, at Lejligheden til Krigen er
gunstig, idet han nu har Udsigt til at faa Kongen, Tyskland og den
offentlige Mening i Europa paa sin Side. — Og hvad vilde paa den
anden Side være blevet Følgen, om man havde opfyldt de ny franske

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

49

Fordringer? Saa vilde Preussen og i første Linje Kongen selv have lidt
en stor og opsigtvækkende Ydmygelse, det tyske Enhedsværk vilde
være blevet sat mange Aar tilbage, og Frankrig vilde have faaet
sin første Revanche overfor Sejrherren fra 1866. Tyskland kan
kun være Bismarck taknemmelig, fordi han d. 13de Juli sagde:
hertil og ikke videre.

Medens man ikke kender Indholdet af de Telegrammer,
der fra Bismarck er sendte Kongen d. 12te og 13de, ved man
nu nøje, hvorledes Kongen underrettede Bismarck om Begiven-
hederne i Ems. Det skete ved den i den seneste Tid saa meget
omtalte „Emser-Depesche" , hvis Ordlyd man ikke har kendt, før
Rigskansler Caprivi fremdrog den i en Tale i Rigsdagen d. 23de No-
' vember 1892. Aarsagen hertil var, at Bismarck til en Interviewer
havde udtalt, at han var bange for at tale i Rigsdagen, da Journalister
var tilbøjelige til at forfalske, hvad de skulde meddele. Han
havde selv forsøgt sig som saadan, da han omredigerede Emser-
Depeschen og derved fremkaldte Krigen. I den Bladpolemik, som
denne hasarderede Ytring gav Anledning til, søgte man at klar-
gøre den Forfalskning, Bismarck skulde have begaaet, ved at
fremstille Fyrst Radziwills Rapport om hans tre Sendelser til
Benedetti d. 13de som Kilden til Emser-Depeschen. Da denne
Rapport imidlertid affattedes sent om Aftenen, medens Depeschen
blev bekendt i Løbet af Eftermiddagen, kunde dette ikke være
korrekt, og paa Foranledning af „Hamburger Nachrichten" , som
kendte den rigtige Sammenhæng, benyttede Caprivi Lejligheden
til under Debatten om Hærreformen at oplæse den Depesche,
som var sendt af Kongen til Bismarck, og som hidtil havde be-
roet i Udenrigsministeriets Arkiv. Depeschen er afsendt af en
Embedsmand i Udenrigsministeriet, Gehejmeraad Abeken, der op-
holdt sig hos Kongen i Ems, og er indleveret paa Telegrafstationen
i Ems Kl. 3,40, men rimeligvis er Kongens Ord nedskrevne før
Radziwills anden Sendelse. Depeschen lyder saaledes: „Ems
d. 13de Juli. Haster. Hs. Maj. skriver til mig: „Grev Benedetti
henvendte sig til mig paa Promenaden for paa en meget paa-
trængende Maade at forlange af mig, at jeg skulde bemyndige
ham til straks at telegrafere, at jeg for al Fremtid for-
pligtede mig til aldrig paany at give mit Samtykke,
hvis Hohenzollerne skulde komme tilbage til deres
Kandidatur. Jeg viste ham til sidst ret alvorligt tilbage, da man
hverken turde eller kunde indgaa paa saadanne Forpligtelser å tout

Tilskueren. 1893. 4

Digitized by Google

50

Fra Emser-Depeschens Dage.

jamaia. Naturligvis sagde jeg, at jeg endnu ingen Underretning
havde erholdt, og at der hverken var meddelt mig rioget fra
Paris eller Madrid.* Herefter fortsætter Abeken : *Hs. Maj. har siden
modtaget et Brev fra Fyrsten. Da Majestæten havde sagt til Be-
nedetti, at han ventede denne Efterretnirig, besluttede Allerhøjst-
samme af Hensyn til ovenanførte Henvendelse paa Foranledning
af Grev Eulenburg og mig ikke mere at modtage Benedetti,
men kun ved sin Adjudant lade ham sige, at han nu
havde modtaget den Efterretning fra Fyreten, som Benedetti
allerede havde faaet fra Paris, og at han ikke havde noget
yderligere at sige Gesandten. Hs. Maj. henstiller, om ikke
Benedettis ny Fordring og dens Tilbagevisning bør meddeles
Pressen og vor Gesandt*.

Depeschen naaede Berlin Kl. 6,9 og blev straks bragt Bismarck,
der just befandt sig ved Middagsbordet med Moltke og Roon som
Gæster. Efter at have modtaget Depeschen satte Bismarck sig
hen til et Sidebord, og ved at foretage en Række Udstregninger
af det mindre væsentlige og tilsætte Begyndelsen redigerede han
følgende Depesche, der altsaa er den berømte Emser-Depesche:
»Ems d. 13de Juli. Efter at Efterretningen om Arveprinsen at*
Hohenzollerns Afkald officielt var bleven meddelt den kejserlig
franske Regering af den kongelig spanske, har den franske Gesandt
i Ems stillet den Fordring til Hs. Majestæt, at han skulde be-
myndige ham til at telegrafere til Paris, at Hs. Majestæt Kongen
for al Fremtid forpligtede sig til aldrig paany at give sit Sam-
tykke, hvis Hohenzollerne skulde komme tilbage til deres Kandi-
datur. Hs. Majestæt afslog derpaa at modtage den franske Gesandt
og lod ham ved den tjenstgørende Adjudant sige, at Hs. Majestæt
intet yderligere havde at meddele ham." — Den saaledes . om-
redigerede Dfcpesche oplæste Bismarck for sine Gæster, hvortil
Moltke efter Bismarcks Meddelelser skal have bemærket: „Før var
det en Chamade, nu er det en Fanfare*. Moritz Busch fortæller
paa lignende Maade om denne Scene i sin Bog „Unser Reichs-
kanzler* , at de to Generaler efter Oplæsningen af Kongens Tele-
gram havde bemærket, at det tydede paa Fred, hvortil Bismarck
svarede : „Det kommer an paa Tonen og Indholdet af den Publi-
kation, hvortil jeg er bemyndiget*. — Telegrammet blev straks
meddelt de vigtigste Blade; i Løbet af Aftenen sendtes det som
Informationstelegram til de preussiske Gesandter ved de sydtyske

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage. 51

Hoflfer og senere paa Natten ogsaa til de fleste tyske Gesandter i
andre Lande.

Det vil ses ved at sammenholde de to Telegrammer — der
bærer samme Nr., 2301, i Udenrigsministeriets Arkiv •— , at Bismareks
Telegram holder sig temmelig nøje til Kongens, navnlig ved Gen-
givelsen af Kongens egne Ord, og at Tonen i alt Fald ikke er skærpet.
Det er derfor vanskeligt, nu da begge Tekster foreligger, at forstaa
de ovenfor refererede Ord af Moltke og Bismarck, og Ordet Forfalsk-
ning synes i det mindste ikke længere at være paa sin Plads. Naar
Bismarck nu i den seneste Tid skal have sagt, at han uden at
begaa falsk ved sine Udstregninger har forandret Depeschens hele
Maiing, er dette heller ikke korrekt, og det maa til Forstaaelse
heraf erindres, at Bismarck næppe i lang Tid har set den i
Arkivet hvilende originale Depesche, hvis Udtryk ikke har været
ham præsente. Hvad der derimod forbavser ved Kongens Tele-
gram, og hvad man tidligere ikke har kendt, er den Omstændighed,
at Kongen har følt sig fornærmet ved Benedettis Optræden, der
endog karakteriseres som „paatrængende", medens man altid tidligere
har troet paa Benedettis Opfattelse, at der i Ems var „ni insulteur,
ni insulté". Det har heller ikke kunnet undgaa Opmærksomheden
at Depeschen, der maa være konciperet mellem Radziwills første
og anden Sendelse, ikke omtaler, at Kongen stod i Begreb med
at give sin Tilslutning til Renunciationen , altsaa at foretage et
imødekommende Skridt overfor Frankrig; og endelig lægger man
Mærke til, at de Vendinger, hvori Kongens Vægring ved at give
Benedetti Audiens til Forhandling om Garantifordringen refereres,
er skarpere formede end nødvendigt for at gengive, hvad der i
Virkeligheden passerede. Bismarck maa have faaet det Indtryk,
at der var sket et eklatant Brud i Ems ved Kongens alvorlige
Tilbagevisning af Benedettis Paatrængenhed og hans derpaa føl-
gende Vægring ved at modtage Gesandten, og denne Opfattelse
har Bismarck forstaaet korrekt at gengive i sin Depesche. Det
er altsaa langt fra , at Bismarck — for saa vidt — har forfalsket
eller forandret Kongens Depesche; snarere er det Kongen selv,
som har bragt de skarpe Momenter frem. Bismarck har i øvrigt
und» det sidste Interview af en fransk Journalist i Dcbr. 1892
udtalt, at Kongens Depesche var lang og uklar, og at hans
(Bismareks) Virksomhed har indskrænket sig til at gøre Uddrag af
den, pointerende det vigtigste af Indholdet. Dette er vistnok og-
saa, hvad der kommer Sandheden nærmest.

4*

Digitized by Google

52

Fra Emser-Depeschens Dage.

Derimod har Bismarck paa et andet Punkt overskredet den
givne Bemyndigelse. Kongen havde henstillet til ham at meddele
Indholdet til Pressen og „vor Gesandt", ved hvem der kun kan
være tænkt paa Werther i Paris, men Bismarck sendte det til
Gesandterne saa vel i Tyskland som ved andre Hoffer, en Omstæn-
dighed, der, som vi senere skal se, blev af indgribende Betydning.

Bismarck har aldrig nægtet, at han i Løbet af Dagen
d. 13de Juli ansaa Krigen for nødvendig. Vel har Kejser Friedrich
i sin Dagbog for d. 13de Juli optegnet: „Bismarck anser Freden
for sikret og vil i den Anledning vende tilbage til Varzin*; men
i en saakaldt Immediatberetning, som Bismarck d. 23de Septbr.
1888 overrakte Kejser Wilhelm d. 2den i Anledning af Dagbogens
Offentliggørelse, modsiger Bismarck dette bestemt og hævder, at
det aktmæssig staar fast, at han paa dette Tidspunkt ansaa Krigen
for nødvendig, og at han vilde nedlægge sit Embede, hvis Krigen
blev undgaaet. Om de herhen hørende Meningsudvekslinger mellem
Kongen og Bismarck savner man som sagt nøjagtige Oplysninger;
kun saa meget er vist, at endnu var det ikke lykkedes Bismarck
at bibringe Kongen Overbevisningen om Krigens Nødvendighed.

Den bedste Gengivelse af Bismarcks Holdning paa denne
Dag haves i øvrigt i hans Samtale med Lord Loftus efter Referatet
i en af de bekendte engelske Blaabøger. Gesandten begav sig i
Løbet af Dagen til Bismarck for at lykønske ham i Anledning af
den fredelige Udgang, Krisen syntes at have faaet ved Prinsens
Renunciation. Dette kunde Bismarck imidlertid paa ingen Maade
acceptere, og idet han vendte alle de fra fransk Side opstillede
Fordringer mod Frankrig selv, udtalte han: „Det er Frankrig, der
skylder Preussen Oprejsning. Efter det truende Sprog, den franske
Udenrigsminister har ført, vil jeg ikke kunne vedligeholde For-
bindelsen med den franske Gesandt. Naar Gramont d. Ilte har
sagt, at alle Kabinetter syntes at billige Frankrigs Forlangender,
er dette ikke rigtigt, efter at Kandidaturen er trukken tilbage.
Jeg ved fra ikke officiel Side, udenom vor Gesandt — vedblev
Bismarck — at Løsningen af det spanske Spørgsmaal ikke er nok
for den franske Regering, men at den søger Oprejsning for
Koniggråtz. Hvis Frankrig fortsætter sine Rustninger, ser vi os
nødsagede til at forlange Oplysninger. Det er os, der maa have
Garanti overfor et lignende pludseligt Angreb som dette. Vi er
lige saa stærke som Frankrig; vi tror paa Sejren og taaler ingen
Ydmygelser fra Frankrigs Side. Det eneste Middel til at undgaa

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage. 53

Krigen er, at den franske Regering erklærer det spanske Spørgs-
maal afgjort paa en tilfredsstillende Maade og anerkender Kongens
og hans Regerings Moderation og fredelige Optræden".

Saaledes er Rollerne forandrede. Medens Hertugen af
Gramont i sin Erklæring af 6te Juli kastede Handsken til
Preussen og følte sig overbevist om at skulle bibringe den preus-
siske Regering et Nederlag, har Bismarck nu taget den op og
givet til Kende, at han er bestemt paa at tvinge det franske Kabinet
til et Tilbagetog, hvis det ikke vil se sig nødsaget til at erklære
Krigen. Men medens Erklæringen af 6te Juli ved sit overraskende
heftige Sprog havde foruroliget Europa og svækket Frankrigs
Position, bidrog Bismarcks dristige Ord til at hæve Preussens
Anseelse saa vel overfor Landet selv som i Europas Øjne.

Samme Dag d. 13de holdt man om Morgenen Kl. 9 Minister-
raad i St. Gloud. Under Mødet blev der bragt Kejseren en Med-
delelse fra Lord Lyons, der tilstrækkelig tydeligt vidnede om Eng-
lands forandrede Holdning og ikke undlod at gøre stærkt Indtryk
paa de tilstedeværende. Den lød saaledes: „Lord Granville
ønsker, at jeg skal foreholde den kejserlige Regering, hvilket uhyre
Ansvar den paatager sig ved at udvide Konfliktens Terræn og
ikke straks erklære sig tilfreds med Prinsens Afkald. Han erindrer
om, at Frankrig paa et tidligere Stadium har anmodet om Eng-
lands Hjælp til at fjærne Konfliktspunktet, og Dronningens. Rege-
ring anser sig derfor berettiget til paa en venskabelig, men
samtidig meget bestemt Maade at øve Pression paa den franske
Regering, saaledes at den accepterer Renunciationen som en til-
fredsstillende Løsning". Paa Leboeufs Forslag diskuterede man
Indkaldelsen af Reserven, men til Dels under Indtrykket af Lord
Lyons Meddelelse blev Afgørelsen udsat.

Imidlertid var det nødvendigt at gøre Kammeret en Med-
delelse. Med en noget affekteret Ligegyldighed begyndte Gramont
at tale om de franske Missionærer i Kina og gik først derefter
over til Dagens brændende Spørgsmaal: „Den spanske Gesandt
har i Gaar officielt meddelt os Prinsens Afkald; de Forhandlinger
vi fører med Preussen, og som stedse har drejet sig herom,
er endnu ikke afsluttede; det er derfor umuligt i Dag at give
Kammeret en almindelig Fremstilling af Sagen". Det vil af denne
temmelig tvetydige Erklæring ses, at Gramont ikke omtaler den ny
opstillede Fordring om Garantierne for Fremtiden, og heller ikke
gør han opmærksom paa, at den spanske Gesandts Meddelelse

Digitized by Google

54 Fra Emser-Depeschens Dage.

ventelig vilde blive fulgt af Kongens Billigelse, saaledes som
Benedetti havde indberettet. Derimod vidste han, at Krigspartiet,
yderste Højre, ikke vilde være tilfreds med en saadan Løsning, og
at det lagde an paa at styrte Ministeriet paa dette Spørgsmaal.
Denne Eventualitet frygtede Ministeriet mere end Krigen, og det
havde til en vis Grad Ret i sit Ræsonnement. Kom Krigspartiet
til Magten, vilde Krigen alligevel være uundgaaelig, men samtidig
vilde det liberale Kejserdømme være forsvundet, og det gamle
autokratiske Princip sat i Stedet.

Yderste Højre vilde egentlig ikke anerkende Interpellanten
fra den foregaaende Dag, Clément Duvernois, som sin Mand, og
det blev derfor ikke ham, men Baron Jérome David, en ivrig
Bonapartist, som gav Stemningen Udtryk i følgende Ord: „I Be-
tragtning af, at Ministeriets faste, klare og patriotiske Erklæringer
er blevne gunstigt modtagne af Kammeret og hele Landet, og at
disse Erklæringer staar i Strid med den latterlige Langsomhed i
Forhandlingerne med Preussen, forlanger jeg at interpellere Mini-
steriet om dets Optræden i de udenrigske Anliggender, som ikke
alene bringer Forvirring i Almenvellets forskellige Brancher, men ogsaa
sætter den nationale Ære paa Spil*. Svaret blev opsat til d. 15de.

Interpellationens Ordlyd — i hvilken Ordet „latterlig* dog
blev strøget ved selve Oplæsningen — karakteriserer den Utaalmodig-
hed, som beherskede Stemningen i Kammeret. Paa Boulevarderne var
Ophidselsen om muligt endnu stærkere. I de varme Sommeraftener
bølgede uhyre Menneskemasser frem og tilbage i en feberagtig Uro.
Marseillaisen blev sunget overalt, Ji Berlin, å Berlin" , lød det
fra alle Læber, og Stemningen gav sig Udslag i larmende Mani-
festationer. Pressens Sprog svarede i Heftighed hertil.

Fra Benedetti var der i Løbet af Dagen indkommet 3 De-
pescher, som gjorde Rede for de forskellige Stadier i hans For-
handling med Kongen. Efter at have modtaget Meddelelsen om
Kongens Samtale med Benedetti om Morgenen paa Promenaden
sendte Gramont ham et sidste Telegram, aabenbart trykket af
(ten fredelige Stemning blandt Ministrene. Det lød saaledes: „Gør
en sidste Anstrængelse hos Kongen. Sig til ham, at vi indskrænker
os til at forlange, at han forbyder Prinsen at genoptage Kandi-
daturen. Maaske kunde De sige, naar De modtager Efterretningen
af Kongen : Sire, De gør Dem til Garant for Prinsens Ord, ti som
Stat ved De jo, at vi ingen Forbindelse har med Prinsen, og at
vor officielle Garanti ligger i Kongens Ord*. — Men alle disse

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

55

Modifikationer og Forsøg paa Omskrivninger af Ord var til ingen
Nytte. Kongen havde da for længst svaret Benedetti, og det var
nu ikke længere muligt for Gesandten at komme i Forbindelse
med ham. — I øvrigt gav Telegrammet Benedetti Ordre til at for-
lade Ems og være i Paris d. 15de om Middagen.

Om Morgenen d. 14de var man i Paris i Besiddelse af
Benedettis samtlige Telegrammer fra Gaarsdagen, men lige saa
lidt som disse bar Vidnesbyrd om, at Benedetti havde opfattet
Kongens Vægring ved at genoptage Diskussionen om Garanti-
spørgsmaalet som en Fornærmelse, lige saa lidt gjorde de dette
Indtryk paa Regeringen. Ganske vist stemmede Kongens for-
andrede Holdning ikke med hans sædvanlige Courtoisie, men da
hans Afslag paa Benedettis Anmodning om fornyet Audiens ikke
var fremsat paa en saarende Maade, fandt man ikke heri nogen
overlagt Injurie.

Hverken disse Depescher eller en om Morgenen modtagen
telegrafisk Meddelelse fra Le Sourd om Emser-Depeschens Offentlig-
gørelse i „Nordd. Allg. Zeitung" den foregaaende Aften, der blev
forelagt i et Kl. 9 om Morgenen i Tuilerierne afholdt Ministerraad,
gjorde noget synderligt Indtryk straks. Det maa nemlig erindres,
at Emser-Depeschen ikke var underskreven af nogen og saaledes
ikke ved første Øjekast« forekom at være et officielt Dokument,
skønt en nærmere Granskning af Ord og Indhold maatte gøre
dette sandsynligt. I Ministerraadet drøftedes paa Krigsministerens
Forlangende det brændende Spørgsmaal, Reservens Indkaldelse,
roen uden at man endnu kom til nogen Enighed herom, og Mini-
strene skiltes Kl. 12.

Ved sin Tilbagekomst til Udenrigsministeriet traf Gramont
Werther, som bestyrtet kom for at meddele, at han var bleven
desavoueret af sin Regering og havde faaet Ordre til at trække sig
tilbage, overladende Forretningerne til Chargé d'Affaire, Grev Solms.
Initiativet til dette Skridt synes at være taget af Kongen selv;
i alt Fald har Caprivi i sin ovennævnte Tale d. 23de Novbr. meddelt,
at Kongen efter Modtagelsen af Werthers Brev med Fordringen
om Undskyldningsbrevet skrev til Abeken: „Det er dog nødvendigt
at chifrere til Werther, at jeg er indigneret over den Ollivier-
Gramontske Fordring, og at jeg reserverer mig det videre.*
Kongens Tanke udførte Bismarck ved at telegrafere til Werther,
at Beretningen om hans Samtale med Ollivier-Gramont ikke egnede
sig til officielt at forelægges Kongen. Den tyske Gesandt burde

Digitized by Google

56

Fra Emser-Depeschens Dage.

ikke have gjort sig til Organ for de franske Ministre; vilde de
fremsætte saadanne Forlangender, maatte det ske gennem deres
egen Gesandt i Tyskland.

El. 2 afholdtes der paany Ministerraad. Foruden Meddelel-
serne fra om Morgenen var Werthers Tilbagekaldelse kommen til
som et nyt Moment. Reservens Indkaldelse drøftedes atter, og
endelig henad El. 4 vedtoges den efter Erigsmin isterens indtræn-
gende Opfordring. For at være sikker i sin Sag forlangte Leboeuf,
at der paany skulde stemmes herom, og hver enkelt Minister
svarede da bekræftende eller næsten bekræftende, efter hvad
Leboeuf har forklaret for den parlamentariske Eommission.

Næppe havde Leboeuf fjæmet sig fra Ministerraadet for at
iværksætte de fornødne Ordrer, før man paany begyndte at vakle.
Gramont, der ikke synes at have savnet ny Ideer i kritiske
Momenter, fremkom nu med det Forslag at sammenkalde en
europæisk Eongres. Aldrig saa snart var det fremsat, før alle de
tilstedeværende sluttede sig til det, og det fortælles, at Eejseren
fik Taarer i Øjnene ved Tanken om en Eongres, en af hans
gamle Yndlingstanker. Indkaldelsen af Reserven blev derfor
opsat, og Gramont formulerede straks følgende Erklæring: „Vi
tror, at det er en af Europa stiltiende antaget Grundsætning, at
en Prins, der hører til en af Stormagternes regerende Fyrstehuse,
ikke uden forudgaaende Forstaaelse maa bestige en fremmed Trone,
og vi forlanger, at Europas Stormagter, forsamlede i Eongres, skal
bekræfte denne internationale Retssætning". Det vilde have været
en Streg i Regningen for Bismarck; England vilde straks have
optaget Sagen ; om Østerrigs og Italiens Tilslutning var der ingen
Tvivl, og Rusland vilde rimeligvis ogsaa have støttet Forslaget,
saa at Preussen var kommet i en højst uheldig Situation, hvis
det havde undslaaet sig for Eongressen; men ligesom i 1866
skulde det ogsaa nu blive „ frelst" for denne.

Om dette ny Moment og den forandrede Beslutning blev
Leboeuf underrettet i en Billet fra Eejseren omtrent El. 6. De
allerede udfærdigede Ordrer maatte derfor standses, medens Leboeuf
straks ilede til Eejseren i St. Cloud for at faa Beslutningen omgjort.

Paa Erigsministerens Foranledning blev derfor et tredje
Ministerraad sammenkaldt til El. 10 om Aftenen. Imidlertid havde
Situationen forværret sig. Foruden de tidligere paa Dagen ind-
løbne Meddelelser havde Udenrigsministeren fra de franske Ge-
sandter i Bern og Miinchen og senere fra andre Steder modtaget

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

57

Telegrammer om, at de tyske Gesandter havde overleveret de
respektive Regeringer et fra den tyske Regering modtaget Tele-
gram, der bl. a. indeholdt, at Kongen havde nægtet at modtage
den franske Gesandt.

Hvorledes den franske Gesandt i Bern Grev Comminges-
Guitaut var kommen i Besiddelse af Telegrammet, ved man fra
ham selv. Han befandt sig tilfældig hos Forbundspræsidenten
da den tyske Gesandt overbragte Telegrammet, i hvilken An-
ledning han trak sig tilbage, men gennem en aabenstaaende
Dør hørte han Indholdet af dette, og kunde saaledes straks
underrette sin Regering derom. Vi skal senere se, hvilken Betyd-
ning denne Indiskretion fik. Selve Telegrammet var intet andet end
den berømte Eraser-Depesche , som Bismarck jo Natten mellem
d. 13de og 14de havde omsendt til alle Gesandterne.

Desuden indløb der fra forskellige Sider Meddelelser om, at
Preussen havde begyndt sine Troppekoncentrationer. Medens rnan
endnu trods alt dette svævede frem og tilbage i Diskussionen, mod-
tog Gramont en Depesche — fortæller Leboeuf — som blev oplæst
i Ministerraadet, uden at han dog nøje kan erindre dens Indhold t
og som synes at have givet Diskussionen den afgørende Vending
derhen, at Reservens Indkaldelse blev fastslaaet. Man har gættet
meget paa, hvilken Depesche der her sigtes til, og saa vel Oncken
i sin „Zeitalter des Kaiser Wilhelms" som Sorel i sin fortrinlige
Bog „Histoire diplomatique de la guerre franco-allemande* er
komne til det Resultat, at det er Meddelelsen om Bismarcks Sam-
tale med Lord Loftus, der har haft den afgørende Virkning.
Uden direkte at bekræfte dette fortæller Gramont i sin Bog, at han har
modtaget Telegrammet herom over Wien, men hans Angivelser af
Tidspunktet for Modtagelsen er meget varierende, og i det hele taget er
hans Fremstilling af Begivenhederne paa denne Dag alt andet end klar.
Det er ogsaa troligt nok, at det er den overraskende skarpe Position^
som Bismarck her lagde for Dagen, der har givet det sidste Stød
til Krigens Erklæring; de andre Momenter, man senere paaberaabte
sig, havde jo allerede foreligget tidligere. Skulde Ministeriet have
taget Erklæringen fra 6te Juli tilbage, som Bismarck havde for-
langt i Samtalen med Lord Loftus, vilde det ufejlbarligt være
blevet styrtet under Spot og Foragt fra alle Sider. At falde for
Bismarck maatte være en uudholdelig Tanke. Saa hellere Krigen.
Saa kunde man den næste Dag give Duvernois og David et stolt
Svar. Ministeriet vilde sætte sig i Spidsen for Bevægelsen. Krigen

Digitized by Google

58

Fra Emser-Depeschens Dage.

maatte dog komme en Gang, og der var jo ingen, som ikke følte
sig fuldt overbevist om, at Sejren var uadskillelig knyttet til de
franske Vaaben. Saaledes har antagelig de sidste Overvejelser
været, som førte til Krigens Erklæring, der var given med Reservens
Indkaldelse.

Medens dette foregik i Paris, havde Benedetti ved en Sam-
tale med Eulenburg søgt at forebringe Kongen den formildende
Form for Garantierne, som Gramont havde udtrykt i sin sidste
Depesche, men uden at opnaa noget Resultat, idet Ministeren
bragte det Svar, at han intet havde at meddele Gesandten. For
ikke at tilsidesætte Høflighedens Former udbad Benedetti sig en
Afskedsaudiens, som ogsaa blev ham tilstaaet paa Banegaarden
omtrent Kl. 3, umiddelbart før Kongen tog til Koblenz for at
besøge Dronningen. Benedetti blev alene ført ind i Venteværelset,
hvor Kongen straks efter kom tilstede. Samtalen var ganske
kort og bevægede sig i almindelige høflige Udtryk. Ved Afskeden
bemærkede Kongen, at han intet mere havde at sige, og at frem-
tidige Forhandlinger kunde fortsættes med hans Regering. Om
Aftenen afrejste Benedetti til Paris.

Om Morgenen d. 15de Juli blev der endnu engang afholdt
Ministerraad i Paris til endelig Redaktion af de Meddelelser, der skulde
gøres Kamrene. Gramont mødte i Senatet, Oflivier i det lovgivende
Korps. Hovedindholdet af de enslydende Erklæringer var følgende:
Kongen har billiget Renunciationen , men afslaaet Garantierne,
uden at vi derfor har afbrudt Forhandlingerne. Vi er blevne over-
raskede ved igaar at erfare, at Kongen gennem en Adjudant har
meddelt vor Gesandt, at han ikke vilde modtage ham, og at dette
officielt er bragt til de fremmede Kabinetters Kundskab. Samtidig
erfarer vi, at Baron Werther er tilbagekaldt, og at Preussen har
paabegyndt sine Rustninger. At gøre mere i Retning af For-
sonlighed vilde være Uklogskab og Tilsidesættelse af vor Ære.
Fra igaar har vi indkaldt Reserven. a

Senatet modtog Talen med entusiastisk Bifald. Paa For-
slag af Præsidenten Rouher hævedes Mødet uden Diskussion, og
Senatet begav sig in corpore til Kejseren for at udtale sin levende
Tilslutning til den trufne Afgørelse.

Men anderledes var det i Kammeret. Saa snart Ollivier
havde endt Oplæsningen af Erklæringen, sprang Thiers op fra sin
Plads og fik med Møje Ordet under den voldsomme Bevægelse,
der herskede. Kun enkelte Sætninger af hans Tale kunde høres:

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

59

„Man har opnaaet det væsentlige, nu strides man om Ord; der
er jo gjort os en Indrømmelse; at forlange mere er at ville
Krigen. Jeg fordrer de Aktstykker fremlagte, efter hvilke man
anser sig tor krænket. 14 Hans Ord modtoges med energiske Mis-
hagsytringer; der tilraabtes ham: „De beskæmmer Deres hvide
Haar*, ^Til Koblenz med Dem", og andre for Stemningen be-
tegnende Udtryk. Som Svar oplæste Ollivier Meddelelserne -fra
Bern og Munchen; egentlige Depescher havde Regeringen ikke,
sagde han, men kun fortrolige diplomatiske Meddelelser, som ikke
kunde forelægges. Hvad Ollivier her sigtede til, var Comminges-
Guitauts Telegram om Emser-Depeschens Overlevering til den schwei-
ziske Forbundspræsident, idet man ikke vilde nævne Gesandtens
Navn for ikke at kompromittere ham i Schweiz. Man kom herved
ind paa den famøse Hemmeligholdelse af Depescherne, uagtet man
i Virkeligheden intet havde at holde hemmeligt. I samme Tale
var det, at Ollivier brugte den Vending, som siden altid har hængt
ved hans Navn: „Fra i Dag begynder der for mig og mine Kolleger
et stort Ansvar, men vi tager det med et let Hjerte.** Sin Ytring
fortrød han straks, men det var ham ikke muligt at komme bort
fra den, og i Frankrig ved enhver, hvem der menes med „Vhomme
au coeur Uger". Presset fra alle Sider havde Ollivier Vanskelighed
ved at holde Stand, da Gramont kom ham til Hjælp fra Senatet.
Med et Par raske Vendinger sluttede han Diskussionen ved i An-
ledning afBismarcks Meddelelse af Emser-Depeschen til de fremmede
Kabinetter at udtale: „Det er en Haan mod Kejseren og mod
Frankrig. Hvis der virkelig i mit Fædreland skulde findes et
Kammer, som vilde taale dette, vilde jeg ikke vedblive at være
Udenrigsminister i fem Minutter*. Og med 159 mod 84 vedtog
man, at Depescherne ikke skulde forelægges Kammeret, men under-
søges af et Udvalg.

Medlemmerne af dette blev straks valgte, og det kon-
stituerede sig med Hertugen af Albuféra som Formand, og Marquien
af Talhouet som Ordfører. De tre Ministre Leboeuf , Ollivier og
Gramont blev afhørte. Det første Spørgsmaal rettedes til Leboeuf
og drejede sig om Hærens Kampberedthed. Leboeuf besvarede det
derhen: „I militær Henseende er vi parate, absolut parate; vi
har 8 å 10 Dage forud for Fjenden,** hvorefter han trak sig
tilbage.

Det næste Spørgsmaal rettedes til de to andre Ministre for
at faa oplyst, hvorledes Fornærmelsen var foregaaet. Gramont

Digitized by Google

60

Fra Emser-Depeschens Dage.

meddelte, at en fra Berlin til Schweiz afsendt Depesche inde-
holdt, at Kongen havde afslaaet at modtage Benedetti, men for
ikke at kompromittere den franske Gesandt i Bern, vedtog man
ikke at nævne, hvilken Gesandt det var, der havde underrettet
Regeringen herom. Derimod var der ingen, der tænkte paa at
afhøre Benedetti, som samme Dags Formiddag efter Ordre var
kommen tilbage til Paris; det havde dog ligget nær fra første
Haand at høre, hvad der egentlig var foregaaet i Ems.

Dernæst spurgte man: Har den franske Regerings Fordringer
stedse været de samme fra den første Dag til den sidste? hvilket
Gramont besvarede ved at oplæse Depescherne fra Benedetti, som
han betegnede med Nr. 1, 2 osv. Formanden bemærkede: »For-
dringerne synes altsaa at have været de samme hele Tiden, et
Punkt der er af megen Vigtighed" , og Gramont modsagde ham
ikke. I sin Bog forklarer Gramont, at det, han vilde sige, var:
„at den franske Regering stedse havde forsøgt gennem Kongens
Medvirkning til Renunciationen at erholde tilstrækkelig Garanti
mod slige Forviklingers Tilbagevenden ," men Udvalget forstod
hans Udtalelser saaledes, at Depeschernes Formulering stedse
havde været den samme, med andre Ord, at Garantifordringen
havde været opstillet fra Begyndelsen.

Endelig spurgte man Ministrene: „Har de Alliancer?" Gramont
kunde ikke godt svare ja, da han ingen havde, men ogsaa her
benyttede han sig af en Tvetydighed ved at sige: „Hyis det
ærede Udvalg har maattet vente paa mig, er Aarsagen den, at
jeg havde Besøg af den italienske og den østerrigske Gesandt;
jeg haaber ikke, at man forlanger, jeg skal sige mere. a Hermed
var Udvalget tilfreds, og Ministrene trak sig tilbage.

Uden nøjere Undersøgelse af Dokumenterne nedskrev Talhouet
paa Stedet Rapporten, i hvilken det hedder: „Regeringen har stedse
loyalt stræbt hen til det et og samme Maal. Saaledes slutter den
første Depesche, som er sendt vor Gesandt i Ems, med følgende
Sætning, der klart formulerer Regeringens Krav: „For at Renuncia-
tionen kan gøre sin Virkning, er det nødvendigt, at Kongen slutter
sig dertil og giver os den Forsikring, at han ikke paany vil
autorisere den. Begiv Dem straks til Kongen og forlang denne
Erklæring". Stridspunktet i denne store Debat har altsaa været
fastslaaet lige fra Begyndelsen, og De vil vide at forstaa den over-
ordentlige Betydning af dette Faktum, der hidtil saa at sige har
været ukendt af den offentlige Mening."

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

61

Urigtighederne i denne Rapport ligger klart for Dagen. Det
var netop ikke den første Depesche, der opstillede Garantifordringen,
som først kommer frem i Telegrammet d. 12te Kl. 7 om Eftm.,
hvorimod den første Depesche af 7de Juli alene havde forlangt, at
Kongen skulde raade Prinsen til at give Afkald. Et Blik paa
Telegrammet vilde have oplyst Fejltagelsen, idet Depeschen af 12te
Juli begynder med at meddele Fyrst Antons Renunciation, som
jo ikke forelaa ved Forhandlingernes Begyndelse. Talhouet har
senere for Undersøgelseskommissionen forklaret, at Gramont sad
lige overfor ham, da han oplæste sin Rapport, uden at rette den,
medens Gramont siger, at han først kom tilstede, efter at Oplæs-
ningen havde fundet Sted, og at han i øvrigt fandt Forskellen temmelig
ligegyldig. Det var den nu ikke, ti i Virkeligheden udøvede
Rapportens Affattelse en betydelig Indflydelse paa den offentlige
Mening, da Udvalget antoges at have set alle Aktstykker, og
i alt Fald udsatte den Frankrig for en forsmædelig Gendrivelse
fra Bismarcks Side, der med en vis Berettigelse kunde sige, at
Krigens Erklæring hvilede paa en Løgn. Endnu kalder Oncken
Rapporten for Talhouets „Trugbericht*. — En anden Forfatter,
den tidligere Deputerede Alfred Darimon, der har gjort en Række
interessante Specialstudier til Krigens Forhistorie og navnlig har
henvendt sig til forskellige Politikere, som har deltaget i disse
Begivenheder, fortæller, at da han nogle Aar efter Krigen besøgte
Talhouet, traf han ham som en nedbrudt Mand, der udbrød: „De
siger vel ogsaa, at jeg er Skyld i det hele. a

Kl. 9 1 /« om Aftenen oplæstes Udvalgets Rapport i Kam-
meret. Den var affattet med en Bestemthed, som lidet svarede
til de tvivlsomme Oplysninger , Gramont havde givet. Gam-
betta greb først Ordet paa Oppositionens Vegne og udtalte
henvendt til Ministrene: „De styrter Frankrig i en Krig, som
maaske vil se det 19de Aarhundredes Slutning viet til Afgørelsen
af Spørgsmaalet om den franske eller den tyske Nations Overvægt,
og De vil ikke, at Udgangspunktet herfor skal være autentisk
oplyst! Vi forlanger, at De i det mindste ordret og fuldstændig
meddeler Udvalget det Dokument, som indeholder Fornærmelsen.
Frankrigs og Europas Sympati er nødvendig, og den faar vi kun,
naar det er klart, at vi er „pr o fondement et réellement outragés."
Benedetti har jo ikke talt om nogen Fornærmelse, uagtet han
kendte Bismarcks Depesche; han har ikke forlangt sine Passer, og
der er ikke foregaaet noget eklatant Brud. Det er ikke Depescherne

Digitized by Google

62

Fra Emser-Depeschens Dage.

fra de franske Gesandter, vi forlanger, det er Teksten afBismarcks
Telegram.*

Her ramte Gambetta Sagens Kærne. Den preussiske Depescbe
med Fornærmelsen mod Nationen, som Regeringen bestandig
kresede om, men hvis Ordlyd den ikke vilde eller kunde give,
var ikke andet end Emser-Depeschen , som nu i to Dage havde
været kendt af hele Verden; men for udenforstaaende maatte det
nødvendigvis faa Udseendet af, at der foruden Depeschen i Bladene
endnu var en Depesche sendt til Gesandterne af et særligt for-
nærmeligt Indhold.

Bevægelsen var- paa sit højeste. Gramont og Albuféra
raabte: „Udvalget har set Depescherne" , og den sidste tilføjede:
„Naar De ikke vil tro os, maa De vælge et andet Udvalg." Disse
Udtalelser harmonerede ikke med, hvad Ollivier kort i Forvejen
havde sagt: „Egentlige Depescher havde Regeringen ikke*, og
Olliviers Svar paa Gambettas Tale er betegnende for Situationen:
„Hvem har talt om en preussisk Depesche; hvad bryder vi os om
Kanslerens Protokoller. Paa Æresord forsikrer vi, at det er en
Kendsgerning. Hvad vilde hele Europa sige, naar vi brugte et
urigtigt Faktum til Paaskud for Krigen. Stem nu: at stemme er
at handle, tal ikke: at tale er at spilde den kostbare Tid!* Han
savner her ganske fast Grund under Fødderne og svarer slet ikke
paa det, han bliver spurgt om.

Oppositionens øvrige Spørgsmaal og Forlangender blev
overdøvede af Majoritetens Raab, og med 246 Stemmer mod 10
vedtoges de til Krigens Førelse nødvendige Bevillinger. Blandt
de 10 var Grévy og Jules Favre, medens Thiers, Gambetta og
Ferry stemte med Majoriteten.

At Resultatet kunde blive saaledes, maa forbavse; det er
kun forstaaeligt, naar man ser det som et Produkt af den næsten
feberagtige Tilstand, hvori alle, saa vel Politikere som uansvarlige
Folk, befandt sig. I Paris var Jubelen uhyre, Thiers' Bolig truedes
med Ødelæggelse; i Pressen og i Flyveblade profeterede man den
nærforestaaende Sejr : Napoleonsdagen d. 15de August skulde fejres
i Berlin, og Grænsepælene flyttes til Mainz og Koblenz; man
fortalte, at 200 Mennesker var døde i Berlin af Angest, at Lande-
værnsmændene under Graad blev drevne ind i Jærnbanevognene
af Gendarmer og lignende Urimeligheder. Et nedslaaende Indtryk
maatte det imidlertid gøre, at Provinsen holdt sig tilbage, og at
man efter Præfekternes Indberetninger i ikke mindre end 34

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

63

Departementer kun med Sorg havde modtaget Efterretningen om
Krigen.

Et karakteristisk Vidnesbyrd til Forstaaelse af Begivenhederne
haves i den Forklaring, som den Deputerede Dréolle, der var
Medlem af Udvalget, gav for den parlamentariske Kommission.
Han sagde: „Jeg skylder Sandheden at sige, at Dokumenterne i
og for sig ikke var tilstrækkelige til at overbevise den, som stod
udenfor Bevægelsen, og at der ikke var noget retfærdigt Grundlag
for en Krigserklæring. Jeg beklager, at jeg gik med Strømmen,
men jeg gjorde det.

Samme Dag, den 15de om Morgenen rejste Kong Wilhelm
fra Ems til Berlin. Undervejs blev han paa alle Stationer hilst
med Jubel af Befolkningen; Sangen „die Wacht am Rhein", der
med et Slag var bleven Nationalsang, lød ham i Møde fra alles
Læber. Paa Stationen Brandenburg, der ligger en Times Kørsel
fra Berlin, overraskedes han ved pludselig at se Kronprinsen,
Bismarck, Moltke og Roon paa Perronen. De var tagne ham
imøde for at sætte ham ind i Situationens Alvor. Paa Vejen
derhen havde Bismarck — efter Kejser Friedrichs Dagbog — med
Klarhed „frei vonseinensonst gewohnlich beliebtenScherzen* udviklet,
at Krigen var nødvendig, og Moltke forsikrede, at han ikke
nærede nogen Tvivl for Hærens Vedkommende. De samme Be-
tragtninger blev gjorte gældende overfor Kongen paa Hjemvejen,
men endnu vilde han ikke gaa ind paa sine Raadgiveres Fore-
stillinger, og endnu trode han, at Landet kunde spares for Krigen.
Først ved Ankomsten til Berlin skete Omslaget.

Paa den provisoriske Anhalt-Potsdam'er Banegaard havde
de officielle Personer, som plejede at modtage Kongen, samlet sig
med den gamle Wrangel i Spidsen. Alles Udtryk var forventnings-
fuldt; man vidste, at den afgørende Bestemmelse forestod. Efter
at alle var samlede, kom Thile tilstede med en nylig mod-
tagen Depesche om Olliviers Tale i det lovgivende Korps samme
Dag, og Spændingen voksede. Saa snart Kongen og hans Følge
var kommet ind i Ventesalen, rakte Thile ham Telegrammet, som
han bad Bismarck at oplæse. Efter at have hørt det en Gang,
bad Kongen Bismarck at læse det en Gang til, hvorefter Kongen
med sænket Hoved staaende under Lysekronen — der nu findes
i HohenzoUer-Museet i Berlin, hvor den hænger over det Bord,
ved hvilket Napoleon i St. Cloud underskrev Krigserklæringen —
udtalte de afgørende Ord: „Ja saa er det altsaa Krigen". Ligesom

Digitized by Google

€4

Fra Emser-Depeschens Dage.

for at forhindre, at Bestemmelsen skulde omgøres, raabte Kronprinsen
med høj Røst til de omstaaende: „Krieg und Mobil!« og Be-
vægelsen forplantede sig øjeblikkelig til den udenfor ventende
Mængde, der brød ud i jublende Raab. Begejstringen ved Kongens
Hjemkørsel var overvældende. I hans Palæ unter den Linden
fandt en sidste Raadslagning Sted, og i Løbet af Natten spredtes
ved Telegrafen den korte Meddelelse til alle Tysklands Egne:
^Armeen mobiliseres planmæssig, 16de Juli er første Dag".

Den 16de og 17de bragte Efterretningen om de sydtyske
Staters Mobilisering i Henhold til Traktaterne af 1866. I For-
bundsraadet udtalte den sachsiske Befuldmægtigede von Friesen
paa hele Raadets Vegne sin varme Tilslutning til Kongens Be-
slutning, og Fremskridtspartiets Valgkomite udstedte et Opraab,
hvori det hed: „Man kan misbillige Krig i Almindelighed, og vi
er stolte af at høre til dem, de* gør det. Men i det Øjeblik en
overmodig Nabo uden Grund forlanger noget ubilligt og ned-
værdigende af vor Regering, bliver der kun tilbage: med
Sværdet i Haanden at bringe ham til Fornuft og saaledes sikre
Fædrelandets Eksistens og Ære.*

Medens der i de ledende Krese i Tyskland, særlig i de
militære, ikke herskede nogen Tvivl om, at Tyskland var Frankrig
overlegen saa vel i Mobiliseringens Hurtighed som i Antallet af
Tropper, var Stemningen i det menige Folk ikke saa fortrøstnings-
fuld. Her levede endnu Legenden om Frankrigs militære Over-
legenhed, og man drog ikke i Krigen med nogen absolut Sejrs-
sikkerhed. Men til denne Tvivl kom en stærk Irritation. Spørgsmaalet
om en tysk Prins som Konge i Spanien havde ikke interesseret
det tyske Folk, men at Frankrig benyttede dette til et Angreb
paa den gamle Konge, som den offentlige Mening antog for per-
sonligt fornærmet i Ems, føltes som en Fornærmelse mod hele
Folket. En ofte citeret Udtalelse af en pommersk Reservesoldat
giver et godt Udtryk for Folkestemningen: „Jeg er en fattig
Landsbysmed og har Hustru og Børn. Igaar sagde Landraaden
til os, at de forbandede Franskmænd vilde Krig og ikke kunde
lade vor Konge være i Fred; jeg skal nu afsted, men Gud naade
dem, som falder i mine Hænder; de skal betale mig mit Farvel
til mine Børn.*

Til den 19de Juli var den tyske Rigsdag sammenkaldt.
Kongen aabnede den i den hvide Sal paa Slottet med en Trontale,
hvori han sagde: „Har Tyskland tidligere taalt Tilsidesættelsen

Digitized by Google

Fra Emser-Depeschens Dage.

65

af sin Ære og Ret, var det kun, fordi det i sin Sønderrevethed
ikke vidste, hvor stærkt det var. Nu, hvor aandelige og retlige
Baand knytter den tyske Stamme jo længere des inderligere
sammen, nu, hvor Tysklands Rustning ikke længere byder Fjenden
nogen Aabning, har det i sig selv Vilje og Kraft til at afværge
ny franske Voldsomheder."

Den 19de Juli var det Kongens Moder, Dronning Luises Døds-
dag. Hvert Aar paa denne Dag besøgte Kongen hendes Grav i
Mausoleet i Charlottenburg Slotshave, og han forsømte heller ikke
under de nuværende bevægede Forhold sin sønlige Pietetshandling.
For de fleste Tyske staar Dronning Luise som en legendarisk
Skikkelse, hvis tidlige Død skyldtes Sorg over den Ulykke, Napoleon
havde forvoldt hendes Fædreland. Det symbolske i Sønnens
Andagt ved Moderens Grav, 60 Aarsdagen efter hendes Død, just
som han staar i Begreb med at drage Sværdet mod Arvefjenden,
bar fæstet sig dybt i den almindelige Bevidsthed i Tyskland og
givet sig Udslag i mange baade allegoriske og virkelighedstro Gen-
givelser af dette Moment.

Medens Kongen var i Charlottenburg, havde Le Sourd
overrakt den franske Krigserklæring. Kl. 2 samledes Rigsdagen
paany, og Bismarck fik straks Ordet. Med sædvanlig Stemme,
uden ydre Tegn paa Bevægelse sagde han kun følgende: ,Den
franske Gesandtskabssekretær har i Dag overrakt mig Frankrigs
Krigserklæring. Efter de Ord, Hs. Majestæt nylig har rettet til
Rigsdagen, har jeg intet videre at føje til Meddelelsen om denne
Kendsgerning* 1 . Endeløse Jubelraab fulgte disse Ord.

Hermed var Forhandlingernes og Ordenes Tid forbi; inden
mange Dage faldt det første Skud.

A. Hvass.

Tilskueren. 189a

Digitized by Google

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

bom en Musik tænker jeg mig denne Digtning fra først af
undfangen i Ibsens Fantasi. Spiren har hverken været den
bestemte Livshistorie ikke heller visse klart formulerede Almenideer,
men der har vugget i Digterens Sjæl en Musik af Stemninger,
som er det Kaos, hvoraf Digtningens Verden efterhaanden er
dukket op. Et Hav af Musik, hvori Grundtonen har udtrykt
noget haardt og tungt og øde, men hvoraf der saa har luret sig
en Angest frem, klamret sig en Kamp frem mellem et brutalt
Magtbegær og en usynlig lammende Overmagt, og der skriger en
Længsel ud mod noget lokkende og koglende fagert, som drager
op i de svimlende Højder og ud i Afgrundspringet. En ægte
Ibsensk Musik, hvori Toner klinger igen fra saa megen af hans
Digtning: lige fra Gerds skingrende Lur i „Brand" til „den
fremmedes' 4 dæmpede Tale og til Møllefossens dumpe Dur ved
„Rosmersholm".

Denne Musik har saa — jeg gætter mig videre paa „Byg-
mester Solness* sjælelige Genesis — klaret sig ud i Digterens
Sind som Tanker og Følelser, der er satte i Bevægelse under den
ny Fase, Ibsens Livsskæbne i de senere Aar er indtraadt i: den
evropæiske Storhedssfære, hans Skikkelse er rykket ud i, og saa
Alderen, der mer og mer melder sig. Og der har formet sig et
Digt om Storheden og Alderen — om den aldrende Storhed.

Det er den gamle Kæmper, som ser tilbage over sin lange
Arbejdsdag og maaler, hvad der er vundet, mod alt, hvad det
har kostet. Han er den Storhed, der har gjort sig selv, der —
som Bygmester Solness — er kommen ind „som en fattig Gut fra
Landsbygden* og uden faglig Bogdannelse „har fundet ud det
meste selv" og i Kraft af sit Begær og sin Vilje har arbejdet sig
frem; og vant, som han er, fra Ungdommen til at stride sig op

Digitized by Google

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

67

for Modvind i Livets Skygge, føler han paa Storhedens Tinde —
lige som sin Bygmester — en hemmelig Angest overfor sin egen
Lykke og en melankolsk Trang til at vide ud hver Sprække og
Revne i dens Bygning, til al Livskraft siver ud derigennem; og
han kan aldrig komme ud over, hvad han har maattet ofre i
Fortiden. Nu ser han Aftenen stunde paa, og den yngre Slægt
banker paa, medens Evropas Øjne endelig er rettede paa ham og
for hvert nyt Værk hidser ham til at overbyde sig selv, — og
han føler det, som maa han mane al sin titaniske Kraft og Vilje,
ja, selv Dybets Magter op til et Brydetag med selve det umulige.

Af den Slags Følelser og Forestillinger har vel „Bygmester
Solness" formet sig i Ibsens Fantasi; ledende Ideer rundt fra hans
Forfatterskab — ogsaa enkelte Typer og Motiver — har sluttet
sig til. Solness' næsten dæmoniske Viljemagt lægger sig for Dagen
i den uvilkaarlige suggestive Indflydelse, han øver over svagere
Omgivelser; en saadan øvede allerede i „Fruen fra Havet* den
fremmede Mand paa Ellida. Oppe fra Wangels paa Lysanger
kommer ogsaa Hilde ned som Legemliggørelsen af den glade,
hensynsløse Ungdom, som den aldrende og samvittighedsskrantende
Bygmester sukker efter. Men især fra „Rosmersholm" er meget
gaaet over i det ny Drama. Hilde svarer til den unge Pige, der
kommer ned oppe fra Nordlandene og hensynsløst begærer Rosmer,
og i Samliv med hvem Rosmer virkelig naar Ungdom, Livskraft
og aandelig Frigørelse. Men her som hist staar en Hustru imellem
og stænger — sygelig og pligtsur — for Mandens Livslykke; og
Beate, der er gaaet i Møllefossen, saa vel som Aline, der er bleven
knækket under sin Mands Lykkehjul, gør hver anden Vej til
Forening umulig mellem de to end den, der gaar ud i Fossen
eller ud over Taarnkammen. Hvad der er forbrudt i Fortiden,
kræver tragisk Soning.

Først naar hele dette Idéstof har indgaaet organisk For-
bindelse, har Ibsen aabenbart opdigtet la trame — den „Historie",
der skulde give det dramatisk Form. Hvorledes Bygmesteren har
ofret hjemlig Lykke paa sin Storheds Alter, det illustreres haand-
gribelig af Ildebrandshistorien. Solness' Kamp for at holde de
unge nede og sig selv oppe er dramatisk tilspidset i Episoden
med den unge Ragnars Bygningstegninger, som Solness ikke kan
bekvemme sig til at give en anbefalende Paategning.

Til sidst har han saa af dette Materiale bygget sit Drama op.

5*

Digitized by Google

68

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

Dramaet, Teaterstykket — det Lag, der sidst afsatte sig i
Værkets Dannelsesproces — er det, som først møder Læseren eller
Tilskueren i „Bygmester Solness*.

Straks de første Par Replikskifter rykker os med et Par
mægtige Tag ind i Handlingsinteressen. Vor Nysgerrighed faar
sine første Pirringer ved gamle Broviks: „Nej, nu holder jeg det
snart ikke længer ud" og ved Solness' Hvisken til Kaja; og i
Løbet af de følgende Samtaler udsaar Dialogen, medens den snor
sig utvungent og strøjfer flygtig, det ene Frøkorn efter det andet,
som slaar Rod i vor Opmærksomhed og senere drager Næring og
Vækst af mange direkte Hentydninger og indirekte Fingerpeg
under Samtalernes videre Gang. Der foregaar lige saa lidt i dette
Drama som i de tidligere Ibsenske en Række Handlinger for vore
Øjne, hvis Udvikling vi interesserede følger; men her som saa
ofte før staar vi overfor forbigangne Begivenheder, der kaster
Skygge ud over Nutiden, eller bestaaende Forhold, som ikke klart
kan gennemskues, og igennem en Række Samtaler afdækkes nu
disse Lag for Lag, til deres sande Indhold ligger blot for de med-
interesserede i Stykket og for Tilskuerne ; og dette er „Handlingen* .
Og al Ibsens dramatiske Evne lægger sig for Dagen i den
Sindrighed, hvormed han ved at artikulere denne Afviklingsproces,
leddele den i saa mange Stadier, knække den af i saa mange
Overgange, at baade agerende og Tilskuere gennes fra Sinds-
bevægelse til Sindsbevægelse, gennem mange smaa Stød og Pavser,
faar kvart Besked og halv Besked, mærker sig duperede, bedst de
tro sig paa Sporet. Hvor udnyttes og vrides ikke hvert Motiv!
Man se f. Eks. Solness 1 Forhold til Kaja. Alle misforstaar det
først, Tilskuerne iberegnede, og de forskelliges Mistanke bliver
opklaret i flere Forklaringsscener, som afgiver hver sit Handlings-
moment. Eller man se, hvorledes Solness 1 Angest for at anses
for gal benyttes. Men især da Brandhistorien: først de foreløbige
Hentydninger til den, saa berettes Begivenhedernes Yderside for
Hilde, senere aabenbarer Solness sit private Samvittighedsforhold
til Historien, endelig kommer Hustruens ejendommelige Bekendelse
af sit Syn paa Tildragelsen ... Alt dette bereder Tilskueren og
den uindviede Hilde den Række Forventningsmomenter og Over-
raskelsesstød, som udgør al dramatisk Underholdning.

Og med lydhør Sikkerhed spiller den forfarne Teaterdigter
paa Tilskuersjælens Instrument. Han fanger og spænder, han
forbereder os, uden at vi aner det, han under os Pusterum og

Digitized by Google

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

69

giver os Afveksling, naar det tiltrænges, han ved, hvordan Scenerne
staar godt til hinanden. Og i en lige Linje med stadig voksende
Faldhastighed iler Dramaet mod sin Løsning, og hver Akt slutter
med et Udbrud af Hilde, der stiller hende i klar Belysning som
Handlingens drivende Kraft.

I disse Teaterformer træder os nu det dybe menneskelige
Livsindhold i Møde, som Ibsens Fantasi har udformet sig. Først
møder os imidlertid den ydre Handlings plot, der er det ny
Arbejdes døde Punkt, hvor Alderen begynder at mærkes. Inven-
tionerne er saa kunstlede — saa ligegyldigt eller saa lidet op-
findsomt gjorte — at man maa øve Vold paa sig for at acceptere
dem. Meget muligt, at Bygningsbranden var den eneste Vej,
hvorigennem den fattige, self-made-Mand kunde sættes i Stand
til at bygge, og at Anbefalingspaategningen var et sine qua non,
for at den unge Ragnar kunde komme til at bygge. Og netop
det konkrete og specielle i Tilfældene kunde gøre dem poetisk
virkningsfulde. Men Forf. maatte da ogsaa have sat sig i Om-
kostning for at gøre os det overbevisende og indlysende, at de
bestemte Forhold netop gav Konflikten disse Former. Det maatte
springe i Øjnene af sig selv af hele Situationen; men nu er
Solness' Fortid og hele Stilling holdt saa vagt og abstrakt , at vi
maa tro Forf. paa Ordet om, at disse Punkter virkelig kan være
af saa afgørende Betydning. I det hele er alle Forholdene mindre
energisk og udførlig individualiserede i det sidste Værk end i
f.Eks. „Rosmersholm" og „Gengangere* ; den Allestedsnærværelse,
hvormed Forf. dér vidste at give hver Replik et lille Tryk eller
et let Farveanstrøg, saa at den tjente med til at gennemføre
Livsbilledet, den synes at glippe noget denne Gang; Forf. har ikke
saa nært og fast et Tag i sin Fantasiverden.

Men hvor meget er der ikke alligevel givet! Først og
fremmest Solness og hele hans Stilling. Storheden, den betydelige
Personlighed, kommer saa godt frem — det som er noget af det
vanskeligste at give Indtrykket af baade i Roman og end mere i
Skuespil, fordi man ikke kan fremstille Manden paa hans Virke-
felt. Men Ibsens Bygmester fylder paa Scenen, og af Omgivelserne
faar man et virkningsfuldt Refleks af hans Personligheds Magt.
Straks Stykkets første Scene viser os Ofrene, de kuede: den
gamle Arkitekt, indædt harmfuld mod „Principalen 44 , der har
kastet ham til Jorden, og hvis Brød han nu æder ... og den
stakkels lille Kaja ved Pulten, som skælver, bare han staar bag

Digitized by Google

70 Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

hende. De knurrer mod ham, men lytter angesl, straks de hører
hans Skridt paa Trappen, og dukker ned hver over sit Arbejde.
Saa træder han ind — robust og grovklædt, med „tætklippet,
kruset Haar, mørk Knebelsbart og mørke tykke Øjenbryn". Hans
Stemme lyder straks myndig og afgørende, og det mærkes snart,
hvorledes han uvilkaarlig leder Samtalerne, paatrykker Omgivelserne
sin Tankegang, knuger med sin Tyngsel. Det er den brutale
Storhed, der har paatvunget sig med sin Vilje og hensynsløst
hævder sin Magt . . . den selvgjorte Mand, uden Arkitektuddannelse,
der med Stolthed kun kalder sig Bygmester, og i hvem Raaheden
endnu stikker — og som ogsaa i sit Talesprog viser Halvdannelsen
(se Udtryk som „den Mosjøen", „og lige klejne blir de for det",
„hvad er det for Dævelskab?" o. s. v.)

Saa kommer Hilde, den unge Pige oppe fra Lysanger; og
i det Indtryk, Solness har gjort paa hendes Pigehjærte, og den
Kultus, hun har viet ham i to Aar, lyser igen et Refleks af hans
Storhed; de Scener, hendes Fantasi har gaaet og arbejdet med,
er allerede længst ude af hans Erindring, og med træt Overlegen-
hed sidder han og spøger melankolsk med den unge Pige.

Ti han er træt og føler sig ældet, Bygmester Solness;
men han er tillige endnu i sin Styrke og kan ikke finde sig i at
resignere. Og Angesten for Alderen og Angesten for Ungdommen
har gjort den stærke Mand nervøs, pirrelig, mistænksom. Han
tror at se, hvorledes hans Omgivelser gaar og frygter for, han
skal blive gal, og han hører de unge banke paa, og en skønne
Dag vil de alle storme paa og true og skrige: „Giv Plads. Giv
Plads!" Og Usikkerheden gør ham smaalig og lavsindet. Han
vaager jaloux over, at intet Arbejde bliver taget fra ham, og han
holder det unge Talent Ragnar Brovik nede paa en ugenerøs
Maade, bl. a. ved et saa infamt Middel som at fængsle hans
Kæreste til sig gennem den suggestive Indflydelse, han øver over
hende. Alt dette er ikke koldblodig Hjærteløshed; han kæmper
med sig selv og lider selv derunder, men han gør sig haard af
Desperation og udbryder heftig: „Jeg kan ikke andet"; kommer
Ungdommen til, da „er det ude med Bygmester Solness". Mer end
andet giver maaske Samtalen med Doktoren Maalestokken for, hvor
gammel Bygmesteren virkelig allerede er; blot fordi han ikke mer
kan bære alene paa sin forpinte Sindstilstand, aabenbarer han i
et Svaghedsanfald sin lurende Angest for Sindssyge, den sjofle
Komedie, han gaar og spiller med Kaja, sin Angest for Ung-

Digitized by Google

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

71

dommen — hele sin Fortrolighed aabner han for et saa underlegent
og ligegyldigt, snarest fjendtligt Menneske som Doktor Herdahl.

Bygmesteren gaar nu med sin aldrende Hustru ene om i
det store Hjem, med de tre tomme Børnekamre. Siden Branden,
der lagde Alines Fædrenehjem i Aske, tog de nyfødte Tvillinger
fra hende og for bestandig gjorde hende barnløs, siden da er Fru
Solness gaaet om som en Skygge af sig selv. Hun føler sig
fremmed paa Resterne af Familjegrunden; „tænk! de har stykket
ud til fremmede Mennesker, Folk jeg ikke kender, der kan sidde
og se paa mig inde fra Vinduerne", og hun freder i stille
Melankoli om sine Minders Grave: de gamle Portrætter paa
Væggen, Mors og Bedstemors Kniplinger, og tænk! alle Dukkerne
da! I selve Børnenes Død ser hun med religiøs Hengivelse en
Guds Tilskikkelse Og fortjent Straf ... Og saaledes gaar hun om
stille klynkende, plagende sig selv og sine Omgivelser ved sit
sure Pligthoveri, med sin Offermine stumt anklagende sin Mand,
og hvert af hendes Ord et Jalousiens Knappenaalsstik, — stæn-
gende Sollyset ude fra dét Solnesske Hjem.

Gribende er Samtalen i 2den Akts Begyndelse mellem de to
Ægtefæller, der er gaaet og ældedes her Side om Side uden at
komme hinanden nærmere. De ser ud over deres barnløse Hjems
Tomhed, og han vil, næsten heftig, tvinge hende til at dele hans
Haab om, at det vil blive bedre, naar de flytter over i det ny-
bygte Hus, men de maa til sidst begge indrømme, at det vil blive
det samme der som her. „Aldrig en Solstraale! Ikke saa meget
som et Strejflys en Gang ind i Hjemmet" udbryder han. „Her er
jo ikke noget Hjem", svarer hun. Og begge stirrer haabløse ud i
deres Fremtids øde, blikløse Øje.

Her ind er det, Hilde en skønne Dag træder, i rask Turist-
dragt, med ophæftet Kjole og lille Sømandshat paa Hovedet. Der
lyser som Sol om hende, og en Duft af Friskhed sidder i hendes
Haar, hendes Klæder. Hun har som 14aarig Pige set Solness
oppe paa Kirketaarnet i Lysanger, da han stod øverst paa Stil-
ladset og hængte Kransen om Vindfløjen, og det klang som
Harper i Luften, og hun har bevaret Billedet i sit unge Hjerte
og har drømt sig et Eventyr op af den Smule Venlighed, Byg-
mesteren i Forbigaaende har vist den lille Pige, og nu kommer
hun for at se ham, som hun saa ham den Gang, og for at faa
sit Kongerige, som han lovede hende om ti Aar. En af Ibsens
skønnest digtede Figurer, denne unge Pige, som har ventet i ti

Digitized by Google

72

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

Aar paa sin Bygmester og nu kommer og trumfer i Bordet:
„Kongeriget paa Bordet" — rent menneskelig i sin pilfingrede
Backfische-Nysgerrighed, i sin Trang til „det spændende", i sin
Hensynsløshed og sit naturlige Godhedsinstinkt ... og dog af en
Skovfugls vilde Fagerhed og dødsvarslende som en Valkyrie.

„De er den, som jeg saarest har savnet", siger Solness straks
i den første Samtale til hende. Hun er Ungdommen, der kommer
og skal gengive ham den glade, sikre, hensynsløse Ungdom uden
„skranten Samvittighed", hun ser ham, som da han stod paa sin
Manddoms fejreste Tinde, og skal gengive ham Troen paa sig
selv. Det er Hjælperen, som hans Sjæl har raabt paa og med
sin underlige Viljemagt har tilkaldt — ti Bygmester Solness er jo
et af „de udkaarne Mennesker, som har Evne til at ønske og
ville noget saa ihærdigt, saa ubønhørligt, at de maa naa det
tilslut" — det, „Godtfolk kalder at ha' Lykken med sig".

Men Hjælperen bliver den stærke, der tager Magten fra
Bygmesteren. Nu bliver det hende, der — med sin Ungdoms
hensynsløse Begær efter at have sit Kongerige — suggererer ham.
Hun tvinger ham efterhaanden til at tro paa alt, hvad hun har
drømt sig op om, at han. har kysset hende, kaldt hende sin
Prinsesse o. s. v. Hun gennemskuer uvilkaarlig hans Tanker:
„Jeg tror snart ikke en Krog i mig kan være sikker for Dem",
siger han. Og med sin sunde Ungdom løser hun op for ham
alle sygelige Samvittighedsskrupler med Hensyn til Ildebranden,
som han vel h.ar ønsket og villet, men aldeles ikke haft Andel i;
hun skammer ham ud for hans smaalige Angest for Ungdommen
og giver ham Selvtillidens Generøsitet igen. „Snak da ikke sligt
noget", siger hun og holder sig for Ørene, „vil De ta' Livet af mig.
Ta' fra mig det som er mig mere end Livet! ... At se Dem stor.
Se Dem med en Krans i Haanden. Højt, højt oppe paa et Kirke-
taarn . . . Naa frem med Blyanten da". Saaledes tvinger hun
ham til at skrive „rigtig pænt og varmt" paa den unge Rivals
Tegninger. Og Skridt for Skridt gør hun ham fri og stor igen;
„hun vil ha' sit Kongerige". Tvinger ham — æggende og lokkende
— tilsidst op paa Taarnet, at sætte Kransen paa, som den Gang
hun saa ham i Lysanger. Ti det er jo hans „svimle Samvittighed",
der hidtil har hindret ham i at gaa op, — Angesten for Gud,
som han sagde sig løs fra den Gang oppe paa Lysanger, da han
svor ikke mer at bygge Kirker, men som hans „skrantne Sam-
vittighed" endnu ikke helt har frigjort sig fra. Men nu skal han

Digitized by Google

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

73

gaa op og opsige ham al Huldskab og Troskab, og naar han saa
er helt brudt igennem, vil han gaa ned og slaa Armene om sin
Prinsesse og leve med hende

Det er et Viljens Digt, omtrent som „Brand* var det. I sin
stadige Syslen med de moralske Begreber af Frihed og Ansvar
og deres Modsætning: det ufri og ansvarsløse i Menneskenaturen,
kommer Ibsens Digtning atter og atter ind paa Viljeslivets My-
sterier. Og „Bygmester Solness" kaster Strejflys ud over Skakter
af Menneskesjælen, hvortil Forskningens Dagslys ikke naar hen.
Den mystiske Magt, som den energiske Vilje, den begærende Sel-
viskhed kan øve over Mennesker, den kommer i Berøring med,
ved tyst at overføre sig til dem — det, som i daglig Tale blot
hedder, at en eller anden Person øver en vis „ascendant" over
alle sine Omgivelser, og som i sine stærke, sygelige Former er
kendt som Hypnotisme og lignende Fænomener . . . videre: Sjælen,
som i sin Vaande raaber paa Hjælperne, gaar om og regner med
det uberegnelige, rned Træffet, og det stærke Ønske, der gaar og
kalder paa Tilfældet, Lykketræffet, til det kommer ... endvidere:
saa fine og ømskindede Samvittighedscasus — som Teologen i Ibsen
ret elsker at stille — hvor man har ønsket og haabet og ikke
villet hindre, og det saa er kommet, uden nogen Andel fra ens
Side, ... om man dér har noget at angre, — saaledes som
Solness med Hensyn til Ildebranden.

Men endelig handler Digtningen om Troldet i en, der
raaber paa det umulige. Saa megen af Ibsens Digtning kan siges
at handle om Kampen med det umulige, en Forløften sig paa en
Opgave, — et Kald, som ikke den enkelte formaar at efterfølge
o. s. v. „Modsigelsen mellem Evne og Higen, mellem Vilje og
Mulighed" skal Ibsen selv have udtrykt sig. I Solness er der en
saadan Titanvilje, som ikke kan resignere, hvem altid „det umu-
lige lokker og raaber paa". Magttrangen stiger ham til Hovedet;
han vil ikke bøje sig hverken for Alderen eller for Gud, han vil
gøre det umulige og gaa op paa Taarnet og trætte med Herren
og tage Brydetag som Jakob ... og falder saa paa sine Gerninger
— ligesom Brand.

Digitized by Google

74 Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

Vi er komne tilbage — i vor lagvise Udfolden af Digtningen
— ind til, hvor man hører Ibsens egen Stemme tale tyst igennem
Bogen. Det føler sagtens enhver, at vi denne Gang kommer
den store tavse nærmere end tidligere. Det er, som om den Util-
gængelighed, hvori den stærke Mand har indesluttet sig, nu, da
Alderen nærmer sig, har følt Trang til at aabne sig lidt; som om
Bogen selv var noget af den samme Alderdomssvaghed, som naar
Bygmester Solness i Stykket aabner sig for Lægen. Og denne
vage Fornemmelse af, at Digteren betror sig til os, lægger sin
særlige Charme over dette Værk.

Man ved ikke, hvor langt man tør følge dem, men rundt
om klinger der frem allegoriske Hentydninger til Ibsens egen
Livsgerning. Det mærkes, hvor tæt Digterens eget Selv her over- •
alt ligger bag Digtningens Klædebon, man hører overalt dets
Pulsslag banke igennem, og i de fantasifuldt skønne Samtaler
mellem Hilde og Bygmesteren er det somme Tider, som om der
ikke mer taltes om „Kirker" og „Hjem for Mennesker", men om
religiøst-romantisk Digtning og realistiske Familjedramer, ikke blot
om „Kirketaarne over Hjemmene* og „Luftslotte", men om den
symbolsk-idealistiske Digtning, som dæmrer baade i Ibsens og saa
mange moderne Sind. Nogen gennemført Tankeallegori, som
„forklarer" lige til Kakkelovnssprækken , vilde det være taabeligt
at søge i Skuespillet, men den sjælelig musikalske Virkning, det
helt igennem øver, beror dog paa det dobbeltbundede i Tonen
og de videre Stemninger og Tankesyn, der fødes mellem Linjerne
og ud af de symbolsk klingende Billedudtryk, — dem den gamle
Overmystifaks ynder.

Ti som sjælelig Musik er det, at „Bygmester Solness" længst
bliver ved at klinge efter i Læserens Sind. Der bliver ikke en
saa bastant Tankekost tilbage som af mangt et tidligere Skuespil;
det .sætter ikke saa bestemte Problemer i Debat. Men naar i
Fremtiden ens Blik kommer til at dvæle ved Bogens Ryg paa
Reolen, vil der stige som en vidunderlig Symfoni frem imod en.
Man hører igen Scene for Scene: de undertryktes dumpe Knurren
og den lille Kajas bønlige Undergivelse; saa Bygmesterens trætte
og heftige Udøsen af sit syge Sind for Doktoren, Hustruens
muggent piggede, smaa Stikpiller; videre Solness' første Samtale
med Hilde: melankolsk spøgende og efterhaanden voksende i

Digitized by Google

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

75

Længsel mod Frelse. I 2den Akt først Mandens og Hustruens
triste, øde Samtale, der er som to's Raab i Taagen fjærnt fra
hinanden, og siden hans og Hildes lange Samtale, der slynger sig
uden fast Tankefølge ad Stemningens stille Veje: sørgmodigt
savnfuld og sælsomt dæmonisk, hvor han aabner hende sin Vaande,
og hun indgiver ham sin Attraa, og to Sjæle i tyste og halve Ord
knytter sig til hinanden. Endelig den sidste Akt, der indledes
med Hustruens og Hildes stilfærdig forsonlige Samtale og derefter
under Hildes og Bygmesterens Samtaler vokser ud over alle
jordiske Forhold og bygger Luftslotte i det blaa, indtil til sidst
Bifaldsjublen nedenfor Taarnet slaar over i et skærende Skrig og

en lang Stumhed

En Musik, hvori „Tannhåusers" mørke Dæmoner tumler sig,
og som klinger ud i „Loreleys* „wundersame, gewaltige Melodei".

Vald. Vedel.

Digitized by Google

Fru Heibergs Bidder.

1 Tillæget til 4de Del af Fru Heibergs „Et Liv gen-
oplevet i Erindringen" har Udgiveren, Hr. Rigsarkivar A. D.
Jørgensen, angrebet en Artikel om Fru Heiberg, der stod i
„Illustreret Tidende" for 7de Februar f. A. Da det er mig,
som har skrevet det meste af denne Artikel, ønsker jeg at gaa
Hr. Jørgensens Anker efter, ikke fordi det drejer sig om synderlig
vigtige Spørgsmaal, mere af Hensyn til Angrebets Tone.

Hr. Jørgensen bebrejder mig først Brugen af et Citat af
Kierkegaard. Jeg har i den nævnte Artikel udtalt en Formening
om, at man kunde betragte Trine Rar i „Aprilsnarrene" som et
Billede af Johanne Påtges. „Trine", siger jeg videre, „kan være
lidt sentimental, hun er en Smule gammelklog, men hun er først
og sidst en Spilopmager. Rimeligvis hår den lille Johanne P.
ogsaa haft noget kløgtigt gaminagtigt ved sig, da Heiberg iagttog
hende for at bruge hende i sin Vaudeville. Det synes at stemme
godt hermed, naar hun siden (efter Kierkegaard) kunde omtales
af enhver Slagtersvend, Garderofficer og Haridelskommis som en
forbandet nydelig og Satans rask Tøs paa 18 Aar."

Hertil siger Hr. Jørgensen:

Kierkegaard har som bekendt i sin lille Afhandling om „Krisen" givet
en glimrende Udvikling af „den ubestemmelige Besiddelse*, der fortryllede
Tilskuerne hos den 16aarige Jfr. Påtges som „Julie* i Shakespeares Sørgespil:
hendes „Lykke* , „Ungdommelighed* , „Sjælfuldhed* og „rette Rapport til den
sceniske Spænding*. I Indledningen hertil beklager han stærkt, „al æstetisk
Dannelse er saa sjælden blandt Menneskene*: „De fleste Menneskers Kunst-
kritik i Forhold til det kvindelige har væsenligen Kategori og Tankegang til-
fælles med enhver Slagtersvend, Garderofficer, Handelskommis, der taler be-
gejstret om en forbandet nydelig og Satans rask Tøs paa 18 Aar*. Ved i denne
Sammenhæng at nævne „18 Aar" har Forfatteren til Overflod endog villet
tætte et rent udvortes Skel mellem sit Tankeeksperiment, den unævnte Skue-

Digitized by Google

Fru Heibergs Ridder.

77

spiUerinde paa 16 Aar, og „Galleriets 11 Julie („Galleriet vil se Jfr. Julie, en
Satans nydelig og forbandet rask Tøs paa 18 Aar f der leger Julie eller udgiver
sig for Julie, medens Galleriet forlystes ved den Tanke, at det er Jfr. N. N."
[R. Nielsen, S. K.'s Bladartikler, S. 155, 173]).

At Kierkegaard har haft Johanne Påtges i Tankerne, da
han skrev „Krisen", tvivler vel ingen om. Han siger selv ud-
trykkelig, at den lille Artikel, er om Fru Heiberg. Hr. Jørgensen
nærer, som man ser, heller ingen Betænkelighed ved at gøre
Skuespillerinden i Afhandlingen til et med Johanne Påtges. Der-
imod maa han mene, at den Satans nydelige og forbandet raske
Tøs, der omtales flere Gange, er en ganske anden Skuespiller-
inde; og at jeg derfor har gjort galt ved at identificere Fru Heiberg
med hende.

Hr. Jørgensen begrunder sin Paastand paa, at Kierkegaard,
ved at lade den Satans raske Tøs være 18 Aar, rent udvortes har
skelnet mellem hende og den 16aarige Johanne Påtges. Det har
Kierkegaard imidlertid slet ikke gjort. Naar man gennemlæser
Afhandlingen, vil man se, at han taler om sin Skuespillerinde,
som om hun kunde være snart 16, snart 17 og snart 18 Aar.
Aldersangivelserne kommer helt i Flæng. Maaske har Kierkegaard
gjort det for Afvekslings Skyld, mulig ogsaa for at indskærpe, at
det Billede, han gav af den unge Skuespillerinde, ikke nødvendig
skulde fremstille hende i en Alder af 16 Aar, men mere ubestemt
som en 16-17-18aarig Pige.

Jeg ser ikke, at Hr. Jørgensen i øvrigt fører noget Bevis
for sin Paastand. Om han lægger et eller andet mærkeligt ind i Citatet
i Slutningen af sin Notits, ved jeg ikke; det synes naturlig at
niaatte forstaas saaledes: Galleriet vil ved Opførelsen af „Romeo
og Julie* ikke bryde sig noget om Skuespillerindens Kunst, den
ideale Præstation ; det vil se den kønne og kvikke Pige, der leger
Julie, medens Galleriet har den glade Bevidsthed, at det er Jfr.
Johanne Påtges. Sætningen: „der leger Julie elfer udgiver sig for
Julie" saa vel som den „Satans nydelige og forbandet raske Tøs*
er altsaa et Referat af Galleriets Tanke og Ord, og staar ikke for
Kierkegaards egen Regning. Naar man husker, at Kierkegaard havde
Fru Heibergs Optræden som Julie i 1828 i Tankerne, vil denne For-
klaring vistnok findes allermest sandsynlig. Jeg tænker mig, at
Kierkegaard mangen Gang har hørt den tit nævnte Ytring i
Teatret, naar Johanne Påtges spillede, og har ærgret sig over den
og har givet sin Harme Luft, da han skrev sin Afhandling.

Digitized by Google

78

Fru Heibergs Ridder.

Naar jeg citerede den, var det, fordi jeg her syntes at høre
en Genklang af Folkets Røst, i en vulgær Form naturligvis, men
ganske karakteristisk. — Hvis Kierkegaard har ærgret sig over
den, er det imidlertid ikke, fordi han fandt den faktisk urigtig. Det
Indtryk, den unge Jfr. Påtges har gjort paa ham, svarer temmelig
nøje til det, hun gjorde paa Slagtersvendene og Konsorter, men
det udtrykkes selvfølgelig i andre Ord. Hvor han taler om sin
Skuespillerindes (o: om Johanne Påtges') Ungdommelighed betegner
han den ved „Livlighedens Spil af Kræfter", den „livsfriske , rig-
holdige Uro", „den glade, livsfriske Oprindelighed", hun er „over-
given", „hendes Skælmeri er uudtømmelig rigt", „hendes Koketteri
(og aldeles uden Koketteri er en saadan Skikkelse utænkelig) er
ikke andet end et lykkeligt, ungdommeligt Sinds glade, sejrrige
Bevidsthed om sin ubeskrivelige Lykke" (se Bladartiklerne S. 160).

Saaledes forholder det sig altsaa med denne „literære Til-
snigelse", som det hedder i Hr. Jørgensens ridderlige Sprog.

Hr. Jørgensens næste Anke vedrører følgende Sted i Ar-
tikelen af 7de Febr.:

Man ser af hendes (Fru H.'s) Skrift, hvor hun paavirkes af det
wexschallske Hus, da hun faar sit Hjem der; hun istemmer den kaade Tone,
hun hører om sig, det aktørmæssige kommer op i hende. Da hun fæster Bo
hos Fru Gyllembourg, faar Karret et helt nyt Indhold, hun føjer sig efter de
ny Omgivelser saa fuldstændig, at hendes Ord siden lyder som Ekko af Heiberg
eller hans Moder. Vil man have Rede paa hendes korte Forlovelseshistorie,
maa man sikkert gaa ud fra denne Paavirkelighed hos hende. Den Fortælling,
hun selv har om dette Forhold, er aabenbart pyntet. Det er lidet rimeligt, at
Forlovelsen fra første Færd har staaet for hende som den Ubesindighed, hun
som Fru Heiberg vil gøre den til, eller at hun straks er bleven saa afvisende
og isnende kold overfor Hvid, som hun fortæller. Saa havde han nok for længst
lugtet Lunten. Man tør formode, at de er komne temmelig godt ud af det,
saa længe hun var hos Wexschalls, og at det først er gaaet op for hende, at
hun har været forblindet af en ond Magt, den Gang hun flyttede.

Heri finder Hr. Jørgensen en „Sigtelse for, at ogsaa For-
holdet til C. Hvid i hendes Fremstilling er forvansket." Og over
for de Insinuationer, der er lagt i de anførte Linjer, vil han da
fremføre, hvad der af samtidige Vidnesbyrd kan vides om den
paagældende Forlovelse.

Han fortæller derefter om et lille Bind med Smaadigte,
Sentenser, Epigrammer og Prosastykker, skrevne med Hvids Haand
og skænkede af ham til Jfr. Påtges, da hun i Juni 1829 rejste til
Norge. Bogens Indhold har Hvid dels selv forfattet, dels oversat

Digitized by Google

Fru Heibergs Ridder.

79

eller afskrevet efter andre. Endvidere aftrykker Hr. Jørgensen
forskellige Breve.

Som man vil se, har jeg i det ovenfor citerede Stykke
dels udtalt den Anskuelse, at Jfr. Påtges blev stærkt paavirket af
Tonen og Aanden i de to Hjem hun fik, efter at hun var flyttet
fra sine Forældre, dels fremsat den Formodning, at hun først har
følt sig ulykkelig ved sin Forlovelse, da hun kom under Indflydelse
af Atmosfæren i det heibergske Hus.

Det er den sidste Hypotese, Hr. Jørgensen siger, at han vil
til Livs; det er imidlertid væsentlig det første Punkt, han holder
sig til. Hans Referat af Hvids lille Bog gaar ud paa at vise, at
den unge Mand var et net, dannet, men ubetydeligt Menneske, og
at han opfattede den tilbedte som et højere Væsen, evnerig, uimod-
staaelig elskværdig og ubevidst beskeden. Man faar, siger Hr.
Jørgensen, af hans Tiltaler til og Omtale af hende et Billede af
en tilbageholden, billedrig, vidunderlig fængslende, men som Kvinde
uudviklet Pige.

Det er muligt, man faar et saadant Billede, skønt jeg til—
staar, jeg ikke har stor Lid til Hr. Jørgensens psykologiske Sans,
siden han overhovedet lægger Vægt paa en Bog af denne Art.
Hvad saadan en forelsket, poetisk bevæget men digterisk ubegavet
ung Mand kan sidde og skrive af eller skrive op til sin elskede
af Vers og Prosadigt har ikke stort Værd, naar det gælder at faa
hende at se, som hun var. Han taler med paataget Mæle. Han
vil mene, at det bedste, han kan tillægge hende, ikke er for godt;
han vil ikke formaa at give det træffende, det karakteristiske.

Saa vil jeg dog heller holde mig til Fru Heiberg selv. At
hun paavirkes af Luften i det wexschallske Hus fremgaar, synes
mig, af hvad hun fortæller om Opholdet der. Det lader til, at
andre den Gang ogsaa har set dette. „Fru Gyllembourg paastod",
beretter Fru Heiberg, (I, 140) „at dette Opholdssted fordærvede mig,
at jeg var forandret fra det Øjeblik, jeg var kommen der i Huset;
at jeg var bleven koket og ikke mere mig selv." — Om hendes
Kaadhed og Overgivenhed under dette Ophold meddeler første
Del af „Erindringerne" mer end nok. Det forekommer mig ogsaa,
man har Ret til at sige, at der kommer noget aktørmæssigt op i
hende i denne Tid. Man faar af hendes Beretning en Forestilling
om en ung overmodig Primadonnas lette Sind og lette Leven
(hvilket — til Forstaaelse for dem, der har ondt ved at læse —
ikke har noget at gøre med Letfærdighed). Og naar hun endelig

Digitized by Google

80

Fru Heibergs Ridder.

forlovede sig med Hvid, var det da ikke, fordi hun gav Fru
Wexschall Ret i, at en Skuespillerinde magedes bedst med en
Skuespiller? — I hvilken Grad hun siden gennemtrængtes af Aan-
den i det heibergske Hus, tænker jeg er aabenbart for alle.

Tilbage staar da Forholdet mellem hende og Hvid og min
Gætning om, at det var Flytningen til og Opholdet i det hei-
bergske Hus, som aabnede hendes Øjne for, at hun og hendes
Kæreste ikke kunde leve sammen. Jeg mener, at hvis hun var
saa paavirkelig af den aandeiige Luft, hvori hun levede, som jeg
antager, maa hun have faaet sit Syn paa Hvid stærkt forandret
ved at komme til at bo hos Fru Gyllembourg og har som Følge
deraf fattet Lede for ham. Og det er da naturligt, at den senere
Opfattelse har farvet Erindringen om det foregaaende, — en saa-
dan Forskydning synes man tit at spore i hendes Sjæleliv.
Troligt nok har hun aldrig næret meget hede Følelser for ham,
maaske har han ogsaa været lidt kedelig, men jeg tvivler meget
paa, at hun har følt Forbindelsen som en Ulykke, før hun flyttede
fra Wexschalls.

Hr. Jørgensen har ikke meddelt noget, der kan slaa denne
Tvivl ned. Han fremfører ikke det mindste, som jeg kan se
vidner om, at Fru Heiberg, mens hun boede hos Wexschalls, for-
trød sin Forlovelse, eller at Hvid mærkede nogen Kulde hos hende
i denne Tid. Det ses af det Brev, han skrev til hende efter Brudet,
at hun har skudt Skylden paa Fru Wexschall, men dette taler da
i hvert Fald ikke mod Hypotesen. Den hvidske Digtsamling er
aldeles uden Betydning for Afgørelsen af Spørgsmaalet, da den
er skrevet og givet hende før Forlovelsen.

Det eneste Argument, Hr. Jørgensen anfører mod mig er,
at Misforholdet mellem de to Personligheder var saa stort, at hun,
selv om hun havde en vis Sympati for hans Sværmeri, umuligt
kunde fængsles af en saa ubetydelig Personlighed. — Nu ved jeg
ikke, om Hr. Jørgensen støtter denne affejende Dom over Hvid
paa andet end Bogen med det blaa Silkebind; jeg har i hvert
Fald nogen Grund til at tro, at Hvid kunde fortjene en bedre
Omtale, selv om han naturligvis ikke kunde holde Maal med Hei-
berg. Fru Heiberg kalder ham selv en god, dannet og forstandig
Mand. Men det er rimeligt nok, at Hr. Jørgensen paapeger den
rette Grund til Brudet. Han anfører en Udtalelse af Fru Heiberg,
som viser i samme Retning: „ Intet vilde gjort mig mere ulykkelig
end at være forenet med en Mand, som var mig underordnet og

Digitized by Google

Fru Heibergs Ridder.

81

ikke stod over mig, og til hvem jeg kunde se op som til en Av-
toritet." Men Spørgsmaalet er, om hun ansaa ham for at staa
under sig, før hun kom til Fru Gyllembourg. Hans Poesier syntes
vel ikke hende saa skrækkelige; i hvert Fald havde de da ikke
skræmmet hende fra at forlove sig med ham, og hun havde jo
paa den Tid ingen egentlig literær Dannelse (I, 201). Hun var
derhos kun en 17 Aar, da hun tog ham, og han var en ung,
smuk og elskværdig Mand. At der i hans Digte ikke spores nogen
selvbevidst og stærk Lidenskab, ikke en Tanke, ikke et Viljesud-
brud, der kunde betage en ung Kvinde, synes nærmest en Fordel,
naar den paagældende var en som Kvinde uudviklet Pige. Hvad
der betog hende hos Heiberg, var heller ikke en selvbevidst og
stærk Lidenskab, men hans fine ridderlige Takt; han kom hende
i Møde, ikke som en dristig Elsker, men som en glad beskeden
og taknemlig Ven, der med Varsomhed modtog, hvad hendes
Imødekommen havde givet ham Vished om (I, 215). —

I en Artikel i „Dannebrog* for 29de December 1892 skriver
Hr. Jørgensen om den oftnævnte Artikel i „111. Tid.", at den
indeholder et Angreb, der

efter sin Natur burde have oprørt enhver Ven af Fru Heiberg, ja enhver ret-
sindig Læser. Det har altid været anset for lidet hæderligt at kaste Skygge
paa en uberygtet Kvindes Ungdomsforhold, og selv om hin Forfatter ikke frem-
satte noget, der kunde siges at sætte en Plet paa Fru Heibergs Rygte som ung
Pige, saa sigtede han hende for en Letsindighed, som maatte nedsætte hende i
Læserens Omdømme og stemple hende som Hyklerske i sit Forfatterskab. Ingen
kunde vide, at det 60 Aar efter kunde godtgøres, hvor samvittighedsløs denne
Sigtelse var; des stærkere falder den nu tilbage paa den, som har fremsat den.

Saa vidt jeg kan se, er denne Blomstersamling af grove
Ord og fornærmelige Beskyldninger, som det er mig en Fornøjelse
at anføre her som en Prøve paa, hvor smagfuldt og sømmeligt
Danmarks Rigsarkivar formaar at skrive, foranlediget ved, hvad
jeg skrev om Brudet mellem Hvid og Jfr. Påtges. Jeg maa støtte
denne Antagelse paa, hvad Hr. Jørgensen siger om, at min samvittig-
hedsløse Sigtelse er bleven gendrevet 60 Aar efter. Dermed kan
jo kun hentydes til Bogen med det blaa Bind. Ellers har jeg
ikke noget at holde mig ved, naar jeg vil udgrunde, hvad det
mulig kunde være, Hr. Jørgensen sigter til. Da det nu ogsaa er
min Udtalelse om Forholdet til Hvid, han retter Hovedangrebet
paa i 4de Del af „Erindringerne", tør jeg vel nok slutte, at det, jeg
har forsyndet mig saa grusomt med, er min Omtale af den gamle
Forlovelseshistorie. Nu haaber jeg, den Læser, der har fulgt mig

Tilskueren. 1803. 6

Digitized by Google

82

Fru Heibergs Ridder.

saa langt, vil tillade, at jeg sætter mig lidt ned og forundrer mig.
Hvad er det for et Angreb, jeg har fremsat, som ikke blot, efter
sin Natur, burde have oprørt enhver Ven af Fru Heiberg — hvad
der nok ikke vil sige saa stort; det er genus irritabile — men en-
hver retsindig Læser? Hvor har jeg — skønt jeg ikke har frem-
sat noget, der endog kunde siges at sætte en Plet paa Fru Hei-
bergs Rygte som ung Pige — paa en lidet hæderlig Maade
kastet Skygge over hendes Ungdomsforhold? Og hvor har jeg
sigtet hende for en Letsindighed, som maatte nedsætte hende i
Læsernes Omdømme? At hun forlovede sig med Hvid og slog op
igen, det er da virkelig ikke noget, jeg har fundet paa. At det
var letsindigt og ubesindigt af hende at forlove sig med ham, det
siger hun og ikke jeg. Tvært imod, jeg har netop villet vise, at
hun bar sig meget naturlig ad og ikke var mere letsindig end
Folk i Almindelighed er, naar de forlover sig. Jeg troede i min
Uskyldighed, at jeg egentlig nærmest forsvarede hendes tidligere
Jeg mod hendes senere Jegs Angreb. Og saa har man det for
sin Ulejlighed, at den hæderlige og samvittighedsfulde Rigsarkivar
tillægger én lige de modsatte af de gode Egenskaber, han selv har.

Saa er jeg endelig Skyld i, at Læseren forledes til at stemple
Forfatterinden Fru Heiberg som en Hyklerske. Hvis alle Læserne
tog lige saa klodset paa Sjælelivet som Hr. Jørgensen, kunde det
se galt nok ud. Andre vil vide, at der er mange rummelige
Gaarde og Villaer og nette Huse og Smaahytter mellem Løgnens
og Sandhedens iøjnefaldende Borge, og de vil ikke straks anse
hende skyldig til Dommen, naar de mulig faar en lille Mis-
tanke om, at hun er flyttet ud i en af de smaa Villaer. De vil
undskylde hende med „hendes store, sjelden rige Ejendom", Fanta-
sien, og med det bløde Voks i hendes Natur.

Endnu blot et Par Bemærkninger til Hr. Jørgensen. Fordi
han tror paa Fru Heibergs Bøger som paa de fire Evangelier,
har han ingen hellig Ret til at skælde dem for Slyngler, der ikke
vil bøje Knæ med ham. Fordi man ikke finder Arven efter Fru H.
saa gylden, som den glimrer til, behøver man ikke at være „ond-
sindet" ; hvad „ondt Sind" , der er i den bevidste Anmeldelse,
har sin Rod i Bogen selv.

Det er meget pietetsfuldt af Hr. Jørgensen at forsvare sin
afdøde Venindes Eftermæle; han kunde imidlertid uden Skade op-
træde en Smule adstadigere som hendes Ridder; man kan ikke
rigtig holde Alvoren, naar man ser ham hæsblæsende fare Rende-

Digitized by Google

Fru Heibergs Ridder.

83

banen rundt for at prikke enhver, der kigger lidt skeptisk til Skjoldet
med de fire Bøger; desuden sparker hans Ganger Skarnet saa
vældig til Vejrs, — at det gærne kunde falde ned i hans eget Hoved.

Og endelig bedes han betænke, at nok saa mange grove
og fornærmelige Ord ikke viser, at han har Ret, men kun, at
han er arrig. —

Hvad der indeholdes om Fru Sødring og Fru Heiberg i
Anmeldelsen af 7de Februar ifjor, er ikke af mig, og jeg skal der-
for modstaa Fristelsen til at give mit Besyv med om den Sag.
Da jeg ikke havde skrevet hele Artiklen, kunde jeg ikke sætte
mit Navn under den.

Niels Møller.

Efterskrift. — Som den, der har foranlediget Fremkom-
sten af Hr. Niels Møllers Artikel om Fru Heibergs Selvbiografi i
.Illustreret Tidende" for 7de Febr. 1892, skal jeg tillade mig at
oplyse Hr. Rigsarkivar Jørgensen om, at mit Standpunkt ved
denne Lejlighed bestemtes ikke blot af rent literære Hensyn men
ogsaa af Trang til at protestere mod den, som det syntes mig,
ganske kritikløse Forgudelse af Bogen, der dreves i vide Krese.
Derimod laa der ikke Spor af personligt Nag eller andre lignende
mindre noble Bevæggrunde under. Det synes næsten, som om
Udgiveren ved at beskæftige sig saa meget med det hyppig pole-
miske Indhold af Fru Heibergs Bog og ved at komme under Paa-
virkning af dens mange ikke altid just humane og velvillige Op-
fattelser af Personer og Forhold, har arbejdet sig ind i en Fore-
stilling om, at den udmærkede Kunstnerinde, ikke blot i Strids-
aarene under og umiddelbart efter Heibergs Teater-Direktorat,
men hele Livet igennem har været Genstand for Had og For-
følgelse, og at onde Mennesker stadig ligger og lurer paa enhver
Lejlighed, hvor de kan tilføje hendes Eftermæle en følelig Molest.
Han siger etsteds i sin Efterskrift til Bogen, at Fru H. ved sin
Utilgængelighed havde skaffet sig lidenskabelige Modstandere, som
alt for længst havde dannet Skole (!) blandt de yngre, der ikke af
Selvsyn kendte hendes Kunst endnu mindre hendes Personlighed*.
— Hvad er det for Modstandere, hvor er deres Skole, og ved
hvilke Lejligheder har de forfulgt Fru H„? Da hun for 10 Aar
siden udgav sin Bog om P. A. Heiberg og Fru Gyllembourg, lød

Digitized by Google

84

Fru Heibergs Ridder.

der enstemmig Ros over den, og hun var samtidig Genstand for
O vationer fra alle Sider i Anledning af sin 70 Aars*Fødselsdag;
da 5 Aar efter nogle Brudstykker af „Erindringerne 41 offentlig-
gjordes i Festskriftet for Geheimeetatsraad Krieger, havde hun,
efter Udgiverens Udsagn, af denne Meddelelse „megen Glæde,
ingen Fortrydelse*, og endelig, da hun døde, holdt vi alle sam-
men Sørgefest for hende og strøede smukke Ord og Blomster over
hendes Grav. Hvor var de „lidenskabelige Modstandere 44 og deres
„Skole 44 ved disse Lejligheder? Vistnok kun der, hvor de frem-
deles eksisterer: i Udgiverens egen Fantasi. Thi at man skulde
være lidenskabelig Modstander af Fru Heiberg, fordi man ikke
mener, at Skuespilkunsten naaede sit højeste i hende, og at hendes
Kunstprinciper var de eneste saliggørende, eller fordi man ikke
tror paa, at Heibergs Ledelse af Teatret var et non plus ultra af
Dygtighed , og at han døde en tidlig Død som Følge af Neder-
laget i Teatersagen, det er dog for taabeligt.

Den „Iver efter at komme Fru H. til Livs 44 , som Hr. Jør-
gensen tillægger mig, skriver sig udelukkende fra „Et Liv, genop-
levet i Erindringen 44 , under hvis Læsning min Sympati og Re-
spekt for Forfatterinden ganske vist ikke voksede. Bogen vidnede,
syntes det mig, næsten paa hvert Blad om en Selvfølelse og Tro
paa egen Ufejlbarhed, der vistnok var forklarlig, naar man tog Hen-
syn til, at Forfatterinden hele sit Liv igennem havde været Genstand
for Beundring ja Forgudelse endog af Landets største Mænd, men
som alligevel var usmagelig i sin Form og ganske forkastelig,
naar den som her i Bogen forledte hende til vrange og smaalige
Domme over Folk og Forhold, der ikke behagede hende, medens
hun stadig stillede sig selv i det fordelagtigste Lys, ganske som
hun var vant til det fra den Scene, der skal forestille Livet. Og
denne Bog publiceredes med saa mange Prætensioner og saa
megen Autoritet, at den havde let ved at blænde det Publikum,
som fra gammel Tid af var opfyldt af Beundring for Forfatter-
inden. Derfor syntes jeg, at der ikke burde tages blidt paa den,
og da „Illustreret Tidendes* Anmelder, efter at have læst den,
syntes det samme, fik Artiklen den noget skarpe Form, som Hr.
Jørgensen i Tillæg til IV Del karakteriserer ved at kalde Anmel-
delsen en „Række nedsættende til Dels ondsindede Bemærkninger 41 .

Udgiveren har sammesteds søgt at imødegaa et Par af
disse Bemærkninger med hvor meget Held fremgaar af Hr.
Møllers ovenstaaende Gensvar — medens han ganske forbigaar

Digitized by Google

Fra Heibergs Ridder.

85

andre af de paapegede Modsigelser og Unøjagtigheder, rimeligvis
fordi han ikke har noget at sige til dem. Hvad Stykket om Fru
Sødrings Debut angaar, da har jeg — som allerede andetsteds op-
lyst — kun de rent faktiske Oplysninger fra Fru S., medens For-
men, hvorunder de fremtræder, og Maaden, hvorpaa de er ind-
passede i den øvrige Artikel skyldes mig. Jeg tvivler intet Øjeblik
om, at Fru S. i denne Sag har Ret paa alle Punkter, og naar her
Paastand staar overfor Paastand, maa hendes vel være mere værd,
fordi den paagældende Begivenhed spillede en ganske anden
Rolle i hendes Liv end i hendes Modparts. Troværdigheden af
Fru Sødrings Udsagn bestyrkes da ogsaa ved Upaalideligheden af
Fru Heibergs Skildring af, hvad der foregik ved Festen for Fru S.
i Rom — den Fru H. betegnende nok reducerer til „et større Sel-
skab* — thi det kunde selvfølgelig aldrig falde Hr. Sødring ind
at nævne Jacinthe-Rollen i sin Tak til Fru Heiberg, da han godt
kendte den Meningsforskel, der var om denne Sag imellem de to
Fruer. — Udgiveren har søgt at forlige de modstaaende Beret-
ninger først i Tillæget til IV Del og senere i „Dannebrog" for
29de Dec, hvor han er kommen til det Resultat, „at begge de
berømte Kunstnerinder har dannet sig deres subjektivt klare Bil-
lede af Begivenheden ud af en mangelfuld Hukommelse, der i
Virkeligheden kun har fastholdt det for hver især væsentlige, me-
dens de nærmere Detaljer er udførte af Kunstnerfantasien u .

Det er et farligt Skraaplan, Hr. Jørgensen her er kommen
ind paa; ti i Virkeligheden beskylder han jo nu selv Fru Heiberg
for den Mangel paa Paalidelighed, som det oprørte ham saa meget
at se paatalt i Anmeldelsen. Eller er det maaske ikke i Reali-
teten det samme, om man taler om „Kunstnerfantasien, der ud-
fører Detaljer", eller man siger, „at Fru Heibergs gode Tro kun
kan reddes ved at forudsætte, at hendes Fantasi er løbet usæd-
vanlig løbsk?" — Et andet Eksempel paa denne hendes ejen-
dommelige „Kunstnerfantasi" stilles her til Udgiverens Raadighed.
I Erindringernes III Del Side 147 beretter Fru H., at da Mynsters
Fødselsdag efter Sædvane skulde fejres i hans Svigersøn, Præsten
Paullis Hus, medens Fru H. laa meget syg, og Paulli kom for at
indbyde Mynster, sagde denne: Nej, kære Paulli, denne Fest falder
bort i Aar. Vi vil ingen Glædesfest holde, naar vor Veninde
ligger for Døden. „Denne Beretning af Paulli ,* skriver Fru H.,
»gjorde et stærkt Indtryk paa mig; at en Mand, hvem jeg i saa
høj Grad saa op til med Beundring og Ærbødighed, havde et saa

Digitized by Google

86

Fru Heibergs Ridder.

inderligt Sindelag for mig, fyldte mig med Glæde og Stolthed. "
Det var imidlertid slet ikke Mynster, men Fru Paulli, der af den
omtalte Grund bestemte, at der ikke skulde være Familiefest, og
da hun selv en Del Aar efter korrigerede Fru Heibergs Beretning,
vilde denne aldeles ikke høre Tale derom og paastod, at Sagen
forholdt sig, som hun fremstillede den, og som den nu ogsaa er
kommen til at staa i „ Erindringerne " . Analogien mellem dette
Tilfælde og det Fru Sødringske er jo ganske slaaende; men Ud-
giveren holder maaske ogsaa her paa det berettigede i „Kunstner-
fantasien." Det kan efterhaanden blive en hel Række gode Mænd
og Kvinder, der kommer til at nøjes med en „mangelfuld Hu-
kommelse*, hvis Paalideligheden af Fru Heibergs Fremstillinger
skal hævdes. Vilde det ikke være fornuftigere at lade hendes
stærke Kunstnerfantasi bære hele Ansvaret — den tumler jo uge-
nert med baade levende og døde, naturlige og overnaturlige
Væsener, som om de hørte til hendes daglige Omgang.

Mærkeligt nok er det ikke gaaet op for Udgiveren under
hans mangeaarige Syslen med Erindringerne, at det var et Værk,
der rettest burde føre Undertitlen „Wahrheit und Dichtung* ; men
maaske han saa havde faaet Betænkeligheder, ligesom Hr. Adam
Hauch — Medudgiveren af Bogen om P. A Heiberg og Fru
Gyllembourg — der hurtig opgav Arbejdet med „Erindringerne",
fordi han „følte sig skuffet i sine Forventninger og til Dels mang-
lede Sympati for den Livsanskuelse, hvoraf Fremstillingen er
baaret." Hr. Jørgensen førte Arbejdet til Ende, og det vilde være
ubilligt ikke at yde ham Anerkendelse derfor, selv om man ikke
paa alle Punkter kan godkende hans Fremgangsmaade ; thi havde
ogsaa han faaet Betænkeligheder, var „Erindringerne 11 vel næppe
komne ud, og derom kan vel alle være enige, at vor Literatur da
var bleven et interessant Værk fattigere. Ganske urimeligt er det
imidlertid, naar Hr. Jørgensen og hans Meningsfæller vil forlange,
at vi alle uden Undtagelse skal bøje os i stum Beundring for
Skriftet og den Personlighed, der aabenbarer sig gennem det. De
har bægge store og iøjnefaldende Svagheder, og den Dom, der
efterhaanden bundfælder sig om dem, vil sikkert komme til at
ligge Illustreret Tidendes „ondsindede Bemærkninger" — der dog
indeholdt en hel Del gode og anerkendende Ord — nærmere end
Hr. Jørgensens overdrevne Ærefrygt for „Erindringerne" og deres
Forfatterinde.

M. Galschiøt.

Digitized by Google

Ulvinden.

Jfun var høj og mager, men med et fast og kraftigt Bryst,
hun var bleg, som om hun altid havde Malaria, og i det blege
Ansigt sad der to store Øjne, og hendes Læber var friske og røde
og saa ud, som de vilde æde en.

I Landsbyen kaldte de hende „ Ulvinden la Lupa, fordi hun
ikke lod sig mætte — aldrig. Kvinderne slog Kors, naar hun gik
dem forbi, ene s6m en Tævehund, med en sulten Ulvs spejdende
og mistroiske Gang; hun sugede deres Sønner og Mænd ud Let
Øjeblik med sine røde Læber, og selv om de stod foran SantøK
Agrippinas Alter, kunde hun faa dem til at løbe efter sit Skørt,
blot hun saa paa dem med sine Satans Øjne. Heldigvis kom
la Lupa aldrig i Kirke hverken ved Paaske eller Jul, hverken til
Messe eller Skrifte. Pater Angiolino, en sand Herrens Tjener,
havde for hendes Skyld fortabt sin Sjæl.

Stakkels Maricchia. der var en god og brav Pige, græd
lønlig oven, at hun var Ulvindens Datter, og ingen vilde have
hende til Kone, skønt hun havde sit gode Udstyr i Kisten og
saa lækkert et Stykke Jord som nogen anden Pige i Landsbyen.*

En Gang forelskede la Lupa sig i en køn Karl, der var
kommen hjem fra Tjenesten og slog Hø med hende paa Notarens
Enge — saadan rigtig, hvad man kalder at forelske sig, saa hun
mærkede Kødet brænde under Bomuldslivet, og naar hun saa ham
ind i Øjnene, tørstede hun, som man tørster de hede Junidage
langt ude paa Sletten. Men han høstede roligt videre, med Næsen
ned mod Skaarene, og sagde til hende: „Hvad er der med jer,
Mor Pina? a —

Paa de brede Marker, hvor bare Græshopperne sang og
Solen brændte lige ned, gik la Lupa og bundtede Dynge paa

Digitized by Google

88

Ulvinden.

Dynge, det ene Knippe efter det andet uden nogen Sinde at trættes t
uden et Øjeblik at rette sig, uden at sætte Munden til Flasken,
for at hun bare stadig kunde være i Hælene paa Nanni, der
høstede væk og en Gang imellem spurgte: „Hvad er det I vil,
Mor Pina?*

En Aften sagde hun det til ham, mens Folkene sov i Skuret,
trætte af det lange Dagsarbejd, og Hundene hylede over det vide
sorte Land: „Det er dig, jeg vil have! Dig, der er køn som
Solen og sød som Honning. Jeg vil have dig!"

„Jamen jeg vil heller have jeres Dalter, for det er dog Kalve-
kød, hvad?" svarede Nanni og lo.

La Lupa jog sig Hænderne i Haaret og kradsede sine
Tindinger uden at sige et Ord og gik sin Vej og kom ikke
mere paa Marken. Men om Efteraaret fik hun atter Nanni at se,
ved den Tid, de pressede Olje; for han arbejdede ved Siden af
hendes Hus, og hun kunde ikke sove om Natten for Persens
Knirken. „Tag Olivensækken * , sagde hun til sin Datter, „og
kom med. B

Nanni stod og skuffede Oliven ind undefr Møllestenen og
raabte Ohoj! til Muldyret, for at det ikke skulde gaa istaa.

„Vil I have min Datter Maricchia?* spurgte Mor Pina ham.
„Hvad giver I jeres Datter Maricchia i Medgift?* svarede

Nanni.

„Hun har sin Faders Jord, og saa giver jeg hende mit
Hus, .og lader mig nøje med, at I bare giver mig Lov at have
lidt Straa i en Krog af Køkkenet. B

„Ja, naar "det er saadan, kan vi jo snakke om det ved
Juletid,* sagde Nanni.

Nanni var helt fedtet og skiden af Oljen og de gærende
Oliven, og Maricchia vilde paa ingen Maade have ham; men
hendes Moder tog hende i Haaret foran Ildstedet og agde med
sammenbidte Tænder: „Tager du ham ikke, slaar jeg dig paa
Skallen.*

La Lupa var, ligesom hun var syg, og Folk gik og sagde,
at naar Fanden bliver gammel, bliver han hellig. Hun rendte
ikke mere om som før; hun stillede sig ikke ud i Døren med
sine forheksede Øjne. Naar hun fæstede dem paa sin Svigersøns
Ansigt, gav han sig til at grine og trak sin Amulet frem og

Digitized by Google

Ulvinden.

89

korsede sig. Maricchia blev siddende hjemme og gav sin Dreng
Bryst, men hendes Moder gik paa Marken og arbejdede med Mændene,
sled som et Mandfolk, gravede og hakkede, passede Bæsterne og
beskar Vinstokkene, enten det saa var Østenvind i Januar eller
Scirocco i August , naar Muldyrene hænger med Hovedet og
Menneskene ligger paa Maven og sover langs Murene mod Nord.
I den Time, „hvor ingen god Kvinde gaar ude 4 *, var Mor Pina
det eneste levende Væsen, der saas strejfe om paa Landet, over
Vejenes glødende Sten, mellem de svedne Stubbe paa de umaade-
lige Marker, der blev borte i den soldirrende Luft langt langt
henne mod det taagede Ætna, hvor Himlen synker ned mod
Horisonten.

„Vaagn op!" sagde Ulvinden til Nanni, der sov i Grøften
ved Siden af det støvede Gærde med Hovedet gemt mellem sine
Arme. „Vaagn op! Her kommer jeg med Vin til at læske
din Tunge."

Nanni spærrede de fugtige Øjne op halvt vaagen og halvt
i Søvne og saa hende staa foran sig rank, bleg, med det svære
Bryst og Øjne sorte som Kul, og han laa og famlede for sig
med Hænderne.

„Nej, paa denne Tid gaar ingen god Kvinde ude", mumlede
han og gemte sit Ansigt i Grøftens visne Græs, borede det langt
ned, med Neglene i Haaret. „Gaa jer Vej, gaa jer Vej! I skal
lade være med at komme her ud paa Marken."

Saa gik hun virkelig ogsaa, og hun fæstede sine tykke Flet-
ninger op og saa stift frem for sig, ned i de solhede Stubbe,
med Øjne sorte som Kul.

Men hun kom alligevel ud paa Marken senere, og Nanni
sagde ikke noget derimod; og naar hun tøvede med at komme
ved Vespertiden, gik han op paa den hvide, øde Vej og stirrede
ud efter hende med svedig Pande. Men bagefter for han med
Hænderne i Haaret og sagde hver Gang: „Gaa jer Vej! Gaa jer
Vej! I skal lade være med at komme her ud paa Marken!"

Maricchia græd baade Nat og Dag, og hver Gang hun saa
Moderen vende hjem fra Marken bleg og stum, stirrede hun paa
hende med Øjne, der brændte af Taarer og Skinsyge. Nu var
hun ogsaa en Ulveunge.

„Din Skurk!" sagde hun, „din Skurk af en Moder!"
„Ti stille!"
„Tyv! Tyv!"

Digitized by Google

90

Ulvinden.

„Ti stille!"

„Jeg gaar til Gendarmen, det gør jeg!
„Gaa hvor du vil!*

Og hun gik da ogsaa, med Drengen paa Armen, uden at
være bange for noget som helst, uden at fælde en Taare, som
en gal, for nu var hun ogsaa bleven forelsket i den Mand, de
havde tvunget hende til at tage, fedtet og skiden af de gærende
Oliven.

Gendarmen lod Nanni kalde og truede ham med Tugthuset,
med Galgen. Nanni gav sig til at klynke og rev sig i Haaret;
han nægtede ingenting; han søgte ikke at undskylde sig. „Det
er en Djævelens Fristelse" , sagde han og kastede sig ned foran
Gendarmen og bad, om han ikke vilde sende ham til Tugthuset.

„Aa for Guds Skyld, Hr. Gendarm, tag mig væk fra dette
Helvede! lad mig slaa ihjel, sæt mig i Hullet; lad mig bare
aldrig se hende mere!*

^len la Lupa sagde til Gendarmen: „Nej. Jeg har forbe-
holdt mig en Krog af Køkkenet til at sove i, den Gang han fik
mit Hus i Medgift. Huset er mit. Jeg vil ikke ud af det.*

Kort efter blev Nanni sparket i Brystet af et Muldyr og
var lige ved at dø. Men Præsten vilde ikke komme og berette
ham, saa længe la Lupa var i Huset. Hun gik saa bort, og
hendes Svigersøn kunde da berede sig til ogsaa at gaa bort som
en god Kristen; han skriftede og nød Nadveren med saadan Anger
og Sønderknuselse, at alle Naboerne og de nysgerrige græd over
Sygesengen. Og det vilde saa sandt have været bedre for ham,
om han var død den Gang, inden Djævelen kom igen og fristede
ham, da han var bleven rask, og atter slog sig ned i hans Sind
og Krop.

„Lad mig være," sagde han til la Lupa, „for Guds
Skyld, lad mig være i Fred. Jeg har haft Døden for Øjnene.
Den arme Maricchia gaar helt fra det. Og nu ved alle Mennesker
det. Det er bedst baade for jer og mig, at vi ikke ses mere. k

Og han kunde have revet sine egne Øjne ud for ikke at
se Ulvindens, for naar hun borede sit Blik ind i hans, saa kunde
han hverken styre sin Sjæl eller sit Legeme. Han vidste ikke,
hvordan han skulde komme løs af den Forhekselse. Han betalte
Messer for Sjælene i Skærsilden, og gik til Præsten og Gendarmen
om Hjælp. Ved Paaske gik han til Skrifte og krøb offentlig til
Bod seks Alen med Tungen slæbende over Flintestenene paa

Digitized by Google

Ulvinden.

91

Kirkegaarden. Men da Ulvinden siden atter fristede ham, sagde
han til hende:

„Hør nu! Lad være med at gaa ud paa Marken mere,
for kommer I dér tiere, saa slaar jeg jer ihjel, saa sandt Gud
er til.«

„Slaa væk!* sagde hun, fl det bryder jeg mig ikke om;
men uden dig vil jeg ikke være her.*

Da han næste Gang saa hende komme langt borte gennem den
grønne Sæd, holdt han op med at hakke Jorden i Vinhaven og
rev Øksen ned fra Ælmetræet. La Lupa saa ham komme, bleg
og hvid i Øjnene, og Øksen, der skinnede i Solen; hun sagtnede
ikke sine Skridt, hun sænkede ikke sit Blik, hun blev ved at gaa
hen imod ham med Hænderne fulde af røde Valmuer og aad ham
med sine sorte Øjne.

„Aa, gid alt ondt slaa jer Sjæl! 44 stammede Nanni hæst.

G. Verga.

Digitized by Google

Teatrene.

Ja, det var forrige Maaned og adskillige tidligere Teatermaaneder om
igen. Der blev spillet et Par ny danske Stykker; og det ene af dem gik det
ikke godt, det andet gik det galt »Ikke godt" og „galt": mellem de to
Punkter svinger Viseren saa ofte ud, naar en dansk Skuespilforfatter nu til
Dags slaar et Slag. Og den ærgerlige Aarsag er, at Forfatteren ikke har gidet
øve sine Kræfter, men ikke, at han ingen Kræfter har.

Der er jo nok dem, der siger, at vore Stykkers ringe Levedygtighed
kommer af deres Mangel paa Lyrik. Hm! saadan større lyrisk Begavelse er
en sjælden Vare; i Teatret er den desuden ikke en nødvendig, og den er stun-
dum en farlig Vare. Man vil f. Eks. maaske faa at se, naar nu snart „ Bygmester
Solness" skal opføres, hvilket Afbræk Lyrikeren Ibsen kan volde Teaterskribenten
Ibsen . . . Andre igen mener, at de fleste danske Stykker har for liden Origi-
nalitet Se blot Et Samfundsoffer: dets ene Hovedfigur, den gale Politiker
med samt Forholdet til Datteren, er simpelt hen Topsøes Etatsraad fra „Umyn-
dige i Kærlighed"; den anden Hovedfigur, en istap-haard Bankdirektør, er
Pengemanden Melson fra Edv. Brandes' „Overmagt*, hvis det da ikke er Penge-
manden Krog fra Goldschmidts „Ravnen"! Ja men Herregud, var da Topsøes
Figurer ukendte Ansigter i Literaturen, dengang d e kom frem ; og mener man,
at Brandes og Goldschmidt havde „opfundet* deres meget udanske Istap, eller
havde de hentet den — via Paris — fra England, hvor den hører hjemme?
De aller-aller-allerfleste Forfattere arbejder med laante Figurer; og i Teatret
er Ulykken derved mindre end nogetsteds, eftersom jo en Skuespiller kan faa
Figurer, der e r ens, til at synes forskellige. Nej skal man ikke hellere jævnt hen
paastaa: at naar saa mange Teaterstykker her hjemme kun lykkes halvt eller mis-
lykkes, saa er det, fordi Skribenterne ikke har gidet sætte sig ind i deres Metier.
Scene-Kunsten er en selvstændig Kunst og forlanger egentlig kun to Haands-
rækninger af den dramatiske Forfatter. Han maa bringe den en saa fast sam-
menkædet Række indre eller ydre Tildragelser, at Publikums Interesse kan
holdes fangen; og indenfor den Ramme, der saaledes er skabt, maa han give
Figurerne fornuftig Anledning og fornuftig Plads til at fremstille deres Sinds-
tilstande. Yder han mere, kan det være udmærket; men med de to, Ting kan
Teatret hjælpe sig. Og disse to Ting — Skuespilskrivningens Teknik — kan
læres; de kan læres hjemme i ens Stue. Blandt andre har jo Sardou fortalt,
hvordan man bærer sig ad med at lære dem.

Blide Anmeldere plejer altid at undskylde en Forfatters „dramatiske
Ubehjælpsomhed". Men netop den burde sjeldnest undskyldes, saa lidt som man
bør undskylde hos en Smed, at han ikke kan smede, eller hos en Maler, at
han ikke har lært sig at male. Der skulde man have set Et Samfundsoffer
(Kgl. Teater). Stykket gjorde saamænd ikke en Kat Fortræd, og Dialogen lod
endda til at falde temmelig mundret og skikkeligt. Men alle Guder! saa-
dan som det Stykke var bygget! Ikke tre Optrin fulgte nogen Sinde af hver-
andre, de fulgte bare efter hverandre. Og atter og atter og atter skødes et

Digitized by Google

Teatrene.

93

splinternyt Forhold, en ny Handling, en ny Person ind, fuldstændig uvedkom-
mende, blot for at trække Tiden ud. Eller man skulde have hørt, hvad alle
disse Figurer saa snakkede om paa Scenen! Kun saare nødigt lod de sig for-
lyde med, hvad de egentlig gik og bar paa; det maa de sagtens have lettet
deres Hjerte for ude bag Kulisserne. Et Eksempel! To unge Personer havde
ikke tidligere været sammen; men endelig traf han hende, medens hun sad
fortvivlet, og der udveksledes saa omtrent følgende Repliker. Han: „De er
bedrøvet?" — Hun: „Jeg kan ikke holde dette Liv ud længer*. — Han:
„Jeg ikke heller. Jeg tror, jeg har faaet en Ansættelse. Vil de følge mig som
min Hustru?* — Hun: „Er det virkelig Deres Alvor? Tak, tak!* — - Han:
„Jeg elsker Dem*. — Hun: „Jeg er lykkelig!* Og dermed fløj Pigebarnet ud
af Scenen, nu var den Historie ude! Man kunde bedre være blevet under-
rettet om den pr. Forlovelseskort hjemme i sin Bolig. Thi man gaar da ikke
just Vejen hen i et Teater for at erfare, at Hans og Karoline er blevne Kjæreste-
folk, men for at se og høre, at Hans elsker Karoline og Karoline elsker Hans,
og hvorledes de elsker hinanden.

Hr. Helge Hostrups En Storm i et Glas Vand (Folketeatret) var i Grun-
den lige saa daarligt gjort. Stykkets dramatiske Indhold var dette: En ung
Mand hører løseligt, at den, han elsker, vil have en anden; derover giver han
ondt af sig og gaar sin Vej. Næste Aften kommer han igen og har lidt en
Slags Tort, som ingen Tort var; saa træffer han paany den unge Pige, hun
siger (som sandt er), at deri er hun uskyldig, og saa bliver de gladelig for-
lovede. Summa summarum: to Scener; og Stykket var i to Akter! Imidlertid
maskeredes her den „dramatiske Ubehjælpsomhed* ved nogle Billeder af høj-
folkeligt Præstegaards- og Aftenskole-Liv. Disse Tableauer var ny for Køben-
havnere, de tog sig ganske pudsige ud, og Publikum fik altsaa dog en Art
Underholdning. Men det er endelig ikke den Slags Nydelse, som man skal søge
i Teatret, og der er heller ingen Forslag i den, hverken for ens Hoved eller
ens Hjerte. Saa Folk gaar sjældent to Gange efter den. Det er overhovedet
en fortvivlet Vane, der er kommet paa Mode, at man saaledes stopper skind-
magre og gebræklige Skuespil ud med Milieu-Billeder eller Tablauer. Saa var
det 17de A århundred es Indlæg af uvedkommende Hans Wurst-Scener næsten
bedre; for de tillod da i alt Fald Skuespillerne at gøre noget ud af Resten af
Stykket. Men hvad tror man egentlig, der bliver at „spille* for en talentfuld
Kunstner i et Stykke som Hr. Helge Hostrups?

Naa, det lidt, der var at gøre i de to ny Lystspil, agerede de rolle-
havende nok saa flinkt. Særlig i Stømfu*cføø/f<jr-Forestillingen var meget af
Udførelsen fortræffeligt. Det interessanteste var imidlertid at se, hvorledes Hr.
Olaf Poulsen spillede paa en Maade for godt. Han gav Stykkets ufattelige
Politiker som en livagtig dansk Proprietarius, rar, selvtilfreds, indskrænket og
godtroende. Med andre Ord: han gjorde Figuren til et virkeligt Menneske og
søgte saa at forklare dette Menneskes urimelige Handlinger ud af dets Ind-
skrænkethed og navnlig ud af dets elskværdige Godtroenhed. Men derved kom
man egentlig nærmest fra Asken i Ilden. Trods alt vedblev nemlig Figuren at
være uforstaaelig (thi intet Menneske er saa godtroende); og Hr. Poulsens virke-
lighedstro Spil sagtnede desuden uheldigt Forestillingens Gang. Der kan ikke
▼ære mindste Tvivl om, at Folk vilde have moret sig bedre, og at Stykket vilde
være gledet lettere ned, hvis f. Eks. Hr. Soph. Neumann havde kreeret Rollen

Digitized by Google

94

Teatrene.

som en grimasserende Konfusionsraad , i vild Meningsløshed. Hvad der for en
Forfatter er faldet ud til det, man her til Lands forstaar ved Farce, maa frem-
stilles farcemæssigt. Ethvert Stykke (og enhver Figur i et Stykke) melder sig
med et hemmeligt Krav om en bestemt Spillemaade, et bestemt Tempo; op-
fylder man ikke dette Krav, saa gør man Forfatteren Fortræd, — selv om
man, som Hr. Poulsen i dette Tilfælde, spiller hundrede Gange bedre, end For-
fatteren har skrevet

Ved det kgl. Teaters Opførelse af Shakespeares Hellig tre Kongers Aften
kom for Resten det selv samme Misforhold frem. Blot med den Forskel, forstaar
sig, at her var det jo ikke just de paagældende rollehavende, som havde tænkt
naturligst eller sandest.

Men før man taler om Shakespeares Stykke, maa man have dets intet-
sigende danske Titel til en Side. Stykket har Navn efter den Dag, hvor der
dreves rigtig syndigt Kommers med Folk/ Hos os skulde det altsaa hedde saa-
dant noget som „Fastelavnsspil" eller , Blindebuk " eller maaske allerbedst, paa
Gammel-Dansk , „ Julestuen". Og hvad er det saa for en Julestue, der er Tale
om? Det er simpelt hen vor runde Jord. Og hvad er det for Løjer, der drives
med dens Mennesker? Jo det er dem, Shakespeare kaldte for Elskovs Gækkeri.
Inde mellem den simplere Portion af Figurerne arrangerer man Spasen selv: der
bilder man en Junker Blegnæb og en skinhellig Hushovmester ind, at de skal
vinde den dejlige Naadigfrøkens Hjerte, og saa pumper og flaar og hidser og
plager man de to Tosseho'der, til de er nær ved at styrte- Men oppe mellem
de finere Naturer sætter Blodet, Temperamenterne, alt det, vi kalder »Skæb-
nen", den kaade Lystighed i Gang. Hertugen sukker sig næsten Hjertet ud af
Livet for den ligegyldige Olivia; hun paa sin Side betages indtil Overmaai af
den forklædte Violas Kulde; medens omvendt Viola sukker indtil Døden for
den ligegyldige Hertug. Det er den Kærlighedens Komedie, som Shakespeare
ikke kunde le sig træt over. Saa snurrigt er det ordnet her paa Jorden, fandt
han, at trygler du for en Kvindes Fod, saa vender hun dig Ryggen; men vender
du en Kvinde Ryg, saa falder hun dig til Fode. Og netop mens du gaar og
sukker forgæves for en, giver en anden sig til at sukke for dig: og med sin
blide Medfølelse lister hun sig ind i dit Hjerte. „Hej hopsa, i Regn og i Blæst!*
synger Narren som Refrain til disse gale Streger. Og ene inde paa Scenen
slutter han Lystigheden med sine Strofer fulde af Galgenhumor om, at det
er rigtignok lang Tid siden, Verden blev til: men — „Regnen, den regner hver
evige Dag!"

Ikke sandt? saadan en fornøjelig Spøg maa gaa over Scenen med Fart
Og for de lavkomiske Figurers Vedkommende gjorde den det ogsaa, saa nogen-
lunde. Hr. Jerndorff var nok en konventionel og underligt læspende Nar, ogHr.
Mantzius var som Junker Blegnæb slemt teatermæssigt udmajet og alt for
lidt „kivesyg". Men begge greb sig i alt Fald an. De spillede, som om de var
gaaede op i deres Roller, de syntes at leve Rollens Liv, at more sig ved dens
Morskab. Og saa havde de jo Hr. Olaf Poulsens trivelige Tobias Hikke at
stotte sig til. Maaske kunde Hr. Tobias til Tider blive mere støjende end egentlig
lystig; men han gik da i det mindste stadig for Damp, denne forsorne Drukken-
bolt og Optrækker. Og for Resten blev han i et enkelt Optrin fuldstændig
betagende. Del var Stedet, hvor den irriterende Hushovmester irettesætter ham,
og hvor han saa paa Trods giver sig til at synge og danse og bliver ved at

Digitized by Google

Teatrene.

synge og danse. Nej! saadan en sej og but Drukkenskab, saadan en stædig
Drilskhed, saadan en aa-gaa-Fanden-i-Voldsk Ligegladhed der kom frem her i
hans Tonefald og i Legemets Holdning og Bevægelser! Som ved et Trylleslag
manedes op for én en Type paa en uddød Menneske- Art , man saa pludselig
lyslevende en af Renæssancetidens ægte Soldebrødre. Det er at skabe en hi-
storisk Skikkelse paa Scenen! Hvor blegnede ikke Coquelins beundrede Lands-
knegt-Figur i „rAventuriére" som en blot og bar udklædt Boulevard-Pariser
fra Anno 1890, naar man sammenlignede den i Tankerne med denne fuldendte,
fuldendt geniale Præstation!

Men saa de, som skulde spille Stykkets ideale Figurer: Hertugens og
Violas og Olivias Fremstillere? Ak, ja af dem brødes al finere Harmoni mellem
Digterværket og dets Udførelse, de gav ubarmhjertigt det skønne Stykkes
Karakteristik og Rytme til Pris. Der maatte man se Shakespeares forelskede
Hertug Orsino komme vandrende ned mod Lamperækken i Hr. Madsens
Skikkelse, tung, afmaalt, paa et Par tankefulde graa Tricot-Ben. Og han blev
ved at være langsommelig og sindig og sendrægtig, tog sig nu og da til Pan-
den, som om han havde lidt Hovedpine, saa ud for sig med et Blik, der skulde
synes dybt, talte dæmpet, vemodsfuldt, en Smule drømmerisk. Det var hele
den vanlige Emil Poulsens-Erotik, den, der vil bilde Folk ind, at den er stærk,
fordi den viser sig svag, vore Teatres dovne Erotik nu om Stunder, fad og flov
som dovent 01 eller doven Vin. Kender monstro Hr. Madsen slet ingen anden?
Aner han ikke, hvad det vil sige at „lide Kærlighed 44 ;som Benedict kalder det i
,Stort Besvær"); eller har han aldrig set (som det hedder i samme Stykke), hvad
dog en Mand, der er saaledes stedt, „er for en kostelig Skabning, naar han gaar
omkring i Trøje og Bukser og lader sin Forstand blive hjemme"? Nu, i det
mindste kan Hr. Madsen da vel læse. Lad ham saa læse igen Hertug Orsinos
allerførste] Replik: „Hvis det er sandt 11 , siger Hertugen, „at Forelskelse næres
af Musik, saa spil for mig, overfyld mig med Musik, for at min Forelskelse
kan forspise sig paa Musik og blive syg og dø deraf. Gentag den Melodi! den
smelted' hen saa blødt . . . Nej! nej! hold op! hold op! Melodien lyder ikke saa
kælent nu, som den lød før!" Taler her en Mand. som sværmer tungsindigt,
eller en, som jages hvileløs og forpint afsted? Og i 2den Akts 4de Scene for-
sikrer Hertug Orsino: „Som jeg er, saadan er hver trofast Elsker: — ustadig,
lunefuld i al sin Idræt, — kun at han holder fast det Væsens Billed, — han
elsker*. Og Narren, som er bleven hentet for at synge, men straks skikkes
bort igen, ler ham satirisk ud: „Skrædderen gøre din Trøje af trefarvet Taft!
thi dit Sind er som Opalen, der spiller i alle Farver. Saadanne stadige Mænd
skulde sendes til Søs, hvor de kunde faa noget at bestille alle Vegne og styre
deres Kaas til alle Kanter; for naar man ingensteds vil hen, kommer man
længst*. Er det tydeligt? Men hvis en Skuespiller endelig hverken selv har
folt eller har iagttaget eller blot kan forstaa den Art Lidenskab, saa lad
ham gaa i sit Lønkammer og til sin Direktør og sige: at hvad han saa end
ellers kan du til, til at spille Shakespeare duer han ikke! Thi han kan da kun
forøge Antallet af dem, der sejtræder Livet og Farverne og Glansen ud af
de underskønneste Dramaer, som nogen Tid er skrevne.

Og Fru Oda Nielsen som Viola? Man skulde tænke, at en Skuespiller-
inde, som vilde noget, og som kunde nopret, maatte takke Guderne paa sine
Knæ, hver Aften hun fik Lov til at se^'e at levendeirore en saa henrivende

Digitized by Google

96

Teatrene.

Rolle. Lær saa af blot en eneste lille Scene, hvorledes Fru Nielsen tog den!
Man ved, at Viola — forklædt som Mandfolk — er i Hertugens Tjeneste, og at
hun hemmeligt elsker ham, saa hun gerne vilde give sit Liv for hans Lykke.
Nu sender Hertugen Viola til den, som han elsker: hun skal tiltrygle ham
Olivias Kærlighed. Viola gaar. Først søger hun at dække sin Sorg, sin Angest
bag en forceret Frisk fy rsagtighed; saa ser hun Rivalinden, — Gud i Himlen!
hvor er hun smuk! Som et Lyn slaar det ned i Viola; det næste Øjeblik vil
hun vride sig fra det, finde Udflugter, — men nej! hun kan ikke nægte det:
Olivia er Hertugen værdig! Og Viola begynder saa at tale Hertugens Sag; og alt
imedens hun taler hans Sag overfor Olivia, taler hun uvilkaarligt sin egen
Sag overfor ham, det er hendes egen Elskov, der klager og beder gennem
hendes Tale . . . Hvad gjorde nu Fru Nielsen ud af dette skønne Dobbeltspil?
Hun fik frem et Par af de groveste Overflade-Træk, f. Eks. Friskfyrsagtigheden ;
men af alt det, der laa bagved, af hele den stærke personlige Lidenskab —
ikke en Døjt, ikke en Anelse. Ingen i Publikum kunde se eller høre paa hende,
at denne Sammenkomst og Samtale var hende fortvivlet pinefuld, at hun
maatte kæmpe med sig selv af bedste Magt for ikke at røbe tydeligt sit Køn,
sin Kærlighed, sin Kval. Havde da heller ikke Fru Nielsen læst, til hun for-
slod? Maaske. Men maaske ogsaa det flade og tomme Spil kom af, at hun
bestandig var langt mindre optaget af Violas end af sin egen Person. Man
fristedes til at tro det sidste. Eller hør, hvorledes hun sluttede hint lille Op-
trin. Idet Viola vil til at gaa, gør hendes Rivalinde en Bevægelse som for at
række hende en Gave; og Viola vender sig om:

„Grevinde, jeg er intet lejet Bud;

behold I eders Pung; min Herre trænger

til Løn, jeg ikke. — Elskovs Gud forvandle

til Sten dens Hjerte, hvem engang I elsker,

at eders Flamme, som min Herres nu,

maa møde Spot! — Farvel, I skønne Grumhed!"

Før Fru Nielsen begyndte paa denne Replik, strakte hun venstre Arm frem
for sig, med Haanden spilet afværgende ud. Saaledes blev hun staaende. indtil
Ordene „til Løn, jeg ikke". Saa lod hun venstre Arm synke, og løftede lige
straks efter (ved Ordene „Elskovs Gud") den højre Arm, Haanden op i Linie
med Ansigtet, Fingrene rakte besværgende mod Himlen. Og i den Stilling stod
hun urørlig, til hun højtidsfuldt entonigt havde faaet sagt Repliken til Ende
og gik . . . Nu tænke man sig engang, i hvilket Sindsoprør Viola maa søge
bort fra Mødet med Olivia: vilde det være muligt, at en Skuespillerinde,
der havde søgt at leve sig ind i den Sindstilstand, kunde blot saa meget som
falde paa at lokke ad Galleri-Publikumets dumme Haandklap med slige „pla-
stiske Stillinger"?

Fru Emma Nielsens Olivia var om muligt endnu tom mere og tungere
end hendes to medspillendes Figurer. Og dette tomme og tunge Spil sønderrev
det fine Spind, der holder Stykkets ædlere og dets lavkomiske Partier sammen.
Grundstemningen, som er Stykkets hele Enhed, forflygtigedes og forsvandt.

tfden Januar 1893)

Vilhelm Møller.

Digitized by Google

t

Kvægpest

En Studie fra Midten af det forrige Aarbundrede.

Det var i Skumringen en kølig Oktoberaften. Ud over det
flade, ensomme Landskab drev tykke Lag af vandtunge Skyer
lavt hen over Jorden. Langt ude i Kimmingen lyste en tynd,
gulgrøn Stribe af den klare Himmel over Fjorden, der, hvor Solen
var i Færd med at gaa ned. Øjet søgte derhen, det var som et
aabent Vindue i en beklumret Stue; thi den regnmættede Jord laa
som kvalt under det trykkende, røgsorte Sky tæppe, som rugede
over den. Risgærderne rundt om Byens Mark var mange Steder
revne bort til Brændsel, enkelte Stager ragede ensomme op, og
Bunker af grønraaden Sæd laa spredte paa den vanrøgtede Jord.
Foraaret havde givet langvarig Hede og bindende Tørke, om
Somren vansmægtede Kreaturerne, Straaet stoppedes i sin Vækst,
Kærnen brændtes af Solen, men saa fulgte Efteraaret med saa
megen Regn og overdreven Væde, at Kvæget var taget ind, og nu
kom Sygdom og Pest listende ind over disse Rester af Bondens Eje.

Mod Øst dækkede Skovens blaalige Mur; den havde ikke
givet Olden i Aar, Vinden blæste igennem den, og de faldende
Blade flagrede ud over de magre Skovjorder og lagde sig som
brune Kobberpenge i et Par pløjede Furer. Thi her gik en Mand
og pløjede. De eneste levende Væsener i den store Ødemark var
han og hans udtærede Heste, men Vandet fulgte Plovmanden i
Hælene, Træskoene sank i den bløde Jord, den klodsede Hjulplov
var for tung for de udslidte Dyr, de stod stille af sig selv, og
han spændte fra. Det var en lav og krogrygget lille Mand, pjaltet,
ussel og snavset som den magre Jord, han dyrkede. Da han slog
Skaglerne op over Dyrenes Ryg, blev Solen ringet ned, Manden
tøvede et Øjeblik, medens han tog Huen i den ene Haand, den
venstre blev liggende ligesom kærtegnende paa det ene lille Øgs

Tilskueren. 1893. 7

Digitized by Google

98

Kvægpest.

Nakke, og han saa op efter en Krage, som langsomt fløj hen under
den lave Himmel. Saa travede han afsted med sine Øg, glidende i
den side Jord, til han kom til Landevejen, der ugrøftet, knudret
og opkørt, fra Skoven førte ned mod Byen. I Skumringen var
Byen ikke til at se, men den laa ogsaa nede i den flade Lavning,
og Kirken var kun lille og kullet.

Da saa Bonden foran sig et brunrødt Skær som af en
flakkende Ild; en tynd sort Røg løftede sig og sneg sig lavt hen
over Markerne, og alt som Mørket og Skyerne lagde sig tættere
og fastere om Jorden, blev Ilden rødere og Røgen mere sodet og
sort, og Dagens lette, klare Stribe langt ude imod Fjorden blev
tyndere og smallere og forsvandt.

Nede i Hulvejen, hvor Naadigherren havde ladet Bønderne
skære Vejen igennem Bakken, var der et sælsomt Røre. Af
Gærdsel og Kviste, af Blade og Tørv var der tværs over Vejen
tændt et smalt Baal, der knitrende og flammende lyste i Natten.
Paa den ene Side stod Bønder og Kreaturer i en forvirret Hob t
Køerne brølte og vendte angest det hvide ud af Øjnene, men de
smaa spinkle Heste lod Hovederne hænge. Karlene raabte højt
og rykkede i Rebene, et Par Piger kom trækkende med et Par
højbenede Lam, pjaltede Smaadrenge havde travlt med at kaste
alt, hvad brændbart var, ind i Luerne. Skyggerne drev et underligt
Spil op ad Hulvejens Vægge, snart halve, snart hele, snart lange, snart
korte, en Krop uden Hoved, en Arm uden Krop slugtes af den lysende
Ild, faldt skarpe eller uformelige hen over den røde Jord eller
dansede gennemsigtige i den tynde Røg. Luerne gnistrede op, og
Farver sprang frem i Køernes brogede Lød, spillede i Ansigter T
der ikke var dækkede eller tabtes i Skyggers Mørke, men naar
Baalet sank sammen, kom Mørket rugende, tomt og uhyggeligt.
Men der var ingen Lystighed og Latter; — trods Kvægets Brølen
og Karlenes Raab var der en mystisk Alvor over det hele, saa
hemmelighedsfuld som selve den sælsomme lid i den sorte Nat.
Paa den anden Side af Baalet stod et Par Karle med en lille fir-
skaaren Mand, der havde et spidst Instrument i Haanden. Det
var Rasmus Gasse. Skæret af Ilden farvede ham rød som en
Djævel, spejlede sig i hans blanke, laadne Hue, skinnede blændende
over hans brede, skidne Ansigt, over det lange Haar, som fløj
ham løst om Halsen, og over den gamle Sæk, som han havde
bundet om sig som et Forklæde, og som skjulte hans Krop. De
smaa, klare Øjne blændedes ikke af Ilden, han skrævede ud med

Digitized by Google

Kvægpest.

99

Benene og raabte paa Soldatennaner: „Gebt Acht! — Mars!"
Saa fik de travlt paa den anden Side af Baalet, en Karl forsøgte
at tvinge en rødbroget Ko frem imod Ilden, de kyste og jagede
den; slagen med Rædsel strittede den med Forbenene imod den
lerede Jord, Dampen stod ud ad dens Næsebor, og den udstødte
hæse Brøl, de slog den med Kæppe og snoede og vred dens Hale
rundt ved Haleroden. Rasmus blev utaalmodig, Raabene blev
højere og vildere, Slagene haardere — saa satte det plagede Dyr
endelig med et vildt Spring ind igennem Flammerne. Karlene
greb det, og med et sikkert Stød slog Rasmus Gasse sin Snæppert
an imod en af de svulne Aarer paa det skælvende Dyrs Hals —
Blodet sprang som en Kilde, og det blev ført bort.

„Gebt Acht!" raabte Rasmus Gasse igen; — det næste Dyr
blev ført frem, samme Angest, samme Brøl og Slag og Raab, indtil
det, vanvittigt af Rædsel, fløj igennem Ilden til Aareladning.

„Ja,* sagde Rasmus og tørrede sine blodige Hænder, „det
er probat, ka I trou. Det giftige Blod skal yd, men det ska stivne
af Frygt, det skal samle sig med al sin Edder og Voer, saa
sprøjter Syge og Pest ud af Dyret med det samme, og saa ska*
jæj Drollen splide me' nok faa Bugt mæ'et. — „Gebt Acht!*
raabte han, og Bønderne lod deres Dyr udføre hans Ordrer. „Ak,
ak, hva' ska' vi arme Mennesker dov stille op," sukkede de og trak
afsted med de stakkels Dyr, der led lige saa meget under Menne-
skenes Dumhed som af Sygdommens Pine.

Søndag Morgen kørte en lav, klodset Færredsvogn ramlende
og knagende igennem Landet. Det var den samme skyfulde Luft,
og det havde atter regnet om Natten. De smaa, stærke, vel-
nærede Heste, som havde et stridt, krøllet Haarlag og lange Kode-
haar, løb rask afsted over Vejens Huller, saa Vand og Dynd
sprøjtede til Siderne. De faa Bønderfolk, som færdedes til Kirke,
veg ind paa Marken og blev staaende og saa efter Vognen. Det
var mærkeligt i denne Kvægpestens Tid at se sunde Dyr, og det
var et Særsyn at se ukendte Folk paa Egnen. Hvem var det,
Hans Rasmussen kørte for? Kusken var en af Hans Rasmussens
Karle, men den anden paa Vognen var en Mand i en sort Faare-
skinds-Kavaj. Han var bred og svær, fyldte det meste af Agestolen
og ragede op over den lille Karl. Under den bredskyggede Kasket,

7*

Digitized by

100

Kvægpest.

hvis Ørelapper var bundne sammen i en Sløjfe paa Pullen, saas
et svært, rødt Ansigt med stærke, storskaarne Træk, Øjnene saa
skarpe frem under de buskede Bryn, og naar han talte, kom store,
hvide Tænder frem mellem de smalle Læber, hvis lange og vel-
ragede Stykke mellem Næse og Mund fik et overlegent sarkastisk
Udtryk, der indgød Respekt. Det var den højlærde Doktor medi-
cinæ og Professor Buch fra Universitetet i København, som i
Følge Ordre foretog en Inspektionsrejse i den pestsmittede Egn,

Han sad tavs og alvorlig og saa ud over Landskabet, der
var graat overalt, som Himlen var graa: mørkegraat, lysegraat,
graasort som Støv, graabrunt som vissent Løv. graa violet, graa-
gult — denne ensformige, fine og bløde graalige Luft, som er kedelig
og melankolsk for Øjet, men kvægende og beroligende for Sjælen.
Doktorens skarpe Øje betragter de enkelte, haveløse Huse, Sten-
bunkerne og de forfaldne Hegn inde paa Markerne, en Kæmpehøj
hist og et vejrslaget Træ her, som staar ensomt og breder sig.
Alt var saa øde og sørgeligt. Og han tænker paa Sommerens blide
Tid, paa Kvæget, naar det gaar frisk og muntert til Vands i det
saftige Græs, paa Vandet, naar det saa driver og drypper fra dets
Mule, naar det rækker Hovedet i Vejret og dets tilfredse Brøl
lyder hen over Engene.

Den lille, krumryggede Karl, som kneb sig sammen ved
Siden af ham, gjorde sig Umage for at underholde den fremmede
Herre. Haaret hang ham ned paa Halsen, og Enderne af det
var puttede ind under Vadmelstrøjen, Skægget stod i stive Stubbe
i hans runde Ansigt, der var halvt dækket af en rød Hue, som
sad helt ned i Panden; han saa temmelig ren og net ud, kun
Skindbukserne var sorte og fedtede af Slid og af Brug, men de
hvide, strikkede Knæstrømper var hele og ny.

»Nej, det kan vi ikke Deres Velærværdighed 1 ), Nej, nej,
nej, — hypsa! tse! tse! Bonden er hel usselig og hungerarm.
Alt. hvad som Hjælp er, fattes ham, han kan ikke lægge Kvæg
til, og han har ikke Penge at købe for, han har ikke Græsgang,
han har ikke Skov, og han har ikke Tørv. Præsten og hanses
Kone har faaet Forlov at nyde noget Sankebrænde for at koge
deres Mad og bage deres Brød, men Gud hjælpe os for Brød, —
tse! tse! — ellers maatte han bruge sin Halm, men Gud hjælpe
os for Halm! — Tækkehalmen har de taget af Tagene og skærer

*) Dialekten er, for Læserens Skyld, kun antydet.

Digitized by Google

Kvægpest.

101

den i Hakkelse til Kvæget. Kan vi svare Skatter og Landgilde?
Kan vi købe Kvæg og Bæster, kan vi betale vores Laanekorn? —
tse! tse!*

„Min gode Mand, I kan dog allenfals putte Sæden i Jorden,
men Bonden, den Krybere, gaar frem ad Ageren med sine usle
Kræ og skaffer ej anden Fure end Svinerod — og saa æder I
Saakornet!"

„ Kvægets Ødelæggelse, Kvægets Ødelæggelse! — tse! tse!
Hvor skal en ta' Mælk og Smør og Ost og Kød og Gødning og
Plovarbejde og Lys og Huder, som gør den halve Del af Menne-
skens Føde og Klæder paa en Gang — nej nej!"

„Ja du er en forslagen Karl, Farlil, men I æder dog nok
Kød fra Skoven, hva'? I stjæler nok Vildtet fra Skoven, siger
Greven. Og hvad gør I saa for Sygen? Er det wahrhaftig, at I
salter det syge Kød og æder det, hva'? Og at I flaar Huderne af
de anstukne Dyr og bruger dem?"

Herpaa svarede Karlen ikke, men tørrede Næsen med Bagen
af Haanden. Tse! tse! smækkede han med Tungen mod Ganen.
Lidt efter begyndte han igen: „Derovre ved Bakken er Hø vælte,
ja det er saamænd. Kvæget i Bloustrød blev først anstukket og
er i en Hast kreperet. I Hø vælte har jeg min Farbror; der er
kuns 3 af 30 Høveder tilbages: en Ko og tvende Kviekalve. Den
Ko har fra den første Anfang opholdt Livet med, hvad der er
stoppet i hender af Brød og Velling, for selv kan hun intet fortære,
nej hun staar og hænger over Foderet og vil ikke æde. Hun
er bleven aareladt, og de har givet hender Dyvelsdræk paa
en Mile i Munden, men nej, nej, nej — Vorherre sparer inte!
Tse! tse!«

„Tager I Blodet fra Dyrene, I Umennesker?" raabte Pro-
fessoren.

„Nej, nej, nej — det er kun saa som saa! Hver har jo

sin Tro for sig. Det er Rasmus Gasse, der "

„Hvem er han?"

„Ja— a, han er Fæstere her paa Godset. Hanses Far var før
han Hestegælder og Sosnider hos Naadigherren — tse! tse! Det
er en grumme klog Mand. Det var ligegodt han, som fik Bæsterne
hjulpen for Snive og Stenkrop forgangen Vinter."

„Gjorde han det?" spurgte Professoren og kneb sin store
Mund fast sammen.

„Ja vel gjorde han det. Han grov de levendes Kretur ned

Digitized by Google

102

Kvægpest.

i Kulen, — krepere sku' de alligevel — og saa drog ban de
Bæster, som nys var anstukne hen over Graven; — for det er
bestemt — det levendes i Jorden renser allenfals for giftige Dunster
og Troldtøj — .«

„O I Forhærdelsens Taaber! Og hvad saa? a

„Ja hvad saa — — - tse! tse! tse! Kreturerne stod sig
Deres Velærværdighed — Gu' stod de sig.«

„Haa, haa*, lo Professoren med et Par korte Sød, »hvad
mente din Husbond om det? Hvad sagde Hans Rasmussen?
Drog han ligervis sine Kreaturer over de levendes Grav?"

„Nej, nej, nej, Kors i Jøsse Navn! — Der staar Folk paa
Vejen", sagde han lidt efter og pegede frem efter med sin kort-
skaftede Pisk hen imod Landsbyen, som laa lige foran dem. „Det
er saamænd Rasmus,* tilføjede han.

„Hold lidt an," sagde Professoren.

En Grusgrav var gravet Vejen saa nær, at en Del af denne
var styrtet ned, Resten havde givet sig og slaaet store Spalter
og Revner, saa at den truede med at falde. Der var allerede
af andre Vogne dannet et nyt Sving ind over Marken til venstre,
men det saa farligt ud. Til højre saa man langt ud over Egnen,
hvor Enge og Tørvemoser var oversvømmede. Nede i Grusgraven
stod et lerklinet Hus med Skodder i Stedet for Vinduer, Taget
var halvt afrevet, og en svag, blaalig Røg trængte op mellem de
nøgne Lægter.

Oppe paa Vejen stod et Par Mænd. Da Vognen holdt,
sprang en Kvinde fra dem og haltede skyndsomst ned i Graven
og hen imod Huset, idet hun raabte til et Barn, som laa og legede
dernede.

Mændene tog Huerne af. da de saa Professoren og blev
staaende tavse, men Rasmus Gasses smaa Øjne spillede ivrigt i
hans Hoved. Den anden Mand, en gammel, udmagret Skikkelse,
holdt sig forsigtig bag ved Rasmus. Enkelte hvide Tjavser fra
hans halvskallede Isse fejede ham ned over det udtærede, tandløse
Ansigt, som var fuldt af Udslet, der samlede sig om den røde,
skarpe Næse; han holdt en stor Stendunk i den ene Arm, og med
den anden Haand tørrede han idelig den hængende Draabe fra
Næsetippen, medens hans sløve Øjne skottede fra den ene til den
anden.

„Skal I ikke til Barke i Dag?" spurgte Professoren.

„Jou, vi skal saa, 11 svarede Rasmus Gasse, og da Professoren

Digitized by Google

Kvægpest.

103

blev ved at se paa ham med sine gennemborende Øjne, sagde
han indsmigrende: Herren ager med Hans Rasmussens Heste, kan
jeg skønne. Det er Pinedød Tøj!" tilføjede han og rakte Haanden
ud for at klappe dem, men Kusken gjorde et Ryk i Tøjlerne, saa
han lod det fare. „Ja, ja Hans Rasmussen det er Manden, det

er Manden "

„Ja han er jo Fæstebonde saavel som du," sagde Pro-
fessoren. „Har I Brændevin der?" spurgte han og pegede paa
Dunken.

„Aa Gu* nej — Det er hedder at være i Kastellet end som
Hoveribonde i disse faldne Tider, naadige Herre," sagde Rasmus.
»Brændevin? Gu 1 hjælpe os fattige Lus. Byggen gik af Markerne,
og vi maa drikke Vand for 01. Det er knapt med Velstand. Aa
Gu' ja! Vi har næppeligen Klæ'er paa Krop eller i Seng. Vi
maa æde Ærtebrød og Vand! — Sul? Aa nej, aa nej! a

„Er dine Kreaturer døde?" spurgte Professoren.

„Gud Fader har holdt sin Haand over min Ko, men Faarene
fik Kopper og Vandskab ved den haarde Bagvinter, og dem har
jeg forleret."

„Havde du brugt de rette Præservativer, og havde du givet
dine Faar rigeligt Foder og god Røgt med de rette Medicamenta,
saasom Salt, Malurt og Caimus, havde du kanske ikke haft Aarsag
til at kære og klage."

„Gud signe jer, naadige Herre, vi har ydmygelig bedet
om at gaa i Skoven og afhugge lidt Kvas og Vandgrene, ligesom
for Vildtet sker, men nej, i Skoven tør vi inte komme, og Naadig-
herren har skrabet Mosset af Træerne til egen Behov."

„Ja trang er Tiden, men dovne er I, halstarrige og

desperate er I, Rakkerhunde! — Plovstude fik I til Laans af Greven,
men I sultede og forbyttede dem, og al Remede holder I for
K vaklen. Se til Hans Rasmussen, hos ham er der ingen Smitte."

„Ja Hans Rasmussen — han er Manden! — Han har sin
Hjælp,* sagde Rasmus og gentog sagte: „han har sin Hjælp, han
har sin Hjælp "

„Naa herut med Sproget," raabte Professoren, „hvad er
er det for Hjælp?"

„Herren lede os ej udi Fristelse — og bevare os for Troldtøj
og Djævelers Kunster!"

„Hvad mener du med den Snak?"

„Hr. Anders lærer vos, at det, som Herren vil tage bort,

Digitized by Google

104

Kvægpest

faar vi at miste, det, han vil spare, beholder vi foruden al Menneske-
hjælp og besynderlig uden Djævletøj, Nissetcrj og *

„Aa dit Belials Bæst! — Det siger 1 om den gode Mand
Hans Rasmussen. — Hvem er han?" spurgte han pludselig og
pegede paa den anden Bonde, som stod aldeles ligegyldig bagved.

„Det er Fogeden.*

„Naa! — Hør Du Bondefoged, nu kommer du ind til Hr.
Anders, naar Tjenesten er forbi, — og jeg vil have dig med Rasmus
Gasse. — Hvem er hun?" og han pegede paa sin barske Maade
ned imod Huset, hvor Konen var forsvunden og Barnet stod og
lyttede.

„Det er Maren Smeds, g sagde Kusken. Den lille Pige saa
ængstelig op, da Konens Navn blev nævnt; hendes lille Ansigt
var meget blegt, graablegt, og løb spidst sammen ved den fine
Hage; hun havde mørke Ringe om Øjnene, der havde et for-
skræmt og forsultent Udtryk.

„Var det Konens Unge?" spurgte Professoren, da de kørte

videre.

„Nej,* sagde Kusken, „det er kuns en Hittetøs.**
— Rasmus Gasse og Bondefogeden stod og saa efter Vognen ;
saa bøjede Rasmus sig hen til den gamle, raabte ham noget ind
i Øret, og den gamle lo med de tomme Gummer, medens Maren
Smeds gule Ansigt kom frem i Halvdøren som en Snog af sit Hul.

Gudstjenesten var forbi; der blev ringet af, da Vognen
langsomt slæbte sig op igennem Landsbygadens dybe Mudder og
forbi den stensatte Kirkemur. Inde paa Kirkegaarden stod endnu
nogle Bønderkoner med Skørtet over Hovedet. Bag ved Kirken
skraanede Eksercermarken ned imod Aaen; henne under de gamle
Pile stod Træhesten ved Vippebrønden. Folkene, som samlede sig
her, var mest ældre, duknakkede Bønder, og der var kun et Par
unge Karle, da der ikke var Eksereits den Søndag. De var alle
tarveligt klædte; dels havde de vedvarende daarlige Aar ranet alle
de gode Klæder, og dels gad de, der endnu havde nogle hjemme
i Kisterne, ikke tage dem paa i disse usle Tider, ikke engang
til Kirke. En af Karlene havde samlet det lange Haar i en Pisk
i Nakken, og hans pjaltede Trøje med Garderknapperne var ren

Digitized by Google

Kvægpest

105

og hvid ; det var Hjulmanden, der var Soldat, men nu var hjemme
som Frimand.

Præsten kom netop med forsigtige Skridt gaaende over
Kirkegaarden , idet han løftede Kjolen saa højt op, at man saa
hans sorte, uldne Strømper. Da han kom op til sit Hjem igennem
Haven, holdt Professorens Vogn inde i Præstegaarden.

B Guds Fred og Velsignelse med eders Indgang!" . sagde
Præsten, da de omtrent samtidig traadte ind i hans Stue. Saa
stod de lidt og hørte paa den lille, alt for nære Kirkeklokkes iltre r
haarde og øredøvende Klang. Da den tav, fortalte Professoren sit
Ærinde. Præsten var lille og klejn, han stod i fuldt Ornat, hvortil han
kun bar en lille Bladkrave, — den pibede brugte den fattige Mand
kun til større Højtideligheder — og vendte sit blege Ansigt op
imod den høje, anselige Mand. Kinderne var glatte og pludsede,
og han havde en usund Farve som af Stueluft og megen daarlig
Føde. Panden strakte sig smal og sygelig op under den lille og
høje, brune Paryk, der havde et Par Bukler ved Ørene; Øjnene
var matte og lyse som blaasur Mælk.

„Er 1 syg, Hr. Anders?*

„Nej — Gud ske Tak," svarede Præsten, „vil Hr. Doktor
ikke lægge fra sig?" og han bad ham, efter forskellige Kompli-
menter, at sætte sig og gøre sig bekvem. Saa forlod han Stuen.

Professoren drog sin svære Kavaj af, slængte Kasketten i
Vinduet og satte sig paa en af Træstolene. Han trommede med
begge Hændernes Fingre paa Bordpladen, idet han saa sig om
i Stuen. Det var et lille, lavt Rum med mørkt Bjælkeloft; i
det mørke Vejr trængte Lyset kun trevent ind gennem de smaa r
grønne og blærede Ruder og op over de kalkede Vægge, hvorpaa
der var trykt et graaligt Mønster. Foruden Bordet og Træ-
stolene fandtes der kun en Reol med faa Bøger, en gammel Bænk
henne ved Døren, en Armstol med et løst, laset Hynde og en høj
Skrivepult. Professoren saa sig om. Der maatte være Rum nok
i den store Præstegaard, tænkte han — mon de alle saa slige ud?
Der var et skælmsk Udtryk i hans store Ansigt; han bar ingen
Paryk, og Haaret faldt i lange, naturlige Krøller ned om Pande og
Kinder, men i Nakken var det bundet sammen med en stor Sløjfe.
Ikke gad jeg være Herrens Tjener i et saadant Hul, tænkte han,
og ej heller Hyrde i en Hjord, hvor Kvæget dør og Hyrden lever
værre end Kvæget.

Lidt efter kom Præsten tilbage, men stadig i Ornat, da

Digitized by Google

106

Kvægpest.

han ikke havde en passende Klædning at vise sig i for sin høj-
lærde Gæst, og straks efter traadte Præstekonen ind ad Døren.
Hun blev staaende indenfor og gjorde flere Gange en dyb Nejning.
Hun var fulgt med Kaldet som Enke efter den forrige Præst og,
saaledes som det almindeligt var Brug, havde Efterfølgeren giftet
sig med hende. Den gamle Kone med det oppustede, fede Ansigt,
kunde gerne have været Bedstemoder til den lille Præst. Hun
havde i en Fart faaet et stort, hvidt Sæt paa Hovedet, men hendes
Hvergarns Skørt og gamle, posede Kjoletrøje tydede ikke paa, at
hun havde været i Kirke.

Professoren rejste sig, traadte frem og gjorde en dyb
Reverens, og Konen nejede endnu dybere for den statelige Skikkelse
i den fine, brune Frakke med de brede Krave- og Brystopslag og
det hvide Kalvekrøs. Efter alskens almindelig Tale og Suk over
de drøvelige Tider, gik Madammen for at hente Maden, men i
Døren vendte hun sig atter og nejede. Bordet blev duget og
dækket, og da Maden kom ind, rejste Præsten sig med foldede
Hænder og nedbad Himlens Velsignelse over Maaltidet. Hans
Røst lød ved Bønnen pludselig saa høj og fast, at Professoren
skottede hen til ham. Madammen vartede op og satte sig ikke.
Hun bød paa tørret Fisk, mén den var salt og ilde opblødt,
Øllet var plumret og tyndt. „Gud hjælpe os," sagde Konen, „det
er den sidste Sjat i Tønden; naar bliver den vel fuld igen?" Og
hun bad om Permission og Forlov at bringe en Hønsesuppe for
at stille Tørsten. Suppen var tynd som Vand og brændende
varm, Kødet sejt, Brødet fuldt af Avner, og der var blandet
Ærter og Hejre deri.

Den lærde Herre spiste ikke meget, men Præsten tog der-
imod godt til sig; thi for ham var det aabenbart et godt Maaltid.

„Smøger I Tobak?" spurgte Professoren utaalmodig, før
Præsten var færdig, og tog en Pibe, som var til at skrue sammen,
frem af Lommen.

„Nej," sagde Præsten, „hvad som overflødigt er til Livets
Opholdelse og Bevarelse — "

„Vel," afbrød den anden ham med sit skælmske Smil, „med
hendes Permission, min hæderbaarne Matrone, vil jeg da fornøje
mit Legeme med det, som overflødigt er."

Præsten rejste sig: „Herre vor Gud, himmelske Fader!" —
begyndte han med høj Røst en lang Takkebøn, som Professoren
hørte siddende, idet han foldede Hænderne over Piben; men da

Digitized by Google

Kvaegpest.

107

Bønnen var forbi og Præsten havde sat sig og med synlig Mistro
holdt Øje med Gæsten, begyndte denne, efter at være bleven
færdig med Fyrstaal og Svamp, en lang Tale om den ulyksalige
Sygdom hos Kvæget og om Overtroen og Ligegyldigheden hos
Bønderne, som ikke vilde følge gode og lærde Mænds Raad, men
kun deres egne forvildede Tanker.

„I nogen Tid," sagde han, »mener jeg, saavel som og
mange af mine Collegæ, burde forbydes paa Landet al Samling
af Folk, der bringer Contagion og Smitte fra den ene til den
anden, ja — 1 vredes ikke — men al Gudstjeneste og Vaaben-
øvelse burde at indstilles. Jeg har formanet aarle og sildig, at
hver holder sig selv inden egne Grænser og ikke har Samkvem
med hinanden, men det er ganske ikke at faa efterlevet; ti disse
mange Helligdage, som nu er, samles Bønderne, om ikke i Kir-
kerne, da skjult i Kroerne og bringer Sygen omkring. "

Præsten tav, men slog et Kors for sig nede i sit Skød,
hvor hans Hænder hvilede, men Madammen, som, da Professoren
begyndte at tale, havde afbrudt sin Færd med at tage af Bordet
og sat sig henne ved Døren, spyttede tre Gange til Siden.

»Se," sagde Professoren, Jeg har ladet et Medikament
præparere, men saa vidt jeg fornemmer, vil det ikke anslaa hos
alle. Jeg har brugt de tyske Pulvere og Neanders Pulvere, men
de haver intet vist af Efifekt. Den almindelige Kvægdød bliver
Bondens, ja det ganske Lands store Ruin. Derfor er mit Anslag,
at I med mig tager i Beraad, hvad som er at gøre i denne Nødens
Stund. I selv har jo næppe Mad i Gryden, 01 i Tønden, eller
Dd paa Skorstenen."

Præstekonen nikkede, men Præsten sagde pludselig med sin
stærke Stemme, som kun passede slet til hans lille Legeme: »Har
jeg ej anden Næring, da føder jeg min Hjord med Ordet og be-
spiser den med det himmelske Brød "

„Hum hum! a rømmede Professoren sig.

, Jeg er en arm, væmodig Lazarus. Jammer og Elende

er i enhver Kant, jeg vender mig, men mod den store Guds Vilje
og Magt kan ingen stride; han se naadelig til mig arme Præst,
til mine Børn og Tyendefolk, for hvem Brød og Sul er borte."

»Ja, ja, ja" — sagde Professoren utaalmodig, »lad os da se
Tingen an og drøfte Sagerne," og han bredte sig i Armstolen
med et vist Velbehag. »Denne Mortalitet haver moxen gjort rent
Bord, hvor den er kommen, ja den haver, som Professor Holberg

Digitized by Google

108

Kvægpest.

siger i sin Dissertation, ligesom en Støver, der leder efter Harer
og Hjorte, støvet efter Hornkvæg udi alle Landets Vr^aer og
Vinkler. Men, hvad værre er, denne Pestilentz har forrykket de
naturkyndiges Concepter, og hvad Medici har ordineret i deres
Recepter, har hyppigen desto hurtigere befordret Kvægets Død *

„Nej, a afbrød Præsten ham mildt og nikkede langsomt og
betydningsfuldt, „denne Syge kan ej læges af Menneskenes Haand,
og jeg erkender og kysser med allerstørste Ærbødighed og Vene-
ration dette store Guds Ris, hvormed han hjemsøger os alle som
en naadelig Fader, den vi alle i Aand og Sandhed bør paakalde
og tilbede, men jeg tror og bekender, at den samme — ja den
samme store Gud, som er Naturens og Universi Stiftere haver sin
Vilje med os, som det ej bør sig, at vi Menneskekryb stamper,
stritter og strider imod, allerhelst som Herren idelig hører vores
Bøn og Paakaldelse."

Hver Gang Præsten talte, lagde Madammen Hovedet paa Siden
med sløve Øjne, ligesom en And, der blunder, men naar Pro-
fessoren tog Ordet, spillede Øjnene nysgerrigt og spændt i det
fede Ansigt.

„Ej a sagde Professoren, „I Præster betjener jer nu fast
alene af argumenta theologica, — men hør nu, min gode Hr.
Anders. Det er ingenlunde en ordinaire Gontagion, der gras-
serer, hvilket man ser af adskillige Symptomata. — Gud giver
Evner og Forstand dem at bruge, og jeg holder nu fore, at en
Hypothesis om usynlige Insekter som causa morbi er saare sand-
synlig; ti man haver jo Menneske-Pest, Kvæg-Pest, Heste-Pest t
Hønse-Pest, Træers og Planters Pest •

Der var hørt Skridt udenfor, og nu bankede det pludselig
haardt paa Døren.

„Det er Bønderne, som vil tale med vor Far," sagde Konen.

„Ja Bønderne," sagde Professoren ærgerlig over de idelige
Afbrydelser, „de bestyrkes ved denne Calamitæt udi deres for-
maledidede Overtro og Vankundighed. Jeg siger, Almuen er som
skøre Æg, der ikke taaler at røres ved, jeg siger, de er som skøre
Æg, hvoraf Blomme og Hvide let udflyder, og Skallerne er kun et
ubrugeligt Vehiculum, og der bliver deraf intet uden Vind, intet
uden Sult og Elendighed for dem selver og deres Herrer. — Dog
jeg haver stævnet dem hid, og vil I som jeg, Hr. Anders, da lader
vi dem trine ind, at faa dem i Tale."

Præsten rejste sig med samme stilfærdige Mistillid i sit

Digitized by Google

Kvægpest.

109

Væsen og lukkede op for Bondefogden, Rasmus Gasse og en
tredje Mand. De havde sat Træskoene fra sig udenfor, og da de
kom ind, kyssede de paa Haanden og rakte den til Præsten, idet
de sagde: »Guds Fred i Stuen*; men Professoren blev siddende i
Armstolen. Han nikkede koldt til dem og sendte en Sky af sin
gode Virginia-Tobak ud i det indelukkede Rum, hvor Lugten af
Klipfisken nu blandedes med en ram Stank af Eogødning. Bonde-
fogeden, der var ret velklædt, havde en hvid Vadmels-Kofte paa
med lange Skøder, bredstribet Vest, Knæbukser med Messing-
spænder og blaagraa Strømper; han holdt sin gamle, bredskyggede
Hat mellem de famlende Hænder, men Rasmus Gasse traadte
frem foran ham i en pjaltet, ganske kort Karletrøje, med de
skidne Strømper i tykke Folder om de korte Ben og den laadne
Hue paa Hovedet. Den tredje Bonde var en mager, svindsottig
Fyr med en rød, strikket Hue, som han heller ikke tog af; han
saa lige saa ussel ud som Rasmus,' men han holdt sig stille
bagved med et fromladent Ansigt, der havde et smalt Underbid , og
foldede sine sorte Fingre om en meget lang Stok med en Benknap
paa Enden. Det var Bondefogedens Søn.

„Hvor er Degnen? 4 * spurgte Hr. Anders.
Bønderne saa paa hverandre, men svarede ikke.
„Skolemesteren gad jeg dog og have i dette højlærde
Concilium, 41 sagde Professoren, hos hvem Lune og Skæmt hurtig
vekslede med opblussende Harme og Grovhed.

„Han skøtter ikke sit Embede, som det bør sig, 4 * svarede
Hr. Anders mørkt, „han ved ej at opdrage Ungdommen til at
kende og elske Herren og — om det saa maa behage Gud —
formedelst en bedre optugtet og oplært Ungdom, at unde os en
Slægt paa Godset, som adspørger Herren og forplanter hans Frygt
paa Efterkommerne. — Adspørger I Herren, mine Venner? 14 spurgte
han med Mildhed Bønderne, som stod og tænkte paa, at de nylig
havde mødt Degnen, den Gavtyv, nede ved Skoven med en Bøsse
under Frakken. „Den lærde Hr. Professor og jeg haver nys talt
om den haarde Tilskikkelse, hvorved den naadige Gud — 44

„Med Permission Hr. Anders, 44 af brød Professoren ham med
sagte Stemme, „naar man skal tale med Bonden, saa han kan op-
fange vor Mening, maa man tale slet og ret. — han er en lige
saa stor Hader af Høfligheds Tant som Tacitus af Hykleri, 44 og
Dfted et Smil vendte han sig om imod de tre: „Jeg er af Consi-
storio beskikket at ransage og granske deAarsager, som ligger til

Digitized by Google

110

Kvægpest.

Grund for den plagsomme Syge, som kvæler og udsuger Landet.
Tal derfor nu og sig du Foged, hvilke er de synlige Symptoraata,
som du haver taget i Agt paa de syge Kreaturer?"

Sønnen og Rasmus puffede til den gamle med Albuerne, men
han saa sig kun spørgende og hjælpeløs om.

„Ole er nouet tykhørendes, Hr. Dokter*, sagde Rasmus.

„Naa i Himlens Navn, — saa sig du mig Rasmus, som
jo er Sønnen af en velbestaltet Hestegilder og Sosnider her paa
Godset — hvilke er de synlige Symptomata?"

Rasmus lagde Hovedet paa Siden og tav.

„Naa — Diagnosis mener jeg — — ak, ak, du vankundige
Søn af en Collega udi Lægekonsten, sig til: hvorledes geberder
Dyret sig, naar du mener det anstukket af den vermaledidede
Pestilentz?"

„Ak Herre", sagde Rasmus rapt og indsmigrende, „naar
noget Høved vorder sygt, fornemmer vi straks, at Hovedet hænger
ned mod Jorden, Gummerne og Tungen bliver mere hvidagtig,
Hornene gemenlig kolde, Kreturet trækker etter Været og li'som
hiver, det kan intet mere tygge, det kan intet mere rejse og række
sig, det rører sig intet mere, og Tungen er fuld af Vabler og
Blegner."

Professoren nikkede. „Og hvilke Medicamenta bruger du da? ft

Rasmus Gasse følte sig helt smigret og sagde fortroligt: „Ja
saa snart der er Redning til, gi'r vi hende Salt og Englerod og — *

„Ja", sagde Professoren, „Angelica er en Urt, som er god
til at forebygge, saa og carduus benedictus og ros solis, men hvad
som bedre er, er Renlighed og Røgt! Jeres Kreaturer ligger slet,
ofte i Drek og Gødning, I agter ikke paa om Foderet er muggent
eller vaadt eller slet skaaret, hvorudover de dog til sidst af Sult
maa æde op — og hvad bekommer I derfore? Slette og mavre
Bæster, forsvækkede Køer, skrøbelige Faar, som ikke kan staa
Sygen igennem, naar den kommer over dem. Nej, se til Hans
Rasmussen, han vasker og strigler sine Køer — «

Professoren afbrød sig selv, da han saa, at den sygelige
Bondesøn trak paa Smilebaandet.

„Ja, du griner, din Dosmere, men du skal vide, at Utøj kan
strigles af Køer som af Bæster! Du slutter dig hellere til Svine-
snideren, den Rakker, og hører Raad af fremmede Empirici og
Bisselæger, som udgiver dem for almægtige Hjælpere for Menneskets
og Dyrets legemlige Brøst! Heller tror du, at den ærlige Mand

Digitized by Google

Kvægpest.

111

Hans Rasmussen, opretholder sin Velstand ved Nisser, ved Manen
og Forsværgelser end ved Flittighed og god Røgt! Det er dine
Principia, din Hund!*

Professoren raabte højt og blev meget rød i sit svære Ansigt.
Han havde rejst sig og var traadt hen til Bønderne, men da han
fornam den ilde Lugt, ligesom af Sildelage, der udgik fra dem,
traadte han hurtig tilbage. „Tvi!" sagde han og spyttede, idet
han atter satte sig i Stolen.

„Saasom I ej vil lade eder persvadere at bruge Medica-
menta, kan det og ej heller blive godt", fortsatte han roligere,
, somme vil slet intet bruge, besynderlig i denne Egn, og hvad
ordineret paa Apoteket er at continuere, haver I ej afhentet. Hører
nu vel efter, hvad som godt er*, vedblev han og vendte sig halvt
om mod Hr. Anders, som sad ganske stille mellem Bordet og Vin-
duet: „en Salve med Terpentin, Campher og asa foetida, hvormed
jeg har smurt Kvæget mellem Hornene saavel præservative som
curative hver 3dje eller 4de Dag, er godt. Jeg tror og, at Mer-
curius med Svovl, blandet til et Pulver, og Enebær dertil, kunde
være en kraftig Præservativ-Røgelse i de uhumske Stalde, hvor
Kvæget staar; — videre: Mercurium, Antimonium og Svovl blandet
med nogle Alexipharmaca og Balsamica som Løvstilke og Baldrian,
samt noget Campher indgivet præservative hver 3dje eller 4de Mor-
gen og curative 5 Morgener i Rad udi varmt Øllebrød med 4 Gange
saa meget Vand blandet, er befundet af god Virkning; thi de
Alexipharmaca jager Mercurium hastigt omkring til peripheriam
corporis tillige med det acidum vitriolicum som er in antimonio
et sulphure — og jeg skal give min Hals, om det ikke hæver den

lede Syge i sin første Anfang, men Drollen splide dig r

Rasmus! Har du noget at tale, saa sig frem! Hvortil har du Tunge
og Mæle?" raabte Doktoren pludselig, da han mærkede, at hans
Lærdom var løben af med ham, og derfor benyttede Lejligheden
til at bryde af, da han saa, at Rasmus havde noget at sige.

Og denne sagde med en mørk, uhyggelig Ro: »Det, som
den gode Herre taler, fatter vi arme Bønder intet af. Vi er saa
fattig og nøgen, at man kan sigte Mel igennem vos; det er snarere
Tid at spille Bankerut for vos end som at rende til Apoteket i
Roskild — vi har gaaet længe og traadt, og vi faar skikke vos
udi vores forfaldne Ting, der er yderste Fattigdom og Elende, —
det kan den prisværdige Mand, vor Far her i Stuen, med dyre
Ord bevidne." —

Digitized by Google

112

Kvægpest.

Professoren afbrød ham og vendte sig til Præsten; „Hr. Anders !
Hr. Anders! Der hører I selver! Hvad skal en armer Mand at
gøre? Saa vidt det er vore skrøbelige Sanser tilladt at se udi
materielle og naturlige Ting, kan jeg her bringe Hjælp og Læge-
dom. — Nu hører I? Hvad siger I?"

Præsten rejste sig fra sit Sæde, og som en opdæmmet
Strøm, der pludselig tager Kraft og bryder alle Hindringer, sprang
hans Tale frem med hans stærke Stemme, der fik end mere Malm
ved den dybe Overbevisning, der klang i dens Lyd:

„Jeg siger: om Herren ikke vil tillæge og helbrede den Skade
og det Saar, som er tilføjet min Sjæl eller mit Legeme eller min
timelige Velfærd, da kan ingen jordisk Haand eller Medikament
fraføre os dem. Ti det tilkommer os at lide, ja at lide som den
Herre Jesu Christ maatte lide den pinefulde og plagsomme Korsets
Død! Ti om nogen vil spørge hver den, som i Dag er født: hvor-
til er du født? Da kan han kun allerrettest svare, at han er
kommen til Verden for at dø ! Ti saasom der er intet Herre-Slot,
intet Borger- eller Bondehus, ingen Hyrdehytte, der jo ikke haver
denne beske Skaal at tømme, da skønner vi og, at dette er Vil-
kaaret, med hvilket enhver fødes, at han skal visseligen dø, ja det
som mere er: at han straks skal begynde paa at dø eller drage;
ti det, som vi daarligen kalder Livet, er: Døden, som kalder
sig Livet, at den under dette Navn des lettere kan snige sig paa
os og forraske os! Og ligervis som Døden lader sig ikke bevæge
af nogens Klage eller Suk eller Taare, ej heller af nogen Skænden
eller Ulad og ej af nogens høje Stand eller Dyder eller Lærdom
eller Kvaliteter, tager Døden i Flæng, hvilken ham lyster, lige
til det umælende Kræ!"

Der var en dyb Tavshed i Stuen, Bønderne bøjede Hovederne,
som om de saa selve Døden fare hen over dem. Konen sad rank
og ret, som om hun sad i Kirken, men Professoren, som havde
fulgt Ordene med fremstrakt Hals, strakte sig over mod Præsten
og sagde: „Haver I da for Sanden aldrig et Barmhjertighedens
Ord for jeres arme Folk?"

Men Præsten svarede højt og myndigt: „Ja, I tænker:
kunde Gud føre det over sit faderlige Hjerte saa jammerligen at
pine og plage sin eneste, allerkæreste Søn for Menneskenes Skyld,
at Sønnen fast fortvivlede og klagede, at han var elendigere end
en Orm, hvi skulde da den samme Herre Jesus ikke forbarme sig
over dem, for hvis Skyld han haver lidt saa megen Elendighed

Digitized by Google

Kvægpest

113

og ond Time, naar de begærer hans Naade? Saaledes tænker I,
I Daarer ! Men den store David skaaede sig, da han led ilde, hartad
.som en staraalende Rørdrum i Ørken, som en tudende Ugle i
forstyrrecle Stæder*, saa som hans Psalme lærer os, men han
fornam nok, sligt nyttede til intet; thi med al saadan Tuden,

Skraalen og Skrigen kunde han ej borttage Ulykken *

Professoren vilde afbryde ham, men den lille Mand, i hvis
Ansigt de blege Øjne nu brændte som Ild, vendte sig mod ham
og sagde : „Se alt det, os møder under Solen, er dødeligt og minder
os om vor Død: Vinteren er Sommerens Helsot, Dagen dør hen i
Natten og Natten i Dagen, den Dag i Gaar er død og saa død,
At for den er ingen Opstandelse at vente. Den Dag i Dag skal
drage sit sidste Suk, naar den silde Aften og fæle Nat kommer
a.t dræbe den. -

Da rejste Professoren sig i oprigtig Harme og raabte med
<lrønende Stemme: „Nej, hør nu Præst, saa sandt I er en Guds
Mand og ikke vil brede Vankundighed og Vildfarelse eller friste
Gud ! — Ja, siger jeg, Døden er en sikker Ting, men Livet er os
givet, det at opholde ved alle Midler! Aandens Lys er os givet
at tænke og granske; og sammen med Dyr og Mennesker er
-tillige skabt Urter og Stene med Kraft og Lægedom! Viden-
skab og Lærdom lyser just som Troens Lys, mildner alle Piner,
glæder alle Sind, gør Mennesket kløgtig og vis, og mere som skabt
i Guds Billede og uligt Dyr og Kryb! 4

Præsten saa paa ham med et vredt Blik, men betvang sig.
„Jeg tilstaar*, sagde han mere sagtmælet, „ved den Luft, vi
drager, ved den Spise, vi nyder, ved de Lægedomme, vi bruger,
kan der nu og da flikkes paa et levende Legeme, men", sagde
han, idet han hævede Røsten, „verdslig Visdom bereder os til
Frimodighed og gør os uskikket til at dø. Se! Salomon havde
saa tilforladelig Kundskab om alle Ting, at han vidste, hvorledes
Verden er lavet og Elementernes Virkelse, Tiders Begyndelse og
Ende og Middel, Dyrs Art og Bæsters Vrede, Planters adskillige
Art og Rødders Kraft, men han erfor i Livets vindige Løb, at
det var idel Tant og Forfængelighed og Aandens For-
tærelse, at hans Visdom var ingen mod Guds, og imod hans
Vilje var Menneskenes famlende Visdom en Forhaanelse og Be-
spottelse. Thi skulle vi gøre som Job og finde os uden mindste
Klynken, uden ringeste Knur og Surseende i de Kors, vor Herre
lægger over vore Aksler, det være sig" — vedblev han med Kirke-

Tilakueren. 1803. S

Digitized by Google

114

Kvægpest.

bønnens Ord : „Krig og Blodstyrtning, Hunger og Dyrtid, Pestilentze
og smitsomme Syger, Digers Brud og Vandets Flod, graadig Ild
og Fjenders Anfald — u

„Og vi skal sidde med Hænderne i Skødet! Vi skal ej
kæmpe og stride, naar Fjenden plyndrer vort Land? 44 raabte
Professoren haanligt.

„Vi skulle svøbe os i Sække og sidde udi Aske, paakalde
Gud Herren i vore Synders Erkendelse, desformedelst hvilke han
lader alle Plager udgyde sig over os!"

„Og jeg siger: en Pestilentz kommer over en gudfrygtig Enke
som over en ubarmhjertig Kornpuger, jeg raader jer, Hr. Anders,
ej at gøre Misbrug af den Snak om Guds Straf, som ikkun kan.
foraarsage Vantro og Forargelse! -

„Herren alene ser Retten og Uretten, han vil ikke lade
Ulykken komme, hvis vi ej haver torskyldt den, thi vi ser hans
Finger og fornemmer dens Spidse, og den Vædermod, som møder
den ugudelige, vil ikkun ramme den, der ikke vandrer i Her-
rens Spor og følger hans Raad. Vi gaar paa en Jord, for-
bandet for vor Skyld, og tager Herren vore Husdyr, vore Hjem,
vore Lader og Velfærd — hvad bør vi da andet end prise hans
Navn evindeligen; thi vi mærker og fornemmer da, at han ikke
haver forladt os, og vi usle og skrøbelige Mennesker kysser hans
Tugtens Ris med grædendes Øjne og blødendes Læber!"

Den gamle Bondefoged var falden sammen i Søvn paa
Bænken, Sønnens grønblege Ansigt lyste henne i den skumle
Krog, men Rasmus Gasse, som med skadefro Glæde havde hørt
de lærde Herrers Uenighed, benyttede sig af den korte Pavse, og
sagde fromt til Præsten i samme Øjeblik, som Professoren vendte
sig og tog sin Kavaj.

„Vor Far mener da heller itte, a' dæ ka' baade vos a' ta'
etter ded, som Dokteren skriver ner for vos?"

„0, du Daare!" raabte Præsten, „De, som ville vise dig
Verdens Vej, fører dig moxen alle paa den vrange og ufare Vej r
ja — somme raaber, at du skal tage paa den højre Haand, andre
kalder dig til den venstre, en Del viser dig i Øster, andre i Vester r
jo længere du spørger, jo videre du løber, jo længere kommer du
ind paa den vilde Vej, hvilken du siden ikke kan forlade. — Ja!
Ja ! Saadan er den menneskelige Kundskab og Lærdom, som raaber
fra alle Sider, hver med sin Røst, hver med sin Mening, men

Digitized by Google

Kvægpest.

115

Gud Herren raaber med en stor Røst, der døver alle
andre!"

Professoren, som havde tøvet et Øjeblik, brød nu ud i
flammende Vrede: „Det er ham, som er paa vrange Veje, Mosjø!"
raabte han, »vide skal 1 Pjalt af en Præst, at dette Sted vil vorde
Pestens og Sygens sorteste Arnested; thi I Sultenlus driver jeres
Hjord ud i Uføre og Moser til Vantroens og Overtroens Lygte-
mænd!"

„Se!" skreg Præsten rasende og pegede paa den høje
anselige Mand, som trak Kavajen paa, „se hvad herligt er et
Menneskes Gestalt, som staar i Dag og er død i Morgen, og da
er den et stinkende Aadsel, en ussel Orme-Sæk og Maddike-Bo ! O
I forblindede, som tror at kunne helbrede og kurere den Syge og
de Piner, som Gud Herren haver skabt! Vil 1 finde Sygdommens
Symptomata, da kaster eders Øjne paa eders egen verdslige Hovmod
og de fast utrolige Synder og Laster, som nu er gængse; thi vi
haver nu Bærmen af alle Tider over os, ja en Tid som Noæ Tid,
da alt Kød havde fordærvet sin Idræt paa Jorden, og Anger og
Ruelse bør nu at være de ene rette Medicamenta!"

Professoren gjorde en Bevægelse frem som for at slaa Præ-
sten i det blege Ansigt, der lyste af Begejstring, men greb sin Hue
og gik rasende hen imod Døren:

„Lad mig komme ud! M raabte han, „kan I retirere jer, I
Fæhunde!" skreg han til Bønderne og løftede sin Stok, „I skal faa
en Ulykke, 1 forbandede Kanailler! Herut I Hunde!" — Rasmus
Gasse rev Døren op og sprang ud med de andre, men den gamle
greb i Farten den store Stendunk, som han havde stillet udenfor.

Bønderne stod helt betagne og saa efter Doktoren, som før
forbi dem ned ad Landsbygaden.

„Vor Far og Manden kom rigtig til Munds", sagde endelig
Rasmus, da de gik. „Han var svær skrap, og han har vel immer
mer Forstand paa Sygen end som Hr. Anders."

„Ej", sagde den unge Bonde, „hvad vil vi Stympere, som
hverken kan læse eller skrive, ransage udi de hellige Sager, —
nej, naar jeg tror, hvad vor Far tror, synes mig vel at have en
god Samvittighed, — vi bør at svøbe os i Sæk og sidde udi Aske,"
tilføjede han.

8*

Digitized by Google

116

Kvægpest.

„Det er Midaften", — sagde den gamle med Dunken,
men blev afbrudt af en Dreng, som kom løbende op ad Gaden.

„Fatter! Fatter! " raabte han allerede paa lang Afstand til
Rasmus, „Koen er syg! Koen er syg!"

„Nej, nej*, svarede Rasmus og satte i et hastigt Løb ned
efter og forsvandt.

„Hva'er'et? Hva'er'et?" spurgte den døve.

„Det er Rasmus, hanses Ko!" raabte Sønnen.

„Ak ja, ak ja, ja, ja, ja! Det er noget forbandet Tøj!"
mimrede den gamle. „Ja, ja, ja!" -

Men hjemme i den lille, lumre Stald, hvor man ikke kunde
staa oprejst under de lange Enebærstænger, som dannede Loftet,
og som hang fulde af tykke, støvede Spindelvæv, — inde i den
ene af de tre Baase, under en lille Træluge, som nu var lukket
op for Lysets Skyld, knælede Rasmus Gasse ned ved Siden af sin
rødsnubbede Ko, der dorsk strakte sig ud paa det stinkende Ler-
gulv. Han laa i inderlig Fortvivlelse og klappede og kløede det
syge Dyr eller stak Haanden ind i dets Mund for at gnide den
stive Tunge blød og bevægelig.

„Ak jeg elendige Menneske, aa, aa mit armer Kvæg! Den
Ko elsker jeg mere end mine egne Øjne, — aa Gud, aa Gud!
Jeg er værre brudt end nogen anden, dig faar jeg aldrig Magen
etter! Nej, nej min bitte Dyr, det maa itte ske, du maa itte dø!
Jeg har jo itte mer tilbages; — Nej, nej!" sagde han og rejste
sig pludselig med Bestemthed, „det ska' itte være!"

Henne i Døren stod en Kone og nogle smaa Børn og græd.

„Hvad vil du gøre, Rasmus?" spurgte hun sagte med en
Stemme, der var kvalt af Graaden.

„Hvad jeg vil gøre", sagde han, idet han strammede sin
Bukserem, „jeg ved nok, hvad jeg vil gøre, — væk med jer!" og
uden Hue, bleg og med Ansigtet vaadt af Taarer løb han afsted
ud af Døren, ned ad Gaden.

„Hvor er Ole Foged \ u raabte han til en Dreng, som
han mødte.

„Nøre ve' Gadekjærnet!" svarede Drengen forskrækket, og
løb ind i et Hus.

Ved Gadekæret stod Bondefogeden med et Par Bønder, til
hvem han solgte smaa Snapse Brændevin af sin Dunk. Rasmus
kom springende ind imellem dem.

Digitized by Google

Kvæppest.

117

„Hvor er Dokteren?" raabte han. — „ Han er aget sin Kaas*,
svarede et Par Stemmer.

Rasmus stod et Øjeblik raadvild, saa rev han pludselig
Dunken fra den gamle: „Gi* mig den!" raabte han og lagde Armen
om Halsen paa den betuttede Foged og raabte ham ind i Øret:
f Nu ska' det være Ole! — Min Ko er ved at dø! — Gi' mig
Brændevinen, saa ska' jeg hjælpe vos allesammen."

„Mare om jeg gør — liva' æ'ed mæ dæ? Tal itte saa for-
blummet Rasmus, — du maa skikke dig derudi som vi anner — *

Saa trak Rasmus ham til Side: han maatte ud med Koen
til Maren Smeds, sagde han, hun vidste Raad for den ganske By,
det havde hun sagt samme Morgen, men hun vilde ikke ud med
Sproget. Men for Brændevin maatte hun neje sig, og hvad hun
sagde, vilde han gøre, hvad i lede Helvede det saa var.

Og den gamle sukkede langsomt: „Ja, ja! — Jæ ka' itte staa
dine hjerterørendes Ord imod, lille Rasmus, men var dig for
Kogleri — og for al hæsselig Dævelskab og ■

Inden han fik talt ud, var Rasmus borte. Bønderne tørrede
sig om Munden og rystede ængsteligt og forskræmt paa Hovedet,
idet de saa efter ham.

Professoren var kørt. Han havde i stor Harme rystet Støvet
af sine Fødder og havde straks ladet Vognen lave til, men han
var ikke ude af Byen, før han lo. Han gjorde Nar af sig selv:
Du est en habil og højlærd Mand — pyh! Mine Herrer Collegæ
vil have en skønne Lejlighed til at raillere, haa! haa! — „Ak min
lille Ven", sagde han blidt til Kusken, da de kom til Vejstedet,
som med sine store Revner truede med at styrte ned, ,lad os age
ind over Marken, paa det at vores ganske Visdom ikke skal bryde
sin højlærde Hals." De stod begge af Vognen, og medens Kusken
kørte den uden om Vejen, gik Professoren og saa ned paa det
usle Hus, hvor det pjaltede Barn legede i Snavset. Saa satte han
sig atter op og kørte videre i den mørke Eftermiddag. —

Noget senere kom Rasmus Gasse trækkende med sin syge
Ko ud til det lille Hus; i et Reb om Halsen bar han en Madæske
og Brændevinsdunken. Han bandt Dyret i nogen Afstand fra
Huset og gik ind.

Digitized by Google

118

Kvægpest.

Maren Smeds laa og sov oven paa en Seng, der var stillet
saa tæt hen ved Skorstenen, at hun kunde naa denne fra Sengen,
som var stoppende fuld af mange smudsige, men gode Dyner. Den
lille, kvalme Stue var lav og fattig, skidden og uordentlig. Hist
og her fandtes der dog gode Sager, der ligesom tydede paa en
vis Velstand, men Kobberkedlen paa Væggen, Dynerne og et Par
Tinfade over Døren var vel snarere Bevis paa, at Maren Smeds
af og til forstod at tilvende sig Bøndernes gode Sager, enten som
Panter eller som Betaling for gode Raad, for Hjælp mod Signen,
Manen og Maalen og alskens underlige Gerninger.

Hun rejste sig op af Sengen, da Rasmus kom ind.

„Næ er det dæj, Rasmus?" spurgte hun langsomt med sin
rystende Stemme.

„Ja det er saa. Bliv bare paa Sengen, Maren."

„Næj, næj tt , sagde hun, da hun stod paa Gulvet.

Det var en lille, spinkel Kone, ikke saa gammel endda.
Hendes Ansigt var farveløst gult og glat, Øjnene var lyse, næsten
hvide, et mægtigt Hareskaar flækkede hendes Overlæbe og gav
hende et stygt Udseende, især naar hun lo; thi Tænderne var
smaa og hvide som en Kats. Dette Hareskaar havde hun haft
megen Nytte af i Livet. Hun havde et Øjenklæde paa, som knapt
dækkede det lyse, tilbagestrøgne Haar; igennem den ærmeløse,
grønstribede Bul stak frem en rødbunden Trøje med korte Ærmer,
der gik halvt ned over de knoklede Arme, hvis tynde Hud var
rød og blank.

„Naa— aa, hva' er'et saa, Rasmus Gasse har paa Sinde?*
spurgte hun, idet hun bøjede sig lidt til Siden med Overkroppen
og saa paa ham med missende Øjne.

Lidt efter sad de sammen henne ved Bordet. Maren

drak af en Lerskaal og Rasmus af en lille Tintumling. Han
trængte ind paa hende med bedende Bønner om Hjælp for sin
stakkels Ko og Hjælp for alle de arme Bønder; han lovede hende
Guld og grønne Skove: en Gris og en Gaas til Juletid, ja et halvt
Lam til Foraaret.

Men Maren sad tavs og kradsede sig bag paa Hænderne;
hun vilde have mere, og Rasmus lovede.

„Ja, men saa var der ogsaa det, at Rasmus var bange af
sig*, sagde hun og lo med sit stygge Smil.

Men han svor en dyr og drøj Ed paa, at han skulde gøre,
hvad hun vilde, bare hun vilde hjælpe hans Ko.

Digitized by Google

Kvægpest,

119

„Har vi ikke gjort alt, hvad Mennesker kan gøre?" spurgte
han. „Har vi ikke aareladt det edrede Blod af det syge Kvæg,
har vi ikke draget det over de levendes Dyr, som vi grov ned i

Jorden paa deres Bug, har vi ikke, har vi ikke " og han

blev ved at ramse op, hvad de havde gjort lige fra Bønner til Vor-
herre og Doktorens Recepter til Marens egen Signen og Maalen. —
„Men du kan nok heller ikke mere 11 , sagde han til sidst og rakte
Haanden koldsindig ud efter Dunken, — saa er det nok ikke her,
jeg skal sidde."

Saa tog Maren og skænkede Koppen fuld og tømte den, og
lidt efter begyndte hun at snakke. Hendes hvide Øjne blev store
og stikkende, alt som hun hviskede og drak og mumlede; Rasmus
laa over Bordet og slugte graadigt alt det, han kunde opfange
om alle de onde Ting og Trolde og Nisser og Varulve og Natte-
ravne og Marer og Djævle, som boede i Jordens Skød — ja i
Jordens lumre, byrdige Skød opklækkedes alt det Kram som
Snogeæg, al den Lucifers fedtede Yngel, der kom op som Pest og
Syge; men naar Vorherre sendte sin velsignede Sol, kom det op
som Taager og svulmende Dampe ved Sommerens Tide over Moser
og Enge og løste op og vejrede hen — det havde Rasmus Gasse
vel nok set?

Ja det havde han.

Men efter Høstens Tid, naar Vorherres velsignede Sol gik
væk, saa blev al Raaddenskab bunden i Jordens Skød og laa og
gærede, forfulnet og sur, og saa rugedes ud alt Troldtøj og alle
onde Ting og Sot og Gigt og Kolden og rasendes Feber og Pest.
Det forstod Rasmus Gasse vel nok?

Ja, det forstod han godt.

„Men hvad er det, som binder al det levendes Liv i den
gruelige Nød, alt det Djævelskram? Aa ja, aa ja! Det er Liv for
Liv, Rasmus Gasse, ha, ha, ha, det er Liv for Liv! Derfor grov
vi dem ner — Kreturerne! Liv for Liv!* Og hun tømte Skaalen.
Hendes Øjne blev sløve, og hendes skaarede Mund bevægede sig
af sig selv uden Lyd, medens hun stønnede af Drukkenskab.

„Nu har hun Komplexen", tænkte Rasmus, nu kommer det."

„Vi maa grave det nør — Liv for Liv — vi maa binde og
føde dem, — nej, nej, — itte Dyr, itte Dyr! — * hun havde rejst
sig og støttede sig nu til Bordet ligesom stivnet og med frem-
strakt Hals, idet hun langsomt og med bredt sjællandsk Mæle
remsede op: „— det, som ikke ejer Mand eller Kvinde, det, som

Digitized by Google

120

Kvægpest.

ikke ejer Hus, Hjemstand, Fæmon eller Tyendes, det som ikke ejer
Guld, Sølv eller Glimmersten, eller hvad med Navn nævnes kan,
det, som kuns har Liv og Blod, hvis levendes Liv ikke frister
Mennesker, Dyr eller andet Kryb, hvis døendes Død ikke ska'er
Mennesker eller andet Kryb, som kuns ejer Hvile og Lise i Vilje
og Sind, i Lemmer og Ledemod, ren og pur, indvortes og udvortes r
sovendes eller vaagendes, hvemses Aande er som Paradisets Aande T
der renser, der toer, der helliger, der drager, der binder al Lucifers
onde Stank og gruelige Smitte, der lurer og lumrer i Jordens

Skød «

Saa faldt hun pludselig sammen paa Bænken med Hovedet
paa Bordet.

I samme Øjeblik bankede eller pikkede det sagte paa Døren.
Det begyndte at blive mørkt, og i Dørsprækken, der aabnedes, saa
Rasmus Gasse først intet, men saa rejste og styrlede Haaret sig:
pludselig isnende paa hans Hoved, som om et forfærdeligt Syn
viste sig for ham: det var den lille Piges blege Ansigt.

„Vil du ha' et Stykke Mad?" spurgte han hæst, og hans^
Hænder rystede, da han lukkede Æsken op og tog et stort Stykke
Ostemad frem. Barnets forsultne Øjne fulgte begærligt hans
skælvende Hænder, og hun fulgte ham i Hælene som en lille
Hund, da han skyndte sig ud af Døren med Maden. Saa satte
hun sig hen i Grusgraven under Vejen og gav sig til at spise.
Men Rasmus Gasse vandrede rastløs, urolig og meningsløst om
foran Huset, der var ikke blivende Ro paa ham, han stod, han
gik, han søgte, han lyttede, saa forsvandt han bag Huset og kom
atter frem, Sveden drev ham ned ad Ansigtet, og til sidst stod han
oppe paa den skridende, spaltede Vej med en Spade i Haanden.
Med et vildt Tag slog han et Stik ned i Jorden — da lød en
spæd og tynd lille Barnestemme op til ham: „I kaster jo Sand
paa min Mad!" Med en vanvittigs Styrke satte Manden sin Spade
ned i Vejens Spalte, vred den om; og en vældig Lavine af Grus
og Sten og Jord styrtede ned og tog mere med sig, Klump efter
Klump, Manden sprang rasende om, stødte til Skredet, slog,
trampede og sled : hele Vejen styrtede ned i Graven, mange, mange
Læs — saa blev der ganske stille.

Rasmus løb med liggraat Ansigt ned til sin Ko: „Op med
dig! 1 * raabte han og sled i Tøjret, „op med dig! hej, herop, dit
Utoske!" skreg han skummende af Iver og Vildskab — men Koen
laa stiv og død.

Digitized by Google

Kvægpest

121

Rasmus stod et Øjeblik som forstenet og saa med et tomt
Blik frem for sig, — da hørte han en Lyd af nogle Smaasten som
trillede ned i Graven, og med et Rædselsraab styrtede han afsted
ind i Byen

Hvad er det for et sælsomt Liv, der leves i Nattens Mørke
i den usle Landsby? Stemmer, der hvisker, — — ud af sorte
Skygger kryber frem endnu sortere Skygger, der atter forsvinder,

smaa Lyd som af Træsko mod Sten, og saa: Tavshed og

Stilhed, — der er ingen! Jo, — atter Hvisken og Skygger, som
af Dyr og Mennesker, og saa: Tavshed og Tysthed — og den
tonime, sorte Nat.

Mon Bønderne har hørt det: at Vejen er skreden ned over
Maren Smeds den lille Hittetøs?

Trækker de mon nu i den mørke Nat deres syge Dyr hen
over Barnets friske Grav? —

Langt ud paa Morgenstunden kørte en magelig Vogn ind
til København fra Roskilde. Professoren stikker sit store, kloge
Ansigt ud af Chaisen og ser spejdende ud over det flade Land.
Skyerne hænger lave og graa, langt ude i Øst skærer Solen en
gul, pjaltet Flænge i det tunge Tæppe og begynder at lyse over
det livløse, øde Landskab. Saa rammer en underlig Støj hans
Øre: skræppende, knækkende, rappende Lyd, og han ser i Solens
første Skær en stor Flok Gæs, som drives hen ad en Sidevej ind
imod Staden ; Gæssenes lange Halse staar strakte og stive i Vejret,
Hoved ved Hoved, Hals ved Hals, og Drengen, der driver dem,
gaar bagved og synger:

„Enhver som tror og bliver døbt,

han skal vist salig blive,

thi han ved Jesu Blod er købt,

som vil sig ham indlive

og blandt Guds Børn det hellige Tal

til Himmeriges Æres Val

med Rosenblod indskrive*.

Januar 1893. P. Fr. RlST.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

„INaar Norske og Svenske aldrig taber af Sigte, at det ene
Riges Hæder er det andets, og at ikkun fælles Bestræbelser og
Opofrelser giver fælles Fordel og Sikkerhed: da vil Foreningen
staa til de sildigste Slægter; da vil den Dag, paa hvilken Baandet
knyttedes, blive en Festdag for Efterkommerne, og da vil andre
Nationer med Misundelse se hen til Nordens lykkelige Halvø."

Saaledes talte den 10de November Anno 1824 Præsidenten
paa Norges overordentlige Storting, Christie, efter at Eden til den
nys valgte første Unionskonge højtideligt var aflagt. Men til de
bløde, forsoningsstemte Toner, som anslaas gennem denne Fest-
Ouverture, har kun daarligt det Skuespil svaret, som siden da har
rullet sig op paa den svensk-norske Scene. Selv om Stortings-
præsidentens Ord den Gang overhovedet var mere end Udtryk for
den rent formelle Hyldest, der nødvendigt maatte vises en saa
betydningsfuld, skønt af Normændene lidet attraaet Begivenhed,
som Foreningen med Sverige unægtelig var — dyb Rod i de norske
Sind har i alt Fald den udtalte Formaning ikke fæstet. Den
ellers saa kloge Politiker, Carl Johan, oplevede selv at maatte
sande, i hvilken Grad han havde forregnet sig, da han troede, at
Fællesskabet mellem de to Riger, i Begyndelsen løst nok, stadigt
skulde vokse i Inderlighed. Og de Aar, som er forløbne siden
da, har kun set Baandet slappes alt mere og mere. Onde og
vrede Ord er gaaede Landene imellem, og Ting, der var værre:
Trusler om Overgreb og Vold og halve Opsigelser af Forbundet.
Og i Stedet for Bernadottes Kongstanke: den fælles svensk-norske
Konge ledende de to enige Broderfolk frem mod Maalet som Vogn-
styreren et stolt Tospand, synes det nu, som Tømmerne er gledne

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

123

Styreren af Hænde og de tvende Gangere med løse Liner drager
hver til sin Side med Fare for at køre Rigsvognen i Grøften.

Og nu omsider, efter mange Tilløb, synes den afsluttende
Opgørelses Tid at være nær, hvor Terningerne skal kastes om
Unionens Fremtidsskæbne. Norges Krav paa fald Ligestillethed
med Sverige, paa Udslettelse af de sidste Spor af svensk „Over-
højhed*, er skudt saa langt frem i første Plan, at det ikke ret
vel længer vil kunne trænges tilbage i Baggrunden af andre Spørgs-
maal. Og det synes nødvendigt for Unionens Trivsel, at dette
Opgør endelig en Gang finder Sted. Paatvunget Norge, som Fore-
ningen oprindeligt blev, vækker allerede dens blotte Navn i Nor-
mændenes Sind vage Minder om Vold og Uret fra Sveriges Side,
og tørst en ny Forening, helt bygget paa Frivillighedens Grund-
vold, eller maaske kun en grundig Udskiftning vil kunne dræbe
de Spirer til uafladelige Rivninger — Mistænksomheds-Mikroberne —
der nu frodigt udvikles i denne halvt ubevidste Stemnings Gærings-
stof. Til Held for Opgørelsens Ædruelighed drev den i forrige
Stortingssamling truende Krise over, og Sindene vil forhaabentlig
være noget afkølede i den Samling, Stortinget nu er gaaet ind i. Den
endelige Afvikling vil sagtens tage lang Tid — for det ledende
Parti har det jo heller ingen Hast med helt at udtømme det Pro-
gram, der holder dets Flertal sammen — men Opgøret maa komme;
Norge er blevet sig sin Kraft for bevidst til længere at ville finde
sig i en med Sveriges ikke fuldt ligeberettiget Stilling.

Medens Vaabnene endnu foreløbigt hviler, og kun livlige
Forpostfægtninger i Bladene afbryder Stilheden — Stilheden før
Stormen — vil det derfor sikkert være tidsvarende endnu en Gang
at forsøge en, saa vidt muligt, upartisk Udredning af Sagen for
danske Læsere, som næppe kan formodes at være helt fortrolige
med alle Unionstvistens mange Faser.

I.

Rigsakten og Eielertraktaten.

Skønt Unionen i Almindelighed lige saa vel fra svensk som
fra norsk Side anerkendes at hvile paa den norske Grundlov og
navnlig paa Rigsakten som den egentlige Unionspagt, vil man dog
endnu jævnligt finde den længst henlagte Kielertraktat spøgende

Digitized by Google

124

Svensk-norske Unionskonflikter.

i adskilige Svenskeres Bevidsthed. Den betragtes da som en
Slags subsidiær, for Øjeblikket slumrende Retskilde, der som af
sig selv vil vaagne til Liv og Gyldighed, hvis Unionen mod
Sveriges Vilje skulde blive ensidigt opsagt af Norge. Ræsonne-
mentet er gerne dette: ved Kielertraktaten afstod den danske Konge
Norge „med fuld Ejendomsret og Suverænitet" til den svenske
Konge. Denne sidste forpligtede sig over for Danmark kun til
at overholde Norges alt bestaaende Friheder og Privilegier og
kunde altsaa have fortsat Oldenburgernes Enevælde uden at ind-
rømme Norge lige Stilling med Sverige. Nu gav den svenske
Konge vel over for Norge, ved at underskrive den norske Grund-
lov og Rigsakten, Afkald paa sin fulde og uindskrænkede Suverænitet,
men misligholder eller opsiger Norge Rigsakten, da falder Afkaldet
atter bort paa Grund af bristende Forudsætninger, og den svenske
Konge indtræder da igen i sin fulde Ret efter en af Stormagterne
garanterede Kielertraktat , der er at anse som den eneste folke-
retligt anerkendte Norm for de to Rigers Forhold til hinanden saa
vel som til Udlandet.

Det er dog for længst med mange og gode Grunde godtgjort,
at dette Ræsonnement kun er tilsyneladende rammende, og at
Kielertraktatens Betydning for Unionens indre Liv alene er en
forbigangen, ikke en blivende: den havde her kun en historisk
Mission at udrette ved rent udvortes at give Stødet til Unionens
Dannelse, og efter at have opfyldt denne Pligt kunde den som et
historisk Aktstykke lægges ad acta i Danmarks og Sveriges Rigs-
arkiver. Den ryddede kun den Hindring bort for en Union mellem
Sverige og Norge, som laa i det sidste Riges Forening med Dan-
mark; den løste kun, ved den danske Konges Afkald, Norges Krone
ud af Fællesskabet med den danske, — og for saa vidt staar
den endnu ved Magt; selve Unionen mellem Norge og Sverige
fuldbyrdede den derimod ikke og kunde den ikke fuldbyrde, da
Norge vægrede sig ved at anerkende Traktatens forbindende Kraft
for sit Vedkommende. Og at Norge havde Ret til ikke at be-
tragte sig som bundet ved Kielertraktaten, vil man nu om Stunder
næppe heller bestride. Herfor kan vel ikke fremføres den Be-
tragtning, der ofte stilles i Spidsen 1 ), at Kong Frederik den sjette
efter selve Kongeloven af 1665 var forpligtet til at holde bægge

*) Saaledes f. Eks. af Ry din: Foreningen emellan Sverige och Norge 1863
S. 46 f. og S. Ibsen: Unionen S. 6 f.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

125

sine Arveriger „uadskilleligt samlede*, og derfor var udelukket fra
retsgyldigt at afstaa et af dem særskilt. Monarken kunde ikke,
siges der, forpligte Norge anderledes end i dets Egenskab af et
med Danmark forenet Rige; saa snart Foreningsbaandet var løst,
ophørte dermed hans Ret til at raade over Norge, og Norge var
atter indtraadt i sin Stilling før Unionen med Danmark, det var
med andre Ord atter frit Valgrige. Herimod rejser sig nemlig den
ret nærliggende Indvending — som dog mærkeligt nok hidtil
synes at være overset, — at var Frederik VI ubetinget forpligtet
til at holde sine to Riger uadskilleligt samlede, og kunde han der-
for ikke retsgyldig afstaa Norge — og vandt ej heller den svenske
Konge ved Krigens eller Traktatens Ret ensidigt Krav paa Norge,
hvad Normænd aldrig vil gaa ind paa — saa kunde Frederik VI
selvfølgelig heller ikke opløse Foreningsbaandet mellem de to
uadskilleligt sammenhørende Riger, men en slig Handling maatte
være en retligt ugyldig Akt i Strid med Efterfølgernes Ret til bægge
Arveriger. Og man vilde da, ved at føre Tanken til Ende, naa
til den højst overraskende Slutning, at Foreningen mellem Dan-
mark og Norge endnu ikke var statsretligt gyldigt ophævet.

Men Sagen er, at Kongeloven i Virkeligheden ikke inde-
holdt noget ubetinget Forbud mod at afstaa noget af Rigerne til
en fremmed Magt. Den erklærer kun, at bægge Arve-Kongeriger
skal uskiftede og udelte blive under en Enevolds- Arvekonge,
medens de andre Prinser og Prinsesser af Blodet „skal lade sig
nøje med Haabet og bie, indtil Raden omsider kommer til dennem
og deres Linier" samt slaa sig til Taals med den Forsørgelse,
Kongen vil give dem, jvfr. Kongelovens Art. 19 og 20. Loven
forbød altsaa kun Kongen at skifte sine Riger — skønt de kaldes
hans „Arv og Ejendom" — mellem sine Børn og Søskende som
anden privatretlig Ejendom. Derimod forbød Kongelovens Giver
ikke sig selv og sine Efterkommere under Trykket af Fjendehaand
at afstaa en Del eller endog det ene af sine Riger, — hvilket
ganske vist ogsaa vilde have lydt mærkeligt i en Konges Mund, der
nys til Sverige havde afstaaet omtrent en Fjerdepart af sine Lande *).

') Det er f. Eks. ej heller Tvivl underkastet, at skønt Norges Grundlov § 1,
jvfr. Rigsaktens § 1, erklærer Norge for et „udeleligt og uafhændeligt"
Rige, disse Bestemmelser dog ikke hindrer, at Dele af Riget gyldigt kan
afstaas under Trykket af fjendtlig Tvang. §§ vil kun afskære frivillige
Afhændelser.

Digitized by Google

126 Svensk-norske Unionskonflikter.

Nej, Grunden til, at Norge ikke kunde være bunden ved
Kielertraktaten, ligger ikke i juridiske Skarpsindigheder, men simpelt
hen i, hvad man i Retssproget kalder Forholdets egen Natur, der
tilsiger, at et Folk, som har Vilje og Evne til selv at raade sin
egen Skæbne, ikke kan være pligtigt at underkaste sig et andet
Herredømme, end det selv vil. Det er kun et Udslag af den nu i
konstitutionelle Lande anerkendte Grundsætning om Folkesamfundenes
Suverænitet — en Grundret for Folkesamfundene som den person-
lige Friheds Ret for Individerne — hvorefter et Folk hverken ved
skrevne Grundlove eller Traktater kan være udelukket fra at fore-
tage en Forfatningsforandring eller bundet til at finde sig i Lænker,
som det har Vilje og Magt til at ryste af sig. Nu havde Norge
vel under den ved Kielertraktaten skabte vanskelige Situation
ganske vist ikke Kraft nok til at opretholde sin egen Grundlov
uforandret eller hævde sin egen Konge, Christian Frederiks, Herre-
dømme, men derimod besad det Kraft nok til at nøde den svenske
Konge til at lade sine paa Kielertraktaten støttede Fordringer paa
Norges Krone falde og finde sig i at modtage Kronen efter nyt
foretaget Kongevalg og efter, at han først gennem sine Kommis-
særer havde antaget Norges Grundlov som den Haandfæstning,
han maatte underskrive for overhovedet at komme paa Tronen.
Ved denne Norges Holdning og den svenske Konges Godkendelse
heraf blev Kielertraktaten de facto sønderrevet som Adkomstbrev
for den svenske Konge til Norges Trone, og Retsgrundlaget for
Unionen blev derfor ikke den af Norge aldrig anerkendte og fra
Sveriges Side ikke opretholdte Traktat, men alene det norske Folks
egen Antagelse af Foreningen og den svenske Konges og det svenske
Folks Modtagelse af denne i den af Norge tilbudte Skikkelse. Denne
Sveriges og Norges mod ingens Ret stridende Fravigen fra Kieler-
traktaten maa da fremmede Magter ifølge almindelige folkeretlige
Regler acceptere som en en Gang for alle afsluttet, historisk Kends-
gerning, og Kielertraktaten er derfor for saa vidt endeligt gaaet
ud af Sagaen.

Men skønt det saaledes ikke uden Føje hedder i Indlednin-
gen til Rigsakten, at Foreningsbaandet blev tilvejebragt „ej ved
Vnaben, men ved fri Overbevisning", maa det dog ikke glemmes,
at det væsentlig kun var ved Situationens haarde Tryk, at det
norske Folk kom til Overbevisning om Foreningens Nødvendig-
hed og Ønskelighed, at som Sars etsteds udtrykker sig »Norge
accepterede Foreningen for at undgaa en ødelæggende Krig, altsaa

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

127

som det mindre af to Onder*. Helst havde Norge utvivlsomt be-
holdt Eidsvoldgrundloven uforandret og sin egen folkekære Konge r
Christian Frederik, i Stedet for den fremmede svenske Usurpator,
der var brudt voldelig ind i Landet i Spidsen for en fjendtlig
Hær, og det er værd at fastholde dette. Ti den haardnakkede
Irritation, der stadigt spores hos Normændene over for Sverige,
deres Mistro over for „Storsvensken* og Utilfredsheden med Unionen
paa Punkter, hvor fremmede ikke altid helt kan forstaa det, skyl-
des sikkert en af dette gamle, daarligt lægte Saar fremkaldt øm-
taalig, ofte næsten sygeligt saarbar Følsomhed.

Derfor søger Norge nu, da det har vokset sig stærkt,,
materielt som aandeligt, siden det ikke kan gøre Foreningen usket,,
i alt Fald at indskrænke dens Raaderum til det mindst mulige^
og ved at rejse øgede Fordringer, gradvis at vinde tilbage, hvad
det i sin Tid tvungent maatte tilstaa. Derfor dets Uvilje mod
ny Tilnærmelser fra Sveriges Side; derfor bliver Unionsmærket
i Norskhedens fremmeste Forkæmperes Øjne næsten halvt et
Trællemærke, et Ufrihedens Stempel brændt ind i den overvundnes
Hud, og Feltraabet: det rene norske Flag; derfor endelig fejres
demonstrativt ikke den nuværende, under Sveriges Tryk forandrede
Grundlovs Fødselsdag, men Eidsvoldsforfatningens, 17de Maj-Dagen r
Dagen for Norges første forhaabningslyse Frihedsvaar. Og det norske
Folk er endnu for ungt som Nation til at have naaet den rolige
Fortrøstning til sin egen Styrke, der gør besindig og fuldt ret-
færdig. Ti skønt vel ingen vil beskylde det for at mangle Selv-
følelse, spores der dog endnu hos det den ikke fuldt udvikledes
Særkende: Ængsteligheden for ikke at indgyde fuld Respekt og
den deraf følgende Trang til med overdreven Pirrelighed at vogte
om sin Ære og ikke lade uhævnet selv uforsætlige Fornærmelser.

II.

Unionsfællesskabets Omfang.

I Indledningen til Rigsakten udtales det, at Forenings-
baandet blev knyttet „til Værn" for Folkenes „fælles Troner*.
Indholdet af Unionen er i disse Ord angivet: Fælleskab i Krig
og Fred og fælles Kongedømme. Den er en Realunion og ikke
blot en Personalunion , da Baandet mellem Rigerne jo ikke løses

Digitized by Google

128 Svensk -norske Unionskonflikter.

ved den nuværende Kongestammes Uddøen, men er fæstnet ved
stadigt fælles Kongedømme, eventuelt gennem nyt fælles Konge-
valg. Men denne Realunion er paa den anden Side indskrænket
til det mindst mulige. Det eneste fælles mellem Rigerne er i
Virkeligheden efter Rigsakten: Kongedømmet og det politiske For-
hold til Udlandet, eftersom nemlig Krig og Fred ifølge Rigsaktens
$ 4, norsk Grundlov § 26, er fælles for begge Lande. Af dette
Fællesskab i Krigstilfælde følger bl. a., at alle egentlige politiske
Traktater nødvendigvis maa afsluttes i begge Rigers Navn. Dette
^r derimod ikke nødvendigt, hvad angaar andre Traktater som
Handels- og Søfartstraktater. Da nemlig bægge Lande, trods
Foreningen, er fri og selvstændige Riger — hvilket i Rigsaktens
4} 1 udtrykkeligt er udtalt om Norge — kan de ogsaa hvert for
sig afslutte særlige Traktater til Varetagelse af hvert Lands Sær-
interesser. Norges Handelspolitik behøver jo ikke at falde sammen
med Sveriges, fordi Storpolitiken er fælles.

Foruden Kongedømmet og Krig og Fred nævnes i øvrigt
intet andet i Rigsakten udtrykkeligt som fælles mellem Rigerne.
Ifølge lang Praksis er imidlertid endnu Gesandtskabsvæsenet og
Konsulatsvæsenet fælles Inslitutioner, — hvilket lægger sig for Dagen
i, at saa vel Normænd som Svenskere kan beskikkes til Konsuler
-og Gesandter, at disse Embedsmænd udnævnes i sammensat Stats-
raad og for Embedsforbrydelser kan dømmes baade efter norsk og
svensk Lov, ligesom bægge Riger bidrager forholdsvis til de dermed
forbundne Udgifters Udredelse.

Og hvad Gesandtskabsvæsenet angaar, er det aabenbart
ogsaa det naturligste og normale, siden Sverige og Norge udadtil
skal staa sammen som en Enhed, at da ogsaa deres Repræsen-
tanter udadtil, Gesandterne, repræsenterer Rigerne under et som
unionelle Embedsmænd. Skulde hvert Rige have sine egne Ge-
sandter, maatte disse, i alt Fald i vigtigere Sager, nødvendigvis
operere i Fællesskab for ikke at modvirke hinanden, og Følgen af
den dobbelte Besætning vilde let blive dobbelt Ulejlighed foruden
dobbelt Bekostning *).

') I Tyskland har vel hver enkelt Stat Ret til at afsende og modtage Ge-
sandter (den aktive og den passive Gesandtskabsret) — et af de Privi-
legier, der ved det tyske Riges Stiftelse blev levnet de enkelte Staters
Monarker som Anerkendelse af deres vedvarende Egenskab af suveræne
Herskere — , men ved Siden heraf udsender det tyske Rige tyske Rigs-

Digitized by Google

Svensk-norske Unkmskonflikter.

129

Denne Betragtning kan imidlertid ikke føre til, at ogsaa
Konsulerne nødvendigvis skulde være fælles Embedsmænd, efter-
som Konsulerne ikke er diplomatiske Agenter, men kun, hvad man
kalder, agents commerciaux. Imidlertid beskikkes de endnu ifølge
den siden Unionens Opkomst fulgte Praksis som unionelle paa
samme Vis som Gesandterne, og denne Ordning søger sin Ret-
færdiggørelse dels i Hensynet til den betydelige Udgiftsbesparelse,
der indvindes derved, dels i, at Konsulerne dog ofte staar i et
Underordnelsesforhoid til Legationen paa vedkommende Plads.
Dertil kommer, at Fællesskabet paa begge Omraader ogsaa synes
forudsat paa det overordentlige Storting i 1814. Man gør vel tit
herimod fra norsk Side gældende, at den norske Grundlovs § 22
gaar ud fra, at Norge har egne Gesandter og Konsuler, og at
sammes § 92 fordrer, at Gesandterne skal være norske Borgere,
hvoraf følger, at Norges Gesandter ikke kan være Svenskere, medens
derimod norsk Nationalitet ikke kræves for Konsulernes Ved-
kommende. Imidlertid er disse Bestemmelser vistnok ved en In-
kurie bleven overført uforandrede fra Eidsvoldgrundloven, medens
man i Virkeligheden forudsatte, at de f. s. v. Gesandterne og
Konsulerne angik, blev uanvendelige under Foreningen. Dette
synes navnlig at fremgaa af, at et paa det overordentlige Storting
i 1814 stillet Forslag om, at hvert Rige skulde have særskilte
Konsuler, blev forkastet, uden at der fra nogen Side blot blev an-
tydet, at Forslaget maatte være overflødigt efter de nævnte §§ 1 ).

Imidlertid staar disse Grundlovsparagrafer der endnu den
Dag i Dag, og da der altid kan tvistes om, hvorvidt deres

gesandter, i hvis Hænder Varetagelsen af alle fælles Rigsanliggender o: alle
rigtigere Sager, er lagt, hvorved Enkeltstaternes Gesandtskabsret i Virkelig-
heden indskrænkes til et Minimum.

J ) jvfr. Aschehoug: Norges nuværende Statsforfatning Bd. I. 1891 S. 168.
De Grunde, hvormed Forslagsstilleren, Konsul A. Konow, motiverede det
ovenfor omtalte Forslag, har det i øvrigt endnu sin Interesse at dvæle
ved. „At Norge ej bør have egne Gesandter", udtaler han, finder jeg
rigtigt, da Norge og Sveriges politiske Forhold til andre Magter er et og
det selvsamme og vilde det saaledes ene forvolde os unyttige Udgifter;
men med Hensyn til Konsuler, saa bør Rigerne have sine særskilte, da
Handels-Interesserne er forskellige*. Stort Forh. 1814, S. 481. Og ved
at udvikle, hvorledes norske Konsuler bedst vil kunne varetage Norges
egne, maaske fra Sveriges forskellige Interesser, udtaler han det samme,
der nu igen gøres gældende for Indførelsen af egne, norske Konsuler.

Tilskueren. 1868. 9

Digitized by Google

130

Svensk norske Unionskonflikter.

uforandrede Bibeholdelse skyldes en Inkurie, og hvorvidt denne
Omstændighed er i Stand til at sætte Grundlovsbudene, som de nu
engang blev vedtagne, ud af Kraft, savner Norge, som man vil
se, ikke ganske Vehikler i Grundloven for sin Fordring paa eget
Gesandtskabs- og Konsulatsvæsen. Nogen Grundlovsforandring vil
en slig Udskiftning i alt Fald ikke kræve.

Andre Fællesinstitutioner for Norge og Sverige end de nævnte
gives ikke, navnlig intet Fællesministerium. Udenrigsministeriet er
svensk — Normænd kan kun ansættes her som konstituerede —
og Udenrigsministeren er kun svensk Embedsmand, ansvarlig ene for
svensk Rigsret 1 ). Hvert Lands Statsraad handler uafhængigt for
sig; kun i Sager, der angaar begge Riger, træder de sammen i
saakaldet sammensat Statsraad, der, eftersom det ene eller andet
Lands Statsraad har Overvægten i det, kaldes svensk-norsk eller
norsk-svensk sammensat Statsraad. Dette ejendommelige Stats-
raad turde maaske have Krav paa et Øjebliks nærmere Betragt-
ning. Det er nemlig et, som Sverige og Norge er ene om; et
sligt omskifteligt Statsraad, der stadig, lig en Proteus, skifter
Form og lig Kamæleonen Farve, kendes nemlig intet andet Sted
i Verden. Og dette skal ikke beklages, ti det har i Sverige og
Norge givet Anledning til megen Tvistighed. At saaledes Spørgs-
maalet om, naar det sammensatte Statsraad skal antage Skikkelsen
af svensk-norsk eller norsk-svensk, maa blive forskelligt besvaret
i Sverige og Norge, er kun naturligt, eftersom hvert af Landene
vil holde paa sin Nationalitets Overvægt i det sammensatte Raad.
Men ogsaa om, naar overhovedet sammensat Statsraad — enten i
den ene eller den anden Form — skal sammentræde, blusser
Striden heftigt imellem Landene og inden for de enkelte Lande.
Rigsaktens § 5, jvfr. norsk Grundlov § 38, giver Reglen: naar
der i det norske eller svenske Stadsraad forhandles Genstande, som
„angaar begge Riger 44 ; men Spørgsmaalet opstaar da straks : hvilke
Genstande angaar begge Riger? — Herom er det, Striden raser.

Fra en Side (det norske Venstre) gøres det gældende, at
kun de Genstande, der i Rigsakten udtrykkeligt erklæres fælles,

J ) Gagen til Udenrigsministeren — 24,000 Kr. — posteres ogsaa paa Uden-
rigsbudgettet formelt alene som Udgift for Sverige; da den imidlertid
summeres med ind under de fælles Udgifter for Udenrigsdepartementet,
hvoraf Norge betaler fem Syttendedele, udreder dog Norge i Virkelig-
heden ogsaa en lignende Andel af Udenrigsministerens Gage.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

131

nemlig Kongedømmet og Krig og Fred, men intet andet, kan siges
at angaa begge Riger; fra anden Side (Sverige og det norske
Højre) henføres herunder alle Anliggender, der efter almindelig
Sprogbrug maa siges at angaa begge Riger.

Om dette Spørgsmaal, der jo nylig blev brændende under
Konsulatsagen, skal her blot bemærkes, at den første Opfattelse
aabenbart har sit Fortrin ved den klare Grænse, den drager, hvor
den anden kun efterlader idel Tvivl i det enkelte Tilfælde — den
afskærer radikalt al „Samrøring*. Den anden Opfattelse anbefaler
sig derimod af den Grund, at Kongen ellers let i Spørgsmaal, der
faktisk angaar begge Riger, kunde blive nødsaget til i det ene
Statsraad at modarbejde og nevtralisere Beslutninger, han har
fattet i det andet. Herpaa afgav den bekendte Sukkerkrig mellem
Sverige og Norge i Halvtredserne et slaaende Eksempel, idet Kon-
gen først i rent svensk Statsraad — det var den Gang Sverige
der hævdede det separatistiske Standpunkt — , forhøjede Tolden paa
raffineret Sukker, som indførtes fra Norge til Sverige, og derefter
i rent norsk Statsraad som Modvægt fastsatte en tilsvarende Told-
forhøjelse for Sukker, der indførtes fra Sverige til Norge, indtil
endelig begge Bestemmelserne ophævedes l ). Men da her Grænsen
ikke kan drages ud fra bestemte Kriterier, vil Tvivl og mod-
staaende Interesser altid let fremkalde Grænsetvivst.

Af det udviklede vil det maaske være klart, hvor Uni-
onens saare Punkt, hvor dens Achilleshæl er. Det er den svage
Pille, hvorover Foreningens Bue er spændt. Kongedømmet er den
eneste Fællesinstitution , Unionskongen den egentlige Bærer af
Foreningen. Paa hans Skuldre er Unionens Atlasbyrde lagt —
det tunge Ansvar, at skulle forsone de to Broderfolks stridende
Interesser og ofte ubroderlige Følelser. Ham er den næsten umu-
lige Opgave stillet, paa en Gang at skulle tænke norsk og svensk,
selv hvor norske og svenske Tanker staar i Harnisk imod hin-
anden. Ulykken er maaske ikke saa meget den, der ofte paa-
peges, at Kongens Magt er forskellig i de to Riger. Dette har
ganske vist ogsaa sin skæbnesvangre Betydning: i Norge, hvor
Kongens Veto i Lovgivningsanliggender kun er suspensivt, kan
han i alt Fald ikke i Længden modsætte sig Skaktræk, ligefrem
rettede mod det andet Rige. Men selv om Kongens Magt var ens
i begge Lande, vilde han dog aldrig under en konstitutionel For-

l ) jfvr. Aschehoug anf. St. S. 287.

9*

Digitized by Google

132

Svensk-norske Unionskoeiikter.

fatning kunne andet end negativt regulere de to særskilte Rigers
Politik ved at hindre unionsfjendtlige Skridt; han vilde savne for-
fatningsmæssige Midler til positivt at give den en anden, unions-
venligere Retning, end Folkerepræsentationen vil.

Men Sagen er, at Kongen alene, uden Dækning af Fælles-
ministre, der atter kan søge Støtte hos en unionel Repræsentations
Majoritet, ikke egner sig til at være Stødpude mellem de to Folk.
En uansvarlig Fører til at bære Ansvaret turde være en Selv-
modsigelse. Og det vil kunne gaa som i Statholderstriden og
under den sidste Krise i Konsulatsagen, at Kongen kommer til at
staa midt imellem sine to stridende Folk, mellem to Ministerier,
hvoraf det ene vil gaa, naar han siger Ja, og det andet, naar han
siger Nej. Og sætter han sig da, for at føje det ene Lands Stats-
raad«, imod det andets Ønsker, vil han, naar dette Ministerium
er Udtryk for sin Nations Ønsker, let faa hele Folkestemningen
i det andet Land imod sig. Følger han f. Eks. det svenske Stats-
raad — og indtil videre vil Unionskongen naturligt søge sin for-
nemste Støtte hos det større Sverige, hvor tillige hans Hoved-
residens er — vil han i Norge mødes af Raabet paa, at han kun
er Svenskernes Konge, kun lad«: sig bestemme af svenske Sym-
patier — hvorved selve Kongedømmet løber Fare for at under-
graves i Norge — Kongemagten er her allerede udhulet — og
Vejen banes for Republiken. Og det kan da hænde, at Kongen
kommer til at staa over for sit ene Folks Angreb blot og bar
uden noget Ministerium til at skyde foran sig som et Skjold til at
tage af for Upopularitetens Pile — trods sin grundlovssikrede
Uansvarlighed dog med Ansvarets tunge Ring smertende om sin
Tinding. Der savnes med andre Ord et Mellemled til at ophæve
Spændingen.

Rigsaktens Ordning er i Virkeligheden ogsaa enestaaende.
Den har regnet med en forudsat god Forstaaelse mellem Landene —
der saa langt fra har slaaet til — og en Fordring til Unions-
kongens Personlighed, som det i Virkeligheden har vist sig umuligt
for denne i Længden at honorere. Det synes nu at ligge klart
for Dagen, hvordan Rigsakten burde have grebet Tingen an: enten
kun en Personalunion, hvert Rige med sin Udenrigsminister og et
blot Forsvarsforbund mellem Landene — saa vilde der ingen An-
ledning have været til Sammenstød — eller en virkelig Fælles-
repræsentation med Fællesministre til at tage af for Sammen-

Digitized by Google

Svensk-norske Unkraskonflikier.

133

stødet. Den nuværende Ordning har godtgjort sin Uholdbarhed.
Derfor har Sverige i alt Fald i tidligere Tid stræbt at faa gennem-
ført det sidste Alternativ ; nu stiler Norge aabenlyst mod det første.

m.

Tidligere Unionskonflikter.

I den kgl. Proposition af 12te April 1815, hvorved Forslag
til Rigsakten forelagdes det svenske Riges Stænder, slog Carl XIII
fast, at Grundvolden for en holdbar Forening mellem Rigerne
maatte være en „fuldkommen Ligestilling i alle Sjpørgsmaal, der
vedrørte deres fælles Styrelse".

Dette var Idealet, som skulde naas, men Virkeligheden har
paa flere Punkter i betænkelig Grad fjernet sig fra dette IdeaL
Sverige fik faktisk visse Ptærogativer, hvorfor Norge kun erholdt
Uden Erstatning. Derfra disse Taarer. Deri Aarsagen til de ide-
lige Konflikter, der siden Foreningens Dannelse har forstyrret de
to Folks fredelige Forhold til hinanden. Opgør man Differencen,
som dels Rigsakten dels Praksis udviser den, bliver i Sveriges
Favør at opføre hele Udenrigsstyret — Gesandtskabs- og Kon-
sulatsvæsenet medregnet, f. s. v. nemlig disse Institutioner i sidste
Instans staar under den svenske Udenrigsminister — ikke at tale
om, at Kongen skal have sin Hovedresidens i Stockholm, ligesom
en eventuel Interimsregering skal have Sæde der. Paa Norges
Kreditside bliver i det højeste at opføre en mindre Forpligtelse til
at stille norske Tropper til Sveriges Disposition end omvendt. 1 )*
Til Rest bliver for Norge navnlig et betænkeligt Minus i Selv-
stændighed udad, i Forholdet til fremmede Magter. Dertil kom,
at i Begyndelsen af Foreningen blev Norges Ret som selvstændigt
Rige ikke tilstrækkeligt agtet i ydre Form og Symboler.

Men efterhaanden , som Norges Kraft er vokset — og der-
med dets Selvfølelse — har det følt en stedse mere udpræget

! ) Ifølge norsk Grl. § 25 maa nemlig Norges Tropper og Roflotille ikke an-
vendes til Angrebskrig uden Stortingets Samtykke, og dets Landeværn
samt de øvrige norske Tropper, der ikke kan henregnes til Linjetropperne
maa aldrig bruges uden for Norges Grænser. Lignende Bestemmelser
gælder ikke for Sveriges Vedkommende.

Digitized by Google

134

Svensk-norske Unionskonflikter.

Ulyst til saaledes at skulle ty i Ly under Sveriges Vinger. Norge
vil staa paa sine egne Ben. Dets Unionspolitik siden 1814 har
derfor været en fortsat Kamp efter at faa i Gerning og ydre
Symboler sin Selvstændighed som Rige fuldt fastslaaet og aner-
kendt udadtil, medens Sverige enten med vrantne Miner har set
til eller heftigt modarbejdet disse Bestræbelser, der syntes det
dikterede af aabenbar Uvilje mod Unionen og ogsaa ofte i Stridens
Hede udartede dertil. Men Sverige har selv ved ikke klogt i Tide
at fire for de billige norske Krav, der kunde forenes med Unionen,
ja som muligt vilde have styrket Baandet mellem Landene, givet de
videregaaende norske Krav Vind i Sejlene, der nu truer med at
kæntre Unionen. Fra ingen af Siderne har man lagt Fingrene
imellem eller haft Stunder til upartisk at undersøge den anden
Parts Kæremaal.

Det er derfor ikke fristende at dvæle for længe ved denne
Strid , der paa den fremmede gør samme lidet hyggelige Indtryk
som en huslig Tvist, man uforvarende kommer til at overvære —
hvor den oprindelig ædle og hellige Indignation under de daglige
Pindehuggerier ofte ses forvrænget til sin Karikatur: Paastaaelig-
heden og Rethaveriet.

Der skal derfor i det følgende ikke skitseres mere end
Hovedpunkterne af de Faser i Norges Kamp for fuld Ligestilling,
der gaar forud for den nuværende Konflikt.

Først i Rækken staar Flagsagen. Ligesom Flaget er Selv-
stændighedens og Uafhængighedens Symbol, saaledes afspejler
Norges Kamp for eget norsk Flag symbolsk og idealt dets Kamp
for Selvstændighed og Uafhængighed. Endog Farvernes Skiften i
dette Flag maler billedligt den skiftende Intensitet af Norges
Uafhængighedstrang.

Straks efter Adskillelsen fra Danmark, under Kong Christian
Frederik, antager Norge sit eget Flag, men det er da næsten
ganske dansk, rødt med hvidt Kors, blot med Norges Rigsvaaben
i øverste Firkant nærmest Stangen. Det egne Flag var jo væsentlig
kun en Uafhængighedserklæring over for Sverige; Danmark bares
der ikke Nag imod — Adskillelsen var jo nødtvungen — derfor
bibeholdtes de Farver, under hvilke Normændene i umindelige
Tider havde indlagt sig Hæder i Kamp mod — Sverige. Men
efter at Foreningen er tvungen igennem, ses norske Skibe i
Middelhavet sejlende under det blaagule, svenske Flag — næsten
som svenske Priser. Det var paa den Tid, de afrikanske Sørøver-

Digitized by Google

Svensk-norske UnionskonfLikter.

135

stater — Barbareskerne, som de kaldtes — brandskattede de sø-
farende Nationer ved at afnøde dem Tribut for Sejladsen gennem
Middelhavet, og Norge følte sig efter Krigens Saar saa svagt og
forarmet, at Stortinget i 1814 maatte bede Kongen om at lade
norske Skibe paa Langfart sejle under svensk Flag, da Landet
ikke selv havde Raad til at betale Tributen. Saa dybt et Knæk
havde Slutningen af Aaret 1814 tilføjet Norge, at det maatte over-
vinde sig til slig en Bøn! Men yderligere var det norske Orlogs-
flag,' der efter Grundlovens § 3 skulde være et Unionsflag, blevet
fastsat som næsten ganske ligt det svenske, kun med en rød Fir-
kant, delt ved et hvidt Diagonalkors, oppe i det ene øverste
Hjørne, og Norges eget Flag — det med de danske Farver —
lurde derfor kun norske Handelsskibe lade vaje paa kortere Farter.

At dette Virvar af, snart sagt, alle Regnbuens Farver,
hvoraf dog de svenske var de stærkest skinnende, maatte skære
norske Sømænd og Patrioter i Øjnene, er let at forstaa. Og vel
fjernede Kongen i 1818 den værste Brod ved paa længere Togter
at tillade Brugen af Unionsflaget i Stedet for det svenske Flag,
men dermed var Utilfredsheden ikke dæmpet. Medens Alverdens
Nationer i fremmed Havn kunde vise deres egne Farver, kunde
Normænd ikke tone Farver, der var deres ene og alene: deres
Handelsflag lignede jo alt for meget det danske og Unionsflaget
det svenske. Og Norge vilde nu, saa saare det var kommet til
Kræfter igen, tone eget Flag som selvstændig Nation, der ikke
stod i noget Afhængighedsforhold til Danmark, og helst ogsaa havde
saa lidt som muligt fælles med Sverige. I 1821 vedtog derfor Norge
et Handelsflag med de nuværende norske Farver, dog med det
Forbehold, at det foreløbigt ikke — af Frygt for Sørøverne —
skulde bruges hinsides Kap Finisterre, hvor norske Skibe sejlede
tryggere under det, det svenske lignende, Unionsflag. — Forsigtig-
hed er jo en god Dyd, selv om Nationalfølelsens Bølger gaar
nok saa højt! —

Men da Sørøvernes Magt var knækket — efter Algiers
Erobring af Frankrig i 1830 — var Taalmodigheden omme. Man
saa nu i Unionsflagets Farver en Tilsidesættelse af Norges Ret
som selvstændigt Rige, og at det i 1821 af Courtoisie mod Norge
var blevet paabudt, at ogsaa svenske Skibe paa længere Sejladser
skulde bruge det unionsmærkede Flag, hjalp intet. „ At Svenskerne
har fundet sig i, at deres gamle Nationalflag forvanskedes ved en
smagløs Tilsætning, russisk i Formen og i Farverne norsk, maa

Digitized by Google

136

Svensk-norske Unionskonflikter.

formentlig grunde sig i, at Nationalforfængeligheden har fundet sig
smigret derved, at Norge repræsenteredes som en erobret Provins,
inkorporeret i Sverige", saaledes lyder en karakteristisk Udtalelse i
Premisserne til et i 1842 fremsat norsk Lovforslag. Særlig i Stor-
tingets bekendte Adresse af 1827 kom Kæremaalet til Orde, uden
at det dog foreløbigt frugtede, og først Kong Ocsar I kom, straks
efter sin Tronbestigelse, Norge i Møde ved i Resol. af 20de Juni
1844 at anordne det nuværende Union sflag som Orlogsflag og uden
Split og Tunge som Handelsflag paa længere Togter.

Dette Flag minder — i sin norske Skikkelse — kun ved
de svenske Farver i den ene øverste Firkant om Unionen. Norges
Farver har nu sejrrigt trængt Sverige op i det ene Hjørne, hvor
før Norges maatte fjæle sig — Unionsmærket er reduceret til et
Minimum — , men endnu helmer Norge ikke. Kravet er allerede
oppe mange Steder paa helt at slette de blaagule Striber ud og
tone det rene norske Flags »Norge for Normændene" l 1 )

Mindes kan ogsaa den heraldiske Strid om Norges Rigs-
vaaben, der var blevet anbragt paa nogle svenske Mønter og
Embedssegl. Dette paatales i Stortingets Adresse af 1837 som
en Krænkelse af Norges Rettigheder, og det var atter her Kong
Oscar I, som kom Normændene i Møde.

I disse Sager kan der ikke tvistes om Norges Ret. Derimod
kan man ikke undlade at trække en Smule paa Smilebaandet ved
at se det ultrademokratiske Norge, der straks gav sig i Lag med
at afskaffe Adelen, andrage hos Kongen om — Oprettelsen af en
en egen norsk Ridderorden! — og det i 1815, da Landet havde
ondt ved at komme paa Fode efter de haarde Hjemsøgelser , der
var overgaaede det fattige Land! Carl Johan kom da ogsaa i
Harnisk over, at Stortinget under saadanne Forhold kunde syssel-
sætte sig med slige Bagateller. Men Stortinget i 1836 gentog Be-
gæringen, da det maatte være dybt saarende for norsk Følelse at
se norske Fortjenester belønnet med et andet Lands Orden 2 ), og

') jvfr. f. Eks. Rinde paa Stortinget 1891: „Det kan nok hænde, atNationat
følelsen bliver saa stærk her hos os, at vi vil have en Smule Forandring (!)
i det nationale Flag, at vi vil have de fremmede Farver ud af det. Jeg
har i alt Fald det Haab og den Tro, at den Dag vil komme". (Stor-
ting. Forh. 1891, 7de Del. S. 1271).

a ) jvfr. Konstitutionskomiteens Betænkning: „ Nationalfølelsen har i en Række
af Aar været saaret ved at se norske Borgere, dels maaske til Belønning

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

137

Oscar I var da atter her imødekommende og stiftede St. Olafs*
ordenen. Og hvem ved? Maaske man ogsaa ellers en Gang i
Sverige vilde have fundet det saarende mod svensk Følelse, at
se Fortjenester for Norskhedens Sag belønnede med — svenske
Ordener!

Mindre Held havde Norge derimod med sin ogsaa i 1836
fremsatte Fordring paa, at Unionskongens Nummer i Kongerækken
skulde regnes ikke blot efter den svenske men ogsaa efter den
norske Kongerække, hvad jo ogsaa vilde klinge noget ejendommeligt;
ligesom det fine Etikettespørgsmaal, hvilket Rige der skal nævnes
først i Kongens titel, ikke blev afgjort helt i Norges Favør, efter
som Oscar I blot bestemte, at Norge skulde nævnes først ved alle
Handlinger, som alene angaar Norge, medens Sverige vedvarende
nævnes først ved alle Akter angaaende Forholdet til Udlandet.

Alle disse Spørgsmaal — saavel som de ligeledes i 1836
fremdragne om Farven paa Kokarderne og Skilderhusene — ordnedes
dog i forholdsvis Fredelighed. Heftigere tørnede derimod Rigerne
sammen ikke blot i Striden om Afviklingen af Norges Statsgælds-
Mellemværende med Danmark — her var Carl Johan allerede i
Færd med at forberede Statskup i Norge — , men ogsaa senere i
den bekendte Statholderstrid i Begyndelsen af Treserne. Norges
Storting havde gentagne Gange vedtaget Beslutning om Ophævelse
af den i Norge ildesete Statholderpost, og Kongen, Carl XV, var
heller ikke utilbøjelig til at sanktionere Grundlovsforandringen, da
den svenske Rigsdag, ret ukaldet, blandede sig i Sagen med For-
dring paa først at blive hørt, skønt Statholderembedet, som alene
omhandlet i den norske Grundlov og ikke tillige i Rigsakten,
skulde synes at maatte være et rent norsk Anliggende 1 ). Striden
rasede med stor Bitterhed i begge Lande, og Carl XV saa sig i
den lidet misundelsesværdige Stilling som Opmand mellem de to
stridende Folk og to uenige Ministerier, der hvert paa sin Side
truede med Afsked, om hans Kendelse gik dem imod. Han valgte
da den Udvej, som i slige Kollisions-Tilfælde er Unionskongens

for almenerkendte eller supponerede Fortjenester af Fædrelandet, dels
uden saadan tænkelig Aarsag, behængte med Ordenstegn, der tilhører
væsentlig en anden Stat. (Stort. Forh. 1836, 5te Del. S. 143).
l ) Nylig har dog Alin i „Den svensk-norska Unionen I u atter forsøgt at
hævde den svenske Rigsdags Opfattelse af den norske Grundlov som
uforanderlig uden Sveriges Samtykke.

Digitized by Google

138 Svenk-norske Unionskonflikter.

klogeste Politik: han udsatte Sagen, til Sindene var blevne mere
afkølede. Og det hjalp, Uvejret drev over; det gik efterhaanden
op for Svenskerne, at de i Virkeligheden slet ingen sand Interesse
havde i at modsætte sig Norges Krav, og i 1873 kunde Oscar II
i dyb Ro sanktionere Grundlovsforandringen , der en halv Snes
Aar før havde vakt slig en Storm af Lidenskaber.

Saaledes fik Norge omsider sin Krig frem — Norge har i
det hele næsten altid til sidst baaret Sejren hjem. Men hvor
naturlig end Norges Emancipationskamp er, Unionsbaandet skal
den ikke styrke. Før Norge har ført sin Kamp for fuld Lige-
stilling til Ende, føler det ingen Trang til at modiage Tilnærmelser
fra Sveriges Side. Derfor har saa mange svenske Forslag om
nærmere Tilknytning mellem Rigerne maattet strande. Saaledes
forkastede navnlig Stortinget i 1857 en kgl. Proposition om gen-
sidig Eksekution i Norge og Sverige af svenske og norske Domme
og Kendelser bl. a. under den Motivering, at Sveriges Retsvæsen — der
f. Eks. ikke kender Sagførere — var for antikveret til at yde Nord-
mænd tilstrækkelig Garanti. Denne Grund har ikke afskrækket
Danmark fra nogle Aar senere at afslutte med Sverige en Kon-
vention af lignende Indhold, jvfr. Dansk Lov af 19de Febr. 1861,
om Fuldbyrdelse i Kongeriget Danmark af Domme og Kendelser,
afsagte ved svenske Retter m. m.; det med Sverige forbundne
Norge ønskede derimod ikke at afgive et sligt Bevis paa Tillid til
„Broderfolket*.

Men Normændene vil nu foreløbig hellere blive indenfor
deres egne Mure, mistroende Svenskerne, selv om de kommer
med Gaver.

IV.

Revisionsforsøg.

Unionen skrantede aabenbart. Dens Organer fungerede ikke
sammen, som de skulde ; Temperaturen havde ofte vist feberagtig
Ophidselse. Og alt, som det blev mere klart, at de uafladelige
Rivninger mellem Landene ikke var blotte Børnesygdomme, som
Unionen kunde haabe snart at have overstaaet eller blot akutte
Tilfælde, men tvært imod Symptomer paa en kronisk, dybere
bundende Lidelse, opstod i begge Riger Ønsket om en Revision
af Rigsakten, hvorved de Anstødspunkter kunde bortøernes, der

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

139

nu langsomt undergravede Foreningens Livsrod. Hellere maatte
Baandet løsnes noget end irritere ved at stramme over gamle Saar.

Men Norges Følelser for Unionen var saa lidet blidet, at
det mente at maatte kræve store Indrømmelser fra Sveriges Side,
hvis det igen frivilligt skulde bekræfte den Pagt, det nu saa vidt
muligt søgte at komme bort fra. Paa den anden Side vilde Sve-
rige ikke helt opgive den Førerstilling, som det ved. Kampens Ret
nu engang havde vundet, og som det fremdeles mente tilkom det
paa Grund af dets overlegne Folketal og Indtægtskilder og større
Bidrag til det fælles Forsvar og de fælles Byrder. Det maatte i
alt Fald ligeledes af Norge kræve visse Indrømmelser og Garantier,
især i Retning af øget Bidrag til det fælles Forsvar. Men da saa-
ledes begge Parters Hu stod stærkere til at forlange end til at
give efter, var det ej forunderligt, at disse Forsøg foreløbig maatte
strande. De forgæves Bestræbelser fortjener alligevel at mindes:
Vejen, de slog ind paa — den gensidige Forhandlings — synes
jo dog den eneste trygge — blot den kunde føre til Maalet!

Gentagne Gange var Forslag oppe om en fuldstændig Revi-
sion af Rigsakten. Stødet til den første Revisionskomites Ned-
sættelse udgik oprindeligt fra Norge. Den famøse Bodøsag, hvorom
siden nærmere skal berettes, havde vist det utilfredsstillende i, at
Norges Udenrigsstyre alene laa i Svenskeres Hænder, og Stortinget
androg derfor i Adressen af 1827 om Forandring af Norges og
Sveriges Udenrigsforhold. Da Kongen imidlertid ikke i tilstrækkelig
Grad kom dette Krav i Møde, indgav Stortinget paany en Adresse,
i hvilket det udtalte Ønsket om intet mindre end en Revision af
Rigsakten, der kunde medføre fuld Jævnlighed mellem Rigerne.
Denne revisionistiske Strømning i Norge mødtes med en lignende
i Sverige, hvor man følte sig skuffet over de ringe Goder, Unionen
havde medført. I Stedet for, som man først havde haabet, at de
to Folk efterhaanden skulde smelte sammen til et 1 ), holdt Norge
mistroisk paa sin Selvstændighed; man spurgte sig da, om Norge
virkelig var en Erstatning for Finland, og om det ikke i alt Fald
burde bringes til at yde mere til Bedste for Unionen, navnlig stille
større Styrke til det fælles Værn. Særligt fandt man det i Sve-

l ) Overordentlig betegnende er saaledes Silverstolpes Udtalelse i hans Dic-
tamen til Konstitutions-Uttskotets Protokol i 1815: Det (det norske Folk)
maa mødes med Tiltro, og „då eger det nog nordisk redbarhet att blifva
svenskt" !

Digitized by Google

140

Svensk-norske Unionskonflikter.

rige en Ubillighed, at efter den norske Grundlovs § 25 det norske
Landeværn ikke engang til Sveriges Forsvar maa anvendes uden
for Norges Grænser.

Der blev derfor ved Resol. af 30te Januar 1839 nedsat en
Unionskomite paa fire Mand fra hvert Rige, hvilken Komites
Hverv fra at behandle enkelte af de mest paatrængende Spørgs-
maal snart udvidedes til at anstille en almindelig Granskning
af Rigsakten. Den 4de Novbr. 1844 afgav den sin Betænkning,
ledsaget af Udkast til en ny Foreningsakt.

Dette Udkast foreslog den væsentlige Indrømmelse til Nor-
ges Krav, at den fælles Udenrigsminister skulde kunne være saavel
norsk som svensk. Og dernæst skulde ikke alene Udenrigs-
ministeren, men ethvért Medlem af det sammensatte Statsraad
være ansvarlig for og kunne sættes under Tiltale af saavel Storting
som Rigsdag. Besluttedes Tiltale, skulde først en Jury, bestaaende
af seks Medlemmer af hvert Rige, bedømme, om vedkommende
var skyldig eller ej. I bekræftende Fald blev Straffen endelig at
bestemme, hvis Vedkommende var norsk, af Justitiarius og de to
ældste Assessorer i Norges Højesteret, og om han var svensk, af
de tre ældste Justitieraader, som Medlemmerne af den svenske
Hogsta Domstolen kaldes. Til Gengæld foresloges den Indrømmelse
til Sveriges Krav, at ogsaa det norske Landeværn, naar Stortinget
dertil gav sit Samtykke, skulde kunne anvendes overalt inden for
de forenede Rigers Grænser. Derimod forsøgtes ikke Dannelse af
noget Unionsparlament; kun skulde en Fælleskomite beslutte an-
gaaende de fælles Udgifter, hvorom Nationalrepræsentationerne
ikke kunde enes.

Dette Forslag blev ret vel modtaget af den norske Re-
gering, hvis Krav det jo ogsaa i Hovedsagen kom i Møde. Der-
imod fandt det saa liden Anklang hos det svenske Statsraad, at
dette sidste slet ikke lod det foredrage hos Kongen, før den sven-
ske Rigsdag igen bragte Revisionsspørgsmaalet paa Bane.

Dette skete i 1859, og Anledningen hertil var den da ud-
brudte Statholderstrid, der havde afsløret det daarlige Forhold
mellem Rigerne. Som Følge af Rigsdagens Udtalelser og Beslut-
ninger foreslog den svenske Justitie-Statsminister , de Geer, Ned-
sættelsen af en ny Unionskomite, der skulde behandle en hel
Række Spørgsmaal, navnlig om Dannelsen af et virkeligt fælles
Statsraad og en fælles Repræsentation til Forhandling af de fælles
Anliggender, samt Ordningen af det fælles Forsvar.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

141

Dette Forslag, der tilsigtede en ganske anden nøje Til-
knytning end den oprindelige Forening, fik imidlertid en brat Død.
Den norske Regering og Stortinget afviste bestemt enhver Revision
paa Grundlag af en nærmere Forbindelse, og hellere end at gaa
med til Dannelsen af et Unionsparlament , vilde man nøjes med
Unionen uforandret, selv om derved ønskelige Rettelser og For-
bedringer maatte skydes ud i Fremtiden. Kong Carl XV be-
sluttede derfor ved et Dictamen af 18de Februar 1862, at Sagen
foreløbig skulde stilles i Bero. Han udtalte samtidigt , at naar For-
handlingerne igen blev optagne, skulde de ny Bestemmelser ikke
foretage andre Afvigelser fra det bestaaende end saadanne, Er-
faringen klarlig havde vist nødvendige.

Det næste Revisionsforslag stilede derfor heller ikke mod
saa vidtgaaende Forandringer. Det var i 1865, at en ny Komite
blev nedsat, og i August 1867 havde det sit Udkast til en ny
Foreningsakt færdigt. Ifølge dette skulde Udenrigsministeren ved-
blivende være svensk, men de vigtigste diplomatiske Sager be-
handles i et virkeligt unionelt Statsraad, bestaaende af lige
mange Medlemmer fra hvert Rige, medens ved Afgørelsen af de
diplomatiske Sager, der foredroges af Udenrigsministeren uden for
det fælles Statsraad, altid den norske Statsminister eller en anden
norsk Statsraad skulde være nærværende — ved hvilken sidste
Ordning altsaa skulde „rigsaktfæstes* , hvad der vel ogsaa nu
gælder, men kun ifølge en kgl. Resolution, som Kongen, naar han
vil, igen kan hæve. Tillige skulde der aabnes Stortinget en
nærmere bestemt Adgang til at forlange Protokollerne over de
diplomatiske Sager forelagte til Granskning, — en Ret, det ikke
nu har. Endelig omfattede Udkastet Forskrifter angaaende Ord-
ningen af det fælles Forsvar, idet det navnlig ved fælles Lov skulde
fastsættes, hvor stor en Andel af Folkemængden hvert Riges Hær
mindst burde udgøre, samt bestemte Summer fra hvert Rige
anvises Kongen som Krigskreditiver til Brug ved Rustninger under
paakommende Krigsfare. Udkastet blev som kgl. Proposition i 1859
samtidig forelagt baade Storting og Rigsdag, der begge lod det
hvile til Aaret 1871.

Paa den svenske Rigsdag var der sikkert Stemning for dets
Antagelse — det fastholdt jo Sveriges Førerstilling paa det uden-
rigske Omraade — men inden det naaede til Behandling her, var
dets Skæbne allerede afgjort. Skønt Forslaget paa flere Punkter
var et Fremskridt i Lighed, tilfredsstillede det dog langt fra Nor-

Digitized by Google

142

Svensk-norske Unionskonflikter.

mændene. Paa samme Gang, som det udtrykkelig forlangte fast-
slaaet, at Udenrigsministeren skulde være svensk, indbød det til
Dannelsen af et unionelt Statsraad, der let i Tidens Løb kunde
føre et Unionsparlament med sig. En slig Mulighed kunde synes
ikke at være nogen Ulykke, men hvad man i Norge vilde, var
kun mere Selvstændighed ; en nærmere Tilknytning følte man
ingen Trang til. Dette Norges Syn paa Sagen blev paa Stortinget
i 1871 særligt skarpt fremsat af Johan Sverdrup, og med en
overvældende Majoritet af 92 Stemmer mod 17 forkastedes dette
sidste Forslag til et fredeligt Opgør mellem Rigerne.

Udsigterne for en ny Revision er saaledes ikke lyse, saa
meget mindre, som heller ikke de i 1885 og 1891 gjorte Forsøg
paa ved Tillæg til Rigsakten at udbøde et af Unionspagtens
værste Huller, lod sig gennemføre. Og hvorvel den i disse Be-
stræbelser indslagne Kurs — den gensidige Forhandlings og Overens-
komsts — vedblivende synes den eneste, ad hvilken Unionen farefrit
vil kunne lodses i Havn, kan man jo nok forstaa, at Normændene
ved Henblik paa hele denne Række af frugtesløse Mæglings-
forslag — Slagtofrene, hvormed Revisionstankens Vej har været
bestrøet — , alt mere og mere opgiver Haabet om at gaa frem
ad denne Vej og fristes til hellere at søge at hjælpe sig selv, uden
først at spørge Sverige om Forlov. Revisionsforsøgene minder kun
alt for meget om Løvens Hule i Fablen — hvor alle Sporene
vender indad, men ingen ud.

(Sluttes).

Knud Berlin.

Digitized by Google

Eleonora Suse.

Jeg saa Eleonora Duse første Gang som Nora. Jeg havde
med Forsæt indrettet det saaledes, ladet de første Forestillinger
gaa forbi og ventet: — Kunstnerindens personlige Ejendommelighed
maatte jo vise sig klarest og fyldigst for den fremmede i en Rolle,
hvor han følte sig hjemme, paa egen Grund, hvis Forbilleder han
havde truffet i Livet, og som han havde set udført af andre paa
Scenen; gennem den kunde han sammenligne, kontrolere og
bedømme.

I Eleonora Duses Apparition var der ved første Indtryk
intet særlig mærkeligt. Det sjælfulde Tungsind og den bitre
Skuffelse i Blikkets Udtryk under de tunge Øjenlaag og i de dybe,
skarpe Furer omkring Overlæben, der i hendes Portræter giver
Ansigtet et sælsomt gribende Behag, var ikke til at opdage hos
Nora-Fremstillerinden oppe paa Scenen. Hun var en udpræget
sydlandsk Type med den gullige Lød og det glansløse kulsorte
Haar og de stærkt buede Øjenbryn i en fin Ansigtsoval — en
ikke mere ganske ung Kvinde med en ejendommelig Ømhed og
Blødhed, halvt barnlig halvt moderlig, i Stemmens Klang, i Hændernes
Maade at kærtegne paa, i den paa en Gang slæbende og dog
spænstige Gang. Hun var iført en tarvelig og stilløs Dragt: rødt
Liv og mørk Nederdel; det eneste, som straks var iøjnefaldende
ved den, var, at hun ikke bar Korset under det røde Liv, og at
hendes Legeme havde bevaret den antike Skønhedsform, som
Pariser-Skrædderinderne i Aarhundredernes Løb saa grundig har
vidst at forkvakle. Jeg er overbevist om, at Lessing-Teatrets
elegante Damepublikum i sit Hjærte glædede sig over, at denne
berømte Evas Talje havde en saa atavistisk-naturlig Fylde, at hun
ikke kunde „faa Fa^on" paa den; ti at hun ikke vilde, derom
kunde der selvfølgelig ikke være Tale.

Heller ikke i hendes Spil var der i Begyndelsen noget særlig
mærkeligt. I sit Ydre som i hele sin Spillemaade havde hun dog

Digitized by Google

144

Eleonora Duse.

i allerhøjeste Grad sin Nations instinktive Ynde og plastiske Sans.
Jeg har ingen Sinde hverken før eller senere set en Dronninge-
holdning som den, jeg en Gang for nogle Aar siden saa hos en
ung Italienerinde, der stod ene midt ude paa Gulvet i Milano
Domkirke, med Tøfler paa Fødderne og i en gammel Kjole, og
lyttede til Messen, rank og med Armene korslagte over Brystet.
Fru Duses Nora hørte til denne Race — det var ikke nogen
nordisk Sagfører-Frue. Hvad selve Nora-Karakteristiken angik,
den psykologiske Individualisering, saa fik man heller ikke der fat
paa noget virkelig ejendommeligt. Første Akt gik, anden Akt
gik — man forblev uberørt, næsten uinteresseret. Skandinaverne
fortalte hverandre i Mellemakterne med skadefro Selvfølelse, at
naar man havde set Fru Hennings spille Nora derhjemme, saa
havde man egentlig ingenting at gøre her. Et Par Gange var der
vistnok brudt noget underligt frem, noget, man ikke rigtig kunde
faa fat paa, men som var gaaet en gennem Sjælen som en umiddel-
bart gribende pludselig Fornemmelse, som en af de dunkle Anelser,
gennem hvilke der kommer Bud til os fra Menneskelivets siy'ulteste
Dybder. Det havde især været Tilfældet i den Soloscene, hvor
Nora overvejer og opgør med sig selv de mulige Følger af hendes
Handling: om Krogstad virkelig vil foretage sig noget, og hvorledes
Helmer da vil te sig, om der overhovedet er Grund til at være
bange for Krogstads brutale Trusler osv. Hun overvejer: „Nej!* —
hun gaar frem og tilbage: „Nej, nej!* — hun staar stille og
grunder: „Nej!*, hun ligesom lytter efter et Svar: „Nej, nej-nej !«.—
I det stumme Spil i denne Scene, i hendes Mimik, i selve Klangen
af dette bestandig gentagne Nej, Svaret paa de stumme Betænkelig-
heder, der ikke vil lade sig døve, men bestandig melder sig paa
ny, fandtes der noget vist, som frembragte Dødsstilhed paa Til-
skuerpladsen. Hvad laa der deri? Inderst inde vistnok Skræk,
Uro, en Vanvids- Angest — man ligesom følte denne Angest skælve
inde i sig selv; men kun som en Mulighed — den hun alligevel
godt vidste ikke vilde blive til Virkelighed, en Forbavselse, som
havde hun skimtet noget, hvorpaa hun ikke kunde tro, men
hvis Billede dog ikke vilde forsvinde fra hendes Sjæl. Ind
imellem Angesten en forceret Sorgløshed, der delvis skyldtes
Følelsen af, at hun var Kvinde, at noget saa brutalt ikke kunde
øves mod en Kvinde, og at hun jo havde en Mand, der var til
for at beskytte hende — en tilkæmpet Sorgløshed, der havde
noget i sig af det Instinkt, der faar Strudsen til ved overhængende

Digitized by Google

Eleonora Duse.

145

Fare at stikke Hovedet ned i Sandet, og som faar Mennesket til
halvt ubevidst at indbilde sig, at det ikke eksisterer, som han
ikke vil have maa eksistere. Og hendes Nej lyder snart tøvende,
snart kort og aandeløst angest, snart blødt og ømt, som naar en
Moder taler til sit febersyge, søvnløse Barn, snart sikkert, over-
modigt, ophøjet over alle Tvivl. Som Kernen i den Individualitet,
der skildredes gennem denne intuitive Karakteristik (ved den saa
rigt nuancerede Naturlyd), aabenbarede sig en ejendommelig Kvinde-
lighed, en Blanding af Barn og Moder, dette instinktmæssige ube-
vidste hos den unge Kvinde, der senere hen ofte bliver til smertelig
og raadløs Undren overfor Livets Fænomener. Hun er hidtil gaaet
igennem Livet med blinde Øjne, har levet og lidt, mødt godt og
ondt uden egentlig at vide, hvad der er hændet hende; først nu
vækkes hun til Syn og Eftertanke; og nu maa hun følge sit ny
Instinkt, ligesom hun tidligere fulgte sit gamle, bryde igennem
eller brydes.

Alt det sagde man selvfølgelig ikke straks til sig selv under
den paagældende Scene; man sagde det først, da man havde set
tredje Akt til Ende.

Tæppet er gaaet op. Nora kommer ned fra Ballet. Hun
er træt, tung, sørgmodig, sløv. Hun gaar omkring næsten som i
Søvne. Hele hendes Væsen og Adfærd røber Forundring. Hvad
er det, der gaar for sig omkring hende. Hun ved det ikke. Men
det gælder hende. Hende?! Noget forestaar, vil ske, nu, om
nogle Minuter — men hvad? Ja, hvad skal det alt sammen sige?
Hun tager sig til Hovedet, stryger Haaret bort fra Panden, purrer
nervøst i det — begriber ikke noget af det hele. Har hun gjort
noget galt? I Øjeblikket staar det slet ikke klart for hende. Dr.
Rank kommer og forsvinder igen med sin uhyggelige Sortie.
Hendes undrende Sørgmodighed har atter ganske faaet Magt over
hende, hun staar helt forsagt, med Øjne, der søger rundt, efter
de ved ikke hvad, efter noget, der kan gøre Ende paa denne
underlige Sindstilstand. Helmer kommer, henter Brevene nede i
Brevkassen og vil gaa ind i sit Værelse for at læse dem. Hun
griber hans Haand og vil holde ham tilbage, men det sker rent
mekanisk, hun ved tydeligt nok ikke, hvorfor hun gør det, eller
om det overhovedet er Umagen værd; hun gør det slapt og
usikkert og det ender med, at hun stryger ham blidt ned over
Armen, som om hun vilde bede ham være god mod hende. Han
gaar ind til sig selv. Hun staar ganske stille og venter, med

Tilskueren. 1808. 10

Digitized by Google

146 Eleonora Duse.

nogle smaa nervøse Bevægelser af Haanden og et Udtryk af For-
undring og Raadløshed, der snart maa naa det Punkt, da den
klare Bevidsthed vaagner. Saa giver Helmer et Skrig fra sig inde
i Værelset ved Siden af, og nu begynder hendes store og ufor-
glemmelige Scene.

Helmer kommer farende ind — en Mand, der har mistet
sin Værdighed og Herredømmet over sig selv. Det er, som om
der i Nora, straks ved det første Syn af denne Mand, som hun
næppe nok er i Stand til at genkende som sin Husbond, ligesom
rejser sig noget, skyder sig op af hendes raadløse Forundring, af
hendes hypnotiske Letargi, noget, der samler sig, faar* hende til at
rette sig og bereder hende til at sætte sig til Modværge. Som et
vildt Dyr farer han frem og tilbage i Værelset. Med stolt Holdning
og oprejst Hoved staar hun ubevægelig midt paa Gulvet og følger
ham med store, vidtaabne Øjne og lange forbavsede Blik, hvis
Udtryk skifter og spiller i alle Stemningsnuancer. Han overfuser
hende, og det giver et Sæt i hende som i en spænstig Fjeder;
han knytter Haanden op imod hendes Ansigt, og hun bøjer blot
Hovedet lidt tilbage, men flytter ellers ikke et Lem, fortrækker
ikke en Mine, ser ham blot stift ind i Øjnene. For hvert Skælds-
ord, han slynger imod hende, bliver hun roligere, stoltere, sikrere.
Hun besvarer vel hans Repliker, men det har egentlig ikke meget
at sige og kunde lige saa godt udelades; hun udtrykker sine
skiftende Sindsstemninger langt fyldigere gennem sit stumme Mine-
spil. Krogstads Brev kommer, og Helmer lægger en ny Dumhed
til sin forrige, et nyt Nederlag til det, han alt har lidt. Nora
stivner mere og mere i en iskold, jærnhaard Utilgængelighed, mod
hvilken alle hans Angreb preller af. Men i hendes Øje glimter
der, i hendes Ansigtstræk tegner der sig en skiftende Række Stem-
ninger: Foragt, Haan, Vrede, og det oprindelige Udtryk af Undren
opløses efterhaanden helt i dem. Og saa falder der paa en Gang en
uendelig Ligegyldighed over hende. Stykket spilles til Ende, men
det er for hendes Vedkommende egentlig overflødigt. Hvad skal
den megen Talen til? Hun har jo i Virkeligheden ikke gaaet
og spekuleret paa noget „ vidunderligt * , som skulde ske; hun for-
staar ikke noget af hele Sammenhængen, hun ved blot nu, at
hun ikke har en Smule mere med denne Mand at gøre. Dette
er ikke noget Opgør — hvad skulde det være godt for! Det er
en selvfølgelig og instinktiv Handlingsakt : hun maa bort. Det
er ikke hendes Forstand, som siger hende det og giver hende den

Digitized by Google

Eleonora Duse.

147

moralske Ret dertil gennem Opgøret med Manden; det er ganske
simpelt hendes kvindelige Instinkt, som er levende i hende. Ti
denne Nora spiller hele Rollen fra først til sidst paa sit kvindelige
Instinkt, som ikke spørger efter om og hvis eller hvorfor og derfor,
men for hvilket Følelse og Handling, Indtryk og Beslutning er et
og det samme. Derved bliver Fru Duses Nora psykologisk mere
helstøbt og enkelt end Ibsens Nora, der i de to første Akter er
et Barn og i tredje uden nogen Overgang staar som den gennem
Selvtænkning og Livserfaring modnede Kvinde, der ved Hjælp af
sin Forstands-Indignation teoretisk kan godtgøre og praktisk gennem-
føre sin moralske Ret til at forlade Mand og Børn. Og fra Fru
Duses Spil i sidste Akt falder der Lys tilbage over hendes Frem-
stilling i de foregaaende. Man kommer pludselig til at tænke
snart paa det ene snart paa det andet lille Træk, og de føjer sig
sammen til et Billede, i hvilket der er Helhed og Harmoni. Hvad
man i første Øjeblik antog for at være en Mangel, lidt skødesløst
Spil, viser sig nu at have været bevidst, beregnet, som Udslag af
en og samme Personlighed: Kvinden, der har gaaet Livet igennem
uden at vækkes, skønt hun har haft baade Mand og Børn, og
som nu pludselig vækkes gennem en voldsom Konflikt, for i
samme Øjeblik at handle efter sit gode kvindelige Instinkt,
der hidtil slumrede i hende. Jeg vil bestemme Forskellen mellem
Ibsens Nora og Eleonora Duses Nora saaledes: den første viser
den psykologisk utilstrækkeligt motiverede Udvikling fra en pyntet
Dukke til en Emancipationskvinde , den anden fremstiller den
af selve Kvindenaturen betingede dybe og evig gældende Ud-
vikling hos en Kvinde, der, efter i en Række Aar at have levet
sammen med en Mand, pludselig en Dag ved en uventet Katastrofe
opdager og bliver sig bevidst, at han ikke har været den rette,
ikke den, som hun altid og trods alt vil og maa elske.

Fru Duse har et mangeartet og vidt omfattende Repertoire.
Hun spiller sit Fædrelands klassiske og moderne Forfattere, de
nyere franske Dramatikere, Ibsen og Shakspeare. Under sit Besøg
i Berlin ved Nyaarstid spillede hun foruden Nora samt Værtinden
i Goldonis gammeldags, kedsommelige Lystspil „La locandiera" og
Santuzzas lille Rolle i „Cavalleria rusticana", udelukkende Sardou
og Dumas. Man bebrejdede hende, at hun ikke lod sig se som

10*

Digitized by Google

148

Eleonora Duse.

Julie eller Cleopatra. Jeg tror ikke, hun havde præsteret mere i
Shakspeares grandiose Figurer, end hun nu præsterede i Sardous
Paraderoller; det var jo netop hendes Hemmelighed og store
Kunst, at hun kunde lægge sin mægtige og helstøbte Personlighed
ind ogsaa i disse.

Jeg skal søge at angive Grunden. Det væsentlige hos hende
er ikke det lidenskabelige, heller ikke det moderne nervøse, men
det inderlige. Hun spillede Marguerite Gautier i »Kameliadamen B ,
Glotilde i „Fernande", Fédora, Cypriennei „Divor<jons\ Francillon,
Odette. I de Roller, hvor der allerede fra Forfatterens Side var
en Karakter, indlagde hun sin egen Personlighed med dens ejen-
dommelige Væsensmærke og lod Rollen ligesom forme sig her-
over. Stod den derimod i alt for grel Modsætning til dette Væsens-
mærke, Inderligheden, saa at den Karakter, hun skulde fremstille,
ikke kunde vokse helt og holdent frem af hende selv — Cyprienne
f. Eks., dette skælmske og elskværdige „Nichts" — saa var der
ikke meget ved hendes Præstation. Hun er saa helt og holdent
Kvinde, at hun ogsaa i sin Kunst anvender den ægte Kvindeligheds
gode kategoriske Fordring: alt eller intet; hun maa give sig helt,
saa helstøbt en Personlighed som hun er; kan hun ikke det,
hvad skulde hun saa kunne give?

Det barnligt overgivne, det letsindige og tankeløse hos Nora,
det flagrende, sommerfuglelette, som netop Fru Hennings saa
glimrende faar frem — det findes ikke i Fru Duses Nora; dertil
er hun for tung, for tungt inderlig. Alt det, der i Marguerite
Gautier skal kendetegne Kokotten, er i Fru Duses Spil trængt
endnu længer tilbage end i Dumas' Skildring; den Figur, som
bliver tilbage, det fine, skære Gemyt, der elsker den hvide Kamelia-
blomst, den af en tidlig Død allerede mærkede Kvinde, til hvem
alle Mennesker uvilkaarlig drages af Følelser, som nærmest skyldes
hendes rent menneskelige Værd — hun er som et med Fru Duse.
Som Glotilde, denne upersonlige Type for Skinsygens Hævnlyst,
havde hun en Scene, hvor hun fik det nøgterne Berliner-Publikum
til efter en Pavse af aandeløs Stilhed at bryde ud i et stormende
Bifald, der aldrig vilde høre op — det var Scenen i 2den Akt,
hvor hun modtager Fernande hos sig og taler bløde Trøstens
Ord til den mishandlede og forskræmte unge Pige. Og naar i det
samme Stykke hendes Elsker er falden i den Snare, hun har lagt
for ham, saa han med Glæde tilstaar, at han ikke længer elsker
hende, og vil til at gaa — da er det Smerten, Hjælpeløsheden,

Digitized by Google

Eleonora Duse.

149

selve Inderligheden i Lidenskaben for ham, som hun giver Udtryk
med hele den uendelige Rigdom af rørende Tonefald i Stemmen
og Ømhed i Bevægelser, som hun ejer; det er Sorg og Smerte
langt mere end Skinsyge eller Hævngerrighed eller nogen af de
andre Følelser, som Teksten angiver. — Hendes Mesterstykke er dog
Odette, denne Sardouske Papiermåché-Figur. Hun var ikke Kur-
tisanen eller Ægteskabsbrydersken , ikke den fraskilte Hustru, der
synker dybere og dybere, men den stolte, krænkede Kvinde, som
hendes Mand i Vidners Nærværelse har blottet i al hendes Skam
og bag efter midt om Natten kastet paa Gaden, uden engang at
lade hende se sit Barn. Aldrig har hun glemt, at hun skal tage
Hævn for denne Tort, men da hun ser Datteren, blusser Moder-
følelsen op i hende med en ren og stille Lue, i hvilken alt, Synd
og Uret, Had og Hævn, forbrænder. I denne Skildring af Moder-
kærlighedens Kamp mod et helt Livs trodsige Selvbesudling hos
en af Naturen nobel Kvinde, i denne Scene, hvor hun endelig
genser Datteren for straks efter at skilles fra hende for bestandig,
er det, Fru Duse naar Højdepunktet af sin Kunst — hvad
der jo i og for sig er rimeligt for den kvindelige Inderligheds
Tolkerinde. Særlig et Moment i denne Scene forskaffede mig den
højeste Kunstnydelse, jeg nogen Sinde har haft: Datteren staar
og kvidrer løs paa sin elskværdige, ungpigelige Maade for den
fremmede Dame, som Faderen har forestillet for hende som en
Veninde af hendes afdøde Moder; Odette sidder og lytter til og
ser paa denne hvide, fine Aaabenbaring, som er Kød af hendes
Kød, ser og ser, ryster paa Hovedet, gentager ømt de barnlige
Ord med et henrykt Smil, der straks efter stivner i det sjælfulde
Ansigts næsten højtidelige Udtryk, lytter atter betagen, ryster paa
Hovedet, som om hun ikke kan forstaa, ikke kunde have tænkt
sig, at noget saa herligt fandtes i Verden — indtil hun pludselig
løfter Ansigtet op over Datterens Skulder og fæster Blikket paa
Faderen bag ved med et Udtryk — ja, det kan ikke gengives
nied Ord, lige saa lidt som saa mange andre af Livets højeste
og mest sammensatte Følelser; men blandt meget andet sagde
dette Blik: Ja dette er det allerhelligste, for hvilket alt andet maa
vige, hun maa blive lykkelig, og hvad er det saa for mig at slette
mig selv ud af dette Liv, hvor jeg har forspildt Retten til den
eneste Lykke, som fra nu af findes for mig, den at være mit
Barns Moder!

Digitized by

150

Eleonora Duse.

I hele den rige Skala af forfinede menneskelige Følelser,
som Duse fremstiller, ligger en og samme Grunddisposition
under, og det er den, som giver dem alle den samme Klangfarve.
Fru Duse er Italienerinde, hendes Gemyt er vulkansk, og dets Ud-
tryksmaade har de store Former; men saavel selve Lidenskaberne
som den antike Plastik, der hos hende er deres naturlige Udtryks-
form, blødgøres og afdæmpes i den blide Varme, som stille gløder
derunder. Hun gengiver med en Natursandhed og et individuelt
Præg, som kun den formaar, der selv en Gang i Livet har op-
levet det alt sammen og hver Gang paa Scenen genoplever det
paa ny, Kvindens hele Følelsesskala i det Livsforhold, som for
hende er det naturligste og højeste: Kærligheden. Men- for at
kunne give Relief og individuel Farve til dets forskellige Liden-
skaber: Skinsygen, Hadet, Foragten osv. lader hun dem ligesom
gennemtrænges af den Inderlighed, der er hendes Væsens Inderste.
Og det ydre Billede af Eleonora Duse, som man ikke har fra
hverken den ene eller anden bestemte Rolle eller Scene, inen
som er det fælles i dem alle, og som man beholder i Erindringen
længe efter, at man saa hende spille — er Billedet af en bleg,
udtæret Kvinde, med Haaret strøget tilbage over en høj, klar
Pande, et forgræmmet Ansigt med et smerteligt Smil og de
skarpe Halssener skaanselsløst fremtrædende; hun staar der lige-
som lyttende til sine fejlslagne Haab, eller med store, dybe,
forbavsede Øjne stirrende paa denne Livets evige Gaade: hvorfor
ved vi intet uden det ene, at vi lider — et Billede af Barnet, der
føler den første Sorg, som det ej forstaar — et Billede af Kvinden,
der har haft Glæder og Sorger, der selv har fejlet og er bleven
ilde behandlet af andre, som ikke kan finde Rede i det alt sammen,
men siger til sig selv atter og atter, at nu er det forbi, nu er
der kun tilbage at lide og saa dø — et Billede af Livets Udgangs-
punkt og Slutningspunkt og hele triste Hovedsum.

* *

Man har søgt at karakterisere Eleonora Duses Kunst paa
mange Maader. Man har ogsaa anvendt et af Dagens æstetiske
Slagord paa den og kaldt hende den største realistiske, den
eneste virkelig naturalistiske Skuespillerinde i Nutiden. Jeg skulde
snare være tilbøjelig til at kalde hende Idealist. Jeg kender
ingen scenisk Kunst, i hvilken Illusionen er [saa fuldstændig
og saa dyb som i hendes. Men hvad hun i denne fuldendte

Digitized by Google

Eleonora Duse.

151

Form af til Natur bleven Kunst fremstiller, er en ganske særlig
Slags Menneskelighed — ikke den almindelige, men hendes egen
rent personlige; det vil med andre Ord sige: en forskønnet
og ædlere Art af Menneskelighed. Det er et Karakteristikon for
Eleonora Duses Kunst: hun „fornobler" de Mennesker, hun frem-
stiller. Det faktiske kan hun naturligvis ikke forrykke; men det
Væsen, der har forbrudt sig, faar hun os til at bedømme ikke efter
Fejltrinet og Forbrydelsen, men efter Sindelaget. Derfor bliver
alle hendes sceniske Figurer ligesom adlede: Marguerite Gautier,
Skøgen, Odette, Ægteskabsbrydersken, Clotilde, den forladte, der
begaar simple Handlinger. Ogsaa dette Karaktertræk er i Virkelig-
heden et Udslag af Inderligheden i hendes Natur. Hun forskønner
ikke ; det er det store hos hende, at netop, naar hun mest ubarm-*
hjertigt blotter Svaghederne i Menneskenaturen, virker hun aller-
mest betagende og frigørende.

Det samme gælder om hendes Ydre. Naar hun i Lidelsens
store Øjeblik hensynsløst stiller sig til Skue som den ikke længer
unge, af Ulykken stærkt medtagne Kvinde, en Kvinde med
graagul Lød og mager Hals, skarpe Træk og indfaldne Øjne — som
hun da staar for os, ligesom adlet af Skæbnen , udøver hun den
allerstærkeste Virkning. Hun er som selve Naturen og meddeler
sig som den, ganske uden Selvbevidsthed, uden Anelse om Maal
og Middel, rent umiddelbart og uforfalsket. Og dette gælder lige
til hendes Dragt: Antikens fri Folder om de bløde Former, faa
og simple Farver, sort og hvidt eller diskrete Mellemtoner (kun
som Nora havde hun det afstikkende røde Liv) og ingen Smykker.

Jeg har hængende paa min Væg en Mater dolorosa af
Guido Reni, et blegt Kvindeansigt paa sort Grund, med opad-
vendt Blik og et smerteligt Træk omkring Munden. Som en
Søster til| hende staar Eleonora Duse for mig i det Billede, jeg
lidt efter lidt har dannet mig af hende. Hendes Ansigt er ganske
vist mere moderne bevægeligt end hendes Landsmandindes fra
Renæssancens Dage; men i Hovedtrækkene er det det samme:
Munden med det smertelige Træk, de sørgmodigt drømmende
Øjne og først og sidst: det hvide Ansigt paa den sorte Grund —
begge Sorgens Farver.

Ola Hansson.

Digitized by

Unø åme, qui revient d Bautielau-v.

Vers.

O det hvide Hus bag de høje, sorte Popler!
og den vaade Nat med den hvide Maanes Lampe
— den vaade Tøvejrsnat, da Jordens Digler bobler
og gærer og dufter og aander blege Dampe.

Ak — Maanen hvid som Sølv bag de sorte Poplers Grene
og Havekroners Knipling mod den maaneblaa Luft —
jeg vandrer kendte Veje — og er, som fordum, ene —
og mit Hjerte er sygt af døde Dages Duft.

Jeg standser ved et Gærde ind til en gammel Have —
jeg standser, jeg stirrer, bedrøvet og alene;
jeg aander en Liglugt fra de døde Tiders Grave
og drømmer om en Kvinde under disse sorte Grene.

O Nat i December, du blide, blege Kobler —

du ser, jeg er bedrøvet, og du ser, jeg er alene —

o det hvide Hus bag de høje, sorte Popler —

og et Møde med en Kvinde under disse nøgne Grene.

Digitized by Google

Vinter.

153

Prosa.

Januar.

Jeg længes ikke mere mod nogen Sommer . . .

Jeg begærer ikke længer at bytte denne Frostvinters kolde
Skønhed for Sommerens upaalidelige Sol og lange Regndage og
megen Blæst . . .

Med Henrykkelse vaagner jeg, sent paa Formiddagen, og
betragter mit Sovekammers tilfrosne Ruder, hvis Isblomster for-
gyldes af Vintersolen. Forneden, hvor de vokser tættest, gløder
de som en Skov af Koraller i Morgenrøde, men foroven blaaner
Himlen igennem, og det er som at se et dugget Sølv.

... Men naar jeg har klædt mig paa, skinner Solen ikke
mere. Graa Skyer har trukket deres tætte Tæppe for Frosthimlens
Blaa, og de første hvide Snefnug synker gennem Luften. Op ad
Dagen bliver Snevejret stærkere — Luften er fuld af tunge Fnug,
som sagte glider ned forbi Ruden og falder uden Lyd i Sneen
paa den brede Murkant udenfor mit Vindue.

Det bliver stille i Villastaden, hvor jeg bor. Al Lyd af
Livets Færdsel dør under Snefaldet. Lydløst kører Vognene,
lydløst vandrer enkelte Mennesker forbi. Fra mit Vindue ser jeg
langt ud over sorte Træer i hvide, øde Haver og sorte Træer
langs tomme, hvide Veje.

Og ustandseligt falder Sneflokkene — graa oppe mod den
lyse Sneluft, men hvide, naar de stryger ned forbi Ruden.

Saa sætter jeg mig til Rette i en lun Armstol for at læse. —
Nu og da kigger jeg op fra min Bog og ser Genboens frosne
Vinduer og Taget lige overfor, dækket af Sne, og en Skorsten, som
ryger brunt mod Luftens Graa.

Og Sneen vedbliver at falde. Dagen graaner bort — og jeg
tænker paa tomme, hvide Landeveje, der løber langt bort mellem
øde, hvide Marker, og paa smaa, fjærne Byer, hvor Sneen nu
falder i de ensomme Gader, og hvor ukendte Mennesker sidder
i deres Huse og ser ud paa Snefaldet — ligesom jeg.

Saa tænder jeg min Lampe. Mod det røde Lys, hvormed
den fylder min Stue, bliver alt udenfor blaat — en graablaa
Himmel hvælver sig derude over en Jord, dækket af blaa Sne.

Men da jeg sent gaar i Seng, er Snefaldet holdt op. Og
paa de tilfrosne Ruder i mit Sovekammer skinner Næ-Maanen
med spinkelt Skær, og jeg skimter dens blege Sølvsegl som gennem
blaanende Opal.

Johannes Jørgensen.

Digitized by Google

Bomaner.

i.

& Schandorph: Poet og Junker (Gyldendal). — V. Rydberg: Vapensnieden, i
dansk Oversættelse ved O. Borchsenius (Gyldendal). - K. Hamsun: Mysterier

(Philipsen).

Der har — i Aar som andre Aar — været broget Larm
og Vrimmel paa Bøgernes Julemarked. Det er jo en Slags vinterlig
Dyrehavsbakke. Kramboderne udstiller dyre Luksusartikler og reelle
Nyttegenstande saavel som alskens Godtkøbsjuks baade for voksne
og Børn, og alle Haande Forlystelser lokker efter Publikum fra
Telte, Fjæleboder og aabne Estrader. Markskrigerne tuder og
trommer Ørene fulde med deres Reklamer og Godtfolks-Strømmen
drages hid og did. Her saas et Telt, hvorpaa der med store
ildrøde Bogstaver stod malet „Mysterier" med et Sfinkshoved over,
og udenfor stod en norsk Kraftkunstner og søgte at overdøve
alle med sine Lunger. Hist henne dansede den »impertinente
Bengel" fra St. Hans Aften Spil afsted paa sin Voltigerline med
vajende Fjerbaret og flotte Ungersvende-Sving trods sin graa-
sprængte Manke. For — Gud ved hvilken — Gang gav Tyroler-
ferdinand sine immergemytlige Viser til Bedste, medens en, der var
udklædt som Taterknøs, klimprede Nattesværmer-Stemninger paa
Guitar for nogle følsomme Sjæle. Men den store Sværm søgte
denne Gang som altid hen til Pjerrot, der spiser Blaar, eller til
„Urkomikeren* med hans „hep", og den mere velklædte Portion
flokkedes omkring Svinedrengens Gryde, der stod og kogte over,
saa det flød med Kulissesladder og Antechambre-intriguer og
Familjeskandaler om den ganske By. Kun et enkelt Øjeblik for-
stummede Markedslarmen, og man slog Kreds i nysgerrig Ærefrygt
om den gamle, hvidskæggede Sandsiger og Magiker, der i sin lange
mystiske Talar havde indfundet sig paa „Bakken" . . .

.... Og nu er Spektaklet forbi, og man kan sunde sig og
gaa efter i Mindet, hvad man lyster.

Digitized by Google

Romaner.

155

Der er den Kunstart, som hedder Romanen, og som stadig
indtager en fremtrædende Plads i den literære Produktion, om
end ingenlunde længer en saa eneraadende som for en 6—10 Aar
siden. Der er netop i det forløbne Efteraar fremkommet flere
forholdsvis betydelige Eksemplarer af denne Digtningsform , og
naar man lader dem passere Revy, kan de i mange Retninger
tjene til at belyse og forklare saavel den ejendommelige For-
kærlighed, hvormed Nutiden har søgt til Romanen, som ogsaa
den Romanens aftagende Betydning og Opløsning, jeg mener at
kunne spore.

Naar man saaledes læser en Bog som Schandorphs „Poet
ogJunker", bliver det en hurtig klart, i hvor høj Grad en saadan
digterisk Behandling af Alfieris Liv som den, her foreligger, falder
i Traad med en hel Kulturretning i Tiden. Hvor moderne er
ikke den Interesse og den Synsmaade, der har ledet Forf. til
saaledes at skildre en svunden Tids Civilisation, et helt Samfunds
Milieu med lokal og historisk Kolorit, og paa Baggrund heraf —
baade ved Sammenstilling og Modstilling — at sætte i Belysning
en Digters Karakter, Liv og Digtning! Hvad Taine gør i sin
„Lafontaine* eller Taine og Brandes hver i deres literaturhistoriske
Hovedværk, det er her i „Poet og Junker" blot gjort anskueligt
for Fantasien og levende for Følelsen. Det er — her som hos
hine — den samme historiske Sans for Sammenhæng i Livet, den
samme Trang til at se det enkelte i Helhedsforbindelse og forklare
det ud fra denne, det samme Syn paa Livet som et Væv af
sammenspillende Forhold og Omstændigheder. Og man kan sige,
at denne levende Erkendelse af det sammenhængende og forholds-
bestemte i Menneskeverdenen er det, som har skabt og bærer den
moderne Tids-, Samfunds- og Karakterroman, paa samme Maade,
som den gennemtrænger al moderne Historieforskning. Romanen
raaa forstaaeligvis blive den kunstneriske Udtryksform for et Syn
paa Livet og Verden, der ser hver Foreteelse som Produkt af
mange Faktorer og til Gengæld som Led i et større Fælleshele.
Hvorledes skulde man kunne £aa Rum i en snævrere Ramme end
Romanens, naar den enkelte Handling skal forklares ud af en hel
Sum af Vaner og Forestillinger, det enkelte Menneske ud af Arv
fra Forfædre, af Opdragelse og Omgivelser, hvert Livsforhold ud af
Tid og Milieu, saaledes som „Germinie Lacerteux* og „L'assom-
tooir 8 , „Raskolnikov" og »Krig og Fred" — den moderne Romans
Storværker — vil det.

Digitized by Google

156

Romaner.

Det er gjort med stor Bravur — det Kulturbillede af Italien
i det 18de Aarhundredes 2den Halvdel, som Schandorphs Roman
skildrer, — en Tid, der ellers er lidet tiltrækkende og underlig
uren og udvisket i Konturerne, en Rokoko, som er ganske ander-
ledes svær at bestemme end den i Versailles. Men der er megen
Glæde over Karakteriseringen af Figurer og Sæder, og Farverne
er paasatte med Djærvhed og Sans for det pittoreske. En Meta-
stasiosk Opera seria, en Beaumonde-Promenade i Cascinerne, et
Natteoverfald paa Landevejen mellem Florens og Rom af lejede,
men underkøbte Banditter, nogle Soireer i et Kardinalpalads i
Rom — den Slags Livsbilleder er kraftigt og muntert malede.
Hvor gnistrer ikke Sommersolen over Vognpromenaden i Cascinerne
paa de lakerede Hjul, de forgyldte Fadinger, Damernes Atlask,
og hvor klirrer det ikke fornøjeligt af Skinner og Bidsler og
smelder af Piskesnært; og hvor komisk højtidelig kommer Kongen
af Englands tykmavede Karosse adstadig spaserende med de 4
Heste, den guldgallonerede Kusk med Paryk og Nakkepung paa
den høje Buk, de to statuestive Tjenere bagpaa med velnærede
Silkelægge, opkrammet Hat og bredt udstruttende Skøder! Hvor
langsomt-langsomt snegler den vidtskræ vende, tunge Kardinal-
karosse afsted ad den slette Landevej til Rom, indtil den endelig
i Mørkningen hopper hen over Brolægningens toppede Sten i Via
Flaminia og kører ind under Porta del popolos hultlydende Hvæl-
ving! Og hvor parodisk skræver den lille tykke Kastrat ind paa
Scenen i Cæsars Feltherredragt og bukker sveddrivende, med
Haanden paa Hjertet, naar han har slynget sine helt kvindelige
Soprantriller ud over Salen ! — Ogsaa Fortællingens talrige Figurer
er udkastede med en bred Pensel i typiske og populære Træk.
Den raa og fordrukne Karl Edward Stuart, i hvem der dog endnu
er Ruinen af en Helt og en kongelig Værdighed, der nu og da
glimter frem — den altid huldsalig smilende Pave med den bløde Cello-
stemme og den kloge Myndighed — den unge Monsignore Consalvi,
iskoldt affabel og med det fineste, kløgtigste Smil om Munden —
den entreprenante og dristigt-spirituelle Parvenu Beaumarchais og
Neckers entusiastiske og deklamerende Datter ... de er alle-
sammen stillede paa Benene og satte i Gang af en livlig og frisk
Fantasi, der hurtig er paa det rene med sine Personer og er
tilfreds med at trække de iøjnefaldende og afgørende Omrids op.
Intetsteds er der — hverken i Figurer eller Sceneri — noget
særlig dybt eller ejendommeligt nyt i Opfattelsen; men der er

Digitized by Google

Romaner. 157

Saft og Kraft i Skildringen, den strutter af Temperament, og
Forfs. Personligbed saa at sige borger for det hele, saa ivrig
mærkes det, at han er med, ser og hører sine Personer, morer
sig over alt det i vore Øjne latterlige i Tiden, nyder Rokokoduften,
begejstres og barmes som en Yngling og italiensk Patriot, og
røres let og smiler velvillig til alt sundt, ungt og friskt, der
protesterer mod Askese og Konveniens.

Alfieris egen Person synes i det hele dygtig og korrekt
udført; den er aabenbart bygget over Digterens sanddru Selv-
biografi. Det er ikke nogen almindelig Schandorphsk Helt — det
brede og godmodige er ikke netop hans Karaktertræk; men det
synes ofte ret sundt for en Forf. at arbejde i et Emne, der ikke
er alt for kongenialt med hans Natur, saa at han maa tvinge sig og
passe paa sig selv og ikke fristes til at give sig hen i sit Naturels
Svagheder. Og Alfieris temmelig usammensatte og retliniede Figur
passer vel til Schandorphs noget Tainesk simple psykologiske
Metode. Man har ham for sig, denne Hestebetvinger og Tragedie-
digter, ustyrlig og forkælet, herskelysten og trodsig over for ethvert
Tryk, men føjelig for enhver, der ved at tage ham, og med en
uslukkelig Tørst efter Ros og Hæder . . . mandig, haard og stolt
men barnagtig i sin Forfængelighed og Brovtelyst ... i sin Digt-
ning tør, fantasiløs, planlæggende sine Tragedier og udhamrende
sine Vers med samme Viljestyrke, som han tumler sine Heste . . .
inspireret af romersk Heroisme af patriotisk Frihedsentusiasme
og Tyranhad.

Ja! Man kender ham næsten alt for hurtigt og godt. S. gør
ingen Røverkule af sine Personers Hjerte, han leverer os straks
de første Gange, vi præsenteres, en Formel for deres Sjæleliv, i
hvilken der ingen Ben er. Saa ved vi, efter at de har optraadt
et Par Gange, deres Repertoire uden ad. Men det er, saa at
sige, alt for hæderlig Kunst, eller rettere alt for aabenmundet
Kunst. Og dette er en Anke mod Schandorphs Kunst, som har større
Rækkevidde og som, ved at forfølges videre, faar Adresse til hele
den moderne Roman og kan forklare, tror jeg, at Tidens digteriske
Trang er paa Veje til at søge sig andre Udtryksformer.

Schandorph skildrer etsteds i sin Bog en ung, smuk Verdens-
dame, der i Baldragt gaar gennem de mørke, hvidkalkede Gange i et
Kloster til Møde med sin Elsker, og siger saa: „Elskovslængsel,
tindrende Øjne, Tændernes fugtig smilende Perlerader, ædle Stoffers
Pragt, verdslig Skønhed skred trodsende gennem det fugtige og

Digitized by Google

158

Romaner.

kolde Rum, Askesens og Verdensflugtens grimme Helligdom*.
Dette er fransk-klassisk Stil: Indtrykket analyseres for Læserens
Forstand og gives ind med Skeer. Stedet er ganske parallelt med
det berømte Kapitel i „Faute de Pabbé Mouret*, hvor den øde,
hvittede Landsbykirke med det døde Krucifiks og hele den kolde
Tomhed faar Besøg af Morgensolen, Markluften og Spurvene,
og som slutter med Linierne: „De kalkede Mure, den store
Madonna, selve den store Kristusfigur syntes at gennem-
bæves af en Livsens Aande, som om Døden var besejret af
Jordens evige Ungdom*. Saadan er overalt S.'s Fremstillings-
maade: den siger alt og overlader intet til en supplerende Selv-
virksomhed hos Læseren. Etsteds fremstilles A. Ghénier og Alfieri
staaende i et Vindue og seende ned paa Pariserpøblen under
Revolutionsoptøjer, og det hedder: „Der stod de to Frihedsdigtere,
fyldte af Væmmelse og Foragt over denne Hob, uden at forstaa,
at, hvad de saa, var en naturnødvendig Frugt af det gamle
Samfunds Synder, uden at sige til sig selv: Hvor skal forsømte
og forsultne Stakler blive anderledes?* Her siger Forf. paa samme
Maade lige ud af Posen, hvad han med meget større Virkning
kunde have lokket os selv til at udbryde eller — tænke. Ti
hvorfor behøver alt at siges?

Og dette gælder hele S.'s Roman. Der siges overalt for
rpeget. Et Kapitel begynder: „Atter til Vatikanet! Der var meget
katolsk i Alfieri, Resultatet af Traditionens mange Atmosfærers
Tryk paa hans Hjerne. Han havde derfor en Fornemmelse af,
at denne Bodsøvelse kunde sone hans Brøde. Ikke, at han tilstod
det for sig selv, men det var dog vist saadant noget, der drev
ham hen ad Ydmyghedens Vej*. Hvorfor forklare — og tilmed
sige „vistnok*, hvad en Digter lige saa lidt som en Lærer bør
indlade sig paa — ; det er jo dog ikke en literærhistorisk Afhand-
ling, her skrives? Vi skal ikke med vor Forstand bringes til at
indse, hvordan det maa være, men Forf. maa sørge for, at vi
gennemlever det, som det er, og tror paa det.

Men det er overhovedet det, hvoraf den moderne, natura-
listiske Roman lider. Den er meget mere Barn af analytisk kritisk
Forstand end af skabende Fantasi og taler fuldt saa vel til hin
som til denne. Men for at vi skal leve med i en Illusion og
skænke den vort Hjerte, er det Fantasien, der maa tales til, og
ikke den afmægtige Forstand. Og meget, som tiltaler Forstanden
og fordres af den, er ligegyldigt for Fantasien og fylder derfor

Digitized by Google

Romaner.

159

blot op og trætter, keder og hemmer. Den moderne Roman er
alt for vidtløftig og gennemført. Den forklarer, motiverer, for-
bereder, giver Mellemled, hvor den illuderedes Fantasi slet ikke
behøver det eller bedst selv kan give sig, hvad den ønsker; den
udmaler Situationer, medtager uinteressante Biomstændigheder, ud-
fører vidt og bredt, hvor den stærke Stemning og Fantasi over-
springer, underforstaar , antyder, forkorter og fortætter. Og det
er ogsaa til en mere fortættet Fremstilling, en stærkere Poten-
sering af Følelses- og Tankeindholdet, at man begynder rundt
om at søge ud over Romanformen og det tilsvarende Virkeligheds-
drama: i Ibsens symbolske Dramer, i de Fortællings-essenser,
Lie kalder Eventyr, i alle den Slags Eksperimenter som Maeter-
links „Prinsesse Madeleine*, Earl Larsens „Brogede Bog" osv.

En hel anden Digtform end Schandorphs historiske Roman
er ogsaa Viktor Rydbergs „ Vaabensmeden" , en Række
Skildringer, der af Forf. betegnes som Fantasiforespejlinger fra
Reformationstiden. Naar man kommer fra Schandorphs Behandling
af Historien, maa man ganske skifte Synsvinkel for at kunne
vurdere denne i Sverige almindelig beundrede Digtning. Ti den
begynder med at støde os som ganske konventionel, abstrakt og
skrigende uhistorisk. Hvad hjælper det, at Mester Gudmunds
Værksted i Jonkoping med hele det tilhørende Ga ard kompleks
synes i den ægteste Tidens Stil, naar Mester selv og hans Datter
Margit paa deres Aftenpatrulje fører Samtale om alt levendes
endelige Forløsning, og hvad skal man gøre ud af Samfundet
,frit af Hjertet", hvor den gamle Vaabensmed, den velærværdige
Pastor, Franciskanerguardianen og den besynderlige omvankende
Sanger fordyber sig i rent Rydbergske Betragtninger om Moral
og Politik?

Den ydre Lokal- og Tidsfarve er her behandlet ganske
anderledes end i den naturalistiske Roman. Her virkes ikke ved
Massen af Milieu-Detaljer, men Rydbergs Fantasi-Indlevelse i Tiden
lægger kun stadig en ubestemmelig Duft over det hele, der virker
ganske anderledes „évocateur* som en tydelig Fornemmelse af
Tidsatmosfæren; og kun nu og da støttes Læserens Fantasi ved
bestemte Tidsbilleder som en Kolportagevise om en Jærtegnsfisk,
der er fangen i Tiberen, eller to Skattegraveres Aandebesværgelser.

Ellers er det tydeligt nok ikke Digtningens Mening at give
virkelige Tidsfigurer og Tidsscener fra en svensk Smaastad; det

Digitized by Google

160

Romaner.

er ikke en bogstavelig, men en ideal Virkelighed, der tilsigtes.
Nej, det er Tidens Aandsbrydninger og Kulturstrømninger, som
anskueliggøres i poetiske Billeder, fortættes i konkrete Stemninger
og Følelsesforhold. Alt, hvad der er lidt og gennemkæmpet af
de bedste Sjæle i en Tid, hvor Broer kastedes af og der stredes
for Arner og Penater, alt, hvad de fremmeligste Aander anede og
drømte om i denne Inspirationstid, da alle mulige Idefrø synes at
have ligget i Luften, alle disse Reformationstidens Tanker og
Stemninger, som ingen bred Virkelighedsroman vilde have kunnet
faa frem med sit Masseapparat, de har her i en poetisk Filosofs
Hjerne efter lange, fordybede Studier frit formet sig ud i en Art
ideale Drømmebilleder. Ti saadanne „fagringer ,t , Fantasifore-
spejlinger, er de: den gamle Gudmunds Kamp mod sin lutherske
Søns Nidkærhed, der lader Slægtstræet fælde i Gaarden, Maria-
billedet paa Gavlen tage ned og vil forbyde sin Fader det hedenske
Helgenmaleri, han helst sysler med; den unge, lystige Fabbe, der
drager rundt i Verden som „farende Geseli 11 , — Tidens kække
spottende Vagant, som var i Pagt med alt det ny og fri; videre
Margits to stemningsskønne Sange „Glans ofver sj5 och strand —
stjårna ur Qårran* og „Hvad månne den långtan vara, som r5r
sig i mitt sinn K , hvori al Korsfarernes Hjemve mod Østerland
drager og al Reformationstidens Længsel og Udve; endelig Sti-
manden Slatte, Gostas hemmelige Befalingsmand over Smaaland,
den mystiske Legemliggørelse af al den Hedendom, som endnu
levede i Folkets Sind, med dens stolte Selvtægt, Retssans og
Beskyttelse af de undertrykte, — hvis Skygge ligesom symbolsk
forlænger sig tilbage gennem Tiderne, naar han undertiden ved
Omtale af Forfædrenes Gerninger kommer til at sige: „jeg"
istedenfor „de* . . . Det er Poesiens levende Symboler for Stem-
ninger og Ideer, der mer eller mindre bevidst har hersket i Tiden ;
Fantasiforespejlinger, der uklart har foresvævet Tidens Aander og
ledet deres Kaas. Og lærer man maaske ikke en Tid bedst at
kende — ikke efter, hvad den er, men efter, hvilke Luftsyn den
ser i Skyerne og styrer efter?

Man kan sige, at „Vaabensmeden" giver Reformationstidens
ideelle Billede, men med alle Linjer forlængede og udfældte paa
Evighedens Horisont, saa at det uforgængelige og almenmenneske-
lige træder klart frem af dets Træk.

Se f. Eks. den omvandrende Sanger og Lærde: Svante —
tillige Kong Gostas politiske Agent — han er Tidens Humanisme,

Digitized by Google

Romaner.

161

som den var hos de ædleste og fremmeligste A ander: en Erasmus,
en Reuchlin; men hvad der dæmrede hos dem i forkrøblet
Knoptilstand, det har hos Rydberg — som i et gunstigere Luftlag
— udfoldet sig i Dagslys med alt, hvad der laa i det. Svante
hilser det ny kopernikanske Verdenssystem velkommen uden
som de snævrere religiøse Sind at svimle og miste Fodfæste for
Troen, tvært imod faar hans Religion højere Svingkraft og Horisont.
Overfor Luther er han fuld af Anerkendelse, om end Gud har
gjort denne blind over for al den Herlighed, som atter er aaben-
baret for Tiden i Oldtidens Kulturs Genfødelse; han beder Herren
om „at lade de Kræfter, du gennem ham har løst fri* 4 , klargøre
vor Himmel »langt ud over Martins og min egen Synsvidde*.
Og i sin ophøjede Aftenbøn, som staar at læse i Bogens 2det
Kapitel, vokser Svante til Udtryk for Rydbergs egen religiøse
Humanisme, som vel er en af de ædleste Blomster, den moderne
Kultur har afsat. „Herre, min Gud! jeg takker dig for den Glæde,
du i rigt Mon har skænket mig uværdige, og for den Sorg, du
lader flyde gennem mit Hjærte! Den er en befrugtende Elv. Ved
dens Bredder vokser Evighedsblomster, og aldrig har jeg fornummet
noget til uendelig Længsel og Trøst, før jeg kom til at lytte til
dens Bølgers sukkende Gang . . . Læg paa mine Læber de Sangens
Ord, som fremmer Manddom, Hæder, Godhed hos mit Folk og lader
Evighedsbilleder spejle sig paa dets Vej frem mod Maalet hinsides
Aartusinder . . . Jeg takker dig for, at Pestens Le, ligesom Solens
Lysklode, uden Persons Anseende gaar frem over retfærdige og
uretfærdige. Fejghed vilde ellers med vindingslysten Fromhed
købe sig Ret til Frelse fra Hjemsøgelserne . . . Jeg takker dig for
Samvittighedskvalerne, der renser os ligesom med Ild, og for den
ængstende, søgende Tvivl, som bærer Sten til en sikker Grund
for Kundskab og Tro a ... Ordene kan lyde som blotte Fraser,
men ogsaa som skønt, klangrent Udtryk for evig menneskelige
Sandheder.

Mest umiddelbart gaar til Hjerte det i Bogen, som skildrer
Gudmunds Gaard og de Konflikter, der raader mellem Faderen og
Sønnen. Det er igen her ikke Massevirkning, men enkelte smaa
Livsbilleder, der kalder os hele Gaardens Liv saa hyggelig frem:
Skinnet af Lygten, som i mørke Aftener bevæger sig fra Dør til
Dør ud over hele Gaardkomplekset, gamle Mesters og Margits
Aftenpatrulje . . . Eller Mester, der om Vintermorgnerne selv
skovler Sneen bort ned til Søboden ... Og altid Vetterns Plask

Tilskueren. 1898. 11

Digitized by Google

162

Romaner.

som Akkompagnement, snart i Storm og snart i fredeligt Aften-
skvulp, — Musiken til Digterens egne Barndomsminder.

Og dybt hjerterørende er Skildringen af al den Ufred,
Sønnen Lars bringer her i Hjemmet, af den gamle Fader, der
saa længe som muligt viger til Side for at bevare Husfreden, men
langsomt føler Hidsigheden samle sig og lægge sig som en
Svie om Hjærtet . . . indtil Maalet endelig er fuldt og den gamle
i en vederkvægende Scene gør sin Myndighed gældende, . . .
men for snart efter igen at opgive den haabløse Kamp og be-
slutte sig til at vige fra Fædrenehjemmet. En udmærket skøn
Scene er den, hvor Mester en Sommeraften kommer tilbage til
Gaarden fra Byen, ledsaget af sin Datter. De vandrer tavst, —
Gubben med Besvær. Skoven paa den anden Side Dalen forekom
ham som et eneste Penselstrøg af en livstræt Maler, der var ked
af al anden Farvegivning end Mørket i Mørket . . . Staden , der
altid før fik ham til at paaskynde sine Skridt hjem, laa nu tavs

— der var jo intet at skynde sig til ... Han standser og ser bort
mod Slægtens Gravsted paa Kirkegaarden og gaar saa videre
med tunge Trin og stirrende ned for sig. Margits Haand, som
han holdt i sin , følte han halvt drømmende som en Levning af
en forsvindende Lykke og et Løfte om Troskab i ventende dystre
Skæbner. Hjemme hilser den gamle Hund med Snuden mellem
Stakittets Jærngitter paa dem med sagte Jamren . . .

Lars selv er meget forstandig karakteriseret som alt, hvad
der er haardt og snævert og fantasiløst i Protestantismen: hans
korporlige Styrke imponerer Egnens Folk, hans Enfoldighed og
Selvsikkerhed gør ham uryggelig i sin Tro, hans Stædighed og
Selviskhed, hans Rethaveri og Herskelyst giver ham en farlig
Magt over alle svagere Sjæle. Og meget konsekvent havner han

— som det vistnok let kunde være hændt en hel Retning inden
for Protestantismen — i den mest autoritetsdyrkende Papisme.

Et dybsindigt og poetisk Fantasibillede af Reformationstiden
er Rydbergs Bog — men det er — trods alt — svært for Læseren
at komme ud over Misforholdet mellem Digtningens høje Sfære
og den prosaiske Romanform, der aldrig ret formaar at løfte os
fra Virkelighedens Jordbund, hvor Digtet dog ikke hører hjemme.

En Modsætning til den naturalistisk moderne Romantype,
som vi forefandt den hos Schandorph, er ogsaa, fra en hel anden
Kant, Knut Hamsuns Roman »Mysterier".

Digitized by Google

Romaner.

163

Den er tydeligvis en bevidst Protest mod moderne Roman-
fremstilling, og heri ligger Bogens delvise Interesse og delvise
Berettigelse.

Straks Fortællestilen er en Protest. Den ægte naturalistiske
Fortællestil ignorerer ganske Læseren, tager intet Hensyn til ham.
Hamsun har i sin Bog uafbrudt sit Øje med Læseren og vender
sig direkte til ham. Allerede i hans Bog „om Amerikas Aandsliv",
mærkede man stedse, hvor nervøst Forfatteren stadig vogtede paa
sin Læser, for ikke at slippe Taget i ham; det var et ligefrem
uværdigt Skue, saa mange Krumspring han gjorde for ham.
.Mysterier" begynder saaledes: „Ifjor midt paa Sommeren blev en
liden norsk Kystby Skuepladsen for nogle højst usædvanlige Be-
givenheder. Der dukked op en fremmed i Byen, en vis Nagel,
en mærkelig og ejendommelig Charlatan, som gjorde en Masse
paafaldende Ting, og som forsvandt igen lige saa pludselig, som
han var kommet. Denne Mand fik endog Besøg af en ung og
hemmelighedsfuld Dame, som kom i Gud ved hvilken Sort Ærinde
og ikke turde være paa Stedet mer end i et Par Timer, før hun
rejste sin Vej. Men alt dette er ikke Begyndelsen . . . a Paa
samme Maade som her hele Bogen, begynder han ogsaa flere
Gange et Kapitel med at resumere i Forvejen, hvad der skal
fortælles, og derved baade spænde og forberede Læseren. Han
skjuler overhovedet ikke sig selv bag det, der fortælles, frem-
træder tvært imod aabent som den, der lægger et Stof til Rette for
andre, siger f. Eks. „nu blev der talt nogle faa, ligegyldige Ord"
og springer saa dem over; og idet Forf. saaledes skubber sit Stof
fra sig og stiller sig hen ved Læseren og peger for ham paa, hvad
han bør lægge Mærke til, frembringer han en ikke ringe Illusion
om, at det er et sandt, objektivt Stof, som han selv staar helt
udenfor. Fortællerens Stilling er ogsaa i det hele dens, der selv
er lige saa uindviet som Læseren i de Mysterier, der fortælles.
I Modsætning til den naturalistiske Romanforfatter, der hæderlig
lægger alle Kort paa Bordet og pedantisk forklarer alt, er Hamsun
Impressionisten, der kun ved halv Besked og kun har sine Indtryk
at referere. „Han kunde være 28 eller 30 Aar, i alt Fald ikke
mer end 30 . . . Han lod til at være i stærk Bevægelse. * Ja! i
sin Fortælling om Mødet mellem Nagel — den fremmede — og
den tilslørede Dame, der besøger ham , stiller han sig endog saa
uvidende an, at han refererer: „Deres Passiar blev afbrudt og
dunkel, med halve Ord, hvoraf kun de selv forstod Meningen, og

11*

Digitized by Google

164

Romaner.

med flere intetsigende Hentydninger til Fortiden. De havde truffet
hinanden før og kendte hinanden."

Men i det hele er Hamsuns Roman noget helt andet end en
almindelig moderne Roman derved, at den aldeles ikke sætter sig
til Opgave at forklare et Stykke Liv, at interessere os ved at give
os Forstaaelse for menneskelige Forhold og Skæbner. Den vil
tvært imod interessere os ved det uforstaaelige; vil pirre vor Fantasi,
ikke tilfredsstille vor Forstand. Den er ikke Udslag af nogen
analytisk, kritisk Aandsretning, men af Indbildningskraftens Trang
til Underholdning, af Opfattelsesevnens Nysgerrighed efter nyt
og ukendt.

Med Rette hedder derfor ogsaa Bogen „Mysterier". Jeg
bekender ikke at have forstaaet meget at den. Man bliver ikke
klar over, hvad der sker, end mindre, hvorfor det sker, og der er
ingen af Hovedpersonerne, hvis Indre eller Motiver man bliver
klog paa; et Mysterie bliver det os ogsaa, hvorfor Forf. morer
sig med at mystificere os, — tilmed da det gaar ham saa uheldig
overfor de fleste, at han ikke gør dem videre nysgerrige efter at
faa Forhænget løftet for disse Mysterier.

Noget minder Bogen om flere moderne, engelsk-amerikanske
Romanforfatteres, der intet andet Maal sætter sig end at pirre den
intellektuelle Forventning og Nysgerrighed og til den Ende meget
habilt brygger deres Mysterier sammen af saa og saa mange
Kvanta tilsyneladende Videnskabelighed, saa megen Galimathias,
her og der Lygtemænd, der fører Læserens Gætning fejl, eller Vink,
der leder den et Stykke paa Vej og saa slipper den. Man tænke
f. Eks. paa en Bog som Stevensons „Dr. Jekylls Tilfælde 44 , der
findes oversat paa Dansk.

Det interessanteste i Bogen, dens psykologiske Side, er
derimod snarest i Slægt med Russernes smaaligt nøjagtige og
tillige mystiske Sjælelivsreferater. Hamsun morer sig med at
drage andre Sider frem af Sjælens Liv end de lige afstukne,
dagslyse og befarne Veje. Han drager det knaptbemærkede, det
tilfældige og betydningsløse frem; og han giver — som Modsæt-
ning til Romanernes almindelige korrekte Sjæleliv, der overholder
alle Psykologiens Paragraffer, — stedse det irrationelle, mystiske,
alt det, „som vor stakkels „alvidende" Videnskab er for firkantet
og for grov til at fatte a . Man kommer forbi et Hus, og af en
Persons Stilling i Vinduet kommer man paa den Tanke, at der
maa være lavt til Loftet derinde, og lidt efter ler man højt ved

Digitized by Google

Romaner.

165

al gribe sig i at gaa og regne ud, hvor højt der vel kan være,
skønt intet er en mere uvedkommende og ligegyldigt. Eller man
tager uvilkaarlig Varsler af de mest hverdagslige Ting: om nu
Tjenestepigen, naar hun bringer mig Skoene, vil sige noget eller
ikke? Hvorfra kommer mit vidunderlig gode Humør i Dag? Jo,
det viser sig, at jeg kan føre det tilbage lige til Fluen, der summede
i Morges, da jeg vaagnede i Sengen, og til Solen, der sivede ind
gennem et Hul i Gardinet, hvad der straks satte Sindet i en fri
og lys Stemning. Uforklarlige Angestfornemmelser, Antipatier, som
visse Ansigter kan vække ved første Øjekast, tre Pæretræer nede i
Sorenskriverens Have, som jeg altid helst lægger Vejen uden om,
fordi de virke ubehagelig paa mig . . . videre : Fornemmelsen, jeg
havde straks ved at træde ind i hin Bygning, at den en Gang
før i Tiden havde været Apotek o. s. v. o. s. v.

I alt dette er der meget godt. Men naar hele Heltens
Figur — baade hans ydre og indre Forhold — bliver en ufor-
staaelig Gaade, da interesserer det vel i Begyndelsen, men irriterer
mest og ærgrer paa samme Maade, som man altid berøres pinlig
af, hvad man ikke kan finde Mening i. Mange morsomme og
levende Træk er der ganske vist i denne mystiske fremmedes,
Johan Nagels Fysiognomi. At han er Kvæn af Fødsel, er opreven
af en gammel Kærlighed, har været i Amerika, inde i Kristiania
anses for gal ... alt det stiller ham tilsammen i Belysning som
den fremmede, forholdsløse, Udlændingen mellem de andre
Mennesker. Han er den uciviliserede, % en Tænker, der ikke har
lært at tænke", den levende Modsigelse mod, hvad alle andre
mener og føler, den fødte Bulbider med Tendens til at rejse Børster,
og som en Tid lang gaar med et Signet med et Pindsvin i.
Han er den trettende Mand til Bords, den, der altid falder med
Dåren ind i Huset; hvor han kommer, kommer han akavet, altid
uheldig og kejtet; — naar han vil øve en god Gerning, gør han
blot Fortræd; skønt han skarpsindig gennemskuer Menneskene, er
der dog ingen, der tager i den Grad fejl af de simpleste Hand-
linger, som han; og skønt han tiltror sig en koldblodig Beregnen,
handler han dog uafbrudt efter Indskydelse ... En Vildmand,
naar han lægger sig ned paa Vejen og hulkende tigger en Dame
om Kærlighed, som han har truffet to Gange, og som tilmed er
forlovet ... en forkunstlet og overnervøs Natur, der er paa Grænsen
af Sindssyge, ... en Charlatan, der søger Paradokset og Reklamen
og rejser rundt i en skrigende gul Klædning og vækker Opsigt . . .

Digitized by Google

166

Romaner.

Det, som vækker Medfølelse med denne Hr. Nagel, er det
sønderrevne og eksalterede, som aabenbart er ægte nok hos ham.
Man mærker, hvor syg og ude af Ligevægt han er. Hans Følelser
er voldsomme, hans Ordsvada har virkelig Feber i sig; hans Op-
rømthed, hans Stønnen er lige uhyggelige. Hans Drømme har
fantastisk Angest i sig; hans Stemninger udtrykker sig i skære,
skønne Billedfantasier, som: „ Fornemmelsen af Sommer i min Sjæl,
tænk Dem! en blød Susen i Græsset, og at denne 'Susen gaar
gennem Deres Hjerte 44 eller Fantasien om Baaden af duftende
Sandeltræ og med lyseblaat Silkesejl klippet ud i Halvmaane, og
i hvilken man ligger og fisker med en Sølvangel ned gennem det
blaa Vand. — Der er ogsaa noget saa inderligt ydmygt i ham,
han gaar om med et „om Forladelse* paa Læben og en Trang
i sin Sjæl til at rejse Gudebilleder og kaste sig i Støvet for dem;
og han har et Godhedsinstinkt i sig, som er helt raffineret, og
som dyrker det hellige Enfold, den sublime Skikkelighed i „Minuttens"
eller i Fattighuslemmet Marthas rørende Skikkelser (Forf. minder
her, som ofte før, meget om Dostojevski).

Men Johan Nagels „Sturm und Drang 44 -Rebelskhed giver sig
ogsaa navnlig Udslag i et raat og amerikansk Humor, der tit er
ganske morsomt, naar f. Eks. den norske Bonde apostroferes:
„Gud hjælpe dig, du gæve Norges Viking! om du løste lidt paa
Skærfet og slap Lusa ud etc. 44 , eller naar Gladstone skildres som
den, der spiller Manden med. det rene Mel i Posen; men som i
det hele i al sin barbariske Billedstormen mod Mænd som Glad-
stone, V. Hugo, Tolstoj, Ibsen eller Shakspeare blot er ærgerligt
dumt og skamløst. Jeg har ikke videre høje Tanker om Københavner-
viddet hos Riise og Neiendam, men er det Vid oppe paa „Grand*
at kalde V. Hugo „denne opbulnede Aand, som flød af brandrødt,
og hvis Pen var en Flæskeskinke 44 eller Ibsens Skuespil „dramati-
seret Træmasse 44 eller at tale om „Leo Tolstojs osende Sædelig-
hed og Propaganda for sin savlende Gud 41 ... ja! saa tror jeg
dog nok, jeg foretrækker vor hjemmefødte. Saa proletar-raat og
saa markskrigersk en Aandrighed gik dog næppe her hjemme!

(Sluttes).
Vald. Vedel.

Digitized by Google

*

I Anledning af Panama Historien.

Paris den 7. Febr.

Hvad der end yderligere maa blive oplyst, saa ved man
allerede nok om, hvordan den Historie hænger sammen. Nogle
af Frankrigs styrende Mænd har ladet sig bestikke, andre, og det
de betydeligste, som hele Landet har set op til, har brugt Pengene
ikke til personlig Fordel, men til at betale andre med, navnlig til
at købe Pressen og til Valgudgifter. Floquet, Kammerets ansete
Formand, han, der paa Frastand saa mærkelig ligner Bjørnson,
siger rent ud: Ja, jeg har taget og anvendt Pengene, men jeg
har frelst Republiken. Freycinet, Manden, der har skabt Frank-
rigs store System af Smaabaner, og som nu havde anbragt sig selv
uden for den vekslende Døgnpolitik som Organisator af den Institu-
tion, Frankrig endnu elsker over alt andet, Hæren, og som derfor
antoges at have en Chance som Præsident-Kandidat, er i samme
Stilling som Floquet. Præsidenten selv, Carnot, har utvivlsomt
vidst og billiget, at disse Penge blev tagne og anvendte i politiske
Øjemed. Det er ikke umuligt, at meget andet endnu vil komme
op, ny Historier med Christofle og hans Credit foncier, Frankrigs
monopoliserede Hypotekbank, visse Leverancer m. m. men det vil
i alle Fald blive i samme Retning.

Historiens Enkeltheder er interessante nok. Der er Jacques
Reinach, den energiske, dygtige og intelligente Spekulant, som end
ikke var utilbøjelig til at have en Finger med ogsaa i danske
Affærer, en Mand med stærk Appetit, som det saa ofte er Til-
fældet med slige Naturer. Man ved endnu ikke sikkert, hvorledes
han er kommen af Dage; ikke engang hans allernærmeste ved det.
Usædvanligere er i Virkeligheden den amerikanske „Doktor" Cornelius
Herz med hans politiske Magt og hans Pengeudpresninger. Den

Digitized by Google

168

I Anledning af Panama Historien.

franske Presses Demoralisation var forinden ikke ukendt; men den
bliver nu afdækket og aabenlys, selv om den ikke kan forfølges
og straffes ad Rettens Vej. Det er ikke noget tiltalende Billede,
denne Presse, der er til Fals. Og det er tragisk at se denne
Skare af ledende Politikere falde. Adskillige al dem var livfulde
Mænd fra det sydlige Frankrig, som Gambetta havde taget med
sig, saaledes Maurice Rouvier fra Marseille, der har indlagt
sig ubestridelige Fortjenester som Finansminister. Og intet af
Partierne gaar Ram forbi, hverken Højre med Boulangisterne eller
Venstre med dets store Fører, Cornelius Hera' intime Ven, Clé-
menceau.

Men vigtigere end alle Enkeltheder er Spørgsmaalet om Be-
tydningen af det hele.

For det første: Hvad Indflydelse vil det have paa Frank-
rigs Skæbne? — Der er mange, der har troet paa en øjeblikkelig
Omvæltning. I Frankrig, siger man, sker altid det uventede.
Man har talt om hemmelige Socialistmøder og Konsignation af
Tropperne i Kasernerne; Boulangisterne, der har haft en gammel
Regning at gøre op med Familien Reinach , har været mellem de
ivrigste til at angribe; Andrieux, den tidligere Politipræfekt, der
er Hovedanklageren, har en Gang været en rød Radikal, der
endog vilde have den store Gældsbog, alle Frankrigs Statsobliga-
tioner, tilintetgjort; men han er nu snart Højremand. Mange
har været saa meget villigere til at tro paa en fuldstændig Om-
væltning, som de er sultne og mener, at de har lige saa megen
Adkomst til at komme til Fadet som de Mænd, Gambetta i sin
Tid drog frem med sig fra Kafeerne.

Min Mening, saa vidt jeg som fremmed kan dømme om
Forholdene, er, at der ikke vil ske nogen saadan Omvæltning.
Socialisterne har ingen Udsigter i dette Land med dets 5 Mill.
Ejendomsbesiddere. Den vigtigste Hovedanke mod det hidtil-
værende Regimente har været den Svaghed, Regeringen viste
over for Strejkerne i Carmaux, da den lod Fagforeningens Besty-
relse, Arbejdernes Syndikat, tage Magten fra de offentlige Myndig-
heder der i Byen. Flertallet i Landet er alt for spidsborgerligt
og konservativt til at ville noget socialistisk Regimente.

Paa den anden Side faar jeg det bestemte Indtryk af alle
mine Samtaler med Royalister og Højremænd, at heller ikke de
for Øjeblikket har nogen Udsigt. De ved det selv, og de taler
derfor gerne om Socialisterne som et nødvendigt Gehnemgangspunkt.

Digitized by Google

I Anledning af Panama Historien.

169

For det første vil imidlertid Republiken nok staa sig. Det
er en elastisk Statsform; den kan taale meget og omfatte meget.
Der ligger vistnok en Fare deri, at det offentlige griber saa util-
ladeligt ind i alle Forhold og behersker saa meget af Folkets Liv;
kun faa ved i Virkeligheden her, hvad „Frihed* er. Men der er
nu engang intet andet end Republiken. Der er næppe mere
Mulighed for et saadant Ideal i Folkets Tanker som den store
Napoleon i sin Tid. Jeg tror ikke en Gang paa Muligheden af
en Præsident med udvidet Myndighed, end mindre paa nogen Fyrste,
ført frem af en General Monk.

Det er derfor rimeligt, at Republiken vil blive bestaaende
uforandret, selv om Opportunisterne saa temmelig fejes ud af
Tilværelsen. Men hvad der saa har mest Udsigt til at komme til
Magten, er vel snarest et andet Centrumsparti noget mere til Venstre.
Det er rimeligt, at Carnot vil holde sig sin Tid ud som Præsident
og sørge for ny Valg, om det behøves med en Genera^om Kon-
seilspræsident; man taler om General de la Berge nede i Lyon.
Den af de politiske Førere, der har mest Udsigt til at komme
frem, er Brisson, Formanden for Panama Kommissionen, som be-
kendt stræng Republikaner. Om ogsaa højre Centrum skulde
blive stærkere og udvikle sig mere i Lighed med et engelsk kon-
servativt Parti, var det næppe nogen Ulykke — man taler om, at
Journal des Débats, det franske „ Fædreland a , skal gøres billigt og
udvides til ogsaa at være Aftenblad — men foreløbig har højre
Centrum næppe Udsigt til at blive et Flertal. Valgene vil snarere
gaa endnu mere over mod Venstre.

Det kan imidlertid ikke nægtes at Panama Historien bort-
set fra den Betydning, den kan have for den øjeblikkelige politiske
Situation, er i høj Grad karakteristisk for hele det franske Samfund
og dets politiske System.

Da jeg for et Par Aar siden, efter lang Tids Forløb, atter
besøgte Frankrig, traf jeg en Dag i et Selskab hos en herboende
fremmed Naquet, den bekendte Senator, Ophavsmanden til Skils-
misseloven m. m. Da vi fulgtes ad fra Selskabet, spurgte jeg ham,
hvorledes en Mand som han var falden paa at blive Boulangist.
Han forklarede mig den hele Misére. Jeg gik saa nogle Dage
efter op for selv at se Kammeret. Jeg havde set Kamrene under
Kejserdømmet, i 1863. Duc de Morny præsiderede dengang i
Senatet, Schneider i det lovgivende Korps. Det var Synd at sige,
at det var Blomsten af Frankrigs Intelligens; men det var dog

Digitized by Google

170

I Anledning af Panama Historien.

Mænd af en vis social Betydning. Saa var jeg atter i Frankrig i
1877 og tog ud til Versailles for at besøge min Ven Léonce de
Lavergne; han var syg, menMenier, Chokoladefabrikanten, skaffede
mig ind i Kamrets Diplomatloge. Det var en Forsamling af Frank-
rigs betydeligste Mænd. — Men nu — hvilken Forskel! Nu bestaar
Kammeret for største Delen af dem, som Gambetta kaldte „ces
sous-vétérinaires" . ikke en Gang rigtige Dyrlæger, af smaa Advo-
kater og Læger uden Praksis o. lign. En Mand ved Navn Jamais,
der senere i flere Kabinetter har været Undersekretær for Kolo-
nierne, kom op paa Talerstolen og blev efter endt Præstation
gratuleret af sine Venner. Hvilken Uvidenhed og Tomhed! Hvil-
ken Dekadence i det hele!

Jeg besøgte nylig en bekendt Forfatter, med hvem jeg kom
til at tale om Franskmændenes Politik; jeg kunde ikke lade være
at udtale min Forbavselse over, at denne udmærkede Nation kunde
være saa finge baade i inden- og udenlandsk Politik, komplet
barnagtig i Forholdet til England og begaa en saadan Dumhed
som Alliancen med Rusland. „Nous sommes une nation d'épieiers",
svarede han.

Det er Sagen. Denne Nation, der netop i den lavere Mid-
delstand, staar saa højt over alle andre i Civilisation, i Godhed,
i Forstand paa alle de smaa Ting, hvoraf Livet er sammensat,
der hverken er fordrukken, kejtet, borneret eller raa som de til-
svarende Klasser i England, denne Nation staar dog saa uendelig
langt under Englænderne i politisk Udvikling. Ti disse Smaa-
borgere, der er dens Kerne, bliver til rene Klodrianer i Sammen-
ligning med „The upper ten thousand" i England, fra hvem den
store politiske Dannelse hos hele Nationen udgaar.

Det værste er endda ikke Bestikkelser som de, der nu
kommer op ved Panama Historien. Men disse franske Nutids-
politikere har ikke „le courage de leur opinion". Pressen sælger
sig som Politikerne; men det er endnu værre, at Pressen skriver
og Politikerne siger, selv uden saadan særlig Anledning, ikke hvad
de anser for ret og rigtigt, men hvad de mener vil behage Abon-
nenterne, Vælgerne eller andre Magthavere. Tag en Sag som Be-
skyttelsessystemet, eller tag Foranstaltningerne imod eller for Kirken.
De fleste, der taler og skriver for Toldbeskyttelsen eller imod den
religiøse Frihed, ved meget godt, at det, de siger og skriver, ikke
er sandt og ret; men de bryder sig ikke derom, de tjener Inter-
esserne. Af saadanne Mænd kan man ikke vente sig andet end

Digitized by Google

I Anledning af Panama Historien.

171

Panama-Skandaler. Og det er ikke uden Grund, at „Figaro*
tager Anledning af Panama Affæren til at bebrejde endog en
Mand som Freycinet hans totale Mangel paa sand Ærlighed og
Iver for Sagerne.

Man kan ikke undlade at gøre sig selv det Spørgsmaal, om
denne Elendighed ikke er uadskillelig fra Demokratiets Regerings-
former. Vi ved, hvilke Vanskeligheder den almindelige Valgret har
beredt Frankrig, hvorledes det er den, der har skabt Kejserdøm-
met, den, der er Skyld i mange andre indre Ulykker. Spørgs-
maalet er, om denne Valgret alligevel ikke er begrundet i det nu-
værende Samfunds Karakter. Revolutionen ødelagde den uafhængige
Adel — Monarkiet havde allerede begyndt paa det før Revolu-
tionen — og tilintetgjorte alt, hvad der besad Selvstændighed og
Uafhængighed. Og under Demokratiet fik det ikke Lov til at ud-
vikle sig paany. Kan man saa vente sig andet af et saadant
Samfund?

Spørgsmaalet gælder ikke alene Frankrig, men ogsaa de
fleste andre kontinentale Lande. Kan man i det hele vente sig
andet af Demokratierne, hvor de ledende ikke er Mænd i uafhæn-
gige Stillinger? Er der noget Eksempel paa et Demokrati, hvor
det er stort bedre baade med Hensyn til fuld Hæderlighed og med
Hensyn til Indsigt — hvor det ikke gælder, som Aristoteles
sagde, at det er sikkert, at de mange ikke har den bedste Indsigt,
og fremfor alt, hvor ikke baade Vælgere og valgte tager Hensyn
til den personlig Fordel.

Jeg vil ikke tale om Holland og Belgien, hvor man i alt
Fald ikke endnu er gaaet til almindelig Valgret. Tyskland kunde
ikke vel have just et Panama; men de demokratiske Former har
der endnu ikke haft meget at sige. Hvorledes det hele: den
kuriøse Forfatning med almindelig Valgret saavel som Omslaget
til Beskyttelsessystem og til lignende Principer, saa forskellige fra
den dygtige gamle preussiske Embedsskoles Frisind, hvorledes alt
dette skyldes Bismarcks tilfældige Forbindelse med Moritz Busch
og gennem ham med Lasalle, har jeg nylig haft Lejlighed til at
høre om fra god Kilde. I hvert Tilfælde er Spillet i Tyskland
mellem Socialisterne paa den ene og Serviliteten paa den anden Side
hverken tiltalende eller nyttigt.

Meget karakteristiske er Forholdene i Italien. Jeg har i London
og Paris haft Lejlighed til at træffe baade revolutionære Italienere
og Mænd af de højeste Samfundsklasser i Italien. Samfundet

Digitized by Google

172

I Anledning af Panama Historien.

udsuges der lige saa vel som i Frankrig af det offentlige. Krigs-
rustningerne er endnu mindre vel betænkte end de franske. Pri-
vate Interesser benyttes af Politiken og leder den til Gengæld.
De store Bankskandaler, der nu kommer op, er ikke noget
uventet eller enestaaende. Italiens daarlige Pengevæsen med Kurs
paa Sedlerne, medens Guldet, ja endogsaa de underlødige Skille-
mynter flygter ud af Landet trods Toldbetjentene, der skal passe
paa dem, er kun en Følge af den korrumperede Politik, der ikke
tillader Bankerne at følge sunde og nødvendige Bankgrundsæt-
ninger. Den Aand, der fandtes hos Gavour og hans Mænd, har
man ikke kunnet bevare; da Højtrykket var borte, og man kom
ind i mere dagligdags Forhold, gik det galt.

Skulde noget Demokrati være godt, skulde det da være de
Forenede Staters, med Traditionerne og Praksis fra den engelske
Selvregering, med den almindelige Oplysning og den store Velstand.
Det er bekendt, i hvilken Grad Politiken ogsaa der er bleven en
Forretning og Handel. Det vil ikke sige, at der ikke findes baade
Hæderlighed og Patriotisme. Man ved saa temmelig, hvor den
findes, og omvendt, hvilke Bestyrelser og Statslovgivere der kan
købes. Den værste direkte og indirekte Korruption har været
knyttet til Beskyttelsessystemet. Dette, Amerikas Panama, har
mulig nu faaet sit Banesaar. Men det bedste ved Statsvæsenet
derovre er dog det, at det indtager en saa lille Plads ved Siden
af den private Virksomhed.

Man kan ikke lade være at rette sit Blik paa vore hjem-
lige Forhold. Man spørger sig selv, hvad det offentlige Liv hos
os frembringer af Karakterer. Har man hos os „le courage de
son opinion" ? Er ikke Svaghed ogsaa hos os uadskillelig forbundet
med de demokratiske Forhold? Jeg mindes, at Fenger i sin Tid
for Alvor opkastede det Spørgsmaal, om det ikke var nødvendigt,
for at faa brugbare Valg ogsaa i Danmark, at indføre Systemet
fra Frankrig og andre Lande med officielle Kandidaturer og en
udstrakt Anvendelse af Regeringens Indflydelse. Der kan vanske-
ligt hos os opstaa noget Panama, blandt andet fordi Forholdene
ikke er store og livlige nok dertil. Men den økonomiske Indfly-
delse paa Politiken er alligevel ikke ukendt. Selv i den gamle
Opposition, der dog stod langt borte fra Taburetterne, fandtes
den. Enhver, der kender Datidens Forhold, ved, hvilken Betyd-
ning J. A. Hansens Brandkasse, Albertis Sparekasse, Tschernings
og Gert Winthers Assurancer havde. Det er selvfølgelig ikke med

Digitized by Google

I Anledning af Panama Historien.

173

Hensyn til Hæderlighed, jeg nævner disse Forhold ved Siden af
Panama. Kun ved J.A. Hansens Død kom der Ting frem,, som min-
der noget om de senere Begivenheder i Frankrig. Enhver ved,
med hvilken Hæderlighed disse Institutioner i øvrigt er blevne be-
styrede, og hvor højt Mænd som Alberti, Tscherning og Gert
Winther i denne Henseende stod. Jeg nævner det kun med Hen-
syn til Sammenhængen mellem Privatøkonomi og Politik.

Og man kan ikke lade være at spørge sig selv, om ikke
denne Sammenknytning mellem politiske og private økonomiske
Interesser er saa uadskillelig fra Demokratiet, at den fordømmer
det. Selv i England har man i denne Henseende under den nyeste
demokratiske Udvikling mærket hidtil ukendte Svagheder. Det er
ikke noget lysteligt Billede, der møder Øjet, hvorhen man saa
vender sit Blik. Det kunde ikke falde mig ind at forsvare den
Metode, der i Danmark er anvendt af Estrup og Nellemann til
Bekæmpelse af Demokratiets voksende Magt; den har næppe bi-
draget til at styrke Folkets Retsbevidsthed, selv om den er
bleven støttet af Landstinget; men i øvrigt er jeg ikke saa vis
paa, at det dog ikke er ganske godt, at Demokratiet ikke har haft
frit Spil, men at de højere Klasser i Danmark vedblivende
har bevaret en betydelig Indflydelse. Demokratiet har saa store
Svagheder, at man kunde blive tilbøjelig til at blive Aristokrat,
hvis man ikke atter saa de højere Klasser paa deres Side, hvor
de har Magten, udnytte de lavere stillede ved Toldbeskyttelse,
Embedsvæsen og paa andre Maader. Resultatet bliver vel, at
man maa holde paa den gamle Visdom om de blandede Rege-
ringsformer som de bedste.

*

* *

Digitized by Google

Teatrene.

Mellem Slagene hedder som bekendt et høj-patetisk Udkast til
Bjørnsons senere, salon-belevne , Nygifte*. Udkastet „ durer* af Liv.
Man er til Fjælds en Uvejrsnat, oppe i skarp Frostluft, der spænder
Musklerne og gør Vejen til voldsomme Afgørelser kort. Fire lidenskabe-
lige Mennesker føres sammen i et snævert Rum. Der har længe været
fuldt imellem og omkring dem af besk Misforstaaelse, Nag, Had, Hævn-
lyst. Nu trækker det sammen, om et Øjeblik maa det for dem alle
gælde Lykke eller Ulykke, Liv eller Død. Og Katastrofen flammer og
drøner og raser en Stund. Indtil Forsoningen og Befrielsen er der,
blank, som Morgensol efter Nattens Gru .... Handlingens raske Gang
besværes blot af en Smule Retorik, af nogle ørkesløse Repliker, et Par
unødvendige Referater. De kunde nemt stryges af en habil Scene-
Instruktør. Men habile Skuespillere kan for Resten ogsaa nemt komme
over dem. Det er jo for det meste kun i de sceniske Ordgyderes
Mund (de saakaldte Deklamatorers), at en Digters mange Ord synes alt
for mangfoldige.

Her var da altsaa et Sæt gode Opgaver for dem, som vil i Kast
med den „ store Kunst*, — hvilket i Skuespilhuse vil sige: den store Frem-
stillingskunst, det sanddru Spil, der sætter Publikum i stærk og længe-
varende Stemning. Hvad fik de saa ud af Stykket paa det kgl. Te-
ater? En tam og træg og trættende Forestilling. Man mærkede kun
lidt til Oprøret udenfor, til Uvejret, Krigernes Drukkenskab, Hyttens Brand,
Kampen. Og man mærkede des værre ikke stort mere til Oprøret inden-
for, til Sinds-Oprøret. Disse Digterens Hovedfigurer er jo da fire ualminde-
lige rMennesker (fire forklædte Bjørnson'er, om man vil) i en saare
ualmindelig Situation; og saa fremstillede Skuespillerne dem som saa til-
pas fire Hverdagsmennesker under et temmeligt hverdagsligt Optrin ....
Det er Kong Sverre, der giver Tonen an; han er inde hele Tiden, han
dominerer Handlingen. Kong Sverre spilledes af Hr. Emil Poulsen.
Nu har det længe været tydeligt, at Hr. Poulsen har tabt Lysten eller
Kraften til at skildre temperamentsfulde Personligheder. Overalt, hvor
han møder den Slags Roller, anlægger han sin Opfattelse saaledes, at
han kan hjælpe sig med rolig Diktion og Plastik; han sagtner Tempoet

Digitized by Google

Teatrene.

175

i de Optrin, hvor han medvirker, selv om Optrinet kræver stor Hast.
Saadan oggaa her. I hans Udførelse blev Sverre ikke Krigeren, Poli-
tikeren, Kongen ; Hr. Poulsen lagde Vægten paa, at Sverre i sin Ungdom
er bleven præsteviet, og spillede ham som Prædikant. Det blev Ram-
seth fra „Kong Midas* om igen, blot i anden Dragt, méd blondt Haar
og med et Tilløb til Tonsur. At der ligger uden for Døren en 12 — 14
fjendtlige Krigsmænd, som let det næste Øjeblik kan gøre det af med alle
hans Planer og hans Liv, lod ikke til at bekymre denne Sverre det mindste ;
han var ganske optagen af at vejlede, irettesætte, tale. Og hvorledes
talte han saa? Bjørnson har tænkt sig Sverre som en Mand, der vaander
sig under Uvenners Had, Dumrianers Bagvaskelser, egne Samvittigheds-
nag; indvendig slider og river o*et i ham, men at se til for fremmede
er han sikker og glad. Først her i denne spændte, pinefulde Nat glider
Masken af ham. En Kvindes Dødsens-Kval lokker hans Kval frem: og
,som et Sneskred styrter den ud " , væltende oprevet med sig alt, hvad
der har tynget Sindet. „Helb'ge Sunniva!* udbryder Kvinden og viger
ræd tilbage fra ham, „det er, som om mi« Dødsens- Jammer bliver til
intet i Sammenligning med denne uhyre Smerte!" Ved man, hvorledes
Hr. Poulsen gengav Sverres Skrig? Han leddelte dets 37 trykte Linjer
i tre Afsnit Det første Afsnit sagde han vægtigt demonstrerende , med
en lidt vemodig Underklang; under det andet sænkede han Stemmen til
Klynk og Klage; det tredje endelig (de sidste 9 Linjer) kom stærkt og
myndigt, i Triumfator-Tone. Saadan plejede i gamle Dage italienske
Helte-Barytoner at leddele en stor Arie, naar de var traadt frem for
Sufflørkassen og skulde sikre sig „Sortien" .... Det var Hr. Poulsens
Spfl! Og som Herren var, saa fulgte ham baade Terne og Svende! ....

Et andet Sæt betydelige Opgaver blev budt Skuespillerne paa
Dagmarteatret. Der spillede man Gdtz von Berlichingen.

Det vil sige: ikke den Gotz, som fra Sommeren 1773 til op i
det 19. Aarh.s første Tiaar begejstrede det unge Tyskland og Danmark,
men derimod (i alt væsentligt) Goethes senere Forvanskning af Stykket.
For at forstaa, under hvilke Stjerners Attraktion den er blevet til, maa
man vide en Ting. Goethe var jo fra 1791 bleven Hofteaterdirektør i
Weimar. Som saadan øvede han en ret uheldig Indflydelse paa tysk
Skuespilkunst, det har de kyndige blandt hans Landsmænd længe været
paa det rene med. Men først for et Par Aar siden fik man — til stor
Overraskelse — at vide, at Hovedmassen af hans Repertoire havde

været ifflandske og kotzebueske Skuespil. Iffland og Kotzebue var

ogsaa de Goetheske Weimarianeres Afguder; og bevidst eller ubevidst
har saa Goethe søgt at rivalisere med disse skønne Dioskurer, da han i
1803—4 prøvede paa at omarbejde sin „Gotz". Efter Kotzebues For-
billed indlagde han en Maskerade-Scene, et kirkeligt Optog, et komisk
Lejr- og Zigeuner-Optrin , et hemmelighedsfuldt og gyseligt Drab, kort
sagt, den Art Teater-Effekt, hvormed man ellers gør tynde Stykker stærke,
ligesom man gør tynd Suppe kraftig ved kradsende Krydderi. Naa, det
kunde endda have været! Men uheldigvis moderniserede, det vil sige:
kotzebuiserede og iffiandiserede han samtidig paa de fleste af Dramaets
Figurer. Ridder Selbitz udstyredes med Kotzebues forlorne Ulke-Humor,

Digitized by Google

176

Teatrene.

Franz blev gjort til „ Digter*, Adelheid til en flanet Beskytterinde al
Uduelighed; en teatralsk Sentimentalitet, saadan som Inland yndede den,
fik Lov at sætte sine Sminke-Prikker, sine smaa „ Skønheds-Pletter*
endog paa den brave Go'tzes og hans Georgs Ansigter. Alt det ny, som
Weimar-Bearbejdelsen føjede til, er at ligne ved Fusel og Hindbærvand ;
men der blev da Gud ske Lov en Del tilbage uforfalsket af den oprinde-
lige, ædle Drue.

Naar man nu har set GStz sat i Scene, kan man maaske samle
sine Indtryk under to Spørgsmaal. For det første strækker Handlingen
sig jo over et langt Antal Aar, allermindst en 15—16. Saa man da
Figurerne vokse og ligesom ældes med Aarene; naturligvis ikke just i
Hud og Haar, men i Sind? Svaret er afgørende for Dommen* over
Titelfigurens Fremstiller. Thi den Goetheske G6tz er i hver Akt en
noget anden Mand, end han var i den forrige. Hvor vi først møder
ham i Digtet, er han den aabne, redelige, tapre, men ogsaa den utaal-
modige, den lystige, den frejdige, den manddomsfriske : en Skikkelse som
de glade og lyse Helte, afdøde Vilhelm Wiehe skabte paa Scenen i sin
bedste Tid. Senere gaar Frejdigheden og Lystigheden og Friskheden
sin Vej, og der kommer efterhaanden i Stedet baade Mismod og Træthed
og meget andet. Det er ikke alene hans Modstandere, der bringer ham
til Fald; naar han gaar under, saaledes som Goethe (i Strid med sin
historiske Kilde) lader ham gaa under, er Alderen en af Grundene til
hans Undergang .... Nu! den, der spillede G6tz, var fra først til
sidst lutter Tunghed, tilsat hist og her med nogen Buldren; der mærke-
des ingen anden Omskiftelse, end at han i Døds-Scenen havde malet
sig nogle fæle Streger i Ansigtet og talte med lidt brusten Røst. — Eller
tag Georg, Gotzes trofaste Tjener! Han begynder som en 12 — 14 Aars
Dreng, der drukner i en voksen Mands Harnisk, og ender som sin Herres
højre Haand, en udlært, modig og klog Kriger, hvem man tør betro de
vanskeligste Opgaver under en Kamp. Det hedder om den Figur i en
Teateranmeldelse fra 1774, at „Skuespilleren, der fremstiller den, maa
gradvis hensætte sig i det, der er ejendommeligt for de forskellige Alders-
trin, og maa ligesom synligt for ens Øjne lade Drengen blive til Yngling
og Ynglingen til Mand". Derpaa tilføjes det, at den Skuespiller, som
Anmelderen saa udføre Rollen, overvandt lykkeligt Vanskelighederne
derved. Selvfølgelig maa de overvindes, hvis Stykket skal komme til
sin Ret ; ti hvor vil det ikke være unaturligt og vamlende at høre drabelig
Daad tillagt og høre voksen Mands Frisprog ført af en bestandig drenge-
vorn Skikkelse? Her hjemme havde man imidlertid fulgt den Uskik, der
er kommen op i vort Aarhundrede ved tyske Teatre, og overdraget Rollen
til en ung Dame. Frk. Hornemann gav den omtrent som en køn og
rask Novelle-Nybodersdreng , med forlegent roende Arm-Bevægelser og
elskværdig-zunftig Tale. At hun ikke siden hen kunde gøre Drengen til
Svend, end sige til „Mand", er let at forstaa. Man burde maaske have
overdraget Rollen til Hr. Schyberg, der nu — med et Herman Bangsk
Ydre og Herman Bangsk Diktion — frembragte et mærkelig spædlemmet
Indtryk som Gtftzes vordende Efterfølger paa sit Felt, Morten Luther.

Digitized by Google

Teatrene.

177

Saa er der dem, Gotz kæmper imod og bukker under for. Man
yed, at Stykkets Form er blevet til under overvældende shakspearesk
Indflydelse. For Goethe var Shakspeare den Gang, hvad Oehlenschlæger
i St. Hansaftenspil forstod ved „Manden med Perspektivkassen*: hans
Digtning var „ein schoner Raritaten Kasten", en Kukkasse, hvori man
saa en Række levende Billeder* Men samtidig fremhævede Goethe, at
alle Shakspeares Stykker „ drejer sig om det hemmelige Punkt, hvor
vort Jegs Ejendommelighed, vor Viljes prætenderede Frihed, støder sam-
men med det heles nødvendige Gang*; og netop et saadant Sammenstød
søgte han nu selv at skildre, dette Sammenstød er hans Stykkes Tragik.
Naar man saa ved, hvor brav og vældig en Helt Gtftz er, forstaar man,
at Modstanden imod ham maa paa Scenen males med kraftige Farver;
ti ellers bliver hans Fald jo uforstaaeligt. Fik da de, som volder hans
Fordærv, saadanne Fysiognomier, saadant et Sindelag paa Teatret, at
man begreb: overfor dem maatte en G8tz komme til kort? Der var
den snu og herskesyge Bisp, en avanceret Broder Sorteknud; han blev
fremstillet som en rar og god Prælat! Der var den svage, vaklevorne
Kejser; han gik forbi som en gammel Mand med pæne Klæder paa! Og
der var den kloge Kyniker Liebetraut (som ved det rette og gør det
slette), og den ubændigt higende, rænkefulde Adelheid, og den bedste
og den værste blandt disse fordærvede, Vejrhanen Weislingen: udtryksløse
gled de hen, intet Menneske kunde begribe, at de var farlige for en
Gotz at have imod sig! — Adelbert v. Weislingen blev spillet af
Hr. Mart. Nielsen. Han havde lagt Mærke til, at Weislingen (i hvem
for øvrigt Goethe jo skal have portræteret sig selv, med sit Forhold til
den blide Præstedatter Friedrike Brion) blev omtalt som en Mand „med
et halvt sørgmodigt Drag i Ansigtet": over dette sørgmodige og over
Weislingens Attraa efter Adelheid formede han saa sin Fremstilling, rolig,
douce, entonig. Men der stikker noget ganske andet i Hr. Adelbert.
Han er som besat af Forfængelighedens onde Aand. Den driver ham
bort fra og imod Gotz — ti inderst inde føler han sig trykket af sin
Barndomsvens Overlegenhed; og den driver ham i Armene paa Adelheid,
- ti han er et af disse stakkels Mandfolk , der nu engang ikke kan
taale at høre, at en Dame interesserer sig for dem, uden at de straks
begynder at faa det hedt 1 ). Først og sidst er han, i Modsætning til Gotz,
Stemningernes Mand, Øjebliks-Mennesket, den nervøse Uro. Derfor skal
f. Eks. ogsaa hans Døds-Scene i som Hr. Nielsen gav saa mat, trækkes
op med næsten grel Kolorit. Da Tysklands mest beundrede Skuespiller
i 1774 fremstillede dette Optrin, „løb det os alle koldt ned ad Ryggen* 4 ,
staar der i den ovenfor citerede Anmeldelse.

Atter her var man altsaa langt, og længere endnu, fra „stor Kunst 14 ,
fra gribende Karakteristik af stort anlagte Naturers Følelsesliv. Derimod
var Komparseriet ledet godt, og Udstyret var smagfuldt og smukt. Ud-

*) Følgelk var det en saa ren gal Betoning af Svaret paa Franzes Lovprisning
af Adelheids Skønhed, naar Hr. Nielsen sagde tørt affejende, at paa ham
vilde den neppe have gjort saa stærkt et Indtryk: i det Øjeblik er Weis-
lingen allerede saare lysten efter at faa Adelheid at se!

Tilskueren. 189a l£

Digitized by Google

178

Teatrene.

styret var vistnok ogsaa, hvad man kalder, historisk korrekt; men denne
bekostelige Korrekthed kunde Teatrene endelig gerne skaane sig for.
Den staar næsten altid i Strid med Digternes Figurer (endog Hoved-
personen i Gdtz er mere fra sidste Halvdel af det 18. end fra første
Halvdel af det 16. Aarhundrede) , og den strider ufravigelig mod Skue-
spillernes Fremstilling af Figurerne. Hvad nytter det, at Monteringen t
en Stue er strængt middelalderlig, naar Menneskene i Stuen er uhjælpe-
ligt fra Kongens København Anno 1893? Noget andet er, at de malerisk
ordnede Statist-Optrin, de farverige Kostumer, de kønne Dekorationer
meddelte Tilskuerne en Række flygtigt oplivende Indtryk. Af saadanne
lette Paavirkninger modtog man overhovedet adskillige under den sidste
Maaneds Første-Opførelser. Det kg 1. Teater havde indstuderet Balletten
Valdemar igen og sat den rigt i Scene: der var straalende Soldater-
optog og broget skiftende Fakkeldans til Riberhusmarschens Toner og
først og fornemmelig Frk. Valborg Jørgensens Solodans med dens
ejendommelig bløde og blide Ynde. Paa Folketeatret i Et Folkesagn
var Fru Charlotte Wiehe og Fru Maria Muller nydelige at se til;
og under Trolde-Brylluppet, som udfyldte hele 2. Akt, afløste et Par
virkningsfuldt præsenterede Eventyr-Figurer en Sværm af morsomt groteske
Masker. Naturligvis, man skal ikke kaste Vrag paa slige Indtryk, der
tøder i ens Sind et kort Behag, næppe følt før atter visket ud. Men sin
bedste Tak forbeholder man dog overalt Indtryk af en anden Art, Ind-
tryk som dem, hvorom det ældre Slægtleds Digtere plejede at sige, at de
bringer alle Hjertets Strænge til at sitre.

I Valdemar ydede kun Hr. Valdemar Price noget nævnevær-
digt som Mimiker. Hr. Prices smukke Ansigt er ganske vist lidet be-
vægeligt, og hans Blik ikke meget udtryksfuldt paa Scenen, saa at hans
Minespil siger kun ringe Besked om den fremstillede Figurs Sindstilstande.
Til Gengæld er imidlertid i heftige Optrin hans Gebærder, hans Løb osv.
særdeles energiske; og derigennem fik han her et ganske klart Billed
frem af Kong Svends Ilsindethed, hans* Samvittighedsnag, hans Død. —
I Et Folkesagn var Situationerne just ikke lagt til Rette for Udfoldelsen
af patetisk Skuespilkunst. Og hvor der endelig var en Smule at „spille*
(som i den vanvidslagne Ridder Oves Rolle), havde den godtkøbs højt-
baarne Diktion des værre fristet Skuespilleren alt for uimodstaaeligt til
godtkøbs Deklamation. Værdifuldt Komediespil fik man kun af Hr. Jac-
ques Wiehe. Han havde formet Trolden Vidrik til en burlesk-fantastisk
Skikkelse, havde udstyret den med en uartikuleret Hvæsen og med en
underligt skrigende eller knirkende Stemmeklang, midt imellem Dyrs og
Menneskers. . . .

Dermed er vi ovre i en lettere Genre og har kun tilbage et Par
Stykker og deres Udførelse, som falder ind under den. Dagmarteatret
opførte en svensk Helaftens-Farce Tre oni En 1 ): en Komedie uden megen
Rimelighed, med Teater-Figurer og Teater-Intrige, men ganske fiffigt
ordnet og dialogiseret uden overflødig Snak; kort sagt, hvad man kalder
et flinkt „Regissør-Stykke*. Hist og her — i et Par Repliker hos en

l ) Af G. af Geijerstam, ved E. Skram.

Digitized by Google

Teatrene.

179

pur ung Pige og hos Stykkets Ræsonnør — sporede man ligesom en
Lyst til at yde noget mere interessant og karakteristisk. Men dette
interessante var des værre blot paasat mekanisk, ikke indvævet i Hand-
lingen; det røbede sig episk, ikke dramatisk. Stykkets Ræsonnør ind-
ledede f. Eks. til allersidst et gunstigt optaget Frieri hos sin Hjertens Dame
med at sige: „Endnu elsker jeg Dem egentlig kun ganske lidt; men det
er min faste Overbevisning, at efterhaanden som jeg lærer Dem bedre
at kende, vil min lille Forelskelse vokse og stige, til den bliver en dyb
og stærk Lidenskab " . Lige meget nu, om saadan en Fremtids- Anvisning
i det virkelige Liv turde anses for synderlig betryggende! Dramatisk set,
her i Stykket, vilde den have taget sig ud som bundsolid, dersom den havde
syntes at være „ udstedt mod Valuta, som Banken ejer*, dersom man
hårde haft det Indtryk af Hr. Ræsonnøren, at han overhovedet var i
Stand til at føle kraftigt og dybt. Men nu havde Ræsonnøren alle
fire Akter igennem gaaet og været intet andet end blot Smaa-Skikke-
lighed og Smaa- Vittighed. Blind Allarm altsaa, hin Slutnings-Replik!

— — For øvrigt blev den pur unge Pige givet med en vis indtagende
Vederhæftighed af Frk. Ha 11b er g. Og Hr. Liebmann tog som en
komisk fortumlet ung Mand Oprejsning efter et uheldigt Spil i Gotz. Dor
hårde han svælget i en ulidelig Maner, han hurtigt har anlagt sig: nem-
lig at lade Sætninger, der føres skalamæssigt op, afløse hvert Øjeblik
Sætninger, som siges med dagligdags Betoning. 1 forlegne Lystspilfigurer
bliver han meget naturligere og fornøjeligere, — om end hans diskrete
Beruselses-Scene her i Tre om en maaske ikke var saa sandfærdig, som
villige Dommere har udgivet den for.

Maanedens to bedste Skuespiller-Præstationer traf man alligevel,
til en Forandring, i Kasino. Det var i Esmanns 4 Akts Folkeskuespil
Magdalene. Den talentfulde Hr. Fjeldstrup havde endelig en Gang
ladt sin slemme Grimasseren fare og fremstillede lige saa naturligt som
morsomt visse Overkellneres forlorne Belevenhed, insolente Vigtighed og
marionetagtige Underdanighed. Og Fru From var overraskende god
som en københavnsk Gadestrygerske. Hun gjorde maaske Figuren lidt
simplere end nødvendigt. Men deri var ægte at se og høre paa; og
dens mirakuløse Forvandling i sidste Akt lil et næsten nonneagtigt,
visionært Medlem af Frelsens Hær lykkedes fortræffeligt Skikkelsen blev
her en anden — og dog den samme: ligesom naar et grimt anløbet
Stykke Messing en skøn Dag er blevet poleret blankt ....

Selve Skuespillet tegnede fra først af til at skulle blive en ny
Variant af Gretchen-Tragedien. Hovedpersonen var et fattigt Pigebarn,
som længe havde lidt af Lyst til at blive feteret under luksuriøse Om-
givelser; saa ^var hun da gaaet hen og havde forgabet sig i en ung
Spillers kyniske Frækhed, hvilken hun antog for den højeste Fornemhed,

— og nu løb hun hjemmefra. Naturligvis (Hr. Esmann har jo en Del
effektsøgende Sentimentalitet i sit Forfatterskab) var Pigens kun lidet
beundringsværdige Længsel bleven ukunstnerisk idealiseret, for at hendes
Skæbne kunde komme til at synes des mere „ rørende". Men da det
samtidig viste sig, at Forfatteren selv var imponeret af og forholdt sig
ret sympatetisk til Forførerens Kynisme, forstod man alligevel ikke, hvor-

Digitized by Google

180

Teatrene.

ledes Konflikten, Kampen, som er ethvert Dramas indre Liv, skulde hid-
føres. Ti skønt det hænder hyppigt i det virkelige Liv, hænder det jo
sjældent paa Scenen, at af to sympatetiske Mennesker volder det ene
det andets Ulykke. Naa, Konflikten blev da ogsaa søgt i noget rent
udvortes. Gennem en Del ganske livlige Optrin, og til sidst gennem en
meget ufattelig Intrige, drejedes Stykket hen til at blive en retorisk Pro-
test mod — Politiets Optræden overfor den saakaldte Demimonde. Her
passerede det ganske vist Forfatteren at skyde langt over Maalet; han
kom til at minde om den Art Oppositionsmænd, som kraftfuldt slaar aabne
Døre ud. Men han dækkede baade over Intrigens og Angrebets Urime-
lighed ved et Slutnings-Kup. Rødt belyst af Solnedgangs-Skæret traadte
ind en Mand i „sid, dunkelgraa Kappe og med ubleget Skjorte", som
med sælsomt straalende Øjne sagde disse underfulde Ord: »Her taler
Folkets Hjærte og dømmer Loven død"; hvorefter han for det ærefrygts-
fuldt grebne Politis Øjne drog sejrrig bort med Heltinden. Saaledes
aabenbarer sig i Tivoli-Pantomimerne en skøn Fe, naar Kolumbine for-
følges allerhaardest. Men dér synker jo rigtignok kun Kassandrer og
Pjerrot'er, ikke derimod københavnske Opdagelsesbetjente, overvældede i Knæ !

Teatret havde begaaet den ufattelige Taktløshed at give Feen —
om Forladelse: Manden med den ublegede Skjorte — en kristuslignende
Maske. Forfatteren havde vist sit vanlige Talent til at skrive en for det
meste knap og klar Dialog, til at iagttage vittigt en Del Hverdags-Pudser-
lighed og til at lægge en Handling tydeligt til Rette.

(10de Februar 1893).

Vilhelm Møller.

Digitized by Google

Ernest Benan

som Dramatiker.
I.

Renans Særkende er den med Aarene stigende Originalitet.

Der gives Aander, som ved deres første Fremtræden viser
sig selvstændige, udrustede med Særhedens Styrke og Mange-
kantethed, men hvis Kanter Livets Gang og Omgivelsernes Paa-
virkning efterhaanden afsliber. Interessantere er alligevel de,
som kun fødes med et Anlæg til Oprindelighed, og hvem Forholdet
til Omverdenen og Paavirkningerne udefra beriger og selvstændig-
gør saaledes, at deres Særpræg er tydeligst i deres Dødsstund.
Ernest Renan var en saadan Aand, hvis hele Ejendommelighed
først røbede sig i det sidste Tidsrum af hans Liv. I hans af-
sluttende Periode aabenbarer en Personlighed sig, der efter-
haanden var bleven fuldt original.

Han blev det paa følgende Maade: Han stammede fra
Bretagne, fra en lang Række simple Agerdyrkere og Søfolk og
blev tidligt opdraget til Præst. Han fik i Arv et sundt, men
tungt og plumpt Legeme og en alvorsfuld, fin, sværmerisk Sjæl,
der, alt som den verdsliggjordes, kunde udfolde stedse mere Vid.
Han følte stærkt og dybt, levede sit indre Liv med Inderlighedens
Energi, tilbagetrukken i sig selv, forbeholden, udadtil undselig og
tilsyneladende frygtsom; trods en lærenem, evnerig Intelligens
dyrkende mange smukke Drømmeblomster i sin Sjæl og hyppigt
løftende sig til Flugt paa en keltisk, sagnelskende Indbildnings-
krafts Vinger.

Han syntes anlagt til en troende og indflydelsesrig gejstlig.
Der laa katolske Hymner paa hans Tunge; der var en Duft af
Røgelse udbredt over hans Følelsesliv, og der var Salvelse i
hans Patos.

TiUkoeren. 1808. 13

Digitized by Google

182 Ernest Renan.

Imidlertid bragte hans Studier af de semitiske Sprog, det
filologiske Forhold til Bibelen, hans Ungdoms Tro til at vakle. Han
lærte tysk Literatur og Filosofi at kende, blev greben af Herder,
betagen af Hegel. Snart var hans religiøse Tro kastet ud af alle
dens Forskansninger. En Rus af intellektuel Begejstring over-
vældede ham. Hans Bretagner-Kristendom syntes i første Øjeblik
helt udryddet af den tyske Fornuft. Vel at mærke ikke af den
ældre franske Forstandskultur , som var den tyske Videnskabs
Forudsætning; det attende Aarhundredes franske Filosofi i dens
Fattigdom og Tørhed vakte hans heftige Ringeagt. Men Tyskland
ved Aarhundredeskiftet syntes ham det ideale Land. Et Land,
hvor Tænkerne kritiserede uden Ufromhed, nægtede uden Frivolitet,
et Land, hvor man var religiøs uden Overtro og fritænkerisk uden
Spot. Her var Tvivlen ikke Tvivl, men Videnskab, der uden
Blinken huggede Fordomme ned og uden Svimlen byggede Tanke -
systemer saa høje som Katedralkirker. Han stødtes ikke tilbage
af det tyske Pedanteri, fordi det syntes ham saa meget at fore-
trække for fransk Letfærdighed.

En Tro paa Videnskaben greb ham, saa ildfuld som hans
Tro paa Religionen havde været. Hans Ungdomsskrift, den tunge
Bog Uavenir de la science, er en flammende Trosbekendelse, naiv,
dristig, udfordrende, en nyomvendts Program og Fanfare. Der er
én Sandhed: Videnskaben, og én Fordom: Troen paa det over-
naturlige ; han vikler denne Tro i den Kutte, han har kastet, som
i dens Ligsvøb, og begraver den for alle Tider. Hans Livsmaal
er det, at være Videnskabens Dyrker; foreløbig er han Forkynder
af deris Fremtid: Riget, Æren og Magten er dens.

Det var i Aaret 1848. Renan blev Optimist og Socialist
og ventede Menneskehedens Foryngelse og Tilstandenes Fornyelse
i kortest mulig Frist.

Snart pustedes disse Gøglebilleder fra hverandre. Den unge
Mand fik et Indtryk af Virkeligheden. I Frankrig afskaffedes
Frihed og Republik ved et Statskup, som Folket godkendte. Paa
dette Tidspunkt faldt de første Frøkorn til Pessimisme i Renans
forhaabningsfulde Sind.

Næppe lang Tid har det dog varet, før hans tidlige Ung-
doms Følelser dukkede op igen i hans ny Tankeliv. Hans Føle-
maade og hans Tænkemaade gennemtrængte og neutraliserede
ikke hinanden, som det er sket i Protestantismen, hvor Følelsen
er bleven til et vist Punkt rationaliseret, Tanken teologisk befængt.

Digitized by Google

Ernest Renan.

183

Nej en ganske katolsk Følelse, blød, sentimental, undertiden kælen,
holdt sig frisk og upaa virket under et Tankeliv, der trods al Sagt*
modigbed var dristigt indtil en Forvovenhed, som intet skræmte.
Renan bører til den store Gruppe af Romantikere, som tilbringer
deres Liv med at bekæmpe Romantiken.

I øvrigt forblev han som Menneske i Privatlivet uverdslig,
blidt stædig, Idealist uden Uklogskab. Han kom i den sidste
Snes Aar godt ud af det med enhver fransk Regering.

Renan anfører selv billigende det Udtryk om ham af en
Ven: Han tænker som en Mand, føler som en Kvinde og handler
som et Barn. Han følte stærkt, men som de Kvinder, med hvem
Hjertet aldrig løber af, og handlede uverdsligt, men som de Børn,
hvis Ubekendtskab med Livet ikke udelukker en instinkt-
mæssig Kløgt.

Hans Følemaade gjorde hans Tanke smidig, smidigere, end
det maaske hidtil var set, undtagen hos saa store Aander som
Goethe eller saa fine som Sainte-Beuve. Han var stærk i at
forstaa det sammensatte og afskygningsrige. Medens hans Ven og
Samtidige Taine, der var Uge saa afgjort anlagt paa at forstaa,
overalt søgte Grundlinierne, det blivende og faste i Fænomenets
Mangfoldighed og Omskiftelighed, Knokkelbygningen, Graniten,
Højdedragene, Vandskellene, hvorfra man ser Livets Floder dele
sig og strømme til forskellige Sider, forfulgte Renan disse Floder
i alle deres Krumninger og Bugtninger. Han skyede det grelle
og afgørende. Andre havde set og saa Sandheden i klare, stærke
Farver, saa den rød eller blaa eller skinnende hvid. Han troede
aldrig, den kunde fanges i saa rummelige Ord. Han saa den i
Nuancer, i umærkelige Overgange fra en Farve til en anden.
Og hvis han var et Barn i Handling, saa laa det i, at man kan
ikke handle i Nuancer.

Men man kan opfatte dem, og den fineste Aand er den,
som opfatter dem sikrest. Renan var anlagt til at se lutter
Afskygninger, til med Takt at udfinde den rette og give den sit
ubestemte Navn.

For ham var Sandheden en Sommerfugl. Man kunde ikke
ramme den med Kølleslag. Og Logikens grove Fornuftslutninger
var for ham saadanne Kølleslag.

Paa hans Barndoms Enfold var fulgt den moderne Kritiks
uendeligt mangfoldige Modtagelighed.

13*

Digitized by Google

184

Ernest Renan.

Saaledes udviklet og udstyret fandt han det Emne, der
skulde blive Genstand for hans hele Livs Forskning og en af
.Hovedgenstandene for hans Fremstillingskunst. Den saaledes ud-
rustede unge Personlighed stod Ansigt til Ansigt med Israels
Aand. Og han, den unge frigjorte Katolik fra Bretagne, fortabte
sig i Beskuelsen og Studiet af den Genius, der traadte ham i
Møde fra det gamle Palæstina.

Han kendte da endnu kun lidet til den helleniske Aand,
og der gik mange Aar, før han nedskrev den Bøn, han med en
Blanding af Digtning og Sandhed paastaar paa Akropolis at have
bedet til Athene. Men denne israelitiske Genius med sin særegne
Mandighed og sin religiøse Begejstrings Ild slog ham med frugtbar
Forundring. Han udspændte alle sit Væsens Fangarme for at
gribe og begribe den.

Grækerfolket har skabt vor Kultur, vor Kunst og Videnskab,
har givet Europa politiske Ideer; men det fængslede ham mindre
end det israelitiske; thi det var ikke saaledes nærværende i vort
Liv. Den Dag i Dag er Europas Fester jødiske, ikke græske,
Europas Gud jødisk, ikke græsk. Den Bog, der i den civiliserede
Verden anses for hellig, er en Samling jødisk Literatur; Massernes
Begreber om Pligter og Tro, om Livet her og hisset, stammer fra
Syrien. Europas Idealer fødtes i Nazareth.

Alt, hvad der var feminint i Renan, følte sig tiltrukket og
imponeret af Israels Aand.

Han studsede ved dette: en lille Folkestamme, bestaaende
først af Nomader, saa af Agerdyrkere, yderst krigerisk af Nød-
vendighed — uden Skibsfart, da den var udespærret fra Havet,
uden Handel, som var i andre Stammers Hænder, uden Bygnings-
kunst og Billedkunst, ganske uden Videnskab — havde kun fuld-
ført én aandelig Daad, kun efterladt én Frembringelse: Religion,
eller rettere to Religioner, som i dereé Væsen blot var en, da den
oprindelige Kristendom kun paa mere almenfattelig Maade gentog,
hvad jødiske Profeter 750 Aar tidligere havde sagt. Grækerne
havde efterladt os Samfundsformer, videnskabelige Grundsyn, Mindes-
mærker og Kunstværker, der aldrig kunde gaa i Glemme. Israel-
iterne havde kun frembragt et. De havde udstødt et saa energisk,
saa lidenskabeligt Skrig efter Retfærdighed, at det efter næsten
300 Aars Forløb endnu lød i vore Øren.

Dette tiltalte hans Idealisme, og selve det, at alt laa saa
langt tilbage i Tiden, var endnu en Tiltrækning for ham. Der er

Digitized by Google

Ernest Renan.

186

Historikere, som kun føler sig vel, naar de har sikker Grund
under deres Fødder; de elsker det anskuelige, haandgribelige*
Renan derimod saa godt i Mørke, gerne i Mørke, spejdede helst
ind i Qærne Tider og følte med Tilfredsstillelse deres Tilstande
og Følelser faa Liv for hans indre Sans. Om det netop var
hine gamle Tiders Liv, som det blev levet — hvem kan afgøre
det! Men ud fra det lidet, vi ved, anede og gættede han godL
Han anvendte alle sine Evner paa at levendegøre tusende Aars
Tænke- og Følemaader af hin længst forgangne Fortid. Der gives
dertil kun ét Middel, den Aandsudvikling, vi kalder Kritik, som
intet tidligere Aarhundrede har kendt.

Astronomien har Kikkerten. Den historiske Kritik er den
Kikkert, som rykker os fjæme Tider nær. Fysiologien har
Mikroskopet. Den literære Kritik er det Mikroskop, der gør det
skjulte, sjælelige Træk stort og tydeligt. Fysikeren har sine fine
Instrumenter til at maale Lufttryk og Varme.. Kritikeren har i
sin medfødte Modtagelighed og i den mangeartede, han efter-
haanden uddanner hos sig, det Barometer, hvormed han maaler
fjæme Tiders Atmosfære, Termometret, hvormed han maaler
Lidenskabernes Hede. Kemikeren har det kostelige Redskab, en
Vægt. Kritikeren har i sin Evne til at prøve det læste en finere
Vægt end nogen, som eksisterer i den udvortes Verden.

Det Forarbejde, Renan fandt gjort af tyske og hollandske
Videnskabsmænd, var beundringsværdigt ved Lærdom og Skarp-
sindighed. Man havde (for at bruge en Lignelse, Renan engang
har anvendt) forefundet Bibelen omtrent i den Tilstand, hvori
de i Herculanum udgravede Bogruller fandtes. Tusender af
Skrifttegn mellem hverandre, Bladene sammenklæbede til en Masse,
det ene Blads Tekst trængt ind i det andets. Et Arbejde som det,
her at skille Blad fra Blad, var genialt indledet og i fuld Gang,
da Renan begyndte sine Oldtids-Studier.

Han var som Kritiker mindre en skillende og sønderdelende
end en samlende Aand. Han drog Linier mellem de faste Punkter,
de germaniske Lærdes Arbejder gav ham i Hænde. Han kendte
Menneskesjælen saa godt, at han i Reglen saa det hver Gang
mulige og mellem to Muligheder fandt den sandsynlige og blandt
de sandsynlige Forklaringer fastholdt den, som havde indre Sandhed.
Saaledes har han i tolv store Bind fortalt Israels Historie og
Kristendommens Oprindelse.

Digitized by Google

186

Ernest Renan.

Han gik først Uge til det, der fængslede ham mest, Jesu
Personlighed. Og han gjorde for at nærme sig den et Skridt
som ingen , der vilde skildre Jesu Levnet , før ham havde gjort.
Han rejste over til Palæstina og fyldte sine Øjne og sit Sind med
Indtrykkene af de Steder og Egne, hvor Jesus havde levet og vandret.

Jordbundens og Bjærgenes Former, Flodernes Løb og
Søernes Leje er i Aartusender ens. I Østerland har desuden
Teltenes og Husenes Former, Klædedragtens Snit, Sysselsættelsernes
Art, den ved Klimaet bestemte Levevis i Aartusender holdt sig
uforandret, saa Renan til en Begyndelse indsugede en levende
Forestilling om, hvorledes de Naturforhold og de Omgivelser
havde været beskafne, i hvilke den civiliserede Verdens religiøse
Grundforestillinger blev til.

Hans Jesus er aandfuldt opfattet, blødt udført, en Statuette
af Elfenben. Stilen mangler Sikkerhed og Storhed, ikke Finhed.

Renans Ubestemthed var ham her nu og da i Vejen; hans
Lyst til at sige ja og nej. Voltaire havde sagt nej, Teologerne
ja; som uenig med begge bekræftede og benægtede han under-
tiden i ét Aandedræt. Hans fra først af alt for store Respekt for
Overleveringen skadede især de ældste Udgaver af Værket. Han
kan her ikke siges fri for et valent Forhold til Kilderne. Idet
han tager det fjerde Evangelium som Kilde fra det første kristelige
Aarhundrede, kommer han til paa uhistorisk Maade at sværte
Jesu Karakter. Hans Blik har trængt igennem Tidernes Taager
og skuet mangt et Træk, som synes at have hørt den store
Skikkelse væsentligt til; men undertiden lever han sig for per-
sonligt ind i den, moderniserer den uvilkaarligt og tillægger den
sine Yndlingsegenskaber, saaledes f. Eks. naar han kalder Jesus
Grundlægger af „den store Lære om den oversvævende Ringeagt*.
Man faar nu og da det pinlige Indtryk, at han selv har staaet Model.

Renan elsker Jesus, som han elsker de store blide og vise.
Ganske saaledes elsker han Marcus Aurelius. Han har til Gengæld
en levende Antipati mod de voldsomme, Fanatikerne, Handlingens
Mænd i Religionens Verden. Paulus er ham imod som Luther.

Renan voksede under Behandlingen af sit store Emne.
Alt som Arbejdet skred frem, blev han det i højere Grad voksen;
alt som det formede sig under hans Hænder, fik han en stedse
mere beroligende Følelse af sin aandelige Overlegenhed. Og med
den stigende Overlegenhed fulgte stigende Ligegyldighed for Om-
verdenens Omdømme om ham.

Digitized by Google

Ernest Renan.

187

Der udviklede sig hos ham en Menneskeforagt saa stor, at
den syntes godlidende og virkelig ogsaa var det.

Hans bestandigt videre og friere Blik røbede sig i det stedse
tiltagende Herredømme over Stoffet. Tyskland har adskillige Fag-
mænd af Renans Rang, ja ikke faa, som overgaar ham baade i
Lærdom og i strengt videnskabelig Aand. Men de fordyber sig i
deres Stof, saa deres Personlighed bliver borte deri; de svæver
ikke over det. De er Bogmænd, ikke Verdensmænd; Kritikere,
ikke Bygmestere; Forskere og Tænkere, ikke fri Aander og fri
Kunstnere tillige. Men en frigjort Aand, der svævende over sit Stof
behandlede det i Kraft af sin Livserfaring — netop dette var Renan.

Dog dette legende Herredømme over de Genstande, han be-
handler, skyldte han den sidste store Faktor, der bestemte hans
Originalitet — Paris.

Paris gav ham den dybe Væmmelse for Pedanteriet, over-
hovedet den sidste store Overlegenhed. Den blev til Slutning til
Overlegenhed ogsaa over Paris; men det afgørende er, at efter-
haanden var Bretagneren bleven Pariser, Herders Discipel
Hovedstads-Franskmand. Var han indtil 1870 endnu en halv
Tysker, saa blev han efter Krigen og Fredsslutningen en hel
Pariser og fik i Alderdommen sin egentlige Ungdom. Men det,
som stempler den gode Tone i Paris's aandeligt afgørende Krese,
er den formfulde Hensynsløshed.

Han har lært meget af enkelte Personligheder, meget af
Berthelot som Tænker, meget af George Sand som Skribent,
(hans Landskaber minder om hendes); men mest har han lært af
Paris. Og han var til sidst helt Pariser, for saa vidt man kan
kaldes saaledes, naar man kender seks eller syv Kulturer ud og
ind og selv kan kaldes en lille Kultur.

Han havde begyndt med at afsky Béranger for hans god-
modige Fladhed, det gallisk populære i ham. Han endte med selv
at blive gallisk populær, faderlig og skemtefuld paa en beslægtet
Maade om end i en meget højere Potens, end Béranger havde
været det.

Han var til sidst som en Kvintessens af fransk Aand, et
Kraftuddrag af det, der er finest i den. Med den indtrædende
Oldingealder blev Overlegenheden til en* Art serenitas, skyfri
Munterhed og Klarhed.

Et Vidnesbyrd derom er den lille Række filosofiske Skuespil,
Renan skrev og udgav i Aarene 1878—1886.

Digitized by Google

188

Ernest Renan.

II.

Skønt Teatrene i vore Dage nærmest er blevne Forlystelses-
anstalter for de fattige i Aanden, for den store Del af Borger-
standen, som ikke gider læse eller ikke kan læse, bevarer den
dramatiske Form ikke des mindre for mange sin Tiltrækning. Det
er den mest kortfattede, sluttede Form, under hvilken man kan
lære et Livsbillede,. og en Handling at kende. Hvem der har to
Timer at give, men ikke mer, vil ikke gribe efter en Roman, men
efter et Drama. Han ved, at her er alt ikke strengt nødvendigt
skaaret bort.

Ogsaa andre Mænd end egentlige Digtere har følt sig
tiltrukne af Samtaleformen. Det er dem, hvis Tanker bevæger sig
i Sfærer, hvor afgjort Vished eller Sikkerhed ikke findes, men hvor
forskellige Meninger, Opfattelsesmaader, Overbevisninger kan
lade sig høre. Udenfor Matematiken og de eksakte Videnskaber
gives der lidet, som er ubetinget vist, meget ; hvorom der lader
sig sige adskilligt for og imod. Indenfor Aandsvidenskaberne er
næsten alting Genstand for stadigt fornyet Drøftelse. Det var i
Følelsen deraf, at Platon skrev sine Værker i Dialogform, og samme
Følelse har i vore Dage ledet Renan til Anvendelsen af samme
Form. Han skrev først kort efter den fransk-tyske Krigs Ophør
en Række filosofiske Samtaler, og udtrykte derefter nogle af sine
Yndlingsideer i bestemtere dramatisk Form. Han har i Mellem-
rummene mellem sine strengere Arbejder skrevet fire filosofiske
Skuespil og et Par dialogiserede Prologer.

Hans Udgangspunkt som Dramatiker var Shakespeares
Stormen , der — i sig selv højst mærkeligt som sandsynlig
Slutsten paa Shakespeares dramatiske Bygning og dybere, tyde-
ligere symbolsk end noget af Digterens andre Arbejder — greb
Renan ved det sindbilledlige i de tre Hovedpersoner: Prospero,
Caliban og Ariel.

Caliban er det formløse Naturvæsen, Urbeboeren, halvt
Dyr, halvt Kannibal, raa og frygtelig, lav og dum, en Station
paa Vejen til det at blive Menneske. Prospero, det er Fremtids-
typen paa den højeste Forædling af Menneskenaturen, et Væsen,
der lige kongeligt og genialt har underlagt sig den ydre Natur,
bragt sin indre Natur i Ligevægt og druknet Bitterheden over al
den Uret, det har lidt, i den Harmoni, som udstrømmer fra dets
rige Sjæleliv.

Digitized by Google

Ernest Renan.

189

Prospero behersker Naturkræfterne. Men i Stedet for at
give ham Overleveringens Tryllestav har Shakespeare givet ham
Naturkraften selv som tjenende Aand. Ariel det er Aanden.
Shakespeare har, synes det, villet fremstille sig selv som hin
Magus paa Teatrets fortryllede 0, der har Lysaanden til Tjener
og Raahedsaanden til Slave.

Men denne Skikkelse maatte nødvendigvis slaa stærkt ned i
Renan. Thi den passede mærkværdigt ind i den Tankegang,
hvortil hans Livsanskuelse havde ført ham.

Tidligt var han bleven greben af det Indtryk, at det
værdifuldeste i et Menneske sætter ham i en Tilstand af Under-
legenhed i alle Livskampens verdslige Forhold. Det sande Talent,
den dybe Godhed, det fuldstændige Højsind er hyppigt Betingelser
for at ligge under. Den, der bedrager i Spillet, slaar højest Øjne.
Den, der bruger Skrædderhug, saarer sin Modstander.

Det forekom ham, at Verden næsten helt regeres af Raa-
heden, Usandheden og Markskrigeriet. Intet Under altsaa, at
Prospero blev fordrevet fra sit Rige.

Renan havde det Indtryk, at alle de, som arbejder og virker,
udnyttes af Verdensmagten til et højere Formaal i Kraft af, hvad
Hegel, der har paavirket Renan umaadeligt, kaldte Ideens List,
og hvad han selv kaldte Naturens Macchiavellisme.

Af dette Indtryk har hos Renan fulgt en stadig Ironi i hans
Holdning. Han vil nok besviges for Nydelser, arbejde uden ydre
Løn og forsage, da alt Arbejde fordrer megen Forsagelse, men han
vil overfor Altet, hvilket han som gammel Teolog gerne per-
sonificerer, bevare den Holdning, at han ved, han bliver narret.
Derfor ligger al Farisæisme ham saa fjærn. Han er ikke stolt af
sine Dyder; han ved, at han som dydig bliver snydt; men han
samtykker i at lade sig snyde.

Naar Renan med Hegel og Schopenhauer tror paa en
Naturens Macchiavellisme, saa ligger deri, at han er sysselsat med
Forestillingen om et Naturformaal. Nu har som bekendt den
moderne Videnskab sløjfet dette Begreb og først gjort virkelige
Fremskridt, efter at det er blevet sløjfet. Overalt eftersporer
Videnskaben virkende Aarsager, hvor man tidligere uden Udbytte
søgte Hensigtsaarsager. Hele den Part af den moderne Forskning,
der er udmundet i Darwinismen, har sin Styrke i at have gjort
Forestillingen om en Hensigt i Naturen overflødig. Det, som
passer bedst til Forhold og Omgivelser, overlever det andet. Det

Digitized by Google

190

Ernest Renan.

tager sig hensigtsstemmende ud, fordi Muligheden af Liv afhang
af den Ændring, der er indtraadt.

Darwinismen berører imidlertid slet ikke de højeste Spørgs-
maal, sysselsætter sig ikke med den oprindelige Livsdrift, den
Stræben (nisus), som er Bevægelsens Princip.

Matematiken er som bekendt en stor Tautologi; hvor ind-
viklede Beregningerne og Maalingerne end bliver, der er altid Uge
meget paa begge Sider af Lighedstegnet, og alt lader sig føre
tilbage til Identitetssætningen a = a. Men ogsaa Verdensaltet er
en stor Tautologi. Loven om Kraftens Bevaring viser os det
saaledes: intet Støvgran og ingen Bevægelse kan forsvinde; alt er
kun Omsætning; i den store Forbrænding tilintetgøres intet;
Summen er uforanderligt den samme.

Ikke des mindre er Verden ikke rolig. Derfor mener Renan
sig berettiget til at forudsætte et Maal i Naturen og til at tale om
en Guddom. Denne Guddom er Livsdriften og Maalet er, som
Hegel sagde, Bevidsthed. Naturen stræber mod en stedse mere
fuldkommen Bevidsthed. Renan udtrykker det saaledes, at den
lille Høst af Fornuft, af Højsind, af Skønhedsværker og Visdom,
som enhver Planet i Løbet af sin Levetid formaar at indhøste,
det er Maalet for denne Planet, som Gummi er Gummitræets
Formaal. Vi tror at iagttage et lille Overskud af Fornuft og Godhed
i enhver Tidsalder og afleder deraf Troen paa et Fremskridt.

Men hvorledes sikre dette Fremskridt og denne lille, sluttelige
Indhøstning?

Dens Skæbne kan undertiden afhænge af én Mand eller
nogle faa Mænd. Verdensudviklingen kan saa let blive afbrudt.
Den kristelige Dogmatisme afbrød den i tusend Aar. Man kan
tænke sig den afbrudt af Barbari eller af Inkvisition eller af lav
Egenkærlighed. De for den almindelige Udvikling nyttige Mennesker
er yderst faatallige, lette at udrydde eller lamslaa. Man betænke
blot, hvor mange Religionerne og Despotierne har tilintetgjort,
eller alene saadanne Magter som Inkvisitionen i Spanien eller Re-
geringen i Rusland.

Det er en tom Tanke, Forestillingen om at omvende
Jordens to Milliarder Mennesker til Fornuft et for et. Det er
umuligt, og det er heller ikke nødvendigt. Det gælder ikke om, at
alle Mennesker ser det sande, men om at det ses af nogle faa og
at Overleveringen bevares. Abels Teorier er ikke mindre visse,
fordi der paa Jorden kun er et hundrede Mennesker, som forstaar

Digitized by Google

Ernest Renan.

191

dem. Det er unødvendigt for Sandheden, at Alverden bekender
sig til den; de, som ikke forstaar den, skal kun bøje sig for den.

Men den højeste Kultur kan hverken forstaas eller vurderes
af Mængden. Det gælder da om at sikre den mod Mængden.
I gamle Dage kom Faren især fra Kirken. I vore Dage trues
Udviklingen især af den Grundsynsmaade, at Samfundet kun bør
have Individernes materielle Velvære for Øje.

Et Geni er jo noget meget sjældent og kostbart. Det synes,
som om der gaar adskillige Millioner Mennesker paa en for
Fremskridtet afgørende Personlighed, ja som der behøves Samfund
paa tredive, fyrretyve Millioner Mennesker til Frembringelsen af
Aander af første Rang. Men disse Aander hades instinktivt af
Middelmaadigheden. Den paaskønner Vadmel, højest Klæde, ikke
Kniplinger.

Alligevel er det store Menneske for Renan ingen Luksus.
I Virkeligheden er det det foreløbige Maal, og hvad det med
Hensyn til Naturens Maal gælder om, er da, at det store Menneske
faar Magten. Kun saaledes betrygges Fornuftudvikling.

I Urtiden gjaldt den betydelige Mand for Troldmand; man
skælvede for ham. Bramanerne har regeret i Aarhundreder i
Kraft af den Overtro, at deres Blik var dræbende for dem af de
lavere Kaster, paa hvem det faldt. Kirken, som engang var
Kulturmagten, havde til Vaaben Helvedesstraffene — saare virk-
somme, saa længe der troedes paa dem. Da Kongemagten blev
Kulturbærer, fik den sine Vaaben : Hære og Kanoner, Dommere og
Fængsler. Enhver er kun stærk i Forhold til den Frygt, han indgyder.

Maalet, Renan har drømt om, er da det at forsyne Ud-
viklingens Bærere, Kulturbærerne, med de afgørende Magtmidler,
gøre dem til en Art Troldmænd paa ny. I deres Haand alene
vilde Magten ikke være odiøs, men velgørende. De vilde staa som
den menneskeblevne Fornuft, som en virkelig ufejlbar Pavemagt.
De vilde med de Skrækkemidler, de moderne Videnskaber lagde i
deres Haand, kunne indføre en Fornuftens Terrorisme.

Vi oplever i vore Dage, hvor vi ser Dynamiten i de ned-
brydende Elementers Hænder og Millionhære med forfinede Mordred-
skaber i de reaktionære Elementers Magt, et Brutalitetens Rædsels-
herredømme. Renan tænker sig, at alle de højeste og reneste
Evners Forbund vilde være uimodstaaeligt, fordi det vilde raade
over selve Planetens Eksistens. Han overser mærkværdigt nok,
at, selv om ikke dette var en Fantasi, vilde Truslen om Tilintet-

Digitized by Google

192

Ernest Renan.

gøreise af Planeten være ubrugelig, fordi den overfor Op-
sætsigheden ikke lod sig udføre stykkevis.

Paa samme Tid, som Eduard von Hartmann drømte
Drømmen om Menneskehedens frivillige Selvtilintetgørelse paa
lignende Maade ved en Beslutning af de ypperste Mennesker, har
Renan drømt om denne Trussel som Middel i de ypperste Væseners
Haand. Væsener maa de kaldes, ikke Mennesker; thi det er dem,
der senere hos Nietzsche faar Overmenneske-Navnet.

Hvis blot Begrebet Udvikling er sikret, vil, mener Renan,
ligesom Menneskeheden er udgaaet af Dyriskheden, det guddomme-
lige kunne udgaa af det menneskelige. Der vil kunne opstaa
Væsener, som bruger Menneskene saaledes, som vi nu bruger
Dyrene.

Han har nærmest i Spøg fremsat Fantasier om en Art
Stutteri af saadanne geniale Herskeraander, en Art Asgaard. For
Alvor tror han paa Muligheden af en højere Menneskearts Op-
staaen, og paa dette Punkt er det, at Renan søger Tilknytning
lil den shakespeareske Digtning.

Prospero er Fremtidsmennesket , Overmennesket Renan
finder derfor i ham det første Eksemplar af den højere Menneske-
hed; den virkelige Troldmand.

Skuespillet Calibans Handling er Calibans Oprør mod
Prospero og dette Oprørs sejrrige Udgang.

Stykkets Udgangspunkt er dette: Ethvert Væsen er utak-
nemmeligt; al Opdragelse vender sig mod Opdrageren; det første
Træk er altid det, at vende imod ham de Vaaben, han har lært
den subalterne Personlighed at bruge. Saaledes i Klassernes
Forhold til hinanden; saaledes mellem de enkelte Personligheder i
det offentlige Liv.

Caliban afskyr sin Opdrager, Velgører og Tugtemester
Prospero. Ariel derimod dyrker ham; thi han forstaar Prosperos
Tanker. Prospero tror, at Gud er Fornuften, og han arbejder
paa at Gud, o: Fornuften i stedse højere Grad kan gøre sig
Verden underdanig. Prospero tror paa den Gud, der er Geniet i
den geniale Mand, Godheden i den ømme Sjæl, overhovedet er
den almindelige Stræben efter Eksistens af det, som alene i
Sandhed eksisterer.

Man foragter Hertugen ved hans Hof, som man foragter
en Regent, der er lærd. Man har kun Respekt for den, som slaar
ihjel, og Prospero trues af en „Foragtens Revolution*.

Digitized by Google

Ernest Renan.

193

Vi ser saa Caliban stifte Oprør mellem Menigmændene. Han
forklarer dem, at de udnyttes af Prospero; det gælder om at
bemægtige' sig hans Bøger og Destillerkolber. Man beder Caliban
dekretere den almindelige Lyksalighed. Han lover at gøre det,
naar Tiden er dertil: Senere, senere! — „Leve Caliban, den store
Borger!* — Han modtager Processioner, Deputationer og Ansøg-
ninger, bliver Folketaler, lover at tilfredsstille alle: Vi er udgaaede
fra jer, vi vil virke for jer, vi eksisterer ved jer.

Om Aftenen lægger han sig til Hvile i Prosperos Seng.
Han grubler: Jeg var uretfærdig mod Prospero. Hvilken Be-
gærlighed efter at nyde! Hvilken Omvæltningsdrift! En Regering
bør staa imod; jeg vil staa imod.

Han er allerede højkonservativ, indser, at Slotte, Hoffester,
fyrstelig Overdaadighed er Livets Smykke.

Da Kunstnere og Forfattere er et Riges Ære, vil han
fremme og ophjælpe Kunst og Literatur. Dog Midtpunktet for
alle hans Tanker er Imperia, den dejlige Kurtisane — vel kendt
fra Balzacs Contes drolatiques — der ved en Fest i Prosperos Palads,
hvor man drøftede Livsanskuelser, nys har talt Kærlighedens Sag.
Han vil gøre hendes nøje Bekendtskab.

Snart erfarer Prospero, at Caliban, hans Dyr, er bleven
hans Afløser. Ariels Fantasmagorier har vist sig uvirksomme mod Cali-
bans Skarer; ingen i disse Skarer tror mere paa dem, og Oprørerne
har taget Prosperos Krudt og Krigsmaskiner i Brug. Under
Raadslagningen om, hvad der er at gøre, udtrykker Renan sin
Mistillid til Element arundervisningens Nytte ved at lægge „Simplicon"
denne Replik i Munden: »Almindelig og lovbefalet Undervisning
vilde bøde paa alt.* Men den moderate Bonaccorso siger det for-
løsende Ord: „Den ny Regering synes velsindet. Caliban er allerede
Midtpunktet i det moderate Parti."

Inkvisitionen træder 6p. Caliban beskytter Prospero. Han
er ikke blot maadeholden, men antiklerikal; han har da en god
Egenskab mere. (I Frankrig er Caliban antiklerikal.) Efterhaanden
beskytter Caliban alt og alle: Paven, Kunsterne, Videnskaberne og
Prospero mod den pavelige Legat: »Jeg vil ikke udlevere, men
udnytte ham".

Prospero resignerer, og Stykkets Moral udtales af Karteuser-
klosterets Prior: „Naar han blot bliver godt. kæmmet og godt
vasket, saa bliver Caliban meget præsentabel."

Digitized by Google

194

Ernest Renan.

Der ligger en Foragt, hvis Dyb det er vanskeligt at lodde,
i denne Hyldest til det engang revolutionære, nu moderate og
konservative Demokrati. Og der ligger en dyb Overbevisning om
Verdenslivets Forfængelighed bag Handlingens lette Spil.

Hofmændenes Samtale i anden Akt søger et fast Holde-
punkt i Livet. Familien, foreslaar en. — Dertil maa man være
overbevist om, at ens Familie er den bedste, og end ikke lade sig
forstyrre af, at alle de andre har samme Overbevisning. Det er
da Fordom, Forfængelighed. Og hvad der gælder om Familien,
gælder om Fædrelandet. Man gaar kun op deri, saa længe man
tror paa dets særegne Ypperlighed. — Nej, siger en, fine Nydelser,
det er det eneste solide. — Godt, men hvis nu alle vil nyde? —
Saa holder vi dem nede med den væbnede Magt. — Og hvis den
nu vender sig mod dem, der vil bruge den? — Nej, da er det
bedre at støtte sig til Nationen. — Men Begrebet Nation svarer
kun til et Mindretals Interesser. Hvorledes skal man i Fremtiden
faa de mange til at udsætte deres Liv for de faas Interesser. —
Ved at oplyse dem! — Ingenlunde, tvært imod! At lade sig slaa
ihjel for en Sag, er en stor Naivetet, den største Naivetet, da den
er uoprettelig. Tænk, at Millioner har ladet sig slaa ihjel for
kollektive Væsener som Staten, Kirken! — Lige meget; nu var
de dog døde alligevel. — Naar Tyrkere og Kristne slaas, tror de,
at hvis de dør i den hellige Krig, kommer de i Paradis. Men hvis
den enes Paradis er til, er den andens det ikke. De tænker endnu
ikke , at altsaa er rimeligvis intet af de to Paradiser til. For-
fængelighed! — Se til Tyrkerne! De drives ind i Slaget ved Hjælp
af falske Veksler paa det evige Liv. — Saadanne falske Veksler
burde forbydes; thi de skaber en Underlegenhed for de civiliserede
Folkeslag, der ikke tror derpaa. Den raaeste bliver Sejrherre og
bliver som Sejrherre endnu raaere. — Med andre Ord: Op-
lysningen nedbryder Staternes Modstandskraft. Alt er For-
fængelighed. Filosofien, som nedbryder Fordomme, nedbryder
selve Livets Grundvold.

Kun Skønheden træder under denne Nedsabling af aner-
kendte Magter frem som en beundret Virkelighed, legemliggjort i
Imperias Skikkelse. Som paa Trods, men uden Trods, har Renan
i sine Skuespil gjort den store Kurtisane til Skønhedens og
Kærlighedens Repræsentant. Hun personliggør Skønhedens Verden
som Prospero Tankens. Balzac havde malet hende med kunstnerisk

Digitized by Google

Ernest Renan.

195

Begejstring; Renan anerkender hende som fuldt berettiget Livsmagt
og forhandler med hende som Magt med Magt.

Han lader hende forkynde Skønhedens og Kærlighedens
Uforgængelighed: Alt er flygtigt, men det flygtige er undertiden
guddommeligt. Se til Sommerfuglen. Den er kun et ganske kort
Afsnit af Ormens Liv, som Blomsten er nogle Øjeblikke af
Plantens Eksistens. Men Kærligheden gør det Mirakel, at det
plumpe, krybende Insekt bliver vinget, idealt. Sommerfuglens Liv
er i nogle faa Timer det højeste: blomstre, elske, dø.

Imperia forekommer paa ny som Pavens Elskerinde Brunis-
sende i Skuespillet UngdomskUden , her letfærdigere, men i Renans
Øjne ikke derfor mindre sympatetisk. Hun er her dybere feminin,
er lutter Styrke og Smægten. Hun har enhver Svaghed og tager
dog Verden i Besiddelse. Hun fordeler alle Pavestolens Indtægter
efter Lyst og Lune. Saa meget des bedre! hedder det. Kvindens
Skønhed er et Gode af højeste Rang, af samme Rang som Fornuft og
ædelt Sindelag: »Alle gejstlige Indtægter burde anvendes til
Toilette-Udgifter for skønne Kvinder og til Aarpenge for aand-
fulde Mænd."

Ungdomskilden er et sprudlende Arbejde. Det forgaar
ved Pavehoffet i Avignon og har en ganske svag Lokalfarve, ingen
stærkt historisk, som det endda udtrykkeligt vil undgaa.

Renan har her genoptaget sin Prospero og holdt ham som
den overlegne Intelligens, der i Øjeblikket har mistet sin Autoritet
over Menneskeheden. Hans magiske Midler har tabt deres Kraft,
Men svag og afvæbnet forfølger han sit Problem: Opnaaelsen af
Magten gennem Videnskaben. Han har opfundet forskellige
underfulde Essenser, deriblandt især en Livseliksir, der har for-
yngende Kraft. Paven, der er meget medtaget efter en noget
overanstrængt Ungdom, beholder ham i sin Nærhed for at
nyde godt af hans videnskabelige Forsøgs Resultater. Men
han har megen Møje med at beskytte ham mod Inkvisitionens
Efterstræbelser.

Man tror, at Prospero kan gøre Guld. Han tænker ikke
derpaa. Det var jo til ingen Nytte; man kunde da lige saa gærne
gøre Bly. Hellere gøre Lys af Skarn, Aand af Stof. Og han
tvivler ikke paa, det engang vil lykkes; thi langsomt siver der
Fornuft ind i Verden; maaske vil endog til sidst en Smule Ret-
færdighed trænge ind i den. (Renans hele Skepsis er i denne
Sætning).

Digitized by Google

196

Ernest Renan.

Prospero er overbevist om, at Verden styres næsten helt
af Brutaliteten. De uafhængige Bønder i Schweiz, siger han, er
ikke stort mere oplyste end Herrerne. (Ironien her er fin; man
ventede den modsatte Vending). Uretfærdighed er da Principet i
selve Verdens daglige Gang. Alle Menneskehedens Velgørere gaar
det galt. Man brænder dem paa deres Opdagelses Baal. og andre
udnytter det, de har fundet.

En Grundtanke bliver i denne Sammenhæng udtalt, som
sikkert en og anden har tænkt, før han mødte den hos Renan.
Prospero, der taler kollegialt med Pave Clemens, siger ham aabent,
at Paven har skuffet ham. Han har (allerede ved Aaret 1310)
det vægtige Ord: „Jeg havde drømt om en Pavemagt, der gik i
Spidsen for Renæssancen." — Paven: „Altsaa Kristendommen
nedbrudt ved Pavedømmet P« — Prospero: „Ja!*

Renan rører her ved et for den tænkende Betragter af
Historien fængslende Spørgsmaal, det, om ikke den lutherske
Reformation har afbrudt og forspildt Renæssancen, om ikke
Tyskerne har sat den over Styr af Mangel paa Forstaaelse og
Sans for det, som da foregik i Europa.

Hvad saa Luther i Rom? Saare lidet. Ikke Michel Angelo
engang. Han saa med Rædsel de gejstliges slette Sædeligheds-
tilstand, saa, at man. hverken tog sig Dogmer eller evangeliske
Forskrifter nær. Det var omtrent alt. Renæssancen sad inde
med Muligheden og Viljen til ovenfra, gennem Pavemagten, at
frigøre Menneskeheden. Enkelte Paver havde — som den tidlige
Middelalders største Kejsere (Frederik den anden, Hohenstauferen,
f. Eks.) — stillet sig i Spidsen for en Genindførelse af Kulturen,
efter at den i tusende Aar havde ligget brak. Da kom Luther
og tvang Katolicismen ind i Kontrareformationen og gjorde Pave-
magten reaktionær.

Prospero har rigtigt følt, at den almægtige Pavemagt i Ly
af den Ærefrygt, den indgød, kunde undertrykke næsten al den
Overtro og Vildfarelse, hvis Hoved den var. Men Renan har ud-
styret sin Helt med en profetisk Frygt for, at Pavemagten, forskrækket
over sin egen Dristighed, vil tage Reb i Sejlene og søge den
Bevægelse standset, som den selv har fremmet. Han lader med
andre Ord Prospero spaa, hvad der virkelig er indtraadt, og han
lader Brunissende sympatisere med Prospero: „Vi Kvinder har
de samme Tanker som du. Overtroen har forringet Livet. Vi
vil leve det helt. 41 Og hun spørger Prospero: „Vil du ikke skrive

Digitized by Google

Ernest Renan.

197

os Kvinder en Bog?* Renan svarer gennem sin Talsmand:
s Andre vil gøre det, skønne Brunissende, jeg er for gammel, mit
Endeligt nær/ Næppe nogen Sinde har Renan indladt sig paa saa
ligefrem Selvskildring.

Paven spørger ham: »Hvorfor volder de andre Doktorer
tilsammen mig ikke saa mange Bryderier som du ganske alene? —
9 Fordi de arbejder med Abstraktioner, medens jeg tumler med
Virkeligheder.* — „Men end ikke de andre Doktorer vil dele
dine Ideer, og Hoben vil ikke forstaa dem. Du faar hverken
Magt over Kirken eller Skolen.* — Man hører Renans egen
Smerte i Repliken.

Personlig er ogsaa denne Vending, da Inkvisitionen under-
søger hans Skrifter og raader ham til at kalde Dit og Dat tilbage:
9 Det nytter intet. Alt hos mig er dog Kætteri.* — „Netop; det
skader langt mindre.* — Med andre Ord, det er alene den aandløst
isolerede Enkelthed, som Kætterforfølgerne forstaar.

Trods alle Genvordigheder og Forfølgelser og Skuffelser
taber Prospero ikke sit Fremtidshaab. Hans Tanke er denne:
Det Terningkast, der finder Sted dybt nede ved Livskilderne og
som gør, at en Hjerne bliver evnerig eller ej, en Kvinde skøn eller
ej, finder Sted saa tit, at det sandes og godes og skønnes
Fremtid er sikret. Naturen har en uendelig Tid for sig. Det gør
intet, om hundredtusend Skud gaar fejl, naar der skydes et
uendeligt Antal Gange og blot et eneste rammer Centrum. —
Prospero selv er tilfreds med sin Lod: „Jeg var en sjælden
Kvaterne i det store Lotteri. Livets Kalk er herlig. Det er
daarligt at klage, fordi man ser dens Bund.* — Han har kun ét
Ønske: „Lad mig ikke se et sørgmodigt Ansigt og ikke høre et
Suk nu, jeg dør!* Og han udaander, idet Brunissende kysser ham
til Afsked.

Kardinalerne bemægtiger sig hans Legeme, lader det lægge
i en Baad, ro ud paa Rhoilen og kaste i Vandet. „Hvis man
genfinder Liget, siger vi til Befolkningen, at han selv har druknet
sig; findes det ikke, saa siger vi, at Fanden har taget ham.*

Der er en ægte Renansk Ironi i det Perspektiv, som herved
aabnes for Prosperos Eftermæle. Det er i samme Aand, at han i
Fortalen til sin sidste Bog har talt om den Beskyldning, der er bleven
rettet mod ham for af Rothschild at have faaet en Million for at
skrive „Israels Historie* : Hans Fjender paastaar det, hans Venner

Tilskueren. 1803. 14

Digitized by Google

198

Ernest Renan.

benægter det; Fremtidens upartiske Historieskrivning vil, mener
han, rimeligvis gaa en Middelvej og fastslaa, at han har taget
mod 500,000 Franks.

III.

Af Renans tre første Dramaer er Præsten i Nemi do£
maaske det dybsindigste og tankerigeste.

Fablen knytter sig til en Fortælling om Dianatemplet ved
Nemi-Søens Bredder, hvis Præst for at være lovligt indsat (efter
Strabo) skulde have slaaet sin Forgænger ihjel. Renan tænker
sig i den graa Oldtid en Præst i Nemi, en oplyst Mand, der ikke
har villet dræbe sin Formand, men vil reformere en gammel,
fornuftstridig Religion, og viser saa Følgen af at ville indføre en
Smule Fornuft i Menneskelivet.

Følgen er dobbelt. For det første fordrer Hoben, der aldrig
er tilfreds med findet end med en Ugerning, der lykkes, en regulær
Forbryder og Morder til Præst.

For det andet ser den frisindede Præst snart, at han med
sine gode Hensigter har gjort mere ondt end godt, idet han har
angrebet de Fordomme, paa hvilke hans Landsmænds Selvfølelse
beror. Man angriber ham som Fjende af Religionen; men han
selv er mere religiøs end de, der i Religionens Navn bekæmper
ham. I Marseillaisen staar de bekendte Linjer:

Liberté, liberté chérie,
Gombat avec tes défenseurs!

Han vender Udtrykket om i denne Anraabelse: Hellige
Fortidsoverlevering! Kæmp med dem, som modsiger dig!

I Virkeligheden et Præsten i Nemi kun den let omdannede
Prospero. Men han staar i et nyt Forhold til Kvinden. Hun er
ikke mere den straalende Kurtisane; hun er her den af Guden
o: af Præsten beaandede Sibylle, der er knyttet til Templet.
Garmenta er ofret til evig Jomfruelighed og lider derunder, skabt,
som hun er, til at salve og kysse sin Messias's Fødder.

„Fader," siger hun til ham, „naar jeg er hos dig og hører
dit Ord, saa føler jeg, at Livet er deri, skønt jeg ikke altid forstaar
dig, og da er jeg beredt til ethvert Offer og tager imod min
Skæbne, hvor haard den end er. Men naar jeg ikke holdes oppe
ved dit Blik, saa falder jeg sammen.* Antistius svarer hende som
sand Præst, at Kvinden bør elske Manden, Manden elske Gud, og

Digitized by Google

Ernest Renan.

199

at Guddommens Udsendinge skal og maa blive mere elskede, end
de elsker.

Carmenta er den Mandens Genius beundrende Kvinde, medens
Imperia og Brunissende var den blot fungerende Kvindelighed, der
af Manden beundres.

Nemi hører til Albalonga, der har en gammel Kultur.
Overfor det ligger de syv nøgne Høje, paa hvilke det unge, raa
og kraftige Rom snart vil rejse sig. (Der spilles her paa For-
holdet mellem Frankrig og Tyskland.)

Carmenta spaar, at der vil komme den Tid, da al Verden
taler Latin. Hun spaar, at Rom har en uhyre Fremtid, en langt
større end Albalongas for sig. Hun spaar, at en ny Religion vil
komme fra Østen og underlægge sig Europa.

Hun anses for halvforrykt og hendes Mester, Antistius, for
en Landsforræder, der lægger hende sligt i Munden. Nej, saa er
Tertius en anderledes Patriot! Han nægter ubetinget, at Rom
har nogen Fremtid for sig, antager alt, hvad der er hæderfuldt
for Albalonga, vil ikke vide af noget, der ikke er oprindelig og
autentisk Albalongask.

De ægte Patrioter af hans Art hidser til en unødvendig og
vanvittig Krig mod Rom, hvilken Antistius forgæves gør alt for
at hindre. For at faa Sejr. bringer Fædrelandsvennerne ham en
Flok unge Mænd, de vil have ofrede til Guderne. Men Præsten
ved, at Troen paa Guderne er en Bespottelse af Gud, og at Troen
paa Gud er en Bespottelse af det guddommelige. Han vil ikke
ofre Fangerne. Han siger, omtrent som Jesaja længe før ham:
.Værer retfærdige, lader Godhed og Fornuft være eders højeste
Guder!" Patrioterne svarer, at de behøver ikke en Præst og ikke
et Tempel til at faa den Art Sandheder forkyndte. De hader og
foragter ham som Gudsfornægter og Svækling.

Og Antistius's Modstand nytter intet. Andre mere ret-
troende og konservative og snedige Tempeltjenere vil alligevel
myrde Fangerne bag hans Ryg, og end ikke disse selv, der nu en
Gang var forberedte paa Døden, er ham i mindste Maade
taknemmelige for deres foreløbige Frelse. Ogsaa de finder ham
halvgal og fornægter ham. End ikke de, han frigør, ved ham
Tak derfor. Vel maa han spørge sig, om det er Umagen værd
at ofre sig for et Kuld, der staar saa lavt og er saa skæbnesvangert
viet til Usandheden. Han føler, at aandelig Ensomhed er deres
Lod, der rager op over Mængden ved Aand eller ved Hjertelag.

14*

Digitized by

200

Ernest Renan.

Dog værre for ham er hans Indseen af, at de andre til Dels
har Ret. Han forstaar, at han svækker sit Fædrelands Modstands-
kraft ved at sige det Sandheden om Rom, ved at nedbryde dets
Tro paa dets Nationalgud og ved at gøre Brud paa de barbariske
Skikke, ved hvilke hans Folk endnu hænger.

Ja, end ikke over sin egen aandelige Frigjorthed kan han
være helt glad. Fra først af følte han den som en stor Lettelse,
saa indsaa han, at Menneskeheden trænger til snævre Tanker;
hver enkelt vil have sin Gud, en Gud, med hvem han kan snakke.
Til sidst tror Åntistius sig næppe berettiget til at sige eller gøre
noget, der kan hindre hans Folk i at sejre. Og dog synger det
i hans Øren: Ve den sejrrige Nation! Ingen er mere Qendsk mod
alle Fremskridt; paa Sejren følger altid Reaktion. Sejrherren er
den værste Herre .af alle.

Statens mægtige beslutter Præstens Undergang. Alle er
enige; kun om Maaden hersker der Uenighed. Det foreslaas at
betale en for at myrde ham. — »Det er ganske unyttigt," siger
Stykkets typiske Adelsmand. „Det bliver gjort. Naar som helst
der er en Forbrydelse eller Lavhed at begaa, saa findes der altid
en, der gør den gratis." Og han tilføjer: „Den almindelige
Mening er, at enhver Nederdrægtighed er bleven betalt: Is fedt
cui prodest. — Hvilken Vildfarelse, o Himmel!" Med andre Ord:
Ingen har Gavn deraf. Alle lider derunder. Og det bliver gjort
alligevel.

Saa kommer Herolden og melder: „Rom er grundlagt."
Romulus har dræbt sin Broder. Enhver By grundes ved Broder-
mord. Verdens Fremgang beror paa ijendtlige Brødre? Had. Alt,
hvad Åntistius har forudset, vil nu gaa i Opfyldelse, Barbariet vil
fortsættes i Rom, og Dramaet ender med et Udsagn af en
israelitisk Profet (Jeremias 51 ss) : Folkene arbejder for intet, Folke-
færd slider sig op til Gavn for Ilden. —

1886 endelig skrev Renan sit sidste, helt anderledesartede
dramatiske Arbejde, det eneste, der ikke er rent Idédrama, men
nærmer sig til de almindelige Skuespils Art: Abbedissen af Jouarre,
der gjorde umaadelig Opsigt og straks i det første Aar opnaaede
nogle og tyve Oplag — ikke for sine Fortrins Skyld, men paa
Grund af det Hallo, som en Del af Pressen hilste det med som
usædeligt og derved beskæmmende for dets Forfatter. Det alene
foregaar paa et bestemt historisk Tidspunkt, i Revolutionstiden,
og har en enkelt, ikke højtflyvende Idé, Kærlighedens Ret til i

Digitized by Google

Ernest Renan.

201

ualmindelige Tilfælde at sætte sig ud over de Samfundsskranker,
som under almindelige Forhold gør deres Nytte.

To dødsdømte 3iødes i Plessis-Kollegiets Fængsel, en Adels-
mand og en meget fornem Dame, Abbedissen af Jouarre. Han
har længe elsket hende, men hun var, skønt hun ganske delte
Tidsalderens Ideer, bunden af sit gejstlige Løfte. Nu overtaler
han hende til at blive hans. De tilbringer sammen den sidste
Nat, de har tilbage at leve i. Overfor Udsigten til den nære
Død gælder de Baand, der bandt dem, ikke mere. Men han alene
bliver henrettet. En ung Officer, der har set hende i hendes
stolte Skønhed for Revolutionsdomstolen, faar hendes Navn slettet
af de dødsdømtes Liste, og næste Morgen henter Karren kun
hendes Ven. I sin Fortvivlelse anraaber hun om Døden, ja gør
endog et frugtesløst Selvmordsforsøg.

Disse tre første Akter, der er blevne opførte af den store
italienske Skuespillerinde Eleonora Duse, udgør Stykkets egentlige
Indhold. Hertil knyttes endnu to, i hvilke Julie lever ensomt med
den lille Pige, hun har bragt til Verden, stolt bærende sin saa-
kaldte Skam, i øvrigt mødt med Velvilje fra alle Sider, hyldet og
beundret af sin Broder. Hun ægter til sidst den Officer, der i sin
Tid frelste hendes Liv, og som nu er bleven en af Bonapartes
Generaler. Stykket slutter med Indførelsen af Concordatet, der
løser hende fra hendes gejstlige Løfte.

I selve Handlingen er der, som det ses, lidet eller intet,
som kunde støde. Personernq, er uden Undtagelse højere
Mennesker, højt hævede over vulgære Synsmaader eller Drifter.
Men i Fortalen stod der en dristig Sætning: »Jeg tænker mig
ofte, at hvis Menneskeheden fik Sikkerhed for, at Verden vilde
gaa til Grunde om to, tre Dage, vilde Elskoven bryde ud fra alle
Sider med en Art Raseri. Alt var da tilladt; intet havde Følger.
Verden vilde da drikke en Elskovsdrik, der fik den til at dø i
Henrykkelse.*

Man saa jo deraf tydeligt, at Renan ingen Vægt lagde paa
Forsagelsen for dennes egen Skyld. Journalister, der tidligere
ikke havde agtet paa hans Tanker om Forholdet mellem de to
Køn, begreb nu hans Grundtanke, at enhvers Pligter og Dyder
er bestemte ved de Fordringer, der ligger i hans Natur, og fandt
den skræmmende eller lod saadan.

Og dog er denne Tanke saare simpel og vel egnet til at
møde Bifald:

Digitized by Google

202

Ernest Renan.

Det var ingen Pligt for den hellige Franciscus at være en
Tænker.

Det havde ikke været nogen Vinding, om Rafael havde
ført et ærbart Liv.

Det var Pligt for Goethe at sætte alle andre Hensyn til
Side for Hensynet til hans Kunst.

Med andre Ord: Kunstnerens lovbrydende Uregelmæssighed
kan være en højere Moral. Geniets egenkærlige Omhu for at faa
udrettet alt, hvad det formaar, kan være den højeste Pligt.
Helgenens sædelige Overlegenhed er paa sin Vis Geni.

Det afgørende er, at der frembringes en Franciscus, en
Rafael, en Goethe. DetstoreMenneskeer Naturens og Menneske-
livets foreløbige Formaal, fordi gennem de store Mennesker for-
beredes det højeste Væsens Eksistens og Regering, hvad i gamle
Dage kaldtes „Guds Rige". Naar den videnskabelige Almagt en-
gang er samlet i gode og retfærdige Væseners Hænder, da er Gud
omsider bleven algod og almægtig.

Indtil da bør Menneskene føle sig som i et Hierarki. Den
ringere Aand maa leve den højere Aands Liv med ham Som
Aleksander den stores Ledsagere levede af Aleksander, saaledes
maa den store Mængde altid tænke og til Dels nyde gennem Sted-
fortrædere. Den er ikke ulykkelig derfor. Det er en Trinstige.
Den højere Aand lever de højeste Aanders Liv.

'iv.

Renan er ingen virkelig Dramatiker og har aldrig givet sig
ud derfor. Hans Skuespil mangler knap og sluttet Form, hans
Repliker Fynd, hans Skikkelser i Reglen Liv. Hans Kvinde-
figurer: Imperia, Brunissende, Carmenta, Abbedissen er dog inter-
essante Grundrids (Kurtisanen — Sibyllen — den stolte og ædle
Verdensdame). Men kun én Skikkelse har han udført med Omhu
og Forkærlighed, Lyriker som han er, det er hans egen, Prospero-
Figuren der vender tilbage i tre forskellige Skuespil, Seeren, det
højere Menneske, i hvilket Fremtiden spirer og modnes.

Renans „Caliban" minder en Smule om den polske Digter
Krasinskis „Den ugudelige Komedie* 1 , i hvilken det plumpe Demo-
krati paa lignende Maade er personificeret; men Aanden deri er
forældet, en halvt troende, halvt tvivlende Katolicismes Aand.

Digitized by Google

Ernest Renan.

203

Sammenligner man Renans Skuespil med det af Shake-
speares, som han efter 300 Aars Forløb har prøvet at fortsætte,
saa ser man ret tydeligt Renæssancens kunstneriske og vor Tids-
alders videnskabelige Overlegenhed ved Sammenligningen. Renans
Figurer er Skygger mod Shakespeares; men Shakespeares Ideer
er naive mod Renans.

Sammenstiller man endelig et Øjeblik i sine Tanker virkelige
moderne Skuespil som Ibsens med Renans, saa er dette ikke blot
atter Modsætningen mellem egentligt Digterværk og blot idéførende
Dialog, men Modsætningen mellem en indtil Spidsfindighed skarp-
sindig Sjælekundskab og store Blik ud over Menneskehedens Fortid
og Fremtid. Til Ibsens psykologiske Indsigt svarer hos Renan
den verdensoverskuende Oversigt. Bægge ser de sort uden derfor
at ville kaldes eller med Rette at kunne kaldes Pessimister.

Hos Ibsen er Tekniken en Mesters; hos Renan er der
næppe noget, der kan kaldes Teknik; saa skødesløst er det rent
dramatiske behandlet. Men her er til Gengæld ingen Indprenten
af noget Karaktertræk, aldrig den Hamren paa den samme Ven-
ding („den kompakte Majoritet*; det „spændende") som er nød-
vendig for den, der skriver for et Teaterpublikum, hvilket trænger
til en vis grov Tydelighed for at forstaa.

Der er i disse Skuespil, som ellers hos Renan, en fuldendt
Stil, paa samme Gang melodisk og kemisk ren for Retorik. Her er
alle Tanker henkastede let, som man kaster Sæbebobler ud fra en
Kridtpibe og morer sig med at se Solen spille paa deres lette
Kugle- og Klodeform.

Intet er her massivt, alt fremsat som under en aandfuld
Mands Samtale, der forstaar at sige adskilligt alvorligt, endnu
mere i Spøg, og der forstaar at modsige sig selv, saa hans
Tilhørere ikke behøver at ulejlige sig derlned. Her er intet dog-
matisk og intet firskaarent. Ingen Kølleslag efter Sandhedssom-
merfuglen.

Alt er opløst i Fortoninger og Afskygninger. Kort sagt,
dette er flygtig og fornem Kunst, Fantasmagorier af en saare fin
Laterna magica — som længe har glædet Menneskeheden, og som
nu for bestandig er slukt.

Georg Brandes.

Digitized by Google

Ørnen og Skarnbassen.

(Efter en aisopisk Fabel).

I.

Haren ræd over Marken sprang;
der var ej Ly af Træ eller Tjørn,
og nærmere, nærmere, nærmere svang
de susende Vinger den sorte Ørn.
Hvor fandtes en Frelser nær eller fjærn?
Ikkun en Skarnbasse var at se;
i hjælpeløs Nød forvildet af Ve
trygled den ham om Værn.
Han sagde: Vær bare ved trøstigt Mod!
Ørnen slog ned som et Brus af Fjær;
Skarnbassen løfted sig, der han stod:
Vov ikke at komme min Hare nær;
den sidder hos mig i Lovens Læ!
Ørnen gad ikke svare,
den saa til det uselig Kræ
og hug sine Klør i den bævende Hare;
bort den fløj som et stormende Vejr,
og bag den drypped der Blod.

II.

Ørnen har bygget sin Rede

paa Højfjældets knejsende Væg;

hvor aldrig sig fæster en springende Hov,

der ruger den sine Æg.

Digitized by Google

Ørnen og Skarnbassen.

205

Men aarle den flyver at lede

i grønne Dale om Rov;

tryg den drager paa langvejs Færd

og lader sit Hjem alene:

hvor findes en Fjende fjærn eller nær?

Da pusler det sagte i Redens Ris;

Æggene røres paa sælsom Vis

ud mod de yderste Grene;

langsomt vandrer de Spand for Spand,

mens Timerne sniger sig sene;

saa skubbes de over den lave Rand,

der stryger et Glimt , i Solens Brand,

og de knuses mod Dybets Stene. —

Men Skarnbassen sidder en Stund i Ro

og hviles i Ørnens Rede,

saa sejler han hjem til sit ringe Bo

og brummer af gammel Vrede;

sin Vinge han vel maa spænde,

han haver saa lang en Vej.

Men hele den tindrende Nat til Ende,
fløj Ørnen om Fjældet og skreg.

III.

Ørnen er bleven en jaget Fugl,
kan ikke sin Yngel værge;
i stejle Skove den søgte Skjul,
hvor nøgne Fyrre raadner paa Rod,
bag øde, isnende Bjærge;
den vogted sin Rede i Sol og Slud
og gøs af Kvide og Hunger,
vilde ikke flyve om Føde ud,
inden dens Æg blev Unger.

Men nødtes den dog af sin slunkne Bug, —
hvor listig den drog, hvor snart den strøg
over Dalens Kedel og Markens Dug,
hvor vildt den jog, og hvor haardt den fløj

Digitized by Google

206

Ørnen og Skarnbassen.

tilbage mod Redens dunede Gem
og tænkte, at ingen det vidste:

hvor Solen luned et Hjem,

traf Natten alene et Leje af Kviste.

IV.

Zevs han sidder i Himlens Stol
og raader Alverden vide;
hans Haand kan røre den blanke Sol,
hans Kaabe er blaa som en Vaarviol
og falder i Folder side.

Ørnen fløj til ham tung og mod
og sene dens Vinger skride,
bægge dens Øjne rinder af Blod,
kun lidet de Fjære prale,
den stedes for Gudens hvide Fod,
og saa den føjer sin Tale:

Er jeg din Fugl, da vær mig Vagt;

jeg drives fra Bjærg og Dale;

de fagre Æg, jeg med Ve har lagt,

naar fjærnt jeg røgted den sure Jagt,

en Fjende isønder brød.

Giv mig, o Gud! et Sted, hvor tryg

jeg mægter at ruge de arme Æg

og bjærge min Slægt for Død.

Da smiled Zevs i sit sorte Skæg;
med løftet Finger han mæled: Byg
din Rede her i mit Skød!

V.

Nu bruser Ørnen i højen Sky
og higer mod blodigt Bytte;
dens Hjærte skogrer af Lyst.
Daa og Hare af Vangen fly,
Fuglene tier i Løvets Ly,

Digitized by Google

Ørnen og Skarnbassen.

207

og Lam hos Hunden sig hytte. —
Skarnbassen kendte den stolte Røst,
han roded i Muld paa Hede;
han ruiled en Kugle af Markens Møg
og tog den ind til sit laadne Bryst,
slog ud sin Vinge og steg fra Jord
og brummed af gammel Vrede.

Hvem mærked det sorte Fnug, der fløj?

Over de hegnede Gaardes Røg

svimlende Stammer forbi han for,

i Dybet blaaned den runde Høj

og takkede Tinder hvide

af Sneens stivnede Klæde;

aldrig hans Vinge Hvile nød,

før Solen stod ved hans Side

og under ham Zevses Sæde.

I Luftens Guldhav han stille flød,

og varlig han da lod falde

Kuglen, han bar i sin Kralle,

i Gudens lysende Skød.

Smuds er Zevs en usigelig Gru;
op han sprang, som en Bi ham stak,
og rysted sit Purpur, led i Hu; —
da trillede ned i samme Nu
Ørnens Æg af hans Skød og knak.

Men Skarnbassen stod i det dybe Blaa
saa højt, som selv ikke Zevs kan naa.

Niels Møller.

Digitized by Google

Stakkels Sommerfugl

En Fantasi.
(Buenos Aires.)

Jeg kom hjem Klokken halv elleve; Gadedøren stod aaben
endnu. Jeg tog Marmortrappens tredive Trin i tre Spring, rendte
i mit Hastværk min høje Hat mod Gasarmen i Korridoren, havde
med min Stok, som jeg svingede i Luften af Henrykkelse, nær
knust en stor, blaa Glaskugle, som min Værtinde, en tyk Italiener-
inde, havde hængt uden for Døren til Spisestuen, og naaede endelig
den lille Jærntrappe helt bag ude, som førte mig op til mit
Værelse, en Slags firkantet Taarnbygning med fladt Tag og
Altaner for og bag. — Altandørene til bægge Sider stod aabne,
saa Luften var frisk og behagelig, skønt Aftenen var hed.

Jeg gik ud paa den bageste Altan, som hang ud over min
Værtindes lille Have, hvor frodige Vinranker og nogle Appelsin-
og Figentræer om Dagen dannede et herligt Loft mod Solens
Straaler for Familien, Hønsene og Papegøjen underneden.

Der skinnede et Lys op gennem Vinrankens Blade, og en
rastløs Mumlen lød dernede i den stille Have, omtrent som naar en
katolsk Præst læser i sin Bønnebog. Det var Husets yngste Søn,
Hugo, som skulde tage Eksamen ved National-Kollegiet, og havde
faaet Ordre til at læse højt, for at hans Moder kunde kontrolere
hans Læsning.

Ikke en Vind rørte sig. Luften var lun, blød og kælen
og forekom mig at have en Balsamduft, som ellers er sjælden i
Buenos Aires.

Jeg gik tilbage i Stuen, kastede Hat, Stok og Frakke, tændte
Lyset, skænkede mig et Glas Vand og heldte det i mig uden at
tænke paa, at det var dette modbydelige, lunkne Vand fra La Plata-

Digitized by Google

Stakkels Sommerfugl.

209

Floden, dette lodne, vamle Pøjt, der uvilkaarlig leder Fantasien
hen paa alt det skidne Uld, som i Begyndelsen af Sommeren
dynges op ved Banegaardene og i Pakhusene.

Jeg kastede mig i en Stol. Jeg var svimmel, greben af
en Svimmelhed, der føltes som en styrkende, oversanselig betagende
Rus, man ikke kan drikke sig til, selv ikke i den ædleste Vin.
Hine Ben nægtede at bære mig, men ikke af Mangel paa Kraft.
Nej, det var, som om denne ukendte, salige Styrke, som saa
pludselig havde betaget mig, vilde sprænge mig, rive mig afsted
til alle Sider, opad, udad, afsted, saligt svævende gennem denne
lune, bløde, duftende Natteluft, syngende ravgale Sange om sorte
Øjne over Kanten af en blodrød Vifte, om hvide Arme, nøgne til
Skulderen, der gækkede Blikket bag et hvidt Tylls Ærme, og saa
igen om et Par store, sorte Øjne, der brændte mig i Møde i to
Sekunder fra et Ansigt, der blegnede og skælvede saa betagende,
at jeg følte mig selv blegne 6g skælve og svimle af Elskov.

Afsted! Afsted! Lad os da en Gang komme afsted, for
Pokker! O, salige Smerte, o skrækkelige Lykke! At føle: nu
har jeg Kræfter, nu kan jeg flyve — og saa mangle Vingerne!

Jeg maatte op igen, hen i min Frakke efter det Brev, hun
for en Time siden havde stukket mig ud af Gadedøren. Rigtignok
havde jeg straks læst det ved Lyset fra det første Butiksvindue,
jeg kom forbi; men aldrig saa snart havde jeg gemt det igen,
før det brændte mig i Lommen, saa at jeg maatte ind i et
Konditori, hvor jeg satte mig i den mest tilbagetrukne Krog
ved et Glas Kaffe, som jeg ikke rørte, og læste det atter og
atter. — Og nu maatte det holde for igen, dette lille Brev, hvor
en lidt usikker og ikke meget øvet Damehaand havde skrevet et
Par tørre Linier paa det tykke, gule Papir, der syntes mig at
udaande ligesom en Duft af hendes Personlighed:

„Senor!

„Jeg har læst Deres Brev og kender altsaa Deres Navn.
„Jeg kendte Dem allerede af Udseende, og Deres Personlighed
„ forekom mig sympatisk. Jeg kan ikke indrømme Dem det
»forønskede Møde. Kun, at De maaske en af disse Aftener
„kan træffe mig i en af de aabne Sporvogne; ti naar det er
„varmt om Aftenen, plejer jeg at køre en Tur med Mama,
s og saa vil det vel næppe falde Dem vanskeligt at indlede
»en Samtale. Mit vedlagte Visitkort vil sige Dem mit Navn."

Digitized by

210

Stakkels Sommerfugl.

Det var hele Svaret paa fire aldeles fortvivlede Sider, der
naturligvis begyndte med en Undskyldning og for Resten var saa
fulde af Besværgelser, Smigrerier og Superlativer, at ethvert for-
nuftigt Menneske, d. v. s. enhver, som ikke var forelsket, vilde
sige, at enten maatte den, der havde skrevet Brevet, være gal,
eller ogsaa var det kun skrevet for at gøre Nar af hende, det
var skrevet til.

Det var det hele Svar, og saa havde det denne Ro og
Kulde i Udtrykket, som kun det spanske Sprog besidder. Men
bag denne Kulde luede alligevel, ligesom hendes eget hede Blod bag
den fine Huds fornemme Kølighed, et Krater af flammende Løfter
og hede Muligheder. — Hvem var hun, og hvad vilde hun mig?
Det Spørgsmaal havde hidtil beskæftiget mig og ængstet mig.
Det Hus og det Strøg, hun boede i, sagde mig, at hun tilhørte
en rig Familje. Og den franske Frisør skraas overfor, som jeg
hver Dag besøgte, og hvor jeg hver Dag for hendes Skyld led det
Martyrium at faa mit Haar sat op i en lille, yndefuld Grisehale
„a la high life", som det hedder i Buenos Aires, forsikrede mig,
at Enkefru Gutierrez de Gonzalez var rig og meget anset, men
han kunde intet fortælle om hende, hverken om hun var gift,
forlovet, Enke, eller hvad hun var. Paa hendes Kort stod Mercedes
Gonzalez y Gutierrez, saa, hvis det virkelig var hendes Kort, saa
maatte hun være en Datter af Enkefruen samt ugift.

Men det var for Resten et underordnet Spørgsmaal. Mer-
cedes betyder „Naade", Naade i Flertallet; det var jo klart, at
hun vilde være mig naadig. — Og Duften af dette Brev betog
mig som en Sejrsrus og gav alle de foregaaende Smaabegivenheder
et helt andet Skær, flyttede Fortid og Fremtid sammen og lod
mig leve helt i Øjeblikket.

Og hvor var det dog betagende sødt, med dette lille Papir
i Haanden at lade alle disse friske Minder fra den nærmeste
Fortid og alle disse søde Forhaabninger for den nærmeste Fremtid
blande sig i Øjeblikkets Bæger, brusende og sydende, at drikke
dem i lange Drag, at føle, hvordan de fik Blodet til at bruse og
syde og banke i Tindingerne, voldsomt, men saligt, saligt! —

Mit Lys var brændt ned i Stagen; Tanden væltede, flam-
mede lidt i Vejret og slukkedes. Jeg sad lidt og stirrede ud i
den dunkle, varme Nat. Det maatte være sent. Jeg var noget
træt, men havde ingen Lyst til at gaa i Seng. Jeg vilde dog
kaste mig lidt paa Sengen; thi det har altid forekommet mig,

Digitized by Google

Stakkels Sommerfugl.

211

at den liggende Stilling bedre end nogen anden egner sig for
Drømmerier.

Ja, saadan var det godt — liggende saadan paa Siden med
Haanden under Kinden, stirrende ud i den hede Nat. Og Nattens
bløde Luft skal bære mine Drømme, og som smægtende Toner
skal de svæve ned til dig, uanede, uforstaaede. Men naar jeg
lukker mit Øje, da har jeg dig. Først kommer du langt borte,
helt nede i Gaden. Jeg ser kun de store, hvide Strudsfjer i din
Hat; men jeg kender dem paa langt Hold, trods den Menneske-
stimmel, der glider afsted som en sej Strøm hen ad det smalle
Fortov. De vajer kækt som en Fane, og mit Hjerte banker. —
Du nærmer dig mere, jeg ser af og til din blodrøde Vifte bevæge
sig. Et Øjeblik skiller Mængden sig; i det samme drejer du dig
lidt til Siden, slaar Viften sammen og peger med den paa noget
i et Butiksvindue. To tykke, sorte Krøller bugter sig som Slanger
ned ad Ryggen paa den hvide Kjole. Mængden skjuler dig atter
helt for mit Blik. Der følger et langt, langt Øjeblik, hvor jeg kun
aner dig og venter dig. Da pludselig ser jeg dig ganske nær, og
næsten førend jeg havde ventet det. Idet du faar Øje paa mig,
gør du hurtig tre lange Skridt frem foran din Moder, som gaar
ved Siden af dig. Vi tør ikke hilse hinanden, ikke en Bevægelse
tør røbe os; men idet vi mødes, borer du dit Blik saa fast iqd i
mit, at vi bægge kommer til at dvæle i Gangen, og vi holder
hinanden fast i to lange Sekunder. Saadanne to Sekunder kan
man ikke engang i Drømme lave om til to Timer, og det er
kedeligt nok. Men man kan drømme dem om og atter om;
begynde forfra med de hvide Strudsfjer, der vajer kækt som en
Fane langt nede i Gaden, og ende med de to lange Sekunder.
Men saa er det, at jeg vil gøre dem endnu længer; og saa gaar
de i Stykker for mig, bliver til en blodrød Vifte, der bliver slaaet
sammen som et Lyn, eller # til et Par sorte Hængekrøller, der bugter
sig ned ad Ryggen paa den hvide Kjole, og saa atter til et hedt
Blik, der sagtner mine Skridt og borer sig ind i mit. —

Men dette, at gennemdrømme et helt Erindringspensum,
er et Stykke Arbejde, som koster Anstrengelse; man er saa
tilbøjelig til at lade Tanken vedblive at dreje sig om et og samme
Punkt, og naar man mærker, at man saaledes er ved at blive
hængende, maa man tage et dygtigt Tag for at komme videre.

Saadan gjorde jeg, idet jeg vendte mig om mod Væggen,
knugede Hovedet ned i Puden og lukkede Øjnene.

Digitized by

212

Stakkels Sommerfugl.

Hun gaar ned ad en Sidegade, hvor der er faa Folk. Jeg
følger paa den anden Side af Gaden. Hun gaar i Forvejen med
smaa, febrilske Skridt, graciøse, kokette, næsten dansende. Hun
er iført en kort, hvid Spaserekjole af Piqué med Halværmer, sort
Silkeskærf, bredskygget, sort Straahat med hvide StrudsQer, Albue-
handsker og Strømper af sort Silke.

Hendes Moder sjokker gravitetisk bag efter i sin sorte
Enkedragt.

En Gang imellem vender hun sig brat om, smiler, tilkaster
mig med Viften en aldeles tilfældig Hilsen og gaar to, tre Skridt
baglæns, mens hun siger et Par Ord til Moderen.

Da de nærmer sig Huset, sagtner hun sin Gang. Hun
lader Moderen gaa først ind. Idet hun selv gaar ind, standser
hun paa Tærskelen, river sin Hat af med bægge Hænder, lader
den falde tilbage over Ryggen, vender sig i det samme hurtigt
om — en Bevægelse, som i høj Grad flatterer hendes smidige
Krop — og staar let foroverbøjet og lader Hatten hoppe i
Elastiken.

Medens Moderen staar og venter fortrædelig henne i Gitter-
døren i den anden Ende af Gangen, sender hun mig et sidste
Blik og løber ind.

Jeg gaar ned til det første Hjørne, vender om og gaar
tilbage med hastige Skridt. Vinduerne og Persiennerne i Sala'en
er aabne. Jeg skimter en hvid Skikkelse derinde mellem de
forgyldte Stolerygge; hun løber hen til Vinduet, kaster sig i en
Lænestol og presser sin Pande mod Persiennens Tremmer. Jeg
gaar en Snes Skridt videre; saa skraar jeg over paa den anden
Side af Gaden og passerer atter Huset. Jeg gaar tæt forbi
Vinduet uden at se til Siden; men jeg føler, at hun sidder bag
Persiennen. Jeg skælver — min Hals snører sig sammen — det
er med Møje, at jeg kan faa fremstammet et „Boenos nochesf",
idet jeg lister mig tæt forbi.

„Adios!" svarer hun hviskende. Men det rammer saa
sikkert som en Pil, og saa synger det længe efter i mit Øre som
en Melodi til den Vise, jeg selv gaar og digter paa om en
Sommernat, saa hed som et Par hede, sorte Øjne, saa blød og
duftende og bølgende som hendes duftende, bølgende Haar, saa
berusende og frisk som hendes runde, hvide Arm. —

Ak, denne Nat var jo en saadan; hvad Under da, at dette
„Adios u vedblev at synge i mit Øre. Det var det eneste Ord, jeg

Digitized by Google

Stakkels Sommerfugl.

213

havde hørt hende sige; men det virkede som et elektrisk Stød,
idet det stjal sig frem gennem Persiennen og Jærngitteret og fløj
lige ind i mit Øre, lige ind i mit Hjerte. —

Og medens jeg laa og lod det synge for mig i en Uende-
lighed, hændte der mig noget ganske mærkværdigt. Inden jeg
vidste et Ord af det, stod jeg ude paa min bageste Altan, den,
der hænger ud over min Værtindes Have; det vil sige, jeg stod
ikke paa selve Altanen, men oppe paa det gamle, rustne Rækværk,
som jeg ellers aldrig vovede at læne mig til. Og saa stod jeg
endda saa mærkværdigt skraat ud i Luften, at jeg ganske vist
vilde være falden, hvis Luften ikke havde holdt igen paa mig,
som om jeg lænede mig til en usynlig Fjedermadras. Jeg havde
egentlig ingen Støtte i mine Fødder, men det var, som om Ræk-
værket holdt mine Sko magnetisk fast, medens hele min Krop
bevægede sig langsomt fra den ene Side til den anden, ligesom
jeg havde set Ballonen paa Tivoli gøre, inden den gik til Vejrs.

Jeg har spildt en uforholdsmæssig stor Del af min Levetid
raed at drømme om at flyve. Hjemme i Barnekammeret i Lykkes-
holms Alle stod der en gul Komode. Den plejede jeg at
stige op paa, hvorpaa jeg satte mig paa Hug og greb fat med
bægge Hænder i Sømmene forneden af mine Bukseben. Siddende
i denne Stilling gjorde jeg saa et lille Hop ud fra Komoden, og
med den Fart, jeg herved fik, og ved det solide Tag, jeg havde i
min Buksesøm , • var det mig den letteste og naturligste Sag af
Verden at holde mig svævende og at styre min Flugt, først en
tre, fire Gange rundt i Barnekammeret og derpaa, naar jeg havde
faaet større Fart paa, ud af Vinduet og afsted over grønne
Lindekroner, over Frugthaver og Baggaarde, forbi aabne Vinduer
og videre omkring. Syntes jeg, at Farten sagtnede, satte jeg mig
et Øjeblik paa en Murgesims eller et aabenstaaende Vindue, tog
et fastere Tag i mine Bukser og svævede saa afsted igen. * Et
Par Gange styrtede jeg ned fra svimlende Højder, men var dog
saa heldig at vaagne, inden jeg brækkede Halsen.

Og da jeg blev stor — hver Gang jeg var ude at flyve,
altid gik det for sig paa samme Maade. Jeg steg op paa en
gammel, gul Komode, tog fat i Buksesømmene og svævede afsted.
Da jeg kom til Sydamerika, vilde jeg jo ogsaa prøve en Gang
imellem. Det hændte sig en sjælden Gang, at jeg for et
Øjeblik kunde bilde mig ind, at jeg fløj; men, ligesom jeg fløj
allerbedst, kom min med Aarene erhvervede Refleksion og sagde,

TiliknereiL 1883. 15

Digitized by

214

Stakkels Sommerfugl.

at det kunde aldrig hænge rigtigt sammen med dette Flyven; ti
her paa de flade Pampas fandtes ingen gule, danske Komoder,
og hvor ingen gule, danske Komoder findes, kan man naturligvis
ikke flyve. Det maatte altsaa være Vrøvl, og der var ikke andet
at gøre end at vaagne. Og saa vaagnede jeg.

Og nu stod jeg her paa Altan-Rækværket og svævede ud-
efter i Luften og havde den grangiveligste Fornemmelse af, at, naar
jeg bare stødte fra med Benene, kunde jeg svæve saa langt, jeg
vilde. Jeg brugte min Refleksion og sagde mig selv, at der var
ingen Mening i dette her, og at jeg maatte se at vaagne. Jeg
saa skarpt paa mine Omgivelser for at se, om de var ægte.
Derovre i den anden Gade saa jeg Kirken som en graa, firkantet
Kolos med sin blaatærnede Mosaikkuppel, og jeg saa de firkantede
Konturer af alle Nabohusene. Jeg hørte Vigilantens Piben henne
paa Gadehjørnet; og langt nede i Gaden saa jeg en enlig
Lygte, der lyste som et søvnigt Øje i den stjerneklare Nat. Det
var alt sammen saa haandgribeligt. Jeg kastede et sidste Blik
ned for at maale Højden og se, om der var noget at faa Tag i,
hvis jeg skulde styrte. Nede imellem Vinløvet skimtede jeg et
Par gamle Strømper, som jeg havde kastet ud af Vinduet samme
Morgen. Der var ingen Tvivl længer. Jeg stødte fra.

I Begyndelsen gik det med rivende Fart rundt i store
Cirkler, og det blev helt sort for mig. Jeg lukkede Øjnene og
ventede hvert (Jjeblik at blive slaaet flad mod en Mur. Da jeg
kom lidt til Besindelse, var jeg meget højt oppe og kunde slet
ikke orientere mig. Farten sagtnede, til sidst laa jeg ganske stille.
Hvor Luften var blød og balsamisk her i denne Højde; det var
som i en Elskovsnat; man kunde tænke sig, at to Sommerfugle
mødtes her oppe og svævede afsted sammen paa fire Vinger. Og
højt, højt oppe var der tæt af Stjerner, der blegnede og sitrede af
al denne Lyksalighed.

Jeg svævede atter nedad. Jeg fik Øje paa en lysegraa Mur
med Søjler mellem Vinduerne, som saas temmelig tydelig ved
Lyset fra en Lygte. Jo, ganske rigtigt; der var jo en Lygte skraas
over for Huset. Uden at vide hvordan, styrede jeg derned. Jeg
havde nær stødt mig paa Murgesimsen af Genboens Hus, idet jeg
svævede ned i Gaden. Da jeg fløj forbi Gadelygten, saa jeg, at
jeg var bleven forvandlet til en Sommerfugl, en temmelig stor en ;
paa Ryggen af mig sad et Par gennemsigtige Vinger af en Farve f
som jeg ikke mindes at have æt hos nogen naturhistorisk

Digitized by Google

Slakiels Sommerfugl.

215

Sommerfugl, men derimod hos en eller anden Psyche paa et ellef
andet gammelt Maleri.

Jeg holdt mig et Øjeblik svævende i Luften. Min Opdagelse
forbavsede mig ikke i højere Grad, end at jeg fra mit luftige
Stade gav mig til at undersøge Husets Facade. Den saa lige saa
utilgængelig ud som alle andre Facader i Buenos Aires. Gade-
døren var lukket; bag Jærngitrene og Persiennerne skimtedes
Ruderne, og bag Ruderne de hvidmalede Skodder, som glinsede i
Lyset af Lygten overfor. Men ikke en Sprække røbede en Gnist
af Lys eller Liv derinde.

Jeg fløj over og satte mig paa Jærngitteret udenfor et af
Vinduerne. Der var ganske stille paa Gaden. Nede ved det
nærmeste Hjørne stod Vigilanten midt ude i Gaden; jeg saa
tydelig hans hvide Handsker og Gamacher; han rørte sig ikke af
Pletten; maaske sov han.

Der kom en lille Hund løbende, en lille, lodden Hvalp med
et pudsigt Abeansigt. Da den kom forbi mig, stod den stille og
gav sig til at bjæffe ad mig, medens den af og til sprang op for
at nappe mig. Jeg syntes, jeg havde set den før. Ganske rigtigt!
det var netop forleden Nat, da jeg gik og patruljerede her foran
Vinduerne. Da kom den ogsaa løbende, sprang op ad jnig og
logrede og bjæffede nok saa fornøjet over at finde Selskab her i
den døde By. Politiet i Buenos Aires har truffet den vise For-
anstaltning at forsyne Vigilan terne med smaa Sprøjter med Blaa-
syre, hvormed de forgiver de Hunde, de træffer paa Gaden om
Natten. Om Morgenen kører Skarnageren gennem Gaderne og
smider de døde Hunde op paa sin Karre. Det gjorde mig ondt
for den lille Stakkel; jeg tog den hjem med paa mit Værelse og
slap den ud næste Morgen.

Nu var det lille Fæ altsaa kommen ud igen og stod der
oven i Købet og tiltrak sig Politiets Opmærksomhed ved sine
Spektakler og sine Spring. For at gøre mit til at redde den, fløj
jeg op og satte mig højt oppe paa Murtinden. Den gjorde et Par
Spring op i Luften og bjæffede endnu højere; saa opgav den mig,
lob rundt og snusede paa Jorden, idet den af og til peb en lille
Smule. Vigilanten nede paa Hjørnet begyndte at røre sig; han
gik et Par Skridt og gav sig til at kalde paa Hunden. Den
spidsede Øren og bjæffede en Gang; da han saa gav sig til at
slaa med de behandskede Hænder paa sine Knæ og kaldte en

15*

Digitized by

216

Stakkels Sommerfugl.

Gang til, pilede den alt, hvad den kunde, hen til ham. Den saa
ud som en Keglekugle, der rullede hen ad Gaden.

Han bøjede sig ned over Hunden. Pludselig begyndte den
at hyle og gav sig atter til at løbe i langstrakt Karriere ned ad
Gaden, idet den vedblev at udsende de skrækkeligste Hyl, der
skar mig i Hjertet. Jeg hævede mig op i Luften og fløj hen over
det flade Tag. Jeg hørte endnu dens Hylen langt borte, da
jeg svævede ned i Gaarden.

En lille, firkantet Gaard med emaljerede Teglstensfliser,
omgiven paa alle Sider af den lave Bygning. I Midten en lille
Brønd af hvidt Marmor med hvidmalet Jærnbue med Snirkler og
Forsiringer, hvor en hvid Spand af tykt Porcellæn og med blanke
Messingbaand hang lidt ned fra Brøndtressen i en galvaniseret
Jærnkæde. I et Hjørne under et bredstribet, blaat og hvidt
Solsejl, som var trukket halvt til Side, og halvt belyst af en
Gaslygte med stor hvid Glaskuppel, som bares i stiv Arm af en
kvindelig Broncefigur, utvivlsomt af germanisk Oprindelse, stod en
Gruppe af Kurvestole mellem store Kameliaplanter i grønne Baljer.
Nogle Aviser og kinesiske Vifter laa uordentligt henslængte dels
over Stolene dels paa Gulvet; et sammenrullet Brusselertæppe
stod lænet op mod Muren.

Jeg havde sat mig paa Brøndkanten. Jeg fornam en
behagelig Kølighed, takket være Husets Tjenestefolk, som havde
overøst Gaarden med Vand. Det gjorde godt og lod mig hurtigt
forvinde det uhyggelige Indtryk af den lille Hund, som hylende
galoperede sin Død i Møde.

Alle Døraabningerne ud til Gaarden var lukkede med ege-
malede Persiennedøre; Glasdørene maatte altsaa være aabne ind-
adtil for at holde frisk Luft i Stuerne. Gennem en af Persienne-
dørene midt for skimtedes en svag Lysning, som drog mig paa
en saa uimodstaaelig Maade, at jeg fløj hen og hagede mig fast
ved Døren, idet jeg strakte mine Ben saa langt, jeg kunde, og
klamrede mig fast mellem to af Tremmerne, hvor jeg blev hæn-
gende. Jeg maatte ind i Stuen, skønt det var forbundet med
den øjensynligste Livsfare. Ja, det var virkelig ingen Spas for
mig med mit delikate, mytologiske Legeme og mine næsten aandig
fine Vinger at presse mig ind imellem to af disse ubønhørlige
Tremmer. Jeg forsøgte gentagne Gange at lirke mig igennem
ved at folde Vingerne tæt sammen og lægge mig paa Siden; men
jeg fik Overbalance, tabte mit Fodfæste og dumpede ned paa

Digitized by Google

Stakkels Sommerfugl. 217

Teglfliserne. Til sidst blev jeg rasende; jeg vilde derind, om
jeg saa skulde brække alle Lemmer og Ledemod. Jeg fløj hastig
op, gjorde nogle lange Slag rundt i Luften, idet jeg efterlignede
Svalens Flugt, og da jeg havde faaet en rivende Fart paa, foldede
jeg atter mine Vinger tæt sammen og styrede som en Pil hoved-
kulds ind mellem to af Tremmerne. Her blev jeg siddende fast,
men følte, at jeg ikke havde taget Skade. Jeg havde Hovedet
frit, og med lidt Taalmodighed lykkedes det mig at lempe mine
to forreste Ben ud af Klemmen. Jeg hagede mig saa fast med dem,
og begyndte at hive og hale alt, hvad jeg kunde, indtil jeg til
sidst blev ganske fri, og svimlende beruset tumlede jeg ind i et
(luftfyldt. Sovekammer, hvor en ægformig Lampe under Loftet
spredte et douce, rosenfarvet Lys til alle Sider.

Jeg havde sat mig uden at vide hvor og begyndte med
Benene at stryge hen over mine Vinger, som jeg havde set Fluerne
gøre, for at bringe dem i Orden. Herunder kom jeg lidt efter lidt
til Samling igen. Jeg begyndte at kravle; jeg følte under mine
Fødder et rubbet Stof, som dog var ganske behageligt at træde
paa. Jeg blev ved at kravle langsomt og forsigtigt frem og holdt
pludselig stille, da mine Forben blev hængende, ligesom indfiltrede
i et Net af duftende Slyngplanter. Det var en salig Duft; men
samtidig blev jeg greben af en Ængstelse, som gjorde, at jeg
ligesom blev lammet og ikke turde trække Fødderne tilbage. Jeg
ved ikke, hvor længe denne Tilstand varede; men gal af Elskov,
som jeg var, kan den næppe have varet længe. Det gav pludselig
et Ryk i mig, hvorved jeg fik Fødderne fri af Snaren. Jeg strøg
mig med dem over Øjnene og kom til at se klart. Jeg saa da,
at jeg sad paa et meget elegant Damekorset af et perlefarvet,
rubbet Silkestof, og at det duftende Fletværk, hvori jeg havde
hængt fast, var en bred cremefarvet Silkeblonde, som kantede
Brystlinningen foroven. Lidt efter lidt kom jeg til at se skarpere
i det matte Rosenskær, der bredte sig fra Lampen under Loftet.
Korsettet, hvorpaa jeg sad, laa paa en Lænestol af granatfarvet
Plys, og lidt derfra saa jeg det polerede Fodstykke af en
Ibenholts Seng. Jeg fløj op paa Ryggen af Lænestolen, og det
forjættede Land aabenbarede sig pludselig for mine Øjne.

I en Lænestol lig den, jeg sad paa, og foran en Marmor-
konsol med et Krystalspejl i en ciseleret Sølvramme sad Mercedes
indhyllet i et Hav af Blonder, og med det tykke, sorte Haar
hængende løst ned over Friserekaaben ; med Haanden under

Digitized by Google

Stakkels Sommerfugl.

pinden og støttende den nøgne Albue mod Eonsolens Marmorplade
stirrede hun tankefuldt ind i sine egne sorte Øjne, som stirrede
igen paa hende fra Spejlets Krystal.

Aandeløs og angest for at røbe mig ved den mindste
Bevægelse blev jeg siddende og betragtede hende. En Stund
forløb saaledes. Pludselig løftede hun Hovedet, samlede med
bægge Hænder sit udslagne Haar og rullede det med febrilsk
Hastighed op om Hovedet i en stor, løs Knude. Derpaa lod hun
Friserekaaben glide tilbage, greb en lille Vifte af hvide Strudsfjer
• med Elfenbens Skaft, og gav sig til at vifte den nøgne Hals og
Skulder, idet hun lænede sig tilbage i Stolen.

Hun lænede sig tilbage i Stolen, der næsten berørte den,
hvorpaa jeg sad, og hendes nøgne Skulder udbredte sig i al sin
Yppighed for mine Øjne. Det var en glat, frisk Skulder, og der
var noget saa fint og sart over dens Hud og i Hudens gullige
Tojic, at den mindede mig om et Blad af en Terose, der lige er
sprungen ud.

Dette duftende Rosenblad henrykte mig stakkels Sommer-
fugl i den Grad, at jeg fløj op, hvirvlede mig lige op mod Loftet,
dalede ned og satte mig paa det. —

Idet jeg satte mig, for en nervøs Trækning gennem Skul-
deren, og det gav et lille elektrisk Stød i hele mit Legeme. —
Jeg var halvt benovet over min Dumdristighed. Men da jeg atter
fæstede mit Blik paa hendes Billede inde i Spejlet, fyldtes jeg af
Lyksalighed. Mit eget Billede i Spejlet tilfredsstillede mig ligeledes
i høj Grad; jeg maatte virkelig indrømme, at jeg tog mig ud til
min Fordel. Mercedes lod slet ikke til at tage mig min Paa-
trængenhed fortrydeligt op. Hendes sorte Øjne, som smilede mig
i Møde fra Spejlet, udtrykte en glad Nysgerrighed. Men pludselig
blev disse Øjne ganske alvorlige og store, og hun blev et Øjeblik
ganske bleg. Men straks efter gled en let Rosensky hen over
hendes Ansigt, og dybt inde i de sorte Øjne tændtes dette
brændende Blik, som jeg kendte saa godt: Evige Guder, hun
havde genkendt mig! —

Hun sukkede, men sagde ikke et eneste Ord. Maaske følte
hun Blussel ved at kende mig i denne Skikkelse. Hun bøjede
sagte sit Hoved til Siden, indtil Spidsen af mine Vinger berørte
hendes Kind. Saa begyndte hun at rokke med Hovedet en ganske
lille Smule, og samtidig løftede og sænkede hun Skulderen blidelig,
idet hun stadig kærtegnede mig med sin Kind. Hendes Aandedræt

Digitized by Google

Stakkels Sommerfugl.

219

var hastigt og dybt som Suk. Hvor skønt var ikke hendes Billede
inde i Spejlet; det smerteligt ømme Træk om Læberne, det
daanende Blik i de halvlukkede Øjne, og denne Rigdom af kulsort
Haar, valket op i en Knude, som ved sin alt for store Yppighed
meddelte dette Hoved en vis tung, men bedaarende Ynde! Jeg
bævede af Lykke. —

Efter en Stunds Forløb begyndte hun at le og bevægede
Hovedet og Skulderen stærkere. Hun blev kaadere og kaadere.
Et Par Gange nænno4e hendes Kind sig saa meget til Skulderen,
at hun krøllede mine Vinger sammen. Saa holdt hun inde, over-
beviste sig om, at jeg ikke havde taget videre Skade, lo af mit
ynkelige Udseende og begyndte sin Leg kaadere end før. Jeg
blev greben af Ængstelse; jeg tænkte paa at benytte en af disse
Pauser til at lade mig dumpe ned paa Gulvet og kravle væk,
hvis jeg ikke kunde flyve. Men det var mig moralsk umuligt.
Hun blev mere og mere ellevild; jeg følte, at hun knuste mig
med sine vilde Kærtegn. Jeg hørte Lyden af et Kys og mærkede
i det samme, at hun havde dræbt mig

Naar man drømmer, at man dør, saa er det enten, fordi
man virkelig dør, eller fordi man vaagner. En Røst, som raabte:
,Hugo!" nede i Haven, overbeviste mig snart om, at jeg var
spillevende, og en tysk Skrædder, som i samme Øjeblik traadte
ind ad Døren for at indkræve en Regning, fik mig til at beklage,
at jeg ikke var nogen Sommerfugl. Jeg kastede et fortvivlet Blik
ud paa det rustne Altangitter; men jeg var straks enig med mig
selv om, at det fornuftigste, jeg kunde gøre, var at sætte mit aller-
elskværdigste Ansigt op og være rigtig venlig mod Skrædderen.

Men fjorten Dage efter gik jeg og lavede paa et Digt, der
skulde lyde saaledes: „Mercedes ! Du, som betyder Naade, Naade
i Flertallet. — Naadig har du været mig; thi du dræbte mig!
Salig den, som dør i Lykke! Hvilken Kval havde det ikke været,
om du havde ladet mig leve for at spidde mig paa en Knappe-
naal og indlemme mig i din Samling af fortabte Sværmere, der
har sprællet sig ihjel til din Fornøjelse."

Jeg gik i lang Tid og kløede mig forgæves i Hovedet —
det lykkedes mig aldrig at faa det til at rime.

Christian Feveile.

Digitized by

Svensk-norske TJnionskonflikter.

(Sluttet).

V.

Den nuværende Konflikts Forhistorie.

Trylleordet, der mægtede at faa den nationale Strømnings
Bølger til at rulle frem over Norge — er for længst udtalt, og det
norske Krav, der først kun stilfærdigt vovede sig frem, er i de
sidste Tiaar med rivende Kraft vokset som et uhyre Fjældskred,
der nu synes at feje alle kompromisvenlige Tanker til Side. Be-
vægelsen er vistnok nu bleven for stærk til overhovedet længer
at kunne dæmmes op. Selv Mesteren, den store Digter-Agitator,
hvis Ords Trolddom mer end nogen andens har aabnet for Liden-
skabens Sluser, formaar nu næppe — om han ellers vilde —
længer at tøjle de Aander, han selv har været med til at kalde
til Virksomhed. Mæglingsforslagene maa derfor strande. Under-
handlingernes Tid er forbi; Raabet lyder nu paa: Handling.
Norge, der hidtil defensivt-afventende holdt sig inden for sine For-
skansninger, er omsider skreden frem til Aktion.

Og denne Gang synes Sammenstødet ikke mere at kunne
afværges; Opgøret maa komme. Ved Roret i Norge sidder et
Ministerium, der skylder de nationale Lidenskaber sin Eksistens,
og hvis fortsatte Holden sig ved Magten vil afhænge af, om det
formaar at føre Norges Krav paa fuld Ligestilling til Sejr. Og
bag Ministeriet staar fylket som en Hær Stortingets Flertal, og
bag dette igen den overvejende Del af det norske Folk ; selv For-
skellen mellem Højre og Venstre viste sig i den sidste Krise næsten at
flyde ud, hvor Sagen angik det fælles nationale Krav. Det nationale
Banner er jo det bedste Samlingsmærke: faa vil sætte sig imod,
hvad Nationens Ære kræver.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

221

Foreløbig er kun Konsulatssagen for, — af taktiske Grunde
sat forrest paa Dagsordenen som den, der lettest vil kunne føres
igennem og som en Murbrækker bryde Breche for videregaaende
Krav, — men bagefter kommer Fordringerne paa egne norske Ge-
sandter og paa Norges Andel i Udenrigsstyret, de Emner, hvorom
den egentlige Kamp vil blive kæmpet.

Konsulatssagen vil nemlig — skønt selvfølgelig ikke uden
megen Larm — dog med forholdsvis ringere Vanskelighed kunne
drives igennem. Den norske Forfatningskamps Historie viser jo,
at Norge i Reglen altid til sidst har faaet sin Krig frem, naar
blot den første Ophidselse i Sverige har haft Tid til at rase ud.
Kongens Indgriben har i Reglen kun været Regulatoren, der af-
værgede Eksplosion ved at udsætte Afgørelsen, til den stærkeste
Spænding havde fortaget sig. Men længer synes hans Magt heller
ikke at række i Norge: det kgl. Vetovaaben er jo, selv i Grund-
lovssager, faktisk slaaet ham af Haanden ved Rigsretsdommen i 1884.

Men det afgørende er, at Sverige i Virkeligheden ingen sand
Interesse har i at modsætte sig Norges Krav paa egne Konsuler,
naar dette Land absolut mener at burde have saadanne, — hvad der
nok i Skipperstanden ikke er ublandet Enighed om — og naar det
selv har Lyst til at bære de betydeligt forøgede Udgifter, som deraf
vil blive Følgen; Sverige paa sin Side har vel nok Raad til at
lønne egne Konsuler, om det skal være. Og den Betragtning, at
Norge først skulde have søgt at enes med Sverige om Ophævelsen
af de fælles Konsuler, før det skred til at anskaffe sig særlige,
har jo dog nærmest kun formel Interesse; logisk eller faktisk er
der desuden intet i Vejen for, at de fælles Konsuler kan blive ved
at fungere, fordi der paa vigtigere Pladser tillige ansættes særlig
norske, i Lighed med, at de tyske Enkeltstater kan ansætte egne
Konsuler paa Steder, hvor det tyske Rige alt har ansat tyske
Rigskonsuler. Det eneste virkelige Argument, Sverige kan frem-
føre, at de svenske Konsuler vil tabe noget af deres Prestige ved
kun at være det ene Riges Repræsentanter, synes næppe at kunne
veje op mod den Betragtning, at et Folk, hvis Handelsflaade i
Tons er den tredje største i Verden, har et billigt Krav paa
at faa sine egne Handelsrepræsentanter, naar det mener, at
disse bedst vil vide at varetage dets særlige Handelsinteresser.
Intet i Rigsakten forbyder et sligt Kravs Gennemførelse, og nogen
Hindring for at udløse Konsulatsvæsenet fra Fællesskabet med
Gesandtskabsvæsenet er der næppe heller, da udelukkende norske

Digitized by Google

Svensk -norske Unionskonflikter.

Konsulatssager allerede nu henhører under det norske Indredeparte-
ment. Fra Udlandet kan endelig ingen Hindring møde, da efter
Folkeretten enhver Stat, der har eget Flag, er berettiget til at an-
sætte egne Konsuler.

Konsulatssagen vil derfor muligen uden uovervindelige Vanske-
ligheder gaa i Orden, — Grunden til Sveriges Modstand i denne
Sag, turde vistnok overhovedet nærmest søges i, at man i dette
Land — og ikke uden Føje — betragter Indførelsen af egne Kon-
suler som „Fjærnelsen af det første Led i Unionskæden*. Ad-
skilligt Vand vil vel sagtens løbe i Stranden, før Norges ny Konsuler
kan iføre sig deres straalende Uniformer, og Konsulatssagen kan
derfor endnu en god Stund vedblive at indtage Forgrundspladsen.
Men Konsulatssagen har i sig selv kun en underordnet, rent peri-
ferisk Interresse. Den er ikke et Eksistensspørgsmaal for Unionen,
af hvis Afgørelse dennes Fremtidsskæbne afhænger. Den er der-
for kun Forpostfægtningen, der indleder det afgørende Hovedslag,
om hvis Udfald alles Tanke kredser: Kampen om Norges Andel
i Unionens Udenrigsstyre. Først dette Spørgsmaal er det centrale,
først det lægger Fingeren paa Unionens Kræftskade. Om dette
samler derfor Interessen sig. Operationen, som her forestaar, vil
blive den skæbnebestemmende, den vil kunne redde Unionens Liv
eller koste den Livet.

Udenrigsministerspørgsmaalet — Gesandtskabssagen vil hænge
sammen med dette Spørgsmaals Afgørelse — , er nemlig det,
som ret egentlig kan kaldes det svensk-norske Spørgsmaal par
excellence. Det er Hovedproblemet i Unionens Statsret, hvorledes
et fuldt ansvarligt, fælles Udenrigsstyre kan bygges paa Basis af
den stiftede, saare spinkle Forening. Det er Unionens gordiske
Knude, som Svenskere og Normænds forenede Anstrængelser oftere
forgæves har søgt at løse, men som dog Tvedragtens Sværd nødigt
skulde hugge over.

Som Forholdet nu er ordnet, kan Problemet ikke siges at
være heldigt løst. Norges Repræsentation over for Udlandet ved
den svenske Udenrigsminister er en aabenbar Ubillighed mod Norge;
ti dette Land stilles derved i alle Udenrigsanliggender faktisk
under Sveriges Værgemaal. Hvis Udenrigsministeren var unionel,
som Gesandterne og Konsulerne er det, kunde Sagen være i sin
Orden; men han er kun svensk Embedsmand, ansvarlig alene for
svensk Rigsret; Udenrigsministeriet er en ren svensk Institution,
og alle Sager udfærdiges der i det svenske eller i alle Fald aldrig

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonfljktor.

223

i det norske Sprog. At denne Ordning overalt i Norge, af Højre
som af Venstre, betegnes som »absolut utilfredsstillende" , kan
ikke undre 1 ).

Hvorledes denne Ordning fra først af er opkommen, med
andre Ord, hvem der bærer Skylden for den, er i og for sig et Spørgs-
maal af underordnet Interesse mod det, hvorledes den kan for-
andres. Det skal derfor blot nævnes, at Svenskere og Normænd
naturligvis ogsaa her staar over for hinanden med stridende Paa-
stande. Fra norsk Side gøres det nu i Reglen gældende, at hverken
Norges Grundlov eller Rigsakten indeholder Qærneste Hjemmel
for, at den svenske Udenrigsminister skal administrere Norges
Sager, og at den nuværende Ordning derfor skyldes en uhjemlet
Praksis, som Norge, naar det vil, har Ret til at kræve forandret
eller til selv at forandre. Fra svensk Side hævdes det derimod, at
Praksis vel ikke er udtrykkeligt sanktioneret, men dog tydeligt
nok forudsat baade i Rigsakten og den norske Grundlov, medens
der derimod intet Sted tales om noget norsk Udenrigsstyre.
Uden at ville optræde som ukaldet Opmand i denne Broderstrid
tør man dog maaske betragte følgende mæglende Forklaring af
den nuværende Praksis's Genesis som den mest antagelige. Den
rev. norske Grundlov af 4de Novbr. overdrog i § 13 kun Rigets
indvortes Styrelse til Regeringen i Norge, men da den sam-
tidig udelod Eidsvoldforfatningens § 33, der anerkendte en norsk
Udenrigsminister, kom der til i Grundloven at mangle Bestemmelse
om, hvorledes de udenrigske Sager skulde forhandles, og Kongen
fik saaledes efter norsk Lov fri Hænder til at lade dem behandle,
som han vilde. Derimod var Kongen, f. s. v. angik de vigtigste
af de diplomatiske Sager, nemlig dem, der tillige vedrørte Sverige,

') En grel Ulastration af Forholdets Urimelighed afgav for ikke lang Tid
siden Voldgiftssagen. Stortinget havde d. 5te Marts 1890 i en Adresse
anmodet Kongen om at søge afsluttet Overenskomst med fremmede Mag-
ter om Afgørelse ved Voldgift af eventuelle Tvistigheder mellem ved-
kommende Magter og Norge. Denne Adresse blev uden Resultat, efter-
som den svenske Udenrigsminister satte sig imod den; men da der
imidlertid kom en Indbydelse til Norge fra de Forenede Stater i Nord-
amerika om at gaa ind paa Tvistigheders Afgørelse ved Voldgift, blev
denne Imødekommen af Stortingets Ønske — før dette endnu var blevet
udtalt over for Udlandet — uden videre afslaaet af den svenske Udenrigs-
minister, der er uansvarlig over for Norges Storting. Man dømme om
Voldgiftstanken, hvad man vil: en slig uansvarlig Afgørelse paa Norges
Vegne mod dets Stortings Øasker kan kun sætte ondt Blod i Norge.

Digitized by Google

224

Svensk-norske Unionskonflikter.

bunden af den svenske Regeringsforms § 11, hvorefter det til-
kommer den svenske Udenrigsminister at foredrage alle svenske
diplomatiske Sager. Men da den svenske Udenrigsminister altsaa
efter den svenske Grundlovs Medfør kom til at behandle alle de
fælles Sager, var der kun et Skridt til, at han ogsaa tog de ude-
lukkende norske i sin Haand, eftersom den norske Grundlov ikke
selv gav nogen Regel for deres Behandling. Dertil kom, at Norge
endnu slet ikke havde haft Tid til at organisere sig et eget Uden-
rigsstyre. Og at Stortinget i 1814 ogsaa stiltiende gav sit Sam-
tykke til denne Ordning, synes at fremgaa af Rigsaktens § 7, hvor-
efter det er Hofkansleren eller nu Udenrigsministeren, der under
en Interimsregering foredrager de diplomatiske Sager. Der gaas
nemlig her aabenbart ud fra, at der kun er én Udenrigsminister,
og at det er den svenske 1 ). Praksis kan altsaa ikke siges at være
uhjemlet eller at konstituere nogen ulovlig tiltagen Myndighed fra
Sveriges Side.

Da imidlertid paa den anden Side svensk Udenrigsstyre
intetsteds udtrykkeligt er fastsat i Rigsakten, vil der ikke, f. s. v.
man kan bortse fra Rigsaktens § 7, kræves nogen Forandring i
Rigsakten for at faa denne Ordning ændret, hvorfor Norge altsaa
ikke har afhændet Retten til at fordre et mere fyldestgørende
Udenrigsstyre, saa langt som det i alt Fald kan forenes med
Unionen. Og dette Krav har da heller ikke blot helt igennem
bestemt Norges Holdning over for Revisionsforslagene, men er
ogsaa mange Gange blevet ensidigt fremsat fra Norges Side.

Første Gang dette skete, i 1827, tjente en nylig indtruffen
for Unionen ydmygende Begivenhed til at give Norges Fordringer
forøget Relief. Det var den saakaldte „Bodøsag*.

I Aarene 1818 og 19 havde nogle engelske Handelshuse
oppe i Bodø i Nordlandene organiseret en Smuglerbande, der
ugenert trodsede norsk Toldlov og endog med væbnet Skibs-
mandskab overfaldt ; afvæbnede og bandt de lokale civile Embeds-

') jvfr. Stang i 1891, der slog fast, at „vi i 1814 slettede Bestemmelsen om
egen Udenrigsminister, og der er ikke Trætte om, at det skete, som det
hedder i Protokolkomiteens Indstilling af 1886, for at aabne Rum for, at
man kunde have fælles Udenrigsminister ogsaa i den Form, at den svenske

Udenrigsminister fungerede for begge Riger* Norges Storting har

hver Gang, det har bevilget et Budget, bevilget Penge til denne Ord-
ning. (Stort. Forh. 1891, 7de Del, S. 47), jvfr. ogsaa Rydin S. 337 og
Aschehoug I S. 158 f. •

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

225

mænd og disses Folk samt opbrød Statens Pakhuse og befriede
Bandens der oplagte, konfiskerede Varer. Men Toppunktet paa
Frækheden var dog, at disse Smuglere og Voldsmænd endog
klagede til den engelske Regering, som om det var dem, der uret-
færdigt var blevne overfaldne; og de fandt saa villigt Øre, at den
engelske Mission i Sverige fik Ordre til at understøtte deres Klager.
Og hvad enten nu det svenske Diplomati, som Normændene paa-
stod, ikke gjorde Fyldest, eller England blot aflagde et nyt Bevis paa
den Hensynsløshed over for smaa og svage Nationer, som vi havde
faaet at mærke en halv Snes Aar før — i 1807 — , nok er det:
det utrolige skete, at Kong Carl Johan ved Englands Trusler blev
nødt til at undertegne en Konvention af 1821, hvorved de engelske
Handelshuse ikke alene fik alle de Varer udleverede, som de ikke
havde haft Tid til med Vold at hente ud af Pakhusene, men
endog tilkendtes en Erstatning paa ikke mindre end 18,000 f,
ikke at tale om, at den norske Regering maatte forpligte sig til
at anstille en kostbar Undersøgelse af dets Embedsmænds Færd i
denne Sag, hvilken kun gav til Resultat, at disse blev ganske
frifundne.

I Anledning af denne pinlige Begivenhed vedtog Odelstinget
i 1827 en Henstilling til Stortinget om at foretage Skridt, dels for
at skaffe Norge særskilt diplomatisk Repræsentation i Udlandet og
dels for at skaffe den norske Statsminister Andel i de diplomatiske
Sagers Behandling. Det første Forslag afsloges foreløbig; i Over-
ensstemmelse med det andet indgav derimod Stortinget samme
Aar en Adresse til Kongen, hvori det anholdt, om han i de diplo-
matiske Sager, der angik Norge, vilde tilstede den norske Stats-
minister og de øvrige konstitutionelle Raadgivere al den Deltagelse,
som hans Omsorg for begge Rigers Tarv maatte skønne tjenligt.
Og Stortinget tilføjede, at det ved at gennemgaa Bodøsagen, havde
fundet Grund til at antage, at om Mænd, der med varm Iver for
Norges Sag forbandt Kendskab til norske Love og Institutioner,
fra Begyndelsen af havde behandlet denne Sag, vilde den sikkert
være fremtraadt for den engelske Regering i et andet Lys og
kunde derved mulig have faaet et andet Udfald.

Denne Adresse frugtede imidlertid foreløbig ikke, og først
efter at flere videregaaende Forslag havde været fremme paa
Stortinget i 1830 og 1833, kom Kongen efter den norske Regerings
Forslag Kravet i Møde ved kgl. Resol. af 13. April 1835, hvorved
den Ordning indførtes, som endnu gælder. Efter denne skal den

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

norske Statsminister eller i hans Forfald en anden norsk Statsraad
altid være til Stede, naar den svenske Udenrigsminister fore-
drager diplomatiske Sager, der enten angaar Norge alene eller
begge Riger.

Denne Resolution betegner et lille Fremskridt, men kunde
dog ingenlunde tilfredsstille Normændene. Mange saa i den
endog kun en Forværring af Situationen, idet efter deres Op-
fattelse Norge hellere slet ikke burde befatte sig med disse Sager
end „have sin Statsminister siddende som tavs og uansvarlig
Tilhører ved Siden af de tvende stemmegivende og ansvarlige
svenske Ministre 1 )". Resolutionen kan desuden som saadan hæves
ved ny Resolution og giver ikke Stortinget nogen Adgang til at
granske de diplomatiske Aktstykker.

Stortinget udtalte derfor ogsaa i sin oftere nævnte Adresse
af 1837, at, ihvorvel det paaskønnede det gjorte Fremskridt, kunde
det dog kun betragte dette som en Forberedelse til fuldstændigere
Foranstaltninger.

Imidlertid var der i Sverige selv opstaaet Misnøje med de
diplomatiske Sagers Behandling — skønt ingenlunde af noget
uegoistisk Hensyn til Norge. Ifølge den svenske Regeringsforms
§§ 11 og 12 jvfr. 13, var nemlig alle „ministeriella mål" (diplo-
matiske Sager) saa nær som Krigserklæringer og Fredslutninger
undtagne fra Behandling i Statsraadet; de skulde blot foredrages
for Kongen af Udenrigsministeren alene i Overværelse af et andet
tilkaldt Medlem af Statsraadet. Kongen kunde saaledes ikke blpt
paa egen Haand — og uden at sætte nogen Minister i Kundskab
derom — aabne politiske Underhandlinger med fremmede Magter,
men endog afslutte de i hele Landets Ve og Vel mest indgribende
Traktater uden at behøve at raadføre sig med andre end Udenrigs-
ministeren og endnu et tilkaldt Statsraadsmedlem. Det var aaben-
bart Rudimenter af en ældre Tids Opfattelse, da Suverænen i sin
Egenskab af Landets Krigsherre var Statens udelukkende Repræsen-
tant udadtil, og da de udenrigske Anliggender nærmest betragtedes
som hans rent personlige Sager. Men mod denne Kongens Ad-
gang til bag Statsraadets Ryg at drive en personlig Politik,

l ) Dunker, Om Revision af Foreningsakten 1866 I S. 8. Det er dog ikke
ganske korrekt, naar Dunker kalder den norske Statsminister „tavs"
Tilhører, eftersom det i Resolutionen udtrykkeligt hedder, at han skal
være nærvarende „for desangaaende at kunne afgive sin Fortnening*-

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter. 227

hvorved Staten let kunde styrtes ud i skæbnesvangre Eventyr —
man behøver blot at mindes Carl XV's letsindige Allianceplaner i
1863-64 — , hævede der sig efterhaanden en stærk Opinion, og i
1885 forandredes de nævnte Paragrafer i Regeringsformen saaledes,
at Kongen i disse Sager nu skal høre ikke to, men tre Ministre
og deriblandt Kabinettets Chef, Statsministeren.

Men ved denne Ændrings Gennemførelse, hvorved Sverige
selv skaffede sig en fyldigere Kontrol med Udenrigsstyret, maatte
Norges Askepot-Stilling fremtræde i et endnu mere grelt Lys,
saa at selv den svenske Regering flk Øjnene op derfor. Der aabnedes
derfor i 1885 — medens det Sverdrupske Ministerium sad ved
Roret i Norge — fra svensk Side Forhandlinger angaaende et
Rigsakttillæg, hvorved der kunde hjemles Norge en lignende
Kontrol med de udenrigske Sagers Behandling. Det foresloges i
saa Henseende, at disse Sager skulde behandles i et Statsraad,
sammensat af tre norske og tre svenske Statsraadsmedlemmer.
Forhandlingerne strandede imidlertid paa, at det fra svensk
Side forlangtes fastslaaet, at Udenrigsministeren fremdeles skulde
nære svensk.

I 1891 genoptoges Forsøget under det Stangske Ministerium,
og de to Regeringer syntes at være komne til en lykkelig Forstaa-
else, idet de blev enige om at fremsætte Forslag om de udenrigske
Sagers Afgørelse i et Statsraad sammensabaf tre Medlemmer fra
hvert Riges Statsraad, uden at det udtrykkeligt skulde udtales,
hvilken Nationalitet Udenrigsministeren skulde tilhøre. Det svenske
Statsraad ledsagede imidlertid Forslaget med en Fællesudtalelse,
der klarligt viste, at man fra svensk Side ikke havde i Sinde at
opgive Fordringen paa, at Udenrigsministeren vedblivende skulde
være svensk 1 ). Og med saadanne Præmisser var Forslaget død-
født i Norge, hvor man frygtede for, at dets Vedtagelse skulde
blive ensbetydende med en Opgivelse af Norges ubundne Stilling
i dette Principspørgsmaal, — man vilde end ikke have blot Udseendet
af at række Haand til at „rigsaktfæste* Udenrigsministeren som

') Reservationen fra det svenske Statsraads Side lød saaledes: „Herved vil
imidlertid det svenske Statsraad særskilt betone, at det sidst-
nævnte Forslag, udenfor hvad ovenfor er omhandlet, ikke gør nogen som
hefet Forandring i den Maade, hvorpaa ministerielle Sager nu behandles,
og at saaledes Foredraget af saadanne Sager fremdeles tilkommer det
Medlem af det svenske Statsraad, som er Chef for Udenrigsdepartementet*
(Stort. Forh 1891, 2 Bd. Prp. Nr. 38 S. 12).

Digitized by

228 Svensk-norske Unionskonflikter.

svensk. Inden Forslaget endnu formeligt var blevet fremsat,
fældedes det af Stortinget ved den Bernerske Dagsorden af 23.
Febr. 1891, der fastholdt Norges Ret til fuld Ligestillethed i
Unionen og „dermed dets Ret til paa konstitutionelt betryggende
Maade at varetage sine udenrigske Anliggender samt udtalte
„Forvisningen om, at det norske Folk aldrig vil bifalde en Ord-
ning, der kan blive en Hindring for Gennemførelsen af Norges
fulde Ret paa dette Omraade."

Paa denne Dagsorden faldt Ministeriet Stang og dannedes
Ministeriet Steen, der altsaa nu har at føre Dagsordenens Program
— Norges fulde Ligestillethed i Unionen — ud i Livet. Under
dette Banner maa det sejre — eller falde.

VI.

Fælles eller særlig Udenrigsminister?

Enten fuld Lighed med Sverige i Unionen eller ud af
Unionen! — saaledes lyder nu skarpest formuleret det norskk
Løsen. Helst vil man dog endnu i Norge — undtagen maaske i
den mest fremskudte Lejr — bevare Unionen, blot den ikke
stiller Norges Selvstændighed i Skygge. Men man vil ikke, som
man har udtrykt det, sælge Norges Førstefødselsret for en Ret
Linser. Opgaven bliver derfor at finde en Løsning, der giver
Unionen, hvad Unionens er, og Norge, hvad Norges er, — der
formaar at gennemføre Ligestillingen i Udenrigsstyret uden at
sprænge Foreningen. En hel Literatur er skudt op som Forsøg
paa at finde denne Løsning — hvis Pris turde være Unionens
Frelse 1 ).

Der frembyder sig aabenbart de to Hovedmuligheder: enten
en fælles Udenrigsminister, der kan være saa vel svensk som norsk
Mand og ansvarlig overfor begge Riger eller to særskilte Udenrigs-
ministre, ansvarlig hver for sit Lands Folkerepræsentation.

L )* Blandt disse Skrifter kan nævnes: Sigurd Ibsen: Unionen; sammes:
De to Udenrigsministres Samvirken, 1891; H. E. Berner: Norsk eller
fælles Udenrigsminister?; J. Utheim: Vort Udenrigsstyre, 1891; Nils
Højer: Statsforbundet melian Sverige och Norge, 1885; „De diplomatiska
angelågenneterne", af en Svensk, 1891; ,1 Unionsfrågan I— VI 1891—92:
„De ministeriella målen och unionen*, 1892 o. m. fl.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

229

Den første Udvej synes den lempeligste og den, hvorfor
lettest Stemning vil kunne paaregnes i Sverige. Men Gennem-
førelsen af denne Tanke er forbunden med flere omend næppe
uovervindelige Vanskeligheder. Medlem paa en Gang af bægge
Landes, maaske ud fra diametralt modsatte politiske Anskuelser
dannede, Ministerier vil den fælles Udenrigsminister aabenbart ikke
kunne være. Som Minister for Fællesinteresserne bør han ikke
staa Last og Brast med de som Udtryk for de to Rigers Sær-
interesser sammensatte Statsraad. Hans Stilling maa være uaf-
hængig af disse som Rigskanslerens Stilling er uafhængig af de
enkelte tyske Staters Ministerier. Men som Unionens Fælksminister,
som den eneste ansvarlige Repræsentant for Unionsinteresserne,
kan han da kun staa Unionen som saadan ikke de to Folks
særlige Repræsentationer og Rigsretter til Regnskab. En modsat
Ordning vilde let faktisk blive det samme som intet Ansvar: han
vilde jo paa samme Tid kunne mødes f. Eks. af et Mistillidsvotum
fra Stortingets Side og et Tillidsvotum fra Rigsdagens, og han
vilde derved fristes til at støtte sig til det ene Folk imod det
andet, hvad der aabenbart vilde kunne skabe bitre og skæbnesvangre
Konflikter. Hans Forum maa derfor være et unionelt. Men dette
vil altsaa sige: Korrelatet til en Fællesminister maa en unionel
Rigsret og navnlig en unionel Repræsentation danne.

Det er denne vistnok uundgaaelige Konsekvens, der i det
mindste for Tiden gør Tanken om fælles Udenrigsminister upopulær
hos Flertallet i Norge. Man ønsker ikke at knytte noget nyt
Fællesskabets Baand'med Sverige. Der gøres derfor gældende
mod en unionel Rigsret, at de to nationale Fløje, naar de re-
præsenteres med lige Styrke, let vil holde hinanden i Skak og
Ansvaret altsaa blive illusorisk. Dette synes ret antageligt, men
Hovedvægten ligger heller ikke paa Dannelsen af en Rigsret, men
paa Dannelsen af en unionel Repræsentation. En saadan vil
kunne gøre et effektivt politisk Ansvar gældende, og til Rygstød
i en saadan Forsamlings Flertal vil paa den anden Side den
fælles Udenrigsminister trænge, dersom hans Magt ikke skal svæve
i Luften. Men det er netop mod slig en unionel Repræsentation,
at de norske Indvendinger rettes.

Fællesrepræsentationen vil kunne tænkes dannet enten som
et virkeligt Unionsparlament eller under Form af Delegationer.

Fællesparlamentet synes foreløbigt ikke at have synderlig
Fremtid for sig. Dets blotte Navn er ilde hørt i Norge — Revi-

Tilskueren. 1883. 16

Digitized by Google

230

Svensk-norske Unionskonflikter.

sionsforslaget af 1867 blev saaledes, som man maaske vil erindre,
forkastet, alene fordi det muligt kunde føre til el saadant — og
heller ikke i Sverige er Tanken næppe længer populær. Et
Unionsparlament vil nemlig have Tendens til at udvide Fælles-
skabet og styrke sin Magt paa de særskilte Folkerepræsentationers
Bekostning, men hverken i Norge eller Sverige ønsker man at se
det nationale Parlament synkende ned til at spille en Provins-
landdags beskedne Rolle — Foreningens hidtige Resultater frister
ikke til at bringe saa stort et Offer paa Unionens Altar. Dernæst
giver Sammensætningen af dette Unionsparlament haarde stats-
retlige Nødder at knække. Norge maa nemlig opstille Fordring
paa, at det som med Sverige fuldt ligestillet Stat sender lige saa
mange Repræsentanter til Parlamentet som Sverige, da ellers
Norge vilde kunne blive overstemt, selv om alle dets Repræsen-
tanter var enige. Sverige derimod finder det ubilligt, at Norge
trods dets kun halvt saa store Befolkning og ringere Bidrag til
de fælles Byrder skulde være lige saa talrigt repræsenteret
som Sverige. Heller ikke det dog ret sindrige Kompromis, som
den svenske Justitsminister De Geer i sin Tid foreslog, nemlig
at Unionsparlamentet skulde bestaa af to Kamre, det ene med
lige mange Medlemmer fra hvert af Rigerne, medens Antallet af
Repræsentanter i det andet Kammer skulde fordeles mellem
Rigerne efter deres Folkemængde, formaaede at tilfredsstille det
norske ,Lighedskrav. Dertil kommer, at Unionens Fællesinteresser
er for faa til, at ikke hele dette Parlament kom til at synes et
unødigt stort Apparat.

Bedre Chancer skulde Tanken om Delegationer — Proto-
typen er her Østerrig-Ungarns Ordning — synes at have. Delega-
tionerne udgør nemlig ingen selvstændig Folkerepræsentation; det
er kun Udvalg, lige talrige Komiteer af de særskilte Rigers
Repræsentationer, der til bestemte Tider træder sammen paa et
bestemt Sted for i Fællesskab at afgøre de fælles Anliggender 1 ).
Dem tilkommer det tillige alene at drage Fællesministeren til
Ansvar. Den væsentligste Anke, der kunde rettes imod dem, at

x ) Rigsaktens § 3, jvfr. norsk Grl. § 7, fastsætter allerede nu i et enkelt
specielt Tilfælde Nedsættelse af en Unionskomite, nemlig ved Kongevalg,
naar Stortingets og Rigsdagens Valg er faldet paa forskellige Personer.
Unionskomiteen, bestaaende af 36 Medlemmer fra hvert Rige, træder da
sammen i Carlstad og vælger ved simpelt Flertal Kongen.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter. 231

ogsaa her Apparatet vilde blive for stort i Forhold til Fælles-
anliggendernes ringe Antal, synes næppe at kunne være ganske
afgørende; Antallet af Delegationernes Medlemmer og Hyppigheden
af deres Sammentræden vilde jo kunne holdes indenfor forholdsvis
snævre Grænser. Her vil der desuden ingen Fare være for,
at flere Emner end tilsigtet drages ind under Forsamlingens
Virkekreds.

En slig Ordning med Fællesminister og Delegationer har
oftere fundet Talsmænd, ikke blot i Sverige, men ogsaa i Norge;
i det sidste Land tog navnlig Sverdrup i 1886 som Statsminister
Ordet herfor. For den fremmede turde den derfor let staa som
den eneste, der virkelig formaar at løse det skæbnesvangre Strids-
spørgsmaal.

Naar alligevel ogsaa denne Ordning, ligesom sagtens enhver
anden paa Fællesskabets Grund, i alt Fald for lange Tider kun
har ringe Udsigter for sig, saa skyldes det aabenbart dels Ulyst
bos Norge til overhovedet at have mere fælles med Sverige end
absolut nødigt, dels og navnlig den Omstændighed, at en slig Ord-
ning kun kan naas ved en Forandring af eller Tillæg til Rigs-
akten og altsaa kun gennem Forhandlinger med Sverige. Men
i Norge er man ikke alene bleven træt af disse Forhandlinger, der
hidtil aldrig har ført til noget, men efterhaanden er det blevet en
Princip- og Æressag for Norge, at dette Land som selvstændig Stat
maa have Ret til at ordne sine udenrigske Forhold, sonj det selv
vil, uden at spørge Sverige om Forlov — blot ikke Ordningen
ligefrem strider mod Rigsakten — og at det altsaa ogsaa har Ret
til at tage sig en egen Udenrigsminister, om det saa synes.

Hvilken rivende Fart denne Bevægelse i de sidste Aaringer
har taget, fornemmes lettest ved en Sammenligning mellem Stor-
tingets bekendte Dagsordener af 1886 og 1891. Den første udtaler
endnu, „at gensidig Anerkendelse og Imødekommenhed er Unionens
og begge Rigers bedste Værn*. I Dagsordenen af 1891 — den,
der bragte Ministeriet Steen til Roret — vil man derimod for-
gæves spejde efter den svageste Antydning i Retning af gensidig
Anerkendelse og Imødekommenhed" ; her hævdes blot ensidigt
Norges „Ret til paa konstitutionelt betryggende Maade at varetage
sine udenrigske Anliggender*. Denne Dagsorden indleder aaben-
hart et nyt Stadium i den norske Unionspolitik; selv om den,
med Forsæt taaget affattet som den er, ikke stiler lige mod egen
Udenrigsminister, er dens Sigte dog ikke til at tage Fejl af. Den

16*

Digitized by Google

232

Svensk-norske Unionsko nflik ter.

fremholder i alt Fald tilstrækkeligt tydeligt som det sejrrige norske
Venstres Motto hine bevingede Ord af Sverdrup: »Norge selv
bør tage Sagen i sin egen Haand".

At nu Norge hverken ved sin Grundlov eller ved Rigsakten
har afhændet sin Ret til at forlange en mere fyldestgørende Ord-
ning af Udenrigsstyret, derom er der næppe længer Uenighed i
Norge: Højre saa vel som Venstre, Stang lige saa fuldt som
Steen har fastholdt Norges Ret i saa Henseende. Om derimod
Norge radikalt bør hævde denne Ret ved at tage sig egen norsk
Udenrigsminister, derom er Meningerne endnu saare delte. Ikke
alene Stang udtalte i Forfjor, at en Ordning med to Udenrigs-
ministre vilde føre ud i „et Hav af uløselige Vanskeligheder*,
der enten maatte ende med Opgivelse af Forsøget eller fuld-
stændig Opløsning af Unionen, men selv Johan Sverdrup, der
dog saa stærkt som nogen har slaaet paa de norske Strenge,
udtalte sig i 1886 bestemt for en Fællesminister (med Delegationer)
som den eneste Ordning, der lod sig forene med Unionen.

Imidlertid kan det ikke skjules, at det radikale Venstres
Krav som det agitatorisk bedste stadigt synes at gøre sig
stærkere gældende: naar Sindene er ophidsede, faar den lettest
Ørenlyd, der taler højest og stærkest, ikke den t der taler rolige og
betænksomme Ord. Og det norske Højre, der vil blive paa
Fællesskabets Grund, har en vanskelig Stilling overfor det norske
Venstre: .i Realiteten, Norges Ret, er det enigt med dette, og i
Formaliteten tør det ikke gøre for skarp -Front for ikke at faa
Udseende af at gaa Svenskernes Ærinde; modstræbende nødes
det derfor til at følge med som den nationale Strømnings Bagtrop.
Og hvad der endelig fremfor alt giver Kravet paa egen norsk
Udenrigsminister Vind i Sejlene, er den allerede før berørte Om-
stændighed, at Norge ikke til en saadan Ordnings faktiske Gennem-
førelse behøver Sveriges Samtykke — hvad enten den nu tænkes
realiseret ad den langsommere Vej, en Grundlovsforandring, eller,
som nogle tager Ordet for, simpelt hen ved en kgl. Resolution.

Den særlige norske Udenrigsminister har derfor skyldigt
Krav paa at betragtes som et ikke umuligt Fremtidsfænomen.
De vistnok alt andet end blide Følelser, hvormed Sverige
vil modtage en saadan norsk Opkomlings Fremtræden i Stock-
holm, skal foreløbig lades ude af Betragtning; det forudsættes
ligeledes, at hans Anerkendelse fra de fremmede Magters Side
ikke støder paa nogen alvorlig Vanskelighed. Tilbage bliver

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

233

Spørgsmaalet , hvorledes den norske Udenrigsminister heldigt skal
kunne samvirke med den svenske, uden at nogen unionel Mislyd
derved opstaar. Fra norsk radikal Side har man søgt at paavise,
at de herved opstaaende Vanskeligheder er overdrevne, ja i
Grunden slet ikke eksisterer; særlig har Dr. Sigurd Ibsen
med den fhv. Diplomats Sagkundskab taget sig for at udrede,
hvorledes det tvedelte diplomatiske Regeringsmaskineri med al
ønskværdig Præcision kan arbejde uden at kollidere 1 ).

De to Udenrigsministre, udvikles det, handler hver for sig,
hvor Rigernes Interesser er uafhængige, men maa nødvendigt
operere i Fællesskab, hvor Rigernes Interesser er solidariske, maa
her instruere deres Gesandter paa samme Vis og afsende ens-
lydende Noter — lig to siamesiske Tvillinger, som onde Tunger
spydigt har sagt. Og den tilstrækkelige Borgen for, at de ikke
kommer til at føre forskellig Udenrigspolitik, afgiver den fælles Konge.

Der skal ikke her forsøges nogen Indblanding i den stan-
dende Strid ved Udtalelsen af noget bestemt Skøn om de antage-
lige Følger af en Ordning med tvende ligestillede Udenrigsministre.
Der skal blot gøres opmærksom paa Vanskeligheden af at afgøre,
naar en Sag angaar Norge alene, eller tillige Sverige; der vil. i
alt Fald kunne tænkes rig Anledning for de to Udenrigsministre,
hvis de i saa Henseende er af afvigende Meninger, til at arbejde
imod hinanden 2 ). Det skal ogsaa blot i Forbigaaende bemærkes,
at, selv om den fælles Konge kan forhindre, at der tages mod-
stridende endelige Beslutninger — for Krigserklæringers Ved-
kommende ligger Betryggelsen i Rigsaktens § 4 — , vil han dog
næppe altid kunne afværge, at forberedende diplomatiske Skridt —
der kan være skæbnesvangre nok — indledes uden indbyrdes
Konference. Og at svenske og norske Ministre kan have god Vilje
til at modarbejde hinanden, har Erfaringen jo tilstrækkeligt vist.

Det er imidlertid nok muligt, at Vanskelighederne i Praksis
vil vise sig mindre end formodet; saa længe imidlertid Erfaringen
ikke har gjort Tvivlen til Skamme, standser Tanken uvilkaarlig
betænkelig overfor dette ny og dristige Eksperiment. Saa meget

M S. Ibsen: De to Udenrigsministres Samvirken.

s ) Saaledes udtalte Stang paa Stortinget 1891, at de udelukkende norske
diplomatiske Sager vilde blive „rene Bagateller 1 *; Utheim hævder der-
imod (Vort Udenrigsstyre S. 34), at den „ store Mængde af Norge ved-
kommende Sager vilde blive udelukkende norske Sager.

Digitized by Google

234

Svensk-norske Unionskonflikter

maa i hvert Fald fastholdes, at en virkelig Realunion, der, skønt
omfattende Fællesskab i Krig og Fred, repræsenteres af to sær-
lige, fuldt ligestillede Udenrigsministre, vilde blive et statsretligt
Unicum, der ikke har noget Sidestykke i Virkelighedens Verden
men højst i Fantasiens, nærmest mindende om de heraldiske
Ørne med tvende Hoveder. Naar nemlig Dr. Ibsen gør gældende,
„at det tyske Riges Enkeltstater, som Baiern, Sachsen, Wurtem-
berg og endog en Del mindre Stater, som jo alle er solidariske
i Henseende til Krig og Fred, realiserer denne saakaldte Umulig-
hed, idet de faktisk har egen Udenrigsminister, sender og mod-
tager Gesandter 1 ), saa er det vel rigtigt, at de fleste tyske Enkelt-
stater virkelig har egne Udenrigsministre, men Dr. Ibsen glemmer
at tilføje, hvad der er det afgørende, at disse Udenrigsministre
netop ingen Forhandlinger kan føre angaaende de Anliggender t
hvori alle de tyske Stater er solidariske, — hvilke for
øvrigt er adskilligt flere end Spørgsmaalet om Krig og Fred. Her
tilkommer Ordet alene Rigskansleren i den tyske Kejsers Navn*).

Medens derfor selv Duodezstater som Sachsen-Meiningen og
Schwarzburg-Sondershausen som i Principet suveræne Stater har
deres egen Sachsen-Meiningske og Schwarzburg-Sondershausenske
Udenrigsminister, der rigtignok ved Siden af den sikkert ikke
anstrengende Udenrigsministerportefølje kumulerer en hel Del andre
Embedsstillinger som Hus-, Kultus-, Justits- eller endog Krigs-
minister, saa maa dog disse pygmæiske Udenrigsministre — som
det egentlig ikke skulde synes smigrende for norsk Følelse at
sætte den norske Udenrigsminister i Klasse med — beskedent
træde tilbage, saa snart Sagen angaar hele Riget. Og dette synes
jo ogsaa nødvendigt, ti hvor Interessen er en og den samme,
hvor hele Rigets Vilje maa udtales i en fælles Rigs vilje, der er
der kun Plads for ét Organ som denne ene Viljes Talerør. Om
alle Tysklands store og smaa Udenrigsministre overalt, hvor det

*) S. Ibsen: Unionen S. 177.

*) Jvfr. den tyske Rigsforfatningslov af 16. April 1871 Art. 11. At det tyske
Rige har bibeholdt disse smaa Hofmarchaller af Udenrigsministre, har
i øvrigt kun en ren historisk Forklaring: det var en ydre Skin-Magt, der
blev levnet Fyrsterne som Surrogat for den virkelige Magt, der gled
over i Kejserens Haand. De republikanske Forbundsstater, Svejts og de
Forenede Stater i Nordamerika, der har ordnet deres Udenrigsstyre ud
fra et konsekvent, logisk Synspunkt, kender intet til en saadan Parti-
kularismes Brud paa Statsenheden.

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

235

drejede sig om et Rigsanliggende , efter Dr. Ibsens Anvisning for
Norges og Sveriges Vedkommende skulde sætte sig i telefonisk
eller telegrafisk Forbindelse med hverandre for at enes om et
Fællesresultat og derefter afsende lutter ligelydende Noter gennem
deres respektive Gesandter, saa vilde dette Billede af et doktrinært
gennemført Lighedskrav næppe være helt opbyggeligt. Og selv
om dette Eksempel tager sig noget drastisk ud, er det kun kvanti-
tativt, ikke kvalitativt forskelligt fra det svensk-norske 1 ).

Men det er lidet lønnende at ville opløfte en Eassandrarøst.
Vil Norge virkelig for fuldt Alvor have en egen Udenrigsmiuister,
da vil Verden sagtens en Gang opleve at se Norge tage sig en
saadan. At derimod et sligt Skridt skulde kunne styrke Unionen
eller blot forenes med denne, synes noget mere tvivlsomt. Naar
derfor Bj. Bjørnson i eri Artikel har udtalt, at ingen anden
Løsning vil give Fred end at hvert Folk faar sin egen Udenrigs-
minister, eller at Kongen ophører at være Konge over to i stats-
retlig Henseende ligestillede Folk da turde den sidste Mulighed let
bliVe en simpel Følge af den første. Dog, dette vil Fremtiden
afgøre. Under alle Omstændigheder er Bjørnsons Ord saare be-
tegnende for Styrken af det norske Venstres Følelser for Unionen 8 ).

VII.

Unionens Fremtidsudsigter.

Men hvorledes, vil den anden Part i Sagen, Sverige, stille sig
til Udnævnelsen af en egen norsk Udenrigsminister, dersom en

*) Derimod vilde der intet principielt være i Vejen for, at Norge og Sverige
fik hver en Minister for hvert Riges særlige Udenrigsanliggender, medens
en fælles Minister stod for de fælles Udenrigsanliggender — en Ordning
altsaa, der paa det nærmeste vilde svare til den tyske. Et Forslag i
den Retning skal for Tiden være under Ventilation i det norske Højre.
Men Vanskelighederne vilde her komme frem igen ved Ordningen af
Fællesm i nisteren s Ansvarlighed, ligesom de to særlige Ministre enten
maatte blive Fællesministeren underordnede, hvorved deres Ansvar vilde
forringes, eller maatte kunne virke uafhængigt af ham, hvad imidlertid
let vilde udkræve to Sæt særlige Gesandter til — foruden de fælles
unionelle. Imidlertid har dette Forslag endnu været for blot antydningsvis
skitseret til nærmere at kunne drøftes.

') Bjørnson i det norske Dagbladet for d. 8. Decb. 1892.

Digitized by Google

236

Svensk-norske Unionskonflikter.

saadan virkelig en Gang skulde blive til Alvor? — spørger man
uvilkaarligt. Vil det høfligt om end køligt kvittere for dette ny
Bevis paa norsk Unionsvenlighed og taalmodigt finde sig i det
uundgaaelige for hellere at bevare den sidste Rest af Unionen —
fremfor at maatte slette de norske Striber af sit Flag og den
norske Løve af det kgl. Rigsvaaben? Eller vil det inaaske, om
galt skal være, med Magt søge at opretholde status qvo, og hellere
end at give efter i alt — „tala på svenska* med Normændene?

Svaret kan naturligvis kun Fremtiden give. Man kan i det
højeste opstille visse særdeles usikre Sandsynlighedsberegninger.

Muligt Norge — trods alt — vil betænke sig paa at vove
de yderste Skridt: Unionen, der dækker Norges ene Flanke, har
lige saa fuldt Værdi for Norge som for Sverige. Muligt ogsaa
endnu en mere forsonlig, unionsvenlig Retning kan komme til
Roret og Bruddet afværges ved et Kompromis — man skal jo
intet forsværge, hverken at den norske Bevægelse dog for en god
Del er kunstigt opagiteret, og at endnu de store Lag vil trykke
sig for af gækkende Lygtemænd at lade sig lokke helt ud paa
Eventyrets gyngende Mosebund; maaske ogsaa Førerne i det
yderste Øjeblik viger tilbage for Ansvaret og drejer af — sligt
har Verden jo før oplevet.

Men navnlig vil det komme an paa, hvilken reel Værdi,
man i Sverige tillægger Unionen, og hvilke Ofre man vil agte den
værd. Sveriges Interesse i Unionens Opretholdelse er klar nok:
den ligger i Beskyttelsen mod en Krig med to Fronter. Men da
dette Værn jo kunde blive tilbage, selv om Norges Stilling i
Unionen ændredes, ja selv om Unionen sprængtes og kun For-
svarsforbundet blev til Rest, skulde det synes at maatte anbefale
sig for Sverige at gaa Norges Krav saa vidt muligt i Møde hellere
end at komme i fjendtligt Forhold til Nabolandet.

Naar der alligevel næppe kan gøres Regning paa saa
megen Imødekommenhed fra Sveriges Side, at Unionen, om
Norge fastholder sine videste Krav, frelst kan overleve Krisen, da
vil dette sikkert skyldes forskellige Grunde.

Dels vil Norges hidsige Fremfærd, der kun ser idel Uret
paa Sveriges Side, som Grensvar vække Røster i Sverige, der lig
General Bjørnstjerna i 1886 vil hævde, at Norge i Følge Rigs-
akten aldeles ingen Ret har „til at tage Del i de diplomatiske
Sagers Behandling — end mindre Ret til en fuldstændig Lige-
stilling, som drevet ud i sine Konsekvenser vilde umuliggøre

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

237

Unionen 8 , og at Norge endog skylder Sverige Tak om ikke for
andet, saa i det mindste fordi Sverige i sin Tid udløste det af
dets ufri Stilling som afmægtigt Lydrige under den danske
Enevoldskonges Scepter. Som man raaber i Skoven, faar man
Svar, og som Ekko af Norges ophidsede Nationalstemning vil let
opstaa en lignende ophidset svensk Nationalstemning, der ikke vil
lade den for »svensk Blod og svenske Penge* tilkæmpede Fører-
stilling i Unionen fravristes Sverige. Norges Erobring var jo det
gamle svenske Heltefolks sidste Vaabendaad — for lange Tider
sikkert den sidste. Erobringen var som bekendt ikke for straalende:
de eneste virkelige Sejrstrofæer, Sverige bragte hjem fra det lidet
blodige Stævne, var de faa Forrettigheder, der nu faktisk giver
Sverige Hegemoniet i Unionen ; ellers var denne jo, som Carl XIII
udtrykte sig, nærmest en Union „at grata af". Men at det] svenske
Folk, der endnu ynder at vugge sig i de stolte Minder fra Carl
XIPs Dage, altid maa vride sig ved at skulle give disse Trofæer
fra sig, som var det ulovligt Bytte, er ret forstaaeligt: det vilde
være som den endelige Steden til Jorden af alle Sveriges gamle
Storhedsdrømme.

Dette er dog næppe de afgørende Momenter, i alt Fald
næppe saadanne, som de mere uhildet dømmende Lag i Sverige
vil lade sig bestemme af. At man overhovedet i Sverige i Prin-
cipet formaar at anerkende Norges Fordring paa mere gennem-
ført Ligestilling som et naturligt Retskrav, fremgaar tydeligst
deraf, at Sverige gentagne Gange af egen Drift har foreslaaet
betydelige Indrømmelser til de norske Krav.

Men Vanskeligheden turde ligge i, at man næppe med
Føje kan forlange, at Sverige for Unionens Skyld skal strække sig
saa langt, at det udsætter sig for selv at komme til at indtage
den ringere Stilling, som Norge nu søger at emancipere sig fra.
Sverige maa derfor selv ved en Ordning paa Fællesskabets Grund
fordre saadanne øgede Garantier, at ikke Norge ved sit gennem-
førte parlamentariske Styre og derved større Indflydelse paa
Regeringens Førelse tilriver sig Eneledelsen af Unionens Udenrigs-
politik. Ti at se Norge tage Roret, medens Sverige maatte nøjes
med at fyre under Kedlen, vilde for Svenskerne sikkert være et
lige saa lidet opbyggeligt Syn som den nuværende' Tingenes Til-
stand er det for Normændene. Endvidere kræver det svenske
Højre, at om Norge vil have Ret til al bestemme over Krig og
Fred, bør det ogsaa bidrage kraftigere til det fælles Forsvar. Og

Digitized by Google

238

Svensk-norske Unionskonflikter.

at Sverige i sin egen Interesse forlanger slige Garantier, kan man
i og for sig næppe med skellig Grund laste det for. Selv om Sverige
nemlig ikke virkelig har noget Retskrav paa at fortsætte Hegemoniet,
saa indtager det i ethvert Fald den fortrinligere Retsstilling: faktisk
at være i Besiddelse af det, og i Følge Sætningen : beati possidentes !
maa det derfor foreløbig kunne afvente bestemte Forslag og Tilbud
fra den anden Part, der ønsker Retsstillingen forandret.

Men er Sverige saaledes end — under visse Betingelser —
villigt til Indrømmelser paa Fællesskabets Grund, — en Ordning
med to særlige Udenrigsministre gaar man i Sverige sikkert ikke
med til, hverken fra liberal eller konservativ Side. Man vil ikke
sætte Sveriges Tilværelse paa Spil ved et sligt Eksperiment —
selv ikke for Unionens Skyld. Bliver derfor „egen Udenrigsminister*
Norges sidste Ord, bliver det sagtens ogsaa Unionens sidste. Ikke
blot Stang har i 1891 udtalt: „Unionen er færdig den Dag,
Fællesskabet i diplomatiske Anliggender hæves", men heller ikke
det rene norske Venstre er blindt for de højst sandsynlige Følger
af dette Skridt, hvilke jo imidlertid ikke kan være det uvelkomne,
ti først uden for Unionen naar jo Norge den eftertragtede fulde
Selvstændighed!

Fra svensk Side har derfor allerede enkelte, Katastrofen
varslende, Stemmer hævet sig for, at Sverige i Tide skulde afkaste
Unionens „ulyksalige Nessusdragt* og hellere nøjes med et blot
Forsvarsforbund med Kongeriget — eller Republiken Norge. Og
Sverige vilde saa meget lettere kunne komme over en Opløsning
af Unionen, da Rigsakten ikke er Grundlov i Sverige som den
er det i Norge; det vilde derfor roligt kunde fortsætte sin Kurs
efter at have afkappet Forbindelseslinen med Norge 1 ).

Og naar saa Unionsbaandet brister — ? Ja, nogle har da
alt indvarslet finis Norvegiæ: Norges Undergang i blodig Krig med
Sverige eller det enligt staaende Norges Opslugning af en rovgrisk
Stormagt. Andre skuer mere trøstefuldt frem og hævder i Stedet,
at Unionens Opløsning, forudsat den sker fredeligt, næppe

l ) Det var netop med Muligheden af Unionens Opløsning for Øje, at man
i Sverige med klog Forudseenhed ikke gav Rigsakten Karakter af Grund-
lov, jvfr. Silverstolpes Dictamen af 1815: på det, i den ofOrmodade och
beklagliga, men visserligen tånkbara håndelse af fOreningsbandets upp-

løsning, Sveriges enskilda Constitution ej måtte då å nyo be-

hOfva forandring

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

239

vilde være saa stor en Ulykke. To, hvem tvungent nært
Samliv har gjort til Fjender, faar ofte først ret Øjet op for hin-
andens gode Sider, naar de er komne hinanden lidt paa Afstand;
de naturlige Fællesinteresser — hvor disse findes — vil da atter
drage dem nærmere sammen, selv om den gjorte Erfaring vil paa^
byde en vis gensidig Tilbageholdenhed. Det demokratiske, fri-
handelsvenlige Norge og det aristokratisk-konservative, protektio-
nistiske Sverige passer jo i og for sig kun daarligt til at gaa
i Spænd sammen, man fristes til at sige, omtrent saa daarligt
som en støt lille Norbak med en stor og statelig Racehingst. En
god Del af Misstemningen mellem de to Folk kan sikkert ogsaa
fores tilbage til denne Grundmodsætning i Nationalkarakteren.
Vel ser man det østerrig-ungarske Monarki holde sammen —
om end ikke uden Vanskelighed — trods langt dybere National-
forskelligheder; men Bindeleddet er her et fælles Dynastis be-
rømmelige Historie. Den svensk-norske Union derimod har ingen
lysende Minder, ingen fælles Historie, skrevet med Folkenes Blod
i Kamp for den fælles Arne. Kun med Danmark havde Norge
Minder sammen, Minder om Kamp mod den fælles Arvefjende,
men Arvefjenden, det var — Sverige.

Og dog skulde Udsigten til en Sprængning af Unionen —
der for Sverige let vilde betyde et Tab i ydre Sikkerhed og for
Norge en Styren ud i Blinde paa det ubekendtes store Ocean —
synes at maatte give begge Folk skellig Grund til Eftertanke samt
øget Impuls til Stræben efter at yde hinanden fuld Retfærdighed.
At allerede nu i Sverige en roligere og mere forsonlig Bedømmelse
af Norges Færd formaar at komme til Orde, derpaa afgiver De
Geer's Udtalelser i hans nylig udkomne „Minnen* et vægtigt
Vidnesbyrd. De Geer, der selv i sin Tid — i Statholderstriden —
som Sveriges populære Justitie-Statsminister bestemt traadte op
mod de norske Krav, udtaler nu, at Stemningen er slaaet om i
Sverige, og medens man her i tidligere Tid sikkert vilde have
været til Sinds at opretholde Foreningen, om nødvendigt endog
med Magt, vilde nu „næppe nogen nægte Norge at opløse For-
eningen, om det saa ønskede 8 . Man er nemlig kommen til den
Erkendelse, udvikler han, „at en Norge mod dets Vilje paatvungen
Forening ikke vilde være til nogen Nytte for Sverige. Visselig
vilde mangen Svensker ikke uden Harme kunne se Norge bryde
Tro og Love, men hvis man vil være retfærdig, tør man næppe
bedømme dette strengere, end man i Almindelighed bedømmer en

Digitized by Google

Svensk-norske Unionskonflikter.

anden Stat, som bryder en indgaaet Fred, hvis Vilkaar den
finder trykkende". Og han er endog naaet til et saa uhildet Syn
paa Sagen, at han som Konklusion kan udtale, at naar man blot
vil dømme ud fra de almengyldige Retsprinciper, kan man „næppe
nægte, at Normændene har Ret i Realiteten af alle deres Paa-
stande ! tf — „Vil derfor Norge have egne Konsuler, egne Traktater
ang. Handel, Søfart, Told og Post m. m., da bør dette ikke
nægtes, selv om det sandsynligvis blot vilde blive til Skade for
begge Riger* l ).

Og ganske vist maa det ikke glemmes, at det er en fhv.
svensk Minister, der her taler: som fungerende svensk Minister
vilde han muligt føre et mindre norskvenligt Sprog 8 ). Som Udtryk
for en højt anset og fædrelandssindet svensk Mands Opfattelse
beholder hans Udtalelse dog sin Vægt.

Men hvilken Skæbne der end i Fremtiden maatte være
beskaaret Unionen, — og det dur ikke at vilde optræde som
Spaamand, — i dens nuværende Form synes den, som det forud-
gaaende vil have godtgjort, snarere en Kilde til indbyrdes Strid
end et Enighedens Værn for de to Riger paa begge Sider Kølen.
Og mer end en vil sikkert sande Kong Oscar Fs Ord, som han
en Gang i et mistrøstigt Lune lod falde om Unionen: „Sedan
den år, år den olycksalig och kan for framtiden icke innebåra
något godt".

») Louis de Geer: Minnen Stockh. 1892, Bd. II, S. 273 f.

a ) I 1860 — i Statholderstriden — erklærede nemlig allerede De Geer, at
han som privat svensk Mand ikke vilde vægre sig ved at imødekomme
Norges Krav, men som svensk Minister ansaa han det for sin Pligt at
holde paa Sveriges Ret lige overfor de norske Fordringer.

Knud Berlin.

Digitized by Google

Socialisternes Fiemtddsstat.

I Slutningen af Januar og først i Februar i Aar kom det
i den tyske Rigsdag til et interessant Ordskifte om den Samfunds-
ordning, Socialisterne ønsker at indføre, naar det engang maatte
lykkes dem at styrte det bestaaende Samfund. Det socialistiske
Rigsdagsparti havde tidligere ved Forhandlingen om den sociale
Nødstilstand i Tyskland uden synderligt Held rejst en storpolitisk
Debat; de prøvede saa under Behandlingen af Indenrigsministerens
Budget at forny Kampen ved at rette et Angreb paa hele den
nuværende Samfundstilstand. Modstanderne førte imidlertid Striden
over i Socialisternes eget Land. I Mødet den 31. Januar rettede
navnlig Gentrumsmanden Dr. Bachem en indtrængende Opfordring
til Socialisterne om dog en Gang at give nærmere Besked om
den Fremtidsstat, der skulde afløse det nuværende Samfund.
Herom kom da de følgende Dages Forhandlinger til at dreje sig.

Spørgsmaalet om Fremtidsstaten havde faaet ny Interesse,
siden den liberale Fører Eugen Richter sidst i 1891 udgav sine
»Socialdemokratiske Fremtidsbilleder", der indeholdt en skræm-
mende Redegørelse for, hvorledes det vilde gaa, naar de socialistiske
Teorier skulde gennemføres i Virkeligheden. Det lille Skrift, der
er udarbejdet som et Modstykke til en af Bebel forfattet Fantasi-
skildring af det socialistiske Utopia, har vakt overordentlig Opsigt?
i Tyskland er det blevet udbredt i Hundredetusender af Eksem-
plarer, og det er derhos oversat paa en Mængde andre Sprog. 1 )

For Tilhængerne af det bestaaende Samfund var det ikke
uden Interesse at faa Klarhed over Fremtidsstaten, da det fra

') Paa Dansk af Martha Ottosen.

Digitized by Google

242

Socialisternes Fremtidsstat.

socialistisk Side forkyndtes, at den snart kunde ventes. Dr. Bachem
citerede et socialistisk Tidsskrift, hvori det hed: „Vi staar i Dag
paa det Punkt, hvor man næsten med matematisk Nøjagtighed
kan beregne, hvornaar Socialdemokratiet vil naa til Magten." Og
et andet Sted: „Virkeliggørelsen af vort sidste Maal er saa nær,
at der er faa i denne Sal, som ikke vil opleve det. Hvis vor
Kraft slaar til, kan det ske om 2—3 Aar, a — regnet fra Efteraaret
1891. Naar Omvæltningen er saa nær, kan man med Billighed
forlange at faa klar Besked om det ny Jerusalem, der stunder til.
Dr. Bachem mente, at Bebel maatte have sin Fremtidsstat færdig
i Hovedet, saa han uden Besvær kunde tilfredsstille Modstandernes
Nysgerrighed. Han havde nemlig i et ældre Skrift sagt, at Planen
til Fremtidsstaten maatte være gennemtænkt i alle Enkeltheder,
inden der skredes til Handling; og i 1884,' da Fyrst Bismarck
ønskede at faa at vide, hvordan Socialisterne tænkte sig Sagerne
i Fremtiden, lovede Bebel ved Lejlighed at fremstille, hvorledes
Produktionen og Distributionen skulde ordnes i Fremtidsstaten.

Men Socialisterne gav ikke den ønskede Oplysning om
deres kommende Rige. Bebel erklærede den 3. Februar, at
Spørgsmaalet om den socialistiske Stat slet ikke kunde rejses nu
„af den simple Grund, at vi overhovedet ikke vil have nogen
socialdemokratisk Stat.* For en Snes Aar siden stod Fremtids-
staten paa de socialdemokratiske Programmer, og da delte man
Lassalles Anskuelser om saadan en Stat. Men den socialistiske
Literatur, som den særlig repræsenteredes af Marx og Engels,
havde aldrig hyldet Lassalles Statstanke, og han havde heller ikke
selv ment, at den sagde det sidste Ord. — Socialisten Frohme
sluttede sig hertil: Der vil ikke gives en socialistisk Fremtidsstat,
men kun Etapper for den organiske Udvikling. — Og Liebknecht
mente, at kun en Nar kunde svare paa Spørgsmaalet om Frem-
tidsstaten. Vi har et Program, sagde han, men enhver kan tænke
sig ved Fremtidsstaten, hvad han vil; Tanker er toldfri; det er
Fantasier. Anderledes har vi Socialdemokrater aldrig opfattet det
eller fortalt det til vore Tilhængere (?).

Disse Erklæringer er ikke uden Betydning; de vidner om,
at den socialistiske Fremtidsstat mere og mere gaar over til at
blive, som man sagde, en gammel Familierelikvie, der kun ved
højtidelige Lejligheder trækkes frem af Sølvskabet. Forhandlingerne
viste imidlertid, at man ikke turde tage Fornægtelsen af Fremtids-
staten alt for godtroende. Naar Bebel i sin Tale af 3. Februar

Digitized by Google

Socialisternes Fremtidsstat.

243

hævdede, at det i socialistisk Forstand ikke længer drejede sig om
den socialistiske Fremtidsstat, men om noget helt andet, hængte
han sig i Ordet „Stat". Begrebet Stat, fortalte han, optraadte
først , hvor Striden mellem Mit og Dit begynder og Interessemod-
sætningen mellem Besidder og Ikke-Besidder forefindes. Naar
Privatejendommen ophører og Klassemodsætningerne skaffes ud
af Verden, saa vil Statsmagten ogsaa med det samme ophøre,
fordi den da slet ingenting har at gøre. Åltsaa kan der ikke
være Tale om en socialistisk Stat, men nok om et socialistisk
Samfund.

Modstanderne gjorde opmærksom paa, at dette kun var
Ordkløveri. Dr. Bachem formulerede nu sit Spørgsmaal saaledes:
Jeg ønsker, at De skal give mig nøjagtig Besked om den social-
demokratiske Samfundsordning, om hvordan De vil ordne den
Forvaltning, der skal lede Produktionen og Ombytningen? Men
dette Spørgsmaal, som den ene Taler efter den anden rejste, vilde
Socialdemokraterne ikke besvare klart og ligefrem. Bebel betegnede
i en af sine Taler Forhandlingen som en Forlegenhedsdebat —
saaledes at Forlegenheden fandtes hos Socialismens Modstandere.
Det omvendte synes snarest at have været Tilfældet. De social-
istiske Talere holdt aabenbart ikke af at indlade sig paa en
nærmere Udvikling af, hvorledes de vilde have det ny Samfund
ordnet, men paa den anden Side vilde de ikke fornægte deres
Guldalderdrømme; de søgte da at sno sig uden om det brændende
Spørgsmaal.

Bebel mente, at man ikke kunde være berettiget til at
forlange Redegørelse for, hvordan det socialistiske Samfund skulde
indføres og ordnes. Det maatte afhænge af Omstændighederne,
der forelaa, naar den Tid kom. — „Er De i Stand til at vide,
hvad De vil gøre i de næste 5 Aar? a spurgte han sine Mod-
standere. „Nej, thi De kender ikke de Forhold, der imens kan
indtræde. Hvor kan De da kræve det af os?" — Herimod gjorde
man imidlertid gældende, at der jo var en Forskel. Socialismens
Modstandere vilde ikke indføre en ny Samfundsordning; for saa
vidt kunde de godt vide, hvad de vilde gøre i de næste femAar;
men Socialisterne, der vilde indføre et helt nyt Samfund, der i
sine Grundtræk og Grundsætninger adskiller sig fra det nuværende,
maatte virkelig have en Plan i Lommen. Naar den socialdemo-
kratiske Stat indføres og alle Autoriteter dermed hører op, be-
mærkede Bachem, „saa vil alle Erhverv staa stille, og da er De,

Digitized by Google

244

Socialisternes Fremtidsstat.

Hr. Bebel, moralsk ansvarlig for, at Folket ikke sulter!" (Bebel:
„Saa gerne!*). „Men saa maa De da ogsaa have gjort Dem hele
Udviklingen klar, altsaa heraus mit Ihrem Flederwisch!" Men
Socialisterne vilde ikke ud med Fjervingen, -r- De skød nu Tiden
for deres Sejr ud i den taagede Fremtid. Bebel, der i 1891 sagde
til en Forsamling i Rixdorf: „Katastrofen staar for Døren, og
Rabalderet vil komme meget hurtigere, end nogen aner*, gav nu
dog sine Modstandere en Frist af et halvt Aarhundrede, og det
lod, som Rabalderet kunde blive saa stilfærdigt som et Træs
Vækst. Men det ny Samfunds Ordning gik han forsigtig uden
om. „Hvis jeg gav Dem en Fremstilling deraf, som Partiet ikke
først havde taget Beslutning om, vilde De sige: Det er Deres
private Meninger."

Dr. Bachem kunde ikke uden Føje fastslaa som Forhand-
lingens Resultat, at Socialisterne ikke havde været i Stand til at
gøre Rede for de Tilstande, de vilde indføre. Han gjorde op-
mærksom paa, at der heller ikke mere var Tale om Revolution;
det var en gradvis Udvikling af Samfundet, de vilde have. „Der-
med", sagde han, „har De ophørt at være et revolutionært Parti,
De er nu kun et radikalt Folkeparti, og det er paa høje Tid, at
De konstituerer Dem som venstre Fløj af Folkepartiet." — Det
vilde Liebknecht dog ikke være med til. „Vi er endnu stadig et
revolutionært Parti; men det revolutionære bestaar i, at vi ikke
vil slutte et Kompromis med de nuværende Forhold, ikke vil gribe
til Palliativmidler" — hvad Bebel for øvrigt ikke syntes at have
noget imod — „vi siger, at det nuværende Samfunds Synder
kommer fra en bestemt Kilde, og før denne er stoppet, kan det
ikke blive bedre."

En klar og utvetydig Udtalelse om, at den socialistiske
Fremtidsstat kunde betragtes som død og begravet, kom Soci-
alisterne ikke med. Hovedindtrykket af deres Taler er, at de
hverken havde Mod til at fornægte den eller forfægte den. Paa
den ene Side vilde de vel ikke undvære den agitatoriske Nytte,
de kunde have af den, men paa den anden Side turde de ikke
lade den komme frem i Kritikens klare Lys. Bebel gav adskillige
Antydninger af de ventede Tilstande og blev tvungen til en og
anden Tilstaaelse, men han var ikke heldig i at forsvare de
fremdragne Punkter, og navnlig var Eugen Richter ham en haard
Modstander. Richter tog bl. a. Spørgsmaalet om den socialistiske
Stat op og hævdede, at det vilde være Socialisterne umuligt at

Digitized by Google

Socialisternes Fremtidsstat

245

indrette deres Samfund uden at hare en Stat i egentlig Forstand,
<i. v. s. uden at indføre styrende Myndigheder med tvingende
Magt Bebel indvendte herimod: „Hvis vi vilde indføre saadanne
Tvangsforholdsregler i vor Stat, tror De saa, at Arbejderne vilde
finde sig i det?" — Da Richter paa ny fik Ordet, forelagde han
atter Bebel Spørgsmaalet:

»Behøver De ingen Tvangsmagt?"

Bebel: „Nej!"

Richter: „Hvordan vil De da gøre, naar det paagældende
Antal Arbejdere ikke indfinder sig?"

Bebel: „Den, som ikke vil arbejde, skal heller ikke
have Føde."

Richter: „Altsaa Arbejdstvang under Straf af Sult! (Stor-
mende langvarig Munterhed og Bifald). Og hvor nøje stemmer
ikke min lille forhaanede Bog hermed! I sidste Kapitel, hvor
Maskinarbejderne gør Oprør, lukker man Spisehusene for dem.
Saa sikkert har jeg taget Dem paa Kornet."

Kun under en Betingelse vilde den socialistiske Guldalderstat
være mulig uden Tvangsmagt, nemlig hvis alle Mennesker da
bliver Engle. Men det tør man vel næppe vente hverken om
halvtredsindstyve eller hundrede Aar. Og selv fraset de Ulemper,
Menneskenes onde Lidenskaber kan forvolde, vil Naturens Luner
kunne forstyrre den lovede Lykke. Eller vil Naturen maaske
ogsaa blive englelig, saa Misvækst og lignende ikke kan findes
mere? Det syntes Bebel at mene. Han gav den nuværende
Produktionsmaade Skyld for de Kriser, der nu følger efter en
daarlig Høst. Her, som paa adskillige andre Steder, røbede han
et underligt Syn paa historiske Forhold. Der kan tidligere have
været et urimeligt Hang til at overse det materielle Moment i
ideelle Bevægelser, men der var sikkert god Grund til at stoppe
Bebel, naar han vilde gøre sociale og økonomiske Hensyn til
det væsentligste og vigtigste ved Kristendommens Indførelse
eller ved Reformationen. Overhovedet var det ikke ubetimeligt,
at hans Modstandere harcelerede over Socialisternes Viden-
skabelighed. De brystede sig med deres Videnskab, de holdt den
frem som et herligt Særeje, de vilde ikke anerkende anden
Autoritet end dem selv og Videnskaben. Bachem fremdrog et
Ord af Bebel, som ikke tydede paa, at Videnskab var det ene
fornødne: „Det er ikke nødvendigt", havde han sagt, „at enhver
Socialdemokrat forstaar vort Program; han behøver blot at

Tilskueren. 1898. 17

Digitized by Google

246 Socialisternes Fremtidsstat.

anerkende det." Bachem mente, at Socialisternes Agitation — det
var deres eneste Videnskab. Og Richter, som drev Spot med adskillge
af Bebels videnskabelige Drømmerier, bemærkede, at den, der er
gennemtrængt af Videnskaben, ikke fører den i Manden altid.
»Den, der ikke er kommen ud over det overfladiske — den, der
har lært et eller andet udenad for at kunne diske op med det,
han ifører sig gerne en videnskabelig Kappe ligesom Kvaksalverne
paa Markederne.*

De Vink, Socialisterne gav om et og andet i Fremtids-
statens Indretning, skulde ikke faa Tilhørernes Tænder til at løbe
i Vand efter den ny Jord. En almindelig Ekspropriation stilledes
i Udsigt; det formentes ganske vist, at den vilde blive temmelig
smertefri, eftersom al Ejendom til den Tid vilde være paa faa
Hænder eller socialiseret af Aktieselskaber. De, der havde sat
deres Sparepenge i slige Selskaber, blev saa nok berøvede deres
Fortjeneste, men det gjorde ikke noget, for saa trængte de ikke
til nogen Særformue. — Dernæst skulde næsten enhver Virksomhed
centraliseres: Der skal ikke blot være Centralanstalter for Vask
og Madlavning, men ogsaa Centralspiseanstalter og Centralopdra-
gelsesanstalter. Familielivet synes efter dette ikke at faa stor Plads
i Fremtidsstaten. Ved Siden heraf var Socialisterne heller ikke
uvillige til at hævde en absolut Lighed mellem Borgerne, der bl. a.
vilde vise sig ved, at de forskellige Beskæftigelser skulde gaa paa
Omgang mellem Folk. Richter rettede det Spørgsmaal til Bebel:
„Tror De endnu, at Lederne af de enkelte Afdelinger uden videre
kan skifte efter en vis Orden, uden Kønsforskel? Enhver Social-
demokrat har altsaa en medfødt Ret til ogsaa engang, om end
blot i nogle Dage, at blive Rigskansler? (Socialdemokraterne: Ja ty
Anser De det for muligt? Saa skulde De dog engang gøre
Begyndelsen i Deres eget Parti. Skifter de Herrer hos Dem?
Nej, det er altid Bebel, Liebknecht og Singer, der er i Spidsen,
og De tænker mindst af alt paa at lade Deres Damer faa Del i
den øverste Styrelse."

Det er Synd at sige, at Socialisterne gjorde noget for at
pynte paa deres Fremtidsstat. Deres Forsvar bestod i Angreb paa
de nuværende Samfundsforhold. Da Talen var om Familielivets
Ødelæggelse i den socialistiske Stat, sagde Bebel: „En Kone, der
har 5 — 6 Børn om sig, vil være glad, naar hun kan slippe lidt
af med dem. Ja, De anskaffer Dem ganske vist Ammer. Det er
netop det skrækkelige: Proletar- Ammer, der opdrager fremmede

Digitized by Google

Socialisternes Fremtidsstat.

247

Børn, eller Fabrikarbejdersker, der maa slide i det hele Dagen!
Hvor skal der da være Tale om Familie? Og de fornemme
Familier bliver ødelagte ved den voksende Nydelsessyge. Vil
Kvinden da virkelig faa en saa rædsom Stilling i vort Samfund?
Centralbørneopdragelses-Anstalter har De jo allerede. Hvad er
Kadetanstalterne andet? Og naar Nøden er størst, saa har De
jo ogsaa almindelig Bespisning; saa giver De engang en Dag de
fattige Børn Mad. Men i vort Samfund skal Centralopdragelses-
og Spise-Anstalter være Utopier. Hr. Richter mener, at de smaa
Børn vil faa en elendig Pleje der. Hvordan er da de smaa Børns
Pleje i det nuværende Samfund? Ved Hr. Richter ikke, at i
Fabrikegnene dør 40 pCt. af Børnene i det første Leveaar?* —
Liebknecht sluttede sig hertil: „Hr. Richter siger, at vi vil øde-
lægge Familien. Hvordan det staar med Arbejdernes Familieliv
nu, det kan De, om end i mildnet Form, læse i Fabrikinspek-
tørernes Beretninger. Og eksproprierer ikke ogsaa det nuværende
Samfund?«

Det kan man dog nok kalde en mærkelig Anbefaling for
Fremtidsstaten og en besynderlig Logik. Socialisterne kan have
megen Ret i deres Kritik af det nuværende Samfund, men at det
har Mangler er da intet Bevis for, at deres er den pure Herlighed.
Og saa skal oven i Købet det, der er en Mangel ved de nuværende
Tilstande, gøres til et Fortrin ved de fremtidige! Tilintetgørelsen
af Familielivet i den socialistiske Stat forsvares med, at Familien
nu ødelægges i de højeste og laveste Lag. Det første kan maaske
undertiden være Tilfældet, det sidste er der des værre mange
Eksempler paa. Men skal da det, der er en Brøst ved det
nuværende Samfund, blive bedre, naar det gøres almindeligt?
Er det Sødmen ved det fælles Skibbrud? Socialisterne raaber Ak
og Ve over Forstyrrelsen af Proletarernes Familieliv. Saa skulde
man da vente, at deres Løsen maatte være: ' Vi vil forbedre
Arbejdernes Stilling, saaledes at de flest mulige kan blive delagtige
i Familielivets Goder. Men i Stedet for vil de have alt Familieliv
afskaffet? Fordi mange smaa Børn savner Pleje i det nuværende
Samfund, skal alle smaa Børn tages bort fra deres Hjem, selv om
de kunde faa den bedste Pleje der, og anbringes i Fællesanstalter,
hvor man aldrig kan vente, at de bliver plejede saa omhyggeligt
som i et godt Hjem. — Richter gjorde opmærksom paa, at
Smaabørn i de første Leveaar efter Lægers Udsagn ikke kunde
faa den fornødne Pleje i store Anstalter. Magistraten i Berlin

17*

Digitized by Google

248

Socialisternes Fremtidsstat.

sendte Tusender af forældreløse Børn paa Landet i de første
Leveaar og satte dem i Pleje hos enkelte Familier, hvor den
kunde, ikke i store Anstalter. — Om Konen med de 5—6 Børn
vilde være saa glad, som Bebel mente, ved at faa dem paa
Centralopdragelsesanstalten til Stadighed — og det er jo derom,
det gælder — - tør vel betvivles. Det vilde nærmest blive Historien
om Døden og Brændehuggeren i ny Dragt. Naar hun klagede
over det evindelige Børnevrøvl og ønskede, hun var vel af med
alle de Unger, og den socialistiske Stat saa kom og sagde: „Vil
du have, jeg skal tage alle dine Børn og sætte dem paa Central-
opdragelsesanstalten ?« saa vilde hun nok svare: „Nej, kære, ingen-
lunde; men hvis du derimod vil gaa en Tur med dem i Kongens
Have!«

Argus.

Digitized by Google

Svar til Hr. Pastor B. Paludan-Miller.

(I afvigte Efleraar udkom paa Trydes Forlag under Titel: ,Den humane
Tro og den christne Tro* et aabent Sendebrev til mig fra Pastor B. Paludan-
MQller i Frederiksborg. Det var, som man vil se af nedenstaaende Brev, først
ikke min Hensigt at svare offentligt; dog havde jeg i en Efterskrift forbeholdt
mig at lade dette Brev offentliggøre, hvilket herved efter Opfordring fra fiere
Sider sker. H. H.)

København den 8. Oktober 1892.

Højstærede Hr. Pastor!

For det yéailige Sindelag, der ligger til Grund for Deres
aabne Brev, og for den Maade, hvorpaa De opfatter mine Ytringer
og Anskuelser i, hvad der fra Deres Standpunkt er den bedste
Mening, bringer jeg Dem herved min hjertelige Tak. De vil ikke
undre Dem over, at jeg ikke offentligt besvarer Deres Brev. Ti
jeg vilde ikke kunne det uden at gentage og genoptage, hvad jeg
— til Dels ret nylig — har udtalt i mine Skrifter. Navnlig efter
en personlig Udtalelse som den i Begyndelsen af „ Søren Kierke-
gaard* vil De ikke kunne vente, at jeg nu skulde ændre An-
skuelser.

Og, oprigtigt talt, Deres Brev indeholder ikke noget, der
kunde lede dertil. Jeg kan med min bedste Vilje ikke se andet,
end at den tilsyneladende Nærhed mellem vore Standpunkter kun
fremkommer ved, at De omtyder bægge.

De slutter for meget af min Kritik af Materialismen. Fra at
hævde det aandelige som en særegen Side ved Tilværelsen er der
et stort Spring til at tillægge det en skabende Virken i Forhold
til det materielle. Et saadant Spring maa De ikke forlange af en

Digitized by Google

250

Svar til Hr. Pastor B. Paludan-Maller.

Filosof. Hvad vi skal lære af Filosofien er, hvor langt Tænk-
ningen virkeligt kan komme. De Grunde, som gør, at jeg er
gaaet saa langt, jeg er, men heller ikke længer, tror jeg at have
fremstillet saa bestemt, at det ikke er min Skyld, naar mit Stand-
punkt i Deres Brev kommer til at se vel elastisk ud.

Hvis det var saa let, som De mener, at føre et Bevis for
Energiens Bestaaen paa det aandelige Omraade, ja, saa vilde, som
jeg en Gang har sagt, alle Gaader egentlig være løste med det
samme. Men her støder vi paa Vanskeligheder, som jeg ikke ser
Midler til at overvinde. Gaar man med let Hjerte hen over dem,
sker det i hvert Tilfælde ved andre Motiver end den filosofiske
Tænknings.

Som forhenværende Teolog har jeg undret mig ved at se,
hvor dristigt De opererer med Begreber som det overnaturlige og
Autoriteten.

Efter Deres Opfattelse er al Udvikling et Under, naar et
højere Trin bliver til. Men det er i Virkeligheden at ophæve hele
Under-Begrebet. De er her inde paa Rationalismens Vej. Jeg tror
ikke, at Problembehandlingens Klarhed fremmes ved en saadan
Fremgangsmaade.

Naar jeg har sagt, at i den positive Religion underligger
det individuelle Følelsesliv en ubetinget Autoritet, saa har jeg der-
med ikke nægtet Muligheden af, at man med fold Frihed kan an-
tage, hvad denne Autoritet fordrer, at man skal tro. Men jeg
har derved villet udtrykke, at naar et Individs Følelsesliv ikke
fører det til Antagelse af Kirkens Tro, saa er dermed efter Kirkens
Opfattelse Dommen fældet over det. Tro dette, eller du bliver
fordømt! — det er det ubetingede Autoritetsprincip, — og her
ligger en uforsonlig Modsætning mellem den kirkelige og den
humane Tro.

I min Forsken som i mit personlige Liv vil jeg som hidtil
forsøge, hvor langt jeg kan komme ad naturlig Vej, — hvor megen
Sammenhæng jeg kan finde, og hvor megen Værdi jeg kan opdage
i Livet. Her er — i hvert Tilfælde for mig — . mere end nok at
gøre. Og skønt jeg ikke regner mig for en gammel Mand, maa
jeg dog svare Dem, som Lessing svarede Jakobi, at mine Ben er
blevne for stive til at gøre den Art Spring, De foreslaar mig.
Om denne Stivhed er af det gode eller af det onde, ja, det er
netop det store Stridsspørgsmaal, som jeg synes, at De for meget
tilslører.

Digitized by Google

Svar til Hr. Pastor B. Paludan-MOller^

251

Undskyld disse sporadiske Bemærkninger. Jeg sidder midt
i et større Arbejde, som tager min Tid og min Tanke. De
Spørgsmaal, De har rørt ved, vil jeg dog sikkert komme tilbage
til senere (si vita suppetit); men i hvert Tilfælde skal jeg aldrig
glemme den Sympati, De — ikke nu for første Gang — har vist
mig. Jeg beder Dem modtage Forsikringen om, at jeg oprigtigt er

Deres hengivne

Harald Høffding.

Digitized by Google

Teatrene.

(Ilte Febr.-9de Marts.)

Det kgl. Teater opførte da endelig Bygmester Solness. Og det
var godt det, — skønt Forestillingen kun blev saa som saa. Den fik
vel knap nok et tydeligt og sammenhængende Billed frem af Personernes
Hverdags-Væsen, deres dagligdags Udvortes og Lader. Slette Teater-
Erindringer havde vildledt nogle af de spillende, f. Eks. Kaja Foslis
Fremstillerinde. Den spinkle og blegnæbede Kaja, et Pjok af et Stykke
forlovet Pigebarn, har som bekendt forgabet sig i Bygmesterens Kraft-
karleagtighed. Naa, sligt hændes jo saa jævnlig, og de, hvem det
hændes, fører sig som ganske almindelige smaa Sypiger eller Butiks-
jomfruer. Men Fru Oda Nielsen, der spillede Rollen, slæbte sig afsted,
som om Fødderne var ved at svigte hende, og mimrede Ordene frem,
nøjagtigt som i Boulevard-Dramer en døende, brødefuld og angerfuld
Kvinde aser sig hen foran sin strenge Hævners Fødder. Andre af de
spillende igen kunde ikke føre det oprindelige Anlæg af Figuren igennem,
eller de kunde ikke faa deres Maske til at passe sammen med deres
Mimik og Diktion. Det sidste var Tilfældet med Hr. Emil Poulsen
som Bygmesteren. Hans u-spænstige Gang, hans langsomme Tale, det
bløde i hans Stemmes Klang stod i den uforligeligste og næsten snurrige
Strid med det bistert hensynsløse Ansigt, som han havde faaet lavet
sig, — efter Scene-Anvisningen i Bogen.

Apropos disse Forfatternes Maskerings-Ordrer! Hvis en Forfatter
ved Hjælp af Portræter eller paa anden Maade kan vise t Modellerne*,
han har haft for Øje, saa bør Skuespillerne maaske lystre ham. Maaske,
nemlig hvis han tillige sætter Stykket i Scene og helt igennem tvinger
sin Opfattelse af Figurerne frem. Men ellers — og oven i Købet i et
fremmed Land — at bøje sig viljeløst under hans ganske vage Bestem-
melser (om hvad Teint, hvad Haar, hvad Højde Personerne skal have),
er meningsløst. Thi naturligvis kommer Figurerne ikke til at »ligne*
alligevel; Skuespillerne forhindres blot i at vælge den ydre Form, som
deres Opfattelse af Rollerne, deres Temperament, deres Nationalitet,
deres sceniske Udtryksmidler vilde gøre naturlig. Lad Forfatter-Paalægene
blive tagne som det, de er: en unødvendig Hjælp til at forstaa rigtigt
de digtede Skikkelsers Karakter; og lad saa for Resten hver af de spil-
lende maskere sig, som nu han eller hun mener, at den paagældende
Karakter kunde se ud.

Digitized by Google

Teairene.

253

Naa, men — „ Masken", selv i videste Forstand, er jo det mindst
vigtige i Skuespilkunsten. Det vigtigste er, om de spillende kan faa
Figurens Aands- Indhold frem, kan gøre dens Naturel, dens Tanker,
dens Lidenskaber rigtig tydelige og skuffende sande. Om altsaa Skue-
spillerne kan forklare, hvad det er for et Menneske, og faa os til at
tro, at det er et virkeligt Menneske, der handler, som det efter
dets Natur maa .... Ogsaa paa det Punkt glippede det imidlertid. Der
er ingen Tvivl om, at Fru Hennings (langt den dygtigste af de rollehavende)
hjalp Publikum til en bedre Forstaaelse af enkelte Repliker. Der kan.
endnu mindre være Tvivl om, at hendes energiske Følelses -Udtryk nu
og da rev Folk hen. Men det er et Spørgsmaal, om selv hun havde
faaet fat i det egentlig ejendommelige, og om de Stemninger, som hun
udtrykte smukt og godt, nu ogsaa var de, hvoraf Ibsens Hilde Wangel
i det givne ØjebHk tør antages at være fyldt.

Hvad er Ibsens to Hovedfigurer for en Art Mennesker? Hvordan
har det sig med deres sjælelige Liv? — Den ene, Bygmester Solness r
er en religiøst opdragen Bonde, en Autodidakt, en Mand med hidsig
Virkelyst, men som ingen rigtig Vegne har kunnet komme, end ikke
efter at han havde gjort et godt Parti. Hans Ærgerrighed har gaaet
og snuset bm en Forbrydelse som Midlet til at komme til Vejrs,
ganske som en Kat snuser om den forbudte , varme Grød. Saa — et
Aars Tid efter, at han var blevet gift, 12— 13 Aar før Stykket be-
gynder — er han bleven ramt af en stor Sorg. Den har tvunget ham
i Knæ, har samlet om sig alle hans Tanker, alle hans Erindringer fra
megen ufordøjet Læsning! Og mens han en Sommer laa alene oppe i
en norsk Bygd , har det syge Grubleri taget Styret over ham , han er
blevén, hvad man kalder én Fantast. Der er nu det besynderlige ved
Ibsens Fortælling, at skønt Sdlness siden hen — „i de sidste Aar* —
er kommen op i en stor praktisk Bedrift , hår hans Drømmerads bare
udviklet sig mef og mer. Me^en praktisk Sysselsættelse plejer ellers at
▼ære et godt Middel mod golde Drømme. Men — dette er da endelig
ikke det eneste urimelige Træk i Stykket! Vist' er det, at Solness 1 Fan-
tasteri nu er naaet vidt. Alle de Forhold, han staar i — til sin Hustru,
sine opvoksende Konkurrenter, sin Kunst — har det draget ind under
sig og omdigtet. Tænk paa det ene, at han, som gaar og segner under
en indbildt Skyld overfor Hustruen, han har aldrig talt med sin Hustru
om Tingene (thi saa vilde han have faaet at vide, at hendes Bekym-
ring er ganske andre Steder henne, end han tror); og han ser des-
uden i Virkeligheden ogsaa nok saa gerne hendes Hæl som hendes
Taa! Eller tag det, at skønt han ingen Børn har, og skønt han véd r
at han ingen faar, saa holder han dog stadig og vil stadig blive ved
at holde tre Børnekamre til dem! Ja endog i hans Dont, i hans
Byggeri begynder Fantasteriet at slaa ud : han har sat et Taarn paa sit
ny Hjem, som „Folk vist vil sige er alt for højt for et Vaaningshus".
Men naar Fantasteri saadan bryder frem i Folks Handlinger, saa plejer
man at sige om disse Folk, at de har en Skrue løs. Der var for nogle
Aar siden et Sted her paa Sjælland en Bondekarl, som havde læst og
grublet saa længe over Helten i en af Garit Etlars Bøger, at han en

Digitized by Google

254

Teatrene.

skønne Dag gik frem i Landsbyen som Svend Gønge (eller hvem. det
nu var) og kommanderede og plaffede løs. Det Udbrud var mere
offensivt, mere opsigtsvækkende. Men er ikke Solness 1 Barnekamre og
Taarnet paa hans ny Hus og alt det andet nær i Familie med det?
Og siger Solness ikke den skære Sandhed, naar han indrømmer, at „paa
en Maade" er han gal? Ikke „bindegal*, som det hedder, men „par-
tiel" sindssyg?

Til denne uhyggeligt fremskredne Fantast kommer saa — en
anden Fantast. Hvis vi havde truffet den livlige Frk. Hilde Wangel et
Par Uger forinden oppe paa en af Fjældstuerne, vilde vi blot have mærket,
at hun holder af at ægge endog bedagede Distrikslæger ved det, som
man kalder Koketteri, nemlig: ved at lade, som man lover, skønt det
aldrig i Verden kunde falde En ind at give. Men i Bygmester Solness'
Stuer faar vi ogsaa at se, hvad der stikker bag ved Koketteriet Man
husker hendes Historie om, hvorledes Solness for 10 Aar siden, da hun
selv var 12 — 13 Aar, en Dag skal have „bøjet hende bagover og kysset
hende, mange Gange". Har Solness nogen Sinde gjort det, eller har
hun digtet sig det hele? Hvad der end kan være sket, saa har hun i
alt Fald omdigtet det. Ogsaa hun har slugt en Hoben Bøger, men ogsaa
hun har (ligesom Solness) holdt op at læse, fordi hun ikke kunde „finde
Sammenhængen" mere, det vil sige: fordi hun ikke kunde holde sine
Tanker ved Bogen, men maatte fantasere, drømme paa egen Haand.
Hendes Læsning har imidlertid til Dels været en noget anden end hans
og har derfor givet hendes Drømmerier andre Former: han er, hvad
man i gamle Dage vilde have kaldt en „etisk" eller religiøs Fantast,
hun derimod en æstetisk Fantast. Til en Begyndelse gaar hendes Fan-
tasterier samme Vej, som den stakkels lille Kajas Sanser gaar: mod det
kraftkarleagtige. Men medens Kaja ganske naivt og menneskeligt vilde
give sig hen, hvad Øjeblik Kraftkarlen tog hende i sine Arme, skulde
Hilde Wangel meget bede om at faa Kraftkarlen poleret. Hendes
Barbar skal være en civiliseret Barbar : Vand, der ikke er vaadt, Ild, der
ikke brænder, Virkelighed, der er Uvirkelighed, kort sagt „det umulige",
det er hendes Elementer. Hvor er det ikke betegnende for Frk. Hilde, der
vil voldføres af brutale Vikinger, at i samme Nu, hun træffer hos Solness
et virkelig brutalt Træk (hans Forhold til Brovikerne), helmer hun ikke,
før hun har faaet det fjærnet! Og for Resten — dette spinkle Pigebarn
vil nok overhovedet slet ikke give sig hen. Tænke derpaa, nyde Tanken om
det, friste med Udsigten til det, ligesom hendes mere pompøst anlagte,
ældre Søster, Hedda Gabler gør, ... jo! jo! jo! men saa heller ikke
videre! Hendes rigtige Yndlingsdrøm er mere platonisk og lille-pigeagtig;
den er noget om en Helt højt, højt oppe, som alle jubler til, og som saa
stiger ned i en Glorie og „bøjer hende bagover og kysser hende" og saa
— maaske — fører hende til sit Slot, hvor man bare „troner* over Verden.
Det er den Drøm, hun søger virkeliggjort, da hun omsider har faaet Solness
draget over i sit Fantasteri, faaet ham til at lege hendes Tankeleg med.
Hvad er det dog ikke for Samtaler, de to Mennesker fører? De synes at tale
om Kærlighed ; og saa er der ikke et Glimt af virkelig Forelskelse i det alt
sammen, ikke en Anelse af Længsel efter at komme hinanden nær, ikke et

Digitized by Google

Teatrene.

255

Blik, der beder om et Haandtryk, ikke en Dirren, der trygler om et Kys,
ikke et Ord, der klinger af „Jeg er din — vær min"! Nej, men om en
tænkt Erotik, om en Fremtids-Erotik . . . derom snakker og fantaserer de.
Og hun gør det nærmest blot for at faa ham lokket op paa Taget. Hun
mener bogstaveligt, hvad hun siger: hun vil se ham „med en Krans i
Haanden højt, højt oppe paa et Kirketaarn"; foreløbig kun det — og
bagefter rimeligvis ingen Verdens Ting. Et Øjeblik bevæges den jævne
Lille-Pige, som hun er til Hverdagsbrug, af Hensyn til Fru Solness.
Men hun er nu engang besat af sit Fantasteri. Tror De, hun bryder
sig det Gud har ladt skabe om Halvard Solness? Ja tror De, at en
Kvinde skikker for en Grilles Skyld den Mand, hun elsker, op, hvor
der er 99 Chancer af 100 for, at han vil brække Halsen? Tror De,
hun i saa Fald lader ham gaa alene, eller at hun selv gaar med?
Tror De, at al hendes Sindsbevægelse, mens han stiger til Vejrs, gælder
Handlingen, men slet ikke Personen, og at hendes Hjærtens Udraab, da
han er naaet op, er ene dette: „Forfærdelig spændende alligevel!*?
Nu, hvis De tror det, saa hør efter, naar Solness er styrtet ned og har
slaaet sig ihjel! Frk. Hilde rører sig ikke af Pletten, raaber ikke om
Doktorhjælp, har overhovedet ingen Sorg og ingen Klage og ingen Graad.
Mennesket Solness og hans Skæbne er hende ligegyldigere end det lige-
gyldigste. Hun „triumferer" over, at hun har faaet sit Fantasteri, sin
Roman-Drøm ført igennem, — ført næsten igennem.

Er saa Hilde klog eller „paa en Maade" gal? Er der stor For-
skel paa hende og paa den sjællandske Bondekarl, som gik ud i Lands-
byen og agerede Svend Gønge, men derpaa blev sat i Daarekisten?
lige meget! Man ser vel i det mindste nu, hvad det er for Væsener,
Ibsen opererer med, hvad det er, der lægger et saa fremmedagtigt,
hemmelighedsfuldt Skær over Stykket. For en Del kommer dette Skær
ganske vist fra, at Ibsens Kunstner- Evne er begyndt at svigte. Han
kan ikke holde sig klar af sin Hovedfigur mere, kan ikke (som man
kalder det) „gaa op i den", leve dens Liv, mens han skriver. Saa«
ledes er jo den store, den sande Kunstners Magt : at den Skikkelse, han
vælger at skildre, den lader han tænke kun dens Tanker, føle kun
dens Følelser, af den Art og i de Forbindelser, som dens Natur og
Udvikling og hele Livs -Sfære betinger. Den store Kunstners „Sym-
bolik' er hin stilfærdige og ægte, som udtaler sig i, at han har følt sig
dreven til at skildre netop de og de Personer i de og de Optrin, i den
og den Handling; og for os Læsere eller Tilskuere bliver Billedsproget
dette, at vi ser os selv i Spejl i Figurerne og deres Skæbne, føler det
alt som „typisk" for os eller for noget inde i os. Men enhver kan vel
skønne, at ligesom Ibsen havde lagt ind i Hedda Gabler Tanker og
Drømme, der ikke var en norsk Generalsdatters, saadan har han (sig selv
uafvidende) lagt ind i Halvard Solness Idé-Rækker, der ikke er en bondefødt
norsk Arkitekts, men Henrik Ibsens. Derfra det, der virker saa „mystisk"
under Læsningen, nemlig at Solness tænker og taler større, end han
handler og er; og derfra ogsaa disse hans formentlige, Nysgerrigheden
pirrende Allegorier, der har givet mange ørkesløse Penne noget at løbe
oml Fra dette skriver noget af Stykkets Tusmørke-Effekt sig. Men det

Digitized by Google

256

Teatrene.

meste kommer fra, at Ibsen pludselig ligesom sætter syge Hjerner ind i
sunde Folk. Vittighedsmagere paastaar jo, at der stikker et Stykke af en gal
i hvert et normalt Menneske. Nu vel, en Ibsensk Hovedfigur nu til
Dags taler en Stund jævnt om jævne Ting og handler , som jævnt for-
nuftige Folk plejer; saa — faar den gale i Figuren Ordet, taler videre
med samme Stemme som før, lige saa jævnt, men taler idel Galskab
(som om det var Fornuft) og søger Galskab udført (som om det var
Fornuft). Der frembringes herved en Virkning, som om paa en Solskins-
dag al Gadefærdslens glade Larm afløstes paa en Gang af Nattens Stilhed
med alle dens ubestemmelige, æggende og ængstende Lyd, — medens
Solen blev ved at skinne.

Dette Figurernes besynderlige Dobbelt-Jeg bragte Opførelsen ikke
skarpt nok for Lyset. Hos Solness mærkede man egentlig slet ikke
Desperationen. Og hos ham er den dog lettest at give, fordi hans
Sindsforfatning næsten til Stadighed ligger saa nær op ad en sindssygs.
Hvor maa der ikke, saa snart den Mand slipper sig løs, være Feber i
hans Blik, hans Gestus, hans Tale, lurende Vanvid i hans Forpinthed
saa vel som i hans forrykte Beslutning om at ville gaa til Vejrs? Men
Hr. Emil Poulsen, hvis Spil i Stykkets allerførste Scener dog altid havde
set ud som noget, druknede hele 2den og 3die Akt i en slap Lang-
sommelighed , et deklamatorisk Klynk , en nok saa rolig og tilfreds Re-
soluthed. — Mange Gange bedre var Fru Hennings som Hilde. Hun
drog da i alt Fald Overspændtheden stærkt frem, det eksalterede. Blot
gjorde hun det ikke tydeligt, at for Hilde har Solness ingen* Betydning
som Maa! , kun som Middel. Det kom til 1 at tage sig ud (og dertil
sigtedes der i Begyndelsen af Anmeldelsen), som om Hilde virkelig holdt af
Solnesfe, var sandt og menneskeligt forelsket i ham. Imidlertid har en
Skuespillerinde her en vanskelig Opgave, netop fordi HiMe udenfor sine
Paroksysmer, i det praktiske, fuldvaagne Liv, er en ganske godmodig og
skikkelig lille Person. Hun lider nok af samme Skavank som Hedda Gabler,
men hun hår et mindre ondartet Naturel. Man kunde med et lidt
w vildt* botanisk Billede betegne Forskellen saaledes: at hos Hedda er
Fantasteriets Bulmeurt podet ind i og har udviklet sig paa en stram og
stikkende ung Tjørn, hos Hilde derimod paa en fredsommelig glat lille
Poppelkvist.

Fremstilleren af den syge, gamle Knut Brovik førte lige straks
Spillet ind i et ulideligt Tempo. Han syntes at være bestandig ti Mi-
nuter om at sige to Ord. Er det ikke en dum Teater-Overtro, at alle
syge Mennesker skal have saa utrolig ondt ved at tale? Er der ikke
tvært imod Patienter, som pludrer løs, værre end en Hest kan rende? —
Og siden, da Hr. E. Poulsen tog Téten, gik det, som man kunde vente
sig, Fod for Fod. Havde ikke Fru Hennings været der og skudt Fart, kunde
Mellemakternes Lampelys nemt være kommet til at skinne over betænke-
ligt søvnige Tilskuer-Ansigter. For Resten havde Forfatteren sin Del af
Skylden for Forestillingens Sendrægtighed. Hans Dialog giver sig stundum
alt for god Tid, den er ikke sammentrængt nok. Ogsaa deri spores en
Aftagen af Ibsens kunstneriske Kraft. Thi hvad er det at kunne „digte'
uden netop at kunne „ fortætte", at kunne sammentrænge en Stemning i

Digitized by Google

Teatrene.

257

faa, repræsentative Ord? Replikerne i en Dialog skal være som hine
Oliedraaber, der hver for sig er udpressede af tusend Pund Blomster-
blade, og som har bevaret Bladenes Duft

Maanedens mange andre Nyheder behøver for største Delen kun
at nævnes. De fleste af dem har ikke efterladt synderlig flere eller bedre
Indtryk end Erindringen om deres Titler. Det kgl. Teaters ganske
nette lille Bagatel Alene hjemme og dets Genopførelse af J. L. Heibergs
Ulla skal paa Bal led under et alt for tarveligt Spil. Særlig det sidste
Stykke var indstuderet saare stilløst. Heiberg har, som man ved,
„idealiseret" nogle bellmanske Figurer. Det melankolske Sværmeri,
som aander gennem Bellmans Melodier, har han omsat i Ord; han har
lagt Krovært Fader Bergs Stamgæster en lys Levelyst, en drømmerisk
Naturbegejstring baade i Hjerterne og i Munden. Følgelig bør disse
Skikkelser fremstilles med et „ romantisk" Sving over sig, som helt andre
Væsner, end de er hos Bellman. Og saa maatte man se Fru Oda
Nielsen som Titelfigurens Fremstillerinde søge sin største Virkning ved
at skørte café-chantant-mæssigt op til Knæene, medens hun dansede
udæskende løs! ... Paa Kasino gik Helaftens- Farcen Kejserens Kø-
benham med samt dens Viser i den ufine og aandløse Revue- Smag
kun en eneste Gang; paa Folketeatret gled Wildenbrachs „ Fabrik-
pigen* ud af Historien efter faa Opførelser. Det var ellers slet ikke
saa daarligt et Teaterstykke, dette sidste. Men Spillet slog det fladt.
Kun Hr. Jac. Jacobsen gav i sin sidste Scene noget, der duede: et
vederhæftigt Billed af en lavsindet, ung Fløs, der skræmt og med til-
bagetrængt Arrigskab lusker af for en redelig Mands Vrede.

Drachmanns Folkeskuespil Øen i Sydhavet blev holdt en Stund
oven Vande af det sceniske Udstyr. Der var pæne Dekorationer at se, en
Stranding i Torden og Storm, en Flok meget opkiltret kvindelig Ungdom.
Men selve Stykket faldt tomt og en Kende simpelt i Tonen. Forf.
havde grebet til den hjælpeløse gammeldags Form: at sætte en Drøm i
Stedet for virkelige Oplevelser; Drømmen skal saa, ved man, omkalfatre
Hovedpersonens Tankegang langt grundigere, end Erfaringen havde kunnet
gøre. Nu til Dags er dette Hastværkets, naar det ikke er Afmagtens
Drama-Form. Den fører saa rart uden om alle Vanskeligheder. Moti-
vering, sjælelige Overgange, hele det fine Vekselspil af hint uendeligt
smaa, hvis Sum er det uendeligt store i Livet, og som det altsaa netop
gælder om at skildre, — det kan Digteren her give en god Dag. Han
simplificerer sig Opgaven, paa samme Maade som en moderne Maler
gør, der indskrænker sig til at fremstille ved Hjælp af de Kontur-
Streger, hvormed 6—8 Aars Børn „maler* deres Opfattelse af Gen-
standene. En løjerlig teknisk Fejl havde Drachmann gjort sig skyldig
i ved at lade to, hinanden ganske uvedkommende Personer drømme
den samme Drøm. Men meget værre var det, at han havde lagt sit
Skuespil ned i et for lavt moralsk Milieu. De to Figurer, som drømmer,
faar deres Drøm i Drukkenskab; den Ungdom, de længes tilbage imod,
synes at være en Ungdom — ikke „mit Wein, Weib und Gesang", men

Digitized by Google

258

Teatrene.

med Vin, Viser og Tøse. Og alt dette indklædt i romantiske Fraser!
Der slog En fra Stykket den samme Dunst i Møde som fra et Re-
staurations-Kabinet, hvor Duft af Roser og Violer blander sig med
Os af overgemte Slatter og Uterlighed . . . Udførelsen kunde ikke
fjærne det pinligt tirrende i Indtrykket. Den eneste, der „ spillede", var
Hr. Lindstrøm. Han gav den forfaldne Toldbetjent Jens Omgang, en
ny Variant af Drachmanns nu snart noget medtagne „farende Sanger*.
Denne Toldbetjent blev unægtelig til et Menneske for sig, et Væsen med
et ejendommeligt Fysiognomi. Men nu og da ligesom kiggede Hr. Lind-
strøms egen Personlighed dog ud af Figuren, røbede sig gennem en
forceret Anspændthed eller (under Sang -Foredraget) gennem teatralske
Attituder og store Arm-Udslag. Saadan bryder Hr. Lindstrøm altid
momentvis ud af de Skikkelser, han skaber. Ganske vist, den Art
Skuespiller-Præstationer er endnu langt at foretrække for dem, hvor en
spillende af dumt Selvbehag overhovedet ikke et Øjeblik gaar op i sin
Rolle, men blot Aften efter Aften os Stykke efter Stykke udstiller
i Scenens Lys sin egen formentlige Yndighed. Men — bedre er
dog bedre!

Langt større Fornøjelse fik baade Dagmarteatret og dets
Publikum af Gjellerups Wuthhorn. Literært taget havde dette Sørge-
spil flere Mangler end Fuldkommenheder. Der var Scener (f. Eks.
den afgørende Samtale straks i 3die Akt mellem Dr. Strande og Fru
Inga), hvor Stemningen var fint iagttaget. Men saa var der igen andre
Steder, hvor en helt falsk Stemning blev paaduttet Figurerne; og alt
for ofte var rigtigt følte Stemninger gengivne i forvanskende, næsten
parodierende Udtryk. Imidlertid — over den Art Fejlgreb af en For-
fatter dækker i Regelen Opførelsen paa Teatret. Man mærkede under
Forestillingen saa lidt til dem, som man mærkede til disse smaa Usand-
synligheder i Handlingen, der aldrig er til at undgaa. De virkede blot,
som naar man kører hen ad en god Ghaussé, og der med lange
Mellemrum ligger en Sten i Hjulsporet: man faar et lille Stød, der gaar
en Sitren gennem Ens Krop, — saa i næste Nu er det alt sammen
borte igen, og man synes, man har hele Tiden rullet hen ad banet og
bonet Vej. Større Fortræd gjorde en vis Uklarhed eller Ufuldstændighed
i Karakteristiken af Hovedpersonen. Der bor højt til Vejrs i Schweiz, paa
„Freie Alp*, et ungt Par. De har vundet den største Lykke, som findes
i Livet: at have hinanden af Hjertet kær og at maatte være tilsammen.
Men — deres Samliv er, imod deres Vilje, ikke , lovformeligt * ; og de
lider bægge derunder, hun især og meget tit. Af dette unge Par er
Stykkets Hovedperson, Dr. Strande, en fortrolig Ven; han kender dets
Sorg saa nøje, som han kender dets Glæde. Alligevel vil han nu med
Vold og Magt drive sin Elskede, Fru Inga, ud i et lignende Forhold,
og det uagtet hun med sin store Angest for .Folks* Dom vilde pines langt
haardere derved end Fruen paa „Freie Alp*. Er da Sanserne løbet af med
ham, er Blodet skudt ham til Hovedet? Et Par Steder skulde man næsten
tro, at d e t har været Gjellerups Mening ; thi Dr. Strande udtrykker sig et
Par Gange i unævneligt plumpe, erotiske Vendinger, — plumpe ikke saa meget
efter Ordlyden, som af Hensyn til den, til hvem de rettes, og af Hensyn til

Digitized by Google

Teatrene.

i59

Øjeblikket, hvori de bruges. Men saa peger igen saa meget andet af Rollen
i stik modsat Retning! Til sidst søger Dr. Strande en Udvej ved al
dræbe Fru Ingas Mand; han gør det i Smug, uden Skrupler og uden
Kamp. Hvorfor? Og hvordan kan han myrde saaledes? Jo, siges der r
Bjærgnaturens kolde Følesløshed er faret i ham. Men det er jo ingen
Forklaring. Det er bare en Tvetungethed ; thi Naturen er da intet
andet, end hvad vi gør den til, det er os, der lægger vore Følelser ind
i den, den lægger intet ind i os. Denne Mangel paa psykologisk Mo-
tivering af Hovedfigurens Optræden driver hele sidste Halvdel al Stykket
over i det melodramatiske. Vi kommer til at interessere os for Begi-
venheder, i Stedet for at vi skulde interessere os for de Personer,,
som afstedkommer, og som rajnmes af Begivenhederne.

Til Gengæld udmærkede Gjellerups Sørgespil sig ved en virknings-
fuld Scenegang. Kækt og klogt førte det En straks fra første Scene ind
til det springende Punkt, til det Sted, hvor Tampen brænder. Man slap-
for den fortvivlede Uskik med at bruge en hel Akt blot til „ Præsenta-
tion* af Figurer og til at „forberede". I samme Nu som Tæppet gik
op, meldte Dramaet sig som det, ethvert Drama burde være : et kunstnerisk
Udsnit af Virkeligheden, en Fremstilling af kun de betydningsfulde Optrin i
et Par Menneskers Liv. Og Scene fulgte efter Scene i velberegnet Skiften
og Kontrast. Bedst, som alt syntes at jage afsted, stemmedes Løbet for-
ventningsfuldt op; Alvor og Patos veg Pladsen for Spøg og Pjat; eller
det gik fra Indeklemtheden nede i det lavt liggende Pensionat op til
,Freie Alps* lyse Frejdighed og til Alpetoppens højtidsfulde Stilhed. Sin
bedste Styrke havde dog Stykket deri, at Bjærgnaturen bestandig afgaV
Baggrund. Man ligesom aandede op i disse Omgivelser, man trak Vejret,
som naar man fra en Stue kommer ud i frisk Luft. Det er sandt,
at Dekorationsmaleren (Hr. Wallin) havde bidraget mest til at frem-
skaffe det Indtryk. Men Sceneriet stak dog maaske i mer end Kulisserne,,
det stak allerede i Handlingen og Dialogen. Der var Bjærgluft i selve
Figurerne, i deres Følelsesliv og deres Skæbner.

Udførelsen derimod var lidt tynd eller rutinemæssig, over hele
Linien. Hverken de spillende eller Sceneinstruktøren havde været deres
Opgaver voksne. Saa at den eneste ny Forestilling i Maanedens Løb rv
hvorunder en Teater ven, en Ynder af god Skuespilkunst kunde føle
sig saa temmelig i sit Es, var og blev det kgl. Teaters Opførelse af
Einar Christiansens 3 Akts Lystspil Annette.

Det Stykke var sprunget ud af en køn og god Stemning. Det
handlede om, hvorledes et Par unge Mennesker, en Broder og en Søster,
er paa Veje til at forsimples. De hører til et Hjem, hvor man sandheds-
kærligt gaar sine egne Veje; hvor man dømmer Mennesker ikke efter
Skinnet, men efter deres indre Værd; og hvor man stilfærdigt bryder
med det vedtægtsmæssige, naar det strider mod Ens Overbevisning. Et
aandsaristokratisk Hjem altsaa, — hvis man da ved Aandsaristokrati
vil forstaa det eneste, som fortjener Navnet: nemlig Mennesker, hos
hvem en lidt større Forfinelse af Intelligensen er gaaet Haand i Haand
med en tilsvarende Samvittighedens Forfinelse. . . . Fra dette forholds-
vis høje Stade er nu den yngste Broder, en Maler, allerede gledet ned.

Digitized by

260

Teatrene.

Han har anlagt sig københavnske Boheme- Vaner og Bohéme-Smag , har
ombyttet en beskeden og inderlig Kærlighed til Kunst med Lyst til at
vække Opsigt samt Pukken paa, at han tjener Penge. Og Søsteren, An-
nette, er paa Nippet til at glide. Hun har ladt sig blænde af Fernisen
hos en ung Streber, hos en Repræsentant for hint lavere Kulturtrin, hvor
man er evig og altid tilfreds med sig selv og villigt bøjer sig under
enhver Skik og Brug, fordi man saaledes tør haabe at opnaa den bedst
mulige „ sociale Position*. Endnu før Stykket begynder, har Annette
rakt denne pæne Selskabsherre en Finger eller to; i 1ste Akt giver hun
ham hele Haanden. Og hun faar ikke Øjnene op, da Kavaleren beder
hende om et Stævnemøde paa Gaden, uagtet dette Forslag til hende,
saa udsat som hun er stillet, er en Simpelhed, en Mangel paa Respekt
for og Kærlighed til hende . . . Men saa kommer Omslaget. Et Etatsraads-
Par, ogsaa et Par af Selvtilfredshedens og det konventionelles vornede,
bryder ind i det gode Hjem; de forlanger Annette udleveret, fordi
hendes „ sociale Position" staar i Fare for at ødelægges; og særlig mener
de, at den kompromitteres ved den yngre Broder, Malerens Levevis.
Dette bringer Maleren til at besinde sig. Hans Kærlighed til „Hjemmet 6 ,
dets Minder og dets Mennesker, våagner i sin gamle Styrke, og han
bryder af med alt det simple, som han var kommet ned i. Samtidig
bliver Annette gennem Sindsbevægelsen gjort klarsynet Da den unge
Selskabsmand møder med sit Frieri, giver hun ham Kurven, fordi (som
hun med vederhæftig Naivetet føler og udtrykker sig) han ikke holder
nok af hende, fordi han ikke har det mindste af sit Hjerte dér, hvor
nu hun har hele sit igen : nemlig blandt dem, der ikke søger efter Skallen
her i Livet, men efter Kærnen.

Saaledes var Tankegangen i Stykket. Men det var daarligt kom-
poneret. Interessen splittedes allerede ved, at der var to Hoved-
personer, Annette og Maleren. Og Annette, der i Titlen udgaves for
Hovedperson, stod desuden saa godt som udenfor alt det, der fik Lov
til at brede sig som „Handling*. Hele Etatsraads-Parrets langvarige
Indgriben havde kun ganske fjærnt og indirekte nogen Indflydelse paa
hendes Skæbne; den afgjordes i to bitte smaa Scener med hendes
Elsker. Der fattedes kort sagt Klarhed, Overskuelighed, rigtigt dramatisk
Liv. Man føke sig mindre forpligtet overfor Forfatterens digteriske Evne
end overfor noget fint. i hans Længsel, noget vist nobelt i hans
„Livssyn".

Fru Bloch spillede Annette. Hun fik nydeligt sanddru frem alt
det sarte og stille og huslige og kærlige ved Figuren, dens unge, glade
Livstrang og ogsaa det i god Forstand gammelkloge, der skal være over
den: nemlig at medens denne lille Pigehjerne er ukendt med „Verden",
er den ikke ukendt med selvstændig Eftertanke. Skikkelsen blev helt igen-
nem et ægte Barn af det Hjem, som Forfatteren havde tænkt sig. Lidt
mindre lykkedes (i alt Fald de to Gange, Anmelderen saa Stykket) det
Skuespillerinden at fremstille den Annette, der er ved at glide bort fra
Hjemmet Den unge Piges Betagethed overfor hendes mondaine Til-
beder kom f. Eks. ikke nok frem i den lille Scene i 1ste Akt. Tone-
faldet blev ikke tillidsfuldere, Blikket ikke mere hengivent, medens hun

Digitized by Google

Teatrene.

261

talte med ham; man mærkede ikke, at hun — ubevidst — gav sig til
ham. Men hun blev rigtignok ogsaa understøttet grumme daarligt her
af sin medspillende. Og for Resten var det jo da endelig det vigtigste,
at man fik et smukt og godt Billed af det væsentlige i Annettes Karakter,
af det blivende i hendes Personlighed. Fru Bloch har en stor Evne til
at gøre Aands-Indholdet i en digtet Figur tydeligt. Tænk paa, hvorledes
af andre Hænder Stykkernes unge Piger skæres næsten alle over en
Læst, og husk saa, hvor vidt forskellige fra hverandre de unge Piger i
„Under Snefog*, „De fattiges Dyrehave", „En Gøgeunge* osv. er blevne i
Fru Blochs Udførelse ! Af alle vore Skuespillere for Tiden har maaske kun
Hr. Olaf Poulsen et lignende lykkeligt Talent til rigtigt at individualisere,
— eller disse to er maaske de eneste, som sætter Talentet ind altid.

Hr. Jerndorff udførte den ældste Broders Rolle med fintfølende
Forstaaelse. Kun burde Masken vistnok været en anden, lidt mere hen
imod Johannes Rosmers fra „Rosmersholm* (hvilken Figur muligvis,
uden at Forfatteren vidste af det, har haft Indvirkning paa hans An-
dreas Hald). Blandt de øvrige rollehavende er der næppe Grund til
at nævne nogen særlig. Største Parten af Stykket bevæger sig frem
gennem lutter dagligdags Samtale, der i det højeste nu og da stiger til
lidt Heftighed, lidt Skænderi. Virkningen kommer da til at bero ikke
saa meget paa de enkeltes Spil som paa Sammenspillet, hvad der igen
vil sige, at den fortrinsvis afhænger af Sceneinstruktionen. Den havde
aabenbart været fortræffelig. Tempoet i de forskellige' Optrin anskuelig-
gjorde skuffende Optrinenes Stemning; og det samme var Tilfældet med
de enkelte rollehavendes Bevægelser, deres Placering paa Scenen. Blot
ved at se f. Eks., hvorledes paa et bestemt Sted alle de tilstede værende
samledes om Annette og bøjede sig deltagende ned mod hende, fik man
et levende Indtryk af Tonen i hendes Hjem og af dets Omsorg for hende.
Kun naar Sceneinstruktion øves med saa opmærksom en Fantasi, yder
den, hvad alt det, der indbefattes under Skuespilkunst, skal yde: den
udfylder, fortsætter og fuldender Digterens »skabende* Gerning.

Vilhelm Møller.

Digitized by Google

En Frotest

til Forf. * * *.

Højstærede Hr. Redaktør. — Tør jeg bede om Plads i Deres
ærede Tidsskrift for nedenstaaende Bemærkninger til Forf. af Artiklen i
forrige Nr.: „I Anledning af Panama Historien", hvis Hovedtendens jeg
dog skal lade uberørt, da Artiklens Gausserie-Tone maa undskylde, at
Forf. kun dvæler ved Politikernes Sammenblanding af Privatforretning med
Politik under de demokratiske Regeringsformer, men glemmer at om-
tale, hvad der har faaet Lov at passere af tilsvarende Fremgangsmaader
under aristokratiske og autokratiske Regeringer. Hvad mine Be-
mærkninger gælder, er at Forf. i Slutningen af Ar tikelen (Pag. 172) anfører
A. F. Tscherning som et Eksempel paa en saadan Sammensmelter
af Privatøkonomi og Politik, idet Forf. meddeler, at Tscherning har været
Indehaver af en betydningsfuld — o: i politisk Henseende — Assurance.
Forf. viser herved, at han ikke hører til dem, som han betegner som
„enhver, der kendte Datidens Forhold". Den Tscherningske Assu-
rance er nemlig et fuldstændigt Fantasifoster.

Nej, „enhver, der kendte Datidens Forhold* ved, at A. F. Tscher-
ning trods nogen dansk Politiker har bestræbt sig for at holde sin
Privatøkonomi ude fra sin Politik. Slaaende Eksempler kunde let frem-
drages, men overfor en anonym Forf. maa det maaske være mig tilladt
at undlade en saadan Fremføren af gamle Sager.

6. Marts 1893.

Deres ærbødige

E. A. Tscherning.

Overlege.

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

f oraaret har i Aar bragt København tre Kunstudstillinger.

Den, der er knyttet til det kgl. Akademi, er endnu mattere
og kedsommeligere, end den plejer at være. Det kan synes at
være store Ord, men de er sande. De hæderlige Arbejder, der
findes paa Charlottenborg-Udstillingen, drukner i de mægtige
Masser af Fabriksproduktion og Dilettantisme. Ophængningen
hjælper ikke til at finde Oaserne, den har opgivet at sammenholde
den enkelte Kunstners Arbejder og besørget adskillige talentfulde
Portrætbilleder af unge Malere op i anden Række.

Ulige fornøjeligere, mere tiltrækkende og mere forfriskende
virker Den fri Udstilling, som Charlottenborgs Udstillingskomite
har skaffet Grund under Fødderne og Tag over Hovedet ved at
nægte at modtage dens Overskud fra det første Aar. De fri Udstillere
vil næppe for det første føle sig fristede til at drage til Canossa;
ti der, hvor de er, har de det bedre. Deres ny Bygning har den
bedst mulige Beliggenhed og lader de udstillede Arbejder fremtræde
under de bedst mulige Forhold. Hvor godt den fri Udstilling
virker, kan den dog næppe i Aar kaldes særlig rig paa frem-
ragende Arbejder af de dygtige Kunstnere, der danner dens faste
Stok. Ogf da saavel Willumsen som Ægteparret Slott-Møller
fattes, vilde den sikkert være forekommen de forvænte Køben-
havnere som en Bøfsteg uden Løg, hvis ikke dens Parthavere
havde haft den i enhver Henseende gode Idé at indbyde den
afdøde hollandske Maler Vincent van Gogh og den til vore
Antipoder bortflygtede franske Kunstner Paul Gauguin.

Kunsthandler Kleis har indbudt de Fløjmænd, hvis Adresser
han kunde faa, til at udstille i den fri Udstillings forladte Pau-
luner. Han har jo to fede Aars Erfaring om, hvad den nyeste

Tilskueren. 1893. 18

Digitized by

264

Forårsudstillingerne.

Bevægelse i Kunsten er værd. Hans Martsudstilling inde-
holder i ganske fordomsfri og livligt broget Blanding en Mængde
uligeart ede Ting, derimellem ikke faa, som virkelig er seværdige. —

I.

Kun en af vore Malere udstiller i Aar et Hovedværk. Det
er Joachim Skovgaard. Hans Billede „Peninna og Hanna*
viser et Emne fra det gamle Testamente, et Emne, som vistnok
ingen tidligere Kunstner har paaagtet og behandlet.

Foran et rødt Forhæng og bag et dækket Bord sidder en
Hædersmand ved Navn Elkana mellem sine to Koner. Den ene
af dem, Peninna, er et sundt, stærkt, groft Fruentimmer, der
hvert Aar har født sin Mand et Barn. Af sit ganske Hjerte hader
hun den finere og ædlere Hanna, hvem Manden elsker mest, og
ærgrer hende af al Evne „for at bringe hende i Harme over, at
Herren havde lukket hendes Liv." Det er lykkedes, de giftige Ord
har gjort den tilsigtede Virkning. Hanna har mistet Fatningen,
og Peninna nyder hendes Sindsoprør med et ondt Smil og et
triumferende, skelende Blik. Hun "har oprevet Hannas dybeste
Hjertesaar, med hamrende Pulse knuger den stakkels forbaanede
de spinkle, knyttede Hænder ind mod sit golde Bryst og udbryder
i de bitreste Klager over at maatte leve sit Liv forgæves. Manden,
en skikkelig, enfoldig Mand, der omtrent svarer til det Billede,
man danner sig af de brave russiske Bønder i Tolstois Fortællinger,
vender sig mod hende og lægger beroligende sin venstre Haand
ind mod hendes bankende Hjerte. „Hvad er det værd at tage sag
det saa nær, er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?" Peninnas
fire Børn betragter denne Scene som et interessant Skuespil, den
ene Dreng med pudsig betuttet Forundring, hans ældre Søster
med spillende Øjne, det er rigtig Kommers at se Hanna tage
saadan paa Vej!

Hanna fik Oprejsning, hun blev Moder til Samuel, hvad
der naturligvis ikke ligger i Billedets Magt at kunne antyde. Der
er intet helligt i Billedets Indhold; dette er rent menneskeligt,
saaledes som Indholdet er det i Rembrandts Billeder fra det gamle
Testamente. Det kan paa en vis Maade siges at være et Arbejde
af en moderne Elev af Rembrandt, en Elev, der har forstaaet
Aanden og Viljen i Rembrandts Kunst bedre, end Mesterens
direkte Elever i Reglen gjorde det. Her er gaaet lige løs paa
det, som for Rembrandt var Hovedsagen, og som fortjener at

Digitized by Google

Foraarsudstillingerne.

265

yære Hovedsagen: Karakteristiken af Menneskene og Udtrykket
for Bevægelserne i den menneskelige Sjæl. Rembrandt og Skov-
gaard mødes endvidere i fælles Foragt for det elegante; Skikkelserne
fra det gamle Testamente er for dem Figurer fra Folkets brede
Lag. De lægger ringe Vægt paa det ydre Apparat, nogle maleriske
Pjalter er dem nok for at angive, at Handlingen er foregaaet i
fjærne Tider og i et fjærnt Land.

Men i formel Henseende staar Skovgaards Billede langt fra
Rembrandts Værker. Det har en Reliefkomposition; der er intet
centralt, intet enkelt Punkt, som Blikket og Tanken kan opfatte
og fastholde som det væsentligste. De tre Hovedfigurer har lige
Vægt. Det stærkeste Lys falder ned paa den hvide Dug til venstre,
men andre Punkter i Billedet tiltrækker sig ved kraftige Midler
Opmærksomheden i fuldt saa høj Grad, saaledes de stærkt grønne
Salatblade, Peninnas skinnende gule Hovedklæde, den saftigt røde
Grand, Elkanas Sølvspænder og Hannas Dragt. Blikket flakker
fra Sted til Sted uden at kunne udhvile i et fyldigt harmonisk
Indtryk. Der er alle Farver, og dette er for mange. Tilmed staar
de ikke rigtig godt sammen; den røde Baggrund virker ikke
smukt. Den Farvepragt, ved hvilken Skovgaard har villet betegne
det sydlandske og opnaa en festlig Virkning, forekommer mig at
være det mindst priselige i hans Billede.

Behandlingen er frisk og djærv, Tingene paa Bordet er
udmærket malte. Men det, der er Billedets store, lysende Fortrin,
er dog det centralt rammende i Figurernes Karakteristik. De er
levende, lyslevende. De udtryksfine Børnehoveder er sjælden og
kostelig Kunst, selv ikke en Sammenligning med det allerypperste
bringer dem til at blegne. Med sine Svagheder er dette Billede
dog ubetinget det betydeligste Værk af dansk Malerkunst, dette
Foraar har ført frem, det Billede, som Bestyrelsen for Galleriet
naturligvis først og fremmest burde have indkøbt. — Som sørgeligt
bekendt har den foretrukket at indlemme Ventorfs „Amagere* i den
Samling, der skal være vort nationale Skatkammer af Kunst —

Fraset, at det er umoralsk for en Mand at holde to Koner,
er den Historie, som Joachim Skovgaards Billede illustrerer, en
meget moralsk Historie. Ogsaa for Kunstnere! Hannas ene Søn,
der lod saa længe vente paa sig, blev en stor Profet og mere værd
end alle de mange Børn, Peninna var stolt af Aar efter Aar at
kunne lægge i Vuggen. Det er aldeles ikke Mængden, det kommer
an paa.

18*

i

Digitized by

266

Forårsudstillingerne.

Det er ikke nogen rig Produktionskraft , der udmærker
Hammershøj; Billeder vælder ikke frem fra ham, som — ja,
som f. Eks. Landskaber fra Mønsted. Og de faa Arbejder, der
kommer fra hans Haand, skaffer ham ikke Publikums Gunst. Det
forstaar ham ikke, hans Natur er det fremmed, og det kalder ham
gerne for unaturlig og affektert. Hvis Kartoflen kunde tænke,
vilde den ogsaa uden Tvivl finde Mimosen affektert. Hammers-
højs Natur er Mimosens.

Vi ved jo alle godt, at vor Tid ikke er nogen Guldalder
for Kunsten. Det langt overvejende Flertal af de Huse, der op-
føres, bygges ikke som Hjem for Mennesker, men som Oplagssteder
for et alt for talrigt Proletariat. Vi Proletarer forlanger Del i alle
de Goder, som før den store Revolution var forbeholdt de rige
og de fornemme; selv om vor slunkne Pung kun tillader os at
bo i en Kaserne, ønsker vi at se os omgivne af kunstnerisk
Luksus, i hvert Fald af Luksus, der ser ud til at være „ kunst-
nerisk/ — ti om den i Virkeligheden er det, har de brede Lag i
vor Tid desværre ingen Evne til at bedømme. — Hundreder af
tjenstvillige Hænder byder os, hvad vi ønsker. Fint ser det ud og
dobbelt fristende er det, fordi det er saa rørende billigt, Nips til
Etagérerne, Lamper af Cuivre poli. Potteskjulere af „Majolica,"
Møbler med Gesvajsninger, »Pragtbind • om Bøgerne, grønne
Landskaber i forgyldte Rammer, Stukornamenter til det Hønseslag,
hvor vi bor, og som dog gerne skal se ud af at være et Hus.
Men Humbug er det alt sammen, sørgelig Humbug, oprørende
Humbug! Vi ved det jo, vi har alle hørt Tale om den store
„ kunstindustrielle u Bevægelse — desværre ofte Bevægelsen fra
Dynen til Halmen, naar de, der sælger Halm, skal være dens
Ledere. — Hvilke mægtige Midler har ikke vort Aarhundrede haft
til at befordre Sløvheden overfor Kunst! Fra Billedblade, Butiks-
vinduer, Udstillinger og Auktioner væltes der dagligt Dynger af
saakaldet Kunst ud for Publikums kritikløse Øjne, som finder
Behag i Cigaretskiltenes Yndigheder, — ellers vilde det jo ikke
betale sig for Fabrikanterne at føre slige Skilte. — Fordummelsen
overfor Kunst følges Haand i Haand med Sløvheden overfor Kunst.
Hvor mørk denne Skitse af Kunstens Forhold i vor Tid er,
Virkeligheden er endnu sortere! Vi er ikke fødte til at leve i
Skønhed, vi maa prise os lykkelige, om vi ikke helt drukner i
det hæslige.

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

267

Dog nej, at forsmægte i Hæslighedens Ørkener behøver vi
just ikke. Der vokser endnu enkelte Ranker, som bærer Druer,
selv om Druerne er smaa, og den, der vil, kan søge til den gamle
Kunsts Manna. Vi faar hærde os, saa godt vi kan, til at vandre
gennem de Ørkener, hvor Skæbnen har lagt vor Vej. Men ikke
alle formaar at hærde sig. Der er meget følsomme Naturer, som
lider ved at se alt det, vi gaar ligegyldige forbi; Synet af hæslige
Former og grelle Farver volder dem en lignende Pine som Be-
røringen af en slimet Snog. Deres Nerver er blevne saa angrebne
af den Janitscharmusik, der ideligt tudes os i Ørene, at de kun
finder Behag i de blideste og blødeste Toner; de har faaet
Idiosynkrasi mod alle stærke Farver, mod alskens Vidtløftighed og
Uro i Linjevirkning. Hammershøj er en saadan følsom Natur, en
fin, ægte og ejendommelig Kunstnernatur, Opdyrker af en Oase,
som er helliget Freden, og hvis væsentligste Fejl synes at være
• den, at den har lovligt snævre Grænser.

Hans Billede „Fra Kristiansborg Slot" viser os et af de faa
Stykker København, det er værd at betragte. Rimeligvis vil det
ikke behage Flertallet af Publikum mere end Hammershøjs Figur-
billeder; det vil sagtens indvende, at saaledes ser Kristiansborg
ikke ud for dets Øjne. Men det er en Misforstaaelse af Kunstens
Væsen at fordre Tingene fremstillede saaledes, som Hvermand
opfatter dem. Kunst bør være stilfuld, og for at blive stilfuld,
maa den ^dkryste det, der i Emnet særligt har vakt Malerens
Interesse.

Det har aabenbart ikke været Hammershøjs Hensigt at
skildre det Liv, der kan færdes ved og paa den gamle Marmorbro.
Det, der i Motivet har fængslet ham, er dette pompøse arkitek-
toniske Anlægs imponerende Storhed og højtidelige Majestæt.
Ban har eftertrykkeligt henledt vor Opmærksomhed derpaa, eli-
mineret det, idealiseret det, saaledes at i hans Billede disse Byg-
ninger virker endnu mægtigere end i Naturen, i alt Fald med
stærkere Stemning. Deres stille, graa, døde Masser synes at danne
en Forgaard, en Indledning til noget, der er kæmpestort, fanta-
stisk, uhyre, noget som det Babelstaarn, Menneskene vilde bygge
til Himlen, eller som en Eventyrborg med Tusender af tause Sale
og en skummel Kælder, hvor en gammel, hvidskægget Konge sover
en fortryllet Søvn. Det er, som alle Hammershøjs Billeder, hold-
ningsfuldt, gennemtænkt og behersket baade i Farven, der vel er noget
støvet graa og klangløs, men overordentlig harmonisk, behagelig

Digitized by Google

268 Foraarsudstiliingeme.

for Øjet som Farverne i et falmet Tapet, og i Linjeføringen og
Afskæringen; hvor er tEks. ikke Portbygningernes to mørke Gab
fortrinligt anbragte i Billedet, nøjagtigt i rette Afstand fra dets
fire Hjørner-
Hammershøjs „Landskab* er en Stump af Kongevegen ved
Gentofte, set i Profil mod en høj, lys Himmel. Det har denne ejen-
dommeligt Hammershøjske Simpelhed, der baade er overraskende og
velgørende. Behandlingen af Forgrunden og Luften er vag, det er
Trærækken, der drager Interessen til sig, men den fortjener ogsaa
at gøre det. De enkelte Træers individuelle Fysiognomier er
studerede med den yderste Omhu og Kærlighed. Der er en ædel
og fin Naturopfattelse i dette Billede, som giver det en egen mild
og blød Poesi og gør det til et ualmindelig distingveret Arbejde.
Men den Fortolkning af Naturen, det viser os, staar rigtignok saa
fjærnt fra den, som den almindelige Landskabs fabrikation fører
frem, at den maa forekomme de fleste alt for uvant. —

Jeg har en god Idé at give de fri Udstillere. Nu, da de
har faaet deres egen Udstillingsbygning, burde de til Efteraaret
give os en stor retrospektiv Udstilling af Deltagernes Arbejder.
De vilde derved kunne tjene baade Penge og Ære, og, hvad vig-
tigere er, en saadan Udstilling vilde være os alle baade til sand
Fornøjelse og nyttig Belæring.

Tiden er den bedste Prøve for al Kunst. Den lukker sine
Bølger over meget, der en Gang har haft høj Kurs og almen
Anseelse, medens til Gengæld meget, der har været alment om-
stridt og forkætret, bæres oppe over dens Vande. Selv om det
ofte er saa, er det rigtignok ikke altid saa, hvad Ungdommen
maaske er for tilbøjelig til at tro. Hvis Tuxens berømte Susanna
kom frem nu, vilde den næppe vække synderlig Interesse. Agnete
fra i Fjor vilde synke dybt i Havet, og vi vilde faa at se, om de
Arbejder, med hvilke Willumsen forskrækkede os i Forfjor, ad Aare
vil regnes for epokegørende, om den frugtsommelige Dame vil naa
de svimlende Priser, der er spaaet hende, om Viften vil regnes
for mere end et tarveligt Plagiat efter Gauguin, og om ikke største
Parten af hans Arbejder fra sidste Aars fri Udstilling vil skønnes
at have fundet deres rette Plads mellem Julespøg og Nytaarsløjer.

Men Hammershøjs Billeder vil sikkert Aar for Aar skaffe
sig flere Venner. Hvis hans første Portræt fandtes paa Galleriet,
— hvor det burde være og forhaabentlig en Gang vil komme, —
saa vilde det snart af alle erkendes for at være, hvad det er: et

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

269

af de fineste og sjælfuldeste, et af de ypperste Værker af yngre
dansk Kunst.

II.

To Aar i Træk har Censurkomiteen for Udstillingerne ved
Charlottenborg refuseret de Arbejder, som Hammershøj havde ind-
sendt. Det var fredelige, uskyldige Smaabilleder, et nydeligt Studie
i Vermeers Retning og et ganske henrivende lille Billede, et af dem,
i hvilke Hammershøj har fundet mest af fin og veg Poesi. Naar de
atter kommer frem, vil de endog utvivlsomt vise sig at være yderst
populære, at være af den Art Billeder, der baade er saa gode og
saa lidet fornærmen4e, at de synes selvskrevne til at indkøbes af
»Kunstforeningen*, og som selv vore lavtkrybende Billedblade uden
Risiko kunde byde deres Publikum. Ikke en Sjæl i Kongeriget
Danmark vil da kunne forstaa, hvorfor de er blevne kasserede. Det
ene af dem er efter denne mærkelige Hændelse rejst mellem dansk
Elitekunst til Paris og Berlin uden at vække Forargelse, ja, i
Paris fik det endog en Medalje.

At refusere slige Arbejder er at sige til den Kunstner, der
indsender dem: „Hus forbi!" Den fri Udstilling har altsaa sin
Eksistensret alene derved, at den aabner en Havn for de Kunstnere
og de Kunstværker, som Charlottenborg med Urette forskyder.
Men hvad den fri Udstilling er i Principet, er der endnu ingen,
der ved, ikke en Gang Udstillerne selv. Nogle er der af den i sig
selv saare fornuftige Grund, at en lille Udstilling er meget at
foretrække for en stor, men de ønsker ikke at opponere mod
Akademiet og den med Akademiet indfiltrede Udstilling. Andre
tilsigter netop dette; Bevæggrunden for deres Deltagelse er den
rigtige Betragtning, at de danske Kunstnere hverken behøver Akade-
miets Indblanding eller dets Velsignelse for at udstille deres Ar-
bejder og havde staaet sig bedst ved at leve dem bægge for-
uden. Naar Deltagerne har delt sig i Værter og i Gæster, saa
synes det ikke at være, fordi den sidste Tanke skal opløftes til
det ledende Princip, der kalder Kunstnere sammen under den fri
Udstillings Flag. De fri Udstillere frygter aabenbart for, at der
saa vilde melde sig for mange.

Ogsaa i dette er der jo nogen Fornuft. Mange er de
kaldede, med faa er de udvalgte. Tallet paa de virkelige Kunstnere
er jo sikkert nok betydeligt mindre end det Tal , som Vejviseren
eller Udstillingskatalogerne opgiver. Hvis Kunstnerne en Gang tog

Digitized by Google

270

Forårsudstillingerne.

sig for at sige til Fabrikanterne og Dilettanterne: „Lad os skilles
ad!" vilde det være djærvt og forstandigt talt. Hvis de fri Ud-
stillere vilde sigte gennem saa fint et Sold, at kun de ypperste
Kræfter blev deres Udstillings Parthavere, saa vilde det vel i alt
Fald være forsvarligt. Men rent personlige Hensyn har aabenbart
boret Huller i Soldet. Skal det være et frit Akademi, kan det
ikke nægtes, at Navnene paa de Herrer og Damer, som der
smager Magtens Sødme, ikke alle er lige imponerende. Og dette
U. C. for de en Gang udvalgte viser sig allerede paa dette Aars
Udstilling ikke at være uden Farer.

Foretagendet synes i sin Grund selsomt forkvaklet. Men
det støttes af saa gode Kræfter, at det har let ved at holde sig
oppe, og mangfoldige Forhold skaffer det en Medbør, der maaske
kan føre det frelst forbi alle Skær. Gennem mange Aar har
Akademi og Udstillin gskomi te saa flittigt arbejdet paa at binde
dette Ris til deres Ryg, at det nok i lang Tid vil kunne holde.
Akademiet har ødselt udstrøet Stof til Misfornøjelse gennem Pro-
fessorvalg, Medlemsvalg, Konkurser, Medaljer, og hvor det ellers
har kunnet finde Lejlighed dertil. Censurkomiteen for Udstillin-
gerne ved Charlottenborg har brugt sin Svøbe imod ethvert ungt
Talent, som det stod i dets Magt at ramme, mod Julius Poulsen,
Joachim Skovgaard, Hammershøj, Holsøe, Irminger, Viggo Pedersen r
Achen, Rode, Slott-Møller, Willumsen og adskillige andre. Intet
Under, at den fri Udstilling har faaet Vind i Sejlene.

Der var i Vinter megen Snak om det Billede af Olsen-
Ventegodt, der, efter at have opnaaet en Aarsmedalje paa Udstil-
lingen, blev fundet for let til at sendes til Chikago. Ganske
utvivlsomt var dette Billede adskilligt bedre end meget andet, der
rejste med „Hekla" eller „Norge". Og dog blev det med Rette
en bedrøvelig Ledingsfærd for Akademiets Direktør, da han vilde
sætte dets Antagelse igennem med Magt. Hans Angreb var ikke
alene rettet mod de Kunstnere, der sad i Komiteen, men mod
det Kunstnersamfund, der havde valgt Komiteen; hvis han havde
naaet sin Vilje, vilde det jo i Virkeligheden være ude med Kunst-
nernes hidtil gældende Ret overfor de Udstillinger, der ikke er
knyttede til Akademiet. Naar Akademiets Direktør i Bortvisningen
af et Billede, som Akademiet havde tildelt en Udmærkelse, har
set en alvorlig Krænkelse af de officielle Autoriteters Værdighed,
saa har han dog uden Tvivl set rigtigt. Men det er af den Art
Stød, som Verden giver, og som det ikke vil være ham muligt at

Digitized by Google

Forårsudstillingerne .

271

afværge; vil han tage sig dem nær, kan han ingen Dag sidde
rolig. Eller er det — for at tage et Eksempel bl. mange — ikke
endnu langt mere vore Autoriteter til Tort og Kreditspilde, naar
Tegningerne til „Troldtøj", som er blevne refuserede paa en
ganske ordinær dansk Foraarsudstilling, i Vinter er blevne købte
af Nationalgalleriet i Kristiania?

I Aar er — som allerede Verden bekendt — et stort Por-
trætbillede af den unge Maler Find blevet refuseret. , Som Por-
træt betragtet er det ikke stort bevendt, men i ren dekorativ
Henseende har det Holdning og Virkning, og denne har været hans
egentlige Maal. Det rummer vel omtrent det samme Kvantum
kunstnerisk Talent som Udstillingens flinkeste Arbejder af Malerens
jævnaldrende, men Talentet er her anvendt paa anden Maade, og
netop dette giver det særlig Interesse, den Interesse at vise, hvad
Art af Kunst vore radikalest sindede unge Malere drømmer om at
skabe. Dette er det ulige mere tillokkende at faa at se end de
Husflidsprodukter, der oversvømmer Udstillingens Torv. Tilbage-
visningen af dette Billede er baade en Uret og en Dumhed.

Men for Charlottenborg Udstillingen kan det dog næppe blive
en synderlig farlig Sag. Derimod er der andet, som meget let kan
blive den en farlig Sag.

Der gaar det Rygte, at Bestyrelsen for den kgl. Maleri-
samling skal have besluttet, fremtidigt ikke at ville købe Billeder
paa den fri Udstilling. Det er let at forstaa, hvorledes et saadant
Rygte kan have dannet sig. Af Bestyrelsens fem Medlemmer er
to tiltraadte i Aar, Direktøren for Samlingen, Højesteretsadvokat
Klubien, og Hs. Eks. Kultusminister Goos; det kunde da tænkes,
at der herved var skabt Majoritet for et nyt System. Og Ind-
købet i Aar kunde synes at støtte en saadan Formodning. Men
den er sikkert aldeles falsk! Bestyrelsen har kun det Maal, at
skaffe Samlingen de bedst mulige Billeder; om den faar dem fra
Charlottenborg eller fra Loppetorvet, kan og maa være den lige-
gyldigt, det er Billedernes Værd og ikke Stedets Hellighed, den er
sat til at prøve. Hvis den nægtede at indfinde sig paa den fri
Udstilling for at se, hvad den indeholdt, kunde de fri Udstillere
vistnok anlægge Retssag med Haab om at vinde den, og Kom-
missionen fattes jo ikke Folk, der forstaar deres Jura.

Rygtet er altsaa aldeles vildt. Men det gør Skade! Det
vilde slet ikke smage de Kunstnere, der endnu holder ved Char-
lottenborg, at se Zahrtmann, Philipsen, Krøyer og de andre fri

Digitized by Google

272

Foraarsudstillingerne.

Udstillere blive behandlede som uartige Børn. De er jo ikke Børn,
men gamle Mennesker, af hvilke i alt Fald en Del hører til de
dygtigste i deres Fag, og som om deres Faginteresser har Lov og
Ret til at have deres selvstændige Mening. At ville prøve paa at
rokke denne ved Tvangsmidler vilde være en ren og skær Raahed.
En økonomisk Krig mod de fri Udstillere vilde snarere være til
Ruin for Charlottenborg-Udstillingen end for, den fri*. Mange dyg-
tige Kunstnere, der er knyttede til hin med skøre Baand, vilde
glemme deres Uvilje mod Frihedens dunkle Ophav og betragte
det som en Æressag at støtte dem, mod hvem der blev øvet Uret.
Der mangler jo i det bele taget blot en Eapitaldumhed fra Autori-
teternes Side for at bevirke en ny Udvandring fra den gamle
Orlogsskude, som da vil være et synkende Skrog. Sker der blot
en Udvandring, som i Vægt og Betydning tilnærmelsesvis kan
maale sig med den, der allerede har fundet Sted, saa vil der kun
være én Kantate, der egner sig til at afsynges ved Udstillingens
højtidelige Aabningsfest paa Akademiets Stiftelsesdag, og det er
den gamle, vemodige Sang, hvis Melodi Prinsessen i Andersens
Eventyr om Svinedrengen kunde spille med én Finger.

HI.

For en eventuel Efteraarsudstilling af de fri Udstilleres
ældre Arbejder vilde det maaske regnes til Skade, at en af deres
bedste, Zahrtmann, nylig i Kunstforeningen har afholdt en
retrospektiv Udstilling. Men denne var saa god, at den ikke vilde
tabe ved at ses igen, og den fortjente at ses af et endnu bredere
Publikum end Kunstforeningens Medlemmer. Det er ikke lige
godt alt, hvad han har malt, men overalt er der en kæmpende
Kunstnervilje — ingen kan staa Fabrikanterne fjærnere.

I Aar udstiller han — foruden et lille Gaadebillede „Augurer«
med et smukt Lys over Hovedfiguren — to ny Fremstillinger af
Leonora Christinas Fængselsliv. De synes mig at være langt at
foretrække baade for hans Billeder i Fjor, især da for „Hvad vi vil«-
Billedets alt for udspekulerede og ret forlorne Aandrighed, og for
Leonora Christina-Billederne fra i Forfjor. Galleribestyrelsen søgte at
kvitiere sin gamle Gæld til Zahrtmann ved at indkøbe det, som
da var udstillet paa „den fri*; Valget burde have været bedre.

Fremstillingen af „Leonora Christinas Indtrædelse i Blaataarn*
nærmer sig mest til de tidligere Skildringer af Jammersmindets

Digitized by Google

Forårsudstillingerne. 273

Genvordighed, der nu med Rette betragtes som klassiske. Zahrt-
maon har rigtignok i dem skildret det samme Rum, „den mørche
Kircke*, med stærkere Stemning og med mere malerisk Finhed,
og det er nødvendigt at kende Jammersmindets Tekst for ret
at paaskønne Figurkarakteristikens Værd; — en fremmed vilde
Billedet næppe interessere stærkt. — Udmærket er det Blik til
Siden, med hvilket Leonora Christina, der ingen Sinde forglemmer
sin kongelige Værdighed, og hvis Iagttagelsesevne end ikke i de
mest kritiske Øjeblikke forlader hende, noterer sig Alfeldts med-
lidende Ansigt. Skade, at Kjolens forneden tilspidsede Form giver
hende noget dukkeagtigt. Alfeldt, der sukkende gør en „liden
Reveren tz* for den en Gang saa fejrede Kvinde, som nu har
maattet sige Farvel til Verden og Solens Lys, er udmærket levende
og karakterfuld.

I Fremstillingen af „Dronning Charlotte Amalies Besøg i
Fængslet 14 er Kompositionen delt i to uforbundne Partier, og den
noget vage maleriske Virkning sætter ikke Leonora Christina paa den
Centrumsplads, der tilkommer hende. Men ogsaa her har Figur-
karakteristiken Finhed og Dybde. Bedst er maaske den unge Dron-
ning, hvem Synet af den blege, ranke Kvindeskikkelse, der saa taal-
modigt har baaret Ulykken paa sine stærke Skuldre, stikker i Hjertet,
saa hun straks maa støtte sig til Slagbordet „efter Hilsen*, og som
paa Leonora Christinas Bøn om at udvirke nogen Lindring for sig
„swarte icke med Ord, men med grædende Taare". Modsætningen
mellem denne hjertegrebne, i Vemod og Medynk sønderknuste Skik-
kelse og Leonora Christinas egen Højhed og Fred er meget virknings-
fuld. Til den anden Side staar den halvfulde Slotsfoged, Kurfyrst-
inden af Sachsen, en Hofdame og — nærmest Forgrunden, —
Frøken Augusta af Glucksborg, pralende klædt, kæphøj og ufor-
skammet, den bedst malte af Billedets Figurer. Ellers forekommer
det mig ikke i ren malerisk Henseende at være Beundring værd;
Behandlingen er underlig fedtet og valen, Dronningens Hoved
staar stygt til Baggrunden, og det falder fremdeles vanskeligt at
vænne sig til de skidne Pletter, med hvilke Zahrtmann overstreger
de hvide Vægge for at give dem Tone. Indrømmes maa det dog,
at Tonen i Billedet virker ganske mildt, naar man vender sig
mod det efter at have betragtet Skovgaards „Peninna og Hanna a .

Philipsen glimrer i Aar særligt ved de plastiske Arbejder,
han har udstillet I den livfuldt opfattede og livfuldt behandlede
Voksfigur af en „romersk Tyr" har han givet en ypperlig Apoteose

Digitized by Google

274 Forårsudstillingerne .

af alle de Karakteregenskaber, der lod „Gudernes Fader og Drot*
optræde i en ham værdig Skikkelse, da han omskabte sig til en
Tyr. Begge Springvandsprojekterne er baade morsomme og gode.
Naar Kataloget angiver de Billeder, han har udstillet, til alle at
være malte i 1892, saa er det en selsom Fejl, thi selv det flygtigste
Blik over dem vil skønne, at der er en ikke ringe Forskel paa
Billederne fra i Fjor og de ældre Studier (Nr. 64—66 og 70).
Sammenligningen forekommer mig ikke at være til Forringelse af
de ældre Ting, endskønt — eller netop fordi — Farven i de ny
Billeder er ført op til en langt mere intensiv Styrke. Motiverne
er nu som før nydeligt sete, særlig fortryllende er Motivet i det
lille Billede, Kunstforeningen har købt, men som dog i al sin
Friskhed og Lethed synes vel løst i Behandlingen og noget tyndt
i Virkningen.

Er denne intensive Farvestyrke noget, der i sig selv er saa
særdeles attraaværdigt? Hvorfor skulde den vel være det? Ja,
det er jo udmærket, naar et Billede smager af Friluft og Sommer
og Solskin, men det er slet ikke rart, naar det smager af Farver. Det
er intet mindre koloristiskt end det kulørte. Hvor brutalt virker
ikke Viggo Pedersens „Efteraarsstorm" med det blaa Farvekar,
mod hvilket Køerne ubetænksomt styrer deres Gang ! Denne flinke
Kunstner synes at have faaet et skævt Syn paa, hvad Farve-
skønhed vil sige. Der er noget overordentlig smukt villet i Billedet
med Skumringslængslerne mod det tabte Paradis ; Eva er særdeles
nydelig, Adam meget mindre god. Men et Blik paa Galleribilled-
Studiet oven over dem viser klart, hvor lidet Viggo Pedersen
egentligt er vundet frem mod Maalet for en Kolorist.

Formodentligt er Johan Rohdes Landskaber fra i Aar
akkurat lige saa gode som dem fra i Fjor eller i Forøor. Men
alle disse Smaabilleder med deres i sig selv nydelige og ogsaa
meget net og forstandigt præsenterede Motiver virker i deres
ubegribelige Ufriskhed trist og trættende, disse Himle af Grød og
Huse af Pap frister til at gentage den Drachmannske Strofe: ,En
Mundfuld Luft! Her snøres Struben til! 41 Og dog er der jo i
alle Billederne noget, der viser, at de stammer fra en ualmindelig
intelligent Kunstner. Det skorter ham kun paa stærk Oprinde-
lighed, umiddelbar Naturkraft; han er en Nureddin, der endnu
ikke har Aladdinslampen i sin Haand. Han punkterer i Sandet
for at finde den nyeste og eneste saliggørende Teori. Et Par af
hans Billeder fra Holland viser os denne Stræben. Den gule

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

275

Aften i Hoorn fortæller om det legetøjsagtige Indtryk, nogle af
de hollandske Smaabyer skal kunne gøre, men staar usikkert paa
Overgangen mellem en for Alvor stiliseret Naturfremstilling og et
skemtefuldt Karrikaturmaleri — saaledes som Christiansens virke-
lig fortræffelige »Skue ved Viborg" ude hos Kleis ; fra hvilket af
de to Synspunkter, man end vil betragte Rohdes Billede, er det
utilfredsstillende. Derimod er den sildige graa Aften nydelig i sin
blide og stilfulde Virkning, der minder om japanske Farvetryk,
om Landskaber af Hiroshighe, — skønt Hiroshighe er naivere og
friskere, og derfor efter min Smag at foretrække.

Seligmann, Mourier-Petersen og Bjerre er i Aar
hverken fremragende eller interessante. Naboskabet med Bjerre
fremhæver Dyderne hos Engelsted. Blottet for Følelse for det
maleriske, som hans Fremstilling af Natbaalet paa „Rejsen til Moria
Bjærg 8 desværre er, fængsler den ved det sjælfulde i Abrahams
bekymrede Betragten af den sovende Dreng. Ogsaa i det beskedne
Portrætstudie er der noget vindende, noget levende og karakter- •
fint Sybergs „Hyacinter" er udmærket malte. En fyldig Repræ-
sentation for Brødrene Skovgaards Landskabskunst viser de samme
solide Egenskaber, som ligeartede Arbejder af dem tidligere har
lært os at skatte. Niels Skovgaards ny Folkevise-Illustrationer
naar ikke i Djærvhed og Friskhed de ældre Tegninger til „St.
Laurentius", — særligt ikke den kostelige Troldemoder, der tysser
paa sit uartige Barn, — men er dog i deres lidt kalligrafiske
Spinkelhed særdeles smagfulde og smukke. Udmærkede er især,
foruden det stemningsrige Slutningsblad , Tegningerne af det Ridt
til Hr. Torbens Gaard, hvis Takt Parthenonsfrisen synes at
have angivet, samt af Hr. Torben bag Ploven og af Rejsen over de
sorte Heder. Andre er mindre vellykkede, den affekterte Skøn-
jomfru allermindst.

Af den fri Udstillings syv kvindelige Kunstnere mangler i
Aar de fem. Frk. Elise Konstantin Hansen udstiller en
Række meget nydelige Naturstudier; især de tangfyldte Limfjords-
belger er Ære værd. Frk. Frø li ch s døde Fugl udmærker sig
ved en virkelig beundringsværdig Delikatesse i Behandlingen.

Udstillingens to danske Hædersgæster er Krøyer og Julius
Paulsen. Det er ikke paa Vesterbro, at man i Aar skal se Julius
Paulsen, det er paa Charlottenborg-Udstillingen, hvor hans to for-
trinlige store Portræter lyser som Sole. Hans alt for vatbløde
Landskaber paa „den fri" naar ikke i Højde med deres ypperlige

Digitized by

276

ForaarsudstDlingerne.

Forgængere, hans Visioner af ideale Kvindeskikkelser er Luftslotte
uden Grundmur. Og Krøyer! Portrætet af hans Hustru har alle
de Egenskaber, der gør det til en sand Lækkerbidsken for det
Publikum, der ejer mindst af kunstnerisk Smag. At det — natur-
ligvis — er dygtigt malt, er en saare ringe Trøst Her nytter det
maaske næppe engang at henvise til Charlottenborg, thi uagtet
hans „Badende Drenge" er langt at foretrække for Portrætet, staar
det dog i Friskhed, Saft og Kraft betydeligt tilbage for den ud-
mærkede Fremstilling, Krøyer tidligere har givet af det samme Motiv.

Endelig har den fri Udstilling sikret sig den i sin Nyhed
meget omtalte Maler Clement. Willumsen er allerede ikke længere
det nyeste. I det nyeste synes der indblandet en stærk Reaktion
mod en vis Brutalitet, der som en drilsk Husnisse har fulgt med
Willumsen, hver Gang han har naaet et nyt Standpunkt.

I Clements dekorative Billede er der noget, der ved første
Øjekast kan virke ret vindende. Thi det viser, at Kunstneren
har hørt en Nattergal synge og har søgt at fange den. Men det
er ikke lykkedes ham. Det er ikke blevet til et stilfuldt Værk
med Botticellisk Poesi. Det er svagt og ubehersket, flovt og
forfejlet.

Gement har lagt ud paa ny og med bedre Held. Hans
Portrætstudie fra i Aar gør — fraset Dragten og især den noget
uhehageligt sortladne Farve — Indtrykket af at være et Arbejde
af en ukendt italiensk Mester fra det 15. Aarhundrede, af en Elev
af Verrochio. Det har den ejendommelige Stil og Behandling fra
Datidens italienske Kunst, virkelig ogsaa den fine, ejendommelige
Ynde, den bløde og sarte Poesi i Udtrykket, som virker saa be-
daarende i de gamle Mesteres Arbejder. Dets Radikalisme vil
ikke forfærde, det egner sig ikke til Julekort og behøver ingen
vidtløftig Forklaring for skjulte Dybsindigheder. Det er et nyde-
ligt og aandfuldt Studie i gammel Kunst, intet mere. Men
dette er allerede meget. At Clement er et utvivlsomt Talent,
viser ogsaa hans Tegninger, uagtet de frembyder Ankeposter
ved den Art urimelige Vilkaarligheder, som de radikaleste Teo-
rier anbefaler, og ved slige affekterte HaandstiQinger, i hvilke
en uerfaren Ungdom mener at have fanget Poesien for godt
Køb. Det synes at være meget forstandigt af ham, at han
søger at udvikle de særlige Evner, der er ham givet, ved et
indtrængende Studium af den uforligneligt dejlige italienske

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

277

Renæssancekunst. Til hvilke Resultater dette vil føre ham, er
det jo endnu umuligt at vide.

IV.

Da det offentligt er bleven fortalt, at Clement har forklaret
Syntetismen og dens Maal for det ganske København, har jeg
en Smule Grund til at beklage mig, thi jeg har ikke faået nogen
saadan Forklaring og vilde gerne have hørt den.

Jeg har dog nogenlunde let ved at trøste mig. Den, der
har Tørst efter teoretiske Forklaringer, behøver nu til Dags ikke
at vansmægte. Men det er yderst tvivlsomt, om de hjælper stort
til en rigtig Værdsættelse af Kunst. Selv de smukkeste Teorier
kan ikke gøre Kaalen fed. Værdifuld Kunst har netop den vel-
signede Egenskab, at den griber ved sin egen Magt, uden at man
behøver at kende de Teorier, Kunstneren har, hvis han i det hele
taget giver sig af med at holde en saadan Overflødighedsartikel.

Har en Kunstner Lyst til at holde denne Luksus, saa være
det ham vel undt. Tror han derved at have bundet et Styrke-
bælte om sig, tager han fejl. Det er snarere et Svaghedstegn.
Den t der føler sig bevæget af en egen Art af Skønhed, som han
ønsker at udtrykke og forklare, vil stræbe i sin Kunst at forstaa
sig selv og føre os andre til at forstaa ham, men næppe bryde
sig om at faa sin Tragten skematiseret i et Par tørre Læresæt-
ninger, som enhver Torsk kan repetere. Den, der for Alvor har
noget at sige os, vil nok uden Teoriernes Hjælp hitte paa, hvor-
ledes han skal sige det bedst. Men den, hvem ingen indre Kraft
puffer frem, vil sætte sig til at spekulere over Teorier. Med
Sandhed er der paa den nyeste Bevægelse i Kunsten anvendt de
gyldne Ord, den erfarne Mefistofeles siger til Faust:

»Ich sag 1 es dir: ein Kerl, der speculirt,

Ist wie ein Thier, auf durrer Heide

Von einem bosen Geist im Kreis herumgefiihrt.

Und rings umher liegt schone grune Weide."

Det synes mig netop at være Ulykken ved den nyeste Be-
vægelse i Kunsten, at den stærkt bærer Præget af at være en
spekulativ Bevægelse.

Naturalismen har ført mange og store Værdier frem og
skærpet vort Blik for oversete Skønheder. Mange Opgaver staar
endnu tilbage for den at løse. Men det kan ikke nægtes, at den

Digitized by Google

278

Forårsudstillingerne.

har givet det illusorisk skuffende og fotografisk korrekte alt for
megen Ære, draget Blikket bort fra Kunstens dekorative Pligter
og skænket Læ for megen jammerlig Dilettantisme. Største Partea af
moderne Kunst har den store Fejl at være alt for stilløs. Den
notableste Kritik af den forekommer mig at være den, der stammer
fra en japansk Pen — eller rettere Pensel — og som Julius
Lange allerede har citeret i sin Afhandling om „Erindringens
Kunst*: „Det er Fejlen ved europæiske Malerier, at de gaar for
dybt ind paa Realiteterne og bevarer mange Enkeltheder, som
bedre kunde være udeladte. Slige Værker er kun som en Mang-
foldighed af Ord. Maleriet skulde stræbe efter at blive et Digt af
Form og Farve. Det kommer ikke an paa at kopiere Naturen
nøjagtig. En Tegning kan nøje ligne den fremstillede Genstand
og dog som Kunstværk være ligegyldig. Paa den anden Side
kan et Maleri fortjene en høj Rang, uden at det dog gengiver
Naturens Kendsgerninger. 11

Alt dette er ganske sandt. Japanerne har Ret til at haane
os, deres Kunstnere har store Fortrin fremfor vore, uden at det
derfor være sagt, at de er de ypperste i Verden. Naar vi fra det
Ælte, hvori vi vader, løfter Blikket mod den høje Himmel, hvor
Kunstens gamle Guder bor, saa har vi i Sandhed Grund til at
blues. Michel Angelos Kristus deroppe synes at løfte sin vrede
Haand imod os.

Men lad os ikke tro. at et lille Trylleord som „Syntetisme*
eller „Symbolisme" hjælper os ud af Uføret og sætter os paa tør
Jord. Det er ikke nok at erkende den japanske Kritiks Berettigelse
og sige som saa: „Herregud, den Svaghed er nemt rettet! Det
hele beror paa en Fejl i Tillavningen. Værs'go', her er Billeder,
der ikke gaar for dybt ind paa Realiteterne og ikke kopierer
Naturen nøjagtigt!" Kommer det visselig ikke an paa den størst
mulige Objektivitet i Fremstillingen, saa kommer dfct visselig
heller ikke an paa den størst mulige Vilkaarlighed. Det kommer
an paa Værdien af den Kunstnerviljes Hensigt, ved hvilken Vil-
kaarligheden skal forklares, og som den skal tjene til at under-
støtte. Formen maa bestemmes indenfra.

Det er sandt, at de store gamle Kunstnere har tilladt sig
betydelige Afvigelser fra Naturen. De har af dens store Mang-
foldighed udvalgt de Former, der syntes dem at tjene deres Vilje
bedst og idealiseret dem efter deres Hensigt. Men derfor har de
dog ikke betragtet Naturens Former som et i sig selv ligegyldigt,

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

279

halvt foragteligt Glossarium for at tale Ideernes Sprog. De
ypperste Kunstnere fra den antike Tid, Middelalderen, Renæssancen
og vort Aarhundrede har alle stræbt efter at øge Natursandheden
og ikke efter at formindske den. De har været de lykkelige Vise,
der fra det uudtømmelige Skatkammer i Naturens Gruber har
hentet de kosteligste Ædelstene og slebet dem, saa vi kunde for-
staa deres Værd. Arbejdet i Gruben lader sig ikke erstatte med
en Blandingsproces efter en Recept i et kemisk Laboratorium.
En Haandfuld Sand fra Naturen, lidt Salpeter fra Fantasien og
Salt fra en Teori skaffer os ikke Diamanter.

Symbolisterne har let ved at præsentere os en smuk Teori,
hvis Sandheder bevidnes af al den Kunst, der har de stærkeste
Vinger. Hvad hjælper det, og hvad beviser det? Lysten til at
flyve er der, men der vokser ingen Vinger frem, fordi man slutter
sig til en Teori. Og der er ingen Vinding ved at laane et Par
gamle eller nøjes med et Par Stylter.

Men lad os ikke dvæle ved Teorien. Den lyder forskelligt —
og ikke altid lige fornuftigt — fra de forskellige Munde. Hvad
er det, Symbolisterne tilsigter at give i en ny Form? Er det
Drømme? For at Kunst, der skal udtrykke Drømme, skal blive
noget værd, maa Menneskene have Drømme, der er noget værd.
Drømme kan være smukke, og de kan være taabelige, den Art af
Drømme, som vi f. Eks. har lært at kende i et Billede af den
højtbegavede — ellers naturalistiske — norske Maler Munch, kaldet
„Vision," har ikke Værdi for en rød Øre. Middelalderens Drømme
var smukke, men lad os for Himlens Skyld blive fri for en kunstig
Fornyelse af dem! En ny Bevægelse har vi allerede lært at kende
i sin inderste Kærne ved at læse om de Beskyldninger for sort
Magi, som en af Lederne for det ny har udslynget mod en anden
af Lederne for det ny. Dette ny er den gamle, middelalderlige
Havmand, der dukker op igen, hans Hensigt kender vi fra Agnete-
Visens Vers:

Den Havmand bar op sin højre Hand:
„Mulm og Mørke over alle Land! tt

Der kom Mulm og mørken Sky,

den skjulte saa vidt over Land og By. —

Det er ganske vist kun en Fløj af dem, den ny Bevægelse
har ført frem, der er havnede i denne Mysticisme. Men det er

Tilskueren. 189a 19

Digitized by

280

Forårsudstillingerne.

det sorte Hul, i hvilket de alt for naturtrætte og alt for drømme-
kære har let ved at falde. —

Mange af Symbolisterne giVer os Tegn og underlige Ger-
ninger — Kunsten skal være et Tegnsprog for Ideerne, Kunstbe-
tragtningen bliver da ikkun en Rebus-Gætning i større Stil. Hvor
dybsindigt var ikke Dyrelivet i Alperne og Gemsen med Svømme-
fødderne ! Først naar man har hittet Katten, forstaar man Kunst-
værkets høje Værd. Hvilket ugudeligt Nonsens! Men det tiltaler
sikkert en Mængde Mennesker, der er litterært anlagte og egentlig
ikke ejer Gnist af Sans for Kunst. De bliver med et de bedste
Fortolkere af et Kunstværks Indhold. Hvor pikant er det ikke,
at Vincent van Gogh i en Række Landskaber har villet frem-
stille Kristi Lidelseshistorie! Et af hans Billeder paa den fri Ud-
stilling, „Poplerne, 14 siges at høre til denne Række. For en
gammeldags Kunstbetragtning virker det som et af hans tarveligste,
— højt regnet som en ganske pudsig Dekoration for en Fajance-
flise. — Skulde det virkeligt stige i Værd, om man fik at vide,
hvilket Kapitel af Lidelseshistorien han herved har tænkt sig at
illustrere.

Van Gogh var virkelig sindssyg, det er det eneste, som
i dette Tilfælde kan undskylde ham. Han var en stor og ud-
mærket Kunstnerevne, et Billede som de „Afblomstrede Sol-
sikker" er malt af en Mesterhaand. Hans Billeder paa den fri
Udstilling er ikke alle lige gode, men der er noget forfriskende
i at se den hensynsløse Energi, med hvilken han har faret løs
paa og bidt sig fast i det af Motiverne, der interesserede ham.
Hans Farve kan være raa, hans Lufte er gennemgaaende daarlige,
Løvespringet har dog i Reglen naaet sit Maal og dets abnorme,
spænstige Kraft danner en velgørende Modsætning til vore hjemlige
Faars vege Viljer. Men det forekommer mig ikke, at van Goghs
Billeder er andet end Impressionisme og Naturalisme. De „af-
blomstrede Solsikker" skal næppe opfattes som et Sindbillede paa
den store Revolution. Nok var van Gogh gal, men saa gal var
han heller ikke.

Der er nylig sat følgende kuriøse Afvisningspæl ved van
Goghs Arbejder: „Forstaaelsen af van Goghs og af Gauguins senere
Arbejder bliver mulig — og er ene mulig — ud fra en saalydende
Betragtning: „I Naturen er enhver Genstand kun en symboliseret
Idé. — Den, der tilfulde behersker Naturens Sprog, lader Kunst-
værket blive en Oversættelse i dette af et sjæleligt Indhold. Dette

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

281

sjælelige Indhold er, minimalt, kun et Brudstykke af Kunstneren.
Paa sit Toppunkt er det Kunstnerens hele Sjæl, føjet til forskellige
objektive Genstandes sjælelige Indhold. Det fuldendte Kunstværk
bliver da et nyt Væsen, levendegjort af sin særlige Sjæl, der atter
er en Syntese af to Sjæle — Kunstnerens og Naturens.*

Det er allerede galt nok, at vi skal kunne forstaa det tahitiske
Sprog for at faa at vide, hvad Gauguins Billeder forestiller. Skal
vi nu ogsaa kunne forstaa det mesopotamiske Sprog for at faa at
vide, hvad de er værd? Jeg betvivler, at det er nødvendigt, og
mistænker de anførte mesopotamiske Sætninger for ikke at kunne
forklare noget som helst.

Gauguin er et utvivlsomt Talent, maaske et finere Talent
end den lovligt brutale van Gogh. Hans ældre Arbejder, af hvilke
en stor Del tidligere har været udstillede i Kunstforeningen, er
ikke vanskeligt tilgængelige og gennemgaaende meget smukke —
den nøgne Pige endog fremragende fortrinlig. Led ved moderne
Kunst og higende efter noget nyt, er han flygtet til Tahiti. Han
har søgt at skildre dette Jordiske Paradis* i Billeder, der er
stiliserede paa lignende Maade som de japanske Farvetryk er stili-
serede. Der er lagt megen Vægt paa Modsætningen eller Sam-
klangen mellem rene og stærke Farvetoner; Enkeltformer er
dekorativt behandlede. Der er i et Billede, „Vahine no Tiare tf ,
givet et karakterfuldt Portrætstudie, der er i andre Billeder sikkert
givet en meget god Skildring af de brune Pigers Sjælsbevægelser,
de fleste af Billederne er udmærket afskaarne. Der er hist og her
Farver, der støder os, der er Former, vi ikke forstaar. Det er i
høj Grad rimeligt, at disse Billeder giver en aandfuld Karakteristik
af det mest ejendommeligt tahitiske, det er muligt, at den Form,
han har valgt, lader denne Karakteristik lykkes ham bedre end
enhver .anden, at Stiliseringen af Brødfrugttræet og Pandanerne
i hans Landskaber, af Hibiscus-Blomsterne i Forgrunden af det
Billede, hvor Alterrøgen stiger op foran Gudebilledet, fortjener den
største Anerkendelse. Men det hele er saa fremmedartet, at det
kun vækker kølig Nysgerrighed ; der er noget, der virker tiltalende,
andet, der virker frastødende, vi er afskaarne fra egentlig Kritik.
Det er os langt mere fremmedartet end de japanske Farvetryk,
der aabenbart har givet Gauguin gode Raad for Dannelsen af en
eksotisk Stil, egnet til Beskrivelsen af Tahiti. Den japanske Kunst
forherliger den store Pan, som regerer over hele Jorderig og ogsaa
hos os lader Frugttræblomsterne n^ddrysse deres Sne om Foraaret

19*

Digitized by Google

282

Foraarsudstillingerne.

og Vildgæssene drage forbi i de svale Efteraarsnætter. Gauguin
forherliger i sine seneste Arbejder en særlig Gud, der kun hersker
paa Tahiti.

Gauguin er en Særling, en Mand, der efter sin ejendomme-
lige Natur har følt Trang til at gaa sine ensomme, vildsomme og
dristige Veje. Van Gogh var sindssyg, og der er i hans Billeder
noget af en gal Mands Mod. Begge siger os Ting, der er vel
værd at bemærke, men de kan umuligt egne sig til at danne Skole.

Formodentlig vil ogsaa den Ungdom, hvem de har sat Fhier
i Hovedet, snart betragte dem som forældede. De hæver sig ikke
højt nok op efter det de fri Fantasiers Drømmerige, mod hvilket
den nyeste Bevægelse vil sætte Kursen. —

Kunde denne Bevægelse endda hjælpe til at nedbryde det
sunkne Grænseskel mellem Dilettantisme og Kunst Men nej,
naar Generalkommandoen befaler: „Helt omkring!" saa drejer
ogsaa Dilettanterne helt omkring. Og de vil hurtigt opdage, at
de har staaet sig ved denne Drejning. De er slupne fra de gene-
rende Fordringer til rigtig Tegning, forstaaet Formbehandling og
alle Finesser i det maleriske. At tilfredsstille de beskedne For-
dringer, med hvilke aabenbart Flertallet af de unge Symbolister
lader sig nøje, vil næppe falde vanskeligt for en jævnt begavet
Dilettant, der faar lært sig Metoden.

Nej, det er ikke Teorier, der kan frelse os. Hvor dybt de
Herrer Symbolister stirrer ned i Teoriernes Brønd, og hvor højt
de løfter deres Arme mod Himlen til Flugt,

„Quillt innerlich doch keine neue Kraft. u

Karl Madsen.

Digitized by Google

En Impressionist

Naar man nu til Dags taler om Impressionister, tænker
man nærmest paa de franske Malere, der i deres Kunst mere
stræber efter at gengive det Indtryk, som Synet af et Landskab,
en Person o. s. v. har gjort paa dem, end selve Landskabets
Detaljer eller de enkelte Ansigtstræk. Men længe før Impres-
sionismen eksisterede som Malerskole, kunde Folk med stærkt
modtagelige Nerver have deres egne ejendommelige Fornemmelser
uden derfor at opstille Regler for, hvorledes Folk med grovere
Nerver skulde lære at fornemme paa samme Maade.

Inden Impressionismen blev moderne som Kunstart, bode tre
unge Mænd sammen en Sommer ved et Badested og gav sig Ud-
seende af kun at opholde sig der for Kurens Skyld. Sjælen i det lille
Selskab hed Marck. Han var, trods sin Sygelighed, den gladeste
blandt sin Tids glade Studenter, men han led af et farligt Hjerte-
onde, der ofte tvang ham til at holde sig inden Døre og dæmmede
for hans Lunes sprudlende Aare just, naar den strømmede livligst.
Af de to andre hed den ene „Hesten*. Marck havde døbt ham
saaledes, fordi han paastod, at han, baade til Karakter og
Udseende, mindede om en Hest; det Navn gik han derfor stadig
under mellem Kammeraterne. Den tredje var jeg selv.

Endog det mest prosaiske Menneske maatte i Mareks Selskab
lidt efter lidt komme til at anstille Betragtninger over, hvorvidt
der alligevel ikke eksisterede noget mere mellem Himmel og Jord
end Frokost, Middag og Aftensmad; thi Marck besad i høj Grad
denne aandelige Modtagelighed, der senere som en Epidemi har
grebet om sig i vide Krese og affødt Impressionismen i Kunsten,
Spiritismen i Religionen og Symbolismen i Literaturen. Marck

Digitized by Google

284

En Impressionist

havde dels ved medfødte Anlæg, deis ved Øvelse formelig opnaaet
Virtuositet i at fange et Indtryk i Flugten, men han talte aldrig
om sine Iagttagelser, før han ligesom var kommen paa det rene
med Sagen overfor sig selv; først da meddelte han os andre
Resultatet af sine Spekulationer. Hans Specialitet bestod i, af en
Persons Ydre at finde „Dyret" i hans Indre og derigennem at
danne sig et Begreb om vedkommendes Karakter.

Da han jævnlig havde faaet Sikkerhed for, at hans Instinkt
ikke vildledte ham, stolede han blindt paa det første stærke Ind-
tryk, han modtog af et Menneske, selv om der aldrig var vekslet
et Ord imellem dem. Hans Karakteristik var altid træffende, og
afgaves den end i den mest barokke Form og med alle Haande
Overdrivelser, følte man dog altid, at der laa Alvor bag. At „lege
Menageri" med Menneskene var hans største Fornøjelse, og hans
Uvilje overfor visse usympatiske Dyrearter var saa stor, at han
aldrig formaaede at vise sig venlig mod en Person, hvis Fysiognomi
f. Eks. mindede om Ulvens eller Sjakalens ondskabsfulde og
listige Træk.

Naturligvis disputerede vi af og til om hans Metode; jeg
modsagde ham af Princip og kaldte det taabeligt, saaledes at lade
sin sunde Dømmekraft paavirkes af et uklart Indtryk, der umuligt
kunde være ufejlbart. Han saa paa mig med et underligt, tanke-
fuldt Blik og sagde i fuldeste Alvor:

„Dumme Dyr, du har mistet dit Instinkt!*

Jeg tog Handsken op og svarede, at min Eftertanke var
tusend Gange mere værd end alt Instinkt.

„Eftertanke!" gentog han. „Den kommer jo først bagefter,
som Ordet antyder. Vist er man bare et dumt Dyr, naar
man mister sin medfødte Naturgave: Evnen til øjeblikkelig at
kunne skelne Ven fra Fjende, slette Mennesker fra gode, stærke
fra svage. Mennesket er jo Skabelsens Krone, Summen af den
hele Udvikling. Skulde det da ikke fremdeles have noget af alt
det, baade ondt og godt, som har karakteriseret dets urhistoriske
Forfædre indenfor Dyreverdenen og f. Eks. endnu have nogle
Rester af den Sjælsevne, som jo endog de lavere Dyr ejer, og
som straks i første Nu lader dem ane en Fjendes Tilstedeværelse?
Dumme Dyr, siger jeg! Livet er ikke bare en plat Forstands-
proces, som du bilder dig ind, — i det mindste ikke endnu! —
Se nu f. Eks. paa „Hesten" der* , vedblev Marck. „Han spanker
rigtig omkring og tager sig ud her ved saaledes at gaa paa Græs.

Digitized by Google

»

Ed Impressionist.

285

Har du nogen Sinde set en bedre Hest i menneskelig Skikkelse?
Og saa begynder han at blive forelsket! Du skal se, han bliver
den mest ridderlige Ægtemand, man kan tænke sig. Han vil
bære sin Hustru paa Hænderne, være baade hengiven, nobel
og stærk. Kan du ikke se, hvor han formelig pruster af Livslyst,
og at han ligesom vrinsker, naar han med sine store Næsebor
faar Færten af den elskede paa lang Afstand? Hvis jeg var
Kvinde, vilde jeg instinktivt tage ham, for man skal vanskeligt
finde nogen Mand, der er lettere at styre, og heller ikke et dyg-
tigere Menneske. Jeg kender ham jo ud og ind som Ven, og jeg
kender ogsaa adskillige virkelige Heste, saa jeg har let ved at sam-
menligne. Vi burde for længe siden have haft en Lærebog i sam-
menlignende Zoologi. *

„Du er gal!* sagde jeg.

Der fo'r et ejendommeligt, tvetydigt Smil hen over Mareks
Ansigt, og Øjnene lyste halvt af Lystighed halvt af Haan.

„Ja naturligvis! Hvem er ikke det? Især hvis man tillader
sig at have saakaldte „Ideer* ! Paa Middelmaadighedens saa vel
som paa de kloge Hoveders Tunge har jo selve Ordet „Ide* faaet
en Bismag af Galskab. At have Ideer betyder jo for Spids-
borgerne det samme som at være forrykt. Men jeg for min Del
foretrækker at være forrykt og „lege Menageri* fremfor at regnes
med blandt deres egne. Det er jo ikke andet end en stor Drift
Kvæg, tamme, godlidende Husdyr, der gennes i Stald for at
malkes, hvorefter de atter drives ud paa Marken for at fylde
Yveret til næste Malkning. Deri bestaar hele den saakaldte Stats-
husholdning. Og den er til deres eget Bedste.*

Han var bleven oprørt og kneb de tynde Læber saa. fast
sammen, at de saa ud som en Streg med en haanlig Bøjning i
Mundvigene. Humoristen var totalt forsvunden, og hans skarpe
graa Øjne viste et Par Pupiller, der mindede om Peberkorn. Jeg
vilde sige noget formildende om, at jeg ikke havde ment det saa
slemt med, hvad jeg før sagde, men inden jeg kom saa vidt,
havde han gættet min Hensigt, fik sit muntre, drilagtige Smil
tilbage og udbrød:

„Nu skal du ikke give dig til at agere Skødehund og
slikke detSaar, du før bed. Du har for Resten ikke Skødehundens
Karakter, snarere Doggens. Og naar Dogger bider fra sig, er det for
Alvor. De faar Krampe i Kæberne derved, ved du nok, og du
faar ogsaa Krampe, naar du bliver vred, men i hele dit Jeg, det

Digitized by Google

I

286 En Impressionist.

ved jeg. Du er modig som en Dogge og tager det ikke saa nøje
med at anfalde en Fjende, der er tre Gange saa stærk som du
selv. Er du saa tilfreds?«

„Tak skal du ha'!" svarede jeg. — Dermed gik vi ud i det
fri og glemte Disputen.

* *
*

Et Par Dage efter var vi nede paa Dampskibsbroen og
tog de nys ankomne i Øjesyn.

„Hesten u stod prustende og utaalmodig og kastede søgende
Blikke omkring til alle Sider efter sit Hjertes udkaarne, uden at
finde hende, medens Marck og jeg mønstrede de rejsende.

Damperen havde lige lagt til, og alle Passagererne var paa
Dækket; nogle af dem stirrede paa maa og faa ud over Land-
skabet, der var dem ganske ligegyldigt, andre, der skulde i Land
her, havde nok at tage Vare med at faa Bagagen samlet og komme
fra Borde.

„Dumme Dyr, alle sammen!" lød Mareks Røst ved Siden
af mig. Hans Blik havde granskende overfaret Dækket.

I det samme lænede en noget ældre Mand, skulderbred og
massiv, med et mægtigt Hoved sig ud over Rælingen for at se,
om Landgangen var ude.

Jeg vilde neppe have tænkt paa at betragte ham nøjere,
dersom jeg ikke havde mærket, hvilket stærkt Indtryk han gjorde
paa Marck; thi aldrig saa snart havde min Ven faaet Øje paa
den kraftige Skikkelse med Rovdyrshovedet mellem de brede
Skuldre, før hans Blik saa ihærdigt forfulgte ham, at ogsaa min
Interesse vaktes. Den fremmede vendte sig snart imod os, saa
vi fik hele hans grove Ansigt en face, med de vældige Kæber af
den kendte Formation, der kaldes „Underbid". Han følte, at
nogen saa paa ham, og hans Blik, der traf os, røbede, at han
vidste, det var os, der havde fikseret ham. Det Øjekast, han sendte
os, var i Begyndelsen stikkende, som om det dulgte en eller anden
uklar Mistanke, med hvilken han dog snart fik Bugt; han saa
bort fra os, for straks efter at sende os et nyt Blik, hvori det
første Udtryk nu havde veget Pladsen for en saa umiskendelig
Haan, at jeg maatte spørge Marck, om han lagde Mærke til det.

„Tror du, jeg er blind? Skulde jeg ikke lægge Mærke
til et saadant Monstrum! Et Menneske, som er halv Gedde og
halv Hyæne! Alt det brutaleste og mest lumske, der eksisterer i

Digitized by Google

En Impressionist.

287

Dyreverdenen! Eller har du set saadanne Kæber andetsteds end
hos Gedden? Og saa Øjnene! Det Blik er Tyvens, den fejge
Tyvs, Ligrøverens!

Var jeg Opdagelsesbetjent, arresterede jeg ham straks.
Han kan umuligt være et ærligt Menneske. 4 *

„Naa! Naa!" indvendte jeg spøgende. „Du levner da heller
ikke Folk, du faar noget imod, Ære for to Skilling !"

„Den Fyr har hverken Hæder eller Ære at miste", paastod
Marck med største Bestemthed.

„Det skulde nogen høre, saa blev du da straks anklaget
for Æreskænderi. 14

„Jeg vilde snart blive frikendt", svarede Marck og nærmede
sig Landgangen, medens den fremmede gjorde sig parat til at
gaa i Land. „Hesten" sluttede sig til os. og vi modtog alle tre
et meget ubehageligt Indtryk af den rejsende, da han med et
spotsk Træk om Munden passerede os, uden for øvrigt at værdige
os et Blik. Da han fjærnede sig ind ad Byen til, saa Marck efter
ham og ytrede ganske højt, saa at alle omkringstaaende kunde
høre det: „Jeg tør vædde paa, at han sidder i Tugthuset, inden
Aaret er omme!"

„Hvem?" spurgte „Hesten" nysgerrig.

„Han der, Ligrøveren naturligvis, han der gaar ind ad
Byen til!"

„Er du gal! Tag dig dog i Agt!" udbrød „Hesten" for-
skrækket. „Det er jo Forvalteren paa Kumlinge, en almindelig
agtet Mand."

Denne Oplysning rørte ikke Marck det allerringeste.

„For mig gerne! I kan jo more jer med at „agte" ham,
saa længe I vil. Jeg for min Del vil tage mig i Agt for ham",
fortsatte han med største Ro, „og saa meget er da vist, at aldrig
skal han faa Lov til at „forvalte" det mindste af, hvad mit er!"

„Lad det nu være nok med at gi' Oraklet", indvendte
.Hesten" lidt stødt af Mareks sikre og overlegne Tone. „Du tager
ganske fejl her!"

„Det vil jo vise sig", svarede Marck drillende og sendte
,Hesten a en Sky af Cigarrøg ind i Ansigtet.

„Du skulde virkelig give dig til at være Opdagelsesbetjent",
sagde jeg.

„Ja, hvorfor ikke! — Husk nu i hvert Fald, hvad jeg har
sagt", sluttede Marck med en saa urokkelig Sikkerhed, at vi næsten

Digitized by

288

En Impressionist.

imponeredes. Han betragtede os afvekslende med sit ejendomme-
lige, skarpe og muntre Blik, og slog saa det hele hen i Spøg, idet
han sagde: „Hvad i Alverden angaar for Resten den Sag os! —
Vi har jo ingen Aktier i Kumlinge — saa lidt som andetsteds for
Resten!"

Men hele den Dag var han underlig tavs og alvorlig.

Da vi om Aftenen, ved vor sædvanlige Spisetid, vilde gaa
ind i Kurhuset, standsede Marck pludselig, da han opdagede
Forvalteren fra Kumlinge siddende udenfor paa en af Verandaerne
i Selskab med flere Herrer, der hørte paa et eller andet, som han
fortalte med Eftertryk og Overbevisning, idet han ledsagede sine
Ord med store Armbevægelser.

Det var umuligt at faa Marck med længere. Han erklærede,
at han hellere vilde spise alene end i det Naboskab, og leende
lod vi ham gaa sin Vej; vi kendte jo hans Særheder, og paa en
vis Maade respekterede vi dem. Vi snakkede sammen derom,
medens vi spiste, men kunde alligevel ikke lade være at holde
Øje med Forvalteren, og det saa vedholdende, at han til sidst
følte sig generet af vor Opmærksomhed og flyttede ind i Kursalen
med sit Selskab.

Nu gik det løs med Bemærkninger bag hans Ryg, og vi
blev hurtig enige om, at han havde et overordentligt ubehageligt
Ydre, men ingen af os fæstede dog videre Lid til Mareks Mistanke.
En yngre Læge, der hørte til vor Kres, paastod endog, at Marck
led af Idiosynkrasi og Hallucinationer og meget hellere burde søge
et eller andet Sanatorium for Nervesygdomme end et Søbad som
dette med Masser af Mennesker, hvorimellem der kunde være
mange af dem for ham saa ubehagelige og farlige Typer.

*

Badekuren havde ingen videre god Indflydelse paa Mareks
Helbred, men hans Humør var fortræffeligt, og vennesæl, som
han var i en sjælden Grad, fristede dette ofte Kammeraterne til
at lade ham begaa Ekstravagancer baade her ved Badestedet og
senere i Helsingfors, hvor han skulde passe sine Studier, hvad
han aldrig gjorde. Det sunde Friluftsliv ved Badestedet lod ham
glemme sin Hjertefejl, og hen paa Efteraaret tog han saa ivrigt
Del i det glade Samkvem mellem Kammeraterne, at han fik et
heftigt Tilbagefald, der for Resten af Vinteren holdt ham inden
Døre og kun en sjælden Gang tillod ham at færdes mellem de

Digitized by Google

En Impressionist.

289

glade Venner, hvad der for ham ejede en Tillokkelse, der ligesom
voksede, jo strengere Lægen forbød det.

Lykkeligvis tilhørte Marck en rig og anset adelig Familie,
saa at han ikke behøvede at foruroliges af Pengesorger.

Under hele sin Sygdom var han uimodstaaelig morsom at
høre paa, munter og vittig, og slap han ikke ud til Vennerne,
kom de til ham. Men saa prægtig en Kammerat han end
var, kendte ingen ham rigtig til Bunds; hans drastiske Lune
gjorde en elegisk Selvbekendelse aldeles umulig. Det var maaske,
naar alt kom til alt, kun den uhelbredelige Melankolikers over-
givne Livsglæde, der gav sig Luft hos ham, fordi han saaledes
bedst skjulte sine egne tunge Tanker. Det var min stille Tro
om ham.

Oppe i hans Ungkarlelejlighed, ved Alexandergaden, sam-
ledes Kammeraterne ofte for at hjælpe ham med at faa de lange
Rekonvalescenstimer til at gaa — han var altid Rekonvalescent,
saa længe jeg kendte ham — men som oftest var det ham, der
underholdt os. Han slæbte sig hen til Pianoet, og, havde han
ikke lavet en ny Vise siden sidst, sang han løs paa de gamle,
saa Pigerne standsede Arbejdet nede i Gaarden, kiggede op til
Vinduerne og leende spurgte hverandre, hvem den glade Student
var, der saaledes gav Gratiskoncert for alle Gaardens Beboere.
Og naar de saa tilfældig senere engang mødte en indpakket, for-
overbøjet Skikkelse, der med Møje slæbte sig frem til den ventende
Droske, vilde ingen af dem tro, at det var ham, der sang de
kaade Viser med saa frisk og ungdommeligt Liv.

Naturligvis fandtes der dem blandt Mareks Bekendte, der
trak paa Smilebaandet med en vis Ringeagt, naar Talen kom paa
ham; men det var Mennesker, der mest dømte efter Bysladderen,
og ikke efter virkeligt Kendskab til ham; forinden han blev syg
havde han nemlig givet Stof til adskillige Historier.

Dertil kom Mareks mere end udfordrende Holdning overfor
alle, som ikke vandt Naade for hans Øjne ved første Møde, —
og de var ikke faa. Traf han dem senere, behandlede han dem
aldeles som Luft, de eksisterede absolut ikke for ham; selv den
mindst udviklede Selvfølelse maatte berøres højst ubehageligt af
denne komplette Ligegyldighed.

Men overfor sine Venner var han, som sagt, en helt
anden. Der var hans Venskab og Elskværdighed lige saa udsøgt
som hans Antipati overfor de andre. Et ubetydeligt Tilsagn,

Digitized by Google

290

En Impressionist.

afgivet i løftet Stemning for lange Tider tilbage, glemte han aldrig,
men indfriede ganske uventet en skønne Dag og ligesom tilfældigt,
og under det alt sammen laa som et Net af det ægte Venskabs
fineste Nervetraade, for fine til at tages paa eller præsenteres i
fuldt Dagslys.

Min Hengivenhed vandt han paa en ejendommelig Maade.

Jeg var i et lystigt Lag kommen paa Kant med en Person,
der var mig ubehagelig, og forglemte mig selv under den Ordstrid,
der udspandt sig. Det ene Ord tog det andet, jeg blev mere og
mere heftig, men min Modstander mere og mere rolig, saa at min
Hidsighed til sidst kriblede mig helt ude i Fingerspidserne, og,
ude af Stand til at beherske mig, strøg jeg ham med den flade
Haand hen over Ansigtet, fra neden opefter, paa den mest for-
nærmende Maade. Vor lille Kammeratkres havde den prisværdige
Skik, at holde strengt paa god Tone overfor alle fremmede, og
min Opførsel mødte den største Uvilje hos dem alle sammen.

Den fornærmede forholdt sig aldeles passiv og snoede sine
Moustacher med yderste Ro, men hans i Forvejen ondskabsfulde
Ansigt udtrykte nu levende Skadefryd, og han ligesom beredte sig
til naadigt at modtage den Undskyldning fra min Side, som
Kammeraternes Forestillinger maatte fremtvinge.

Man snakkede ivrigt om, paa hvilken Maade jeg burde gøre
Afbigt. Naturligvis havde jeg øjeblikkelig angret min Forseelse,
men, som Kammeraterne for største Delen var imod mig og
foreskrev mig en temmelig ydmygende Bod, opirredes jeg paany
og kæmpede en haard Kamp med min Stolthed, da Marck, som
hidtil havde siddet tavs paa sin Plads uden at blande sig i Dis-
kussionen, pludselig rejste sig, nærmede sig min Modstander og
strøg ham to Gange med den flade Haand over Ansigtet, ligesom
jeg havde gjort, men med den roligste Mine af Verden, som om
han opfyldte en ganske naturlig Pligt.

Der blev dødsstille i Værelset.

Min Kontrapart mistede sin Sikkerhed ved Mareks gentagne
Manøvre, og saa komisk virkede denne ved den Overbevisningens
Inderlighed, hvormed den udførtes, at selv de mest alvorlige i
Kresen kom til at le deraf.

For mit Vedkommende var Situationen reddet.

At Marck, i sit Venskab for mig, med fuldt Overlæg begik
samme Dumhed, som jeg i Vrede havde gjort mig skyldig i, —

Digitized by Google

En Impressionist

291

det var at hjælpe mig ud af Kniben, om ellers noget kunde
gøre det!

„Et Menneske, der sidder og gotter sig hemmeligt over, at
nogen har forset sig imod ham, fortjener ikke bedre", sagde Marck
og satte sig rolig hen paa sin Plads igen.

Fra det Øjeblik elskede jeg ham.

En Dag hen i Marts fandt jeg Marck alene hjemme, liggende
i sin store, bekvemme Lænestol med et Toiletspejl foran sig paa
Bordet. Da jeg traadte ind, saa han op, bød mig velkommen,
men faldt lidt efter lidt tilbage igen i den tavse Beskuen af sit
eget Jeg. Samtalen vilde ikke komme i Gang, han var usædvanlig
alvorlig, og den ene Pause blev længere end den anden, alt
imedens Marck uafbrudt strøg sig om Skægget, med Blikket ufra-
vendt stirrende ind i Spejlet.

„Skal du optræde paa Scenen, eller øver du dig, til du
skal ind i Landdagen ?"

„Nej! — jeg beundrer bare mig selv."

Igen en lang Pavse.

„Kommer jeg til Ulejlighed?"

„Nej!«

„Saa bliver jeg her lidt.*

„Værs'god! Har du læst Aviserne i Dag?"

„Jeg har set dem flygtigt igennem."

„Jasaa!"

„Staar der noget nyt raaaske?"

„Aa nej, egentlig ikke. Det vil sige, der staar, at jeg
havde Ret."

„I hvilken Retning?"

„Der staar, at Forvalteren paa Kumlinge er bleven arresteret

for Bedrageri og mangelfuld Bogføring "

„Hvad siger du?"

Hurtigt fik jeg Avisen op fra Gulvet, hvor den laa ved
Mareks Stol, og læste Meddelelsen om Forvalterens Arrestation,
medens Marck stadig granskede sine Træk i Spejlet. „Det var
dog mærkværdigt", udraabte jeg.

„Aa nej! Det er tværtimod ganske naturligt", ytrede Marck.

I tavs Forbavselse saa jeg paa ham.

Digitized by Google

292

En Impressionist.

„Nu er jeg i Færd med at stille mit eget Horoskop for ni
og halvfemsindstyvende Gang", sagde ban træt, og saa igen ind
i Spejlet.

Hans Stemme lød saa højtidelig og alvorlig, at jeg syntes,
en lille Spøg kunde gøre godt som Modvægt.

„Du tænker maaske paa at unddrage dig Retfærdighedens
Haand og se at naa Amerika med en lille halv Million i Lommen? 4

„Nej! jeg undslipper ikke Retfærdigheden*, svarede han
og lod Spejlet falde; saa sank han tilbage i Stolen og saa paa
mig med sit sælsomme, fraværende Blik.

„Du fantaserer, Marck!"

„Visvas!" udbrød han og rettede sig i Stolen, som for at
jage Tankerne paa Døren. „Det er Tosseri alt sammen! Ingen
undgaar sin Skæbne. I Dag du, i Morgen jeg! Det er det hele.*

En Dørklokke ringede, der hørtes Stemmer i Entreen, og
ind stormede en Skare af Kammeraterne, der havde læst om
Arrestationen og nu kom, lystige og muntre, for at gratulere
„Spaamanden".

Men han var ikke i Humør til at tage det paa den Maade.
Tildragelsen havde øjensynligt gjort Indtryk paa ham, og han
betragtede den rimeligvis som noget andet og mere end en blot
og bar Tilfældighed.

Vistnok søgte han ved en og anden Spøg at betage Sagen
al Mystik, men hans ubevægelige, indadvendte Blik røbede Alvoren,
der gemte sig bag Munterheden.

„Skade, at ingen væddede med mig i Sommer", sagde han,
„saa vilde det dog have indbragt mig en Festmiddag."

„Det er nok det klogeste at undgaa alle Festmiddage, saa
længe du er saa daarlig som nu", svarede en af os.

Da kom der Liv i Mareks Øjne. Han holdt ikke af For-
maninger, ikke engang Lægens. „Tænk, om jeg alligevel festlig-
holdt min Triumf ved en lille Middag med jer," sagde han ud-
fordrende.

Forslaget mødte almindelig Opposition.

Det gik aldeles ikke an at lade Marck slippe ud, saa syg
som han var. Desuden — man havde slet ikke Tid. De ældste
og ' fornuftigste nærmede sig allerede Døren for at afbryde al
videre Parlamenteren — - men da tog Marck sig sammen, rejste
sig med usædvanlig Spænstighed, gik hen og laasede Døren af og
puttede Nøglen i Lommen.

Digitized by Google

En Impressionist

293

„Ja! lad nu Hvile falde paa jer og sid kun ned, for ud kom-
mer I ikke, før I lover at spise med mig i Dag paa Restauranten."

Det var en af hans Evner, at han kunde gøre, hvad han
vilde med Folk, uden at det krænkede dem.

Ved sine uberegnelige Indfald afvæbnede han straks al
Modstand, og alt, hvad han fandt paa, satte han øjeblikkelig i
Værk med imponerende Bestemthed. Med en uforlignelig komisk
Alvor forstod han at drive en Spøg til dens yderste Grænse uden
at lade sig anfægte det ringeste af andres Protester. Hans Slag-
færdighed i Repliken gjorde Resten.

Vennerne kendte saa godt disse Udbrud af hans Lune,
der altid begyndte, naar det led imod Vaaren.

„Kom nu med Nøglen!" kommanderede de ældste, der
ikke vilde tage Ansvaret for en Festmiddag med Patienten i hans
nuværende Tilstand.

Men Marck havde pludselig faaet hele sin glade Energi til-
bage; han gik hen til Vinduet, aabnedé det og stillede sig tæt ved
det, med Nøglen i Haanden, parat til at kaste den ud.

„ Dersom I nu ikke lover at gaa med til min lille Afskedsmid-
dag i Dag, saa kaster jeg Nøglen ud, og saa kan I blive siddende
her, til I faar en Smed til at dirke Døren op!"

„Aa, hold nu op med de Løjer! Vi har ingen Tid!"

„Skulde I ikke ha* Tid til at tage ordentlig Afsked med
mig? Det er mig, der betaler Gildet!"

„Hvad er det for „Afsked", du snakker om! Lad os nu
komme ud!"

„Nej! — Kommer I, eller kommer I ikke? Ja eller Nej!"
Et enstemmigt energisk „Nej" blev Svaret.
„Ja, saa maa I blive her."

I det samme fløj Nøglen ud af hans Haand ; Marck kastede
den med en saadan Kraft, at han selv tumlede tilbage i Stolen,
medens Nøglen fløj i en høj Bue ud over Gaardspladsen, og faldt
klirrende ned paa et Skur i Nabogaarden. Der laa den og blinkede
i Solskinnet — vi var indespærrede.

„Hvad i Alverden skal dog de Narrestreger til...?" og nu
haglede det ned over ham med Bebrejdelser.

„Hvorfor var I saa stædige? Det er jo eders egen Skyld.
Jeg vilde give en lille Middag, fordi jeg gættede rigtigt den Gang
om Forvalteren, og saa for Resten fordi jeg har truffet Aftale
med min Fader om at følge med ham syd paa om en Uges Tid,

Digitized by

294

En Impressionist.

— for at se at komme mig. — Derfor vilde jeg tage Afsked med
jer, for vi ses maaske ikke saa snart igen."

„Aa! kom nu ikke med de Historier! Den Rejse er neppe
saa afgjort!"

„Ikke det!* raabte Marck, og holdt en Veksel paa en
Wiener-Bank frem til almindelig Besigtigelse, »plejer jeg at fare
med Løgn?*

Stor og stille Overraskelse.

„Hvorfor har du ikke før sagt et eneste Ord om dette til
nogen af os?"

„Har jeg ikke hele Vinteren talt om, at jeg til Foraaret
skulde syd paa? Men I tror altid, at jeg snakker hen i Vejr og
Vind, aldeles som den Gang, da jeg forudsagde Forvalterens
Skæbne."

Marck var Herre over Situationen og' nød den af Hjertens
Lyst, liggende paa Ryggen i sin store Stol, med Vekslen mellem
de magre Fingre.

„Ja ja da! men lad os nu komme ud", begyndte Opposi-
tionen igen efter en Pavse.

„Jeg kan ikke! Jeg kan da ikke raabe om Hjælp ud ad
Vinduet!"

„Du har vel en Nøgle til!"

„Nej. Men dersom I vil love at spise til Middag med mig,
saa skal jeg svinge min Tryllestav, saa at Døren aabner sig.

Men ingen vilde give efter. De mest ihærdige søgte at
bryde Døren op, og da det ikke gik, gennemsøgte de hver Krog
i Stuen efter en anden Nøgle, men til ingen Nytte. Og i Gaarden
lod intet Menneske sig se. Stemningen stod paa lummer Hede
med Torden i det fjærne. Den eneste, som syntes upaavirket af
Elektriciteten i Luften, var Marck selv. Hans Minespil røbede
tvært imod stigende Lystighed, og til sidst brast det ud af ham:

„Hør nu, I gamle! hvad ligner det at blive gnavne,
fordi jeg gerne vil have jer med til min lille Afskedsmiddag?
Jeg kan jo love, at jeg vil gaa hjem igen, saa snart Kaffen er
drukket. Er det saa godt? Saa har I da ikke noget paa
jeres Samvittighed. Det vil netop gøre mig godt at komme
lidt ud."

Man begyndte at kapitulere. Vor ældste Ven, Doktoren,
gjorde smaa Tilløb til Forsoning, men Marck erklærede, at lian
ikke lod nogen slippe ud, før alle som en havde lovet at tage

Digitized by Google

En Impressionist.

295

mod hans Indbydelse. , Ellers maa I blive her til i Eftermiddag
Kl. 4, naar Konen kommer med Middagsmaden.*

Klokken var nu kun 12, og det var højst sandsynligt, at
vi ikke vilde blive befriede før, thi Mareks Lejlighed laa meget
afsides i et ubefærdet Kvarter. Ud ad Vinduet kunde man heller
ikke komme, thi det var paa anden Sal. Endnu en Gang forsøgte
man at faa Marck til at udlevere Reservenøglen, men han paastod
aldeles bestemt, at han virkelig ingen havde.

Saa begyndte da Underhandlingerne; i Begyndelsen alvorligt
og med Værdighed, men efterhaanden mere og mere muntert.
Vi gad nok se, hvorledes Marck vilde hjælpe os ud, og de fleste
havde desuden ikke det mindste imod selve Indbydelsen, men
vilde bare holde paa Principet i det længste.

Sluttelig gik Marck af med Sejren.

Man kom overens om at mødes KL 4 i Operarestaurationen
oppe paa 1ste Sal, men der stilledes den Betingelse, at det skulde
være en meget beskeden Middag, og at Marck skulde gaa hjem
efter Kaffen.

Da man var færdig med Underhandlingerne og en formelig
Kontrakt var afsluttet, rejste Marck sig, gjorde nogle Hokuspokus
og gav sig saa til at gale i højeste Falset:

— „Kykeli — kyy! — yy!"

Vi saa paa hinanden og vidste ikke, om Marck holdt os
for Nar eller mulig var bleven lidt smaa tosset.

Marck galede højt og lydeligt et Par Gange til, og kort
efter hørtes en Nøgle i Yderdøren. Marck pegede med udstrakt
Arm, som besværgende, hen imod den. Saa aabnedes den, og
hans Madamme traadte stilfærdigt og beskedent ind og spurgte,
hvad Hr. Marck ønskede. Det var nemlig det aftalte Signal, der
tydeligt kunde høres i Etagen ovenover. Marck triumferede, og
vi gik hver til sit.

*

En Martsdag med Foraarssol og smeltende Sne kan være
stemningsfuld, selv midt inde i det højst prosaiske Helsingfors,
blot at man har en lille Smule Øje for den, og ellers ikke har for
meget at tænke paa. Naar vi slog os løs, var vi som en Flok
glade Poeter, der hengiver sig til Øjeblikkets Stemning uden just
at lade sig tynge af overflødige Betænkeligheder. Vi levede og
aandede i en saadan Stemning, der for Resten ikke var videre
sværmerisk, tværtimod snarere ganske reel og naturkraftig.

Tilskueren. 1893. 20

Digitized by

296

En Impressionist

I Restaurationssalen, hvis Hotelelegance tog sig lidt forslidt
ud i det fulde Dagslys, mødtes vi i det bedste Humør af Verden;
Marck var møjsommelig kommen op af Trapperne, og vilde i
Egenskab af Vært ikke renoncere paa egenhændig at skænke
Appetitsnapsen til os alle sammen, undtagen til sig selv.
Ifølge Overenskomsten maatte han holde sig fra den Slags Ekstra-
vagancer i Dag.

Kuverterne var pyntede med smaa Buketter — en usædvanlig
Luksus i vor Kres — og paa Bordet stod flere udsøgte Rosentræer
i fuldt Flor. Marck var ganske sig selv, som vi kendte haro
fra saa mange andre glade Sammenkomster, maaske dog en
Smule alvorligere.

Men hans trætte Skikkelse fik ligesom al sin Spænstighed
igen i de muntre Omgivelser, og hans Sygelighed var som bort-
blæst. Han havde faaet sit Ønske opfyldt og var tilfreds. Vi
andre holdt ikke strengt paa Afholdenhedsprincipet, da vi først
var komne et Stykke ned paa Spisesedlen og Vinens Duft bragte
Hilsener fra Slottene ved Rhinen med dæmpet Loreleymusik og
fra Bourgognes solfyldte Egne. Den gav Stemning, og andet
søgte vi ikke for Øjeblikket.

Mareks lille Festmiddag blev overordentlig vellykket og
munter, saaledes som han havde ønsket det.

Formiddagens Misstemning under Indespærringen var vegen
for en kammeratlig og overgiven Tone, der ikke formørkedes af
noget som helst.

Muntre Indfald og Vittigheder afløste hinanden, og Glæden
var ved at naa sit Højdepunkt. Da begyndte Marck hyppigt at
se til Døren, som om han ventede nogen; men han undgik
alle Spørgsmaal desangaaende.

Endelig viste sig en lille Bydreng henne ved Indgangen,
bærende en Del smaa Pakker; Marck rejste sig, tog imod dem og
delte dem ud til os uden videre Forklaring. Da vi lukkede Pak-
kerne op, fandt vi til enhver af os et Kabinetsfotografi af ham
med hans egenhændige Paaskrift og Dagens Dato.

Vi saa til hinanden. Ingen forstod rigtig hans Mening
med at uddele disse Erindringer midt under Maaltidet; men
Marck sad atter paa sin Plads og fortsatte rolig med at spise.
Da han bemærkede de mange spørgende Øjekast, tog han sit
Glas, drak Selskabet til og sagde muntert:

Digitized by Google

En Impressionist.

297

„Det er bare en lille Erindring til jer — om denne Dag g . . .
midt i Sætningen blev hans Stemme hæs, han rømmede sig, men
Tonefaldet lød sælsomt tvungent og skurrende.

Han var bleven bleg, og da vi forstod, at han helst vilde
slippe for videre Forklaringer, lod vi Sagen falde. Men den lille
Afbrydelse havde efterladt en egen Forstemthed hos os alle, en
Følelse som af noget skæbnesvangert. Uvilkaarlig sank Stemningen
til Nulpunktet , og Mareks tidligere glade Humør var ikke længer
parat til at faa den til at stige igen. Selv Champagnen perlede
forgæves i Glassene, den havde ikke Magt til at skylle det Indtryk
bort, som Fotografierne, Mareks Mindegave, havde efterladt, saa
lidt som den lod os glemme hans brudte Røst og sørgmodige
Blik. Ikke engang ved Kaffen kom Munterheden tilbage. Marck
sang sine Sange smukkere end nogen Sinde, men han holdt sig
fra den lystige Slags. Vi andre sad omkring i Salen og saa ud
over Esplanaden gennem de store Vinduer, der naaede lige til
Gulvet. Alle var vi betagne af uklare Anelser, men den ene vilde
ikke vedkende sig det overfor den anden.

Luften derude mellem Esplanadens nøgne Træer havde for
første Gang i Aar denne fugtige, blaalige Tone, der tyder paa, at
Farverne i Naturen begynder at faa Liv efter den lange, blege
Vinterdøs.

Den nedgaaende Sol belyste de røde og graablaa Tage, og
højt over dem hævede den russiske Katedral sin lyse Teglstens-
bygning, der ved Afstanden fortonedes i et luftigt Blaat, som paa
en idealiseret Akvarel. Solstraalerne lyste paa Kirkens hvidmalede
Tag — et Symbol paa den evige Renhed og Religionens ophøjede
Fred — og den løgformede Kuppel løftede sig saa let over det hele,
som om den hang i en usynlig Traad, der var fastgjort et eller
andet Sted oppe mellem Skyerne. Mellem os og Kirken traadte
Runeberg-Statuens brede Bronceryg frem; der stod han, den store
Digter, saa tryg og naturlig, med Ansigtet vendt mod Østen, mod
Overmagten, ventende paa Solopgangen — i Morgen — og atter
i Morgen.

Marck sang nogle Kjerulfske Sange med Inderlighed og dyb
Følelse, og i den vemodige, vaarlige Mørkningsstund vandrede
mine Tanker til Sæters under Bjældeklang og Lurens lokkende
Kalden . . . men jeg følte mig alligevel saa beklemt og tungsindig.
Og, som det gik mig, gik det nok ogsaa de andre. Alle sad og
saa ud over Esplanaden, og ingen afbrød Marck som ellers.

20*

Digitized by Google

298

En Impressionist

Da Sangen forstummede f hørte jeg hans slæbende Trin
bag mig; han kom hen til os ved Vinduet og satte sig.

Det var ikke Skik imellem os at takke for en eller anden
Nydelse af denne Art, allermindst om den virkelig ejede Værd.
I Almindelighed undgik vi Følelsesudbrud, mest maaske fordi vi
virkelig ejede det ægte Følelsesliv, der saa let kommer i Bevægelse.
Derfor nikkede vi blot op til Marck, og han nikkede igen med sit
smukke Smil, der kun kom frem, naar han rigtig var i Højtids-
stemning.

„Naa*, udbrød saa en af Kammeraterne, da Tavsheden
vedvarede, „hvornaar rejser du?*
„I Morgen."
„Og hvorhen saa?*

„Først ud paa Landet til min Fader, og derefter over
Petersborg til Wien og Tyrol.*

„Hvem der kunde følge med!*
„Hm -!*

„Du synes just ikke at bryde dig synderlig om din Rejse?*

„Aa jo! — i Virkeligheden gør jeg det dog.*

„Hvornaar tror du, du kommer tilbage?*

I Stedet for at svare efterlignede Marck, ved et Smeld med
Tungen, Lyden af en Raket, der gaar til Vejrs, trak sin Stol hen
til Bordet, hvor Likørerne stod, greb sit Glas og raabte:

„Nej, men hvad er det dog for Ansigter, I sætter op!
Tror I, at vi er til Begravelse!*

I det samme lød en dump Klokkeklang henne fra den nær-
liggende Nicolaikirke. Det gav et Sæt i Marck, saa at han spildte
Glassets Indhold ud over Dugen, men i næste Øjeblik udbrød
han med forceret Munterhed:

„Den Musik har jeg ikke bestilt!*

Medens Klokken vedblev at ringe med sin dumpe, sørg-
modige Klang, henvendte Marck en Tak til os, fordi vi var komne
og havde skaffet ham denne fornøjelige Stund. Det burde været
os, der takkede ham. Han talte varmt og med en svag Under-
strøm af sit gamle Lune, Stemmen dirrede lidt, men kun de
nærmest siddende mærkede, at han famlede nervøst efter sit
Glas, og at han greb den første den bedste Anledning til at fare
med Lommetørklædet hen over Ansigtet. Men det var jo umuligt
at tænke sig Marck græde; ingen af os havde nogen Sinde set
det før.

Digitized by Google

En Impressionist.

299

Samtalen kom nu tilfældigt til at dreje sig om de mange
glade Fællesminder, vi ejede; en kunde huske et, en anden et
andet, hvor Marck havde spillet Hovedrollen, og over dem alle
hvilede den glade Ungdoms Sorgløshed og noble Behjertethed.

Men det faldt os ikke ind, at det hele ligesom fik Præget
af en Opgørelse af de svundne Dages Daarskaber, de glade Ung-
domsdage, da det kun gjaldt om at drikke i fulde Drag af Livs*
glædens sprudlende, berusende Væld

Endelig rejste vi os* for at tage Afsked, og trykkede Mareks
Haand til Tak. Han holdt Ord og gjorde ingen Vanskeligheder,
da vi vilde gaa, men skyndte sig blot selv at komme bort, inden
vi alle var gaaede.

Jeg fulgte ham hjem og fandt der hans Opvartningskolie
i Færd med Indpakningen. Da vi kom ind i Værelset, sank
Marck aldeles udmattet ned i sin store Stol og lukkede Øjnene.
Der laa et Udtryk over hans Ansigt som af stum Fortvivlelse.
Jeg tog hans Haand. Han saa op. — r „Vil du allerede gaa?*
spurgte han, medens Ansigtsmusklerne dirrede af indre Bevægelse.

Det var egentlig ikke min Mening, men jeg tog det som
et Vink om, at han helst vilde være alene, og svarede derfor
bejaende.

Da saa ban atter op paa mig, men med et eget tilsløret
Smil og nikkede uden at sige et Ord.

Det Afskedsnik kupde jeg ikke faa af Tankerne lang
Tid efter.

Jeg ser endnu den Dag i Dag dette gaadefulde Smil og
de halvt tillukkede Øjne, medens han ligesom nikkede mig bort,
bestandig længere og længere bort, vemodigt og venligt, med
Bøn om Tilgivelse, fordi han ingenting sagde, men jeg vidste jo f
ban havde en saa uovervindelig Sky for at vise sig rørt ....

Fem Dage efter fik vi Telegram om, at ban var afgaaet
ved Døden i St. Petersborg, paa Vej til Udlandet.

Sommeren efter modtog jeg fra Mareks Familie alle hans
Breve og Papirer til Gennemsyn.

Han havde syslet eji Del med litterære Arbejder og skrevet
adskilligt, der rimeligvis vilde være af Interesse for flere. Blandt
hans Digte fandt jeg smaa fine Ting, en Naturpoesi af sjælden

Digitized by Google

300

En Impressionist.

Skønhed, men intet som helst, der angik hans egen Sjælstilstand
fra den senere Tid, det, der navnlig interesserede mig, skønt det
jo nu var bag efter.

Endelig fandt jeg et temmelig langt, uafsluttet Brev, stilet
til en af Kammeraterne, men uvist til hvem, thi det handlede
kun om ham selv og havde kun til Overskrift: B. B. o: Bedste
Broder. Det var dateret Marts, omtrent en Uges Tid før hans
Død. Ved nærmere Eftertanke viste det sig, at det var skrevet
Dagen før hans ejendommelige Afskedsfest. Brevet lød saaledes:

„B. B.«

Hvor det maatte være godt at have en fortrolig Ven; jeg
har hidtil kun haft gode Kammerater; blandt dem er du sikkert
den bedste. Misforstaa ikke dette, jeg føler mig ingenlunde util-
freds; lige siden Drengeaarene har gode Kammerater været mit
Livs bedste Indhold og største Passion — gode Cigarer dog ikke
at forglemme; men ogsaa disse har jeg kun rigtig nydt sammen
med andre, aldrig alene med mig selv.

For det meste har jeg ogsaa fundet saa megen virkelig
Glæde i mine Kammeraters Selskab, at jeg sjælden har følt Trang
til andet eller mere end det blotte Samvære med dem. I den
senere Tid har jeg dog ofte længtes efter at kunne indvie en
eller anden i det, der særlig tynger mig; men saa har det igen
forekommet saa latterligt at gøre et Nummer ud af mine Sorger
og Bekymringer. Desuden var det jo usikkert, om de vilde finde
Forstaaelse, og dertil kommer saa min Utilbøjelighed til at vende
ud og ind paa mig selv, end ikke overfor en aldrig saa god Ven.
Thi der findes hos enhver Personlighed individuelle Ejendomme-
ligheder, som intet andet Menneske fuldt ud begriber.

Alligevel skriver jeg nu til dig, skønt jeg er bange for, at
dette Brev som saa mange andre af lignende Art, jeg fra Tid til
anden har skrevet, havner i Kakkelovnen og kun forskaffer mig
en stille Glæde ved at flamme op i lyse Luer; og saa tager
Vinden Asken og splitter det hele ad, saaledes som det rimeligvis
ogsaa fortjener. Men i Dag har jeg en særlig Grund til at skrive;
jeg har nemlig fra sikker Kilde faaet at vide, at Forvalteren paa
Kumlinge er bleven fængslet for Bedrageri, saaledes som jeg i
Sommer forudsagde. Mine Teorier og mine Anelser er ikke til at
spøge med ; jeg vidste, at det vilde gaa saaledes, og det forundrer
mig slet ikke, at jeg fik Ret.

Digitized by Google

En Impressionist

301

Ulykkeligvis er det nu saaledes med mig, at jeg lige saa
lidt kan lade være med at bringe mine Teorier i Anvendelse paa
mig selv som paa andre.

Og da mine Forudsigelser saa sikkert slaar ind, naar det
gælder udenforstaaende , maa de jo ogsaa slaa ind, naar det
gælder mig selv. Du husker jo nok, at jeg plejede at gøre Løjer
med Darwins Læresætninger og gerne paastod, at en af mine
Forfædre maatte have været Sporhund engang i Kridtperioden.
Dermed maa det nu forholde sig, som det vil, men sikkert er det,
at jeg besidder en stor Del af Sporhundens Instinkter, maaske
ogsaa af dens Fortrin, og, at jeg minder om en finere Racehund,
kan ingen nægte. Der eksisterer intet Dyr, for hvilket jeg har en
saa absolut Sympati som for Hundene, og de besvarer den. Jeg
kan tale med dem som med Mennesker; og findes der en Sjæle-
vandring, saa ved jeg nok, hvad jeg bliver efter Døden.

Engang i mine Drengeaar, kort før jeg kom ud af Skolen,
havde jeg ude paa Landet en prægtig Støver, der hed „Pan*.
Da jeg fik den, var den Hvalp, og jeg tumlede med den hele
Sommeren igennem for at opdrage den til at blive en Mønster-
jagthund. Det blev den ogsaa, og efter at jeg havde jaget med
den et Par Gange sammen med de andre Hunde, kunde Pan
hamle op med hvilken som helst af Gaardens dygtige Støvere.

Jeg holdt af Hunden, som kunde den have været et Men-
neske, og vi delte baade Mad og Seng med hinanden. Men det
kosteligste af det hele var, at Pan begyndte at ligne mig. Den
efterabede mig, var lystig som jeg; men fremfor alt, den havde
aldeles de samme Øjne, ikke alene i Farve, men ogsaa i Udtryk.
Det lagde de ogsaa Mærke til derhjemme.

En Dag i September, da jeg kom hjem fra Skolen og vilde
ud i Mark og Skov med Pan, var den syg; der blev ikke noget
af Jagten den Gang. I Stedet for gav jeg mig til at være Syge-
plejer; og der var ikke Tale om, at de fik mig i Skole, saa længe
Pans Liv var i Fare. Han laa i min Seng og saa saa lidende ud,
medens jeg madede ham og puslede om ham.

Jeg husker, hvorledes hans Udseende og Blik forandredes
fra Dag til Dag, og hvorledes der kom noget uforklarligt og under-
ligt sjælfuldt i hans graa Øjne. Men munter var han alligevel trods
Sygdommen og bjæffede glad, hver Gang jeg kom ind til ham.

Saa til sidst en Dag strakte han Benene fra sig, kradsede
med Poten paa min Haand, slikkede den og døde.

Digitized by Google

302

En Impressionist.

Siden den Tid har jeg aldrig haft nogen Favorit mellem
alle de Jagthunde, jeg har ejet; jeg har været Pan tro lige
til nu.

Du kan vel ikke lade være at trække paa Smilebaandet,
naar jeg siger dig, at Pan formelig har haft Indflydelse paa
mig. Det er latterligt, mener du. Hvad vil du sige, naar jeg
fortæller dig, at jeg en Dag sidste Efteraar, da jeg særlig følte
mig syg, for Hjertet slog, som det skulde sprænges, at jeg da
nær havde tabt Spejlet, jeg stod og saa mig i, fordi jeg pludselig
i mine egne Øjne genkendte Pans gaadefulde Blik fra hans Døds-
stund, skønt der var gaaet otte Aar siden?

I Løbet af det sidste halve Aars Tid er jeg nu saa mange
Gange bleven mindet om den stakkels syge Pan , at jeg ganske har
vænnet mig til Tanken om, at jeg skal dø, før mine Venner mindst
venter det. Jeg har studeret mit Ansigt nøje, og jeg har fundet
alle Dødens Symptomer i det, og nu har jeg næsten Fornøjelse
af at iagttage, hvorledes de udvikles. Jeg kender dette gaadefulde
og mørke dybest inde i mit Blik; det var det, jeg saa i Pans
Øje. I ethvert Menneskeblik vil du finde en Begyndelse til det,
men det er mere udviklet hos Individer, der snart skal dø. Tid-
ligere anede jeg det mere, end jeg egentlig saa det, hos andre.
Nu har jeg allerede længe set det hos mig selv.

Det skræmmede mig i Begyndelsen, og der var Tider, hvor
jeg ikke kunde udholde mit eget Blik i Spejlet. Men jo mere
jeg interesseredes af denne fremmede, der ligesom boede i mig,
des mere blev han min Ven. Og jeg tror nu at vide, hvem han
er, og hvorfor han viser sig mere og mere tydeligt for mig.

Dersom du, under Indtrykket af, hvad jeg her siger, tager
et Spejl, og en Tid betragter Pupillen i dit Øje, vil ogsaa du
sikkert inderst inde opdage et ubestemmeligt, dunkelt noget, som
er dig fremmed, noget stort, gaadefuldt, skæbnesvangert, overfor
hvilket du føler dig afmægtig, fordi det behersker dig. — Som et
andet, mægtigere Væsen bor det i dit eget Indre, og har boet
der hele dit Liv igennem, uden at du har set det før nu, skønt
du altid har anet det derinde og ofte tydeligt fornummet dets
Tilværelse.

Denne gaadefulde ubekendte, som har taget Bo hos dig,
som er stærkere end du, som du i Øjeblikket kan glemme, men
aldrig helt frigøre dig for, det er Døden — eller snarere maaske,
dit inderste Væsen, dit evige Jeg, der, skønt her endnu gaadefuldt

Digitized by Google

En Impressionist.

305

og ubegribeligt, engang i Døden tager Magten fra dig og fortsætter
sin Tilværelse efter den.

Kommer du til at sande, hvad jeg her har sagt, saa for-
staar du mig og forstaar ogsaa, at jeg ikke frygter dette mit
andet større Jeg eller er angest for, at det skal tage Magten; thi
denne min store ubekendte er langt ædlere og bedre end dette
lille usle Jeg, der spiser og sover, kurtiserer eller vegeterer, morer
sig selv eller morer andre.

Og jeg føler allerede nu tydeligt, hvorledes denne fremmede
tager Magten fra mig; snart sprænger han vel de sidste Baand,
der binder mig til Livet

Her var Brevet afbrudt.

Earl A. Tavaststjerna.

Digitized by Google

Abernes Sprog.

Et Referat.

_____ Jaiu»r 186a

I Sommeren 1891 gik der en Meddelelse gennem den
europæiske Presse om, at en Amerikaner havde „opdaget Abernes
Sprog" og endelig efter aarelange Studier havde lært det, saa at
han dels forstod, hvad de sagde, (teis selv kunde sige noget paa
deres Sprog, som Aberne forstod. Midlet, han havde benyttet for
at efterspore Hemmelighederne i Abernes Tale, var en Fonograf;
Opdagelsen var, sagdes der, i høj Grad skikket til at kaste Lys
over mange dunkle Punkter med Hensyn til Menneskesprogene;
man vilde gennem hans Undersøgelser faa Klarhed over det saa
meget omstridte Spørgsmaal: Sprogets Oprindelse.

Meddelelsen kom fra Amerika; det var i og for sig noget,
der kunde vække lidt Mistillid til dens absolutte Troværdighed;
den fremkom endvidere om Sommeren, da Pressen har knap Tid
paa Stof, i -Agurketiden"; en Skeptiker kunde deraf tage Anledning
til at sætte dette nyopdagede Abesprog i Klasse med den forslidte
og dog i hvert Aars Augustmaaned uopslidelige Søslange. Men
nu viser det sig dog, at det var Alvor; Amerikanerens Navn er
R. L. Garner, og han har for nogle Maaneder siden jjdgivet en
Bog om sine Undersøgelser af Abernes Sprog; et stateligt Bind,
udkommet hos en af Londons største Forlæggere 1 ).

Idet jeg skal til ai gøre Rede for dette Værk og de viden-
skabelige Resultater, Forfatteren er kommen til, maa jeg straks
sige, at det almindelige Indtryk, man faar af Bogen, er Skuffelse
og til Dels Irritation. Man læser Side op og Side ned og
finder Masser af Anekdoter om forskellige Abers Opførsel ved for-
skellige Lejligheder; man venter ved hvert nyt Kapitels Begyn-
delse: nu kommer vi dog vel engang til Sagens Kerne; men

x ) The Speech of Monkeys, by R. L. Garner. London, Heinemann 1892.

Digitized by Google

Abernes Sprog.

305

nej, man skuffes Gang efter Gang. . Forf.s Fremstilling er en
ganske ejendommelig Blanding af litterær Ubehjælpsomhed og Be-
hændighed til at lokke Publikum til at læse hans Udviklinger.

Hans Ubehjælpsomhed viser sig paa mangfoldige Punkter.
Der er smaa Skødesløsheder i Stil og Udtryksmaade, der er større
Skødesløsheder i Planen for hele Værket; mange Gentagelser og,
hvad værre er, Gentagelser af det samme paa forskellig Maade,
saa at man ikke ved, hvilken af de flere Fremstillinger man skal
holde sig til; det svækker unægtelig Tilliden til Undersøgelsens
videnskabelige Værd.

Absolut kejtet er ogsaa den Maade, hvorpaa han et Par
Steder i Bogen taler om »min forestaaende Tur til Afrika", som
om han gik ud fra, ?tt Alverden vidste, at han havde saadan en Tur
for. Jeg tænker mig, det hænger saaledes sammen: da han liar
skrevet sine første Tidsskriftartikler om Aberne, er han bleven
interviewet og har da fortalt, at han vilde til Afrika for at studere
videre i Abernes Hjemstavn; og nu mener han, at vi alle sammen
lige saa vel som han selv har læst om dette i Bladene, saa at han
kan gaa ud fra det som noget almenbekendt. En hermed beslægtet
Naivetet træffer man andre Steder, som naar han slutter en
temmelig intetsigende Fortælling om et Venskab mellem en blind
lille Pige og en Abe med følgende Ord: „Det var en smuk og
rørende Scene, i hvilken Instinktets Lampe spredte sit svage Lys
over alle Omgivelserne." Eller hvad siger man til følgende? En
Hund havde været saa fiffig af sig selv at vugge Forf., da han
var meget lille, „den vedblev hermed ikke blot med mig, skriver
han, men ogsaa med mine yngre Søskende, indtil den fandt en
alt for tidlig Død for en Buldog, hvis Navn og Stamme jeg aldrig
siden har holdt op at hade. Jeg skænkede Dash den Begravelse,
han fortjente, og fik et langt Følge af sørgende (sørgeklædte?)
Børn til at ledsage hans jordiske Levninger til Graven, hvor jeg
holdt Ligtalen og vi alle sang ^n Salme. Omtrent for tre Aar
siden besøgte jeg sammen med en ældre Søster Stedet for første
Gang efter tredive Aars Forløb; men intet Spor var at se af den
lille Grav."

Forf. har aabenbart ingen Følelse af, hvilket Indtryk sligt
gør i ' et Værk , der gerne vil opfattes som et betydeligt viden-
skabeligt Arbejde; han haaber aabenbart derved at faa sin Bog
mere læst, ikke af Videnskabsmænd eller den dannede Intelligens,
men af det forudsætningsløse, feuilletonslugende Uhyre, som man

Digitized by Google

30«

Abernes Sprog.

paa Engelsk kalder „ the general reader " . Paa samme er ogsaa Kapitel-
overskrifterne beregnede; jeg skal oversætte to: „Møde med Nellie;
Nellie var min Gæst; hendes Tale og Væsen; den lille blinde Pige;
en af Nellies Venner; hendes Syn og Hørelse; hendes Legetøj, og
hvorledes hun legede med det* og det næste: »Nellies ømme
Følelser; en Smule Flirtation; nogle af mine personlige Venner. 4

Men skulde nogen heraf føle sig fristet til i Bogen kun at
se underholdende, populære Bladartikler, vilde Forf. sikkert blive
meget vred; han taler bestandig om sine Anstrengelser for at op-*
klare „Sprogets store Hemmelighed" ; ja han har endogsaa fundet
Nøglen til den („in this word I have found the clue to the great
secret of speech" S. 20); han har i den Omstændighed, at Aber
ryster paa Hovedet for at sige „nej", fundet „det psykofysiske
Grundlag for Stemningsudtryk i det hele" (S. 75). Ja Mr. Garner
lader os endogsaa øjne endnu videre gaaende Konsekvenser af
disse Undersøgelser; man høre hans Ord: „Staaende paa denne
Sprogets skrøbelige Bro ser jeg ud over hint vidtstrakte Omraade
af Liv og Tanke, som ligger hinsides Grænserne for vort Emne,
men til hvilket maaske snart den menneskelige Forstands Solskin
vil komme gennem de Porte, som jeg har aabnet!"

Da Opdagelsen af Abesproget saaledes er noget af det mest
epokegørende i dette Aarhundrede, vil den efter Garners Mening
sprede Glans ikke alene over hans eget Navn, men ogsaa over den
Abe, hvis Stemme først blev optaget i Fonografen ; han nævner S. 125
udtrykkelig dens Navn, for at det kan „gaa over i Historien". Det
vilde nu ikke være net af mig, om jeg ikke gjorde den Smule,
der staar i min Magt, for at denne Abe kan opnaa den Navn-
kundighed, der med saa stor Ret tilkommer den; jeg skal derfor
ikke forholde mine Læsere den Oplysning, at den hedder „Prince",
hører til Macacusarten og endnu lever i Washington.

Det vil nu have sin Interesse at undersøge, hvilke Be-
tingelser Hr. Garner har haft til at foretage saa vidtrækkende
videnskabelige Undersøgelser. Om hans forudgaaende Studier og
Løbebane ved jeg absolut intet; jeg har kun hans Bog at holde
mig til ; men man kan igennem den naa i alt Fald til visse nega-
tive Bestemmelser med Hensyn til Mandens Standpunkt.

For det første da det, at han ikke er Sprogforsker af Faget
Da han væsentlig beskæftiger sig med Lydene i Abernes Sprog,
vilde det ikke have været af Vejen, om han havde medbragt visse
elementære Begreber om menneskelige Sproglyd og deres Dan-

Digitized by Google

Abernes Sprog.

307

nelse; men det savner man totalt. Ikke engang Forskellen mellem
Lyd og Bogstav er han bleven klar over; naar Negrene ikke kan
udtale engelsk th, tror han, det er, fordi det er en dobbelt Kon-
sonant; han kalder fransk eu en Diftong, og hvor han taler om
de engelske Vokaler a, i osv n mener han sikkert disse Bogstavers
diftongiske. Navne; han anser saa med andre Ord Tvelyden ai
for at være den til kort i svarende lange Lyd. En af de Mænd,
der ifølge Fortalen har understøttet ham ved hans Studier, er
Alex. Melville Bell, der som bekendt er en af Fædrene til den
moderne Videnskab om Sproglydenes Dannelse; men han har
saa lidt trængt ind i sin Velgørers Tankegang, at han viser sig
at være meget langt fra den Erkendelse, at man nu til Dags af en
Lydbeskrivelse først og fremmest fordrer en nøiagtig Redegørelse
for, ved hvilke Virksomheder af Taleorganerne Lyden fremkommer.
De allerfleste Steder, hvor han skal angive Abernes Lyd, nøjes
han med den Godtkøbserklæring, at de ikke kan skrives med
vort Alfabet; men derfor kunde han jo godt have beskrevet
Artikulationerne, saaledes som Fonetikerne jo har gjort med mang-
foldige menneskelige Sproglyd, som vort tarvelige latinske Alfabet
ikke rummer Bogstaver til. Og kunde han ikke rigtig faa fat paa
Abernes egen Artikulation ., hvad der vel nok kunde have sine
Vanskeligheder, saa kunde han i det mindste have fortalt os, med
hvilke Tungebevægelser det var, at han selv kunde efterligne
Lydene, saa at Aberne forstod ham. Men som det er, maa man
i de fleste Tilfælde nøjes med den Besked: „Den og den Lyd,
som jeg har hjemme i min Fonograf, betyder dit og dat". Ved
Hjælp af Fonografen har Garner imidlertid gjort en højst mærk-
værdig Opdagelse, nemlig at de menneskelige Vokallyd er sammen-
satte, og at nogle af dem indeholder indtil tre tydelig adskilte
Stavelser af forskellige Lyd. Man savner her for at vurdere
denne Opdagelse klar Besked om, hvad Forf. forstaar ved Be-
grebet „Stavelse"; bruger han nemlig Ordet i samme Betydning
som andre dødelige, turde det være umuligt at finde nogen for-
nuftig Mening i hans Sætning. —

Hvad. Garners grammatiske Begreber angaar, da udtaler
han S. 188 yderst barnlige Forestillinger om Grammatikens Væ-
sen; det skader imidlertid ikke hans Bog saa meget, som man
kunde tro, da han ikke er naaet saa vidt, at han har kunnet
udsige noget som helst om Abesprogenes Grammatik. Betegnende
for hans Standpunkt er det, at han S. 224 omtaler det som en

Digitized by Google

308

Abernes Sprog.

ganske ny Ide, der skyldes ham, at man burde undersøge Børns
Sprog for at se, i hvilken Orden Lydene opstaar hos dem; dette
Forhold er som bekendt studeret af flere Forskere, omend vel
sagtens ikke i det Omfang, som det fortjente.

Forf.s psykologisk-filosofiske Dannelse ser heller ikke impo-
nerende ud; hans lange Udviklinger om Instinkt og om Forholdet
mellem Menneske- og Dyreintelligens røber ikke større Sagkundskab,
end man kan faa at høre i en Dagligstuesamtale med en nogen-
lunde dannet og fordomsfri Gennemsnitsdame. Af og til kommer
der ganske vist geniale Glimt, som naar det et Sted hedder: »Liv,
Følelse, Tanke, Udtryk og Tale er lige saa afhængige af hinanden
som Stof er af Kraft, og lige saa uadskillelige som Lys fra Energi (?);
Tale er den fysiske Manifestation, af hvilken Tanken er den sidste
Kraft (?); den er en Ege i Bevidsthedens Vognhjul; den er det Legeme,
hvis Sjæl er Tanke* (S. 189); eller naar det et andet Sted antydes
(men ogsaa kun antydes!) som en Mulighed, at kemisk Affinitet
er Spiren til alt Sprog, ligesom de kemiske Elementer er det
Materiale, hvoraf alle sammensatte Stoffer er opbyggede (243). Men
det er dog heldigvis kun sjældent, at vi føres ud paa saa svim-
lende Højder.

Det skulde nu imidlertid gøre mig ondt, om man af det fore-
gaaende har faaet det Indtryk, at Garners Bog var absolut forfejlet
eller værdiløs; jeg har kun saa skarpt som muligt fremhævet alle
de svage Sider i den, som jeg er bleven opmærksom paa, fordi det
forekommer mig beklageligt, at en Forfatter, der har fundet saa
smukt og lønnende et Emne og virkelig har fundet ny Veje til at
bringe Klarhed over et betydningsfuldt Spørgsmaal, har dels taget
sin Opgave saa let, dels fortabt sig i saa mange uvedkommende
Bibetragtninger, som han ikke har formaaet af afvinde nogen
dybere Interesse. Jeg er nu færdig med alt det onde, jeg har at
sige; og maa da nu til Gengæld fremhæve, at én vigtig Betingelse
for at løse sit Problem opfylder han: han nærer en overordentlig
stor Kærlighed til Dyr og da især til dem, hvis Liv han særlig
har studeret, Aberne. Denne Kærlighed kaster et velgørende Skær
over Bogen og forsoner næsten med de store Mangler, man ikke
kan være blind for, ligesom den jo har været en aldeles nødvendig
Betingelse for, at han overhovedet har kunnet faa noget ud af
sine Studier. Han har i Aberne set gode Venner; han har for-
kælet dem og har derved, saa vidt sligt overhovedet er muligt,
vundet deres Fortrolighed, saa at de ikke overfor ham har været

Digitized by Google

Aberoes Sprog.

309

saa sky eller lumske, som de ellers, og vel tit med den bedste
Grund, er overfor de Mennesker, der holder dem fangne og i dem
kun ser grinagtige Earrikaturer. 1 sin Karakteristik af Aberne
fremhæver Garner bestandig Træk, som almindelig frakendes disse
Dyr; læser man f. Eks. Skildringen af Aberne hos Brehm, faar
man det Indtryk, at af Menneskenes Egenskaber kun de sletteste
er blevne dem til Del; men dette er efter Garner meget langt fra
at give den rette Forestilling om dem. De kan f. Eks. være kærlige
og trofaste mod den, der har vist dem Venlighed, advare ham,
saa snart der nærmer sig noget til ham, som synes dem farligt, osv.

Garner giver en Del Oplysninger om Abernes Aandsevner i
Almindelighed, fortæller, hvorledes de ler og græder, hvorledes de
kan kende Farver og øjensynligt har visse Yndlingsfarver, der dog
ikke er de samme hos alle; de føler Glæde over Musik, selv om en
stor Del af vor Musik er dem „for høj"; de genkender ikke ved
Hjælp af Lugten, som man ofte har troet, men ved Hjælp af
Synet. For at vise dette griber Forf. til forskellige Eksperimenter
der til Dels er ganske fint fundet paa og tit minder om Lubbocks
Eksperimenter for at fastslaa Myrernes Sjæleevner. Jeg skal nævne
et af hans Forsøg for at vise Abernes Talsans. „ Jeg lavede, siger
han, i en lille Trææske et Hul, lige stort nok til, at Aben kunde
iaa sin Haand ud derigennem med en Glaskugle i. Jeg gav Aben
tre ens Glaskugler at lege med; noget efter puttede jeg Kuglerne i
Æsken og tillod Aben at tage dem ud, hvilket han kun kunde gøre
én ad Gangen. Jeg gentog dette flere Gange for at indprente
ham Antallet. Derpaa skjulte jeg en af Kuglerne og lagde de
andre to i Æsken; da han tog dem ud, savnede han øjensynligt
den ene, følte efter i Æsken, rejste sig op og saa sig om der,
hvor han havde siddet. Saa stak han Haanden igen i Æsken
og saa paa mig; men til sidst fandt han sig dog i det og begyndte
at lege med de to. Lidt efter tog jeg én af disse bort; og da
han ikke kunde finde den, begyndte han at lede efter den og var
slet ikke tilbøjelig til at gaa videre uden den; han lagde den ene
tilbage i Æsken og tog den ud igen, som om det kunde hjælpe
ham til at finde den anden, osv. Efter at jeg ved gentagne Forsøg
var bleven ganske sikker paa, at han kunde tælle til tre, prøvede
jeg med fire. Naar jeg nu tog én af dem bort, syntes han under-
tiden at savne den eller i alt Fald at være i Tvivl, men snart
efter legede han videre uden at bryde sig om det; dog viste han
næsten altid, at han havde en Fornemmelse af, at der var noget,

Digitized by Google

310

Abernes Sprog.

der ikke hang rigtigt sammen. Om han savnede en af de fire
-eller blot handlede efter almindelige Principer, ved jeg ikke, men
at han savnede en af de tre, var ganske indlysende.*

Vi kommer nu til selve Abesproget. Det tør efter Garners
Undersøgelser anses far aldeles fastslaaet, at disse Dyr virkelig
har et Sprog. Han sammenfatter selv sine Resultater i følgende
Sætninger: „De Lyd, som Aber frembringer, er frivillige, frem-
bragte med bevidst Hensigt og artikulerede. Qe henvendes altid
til et bestemt Individ med det umiskendelige Formaal, at de skal
forstaas. Aben viser ved sine egne Handlinger og ved den
Maade, hvorpaa den taler, at den er sig den Mening bevidst, som
den ønsker at meddele ved Hjælp af Lyd. Den imødeser og
oppebier et Svar; faar den intet, gentager den hyppigt Lyden.
Aberne ser i Reglen paa den, de henvender Ordet til, og de frem-
bringer ikke disse Lyd, naar de er alene, eller som blot Tidsfordriv.
De forstaar de Lyd, der frembringes af andre Aber af deres egen
Art, ligesom naar Lydene frembringes af et Menneske, af en
Fonograf eller et andet Instrument, hvilket viser, at de ved Op-
fattelsen ledes af Lydene alene og ikke af Gestus eller lignende.

Disse Sætningers Rigtighed fremgaar af en Række Eksperi-
menter, af hvilke jeg skal fortælle nogle af de vigtigste. I Efter-
aaret 1891 lykkedes det Garner i Central Park (Washington?) at
faa en smuk Gengivelse i Fonografen af den Lyd for „Mad", „Føde*,
som sædvanlig brugtes af nogle Rhesusaber i Haven, netop Aftenen
før en ny Skibsladning af samme Slags Aber ankom til Haven,
direkte fra deres Hjem i Østasien. Disse Dyr blev anbragte
saaledes, at de ikke kunde have den fjærneste Anelse om, at der
var andre Aber af samme Art der. Henved Solopgang næste
Morgen gik Garner til dem og opstillede sin Fonograf der; hverken
han eller nogen anden af de tilstedeværende gjorde noget for at
tiltrække dg Abernes Opmærksomhed, og de havde særlig Ordre til
ikke at vise dem noget spiseligt eller drikkeligt. Medens Aberne
hidtil ikke havde ytret en eneste Lyd, saa begyndte de i samme
Øjeblik som Fonografen blev sat i Gang, at svare højrøstet. Efter at
Fonografen havde talt ud, fik de nogen Tid til at blive rolige
igen; derpaa blev der vist dem nogle Gulerødder og Æbler; og
Synet af dem fik Aberne til at gentage de Lyd, de havde frem-
bragt før.

En anden Gang adskilte han et Abepar, der nogen Tid
havde levet sammen, fik Hunnen til at sige noget og lod derpaa

Digitized by Google

Abernes Sprog.

311

Fonografen gentage dette til Hannen. Han viste straks, at han
genkendte Lydene, og gav sig til at lede efter det hemmeligheds-
fulde Væsen, der talte til ham; hans forbløffede Forvirring var
ikke til at beskrive. Den velkendte Stemme fik ham til at nærme
sig, men det Horn, som Lyden kom ud af, ja det gik over hans
Forstand; han stak sin Arm ind i det; men da det ikke hjalp
noget, blev han ved at kigge ind i det med et Ansigtsudtryk, som
vel var værd at studere. Det modsatte Eksperiment blev ogsaa
gjort, saa at Hunnen blev regaleret med noget af, hvad Hannen
sagde; hun viste nok nogen Interesse, dog kun meget liden, saa
man faar det Indtryk, at i det Ægteskab var det Manden, der
daarligst kunde undvære Konen, ikke omvendt.

Garner nøjedes imidlertid ikke med at lade Fonografen
tale, men søgte ogsaa selv at efterligne Lydene, idet han lod Appa-
ratet gentage dem saa tit, at han blev helt fortrolig med Klangen.
Et Raab, som han fortolkede som „ Alarm- eller Stormsignalet",
lærte han saa godt, at en Abe, som han ellers havde været meget
gode Venner med, fra det Øjeblik, han havde sagt det, flygtede
fra ham i Rædsel og siden ikke vilde have det mindste med ham
at gøre.

I Cincinnati saa Garner en Aften en lille Capucinerabe
sidde gnaven og træt langt tilbage i sit Bur. Han nærmede sig
Buret og frembragte en Lyd, som han var bleven overbevist om,
betød „Drik". Straks vendte Aben sig efter Lyden, rejste sig og
svarede med samme Lyd; den saa samtidig paa Garner, som om
den dog nærede nogen Tvivl, om det gik rigtigt til.

Da han imidlertid igen sagde det samme, svarede den og
gik hen til en lille Skaal, den havde i Buret, og tog den hen til
Doren. Garner fyldte Skaalen med Vand og lod Aben faa lidt af
det; men da han saa holdt Skaalen udenfor dens Rækkevidde,
blev Dyret ved at gentage Ordet med en alvorlig, bønfaldende
Mine. Omtrent det samme berettes om en anden Abe i den zoo-
logiske Have i Chicago.

I Washington fik Garner Lejlighed til at beskytte en Kapu-
cinerabe ved Navn Pedro mod nogle slemme Aber, og han blev
derfor dens fortrolige, især da den forstod flere af de Lyd, som
han havde lært af andre Aber; den gik derfor ud fra, at han
ogsaa forstod, hvad den sagde til ham; den holdt lange Taler til
ham, og han kunde endogsaa faa den til selv at holde Fonograf-
røret og tale ind i det, saa at han kunde faa bedre Gengivelser

Tilskueren. 180& 21

Digitized by Google

312

Abernes Sprog.

af Pedros Ord, end det ellers i Reglen var muligt. Nu blev
Fonografen anbragt sammen med en anden Abe i et Værelse, som
Garner kunde overse gennem et Hul i Døren, medens han selv var
skjult for Aben; Maskinen satte han i Bevægelse ved en Snor.
Aben blev i højeste Grad overrasket ved pludselig at høre sig
tiltalt; den saa sig om og fremstammede nogle Lyd; Fonografen
kom igen med nogle Lyd i „korrekt Kapucinerdialekt*, som Aben
syntes at tillægge nogen Vægt, hvorfor den gik frem og svarede
ganske svagt; men en hurtig skarp Lyd fra Hornet skræmmede
den fuldstændig, og den turde nu ikke svare mere. Kort Tid
efter blev et lignende Eksperiment foretaget, men denne Gang
havde Garner anbragt et Spejl lige over Fonografhornets Aab-
ning. Aben opdagede snart sin ny Kammerat i Spejlet og
begyndte at snakke til den og vilde kærtegne den ; saa blev Fono-
grafen sat i Gang, og dette bragte Aben helt ud af Fatning;
den viste Tænder, gryntede svagt, og saa i det hele ud, som om
den ikke var rigtig vis paa, om den skulde opfatte det hele som
en Spøg eller som en uhyggelig videnskabelig Kendsgerning. Dens
Stemme og Bevægelse var nøjagtig som hos et Barn, der siger, at
det slet ikke er bange, og som dog forraader sin Angest i hver
Mine og er lige paa Nippet til at græde. „Puck" græd ikke, men
det var øjensynligt, at der var en Konflikt et eller andet Sted ; den
troede aabenbart ikke, at den Abe, den saa i Spejlet, var den
samme som den, der talte; den havde Lyst til at kæle for den
Abe, den saa, men holde sig langt borte fra den, som den hørte.
Dette forbavsede Garner, der havde fortolket den i Fonografen
gemte Tale som en „Slags Kærlighedserklæring, fuld af Musik og
Ømhed" ; dette Indtryk, som han havde faaet, ikke fordi han for-
stod noget enkelt Element af Talen, men paa Grund af hele Ud-
trykkets Karakter, stemmede ikke med Pucks Opførsel, da den
hørte den, saa at Garner derved blev mere tilbøjelig til at tro,
at Indholdet var en almindelig Klage, maaske over de andre Aber,
der drillede Pedro.

Det vil af denne Fortælling ses, at der er meget i Abernes
Sprog, som vor Forfatter ikke har forstaaet at tyde endnu; han
gør ogsaa selv kun Fordring paa at forstaa i alt ni Ord i Kapu-
cinersproget; men nogle af disse synes i Stand til med forskellige
Ændringer at bruges for forskellige Ting; af hvad Natur disse
Ændringer er, giver Forf. os des værre ingen Oplysninger om.
Undertiden bruger han Ordet Modulationer derom, hvilket nærmest

Digitized by Google

Abernes Sprog.

313

viser hen til musikalske Toneændringer 1 ); andre Steder kaldes det
s inflections", der kan betyde det samme, men ogsaa kan lede
Tanken hen paa Lydtillæg eller indre Forandringer i Ordets Lyd-
masse som ved vore Sprogs „Bøjning". Det Ord, som han over-
sætter „Føde, Spise", kan saaledes, modificeret paa forskellig,
ikke nærmere bestemt Vis, komme til at betyde forskellige Føde-
varer, men moduleret paa en vis Maade, synes det at betyde
saadant noget som „giv hid" ; Garner har mange Gange ved Hjælp
af det faaet en lille Abe til at give sig noget af sin Føde eller en
Bold eller andet Legetøj. — Hvor lidet bestemt Angivelsen af ni
,Ord" er, ses af, at det ene af dem oversættes „Vejrlig"; herom
fortælles Side 59 fif., at en Abe en Uvejrsdag klagede sig svært og
stadig løb hen til Vinduet og der gentog vedkommende Lyd; ved
en senere Lejlighed, da det var godt Vejr, fik den Lyden igen at
høre af Fonografen, og den vendte sig da straks om og saa ud ad
Vinduet. S. 107 omtales dette igen, men der er Forf. ikke vis
paa, om det overhovedet kan betragtes som et selvstændigt Ord,
da det stod i saa nøje Forbindelse med hele Abens Tale, hvori
den udøste sin Misfornøjelse eller Smerte.

Medens Garner S. 179 mener, at Tegnsprog, Gestus, var
den oprindeligste Meddelelsesmaade , og at Lyd fra først af kun
blev brugt til at henlede Opmærksomheden paa Fagterne, siger
han S. 70, at Abesproget nu udelukkende er et Lydsprog, og
skønt Lydene endnu stadig ledsages af Fagter, er Aberne dog
langt bedre i Stand til at klare sig med Lyd alene end med Ge-
stus alene.

Hver Art Aber har sit eget Sprog, og der kan ikke paa-
vises Dialektforskelligheder indenfor dette; fremmede Aber af
samme Art forstaar straks hinanden. Man fristes her til en lille
Tvivl: forstaar de virkelig hinanden i alle Enkeltheder? Hvorledes
paavises dette? Eller er det maaske kun de „ni Ord", som er
fælles for alle Aber af samme Art? Det vilde nemlig være meget
tænkeligt, at disse, der aabenbart er mere isolerede Dele af Sproget,
er en Slags naturlige Interjektioner, der er mere internationale,
om man saa maa sige, end Hovedmassen af Sproget. Naar to
Aber af forskellig Art sættes i samme Bur, lærer de efter Garners

*) Dog maaske ikke efter Forf.s her som næsten overalt meget vage Ud-
tryksmaade; S. 202 taler han nemlig om at „modulere" Stemmelyd ved
Tænder, Tange og Læbe.

21*

Digitized by

314

Abernes Sprog.

Paastand at forstaa, men derimod ikke at tale hinandens Sprog;
ganske enkelte Undtagelser synes dog at forekomme.

De Aber, hvis Sprog Forf. har undersøgt, er især Kapuciner-
aber; han betragter dem som de intellektuelt og sprogligt højest
staaende og bruger om dem Udtrykket „ Abeverdenens Kaukasiere*.
Derimod har han ikke endnu haft videre Lejlighed til at studere
de egentlig menneskelignende Abers Sprog; dette er saa meget
mere at beklage, som han af en enkelt fonograflsk Optegnelse af
en Chimpanzees Tale har faaet ud, at den brugte ikke faa for-
skellige Lyd, og at disse alle kan frembringes af menneskelige
Taleorganer. Da Garner i Afrika særlig vil studere Ghimpanzeer,
er det at haabe, at han faar noget interessant frem, og at han
her vil være i Stand til at give os tydeligere Forestillinger om
Lydenes Dannelsesmaade og Beskaffenhed.

Men indtil dette foreligger, maa vi spørge, hvad Betydning
det allerede vundne har for Videnskaben. Og Svaret maa da
først og fremmest lyde paa, at vi for Fremtiden har at gøre os
fortrolige med den Tanke, at Aberne virkelig har et Sprog, dannet
væsentlig paa samme Maade som Menneskenes, frembragt af til-
svarende Taleorganer, bestaaende af Vokaler og Konsonanter,
om end de første er i Overtal. Forskellen mellem Mennesker og
Dyr synes altsaa, paa dette Omraade i alt Fald, kun at være en
Gradsforskel; derfor kan den jo være betydelig nok; om dens
Omfang kan vi selvfølgelig endnu ikke danne os nogen ret Fore-
stilling.

Endvidere fremgaar det af Garners Bog, at det ikke er
korrekt, naar det i et Avisreferat hedder, at Abernes Sprog er
enstavelses; deri kunde man se en Bekræftelse af den Teori, efter
hvilken Menneskesproget skulde være begyndt med korte Enstavelses-
rødder. Garner omtaler udtrykkeligt flere Steder, at de Lyd, han
har formaaet at tyde, indeholdt flere Stavelser; saaledes er Rhesus-
abernes „Føderaab" (S. 111) af fem Stavelser, der dog ikke er
skarpt adskilte.

Vil man nu maaske spørge mig, om jeg i denne Bog om
Aberne har fundet noget, der enten kunde bekræfte eller afkræfte
den Teori om Menneskesprogets Oprindelse, som jeg har fremsat
umiddelbart før Fremkomsten af Garners Værk, (se Tilskueren 1892,
S. 839 ff.), da skal jeg hertil svare, at jeg ikke har fundet noget
hos Garner, der taler imod min Anskuelse ; men at paa den anden
Side det, der kan tale til Fordel for den, ikke er saa særlig meget.

Digitized by Google

Abernes Sprog.

315

Min Teori gik i Hovedsagen ud paa, at Sproget oprindelig var en
Pludren næsten som Sang, halvmusikalske Lyd, der især blev frem-
nynnede under Indflydelse af Elskovsfølelse ; og at der fra først
af ikke var forbundet nogen egentlig Mening med denne Pludren,
der mere havde Karakteren af Leg end af Alvorstale. Nu finder
jeg mange Steder hos Garner Udtryk, der gaar i lignende Retning,
ikke hvor han taler om de Dele af Abesproget, som han har tydet,
men netop hvor han tilstaar ikke at have nogen Anelse om Be-
tydningen af Talen ; der forekommer ideligt Ordet chatter, der hos
Rosing gengives ved „tjadre, sludre, pjatte, sladre, klapre, kvidre",
ofte i Forbindelse med Udtryk som „hendes skarpe, musikalske
Stemme" , „han havde en blød musikalsk Stemme" , „de bløde
rige Toner i hendes Stemme var fuldkommen musikalske" osv.
(S. 12, 35, 51, 55, 64, 66, 73, 102, o. fl.) Hovedbestanddelen af
Abernes Passiar synes altsaa virkelig at have den Karakter, man
efter min Teori skulde vente, hvad det Ydre angaar; hvad det
Indre angaar, da kan man jo ikke sige noget med Sikkerhed;
Garners Udtalelser derom maa opfattes som gengivende et almin-
deligt Indtryk, der dog faar nogen Vægt ved hans lange Fortro-
lighed med Dyrenes Maade at være paa. Han mener da, at de
nok kan udtrykke Klage, men næppe „forme Sætninger til en
Beretning eller give Detailler i en Klage" (S. 40); „Aberne fører
i Reglen ikke nogen sammenhængende Samtale" (45); en Abe
kan gøre Undskyldninger paa den mest ydmyge Maade, men „jeg
tror naturligvis ikke, skriver han, at hans Tale indeholdt nogen
Detailler angaaende Fornærmelsen; men at den udtrykte Beklagelse,
Fortrydelse eller Underkastelse, derom kan der for mig ikke være
nogen Tvivl" (53). Det vilde altsaa ses, at Garner netop tilskriver
dem Evne til at give Følelser Luft, men frakender dem saadanne
detaillerede sproglige Forestillinger, som kræves til en egentlig
Beretning.

Hvad Kærlighed mellem Kønnene angaar, da siger Garner
udtrykkeligt, at han ikke har været i Stand til at studere dens
Udtryk hos Aberne; dette er jo ikke andet end rimeligt, da der er
Tale om fangne Dyr, hvis Kønsliv jo ved Forholdenes Magt former
sig ganske anderledes end i fri Tilstand. Et Par Steder taler han
dog om Udtryk for stærk Hengivenhed, ja endog om en Slags
Kurmageri eller Flirtation; og netop der fremhæver han den mu-
sikalske Karakter af disse Abers Pludren (S. 66, 102). Hvis vi
kunde være saa heldige at belure Aberne, naar de i fri Tilstand

Digitized by Google

316

Abernes Sprog.

gør Kur, vilde vi sikkert faa at høre, hvorledes de modulerede
deres Tale paa den fyldigste Maade. Vi ser jo nemlig gennem
snart sagt hele Dyreriget den nøjeste Forbindelse mellem Stemme
og Elskov; Darwin giver (Descent of Man, kap. XVIII og XIX)
mange Eksempler derpaa, ikke blot fra Fugle, hvor ingen betvivler
det, men fra forskellige lavere staaende Dyr (Frøer og Tudser f. Eks.)
og fra nogle Pattedyr.

Men jeg skal ikke fordybe mig i Betragtninger herover; jeg
vil slutte dette Strejftog ind paa Dyrefilologiens Omraade med at
udtale, at for os Mennesker er og bliver Menneskefilologien vigtigere
end Studiet af Dyresprog; vi kan lære mere af et eneste Menneske-
sprog end af alle de Tungemaal, der tales af alle den gamle og
den ny Verdens Aber tilsammen, med og uden Hale. „Mand er
Mands Gammen." Selv et saadant Problem som det om Sprogets
Oprindelse faar vi større Klarhed over ved at adspørge Menneske-
sprogene end ved at gaa til Aberne; og det er for Sprogforskeren
som saadan ganske ligegyldigt, om man vil kalde „de sprog-
skabende Slægter" for Mennesker eller Dyr; vi maa have Lov til,
som jeg har gjort i min Afhandling, at bruge Menneskebenævnelser
om dem (Karle og Piger osv.); saa meget er jo dog klart, at Op-
havet til Menneskesprogene har været, om ikke Mennesker efter
en Nutidsdefinition af dette Begreb, saa dog Menneskers Forfædre.

Naar Garner mener i et lille Abeords Tydning at have
fundet Nøglen til „Sprogets store Hemmelighed", saa véd vi Men-
neskefilologer, at Sproget rummer mange flere og større Hemmelig-
heder, end der drømmes om i Garners Abefilosofi; det er vistnok
Wilh. v. Humbolt, der har sagt den dybsindige Sætning: Die
Sprache ist ein Wunder, das sich nicht auswundern låsst.

Otto Jespersen.

Digitized by Google

Romaner.

il

Corl Ewald: Fru Johanne (Erslev). — P. Fr. Rist: Efter Dybbøl (Philipsen).
— H. Pontoppidan: Det forjættede Land (do.). — Selma Lagerldf: Gftsta Ber-
lings Saga, oversat af Ida Falbe-Hansen (Gyldendal).

De tommetykke Romaner er afgjort ikke noget for flygtige
og hurtige Nutidshoveder. Selv i „La débåcle", der just virker ved
sin Masse, hvor lammes alligevel ikke meget af Indtrykket derved,
at vi maa „æde" os gennem et saa tykt Stof! Nej, saa gaar vi
villigere til en nem lille Fortælling som Carl Ewalds „Fru Jo-
hanne* og gør den færdig i en Hast. Den giver ikke vor Forstand
meget — der er ikke flere Tanker i den end i vor meste Nutids-
literatur; den giver heller ikke meget for Øjnene, udmaler os
ikke mere af Interiører og Scener, end vi plejer selv at se, — og
vi lever jo nu til Dags ikke videre med Øjnene; men den lille Bog
sætter os i en Haandevending til Rette i en Dagligstue og laaner
en kort Stund vor Medfølelse til en huslig Hverdagshistorie: om
en ung Hustru, der ser sin Mand glide fra hende og standhaftig
forsager, siden faar sin Belønning i en dejlig Unge, der atter kaster
Lys over Hjemmet, og ved hvis Død de to Ægtefæller igen naar
tilbage til hinanden.

Hvad Fortællingen giver smukkest og sandest, er Hver-
dagens Gænge, Tidens rindende Løb, Tilstandene og de smaa
Stadier i en gradevis Vækst og Forvandling. De enkelte Scener
dukker kun halvt frem; men man mærker Dagene glide gennem
den lille Lejligheds Stuer og blive til Maaneder og Aar, man følger

Digitized by Google

318

Romaner.

— med Forf.s egen humoristisk følsomme Glæde ved det smaa — først
Svangerskabets og siden Barnets Udvikling gennem tusende smaa
Skridt; og Forholdet mellem Ægtefællerne bølger ugribeligt ud og
ind — uden Brud eller Forklaringer — som sligt sker i Livet;
snart synes de at tabe hinanden helt af Syne, skønt de gaar Side
om Side i de smaa Stuer, og snart bøjer de sig uvilkaarlig nærmere,
helt nær mod hinanden.

Stilfærdig som Fortællingen er dens Stil og Tone: farveløs
og lunt følsom hyller den alt i et sørgmodigt graat Formiddagsskær.
Alle Skrig tystner, og alle Farver dæmpes heri, men Nerverne bliver
følsomme som en Rekonvalescents; underlig halvt vegeterende gaar
Menneskene om og iagttager og tænker og handler kun lidet, men
forvandler alt i deres Liv til Følelse: ikke friske Sindsbevægelser
og ikke øjeblikkelige Stemninger, men fine Svingninger i den al-
mindelige Livsfølelse, der maler Dagene for den unge Kvinde —
ti det er hende, vi mest ledsager — snart i lysere, snart i mørkere
Farvetoner, snart i det øde graa, snart i rosenrødt og snart i
Resignationens lilla. •

Fange og følge disse svingende Følelsestilstande — det er
just, hvad Bogen vil. Og tyndt og varsomt stryger den Farverne
paa, og afmærker fint den skiltende Lykke- og Varmegrad i det
lille Hjem. Forf. har hertil tilegnet sig noget af J. P. Jacobsens
poetiske Evne til at udtrykke Følelser billedlig. Undertiden virker
vel — ligesom hos Mesteren — det søgte Billede noget uegentligt,
som naar der tales om „den Klædning, Fru Johanne har virket sig
for Livet af sin modige Forsagen" , — man kan ogsaa træffe et
saa raat Billede som dette: „hun kvalte sin Længsels vanvittige
Drøm med sine blodige Hænder". Men er det ikke en smuk
Billedstil, hvor det berettes, hvordan den første Tanke meldte sig
hos Moderen om, at Barnet mulig kan dø? „Den kom ikke paa
en Gang. Først var den lidt borte, og hun havde en Fornem-
melse i sit Hoved, som om den kunde gaa forbi og bort. Og hun
skyndte sig at aflaase alle Døre, for at den ikke skulde slippe ind.
Men saa kom den nærmere. Det var, som om der faldt en hel
Væg, og et iskoldt Pust foer ind over Stuen ... Og saa stod den
i Stuen hos hende, stor og stille og selvfølgelig".

Det er et idealt Samliv, der skildres — mellem to noble og
moderne udviklede Mennesker, der tænker og føler saa fint og
højsindet og handler saa hensynsfuldt, som der kan tænkes og
føles og handles i det vanskelige Forhold, naar Kærligheden er

Digitized by Google

Romaner.

319

rundet ud og forbi paa den ene, men ikke paa den anden Side.
Og det er smukt og vederkvægende at se det menneskelige i de
ædleste Blomster, som det kan sætte. Men nægtes kan det næppe,
at Luften er pumpet saa tynd og ren under denne Fortællings Glas-
klokke, at virkelige Mennesker ikke ret synes at kunne aande deri.
Efter Mottoet at dømme regner Forf. vel selv sin Bog som „Erin-
dringskunst*, men dybere og fastere Tag har hans Erindring ikke
i Virkeligheden, end at et vist „Schonthuerei* i Retning af det
følsomme og det moralsk „kønne" overalt lægger en vis »uægte*
og abstrakt Tone over det , der skildres. • I Stedet for en virkelig
sjælelig Indlevelse i to saa højt som muligt udviklede Mennesker
mærker man ofte blot en temmelig konventionel og sentimental Søgen
efter, hvad der tager sig ud og „skal være* — en stadig Stillen i
Position: „se hvor sjælsfint, hvor frigjort, hvor ædelbaarent !* Da
de to Ægtefæller til sidst strør Blomster paa Barnets Lig og saa
rejser bort fra Begravelse og det hele, kan man formelig høre Forf.
staa og docere og pege paa dem som Mønster! Det hele bliver et
overfladisk „skal være* , hvori der ikke er pustet virkeligt Liv,
man ret kan tro paa.

I det følsomme „Schonthuerei* og i mange smaa Midler,
Fremstillingskunsten bruger, mærker man Herman Bangs Paavirk-
ning. Dette energiske, men grove Kunstnertalent har i vor Lite-
ratur opfundet den udhævede Diskretion, den understregede Stil-
færdighed, den pretentiøse Fordringsløshed. Carl Ewalds Bog,
som han selv siger, at man „ingen Tragedie kunde gøre af*, men
som er „Historien om et Hjem, hvor der var ingen Larm og ingen
Løgn*, er ikke uden denne Art understreget Stilfærdighed.

— I langt ægtere Forstand end Ewald kan aabenbart Kap-
tejn Rist kalde sine Fortællinger fra Krigsaaret „Erindringskunst*.
Det er aabenbart her selve de stærke og tunge Erindringer, som
har kaldt sig frem for Forf.s Sjæl og tvunget ham Pennen i Haand.
Hallucinationstydelig synes hine skæbnesvangre Dage at have
prentet sig med alle Enkeltheder i hans Sind, som i manges, der
gennemlevede dem. Men den Energi, hvormed hans Fantasi for-
maar at mane Scenerne frem i umiddelbar Nærværelse — det er
Forf.s store og gode Kunst.

Han er herved ofte Elev af Russerne. Man tænke f. Eks.
paa det Billede af Spisesalen paa Assens Hotel, der indleder hans

Digitized by Google

320

Romaner.

sidste Bog „Fra Dybbøl". Livagtig er her det provisoriske i Ind-
stalleringen, den tilfældige Kommen og Gaaen i Dørene, givet —
som flere Steder i Herm. Bangs „Tine" ; men særlig russisk er
Medtagelsen af smaa pedantiske Detailler, der hverken maler eller
har Interesse, — som naar to Officerer henne ved et Bord om-
tales i Forbigaaende saaledes: „Den ene, en Adjutant, der havde
lange Støvler paa og en svær Guldkæde uden paa Frakken, havde
lagt Cigarasken paa Bordet og trykkede den sammen med Cigaren.
Vennen var en pyntet ung Mand med skinnende ny Distinktioner
paa Vaabenfrakken, som var stærkt krøllet . .

Der er flere Scener rundt om i „Efter Dybbøl", som med faa,
sikre Træk stilles frem for Læserens Sind, lyslevende og hørlige.
Soldaterne ligger paa Post en Nat langs Kysten; og vi hører gran-
givelig hver Lyd, der bryder Natstilheden: Raslen af Blikspande
inde i en Bondegaard, naar Officershestene, der staar bundne i
Skyggen af et Hegn, skal vandes . . . eller Grupper af tyst snak-
kende Soldater, hvoriblandt i Reglen en fortæller og nu og da,
idet han gaber, uvilkaarlig kommer til at højne Stemmen. — Eller
Diligenceturen i Sommeraftenen, — hvor de staar af ved Kroen og
venter paa Vognen eller sidder i den og ser Landevejens afkvistede
Pile glide forbi ude i den synkende, graa Aftenluft, eller senere ud paa
Natten, naar de vaagner søvnige ved, at Vognen rumler ind i Rejse-
stalden, „hvor Karle med Træsko kom løbende paa Brosten, med
Lygter, der flyttede sorte Skygger af Bjælker og Spiltove om paa
Vægge og op i Taget".

Bogen beretter om den unge Offlcersaspirant Felix's Oplevelser:
den er en Række løst forbundne Scener fra Kantonnement og
Bivuak, fra Vaabenhvilens og Kampens Dage. Det er Marscher
paa Fyns Landeveje, Indkvartering i en Præstegaard med dertil
hørende Forelskelse, ret frisk, men lidt fersk — heldigvis dog ikke i
en Præstedatter men i en flot Officersfrue, videre Officersgilder,
Nattepatruljering ved den fynske Kyst osv. Selve Krigsbegiven-
hederne kommer ikke frem paa Scenen, men danner den alvorlige
Baggrund. Dybt bevæget læser Felix — og vi med ham — nogle
Breve fra Dybbølskanserne, som en af de faldne havde sendt hjem
til sin Kæreste; og vi bliver Vidne til, hvilken lammende Smerte
Efterretningen om Overgangen til Als frembringer paa Hæren i
Fyn, og hører en sjællandsk Bondekarl sidde og fortælle sine
Kammerater nogle Scener derfra.

Digitized by Google

Romaner.

321

Bogens ejendommelige Skønhed er afvunden denne dens
Situering. Tonen er stemt saa fint: den ret skyløse Drenge-
forelskelse, Officerernes harmløse Kammeratliv, selve de bløde,
blaanende Sommernætter, mættede af sød Kløverduft og dræende
Rug — satte op som Forgrund mod Kanonskuddene, der drøner
ovre fra Sundeved, og op imod Danmarks Skæbne, der i disse
Sommerdages Vaabenhvile forblødte under Venten paa Hjælp. Alt,
hvad Livet ejer af ungt og frejdigt og letsindigt, er kaldt op for
at besværge en tung og haabløs Sorg — og lægges nu som Blomster
paa en Baare: den 18-aariges uskyldige Elskov, der modner ham
til Manddom og Levelyst, Løjtnant v. Kadens lapsede Heine-Spot,
Officerernes muntre Pligtopfyldelse, der blot vil falde med Hæder
paa deres Post, endelig de altid gemytlige Jensers seje Trofasthed.
Og der er intet Spor af Retorik, intet Stænk af Sentimentalitet:
Alvoren skyr Fraserne, kun enkelte, ligefremme Ord kommer
den paa Læben , og Smerten er saa kysk og beskeden , som den
Alsingers — der fortælles om — , hvis Gaard var brændt, og som
nu blot talte om at bygge den op igen og kun i sin nynnende
og dog kraftige Dialekt idelig gentog: „det var jo min Fødegaard"
— og i de Par Ord begravede sin Sorg. Den Tone af aldrig
klynkende Manddom og af moralsk Disciplin, som er klædeligst for
en Officer, er Bogens store Tiltrækning. Den bærer Vidne om,
hvorledes Mennesker kan vokse under en Krig. Soldatens lille
Beretning paa Bondemaal om, hvordan han hjalp „Skrædderen"
under Erobringen af Als, er et sanddru Æresminde over „den
danske Landsoldat", og Brevene hjem til Kæresten fra den unge
Løjtnant, der faldt ved Dybbøl, træffer med deres uforknytte og
pralfri Ungdom den smukkeste Heltetone. Man høre Sætninger
som disse: „Aa — hvorfor sprænger vi ikke denne Mur af Jord
og Jærn og Ild? — Hvorfor ligger vi her uden at handle: Der er
som et tilbagetrængt Skrig i os alle sammen efter at komme ud —
ud i det brede, vide Land foran os . . . Lille Marie ! Er du endnu
bange for mig? Vær kun rolig og stille; ti atter og atter siger jeg,
at du har intet at frygte. Jeg føler det paa mig selv, at jeg
kommer intet til ; — saa sund og stærk, jeg er, føler jeg mig, som
skulde jeg leve evigt og ikke forgaa ... Ja! nu er det kommet,
dette Had, denne Lyst til at dræbe, til at faa fat i dem, som
stadig og altid søger at knuse os . .

Digitized by Google

322

Romaner.

— Saa har jeg til sidst to Romaner tilbage at tale om, som
helt og smukt svarer til, hvad man i gamle Dage krævede af
en Roman.

Den ene er Pontoppidans »Det forjættede Land" —
Fortsættelsen af hans Bog „Muld" fra i Fjor.

Romanfrerastillingen er her paa en ganske særegen Maade
tilpasset efter moderne Nerver. Den vinder og kvæger sine
Læsere ved aldrig at sige for meget eller tale for højt. Den
engagerer dem ikke dybere, end de selv vil, stemmer ikke stærkere
i, end de er tilbøjelige til at følge, og denne Diskretion opmuntrer
dem snarere til selv paa fri Haand at føje lidt til, hvad der siges,
og lægge lidt stærkere Eftertryk paa Tonen.

Den lette Haand er en Hovedsag ved Pontoppidans Kunst.
Stilen er hurtig og ligger temmelig tyndt og løst over Stoffet: den
presser det aldrig videre tæt, overlæsser aldrig og bliver aldrig hæn-
gende. Den er snarere noget flygtig og overfladisk og indtager en
fri, dégagé Stilling til Emnet uden videre selvopgivende at gaa op
i det. Pontoppidan synder derved ofte mod rigoristisk objektiv For-
tællekunst. Han skildrer f. Eks. i første Kapitel Præsten, der gaar
og pløjer, og beskriver hele det Panorama, han kunde overse,
som han gik der, men fortsætter saa: „Emanuel var imidlertid
alt for optagen af sine Tanker til at give Agt paa alt dette". Eller
det hedder etsteds i Anledning af Drengens Sygdom: „Hansine
plejede ham Nat og Dag med sin vante Taalmodighed og Selv-
beherskelse. Ingen skulde kunne se paa hende, at hun var for-
trolig med sit Barns Skæbne; og dog havde hun omtrent fra dets
første Krampetrækning vidst, at det kun havde faa Dage at leve
i." Som man vil føle, er Læser og Fortæller her løsnede ud fra
Situationen, befinder sig hverken i Moderens eller i Omgivelsernes
Skind, men er paa en Gang i og udenfor baade hendes og deres.
Men den mest intense Kunstvirkning opnaas aldrig, uden man
med Hud og Haar selv gaar ind i Situationen.

Med let, grumme let Haand fatter og haandterer Forf. hele
sit Sujet. Der er Begavelser, som aldrig kan blive færdige med
Emnerne, men med deres tunge Haand altid uddyber, for-
vikler, forstørrer dem — dette er de største Digteraander; det
gælder om Zola overfor et ydre Stof, om Ibsen overfor et
indre Motiv eller Problem. Pontoppidan hører til de Begavelser
derimod, under hvis Haand alt uvilkaarlig bliver gennemsigtigere
og lettere færdigt. Med et af Naturen hurtigt Hoved ser han det

Digitized by Google

Romaner.

323

i alle Fald for et Førsteblik væsentlige ved Sagen og faar det
tydelig sat frem uden videre Apparat. Den Skilsmisse mellem
Præsten og hans Hustru, som der skal afstedkommes i „Det for-
jættede Land", gaar saaledes — uden stort Besvær eller Maskineri
— som ganske af sig selv; hvor en mere kluntet Romanforfatter
havde skruet det hele op og maattet sætte mange „Scener" paa
Benene for at faa det til at gaa, der glider de to Ægtefæller hos
Pontoppidan saa lempelig og dog øjensynlig fra hinanden, som sligt
kan gaa i Livet, uden at andet end lidt Kedsomhed, ubestemte Savn,
en lille Fornemmelse eller Strejfberøring nu og da viser, hvad det
er, der foregåar. Inden vi ved et Ord deraf, er det sket, og det synes
os — som dem — helt naturligt og nødvendigt, at de maa flytte
fra hinanden. Og anden Forklaring har vi egentlig ikke faaet end
Frøken Ragnhilds Ord om „ Nervesympatien u som Betingelse for
ægteskabelig Lykke : nemlig at alt, hvad de to Personer ser, oplever,
hører, læser o. s. v. gør et ensartet Indtryk paa dem begge; og
saa Dyrlægen Aggerbølles Ord om Troldluften her ude paa Landet,
som alle, der ikke er fødte derude, ligger under for. Men netop
dette skulde jo Bogen nærmere have vist og udført; den skulde
have vist den tyste Hjernernes Kamp, der er kæmpet, — to
Nervesystemer, der indbyrdes udspejdede, befølte, tiltrak, frastødte
hinanden. Selve Spørgsmaalet om, hvad der i Virkeligheden er
foregaaet mellem de to Ægtefæller, gaar Forf. over med en Harefod.

Let og moderat er ogsaa hele Tiden Toneanslaget, —
aldrig overdrevent, aldrig forceret. Pontoppidan er en Forf., som skyr
det højtidelige og konvulsive, fremfor alt stedse vil være naturlig og
jævn — saa velgørende dansk i sit blufærdige og lavmælte Følelses-
liv. Man tænke f. Eks. paa Barnets Sygeleje og Død — hvilke
Scener vilde ikke f. Eks. en Herman Bang have gjort ud deraf!
dramatisk revet os ind i hine Angestens Timer den Nat, der gaar
Bud efter Lægen, højrøstet sentimentalt udhævet Hustruens stil-
færdige Smerte o. s. v. Lige saa maadeholdent og skælmsk følger
ogsaa Forf.s Ironi sin Helts hele Færd med et Smil. Er det ikke
nydeligt, naar det ved Skildringen af et politisk Møde hedder:
»Endog Emanuel kom efterhaanden i en helt oplivet Sindsstemning.
Han saa omkring paa denne Skare" bredskuldrede Mænd, der trods
alt, hvad der truede deres Fremtid, sad der lige rolige og tillids-
fuldt — saa trygge i Bevidstheden om deres Sags og deres Kamps
Retfærdighed. Han fyldtes paa ny af Beundring for denne ufor-
styrrelige Sindsligevægt, hvormed disse Folk bestandig bar enhver

Digitized by Google

324

Romaner.

Tilskikkelse.* Og denne stilfærdige Ironi ligger graciøst over saa
mange af Skildringerne af grundtvigianske Krese og politiske Be-
vægelser. Det er en Ironi, som hverken er ilter eller bitter,
hverken isnende eller saarende, men nærmest er harmløst jævn-
modig og lunt sørgmodig.

Uforceret og stilfærdig, uden Sentimentalitet eller retorisk
Appel er ogsaa den sunde Medfølelse med de to Hovedpersoners
Skæbne, som varmer gennem Bogen. Den kolde Tilknappethed,
som ellers er moderne Fremstillingskunsts Effektmiddel , er vegen
for en mere menneskelig og naturlig Tone. Forf.'s bløde Hjærte
omfatter ikke blot trofast sin Helts Ve og Vel, men ogsaa Figurer
som den sølle Dyrlæge og hans sengeliggende Kone, „den lille
hensvindende Rest af et Menneskeliv, som kaldtes Fru Aggerbølle*.
Med den smukkeste Sympati er Hansine, Præstekonen, tegnet:
Mistroen, hun gennem alle de mange Aar har bevaret til sin ny
Stilling, der kun synes hende en Drøm; den Sjælsfatning og
Skæbnetro, hvormed hun afventer den Skilsmisse, hun efterhaanden
mer og mer føler trække op, længe før hendes Mand selv aner,
hvad han savner, og hvad der dæmrer i ham; den faste Beslut-
somhed, hvormed hun sætter Adskillelsen i Værk og lader sin
Mand og sine Børn blive i Troen paa et Gensyn, hun selv helt
har opgivet . . . ogsaa hendes beherskede, dybe Smerte* naar hun
sidder over sit syge Barn „med det tillukkede, næsten haarde
Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser - ,
eller naar hun, uden at fælde en Taare, tvætter og hyller sin
Dreng i Liglagen. — De sidste to Scener: Drengens Død og Efter-
middagen, da Emanuel kører med Børnene fra Præstegaarden og
vinker Farvel til Hansine, er begge følte af Forf. med et stille
Alvor, som virker dybt menneskeligt.

Overhovedet er det saa ægte mente og tilforladelige i Tonen
noget af det, hvorved Pontoppidans Bog virker sikrest og varigst.
Man betrygges og man smittes af det dybe Slægtskab, den langvarige
Fortrolighed med Stoffet og Personerne, som man stadig fornemmer
hos Forfatteren. Og man aander en saa sund og ren Luft i
denne Bog, hvor en sanddru Mand siger jævnt, hvad han dybt
har prøvet og mener alvorligt. Der er aldrig noget af en blot øje-
blikkelig Følelses- eller Fantasianspændelse i Bogen; den virker
som en langsomt modnet Frugt, der ganske af sig selv en stille
Efteraarsmorgen falder ned i det fugtige Græs. Forfatteren har
aabenbart følt sig saa hjemme i Stoffet, at Frembringelsen er

Digitized by Google

Romaner.

325

gaaet for ham ganske som Fod i Hose. Og — her som altid — hvad
der let og nemt har formet sig, det former sig ogsaa let og nemt
for Læserne.

Ja! det er en blaaøjet og hørblond sjællandsk Natur, der
her skriver om det sorte Pløjeland med de flagrende Krager, om
de gulhvide Rugmarker eller de kullede Sandbanker oppe ved
den skumprikkede Fjord; der skildrer et politisk Møde hos Sogne-
rådsformanden, eller Nils Gaardskarl, der i Karlerummet sidder og
nyder sin egen Avisartikel, Dyrlæge Aggerbølle i Købmand Villings
Bagstue, Mosekærshusenes dyriske og ondskabsfulde Udskudsbe-
folkning, Væver Hansens Tale paa Kæmpehøjen og den grundtvi-
gianske Begravelse; der endelig tegner en dansk Fantast og Teolog
— saa bunddansk, som nogen kan være — og hans forulykkede
Forsøg paa at gaa ud i Folket og leve sammen med en sjællandsk
Bondepige af den smukkeste Type, der opnæres af vore Markers
Rug og vort hjemmekærnede Smør. Enhver føler, at vi virkelig
her er ude og færdes paa en sjællandsk Egn i Provisoriernes Dage.

Det er Kød og Blod af Forfatterens eget, som han skildrer.
Det mærkes i Naturskildringerne og i Menneskelivstegningerne.
Han staar ikke udenfor og karakteriserer træffende ; men hans Evne
er den uvilkaarlige Indlevelse og Medleven. I Modsætning til saa
mange moderne Forfattere, hvis Begavelse er mere kritisk end
digterisk, er den fine, analytiske Bestemmelse af Landskaber eller
Personer egentlig ikke Pontoppidans Sag. Hans Karakteristik er ofte
banal og smager af Romanlæsning i Ordvalget. Man høre f. Eks.
hans Præsentation af Frk. Ragnhild: „Som den slanke Dame stod
der og smilte, overgydt af Skæret fra sin valmuerøde Parasol . . .
i hvid Dragt . . . saa behersket og korrekt lige fra det faste Blik
i hendes pragtfulde, blaagraa Øjne og ned til Plissékanten paa
hendes Kjole og samtidig saa udfordrende, saa vovet i det Raffine-
ment, hvormed Toilettet ved Snit og Farvesammenstilling frem-
hævede netop Legemets Magerhed og Ansigtets matte Bleghed..."
Men til Gengæld, i hvilken Grad har han ikke den langt mere
digteriske Evne til uvilkaarlig at aksle andres Skind og antage deres
Træk og Farve! Hans aabne, lette Modtagelighed, næsten kvinde-
lige Paavirkelighed og det Slægtskab, han føler til alt det, han
skildrer, gør saadant noget som Væver Hansens æggende Folketale
eller det fortrolige Manifest fra Vælgerforeningernes Hovedbestyrelse
eller Gaardskarlens Journalistik til saa uforlignelige Virtuosnumre,
uden Overdrivelse rigtige og tusend Gange mere talende end død

Digitized by

326

Romaner.

Karakteristik. Hovedfiguren selv — den ellers jo temmelig ubetyde-
lige Emanuel, der heller ikke er hverken klart eller dybt opfattet
— er ogsaa ofte gengivet aldeles livagtig, navnlig i sit Fan-
tasteri, der lukker Øjnene og stadig vil haabe, sin Naivetet med
dens Stænk af Hjalmar Ekdalsk Selvbedrag og Sentimentalitet; og
Forf.'s Sprog antager flere Steder i sin Kamæleonspaavirkelighed
uvilkaarlig Farve af Emanuel, f. Eks. naar dennes Sindstilstand
ved Drengens Død skildres med Vendinger som disse: „Da Ema-
nuel saa Døden nærme sig og Gravens Kulde lægge sig om
Bar-nets Legeme ... da bøjede hans Sind sig ydmygt for den
Almægtiges Vilje".

1 „Det forjættede Land" er et ægte gennemlevet og
alvorlig ment Livsstof blevet formet af en let og lykkelig Kunstner-
haand, — der blot hele Tiden er lidt for let.

— Saa har jeg kun tilbage at tale om de Fortællinger fra
det gamle Vermland, som er blevne oversatte fra Svensk: Selma
Lagerløfs „Gosta Berlings Saga".

Hvordan finde nogen Forbindelse mellem denne underlige,
originale Bog og de Eksemplarer af moderne Fortællekunst, som
her er gennemgaaede? Den har saa lidt med Literaturhistorien
at gøre. saa meget med det oprindeligste, primitive i al Digten —
denne Bog af Sagn fra Bedsteforældrenes og Oldeforældrenes Tid,
oppe om Vermlands Søer og Skove, som de smaa har hørt i
Barnekamret af den hvidhaarede gamle ved Spinderokken, eller
rundt om Brændebaalet i Hytten, hvor Karle og Husmænd sad og
snakkede, mens Dampen røg af deres vaade Klæder, eller som
aldrende „Brukspatroner" har siddet og opfrisket ved den varme
Toddy, og som smaa Øren har opfanget, — og dem nu en enlig
Efterkommer, borte fra sin Hjemstavn, har taget frem af Erin-
dringen og levet op igen og meddeler os andre. Denne Saga om
Gosta Berling og Kavalererne paa Ekeby og om Livet paa de
store Gaarde omkring Løfvensøen i Tyverne — den har digtet sig
op i Folkemindet, i Familjetraditionerne, i Barnesindet, og den
har Barndomserindringernes og Bedstemødretidens Eventyrglorie
om sig, akkurat som Højlandenes Familjesagn i Scotts Waverley-
romaner eller for den Sags Skyld ogsaa som Trojanertogets Helte-
sagn paa Homers Tider. Det er noget af Naturpoesien, Folke-
epiken midt i Nutidens Kulturliv.

Digitized by Google

Romaner.

327

Det fortryllende ved denne Bog er den eksotiske Duft og
det stærke, jublende Liv, som her manes frem gennem en meget
original og virkningsfuld Fremstillingskunst.

„O, I svundne Tiders Kvinder! At tale om eder er som
at tale om Himmerige: Idel Skønhed var I, idel Lys. Evigt unge,
evigt skønne var I, og milde som en Moders Øjne, naar hun ser
paa sit Barn. Bløde som Egernunger hang I om Mandens Hals.
Aldrig skælvede eders Stemme af Vrede, aldrig fik eders Pande
Rynker, eders bløde Haand blev aldrig ru og haard" . . . Det er
de svundne Tider, der manes frem, saadan som de var i de
gamles Fortællinger fra den Gang, Vermlands Ære straalede klarest.
f Var der da Bal hver Dag, saa længe som eders straalende Ung-
dom varede?* maatte de unge ofte undrende spørge. „Var Livet
da et eneste langt Eventyr?" Men for nøje tør man ikke forlange
sig Oplysninger. „Man maa fare varlig med de gamle Sagn; de
er som halvvisne Roser: de mister let Bladene, naar man tager
for haandfast paa dem*.

Det er Sagn, berettede som Sagn, sete med Børnenes Øje,
hengemte mellem de gamle Mamsellers andre „Souvenirs", fortalte
med de gamle Strikkeposers Apostrofer og Refleksioner — Sagn
om hint mærkværdige Aar, da Kavalererne regerede i Bjørnelandet,
da Løfvensøen ikke var fyldt med Vand men med Brændevin, og
Smedene stod i Skjorte og Træsko ved Essen og drejede umaade-
lige Stege paa lange Spid; Aaret, da Guds Stormvind gik over
Landet og forvirrede Folkenes Hjerner, og ogsaa Ulv og Bjørn,
Sygdom og Ildebrand hærgede værre end nogen Sinde før eller
siden; Sagn om Fester, der ingen Ende tog, og om de 12 Kavalerer,
der altid var fulde af Løjer og beredte til Streger, alle var originale
og sorgløse og evig unge, og Sagn om den romantiske Gosta Berling,
Galningen, Kvinderøveren, Poeten, „Herre til titusend Kys ogtretten-
tusend Kærlighedsbreve 14 — og i Hjertet sønderreven, fortvivlet
som en Byronsk Helt.

Med megen og fin Ironi er Sagnets og Traditionens konven-
tionelle Syn og Tone holdt. Lige saa lidt man tør spørge for
nøje om, hvordan alle de mærkelige Begivenheder, her berettes
om, virkelig kan tænkes at være skete deroppe omkring Løfven-
søen paa den Tid, da de to Vermlændinger Tegnér og Geijer var
henholdsvis Biskop i Vexio og Professor i Upsala, — lige saa lidt
bør man søge alt for sand Psykologi i disse mytisk forklarede
Figurer: Kavalererne, Majorinden, den onde Sintram, den bod-

TiUkueren. 1893. 22

Digitized by

328

Romaner.

gørende, forvænte Grevinde o. s. v. eller i disse sagnstore Hand-
linger og Skæbner, der berettes om. Man maa gøre sig til Barn
for værdigt at begræde den skønne Marianne Sinclairs Skæbne,
føle sit Hjerte banke for Kavalerernes kække, ridderlige Streger
og for ret at gyse og harmes ved blot at høre Sintrams Navn
nævnes. Og man maa tro Bedstemødrene paa deres Ord, at det
var ikke Mariannes og ikke Gostas Skyld, naar det gik galt med
dem paa Ekebyfesten ved Tableauforestillingen. „Det var Balkonen,
det var Maaneskinnet, Kniplingssløret, Ridderdragten, Sangen, som
var Skyld deri. De stakkels unge Mennesker var uskyldige«. Man
maa ogsaa høre smukt paa de gamle Damers „O!« er og „Ak!* er,
der moraliserer over Fortællingerne, — og det kan vel her tit
hændes os Læsere, at vi hører, hvad der siges, i en noget anden
Tone, end det er sagt, og hører som Traditionens og de gamle
Mamsellers Kor, hvad der maaske er Forfatterindens egen naturlige
Stemme. Naar det f. Eks. hedder: „Venner, Menneskebørn! I,
som danser og ler! Jeg beder jer saa bønligt, dans varlig, le
stille, ti det kan afstedkomme saa megen Ulykke, naar eders tynd-
saalede Silkesko træder paa Menneskehjerter i Stedet for paa
Brædder, og eders sølvklare Latter kan jage en Sjæl til Fortvivlelse - ,
hvem ved saa, om vi Læsere nyder Sætningen ganske paa samme
Maade, Forfatterinden har villet?

Men dette viser blot, hvor kongenial, hvor beslægtet For-
fatterinden er med Sagnene og Traditionen.

Hvilken munter og farverig Verden, der her trylles frem
midt imod vore Hverdages Graat i Graat! Det straaler af Gilder,
det knalder af Fester ud over hele Vermland. Sneen synger under
Kanernes Meder, og ind gaar det gennem de tavse, hvide Skove, til
Gaarden lyser i Møde forude. Og Spillemændene sidder og tramper
Takten til deres fejende „Polsker«, medens Parrene stryger
over Gulvet. Brændevinen flyder ved Skænken, Spillet gaar højt
ved Bordene, Stemmerne bliver højrøstede . . . Gosta snapper den
skønneste af de skønne med sig, svinger sig i Slæden, og ud bær
Færden bag den rappe „Don Juan", der flyver afsted, som om
Ulvene var efter den ... Og se! i Skumringen skimtes jo ogsaa
de lange, tynde Graaben, der lusker frem i Skovbrynet ... og nu
er de efter . . . deres Ildøjne og røde Tunger synes i Flokkevis . . .
rap dig, rap dig gamle „Don Juan«, Døden er i Hælene ... Ud
over de tilfrosne Søer ... ud mod Lysene, som vinker der henne!

Digitized by Google

Romaner.

329

Sorgløst og stærkt gaar Livet. Knald og Fald! Eventyrene
følger hverandre, og Lidenskabernes Bølger gaar højt og vildt.
.Tænkte den Tids Mennesker aldrig paa, hvad de gjorde?" Nej!
det er Instinktet, der handler, Øjeblikkets Indskydelser: de er store
Børn og vilde Bjørne og nu og da Helte. Den gamle Sinclair
lukker sin Dør af for sin Datter og lader hende i Baldragten ligge
udenfor i Vinternatten, fordi hun har kysset Gosta Berling, og 14
Dage efter sidder han selv og holder Auktion over alt sit Gods,
opflammet af Sindsbevægelse og Brændevin; alle Pengene vil han
putte i en Sæk og sænke i Søen, for at den vanslægtede Datter
intet skal arve.

Den Slags Scener elsker Frk. Lagerløf at skildre. „Lad
andre lytte til Fortællinger om Blomster og Solskin* , siger hun,
jeg for min Part vælger de mørke Nætter, fulde af Syner og
Eventyr, jeg vælger de tunge Skæbner, de forvildede Hjerters
sorgfyldte Lidenskaber." Det er en meget kvindelig og meget svensk
Kærlighed til det eventyrlige, det romantiske, det anspændende og
det Fanden-i-voldske, som har dikteret denne Bog.

Og med hvilket „entrain" er ikke Kavalerernes lystige Streg
med Jærnleverancen skildret! hvilken vild Uforfærdethed er der
ikke over Gostas Bortførelse af Anna Stjernhok, med Ulvene i
Hælene! hvor banker ikke Fortællerindens Hjerte med den glade,
sorgløse Tolvmandsskare , der satte Fart i Buestrengene og aldrig
gjorde noget, som ikke var kavalermæssigt, gjorde noget, som var
klogt eller nyttigt eller kærlingeagtigt! Og raa Haan, patetiske For-
bandelser, stenhaardt, saga-langsindet Had: alt, hvad der er vildt
og lidenskabeligt, forhærdet og uhyggeligt — det ved hun at skildre
med Fyrighed. Saaledes Majorinden, der med Tiggerposen paa
Ryggen er gaaet op gennem „ de evige Skove", op langs Klaraelven
og op til Elvedalsskovene , hvor Moderens Kulmiler staar, for at
løse Forbandelsen over sit Hoved, og der træffer den 90aarige
gamle nede i Mælkestuen og af hende faar en saa faamælt Mod-
tagelse. Eller Heksen, der er kommen ned oppe fra de vældige
Fjælde og Skovenes Mørke for at kalde Straffen over den onde
Grevinde Martas Hoved ...

Noget bizart og eksentrisk — meget originalt og ofte søgt
— er der i Forfatterindens Fantasi. Det morer hende at udmale
sig saa sælsomme Situationer som Melchior Sinclair, der sidder
i sin Kalecheslæde og venter paa sin Datter, han er kommen for
at hente, — helt taalmodig og sejrsvis sidder han og fordriver

22*

Digitized by

330

Romaner.

Timerne; eller som den gamle Lovenborg, der sidder og spiller
Bethoven paa sine Trætangenter og straaler, mer og mere hen-
reven af de Melodier, han hører i sit Hoved, og med hvilke han
vil opmuntre og trøste de tungsindige Svirebrødre.

Bizar og original er ogsaa Fremstillingskunsten — og dette
er en ny stor Charme ved Bogen. Georg Brandes har i en An-
meldelse sat Forfatterindens Stil i Forbindelse med Carlyle og
aabenbart med stor Ret. Den er skruet og kapriciøs, fængslende
og paagaaende, ikke altid sikker i Takt og Intonering — ligesom
hans. Dens store Styrke, — dens store Forskel fra megen moderne
Fremstillingskunst , — er den Fyrighed og Resoluthed, hvormed
Forf. kaster sig selv i Brechen for, hvad der skildres, og derved
kaster ogsaa Læseren ind i Stemningen. „ Stridshest, Stridshest!
du gamle, som nu staar tøjret paa Marken, husker du din Ungdom?*
saaledes begynder det Kapitel, som med smittende Lystighed skildrer
den gamle Balkavaler Ørneclou, der, fængslet til Sengen af Gigt,
atter hører „la Cachucha* blive spillet; og det slutter: „Stridshest,
Stridshest! sig, at du elsker Trompetens Stød, som narrer dig til
Galop, om du end slaar Benet til Blods i Tøjret." Det er ikke
egentlig en lyrisk Stil, den er snarere dramatisk; det er det
berettedes og de handlendes egen Stemning, Forf. saa levende
gør sig til et med og gør sig til Talerør for. Overalt, hvor Forf.
fortæller om, hvad der er Raskhed og Fart i, lader hun Situationens
egen Iver selv tale og rive Læseren med. „Lad Polskan klinge! 4
stryger Letsindets Omkvæd ud over alle Vermlands Bakker; „væk
med dem! u skriger den gamle Sinclair til alle Møblerne, han stabler
op til Auktion for at feje Datterens Vanære ud af Huset; t følg
med, følg med!" bruser det store Folketog, der er ude at lede efter
den gale Nygaardspige, til hver, det møder paa sin Vej.

Denne stærke, henrevne og henrivende Medleven, som er
Barnefantasiens og Folkefantasiens, er det Tegn, hvorunder For-
fatterinden — rimeligvis til sin egen Forundring — har sejret saa
hurtig med sin Bog. — Og kun, hvis moderne Sind igen kan naa
en saadan Naivetet og Umiddelbarhed i Fantasien, vil der være
nogen Fremtid for Romanen ud over den blot analytiske og
beskrivende.

Vald. Vedel.

Digitized by Google

„Fremtidsstaten".

Ofte, alt for ofte synes Historien at have været til ingen Nytte,
skønt den dog er ganske god at faa Forstand af.

Hr. Argus forlanger i „Tilskueren 11 s sidste Hæfte, at Socialisterne
skal klargøre for Verden deres Fremtidsstat. Op med Kongeriget, kræver
han — han vil ikke nøjes med Luftslotte.

Baade Eugen Richter af Fremskridtspartiet og Dr. Bachem af
Centrum har forlangt det i den tyske Rigsdag, saa maa de vel
have Ret.

Maaske turde dog de Hrr. Argus, Richter og Bachem nærmest
have Uret; deres Forlangende synes ganske ukonfirmeret.

Det er nu godt og vel hundrede Aar, siden den franske Revolu-
tions Ideer fængede. De er ikke ganske gennemførte endnu, og der,
h?or de ikke er det, vil de vel nu neppe blive det; det vil gaa som
med den lille By, der fra Olielygter sprang lige til Elektriciteten, som
havde sejret, inden Byen var naaet til Gas. For Tiden er man nærmest
beskæftiget med at forlade Revolutionsideerne.

Ogsaa i Slutningen af forrige Aarhundrede, før det brød løs,
krævede man vist af Avantgarden, at den skulde klare Fremtidsstaten.
Men den gjorde det ikke. Den spaaede hverken Cæsarismen eller den
hellige Alliance, forudsaa ikke, hvor lang Tid der vilde gaa, inden
Revolutionens politiske og sociale Tanker sejrede, og havde navnlig
intet klart Blik over, hvordan det vilde se ud de mange Aar efter, naar
Ideerne blev førte igennem.

Da Folkehoben i Oktober 1789 vilde føre Ludvig den 18de fra
Versailles til Paris, var hans Hovedindvending muligen ogsaa den, at
Oppositionspartiet ikke havde den ny Fremtidsstat færdig. Saa snart
den var udkommen i Trykken, skulde han gerne gaa med. Som be-
kendt fulgte han med alligevel, og Fremtidsstaten kom, uagtet den ikke
havde været fuldt udarbejdet i rette Tid.

Dette Krav paa en Fremtidsstat har selvfølgelig en agitatorisk
Betydning; det er det, Eugen Richter skarpt har set, men ud over dette
er Forlangendet næsten komisk.

Fremtidsstaten! den økonomiske Fremtidsstat! Som om dette
var noget, der kunde stilles op i Paragraffer. I de faa tusende Aar,
man ved noget paalideligt om, har den økonomiske Stat været en uaf-
brudt Veksel undergiven. Tror man, den vil stagnere herefter? Den
vil være én Aar 1900, en ganske anden Aar 2000; kommer Socialismen
1900, vil den se saadan ud, kommer den først Aar 2000, vil den frem-

Digitized by Google

332

»Fremtidsstaten".

byde et helt andet Billede, dannet efter 100 Aars Udvikling og rigere
Erfaring, og saa vil den svinde for andre Fremtidsstater, som end ikke
Hr. Argus vil forlange, at nogen allerede nu skal have i Lommen.

Af Debatten i den tyske Rigsdag, som Hr. Argus vil klargøre for
danske Læsere, har han intet forstaaet. Sammenhængen er denne: de
socialistiske Førere ved til Punkt og Prikke, at de ikke kan opstille en
for altid gældende Fremtidsstat , fordi denne er én i Dag, en anden i
Morgen, men en enkelt Fører vil maaske af Hensyn til Masserne ikke
slippe Ordet. Hr. Richter ved, at Kravet paa den udarbejdede Plan for
en saadan er en Barnagtighed, men han vil dog gerne have fastslaaet
som en uhyre Indvending mod Socialisterne, at de ikke kan opstille en
Fremtidsstat. Det kan han nemlig benytte overfor sine Masser.

Derfor var hele Diskussionen Politik, mest beregnet paa eventuelle
Valg. Hr. Argus tror, det var Videnskab!

1776 forlangte en ikke ubekendt Englænder, at alle Skrankerne
for det fri Arbejde, der for ham var Værdiernes Ophav og Maalestok,
skulde falde bort. Men de herskende Lavs Forsvarere skrev under
mange Mærker om, hvordan han dog vilde indrette en saadan Fremtids-
stat. Alligevel kom den langt om længe saa nogenlunde efter de
Principer, Adam Smith vilde have frem. Og nu er der en anden Lære,
som i meget deler hans Opfattelse af Arbejdets Værdi, men som efter
100 Aars Erfaring kræver Baandlæggelse , Ordning og Regulering fra
Statens eller Centralmagtens Side — paa Ordet kommer det ikke an —
fordi den ikke tror, at Arbejderen kommer til sin Ret overfor Kapitalen
gennem Friheden alene. Og mens rundt om i Landene det ene Tegn
efter det andet (Bismarcks Arbejderlove, Næringsbevægelsen her hjemme)
ganske umærkeligt danner Samfundsbevidstheden og derigennem Staten
om, staar alle Argus'er og spørger: hvordan vil 1 lave jeres Fremtidsstat

Ti trods de mange Øjne ser Argus ikke, at Fremtidsstaten —
den danner sig ganske stille rundt omkring ham.

A. Cantor.

Hr. Cantor entrer først op paa Historiens høje Bjærg og sender
derfra et medlidende Blik ned til undertegnede Argus. Tænk paa Adam
Smith! Tænk paa den franske Revolution! Og saa vil De se, hvor
taabeligt det er at kræve, at Socialisterne skal gøre Rede for deres
Fremtidsstat! —

Vel, lad os da tænke lidt over Smiths Nationaløkonomi og den
franske Revolution og se, om de virkelig beviser det, Hr. Cantor mener.

Om Adam Smiths Modstandere forlangte af ham, at han skulde
fortælle, hvordan han vilde indrette sin Fremtidsstat, ved jeg ikke. Men
Hr. Cantor ved det vel, siden han siger det. Har de gjort det, skal
jeg villig indrømme, at det var dumt af dem. For Smith gav netop al
den Besked, man kunde forlange. Han fordrede i Wealth qf Nations
Afskaffelsen af Protektionismen og af Korporations- og Lavs -Privilegier.

Digitized by Google

„Fremtidsstaten*

333

Hvis hans Modstandere kom og sagde: „Bi lidt, lad os først faa at
vide, hvordan du vil indrette dit ny Samfund,* tænker jeg, den lune
Skotte vilde le lidt ad dem: „Indrette! indrette! bedste Venner, det
gør mig ondt, at De aldeles ikke bar forstaaet, hvad jeg vil. Det, jeg
kæmper for, er en Frigørelse/ jeg vil rive noget ned, jeg vil ikke bygge
noget op. Jeg vil slaa de og de Skranker i Stykker, saa Kræfterne kan
røre sig frit. Der er netop ikke Tale om at indrette noget bagefter.
Det er just Kunsten ved det hele." Der var nok visse Omraader, hvor
Smith ønskede Statens Indgriben, — Beskyttelse af Samfundet mod
andre Samfund — Beskyttelse af Samfundsmedlemmerne indbyrdes —
Omsorgen for visse fælles Interesser som aandelig Kultur — men paa
disse Punkter gjorde han ogsaa Rede for sine Krav. Og denne Be-
skyttelse forelaa for Resten allerede.

Nu skulde altsaa Adam Smith efter Hr. Cantors Mening kunne
bruges som historisk Bevis for, at det er uberettiget at kræve Besked
om Socialisternes Fremtidsstat. Come? Med dem forholder det sig jo
lige modsat af med ham. Hans Maal var: Frigørelse; deres: Baand-
læggelse, Ordning og Regulering fra Statens eller Centralmagtens Side.
Det var taabeligt at spørge ham: Hvorledes vil du binde? naar han
raaber "alt f hvad han kan: Giv løs! Men naar Socialisterne siger: Vi
vil baandlægge, ordne, regulere, synes det hverken ubilligt eller ufor-
standigt at spørge: Hvordan vil I bære jer ad med det? — Men hvor-
ledes Adam Smith kan tjene som et advarende Eksempel paa det
uberettigede i et saadant Spørgsmaal til Socialisterne, det maa Guderne
eller i hvert Fald Hr. Cantor vide.

Det samme gælder delvis ogsaa den franske Revolution, for saa
vidt dens Maal var at omstyrte Skranker og tilintetgøre Privilegier, altsaa
en Frigørelsesproces. I samme Øjeblik som Skrankerne var styrtede,
var den ny Tilstand skabt. — Ved Siden heraf havde Revolutionen
imidlertid ogsaa en positiv politisk Opgave: at lave en ny betryggende
Statsforfatning med Ansvar for de styrende og Repræsentation for
Borgerne. Da Revolutionen begyndte, var man næppe klar over, hvor-
ledes den ny Forfatning skulde indrettes. Der forelaa nok Erfaringer,
man kunde have benyttet — navnlig fra England — men dem følte
Revolutionsmændene sig hævede over; de havde et saliggørende Almen-
princip at gaa efter og vilde ikke lære af andre — de vilde jo ikke
engang benytte det engelske Parlaments Forretningsorden ved deres
Rigsdagsforhandlinger. De lavede altsaa Revolutionen uden at være paa
det rene med den ny Statsforfatning. Er det nu derfor, som Hr. Cantor
mener, uberettiget at kræve Forklaring af Socialisterne om deres Frem-
tidsstat? Var det da en Fortjeneste ved Revolutionsmændene, at de ikke
havde deres Statsforfatning i Orden, før det gik løs? Vilde det have
været til Skade for dem, om de forud havde gennemtænkt, hvordan de
vilde indrette Staten, naar de kom til Magten? Tværtimod. Den
franske Revolution giver nærmest et advarende Eksempel. Netop fordi
den — ikke mindst paa Grund af Ledernes Dilettantisme, Uforstand og
Mangel paa Kritik — førte til Cæsarismen og den hellige Alliance, er
der god Føje til at være varsom overfor dem, der atter paakalder

Digitized by Google

334

„Fremtidsstaten".

Revolutionen i Kraft af Fraser, der kan blænde Hoben. Der er An-
ledning til at kritisere og modsætte sig dem, der truer med letsindig at
styrte den bestaaende Samfundsordning — netop for at undgaa en
Gentagelse af Revolutionens Blodsudgydelse og Voldsgerninger , dens
Mobtyranni og Terrorisme, — for at blke fri for et „Oppositionsparti*
af Bøller og Skøger som det, der førte Ludvig den 16de fra Versailles
til Paris.

Fra Historiens Højder begiver Hr. Gantor sig til et andet Pisgah.
Den lærde Historiker bliver til den indviede Politiker. Hele Diskussionen
i den tyske Rigsdag, betror han os, var Politik, beregnet paa eventuelle
Valg. Naar Richter fordrede Redegørelse for Socialisternes Fremtidsstat,
var det for at faa Stof til Agitationen overfor sine Masser. Men det
har den dumme Argus ikke forstaaet.

Jeg .havde dog ikke behøvet at gaa til Hr. Gantor for at faa
Besked derom. Under Debatten havde Socialisterne travlt med at
fortælle akkurat det samme som Hr. Gantor, at Diskussionen fra deres
Modstanderes Side var en ren og skær Valgmanøvre. Om det forholder
sig saa eller ej, skal jeg ikke drøfte; det vedkommer ikke mig. Jeg
indlod mig i min Artikel ikke paa en Undersøgelse af Fremskridts-
partiets Maal og Midler; hvad jeg brød mig om, og hvad jeg holdt
mig til, var Socialisternes Udtalelser om deres Fremtidsstat og deres
Stilling overfor Modstandernes Kritik. Det var Fremtidsstaten i Forhold
til Socialisterne, ikke i Forhold til Modpartierne, der interesserede mig.
Mit Indtryk af Socialistførernes Standpunkt overfor Fremtidsstaten er
ikke væsentlig forskelligt fra Hr. Gantors: Førerne vilde egentlig helst
lade Fremtidsstaten gaa ud af Diskussionen, men af Hensyn til Masserne
vil de ikke give Slip paa Ordet. Men naar dette er saa, naar de
bruger Fremtidsstaten til at agitere Masserne med, saa maa de ogsaa
finde sig i at blive holdt fast paa den. Vil de have Agitationens søde
Kløe, maa de ogsaa tage Kritikens sure Svie. Og stikker de virkelig
denne gøglende Frase ud til Mængden, saaledes at denne maa tro,
der vises den et Guldæble haandgribelig nær, mens de selv ved, at det
kun er en Sæbeboble eller et Skyggebillede af en Qærn, fjærn Fremtid,
da gør de sig skyldige i en Letfærdighed, som kan blive farlig og bør
standses. Naar de siger, eller lader deres Tilhængere sige, at Fremtids-
staten, Guldalderriget, kan ventes om et Par Aar, saa er det fuldt
beføjet at kræve Kongeriget paa Bordet, og det straks. Den Ordning,
der antydes, er noget vidt forskellig fra det nuværende Samfund —
selv om de Nydannelser i socialistisk Aand, der forefindes, tages med i
Betragtning — saa der er al mulig Opfordring til at gaa dem kritisk
paa Klingen, der præker Fremtidsstaten. Og den vil efter Socialisternes
Udtalelser blive saa indgribende i alle Livets Forhold, at man har
Grund til at være paa Vagt. Det er ikke blot Erhvervslivet, der skal
socialiseres, ogsaa Familielivet. Man kan da nok blive betænkelig
overfor det lokkende Fremtidssamfund, hvor Børnene tages fra For-
ældrene og puttes i — Børnehjem.

Argus.

Digitized by Google

Teatrene.

(10de Marts -10de ApriL)

i

Den Stundesløse har vist mistet en Del af sin Glans paa den
brydsomt lange Vej til Trykkeriet. Folk faar jo kun saa sjældent i
baade Pose og Sæk. Den, der forbedrer til en Side, forværrer for det
meste til en anden; og Holberg holdt af at , forbedre" sine Stykker. Man
kan saa nogenlunde slutte sig til, hvorledes det er gaaet Komedien her,
fra den i Sommeren 1723 laa „ færdig", og til den otte Aar efter
endelig kom ud. Den er formodentlig bleven fikset op til Ny-Opførelser
nu med et Par ny Personnavne, nu med en ny Scene eller lidt ny
Vittighed; men den er ganske sikkert bleven forkortet, øget og ændret
fra et 5 Akts til et 3 Akts Skuespil. Og hvad kan der saa ikke være
hændt den, før den blev „færdig* første Gang, 1723, — i al den Tid,
Holberg havde den under Arbejde og hørte sine litterære Tillidsmænds
Dom og Raad? Ja for — siden de mytiske Taager omkring Holbergs
Digtervirksomhed nu synes at skulle til at lette en Smule, kunde man
saa ikke ogsaa faa Hoved-Myten bort, den om Holbergs fabelagtige
Frodighed? Det kan se ud efter den danske Oversættelse af hans Selv-
biografi, som om han straks i 1722 har fuldført sine fem Skæmtedigte ; som
om han saa en Stund har siddet til op over Hovedet i historiske Studier;
som om han derpaa pludselig — altsaa vel tidligst i Sommeren 22 —
har ladet sig bevæge til at skrive Komedier; og som om han endelig
et lille Aar efter har haft alle sine bedste Stykker fra Haanden. I de to
næste Aar, 23 — 25, skriver han 4 smaa Stykker, i de to næste igen
nøjagtigt lige saa mange; men i det ene Aar 22 — 23 skal han have
rystet 15 fem Akts Skuespil ud af Ærmet. Det er jo dog aldeles urime-
ligt! De, hvis Hjerner ikke er utilgængelige for sund Sans, maatte vel en
Dag kunne bringes til at indrømme, at i alt Fald nogle af disse
15 Komedier utvivlsomt har været skrevne, allerede da „Peder Paars"
blev trykt (i 1719 og Begyndelsen af 1720). Og hvem kan for Resten
vide. om ikke det første Udkast til en Del af dem har været ældre
endnu, er blevet til paa den Tid, da Holberg æventyrede sig saa ufor-
klaret rundt i England og Italien og med en gaadefuld „Moskovitisk
Edelman * ?

Digitized by Google

336

Teatrene.

Saadan som nu vi har Stykket, er det en lidt tungt bevægelig
„ Machine * . Akt-Inddelingen er forstyrrende og trættende; den drama-
tiske Strømning er stemmet længe op et Sted under en ganske meningsløs
Diskussion om, hvorvidt Intrigen ogsaa virkelig kan spilles; Figurerne
er skeletterede saa omtrent rene for alt baade Kød og Blod! Naa, en
nænsom Haand kunde vel nok omordne Akt-Slutningerne og fjærne det
sinkende. Saadan gør man jo, med Rette, ved Shakespeares Stykker.
Og hvad der er Ret overfor den største, tør vel ikke kaldes ubilligt
overfor en mindre Digter? Men paa Figurernes vidt gaaende Indholds-
løshed kan rigtignok kun Skuespillerne bøde — det vil sige, naar det er
Skuespillere, der kan.

Disse Teater-Artiklers Forfatter har benyttet enhver Lejlighed,
der bød sig, til at søge fjærnet den Misforstaaelse, at man i Holbergs
Hovedfigurer skulde have, hvad vi nu til Dags tænker os, naar vi taler
om „Karakterer" i et Drama eller en Roman. Holberg beflittede sig
mindre paa at skildre Mennesker, han skildrede helst menneskelige Laster.
Der kunde staa som Motto foran hele hans „ Danske Skueplads" de
Ord, som han i sin Kritik over „ Peder Paars" skrev om sig selv:

„I alle Bøger man ey finder Characteer
Paa visse Lyder, som man deri censurerer;
Thi han gemeene Feyl fast aldrig criticerer."

Eller i mindre bunden Stil: Griller, fikse Ideer, Taabeligheder, helst
saadanne, „som ikke var alt for meget slidte paa i andre Komedier',
— dem søgte han at give et bestemt og iøjnespringende Billed af og
at anvise en burlesk-ortopædisk Kurmetode for. Derimod bekymrede
han sig kun lidt om, hvad det var for en Art Personer, der var be-
fængte med de paagældende Lyder. Han lagde ikke an paa at faa
Personligheden til, under Handlingens Gang, at afsløre sine indre Anlæg,
at udfolde eller „udvikle" sin Natur. Imidlertid stod jo da — skal vi
sige: det Person-Navn, til hvilket Lasten var knyttet, i Forhold til
andre; og der maatte ogsaa lejlighedsvis blive Tale om andet end netop
om hin Last. Og saaledes løb der alligevel, umiddelbart eller middelbart, en
Del Personligheds-Træk med ind i Skildringen. En enkelt Gang (i
„Jeppe") blev disse Træk saa talrige, at de gav et helt Karakter-Billede;
andet Steds er der i det mindste saa mange af dem, at de tillader
En at trække grove Omrids til et menneskeligt Fysiognomi. Men med
den stundesløse Vielgeschrey ved man hverken ud eller ind. Holberg
har nok, som hans Vane var, udstyret denne Hovedfigur med et Par af
sine egne Særheder. Vi hører, at Vielgeschrey ikke ynder overdaadig
Levevis, at han ikke kan lide at give Drikkepenge, at han hader lang-
sommelig Snak, og at han ikke tror paa Mirakler, uden man har bevist
ham, at de virkelig har fundet Sted. Men hvad kender man til et
Menneske, fordi man har hørt det! Og ellers — ikke en Oplysning!
Hvilken Alder har Vielgeschrey? Er han god eller slet, haard eller
blød, ærlig eller hyklersk, karrig eller rimelig? Holder han af sine
Børn, er han flink mod sit Tyende, kan han forliges med sine Med-
borgere? Ingen kan sige det. Hans Taabelighed skjuler over alle hans

Digitized by Google

Teatrene.

337

Egenskaber. Ligesom man undertiden ikke kan se Skoven for lutter
Træer, saaledes kan man her ikke se den stundesløse for al hans
Stundesløshed.

Ved Stundesløshed forstod nu Holberg baade noget mere og
noget andet, end vi forstaar nu om Stunder. Vielgeschrey lider nok af
det, som efter vor Tids Sprogbrug betegner den stundesløse: nemlig at
ban ikke kan holde sine Tanker ved én Ting ad Gangen, at han maa
fare fra det ene til det andet. Men desuden er han overvættes
distræ, saa at han ikke kan kende Folk igen, som han har talt med
for blot to Minutter siden, — og det er jo da endelig ikke absolut uad-
skilleligt fra Stundesløshed. Men det afgørende Træk ligger saa endda,
efter Holbergs Opfattelse, i noget tredje. Holberg kaldte Stykket i 1727
, Manden i Travlhed for Ingenting". En hæsblæsende Geskæftighed
med rene Bagateller, en Geskæftighed, der bringer i Sved og faar En
til at gøre et forfærdeligt Postyr, det var i hans Øjne Stundesløsheden.
Han yndede ogsaa siden hen at sammenligne de stundesløse med disse
hidsige Landsby-Køtere , der Dagen lang styrter ud for de ligegyldigste
Tings Skyld og bjæffer sig Vejret ud af Livet til ingen Verdens Nytte.
Der udkræves følgelig, for at kunne spille Rollen rigtigt, først og sidst en
rasende Tungefærdighed og en legemlig Adræthed og Udholdenhed, som
tør byde sig selv det haardeste. Skuespilleren skal et Par Timer igennem
kunne summe rundt, værre end en Flue i en Flaske. Det kgl. Teater,
som havde tildelt den snart 74-aarige Hr. Schram Figuren, havde
paabyrdet den udmærkede Kunstner en Opgave, som det kunde have
sagt sig selv laa bogstaveligt over hans Kræfter. Hr. Schram fandt
undertiden morsomme Udtryk for Vielgeschreys Aandsfraværenhed ; men
af hans Ilfærdighed og Larmen mærkedes der intet Spor. Tværtimod!
Den berømte Diktat-Scene f. Eks., hvor Vielgeschrey faar det saa hedt
af Ilterhed, at han endog maa smide Parykken, den spillede Hr. Schram
med smagende Langsomhed. Men saaledes forandres Stykket fuldstændigt ;
det bliver ganske ufatteligt, at Vielgeschrey til sidst er paa et hængende
Haar ved at gaa fra Forstanden ; Forestillingen kommer til at slæbe sig
for sendrægtigt afsted. Og endnu et, som er det alleruheldigste ved
alle disse Besættelser af Holbergske Hovedroller med gamle Skuespillere:
man faar en Smule Medlidenhed med den plagede Mand! Intet har
ligget Digterens Ønske fjærnere, intet vilde have været ham i saa høj
Grad imod. Holberg har muligvis Pokker ikke villet, at vi skulde
, stakle* den fordrukne og æregriske og brutale Jeppe; ganske sikkert
vilde han i alt Fald haft sig frabedt, at nogen sad og ynkede
Montanus, der faar Hug (skønt han har Ret), eller Kandestøberen, der
vil hænge sig, eller Vielgeschrey, der er lige ved at komme i Daare-
kisten. Her skal Tilskuerne netop gotte sig, som man altid gotter sig,
naar en Nar synes at ville komme til Fornuft, eller naar omsider et
Lægemiddel slaar an og lader til at ville redde Patienten.

Ogsaa det er for Resten kun Gentagelse af, hvad der er sagt før
i disse Artikler. Læseren maa undskylde. Der er jo ingen anden Me-
tode mulig end den bekendte sejge med „Draabe efter Draabe*, dersom

Digitized by Google

338

Teatrene.

man maaske en Dag skal naa at faa hulet den Klippe, der stormægtigt
kaldes „ Traditionen 8 ved Teatret, men hvis rette Navn er: Slendrianen.

Den øvrige Rollebesætning var heller ikke overvældende beun-
dringsværdig. De Figurer, som staar i andet, tredje, fjerde Plan, er
ikke synderligt tydeligere end Hovedfiguren. Men hvis Leander er
noget, saa er han da den forelskede rige, belevne, raske, lystige „ Kava-
ler", — og man lod ham spille af Hr. Madsen, der er tung som den
tungeste Hjemmefødning! Og hvis Leonora er noget, saa er hun da
et forskræmt og ængsteligt og kærligt lille Puds, — hende lod man
fremstille af Fru Emma Nielsen, der bærer sit smukke Hoved selv-
følelsesfuldt paa sine Skuldre! End ikke Fru Sindings Pernille var
god. Vederhæftig og venlig og rar, som alt, hvad Fru S. fremstiller
(hun vil en Gang kunne blive den længe savnede danske „Moder* paa
vor Scene, Møller-Enken i , Tordenvejr* f. Eks.), men slet ikke det op-
findsomme og dristige og snu Stykke Pigebarn, slet ikke den kvinde-
lige Scapin, som Stykkets Pernille skal være. Fru S. savnede baade
det Fysiognomi og det Organ, som Rollen forlanger; der skal et fiffigt
Opstoppernæse- Ansigt til, en vims og alt andet end godlidende Stemme-
klang. Alligevel var det Bifald, som hendes smilende og skikkelige Liv-
lighed vandt, bedre anvendt end det, der tildeltes Fru Phisters stereo-
type Slaaen ud med Hænderne og hendes Skiften mellem en rageknivs-
skarp og en anspændt sødlig Diktion. Husholdersken Magdelone er Komediens
mest udførte Figur og gøres ikke tilbørligt levende for saa billigt Køb.
Desuden har Fru Phister fyldt sine 77 Aar, medens Stykkets Intrige
beror paa, at Magdelone i det højeste maa synes at være 40. Hvis
hun ikke fornuftigvis kan antages for at være Vielgeschreys Datter, som
hun jo udgives for, falder Intrigen ud til meningsløse Løjer. Men Hol-
berg holdt som bekendt paa, at „Tilskuerne skal kunne bilde sig ind,
at det er Alvor".

Forventningsfuldest havde man vel været efter at se, hvordan
Hr. Olaf Poulsen vilde komme ud af det med Avanturieren Oldfux,
eller rettere: med Oldfuxes Forsøg paa at spille ,alle mulige Roller";
ti til selve „ Avanturieren" mærker man jo intet i Stykket, slet intet!
Hr. Poulsen var i Advokat-Forklædningen ude over „Naturens Maal og
Maade", med store Fagter og støjende; hans Tysker lignede noget mere
et virkeligt Menneske, men var næppe vindig og tungerap, næppe
morsom nok. Imidlertid er det saa sin Sag med disse to Skikkelser.
Det bør vist ikke geraade en Oldfux til Forkleinelse, om han efterhaanden
chargerer dem helt over i det groteske. Thi med dem skal han jo
kun spille en i Forvejen konfus Tosse et Puds; og saa snart Tossen
har tabt hele Hovedet, er det rimeligt, at Oldfux smører tykt paa —
for sin egen og Pernilles Fornøjelse. En ganske anderledes vigtig
Prøvesten for den omtumlede Gavtyvs Skuespillerkunst er Stedet, hvor han
skal instruere sin Herre i at spille Bogholder Peder Eriksen. Her
gælder det nemlig om at kopiere en Person, som vi senere ser optræde
i Stykket, og om at kopiere godt. Man ved, at Pernille til sidst udgiver
Bogholderen for Bedemand. Hun udgiver ham for Bedemand — og ikke
for Officer, Skrædder eller Tømrer, — selvfølgelig fordi han er at se

Digitized by Google

Teatrene.

339

til som en Bedemand. Det siger hun ogsaa selv: „Han har et Ansigt
og en Mine ligesom en, der har faaetr Laudabilem til Attestats, og gaar
paa Gaden saa modest og sædelig, som han skulde følge Lig*. Altsaa
udmærker Peder Eriksen sig ved denne salvelsesfulde Ydmyghed, denne
selvfølende Bekymrethed, hvorom man ogsaa nu til Dags ved, af naar
den drypper paa Præsten, regner den gerne paa baade Degn og
Bedemand. Fremdeles skal Hr. Eriksen „stedse svinge med den højre
Haand og brav svælge Ordene ned 11 . Rahbek syntes, at den Anvisning
var svær at tyde. Men at „svinge* med Haanden betyder naturligvis:
at slaa ud med den, værdigt og affabelt. Og at svælge (o: synke)
Ordene, — ja prøv blot at skyde Strubehovedet fremad med idelige
Smaabevægelser , som om De sank noget med lidt Besvær: og De
har øjeblikkelig en vis „gejstlig" Maade at tale paa. Den er ikke
forsvunden endnu; man kan den Dag i Dag beundre den hos visse
danske Biedermånner, naar de overfaldes af retfærdig Rørelse over deres
egne velsindede Fraser.

Saaledes fører da velmeriteret Bogholder Peder Eriksen sig. Men
Hr. Poulsen havde forstaaet det anderledes. Han præsenterede en
Karikatur af saadan en over-forlegen, smiskende, stadig med halvaaben
Mund læspende og af Undseelse sig evigt vridende Laps, som man nu
og da kan se paa et Teater, men som man aldrig har truffet noget til-
svarende til i det virkelige Liv. Og han gjorde sin højre Arm til en
Slags forlænget, ledeløs Luffe: med hvilken Luffe Karikaturen saa i
det uendelige dinglede og daskede sig foran paa Maven, omtrent som
Køerne ude paa Marken om Sommeren uafbrudt svanser med Halen
for at jage Fluer bort. Alt dette bragte Publikum i vild Latter og
Applaus. Dog de, der herudi som i mere holder sig til Holberg, sad
med stramme Miner. Ti sagde ikke Holberg, at „det vel er fornøden
at outrere Gharactérerne, men dog saaledes, at man ikke af en latterlig
Heros giør en gall Mand 44 , det vil sige: slet intet Menneske? Og for-
klarede ikke Holberg, hvorfor Komedien overalt bør „ikkun forestille en
Lyde med sin rette (o: Naturens) Farve"? ti kun da „underviser og for-
lyster den tillige \ Det er netop, hvad der skiller den komiske Skue-
spiller fra Klovnen: at han ikke blot vækker Latter, men at han tillige
bringer os til at se tydeligere, at han „underviser* os om vor egen eller andres
Naragtighed. Derfor maa Naragtigheden gengives naturtro paa Scenen;
den maa vises os som gennem et Glas, der vel forstørrer, men ikke
forvansker og forvrænger. Hver Gang overhovedet Skuespillere diverterer
Dem med Fysiognomier, Betoninger, Gestus osv., der ikke minder Dem,
tydeligt eller dunkelt, om Ansigter, Bevægelser, Tonefald, som De har
set og hørt paa Deres Vej gennem Livet, saa døm De roligt: at hvad
saa end dette kan være, — god Komedie er det i alt Fald ikke. Deres
Aand bringer den Aften nøjagtigt lige saa mange ny Værdier hjem med fra
Teatret, som Deres Lomme vilde gøre, om De kom hjem med en An-
visning paa en Skat et Steds i Maanen ....

Blev der nu saaledes ikke ydet virkelig god Skuespilkunst i
det eneste gamle danske Stykke, som opførtes, saa skal man endelig
ikke prise sig af, at man fik den bedre i de tre danske Nyheder. 1

Digitized by Google

340

Teatrene.

Nansens pikant-kønne Bagatel „En Bryllupsaften" blev f. Eks. næsten
al den Charme, som Situationen indebar, skræmmet bort af Hr. Jacob-
sens irriterende tonløse Stemme og af hans evigt med Hænderne i
Bukselommerne agerende Kafé-Nonchalance. Og Fru Amalie Skrams
3 Akts Skuespil Agnete var ikke stærkt nok til blot at kunne taale Hr.
Liebmanns fordækte Lidenskabelighed. Hr. L. har med stor Omhu
tilegnet sig i seriøse Partier alle sit Forbilled, Hr. Emil Poulsens store
Mangler. Og han har ydermere sat dem paa Spidsen; saa at nu, naar
han tror sig allermest ophøjet, et glad og fordomsfrit Tilskuer-Sind
kan synes, med et Smil, at se ham ballancere netop lige paa Kanten af
det Trin, der skal skille det ophøjede fra — noget andet . . . Heller
ikke de forskellige oversatte Stykker forhjalp Publikum til gode Skue-
spiller-Præstationer. Kun under det fri Teaters Opførelse af Henri
Becques ukunstneriske og naivt pessimistiske Ravnene saa man to
gode Figurer. Hr. Adolf Jensen var ikke ilde som en zunftig, for-
lorent ædel Arkitekt; blot deklasserede han (som han plejer) Skikkelsen,
gjorde den mindre til Arkitekt end til Tømrersvend. Og Hr. Lindstrøm
var næsten fortræffelig som en gammel, sanselig Istap af en rævesnu
og samvittighedsløs Pengespekulant. Den Art stilfærdige Roller, hvor
der ikke kræves Udtryk for blot en eneste lidt kraftig Følelse, er naturligvis
de nemmeste at spille. Det gælder næsten kun om at slaa en enkelt
Tone an — og saa at holde den. Hr. Lindstrøm har haft sine to
kunstneriske Sejre i dette Fag, begge Gange ved det fri Teaters Fore-
stillinger. Han naar kun Maalet foreløbig, naar han holder sig stramt
i Ave. Fuldstændig kunde han dog heller ikke som Hr. Teissier be-
tvinge sit Hang til det alt for livlige. Han gav nu og da den gamle
Synder en Hoste eller en Rømmen-sig, der var for ung til hans Alder,
for kraftig til hans Affældighed. Underligt nok havde hverken Scene-
instruktør eller medspillende haft Øre derfor paa Prøverne, medens det
paa Forestillingsdagen øjeblikkelig faldt lidt skønsomme Folk blandt
Publikum i Øre.

Det bedste ny indenfor Teaterverdenen var alligevel Opførelsen
af Ben forlorne Søn. Det har taget lang Tid, inden en moderne
Pantomime slap ind i et dansk Repertoire; der maatte endda først,
ifjor Sommer, en fransk Trup her op og vise, at det gik nok an. Ti
udi Staten Danmark ager man som bekendt med Stude, naar man vil
med, og Forsigtighed anses for en Borgmesterdyd. Naa men — Fore-
stillingen nu paa Folketeatret blev i alt Fald god. Man savnede det
udtryksfulde Øje og det elskværdige Smil, som den Dame besad, der
hos den franske Trup spillede den forlorne Søns Moder; saadant et Øje
og saadant et Smil findes des værre ikke for Øjeblikket paa vore
Scener. Men til Gengæld var Frk. Olivia Jørgensen ypperlig (særlig
i 1. Akt) som Vaskerpigen: frisk og udæskende, bon enfant og bereg-
nende, den glade, syndige Levelyst i egen lille Person, og med et lige saa
klædeligt som formildende udenlandsk Præg over sig. Hun syntes
mere .fransk* end selve den franskfødte Fremstillerinde af Figuren.
De andre Rollehavende holdt sig strengere indenfor det bestandig bor-
gerligt københavnske. Deri var der intet ondt. Der er blot det at

Digitized by Google

Teatrene.

341

sige, at mod dette stadig københavnske stak nu og da lidt underligt af
visse Gestus, som enten overhovedet ikke syntes naturlige, eller som
ikke syntes naturlige hos en Nordbo. Man havde fulgt den franske
Mise-en-scene's Anvisninger for omhyggeligt. Man havde glemt, hvor det
behøvedes, at oversætte dens mimiske Tegnsprog paa godt Dansk, at
lokalisere det.

Den moderne Pantomime skyr al den konventionelle og menings-
løse Balletdans og alle Attituder og Poser og Tableauer. Den fører
Hverdagslivets mimiske Tale og tydeliggør yderligere Figurernes Tanker
og Stemninger gennem en skarpt karakteriserende Musik. Den virker paa
os lige saa kraftigt som et „rigtigt" Teaterstykke, fremkalder Latter her
og Taarer hist. Og dog har den næppe en stor Fremtid for sig. Ti
man tirres alligevel til sidst en Smule af de optrædendes evige Stumhed ; det
føles som noget urimeligt, at der tales slet ikke. Størst Betydning vilde
den kunne faa, om den en Dag ligesom smeltede sammen med og hjalp
til at omskabe det reciterende Skuespil. Ja for i dette tales der aabenbart
endnu meget for meget. Dets Repliker skiller sig jo ud fra hverandre
som smaa selvstændige Prædikener, og hager sig paa den anden Side
sammen som Svar og Spørgsmaal i en udenad lært Skole-Remse. Hvert
Øjeblik træder de fladt i sejge Ord alt det flygtige, som i livet antydes
gennem et Smil, affærdiges med en Gestus, loves med et Blik. Eller
tænk paa de saakaldte Monologer, i hvilke et Menneske maa tolke vidt
og bredt, i klare, velformede Sætninger, hvad der kun rører sig utydeligt
paa Bunden af hans Sind: Sjælens Glair-obscur gengivet som skingert
Dagslys! Overalt vilde man kunne naa nærmere op mod det store
Forbillede, Livet, hvis man gav det stumme Spil større Raaderum paa
Teatret. Det gælder blot om at indse, at et er at skrive for et Teater-
publikum, et andet at skrive for et Læsepublikum, og at den, der vil
erobre helt det første, burde paa Forhaand bestemme sig for under-
tiden at renoncere paa det sidste. Forstaar en Digter en skønne Dag
det, saa vil maaske den moderne Pantomime lede ham paa Vej til
at skabe hint „ny* Drama, som saa mange længes efter, og hvem
Fremtiden er forbeholdt.

Det vilde være til Held for Skuespilkunsten, om der kom saa-
dant et Drama. De, der er Skuespillere, vilde blive satte bedre paa deres
rette Plads; og til dem, der vil til Scenen, vilde der blive stillet rig-
tigere Krav end nu. Allerede de gamle Romantikere, med Tieck i
Spidsen, forstod, at der trængtes til en Art Fluesmække over for den
Hob selvkaldede, som paa Teatret feterer sig og feteres som udvalgte.
Romantikerne vilde have den improviserende Komedie genindført, fordi
man maa være intelligent for at kunne improvisere hurtigt og morsomt.
Men de bankede paa en fejl Dør; de bildte sig ind, at de søgte om
Skuespiller-Intelligens, og saa søgte de dog blot om Forfatter-Intelligens.
Man kan jo nemlig være faamælt og lidet slagfærdig i en Diskussion, og allige-
vel være en Michael Wiehe! Der er rimeligere Udsigt til at finde den
Art Begavelse, det kommer an paa, hvis man spørger om en Gestikula-
tion, et Minespil og et Blik, der kan tale lige saa fint og til Nød endnu
mere overbevisende end nogen Stemme. Saaledes fik man maaske ogsaa

Digitized by Google

342

Teairene.

stoppet i Farten en vis „Retning 11 i Tiden. Det er vel ikke undgaaet nogens
Opmærksomhed, hvorledes Aktører her og Aktricer hist mer og mer —
og med en vis Sukces — søger at forvandle Skuespilkunst til en nem
lille Afklædningskunst. Man klæder sig af foroven, man klæder sig af
forneden; man kror sig og man anerkendes som „Talent 14 paa en køn
Barm eller et net Bentøj. Dersom der nu kom en ny Art Skuespil,
som forlangte meget stumt Spil, vilde det vistnok vise sig, at selv det
mest velformede Bryst og selv de anerkendelsesværdigste Laar og Lægge
var nogle græsselige Sinker til at tolke Sindsbevægelser. Man vilde da
i deres Sted søge — og beundre — den Legemets Smidighed og den
Ansigtets Bevægelighed, der taler tiende; og først og sidst vilde man
søge — og beundre — det Øjen-Par, hvoraf et Blik siger mer end
hundrede, ja mer end alle Ord:

,Adorables regards, fidéles interprétes,

Par qui nous expliquons nos passions secrétes!

La bouche est impuissante . . .

Ne vous lassez done point d'en usurper rusage.

Et, quoi qu'elle nVait dit, dites-moi aa vantage/

Vilhelm Møller.

Rettelser

t Dr. G, Brandes': Ernest Renan.

S. 184, L. 3 f. n., 300 læs 3000.

S. 303, L. 14 f. n., samme Gang læs en Gang.

Digitized by Google

Ågerbraget i de Forenede Stater.

Amerika er stort, og Vesten er det største i Amerika. Jeg
mindes ofte, hvad jeg en Dag hørte Bille sige ved en Banket, da
Købmændene i Milwaukee aabnede en ny Børs. Før havde han
lært, at Solen stod op i Øst; men siden han var kommen til
Amerika, havde han erfaret, at det var i Vesten, Solen rejste sig, og
jo længere han kom vest, jo mere blev han overbevist om, at det
var fra Vesten, den ny Sol kom. Det er dér, den ny store Udvik-
ling især foregaar, og Vesten er i sin Nyhed og hurtige Udvikling
næsten lige saa forskelligt fra det amerikanske Østen, som dette er
forskelligt fra Europa.

Særlig er Vesten Hjemmet for Amerikas vældige Agerbrug.
Det er her, der er Plads. Det flygtigste Blik paa Kortet viser os
den store Slette, som her indtager næsten hele Landet. Amerika
er ikke som Europa et indskaaret Land, delt mellem mange Have,
Bjærg-, og Flodsystemer; det er en stor samlet Masse, og de to
nordamerikanske Bjærgsystemer løber bægge nær Havene; kun
en liden Del indtages af de 13 gamle Stater paa Atlanterhavs-
kysten, der førte Uafhængighedskrigen, og endnu meget smallere
er den Strimmel, der paa det stille Havs Kyst ligger udénfor
den yderste Række af Cordillerne. Hovedmassen dannes af Landet
om Mississippien og dens mange og lange Bifloder.

Man plejer at benævne alt Landet, naar man er kommet
vel over Alleghany Bjærgene og deres Affald, for Vesten. Selv
om den store Stat Ohio har man i Almindelighed brugt dette
Udtryk. Den ligner nu i Meget Østen; men for en Menneske-
alder siden ansaas den endnu for en ny Stat; den blev først
nogenlunde vel befolket og gjort til Stat i Begyndelsen af Aar-
hundredet. Den officielle Statistik er nu bommen saa vidt, at den

Tilskueren. 189a 23

Digitized by Google

344

Agerbruget i de Forenede Stater

kun regner de Stater, der møder os i det fjærne, tørre Vesten for
de vestlige Stater; Staterne i den egentlige Mississippi Dal be-
nævnes de nordlige og de sydlige Central Stater. Populært og
almindeligt er dog alle Præriestaterne endnu Vesten.

De ældre Tiders Nybygger ryddede i Skoven. I de nyere
Tider er det Præriens Opdyrkning, der har spillet Hovedrollen.

I.

Skov, Præri, Steppe — Aarsagen til Præriedannelsen — Ildens Med-
virkning — Landets Udseende.

Paa bægge Kyster med deres stærke Nedbør har Naale-
skovene været de fremherskende. Kun i det sydligste med den
større Tørke og navnlig i det sydlige Kalifornien med dets Strøm-
forhold, forskelligt fra den nordlige Pacific-Kysts , har man ikke
fundet Skov. Endnu dækker Naaleskovene i Kystlandene det nord-
ligste. De findes ogsaa ved de store nordvestlige Søer, i det nord-
lige Michigan, Wisconsin og Minnesota, hvor Luften endnu be-
varer en forholdsvis større Fugtighed; en kortnaalet Fyr dækker
ligeledes det meste af det sydlige Arkansas paa den anden Side
Mississippi. Naar man er kommen over de saakaldte Alleghany
Bjærge, har man endnu i lang Tid Skov — i tidligere Tid de skøn-
neste Skove, man vel kan tænke sig, sammensatte af de forskel-
lige smukke amerikanske Træer, vi finder i vore Haver — ud gen-
nem Ohio, det meste af Indiana, det sydlige Illinois, i Almindelig-
hed langs selve Mississippien og ud gennem det meste af Staten
Missouri og næsten hele Arkansas. I Almindelighed er det her
Løvtræer, om end blandede med Naaletræer, af hvilke den saa-
kaldte hvide eller gule Ceder, Livstræet eller Tujaen i vore Haver,
er et af de mest fremtrædende; af Løvtræer vel hyppigst forskel-
lige Ege, Valnødder og Hickory-Nødder, i Ohio tillige smukke
Bøge, Plataner eller Sykomorer, Elm, ogsaa Kastanier, hvoraf
Ohios populære Tilnavn, „TheBuckeye State a , andre Steder særlig
de fortræffelige gule Popler, d. v. s. vore Havers Tulipantræer, o. m. a.

Først møder man kun smaa, vaade Enge i Skovlandet.
Det er hyppig gamle Bæverdamme, der er blevne til Enge, efter
at Bæverne er dræbte eller vandrede bort, og deres Dæmninger
ikke mere er holdte vedlige. Men allerede i Indiana møder man
paa adskillige Steder udstrakte Prærier, saaledes ved den smukke

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

345

Wabash Flod, der løber ud i Ohioen, som danner den sydlige
Grænse mod Kentucky. I det meste af Illinois bliver Prærien
Reglen, Skovene Undtagelse, mest langs Floderne og paa fugtige
Steder, eller det har været de saakaldte „oak-openings" , hvor
Hden aarlig løb over Bunden og opbrændte, hvad der fandtes af
ung Opvækst, sammen med det tørre Græs. Saa strækker Græn-
sen mellem Prærien og Skoven sig ud i to Buer, op over det
sydlige Wisconsin og, med Undtagelse af det kuperede Terræn ved
selve Mississippien, ud over det sydlige Minnesota, hvor den snart,
naar den er kommen forbi et Skovbælte i det midterste Minnesota,
den saakaldte store Skov, drejer helt mod Nord, hvor den gen-
nem Red River Dalen gaar op i de britiske Besiddelser, her Pro-
vinsen Manitoba. Nordvest for St. Paul og Mipneapolis findes et
smukt blandet Distrikt, fuldt af Søer, smaa Skove og Prairier mel-
lem hinanden, den saa kaldte Park Region, bl. a. stærkt settlet af
Skandinaver. Mod Syd gaar Grænsen gennem Illinois ud i Iowa,
hvor der, foruden ved Mississippien og nogle andre Floder, navnlig
har været en Del Skovland i det sydostlige af Staten. I Nebraska
og Kansas har der kun været betydeligere Skov nær Missouri,
lidt længere ud i det sydostlige Kansas ned mod Indianerterritoriet.
Wisconsin har mere Skovland end Præri. Saa har ogsaa Missouri.
Iowa er fuldt saa vel som Illinois en Præristat. Det er ogsaa
Dakota, Nebraska, Kansas, det ny Territorium Oklahoma og det
meste af Texas, kun at Prærien med sit Græstæppe her ude, i
Almindelighed mellem 98de og 100de Længdegrad, gaar over i
den tørre Steppe. Det er denne Del af Vesten, hvor nogle af
Verdens største Undere i økonomisk Udvikling i de sidste Menne-
skealdere er foregaaede.

Man har disputeret om Aarsagen til Præridannelsen. Man
har villet forklare den saa vel som de forskellige Skovregioner
ved den forskellige geologiske Dannelse. Hovedgrunden er Fugtig-
hedsforholdene. Hvor der er stadig Fugtighed, sejrer Skoven.
Hvor der er tørt eller kun fugtigt til visse Aarstider, kan Skov-
frøet enten ikke spire, eller, om det spirer, dræbes de unge Plan-
ter senere. Det er sandt, at Jordbundens Karakter ogsaa er af
Vigtighed; den løse, porøse Jord paa Vestens Sletter er mindre
gunstig for Træfrøets Spirer end visse andre Jordarter, der holder
mere paa frugtigheden. Men det er denne, der er det afgørende.
Skoven gaar længer mod vest nede i Arkansas, fordi der her er
større Nedbør. Hos os er Vindene mest vestlige eller østlige.

23*

Digitized by Google

346

Agerbruget i de Forenede Stater.

I Mississippi Landet er de for en stor Del varme og fugtige fra
den meksikanske Bugt i Sydost eller kolde og tørre fra det indre
Nordvesten. Men de varme og fugtige Vinde fra den meksikanske
Bugt afsætter mest Væde i det sydlige, hvor de paa den ene Side
støder an mod Alleghany Bjærgene, der derfor i denne Del af
Landet er dækkede af nogle af de skønneste Skove, jeg har
set, paa den anden Side møde Osark Højderne i Missouri.
Skoven gaar saa langt ud igennem Arkansas, at den her til
sidst støder sammen med den tørre Steppe, idet den i Indi-
aner Territoriet danner de saakaldte „ cross woods tt , Skov af
smaa spredte Ege, der kaldes saaledes, fordi man kan krydse
gennem dem med Hest og Vogn. Ogsaa i det nordlige Texas
gaar Krat af en tornet vild Færsken og andre lave Træer temme-
lig langt mod Vest. Derimod naar Prærien længst mod Øst
i Illinois og ind i Indiana, medens Skoven igen gaar længere
vest paa i Wisconsin og det midterste og nordlige Minnesota.
Grunden dertil er ikke, at der her oppe falder mere Regn. Men
Fordampningen er mindre. Den samme Regnmasse strækker bedre
til. Luften er stadig mere fugtig, hvortil vel ogsaa de store
Søers Nærhed bidrager. Af samme Grund gaar atter den grønne
Præri længer mod Vest i det nordlige. Settlerne kan bosætte
sig længere ude i det nordlige end i det sydlige Dakota, og
oppe i de britiske Besiddelser er det grønt langs de to Saskat-
schewan Floder helt over mod Klippebjærgene. Omvendt lider
man tit af Tørke nede i Texas, og selv paa Kvægsletterne dernede
er Græsset mindre saftigt end oppe mod Nord i Montana.

Man har ment, at Ilden skulde være den egentlige Præri-
danner, og jeg har en Gang selv været af den Anskuelse, efter
hvad jeg saa paa mine Farter gennem Prærien. Dens Virksom-
hed er imidlertid kun hjælpende i det omstridte Territorium, hvor
Præri og Skov kæmper med hinanden. Den forvandler ikke
Skovland til Præri; men baade den og de trædræbende Insekter
hjælper til paa Grænsen. Ilden, der om Efteraaret løber frem
under Træerne — saaledes som man ofte endnu bruger det i
Sydens Naaleskove som ogsaa i Bjærgene ovre mod Pacifickysten —
dræber ikke de gamle Træer med tyk Bark; men den hindrer
Opvækst. Kun, hvor Øksen har været, opstaar de Skovbrande og
Insektskader, der i nogle Tilfælde midlertidig aldeles tilintetgør
store Skovstrækninger. Omvendt ser man, hvor Ilden standses,
Skovvækst komme frem. Saaledes bliver de nys nævnte „oak-ope-

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

347

nings a i Illinois af sig selv til almindelige Skove med tæt Under-
skov nu, da Indianerne ikke mere lader Ilden løbe gennem dem
for at jage Vildtet ud eller for at faa bedre Græs. I Kentucky
og ind i Tennessee havde man før en stor Præri paa 5000
engelske Kvadratmil. Den udvidedes endog aarlig, fordi Ilden,
antændt af Indianerne, løb ind i den nærmeste Skov, dræbte
Opvæksten og tillod de Træer, der ikke mere havde løs be-
skygget Jord, at blive et Bytte for ødelæggende Insekter. Nu, da
der ikke mere er Præri-Ild, bliver der ogsaa her overalt, hvor
Jorden ikke dyrkes, Skovland ligesom andetsteds i disse Stater. Endnu
temmelig langt mod Vest har jeg fundet Skov, ikke blot, hvor det er
er fugtigt langs Floderne, men ogsaa paa Øer, hvor Ilden ikke naar
over, og paa de Hjørner og Tanger ved Søerne, hvor Ilden kan
løbe forbi, naar den kommer med de om Efteraaret herskende
Vinde. Men hvor det bliver mere tørt, er det ikke mere saaledes.
Kun paa de fugtigste Bredder findes da endnu de saakaldte
Cottonwood Popler, et Navn, der hyppigst gives til populus
monolifera, en Art Sølvpoppel, eller Asp, grøn Ask, nogle Pil og
askebladet Ahorn eller Box-elder. Selv naar Ilden ikke mere gaar
over Prærien, kommer der her ikke Skov.

Prærien minder i sit Udseende om den jyske Hede, ens-
formig og vidtstrakt, som den er, men den gør selvfølgelig et fro-
digere og rigere Indtryk. Om Skovlandet har man snarest noget
Begreb fra Forholdene, hvor der hugges og ryddes i det sydlige
Sverig. Hvor man dyrker op i Skoven, bryder man sjælden
straks de store Stød op. Selv de store Træer hugger man ikke
ned, naar man ikke har Brug for dem; man barker dem af for
at dræbe dem eller søger at opnaa det samme ved at bore Huller
i dem og anbringe Ild deri. Jeg mindes levende, da jeg første
Gang rejste paa et Dampskib over de store Søer og overalt paa
Kysterne, f. Eks. af Ohio, saa de høje, hvide Stammer af døde
Træer. Spredte Træer, efterladte ved Ødelæggelsen af Skovene,
trives mindre vel. Man har med Hensyn til dem gjort den samme
Erfaring i Amerika som hos os, at de kun daarlig taaler at be-
røves den tilvante Skygge og løse, porøse Skovbund; de angribes
af Insekter; Misteltenen vokser paa dem, og saa ved man, de
skal dø. De Skove og Lunde, der endnu findes alle Vegne, er for
øvrigt meget smukke, sammensatte, som de er, af mangfoldige
Træsorter, især naar man kommer længere mod Syd, hvor
der vrimler af mange Arter, deriblandt flere stedsegrønne, de

Digitized by Google

348 Agerbruget i de Forenede Stater.

skønneste vel Magnolierne, ogsaa Ege, saasom „life-oak* og
„water-oak" med smaa graaagtige Blade, der minder om Oli-
ventræernes i det sydlige Europa, snart ogsaa enkelte Palmettoer;
blandt Naaletræerne findes den kuriøse Sumpcypres, Taxpdium
distichon, hvis Rødder skyder store Udvækster op af Vandet, hule,
saa de af Negerne kan bruges til Bikuber og Kar; de fungerer
som en Slags Ventiler for Træet, saa at det dør, naar de dækkes
af Vand. Skønnest er Skoven i det lange Efteraar med dets hyppige
smukke Perioder af godt Vejr, de saakaldte „Indian summers*. Da
pranger den med Farver endnu herligere og mere brogede end dem,
vi kender fra vor egen Høst: Purpur, dybt rødt og let rødt, Orange,
guldgult, brunt, chokoladefarvet, violet. Jeg formoder, at det er det
tørre Vejr, der hurtig drager Fugtigheden ud af Bladene til Fordel
for Farverne, og som ogsaa tillader dem at blive siddende paa
Træerne meget længere. Ogsaa Sommernætterne har gjort et
ejendommeligt Indtryk paa mig; de er længere og mørkere under
den saa meget sydligere Beliggenhed, og Luften er opfyldt af
Cikadernes og Faarekyllingernes Summen og af mange andre Lyd
fra Skov og fra Græs. Man savner kun noget af den fugtige Frisk-
hed, Skovene har hos os; ti allerede tidligt om Sommeren bliver
Græsset i den stærke Varme tørt. — Prærien er om Foraaret grøn,
men bliver længere hen farvet af de mange Blomster: talrige røde
Præriroser, Anemoner, Ranunkler, senere Helianthus, Gentian,
paa visse Steder Masser af vældige Solsikker, om Efteraaret Asters
o. m. a. Dens Farve er en Tid lang snarest blaaagtig og bliver om
Efteraaret gulrød eller brun. Helt oppe i Minnesota kan man
endnu i Oktober Maaned, naar man er paa Fuglejagt paa Prærien,
uden Ubehag om Natten sove ude under sin Vogn eller i et Telt.

II.

Bosættelsen — Opdyrkningen — Jærnbanerne — uopdyrket Jord — Farmene
i de ældre Stater og i det ny Skovland — de forskellige Nationaliteter.

Det var i den første Del af dette Aarhundrede, at Beret-
ningen begyndte at sprede sig om det gode Land, der fandtes
i Nordvesten, Land, som straks kunde pløjes op, uden at der
var Træer at rydde. Tidligere havde der i Illinois foruden Indi-
anerne kun været nogle faa Landsbyer, beboede af lidet foretag-
somme Franskmænd. Om Tiden for Bosættelsen kan man danne

9

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

349

sig en nogenlunde Forestilling fra Aarene, da Territorierne er
blevne Stater. I den første Tid af Unionen udgjorde det meste af
Landet her oppe Grevskabet Illinois under Staten Virginia. I 1816
og 18 blev Indiana og Illinois til Stater, i 1824 Missouri, men
først i 1837 Michigan, i 1845 Iowa, 1847 Wisconsin og 1857
Minnesota. I 1860 var St. Paul, der nu sammen med Minneapolis
har omtrent lige saa mange Indbyggere som København, og som
er meget rigere end den danske Hovedstad, endnu kun en stor
Landsby som saa mange andre Pladser i Vesten, der er an-
lagte af de franske Indianerhandlere og Jægere. Det første Barn,
der antages at være født af indflyttede Kolonister i Minnesota, er
en Dame, endnu' i sin bedste Alder, født af svenske Forældre,
gift med den danske Bankier Snedorf Christensen i Rush City.
Endnu i 1862 foregaar i det sydlige Minnesota det store Myrderi,
foretaget af Sioux Indianerne, der særlig lod det gaa ud over de
norske Nybyggere, som de syntes at betragte som de farligste
Konkurrenter til Jorden. I 1850 efter Guldopdagelsen bliver Kali-
foraien en Stat, og derefter kommer saa de andre Stater i det
fjærne Vesten og paa Vejen til det: Kansas i 1861 og Nebraska

1 1867; først i de sidste Aar de to Dakotaer og endnu senere
Washington og flere af de andre Territorier.

Prærien var let at dyrke op. En Mand kan paa den lige
saa hurtig bryde 20 Acres, som han kan brække 2 Acres i Sko-
ven. Hvis man vil, kan man allerede første Sommer høste lidt
Majs og Kartofler. Nu om Stunder er det i en Del af Landet
ofte Skik at saa Hør paa den nybrudte Grønsvær, ikke for Fi-
brenes Skyld, der, selv om Hørren benyttes til andet end Stoppe-
materiale, Foder eller Vejfyld, i alt Fald kun har liden Værdi, men
kun for Frøets Skyld, som, naar man er heldig, ofte kan betale
baade Jord og Arbejde. I det nordvestlige bryder man helst fra
Midten af Maj til Midten af Juli, fordi det frodige Grønsvær saa
raadner bedst; man pløjer 14—16 eller flere Tommer brede Furer,
saa grundt som muligt. En Mand kan, eftersom han pløjer med

2 Heste eller med et Par Muler eller 3 Heste, pløje 2 — 3 Acres
om Dagen, og naar man betaler for at faa Arbejdet gjort, koster
det i Reglen omkring 2V2 Dollar pr. Acre. Saa bliver Jorden pløjet
igen om Efteraaret, ofte paa tværs af den første Fure.

Bosættelsen og Opdyrkningen er saa meget lettere, som
der paa det meste af Prærien i Begyndelsen ikke en Gang be-
høves Veje eller Broer. Selv , hvor der er Vand , er Jorden i Al-

Digitized by Google

350

Agerbruget i de Forenede Stater.

mindelighed saa fast, at man kører gennem Slug og Aaer. Og
de samme Egenskaber ved Jorden gør den ogsaa lettere at be-
handle end vor svære Lerjord. Amerikanerne har særlige Plove
og andre Redskaber for hver Slags Jord, men i Almindelighed
er det, som vi ved fra de amerikanske Plove m. m., vi har ind-
ført, lettere Redskaber end i Europa, alt en Følge af de omtalte
Jordarters særegne Karakter.

Man taler i Almindelighed endnu i Europa om Nybygger-
nes Blokhuse. Huse af Stammer, „loghouses* , bruges kun i
Skovegnene til at begynde med. Paa Prærierne begynder man
med „dug-outs a , Huler, gravede ind i Skrænterne, eller med
„sodhouses* , Huse af Græstørv, men i Almindelighed forede med
Brædder og med ordentlige Vinduer og Døre, hvad der er godt
nok i det tørre Klima. Den almindelige Bygningsmaade er ellers
Træ, det vil sige Planker og Brædder, som i det sydlige Sverige, men
endnu mere færdige til at sætte sammen end dér, saa at et saa-
dant Hus kan rejses paa 2—3 Dage. Træet føres fra Chicago,
Minneapolis eller andre Centrer for Tømmerhandel og Savskæreri
i afpasset Tilstand Tusender af Mile ud over Prærierne. Det er
en billig og praktisk Bygningsmaade.

I den nyeste Tid er Kolonisationen paa det nøjeste knyttet
til Jærnbanerne. Det er ikke Hensigten i denne Sammenhæng at
komme ind paa Donationerne af Land til Banerne eller paa andre
Dele af Unionens Landsystem. Nu er der et saadant Net af Baner
over Landet, at der paa den gode Prærijord sjælden er mere
end 12 engelske Mil til Bane. Det er Banerne, der har aabnet
Landet, og i den nyeste Tid har al Settling fulgt den fortsatte
Banebygning. Tiden for Oprettelsen af de ny Stater og Til-
væksten i Befolkningen i de forskellige Egne viser den nøje Sam-
menhæng. Trods mangfoldige Fejltagelser i det enkelte og talrige
mindre Selskabers Fallit er det hele en af Amerikas største Tri-
umfer. Det er Banerne og Settlerne i Forening, der har skabt
Landet. Samtidig med den udstrakte Nybygning er Fragten paa
Banerne vest for Chicago i 1870—89 gaaet ned fra et Gennem-
snit af 2.4 til O.o cent for en Ton paa en engelsk Mil, øst for
Chicago fra l.e til 0.7, og i de sidste Aar har ny Nedsættelse i
Fragten fundet Sted. Tager man en længere Tid, finder man, at
Prisen for at bringe Sæden frem er sunken til en Femtedel.

Den gode Prærijord er nu omtrent helt i privat Eje. Der
er nu kun liden Lejlighed til for dens Vedkommende at benytte

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

351

de liberale Love om Hjemsteds- og Forkøbsret, og Loven om
Land for Træplantning „timber-claiin", med hvilken om muligt
endnu større Misbrug dreves end med Lovene om „homestead*
og „preemption* , er nu ophævet. Men den hele Betydning af
disse Love har i Europa været overvurderet. Deres • Benyttelse
har været Genstand for Spekulation, om end mest af mindre vel-
havende Folk, og har nærmest været en Forretning som saa
mange andre. Den egentlige Agerdyrker har allerede længe
foretrukket at købe sin Jord for en billig Penge. Og dette
kan endnu gøres. For at give et nogenlunde Begreb om For-
holdene skal her kun siges, at man paa de første 500 eng. Mil
vest for Chicago regner at finde det halve, paa de næste 500
de ni Tiendele af Jorden uopdyrket, og det meste af Rejsen gaar
gennem god Jord. Den fortrinligste Agerjord kan paa mange Ste-
der endnu købes for fra 5 til 10 Dollars pr. Acre.

Præriernes „opening up" og Opdyrkning har haft en lig-
nende Indflydelse paa Jordbruget i Amerika fra Atlanterhavets
Kyst og til Egnene nær Chicago som paa Agerbruget i Europa.
Faldet i Jordens Værdi har endog ofte været endnu større, fordi
i disse forholdsvis ny Egne Forskellen mellem Omkostninger og
Bruttoindtægt eller den Netto, der bestemmer Jordværdien, her
var mindre ; enhver Forandring i Priser virkede stærkere. For en
stor Del af Landet regner man, at Ejendommene i Gennemsnit er
faldne til det halve. Tusender af Farme i Ny Englands Staterne
staar nu ledige eller er overtagne af Pantehaverne. Mange er købte
af Byfolk, der snarest anser dem for Lystgaarde, eller de er gaaede
over til mere tarveligt vante Indvandrere, franske Kanadiere, Ir-
lændere, nogle ogsaa til Svenske. Paa sine Steder søger man at
holde Prisen oppe ved at dyrke Grønsager, Frugt, høste Hø eller
andre Produkter, der kan sælges til Byerne. Der dyrkes dog endnu
op i det gamle Skovland øst for Prærien, naar Skoven er ryddet
og Stubbene raadnede; men, hvad der kan være her af enkeltvis
Fremgang, er dog for intet at regne mod den ny Produktion paa
Prærierne.

Den samme Overvægt til Fordel for den aabne Præri
viser sig ogsaa, naar man betragter Kolonisationen, hvor den
store Skovdrift har fundet Sted i de senere Aar, i det nordlige af
Staterne Michigan, Wisconsin og Minnesota. Uagtet det meste af
Storskoven nu er hugget, er disse Landsdele dog endnu væsentlig
ubeboede. Settling finder Sted i Skovene; men det er mest af

Digitized by Google

352

Agerbruget i -de Forenede Ståler.

særegne Aarsager, af Folk, der arbejder i Skoven ora Vinteren eller
ved Flødningen om Vaaren, eller som søger deres Hovedfortjeneste
ved at køre i Skoven, ogsaa af Settlere, der særlig regner paa at
sælge Hø, Kartofler eller andre Produkter til Skovsettlerne i „the
lumber camps« , eller til Minebefolkninger , der lever i disse Egne.
Det er karakteristisk, at det for en stor Del er indvandrede frem-
mede, der bosætter sig i Skovegnene. De amerikanske Farmere
fra de østlige Stater gaar i Almindelighed ud paa Prærien, og det
samme er Tilfældet med Skotterne og Englænderne fra Ontario.
Kun de franske Kanadiere i Nedre Kanada, der er mindre foretag-
somme og sætter mere Pris paa et ordnet , roligt og tillige sel-
skabeligt Liv, bliver og køber endog Farmene af dem, der i de
tilgrænsende Landsdele drager vest paa.

Sammen med Amerikanerne har mange Tusender af Ind-
vandrere fra Europa bosat sig paa Prærierne. Der er dannet
store, samlede Kolonier af de forskellige Nationaliteter, hvad der
kan være nyttigt nok, fordi der altid er mange ældre Folk, der har
vanskeligt ved at finde sig til Rette mellem fremmede, og fordi der
ogsaa derved aabnes Plads for forskellige særlige Kræfter, der ikke
vel kan anvendes mellem Amerikanerne. Som Regel er imidlertid
Blandingen heldigst. De fremmede har deres Styrke i Økonomi
og bliver ofte under vanskelige Tidsforhold Ejere af de fleste
Farme. Amerikanerne er de driftigste og de bedste Ledere ved
ny Foretagender. Mellem Skandinaverne kom Normænd, Sek-
terere og andre fra fattige Bygder paa Vestlandet, tidlig ud og
var allerede i Tyverne naaede baade til Illinois og Wisconsin.
De har endnu store samlede Settlements og lever med deres
strængt lutherske Præster temmelig isolerede. Men i øvrigt er der
ingen Nationalitet fra Europas Fastland, der saa nøje har knyttet
sig til Amerikanerne som • Normændene. Det samme er ogsaa
Tilfældet med de Svenske, der i Amerika som ellers viser sig
i Besiddelse af stor Elasticitet og en mere kosmopolitisk Ud-
vikling end de andre Folk fra det nordlige Europa. Selv Efter-
kommerne af Erik Jansens kommunistiske Koloni i det mellemste
Illinois er nu gode Amerikanere. Normændene, navnlig, den
yngre Slægt fra de første Kolonier, har vist en mærkelig
Dygtighed i at benytte Unionens Landlove. De har over hele
Nordvesten erhvervet det bedste og meste Land langs Flodernes og
Søernes ofte skovklædte Bredder. De har været tilstrækkelig fore-
tagsomme og tillige nøjsomme nok til at kunne begynde som

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

353

Settlere og har heller ikke frygtet den Isolering, der især tidligere
ikke kunde undgaas i. den første Tid. Alle Skandinaver er mere
end de latinske og slaviske Folk: Italienere, Bøhmere og Polakker,
tilbøjelige til at flytte ud af Byerne og settle paa Landet. Om de
Danske siges det dog, at deres Hustruer nødigere end Normæn-
deues og Svenskernes opgiver Bylivets Behageligheder.

Tyskerne og navnlig Nordtyskerne er fortræffelige Kolo-
nister, men er mindre end Skandinaverne tilbøjelige til at lade sig
amerikanisere. Det Højtyske er fjærnere fra det Engelske, og
deres store Tal er maaske ogsaa en Hindring. Man regner i hele
Unionen ikke mindre end 12 Millioner af nær tysk Afstamning.
Det er da naturligt, at der har været Planer oppe til at
danne store tyske Kolonier, endog til at danne en særlig tysk
Stat. Et af Forsøgene var det, der udførtes af en tysk Fyrste-
forening i Mainz i 1842, da man vilde danne en tysk Stat i
Texas — den Gang endnu ikke indlemmet i Unionen — endog
en Stat under Beskyttelse af Storbritannien. Man skal særlig
have anvendt meget paa straks at danne en Hofstat for den ud-
sete Leder, Fyrst Solms. Forsøget strandede, men bidrog dog til
en heldig tysk Kolonisation i Texas. Jeg mindes mellem Navnene
paa Deltagerne en Dansk, en Grev Platen-Hallermund. Alle For-
søg paa afsluttede store tyske Kolonier mislykkedes, og det er-
kendes nu i Almindelighed, at det var heldigt, det gik saaledes.
Med alle deres gode Egenskaber trænger Tyskerne særlig til Ame-
rikanernes vækkende Indflydelse.

Vi kan ikke her følge de særskilte Nationaliteters Delta-
gelse i Kolonisationen, hvor interessant dette end kunde være.
I Almindelighed har de, ligesom ogsaa Indvandrerne fra de ældre
amerikanske Stater, søgt det Klima og de øvrige Betingelser, der
efter Omstændighederne mest lignede deres Hjemlands. De fleste
Finlændere som ogsaa Kvæner fra Norge træffes langt mod Nord,
og endnu længere oppe trives Islænderne. I alle Staterne, selv
hvor de fremmede Nationaliteter er Flertal, som ogsaa i de vest-
lige britiske Besiddelser, er det dog de indfødte, der er Lederne.
Den hele Kolonisation er lykkedes saa godt, fordi den væsentlig
er foretaget af en øvet og udviklet kolonial Befolkning.

Digitized by

354

Agerbruget i de Forenede Slater.

III.

Hvedens Betydning — ugunstigt Klima — Hvedeprisens Indflydelse — Jord-
værdien — store og smaa Farme — Maskiner og Jærnbaner —
Havre, Byg, Rug.

Hveden er i flere Henseender den vigtigste Sædart i Vesten.
Den dyrkes først og lettest. Det er den, der hidtil især er udført
til og i Europa har født vore Befolkninger, det er den, der har
revolutioneret vore Landboforhold, nedsat Jordpriserne og forandret
de gamle Landes sociale og dermed ofte ogsaa politiske Forhold.
I 1850 avledes 100 MUL Bushel Hvede, (1 Bushel = 2 Skepper) men
i 1884 og sidste Aar 500 Mill., i 1891 endog over 600 Mill. til en
Værdi af 500 Mill. Dollar. Amerikanerne selv er stolte af deres
Hvede. De siger, det er Civilisationens Korn, der har været det
siden Ægypternes og Babyloniernes, Grækernes og Romernes Tid.

Det amerikanske Klima er imidlertid ingenlunde særlig gun-
stigt for Hveden, ikke engang i det Bælte fra New York og Penn-
sylvanien mod Vest og Nord, hvor den især dyrkes. Middeludbyttet
er kun lidt over 12 Bushel pr. Acre, hvad der svarer til noget
over 4 Fold hos os. Det er altsaa næsten lige saa lavt som i
Danmark i den usle Periode før Landboreformernes Tid. Og dette
skyldes ikke den noget overfladiske Dyrkning, hvor man ikke be-
nytter omhyggelig Brakbehandling, Sædskifte med Bælgfrugter eller
Kløver og kun anvender liden Gødning. Det kommer væsentlig af
Klimaet. Hveden holder af en klar Sommer uden alt for stor Fugtig-
hed. Paa Kysten af Ny England og endnu mere paa den nordlige
Pacific-Kyst er der for megen Fugtighed. Der trives Havren bedre.
Hveden finder et fortrinligt Klima under den mere ensformige Tem-
peratur paa Pacific-Kyst en, naar man kommer indenfor Kystbjær-
gene, i Sacramento Dalen i Kalifornien og højere oppe i Willa-
mette og en Del af Golumbia-Dalen , i Oregon og Washington,
hvor der er mere Solskin og Tørvejr end paa selve Kysten. Den
giver ogsaa større Udbytte i det nordlige Minnesota og Dakota,
hvor man vel paa ordentlig behandlet Jord kan regne paa en 20
Bushel pr. Acre; oppe i Manitoba regner man endog 28 Bushel.
De har tillige den fortrinligste Hvede, man kan ønske sig, Nr. 1
hard, som Møllerne og Bagerne nødig vil undvære til i hvert Til-
fælde at have til Blanding. Men for hele Dakota og hele Minnesota
er Gennemsnittet alligevel under de 12 Bushel. Det er gennem-
gaaende noget højere i de ældre, mere omhyggelig dyrkede Stater, selv

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

355

i de mindre frugtbare Ny England Stater; men det er atter meget
lavere nede i Bomuldsstaterne med deres stærkere Varme og
større Nedbør, hvor man da ogsaa ofte kun dyrker Hvede saa-
vel som andre Sædarter for at græsse den af eller for Straaets
Skyld. Over en Tredjedel af Hveden er Vaarhvede, paa det meste
af den nordvestlige Præri selv i Iowa og Nebraska, hvor man
trygter for, at Vinterhveden skal fryse af i de aabne Vintre. Den
røde Vinterhvede, der dyrkes i det sydlige Illinois og i Kansas,
giver ikke noget større Udbytte.

Sagen er den, at Klimaet i det hele ikke er Hvede-
klima. Efteraaret er udmærket for Høsten. Nede i Texas be-
gynder man at høste Hvede i Maj for oppe i det nordlige at
ende i September, saaledes at Høstfolkene undertiden kan vandre
fra Høst til Høst hele Sommeren igennem; hvor Høsten fore-
gaar om Efteraaret, i det hele i Nordvesten, kan man som
Regel ikke øns£e sig bedre Høstvejr. Men Sommeren med dens
stærke Varme og dermed ofte følgende stærke Regn er for-
dærvelig for Hveden. Den ødelægges i Blomstertiden, og Rust
eller Meldrøje og Brand, og den hessiske Flue, som man kaldte
den, fordi den formentlig kom ind med Englændernes hessiske
Soldater under Uafhængighedskrigen, army worms og andre
Insekter ødelægger ofte Landmandens Forhaabninger. Nogle af
disse Ulykker kommer især, hvor Jorden allerede begynder at
blive udpint. Andre, som de voldsomme Hagelbyger, rammer
lige saa godt Nybyggerne. Disses smaa dyrkede Stykker er endog
mere end det helt dyrkede Land udsatte for at blive opædte af de
store Græshoppesværme, der for snart 20 Aar siden fra det øde
Land oppe i Nordvesten ind mod Rocky Mountains kom ned
i saadanne Skarer, at de formørkede Himlen og standsede Jærn-
banetog; de lagde flere af de nyoptagne Strækninger helt øde og
fordrev Settlerne, der ikke havde Midler til at staa imod med,
saa at man endnu adskillige Aar efter overalt traf sørge-
lige Ruiner af deres Huse. Hvededyrkningen er saa lidt en
ubetinget Velstandskilde, at jeg, hvor jeg har færdedes, endogsaa
sjælden har truffet Farmere, som den havde gjort rige. Hvor der
var holdt Kreaturer, var der næsten altid Velstand. Den, der
havde stolet paa Hveden, var ofte ruineret, navnlig, naar han
havde sat sig i Gæld for kostbare Maskiner, og Agenten saa var
kommet og havde taget hans for Maskiner pantsatte Heste og Køer.

Digitized by Google

356

Agerbruget i de Forenede Stater.

Selvfølgelig udøver Hvedeprisen den største Indflydelse.
Selv i de allerede den Gang forholdsvis velsettlede Stater Ohio,
Indiana og Illinois blev Produktionen fordoblet i Aarene 1860—80.
Senere er den taget til med Jærnbanebygningen og Opdyrkningen;
den passer fQr ny Jord, kræver forholdsvis ikke stort Udlæg
og bringer Kontanter; men den er taget af hos mange af de
ældre Farmere. Agerbrugsdepartementets officielle Statistiker
mener, at, naar f. Eks. Købmændene i Rochester, et stort
Centrum for Hvededistrikter i New York, nu bygger Æbletørrings-
maskiner i Stedet for Korn-Elevatorer og Møller, saa er det virke-
lige Forhold det, at Dyrkningen af Grønsager og Frugt saavel
som Mejeridriften er noget nyt, der kommer til, ikke noget, der
tager Hvedens Plads. Det er imidlertid uimodsigeligt, at de tid-
ligst opdyrkede Egne for en stor Del gaar bort fra Hvededyrk-
ningen. I 1885, efter den store Prisnedgang, dyrkedes der 5 l /t
Mill. Acres mindre med Hvede, derimod 372 mere med Majs, 1 Vt
mere med Havre og ogsaa lidt mere Byg. Efter senere Tal er
Hvedearealet alene i Iowa gaaet ned med 2*/2 Mill. Acres. Og
medens der i 1870 — 80 var en Fremgang fra 19 til 38 Mill. Acres,
var der i 1880—90 for hele Unionen endog en Tilbagegang af
2 Mill. Acres. Udførslen er ogsaa taget af, og medens den i 1887
endnu, Mel iberegnet, var 154 Mill. Bushel, var den i 1891 kun
106 Mill. Storbritannien, der navnlig er det Land i Europa, der
behøver Indførsel, modtog i 1881 64 pCt. af sin Indførsel af
Hvede og Mel fra Staterne, i 1891 kun 41 pCt. og i 1890 endnu
mindre. I 1870 kunde Amerika udføre 40 pCt. af sin Høst, i
1890 kun 22 pCt. I Egnene i Illinois, hvorfra Sir James Caird
i Fyrrerne beskrev Hvededyrkningen, dyrkes nu Majs, i nogle af
Countyerne saa udelukkende, at Farmerne endog køber det Hvede-
mel, de bruger til deres eget Brød.

Man har skrevet meget om de store Hvedefarme, der navn-
lig findes i Red River Dalen, nogle bl. a. ogsaa i Kalifornien.
Man har ment, at disse Hvede-Fabriker med deres Maskiner og i
andre Henseender fordelagtige Drift i det store skulde betegne de
lavest mulige Produktionsomkostninger, som man saa omhyggelig
har beregnet som bestemmende Fremtidens Hvedepris. Man har
ogsaa deklameret imod dem som truende Eksistensen af den med
egne Hænder arbejdende Farmer, der ellers bærer hele det ameri-
kanske Agerbrug. Bægge Dele er urigtigt. At de store Farme
drager Mænd af stor Dygtighed og med stor Kapital til Ager-

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Slater. 357

bruget, er heldigt, og at de kan antage mange Mænd om For-
aaret og endnu flere til Høsten, er ikke skadeligt; det er en vel-
kommen Arbejdsfortjeneste for mange af dem, der har Vinter-
arbejde i Skovene, Men det er forkert, at de drives med de
lavest mulige Produktionsomkostninger, og at de overfløjer den
sædvanlige Settler. Tvært imod har det vist sig, at denne staar sig
bedst i vanskelige Tider, og at netop hans Produktion kan taale
de laveste Priser. Personlig har jeg haft Lejlighed til at erfare, hvor
ivrige de fleste lejere af store Farme ligesom Besidderne af de
store Kvæggaarde længer mod Syd, der ikke ligger helt udenfor
det dyrkelige Bælte, har været efter at sælge ud til Settling, saa
snart de daarligere Aar kom. Settleren har i sit og sin Families
Arbejde en Kraft, som ingen kan staa sig imod — man opstille
nok saa sindrige Beregninger over Fordelene ved ogsaa i Ager-
bruget at producere i det store. Han frembringer selv det meste,
Familien behøver for at leve, og kan derfor staa sig ogsaa ved
lave Priser, naar han blot faar noget for sit Arbejde; alt er for
ham Netto. Han bygger sig selv et Hjem og en Ejendom, og han
besidder af disse forskellige Grunde en Kraft og Intensitet i Ar-
bejdet, som ingen anden kan naa. At det sammensatte Agerbrug
nu bliver fordelagtigere end den ensidige Hvededyrkning, og det selv
i de allerbedste Hvedeegne mod Nord, giver ham en ny Fordel.

Det er sandt, at det er Maskinerne, som giver de amerikanske
Hvede-Farmere en af deres store Fordele; men de staar jo ogsaa
til den almindelige Farmers Tjeneste; betaler det sig ikke for ham
at købe Tærskemaskine eller Høpresse, er der altid en Entreprenør
til Stede, der vil stille dem til hans Raadighed. De bedste Maskin-
tabriker fandtes tidligere i New York Stat, men finder nu deres
Lige ogsaa i Vesten, hvor flere af dem ejes og drives af
Mænd af norsk Slægt. Den amerikanske Farmer har sin Sulky
Plov, hvor han sidder og kører paa et bekvemt Sæde over
Skæret, og med hvilken han med 3 Heste kan brække 2 Acres og
pløje paa sædvanlig Maade 3 1 /« Acres om Dagen; men paa de
større Farme findes der ogsaa Sulky Plove, der trækkes af 6—8
Heste, som har 8 Skær og kan pløje 10 Acres daglig. Den
engelske Dampplov kan benyttes med Fordel paa de ofte stenfri
Prærier, men bruges dog kun lidet; de er ikke nødvendige som
ved den dybe Jordbehandling i Europas Sukkerroeegne, og man
har i Vesten sjælden Penge tilovers til ikke absolut nødvendig
Kapitalanbringelse. Man har ogsaa Sulky Skarifikatorer, der gør en

Digitized by

358

Agerbruget i de Forenede Stater.

Del af vore svenske Harvers Arbejde. Den almindelige Meje- og
Bindemaskine tager 12—16 Acre om Dagen, den saakaldte „header*
i Kalifornien og Dakota, der alene tager Aksene af, endog 30 Acres;
ja med visse ny Maskiner kan 4 Mand paa éa Dag høste, tærske
og rense Avlen paa 35 — 40 Acres. De ny Selvbindere anføres
som en af Aarsagerne til, at Hvededyrkerne i de bedste Hvede-
egne kan nøjes med de nuværende lave Priser. Man behøver
ikke at frygte en stadig fortsat Synken; men der vil heller aldrig
mere blive Tale om Fortidens høje Hvedepriser.

Endnu mere end den fortsatte Settling — for hvilken der
stadig er Plads i Hvedeegnene, da hele Hovedmassen af den
Jord, der endnu ikke er optaget af Settlere, og som dog kan
dyrkes uden kunstig Vanding, udelukkende findes i Egnene for
den ensidige Hvededyrkning, i Nord-Dakota og de britiske Be-
siddelser — beror det billigere Udbud dog paa den tekniske Due-
lighed, der anvendes udenfor selve Agerbruget, navnlig som alt
berørt paa Jærnbanerne og de andre Transportmidlers Udvikling,
hvortil gerne kan regnes de fortræffelige Korn-Elevatorer, der
findes ved hver Station, og som enhver, der har set Amerika,
altid undrer sig over, ikke straks indføres i alle andre kornprodu-
cerende Lande. Saa lidt har selve Jordbruget at sige ved Produk-
tionen af vort Brød, at Edward Atkinson har kunnet regne ud, at
naar 1000 Fjerdinger Hvedemel eller 55—5600 Busbel Hvede, der er
nok til at føde 1000 Mennesker om Aaret, til sidst i New York koster
10 Mands Arbejde, saa repræsenterer Farmerens Virksomhed heraf
kun én Mands Arbejde; en anden Mand kommer til for at male
Hveden og faa den i Fjerdingen, to Mand til for Jærnbanerne
med Reparationer og Maskiner og hele seks Mand for Bagning og
anden Behandling i selve New York.

Af Havre avles der oftest endnu mere end af Hvede; i 1891
blev Høsten saaledes anslaaet til 738 Mill. Bushel til en Værdi af 232
Mill. Dollar; og Havren gaar ikke blot endnu nordligere end Hve-
den; den trives ogsaa bedre i det sydligere fugtigere Bælte, saa-
ledes i Virginien og Nord Carolina. Men ogsaa den giver mindre
Udbytte end i de europæiske Lande og egner sig med sin mindre
Værdi i ethvert Tilfælde ikke til Udførsel. Det er en Følge af de
lavere Priser paa Sæd og navnlig af det forskellige Forhold mellem
Priserne; og man er mindre karrig med Kraftfoder end i Europa
og giver saaledes f. Eks. Brugsheste Havre eller Majs, hvor man
paa Landet i Europa vilde give Hakkelse eller Hø. Havregrød

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

359

er en almindelig yndet Spise i Staterne, ikke blot af Skotterne, som
kommer med deres lyemlige Vaner.

Klimaet egner sig ikke særlig for Byg, der kræver en
tempereret og ikke for fugtig Sommer, og som ogsaa forlanger
mere Kultur end Hvede; saa meget uforstandigere har det været
ved Mac Kinley Loven at lægge høj Told paa Indførsel af
Byg fra Canada, Det efterspørges meget af Bryggerierne. I 1891
høstedes der det forholdsvis betydelige Beløb af 75 MUL Bushel,
mest i enkelte Egne i New York, navnlig nær Buffalo, i Wisconsin
nær de store Milwaukee Bryggerier, ogsaa noget i New England,
i Kalifornien særlig syd for Hvededistriktet med den endnu mere
tørre Sommer, i Washington, som Hveden indenfor Bjærgene. Da
nu ogsaa Humle trives bedre her end andetsteds, er det maaske
ikke uden Grund, at Brygger Marstrand fra København har valgt
denne saa kraftig opblomstrende Del af Amerika til Sæde for sin
Virksomhed og har bosat sig ved Grænsen af britisk Amerika og
Staten Washington. Rug dyrkes noget i det nordlige paa mindre
god Jord, men dog i endnu mindre Omfang end Byggen. Den
bruges til Whisky, men dyrkes dog især nær de store Byer for
Straaets Skyld.

IV.

Majsen — dens Betydning — Kreaturhold.
Det amerikanske Agerbrugs store Fortrin overfor det nord-
europæiske er Majsen, Amerikanernes „Iikiian corn*. Det er den
bedste Gave, det stærke Solskin og den store Sommervarme med
stærke Regnskyl giver Landet. Den vokser kraftigere end i de
fleste af Sydeuropas Lande, og dens store blaa grønne og senere
stærkt gule Planter med de endnu mere guldgule Kolber dækker
en stor Del af Landet i de bedste af Nordstaterne. En Mand kan
med et Par Heste passe 40 Acres Majs. Kun Kolbernes Aftagning,
»husking*, foretages med Haandkraft, ved Hjælp af store Handsker
besatte med Pigge, og beskæftiger mange Mennesker i flere Maaneder
efter den sædvanlige Høst. Medens man i Østen tidlig sætter Majsen
sammen i Stak, lader man i Vesten Planterne blive staaende
Vinteren over paa Marken til Føde og Ly for Kreaturerne. I det
rette Majsbelte regnes Gennemsnittet at være 35 og ved om-
hyggelig Dyrkning endog 80 Bushel pr. Acre, men for hele Landet
synker Gennemsnittet ned til 25 og for Staterne ved den meksi-

TUakueren. 1898. 24

Digitized by Google

360

Agerbruget i de Forenede Stater.

kanske Bugt, hvor det dog endnu er Brødkorn, men ogsaa ofte
ligesom i Ny Englands Staterne bruges grønt til Kvæget, endogsaa
til kun 10—15 Bushel. For hele Unionen kommer Høsten i de
senere Aar op til et Kvantum omtrent 4 Gange saa stort som
Hveden og til en i alt Fald lige saa stor Værdi; i 1891 ansloges den
til 2060 Mill. Bushel til en Værdi af endog 836 Mill. Dollar. Den
dyrkes endnu i det sydlige Wisconsin og Minnesota i betydeligt
Omfang; men man regner dog, at Frosten i 2 af 7 Aar kommer
saa tidligt, at Kærnerne ikke bliver haarde; og selv i det egentlige
Majsbelte kan Frosten i enkelte Aar ødelægge Afgrøden. Højere
oppe dyrker man kun en mindre kanadisk Varietet, »Flint corn fi ,
eller man dyrker den til Foder eller som „sweat corn* for at blive
spist kogt til Maden som hos os Kartofler, en Dyrkning, der ikke
skulde være umulig hos os.

Majsen er mere eller mindre Brødkorn for vistnok den
største Del af Unionens Befolkning, og Præsident Walker opstillede
en Dag, da vi talte derom, den Hypotese, at, naar Mændene i
Kentucky og Tennesee er højere og bredere over Brystet end andre
Folk, saa kommer det af deres Majsbrød. Den bruges endvidere til
Whisky, og de største Brænderier findes i Centrum for Majsdyrknin-
gen, i Peoria i Illinois, og før den nyeste Temperancelovgivning i Des
Moines i Iowa og i Louisville i Kentucky. Den bruges ogsaa til Stivelse
og Stænglerne til Sukker. Ligeledes er den det almindelige Stoppe-
materiale. Før har man ikke udført meget; men nu har Udlandet mere
lært at paaskønne Majsen. Sidste Aar har Regeringen haft en Mand
i Europa for at belære Kerden om dens Brug, og bl. a. har man
ved sine Gaver til de russiske hungrende tillige søgt at gøre
Propaganda for den amerikanske Majs.

Frem for alt er den dog Fodermiddel. Den er i Amerika
til Dels, hvad Turnips er i England, og hvad Runkelroen er i
andre Lande. Den bærer saa daarlig Transport, at man i rige
Aar ude i Vesten har benyttet den til Brændsel. Men den bliver
transportabel, naar den omsættes til Kød og Flæsk. Den er da
ogsaa Basis for Amerikas uhyre Produktion af Flæsk og Kød, hvis
Udførsel stadig tager til, medens Hvedeudførslen tager af. Ni
Tiendedele af Amerikas 50 — 60 Millioner Svin opfødes i Majsegnene,
hvor de som oftest holdes i fri Luft, helst hvor der er Træer,
og hvor Majskolberne da kastes hele hen for dem. To Pund
Majs omsættes til et halvt Pund Flæsk. Selv de fleste af
Landets 60 Mill. Kvæghøveder findes der, og navnlig foregaar det

Digitized by Google

Agerbruget i de Forenede Stater.

361

meste af Kvægfodringen der, idet ogsaa Kvæget gaar ude, i
Almindelighed sammen med nogle Svin, der æder den Majs, som
gaar ufordøjet gennem Kvæget. Ogsaa de fleste af Landets
16 Millioner Heste findes i disse Egne lige som et stort Antal af
dets 50 Mill. Faar. Navnlig træffer man her de bedste Racer af
Kreaturer, engelske Korthorn, Kødfaar o. s. v. Faarehold findes
dog faldt saa meget i de mindre rige Egne nord for Majsbeltet, i
Bjærgene, nede imod den meksikanske Grænse, hvor Faar, der gaar
i Flok, mindre let stjæles end Kvæget, for nu ikke at tale om
Sydhavskysten og de tørre Sletter. Medens Tallet paa Kvæg tager
umaadelig til, tager Faaretallet snarest af; men det er vistnok lige
sora i flere af vore europæiske Lande, fordi man, trods den Be-
skyttelsestold paa Uld, man af og til har indført, med den større
Udvikling gaar mere over fra Uldfaar til de værdifuldere Kødfaar.
Opdrættet af Kreaturer drives for en stor Del med mest Fordel af
Nybyggerne, der endnu har frit Græs og Hø. Senere kommer
Fedning og Mejeridrift, den sidste paa Grænsen af Majsbæltet,
Fedningen i selve dette.

Sammen med Kreaturhold følger der i Almindelighed i det
hele et mere udviklet Agerbrug, med Majsdyrkningen saaledes
altid noget Sædskifte med Kløver, Havre, ofte ogsaa andre Planter.
I Majsbæltet finder man de rigeste Farmere, og det var ogsaa, da
man ret begyndte paa at settle de bedste Majsstater, efter Illinois
Jowa og senere Nebraska og Kansas, at de bedste Klasser af
amerikanske Settlere strømmede vest paa. At Danske har faaet
Del i det gode Majsland, skyldes især enkelte Mænd, der i sin Tid
arbejdede for Burlington Banen i Nebraska, Brødrene Nielsen,
Jyden Lund o. fl. I dette Bælte faar man ret Begreb om Amerikas
uhyre produktive Kraft.

For at give et nogenlunde fuldstændigt Billede af amerikansk
Agerbrug burde vi endnu omtale forskellige andre Forhold. For
det første er der Forholdene i det tørre Bælte. Grænsen mellem
»the plains" og „the prairie" er ikke bestemt. Idelig gaar Settlerne
for langt ud, og ofte, navnlig efter flere tørre Aar, ser man
Tusender af „homesteaders* vende tilbage. Særlig har man set
dette i Texas og i Kansas, hvor Befolkningen i de sidste Aar af
forløbne Dekade efter en tidligere stærk Tilvækst endogsaa atter

24*

Digitized by Google

362 Agerbruget i de Forenede 8tater.

aftog. Paa Sletterne møder vi det ensidige Kvæghold, der nu som al
umiddelbar Benyttelse af Naturens Gaver er i Tilbagegang, medens
der derimod her opstaar et højst udviklet Jordbrug af den største
Betydning ved Hjælp af kunstig Vanding. Saa er der Forholdene i
det tidligere slaveholdende Syden, hvor Bomulden endnu hersker.
Og der er Sydhavskysten , hvor Kalifornien, væsentlig settlet af
Nordstatsfolk, er totalt forskelligt fra de ældre Sydstater. Der er
en højst interessant Skovdrift, som snart er færdig med de hidtil
til Bygningsbrug benyttede Træer. Der er endelig den uhyre
industrielle Udvikling, især i de nordlige Atlanterhavsstater, men
i stærk Fremadskriden mod Vest, navnlig baseret paa Kul og
Jærn, i Almindelighed sund og naturlig, men i nogle Retninger
kun opretholdt gennem Priser skabte ved Toldbeskyttelsen, altsaa
ingen virkelig Produktion fra nationalt Standpunkt, kun en Slags
Luksus, en Byrde paa de virkelig produktive Erhverv. Alt dette
saavel som Udviklingen af Samfærselsmidlerne, af Handel, Bank-
væsen og Spekulation, staar i den nøjeste Sammenhæng med det
Agerbrug, vi her har omtalt, men Pladsen tillader os ikke at
omtale det i denne Artikel.

Det samme er Tilfældet med visse særlige Erhverv, som
den amerikanske Statistik ikke uden Føje henfører til Industrien,
de store Slagtehuse, Oste- og Smørfabriker, eller Fabriker til
at henkoge alle Slags Artikler: Kød, Fisk, Grønsager, Frugt
I Forbindelse med dem staar der en uhyre stor og særdeles
ejendommelig Udvikling. Og er der noget, Amerikanerne særlig
udmærker sig ved, er det ved denne yderligere Behandling af
Produkterne, ved at tildanne dem til den store Mængdes For-
brug. Det er ikke mindst dette, der er Grunden til Landets Ud-
vikling og Rigdom, paa samme Maade som Andelsmejerierne i
Virkeligheden er blevet de agerdyrkende Danskes største reelle Be-
drift i nyere Tider.

N. C. Frederiksen.

Digitized by Google

Bag Dørene.

Personerne:
Den ugifte Herre.
Den gifte Herre.

Scenen: Et jævnt møbleret Herreværelse. Til højre Sofa med Bord og
Stole. Til venstre Skrivebord ved Vinduet; Gardinet rullet ned; Lampe tændt
paa Skrivebordet. Reoler langs Væggene. Dør i Baggrunden..

Den ugifte sidder ved Skrivebordet Det banker paa Døren. Den
gifte træder ind.

Den gifte.

Naa, De er hjemme?

Den ugifte.

Var det Dem, der ringede? (rejser«*). Jeg sad netop og
skrev til Dem.

Den gifte.

Sikken et Held! saa sparer De Frimærket, (smider »m Hat paa

Bordet, trækker Bordet ud og slænger sig i Sofaen). Puh ! hvor jeg har travet !

Den ugifte.

Jeg kan høre det.

Den gifte.

Høre det?

Den ugifte.

Ja, De hvæser.

DEN GIFTE (med Latter.)

Som et Lokomotiv, hva'?

Den ugifte.

Det sagde De og ikke jeg. — Men — (ser o P og ned ad ham) for
Resten er De virkelig noget trivelig — buttet som en Dampkedel.

Digitized by Google

364

Bag Dørene.

Den gifte aer.)

Nu Overdriver De! (tørrer sin Pande med Lommetørklædet). Nej, men

jeg skal sige Dem, det er ikke Vejr til at ha' forretningstravlt i,
saa man skal rende med fuld Kraft (med Latter). Hørte De den? det
var min Vittighed.

' Den ugifte.

Ja, De forstaar — at fortsætte, hvor en anden har begyndt.
Den gifte.

Bli'r De ubehagelig?

Den ugifte.
Det har De jo saa tit sagt, at jeg er.

Den gifte.
Ja, De er fæl til at snærte.

Den ugifte.
Hvorfor søger De saa mit Selskab?

Den gifte.

Aa! jo saamænd! De snærter dog altid, saa det smelder.
(med Latter) Den var da min egen, ved jeg! Kan De stikke den?

Den ugifte.

Jeg vil ikke sige daarlige Vittigheder i Aften.
Den gifte.

Det er OgSaa for hedt til det. (vifter sig med Lommetørklædet) Puh !

det er en ligefrem uanstændig Varme saa tidligt paa Foraaret. —
Hør, det var for Resten netop Foraaret, vi skulde snakke om.

Den ugifte.

Foraaret?

Den gifte.

Vi skulde vel ud og se paa Skoven og ta' lidt Anemoner
hjem, hva'? — Min Kone har berammet det til i Morgen. En ganske
gelinde Tur — ud med Toget — helt ud — Sodavand ved
Stranden — smaat Skridt op til Fortunen — Smørrebrød som
sædvanlig — stilfærdigt ned igennem Ermelunden — Sodavand
ved Charlottenlund — ind med Toget igen — Droske — og saa lidt
Karbonade og Rabarbergrød hjemme hos os — som sædvanlig. Hva'?

Den ugifte.

Tak, jeg kommer vist ikke med.

Den gifte.
Hun har sgu sat sig det i Hovedet.

Digitized by Google

Bag Dørene. 365

Den ugifte.
Jeg kommer vist alligevel ikke.

Den gifte

Aa, Passiar! følg nu med hjem i Aften og drik Te! — Saa
snakker vi om Tingen.

Den ugifte.

Tak! — jeg følger vist heller ikke med i Aften.

Den gifte.
Vil De gøre Strike, hva'?

Den ugifte.

Maaske !

DEN GIFTE (med Latter).

Aldrig sætte Deres Ben indenfor vore Døre mere?
Den ugifte.

Det kan gerne være.

DEN GIFTE (forbavset).

Hva' er nu det for no'et?

Den ugifte.

Det er no'et meget underligt no'et. Hørte De ikke, jeg sa\
at jeg netop sad og skrev til Dem ?

Den gifte.

Jo det er sandt!

Den ugifte.

Vilde jeg ha' talt med Dem — eller med Deres Kone, kunde
jeg jo ha' taget ud med Sporvognen, ikke ?

Den gifte.
Det pie— plejer De jo.

Den ugifte.

Det har jeg plejet at gøre, ja! (staar lidt og ser paa ham) Nu bli'r
De stakaandet igen.

Den gifte.
Næ, jeg gø— gør ikke.

Den ugifte.
Jo, De gør! — nu er det af Nysgerrighed.

Den gifte.

Næ, de— det er ikke.

Den ugifte.

Jo, vist er det saa.

Digitized by Google

366

Bag Dørene.

Den gifte.

Det he — hele er na — naturligvis Na — Narrestreger.
Den ugifte.

Det tror De ikke.

Den gifte.

Ikke a — andet end Narrestreger! Men — men Narrestreger
kan ogsaa være kedelige. Nu havde vi det saa gemytligt sammen.
De og min Kone — og jeg. De har livet op hos os — svært op.
(rask) Naa, kom med Historien! Det er vel en eller anden dum
Misforstaaelse — jeg skal nok klare den.

Den ugifte.
Det tror jeg slet ikke, De er Mand til.

Den gifte.

De er maaske fornærmet, hva'?

Den ugifte.
Hvad skulde jeg være fornærmet over?

Den gifte.
Ja, De maa jo selv vide det.

Den ugifte.

Næ, jeg er ikke fornærmet. Men nu skal De faa — Historien.

(skyder Bordet tæt ind paa Sofaen.) Klemmer det?

Den gifte.

Hva'?

Den ugifte.

Bordet!

Den gifte.

Det Skulde nok Være Vittigt (skyder Bordet fra sig igen).

Den ugifte.

Jeg tænkte slet ikke paa nogen Vittighed (skyder atter Bordet tæt

nd paa den gifte, sætter sig lige overfor og læner sig frem over Bordet).

Den gifte.

Hva' skal dette her sige? (vil skyde Bordet bort).

DEN UGIFTE (holder paa Bordet).

Ja, nu skal De høre! (sidder lidt og ser paa ham). Jeg — er — for-
elsket — i — Deres — Kone.

Den gifte.

(stirrer og puster).

Digitized by Google

Bag Dørene.

367

Den ugifte.

Hørte De det?

Den gifte

(nikker).

Den ugifte.

Det var det, jeg vilde skrive til Dem om. — Sig mig:
hvad vilde De raade mig til at gøre i saadant et Tilfælde?

Den gifte.
Rejse væk! 1 — 1— langt, langt væk!

Den ugifte.

Allerhelst tage Livet af mig, ikke sandt? — Men det faar
De mig nu ikke til.

Den gifte.
Nej, men saa rejs — i det mindste!

Den ugifte.

De ved jo godt, at jeg ikke har Raad til at rejse.
Den gifte.

• Hvad det angaar —

Den ugifte.

Ellers Tak!

Den gifte.

Jeg synes blot — ja — ja, ligefrem for Deres egen Skyld.
De — De kunde træffe hende i et Selskab — eller paa Gaden —
eller i en Sporvogn — eller — ja, i det hele taget — der kunde
hænde mange Smaating, som maa være ubehagelige, pinlige under
under saadan en ulykkelig Kærlighed.

Den ugifte.

Hvem siger egentlig, at den behøvede at blive ulykkelig?
Den gifte.

Hva'?

Den ugifte.

Ja, De skal ikke misforstaa mig! Der er ikke givet mig
noget Haab.

Den gifte.
Nej, det kan jeg nok tænke.

Den ugifte.
Saa De behøver ikke at være bange.

Den gifte.

Bange? der tvungent.)

Digitized by Google

368

Bag Dørene.

Den ugifte.

Er De virkelig slet ikke bange? — Hvis jeg nu blev ved
at søge at træffe sammen med hende? — Ja, jeg vilde da være
ved godt Mod for mit Vedkommende.

Den gifte.

De?

Den ugifte.

Var man forelsket og havde sat sig for, at man vilde sejre,
kan jeg ikke tænke mig, at man kunde være forknyt for Udfaldet.

Den* gifte.

Hør, lad os nu tale fornuftigt!

Den ugifte.
Ja, lad os blive ved med det!

Den gifte.

De er jo en Hædersmand, hva'? En med Principer og med
— med Moral, ikke? — Jo, vist er De saa! De har altid haft
dette her rare og milde i Øjnene, som ikke er til at ta' fejl af.
Og saa vil de ha' mig til at tro, at De kunde gøre Kur til en
anden Mands Kone?

Den ugifte.

Det var dog altid til at betænke sig paa. Hvis jeg var for-
elsket i en gift Kone, og jeg vidste, at hun ogsaa var forelsket i
mig, og jeg alligevel trak mig tilbage — saa blev det jo to store
Portioner Ulykke mod kun én Portion Lykke.

Den gifte.
Den ene Portion Lykke — ?

Den ugifte.

Ja, den maatte De trækkes med, hvis Konen var Deres. —
Portionen blev maaske lille nok. Hvis jeg derimod ikke trak mig
tilbage, saa blev det to store Portioner Lykke.

Den gifte.
Mod én Portion Ulykke.

Den ugifte.

Som kom Dem til gode, ja! — Efter mit Kendskab til Dem
tror jeg tilmed, at den Ulykke just ikke blev helt ulægelig.

Den gifte.

Men Herregud! nu ved De jo godt, at hun ikke er for-
elsket i Dem.

Digitized by Google

Bag Dørene.

369

Den ugifte.

Det er netop det: nu ved jeg ikke, om hun er forelsket i
mig. Og i saadant et Tilfælde —

Den gifte.

Ikke sandt? Det vidste jeg jo!

Den ugifte.

Jeg vilde maaske selv staa mig bedst ved at trække mig
tilbage.

Den gifte.

Ubetinget !

Den ugifte.

For min egen Skyld! — Jeg kan ikke lide at lyve, skal jeg
sige Dem. Lad os kalde Fruen —

Den gifte.
Ikke mit Navn, hva'?

Den ugifte.

Bevares, nej! Vi kalder hende Fru X — saa kan enhver af
os jo ha' Lov til i Tankerne at give det ubekendte Bogstav den
højeste Værdi, om han saa vil. Jeg vilde altsaa gøre Kur til Fru
X, beholde hendes Haand —

DEN GIFTE (afbrydende).

Ja, vel!

Den ugifte.

Naa, ja! jeg behøver maaske ikke at udmale de smaa ind-
ledende Scener? De kender maaske til det?

Den gifte.
Ja, vist kender jeg til det.

Den ugifte.

Gør de det?

Den gifte (hurtig).

Ja, det vil sige —

Den ugifte.

Nu vel! Samtidig med, at jeg gik og stjal den smukke Frue
Stykke for Stykke, maatte jeg naturligvis gaa og være kattevenlig
mod den skikkelige X, hendes Mand, og holde Humøret vedlige

h0S ham — klappe ham paa Skulderen (rækker Haanden over Bordet, klapper
h*m paa Armen).

Den gifte.

(Bytter gig urolig i Sædet).

Digitized by

370

Bag Dørene.

Den ugifte.

Saa, saa, saa! det er jo slet ikke Dem, vi taler om. Naa,
vi gaar videre. Det første Kys, det andet, det tredje, de mange,
alle sammen bag Dørene. Man vilde tage Tiden i Agt, naar man
vidste, at Grossereren — at Hr. X, vilde jeg sige — ikke kunde
komme og forstyrre. Fruen vilde besøge mig — her i denne
Stue. Et Kvarters Tid efter, at hun var gaaet, vilde Manden
maaske komme her op, og han vilde naturligvis blive modtaget,
som om jeg netop i de sidste Timer havde savnet hans Selskab.
Han vilde blive placeret i Sofaen — dér, hvor De sidder nu —
og vi vilde sidde og være gemytlige og sige daarlige Vittigheder.

Den gifte.
Hør, nu s— s — synes jeg e— ellers —

Den ugifte.
Nu er De stakaandet igen.

Den gifte.
Næ — næ, jeg er i — ikke!

Den ugifte.

Jo, De er! Jeg har aldrig kendt Deres Lige til at sidde
ganske stille i en Sofa og ikke kunne faa Vejret.

Den gifte.

Aa Sludder! Jeg er jo ne — netop saa rolig. Der var ikke
en af tusende Ægtemænd, som havde bevaret saadan en Ro, naar
en Herre kom og meldte sig som forelsket i hans Kone.

Den ugifte.

Det vilde være meget kedeligt for Ægtemændene.
Den gifte.

Saa — aa? — Jeg gad set, hvad De havde gjort i mit Sted?
Den ugifte.

Man ved jo ganske vist ikke, hvor tosset man kunde blive.
Men det var da ikke helt utænkeligt, at man kunde ha' sagt til
Tilbederen: Gør, hvad De vil! jeg har en Gang vundet hende;
jeg er ikke saa ynkelig en Mand, at jeg ikke tiltror mig selv ogsaa
at kunne holde hende fast.

Den gifte.

Ja vist ! saadant no'et siger man, naar man ikke er med i Legen.

Den ugifte.
Og naar man er med — i Legen?

Digitized by Google

Bag Dørene. 371
Den gifte.

Saa siger man, at Kvinden er et skrøbeligt Kar! — Det kan
De bande paa, at man siger.

Den ugifte.

Jeg hører, at De siger det, — og De maa vel vide det.

Den gifte.
Hvor skulde jeg vi— vi— vide det fra?

Den ugifte!
Saa, saa! nu gaar Vejret jo helt fra Dem.

Den gifte.
Aa, De med De— Deres Ve— Vejr!

Den ugifte.
Det er ikke mit, det er Deres.

Den gifte.

For F— Fanden! jeg b—b— blæser ad Deres Vi— Vittigheder.
Den ugifte.

De er alt for forpustet til, at De kan blæse ad noget som helst.

DEN GIFTE (slaar i Bordet).

Saa h— hold dog op, Me— Menneske!

Den ugifte.

Men Herregud! før var De netop saa opsat paa saadanne
smaa tarvelige Brandere. Er der gaaet Svind i Humøret?

DEN GIFTE (vil skyde Bordet fra sig).

Lad mig k- komme ud!

DEN UGIFTE (holder paa Bordet).

Klemmer det?

Den gifte.
Jeg vil ud, s'— siger jeg Dem.

Den ugifte.

Det kommer De ikke — endnu. Ved De, hvad der undrer
mig? — At De slet ikke spørger mig ud.

Den gifte.

Jeg har ikke noget at spørge Dem om.

Den ugifte.

Vilde det for Eksempel ikke interessere Dem at høre, hvordan
det blev mig klart, at jeg var forelsket i Deres Kone?

Digitized by Google

372

Bag Dørene.

DEN GIFTE (bøjer sig frem over Bordet).

Lad mig høre!

Den ugifte.

Der kan De se ! Jeg tænkte jo nok, at der var et og andet,
De gad vide.

Den gifte.

Lad mig høre!

Den ugifte.

Ja, nu skal De høre! — Jeg har altid fundet, at der var
noget saa betagende rent over hende — med „rent" forstaar
jeg ærligt, aabent. Men — saa var der en, som fortalte mig
noget i Gaar.

Den gifte.
Hva' — hva* var det?

Den ugifte.
Kan De slet ikke tænke Dem det?

DEN GIFTE (pus fer ud og læner sig tilbage).

Naa, saadan!

Den ugifte.

Ja netop saadan! Jeg saa det saa tydeligt for mig — det
skiftede og skiftede og skiftede igen — disse Kys som Elskeren fik, i
Hemmelighed; varme, i Betagelse; Lampen var skruet ned, saa der
var Tusmørke i Stuen — og saa Kyssene til Manden, blottede, over-
drevent kaade for at skjule ; Flammen i Lampen osede oven ud af
Glasset.

Den gifte.

Hør, hva' — hva' skal det til at tale om det nu? Jeg
forstaar ikke —

Den ugifte.

Ved De, hvad De heller ikke forstaar? — At jeg fik ondt
af hende som af en, der var gjort Uret imod. Jeg syntes, det
var saa syndigt, at han, som den Gang fangede hende, — Elskeren,
hendes anden Mand — at han stod saa favnedybt under hende
— at det ikke var en Personlighed, der vandt hende, men blot en
Person, en køn Mandsperson, ikke andet. Han havde ikke noget
imod at leve højt paa Bekostning af det ærlige i hende; det faldt
ham ikke ind efter det første Kys at tage hende, sige til hende:
Kom nu med mig! — Hvor gad han dog smudse den, han holdt
af, saadan til ved at slæbe hende gennem alle disse Kys bag
Dørene! — (bøjer dg over mod den gifte.) Synes De ikke ogsaa, det var

Digitized by Google

Bag Dørene.

373

blodig Synd, at den pæne Mand skulde træffe til at være saadan
en — en — pæn Mand?

DEN GIFTE (vil skyde Bordet bort).

Skulde vi nu ikke hellere — ?

Den ugifte.

Jeg vil tale ud. Jeg har trængt til det hele Døgnet, men
jeg har ingen haft at tale til — derfor tager jeg nu til Takke
med den første, den bedste. Og saa morer det mig ogsaa at
sidde her og passe paa Dem. De vil saa gerne slippe ud, og hele
Tiden er De saa forpustet. Saadan har De pustet i al den Tid,
jeg har kendt Dem. Jeg har ikke lagt Mærke til det før, men nu
ser jeg det. Deres Hus er ikke selskabeligt. — De holder Herrerne
borte — jeg har været den eneste — for jeg har jo dette her
rare, gode i Øjnene, ikke sandt? — Og saa er jeg jo en Mand
med Principer, hva'? og med Moral, hva'? — Og saa livede jeg
saa svært op. Hvad siger De nu til det?

Den gifte.

Jeg s'— si— si'er —

Den ugifte.

Nej, jeg bryder mig ikke det mindste om at høre, hvad De
siger. Nu er der bare én Ting, De skal høre endnu. Da det gik
op for mig, at jeg holdt af hende, saa tænkte jeg paa at lokke
hende — stjæle mig frem blot til det første Kys og saa tage
hende. Men — men jeg kan ikke en Gang stjæle mig frem til
det første Kys — jeg kan slet ikke — slet ikke stjæle. Det
betyder det gode, milde, som De siger, jeg har i Øjnene (rejser sig)
Se saa. Nu er vi færdige!

Den gifte

(skyder Bordet ud, kommer frem paa Gulvet, staar og tørrer Panden med sit Lommetørklæde)..

Vilde De — vilde De ha* no'et imod at — at for Eksempel
sværge paa — ?

Den ugifte.

Jeg bander ikke.

Den gifte.

Bare Deres Æresord?

Den ugifte.

Jeg kender ikke Forskel paa et Ord og et Æresord.

Den gifte.
Giv mig Deres Haand paa det da!

Digitized by Google

374

Bag Dørene.

Den ugifte.

Min Haand? — Nej, jeg vil ikke give Dem Haanden (ætter

sig ved Skrivebordet med Ryggen til den gifte \

DEN GIFTE (bliver etaaende midt paa Gulvet).

Ja, ja da! (tørrer Ansigtet ) Jeg — jeg anerkender naturligvis
den Maade, De har taget Sagen paa — det er — hm ! — hæderligt.
Det vil sige — jeg synes nok, at det, De sa' om Manden — den
anden Mand, mener jeg — ja, altsaa mig selv, mener jeg — det
var ikke delikat.

DEN UGIFTE (uden at vende sig om).

Lad mig ha 1 Fred! Jeg har jo sagt Dem, at jeg ikke vil
se Deres Kone mere — aldrig mere! Lad mig saa ha' Fred nu!

Den gifte.

Naa, ja — saa — saa vil jeg ta* Afsked, Jeg — jeg be-
klager naturligvis — (ser P aa sit ur). Hva' er det? Er Klokken
bleven saa mange? Saa kommer hun jo.

DEN UGIFTE (springer op).

Hvem?

Den gifte.

Min Kone!

Den ugifte.

Her?

Den gifte.

Jeg satte hende Stevne hos Dem. Meningen var jo , at De
skulde have fulgt med hjem til Te.

DEN UGIFTE (i stærk Bevægelse).

Hun kommer her?

DEN GIFTE (stirrende).

Vi— vilde De ge— gerne se h— hende?

DEN UGIFTE (knuger Hænderne sammen).

Se hende? — Ja, aa ja! Hvor jeg dog gerne vilde se hende!

DEN GIFTE (griber sin Hat).

S— s — saa kommer hun her ikke ! døber od i Baggrunden).

Axel Steenbuch.

Digitized by Google

En ny Digtning.

Fuyotti, b mm atni«, le mande arner et rude.

Alber Jhouney.

I de sidste Aaringer er en ny Digtnings Navne fra Evropa
begyndt at trænge ind over den danske Literaturs Landegrænser.
Fra Frankrig er de ny Navne komne: Baudelaire, Verlaine,
Mallarmé forrest. Bag disse: en Strøm af mindre Mænd og
Værker. Over dem alle, hinsides dem alle, i fjærne Taager: Edgar
Poes Navn som en Høvdingeskygge.

De, som læste denne Digtnings Bøger, opdagede i dem et
nyt Europa. Indtil da havde Kontinentet literært været begrænset
af to store Romanskribenters Bjærgkæder af Værker — mod Øst
Tolstois Digtning, mod Vest Zolas. Det viste sig nu, af der bag
disse Kæmpebjærge laa ny Verdner og ny Have med fremmede
Horisonter.

Man fandt kun faa Tilknytningspunkter mellem den ny
Poesi og Zolas Naturalisme. Man fandt en Digtning uden sociale
Hentydninger, uden politiske Principer, uden andet Maal end
Skønhed. Dens Devise syntes at være den franske Romanticismes
UAri pour L'Art.

I Virkeligheden var denne Digtning som al sand og ægte
Poesi en Protest. Det forholder sig nemlig ikke som en berømt
Kritiker har villet det, at Milieu'et skaber Digteren. Eller rettere:
det forholder sig saaledes, blot ikke som Taine mener det.

Forfatteren af „Philosophie de PArt" ser i Geniet Tids-
aandens Organ. Geniet er i Virkeligheden Protesten mod
Tidsaanden.

Zola afgiver et nærliggende Eksempel. Hans hele lange
Række af Romaner — hvad er den andet end en Protest mod
Kejserdømmets Frankrig? Og Victor Hugo? — hvis hele Liv var
Protest. Og Shelley, Byron? — de to store Oprørere.

Tilskueren. 1893. 25

Digitized by

376

En ny Digtning.

Men ogsaa de Digtere, hvis Værker er uden social Retning,
uden politisk Fordom, lyder i deres Produktion den her fremsatte
Lov. Deres Digtning er — som Goethes — Udslag af Jegets
Kamp mod Omgivelserne. De reagerer mod Milieuet — de resu-
merer det ikke.

Den Tid, hvori vi lever, tilhører Pengevældet og Skønheds-
hadet. De Mennesker, som omgiver os, holder deres eneste Andagt
ved Mammons Altre. Poesien regnes for en Daarskab, Kunsten
for et Tidsspilde. Den store Skønhed har intet Hjem i denne
Verden, hvis æstetiske Behov tilfredsstilles af Varietéens Gøgl og
Folkekomediens sentimentale Forlorenhed.

Denne Verden er vunden gennem et Aarhundredes Kampe.
Kongehoveder har maattet falde, Byers Blod udgydes, for at dette
moderne Samfund kunde rejse sig. Og nu staar det der — et
Vrængbillede af alt, hvad Revolutionernes ædle Drømmere vilde —
hæsligt, uretfærdigt og virkeligt.

Uhyggelig virkeligt ! Ængstende stærkt ! Fortvivlende mægtigt !
Befæstet med alle den ny Videnskabs Opdagelser — holdt oppe
af Pengenes internationale Magt — pansret endogsaa mod Anar-
kismens Torpedo under Arken!

Da opstaar der, midt i dette moderne Samfund, en Slægt
af Digtere, hvis Poesi er Menneskeaandens Protest mod Tiden og
Verden. Disse Digtere haaber ikke — som Shelley og Byron —
at være de Organer, hvormed Samfundet begynder sin Omformning
til nyt og bedre Liv; de følende Fingre, som strækkes ud mod ny
Tilværelser. De er fødte for sent i Aarhundredet; alt for mange
Revolutioner er gaaede hen over dem; de har mistet Troen paa
det legemlige Oprørs Magt.

Det, de forkynder, er derfor en aandelig Revolte. En
Revolte i dette Ords egentligste Forstand: en Omvendelse. De
bortvender sig fra Verden, fra det ydre Liv. Og de søger Frelse
og Fred i en evig Skønheds Riger og paa Kysterne af en
udødelig Drøm.

Der er hos Naturalismens Mænd allerede Tegn, som varsler
denne Bevægelse. „La Tentation de Saint- Antoine" og „La Faute
de PAbbé Mouret « betyder for Flaubert og for Zola Flugten fra
Hverdagens Verden ind i Drømmens Uendelighed. Og Edmond
de Goncourt ser med Rette en „Germinie Lacerteux" modsat Aand
i „La Faustin", denne dejlige og hemmelighedsrige Bog, der virker
som Augustnats-Maaneskin over en sort, tungt sovende Have.

Digitized by Google

En ny Digtning.

377

Men først og stærkest gav denne ny Aand sig Udslag i det
Land, hvor Pengevældet og Skønhedshadet kraftigst og tidligst
stod i Flor — i Mammon- Aarhundredets Mønsterstat, Dollar-
dyrkelsens, Reklamens og Humbugens Fødeland, Nordamerika.

Her brød den ny Digtning allerede før Aarhundredets
Midte klar og bevidst frem. Her udsprang den Kilde, hvis Vande
siden — som Arethusas — uskadte flød under Verdenshavet
og dukkede op i det gamle Europa. Her levede og digtede
Edgar Poe.

Edgar Poe.

I.

I sit mest berømte Digt „Ravnen* har Poe skrevet følgende

Linier :

. . . unhappy master
whom unmerciful disaster
followed fast and folio w ed faster
till bis songs one burden bore —
till the dirges of his Hope. the melancholy burden bore
of „Never — nevermore*.

I sin Afhandling om „Digtekunstens Filosofi - har Poe villet
forklare hele dette Digt som et fuldstændig koldt og beregnet
frembragt Værk — skrevet paa samme Maade, som man løser en
matematisk Opgave. Utvivlsomt giver han her efter for sin Lyst
til at mystificere. Maaske drives han tillige af Uvilje mod det
Publikum, som gennem Versenes Ruder nysgerrigt glaner ind i
Digterens Privatliv. Man tør sikkert i hine Linier læse et Suk
fra Dybet af Poes egen Sjæl. Han var selv hin ulykkelige Mester,
fra hvem han i Digtet tænker sig Ravnen bortfløjen — hin Mester,
hvein Ulykken ubarmhjertigt følger, til al hans Sang kun bærer
ét Omkvæd — til Sørgesangen over hans Haab bærer det ene,
tungsindige Omkvæd: „Aldrig, aldrig mer M .

Edgar Poe var, da denne Strofe brød frem af hans Hjærte,
36 Aar. Forældreløs fra den tidligste Tid havde han tumlet om
for alle Tilfældets Vinde. Han havde været Student og Kadet og
opgivet begge Dele. Han havde under den græske Frihedskrig
søgt til Europa for at følge Lord Byrons Eksempel og dø i et
andet Missolunghi — men Friheden begærede ikke ham som Offer.

25*

Digitized by

378

En ny Digtning.

Han havde i Nordamerikas forskellige Storstæder — i Richmond
og Philadelphia, Boston og New York — med ringe Held søgt at
leve af sin Pens Frembringelser og af sit sjældne Foredrags-Talent.
Han havde giftet sig med en ung Kvinde, som han elskede højt,
og hvis Liv var en sagte Gliden ned mod Tæringsdøden. Han
sad for hendes Skyld seksten Timer i Døgnet paa Bladkontorer
som simpel Journalist, og han ejede, paa sin Berømmelses Højde,
ikke mer end et Par Sko — der var højst skrøbelige — og ikke
andet Tæppe at dække sin feberfrysende Hustrus Leje med end
en gammel Overfrakke, som hun maatte undvære, naar han
skulde ud.

Resten af hans Liv blev ikke lykkeligere. I de fire Aar,
han endnu havde at leve, ventede ham hans Hustrus Død, for-
smædelige Presse-Angreb fra misundelige „Kaldsfæller" , ny An-
strængelser uden Resultat, en langsom Sønderknusning af hans
sidste Haab under Tidens tunge Hæl. Og som al Tings Ende:
en forkommen Død paa aaben Gade og et Eftermæle, som hans
bedste Ven besudlede.

Og dog — saa grusomt det lyder — skete der ham hans
Ret. Han var en fremmed i Amerikas Samfund, og han led den
fremmedes Lod. Det er ikke blot paa Latin, at Ordet fremmed
og Ordet Fjende lyder ens.

De sporede i ham Fjenden, de Mammondyrkere og Til-
bedere af Tiden. Han knælede ikke for deres Guder og holdt
ikke sin Andagt i deres Bedestole. Han var en Kætter overfor
alt, Amerika troede paa, og alt det, Yankeerne elskede. Han talte
foragteligt om Fremskridtet, om Demokratiet, om de moderne
tilrøgede Byers firkantede Grimheder. Og med Længsel saa han
tilbage til en Tid, „da Lystighed var et ukendt Ord, fordi
Lykken var saa dyb — en hellig, højtidelig og velsignet Tid, da
blaa Floder uhemmede løb mellem usløjfede Høje ind i fjærne,
duftende, uudforskede Urskovsensomheder.*

Der skete ham hans Ret. Thi i hans Sjæl brændte en
Længsel, som ikke er af denne Verden, og som Verden derfor
hader og forfølger. Hans Væsen smægtede i den Tørst, som
intet jordisk Vælds Vande kan slukke, fordi det er en Tørst efter
det evige.

„Denne Længsel " , skrev Poe, hører til Menneskets udødelige
Væsen. Denne Tørst er en Følge af og et Tegn paa Menneskets
evige Liv. Det er Natsommerfuglens Attraa til Stjernen. Det er

Digitized by Google

En ny Digtning.

879

ikke Glæden ved den Skønhed, der er foran os; det er en vild
Anstrengelse for at naa den hinsides Skønhed. Det er en Anelse
om den Dejlighed, der er i Vente. Det er en Lidenskab, som ikke
kan mættes af noget jordisk Syn, nogen jordisk Lyd eller Følelse,
og den saaledes tørstende Sjæl stræber forgæves at lindre sin
Feber i magtløse Forsøg paa at skabe."

I alle Ting, bag alle Ting skimter Digteren Glimt af denne
evige Skønhed. Han aner den „i Himlens klare Kloder, i Blomstens
Former, i Kornets Bølgen, i høje, østerlandske Træers Vuggen for
Vinden, i Bjærgenes blaa. Fjærnhed, i halvskjulte Bækkes Blinken,
i Sølverfloders Glimten, i afsides Søers Hvile og i ensomme Væld,
hvis Dyb spejler Stjernerne." Han fornemmer den „i Fuglenes
Sang, i Nattevindens Suk, i Skovens klagende Stemme, i Bølgens
Hulken mod Bredden, i Skovens friske Aande, i Hyacintens velr
lystige Vellugt, i den anelsesvækkende Duft, der ved Aften tide
naar ind over uendelige, ukendte Have fra aldrig opdagede Øer
langt borte . .

II.

Af denne Higen bares Edgar Poes Liv. Hans Tilværelse
var en Stræben mod Skønhed — og mod den højeste, den mest
udsøgte Skønhed — den der, ifølge Lord Bacons Ord, har „et
Element af Sælsomhed i sig*.

Han elskede det usædvanlige, det overordentlige, Gaaden,
Underet og den Skønhfed, som er over al Forstand. Han yndede
at skildre Sjælelivets Undtagelsestilfælde, de uhyggelige Drømmes
Mareridt, den uafvendelige Undergangs Rædsel, Dødsangesten og
de Kvaler, den levende begravede lider. Han elskede alle sære,
usædvanlige Sindstilstande, Ensomhedens Angest, Opiumsrusens
Forvirring, de perverse Indskydelser i Viljen. Han begærede at
smage alle sjældne og besynderlige Frugter paa Livets Træ.

Hans Drømme retter sig derfor mod Rummets og Tidens
Fjærnheder. Hans Længsel staar til Eventyret. En af hans
Helte siger: „Mine Syner var Skibbrud og Hungersnød, Død eller
Fangenskab mellem barbariske Horder, et Liv, der i Sorg og
Taarer slæbte sig hen paa en graa og øde Klippe i et ukendt og
unærmeligt Hav." Og dybt karakteriserende tilføjer han: „Jeg har
videre opdaget, at saadanne Drømme eller Begær — thi de steg
til Begær — er fælles for alle de sørgmodige mellem Menneskene".

Digitized by

380

En ny Digtning.

Poe har Ret. Hvilken sørgmodig Sjæl har ikke midt i
Mylret af Mennesker med et følt sig greben af hin forunderlige
Længsel efter Jordens Qærneste Egne og Tilværelsens mest afsides
Steder? Som et Pust af Violer en Foraarsdag gennem Luften er
et sugende Savn kommet over en — et Savn mod at leve langt
borte, i fjærne, fremmede Lande, ved Urskovsbredden af en aldrig
besejlet Kæmpeflod eller paa den ensomme Kyst af et øde og
uendeligt Hav.

Derfor er det om Baalbek, Tadmor og Persepolis — Østens
Ruin -Stæder midt i Ørkenens Uendelighed — at Poes Helte
drømmer. Derfor hedder det om Roderick Usher (i „Huset
Ushers Fald"), at han kunde sidde Timer igennem og drømme
over Steder hos Pomponius Mela, hvor der er Tale om det gamle
Afrikas Satyrer og Ægipaner. Derfor bærer Opiumsrusen hin
Sensommerdag mellem the ragged mountains Augustus Bedloe
til et Land under tropiske Palmer, med Kupler og Minareter
spejlende sig i en østerlandsk Flod. Derfor fører uimodstaaeligt
sugende Malstrømme Gang efter Gang Poeske Helte ned mod de
hemmelighedsfulde Egne om Sydpolen, hvor Havet — ifølge Mer-
cators gamle Kort — styrter som en Fos ned i Jordens Indre, og
hvor Mennesket, grebet af Strømmens Almagt, i letargisk Hvile
lader sig føre hen over et mælkehvidt Ocean, under en evig
Askeregns Tavshed, hen mod Fossefaldets Dampsky, hvis hvide
Taagetæppe dækker det store ubekendte. Derfor drømmer Hans
Pfaal (i Fortællingen af samme Navn) vidunderlige Drømme om
de vilde Landskaber paa Maanens aldrig sete mørke Halvdel. Han
drømmer „om graa og ældgamle Skove og klippefulde Afgrunde
og Vandfald, der styrter i bundløse Svælg. Om middagstyste
Ensomheder, hvor ingen Himlens Vind nogen Sinde rører sig, og
hvor uhyre Enge af Valmuer og slanke liljelignende Blomster
breder sig i tæt Uendelighed, alle tavse og for evigt uden Be-
vægelse. Og atter om andre Egne, hvor alt er en taagevag Sø
med et Bryn af Skyer, og op af denne Søs melankolske Vande
en Skov af slanke Trseer som et Vildnis af Drømme.*

Saadanne Syner er det, der i vore Dage hjemsøger en
Odilon Redons Hjærne. Og som denne franske Kunstners Forgænger
og Mester staar Poe i Linier som disse:

„Flodens Vancte har en sygelig Safranlød, og de flyder ikke
udad, mod Havet, men skælver for bestandigt i oprørt og kramp-
agtig Bevægelse under Solens røde Øje. Mange Mile paa bægge

Digitized by Google

Ed ny Digtning.

381

Sider af Flodens dyndede Seng er en bleg Ørken af kæmpestore
Vandliljer. De sukker til hverandre i Ensomheden og strækker
deres lange, uhyggelige Halse mod Himlen og vugger deres ufor-
gængelige Hoveder frem og tilbage. Og en ubestemt Mumlen
løfter sig op fra dem som en Rislen af underjordisk Vand. Og
de sukker til hinanden,

„Men der er en Grænse for deres Rige — den mørke,
frygtelige, høje Skovs; Grænse. Som Havet om Hebriderne be-
væger den lave Underskov sig uafbrudt. Men der er ingen Vind
under hele Himlen. Og de høje Urtids-Træer rokker evigt frem
og tilbage med en bragende og mægtig Lyd. Og fra deres høje
Toppe drypper evig Dug. Og over deres Rødder vrider sælsomme,
giftige Blomster sig i forstyrret Slummer. Og over dem flyver
Skyerne med høj og susende Lyd vester ud, altid vester ud, til de
som et Vandfald ruller over Synsrandens stolte Mur. Men der er
ingen Vind under Himlen."

... I dette Landskab er visse Blade af „Hommage å Goya*
foregrebne med en anden Kunsts Midler.

III.

Retningen mod det fjæme glider saaledes hos Poe over i
Forkærligheden for den rene Drøm. Det er, som om Digteren
mer og mere forstaar, at Virkeligheden er ens i alle sine Egne,
og at der kun i en indre Verden findes den fuldkomne Harmoni,
hans Sjæl søger. Da er det, han drømmer sig ideale Landskaber,
formede af en Kunstners Haand, og ordnede i dekorative Forhold.
Han fjærner sig her saa langt fra den oprindelige Natur, at han
er nær ved at strejfe det teatralske. Det kan som et betegnende
Træk nævnes, at hans Yndlingstræ er den usandsynligt udseende
Liriodendron — »Tulipantræet", af Magnoliernes Familie.

Ideale Landskaber drømmer han sig, og ideale Rum. Man
læse i deres Helhed de dejlige Skildringer af „Godset Arnheim* og
af ,Landors Hytte", hvor Poes Fantasi har skabt Egne af arkadisk
Skønhed.

Og i dette Arkadien af Drømme lever Mennesker, hvis
Lykke er fuldkommen. Det hedder om Ellison, den digtede Ejer
af det digtede Arnheim: „Han erklærede, at der var fire Be-
tingelser for Lykke. Den første: Liv i frisk Luft; den anden: en
Kvindes Kærlighed; den tredje: Foragt for Ry, den fjerde: et Maal,

Digitized by

382

En ny Digtning.

han evigt kunde forfølge, men aldrig naa. Jo aandeligere dette
Maal var, des højere en Grad af Lykke var én mulig. 8 Og det
hedder senere: „I den stadige Stræben, som hans Planers Ud-
førelse gjorde nødvendig, i det evige Væld, hvormed hans Sjæls
Tørst efter Skønhed læskedes, men ikke slukkedes; fremfor alt i
en- Kvindes Sympati, hvis Elskelighed og Elskov hyllede hans Liv
i Paradisets Purpurluft, fandt Ellison et Fristed for Menneskehedens
almindelige Bekymringer."

For Poe stod et saadant Fristed kun i Fantasien aabent
Hans egen Tilværelse var en anstrængt og aldrig afbrudt Kamp
for at holde sig og sit Hjem oppe. Og denne Kamp foregik ikke
i Arbejdsglædens og Livslystens muntre Dag — den kæmpedes i
Navnløsheds Mørke, i Miskendelses Skumring og i den Skygge,
der er dybest af alle — den lange, sorte Skygge, som Døden
kaster foran sig, ind over Menneskenes Hjerter.

Tidligt var Poe kommen i Dødens forfærdende Nærhed.
Hans halvvoksne Drengehjertes første Følelser havde været rettede
mod en af hans Skolekammeraters Moder, en Mrs. Helen -Stannard.
Denne Dame var den unge forældreløses fortrolige Veninde Aar
igennem, og mange af hans yngste Digte er skrevne til hende.
Mrs. Stannards Skæbne synes imidlertid ikke at have været meget
blidere end Poes egen. Sorger fulgte hvert af hendes Skridt og
ledte hende ung i Graven.

For den hjemløse og venneløse Dreng blev dette Dødsfald
en afgørende Begivenhed. Han kunde ikke udholde den Tanke,
at hun nu laa ene og forladt i Kirkegaardens kolde Jord. Og om
Natten sneg han sig da derud og satte sig paa hendes Grav —
sad der, Efteraarsnætter igennem, mens Regnen faldt, og Vinden
susende for hen gennem Mørket.

Disse Nattetimer paa Helen Stannards Grav har været
væsentlige for Poe. Thi han blev i hele sit senere Liv en Grubler
over Gravens Gaader og over de Ting, som hører Døden til.

Hans Hustrus lange Lidelse og unge Død har styrket
denne Sjælsstrømning i ham. Og saaledes forstaar man, hvorfor
der — som en sort Traad — gennem Poes Digtning gaar en
evig Klage over en Kærlighedslykke, der er tabt, og en Elskerinde,
som ikke er mere.

„Ravnen" er Poes berømteste Elegi af denne Art. Som
rimeligt — at dømme efter den almene Anerkendelse, dette Digt
har vundet — er det langtfra det bedste. Poe har selv

Digitized by Google

En. ny Digtning. 383

erklæret „Ravnen* for et Værk, der i det væsentlige er mange
af hans andre Digte underlegent. Han nævner som Eksempel
de dejlige Vers: „Den sovende* (The sleeper); han kunde med
endnu bedre Ret have nævnet det Digt, som er hans Mesterværk —
„Ulalume* 1 .

Ulalume! Med dette melodiske Navn betegner Digteren
sin døde elskede. Digtet begynder — man maa have den
engelske Tekst for at nyde Ordenes usigelige Velklang — med et
Efteraarslandskab :

The skies they were ashen and sober;

the leaves they were c rispe d and sere —

the leaves they were withering and sere;

it was night in the lonesome Oclober

of my most immemorial year;

it was hard by the dim lake of Auber,

in the misty mid region of Weir —

it was down by the dank tara of Auber

in the ghoul-haunted woodland of Weir.

Al Oktobers Duft af faldne Blade, alle Oktobers tungsindige
Nætter er i denne Strofes Sprog og Tone.

Fredeligt aabnes Digtet. Digteren vandrer alene — alene med
Psyke, sin Sjæl — og ser Natten lide, og Stjerneviserne paa
Himlens store Ur dreje sig mod Morgen. Da fedes der for Enden
af Vejen, han vandrer, en taaget og svømmende Glans, og op af
Glansen dukker Næraaanens dobbelte Horn — Astartes Halv-
maane af Diamant.

Denne ligblaa og dødblege Stjerne ængster den vandrendes
Sjæl. Men han trøster sig og skrider modigt frem for at bade
sig i det skælvende, krystallene Lys.

Da stanser hans Vandring med et. Vejen ender t ved en
Dør, ved en Dør til en højthvælvet Grav. Og han læser Grav-
skriften, læser Navnet Ulalume, læser sin tabte elskedes Navn
Ulalume.

Da bliver hans Hjerte af Aske, og koldt som de visne og
krympede Blade — som de visne og hensmuldrende Blade. Og
han husker, det var i Oktober, i den selvsamme Nat sidste Aar,
at han bragte en Byrde herned, en frygtelig Byrde herned. Ak,
en Djævel har fristet ham hid, i denne Nætternes Nat — nu
kender han, at det er Aubers taagede Sø, han ser, og Weirs
disdruknede Land — det er Aubers vaade Sumpe og Weirs
Spøgelseskovland

Digitized by Google

384 En ny Digtning.

Denne Tone, Ulalumes Tone, er en af de tydeligste hos
Poe. Den er det, som høres gennem de fantastiske Grublerier i
„Monos og Una B over Bevidsthedens gradvise Sluknen hos den
døde, efterhaanden som Legemet opløses i Graven. Den er det,
som klinger gennem al hans Erotik og væver sit sorte Spind om
Kærlighedens blodrøde Traade. Den er det, som har indblæst
ham en Række af Fortællinger — og deriblandt hans bedste:
„Ligeia".

Ligeia er, som Ulalume, at af de musikalske Navne, Poe
yndede til sine Kvindeskikkelser. Fortællingen om Ligeia bærer
til Motto disse mærkelige Linier af Joseph Glanvill:

»Og Viljen ligger deri — Viljen, som ikke dør. Hvo
kender Viljens Hemmeligheder og dens Kraft? Thi Gud er kun
en stor Vilje, som ved sin Styrke gennemtrænger alle Ting.
Mennesket overgiver sig ikke til Englene, ja ikke til Døden, uden
for sin svage Viljes Skyld.*

Med disse Linier er Fortællingens Indhold sagt. En Elsker
beretter sin Kærlighed til den besynderligt skønne og lærde Ligeia.
Først og oftest traf han hende i en stor, gammel, hensmuldrende
By nær Rhinen — men han husker ikke længere hendes Slægt,
husker ikke en Gang hendes Familienavn. Metafysiken førte dem
sammen, men fra Filosofernes Værker gled hans Blik ind i Ligeias
Øjne. Disse Øjne — siger han — har han aldrig kunnet ud-
granske. Men han bliver altid mindet om dem, naar han betragter
en voksende Vinranke, et ilende Vand, en flyvende Sommerfugl.
Og der er en eller to Stjerner paa Himlen, som fylder ham med
Følelsen af, at de er Ligeias Blik.

Han mindes ogsaa Ligeias Øjne ved visse Steder i Bøger —
saaledes ved de Linier hos GlanvilV, der tjener Fortællingen til
Motto. Og han aner, at Ligeias Væsen maaske her er udtrykt —
at hendes Vi^e er af dem, som ikke overgiver sig til Døden.

Imidlertid dør hun, og hendes Elsker indgaar nyt Ægte-
skab — denne Gang med et blondt og blidt Barn: Lady Rowena
af Tremaine. Men Lady Rowena trives ikke hos Ligeias Elsker,
hvis hele Sjæl er henvendt paa det Liv hinsides Graven, som hans
døde tilbedte nu lever. Han lader den milde Blondine sygne hen
for sine Øjne, og en Nat sidder han ved en Seng, hvorpaa hun
ligger Lig, sidder der med Hjertet fuldt af Savn — efter Ligeia.

Da sker det, at den døde ved hans Side synes at komme
til Live. En svag Rødme gaar over Ligets Kinder; Livsvarmen

Digitized by Google

En ny Digtning.

385

vender langsomt tilbage. Ivrigt støtter han hendes Genopvaagnen —
og se! den døde lever atter, hun rejser sig, hun staar ned
fra Sengen.

Men er hun bleven højere siden sin Sygdom? Og er hendes
blonde Haar blevet mørkt? — thi sorte Lokker vælder ned over
hendes Skuldre. Og disse Øjne, hun nu langsomt aabner? — det
er Ligeias, Ligeias Øjne . . . !

IV.

Man genfinder denne Tanke fra „Ligeia*, udformet til en
hel Verdensanskuelse, i Poes Prosadigt „Eureka".

Dette Værk bærer følgende Tilegnelse: „Til de faa, der
elsker mig, og som jeg elsker — til dem, der føler, snarere end til
dem, der tænker — til Drømmere og dem, der sætter Lid til Drømme
som den eneste Virkelighed — vier jeg denne Bog af Sandheder,
ikke i dens Egenskab af Sandhedssiger, men for den Skønheds
Skyld, som rummes i dens Sandhed."

„Eureka" er i Virkeligheden et Forsøg paa at bringe vor
Verdensanskuelse ud over det Punkt, hvortil Videnskaben ved
Newton og Laplace har ført den. Den moderne Kosmologi
standser ved den almindelige Tiltrækningskraft — Gravitationen —
som det yderste. Med dette ene uforklarlige forklarer Viden-
skaben alt.

Poe vil forklare ogsaa Gravitationen. Denne almindelige
Stræben efter Enhed, siger han, er intet uden Reaktionen paa den
guddommelige Viljesakt, der skabte Verden. Gravitationen er
Udtrykket for den guddommelige Viljes Stræben tilbage fra Mang-
foldigheden til det Ur-Ene.

Dette er det løseste Omrids af „Eurekas* omhyggeligt ud-
arbejdede Indhold. Her skal kun gøres opmærksom paa et enkelt
Punkt: den mærkelige Samstemning mellem Poe og en senere,
moderne Tænker: Arthur Schopenhauer.

Poe har — som Schopenhauer — fundet Tilværelsens
inderste Væsen i Viljen. Og som Schopenhauer udleder han
heraf en dybsindig Opfattelse af Begrebet: den evige Retfærdighed.

Poes Ord er disse („Eureka* in fine):

„Ud fra det her fremsatte Synspunkt, og ud fra det alene,
løser vi den guddommelige Uretfærdigheds Gaader og fatter Skæbnens
Ubøjelighed. Ud fra dette Synspunkt alene bliver det ondes Eksistens

Digitized by Google

386

En ny Digtning,

forstaaelig — ja udholdelig. Vore Sjæle vil ikke længer kæmpe
mod en Sorg, som vi selv har lagt os paa, til Fremme for vore
egne Hensigter."

Den samme Tanke udtrykker Schopenhauer saaledes („Welt
als Wille und Vorstellung\ I §§ 60 & 63): „ Verden er kun Vibens
Spejl ; og al Endelighed, al Lidelse, alle Kvaler, som den rummer,
hører til Udtrykket for det, Viljen vil, — er saaledes, fordi den saa-
ledes vil det. Med strængeste Ret bærer derfor hvert Væsen sin
Tilværelse ... og i alt, der vederfares en, sker en kun ens Ret 4

Schopenhauer har ikke læst Poe, og dennte Samstemning
maa derfor opfattes som et Eksempel paa den consensus gentium,
forrige Tider ikke med Urette antog.

For Opfattelsen af Poe er Stedet betydningsfuldt. Det
viser, at han har naaet et nyt Syn paa den uslukkelige Higen,
der var hans Væsens Inderste. Han har lært i den at se en
guddommelig Vitøes Hjemve mod sig selv, og han har baaret sit
Liv som en Gud bærer sit Værk.

Johannes Jørgensen.

Digitized by Google

Foraarsudstillingerne.

(Sluttet.)
V.

Ånden Ophængning paa Charlottenborg-Udstillingen har
des værre ikke formaaet at berøve denne dens ualmindelige Trau-
righed. Udstillingen skulde jo tjene til at opildne Kunstinteresserne,
men en Vandring mellem dens Utal af ligegyldige Lærreder er saa
trist og streng en Bodsøvelse, at den kun formaar at nedbryde,
slappe og døde Interessen for moderne dansk Kunst, om ellers
al den Husflid deroppe fortjener saa stolt et Navn.

Enkelte af vore Malere har dog vovet sig i Kast med meget
store Opgaver. De Aar for Aar stedse talrigere Forsøg paa en
Genøplivelse af det religiøse Maleri er et mærkeligt Tidernes Tegn.
Med Kravet paa ny Kirker staar de næppe i Forbund, de stammer
sikkert væsentligt fra en Trang hos vore Kunstnere til at skabe
Kunst af større Betydning og Værd end den, der har Farvefoto-
grafien til Ideal. Det ny Testamentes gamle Historie har været
den store Kunst en Guldgrube af menneskelige Motiver, og det
evigt-kristelige har selv i vor vantro Tid bevaret sin Magt i Livet,
sin Tiltrækning for Følelsen og Fantasien.

Uhde har fundet paa at ville vise os dette evigt-kristelige
i en moderne og aktuel Iklædnings Fornyelse. En lignende Stræben
viser Brendekildes meget store og meget talentfulde, men dog
i ingen Henseende synderlig dybtgaaende Billede. Magdalene-
symbolikens Kristus træder her frem paa en sjællandsk Landevej
i en ret flov og sødlig Tømmersvends Skikkelse. Stenhugger-
familien er dygtigt malt, om den end — f. Eks. i Kindernes Røde —
viser nogle af de utiltalende Ejendommeligheder, Brendekilde har
ndviklet. Bedst er Landskabet med den fortrinligt anbragte Bag-
grundsstaflfage.

Digitized by Google

388

Forårsudstillingerne.

Hvad Michael Ancher egentlig har ment og villet i den
store Fremstilling af Nadveren, han af eget Initiativ har malt, for-
tier Billedet. Det var jo netop at vente af Ancher, at han i et
saadant Motiv vilde give en djærv og aandfuld Karakteristik af de
fattige Fiskere og usselige Toldere, der var Kristi Disciple, men
Figurkarakteristiken er ikke fængslende. Ancher har ofte tidligere
vist, at han var Mand for at skabe betydelige Kompositioner, men
Kompositionen i dette Billede er ingenlunde interessant. Det har en
Løshed i Tegning og* Behandling, som om det kun var malt med
Uoplagthedens halve Kraft. Den Ro i Virkningen og Mildhed i
Farveholdningen, som Naboskabet med Ventorfs Amagere frem-
hæver, er alt for uanselige Fortrin.

Det største, det dygtigste, det mest pompøse og det mindst
tiltalende af Udstillingens religiøse Billeder er dog August Jern-
do rff s Altertavle til Nykøbing Kirke paa Mors. Der kan jo slet
ikke være Tvivl om, at et saadant straalende Billede i en lille
Købstadkirke maa gøre en mægtig Effekt Naar de Nykøbing
Borgere om Søndagen sidder i deres Kirkestole, vil deres Blikke
med Behag kunne glide hen over Billedets lyse og stærke Farver,
og under en Salme med mange Vers kan det være opmuntrende
for dem at betragte Fløjenes og Topstykkets syngende Engle, der
virkelig er meget Smukke, om de end rummer mindre end deres
italienske Forbilleder. Var Altertavlen bleven paa sin Plads, var
der sikkert gaaet Ry af den som af et udmærket Værk, og da vi
alle ved, at Jerndorff er en udmærket Kunstner, vilde vi gerne
have troet, hvad Fama fra Nykøbing fortalte.

Men Jerndorff har været ærlig eller ubesindig nok til at vise
os sin Altertavle paa en Udstilling, hvor Rummet ikke under-
støtter dens Virkning og sammen med Prækenen og Salmesangen
sætter den i et forsonende og forskønnende Lys, en Udstilling,
hvor paa enhver Søgnedag profane Fødder kan træde den nær
og profane Øjne prøve den i alle Enkeltheder. For denne Prøve
holder den sig ikke. Pen gamle Kunsts ideale Verden mødes
her med den moderne Realismes haandfaste og nøgternt paa-
lidelige Genfremstilling af danske Fattigfolks Lurvethed. Ethvert
Eventyrdigt bygges ganske vist af uligeartede Elementer. I sin
Fremstilling af Røverens Komme til Paradishaven havde Joachim
Skovgaard til Englene anvendt Studier af gammel Kunst og til
Landskabet Studier af Naturen, og dog var Stemningen fuldt-
tonende, dog var den det eneste gribende Altertavlebillede, vore

Digitized by Google

Foraarsudstillingerna,

389

UdstiDinger har vist os. Men i Jerndorffs forsones de stridige
Elementer ikke; hvad der her er af Luftens Rige, og hvad der er
af Jordens, virker uforeneligt som Ild og Vand.

Dog, dette er ikke det værste. Det værste er det dybt
bedragende Skær af svulmende Følelsesfuldhed, med hvilket Midt-
billedet fremtræder. Den rigtklædte Kristus, der gør en saa heftig
Bevægelse, som om hans Hjerte strømmede over af guddommelig
Mildhed og Naade, er sødlig og ubetydelig. Bevægelsen er sagtens
bestemt af et rent dekorativt Hensyn; der er underskudt den
Mening, at Kristus bøjer sig frem for at læse i den knælende
Bondemands Sjæl. Hvad vi formaar at læse der, er kun Jeppe
paa Bjærgets lidet opbyggelige Historie. Denne Jeppe er slem, men
Nille bag ham er værre, Nille, der græder saa hyklerske Taarer, som
nogen professionel Tiggerske, medens hun puffer sin Jeppe frem.
Den eneste Kristus, der vilde passe til dette løgnagtige Pak, er
den, om hvem Prædikanten i Bergamo fortalte, og som Michel-
angelo har malt. Skulde man dog ikke have troet, at netop
Jerndorff havde maattet kunne fange meget af den Skønhed, Fin-
hed, Adel og Inderlighed, der paa Hundreder af gamle Billeder
findes i Udtrykkene hos den andægtige Skare, der er samlet om
Kristus eller om en Helgen! Men nej, denne Udstilling synes af
Skæbnen bestemt og forbandet til især at skulle bringe os store
Skuffelser. Jerndorff er gaaet til et saadant Ydermaal af Hæs-
lighed og Udtryksraahed, som den omtalte Madamme med
Tørklædet ved Kinden og den opadskævende Karl med de rød-
kantede Øjne paa den anden Side Kristus. Kun i ét Hoved,
det længst tilbage til højre for os, den unge Pige med den —
alt for stærke — hektiske Rødme i Kinderne, er Udtrykket fint,
smukt og ægte.

Enhver kan se, at det er en intelligent og evnerig Kunstner,
der har malt dette Billede. Det ejer en Pragt, en Glans, en Kraft
og en Holdning i den rent dekorative Virkning, som det store
Flertal af danske Maleres Altertavler aldeles mangler. Men al
denne Herlighed er jo i et Billede af denne Art ikke nok; vi faar
det ikke kært, hvis de enkelte Hoved-Udtryk ikke kan bevæge
vort Hjerte ved sand følelsesfuld Tale. Jerndorff har her som religiøs
Maler lidt et saa totalt Skibbrud, at det ligefrem trøster os og
formilder os overfor Udstillingens andre Vrag fra den samme Sø.
Lad være, at Anchers Nadver er et temmelig tomt Billede, det
Uar dog intet irriterende. Lad være. at Siegumfeldts Altertavle

Digitized by Google

390

Føraarsudstillmgeroe.

er et saare spinkelt Resultat af en ualmindelig hæderlig Kunstners
trofaste og samvittighedsfulde Arbejde; den har dog intet, der
skurrer, og intet, der kvalmer.

I Helsteds Fremstillinger af Jairi pur unge Datters Lig og
af den milde Jomfru Marie, der modtager Englens Bebudelse, er
der noget smukt tænkt. Skade, at Helsted med sine ualmindelige
Evner som psykologisk Karakterskildrer, ikke forener mere Øje og
Sans for det rent maleriske! Der er jo ogsaa i det alt for store
Lærred, han har ofret paa en lille Pudsighed, en Deputation i
højtidelig og hjertebeklemt Venten, et ganske ubestrideligt Talent,
men et underlig defekt Talent. Det forstaar at fortælle, at frem-
stille interessante Situationer, at gengive eller skabe karakteristiske
Figurer; for den store Del af Publikum, der er uden kunstnerisk
Uddannelse, giver Helsteds Talent alt, han maler dem de mor-
somme Billeder. Men den, der har lært, at et Billedes Værdi ikke
beror paa, hvor klart og underholdende det fortæller, og at f. Eks.
et hollandsk Nature-morte med en Spegesild paa et Fad ved Siden
af en Citron og et Vinglas kan være dejlig Kunst, han vil savne
adskilligt i Helsteds Kunst. Han vil der forgæves søge efter en
Lysvirkning, der er studeret og gennemført i hele dens Finhed,
efter en frisk og smuk eller ejendommelig malerisk Virkning af
Toner og Farver imod hverandre, efter alle de Smaating, som de
fleste Øjne overser, men som for andre er en saare væsentlig Del
af den bedste Malerkunsts ufortabelige Charme og maaske mere
bidrager til at give et Billede Modstandskraft gennem Tiderne, end
de fleste aner.

En ung og begavet Maler, Johannes Kragh, viser sig
i Aar baade i et bibelsk Billede og i et Landskab stærkt paavirket
af Joachim Skovgaard. Den Andenhaands-Paavirkning fra italiensk
Kunst, der præger Fremstillingen af Ruths Trofasthed, tager sig
ret besynderlig ud ; i dette Billedes plumpe Formforenkling deler
Maleren ikke de gamle Italieneres Stræben. De arbejdede jo netop
alle paa at forædle Formen, indtil den i Leonardos Kunst naaede
den vidunderligste Finhed. Mishager end i dette Billede den
udvortes og overfladiske Efterligning af italiensk Stil, saa er der
jo dog i Viljen og Følelsen noget smukt.

Mange er de Veje, ad hvilke Nutidens Malere har søgt en
Genoplivelse af den religiøse Kunst. Den længste Vej, Vejen om
selve det fjærne Land, hvor den hellige Historie er foregaaet, har
ført til de kummerligste Resultater. Det er muligt, at Tuxen

Digitized by Google

Foraarsudstillingerne.

391

har Ret, naar han i sine Billeder paa Udstillingen og sine Studier
hop Kleis fremstiller Palæstina som et dræbende trist og ked-
sommeligt Land; dog maa det erindres, at han ofte i tidligere
Billedet har anklaget andre Egne af Verden for samme Fejl, hvad
der svækker Tilliden til hans Anklager.

Et des værre uforglemmeligt Anhang til de bibelske Billeder
paa Udstillingen i Aar danner de tre Susanners absurde Hæsr
lighedskonkurrence.

VI.

Hvad Jerndorff end i sin Altertavle kan have forbrudt, saa
bør hans Billede af »Bernstorff, set fra Haven", kunne skaffe ham
Tilgivelse derfor. Efter denne Bestillingsopgave har han formaaet
at male et Billede, der er et af Udstillingens bedste. Lidt tørt og
lidt sortladent virker det jo nok, men Skyggerne i en saadan Park
kan paa en dansk Sommerdag have dette sortladne, den muldne
og sovende Luft i disse Skygger er udmærket gengivet. Træ-
gruppen til venstre er ypperligt behandlet og den kongelige Staffage
baade godt anbragt og godt malt.

Guldbryllupsbilledernes Konkurrence mellem Jerndorff og
Frants Henningken har haft et lykkeligere Udfald for Jerndorff
end de samme to Maleres Konkurrence til et Professorat ved
Akademiet — sørgelig Ihukommelse! —

Af Jerndorffs Portræter er Hofjægermesterens det livfuldeste
og karakterrigeste. Hvis denne Udstilling i nogen Henseende kunde
siges at udmærke sig, saa vilde det være i Henseende til Portræt-
billeder; der er ikke faa gode. Paulsens er allerede nævnte
med den Ros, der tilkommer dem. Flertallet af de bedste Por-
træter skyldes helt unge Malere, hvis meget demokratiske Navne
endnu ikke har vundet nogen Klang. Der er Gabriel Jensens
fortrinlige Portræt af Malerens Fader, der er det ejendommeligt
stilfulde og stemningsrige Selvportræt af Joachim Petersen —
ellers kun kendt fra en til Kunstforeningen indsendt mærkelig og
yndefuld Tegning til en Tikroneseddel. — Der er endvidere et
udmærket Kvindeportræt af Tycho Jessen, et interessant Herre-
portræt af PaulChristiansen og det smukke Portræt, Frk. Fanny
Petersen har malt af sin Fader, smukt, sundt og frisk i Opfat-
telsen og i Synet, en Kende usikkert i Behandlingen, særligt af
Hænderne. Der er fremdeles den robuste Herre, RudolfPetersen
har malt med anerkendelsesværdig Dygtighed og Kraft, og den

Tilakneren. 1883. 26

Digitized by Google

392

Foraarsudstillingerne.

som Genremaler ikke priselige Jørgen Emil Olsens Studie af
en ung Pige i en rød Trøje. Des værre er Knud Larsen, jler
har et saa stort Talent, bleven noget lethaandet og overfladisk, Op-
gaverne synes at byde ham for faa Vanskeligheder. Søren Grøn-
bechs store Portræt skæmmes af den alt for tynde Farve; Barne-
hovedet med det sygelige Udtryk er et af Udstillingens sjælfuldeste
og mest vindende Billeder.

Der er jo i det hele taget aldrig saa slet en Foraarsudstilling,
at der ikke rundt om i dens Kroge hsSnger Billeder, der kan ses
med Fornøjelse. Der er Fru Anchers Billeder, den følelsesfuldt
elskværdige og hyggelige Fremstilling af det gamle skagensiske
Ægtepars Glæde ved Fodringen af deres Kaniner, det friske Studie
fra den gamle Have, og det lidt stiliserede Pastelstudie af den
unge Pige, hvis lange, hvide Krop er noget kedelig, men hvis
Hoved er ejendommeligt og fint. Der er Rings Billeder. Det
store Teglværksbillede er et af de Repræsentationsarbejder, som
sjælden lykkes ham helt. Forgrundsfiguren i den alt for hvide
Skygge er temmelig interesseløs, men Baggrundslandskabet er
nydeligt, saa frisk og klart og mildt, med denne gode Smag af
Guds fri Natur, som maaske ingen af vore andre Malere saa vel
formaar at indfange. Ogsaa i hans to jyske Laftdskaber er den
der; de hører bægge til hans bedste. Ring er vistnok den Maler,
hvis Billeder ligner Danmark bedst. Hver Gang jeg efter et Op-
hold i Udlandet fra Kupévinduet i Toget mellem Korsør og Kø-
benhavn har betragtet de Landskaber, „der drog forbi", og spurgt
mig, hvem der bedst har gengivet Karakteren af denne Natur,
beskeden, farvefattig, mildttonet, vemodig yndefuld, saaledes som
den altid da har forekommet mig at være, saa har jeg maattet
give Ring Prisen. I hans Billeder trænger hverken kaad Over-
legenhed i Behandlingen eller Lyst til interessante Farveeventyr
sig frem paa Sandhedens Bekostning, for hans Øjne behøver Na-
turen hverken spraglet Pynt eller Stilisering for at blive skøn.
Han holder af sin og vor Moder i hendes simple, graa og daglig-
dags Dragt, og det skal han have Tak for. Hans Syn paa Naturen
har lært os at fæste vor Opmærksomhed ved meget, der er Op-
mærksomhed værd.

Af Genrebilleder findes der ikke mange, der er synderlig
fremragende. Det bedste af Achens Billeder i Aar er det smukke
lille Interiør, der er købt til den kgl. Malerisamling, som ellers saa
lykkeligt har undgaaet at vække Kunstvenners Misundelse. Det

Digitized by Google

Forårsudstillingerne. 393

er nydeligt behandlet, og der er udmærket Sommer- og Strandluft
baade i selve Stuen og over Klitten udenfor Vinduet. Forsøget i
Vermeers Retning er lykkedes mindre, her har list ed besejret
ham. Cantharel-Billedet turde vel være det bedste af, hvad Ilsted
endnu har malt, dets eneste Fejl er Baggrundsvæggens for mas-
sive og metalliske Hvidhed, der minder om Carl Blochs Svagheder.
Professor Vermehrens »Damebesøg i Atelieret" gør sig, trods den
lidet tiltalende Karakteristik af Damerne, dog gældende ved sin
Omhyggelighed og sin Respektabilitet ved Siden af den virtuossikre
Overfladiskhed i Frants Henningsens Smaabilleder.

Men Frants Henningsen er jo i øvrigt en Kunstner , der er
meget at beklage. Han faar ikke Lov til at leve i Fred. Han
forfølges uophørligt af de høje Magter med Hyldest, med Udmær-
kelser, der stedse paany opfordrer til at prøve hans Kunstnervægt.
I Aar er hans „Pantelaanerkontor" blevet købt til Galleriet. Det
vil her faa den triste Rolle, at blive en af de Dybdeangivelser, fra
hvilke de besøgende kan maale Værdien af de gode Billeders for-
skelligartede Fortrin, f. Eks. den Følelse og den Karakterfinhed,
der udmærker Dalsgaards Udpantningsbillede, eller de ypperlige
Egenskaber i rent malerisk Henseende, der udmærker mange andre
af Galleriets Billeder af ældre og nyere danske Malere. At anskaffe
en Samling af saadanne Dybdeangivelser kan maaske forsvares af
pædagogiske Hensyn, i nogle kunstindustrielle Museer har det jo
virkelig været paatænkt, at indrette et „chamber of horrors":
Galleribestyrelsen synes dog at være alt for urimelig ivrig for at
løse denne lette Opgave.

Viggo Johansen, der i Fjor havde en saa udmærket Ud-
stilling, er i Aar kun svagt repræsenteret. Dagligstuebilledet er
plettet og løst, Portrætet, der er saa smukt anslaaet, virker ufærdigt.
Hans Landskaber ude hos Kleis staar over de to, han har sendt
Udstillingen, endskønt ogsaa Natursynet i disse er frisk og smukt;
Septemberaftenen skæmmes af Besynderligheder i Træløvets Be-
handling. Men Landskaberne ude hos Kleis hører ogsaa til det
allerbedste af, hvad dansk Kunst for Tiden byder os paa dette
saa frodigt dyrkede Felt. Af notable Landskaber ejer Udstillingen
ikke mange. Til de bedste hører Henrik Jespersens solide og
hæderlige Skildringer af Hedenaturen mellem de jyske Klitter, af
den barske Sommerdag, der pisker Regnen ned over en lille Sø, og
af Solen over Heden, en Sol, som det i forbavsende høj Grad er
lykkedes ham at faa til at lyse og flimre.

26*

Digitized by

394

Forårsudstillingerne.

En af de smaa Glæder, denne Udstilling bringer, er Bekend-
skabet med en ung og dygtig Blomstermaler ved Navn Harald
Holm. Han forstaar udmærket at gengive de voksende Planters
Farvepragt og Farvefinhed, deres skære, duftige Lød. Særligt hans
Levkøjer er et fortræffeligt Billede, der bedre fortjente at blive
købt af Kunstforeningen end f. Eks. Carl Thomsens „Hvede-
brødsdage". Carl Thomsen kan jo næppe føle sig smigret over
dette Køb, Absichten er for aabenbar. Naar Kunstforeningens
Bestyrelse har købt efter sin egen Smag, synes den betænkt paa
at finde et eller andet, hvormed den haaber at forsone de Med-
lemmer, der ikke deler dens Smag. Og saa benytter den Carl
Thomsen — for at tale det klassiske Danske, som Panurge taler
hosRabelais, — „ligervys som mand Cerbero en suppe forsetter*.

Til Udstillingens smaa Glæder hører ogsaa Glæden over at
se Niels Petersen Mols paa Vej til at genvinde sit gamle Jeg,
som han paa Rejser i fremmede Riger havde mistet. Glæden er
ikke fuldkommen, hans store Billede, der er malt med en saa
redelig og alvorlig Vilje, misklædes af et fernisgult, om tysk Kunst
erindrende Skær. Det er aabenbart lettere at komme ud af sit
gode Skind end at finde derind igen. ThorolfPetersens store
Morgenbillede i rum Sø forskrækker lidt ved sin tunge og uskønne
Farve, men ejer dog en Mægtighed, der er Ære værd, i hans Byge-
billede er der udmærket frisk Naturiagttagelse og udmærket smuk
Stemning; der er i disse Billeder en Lødighed, som er et Særsyn
paa dette Aars Udstilling. — Haslunds Portræt er af La Cour
og af Hans Jørgen paa Ny Carlsberg, hører til den elskværdige
Kunstners bedste. Anchers beskedne Barneportræt er ikke særlig
betydeligt, men dog mere vindende end det store Nadverbillede;
i Stilen og i Udtrykket minder det lidt om de ypperlige Portræter
af tysk og nederlandsk Kunst fra Tiden om Aar 1500. — Endelig
vilde det være Uret .at forbigaa Hans Smith. Han interesserer
altid ved noget udmærket set eller udmærket villet, noget „mate-
rialiter ypperligt 14 og forfriskende „ægte*. Hans af „ Fremtiden 4
udgivne Illustrationer til Visen om Mowns, udpegede ham som
den Kunstner, der sikkert var i Stand til at illustrere Blicher bedst.
Des værre vil vel vore Forlæggere, hvad Illustrationskunst angaar,
staa sig bedre ved at give det indholdsløse i sirlig Form end det
indholdsrige i ru. Der er Blichersk Poesi i Hans Smiths Fremstil-
linger af Vildgæssenes Flugt og af den vemodige Dag, da Storkene
samles paa den kullede Kirkes Tag iridén den lange Rejse; bedre

Digitized by Google

Forårsudstillingerne.

395

Vignetter til Præludiet i „ Trækfuglene 14 kan næppe tænkes. Der er
Blichersk Forstaaelse af Jyllands Karakter i Landskabet paa Billedet
fra , Slavekrigen *, Blichersk Humør i Fortællingen og Figurteg-
ningen; kostelig er især den Skomager, der indøver Eksersitsen.
Ganske vist ud over, hvad der kunde være naaet i en Tegning,
giver Billedet ikke synderlig meget. Men hvor mange Billeder gør
egentlig det. Har Hans Nikolaj Hansen, der netop har an-
strengt sig saa meget fqr at faa dekorative Farvevirkninger, op-
naaet, at Farverne forskønner hans Kpmpositioner til Saxo? Der
er Fantasi og Talent i disse Billeder, men de har ikke bragt ham
den Sejr, hans hvileløse Kampe fortjener. Som dekorativ Kunst
naar de ikke nær i Højde med Frølichs Vandfarvetegning og
Kartoner. —

Er man efter en Vandring paa Udstillingen naaet til disse
Kartoner, det vil sige ud paa den Trappe, der i Bindesbølls
djærvt og ypperligt dekorerede Krukker har faaet saa god en Pynt,
saa drager man et Lettelsens Suk og mangler al Kurage til en
Revision af de 600 Billeder, af hvilke næppe 300 er taalelijg Kunst,
næppe 100 alvorlig Opmærksomhed værd og næppe 10 virkeligt
fremragende. — 1 Aar er jo ogsaa — meget mod Sædvane — en
af Billedhuggerne, Carl Bonnesen, i Folkemunde bleven Udstil-
lingens Helt. Jeg tilstaar, at hverken hans Fremstilling af Verdens
første Bølle eller af Bøllen fra Hunnernes Tid formaar at begejstre
mig, de er visselig talentfulde, men de er uden Dybde og uden
Finhed. Georg Jensens Urtidsskytte forekommer mig at eje
rigere Stemning end Bonnesens Barbar, og Bonnesens Kain staar
i alvorlig studeret, følelsesfuld Formbehandling saare langt tilbage
for Brand s trups smukke Buster.

Karl Madsen.

Digitized by Google

Anfægtelser.

En lille, gammeldags Dagligstue. Gamle, røde Damaskes-
Stole bagte deres udpolstrede Rygge i Solskinnet, der laa helt ind
over Værelset. I Vinduets Karm broderede Armpuder med falmede
Hoser, og i Vi»duesfordybningen en Forhøjning med en Kurvestol.
Der sad en gammel Dame med sine Briller og sit Strikketøj og
sin hvide Blondekappe knyttet sirligt under Hagen med en lyslilla
Sløjfe.

„Farmor!"

„Ja, lille Elisabet*

I en ganske lav lille Lænestol, en Barnestol egentlig, havde
en ung Pige klemt sig ned; Albuerne havde hun paa Knæene og
Hovedet nede mellem Hænderne. Solen skinnede over hendes
fremludende Nakke, over et stærkt, lyst Haar, en dyb Grube mellem
de nederste tætte Smaakrøller. Det, der var at se af Ansigtet, var
ophedet, og Stemmen syntes hastig og usikker.

„Hvor kan du holde ud at sidde og strikke evindelig, Farmor?
Og saa er her saa beklumret. Lad mig lukke et Vindue op.«

„Jeg fryser saa let, lille Elisabet — - u den gamle Dame trak
sit hvide Sjal bedre om Ryggen. „Jeg strikker Gamacher til
dig, Barn, at du ikke skal forkøle dig igen paa Isen, som i Fjor."

„Aa, hvad gør det," sagde den unge Pige. „Der er saamænd
ingen Ting, der bider paa mig."

„Gudskelov, min Pige."

Der var stille et Øjeblik. Saa sagde Farmor venligt: „Hvad
er der i Vejen med dig, lille Else. Du er i daarligt Humør i Dag. 4
"Jeg? Nej. Ikke mer end ellers.*

Pigebarnet rejste sig og vendte Ryggen til den gamle Dame
for at stikke en Finger ind til Fuglen, hvis Bur hang paa Væggen;
hun fløjtede lidt for den, kaldte: Hansemand! og tav saa. Der

Digitized by Google

Anfægtelser.

397

var stille igen, Strikkepindene klirrede mod hinanden, Fuglen
knækkede sit Frø og lod Skallerne falde. Den unge Pige blev
hedere og hedere i Ansigtet, hendes Øjne missede tæt sammen.
.Farmor!" brast hun ud, sprang hen og lagde sig paa Knæ ved
Forhøjningen, med Hovedet i den gamle Dames Skød.
„Naa, naa, Barn, naa mit Lam — *
„Farmor, aa kom med bægge dine Hænder!*
Farmor lagde forsigtigt sit Arbejde bort og gav bægge sine
elfenbensblege og lidt rystende Hænder til den unge Pige, som
trykkede dem fast mod sine Tindinger.

t „Dine Hænder er dejlig kolde — kan du føle, hvor det
banker?*

„Hvad er der saa gaaet min lille Else imod. Sig Farmor
det, mit Lam. Det letter, skal du se."

„Jamen Farmor, du kan ikke lide mig mere, er jeg vis paa,
dersom du vidste, hvordan jeg er indvendig. Jeg er saa led ved
mig selv, uf, jeg kunde gerne spytte mig i Ansigtet!"

„Hvad har du dog gjort, Barn!"

„Gjort? ingenting, men — "

„Naa naa. Saa er det vel ikke saa farligt."

„Farmor, hvor kan du sige saadan! Du skulde vide, hvordan
jeg tænker — saadanne Ting, jeg faar Lyst til! — Det er bare
et rent Tilfælde, at jeg ikke er bleven som — som dem, der gaar
paa Gaderne!"

w Fy Elisabet! Hvordan er det du taler! En pæn, ung Pige
tager slet ikke saadanne Ord i sin Mund. — Naa, fortæl saa
mit Lam."

„Aa, Farmor. — Jeg var i Selskab i Torsdags, du ved,
ung Middag med Dans. Der havde jeg En til Bords, Harald
Schiøtte; jeg har gaaet til Præsten med hans Søster, hun hedder
Hanna. Vi sad til Bords meget længe — aa, alt det Snak, man
snakker af sig. Der var en Mængde Mad og Vin. Han blev for-
færdelig komplimenterende; du ved, saadan lige op i Øjnene —
naa, det tog jeg mig ikke videre af. Saa dansede vi, og han
dansede meget med mig, og han har en Maner at holde En, det
▼il sige, det saa jeg, han havde med alle. Jeg syntes slet ikke
om ham — han har saadan en tyk Nakke, og Haaret holder op
midt oppe paa Hovedet — ja det er naturligvis ikke derfor, men
det passer til det andet ved ham — men det er jo ganske
morsomt at blive gjort Kur til, og jeg koketterede vel nok med

Digitized by Google

398

Anfægtelser.

ham. Saa kom der Bud efter mig, men de vilde ikke lade mig
gaa saa tidligt, og de bad mig om at blive, og han sagde noget
til Hanna, og hun spurgte, om jeg vilde køre med dem, saa skulde
de nok sætte mig af ved min Port. Jeg syntes jo nok, jeg skulde
sige nej, men jeg sagde ja, og saa dansede vi igen. Jeg ved ikke,
der kom noget op i mig, noget overstadigt, noget lad-staa-til —
og saa var jeg ogsaa nysgerrig. "

„Naa? friede han saa i Vognen?"

„Nej vist ikke! — Aa Fapmor — Hanna, hun sov i et
Hjørne — og Harald sad lige overfor mig — han drejede sig lidt
°g — °g førte ved mig — og saa strakte jeg Haanden ud og lagde
den paa mit Knæ og lukkede Øjnene, og saa tog han om Haanden

— og mit Hjerte bankede saa forfærdeligt, for jeg vidste, jeg havde
lagt den der for at se, om han vilde — og han bøjede sig lang-
somt frem, længere frem, jeg kunde mærke det, skønt jeg havde
Øjnene lukkede, aa jeg blev saa bange, men jeg rørte mig ikke. —
Saa holdt Vognen. Vi var ved min Port, Hanna vaagnede og
sagde Farvel, og han sprang ud for at hjælpe mig ned. Der stod
han lige under en Gaslygte og havde de mest uforskammede Øjne,
aa Farmor — jeg kunde have slaaet ham i dem, jeg kunde have

— — . Jeg kunde ikke udstaa ham, ikke Spor af lide ham, jeg
kunde hade mig selv. Farmor, hvordan skal jeg komme over det?
Hvordan skal jeg dog lade være at tænke paa det? 4

„Ja det var jo ikke pænt. Hvis han nu ikke mener noget
med det — ."

„Jamen jeg vilde jo ikke, ikke paa nogen Maade! Jeg kan
ikke taale ham! Han er mig rent modbydelig nu!*

„Ja ja da ! Saa maa du se at glemme det Barn. Ungdommen
glemmer let!"

„Jeg er jo slet ikke saadan ung. Var jeg endda en tosset
Tøs, saa fik det være det samme, men jeg er jo fyldt 21, og har
endnu ikke bedre Styr paa mig selv!"

„Er da saadant noget hændt før, lille Elisabet."

„Nej ikke hændt — det vil sige, jeg har tænkt — jeg kan
faa saadanne vanvittige Indfald. — Aa Farmor, dersom du vidste,
hvad jeg kan faa for Tanker! Jeg bliver somme Tider helt bange
for dem. — Hvad siger du saa, Farmor? Har du ingenting, du
kan sige?"

„Jo vist saa, Barn. Tanker er toldfri. Man kan ikke gøre
for, hvad man lænker."

Digitized by Google

Anfægtelser.

399

„Jamen Farmor, mine Tanker tager mig helt bort, saa jeg
glemmer, hvor jeg er og alting. Jeg kan sidde og se og falde hen

i Fantasier og bære mig ad . Forleden er jeg i en Sporvogn,

og lige overfor sidder der en Herre med et mørkt Ansigt og sort
Skæg, Overskæg, som helt dækkedfe Munden, og jeg syntes, han
saa godt ud, og, inden jeg vidste et Ord af det, var jeg inde i
Fantasier om, hvordan det vilde være at tage ganske, ganske
let med en Finger og stryge Skægget bort, just der, hvor Læberne
stod lidt aabent, og se, om Munden ogsaa var smuk — . Og lige
med et mærker jeg, at han ogsaa ser paa mig, ganske skarpt,
han spærrer Øjnene op og trækker paa Munden til et stygt Smil
— jeg er vis paa, at han kunde se, hvad jeg tænkte, og jeg blev
saa bange, jeg blev blussende i Ansigtet og fér op og ud af Spor-
vognen. — Farmor, har du i din Tid kendt til saadant noget?"

„Nej — det kan jeg ikke sige. Jeg var gift i din Alder,
jeg havde allerede Viggo, din Fader, og gik og ventede lille Axel."

„Naa?"

„Saa du kan nok tænke — "

„Du er sød, Farmor! Hvad? Saa er det ikke saa slemt?
Men naar man er gift -?"

„Ja naturligvis, det skulde du ogsaa være, lille Elisabet."

„Det er skrækkeligt, Farmor!"

„Hvorfor det. Du bliver nok gift, Barn."

„Er det ikke skrækkeligt, at der skal man gaa og vente
paa at blive gift — ligesom om man ikke — som om man —
Aa Farmor, saa siger du jo netop, at jeg er som dem du ved nok!"

„Aa Vaas, Barn, kom nu ikke med saadant noget. Men jeg
synes nok, dine Forældre kunde se at finde dig en Mand."

„Nej fy, Farmor! det kan de da ikke blande sig i. Tror
du jeg vil have En, som bliver „fundet".

„Naar der nu ingen er kommet af sig selv."

„Saa! Der har da været en, den lange Adjunkt — uf, han
lugtede altid sødt, af noget Eau de Cologne, og saa stak Smørre-
brødslugten dog frem — Aa Farmor, hvad skal jeg gøre, hvis
ingen ordentlig vil have mig? Du ved ikke, hvor det er skrækkeligt
at gaa saadan omkring, saa tom, saa underlig — der gaar man
og læser og uddanner sig og ser paa Eksperimenter og hører
Foredrag og bilder sig ind, at man er ovenpaa, og det er inter-
essant og farlig dejligt alt sammen, og man tænker ikke paa
andet og er rigtig veltilfreds med sig selv, og saa bums! midt i

Digitized by Google

400

Anfægtelser.

det hele plumper man ned fra Højden og finder hele Verden
utaalelig og uudholdelig og fortvivlet, og man kan bare græde —
og græde — og det er, ligesom der er noget tungt inden i En,
og man hader alle Mennesker og alting og allermest sig selv — .«

„Saa saa, Barn, saa lilfc Elsemor! Du skal se, det bliver
nok godt alt sammen, rigtig godt, mit Lam. Saa — nu skal du
ikke græde mer. Tør nu Øjnene. Gaa hen i Skabet og tag den
lille Karaffe og Blikkassen — saa, saa — Farmor skal nok faa
sin lille Else glad igen.«

„Jeg kan ingenting spise, Farmor!*

„Saa kan du drikke et lille Glas af den gode Likør, som du
hjalp mig med — den varmer indvendig. Og se her er saamænd
endnu af de brune Kringler.*

„Er der? De er for Resten saa rare. Det er, ligesom jeg havde
et stort tomt Hul indvendig, saadan suger det. Farmor, jeg synes
alligevel, det har lettet lidt, at jeg har brølet for dig. Det er vist
mest noget Vrøvl, hvad? Jeg har nok i Grunden ikke noget at
være saa ulykkelig over.*

„Nej saamænd har du ej. Det var Ret. Drik du kun et
Glas til, hvis det smager. — Skal du gaa nu? Aand lidt paa
Øjnene. Ja ja da! Kom saa snart igen mit Lam." —

Og Farmor nikkede og nikkede fra sin Forhøjning ud til
den unge Pige, der smilede til hende ovre fra den anden Side af
Gaden; Kappens hvide Blonder ligefrem flagrede derved; saa
klavrede den gamle Dame forsigtig ned, gik hen til sit Chatol og
trak med noget Besvær i et af de gule Haandtag med Løvemundene.
Klappen faldt ned, og nu bukkede det gamle Hoved sig over Pa-
pirerne i Skuffen, og Brillerne blev sat bedre paa. Hun bladede
og skrev, skrev Tal ned og regnede, blev hed i Hovedet og skubbede
Kappen længer og længer bagaf, men regnede videre: Husholdning
det; Husleje det; Skat det; store Sager bliver der sagtens ikke
tilovers; men lidt fast er altid en Hjælp — jeg skal dog tale med
Viggo om det — eller maaske heller med Emma.

Olivia Sandstrøm.

Digitized by Google

Fremtidmtaten 1 ).

Paa ingen Maade vil Hr. Argus opgive sit Krav paa en Frem-
tidsstat. Socialisterne har at rykke ud med den, saadan som Eugen
Richter fordrede det af dem i den tyske Rigsdag. Kom ikke til mig,
siger Argus, og fortæl mig, at Adam Smith heller ikke kunde opstille
en Fremtidsstat, ti han vilde bare løse Knuder, ikke binde som Social-
demokratiet. Nævn heller ikke den franske Revolution og dens Ufor-
muenhed til at forudsige, hvad der kom, ti delvis gælder om den det
samme som om Smith, at den vilde omstyrte Skranker, en Frigørelses-
proces; dér kunde da ikke tales om at paavise en Fremtidsstat, ti „i
samme Øjeblik Skrankerne var styrtede, var den ny Tilstand skabt."
Imidlertid, fortsætter Argus, foruden denne negative havde Revolutionen
ogsaa en positiv Side: „ Ansvar for de styrende, Repræsentation for
Borgerne.* Men paa dette Punkt burde Førerne ogsaa have vidst,
hvordan Fremtidsstaten skulde se ud. De burde have benyttet fore-
liggende Erfaringer „navnlig fra England".

Ak ja, det var Synd og Skam, at de ikke gik til England. Bare
lige over Kanalen, og de havde haft netop alt, hvad de skulde bruge.
Mangehundredaarig , fastslaaet Parlamentarisme med alt Tilbehør. Det
hele laa lige for Næsen. Og havde de gjort det, havde alt været godt.
Saa var det ikke kommet „til Cæsarismen og den hellige Alliance".
Det er trist at tænke paa. Og det er endnu mere trist, at vi ogsaa
glemte det i 1848. Vi havde jo nok lidt længer til England, men (jet
var da til at komme over. Havde vi bare taget den engelske Forfat-
ning, saa havde vi været garderede. Og det ene havde været lige saa
nemt som det andet. Havde vi dog blot faaet den indforskrevet og ved-
tagen. For det ved vi Danske, at naar en Forfatning først er lovlig
vedtagen, saa rokkes der ikke ved den.

Mon ikke Argus er for doktrinær i alt dette. Denne absolute
Sondring mellem „binde" og „løse" har ikke stort paa sig. Har man
Ret til at spørge Socialdemokraterne om, hvordan deres Stat skal se
ud, naar de bar bundet, maatte det vel ogsaa have været tilladt at bede
Smith give Besked om Udseendet af det Samfund, der opstod, naar han

') Se de 2 sidste Hæfter af „Tilskueren*.

Digitized by Google

402

Frem tidssta ten.

havde løst. Det viste sig jo, at aldrig saa snart havde man efter hans
Ønsker løst, før der som Følge deraf paa andre Punkter blev bundet.
Lavene blev løste, enhver blev sin egen Lykkes Smed (efter Teorien),
men han blev bunden af manglende Kapital (i Praksis). Han fik Lov
til at nedsætte sig, i hvad Fag han vilde (fordi der var blevet løst), men
om han var født fattig, ruineredes han i Konkurrencen med den arvede
Formue (fordi der samtidigt blev bundet).

Saa underligt løses og bindes der paa en Gang i Livet, skønt
det i Doktrinen dog er saa let at holde hver for sig.

Nej Sandheden er og bliver sikkert nok den, at aldrig har der
været et Parti, som kunde lægge Fremtidsstaten paa Bordet af den
simple Grund, at dette er umuligt. Det afhænger jo blandt andet saa
ganske af, naar Partiet kommer til Magten. Dette lille Argument lader
Argus helt ligge. Sagtens har han overset det, derfor maa det maaske
være tilladt at gentage det: Den socialistiske Fremtidsstat vil — dersom
den nogen Sinde kommer — se saaledes ud Aar 1900, og saaledes
(o : helt anderledes) Aar 2000, fordi den da dannes af andre Mennesker,
der ved mere og kan mere, eftersom et Aarhundrede altid indeholder
megen Lærdom og bringer rig Erfaring.

Allerede af den Grund er det ganske meningsløst at forlange af
Socialisterne, at de skal klare Fremtidsstaten.

Men deri har Argus naturligvis fuldkommen Ret, at Socialisterne
bør gaas kritisk paa Klingen. Dog hvem nægter det. Bare der er
Hold i Kritiken. Hr. Argus gør somme Tider Indtryk af at have sine
Anskuelser om Fremtidsstaten fra Richters gyselige Makværk af en Bog
om den socialistiske Bogbinder *). I den spiller jo Børnehjemmene —
som Argus har saa travlt med, og som for Resten eksisterer allerede nu,
men des værre netop savner Statstilsyn — en stor Rolle, men gør de
det i den socialistiske Lære? Er de obligatoriske efter den? Der findes
intet om dem i Gotha-Programmet, ej heller i Erfurter- Vedtægterne. Har
de bekendte socialistiske Videnskabsmænd forlangt dem? For at et
eller andet af Tysklands 100 socialistiske Blade muligen har skrevet
noget i den Retning, eller at der paa et Møde er faldet Ord derom, det
skal vel ikke være Bevis?

Imidlertid, Striden her er ikke for eller imod Socialismen, under-
tegnede har kun villet paavise, at Kravet om Fremtidsstaten er et ube-
rettiget Krav, og samtidigt har han givet en Antydning af, at Udviklingen
dog muligen turde gaa i Retning af det socialpolitiske.

Dog heller ikke dette vil Argus tage imod. Maaske er der
enkelte „socialistiske Nydannelser", det er det hele.

Men mon det ogsaa er det hele. Spørgsmaalet er dette : Gaar
Tiden i Retning af en videre Udformning af Individualideerne , eller
trænges disse til Side af Socialideerne.

De sidste 20 Aars Udvikling synes ikke at gøre Svaret vanskeligt.

Lad os først se paa den mere formelle Side. af Politiken.

J ) Socialdemokratiske Fremtidsbilleder, oversat af Martha Ottosen.

Digitized by Google

Fremtidsstaten.

403

De ikke helt unge vil kunne erindre, da Hall i Folketinget tordnede
løs mod „Udentingsbeslutninger*. Troede man, at han og hans vUde
bøje sig for en af det forenede Venstres Udentingsbeshitninger. Sligt
var uværdigt. Og hans Presse jublede over Ordet, et godt og rammende
Ord, der slog ned i denne ufri Mænds Lyst til at ofre deres Selvstændighed
paa Partidisciplinens Alter. Der var Glæde over Ordet, som i sin Tid
over hans Noter. Men Tiden gik lige ubarmhjertigt over dem bægge.
Nu kendes kun Udentingsbeslutninger, og aldrig vilde nogen i dette Øje-
blik bebrejde en Rigsdagsmand, at han stemmer strengt efter den i
Partimødet tagne Beslutning. Tvært imod, nu falder Dadlen over den
Politiker, der bryder Disciplinen. Sammenhold og Disciplin, derpaa er
det, det kommer an.

Og nu den reelle Politik.

Alle Vegne griber Staten ind, hvor ingen før tænkte paa at ind-
skrænke Individualitetens Ret og Pligter. Se til Lærlingekontrakterne,
læg Mærke til Tilsynet med Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker.
Og samtidig er der under Overvejelse at omkalfatre hele Næringsvæsnet
i Retning hen imod de gamle Lav, selvfølgelig med mere moderne Tilsnit.
Hvem tror længere paa den ubundne Konkurrences Velsignelser, nu
tænkes der bare paa at komme væk fra den. Og Staten griber ind i
de tidligere rent private Sygekasseforhold, den stiller Arbejderulykkes-
forsikringen paa Dagsordenen, og accepterer delvis rent ud det socialistiske
Princip ved at sige til Borgerne: Kan I ernære jer selv uden min Hjælp
til det 60de Aar, saa paatager jeg mig Resten. Kommunikationsforholdene
gaar efterhaanden — se til Jærnbanerne — over til Staten.

Alle Vegne: Centralisation, Socialpolitik, stærk Statsmagt.

Og det er ikke i vort eget lille Land alene. Tvært imod. Tyskland
har givet Tonen an, og saa længe Miquel spiller en dominerende Rolle,
kan man efter hans literære og politiske Fortid være vis paa, at det vil
vedblive at gaa frem paa den Vej, hvor Milepælene er: sociale Reformer,
en bestandig Udvidelse af Statsomraadet.

Og hvor forandret er ikke Erhvervslivet blevet i de sidste 20 Aar.
Den enkelte Svend spiller nu kun en Rolle som en Brøkdel af den
Organisation, af hvilken han er Medlem. Han hævder sin Vilje ikke
direkte, men gennem sin Fagforening. Den 4de Stand er bleven Stand
alene gennem sin Centralisering, sin Disciplin. Hvilken Indflydelse har
den ikke herigennem faaet, hvor har den ikke forstaaet at drage sig
Disciplinen til Nytte. Enhver husker, hvordan den Sag blev taget i
Begyndelsen. „Fri Mænd", „rettænkende Arbejdere*, lød det, aldrig
burde de give sig ind under „Førernes utaalelige Tyranni 14 . Men
Arbejderne, som mærkede ganske gode Følger af samme Tyranni,
mente, det var bedst at holde paa det. Og overfor de Richterske Fraser
om Socialismens Tyrranni staar som en Indvending selve Socialisternes
Organisation som et Billede paa Forskellen mellem det paatvungne
Tyranni, som kun er af det onde, og det, man frivilligt underkaster sig,
som kan være af det gode.

Hvad har saa Overklassen gjort, da Fraserne ikke hjalp. Den
har selv organiseret sig. Alle Vegne slutter Mestrene sig sammen, mens

Digitized by Google

404

Fremtidsstaten,

de store Industribrancher danner mægtige Ringe (her hjemme: Ølringen,
Papirringen) til Beherskelse af Markedet.

Her som der: den samme Tendens. Sammenhold, Centralmagt

Det vigtigste af alt i dette Land: vort Landbrug. Det er i de
sidste 20 Aar ikke forandret, det er forvandlet, er blevet et helt andet
Fra den individuelle Basis er det gaaet over til den store samlede Be-
drift, har forladt lndividual- og slaaet sig paa Social ideerne : Export-
foreninger, Andelsmejerier; det er nok at nævne Ordene. Om alt dette
har været til Gavn? 1 hvert Fald viser det Udviklingens Tendens, og de
sagkyndige nærer vel næppe heller Tvivl om, at den Ulykke, som de
lave Kornpriser saa ud til at skulle føre med sig, fortrinsvis er afværget
ved Landbrugets Centralisation gennem Fælles- og Andelsmejerier, hvilket
har bragt O verskudsud førsien af Smør op fra c. 20 Millioner Pund i
1881 til 70 Millioner i 1891.

Derfor: at reducere de sidste 20 Aars Udvikling paa det social-
politiske Omraade til lidt , Nydannelse", det er ret meningsløst I dette
Tidsrum er Samfundet transformeret, og det synes ikke at kunne om-
tvistes, at alle Vegne træffes den samme Tendens : Individualideen bukker
under for Socialideen, overalt slutter man sig sammen, videre og videre
griber Staten fat med stedse kraftigere Haand.

Saaledes danner Fremtidsstaten sig lidt efter lidt, en skøn Dag
er den der og ingen ved rigtigt, hvorfra den kom. Men i samme Øje-
blik, den er færdig, har en anden Fremtidsstat allerede begyndt at danne
sig ud af den. Efter Hr. Argus' Doktrin kan man jo nok ganske roligt
paa Papiret optegne Fremtidsstaten, men Livet lægger mange Hindringer
i Vejen, ti det er stadig Uro.

A. Cantor.

Digitized by Google

Heibergiana.

i.

Heiberg og „Maurerpigen' 1 .

(Fra den Collinske Manuskriptsamling.)

Uagtet nedenstaaende lille Artikel kun foreligger som et Udkast
og ved hele sin mangelfulde og uklare Form præger sig selv som saadant,
har jeg dog ment, at det kunde fortjene Plads som et Led i Rækken
af de mange Bidrag, der — ikke mindst i de senere Aar — er frem-
komne til Oplysning om „Maurerpigens* Historie og Andersens For-
hold til denne. Artiklen er ikke dateret, men maa være skreven i
Udlandet i Efteraaret 1840. Til Belysning af Situationen henvises til
E. CoUin: „H. C. Andersen og det Collinske Huus", S. 321—334.

„Det er paa Heibergs Dom det ene og alene beroer, om mit
Stykke forkastes eller ei; thi hos Molbech er en Forkastelse af Stykket
afgjort, endog før han har seet det; om jeg skrev et Mesterværk, det
vilde af ham blive forkastet. Conferentsraad Collin kan efter det person-
lige venlige Forhold, hvori vi, som bekjendt, staae til hinanden, ikke
med Magt, som Chef, sætte det igjennem at Stykket gaaer, altsaa er
det Heiberg ene og alene der afgjør det. — Heiberg har sat sig paa et
Standpunkt, hvorfra næsten ingen anden Digters Arbeide kan vurderes
rigtigt. Hans Dilettantisme i Philosophien bringer ham til at gjøre For-
dringer af Digterværker, der ikke kunne gjøres! — Jeg er af Theater-
directionen i flere Aar paa det allerhaardeste og ubilligste blevet krænket,
hvad jeg oversatte eller skrev blev forkastet ; mit sidste Forsøg for Theatret
var Mulatten, dersom den ikke gik, vilde jeg ikke skrive mere; Molbech
forkastede den, og om han ikke fik den fjernet fra Scenen, drev han
det dog til, at der ingen ny Decoration blev malet, noget, der først var
bleven talt til mig om skulde finde Sted; man antog den fordi. den var
alt i godt Rygte hos mange der havde hørt den. Og Resultatet var en
Seier for mig. — Nu kommer et nyt Arbeide, som jeg med den inder-
ligste Kjærlighed har skabt, selv opfundet Sujettet og meer end nogen-
sinde beregnet (for) Theatret, det er efter min Overbevisning lykkedes
mig! jeg troer, at dette Stykke maa gjøre stor Virkning og er alt for-
beredt paa Molbechs Forkastelse, da han jo maa, for at være conseqvent,
forkaste Alt af H. C. Andersen; hos Heiberg ventede jeg Retfærdighed

Digitized by Google

406

Heibergiana.

— og han giver mig vist den, thi jeg kan ikke tænke hvorfor han skulde
mod sin Overbeviisning vilde fjerne en yngere Forfatter fra Scenen, men
han forkaster det. — Jeg kan kun opfatte to vægtige Grunde, enten er
Heiberg eensidig i sin Dom, eller jeg har leveret et aldeles slet Arbeide!
Et Arbeide selv med enkelte Misgreb af en Forfatter, der har et Publicum,
og hvis sidste Stykke har ikke blot vundet Erkjendelse, men endog skaffet
Theaterkassen betydeligt ind, tør ikke vilkaarlig forkastes! — - Lad Stykket
trykke, vil Heiberg sige, saa kan man læse det; dette vover jeg nok,
men det er ikke saaledes at det skal bedømmes; dette er meer, end
noget andet Arbeide beregnet paa at fremstilles, og derfra skal det
bedømmes.

[Oven over denne Artikel har Andersen skrevet: „ Enhver Redac-
teur, hvem jeg anseer for at have noget Navn i dansk Litteratur op-
fordrer jeg til at optage dette Stykke 14 ].

Til de med „ Maurerpigens * Opførelse forbundne Kalamiteter hørte,
som bekendt, Fru Heibergs bestemte Protest mod at spille Hovedrollen
i Stykket. Efterfølgende Brev derom fra J. L. Heiberg til Konferentsraad
Collin fortjener maaske — selv om det ikke bringer noget væsentligt
nyt — at blive bekendt som et denne Sag vedrørende Aktstykke.

Hr. Gonferenceraaden
har jeg herved den Ære at tilbagesende Manuscriptet af „ Maurerpigen

Jeg tvivler ikke paa, at Andersen jo allerede har fortalt Dem,
at min Kone ønsker sig fritaget for Rollen i dette Stykke, da hun, for-
uden mange andre Grunde, anfører, at denne Rolle ligger udenfor hendes
Fag, uden at tale om den store Anstrengelse, som den vil kræve, en
ikke ringere end i Paludan-Miillers Stykke, af hvis Følger hun endnu
lider. Jeg hører, at Andersen skal være bleven heel fortvivlet over
min Kones Vægring, uagtet han dog maa have været forberedt derpaa, thi
allerede for længe siden,, da han fortalte hende sit Sujet, yttrede hun,
at denne Rolle rimeligviis ikke vilde blive passende for hende; han maa
altsaa fra først af have været betænkt paa at erstatte hende med en
Anden. Hvorom Alting er, saa haaber jeg, at Hr. Conferenceraaden ved
Deres Indflydelse over Andersen vil bedre end Nogen kunne stille ham
tilfreds og faae ham til at tage mod Raison; og det er i denne An-
ledning jeg tillader mig at henvende mig til Dem istedenfor at debattere
Sagen med ham selv.

20. August. 1840. Deres allerærbødigste

J. L. Heiberg.

Høivelbaarne Hr. Gonferenceraad Collin
Storkors af D. og D. M. etc.

Jonas Colun.

Digitized by Google

Heibergiana.

407

II.

Heibergs Censur over „Lord William Russell".

Hr. A. Munchs historiske Tragedie, „Lord William Russell*, som
jeg modtog med Theaterbestyrelsens behagelige Skrivelse af 30 Juni,
indeholder , efter min Formening , ikke Noget , der positivt kan ude-
lukke den fra Antagelse; den er altfor meget formet efter det gamle,
velbekjendte Mønster, til at vække Oppositionen, og det forekommer En
ved Læsningen, som om man havde læst den mange Gange før. Virkelig
gives der ogsaa et stort Antal Theaterstykker, som gaae ud paa, at en
Person uskyldig dømmes til Døden, og hvor Handlingen i sidste Aet
foregaaer i et skummelt Fængsel, hvor en mat Lampe brænder paa
Bordet, medens Familie og Venner tage Afsked med den Dømte, en
Gejstlig forbereder ham, og endelig en Trommehvirvel eller Klokkeklang
forkynder hans Gang til Retterstedet. Det Samme, med meer eller
mindre Modification, har man f. Ex. i „Maria Stuart" i „Dina" i „Alexei",
hvilke dog alle , selv det sidstnævnte , staae høiere i poetisk Behandling,
end det nærværende Arbeide. Men et Exempel, som ligger endnu
nærmere end lune, og som maaskee i dette Tilfælde kan gjøre Udslaget,
er Laubes tragiske Drama „Grev Essex", som i dansk Oversættelse ind-
leveredes til Theatret i sidst afvigte October Maaned, men forkastedes
just paa Grund af det altfor Traditionelle deri, uagtet det unægtelig røber
større dramatisk Talent, end Hr. Munchs „Russell". — Noget, hvorved
Hr. Munch meget har skadet sit Arbeide, er, at han, for at gjøre det
endnu mere traditionnelt, har skrevet det i et Slags Quasi-Vers, der endog
er temmelig ubehjælpelige. Derved er Dictionen bleven bred og mat,
hvorimod den vilde have vundet ved en concentreret, energisk Prosa. Med
eel Ord, Hr. Munchs Tragedie synes mig blottet for al Genialitet; der
mangler det Liv, hvorved Tilskuerne skulde sættes i Bevægelse og til-
trækkes, og den vil derfor efter al Sandsynlighed kun vække Kjedsomhed
ved Siden af det piinlige Indtryk, som den nærer, uden at ophæve det
i en poetisk Grundtone. Men isaafald vil det ikke lønne sig for Theatret
at anvende Tid, Flid og Bekostning paa dette Arbeide.

Kjøbenhavn d. 10 Juli 1867. J. L. Heiberg.

„Lord William Russell" fik en blidere Bedømmelse i Forfatterens
Fædreland, hvor det opførtes første Gang den 13. Decbr. 1857 paa Kri-
stiania Teater og i Sæsonens Løb gik 1 1 Gange over Scenen. Vilh.
Wiehe spillede Titelrollen og gjorde stor Lykke. Han optraadte sidste
Gang i den i Decbr. 1859. Ti Aar efter blev Stykket, nærmest vistnok
paa Foranledning af ham, optaget paa det kgl. Teaters Repertoire —
Hauch var da Censor — og spilledes første Gang den 2. Septbr. 1869.
Det gik 11 Gange over Scenen i Sæsonens Løb, men henlagdes saa.
Vilh. Wiehe gjorde ogsaa her stor Lykke som den ædle Lord. G. Brandes
siger i sin Anmeldelse af Stykket: Det sørgeligste Ord, man kan sige om
vor Skuespilkunst i dens nærværende Udvikling er dette, at Stykket bliver
spillet aldeles i dets Aand, altsaa relativt set ganske fortrinligt.

Red.

Tilskueren. 1898. 27

Digitized by Google

Teatrene.

(10de April -15de Maj.)

Slutningen af April og hele Maj bringer altid kun faa Nyheder.
Det ene af Privatteatrene maa rigtignok, af Hensyn til Abonnementet,
forøge sit Repertoire med et Stykke eller to; men de andre opgiver
fuldstændig Kampen mod Tivoli og Cirkus og al Foraarets øvrige
Herlighed. De ved, at saa snart Skoven laver sig til at springe ud , kan
ingen Sukses hindre Publikum i at springe bort. Der kan overhovedet
ingen Sukses komme. Maj er for dem Aarets sletteste Maanéd, slettere
end September, saa slet, at man allerhelst lod helt være at spille.

Betegnende nok har omvendt det kgl. Theater netop paa den Tid
ofte gode Dage. Man formoder, at det lever højt paa rejsende. Men
det maa dog have en Del trofaste Bysbørn ogsaa, siden dets Nyopførelser
sidst i April eller først i Maj Gang efter Gang er blevne ligefremme
Kassestykker. Der kan nævnes fra de foregaaende Aar „Fulvia" og
„Fabrikanten", „Den kære Familie 4 * og „Ambrosius 41 og „Karens Garde*.
I Aar trak Schandorphs Hjemkomst Folk til Huset.

Det Schandorphske Lystspil var lidt overraskende bygget. To
Handlinger, en patetisk og en komisk, løb Side om Side; og den ene
paavirkede ikke den anden , de havde egentlig ikke det mindste med
hinanden at gøre. Desuden var den patetiske Handling saa springende,
den komiske saa naiv, at de bægge faldt en Smule i det usandsynlige.
Heller ikke Figurerne, som fremførtes, var blottede for, hvad man har
kaldt Achilles-Hæle. Stykkets komiske Skikkelser var mere livfuldt
chargerede end just ny eller vederhæftige; dets alvorlige Personer der-
imod var nok ny og interessant tænkte, men de var kun undtagelsesvis
tegnede varsomt eller helt. En af dem, Provsten, nødtes f. Eks. til selv-
opgivende at sige, hvad Publikum blot i al Stilhed skulde have tænkt
om ham; hans Tale flød over af ødelæggende Forfatter-Sarkasmer om
ham selv. Og hos en anden, Stykkets Helt, manglede der en Række
uundværlige Mellemled. Man havde hørt denne unge Mand forholde sig
overlegent, men dog forstandigt undvigende overfor Tvistemaal, og for
Resten havde man baade hørt og set ham lade sig drive for indbyrdes
stridige erotiske Fornemmelser. Saa, bedst som hans erotiske Splid-
agtighed gjorde ham noget eksalteret, tilraabte pludselig Stykkets levende-
gjorte Samvittighed ham et knusende: „Erasmus Montanus"! Hvorfor

Digitized by Google

Teatrene.

409

Erasmus Montanus ? Hvorfor ikke ligesaa gerne „Othello" eller „Werther"?
Det ene vilde ikke have forbavset mere end det andet, — i den Grad
havde de foregaaende Optrin været uden dramatisk Paa visning af
noget Erasmus Montanus-agtigt !

Men Stykket var saa ægte schandorphsk : udsprunget af megen literær
Dannelse, en Del opsamlet Iagttagelse, et bredt og harmløst Lune ! Gennem
alle dets Scener syntes man at høre som et Ekko af de Ord, hvormed
en af Intriganterne trøster sig selv og Andenmand: „Jeg skal nok sørge
for, at det hele ender i Vrøvl og til Grin for Menigheden*. — Saadant
et Ekko kyser mange Indvendinger i Skammekrogen.

Blandt de spillende var Hr. Mantzius god som en utilladelig
indskrænket Hofjægermester: uden Overdrivelse, pæn og strunk, passende
militaristisk og sanselig entreprenant! Men det er som sagt lette Sejre,
disse, hvor Skuespilleren kun har at fremstille Figurer med faa og smaa
Sindsbevægelser; de store Slag vindes ikke „paa en Tallerken 44 . Og
Fru Sinding ydede noget kønt som den ærligt forelskede Kirstine.
Hun havde fuldstændig ladet ligge alt det bondske, det højskole-elev-
agtige hos Jfr. Kirstine; hun ikke engang forsøgte at gøre Figuren til en
Figur for sig. Men hun fandt paalidelige Udtryk for saadan en Kærlig-
heds-Beklemthed , som udi al Almindelighed jævne og stilfærdige og
brave Kvinder kan lide under. Resten af Spillet var rutinemæssigt
Teater- Arbejde. Det underholdt Folk, men det overbeviste ikke; det
forklarede intet om Stykkets Mennesker, lærte ingen, hvorledes de følte og
tænkte og inderst inde var. Hr. Emil Poulsen spillede den før nævnte
Provst. Maske og Minespil gav et let Indtryk af det faarede; Diktionen
havde et Anstrøg af den konventionelle Teater-Præstesalvelse; endelig
markeredes det en enkelt Gang, at Provsten var endnu ældre og affæl-
digere, end han lod. Det var alt. Var saa dermed virkelig Digterens
Mening naaet? eller var der naaet noget værdifuldt? Man synes i Rollen
at kunne finde Træk til et interessantere og menneskeligere Fysiognomi.
Denne Provst lader til at skulle være en begavet, fint dannet Mand, men
som blot er stagneret uden at ane det; han lader til at skulle være en
Student i den smukkeste, den Hostrupske Betydning, men som blot har
glemt, at Studenterhuen klæder pudsigt til en gammel Mands Hoved;
han lader endelig til at være en poesifyldt Natur, men som blot har en
Del ondt ved at se Virkeligheden undtagen gennem „Poesiens Glar". En
af de bedste altsaa fra en svunden Tid, betragtet halvt ærbødigt og halvt
smilende af en yngre Slægt, der tror sig bedre, fordi den er anderledes!

Fru Oda Nielsen var lige saa ubetydelig som den fordums Guver-
nante og nuværende Provstefrue. Det fik endda at være, at man slet
ikke sporede det aparte Mærke, som baade Guvernante- og Præstefrue-
Stillingen plejer at paatrykke Damer : med Stands-Præget hos en Figur kan
det gaa i den sceniske Fremstilling, som det vil, naar blot Figurens
Karakter bliver tydeliggjort. Men blev den det? Stykkets Frue har for
nogen Tid siden giftet sig med Provsten, fordi han var, hvad tankeløse
Mennesker anser for et godt Parti; hun har imidlertid øjeblikkelig om-
digtet Forholdet til, at hun tog ham for Sjælefredens Skyld, for at
hendes Sjæl kunde finde Hvile. Nu lokker hun til sig en Mand, i hvem

27* a

Digitized by Google

410

Teatrene.

hun en Gang har været lidt indtaget. Hun flirter med ham — og
vil gøre et Par af ham og en ung Pige. Hun diskuterer om høje
Materier med ham — og kysser ham, „ moderligt Til sidst, da han
vil rejse, lover hun ham sig selv; og da han alligevel vil bort, styrter
hun — nej! gør hun et Tilløb til at styrte ud og demaskere for Al-
verden sin Elskov. Hvad betyder alt det? Fru Nielsen laante sin
Provstinde noget vist æggende og udæskende; hendes Blik mod den
forbudne Frugt syntes at røbe, at Tænderne løb i Vand efter den. Og
den store Opbruds-Scene tog hun for ramme Alvor. Et forsigtigt
Demimonde- Væsen altsaa, der omsider slaar sig løs! Men Schandorph
har vistnok ment noget langt farligere. Han maa have sigtet til disse
det virkelige Livs Skuespillere, hvis Kunst er de allerfleste professionelle
Skuespilleres milevidt overlegen. Det er Mennesker, der er slaact til
Skillinger, men som halvvejs indbilder og helt udgiver sig for at være
blanke Dalere. I hvert af deres Følelses-Udtryk er en tyvende, en tiende,
en femte Del virkelig følt; Resten føjer de til for Effektens Skyld. Selv
naar de tror sig oprigtige, poserer de; og de gør det — noget for at
henrykke andre, men mest for at henrykke sig selv. Løgnen er efler-
haanden gaaet dem over i Blodet, lkke-Naturligheden er bleven deres
anden Natur.

Kort sagt: et kvindeligt Sidestykke til Hjalmar Ekdahl i , Vild-
anden". Men Hjalmar Ekdahl stilles frem til Latter for Publikum.
Sehandorphs Figur derimod er taget og maa tages alvorligt, eftersom
den er Midtpunkt for alles, selv de klogestes og ærligstes, Respekt,
Hengivenhed, Kærlighed. Dette gør den vanskelig at spille. En
Hjalmar Ekdahl kan fremstilles ved blot at understrege og overdrive,
en Provstinde Læssø maa fremstilles ved at udviske og forflygtige; hist
kan der virkes ved et stadigt lidt for meget, her kun ved et stadigt lidt
for lidt, i baade Betoninger, Blik og Bevægelser. Der kræves megen
Intelligens, rige Udtryksmidler, stort Herredømme over Midlerne for
overalt at kunne finde og gengive saa fine Nuancer. Tag f. Eks. Op-
trinet, da Provstinden vil styrte ud og gøre Skandale: hvor maa der
ikke der være en Hemmethed, en diskret Mangel paa Given : sig-hen
i Løbet, dersom Tilskuerne øjeblikkelig skal forstaa, at hun Laber
aldrig i Verden længer end hen til Bænken? Og hvor er den Hemmet-
hed ikke svær at faa frem? Arten og Omfanget af Fru Nielsens Talent
fjerner i alt Fald hende langt fra Muligheden af at kunne udføre
saadan en Rolle tilfredsstillende.

Naa men — Opførelsen af Hjemkomst var altsaa det kgl. Teaters
Indskud i Maanedens Teaterliv. Dagmarteatrets Indskud var Opførelsen
af Fiexco. Stykket var udstyret rigt med Dragter og Dekorationer. En
af Dekorationerne var fortræffelig. Fra en Hal, hvor Handlingen foregik,
var en bred Trappe bygget op som til en højtliggende 1ste Sal. Det
log sig godt ud; og det muliggjorde flere Gange et særdeles virknings-
fuldt Scene-Arrangement, — hvad der naturligvis var det vigtigste, det
ene vigtige.

£ Selve Tragedien turde maaske henregnes blandt de noget over-
vurderede Digterværker. Schiller har villet give B et Kolossal-Billcde af

Digitized by Google

Teatrene.

411

den virkende og styrtede Ærgerrighed". Men for at det ikke skulde
falde ud til blot en tør politisk Staats- Action , har han lagt næsten hele
den egentlige Handling over i det erotiske: og han er fra Scylla falden
i Charybdis. For det første lader han Fiesco føre paa Skrømt en vidt-
løftig Kærligheds-Intrige med sin Modstanders Søster. Fiesco siger, at
han forstiller sig saaledes for at sikre sig. Eftersom han imidlertid ikke
sikrer sig mod noget som helst, end ikke mod et Snigmords-Forsøg fra
Modstanderens Side, bliver det umuligt at opdage anden Grund til For-
stillelsen, end — at Schiller har haft Hovedet fuldt af Shakespeares
„Hamlet", hvor Titelfiguren jo ogsaa forstiller sig, til ingen Verdens Nytte.
Og dernæst er Fiesco fremstillet som højt forelsket i sin Hustru. Det
skulde sagtens gøre ham „ædel" i Folks Øjne. Imidlertid rimer denne
formentlig dybe Kærlighed sig yderst slet med den unødigt brutale
Maade, hvorpaa Fiesco overfor Hustruen spiller sin unødige Forstillelses-
Komedie. Og desuden kan da et Menneske ikke huse to store Liden-
skaber samtidig. Ingen kan paa en Gang tjene to Herrer. Den ærgerrige,
der gaar op i sin Sag, elsker kun det Maal, som han eftertragter; eller
tydeligere sagt: han elsker kun sit dyrebare Jeg. Al Bosmykkelse af det
Forhold er Selvbedrag; det er Blaar, som den paagældende søger at stikke
sig selv og andre i Øjnene. Schiller havde, da han skrev sit Stykke, kun
en fattig Forestilling om, hvad det at „elske* vil sige, — eller skulde han
maaske ikke have vidst, hvad Ærgerrighed er?

Og hvilket Sprog fører saa ikke Lidenskaben her, hvor ukunst-
nerisk er ikke det digteriske Udtryk for Sindsbevægelserne! Man ved,
at Fiesco til sidst, uden at ane det, dræber sin Hustru. Han faar af
en Kammerjomfru at vide, at det var hende. Og han „vakler dødelig
mat tilbage mod Kammerjomfruen": „Din Frue er funden! (Han ser sig
søgende om, mens han vender Øjnene i Hovedet, og siger derpaa med
sagte , sitrende Røst , der gradvis stiger til Raseri) : Sandt er det —
sandt, — og jeg Skiven for den uendelige Gavtyvestreg! (Han hugger
dyrisk om sig med Kaarden). Træd tilbage, I menneskelige Ansigter —
Ah! (med fræk Skæren Tænder mod Himlen) havde jeg blot nu hans
Verdens-Alt mellem disse mine Tænder. — Jeg føler mig oplagt til at
sønderkradse hele Naturen til et grinende Utyske-Fjæs, saa den kunde
komme til at se ud som min Smerte." Saadan stylter hans Tale afsted
endnu en 40 trykte Linier, ledsaget af græsselige Ansigtsfordrejelser; thi
det er utroligt, hvad der i delte Skuespil er forlangt af mimisk-gymna-
stiske Kraftprøver. Men sluttelig brister han da i „heftig 14 Graad — for
det næste Sekund at staa „fattet og fast": „Himlen har kun villet prøve
mit Hjerte til min nær forestaaende Storhed. Genua venter mig? —
Jeg skal skænke Genua en Fyrste. Følg eders Hertug !*

I en saadan Unatur, i en saadan Flom af Svulst og af falske,
effektjagende Overgange behagede „Sturmerne und Drångerne tt sig. Den
nervøse Oprevethed, hvori de befandt sig, gjorde til en vis Grad Unaturen
naturlig hos dem; den gav den i alt Fald stundom en Energi, en lyrisk
Styrke, som ogsaa har sat Mærke mangt et Sted i „Fiesco". Men for
en Del var den dog bare Jargon, en tillært Stil, en anspændt Affektation
for med Vold og Magt at synes kraft-genialsk. Delte Vildtyskeri har

Digitized by

412

Teatrene.

haft sin Tid. Der er ingen Anledning til at tabe Næse og Mund over
det længer, mindst maaske i Danmark, hvor Folkekarakteren forliges saa
daarligt med det.

Men selv de, der kalder „Fies c o" et Mesterværk, maa da vel ind-
rømme, at, for at Stykket fra Scenen skal kunne gøre et stort Indtryk,
maa det spilles stort. Titelrollens Fremstiller maa ikke se ud som et
ualmindeligt Menneske. Denne Fiesco, der suverænt staar over alle,
og for hvem alle bøjer sig, han maa have et Ansigt, der er
ligesom gennemtrukket med Intelligens, „beaandet"; og der maa
være i hans Blik baade „Sværd og Flamme", sammen med den uimod-
staaeligste Elskværdighed. En Michael Wiehe, en Kainz i hans bedste Dage
vilde inaaske have kunnet spille Rollen. Hr. Martinius Nielsen
derimod kunde umuligt gøre det. Hvad hjalp det vel, om han havde
forstaaet Figuren, og om han endda, til Overflod, havde studeret
Napoleons Historie for at forstaa den bedre endnu? Man kommer ikke
til at ligne Napoleon, fordi man læser om ham. Hr. Nielsen har en
Gang for alle et Ansigt og et Blik, der siger saa meget meget mindre,
end hvad det her galdt om at faa sagt. Og hans talrige Draperinger og
Afdraperinger for at vise sin Figur, hans statuariske Poser, hans slange-
agtige Vridninger, hans smagløst gribende Kast med Armen nedenfra
opefter, — det alt sammen, saa godt som hans gurglende Replik-Udtale i
vemodsfulde Øjeblikke, snarere forstærkede end svækkede Følelsen hos
Tilskuerne af, hvor meget der fattedes. Den Schillerske Tragedies
^Beundrere maa være gaaede hjem fra Forestillingen, ganske som de kom.
De maa have trøstet sig med, at Tragedien var dog „et dejligt Stykke*.

Men om dette Udbrud har en stor Skuespiller og en stor Teater-
leder , F. L. Schrøder, lejlighedsvis sagt et Par gyldne Ord: „Ve Skue-
spillerne, hvis Tilskuerne ikke forlader Teatret tavse, med Taarer i
Øjnene eller Smil om Munden, men siger højt: Det var virkelig et
dejligt Stykke! Saa har Tilskuerne nemlig bare været i et Læseselskab*.
Det er netop Sagen. Des værre- er der den Dag i Dag mange, som tror,
at Teatre og Læseselskaber er et og det samme, og at et Teater
har ydet det højeste, naar det har fungeret som et ganske net ledet
Læseselskab.

— — Saa var der endnu kun en delvis og interesseløs Reprise
af Eventyr i Rosenborg Have paa det kgl. Teater samt Opførelsen af et
noget melodramatisk ungarsk Skuespil, Proletarer, paa Dagmarteatret.
Jo, det er sandt: der var ogsaa paa det kgl. Teater Fremstillingen af
en modern Pantomime, Statuen.

Der blev i den sidste Teater-Oversigt givet nogle Antydninger
om, at den moderne Pantomime muligvis kunde hjælpe det reciterende
Skuespil til en ny og lykkeligere Form. Opera-Komponisterne har
allerede længe taget det pantomimiske til Hjælp; bl. a. havde jo en saa
lykkelig Reformator som Rich. Wagner oprindelig ment at burde indskyde
en endog meget stor, alvorlig Pantomime i sin „Rienzi*. Hvorfor skulde
nu ikke Skuespilforfatterne en skøn Dage kunne bringes til at besinde sig
paa, om der her ikke ogsaa for dem var noget at benytte? Og da
Forfattere saa lidt som andre lærer af noget, uden „de faar det ind

Digitized by Google

Teatrene.

413

ad Døren til sig", saa var det fortjenstfuldt af det kgl. Teater, at det
optog en af disse ny Pantomimer paa sit Repertoire. Hvorvidt man
havde valgt den bedste, som var at faa, — - maa staa hen. Et Fortrin
havde i alt* Fald „ Statuen", nemlig at den var fri for den franske
Pjerrot-Figur. Pjerrot-Figuren lader ellers til at gaa igen næsten i dem
alle. Men skal den moderne Pantomime faa Indflydelse, maa den bort
fra de gamle Maskefigurer: de er af den Slags Salt, der har tabt sin
Kraft, og som ikke mere kan oplive noget.

Pantomimens Handling var en videre Udarbejdelse af en Episode i
Dod Juan-Sagnet: Statuens Aftensmaaltid hos Don Juan. Det er
Champfleury, der har haft Ideen, en Skribent, hvis Betydning for
fransk Literatur har været mange Gange større, end hans Navnkundighed
udenlands er. VU* man se den selv samme Handling forlagt fra det
fantastiskes Verden ud i det daglige Liv, behøver man blot at tage
Turgenjevs udmærkede Skuespil „Naadsensbrødet" for sig. I Huset, hvor
hint Stykke spiller, lever en gammel Adelsmand, som har Krav paa at
behandles med den største Respekt; thi han er ikke blot Godheden og
Hæderligheden selv, han er tillige (hvad dog ingen ved) Fader til Fruen i
Huset. Men — en plump Fyr finder paa, at man bør have Morskab af
den gamle. Saa giver man ham Vin at drikke, som han ikke er vant til,
og han bliver beruset, pludrer latterlig løs, synger; man snurrer ham rundt,
pynter ham med en Narrehue, ler ham ud og har sine kaade Løjer:
indtil den gamle pludselig kommer til sig selv og med en Tordentale
forstener sine Plageaander. En lignende Kommers drives der i „ Statuen " ,
men med en Billedstøtte nede fra Torvet, med Repræsentanten for et
Genfærd. 1 denne sidste Version siges Optrinet at have forarget over-
sensible Gemyter her hjemme. Andre og maaske de fleste Tilskuere saa
sig med deres bedste Vilje ude af Stand til at komme i sædelig
Entriistung under Forestillingen. Denne sidste Del af Publikum var
vel den, som baade i det virkelige Liv, og hvor Talen er om Kunstens
Skikkelser, nærer en lidt inderligere Respekt og Medfølelse for Mennesker
end for Menneskers „ Genfærd".

For Fremstilleren af den uværdigt bespottede er der to Scener
at „spille*. Først Beruselses-Scenen. Her skal han synes komisk, alt
imedens han dog bevarer hos Publikum en tilbagetrængt Højagtelse, en
vis Uvilje over, at der drives Gæk med ham. Saadan maa Udførelsen
i alt Fald holdes overfor et dansk Publikum; mangt et Stykke maa jo
overhovedet, for at gøre Lykke i et fremmed Land, ligesom lokaliseres
gennem Spillet. Hr. Lauenberg som Stengæsten var imidlertid
hverken morsom eller sympatisk. Han var for lille af Vækst, vakte
ingen Respekt; og han gav sin Rus plumpe Lader, skuttede eller
, gnubbede* sig endog for at udtrykke Velvære. Franskmænd tænker sig
ikké og fremstiller ikke en Beruselse i saa grove Former. Desuden var
da denne Sagn-Kommandant i levende Live en af det spanske Hofs aller-
fornemste Herrer. Og ganske vist findes der næppe paalidelige Op-
lysninger om statueagtige Genfærds Maade at føre sig paa; men beholder
et Genfærd det levende Menneskes Erindringer, dets Vaner med at spise,
drikke, høre, se, saa har det formodentlig heller ikke ganske aflagt dets

Digitized by Google

414

Teatrene.

Manerer. — Mange Gange vanskeligere end hint komiske Optrin er dog
den gradvise Overgang til og Fremstillingen af den patetiske Slutnings-
Situation. I Skuespillet har den rollehavende Ordene at støtte sig til;
Pantomimiken derimod mangler dem, og har endog den hvide Statue-
Dragt imod sig: thi den afdæmper eller skjuler til Dels hans Gestus.
Alligevel maa Scenen kunne spilles, saa den gør Indtryk. Med
Bevægelser og Blik maa en dygtig Kunstner kunne skildre Komman-
dantens tunge Ruelse, hans skrækindjagende Vrede, hans dybe Sammen-
sunkenhed og Grublen, hans Lytten efter Røster fra Himlen, kort sagt
alle de Stemninger, som Pantomime-Teksten foreskriver. Men paa det
kgl. Teater viskedes de alle ud og blev borte. (For Resten var Scene-
Arrangementet ikke heldigt, og Belysningen — <jer skal være fuld,
sydlandsk Morgensol — ikke skarp nok.)

Rollebesætningen voldte stor Fortræd. Hr. Hans Bech bril-
lerede ved sin musikalske Taktfasthed; men hans Sganarelle var dog
langt fra at være saadan en lattervækkende Moliéresk Tjener, som f. Eks.
Hr. Olaf Poulsen kunde have givet. Det var overhovedet et Fejlgreb at
lade Medlemmer af Ballet-Personalet spille Pantomimen. Man har vel,
og med Føje, ønsket at skaffe dem lidt nyt at arbejde paa; men naar
der nu endelig ikke findes blot en eneste virkelig Mimiker i det hele
Balletkorps for Tiden — ?! For Resten gjorde den enkelte kvindelige
assisterende, der var tilkaldt fra Skuespillerpersonalet, blot ondt m værre.
Hun skulde — mimisk — foredrage en Sang, som tolker Vinens Pris,
men som højt over Vinen priser Elskoven, der fylder Hjertet som med
straalende Festglans. Denne Sang, „le Brindisi*, satte Londonerne i
Ekstase, da de saa den sunget med henrivende mimisk Energi. Paa
vor Scene blev den til pur, næsten komisk Uforstaaelighed !

Den sceniske Fremstilling tog da Livet af „Statuen*. Havde Ud-
førelsen været god, vilde Pantomimen selvfølgelig have gjort Lykke lier.
som den har gjort det andetsteds. Særlig naar en lidt ny Genre skal
frem, afhænger alt af, hvorledes den fremføres. Mod det gamle er man
overbærende, mod det ny er man streng. Det ny anerkendes først,
naar det aftvinger Anerkendelse. Og Pantomimens danske Advokater
paa Scenen lod deres Klient gaa for Lud og koldt Vand.

Vilhelm Møller.

Digitized by Google

Skandinavisk Fata Morgana.

Brudstykker af endnu ikke nedskrevne Livserindringer.

Den 3die September 1 863 fyldte Etatsraad Hans Puggaard
75 Aar. Som sædvanligt tilbragte han Sommeren paa sit Lyststed
Skovgaard ved Ordrup, og hans Svigersøn Orla Lehmann, der
siden Efteraaret 1861 havde været Indenrigsminister, beboede en
af Stedets Fløje, hvor han havde sin egen Lejlighed og Hushold-
ning. Jeg fik fra ham en Indbydelse til Middag paa Skovgaard
den nævnte Dag med særlig Angivelse af, at Svigerfaderens Fødsels-
dag skulde fejres. Jeg var i hine Aar, snart alene og snart med
min Hustru, en jevnlig Gæst saa vel hos Etatsraad Puggaard som
hos Minister Lehmann, og jeg gjorde mig derfor ikke nogen Tanke
om , at der knyttede sig nogen anden Anledning til Indbydelsen
end netop Fødselsdagen.

Det var en lille Kreds, som jeg fandt samlet: Værten, hans
Kusine Frøken Amalie Bech, som bestyrede hans Hus, Sviger-
faderen, Ministrene Hall, Monrad og Fenger samt den svensk-
norske Minister i København, Grev Henning Hamilton.

Da Skaalen i Anledning af Fødselsdagen var drukken, rejste
Lehmann sig og henvendte Ordet til Grev Hamilton. Det var —
sagde han — et betydningsfuldt Øjeblik i Nordens politiske
Historie; efter et Initiativ, der var udgaaet fra Nordens to Konger,
og efter Forhandlinger mellem de to nordiske Udenrigsministre
var det nu bragt dertil, at Tanken om Sverige-Norges Hjælp for
Danmark under de Farer, der maatte true den frie Udvikling af
Danmarks Rige, eller med andre Ord Tanken om det skandinaviske
Nordens politiske Solidaritet, var fra Ideernes og Forhaabningernes
luftige Egne ført nær til praktisk Virkeliggørelse. Grev Hamilton,
hvem der tilkom en stor og væsentlig Fortjeneste for at have
bragt det dertil, stod nu i Begreb med at rejse til Stockholm for
der at forelægge den svensk-norske Regering til endelig Billigelse

Tilskueren. 1803. 28

Digitized by Google

416

Skandinavisk Fata Morgana.

en Traktat, ved hvilken der tilsagdes Danmark Broderrigernes
Bistand, saafremt det skulde blive angrebet af Fjender, der vilde
formene Monarkiets danske Landsdele at gennemføre et af det
tyske Forbund uafhængigt Forfatningsliv. Hvad dette vilde sige
for ham, hvis skønneste Ungdomsdrøm derved vilde gaa i Opfyl-
delse, behøvede han næppe at dvæle ved, men han vilde udtale
det Haab, at ikke blot Danmark, men hele det skandinaviske
Norden vilde styrkes og hæves ved et saadant Skridt. Han bragte
Grev Hamilton, i Regeringens og i sit eget Navn, en varm Tak
for hans hele Virksomhed i denne Sag; vi vilde alle ledsage ham
med vore hjerteligste Ønsker i den Mission, som han nu tiltraadte.

Grev Hamilton syntes ikke at undres over eller tage ilde
op, at en Statshemmelighed som denne omtaltes i en Kreds, hvor
der ogsaa fandtes uindviede. Han besvarede kort, men kendeligt
bevæget Lehmanns Tale. Han delte de Følelser, som denne havde
givet Ordet; det havde været ham mere end en Pligt, det havde
været ham en Hjertesag at faa givet de Følelser af Sympati og
Tilslutning, hvormed Sverige-Norge fulgte Danmarks Kamp imod
overlegne Modstandere, et positivt Udtryk, som kunde styrke den
svage imod den mægtige, og han sluttede sig til Haabet om, at
han maatte kunne vende tilbage til sin Post i København med
sin Regerings fulde Billigelse af det Udkast til en Traktat; som
han skulde overbringe den.

Der blev ikke talt meget ved Bordet efter dette. Aftenen
var smuk og stille, og efter Middagen spredtes Gæsterne i mindre
Grupper i Haven.

Lehmann sagde til mig: „Jeg haaber, Bille! at De skønner
paa, at jeg indbød Dem her i Dag og lod Dem høre, hvad jeg og
Hamilton sagde. Det er en Ære, jeg ønskede at vise Dem i Er-
kendelse af den Dygtighed og Utrættelighed, hvormed De fører
Forsvaret for Regeringens Politik, ikke mindst imod de smaa og
store Angreb i „Fædrelandet". For øvrigt er det naturligvis
Redaktøren, ikke en Referent, der har været min Gæst i Dag. 4 *

Mellem Hall og Hamilton førtes der en længere Samtale.
Efter den sagde Hall til mig, at det jo kunde være tvivlsomt, om
Lehmann havde handlet ganske korrekt ved saaledes at omtale
Hamiltons forestaaende Rejse, men nu var det en Gang sket og
kunde ikke gøres om. Det forholdt sig rigtigt, at Grev Hamilton
nu rejste til Stockholm med en virkelig Alliancetraktat. Siden
Kongemøderne paa Skodsborg den 22de Juli, i Malmø og paa

Digitized by Google

Skandinavisk Fata Morgan«.

417

Beckaskog den 26de Juli var Forhandlingerne blevne førte i Køben-
havn, hvor Udenrigsministeren Grev ManderstrSm, som jeg jo
vidste, havde gjort et kort Besøg i August. Det Udkast, som nu
forelaa, og som var affattet af Hamilton, gik ud paa, at hvis den
dansk-tyske Strid førte til et Angreb paa danske Landsdele, altsaa
særligt Slesvig, eller der blev Fare for et saadant, skulde Kongen
af Danmark kunne kræve Bistand hos Kongen af Sverige og Norge
med et Troppekorps paa 20,000 Mand, medens Spørgsmaalet om
nogen Deltagelse af den svensk-norske Flaade forbeholdtes nærmere
Overvejelse. Traktatens Betydning, tilføjede Hall, laa jo mindre i
den Styrke, som tilsagdes, end deri, at Sverige-Norge overhovedet
faktisk indtraadte i Sagen, hvorved Danmark kom ud af sin iso-
lerede Stilling, og hvorved Striden med de tyske Stormagter fik
en forøget europæisk Interesse. Om Udkastet nu ogsaa vilde
blive godkendt i Stockholm, turde han ikke sige noget afgørende
om; man maatte stole paa, at Manderstrflm og Hamilton ikke
yilde være gaaede saa vidt uden at have rimelig Udsigt til Rege-
ringens Tilslutning, og saa . for Resten haabe det bedste.

Monrad var stærkt greben og skjulte det ikke: »Syntes De
ikke, Bille! at det var, som om vi var til Stede ved en Forlovelses-
fest mellem Nordens tre Riger ? a ■

Grev Hamilton tog tidligt hjem, da han skulde rejse næste
Formiddag og endnu havde adskilligt at besørge.

Fem Dage efter, den 8de September, var Sammenkomsten
paa Ulriksdal Slot, hvor Kong Carl XV, Hamilton og, om end
noget svævende og ubestemt, Manderstrom førte Ordet for Trak-
taten, medens Gripenstedt, de Geer og Sibbern modsatte sig den,
den førstnævnte af disse tre endog i saa skarp Form, at han
mindede Kongen om Gustav IV Adolphs Skæbne. Saa stærke Ord
er næppe blevne brugte over for nogen svensk Konge, siden
Thorgny Lagmand paa Upsala Ting tiltalte Olaf Skotkonung.
Resultatet blev, at der skulde ske Henvendelse til England, Frankrig
og Rusland om at yde Danmark Bistand med Tilsagn om, at der
i saa Fald kunde regnes paa Sverige-Norges Medvirkning, men
hvis Svaret blev afvisende, vilde de Geer, Gripenstedt og Sibbern
(vistnok med Tilslutning af næsten alle deres Kolleger) paa det
bestemteste modsætte sig Traktaten. Dennes Skæbne var dermed
beseglet, men der gik Maaneder hen, førend Danmark og den
danske Regering fik at vide, at Traktaten var bristet.

* *

* 28*

Digitized by

418

Skandinavisk Fata Morgana.

Det var tunge Tider, som gik hen over Landet efter
Frederik den syvendes Død, og haardest hvilede Trykket midt i
December 1863. Allerede Dagen efter Dødsfaldet, den 16de No-
vember, havde »Friedrich der achte* fra Slottet Dolzig udstedt en
Proklamation, hvori han forkyndte, at han som nærmeste Tron-
arving til Slesvig-Holsten tiltraadte Regeringen i Hertugdømmerne.
Den 28de November nægtede Forbundsdagen med alle Stemmer
imod tre at modtage Kong Christian IX's Befuldmægtigede. Den
2den December førtes Frederik VITs Lig gennem Københavns
Havn til Christiansborg Slot, hvorfra Jordefærden til Roskilde
Domkirke skulde foregaa den 18de. Den 7de December besluttede
Forbundsdagen at skride til Forbundseksekution i Holsten under
Forbehold af Arvefølgespøgsmaalets senere Ordning. Den 4de
December udstedte Kongen en Proklamation til Holstenerne og en
anden til Lauenborgerne. Et kongeligt Patent af samme Dag
tilbagekaldte uden Motivering, men klart nok af Hensyn til For-
bundsdagens Protest, Kundgørelsen for Holsten af 30te Marts 1863,
i hvilken der var blevet tilsagt det tyske Forbundsland en kon-
stitutionel Forfatning, svarende til den, som senere for Kongeriget
og Slesvig vedtoges af Rigsraadet og stadfæstedes af Kongen den
18de November. De tre ikke-tyske Stormagter satte sig i Be-
vægelse for at udøve en direkte Pression paa den danske Regering;
Statsraad Ehlers fra Rusland, Lord Wodehouse fra England,
General Fleury fra Frankrig (hvis Hersker, Napoleon III, den 10de
December havde svaret i alt Fald ikke afvisende paa et Brev at
den augustenborgske Prætendent) mødtes i København for i For-
ening at udøve dette Tryk.

Fra Sverige-Norge var Efterretningerne uklare og modsigende.
Straks efter Patentet af 4de December hed det imidlertid fra Stock-
holm i Meddelelser af mere eller mindre officiøs Oprindelse, at
Ophævelsen af Kundgørelsen for Holsten af 30te Marts 1863 var et
meget betydningsfuldt Skridt, som maatte faa en afgørende Ind-
flydelse paa de nordiske Rigers Stilling. Hvorledes Tilbage-
kaldelsen af dette Program for Monarkiets tyske Hertugdømme,
som stadigt var holdt uden for Alliancens Omraade, og med hvilket
den svensk-norske Regering slet ikke vilde have noget at gøre,
kunde gribe forstyrrende ind i Alliance-Spørgsmaalet , naar den
tilsvarende Ordning for Danmark-Slesvig, som alene skulde be-
skærmes ved Alliancen, var slaaet fast — dette blev ikke forklaret
og kunde vel ikke forklares. Først længe efter er det kommet

Digitized by Google

Skandinavisk Fata Morgana.

419

frem, at man i Tilbagekaldelsen søgte et Paaskud for at komme
bort fra Traktaten. Nok er det, at denne Grund officiøst blev
angiven i ledende svenske Blade. Midt i December var det
almindeligt bekendt i København (og udtaltes f. Eks. i „Fædre-
landet* for den 12te December), at Sverige-Norge havde trukket
sig tilbage fra Alliancen. Kong Carls Trontale den 8de December
til den svenske Rigsdag kunde, skønt holdt i noget svævende
Udtryk, ikke forstaas anderledes. Den 15de December meldte atter
et Telegram fra Stockholm, at en indsendt Artikel i „Aftonbladet",
den Gang det betydeligste Organ i den svenske Presse, gjorde
gældende, at Opretholdelsen af Kundgørelsen af 30te Marts havde
været et af Motiverne til og et af Vilkaarene for Alliancen, men
at „Aftonbladet* i en Efterskrift til Artiklen erklærede det for
utænkeligt, at Sverige nu kunde ville trække sig tilbage.

I det samme Nummer af „Fædrelandet", som bragte denne
Efterretning, nemlig for Tirsdag Aften den 15de December, fandtes
der imidlertid tillige følgende:

„Telegram fra Stockholm af i Dag 2.20 melder: 22,000
Mand komme og han selv."

Efter Skik og Brug fik vi dette Nummer af „Fædrelandet*
bragt til „Dagbladets" Kontor, førend Uddelingen af Bladet i
Byen var begyndt. Jeg skyndte mig derfor straks med det til
Indenrigsminister Orla Lehmann i hans Bolig i Bredgade (nu-
værende Nr. 33).

Lehmann var syg og maatte holde Sengen. De daglige
Konferencer af Ministrene holdtes derfor i hans Hjem. Ingen af
hans Kolleger var dog komne endnu, da jeg traadte hen til hans
Seng og rakte ham Bladet, idet jeg pegede paa Telegrammet.
Som dreven af en Fjeder rejste han sig overende og udbrød:
„Ha! Skulde det dog ske! Skulde den Gascogner dog alligevel
staa ved sit Ord!"

Faa Minuter efter kom Konsejlspræsident Hall, der endnu
intet havde hørt om den mærkelige Nyhed. Lehmann læste
Telegrammet op for ham og spurgte ivrig om hans Mening.

„Hm!" — sagde Hall — „Det kommer noget overraskende
efter de seneste Vendinger. Det er vist bedst at vente med, hvad
vi skal tro, indtil vi faar noget sikrere end et Telegram fra en
unævnt. »Han selv" — det sagde man i gamle Dage om
Herren i Huset. Men hvem mon der her egentlig er Herre
i Huset?*

Digitized by Google

420

Skandinavisk Fata Morgana.

Flere af Ministrene indfandt sig efterhaanden , og Spørgs-
maalet diskuteredes ivrigt. „Jo!* 4 — sagde Monrad — „Jeg tror
paa Telegrammet, og jeg kan ogsaa forklare mig, hvorledes det
hænger sammen. Det er Prins Oscar, som har talt ham alvorligt
til og sagt ham: „Carl, det kan du ikke være bekendt, at lade
dig Stolen saaledes sætte for Døren af nogle enkelte Ministre; det
er en Æressag for dig at staa ved dit Ord.* Og saa har Kong
Carl XV sat alle andre Hensyn til Side.* 1

De øvrige Ministres Opfattelse og Udtalelser erindrer jeg
ikke saa nøje, at jeg nu tør sige noget derom.

Fra Lehmanns Bolig gik jeg til Ploug for muligt at høre
noget nærmere om Sagen. Han kunde dog ikke sige andet end,
at hans Kilde var god, og han lod mig forstaa, at Telegrammet
var afsendt af Aug. Sohlman, Redaktør af „Aftonbladet* og Dan-
marks trofaste Ven, og at dennes Kilde var selve Kong Carl XV.
I „Fædrelandet* for næste Aften, den 16de December, hedder det,
at Meddelerens Vederhæftighed ikke efterlod nogen Tvivl om, at
han jo i hvert Tilfælde selv troede fuldt og fast at være rigtigt
underrettet. Bladet tilføjer, at det endnu om Aftenen den 15de
havde modtaget en ny Depesche fra samme Afsender, der be-
kræfter den førstes Indhold og tillige antyder, at han støtter sig
til „en personlig Erklæring af Hs. Maj. Kong Carl XV*. Det
bringer endvidere følgende 'Telegram af 16de December Kl. 1:
„At Kongen har taget sin afgørende Beslutning, er aldeles utvivl-
somt. Her sker store Bevillinger til Hæren og hersker en levende
Virksomhed i Artilleri- Værkstederne. Pas paa Sponneck!* I
hvilken Forbindelse denne sidste Advarsel stod med AUiance-
Spørgsmaalet, blev ikke forklaret den Gang, ej heller oplyst senere.

„Dagbladet* havde straks forespurgt sig i Stockholm og
bragte om Morgenen den 16de følgende Svar-Telegram; „Mig
veterligt har ingenting ånnu hår foresports om något regerings-
beslut, som gifver bekråftelse på „Fædrelandets* telegram.*

Hele Pointet laa selvfølgeligt i Udtrykket „regeringsbeslut".
Paa en saadan kom det hele an, og den fulgte aldrig. Tele-
grammet om de „22,000 og han selv* blev staaende hen ufor-
klaret, aldrig tilbagekaldt, aldrig fulgt af nogen Handling.

C. St. A. Bille.

Digitized by Google

Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

i.

For enhver, der føler sig tiltrukken af Spørgsmaalet om de
religiøse Forestillingers Oprindelse, har det en Hovedinteresse at
iagttage, hvorledes det nye Testamente gror ud af det gamle.

Selv et saa primitivt kristeligt Skrift som Johannes' Aaben-
baring har sit Forbillede (i Daniels Bog). Dog end stærkere føles
Forholdet til det gamle Testamente i Maaden, hvorpaa Evangelierne
komponeres. Ikke blot lader de uafbrudt Jesus beraabe sig paa
den ældre hebraisk-græske Literatur, men Forfatterne bygger stadigt
paa den.

I det første Evangelium bliver Englens Forkynden af Jesu
Fødsel for Josef (der er efterlignet efter Guds Forkynden af Isaks
Fødsel for Abraham og Englens Forkynden af Samsons Fødsel for
hans Moder) forklaret som Opfyldelse af en Profeti hos Jesaja:
,Se en Jomfru skal vorde svanger og føde en Søn". Men Stedet
har været oversat galt i den græske Oversættelse, som Evangelisten
har haft for Øje. Der staar hos Jesaja (7.u) ikke Jomfru, men
Kvinde. Det, hvortil her sigtes, er Løftet til Achas: En Kvinde
er svanger og vil føde et Barn, men før dette Barn kan skelne
godt og ondt, vil det Land, hvis to Konger indjager Achas Frygt,
være hærjet. Der er heri ingen Spaadom med Hensyn til hint Barn.

Paa samme Maade lader Evangelisten Jesus fødes i Betle-
hem trods det, at han faktisk fødtes i Nazareth, som det udtrykkeligt
siges, for at Ordene i Micha 5.i skal gaa i Opfyldelse. Ogsaa disse
Ord bliver ganske urigtigt oversatte: „Du Betlehem i Juda Land
er ikke den mindste af Juda Fyrster, ti fra dig skal en Hersker
udgaa* i Stedet for: „Du Betlehem Efrata, du mindste af Juda
Flækker, fra dig o. s. v. tt , et Ord, der forklares ved, at Betlehem
var Vuggen for David og hans Æt.

Digitized by

422

Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

Jesu Mirakler har ofte tydelige Forbilleder i den ældre
israelitiske Literatur. Naar der tillægges Jesus Miraklet med de
fem Brød og de to smaa Fisk, saa gentages og overbydes herved
et Under fra det gamle Testamente. I 2den Kongernes Bog, 4.12,
bespiser Elisa underfuldt 100 Mand med 20 Bygbrød og én Pose
Korn, og hele Miraklets Komposition er forbilledlig for Underet i
det nye Testamente. .Elisa siger: Sæt det for Folket, at de kan
spise. — Tjeneren indvender: Hvorledes skal jeg sætte det for
100 Mand? — Elisa svarer: Saaledes siger Jahve, de skal spise,
og der skal blive tilovers. De spise da og levne efter Herrens Ord.

I Evangeliet bliver de 100 Mand til 5000 og 4000.

Dette er et af de flere Steder, hvor man gennem Forvansk-
ningen tror at kunne skimte, hvad Jesus virkelig har sagt. Der
er i den bibelske Fortælling tidligere tillagt ham Citatet af femte
Mosebog: Mennesket lever ikke af Brød alene — som Svar paa
Opfordringen til at lade Stenene blive til Brød. Han bespiser
Mængden med sin Aands Brød, og dette Livets Brød, som han
lader uddele gennem Apostle og Disciple, mætter med faa Ord
Tusender og mindskes ikke ved Brugen; Forraadet er uudtømmeligt.
Rimeligt desuden, at i hans Omgivelser det Ord er faldet: Saa længe
vi var i hans Nærhed, har vi hverken sporet Sult eller Tørst.

Sandsynligvis er det da her en Parabel, der er bleven gjort
til mirakuløs og umulig Virkelighed. Ganske som det øjensynligt er
sket med Figentræ-Miraklet. I Evangeliet efter Lukas fortælles det
som Parabel: En havde et Figentræ, der var plantet i hans Vinje,
og han søgte efter Frugt derpaa og fandt ingen. Da sagde han til
Vingartneren: hug det om! o. s. v. I det første Evangelium hænder
dette virkelig: Jesus hungrer, ser et Figentræ, der kun bærer Blade,
ikke Frugt, forbander det uskyldige Træ, og straks visner Figentræet.

Saa nær holder Evangelierne sig til det gamle Testamente,
at vi tydeligt kan se, hvorledes Jesu Lidelse paa Korset i Enkelt-
heder er udarbejdet efter det givne Forbillede.

De Ord, der er lagte Jesus i Munden, og hvis Ægthed skulde
synes saa meget utvivlsommere, som de meddeles paa Aramæisk,
Ordene: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! er de
Ord, der aabner den 22de Salme, og efter den er det hele ordnet:
Fordelingen af Ofrets Klæder og Lodkastningen om dem, Haans-
ordene under Rysten paa Hovedet, Vendingen: Lad Elias frelse
ham! Alt er Citater, mest ordrette, af Salme 22, der da ogsaa
anføres som Profeti.

Digitized by Google

Det nye Testamentes Forhold til det gamle. 423

Kun er der det at mærke, at Salmen i Septuaginta-Over-
sættelsen, der her er brugt, i Vers 17, hvor der tales om den
Bande Forbrydere, der har omringet den talende, har det mis-
forstaaede: de har gravet i mine Hænder og Fødder (hvad senere
blev til: de har gennemboret mine Hænder og Fødder) i Stedet for:
de hænger sig som en Løve i mine Hænder og Fødder. — Man
saa deri en Hentydning til Korsfæstelsen og sluttede deraf, at
tvært imod al Skik og Brug ogsaa Fødderne var blevne gennem-
borede. Saaledes fremstilles endnu den Dag i Dag den korsfæstede
Jesus med gennemborede Fødder paa Grund af et urigtigt oversat
Salrae-Sted.

II.

Dog den største Interesse har det med Hensyn til Forholdet
imellem det gamle Testamente og det ny at se Jesu Geni udspringe
af Israels Genius.

Hvor stor Jesu Originalitet har været i det alment Sædelige
og Religiøse er det vel i vore Dage vanskeligt at skønne. Man
ved, at Essæernes Lære paa afgørende Punkter har stemmet over-
ens med hans, og at hans Synsmaader i mangt og meget har
svaret til Datidens store jødiske Vises, HillePs især.

Naar der er lagt Jesus Ord i Munden, der gør en skarp
Adskillelse mellem hans Lære og det gamle Testamentes, saa er
disse Ord ikke korrekte. Dersom Jesus, som det berettes, i Bjærg-
prædikenen har udtalt: „I har hørt, det er sagt, I skal elske
eders Næste og hade eders Fjender, men o. s. v. a , saa er Citatet
ikke nøjagtigt. Der staar i 3 Mos. 19.is kun: Du maa ikke hævne
dig selv eller gemme Vrede mod dit Folks Børn, men du skal
elske din Næste som dig selv.

Hillel gav efter den babylonske Talmud (Schabbath) en
Hedning, der spurgte ham, om han i faa Ord kunde give ham
Indbegrebet af Mose Lov, det berømte Svar: „Hvad du ikke vil,
man skal gøre mod dig, gør ikke det mod din Næste. Det er
hele Loven, det øvrige er kun Fortolkning deraf". Disse Ord er,
som bekendt, (Matth. 7.12) lagte Jesus i Munden. I øvrigt havde
jo allerede de ældste Profeter Amos, Jesaja, Micha kastet Vrag
paa al ydre Kultus og lagt hele Vægten paa Hjertets Renhed
alene. Det var deres Aand, som blev nedbrudt under senere
Tiders Præstevælde. Jesus genrejser den.

Digitized by Google

424 Det n J e Testamentes Forhold til det gamle.

Jesaja er den af Profeterne, som Jesus synes særligt at
have gransket og at have levet sig ind i. Atter og atter ligger
Udtryk af Jesaja bag de Vendinger, som er lagte ham i Munden.
Naar det f. Eks. hedder: „Gaar hen og melder Johannes, hvad I
hører og ser: Blinde bliver seende, og Halte gaar, Spedalske renses,
Døve hører .... og Evangeliet prædikes for de Fattige a , saa ligger
bagved disse Ord Steder af Jesaja som dette: »De Døve skal
høre de skrevne Ord paa denne Dag, og de Blindes Øjne se ud af
Mulm og Mørke, og hos de Undertrykte skal Glæden over Herren
vokse, og de Fattige blandt Menneskene skal juble over Israels
Hellige", og som dette: „Da skal de Blindes Øjne oplades og de
Døves Øren aabnes. Da skal den Halte springe som Hjorten og
den Stummes Tunge juble" o. s. v. (Jesaja 29.is, 19, 35.5, e).

At give et storstilet og tilfredsstillende Billede af Jesu Per-
sonlighed, som den gennem Evangelierne skimtes, vilde være en
Opgave for en stor Digters Indbildningskraft; kun maatte han
være en stor Kritiker tillige. Slægt efter Slægt vil rimeligvis for-
søge sig paa denne Opgave. Vi Nulevende, der ikke kan ud-
holde at læse Klopstocks Messias, kan heller ikke fuldt tilfreds-
stilles af Renans. Den teologiske Opdragelse, Renan havde faaet^
og som han aldrig formaaede helt at frigøre sig fra, bragte ham til den
Tro, at Jesus gennemgaaende selv havde tillagt sig de Mirakler,
der i Evangelierne tilskrives ham, medens et opmærksomt Studium
i talrige Tilfælde tydeligt viser, hvorledes Evangelisten komponerer
Miraklet i det Øjemed, at faa et Ord af det gamle Testamente, der
foresvæver ham, og som han (snart ved en bogstavelig, snart ved
en sindbilledlig Udtydning) misforstaar, til at stemme med en
Handling, Messias efter hans Opfattelse bør have udført.

Jesu Personlighed aabenbarer sig vel tydeligst i enkelte af
de Repliker, der er lagte ham i Munden, Repliker, man ikke kan
tænke sig opfundne, og som undertiden er saa overvældende
geniale, at de langt anderledes end noget Mirakel afjgiver Beviset
for hans Væsens Uforlignelighed.

Overfor visse Spørgsmaal, der stilles ham, svarer han ikke
gerne direkte. Han bøjer af for Spørgsmaalet, men giver netop
derved et afgørende og udtømmende Svar. De ypperste af disse
Ord har da et vist Fællespræg: det Undvigende og under denne
Bevægelse Rammende og evigt Rammende. Der er i dem en
Blanding af Forsigtighed, og Fasthed , af omgaaende Klogskab og
Overlegenhedens stille Sikkerhed.

Digitized by Google

Pet nye Testamentes Forhold til det gamle. 425

Der er saaledes Svaret paa Spørgsmaalet, om man skal
betale Kejseren Skat: Giv Gud, hvad Guds er, og Kejseren, hvad
Kejserens er.

Der findes ved denne Historie om Skattens Mønt ganske
vist den paafaldende Omstændighed, at de romerske Kejsere, som
vidste, at deres forgudede Hoveder var Jøderne en Gru, for Palæstina
lod slaa Mønt uden Kejserbilleder. Man har imidlertid gjort opmærk-
som paa, at ved en stor Tilstrømning af Fremmede som ved en Fest,
kunde der være romerske Mønter i Mængde i Omløb, og Svaret
har ikke kunnet opdigtes. Paa en Gang undvigende og fast, som
det er, indbrænder det sig i Erindringen ved sin lakoniske Knap-
hed. Det betegner Jesu Sky for Indblanding i Folkets politiske
Kamp og hans Hævden af det, som for ham var det ene Fornødne.

En stor Vanskelighed for den, der forsøger at danne sig et
Billede af Jesu menneskelige Væsen er ligefuldt den, at netop de
værdifuldeste Udsagn, der er lagte ham i Munden, undertiden er
de historisk mest usikre.

Saaledes er Ordet om Kvinden, der er greben i Ægteskabs-
brud, og hvem man efter Loven vil stene: „Den, som er ren, han
kaste den første Sten" ubeskrivelig beundringsværdigt, forsigtigt og
dog saa sublimt, at det maaske er det mest sublime og samtidigt
for den Talende mest ejendommelige Ord i den hele Bibel. Det
gamle Testamente har intet Lignende at opvise.

Meget gør imidlertid den Historie, hvori dette Ord fore-
kommer, mistænkelig. For det første findes den ikke i noget af
de tre Evangelier, der stammer fra det første kristelige Aarhundrede,
kun i det fjerde, uhistoriske Evangelium, som er nedskrevet mellem
135 og 150. Det er allerede paafaldende, at en saa smuk og be-
tegnende Anekdote er forbleven de tre første Evangelister ubekendt;
ti at de skulde have kendt den og ikke have fundet den værd at
optegne, er utænkeligt. Men hertil kommer endda, at denne For-
tælling i Virkeligheden slet ikke oprindeligt har tilhørt Johannes
Evangelium, men er et senere Indskud. Den findes ikke i de
ældste og bedste Haandskrifter, og den forstyrrer Sammenhængen
der, hvor den ubehændigt er skudt ind.

Forfatteren har næppe kendt noget nøjere til Mose Lov og
jødisk Sæd og Skik paa Kristi Tid. Han forudsætter øjensynligt, at
Stening er den almindelige Straf for Ægteskabsbrud, medens den
i 5 Mosebog 22.28, 34, kun er foreskrevet for et bestemt Tilfælde.
Dernæst er Fortællingens Udgang, Kvindens Frelse, saare lidet

Digitized by

426

Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

sandsynlig. Bødlerne har ganske sikkert anset sig for mere end
tilstrækkeligt rene; de har ikke sluppet deres Bytte, fordi en
Mand uden Myndighed over dem gav dem en indirekte Opfordring
til at bryde Loven ved at lade Naade gaa for Ret. Trods alle
disse Forhold, der taler mod Fortællingens Paalidelighed, kan man
vanskeligt forsone sig med den Tanke, at det sublime Ord, der er
dens Kærne, ikke skulde være blevet udtalt af Jesus. Thi dersom
ikke af ham, af hvem da? Hvem var i Stand til at forme denne
Sætning?

Denne Antagelse styrkes desuden derved, at Papias, som
levede i den første Halvdel af det andet Aarhundrede, efter hvad
Eusebios anfører i sin Kirkehistorie (tredje Bog, Kap. 40), har haft
Anekdoten i sit nu forsvundne Skrift. Den maa være ment med
„Historien om en Kvinde, der paa Grund af mange Synder blev
anklaget for Herren."

III.

Med Hensyn til Forholdet mellem det gamle og det nye
Testamente knytter der sig en stor Interesse til de korte Lignelser,
de Parabler eller smaa billedlige Historier, der hyppigt udgør
Formen for Jesu Prædiken.

Besynderligt nok har Renan i sit Jesu Liv benægtet, at der
findes nogen som helst Overensstemmelse mellem slige Træk i det
nye Testamente og formelt beslægtede billedlige Fremstillinger i
det gamle. Han finder langt større Lighed mellem Jesu Parabler
og dem, der i Indiens gamle religiøse Skrifter tillægges Buddha.

Der er Ligheder nok mellem enkelte Sentenser, der tillægges
Buddha og Jesus, men det er i Grunden kun faa Parabler, der her kan
være Tale om at hidføre til Sammenligning med det nye Testamentes,
og allerede den umaadelige Vidtløftighed, de bestandig tilbage-
vendende Gentagelser, hvormed disse fortælles, gør Ligheden
saare svag. Den findes imidlertid, naar man af de indiske Parabler
fjerner den brede, maleriske Fremstilling og udskiller alt over-
flødigt. Man vil da kunne bringe dem i en Form, der nærmer
dem til den i Evangeliernes Parabler.

En af disse sindbilledlige Fortællinger begynder: „Det er,
o Qåriputtra, som var der her — i en Landsby, en By, en Flække,
et Distrikt, en Provins, et Kongerige, en kongelig Residensstad —
en Husherre, som var aldrende, gammel, nedbrudt, naaet til en

Digitized by Google

Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

427

meget fremrykket Alder, rig, med stor Formue, store Midler til
Nydelse og E^jer af et stort, højt, rummeligt Hus, bygget for lang
Tid siden og nu faldefærdigt; et Hus med Rum for to, tre, fire
eller fem hundrede levende Væsener, og som kun havde én Dør,
et Hus tækket med Straa, hvis Sale faldt sammen, hvis Støttepiller
var raadne og ødelagte, mens Pudsen, som dækkede dets Mure
og Porte, var afgnavet af Tiden. Sæt, at dette Hus fra alle Sider
blev omspændt af en stor lidebrand. Og sæt, at hin Mand havde
mange Børn, fem, ti eller tyve, og at han var gaaet ud af
sit Hus. 4

Som man ser, der er intet som helst i denne Stil, som
minder om Israeliternes Fortællerstil, hverken om den hebraiske
eller den græske.

Anderledes, hvis man omskriver Parablen og siger: „Der
var en gammel, rig Mand, som boede med sine mange Børn i et
stort Hus med talrige Rum. Og Huset var gammelt og falde-
færdigt, og dets Tag var af Straa. En Dag brød der pludselig Ild,
ud i Huset fra flere Sider, og Huset havde kun en eneste Dør.
Husets Herre kunde lettelig redde sig selv, men han ængstedes
for sine Børn, der var saa unge og smaa, og som i dette brændende
Hus morede sig med at lege og spille forskellige Spil. Han kaldte
da paa dem: Kom mine Børn, Huset staar i Brand! Men Børnene
forstod ikke Ordet Brand, uvidende som de var. Da raabte
Faderen, som kendte sine Børns Tilbøjeligheder: Legetøjet, som
I har kært, Legetøj af mange Slags, Vogne, forspændte med Okser,
Geder, Antiloper, har jeg lagt her udenfor Døren, kommer hurtigt
ud! — Selv om den Mand ikke havde givet en eneste Legetøjs-
Vogn til sine Børn, var han vel' derfor en Løgner?"

Der er en anden saadan Parabel, som har en ganske svag
Lighed med den om den fortabte Søn, skønt den langtfra har
dennes dybere Mening.

Sammentrængt vilde den lyde: En Søn blev Qernet fra sin
Fader og kom langt bort til et andet Land. Faderen, som var
en mægtig Mand, begræd sin Søn og søgte ham i halvtredsindstyve
Aar alle Vegne forgæves. Imedens var han selv stedse bleven
mere rig og mægtig, og en Dag, da han sad paa en Trone under
en Baldakin, omgivet af flere hundrede Mænd af sit Følge, kom
Sønnen, der var saa fattig, at han søgte sig Føde og Klæder, til
den By, hvor hans Faders Hus laa. Da han saa sin Fader,
tænkte han: Det er Kongen eller Kongens Minister, og han

Digitized by Google

428 Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

flygtede af Angest for, elendig som han saa ud, at blive ført i
Fængsel. Men Faderen, som sad paa sin Trone, genkendte sin
Søn og lod ham gribe af sine Løbere. Og næppe greben faldt
Sønnen i Afmagt; thi han tænkte: Det er Bødlerne, som griber
mig. Da sendte den rige til sin fattige Søn Enøjede, Krøblinge,
Elendige, til hvem han havde sagt: Fæster ham i min Tjeneste.
Og han selv sagde til ham : Det Sted, hvor man henkaster Skarnet
fra mit Hus, er stinkende og fælt; arbejd paa at rense det, jeg
giver dig dobbelt Løn. Og Sønnen rensede Stedet og boede i en
Straahytte nær derved. Men Faderen iagttog ham stadigt gennem
Vinduerne eller gennem et Kighul, og en Dag gik han ned til
ham i fattige Klæder og skændte paa ham og sagde: Du gør ikke
din Gerning. Men derefter aabnede han ham sin Favn og sagde:
Jo, du gør din Gerning. Du er visselig min Søn; der er ingen
Tvivl. Paa denne Maade lod han ham lidt efter lidt faa Indpas
i sit Hus og anvendte ham i sin Tjeneste og indgød ham Tillid.
Men den fattige tænkte hverken paa Guldet eller Perlerne eller
nogen af de andre Rigdomme, som Faderen skjulte i sit Hus.
Den rige sagde da til sig selv: Min Søn er naaet til at tænke
ædelt, og han skænkede ham al sin Ejendom uden Undtagelse.
Saaledes oppebier Verdens Lærer, han, som eksisterer ved sig selv,
det passende Øjeblik; han siger ikke sin sande Mening straks,
fordi han prøver os først. Han siger til os: Betving I først eders
elendige Tilbøjeligheder, og han giver sine Goder til den, der har
betvunget dem. —

Der er heri noget, som minder om Aanden i den kristelige
Parabel.

I Fabelens Bygning om end ikke i dens Aand staar
følgende lille sindbilledlige Historie Evangeliets Parabler ret nær.

Der er spurgt, hvorfor Tathågata (Buddha) forlader Jorden
og lader Menneskene tro paa sin fuldstændige Forsvinden, skønt
han ikke endnu helt er indtraadt i Nirvåna:

Det er, o Søn, som var der en kyndig Læge, vant til at
behandle enhver Art Sygdom. Han havde en Mængde Børn, og
medens han var borte paa en Rejse, blev alle disse Børn syge af
en giftig Drik og rullede sig i Smerter paa Jorden. Lægen, deres
Fader, vendte hjem, og alle anraabte de ham om at befri dem
fra Giften. Men nogle af disse Børn havde urigtige Begreber,
andre tænkte sundt. Lægen beredte da et stærkt Lægemiddel, som
havde Farve, Lugt og Smag, og sagde: Drik, mine Børn, og I vil

Digitized by Google

Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

429

i en Fart blive helbredte. De af Børnene, der tænkte sundt, drak
hurtigt og kom sig. De andre sagde: Helbred os, kære Fader!
men drak ikke Medicinen, thi dens Farve, dens Lugt og dens
Smag mishagede dem. Da udfandt Lægen dette Middel: Han
rejste bort paany og lod sine syge Børn vide, at han var død.
Men de, som nu saa sig uden Beskytter og Hjælper, tog Læge-
midlet og blev helbredte. Da Lægen saa vidste sine Børn befriede
for Ondet, viste han sig for dem paany. Saaledes lader ogsaa
jeg, Verdens Fader, Væsenet, der eksisterer ved sig selv, alle
Skabningers Herre og Læge, naar jeg ser mine Børn oplagte til
Modsigen og Modstand, hildede i Vildfarelse og Uvidenhed, disse
mine Skabninger se mit Nirvana, skønt jeg endnu ikke er ind-
traadt deri. (Le lotus de la bonne loi Kap. III. IV, XIV.)

IV.

Saasnart man fra Indernes hellige Bøger vender tilbage til
den gamle hebraiske Literatur, føler man straks, at man her har
samme literære Grund under sine Fødder som i det nye Testamente.

Man kan stadigt i de ældre historiske og profetiske Bøger
finde Træk og Former, der er beslægtede med dem, som betegner
Billedsproget i Jesu Prædiken.

Der findes i det gamle Testamente egentlige Fabler (Dom-
mernes Bog 9, 8, 2 Kong. Bog 14, 9). Den første af disse Fabler,
der spotter en daarlig Hersker, Abimelek, lyder saadan: Træerne
gik engang hen at salve sig en Konge, og de sagde til Oliven-
træet: Vær du Konge over os! Men Olietræet svarede dem:
Skulde jeg forlade min Fedme, som Guder og Mennesker priser
hos mig, og gaa hen for at hæve mig over Træerne! — Samme
Opfordring til Figentræet, der ikke vil forlade sin Sødme og sin
gode Frugt, og til Vinstokken, der ikke vil forlade sin Most;
endelig til Tornebusken, som svarer: „Dersom I virkelig vil salve
mig til Konge over eder, saa kommer og skjuler eder under min
^ygge — men hvis ikke, da fare Ild ud fra Tornebusken og
fortære Libanons Cedre. u

Vi finder ogsaa egentlige Parabler. Saaledes Jesaja 5, s:
,Min Ven (d: Jahve) havde en Vingaard paa en frugtbar Skrænt.
Han hakkede den, ryddede Sten af den og beplantede den med
ædle Ranker. Han byggede et Taarn i dens Midte og huggede
en Perse ud af Klippen i den. Saa ventede han, at den skulde

Digitized by

430

Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

bære Druer — den bar Galdebær. Og nu, I Jerusalems Beboere
og Juda Mænd! Dømmer mellem mig og min Vingaard! Hvad
var der mere at gøre ved min Vingaard, som jeg ikke har gjort
ved den ? Da jeg ventede, at den skulde bære Druer, hvorfor bar
den da Galdebær? — Nu vil jeg lade eder vide, hvad jeg vil
gøre ved min Vingaard. Jeg vil tage dens Hegn op, saa den
skal ædes af, vil rive dens Mur ned, saa den skal trædes under
Fødder. Jeg vil lægge den øde; den skal ikke beskæres, ikke
dyrkes mere, Tjørn og Tidsel skal skyde op deri, og Skyerne vil
jeg forbyde at vande den med Regn. — Thi Vingaarden er Jahve
Zebaots; det er Israels Hus, og Juda Folk er hans kæreste
Plantning. Han haabede paa Ret, — og se det blev Uret, paa
Retfærdighed — og se, det blev til Skraal."

Man vil føle, i hvor høj Grad Jesu forskellige Vingaards-
Parabler er forberedte her, overhovedet hans Lignelser om Planter,
der bærer daarlig Frugt og ikke opfylder berettigede Forventninger.
Hele Brugen af Billedet og hele Stilen er den samme.

Er Parabelstilen hos Jesus saaledes paavirket af Jesaja, saa
er det til Gengæld højst betegnende, at intet som hejst hos ham
minder om Præsteprofeten Ezechiel, hvis Aand overhovedet ikke
kunde tiltale ham, og hvis Stil maatte være ham imod. Der findes
hos Ezechiel i 17de og 24de Kapitel forskellige Parabler; de
er nærmest allegoriske og ved Sammenhobningen af Billeder
utydelige.

Den første Parabel begynder: „ Konge-Ørnen med de store
Vinger og de lange Svingfjer, tæt dækket med brogede Fjer, kom
til Libanon og tog Gederens Løvkrone. Han rev Toppen af dens
unge Skud og bragte den til et Kræmmerland og lagde den i en
Købmandsby" osv. Ørnen er Nebukadnezar , Libanon Jerusalem,
Cederens Krone Kong Jekoniah, Købmandsbyen er Babylon (Pro-
feterne afskyede al Handel, fordi den bragte Folket i Forbindelse
med fremmede Folkeslag). Men Lignelsen er som Helhed højst
unaturlig: En Ørn, der planter en Vingaard; en Vingaard, der
anraaber om at blive vandet af en Ørn osv. Lige saa smagløs og
sammensat er Allegorien om Jerusalem som Kedel over Ilden,
hvori Indbyggerne koges.

Aldrig findes sligt i nogen Parabel af Jesus. Denne Stil
har paavirket Fremstillingsmaaden i Johannes' Aabenbaring (forfattet
mellem Aarene 68 og 70) men aldrig Formen i Jesu Parabler.
De er simple og gennemsigtigt klare.

Digitized by Google

Det nye Testamentes Forhold til det gamle.

431

En meget afgørende Indflydelse paa Jesu Parabel-Stil har
derimod Profeten Nathans bekendte Parabel (2 Sam. 12) øjen-
synligt haft:

„Der var to Mænd i samme By; den ene var rig, den anden
fattig. Den rige havde overmaade mange Faar og Okser, den
fattige intet uden et eneste lille Lam, der var vokset til med hans
Børn. Det aad af hans Brød, drak af hans Bæger, laa i hans
Skød og var ham som en Datter. Men der kom en rejsende til
den rige Mand, og han nænnede ikke at tage af sine Faar eller
Okser for at lave en Ret til den vejfarende; men han tog den
fattige Mands Faar og lavede det til.*

Ikke blot Stilen men Aanden heri er et Forbud om Stil
og Aand i saadanne Parabler af Jesus, som indskærper Kærlighed
til Næsten (Den barmhjertige Samaritan f. Eks.).

Der er andre af Jesu Parabler, som er uhyggeligt barske
i deres lidenskabelige Had til den rige blot, som rig og Forherligelse
af den fattige blot som fattig, saaledes den om Lazarus og den
rige Mand; de udgaar direkte af den ebionitiske Aand, som i
Galilæa var udbredt før Jesu Tid, og som inspirerede ham og
hans Disciple. Der er atter andre, som er rørende naive — i
deres barnlige Forestillinger om Konger, Kongeriger og Kongemagt,
saaledes den om Kongen, der gjorde Gæstebud for sin Søn. Men
de ypperste og, saa vidt man kan skønne, utvivlsomst ægte iblandt
dem, som Den fortabte Søn, der beskæmmer de korrekt Moralske,
eller Den barmhjertige Samaritan, der beskæmmer de officielt
Religiøse, er med deres Venden op og ned paa Samfundets aner-
kendte Trinstige og Rangforordning udførte i en stor og simpel
Stil og med en kunstnerisk Fynd, der røber, at det oratorisk-
digteriske Geni hos Jesus ganske var i Jævnhøjde med hans
sædelige Storhed.

Georg Brandes.

Tilskueren. 189a

29

Digitized by

Google

Valravn.

Ravnen han Høyer om Aften,
om Dagen ban ikke maa,
den skal have den kranke Lykke,
den gode kand ikke faa.

Men Ravnen fløyer om Aften.

I Dag er det sket.

Jeg fandt et Brev paa mit Bord, da jeg kom hjem fra
Arkivet, en hvid Konvolut uden Frimærke og Adresse

Hun er rejst — Hedvig — min Hustru, — rejst for be-
standig, — og alt imellem os forbi.

Det var i Eftermiddags, jeg fandt Brevet, — det laa der
paa det røde Trækpapir, hvidt og firkantet, laa der i sin hvide
Ensomhed i den stille, halvmørke Stue og sagde mig, før jeg
aabnede det, hvad der var sket — skreg det i sin Hvidhed til mig
igennem Tavsheden og drev mit Hjertes Slag i Staa for et Sekund
— det korte Sekund, det tog fire Aars Lykke at dø i min Sjæl
og blive Minde

. . . Jeg har gaaet længe, — mit Ur viser halv ti. Jeg er
kommet tilbage igen og har tændt Lampen. Jeg staar her foran
Skrivebordet og ser paa Trækpapiret, hvor Brevet laa, og det
forekommer mig, som havde jeg staaet paa dette samme Sted en
Evighed, som havde jeg ikke forladt denne Stue — saa livløs ufor-
andret er Stilheden her inde og saa tavst vaagent alt det, jeg
forlod

Hvorfor er jeg kommet tilbage, — hvorfor sidder jeg ikke
i et fremmed Værelse, paa et Hotel — hvorfor staar jeg her igen og
piner mig selv, — hvor har jeg gaaet, hvor har jeg været?

Jeg famler et Øjeblik for at finde min Viljes Veje, men min
Bevidsthed er stivnet. Som en vag, fjærn Melodi spøger i min
Hjerne Sne og kold Luft og hvinende Vognhjul. Men ingen Steder
ser jeg mig selv, finder mig ingen Steder, mærker kun i mine
Bens Muskler, at jeg har gaaet længe

Digitized by Google

Valravn.

433

Kun det ene finder jeg, at for et Øjeblik siden stod jeg
vaagen og iskold uden for Entredøren og satte forsigtig som en
Tyr Nøglen i Laasen, angest for den Stilhed, jeg vidste her inde, —
jeg blev staaende i Entreen og saa paa den lange, tomme Knage-
række, hvor hendes Tøj endnu i Morges hang, og saa paa den
nøgne, blaa Væg under Knagerækkens brune Træbælte, forbløffet,
som havde jeg aldrig vidst, hvor den Væg var kold og grel, —
blev staaende i vanvittigt Haab om, at Stilheden skulde brydes, i
fortvivlet Tro paa, at det var Blændværk, at de lukkede Døre
førte ind til Mørke og Kulde og Tomhed, — stod der, mens mit
Hjerte i vild Modstand, i tryglende Tro paa det umulige skreg
paa hende, som jeg ved borte for mig

Og jeg tog i Døren ind til mit Værelse, og Laasens svage
Knirk og mine Trin over Gulvet, og Svovlstikken, jeg strøg, hver
Lyd, jeg vakte, sagde mig koldt og kort det ene samme, Hemmelig-
heden, som stirrer mig i Møde fra alle Kroge og siver her ind fra
de mørke Stuer og ser dødstille paa mig, vækket af mine Øjnes
Kalden.

Og som jeg staar her ved Skrivebordet, breder der sig i
mig en sløv Angest for atter at vække dette Værelses Liv og høre
dets Hjerteslag i hver kendt Lyd. Jeg tør ikke røre mig, angest
for at høre det tale som et troskyldigt Barn om det, som er forbi . . .
... til en langsomt vaagnende Vilje faar mig til at vende mig
og se hen paa Sofaen, hvor hun sad i Morges, da jeg gik. Det
lille Billede, der hænger lavt over Sofaens Ryg, — Kvindehovedet,
som han har tegnet, — er skudt skævt paa sit Søm, skubbet
skævt af hendes Nakke, mens hun har siddet og stirret frem for
sig og for sidste Gang har samlet i sin Tanke det, der var hendes
eneste Vilje. Og det slaar mig med Ufattelighedens Stivnen, hvor
den Plads der i Sofaen er gabende tom, og jeg ser for mig hendes
blonde, bøjede Hoved, hendes blege, sørgmodige Profil, hendes
slanke Skuldre, den blaa Morgenkjole om hendes spinkle Skikkelse,
der bøjer sig ned over Sytøjet, saa hendes Øjne ikke ser mig — og
al hendes Sjæls Sørgmod strømmer imod mig

Hendes Sjæl, der aander saa tæt under det lette Legemes
Hud, at den skælver mig i Møde fra hver Bevægelse, hun gør,
og taler til mig fra hver Linie i hendes Legeme, taler om alt det,
hendes Mund tier med, og som dybt i hendes Øjne trygler for
Livet, naar hun løfter Hovedet og hastigt ser hen paa mig som

29»

Digitized by

434

Valravn.

paa en fremmed, der piner og bliver og ikke rejser sig for at
gaa ...

bliver og tør ikke gaa for ikke at slippe den af Syne, som
sidder med ens eneste Lykke paa sit Skød, med alt det, der er
Lyden i ens Stemme, Dagens eneste Maal og Døgnets Fred, —
tør ikke slippe den af sine Hænder, men bliver og piner

. . . Om hun havde været her endnu og siddet her, som
hun plejer, var jeg bleven hos hende og ikke gaaet, og jeg havde
kunnet se hende, og alt det, som jeg vidste forbi, vilde aandet
endnu, svagt og i fortvivlet Haab, men levende denne Time endnu.

Der paa det runde Bord mellem Bøgerne ligger Børsten,
paa det samme Sted, hvor jeg lagde den i Morges, da jeg ikke
kunde blive længere og maatte gaa fra hende, som sad og ventede
stille og pintes under Angesten i min Uro — —

Hendes Kind var kold og klam, da hun rakte mig den til
Kys, og jeg følte den mod mine Læber, som var alt hendes Liv
suget sammen i hendes Hjerte 4 og jeg lagde min Haand under
hendes Hage og løftede hendes bøjede Hoved og saa Øjenlaagene
sænke sig over hendes Øjne

Og jeg gik, gik som hver Dag før, — og som hver Dag
løb jeg hjem gennem Gaderne som den, der løber for sit Liv, i
brændende Feber for at finde i mit Eje det, jeg forlod

. . . Jeg stemmer min Haand i Bordet, — der lægger sig
Mørke om mig, — min Vilje strider for at fatte dette, at hun for
bestandig er gleden bort fra mine Øjne, at det er isnende Sandhed,
at de aldrig skal se hende for sig, aldrig hvile paa hende, at min
synkende Lykkes sidste, trange Vaage — Synet af hende — er
lukket for evig.

Saa slipper jeg paa en Gang Bordet og gaar over Gulvet
hen imod Sofaen, gaar underlig holdningsløst og hører næppe
mine egne Trin, saa svagt træder jeg. Og da jeg staar foran
Sofaen, stirrer jeg tomt frem for mig som paa en Grav, til jeg
finder mine Øjne fæstede paa det Billede, han har tegnet . . .

dette lille, uskyldige Billede mellem alle de mange, som gemmer
den røde Væg, dette hvide Papir med sit Blyantsrids, som har
pint mig fra den Dag, hun sagde mig, hvorfor hun tav saa trist,
naar vi var sammen, pint mig som en Haand om mit Hjerte,
som en stum Skrift paa Væggen, og jaget alle mine Tanker, til
de blev blege som Spøgelser, der skrider tyst og hjemløst gennem

Digitized by Google

Valravn.

435

Stuen, hvor fremmede gaar ud og ind og kalder alt det deres, som
var gemt og hæget som ens eneste Eje ... ♦

dette lille Billede, der var mig som en Kræft i Hjertet,
mens min Sjæl i sin Nød fattig og nøjsom sugede Lykke af at
Tide hende glad ved, at det hang der for hendes Øjne.

Jeg løfter Haanden for varsomt at røre ved dets Ramme
og skyde det lige, men lader atter min Arm synke og har ikke
Mod til at rette det, mindesyg og angest for at dræbe dette sidste
Spor af hende. Og et Øjeblik dulmes min Fortvivlelse, og dette
Billede, som hendes Nakke endnu i Morges har hvilet imod, bliver
mig som et Baand, der binder hende til de tomme Stuer, binder,
som laa hendes Haand endnu i min, og som var det hele en dum,
ulykkelig Drøm.

Og jeg vender mig og ser mod Døren ud til Entreen, saa
pludselig tryg, saa dagligdags rolig c%*saa besindigt vidende, at.
hun sover ovre i sin Seng

Og pludselig giver jeg mig til at ordne Bøgerne paa
Bordet. Jeg stabler dem sammen, ganske langsomt, i smaa
Bunker, saaledes som de plejer at ligge. Den lille, firkantede Dug
under Visitkortskaalen glatter jeg og skyder et Par Kort, som
hænger ud over Skaalens Rand, ind under de andre. Jeg bliver
staaende ved Bordet, skraber alle Visitkortene i Skaalen sammen
og tager dem i min Haand for at lægge dem fra mig ordnede i
Stabel og spreder dem igen. Saa ser jeg mig om, lader Øjnene
løbe over Reolernes Bøger og Billederne paa Væggen, og gaar
atter tilbage mod mit Skrivebord og drejer pludselig vaklende
rundt paa Hælen

Mit Legeme fanges af en Lænestols bløde Polster, og jeg
føler mine Lemmer indfaldne og magre, som var mine Klæder alt
for store. Mine Kinder er kolde og Huden i mit Ansigt stram og
trukket sammen.

I lang Tid sidder jeg og stirrer frem for mig og sanser
intet, — min Hjerne er stanset, mit Liv er som ophørt

. . . Men da langt om længe min Bevidsthed vaagner, er
det første, jeg ved, at Stilheden hele Tiden har vaaget lydløst
omkring mig, at intet og ingen har brudt den, og at alt er dødt
og tavst og endt. Jeg ser hen paa Dørlaasens sorte Greb, og
som slog det et nyt Saar i mit Hjerte, ved jeg, at den Dør er
lukket for bestandig bag hende. Og pludselig er det, som om
alle Blodkarrene i mit Legeme aabnede sig, og jeg fyldes af en

Digitized by

436

Valravn.

Længsel, der svider mit Hjerte og jager mig op, løfter mine Arme
og knytter mine Hænder som for at holde fast, knuge og holde
fast for bestandig

Jeg staar foran Kakkelovnen og aabner den øverste Dør.
Dernede i Ovnen, bredt over de røde Gløder, ligger som en tynd,
buklet Aske hendes Brev. Det ligger der endnu, som jeg lagde
det paa Ilden i Eftermiddags, men det er sunket ned til Bunden
med Gløderne. Jeg staar og ser paa det, som kunde jeg løfte, det
op af Ilden og aande det helt igen, holde det i min Ha and, gemme
det, bevare det, hver Dag se de Ord, der for sidste Gang nævnede
mig ved Navn med hendes Stemme

Men den tynde Aske krummer sig sammen for Trækken i
Ovnen og brister over Gløderne —

forbi og endt

Som en hed Kilde tælder op i mig Bevidstheden om alt

det, der var mit

og Mindets blege Spøgelsehænder lukker sig om min Sjæl.

Jeg sidder i Sofaen og ser gennem den aabne Dør ind i
den mørke Dagligstue, ind paa Maaneskinnet i den hvide Vindues-
karm. Der er stille derinde som her, hvor jeg sidder. Gennem
et tyndt Mørke ser jeg ind paa Vinduet, hvis krydsede Rammer
samler i store Firkanter den sølvgraa Maanenat derude.

Min Hjerne arbejder bestandig.

Der er lyst som en Sommernat ude bag det hvide Vindue.
Og idelig og idelig kreser mine Tanker om det blege Skær der-
inde, ... det er som en Pine, jeg ikke kan stanse

... til jeg ser hende sidde ved Vinduet, som hun sad der
den Sommernat for to Aar siden, mens her var stille som nu, de
lyse Nætters gennemsigtige Tavshed.

Hun sad derinde med Ryggen til mig og støttede Albuerne
mod Karmen, bøjet frem imod Ruden og med Hovedet hvilende
i bægge Hænder. Ned over hendes Nakke og Skuldre lyste svagt
Skæret fra Himlen og spandt om bægge hendes Tindinger et fint-
speget Pur af Haar, og fra Vinduet strømmede en mat Sølvglans
ind over Stuens Møbler og graanede alle Farver under sin blege
Hinde og slørede i en Em af Skumring Kanter og Hjørner, der

Digitized by Google

Valravn,

437

skød sig frem af Skyggens Fred, og sugedes sammen og hang som
klar Væde i Lysekronens Prismer og Stjerner.

Jeg laa her paa Sofaen og saa ind paa hende, fuld af
Aftenens Fred, til min Lykke brød ind over mit Hjerte og jeg
maatte tale, høre hende tale.

— Hvad sidder du og tænker paa, Hedvig? spurgte jeg.
Hun svarede ikke straks. Saa spurgte hun omsider langsomt :

— Hvorfor vil du vide det?

— Aa jo, du sidder saa alene og tier, svarede jeg.

— Det vil blot gøre dig bedrøvet, sagde hun stille og uden
at vende sig.

— Bedrøvet, du, — hvad er det da, du tænker paa?
spurgte jeg igen.

Hun tav en Tid lang. Saa sagde hnn langsomt:

— Jeg tænker paa de lyse Nætter.

— Herregud, og det skulde gøre mig bedrøvet! smaalo jeg.

— Gør de ikke dig bedrøvet? spurgte hun, og Ordene kom
nølende og lød, som turde hun ikke tale det, hun tænkte, til Ende.

Jeg rejste mig fra Sofaen.

— Du siger det saa sørgmodigt, sagde jeg og gik ind over
Gulvet til hende og bøjede mig over hende og tog hendes Haand.
— Er der noget i Vejen, Hedvig? Hvad er det med de lyse Nætter?

Hun rystede paa Hovedet.

— Kan du ikke sige mig det? spurgte jeg.

— Jeg ved det ikke, sagde hun og saa ud paa Himlen, der
i Nord stod som en bleg Bund gemt under et Tæppe af sølvmor-
hvide Skyblade.

— Hedvig, sig mig det! bad jeg.

— Det er blot det, begyndte hun langsomt og standsede, —
det er blot det, at jeg sidder og føler mig saa ensom

Og da jeg tav, blev hun ved, mens hun saa ud over Haven:

— Jeg kan ikke gøre for det, Johannes, og jeg ved, at det
«r Synd imod dig; men jeg bliver saa beklemt om Hjertet, naar
jeg tænker paa, hvor ung jeg er, og at jeg sidder her og ser det
samme og kommer ingen Vegne, alt det jeg tænker og længes.
Aa, du ved ikke, hvor det er frygteligt at være angest for hver
Dag, der gaar, og føle Tiden saa kostbar. Jeg synes somme Tider,
at jeg bliver saa gammel, og saa har jeg oplevet saa lidt og spildt
de eneste Aar, man har at leve i.

Digitized by

438

Valravn.

Huh vendte sig om imod mig og saa op paa mig med to
blanke, blaa Øjne, og hendes Haand, som havde ligget slapt og
viljeløst i min, klemte fast om mine Fingre.

— Johannes, bad hun, rejs med mig, blot en kort Tid T
blot et Par Uger bort herfra!

Jeg løsnede langsomt min Haand fri af hendes.

— Bort fra vort Hjem? spurgte jeg.

Hun nikkede og famlede efter min Haand, men jeg vendte
mig og gik ind i Stuens Halvmørke. Saa kom jeg langsomt tilbage
og standsede hos hende.

— Hedvig, sagde jeg, du som ved, at det eneste, jeg bryder
mig om, er at være ene med dig. Hvad er det, du længes efter?
Jeg forstaar dig ikke.

— Johannes, vi har været ene i to Aar, svarede hun.

— Ene, gentog jeg og saa paa hende.

Men hun vendte sig mod Vinduet og sukkede.

— Kan vi ikke være ene, fordi der er andre om os? spurgte
hun træt.

— Aa jo, svarede jeg og afbrød pludselig mig selv

Nej, jeg forstaar dig ikke, sagde jeg, — jeg forstaar dig ikke!
Hvor falder du paa alt det netop nu?

Hun sad lidt tavs.

— Netop nu er det saa lyst ude! sagde hun saa.
Og lidt efter føjede hun stilfærdigt til:

— Du ved ikke, hvor længe jeg h^r tiet med det — du ser
ingen Ting.

— Hedvig, spurgte jeg og støttede min flade Haand mod
hendes Sybords Plade, — er det mig, du længes bort fra, er det
mig, der spilder Dagene for dig?

— Nej, det ved du godt, sagde hun og saa rolig op
paa mig.

— Jeg ved jo ingen Ting, siger du, og naar du taler, som
du gør, saa

— Hvorfor vil du nu være ond? afbrød hun bønligt. Jeg
vidste ikke, du vilde tage det saadan, ellers skulde jeg nok
tiet stille.

— Nej bliv dog endelig ved, sagde jeg tørt og gik atter
ind over Gulvet. — Det er jo kun godt, at jeg ved, at du keder
dig i dit Hjem.

Digitized by Google

Valravn.

439

Hun sad lidt uden at svare og flettede Fingrene sammen,
saa Ledene knagede.

— Ja — værre end keder mig! sagde hun koldt.

Jeg standsede et Øjeblik og saa hurtigt hen paa hende. Saa
gik jeg gennem den aabne Dør ind paa mit Værelse og lukkede
langsomt efter mig.

Jeg er træt og kan ikke sove, mit Legeme er træt og al
Bevægelse i min Sjæl er standset. Jeg har lænet mig tilbage i
Sofaen og sidder og ser ind paa Maaneskinnet.

Jeg er som to Personer. I mit Hjerte vaagner mine Minder
og vikler sig fri og glider imod mig og forbi mig som Taager
over et Vandspejl, og jeg følger mine egne Tanker som den, der
ude fra Vejen ser ind i en stille Have, hvor et Menneske gaar og
pusler og graver uforstyrret, bøjet mod Jorden.

. . . Sommernatten igennem sad jeg ved mit Skrivebord og
læste og skrev. Da jeg saa op, stod Dagningens blaa Luft bag
de duggede' Ruder, og jeg hørte de vaagnende Fugle pippe
udenfor i Morgenstilheden.

Og skønt Timer var gaaede og Natten leden, siden jeg i
Vrede var gaaet og havde ladet hende, som jeg elskede, ene uden
Godnat, sad jeg vaagen under Mindet og havde pint mig kun faa
Sider frem gennem Sanskritvers og Noter, — jeg huskede intet af
det, jeg havde læst. Jeg vidste kun, at min Vrede langsomt var
brændt sammen, til den laa som en hed Aske i min Sjæl og
martrede mig som den, der havde været opfarende og ond og
haft Uret, og min Brøde var vokset, mens Angeren skruede mine
Tanker paa Pinebænk. Ikke et Øjeblik havde hun været mig af
Sinde, og for hver Note, jeg havde skrevet ned, havde min Længsel
drevet mig mod at rejse mig og gaa ind i Sovekammeret for at
kysse de Øjne, jeg vidste havde grædt, og for at trygle mig den
Tilgivelse til, der stod for mig som den eneste Vej, der førte ind
til Dagen i Morgen.

Men hver Gang blev jeg siddende og saa paa hendes
Billede, der stod foran mig paa Skrivebordet, saa paa hendes
blonde, knejsende Profil, hvis Blik ikke søgte mit. En Vægt i mit
Hjerte tyngede min Vilje og holdt mig tilbage. Jeg følte mig

Digitized by Google

440

Valravn.

ensom drevet uden for mit Livs trygge Hegn, og jeg bar endnu
i mine Aarer den Kulde, der havde suget mit Blod bort under
Huden det Øjeblik, hun sagde mig, at hun længtes bort fra vort
Hjem. Jeg havde set i hendes Øjne og hørt paa hendes Stemme,
at hun forstod, hvor smertefuldt hun saarede min Kærligheds
Egoisme, og at hun bad saa inderligt, at hendes Ord ikke maatte
gøre mig bedrøvet, de stilfærdige, nænsomme Ord, der havde ramt
mig som et Jordskred under mine Fødder.

Sørgmodig og alene sad jeg i den stille Dagningstime og
tænkte paa, hvad hun og jeg havde ejet sammen af Lykke i de
tre Aar, der var gaaede, siden vi første Gang mødtes. Blegt og
glædeløst saa jeg det alt sammen for mig og følte mig frygtsom
og uden Ret til at kalde til Live de Minder, hvis Sjæl var hende,
som jeg havde saaret. Jeg saa de tre Aar for mig som en Qern,
lys Stribe under en mørk Himmel, Minderne gled saa hjemløst
igennem mit Hjerte, og min Tanke strøg som en træt Maage mod
de Aar, der som en fast Strimmel Bred dukkede op yderst i Hori-
sonten, de Aar, jeg havde delt med ingen, min Ungdoms menneske-
fjerne, ensomme Øland.

Jeg skød Skrivebordsstolen tilbage og aabnede Døren ind
til Dagligstuen. En skær, sørgmodig Tavshed blundede mig i Møde
fra den stille Stue, hvor det graa Dagningslys laa som en fin Dis
over Møbler og Væggenes Billeder. Jeg gik hen til Vinduet, hvor
hendes Sybord stod, og hvor hun havde siddet den foregaaende
Aften. Sytøjet laa kastet over Sykurven, og i en lang, hvid Traad
hang Naalen ned mod Gulvet, og Fingerbøllet spejlede sig i
Bordets blanke Plade ved Siden af det aabne Etui. Jeg tog
Naalen og hæftede den langsomt fast og lagde Sytøjet sammen
og Fingerbøllet i Etuiet og blev staaende en Stund med Haanden
hvilende paa det sammenlagte Stykke Linned.

I Vinduet duftede en højstammet Neries blegrøde Blomster,
og udenfor hang under Termometerets Kvægsølvkugle en stor, klar
Draabe af Dug. Jeg skød bægge Vinduer op. Over den store
Poppel i Villahavens Hegn hvidnede højt oppe Himlen, og Fuglene
støjede nede i de vaade Buske. Men jeg frøs i den kølige Luft, og
Gryets Stilhed tyngede mit Sind og pinte mig i min nervøse Træthed.

Jeg lod Vinduerne staa og gik ind i Sovekammeret og hen
til hendes Seng.

Med det blonde Haar løst ud over Puden og den ene Haand
lukket om en Fold i Lagenet laa hun og sov. I rolig Aanden

Digitized by Google

Valravn.

441

steg og sank Brystet under den hvide Natkjole, og over de søvn-
stille Træk laa Dagslysets Fred.

Jeg tog hendes Haand og bøjede mig ned over hende.

— Hedvig, hviskede jeg.

En svag Trækning i hendes Legeme fik Sengens Tæppe til
at bevæge sig. Saa slog hun Øjnene op og saa et Øjeblik stift
og forvirret paa mig, og saa vaagnede hun helt og skød sig som
skræmt tilbage i Sengen og trak sin Haand til sig.

— Hvad vil du? spurgte hun hastigt og saa roligt paa mig
og blev liggende med Læberne let sammenpressede.

— Hedvig, glem, hvad jeg sagde i Aftes! bad jeg.
Hendes Mundvige sænkede sig i et bittert Smil, og hun

svarede ikke.

— Du maa ikke tie saa længe, Hedvig! sagde jeg, — hvorfor
vil du ikke tale til mig?

— Hvorfor, gentog hun, — fordi jeg ikke har noget at
sige dig.

— Jo du har, Hedvig; — vi maa tale sammen, vi er jo
ikke Fjender.

— Du bruger saa store Ord! svarede hun.
Jeg rystede paa Hovedet.

— Herregud sagde jeg, har du slet ingen Medlidenhed med
mig? Vil du begynde forfra, Hedvig?

— Medlidenhed med dig, gentog hun træt, — aa jo, det
har jeg.

Jeg tav. I det stille, lyse Kammer summede henne i Vinduet
en vaagnet Flue og slog i smaa, dumpe Smæld mod Ruden.

— Du ved ikke, hvor forpint jeg er, sagde jeg omsider.
Det er min Skyld alt sammen, Hedvig. Jeg har siddet hele Natten
og lidt derunder. Men forstaar du da ikke, hvor ondt det gjorde
mig at høre dig tale, som du talte. Jeg syntes, dine Ord tilintet-
gjorde alt det, der havde været mig mest til Glæde.

Jeg famlede efter hendes Haand og tog den, og hun lod
mig beholde den.

— Du tænker kun paa dig selv, svarede hun.

— Det er saa svært for mig at tænke mig din Lykke skilt
fra min — det kan jeg ikke. Jeg er lykkelig, naar du er glad,
sagde jeg og legede med hendes Fingre.

— Ja — og blot du er lykkelig, saa kan alle andre være,
som de vil, svarede hun. Ved du, hvor tit jeg for din Skyld har

Digitized by Google

Val ravn.

gaaet og forsøgt at vise mig glad, og skjult, hvor træt og alt
andet end glad jeg var? Og ved du, hvor mange Gange jeg har
været ved at sige, hvad jeg sagde i Aftes, og tiet stille for din
Skyld? Og naar jeg saa endelig ikke kan bære det længer, saa
har du ikke Ord for andet end for den Uret, det er imod dig.
Jeg stod lidt og tav.

— Hvad tror du da, det er, jeg har siddet vaagen over i
Nat, spurgte jeg saa, og hvad tror du, det er, der har pint mig
og piner mig, naar det ikke er det, at jeg føler, hvor snævert jeg
har gaaet ved Siden af dig og nøjedes med min egen Glæde.

— Har gaaet og vil blive ved at gaa, Johannes, sagde hun.
Du ved ikke, hvor det har pint mig lige fra den Dag, vi blev
gifte, fra den første Morgen, jeg vaagnede her, og du var staaet
op og gik inde i Stuerne og saa paa Brudegaverne og var mere
optaget af dit ny Hjem end af mig, som laa alene her inde. Du
ved ikke, hvor forladt du gjorde mig, saa forladt, at jeg ikke en
Gang kunde græde.

Jeg bøjede mig ned over hende uden at se paa hende.

— Vær god ved mig og tilgiv mig! hviskede jeg.

Hun laa længe og saa sørgmodig paa mig med sine blaa
Øjne. Saa løftede hun den Haand, hun havde fri, frem under
Tæppet og strøg mig blidt gennem Haaret, mens mit Ansigt
hvilede gemt i hendes Pude.

— Du maa ikke tro, hvad jeg sagde i Aftes, hviskede hun,
jeg er ikke ked af mit Hjem, jeg er blot saa træt somme Tider.

Jeg løftede mit Hoved fra Puden.

— Nej, jeg tror det heller ikke, Hedvig, jeg tror det ikke,
og jeg vil gerne rejse med dig, sagde jeg.

— Nu skal du blot tie og gaa i Seng og se at sove, svarede
hun og gjorde med et let Tryk sin Haand fri af min.

Jeg har rejst mig fra Sofaen og lukket Døren ind til Daglig-
stuen, mørkeræd og angest for Maaneskinnet og Ensomheden der-
iude, — jeg sidder paa en Stol ved Siden af mit Skrivebord, tæt
ved Lampen, og stirrer hen paa Døren ud til Entreen og trygler
i min Sjæl om at se Døren aabnes, ligegyldigt for hvem, for en vild-
fremmed, blot for et levende Væsen, der kommer for at tage mig

Digitized by Google

Valravn.

443

ved Haanden og føre mig med sig, bort fra denne Stue, som jeg
ikke ejer Mod til at forlade

Og som jeg sidder og fryser og strider med min vaklende
Vilje, lister sig bag paa min Sjæl Billedet af den tætte Hasselgang
den Aften, jeg første Gang saa Hedvig. Jeg føler dens fugtige
Halvmørke om mig, og den pludselige Skælven, der kom over mig
og strøg alle mine Tanker ud, da jeg løftede Hovedet og saa mig
ene Ansigt til Ansigt med hende, som hun stod der i storskygget,
lys Straahat og hvid Kjole. Og jeg føler den hede Stivnen af
hele mit Væsen, da hun saa paa mig og bøjede sit blonde Hoved
i en stum Hilsen. Fuld af forvirret Højtidelighed blev jeg staaende,
mens hun langsomt gik videre. Og alt det, jeg søgte at tænke
mine Tanker i Ligevægt igen, frugtede ikke. Jeg var ikke den,
jeg havde været faa Minutter i Forvejen. Jeg havde ingen Tanker
mere. Der var saa pludselig kastet noget ind i min Sjæl, noget,
der slugte min Fortid, mine Vaner og Minder og Vilje og fyldte
mig helt med højtidelig Fryd. Der var kun det i mig, og for det
levede og aandede jeg og vidste af intet andet. Som en rolig
Almagt kom det over mig, en rolig Almagt, der førte mine Skridt
og holdt mig saa vaagen, som havde jeg aldrig kendt Søvn

Og de otte Dage, der fulgte, de otte Dage, hvor hun Time
for Time gled imod mig, til hun sænkede sin milde Kærlighed i
min Rus af Styrke, — hvor jeg sugede hende ind i min Ensomhed
og fyldte den med hendes Stemme og gjorde mit Liv lykkeligt,
saa ubekymret og tryg i min Besiddelse

. . . Den lyserøde Vifte, som jeg fandt i Gaar

I et Nu er mine Tanker skiftede.

Jeg ser den lyserøde Vifte paa Æskens hvide Bund, Fjer-
viften, som vi købte det første Aar, vi var gifte, til det eneste
Bal, vi gik til, — den lyserøde Vifte, som jeg fandt igen i Gaar.

Saa blege i det røde som hendes Hænders Negle krusede
dens smaa, bløde Dun sig over hinanden —

Hvor de levede, naar jeg aandede over dem! Hver lille
Fjer bevægede sig.

Og det var Aar, siden jeg bavde set den, og jeg vidste alt
det forbi, som den var Vidne til. Men gennem mit Hjerte gik en

Digitized by Google

444

Valravn.

hed Strøm, og det var, som vaagnede der i Dunenes Rosenreder
Ord, som nu er døde, Ord fra den Gang hun, der bar den, var
min, Ord fra min Sjæls Fester. Og mens mit Hjerte pintes, saa
jeg for mig hende, hvid og lykkelig, dansende gennem Salens Lys
og Larm og, hver Gang hun strøg mig forbi, med et Blik lyse sin
Elskovs Velsignelse over mit Hjerte. Og jeg fandt igen Duften af
hendes kølige Haar, af hendes Hoved, som laa mod min Skulder,
da vi sad i Vognen hjem, og som jeg tog mellem bægge mine
Hænder og kyssede over Pande og Isse og Mund, mens hun saa
paa mig rig ved min Kærlighed.

Mine Hænder skælver, som de skælvede i Gaar, da jeg bar
denne Vifte paa Plads igen, forsigtig, som man bærer et tro-
skyldigt Barn.

Op bag alt det, som siden er hændet, dukker spredt og i
Stumper Timer og Øjeblikke fra de første Aar, hun var min,
Sekunder af Lykke. Som forhekset Guld, som en Spøgelseskat
ruller det ind over Gulvet, og min Sjæl sanker og sanker, samler
det i Krogene, alle Vegne, og bøjer sig rugende over det

Jeg sidder i den Stue, der er min og hendes.

Der paa Reolen staar den Hylde fuld af Bøger, som er
hendes, de Bøger, som jeg læste højt for hende, og som hun
skrev sit Navn i, mens jeg stod bøjet over hende og lo ad hendes
buttede, snirklede Skrift

Hedvig Prahl skriver hun og ser op paa mig og rødmer
hver Gang og ler af min pedantiske Latter. „Marie Grubbe*,
„Niels Lyhne", „Gertrude Goldbjørnsen", og hendes Bibel, Turgen-
jews „En Jægers Dagbog", — ned over dens brune Ryg hænger
røde Silkesnore, en ved hvert af de smaa Evangelier, hun fandt
sig mellem dens Blade

Inde i Dagligstuen sidder vi og læser. Hun sidder ganske
stille og syr. Men hver Gang jeg standser, ser hun op paa mig
med sine blaa Øjne, blaa som Himlen en Sommermorgen, naar
Solen staar under Horisonten og fylder den stille Luft med Dagens
Lys, saa skinnende blaa, som steg hendes Sjæl som en vaagnet
Fugl med duggede Fjer højt op over morgentaagede Enge. Jeg
rører mig ikke. Min Kærlighed bliver saa rig og tavs, og jeg

Digitized by Google

Valravn.

445

læser videre, mens mit Hjerte beder for hende og for mig selv,
beder for vor ensomme, lærkejublende Lykke

Og j e £ 8 aar °f> kommer, Dag ud og Dag ind. Men hvor
saa Dagen finder mig, ligger mit Hjerte under min Dørtærskel,
og hun, som jeg elsker, smykker Tærskelens Træ med Blomster

Mit Hjem er Eventyrets Bjærg, lukket og skjult for alle,
aabent for mig alene

Og hun og jeg gaar ud, og Gadernes Ménneskemylr summer
om os. Vi ler og holder os tæt til hinanden, stolte, som havde
vi i et Øjebliks Lune formummet vore skinnende Sjæle.

Hvor det alt sammen er længe siden. Der ligger som et
klamt Spindelvæv omkring mit Hjerte, og jeg sidder som en syg
og rokker vidløst med Hovedet. Min Sjæl er i Opløsning, og
Minderne mylrer som Orme, der gnaver —

Jeg lukker Øjenlaagene, presser dem med Vold tæt sammen,
og en vag Rædsel gennemfarer mit Blod, — jeg mærker ikke
Øjestenene bag Laagenes Hud, mine Øjne er to tomme, iskolde
Huler, mine Øjne er brændte til Aske — —

Og jeg glemmer i samme Nu Rædslen og ser for mig det
sketes stirrende Medusahoved, og paany gynger Mindernes Bølger
gennem mit Blod og griber min Sjæl og bærer den fjern fra min Vilje.

. . . Jeg ligger vaagen en Morgenstund, hun og jeg. Gennem
den nedrullede Persienne i Gavlvinduet strømmer Solskinnet ind
over det blaamalede Tagkammer og striber Gulvet og Bordet, og
jeg rejser mig i Sengen og gaar over Gulvet hen til Vinduet og
spiler med Fingrene Persiennens Tremmer fra hinanden og ser ud
i Solskinnet.

— Hedvig, siger jeg, kom en Gang, kom herhen skal du
se Havet.

Henne i Sengen under den skraa Væg drejer Hedvig sit
blonde Hoved over imod mig og rejser sig og kommer hen til mig.

— Nej hvor er her smukt ! udbryder hun , idet jeg trækker
Persiennen i Vejret. Luk dog op!

Jeg skyder Krogen af begge Vinduer og en Bølge af frisk
Strandluft slaar ind om os og fylder Værelset, mens det duse Sus

Digitized by Google

446

Valravn.

af Brændingen høres op over den hvide Sandvej, der fører fra
Stranden lige op mod Gavlen.

— Hørte du det ikke i Aftes, da vi kom? spørger hun.

— Havet, svarer jeg og ryster paa Hovedet.

— Jo, jeg hørte det i Mørket, siger hun.

— Er du glad nu? spørger jeg og lægger min Arm om
hendes Liv og ser hende ind i Øjnene.

Hun svarer mig med et ømt, sørgmodigt: Du! der lyder
som den kæreste Tak. Saa skyder hun lempeligt sin Arm bort.

— Jeg vil ligge lidt og høre paa det, mens du klæder dig
paa, siger hun og ser langt ud over det flimrende Hav og gaar
tilbage til Sengen og lægger sig stille og ser op i Loftet.

Ind gennem de aabne Vinduer stiger pludselig en hæs
Anderabben, der i vraltende Takt bæres forbi nede under Gavlen,
til den bliver borte inde mellem Kroens Længer. Og atter summer
Strandens dybe Brus, og de hvide Gardiner vifter frem og tilbage.

Jeg klæder mig ganske sindigt paa, og da jeg langt om
længe er færdig, gaar jeg hen til Hedvig og kysser hende.

Saa gaar jeg hen og aabner Døren. Men før jeg lukker
den efter mig, vender jeg mig halvt mod hende.

— Staa snart op og kom ned til mig, beder jeg.
Saa gaar jeg.

Jeg kommer ned ad en knirkende Loftstrappe og ud foran
Gavlen, ud paa Vejen, og gaar i Sol ned mod Stranden. Mine
Sko synker i det hvide Sand for hvert Skridt, jeg tager, og Solen
brænder lunt gennem min hvide Sommerdragt. Inde langs Vejens
Sider højner lave Sandtuer sig, overvoksede med stift, struttende
Marehalm. De lange, slanke Blade staar blaalige og blanke i Sol-
skinnet, og inde bag Sandtuerne til bægge Sider lyser Dagen
mellem straatækte Fiskerhytter, hvis Døre staar aabne i Morgen-
stilheden, og der driver en svag Lugt omkring mig af Salt og
Tang og soltørret Fisk.

Saa munder Vejen ud mellem en lang Række gule Klitter,
og jeg staar paa den flade, faste Strand. Op over en Bund af
vaade Rullesten krummer den lette Brænding sin glatte, gennem-
sigtige Bølgeryg og skyder sine Skumperler ind over det sugende
Sand. Foran mig breder sig ud mod Horisonten det blaa, blin-
kende Hav aabent og nøgent og med en eneste Skonnert langt
ude som et fjernt Taagerids midt i Solflimmeren.

Digitized by Google

Valravn.

447

Jeg ser ned over Stranden. Tæt ved mig staar et graa-
malet Badehus halet op paa Sandet, og længere borte, saa langt
jeg kan se, tegner tjærede Baade deres sorte Skrog paa den
gule Flade.

Jeg driver uden om Badehuset og følger Havstokken og
føler mine Skosaaler fugtige af det vaade Sand.

Men Brændingens ensformige Brus trætter mig, og Havets
aabne Ensomhed strømmer med Vinden ind over mig og spiler
sig ud om mig, saa jeg føler mig lille og fremmed. Jeg vender
om og gaar tilbage den Vej, jeg er kommen, og ser ikke til Siden,
og jeg mærker intet, uden at Solen bager min Ryg, og at Sandet
bliver tungt at træde i, da jeg drejer op mod Huset.

Oppe under Gavlen standser jeg og hører Hedvig gaa og
synge inde i Værelset bag de aabne Vinduer.

— Kommer du snart? raaber jeg op mod Vinduerne.

Jeg hører langt inde i Værelset hendes Svar, at hun
kommer straks, og et Øjeblik efter træder hun fra Krolængens
Skygge ud i Morgensolskinnet.

En lyseblaa Bomuldskjole sidder glat og slankt ned om
hende, helt ensfarvet blaa, med en Bort af hvide Blomster for
Haandledene og over Fødderne, og en stor, korngul Straahat
skyder sig ned over Pande og Bryn, løftet let i Nakken af den
blonde Haarknude.

— Kom saa, siger hun og tager mig i Armen og drejer
mig rundt.

— Ned paa Stranden? spørger jeg.

— Nej ind og drikke Te, svarer hun.

Saa gaar vi ind i Gaarden, hvis gule Grus og hvide Længer
skinner i Solen, og kommer over et lindeskygget, dugvaadt Stentrin
ind i en stor tom Forstue, hvor Jagttasker og Bøsser og Regnslag
hænger ned ad Væggens Kalk; i en Krog rager en Baads sammen-
rullede Sejl op over Stokke og Paraplyer.

Og saa staar vi i Spisestuen.

Tværs igennem den lange, lavloftede Stue strækker sig et
bredt Bord under en hvid Dug, og ind gennem den aabne Havedør
og de lave Vinduer ligger Flager af Solskin over Bord og Gulv.

Inderst i Stuen, oppe for Bordenden, sidder en høj, skulderbred
Mand i lysegraa Jakke og støtter sit runde, tætklippede, rødblonde
Hoved i et Par solbrune Hænder. Han ser hen paa Hedvig og
mig med to graa, brynløse Øjne og bøjer sig, siddende, til en

Tilskueren. 1893. 30

Digitized by

443

Valravn.

tavs Hilsen. Paa Gulvet ved hans Fødder løfter en Hund sit
brunskjoldede Hoved og knurrer svagt. Flirt! mumler han, og
Hunden tier, og han bliver siddende med Albuerne paa Dugen og
ser frem for sig gennem den lyse Stue.

Vi sætter os, og Hedvig tagør en hvid Sten-Tepotte, der
staar foran os paa Bordet midt i en Kres af blaamalede, lave
Kopper, og skænker. Vi drikker i Tavshed. Ude i Haven daler
blinkende Bladfnug ned gennem Solskinnet foran den aabne Dør,
og et Par Spurve tumler skingrende fra Tagskægget ned i Gangens
Grus og flyver videre og bliver borte. Henne paa Gulvet foran
Bordenden sukker Hunden i Halvsøvne.

Omsider rejser vi os. Jeg tager i den gule Messinglaas for
at gaa ud gennem Forstuen, men Hedvig er gaaet hen i den
aabne Havedør og staar, mens hun sætter sin Hat paa, og ser
ud i den smalle Strimmel Have, hvor et Par gamle Træer løfter
deres Løv over en grøn, blomsterløs Plæne og spænder deres
Kroner fra Længens Tag over til det høje, graa Plankeværk, der
lukker for Haven.

— Vi kan vist komme denne Vej, siger hun og ser hen
paa den høje Skikkelse for Bordenden.

Han sidder bestandig og ser frem for sig og rører sig ikke.

Saa gaar vi ud i Haven og kommer gennem en knirkende
Laage i Plankeværket ud paa den hvide Sandyej.

Hedvig gaar og ser ud over det brede, blaa Hav, og som
vi bedst gaar, skyder hun med et sin Arm ind under min og
knuger min ind mod sit Bryst.

— Aa, du ved ikke, hvor jeg er taknemmelig! siger hun.
Vi gaar langs Stranden nord paa. Fladt og lyngbrunt

vokser Landet op af Havet, og højt over det nøgne Land og
det ensomme Hav hæver sig i uendelig Ro den blaa Morgen-
himmel. Langt ude til Søs og oppe over vore Hoveder lyner
Solen i hvide Ternevinger, og sølvgraa Maager duver op og bliver
borte, hvilende paa det himmelblaa Hav. Yderst ude foran os,
hvor Strandens Linie slipper, rejser i Sollyset et Fyr sin mørke,
slanke Stensøjle.

Hedvig har sluppet min Arm og gaar et Stykke foran mig
og nynner, og en Gang imellem kommer jeg hen til hende og viser
hende Sten, som jeg finder i Sandet, og som jeg vil tage med
hjem og gemme.

Digitized by Google

Valravn.

449

Vi bliver ved at gaa, ene med Maagerne og den saltfriske
Vind og Havstokkens lange Række evin3eligt trillende Skumperier,
— bliver ved at gaa, ud forbi Fyret og ind mellem høje Klitter,
hvor hvide Sandvægge blænder i solhedet Stilhed og lukker om
os, saa vi intet ser uden Sand og Sol og oppe paa Klitternes
Rygge strittende Marehalmstuer, der tegner sig mod Himlen og
vifter stift frem og tilbage for Vinden fra Havet.

Og saa staar vi atter paa Strandens lave, aabne Sandmole.

Ind imod os kommer ude fra Horisonten det blaa, strøm-
mende Hav, og hen over Havet og den solvhide Strand drager
ustandselig Vinden og blafrer med Hedvigs Kjole og flytter lang-
somt Dun og faldende Fjer hen over Maagefødders Spor i Sandet
og over tør Tang og tætte Flager af Rullesten.

En Tid lang bliver vi staaende tavse. Hedvig ser ud over
Havet, og jeg staar og holder paa min Straahat og følger med
Øjnene et halmguK Flaskehylster, som ligger og flakker frem og
tilbage i Havstokken.

Saa kommer der pludselig en Sø, der løber højere op end
de forrige.

— Tag dig i Agt! Nu bliver du vaad! siger jeg og ser
ned paa Hedvigs Remmesko.

Hun flytter sig paa Taaspidserne et Par smaa Skridt bag-
læns og ser forsigtigt ned paa sine Fødder og vender saa atter
Øjnene mod Havet og Horisonten.

Men jeg bliver staaende og tager ikke Øjnene fra henne.

— Hvorfor ser du saadan paa mig? spørger hun pludselig
og drejer Hovedet og stryger et Par flagrende, lyse Haarlokker
bort fra Kinderne, der rødmer af Sol og af den friske Vind.

— Du skulde vide, hvor smuk du er, som du staar der!
svarer jeg. Jeg har aldrig set dig saa smuk før.

Hedvig ler.

— Nu bliver du nok galant! siger hun.
Jeg ryster paa Hovedet.

— Galant! — Det er aldrig faldet mig ind, at et Menneske
kunde se saa lykkelig ud ! siger jeg.

— Lykkelig, du! svarer hun, — jeg er mere end lykkelig!
Du kan slet ikke finde Ord for, hvor glad jeg er!

— - Og saa ung, bliver jeg ved, og saa knejsende — og saa

skær, jeg bliver helt forskrækket, naar jeg tænker paa, at det

er med mig, du er gift, at jeg virkelig kender dig og tør tale til dig !

30*

Digitized by

450

Valravn.

Hedvigs Øjne skinner af Glæde, og hun rødmer højt op
under den gule Hatteskygge.

— Nej, hvor du kan gøre Nar! ler hun.

— Jeg gør ikke Nar, Hedvig, siger jeg ganske alvorlig,
tværtimod du, — jeg er beklemt om Hjertet.

— Mener du det virkelig? spørger hun og skyder sin Arm
ind under min.

Jeg nikker, og vi begynder at gaa hjemad. Jeg gaar og
ser ned.

— Synes du da ikke, her er storartet? spørger hun lidt efter.

— Det ved jeg ikke, svarer jeg og tager ikke Øjnene fra
Sandet. . Naar jeg ser paa dig, tror jeg, her maa være det

— Sig, at du synes det! beder hun.

Jeg svarer ikke. Jeg gaar tavs med hendes Arm under
min. Først da vi er naaede et Stykke ned ad Stranden, staar jeg
pludselig stille og tager hendes Haand og giver mig til at svinge
den frem og tilbag!.

— Hvad er der, Johannes? spørger hun og bøjer sig frem
for at se mig ind i Øjnene. Hvad er det, du gaar og tænker
paa? Du ser saa modfalden ud. Er du ikke glad?

Jeg bøjer mig ned mod hendes Haand og slipper den
pludselig.

— Du skulde været gift med et helt andet Menneske, siger
jeg og ser ud over Stranden.

— Vær nu god! beder hun og lægger sin Haand paa min
Mund, — hvorfor siger du saadan, — har jeg gjort dig saa meget
ondt? spørger hun og ser bedrøvet paa mig.

Men jeg svarer ikke, jeg tager hendes Haand og kysser
den, og vi gaar tavse videre.

Nej — du har intet ondt gjort mig — aldrig, Hedvig!

Kan du høre mig, Hedvig, der hvor du er! — mit Hjerte,

som lider, siger dig fri for al Skyld, kan du føle den milde

Glæde, der rødmer min Sjæl, mens jeg løfter dig ud af min Sorg,
hvid og god, som du gled ind i mit Liv, uden Skyld i den
Fattigdom, der sulter mit Hjerte til Døde, — Hedvig, uden Skyld.
Smelter Isen om dig, nu jeg siger dig, at jeg sidder ene med

Digitized by Google

Valravn.

451

Forbandelsen, jeg som stjal din Rigdom og bar den ind i mit
Bjærgs øde Hule

Det pisker mod Vinduet, skarpe, kolde Snekorn. Hvert
Øjeblik slynger Blæsten en Byge af Sne mod Ruden. Skinnede
Maanen ikke før, — skinnede Maanen ikke, og jeg hørte ikke
Blæsten?

Hedvig — hvor er du i det Vejr!

Ak, du hører ikke Sneen, — du, som er lykkelig nu!

Ja, Barn, jeg tænker paa dig, — jeg sidder her langt borte
fra dig og tænker paa dig, — mærker du det, — forstyrrer det
dig, at jeg varmer min Sjæl ved din Lykke

Hvor den Sne taler hyggeligt til mig! Den bliver ved og
ved saa trofast og ensformigt — som en god Ven, der kommer
langvejs fra.

... Og jeg kender Stemmen — denne milde Hvisken til
min Sjæl og jeg ser for mig den flade, brune Hede.

Jeg gaar med ham langsomt igennem den blomstrende
Lyng. Det er Graavejr og stille, og Lyngen er vaad efter en hel
Dags Regn. Jagtbøssen hænger i Rem over hans brede Skulder,
og foran os traver Flirt, Hunden, med Snuden mod Lyngen febrilsk
og jagtsyg. Hvert Øjeblik fløjter han svagt og strammer Snoren,
saa Halsbaandets Pigge borer Spidserne i Hundens Hals.

Han er et Hoved højere end jeg, og hans brune, ternede
Dragt sidder stramt om hans store Lemmer.

— I Dag er her godt, siger han, blot nu Flirt vil holde
sig fra Narrestreger.

Langt borte foran os strækker Klitternes kullede Række
sig, og op over Klitterne rager en Barks øverste Sejl regnvaade
og mørke mod den graa Himmel.

— Jeg vilde egentlig ønske, siger jeg, at De ikke fik Deres
Lyst styret.

Han ser bestandig frem for sig med sine graa, søgende Øjne.

— Aa jo, svarer han omsider og føjer lidt efter til: De
maa ikke ønske ondt over mit Krudt.

Jeg gaar ved hans Side, og den dybe Stilhed strømmer
imod mig klam og kølig, baaren af en sagte glidende Vind, og
mit Blod hamrer i nervøs Angest for, at noget levende skal rejse
sig og et Skud splintre den graa Tavshed og bore Døden ind i
denne regnduggede Hedes ensomt aandende Sjæl.

Digitized by Google

452

Valravn.

Saa bøjer han sig pludselig og smøger det piggede Hals-
baand af Hundens Hals, og Hunden, som aander hæst og skælver
over hele Kroppen, sætter i Løb og jager bort over Heden i lange
Zigzaglinier. Jeg ser dens hvide Ryg i rastløs Fart stryge over
den mørke Lyng, dukke frem og forsvinde og dukke frem igen.

Og paa en Gang suser tæt foran mig seks graa Fuglelegemer
til Vejrs, suser fra Lyngen lynsnart og dødstille til Vejrs gennem
den graa Luft, og før jeg faar løftet Hovedet, før mit Øje faar
samlet deres Flugt, smæld«: et Skud, og jeg standser med et Ryk
og ser ham, Maleren, Jægeren, sænke sin Bøsses Løb og staa stiv
som jeg og stirre frem over Lyngen.

I lange, pilsnare Sæt kommer Flirt jagende ned imod os.
Saa sagtner den pludselig sit Løb og stryger frem og tilbage
pløjende Lyngen med ludende Hoved og staar et Øjeblik og traver
saa langsomt hen til os.

— Traf De? spørger jeg.

— Ja, svarer han og tager en graa Fugl op, som Flirt med
et Kast med Hovedet har slængt i Sandet foran ham.

Jeg staar og ser paa Fuglen i hans Haand. Den er graa
som Skyerne over os, og dens Hoved hænger slapt ned mellem
hans Fingre. Næbbet er lukket, og det Øje, jeg ser, brustent.

— Hvad er det for en? spørger jeg.

— En Spove, svarer han og stikker Fuglen i Tasken, — en
Regnspove. Saa De den ikke falde?

— Nej.

Han smiler godmodigt uden at se paa mig.

— Den sank som Bly, siger han og lukker med et Knæk
Løbet, som han har ladet paany.

Saa gaar vi videre.

Jeg træder forsigtigt og dæmper min Aanden. Jeg kan
mærke, hvor hver Nerve munder i min Hud, og jeg længes i
kvælende Spænding efter det næste Skud ; alle mine Tanker brænder
sammen i Længsel efter at høre et nyt Skud smælde, og jeg glædes
ved denne rappe Død, der driver Livet i susende Fart foran sig.

Vi gaar langsomt, og hvert Øjeblik søger hans Blik Flirts
hvide Ryg, og hver Gang Hunden stanser langt inde mellem
Lyngtuerne, staar vi stille, og jeg hører hans Haand med et let
Slag lukke sig om Bøssen.

Men bestandig ligger Heden tom og ensom hen, og intet
pletter den vide Lufts gennemsigtige Graa, og Flirt jager længere
og længere bort og hører ikke hans Fløjten.

Digitized by Google

Valravn.

453

— Nej , siger han omsider og kaster Bøssen i Rem over
Skuldren, her er ingen Ting.

— Ja ja, svarer jeg træt, saa maa vi vel vende.

— Lad os gaa op paa Klitterne og se lidt paa Stranden,
siger han.

— For at skyde? spørger jeg.

— Nej bare for at se, 9varer han, — jeg tror Solen gaar
pænt ned.

Vi gaar til for at naa den lave Række Banker, der tegner
sig runde og mørke mod en lys Strimmel Himmel, en lang, blegrød
Lysning, der har løftet de tunge Regnskyer og skudt dem ind
over den flade Hede, tættere og tungere mod Horisontens stille
Bleghed.

Saa staar vi omsider paa Kammen af en Klit ; Sandet under
vore Fødder er hamret fast af Regnen, og foran os breder Havet
sig let kruset og lysende under Himmelstribens Skær.

Vi staar tavse, som vi er komne. Solen er lige sunket,
og Himlen i Vest gløder af et svagt Rødt, der farver Skyernes
lange, blødt buklede Bræm. En Tid lang dvæler dette Røde og
fylder Stilheden som med en mildt varmende Dug af Lys. Saa
skifter det umærkeligt, ganske langsomt og bliver til et blegt
lysende, tyndt Gult, og min Sjæl, som er fyldt af Ensomhedens
Højtid, føler dette Skærs stille, stigende Skiften, som flød der imod
mig fra et uhyre Orgels Piber en enkelt, dyb, længe lydende Tone,
der langsomt stiger og glider over i en høj, skær, dvælende Klang
af uendelig Klarhed.

Og jeg svimler under en Lykke, der strømmer fra mit
Hjerte og hvisker til mig hendes Navn, hvisker det gennem hver
Fiber i mit Legeme, hvisker det i det uendelige, mens Skæret fra
Himlen lyser om hendes Billede i min Sjæl og smelter Hav og
Jord og Himmel sammen til et luftsitrende, grænseløst Rum, fyldt
af et hvidt, uendeligt Lys, der bader i sin fredlyste Glans hendes
og min Lykke.

— Lad os gaa, siger jeg og vender mig for at gaa ned ad
Klitten, drevet af en blødende Længsel efter at se hende, som
min Sjæl taler til, efter at se hende og dele med hende den Lykke,
som mit Hjerte er for trangt til at rumme, og som i al sin Vælde
er kun som et Barn i Blund, før hendes Smil har hilst den.

Han hører mig ikke straks og bliver staaende og ser ud over
Havet. Jeg har naaet Lyngen, før jeg hører hans Stemme bag mig.

Digitized by Google

454

Valravn.

— Er De sulten? raaber han.

Jeg vender mig og ser ham staa paa Klittens Top, mørk
og stor mod den lyse Horisont, med Bøssepibens sorte Silhuet
ragende stift op over den højre Skulder. Han ser ned mod mig,
og jeg bliver staaende og venter, mens han langsomt nærmer sig.
Saa følges vi tavse. Kun en Gang imellem taler han, et Par
ligegyldige Ord blot, og ikke en eneste Gang møder mit Blik
hans Øjne. Han ser bestandig frem over Heden, frem mod Byens
lave Huse, der langsomt vokser os i Møde. Smaa og ludende og
hvidkalkede staar de i Stimmel under den blaasorte Regnskumring
i Øst, stille og hvide som en Flok skræmte Faar.

Jeg længes og er utaalmodig. Det er en Evighed siden,
synes jeg, at jeg saa Hedvig, og jeg føler mig ensom og forstaar
ikke, hvorfor jeg gaar her og har gaaet her i Timer med en Mand,
som er mig fremmed. Jeg ser hende bestandig, som hun staar i
Laagen med Paraplyen over sit blonde Hoved og skutter sig for
Dryppet fra de vaade Træer og nikker efter mig, glad over, at
jeg gaar alene, gaar uden hende, og det kommer mig for, som
maa hun staa der endnu

— Kan man se Kroen herfra? spørger jeg en Gang.

— Kroen, gentager han langsomt, nej

Men saa er det, som om hans graa Øjne pludselig udvidede
sig, og han skyder med et Skulderkast Bøsseremmen længere ind
over Skulderen.

— Jo, Kroen, siger han, det er det høje Tegltag der inde
over Rønnerne.

Og som for at undskylde sin Adspredthed spørger han:

— Er De ked af at gaa her?

Jeg mumler noget om den glatte Lyng, og han tier.

Omsider naar vi de første Huse og staar et Øjeblik efter i
Kroens Spisestue, — et Øjeblik efter, thi jeg mindes intet, jeg ser
intet, før jeg staar i den halvmørke Spisestue hos Hedvig, der
sidder paa en Puf under det aabne Vindue. Tæt oven over Vinduet
støjer Spurvene under Tagskægget, og ind i Værelset lyder det
tunge Klunk af Draaber, der drypper langs Længen i den stille
Aften. Han er gaaet paa sit Værelse.

— Naa, er du der? siger hun og ser op paa mig.

Hun vender Ryggen til Lyset, og jeg kan ikke se hendes
Træk, men jeg føler hendes Øjnes Kærlighed gløde over mig.

Digitized by Google

Valravn.

455

Men hun rejser sig ikke, hun er ikke løbet hen til mig,
intet af det er sket, som jeg har gaaet og fablet sammen i mit
Hjerte. Hun bliver siddende tavs og ser paa mig.

— Har du længtes efter mig? spørger jeg og søger at skjule,
hvor pludselig forstemt jeg staar.

— Nej siger hun og smiler og ryster paa Hovedet.

— Har du ikke, siger jeg og sætter mig hos hende. Vil du
ikke være ved det? Jeg har savnet dig hele Tiden.

— Du! siger hun og klapper min Haand. Saa føjer hun til:
Jeg har siddet her og syet.

Saa sidder vi tavse en Tid lang.

— Saa du Solen gaa ned, spørger hun omsider; den gik
vist smukt ned.

— Ja den gik smukt ned, svarer jeg; vi stod paa Klitterne,
— blot du havde været med!

— Jeg saa det lysne hen under Skyerne og helt ned i
Haven, siger hun.

Jeg svarer ikke, og vi sidder atter tavse i Halvmørket, jeg
med hendes Haand i min.

Der kommer en Pige ind og giver sig til at dække Bordet,
og uden for det aabne Vindue begynder Regnen sagte at sive
gennem Træernes Løv, og tunge Draaber slaar mod Buskenes
Blade.

Saa tænder Pigen Lampen, og han kommer, og vi gaar
til Bords. Ingen af os taler. Han sidder, som han plejer, og ser
frem for sig, mens han spiser.

Og Pigen gaar igen. Men et Øjeblik efter kommer hun
tilbage og sætter en Tallerken med en stegt Fugl foran Hedvig,
som ser forundret fra mig og til ham og rødmer forlegen.

— Den skal De spise, siger han og smiler svagt og fæster
et Øjeblik sine rolige, graa Øjne paa hende.

Og mens jeg sidder og ser ned i min Tallerken, fuld af
Glæde og Taknemmelighed imod ham, begynder hun langsomt at
skære Fuglen i Stykker.

Saa skyder hun pludselig den halve over paa min Tallerken.

— Nej den er din, siger jeg.

— Jeg kan ikke, hvisker hun.

Han ser atter paa hende et Øjeblik. Saa fløjter han Flirt
hen til sig.

Digitized by Google

456

Valravn.

— Den er ikke større, end at De kan spise den 9elv, siger
han og giver sig til at skære Brød ud til Hunden.

Der i Lænestolen ved Siden af Skrivebordet, sad ban.

... Ja denne Sne som smelder mod Ruderne og taler til
mig, taler bestandig til mig, er Graavejret over Heden, det dul-
mende, milde, evindelige Graavejr, det uberørte, lidelsesløse, regn-
friske Graa, der bærer Havets Ro ind over den krogede Lyng og
fylder Sjælens Kløfter og jævner og dæmper, — — og jeg er
rolig under denne Ensomhedens Trøst, der sænker sig fra de lyd-
løst drivende Skyer

. . . Der plejede han at sidde. Han sad bestandig der og
rejste sig ikke, før han gik. Og som han sad der stille, bandt
han til sig alt i denne Stue, aandede over det sit Væsens hvide
Dag, og mit Hjerte blev fattigt og bittert

Jeg løfter Hovedet og ser mig om, og i et Nu er mine Øjne
gledet over alt herinde, og som et Dun, der aandes bort, er han
veget af mine Tanker

Hedvig, nu fryser jeg under din Lykke, som jeg troede et
Barn af mit Hjerte og drog ind til mig saa stolt og saa tryg og
saa taknemmelig troende, — fryser som sad jeg i en Grotte, hvor
Vand, der har rislet og mumlet Aar igennem, pludselig standser
og stivner

Jeg ser dig sidde bøjet frem over Bordet, med Albuerne
støttede mod dets Plade og Hænderne løftede foran dig, mens du
fletter og løser dem og fletter dem igen og hører paa ham og
taler. Det gule Lampelys skinner over din Pande, der er hvid
som et buet Liljeblad over dine Tanker. Og du ser paa ham
med to Øjne, i hvis Glans al Livets Jubel synger, og en Gang
imellem møder de mine og spørger som i pludselig Tvivl, om det
er dumt og ingenting, det du siger.

Han sidder i sin gule Kurvestol og ryger og ser over paa
Væggen, der hænger fuld af Billeder, store og smaa Lærreder uden
Ramme, satte op paa maa og faa imellem hinanden. Lyset fra
Lampen samler sig gyldent i vaade Farver, og Kurvestolen knirker
for hver flygtig Gang, han flytter sig.

Digitized by Google

Valravn.

457

Men saa ofte, du ser hen paa mig, smiler jeg til dig fra
min Krog og spinder min Elskov ind i. den blaa Sommernat, der
ude fra den mumlende Strand strømmer ind igennem det aabne
Vindue.

Og pludselig, som du taler, standser du og vrider Fingrene
fra hinanden og siger højt, mens du ser mod Bordets Plade:

— Nej, De maa hellere være ærlig og le af mig, saadan
som De vil le, naar jeg er gaaet !

Og saa læner du dig tilbage i Stolen og ser ud i Sommer-
natten, træt og med et Blik, som skred dine Tanker bort over
det ensomme Hav.

Han rører sig ikke, ikke straks. Først et Øjeblik efter
vender ban sig mod Bordet og tømmer sit Glas uden at se paa dig.

— Ja siger han, De er et lykkeligt Menneske.

Hans Ord lyder som en stilfærdig Velsignelse over dig og
mig, og mine Øjne søger dine. Men du ser ikke paa mig. Du
bøjer dit Hoved og rødmer.

— Generer De Dem ved at tilstaa, at De er et lykkeligt
Menneske? spørger han, da du tier.

— Aa, svarer du og rødmer dybere og ser paa ingen af os.

— Det hænder undertiden, siger han saa, at lykkelige
Mennesker generer sig over deres egen Lykke, og det er smukt
gjort mod os andre. Jeg sad nu for en Gangs Skyld og glædede
mig over Deres.

— Og den har jeg slet ikke talt om, svarer du og fletter
atter dine Fingre og ser hen paa mig med to Øjne, der beder
forlegent om Hjælp.

— Hvad var det da, De sad og sagde om mine stakkels
graa Billeder, spørger han og fylder sit Glas paa ny. De var
triste og modløse imod det Solskin, der var i Dem.

— Nej, siger du, nej det var ikke det. Det var ikke om
mig selv jeg talte. Aa, men jeg synes blot, at der er mange flere
Farver til end dem, De maler.

Han tier atter en Tid lang og sidder og ryger og følger
Rogen med sine graa, langsomt blinkende Øjne.

— Men naar man nu ingen Tro har til de Farver, siger
han omsider, og naar de ingen Glæde vækker hos en.

— Det mener De ikke, svarer du og bliver igen forlegen.
Jeg sidder og længes, naar jeg ser paa Deres Billeder, og jeg
kan ikke lade være at se paa dem, for jeg synes, at Solen plud-

Digitized by Google

458

Valravn.

selig maa bryde igennem alt det Graa eller komme frem et Øjeblik,
naar jeg ikke ser derhen .

— Ja, siger han langsomt med Øjnene hvilende paa de
malede Lærreder, hvis jeg havde Deres Tro!

Og saa løfter han sit Glas og fører det over mod dit, og
jeg rejser mig, og vi klinker.

— Hvis De havde min Tro, gentager du et Øjeblik efter
og ser over paa ham. Ler De allerede af mig?

Men han ryster paa Hovedet.

— Saa var der meget at male, svarer han.
Og saa tier I bægge længe.

Jeg er bleven staaende bag din Stol. Gennem det aabne
Vindue ser jeg ud i den blege Nat, ud paa en blaanende Gavl og
paa en Stjerne, der blinker over Gavlen ensom og uendelig fjern.
Og jeg gribes pludselig af et underligt, hjælpeløst Sørgmod og
bøjer mig ned over dig og lægger mine Hænder om din Pande.
Men du skyder mine Hænder bort og læner dig frem og ser hurtigt
op paa mig med en Bøn i dit Blik om at lade dig i Fred. Saa
sætter jeg mig atter, hvor jeg sad. Men en Tid lang hører jeg
ikke, hvad I taler sammen. Den pludselige Bedrøvelse lukker sig
om mig; jeg tænker ikke paa den, men den er der, sænker sig
bestandig over mig, bliver ved som en Regn af sorte Dun i mit
Hjerte. Og saadan sidder jeg længe og ser paa din Profil som
paa et Qernt Billede, til du paa en Gang vender dig om imod mig,
og dine Øjne vækker mig med deres frejdige Glæde.

— Og her, hvor der er saa aabent og saa befriende! siger
du og rækker som i pludselig Taknemmelighed din Haand over
imod mig.

I det samme er mit Sørgmod forsvundet og mit Hjerte lyst.

— Ja for den, der er saa modtagelig som De! svarer han
og ser igennem Tobaksrøgen over paa dig.

— Og De, som er Kunstner! siger du.

— Aa ja, svarer han og vender atter sine Øjne bort, jeg
kom herop for at male Solskin. De kan jo se, hvor befriet jeg
er blevet.

Han siger det stilfærdigt og tungsindigt, og du sidder en
Tid lang og ser ned.

— Har jeg bedrøvet Dem? spørger du saa.

Han gør en Bevægelse med Hovedet, som vilde han atter
se over paa dig, men bliver siddende og ser frem for sig.

Digitized by Google

Valravn.

459

— Nej hvorfor det, svarer han. De skal blot blive ved at
tale, som De hele Tiden har talt.

— Aa, siger du og bliver ved at se ned, jeg har kun sagt,
hvad andre har fortalt Dem før jeg.

— Men svarer han og tøver forlegent.

Og da du tier, siger han:

— Jeg tror, at De er klogere end de fleste. — Fornærmer
det Dem, at jeg tror saadan?

— Nej, — men jeg vilde hellere have, at De ikke troede
det, siger du.

— Jeg skulde altsaa alligevel ikke sagt det, svarer han.

— Nej, siger du, saa tror jeg, jeg lettere vilde kunne have
talt med Dem.

— Ja ja, svarer han, jeg skulde altsaa ikke have sagt det.
Og saa løfter han paa ny sit Glas og ser over paa dig og

tømmer det.

Et Øjeblik efter rejser du dig, og vi siger Godnat og gaar.

Udenfor er det stille og halvlyst og klamt af Dug. De faa
spredte Stjerner lyser som Sølvfnug højt oppe i den blege Himmel.
Idet vi gaar over Gaarden, skriger en vaagnet Strandfugl etsteds
i Natten langtrukkent og ensomt, og da dens Skrig tier, er Be-
drøvelsen fra før atter over mig, og jeg ser, hvor du gaar tavs og
stille ved Siden af mig.

Oppe paa Værelset gaar du hen til Vinduet og bliver længe
staaende og ser ud.

— Hedvig, siger jeg og kommer hen til dig og lægger min
Arm om dit Liv, Hedvig, min egen Hustru!

Uden at se paa mig tager du min Haand.

— Tror du, han gjorde Nar af mig? hvisker du.

Jeg har rejst mig.

Jeg staar ude i Entreen ved Sovekammerdøren og lytter.
Bestandig den samme Stilhed, ikke en Lyd undtagen mit eget
Hjertes Banken, som faar mig til at ryste og fryse.

Saa skyder jeg forsigtigt Døren til Sovekamret op.

Der er mørkt derinde og stille, et koldt, ensomt, livløst
Mørke. Sengenes Messingkugler skinner frem inde i den sorte

Digitized by Google

460

Valravn.

Stilhed. Men kun et Sekund ser jeg de gule Punkter, saa fyldes
mine Øjne af Gulvets gabende Tomhed, der som et tavst Blik
stirrer mig i Møde fra Mørket og fortæller mig om Trin, der
aldrig mere skal lyde.

Jeg bliver staaende i Døren. Mod Vinduet, der graaner
svagt henne bag Mørket, pisker Sneen

Havde jeg ventet at finde dig her? — Jeg ved det ikke, — jeg
ved ingen Ting mere, — jeg ser ingen Ting for mig, jeg staar og
stirrer som en død

Saa farer jeg sammen for en pludselig Lyd, der bliver ved
og ved, og som mit Øre hører som i Søvne, en Lyd, der bliver
ved og kommer stødvis som Latter. Og jeg ved med det samme,
at det er Latter. Det er mig selv, der ler, — jeg staar der i den
aabne Sovekammerdør og ler.

Og ganske langsomt gaar jeg baglæns tilbage gennem
Entreen og ind paa mit Værelse og bliver et Øjeblik staaende og
ser mig forundret om

... Ja — her har jeg boet en Gang, alt dette har været
mit en Gang . . . Bøgerne . . . Billederne ... og Tæppet paa Gulvet . . .
Det staar alt sammen paa den samme Plads, stille og urørt som
i et Museum . . .

Alt dette i disse Stuer har været mit en Gang for Isenge,
længe siden, og ingen har været her og flyttet det . . . Jeg
fyldes af Ærefrygt og tør ikke røre mig, og mine Øjne leder for
at se mig selv gaa herinde. Jeg, som staar her, jeg har gaaet
omkring herinde og siddet derovre ved det Bord og i Sofaen der
og været lykkelig . . .

Men det er længe siden, meget længe siden, en Menneske-
alder, et helt Liv siden ... og det var ikke mig, som staar her.

Hvor jeg har levet længe, — hvor Tiden har spilet sig ud . . .
Jeg er meget gammel.

Og jeg har ingen Minder, — alt det, jeg husker, er ikke
mit ...

Jeg har sovet i en Hule af Mørke et Sted dybt ude bag
de yderste Stjerner, — men jeg har drømt uendelig meget

Først i dette Øjeblik er jeg vaagnet — først i dette Øjeblik,
— og min Latter før var det spæde Barns første Graad

Og alle de, som siger, de har set mig og levet med mig og
talt med mig

Hvor Menneskene er lettroende Fantaster!

Digitized by Google

Valravn.

461

Nej, Tiden er gaae^ og der er faldet Sne og spiret Blomster,
og Dagen har baaret Menneskene paa Skuldre af gylden Sol over
Himlens blaanende Marker, og Natten bar slaaet sin sorte Dun-
hara om sine Lænder og taget Menneskene paa sit Skad, — —
lydløst er Tiden gleden gennem min Hules Mørke.

. . . Hvorfor stirrer disse Vægge saa højtideligt paa mig som
hule Spøgelseøjne, fyldte med forfærdende Bedrøvelse? Ser jeg
anderledes ud nu, jeg kommer gelv, end da min Sjæl levede her
i Drømme? Du stille Stue, som er min, tungsindige Skelet! du
hvide Par Knogler efter en svimmel og blind Fantasi ! Er det mit
Legems Kød og Blod, der skræmmer dig? Ved da ikke det mindste
Søm i disse Vægge om mki Drøms arme, forvirrede Lykke?

Jeg bliver jo staaende, hvor jeg staar, . . . jeg skal intet
røre og intet plette med mine Hænders klamme Sved

... Hvor du er let at narre, du stille, enfoldige Stue!

Det er kun min Sjæl, der besøger dig, min Sjæl, som
kommer alene til dig for at tigge dig om lidt af den Glæde, den
har laaset inde mellem disse fire Vægge. Hvorfor er du saa
karrig? Hvorfor giver du mig intet? Har du solgt den bag
min Ryg?

Troløs!

Ved du, hvor det Ord er bittert? Føler du dets Frost
brænde dig og din Sjæl nøgen som en Stodders Grav?
Troløs!

. . . Dine Vægge forsvinder i Taage, — jeg ser dig ikke
længer

Hvad er det for Minder, — hvad vil de mig saa pludseligt

Solen ser jeg, som gaar ned, en stor rød Vintersol, der er
krøben lavt over Himlen og har lyst uden Straaler, siddet fjernt
og som i den bitreste Kulde skælvende suget al sin Glød sammen
om sit frysende Hjerte —

Det var i Eftermiddags jeg saa den . . .

Og atter sidder jeg ved Siden af Lampen, atter er jeg
flygtet ind i dens Lys og krøben sammen som en skibbruden,
hvis Øjne ser Havet sort og koldt bølge frem igennem Natten.

Digitized by

ValraviL

. . . Jeg har vidst det hele* Tiden, — siden den Dag vi rejste.
Min Sjæl frøs, da alt stod pakket sammen herinde, og det var et
Øjeblik, som lukkede en gylden Portfløj sig i mit Hjerte. Et helt
Aar igennem har jeg skjult det og lukket min Haand over Sand-
heden, af Daarskab, af Fejghed, af Dødsangest.

Og da vi kom tilbage, og alt blev stillet paa Plads igen,
som det havde staaet før, og alt saa ud, som havde vi aldrig
været borte, ... da blødte mit Hjerte for den stængede Port, og
min Sjæl fødte sin Fortvivlelses Løgn, og jeg troede paa dens
Vanvid, for du var hos mig som før. Du gik her, du var her, og
du fulgte mig. Mine Øjne saa dig, og min Kærlighed, som læste
Kvalen i dine Tanker, rejste sig i min Hjerne som et jaget Rov-
dyr, og mine Dage blev en Rus af Angest . . .

Hvor kunde det været saa helt anderledes nu, var vi aldrig
rejste, saa uoplevet alt sammen, saa uberørt mit og dit som i de
første Aar. Men du er ikke min længer, og den Tanke, at alt
kunde været usket, øger min Sorg og piner mig dobbelt med sin
haanende Logren.

Hvis vi ikke var rejste

Det var Skæbnen — Skæbnen

Hvor det Ord er hult og magert og sølle! En ussel Almisse
for Krøblinge. Hvem er Skæbnen? Hvad er den? En Sten, der
pludselig stænger Vejen, en Haand, der vikler sig ud af Natten og
griber til — — Min egen Sjæl er Skæbnen, mit Inderste, mit
Hjerte, mig selv, som mine Tanker har skabt mig, mit Blod, min
egen Viljes Magt, og al min Svaghed, mit Væsen i dets uforan-
derlige Enhed.

Dybest i mig selv som i dig laa det, som er sket, laa der
fra den første Dag, vi mødtes, og voksede uset og langsomt.

Og han, som tog dig fra mig, han, som var stærkere end jeg,
stærkere overfor dig og rigere og stoltere i den Lykke, han bød
dig, ... ak, Hedvig, om hans Styrke var et Barn af din egen
Sjæl

Jamrer jeg, tror du, — tror du mig ond af Fortvivlelse,
nej, nej, du kender ikke Hadets Kulde og Hadets Højhed!

Nu lægger du dine Hænder om hans Hoved, nu smelter
Isen om dine Kærtegn, og nu finder din Tunge de Ord, som var
døde

Det er dig, jeg tænker paa, paa dine Hænder, som strøg
mig gennem Haaret, naar jeg var træt, og paa dine Ord, som

Digitized by Google

Valravn.

463

slettede Dag og Døgn ud for mig og dryssede Hverdagens Ørken
over med Blomster

Og nu er jeg træt som aldrig før, og Ørkenen er nøgen
som ingen Sinde, og den Kulde, der har hærget min Sjæl det
Aar, er som Sol imod den Frost, der nu bider mit Hjerte

Du har vendt dig fra mig, og du er borte, og evigt skal
mit Hjerte lide ensomt og længes og dets Slag dø som Ord, ingen
hører, og glide ud i Tomheden og slukkes, — fryse og brænde
ensomt, set af ingen, som en fjern Stjerne i det uendelige Rum.

... Og naar han kom her og sad der i den Stol —

Den første Gang, han kom her

Du havde siddet og syet og ingen Ting sagt den hele
Eftermiddag. Saa ringede det, og det var ham.

Hvor din Glæde gjorde mig glad. Saa lykkelig havde jeg
ikke set dig siden den Morgen paa Stranden, og jeg fangede
Glæden i dine Øjne og drog den ind i mit Hjerte.

Og vi talte om Stranden og om Heden, og han fortalte
og sad og saa frem for sig med et Par Øjne, der var klare og
stærke

Og han kom igen hele Vinteren igennem —

Og jeg var ham taknemmelig

For jeg saa dit Sind grønnes igen, og du lo og sang som
i de første Aar, du var min, og jeg talte hvert Smil og hvert
lykkeligt Ord og sankede taalmodigt min Lykke sammen, Skærv
for Skærv til du sagde mig, hvor jeg bedrog mig.

. . . Nej — det er Vanvid. Der er ingen Virkelighed til.
Hvor har jeg det alt sammen fra, — har nogen fortalt mig det
Ord til andet, dryppet det ind i min Hjerne? — Det er en Fabel
det hele, — et Digt! — Alt det, Menneskene tror, de oplever, det

er blot Billeder inde i deres egen Sjæl jeg har jo intet af

det i min Haand — jeg sidder jo her ene og ser og hører intet!
Nu sover alle Menneskene inde i min Sjæls Billedhus.

Og min Lykke, og alt det, jeg har lidt, det er Taage og
Aand, en eneste Indbildning, den eneste, min Sjæl har skabt. Og
du — og min Kærlighed — al denne milde Lykke, som var min
— — ak, min Sjæl har været fyldt af Rosenduft, og jeg har set
salige Syner.

Men derfor ejer jeg det alt sammen saa inderligt, — fordi
denne ene Fantasi er min Sjæl, ... og til evig Tid vil dette
være mig.

Tilskueren. 1883. 31

Digitized by Google

464

Valravn.

. . . Hvor jeg var taabelig at kalde paa dig og lede efter
dig, efter dit Legeme og dine Klæder. Min Sjæl saa dig ikke længer.

*!Men der sidder et Saar i mit Hjerte, et Saar som af en
Ravns Næb, — det gør ikke ondt, og det bløder ikke, — det
lukker sig langsomt, og saa brister det og lukker sig igen og
brister paa ny Det lader mig ikke Fred.

— Der er en anden, jeg tænker paa, sagde du, og saa saa
du til Siden, ud over Vejen, og dine Kinder var graa som
Aske

Hvor det er længe siden, at du har set paa mig. Som en
Hund har jeg logret for din Kærlighed, og mine Øjne har søgt

dine. Aa, kender du en Kulde som den, der slukker Hjertets

fortvivlende Haab, bitrere end Dødens brænder den, fordi Livet
ikke dræbes, men sidder jamrende og frygter og tinger og tør ikke

slippe Haabet af de rystende Hænder. Og der var Is over

dine Øjne, Ligegyldighedens frostklare Ro, hver Gang min Kærlig-
hed spurgte

Solen skinnede i den lyse Skov, og Tjørnene stod i Blomst.
Vi gik der ad Stierne, du og jeg, vor Foraarstur. Men Glæden
var død imellem os, og Minderne hidsede mit Hjerte.

Der stod Skoven som i Fjor og som i Forfjor, og Fuglene
sang, og Græsset var lunet af Solen, og her lo vi i Fjor og var
ene paa Jorden med vor Lykke. Denne samme Sang af Fugle,
den samme lyse Luft . . .

— Hedvig, sagde jeg og tog din Haand, husker du i Fjor?
Og du nikkede blot og saa frem for dig.

Men mit Hjerte, som vidste dine Tanker, lod mig i min
Angest ingen Ro.

— Piner det dig at tænke paa i Fjor? spurgte jeg.

Du svarede ikke straks. Men dit Ansigt var stift i alle
Træk, og du saa ud som den, der er stum af Smerte.
Hvorfor vil du spørge? sagde du omsider.

— Fordi jeg pines — —

— Vil du vide det? spurgte du. Du ved det jo, Johannes.
Og saa tav du, og jeg gik ved din Side, og tusende Ord

brændte mig paa Tungen, vanvittige Ord om Elskov, fortvivlede,
tryglende Ord, meningsløse Ord med Løfter og Tillid og overmodig
Trods mod det, som ingen kan fælde, — Ord, som vaagner hos
den, hvis Hjerte Angesten har gjort sindssygt.

Digitized by Google

Valravn.

465

Men jeg tav som du, for min Forstand var kold og klar
som ingen Sinde, og den lo mig ud og vristede hvert Ord til sig
og dræbte det.

Saa kom vi ud paa Sletten. Der stod de hvide Tjørne og
lyste i Solen.

Og vi standsede begge.

— Hvor det er smukt, sagde jeg og saa dig staa som jeg
betagen og stille og fyldt af denne skinnende Hvidhed.. Og et
Øjeblik gled der igennem mig en dulmende Glæde; det var mig,
som mødtes vore Sjæle over de blomstrende Tjørne, — som kom
de fjernt ude fra og mødtes, — og jeg velsignede Foraaret og
Naturen og Skønheden, som mægter at slette den ondeste Sorg.

— Ja, svarede du, hvor det er smukt!

Men din Stemme lød som dens, der tager Afsked, som dens,
der drømmer om Døden og ser for sidste Gang det, der var dens
dybe, navnløse Fryd, Aarenes lysende Sommeraatshimmel, stille
og højt over alt det, som Hænder og Ord former.

Og jeg kunde kastet mig paa Jorden og boret mig ind i
dens Mørke, trykket mit Hjerte ind i dens kvælende Muld og i et
vildt, dræbende Ønske favnet til Døde alt det, som lever og deler
sig og føder Liv.

Men mine Lemmer var lammede, og jeg evnede intet. Kun
min Kærligheds Vanvid talede og talede i min Sjæl, til min For-
stand slog sammen og gav mine Ord fri. Og skønt jeg vidste
dit Svar og kendte det alt sammen koldt og sikkert, standsede
jeg dig.

— Hedvig, sagde jeg og saa paa dine Øjne, ved du af, at
du aldrig mere taler til mig?

Kun et Øjeblik mødte mine Øjne dine, saa saa du bort.

— Hvad er det, du vil have, jeg skal sige dig? spurgte du,
og dine Ords Kulde skar igennem min Sjæl og jog Fortvivlelse
som Gift igennem mit Blod.

— Vi har dog før kunnet tale sammen, svarede jeg og
følte min Tunge bitter i min Mund.

— Naar jeg nu ingenting har at sige dig, svarede du.

— Ingenting, gentog jeg, — Hedvig, hvorfor vil du pine
mig med din Tavshed? Er jeg ikke længer værd at spilde Ord paa?
Tal ti] mig, hører du. Jeg kan bære, hvad du har at sige mig.
Din Tavshed gør mig saa fattig og ensom.

31*

Digitized by

466

Valravn.

— Nej, sagde du langsomt og gik videre, — det er Synd
imod dig alt sammen, — jeg ved det nok — det er mig selv, der
har Skylden — du maa ikke faa mig til at sige det.

— Hedvig, spurgte jeg og svimlede under mine egne Ord,
elsker du ham da?

— Elsker, gentog du bittert, og saa bøjede du Hovedet
til Svar.

— Hedvig, sagde jeg, og det var, som alt i mig blev til
kogende Taage; jeg følte ingenting, jeg saa kun dit Hoved bøje
sig

Dit Hoved, dit blonde, fine Hoved! Ved du, hvor mine
Hænder brændte for at knuge det til mig, for at kærtegne denne
frygtelige Drøm bort, for at tage dine Tanker ind i min Kærlighed
og give dem Hvile, for at raabe dig vaagen og se dig smile
morgenlykkelig til mig, for at høre din Befrielses Glæde og vel-
signe din vaagnede Lykke med Kys paa din Mund og dine
Øjne

Og da vi var hjemme igen, kom du hen til mig og tog
min Haand

— Hvorfor spurgte du mig? sagde du, jeg vilde aldrig
sagt dig det. Nu, du ved det, vil vi pine hinanden daglig, og du
kan være saa nænsom, du vil, imod mig, den Sorg, jeg har gjort
dig, vil altid være vaagen, og du vil blive bitter imod mig, hvor
du tænkte at være god, — Johannes, du skulde aldrig vidst det.

— Jeg vidste det jo, Barn, sagde jeg.

— Nej, du vidste ingenting. Tiden kunde være gaaet og
aldrig et Ord nævnet imellem os om den Sag, før alt var over-
staaet og godt igen. Nu er det for sent, for nu har jeg sagt dig,
hvad du aldrig skulde hørt af min Mund..

— Hedvig, tror du, spurgte jeg, at Tiden kan give det til-
bage, der en Gang er mistet.

— Jeg ved det ikke, svarede du og gik ind i den anden Stue.

Jeg har siddet længe og set paa den blaa Nat uden for
mit Vindue. Den er blaa som Blod i Aaren under en Kvinde-
haands Hud, og den er dyb og blød og af en øm, langvarig
Dulmen, der kalder al min Sorg frem.

Digitized by Google

Valravn.

467

Det sner ikke længer, Blæsten har lagt sig, og jeg ser
Stjerner langt borte.

Og det bæres mig for, som gled min Sjæl paa Baad gen-
nem det milde Mørke mod de fjerne Stjerner, tyst som den, der
forvist og fredløs nærmer sig sit Hjemlands Kyster i Natten.

Thi fjernt og spredt som disse Stjerner ligger mit Sinds
Fred og mit Hjertes Lykke, og hvileløs drager min Sjæl derud for
at sanke og samle, samle som fattig Mands Barn i Hunger og
Feber, samle til Dagen gryr og sletter Stjernerne og stirrer som
et stort, aabent, koldt Øje ind i min Stue og viser mig mine
tomme Hænder.

Forbi for bestandig, forbi!

Hvor det Ord lyver haanligt!

Forbi — og i mit Hjerte sidder Evighedens Spøgelse og
tvinder i Traad og vikler op og tvinder igen alt det, som er dræbt
for min Forstand. Og naar det bliver Dag, og jeg rejser mig og
gaar ud, og naar Nætterne kommer, — det samme, bestandig det
samme. Mine Øjne vil se døde Ting og mine Hænder røre ved
Sten, overalt vil jeg møde det livløses Afmagt, og intet vil tale
til min Sjæl. For det, som alene gav Livet, er flygtet fra mit
Hjerte, ranet og flygtet

Jeg rejser mig . . . jeg brænder ... alt i mig styrter sammen
i Baal . . . min Sjæl er giftig, stikkende, eddergrøn Lue — —

Se, hvor min Haand spiler sig ud . . . Hvor er du ... Min
Mund skriger paa dig ... Jeg vil slukke dit Liv ... se dine Øjne
briste, dine Øjne, som slap mig og lod mig pines, ... svale med
din Død den Gift, der brænder mit Hjerte, . . . hovere! . . . sejre!
... give min Sjæl dit Lig, at den kan le og sove trygt i Fred!
. . . lønne dig for det, du gjorde, at du kan se, hvor dybt — dybt

— dybt du har ramt! ... fornedre dig, du, som var den hvide
Sky, at jeg kan raabe til mit aandeløst lyttende Hjerte min Sejrs
Hosianne! ... kvæle dig mellem mine Hænder og to min Sjæl i
dit Legemes Kval og din Sjæls Rædsel! ... se dig lide! — lide!

— raat og plumt! — — —

Aa Gud i Himlen, hvorfor skabte du Mand og Kvinde! ...
Ser du denne Naal i min Haand, — en lang, tynd Naal — blot
en Naal . . . hendes Naal som hun har glemt, ... og mine Fingre
har brudt den , ... denne Naal , som har siddet i hendes Haar !
. . . Ser du , hvor mine Hænder presser Stumperne sammen og
løfter dem, at Sølvsommerfuglen, som den bærer, kan skinne i

Digitized by Google

468

Valravn.

Højde med hendes Hoved . . . Saadan sad den — — Aa dette
kolde ru Metal mod mine Læber

Hvor der er lyst inde i Dagligstuen, ... er det din Dag,
der kommer, Gud! — Herre, Herre, sluk i din Almagt Dagen eller
giv mig et Sted at flygte hen! .. . Blind mine Øjne, at ikke Van-
videt skal dræbe min Sjæl

Ser du hende, Gud! ... er hun her . . . har jeg drømt ...
er jeg syg . . . Aa sig det, sig det, at din Dag bringer hende

Hedvig! . . . Hedvig!

Viggo Stuckenberg.

Digitized by Google

En ny Digtning,
li.

Paul Verlaine.
I.

Gennem Baudelaire indpodedes Edgar Poe i den franske Aand.

Baudelaire 1 ) var oprindelig runden af den franske Roman-
tismes Rod. Han stammer i lidt brudt Linie fra Théophile
Gautier, hvis Forkærlighed for den antike Storhed spores gennem
mange af de første Digte i „Fieurs du mal", og hvis Drømme i
„Mademoiselle Maupin" om dekorativt fuldkomne Boliger er et
Udspring til Baudelaires Længsel mod ,Det ideale Værelse".

Imidlertid havde Baudelaire tidligt følt sig dragen mod det
engelske Sprogs Digtere. Som Dreng læste han den uhyggelige
Lewis og Mathews ; Forfatteren af den sataniske „Melmoth". Han
blev siden hen en stor Beundrer af Byron og var en af de første,
der i Frankrig kendte og skattede Shelley. Hans Bog „De kunstige
Paradiser" er for en stor Del en Oversættelse af de Quinceys
8 Engelske Opiumsspiser", og i Baudelaires Værker indtager Gen-
givelser af Poe en betydelig Plads.

Poe virkede som en Aabenbaring paa den franske Læse-
verden. Den første Fortælling af ham, der oversattes, (det
var „Mordene i Rue Morgue") vakte den videste Opsigt. Et Par
andre fulgte — og den hele franske Presse med „Revue des deux
Mondes" forrest udgød Lovtaler over den ny, fremmede Forfatter.
Baudelaires Oversættelser indlemmede Poe i de franske Digteres
Række. Den amerikanske Poet indtager siden da en Særstilling
mellem den moderne Kulturs Skribenter — idet han og Heinrich
Heine er de eneste fremmede, hvem det har været muligt at
vinde sig en Plads blandt Frankrigs Klassikere.

Poes Indflydelse har gjort sig gældende paa næsten alle
Omraader i den franske Nutids-Digtning. Den besynderlige og

l ) Se Tilskueren for September 1891, Johannes Jørgensen: Charles
Baudelaire.

Digitized by

470

En ny Digtning.

højt begavede Villiers de PIsle-Adam er en direkte Elev af den
amerikanske Poet. Værker som „Contes cruels* og „L'Éve future*
synes skrevne af en fransk født Edgar Poe. Og gennem hele
Villiers de l'Isle- Adams Digtning gaar som en bærende Bølge Hadet
til den moderne Tid, til Frihedsfrasens og Fremskridts-Overtroens
Aarhundrede. Hos Villiers — som hos Baudelaire og, senere, hos
Huysmans — er Aanden og Stemningen den samme, der først
fandt Udtryk i Poes Digterflugt fra det moderne Amerikas Nytte-
verden ind i den evige Skønheds overjordiske Riger.

I Lyriken er Poes Navn sammenknyttet med Navnet paa
en af det nuværende Frankrigs største Digtere : Stéphane Mallarmé.
Mallarmé har i fortræffelige Prosastrofer gengivet Versene i
„Ravnen* og i Poes øvrige Digte. Og Mallarmé har af Poes
Poesi lært Hemmelighederne ved Sprogmusikens Stemningsmagt
og modtaget stærke Tilskyndelser til sine Digtes af rent klanglige
Hensyn ledede Ordvalg.

II.

Den Digter, hvis Navn nærværende Afhandling bærer, staar
ikke Poe saa nær som nogen af de nylig nævnte. Alligevel er
Forbindelsen at finde. Og det forbindende Led er Charles Baude-
laire, for hvis Efterfølger og Arving Paul Verlaine anser sig.

Den nu halvhundredaarige Digter fremtraadte første Gang i
1867. Han udgav i hint Aar sin tidligste Digtsamling „Poémes
saturniens". Allerede i denne Bogs Titel viser Afhængigheds-
forholdet til Baudelaire sig. Thi i dennes Digt „Epigraphe pour
un livre condamné" hedder det: „Fredelige og bukoliske Læser,
ædru og naive Borgermand, kast denne saturniske, udskejende
og tungsindige Bog fra dig."

„Saturniske Digte" kaldte den unge Verlaine sin første
Samling Vers. En Titel, som saa mange andre af dette Aar-
hundreds Digtbøger havde kunnet bære. Thi er ikke hele dette
usalige Sekel født under Saturns Tegn? Beherskes det ikke af
hin gustengyldne Planet, hvis Indflydelse tilintetgør Fornuftens
Magt og sender Blodet, ulykkesvangert, gennem Aarerne som en
brændende og giftig Flod? Er ikke alle dette Aarhundredes Digtere
— fra Chateaubriand til Verlaine og fra Shelley til Swinburne —
Saturns Sønner, evigt utilfredse Sjæle, der foragter, hvad de har
i Eje, og evigt begærer det uopnaaelige?

Digitized by Google

En ny Digtning.

471

Verlaines saturniske Digte er ikke meget personlige. Formen
er „Parnassets" klassisk klangskønne — Aanden er Baudelaires.
Det er melankolske Stemninger, tungsindige Landskaber, parisiske
Nocturner. Det er — i Leconte de Lisles Fodspor — eksotiske
Malerier og Billeder fra et arkaisk Hellas. Verlaine, som senere
skulde blive den mest bevægelige Stemningsdigter, søgte i denne
sin første Bog at antage hin kolde Objektivitet, som den Gang
var god Tone i fransk Poesi. „Poémes saturniens" har da
væsentligt Værd som Bevis paa den unge Digters Mesterskab i
Versets vellydende Kunst.

Med samme Mesterskab er Verlaines næste Værk skrevet:
n Fétes galantes". Imidlertid er Bogens Indhold betydeligere og
personligere. Charles Morice kalder den „un réve de pur poéte".

Og „en Digters Drøm* burde i Virkeligheden denne Bogs
Undertitel være. Det er en Drøm om et Land, langt borte fra
Parises Gader og den af Jærnbaner og Skorstensrøg vanskabte
Natur. En Drøm om en stor, gammel Have i gylden Efter-
middagssol eller i sølvhvidt Maaneskin. Langs blomsterfyldte
Bede og mellem stive Hækker, i hvis Nicher Marmorfauner ler,
vandrer forelskede Par — Damer fra et fantastisk Elskovshof,
kurtiserede af Markier med Paryk og af smaa Abbeder. Og den
italienske Maskekomedies Figurer møder dem — den smægtende
Pjerrot, den lykkelige Harlekin, og Kolombine med Profil af
Porcellæn. Og det klinger af Glas og af glasklar Latter fra muntre
Drikkelag, og det klimprer af Strenge fra kælne Serenader, og
langt borte plasker de store Springvande — de store, slanke Spring-
vande mellem Marmorstøtterne ...

Her synes de saturniske Sanges Tungsind at være for-
stummet. Til denne Watteauske Have naar ingen Sorg og intet
Savn. Men dog kan det hænde, at der i Efteraarsskumringen
sniger sig en underlig Stilhed ind over de galante Festers Mennesker.
Og da fødes der Vers som disse, fulde af en hemmelighedsfuld Uro:

Le soir tombait, un soir équivoque d'automne.

Les belles, se pendant réveuses å nos bras,

dirent alors des mots, si spécieux, tout bas,

que notre åme dépuis ce temps tremble et s'étonne 1 ).

*) Aftenen faldt paa, en tvetydig Efteraarsaften.

De skønne, som drømmende klyngede sig til vor Arm,
sagde da, med ganske sagte Røst, Ord saa kostelige,
at vor Sjæl siden sitrer i Undren.

Digitized by Google

472

En ny Digtning.

Andre Digtere har ladet sig fange af Elskovshavens For-
tryllelse og har fundet deres Lykke i en skøn Kolombines Skød.
Men Verlaine drives af sin saturniske Skæbne videre — ud af den
sanselige Romantiks Paradiser — ud i Livet for at lede efter en
højere Salighed.

Et Øjeblik lader det, som han har fundet den — en anden
Faust! — i Kærligheden til en ung og naiv Gretchen.

„La bonne Chanson" udtrykker denne — saa korte — Fase
af Digterens bevægede Sjælehistorie.

,La bonne Chanson" er — Charles Morice har sagt det —
en Brudebuket. Det er en Serenade — men ikke paa de galante
Festers sanseligt smægtende Fløjter og lidenskabeligt begærende
Violiner. Det er en blid og blød Sang, sungen af en øm og mandig
Røst, der sitrer forelsket. Hvilken Musik i Vers som disse:

Under disse Rytmers Beruselse erklærer Digteren for evigt
sin saturniske og sanselige Fortid for død og uden Magt. Thi nu
vandrer han under aabne Himle, og over ham synger hundred
Lærker, og den rene Luft om ham dufter af Timian. Han er

En stor og øm Fred
synes at nedstige
fra Himmelrummet

som Stjernen bvergyder med Regnbuelys...
Det er Døgnets udsøgte Time.

La lune blanche
luit dans les bois;
de chaque branche
part une voix
sous la ramée . . .
O bien-aimée!

L'étang refléte,

profond miroir.

la silhouette

du saule noir

ou le vent pieure . . .

révons, c'est Theure.

Un vaste et tendre

apaisement

semble descendre

du firmament

que rastre irise . . .

C'est Theure exquise 1 ).

l ) Den hvide Maane
lyser i Skovene;

fra hver Gren
lyder en Røst
mider Løvet . .
O elskede!

Dammens dybe Spejl
gengiver Omridset
af den sorte Pil,
hvori Vinden sukker . . .
Det er Drømmenes Time!

Digitized by Google

En ny Digtning.

473

færdig med de onde Tanker og de hidsende Drømme; hans Vej
er fri og lige; foran ham lyser to unge Øjne som Ledestjerner.
Og han gemmer sig for Verden i sin Kærlighed som i en mørk
Skov, og 1 Mørket aander hans og hendes Hjerte deres Ømhed
ud mod hinanden — som to Nattergale synger, naar Aftenen
falder paa . . .

III.

Det er et Par Aar efter. I et belgisk Værtshus, i en lille
By, sidder en rejsende. Han ser ud gennem Vinduet og ser
lange Tog ile hen over et fladt Land og mange Fabriksskorstene
ryge langs Horisonten. Han ser ud over Landet, der ligger under
en trist Oktoberhimmels Graavejr, bøjer sig saa over Bordet og
skriver:

„Min Sjæl var bedrøvet, saa bedrøvet; bedrøvet for en Kvindes Skyld.

„Og mit Hjerte vandrede langt bort, men fandt ingen Trøst

„Og mit Hjerte og min Sjæl flygtede langt bort fra denne Kvinde, men
fandt ingen Trøst.

„Og mit Hjerte, mit alt for følsomme Hjerte sagde til min Sjæl: Er
det muligt?

„Er det muligt, at jeg er i Landflygtighed, i en stolt og sørgmodig
Landflygtighed?

„Min Sjæl sagde til mit Hjerte: Ved jeg vel, hvad det skal betyde, at
sk ønt jeg er i Landflygtighed, skønt jeg er gaaet langt bort, cr jeg hende dog
endnu ganske nær!"

Den rejsende, som skriver disse Linier, i naive, folkeviseagtige
Vers, er Paul Verlaine. Den korte Lykke fra de gode Sanges
Dage er forbi. Hvorfor? Hans Digte fra Landflygtigheden —
„Romances sans paroles" — siger det.

Han kunde ikke i Længden dæmpe sin stærke Stemme til
forelsket Kvidren. Og hun var saa ung — hun var ikke for-
staaende nok, ikke taalmodig nok, ikke tænkende nok. Ak,
han sagde hende det saa tit i sine sorte Timer, at hendes Øjne,
der en Gang var alt hans Haab, nu rugede over Forræderi. Hun
svor, at det ikke var sandt, og hendes Blik flammede op som
en døende Ild, hvorpaa der kastes ny Næring . . . Men en Dag
havde han den bitre Tilfredsstillelse at sige til hende: „Ser du,
jeg fik Ret!«

Og som en Ahasverus flakker nu Digteren rundt paa
fremmede Veje.

Digitized by Google

474

En ny Digtning.

Det er Flandern, Belgien og England, han besøger; Gharleroi.
Bruxelles og London er hans Digtes Dekorationer. Han gennem-
vandrer Minebyerne, de brutale Landskaber, hvor Kæmpeovne
flammer og store Banegaarde tordner. Han færdes i nederlandske
Stæder, hvor Mursten og Tegltag ler ham i Møde, og venlige
Værtshuse vinker med 01 og Piger. I uhyre Enge græsser Hjorder
af Køer, og over Engene løfter sig fjerne Slottes blaa Tage og
gyldne Vejrhaner.

Men alt dette fængsler ikke Digteren nok. Der kommer
Øjeblikke, hvor han „skimter svundne Stemmers fine Omrids gennem
en Mumlen af lysende Musik*. Der kommer Timer, hvor det regner
i hans Hjerte som i de smaa Byer, han drager igennem. Og
over sit Hoved hører han Minderne klage som Fugle i Natten.

Da er det, han i sine Drømme genser den elskede. Han
ser hende — i Sommerkjole, hvid og gul, med smaa Blomster
som paa et Gardin. Han ser hende — naar han om Aftenen kom
silde hjem og aabnede Sovekamrets Dør, og hun havde lagt sig,
fordi hun var saa træt, men nu sprang hun ud af Sengen, sprang
ham i Møde, fuld af Kærlighed . . .

Ak, han elskede hende saa højt! Han elskede især hendes
smukke Øjne, hendes smukke, ondskabsfulde Øjne . . . Men nu er
det forbi — det er dødt og borte alt sammen — uigenkaldeligt «
dødt og borte . . .

Og han styrter sig ud i den londonske Lystigheds Hvirvel:
Lad os synge og danse . . .

„Dansons la gigue!"

IV.

Der kommer en lang Tavshed. Men da Verlaines næste
Værk viser sig, er det en Bog, enestaaende i fransk, i europæisk
Literatur. Det er en Samling ny Digte — og i de ny Digte lever
en ny Aand. Det er en Bog om Frelsen fra Synden, en Om-
vendelsens Legende i Vers, en Angerens Gyldne Bog. Det er
„Sages8e u .

Et Blik paa Værkets Forord vil hurtigt oplyse en om Ver-
laines ny Sindstilstand. Digteren skriver:

„Denne Bogs Forfatter har ikke altid tænkt som nu. Han
har længe flakket rundt i Tidens Fordærvelse og har baaret sin
Byrde af dens Fejltrin og Uvidenhed. Velfortjente Sorger har

Digitized by Google

En ny Digtning.

475

varet ham ad, og Gud har i sin Naade ladet ham forstaa Ad-
varslen. Han har nedkastet sig for Alteret, som han saa længe
miskendte, han tilbeder Algodheden og paakalder Almagten; han
er Kirkens hengivne Søn, den ringeste i Fortjeneste, men fuld af
god Vilje.*

Med andre Ord: „Sagesse" er Bogen om Verlaines Om-
vendelse fra Hedenskab til Katolicisme. Siden „ Fieurs du mal"
er der ikke i Frankrig udkommet nogen Digtsamling, som har
haft saa indgribende Betydning for fransk Aandsliv. Det er da
nødvendigt at vie Værket en mere udførlig Omtale.

„Sagesse" begynder med et allegorisk Digt. Verlaine for-
tæller heri, hvorledes Ridder Uheld mødte ham i Livets Skove og
gennemborede hans gamle Hjerte med sin Lanse. Den gode Ridder
dræbte hans gamle Hjerte og skabte i Stedet for et nyt i hans
Bryst. Længe havde Digteren ved egen Kraft søgt at bekæmpe
sit Kød; hans Anstrengelser havde været som Herkules' eller
Sisyfos'. Men han havde kæmpet forgæves; der var altid en eller
anden Port i hans Hjerte, som aabnede sig for Fjenden. Nu nedstiger
der imidlertid i hans ny Hjerte en Kvinde i snehvide Klæder, en
himmelsk Kvinde, som blot ved et Tegn faar Kødet til at flygte.
Udyret flygter, sønderrivende sin nøgne Barm i Raseri, flygter ind
gennem Skove, fulde af frygtelig Elskov.

Og den hvide Kvinde taler til det arme Jordens Barn, der
længe har vaklet mellem Kød og Aand, og hun forkynder ham
en endelig Sejr. Thi hun kommer med Hjælp fra oven og med
himmelsk Bud om Fred og Frelse.

Og Digteren spørger: Hvem er du, høje Frue?

Og den hvide Kvinde svarer: Jeg var født før alle Ting,
og jeg skal se alle Tings Ende. Jeg græder over jer, svage Mænd
og stakkels Kvinder, og finder jer afsindige. Jeg græder over
eders triste Sjæle, jeg elsker dem, og jeg frygter deres lave Lyster . . .
Du spurgte mig, hvem jeg er? For mit Navn bøjer selv Englene
s 'g--- jeg elsker alle og anklager ingen . . . jeg er Bønnen, og
det er mit Værk, at din Last flygter i det fjerne. Lov mig nu,
at du vil blive paa Dydens Vej.

Og Digteren lover det.

Der følger nu nogle Digte af en ydmyg og angergiven
Skønhed. Som dejlige Magdalener knæler disse Vers for Herrens
Alter. Digteren siger Farvel til alle sine gamle Sorger og Glæder,
til Latteren og Tungsindet. Der bliver intet andet tilbage end en

Digitized by Google

476

En ny Digtning.

blid Tomhed, en stor Given Afkald, en uendelig Fred og Friskhed.
Nu og da kan de gamle Dages falske Solskin endnu gøre hans
Sjæl urolig; det er, som Uvejret var i Færd med at trække op
paa ny; men Digteren folder sine Hænder, og Tordenen dør hen i
Orgeltoner som disse:

O pålis, et va-t'en, lente et joignant les mains.
Si ces hiers allaient manger nos beaux demains?
Si la vieille folie était encore en route?
Ges souvenirs, va-t-il falloir les retuer?
Un assaut furieux, le supréme, sans doute!
O va prier contre Torage, va prier 1 ).

Som sin store Mester Baudelaire søger Digteren nu bort
fra den Tid, der er om ham. Over Stadens Larm af smaa og
usle Beskæftigelser hører han Kirkernes Klokker, der kalder ham
langt bort — loin de nos jours d' esprit charnd et de chair triste.
Hans Aand tror først at finde et Tilflugtssted i det store Aar-
hundrede, da Maintenons hvide Hovedsæt kastede Fred og Skygge
over Frankrig. Den Gang fulgtes Bønnens Indbydelser; Digter og
Lærd gik til Alters som simple Folk, og naar Foraaret kom,
vandrede de til Auteuil og plukkede Syrener og Roser og lovede
Gud for alle Ting . . .

Men hint gallikanske og jansenistiske Aarhundrede formaar
ikke længe at fængsle Verlaines Hjerte. Han søger længere bort,
længere tilbage. Det er nu „le Moyen Age én&rme et délicqt u f
hvortil han indskiber sig. Han gad være en af hine troende
Kunstnere, som har bygget Middelalderens Domkirker og malet de
Madonner, for hvis Fod Folkene endnu knæler. Han gad være en van
Eyck eller en Fiesole, en Memling eller en Erwin von Steinbach

— en Helgen med retskafne Tanker og gode Handlinger, højbaaren
Teologi og fast Moral — et Menneske, ledet af Korsets enestaaende
Galskab. (Sagesse I, VI-X).

Alt dette danner Indledningen til Kærne-Delen af „ Sagesse*

— den egentlige Omvendelsens-Legende.

') O gaa bort, bleg, stille og med foldede Hænder.
Om hin Fortid skulde fortære vor skønne Morgendag?
Om den gamle Daarskab endnu ikke var ude?
Skal disse Minder da dræbes paa ny?
Et rasende Angreb, sikkert det sidste!
O gak bort at bede mod Uvejret, gak bort og bed!

Digitized by Google

En ny Digtning.

477

I majestætiske Vers — Jamber, der ruller som Bølger af
Tid ind over Evighedens Kyst — taler her Digteren med sin Gud :

,0 min Gud, Du har saaret mig med Kærlighed, og Saaret bæver
endnu; o min Gud du har saaret mig med Kærlighed!

,0 min Gud, Frygt for Dig har slaget mig, og Slaget brænder endnu;
O min Gud, Frygt for Dig har slaget mig!

,0 min Gud, jeg har set, at alt var forfængeligt, og jeg har lært at
ære Dig; o min Gud, jeg har set, at alt er forfængeligt!

„Drukn min Sjæl i Din Vins Bølger, opløs mit Liv i Dit Bords Brød,
drukn min Sjæl i din Vins Bølger!

„Jeg bringer Dig mit Blod, som jeg ikke har udgydt, og mit Legem,
uværdigt til Lidelse; jeg bringer Dig mit Blod, som jeg ikke har udgydt!

„Jeg bringer Dig min Pande, rød af Skam, til Skammel for Dine hellige
Fødder; jeg bringer Dig min Pande, rød af Skam.

„Jeg bringer mine Hænder, der aldrig har arbejdet, for glødende Kul og
dyrebar Røgelse; jeg bringer mine Hænder, som aldrig har arbejdet!"

. . . Digtet fortsættes endnu gennem nogle Strofer af samme
gammeltestamentlige Enfold; det ender derpaa:

„Ak Gud, Du Offerets og Tilgivelsens Gud! hvor dyb er ikke min
Utaknemmeligheds Brønd, ak Gud, Du Offerets og Tilgivelsens Gud!

„Du frygtelige og hellige Gud! hvor sort er ikke min Synds Afgrund,
Du frygtelige og hellige Gud!

„Du Fredens, Glædens og Lykkens Gud! al min Angest og al min
Uvidenhed, du Fredens, Glædens og Lykkens Gud!

„Det kender du alt, til Hobe alt! Du ved, jeg er den fattigste, der
findes, Du kender det alt, til Hobe alt!

„Men, hvad jeg har, det giver jeg Dig, o Gud!"

♦

. . . Det er den fuldstændige Sønderknuselses rørende og
inderlige Sprog. I disse kunstløse Vers raaber en Sjæl af Dybsens
Nød til de ideale Himles Herre.

Og der følger nu en Dialog mellem Digteren og hans Gud
— en Dialog i Sonnetter, som rummer den kristelige Teologis
dybeste Lærdomme om Trosforholdet mellem Mennesket og dets
Skaber. Det hedder der:

„Min Gud har sagt mig: Elsk mig, min Søn u . .

Men den angergivne Synder vægrer sig; han ængstes for at
nærme sig den evigt renes Trone og udbryder:

B Jeg vil ikke! Jeg er uværdig! Du, der er den rene Kærligheds Rose
og alle Helgens Hjerte! Du, der var Israels nidkære Gud og den kyske Bi,
som nedlod sig paa en halvlukket Uskylds Blomst! Dig skulde jeg, jeg.
kunne elske? Er I afsindige. Gud-Fader, Søn og Helligaand?*

Digitized by

478

En ny Digtning.

Men Gud gentager sin Befaling. Og Samtalen fortsættes.
Sjælen nøler — men raaber allerede i Tro:

„Udstræk din Haand mod mig, at jeg kan rejse mig.*
Og Gud nedsænker Kirkens Ord over denne Sjæl, som er i
Vaande. I Digterens Hjerte genlyder Alkærlighedens Røst — den
forfærdelige Guds Røst, der drukner alle andre Stemmer i sin
Strøm. Og baaren af dette Bud fra det høje løfter Digteren sig i
stum Spørgen mod Gud: „Er jeg nu beredt \ u Og Gud svarer:
„Du er rede til at indgaa i mit Rige.* (Sagesse II, V).

V.

„Sagesse" rummer imidlertid — i sin tredje og sidste Del
— andre Toner end denne højtidelige Orgelmusik fra Teologiens
Katedraler.

Ny Tvivl og nyt Tungsind dukker op og finder Udtryk i
melodiske Vers. Det er, som en stor, sort Søvn falder over
Digterens Liv — alt Haab og alt Begær slumrer, og han husker
ikke længer hverken ondt eller godt. Fra sin Gudsfrygts Celle ser
han den blaa Himmel udenfor, han hører Lyden af dét stille og
ligefremme Liv, og han længes mod Byens fredelige Larm derude.
Hans Aand er urolig — ved Solnedgangstide lytter han efter
Hornets Klage under Skovbrynet , og han fyldes af ubestemt Vemod.
Han føler sig som et forladt og vildfarent Barn i den vide, sære
Verden — som en Kaspar Hauser, der intet kender eller forstaar af
Menneskenes Færden. Og han skriver hine Linier, som maaske
er hans Mesterværk, og som han kalder „Kaspar Hausers Sang":

Je suis venu, calme orphelin,
riche de mes seuls yeux tranquilles,
vers les horn mes des grandes villes:
ils ne m'ont pas trouvé malin.

A vingt ans un trouble nouveau
sous le nom d'amoureuses flammes
m'a fait trouver belles les femmes.
Ils ne m'ont pas trouvé beau.

Suis je né trop t6t ou trop tard?
Qu'est-ce que je fais en ce monde?
O vous tous, ma peine est profonde ;
priez pour le pauvre Gaspard! ').

') Jeg kom, en stille forældreløs,

uden anden Rigdom end mine rolige Øjne,

Digitized by Google

En ny Digtning.

479

. . . Med andre Ord : den gamle, tvivlende og higende Adam
er ikke saa fuldstændig død, som Digteren i sin Omvendelses første
Jubel troede det. Det er, som om Troen har fundet ham paa et
Sygeleje, og han har — afmægtig og lidende — taget mod dens
Trøst. Men efterhaanden, som Sundheden vender tilbage, og Livet
atter aabner sine Porte for Digteren, nærmer Drømmen om jordisk
Lykke sig atter og skjuler med sin stærke og nære Glans de
himmelske Stjerners fjerne, men faste Lys. Solen er paa ny
strømmet ind i Digterens Sjæl — „Haabet lyser som et Solglimt
paa et Halmstraa i Staldens Mørke, som en Flintesten i et Hul
i Logulvet" — og et Udbrud af Længsel undslipper Verlaines
Læber: „Ak, naar blomstrer atter Septembers Roser ?•

VI.

Verlaines Poesi deler sig fra nu af i to Strømme, der løber
jævnsides hinanden: den ene et Værk af den gamle Adam, af
»Satumieren* i Verlaine; den anden udsprungen af de rene og
klare Kilder i „Sagesse ft . '

Til den første Retning hører „Jadis et naguére" og „ParaUéle-
ment". Til den anden „Amour" og „Bonheur".

De to sidste Digtsamlinger fortsætter rigt og kraftigt den
teologiske Poesi fra anden Del af „Sagesse". I „Jadis et naguére"
og i „Parallélement" er det derimod sanselige Stemninger, vilde
og voldsomme Lidenskaber, der faar Luft.

Det er en Zigeuners Sange, en gammel, fordrukken og ud-
svævende Vagabonds Viser. Det er Vers fra Vejene og Knejperne,
fra Fængslerne og fra den solgte Elskovs Kamre. Det er — som
Digteren siger det selv — Tusmørketing og Syner fra Nattens
sidste Stunder . . .

til Mændene i de store Byer:
de fandt mig ikke snedig.

Da jeg var tyve Aar, fik en Sygdom,
kaldet Elskovsild,

mig til at finde Kvinderne smukke:
de fandt ikke mig smuk.

Er jeg født for tidligt eller for sent?
Hvad skal jeg her i denne Verden?
O alle sammen! min Smerte er stor;
bed for den stakkels Kaspar!.

Tilskueren. 1893. 32

Digitized by Google

480

En ny Digtntng.

Og maaske er det denne Del af Verlaines senere Værk, som
har mest Værd. Thi i disse Vers lever den gamle, altid higende
Vandringsmand fra „De saturniske Digte" og fra »Sange uden
Ord" — den gamle, aldrig tilfredsstillede Ahasverus, som sønder-
reven af den evige Strid mellem Kød og Aand, flakker i stadig
Uro mellem Menneskelivets to Poler: den kristne Renhed og
Hedenskabets Vellyst.

Thi det er jo kun en skøn Drøm, født af Kødets og Aandens
dobbelte Længsel efter Fred. naar Verlaine i „Jadis et naguére*
digter om en stor Forsoningsfest mellem de syv Dødssynder og
de tre teologiske Dyder. Verlaines Øjne vil ikke faa denne Fest
at se, og maaske skal dens Glædesblus først tændes paa Jordens
yderste Dag . . .

Men uden hin Drøm og hin Længsel vilde Verlaine ikke
være, hvad han nu er: det fuldkomne Udtryk for denne Aar-
hundred-Slutnings sanselige og mystiske Menneske.

Johannes Jørgensen.

Digitized by Google

En Vat med Paul Yerlaine.

Det var en mild, fugtig Aften i Januar, da vi — to Danske —
traadte ind i Soleil d'or — den gyldne Sol — Kafeen paa Hjørnet
af Seine-Kajen ovre i Quartier latin, hvor det unge literære Tids-
skrift „La Plumes* Medarbejdere samles hver Lørdagaften, og
hvor vi var opfordrede til at komme hen, hvis vi vilde træffe
Paul Verlaine.

„Syng, syng som Paul Verlaine! Og fremad! Vi har jo
Talent!* lød et mægtigt Kor op til os, medens vi fra Kafeens smukke
Gæstestue famlede os ned ad en Trappe til et Lokale under Jorden,
hvorfra det mærkelige Omkvæd dundrede os i Møde.

Det var en stor Sal, vi kom ned i, med fedtede Vægge,
matte Gasblus og mange smaa Borde, hvor et tætpakket Publikum,
der mere kunde se ud til at være det begavede Tidsskrifts Læsere
end dets Medarbejdere, sad og drak 01, sang og trampede Takten
med tunge Fødder paa det snavsede Gulv. Alt, hvad vi øjnede
i denne Damp af Tobak og vaade Klæder, indgav Glæde: de
spredte Genier med deres umulige Frisurer som Springere i et
Skakspil, de spredte Damer, lidet smukke, men meget oprømte; i
det fjerne „La Plumes* Redaktør, Hr. Deschamps, med et velvilligt
lyttende Dirigent-Smil, og paa Forhøjningen den flotte, smidige
Visedigter med hans Omkvæd:

ChantonSj chantons comme Verlaine!

En' avantl
Nou8 avons du talent/

Her i Hjertet af Quartier Latin raader Paul Verlaine; her
er hans Kongedømme. Han kender Kvarteret ud og ind som en
Mus sin Rede. Og alle kender ham og elsker ham ; selv de glade,
letsindige Piger rækker blufærdigt smilende Læberne frem for at
modtage Kyssets Naade af pére Verlaine — den unge Digtekunsts

32*

Digitized by Google

482

En Nat med Paul Verlaine.

Fader, den pengeløse Digterheros, der tilbringer Natten mellem
Vagabonder, for rig i sin Sjæl til at gemme jordisk Gods ud over
en Time — for stor og for god for Akademiet!

Ja — »syng, syng, Menneskebørn! Vi har jo Talent! 6 —
det er et Ord i rette Tid. Syng I Vagabonder paa Livets Veje,
syng som Verlaine: „Haabet lyser som et Solglimt paa et Halni-
straa i Stalden . . . Haabet lyser som en Flintesten i et Hul i
Logulvet !"

Det var dog en lidt for bogstavelig Forstaaelse af Opfor-
dringen til at synge „som Verlaine' , der bragte en langhaaret
Lyriker til at fremsige et Digt, hvor den verlaineske Verselinie:
Violon, violonon! atter og atter kom igen, men som ellers ikke
havde synderlig med Verlaine at gøre.

Først langt ud paa Aftenen indfandt sig Verlaine selv. Med
et fik jeg Øje paa dette forunderlige Hoved fra før Syndfloden,
Fejltagelse var umulig — det maatte være ham.

1 hans Ansigtstræk var der et Præg af Bekymrethed, ældre
end Syndfloden. Men i* hans Holdning og over hans hele Skikkelse
var der en sær Forklarelsens Ubekymrethed , som fik en til ■ at
tænke paa en gammel græsk Filosof — paa Sokrates, hvem han
minder om ved sin store Pande og den lille, opadvendte Næse.
Smukke Klæder og hvidt Linned syntes han ikke at kende til.
Hans Tøj var lurvet, med forrevne Knaphuller uden tilsvarende
Knapper, og hvor hans graa Fuldskæg slap, saas en ikke ganske
ren Sportsskjorte af graa Uld. Som han stod der, omgiven af en
Gruppe beundrende Disciple og midt i en Samtale, der ikke optog
ham, syntes han kun at lytte til Blodet i sine egne Aarer, der
med et verlainesk Ord rinder „fint som Gift".

Og medens de unge Mænd omkring ham bøjede Nakkerne
under Umuligheden af at tilkaste hans Sjæl det Lysglimt, den
krævede, stirrede hans brune, dejlige Øjne sløret fremad som i en
Graad, hvis Kilder er stoppede.

En tresindstyveaarig Rødskæg krumbøjede sig med en
Discipelmine som Simons i Evangeliet og aftørrede Mesterens Ryg
med sit Frakkefor; thi Digterens filosofisk rummelige Kappe —
det eneste ordentlige Klædningsstykke, han havde paa — var til-
sølet med to store Skjolder af Gadesnavs.

Verlaine bekymrede sig ikke det mindste om ham, trak kun
stundum, naar Pudsningen blev for voldsom, fortrædeligt paa
Skuldren, som om han generedes af noget Utøj:

Digitized by Google

En Nat med Paul Verlaine.

483

„Det er nok, Bibi! Det er nok, Bibi!«

Og ved Siden af denne lurvede Skikkelse i dens Pjalter og
Smuds fik alle Digtere, man havde kendt, et latterligt Præg af
Literater . . . Literater ved en Hoffest eller Literater paa en Stam-
knejpe . . . men Literater.

Med næsten ydmyg Alvor nærmede han sig os to ube-
kendte, da det blev ham sagt, at vi var to unge Mænd fra Danmark,
der ønskede at hilse paa ham. „Verdens eneste Digter«, som hans
Beundrere titulerer ham, har læst fire fem af Europas Literaturer
i Orginalsprogene, men er som ægte Franskmand blottet for geo-
grafisk Sans og Viden.

„Aa jeg har ogsaa en Gang været i Holland«, sagde han,
„jeg har holdt Oplæsning i Amsterdam . . . meget elskværdige Folk!«

Vi vilde retlede den berømte Symbolist og føre hans Tanker
længer mod Nord. Det strandede paa den Forestilling hos ham,
at var vi ikke Hollændere, maatte vi være Svenske i alle Fald.
Og saaledes blev vort Land ham bestandig liggende i det ubekendte.

Verlaine begyndte med at tale om Baudelaire. Jeg havde
for „La Plumes« Redaktør nævnt, at jeg engang havde oversat
nogle Vers af denne Digter; og Hr. Deschamps præsenterede mig
derfor uden Omstændigheder som „den danske Oversætter af
Baudelaire«.

„De har oversat Baudelaire i deres Land. Saa sætter de
altsaa megen Pris paa ham?« sagde han med en ærbødig Inder-
lighed, som næsfen gjorde mig skamfuld. Og utryg og ydmyg
som en Mand, der kun nærmer sig det ubekendte med blottet
Hoved, famlede han spørgende om en Stoleryg: „Vil De tillade,
at jeg tager Plads hos Dem?«

Først, efter at vi havde bedt ham, satte han sig ned.

„De, som har oversat Baudelaire, De holder jo af ham?«
gentog han. „Ikke sandt, han har gjort Epoke i Literaturen? Er
han ikke den største og mest originale Digter i dette Aarhundrede?
Sig mig, Deres By, Deres Hovedstad ... København ... er det
en Storstad? Man maa have levet i en stor By for at forstaa
Baudelaire til Bunds. — De siger, at De ogsaa kender til mine
Vers ... Ser de, hvis jeg i det hele taget er noget, saa er jeg
kun en lille Baudelaire — en ganske lille Baudelaire. Jeg giver
mig ikke ud for andet . . .

Møjsommeligt, med mange Gentagelser talte den sære Digter,
en af de ærlige faa, som aldrig for smuk Versekunst og skøn Vel-

Digitized by Google

484

En Nat med Paul Yerlaine.

talenhed har glemt, det Glimt af Menneskehaab eller Menneskejammer,
hvorpaa det i Poesien alene kommer an. Hans lurvede Dragt
blev som et Smykke for hans rene, dybt oprigtige Sjæl — en tro-
fast, vidunderlig Sjæl, helt gennemtrængt af sin Ild. Skarnet
havde ikke han selv, men et uforstaaende Samfund stænket paa
hans Klæder.

Mens vore Øjne slugte ham med ungdommelig Beundring,
og vi gerne kunde have omfavnet denne tiggerklædte, vidunder-
lige Sjæl, vovede efter en lang Venten den underdanige Rødskæg
fra før at trække Verlaine let i Ærmet:

»Sig Godnat til mig, notre ptre! u

„Godnat Bibi!"

Bibi, som nylig havde aftørret Mesterens Ryg, rakte Kinden
frem til et Kys efter gammelfransk Skik.
„Kys mig, notre pére!"

Verlaine kyssede ham paa Kinden, men da Bibi nu ogsaa
vendte den anden Kind til, gennede Verlaine ham uvillig fra sig med
Albuen: „Nous aurions Vair ... Lad os nu være fri!"

Skønt Rygtet siger, at Paul Verlaine holder af Absint,
vilde han med os to danske Yndere af den store Baudelaire kun
drikke et Glas uskyldigt Pebermyntevand, og da det var tømt og
vi igen bød ham, sagde han:

„De kan jo bestille et Glas til, hvis De vil give mig det. 8

Som en Mand, der føler Pligt til at aflægge Vidnesbyrd i
et højtideligt Øjeblik, talte han længe til os om Biudelaire og frem-
stillede den vilde Haardnakkethed , hvormed den beundrede For-
gænger gennem Livets dyndede Gader har bukket sig efter alle
Splinter af Idealet. — Ordene kpm ikke mere med Besvær, mm
Sorgen var paa hans sænkede Ansigt.

Der skete et Tøbrud i hans Sind, mens vi talte med ham,
og hans første Smil brød igennem, da han kom til at nævne en
Skildring af en Kvindes Aand, som skyldes St. Beuves Pen.

„Kvindernes Aand!* gentog han med et Vismands-Smil,
som bredte sig fra bægge Næsevige og pludselig tindrede lystigt i
de smaa, brune Øjne. De er søde ... men deres Aand!*

Og der laa Gudernes og de tyveaariges Velvilje i hans Ord:

„Elles ont du charme, mais . . . de l' esprit?"

Kafeen skulde lukkes. Det fik ikke hjælpe, at vi var i
Selskab med Frankrigs største Lyriker. Opvarteren var dus med

Digitized by Google

En Nat med Paul Veriaine.

485

ham og stillede sig hen ved Siden af os, forsikrende, at han ikke
vilde vige fra Pletten, saa længe vi sad der. Og saa maatte vi
altsaa fortrække.

Alene med os to Danske drev Paul Veriaine i den fugtige
Nat hen gennem Quarlier Latins Gader, hvor Lygterne som Klynger
af lange opløbne Studenter, stod og maalte deres Højhed i Gade-
skarnet.

„Ikke sandt, vi har genfundet hinanden?" sagde Veriaine,
mens Tøbrudet hos ham mere og mere fuldbyrdede sig. „Ikke
sandt, vi har genfundet hinanden/ gentog han.

„For Mennesket har en Sjæl, ikke sandt? Vi har en Sjæl,"
vedblev han indtrængende. „Jeg er glad over at have fundet Dem,
genfundet Dem, og at gaa med Dem. Man kan stundum blive
saa bange, naar man føler sig alene."

Vi havde sagt ham, at han hjemme i vort Land var kendt
af alle de unge, der forstaar at læse. Og det var klart, at han
ikke med Ubehag hørte om et nyt Land i Geografien, formelig fik
et helt nyt Land foræret, af hvis Ungdom han var kendt, og som
havde ham kær.

„I Hollændere eller Svenske . . . deroppe i jeres København . . .
I holder altsaa af Frankrig og Frankrigs Digtere. I forstaar at læse.
Her hos os er der ingen af de unge, som læser noget videre. Aa
men jeg har læst meget, meget!" Og han stampede i Flisen. „Jeg
har haft det Held fra Barn af at være indlevet i det engelske
Sprog. Kender De Robert Burns, den skotske Bondedigter? Robert
Burns !"

Jeg nævnede Shelley, men han rystede paa Hovedet og
pegede betegnende omkring sig.

„Jeg læser ikke ret meget nu mere. Jeg har intet Bibliotek."

Saa gav jeg mig til at tale om hans egne Vers.

Og han svarede simpelt og forklarende.

„Naar jeg er sørgmodig, skriver jeg Vers. Grundstemningen
i dem er tungsindig, frygtelig tungsindig."

Det er sandt nok, men midt i denne Sørgmodighed, i hvis
Armod og Mørke han af Trang til Inderlighed fordyber sig, sidder
hans Hjerte stedse paa Spring til at le — en frisk, rent klingende
Latter, lykkelig som et Barns, hvid som Haabet, tindrende som en
pludselig genfunden Splint af Idealet.

Digitized by Google

486

En Nat med Paul Verlaine.

»Tænk, at vi har genfundet hinanden!" vedbliver han stille
„Her gaar altsaa vi tre Misdædere (a88a$sins)t a
„Anarkister!" spøger min Landmand.

Ved Ordet „Anarkister" formørkes Verlaines Bryn en Smule.
„Ja men vi er aandelige Anarkister. Det er den ældste,
den eneste sande Anarkisme."

Ad den politiske Anarkisme, som nu er Modesag mellem
unge Skribenter i Paris, trækker Verlaine paa Skuldren og kalder
den en Art Galskab.

Endelig fremsiger han, mens vi vandrer videre, lange Brud-
stykker af et uudgivet Digt.

„Jeg har Munden fuld af mine Vers," smiler han og lægger
to Fingre paa Læberne.

Digtet handler om den lille Prins Charles — den henrettede
Ludvig den sekstendes Søn — som sidder fangen i Tempeltaarnet
Hos ham er Simon, Fangevogteren, som Verlaine spøgende
skildrer, saa at vi aner, at han her har tænkt paa den trofaste
Bibi, Disciplen, hvis Bestilling nok ellers er at børste Sko. End-
videre er der i Prinsens Nærhed et halvgammelt Kvindfolk, en
af de simple af Hjertet — som Digteren omtaler med virkelig
Ømhed, idet han pludselig gør Undskylning for, at hun har Utøj:
„Elle a des poux . . . enfin, on en a . . . tnais elle est char-
mante, la femme!"

Og efter at han med en pludselig bristende, lykkelig Latter
har glædet sig over, at man kan være god og prægtig, skønt man
har Utøj, tilføjer han sagte:

„Je me suts incamé un peu partout . . .
Det er altsaa Digteren selv, der føler sig som indesluttet
mellem Tempeltaarnets nøgne Mure i dette fattige Selskab. Han
har lagt et stort Stykke af sin Sjæl i Fangevogterens lurvede
Skikkelse; det er hans Hjerte, som banker under den retskafne,
men snavsede Kvindes Kjole, og endelig er det ogsaa ham, den
fattige Digter, der er Prins Charles, Kongen uden Kongerige, som
gennem Prinsens Ord til Slutteren udtaler sin stolte Selvfølelse:

„Forstaar du mig ... jeg er Kongen — Kongen — Kongen!
Hvis jeg havde Magt som denne . . . (Prinsen tier og vil ikke
nævne Napoleons Navn, og Verlaine smiler: heller ikke han vil
nævne Navne). Men forstaar du: jeg er Kongen — Kongen!*

Med Armene strakte frem staar Verlaine og eftergør let
stampende Prinsens Utaalmodighed :

Digitized by Google

En Nat med Paul Verlaine.

487

„Je suis le rot, le roi — le roi! u

Og han ler højt og klingende og kalder Digtet et Skælm-
stykke (des blagues). Vi aner Skælmeriet: at han, skønt han ikke
bærer prægtige Klæder som denne X. og ikke som denne Y. sidder
i Akademiet, dog i Følge en guddommelig Lov er Kongen.

Men han bryder sig ikke om at æres som Konge paa en
udvortes Maade.

„Kald mig ikke Sire, kald mig Charles,* lader han Prinsen
sige.

Vi drev den Nat fra Kafé til Kafé i Studenterkvarteret og
blev atter fordrevne, efterhaanden som der skulde lukkes. Over
alt stimlede de unge Mennesker ærbødigt sammen om Poeten.
Men han svarede dem med misfornøjet Stolthed:

„Aa kald mig ikke notre pére eller efter maitre! Kald mig
Paul Verlaine!*

Han gjorde Nar ad alle literære Skoler. Og da jeg nævnte
Symbolisternes Skole, der er ham saa hengiven, trak han let paa
Skuldren og vrængede ad Navnet: „Les Cymbalistes!"

Han fortalte, hvorledes han i sin Tid havde optaget De-
kadent-Navnet.

„Vi blev foragtelig kaldt Dekadenter, og vi optog det som

et Krigsnavn. Det skulde ikke betyde noget særligt Jeg er

Paul Verlaine; jeg vil hverken være Fader eller Mester. *

Kun overfor Kvarterets muntre Pigebørn og flygtige Frøkner
optraadtc Verlaine som en Fader og Mester. Naar vi tiaadte ind
i en Kafé, dukkede der gerne frem bag en Dør eller fra en ube-
mærket Krog et eller andet ungt Pigeansigt, næsten altid det
mest yndefulde og ejendommelige. Med festlig Holdning og
spændstige Skridt styrede den gamle „Cymbalist" lige hen mod
det unge Blod og gav hende uden yderligere Omfavnelse et Kys
midt paa Munden. Et frimodigt Kys fuldt af Uskyld og ung Vel-
lyst, som fik den udvalgte Kvinde til at rødme af Lykke.

Et Kys fuldt af Symbolisme: en Velsignelse til den fuld-
komneste Kvinde.

Med andre Arter Symbolisme tager Verlaine det ikke strengt.
Da jeg talte til ham om et smukt Digt af ham selv, der beskriver
en urig Pige, som, vandrer stolt langs en sollys Strand, mens
hendes Tilbedere følger i Tavshed, spurgte han mig, om jeg

Digitized by Google

488

En Nat med Paul Verlaine.

havde forstaaet, at den unge Pige skulde betyde Idealet. „Det
er ikke faldet mig ind", tilstod jeg, og jeg vovede den Mening, at
en Ting, der er skøn i sig sig selv, altid bliver lige skøn. selv
om den ikke har en bestemt Underbetydning. Han smilte for-
staaende, og mit Kætteri, at en ung Pige paa en Strandbred i sig
selv kunde være Ideal nok, blev mig let tilgivet.

Lænet frem over et Bord i en lille Kafé fortæller Verlaine
os pudsige Anekdoter om Kvinder. Det er smaa, fattige Historier,
som bliver næsten rørende ved hans uroligt dirrende Smil, hans
filosofiske Overbærenhed og hans springske Lune.

„... Det er en god Pige — en gammel Veninde," siger
Verlaine og løfter gestikulerende Armene op og ned. „Hun huser
mig stundum, skaffer mig rent Linned og forsvarer mig, naar
nogen taler ondt om mig. „Aa han er virkelig slet ikke saa ilde,
siger hun. »Han gaar med høj Hat.* — En Dag siger hun pludselig
til mig: „Hvor du ligner Framjois!" Jeg spurgte: „Mener du Frans
den første?* Men jeg fik ud af hende, at det var Fran^ois Goppée,
min Kollega, Medlem af Akademiet, og at hun kendte ham godt
„Han har for Resten talt om dig," siger hun. — „Har han talt
om mig?" — „Ja du maa vide,« siger saa Pigebarnet, „han er
slet ikke indbildsk."

Klokken var bleven mellem fem og seks om Morgenen.

„Vore Glas er tomme, og nu lukker Kaféværten sine Skodder.
Lad os gaa videre, cher matirel* sagde jeg.

„Nu kalder ogsaa han mig „kære Mester!" brød Verlaine
ud, og det hvide Smil lyste over hans Ansigt.

„Hvad er det, De kalder den literære Skole, De tilhører
der hjemme i Holland . . . eller Sverige.

Jeg maatte finde et Navn i en knap Vending:

„Vi er ... de oprigtige, de svorne!" (les sincbres, les dévoués).

„Og hvilke literære Principer hylder den Skole?" lo Verlaine.

„Grænseløse Principer."

„Lad os saa gaa, vi tre sincéres,* sagde han.

Paa Gaden spurgte han, hvor vi boede. Jeg svarede for
min Del: „Paa den anden Side af Seinen, helt oppe ved Arc de
PÉtoile. Og De M. Verlaine?"

„Jeg bor ingen Steder. Jeg sover hos den klare Stjerne."

Da vi sagde ham Farvel paa et Gadehjørne, trykkede han
stærkt vore Hænder:

„Nous nous sammes retrouvés!"

Digitized by Google

En Nat med Paul Verlaine.

489

Og derefter slog han over i sin lyse oprømte Tone:

„Kom og besøg mig! Jeg bor hosVanier (hans Forlægger).
Det er en Herre, som underholder mig. Jeg bor ogsaa rue St.
Severin Nr. 12; der har jeg en Kvinde, som underholder mig.
Kom og besøg mig i Morgen eller i Overmorgen, og jeg skal være
glad og eje uhørte Rigdomme.

Med muntre teatralske Gebærder ledsager Verlaine disse Ord.

,Han var nok ganske glad ved os, — den gamle!" siger min
Landsmand, mens vi i det graa Daggry slentrer op imod Triumfbuen.

Men i Morgen eller i Overmorgen sover Paul Verlaine maaske
i Katakomberne eller hos den klare Stjerne, mens hans uhørte
Rigdomme er skjulte for alles Øjne, lukkede inde i hans tro-
faste Hjerte.

Og dog er denne sært beskedne og kendelig stolte Digter
— denne sinckre, som ikke vil bedrage — det unge literære
Frankrigs »Konge*. Min Hukommelse, som kun mangelfuldt be-
varer Ord og Samtaler, har beholdt et magisk Indtryk af denne
den fineste, forunderligste Personlighed.

Morgenen lyser over den svagt rødmende Triumfbue, og i
sær Henrykkelse giver jeg mig til at tale til det ubegrænsede: —
t Du evige Gud for det ubegrænsede, for den ubegrænsede Sorg,
og for det ubegrænsede Haab ... Du giver ikke Verlaine Triumf-
buer, som hans Hjerte ikke vilde skønne paa. Men giv ham som
i Nat mangt et glimtende Halmstraa, hvorfra han en kort Stund
kan se Haabet lyse!*

Sophus Claussen.

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Trankrig.

Anden omarbejdede Udgave. (Gyldendalske Boghandels Forlag.)

Naar man ved, hvor ringe et Publikum den Art Værker
kan gøre Regning paa i vort lille Land, er det et ret glædeligt
Fænomen, at der har kunnet udkomme ny Udgaver af de enkelte
Bind af Dr. G.Brandes' store Værk, Hovedstrømninger i det
19de Aarhundredes Literatur. Og glædeligere bliver det
endnu, naar man tænker paa al den Modstand, dette Værk har
mødt, dels fra Sider, hvor man med Rette kunde vente det og
maatte finde Modstanden i sin Orden, dels fra Sider, hvor man
har svært ved at finde andre Grunde til den end Bornerthed og
den søde danske, dominerende Egenskab: Misundelse.

For en Anmelder, der i alt væsentligt deler Syn paa Literatur
med Forfatteren, og som oven i Købet ret ofte har skrevet om
Brandes' literaturhistoriske Arbejder, er det ikke let at sige noget
nyt. Jeg har ikke i Aarenes Løb forandret mit Syn, maaske nærmest
af to for mig lidet smigrende Grunde. Den første: Jeg var alt en
efter vore Forhold ret belæst Person i de romanske Literaturer, før
Brandes traadte frem med sine Værker, havde den samme Op-
fattelse som han, men manglede hans Talent til at gøre den
gældende med Myndighed. Den anden Grund: Min Beundring for
og Kærlighed til denne Mand, der magtede, hvad der ikke faldt i
min Lod, forblev uforandret gennem Aarene. Men det er mig
altid en Glæde at skrive om hans Bøger, selv om jeg ikke har
meget nyt at berette.

„Reaktionen i Frankrig" begynder med et Stykke historisk
Filosofi om den franske Revolution. Det andet Bind af Taines
„Les origines de la France contemporaim" var ikke udkommet.

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

491

da den første Udgave af „Reaktionen i Frankrig* kom frem. Man
vil mindes den med Forargelse blandede Forbavselse, som Taines
voldsomme Angreb navnlig paa det andet og tredje Hold Hoved-
aktører paa den mægtige Scene frembragte hos de mange frisindede
Gemytter, for hvem den franske Revolution stod omgiven af den
traditionelle Straaleglorie. Men for dem, der var oplærte i Taines
historisk filosofiske Metode, og som var vante til at bruge den paa
deres eget snævrere Forskerfelt, var der ingen Grund til Forargelse.
Al videnskabelig Forskens Maal er jo at faa Sandheden frem. Og
sæt nu, at Begejstringen for den historiske Syndflod, hvis mægtige
Bølger rev saa mange Fordomme, saa mange raadne Traditioner
over Ende, havde bragt flere paafølgende Slægter af fribaarne og
frisindede Mænd til at drive „Schønthuerei" med den franske Re-
volutions Historie, en Metode, som vel Thiers og end mere Lamar-
tine foruden mange flere havde bragt i Gang, saa kunde Sandheden
kun vinde ved, at Skyggesiderne: Fanatisme, Mangel paa Dannelse,
administrativ Ukyndighed, lav Egennytte og Misundelse hos de
ledende, en Gang for Alvor droges frem i Forskningens klare og
upartiske Lys. Historieskrivning er og skal ikke være Lyrik, om
end den Historieskriver, som er uden poetisk Aare, aldrig naar
frem i forreste Række 1 ).

„Ingen vil kunne nægte, at Brandes' Afsnit om Revolutionen
er en sjælden upartisk og objektiv holdt Skildring. Forfatteren
indrømmer Autoritetsprincipet dets relative og historiske Ret, ser
det som et nødvendigt Led i Kulturudviklingen. Han siger: Au-
toritetsprincipet har haft en stor, opdragende Betydning i Menne-
skehedens Historie, men dens Sendelse er den at gøre sig selv
overflødigt". Der paavises dernæst, hvorledes al Autoritet bunder
i den overnaturlige, absolute Autoritet. Rokker Kritiken ved den,
saa rokkes al verdslig Autoritet, og det var først Naturvidenskabens
mægtige Opdagelser i Renæssancetiden og det 17de Aarhundredé,
der banede Vejen for en ren immanent Verdensanskuelse, om end
selve Opdagerne ikke drog de logiske Konsekvenser af de naaede
Resultater. Det gjorde derimod de engelske Deister og Voltaire.
I forbavsende kort Tid var det gamle udryddet af Tidens dannede
Bevidsthed, og hos dem, hvem Voltaire var for spids og kølig,
blev Rousseau den deklamatorisk-sentimentale Forkynder af Nu-
tidsevangeliet. Der var, som Taine et Sted siger, Profet- og

') Jeg skelner bestemt mellem Historieforskere og Historieskrivere.

Digitized by Google

492

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

Missionærblod i disse to saa grundforskellige og mod hinanden
personlig saa fjendtlig stemte Individualiteter. Om dem samlede
sig det store Nedbrydningskorps, hvis Marche blev mere og mere
sejrrig, fra dem stammede de to store, aandelige Hovedretninger
i Revolutionens Praksis: Girondismen og Jakobinismen. Girondi-
nerne var Voltaires, Jakobinerne Rousseaus aandelige Afkom.

I Kirken havde naturligvis Revolutionen sin farligste og
dygtigste Modstander. Brandes viser, hvorledes de revolutionært
sindede under Bevægelsens første, besindigere Fase, klart var sig
dette bevidste, hvorledes de optraadte med Forsigtighed og poli-
tisk Hensynsfuldhed over for den katolske Kirke som over for en
stærk Magt, det var nødvendigt at forhandle med diplomatisk
smidigt. Først hin Nat, da den store Erklæring af Menneske-
rettighederne kom frem, udtaltes det i Art. 10: Ingen bør for-
uroliges for sine Meningers, end ikke for sine religiøse Meningers
Skyld, forudsat at hans Tilkendegivelse af disse ikke forstyrrer den
lovlige Orden, og Mirabeaus Ord: „Jeg vil ikke præke Tolerance;
den mest uindskrænkede Religionsfrihed er i mine Øjne en saa
hellig Ret, at Ordet Tolerance som Udtryk for den næsten selv
synes mig tyrannisk*, betegner Bevægelsens hurtige Stigen. To
Aar efter, at en elsassisk Jødedeputations ydmyge Bøn om Borger-
rettigheder for Jøderne var bleven afvist af Nationalforsamlingens
Flertal, blev en i langt mere myndig fordrende Udtryk formuleret
Begæring om samme Sag opfyldt af den konstituerende Forsamling.

Ja, saaledes saa nu de dannede og de parisiske Klubber
paa Sagen, men Landet var og blev katolsk, og efterhaanden, som
Revolutionen tog Fart, glemte dens Hedsporer de humane Principer.
Den forfulgte paa det ubarmhjertigste de Præster, som ikke vilde
aflægge Borgereden; Vold avlede Vold, især i afsides Egne, hvor
de lukkede Kirkedøre sprængtes med Økseslag, og en forfatningstro
Præst blev hængt i Korets Lysekrone.

For Bønderne var Rousseau og Voltaire ufordøjelig Agurke-
salat, og det synes mig, at Bønderne havde Ret i at vise den Mad
fra sig. De skulde have haft Lov til at dyrke deres Gud eller
deres Madonna og Helgener i Fred. De havde kun deres Kirke
at ty til, naar de trængte til at løftes eller trøstes under deres
usle Liv. De kunde hverken læse eller skrive, deres Bibel var,
som man har sagt, de malede eller udskaarne Figurer af Kristus,
Madonna og Helgener. At slaa disse — der ganske vist tit var
nogle græsselige Skabilkener at se til — i Stykker, var at knuse

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

493

deres stakkels Hjerter. Den, der har levet nogen Tid i de
katolske Lande, har set Bønder ved en Messe eller under en Præken
og hørt, hvorledes de katolske Præster i deres Tale kan sætte sig
paa den fattige og uvidende Mands Standpunkt, vil have en levende
Forstaaelse af Katolicismens uhyre Magt i disse Befolkningslag.

Man tænke sig nu, hvor en fransk Bonde eller selv en ube-
læst Landjunker maatte forarges, hvis Rygtet bragte ham de
Ytringer, Nationens Repræsentanter i Paris brugte om Præsterne.
Her tillader Pladsen kun en Henvisning til Citaterne af Girondens
Førere, Vergniaud og Roland, af Isnard, Guadet og FranQois de
Nantes, S. 15—18. Da Klubberne vandt den alt overragende Ind-
flydelse i det politiske Liv, da skidne Munde og Penne, som Bestiet
Marats, fik frit Løb, blev det endnu værre. Læg saå hertil Sep-
tembermyrderierne af Præster og Kirkernes Plyndring.

De høje Prælaters Luksus og Udsvævelser, som til Dels havde
spidset Voltaires Pen, saa den lavere Befolkning ikke stort til, og
hvis det tilfældigvis skete, betragtede den det som noget, der ved-
kom den lige saa lidt som en verdslig grand Seigneurs Extra-
vagancer.

Voltaire havde let ad Kirken og dens Lære, som han, trods
sit treaarige Ophold i England, egentlig kun kendte under Kato-
licismens Form. Rousseau havde villet fremstille en Fornuft- og
Følelsesreligion, men den oprindelige Kalvinists Hang til Abstrak-
tion paa den ene og Uklarhed paa den anden Side, kunde umulig
tiltale den store Mængde, den kunde kun gribe sværmeriske eller
taagede Hoveder. Robespierre £lev den levende og blodige Parodi
paa Rousseaus Teologi og Politik. Voltaire var en Aand af Fyr
og Flamme, paa sin Vis en Sandhedssøger; han var sagtens det
vittigste Menneske, der har levet. Hans forstaaende Læsere rystes
hvert Øjeblik af jublende Latter. I hans Kamp mod den af Kirken
beskyttede Overtro og Dumhed, mod alle de Skænselsgerninger med
Baal, Brand, Pinebænk og Plyndring, der pletter dens Historie, tager
han vort fulde Bifald, men det centralt-reKgiøse forstaar han ikke;
han er uden Gehør for Religion overhovedet, kan eller vil ikke
se den som Kulturmagt, ja egentlig manglede han, der har
skrevet adskillige historiske Værker, alt Syn paa det, det egentlig
kommer an paa i Historien. Han aner ikke, at Historikeren skal
se de Tider, han skildrer, i deres egen Belysning. Voltaire har
næppe en eneste Gang rokket et virkelig religiøst Gemyts Over-
bevisning ved sin bidende Kritik.

Digitized by Google

494

6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

Det turde derimod hændes, at Rousseau har gjort det.
Den sære Sammensætning hos ham af skarp, formel Logik og
fantastisk Paradoks- og Konsekvensmageri, af svulmende Poesi og
udtværet Deklamation, af Fornuft og Galenskab var egnet til at
fange Sjæle med Hang mod Mystik. Han blev den fremskredne
Revolutions egentlige Ypperstepræst, og langt hen i Tiden klinger
han igen i Literaturen, navnlig i de højt begavede Kvinders, Madame
^ de Staél Holsteins og George Sands Skrifter. Voltaires Aand er
saa fransk, at den vil bo og bygge i Landet, saa længe Nationen
og Sproget bestaar, men hans egentlige Disciple blev færre end
Rousseaus i det nærmest følgende Slægtled.

At Brandes dvæler saa længe ved Revolutionens Forhold
til Kirken, har han selv angivet Grunden til, naar han siger:
„ Revolutionen var i sit Væsen fuldt saa meget af religiøs som af
politisk Natur*. Det er sandt. Deraf dens Vælde og dens Fana-
tisme. Med gribende Sympati skildrer Forfatteren de troendes
Sjælstilstande under Bevægelsen. Jeg maa nøjes med at henvise
til Afsnittet Pag. 53 fif.

Der kom, som alle ved, det Tidspunkt, da Revolutionen
mattedes, da de af den skræmte Gemytter atter fik Overtaget. Denne
Tilstand i Folkenes Sind passede for Øjeblikket godt i Bonapartes
Politik; han vilde jo erstatte den faldne Autoritet med en ny:
ham selv. Men som deri udmærkede Politiker, han var, saa han
snart, at det var nødvendigt at indbilde de autoritetstørstige Sjæle,
at Kejserdømmet saa vel som Kongedømmet stammede fra Gud.
Han allierede sig altsaa ad hoc med „den romerske Biskop.*, rigtig-
nok for siden at behandle baade clen veltalende og snilde Pius VI
og den fromfiffige og venlige Pius VII en canattle. Man læse
Skildringen af Konkordatets Indførelse (Pag. 60 fif.) hos Brandes. Det
er et højst morsomt Parti. Dem, der vil have en Fremstilling fra
ultramontan Side, kan jeg henvise til Kardinal Consalvis Memoirer,
et Hoveddokument for et Studium af Kuriens Politik, der var lige
saa klog som Napoleons. Der mødtes to unge, meget durkdrevne
Ræve, den ene i Cæsar- den anden i Kardinalpurpur. Man kommer
uvilkaarligt til at tænke: Hvor dog den store Politik tit minder om
Hestehandel, hvor der sælges „med skjulte Fejl*. Bevares — derfor
er ikke enhver Hestepranger en Napoleon Bonaparte eller en Ettore
Consalvi. Dette Konkordat var ikke populært i Hæren, hvis Ge-
neraler for en stor Del var revolutionære og navnlig fritænkerske,
antikatolske, saa nogle af de fremragende iblandt dem endog deltog

Digitized by Google

6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

495

i en Sammensværgelse imod den ny katoliserende Politik. En
Politiker som Talleyrand synes at have anet, hvilke Ulykker Kon-
kordatet vilde bringe over Frankrig; de første Repræsentanter for
Videnskaben og betydelige Mænd i Embedsetaten var ogsaa dets er-
klærede Modstandere. Napoleon var netop lige saa god Katolik i
Frankrig, som han var Muhammedaner i Ægypten. Officielt kaldte
han Paven „den hellige Fader*, privat „det gode Lam*, men naar
Underhandlingerne ikke gik efter hans Hoved, kaldte han ham „en
gammel Ræv*. Han kaldte Præsteskabet Ja prétraille* (Præste-
rakket) og karakteriserede dets Medlemmer som „aandssvage Vrøvle-
hoveder*. Under Forhandlingerne var Kejseren snart grov, snart
lo han. Da Paven salvede ham til Kejser, gabede han under hele
Ceremonien i Notre Dame.

Men han raaatte holde gode Miner med Kirken, hvis Magt
over Gemytterne var saa stor. Desuden trængte han til at faa ordnet
de agrariske Forhold i selve Landet og til at komme i Forbindelse
med det øvrige Europa, pour mettre les institutions de la France
en harmonie avec celles de VEurope. Dertil behøvede han Prælater
og Adel om sig. De af Napoleons senere Udtalelser, som er ci-
terede i Bogen, tillige med Portalis', Konkordatets Apologet, sætter
Kejserens Politik i fuldt Daglys. Han vil Orden og Autoritet, men
Religionens Dogmer var ham fuldstændigt ligegyldige. Havde
Frankrig været protestantisk sindet, eller rettere, havde Protestan-
tismen haft større Magt i Europa end Katolicismen, vilde Kejseren
have proklameret Protestantismen som Frankrigs Religion, ligesom
Robespierre erklærede det franske Folk for deistisk. Men Napoleon
saa klogere paa Virkeligheden end hin starblinde Jakobiner.

Den menneskelige Tankes Emancipationsbevægelse syntes
standset i sin Flugt. „Man besvarede ikke de opponerendes Be-
visførelser med Beviser, men med Berøvelse af Suppe og Steg,*
{Brandes Pag. 91). Ja, det er i Reglen Magthavernes praktiske
Teologi. Emancipationsbevægelsen var jo udgaaet fra det 18de
Aarhundredes Tænkning. Det gav Reaktionens Antikritik lettere
Spil. Brandes karakteriserer ved et Eksempel, der er slaaende,
Svagheden i det 18de Aarhundredes Tankegang, hvor han siger i
Anledning af Rousseaus „Contrat social u : „Nu er det ganske vist
uomtvisteligt, at Samfundet kun eksisterer ved sine Medlemmers

Overenskomst men denne Kontrakt indgaas stiltiende, er

altid underforstaaet , har aldrig eksisteret, er følgelig ikke reel.
Ganske paa samme Maade hedder det i Geometrien: En Kugle

TiUkueren. 1893. 33

Digitized by Google

496

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

opstaar derved, at man drejer en Halvcirkel om sin Akse. Denne
Definition er fuldstændig sand, men har intet som helst at gøre
med de materielle Betingelser for en Kugles Eksistens. Aldrig i
Verden er en Kugle støbt derved, at man drejede en Halvcirkel
rundt om sin Radius. — Vil man fastholde denne Lignelse, saa
har man i et nøjagtigt Eksempel Ejendommelighederne ved det 18de
Aarhundredes Tankegang paa det sociale Omraade, ja ved hele
dets Aandsliv; dette Aandsliv er opløsende og udsondrende, det
helder tnod Geometrien og Algebraen og forsøger at foregribe
Virkelighedens mest vanskelige og mest sammensatte Forhold ved
Hjælp af Abstraktioner. 14

Fra denne med Sikkerhed og Klarhed malede Baggrund, i
en Fremstilling saa let og jævn, at alt forstaas af en almindelig
Læser, springer nu de enkelte Portræter af Tidens typiske Person-
ligheder frem.

Det er ikke en af de mest oplivende Perioder i Literaturen,
Dr. Brandes skildrer i denne Bog. Da jeg for en Del Aar siden
læste den første Udgave af den, syntes det mig, at Behandlingen
af dette Afsnit ikke stod paa Højde med de tidligere Bind af
„Hovedstrømninger". Det var min Fejl. Grunden dertil var
utvivlsomt, at jeg havde Antipati mod denne Reaktions-Periode,,
hvor alt, hvad man havde fulgt med Spænding i den foregaaende:
den store Emancipation i dens sejrende Opsving, dens Udskejelser,
dens Slaaen over i det rene Pøbelherredømme, da Frihedens Gud-
inde travesteres i en Jakobinertøjte, da Napoleons monstrøse Geni
digter Kejserdømmets krigerske Epos, hvor alt dette udmunder i
en Reaktion, saa dum og kedelig, at selv en af dens Besyngere,
Chateaubriand, maaske Reaktionens fineste Hoved, til sidst vender
sig fra den med Kvalme. Det var en dum Grund; thi lader man
sig overmande af Sympati eller Antipati i sit Syn paa historiske
Fænomener, mister man Forstaaelsen af dem. Dermed mener jejr
ikke, at man skal kvæle disse Følelser, nej, blot, at man skal
tøjle dem.

Det er det, Dr. Brandes er naaet til i denne Bog, hvor han
behandler et Stykke Literaturhistorie, hvis Ledemotiver er ham
alt andet end sympatiske, men som han ser som nødvendige Re-
sultater. Det er jo Matheden oven paa Overspændingen, eller for
at bruge et mere populært end skønt Billede: Tømmermændene
efter Rusen.

i

Digitized by Google

G. Brandes . Reaktionen i Frankrig. 497

Lad os se paa den Figur, vor Forfatter først maler, nemlig
Joseph de Maistre. En fuldblods Reaktionær, som ikke nægter
sig nogen Konsekvens af Tanker, som maa synes en Nutidsmand
forrykte! Og dog hvilken ridderlig, hvilken betydelig Aand! Man
tager sin Hat af for et saa storvoksent Eksemplar af den reak-
tionære Menneskeart, for denne geniale Bagstræver, som var saa
langt fra at være en Madstræver, at han hverken søgte eller fik
mindste ydre Fordel af dem, for hvis Sag han kæmpede som en
Atlet. Det dumme savojiske Hof, som han repræsenterede i St. Pe-
tersborg, og for hvis Skyld han havde ofret Formue og Hjem, da
Franskmændene inkorporerede Savojen i Frankrig, lod ham omtrent
lide Nød. Det var en Mand med udmærkede Kundskaber, en skarp
Tænker, en betydelig Skribent, baade i sin Patos og i sit Vid,
helt og holdent en Franskmand baade i Naturel (trods sin pie-
montesiske Afstamning) og i sin Dannelse. Han var mere monar-
kisk end Kongen, mere katolsk end Paven, og dog „trods alt
glædede han sig, naar han saa det republikanske Frankrig slaa
de allierede Hære a . Brandes citerer følgende Ytring af ham: „Vore
Efterkommere, der vil bryde sig saare lidt om vore Lidelser,
og vil danse paa vore Grave, vil lettelig trøste sig over de Ud-
skejelser, vi har været Vidner til, og som har bevaret det
skønneste Rige efter Himmerige udelt". Efter saadanne Ord kan
man tillægge ham det - gamle franske Hædersnavn: „un preux
chevalier".

Han sørger over det Frankrig, der i Øjeblikket svigter sin
Stilling som den gudbestemte Vogter af Katolicismen, og som nu
har frembragt den sataniske, af Had til Gud opfyldte Revolution.
De Maistre, der selv tænker saa skarpt og konsekvent ud fra sine
egne Forudsætninger, hader Filosofien, den ødelæggende Magt,
der har styrtet den eneste skabende Magt: Religionen, som lærer,
at enhver Forfatning kommer fra Gud, medens Menneskene aldrig
kan skabe en Forfatning. Han spaar, at Kontrarevolutionen aldeles
ikke vil komme fra Folket, men at maaske fire eller fem Personer
vil give Frankrig en Konge: „Breve fra Paris vil forkynde Pro-
vinserne, at Frankrig har en Konge, og Provinserne vil raabe:
Leve Kongen! - Med klog Opportunisme udtaler han sig mod, at
Kongen efter Revolutionen skal regere akkurat som før den. Der
er et stort Stykke af en praktisk Politiker i ham.

For ham, der henfører alt til Religionen, hviler Staten i
et religiøst Mysterium, hvorfor en skreven Forfatning intet be-

33*

Digitized by Google

498

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

tyder. Frankrig er ikke alene Nutidens, men Fortidens og Frem-
tidens Frankrig, den arveberettigede enkelte Kongefamilie bliver
Sindbilledet paa Folkets fortsatte Bestaaen, Rigets Stormænd skal
ikke dele Magten med Kongen, kun være hans Raad, Midlere
mellem Folk og Trone; den oplyste Enevælde er Betingelsen for
Frihed (Pag. 143). I Bonaparte ser han den af Himlen sendte
Svøbe, der skal tugte Slægten, Udøveren af Guds Straffedomme
over Europa. Han saa Guds Finger i, hvad der skete, og ud fra
dette Syn vover han at begære en Audiens hos Napoleon for at
virke for Sardiniens Sag. Hans Hof erklærede, at det var *for-
bavset" over dette Skridt! I det prægtigt-stolte Brev, som
citeres (Pag. 144 — 45), siger han, at han ikke kan love aldrig at
forbavse det sardinske Kabinet, og slutter: „Foreløbig er vi ikke
stærkere end Gud, og vi maa forhandle med den, hvem det har
behaget ham at give Magten.*

Lige saa stram Joseph de Maistre er som katolsk-reaktionær
Politiker, lige saa fin og øm er han i Privatforhold. Han, der
stiller Baalet og Bøddelen op som velgørende Redningsmidler for
Verden, er den kærligste Familiefader. Man læse det nydelige
Brev til hans Datter (Pag. 146 fif.).

Baalet og Bøddelen ! I sit Sværmeri for disse træffer de
Maistre sammen med en Mand, hvis Skrifter han maaske ikke har
kendt, jeg mener den italienske Digter Carlo Gozzi, der var
omtrent 30Aar ældre end han. Der er Ytringer i de af Brandes
citerede Stykker af de Maistres „Les soirées de St. Petersbourg u ,
Hovedudtrykket for hans teologisk-filosofiske Politik, der næsten
ordret stemmer med den gamle, geniale, bundreaktionære Digters
Udbrud i hans „Ragioiiamenti ingenui".

De Maistre bæver ikke tilbage for nogen Konsekvens af
sine Tanker, selv om disse føres ud i saa vilde Paradokser som
Baalets og Bøddelens Lovprisning. Hvad man maa smile over,
er hans Sofismer. De er ikke altid af den fineste Art, — se Ci-
tatet Pag. 158 og hele det Forsvar for det i vore Øjne uret-
færdige i Verdensordenen, en Art Teodiké, som gennemgaas ud-
førlig i Brandes' Bog paa de næste Sider.

I visse ydre Punkter kan de Maistres Teologi med dens
Lovprisning af Paradokset, hans „credo quia absurdum", lede
Tanken hen paa vor egen store, religiøse Tænker Søren Kierke-
gaard (Brandes Pag. 172). Men siger Forf. saa rigtigt: „Hans

Digitized by Google

6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

499

System er et Udvorteshedens System som Kierkegaards et Inder-
lighedens*.

Fremdeles findes der følgende rammende Karakteristik af
Joseph de Maistre som religiøs Aand:

„Hans Kristendom er et ganske udvortes System. Han er
Kristen, som man er Beskyttelsesmand eller Frihandler, paa
Grundlag af en mere almen teoretisk Forvisning. Hans Kristen-
dom er en Kristendom uden Kærlighed til Næsten, ja en Kristen*
dom uden Kristus som Frelser og Forsoner . . . Det er en Kri-
stendom, der ikke stammer fra Jerusalem, men fra Rom . . . Den
lidenskabeligste Modstander af det 18de Aarhundredes Aand og
Filosofi har den Overensstemmelse med det Aarhundrede, hvori
han fødtes, at han mangler historisk Sans. Han vil fornægte,
han vil overspringe det 18de Aarh., som dette vilde fornægte og
overspringe Middelalderen ... Og han er inderst inde ganske saa
blottet for religiøst Følelsesliv som det Aarhundrede, han i Aaben-
baringstroens Navn bekæmper".

Naar man efter lange Tiders Forløb atter kommer til at
give sig af med denne Mand, glædes man over det fornyede Be-
kendtskab. Han kan se helt modsat af ens eget Syn paa alle
Livsspørgsmaal , han imponerer en, man tvinges til at se op til
ham. Man kan falde paa Tanker som denne : Var jeg Magthaver
og raadede over saadan en Modstanders Skæbne, jeg vilde gøre den
god for ham, og var jeg Kultusminister, og han aspirerede til et
Professorat — paa Ære — jeg vilde give ham det.

Bonald, den næste Figur, vilde være selvskreven Pro-
fessor under ethvert Middelmaadighedens Regimente. Jeg kunde
fristes til at sige, at det, jeg beundrer mest i Brandes' Bog, er,
at han har faaet et levende Menneske ud af denne Træmand,
hvem man i et Lag mellem „pocula et parietes" vilde kalde „en
Tørvetriller". En taalmodig, bred Logik og Trivialitetens Klarhed
gjorde ham populær. Han er saa let at forstaa, at det er kede-
ligt at læse ham. Havde man levet paa hans Tid og var kommen
til at staa i hans Nærhed, saa at man kunde naa ham, kunde
man være bleven fristet til at prøve, om han kunde bøje et Led,
om han ikke helt var af Træ. „Han radbrækker alle Livets og
Historiens Kendsgerninger over en eneste Trekant: Aarsag, Middel
og Virkning. Dertil svarer paa det politiske Omraade Treheden:
Magt, Minister og Undersaat. Gud er Aarsag, Jesus Midler,
Verden Virkning. Men Jesus er atter Magt, Minister og Under-

Digitized by

500

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

saat i det religiøse Samfund: Magt ved sin Tanke, Minister ved
sit Ord, Undersaat som Offer for dette sit Ord, og han er frem-
deles Magt, Minister og Undersaat i det politiske Samfund: Magt
som Jødernes Konge, Minister som Præst, Undersaat som den
lydige Martyr.* (Pag. 178 fif.).

Hu ha! maa man vel udraabe efter den Mundfuld Filosofi.
„Som Hegel efter ham tænker han i Treheder." Ja vel. Men
om den hegelske trilogiske Struktur bølger en genial Dialektik.
Bonalds trilogiske Bygning forholder sig til Hegels som en mo-
derne protestantisk Kirke i fortørret og indskrumpet gotisk Stil
forholder sig til Katedralen i Reims.

For en saadan Abstraktør er begribeligvis baade Historie
og empirisk Videnskab af det onde. Han fornægter den historiske
Udvikling, anerkender kun en historisk Overlevering, gennem
hvilken vi naar til Gud. Overleveringen er Staven, der leder den
blinde Menneskehed. Han oversukrer det gamle Kongedømme,
gør af og til godt rammende Udfald mod Rigmandsvælden , der i
Samtiden har afløst den gamle Adelsvælde. Brandes siger: Hans
Skrifter er i vore Dage ikke blot forældede, men hensmuldrede . . .
De vigtigste Kapitler i hans engang . berømte „Recherches philo-
sophiques" (som de om Sprogets og Skriftets Oprindelse) virker
som Brokker af en gammel Dogmatik. 44 Hvor karakteristisk for
denne Mand er ikke hans Klage over Autoritetsprincipets For-
svinden fra Havekunsten! „De engelske Havers landlige og raa
Natur har afløst den pragtfulde Symmetri i Le Notres Anlæg. ft

Her er ikke Plads til at dvæle ved hans Teorier om Ægte-
skabets absolute Uopløselighed. Den har sin Fordel i den logiske
Udfoldning af de ortodokse og legitim istiske Principers Konse-
kvenser. Et saa koldt og tørt Hoved kunde let holde Ørene stive
under Kejserdømmet, men aldrig saa snart kom Restaurationen,
før han med Hud og Haar blev dens Mand. Under Ludvig XVIII
var han Pair af Frankrig, bekæmpede i Førstekammeret Tros-
og Pressefriheden og vilde ikke aflægge Ed til Louis Philippe.
Han døde 86 Aar gammel.

Et Modstykke til ham var hans Medstrider og Beundrer
Chateaubriand. Det var et udpræget poetisk Naturel af høj
Rang. Selv i hans mest forfejlede og mislykkede Værker møder
man overalt levende Kildespring. Han kan føres vild af sin hede,
pragtlystne Fantasi, men hans klare, fine Forstand kommer ved
Siden deraf til sin Ret. Han har Fylde baade i Fantasi og

Digitized by Google

6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

501

Tanke, men der er noget underligt hult i hans Gemytsliv; han
er vanskelig at faa fat paa, man ved aldrig rigtig, hvor man har
ham. Naar han siger, at Sorgen over Tabet af hans Moder
gjorde ham fra Fritænker til troende, har man ikke let ved uden
videre at tro ham paa hans Ord. Som bekendt vandt han de af
Hjemve efter Religionen lidende og denne Stemnings Benytter,
Bonaparte, ved sit store Værk „Génie du Christianisme" : , der er
lige saa berømt som ulæst i vore Dage. Der skal virkelig ogsaa
Taalmodighed til at komme igennem denne Bog, som i sin Tid
var Ny katolicismens Evangelium. Det er en sær Apologi for
Kristendommen, hvis første Forkyndere og Doctores eccleaiæ vist
vilde have betakket sig meget for den. Chateaubriand vilde lægge
Kristendommen til Rette for den dannede, specielt den æstetiske
Bevidsthed ved at paapege dens Skønhed og fremdrage det Stof,
den kunde yde Poesi, Musik og Billedkunst. Han vilde bevise,
at den indeholdt dette i rigere Maal end den klassiske Mytologi.
Der er her noget, der, mutatis mut and is, minder om den Mynster-
ske Dulcificering af Kristendommen hos os, den, der blev Søren
Kierkegaard til en saa stor Forargelse. Men for os protestantisk
opdragne Læsere bliver Mynster alligevel en ren Alvorsmand ved
Siden af Chateaubriand.

Det er virkelig aandrigt, hvad Brandes siger om ham
(Pag. 129), at „hos Chateaubriand bæres Treenigheden af Gra-
tierne som Kariatider. 14 Han var slet ingen religiøst anlagt Natur,
han var Æstetiker lige ud til Fingerspidserne. Han saa tidlig, at
med Klassiciteten i Literaturen var det forbi i Frankrig, og ved
sin Henvisning til Kristendommen og dens middelalderlige Ud-
formning i den romerske Katolicisme, ved sin maleriske Prosa,
sin Sans for Natur og Landskab blev han en Romantikens
Forløber.

I 'sin „Génie du Ckristianisme" møder Chateaubriand op
med megen Belæsthed; grundig Lærdom besad han ikke. Hans
Forsøg paa at benytte en Slags komparativ Etymologi i sin
Apologetik er for den kyndige i vor Tid komplette Barnestreger.
Hans udmærkede, altid parate Hukommelse kan tit blænde, saa
man tror, at han stikker dybere, end han gør. Han er ikke
bange for at give sig i Kast med at fortolke naturvidenskabelige
Resultater til Gunst for sin Sag.

Til hvilke Platheder i Argumentationen denne ellers saa
fine Aand kan nedlade sig, kan ses af „hans Paavisning af de

Digitized by Google

502

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

guddommelige Hensigtsaarsager i Naturen" ved følgende Eks-
empler: „Trækfuglene kommer til os paa en Aarstid, hvor Jorden
ikke mere giver Afgrøde, i det Øjemed at blive spiste. Husdyrene
fødes nøjagtig med den Grad af Instinkt, som er nødvendig til,
at de kan tæmmes.* Det er ikke stort bedre bevendt med disse
Argumenter end med den bekendte Parodi paaHensigtsaarsagerne:
Gud har skabt Næsen, for at de svagsynede kan sætte Briller
paa den.

Men han satte Tidens aandelige Kammertone. Hans Fan-
tasi bragte ham ind i Rollen som det gamle Samfunds Ridder,
han sværmede i Fantasien for den hellige Ludvigs Æt, Bour-
bonerne. Derfor blev han, der en Tid havde staaet paa en god
Fod med Napoleon, men saa brød med ham efter Kejserens gru-
somme Adfærd mod Hertugen af Enghien, straks Bourbonernes
Forkæmper efter Kejserens Fald. Men han var det legitime
Kongedømmes Ides Ridder; han var for overlegen en Aand til
for Alvor at have Ærbødighed for den tykke, kortbenede Kotelet-
fortærer en gros, Ludvig XVIII. I sine „Mémoires d'outre tombe" lader
han os mer end skimte, at han lo listelig „under Skind* over
det lidet imponerende Indtryk, den forspiste Podagrist gjorde til
Hest, over hans paniske Rædsel, da Napoleon var undsluppen
fra Elba, over hans parodiske Ministerium (hvoraf Chateaubriand
selv var Medlem) og hans komplette Hofstat af Drivere i Gent. Som
man ved, virkede Chateaubriand for Reaktionens Sag i Europa
paa Kongressen i Verona, beklædte Gesandtskabsposter i Udlandet,
og i sine Memoirer roser han sig af sine politiske Bedrifter, ganske
som Retoren Cicero af sin Sejr over Catilina. Som Minister
under Karl X blev han hensynsløst afskediget. Chateaubriand
kunde ikke lide denne Konge, der vist heller ikke har været
nogen synderlig nobel Karakter. Chateaubriand var meget for-
arget over, at Karl X aldrig havde læst hans „Génie du Ckristia-
nisrne" , og da nu denne Afskedigelse kom , sluttede han sig til
den parlamentariske Opposition, af hvilken den store Berømthed
blev modtagen med aabne Arme.

Jeg er tilbøjelig til at se lidt haardere paa Chateaubriand,,
end Dr. Brandes gør. Jeg er fuldstændig enig med Brandes i
hans Dom over Chateaubriands Kvasidigterværker som „Les Martyrs*
og „Les Natchez") disse trods dejlige og storartede Enkeltheder
dog uformelige Monstra, disse forvirrede Forsøg paa at skabe
kristelige Nutidsepopeer ved at røre Homer, Dante, Milton og Tasso

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

503

sammen i en sær Vælling. Det er oplysende Citater, Brandes
fører frem af „Les Martyrs", navnlig Djævelens Taler, hvori Re-
volutionens Yndlingstalemaader genklinger, saa at Fanden endog
citerer Marseillaisens: Le jour de gloire est arrivé. Om Skildringen
af Paradiset siger Dr. Brandes: „En indfødt Københavner minder
dette mest om den Pragt, hvori Tivoli viste sig for ham som
Barn en Aften, naar der var Vauxhall.* Men hvad der har op-
rørt mig mod Chateaubriand, det er en Hulhed og Troløshed i
hans Karakter, der røber sig i hans Liv, i næsten alle virkelige
Forhold. Jeg tror ikke, at det er usandt, naar jeg paastaar, at
Chateaubriand kun var ædel i sin Fantasi. Kunde han faa
etableret et fantastisk Forhold til Yderverdenen, gik alt helt kønt,
men naar han stod overfor den virkelige Virkelighed, å brtile-
point, saa kneb han ud. Det er yderst interessant at sammen-
holde Safnte-Beuves Artikler om Chateaubriand fra den Periode,
han var ungdommelig begejstret for ham, da han saa ham i
Madame Récamiers Salon, hyldet som Gud og selv tilbedende
ham, med de Artikler, han skrev, da Guden var død. Man
kommer til at tænke paa Søren Kierkegaards Forhold til Mynster,
om end Sammenligningen halter en Del.

„Af Tidsalderens Personligheder er der en egen Klasse,
som særligt skarpt betegner Perioden, det er* de omvendte/
Typen paa den Klasse er Fru de K ruden er, en fransk og tysk
opdragen Liflænderinde. „Det er ganske vist uset, at en Kvinde
med sin modtagelige Natur har ført sin Tidsalder videre, men
til Gengæld ses det jævnligt, at hun leverer det mest udprægede
og udtryksfulde Billede af dens Væsen * (Pag. 258). Man følger
denne „halvasiatiske Dame" som Ambassadrice fra Wien til Ita-
lien, fra Venezia til København, hvor Manden en Tid var russisk
Gesandt. Man ser hende som Genstand for hendes Mands Privat-
sekretærs, den unge Stakievs naiv-begejstrede Elskov, der vækker
hendes eksalterede Følelsesliv. Hun afskyr København, hvor hun
for at bedøve sig danser, spiller Komedie og koketterer til alle
Sider i Diplomatiets Cirkler, bliver syg og faar Lægeordre til at
drage til Sydfrankrig. Hun lever op i Paris. „Hun dyrker
St. Pierre, Forfatteren til „Paul og Virginie", og Naturen, men
har samtidig hos sin Modehandlerinde en Regning paa en Snes
tusend Francs,* hun bliver i Sydfrankrig modtageligere for Elskov
end i København, lader sig af sin Elsker føre ud af Frankrig under
Revolutionen, meddeler sin Mand, at deres Ægteskabs Baand er

Digitized by Google

504

6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

brudt, farer Europa rundt med sin Elsker og fører, hvad man i
Almindelighed vilde kalde et skandaløst Liv. Manden, der var
en kold og klog Gentleman, tilgav hende, og hun flytter til ham,
da han bliver Gesandt i Berlin.

Skildringen af Fru de Krudener er et glimrende Stykke
Psykologi. Hendes Fromheds 'Genesis er henrivende klaret. Hun
fortæller, at det var hende, der bevirkede, at Forsynet overdængede
hendes Mand med Ordensdekorationer. Hendes Mand indtager
en stolt og værdig Plads under de vanskelige Situationer, hans
aandrige Frue skaber. Men hun vokser stadig i Fromhed, føler
sig mere og mere greben af Naaden og Erotiken, bryder igen
med sin Mand, kommer ind i Chateaubriands Eres, lukker sig
inde og angrer, sørger ved Efterretningen om sin Mands pludse-
lige Død. Saa skriver hun Romanen „Valérie" over sin egen
Elskovshistorie med den russiske Sekretær i København og orga-
niserer en Reklame for Romanen, som ikke vilde være den mo-
derneste Amerikanist uværdig.

„En Dag i Aaret 1805 hændte det sig, at, da hun i Riga
sad ved sit Vindue og hilste ned til en af sine talrige Tilbedere,
blev denne Mand ramt af et Slag og faldt død om." Saa var
hun helt omvendt, ligesom Chateaubriand, da hans Moder døde,
og ligesom Luther, da et Lyn havde dræbt en Ven ved hans
Side. Hun brugte en Skomager af den måhriske Brødreorden
til Skriftefader. Hun faar den uhyggelige Kristusforelskelse, som
man kender navnlig fra spanske Klosterinteriører, især siden den
hellige Teresas Tid. Denne Dame havde „le diable au corps u
trods sine himmelske Længsler; hun fik den brave Dronning
Louise af Preussen under sin Indflydelse, ja Manden, Friedrich
Wilhelm III, som man ikke skulde tro var særlig mystisk anlagt,
med som Tilgift.

Mystiken laa i Luften. Verdensdamen gjorde sig til en
„graa Søster", plejede syge paa Hospitalerne, vandt Dronning
Hortense og den elskværdige Sværmer Jung Stilling, tog Kosten
ud af Haanden paa en træt Tjenestepige og fejede Gade for hende!
Hun oplever Mirakler sammen med hysteriske og hallucinerede
og svælger i Fryd derover.

Man fortæller, at da Talleyrand første Gang saa de Ber-
niniske Statuer i Peterskirken i Rom, blev han opmærksom paa
en af dem, der var usædvanlig forvreden og himmelvendt. Han
spurgte Føreren, hvad den Figur forestillede. Han fik da til

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

505

Svar: „L'awore mistwo." „Naa— aa,* sagde Talleyrand, „jeg
tror, jeg har kendt den Dame i sin Tid.*

Man kunde godt tro, at han havde tapnkt paa Fru de
Krudener. Hendes mystiske Kærlighed ligner forbløffende en vis
Art af meget jordisk Elskov. Hun er ikke Hy kierske, hun er
hypernervøs, hysterisk.

Beretningen om hendes Missionsrejser (Pag. 276 ff.) beviser
det. Hun blev en spaaende Sibylla paa en Hals. Den russiske
Kejser Alexander I blev greben af denne Profetinde. Da han var
fortvivlet over, at en af hans Adjutanter havde vundet en af
hans mangeaarige Elskerinder, over, at hans eget og denne Elsker-
indes Barn pludselig døde, da han som et Vrag paa sine vidt-
løftige Elskovsfarter traf Fru de Krudener i Heidelberg ja

saa lukkede de to sig inde og drøftede Teologien, læste Salmer
sammen før Slaget ved Waterloo, og det var sagtens det, som
bevirkede, at det gik Napoleon saa ilde. Fru de Krudener følger
den russiske Czar til Paris, bliver Profetinde i stadig større Stil,
erklærer Kejser Alexander for den i Apokalypsen forjættede Djævle-
betvinger. Ved en russisk Tropperevy i Champagne mødte hun,
B med blottet Hoved, eller med en lille Straahat paa Hovedet,
hvilken hun dog gerne bar paa sin Arm; med det endnu be-
standig blonde Haar hængende i Fletninger ned over Skuldrene,
medens en Lok nu og da faldt ned over Panden; iført en mørk
og simpel Kjole, der blev elegant ved sit Snit og hendes Hold-
ning, og som sammenholdtes af et simpelt Bælte, saaledes ankom
hun ved Daggry, saaledes stod hun i Bønnens Øjeblik for Fronten
af de forbavsede Tropper. *

Kan man tænke sig en større Modsætning end den i al
sin Entusiasme saa kloge og saa sunde Fru de Staél-Holstein og
denne — ja vi vilde vel paa ordinært Dansk kalde Fru de Kru-
dener en „Skabekrukke* ?

Det er dette forskruede Kvindemenneske, som inspirerer
Alexander I til Tanken om „den hellige Alliance", der som en
pestsvanger Sky rugede over Europa i en saa lang Aarrække.
Man maa endelig læse Afsnittet hos Brandes Pag. 281 ff. Reak-
tionens Galskab er endnu galere end Revolutionens, men der var
maaske mere Metode i Galskaben. Ja maaske.

Fru de Krudener bliver mere sympatetisk, da hun fra Kej-
seres og Kongers Raad stiger ned i de fattige Hytter, og, ægte
kvindeligt, tager Konsekvenserne af sit religiøse Sværmeri. Men

Digitized by Google

506

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

da slukkes den verdslige Naades Sol for hende. Magthaverne ser
en Fjende i hende, Gejstligheden, baade den katolske og prote-
stantiske, harmes over denne omflakkende Forkynderske og Vel-
gørerske; hun bliver i alle Autoriteters Øjne en Socialist- og
Kommunistinde. Hun ender med at lide Nød og Sult.

Nu ser vi den romantiske Lyrik rejse sig i Ly af Re-
staurationen. Det ser ud som et Eventyr for vor Generation, at
baade Lamartine, den republikanske Minister fra 1848, og Victor Hugo,
hvis mægtige Røst har sunget saa radikalt, at Alvorsmænd har
rystet lige saa stærkt paa Hovedet af ham som af Bjørnstjerne
Bjørnson, begyndte som troende Katoliker og Legitimister.

Men historisk set er der slet intet forunderligt deri. Kejser-
tidens Militarisme havde ingen Plads for Poesien. Medens den
storartede Virkelighed udfoldede sig og bragte Europa til at
skælve, krøb den franske Literatur skrumpent sammen. En disci-
plineret Literatur er eo ipso en slet Literatur, og Kejseren vilde
kommandere Literaturen, som han kommanderede sin Hær. Som
en ægte Søn af Revolutionen var han en Klassiker, og tilmed en
Italiener. Det er karakteristisk, at han var den sidste Magthaver,
hvis Ideal var Genoprettelsen af „imperium romanum u som verdens-
omspændende Magt. Han var den mest latinske af alle Ny-
latinere ; han havde ikke Spor af gallisk Aand (esprit gaulois) i
sig. Han er Italiener lige ud til Fingerspidserne.

Først efter sit Fald, først da de unge fik ham paa Afstand,
blev Helten i det store Verdensepos, som han skrev med Blod
og Jærn, af Digterne gjort til en mytisk Heros, ja til en Gud.
Men forinden higede Fantasien mod det gamle Frankrig med den
middelalderlige Pragt i Katedraler og Borge, mod dets Ridder-
historie og Ridderdigtning, mod hvælvingsfyldende Hymner og
farvede Vinduer. Da saa Virkeligheden kom med den tykke

Ludvig XVIII og den magre Karl X med en aandsQendUig

Reaktion, ja saa opdagede Poeterne efterhaanden, at deres sam-
tidige Frankrig ikke havde det mindste at gøre med Filip Augusts
eller den hellige Ludvigs Frankrig, ikke mere end Frederik VI's
Danmark havde til fælles med Knud den stores og Valdemarernes,
Emigranterne ikke mere med Paladinerne, end den danske Konges
Adjutantstab med Hrolf Krakes Hird.

Dr. Brandes tegner nu for os de to adelig fødte Roman-
tikere, Alphonse de Lamartines og Alfred de Vignys
aristokratisk fine Profiler. Han karakteriserer Lamartines Lyrik

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

507

i hans „Méditations" som Æolsharpetoner. Thi der er i disse
vage, henflydende Stemninger Mangel paa al fast Tanke, paa al
fast Rytme. Man kan sige, at der er noget af en Improvisators
løse Form i alt, hvad Lamartine digter. Mens Hugos Vers er cise-
lerede som et Metalrelief af Benvenuto Cellini, strømmer Lamar-
tines ud, enstonende, fattige paa Farve. Hans Rim er „omtrent-
lige* som hans Versbygning overhovedet *). Men som Brandes
siger: Digtet om Søen gik den fransktalende Verden rundt, fordi
det var saa længe siden, at man overhovedet havde følt ved
Naturen og betragtet den anderledes end teknisk som Terræn-
form. Lamartine optraadte imidlertid i Øjeblikkets Aand ikke
blot som Stemningsdigter, men som en rettroende Kristen. Grund-
tonen i hans Digte var kristelig-monarkisk og bourbonistisk.

Hans Udvikling fra dette Standpunkt hen til den humani-
stiske Republikaner fra 1848 ligger uden for denne Bogs Ramme
ligesom Hugos egentlige Manddorasaar. Med Lamartines „Confi-
dences" som Udgangspunkt, men med den aarvaagne Kritik, som
enhver historisk eller biografisk Fortælling af Lamartine nødven-
digvis maa underkastes, beretter Dr. B. os om hans Liv, om hans
Garderofficers-Begejstring for Kongen, Ludvig XVIII, der gik saa
vidt, at han fandt denne hjulbenede Tyksak majestætisk og fin,
værdig af Ydre, om hans Læreaar i Chateaubriands . og Bonalds
Skole, om hans Forelskelse i den kreolske Dame, han besang
under Navnene Elvira og Julie, hende, der fik ham til at skrive
en Ode til Bonald. Som Journalist bekæmpede han sammen med
Lammenais og Bonald Konstitutionalisme og Demokrati, og han
skriver til Joseph de Maistre et beundrende Brev, hvori han ud-
taler sig som en Ultramontan af reneste Vand.

Hans Popularitet stiger og stiger. „For Lamartine var det
stygge og onde ikke til, ja end ikke det smaa og smaalige eksi-
sterede for ham. Alt fremtraadte hos ham i et Klædebon af
skinnende Lys. Der var Himmelglans over hans Digte.* Ja, og
saa laa der over hele hans Diktion baade i Vers og Prosa en vis
sacerdotal Salvelse, udsprungen af hans store Selvfølelse, der var
fuldt saa stor som Chateaubriands, dog naivere uskyldigere, lige-
som hans Karakter var renere. Hans sjældne, aristokratiske
Skønhed gjorde ham til Damernes Helt. Han læser sine Digte,

l ) For øvrigt synes det mig ikke, at de Beviser, Brandes anfører paa hans
Mangel paa Rimkunst, er rigtig slaaende.

Digitized by Google

508

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig,

mens skønne Øjne betragter ham, og Tilhørerinderne indsuger
hans begejstrede Ord, mens Hjerterne vugger sig i deres vage
Musik. Ingen opdager Mangelen paa Dybde i Følelsen, eller Fad-
heden i Tanken, den ukunstneriske Langstrakthed. Man fandt,
han havde fuld Ret til at holde Formaningstaler til Byron og
Musset, der som Poeter vel nok ragede et Hoved over ham.
Pag. 311 fif. gennemgaar Brandes nogle af hans skønneste Digte.

Først i Brandes' „Romantiken i Frankrig* bliver Hugo
Forgrundsfigur. Men allerede, mens han var Restaurationens, Middel-
alderens og Kirkens Digter, viser sig den mægtige Marv i hans
Poesi. Der er en Rytme saa fast smedet, saa klangfuldt tonende,
der er en saa færdig og lødig Rimkunst, at man straks skønner,
at her er Geniet tilstede. Et Mesterstykke blandt Oderne er saaledes
„Un chant de féte de Néron"; Skade, |at Slutningsstrofen er saa
flov, saa historisk psykologisk usand. Endnu kalder Hugo, der
senere digtede Napoleon ind i en mytisk Glories Glans, ham dril-
lende med hans Efternavns italienske Form: „Buonaparte", han
er nær ved at gøre Greven af Chambord til et Kristusbarn; han
gør sig formelig til Hofpoet, han priser Frankrigs Kamp for
Reaktionen i Spanien, selv Bonald faar sin Ode. Og af det 18de
Aarhundredes Aand har Hugo den samme Opfattelse som den
unge Oehlenschlåger hos os (Brandes Pag. 325).

Tiende Kapitel, der behandler Erotik en i dette Tidsrums
Digtning, viser os en Række af Poesiens Kvindefigurer. Først
Chateaubriands Velleda i »Martyrerne**. Hun havde som alle galliske
Kvinder noget lunefuldt og tiltrækkende. Hendes Blik var hurtigt,
Udtrykket om hendes Mund en Smule haanligt og hendes Smil
ejendommelig blødt og aandfuldt. Hendes Væsen var snart stolt,
snart vellystigt. Der var i hendes Person en Blanding af Hen-
givelse og Værdighed, af Uskyldighed og Kunst* Som man ser,
kunde en samtidig fransk Dame udmærket godt have tjent til
Model for den galliske Præstinde. Hun savner ikke en Gang den
æstetiske Begejstring og Dannelse, som en Digter søger hos sin
Tankes Dronning; hun kunde baade Græsk og Historie. Da hun
„falder*, falder hun som en Engel, men Helvedes Dæmoner akkom-
pagnerer hendes Fald med deres Hyl. I Alfred de Vignys „Eloa*
bliver endogsaa en kvindelig Engel forført af Mørkets Fyrste, hvis
Selvskildring for Resten er vidunderlig dejlig. Fru de Krudener
forser sig i „ Valérie" paa en Svensker Gustav, der ikke ligner en
Svensker mere end en Spanier; det er en overjordisk Elskov, han

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

509

nærer til Valérie, hvori Forfatterinden har malet sig selv. Na-
turligvis er Billedet ikke gjort grimmere end Originalen. Gustav
dør med hendes Ægtemands Haand i sin. Personlig laa, som man
ved, den serafiske Elskov ikke i særlig Grad for Forfatterinden, i
den Del af hendes Liv, da hun befandt sig „al tempo de 'dolci
sospiri", som Dante kalder det.

Lamartines og Elvires Elskovsmøder skildres som en Bøn i
Duet, og »Digteren presser sine Læber mod det Krucifiks, som
hans døende elskede i sit sidste Øjeblik har kysset". Det er et
Indfald, som Ingemann kunde have faaet i sin Ungdom, men den
Gang i det mindste kunde han ikke have skrevet et saa godt
Digt som den et Par Aar yngre Lamartines „Le Crucifiz". I
t Raphael* falder der et lidt skarpere Virkelighedsskær over dette
Forhold. Det er nok i denne Sammenhæng at anføre Brandes's
Ord: (Pag. 341) „Raphael 44 er en kog, i hvilken paa mesterlig
Maade en ung Mands sværmeriske Forelskelse er fremstillet, en
Forelskelse, som vel har bemægtiget sig Sindet helt, men som dog
er af en næsten usanselig Natur, dels fordi dens Genstand ind-
gyder saa megen Ærefrygt og Medlidenhed 1 ), at Sanserne ikke
faar Lov at tale, dels fordi den unge Mand efter et letfærdigt Liv
med Kvinder, for hvilke han ingen Agtelse har følt, gyser tilbage
for at gøre Forholdet til denne Kvinde, som han beundrer, ens-
artet med de tidligere Forbindelser, hvori han har staaet.

Den sværmende Længsel bliver da for sine Digtere den
egentlige erotiske Poesi, ligesom den var det for de samtidige
Poeter hos os. Men det Træk, at de franske Digtere dog er-
kender Sansernes Eksistens, at de fremstiller de sværmende Elskere
som alt helbefarne Matroser paa en mere haandgribelig Elskovs
Sø, viser Forskellen i Naturellet, ligesom Franskmændenes mere
udviklede Kunst viser dem som Børn af en gammel Kultur. Ingen
af de sværmeriske Elskovsdigtere i Norden har turdet gøre sin
Heltinde saa praktisk erfaren som Lamartines Julie, (saaledes hedder
Elvire i „Raphael") der betror sin Elsker, „at det Offer, hun for-
drer af ham, er nødvendigt — af Helbredshensyn , paa Grund af
Lægeforskrift." Det sublime slaar over i det komiske.

Ellevte Kapitel bærer som Overskrift: Det formelle
Avtoritetsprincips Opløsning. Der paavises, at den be-
gyndende Romantik bebuder sig som en Modsætning til den

') Den unge Kreolerinde havde Tæring. Anm. Anmærkning.

Digitized by

510

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

literære Tradition som den politiske Revolution saa strengt havde
respekteret. „Revolutionen er en klassisk fransk Tragedie/
Revolutionsmændene drømte sig jo som Romere, indførte (u i
Tiltale i Stedet for vous, og citoyen (civis) for Monsieur, Damerne
klædte sig saa romersk, som det kunde lade sig gøre. Men
Chateaubriand slog som Oehlenschlåger hos os et Slag for at ud-
rydde den klassiske Mytologi af Digtningen; men, mens Oehlen-
schlåger vilde erstatte den med den nordiske, vil Chateaubriand
indsætte Bibel og Legende i dens Sted. Hans Spor fulgte saa
Lamartine og Hugo. Følelse afløser Ræsonnement, Stemning
Tanke. I Stedet for de lange, enstonige, farveløse Vers, hvis Ind-
hold er Refleksion og Diskussion, kommer de korte, fyndig senten-
tiøse eller musikalsk klingende. AUejrede i denne Periode leverer
Hugo og de Vigny Mesterdigte i den Art. Fra Lærer og Prædi-
kant bliver Digteren Profet og Sanger. Chateaubriand, for hvem
Verset ikke laa, har en Gang i sit Liv skrevet et af de mest hen-
rivende og i rytmisk Henseende fineste lyriske Digte, den franske
Literatur ejer, nemlig den Sang, Digteren i sin Novelle „Le dernitr
Abencerage" lægger den fangne franske Ridder Lautirec i Munden,
og af hvilken Brandes citerer de første Linier:

Combien j M ai douce souvenance
Du joli lieu de ma naissance.

Brillante Vers <af de Vignys Romancecyklus „Madame di
Soubise" citeres; der kunde tilføjes en Mængde Digte af Victor
Hugo. Man springer hinsides alle de klassiske Mønstre hen til
Middelalderens Digtning. Begyndelsen af Victor Hugos „La fiancé*
du timbalier" :

Monseigneur le duc de Bretagne
A, pour les combats meurtriers,
Convoqué de Nante å Mortagne,
Dans la plaine et sur la montagne,
L'arriére-ban de ses guerriers . . .

maa for et fransk Øre klinge som for vort den oehlenschlågerske
Intonation :

Det var sig Hr. Asker Ryg,
hannem lyster i Leding at gange.

Den literære Bevægelse gør det af med det formelle Autoritets-
princip, Turen kommer nu til det reelle.

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

511

En Mand saa troende som nogen Kirkefader, en haardnakket
Kæmper for sin Overbevisning, en større Royalist end selve Kongen,
Abbed Lammenais, en stærk og snæver Aand; trods sin Flugt
fra Dogmetroen, en ægte Dogmatiker, bliver han, da han overbevises
om, at den romerske Kurie mere interesserer sig for Politik end
for Religion, dens voldsomme Modstander. Fra dette Omslag
skriver sig hans religiøs-demokratiske Agitation, som dog egentlig
kulminerer i den næste Periode. Saa begynder Béranger at
synge sine spottende Viser om Konger og Præster. I Modsætning
til de unge legitimistiske Digteres svulmende Hymner over den
med middelalderlig Pomp fejrede Kroning af Karl X i Rheims,
parodierer Béranger Stadsen i en Vise med den ondskabsfulde
Titel »Karl den enfoldiges Salvning*; da Jesuiterne atter faar
Folkeundervisningen i deres Magt, lader han de ærværdige Fædre
synge Omkvædet:

Et nous fessons et refessons

Les jolis granjons, les petits garqons,

og lader i sin „Le bon Dieu u Vorherre synge om Kongerne:

Que font ces nains si bien parés

Sur des trdnes a clous dorés.

Le front huilé, Thumeur altiére?

Ces chefs de votre fourmiliére,

Disent que j'ai béni leurs droits.

Et que par ma gråce ils sont rois,

Si c'est par moi qu'ils régnent de la sorte,

Je veux, mes enfants, que le diable nVeniporte.

og om Præsterne:

Je nourrris d'autres nains tout noirs
Dont mon nez craint les encensoirs.
Ils font de la vie un caréme,
En mon nom lancent l'anathéme
Dans des sermons fort beaux, ma foi,
Mais qui sont de Thébreu pour moi.
Si je crois rien de ce qu'on y rapporte,
Je veux bien, mes enfants etc. etc.

Og dog blev han ikke anklaget for Blasfemi. „Det skulde
bare have været mig,* sagde Manden, da Konens Kanariefugl
tabte en Klat i Grødfadet.

Tilskueren. 1893. 34

Digitized by Google

512

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

Længe før Victor Hugo gjorde Béranger i ypperlige Sange
Napoleon til en mytisk Storhed. Og den geniale Pamfletist Paul
Louis Courier, den udisciplinerede, Græsk studerende Artilleri-
officer fra Kejserkrigene, bliver en lige saa farlig Mand for den
klerikale og kongelige Disciplin som Béranger. Næppe har nogen
fransk Skibent siden Voltaires Tid skrevet en vittigere Prosa. Han
blev gentagne Gange fængslet, men han blev utrættelig ved, til
han blev snigmyrdet. Han afslører ubarmhjertigt, hvad Præsternes
Cølibat fører til, og gør syndige Løjer med den Ide, gennem en
Nationalsubskription at forære det berømte Renæssanceslot Cham-
bord med Gods til Tronarvingen.

Den forhenværende legitimistiske Officer, den sjælfulde, fine
og sympatiske Digter de Vigny skriver nu i sin Dagbog: „Verden
vakler mellem to Urimeligheder: Kongedømmet af Guds Naade og
Folkesuveræniteten. 1 * Den tungsindige Mand opgav Katolicismen
og blev en komplet Skeptiker, ja siger Ord som: „Naar der opstaar
en Foragter af Guderne som Ajas, Oilevs's Søn, saa knæsætter
Verden ham og elsker ham. En saadan er Satan, saadanne er
Orestes og Don Juan. Alle de, som har kæmpet mod den uret-
færdige Himmel, har besiddet Menneskenes Beundring og hemmelige
Kærlighed. 44

Allerede 1827 skrev Victor Hugo sit Digt om Venddme-
søjlen; vi har set Chateaubriand gøre sin Svingning. Han og
Béranger rækker hinanden Haanden.

Julirevolutionen kommer.

Restaurationstidens Ideer er ingenlunde praktisk døde.
De hersker jo rundt om i Europa i vor Tids Politik. Men ingen
af Tidens fremragende Tænkere hylder dem; i den i streng For-
stand dannede Bevidsthed eksisterer de kun som Mumier. Men
det er sandt, at deres Sarkofager er saa kolossale, at deres Rester
magelig kan slaa en Mand ihjel den Dag i Dag.

Vi har fulgt Gangen i denne Bog. Jeg mener ikke, at der
behøves rosende Ord. Jeg vil blot sige: Tag og læs, tænk og døm!

Det har interesseret mig at se, hvor omhyggelig Brandes har
omarbejdet første Udgave baade ved at trække sammen og ud-
folde, hvor det behøvedes. Det kunde være fristende nøjere at
paavise disse Forbedringer, og hvorledes de har gjort denne Bog
lige saa interessant som de øvrige Bind. Men det vilde kræve
stor Plads, og Læserne i Almindelighed vilde næppe med Interesse

Digitized by Google

G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.

513

følge en saadan detailleret Sammenføring af Tekster. Bogen har
vundet i Overskuelighed derved, at Forf. nu har simplificeret Ind-
holdsangivelserne over Afsnittene i den første Udgave, hvor de
stundum kunde se ud som aandrige Kapiteloverskrifter i en Roman,
som til en vis Grad stillede Fordringer til Læserens Talent for
Gaadegætning. Vil jeg slaa op i et Værk som dette, læser jeg
hellere over Siden det simple Navn: Fru de Krudener end som
før t En Profetinde og hendes hellige Værk*.

S. SCHANDORPH.

34«

Digitized by Google

I Tibet.

G. Bonvalot: De Paris au Tonkin a travers le Tibet inconnu. Paris 1891. —
W. W. Rockhill: The Land of the Lamas. Notes of a journey through China,
Mongolia and Tibet. London 1891. — Sir Monier Monier- Williams: Buddhisin.

London 1890.

Updagelsesrejsende er en Race for sig. De rejser egentlig
ikke for at have det godt, men for at have det ondt. Deres
Rejses Maal er heller ikke Naturskønheder eller smukke Folkelivs-
billeder eller Kunst i Bygningsskik og Haandværk. De færdes
hellere gennem Grønlands Ismarker, hvor det endogsaa er livs-
farligt at vaske sig, end de gør en Sviptur til Rivieraen, og de
foretrækker en Rejse gennem Gobi, hvor de stadig faar Næse og
Mund fyldte med alkalisk Sand, for en Sejlads fra Køln til Basel.
De hader de nedtraadte Stier, og de stiller kun en eneste Fordring:
Landet maa være ukendt, jomfrueligt, ubetraadt af en hvid Mands
Hæl, men det er saa for Resten en temmelig ligegyldig Sag, om
det ligger oppe under Polen eller 100 Mile inde i en afrikansk
Urskov, eller om der overhovedet er noget at se eller lære i samme
Land. Mange af Nutidens Rejser ligger lige op ad Sport i stor
Stil og er Verdensrekorder, som den ene Berømthed stiller den
anden. En islandsk Sagahelt brovter af, at han har hugget sin
Økse ind i en Fjældside, hvor ingen skal vove at hente den, og
paa samme Maade vilde en Nutidsrejsende rose sig af at have
overskredet den 84de Breddegrad eller betraadt Lhasas Brosten,
selv om han ikke havde opholdt sig en halv Time paa de nævnte
Steder eller bragt andet med sig hjem end den nøgne Kendsgerning:
jeg har været der.

Men det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde den
Art Opgaver. Vor gamle Jord er saa berejst, saa gennemrumsteret,

Digitized by Google

I Tibet.

'515

at der snart ikke er en ukendt Krog tilbage. I den sidste Men-
neskealder har Afrika maattet holde for, men denne Verdensdél
dur ikke længere; ti hvad Tilfredsstillelse er der ved at optræde
som „Opdager 14 i Egne, hvor man træffer engelske Bøffeljægere,
tyske Officerer og katolske Missionærer i Snesevis, eller hvem gider
sætte sig i Bevægelse for de ukendte Smaakroge i det Indre? —
Det er intet Under, at Asien under saadanne Omstændigheder
atter træder i Forgrunden. Her henligger endnu store Strækninger,
der er lidet kendte, alle Forhold er storstilede, ekstreme og ind-
viklede, den rejsende færdes paa Grænsen af ældgamle Kulturfolk
og barbariske Stammer , hans Vej falder over skyhøje Bjærgkæder,
gennem vidtstrakte Ørkener, langs herlige Floddale, og for en
smidig Pen og en farverig Pensel er her langt mere at gøre end
i det monotone og kedsommelige Afrika.

For 30 Aar siden var Nilens Kilder det højeste geografiske
Maal. Al Verden talte om disse Kilder, der i 4000 Aar havde
unddraget sig Menneskets Viden; de blev fundne, og nu taler
ingen om dem mere end om andre Floders Udspring. For Øje-
blikket indtager Tibet en noget lignende Plads. Lhasa, Lamaismens
Hovedsæde, men en ussel By, der ikke er større end Horsens,
staar som det mest tiltrækkende Punkt paa hele Kloden, og der
vil blive sat store Kræfter i Bevægelse for at naa den; ti her er
alle Betingelser til Stede for geografisk Sport. Staden ligger gemt
i en Floddal bag Jordens højeste Bjærge. Af 3 vældige Parallel-
kæder med Passer, der ligger 20000 Fod over Havet, værnes den
imod Vest for paatrængende europæisk Nysgerrighed, imod Øst
har den det uhyre kinesiske Rige, der for hvide Mænd er endnu
vanskeligere at passere end Himålajas Isbræer, og imod Nord
ligger en frygtelig Ørken, hvis Sne- og Sandstorme kan faa selv
den modigste til at gyse. Men foruden alt dette har Tibet endnu
en „Attraction" , der ganske tilhører det selv. Det er Klodens
eneste „lukkede* Land. Med forbitret Aarvaagenhed passer Kineserne
paa, at ingen hvid Mand betræder Lamaismens hellige Jordbund,
og har en eller anden ubesindig haft Held til, i Forklædning og
ad hemmelige Stier, at liste sig forbi Vagtposterne, kan han være
sikker paa med jærnhaard Konsekvens at blive sendt ud af Landet,
helst ad samme Vej, han kom ind, og altid uden at hans Vide-
begær bliver tilfredsstillet.

Vi kender Tibet tilstrækkeligt til at vide, at det er et af
Jordens mindst tiltalende Lande. Set i store Træk dannes det af

Digitized by Google

516

I Tibet.

Trekanten mellem Kvenlyn og Himålajas Kæder, Klodens højeste
og mægtigste Bjærgegne. Af Folkene, der bor ved disse Bjærges
Fod, betragtes de som „ Verdens Tag*, som „ Himmelstigen", som
Gudernes Bolig, som Grænsemuren for en hel ny Verden. I
Tropernes Sol tindrer deres Snedække som Budbringer fra for-
tryllede Lande, men de modige faa, der har vovet at trænge
frem gennem de snævre Adgange, har lært Landet at kende som
Kuldens, Snestormenes og Sultens Rige. Den største Del af Tibet
ligger 4000—6000 Metér over Havet eller, med andre Ord, det
begynder der, hvor Mont Blanc hører op. Kun i den mægtige
Længdedal, der gennemstrømmes af Satledsh' og Tsangbo's Vande,
findes Betingelser for Kulturliv. Resten er en frygtelig Højørk.
Talrige Parallelkæder sønderdeler Landet i lukkede Bassiner, der
en Gang har været Indhave og nu er Saltsøer, Moradser eller
alkaliske Flyvesandsletter. Selv imod Syd og Sydøst styrter det
ned i bratte Skrænter eller i langt udløbende Kæder, der 'omslutter
brusende Floder. Slugternes Stejlhed, Skovenes Tæthed, den spar-
somme Befolkning og Savnet af alle Livsfornødenheder standser
ogsaa her den rejsende. Som en uindtagelig Fæstning hæver
Landet sig op over sine Omgivelser og afviser enhver Tilnærmelse. —
Desuden er Vejrlaget aldeles arktisk. I dette Land er Bjørnene
hvide, og Ravnenes Skrig har samme Metalklang som under
Polerne. Ingen kan færdes over dets træløse Vidder uden at lide
afBjærgsyge og Aandenød; Dyr og Mennesker, der træller sig frem
ad dets Karavanveje, hvor faldne Forgængere danner Milepælene,
reduceres til Skeletter eller segner under Purgåens Rasen. I disse
fløjørkener stivfryser den rejsende paa sit Dyr og efterlades for
at dø ved Vejkanten, hele Maaneder igennem ses ikke en menne-
skelig Hytte, og Karavanernes eneste Følge er Gribbe og Ulve. I
de højtliggende Egne optræder Græsvæksten kun som sparsomme
Totter eller erstattes af en krybende Busk, der kun bestaar af
Rødder og Pigge, selv Jakoksen og Hesten nægter at gøre Tjeneste,
og alene Faaret kan anvendes som Lastdyr.

Kun Hemmelighedsfuldheden, kun det ukendtes Romantik
kan give et saadant Land Tiltrækning, men der kan ikke være
nogen Tvivl om, at det vil gaa med det som med Korea. Ogsaa
dette Land var indtil for ganske nylig afspærret for fremmede,
ogsaa der yndede man at tænke sig store Naturskønheder og
geografiske Overraskelser af enhver Art, men da de kinesiske
Vagtposter forsvandt og den europæiske Nysgerrighed fik Lov til

Digitized by Google

I Tibet.

517

at se sig for, saa den kun et trøstesløst og trist Land, der næppe
nok kunde afgive Stof til et Par magre Rejsebøger, og siden har
ingen bekymret sig det mindste om det.

Siden Warren Hastings Dage har Tibet været utilgængelig
for Europæere. I 100 Aar har kun 3 hvide Mænd set Tale
Lamas Klosterpalæ Potala ved Lhasa, nemlig Thomas Manning
1811 og de franske Patere Hue og Gabet 1846. Efter sin Hjem-
komst skrev Hue en Rejseskildring, der er underholdende som en
Roman og oplysende som et Essay af Macaulay; og ham skylder
vi største Delen af vort Kendskab til Landets Styrelse og Guds-
dyrkelse. I vore Dage har den russiske General Prjevalsky kæmpet
i en halv Menneskealder for at fravriste Landet dets Hemmelig-
heder, han foretog vidtstrakte og farlige Rejser i kinesisk Turkestan
og Nordtibet, og for et Par Aar siden satte han Livet til under
et Forsøg paa at naa Lhasa fra Nord af.

Ad samme Vej søgte de to Mænd, hvis Rejsebøger er
nævnte foran, at naa samme Maal, men med lige saa ringe Held,
om de end slap derfra med Livet. Deres Forsøg har det til
fælles, at de bægge var hemmelige Rejser; de foretoges uden
kinesisk Pas, uden officiel Ledsagelse, paa Trods af Myndighederne
og i stadig Kamp for at undgaa de kinesiske Embedsmænd eller
tiltvinge sig en Adgang, hvor denne formentes dem, men for øvrigt
er der stor Forskel i Rejsemaade og Anlæg.

Bonvalots Rejse minder i flere Henseender om Nansens
Grønlandsfærd. Med en Haandfuld Folk udfører han en hurtig
lagt og lidet gennemtænkt Plan; uden store Forberedelser vover
han sig ind i et helt ukendt og ubeboet Terræn, der turde være
endnu besværligere at passere end Grønlands Indlandsis, og
under et dristigt Fremstød lykkes det ham næsten at sætte
Kronen paa Værket. Ved bægge Foretagender beundrer man mare
Energien, Modet, den hensynsløse Dristighed, der sætter alt ind
paa at naa Maalet, end det videnskabelige Udbytte, der sluttelig
kom ud af Rejserne. Bonvalot er, hvad Tyskerne kalder, w schneidig* .
I Januar 1889 var han lige naaet hjem fra en anstrengende Tur
i Pamir, i en tilfældig Samtale med en Ven i Paris kom han til
at skitsere en ny Rejserute tværs igennem den gamle Verden fra
Paris til Tonkin over Rusland, kinesisk Turkestan, Tibets ukendte
Højland og de sydkinesiske Floddale; han tænkte ganske vist ikke
paa straks at bringe Planen til Udførelse, da han var alt for træt
efter sin sidste Rejse, men nogle Maaneder senere tilbød Hertugen

Digitized by Google

518

I Tibet.

af Chartres at ville afholde alle Udgifterne ved det løst antydede
Foretagende, mod at Prins Henri af Orleans blev hans Ledsager.
Bonvalot gik øjeblikkelig ind paa Forslaget, Prinsen var begejstret
for Turen, i Fællesskab kastede de sig over Studiet af Hue og
Prjevalski, allerede den 6. Juli forlod de Paris, i Moskva foretoges
de nødvendige Indkøb og den 2. September stod de ved den
kinesiske Grænseby Kuldsha, rede til at marchere ind i de lidet
kendte Egne.

Hele Karavanen bestod kun af nogle ganske faa Personer.
Bonvalot, Prins Henri, den belgiske Pater Dedeken, der taler
Kinesisk, en Usbeg, Tolken Abdullah, Prjevalskis tidligere Ledsager,
og et Par kinesiske Tjenere udgjorde Kærnen i Ekspeditionen.
De havde ingen Eskorte, ingen Filttelte og kun ringe Forestilling
om de Vanskeligheder, som Terræn og Klima snart skulde taarne
op omkring dem. Igennem kinesisk Turkestan fulgte de kendte
Kara vanveje, men da de, efter at have passeret Tarimfloden og
gjort en Afstikker til Lob Nor, stod foran Altyn Tag, besluttede
Bonvalot pludselig at vove en Marche direkte imod Lhasa, og den
unge Prins gik med Fornøjelse ind paa hans eventyrlige Forslåg.

Denne Marche fra Tscharkhalik til Tengri Nor, c. 120 danske
Mile, tog dem 3 Vintermaaneder. Uden Spor foran sig, uden
Vejviser, uden Kort, indesluttede af snedækte Kæder til alle Sider,
omgivne af Sandhøje, der flyttedes af Vinden og ikke afgav et
eneste fast Holdepunkt eller Kendemærke, gennem Passer, der
ligger indtil 6000 Meter over Havet, søgte de med Kompasset i
Haanden at lede sig frem. De befandt sig som Fanger, der kæmper
for at naa Friheden, men til deres Fortvivlelse maa bestige Mur-
tinde efter Murtinde uden nogen Sinde at øjne det frelsende Ende-
punkt. I Stedet for at bevæge sig paa en jævn Højslette mødte
de uafbrudt den ene Tværkæde efter den anden, og de passerede
forbi Tinder, der er kun 880 Meter lavere end Gaurisanker, og
til deres Forbavselse mødte de virksomme Vulkaner og stivfrosne
Geysere i Hjertet af den gamle Verdens Bjærgland. „Jeg vover
ikke længere at beskrive vor Rejserute, siger Bonvalot; den er
stadig den samme, op ad Bjærge og ned ad Bjærge. Vi søger et
Pas, vi stiger ned i en Dal fuld af Sandbanker, Lavabrokker og
spredte Græstotter, vi gør Holdt ved en tilfrossen Sø eller en
Vandpyt, derpaa søger vi et nyt Pas, et andet Pas, og saaledes
bliver det ved Dag ud Dag ind. Denne Monotoni er uudhol-
delig! — Ingen kan forestille sig, hvor vanskeligt det er at finde

Digitized by Google

I Tibet.

519

sig til Rette i denne Højørk, hvor Mennesket mister al Sans for
Perspektiv. Hans Øje vanker vildsomt ud over det uhyre Rum,
raen i kendt og forskellig Afstand møder det hverken Træer eller
Huse eller Mennesker eller Dyr eller andre Genstande, der kan
afgive en Maalestok. 1 nogle Uger har vi mistet den Sans for
Afstande, som vort tidligere Liv har lært os. Den ene Høj ligner
den anden, en Sø tindrer frem eller forsvinder med Dagens
vekslende Lys, en Ravn, der i Daggryets første Straaler hæver sig
med sit Bytte, tager sig ud som en kæmpemæssig Kondor, der
bortfører et Lam i sine Kløer, og ved Solbjærgstide tror vi i den
samme Ravn, siddende paa et Klippestykke, at se en Bjørn eller
en Jakokse!"

Ogsaa i meteorologisk Henseende er Tibet en Fæstning, og
Indiens Monsuner saa lidt som Sibiriens Skymasser naar op over
Grænsebjærgene. Om Vinteren er Luften derfor iskold og for-
tærende tør. Selv Klipperne forvitrer til Støv og stadige Sandstorme
pisker dette op omkring de rejsende. „Alt er knastørt, vore Negle
springer itu ved det mindste Stød , Træ brister som Glas , vort
Skæg vokser ikke længere, det affarves og er sygt som alt om-
kring os, vore Hænder revner, Huden brister og Læberne svulmer
op. — Der falder liden eller ingen Sne, og den Smule, der falder,
er kornet som Gryn. Vi har kun snavset Isvand til os selv og
vore Dyr, paa Grund af Højden er det umuligt at bringe Teen
i virkelig Kog, vort Kød er saa haardt, at det maa sønderdeles
med Økser, Smørret kunde bruges til Projektiler, og vi har kun
Dyregødning til Brændsel. Temperaturen synker til -r- 40° C,
Kviksølvet fryser i de stille men forfærdelige Nætter, og efter Kl.
10 Frm. blæser en bidende Vestenvind, der er vor eneste, men
stadige Ledsager og tit gør ethvert Opbrud umuligt". . . „Storm og
32 Graders Kulde, alle syge, Hovedet halvt forstyrret af Sandflugt
og Bjærgsyge, kun Sand og Sten og Salt og nogle usle Græstotter
omkring os og 16000 Fod over Havet. Folkene bliver trætte af
den frygtelige Ensomhed og af Ørkenen, af de lange Marcher
uden at se noget, ikke engang en Røgsøjle. De har faaet nok
af disse Bjærge, hvor Mennesket aldrig viser sit Aasyn, og hvor
vore Øren kun hører Vindenes Susen. Bjærgsygen flyder overalt
i Luften; den ytrer sig med Kvalme, Opkastning, Øresusen, Hoved-
pine og en overvældende Træthed. Ved hvert Skridt minder
Højden os om, at vi er dødelige, det er os umuligt at løbe,
denne Forret tilhører udelukkende den smukke Stenged, som vi

Digitized by Google

520

I Tibet

har Lyst til at jage. Den mindste Hast faar vort Hjerte til at
banke, og med Fortvivlelse ser vi, at Galge og Sigtekorn absolut
nægter at danne en ret Linie mellem vort Øje og Maalet*.

Juleaften døde en af Tjenerne, kort efter segnede en anden,
og da de endelig naaede Tengri Nor, var alle deres Heste styrtede,
og deres Kameler saa usle, at de maatte mades med Dej. — I
denne Tilstand kom de til beboede Egne. Der gik Ilbud til Lhasa,
som kun laa en Snes danske Mile længere imod Syd, og S Dage
senere mødtes de af et stort Gesandtskab med den kinesiske
Amban eller Statholder i Spidsen.

„Vi har Ordre til at arrestere Dem, hvor vi træffer Dem*,
sagde han, „og tvinge Dem til at vende tilbage ad den Vej, De
er komne. Vil De vende tilbage ?"

„Nej, nej, vi har faaet nok af Højørkenen; vi foretrækker
at dø paa dette Sted. Alle vore Ledsagere ønsker at ende deres
Lidelser her, fremfor at vende tilbage ad denne skrækkelige Rute.
Vi er alle syge, vi har ingen flere Heste, vore Kameler er
døende. Vi kan ikke vende tilbage! 44

„Vi vil forsyne Dem med, hvad De trænger til!*

„Vor Beslutning er uigenkaldelig !*

„Hvor vil De da gaa hen?"

„Vi vil hvile os paa et godt Sted."

„Og naar De har hvilet Dem?"

„Saa vil vi gaa til Batang og derfra til Havet."

Underhandlingerne trak ud en hel Maaned; ved sin Takt
og faste Holdning lykkedes det Bonvalot at imponere Kineserne,
og det endte med, at de under Bevogtning, men ad en hidtil
ukendt og uforsøgt Rute, førtes til den kinesiske Grænseby
Tatshien-lu, hvor de afgav deres betydelige Samlinger til den
engelske Naturforsker Mr. Pratt, som førte dem ned ad Jangtsekiang
og derfra til Europa, medens de selv gennem Jynnan naaede de
franske Besiddelser omkring den røde Flod.

Bonvalots Rejse er en af de mærkeligste, der er foretagen
i det sidste Tiaar. Han er den første Europæer, der har gennem-
rejst Tibet fra Nord til Syd, og hans Rute ligger helt igennem
i ukendte Egne. Med en ubetvingelig Energi, med en aldrig
svigtende Overlegenhed har han formaaet midt i den asiatiske
^Vinter at føre en Haandfuld Folk over disse isnende Ødemarker,
der hidtil har trodset alle. Han er en født Opdager. Han for-
staar at indgyde sine Ledsagere Tillid, at tage alle Tilskikkelser

Digitized by Google

I Tibet.

521

med iroriisk Overlegenhed, at benytte enhver Chance og at vinde
de indfødtes Tillid og' Venskab. Hos denne smidige og elegante
Franskmand findes altid fin Forstaaelse, hvor man hos vor Tids
berømteste rejsende ellers er vant til at møde Haan og Raahed
lige over for de barbariske Stammer, de bfesøger. Han er tillige
en udmærket Fortæller. Hans Bog er fængslende, isprængt med
livlige Samtaler, fuld af Aand og Varme, og langt mere et
knitrende Causeri end en tør Opramsning af topografiske Enkelt-
heder, og med fornem Takt undgaar han at stille sig selv i For-
grunden. Prins Henri har forsynet Bogen med en Række Fotografier,
der staar langt over, hvad man ellers ser i geografiske Rejsebøger.
Uheldigvis synes Bonvalot at have taget det lidt let med Resul-
taterne. Geograferne vil sikkerlig sætte megen Pris paa de Op-
lysninger, som hans Bog og hans Kort indeholder, men de vil
maaske ogsaa finde, at han kunde have meddelt mere, at han ikke
skulde have nøjedes med en passant at beskrive den Natur og
de Forhold, som han var den første til at se. Han vilde ikke
være bleven en lærd Pedant, om hans Bog havde indeholdt en
sammenhængende Redegørelse af Tibets geografiske Forhold. Deri-
mod var han ugunstig stillet i etnografisk Henseende. Han kunde
ikke Sproget, al Samtale foregik igennem dobbelte eller tredobbelte
Oversættelser, det største Afsnit af Rejsen faldt igennem en ubeboet
Ørken, det andet under Bevogtning, og under saadanne Forhold har
man ikke Lejlighed til at anstille dybtgaaende etnografiske Under-
søgelser.

Saadanne findes derimod i den anden Bog, vi har anført foran.

Amerikaneren Rockhill begyndte sin Rejse i Tibet efter
lange og omhyggelige Forberedelser. Fra sin Barndom havde han
drømt om at besøge Landet, han havde lært Kinesisk for at ind-
samle ny Oplysninger om det, fra 1884 attacheredes han den
amerikanske Legation i Peking, udelukkende for at fortsætte sine
Studier, han lærte Tibetansk, omgikkes Lamaer, der opholder sig
i Hovedstaden, gennemgik den kinesiske Literatur, studerede den
vidtløftige tibetanske Bibel, og efter 4 Aars Forberedelse mente
han at være velrustet til sin Rejse. 1888 benyttede han derfor
en 8 Maaneders Ferie til en „Rekreationsrejse" i det forjættede
Land. Paa en kinesisk Hyrevogn tilbagelagde han 340 danske
Mile gennem Rigets nordlige Provinser og naaede Hsining, den
kinesiske Grænseby, hvorfra Vejene fører til Koko-nor og Lhasa.
Iført en stor mongolsk Kappe, Hovedet raget ganske skaldet og

Digitized by

522

I Tibet.

skjult af en Pelshat mente han at kunne undgaa Mandarinernes
Efterstræbelser, men selv i denne Forklædning maatte han stjæle
sig bort fra de kinesiske Værtshuse, hvor Politiet er endnu skrappere
end i Europa til at forlange Navn, Stilling og Bestemmelsessted
af de rejsende.

Saa længe han opholdt sig ved Koko-nor og i Tsaidams
Steppeland, kunde han støtte sig til Bekendte og Venner fra
Peking, hvorved han fik rig Lejlighed til at deltage i den lamaistiske
Gudsdyrkelse, til at besøge Templerne og Klostrene og sætte sig
ind i alle Former af den buddhistiske Kultus, der hersker i
Nordvest-Kina og det østlige Tibet; men da han fra Tsaidam
vilde trænge frem over Buhran Bota og i Hues Fodspor naa
Lhasa mødte han uoverstigelige Vanskeligheder og maatte bøje af
imod Sydøst. Fra dette Tidspunkt blev hans Rejse ikke stort
andet end en hurtig Flugt gennem øde Bjærglandskaber til
Tatshien-lu, hvorfra han tiltraadte Tilbagerejsen langs Jangtsekiang.
Rockhill er en nøjagtig og grundig Iagttager, hans Bog indeholder
mange ny geografiske Enkeltheder, men den har dog særlig Værdi
ved den Fremstilling, som den giver af det religiøse og nationale
Liv i Tibet.

Et isoleret Højland som Tibet med en alvorlig Natur og et
religiøst modtageligt Folk er særlig egnet til at udvikle et Hierarki
og en formrig Kultus. I denne som i saa mange andre Henseender
minder det om Aztekernes og Inkaernes gamle Kulturlande paa
den ny Verdens Plateauer. Da de spanske Missionærer første
Gang trængte op paa Mexikos Højslette, mødte de en Gudsdyrkelse,
der i saa meget mindede dem om deres egen, at de stemplede
den som et Satans Blændværk, og da Pater Hue 1846 opholdt
sig i Lhasa, overvældedes han i den Grad af Lighedspunkter
mellem den lamaistiske og den katolske Kirketjeneste, at han lige-
ledes erklærede hin for et Værk af Djævelen, der paa denne Vis
vilde forvrænge den kristne Tro. Andre har villet bevise, at
Lamaismens Kultus er et Plagiat af Katolicismen, men ingen af
Forklaringerne holder sikkert Stik. Baade Lamaismen og Katoli-
cismen er forholdsvis moderne Religionsformer, og en stor Del af
deres Rituel er Arv fra ældre uddøde Religioner, hvis Ceremonier
og Symboler er tagne i Tjeneste af deres Efterfølgere til at hædre
ny Gudeformer. Ikke des mindre er den forefundne Parallelisme
mellem to i Rummet saa fjerntliggende Trossystemer baade interessant
og lærerig, og vi skal senere vende tilbage til den.

Digitized by Google

I Tibet.

523

Lamaismen er en fordærvet Form af Buddhisme og er et
oplysende Eksempel paa, hvor meget en Religion, i Kampen for
Tilværelsen, kan sætte til af sit Aandsindhold. Den oprindelige
Buddhisme var en pessimistisk Moral- og Kærlighedslære, uden
Gud og uden Kirke, uden Synd (i vor Forstand) og uden Naade.
Grundlaget for denne ateistiske Moral var Troen paa Sjælevandringen.
Det personlige Liv var kun et Led i en uafbrudt Kæde af sam-
menhængende Eksistensformer, der opløstes og fornyedes gennem
Død og Fødsel, uden at den individuelle Livsenergi tabte Kon-
tinuiteten. I Overensstemmelse med sin Vandel maatte det enkelte
Væsen gennemløbe seks Tilværelsesformer: som Menneske, Gud,
Dæmon, Genganger, Dyr og Helvedsbeboer uden nogen Sinde at
kunne slippe ud af denne Ring, med mindre han ved sine gode
Gerninger, ved dyb indre Oplysning, ved Kærlighed mod alt levende,
ved Selvfornegtelse, ved Tilintetgørelse af al Lyst, alt Begær, al
Attraa efter Liv kunde gøre sig fortjent til Udslettelse, til Hensynken
i det evige Intet, til Optagelse i den ubevidst-bevidste Lyksaligheds-
tilstand, der kaldes Nirvana, hvorfra al Genfødelse var umulig.
Gautama var fjendsk mod alle religiøse Ceremonier. Han fejede
Brahmalærens hele Rituel og Offervæsen til Side, han forkastede
alle Bodsøvelser, enhver Form af Gudsdyrkelse og objektiv Sjæle-
. sorg. Han henviste Mennesket til i Frygt og Bæven at arbejde
paa sin egen Lutrelse og smedede ham urokkelig fast til Konse-
kvenserne af hans egne Handlinger, hvorfra hverken Guder eller
Djævle kunde frelse ham.

Men idet han formulerede denne Lære, tog han ikke Hensyn
til nogle af Menneskehjertets stærkeste Krav: Trangen til en per-
sonlig Gud og et kærligt Forsyn, Trangen til det synlige og haand-
gribelige ogsaa i aandelige Ting, til at finde Naade og Forbarmelse
gennem et Præsteskabs Mægling, til Vejledning i Tros- og Salig-
hedssager og til Fritagelse for Ansvar. Den forpinte Menneskesjæl
lodes ene med sin Byrde midt i Livets Ørken.

Efter et vældigt Opsving uddøde hans Lære derfor i Indien
allerede i det 13de Aarhundrede, og den har nu kun Tilhængere
i Ceylon, Birma, Tibet og andre nordlige Lande, men har her
antaget en aldeles ukendelig ritualistisk Form og formælet sig
med Rester af en ældre Naturtilbedelse (Shamaisme). Den var
engang Jordens mest udbredte Religion, men tæller nu næppe
100 MUL Tilhængere, og som Verdensreligion kommer den først
i tredje Række. Ved en mærkelig Ironi af Skæbnen er Ateisten

Digitized by Google

524

I Tibet.

og Agnostikeren Gautama bleven forvandlet til sin Kirkes Overgud
og sidder til Højbords i det gyseligste Panteon, der for Tiden
dyrkes paa Jorden; det Munkebroderskab, som han skabte tværs
igennem Indiens Kastevæsen, er omdannet til en fornem Præste-
kaste, der udsuger Folkets Marv, og hans simple og ophøjede
Morallære er tildækket af Lag paa Lag af den groveste Overtro.
Religionen er bleven til Magi, den oprindelige Inderlighed er omsat
i Trylleformularer, og Præsterne søger at fængsle den uvidende
Mængde med Optog, Ceremonier og Hokuspokus, der forudsætter
en Overtro og Uvidenhed uden Sidestykke. Saaledes er Lamaismen,
der har sit Hovedsæde i Tibet. Den behersker Statslivet, den
raader over Liv og Ejendom, al Kunst, Videnskab og Haandværk
træller i dens Tjeneste, ja den præger selv den døde Natur. Dens
Formler indmejsles i Klipper, Stene og Træer, de finder Vej selv
til snedækte Tinder, til de dybeste Slugter og til Ørkenens fjer-
neste Afkroge. I et af vore Gudesagn fortælles, at Frigga fik
Alnaturen til at græde, i Tibet anstrenger Lamaerne sig for at
faa den til at bede. Luftens Strømninger og Flodens Bølger sætter
Millioner af Bedeformularer i stadig Omdrejning ved Hjælp af
sindrigt opfundne Maskiner, og naar Dampmaskinen engang naar
op over Himålajas Passer, vil den sikkert blive tagen i Bønnens
Tjeneste.

Midtpunktet i denne Kultus er den tibetanske Pave: Tale
eller Dalai Lama (af det mongolske Ord Tale o: Ocean, og Lama
o: den højt oplyste). Han er Buddhas Statholder paa Jorden, og
(mindende om den romerske Pave for øvrigt) en Inkarnation ikke
af Overguden, men af den første Helgen (Boddhisatva) Avalokite-
svara. Han dør aldrig, men ved en særegen Inkarnation menes
han at nedstige i et af de Børn, der fødes samtidig med hans
„ Udvandring u af det opslidte Legeme, og det er Lamaernes Kunst
at opsøge og genkende ham i hans ny Skikkelse. Under kinesisk
Overhøjhed er Tale Lama Landets verdslige Styrer, er tillige om-
givet af Storlamaer eller Khutuktus, der kan sammenlignes med
Kardinaler, og behersker et Præsteskab, der lever i Colibat og
falder i 2 Hovedkaster, en lavere Munke- og en højere Præstestand,
der alene forretter den egentlige Kirketjeneste.

Men det er ikke alene i disse Hovedtræk, at man vil finde
Sammenligningspunkter med Katolicismen, Enkelthederne er endnu
mere talende. De lamaistiske Præster og Munke kronrages, faster,
paalægger sig Bodsøvelser og Spægelser af Kødet, de skrifter de

Digitized by Google

I Tibet.

525

troende, anraaber Helgener om Forbøn og gør lange Pilgrimsfarter
til hellige Steder eller berømte Relikvi-Gemmer; Tiggermunke vandrer
barfodede fra Dør til Dør, Søjlehelgener og andre Asketer, der i
Standhaftighed langt overgaar deres europæiske Fæller, træffes i
de øde Bjærgegne, og omkring de store Templer ligger uhyre
Klostre, „Lamaserajer," hvor Munke og Nonner henlever deres Liv
i Arbejde for deres Sjæles Frelse. Ja selv i Templernes indre
Ordning er Lighederne til Stede. De store tibetanske Templer er
Basilikaer, ofte i Korsform; de er forsynede med Altre, Lysestager,
Klokker, Relikviskrin, Døbefonter og Vievandskar, Lamaerne for-
retter Tjenesten med Mjjra paa Hovedet og Kors i Haanden, de
bærer Messesærk og Bispeskrud, de bøjer sig for Alteret, knæler for
Helgenskrinet, messer, afsynger Litanier og forretter Gudstjenesten i
et Sprog, der ikke forstaas af Mængden. De døber Børnene under
Haandspaalæggelse og Velsignelser, de modtager Sjælegaver for de
døde, de foranstalter prægtige Processioner, de fremsiger Besværgelser
og Velsignelser med udstrakte Arme, Kordrenge svinger Røgelsekar
under Gudstjenesten, og de troende beder ved deres Rosenkranse
eller Paternosterbaand *).

Med en Befolkning, der næppe overstiger 3 l * Millioner, har
Tibet over 490,000 Lamaer, fordelte i flere tusende Klostre. Vi
kender 1026 af disse ved Navn, og i enkelte af dem findes indtil
10,000 Munke. I Labrang-Klosteret i Lhasa laves daglig 5000
Potter Te til de Præstemunke, der forretter Tjenesten, og andre
Laraaserajer bestaar af saa vidtløftige Bygningskomplekser, at de
ikke kan omgaas i halve Timer. Alene i og omkring Lhasa
opregner Hue 30 store Klostre, og denne Munkerede, der ifølge et
kinesisk Ordsprog kun beboes af „Præster, Kvinder og Hunde", stiller
selve Pavernes Rom i Skygge. Paa en stejl Klippe nordvest for Byen
hæver Lamaismens Vatikan Potala sin forgyldte Kuppel 367 Fod
op over Grundstenen, og fra sit ophøjede Sæde kan Buddhismens
Pave skue ned paa de Skarer af Pilegrimme, der fra alle Midt-
asiens Egne arbejder sig op ad den stejle Tempelvej i andagtsfuld
Stilhed. I Potala skal der være 10,000 Værelser, beboede af lige
saa mange Munke, og utallige Statuer, Gude- og Helgenbilleder,
Obelisker, Pyramider og Bedemaskiner smykker Adgangen, men
ikke des mindre naar man kun ad temmelig usle Stiger til hans
Helligheds Audiensgemakker. I de store Templer opdynges kolossale

! ) Efter Hue, Williams og Reclus.

Digitized by Google

526

I Tibet.

Rigdomme: Guldbækkener, Sølvkar, Gudebilleder i Guld, Sølv og
Bronce, Malerier, kunstfærdigt kolorerede Manuskripter, Tæpper,
Silkedraperier, kostbare Vaser og Røgelsekar, lutter Ting, der er
vel egnede til at gøre en europæisk Museumsdirektør fortvivlet af
haabløs Henrykkelse. I Labrang-Klosterkirke, Tibets Set. Peter,
er Kor og Sideskibe gennem 3 Etager aflukkede ved Tremme-
værk af Guld og Sølv, den store Tempelhal oplyses af 5000 Olie-
brændere, og intet Tempel i Verden skal kunne taale en Sammen-
ligning med dette.

I det tibetanske Panteon har de ældste Gudeskikkelser
bevaret Hindutypen og reproduceres med slavisk Nøjagtighed, da
ethvert Træk har symbolsk Betydning, men ved Siden af dem
findes en utallig Hær af lavere, nationale Guder, og her giver
Lamakunstnerne deres Fantasi Tøjlen. Tempelprydelserne er en
grel Blanding af smukt og stygt. Altrene smykkes med levende
Blomster, med Roser og Jasminer, Guderne overhænges med Silke-
skærf, og kostbare Røgelsepinde fylder Luften med Vellugt. De
hvide Tempelvægge er smykkede med Optrin fra Buddhismens
Himle, men ogsaa med Scener fra de 8 Helveder, hvor Menneskene
langsomt gennemsaves af Djævle, spiddes paa rødglødende Spyd
og slides itu med gloende Tænger. Lamaismens Skytsguder er
Væsener med frygtelige Dyremasker, smykkede med Kroner af
menneskelige Kranier, med Flammer staaende ud af Halsen, mange-
armede Uhyrer med afrevne Menneskelemmer i Hænderne, svøm-
mende i Blod og ledsagede af Uvætter endnu hæsligere end
Guderne selv. De lamaistiske Frembringelser er dog langtfra
kunstforlad te. I Kumbum overværede Rockhill en Kirkefest, hvor
et mægtigt Relief, udarbejdet i farvet Smørdej, fremstilledes i
Templet. Det var omtrent 20 Fod langt og 10 Fod højt, sam-
menholdt af 'en Ramme og oplyst af en Række smaa Lamper.
Det fremstillede Optrin fra de himmelske Boliger, af Gudernes Liv
og af Helvedsstraffene ; Midtfiguren var omtrent 3 Fod høj, og i
Baggrunden saas lange Optog, Slagscener o. a. m. Hver Figur,
og de fandtes i Hundredvis, var ikke over 8 Tommer høj, men
udarbejdet med den største Omhu og overdaadig koloreret. Om-
kring disse Tableauer laa en Ramme af Blomster, Fugle og
buddhistiske Emblemer, og en mægtig Drage omsluttede det hele
med sin skællede Krop. Langs Tempelmuren saas 7 mindre
Basrelieffer, 8 Fod lange og 4 Fod høje, der fremstillede lignende
Optrin og kunstnerisk sete fortjente den største Ros. Det tager 3

Digitized by Google

I Tibet. 527

Maaneder at fuldføre et saadant Relief, og Kunstnerens eneste Løn
er hans Klosterfællers Anerkendelse og en ringe Sum Penge.
Hvert Aar fremstilles ny Emner af ny Kunstnere, og dygtige
Modellører rejser fra Lamaseraj til Lamaseraj og er overalt velkomne.

Som den middelalderlige Katolicisme fører Buddhismen, selv
i dens mest forvanskede Skikkelser, nogen Dannelse, boglig Syssel
og Oplysning med sig. Ved visse Klostre findes teologiske og
medicinske Læreanstalter, den tibetanske Bibel, der bestaar af 337
trykte Bind, foredrages ved store Kirkefester og læres udenad
i Klosterskolerne, Lamaerne beskæftiger sig med Studier, Bogtryk,
Afskrivning og Undervisning, ja udgiver endog Bøger af verdsligt
Indhold. Men de er tillige Landejendomsbesiddere, og en stor
Del af Befolkningen er Fæstere eller Trælle under dem, de forvalter
Retten, opkræver Told og driver Handel, ligesom de fortærer den
største Del af Statens Skatteindtægt, og det er derfor intet Under,
at Lægbefolkningen er nedsunken i Fattigdom og Usselhed. Klo-
strene ligger som Fæstninger paa Klipper og stejle Højder, og ikke
ulig de middelalderlige Tempelriddere er Lamaerne altid rede til
at bestige Hesten og haandtere Flintbøssen. Rockhill satte altid
i Galop forbi Klostrene for at undgaa Strid.

Buddhismen er en Religion for Munke og trods dens op-
højede Morallære staar den magtesløs over for Folkets sædelige Ud-
vikling. Den forstaar at give Livet et religiøst Tilsnit; men
den formaar ikke at omdanne Sæderne eller tilintetgøre nedarvet
Barbari. Under Birmas hede Sol bivaaner den bryndefulde Satur-
nalier, hvor nøgne Kvinder smykkes med Blomster og Guirlander;
i Tibet hengaar Livet i Bøn og Raahed. I dette hellige Land kan
man kun rejse under Beskyttelse af 30 Ryttere, og Lhasas Kvinder
tør ikke vise sig paa Gaden, medmindre deres Ansigter er
dækkede af Sværtelag — for at de hellige Fædre skal kunne bevare
deres Sindsro. Lægfolkene er kun til for at forny og føde
Præstestanden, og uden Sky inddeles Menneskeheden i Over- og
Undermennesker, for hvem Religionen kun har Betydning som
Tryllemiddel imod onde Aander. Lægfolk tilbringer derfor en stor Del
af deres Tid med Besværgelser i Form af Bønner. De behandler
deres Bederangle som de europæiske Kvinder Hækletøjet, og i hvert
ledigt Minut mumles Trylleformularer. Den hyppigste af disse er
en mystisk Formel, der bestaar af 2 uoversættelige Udraab og 2
Sanskritord: „Om mani padme Hum! tt o: Om Lotus Juvel Hum.
Denne indholdsløse Sentens er Overtroens højeste Triumf. Den

Tilskueren. 1893. 35

Digitized by

528

I Tibet.

mumles tidlig og silde, den lalles af Børn og hviskes af døende;
den er en Talisman imod alt ondt, Kvintessensen af al Visdom
og al Religion, uden at nogen kan give en fyldestgørende For-
klaring af dens Oprindelse og Mening. Saa meget synes dog
sikkert, at dens seks Stavelser har Hensyn til Livets seks Eksistens-
former (se foran), og jo oftere den gentages, des hurtigere og
lykkeligere vil Vandringen fra den ene Form til den anden foregaa.
Tibetaneren beder derfor ikke i kristelig Forstand. Han saar sin
Sæd af magiske Bønner som Landmanden sit Korn, sikker paa en
god Høst uafhængig af den bedendes Åndagt og Sindsstemning.
Det er Kvantiteten, Mængden, den rent objektive Bedekraft, det
kommer an paa, og som al anden Energi kan den udvikles ved
Maskinens Hjælp. Fra denne Opfattelse stammer Bedecylinderen:
den lille, der som en Rangle svinges i Haanden, og den store,
der smykker Tempelhallerne og indeholder Millioner af Mani-padme-
Formler. Ved at sætte en saadan i Svingning opnaas samme
Fortjeneste som ved den mundtlige Fremsigelse af det tilsvarende
Antal Bønner. Under aaben Himmel ses mægtige Bedehjul, der
drives ved Lodder ligesom bornholmske Stueure, Vand- og Vejr-
møller formaler uafbrudt disse 6 Stavelser, Flag og Vimpler smelder
dem ud i Luften, den rejsende møder dem overalt: paa Stene.
Døre, Træer og Klipper, paa Kvægets Horn, paa Amuletter og
Indpakningspapir ; langs Alfarvej bygges 1000 Alen lange Bedevolde,
hvor hver Stenblok er mærket med de mystiske Ord, rige Buddhister
lønner aarlig Skarer af Lamaer, der færdes over Bjærg og Dal for
at indhugge Ordene i enhver fast Genstand, og ved Nyaarsfesten
giver Storlamaen en statistisk Oversigt over den Sum af Mani-
padme-Formler, Aaret har bragt til Veje til Husvalelse for den
lidende Menneskehed.

Det vilde dog være urigtigt at bedømme Tibetanernes religiøse
Standpunkt alene efter dette. De har andre Bønner, der inde-
holder dybe Tanker, og baade Hue og Rockhill beskriver Andagts-
øvelser, der synes at gøre os Kristne til Skamme. Bægge er lige
betagne af den Aftenandagt, de traf selv i de største Byer. Naar
Skumringen falder, tændes Lysene i Templet, og Aftensangen
synges, medens Lamaerne fra Forhallen blæser en klagende Hymne
paa lange Kobberhorn og Klarinetter. Saa tænder Husmoderen
et Knippe duftende Enebærris i den lille Ovn, der findes paa Husenes
flade Tage, og medens Røgen stiger op imod Himmelen, samles
gamle og unge i Gaderne, knæler ned og synger en Takkesang.

Digitized by Google

I Tibet.

529

Denne religiøse Sammensang af en hel By skaber en Stemning,
som mægtig betager Sjælen, og „da vi første Gang overværede
den, siger Hue, kunde vi ikke undgaa at drage en pinlig Sammen-
ligning mellem denne hedenske Stad, hvor alle bad i Fællesskab,
og Europas Byer, hvor Mængden vilde rødme ved blot at gøre
Korsets Tegn paa offentlig Gade".

Tibetanerne har Bjærgboens sædvanlige Egenskaber. De
skildres som modige, kraftige og livsglade ; de elsker Musik og Dans,
de er gæstfri og frimodige i deres Tale- og Handlesæt, og de
forstaar, selv i Pjalter og Smuds, at optræde med naturlig Vær-
dighed ; men de savner alt Initiativ og lader sig beherske af Lamaerne
og Kineserne, der holder dem afspærrede fra al ydre Paavirkning.
Alle de Egne, Rockhill besøgte, bar Fattigdommens Mærke. Be-
folkningens Hovednæring bestaar af ristet Bygmel, udrørt i Tevand,
Sæbe og Vask syntes end ikke kendt af Navn, og Huden, ogsaa

1 Ansigtet, oversmøres daglig med en Fedt- eller Smørsværte til
Værn imod Luftens bidende Tørhed. Familielivet hæver sig næppe
op over det groveste Barbari. De nomadiserende Stammer lever i
Engifte, og kun de rigeste har af Kineserne lært at holde flere
Koner. Bruden købes ved Mellemmænd, og i Tsaidam betales en
særdeles smuk Kvinde med 300 Faar, nogle Heste og Jakokser,
saa at en Fader med 2 å 3 vakre Døtre kan være sikker paa at
samle sig en Formue, men hverken før eller efter Brylluppet lægges
der synderlig Vægt paa hendes Kyskhed. I Templet i Amdo
overværede Rockhill en Fest, der giver et godt Billede af Befolk-
ningens Sæder og af Lamaernes Forhold til dens Moral. Den
kaldes Hattevalgsfesten og minder i meget om Grønlændernes
Lampeslukkerleg eller Konebytning, kun at den ikke savner Præste-
standens Sanktion. I de 2 å 3 Dage, den varer, har Manden Ret
til at tage Hatten af en hvilken som helst Pige eller Kone, han
møder paa Templets Grund, og det er da hendes Pligt at indløse
Pantet ved et Besøg i hans Hjem den følgende Nat. Kineserne
er udelukkede fra denne féte d'amour.

I de agerdyrkende Egne holder Fattigdommen Befolkningen
nede paa et endnu lavere sædeligt Standpunkt. Enhver Plet
dyrkelig Jord er optagen, ny Husholdninger kan ikke dannes,
og for at skaffe sig Familie og Hjem maa flere Mænd, sædvanlig

2 å 3 Brødre, derfor slaa sig sammen om en fælles Kone. Bør-
nene af saadanne Ægteskaber behandler den som Fader, Moderen
udpeger, de andre Ægtefæller kaldes „Onkler * , og Børnene nævnes

35*

Digitized by

530

I Tibet.

efter Moderen. Den Art Samgifte findes over hele Tibet og i
nogle af Himålajas fattigste Egne, men da det desuden er lovligt
og ikke i nogen Maade anstødeligt at indgaa Ægteskab paa kort
Sigt, for et halvt Aar, en Maaned eller en Uge, er Befolkningen
sikkert kun hævet lidet over Promiscuitet eller „ubegrænset Polyandri
forenet med ubegrænset Polygami".

I Belevenhed har Tibetanerne deres egen Mode, og deres
Hilsemaade er saa forbløffende, at den maatte synes utrolig, hvis
den ikke var bekræftet af de mest sandfærdige Vidner. „Naar de
hilser, siger Rockhill , udstrækker de Hænderne med Haandfladerae
opad, bukker med løftede Skuldre, stikker Tungen ud af Munden
og siger: Oji, Oji! Tak og særdeles Agtelse udtrykkes paa samme
belevne Maade. Naar Standspersoner mødes, forærer de hinanden
hvide eller rosenfarvede Silkebaand, smykkede med Broderier,
Mani-padme-Formler eller andre Lykketegn, alt mens de bearbejder
det højre Øre og den venstre Hofte og rækker Tunge.

De gamle er kun lidet agtede, og det hænder ofte, at en
Søn skiller sig af med sin Fader, naar denne falder ham til Byrde,
ja selv Storlamaer gør sig skyldige i denne Færd. Det sker
ligeledes hyppigt, at Slægtninge dræber døende ved at kaste en
Lædersæk over Hovedet paa dem, da dette er et probat Middel
imod al Slags Gengangen. Ifølge Buddhismens Opfattelse kan
Genfødelsen ikke ske, før det forladte Legeme er tilintetgjort, og
deres Begravelsesskikke maa ses fra dette Synspunkt. Kun de
fattigste kastes i Floderne og overlades til langsom Opløsning;
i Almindelighed udsættes Ligene paa Bjærgskraaninger, i Kløfter,
i Ørkener eller i Indhegninger paa den aabne Mark for at fortæres
af vilde Dyr, og jo hurtigere dette gaar fra Haanden, des ret-
færdigere har Manden levet. I nogle Egne brændes Ligene,
i Lhasas Mausoleum er „hellige" Hunde, der holdes i skrækkelige
Indelukker, hvor Ligene kastes ind i parteret Tilstand og fortæres.
En saadan Hundebegravelse er i højeste Grad fortjenstlig og fører
sikkert og hurtigt til en højere Eksistensform, men Fuldkommen-
heden er dog den saakaldte „himmelske Ligbegængelse", der er en
Forret for det højeste Hierarki. For nogle Aar siden døde den
„levende" Buddha i Litang-Klosteret, fortæller Rockhill, og paa en
Baare førtes hans afsjælede Legeme ud paa en Høj, ledsaget af
Abbeden og Klosterets 3500 Munke, der var smykkede med Død-
ningeben og Hjerneskaller. Her lagdes Liget paa Jorden, Lamaerne
rev Kødbundterne af det og rakte dem til Abbeden, der holdt

Digitized by Google

I Tibet.

531

dem ud i Luften til Gribbe og Ravne, som graadige slog ned
over Byttet. Da alt Kødet var fortæret paa denne Maade, knustes
Knoklerne til en Dej, og i sin egen Spiseskaal æltede Abbeden
denne sammen med Bygmel til Kugler, der ligeledes bortsnappedes
af Rovfugle. Kun den sidste beholdt Abbeden for sin egen Mund.

Tibet og Tibetanerne har muligvis en Fremtid, og for
Øjeblikket kan de i hvert Fald smigre sig med en vis Opmærk-
somhed fra den store Verdens Side. Medens dette skrives, har en
engelsk Officer gennemrejst Landet fra Vest til Øst, langs dets
Grænser venter talrige Skarer af Handelsmænd og Missionærer paa
en gunstig Lejlighed til at trænge frem til Lhasa, og det er usand-
synligt, at Kina ret længe vil være i Stand til at opretholde Af-
spæringen og udelukke Folket fra en naturlig Forbindelse med
Omverdenen.

P. Lauridsen.

Digitized by Google

Pariserminder.

(Teatrene i Maj 1893).

Naar Forligsforhandlingerne brister, og naar Bøgenes brune
Knopper er i Færd med det samme, vaagner Rejselysterne. Den,
der er fri og uafhængig, pakker sin Kuffert, og den, der nok er fri
men ikke uafhængig, kigger efter i Listen over de kultusministeri-
elle ordinære og ekstraordinære Rejseunderstøttelser, om der ikke
skulde være et lille Ben til ham, eller om der skulde være rakt
en lille Haand til hende.

Saa rejser de lykkelige, de fleste ad Paris til, med „the
flying Dane a til Korsør: „Standser kun ved Roskilde — og
Slagelse" og muligvis, som der staar i Sangen „endnu flere Steder*.
Med Damperen, hvis Mandskab og Kvindskab er taget i Ed paa
at ville vække enhver Passager en Time før Ankomsten til Kiel,
for at de mulig kunde faa i Sinde at nyde den første Frokost
om Bord og afskære sig den eneste Glæde i Kiel: at drikke daarlig
Kaffe i den ret uhyggelige Jærnbanekafé. Gennem Nordtysklands
flade Kedsommelighed og Belgiens enorme, sammenhængende By,
der strækker sig fra den tyske til den franske Grænse mellem
frodige, grønne Højder og nydelige Vandløb, ind mellem franske
Fabriksskorstene og Kuloplag, der efterhaanden indhyller det
smukke Land i en sort-graa Kulstøvsmasse , som snart trænger
ind gennem alle Sprækker og Fuger i den tillukkede Kupé.

Selv om Toget styrter aisted med svimlende Hastighed,
den sortegraa Kulstøvsmasse løber Toget dog ikke fra; til sidst er
Tog, Landskab, Passagerer og Luft en ensfarvet Masse; saa
dukker Eiffeltaarnet op langt borte, Lokomotivet snøfter som en
rasende, fordobler sin Hastighed ligesom tiltrukket af den kolos-
sale Jærnmasse ude paa Marsmarken, og saa er man paa Gare
du Nords sorte Perron; udenfor ligger Paris og lokker den unge
Mand, der har faaet Understøttelse til at paabegynde en literær

Digitized by Google

Pariserminder.

Virksomhed, Pianistinden, der for sine 200 Kroner skal uddanne
sig videre, Kunstneren, der søger ny Indtryk, Revyforfatteren, der
søger ny Udtryk, og Billedhuggeren, der mærkværdigt nok har
søgt Statstilskud for at lære at tage gamle Aftryk.

Det er ikke de daarligst anvendte Penge, den danske Stat
bruger til at sende Folk til Paris for; selv om den unge, talent-
fulde Pianistinde ikke kan tåge ret mange Timer hos franske
Lærere for sine smaa Midler, saa skaffes der dog hendes Naboer
og Genboer en højst nødvendig Ro, mens hun er borte. Og selv
om den unge Mand ikke faar begyndt nogen literær Virksomhed
og Billedhuggeren ikke bliver færdig med sit Kobberstik; hvad
gør det? Vi har jo hverken presserende Brug for den enes Bøger
eller den andens Billeder; det væsentligste er dog, at saa mange
som muligt kommer ud, faar Øjnene lukkede op for alt det store
og levende og skønne, faar alt det gamle Støv rystet af sig
sammen med Jærnbanestøvet; er det Folk, der har Øjne til at se
med og Øren til at høre med, skal deres Rejse nok gøre sin
Nytte, selv om Novelleforfatteren ikke faar skrevet sin Operette,
og selv om Æstetikeren virkelig skulde faa et Bind færdigt af
sit store Værk.

* *

Den, der mange Gange har været i Paris, faar jo ikke hver
Gang noget væsentligt nyt Indtryk. Paris i 90erne er omtrent
som Paris var i 70erne, og gamle, erfarne Folk paastaar, at det
ikke var meget anderledes i Kejserdømmets letsindige Dage. Men
der kan være Sider af Pariserlivet, som man slet ikke lægger Mærke
til ved sit første Turistophold, og som ganske optager en ved det
næste; der er Ting, store og smaa, som man en skøn Dag op-
dager og dyrker, skønt de ogsaa har ligget og ventet paa at
blive betragtede og beundrede, hver Gang man tidligere var i
Paris. Man kan opholde sig i Paris en Maaned uden at høre en
Tone Musik, og i Maj Maaned i Aar kunde man gaa til Koncert,
fra man stod op, og til man gik i Seng, Koncerter, hvor en enkelt
— oftest med et stærkt slavisk Navn forsynet — Virtuos fyldte
hele Aftenen, og Koncerter, hvor Snese af Pariserberømtheder sang
og spillede hele Formiddagen.

Et Ophold i Paris kan være et dejligt langt Museumsbesøg,
det kan være et stille Landophold i de smaa Forstadsbyer eller i
de store Hovedstadshaver; man kan leve mellem Bøger, gennem-

Digitized by Google

534

Pariserminder.

blade de nyeste illustrerede Værker eller grave sig ned i gamle
mærkelige Skrifter paa Boulevarder og Kajer eller i Odeons Galle-
rier. Stille og ugenert kan man staa der og læse som i et
Bibliotek, uden at Boghandleren nogen Sinde synes, at Læseren
skal købe en Bog eller en Pjese. Jeg fandt for Resten ude i Odeon
en Pjese, der var Guld værd. Det var en Beskrivelse af Pressen
i Danmark i Aaret 1893. Der var Holger Drachmann Medarbejder
ved Berlingske, Hjorth Nationaltidendes Chef, medens Avisens
Redaktør en chef kaldtes Th. Bentzen, og Morgenbladet levede
endnu under d'Hrr. Fecher og Borsenus' Ledelse.

Der er Tider, hvor man i Paris ikke bliver træt af at se
de Tusender og atter Tusender af Drosker og Omnibusser, de fine
Luksusvogne — fra de smaa Enspændere, hvor Herren morer sig
med at køre sin Tjener en Tur ud i Charaps Elysées, til de
4 Spands, hvori Kusk og Tjener og Madame opfylder en ikke
altid lige kær Pligt ved at vise sig i Skoven ved den kinesiske
Pavillon Kl. 11 eller ved „Søen" Kl. 6.

Der kan være andre Tider — og det gik mig saaledes i
Aar — hvor Arbejdsvognenes Skønhed forekommer en som det domi-
nerende i dette uendelige Vognvirvar. Intet Sted, hvor jeg har
været, ses en saa broget Hær af Kærrer og Vogne med Frugt
og Kalksten, med lugtende Vande og Herreflipper, med 01 og
Vin, med Aviser og Brød. En italiensk Vogn er maaske mere
malerisk end en parisisk, men alle italienske Vogne er omtrent
ens, alle parisiske er forskellige; det er, som om Vognmageren,
ligesom Kevenhiiller i Selma Lagerløfs smukke Bog, kun kunde
gøre et Eksemplar af hver Slags. I Form og Farve, i Hjulenes
Stilling, Størrelse og Antal, i Forspandets Art og Seletøjets Tone,
er der Tusender af Variationer; snart hæver de tomme Tønder
sig i en Spids mod Himmelen, snart breder de sig ud i et langt
Geled bag de hvide, normanniske Hestes Karavane, snart titter
Gulerødderne ud gennem den hvidmalede Vogns Tremmer, og snart
gemmer de sig nede bag den gule Vogns tætsluttende Brædder
medens de grønne Toppe staar som en frodig Mark op over
Fadingen.

Den, der kan tegne og male, bør søge om en 3aarig Under-
støttelse af Staten til at udgive et Værk om Arbejdsvognene i
Paris. Jeg vil nøjes med at sige et Par Ord om Tespiskarren i
Paris i Maj 1893.

* *

Digitized by Google

Pariserminder.

535

Det, der gør et 14 Dages Teaterbesøg i Paris saa tiltræk-
kende, er ikke de opførte Stykkers Godhed, saa lidt som det er
Nyhedens Interesse. Ti det gaar her som saa ofte, at det gode
ikke er meget nyt og det ny ikke saa overvældende godt. Det er,
som det ogsaa helst mail være, naar bægge Dele ikke kan forenes,
ikke Stykkerne men Spillet, der er saa udmærket.

Frangais spillede Au giers Komedie „Les effronté.s" (Frække
Folk), som vort kgl. Teater burde have spillet for et kvart Aar-
hundrede siden. Nu vilde man maaske finde et og andet lidt
gammeldags i det udmærkede Stykke, der jo er en af Forløberne
for Ibsens og Bjørnsons Samfundsdramaer — jeg saa ogsaa en
streng Kritik i et fint fransk Tidsskrift, hvori der klagedes over,
at man havde optaget „dette gamle Stykke* i Stedet for at spille
noget nyt. Ja, hvad der ligger paa Direktørernes Skrivebord, er
jo ikke godt at vide, men intet af det ny, der spilledes nu i Paris,
ja ikke alt det ny tilsammen kunde veje op imod dette „gamle
Stykke-.

Der findes mellem denne Sæsons Nyheder ikke et eneste
alvorligt Stykke, undtagen Parodis Tragedie „La reine Juana*
(Johanna den afsindige); det er i alt Fald alvorlig kedeligt. Alt
andet nyt er mere eller mindre Farcer; Farcer kan nu være al-
deles udmærkede, intet vilde jeg nødigere nægte, og faa mor-
sommere Værker kunde man finde paa at købe end den ny smukke
7 Binds Udgave af Labiches „Comedies", som hans Farcer kaldes
paa sin Fransk. Men Aarets Farcer staar ikke i Højde med
Labiches. Det har været en rigtig god Middelhøst af Farcer, men
noget Mesterværk er der ikke kommet frem. Bedst erValabregues
.uartige" Vaudeville — man maa ddg ikke tro, at der er Spor af
Sange deri — „Le premier mari de France* (Den bedste Ægte-
mand i hele Frankrig). Des værre fik jeg den ikke at se, den
var foreløbigt lagt hen efter noget over 100 Opførelser, men den
vil atter blive taget op og vil nok leve en Del Aar; de fleste
andre vil blive spillede deres mange hundrede Gange og saa være
udspillede for Tid og Evighed.

Men at være et godt Trækplaster er jo allerede en smuk
Ting for et Stykke i vore Dage, og alle Teatrene spillede for
udmærket Hus, uden at man just behøvede at købe Billetter forud
til nogen Forestilling undtagen til „Valkyrien" i den store Opera.
Dertil var Billetterne revne bort flere Dage forud, ti nu er Pariserne
begejstrede for Wagner. Om de forstaar ham, ved jeg ikke;

Digitized by

536

Pariserminder.

men har de forstaaet ham, saa er det, som det sig hør og bør i
Syntetismens Tidsalder, sket gennem Lidelse. Det er smukke Ord,
Pariserne siger om „la Walkyrie" baade mellem Akterne og ved
Bortgangen, men de ser meget anstrængte ud, og de er yngre,
naar de gaar ind i Teatret, end naar de gaar hjem, mere end de
4 Timer yngre, som Forestillingen varer.

*

* *

Det er ikke mange Forfatternavne fra i Aar, der vil blive
indskrevne blandt Stjernerne, og det vil i alt Fald udelukkende
blive Farceforfattere. Valabregue er allerede en gammel, anset
Farcemager, her hjemme kender vi bl. a. „ Forlang altid Boulinards
Senop u , som han har skrevet sammen med et Par andre lystige Fætre.

Et nyt Navn for os er Léon Gandillot. For et Par Aar
siden skrev han til Déjazet Teatret „Ferdinand U Noceur* (Ferdinand,
den Udhaler), der gjorde en formidabel Lykke og opnaaede et
urimeligt Antal Forestillinger. Jeg kender kun de to første Akter
af Stykket, der var optaget paa ny nu, men blev saa jammerligt
spillet, at det var uudholdeligt at se. Det er bygget over en meget
pudsig Ide, men den første Halvdel forekom mig ikke overvældende
vittig. Hurtigt efter sit første Held skrev han „Les f emmes cd-
lantes* (Disse Burrer af Fruentimmer) og „Le Pardon* (Til-
givelsen), der forekommer mig vittigere i deres dristige Lystighed.
Med disse Stykker var Gandillots Lykke gjort, de første Kritikere
ofrede ham lange Artikler, og en af dem, jeg tror det var Francisque
Sarcey, sammenlignede ham med Shakespeare (!), saaledes at
Vægtskaalen sank en lille Smule til Gandillots Fordel. Nu i Aar
er Gandillots Lykke virkelig gjort, ti han har faaet et Stykke op-
ført paa Palais royal, og det er en virkelig Lykke for en Farce-
forfatter at faa et lystigt Stykke spillet af de ypperlige Kunstnere
paa dette Paris' morsomste Teater.

Den tredje er Georges Feydeau. I Fjor fik han paa
Palais royal spillet en fandenivoldsk Farce: „Monsieur chasse*
(Herren er paa Jagt), der, saa vidt jeg ved, var hans Debutarbejde;
nu spilles for 300. Gang et nyt Stykke af ham „Champignol malgré
lui* (Champignol mod sin Vilje) paa Nouveautés. Det er et
bedre tømret Stykke end det fra i Fjor, gennemsyret med ikke
saa lidt af Labiches Teaterkunst og med Feydeaus egen lystige
Slaaen til Skaglerne og hjertensgode Lattermildhed. Feydeau har
en Medarbejder til dette Stykke, derfor er det lidt svært at vide,

Digitized by Google

Pariserminder.

537

„hvad der er hvems", men er Feydeau Hovedmanden for „Cham-
pignol", saa er han maaske dog den af de tre Forfattere, der har
mest Udsigt til en Gang at komme til at høre til de klassiske
Farceforfattere.

*

* *

Der er en Ting, man ikke kan lade være med at lægge
Mærke til, det er den Maade, hvorpaa den franske Soldat optræder
i den moderne Farce og Operette. Der gøres i en ganske over-
ordentlig høj Grad — for at bruge et populært Udtryk — Grin
med Borgermusiken. „Champignol malgré lui" handler om en
Mand, der indkaldes til 28 Dages Tjeneste, svarende til vore
„Kantonnementsøvelser". Vi træffer her igen Officererne og Under-
officererne fra „Nitouche" , men de er trukne ikke saa lidt mere
ned i det komiske, skønt Stykket paa ingen Maade som Helhed
er mindre fint og vittigt end „Nitouche". Der findes en Scene,
hvori Soldaterne „stiller" første Gang, som i Satire ikke er mindre
skarp end Fritz Holsts „ Revyen"; den første Eksersits, hvor de
alle er i Uniform undtagen en kolossal stor Billetsjover, til hvem
der ikke i Hast kan skaffes en passende Uniform, og som cterfor
deltager i Øvelserne i civil Dragt og med en dertil hørende meget
umoderne høj Hat, bidrager ikke til at hæve Begejstringen for
,1a grande armée".

I Folies Dramatiques Kassestykke „Les vingt-huit jour s de
Clairette" (Fru Clairettes Kantonnementsøvelser) behandles ganske
det samme Forhold. Stykket er blot mindre vittigt, Latterliggørelsen
af Armeen ikke mindre.

Men det allerpudsigste findes maaske i Au d ran s nyeste søde
lille Operette „Madame Suzette"; her er der sket intet mindre end
en Revolution i Teaterverdenens Rangforordning. Her er den
lykkelige Elsker Købmand, ja saa at sige Handelsrejsende, medens
den uheldige Elsker, den, der besejres over hele Linien og i
Skønhed, Elskværdighed, Dannelse og Ridderlighed er Mercurs
Søn underlegen, intet mindre er end Officer i den franske Repu-
bliks Arme.

Man kan nu finde dette sørgeligt eller glædeligt — blot ikke
uden Betydning; saadant kan være Tilfældighed i et Stykke, det
er det ikke i en Række Stykker. Man tænke sig dette i Tyskland !
Den Dag, det sker i en Række tyske Stykker, og disse Stykker gør

Digitized by Google

538

Pariserminder.

Lykke, saa er man avanceret et Hanefjed hen imod almindelig
Afvæbning.

* *

Da jeg i Fjor var i Paris, spilledes der Pantomime paa en
hafv Snes Teatre; derved fik jeg Lejlighed til allerede for et Aar
siden at skrive (her i „Tilskueren"), hvad senere alle har kunnet
istemme, at „Kommandantens Statue" var noget af det kedsomme-
ligste og tarveligste, som tænkes kunde. Jeg smigrer mig dog
ikke med, at min Omtale af denne Pantomime har bevirket, at
det kgl. Teaters Styrelse fandt paa at opføre denne nu saa navn-
kundige Kommandant, om hvem den samlede Presse og det højst-
ærede Publikum for en Gangs Skyld var enige om at synge
Oktavios Replik om samme „Kommandant paa en anden Maade*:
„Bortfjerner i Hast denne Sorgens Genstand".

I Aar var Pantomimen som bortblæst fra Teatrenes Plakater
og figurerede nu blot paa Cirkusplakaterne, hvor den sikkert langt
mere hører hjemme. Ti om den henrivende Pantomime „Den
forlorne Søn" gælder sikkert Ordsproget om den enlige Svale. Det
eneste, jeg saa af Pantomime, var en Art af Parodi derpaa, som
findes i den allerede 4 — 5 Aar gamle Farce af Meilhac ,Ma
Cousine", der opførtes paa Variétés.

Saa længe det franske Teater har en saadan Samling af
Skuespillere som nu, vilde det ogsaa være Synd og Skam, om
Ordets Kunst skulde vige Pladsen for Benenes ; Ære være for øvrigt
de kønne Ben og de nysselige Fødder, hvis taktfaste Klik-Klak
paa Paris 1 Asfalt hører med til Byens Seværdigheder, som man
nok lægger Mærke til uden Stjerne hos Bædecker.

*

* *

Nogen større Forandring i de parisiske Teatre er der ikke
foregaaet siden i Fjor. Edenteatret, hvor de hver Aften spillede
Ballet og hvert Aar spillede Fallit, er nu ganske gaaet bag ad
Dansen for maaske allerede næste Aar at opstaa igen som Talescene
under Ledelse af en af Paris' berømteste Teaterdirektører —
efter et noget usikkert Forlydende, med Coquelin som første Skue-
spiller. Foreløbig tænker Coquelin kun paa at rejse ud for at
forøge sine Millioners Antal; en Del af sine Malerier solgte han
forleden, de lagde over en halv Million til Dyngen. Kun faa danske
Skuespillere kunde faa saa meget for hele deres Malerisamling.

Digitized by Google

Pariserminder.

539

Théåtre moderne's elegante lille Salon, hvor jeg i Fjor
saa et stort Passionsskuespil, er efter Teatrets Fallit omdannet til
en hyggelig, borgerlig Variété, hvor der efter Direktørens eget
Udsagn bydes enestaaende Præstationer for en latterlig billig Entré.

En og anden Skuespiller har byttet Teater, saaledes er den
nydelige Berthe Cernay gaaet fra Palais royal til Gymnase, og
den24. Maj forlodden solide, dygtige Skuespiller Frederic Febvre
Théåtre fran<jais for at trække sig tilbage til Privatlivet.

I overordentlig kønne Ord af Armand Silvestre sagde Mile.
Bartet Farvel til Febvre ved hans brillante Afskedsforestilling;
hun takkede ham for alt, hvad han havde gjort for Teateret, for
al den ihærdige Flid og al den minutiøse Samvittighedsfuldhed,
der sammen med hans store, smukke Talent havde gjort ham til
en af dem, der havde hjulpet mægtigt til at bevare det gamle
Teaters Glans; en af dem, sorn Kammerater og Publikum vilde
savne, ikke mindst fordi han gik bort endnu ungdommelig og
kraftig, før Alderen havde gjort sin Ret gældende, før nogen af
hans Evner var sløvede.

Og det var ikke blot de kønne Vers og Mile. Bartets smukke
— endog usædvanligt smukke Fremsigelse deraf eller det impo-
nerende Skue af alle Théåtre fran^ais' Skuespillere og Skuespiller-
inder i Halvkres om Febvre, der gjorde dette Øjeblik saa højtide-
ligt. Det var Erindringen om alle de uforglemmelige Aftener, hvor
Febvre havde ydet sin Skærv med til at „bevare det gamle
Teaters Glans" , det var Taknemmelighed for al den udmærkede
Skuespilkunst, han havde givet os Lejlighed til at se.

I 27 Aar har Febvre. efter at have vundet Berømmelse ved
andre Teatre, hørt til Fran^ais' bedste og mest anvendte Kunstnere,
og hvor mange Roller har han saa spillet i de 27 Aar?

Vi kender det jo fra 25 Aars Jubilæer her hjemme; det er
altid saadant noget som 300 å 500 Roller, hvis det da er en
nogenlunde hyppigt benyttet Skuespiller.

Halvfjerdsindstyve — 70 — Roller, store og smaa, ny og
gamle, alt i all 70 Roller er, hvad Febvre har spillet paa Francis.

Er der ikke noget talende ved dette Tal, er ikke Statistiken
en dejlig Videnskab? Jeg ved jo nok, at man kan læse alt muligt
ud af Statistiken ligesom af Recepter og Chiflferdepecher i Palais
royals Farcer, men kan man læse alt muligt i Statistiken, kan
man altsaa ogsaa læse dette: Naar en stor Skuespiller ved Verdens
bedste Teater i 27 Aar spiller 70 Roller, altsaa 2 å 3 ny hvert

Digitized by Google

540

Pariserminder.

Aar, saa faar han Tid og Ro til at indstudere dem, saa faar han
Lejlighed til atter og atter at uddybe og forbedre, til at indi-
vidualisere hver enkelt Person, han fremstiller; der skal ikke være
en Replik, han ikke efterhaanden faar alt det ud af, som han
kan finde deri og lægge deri, der skal ikke være en Følelse og
Tanke eller blot Tilløb til en Følelse eller Tanke, som han ikke
gør til sin egen.

Det er den ene Side af Sagen. Den anden er denne: Naar
de udmærkede, de verdensberømte Kunstnere spiller saa faa Roller,
saa bliver der Plads til at røre sig for de unge, for Verdensberømt-
hederne i Knop. Ved dette Teater sker alt — eller lad os ikke
være overtroiske, lad os sige det meste — „af kunstneriske
Hensyn"; der er det Skuespilleren, som vil løse en Opgave, og
som heldigvis næsten altid løser den udmærket, det er ikke
Familjeforsørgeren , der forøger sine Indtægter. Og en Ting til,
Skuespilleren ruger heller ikke over sine faa Roller, som Dragen
over sin Skat. Bliver en Kunstner træt eller syg — for det er
vel ikke alene kongelige danske Skuespillere, der kan blive syge —
saa forandres derfor ikke Forestillingen. Det kan vel hænde, men
jeg har rigtignok endnu aldrig set, at en Forestilling paa Fran<jais
er bleven forandret; nej, saa er der en anden Skuespiller, der
spiller hans Rolle, undertiden som en fin og nydelig Efterligning
af den oprindelige Indehaver af Rollen, undertiden paa en ganske
original Maade, med anden Maske, med andet Tonefald, ja med
helt anden Opfattelse af den fremstillede Persons Karakter.

Jeg saa saaledes Truffier, en af Gots tidligere Elever, spille
Giboyers Rolle i „Les éffrontés*, da Got var syg nu i Maj Maaned.
Uden at have set Got netop i denne Rolle kunde jeg fra endog
de mindste Bevægelser og til hele Rollens Opfattelse se en fuldendt
nydelig Studie efter Mesteren.

Paa den anden Side Le Bargy, om hvem jeg i Fjor, efter
at have set ham i en lille Rolle i, en „piéce de rideau*, anede, at
han vilde blive en „Elsker" af Rang, og om hvem jeg, efter at have
været saa heldig i Aar at se ham i en Del større Roller, ved, at
han allerede er en fortrinlig Kunstner — han spillede Hertugen af
Septmonts i „den fremmede", Coquelins gamle Glansrolle, saa
forskelligt fra den oprindelige Indehaver af Rollen, som en Aktor
og en Defensor, havde jeg nær sagt. Men er Billedet for stærkt —
hvad jeg dog ikke tror, naar det opfattes cum grano solis — saa
lad mig sige: saa forskelligt som f. Eks. Rudolf Bissen og Hammershøj

Digitized by Google

Pariserminder.

541

vilde male det samme Landskab. Træer og Vand og Luft vilde
være det samme i de to Billeder, og dog vilde de blive uhyre
forskellige netop ved det, der gjorde dem bægge til Kunstværker,
det samme, som gør Théåtre frangais' Ydelser til Kunstværker, det,
hver enkelt virkelig Kunstner sidder inde med, og som hverken
Tradition eller Skole har noget med at gøre, Evnen til at se
Naturen og Livet paa sin særegne Maade og gengive sit Syn
saaledes, at vi Tilskuere — om saa blot for et Øjeblik — føler
og tænker paa samme Maade.

Coquelin var langt mere brutal og lidt komisk i sin Lighed
med et stort Dyr, der med en vis Skadefryd tramper ned, hvad
det møder paa sin Vej, Le Bargy var den elegante Verdensmand,
for hvem der kun er et levende Væsen at tage Hensyn til: hans
eget kære Jeg. Coquelin ligesom godtede sig over at skulle skyde
sin Hustrus Ven ned „som en lille Kanin" — han morede sig
kosteligt ved at kalde ham en lille Kanin; Le Bargy brugte lige
som tilfældigt det Udtryk at skyde ham ned som en lille Kanin,
han vilde virkelig blot tage ham bort som et lille Dyr, der
generede ham. Coquelins Hertug vidste godt selv, at han var en
brutal Fyr, og det morede ham at være det, ogsaa fordi han selv
følte, at han var en Smule latterlig, Le Bargy vidste om sig selv
at han absolut ikke var latterlig, og det faldt ham slet ikke ind,
at han var brutal, han var til Fingerspidserne Verdensmanden
med den mest „brutale Samvittighed". Man kunde tænke sig, at
Dumas fandt den ene Kunstners Opfattelse „rigtigere" end den
andens, vi andre har kun at beundre dem bægge. For en Ordens
Skyld maa jeg bemærke, at jeg kun saa Le Bargy i et Brudstykke
af „den fremmede". Derimod saa jeg ham spille en stor Rolle i
„Les éffrontés" nemlig Henri. Det er ingen af Stykkets Hoved-
roller; den vilde her hjemme sikkert først blive besat, naar de
bedste Skuespillere havde valgt 5 andre Herreroller, og saa vilde
man efter Opførelsen sige om Henris Fremstiller: ja det var ikke
noget videre, men det var ogsaa en kedelig Rolle — den Slags
Ytringer, der baade kan høres og læses, fordi det er den almindelige
Mening, at Stykkerne er det væsentligste, Udførelsen det under-
ordnede, hvad der just ikke bidrager til at hæve Skuespilkunsten. —
Paa Fran<jais blev Le Bargys Henri en af Forestillingens bedste
Ydelser, og Tanken om, at det var en underordnet Rolle, kom
ikke frem. Henri er en rig Mands Søn, han gør ingen Ting und-
tagen lidt Gæld, han har ingen videre Interesser undtagen for

Digitized by Google

542

Pariserminder.

Teatrenes Danserinder, han har villet være Officer, det syntes
Faderen ikke om, og saa bestiller han intet andet end at holde
permanent Ferie. Men han er en brav Fyr, et fint og godt
Menneske, og da det viser sig, at Faderen har faaet sine Penge
paa en ufin Maade, tvinger han ham til at give de narrede
Kunder Pengene igen, renoncerer selv paa sin Arv og bliver Soldat.
Le Bargy gav et henrivende Billede af denne unge Mand, man
følte straks, at det var et bravt og nobelt Menneske, en udmærket
Søn og en opofrende Broder, man forstod, at han skønt borgerlig
var en søgt Gæst i de fineste Krese, og da han renoncerede paa
sin Arv, fik man ikke den ellers ret almindelige Følelse af, at del
var et Træk, der er hyppigere paa Scenen end i Livet; en Mand
som Le Bargys Henri maatte og vilde altid handle saaledes.

Det er et saadant fuldlødigt Kunstværk, som det gør godt
i Hjertet at tænke paa, det er for den Slags Ydelser, at man
føler det som en Hvile i Paris at gaa 1 å 2 Gange om Dagen i
Teatret, medens man hjemme kan sidde i Teatret og føle sig træt i
de Scener, hvor ikke netop den og den Kunstner holder en i Aande.

I Marivaux' gamle Stykke „Le jeu de Vamour et du hasard*
spillede Le Bargy den som Tjener forklædte Elsker, der i sin For-
klædning vil iagttage sin tilkommende Brud; som bekendt —
Stykket er spillet her under Navnet „Kærlighed og Lykketræf* —
har hun den samme Ide og optræder som Kammerpige. Naturligvis
forelsker de sig saa i hinanden. Stykket, der nu ikke er saa ud-
mærket, som man i Frankrig er opdraget til at tro, fik en ny
Glans ved Le Bargys Spil — Baretta har i mange Aar spillet den
unge Pige lige saa nydeligt; der var over dem bægge en saa
fin Skønhed, en saa nobel Intelligens, at man forstod, at en ung
Pige eller en ung Herre i Parykkernes stive Tid kunde sige:
„Selv om det kun er en Tjener eller Tjenestepige, saa gifler jeg
mig heller med ham eller hende end med hvilken som helst Person
af det fineste Selskab.

* *
G. Berr, en anden ung Skuespiller, som jeg bed Mærke i
forrige Aar, optraadte slet ikke; derimod saa jeg for første Gang
en ung Mand Leloir, der viste sig som en fortræffelig Kunstner
i Gammelmandsroller, baade i Komedie og Tragedie. Han spil-
lede den gamle Marquis d'Auberive i „Les éffrontfs*. Det er en
gammel Adelsmand, der ser, at Adelens Tid er forbi — Stykket
foregaar i Paris 1845 — men han ser med uendelig Foragt

Digitized by Google

Pariserminder.

543

ned paa Bourgeoisiets Mænd, han ser, at det er Pengearistokratiet
og Pressens Folk, der skal op eller rettere er ovenpaa, og han ser
hvilke Kanaljer der findes blandt dem. Det er ham en Glæde at
hjælpe den ene Kæltring til at knuse den anden; som god, garn-
rod Adelsmand betragter han det som en næsten lige saa for-
nøjelig Sport som Hanekampe og Tyrefægtninger. Den sære
Patron, der for øvrigt overfor sin unge Hustru — fra hvem han
er skilt — optræder som en gennemført fin Adelsmand i Ordets
allerbedste Betydning, fik en fortræffelig Karakteristik af Leloir,
og det var med Forbavselse, at jeg efter Forestillingen erfarede, at
det var en ung Mand. Mærkeligt nok spilles Stykket ikke i 40rnes
Kostume, men det forekom mig, at Leloir i sin moderne Dragt var
en Mand fra den Tid, som vi kender ham fra Billeder og Bøger
og Barndomserindringer. — I Parodis tyndbenede Tragedie sagde
Leloir den gamle Kong Ferdinand af Aragoniens Vers med mere
Sandhed og Kunst, end de er skrevne med. Han hører til de
sikre paa Théåtre frangais.

*

* *

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom til at tænke paa det bekendte
Billede af Napoleon, der tager Afsked med sin Garde, da Febvre
stod „synligt bevæget" omgiven af alle Teatrets Skuespillere og
Skuespillerinder. En Lighed er der dog: det var Folk, der har
været med til at vinde mange Slag; hvem kan nævne dem alle
uden at skrive et stort Værk?

Der stod forrest Worms med sit graasprængte Haar og
sine dybe, melankolske Øjne. Hvor spiller han ikke mærkeligt i
% Reine Juana* , dette Stykke der spænder over et lige saa langt
Tidsrum som „Ulysses von Ithacia". Han begynder som den
15aarige Infant og ender som den bodgørende Kejser Carl den
femte, og han faar et virkeligt og et stort Menneske ud af denne
Tekst, som jeg nu snart har forbandet lige saa ofte som Gottfred
forbander den hollandske Matros i „Det lykkelige Skibbrud*.

Her bagved staar beskedent Albert Lambert fils, som
jeg denne Gang havde den Glæde at se hver Aften i Théåtre
fran<jais; da Mounet Sully var bortrejst eller syg, spillede han en
Del af hans Roller foruden sine egne. Han var en pragtfuld Ruy
Bias, ingen Efterligning af Mounet Sully, men dog vandrende ad
den Vej, som denne besynderlige, geniale Kunstner har brudt
Han var en fin Sergine, den ubestikkelige Journalist mellem Presse-

Tilskueren 1893. 36

Digitized by Google

544

Pariserminder.

banditterne i 9 Les éjfronté$*, ligesom han i en lille Bondeidyl paa
Vers „Vincenette* af Barbier viste sig som en „lyrisk Elsker*
af Rang.

Der er den næsten halvblinde Jean-Paul Mounet, Mounet
Sullys Broder, hvis Don Saluste i »Ruy Bias" betydeligt overgaar
Febvres; genialt og overvældende dygtigt spiller han de „mørke
Roller" i Tragedier og store Dramaer; han er en af Fran^ais'
bedste Støtter.

Pierre Laugier ligeledes en ganske ung Mand, lidt kantet
og usleben endnu, men af dem, der en Gang vil „tælle med",
Ogsaa han spiller „gamle Roller".

Gamle Got staar endnu i sin Dragt som den gamle Rabbi
i „L'ami Fritz" , hvori han i Aften har vist sig første Gang efter
sin Sygdom.

Goquelin Cadet, Parisernes Yndling, en elskværdig men
egentlig ret tarvelig Skuespiller, der ikke har anden Lighed med
Broderen end Navnet.

Der staar en Flok af store Kunstnerinder: Baretta-Worms
med de intelligente, store Øjne, hun, hvis lidt tilslørede Stemme
endnu har en henrivende Klang, og hvis Spil er fint og betagende
som i de unge Dage. Der er Reichenberg, som forlader
sine Børnebørn for at tage i Teatret og spille den 15aarige
Vincenette, — i alt Fald er hun Bedstemoder, hvad en skarp
Kikkert for Resten kan lade os ane. Der erBroissat, som ogsaa
er bleven gammel, men hvis Stemme endnu klinger saa kønt, og
hvis Smil ikke er gammelt endnu ; hun spillede den unge Dronning
i „Ruy Bias" smukt og fint, selv om Kikkerten ogsaa her prote-
sterede mod Rollens Aar. Friskere og solidere — men med mindre
Følelse, med mere Intelligens og mindre Hjerte har Bartet i
Aften spillet den samme Rolle.

Der staar et „nyt Ansigt". Det er Am el, hvis Spil i en
ganske lille Rolle imponerede mig i Fjor. Det var Barnepigen
Orsola i „Par le glaive*. Hendes Rolle bestod i at synge en
Vuggevise og sige 2 — 3 Repliker; men hun gjorde det ypperligt 1
Aar saa jeg hende som en gammel rig Bondekone i „ Vineenette* ;
hun spillede med en Følelse som Fru Sødring i „Tordenvejr*;
men det bedste præsterede hun netop ved Febvres Festfore-
stilling ved at synge et Par gamle Viser af Ronsard. Hun har
absolut ingen Operastemme, men sin lille, fine Stemme benytter
hun saa kønt og med et saa aldeles enestaaende dramatisk Fore-

Digitized by Google

Pariserminder.

545

drag, at man maa beklage, at der kun saa sjældent er Brug for
den paa Francais. Hun maa dog nødig søge andetsteds ben,
hun hører til der.

Ja, hvor skulde man kunne nævne dem alle; over et halvt
Hundrede staar de der; jeg vilde blot nævne nogle af dem, jeg
særligt har lagt Mærke til i Aar, og saa har jeg gemt til sidst
Jane Hading, der debuterede i Aprilmaaned paa Francis som
Marquise d'Auberive i >Les éffrontés*. Jane Hading er vel ikke
længer helt ung, men hun er endnu bedaarende skøn. Det var
sikkert denne Skønhed, der bevirkede, at man først lagde Mærke
til hende for godt og vel en halv Snes Aar siden, da hun spillede .
paa Gymnase; en saadan Skønhed var sjældnere end en saadan
dramatisk Begavelse. Hun sørgede dog for, at man hørte op med
at tale om Skønheden for at beundre det, der var bedre: hendes
Skuespilkunst. I 1883, da hun sammen med Sarah-Bernhardts
Mand Damala bl. a. spillede Octave Feuillets Rabalderstykke n Un
roman parisien*, hjalp hun Gymnases øvrige udmærkede Kunst-
nere til at gøre dette Teater til Fran^ais' farligste Medbejler. Det
var efterhaanden givet, at hun maatte ende paa Fran?ais, men
det synes, som om der har været arbejdet stærkt derimod. Nu
endelig i Aar „debuterede" hun, og hendes Sejr var saa afgørende,
at hun næppe kommer fra Fran<jais, saa længe hun vil spille
Komedie. Og naar det er saa afgjort, at hendes Spil er udmærket,
saa kan man jo nok have Lov til ogsaa at glæde sig over hendes
Skønhed og længe efter tænke paa hendes store, dybe Øjne.

*

* *

For en Fuldstændigheds Skyld maa jeg igen vende tilbage
til 9 La reine Juana", der fyldte Teatret, hver Gang det spilledes,
og som i 4de og 5te Akt henrev Publikum til et rasende Bifald.
Det var ikke Stykket, som var Skyld heri, og heller ikke den
Kunst, hvormed mange gode Skuespillere udførte de forskellige
Roller — foruden Worms som Carl den femte, spillede Paul Mounet
en Marquis, der af Ædelhed, for at opretholde Riget, hjælper til
at pine Dronningen , Lambert spillede hans Søn , som af Ædelhed
giver Riget en god Dag for at befri Dronningen for Pinslerne,
og Mile. Brandes var ogsaa saa ædel at opgive sin egen Lykke
for at følge Dronningen i hendes Pinsler — nej, det var ikke
Kunst, det var et Kunststykke, der trak Hus, og det var Mile.
Dudlay der gjorde Kunststykket. Hun spillede Dronningen

36*

Digitized by Google

546

Pariserminder.

som ung under Resignation fra Publikums Side, men efter-
haanden som hendes Haar blev graat — hver Skuespiller havde
4 å 5 Parykker, Herrerne med tilhørende Skæg — efterhaanden
som Akterne skred, blev Publikum uroligt, og da Dudlay som
75aarig med snehvidt Haar rallede i Dødskampen, forlangtes hun
frem for aabent Tæppe. Publikum blev grebet, ligesom da Emil
Poulsen døde som Bisp Nicolas, skønt Dudlay langt fra spillede
saa godt; endnu fjernere var hun fra Ristoris Dødsscene som
Elisabetta. Dudlay spiller hele Tiden pænt, skønt hendes af og
til læspende Organ ikke er heldigt, men det, der betager Folk, er
meget mere Parykmager- og Malerikunst end Skuespilkunst;
alt, hvad der kan tages paa (eller af), og alt, hvad der kan
læres, var der; det ene fornødne, det, der kommer fra Hjertet,
var der ikke. Men mærkeligt er det, hvor en ung Skuespillers
Fremstilling af en Oldings Dødskamp let kan gøre Publikum
henrykt.

Det er denne Dødskamp, Parodi kan takke for sine gode
Indtægter; Lykke gør han ikke hos et forstandigt Publikum.

*

♦ *

Dog, hvorfor tale om Død og Elendighed, naar man har
Hovedet fuldt af glade Farceindtryk? Hvor kan de Mennesker
spille Farce, og hvor er deres Spillemaade forskellig fra den, der
har faaet Borgerret her hjemme, og som efterhaanden har gjort
det af med Farcen, denne fornøjelige Kunstart!

Der er en Mand, der en Gang hår sagt noget om, at en
Farce >blev spillet for langsomt, en anden har saa gentaget dette
Visdomsord, og efterhaanden har man faaet den Ide, at en Farce
er en Slags Fodsport; den, der løber hurtigst og smækker mest
med Dørene, spiller bedst Farce. De Folk, der tror det, skulde
f. Eks. se Baron spille Farce; han taler saa langsomt, at man
forstaar og glæder sig ved hvert eneste Ord; hvert Ord kommer
til sin Ret, og det er Forfatterens Ord; franske Skuespillere im-
proviserer sjældent paa Forfatterens Bekostning.

Baron spiller i „Ma Cousine* to Scener, hver paa nogle
faa Ord — de samme i dem bægge; han bruger flere Minutter
dertil, men man keder sig intet Sekund, man falder ikke i Søvn,
man bestiller ikke andet end at le; det er det, der forstaas ved,
at der er Fart i Farcespil, selv om Ordene udtales meget langsomt

Ghampcourtier, som Baron spiller, er en temmelig stor Idiot,

Digitized by Google

Pariserminder.

547

en rig Mand, der i sin Klub drilles paa alle mulige Maader, bl. a.
bliver han opfordret til at skrive et Stykke. Han skriver da et
og henvender sig til en berømt Skuespillerinde for at faa hende
til at spille det privat eller paa et Teater. Og skønt hun vægrer
sag drabeligt, begynder han at læse Stykket op; men det bliver
ved Titel og Personliste; ti han finder det selv saa utroligt vittigt,
at han ikke kan læse for Latter og gentager uophørligt de samme
Ord. Det er den ene Scene. Den anden er, da Stykket virkelig
skal spilles, og han skal læse det op; nu er han saa rørt, at
han er ved at kvæles af Graad og uophørligt stammer Titelen
»Hortenses Hornblæser" og Personlisten frem. Enhver Farceskue-
spiller burde se« de to Scener; om han end finder sig selv nok
saa vittig, han maa dog indrømme, at den fine Kunst, den frugtbare
Latter og Graad, der bliver til lutter Latter paa Tilskuerpladsen,
den utrolig pudsige Betoning af de samme tilbagevendende Ord —
at alt dette er mere værd, mere sand Farcekunst end de dristigste
Spring i Luften, de drabeligste Slag paa Laarene, Puffen med
Albuerne og Slag i Dørene.

Farcespil er ingen „Circuskunst* ; det er lige saa fint som
Tragedie; og god Farce er uendeligt mere værd end daarlig Tragedie.

En af Perlerne ved Febvres Afskedsforestilling var Coquelins
— den rigtige gamle Coquelins — Udførelse af Mascarille i „Les
précieuses ridicules* , kendt fra hans Optræden her. Stykket er af
Moliére og hører til Francis* fineste, men den, der tror, at
Mascarilles Sang er andet end Farce tager mærkeligt fejl. Goquelin
synger denne Sang aldeles vidunderligt; man kunde vedblive at
høre ham synge den meget længere, end han kunde holde ud at
synge. Der er ikke et Ord , ikke en Tone deri , hvor ikke alt er
vittigt og sprudlende og alt det gode, der kan siges om komisk
Digtning og Udførelse. Men det er Farce, den reneste, skæreste
Farce, lige saa burlesk som Barons Oplæsning og de andre Farce-
skuespilleres Ydelser.

Ogsaa her staar man overfor en Hær, hvoraf man kun kan
nævne nogle af Generalerne. Baron er i Øjeblikket den mest be-
tagende. Han er nu ogsaa i sit Ydre som i sit Indre skabt til Farceur.

Saa er der Raymond ved Palais royal — hvis Styrke ikke saa
meget er et pudsigt Ydre, som den gavtyveagtige Maade, hvorpaa
han synes uvidende om, hvor morsomt det er, som han siger.
Han gør hvert Ord saa pudsigt, det kan blive, før han afleverer

Digitized by

548

Pariserminder.

det, og saa ser han uhyre forbavset ud, naar det ikke opfattes
som Salomos Visdom.

Han spiller i Aar i Gandillots Farce * Underpræfekten i
Chateau-Busard*. Underpræfekten rejser, trods Ministeriets Forbud,
til Paris og paalægger sin Tjener at sørge for, at ingen faar det
at vide. Tjeneren staar og prøver Underpræfektens Uniform, da
en General, der er paa Inspektionsrejse, viser sig for at se Under-
præfekten efter i Sømmene; han tager naturligvis Tjeneren for
Underpræfekt, og denne godmodige, men ikke meget kløgtige Fyr
maa da for at dække sin Herre gaa ind derpaa. Det er Raymond,
der er Tjeneren; han er overbevist om, at han klarer sig udmærket,
Generalen derimod erklærer straks Underpræfekten for „en Bede*,
senere for en Idiot, men Raymond straaler af Glæde, han varter
af og til af Vanvare op ved Bordet, redér Sengene i Gæsteværel-
serne, men tror stadigt, at de ikke lægger Mærke til det, og at
han * klarer den storartet*. Aa Gud, hvor ser han dum ud, naar
han sidder og ryger Cigar med de fine Herrer, aa Gud, hvor er
han for kløgtig en Skuespiller!

Der er den tykke gemytlige Da il ly, ved Palais royal, som
jeg kun saa spille en lille Rolle ved Febvres Forestilling — man
vil forhaabentlig have faaet det Indtryk, at en stor Del af, hvad
„der duer i Paris*, medvirkede der.

Der er Mil her, som spillede Generalen paa Inspektionsrejse,
en af Palais royals sikre Mænd. Lige saa komisk han var som
Generalen, der narres af Tjeneren og et Par Skuespillerinder, lige
saa nydelig var han, da han opdager, at han har været til
Nar. Gandillot har skrevet denne Scene med megen Smag og Finhed,
og den gamle General, som vi har let af hele Aftenen, imponerer
os i den ved sin Noblesse, takket være Milhers dygtige Spil.

Jo, der er Folk mange Steder i Paris, der kan spille Farce,
og der er enkelte Steder, hvor de kan spille Operette. Det kan
de saaledes paa Bouffes. De har nemlig der opdaget at de, der
optræder i en Operette, skal kunne baade synge og spille Komedie.
Denne Opdagelse — og dens Tagen ad notam — bidrog stærkt
til at Audrans nyeste Operette »Madame Suzette* gjorde Lykke.
Særligt har de der en ypperlig Elsker i Pi c a lug a, hvis Stemme
er ganske bedaarende, en net Elskerinde i Miss Helyetts Frem-
stillerinde Bi ana Du hamel, men det bedste var dog en ny Mand,
en af de rigtige Farceurer med en udmærket Sangstemme, Dekernel.
Han gav den ovenfor omtalte Officer, der maa vige Pladsen for

Digitized by Google

Pariserminder.

549

den unge Handelsrejsende. Hans selvglade, simple Latter, der i
1ste Akt bedaarer den unge Pige, men forskrækker hende i sidste,
den fedtede Bondeofficersflothed, der imponerer »et enfoldigt Pige-
barn 41 en kort Tid, men som efterhaanden opdages, kort sagt alt
det ufine, som kan træffes tit og ofte hos en Officer i en Garni-
sonsby, men som er nyt at træffe paa Scenen, havde Dekernel
samlet og serverede det i stærk komisk Belysning. Kunde den
Mand ikke synge saa godt, saa kunde han blive en udmærket
komisk Skuespiller.

Der er mange, som det vilde være morsomt at skrive om,
blot man kunde narre nogen til at læse det; der er f. Eks. de mange,
der spiller med i det mærkelige Stykke „Manden med det knuste Øre"
paa Gymnase. Ja det er mildest talt et mærkeligt Stykke. 1ste Akt
foregaar 1813, 3die Akt 1893, nogle Scener er Komedie, andre
Tragedie, der er rene Farceroller og meget alvorlige Roller, det
handler blandt andet om en af Napoleons Officerer, som den store
naturkyndige Franz Nibor — hentørrer, ligesom de laveste Dyre-
arter eller Bakterier skal kunne hentørres, og som saa efter Recept
vækkes op igen 80 Aar efter. Det er slet intet Rabalderstykke
eller Feeri, kun en selsom Blanding af Skuespilarter, alt tillavet
efter en gammel Roman af Edmond About.

De spiller endnu udmærket Komedie paa Gymnase, skønt
Franfais jo fører den farlige Krig med dette Teater, efterhaanden
at tage dets gode Skuespillere.

Noblet, hvis Fag ellers er den rigtige Pariser, som man
paastod, at Wulff var den rigtige Københavner, spillede her i de
første Akter en ung Officersoppasser, en lille Garit Etlarsk op-
ofrende Fyr — i 3die Akt var han over 90 Aar, et gammelt Hus-
inyentar med Frisprog, der tager sig alle mulige Friheder overfor
Husets kvindelige Ungdom. Berthe Cerney spillede en ung Pige,
den samme som ældgammel og som sit eget Barnebarn. Madame
Desclauzas, der er en farlig Rivalinde til Variétés mageløse
komiske Skuespillerinde Mathilde, vakte stor Jubel — og med
Rette — som en engelsk „nurse*, Raphael Duflos der debu-
terede 1880 i København i Sarah Bernhardts Selskab, har efter-
haanden svunget sig op til at blive en fortræffelig Skuespiller;
han spillede den unge Krigsmand, der hentørres og vækkes til
Li?e. De fire kan man saamænd godt en køn Aften faa at se
paa Fran^ais. Men det var ikke de enkelte Skuespillere, der bar
dette mærkelige og trods mange Urimeligheder virkelig inter-

Digitized by

550

Pariserminder.

essante Stykke — som maaske en dansk Direktør burde prøve —
det var et Sammenspil „uden Lyde", en mønsterværdig Iscene-
sættelse, og den mærkelige Stemning, der var udbredt over de
forskelligartede Scener.

Gymnase er et Teater, man altid roligt kan købe sig en
Billet til. De kan give nogle mærkelige Stykker, jeg tror aldrip
jeg har set noget rigtigt godt Stykke der; men jeg har heller aldrip
set noget Stykke der blive daarligt spillet.

* *

I den store Opera hørte jeg en aldeles brillant Wotan i
„ Valkyrien u : Del mas — i det hele taget gik Wagners mægtige
Opera udmærket. Indledningskoret til tredje Akt, de 9 Val-
kyriers Sang, med det bekendte Hojotoho var usigeligt dejligt —
ja og saa hørte jeg Yvette Guilbert.

Det var nu ikke i den store Opera, men det var i Francis
ved Febvres Forestilling.

Yvette Guilbert er Café-chantant-Sangerinde. Hugues le Roux
; opdagede« hende, holdt et Foredrag om hendes Sang, som saa
Yvette illustrerede ved at give Prøver paa denne. Hun blev
hurtigt en Berømthed, forgudet og forkætret; jeg var meget nys-
gerrig efter at se og høre hende, og Théåtre fran$ais' Publikum
var yderst spændt. Ikke siden den Aften, da Sarah-Bernhardt
optraadte første Gang, efter at hun var rejst til Mentona for at dø
af Brystsyge og i Stedet for vendte rask hjem, har jeg mærket en
saadan Spænding i det gamle Teater. Der sad en Herre ved Siden
af os — egentlig var han en Del af et Konsortium, Billetterne var
jo dyre, og det viste sig, at vi fik en ny Sidekammerat til hver
Afdeling — han havde nu valgt Yvette Guilbert. Han svedte Be-
gejstringens Sved, han begyndte at snakke med os: „Det er Yvette,
Folk vil se, det er for hendes Skyld, de har betalt de mange
Penge* ; han tørrede sin Pande og smilede i Forventning om det
store Øjeblik; Publikum var uhyre spændt.

Saa kom Yvette. Hun er ikke køn, slet ikke, Kindbenene
er noget fremstaaende, Næsen lidt i Retning af, hvad man kalder
en Kartoffelnæse; men man glemmer ikke dette Ansigt, den
hele mærkelige Fremtoning, noget som Besnards „gule Dame*
men doucere i Farven, bedre i Rejsningen. Hun saa ikke fræk
ud, snarere beskeden, men der var ikke det Gran af, at hun skulde
føle sig ilde til Mode paa de klassiske Brædder; hun stod der

Digitized by Google

Pariserminder.

551

som en Dronning. Hvis jeg maatte løbe løbsk i mine Lignelser,
vilde jeg sige, at hun lignede det moderne franske Maleri, eller
nærmere de i douce Farver kunstnerisk udførte Gadeplakater i Paris;
hun mindede om Paris' Gader, dog ikke i nogen uiin Betydning;
der var en Stemning som over en af de Gader, hvor ingen Luksus-
vogne ses, hvor Arbejdskarren drages op af Hest efter Hest, og
hvor Luften fyldes af Hjulenes Rumlen og Kuskens Raab: Hyh!
Hyh! I faa Ord: Jiun forekom mig som Paris.

Spændingen voksede, hun meddelte, at hun vilde synge en
Sang af Massenet, jeg tror den hed „Le printemps"; man blev
urolig, gjorde hun Nar af Folk, vilde hun synge fin Musik, eller
var det en Parodi?

Det var ingen Parodi, det var Alvor, en underlig Alvor. Hun
sang godt eller rettere deklamerede, en Mellemting, Stemmen lidt
tilsløret, det blev endnu mere Paris' Gader, det underlige, vemodige
Raab, der høres en tidlig Morgenstund i de Bydele, hvor der ar-
bejdes, det var Foraaret, ikke ude paa de store Vidder eller i
Skovene, men Foraaret i Rue Vaugirard. . '

Publikum var forbavset, nogle hyssede, andre klappede,
vor Ven ved Siden af hyssede og klappede paa en Gang. En
enkelt raabte „å la porte*, de fleste forlangte „en anden Måner \

Saa fik vi en anden Maner, saa fik vi den rigtige Yvette
Guilbert, „ Chansonetten a , Revyvise-Sangerinden.

Tilhyller eders Hoveder I kongelige Teatre, klæder jer i
Sæk og Aske: Yvette Guilbert sang Revyviser paa Théåtre fran<jais!

Og hun sang dem saa aandrigt og vittigt, saa bedaarende
og indsmigrende, ikke en Smule for understreget og heller ikke
for lidt pointeret, med et Skælmeri og et godt Humør, saa alle
de fine Folk lo og glemte, at de skulde være fornemme, og efter
at have set baade Shakespeare, Victor Hugo, Moliére og Dumas
samme Aften forlangte de mere og mere af Yvettes Revyviser.

Vor Sidekammerat havde Ret; det var det, de havde givet
de mange Penge for.

Kom saa og sig, at Paris ikke er en mærkelig By!

Axel Henriques.

Digitized by Google

Af Professor Ghr. Agerskovs Brevsamling.

Ved Knud Bokkenheuser.

Afdøde Professor Agerskovs Brevsamling, som er temmelig stor,
indeholder foruden Breve en Del Digte af forskellige Forfattere (trykte
og utrykte) i Manuskript, men Undersøgelsen af disses Værd og Uvis-
heden om, hvorvidt de har været trykte eller ej, vil foreløbig afholde
mig fra at udgive dem. Naar dertil kommer, at en Del af Brevene hid-
rører fra nulevende Personligheder og er af meget intim Art, og at de
fleste af Chr. Winthers Breve har været trykte før, vil man ikke undre
sig over, at kun saa lidt bliver tilbage. — Hensigten med Udgivelsen er
fra min Side en dobbelt. For det første overdrog Professor Agerskov
mig, medens han levede, det Hverv at udgive saadanne Breve af hans
Samling, der kunde have Interesse for en videre Kreds, dernæst ved jeg,
at disse Breve ogsaa bidrager til at belyse min afdøde Ven og Lærers
elskelige, humane Person.

I.

Fra Johan Velhaven 1 ).

Christiania, d. 17. Nop. 35.

Det gaar med min Brevskrivning som med nogle andre Anlig-
gender: Den lider af Opsættelse. Jeg læste i min Barndom i Wolffs
tydske Læsebog et ubetydeligt Rimeri, der hedder: Morgen, Morgen, nur
nicht heute o. s. v. — du kender det nok. — Og jeg fandt allerede
den Gang, at det var en lidet opbyggelig, skønt meget fornuftig Tale.
Det er vist slemt for nogle Gemytter, at man indblæser gode Moralier i
slette Vers. — Der er imidlertid en god Side ved denne Opsættelse i
Brevskrivning: medens man gaar og maner og plager sig selv, frem-
træder den fjerne Vens Billede tydeligt og paa mange Maader i Fore-
stillingen, og man korresponderer saaledes netop ret grundigt med ham,

') Fra Johan Welhaven foreligger en Del af hans Digtsamlinger med Dedi-
kationer i; foran i „Norges Dæmring* (Ghr. 1834) findes følgende lille Vers:
Til Chr. Agerskov.
For knap De her Besøgeisen beregnede,
vil sige: varig nok for Povl og Peter,

for denne By es usle Rariteter, ,
men ak, for knap og fransk for undertegnede

Joh. Wklhavfn.

Digitized by Google

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

553

medens man ikke kan overvinde sig til at gøre det overfladisk paa Pa-
piret. Jeg har her hjemme atter været sammen med dig overalt, hvor
vi færdedes, fra det Øjeblik, jeg første Gang saae dit placidum caput i
Studenterforeningen og til den traurige Stund, da Himlen selv syntes at
lamentere over to ædle Menneskers Adskillelse. Du kan ogsaa let fatte,
hvor meget der her maa bringe mig tilbage til hine behagelige Erin-
dringer. Her er nu mine Fjender, Mennesker med Torskehoveder og
med Oxehoveder og med Hundehoveder, Mennesker med Pigger og med
Kløer og med Haitænder. Bare jeg gaar stille paa Gaden komme de
undertiden snøftende og gryntende og pibende, ligesom om de vilde give
til Kende, at de gerne skulde æde mig, hvis det ikke var en Gade-
uorden og stridende mod Politilovene; thi alle disse Skabninger ere, paa
nogle faa nær, gode Borgere, og flere af dem betale Lygteskat og andre
Tyngder. Dernæst er her mine Velyndere og Venner; og dette skulde
jo være behageligt og ligesom en Modgift og en Trøstenskilde, og det
er vel ogsaa baade det ene og det andet. Men nogle af disse mine
Støtter, der høre til den Klasse af Mandspersoner, der synes at være
skabte til Hanreier og Tøffeldansere, ere over al Maade matte og vinge-
stækkede. De vise en Slags Medlidenhed med mig og en krank Om-
hyggelighed, som jeg ikke kan lide. De ere af disse kjedsommelige for-
standige Mennesker, der altid ville se en Sag fra to Sider, om det saa
er et mathematisk Punkt eller en ditto Linie ; de kunne ikke taale, at man
kalder noget Sort eller Hvidt; thi der er et Sølen med dem, som gør,
at de, i disse Retninger, aldrig komme videre end til Graat. Disse Folk
kaldes iøvrigt de Sindige, og det er af denne Sort, vi her oppe fabrikere
os Hædersmænd; thi saadanne kan jo en rask opadstræbende Nation
ikke vel undvære. Naar de ere døde, kommer der Monumenter over
dem af Jern, hvilket er det billigste Materiale efter Træ, eller de faae, i
det mindste, frivilligt Følge og en sindig Sørgeode i Aviserne. Mine
rigtige Venner ere gode; men den almindelige Nød og Plumphed har og-
saa kvæstet deres Sind; og ofte bestaar vort Samliv deri, at vi ærgre
os sammen. Hos Eder havde jeg Ferie for alt dette, og vi vare glade.
Vi kjørte i Dyrehaven, og Træerne nikkede til os, og Luften favnede os,
og der var ikke et pibende Kræ paa den hele Strækning, og der var
ingen Mislyd mellem os, vi vare indvortes kun, og vi vare kvæget og
mættede. Vi sadde og gik siden saa ofte sammen, og vi havde det be-
standig godt sammen, undtagen de faa Gange, denne T. kom imellem.
Hverken Messing-Parykken eller andre Skabilkener gjorde os Fortræd.
Selv det Ubehagelige blev komisk. Kan du huske den Gang, jeg havde
Katzenjammer, og jeg fortalte dig, at Apothekeren var krøben op til
n^S °& jefc maatte trække mig inter loqvendum, fordi han var saa ækel?
— Du var ikke med, da jeg saa Lumpacivagabundus 1 ), men siden gjorde
den tørre Lorch det Sentimentale efter i det genuine Selskab, du havde
hos dig. Det er mærkeligt, hvor jeg har tæret paa denne Farce, siden

l ) Lumpacivagabundus blev den Gang opført paa Tysk paa Petolettis Teater
udenfor Vesterport. Paa Dansk er det først opført 1858 paa Folketeatret,
tidligere i Provinserne.

Digitized by Google

554

Af Professor Ghr. Agerskovs Brevsamling.

jeg kom hjem ; den forekommer mig nu meget jovi- og genialsk, og jeg
erindrer* stedse . flere og flere Scener deraf ; Musiken spiller mig for
Ørene i al dens Overgivenhed, og jeg ser den sangvinske Skrædder som
en selsom Bastard af Luus og Loppe springe om mellem det øvrige
mere gravitetiske Utøj. — Eders Gaudium i Studenterforeningen er vel
allerede begyndt* og hvor gierne var jeg ikke mellem Eder ! Hos os ser
det traurigt ud. I Forbundets Lokale sidde nogle Personer af forskel-
lige, for det meste melancholske Dyrearter og spille Tarok sammen. —
Det er det Hele. Vi have kun eet Værelse, og naar der en sjælden
Gang er Mange der, ser det ud, som om vi vare samlet i en Garde-
robe eller hos en Jøde, der handler med gamle Klæer, thi vi maae have
vort Reisetøj, som vi kalde det her, tæt hos os. Imidlertid tage de
Fleste ud paa Landet mod Julen for at more sig, thi saaledes er Ind-
retningen her: Byfolkene rejse ud paa Landet om Vinteren for al more
sig. Landsfolkene rejse om Sommeren ind til Byen for at more sig, og
saa tage Byfolkene dem ud paa Løkkerne for at more dem. Nu have
vi heller intet Theater, men vi have en prægtig Tomt at bygge et nyt
paa. Theatrets Brand var et smukt Stykke, og Skuespiller Gibelhausen
løb gennem Gaderne med en Voxnæse og en Blaarmave og sagde, at
der var Ildløs ; thi han havde vist reddet sig fra Brædderne, da Uden
brød ud under Spillet bag Scenen. Der er et Hospital for Barselkoner
Uge ved, og denne Omstændighed gav Anledning til et Røre uden Lige.
Man fortæller endog, at nogle af Mødrene ligesom i Salomons Dage kom
i Splid om Børnene, der laa om hinanden mellem det øvrige reddede
Gods. Denne Historie synes at støtte sig paa den Indretning ved Fød-
selsstiftelsen, at alt Børnetøiet er eens; men den er dog temmelig usand-
synlig; thi en Moder kender dog i hvert Tilfælde sit eget Barn. Det
dumme Redningsraseri viste sig ved denne Ildebrand i sit latterlige Lys.
Ejerne bade for deres Indboe og forsikrede, at de ikke vilde have noget
reddet. Men den hellige Iver kastede alligevel Spejle paa Gaden og
Lyseslager og Sølvtøi og Sengeklæder i Brøndene. Paa et Sted, som
ikke en Gang kunde ansees for truet, styrtede de ind til en Kone, der
sad og spandt, fordi hun var trængende, og bar hende med Magt ud af
Huset, uagtet hun fægtede og klagede. Dejlige, fine. og forkiælede
Møbler stode ude paa Gaden, og det sneede paa dem, og de bleve uden-
tvivl ved denne Lejlighed gigtiske og nervesvage for deres hele øvrige
Tid. — Nu lover man os allerede et Theater, der skal blive smukt og
vandtæt og indrettet til at sidde i om Vinteren. Saaledes giøre vi unæg-
telig Fremskridt endogsaa i Retninger, der høre til den høiere Cultur.

Jeg har det overhoved, paa min Maade, ret godt her ; thi jeg har
vænt mig til min Stillings Ubehageligheder. Jeg drager nu igen tilfelts
mod Skraalerne; men til Vaaren lader jeg dog blidere Sager trykke.
Baade det Drøie og det Milde skal jeg sende dig. Jeg veed ikke ellers,
hvad jeg skulde fortælle dig. Det forekommer mig, som jeg ikke har
stort andet at sige, end at jeg er dig overmaade hengiven og ofte har
dig i Tankerne. Herved er der den Malheur, at jeg bestandig ser dig
i dine kummerlige graae Benklæder. Det hjælper ikke, at jeg siger: Nu
er det jo Vinter, og han bruger dem ikke mere ; thi ^iar jeg nu iført

Digitized by Google

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

655

dig et Par smukke sorte Permissioner, og jeg bare blinker, saa er du
straks graae igjen. — Men graae eller sort er du dog den samme ædle
Agerskov, hvis blotte Nærværelse kunde bringe mig i det gladeste Lune.
— Lev vel! jeg skal aldrig glemme dig, og du maa heller ikke glemme
din Ven • 1 •

Johan Welhaven* *

Hils den elskelige Christian Winther og de Andre, der spørge
efter mig.

II.

Fra Advokat B. Dunker 1 ).

Christiania, d. 6. Oktober 1842.

Kjære Agerskov.

Mange Tak for Deres sidste Brev og for det Venskab, De be-
standig viser mig. — — — — — _________ — —

Jeg har i „Den Constitutionelles " 2 ) Feuilleton for i Gaar indført en Ju-
stitssag 8 ), der paa en særdeles karakteristisk Maade viser de norske
Fjeldnaturers Vildhed, og som jeg anbefaler Dem at læse.

Jeg har, siden jeg kom tilbage fra Kbhvn., ret meget angret, at
jeg ikke opsøgte Goldschmidt og gjorde hans Bekjendtskab. Jeg følger
fremdeles med „Corsaren*, og jeg synes, at G. er det største Talent af
alle danske Journalister. Jeg troer, at en saadan Mands Fremtræden
maatte have gjort Epoke i ethvert andet Land end Danmark. Det synes
mig ogsaa troeligt, at „Corsaren* paa en Maade er til Gavn for Regje-
ringen. Thi den skaffer dog Nationen en Slags Revange for alle de
Forurettelser, hvorunder den lider. Og jeg forestiller mig, at man taaler
meget, naar man dog faar leet deraf, som man ikke vilde taale i Længden,
naar man ikke engang kunde ridiculere det.

Gud give, vi havde saadan en Karl her. Her maatte han natur-
ligviis forfølge den sig saakaldende liberale Presse; thi den er her det
Raadne og vi vilde i Sandhed sætte anderledes Pris paa en saadan Mand,
end I gjøre. Jeg finder, at Corsaren ofte er endog nobel og stor. Jeg
er bleven rørt over den, og mig forekommer G. at være den bedste
Patriot i Danmark. I Anledning af Patriot — hvorledes lever Lehmann?
Han maa dog nu føle sig meget generet. Her som overalt har Cor-
saren slaaet Sømmet paa Hovedet. Hvad den siger om Lehmann, finder

*) Carl Chr. Henr. Bernhard Dunker er født den 22. Maj 1809 i Slesvig, kom
til Norge 1810, blev Student 1828, cand. jur. 1834, Overretsprokurator 1837,
Højesteretsadvokat J841 og Regeringsadvokat 1859; han døde 1870.

2 ) Den Gonstitutionelle var et norsk politisk Blad, der udkom i Tredi-
verne og Fyrrerne. Bladet gik ind 1847 og forenedes med norsk Rigs-
tidende.

3 ) Dunkers Feuilleton „En Justitsdag fra Voss" findes i „Den Gonstitutionelle"
i Sept. 1842. D. har leveret Bidrag til „Den Constitutionelle* i Aarene
1838—47.

Digitized by Google

556

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

jeg aldeles rigtigt, og det maa upaatvivlelig Lehmann i sit Hjerte og til
sin Sorg erkjende.

Dersom det skulde være Dem muligt, naar Winthers nye Digte 1 )
komme ud, at skaffe mig et Exemplar med en heldigt rejsende Skipper
eller en Reisende, vilde jeg derfor være Dem meget taknemmelig. Jeg
maa ogsaa bede Dem at subscribere for mig paa Corsarens Nytaarsgave
og paa selve Corsaren fra næste Aars Begyndelse af.

Hils Deres Broder og Chr. Winther.

Deres

B. Dunker.

Christiania, d. 17. Jan 1843.

Kjære Agerskov.

Visselig har jeg modtaget det Brev, De i November skrev mig
til, og Winthers Digte. Jeg takker Dem hjertelig for begge Dele og for
det Venskab, De vedbliver at vise mig. Pakke.n til Trondhjem har jeg
for længe siden besørget. De maa ikke fatte onde Tanker over mig
for min Uefterretteligheds Skyld i vor Correspondance. Den private
Gorrespondance er en af de faae Ting, hvori jeg maa bekiende, at jeg
er i høj Grad uefterrettelig. Jeg gaar jævnlig til Skrivepulten i den Hen-
sigt at skrive Dem til; men, naar jeg skal tage fat, saa faar jeg altid
imellem Hænderne en Del presserende Forretningssager, som jeg bliver
borte i. Saaledes er det altid gaaet mig, siden jeg kom ind i det prak-
tiske Forretningsliv. Correspondancen med Dem er saaledes den eneste,
jeg underholder, og den agter jeg ogsaa at fortsætte, saa længe De
finder nogen Fornøjelse i at modtage og besvare mine Breve. — Jeg
maa tilstaae, at Ghr. Winthers nye Digte ikke aldeles have opfyldt mine
Forventninger. De ere smukke, yndigé endogsaa, men jeg finder intet
deri, som jeg kan rigtig tage mig til Indtægt og holde fast ved for be-
standig, saaledes som Træsnittene, Alfens Brud og Annette. I dé større
Digte i den nye Samling finder jeg Detaillerne deilige; men selve Ideen,
det, som beholdes, efter at man har læst Digtet tilende og endog glemt
Enkelthederne, er, synes mig, enten slet ikke til eller dog ikke klække-
ligt nok. Hvad jeg hidtil har læst af H. P. Holst, har ikke givet mig
nogen stor Mening om ham; jeg har altid anseet ham for en Ubetyde-
lighed; „Ude og hjemme" 8 ) har jeg endnu ikke læst, men jeg skal nok
faa fat paa den. —

Her tillands have vi ingen Poesi og ingen Poeter.

Uagtet jeg maa bekjende, at „Corsaren" i den senere Tid under-
tiden har syntes mig noget tynd, saa har jeg dog ikke kunnet opgive
mine gode Tanker om den. Et af de sidste Nummere, som er kommet
her, synes mig saa godt som helt igennem brillant. Det er det Nummer,
hvori Corsaren fortæller om dens • Julegaver, der ere uddelte. Især
synes mig Gaven til Hr. Scholten 3 ) prægtig: „en Strikke, snoet af den

') Chr. Winther: Digtninger 1843.

a ) H. P. Holst: „Ude og hjemme" udkom 1843.

3 ) S. var Guvernør over Vestindien.

Digitized by Google

Af Professor Ghr. Agerskovs Brevsamling.

557

Silke, som Danmark spinder ved hans Bestyrelse af Colonierne*. Træ-
snittene, synes mig, blive bedre og bedre. Jeg troer, at I dernede gjøre
Eder for fornemme med Hensyn til Literaturen, og 1 nu ikke ville
goutere eller paaskiønne Corsaren, idet I sætte Eder paa et falsk Stand-
punkt imod den.

Jeg kan begribe, hvorledes den schlesvigske Sprogsag maa vække
almindelig Forargelse i Danmark. Dog synes mig, at den fædrelandske
Adresse til Kongen er et Misgreb, og jeg kan ikke andet end være enig
med Kjøbenhavnsposten i den Henseende 1 ). . . .

Lev vel, bedste Agerskov, hils Ghr. Winther, Deres Broder, Giød-
wad og Rottbøl, om De skulde træffe ham, og skriv snart til Deres

B. Dunker.

Christiania, d. 15. Febr. 1843.

Kjære Agerskov.

....Det glæder mig at se Dem anføre Winthers Digte: ,1
Skoven" og , Sangeren Simonides* som Prøver paa det bedste i den
nye Samling. Thi disse to Digte havde ogsaa jeg mærket mig, især det
første, som de fortrinligste. Saadant kan jo visselig ikke skrives uden
af en ægte Poet, men jeg havde dog ventet mig Digte af en større Be-
tydenhed i Samlingen, end jeg der finder. Ja, Corsarens Nytaarsgave
har jeg da rigtignok faaet, og den har gjort alt muligt for at kurere
mig for min Svaghed for Corsaren, det veed Gud.

Jeg er i Deres Giæld for Nytaarsgaven og Winthers Digte. Jeg
vil vel faa Lejlighed til blandt andet ogsaa at berigtige dette. Selve
Corsaren har jeg ikke faaet, og da min Begejstring for den nu er noget
kiølnet, bryder jeg mig heller ikke synderlig om at faa den. —

De undrer Dem, kjære Agerskov, over den w constitutionelle Mager-
hed". Jeg kan ikke nægte, at den er mager, men jeg forsikrer Dem,
at de andre Blade ere endnu meget magrere, alle egentlig saa godt som
aldeles indholdsløse. Hvad I i Danmark anse for en Ulykke for Eders
Bladliteratur, Forbudet mod at optage politiske Efterretninger og Aver-
tissementer, bidrager maaske netop til at give Eders Blade saa store
Fortrin for vore. Her skrive Bladene sig selv. Deres egentlige Indhold
ere politiske Efterretninger, uden- og indenlandske og Avertissementer.
Har Redaktøren ved Siden heraf noget andet at sætte i Bladet, saa gør
han det, har han intet, saa gaar Bladet lige godt omkring. Hertil
kommer, at et Blad for at være populairt og faa mange Abonnenter
hos os maa være et nøjagtigt Organ for Bondepøbelen og al anden
Pøbel, og jo ikke maa give sig Mine af at være klogere end den store
Masse af dets Læsere. Alle disse Fordringer opfyldes med stor Vir-
tuositet af Morgenbladet, som derfor er det eneste Blad, der tæller en

l ) Medens D. her udtalte sig imod eller i alt Fald ikke for de dansksindede
Slesvigere og endog benytter sig af utrykkelige Vendinger om enkelte af
deres ledende Mænd, har han, som det vil ses af et Brev fra 1848, da
fuldstændig skiftet Mening.

Digitized by Google

558

Af Professor Ghr. Agerskovs Brevsamling.

betydelig Mængde Abonnenter. Havde den Constitutionelle større pecu-
niaire Kræfter, vilde den vel ogsaa kunne raade over større literaire
Kræfter, men den kan ikke engang føde sin Redacteur. — Den Consti-
tutionelles Feuilleton skrives af Forskiellige til deres egen Fornøielse.
Anmeldelserne ere af Homann, en Svoger af Schweigaard. Welhaven
skriver meget sjelden, og nok aldrig i Feuilletonen. — — — —

Deres

B. Dunker.

Næste Brev er udateret. Agerskov har ifølge egne Optegnelser
modtaget det den 3. Juli 1843.

Kjære Agerskov.

Nu er det saa længe siden, at jeg hørte fra Dem eller skrev til
Dem, at jeg føler Trang til at hjemsøge Dem med en Epistel. — Jeg
interesserer mig endnu bestandig for Corsaren og Goldschmidt, især
siden den Høiesteretsdom *) er overgaaet ham, der synes mig at være det
højeste Punct, hvortil Misbrug af Dommermyndigheden kan naae. Jeg
har før altid troet, at den danske Høiesteret dømte rigtigt; idet den for-
stod de ældre Anordninger ligefrem og opfattede dem i den samme
illiberale Aand, som de ere givne i. Thi Domstolene skulle være Lovens
levende Mund, og naar Lovene ere illiberale og uretfærdige, saa skulle
efter min Mening Domstolene være det samme. Men den sidste Høie-
steretsdom over Goldschmidt synes mig at stride mod det ligefremme
Indhold af Eders velsignede Frdn. af 27. Sept. 1799*), der dog ikke
kjender en Forbrydelse som den at være medskyldig med den navngivne
Redacteur af et Dagblad i hans Redactions virksomhed, og for en saadan
Medskyldighed maa det jo være, at man har dømt Goldschmidt.

Vi have her i disse Dage Digterkongen Oehlenschlåger 8 ), der
bliver besiungen i Blade, tilsiungen paa Gaden af Studenterne, tildrukken
og tilspiist i Selskaber, beklappet i Theatret, kort sagt feteret mere end
vor eller Eders rette Konge vilde kunne blive det. Vi have ogsaa her Eders
Skuespillere Nielsen og Phister eller Fister, hvad det nu er. Den første
synes mig en større Skuespiller end den sidste; thi hans Fag troer jeg
er langt vanskeligere, efter at han har forladt Heltedeclamationsskrigeriet.

Welhaven 4 ) er, som De maaske har set af Bladene, for nogen
Tid siden udnævnt til Lector i Philosophien med 750 Sp. i aarlig Gage.
Om faae Aar er han udentvivl Professor med 1050 Sp.s Gage. Han er

l ) Højesteretsdommen over Goldschmidt meddeltes ham som bekendt i Malmø
paa hans Tilbagerejse fra Studentermødet i Upsala 1843.

a ) Fr. 127. Sept 1799 er den berømte Forordning, „som nærmere forklarer og
bestemmer Trykkefrihedens Grænser 14 . P. A. Hejberg og M. C. Bruun var
de første Ofre for den.

3 ) Se f. Eks. herom Oehlensch lågers Erindringer, Liebenhergs og Borchsenius s
Udgave 1872 S. 487 fT.

4 ) Welhaven blev Lektor 1840, senere Professor, hvilken Post han beklædte
til 1867.

Digitized by Google

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

559

saaledes kommen til Roe, og derved haaber jeg, han ogsaa herefter vil
tillade andre at have Roe, eller med andre Ord, da hans Existens er
betrygget, vil han tillade andre at existere. Vi omgaaes nu temmelig
meget, da han er hos mig hver Løverdags Aften, da mine Venner gerne
komme til mig, som de kalde det, i „ Kroen". Der er vistnok endnu
noget tilbage hos ham, hvorved han ofte fornærmer; men han er dog
langtfra saa „hemsen", som han har været. Noget rigtigt varmt Hjerte-
venskab er der ikke imellem os, og jeg troer næppe, Welhaven kan
føle saadant.

Redacteuren af „den Constitutionelle", Student A. Munch, er
for Tiden i Kbhvn. Skulde De støde paa ham, maa De ikke troe, at
han er en Nathue i den Grad hans Ydre synes at vise. Vistnok er han
ikke sin Opgave voxen ; men han er dog en temmelig instrueret Person.

Min Sundhed er desværre ikke endnu restitueret; jeg troer nok,
at det gaar lidt fremad, men det gaar meget langsomt. Endnu taaler
jeg hverken at ride eller kjøre. Dog har jeg i det sidste halve Aar
været fuldkommen arbeidsdygtig, og det er dog altid Hovedsagen.

Hils Deres Broder og mine andre Bekjendte i Kbhvn.

Deres

B. Dunker.

Christiania d. 3. Oktober 1843.

Kjære Agerskov!

Mange Tak for Deres Brev. Jeg har længe ventet paa Brev fra
Dem og det glædede mig meget, at De endnu ikke har glemt mig. Jeg
har det desværre ikke synderlig godt. Udvortes gaaer alting godt; men
jeg kan ikke, gjen vinde min Helbred, som nu er ligefrem slet, om ikke
slettere end før. Humeuret er derfor slet, og jeg duer ikke til at skrive
Breve til gode Venner. Derfor hører De ogsaa saa sjelden fra mig.
Man har her sagt, at De skulde være Forfatteren til Romeo og Giu-
lietta 1 ). Er dette sandt, saa gratulerer jeg Dem ret meget. Jeg glæ-
dede mig ret ved at læse dette Arbejde, idet jeg bestandig tænkte mig
Dem som Forfatteren. Det har ogsaa forekommet mig saa sandsynligt,
at De maatte være Poet, at jeg ofte har undret mig over, at De ikke
var optraadt som Forfatter. —

Jeg fik ved at se „det skandinaviske Selskab" oprettet i Stedet
for det skandinaviske Samfund strax den Tanke, at dette Selskab er

') Naar Dunker her mistænker Agerskov for at optræde anonymt som For-
fatter, er han ikke den eneste, der har gjort det. A. har imidlertid kun
skrevet faa Artikler i „Nordisk Konversationslexikon", hist og her har han
givet Oplysninger i andres Arbejder, og endelig har han skrevet faa Lej-
lighedssange. f. Eks. en til Ære for H. P. Holst. „Romeo og Giulietta's
Forfatter er Trikotagefabrikant C. A. Warburg, f. 12. April 1813. Se herom
E. Collin: Anonymer og Psevdonymer S. 80. Stykket udkom og opførtes
1843. Den anonyme Forfatter lod sit Forfatterhonorar anvende i veldædigt
Øjemed.

Tilskueren. 1898. 37

Digitized by Google

560

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

oprettet efter kongelig naadigst Anordning til Stifterne, og at det altsaa
er et kongeligt, ikke et borgerligt Selskab. Jeg tænker mig, at Ørsted,
som dog ikke gierne vi) synes despotisk, har fundet paa selv at lave et
kongeligt dansk-skandinavisk Selskab, og at Vedkommende af kongelig
dansk allerunderdanigst Loyalitet har ladet sig finde villige til at lade sig
bruge til dette Spil, hvorved de gode Borgere skulle indbildes, at den
kongelig danske Regjering dog i Grunden er en meget liberal og vel-
villig Herre.

Den daarligste Rolle ved den hele Farce synes mig at Selskabets
saakaldte Stiftere spille. Thi at lade sig bruge til saadant Middel, til at
indbilde Borgerne, at en Association er stiftet i et liberalt Øjemed, naar
det rette Øjemed dog kun er at handle i Despotismens Interesse, men
under et liberalt Skjul, synes mig at være uværdigt 1 ).

J ) For at faa en sagkyndig Mands Udtalelse om ovenstaaende, henvendte jeg
mig til Hr. Dr. phil. Carl Ploug, der beredvillig sendte mig nedenstaaende
Svar paa min Forespørgsel:

Hr. stud. juris. Knud Bokkenheuser.

De har, Højstærede! anmodet mig om at sige „ nogle Ord til
Oplysning* om en „Tanke", som afg. Advokat B. Dunker i Christiania
har henkastet i et fortroligt Brev af 3. Oktober 1843 til hans for-
trolige Ven, nys afg. Professor G. Agerskov, og som han næppe har
„ tænkt sig" vilde komme offentlig frem. Ganske vist veed jeg nogen
Besked baade af egne Oplevelser og af senere fremkomne Oplysninger
om Personer og Begivenheder for 50 Aar siden, og naar jeg i Hen-
hold til min Viden skal udtale en Mening om Hr. D.'s „Tanke*,
den nemlig: at det Skandinaviske Selskab, der blev stiftet 1. September
1843 af 34 ansete Embedsmænd og Borgere i Kjøbenhavn, ikke
skulde være stiftet af disses frie Vilje, men „oprettet efter Kgl.
naadigst Anordning" og egentlig et Paafund af daværende Statsminister
A. S. Ørsted, der altsaa skulde have ledet „Spillet" og ført de saa-
kaldte Stiftere bag Lyset, — saa maa jeg erklære, at denne „Tanke*
ikke blot er mig aldeles fremmed og ikke blot savner al Hjemmel
udenfor Brevskriverens egen Fantasi, men er ligefrem urimelig, i
Strid med de Paagjældendes ikke blot mig, men Alverden bekjendte
Karakterer, ligesom Brevskriveren da heller ikke har været i Stand
til at anføre nogetsomhelst fornuftigt Motiv eller nogen antagelig
Hensigt, hvori denne besynderlige Intrige skulde være lavet. Jeg
har ingen Tvivl om, at den slet ikke er Andet end et selvbehageligt
Skumleri over den danske Embedsstand, der i hine Aar var i en
vanskelig Stilling, fordi Regjeringen havde gjort en Fortolkning af
Embedseden og Embedspligten gjældende, der havde til Hensigt at
udelukke dem fra Deltagelse i det politiske Liv, forsaavidt den maatte
vedkjende sig Tidens „Tanker". Men under disse Forhold vilde det,
forekommer det mig, klædt en ogsaa her højt anset norsk Embeds-
mand langt bedre at bevidne de danske Embedsmænd, der dog hævdede
deres Selvstændighed og ikke stak deres oprigtige Mening under Stol,

Digitized by Google

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

561

Jeg synes ikke meget om Chr. Winthers Noveller 1 ). Det gjør mig
ondt, at jeg ikke kan finde dem gode; men jeg kan det ikke.' Dog

saasom, fremfor alle andre I. F. Schouw og H. N. Clausen — der
begge vare blandt de 34 Stiftere af S. S. — sin Sympathi og Høj-
agtelse end at „finde paa* en urimelig Hypothese for at faa Lejlighed
til at haane dem, selv om dette kun er sket i et fortroligt Brev.
Det Skandinaviske Samfund blev forbudt af Kancelliet og Forbudet
bifaldet af Kongen, fordi Forslaget om dets Stiftelse var fremkommet
fra Bestyrelsen for Upsalatoget, hvis Ordfører var den samme Mand
(nemlig Undertegnede), der under Studenternes første Landgang paa
svensk Grund hårde været uforsigtig nok til at motivere sit Ønske,
om et gjensidigt Forsvarsforbund mellem de tre nordiske Riger og
Folk, med en Opregning af de Landskaber, som Sverrig havde mistet
i de 2 sidste Aarhundreder, og som alle vare afstaaede til Rusland.
Derover var det russiske Kabinet blevet meget fortørnet, og da dettes
Velvilje i nærværende Øjeblik var den danske Regering meget magt*
paaliggende, fordi der plejedes fortrolige Forhandlinger om Ordningen
af Arvefølgen i det danske Monarchi paa Grundlag af Prindsen af
Hessens Giftermaal med Storfyrstinde Alexandra, saa maatte den
danske Regering give den Satisfaction, der laa lige for Haanden: be-
slaglægge det Nr. af „Fædrelandet*, der indeholdt et Referat af den
Tale, der havde vakt Anstød, sætte mig under Tiltale og forbyde
Stiftelsen af et Samfund af unge Mennesker, ved hvilket der klæbede
den „Omstændighed*, at min Person havde en Hovedpart i Stiftelsen.
Men ligesom H. M. Kong Christian den Ottende, der personlig ledede
saavel sin ydre som sin indre Politik, ikke havde villet føje sin gamle
Modstander fra 1814 H. M. Kong Carl Johan XIV i det utvetydigt
ytrede Ønske, at forbyde Studentertoget til Upsala, men havde det
ladet være nok med fejlslagne Forsøg paa at formaa een eller to
populære Universitetslærere til at indtegne sig som Deltagere, for at
indvirke modererende paa Ungdommen, saaledes havde han heller
ikke Lyst til at ophidse Stemningen i Kjøbenhavn imod sin Regering
ved at formene et større Antal af Stadens og Landets populæreste
Mænd, der ikke havde forbrudt det Mindste, at forene sig om et
aldeles lovligt og priseligt Formaal: nemlig at fremme det sociale og
litterære Samkvem mellem de tre nordiske Folk. Han lod det være
nok med gjennem Politidirektøren at sende det skandinaviske Selskabs
Bestyrelse en truende Advarsel mod at befatte sig med Politik, som
gav Selskabets Formand H. N. Clausen en ypperlig benyttet Anledning
til et skarpt Svar, og derved blev det.

13. Maj 1893.

Deres ærb.

C. Ploug. •

>) Chr. Winther: „4 Noveller- 1843.

37*

Digitized by Google

562 Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

undtager jeg den sidste „En Aftenscene*, som jeg ligesom De finder for-
træffelig.

Hils de gode Venner og Bekjendte, jeg har i Kbhvn.

Deres

B. Dunker.

Christiania, d. 29. Aug. 1845.

Kjære Agerskov.

Jeg sender Dem herved en liden Bog *), jeg har skrevet i Høteste-
retsferierne om den norske Constitution. Den gjør megen Opsigt, og
Storthingsbønderne med de dem tjenende Præster og øvrige Haandtlangere,
der nu ere samlede i Christiania, erklære mig for en Fædrelandsforræder,
som de ville spytte i Ansigtet, have tiltalt for Misbrug af Trykkefriheden,
crimen læsæ nationis (det vil sige Storthings-Pøbelen) o. s. v. — Men de
fornuftige Folk ere nu saa mange, vel ikke i, men udenfor Storthinget,
at Stemningen nok i det hele er for mig. Regieringen, som i Grunden
har faaet den værste Bekomst, trøster sig over, at Storthinget ogsaa
farer ilde, og alle de Statsraader, der troe at kunne ansee Regieringens
Synder for sig uvedkommende, lovprise min Bog. Det er vel rimeligt,
at den ikke kan interessere Dem synderligt, men jeg kunde dog ikke
undlade at sende Dem et Exemplar.

Deres

B. Dunker.

Christiania, d. 17. Maj 1848.

Jeg har i den sidste Tid ret meget ofte tænkt paa Dem, kjære
Agerskov; thi jeg tænker bestandig paa Danmark, og naar jeg tænker
paa Danmark, saa tænker jeg ogsaa paa Dem, der for mig repræsenterer
Danmark. Jeg har forhen ikke egentlig været nogen Skandinav, eller
rettere, jeg har ikke selv vidst, at jeg var det. Men Oprøret i Holsteen
vakte den ubevidste Erkjendelse af, at Danmark er en Deel af det Fædre-
land , hvortil jeg hører, og Slaget ved Schleswig 2 ) gjorde mig til den
mest enthusiastiske Skandinav. Jeg hørte Efterretningen derom, medens
jeg plaiderede for Retten, og mine Tanker fik derfor ikke slrax Tid til
at ordne sig. Fra Retten gik jeg i Athenæum for at indhente nærmere

') Bogen hed „Om den norske Constitution, Bemærkninger foranledigede ved
P. K. Gaarders „Fortolkning over Grundloven* og udkom i Christiania 1845.
— Peder Krabbe Gaarder var født i Alstahoug 23 April 1814, Student 1831,
cand. jur. 1837 og 38 med Haud., 1840 med Laud. Endte som Stortings-
mand og Statsrevisor, døde d. 5 Aug. 1883. Det Arbejde, der fremkaldte
Dunkers »liden Bog', hed: „Fortolkning aver Grundloven og de øvrige
Love, som danne Norges offentlige Ret* ; som Svar paa Dunkers Bog udgå?
Gaarder 1846: »Om den norske Konstitution. Modbemærkning til B. Dunkers
Skrift om samme Genstand."

*) Slaget ved Slesvig stod den 23. April. (D. er endnu ikke kommen bort fra
at staVe Slesvig paa Tydsk.) Slaget vakte overalt Nordmændene, f. Eks.
i Teatret rejste man sig ved Efterretningen og gik midt under Forestillingen.

Digitized by Google

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

563

pfterretninge. Jeg fandt Salene fulde af Venner og Bekjendte. Men man
sad og stod omkring i Værelserne og saae hen for sig uden at sige et
Ord. Ingen hilste mig eller talte til mig. Ingen Avis var at faae. Den
var saa trykkende, denne tause, smertelige Forbittrelse, at jeg ikke kunde
holde od at blive der, men gik hjem. Jeg gik med opspærret Mund for
ikke at tabe Vejret. Jeg skar Tænder og knyttede Næverne i afmægtig
Forbittrelse. Men jeg besluttede at handle. Jeg følte og indsaae, at
Skandinaviens Folk var eet, at vi alene kunne bestaae ved at staa Ryg
mod Ryg og kjæmpe paa ethvert Sted , hvor vi angribes , for ethvert
Stykke Land , Fienderne ville fratage os. Vi have ikke mere at tabe.
Uden Slesvig 1 ) er Danmark tilintetgjort. Uden Danmark kunne Norge
og Sverige ikke bestaae. Det er nu selve Nationerne, som maa forene
sig, og det har en anden Magt end den Calmarske Forening under een
Konge, men hvor Folkene ikke deel tog.

Jeg frygter for Norges Ære. Jeg frygter for, at Nordmænd ikke
skulle kunne see en dansk Mand i Ansigtet uden at blues over sit Lands
Skjændsel; men jeg haaber dog, at vi redde vor Ære, og at vi faae vor
Deel i denne Kamp paa Liv og Død. Jeg idetmindste gjør, hvad jeg
kan. Jeg har ladet min unge Broder 8 ) rejse som Frivillig til den danske
Armee, og jeg har af Folkeforsamlingen den 1. Mai gjort en krigs-
erklærende Forsamling til selve Indbydernes Forskrækkelse.

Alting kommer an paa Kongen. Vover han at optræde med
Energie, vover han at føre de krigslystne Skarer til Danmark og bestemt
at fordre Storthingets Bistand, saa vil vort Storthing ikke modsætte sig.
Men vil han optræde med Kraft? Fremtiden vil snart vise, om han
har nogen.

Jeg for min Deel maa sige Dem, min kjære Ven, at dersom ikke
den norske Stat tager kraftig Deel i denne Krig, saa kan den aldrig mere
løfte sit Hoved. Kan Danmark alene bestaae Kampen, saa maa Danmark
og Verden foragte os, som lade Eder udfægte vor fælles Sag, og falder
Danmark, uden at den norske og svenske Hær har bidt i Græsset paa
samme Slagmark som de Danske, saa fortjener baade Norge og Sverige
at falde, uden at nogen hjælper, uden at nogen beklager deres Fald.

Skriv snart til mig. Maaskee jeg besøger Dem i Sommer for at
see Damriark i dets Storhed. Jeg haaber, denne Storhed bliver ikke Trojas.

Deres

B. Dunker.

') Her bruger Dunker den danske Form.

') Dunker, Nicolaj Gustav Gonradin, f. i Christiania 15 /n 1826. Juridisk Kandidat
1850, Postmester i Ghristianssand 11 A 1879. Han rejste i April 1848 til
København; for en i Christiania paa det senere i Brevet omtalte Folkemøde
d. 1. Maj s. A. stiftet Komité havde han det Hverv at gøre den danske
Krigsminister Tilbud om at virke for Udrustning af frivillige. Efter at have
gennemgaaet en Rekrutskole i København blev han ansat ved anden Re-
servebataillon og deltog i Kampen ved Nybøl 28. Maj og ved Dybbøl 5. Juni.
Efter Vaabenstilstandens Afslutning 26. Aug. 1848 rejste han tilbage til
Norge. Naar Ankers: „Norske Frivillige 1 * anfører, at han erholdt Erindrings-
medaillen 1876, er dette ikke rigtigt, thi han søgte først i 1889 om at er-
holde den.

Digitized by Google

564

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

Christiania, d. 1. Maj 1850,

Kjære Agerskov!

Jeg sender Dem hermed som en Hilsen og Erindring om gammelt
Venskab en liden Bog, som nylig er udkommen her, og som er
værdig at sendes som Gave fra Norge til Danmark, fra mig til Dem.
De har for flere Aar tilbage, da vi begge vare yngre, foræret mig
„ Hejbergs nye Digte 8 ; jeg gjør nu Gjengjeld med „ Munchs nye Digte';
naar Hensyn tages til Danmarks og Norges Forhold og Kræfter, saa
vover jeg at sige, at min Gave til Dem er lige saa smuk som Deres til mig.

Men jeg sender Dem ogsaa selve Digteren, den ulykkelige Andreas
Munch 1 ), hvis Hustru samme Dag, Bogen udkom, skænkede ham Tvil-
linger og for nogle Dage siden døde. Hun var en af mine kjæreste
Veninder, og hendes Død har rystet mig dybt.

Istedetfor at forklare Dem noget videre om Betydningen af dette
Dødsfald, sender jeg Dem den Tale, som jeg vilde have holdt ved hendes
Grav, men maatte undlade, fordi jeg følte, at jeg ikke havde Kræfter dertil.

Tag Dem af Munch som en Ven. Deres milde, rolige, venlige
Omgang og Deres poetiske Sind vil vederqvæge ham. Han trænger til
saadan Hjælp, som De kan yde. Tal med ham om hans afdøde Kone
— det er det Eneste, som trøster ham lidt. Hjælp ham med at faae et
smukt Monument til hendes Grav; det er Hensigten med hans Reise.

For al den Godhed, De viser ham, vil jeg være Dem taknemmelig,
som om det var mig selv.

Deres

B. Dunker.

Ved Charlotte Munchs') Grav.

Efterat Religionen har udtalt sin Trøst, sit Haab, maa det også
være Venskabet tilladt at bringe den Afdøde sit sidste Farvel.

Fra det dunkle Sygeleje have Vennerne været fjærnede.

Da vi sidste Gang saae hende for ikke længe siden, straalede hun
af Sundhed og Lykke. I

Ved hendes Dødsleie var det kun Kjærligheden tilladt at knæle.

Først her ved Kisten ere Vennerne samlede, først ved Graven
møde vi atter vor Veninde.

Var der i vor Kreds nogen, hvem Livet med dets milde quægende
Varme havde trykket kjærligere til sit Bryst, end hende?

Var der i vor Kreds Nogen, for hvem Livet var saa frit for
Smerte, saa rigt paa Lykke, paa skjønne Minder, paa straalende Haab?

') Andreas Munch, f. i Christiania 19. Okt. 1811. t i Juni 1884 i Vedbæk
Han var gift, første Gang med den nedenfor omtalte Charlotte, anden Gang
med en Adoptivdatter af Grev Råben, AaJholm; hun overlever ham.

*) Munch ægtede 1844 Charlotte Amalie Juul, Datter af Købmand Juul i
Christiania. Hun var født 1824 og døde d. 20. April 1850.

Digitized by Google

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

565

Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange af os leve, skjønt
Hjjertet er brudt, skjønt Livets Haab er slukt?

Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange leve, der gjerae
vilde have nedlagt det trætte Hoved, det knuste Haab i denne Kiste?

Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange leve, som med
Glæde vilde have givet hende deres Liv og anseet Døden for en dobbelt
Lykke, naar den havde kunnet skjænke hende tilbage til Livet?

Aldrig har nogen Qvinde levet et ædlere, et skjønnere, et rigere
Liv end det, som Himlen i sin Naade havde forundt hende.

Hun var en Digters Hustrue, hans Elskede, hans Muse.

En Digter, der for at naae Poesiens forjettede Land kun manglede
Modet og den Tillid til egne Kræfter, som kun Lykken kunde give ham,
ham gav hun det manglende Mod, den manglende Tillid ved at skjænke
ham den Lykkens Fylde, som gjengjældt Kjærlighed er for et fromt,
poetisk Sind.

Hun, der, lige til Døden lukkede hendes Øine, havde et Barns
Sind, et Barns hele eenfoldige Uskyld, hun lærte Manden, Digteren, ved
sin barnlige Fromhed, hvad de Kloges Forstand ikke kan finde. ' *

Hendes Kjærlighed var det, som lærte ham at forstaae Livets,
Naturens, den hele Skabnings rige, harmoniske Skjønhed, og gav ham
de fulde Toner for dens Udtryk.

Og da hun havde udaandet sin hele Sjels rige Fylde i hans
Hjærte, da hans Aand ved hendes Kjærlighed og dens Velsignelse havde
udviklet og modnet alle de slumrende Kræfter,

da var hendes Mission til Ende, da var hendes Gjerning fuld-
bragt, da bøiede hun sit Hoved og døde.

Hvilken Qvindes Liv har været rigere, hvilken Qvindes Død
skjønnere?

Med alt, hvad Livet eier af Ædelt og Skjønt, og med al dets
Lykke havde hun været benaadet; ingen af dets Sorger havde berørt hende.

Maae vi ikke troe, at Livet havde udtømt al sin Rigdom for
hende, og at Døden derfor tillodes at kalde hende, fordi Sorgen og
Smerten efter Menneskelivets evige Love ikke længere kunde holdes borte
fra hendes Vei?

Derfor, du ædle Qvinde, priser vi dig lykkelig i Livet, lykkelig
i Døden.

Fred være med dit Støv! Velsignet være dit Minde!

B. Dunker.

III.

Fra Søren Kierkegaard.

D. 7. Dec. 37.

Kjære !

Hermed sender jeg Dem engang (tandem aliquando) de Penge,
De engang (olim, fordum) laante mig, og hvorfor jeg herved takker Dem
ret meget, og, idet jeg tillige beder Dem undskylde, at det har varet

Digitized by Google

566

Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.

saa længe, hvilket jeg er vis paa, De gjør; thi Deres Delicatesse som
Kreditor kunde næsten friste Folk til at vedblive at være Debitor. For
denne sidste takker jeg Dem derfor i Særdeleshed.

Deres

S. Kierkegaard.

P. S. Giv mit Bud en Stump Papir, en eller anden Hieroglyph
tilbage som Tegn paa, at De har modtaget dette. Jeg kommer snart
personlig for at besøge Dem; men jeg ønskede ikke at aflægge Visitten
i Forretnings-Trav.

Digitized by Google

Fremtidsstaten.

1 „Tilskuerens* Aprilhæfte lod Hr. Cantor først Adam Smith
optræde som Bussemand for mig: Det var lige saa urimeligt nu at
fordre Besked om, hvordan Socialisterne vilde indrette deres Fremtids-
stat, som det i 1776 var at bede Smith oplyse, hvordan han vilde
indrette sin.

Jeg indvendte herimod, at Smiths Maal var at omstyrte , at
frigøre, at løse Baand; hvorimod Socialisterne vil ordne, regulere og
binde: derfor kunde man ikke spørge ham om, hvorledes han vilde
indrette sin Stat, men nok Socialisterne. Thi det, de vil, er netop at
indrette noget; og det, han vilde, var netop ikke at indrette noget,
men tvært imod at tage Indretninger bort

Hr. Cantor erklærer nu kortelig, at „denne absolute Sondring
mellem „binde* og „løse* har ikke stort paa sig.*

Det kan han jo sagtens sige: Ord er taalmodige Tingester, der
lader sig bruge selv i det snurrigste Ærinde. Men fordi Hr. Cantor
siger saadant noget, behøver Ørene ikke at gaa af en anden en. Det
kan være rart for Hr. Cantor, om han kan bilde sig selv ind, at det,
han siger, er rigtigt. Men her gælder det ene om, hvorvidt han kan
bevise, at det er sandt. Og det turde falde ham en Kende svært.
Thi Forskellen mellem at binde og at løse blæses ikke bort af et
Mundsvejr; den bliver ved at være lige saa stor som mellem sort og
hvidt og Nat og Dag og Lykke og Sorg eller frem og tilbage, eller hvad
andre kontrære Modsætninger man vil nævne.

Til Støtte for sin Sætning siger Hr. Cantor, at hvis man har
Ret til at spørge Socialisterne om deres Stat, maatte det vel ogsaa
have været tilladt at bede Smith give Besked om Udseendet af det
Samfund, der opstod, naar han havde løst. — Det Spørgsmaal kunde
Smith grumme nemt besvare: Jeg vil have de og de Privilegier bort
fra det nuværende Samfund; naar jeg har naaet mit Maal, saa fore-
ligger: det nuværende Samfund minus de selv samme Privilegier. —
Saa kunde man ganske vist have spurgt — og det er vel det, Hr. Cantor
tænker paa — hvad Følger, han troede, en saadan Frigørelse vilde faa,
hvordan han mente, at Samfundet da vilde forme sig. Men dette Spørgs-
maal vedkommer os ikke her. Vender man det mod Socialisterne, vil

Digitized by Google

568

Fremtidsstaten.

man se, at det ikke ligger for. Et er at kræve Besked af dem om,
hvordan de vil indrette deres Fremtidsstat, et andet at undersøge,
hvorledes den vil virke. Et er at bede om en Tegning af det
Skib, der skal bygges, et andet at skønne over, om Skibet er hygge-
ligt at sejle med, om det kan gaa gennem Vandet og taale Vejret.
Før man har faaet Besked om det første, kan man ikke dømme om
det sidste.

Dernæst vilde Hr. Gantor skræmme mig fra at fritte om Social-
isternes Fremtidsstat ved at rive mig den franske Revolution i Næsen.
Ved dette Eksempel var en Sammenligning ikke paa Forhaand ude-
lukket. For saa vidt Revolutionens Maal var at indføre en konstitutionel
Forfatning, kunde den tjene os til Belæring overfor Socialiststaten. Jeg
tillod mig at mene, at Eksemplet snarest advarende opfordrede til netop
at kræve Besked om Indretningen af Fremtidsstaten, og jeg rettede disse
Spørgsmaal til Hr. Gantor: om det var en Fortjeneste ved Revolutions-
mændene, at de ikke havde deres Statsforfatning i Orden, før det gik
løs, og om det vilde have været til Skade for dem, at de forud havde
gennemtænkt, hvordan de vilde indrette Staten, naar de kom til Magten?
Hvis Eksemplet skulde kunne bruges til Støtte for Hr. Gantors Mening
om , at man ikke bør være nærgaaende ved Socialisternes Stat , maatte
han kunne sige ja til disse Spørgsmaal og give gode Grunde derfor.

Men hvad svarer nuHr. Gantor? — Ikke et Muk, ikke en Stavelse,
ikke et levende Ord! Han hænger sig i en Sidebemærkning af mig og
smutter væk i et Mudder af Ord om Overførelsen af engelske For-
fatningsforhold til andre Lande. Jeg skal gerne lade ham boltre sig
der. De Bobler, der stiger op fra hans Skjul, har jeg ingen Del i.
Det, han siger, findes nemlig hverken i mine Ord eller i min Tanke.
Det er en Karikatur, han giver, ingen Gendrivelse, og allermindst et
Bevis for det, han har at bevise.

Hvad nu selve Fremtidsstaten angaar, mener Hr. Gantor stadig,
at det er uberettiget at kræve Besked om dens Indretning. Der har
aldrig været et Parti, siger han, „som kunde lægge Fremtidsstaten paa
Bordet, af den simple Grund, at dette er umuligt Det afhænger jo
blandt andet saa ganske af, naar Partiet kommer til Magten. Dette
lille Argument lader Argus helt ligge. * Undskyld; det gør Argns
dog ikke. Hvis Hr. Gantor vil hjælpe paa sin mulig noget svigtende
Hukommelse ved at se efter, hvad jeg har skrevet, vil han finde, at
jeg netop har støttet Forespørgselen om Fremtidsstaten paa, at Social-
isterne havde forkyndt, at de snart vilde komme til Magten. Naar det
store Rabalder kan ventes om et Par Aar, naar Socialisterne mener
med næsten matematisk Nøjagtighed at kunne forudsige, hvornaar de
kan begynde paa at indrette deres Fremtidsstat, saa er det vel ikke
ubilligt eller ubeskedent at spørge til dens Udseende. Som Bebel saa
træffende sagde: Naar Handlingens Tid kommer, er det for sent til
teoretisk Diskussion, Planen til Fremtidsstaten maa da være fuldt
gennemført og udarbejdet.

Herpaa vil Hr. Gantor maaske svare med den Betragtning, han
fører i Marken mod min Hentydning til Børnehjemmene — med Hensyn

Digitized by Google

Fremtidsstaten.

569

til hvilke jeg rent i Forbigaaende skal bemærke, at mine Anskuelser
om dem og andre Indretninger i Fremtidsstaten var byggede, ikke paa
Richters Bog, men paa Socialistførernes Udtalelser, og at jeg ikke ser,
hvorfor et Statstilsyn med dem skulde være saa meget herligere end
et privat Tilsyn. — Han vil spørge: Er det de socialistiske Programmer
eller de socialistiske Videnskabsmænd, der lover Fremtidsstaten om et
Par Aar? Eller er det bare noget, der siges paa socialistiske Møder
eller skrives i socialistiske Aviser? For i sidste Fald er det ikke værd
at snakke om. — Jeg vil hertil svare: For mig er det nok saa vigtigt,
hvad socialistiske Førere og Agitatorer skriver i deres Aviser og siger
paa deres Møder, som hvad der staar i Programmerne eller i de viden-
skabelige Værker. Det er de levende og lokkende Ord, der gaar til
Bunds i de troende Sjæle og fylder deres Hjerner med Drømme, som
kan faa et uhyggeligt Udslag i Virkeligheden. Det er Aviserne og
Talerne, som er farligst.

Selv bortset fra Profetierne om det nære Tusendaarsrige synes det
ikke uberettiget at spørge om Fremtidsstatens Indretning. Naar Social-
isterne bruger den i Agitationen, saa et af to: Enten har de en mer
eller mindre tydelig Forestilling om, hvordan de vil have den til at se
bd, og hvorfor maa man da ikke bede dem saa nøjagtigt som muligt
gøre Rede for deres Tanker? At disse Tanker i Løbet af et Hundred-
aar kan forandre sig svært, det er usigelig sandt, men temmelig lige-
gyldigt for os. Det er de Tanker, Socialisterne nu har, som interes-
serer os. Og de har Betydning for os, selv om det ikke lykkes
Socialisterne at gennemføre dem, • fordi de kan paavirke Udviklingen,
omforme Anskuelserne, gøre Gavn eller Skade.

Eller ogsaa er Fremtidsstaten et hult Begreb, en tom Frase,
som Socialisterne ikke knytter nogen Forestilling til, og hvorfor har
man da ikke Lov til at hale den frem for Lyset? Det kan maaske
skurre i Socialisternes Øren, at man slaar paa den hule Nød, men
deres Meninger er dog endnu ikke saa fredhellige, som de mulig vil
blive i Fremtidsstaten.

Hr. Cantor opregner til sidst en Del sociale Dannelser i det
nuværende Samfund. Hvorfor han gør sig den Ulejlighed, er mig ikke
klart. Det kunde jo være, jeg havde sagt, at der ikke var nogen
videre socialistiske Nydannelser i de nuværende Samfund, og han saa
vilde bevise, at der var en hel Del. Og efter Hr. Gantors Referat har
jeg da ogsaa paastaaet, at der kun var enkelte Nydannelser, eller, som det
senere hedder, reduceret vor Tids socialpolitiske Udvikling til lidt Ny-
dannelse. Herved er kun det kedelige, at jeg hverken har talt om
»enkelte Nydannelser* eller „lidt Nydannelse 4 *; de udhævede Ord er
Hr. Cantors egne Tilsætninger. Atter en lille Karikatur. Jeg har ikke
ytret mig over, om der var faa eller mange Nydannelser. Hvad jeg
har sagt er, at det nuværende Samfund — selv om de socialistiske
Nydannelser, der forefindes, tages med i Betragtning — er vidt for-
skelligt fra den Fremtidsstat , som man efter Socialisternes Antydninger
kan vente. Hvad Hr. Cantor da burde vise var, at disse Nydannelser
har omskabt Samfundet, saaledes at det, vi lever i, ikke længer er

Digitized by Google

570

Fremtidsstaten.

væsensforskelligt fra den antydede Socialiststat. Det har han ikke gjort,
for det lader sig ikke gøre ved blot at opregne forskellige sociale Fæno-
mener — der maaske ikke alle sammen er saa synderlig ny eller ligger
udenfor Individualismens Ide. Han maatte da ogsaa undersøge, hvordan
det stod sig med Individualismen, prøve dens Styrke og paavise, at den,
naar Samfundet saas som et Hele, nu var den lille.

At den stedfundne sociale Udvikling ikke viser, at den social-
istiske Fremtidsstat efterhaanden vil danne sig, er klart. Udviklingen
viser kun, at hidtil er det gaaet saadan og saadan; den kan ikke berise
noget om, hvordan det vil gaa i Fremtiden, thi den kan ikke borge for,
at Historiens Spiralgang ikke inden længe fører Strømmen i en anden
Retning. Fordi man gør en Rejse til Rom, er det ikke givet, at man
vil fare lige til Verdens Ende med det samme.

Akgus.

i

Digitized by Google

Den gamle Pavillon,

Hans Hus laa lige op til Vejen. Til højre for det var der
Skov, og til venstre og bag det var der Skov. Og lige foran det ovre
paa den anden Side af Vejen strakte Herregaardens Have sig med
sit Hegn af Tjørn og Liguster og sine vældige, bredbladede Ka-
stanjer inde paa Plænerne og sin Park af Eg og Bøg, der nede
ved den gamle Pavillon fortsatte sig over i Skoven.

Huset var hans eget. Han havde købt det for en ti — -
femten Aar siden af Jægermesteren, dog paa den Betingelse, at
det efter hans Død skulde falde tilbage til Gaarden, medens Ar-
vingerne saa igen skulde have Købesummen udbetalt.

Først mente Jægermesteren, at han lige saa godt kunde tage
det i Fæste; men det vilde Anders saa nødig. Nu havde han i
fem og tredive Aar gaaet og lagt den ene Skilling oven paa den anden
for en Gang i Tiden at kunne komme til at sige: mit Hus og min
Have og min Mark, og saa skulde det alligevel ende med, at han
bare skulde sidde der som Fæster! Nej, vilde Jægermesteren ikke
sælge ham Huset, saa vilde Anders hellere blive ved at bo oppe
i Skovløberboligen og passe sin Dont, til han styrtede!

Og saa var det, at den gamle Jægermester havde nikket og
sagt ja. Og Anders havde taget sin Afsked som Skovfoged og
flyttede med Konen op i Havehuset, som det kaldtes, og købte
sig en Hest ved Navn Lotte og en Ko og en Gris og begyndte at
blive Agerdyrker. Thi der hørte syv Tønder Land Jord til Huset;
men han blev dog alligevel ved at hedde Skov-Anders. Og det
Navn satte han særdeles Pris paa, for hvis nogen i Betragt-
ning af hans ny Stilling begyndte at titulere ham Anders Jensen,
saa bad han dem straks om at holde inde med Skydningen: han
var „pengsjoneret* Skovfoged, sagde han, og som saadan lige saa

Tilskueren. 1893. 38

Digitized by Google

572

Den gamle Pavillon.

fuldt værdig til at bevare Titelen som han, den gamle Pastor
„inspiritus 44 inde i Købstaden!

Anders 7 Areal laa jo unægtelig noget splittet: to en halv
Tønde Land havde han lige bag ved Huset foruden Haven, der
var paa et Par Skæpper. Saa havde han fire Tønder nede mellem
Storskoven og Krattet. Og saa en halv Tønde Engjord spidset og
vinklet ind mellem de andre Lodsejeres nede ved Aaen.

Men denne Splittelse af Jorderne, som mange andre maaske
vilde klage over, fordi den forøgede Arbejdet, tog Anders let paa.
Ja, han var endda ikke ganske fri for i sit stille Sind at betragte
den som et Tegn paa Stordrift; og naar han og Marie kom kørende
med et Læs Rug omme fra Skovstykket, eller med et Læs Sylthø
nede fra Engen, saa knejsede han med Hovedet og skød Hatten
bag ad Nakken som selve Sognefogden, naar han kørte Hvede
hjem. Og Lotte prustede og svansede med Bagkroppen ligesom
Frøkenens egen Ridehest, naar den kom for Stadskarreten.

Selve Huset var kun lille. Det var Bindingsværk og hvid-
kalket med brune Stolper og grønne Vinduer og Døre, og saa
Straatag. Der var kun én Opholdsstue i det, men saa var der
Forstue og Køkken. Ved den østre Gavl var der en Sidebygning
med aabent Vognskur og Stald til Koen og Hesten. Grisen stod
for sig selv i en Skyne, et lille bitte, bitte Hus, der var lavet af
Risbrænde og Halm mellem nedrammede Pæle og med et fladt
Tag, hvorpaa der laa nogle svære Kampesten, at ikke hele Stadsen
skulde blæse væk.

Men det blev holdt saa overmaade sirligt og pynteligt alt
sammen. Udenfor var det Anders, der gik og tættede og malede
og lugede Græs væk i Gaarden og vaskede Vognen og striglede
baade Koen og Hesten og kørte paa en Trillebør Gødningen fra
Stalden om i den lille, indhegnede Møddingplads bag Svinestien.
Og indenfor var det hans Kone, der skrubbede og skurede og
skyllede, saa Gulvet og de Fyrretræs-Møbler skinnede, som om de
lige var blevne færdige fra Snedkerens Haand. Og ude i Køkkenet
stod Fade og Tallerkener ordnede i „Tinrækken 44 , de store paa
den øverste Hylde og de smaa paa den nederste, og Gryder og
Kasseroller stra ålede, som om de aldrig blev brugte.

Det vil sige, saadan havde det været.
Men saa for fem Aar siden døde først Jægermesteren, og
præcis et halvt Aar efter gik ogsaa Anders' Kone hen og døde, og

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

573

fra den Stund af at regne blev Anders saa underlig ligegyldig med
det hele. Han passede naturligvis Bedriften, saaede og høstede
og tærskede og solgte sit Korp; men alt, hvad der saadan kunde
henregnes til Puslerier, det tog han sig ikke mere af. Kalken faldt
af Væggene , og Græsset groede i Gaarden , og Taget saa forrevet
og laset ud, og der voksede endogsaa baade Tisler og Fandens
Mælkebøtter deroppe. Koen striglede han ikke længere og næppe
nok Hesten.

Der var kun én Ting, der blev ordentlig passet, nemlig Haven.
Og det var endda ikke saa meget Anders, der besørgede den, som
Gartneren inde fra Gaarden. Det vil sige, Anders hjalp naturligvis
til, gravede og saadant noget, men det var da Gartneren, der
sagde, naar Kartoflerne skulde lægges og Kaalen plantes og Ær-
terne rises.

Han hed Lars, Gartneren, og havde været paa Gaarden
næsten lige saa længe som Skov-Anders. Han var en høj, mager
Mand med tæt, graasprængt, kortstudset Haar og et langt, sort
Skæg, der naaede ham ned paa Brystet. Han havde været urime-
lig køn i sin Ungdom, sagde de ældre Koner paa Egnen, og han
var skam ogsaa en køn Mand endnu, men han var jo godt oppe
i Halvtredserne, og saa havde hans lidt vel store, krumme Næse
antaget saadan en underlig vinblaa Farve ligesom Druerne ovre i
Drivhuset om Efteraaret. Og man sagde, at han og Anders holdt
saromen, fordi de bægge satte Pris paa 01 og Rom og andre fly-
dende Delikatesser. Men det var dog kun noget, man mumlede
om, thi ingen havde nogen Sinde set dem drukne, ja ikke engang
beskænkede.

Men der var ogsaa andre Ting vedrørende Lars, de gamle
Koner hviskede om, naar de sad over deres Kaffekopper Søndag
Eftermiddag, thi baade Ane Høys og Dorthe Rørbæks og Clarisse
Slentens havde tjent sammen med ham oppe paa Gaarden for en
tyve— tredive Aar tilbage; men der var ikke Tale om, at han
havde set til den Side, hvor de stod, og ingen af dem havde dog
været saadan rent til at kimse af! Næ, men han havde haft sine
Øjne højere til Vejrs, ha'de han; og hvis de vilde fortælle, hvad
de ha'de observeret nede i Skoven og i Parken og inde i den
gamle Pavillon, naar Jægermesteren var i Byen eller ovre hos Na- *

boerne, saa men Gud bevare deres Mund, for nu laa

den gamle jo i sin Grav, og hun og Datteren var inde i Køben-
havn den meste Tid af Aaret, og Pestinak-Lars gjorde saaniænd ikke

38*

Digitized by

574

Den gamle Pavillon.

en Sjæl Fortræd længer, det sølle Skrog; han var værst mod sig
selv, at han ikke kunde la' de Smaasnapse staa for det, de var,
for vel var Brændevin og Rom en vis Vej , naar en var daarlig i
sin Mave, eller Brystet var galt paa en, men saadan hver eneste
gudskabte Dag baade Sommer og Vinter, næ!

Saaledes talte de gamle Kvinder paa gamle Kvinders Vis.

Man kaldte ham Pestinak-Lars paa Grund af hans Haand-
tering. Og det var Clarisse Slentens, der havde givet ham Navnet
en Aften for fem og tyve Aar siden paa et Skovbal, da han gik
rundt med Hænderne i Lommen ligesom en anden Junker og ikke
vilde danse med Pigerne.

Da Jægermesteren døde, var der megen Snak paa Egnen
om, hvad Enken nu vilde gøre. Om hun vilde sælge, eller hun
vilde blive. Men hun gjorde ingen af Delene. Hun fik en Fætter
af sig til at bestyre Gaarden og rejste selv til Hovedstaden med
Datteren, der den Gang var fjorten et halvt Aar.

Men saa var der det, der fik Folk til at stikke Hovederne
sammen og blinke og sige, at nu var den jo tydelig nok: Haven
og Parken skulde Fætteren ikke have den mindste Smule at sige
over; der skulde Lars regere. Han fik et Par Heste til sin Raadig-
hed, og Mandskab til at hjælpe sig skulde han selv sørge for. Og
saa skulde han aflægge Regnskab for Fruen, naar hun om Sommeren
opholdt sig et Par Maaneder paa Gaarden.

Fætteren, fortalte man, havde gjort alt, hvad der stod i hans
Magt, for at hindre en saadan Ordning, men Fruen havde staaet
paa sit, og derved var det blevet. Hun havde først haft en lang
Samtale med Pestinak-Lars inde paa Jægermesterens Kontor, og
baade Jomfruen og Stuepigen svor paa, at de havde hørt hende
true og græde og bede derinde. Og to Dage efter var hun rejst
med Datteren. Men Lars havde faaet en skriftlig Sikkerhed for,
at han skulde blive paa Gaarden, saa længe han levede, og passe
Haven, saa længe han havde Kræfter dertil. Det Løfte havde hun
givet sin afdøde Mand, stod der.

Og det var paalideligt nok, det med Papiret, for Lars havde
flere Gange vist det baade til Skov-Anders og Bestyreren og til
Degnen oppe fra Uglemose.

Naa, og det hele viste sig jo ogsaa at kunne gaa udmærket
Bestyreren passede sit, og Gartneren passede sit, og de lagde ikke
hinanden et Halmstraa i Vejen. Til at begynde med havde der jo

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

575

nok været et Par smaa Trakasserier fra Fætterens Side, men Lars
havde ganske sindig gjort, hvad han vilde, alligevel. Og da han
inderst inde var et stille og fredsommeligt Menneske, der ikke gjorde
en Kat Fortræd, naar den da ikke lige netop rev ham, saa blev
Forholdet mellem dem snart jævnt og godt, og de talte sammen
og røg en Pibe sammen, og Bestyreren kunde ikke andet end
rose Lars i sine Rapporter til Fruen : De siger jo nok, at han holder
af at tage sig en Snaps, skrev han, men det spores ikke i hans
Arbejde, der er propert og godt, og Haven og Drivhusene ser ud,
som om de er blæste.

Men saa var der den gamle Pavillon nede i Skellet mellem
Parken og Skoven!

Det andet Foraar, Fruen skulde komme, fik Bestyreren Ordre
til at rive den ned. Og en Morgen, Lars gik sin Runde i Haven,
mødte han ham dernede og fik Besked om, hvad der var i Gære.
Først blev Lars helt hvid i Ansigtet og stod ret op og ned uden
at sige et Ord. Men saa for Blodet ham til Hovedet, og han
gik truende den anden helt ind paa Livet.

— Det vover De ikke! sagde han.
Bestyreren traadte forskrækket et Skridt tilbage:

— Er de gal, Mand?

— Den staar paa min Grund! sagde Pestinak-Lars — den
staar her i Haven!

— Deres Grund! Jamen naar Fruen vil ha' den ned?

— Har De Papirer for det? spurgte Lars.

— Ja Gu' har jeg Papirer for det! sagde Bestyreren vred
— jeg fik Brev i Gaar!

— La' mig se?

— Hør nu Christensen, sagde Bestyreren rolig — jeg ved
ikke, med hvad Ret De optræder her som den kommanderende,
og det kan ogsaa være mig det samme! Men jeg vil blot sige
Dem, at jeg holder mig til mine Ordrer; og i Morgen Klokken syv
la'r jeg Rasmus Terkildsen og Kresten Tækkemand begynde paa at ■
rive det gamle Skrammel ned, hvad enten De saa piber eller galer!

— Aa, gør det ikke, Hr. Bestyrer, gør det ikke! sagde Pe-
stinak-Lars i en helt anden Tone, og hans Stemme og hans Hold-
ning bad saa mindelig for ham. — Gør det ikke! sagde han — jeg
ved godt, at De er i Deres gode Ret, og jeg be'r Dem om For-
ladelse for det, jeg sagde før, men

Digitized by Google

576

Den gamle Pavillon.

— Jamen Herregud, naar nu Fruen skriver det til mig!

— Ja-a, ja-a sagde Lars raadvild — men Fruen —

— - men De kan jo vente til paa Torsdag! sagde han hurtig —
vent til paa Torsdag, saa vil jeg skrive til Fruen, og vil hun saa
ha' den ned, saa —

— Hør nu, Christensen, sagde Bestyreren igen, men denne
Gang smilede han — vær dog nu ikke no'et Barn! Er det, fordi
Pavillonen staar paa Deres Grund, som De siger, saa kan De sgu
godt faa Lov til at vælte den!

— Nej, sagde Lars og saa ned i Jorden — det er ikke det,

det er slet ikke derfor, men ja men hvis De bare vil

vente til paa Torsdag, saa . Nu har jeg gaaet og puslet med

den, saa længe jeg har været her paa Gaarden, vedblev han —
og jeg har siddet derinde og leget med den lille Frøken paa mine
Knæ og

— Jaja, sagde Bestyreren godmodigt — jaja, Christensen!

det haster jo heller ikke, vi kan jo godt vente et Par Dage.

Naa god Morgen! jeg skal videre fort.

— Tak, Hr. Bestyrer! sagde Gartneren og greb hans Haand
— Tak skal de ha'! sagde han, og han havde Taarer i Øjnene.

Bestyreren gengældte hans Haandtryk, men rystede paa
Hovedet og syntes, at Pestinak-Lars var et underligt Stykke Mand-
folk, men det maatte vel skyldes dette Smaasnapseri !

Og Lars gik hjem og skrev til sin Frue. Og allerede om
Onsdagen kom der Besked til Fætteren, at Pavillonen skulde skaanes.
Det var et Telegram, saa slap hun at skrive:

Herregud, saa lad den blive staaende, stod der, gamle
Lars er jo vant til at faa sin Vilje.

Annette Kirshner.

Og saa blev Pavillonen staaende. Men da Historien rygtedes
omkring i Sognet, sagde man, at det lod til, at Pestinak-Lars
havde mere at sige over Gaarden end selve Fruen. Og Ane Høys
og Dorthe Rørbæks og Clarisse Slentens blinkede endnu hæftigere
over deres Kaffekopper om Søndag Eftermiddagene.

Og dog var Sagen simpelt hen kun den, at Jægermesteren,
der var bleven Enkemand, da han var halvtredsindstyve Aar, havde
giftet sig igen, da han var tres, med en ung Pige, som i flere
Aar havde været Mejerske der paa Gaarden, og som kun var
fireogtyve Aar, da Brylluppet stod.

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

577

Og saa det : at de fem første Aar af deres Ægteskab havde
været barnløst; men at der saa en skønne Dag var blevet født en
lille Pige.

Den gamle Pavillon laa som sagt lige i Skellet mellem
Parken og Skoven. Det var en ottekantet Bindingsværks-Bygning
med tre høje, buede Vinduer med Jærnsprosser og et hættelignende,
spidst opløbende Tag. Den laa paa en liden Jordhøj med Træ-
trappe op til Indgangsdøren. Højens temmelig bratte Nedfald var
beplantet med Roser, Jasminer og Ribis og åndre lave Buskvækster,
der i Blomstringstiden fyldte Luften omkring den med en døvende
Vellugt og et Surr af Bier og Fluer og en Flagren af hvide og
brogede Sommerfugle, der undertiden næsten kunde blive for meget
af det gode. Langs op ad Murene snoede sig vild Vin, Klematis
og Slyngroser, der fuldstændig dækkede det hvide Kalkpuds og
krøb helt op paa Taget, hvor det dannede en sammelfiltret Pude
af Stængler og Blade.

Højen laa paa en aaben Plads, og sad man inde i Pavillonen,
naar Solen var naaet op over Trætoppene og hang lige over den
og stegte og bagte, medens Insekterne summede og brummede
omkring en, saa var det akkurat, som om man sad midt i en
glohed, kogende Konkylie. Og selv ved Aftenstid, naar Solen var
gaaet ned, blev Varmen hængende under Loftet ; og saa tog Myg-
gene fat og dansede og summede en om Ørene, og store, søvnige
Nattesværmere kom daskende ind gennem de aabentstaaende Døre
og slog en i Ansjgtet med de pudrede Vinger. Og Ørentvister og
Tusendben og Edderkopper kom kravlende frem fra Sprækker og
Hjørner og pilede hen over ens Hænder eller sænkede sig ned paa
ens Hals, saa man skreg ved det.

Og det var rimeligvis alt det, Jægermesterinden ikke kunde
lide ved den gamle Bygning.

Men saadan bare at se paa tog jo Pavillonen sig særdeles
virkningsfuld ud med sine Blomster og sine Blade og sine buede
Kirkevinduer. Og kiggede man ind gennem Døren og saa de
morsomme, skævbenede Rokokostole omkring det hvidlakerede Bord
og den store Empiresofa op ad Væggen i Baggrunden og det falmede,
storblomstrede Tapef og Glaslysekronen i Loftet, saa syntes det
hele en en levende Illustration til en eller anden gammel Æventyrbog.

Naturligvis var Pestinak-Lars den ledende Aand i alt, hvad
der vedrørte Haven, men han lod dog fornemmeligst Arbejdet

Digitized by

578

Den gamle Pavillon.

udføre af andre. Han sagde, hvorledes det skulde gøres, og gik
selv fra og til for at se, om man parerede Ordre. Kun i Driv-
husene tillod han ingen at røre et Blad — ikke bare at bære en
skaaret Urtepotte ud engang. Og saa den gamle Pavillon! Der
gravede og gødede han endogsaa egenhændig omkring Blomster
og Urter, rev og skuffede Gangene omkring den og snittede og
beskar og bandt op Roserne og Vinen og Klematisen. Ja, om det
saa var Gulvet inde i Pavillonen, var der dem, der paastod, at
de havde set ham ligge paa Knæ og vaske det! Dog det var
vel nok Løgn, det, thi Pestinak-Lars holdt skam paa sin Værdighed.

Men én Ting var sikker og vis: Pavillonen og dens aller-
nærmeste Omgivelser stod for Lars som Gaardens Navle, og ora
den drejede alle hans Tanker sig baade Sommer og Vinter. Og
maaske særlig om Vinteren, naar Herskabet var rejst, thi saa gik
han jo som Enehersker rundt mellem de rimpudrede Træer og de
halmdækkede Roser.

Det var i Begyndelsen af Juni Maaned. Næste Dag skulde
Fruen og Frøkenen komme med Eftermiddagstoget fra København.
I Hovedbygningen havde man vasket, skrubbet og skuret, banket
Møbler og hængt Gardiner op. Gaardspladsen var luget og fejet,
Hundehuset tjæret og Flagstangen malet.

Pestinak-Lars havde i de sidste otte Dage været paa Færde
fra fem Morgen til syv Aften. Og i Haven og i Parken var der
ikke et vissent Blad at finde eller en udgaaet Gren at øjne. Plæ-
nerne var slaaede og Gangene revne og Blomsterne plantede ud
i Grupper. Og nede omkring Pavillonen stod Roser og Jasminer
opbundne og duftende, og Vin og Klematis hang i lange, svajende
Ranker ned for Vinduer og Døre, hvis vejrbidte Ruder var polerede,
saa de skinnede i alle Regnbuens Farver.

Om det saa var Skov-Anders, var han bleven smittet af den
almindelige Festtravlhed, og han havde til den Ende forskaffet sig
en halv Tønde Kalk oppe fra Købmanden for at give sine blakkede
Mure en ensfarvet Overhaling. Men Kalken stod da endnu ulæsket
i sin Tønde ovre i Vognskuret.

Det var Fyraften, Uret paa Ladebygningen var slaaet syv,
og Folkene var gaaede hjem.

I Indgangsdøren til Gartnerboligen, der laa nede mellem
Drivhusene, stod Pestinak-Lars og støttede sig med bægge Hænder

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

579

til en omvendt Rive og saa ud over Haven. Og man kunde se
paa hans Aasyn, at han fandt, at alt var saare godt.

— Naa, Christensen, kommer De saa snart ind og faar den
Nad're? spurgte Skov-Anders, der sad lille, gammel og sammen-
sunken inde i Stuen i Sofaen under Spejlet.

Lars satte Riven fra sig op mod Muren udenfor Døren og
gik ind gennem den stenlagte Forstue ind i Værelset. Men først
byttede han dog Træskoene om med et Par nedtraadte Kapsko
og hængte Hatten op paa Knagerækken, hvorpaa der allerede hang
forskellige Reb og Snore og Planteredskaber og Basttrevler til at
binde Blomster op med.

Stuen var kun lille, med to Fag lave, smaarudede Vinduer
ud mod Haven og en Dør ind til Sovekammeret og saa Forstue-
døren. Lejligheden var jo kun beregnet paa en ugift, der enten
gik op og spiste i Hovedbygningen, eller ogsaa, som Lars nu havde
faaet det indrettet, fik Maden bragt ned. Der var ikke mange
Møbler derinde; kun den lille højryggede, stenhaarde Sofa henne
under Spejlet, et gammelt, krumbenet Mahognitræs-Bord og tre
Stole. Paa Væggen, der var beklædt med forrevet, gulgraat Tapet,
hang der intet. Og der var ingen Gardiner for Viuduerne. Men
saa var der naturligvis en Kakkelovn. Og henne i Vindueskarmen
stod en Kardus Tobak; og et Par Piber med Porcelænshoveder
var anbragte paa Gulvet i Hjørnet ud mod Forstuen.

— Er der Mad nok? spurgte Lars og tog en Stol og satte
sig ved Bordet lige over for Anders — jeg sa' da til hende, at
De kom.

— Jo-o, sagde Anders — det er der! Med Forlov?

— Værs'go!

Og Anders lagde for med et Stykke Rullepølsemad, der
stod øverst i Stabelen. Brødet var skaaret i trekantede Smaa-
stykker, der var stillede ovenpaa hverandre paa en meget sindrig
Maade, omtrent som man bygger Brændestabler. Der var Rulle-
pølse og Spegepølse og Flæskesteg og salt Kød, og saa var der
Ost. Hele Bygningen var anbragt paa et hvidt Fad, der stod paa
en nøgen Bakke. Og ved Siden af Fadet stod en Flaske Hvidtøl
og to Glas og en Karaffel med Brændevin og to andre Glas, to
Snapseglas.

Nu tog ogsaa Lars et Stykke Mad og gav sig til at spise i
Tavshed. De sad bægge og stirrede frem for sig og tyggede; og
naar de var færdige med det ene Stykke, begyndte de øjeblikkelig

Digitized by

580

Den gamle Pavillon.

paa det næste. Anders sagde hver Gang: Med Forlov? og Lars
sagde hver Gang: Værs'go!

— Vil De skænke, Christensen? spurgte saa Anders plud-
selig og nikkede op mod Brændevinskaraffelen. Han sad saa sam-
mensunken, at kun hans Hoved naaede op over Bordkanten.

Gartneren tog Karaffelen og skænkede, og bagefter tog han
Ølflasken og skænkede.

— Singot! sagde han saa og løftede Snapseglasset

— Tak! sagde Anders.
Og saa drak de.

Og bag efter drak de 01, og Anders sagde: Ahh! Men Lars
sagde ingenting.

Saa spiste de igen , og nu var der kun fem Stykker Mad
tilbage paa Fadet.

— Ska' vi prøve en lille en til? spurgte Anders.

— Ja-a, sagde Lars og skænkede en ny Snaps — Singot!

— Tak!

Og saa drak de igen.

— Med Forlov? sagde Anders og tog et Stykke Ostemad.

— Værs'go!

Nu var der kun tre Stykker tilbage, og da de igen havde
forsynet sig, stod der et enligt Stykke med salt Kød midt paa Fadet.
% — Ja vi skal vel ha' en Dram til? spurgte Gartneren.

— Ja-a, hæ! sagde Anders.

— Singot!

— Tak!

Og saa blev der ogsaa skænket 01 op, og det drak de.
Velbekomme! sagde saa Anders og gav sig til at rense sine
Tænder med Tungen.

— Der staar et Stykke til, skal De ikke ha* det? spurgte Lars.

— Næi Tak

— Jo vist saa, vel skal De spise det! Det er da ikke værd
a' levne!

— Ja-a, sagde Anders og kløede sig i Nakken — jeg ka'
jo godt spise det, men jeg ka' jo osse godt la' vaarre!

— Næi, vist skal De spise det!

Og saa langede Anders Haanden ud og tog Saltkødet.

— Tak! sagde han saa, da han var færdig.

— Ja, sæl Tak! sagde Lars.

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

581

Klokken var bleven otte. Det var saa stille udenfor, at man
tydelig kunde høre Urets Slag ovre fra Ladebygningen.

— • Seks, syv, otte! talte Anders — nu er hun sgu allerede
otte! Hva' Tid er det, de kommer i Morgen?

— Klokken fire, sagde Lars og rejste sig — de kan vel
saa være her godt fem.

Anders havde trukket en Pibe op af sin indvendige Bryst-
lomme, en lille, kortrøret Træpibe med lang Slange og Kvaster
ved Mundspidsen. Og Lars gik hen i Hjørnet og tog en af Piberne,
som stod der.

— Her er Tobak, sagde han og pegede paa Kardusen i
Vindueskarmen.

— Tak, men hun er da stoppet den første Omgang ! nikkede
Anders og tændte.

Og da Lars ogsaa havde tændt sin Pibe, kom han tilbage
til Bordet og satte sig paa sin Plads. Og saa sad de længe og
dampede uden at sige et Ord.

Men pludselig rejste Gartneren sig igen.

— Ja, vi skal vel ha* det Bæger? sagde han.

— Ja-a, nikkede Anders — det er vel Meningen.

Og saa gik Lars med Piben i Munden ind i Sovekammeret,
hvor man hørte ham aabne et Skab og klirre med Flasker.

Anders sad tilbage og tittede sig omkring: op og ned ad
Væggene og hen paa Kakkelovnen og ud ad Vinduerne, hvori-
gennem han kunde overse en Del af Haven. Toppen af det store
Kastanjetræ midt ude paa Plænen skinnede i fuldt Lys; Stammen
og Grenene var ganske rødbrune, og Bladene straalede klare og
lysegrønne; men den nederste Del af Træet laa i en diset Halv-
skygge, thi Solen var ved at gaa ned og havde allerede skjult sig
omme bag Staldbygningerne.

Anders gabede: Aa, jaja! sagde han. Og saa strakte han
mekanisk Haanden ud og pillede nogle Brødkrummer og Kødsmuler
op fra Fadet og puttede dem i Munden.

— Jeg fik da'nne kalket mit Hus, Christensen ! sagde han, da
Lars kom ind fra Sovekammeret med en optrukket Flaske i Haanden.

— Det skulde De dog se a' faa gjort, sagde Lars — det
trænger svært.

— Ja-a, aa-aa Gu' ja! gabede den gamle og strakte sig
velbehageligt ved Synet af Flasken — men jeg faar sgu' aldrig Tid
til saadanno'et!

Digitized by Google

582

Den gamle Pavillon.

— Jo-o, om Søndagen, mente Gartneren.

— Ja-a, om Søndagen, ja — — aa-aak, jaja!

Anders blev ved at gabe. Det var en underlig, kildrende
Vellystfornemmelse, der betog ham, en Forudnyden af den hyggelige
Time, han havde i Vente, naar nu Lars havde skænket i Glassene,
og de første Par Slurke var nede under Vesten.

— Nu skal jeg rydde Bakken a' Vejen, sagde han geskæftig
og satte Ølflasken og Brændevinskaraffelen og Glassene op paa Fadet.

— Næi, Glassene skal vi jo bruge! sagde Gartneren.

— Ja, det er sgu da osse sandt! nikkede Anders og tog
bægge Ølglassene og holdt dem op for Lyset og kiggede igennem
dem. Og da der var lidt 01 tilbage i dem, tjattede han det hen
ad Gulvet ved at slaa frem i Luften med Glassene.

— Saa! sagde han og skubbede Bakken saa langt bort fra
sig, som det var muligt — Saa! — Værs'god! sagde han og skød
det ene Glas over til Kammeraten.

Lars tog Proppen af Flasken og skænkede i Glassene. Han
skænkede dem trekvart fulde. Anders' Øjne fulgte trolig den
andens Bevægelser, og han lagde Hovedet lidt paa Siden, medens
der samtidig om hans Mund lejrede sig et stille, lyksaligt Smil,
da Flasken tog paa at klukke polisk under Opskænkningen.

— Skaal! sagde Lars og smagte paa Mosten. Det var Rom.

— Skaal! nikkede Anders — Skaal, Christensen!

Ah-h! sagde han saa og satte Glasset fra sig — jeg synes sgu'
hun kradser eumanerlig i Aften!

— Naa-aa, mente Gartneren — det er bare den første
Mundfuld!

— Ja-a, det er det vel!

Og saa sank de atter hen i Tavshed. De rejste sig af og
til og gik ud i Døren for at blæse Pibehovedet ud, og stoppede
det saa paa ny af Kardusen henne i Vindueskarmen. Og hvert
Øjeblik sagde de „Skaal 8 og nikkede og drak. Og naar den ene
havde tømt sit Glas, skænkede den anden i.

Det blev mørkere og mørkere. Solen var gaaet ned, og
gennem Vinduerne kunde man næppe skelne Træerne ude i Haven
fra hinanden; de stod med utydelige og udviskede Konturer og
dannede én stor, langstrakt Silhuet, der tegnede sig med sorte
Spidser og Takker mod den skinnende, staalblaa Himmel. Af og
til gik der et stille Brus gennem Trætoppene, og Bladene paa de
høje Popler henne ved Laagen raslede svagt. Men saa var det

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

583

forbi, og saa hørte man kun en Fugl pippe, eller en Hund gø
langt borte.

Pestinak-Lars tog Flasken og skænkede i bægge Glassene.

— Jeg synes, her bli'r saa beklumret her inde, sagde han.

— Ja-a, sagde Anders — det er vel Tobakken.

Nu sagde de ikke mere „Skaal" til hinanden, naar der
skulde drikkes, de stødte bare den øverste Kant af Glassene
sammen og drak saa i Tavshed.

— Hør, Christensen, begyndte saa Anders pludselig — der
falder mig sgu no'et ind! Jeg traf Søren Buchtrup her oppe hos
Købmanden forleden, da jeg hentede Kalken, og han ha'de faaet
Brev fra sin Søn ovre i Brasilien med no'en Frø a' en Plante, og
nu vilde han gerne spørge Dem til Raads, om hva' De mener,
a' det er.

— Saa-aa?

— Ja, og han ha'de Frøene med sig i Vestelommen, og de
lignede sgu grangivelig Agurkekærner.

— Jamen saa var det vel Agurkekærner.

— Ja det sa' Rasmus Splentrup osse; men Søren mente
nej, for hvorfor skulde saa Sønnen skikke ham dem saa langvejsfra?

— Næi.

— Det er helles en svær Glæde, Søren har a' den Søn!
vedblev Skov-Anders.

— Saa-aa?

— Jo, for se nu har han jo faaet Plads paa en Blandtasje
og har ikke mindre end som trehundrede Folk under sig hver
Dag; det hører der sgu Ho'de til!

— Skal Kæresten saa rejse over til ham?

— Ok Gu' nej, det er forbi! Hun er jo gaaet hen og er
ble'en frugtsommelig ved Jens Munkholm! Ved D'inne det?

— Næi.

— Jo-o, hun er saamænd, og nu skal de giftes her til August.

— Naa, ja der er jo osse Fruentimmer nok foruden hende!
sagde Gartneren og stødte sit Glas mod Anders'.

— Tak! sagde dénne og drak.

— Ja-a, sagde han saa og satte Glasset fra sig — nu bli'r
det vel her ettertids ovre hos mig, a' vi samles?

— Nej! sagde Lars haardt og slog sin flade Haand ned
mod Bordpladen — nu si'r vi stop!

Digitized by Google

584

Den gamle Pavillon.

— MenKo's bevares vel! udbrød den gamle forskrækket og
hoppede til i Sofaen.

Det kom ham saa uventet, dette her Udbrud, thi i Stuen
var der efterhaanden blevet saa mørkt, at de to Mænd ikke kunde
se hinandens Ansigter. Og Anders havde siddet i sin Sofa og
haft det rarere og rarere efter hver Mundfuld, han drak, og han
troede naturligvis, at det gik Lars lige saadan.

— Men Jøsses Ko's, Christensen ; forsøgte han igen — hva'
er der løs?

— I skal ikke komme til mig med jerre brasilianske Agurke-
kærner! brummede Gartneren.

— Jamen Herregu', Christensen, sagde Anders sagtmodigen —
er det nu no'et a' ta' jer saa nær? I mente jo dog sæl, a' det
var Agurker.

— Jeg mente ingenting! sagde Lars vredt — men jeg
troede, at I og jeg var alt for fine Venner, til at den Slags Basse-
ruller kunde opføres imellem vos!

— Jamen Herregu', Christensen, gentog den gamle med
Taarer i Røsten — det er vi jo da ri'nokosse! I har s'mænd vaaren
mig % en fuldtro Ven, siden Marie hun gik hen og døde; og ha'de
jeg ikke ha't jer i Baghaanden, saa ved jeg ikke, hvordan det
skulde ha' klareret sig for mig!

— Saa skulde De ikke gøre Dem gemen med at rende
Søren Buchtrups Ærinder, Anders Skovfoged! sagde Lars lidt
forsonligere.

— Jamen Søren ha'de da ri'ti' ordentlig Agurkerne i Veste-
lommen! riposterede Anders.

— Kan De da ikke forstaa, at det hele var en Skose til
mig, fordi Musene aad mine i Fjor?

— Næ-i, det har jeg ikke tænkt over, sagde Anders og rev
sig i Nakken. — Tror De det var Meningen? Hi, hi, den Satan!

— Og det griner De a'? brusede Pestinak-Lars op igen.

— Næj! sagde den gamle forfærdet og huggede Kæberne
sammen, saa man kunde høre Tandstumperne slaa mod hinanden —
jeg griner sgu'nde!

Og saa tav de bægge en Stund igen og dampede løs paa
Piberne.

Uret. ovre paa Laden slog ni. Og pludselig begyndte en
Nattergal at fløjte i et Træ tæt udenfor Huset, og en anden
svarede ovre fra Skoven.

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

585

— Det er dog alligevel mest Plaser, naar det er Sommer!
forsøgte Anders indledende.

— Aa ja, sagde Lars — Tiden gaar jo bedre.

— Ja det har De sgu Ret i, Christensen! nikkede den
gamle — saadan Vinterdage, naar Solen hun putter sig ved Fire-
tiden, kan det sgu være spydsk nok a' faa Ende paa Timerne! Skaal !

— Skaal! sagde Gartneren og klinkede.

— I Gaar var Clarisse Slentens indenfor og spurgte, om
hun kunde faa Arbejde med a' hjælpe mig i Høsten, fortsatte
Anders, der var bleven mildt bevæget ved den andens Forsonlighed
og derfor snakkede løs, for hurtigst muligt at komme helt paa den
anden Side af de brasilianske Agurker. — Hva' mener De,
Christensen? Hun har jo arbejdet her i Haven i mange Aar.

— Hvorfor vil De ikke ha' Ane Høys ligesom i Fjor?
spurgte Lars og skænkede paa ny i Glassene. Det var det sidste,
der var i Flasken, hvilket han accentuerede ved at slaa Proppen
i bagefter.

— Næi, for hun er en So til sit Arbejde, sagde Anders —
hun kan aldrig blive færdig.

— Ja, hva' det angaar, sagde Gartneren — saa er Clarisse
saamænd flink nok. Men De skal se hende lidt efter paa Fingrene,
for der hænger saa let no'et ved dem.

— Rapser hun?

— Ja-a, det kan jeg ikke si'e hende helt fri for> men hun
er jo et Jærn til at udrette no'et.

— Saa De har mærket, a' hun rapser? gentog den gamle.

— Ja, det var her forleden Aar, vedblev Pestinak-Lars
med sin rolige og sindige Stemme — hun hjalp til at pille Frugt
ned; saa mærkede jeg jo, at det svandt i Dyngerne, og kunde
forstaa, at det var Fruentimmerne, der transporterede dem væk,
og det var altid de største, der blev borte

— Det er en vis Vej! nikkede Anders.

— Og saa si'er jeg det til dem en Fyraften, og Dorthe og
Maren si'er jo ganske rolig, at de ha'de ingen Æbler ta'et; men
Clarisse ta'r paa Vej og skriger op om, at hun vil melde mig til
Herredsfogden, og at hun tog de andre Koner til Vidne paa min
Mund — og saa vidste jeg jo nok Besked.

— Ja, det er sgu sikkert, det! nikkede Anders igen.

— Jo-o; og saa sa' jeg jo til hende, at hvis hun ikke kom
frem med Æblerne godvillig, saa klædte jeg hende a' til Særken
for sæl a' hitte dem.

Digitized by Google

586

Den gamle Pavillon.

— Naa ! sagde Skov- Anders oprømt, han var sjæleglad over,
at Pestinak-Lars havde faaet Munden paa Gled.

— Men Clarisse hun bandte og skældte og endevendte sine
Lommer og sin- Madkurv for at vise mig, at hun ha'de ingen
Æbler ta'el. Men jeg bliver jo staaende ved mit, at hvis hun
ikke gik til Bekendelse, saa vilde jeg sæl undersøge hende.

— Naa? sagde den gamle igen.

— Jo , saa begynder hun jo a' græde og forsikre mig om,
at jeg maatte ikke gøre hende evig ulykkelig og saadanno'et, og
hvis jeg vilde gaa lidt ind i Drivhuset, saa skulde hun komme

frem med Æblerne. Men jeg lod mig jo ikke dopere

(Nej, det er en vis Vej! nikkede Anders.) saa jeg sa 1

til de andre Koner, at nu kunde de gaa hjem, men Clarisse skulde
følge med her ind i Stuen. Hun hylede og græd jo , men med

maatte hun (Ja vel saa, hi!) Og da vi saa

var kommet her ind, saa si'er jeg: Nu gaar jeg her udenfor,
Clarisse, og saa kan du midlertid lette dig for Æblerne!

— Hi, hi! grinte den gamle og tog en Mundfuld af sit
Glas. Han glemte rent at klinke med Lars.

— Og lidt efter kommer jo Clarisse listende ud i Døren,
fortsatte Gartneren — og si'er, at nu er hun færdig. Og da jeg
saa kommer ind i Stuen, ligger der femten af de allerstørste
Æbler baade Gravenstener og Flaskeæbler her paa Bordet.

— Femten ! udbrød Skov - Anders — men hvor Fanden
kunde Konen ha' alle dem paa sig, uden a' det kunde kendes
paa hende?

— Ja, det spurgte jeg hende jo osse om, men hun vilde
ikke ud med Sproget.

— Jamen et Sted maa hun sgu da ha' ha'tdem, Christensen!

— Ja naturlig! nikkede Lars rolig — og jeg fik jo osse
senere at vide hvor.

— Naa? spurgte den gamle utaalmodig og rejste sig halvt
op i Sofaen for at komme nærmere til Gartneren.

— Jo, sagde Lars — hun ha'de s'mænd haft dem i sine
Bukser.

— I sine Bukser! gentog Anders — hvor Såten var der Plads?

— Jo-o, Fruentimmerne har jo Susebukser, sagde Lars med
urokkelig Alvor.

— Hæ, hæ! lo Anders — ja de Kvindfolk er s'mænd mange
Gange meget nier udspekelerte end som vi andre! — — Xæ-».
saa tror jeg sgu'nne, jeg vil ha* hende!

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

587

— Ja der er ikke noget i Vejen for, at hun er flink nok
til sit Arbejde; og naar man passer paa hende

— Ja-a — næ-i, ja jeg ka' jo tænke over det, sagde Anders

tvivlraadig. — Høet ka' jeg jo sæl klare. Naa, Skaal,

Christensen! nu maa jeg jo se a' tridse hjem efter.

— Skaal! sagde Lars. Og saa tømte de Glassene.

— Næi, De skal ikke hjem endnu! sagde saa Gartneren —
De har jo ikke no'et a' haste efter.

— Næi, . det har jeg jo ikke, men —

— Der staar en Flaske til inde i Skabet, vedblev Pestinak-Lars
langsomt og ligesom mod sin Vilje.

— Naa gør der det; ja-a saa

Gartneren rejste sig og gik igen ind i Sovekammeret Og
Anders gik hen til Vinduet for at stoppe sin Pibe. Denne Gang
blæste han den ud midt paa Gulvet og hældte Saucen bag efter.

— Skal vi sætte vos udenfor? spurgte Lars, da han kom
tilbage med Flasken, som han havde trukket op inde i det andet
Værelse.

— Ja-a, nikkede Anders — her er jo no'et beklumret.

— Stop Piben først, Anders Skovfoged.

— Tak, det er besørget.

— Vil De ta' Glassene?

— Jovel!

Lars satte Flasken fra sig i Vinduet og stoppede den anden
af Piberne henne fra Krogen. Saa tog han Flasken og Piben i
én Haand og gik ud. I Forstuen satte han Hatten paa. Anders
stod allerede udenfor med Glassene.

— Riven skulde ogsaa gerne med, sagde Lars.

— Hvor ska' vi hen?

— Aa, jeg tænker, vi gaar ned ved Pavillonen.

— Hvorfor ska' hun med? spurgte Skov-Anders og tog Riven.

— Fordi hun skal! sagde Lars.

Og saa gik de. Hen forbi Drivhuset og op ad Gangen
langs den bageste Haveplæne ned mod Parken. De gik med
ludende Hoveder og lidt usikre Skridt. Nu, de var ude i Luften,
kunde de ligesom mærke, at de havde drukket de Par Glas. Det
vil sige, det var Skov- Anders, der troede at kunne mærke det
paa Gartneren, for Anders gik bagest, og han syntes, at han var
klar nok.

Tilskueren. 1803. 39

Digitized by

588

Den gamle Pavillon.

— Der er sgu Maanen! sagde han pludselig og pegede
uvilkaarlig op efter den med Riven — nu faar vi sgu da Oplysning!
sagde han.

Men Lars sagde ingenting; han marcherede videre med
Flasken under Armen og drejede nu om forbi de tre store Graner,
der stod paa Grænsen mellem Have og Park og kastede tre vældige,
kegledannede Skygger hen over Plænerne helt op imod Hoved-
bygningen. Anders drejede bag efter med sin Rive og sine Glas.

Og der laa Pavillonen lige foran dem midt paa den aabne
Plads. Maanen var endnu ikke naaet saa højt op, at hele Byg-
ningen laa i dens Lys; kun enkelte Straaler, der borede sig frem
mellem Grenene og Bladene paa de høje Træer henne i Skoven,
spillede ind gennem Ruderne. Døren stod aaben, og man kunde
se Maanestraalerne vugge sig frem og tilbage hen over Møbler og
Vægge som lange, sølvglinsende Spindelvævstraade.

Pestinak-Lars satte Flasken fra sig paa det øverste Trappetrin.

— Vi bli'r her udenfor, sagde han.

— Javel saa! bekræftede Skov-Anders og stillede Glassene
ved Siden af Flasken. Men Riven stod han endnu med i den
anden Haand.

— Kom her med den! sagde Lars og tog den fra ham.

— Jeg kan nu ikke faa i mit Ho'de, sagde Anders i en
bekymret Tone — hvorfor Fa'en jeg har slæbt den Rive med,
Christensen.

Gartneren satte Riven fra sig op imod en Busk. Og saa
gik han tæt hen til Anders og sagde:

— Jeg vil bare ganske rolig underrette Dem om Skovfoged,
at jeg taaler ikke Deres Ondskabsfuldheder! De er jo svirende er De!

— Men Herre begyndte den gamle befippet.

— Og fordi De nu er Deres egen Mand, vedblev Gartneren
og tog den anden i Frakkeopslaget — og jeg kun er i en tjenende
Stilling, saa kan jeg dog paa mange Maader kanske baade sige
Sparto og Sparfire til Dem, forstaar De det?

— Jamen Herre

— Nej ti nu stille! nikkede Lars rolig — og lad mig stille
Dem et Spørgsmaal fuldt og sandt ud: Hva' ha'de De kanske
været uden mig, Anders Skovfoged?

— Næi, det er sandt, men Herregu'

— Hva' ha'de De været uden mig? spør' jeg!

— Næ vist ikke nej, men

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

589

— Skal jeg sige Dem det? spurgte Gartneren og lagde sin
Haand paa Ånders' Skulder.

— Ja

— Maa jeg sige Dem det?

— Ja-a, værs

— Og De bli'r ikke vred for det?

— Næi, vel gør jeg

— De ha'de været en Svinepels, Anders Skovfoged! nikkede
Lars og gav den anden et Stød, saa han tumlede en to-tre Skridt
tilbage. — Og saa taler vi ikke mer om det! sluttede han derpaa
og vendte sig højtidelig bort fra Kammeraten.

Anders stod ret op og ned og klippede nervøst med Øjnene
og skulede hen efter Gartneren, der vendte Ryggen til ham og
stod bøjet over Pavillontrappen og klirrede med Flasken og
Glassene.

— Jamen Christensen — begyndte han saa.

Den anden drejede Ansigtet om imod ham:

— Vi taler ikke en Kende mer om det, Anders Skovfoged I
sagde han. Og saa satte han sig paa det nederste Trappetrin og
gav sig til at tænde sin Pibe.

Anders blev staaende et Par Minutter endnu og klippede
med Øjnene. Saa gik han stille hen og satte sig ved Siden af ham.

Og nu sad de en god Stund tavse og smøgede, medens
Maanen langsomt hævede sig op over Trætoppene, og Skyggerne
paa Plænen blev kortere og kortere.

Paa én Gang lød der Stemmer ude fra Vejen, en Mands og
en Kvindes. De nærmede sig ikke, de var der pludselig, som om
ogsaa de længe havde været tavse. Der blev ikke talt højt, det
var kun en utydelig Hvisken og Mumlen og saa noget, der lignede
en sagte, stønnende Klagen og derpaa en brummende Tyssen.
Og saa blev alt stille igen.

Men de to Venner havde intet hørt, de sad i dybe, stride
Tanker og stirrede ud over Haven.

— Ja, vi skal vel smage paa den ny Flaske? sagde saa
Lars med et, og langede op efter sit Glas.

— Ja-a, sagde Anders og tog ligeledes sit.

— Skaal!

— Skaal!

Lars bøjede sig tilbage og hentede Flasken ned ved Siden
af sig og skænkede paa ny.

39«

Digitized by

590

Den gamle Pavillon.

— Sig mig saa, Christensen, forsøgte Anders med Lempe,
idet han paa en særdeles grundig Maade stoppede Tobakken fast
i Pibehovedet med Langfingeren — saa samles vi vel herefter
ovre hos mig?

— Jeg drikker ikke, saa længe de er her! det ved De jo
godt! sagde Gartneren.

— Jamen

— Jeg drikker ikke en Draabe, saa længe de er her
gentog Lars og huggede den knyttede Haand ned i Trappen. —
Det er sgu tilstrækkeligt, at man er et Udskud de ni Maaneder
af Aaret.

— Ja-a sagde déh anden tankefuldt.

Gartneren vendte sig om imod ham:

— Tror De kanske, at jeg drikker for min Fornøjelses Skyld?
spurgte han.

Den gamle rettede sig:

— Jeg kan nu ikke lide, Christensen, a' De immerhen
snakker om at drikke og at drikke! Der er sgu ingen a' vos,
der drikker! Fordi vi ta'r vos et Glas og en Passiar imellem om
Aftenen, det er sgu da ikke no'et a' lave Konkylier over!

Han var virkelig indigneret, Anders, det kunde man se
paa, at han nu tømte sit Glas uden at klinke med Pestinak-Lars,
der havde stillet Piben fra sig og sad med Albuerne støttede mod
Knæene og med Hovedet i Hænderne.

Anders listede Flasken hen til sig og skænkede.

— Skaal! sagde han saa.

Gartneren løftede Hovedet og saa forundret paa ham, som
om han for et Øjeblik havde glemt, at der sad nogen ved hans
Side. Saa greb ogsaa han sit Glas og nikkede:

— Skaal, Anders, Skaal!

Og da de havde drukket, rakte han Glasset frem igen og sagde:

— Skænk!

— Jovel! sagde Anders geskæftig.

— Tror De, den lille Frøken er vokset noget siden i Ror?
spurgte saa Pestinak-Lars pludselig.

— Naa-aa, de vokser jo ikke i den Alder, mente Anders —
men hun har vel lagt sig ud.

— Hvor gammel er det vel, hun kan være? vedblev Lars
og skævede prøvende hen til den anden.

— Aa jeg ved sgu'nne ri'tiM en atten-nitten vel!

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

591

— De har jo aldrig haft Børn, Anders Skovfoged?

— Nej, sagde den gamle sørgmodig — det faldt nu ikke
saadan til! Marie, hun jamrede saamænd nok for det, men naar
der ingen skal komme, saa kommer der ingen.

— Om De nu ha'de haft en Søn eller Datter! sagde Lars
og blinkede næsten ondskabsfuldt.

— Ja, saa sad vi ikke her og drak!

— Haa, haa! det er sgu ikke sikkert!

— Jo-o, det er sikkert nok, for saa ha'de hele Kommersen
faaet en anden Lyd, Gartner Christensen, det kan De være vis
om! Men naar man hverken har Kone eller Børn a' stræve for,
saa er der ikke no'et, der holder igen, ser De, for

— De snakker! afbrød Pestinak-Lars — men hva* skal saa
en anden sige? De har dog været gift engang og har baade haft
Glæde og Fornøjelse af Deres Kone, mens hun levede; men hva'
har jeg?

— Næi, sandt nok! nikkede den gamle — men De har jo
dog osse paa en Maade Tiden for Dem, Christensen.

— Hæ ja! men har De no'en Mening om, hva' det er for
en Tid? Tror De, at jeg no'en Sinde sætter Flasken ind i Skabet
og slaar Tolden i for evig?

— Næ-i, sagde Anders med en tvivlende Bevægelse af
Hovedet.

— Nej, det kan De magelig bande paa! vedblev Gartneren
ophidset — har man først begyndt at plante i det Bed, saa

holder man sgu ikke op, før man sæl graves ned i Jorden !

I gaar alle sammen og tror, at jeg har mine kronede Dage her
paa Gaarden! nikkede han — hæ; og saa rinder der dog ikke en
Dag til Ende, uden at jeg ønsker mig godt og vel borte herfra!

— Jamen I kunde jo da osse nemt faa jer en anden Plads,
Christensen, saa dygtig I er! sagde Anders blidt.

— De kunde vove paa det! truede Lars — de kunde vove
paa at jage mig herfra!

— Jamen det er der jo heller ingen, der snakker om,
Gartner Christensen! Jage Dem herfra! Hvorfor Fa'en skulde de
jage Dem herfra?

— Jojo, jojo! jeg kender dem! jeg kender dem! baade
hendes Broder derovre paa Falster og Fætteren her! Ok, jo, jeg
kender dem! de vilde s'mænd ofre en Femdalerseddel den Dag, jeg
vendte hele Herligheden Ryggen !

Digitized by

V

592 Den gamle Pavillon.

Og Lars drejede sig hastigt om mod sin Kammerat, lagde
sin Haand paa hans Skulder og saa ham ind i Ansigtet:

— I er mig en fuldtro Ven, Anders Skovfoged ! sagde han saa.

— Det er jeg! bekræftede Anders med Taarer — det er
jeg, Christensen! Lige siden Marie hun lukkede sine Øjne i evigt
Blund, har jeg ikke haft anden Støtte ved min Side!

Pestinak-Lars saa paa Vennen som i en Slags religiøs Be-
tagelse. Saa vendte han Ansigtet om mod Pavillonen, som nu
stod fuldt belyst af Maanen, der var kommen op over Trætoppene.
Den skinnede ind gennem de aabenstaaende Døre, og Bordet og
Stolene og Sofaen derinde traadte utydeligt frem i det hvide, rolige
Lys. Og gennem de buede Vinduer kunde man se Rankerne af
den vilde Vin hænge ned mørke, stive og ubevægelige, som om
de var støbte af Jærn eller udskaarne i Træ.

Lars tog sit Glas og drak af det. Saa satte han det fra
sig igen og sagde langsomt:

— Forbandet er den Grund vi sidder paa, Anders Skovfoged!
Anders drejede paa Hovedet og klippede med Øjnene, men

sagde ingenting.

Saa lagde Gartneren igen sin Haand paa hans Arm og
vedblev :

— Der er ikke en Menneskesjæl paa Jorden, der ved, hva'
Livet kan bringe a' godt og ondt, forinden han ligger stiv og
strakt mellem fire Planker!

Den gamle blussede et Øjeblik op og nikkede ivrigt:

— Nej, det er sgu vist og sandt, sagde han — det er sgu
vist og sandt! En gaar her nede i Blinde og famler og leder og
ved aldrig en eneste Stund eller Time, hva' Ende det ta'er!

Efter disse kraftige Udladelser sank de bægge længe hen i
Tavshed. De sad krumbøjede, stive og ubevægelige og stirrede
ned i Jorden. Imellem drak de en Slurk af deres Glas, men uden
at hilse paa hinanden. Rusen var ved at faa Magten over dem.
Anders var bleven søvnig og lukkede Øjnene, medens Varmen tog
paa at prikke ham over hele Kroppen. Hatten havde han for
længst taget af, den laa paa Trappen ved Siden af ham, og han
sank mere og mere sammen med Hagen bøjet helt ned mod
Brystet. Men pludselig skød han i Vejret som en Kikkert, virrede
med Hovedet og spilede Øjnene op:

— Hva*? mumlede han — hva* si'er De? Hva er det for
en Grund, De si'er, vi sitter paa, Christensen?

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

593

Gartneren løftede langsomt Ansigtet op mod ham:

— Skal jeg si'eDem no'et, Anders Skovfoged? sagde han —
De er drukken! Og det er jeg med! Men derfor er Livet li'e
sørgeligt!

— Ja, det er det, mumlede den gamle — det er det! Det
er en evig Sandhed!

— Men vi er no'en Svin! vedblev Lars og slog ud med

Haanden — baade De og jeg baade De og saa jeg, vi er

no'en Svin!

— Ja, Gu* hjælpe vos alle tretten! sukkede Anders sønderknust.
Men nu blev Gartneren paa en Gang ganske overvældet af

Sorg og Selvforagt. Han skjulte sit Ansigt i Hænderne og
stønnede højt.

Anders saa paa ham med et sløvt - medlidende Blik. Og
saa gav han sig til at klappe ham:

— Herregu\ lille Christensen, trøstede han — Herregu' lille

Gartner Christensen — — der er jo saa mange, der drikker

og jeg anklager dem saamænd ikke det ve* Gu' je'nte gør

jeg anklager dem saamænd ikke!

— Anders Skovfoged? mumlede Lars.

— Jo!

— Anders Skovfoged?

— Ja!

— Ved du slet ikke no'et om det?

— Om hva* for no'et?

— Om mig og Fruen?

— Jo-o, jeg har jo nok hørt jeg har jo nok hørt ymte.

— Er du min Ven, Anders?

— Ja, det er jeg, Lars, det er jeg ! li'e til mit sidste

salige Blund er jeg det!

— Anders Skovfoged!

— Ja?

— Det er mig, der er Fa'er til den lille Annette!

— Ja, de si'er jo saadan, ja! nikkede den gamle — men
Beviserne?

— Kan De saa forstaa, vedblev Pestinak-Lars — at det
sømmer sig kun daarligt for mig at sidde her og drikke til Pægls
med Dem?

— Ja-a —

Digitized by

594

Den gamle Pavillon.

— Men jeg gør det nu paa Trods, Anders Skovfoged, for
hva' Glæde har man a' et Barn, der ikke maa vedkendes en?

— Næ-i, det er en vis Vej!

— Ved De, hvad jeg somme Tider tror? vedblev Gartneren,
han sad igen med Albuerne støttede mod Knæene og Hovedet i
Hænderne og syntes nu ganske uberørt af Rusen — jeg tror
mange Gange, at Fruentimmerne er skabte a' li'som en hel anden
Materie end vi andre!

— Saa-aa? sagde Anders aandsfraværende og blinkede med
Øjnene som en Ugle. Han begyndte atter at blive søvnig.

— For vi andre kan jo nok være ondskabsfulde og hævn-
gerrige, lød det fra Lars — men det er ikke no'et i Sammen-
stilling med, som naar et Fruentimmer først ta'er paa at vise, hva*
hun indeholder!

— Næ-i, nikkede den gamle og vaagnede ligesom lidt op —
men Marie ka' De sgu ikke si'e no'et paa, Christensen, for hun
var det ve' Gu* hun var baade Dag og Nat!

— Ja vel saa, indrømmede Lars — der er Forskel paa dem,
det ved jeg godt ! Men hun her listede omkring mig som en Kat,
og hvor jeg satte min Fod, saa stod hun der og snakkede sødt
til mig og saa paa mig med no'en Øjne, der mange Gange fik
mig til at se ned for min Fod, for hun var jo da Frue.

— Ja-a, men Jægermesteren var jo no'et gammel! und-
skyldte Anders.

— Det var han, ja; og var der ingen Børn kommet, saa
ha'de hun jo ikke arvet det hele. Men det var saamænd osse
lige meget, hvor jeg viste mig her i Haven, saa passede hun mig
op baade ovre i Drivhusene og her ved Pavillonen og sær om
Aftenen.

— Saa? sagde Anders — ja Fruentimmerne ka' sgu stundum
være forlegne nok!

— Ja-a, nikkede Gartneren — saa var det jo det Efteraar,
at Jægermesteren laa syg, at jeg en Eftermiddag gik her nede og
rev Blade sammen. Jeg ha'de smidt Frakken, for det var da
varmt nok. Saa kommer hun spaserende inde fra Skoven med
Polluks, og da hun ser mig, gaar hun lige hen og stiller sig
ved Siden a' mig. — De har det nok med Varme, Lars? spør' hun
saa, og jeg siger begribeligvis ja. Og saa ser hun igen paa mig
med disse hersens Øjne og lægger sin ene Haand paa min Arm
helt oppe ved Akselen. Er De ikke bange for at blive forkølet?

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

596

si'er hun saa. Jeg ryster bare paa Hovedet. Nej, De er jo osse
en rigtig Kraftka'l! si'er hun og trykker sine Fingre ind i min
Arm, saa det næsten gjorde ondt. Men saa kunde jeg ikke
styre mig længer, vedblev Lars, og hans Stemme rystede — jeg
smider Riven og slaar bægge mine Arme omkring hende og
kysser hende.

— Naa, naa! sagde den gamle, og nu var han lysvaagen. —
Skreg hun §aa?

— Næi, hun rev sig bare løs og saa' forskrækket omkring
sig, og saa sa J hun: Pas dog paa, Mand! Og jeg stod og bævrede
over hele Kroppen. Men saa kom hun hen til* mig igen, helt hen,
og sa' ganske rolig: Vil De komme her ned i Pavillonen i Aften

Klokken ti, jeg vil gerne tale med Dem! og saa gik hun

og Polluks op ad Hovedbygningen til.

— Hi! blinkede Anders og tog en Slurk af sit Glas. —
Mødtes I saa? spurgte han og drejede Hovedet og saa opmærksomt
op og ned ad den gamle Pavillon, som om det var første 6ang r
han tog den i Øjesyn.

— Ja-a, vi mødtes her baade den Aften og mange Gange
derefter.

— Hi, hi! gnækkede den gamle igen. — Men det er sgu
da ellers ikke no'et saadan aa være trist i Koløren over, Christensen,
for det er jo da eri Fornøjelse, saa længe det staar paa.

— Ja-a, sagde Gartneren — og jeg bryder mig osse Fa'en
om Fruen, hun kan være for mig, hva 1 hun være vil! men det er
haardt nok, Anders Skovfoged, naar ens eget Barn ikke maa
vedkendes en.

— Sandt nok! nikkede Anders — men det vilde jo da bli'
en evig Skændsel for alle Parter.

— Og saa vilde hun ha* mig til at rejse til Amerika! lo
Pestinak-Lars haanlig. — Dengang hun mærkede, at hun var bleven
frugtsommelig ved mig, saa vilde hun ha' mig til at rejse til
Amerika!

— Før den gamle døde?

— Ja-a, ligestraks! hun skulde nok gi' mig rigelig med
Penge, sa' hun.

— Det var dog Satans! bandede Anders og rystede indig-
neret paa Hovedet — har en dog kendt Mage! Hun vilde altsaa
bare ha' et Barn?

Digitized by Google

596 Den gamle Pavillon.

— Det var det, det hele gik ud paa, ja, for at hun kunde
beholde baade Gaarden og Pengene.

— Næ-i, jeg tror Dem sgu ikke, Christensen! sagde den
gamle pludselig afgjort.

— Hva' gør De ikke?

— Næi, gentog han — jeg tror Dem sgu ikke! For ingen
Mennesker ka' da være saadan til Sinds, som De der beretter!

— Ok, ok! lo Lars — De snakker, Anders Jensen! Fruen-
timmerne er s'mænd meget, meget værre, end som no'en kan
tænke sig!

— Ja er det sandt, sagde Anders og saa harmglødende
ud for sig — saa er osse Fruen den værste udspekelerte Taske,
jeg har kendt!

— Det er hun! bekræftede Gartneren — saa mild og naadig
hun ellers kan te sig.

— Men De har dog nok li'godt Krammen paa hende,
Christensen! De har dog Krammen paa hende! Se nu med
Pavillonen !

— Fa'en med den! mumlede Lars — det er den, der har
voldet hele min Ulykke!

— Aa I ha'de sgu nok hittet et andet Sted aa gaa hen!
mente Anders. — Men hvorfor vilde hun nu absolut ha' den væk?

— Det er da forklarligt nok, synes jeg!

— Ja-a, det er det vel.

— Og saa er der osse det, vedblev Pestinak-Lars — at
naar som helst hun kommer ned her i Haven, saa sørger jeg altid
for at ha' lidt a' pusle med her omkring.

— Hi, hi! og det skær hende i Øjnene?

— Forstaar sig!

— Begriveligvis ja, hæ!

— Og saa lokker jeg immer den lille Annette med herned
for at se paa Roserne.

— Hæ, naa, ja! hun er jo da ossensaa jer egen Datter!

— Ja-a, sukkede Pestinak-Lars og tog paa at blive sentimental
igen — og mange Gange, naar hun staar her og snakker mildt
og godt til mig, Anders Skovfoged, er jeg ved at si'e til hende,
hvordan det hele forholder sig.

— - Jamen det ska' I sgu'nne gøre, Christensen! sagde den
gamle angst.

— Jamen I forstaar mig da?

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

597

— Ja-a, jeg forst aar Jer jo nok, men men det ska'

I sgu'nne gøre alligevel!

— - Næi vist saa, jeg gør det jo heller ikke, og jeg er jo
heller ikke værdig dertil! men i Fjor, da tog jeg da hendes Haand
og kyssede den, jeg kunde ikke la' det være for aldrig det! og
saa saa jeg paa hende og sa': min lille Annette!

— Naada!

— Ja hun blev begribeligvis saa bange, at hun løb sin

Vej. Og saa Dagen efter kommer Fruen og melder mig, at

hvis jeg prøvede paa saadan no'en Hundekunster tiere, saa skulde
jeg blive jaget fra Gaarden den samme Dag, for der var ikke en,
der vilde tro paa mine Historier, sa' hun, da alle og enhver
vidste at

— Vidste a' hva'9 spurgte Anders, da den anden stoppede op.

— Vidste, at jeg drak! sagde Lars haardt.

— Sa' hun det?

— Jamen det er jo osse sandt, Anders Skovfoged, det er
jo osse sandt! Der er jo ikke den Aften, jeg gaar ædru i min Seng.

— Naa-aa, nu overdriver De, Christensen! Vi er jo da ikke
sammen hver Aften.

— Jamen jeg drikker osse, naar jeg er alene! mumlede •
Gartneren og saa ned — det ved I ikke no'et om, men jeg sidder
hver eneste Atten derinde i Pavillonen og drikker.

— Hva' er det, I si'er! udbrød Skov-Anders forfærdet, og
den sidste Rest af Rusen ligesom rislede af ham.

— Det er sandt hvert eneste Ord! nikkede Pestinak-Lars
klagende. — Og det er mig, der har faaet jer til at drikke, Anders
Skovfoged, det er mig, der er en Svinepels, og jeg kan ikke holde
op, jeg kan ikke la' være! Forleden ha'de jeg smidt Nøglen til
Skabet ned i Brønden for at blive fri for den, og saa længe det
var lys Dag og jeg gik mellem de andre og arbejdede, saa var
jeg stolt over, hva' jeg ha'de gjort. Men da jeg saa kom hjem i
Stuen og ha'de spist min Aftensmad, saa begyndte det at slide
og trække i mig, og jeg rev Tøjet a' mig og gik til Sengs, men
jeg maatte ligge og slaas baade med det ene og med det andet,
og til sidst kunde jeg ikke staa imod længer, og saa krøb jeg ud

a' Sengen og hen til Skabet, og saa og saa brækkede

jeg Laagen op med et Stemmejærn og saa brækkede

jeg Laagen op med et Stemmejærn

Digitized by Google

598

Den gamle Pavillon.

Skov- Anders havde rettet sig mere og mere i Sædet, medens
Vennen aflagde sit triste Skriftemaal. Og nu sad han stiv og rank
paa Trinet ved Siden af ham. Hans lille, skægløse Ansigt var
blevet ganske blegt, og Sveden sprak ham ud rundt om paa
Kroppen. Han kiggede paa skævs hen paa Pestinak-Lars, der
sad krumbøjet med Ryggen i en stor Bue og med Ansigtet be-
gravet i Hænderne. Og pludselig huggede han til den halvfyldte
Romflaske, saa den trimlede bag ud mellem Trinene ned paa
Jorden. — Fa'en osse med det Drikkeri! mumlede han dystert hen
for sig. Men saa rejste han sig paa en Gang med et energisk
Sæt, virrede med Hovedet og klippede med Øjnene; og saa
sagde han:

— Saa sandt jeg staar her en Synder for Gud, Christensen,
saa sætter jeg aldrig min Mund mere til et Glas, naar det da
ikke li'e netop er for Tørst!

Lars løftede Hovedet og saa paa ham:

— Og mener I det nytter? spurgte han.

— Javel mener jeg det nytter! nikkede Anders overjordisk. —
Og rejs I jer nu osse op, Gartner Christensen, og lov jer sæl
det samme i denne hellige Stund!

— Det har jeg gjort saa tit, mumlede Pestinak-Lars —
men jeg er forloren.

— Aa, vis vas, Gu' er I ikke nej ! sagde den lille Skovfoged
inspireret — I har lovet jer sæl det, og det nyttede kanske ikke;
men nu ka' I love mig det en Gang, Christensen, nu ka* I love
mig det en Gang!

Gartneren rejste sig langsomt:

— Og I tror, det nytter? spurgte han med et svagt Haab
i Stemmen.

— Det skal nytte! sagde Skov- Anders og slog tre Fingre
i Vejret.

— Og hver Dag vil I minde mig om det? vedblev Gartneren
og greb Vennens Haand.

— Hver eneste livfødteDag! bekræftede Anders og trykkede.

— Gud i Himlen lønne jer for det, Anders Skovfoged!

— Sæl Tak! sagde Anders. — Og nu ska' det hele faa en
anden Gænge, Gartner Christensen ! nikkede han. — Se først river
vi nu Pavillonen ned

— Jamen, næi —

Digitized by Google

Den gamle Pavillon.

599

— Det er mig, der raa'er, Christensen! sagde Anders og
slog ud med Haanden — det gamle Skrammel har saamænd voldt

jer Fortræd nok! Og saa hvitter vi mit Hus og repererer

Taget og maler Dørene, saa alting ka' bli'e ordentlig og rekom-
menderligt, som da Marie hun levede!

— Og naar vi sidder sammen om Aftenen, saa drikker vi
Hvidtøl! sagde Pestinak-Lars greben af den almindelige Begejstring.

— Hvidtøl og en Bajer imellem, Christensen! For man ska'
ikke skridde til Yderligheder!

— Og saa vil den Tid komme, da jeg ikke behøver at
skamme mig for den lille Annette!

— Den Tid vil komme, da I ikke behøver a' skamme jer
for et Menneske paa Jorden, Gartner Christensen ! Og gi 7 mig saa
jer Haand paa, a' I sæl vil kæmpe som en Mandsperson, naar
Fristelsen melder sig!

— Saa sandt jeg staar her en Synder for Gud, sagde Lars
højtidelig og rakte Vennen sin Haand — saa vil jeg gøre, hvad
der staar i et syndigt Menneskes Magt for at staa imod, naar
Fristeren kalder!

— Det drikker vi paa! sagde Anders i Ekstase — det

drikker vi paa! der er endnu en lille Slørk tilbages i Glassene.

Skaal, Gartner Christensen!

— Skaal, Anders Skovfoged, Skaal! og Gud lønne jer for
jeres store Venskabs Skyld! sagde Lars dybt bevæget.

Gustav Wied.

Digitized by Google

En falsk Etikette.

En Randbemærkning.

Det er et ret mærkeligt Tidens Tegn, at Kristus igen be-
gynder at komme i Kridthuset hos Udviklingens Mænd her i Norden
... om end rigtignok i en saare forvansket Skikkelse. Det kristne
Banner, der for ikke længe siden var temmelig upopulært i Frem-
skridtets Lejr og oftest holdtes undseligt tilhyllet — som ,en
Privatsag 41 — udfolder sig nu frejdigt rundt om paa Fløjene og
synes af enkelte bestemt til at blive alle „Foregangsmænds* Fælles-
mærke. Overalt hører man den ny Tids Profeter præke, at ikke
længer Politik, ikke længer Videnskaben, men alene »Kristen-
dommen 41 er i Stand til at føre den begyndte Udvikling fremad.

Sidst var det Bjørnstjerne Bjørnson, der paa Fredsmøder rundt
om i Landet gjorde sig til Talsmand for den ny Lære, en Slags
amerikansk Kristendom, efter hvad vi ved samme Lejlighed hørte.
Altsaa kan man vide, at Tingen herefter hurtigt vil komme i Mode.

Der er allerede næppe mere en god verdslig Sag, der ikke
er bleven lavet om til Kristendom, eller som det ikke er blevet
Kristendommens Pligt at føre an i. Overalt høres utaalmodige
Raab paa Præsterne. Skal der stiftes en Afholdsforening, skal
der skaffes Valgret til Kvinderne eller Vinterklæder til Fattigfolks
Børn — straks trommes den ganske Kristenhed i Gevær. Og paa
Talerstolene staar de „nykristelige 44 Forkyndere og slaar paa godt
amerikansk Næven i Pulten og kræver Vorherre frem for Skranken
for at aflægge Vidnesbyrd.

„Hvorfor tier Kirken, . . . hvad er der blevet af Kristus?*
lyder det fra disse Folk, der ved enhver Lejlighed glat væk sætter
Gud under Diskussion. „Ved at medvirke tU Gennemførelsen* af
internationale Forligsdomstole, ved at hidføre en Løsning afSpørgs-

Digitized by Google

En falsk Etikette.

601

maalet om Arbejderlønningen bør Kristendommen bevise sin Eksi-
stensberettigelse. Ellers har den dømt sig selv til Døden."

Man ved virkelig til sidst ikke, hvad man skal tænke om
det Ruskomsnusk af Filantropi, Statsøkonomi, Moral og Pædagogik,
hvoraf den protestantiske „Kristendom" efterhaanden røres sammen.

Hvad særligt kristeligt er der i Sansen for Ædruelighed og
Retfærdighed her paa Jorden? Hvad har kruppske Kanoner og
Fattigbørns Bukser med Kristendomsforkyndelse at skaffe?

Intet, absolut intet. Tvært imod!

Thi netop som Kristen bør et Menneske aldeles ikke at
bekymre sig om de jordiske Ting. Som Skatteborger, fortræffeligt!
Men som Kristen vedrører ham ene og alene Guds Rige, der „ikke
er af denne Verden".

Hør, hvad en sand Kristen som Thomas a Kempis i sin
Tid skrev om den Kristnes Forhold til Verden og de verdslige
Indretninger:

„Agt dig som Udlænding og som Pilegrim paa Jorden. Luk
dit Øje og Øre for al jordisk Væsen og bed uafladelig. Søg ikke
Hvile i dette Liv. Søg ikke Fred hos Menneskene, men i Gud
alene. Bed ydmygelig til Herren, at han skænker dig Sønder-
knuselsens Aand, og sig med Profeten: Bespis mig, o Herre, med
Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke. — Af
Kærlighed til Gud maa du med Glæde finde dig i Smerter og
Forfølgelser, i Ydmygelser, Forhaanelser og Forsmædelser. Saa-
dant gavner Dyden og bereder dig den himmelske Krone".

Saaledes taler en sand Kristen. Saa tynd maa man gøre
sig for at slippe gennem det Naaleøje, der danner Indgangen til
Himmeriges Rige. Saa fuldstændig skal Verdensforsagelsen være,
for at man med Rette kan bære Kristennavnet.

Hvor langt er vi ikke her fra den aandelige Bredflabethed,
der fordrer, at Guddommen skal „dokumentere sig", før man vil
indlade sig med ham. Hvor langt er vi ikke her fra den praktiske
Skatteborger-Kristendom, der skal udrydde Soldateruvæsenet, bringe
Folk til at slaa Prop for Brændevinsflasken, skaffe Kvinderne
Stemmeret, give Fattigmand Sul til Brødet og en sorgfri
Alderdom . . . kort sagt: virkeliggøre den gamle Drøm om et
Slaraffenland.

Men er der noget, som den kristne Lære absolut ikke inde-
holder, saa er det Forjættelsen om et Lyksalighedsrige her paa
Jorden ; ja selv en Stræben derefter er, kristeligt set, at fordømme.

Digitized by

602

En falsk Etikette.

Thi Jorden er en uforbederlig Jammerens Dal, og »den, som
søger andet i Verden end Gud og sin Sjæls Frelse, vil ikke finde
andet end Plage og Møje tf .

Er der derimod noget, der absolut er Hedenskab, saa er det
denne gamle Slaraffenlandsdrøm, der fra Arilds Dage var Summen
af Menneskenes Oprørstanker mod den Guddom, der til enhver
Tid sad paa Verdenstronen.

Nogle vil maaske mene, at det da er temmeligt ligegyldigt
med denne kristelige Etikette, naar det dog er den gode, gamle
Hedendoms Livseliksir, der bringes i Handelen, — andre, at det
ikke siger saa nøje med Hensigten, naar blot Kristennavnet der-
ved bringes til fornyet Ære og Værdighed. Men bægge Parter
tager sikkert fejl. Der er al Grund til her at undgaa enhver For-
veksling, som alene kan blive til Gavn og Glæde for det aandelige
Kvaksalveri, det Mikstum-Kompositum af religiøst Fritænkeri og
afkristnet Kristendom, der er den sande Fornægtelse.

Henrik Pontoppidan.

Digitized by Google

En ny Digtning.

ni.

Stéphane Hallarmé.

I.

éphane Maliarmé er — ligesom sin Ven og jævnaldrende
Verlaine — en Discipel af „Parnasset* 1 . Hans Form har i denne
strenge Skole opnaaet samme fuldendte Skønhed, som udmærker
en Banvilles og en Leconte de Lisles Vers. Men medens Verlaine
tidligt — allerede i „ Romances sans paroles* — søgte ny Former,
vovede sig ud i vage musikalske Forsøg, gennem hvis Ubestemthed
han vilde udtrykke sine Stemninger af Taage og Tusmørke, er
Maliarmé endnu i sine nyeste, paa andre Maader saa oprørske,
Digte den formdyrkende Parnassien.

Mallarmés Værk er ringe af Omfang. En lille Samling Vers,
en Snes Prosadigte, en eller to Afhandlinger og nogle Over-
sættelser er alt.

Ydre Omstændigheder kan have medvirket til at gøre Mal-
larmés Digtning lidet omfangsrig. Denne Poet har ikke ført Ver-
laines urolige og begivenhedsrige Vagabondliv. Han er en inde-
lukket og stillesiddende Mand, en Lærd og en Drømmer, et Celle-
Menneske. Og hans Poesi skildrer dette ideale Klosterlivs rent
sjælelige Hændelser.

Men Mallarmés Digtning er tillige, ifølge sit Væsen, kort-
fattet. Hans Poesi er, i højere Grad end nogen anden, et Kon-
centrat, en Essens, et inddampet og stærkt fortættet Destillat.
Verlaines Poesi kan sammenlignes med Vin — Livsglædens per-
lende Champagne, alvorlig og dunkel Bourgogne, hed og hidsende
Muscateller. Men Mallarmés Vers er som Likør — brygget af
hundrede sære og sjældne Urter, mangfoldig krydret, duftende
med tusend Blomsters Duft, kunstfærdig tilberedt efter en ene-
staaende Recept af en gammel, kyndig Muiik i et helligt Labo-
ratorium.

Tilskueren. 1893. 40

Digitized by

604

En ny Digtning.

Jeg skrev: efter en Recept. Jeg burde have sagt Teori.
Ti Maliarmé er i Virkeligheden Verdensliteraturens mest teoretiske
Lyriker.

Ligesom Poe og Baudelaire — de Tvilling-Aander, der lyser
som Stjerner over hele den Literatur, hvori jeg her bevæger raig
— anser Maliarmé Imspirationen for farlig og Kunstværket for et
villet og haardnakket Arbejdes Resultat. Man husker fra Poes
Værker det morsomme lille Essay „Digtningens Filosofi 44 . Poe
forklarer her, Vers for Vers og Linie for Linie, hvorledes hans
berømteste Digt „Ravnen u blev til i Kraft af en forud lagt og
vel gennemtænkt Plans nøjagtige Udførelse. Poe overdriver —
men Meningen er tydelig nok den, at erklære Poesien for en lov-
bunden Kunst, hvis Dyrker fremfor alt maa, være en klog og
metodisk Arbejdsmand.

Baudelaire var en ivrig Tilhænger af denne Poetik. 1 hans
efterladte Dagbøger finder man Inspirationen nævnt mellem
de meget onde Ting, hvorfor han beder Gud fri sig. Og for at
begribe de Digtninge, hvori Mallarmés Værk naar sit Toppunkt,
maa man kende den Teori, paa hvis Grundlag de er byggede.

Mailarmé har i en Afhandling „Om Verset" udtalt sig
saa tydeligt som følger:

„Symbolister, Dekadenter, Mystikere, alle disse Skoler har
som fælles Udgangspunkt en Idealisme, der (ligesom Fugaen eller
Sonaten) vægrer sig ved at benytte det naturlige Materiale, ordnet
af en direkte og brutal Tanke, og ikke vil beholde andet end
Suggestionen. Man vil skabe en matematisk nøjagtig Forbindelse
mellem Billederne, saaledes at der af disse løsner sig en Anskuelse,
som staar Gætte-Evnen klar. Omstyrtet er da den æstetisk fejle
Fordring, der behersker næsten alle Værker, at der til Bogens
Blade skal fængsles andet end f. Eks. Skovrædselen eller det dumpe
Brus, spredt gennem Løvet — ikke Træernes indviklede og tætte
Skov. Nogle virkelig stolte Trompetstød fremkalder Billedet af
Palads-Arkitekturer — medens en Bogs Sider daarligt vilde kunne
lukkes om virkelige Stene u .

Og i samme Afhandling, andetsteds: „Hensynet til det
musikalske er altbeherskende . . . Ordet tager kun i Handelssproget
Sigte paa Tingenes Virkelighed; i Literaturen nøjes det med at
give en Hentydning dertil eller at løsne en enkelt af Virkelighedens
Egenskaber for at legemliggøre en Ide deri."

Med andre Udtryk: Mailarmé vil en suggestiv og musi-

Digitized by Google

Ed ny Digtning.

605

kal sk Poesi. Han attraar Ordet i dets sjælelige,* væsentlige Form,
ikke i dets brutale og overfladiske Tilstand. Han drømmer om
et Sprog, hvor hver Sætning, hvert Ord har Hundreder af hem-
melige Forbindelser og strejfer hen over Klaverer af Stemnings-
strenge, saa de dulgt og dæmpet klinger med. Han søger en
Poesi, der i én Linie udtrykker, hvad andre Digtere siger paa
lange Sider.

II.

Mallarmés Digtning bliver saaledes en literær Symbolisme.

J. K. Huysmans har paa et Par Sider mesterligt karakte-
riseret denne Poesi. Han skriver om Mallarmé: „I dette den
almindelige Stemmerets Aarhundrede, i denne Pengesygens Tids-
alder, levede hin Digter afsides, beskærmet af sin Foragt mod den
omgivende Dumhed, behagende sig, langt fra Verden, i sin Aands
Overraskelser og sin Hjernes Syner. Tanker, der allerede forud var
sjældne, forædlede han yderligere, indpodede dem med byzantinsk
Forfinelse, udførte dem gennem let antydede Følgeslutninger, som
en næppe synlig Traad forbandt.

„Disse kostelige og tæt sammenflettede Forestillinger bandt
han til hverandre med et fast sluttende Sprog, et ensomt og
sondret Sprog, et Sprog, fuldt af Sammentrækninger, Forkort-
ninger og vovede Vendinger.

„Han opdagede de fjerneste Analogier og antydede dem
ofte med et Ord, der paa en Gang, ved en Lighedsvirkning,
angav Form, Duft, Farve og Egenskaber ved en Ting eller et
Væsen. . . . Det lykkedes ham saaledes ganske at udrydde Sam-
menligningen, der foregik i Læserens Aand alene, saa snart denne
havde gennemtrængt Symbolet. Han undgik at sprede Opmærk-
somheden paa de enkelte Egenskaber, som en Række Adjektiver,
stillede efter hverandre, fremfører, og han koncentrerede den i
Stedet for paa et eneste Ord, der — - ligesom et Maleri — frem-
bragte en Helhedsvirkning".

Stephane Maliarmés eneste poetiske Stræben' er da den at
skabe Skønhed. Det betyder mindre for ham, om hans Værk er
klart — blot hans Vers er musikalske og fulde af suggestiv Magt.

Deraf kommer det, at hans Poesi er dunkel — og dunklere,
jo højere den naar. Hver Linie i hans Digte har en to- eller
tredobbelt Mening. Og det lykkes ham paa denne Maade at for-
vandle Poesien til en Ordmusik, som uimodstaaeligt gennemtrænger
Læseren med den Stemning, hvoraf Værket er født.

40*

Digitized by Google

606

En ny Digtning.

III.

En saadan Digtning kan kun ufuldkomment overføres fra
sit oprindelige Sprog til andre Tungemaal. De følgende Linier
(oversatte af Hr. Karl Buhl) skal blot antyde den franske Poet:

LÆNGSEL.

Min Sjæl, o Søster! stiger mod din Pandes Drøm

om Efteraar, med røde Pletter stænket,

og mod dit Engleøjes Himmelglans.

Den stiger som et Springvands hvide Længsel

mod Himlens Blaa i en sørgmodig Have!

— imod Oktobers ømme, blege Blaa,

som spejler sig i dybe, døde Damme.

hvis Vande, kruset af den kolde Blæ.st,

der driver blodigt Løv ad blanke Veje,

den gule Sol har strejfet i et langsomt Blink.

Et Digt som dette hører imidlertid til Mailarmés første,
mindre udviklede* Periode. Hans Mesterstykker er de senere skrevne
Værker „ Herodias tf og „En Fauns Eftermiddag*.

Det er Visioner, disse Digte. Lange Tog af pragtfulde og
tungsindige Syner drager en forbi bag et Slør af Vers. Nu og
da glimter en Ædelsten — et Kvindeøje blinker. Og Rytmens
Musik suser som Skove, vugger som Bølger, klager som Vind i
Siv og dør som enlige Hjerters Suk i snekolde Maanenætter.

Der gives ikke i nogen Literatur stærkere farvede og dybere
klangmættede Digte end disse. Som Esther, før hun skulde stedes
for Kong Ahasverus, synes de salvede med alle Østerlandets
duftende Olier og gennemtrængte af Røgen fra brændende Myrrha
og Nardus. Der er en tung, tæt, bedøvende Luft om dem — en
barbarisk broget Vellugt som ud fra et Harem af Huris.

Denne „Herodias", denne „Faun* er levende som Drømme.
Der staar hun, Herodes' dejlige Dronning; hendes snehvide, maane-
hvide Legeme løfter sig koldt og kysk i den kolde og kyske Nat
af Sne og Maaneskin. Og hendes hede Sjæl længes mod et Land,
hvor hele Himlen brænder som en stor Venusstjerne . . .

Og se, Faunen sidder i den gyldne Eftermiddag ved Randen
af et Vand — en siciliansk Dam — hvori Nymferne har badet.
Vandet funkler, plettet af hvide Stjerneblomster, og Faunen be-
tragter i Begær Sporene efter de bortfløjne Nymfers svanehvide
Legemer i Sivene.

Digitized by Google

En ny Digtning.

607

Digtet opruller sig, storladent som et Landskab med lange
og ædle Linier. Begæret følges af Vellyst; Vellysten drager Til-
fredsstillelsens Tungsind efter sig. En Aften af Guld og Aske
nedstiger over Skovene — og Faunen finder Fred i Beskuelsens
ophøjede Ro . . .

Men man kan ikke fortælle dette Digt, thi der er i det
givet mer, end Fortælling mægter. I disse to Digte lever den
Skønhed, hvis guddommelige Væsen overgaar al Forstand.

IV.

Der staar tilbage at omtale Maliarmés Værker i Prosa.

Det er dels Oversættelser, dels selvstændige Digte. Over-
sættelserne er Gengivelser af Edgar Poes Vers, af den engelske
Maler Whistlers „Ten o'clock" (et kunstnerisk Programforedrag)
og af Beckfords berømte Roman „Vathek".

Whistlers »Ten o'clock* har øjensynlig tiltalt Mallarmé ved
sin aristokratiske Tankegang. Og Beckfords „Vathek" — dette
dybe Æventyr, skrevet paa Rousseaus Tid af en højt begavet
Kunstelsker og Eneboer — er, som Mailarmés egne Værker, en
enMg Hjernes pragtfulde Drøm. Mailarmé har selv resumeret
„ Vatheks'* væsentlige Værdier i disse Linier:

„Meget store og monumentale Perspektivers Sørgmodighed,,
forbunden med den Ulykke, som en overlegen Skæbne er. Den
Rædsel, Trylledrikke forvolder, og den Svimmelhed, den øster-
landske Overdrivelse af Tal skaber. Den Anger, som fødes af
Forbrydelser, man ikke er sikker paa at have gjort sig skyldig i;
Uskyldens og Bønnens jomfruelige Smægten; endelig Gudsbe-
spottelse, Ondskab og Menneskemylr.*

Der er endelig Mailarmés egne Prosadigte at nævne. De
gaar videre ad den Vej, Baudelaire har banet med sine „Poémes
en prose*. De er — ifølge Huysmans' Udtryk — „Romaner, for-
tættede til en Side eller to tt . Der løsner sig fra dem et helt
Menneskelivs Længsel og Tungsind, Lykke og Smerte, Minder og
Haab. De er mere Bekendelser end noget andet af Mailarmés
Værker. De er som et Sideskib i denne stolte og straalende
Poesis Kirke — et lille Kapel, hvor Vokslys, slørede af Sørgeflor,
brænder for en Madonna, hvis skønne Aasyn minder om elskede
Træk, man en Gang har haft kær, og om et Ansigt, som nu ikke
mere er oven Mulde . . .

Johannes Jørgensen.

Digitized by Google

Digte i Prosa,

Af

Stéphane Mallarmé.

I.

l^iden Marie har forladt mig for at drage til en anden Stjerne
— til hvilken: Orion, Altair eller til dig, grønne Venus? — har
jeg altid elsket Ensomheden. Hvor lange Tider har jeg ikke tilbragt
alene med min hvide Kat. Ved „alene* forstaar jeg: uden et
Væsen af Kød og Blod; thi min Kat er en mystisk Fælle, en Aand.
Jeg kan da sige, at jeg har tilbragt lange Tider alene, med min
hvide Kat og med en af de seneste Forfattere fra den latinske
Litteraturs Dekadence; thi siden den lyse Skabning, jeg elskede, ikke
mere er hos mig, har jeg sælsomt og sært elsket alt det, der kan
sammenfattes i det ene Ord: Forfald. Derfor er ogsaa Aaret igennem
den Tid, jeg holder mest af, Høstens sidste, spinkle Dage, de Dage,
der gaar umiddelbart forud for Efteraaret. Saa gaar jeg min Tur,
naar Solen raster, lige før den skal gaa ned, med Straaler af gul
Kobber over de graa Mure og af rød Kobber i Vinduesruderne.
Ligeledes, den Litteratur af hvilken min, Sjæl suger Vejlyst, det
er den til Døden syge Poesi i Roms sidste Leveaar, saa længe den
endnu hverken aner Barbarernes foryngende Fremrykken eller laller
den første kristne Prosas barnlige Latin.

Jeg sad og læste et af disse kære Digte, hvis Pletter af
Sminke har mere Ynde for mig end Ungdommens hvide og røde,
og jeg dykkede min Haand ned i det uplettede Dyrs Pels, da en
Lirekasse gav sig til at synge langeligt og sørgeligt under mit
Vindue. Den spillede i den lange Poppelalle, hvis Blade synes
mig mørke selv ved Foraarstide, siden Marie for sidste Gang kom
derigennem med Vokskærterne om sig. De sørgmodiges Instrument!

Digitized by Google

Digte i Prosa.

609

Ja t sandelig: Pianoet tindrer, fra Violinen vælder Lys over den
sønderrevne Sjæl, men Lirekassen har i Erindringens Tusmørke
faaet mig til at drømme haabløse Drømme. Og som den nu plud-
rede en Melodi, fornøjelig almindelig, en, der særlig glæder For-
stædernes Sjæl, en aargammel, fortærsket Melodi: hvoraf kom
det da, at dens Omkvæd gik mig til Hjerte og fik mig til at
græde, som om det var en troskyldig Folkevise? Jeg nød den
langsomt, og jeg kastede ingen Mønt ud af Vinduet for ikke at
blive revet ud af Stemningen ved at opdage, at Instrumentet ikke
spillede alene.

II.

I -Gaar fik jeg min Pibe frem igen, mens jeg sad og drømte
om en lang Tid i Arbejde, i dygtigt Vinterarbejde. Cigaretterne
og Sommergardinerne er gemte hen, tillige ined alle Høstens barn-
lige Glæder, i en henrunden Tid, hvor Blade, blaanende i Solen,
lyser, og den alvorlige Pibe er tagen irem af en alvorsfuld Mand,
som vil ryge lang Tid uden at forstyrres, for at kunne arbejde
bedre. Men jeg havde ikke tænkt mig den Overraskelse, som
denne saa længe forladte Skabning skulde berede mig; næppe havde
jeg suget det første Drag, før jeg, forundret og rørt, glemte de
store Bøger, jeg vil skrive, og atter indaandede den forgangne Vinters
Luft. Jeg havde ikke rørt den trofaste Ven siden min Tilbage-
komst til Frankrig, og hele London, London, saadan som jeg havde
set den store Stad og gennemstrejfet den ganske alene for et Aar
siden, viste sig atter for mig: først dens kære Taager, der hyller
sig om Hjernen, og som har en ganske egen Lugt, naar de
trænger ind gennem Vinduet; saa mit mørke Værelse med dets
kulstøvede Lædermøbler, hvorpaa den magre, sorte Kat holdt af at
vælte sig, og Ovnens store Blus, og Tjenestepigen, fyrende i den
med sine røde Hænder, og Kullet, naar det hældtes fra Blikspanden
ned i Kulkassen; Morgenen — naar Postbudet paa Døren slog
de to højtidelige Slag, der fik mig til at leve! Jeg gensaa gennem
Vinduet den øde Gades syge Træer — jeg saa atter Floden, som
jeg saa ofte sejlede over, rystende af Kulde paa Damperens
Dæk, der var fugtigt af Taage og sværtet af Røg, og jeg saa
min stakkels omvankende Hjertenskær, der var i Rejsedragt: en
lang Kjole, graa af Gadernes Støv , en Kaabe, som klæbede vaad
til hendes frysende Skuldre, og paa Hovedet en af disse Straa-

Digitized by

610

Digte i Prosa.

hatte, der er uden Fjer og næsten uden Baand, og som de rige
Damer kaster bort ved Ankomsten, saa flossede, som de er af
Havets Vind, medens min fattige Hjertenskær pyntede sin op igen
til Brug for endnu mange Aar. Om hendes Hals snoede sig et
Lommetørklæde, det frygtelige Lommetørklæde, som man vifter med T
naar man siger hinanden Farvel for stedse.

III.

Dette sachsiske Ur, som gaar for sagte, saa at det bruger
tretten Timer om et halvt Døgn, og som slaar Timeslagene midt
imellem sine Blomster og Guder — hvem har det vel tilhørt? —
Tænk, at det en Gang for længe siden er kommet hertil fra
Sachsen ad langsomme Veje.

(Underlige Skygger glider over de ridsede Ruder.)

Og det venetianske Spejl, der er dybt som en kold Kilde i
en Egn, bleget af Rimfrost — hvem har vel spejlet sig i det? —
Aa, jeg er sikker paa, at mere end én Kvinde har badet i dette
Vand sin Skønheds Synd. Maaske vilde jeg faa at se en nøgen
Skyggeskikkelse, hvis jeg lang Tid saa deri.

— Du stygge Mand, hvor du ofte siger spotske Ting . . .

(Nu ser jeg Spindelvævene øverst oppe i de høje Vinduesfeg.)

Ogsaa vort Skab er meget gammelt. Se, hvor Luen
bringer det sørgmodige Træ til at rødme; de falmede Gardiner er
lige saa gamle, og Lænestolenes Betræk, der er ganske uden
Mønster, og Væggenes gulnede Kobberstik og alle vore gamle Ting?
— Synes du ikke, at ogsaa de bengalske Finker og den blaa
Fugl er falmede med Tiden?

(Tænk nu ikke paa Spindelvævene, der skælver øverst oppe
i de høje Vinduesfag.)

Du elsker alt dette, og derfor er det, jeg kan leve dig nær.
Har du ikke ønsket, du Søster med dit Blik mod fordums Dage,
at der i et af mine Digte skulde forekomme disse Ord : de visnede
Tings Ynde* De Ting, der er ny, mishager dig; ogsaa dig g«r
de bange med deres skrigende Dristighed, og du vilde altid føle
Trang til at slide dem gamle, hvad der er vanskeligt for den.
som ikke ynder Handling.

Digitized by Google

Digte i Prosa.

611

Kom, luk den gamle tyske Almanach, som du saa opmærk-
somt læser, endda den er udkommet for mere end hundrede Aar
siden og alle dens Konger er døde, og jeg skal Timer igennem
tale til dig, du rolige Barn, liggende paa det gamle Tæppe og
med Hovedet hvilende i din blege Kjole mellem dine barmhjertige
Knæ; jeg vil ikke arbejde mere, og Gaderne er tomme, jeg vil
tale til dig om vore gamle Møbler . . . Hvad tænker du paa?

(Spindelvævene der øverst oppe i de høje Vinduesfag.)

Oversættelsen ved

Karl Buhl.

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

Et Foredrag. •)

Mine Herrer!

ønt det under vor nuværende politiske Taage er umuligt
at se en Haandsbred frem for sig, saa ved vi dog alle, at der
et Sted fremme i Taagen pusler en Sag, der kaldes „Rets-
reformen". Det ligger saa nær, at jeg ikke behøver at gen-
kalde i Erindringen, hvordan denne Sag er bleven forberedt af
Folketinget, og af dette lagt i Justitsministerens Haand. Der
blev oprettet et Dokument imellem disse to Myndigheder, en Art
Kontrakt, som Folketinget forpligtede sig til at fuldbyrde med en
Lov, naar Papirerne var bragte i Orden. I Henhold til denne
Kontrakt har saa igen Justitsministeren overdraget en Kommission
af Jurister at gøre et Udkast til Loven eller rettere revidere en
tidligere Kommissions Udkast, og i denne Kommission beror for
Øjeblikket Sagen.

Det vil maaske forekomme Dem, at dette er en meget na-
turlig Forretningsgang, saasom det er et Spørgsmaal, der ved-
kommer Juristerne: Dommere, Sagførere og hele den øvrige juridiske
Stat, hvorledes Retsplejen bliver ordnet.

Jeg vil da begynde med at sige, at en saadan Anskuelse
vil være yderst farlig og drage skæbnesvangre Følger efter sig.
Og Hensigten med mit Foredrag er netop den, at forsøge at
overbevise Dem om, at Retsplejens Ordning ikke er et Faganlig-
gende, men en Folkesag, som den offentlige Mening maa gribe
med et kraftigt Tag.

Hvis Talen var om en Sølov, selv af en saa omfattende
Karakter som den, der blev vedtagen her i Landet for ikke længe

*) Holdt i Frederiksberg liberale Vælgerforening.

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

613

siden, da var der ingen Grund til at ruske i den offentlige Mening.
Det var der heller ingen, der forsøgte dengang. Vor nuværende
Sølov er født i en Kommission, og den Behandling, den blev
underkastet i Rigsdagen, der lod den ganske urørt og saa at sige
vedtog den ubeset, var nærmest en Formalitet for at fyldestgøre
Grundlovens Bud, at den lovgivende Magt er hos Konge og Rigs-
dag og ikke hos en Kommission. Det er sandt, vi er en søfarende
Nation, men det gjaldt ikke her nogen Kamp mellem Statsmagt
og Individ, ingen Udvikling i politisk og aandelig Henseende, og
derfor var der intet unaturligt i, at et saadant Anliggende blev
lagt alene i de sagkyndiges Hænder.

Er det derimod en Told- eller Skattereform, der staar paa
Dagsordenen, saa er Stillingen straks en anden. Her er et po-
litisk Spørgsmaal, her er navnlig et socialt Spørgsmaal i den
Forstand, at Told og Beskatning tit er den Kampplads, hvor
Slaget mellem de besiddende og besiddelsesløse Klasser staar.
Skattefolket er et kæmpende Folk, fordi Skatternes Omlægning
betegner en Forandring af Magtforholdene i Landet. Altid har
den herskende Klasse søgt at sikre sin priviligerede Stilling ved
at vælte Skattebyrden over paa de upriviligerede. Det gjorde i
Middelalderen Adelen, det gør i den nyere Tid Bourgeoisiet ved
Hjælp af de indirekte Skatter. Til Kamp om Told maa derfor den
offentlige Mening bestandig holde sig rustet. Det gør den ogsaa, den
er sig sin Opgave paa dette Punkt bevidst, den giver ikke her sin
Myndighed fra sig til en Kommission, skønt Raabet paa en saadan
selvfølgelig ogsaa har lydt her. Se blot paa den Toldkamp, der
er i god Gang her hjemme og har været det længe, i Pressen og
paa Møder over hele Landet!

Og dog, hvor langt mere end en Toldreform vedrører ikke
en Reform af Retsplejen den offentlige Mening. Naar Toldreformen
er vedtagen, hører Folkets aktive Rolle op; under Lovens Udførelse
har det udelukkende den passive Rolle at sidde stille og lade sine
Lommer tømme. Helt anderledes med en Reform af Retsplejen,
der til Fane har Offentlighed og Nævningers Medvirkning. Her
gælder det ikke blot, at Folket er vaagent og rustet til en Kamp
om Reformens Indhold; naar Loven er vedtagen og dens Udførelse
begynder, da tør Aarvaagenheden saa lidt høre op, at den tvært
imod maa skærpes, fordi det nu gælder for Folket at benytte de
Midler til Indflydelse paa Retsplejen, som det var Lovens Hen-
sigt at række det. Thi den Kamp mellem Individ og Statsmagt,

Digitized by

614

Retsplejen og den offentlige Mening.

der foregaar under en Straffesags Form, den udfægtes ikke alene
og ikke væsentligst i Retsskranken, men gennem Offentlighedens
Interesse og Kritik og ved Valget til Nævningehvervet Paa den
Maade udvider en Straffesag sine Rammer, og Retsplejen bliver
til en stadig Kamp om Magt og Udvikling i borgerlig og aandelig
Selvstændighed. Det er derfor med Rette blevet sagt, at intet
afspejler et Folks Kulturtilstand i den Grad som Ord-
ningen af dets Retspleje, et Udsagn, hvorved der fældes en
haard Dom over os, som i dette Forhold er saa langt tilbage, at
vi kun har kunnet følge Skridt med de mindst civiliserede Lande
i Europa.

Ved Hjælp af denne Opfattelse af Retsplejens Betydning faar
man ret Øjet op for, hvor farligt det er, at lade Juristerne ene om
dens Ordning. Thi hvor langsom end Udviklingen er, den gaar dog
altid Juristerne for hurtig. Juristerne er det borgerlige Samfunds bor-
nerte ortodokse; de repræsenterer i Samfundslivet Autoritetsprincipet
paa samme Maade, som Teologerne repræsenterer det i Aandslivet
Derfor er det hovedsagelig kun Modstanden mod Udviklingen, der
har yæret forbeholdt Juristerne. Stødet til Forbedring er aldrig
udgaaet fra Juristernes Kres, men er blevet fremtvunget af den
offentlige Mening paa Trods af Juristerne. Havde kun juridisk
Indflydelse gjort sig gældende paa dette Omraade, havde maaske
endnu vort Aarhundrede oplevet Pinebænkens Rædsler, thi ogsaa
Pinebænkens Afskaffelse modsatte Fortidens Jurister sig til det
yderste.

Det er altsaa paa Folkets egen aandelige Bestræbelse, at
denne Sags Held beror.

Og, mine Herrer, nu spørger jeg Dem: kender De nogen
betydningsfuld Sag her i Landet, overfor hvilken Ligegyldigheden
er større end overfor Retsreformen« Her, hvor Bølgerne burde gaa
højere end sædvanlig, er der fuldkommen Dødvande, her, hvor
Forstandens Kritik burde være skærpet til det yderste, er der kan
en blind Dogmetro, her, hvor Fordring burde staa mod Fordring,
Grundsætning mod Grundsætning under fuldkommen Klarhed til
alle Sider, er der kun en Kommission og et Navn: Retsreformen.
Dette Navn kender De alle; det er blevet nævnet i Folketinget, i
Aviserne, paa Gader og Stræder, i Selskaber og paa Kafeer, men
hvor mange ved, hvad det egentlig betyder?

Det er en sær dogmatisk Maade at forhandle en Sag paa.
Paa den Maade plejer man ellers kun at tale om en Lov, naar

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

615

den er vedtagen, og man aJtsaa kan tage Loven i sin Haand og
sige: det er til de paa dette Stykke Papir nedskrevne Regler, jeg
sigter. Men hvad der hidtil foreligger om Retsreformen paa Papiret,
er alene en Udtalelse i Grundloven, der er saa kort og programmæssig,
at den kun giver den samme Parole, der alt ligger i Navnet „Rets-
reformen", og saa et af en Kommission forfattet Udkast, der til
Gengæld er saa langt og lærd, at det for den offentlige Mening
er som en lukket Bog. Og dette Udkasts Bestemmelser, som i en
vis Henseende er gode at faa Forstand af, undviger man endda
systematisk: det gjorde Folketinget, det gør den juridiske Litte-
ratur. Og nu er dette Udkast tilmed blevet suspenderet, for saa
vidt som Regeringen har givet det ud af sit Værge til fornyet
Behandling af en Kommission.

Nationalt betragtet er dette nu ingen Mærkværdighed. Thi
den for os ejendommelige Maade at erhverve vore Fremskridt paa,
er netop den, at faa dem til Skænks som en Himmelens Gave,
uden Kamp og Anstrengelser. Hvis virkelig en skøn Dag „Rets-
reformen* under den offentlige Menings fuldkomne Ligegyldighed
skulde falde ned i vort Skød, da er noget lignende hændt os før,
nemlig med Grundloven. Heller ikke den tilkæmpede vi os som
andre Nationer, med Kniven paa Absolutismens Strube, nej frede-
ligt affandt vi os med Kongemagten derom, vi tog den med Tak
som en kongelig Gave. og lagde os saa til at sove paa Gaven.
Men vi ved jo ogsaa, hvordan denne Søvn har hevnet sig bagefter,
og vi kan heraf lære, hvor ringe Værd den Ret har, det ikke har
kostet Kamp at erhverve.

Og hvor langt værre er det ikke nu? Ulykken er netop
den, at vi ikke var saa raske i Vendingen med vor Retsplejes
Omordning, saa den kom i den gode Tid, som en Affødning af
Grundloven i Lighed med Presseloven, Loven om det borgerlige
Ægteskab, de demokratiske Fæstelove o. s. v. Saadan bar man sig
ad med Retsplejen andetsteds i Verden. Kun her lod man Lejlig-
heden gaa forbi, da dens Reform vilde have været Tiden en vel-
kommen Gæst og var bleven modtagen med aabne Arme, — for
nu, da Traditionerne er glemte og Aarene har stedet dens Frænder,
baade Grundloven og Presseloven til foreløbig Hvile, at komme
som en Tigger, der banker paa, men bliver mødt med den yderste
Ligegyldighed og Kulde.

Ja! alt er imod denne Sag, hvor Indsatsen dog er saa stor,
og hvor Overgangen fra gammelt til nyt i Principet er ikke en

Digitized by

616

Retsplejen og den offentlige Mening.

Reform, men en Revolution. Vel sandt, vi har ikke altid her i
Landet haft Inkvisitionsproces, i hvert Fald ikke i en saa gennem-
ført Strenghed som nu; det var først, da Enevælden havde sat
sig til Rette paa Tronen, at den ogsaa overførte sin Praksis
og sine Principer til Retsplejen, som før Enevælden foregik i
Former, der lignede dem, som vi nu, Aarhundreder efter, anser for
noget nyt. I en vis Henseende kan heller ikke Nævningerne
lægges for Had som en europæisk Institution, den er tvært imod
i den Grad national, at Nutidens Videnskab tror at kunne paa-
vise, at det er Danmark, der er dens Hjemstavn. Thi det er
oprindelig Regnar Lodbrog, der skal have givet Stødet til denne
Institution, idet han paa sine Vikingefarter bragte Tolvmands-
Retten over til Normandiet, hvorfra den atter ved Normannernes
Erobring indførtes til England, hvor denne gammeldanske Tolv-
mands-Ret blev Spiren til den engelske Jury, der siden forplantede
sig videre til Fastlandet. Kun til Danmark, Udgangspunktet, er
Bevægelsen endnu ikke naaet tilbage; naar dette engang sker
o^ Udgangspunkt og Endepunkt saaledes støder sammen, vil der
foreligge et smukt Eksempel paa en Cirkelbevægelse.

Selv om saaledes, set i Historiens store Perspektiv, Nutidens
Krav til Retsplejen her i Landet har Karakteren af en Reaktion,
for saa vidt det i Grunden kun gælder en Tilbagevenden til Former
og Institutioner, der alt en Gang har været gældende, har vor
Retspleje under Enevældens Tryk til den Grad svigtet sin Fortid,
at dét dog bliver berettiget at sige, at en Overgang til de ny
Grundsætninger nu vil blive en Revolution over hele Linien.
Naar man derfor bruger Ordet „Retsreform", da er dette ikke en
rigtig Benævnelse; det burde hedde „Retsrevolution". Thi viden-
skabeligt kalder man kun Udviklingen af den bestaaende Tilstands
Princip til en mildere og retfærdigere Form for en „Reform*,
medens Etableringen af et helt nyt og modstridende Princip kaldes
en „Revolution". En Reform var f. Eks. Overgangen fra den
egentlige Tortur med dens korporlige Tommelskruer til vor nu-
værende Inkvisition med dens hemmelige Afpresningers moralske
Tommelskruer; men at sætte Anklageproces i Stedet for Forhørs-
proces, Offentlighed i Stedet for Hemmelighed, mundtlig Procedure
i Stedet for skriftlig, Lægmænd overfor Fagmænd, og navnlig som
det ledende Grundprincip for hele Ordningen: Mistillid til Dom-
merne i Stedet for Tillid til dem, — det er en Revolution. Men
er det ikke uhørt, at en saadan Revolution af alle Begreber

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

617

kan foregaa i Stilhed, paa Hosesokker, uden den offentlige
Menings Medvirkning? Se ogsaa, hvordan „ Revolutionen 44 er be-
gyndt: man har lagt denne Sag, der altsaa hviler paa Mistillid
til Dommerne, i Hænderne paa Kommissioner, hvor Flertallet er

— Dommere. Det er, som vilde man forberede en Fæstelov i en
Kommission af Godsejere!

Hvis der var Spørgsmaal om en Forfatningsforandring eller
rettere en hel ny Forfatning i Modstrid med den gamle, som
f. Eks. Overgangen fra Kongeloven til Grundloven, saa vilde ingen

— uden Jurister maaske — falde paa den absurde Tanke, at lade
en Kommission af Jurister i al Stilhed udarbejde Forslaget dertiL
Og dog, Strafferetsplejen og Forfatningen hænger saa nøje sam-
men, at hvad der gælder om den ene, med ringe Forskel passer
paa den anden. Vel sandt, der er Hundreder af tekniske Spørgs-
maal i Retsplejen, der kun kan afgøres af Jurister, men Grund-
sætningerne — og det er kun dem, jeg taler om — de er fælles
for Statslivets og Retsplejens Ordning, og de tilhører derfor bægge i
lige Grad den offentlige Mening. Forholdet burde altsaa være det,
at den offentlige Mening og Juristernes Raad delte Sagen imellem
sig, saaledes at kun Detaljernes Udførelse tilfaldt dette sidste.
Læg Mærke til vor Grundlov, den har ganske det samme Syn!
Der staar ikke i Grundloven noget om Handel og Agerdyrkning,
Skibsfart eller Told, ikke engang noget om Jærnbaner, men der
findes ikke en men mange Bestemmelser om Retsplejen. Hvorfor?
Fordi Retsplejens Ordning er et Stykke Forfatning.

Dette kan godtgøres baade ved et teoretisk og ved et hi-
storisk Bevis.

Det teoretiske Bevis ligger deri, at den hemmelige Forhørs-
proces, hovedhjørnestenen i Retsplejens gamle System, hviler paa
ganske det samme Princip som Absolutismen i Statsstyreisen. Den
hemmelige Forhørsproces er Absolutisme paa Dommersædet. Den,
der politisk er Undersaat, er processuelt Inkvisit, han staar i
Retsplejen overfor Dommeren ganske saa umyndig og undergiven
som i Statsstyreisen overfor Kongen. Det er to passive Roller, der
svarer til hinanden; man er Forhørs -Objekt, fordi man mangler
processuel Rets-Subjektivitet, som man er Undersaat, fordi man
mangler politiske Rettigheder. Først, naar man faar disse og bliver
myndig Statsborger, fordrer Konsekvensen, at man ogsaa paa
Retsplejens Skueplads optræder i en aktiv Rolle med en selv-
stændig Parts Rettigheder. Det er denne Konsekvens, den mo-

Digitized by

618

Retsplejen og den offentlige Mening.

derae Retspleje, Anklageprocessen, drager, idet den tildeler
den anklagede Stillingen af en Part, saa at Processen foregaar i
Form af en Procedure mellem to Parter, Anklageren og den an-
klagede, hver udrustet med Partsrettigheder.

Men den principielle Lighed strækker sig videre. Under
Absolutismen er Statsstyreisen som Kongens private Anliggende
-en Akt, der foregaar for lukkede Døre, i Kongens Kabinet. Ganske
ligesaa bliver under Forhørsprocessen Hemmeligheden en nød-
vendig Grundsætning; til Kongens Kabinet svarer Forhørsdomme-
rens Kammer. Og ligesom den absolute Konge ikke taaler Offent-
lighedens Kritik over sine Foranstaltninger, betyder ogsaa Hemrae-
lighed i Retsplejen ikke blot, at Forhørskammeret er stænget,
men at Retsplejen i det hele er stænget for offentlig Kritik.

Endelig vil man finde det samme landsfaderlige Princip, der
karakteriserer Enevælden, igen i Forhørsprocessen. Som Kongen
siger til Undersaatterne: Vil 1 være artige Børn, skal jeg være
eder en mild og god Fader, men er I ulydige, skal jeg tupte
jer, saaledes siger Forhørsdommeren til Inkvisiten : # Vil du være
artig og tilstaa, saa skal jeg gøre dig Straffen saa mild som
muligt, men benægter du, da skal jeg tugte dig først med
Arrestens og Inkvisitionens legemlige og sjælelige Tortur og bag-
efter med Lovens strengeste Straf! — Derfor var det ogsaa først,
da Enevælden under Frederik den 6te i dette Aarhundredes Be-
gyndelse havde svøbt sig i Faderlighedens folderige Kaabe. at
vor Forhørsproces hævede sig til den Fuldkommenhed af faderlig
Myndighed, hvis Resultater vi kender saa godt. Paa et Tidspunkt
— i 1819 — hvor andre Lande allerede havde rystet denne Rets-
plejes Aag af sig eller var i Færd dermed, fik vi vor Retspleje
skærpet til det yderste af den milde Kong Frederik den 6te.

Historiens Bevis bekræfter nu paa en slaaende Maade dette
Forhold. Det er den berettigede Mistillid til Retsplejen, saa længe
den bag Hemmelighedens og Korpsaandens Skjold stod udrustet
med Almagt, der er gaaet Haand i Haand med Mistilliden til den
absolute Kongemagt og har gjort, at Folket, hver Gang en revo-
lutionær Bevægelse væbnede dets Haand, rettede sineVaaben paa
en Gang mod Absolutismen paa Tronen og Absolutismen paa
Dommersædet og tilintetgjorde dem bægge med samme Hug. Det
er her som paa saa mange andre Omraader den store Revolution,
der gjorde Begyndelsen. Som en Følge af den blev i Aaret 1791
en Omordning af Retsplejen gennemført i Frankrig, hvorfra Be-

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

619

vægeisen saa ved Napoleons Erobringer naaede bl. a. til de tyske
Rhinlande, som derved blev den Bro, hvorover en moderne Rets-
pleje trængte ind i Tyskland. Her var det dog først den revolutio-
nære Bevægelse i Aaret 1848, der tilintetgjorde Reaktionens Mod-
stand i Retsplejen som i Statsstyreisen. Dette Aar bliver derved
et Skilleaar ikke mindre i Retsplejens end i Politikens Historie;
Stat paa Stat fulgte efter, og Danmark er omtrent nu det eneste
civiliserede Land, der ikke er kommet med.

Dette er i korte Træk den moderne Retsplejes Udvikling
paa Fastlandet, og De vil se, hvor nøje den holder Trit med
den politiske Udvikling. Ja, selv Svingningerne i Politiken gør den
med. Da f. Eks. i Østerrig kort efter 1848 en reaktionær Regering
igen kom til Magten, maatte ogsaa Retsplejens Ordning vende til-
bage til det gamle. Dog ikke saa snart gik den politiske Bevæg-
else paa ny fremad, før Frugten deraf blev ikke blot en fri For-
fatning men ogsaa en fri Retspleje. Ganske de samme Svingninger
kan iagttages i Belgien og Spanien. Og se til Norge, det sidste
Land, Bevægelsen har naaet. Saa snart Forfatningskampen var
forbi og den politiske Sejr vundet, da — men ogsaa først da —
var Tiden moden til Jurylovens Indførelse.

Og derfor, mine Herrer, opfylder vi kun en af Historiens
sikreste Love, naar vi, der endnu ikke helt har frigjort os for
Absolutisme i Statsstyreisen, ogsaa har maattet bevare Absolutisme
i Retsplejen. Og derfor tror jeg for mit Vedkommende heller
ikke paa, at vi kan naa til en reel Forandring af vor Rets-
pleje, der virkelig gennemfører de ny Grundsætninger, forinden
vort Folk har vundet politisk Kraft og Modenhed nok til et af-
gørende Brud med Absolutismen paa Tronen. Efter alt, hvad jeg
har udviklet for Dem, vil De se, at her lyder Kravet: Enten —
Eller! Enten Absolutisme i bægge Retninger, eller Brud med
Absolutismen i bægge Retninger! Et Baade-Og vilde i denne
Sammenhæng teoretisk være en Modsigelse, praktisk føre til
en hul Halvhed, historisk betegne et Brud paa en sikker Lov,
og, om jeg saa maa sige, naturhistorisk betyde et Under, — thi
efter den organiske Sammenhæng mellem Statsstyreisens og Rets-
plejens Naturer vilde det være et Under, at politisk Reaktion kunde
føde et virkeligt Fremskridt i Retsplejen. Hvad vi under vore
politiske Tilstande kan vente, er kun en Skin-Reform: paa Papiret
-en halv Reform, og, hvad værre er, faktisk Inkvisitionsproces i

Tilskueren. 1808. 41

Digitized by Google

620

Retsplejen og den offentlige Mening.

Anklageform, Hemmelighed for aabne Døre og en Nævningebænk
uden Fløjiskapper men med Fløjiskappernes indre Habitus.

Kun den, der som ægte Stokjurist ikke ser denne Sag i
dens politiske og kulturhistoriske Sammenhæng, kan lukke Øjnene
for en Betragtning som den, jeg her har gjort gældende. Den vil
ikke falde i Juristernes Smag, men forarge dem; thi de, som har
gjort Modstand, saa længe Modstand var mulig, vil nu bestræbe
sig for at holde den offentlige Mening og særlig den altid frygtede
Politik borte fra denne Sag og gøre den til et halvt teknisk, halvt
videnskabeligt Faganliggende. Dog, mine Herrer, De vil snart se,
at Nutidens Krav til en betryggende Retspleje ikke lader sig til-
strækkeligt forklare fra et juridisk Standpunkt. Juridisk set maa
det dog staa som et Dogme, der savner en fornuftig Forklaring,
at ikke Jurister alene og bedst skulde være skikkede til at afgøre
Spørgsmaal om Lovovertrædelser. Man kan ogsaa høre Folk, fordi
de ikke har taget Historiens Briller paa, gøre Indsigelse imod dette
Dogme, idet de siger: Er det ikke, som vilde man foretrække
Kvaksalveren for Lægen? Og er det ikke at stille for store For-
dringer til Juristernes Beskedenhed, naar man forlanger, at de
skal afgive en Del af deres Kompetence til Lægmænd, der sikkert
vil vægre sig ved til Gengæld at tage Juristerne med til Afgørelsen
af deres faglige Anliggender? — Hvad skal man svare hertil? Man
skal svare med Historiens Mund: Det er ikke Dommernes Evne,
vi har Mistillid til, men det er deres svimlende Almagt, vi søger
Garantier imod paa samme Maade, som vi i en fri Forfatning søger
Garantier mod Kongens Almagt. Derfor har ikke Jurisprudensens
Kateder, men den offentlige Mening, i yderste Fald Barrikaderne,
været den Kampplads, hvor Slaget om Retsplejen har staaet, og
først, da den offentlige Mening havde sejret, kom Juristerne bag
efter med deres Argumenter og Ræsonnementer, for at det ikke
skulde se ud, som det havde været imod dem, at Slaget var blevet
ført. Det er Historiens Nemesis, der har ramt de juridiske Dom-
mere; Historien anklager dem med Rette for at have gaaet andres
Ærinde end Retfærdighedens, og derfor maa de nu finde sig i, at
deres Magt bliver indskrænket.

Det var dog ikke blot den absolute Magt, som den hemme-
lige Forhørsproces lagde i de juridiske Dommeres Haand, der ud-
æskede den offentlige Mening til denne Kamp; et andet Forhold,
et Forhold af udelukkende politisk Natur, har grebet stærkt ind i
Udviklingens Gang. Det var den Afhængighed af Regeringerne,

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

621

hvori Dommerstanden og den dømmende Myndighed direkte eller
indirekte befandt sig, og den Fare for Retfærdigheden, dette
medfører.

Jeg skal belyse dette Forhold ved Hjælp af nogle Træk af
Retsplejens Historie her i Landet.

Under Enevælden var ifølge Kongeloven Kongen den
højeste Dommer og Retsplejen som hele den øvrige offentlige
Myndighed Kongens private Domæne. Den Form for den døm-
mende Myndighed, som stemples med det ildelydende Navn Ka-
binet s justits, var under Enevælden en fuldstændig legal Ord-
ning. Dog det er en Selvfølge, at personlig kunde Kongen ikke
varetage hele Retsplejen, og han maatte derfor overdrage sin
Myndighed paa dette Omraade til sine »Betjente", som Konge-
loven med et Udtryk, der er gaaet i Arv til senere Slægter, kaldte
Dommerne, og som korrekt udtrykker, hvad de retligt var: Kon-
gens Tjenere paa Justitsens Omraade. Som Følge heraf blev
Kongens Deltagelse i Retsplejen efterhaanden reduceret til en
Form; han aabnede i et højtideligt Optog Højesterets Session,
„red Herredag ind", som det hed, og fra Højesterets Skranke
skulde Talen rettes til Kongen, som om han præsiderede, ligesom
Dommene naturligvis afsagdes i Kongens Navn. I adskillige Aar
før Grundloven havde Tilstanden altsaa været den, at Kongen ikke
befattede sig med Retsplejen. Det er denne faktiske Tilstand,
Grundloven fæstner paa Papiret, naar den i § 2 udtaler, at „den
dømmende Magt er hos Domstolene*. Faktisk skete der her som
i saa mange andre Forhold ingen Forandring ved Grundloven;
selv Kongens Ret til at udnævne de berygtede Kommissions-Dom-
stole blev bestaaende, hvad vore Dage kan bevidne. Og hvad der
var det værste, ogsaa paa et andet Punkt blev alt ved det gamle.
Thi Grundloven, der har den Skik, at hvad den giver med den
ene Haand, tager den tilbage med den anden, nedbrød et Øjeblik
efter den Bestemmelse om Domstolenes Suverænitet, som den lige
havde opbygget, derved, at den gjorde Dommerne til Embeds-
mænd, der udnævnes af Kongen, og saaledes stillede dem paa en
fremskudt Plads i den bureaukratiske Falanks bag Trone og
Taburet. Det er, som De let ser, at slaa sig selv paa Munden,
at sige saaledes: Dommerne er lige saa suveræne som Kongen,
men — Kongen udnævner og forfremmer Dommerne. Hvad vilde
man vel sige, om der til Grundlovens Regel, at den lovgivende
Magt er hos Konge og Rigsdag, var føjet en Bestemmelse om, at

41*

Digitized by

622

Retsplejen og den offentlige Mening.

Kongen skulde udnævne Rigsdagsmændene — dem alle, ikke blot
som nu de 12 Medlemmer af Landstinget; den anden Haand har
ogsaa her været paa sin Post og nidsk taget en Part af det givne
tilbage? Efter denne Ordning bor Dommerne og Regeringen vel
ikke under Tag sammen med fælles Husholdning, men de er hin-
andens Naboer, og det Naboskab medfører Interessefællesskab i
Henhold til det gamle Ord, at det gælder en selv, naar det
brænder hos Naboen.

Resultatet er da ogsaa blevet det, at medens under Ene-
vælden den dømmende Magt direkte var hos Kongen, er den det
nu indirekte gennem Udnævnelsesretten og navnlig Retten til at
forfremme og paa anden Maade udmærke Dommerne. Ikke engang
titulært har Domstolene markeret deres ændrede Stilling. Selv de
overordnede Retter kaldes stadig „kongelige Retter"; naar Kongen
gennem Justitsministeriet har Ærinde til Retterne, titulerer han
ugenert Dommerne: d'Hrr. Dommere i Vore Retter, i officielle
Værker indrangeres Dommerne paa Embedsstigen som „Embeds-
mænd under Justitsministeriet* o. s. v. Dog samtidig bærer Mini-
steriet intet Ansvar for Dommernes Handlinger, men er paa dette
Punkt politisk usaarbart; Ministeransvarligheden har her et Hul,
hvorigennem Ministeren kan smutte fra at staa Rigsdagen til An-
svar, hvis en af ham udnævnt Dommer prostituerer sig. Det
utrolige er sket: Domstolenes „ Uafhængighed u , der var tænkt som
et Vaaben mod Regeringen, er bleven et Vaaben til politisk Værge
— for Regeringen. Saaledes vendes alt til det bedste — for
Kongemagten !

Men at lade Regeringen udnævne Dommerne er ikke blot
en Krænkelse af det formelle Princip om Domstolenes suveræne
Stilling som den tredie selvstændige Statsmagt. Var Ulykken ikke
større, kunde Regeringen gerne beholde dette Prærogativ, saa
meget mere som de andre Muligheder, at lade Dommerne vælges
af Folket eller ved Selv-Supplering, ikke er saa tilfredsstillende.
Men naar Regeringens Udnævnelsesret faktisk fører til, som her
i Landet, at Dommerne næsten udelukkende tages fra Rege-
ringens egne Kontorer, saa at Domstolene faktisk er blevne bureau-
kratiske Avancements-Anstalter, hvori man snorret rykker op fra
de ministerielle Kontorstole som fra et lavere til et højere Trin
paa den samme Stige, saa at den, der i Dag er en afhængig Re-
geringstjener, i Morgen er en „uafhængig* Dommer, saa at man
altsaa modnes til Dommersædets Suverænitet i Justitsministeriets

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

623

Tjeneste, forbereder sig til Emancipation fra Regeringen og
særlig Justitsministeren ved at tjene Regeringen — samtidig med
at Justitsministeren intet Ansvar .bærer for disse Mænd, han
ikke blot har udnævnt, men uddannet — ja saa gælcler det
mere end en Formalitet, thi da er Adskillelsen mellem den
dømmende og den udøvende Magt reelt bleven en Forening.
Og Resultatet heraf bliver „uafhængige* politiske Domme af den
Slags, vi har oplevet i de senere Aar her i Landet — Domme,
der raaber til Retfærdighedens Himmel: Bort fra Dommersædet
med Regeringstjenerne! — For at det faktiske Billede af Dom-
stolenes Stilling kan blive ligt det, der er tegnet paa Grundlovens
Papir, maa et af to ske: enten maa Udnævnelsesretten tages ud
af Regeringens Haand, eller — og det er det sikreste — maa kun
saadanne Mænd udnævnes til Dommere, der aldrig har virket i
Regeringens Tjeneste, f. Eks. Sagførerstandens bedste Mænd. Det
er den Retsreform, vi mest af alt trænger til!

Altsaa, at skille Dommersædet fra Tronen er Principrytteri
paa Papiret, men ingen Garanti, naar man ikke samtidig over-
skærer de Baand, hvormed Regeringen kan lede Dommernes Be-
vægelser. Derfor blev den offentlige Mening ikke staaende herved,
men gik videre og søgte foreløbig, under Hensyn til de daværende
politiske Magtforhold, en Garanti mod Regeringens Magt ved at
skabe et af Regeringen uafhængigt Dommer-Element, en Jury,
eller som vi siger: Nævninger. Det er da let at forstaa, at Hoved-
interessen i denne Sag samlede sig om Juryen i en saadan Grad,
at den offentlige Mening ligefrem opkaldte hele Bevægelsen efter
Juryen og døbte den „Jury sagen". Thi under Datidens stormfulde
Bevægelser var det til Nævningerne, at det politiske Frisind med
Rette saa hen som et Bolværk mod Reaktionens Magt. Alene i
Rhinlandene kunde Mænd som Freiligrath, Lassalle, Marx, Engels
takke Nævningerne for, at de slap nogenlunde helskindede fra at
have opfordret til væbnet Modstand mod det Statskup, hvormed
i Tyskland Reaktionen i November 1848 nedslog Martsbe vægeisen.
Ogsaa hos os satte man paa den grundlovgivende Rigsforsamling
Nævningerne i Spidsen, lod paa Grundtvigs Forslag Offentlighed
og Mundtlighed slippe ind med, men havde ingen Tanke for An-
klageprocessen, den, der sagligt set, bærer Kronen. Den politiske
Iver var større end Sagkundskaben — Tidernes Tegn!

Thi det staar fast: Anklageproces og Offentlighed er Sagens
Kærne. Lad os ikke, naar Tidens Fylde kommer, glemme dette,

Digitized by

624

Retsplejen og den offentlige Mening.

men hvis det lykkes at skabe en offentlig Mening om dette Spørgs-
maal, gid den da vil samle sin Nidkærhed om disse Punkter!
Det er det hemmelige Forhør med sine Følgesvende: Varetægts-
fængselet og Jagten paa Tilstaaelser, hvori Dommer-Absolutismen
hviler, mættet med Magt. Denne Retspleje stammer i lige Linie
fra Kirkens Inkvisition og Kætterforfølgelser; da Kirken overgav
sin Magt til Staten, overleverede den ogsaa Staten sine smukke
Rekvisiter, sin Inkvisition og sit Torturkammer, til behagelig Af-
benyttelse. Principet er den Dag i Dag det samme omend i af-
dæmpet Form. Medens den gamle Tortur var akut, er den nu-
værende kronisk. Paa intet Punkt er Civilisationens Magt prellet
mere virkningsløst af end overfor denne Retspleje, eller Urets-
pleje, som den burde hedde, fordi den synder mod de mest ele-
mentære Retfærdighedsregler. Her er alle Rettigheder paa Dom-
merens Side, ingen paa den anklagedes; han dømmes af sin An-
klager, han anklages af sin Dommer, hån forsvares af sin Anklager.
Og saa foregaar dette Monstrum af en Retspleje for lukkede Døre
under Kontrol af — Dommerens Betjent! Naar Eftertiden en Gang
i Historien læser om denne „ Retspleje*, vil den ikke se paa os
med mildere Øjne, end vi nu ser paa Spaniens Storinkvisitorer!
Men spørg en Forhørsdommer, og han vil kalde den et Ideal af
en Retspleje, Forhørskammeret et Eldorado for de anklagede, men et
Torturkammer for ham selv, den Stakkel! Og til den Grad er
Forestillingen om Almagt stegen Forhørsdommerne til Hovedet, at
de mener at kunne forsvare en saadan Retspleje ved at pege paa
deres egen personlige Fortræffelighed som eneste Garanti — en
Fortræffelighed, som Offentligheden tilmed er afskaaren fra at over-
bevise sig om. Dette er dristigere, end om man vilde forsvare
Enevælden med en Paastand om, at der jo' altid vil sidde de
dygtigste og retsindigste Regenter paa Tronen!

Hvilken Terrorisme, der bag denne almægtige Retsplejes
Maske er bleven udøvet af Statsmagten mod Individerne, vil De
bedst kunne danne Dem en Forestilling om, ved at lytte til det
samlede Kor af Fordømmelsesdomme over den, der lyder gennem
alle Verdens fri Forfatninger. Men mest gælder Fordømmelsen Vare-
tægtsfængselets Misbrug — og med Rette. Det er jo nemlig Indi-
videts højeste Ret, hans personlige Frihed, som Statsmagten saaledes
blot ved at iføre sig Dommerkappen kan berøve ham, ikke som Straf
i en i Forhold til hans Brøde begrænset Tid, men som Tortur, uden
Begrænsning i Tid, uden Forhold til nogen bestemt Skyld, ja

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

625

uden at hans Skyld endnu er godtgjort. I England, hvor Rets-
følelsen er saa udviklet, fandt man allerede for 200 Aar siden et
saadant Forhold utaaleligt, og en af Englands vigtigste Grundlove,
den saakaldte Habeas corpus Ad fra 1679, er netop en Grundlov
til Værn for den personlige Frihed mod Dommer- Vilkaarlighed. Men
naar man betænker, hvilken Askepot Rettens Begreb er her i Landet,
kan det ikke undre, at den danske „ Habeas corpus Akt u kun er et
Blændværk. Om Varetægtsfængselet bestemmer Grundloven i §80:
„Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, der kun
kan medføre Straf af Bøder eller simpelt Fængsel". Forfatteren af
denne Bestemmelse maa have været en stor Spøgefugl. Thi der
gives ikke en eneste offentlig Straffesag, uden at den kan føre til
højere Straf end Bøder eller simpelt Fængsel! Det er altsaa vor
danske Habeas corpus Akt, denne burleske Bestemmelse, at ingen
skal driste sig til at fængsle os — i Sager, der slet ikke kan
forekomme!

Og nu Behandlingen i disse Pauluner, hvortil der er en
saa fuldkommen fri Entré! I Menneskerettighedernes Erklæring
fra 1789 hedder det i Art. 9: „Da enhver anses for uskyldig, ind-
til han er kendt skyldig, bør der, hvis det anses for nødvendigt
at fængsle ham, ikke anvendes større Strenghed, end der udkræves
for at sikre sig hans Person. Overtrædelse heraf skal straffes strengt
af Loven * . Denne Grundsætning indeholder nu ikke nogen Ind-
rømmelse til Humaniteten, nej den hører ganske simpelt med til
Retsplejens ABC. Men vor Retspleje er end ikke naaet saa vidt
som til ABC'en. Saa utroligt det end lyder, Sandheden er dog
den, at hos os hedder det ganske modsat: Da enhver anses for
skyldig, indtil han er kendt uskyldig, skal han, naar han fængles,
{hvilket er tilladt i alle Tilfælde og i ubegrænset Tid), i Vare-
tægtsfængselet behandles ganske som den (ja værre end den), der
efter Dom afsoner sin Straf. Og Beviset, det ligger deri, at vort
nugældende Arrestreglement fra 1846 er givet som fælles Regle-
ment for Behandling af Varetægts- og Straffanger!!

Det er derfor Hovedfortrinet ved Nutidens Anklageproces,
at den, efter sin Grundsætning om den anklagedes Stilling som Part
i Sagen, maa og skal føre til et radikalt Brud med den nuvær-
ende Brug af Varetægtsfængselet. Thi hvis man ogsaa under denne
Proces anvender dette Lokale i samme Udstrækning som nu, da øver
man dobbelt Uret, da krænker man først den anklagedes per-
sonlige Friheds Ret, dernæst hans Ret som Proces-Part. Da bliver

Digitized by Google

626

Retsplejen og den offentlige Mening.

Forholdet det, at Stagtmagten siger til den anklagede: nu skal vr
kæmpe sammen som Modparter, men jeg tillader mig dog først,
skønt mine Kræfter i Forhold til dine er som Kæmpens til Dværg-
ens, at binde dig, højstærede Hr. Modpart, paa Hænder og Fødder!
Anklageprocessen fordrer som Konsekvens netop de strengeste
Regler for at hindre, at Varetægtsfængselet benyttes til at gøre
Statsmagtens og den anklagedes Kæmpen som Parter til en Parodi:
Varetægtsfængselet maa indskrænkes til at være et Middel til at
hindre Flugt, der maa sættes bestemte Grænser for dets Varighed,
og Behandlingen i Arresten maa være saaledes, som man behandler
en uskyldig. Her har De igen en Retsreform, der vejer mere
end største Delen af det øvrige! Men netop denne Reform mangler
i Proceskommissionens Udkast; derimod vil man i dette som første
Bestemmelse i Kapitlet om Fængsling finde gentaget hint Grund-
lovens muntre Indfald: Ingen kan fængsles i Tilfælde, der
ikke eksisterer! Saa stor en Lykke har denne Vittighed gjort
hos vore Jurister!

Derfor, mine Herrer, lad Lyset falde skarpt over dette Punkt,
og lad saa hellere Nævningerne som politiske Retsmidler træde
lidt i Skygge! Jeg vil forberede Dem paa, at Nævningerne vil blive
en Skuffelse, hvis De i dem venter at finde et saadantVærn mod
politisk Forfølgelse, som de en Gang under andre politiske For-
hold har været. Det er nu for det første en Overtro, at Nævn-
ingerne historisk set altid har været paa det politisk frisindede
Partis Side. Allerede Napoleon den store har udtalt — og han
forstod sig paa de Dele — , at en tyrannisk Regering lettere vilde
faa Bugt med Nævninger end med Fagdommere. Ja selv i Eng-
land har man haft Nævningedomstole, der bar det uhyggelige
Navn „de blodige Assiser." Ogsaa det berygtede Revolutions-
Tribunal under; Rædselsherredømmet i Frankrig var en Nævninge-
domstol. Eller for kun at gaa til vort Naboland Sverige: da man
der indførte Nævninger i Pressesager, var det for derved at faa
et Vaaben mod Pressen. Men dernæst er der ved Nævningerne
den Ejendommelighed (som egentlig ikke smager stærkt af Ret-
færdighed), at deres politiske Betydning er en ren og skær Be-
regning, der beror paa Forholdet mellem Tidens politiske Faktorer
og Nævningelistens Sammensætning. Faren er da den, at naar de
politiske Magtforhold forandrer sig, uden at Nævningelisten sam-
tidig underkastes en tilsvarende Forandring, vil Facit, Nævning*

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

627

ernes politiske Afgørelser, blive et ganske andet, ja det modsatte
af, hvad det under en tidligere politisk Situation blev.

Og denne Fare foreligger netop nu. De nuværende Nævn-
ingedomstoles Sammensætning er et Produkt af den politiske
Situation, der herskede omkring Aarene 1789 i Frankrig og 1848
i Tyskland, da tredje og fjerde Stand, Bourgeoisi og Demokrati,
kæmpede sammen i Fællesskab. Men dette Fællesskab er nu forbi,
Bourgeoisiet er blevet herskende og dermed en Fjende af Demo-
kratiet. Men i Nævningedomstolene har denne Omvæltning af de
politiske Faktorer intet Spor sat — og dermed er det givet, at
Demokratiet vil træffe sine politiske Fjender siddende til Doms
paa Nævningebænken. Det var dette Regnestykke, Hørup i sin
Tid gjorde op i Folketinget, og De husker maaske endnu, hvilken
Forargelse dette vakte blandt mange Ⱦgte* Demokrater. Det vil
maaske berolige disse forargede Sjæle at erfare, at Hr. Hørup ikke
er den eneste, der fra et demokratisk Standpunkt har indset denne
Fare. En af Tysklands største Retslærde, den nylig afdøde I her in g,
ikke blot en lærd Mand, men en sand Reformator af Aand, og
navnlig en lidenskabelig Forkæmper for Rettens Ide, har udtalt
sig ganske i samme Retning. Han siger omtrent saaledes: Nævninge-
domstolen var en historisk Nødvendighed, som maatte til for at
befri os fra Absolutismens Tryk og skabe en Modvægt mod Re-
geringernes tendentiøse Dommer-Udnævnelser, og vi kan ikke være
den taknemmelige nok herfor, men dens historiske Mission var
kun forbigaaende. Fortsat vil Nævningedomstolen blive et tve-
ægget Sværd, der kan træffe til en helt anden Side end dens
Tilhængere ønsker og venter; derfor — Moren har gjort sin Pligt,
Moren kan gaa!

Imidlertid, selv om det skulde vise sig bedst at give Nævn-
ingerne Afsked af deres politiske Tjeneste, er deres demokra-
tiske Mission ikke dermed endt. Der bliver andre Grunde tilbage
for Demokratiet til at holde paa dem. Disse Grunde er to.

For det første repræsenterer Nævningerne i Strafferetsplejen
den moralske Rets, den retlige Billigheds Princip. Deres Opgave
er at hindre, at den frygteligt sande Sætning: Summum jus summa
injuria: den strengeste Ret er den højeste Uret, finder
Anvendelse mere end højst nødvendigt. For at kunne bedømme
hinanden, maa man forstaa hinanden, der maa være et vist Fælles-
grundlag for Opfattelsen paa bægge Sider af Skranken. Skranken, der
i Retssalen adskiller den anklagede fra Dommere, som udelukkende

Digitized by Google

628

Retsplejen og den offentlige Mening.

tilhører det juridiske Haandværk, staar der næsten som et Sind-
billede paa, at der ogsaa i Forstaaelsen af Loven er en Skranke
imellem Opfattelsen hos den, der dømmes, og hos den, der døm-
mer, og denne Skranke er det, som Nævningerne skal fjerne.
Kun, hvis de paa Anklagebænken siddende udelukkende var
Jurister, vilde Skyldspørgsmaalet have en saadan Karakter af
juridisk Fagspørgsmaal, at det var billigt udelukkende at have
Jurister siddende paa Dommerbænken. Om en anklaget er skyldig,
beror paa, om han har opfattet og kunnet opfatte, at han over-
traadte Loven, og det er derfor en Grusomhed at dømme en Mand
til Straf, som ikke har kunnet indse, at han begik noget strafbart.
Herom kan ikke den juridiske Dommer dømme saa sikkert som
Nævningen, der staar uden juridiske Forudsætninger ligesom den
anklagede, tænker med hans Tanke og derfor kun udtaler sit:
skyldig, naar ogsaa den anklagede kunde have sagt til sig selv:
skyldig.

Jeg skal søge ved Hjælp af et Eksempel at vise Dem Be-
tydningen heraf. En Mand akkorderer med en Lappeskrædder, at
denne skal reparere hans Vinterfrakke for 3 Kr. Til den aftalte
Tid indfinder Lappeskrædderen sig med den færdige Frakke hos
Ejermanden og fordrer sin Betaling. Manden kan ikke betale ham
Beløbet. Men Lappeskrædderen, som havde gjort Regning paa disse
Penge og trænger til dem, skyder da i sin Nød den Genvej, at
pantsætte Frakken for 3 Kr. og sende Laanesedlen til Frakkens
Ejer. Opfatter De dette som en Forbrydelse, mine Herrer, og vilde
De som Nævninger i dette Tilfælde udtale et „skyldig" ? Nej, sikkert
ikke, De vil anse ham for en fuldkommen ærlig Mand, der har
handlet med praktisk Sans, fordi De maaske selv i lignende Til-
fælde vilde have baaret Dem ad som. Lappeskrædderen uden at
ane nogen Forbrydelse deri. Men for en juridisk Dommers Opfat-
telse vil dette Forhold rimeligvis staa som et Bedrageri; Manden
vil blive arresteret og dømt til Vand og Brød. Den strengeste Ret

— den højeste Uret!

Dernæst er Nævningerne ikke blot til for deres egen Skyld

— de tjener tillige i høj Grad til at understøtte de andre Prin-
ciper, hvorpaa Nutidens Retspleje hviler: Anklageproces. Offentlig-
hed, Mundtlighed og Nævninger kan ikke skilles ad, uden at hele
Systemet falder fra hinanden. Og dette gælder fremfor alt om
Nævningerne, der som Systemets levende Element skal indblæse
de døde Principer Livets Aande. Giv et Korps af Fagjurister et

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

629

Sæt ny Principer t og de vil tage dem paa som en ny Uniform,
under hvilken det juridiske Haandværks Tradition vil fortsættes.
Man stryger ikke saaledes af sig en Korpsaand, der hviler paa
Aarhundreders Hævd — og navnlig gør Jurister det ikke — naar
Korpsets gamle Rammer bliver bevarede og man bliver ved at
hygge sig med hverandre ligesom ved en juridisk Middag. Den
juridiske Tradition er for Juristerne en Helligdom, og de vil blive
ved at føle sig som Tempeltjenere, med mindre man lader de
profane blande sig med dem. Hvor meget dette vil forslaa, er
ikke godt at vide, maaske vil den juridiske Stædighed vise sig
uovervindelig som Midgaardsormeii, men Nævningerne vil i hvert
Fald snarere kunne fælde denne Drage end en blot Forandring
af Formerne. Dette bekræfter ogsaa Erfaringen fra andre Lande
ikke mindre end den Erfaring, at Anskuelsesmetoden er den
bedste Læremester.

Hvad jeg her har sagt om Nævningerne som dem, der skal
indblæse de døde Principer Livets Aande, udvider sig til at gælde
om os alle sammen. Selv om man ved bureaukratiske Bestem-
melser holder os borte fra Nævningebænken, fra at være med i
Offentligheden, rigtigt forstaaet, kan ingen Bestemmelse udelukke
os. Offentlighed i Retsplejen betyder ikke dette, at der til den
og den Tid gives et juridisk Skuespil, som Publikum har Adgang
til at overvære. Sligt er ikke Offentlighed, men Nysgerrighed.
Hvis Offentlighed blot beror paa, om Retssalens Døre staar aabne
eller holdes lukkede, saa har vi allerede nu i et ikke ringe Om-
fang Offentlighed i vor Retspleje. Men Offentlighed betyder, at
Retsplejen er hørt op med at være et Faganliggende og er bleven
et borgerligt Almenanliggende. Selv om man derfor ogsaa stænger
Publikum ude fra Retssalen, selv om man til Hælvten bevarer det
gamle System, og ved Hjælp af Sondringen mellem Forundersøgelse
og Hovedforhandling holder Forhørsproces bag Kulisserne og An-
klageproces for aaben Scene, naar blot den offentlige Mening
kan faa Foden indenfor Retsplejens Dør, saa vil Øksen ligge ved
det ondes Rod.

Thi Roden til det onde, den værste Fjende, er Indifferent-
ismen, og denne Fjende driver sit farligste Spil netop under Over-
gangen fra noget gammelt til noget nyt. Da udhuler den det ny,
gør, at det kun bliver ny Former, bag hvis Dække det gamle
fortsætter sit Liv tryggere end nogen Sinde før. Thi de ny Former
dækker da med' Skinnets Kaabe over de indre Skavanker, og

Digitized by Google

630

Retsplejen og den offentlige Mening.

skaber en Indbildning om, at nu er alt godt, fordi det paa Fa-
caden ser saa kønt ud. Og bedraget af dette Skin lægger den
offentlige Mening sig saa til at sove.

Og Haand i Haand med denne Fjende gaar en anden, Jurist-
eriet d.v. s. den formelle Betragtning, at det skulde være nok at
konstruere Retsplejens Garantier ad mekanisk Vej, som en Smed
konstruerer en Laas. Men endnu har aldrig den juridiske Teknik
formaaet at konstruere en Lovbestemmelse saaledes, at den var
beskyttet mod Fortolkningens Dirk. Dog Faren ved Juristeriet er
især den, at dets Princip faar Folk til at tro, at det samme smukke
System, der staar opstillet paa Papiret, ogsaa gaar over i Virkelig-
heden, at det er Formerne, der skaber Indholdet. Derfor har
denne bagvendte, mod al organisk Udvikling stridende Opfattelse
af Retten gjort saa megen Fortred i Verden, fordi den har sløvet
Sansen for, at Rettens Sikkerhed ikke hviler i dens Form, Loven,
selv om denne bekræftes med den højeste Ed, men derimod i de
faktiske Retsforholds og den offentlige Retsbevidstheds Styrke, og
at derfor heller ikke Retsplejens Sikkerhed kommer til Verden
i en Lov-Kommissions hemmelighedsfulde Skød, men derimod ser
Lyset og udvikles paa Torvet, paa Forum, der, hvor — netop
som et symbolsk Udtryk for denne Opfattelse — Retsplejen foregik
i det gamle Rom, saa længe det bestod som fri Republik. Thi da
først Kejsertronen havde afløst Republiken, flyttede Retsplejen fra
Forum ind i lukkede Retslokaler.

Og her staar vi da til sidst ved Sagens Kærne: Retsplejens
Ordning er i sidste Instans et politisk Spørgsmaal, fordi de
Indflydelser, der bestemmer Retsplejens Væsen og Virken, beror
paa de politiske Forhold. Derfor kan man ganske i Almindelighed
sige saaledes: Det Land, i hvilket Borgerfølelsen og Almenaanden
blomstrer, har en god Retspleje, men der, hvor Undersaatsfølelsen
og Partikulieraanden breder sig, er Retsplejen slet. Og fremdeles:
Kun i det Land, hvis politiske Institutioner og Rettigheder bæres
oppe af en kraftig offentlig Mening, vil fri Retspleje-Institutioner
og -Former faa reel Værd, men hvor konstitutionelt en Skin-
Forfatning raader, vil ogsaa en Retspleje -Forfatning kun blive
et Skin.

Hvilken af disse politiske Tilstande der raader hos os, vil
ingen, han være Venstremand eller Højremand, være i Tvivl om.
Det er en politisk Tilstand, der ligger tæt op til den, der herskede

Digitized by Google

Retsplejen og den offentlige Mening.

631

under Frederik VI., — den Umyndighedstilstand, der netop skaffede
os den Retspleje, vi nu skulde frigøre os for.

Men tror de virkelig, mine Herrer, at den samme offentlige
Aand, af hvilken Inkvisitionsprocessen frembragtes som en naturlig
Afgrøde, ogsaa kan give Livet til en Retspleje, der hviler paa det
modsatte Princip? Har De nogen Sinde set et Træ, der bærer
Frugter af hinanden modsatte Arter?

Den, der derfor vil arbejde for en Omordning af vor Rets-
pleje, kan ikke gøre det paa en mere virkningsfuld Maade end
ved at tage Del i Kampen for andre politiske Begreber og Værdier
end de nu gængse, Statsborgerbegrebet i Stedet for Undersaats-
begrebet, reelle Forfatnings værdier i Stedet for formelle. Det ser
ud, som var dette udelukkende et politisk Arbejde, men det er i
Virkeligheden et Arbejde i Retsplejens Tjeneste, det vanskeligste
Arbejde — betydningsfuldere end Proceskommissionens.

Heri ligger dog ingen Undervurdering af Proceskommis-
sionens Arbejde. Dens Opgave er en anden og gælder kun Sagens
ene Side. Og netop, hvis Proceskommissionen løste sin Del af
Opgaven tilfredsstillende, vilde det være sørgeligt, om den anden,
vigtigere, Del var forsømt. Da vilde der være rejst Retspleien et
smukt og kunstfærdigt Has, men inden i vilde det være tomt, og
Fortidens Aand vilde raade i Huset.

Erik Henrichsen.

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

København 19de Juni 1883.

Mand og Mand imellem taler man i disse Dage en hel Del om,
at et Antal Mænd, især mange Landbrugere, agter at danne et dansk
kooperativt Selskab efter engelsk Mønster saavel for Forbrugere som for
Producenter af Livsfornødenheder. Denne Bevægelse maa sikkert hen-
føres til et Foredrag, som Hr. Fr. V e 1 1 i Vinter holdt i nogle Foreninger,
og som jeg senere læste trykt Foredraget er ret ofte misvisende,
hvad Fremstillingen af Udviklingen i England angaar, og indeholder i sin
første Halvdel adskillige Fejl og Misforstaaelser. — Har man gjort sig be-
kendt med de kooperative Storers Historie i England, synes det utvivlsomt,
at vil man forsøge at omplante den engelske Institution i dansk Jordbund
og vinde Socialpolitikeres og Nationaløkonomers Bifald samt befordre det
almene Vel, saa maa det ubetinget blive „Rochdale Systemet*, der
bør vælges, og ikke „London Systemet*; Ulemperne har de nogen-
lunde tilfælles, nemlig at de bægge betegner en Konkurrence med de
Næringsdrivende, der dog er værst ved London Systemet, fordi Konkur-
rencen her fremtræder i Skikkelse af det rene „Underbud*; men det sidst-
nævnte System, som er det af de velhavende Klasser i London benyttede,
mangler ganske det etiske Moment, uden hvilket de 1100 Foreninger efter
Rochdale Systemet, som findes i selve England og Wales — i Skotland
findes ogsaa flere Hundrede, i Irland derimod saa godt som ingen —
aldrig vilde have naaet den Betydning, som de ubestrideligt har blandt
Englands Selvhjælps -Institutioner, paa samme Tid som de har medført
en stor Forøgelse i de engelske arbejdende Klassers Velstand.

Dersom vi fra 1894 faar en kooperativ Store i København, vil
der netop være forløbet 100 Aar, siden den første engelske Arbejderstore
aabnedes i Durham, og 50 Aar, siden de verdensberømte 28 dannede
deres beskedne Forening i Rochdale, bygget paa det ny Princip, som de
lærde Folk havde søgt efter saa længe uden at finde det, og som de
28 Stakler ikke paa nogen Maade havde søgt, men rent instinktmæssig
fandt, ledet af, hvad der forekom dem mest „equitable" — en Betegnelse,
som de da ogsaa føjede til deres Forenings Navn. Imellem Durham i
1794 og Rochdale i 1844 finder vi saa de Richard Owenske Stores,
som ophørte i Begyndelsen af Fyrrerne efter en halv Snes Aars Dekadence;
de fulgte Owens øvrige socialreformatoriske Indretninger i den almindelige
Undergang. Kooperationens Historieskriver, som fortæller om Owens

Digitized by Google

Stores-Dagbog

63S

Besøg i Storerne i adskillige engelske Byer endnu i 1836, udtaler, at
de gik til Grunde som Følge af „Vanry, Fallitter, Tab, Latterliggørelse,
Mistillid, Skuffelse og Modløshed*, og der er ikke Tale om, at de, som
Hr. Vett beretter, „forsvandt alle i 1834", fordi „Regeringen pludselig
behandlede dem som hemmelige Selskaber" og satte en Stores Med-
lemmer 7 Aar i Tugthuset „for the crime of combination" . — Arbej-
dernes Koalitionsret var saavel i 1824 som i 1825 fastslaaet ved Par-
la men tslovgivning, saa de 6 Arbejdere i Devonshire (?), der kom 7
Aar i Tugthuset i 1834, bestemt maa have foretaget sig ganske andre
Ting end at være Medlemmer af en Kooperativ-Store. Den Lov af 1836
for engelske Hjælpeforeningen (fHendly Societies), som Hr. Vett omtaler,
der gav saadanne „Lov til at eksistere*, har selv aldrig eksisteret; der
udkom derimod i 1 834 en Lov om disse Foreninger, men det var Nr. 8
i Rækken; den første var fra 1793, og den fremkom, .fordi der allerede
dengang fandtes saa mange Foreninger, som baade da og senere virkelig
ikke blot havde Lov til at eksistere, men hvis Eksistens og Udvikling
uafbrudt har været en vigtig Opgave for enhver engelsk Regering.

Men jeg vender tilbage til de forskellige Systemer for de engelske
Forbrugsforeninger. Hvad er da fælles for Systemerne, og hvori bestaar
Forskellen? Fælles for dem er den Opgave, at tilføre Forbrugerne gode
Varer mod kontant Betaling; men de forsvundne Durham- og Larnak-
sy stemer (Owens) samt det bestaaende London-System gaar tillige — i
Modsætning til Rochdale-Systemet — ud paa at sælge Forbrugerne Va-
rerne billigere, end de kan købes hos Detailhandlerne, og ved Siden
deraf tillige tilvejebringe et Forretningsoverskud. Dette uddeltes
i Durham af den biskoppelige Butiksejer til de fattige, Robert Owen
anvendte (i 1816) Overskuddet af sin egen Store i Larnak til Undervisning
for de købende Arbejderes Børn — for Owen var jo Oplysning det ene for-
nødne — i de senere Owenske Stores tilfaldt Overskuddet de Tilhængere
af hans Teorier, som havde tilskudt de nødvendige Driftskapitaler til de for-
skellige Stores, og som atter anvendte dem saavel til den omfattende og
kostbare Propaganda, som Owen uafbrudt fra 1825 til 1840 drev for
sine Ideer, som til Oprettelsen af de saa sørgeligt berømte „home colo-
nies u . London ■ Systemet anvender ganske simpelt det Overskud, som
bliver tilbage, efter at Kunderne har opnaaet deres Besparelse — der
bevæger sig omkring „a shilling in the pound u og som er nødvendig
for at faa de talrige Kunder — til Udbytte til Andelshavere og Aktionærer
i Forhold til de af dem gjorte Indskud.

Men hvad enten man taler om Anvendelsen til Biskoppens fattige,
til Owens Arbejderbørn og Kommuner eller til f. Eks. Haymarket Storens
Aktionærer, saa vil enhver „ virkelig cooperator* i England betegne den
som en Forvanskning af Kooperationens Begreb, thi en virkelig „coope-
rator* er ubetinget og begejstret Tilhænger afRochdale-Principet, og
for ham er London-Systemet Repræsentant for den uægte, „the imitative,
spurious cooperation" '. For Rochdalemanden er nemlig hans Store ikke
blot det Sted, hvor ingen Kredit gives eller modtages, og hvor man faar ufor-
falskede Varer og god Vægt, men desuden det Sted, hvor han betaler
Dagens Detailpris, og hvor Overskuddet — naar de indskudte

Digitized by Google

634

Stores-Dagbog.

Beløb har faaet deres fastsatte Rente — opsamles for Kunderne og
godskrives dem ved Kvartalets Udgang i Forhold til deres
Indkøbs Størrelse. Anden Kooperation anerkender han ikke, og han er
fuldstændig enig med Stuart Mill, som udtalte: „It is not cooperation,
whére a few persons join for the purposes of mdking a profit from
cheap purchases , by tchich only a portion of them benefit. Cooperation
is, where the whole of the produce is divided" .

For en saadan „ægte" Kooperator, er Kooperationen et Slags
Velfærds- og Samvittighedssag. „ Vor Forening* siger han „har gjort det
muligt for os Arbejdere at erholde god Føde til rimelige Tompriser,
den har lært os, hvilken Fordel det er at betale kontant, i Stedet for
at købe paa Kredit, den har givet os Kendskab til, hvad en Forretning
er, som vi ikke paa nogen anden Maade kunde have opnaaet, den har
sat os i Stand til at drive en Forretning, som sælger for et Par Hundrede
Tusende Pund Sterling om Aaret; den har gjort mig til Medejer i ube-
hæftet Ejendom af stor Værdi , og af Forretningen har vi tilsammen et
rent Overskud af tyve Tusende Pund aarlig, den har hævet mangen en
Mands Løn med to eller tre Shilling om Ugen uden Strike, og den har
fjernet mere Elendighed end nogen anden social Indretning!*

„Rochdale Equitable Pioneer s Society" , som langtfra er den største
Arbejder-Detail-Store, havde i sit 3die Aar — 1846 — 80 Medlemmer,
den solgte for £ 1146 og fortjente f 80 — gennemsnitlig 1 £ pr. Medlem;
det var beskedent nok! Men i 1856 havde den 1 600 Medlemmer, solgte
for £ 63,197 og fortjente £ 3921, over 2 £ pr. Medlem; i 1866 var
der 6246 Medlemmer, der solgtes for £ 249,122 og Overskuddet var
£ 31,931, altsaa over 5 £ pr. Medlem, og i 1876 var der 8892 Med-
lemmer, der solgtes for £ 305,190 og Overskuddet var £50,668. altsaa
ikke meget under 6 £ pr. Medlem ; dens Formue var dengang £ 254,000.
Senere er Foreningen gaaet yderligere frem; den havde 11,352 Med-
lemmer i 1891, og ejer nu over 400,000 £.

Tager jeg Blaabogen for 1891 , der giver et Sammendrag af de
engelske og wallisiske „Industrial and Provident Societies* Resultater i
1890 — altsaa Forbrugs- og Produktionsforeningerne under Statstilsyn.
hvorunder i øvrigt ogsaa indgaar Foreninger til Indkøb af Land, samt
Bank- og Laaneforeninger — finder jeg følgende Tal: 1155 Foreninger,
eller saa godt som alle, havde gjort deres lovbefalede Indberetninger; de
talte 892,110 Medlemmer, de ejede £ 13,003,046 = 235 Mill. Kroner,
Omsætningen udgjorde — inklusive en gros-Storens Omsætning til Detail-
storerne 7 8 /io Mill. £ — 33 l s Mill. £ og Nettofortjenesten £ 3,237,777,
altsaa hen imod 60 Millioner Kroner. I 1876 gjorde 1163 Foreninger
Indberetning; de havde 420,000 Medlemmer og ejede 6,200,000 £. For-
eningernes Antal vokser altsaa ikke, Medlemsantal og Midler derimod
stærkt; Tendensen gaar tydeligt i Retning af at styrke de bestaaende
Selskaber, som jo ogsaa naturligt øver Tiltrækningskraft i Forhold til
deres Størrelse og Midler.

I Aarsberetningen for 1890 fra Tilsynsmyndigheden klages der
over, at man har begyndt at danne Foreninger, der indretter sig saaledes
i Henseende til Maksimum af Enkeltmands Andel (£ 200) m. v., at de

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

635

kan registreres under Foreningsloven af 1876, men som „ i Virkeligheden
maa betegnes som rene Aktieselskaber i lille Stil, der hverken fremmer
Forbrugernes eller Producenternes Interesser, men Kapitalisternes, ja
undertiden — frygter vi — endog kun Stifternes (ihe promotors) , og
som fordeler Overskuddet paa den indskudte Kapital*.

De sydengelske og londonske Selskaber er, for saa vidt de ikke
er registrerede under Loven for „Industrial and Provident Societies u —
altsaa undergivne dennes Bestemmelser — rene Aktieselskaber og
ganske udenfor Registrarens Kontrol og Beretning, og deres Forretninger
er derfor ikke medtagne i de anførte Tal. En særegen Stilling indtager
% The Civil Setvice Supply association" > som, hvis jeg husker ret, dan-
nedes i 1875. Denne Forening er registreret under nævnte Lov, altsaa
som Forbrugsforening, af mindre godt lønnede Personer i Civiladmini-
strationens Tjeneste; der var 36,000 Andele å 10 Sh., som bar 5 pCt.
Rente, men derhos kan Ikke- Andelshavere mod en aarlig Afgift, købe i
Storen. Efter omtrent 7 Aars Virksomhed var der, uagtet Foreningens
Grundlag var billige Priser, alligevel et Overskud af 80,000 £, om hvis
Anvendelse der førtes ret stormende Forhandlinger, idet Foreningens Be-
styrelse ønskede Beløbet anvendt til Prisnedsættelser. Til sidst vandt dog
Andelshaverne Sejr og fik den største Del af Beløbet tilskrevet i Form
af ny Andelsbeviser, hvorefter der naturligvis ikke er optaget ny Med-
lemmer å 10 Sh. Det er altsaa en Andelsforening, underkastet Loven
og Tilsynet, med et begrænset Antal Andele men et ubegrænset
Antal Hcket- Medlemmer, hvor Andelsejerne erholder Overskuddet paa
samme Maade som Aktionærer i et Aktieselskab. Denne Forenings Om-
sætning — l 8 /i— 2 Millioner £ aarlig — og Overskud er altsaa medtaget
i de nævnte Tal, men efter Forholdets Beskaffenhed er Foreningen op-
ført uden Medlemstal, altsaa er dens Medlemmer udenfor de c. 900,000
cooperators.

Saavel denne Forenings som de rene Aktiestorers Betydning
for Almenheden ligger udelukkende i den noget billigere Pris. Disse
Selskaber er Detailhandlernes værste Fjender, fordi de noterer lidt lavere
Priser og har de velhavende, ja rige Klasser som Kunder. Damerne
kører derhen, fordi de dog altid sparer noget og faar gode Varer, og
hører deres Mænd til Store-Aktionærernes lykkelige Klasse, vil cle natur-
ligvis tilskynde dem dertil.

Saafremt det nu er Hensigten i København at oprette en koope-
rativ Store efter Rochdalesystemet , der jo paastaas at være det System,
som vore landlige Forbrugsforeninger virker under, burde vi vistnok,
under Hensyn til de for en Del af Detailhandelen dermed uadskillelige
Ulemper, drage Omsorg for, at Befolkningen i videst muligt Omfang faar
de sociale og moralske Fordele, som følger med det kontante Princip,
Delingsprincipet og Opsparingssystemet. En Forbrugslovgivning burde
fastsætte, at Andelskapitalen skulde erstattes med godskrevne rente-
bærende Overskudsandele , forinden saadanne udbetaltes kontant, hvad
der faktisk er Tilfældet i England, og at derefter Medlemmerne skulde
være berettigede til at lade deres Overskudsandele henstaa indtil et nær-
mere fastsat højeste Beløb — i England i alt £ 200. — Naar saa den

Tilskueren. 1893. 42

Digitized by

636

Stores-Dagbog.

samlede Forbrugsforenings- Virksomhed sattes under vejledende Kontrol,
vilde Betingelserne for en heldig Udvikling være tilvejebragte; Centrali-
sation og Fællesrepræsentation vilde Foreningerne nok af sig selv bringe
i Stand her ligesom i England. Vanskeligheden bestaar imidlertid i den
udstrakte Frihed, vi har paa Associationsomraadet. Naturligvis kan man
fra Arilds Tid i England oprette Selvhjælpsforeninger, men de er efter
common law ikke anerkendte som juridiske Personer, der kan erhverve
Ejendom, sagsøge og tage imod Søgsmaal osv.; det bliver de først, naar
de registreres i Henhold til en Parlamentslovgivning. Ved saadan Lovgiv-
ning er der altsaa i England Adgang til at faa saadanne Foreninger førte i et
ønskeligt Spor ved at opstille Betingelser for den Registrering, der føles som
en Nødvendighed af Foreningerne ; paa den Maade er de engelske Sygekasser,
Begravelseskasser , Byggeselskaber, Livsforsikringsselskaber, Forbrugsfor-
eninger og mange flere bragte under en Lovgivning uden Tvang. Men
hos os maa der enten Tvang eller vidtgaaende Indrømmelser til, for at
regulere Løbet; thi de Rettigheder, som de engelske Foreninger kun
erhverver ved Registreringen, fødes Foreninger med her til Lands, og
de kan derfor undvære Registreringen, naar den skal være frivillig. 1
England er saaledes alle Sygekasser registrerede og har kæmpet for at
blive det, medens hos os mange Sygekasser endnu ikke har ladet sig
„ anerkende 4 *, uagtet Loven tilsiger de anerkendte Sygekasser Statstilskud.

Jeg ved ikke, om der i Danmark er Jordbund for Kooperationen.
Jeg tror, at man drikker for meget Brændevin til at interessere sig for
„at lægge Penge op ved Hjælp af sine Udgifter"; for alt for mange er
det jo en Trossætning, at man ikke engang bør lægge hen af sine Ind-
tægter, for ikke at blive „ Kapitalist - . En „ Aktiestore* kunde muligvis faa
Kunder i de mere velstillede Klasser, og Aktionærer vilde det sikkert ikke
mangle paa, men hverken Politikere eller Nationaløkonomer vil kunne
afvinde en saadan nogen Interesse. En virkelig Kooperation i Danmark,
i nogen Udstrækning og systematisk ordnet, vil jeg se, inden jeg tror paa
den. Men kommer den, vil den sikkert ikke blive synderlig farlig for
Detailhandlen, som af mange Grunde vil beholde ikke blot den velha-
vende, men ogsaa den overvejende Del af Kunderne; højst Vio, maaske
kun 1 20 af Englands Familiefædre er Kooperatorer (thi Hustru og Børn
er ogsaa Medlemmer). Der kommer omkring 25 £ Omsætning pr. Medlem
i Andelsstorerne, altsaa et beskedent Forbrug, medens mange i en londonsk
Aktiestore køber for det tyvedobbelte om Aaret. Venskab og Vane holder
mangen Arbejder til Detailhandlen, gammel Gæld for den Sags Skyld
ogsaa, Udsalgsstedets Beliggenhed og den hurtige Betjening fastholder atter
en stor Del; saa er ogsaa Andelsstorerne udsatte for megen Kritik; paa
Kvartalsmøderne i England klager Medlemmerne stadig over, at de kan
faa Varerne billigere i Butikerne. Til Specialhandel egner Storen sig
endelig slet ikke.

Der er dog Sandsynlighed for, at Konkurrencen med Detailhandlen vil
faa det Udslag, at Antallet af Handlende vil indskrænkes noget. Dette skal
næppe beklages; thi fra alle Sider indrømmes det, at der er alt for
mange Detailhandlere. Her i København og andetsteds etableres Udsalg
i alle Brancher af Folk, som savner enhver Indsigt i Handelskundskab,

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

637

og som slet ikke ejer andet end den Kredit, der har hjulpet dem til at faa
Varer i Udsalget, Varer, som de inden den Flyttedag, hvor de giver Plads
for en ny Handelsmand ofte af samme Slags, udsælger under Indkøbs-
pris for at kunne friste Livet og bestride deres daglige Udgifter. At
disse usolide Forretninger er til Skade for den dygtige og solide Hand-
lende er sikkert nok, og at de vil være de første, som forsvinder, hvis
Kooperationen fik Fodfæste, er rimeligt. Hvad den indsigtsfulde Handels-
mand kan tabe ved Kooperationen, vil han sikkert mere end indvinde
ved at blive fri for de ukyndige, undejrtiden ureelle og nærgaaende Kon-
kurrenter, han nu ofte maa trækkes med i sit umiddelbare Naboskab.
At kontant Betaling i højere Grad end nu blev Reglen, kunde ogsaa
kun være adskillige Handlende velkomment, r og Retten til at give Kredit
beholdt de jo. Ogsaa er det givet, at Kooperationen forøger Købeevnen
hos en Mængde Familier — der er mangt et Pianoforte i Nordengland,
som er indkøbt for opsparet Stores-Udbytte 1

Hvad endelig Publikum angaar, især det brede, som virkelig maa
sætte Tæring efter Næring, kan det jo ikke nægtes, at man for visse store
Artiklers Vedkommende, som Brød, Smør, Kød og til Dels Fisk, ofte
hører Klager over Priserne, undertiden ogsaa over Kvaliteten, paa samme
Tid, som Landmændene og andre Producenter langt fra faar, hvad
Publikum mener at betale for meget. Er Klagerne retfærdige, maa der
hæfte Brøst ved Mellemhandelen, der da er for mangeleddet, og i saa Fald
er Ønsket om Forandring berettiget. Er Klagerne ugrundede, vil en
Andelsstore, som jo efter sit Princip og sit Formaal snarere kalkulerer
en højere end en mindre Avance end Detailhandlen, belære Publikum
derom, og Klagerne vil forstumme. —

Jeg vil nu med en vis Spænding afvente, baade hvorledes Storen
vil blive grebet an og hvorledes den vil blive angrebet!

23de Juni 1898.

„ Dannebrog* har i Gaar bragt et Aftryk af „ Vedtægter for
Aktieselskabet „Nordiske Husholdnings Stores* *, som har bragt mig en
ret betydelig Skuffelse; thi til Trods for forskellige Antydninger i de
nærmest foregaaende Dage, havde jeg dog troet, at det, man vilde
danne, skulde være et almennyttigt kooperativt og ikke et kapitalistisk
Selskab i Smag med de engelske Aktiestores, som kun søger Handels-
fordel og Udbytte for deres Aktionærer. Naturligvis kan man ikke
vide, om disse Vedtægters Affattelse er definitiv; der er visse Vendinger,
som tyder paa, at den ikke er det. Saaledes staar i § 25 angaaende
Overskuddets Fordeling, at først skal Direktøren have den ham be-
vilgede Tantieme af Netto-Overskuddet, og man venter da nødvendigvis, at
Uddelingen i øvrigt skal finde Sted af Netto - Overskuddet minus nævnte
Direktør - Tantieme. Men umiddelbart derefter udtales, at Kontrolraadet
ogsaa skal have sin Tantieme beregnet af det hele Netto-Overskud, hvor-
efter Ordet „først* ikke giver nogen Mening og nærmest minder om
Drengens Forklaring hos Fritz Jørgensen: „ Først slog han først, og
saa slog jeg først*. Imidlertid — Aktstykket er ægte, da en Indbyder

42*

Digitized by

638

Stores-Dagbog.

samtidig har sendt mig Originalen, der stemmer med Aftrykket, og For-
andringer deri vil i alle Fald ikke kunne komme til at berøre det funda-
mentale. I saa Fald er man i Begreb med at oprette et rent Børs-
foretagende, som ikke fortjener nogen Sympati, især ikke, da den,
som har undfanget det, har udstyret det med nogle Fjer, laante
fra Andelsforetagenderne, og har udtrykt visse Bestemmelser paa en
saadan Maade, at den ikke meget vagtsomme Læser let kan komme til
at tro, at Aktieselskabets Karakter er en anden end andre Aktieselska-
bers, Bestemmelser, som i Virkeligheden er til at tage af, naar man er
chez 8<ri, ligesom forlorne Tænder, Turnyrer o. 1. — Forholdet er det
gamle; Aktieselskabet vil gøre Forretninger ved at købe af nogle og
sælge til andre; hvad man kan fortjene ved at købe billigere, end man
sælger, tilfalder Aktionærerne. Hvis der nu var sørget for, at Aktio-
nærerne var Selskabets Kunder, altsaa at Aktionærernes og Kundernes
Krese dækkede hinanden, og naar saa yderligere Aktionærerne deltog
i Fortjenesten i Forhold til Omfanget af deres Forretninger med
Selskabet, ja saa havde vi Andelsforetagendet, der kan bringe økono-
misk Hjælp til saare mange og hidføre en Forøgelse af Nationens
Velstand igennem Opsamling af Overskud. Men det modsatte er Tilfældet
Lovene aabner Adgang for mindst 3 Gange saa mange Familier til at
blive Kunder, som der i alt findes Aktier, og bemyndiger Bestyrelsen til
at lukke op for alle og enhver, hvad der selvfølgelig ogsaa vil være det
eneste rigtige, eftersom enhver ny Kunde jo bliver et nyt Objekt for
Handelsfortjeneste. Man behøver altsaa ikke at være Aktionær for at
købe hos Selskabet, og man behøver endnu mindre at købe hos Sel-
skabet, fordi man er Aktionær. Det at være Kunde og Aktionær er i
den Grad forskellige Egenskaber, at hvis 2 Personer — A og B —
tilfældigvis er bægge Dele, saaledes at A ejer 1 Aktie og køber for
2000 Kr. i et Aar, medens B ejer 100 Aktier og køber maaske for
100 Kr. , saa erholder B 100 Gange saa stor en Andel af Overskuddet
som A, uagtet A har bidraget 20 Gange saa meget til Overskuddet.
Naturligvis er dette ogsaa et „ Andelssystem 14 , men det er Kapitalistens,
der lyder saaledes: „Kommer der Plat, saa taber du, og kommer der
Krone, saa vinder jeg fc . For nu at borttage den ubehagelige Smag, har
denj kloge Vedtægtstbrfatter indført den Bestemmelse, at ingen kan tegne
sig for flere end 100 Aktier paa sit eget Navn uden Bestyrelsesraadets
Samtykke. Men hvis man har erholdt troskyldige Mænds Tiltrædelse som
Indbydere ved denne Bestemmelse, idet man har bibragt dem den Op-
fattelse, at ingen kunde være interesseret i Foretagendet for mere end
1800 Kr. af de almindelige Aktier, saa finder jeg det forkasteligt, da
den — læst rigtigt — siger det stik modsatte. For det første siger den,
at man kan tegne saa mange Aktier, man vil, paa andres Navn — hvor-
for ellers Tilføjelsen? En Familie paa 6 Personer kan tegne 600 Aktier
osv. , dernæst giver den Bestyrelsesraadet Ret til at tillade Tegning af
mere end 100 Aktier for Enkeltperson, og endelig — og dette er det værste
— siger den paa dette Sted siet ikke, hvor mange Aktier Enkeltperson
maa eje. Det faar man at vide senere hen i den Paragraf, som
handler om Transport af Aktier, der ganske simpelt tillader Akkumula-

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

639

tion af Aktier uden anden Begrænsning end den, at Bestyrelsesraadet
kan nægte Overskridelsen, „naar det finder Anledning dertil*, altsaa den
allerværste Form, idet den ligefrem aabner Adgang for Vilkaarlighed og
Misbrug med det Formaal, at bringe Aktierne ved Transport over paa
enkelte bestemte Hænder i deres Helhed eller for en overvejende Del.
Dersom det ikke har været Hensigten hos den, der har udarbejdet disse
Bestemmelser om Aktie-Maksimum, at de, naar det kommer til Stykket,
skal betyde det modsatte af, hvad de tilsyneladende udsiger, saa vil jeg
sige. at han har været meget uheldig, og at han ikke kunde have været
heldigere; hvis det havde været hans Hensigt. At Opkøb af Aktier fra
Kapitalens Side er legaliseret i Lovene med et Forbehold, som er værre
end intet, staar fast, og tvivler nogen paa, at Kapitalen vil undlade at
benytte denne Ret, hvis Foretagendet gaar godt, saa kan han lige saa
godt tvivle paa, at Kapitalen vil søge at skille sig af med sine Aktier,
hvis det gaar daarligt.

Med Aktieorganisationen i Forbindelse med disse særlige Bestem-
melser, som muliggør Aktiekapitalens Overgang paa faa Hænder tidligere
eller senere, er der slet ingen Sikkerhed for, at Aktionærkresen ikke
vil blive ganske forskellig fra Kundekresen, og det er egentlig ulogisk
paa samme Tid at være Aktionær og Køber hos Selskabet, thi Aktio-
nærerne er interesserede i, at Handelsfortjenesten bliver stor, Køberne
i, at den bliver lille, altsaa er deres interesse modsat. Imidlertid vil
ingen bestride, at et Handels-Aktiesesskabs Bestyrelse i første Række
er forpligtet til at varetage Aktionærernes Tarv, og at det ny Selskabs
Bestyrelse deler denne Anskuelse, derom bærer Vedtægterne noksom
Vidne, thi de er just ikke sentimentale overfor Kunderne, al den Stund
Producenter og Forbrugere, i hvis Interesse Foretagendet er sagt at
skulle sættes i Gang, aldeles ikke nævnes i Vedtægterne. Hvor lidt
Aktionærerne har været i Stifternes Tanke, hvor fjernt disse altsaa har
staaet Andelstanken, som i Korthed udtrykt er „gode Varer til billigste
Priser *, det har faaet et drastisk Udtryk i den Vedtægtsbestemmelse, at
Direktøren er forpligtet til at eje Aktier for 20,000 Kr., altsaa over
1100 Stkr. Her var dog et Punkt, hvor man for godt Køb kunde
have tilkendegivet, at man ikke ganske havde glemt Publikum. Man
kunde nemlig have bestemt, at Direktøren ikke maatte eje en eneste
Aktie. 1 Stedet for forpligter man ham, naturligvis for at Aktionærerne
derigennem kan vide, at deres Interesser nok skal blive varetagne, til at
eje et betydeligt Beløb i Aktier — i Sandhed en aparte Betryggelse for
Selskabets Kunder! Det hjælper virkelig ikke, at man i Indbydelsen og
ved interviews udtaler sine fortræffelige Hensigter om Fremme af Lan-
dets og Folkets Vel ved Selskabets Virksomhed, og at de, som udtaler
det, virkelig mener, hvad de udtaler, naar samtidig efter Vedtægterne
Selskabets hele Organisation — i Modsætning til Andelssystemet — ikke
blot ingenlunde fører med sig med uundgaaelig Nødvendighed, at Pro-
ducent og Forbruger opnaar Fordel og Besparelse, men tvært imod
naturligt henviser Selskabet til at søge Pengefordel paa Producenters og
Forbrugeres Bekostning af Hensyn til Aktionærernes Vel. Overhovedet
staar dette Selskab med de 2 Millioner Kapital og de koldt beregnede

Digitized by Google

640

Stores-Dagbog.

Vedtægter i et skærende Misforhold til Hr. Fr. Vetts kønne Udgangs-
punkt, de 28 fattige Vævere i Rochdale, som sammenskød 504 Kr. i
Andele og samtidigt var, som Hr. Vett rigtig bemærker, Foreningens
„Ejere, Sælgere og Købere*. Hine Stiftere roste sig ikke af, at de grun-
dede et patriotisk Foretagende, og deres Forenings Vedtægter var visselig
ikke nær saa habilt udarbejdede, som den nordiske Stores Vedtægt,
men deres Forening vandt frem, fordi den var grundet paa en stor Ide,
nemlig Selvhjælp ved Kooperation; i deres Foretagende var der Hjerte,
i det danske Selskab finder jeg kun Hjerne, og det vil være ganske
umuligt at komme fra Rochdale til København i denne Sag — saaledes
som Hr. Vett har gjort — uden undervejs at sætte over en bred Kløft.

Jeg kunde nedskrive langt mere om disse Vedtægter, men hvorfor
gøre det, naar jeg dog finder hele Grundlaget forkasteligt, da det ?fl
hidføre i forstærket Grad og paa pludselig Maade — nemlig paa Grund
af den store Kapitalmagt — de Ulemper, som Andelsforeninger ubestri-
deligt kan medføre, uden at aabne mindste Udsigt til, at Andels-
systemets store økonomiske Fordele for Befolkningen vil blive opnaaede.
Hvis man henviser til Bonus-Opsparingen, saa vil jeg sige, at ogsaa denne
Bestemmelse er betydningsløs Pynt; thi ogsaa den er fakultativ for Be-
styrelsen og vil sikkert ikke nogen Sinde blive anvendt ; Aktionærerne vil
faa Overskuddet udbetalt, hver Gang dette andrager 5 Kr. pr. Aktie eller
27 8 /i pCt., fordi det er en Urimelighed at lade være at gøre det i
et Aktieselskab, hvor Bestyrelsen udtrykkeligt har forbeholdt sig til Re-
servefondet at henlægge, hvad den selv finder for godt.

Jeg vil dog af Vedtægterne endnu notere Bestemmelsen om. at
Selskabet i enhver Henseende skal betragtes som et privat Selskab, hvis
Anliggender er Offentligheden uvedkommende. Hvad skal dette sige?
Vil man virkelig danne et Aktieselskab med 110,000 Aktier og med
Adgang for mange Hundredetusende Familier som Købere og Sælgere
og unddrage dets Virksomhed den mildeste Kontrol , man kender for et
Aktieselskab, nemlig Offentlighedens? Jeg føler mig overbevist om, at
der ikke vil kunne anføres en eneste fornuftig Grund for Hemmelig-
holdelse, men derimod en Mængde for Offentlighed i videste Omfang.
Denne Bestemmelse er i alle Fald ikke en fra de engelske Andels-
foreninger laant Fjer, thi i England skal Foreningerne ifølge Industrial
and Provident Societies aet — denne Lov som Hr. Vett i sin Bog haard-
nakket benævner Friendly and Industrial Societies aet, hvad der over-
hovedet ikke er noget som hedder — indsende aarlige Regnskaber til
Regeringen, der i Sammendrag offentliggør dem.

Vi har her i Landet, om end ikke uden Ulemper, hidtil kunnet
hjælpe os uden en Aktielovgivning, fordi vi har haft offentlige General-
forsamlinger og tilgængelige Regnskaber, men skal vi nu have store
Aktieselskaber, som bejler til den offentlige Tillid og alligevel forlanger,
at deres Anliggender skal betragtes som Offentligheden uvedkommende,
saa maa vi dog vist have en Lov, som forhindrer sligt.

Jeg lod mig engang i Tyskland overtale af nogle Venner til at
blive Medlem af deres Forening, som de kaldte „Der silberne Tournier-
hengst"; da jeg bagefter ønskede Oplysning om Foreningens Vedtægter

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

641

osv., leverede man mig disse, og de var væsentligt kortere end „ Storens".
Der var nemlig kun 2 Paragrafer; den første lød saaledes: „Det Medlem,
som anmoder om at erholde Selskabets Vedtægt, betaler Vin til samtlige
øvrige Medlemmer paa en Dag, som nærmere fastsættes"; i den anden
hed det: „Det Medlem, som ikke anmoderj om at erholde Vedtægten,
ifalder Bøde saaledes som anført i foregaaende Paragraf*. Med en
saadan Bestemmelse var ikke blot Medlemmernes Virksomhed for Sel-
skabets Tilvækst, men tillige deres aldeles absolute Diskretion i høj
Grad sikret, saa at det maaske var heldigere, om „Nordiske Husholdnings
Stores* arrangerede sig i Analogi med min gamle Forening.

29de Juni 1893,

København blamerer sig ordentlig i disse Dage, og Landet følger
troligt i Hovedstadens Spor. Det er naturligvis i sin Orden, at det store
Spørgsmaal om Kooperation i "det hele og det særlige Projekt, som
møder under en Kooperations-Fane, bliver drøftet af de interesserede Parter,
altsaa ogsaa af de Næringsdrivende, ja det er endog paa høje Tid, at
det drøftes her til Lands. Men foruden de Næringsdrivende som saa-
danne er ogsaa Forbrugerne, altsaa den hele Befolkning, herunder de
Næringsdrivende selv qua Forbrugere, interesserede. Det har derfor kun
liden Vægt, at de Næringsdrivende paa deres Foreningsmøder en-
stemmigt vedtager mere eller mindre voldsomme Resolutioner mod den
rejste Bevægelse, især naar de Udtalelser, som gaar forud for Vedtagelsen,
gennemgaaende indskrænker sig til en Fordømmelse i al Almindelighed
af ethvert Skridt, som kunde være de Næringsdrivende ubehageligt i deres
Næring, og af enhver Person, som kunde ville foretage saadanne Skridt
— la mart sans phrase! Der var dog virkelig al Anledning til en
saglig Drøftelse, hvis man magtede den, men det er formodentlig det,
man ikke gør. Uden Hidsighed og ved saglig Kritik kunde man for-
holdsvis let — efter min Mening — komme til det Resultat, at den
foreslaaede Form for en kooperativ Forening er uheldig og bør opgives,
men saa er Sagens Kerne, den virkelige Kooperation, tilbage, og den
faar man ikke undlivet ved Resolutioner; den kan kun bekæmpes og
forhindres ved Handling og Reformer til Afhjælp af Befolkningens
Klager. Det er endog sandsynligt, at de Næringsdrivendes uskrfemtede
Selvtilfredshed i Forbindelse med den summariske Fremgangsmaade og
den manglende Argumentation vil styrke det Ønske, som den producerende
og forbrugende Befolkning nærer om forskellige Reformer i vor Detail-
handel og især om Tilvejebringelse ved egne, uinteresserede Tillidsmænd
af en standard of priee mod kontant Betaling. I Længden vil Frasen
,den selvstændige Middelstands Bevarelse" som eneste Argument imod
hvilken som helst Udøvelse af Associationsretten til Opnaaelse af Udgifts-
besparelse ikke slaa til. De Næringsdrivende giver jo ingenlunde Afkald
paa denne Ret, naar de selv ved dens Udøvelse kan opnaa Fordele og
Besparelser. Eller er ikke Selskabet „De forenede Malermesteres Farve-
mølle* for en halv Snes Aar siden oprettet med 1200 Aktier, som nu
siges at staa i en høj Pris, for at Malermestrene ikke alene skal kunne

Digitized by

642

Stores-Dagbog.

undvære Københavns Detail-Farvehandlere, men endog gennem et almin-
deligt Udsalg af Farvevarer saavel til Aktionærerne 6om til andre kon-
kurrere med dem og opnaa Overskud, som tilfalder Aktionærerne? Det
er altsaa — netop som Aktiestoren — Kooperation af spekulativ Be-
skaffenhed, kun at man ogsaa sælger til alle og enhver, hvad Storen
foreløbig ikke vil. Eller har ikke Urtekræmmerne gennem et Aktie-
selskab til Indkøb af Varer søgt at omgaa Grossererne? Eller har
Urtekræmmerne ligesom Høkere, Drejere, Bagere o. il. ikke dannet
Rabat -Forbrugsforeninger til Opnaaelse af billig Assurance, netop paa
samme Tid, som deres Formand offentligt ivrede stærkt imod Embeds-
mændenes Rabatforening? Der kunde visselig skrives en lang Liste —
derfor skulde man gaa lidt lempeligt til Værks, naar man vil formane
andre til ikke at associere sig for at spare Penge. Ved en rolig Drøftelse
af „Husholdnings Stores" kunde ogsaa de fortræffelige Planer om en
velordnet, systematisk Eksport og en forbedret Produktion hos Landbruget
til Indvinding af ny Markeder, Planer, som sikkert har draget mange
Landmænd til Projektet, og som ogsaa fortjener almindelig Sympati, have
været udsondrede; ja anerkendende Udtalelser i den^ Retning i Resolu-
tionerne vilde endog have givet Misbilligelsen af Aktie-Detailhandlen en
større Vægt, end den nu har. Endelig burde det dog under Agitationen
og Ophidselsen ikke glemmes, at hvad der end kan indvendes imod det
paatænkte Aktieselskab saavel fra et Almensynspunkt som fra et specielt
Detailhandlerstade, er det dog et fuldt ud lovligt Foretagende, saa at man
nok kan anmode om, at det maa blive opgivet, men ikke kan fremsætte
Fordring derom til de Mænd, som indbyder til dets Oprettelse. Og at
disse utvivlsomt har ment at deltage i en Nydannelse af samfundsnyttig
Beskaffenhed, derom kan der fornuftigvis ikke være nogen Tvivl, og bar
de deri — som ogsaa jeg mener — taget fejl, kan de dog alligevel
gøre Krav paa høflig Behandling.

Dog for slige Overvejelser og Undersøgelser har der ikke været
Plads, rimeligvis ej heller Evne. Hvad vi har været Vidne til, er Van-
kundighedens Overmagt, Madstræbets Triumf, enkelte Vigtigpeteres og
Smaaærgerrigheders Fisken i de rørte Vande, Boykotten, Trusler og For-
nærmelser. I en Del af Pressen har det ganske vist været bedre, idet
der her er fremkommet forskellige Udtalelser fra Kooperationens Til-
hængere, men dog ikke bedre, end at „Dannebrog* i Gaar bebrejder
„ Nationaltidende \ at den bar tilladt en Stores- Aktionær at faa en Artikel
optaget „uden nogen som helst Kommentar *. Ja tænk hvor skammeligt!
En anden Del af Pressen har i Kvartalets sidste Uge ligefrem svælget i
„Stores-Sagen* og levet paa „Middelstanden 41 . Ved „skudte 41 Artikler med
Overskrifter, som egentlig burde noteres, har man daglig opflammet den
kritikløse Mængde, som man var ude af Stand til at oplyse, og under
denne Krigsdans er de paagældende Aviser selv blevne yderligere sti-
mulerede af den rejste Bevægelse. Denne Del af Pressen befinder sig
for Øjeblikket i en ligefrem Paroksysme, medens gamle „Berlingske 41 ikke
siger et Muk, men sikkert føler sig overmaade ilde ved det skrækkelige
Spektakel i Hønsegaarden.

Møderne og de paa disse vedtagne Resolutioner er da propor-

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

643

tionale med den hele Hurlumhej; der udtales „ Harme*, „ Misbilligelse *,
„ dybtfølt Beklagelse* i Anledning af det „ lyssky* Foretagende og i Re-
solutionerne kundgør man Forsættet om at bekæmpe Sagen med alle
lovlige Midler; paa nogle Steder er dog Ordet „lovlige* udgaaet som
mindre nødvendigt. Der er næppe den Flække i Landet, som har anset
det for ufornødent at fremsætte sin Protest; Handelsstanden i Esbjærg,
Nysted og Odder er fuldt paa det rene med, at den vil være ruineret,
hvis der kommer en Detailstore paa Kongens Nytorv. Isenkræmmerne i
København synes særlig opskræmmede; deres Formand foreslaar, at
Isenkræmmerne skal afbryde enhver Forbindelse med saadanne, som har
med Storen at gøre, hvorefter det altsaa for Ikke-Storesfolk maa blive
nødvendigt at have et Legitimationstegn , naar de gaar ind i en Isen-
kræmmer-Butik eller maaske helst Dagen forud for Indkøbet indsende
fornøden Attest om Renlivethed i saa Henseende. Om Slagterne hedder
det bl. a. i Dag: „Stemningen i Slagterkresene er udelt imod Stores*.
Ja — har nogen tvivlet derom! Ganske vist tror jeg ikke, at Kødet
bliver slet saa billigt i en Aktiestore, som det kunde blive i en Andels-
store, men 70 Øre for Oksesteg, 60 Øre for Kalvelever og 40 Øre for
„Kraftkød*, vil den dog sikkert ikke forlange. Det synes virkelig ikke
at være gaaet op for „Slagterkresene*, at hele „Middelstanden*, hvortil
vist de ni Tiendedele af Slagternes Kunder henregner sig, med Begejstring
vil hilse et hvilket som helst Forsøg paa en anden Ordning af Kød-
handelen, i alt Fald i København, end den nuværende. Selv Aktiestoren
vil blive modtaget med Taknemmelighed af alle — for de Næringdrivendes
Vedkommende naturligvis dog forudsat, at den kun handler med Kød og
ikke ogsaa med de Varer, som de selv handler med. Og oprigtigt
tak, hvem vil føle sin borgerlige Samvittighed besværet ved at give hele
det københavnske Kreaturhandler- og Slagterlav en god Dag, hvis en
anden Ordning satte Familier, som f. Eks. nu kun har Raad til at
spise Kød 2 Gange om Ugen, i Stand til at gøre det en Dag mere for
de samme Penge?

I øvrigt faar man Indtrykket af, at baade de Handlende og Haand-
værkerne møder frem ligesom Tordenskjolds Soldater, thi først protesteres
der i den faglige Forening, saa i Handelsforeninger og i Møder, hvor
baade Handlende og Haandværkere deltager, saa kommer Fællesrepræsen-
tationer, Centralforeninger o. 1. Man træffer endog de samme Talere.
Og i Aften vil Københavnerne kunne komme til at afgive endnu en
Fællessal ve paa det med saa megen Patos af „Højres Arbejder- og
Vælgerforening* indvarslede „Borgermøde*. Denne Influenza, som kunde
kaldes „rabies storica septentrionalis" , har saaledes grebet stærkt om sig,
og Brug af Åntifebrin synes unyttig i den raadende Sindsstemning.

Beklagelige er Truslerne om økonomisk og social Krig imod enkelte
Personer og Institutioner; den danske Gemytlighed fornægter sig denne
Gang. Der er givet et Slags Anvisning paa at svigte Arbejderbanken,
fordi denne Bank er et af de mange samfundsnyttige Foretagender, som
Hr. Fritsche har været med til at sætte i Værk; ogsaa jeg mener, at
Hr. Fritsche har baåret sig uforsigtigt og urigtigt ad, da han dog selv
er og vedblivende agter at være Mellemhandler og altsaa ikke — efter

Digitized by Google

644

Stores- Dagbog.

min Opfattelse — burde være med til at underskrive den uheldige Ind-
bydelse, men vel til at danne det paatænkte Handelsselskab; men vil
man erklære økonomisk Krig imod alle de Institutioner, som Hr. F. er
knyttet til, saa vil det gaa ud over mange Tusende Mennesker, og vort
hele offentlige Liv vil blive forgiftet.

Tjenstivrige Borgerrepræsentanter har anmeldt en Interpellation
til Magistraten om, hvorvidt Etatsraad Jacob i s Stilling som Borgmester
er forenelig med hans Underskrift paa Stores-Indbydelsen. — Jacobi, som
har vist den Selvfornægtelse at opgive sin private Virksomhed for al
overtage det byrdefulde Embede som Fattigborgmester i København, et
Embede, som har Ord for at tømme sin Indehavers Pung og forkorte
hans Levetid — Jacobi, hvis forudgaaede Liv for en væsentlig Del har
været viet Velgørenhedssagen og Arbejde for trængendes Vel ! — I Roskilde
fordrer man, at Borgmester Høst skal nedlægge sit Mandat somKresens
Landstingsmand af samme Grund. Gør han det, saa faar vi nok den
Urmager i Stedet, som har ventet saa længe. Naa — Rigsdagen tæller
jo Repræsentanter for Bagerne, Murerne, Tømrerne, Skrædderne, Sko-
magerne; Guldsmedene, Malerne og Snedkerne, saa det er egentlig urig-
tigt, at man ingen Urmager har derinde, som kunde sige dem, hvad
Klokken er slaaet, og som vistnok savnes ved mange Lejligheder. —
Hr. Eskild Salomon, som i Mangel af bedre har faaet det staaende
Epiteton „den energiske*, underholder en daglig Mitrailleuse-Dd imod
Hr. Tietgen med den lange Titel, som jeg har saa ondt ved at stave
rigtigt, og Energien har nu naaet at sprænge det Baand, som, i 1883
tror jeg, saa møjsommeligt knyttedes imellem Handelsstanden i og uden
for København. Tanken om Hr. Tietgens Undergang er for Hr. Salomon
som Carl d. I.'s Hoved for Mr. Dick, og dog vides Hr. Tietgen i denne Sag
ikke at have foretaget sig andet end at tilføre sin Bank Forretning af
lovlig Beskaffenhed, hvad han muligvis endog har anset som sin Pligt.
Det samme vilde rimeligvis Hr. Salomon have gjort i hans Sted.

Kammerherre Liittichau, den noble og populære Folketingsmand
fra Randers, hvis Arbejdsdag, naar henses lil det Utal af offentlige Hverv,
der er paalagt ham, absolut maa hengaa med Varetagelse af andres og
Tilsidesættelse af egne Interesser, trues med at miste sit Mandat; andre
Rigsdagsmænd maa staa offentlig Skrifte og love Bod og Bedring. Saa-
ledes er Tilstanden i Øjeblikket, og nu da Politiken ogsaa har bemægtiget
sig denne Sag, til hvis Iværksættelse dog alle politiske Lejre har ydet
deres Indbyder-Kontingent, er vi fuldstændigt leverede.

Men det bliver slemme Tømmermænd, som kommer til at følge
paa disse Udskejelser, naar Sagen paa den Maade bliver slaaet ned,
og den er vel slaaet ned nu, da Privatbanken i Forgaars har standset
den underhaanden paabegyndte Aktietegning. Det er derfor paa høje
Tid, at Arbejder- og Vælgerforeningen lader høre fra sig, naar den vil
sikre sig, atter at have ladet en god Lejlighed til at tie stille, gaa tabt.

30U Juni.

I Dag kom min gamle — 60aarige — Malermester til mig og
bad om et godt Raad mod den Sygdom, han lider af, den temmelig ud-

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

645

bredte „Overflødighed af Mangel paa Penge". Han fremlagde sine
ordentligt førte Regnskaber, som udviste aarligt Malerarbejde for omkring
16,000 Kr., Arbejdsløn lidt over Halvdelen eller 8500 Kr., 600 Kr. for
Forretningens Husleje og omkring 4000 for Malervarer og Arbejdsmateriel.
Resten omkring 3000 Kr. er da hans Nettofortjeneste. Da han har op-
draget 12 Børn, har han gammel Gæld og er i en temmelig permanent
Pengeforlegenhed; Kunderne er heller ikke alle sammen hurtige til at
betale deres Regninger. Han forskriver væsentlig sine Malervarer fra et
Hus i Hamborg mod lange Veksler, og jeg har faaet det Indtryk, at han
betaler sine Indkøb for dyrt. Jeg har nu spurgt mig selv, om denne
gamle Hædersmand — thi det er han — og de mange andre med
ham mere eller mindre lige stillede Haandværkere egentlig kunde have
andet end Fordel af at være Medlemmer af en Andelsstore — en gros
eller en detail — hvor de kunde gøre deres Indkøb fremfor at skrive
til Hamborg? Adskilligt bedre vilde han i alle Fald være stillet, hvis
han ikke havde haft Adgang til aarevis Kredit for flere Tusende KrQner
og derved nogenledes er bleven voldgivet sin Sælger. Englænderen, som
køber i sin Store, forøger sin egen og Nationens Formue, men min
gamle Malers Indkøb forøger hans egen og Nationens Gæld, synes jeg,
og Farvehandleren her hjemme — hvis Interesser han i øvrigt ikke har
nogen Pligt til at varetage — faar alligevel ikke hans Søgning. Hvilken
Skade Malere, Murere, Tømrere o. fl. kunde have af en Forbrugsforening
for deres Artikler, formaar jeg ikke at se — dog Hr. Lichtenberg maa
vel vide det, naar ban lader Haandværkerne uden Forbehold vedtage en
Resolution om Storens Fordærvelighed — for Resten en af de sømmeligt
holdte Resolutioner — men han heholdt sin Viden for sig selv paa Mødet i
Forgaars, thi Udtalelser som disse, „at vort Samfund er en sammenhængende
„Kæde; rykkes der i et Led, mærkes det i alle* eller „ vi Haandværkere
# vil baade direkte og indirekte komme til at mærke Selskabets Virk-
somhed paa en ødelæggende Maade", er mere kønne at høre paa end
egentlig gode at faa Forstand af. Det var i øvrigt karakteristisk for
det nævnte „Haandværker-Protestmøde* , at af dets 5 Talere har de 4
Butiksforretning og den femte Udsalg fra Lager.

lste Juli 1803.

Da jeg læste Opraabet om at give Møde ved Højreforeningens
Protestmøde, tænkte jeg paa, hvorledes Foreningen i Marts, ved at op-
stille en for den københavnske Presse ubehagelig Liste til Borgerrepræ-
sentantvalgene, forplumrede disse; saa tænkte jeg paa Grundlovsfesten i
Kongens Have, hvor det tillodes Grev Danneskjold paa Foreningens Vegne
uimodsagt at holde en politisk Tale, som ikke blot var i høj Grad upo-
litisk, men som indeholdt Urigtigheder i Henseende til Fakta, der fore-
ligger for Offentligheden, utilstedelige hos enhver Rigsdagsmand og ikke
mindst hos et Medlem af Finanslovens Fællesudvalg. Saa dukkede andre
Erindringer op om tidligere mærkelige Tildragelser i Højreforeningens Liv,
saa jeg var virkelig ganske godt forberedt paa, at »der ogsaa ved denne
Lejlighed kunde blive begaaetFejl, om det end maatte synes forholdsvis svært.

Digitized by Google

646

Stores-Dagbog.

Men at man vilde bære sig s a a bagvendt ad, som sket er, havde
jeg dog ikke troet.

Den radikale Presse havde i nogle Dage moret sig med at gøre
gældende, at Højre aabenbart havde til Hensigt at ødelægge Middel-
standen, eftersom der imellem Stores-Indbyderne fandtes et ikke ringe
Antal Højremænd. For at Partiet ikke skulde tage Skade ved denne
Beskyldning, fandt Højreforeningen sig foranlediget til at tage Affære, og
ethvert tænkende Menneske maatte da være paa det rene med, at skulde
der i det hele holdes politisk Møde i denne Sag paa dette Tidspunkt,
hvor Sagen allerede var opgivet, saa kunde Opgaven ikke være nogen
anden end den, at fordømme Stores-Tanken, paa samme Tid som man
fremholdt ikke blot Højreindbydernes utvivlsomt gode Tro, men tillige,
hvad der var godt og sundt i det paatænkte Forehavende: Partifællerne
skulde altsaa dækkes imod tidligere og ny Angreb, allerhelst foranlediges
til selv at tale deres Sag. Men nu efter Mødet ser det virkelig ud, som
om Foreningens Bestyrelse har haft det stik modsatte Maal, nemlig at være
saa lemfældig som muligt overfor Sagen og saa fordømmende som mu-
ligt overfor Personerne. Først har man — ifølge „ Avisen" — indbudt
Sagens Modstandere til Mødet, uden Hensyn til, om de er Medlemmer
af Foreningen eller ikke, hvorimod der aldeles ikke forlyder noget om,
at man har anmodet Stores-Indbyderne om at give Møde. Dernæst har
man ladet en Række Talere angribe Indbyderne som upatriotiske, af
Pengegriskhed opfyldte Rigmænd, hvem* der knap nok levnedes Ære for
to Skilling, og efter at man paa den Maade havde bragt den forud vel-
oplagte Forsamling af „ truede* Middelstandsmænd paa Kogepunktet, har
man ladet den vedtage en Resolution, der indskrænker sig til en ganske
overflødig Opfordring til — ikke at støtte Storessagen. At en tilstede-
værende — i øvrigt en Mand, som ivrigt har arbejdet for Oprettelse af
Rabat-Forbrugsforeninger — under Jubel fra Forsamlingen foreslog en
anden Resolution, gaaende ud paa, at Indbyderne til Stores ikke skulde
kunne være Medlemmer af H. A. o. V. F., kan for saa vidt ikke undre,
som en saadan Resolution vilde have været den eneste logiske Konsekvens
af den førte Diskussion, hvis de holdte Taler kan benævnes saaledes.
Dirigenten synes at have været den eneste tilstedeværende, der tilkende-
gav, at han havde det rette politiske Blik for Situationen; men da han
umuligt kunde tilraabe de bestaltede, forud offentlig anmeldte Talere,
hvor pinegalt de greb Sagen an, maatte han indskrænke sig til at bede
dem moderere sig en lille Smule. At berolige d'Hrr. Matzen, Wag-
ner eller R e is z, naar de først har styrtet sig ind paa Arenaen i præpa-
reret Tilstand, hører imidlertid næppe ind under det mulige, og saa staar
vi da i Dag ved Facit af hele denne Hurlumhej, der var saa voldsomt
fint udtænkt. De ækle Venstreblade peger først paa den Resolution, som
blev vedtagen, og saa paa den, som der ikke maatte stemmes om, og
siger, at Højre ikke har turdet fordømme Storessagen, og imens gaar
der et Par Hundrede af Højres bedste Mænd Landet over i forbitret
Stemning, fordi Partifæller har lagt dem for Had i en Sag, hvor de føler
sig uden Brøde, og hvor det modsatte Resultat vilde have været at naa
ved et Minimum af Omtanke.

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

647

I den Sørgekrans, som Bestyrelsen for H. A. o. V. F. i længere Tid
har flettet paa til sig selv, indsatte den i Gaar et nyt Blad, og man
vil paa ny spørge, hvor længe der egentlig endnu er til Begravelsen?

6te Juli

I Gaar holdt „ Frederiksberg Handelsforening", som allerede i Juni
var med til Anti-Storesmøde, sit særlige Protestmøde. Det blev et ypper-
ligt Eksemplar med saglig, oplysende Diskussion og en nobel Tone! Der
vedtoges hele to Resolutioner, og ifølge „Avisen" indeholdt den ene føl-
gende Passus: „Enhver, der som Indbyder eller paa anden Maade søger
at fremme et saadant eller lignende Foretagende* — basta! Hvor skrækkeligt
det skulde gaa de ulykkelige, synes man ikke engang at have kunnet finde
Ord til at udtrykke. En Taler foreslog, at Medlem af Kommunalbesty-
relsen, Oberstlieutenant Ramm, der er Stores-Indbyder „skal hældes ud",
og saa blev der vedtaget en Opfordring til ham om at nedlægge det
Mandat, han har været saa god at tage imod. Der blev ogsaa udtalt
Beklagelse over, at Foreningen kun bestod af nogle af Frederiksbergs
Urtekræmmere, hvad der jo ogsaa er lidt kedeligt, naar den bærer saa
stolt et Navn og vil udrette saa store Ting. En anden Taler sagde: „Vi
ved snart ikke, om vi maa være her (han sigtede ikke til Hr. Ramm);
der skrives saa meget mod Stores, men hvad hjælper det? Skal der gøres
noget, maa det ske gennem Lovgivningsmagten". (Langvarigt Bifald). Saa
maa altsaa Krigsministeren tage fat og indbringe en Beskyttelseslov for de
frederiksbergske Urtekræmmere, ellers risikerer ogsaa han at blive „hældt
ud". — Der er alligevel blandt dém, som har læst om Mødet, Skumlere,
der formoder, at Svesker og Rosiner dog maa være dyre derude !

9de Juli.

Der er paa adskillige af Protestmøderne fremkommet ivrige
Udtalelser, som anbefaler Beskatning af Aktieselskaber som et godt
Husraad imod „Stores", og i Gaar bragte „Avisen" en ledende Artikel,
overskrevet „Hvad der skal naaes", hvori Redaktionen, efter først at have
fundet det ikke ganske overflødigt at minde Læseren om Bladets „Bestræbelser
efter at lede den rejste Bevægelse ind i et sikkert Spor", meddeler disse,
at „Aarhus Stiftstidende" ønsker Aktieselskabers og Forbrugsforeningers
Beskatning, „ hvorved saadanne Foretagenders Livsbetingelse, nemlig
Skattefriheden, borttages", og at „Stiftstidenden" derfor opfordrer Folketings-
manden for Aarhus til paa Rigsdagen at indbringe Lovforslag derom.
Avisen slutter sig hertil, idet den udtaler sin „Glæde over at se Byernes
Organer sætte sig i Bevægelse".

Ved at læse dette henfaldt jeg paa ny i Betragtninger over, hvilken
herlig Livsstilling en „moderne* Journalists dog maa være. Thi kan der
egentlig tænkes nogen anden Virksomhed, hvor et Menneske kan komme
igennem med et saadant Minimum af Forkundskaber og Aandsarbejde og
et saadant Maksimum af Overfladiskhed? Se nu har Folketinget en Vinter
igennem behandlet Regeringens i Oktober f. Å. fremsatte Lovforslag om

Digitized by Google

648

Stores-Dagbog.

Beskatning baade af Forbrugsforeninger og Aktieselskaber, et Udvalg paa
15 Medlemmer har — efter hvad bl. a. Kammerherre J. Scavenius
oplyste i Foraaret i Storehedinge — arbejdet med det i mange Møder,
Forhandling og Betænkning har været meddelt i alle Aviser, og Loven
foreligger vedtagen af Folketinget ved 2den Behandling med Beskatnings-
former, som er langt skarpere, end de af Regeringen foreslaaede, men
i øvrigt tiltraadte af denne. Saa kommer „Aarhus Stiftstidende* med
sin splinterny Opfindelse: Selskabsbeskatningen, og opfordrer Folketings-
manden til derom at indbringe et privat Lovforslag, og „ Avisen* snapper
troskyldig den fede Bid og siger sin Kollega Tak for den udmærkede Ide.

Under saa oplysende og oplyste Presseforhold undrer det mig
egentlig ikke, at der ikke paa noget af Møderne har været en fornuftig
Mand, som har gjort den i øvrigt temmelig nærliggende Indvending, at en
Selskabsbeskatning dog aldrig vil blive vedtagen som prohibitiv Forholds-
regel , allerede fordi det jo vilde være at gaa en meningsløs Omvej i
Stedet for den lige Vej, at forbyde Foreningerne og Selskaberne at
eksistere. Vedtages Folketingsforslaget, vil vi for Resten være gaaede
videre end i England, hvor Selskabsbeskatningen er gammel; thi vi har
da ikke blot som Englænderne beskattet Aktieselskaberne og som de —
siden 1880 — de Andelsselskaber, der gør Foiretninger med Jkke-
medlemmer, men vi har samtidigt nægtet Aktionærer og Andelshavere
Retten til i deres skattepligtige personlige Indtægt at fratrække deres
Udbytte af saadanne Foretagender, en Ret, som de har i England, hvor
Udbyttet udbetales dem v free of income tax".

17de Juli 1898.

„Berl. Tid/ har i de sidste Dage indeholdt en stenografisk Gen-
givelse af de Foredrag, som Højesteretsadvokat Nellemann og Gros-
serer Fr. Vett holdt paa det Møde d. 7de Juli, hvor det besluttedes at
opgive det paatænkte Aktieselskab. '

Af Advokatens Foredrag fremgaar klarlig, at enhver Tanke om
personlig Pengefordel har ligget ham fjernt , og selv om der blandt de
over 300 øvrige Indbydere baade findes Mænd, der har ment at kunne
finde et fordelagtigt Afsætningssted for deres Produkter, og Mænd, der i
Storen saa et billigt Købested — hvad der jo er legitimt for alle og
kan være nødvendigt for mangen i disse Tider — synes det utvivlsomt,
at i alle Fald det ganske overvejende Flertal har sluttet sig til Fore-
tagendet i den Tanke, at det virkelig tillige var et almennyttigt. Særlig
har det baade for Advokaten og for en Mængde af de andre Indbydere været
Hensynet til Landbrugets Afsætningsforhold og til Englands Betydning
for disse, som har været afgørende; det københavnske Detailudsalg har
aabenbart for de fleste staaet i anden Række. Det forekommer mig, at
hvis nogen for Alvor har ment, at Stores-Indbyderne har tilsigtet et
Angreb paa Middelstanden i egennyttig Hensigt — saaledes som det er
udtalt — maa Advokatens Oplysninger overbevise ham om, at han har
taget fejl; jeg har i den Henseende ikke behøvet Oplysninger. Med
Tilfredsstillelse har jeg ogsaa læst Advokatens indignerede Skildring af

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

649

den Maade, paa hvilken Forehavendet er blevet bekæmpet; min egen
Opfattelse falder jo sammen med hans ; og jeg tilstaar, at Hjertet under-
tiden bankede under Læsningen ved at se denne énkelte Mand med
aabent Visir hugge ind paa Kresen af beregnende Politikere, ærgerrige
Undermaalere og middelmaadige Journalister, bag hvilke fylkede sig de
tætte Skarer af den uforstaaende men fanatiske Mængde.

Men naar man anerkender den gode Hensigt ved Planen og det
borgerlige Mod i Forsvaret, saa er der egentlig — synes jeg — ellers
ikke nogen Grund til at begejstres over Advokatens Indlæg, der tvært-
imod forekommer mig meget svagt, til Tider modsigende, og som i det
hele efterlader det Indtryk hos den, som læser med Kritik, at en meget
snild Aand har bedaaret Taleren, og at de øvrige har følt sig saa tiltalte
af Indbydelsens fagre Ord, at de uden megen Undersøgelse har sendt
den tilbage med deres Underskrift. Naar man læser om Advokatens
mange Samtaler med Hr. Vett, efter at han havde gjort sig bekendt med
hans „ udmærket godt gjorte* Foredrag, hvor Kooperation og Aktiehandel
er saa snildt bragte sammen, at den sidste fremtræder som et Slags for-
bedret Kooperation, kan man ligesom se Advokatens Jagt efter Koopera-
tionens skønne Flue, kun forstaar man ikke, at han ikke som Eurydice
opdagede Forvandlingen, da han til sidst holdt Hr. Vetts Skifting i sine
Arme. Da man foreslog ham et Aktieselskab med Domicil i England, i
hvilket Danske kunde blive Aktionærer, nægtede han bestemt at slutte
Pagten, fordi det var „et rent og bart Handelsfo retagende 44 , men da saa
Virtuosen fremtog et lige saa rent og bart Handelsforetagende — Hr. Vett
udtaler selv: „Jeg vil begynde med at slaa fast en Gang for alle som
noget aldeles uomtvisteligt, at Selskabet er et Handelsforetagende,
som maa bedømmes som saadant" — med Domicil i Danmark, i hvilket
Englænderne kunde blive Aktionærer, saa svandt alle Advokatens Be-
tænkeligheder, og paa det afgørende Punkt var der dog ingen Forskel.
Da man i Indbydelsen udtalte, at man vilde danne et Selskab (her stod
ikke hverken Aktie- eller Handelsselskab), i hvilket „saavel Forbrugeren
som Producenten knyttes til Forretningen som Andelshavere, imellem
hvilke Nettoudbyttet fordeles 14 , saa var dette jo ganske Rochdaleplanen,
den n equitable a Fordeling, og baade Advokaten og de, man henvendte
sig til, har sikkert følt det samme, som hine fattige Vævere følte i 1844.
Men da Advokaten saa læste Vedtægterne, der fremviser det „uomtviste-
lige* Handelsforetagende paa Aktier, hvis Nettoudbytte skulde fordeles
mellem Aktionærerne, som hverken behøvede at være Forbrugere eller
Producenter af Forretningens Varer, saa mærkede han ikke, at Fluen
med de gyldne Vinger havde forvandlet sig ikke til Jupiter men til den
Gud Merkur. Ej heller senere mærkede han det; thi i Koncertpalæet
citerede han Indbydelsens ovenanførte Ord og tilføjede, at „Vedtægterne
var i Overensstemmelse med Indbydelsen 44 . Er dette da ikke næsten
som en Fortryllelse?

Forbavset bliver man dernæst ved at læse, at Advokaten, der
ønskede Sforen af Hensyn til Landbrugets Interesser, desuden ansaa
Forbrugsforeningernes og Arbejderfamiliernes Forsyning fra
denne som en af dens vigtigste og almennyttigste Funktioner. For For-

Digitized by

650

Stores-Dagbog.

brugsforeningerne maatte jo dog Storen blive ikke blot et Mellemled,
men et saadant, som søgte Handelsfordel ved Forbindelsen, saa man kan
virkelig ikke tilbageholde et Smil, naar Advokaten forsikrer, „at det vilde
have været Stifterne den største Glæde, hvis den kunde blive det' —
Mellemledet. For at afbøde Smilet, forklarer da Hr. N., at 10 Personer
skulde kunne slaa sig sammen og tage 10 Aktier og 1 Fortrinsaktie og
saa i Fællesskab dele Udbyttet af den sidste; men ganske bortset fra,
at denne Fremgangsmaade næppe vilde være forenelig med Vedtægternes
Bestemmelse om, at de 10 Aktier, som berettiger til 1 Fortrinsaktie, skal
være tegnede „af samme Person*, og bortset fra Advokatens Forsikring
om, „at Bestyrelsesraadet skulde gøre sit Bedste for, at der ikke blev
noget eller noget synderligt til overs til Tantieme*, altsaa heller ikke ni
Bonus, maa man dog spørge, hvad hele denne Foranstaltning kunde
% interessere Forbrugsforeningerne, som jo ingenlunde vilde blive Aktio-
nærer, fordi 10 Personer slog sig sammen i det mærkelige Aktie-
Kompagniskab. Nej, denne Opgave med Forbrugsforeningerne er sikkert
noget, som Advokaten har gaaet og tænkt sig paa egen Haand; Hr. Vett
vilde have kunnet oplyse ham om, at det ikke er ved Lancashires og
Yorkshires Andelsstorers Søgning, at Londons Aktiestores har tilvejebragt
deres Hundred procents Udbytte; de engelske Forbrugsforeninger søger
andetsteds hen, nemlig til deres egen En gros-Andelsstore og dens eller
deres egne Andelsfabrikker , og deltager i disse Salgssteders Overskud i
Forhold til deres Indkøb. The Wholesale Cooperative Society (1864) har
sine Opkøbere i Hamborg, Galais, Rouen, New- York og København, be-
skæftiger 4000 Personer og ejede i 1889 over 22 Millioner Kroner,
o: Detailstorerne ejede dem.

Og nu Arbejderfamilierne! Advokaten mener, at det f er
blodig Synd, at man har berøvet Arbejderstanden den Fordel*, som
Storen kunde have ydet dem. Men tror Hr. N. da virkelig, at Arbejder-
hustruerne fra Nørrebro vilde slide deres Sko for at komme ind f. Eks.
til Kongens Nytorv og gøre deres Smaaindkøb i Aktiestoren? Hvad mig
angaar, tvivler jeg paa, at de vilde købe i deres egen Andelsstore paa
Nørrebro, hvis en saadan fandtes, og tage deres Udbytte, fremfor at gaa
til Høkeren i Huset ved Siden af og haste hjem igen. Men lad mig
have Uret heri, saa vilde det dog være for meget forlangt, at de netop
skulde anstrenge sig særligt for at skaffe andre, som endog fordrer alt
betalt kontant, en Fortjeneste af deres Indkøb. Selv om Storens Priser
var blevne rimelige og Varerne gode, vilde det være lige saa urimeligt, at
Arbejderbefolkningen i København skulde gøre deres Indkøb i Aktiestoren
paa Købekort å 25 Øre, som at den londonske Arbejder skulde blive
husvant i Haymarket-Storen. Et maa i alle Fald Advokaten indrømme,
at det for ham saa vigtige Punkt, om Handelsforetagendet blev dansk
eller engelsk, for Arbejderen kunde være ligegyldigt; thi hans Andel i
Fortjenesten vilde i bægge Tilfælde blive den samme, nemlig intet. Vilde
Hr. N. gøre noget for Arbejderne, burde han hellere tage sit Mønster
fra 1794, Biskoppen af Durhams Store.

Hr. Nellemann anvender stor Omhu og mange Ord for at for-
klare, at Storen ikke skulde handle med alle Slags Varer, i alle Fald

Digitized by Google

Stores-Dagbog.

651

ikke straks, tilføjer han dog flere Gange. Det var hans Hensigt at med-
dele dette i en „ Forklaring 44 , som skulde være givet Offentligheden senere.
Det var Hr. N.s Mening, at Storen foreløbig kun skulde handle med
Landbrugets Frembringelser — Hr. Vett udtrykker sig dog: , Levneds-
midler i Ordets videste Forstand 11 . Imidlertid forklarer tillige Hr. Vett
ganske korrekt, at Nordiske Stores skulde være „et Handelsforetagende,
„der som ethvert Handelshus igennem Køb og Salg skal søge at skaffe
^ forskellige Personer visse Fordele, som kunne udtrykkes i Kroner og
,Øre. Disse vilde som ved ethvert andet Handelsforetagende tilfalde
„baade dem, der som Kunder købte i Forretningen, fordi de derved saa
„ deres Fordel, og de Folk, der som Ejere holdt Foretagendet i Gang,
„fordi de paa deres Side haabede paa, at det vilde forskaffe dem en
„ Indtægt." Da nu Hr. Vett tillige udtaler, at „Køberne er deres egne
Herrer og maa varetage deres eget Tarv", er det dog indlysende, at
enhver Begrænsning i Storens Brancher kun vilde blive dikteret af Hen-
syn til Foretagendets Ejere, saa at Storen vilde komme til at sælge alle
saadanne Varer, som det kunde betale sig at sælge, men enhver „For-
klaring" derom er jo overflødig ; det vilde jo i Virkeligheden kun blive en
Forsikring om, at Aktieselskabets Bestyrelse vilde gøre sin Pligt overfor
Aktionærerne i Henseende til Opnaaelse af Formaalet, som i Vedtægterne
er udtrykt som Drift af „en gros, detail og Kommissionsforretning i Ind-
og Udlandet i det Omfang, som maatte findes hensigtsmæssigt". Det er
ikke heldigt, naar Hr. N. henvisende hertil udtaler, at „den Begrundelse,
som vi vilde have givet, kunde de endda have undværet; thi der staar
udtrykkelig i Vedtægterne, at man vil handle med de Varer, som det
findes hensigtsmæssigst, medens man stadig har læst det saaledes, at det
er alle Varer"; thi medens den rigtige Gengivelse vilde bibringe enhver
Læser det Indtryk, at Storen netop ikke vilde afskære sig fra at handle
med hvilke som helst Varer, bibringer det urigtige Superlativ det mod-
satte Indtryk. Uagtet Advokaten paa adskillige Steder i sin Tale betoner,
at Vedtægterne er blevne urigtigt gengivne, har det ikke været mig mu-
ligt ved nøjagtig Undersøgelse at finde andet end tvende ligegyldige
Bogstav -Trykfejl i „Dannebrog"s Gengivelse; Advokatens egen Fejl-
lagelse ved Gengivelsen har derimod dog nogen Betydning, eftersom
Vedtægterne netop ikke indeholder den Begrænsning, som Advokaten ved
sin, naturligvis ufrivilligt, urigtige Gengivelse tillægger dem.

Et højst mærkeligt Afsnit i Talen udgør den energiske Hævden
af Storens og dens Vedtægters private Beskaffenhed; jeg skrev derom
forleden i Dagbogen, men efter Hr. N.s Oplysninger bliver hans Stand-
punkt endnu mere uforklarligt. Her er et under Dannelse værende Aktie-
selskab, hvis Stiftere lader sig „interviewe" om dets Beskaffenhed; Privat-
banken tager, naturligvis paa Grundlag af Vedtægterne, imod Tegning af
Aktier af alle og enhver — adskillige af mine Bekendte, som ikke var
Indbydere, tegnede sig og indbetalte deres Penge — ; der tegnes saaledes
henved 20,000 Aktier efter Advokatens egne Oplysninger. Og saa skal
disse Vedtægter alligevel behandles som privat Ejendom, som man ifalder
juridisk Ansvar véd at aftrykke korrekt? Ja det er muligt, at Loven
siger saa, men den sunde Fornuft siger noget ganske andet „i Slutningen

Tilskueren. 189a 43

Digitized by Google

652

Stores-Dagbog.

af det 19de Aarhundrede*, for at bruge en af Hr. N.s egne Vendinger.
Men Advokaten deler aabenbart ikke Mening med Canning om, at hvis
man ikke fandt Kritik og Opposition paa anden Maade, var man nødt
til at købe den.

Hr. Vett sagde i sit Foredrag, at da ingen kan komme til at
eje over 100 Stkr. A-Aktier uden Bestyrelsesraadets Samtykke, og da
Bestyr elsesraadet vælges og kontrolleres af Repræsentantskabet, er altsaa
al Tale om Storkapitalisme „ noget forbandet Sludder*. Jeg vil ikke
bruge saa stærke Ord om denne Hr. Vetts Paastand, men kun sige, at
den er fuldstændig uholdbar i dobbelt Henseende. Vedtægterne bemyn-
digede i al Almindelighed Bestyrelsesraadet til at transportere Aktier til
Enkeltmand ud over 100 Stkr. til ubegrænset Beløb og tildelte samtidig
Bestyrelsesraadet en Nægtelsesret, hvor den dertil maatte finde Anledning.
Repræsentantskabet var i denne Henseende uden Indflydelse paa Besty-
relsesraadets Bestemmelse, og at dettes Medlemmer f. Eks. skulde ville
nægte hinanden, hvad Vedtægterne fuldt ud berettiger dem til at tilstede,
er dog lidet rimeligt. Ved Aktiekøb vilde derfor Bestyrelsesraadet endog
forholdsvis let blive i Stand til selv at vælge Repræsentantskabet, idet
hver enkelt Aktie jo skulde give en Stemme og erfaringsmæssigt kun et for-
svindende Antal Aktionærer benytter deres Stemmeret under ordinære
Forhold, særlig ikke, naar de som i Aktiestoren paa bestemte Dage i
Aaret skal sende Bud til Selskabets Kontor for at erholde Stemmeseddel.

Min Stores-Dagbog slutter jeg nu med to Ønsker, det ene er dette,
at naar en lignende Sag atter kommer frem, at da de, som fremsætter
den, vil benytte en forstandigere og de, som bekæmper den, en mere
værdig Fremgangsmaade end denne Gang. Vore Forhold er saa smaa,
at vi ikke engang tør tillade os uden den yderste Nødvendighed i en Kamp
at fælde hinanden — de sejrende vil komme til at savne de faldne.
Og saa vil jeg ønske, at naar der atter rejses en Folkestemning her
hjemme, at det da maa være om en Sag af positiv Beskaffenhed.
Det har haft sin Betydning at erfare, at det overhovedet er muligt at
rejse en Fællesbevægelse, det indrømmes ; men Stridens Omraade var langt
fra ideelt, og Bevægelsen gik kun i negativ Retning — den hvori vi har
vor Styrke, des værre!

a + b + c

Digitized by Google

Jobs Bog.

i.

Slaa op i Odysseen og læs i Slutningen af første Sang
disse Linier:

Døren han aabnede selv til sit fastopbyggede Kammer,

Satte sig hen paa sin Seng, og da Kjortlen han havde sig afført,

Flyede han straks den i Haand til den gamle, forsynlige Kvinde.

Og da hun havde den glattet og lagt i de rigtige Folder,

Tæt ved den smuktudsnittede Seng paa en Krog hun den hængte,

Gik saa af Kammeret ud, og fast med det sølverne Haandgreb

Døren hun efter sig trak og Slaaen med Remmen hun fremskød.

Hyllet i Tæpper af Uld han laa nu Natten igennem.

Der er græsk Aand i disse Linier, ægte og oprindelig græsk
Aand. Dette er en ganske jævn Scene af Grækenlands store
Heltedigt. Hvilken Nøjagtighed i Gengivelsen af det daglige Livs
Tildragelser, hvilken Interesse derfor! Og hvilken Glæde ved hver
enkelt lille sanselig Ting, der beskrives! Telemachos selv lukker
Døren op, sætter sig paa sin Seng, tager sin Chiton af, rækker
den til Ammen. Hun glatter og lægger den sammen, hænger
den op paa Knagen, gaar saa, trækker med Sølv - Haandgrebet
Døren til efter sig og skyder Slaaen for.

Det er Aftenen efter en stor, afgørende Scene. Det er
Telemachos' sidste Nat i Hjemmet. Han har for første Gang talt
med Djærvhed til Bejlerne og rejser nu bort. Ligefuldt lægger
Digteren den største Deltagelse for hver ubetydelig Enkelthed for
Dagen. Alt er set som i samme Plan, det større og det mindre,
det vigtige og det uvigtige. ElJer rettere: Ingen Enkelthed fore-
kommer uvigtig. Og alt er nævnt for dets egen Skyld, intet er
billedligt eller symbolsk.

Tilskueren. 1893. 44

Digitized by Google

654

Jobs Bog.

Det er umuligt at forestille sig en større Klarhed i Be-
skrivelsen. Som i de græske Relieffer hver enkelt Skikkelse er
saaledes fremstillet, at den enes Skygge ikke falder paa den
anden, saaledes er dette Klarhed uden Skygge.

Der findes i hele Bibelen ikke otte saadanne Linier. I
den gamle hebraiske Literatur beskrives der aldrig nøjagtigt, ja i
Regelen uklart. Se Beskrivelsen af et Fænomen, der har gjort saa
dybt et Indtryk som det salomoniske Tempels to navngivne Søjler
Jakin og Boas. Umuligt at danne sig et Begreb om dem. Hoved-
stedet (1 Kong. 7, 15) lyder: ,18 Ålen var den ene Søjle høj, og
et Baand paa 12 Alen omgav den anden Søjle. - Sammesteds er
Søjlehovedet 5 Alen højt; i 2 Kong. 25, 17 er det 3 Alen højt; i
2 Krøn. 3, 15 er Søjlerne 35 Alen høje.

Men tag nu en vellykket Beskrivelse af det gamle Testa-
mente til Sammenligning, f. Eks. Beskrivelsen af Bjjærgværks-
arbejdet i Jobs Bog, hvorved Forfatteren rimeligvis skildrer de
Bjærgværksarbejder, han har set paa Sinai Bjærg:

Der er Steder, hvor Sølvet drages ud,
Og Steder, hvor man renser Guldet.

Jærnet hentes op af Jorden,

Og det smeltede Malm giver Kobber.

Mennesket har bragt Mørkets Grænser til at vige,
Han ransager Dybet,

De Stene, der er skjulte i Dødens Mørke.

Langt fra beboede Steder bryder han Løbegrave,
Som de levendes Fod ikke kender,

Han hænger og svæver i Luften langt fra Menneskers Opholdssted 1 ).

Denne Jord, hvoraf Brødet udgaar,
Er i sit Indre oprevet som af Ild.

Dens Klipper er Safirens Leje,
Der findes Støv af Guld.

Fuglen kender ikke Vejen derhen,
Falkens Øje ser den ikke

*) Bjærgværksarbejderne blev i Kurve eller med Stilladser hissede ned i
Stenbrønden for at kunne arbejde sig ind i Bjærgvæggen.

Digitized by Google

Jobs Bog.

655

Mennesket lægger Haand paa Graniten,
Omstyrter Bjærget fra Grunden af.

Kløver- Gange i Klipperne,
Dets Øje ser alle Skatte.

Stanser Vandenes Strømmen frem

Og fører alt det skjulte frem for Lyset.

Men Visdommen — hvorfra henles den?
Og hvor er Indsigtens Hjem?

Mennesket kender ikke dens Pris,
Den træffes ikke i de levendes Land.

Afgrunden siger: Den er ikke i mit Skød,
Og Havet siger: Den er ikke i mig.

Man vejer den ikke op med Guld,
Sølv er ikke dens Købepris.

Man faar den ikke for Ofirs Guld,
For kostbar Onyks eller Safirer.

Bjærgværksarbejdet er da ikke beskrevet for dets egen
Skyld. Nogen selvstændig Interesse næres der ikke for det. Hele
Skildringen af, hvorledes Metaller og Ædelstene hentes ud fra
Bjærget, er kun til Stede for at naa til det aandelige Modsætnings-
forhold: Men Visdommen, hvorfra hentes den?

Stilen er højtidelig, bevæger sig frem i den strenge Parallel-
isme, der var det hebraiske Versemaal. Allerede dette indvirker
paa Beskrivelsen. Dernæst er der deri en Trang til at imponeres
og imponere. Forfatteren søger det overordentlige, det hemmelig-
hedsfulde og betydningsfulde:

Mennesket .... ransager ....

De Stene, der er skjulte i Dødsmørke.

Der ligger et Indtryk af Rædsel og Eksaltation i Skildringen.
Arbejderen er langt fra de levende, hænger og svæver i Luften
fjernt fra Menneskers Hjem. Rovfuglen kender ikke Vej til hans
Minegange. Forfatteren ophidser sig ved stærke Udtryk:

Mennesket lægger Haand paa Graniten,
Omstyrter Bjærget fra Grunden af.

Det omtrentlige og det overdrevne saarer ikke her, nej
det tiltaler som i Grækenland det nøjagtige Maal. Det storladne

44*

Digitized by Google

656

Jobs Bog.

behager, det simple langt mindre. — Fantasien dvæler ved det
uhyre, ser noget guddommeligt deri, som den i Grækenland ser
det guddommelige i det sikkert begrænsede, der stemmer med
Fornuften. Vrøvl — det ubegrænsede — er det mest ugræske
Begreb, der gives, Flegma er det mest uisraelitiske Begreb.

Det er Hellas og Israel, som Evropa skylder sin Kultur.

Grækerne beboede et Bjærgland med stærkt adskilte Dale
som Schweiz's, kun at Bjærgene ikke var høje, men frugtbare,
Landskabet smilende, ikke barsk. Og rundt om laa Havet, og
overalt skar Havet sig ind, et Hav med dejlige Farver og fredeligt
langs Kysterne og i de talrige Havne.

Grækenland var et Kystland, og dets Mænd var fra Arilds
Tid af Sømænd med Sømænds Ejendommelighed.

Grækerne var tidligst et Folk af Matroser, af Sørøvere, af
Købmænd og Kolonisatorer — af Naturen glade ved at tale og
høre andre tale — et Folk af Fortællere, det vil sige af Talere og
Digtere for de bedstes Vedkommende; af Pralere og Løgnere for
de slettestes. Et og andet i Odysseen er idealiserede Skipperløgne.

Israels Børn var oprindeligt Nomader. Hebræere (Ibrim)
betyder de omvandrende. De Landskaber, de først havde for Øje,
var rimeligvis det stenede Arabiens vilde Bjærgegne og Ørkener.
Bjærgene har slaaet dem med Rædsel og Ærefrygt. Egnen ved
Sinai er anderledes vild og barsk end Egnen om Olympen;
Olympen blev hellig, Sinai frygtet. Hvert Bjærg havde sin Gud.
Bjærgkultus er en af de ældste Former af Religion hos den
semitiske Stamme. Thabor, Hauran, Hermon, Libanon havde
hver sin Gud, kaldet Baal-Hermon, Baal-Libanon , Baal-Hauran
o. s. v. Sinai havde sin Gud, en Art Torden- og Lyngud. Fra
Bjærgets Tinder syntes jo de frygtelige Uvejr i denne Egn at ud-
gaa. Arafel, den mørke Sky, var hans Slør. Han sønderrev den
og aabenbarede sig i Lynet. Han var en Flammegud. Den, der
saa ham, døde.

Senere da Sagnets Moses kommer til Midianiterne, besøger
han Horeb, Guds Bjærg, og ser dér den brændende Tornebusk,
der flammer uden at opbrændes. Ved Bjærget her søgte Guden
at dræbe den, der steg op. Saaledes angriber Jahve her i Her-
berget Moses og søger at dræbe ham. Hans Hustru Sippora
frelser efter det øjensynligt ældgamle Sagn hans Liv ved at fore-
tage en Operation paa hans Søn og kaste et Stykke blodig Hud
for Herren. Saa slipper Gud Moses.

Digitized by Google

Jobs Bog.

657

Bjærggudens Ansigt er som et Medusa- Ansigt, der forstener i
Rædsel. Da Moses paa Horeb ønsker at se Guds Hæder, tager
Guden ham, stiller ham i en Hule i Klippen og dækker ham i
Forbifarten med sin brede Haand. Da han tager Haanden til sig,
ser Moses ham bagfra; havde han set ham forfra, var han død.
Elias saa senere under lignende Omstændigheder Gud paa Horeb.
Da de 70 ypperste Israeliter bestiger Sinai og ser Stedets Guddom,
gengiver Indtrykket det af den blændende azurblaa Himmel. „Der
var under hans Fødder som en Brolægning af Safirer, som
Glansen af Himmelen selv* (2 Mos. 24).

De havde Naturmyter som alle andre Folkeslag, Solmyter
og Regnmyter og Kulturmyter. Men i ringere Omfang. For
Nomaden er Solen den fjendtlige Magt, Skyen den gode. Han
vandrer med sine Hjorder fra Græsgang til Græsgang og lever af
Regnen, der faar Græsset til at spire. Om Dagen maa han
hvile. Hans Karavaner vandrer, som Arabernes den Dag i Dag,
ved Nattetid. Den stjernede Himmel er hans Ven, den gode
Magt. Den flammende Sol bliver den grusomme Herre,
Moloch, Melek.

Det er lykkedes at sammenstille en hel hebraisk Mytologi,
af hvilken der i Jobs Bog findes ikke faa Spor. Afguder, Hus-
guder, som havdes i Teltet og førtes med paa Kamelryggen, var
hyppige. Senere udføres Billeder af Jahve, gjorte af Sølv og Guld.
Jesaja er fuld af Angreb paa Dyrkelsen af dem. Semiterne var
uden Undtagelse fra først af Flergudsdyrkere, som allerede
Israeliternes ældste Gudsnavn Elohim ved sin Flertalsform viser.
Men der laa i denne Stammes, som overhovedet i de semitiske
Stammers Blod og Aand, et Hang til Dyrkelse af én Gud.

Lidt efter lidt blev disse Nomader bosiddende og for-
vandledes til Agerdyrkere og fik Byer.

De bosatte sig i Kanaans Land, som de erobrede fra Ur-
beboerne. Udtrykket: et Land, hvor Mælk og Honning flyder,
skyldes østerlandsk Fantasi. Mere ædru er Mose Ord i 5 Mos. 10:

Det Land, som du mi gaar ind i for at tage det til Eje, det er ikke et
Land som Ægypten, hvorfra du gik ud, hvor du saaede Sæden og kunde vande
den med din Fod (ved Maskiner) som en Køkkenhave. Men ... det er et
Land med Bjærge og Dale, der drikker Vand af Himmelens Regn.

Og i 5 Mos. 8, 7 hedder det:

Et skønt Land. et Land med Bække, Kilder og Strømme, som springer
ud paa Bjærg og i Dal, et Land med Hvede og Byg, med Vinstokke, Figen-
træer og Granatæbler, et Land med Olivenolje og Honning, et Land, hvor

Digitized by Google

658

Jobs Bog.

du ikke skal spise dit Brød i Fattigdom, hvor du ikke skal savne noget, et
Land, som har Jærnmalm og af hvis Bjærge du skal udhugge Kobber.

Der er mellem Jordens to store Kulturfolk, det græske
Skipperfolk og det israelitiske Nomade- og Agerdyrkerfolk, trods
Grundforskellen mange Lighedspunkter.

Livet i Hellas har talrige Arnesteder; det er en Masse smaa
selvstændige Stater, af hvilke det, vi kalder Grækenland, bestaar.
Der er længe intet andet Baand mellem dem end det, de homeriske
Digte afgiver. Homer har sunget dette Folk sammen, og de olympiske
Lege har holdt det sammen.

Saaledes staar de mange israelitiske Horder og Stammer i
Aarhundreder uafhængigt af hinanden, fjendtligt imod hinanden.
Det er Israels Profeter, det er Mænd som Jesaja og som den
babyloniske Landflygtigheds anonyme, store Profet, der skaber et
Folk af disse Stammer.

Og som Grækeren dybt foragter Barbaren, der ikke er fri
Borger og ikke taler Græsk — saaledes ser Israeliten dybt ned
paa Folkeslagene (Hedningerne), der ikke har Jahve til Gud, og
hvem Jahve intet har lovet.

Det græske Ideal er lyst. Den homeriske Græker er per-
sonligt uafhængig, dristig og fri. Han tænker sig sine Guder
glade. Derfor Udtrykket: Da skal du glad som en Gud sidde
ved Arnen og drikke Vin. — Hebræernes Jahve er ikke »glad*.
Han er vældig.

I Grækerens Øjne er det bedste: Fred, eller det, som giver
Orden og Fred. Platon siger: Kærlighed giver Elskeren Fred,
Havet Ro. Aristoteles siger: Tanken er mindre en Bevægelse
end en Hvile. Anderledes hos Hebræerne. Hverken Kærlighed
eller Tanke giver Fred.

I den græske Kunst er der ingen Mislyd. Der er ingen
Splid mellem Legeme og Sjæl, mellem Pligt og Lykke, ingen løs-
sluppen Lidenskab, sjældent vild Patos. Bag den græske Tragedie
ligger dybt Indblik i Livsrædselen ; den bygges paa gruelige Myter
om forbryderske Gude- Ætlinger og om Titaner i Oprør og Kval.
Den udspringer af Dionysosfesternes vilde, løsslupne Jubel. Men
i selve Tragedien som Kunstart raader en aldrig svigtende Anstand
og Værdighed; Heltinden samler sit Klædebon om sine Fødder,
naar hun dør.

Vi møder da her et Ideal, som er rigt, ikke dybt; skønt,
ikke sublimt.

Digitized by Google

Jobs Bog.

659

I Østerland er Idealet snævrere, stivere, stærkere, et Ideal
af ubøjelig Kraft, evig Varighed, som Jahve i Himlen, Pyramiderne
paa Jorden.

I Østerland er alt udtryksfuldt og rigt paa Betydning.
Lidenskaben gaar nøgen. Sjælens Svingninger er de stærkeste,
evig Anraaben, høj Patos, fortvivlet Klage, heftig Livsglæde.

I det græske Landskab var alle Maalfang smaa, alt tempe-
reret, alle Sansninger tydelige, alle Kontbrer badede i Klarhed.
Derfor en sand Afsky for det sammensatte, overdrevne, formløse
og grænseløse. Derfor en Kunst, hvis Væsen er de rette Propor-
tioner og Dimensioner, fine Forhold, fuldendt Maadehold.

I det Landskab, de semitiske Folk har for Øje, er Hoved-
faktorerne Klipperne og Ørkenen. I Fladen og i Højden et Ind-
tryk af Storhed. Se f. Eks. Billedet af det pragtfulde, ensomt og
vildt beliggende Thabor med dets stumpe Kegle. Naturen er vild,
og Landet, det israelitiske Folk har tilkæmpet sig, er frugtbart.
Folkefantasien gjorde det Vilde mere vildt og Frugtbarheden mere
rig. Naturen var urolig; man var udsat for hyppige Jordskælv,
og Naturforholdene var overhovedet utrygge; Græshoppesværme
indfandt sig i Hærskarer og ødelagde alt.

Hvad der frembringes af Poesi, er derfor mest storladent
og strengt; dog er der ogsaa i Digtningen Vidnesbyrd om, at
man har levet i brændende Erotik og ved Foraarstid svælget i
Naturglæde. Men alt er opfattet konkret; det hele med ét Slag og
udtrykt i et Sprog, hvis Tone med sine Strubelyd er haard og
klangfuld.

Grækeren opløser alt i Enkeltheder, analyserer, gaar logisk
frem, skaber derfor Ræsonnementet, den oratoriske og filosofiske
Udvikling fra Led til Led.

Israeliten har ingen Analyse og ingen Logik; han ræsonr
nerer ikke, han har Syner; han slutter ikke, han skuer og uri-
bryder; hans Fremgangsmaade er ikke Logik, men Intuition.

Grækeren fortæller Anekdoter og broder«* snaksom sit
Æmne. Hos Jøden er alt Udfryk for Lidenskab, Gentagelse
som Sammentrængthed. Han formaar ikke at udvikle Stoffet,
har ikke Begreb om Komposition. Han bevæger sig frém i
Spring, hans Tale er Glimt; han begynder forfra, vender tilbage
til det alt berørte, er uklar og attraar end ikke Klarhed. For
Grækerens lyse Filosofi, for hans Opregnen af Aarsagsrækker og
Virkninger har han den korte Sentens; for Grækerens ædru

Digitized by Google

660

Jobs Bog.

Fantasi har han en uberegnelig, glødende Indbildningskraft, der
vel ikke kan frembringe noget Drama, men Hymner, Sange,
Fryderaab, Forbandelser, Oder, Elegier, en elementær Dialog, og
sammenradede Overvejelser uden Orden. Hans Stil er uden
Perioder, fordi han tænker i Spørgsmaal, ikke i Fornuftslutninger.

Denne dybe Grundmodsætning udelukker ikke, at der har
været et Tidsrum, et sildigt, hvor græsk- og israelitisk Aand
berørte hinanden. Det første Spor dertil findes i den jødisk-
aleksandrinske Literatur som virkelig Paavirkning. Det næste
Spor dertil findes under det græske Herredømme i Jerusalem i
Klagerne over israelitisk Frafald, over Tilstrømningen til det
græske Gymnastiklokale i Jerusalem (1 Makkab. 1, 15). Sidste
Gang blandes græsk og israelitisk Aand i Aleksandria i Ny-
platonismen, og den ægyptisk beaandede Kristendom udgaar da
af Blandingen.

Tilnærmelse mellem de to Folkeaander uden nogen som
helst direkte Paavirkning møder os kun i et eneste Skriftværk fra
den jødiske Oldtid, i Kohélet (Prædikerens Bog). I dette Værk,
forfattet noget over hundrede Aar før vor Tidsregning, viser sig
en Overensstemmelse af israelitisk Aand med græsk, skønt den
græske Kultur er Forfatteren fuldstændigt fremmed.

II.

Vi er under Kong Hiskias (Ezechias) Regering, omtr. 720 Aar
før Kristi Fødsel. Det er Jesajas og Mikas Tid. Assyrernes Hære
har (721) styrtet Israels Rige overende. Samaria er erobret,
Indbyggerne i det større (om end lille) Rige bortførte. Hiskia
er undgaaet Faren, Juda Rige frelses ved den Pest, der i Ægypten
rammer den assyriske Hær, og Hiskias Mænd giver sig hen til
et stort Arbejde i Literaturen.

Rimeligvis er det paa dette Tidspunkt, at de ældre nu
tabte Bøger, Jasar og Bogen om Jahves Krige, sønderplukkes og
bearbejdes. Positivt ved vi, at da samles de sidste Partier af
Ordsprogene, de, der udtrykkeligt benævnes „samlede af Kong
Hiskias Mænd".

Der er i disse Stykker (Lemuel, Agur, Ithiel) en Slags
fremmed, verdslig Kultur", skønt Gud her kaldes Jahve. Der er
her indgaaet en Art Kompromis mellem Jahvetroen og de om-
boende Folks fælles Visdomsskat.

Digitized by Google

Jobs Bog.

661

Der var Nabostammer, boende udenfor Palæstina, som del-
tog i den fælles semitiske Livsfilosofi. Saadanne var Beni-Kedem,
o: Østens Sønner, de samme, der senere kaldes Saracenerne, og
som paa Korstogenes Tid kæmper under Saladin. Det er dem, vi
ser optræde i Jobs Bog.

De hører til Edoms Stamme. De, som boede i Theman og
omkring Theman, var berømte for deres vise Mænd, der omtales
mange Steder i Bibelen. Saaledes hedder det hos Jeremias (49, 7):
Er der ingen Visdom mere i Theman, er Klogskab forsvunden fra
de forstandige?

De Personer, der optræder i Jobs Bog, er da ikke Jøder.
Scenen er ikke i Palæstina.

At der ikke findes nogen som helst Hentydning til den
saakaldte mosaiske Lovgivning, betyder intet, da denne er et saare
sildigt Produkt. Der findes heller ikke nogen saadan i Ord- '
sprogene, i Dommernes Bog og i de første Kongers Historie. Men
her findes slet ingen Hentydning til den jødiske Kultus eller til
nogen for Jøderne særegen Tro. Ja, Jahves Navn forekommer
aldeles ikke i Dialogen, kun i Rammen, der ingenlunde sikkert
kan henføres til samme Tid. 1 de versificerede Samtaler kaldes
Gud Eloah, El, Schaddai med de gamle Navne, som anvendtes,
før Israels Gud fik sit Egennavn Jahve, som Moabs Gud havde
sit Egennavn Kamos og Filistrenes Gud sit Navn Dagon.

Men har end saaledes Bogens Indhold intet særligt israelitisk
ved sig, saa er den dog utvivlsomt skrevet paa Hebraisk af en
Hebræer og er med Rette altid bleven betragtet som et afgørende
Mindesmærke i den hebraiske Literatur.

Dens Forfatter, Israels største tragiske Digter, maa være
bleven fordrevet fra sit Fædreland ved den Omvæltning, der gjorde
Endo paa Israels Rige, maa have rejst, set Ægypten og Arabien
grundigt og have tundet Ophold og Hvile hos Beduinerne, levende
i deres Telte som en af deres.

Det Spørgsmaal, der behandles i Jobs Bog er det, som er
Kærnespørprsmaalet i Jødedommen. Og Spørgsmaalet er dette:
Hvorledes gaar det til, at under den retfærdige Guds Herredømme
den onde hyppigt har Lykken med sig, medens den retfærdige
ikke mindre hyppigt rammes af uforskyldte Ulykker?

Det er Grundspørgsmaalet for Israeliten. Kampen irnod
denne Vanskelighed er Judaismens hele indre Historie.

Digitized by Google

662

Jobs Bog.

Medens andre Stammer og andre Religioner fra først af
omgaar Spørgsmaalet ved at drømme om en personlig Udødeligbed
for det enkelte Menneske, indser Israel, at Belønning og Straf
hinsides Graven er en tom, uvirkelig Ting. Indenfor det virkelige
Livs Grænse er det, Israel vil søge den højeste Retfærdigheds
Ligevægt. Det er Israels (etiske) Lyksalighedsdrøm.

Saaledes stillet var Spørgsmaalet efter sit Væsen uløseligt,
fordi den Forudsætning, hvorfra der blev gaaet ud, var falsk,
nemlig den, at Jordelivet styres af en Magt, der med bestemt
Bevidsthed gennemfører en streng Retfærdighed mod hvert enkelt
menneskeligt Individ. Er dette Tilfældet, saa er Brøde og
Tugtelse et og det samme. Det hedder hos Hoseas: Den, som
saarVind, høster Storm; den, som nedpløjer Uretfærdighed, høster
Ondskab. — Det var den Løsning af Problemet, som Folke-
bevidstheden fordrede.

For os moderne er Spørgsmaalet ikke løst — det er vor
daglige Kval — men vor Filosofi har lært os overfor dette som
overfor saa mange andre Spørgsmaal, at det er urigtigt stillet og
at den sande Visdom bestaar i ikke at vente Svar derpaa. For os er
det bortfaldet, siden vi har vænnet os til i Verdens Gang kun
at se en ubevidst Fornuft bevægende sig langsomt frem imod
større Bevidsthed og mere omfattende Magt. Vi betragter Ret-
færdigheden som en Opgave og et Ideal, der ligger foran os i en
fjærn Fremtid, ikke som en guddommelig Institution, der har
fangeret fra Evighed af, og paa hvilken der stadigt sker tilsyne-
ladende Brud, som maa søges bortforklarede, hvis de ikke skal
forvirre og henrive til Oprør og Gudsbespottelse.

Profeterne søgte at bøde paa Vanskeligheden ved kun at
fordre en summarisk Retfærdighed for Stammen eller Folket. Gaar
Samaria til Grunde, saa er det, fordi det ikke har dyrket
Jahve alene. Sejrer Assur, saa er det, fordi Jahve bruger Assur
som et Tugtens Redskab. Knuses Assur. saa er det fordi Assur
har indbildt sig for dets egen Skyld at være styrket af Jahve,
hvem det dog ikke dyrker.

Forf. af Jobs Bog holder sig til det enkelte Menneske og
brydes med det Problem, hvorledes Pligtopfyldelsen forholder sig
til Verdensordenen; hvorledes det, som sker, lader sig forene med
Guds Omsorg for sin Ære, og hans Folks endnu vissere Om-
sorg for den.

Digitized by Google

Jobs Bog.

663

Deraf en Tankestrid, der ikke lader sig føre til Ende. Det
geniale ved Jobs Bog det er, at den udfolder denne Tankestrid i
en Stil af uforlignelig Storhed.

En rig og udmærket Mand rammes af Ulykker i Flokkevis
ved en Art systematisk Forfølgelse, som tillægges Jahves forud-
fattede Beslutning. Han oprøres ikke mod sin personlige Skæbne,
men forbander Menneskets Lod, at det lever uden at ønske det
og, naar Ulykken har ramt det, maa forsmægte i Længsel efter
Døden, som ene forløser. Hans tre Venner, der repræsenterer den
herskende og hidtil uimodsagte Synsmaade, oprøres ved Jobs for-
mentlige Selvretfærdighed og søger Grunden til hans Ulykke i
Overtrædelser og Brøde, han bevidst eller ubevidst har begaaet.
Job svarer hver enkelt af dem, afviser deres Mistanke, fortsætter
sine Klager over Jordelivets Elendighed, sine Anraabelser af Guds
Barmlyertighed, hævder, at Guds Strenghed i lige Grad rammer
den uskyldige og den brødeftilde, beklager sig over, at Gud saa-
ledes rammer ham uden at lade ham ane hvorfor.

For disse dristige Udtryks Skyld stempler Vennerne ham
som ugudelig. Da aabenbarer Jahve sig i et Uvejr, dadler Job,
fordi han med saa utilstrækkelig Fatteevne ud fra sin menneske-
lige Afmagt har opkastet sig til en Art Angiber af Allivets Herre,
bebrejder ogsaa Vennerne deres uforstandige Tale og overvælder
overhovedet med mægtig Overlegenhed Menneskets Hovmod og
Svaghed. Saa giver Gud den ydmygede Job alt det mistede tve-
fold igen, i Stedet for 7 Sønner 14, i Stedet for 3000 Kameler
6000.. Og Job lever 140 Aar derefter og dør til sidst mæt af
Dage. — Med andre Ord : Naar Jahve lader sine tro Tjenere lide,
saa er det, fordi han prøver dem, og de modtager Oprejsning og
Erstatning her paa Jorden. De dør ganske vist, men Døden er
kun, naar den kommer for tidligt, et Onde.

Først mere end et halvt Aartusinde derefter, et Aar-
hundrede før vor Tidsregning, da Israel er blevet pint i talrige
og frygtelige Martyrier, opgivfer det denne ældgamle Synsmaade
for at klamre sig til Læren om Legemernes Opstandelse og det
tusindaarige Rige. Tusind Aars lykkeligt Liv i et Jerusalem, der
er blevet Verdens Hovedstad, er den højeste Belønning, Israel
kan forestille sig for sine Blodvidner. Egentlig Udødelighed har
det gamle Israel aldrig svunget sig op til Troen paa. Den vilde
efter dets Forestilling have udslettet den dybe, grænseløse Forskel
mellem Gud og Menneske.

Digitized by Google

664

Jobs Bog.

Skønt Jobs Bog ikke lader sig forstaa uden den Prolog
og den Epilog, som nu findes, er det uvist, om Prologen og
Epilogen oprindeligt er af samme Haand som Samtalerne. Sel?
bortset fra, at Gudsnavnet i Prosarammen er forskelligt, staar denne
nemlig i paafaldende daarlig Overensstemmelse med den versifi-
cerede Digtning. Dialogen indlader sig aldrig ligefrem paa de
Forhold, Rammen meddeler.

Et Hovedpunkt i Jobs Historie er hans Sygdom. Men
imellem Job og hans Venner hentydes der kun sjældent til den,
og der findes næppe nogen Hentydning til dens særlige Natur. 1
Epilogen er den endda fuldstændigt glemt; Job burde jo helbredes;
men dér er slet ikke mere Tale om nogen Sygdom.

Et andet Hovedpunkt i Rammen er Jobs Tab af sine Børn.
Men hverken Vennerne eller han selv synes at vide af dette Tab
(5,25. 14,21. 19,17): Der siges til Job af Elifas: Stød ej Guds
Tugtelse bort, og du vil se dit Afkom formere sig. — Job klager
over, hvorledes Gud knuger og plager Mennesket: Hans Børn
kommer til Ære, og han ved det ikke. — Ja andensteds taler
han endog ikke almindeligt, men personligt, om Børn: Min
Aande er min Hustru modbydelig, og mine Børn har Afsky
for mig.

Det er overhovedet ikke let at danne sig en Forestilling
om Jobs Situation efter Ulykkerne. Undertiden (16, 8) tales der,
som var han forfulgt af Fjender, hvorom der ellers slet ingen
Antydning findes: Min Fjende nidstirrer mig, griner ad mig, slaar
mig skændigt paa mine Kinder, ja Fjenderne samler sig i .Masse
mod mig. Gud overleverer mig til de onde, overgiver mig i For-
bryderes Hænder. — Udtryk, der er alt for stærke til at kunne
gælde de irettesættende Venner.

Andensteds atter tales der, som var Job rig endnu : ,Fjern
Uretfærdighed fra dine Telte, kast dit Sølv paa Jorden og Ofirs
Guld ud blandt Bækkens Stene. Lad den Almægtige være din
Skat" — en underlig Formaning fra Elifas til den ludfattige Job.

Der er ogsaa andre Selvmodsigelser. Medens det i Al-
mindelighed forudsættes, at Job og hans Familie lever under Telte
som Østens Arabere, falder der jævnligt Ytringer, som tyder paa,
at de bor i Huse i en By.

Det synes her, som om Digteren undertiden har glemt den
Tilstand, hvori han har hensat sine Personer, og haft den tor
Øje, der paa hans Tid var almindelig.

Digitized by Google

Jobs Bog.

665

Sikkert er saa meget, at de syv Kapitler, hvor Jobs fjerde
Ven Elihu hidføres talende, er uægte, langt senere indskudte af
en Forfatter, hvem Bogens dristige Sprog har skræmmet. Selve
Elihus Indlæg er svagt, bringer kun Gentagelser eller abstrakte
Overvejelser; Elihu er desuden ikke nævnt i Prologen, og da han
har talt, henvender Jahve Ordet ikke til ham, men til Job, hvad
tydeligt røber Indskuddet.

Hvad enten nu imidlertid de Modsigelser, som findes, kan
skyldes den Overlast, Værket i Aartusinders Løb har lidt, eller
Rammen virkelig er af en anden Forfatter end Værket, saa viser
dettes Genialitet sig dog i, at Epilogen netop kun staar der som
fordret Slutning og Efterskrift, men ingenlunde besværger de
Aander, hvilke Digtet har manet op, ingenlunde bringer de Tanker
og Tvivl til at forstumme, som i Digtet frit er udtalte. Jobs
Bog betegner et Højdepunkt af Tankens Frihed i det gamle Israel.

III.

Digteren staar overfor dette Grundspørgsmaal: Hvor og
hvorledes raader Retfærdigheden? Job afviser det Svar, at den
sker Fyldest i Stammen eller i Familien. Den onde Mand dør i
Velvære og mærker intet til den mulige Ringeagt, der rammer
hans Søn. Og Job fortvivler over Menneskets Elendighed, over
Himlens Ligegyldighed, over de ondes grusomme, ustraffede Uret-
færdighed, de fattiges sørgelige Vanskæbne og Guds Usporlighed,
naar han hedest søges. Bogens Slutning ei; den obligate og
barnlige Harmoni; men i Værkets Midte stilles Spørgmaalene og
udtrykkes Klagerne med en Lidenskab, hvis Flamme Slutningen
ikke slukker. Og at Bogen ikke uden videre lærer, men drøfter
og tvivler, det er et af Vidnesbyrdene for dens høje Ælde. Da
det gamle Israel havde ophørt at eksistere som selvstændig Nation
og var afløst af Jødedommen, det vil sige af den Sekt, der over-
levede det af Assyrer og Kaldæer tilintetgjorte Folk, kunde et
Værk af denne Aandsfrihed ikke mere blive til. Dertil hævede
man sig først paa ny, da hen imod Israels sidste Aarhundrede en
halvt blaseret, halvt epikuræisk Oprørsaand i Kohélet rejste sig
paa én Gang mod den herskende Uretfærdighed og den religiøse
Askese.

Som Job er, svarer Bogen tilsyneladende til en Tilstand,
der ikke ligger langt borte fra den gamle patriarkalske Tids

Digitized by Google

666

Jobs Bog.

Nomadetilstand, hvor Ejeren af de store Hjorder, den rige og
lykkelige Mand, ogsaa var den, som udmærkede sig ved Sjæle-
adel. Saasnart Civilisationen brød ind over Stammerne, ophørte
nødvendigvis denne Harmoni; mangen rig Mand var en Rans-
mand og Forbryder. Tidligere havde der ikke været egentlige
fattige. Det skulde da være iblandt de Omstrejfere af fremmede
Stammer, som den ordnede Befolkning ringeagtede, og hvem Job
betegner som »dem, hvis Fædre jeg forsmaaede at give Plads
blandt mine Hyrdehunde; dem, som er udstødte af Menneskenes
Midte under Skrig som efter Tyve; dem, der afgnaver Ørkenen,
Ødelæggelsens og Ødets gamle Steder." Nu saa man fattige alle
Vegne, og en Gang imellem indtraf endog den Art overvældende
Omslag i Vilkaar og Skæbne, af hvilke Jobs Historie frembyder
en Overdrivelse og Systematiseren. Da var det, at Mand og
Mand imellem alle Maader at løse Vanskeligheden paa forsøgtes.

Job klager over, at Livet er blevet ham skænket, og orer
at Gud, der ikke røres ved hans Uskyld, tillader Forbrydere at
herske, falske Dommere at dømme:

Ja jeg er uskyldig. Lidet bryder jeg mig om Livet,
Jeg bekymrer mig ikke mere derom.

Alt nytter lige lidt. Derfor har jeg sagt:

Han lader den retfærdige og den skyldige dø med hinanden.

O, hvis han i det mindste slog mig ned med ét Slag!
Men han ler af den uskyldiges Kvaler.

Jorden har han overgivet i Forbryderes Hænder,
Han tilslører deres Aasyn, der dømmer. —
Hvis det ikke er ham, hvem er det da?

I malende Ord har han alt tidligere klaget over sine haard-
hjertede Venner:

Mine Brødre har været troløse som en Bæk,
Som en Bæk, der snart svulmer, snart svinder,

Som ruller Isstykker afsted,

Og stiger, naar den fyldes af Sne.

I Tørkens Tid gaar den bort,

Ved den første Hede forsvinder den fra sit Sted.

For dens Skyld maa da Karavanerne bøje bort fra Vejen,
Drage ud i Ørkenens Tomhed og gaa til Grunde der.

Digitized by Google

Jobs Bog.

667

Karavanerne fra Thema gjorde Hegning paa den,
De rejsende fra Saba havde sat deres Haab til den.

De blev beskæmmede i deres Tillid,

Da de naaede til den, stod de forvirrede.

Sa åledes har I sveget mig.

Ved Synet af min Ulykke har I undflyet.

Og med stadigt ny Vendinger varierer Job den samme
Klage over Guds Strenghed som Straffedommer, der ingen
Grunde giver:

Sig mig Antallet paa mine Forbrydelser,
Lær mig min Uret at kende!

Hvorfor skjule dit Aasyn,

Hvorfor behandle mig som Fjende?

Vil du da forskrække et Blad, som jages af Vinden,
Vil du forfølge den tørre Avne?

Jeg fortæres som et frønnet Træ,
Som en Klædning, der gnaves af Møl.

Mennesket, født af Kvinden,
Lever kort og mættes af Uro.

Skyder op som en Blomst og plukkes,
% Flyer som en Skygge og varer ikke.

Og med et saadant Væsen holder du vaagent Øje,
Og tvinger det til Rettergang mod dig!

Atter og atter vender Job tilbage til dette Billede: en
Rettergang, hvor Sagen forud er tabt. Saaledes meget længere
henne i Digtet:

Vid, det er Gud, som har krænket min Ret
Og indfanget mig i sine Garn.

Jeg nedlægger Indsigelse mod Vold — ingen svarer.
Jeg appellerer — ingen viser mig Retfærdighed.

Han har omgivet min Vej med et uoverstigeligt Hegn,
Han har udbredt Mørke paa alle mine Stier.

Han har berøvet mig min Hæder,
Revet Kransen fra . min Pande.

Digitized by Google

668

Jobs Bog.

Andensteds vender Job Blikket udad, og hans
gælder da især de ondes Medgang, den Angest og Ærefrygt, de ud-
breder omkring sig, og den Anseelse, de bevarer lige til Gravens
Bred, ja ud over Døden:

Hvordan gaar det til, at de onde lever,
At de bliver gamle, at de vokser i Kraft?

Deres Slægt trives omkring dem,

Deres Afkom er mangfoldigt for deres Øjne.

Deres Hus er i Ly for Frygten;
Guds Svøbe rorer dem ikke.

Hvem bebrejder den onde hans Adfærd i hans Ansigt?
Hvem giver ham Gengæld for, hvad han har gjort?

Man bærer ham med Ære til Graven,
Og man holder Vagt ved hans Gravsted.

Paa ny vender Forestillingen om Gud som den usynlige
Dommer tilbage, og Job klager bittert over, at Herren som
Dommer er usporlig, ufindelig:

O hvis jeg vidste, hvor jeg fandt haml
Hvis jeg kunde naa til hans Trone!

Jeg vilde indanke min Sag for ham,

Jeg vilde fylde min Mund med Bevisgrunde.

Jeg vilde da erfare, hvilke Grunde han kan stille mod mine,
Jeg vilde se, hvad han kan svare mig.

Vilde han da bekæmpe mig af al Magt?
Nej, han vilde laane mig Øre!

Saa vilde han se, det er en uskyldig, som fører sin Sag,
Og jeg vilde for al Tid være frikendt af min Dommer.

Men hvis jeg gaar til Østen, saa er han ikke der,
Hvis jeg vender mig til Vesten, finder jeg ham ikke.

Øver han sin Magt mod Nord? Jeg ser ham ikke.
Er han skjult i Syden? Jeg sporer ham ikke.

Og med en Vending, der foregriber den berømte Klage
over „ Voldsmandens Haan, Hoffærdighedens Tryk* o. s. v. i

Digitized by Google

Jobs Bog.

669

Hamlets Monolog og i den Shakespeareske Sonet, der svarer til
den, udbryder Job i heftige Klager over al den Uret, der hersker:

Hvorfor raader Herren ikke saadan over Tiderne,
At hans Tjenere ser hans Retfærdigheds Dag?

Imens flytter de Onde Markskel
Og lader ranede Hjorder græsse.

De jager foran sig den faderløses Æsel,
Tager Enkens Okse i Pant,

Trænger de fattige af Vejen,

Tvinger de svage til at skjule sig for dem.

Deres Ofre er som Vildæsler i Ørkenen,

De gaar ud om Morgenen for at søge Næring,

Ørkenen giver dem Brødet til deres Børn.

De tilbringer Natten uden Klædning,
De har intet Dække mod Kulden.

De gennemblødes af Bjærgenes Regn,
Uden Ly trykker de sig ind mod Klippen.

De maa perse Olje i deres Plyndrers Indelukke,
Og mens de træder Vinpersen, lide af Tørst.

Fra Byerne løfter sig de døendes Suk,
De saaredes Sjæl raaber paa Hævn —
Og Gud regner alt dette uværdige for intet.

Saaledes klager ogsaa den 73de Salme, der maa skrive sig
omtrent fra samme Tid.

Jeg saa de ugudeliges Lykke.

De er fri for Kval til deres Død
Og mæsket er deres Legem.

De stedes ikke i Elendighed
Og plages ikke som andre.

Derfor blev Hovmod deres Halssmykke,
Vold den Dragt, hvori de klædes o. s. v.

Dog Interessen hviler jo ikke paa Klagen over de ugudeliges
Medgang, men paa de Følgeslutninger, som deraf drages, de Tvivl

Tilskueren. 1898. 45

Digitized by Google

670

Jobs Bog.

og de Spørgsmaal, der stiger op mod Himlen, og som. momentvis
bliver til Oprør mod Jahve.

I den Henseende har Job indenfor Oldtidens græske Verden
kun et eneste Sidestykke: Prometheus.

Prometheus er Titanen, der ynkes over de dødelige, er
utilfreds med Zeus's Retfærdighed mod dem og til Undring i
deres Nød skænker dem Ildens Gave.

Til Straf bliver han bunden, martret, smeddet til Klippen,
der synker i Afgrunden med ham, indtil Aartusinder derefter Herakles
bringer ham Frelse.

Aabenbart har der i Prometheus som i Job spiret en
Tvi visaand, der blev slaaet ned; slaaet ned af Grækenlands
Religiøsitet som Tvivlsaanden her af Palæstinas. Han finder i
Æschylos's Prometheus den samme svage, af Underkastelse under
Zeus knækkede Sympati for Titanen, som der i Jobs Bog findes
for Heltens Bebrejdelser og Klager.

Grækenland kom ud af sine Tvivl og indre Kampe med
Hensyn til Spørgsmaalet om Verdensstyrelsens Retfærdighed, ved
selve Grundideer! i sin Filosofi, ved sin Stræben efter fornuftig
Indsigt i Naturens Væsen og Love. Renan har rigtigt følt og
sagt, at selv de ældste græske Tænkere, en Thales, en Heraklit,
vilde have smilet af de naive Spørgsmaal, ved hvilke Jahve tror
at kunne bringe Menneskets Hang til at fatte Verdenslovene til
Tavshed.

Israel udviklede aldrig nogen Filosofi. Israel imødegik
Problemet ved haardnakket Fastholden af sine ældste Profeters
Ide, Tanken om en stedse stigende Indførelse af Retfærdighed
paa Jorden, Forestillingen om et stadigt Arbejde for Hidførelsen
af det Guds Rige, som Jesaja og Mika beskriver.

Jesaja har anet en Fremtid i Fred. Mika en Fremtid i
indbyrdes Taalsomhed.

Jesaja har troet,* det var hans Folks Bestemmelse at hidføre
den almindelige Fredstilstand.

Han siger: „Det vil komme en Gang i Dagenes Løb, at
Jahves Hus vil rejse sig som et Bjærg paa Bjærgenes Tinde, højt
over Højene, og alle Folkeslag vil strømme dertil. Og talrige
Folk vil komme og sige: Lad os drage op til Jahves Bjærg, til
Jakobs Guds Hus, at han kan lære os sine Veje, saa vi kan
vandre paa hans Stier ... Og Jahve vil dømme mellem Folkene
og være deres Voldgiftsmand. Af deres Sværd vil de smedde

Digitized by Google

Jobs Bog.

Plovjærn, og af deres Spyd vil de smedde Leer. Folkene vil ikke
mere løfte Sværd mod hverandre og ikke mere øve sig i Krig.«

Det synes endda, som om Jesaja har anført disse Ord efter
en endnu ældre Profet.

Dog endnu mærkværdigere er en Udtalelse af Mika, der
ikke blot aner og haaber paa en Fredens Fremtid, men paa en,
hvor Religionerne ikke skiller Folkene mere. Man tænke sig, hvad
det vil sige, at der i det ottende Aarhundrede før vor Tidsregning
har rejst sig en Mand uden ydre Myndighed, som efter med
næsten samme Ord at have udtalt den Fremtidsvision, vi fandt
hos Jesaja, om de stærke Nationer, der vil smedde deres Sværd
om til Ployjærn, deres Spyd til Leer, endnu har tilføjet disse
Ord: „Og de skal bo, hver under sin Vinstok og sit Figen-
træ T og ingen forstyrre dem; thi Jahve, den Almægtige, har talt.
Og alle Folkene skal vandre hver i sin Guds Navn, men vi vil
vandre i Herren vor Guds Navn evig og altid. 4 *

Disse Anelser og de tilsvarende Bestræbelser er de Forsøg,
som Israels Folk, syv hundrede Aar før Kristi Fødsel, har gjort
paa Overhugning af Knuden i Job.

(Sluttes.)

Georg Brandes.

45*

Digitized by Google

„Frisindet 41

Et Kapitel af „Svend Feldings Roman.*

En Morgen fik Felding Brevkort fra Frimann med Med-
delelse om, at der skulde være Møde i .Frisindet* — en Klub
indenfor Studenterforeningen, der beskæftigede sig særlig med de
politiske og sociale Spørgsmaal, som var oppe i Tiden.

Felding var egentlig ifølge sin Opdragelse nærmest konservativ,
men havde for Tiden kun ringe Interesse for det politiske. Dette
bebrejdede Frimann ham jævnlig, hvorfor det da ogsaa var endt
med, at Felding havde ladet sig indtegne som Medlem af Klubben.

De politiske Valg stod for Døren; og hvor man færdedes,
hørtes knap tale om andet. Det irriterede Felding; han gjorde
sig i Begyndelsen Umage for at lade, som der ikke eksisterede
noget Højre eller Venstre; men til sidst blev ogsaa han nødt til
at tage sin ringe Del i den store Interessestrøm. Det forbavsede
ham i Grunden at finde sig selv som Medlem af en Klub., hvis
Politik gik i radikal Retning. Naar han ret besindede sig, var
hans Ideal jo i Virkeligheden Absolutisme — den store, skønne
Absolutisme naturligvis, hvor Eneherskeren var et Hoved højere
end andre Mennesker.

Paa selve Valgdagen vilde nu „Frisindets* Bestyrelse —
„Førerne* — holde et forberedende, mere privat Møde, som skulde
afhandle de politiske Forhold i Almindelighed og drøfte, hvorledes
Klubben skulde stille sig, saafremt — hvad man sikkert ventede —
Valgene i Hovedstaden skulde gaa Regeringen og den herskende
Klike i Studenterforeningen imod, og Oppositionen vinde sin første
store Sejr.

Det var egentlig kun Meningen at samle en snævrere Kres
af „frisindede* ; og det var paa eget Ansvar, at Frimann havde

Digitized by Google

„Frisindet. 14

673

tilkaldt Felding, som bestemte sig til at give Møde. Et Værelse
i en Kafé paa Boulevarden var Samlingsstedet.

Klokken otte mødte man. Formanden, Kandidat Svendsen,
en lille, undersætsig Person med Fuldskæg og hvasse, vandklare
Øjne, henvendte et Par Ord til hver af de kommende efter at
have givet dem et af sine vante, dragende Haandtryk. Oppe ved
Enden af Bordet, hvor der var Blæk og Papir, sad Bestyrelses-
medlemmerne. Der var Student Wulff med den intelligente, krogede
Næse, som vibrerede i Næseborene, naar han talte. Han var
det hurtige Hoved, som aldrig mistede Koldblodigheden, og ansaas
for uovervindelig i Repliken. Under Modstandernes Bersærkergang
stod han urokkelig ret op og ned med Haanden indenfor Frakke-
kraven. Med smilende Øjne sagde han netop de hvasse Ord
i den rolige Tone, som maatte ramme stærkest af alle. Ved
dette Smil og denne Ro fik han, naar Argumenterne slap op,
Latteren paa sin Side. Modstanderne ansaa ham for den farligste;
hans vindende personlige Væsen gav ham imellem dem Tilnavnet
„Ungdomsfordærveren," navnlig fordi han havde en særegen Gave
til at tage Russerne; en Lørdag Aften benyttede Wulff sig deraf
i en Skaaltale og mindede om, at dette Hædersnavn var brugt
om Sokrates; men han — Wulff — • følte sig alt for ringe til at
tage en saa mægtig Arv op.

Foruden Bestyrelsen, som tilhørte ældre Aargange, var det
mest ganske unge Studenter — endog Russer, der nød den Tillid
at være tilsagte. De kom ind fra Gaden med Følelsen af Øje-
blikkets Alvor dybt fæstet i deres Ansigtstræk. De hilste hver-
andre med Nik og Haandtryk, talte uvilkaarlig med dæmpet Røst og
søgte alle sammen hen til Formanden, paa hvis Blik bag Lorgnetten
og Bevægelsen i det store Overskæg man kunde maale Situationens
Vandstand. Han var i Dag den indholdsrige, forventningsfulde
Alvor med Skæbnens Vingesus over sit Hoved. Hver fik gennem
Blik og Haandtryk et Pust af denne Alvorsstemning. Det styrkede
de unge; og de skænkede atter ud til deres Fæller af den
kraftige Drik. Da i alt henved tyve frisindede var forsamlede om-
kring det aflange, firkantede Bord, blev Dørene omhyggelig lukkede;
Opvarternes Nærværelse blev frabedt, og Mødet begyndte.

En korpulent Herre, i hvis blege Ansigt Idealitet og God-
modighed forligtes som Brødre, rejste sig og ringede diskret med
en lille Bordklokke. Det var Juristen Bjergby, som bar alle
formelle Anliggender paa sine blødt afrundede Skuldre. Paa ret

Digitized by Google

674

„Frisindet*

akademisk Vis bøjede han sig frem, med Knoerne let stemmede
mod Bordpladen, takkede for, at alle havde givet Møde — und-
tagen Student V. C. Jensen, som havde anmeldt lovligt Forfald.
En nær Paarørende var død; han kunde ikke møde.

„Det er en vigtig Dag — hvem ved, maaske en historisk
Dag* — han udtalte hvert Ord omhyggeligt, modulerende sit
Foredrag som en øvet Parlamentariker. „Vi vil i Aften ikke skilles,
førend vi kender Resultatet — (Formanden nikker tavst; de yngste:
hør!). De betydeligste Valg her i Hovedstaden er endnu ikke af-
gjorte, men jeg tør sige — jeg talte med en af Listeførerne for
en halv Time siden — der er et Haab for vor Sag som ingen
Skide før. (Røre). Det er imidlertid ikke selve den store Politik,
som vel i dette Øjeblik sætter alle Sind i stærkest Bevægelse,
vi her er komne sammen for at drøfte; det er Betydningen af
Valgenes Udfald for vor Forening, vort Maal. Jeg vil bede For-
manden udtale sig herom. Svendsen har Ordet.*

Kandidat Svendsen tændte sin Cigar, rejste sig, rettede
Lorgnetten, purrede op i sit stride Haar og saa ud over Bordet
med sit af Modstanderne saa frygtede hvasse Blik. Selv naar
Mødet som i Aften var fortroligt, — omfattende lutter Venner, —
svævede der dog altid noget af det store, højtidelige over hans
lille Skikkelse.

Han talte om stor Politik og om Foreningspolitik og om
Klubbens Politik. Han talte om Maalet og om Sagen, om det
historiske og om Taktik. Med et fint udmærkende Smil titulerede
han sine Bordfæller „Staben"; det kriblede i de yngste, og de
raabte „hør! *

„Naar jeg i Atten har kaldt „Staben" sammen, saa er det,
for at vi kunde enes om paa denne Dag at træde samlet op
og yde vor Tilslutning til den fælles store Sag. Lad os alle be-
give os herfra op i Studenterforeningen og der afvente Begiven-
hedernes Gang. Naar da Budskabet kommer, at Oppositionen
har sejret, foranstalter vi en Demonstration, som skal imponere
vore Modstandere og drage vaklende Sjæle til os ved den Be-
gejstringens Magt, som de finder hos os og savner hos de andre.
Vi samler hele Partiet til et Sold og aabner gæstfrit Adgang for
alle — •

„Men hvis Senioratet ikke vil give Salen/ var der ecu som
bemærkede.

Digitized by Google

»Frisindet.*

675

„Hvis Senioratet nægter os Salen — og det vil de sikkert
gøre, dersom Sejren bliver vor — ja hvis saa — da har jeg en
Overraskelse i Baghaanden, som vil bringe dem til bittert at for-
tryde deres Vægring. *

Felding sad ved Siden af Frimann og saa paa alle disse
Ansigter, der prægedes forskelligt af den samme Stemning. Han
følte det som en personlig Mangel, der berørte ham smerteligt, at
han ikke ogsaa var greben. Muligvis kunde han slet ikke be-
gejstres for en almindelig Sag.

En lille Fyr med glødende Øjne sad og stirrede ufravendt
paa Formanden, idet ban fulgte hver Trækning i hans Ansigt,
og genspejlede hans Mimik, medens hans Mund med flade,
udadvendte, røde Læber stod aaben. Han var den livligst be-
vægede af dem alle, i stadig Vekslen fra alvorlig til smilende Be-
gejstring, hvorved hans hyppige »Hør* fik en skiftende Farve.

Der forhandledes nu om Klubbens måre Anliggender, om
hvorledes man skulde stille sig til det forestaaende Seniorvalg, og
man enedes om fra »Frisindet" at opstille Formanden, Bjergby
og Wulff. Felding forpligtede sig ligesom de andre til at agitere
for deres Valg hos alle Bekendte i Studenterverdenen.

Saa rejste Wulff sig og klingede med en Sparebøsse, som
gik rundt til frivilligt Offer. Bjergby lagde for med en Tikrone-
seddel; og de unge kappedes om at tømme deres Portemonnæer.

Mødet var endt

„Er der ikke mere?" — tænkte Felding forbavset, idet han
skubbede Stolen tilbage ligesom, de andre. Luften var tung af
Tobaksrøg, Gasos og Kakkelovnsvarme. Det gjorde godt at komme
ud paa den store, aabne Boulevard med flimrende Gasblus i lange,
lige Rækker og oplyste Butiksvinduer. En Mængde Mennesker
var paa Benene; og alle var højrøstede.

„Har Ete stemt P* raabte en stor, kraftig Arbejder midt paa
Fortovet og spærrede Vejen for hvem, der kom forbi, indtil en
Politibetjent fik ham flyttet

I Gotersgade var det umuligt at komme frem. De maatte
gaa gennem Tornebuskegade bag om Kirken. En Sporvogn kom
kørende, men blev standset En enkelt skingrende Stemme raabte
Leve for en af Kandidaterne. Det forplantede sig 6om i Bølgeringe,
gentaget af Hundreder af Stemmer. Straks efter raabtes der Leve
for Modkandidaten ; det forplantede sig paa samme Vis, og lydhøre,
valgvante Mennesker gisnede Majoriteten af Stemmerne.

Digitized by Google

676

.Frisindet*

Da Frimann og Felding havde naaet Studenterforeningen,
stod der en Klynge Studenter ved Laagen.

„Hvordan gaar det i femte?* spurgte en.
„Storartet!* svarede Frimann.

„Er det sandt? kom det frydefuldt, men derpaatidt tvivlende:
„for hvem?* —

„For Oppositionen!*

Den spørgende vendte sig med Foragten udtrykt i sin Ryg,
medens Frimann lo.

Selv Tjeneren, som plejede at drive halvsovende omkring
i Forhallen, havde faaet Øjnene op og Munden paa Gled og
lyttede opmærksomt til, hvad der blev fortalt af dem, som kom
ude fra.

Et ældre Medlem, hvis Indflydelse gjaldt nok saa meget som
selve Senioratet, kom hastig ned ad Trapperne, gav en af Hjælpe-
tjenerne en Lap Papir og sagde:

„Løb op paa Avisens Kontor og — * Resten blev hvisket
Saa forsvandt han i Senioratsværelset, hvorfra tæt Røg og høj-
røstede Stemmer trængte ud, idet han aabnede Døren.

Fløjdøren til den store Midterstue paa første Sal stod paa vid
Gab. Frem og tilbage gik Strømmen — over Vestibulen, ind i Spille-
stuen gennem Konversationssalene og ud igen. Enhver optænkelig
Siddeplet var optagen; der sad Medlemmer paa Bordene og paa Ge-
lænderet, ja selv Spejlkonsollen var ikke fri. I Midtersalen stod en stor
sort Tavle, hvorpaa Valgtelegrammerne blev slaaede op, efter-
haanden som de kom. Der var en Støjen af Stemmer, Støvleknirken,
Skraben med Stole, Slag i Bordene og Raab ude ved Buffetten
hos Tjeneren, der under det almindelige Virvar bevarede sin Kold-
blodighed. Unge Ekstraopvartere fo'r bedøvede rundt i Værelserne
med Bajerskøl, Kaffe og Smørrebrød; de blev overfaldne under
Vejs, og Varerne havnede hos andre end dem, som havde bestilt
dem. Den gamle faste Stok, der som sædvanlig havde spist til
Middag i Foreningen og var bleven siddende ved Kaffen og
Aviserne, holdt to af Hjørnesofaerne besatte. Der hvilede en
usikker Alvor over deres Træk. Nogle af dem forsøgte at smile
overlegent ad de kaade Bemærkninger, som udslyngedes af de
yngste, der travede ufortrødent og udfordrende omkring. Men
Smilet fordrev ikke Utrygheden i deres Træk, der tydede paa, at
de ikke længer følte sig Situationen voksen. Gamle, veltjente
Højremænd var faldne i længe bevarede Kredse; og — værst af

Digitized by Google

„Frisindet.*

677

alt — foreløbig havde Oppositionen Overtallet i Hovedstaden, hvor
kun to Krese endnu lod vente paa Afgørelsen.

Da Tjeneren kom op ad Trappen, blev han allerede i Vestibulen
omsværmet af alle og overvældet med Spørgsmaal, saa at han næsten
maatte kæmpe sig hen til Tavlen. Han havde taget det Parti
slet ikke at svare. Man stampede af Utaalmodighed, indtil han
havde anbragt Telegrammet med en Tegnestift. De nærmest
staaende læste det op i Munden paa hverandre; men en høj,
stærk Fyr skubbede dem til Side og overdøvede Tummelen med
sin klare, kraftige Røst.

Jubel og Hurraraab fra de sejrende. Vrede Blik, arrig
Hyssen og Udraab af Skuffelse fra de tabende. Felding blev til Mode,
som om han befandt sig paa et oprørt Hav. Han fik en For-
nemmelse, der lignede Søsyge. I Begyndelsen stod han henne
ved Spejlet nærmest Trappen og saa paa det hele. Men til sidst
kunde han ikke udholde den Følelse af Ensomhed, som overvældede
ham. Hvorfor skulde han dog altid være Tilskuer. Nej! — han
vilde ikke! — Ud mellem de andre — være ung og begejstret
som de! Han banede sig Vej frem i Midtersalen for at søge Be-
kendte. I Forbifarten stødte han paa den høje, der havde læst
Telegrammet op. Det var en ældre Student af Sangforeningen,
som han havde truffet en Gang før. Idet Felding fangede hans
Blik, forbavsedes han. Det var ægte, virkelig Sorg, der stod at
læse i hans Øjne over Partiets Vanskæbne. Han trykkede Feldings
Haand og sagde, idet han gik ud fra, at de stod paa samme Side:

„Det gaar kun skidt for os!?

Felding svarede intet. Virkelig, ægte Sorg! — Hvad angik
det dog egentlig ham. at han kunde tage sig det saa nær. Felding
vendte sig og studerede Ansigterne ved de gamles Bord. Der var
Tavshed. En lod fordybet i den Avis, bag hvilken han skjulte
sin Bevægelse. En anden havde valgt at smile. Men Smilet var
saa stivt og fortrukket, at det smertede mere at se paa, end om
Manden havde grædt. To Russer, kendelig paa virkede af 01,
stillede sig op foran den smilende, saa paa ham, skubbede til
hinanden og sagde drillende,

den ene: „Nu kan Højre gaa hjem og lægge sig!*,

den anden: „De er færdige med fyrre! 44
Kandidat Svendsen og hans Stab var blevne modtagne med
Begejstring af Partiets Menige, som havde holdt en Sofa i Beredskab
og nu gjorde Plads for Førerne. Disse iagttog en velvillig og

Digitized by Google

678

„Frisindet/

smilende, men dog værdig Holdning. Overalt, hvor Bjergby var
med, blev Begejstringen holdt indenfor Grænserne af det passende.
Selv Modstanderne omtalte ham med en vis Grad af Agtelse.
Men han var for valen for de yngste, de ildspyende.

Felding saa sit Snit til at faa noget at spise oppe paa en
af Læsestuerne, hvor nogle Medlemmer af det teologiske Fag med
Sindet i fuldkommen Ligevægt benyttede sig af den gunstige Lej-
lighed til at læse de mest efterspurgte Bøger, som man ellers
aldrig kunde faa fat i.

Men kort efter gik han atter ned. Den Stemningsstrøm,
som fødtes af de mange Sinds Spænding, omslyngede ham med sine
mægtige Fangarme. Ogsaa han følte nu noget af Feberen i Blodet,
naar Tjeneren kom løbende op ad Trappen med et Telegram.
Han trængte paa mellem de andre; og da det hyppigst var en
Sejr for Oppositionen, var Jubelen mellem de unge den stærkeste;
og Felding jublede med dem, hvem han kendte bedst og stod
nærmest i alt øvrigt Han hørte jo endog til de intime i Aften,
havde færdedes mellem dem, hvem Formanden gav Hædersnavnet
„Staben." Der var ikke Tale om Overbevisning« Han var deres,
bunden ved Mødet. Men dog — da der kom et Telegram, som
meldte Sejr for Højre i en tvivlsom Eres, da han saa den tak-
nemmelige Glæde, det opblussende Haab hos de gamle, som hos
en Kvinde, der uventet modtager et Kærtegn fra den, hvem hun
bærer i sit Hjerte, men som hun frygtede havde glemt hende —
saa rørtes beslægtede Strenge i hans Indre. De Mænd, som de
kæmpede for, som de haabede paa og havde sat deres fulde Lid
til — det var jo netop de samme Navne, som han havde hørt
nævne med Hæder og Ære i sin første Ungdom, i sine Forældres
Hjem. Da skammede han sig over, at han nu jublede over deres
Fald uden at have Grund derfor — anden Grund end den, at en
Bølge, som kom ham nær, havde grebet ham, løftet ham og nu
bar ham bort i sin Favn. Men drøne Tanke var mere som et
Sting, hvis Virkning straks slukkedes af Tummelen for Øje og
Øre- —

Det blev ud paa Natten. Man ventede endnu kun paa et
Par Landkrese og et enkelt Valg i Hovedstaden. Men dette var
rigtignok ogsaa det vigtigste. Selv om de konservative Sofaer
allerede var tyngede af Nederlaget, saa havde de dog endnu
Haabet om denne sidste store Kres, der vilde afgøre, hvor Majoriteten
t Hovedstaden skulde blive. Og de radikale Grupper, der allerede

Digitized by Google

„Frisindet •

679

havde Sejren skreven i Ansigterne og sang og raabte af Begejstring —
de følte dog, at det først og fremmest gjaldt om at faa Hoved-
staden med. Saa længe Majoriteten her var konservativ, var
Danmarks Hjerte endnu ikke erobret. Hele Spændingen, alt Haab
i Salen fra bægge Sider samlede sig da om dette ene store Valg,
som endnu stod tilbage. Men det kunde rigtignok trække længe
od endnu.

Det forlød i Salen, at Senioratet havde svaret paa en Hen-
vendelse, at der intet Sold vilde blive. Det fandt ingen Anledning
dertil. Det var jo ikke Lørdag, og der var ingen Fest at holde.
De oppositionnelle ytrede højlydt deres Mishag med denne Be-
stemmelse. Den lille Fyr med de glødende Øjne og de flade, røde
Læber stillede sig dristig op midt foran den ledende Senior, der
hastig kom gaaende fra Trappen, banende sig Vej over mod den
konservative Hjørnesofa.

„Hvornaar bliver Soldet, Hr. Senior?« —

Den ledende Senior saa ud over Hovedet paa ham og
svarede noget irriteret:

„Der bliver ikke Sold paa den store Sal; men Gudbevares,
De kan jo solde alle andre Steder, om De lyster."

„Studenterforeningen er en Højreklub!« — brød det løs fra
den lange Lunding. Han bar sin leddeløse Krop omkring i Stuerne,
kastede et Ord hid og et andet did, hvor det nu kunde falde.
Han var bekendt for sin Ubesindighed; alt kom plumpende ud af
ham. Han var ikke højt anskreven hos Førerne. Man turde ikke
indvie ham i noget, da man risikerede, at han slyngede det lige i
Ansigtet paa Modstanderne.

En ældre Mand fo'r op fra de gamles Sofa og stirrede for-
bitret ud mellem de unge:

„Hvem var det, der sagde det?« raabte han.

„Det var mig!" svarede Lunding med tirrende Ro og bøjede
sig frem med en Arm over Skulderen paa hver af de to, der stod
foran ham.

„De — De — • den ældre stammede af Vrede og fik Ordene
forkert i Halsen — „De er ikke berettiget til — •

„Pueri sunt pueri,* henkastede den ledende Senior og slog
med Hovedet.

„De — De — * stammede Lunding, saa de unge brast i
Latter — „De er ikke berettiget til at styre hele Kodillen. Det
er De for gammel til. Vi lader os ikke regere af de Horer af

Digitized by

680

„Frisindet.*

det runde Bord — * og Lunding omfattede det konservative Hjørne
med en stor, afrundende Haandbevægelse.

Den gamle var saa rasende, at han ikke kunde faa Ordene
frem. De andre, hvem Alder og Vane havde lært Besindighed,
nøjedes med at spotsmile og ignorere den talende. I det samme
hørte man ovre fra det modsatte Hjørne Wulffs tydelige satiriske Røst;

„ Respekt for Kong Arthur og hans Mænd om det runde
Bord! De hører den glorværdige Fortid til.**

Stormende Jubel.

„De mortuis nil nisi bene!* skingrede en Stemme, hvis
Ungdommelighed gjorde det utvivlsomt, at den kom fra en Rus.

Alt tydede paa alvorlige Stridigheder. De konservative
havde rejst sig og fylkedes om de ældstes Bord, hvor den ledende
Senior stod raadvild, bestormet om at gøre noget. Den gamle,
som vilde ud paa Gulvet, holdtes tilbage af en besindig Ven.
Omvendt samlede de vandrende unge sig om Lunding og betragtede
Modstanderne med udfordrende Smil, medens „Frisindets* Førere
blev rolig siddende i det modsatte Hjørne og saa Situationen an.
Kun den ædle Bjergby rystede misbilligende paa sit tykke Hoved.
Han lavede sig til at gaa hen og mægle, men blev i det skjulte
holdt tilbage af Formanden. Forbitrede Ord ogTilraab slyngedes
frem og tilbage.

Da lød der hastige Skridt op ad Trappen. Man havde nu
hørt dem saa tit, at man vidste at skelne dem. Det var Tjeneren
med et Telegram. Synet af hans skikkelige, lunt smilende, sjæl-
landske Ansigt fængede som en Gnist i en Bunke Høvlspaaner.

„HvorV — Hvem? — Er det fra femte?" lød det fra alle
Kanter.

Der blev et Øjebliks forventningsfuld Tavshed.
Saa kom det næsten højtideligt:

„Holst er valgt!" — Det var en bekendt Socialistførers Navn.

„Holst! — Holst! — • løb det fra Mund til Mund, af-
vekslende med Begejstring og med dyb Skuffelse. Den nys op-
staaede Strid var vejret bort som daarlig Luft af en Stormvind.
Felding betragtede de gamles Plads med Nysgerrighed. Der var
en dyb Modfaldenhed over dem i dette Øjeblik. De saa sig om
med usikre Blik, som om de allerede øjnede Revolutionens Blæk-
spruttearme, væltende sig frem over Gulvet for at gribe dem.

Ved de unges Bord udbragtes et Leve for Oppositionen,
som nu ogsaa havde sejret i Hovedstaden; og kraftige Hurraraab

Digitized by Google

»Frisindet.*

681

smertede de konservative Trommehinder. Inde i Spillestilen hamredes
Socialistmarchen ned i Tangenterne, og unge, skrigende Stemmer
faldt i med Bas og Diskant.

Da rejste den gamle, graahærdede sig, stiv og knudret som
en Eg, de konservatives Nerve. Han rejste sig og talte over
mod de unges Bord.

„Raab I kun* —

„Tak skal De have!" svaredes tilbage.

„Vi har Haab endnu. Det er Førerne, som har lavet det
hele — forlokket de menige. Men næste Gang — " han trumfede
i Bordet, saa Glas og Kopper klirrede — „næste Gang, mine
Herrer!" —

Saa brød han op, og alle de ældre med ham. De gik
tværs over Salen; men idet de kom forbi „Frisindets* Hjørne,
rejste Wulff sig, klarøjet og smilende:

„Mine Herrer, skal vi drikke de fraværendes Skaal og raabe
et Leve for „anden Omgang.*

Det vittige konservative Hoved, en yngre, meget blond
Herre vendte sig imod dem, idet han gik forbi, og sagde:

„De skulde hellere drikke paa en „bedre Omgang."

„De har Ret Mine Herrer, lad os drikke paa, at vor Om-
gang her i Studenterforeningen" — han pegede med en Bevægelse
af Glasset paa de konservative Spidser, som tøvede i Døren og
paa Vestibulen — „i Fremtiden vil forbedre sig. Anger er som
bekendt det første Skridt Lad dem da faa vore bedste Ønsker
med paa Vejen!" —

Stormende Jubel hilste denne Tale. Kun Bjergby var mis-
stemt En Rus, almindelig kendt som Bajads, tyk og nødde-
knækkeragtig, lavede komiske Opvartergebærder, gik ud paa Gangen
efter de konservative, som om han fulgte dem til Dørs; og da de
var komne den første Trappeafsats ned — der hvor Diogenes
staar og søger efter Mennesker med sin Lygte, bukkede han,
takkede, skrabede ud og raabte, idet han svingede med sit store
Lommetørklæde som en Serviet:

„Adieu de Herrer og mange Tak! Skulde det være en
anden Gang!" —

Skønt Senioratet allerede havde udtalt sig, blev der dog
séndt en Deputation ned med Anmodning om at maatte laane
den store Sal til almindeligt Sold for dem, som vilde deltage
under „Frisindets" Ægide. Et ubetinget Nej var Svaret. Saa

Digitized by Google

68£

»Frisindet"

brød man op. Man ventede saa sikkert dette Afslag, at Wulff
havde et stort Lokale i Baghaanden. Det var Hotel FøBiks' SaL
Derhen strømmede nu hele Partiet og en Del Løsgængere, dragne
med af deres begejstrede Kammerater. Formanden med Wulff og
Bjergby gik i Spidsen. De unge trængtes om at komme op paa
Siden af dem. Den lille Fyr med de glødende Øjne havde Held
med sig; Formatoden tog ham endog under Armen.

„Hvor blev Overraskelse* af?* spurgte han, da de var
komne hen til Teatret

»Den kommer!* svarede Kandidat Svendsen lakonisk.

I Føniks var alt beredt til Modtagelsen. Wulff havde nemlig
sørget for Ilbud. Efter et Kvarters Løben om som Myrer, lukkede
ude fra den hjemlige Tue T var til sidst alle bænkede, og Bestillingerne
gjorte hos de nysgerrige , men dog kisedelig overlegne Opvartere.
Medens der klirredes med Glas og blussedes med Tændstikker,
foreslog Formanden Bjergby til Magister bibendi. Denne takkede,
opfordrede til Ro og Orden og bad de tilstedeværende synge dfen
Sang, som nu uddeltes af Wulff i Portioner. Hænderne straktes
frem, og fra alle Kanter blev der raabt til de lykkelige, som havde
erobret et Bundt. Da mange beskednere Medlemmer endnu manglede
Eksemplarer, lod Wulff de tiloversblevne flagre ud over Bordet
Sangen var digtet til Lejligheden af et bekendt Mærke; saa for*
beredt var man paa at vinde Sejr.

Felding var kommen op i Nærheden af Eliten. Han sad
lige overfor Frimann , der havde foaet den lffle glødende med de
flade, røde Læber ved sin Side.

Da Sangen var sungen, begyndte Talerne. Først en vel
forberedt, akademisk Tale af en ældre Teolog for „Sagen.* Felding
havde lagt Mærke til ham forinden og undret sig over hans alvors-
fulde Tavshed. Nu, da Manden havde talt, var han forandret;
intet trykkede ham mere. En hakkende Tale, der kæmpede sig
frem som en Hjulbaad i høj Sø, af en Eks-Rus for Formanden;
og endelig en Jomfrutale af en ung, bleg Fyr, der heldig besejrede
alle Vanskeligheder undtagen den, at kunne høres af de Qærnere-
siddende — for Foreningens tre berømte Talere: Svendsen, Wulff
og Bjergby. Den endte med Ønsket, om at de maatte „leve højt
og tale længe og tale højt og leve længe," hvortil Wulff, elsk-
værdigt smilende, med Hentydning til Talerens egen svage Røst
svarede over Bordet: „I lige Maade!*

Digitized by Google

, Frisindet."

683

Felding sad just og tænkte paa Overraskelsen, da han saa,
at en af Opvarterne kom op igennem Salen og hviskede noget til
Formanden og Wulff. De rejste sig bægge og gik hastig mod
4 Indgangsdørene. Alles Qjne fulgte dem i spændt Forventning,
og utaalmodige Spørgsmaal gik fra Mund til Mund. En dyb,
alvorlig Stamme sagde saa højt, at alle kunde høre det:

„ Kongen kommer!*

Nogle naive strakte uvilkaarlig Hals og maabede. Saa brød
en højrøstet Munterhed frem, indtil Bjergby rejste sig, ringede og
sagde med et alluderende Smil:

„Stille paa Parterret!«

Han tøvede et Øjeblik medHaanden paa Klokken og Blikket
rettet mod Indgangen. Saa ringede han kiuftig og sagde med
hævet Røst, idet Wulff viste sig i Døren:

„Mine Herrer! den danske Oppositions Fører r Folketingets
Formand, besøger vor Forening paa denne historiske Dag, som
vil blive en Mærkedag i „Frisindets* Liv. Han har for faa Timer
siden forladt sin Kres, hvor han som altid blev valgt med Akklamation.
Ogsaa vor Kres vil modtage ham med Akklamation. — Han leve!
Hurra-ah, Hurra-ah, Hurra-ah!! I
Hurra, Hurra, Hurra!

Bjergby : Og saa — Hurra, Hurra, Hurra.

Frimaon: Og saa — Hurra, Hurra, Hurra!

hvorpaa den lille glødende med de flade Læber intonerede
endnu en Uaag, men standsede forvirret ved kun at høre sin
egen Røst.

Et sandt Styrtebad af Haandklap strømmede ned over
Oppositions-Førerens anselige Skikkelse, som han langsomt, hilsende
og smilende, med fremskudt Bringe, i Kjole og hvidt Slips be-
vægede sig op igennem Salen, fulgt paa venstre Haand af For-
manden. Wulff, som gik foran, lod et Ord falde i Forbigaaende,
og straks forplantede det sig hele Bordet over: „Han har lige
rejst sig fra en Banket hos Greven til Ære for Oppositionens
Sejr — bare for at komme hen til os." De unge betragtede
med levende Interesse hans brede Ansigt med det store Smil og
de svømmende Øjne bag Brillerne. Overkroppen var stadig i en
let svingende Bevægelse; og der hviskedes til Naboen med glad
Forstaaelse: „Du, det er Champagnen ! u

Den store Mand blev placeret paa Formandens højre Side.
Saa blev der atter sunget en Sang. Derpaa rejste Svendsen sig

Digitized by Google

684

„ Frisindet.*

og holdt en lang, højtidelig Tale med ciceronianske Vendinger og
moderne parlamentariske Former. Gæsten var den store Høvding,
og „Frisindet" var en Flok „proskriberede.*

.Høvdingen rejste sig derpaa med Besvær af Stolen, greb
Glasset og begyndte med halv Stemme, der syntes mærket af
Dagens Anstrengelser. Efterhaanden forstærkedes den; en enkelt
Sætning slyngedes ud med fuld Kraft, hvorpaa den atter forsvandt
i Dybet. Det var som smult Vande med enkelte svære Dønninger
og nu og da en hel lille Braadsø:

Alles Øjne havde jo paa denne Dag hele Landet over været
rettet mod Hovedstaden. Dér stod Hovedslaget, og dér faldt
Hovedkvarteret. Men han vilde haabe, at det i Fremtiden maatte
blive anderledes. Thi vel var Hovedstaden Landets Hjerte og vilde
altid vedblive at være det. Men dette Hjerte var for stort — i
Forhold til Kroppen. Vi vidste jo alle, at det var en svær Syg-
dom at have for stort et Hjerte. Det kunde aldrig blive for varmt,
men det kunde blive for stort. Og Danmark var en saadan
Person med en saadan Sygdom. Det var naturligvis kun et
Billede, han anvendte. Men Meningen var ellers den, at de, som
skulde raade for Landets Ve og Vel, — de, hvis Stemmer burde
være de vigtigste og, hvad vi nok skulde vise dem, ogsaa virkelig
var de vigtigste, naar det kom til Stykket — det var „os Bønder,
der føder hele Landet med vort Arbejde.** Han vilde gerne tro,
at der var mange virkelig frisindede unge Mennesker her i denne
Forsamling — ja han vidste, at der var det; men han troede
alligevel ikke, det kunde skade at minde den studerende Ungdom,
som opdroges paa Universitetets Bænke, om at de kun var faa i
Antal mod den store Skare, der sad Landet over paa Højskolernes
Bænke; for i vore parlamentariske Tider var det kun Antallet,
som det kom an paa.

Han vilde da opfordre dem alle til at arbejde paa at hel-
brede vort Fædreland for denne slemme Skavank, at have for
stort et Hjerte. Man skulde lade Hovedstaden skøtte sig selv for
en Tid; den stod godt, som den stod; men alle skulde stræbe —
„ligesom vi gør oppe i Rigsdagen, naar Regeringen kommer til
os med de her Lønningslove til Embedsmænd og Statsbygninger
og saa meget andet; saa siger vi: „Stop lidt Godtfolk; lad nu os
Bønder komme til. Vil I give noget til Højskolerne? Vil I give
noget til Husmændene?" — alle skulde stræbe hen til at gire
Landet, hvad der tilkom det, for at Kroppen kunde vokse efter

Digitized by Google

„Frisindet."

685

Hjertet. Paa det Samarbejde vilde han tømme sit Glas. Og saa
vilde han for Resten takke for den gæstfri Modtagelse, han havde
faaet. Det var jo saadan, at det var ingen Spas her til Lands,
at arbejde i det sande Frisinds Tjeneste. Men det var ham en
Spas i Aften efter Dagens svare Gerning at sidde bænket med de
unge Mennesker omkring „Frisindets* Bord. „Saa lad os da slutte
med et Leve for det sande, det folkelige Frisind!*

Der blev klappet og raabt og drukket; men der var faldet
ligesom lidt Dug over Begejstringen hist og her, skønt ingen vilde
være ved det. Atter rejste Formanden sig, talte og takkede og gav
Høvdingen Ret, men hævdede dog Hovedstaden og gav ham alligevel
Ret, men hævdede Aandens Overlegenhed og gav ham endnu en
Gang fuldstændig Ret og takkede for den beviste Ære.

Felding havde imidlertid ikke sine Øjne fra den store Mands
Ansigt. Var det ham — Felding — , som saa anderledes nu; eller
var ikke det store Smil, hvis aabne, brede Velvitøe, førend Talen,
havde tiltalt ham saa meget, nu efterhaanden blevet ligesom lidt
overlegent eller skadefro eller lidt haansk eller maaske bare rigtigt
ægte bondelunt. —

Folketingets Formand overværede endnu en Sang. Derpaa
bølgede han under Haandklap ud af Salen, ledsaget paa venstre
Haand af Kandidat Svendsen, medens Wulff gik foran og Bjergby
bagefter. Endnu en Times Tid var man bænket om Bordene. Saa
brød Bestyrelsen op, og med den fulgte Størsteparten af de unge.

Bjergby havde et Slags Prærogativ paa at blive fulgt hjem.
Hans ædle, massive Skikkelse havde den rette Liberalisme over
sig, naar han i hellensk Vennestemning — med Armen slynget om
Wulffs Skulder og med Hatten i Nakken — - ligesom bares hen over
Stenbroen, mildt og barnlig spøgende med „Staben," der dannede
Kærnen, medens Resten fulgte efter i større og mindre, løst forbundne
Klynger som Partikler af en Komethale.

Som han stod der i Gadedøren, massiv og ædel, omfattende
hele Gruppen med et Venneblik, slaaende ud medHaanden for at
tysse paa dem, som vilde give ham et Hurra, var der noget, som
mindede om Frederik Folkekærs brede Majestæt, hvor han sidder
til Hest foran Kristiansborg Slot.

Felding og Frimann var komne bort fra de andre og
flakkede nu om uden bestemt Maal. Overalt var der Folk paa
Gaden. Selv paa det store Torv krydsedes større og mindre
Grupper med faa Øjeblikkes Mellemrum.

Tilskueren. 1893. 46

Digitized by Google

686

, Frisindet*

Da de var komne op i Vimmelskaftet, fik de Lyst til Kaffe.

Nede i Blanchs Kafé traf de Resterne af »Staben/ omkring
et rundt Bord i Salen til Gaden. Af Bestyrelsen var der Svendsen
og Wulff. Men det var ikke dem, som var Midtpunktet for Inter-
essen. Der sad en til venstre ved Bordet, som snakkede op og
drog Opmærksomheden til sig. Da Felding og Frimann kom frem
bag Murpillen, saa de, at det var den lille glødende med de flade
Læber. De satte sig i Afstand ved et Bord for sig og iagttog
ham, selv ubemærkede. Han havde talt sig rødglødende om
„Sagen" og „Maalet,* demonstrerende mod de konservative, hvem
han svor Døden og Djævelen ved næste Seniorvalg. Han skulde
fange dem med underfundige Spørgsmaal i Ankeprotokollen, og
han skulde agitere alle Russerne op. Svendsen nikkede bifaldende
med et forbavset Blink bag Lorgnetten over saa megen Ungdom
og Begejstring. Han og Wulff stak et Øjeblik Hovederne sammen.
Saa drak de privat med den lille glødende. Svendsen udnævnte
ham paa staaende Fod til Overagitationsraad og satte ham Stævne
hos sig den næste Dag i sit Hjem til Konference. De flade,
røde Læber aabnede sig som en Sugeskive, medens hans sniaa,
sorte Øjne brændte med en stikkende Glans, éom om de øjnede
Byttet i det fjærne.

De flade Læber rejste sig, og alle de andre fulgte efter.
Han vilde betale; men en ung, flot Fyr vilde absolut afgøre det
hele. Med løftet Hoved, knejsende af alt det, som han agtede at
udføre, forlod den lille Lokalet som en Triumfator. Nu var det
ham, som omsværmedes. Man bejlede til hans Arm. Svendsen
og Wulff fulgte efter; den første alvorsfuld som altid, den anden
med et forborgent Smil i Øjenkrogene.

„Dér gaar en stor Mand i „Frisindet* — , sagde Frimann.

Da han og Felding kom op paa Gaden, var »Staben* for-
svunden. Langsomt slentrede de tavse ned ad Strøget.

Ud for Helliggejstkirke kom to Mænd gaaende imod dem —
i rask Trit og i rask Tale. Frimann kendte dem af Udseende.
Det var to københavnske Politikere, som maatte have haft en
travl Dag. Frimann trak Felding med sig for at følge efter dem.
De gik Arm i Arm. Den ene, en temmelig svær Mand uden Hals,
var meget optagen af Valget i femte Kreds. Paa hans talrige
„Hvad"? og „Ikke sandt?" svarede den anden med energisk
Tilslutning.

„Og sikken en Begejstring, hvad? — har De set noget

Digitized by Google

„ Frisindet."

687

lignende før? — Man kan sgu sige om Københavnerne, hvad man
vil — der er politisk Kærne i de Folk — lægge sig i Selen, det
kan de, naar det gælder en almindelig Velfærds Sag. — Sikken
Appel,, hvad? — Jeg siger, den Dag, de slutter sig rigtig sammen
derude, vilde jeg nødig være Politi og Regering her i Byen." —
Han holdt inde for at trække Luft igennem Cigaren, som var i
Færd med at gaa ud. Saa føjede han til med Overbevisning:

„Det er sgu kønt at se — saadan en Dag som i Dag er
der dog kun én levende Interesse i Folk, hvad enten de saa
hedder Højre eller Venstre." —

Der kom gaaende to Piger imod dem med store Hatte og
halv Kraft i Farten. Den svære fik Øje paa dem, ligesom han
havde sluttet sin Tale, og den anden, som var stærkt nærsynet,
mærkede straks paa hans Arm, hvad der var i Farvandet. De
passerede dem under en Lygte. Den svære sagtnede Farten
og tog Syn over dem. Pigerne skraaede smaanynnende og
lokkende med Sideblik tværs over Gaden, hvorpaa den svære
og hans Ven efter stiltiende Overenskomst gjorde kort omkring
og fulgte. Frimann lo højt; men Felding følte Bitterhed og Kulde.
Han vendte om, og Frimann, som havde lovet at følge ham til
hans Gadedør, maatte med.

De gik gennem Østergade ud paa Torvet. Da de drejede
om Hjørnet ad Gothersgade, hørte de Raaben og Syngen langt
nede i Gaden. Det kom nærmere, og snart kunde de skelne
Strofer af Socialistmarchen, afbrudte af Leveraab for bekendte
Socialistførere. Det maatte være Folk fra Rømersgade for ud-
gaaende — Gud ved hvorhen. De havde god Fart; der var
enkelte fulde iblandt, som blev holdte i Geledderne af mere ædru
Kammerater. Flertallet var grove, dystre Naturstemmer, hvor-
imellem en enkelt Tenor fra en faglig Sangforening nu og da
skingrede op. Klumpen gik ikke af Vejen for nogen. En Droske,
som vilde igennem, blev tvungen til at retirere om ad Mønter-
gade. Ogsaa Fodgængere maatte gøre omkring og følge med
Strømmen. Gadebetjentene paa deres faste Hjørnepladser syntes
pludselig forsvundne af Jordens Overflade. Mange Mennesker fulgte
med, baade for og bag, af Nysgerrighed efter at se, hvor Toget
agtede sig hen. Nogle unge Mennesker med livlig Fantasi ansaa
Amalienborg for truet.

Felding og Frimann gik ned imod Toget forbi Adelgade.
Dér stod, skjulte bag Hjørnet, to Betjente og stak Hovederne

46*

Digitized by Google

688

, Frisindet/

sammen. Den ene lod til at ville have den anden med op i
Gaden. Men den anden var standhaftig. En tredje Betjent kom
ilende til ovre fra Regnegade. Efter en kort Konference marcherede
de ilsomt op ad Gothersgade imod Kongens Nytorv, hvor de traf
sammen med tre andre Gadebetjente. Saa stillede de sig alle op
ad Husmuren paa det mørke Hjørne og oppebiede tavse Togets
Ankomst. Felding og Frimann var fulgte efter. De trak sig op paa
Torvets Grund og afventede med Spænding Begivenhedernes Gang.

Socialisterne havde øjensynlig endnu ikke opdaget Betjentene.
Da de var ud for Borgergade, intoneredes af fuld Hals en af
Politiet forbudt Gadevise, som ønskede Død og Ulykker over
Ministrene. Da traadte Betjentene pludselig frem, dannede Række
og spærrede Gaden. En af dem forbød at synge og opfordrede
med høj Røst til at passere Gaden og gaa hver til sit.

Klumpens forreste Rækker standsede, medens de andre trængte
paa og opfordrede til at slaa løs. De, der var længst tilbage,
var de værste og sendte en Skylle af Grovheder og Trusler hen over
Betjentene. Presset bag fra blev for stærkt. En stor Arbejder i første
Linie gik pludselig frem for at bryde igennem, men blev i samme
Øjeblik greben i Kraven af to Betjente og slynget tilbage. Som
én Mand gik Politiet nu løs med Næveslag. De forreste gjorde
omkring og trængte de andre Rækker sammen. Men de bageste
pressede stadig paa og var kry i Munden. Pludselig skingrede
Politifløjterne. Og øjeblikkelig fløjtedes tilbage fra Strandstræde,
Holmens Kanal, Østergade og mange andre Hjørnepladser. Rappe
Fodtrin lød over Stenbroen. De seks Betjente gik atter frem i
samlet Styrke, uddelende Knubs til højre og venstre. Saa opløste
Klumpen sig i vild Forvirring; nogle satte i Løb ned ad Gothersgade;
andre smuttede om ad Grønnegade og Borgergade; og da For-
stærkningen kom til, var Sværmen forsvunden; kun fredelige Folk
spaserede paa Valpladsen.

Da Frimann og Felding en halv Times Tid efter skiltes
udenfor Feldings Gadedør, var Klokken bleven hen ad fire. Der
var tomt og stille overalt. Kun en søvnig Vægter tabte oppe i
Gaden sit Nøgleknippe.

»Nu sover Hovedstaden — sagde Frimann — Danmarks
alt for store Hjerte!" —

Laurids Bruun.

Digitized by Google

Fransk Scenekunst

Nogle Betragtninger.

luristers Teaterindtryk er meget værd. De er friske, fordi
Juristen medbringer de fri Rejsedages hele Modtagelighed, de er
uhildede, thi den farende Mand staar udenfor alle Fremmedstæders
forudfattede Meninger. Alligevel er Rejseindtryk fra Fremmedlandes
Teatre næppe helt tilforladelige og turde kun saare sjældent give
det virkelige Billede af Tilstanden i vedkommende Teaterkunst.

Grunden ligger nær. Se for Eksempel Pariserfarerne. Selv
de trofasteste af dem, de, som hvert Aar gør Valfarten til deres
Forkærligheds Stad, ser dog kun de parisiske Teaterherrer og
-Damer netop denne ene Gang om Aaret. De kommer fra en
hjemlig Kunst, der maaske har trættet dem inderligt i elleve Maaneder,
og de fanges let af de fremmede Aktører blot, fordi de er for-
skellige — i Spillemaade, Stil, Sprog, Ansigt — fra dem derhjemme,
som de kender alt for ud og ind. I denne Stemning ser vore Pariser-
farere maaske ikke altid, at Pariser-Kunstnerne, der paavirker
de rejsende alene ved deres Forskellighed fra vore egne Aktører, i
Virkeligheden i Aaret, der gik, er forblevne sig selv saare lig,
det vil sige, at de allerfleste af dem ved evindelig at gentage sig
selv, trætter Pariserne ganske paa samme Maade, som vore Kome-
dianter længst har trættet os.

Og dog er dette netop Tilfældet. Det parisiske Publikum
er inderlig mæt baade af sine dramatiske Forfattere, hvis Emners
Alfabet de kender lige til Bogstavet 0, og af sine Skuespillere,
som i en størknet Stiliserethed er blevne hinanden lige som to
Draaber Vand.

Det kan snart blive en Menneskealder siden hint Udstillingsaar,
da Sarah Bernhardt blev verdenskendt, og det er vel to Tiaar,

Digitized by Google

690

Fransk Scenekunst

siden Mounet-Sully vandt Ry. Nu er Madam Bernhardt paa
% urolige Rejser, hvor en evig Land-Skiften kan skjule Entonigheden
i hendes Følelsesudtryk, og Mounet-Sully ældes under Roller, han kun
bærer med en Anstrengelse, der til Tider fornemmes som en sygelig
Krampagtighed i hans Spil. Men Efterfølgere har ingen af dem
faaet. Det er da omtrent et kvart Aarhundrede, siden nogen stor
Personlighed slog ud i fransk Scenekunst og spredte Liv paa det
franske Teater. Genierne er fremfor alt Livsspredere. Som de
selv i deres Kunst slynger os deres Sjæl i Ansigtet, lærer de altid
en Flok andre at have et Mod, der ligner deres eget, og en
Livsstrøm betegner deres Vej.

Men denne Strøm af Liv maa paa Teatret uafladelig fornyes.
Thi Scenens Magt til at kvæle det oprindelige og det levende er
umaadelig stor. Teatrets sædvanemæssige Kunstgreb og alle de
teatermæssige Udtryk lurer som Stimænd i hver Krog, og Midde^
maadighederne falder ubarmhjertigt i Hænderne paa dem den Dag,
da ingen stærkere viser dem en rettere Vej.

Scenekunsten stivner i „Teateragtigheden," det personlige
Udtryk viger for „Fagets", og Rollerne stereotyperes. Bevægelsen
foregaar forbavsende hurtigt og hurtigst i Frankrig, hvor Middel-
maadighederne søger saa sikkert, saa sikkert et Skjul bag det
hellige og altid misforstaaede Ord: Tradition.

Bag dette Ords Vold hentørres i disse Tider den franske
Skuespilkunst. Og Kohorter af Aktører og Aktricer, der -
hver i sit Fag — taler med de samme Stemmer, gentager det
samme Minespil, agerer med de samme Fagter, synes de dannede
og selv Publikum en Skare mekaniske Dukker — intet mer.

Den sidste Sæson er Beviset derfor. Den vil længe mindes
som et Uaar i fransk Teaterhistorie, og den har efterladt den
parisiske Teaterverden i en mere end halv Opløsning.

Uden at kunne fange Publikums Tilslutning paa noget
Punkt jog de forfarneste Direktører forfjamskede fra Forestilling
til Forestilling. Man tog sin Tilflugt til de ældste Routiniers -
Dhr. Blum og Toché — de, om hvem Direktørerne siger: at f de
kender i det mindste Teatret. 44 Men de Herrers gamle Fif var
blevne for gamle og prellede af mod Publikums Iskulde. Man be-
mægtigede sig et Par ny Forfatternavne; maaske vilde det kunne
frembringe Afveksling. Men Tilskuerne saa, at det fandt kun ny
Firmanavne paa gamle Varer, og de udeblev fra Teatrene som før.
Direktørerne fortvivlede, og da de hverken kunde stole paa Forfattere

Digitized by Google

Fransk Scenekunst.

691

eller Skuespillere, slog Teatrene for Dramaet: Gymnase, Vaudeville,
Grand Théåtre — de samme Scener, hvor en Gang Dumas fils og den
som Komediedigter afdøde Sardou og Meilhac og Halévy har ladet
fremstille deres Skuespil — sig paa de eksotiske Stykker og Tableau-
piecerne, hvor fremmede Tider og Lande lever op efter Kostumierernes
og Dekorationsmalernes Tegninger: „Lysistrata* bragte Scene-
Billeder fra det gamle Hellas, „Les Pecheurs d'Islande" var et Lotisk
Album, hvis Silhuetter virkede ved en forloren Fremmedartethed
eller skulde virke. Thi Publikum fordoblede kun sin Ligegyldighed.

Sanseløse gik Direktørerne endnu videre. Man gav sig i
Lag med det mest ophøjede som med det mest sære. Man opførte
„hellige Dramaer,* hvor Kristus lyslevende knælede under Oljetræet,
og paa Hr. Konings Ønske dramatiserede man Edmond Abouts
sælsomste Roman, for at en Mumie kunde blive levende igen for
Publikums Øjne.

Men selv Mumien hjalp ikke. Pariserne var trætte af Kunst-
grebene, endog de sindrigste, og de ventede paa en Smule Kunst.

Direktørerne kaldte gamle Primadonnaer til Hjælp for at
lokke med Navne. M me Pasca viste sig igen paa Vaudeville, og
Journalisterne ilede med at lægge alle de skyldige Blomster for
Fødderne af en Dame, som en Gang var den formsikre Fremstillerinde
af Dumas. Det battede ikke. M me Pasca var et Vrag. Krumbøjet,
med den runde Ryg møjsomt dækket af en Kniplingspelerine,
sneg hun sig hen over Scenen med forsigtige Gammeldame-Skridt,
og den næsten uhørlige Stemme knækkede under hvert Følelses-
udbrud af Mangel paa Luft.

Gæstespillet, akkompagneret åf Klakens mekanisk-brutale
Haandklasken uden Ekko, virkede pinligt symbolsk som Billedet
paa Teaterdekadencen selv.

Kun Udtrykket for Spot beherskede M me Pasca endnu.
Hendes Øjne lyste op, og hendes Stemme fik Klang under koldt
raillerende Ord. Skeptisk Vid formede sig endnu overlegent og
levende paa den ældede Dames Læber — og for et Øjeblik kunde
hun da minde om Burgteatrets Zerline Gabilion.

Dette er betegnende. De saare faa Aktører fra de senere
Aar, der har vundet Publikums Øren: M me Réjane, Noblet, den
unge Hirsch ejer alle, fremfor alt, et personligt Udtryk for Railleri
og Skepsis. De ved at spotte, og det — er næsten alt.

Men Publikum gaar i Længden ikke i Teatret for at høre
en skærende Vittighed — den kølige Spot i tre Akter, som bar

Digitized by Google

692

Fransk Scenekunst.

Navnet „Flipote* af Jules Leniaitre, beviser det bedst — Publikum
vil altid og fremfor noget andet bevæges, og hvis ingen mægter
at bevæge det, lader det ligegyldigt Teatrene være, hvad Teatrene eu

Direktørerne opgav næsten Spillet Alle Nyheder faldt —
med Undtagelse af en Soldaterfarce — og alle Ny-Engagementer
viste sig virkningsløse. Selve Théåtre fran^ais følte sig truet og
fandt kun fuld Redning i et Par Repriser: det blev, af Mangel
paa ny, Dumas og Augier, som reddede dets Sæson.

Jo tommere imidlertid Teatrene stod, jo flere Nyheder der
faldt, jo flere Direktører der gik eller fallerede eller realiserede,
des tættere fyldtes Byen Paris med Skuespil. Midt under Dekadencen
i Skuespilkunsten blev man i Paris betaget af en sand Rabies
for Komedie.

Der var først alle dem, der vilde forlyste sig med at agere. At
spille Komedie er Mode, og der var i Vinter i Paris og i Versailles
ikke en Salon, der respekterede sig selv, hvor man ikke opslog
et Teater eller opførte Stykker bag nogle sammensyede Tæpper.
Da de professionelle Skuespillere ikke mere formaar at interessere,
og da Lidenskab for Teatret alligevel sidder alle Parisere uud-
ryddeligt i Blodet, bliver de sædvanlige Tilskuere selv Skuespillere,
og der spilles løs i alle Kroge og tages fat paa alle Opgaver,
selv de største; Skuespillerne er blevne saa slette, at Dilettanterne
faar Mod ved Tanken om, at det er umuligt at være endnu
slettere.

Imedens bygger M m * Adam i sit Hus et Teater. Det er et
halvt offentligt halvt privat Foretagende. Ved Hjælp dels af
Skuespillere dels af Dilettanter begynder M me Adam al opføre
en Række fremmede Skuespil for under den indenlandske Pro-
duktions Nødstilstand at gøre det kunstinteresserede Paris bekendt
med Fremmedlandenes Literatur. Hun aabner sin Skueplads med
Echegarayske Dramer og vil fortsætte med italiensk Literatur.

Ved disse Bestræbelser arbejder hun Haand i Haand med
„de dramatiske Selskaber. u

De er blevne utallige. Théåtre Libre, der maaske selv har
kulmineret, og hvis eneste kunstneriske Begivenhed i dette Aar
var „Væveren" af Gerhart Hauptmann — som „den store Operas*
var „Valkyrien" — har ynglet*. Rundtom dannes unge Klubber
eller Cirkler for at opføre Skuespil. Der er snart ikke en A/ten,
hvor Kritikerne ikke kaldes under Vaaben, og hvor man ikke et
eller andet Sted forsøger et nyt Drama.

Digitized by Google

Fransk Scenekunst

693

Alle disse Mennesker vil genskabe Kunsten. Der er „ Sym-
bolister, * „ Poeterne,* „Idealister,* „Modernister, 1 * men genskabe
vil de alle; og i det samme Frankrig, som før har været lukket
for al Fremmedproduktion, med selve Skt. Peters Slaa, vil nu de
allerfleste „genskabe 41 ved Hjælp af indførte Skuespil. Det er, under
Ungdommens almindelige Irritation mod de franske Forfatteres
udtraadte Kunstfærdighed, nær ved at blive et Fortrin ved et
Drama, at det i det mindste er fremmed, og en ung Kritiker svarer
en ældre Kollega, der har angrebet de skandinaviske Stykker, med
Ordene: Disse Skuespil er i det mindste ikke Deres Tids franske
Komedier.

Medens man imidlertid spiller Komedie saa nogenlunde
alle Vegne, forværres naturlig de virkelige Skuespilhuses Stilling
Maaned for Maaqed. Rundtom paa Boulevardteatrene staar Direk-
tørerne foran den halve eller hele, den hemmelige eller fuldkomment
aabenbare Fallit. Tingen er ikke overdreven, saa vist som ved
Sæsonens Slutning et halvt Dusin større og mindre Teatre skifter
Direktører og et Par Scener maa lukkes for ikke at aabne mere.

Forvirringen er bleven fuldstændig.

Og medens Boulevardteatrenes Direktører til sidst ikke mere
ved ; hvorhen de skal vende sig for at finde Nyheder, der kan
féenge, og mens de unge støver gennem alle Forsøg og alle Fremmed-
litera turer for at gengive Scenekunsten „Blodet,* gaar en dum-
dristig Teaterleder, der intet har at tabe mer, i Sæsonens ellevte
Time tilbage til den ældgamle franske Folkekomedie og vinder
alt: fuldt Hus, Tilskuernes Jubel, Tilskuere, som betaler — hvor
er de dog blevne sjældne — og Kritikernes naadigste Bifald.

„Den pukkelryggede,* „Herred ser dine Veje,* „Paul de
Kochs Kvinder* o. s. v. o. s. v. bliver Kassestykker og redder Sæsonen
for et Par betrængte Skuespilhuse.

Disse ældgamle dramatiske Stilladser er tilmed ikke udstyrede
med nogen som helst Pragt. Det er knap nok, at man har sat ny
Guldborter paa de gamle Fløjiskofter, eller at man har forsynet
de udtraadte Ridderstøvler med blanke Kraver. Men alligevel
strømmer Pariserne i tætte Skarer til de •gamle Komedier, hvor
de ganske vist ikke ved, om de skal le eller græde, men hvor de
i det mindste oplever noget.

Det er Hemmeligheden.

Der er ingen af alle Tilskuerne, som tror paa de gamle
Folkeskuespils Optrin; der er maaske ikke en Gang ret mange,

Digitized by Google

694 Fransk Scenekunst.

som ikke finder dem saare latterlige — ogsaa fordi de har vænnet
sig til at finde det — men Enkeltoptrinenes brutale Styrke bevæger
alligevel Tilskuerne mod 'deres Vilje, og Helhedens snilde Bygning
skænker dem en Følelse af Spænding, selv om de ikke vil tilslaa det.

Derfor opsøger de Folkekomedierne.

Desuden har „ Herren ser dine Veje* et Fortrin, der synes
Pariserne uvurderligt: her magter de Herrer og Damer Aktører
og Aktricer endelig en Gang deres Opgaver. Her er endelig Had
og Kærlighed, Jubel og Fortvivlelse trukne i brede, upersonlige
Linier, som den upersonlige og konservatorieopdrættede Kunst
mægter. Her elsker man med Haanden paa Hjertet, hader
man med en knyttet Højre, er man fortvivlet med et mod Himlen
løftet Øje. Skuespillerne og Opgaverne har fundet hinanden.

Alligevel er der jo ingen, som tager d'Ennerys og Fællers
Komedier helt alvorligt, og Sæsonen 92—93 endte paa de parisiske
Teatre under en almindelig Misstemning. En heftig Kamp mellem
Kritikerne forøgede den. Hr. Sarcey var Kampens Maal.

Hr. Sarcey er i Frankrig de femtiaarige Bedsteborgeres
dramaturgiske Autoritet. Han ejer megen Bonsens, og man sidder
heller ikke — som Sarcey har gjort — i tredive Aar hver Aften,
Dag efter Dag, i et eller andet Teater uden at vinde Erfaring.
Men paa den anden Side er Sarcey stædig og partisk, snæver-
synet og uimodtagelig, og han prædiker i sine tykke Spalter med
en Selvbehagelighed, der kan strejfe Dumheden, den Snusfornuft,
der er dyrebar for Middelmaadighederne.

Hans Indflydelse paa det brede Bourgeoisie-Publikum er
imidlertid endnu betydelig, og de yngre ser i ham en af de Hoved-
dæmninger, der kunde hindre det nyes fri Strøm. Under den
almindelige Misfornøjelse kastede de frisindede og radikale Kritikere
sig derfor over Sarcey med Angreb, hvor Staalet gnistrede, og
Henri Becque og Emil Bergerat — for mig, maa jeg tilstaa,
den mest klarøjede Teaterkritiker i Paris — førte al Scenemiséren
tilbage til Claréties glatte Overfladiskhed og til Sarceys tyk-
hudede og selvglade Mandags-Prædiken. De var maaske ikke
ganske retfærdige, men de sejrede hos alle yngre, fordi de gav
deres længe nærede Irritation et Udtryk.

Endnu medens den kritiske Holmgang stod paa, falder
endelig de to Begivenheder, som kroner den usalige Sæson : Théatre
francais' pekuniære og moralske Nederlag i London og Konservatoriets
Eksamen — den magreste paa mange Aar.

Digitized by Google

Fransk Scenekunst.

695

Efter alle uafhængige Meddelere at dømme maa Théåtre
fran^ais' Gæstespil fastslaas som en Fiasco. Og den eneste
gennembrydende Sejr under Gæstespillet fortæller os til Overflod,
hvorfor hele Rejsen blev et Nederlag.

Sejren var Mounet-Sullys i „Hamlet."

I England sejrer Mounet-Sully i en fransk Forulempelse
af Skakespeare som Hamlet, og han gør det med Rette, saa vist
som han er den eneste af de Kunstnere, Moliéres Hus har tilbage,
der gyder sin egen Sjæls stærke Vin i Rollernes gyldne Kar, den
eneste Kunstner, som helt og ganske genskaber Digterne i. sin
egen Personligheds Billede. Han er næppe nogen fremstillende
Kunstner af første Rang — de sjældne, sjældne som en Ristori,
en Wolter, en Sarah Bernhardt — men et genialt Menneske taler
til Tilskuerne selv gennem hans Forvildelser.

Mounet-Sully sejrede, og hans Sejr dømmer i og for sig
alle de andre, som led Nederlag. Disse udmærkede Aktører, som
kan alt, som mere end kan alt, som er Virtuoser deri: Talens
Mønstre, Deklamationens Mestre, de gode Manerers Repræsentanter
indtil Dadelløshed, Plastikere efter alle Love, Kunstgrebenes Hekse-
mestre, det fornemme Sprogs Bannerførere — alle disse Aktører,
de faldt i Aar i London som de faldt i Fjor i Wien, faldt uhjælpeligt,
fordi deres Kunst har lært alt og kun har glemt en eneste Ting:
at al Kunst er Tant og al Kunstfærdighed en byrdefuld Over-
flødighed, hvis Kunsten ikke for Medmennesker klarlægger Men-
neskehjerters bevægede Liv.

Et eneste helt personligt Ord i Mounet-Sullys „Hamlet," og
London bøjede Knæ. Al de andres blændende Dygtighed, Virtuos-
Rutine, haandværksmæssige Fuldkommenhed prellede af og lod
kold — selv om ogsaa M me Jane Haddings Skønhed mægtede nu
og da at fylde Huset.

De yngre i Frankrig havde forudset Théåtre franQais* Uheld;
men den offentlige Mening blev meget opskræmt. Var Théåtre
fran^ais virkelig i Dekadence, og hvis saa var, hvor laa da Fejlen?

Det var Spørgsmaalet, man stillede sig, og Konservatoriets
Aarsprøve undlod ikke at lede Tankerne paa Spor mod Svaret.

Om jeg ikke fejler, var der ved denne Opvisning en
og tredive Damer og Herrer, som aflagde Prøver paa deres
Færdighed. Alle disse Damer og Herrer var mer eller mindre —
undertiden mindre — dadelløse Aftryk af deres Lærere. Det vil
sige, at Paris vilde faa — og Pariserne indsaa det — endnu et

Digitized by Google

696

Fransk Scenekunst.

Kuld af Tinsoldats- Aktører, pressede i Formerne, man kender,
malede med Uniformen, som man mer end kender.

Og disse en og tredive unge vil nu begynde at spille; og de
vil gøre Fremgang, det vil sige, de vil faa Øvelse og vil lære
Fiffene; og de vil kravle op ad Teatrenes Samfundstige, som
Heldet og deres Perfektibilitet er til; og de, som til sidst har lært
mest ... vil sætte Fødderne paa selve Théåtre fran?ais, det
Théåtre fran$ais, som netop nu kom fra London.

Parisernes Mængde forstod alt dette, og Indtrykket var saa
deprimerende, at selve Ministeren for de skønne Kunster Ted
Prisuddelingen talte om Forandringer, der var nødvendige i
Konservatoriets Undervisning.

Vil man imidlertid ogsaa gennemføre disse Forandringer?
Vil man overfor Skuespilleres Uddannelse endelig forstaa, at det
i Stedet for at binde de unges Personligheder tvært imod gælder:
at løse og at frigøre dem ved alle Midler?

Det tør vel endnu være tilladt at tvivle derom.

Og dog beror Skuespilkunstens Fremtid kun paa denne
ene Ting.

Herman Bang.

i

Digitized by Google

Agrarbevægelse og Agrarer.

Agrarbevægelsen her i Landet er nu 4 Maaneder gammel.
Den viste sig første Gang i „Fruens Bøge" ved Odense midt i
Maj; siden den Tid har der været talt meget af og om Agrarer;
men endnu har ingen faaet ud af Talen, om Agrarbevægelsen vil
tage Retning til Højre eller til Venstre, eller om den vil gaa
paa tværs af det hele.

Det er ikke saa underligt, at der er talt saa meget om
Agrarbevægelsen; thi den har Forudsætninger for at blive noget
stort. De Mennesker, Bevægelsen fortrinsvis interesserer, er af
Omstændighederne blevne præparerede i en Aarrække. Det er
sikkert — det er uomtvisteligt, at Landbruget har været slet
rentabelt i de sidste Aar. At sætte sine Penge og sit Arbejde
ind paa at udvinde Produkterne af den danske Jord har længe
været dumt, rent forretningsmæssig set; man vilde ved at anvende
det samme Arbejde og de samme Penge i næsten en hvilken som
helst anden Forretning faa større Udbytte. Foruden de slette
Konjunkturer har ogsaa i det sidste Par Aar et Uheld som Mund-
og Klovsygen — eller Troen paa, at her var Mund- og Klovsyge —
ramt Landboerne. Det bevirkede Englands og Tysklands Lukning
for vore Kreaturer. Skatterne af Jorden er stegne; til Staten er
Hartkornsskatten fast; men til Amts- og Sognekommune retter
den sig efter Behovet, og det er blevet større for hvert Aar.
Saaledes har Omstændighederne pint og plaget Landboerne; de
følte sig syge og ilde stedte; og da en rejste sig og sagde, at deres
Sygdom skulde lindres, vendte de alle deres Ansigter mod ham og
spidsede Øren — og der staar de nu!

De er saa mange, at faar de Tro til et Middel mod Syg-
dommen, og enes de om at anvende det, saa er der ikke til at tænke
paa Modstand derimod. De tager Folketing, Landsting, Aviser,

Digitized by Google

698

Agrarbevægelse og Agrarer.

det hele. Den Mand, der er dette Middels Ordfører, er Landets
Fører. Han raader ikke alene over det agrariske; ban raader
tillige over alt det andet. Derfor har alle Mennesker Interesse af
at følge Bevægelsen: om den bliver til noget, og hvad den
bliver til. Selv de Folk bør have Interesse for den, som ellers
er lige glade for de økonomiske Sager i det offentlige Liv, fordi
de har deres paa det tørre og med Sindsro svarer de Skatter,
som Statsmagten falder paa at indkræve hos dem. Thi det er
muligt, at denne rent økonomiske Bevægelse en skøn Dag har
udrustet med enestaaende Magt en Mand, der vil kvæle de aande-
lige Interesser, som for den Klasse Folk er de højeste.

Agrarbevægelse er overalt i Udlandet bleven til Korntold.
Og Korn told er atter bleven til mere Reaktion, mere Magt for
Statsmyndighederne, større Hære og stærkere Kamp mod Arbejder-
befolkningen. Vor Agrarbevægelse er til Dato programløs. Den
har sit første Udspring fra Grosserer Køedts Frihandelsagitation
paa Landbo-Delegeretmøderne i Fjor. Det lykkedes ham her at
faa vedtaget sine Resolutioner.- De indsendtes til Regering og
Rigsdag, hvor den absolute Tavshed har hvilet over dem. Denne
Tavshed var som en Haan mod Landboerne, og ildnet af den var
det, at Hr. Andersen-Rosendal kaldte sammen til sit Møde.
Da det kom fra denne Kant, gik man ud fra som givet, at Be-
vægelsen vilde blive rent frihandelsvenlig. Protektionisterne
spidsede Pennene, endnu inden der var sagt et Ord. Men
Hr. Andersen-Rosendal var forbeholden ; ingen blev klog af hans
Toldtale. Og da Bevægelsen kom til Jylland, blev det ikke bedre;
Hr. Harald Branth, der her var Ordføreren, gennemsyrede vel
sine almindelige Udtalelser om Toldsagen med Frihandelstendenser,
men samtidig tog han Ordet for helt ny Beskyttelsestoldsatser, nemlig
Told paa Majs og Told paa Heste. Det var ikke tilfældigt, at
der blev talt saadan om Tolden. D'Hrr. Ledere var blevne enige
om, at der skulde tales saaledes, at hverken Frihandelsmænd eller
Beskyttelsesmænd kunde finde ud af, om Agrarerne var deres
eller de andres. Synspunktet var i det hele det, at der maatte
intet komme frem, som kunde dele. End ikke Land og By
maatte deles. Købstæderne blev roste, og man forsikrede, at man
vilde varetage deres Interesser lige saa fuldt som Landets. Kun
København fik af og til et lille venskabeligt Hib — det mente
man at kunne gøre uden at skabe nogen Art af Deling.

Digitized by Google

Agrarbevægelse og Agrarer.

699

I Overensstemmelse med denne Betragtning er alt det, der
i øvrigt er fremsat offentlig af Ordførerne, af den Beskaffenhed,
at det hverken laver Program eller Parti. Der er saaledes
talt meget om Møntfoden. Det er blevet fremhævet — med
Rette — at Guldmøntfoden har været til Skade for de produ-
cerende og især for Landets største Producent, Landbruget.
Talen endte med, at vi skulde have Dobbeltmøntfod. Men naar
der saa tilføjes af Talerne, at vi er nødte til at vente med
denne Reform, indtil de store Stater er blevne enige om den —
saa er vi færdige med Møntspørgsmaalet som praktisk Program-
punkt i dansk Agrarbevægelse. Thi det er ikke Program, at
sætte sig paa sin Hale og med Taalmodighed vente paa, at
andre Mennesker, som man ingen Indflydelse har paa, laver noget,
man kan have Fordel $f. — Over Spørgsmaalet om Halvprocent-
afgiftens Afskaffelse og Stempelskattens Ophævelse bliver man
hverken synderlig hed eller synderlig kold, særlig ikke, naar man
ikke faar at vide, om Statskassen skal have Erstatning for disse
Afgifter eller ej. — End ikke Hartkornsskattens Omlægning til
en Indkomstskat bevæger stærkt. Skal Tienden ikke afskrives
sammen med Hartkornsskatten , bliver det Herregaardene, der
tjener ved det paa Bøndernes Bekostning. Skal Tienden med, vil
Beskatningen vel i det hele blive noget retfærdigere; én Landbo
vil spare nogle Kroner om Aaret, som en anden Landbo kommer
til at betale for ham; men i bægge Tilfælde kommer Landbruget
som Helhed til at betale lige saa meget som hidtil.

Hvis Agrarbevægelsen kun kom til at beskæftige sig med
det, der er talt om paa Møderne, var den ikke meget Hovedbrud
værd. Løvehuden vilde snart gaa af den, og den vilde vise sig
som det uskyldigste lille Lam, der kunde græsse paa vore politiske
Marker — et lille Kælelam, som alle Parter kunde gaa og dægge
for, og som ingen vilde regne for noget. Men det er ikke saa.
Der, hvor der ties eller tales uklart, ligger netop det hele gemt.
Dækket af alt det, der bliver sagt, ligger der to virkelige Pro-
grammer og slaas om Magten, og hvert af dem kan bære Agrar-
bevægelsen. Thi de gaar hver for sig dybt i Folks Interesser, og
de vil dele dem til indbyrdes Kamp. Det ene er: Korntold,
Kreaturtold og Brændevinsskat — det andet er: Fri-
handel (Nedsættelse af Industritolden) og Skatteafskrivning
(Besparelse i Militærudgifterne). Kommer Agrarforeningen med
et af disse Spørgsmaal i Haanden, saa gaar det som en Kniv

Digitized by Google

700

Agrarbevægelse og Agrarer.

gennem hele Buddingen her hjemme og lægger Folket i to store
Stykker, hvert paa sin Side af Kniven.

Brændevinsskat, Korntold — Skatteafskrivning, Frihandel
er 4 store Programpunkter. Jeg har ovenfor kombineret dem saa-
ledes, at de to første i Forbindelse danner et agrarisk Program,
de to sidste et andet. — Proprietær Andersen-Rosendal der-
imod har paa et Møde i Slutningen af August udtalt den mærke-
lige Anskuelse, at man kan forene Told paa Korn med Frihandel
for Industrien. Han udtrykte sig saaledes, at først gjaldt det om
at faa Industribeskyttelsen nedsat; bagefter kunde man saa tale om
Told paa en og anden Kornsort. Sligt kan siges og udspekuleres,
men realiter gaar det ikke. Det duer ikke til Agitation at sige:
„Der skal være én Ret for mig og en anden tor de andre*. Hvis
man bringer Folk til at tro paa Beskyttelsen, saa tror de paa
Beskyttelse over det hele. Den bliver et Universalplaster for alle
økonomiske Saar, og at foreslaa et andet Plaster for visse Tilfælde
(Industrien) vil kun afstedkomme Forvirring.

Derimod lader det sig lettere tænke, at Frihandel kombi-
neres med Brændevinsskat. Selve den Mand, hvis Navn er som
en Fane for Frihandelen og som en rød Klud for Protektionisterne,
Hr. Grosserer Køedt, er Tilhænger af Brændevinsskatten. Blandt
Bønderne vil den ogsaa have mange Venner. Paa de senere Agrar-
møder i Saxkjøbing og Næstved spiller den en stor Rolle i Agitationen.
Den har for Tiden en mægtig allieret i Ølskatten. De 7 Kr. pr. Td.
bajersk 01 er som et Raab om mere Skat paa Brændevinen. Allerede
det første Aar drev Ølskatten en Mængde over til Brændevinen. Og
værre bliver det, naar der kommer 10 Kr. paa hver Tønde bajersk 01.
Da vil Raabet stige. — Det er Hensigten at fordele Brændevins-
skatten mellem Kommunerne. Efter hvilken Skala er ikke angivet
og er ogsaa i denne Forbindelse ligegyldigt. Brændevinsskatten
vil indbringe saa mange Millioner, at dens Hjælp til Kom-
munerne bliver ganske klækkelig. De kommunale Skatteobjekter
paa Landet, Hartkorn og Formue og Lejlighed, vil bægge føle
Lettelsen. — Vistnok er Skatten udemokratisk. Men det vejer
ikke saa meget. Det samme var Ølskatten, og den gik dog. —
Naturligvis vil Landboerne komme til at betale en meget større
Del af Brændevinsskatten end af Ølskatten, maaske endog de
tre Fjerdedele af den; hvad Hartkornsbesidderne ikke selv tager
paa sig, det vælter Landarbejderne nok over paa dem i Løbet af
nogle Aar; men dels indses dette ikke umiddelbart, dels — og
dette maa ikke undervurderes — møder denne Skat i Moralens

Digitized by Google

Agrarbevægelse og Agrarer.

701

Navn. De, der stemmer for den, vil føle sig som bedre Mennesker;
de vil hævde, at de bar gjort det for at fremme Ædrueligheden
og forædle Samfundet. Og hvem vil ikke gerne være med til
det? Det moralske Antræk er en mægtig Faktor i vort Folk.

Brændevinsskatten vil saaledes let kunne samle en betydelig
Styrke om sig. Alligevel tror jeg ikke, at det vil blive den, der
kommer til at sætte Skellet under den forestaaende Kamp. Det
bliver den agrariske Beskyttelse. Bag denne staar nemlig de
mægtigste og de ivrigste Mænd. Den protegeres fra oven; thi saa
snart Agrarbevægelsen har accepteret Korntolden, har den antaget et
Præg, som gør den særlig behagelig for de regerende. Den vil blive
støttet af Storindustrien : saa snart Landboerne har taget Beskyttelses-
told til sig, er Fabrikanterne sikre paa at beholde, hvad de har.
Og Præster, der lønnes efter Kapitelstakst og Militære, der har
Interesse for en fyldt Statskasse, vil være Korntoldens varmeste
Venner. Denne Told vil blive pousseret frem ihed en Fart, saa den
vil komme i første Linie og markere Stedet, hvor Slaget skal staa.
— Under disse Omstændigheder vil Brændevinsskattens Rolle ikke
blive saa stor. Da den i sit Væsen er reaktionær, vil den svinge
hen til Beskyttelsen og findes mellem dennes allierede; men den
vil tabe mange af sine Venner paa Vejen derhen.

Hovedskellet sættes da rimeligvis af den agrariske Beskyttelses-
told. For første Gang i mange Aar møder denne Told frem med nogen
Kraft i vort offentlige Liv. Godsejerne er dens Talsmænd paa
Møderne. I en nylig udkommen Pjece har Hr. cand. polit. Hertel,
Redaktør af „Ugeskrift for Landmænd*, angivet, hvad det er for
Told, der tænkes paa. Hans Angivelser har Interesse, fordi
„Ugeskrift for Landmænd* staar det kgl. Landhusholdningsselskab
meget nær, og fordi Hr. Hertel er Sekretær i den Toldkomite,
som Landhusholdningsselskabet har nedsat i Anledning af Agrar-
bevægelsen. Hr. Hertel tager Ordet for Told paa Kvæg og
Faar, Kød og Flæsk, paa Heste, paa Smør, paa Ost, paa Have-
sager, paa Hvede, paa Byg og paa Majs til industrielt Brug
(Brændevinsbrænding). — Jeg vil ikke indlade mig paa at gennem-
gaa Argumenterne for og imod disse Forslag. Derimod vil jeg
gerne klare, hvor dybt Forslagene gaar i vor Landbostands mate-
rielle Interesser, saaledes som disse opfattes af den selv. Under
en eventuel Kamp vejer Interesserne mere end Argumenterne.

Landarbejderne har naturligvis ingen Interesse af Agrartold.
Deres Stilling maa gøre dem til fødte Modstandere af den. Sammen

Tilskueren. 1893. 47

Digitized by Google

702 Agrarbevægelse og Agrarer.

med Husmændene, med hvilke de i det hele har fælles Interesser,
danner de det store Flertal af Landbefolkningen. Hvis de var
vaagne og uafhængige, vilde de alene ved et Folketingsvalg kunne
umuliggøre al Agrartolds Gennemførelse. Men det er de ikke.
Slaar Gaardmænd og Godsejere sig sammen om Tolden, tager de
let saa mange Landarbejdere med sig, at de faar Flertal i Land-
kresene. — Godsejerne vil over en Bank være stemte for Told.
De vil dele sig i dem, der er varme for Korntolden, og dem, der
ingen Modstand vil gøre mod den. Sagen staar saaledes i Virke-
ligheden paa vore Gaardmænd; det er dem, Beskyttelsen skal
vinde; det er dem, nedenstaaende Betragtninger tager Sigte paa.

Hr. Herteis første Forslag er Told paa Kvæg, Faar, Kød
og Flæsk. Han gør om denne Told den rigtige Bemærkning, at
den »vil ikke berige nogen*. Da nu al Tolds Opgave er at
„berige nogen", gør Hr. Hertel ved sine egne Ord denne Told
meningsløs. At „sikre Hjemmemarkedet " lyder meget godt; men
naar Hjemmemarkedet ikke giver 1 Øre mere for Varen, end
Fremmedmarkedet har gjort, bliver Sikringen af liden reel Værdi.
— Smørtolden anvendes der mange Sider paa i Pjecen. Til sidst
slaar Hr. Hertel imidlertid selv sin Smørtold og alle sine Argu-
menter ihjel ved at forlange for de københavnske Grosserere en
Kreditoplagsret paa fremmed Smør. En Smørtold vil jo medføre,
at der ikke som nu kan indføres en Mængde svensk Smør til
Danmark for herfra at udskibes til England sammen med det
danske Smør; Massen af Smør, der sælges fra København, vil altsaa
blive mindre. Hr. Hertel frygter for, at dette vil svække Køben-
havns Smørnotering, og han anser denne for et saa stort Gode,
at han ikke vil ofre den — selv ikke for en Smørtold. Ved
Hjælp af Kreditoplaget for Grossererne haaber han imidlertid at
kunne forene bægge Dele. Virkningen af Smørtold og Margarine-
told vil da blive den, at Forbruget af dansk Smør stiger her
hjemme; der kommer ikke saa meget af Smørret over til England —
der bliver et Hul derovre; men for at faa fyldt dette Hul behøver de
danske Grosserere dog ikke at ægge til yderligere Smørproduktion
i Danmark; de kan tage det svenske Smør og fylde Hullet med.
Vi vil altsaa fordyre os selv Livet her hjemme, og give svensk
Smør Lejlighed til at tage et Stykke engelsk Marked fra os.
Der er ingen Fare for, at vore Gaardmænd skal blive begejstrede
for den Told. — Tolden paa Havesager er nærmest for Gartnere,
og Tolden paa Ost vil interessere for faa. Vi har nu en Told af

Digitized by Google

Agrarbevægelse og Agrarer.

703

10 Øre pr. Pd.; Hr. Hertel vil have 30 Øre. De 10 Øre har
aldrig interesseret Landmændene; de 30 Øre vil det næppe heller.

— Tolden paa Byg vil Hr. Hertel have gjort afhængig af hver
enkelt Aars Høst. Giver Høsten godt Maltbyg, skal vi have Told ;
giver den kun Foderbyg skal vi ingen Told have. Det fore-
kommer mig, at det var lige saa fornuftigt, hvis det var omvendt.
Men det, der slaar dette Forslag ilyel, er den umulige Ide at have
en Regering siddende og lægge Told paa og tage Told af ved
Høsttide, en Gang om Aaret, efter eget behageligt Skøn. Speku-
lationen og Korruptionen vilde komme i Flor ved en saadan
Foranstaltning, men intet andet. — Told paa Heste, paa Hvede og
paa Majs er det, der er tilbage, og disse 3 Satser er Hr. Herteis
stærkeste. De vil øjeblikkelig kunne bringe Landboerne en lille
Fordel. Hvedeprisen vil — da vi er hvede-indførende, og ikke al
vor Jord egner sig for Hvede — for en Tid gaa op med Toldens
Beløb; Tolden paa Majs vil, hvis den er stor, rimeligvis bevirke,
at Kartofler til Brænderibrug vil stige lidt i Pris. Tolden paa
Heste er den, hvis Virkninger er mest problematiske. Hensigten
er at fortrænge de indførte sraaa Heste til Fordel for den alminde-
lige danske Hest. Det er muligt, at man kan djive en og anden
jysk Bolsmand til at vende tilbage til Studene ved at fordyre
ham de smaa Heste; men det forøger jo ikke Afsætningen af
danske Heste. I Byerne vil de, der har smaa Heste, holde paa
dem, fordi de er saa billige at føde. Skulde Tolden blive meget
høj, vilde vi snart faa et Stutteri for smaa Heste. Vilde man
beskatte Hesteavlen i det? — Men sikkert er det, at Hestetolden
har Venner mellem en Del større Gaardmænd. De tror urokkelig
paa bedre Hestepriser efter den.

Det bliver Hveden, Majsen og Hestene, der skal slaa Slaget
for den agrariske Told. Ved Agitation kan der godt sættes nogen
Fart paa dem, og de skal desuden over, hvor Gærdet er lavest.
Hele den ubemidlede, arbejdende Del af Befolkningen kender ikke
Majs og ved ikke, at den har nogen Nytte deraf; den har intet
med Heste at skaffe, og den spiser kun Hvedebrød en Gang hver
nittende Fredag. Den vil derfor ikke yde den forbitrede, fanatiske
Modstand, som naar Talen bliver om at fordyre Rug eller Kød.

— Men har Beskyttelsesmændene først vundet disse 3 Toldsatser,
er det dem, der er Herre paa Pladsen. Der kommer da mere efter
det. Efter det første Maaltid stiger Appetiten og Modet. Jeg tror
ganske vist ikke, at der kommer en Smørtold; men efter Tolden

47*

Digitized by Google

704

AgTarbevægelse og Agrarer.

paa Hvede kommer Tolden paa Rug. Hvede dyrkes kun paa
Øerne og i det sydøstlige Jylland. En Told paa Hvede er derfor
en Gave til Danmarks fede Jord fra Danmarks magre Jord. De
magre Egne vil hurtig lære at forlange Ligestillelse, og der er
da ingen anden Maade at give dem den paa end ved en Rugtold.
Denne Told frister ogsaa derved, at den er saa effektiv. Vi ind-
fører meget mere Rug, end vi udfører. Hr. Hertel siger ganske
vist, at overfor Rugtolden træder Konsumentinteresserne saa stærkt
frem, at de slaar igennem alt det andet. Ja, det gør de nu.
Men hvis Agrarerne over det hele er formerede til Slaglinie paa
Korntolden og har vundet deres første Bataille der, saa ser Dan-
mark anderledes ud, end det gør nu.

Af alle de Argumenter, Protektionisterne kan føre i Ilden, er
der intet, der i Virksomhed kan sammenlignes med det, at Tolden
kan Landmændene faa straks. Landbruget er fattigt, Gælden er
stor, Skatterne stigende, der skal hjælpes og lyælpes straks. Om
10 Aar — siger mange Landboere — er vi maaske ikke ved vore
Ejendomme længer. Frihandelsmændene vil hjælpe ved at tage
Beskyttelsen fra Industrien — men kan det ikke vare længe? Der
loves Skattelettelser — men er der nogen, der tror paa Skatte-
lettelser under denne Regering? Derimod er Regeringen varm for
Korntolden. Regeringens Chef er Landets første Korn toldmand ;
han har vist det ved tidligere stillede Forslag; han holdt paa
Korntold længe før nogen anden i hans Parti; for ham vilde
Gennemførelsen af denne hans gamle Plan være en politisk
Triumf. Blot Gaardmændene gennem Folketinget vil række Haan-
den ud, kan de faa saa megen Korntold, de vil have, og de kaD
faa det pr. omgaaende. Som Hr. Hertel meget rigtig bemærker:
det hele kan ordnes paa »nogle faa Maaneder* — blot Gaard-
mændene kan vindes.

Vor ejendommelige politiske Udvikling, særlig den i de
allersidste Aar, har gjort dette sidst fremførte Argument endnu
vægtigere. Den har ført til, at Reformer betragtes som en Art
Naadegaver fra Regeringen. Det er blevet fastslaaet som noget
næsten sindssvagt at tænke paa andre Reformer end dem, om
hvilke man ved, at Regeringen gerne og straks vil have dem.
Det at faa noget er blevet Kendetegnet paa den rigtige Politik.
Hvis en Bevægelse sætter sig langtrækkende Maal, bliver den
karakteriseret som absurd, og en Mængde Vælgere er bragte ind
paa den Tankegang, at kan man ikke faa det ene, saa maa man

Digitized by Google

Agrarbevægelse og Agrarer.

tage det andet Hos dem er der en Adgangsdør for Beskyttelses-
mændene.

Hovedsummen af disse Betragtninger er den, at det, Be-
skyttelsesmændene i Øjeblikket byder paa, ikke er noget, der
tager dybe Tag i vore Landboeres materielle Interesser. Dog
byder de visse Smaafordele, som kan virke lokkende paa adskillige,
hvis der ikke arbejdes fornuftigt og efter en fast Plan paa at
komme Landboerne til Hjælp ad andre Veje. Disse Veje giver
sig selv. Naar man ikke vil søge kunstig at forøge deres Ind-
tægter, saa maa man hjælpe til at formindske deres Udgifter. Det
kan ske ved at formindske deres Skat til Industrien og deres
Skat til Stat og Kommune eller til Stat alene. Det vil altsaa sige:
Frihandel og Skatteafskrivning. Paa Grundlag heraf kunde
der rejses et kraftigt agrarisk Program. Men da end ikke Om-
ridsene af et saadant er tegnede, siden den ny Agrarbevægelse
kom frem, vil det være for tidligt at fantasere derover.

Hellere maa man dvæle lidt ved Agrarbevægelsens Mænd.

Den interessanteste af dem er Proprietær Harald Branth,
Ejer af Hovedgaarden Sønder-Elkær. Han er en Mand paa mellem
40 og 50 Aar. Naar man ser ham træde frem paa en Talerstol
og hører hans første Ord, faar man straks Sympati for ham.
Han er en middelhøj, middelstærk Skikkelse, flot bygget; høj,
smuk Pande, regelmæssigt Ansigt; et ualmindeligt klangfuldt
Organ. Han er veltalende; Ordene falder naturligt og hurtigt for
ham; han snubler ikke. Hans Veltalenhed er af den strøm-
mende Art; han bruger ikke ejendommelige Vendinger, sjælden
Billeder. Branth var i en ung Alder Formand for Aalborg Amts
Landboforening, der under ham blev Landets største Landboforening.
Han skaffede sig Renommé som en fremragende dygtig Jordbruger
og har utvivlsomme Fortjenester paa Kvægavlens Omraade. I
1886 holdt han et Foredrag i det kgl. Landhusholdningsselskab
om Landbrugets Stilling. Det var første Gang, agrar-politiske Ord
blev talte i dette konservative Selskab, og Talen, der ikke var uden
en vis Radikalisme, vakte stor Opsigt blandt Landboerne. Harald
Branth blev hyldet af Venstrebladene. Paa det følgende Delegeret-
møde af jyske Landboforeninger var Branth ogsaa i en vis Oppo-
sition til Ledelsen, og Bønderne saa hen til ham med Forvent-
ninger. Men Aaret efter angreb han lige saa umotiveret som
hidsigt Bøndernes Repræsentanter paa Delegeretmødet. Dermed
var hans Stjerne slukt i nogle Aar. Nu er han fremme igen.

Digitized by Google

706

Agrarbevægelse og Agrarer.

Hans hidtidige Virksomhed har Tæret udelukkende knyttet til
Landbrugets Sager, og det agrariske er ogsaa ene Genstanden for
hans brændende Ærgerrighed. Hans Hjerne er ingen almindelig
Landmandshjerne. Det strømmer i den, tidlig og silde, med Ord,
som skal skabe ham Magt, og Drømme om, hvor langt han skal
føre Landbruget fremad. Han er Højremand, men det spiller kun
liden Rolle for ham. Hvis det agrariske blot tager ham med —
hvis det altsaa ikke vrager ham — saa kan det føre ham mod
hvem, det skal være; han vil befinde sig lige vel, blot han er
foran dér, hvor Kampen buldrer. — Harald Branth kan blive en
Bevægelses Agitator; men han bliver ikke dens Leder. Der vil
altid være en ved Siden af, der er roligere i Beregningen og
fastere i Viljen, og han vil tage Ledelsen. — Fra Branth slutter
man derfor intet om, hvilken Retning Bevægelsen vil tage.

I samme Valgkres og i samme Herred som Branth bor en
anden af Agrarbevægelsens Mænd, Godsejer Ahlmann, Langholt.
Det er en stille Mand. Han siger intet offentligt, thi det falder
ham vanskeligt. Privat er han Forekommenheden og Elskværdig-
heden selv. I Nordjylland har han ved altid at være velvillig,
imødekommende og høflig mod Bønderne vundet disses store
Tillid i Landbosager. Ahlmann er en rig Mand og benytter sin
Formue til at drive et aldeles fortrinligt Landbrug. Hans Besæt-
ninger er berømte; intet er ham for dyrt, naar det er godt.
Ogsaa det skaber ham Popularitet paa Landet. — Men denne
stille Mand, der har saa mange Venner blandt Bønderne, er inderst
inde meget konservativ og regeringsvenlig. Han tier, og han kan
bøje Hovedet, mens en hidsigere Agrar udlader en Storm mod de
styrende. Men i hans Sjæls Lønkammer er der rejst et Alter for
Autoriteten, og ingen agrarisk Storm slukker Lysene paa det
Alter. — Sandsynligvis bliver Ahlmann Formand for den jyske
Agrarforening. Selv de ivrigste Venstremænd tror, at han er ikke
ret meget deres Modstander — thi han taler ikke derom — og
han har ikke en eneste personlig Uven. Bliver han Formand, og
faar han Indflydelse i Forhold hertil, vil man altid vide, hvor
man kan finde Agrarbevægelsen. Den vil da ingen Sinde være
langt fra Regeringen.

Den tredje Mand er Andersen-Rosendal. Han hører
til self-made-Racen. Han begyndte som Lærer, fandt sig ikke
tilfreds med det, ' købte sig en Gaard paa Fyn uden at have
synderligt at købe for, har desuagtet klaret sig godt i de vanske-

Digitized by Google

Agrarbevægelse og Agrarer.

707

lige Aar. Hans karakteristiske Egenskaber er det klare, kloge
Hoved og den heldige Haand. Hvad han rører ved, faar han
altid noget ud af; intet mislykkes helt for ham. Offentligt plejer
han at beregne Chancerne godt og at slippe helskindet fra det,
selv hvor det ser broget ud. Han er foruden Proprietær Kredit-
foreningsdirektør, Svineslagteriformand, Formand for Bogensebanen,
og har lavet sig selv en Avis, „Fyns Avis*. Alt det administrerer
han, og der er Drift i det alt sammen. — Andersen har mange
Uvenner, saaledes som alle Folk har det, der har arbejdet sig
stærkt opad. Særlig har d'Hrr. Lensbesiddere paa Fyn et godt
Øje til ham. Efter Mødet i „Fruens Bøge* blev der af en Række
Blade gjort Anstrængelser for at puffe ham tilbage i Bevægelsens
andet Geled; og det er til Dels lykkedes. Ved flere senere
Møder er han med Forsæt bleven udelukket som Taler. — Dette
har imidlertid ikke sat ham stærkere i Opposition. Snarere synes
han at have fundet det formaalstjenligt at bøje lidt af; i det
mindste har han ladet sit Blad svinge over mod Toldbeskyttelsen.
Selv er han bleven Medlem af Landhusholdningsselskabets ny
Toldkomite, der denne Gang sikkert vil skrive en protektionistisk
Betænkning. — Andersen-Rosendal er ikke Godsejernes Mand og
bliver aldrig Bøndernes; hans Stilling i Fremtiden er ikke til at
beregne. Sandsynligst er det maaske, at han i Stilhed bliver
klemt tilbage i Ledelsen.

Gaardejer N. Leth-Espensen, Godthaab, hører til en be-
kendt Bondeslægt i Skanderborgegnen. Han har Indflydelse blandt
sin Hjemegns Bønder og er ganske opslugt af Agrarbevægelsen.
Han mangler imidlertid Broderens — Folketingsmandens — frej-
dige Veltalenhed, og hans Ord paa Møderne skyder over Maalet;
han faar ingen selvstændig Betydning for Agrarbevægelsens
Udvikling.

Snarere kunde dette tænkes om Forpagter Halvorsen,
Nørlund Ladegaard. Det er en dygtig Landmand og en modig
Mand, der med Fasthed hævder, hvad han vil. Han tilhører det
radikale Venstre og lægger ingen Skjul paa, hvilken Vej han vil
have Agrarbevægelsen ledet. Men foreløbig er han i Mindretal
mellem Ordførerne, og Sandsynligheden er vel snarere for, at han
trækker sig ud af det, end at han bliver den ledende.

—ss—.

Digitized by Google

Dante-Literatur.

Vald. Vedel: Dante. - Th. Bierfreimd: Kulturbærere.

Det er altid velgørende at komme i Lag med Dante. Tiden
har nok sat sit forvitrende Mærke paa hans Skrifter; meget af
det, han satte størst Pris paa i sit Arbejde, er ikke mere Kød af
vort Kød. Hans teologiske Visdom og Naturspekulationer er død
Tale for os. Som Politiker var han ensidig og saa ikke langt.
Hans Moral maa ofte forarge Nutiden; han kan synes en grusom
og subtil Barbar; i Helvede faar man tit en uhyggelig Fornemmelse
af at være i Følge med en Storinkvisitor. Hans Myndighed som
intellektuel Fører er blegnet; men hans Magt som Poet er rød og
frisk som en ung Rose. Hans fyndige Vers, der er saa gennem-
tænkte og jærnfaste og dog svulmer af livfulde Billeder og flyder
hen i Musik, snart som Basunen runger, snart saa ingen Fugl
fløjter blødere, — dem gør Tiden ingen Skade. Og den Person-
lighed, der klædte sig i disse Vers, er levende og storladen som
en Flamme. Hans Fejlsyn kan forringe hans Betydning som Lærer,
men hans Skikkelse faar Lød og Skarphed, ved at den saa aabent
bærer Middelalderens Tegn. Man kan vel ogsaa med en Art
religiøs Glæde høre Renæssancens Vaartoner gennem hans Vinter-
storm. Men selv bortset herfra har han rent menneskelig en saadan
Storhed og Styrke, at han holder os æstetisk fast og gør os godt
Det højner en selv at faa Lejlighed til Samliv med en aande-
lig Kæmpe.

Vi kunde nok behøve et nyt Værk dm Dante. Molbechs
Levnedsskildring i Indledningen til hans Oversættelse af „Komedien*
støtter sig væsentlig til Balbos Biografi og er nu lige saa forældet
som denne. Man har da Grund til at være Dr. Vedel taknemmelig
for at han har vovet sig til det farlige Arbejde, at skrive en Bog

Digitized by Google

Dante-Literatur.

709

om den store Poet. Paa Forhaand kunde det vides, at han havde
gode Betingelser for at gøre dette Arbejde med Udbytte; han har i
længere Tid syslet flittig med gammel italiensk Digtning og Historie,
og under sit Ophold i Italien fik han Lejlighed til at gøre sig
bekendt med literære Kilder, som ikke ligger paa alfar Vej. I
det hele og store har han sikkert ogsaa megen Ære af sit Skrift
om Dante.

Det er ikke Skildringen af Dantes Levned, de ydre Forhold
og Hændelser i hans Liv, der fremfor alt har ligget Vedel paa
Hjerte. Han mangler Historikerens Attraa efter at sondre mellem
og faa slaaet fast, hvad man nøjagtig ved om Dantes Livsførelse,
hvad der med nogenlunde Sandsynlighed kan formodes, og hvad
der bør forkastes som løs og upaalidelig Tradition. Han vælger
sig ikke den Opgave, omhyggeligt at sigte det biografiske Stof, og
indlader sig sjælden paa Tvistepunkterne men nøjes med at antyde
dem. Paa de fleste Steder er han dog varsom nok i, hvad han
anfører; men stundum kan han tage Traditioner for gode Varer,
der i hvert Fajd er højst mistænkelige, saaledes i Beretningen om
Dantes Deltagelse i det offentlige Liv i Florens og om Landsfor-
visningen, — hvor man derimod kunde ønske at se nævnet den
ikke uinteressante Kendsgerning, at Dante i Foraaret 13Q1 blev
valgt til at forestaa et Vejarbejde ved Florens.

Vedels Interesse knytter sig hovedsagelig til Dantes Værker
og det Sjæleliv, de aabenbarer. Han undersøger de forskellige
Kulturbevægelser, der støder sammen i Dante og har faaet varigt
Udtryk i hans Skrifter. Han gør Rede for disses Særegenheder og
digteriske Værd og søger at drage Linierne i det aandelfge Ansigt,
der skuer frem bag Versenes Slør.

Hans Skildring af Samtidens aandelige Strømme er noget
af det bedste i Bogen. Man har sagt, at det var gavnligere at
gaa ud fra Dante end at søge ind til ham udefra, men da Dante,
som Vedel bemærker, just er en af dem, i hvem mange Veje
mødes, maa man for at vinde en klar Forstaaelse af hans Digtning
føret have oplyst, hvad Magter det var, som drog ind til ham ad
Tidens Veje. — Det er et stort Stof, Forf. her har maattet gennem-
gaa, men hans sammenfattende Blik og Evne til at gribe det
væsentlige i en Slægts Psykologi har hjulpet ham til at faa Herre-
dømme over det. Ogsaa afset fra det Lys, Bogens første Kapitler
kaster over Dantes Digt, læses de med Fornøjelse og Udbytte;
idet Forf. har vidst at fremdrage en Mængde Enkeltheder, som

Digitized by Google

710

Dante-Literatur.

levende illustrerer Middelalderens Liv og Tænkemaade. I Afsnittet
om Klosterliteraturen ser man, hvorledes Munkenes begrænsede
Viden, hidsede Fantasi og overspændte Følelse slaar ud i forvildet,
hæslig eller højtstræbende Digtning, hvis Sidestykke man kan
finde i Dantes „Komedie" ; men her er Fantasien kunstnerisk avet
Datidens verdenssky Mennesker fæstede Bo indenfor en snæver
Vold, hvor der ingen Plads var til at bygge i Bredden; de anvendte
da al deres Sindrighed paa at bygge i Højden; deres Livs Huse
kom derved til at mangle solidt Grundlag, men der kunde være
noget svimmelt berusende ved dem. De trøster sig for den onde
Verden ved Drømme om Herligheder hinsides Døden, og jo mere
kummerligt og fortrykt Livet synes dem, des graadigere svælger
de i Tanken om Himmel og Helvede, Evighed og Uendelighed,
— Emner, der føjer sig villigere for Fantasien, jo rummeligere
de er. — Jævnsides hermed hævder sig hos Dante og hans Tid
den gamle latinske Aand, der vedvarende har holdt sig levende i
Folket. Dens praktiske Virkelighedssans gennemtrænger og farver
Kristendommen, dens retliniede Forstandighed ordner og systema-
tiserer Trosstoffet og viser sig haandgribelig i Tidens Retfærdigheds-
følelse, der ser sit Ideal i det formelt logiske Gengældelsesprincip:
una per una, som ogsaa fylder Dantes Tanker.

I Beretningen om den italienske Literatur før Dante og
Redegørelsen for den florentiske Kultur, han voksede op i, giver
Forf. ogsaa god og oplysende Besked, og han har formaaet at
gøre det næppe synderlig livlige Stof fængslende. De korte
Karakteristiker af ældre og samtidige Digtere og deres Skoler synes
træffende og føjer sig vel sammen om Bogens Hovedemne. Den
paaviste Forbindelse mellem Bologneserskolens filosoferende Digt-
ning og Dantes Værker er af ikke ringe Betydning for Udlæg-
ningen af disse, og det er lærerigt at se, hvorledes Dante
samarbejder med Barberino og andre i Bestræbelserne for at opdrage
det italienske Folk til Høviskhed. Vedel vender senere tilbage
hertil i Afsnittet om Skærsilden og gør opmærksom paa den
beslægtede Strømning, der naar Dante fra Franciskanerne. Man
læser med megen Interesse Forfs. Paavisning af, hvorledes denne
Indvirkning lader sig forfølge i Komedien og navnlig i Purgatoriet.

Fra Dantes Omgivelser og Forudsætningerne for hans Værker
kommer Forf. omsider til Undersøgelsen af selve disse. Han giver ikke
en nøjagtig Genfortælling af deres Indhold, men søger at fremhæve
og værdsætte det almeninteressante og særegne. I disse Analyser

Digitized by Google

Dante -Literatur.

711

synes Stoffet tit noget tilfældig ordnet; man har ikke altid Glæde
af hans Citater, der helst burde have været gengivne enten i
Molbechs Vers eller i en Prosaoversættelse, men hyppig 'anføres
i en underlig Blanding af poetisk og prosaisk Tale. Adskillige
Steder skorter det derhos paa Korrekthed i Oversættelsen eller
Referatet *), og stundum er hans Fortolkninger næppe rigtige eller
kan i hvert Fald misforstaas *). Det er mest kun Smaating, der
er Tale om; men de pynter ikke Bogen, og Dante kan nok gøre
Krav paa, at man gengiver hans Ord eller deres Mening saa om-
hyggelig som muligt. — Denne Mangel paa Agtpaagivenhed naar
imidlertid ikke ned under Overfladen. I det væsentlige viser Forf.
baade Omtanke og Nøjagtighed. Hans Domme over Dantes Værker
og hans Redegørelse for, hvorledes de bør forstaas, og Karak-
teristiken af Digteren, som han ses i sine Skrifter, røber varsom
Besindighed og sundt, kritisk Skarpsyn. I Kapitlet om „Vita nuova",
et Værk, der saa let frister Fortolkerne ind paa farlige Veje, vil
man saaledes se, at han styrer meget aarvaagen og særdeles for-
standig mellem Skærene. Hans Bedømmelse af Dante selv træffer
vist ogsaa i Almindelighed det rigtige og vigtige. Han forfalder ikke
til at skrive løse Lovtaler over den store Digter; der lægges ikke
Dølgsmaal paa hans Begrænsning, og det fremragende hos ham
paavises gennem tit meget nydelige Analyser; navnlig har han
et godt Blik for Brydningen mellem det ny og gamle hos Dante,
se f. Eks. hvad han skriver om Dante som Populærfilosof. Den
æstetiske Værdsættelse er ogsaa i det hele tilforladelig og lærerig.
I Afsnittet om Kunsten i „Komedien* vil man saaledes finde mange

') F. Eks. S. 165: Inf. 3, 7: „Før mig var ej de skabte Væsners Skare, kun
evige*. Molbech har rigtigere: „For mig var ikkun af det Skabtes Skare
det evige til". De evige Ting, der tales om, var jo ogsaa skabte. —
S. 166. Karons skæggede Gummer skal være Kinder. — S. 189.
Inf. 28, 103. fiT. Mosca brovter ikke (che dissi, lasso/). Inf. 19, 72 Det
er ikke Dante, som haaner Nikolaus III med, at han er bleven puttet i
Pungen; Paven siger det selv.

■) Saaledes S. 152 , 218 , 254. Inf. 1. 87. Lo bello stile hentyder næppe til
Dantes „skønne latinske Stil**, men til den poetiske Stil i hans italienske
Digte. S. 194. 285. Slutningen af Ugolinos Fortælling (Inf. 33, 75.) synes
Vedel at tyde saaledes, at Ugolino giver sig til at æde af sine døde Børn.
Denne Fortolkning, hvorom der engang stod en svær Strid, der endog
førte til Dueller, er vistnok opgiven af de fleste S. 213. Sordello staar
ikke, jfr. Purg. 6, 73. „surse* ; det passer ogsaa daarlig til det berømte
a guisa di leon quando si posa.

Digitized by Google

712

Dante-Literatur.

fine og slaaende Bemærkninger, hyppig netop af den Slags, som
ikke ligger lige for. Der kan være noget trættende i Vedels Op-
trævlinger og Sammenstillinger, men de fanger Opmærksomheden
og kaster Lys over Ting, som man nok kunde vide, men hvis
Betydning man ikke altid har været sig bevidst.

Bogen er noget ujævnt skrevet Det er nu og da mere et
Udkast end en gennemarbejdet Fremstilling. Stilen kan pludselig
slaa om fra højbenet Foredrag til noget plat Dagligtale; de Ord
og Vendinger, han bruger, er ofte udanske og lidet skønne; stundura
bliver Sproget knudret af hans Bestræbelser for at faa sin Mening
skarpt og nuanceret udtrykt. Overhovedet er det ham vist meget
mere om at gøre at faa sin Tanke nøjagtig frem end om at faa
den sagt i et rent og kønt Sprog. Denne Ligegyldighed overfor
den sproglige Dragt er vel ogsaa Skyld i de mange Trykfejl, der
findes i Bogen (se f. Eks. det usalige kogende Beg, der haard-
nakket giver sig ud for Bly). Det er kedeligt, at Vedel ikke har
en kærligere Sans for det Stof, hvori han som Skribent maa arbejde;
selv om hans Bøgers Værd maaske ikke i og for sig derved for-
ringes, gør det dem mindre vindende; og en Bog skulde helst fange
Læseren baade ved sine Øjne og sit Smil, som det hedder alle-
gorisk hos Dante, baade ved dimostraaumi og persuasioni.

I Dr. Bierfreunds „Kulturbærere 1 *, der behandler fran-
ske, italienske og engelske Digtere fra Middelalderen, er der om-
trent samtidig med Dr. Vedels Bog givet en udførlig Fremstilling af
Dantes Liv og Digtning. Det er en livlig og let skrevet Afhandling,
der blot somme Tider løber for langt til Siden og ikke altid er frisk
eller rammende i Sproget og Billedbrugen. Paa flere Punkter er
Forf. bedre underrettet om Dantes Livshistorie end Vedel, hvis
Bog overhovedet faar et gavnligt Supplement i adskilligt af det,
Bierfreund fremdrager. Hvorvidt dennes Arbejde i det hele tør regnes
for en paalidelig Vejviser til Forstaaelse af Dantes Værker og
Personlighed, kan imidlertid være tvivlsomt. Baade i det større
og det mindre nødes man til at sætte saa mange Spørgsmaalstegn
og kræve saa mange Rettelser i Forfs. Skildring, at man ikke vel
kan føle sig tilfredsstillet af den.

Afhandlingen gaar ud paa at fremstille Dante som væsentlig
Erotiker. Det er hans Elskov til Beatrice, som gjorde ham til den,
han var; den attervaagnende Kærlighedstrang faar ham i Land-
flygtigheden til at genoptage Tanken om den guddommelige

Digitized by Google

Dante-Literatur.

713

Komedie; hele denne Digtning drejer sig om Beatrice. Da han i
Skærsilden nærmer sig til det jordiske Paradis, hvor han skal
møde hende, beskæftiger hans Tanker sig mere og mere med
Kærligheden; da han staar overfor hende, vækkes den gamle
Attraa usvækket i hans Legeme, og Elskovsbranden gennembæver
ham. I den Straffetale, hun holder til ham, er det jordisk Kær-
lighed til andre Kvinder, hun lægger ham til Last. I det hele op-
fatter han Livet og alt, hvad der rører sig i det, som opfyldt af
Kærlighedstrang.

Hvis Dante havde skrevet sit store Digt, da han som ung
fik den første Tanke om det, vilde hans Elskov til Beatrice trolig
nok have præget det fra først til sidst. Men jeg tvivler meget
paa, at han var synderlig erotisk bevæget, da han blev Mand.
„Convivio", der har saa stor Betydning for Opfattelsen af Dante, fordi
han i dette Skrifts Prosa taler lige ud og ikke dølger sin Mening
bag Kunstens Dække, synes mig klart at bekræfte denne Op-
fattelse. Selv om Digtene i „Gæstebudet* virkelig var Elskovssange,
som Forf. tror — endda Dante eftertrykkelig indskærper, at den
Dame, han besynger, er Filosofien — viser dog selve Digterens
Udtalelser om dem, at han ved Affattelsen af sit Skrift har anset
det for usømmeligt for sig at skrive Elskovsvers; og det siger han
da ogsaa ligefrem. Han vilde betragte det som en Skam, hvis
Folk skulde tro, at det var en virkelig Elskovslidenskab, han havde
givet Udtryk i de kommenterede Vers (Gonv. 1. 2). I Ungdoms-
tiden kunde man være hed og lidenskabelig, men sligt sømmede
sig ikke for Manddommen (Conv. 1, 1). Det tyder ikke paa en •
varm, erotisk Natur. Men maaske vilde han ikke være sin Elskovs-
attraa bekendt, saa hans Forklaringer kun er et Skalkeskjul for
hans virkelige, hede Følelser? En saadan Gisning har intet at
støtte sig til. Og det ligner ikke Dante at liste sig fra sin Hjertens
Mening. Vil man trods „Convivio" gøre ham til Erotiker, maa man
ogsaa anfægte hans Sanddruhed, der synes mig hævet over enhver
Tvivl. Og der er ikke noget besynderligt i, at han valgte at skrive
filosofiske Digte i Form af Elskovssange. Det kan have kostet
ham Møje at rive sig løs fra sin gamle Forestilling om, at Sange
skulde handle om Kærlighed (V. N. Kap. 25). Dantes egen For-
klaring (Gonv. 2, 13) taler herfor og synes at vise, at det
italienske Sprog ikke ansaas for værdigt nok til, at man aabent
vilde behandle ophøjede Emner i det. Jeg ved ikke af, at der kan
nævnes nogen Kendsgerning fra Dantes senere Liv eller Skrifter,

Digitized by Google

714

Dante-Literatur.

der viser ham som en kvindekær Mand. Efter »Komedien" synes
han ikke at have været en, hvem Elskov har ligget særlig paa
Sinde. Hvad Bierfreund anfører fra det store Digt, er ikke over-
bevisende. Den „Kærlighed 41 , der omhandles i Skærsilden (Gant. 17 — 18
jfr. Conv. 4, 21, 22, 26), er ikke væsentlig en kønslig bestemt
Følelse, men en filosofisk -poetisk opfattet Drift (<>erø), der er
fælles for Stene og Planter og Dyr og Mennesker; den bor i alle
Ting; den aabenbarer sig snart som en ren materiel Tiltrækning,
snart som en sjælelig Higen efter højere eller lavere Goder. —
Naar Forf. nævner Dantes Beundring for Arnault Daniel som et
Bevis paa, at han ikke kunde staa fordømmende overfor Tidens
letfærdige Literatur, er Eksemplet lidet heldig valgt, eftersom
Dante jo netop lader Arnault blive straffet blandt de letfærdige
Digtere. Selv er Dante altid yderst tugtig, hvor han behandler
Elskovsforhold eller kønslige Emner.

Hvad nu Beatrice angaar, maa først bemærkes, at Digtet
kun i højst uegentlig Forstand tør siges at dreje sig helt om hende.
At det var den genvaagnende Kærlighed til hende, der fik Dante
til at skrive „Komedien", er en blot og bar Gætning. Holder man
sig til Bogstaven, kan det imidlertid nok synes, som om Meningen med
Digtet for en væsentlig Del er at lovsynge Dantes Ungdomselskede,
og navnlig vil Bierfreund støtte sin Antagelse paa Mødet mellem
dem i det jordiske Paradis, hvor hun efter Ordene lader til at
bebrejde ham, at han har været utro mod hendes Minde ved at
give sig af med andre Damer. Men er dette andet end en Fiktion?
Digtet er, som Bierfreund ogsaa indrømmer, en Allegori. Hvad
den allegoriske Betydning af de enkelte Steder er, kan være
vanskeligt at sige, men at en saadan hyppig ligger gemt i Versene,
er tydeligt, og i almindelige Træk er det tit ikke saa svært at
gætte den skjulte Mening. Bierfreund bolder ikke af Allegorien og
erklærer, at han vil lade den ligge. Det er nemt nok; men har
man Lov dertil, naar man vil have Dante fat, som han virkelig
var? Hvis Dante har villet sige sin sande Mening bag Versene,
og i disse kun har villet give en Fiktion, saa gaar det ikke an, at
man lader Allegorien ligge, refererer Fiktionen og siger: saaledes
udtaler Dante sig om sit eget Liv, saadan var han altsaa. —
Bierfreund nægter ikke, at Beatrice i „Komedien" har haft en alle-
gorisk Betydning; det er der da heller ingen Grund til at tvivle
om. Hvorvidt hun betegner Teologien, Troen, den guddommelige
Visdom elier sligt, er forholdsvis ligegyldigt; det er næppe værd

Digitized by Google

Dante-Literatur.

715

at definere hende alt for skarpt; men de forskellige Tolkninger
peger sikkert med Rette hen mod noget med teologisk Viden og
troende Dyd, et religiøst Ideal, der har sin Modsætning i den rent
menneskelige Fornuft og virtus, som repræsenteres af Virgil 1 ).
Intetsteds synes det klarere, at Beatrice maa opfattes allegorisk
end netop i Mødet med Dante i Paradisskoven. Det store Optog,
hvori hun kommer, er saa allegorisk, at man kan tage og føle
paa Symboliken ; selv Allegoriens Betydning er her i det væsentlige
nogenlunde sikker. Bierfreund mener imidlertid, at han netop paa
dette Sted kan fastholde hendes virkelige Personlighed. Han kan
ikke skønne, hvor nogen af de forskellige Personifikationer, man
har villet se i Beatrice (Troen, Aabenbaringen ell. lign.) kunde
modtage Dante, som hun her gør det. Man kan med større Ret
vende Spørgsmaalet om. Hvordan kunde den virkelige Beatrice
optræde paa denne Maade? Hun kommer kørende paa en Triumf-
vogn, der klart nok betegner Kirken, trukket af en Grif, som
forestiller Kristus. Tænke sig nu, at Monna Bice staar paa
Kirken, omgiven af Apostle og Patriarker og de teologiske Dyder
og Kardinaldyderne, og holder en Tordentale til Dante, fordi han
efter hendes Død har haft Elskovseventyr med andre Damer. Er
det ikke meget rimeligere at gaa ud fra, at Beatrice her er lige saa
allegorisk ment som hendes Omgivelser, saa hun ikke har mere
med den virkelige Beatrice at gøre end den Vogn, hun staar paa,
med en rigtig Vogn. Fuldstændig parodisk bliver det da, naar
hun, som Bierfreund mener, er Beatrice Portinari, Simone de'
Bardi's Kone, og hun skælder Dante ud, fordi han har giftet sig
med Gemma Donati. Vil man have Mening i hendes Tale, maa
man sikkert gaa ud fra, at Beatrice her er forflygtiget til et religiøst
Begreb, hvad det nu kan være. Hendes Straffeprædiken bliver da
nærmest et Udtryk for et indre Opgør, Dante holder over sin Verds-
lighed og Svaghed, som den viser sig for ham, naar han ser sit
religiøse Ideal under Øjne. Det er ogsaa værd at lægge Mærke
til de Bebrejdelser, hun retter mod ham. Selv om de poetisk
rigtig er holdte i Fiktionens Aand, er de saa ubestemte og dobbel-

') Naar Virgil repræsenterer den menneskelige Fornuft, synes Purg. 18, 46
med Føje at kunne tydes saaledes, at Beatrice betegnes som Troens Repræ-
sentant i Modsætning til ham. I Purg. 18, 73 mærker man ogsaa Under-
grunden stikke op gennem Overlaget; istedetfor „Beatrice* kunde man
der læse „Teologien* 4 .

Digitized by Google

716

Dante-Literatur.

tydige , at de føjer sig let efter den dybere Mening *), og flere af
dem passer daarlig til erotiske Fejltrin (se Purg. 30, 130 ff.)

Det er muligt, at baade Allegorien og den ligefremme Tale
kan indeholde noget sandt, saa at det kan have sin Rigtighed
med Dantes Elskovsforvildelser. Det er muligt; men hvor Alle-
gorien saa tydeligt som her synes at være det ene væsentlige, tør
man i hvert Fald ikke bygge noget sikkert paa det Billede, hvori
den klædes. 1 )

At Dante i sin Ungdom har elsket en Kvinde, som kaldtes
Beatrice, maa efter hans egne Udtalelser i „Convivio* anses for givet.
Om hun, som Bierfreund antager, var Beatrice Portinari, er derimod
omtvisteligt* Han støtter sig dels paa den ikke synderlig tilfor-
ladelige Tradition, dels paa „Vita Nuova" Kap. 14, hvor der tales
om, at Dante traf Beatrice ved et Selskab i Anledning af et
Bryllup. I Florens kom paa den Tid unge Piger ikke med til
Bryllup, siges der; Dantes Beatrice var med og maa ahsaa have
været gift, nu ved vi, at Beatrice Portinari var Simone de' Bardi s
Hustru; Stedet i V. N. synes da at støtte Traditionen. Det lønner
sig dog næppe at lægge Vægt paa dette Bevis; da selve den
paaberaabte Skik ser lidt mistænkelig ud. Balbo, som omtaler
den, nævner ingen Bevissteder. Selv om saadanne findes, tør man
betvivle, at de gælder et Selskab som det, Dante taler om, der
ikke er nogen egentlig Bryllupsfest. At ugifte Kvinder ikke absolut
var udelukkede fra Bryllupsgilder, antyder Dante selv i Par. 25, 104:

Og som en Mø staar op og træder gerne
i Dansen ind, hovmodig ej, men hævet
af Lyst at hædre Bruden kun som Terne.

(Molbech)

Det er naturligt, at Dante samtidig med, at han brugte
hende allegorisk — og netop derved — har villet hædre sin
Ungdomselskede i sit Digt; men fordi han har gjort det, kan man
ikke tale om en genvaagnende Elskov hos ham. Hun maa have
ligget i Digtets Plan hele Tiden; nogen varmblodig Elskov fore-
kommer det mig egentlig ikke, at Fremstillingen af hende som

l ) Biefr. har i sit Referat S. 127 tillempet Dantes Ord lidt efter sit Behov.

Det er ikke hans Drifter, der har tvunget ham efter hendes Ded, men

le presenti cose; Purg. 31, 34 jfr. ogsaa V. 53 og 56.
*) I en Allegori foreligger der efter Conv. 2, 1 una verita ascom cotto bella

menzogna.

Digitized by Google

9

Dante-Literatur.

717

Helhed vidner om. Han skriver mange ømme og yndefulde Vers
om hende, men han var da heller ikke den store Kunstner for
ingenting. Det Indtryk, man faar af Digtet, synes mig snarest at
tyde paa, at den virkelige Beatrice for „Divina Commedias" Forfatter
har været et dyrebart og helligt Minde, som han har holdt fast ved,
fra han var den bløde Yngling, til han blev den strenge, barm*
fulde Mand, fra hans Sind var fuldt af bly, tilbedende Elskovs-
drømme, til hans Tanker samlede sig om religiøse og politiske
Emner, teologisk Filosofi og den nagende Landflygtighed. Idet
hans Tanker blev bredere og mere almene, kom hun til at staa
for ham højere og blegere, Farverne i hendes Skikkelse blev til
Lys, og til sidst kunde hun smelte sammen med hans religiøse
Ideal. Denne Omformning har ikke været til Held for Beatrice
som digterisk Figur. Hun har sat til af sin Personlighed ved at
blive Talerør for Dantes religionsfilosofiske Meninger. Bierfreund
synes, at hun blev et af de faa levende Mennesker i Verdens-
literaturen, et Ideal, men et af Kød og Blod. Jeg tror, Landor
rammer bedre, naar han siger, at hun mere ligner en doctor sera-
phicus end en Seraf. Kødet er noget magert og Blodet noget tyndt.
Egentlig synes det mig nærmest underligt, at Dante ikke har faaet
mere ud af hende. Hvis han, da han skrev „Komedien*, havde
følt den gamle Elskov usvækket, vilde hun vist have faaet mere
Fylde. Nu kan hun, enkelte Steder fraregnet, ikke gøre én varm
om Hjertet trods al Dantes energiske Kunst og trods hans ivrige
Forsikringer om, hvor hun betog ham. —

Jeg skal ikke dvæle ved de ikke faa fejlagtige Oversættelser
og urigtige Angivelser, der forekommer i Dr. Bierfreunds Afhandling,
f. Eks. i Referaterne af „VitaNuova" og „Komedien*, i Redegørelsen
for Helvedes Bygning S. 87 eller i Bemærkningerne S. 86 om den
Betydning, Tretallet har for Dante 1 ). Derimod skal jeg flygtig

l ) Han siger her bl. a., at Rimene paa Kristus forekommer 3 Gange i Digtet;
de findes 4 Steder i „Paradiset". Han anfører, at der er 9 Himmelkrese;
men der er 10; han har nemlig glemt Primum mobile. Overhovedet har
han ondt ved at holde Rede paa Himmelkresene. S. 88. glemmer han
Fiksstjernehimlen; S. 63 faar han dem alle 10 samlede, men løber saa
vild i deres Betydning;) idet han gør Fiksstjernehimlen, Primum mobile
og Empyreum til Repræsentanter for .Fysik og Metafysik forenede til
Moralfilosofi" og Empyr. desuden for Teologien. Det rigtige er (Conv. % 15)
at Stjernehimlen staar for Fysik og Metafysik, Primum mobile for Moral-
filosofien og Empyreum for Teologien.

Tilskueren. 1893. 48

Digitized by Google

718

Dante-Literatur.

berøre et Par enkelte, ikke uinteressante Punkter. Han mener, at
Dante ikke i sin Ungdom har haft synderligt Kendskab til Latin r
og henviser til Conv. 2, 13, hvor Dante beretter, at da han efter
Beatrices Død søgte Trøst, gav han sig til at læse Boethius' Con-
solatio og Ciceros De Amicitia, og skønt han fra først havde ondt
ved at fatte deres Menings trængte han omsider ind i dem ved
Hjælp af sine grammatiske Kundskaber (Varte di grammatica) og
sin Begavelse (Bierfr. S. 50). Ved de anførte Ord, mener jeg, maa
der netop forstaas hans Kundskaber i Latin. »Grammatik* brugtes
synonymt med „Latin*; Kyndighed i „Grammatik* forudsætter
baade Kendskab til de latinske Ord og til de grammatiske Regler.
Fordi han havde ondt ved at forstaa Boethius og Cicero, behøvede
hans latinske Kundskaber ikke at have været ringe. Naar han
hidtil kun havde kendt skolastisk Latin og Tankegang og de
romerske Digtere, kunde det nok falde ham svært at tyde Meningen
af de klassiske Filosofer *)• — Det ser ud som en Fortsættelse af
den samme Tanke, naar Bierfreund S. 62 fremhæver, at Dante i
sine latinske Skrifter ikke viser sig som nogen stor Latinist. Det
kan være rigtigt nok, forsaavidt som man paa hans Tid over-
hovedet ikke var naaet til at skrive elegant Latin. Men mellem
sine samtidige var Dante næppe anset for en daarlig Latiner; de
roste tværtimod hans latinske Skrifter i høje Toner.

I sin Omtale af Episoderne angaaende Francesca da Rimini
(hvem han lader Gianciotto dræbe med en Kaardestok!) og Ugolino
vil Forf. hævde, at Dante her af poetiske Grunde har foretrukket
den folkelige Opfattelse af Begivenhederne for den historiske Sandhed.
Med Hensyn til Francesca-Episoden erkender han selv, at hendes
Beretning er saa ubestemt og almindelig i sine Udtryk, at matt
uden Kommentar ikke vilde forstaa stort af den. Hvordan kan
man da vide, om Dante har fulgt Traditionen eller den historiske
Sandhed? Kun, hvis man medFoscolo opfatter Versene Inf. V, 101—2
som indeholdende en Hentydning til det sagnagtige Bedrag, hvorved
Francesca blev gift med Gianciotto i Stedet for med Paolo, kan man
se, at Dante her har fulgt Traditionen. Men Bierfreund nævner
end ikke denne Fortolkning, der vist heller ikke er den almindelige.

l ) Scartazrini, hvem Bierfr. her følger, undrer sig (Proleg. S. 30) over, at
Dante ikke kendte de to latinske Bøger, han nævner. Men D. siger jo
selv, at Boethius' Consol, ikke var kendt af mange, og om De Amicitia
paa Dantes Tid var saa almenkendt som Sc. forudsætter, tør betvivles.

Digitized by Google

Dante-Literatur.

719

Spørgsmaalet er imidlertid, om Dante overhovedet har kendt den
historiske Sandhed, hvad Bierfreunds Paastand maa forudsætte.
Og det synes der god Grund til at betvivle. Hvorfor skulde han
være bedre underrettet end sine Landsmænd? Hvad Ugolinos
Historie angaar, ser man, at Villani (VII, 128) fremstiller Begiven-
heden væsentlig ligesom Dante; Børnene og Børnebørnene, der dør
i Fængslet med Greven, er hos Historikeren som hos Digteren alle
unge (giovani garzoni e innocenti), saa det er ikke rimeligt, at
Dante med Forsæt har gjort dem yngre, end de virkelig var.
Derimod er det sandsynligt nok, at han, som Bierfreund anfører,
har kendt Beretningen om, at den fangne Tyran i Taarnet raabte
efter en Præst, men har undladt at omtale dette Tegn paa Anger,
fordi han ellers ikke kunde putte ham ned i Helvede.

Niels Møller.

Digitized by Google

De ny Profeter.

Et Svar til Henrik Pontoppidan.

I sidste Hæfte af „Tilskueren* har Henrik Pontoppidan
under Titlen r En falsk Etikette skrevet „En Randbemærkning',
som vistnok trænger til en lille Berigtigelse. — Randbemærkningen
gaar kortelig ud paa, at det er forkert, at Kristus igen „begynder
at komme i Kridthuset hos Udviklingens Mænd her i Norden, —
om end rigtignok i saare forvansket Skikkelse*. Og det foreholdes
„den ny Tids Profeter*, at det er fejlagtigt, naar de præke, t at
ikke længer Politik, ikke længer Videnskaben, men alene „Kristen-
dommen" er i Stand til at føre Udviklingen fremad*. — Henrik
Pontoppidans Mening er den, „at netop som kristen bør et Men-
neske slet ikke bryde sig om de jordiske Ting* og „er der noget
som den kristne Lære absolut ikke indeholder, saa er det For-
jættelsen om et Lyksalighedsrige her paa Jorden, ... thi Jorden er
en uforbederlig Jammerens Dal*. — Og som Støtte for denne
Betragtning anfører han Thomas a Kempis' Ord: „Agt dig som
Udlænding og fremmed her paa Jorden o. s. v.*.

Uden i nogen Maade at turde tælle mig blandt de ny
Profeter, — hvortil Pontoppidan blandt andet henregner Bj.
Bjørnson, — tror jeg dog, at han gør disse nogen Uret.

Der er saaledes næppe nogen Profet med mindste Paastand
paa at kunne kaldes „ny*, der mener, at „Kristendommen* alene
er i Stand til at føre den begyndte Udvikling fremad, og at man
ikke længer trænger til Videnskabens og Politikens Hjælp.

Men Hovedspørgsmaalet er, om Pontoppidan har Ret i sin
Opfattelse af Kristus og Kristendom. — Han accepterer nemlig
uden videre den ortodokse, særlig den pietistiske Opfattelse af
Kristus og Kristendom, uden at det synes at falde ham ind med

Digitized by Google

De ny Profeter.

721

en Tanke, at denne mulig er mindre korrekt. Han kalder sans
fa?on „de ny Profeters* Opfattelse af Kristus ien forvansket
Skikkelse", og heri er han enig med Nutidens Repræsentanter for
den gamle Teologi. Men dette er at slippe alt for let til Sejren.
Thi de saakaldte ny Profeter gaar netop ud fra, at den kirkelige
Teologi har forvansket Kristusskikkelsen eller dog givet Folk en
højst ensidig Forestilling om denne, som paa ingen Maade falder
sammen med den historiske. De betragter ingenlunde hverken
Thomas a Eempis eller Vilh. Beck eller en eller anden teologisk
Professor som Autoriteter paa dette Omraade. De søger ved selv-
stændig, fordomsfri Forskning af de evangeliske Beretninger at
naa ind til den virkelige Kristusskikkelse, saa vidt dette er muligt.
Dette har selvfølgelig sine store Vanskeligheder, og vil næppe
nogen Sinde helt lykkes, dels fordi Kristus selv udviklede sig, og
det nu kan have sine Vanskeligheder at skelne mellem de for-
skellige Udviklingsfaser, han gennemgik, dels fordi Apostlene i
mange Retninger misforstod ham — hvad hans egne Ord til dem
tydelig viser — og dels fordi Kirken i de første Aarhundreder
behandlede Kristusskikkelsen med den største Frihed, saaledes at
vi, endog i det ny Testamente, har tre bestemt udprægede Kristus-
former, en i de tre første Evangelier, en anden i Johannes-Evan-
geliet og en tredje hos Paulus. Af disse har Kirken saa sammen-
arbejdet sin Kristusskikkelse, og det er den Pontoppidan holder
sig til.

Men efter alt, hvad vi nu kan se, er denne meget uhistorisk
og stemmer navnlig paa mange Punkter ikke med den Kristus-
skikkelse, som utvivlsomt er den ældste, og som vi finder tydeligst
Spor af i de tre første Evangelier. Og det er da navnlig et
Spørgsmaal, som er megen Tvivl underkastet, om Kristus betragtede
Jorden „som en uforbederlig Jammerens Dal - , og om han
ansaa det for saa absolut umuligt, at der kunde komme „et Lyk-
salighedsrige her paa Jorden - . Det er højst sandsynligt, at der,
netop, hvad dette Spørgsmaal angaar, foregik en Udvikling i Kristi
egen Anskuelse, men at han aldrig har delt Kirkens luftige Anskuelse
om et Lyksalighedsrige et eller andet Sted over Jorden.

Det er nemlig en ret mærkelig Omstændighed, at Kristus,
efter de paalideligste Vidnesbyrd, begyndte sin offentlige Optræden
med Prædikener over Teksten: „Himmeriges Rige er kommet
nær*. — Det var aabenbart, i det mindste i Begyndelsen, hans
Mening, at det, som han kaldte „Himmeriges Rige", var umiddel-

Digitized by

722

De ny Profeter.

bart forestaaende. Og ved dette Rige tænkte han paa ingen
Maade paa et Rige i Skyerne, eller Gud ved hvor. Et saadant
Rige var for ham, saavel som for alle Jøder, en Uting, en Selv-
modsigelse. Nej, han tænkte ganske simpelt paa det jødiske
Messiasrige, som ganske vist i hans Bevidsthed antog en noget
anden Form end i den almindelige, national-jødiske Bevidsthed,
men som dog var et Rige her paa Jorden, altsaa »af denne
Verden*. — Det var hans Overbevisning, at dette Rige, hvis
Komme var forberedt af Johannes den Døber, skulde oprettes af
ham, — ikke ved udvortes Magt, — men ved en aandelig Gen-
fødelse af det jødiske Folk, og at dette altsaa var en nær fore-
staaende Begivenhed. — Men Omstændighederne tvang ham lidt
efter lidt til noget at modificere denne Betragtning. Thi saa kom
Konflikten med den jødiske Gejstlighed, som bestandig antog en
skarpere Karakter, saaledes at det blev klart for ham, at den
maatte ende med hans Død, især da Folkets Begejstring for ham,
efter en Tids Forløb, syntes at tabe sig noget. — Hele den
sidste Periode af hans Liv synes derfor at have været baaret af
de tre Grundtanker, 1) Himmeriges Rige er nærfores taaende paa
Jorden, 2) dette Rige kan kun oprettes af mig, men 3) jeg vil
snart dø en voldsom Død. — Det gjaldt nu altsaa for ham om,
at forene den Modsigelse, der laa i disse Tanker. Thi hvorledes
skulde han kunne oprette Himmeriges Rige, naar han snart
skulde dø?

Da var det, han greb en Forestilling, som den Gang var
meget almindelig hos det jødiske Folk, — Forestillingen om, at
store Profeter kunde komme igen efter deres Død. Og det laa
saa meget nærmere for ham at gribe denne Forestilling, som det
var en almindelig Antagelse blandt Folket, at han selv var en af
de store Profeter, Elias eller Jeremias, der var kommen igen.
Nogle ansaa ham endog for Johannes den Døber, der var kommen
igen. — Og ved Hjælp af denne Forestilling, der for ham blev til
fuld Vished, kom han saa ud over alle Vanskelighederne. Sagen
stillede sig altsaa nu saaledes for ham: Ganske vist skal jeg dø,
før min Tanke om Himmeriges Rige bliver til Virkelighed. Men
dette har intet at betyde; thi straks efter Døden vil jeg komme
tilbage til Jorden igen, — og da skal Riget oprettes.

Og denne Tanke delte hans første Disciple. Baade de
gamle Apostle og Paulus var fuldkommen overbeviste om, at de
vilde opleve Herrens Genkomst for at oprette Himmeriges Rige

Digitized by Google

De ny Profeter.

723

paa Jorden. — Først senere hen, da det viste sig, at Kristus ikke
kom, udtalte man sig mere og mere svævende om Tiden for hans
Komme, — Himmeriges Rige blev, saa at sige, skubbet længer og
længer ud i Fremtiden, indtil det til sidst blev helt lagt bort fra
Jorden til et eller andet Sted, som ingen ved, hvor er. — Og
selvfølgelig fik man saa, i Johannes-Evangeliet, Jesus til at udtale
sig i Overensstemmelse hermed, ved at lægge ham de Ord i
Munden: „Mit Rige er ikke af denne Verden*, — skønt dette
staar i fuldkommen Modstrid med Grundteksten for hans Prædiken
i de tre første Evangelier: * Himmeriges Rige er kommet nær*.

Henrik Pontoppidan vil altsaa heraf se, at Spørgsmaalet
om Kristi Stilling til „et Lyksalighedsrige her paa Jorden* i det
mindste er et aabent Spørgsmaal, og „de ny Profeter* gaar ganske
sikkert ud fra, at han antog et saadant for opnaaeligt.

Men nu vil Pontoppidan sandsynligvis sige, at det for os
kan være en temmelig ligegyldig Sag, hvad Kristus herom mente
eller ikke mente; det har for os kun en ren historisk Interesse.
Og heri kan jeg til Dels give ham Ret. — Men der er en Mængde
Mennesker, for hvem dette Spørgsmaal har en langt større Inter-
esse end den historiske. Det er for den langt overvejende Del af
Befolkningen tillige et religiøst Spørgsmaal. — Og nu formoder
jeg, at „de ny Profeter* gaar ud fra, at det er af stor Betydning,
at Folk faar de Forestillinger om Kristus og om „Lyksaligheds-
riget*, som af disse Profeter anses for at være de sande og rigtige.
Thi hele den Del af Folket , som holder fast ved den ortodoks-
kirkelige Forestilling om et Lyksalighedsrige „i Himlen*, vil selv-
følgelig ikke sætte synderlig Kraft ind paa at kæmpe for et — i
det mindste relativt — Lyksalighedsrige paa Jorden; man kæmper
nemlig ikke for en Sag, som man paa Forhaand har opgivet som
umulig. Men kan de, som staar i et udelukkende religiøst Forhold
til Kristus, derimod komme til at se, at ogsaa han troede paa
og kæmpede og gik i Døden for et Lyksalighedsrige her paa
Jorden, saa vil de gøre det samme. Og det vil have den største
Betydning, naar den religiøse Kraft og Begejstring, som hidtil er
bleven anvendt paa at naa et overjordisk Lyksalighedsrige, nu
sættes ind paa at naa et jordisk.

„De ny Profeter* gaar sandsynligvis ud fra, at ligesom den
ortodoks-kirkelige „Kristendom*, har været og er en mægtig
Faktor imod Fremskridt og Udvikling, saaledes vil Kristendom-
men, ret forstaaet, blive en mægtig Faktor for bægge Dele. —

Digitized by Google

724

De ny Profeter.

Pontoppidan synes at slaa sig til Ro ved den Tanke: Der er
nogle, der ved Hjælp af Videnskab og Politik kæmper for Frem-
skridt og Udvikling, — der er andre, som holder sig til „Kristen-
. dommen", og som derfor, ifølge Sagens Natur, ikke kan være
med i denne Kamp, fordi Kristendommen forbyder dem det.
Mellem disse to Slags Mennesker er der et Svælg befæstet, og vi,
der kæmper for Fremskridt og Udvikling kan lige saa godt først
som sidst opgive at faa de „kristne* med.

Heri kunde jeg give ham Ret, hvis der ikke var nogen
anden Kristus og „Kristendom" end den af ham og den ortodokse
Kirke antagne. Men det er netop heri , jeg ikke kan give ham
Ret. — Og hvis jeg har forstaaet „de ny Profeter" ret, saa er det
deres Mening at vise Folket, at der er en anden Kristus og en
anden Kristendom, hvis Formaal var og er: ikke at gøre Jorden
til et „Slaraffenland" , men at gøre den til et Sted, hvor der er
Fred mellem Folkene, og hvor der ikke er Bekymring for skikke-
lige Folk med Hensyn til Mad og Klæder o. s. v., og at de altsaa
netop som Kristne bør tage Del i Arbejdet for at naa dette Maal.

Hvis dette er „de ny Profeters* Opgave, da sætter jeg mig
ved deres Fødder, og da forekommer det mig, at Henrik Pon-
toppidans Bedømmelse af dem hviler paa en Misforstaaélse, som
ikke bør henstaa uimodsagt.

Henning Jensen.

Digitized by Google

Stores-Sagen.

En Replik til a + b + c.

Under den Jange Debat, der førtes i de forskellige Blade, saa længe
den saa berømmelige Anti-Storesbevægelse varede, har jeg ofte forbavset
mig over de forskellige Formaal, der kunde tillægges eller rettere paa-
duttes en saakaldt , Store". — Da jeg selvfølgelig ikke var berettiget til
at forudsætte, at de forskellige Blade skrev mod deres bedre Vidende,
kom det hele for mig til at staa som et slaaende Bevis for, hvor absolut
ukendt man her til Lands var med de Principer, efter hvilke de forskellige
„Stores* drives i England, og med disse Etablissementers Formaal. Det
var mig derfor en Tilfredsstillelse at erfare, at en anonym Forfatter i
„Tilskueren" havde taget Sagen op til saglig Forhandling. Jeg ventede
i denne Artikel at finde de forskellige Stores-Principer • belyste og for-
klarede af en Købmand, men jeg er endnu en Gang bleven skuffet.
Forf. er aabenbart en dygtig Politiker og Jurist, men savner en Købmands
Forudsætninger til Bedømmelsen af de engelske Stores.

Hr. a + b + c begynder sin „ Stores Dagbog* med at sige, at
de Foredrag, jeg sidste Vinter holdt om engelske Stores, skulde være
ret ofte misvisende, heldigvis dog kun, hvad Fremstillingen af den
historiske Udvikling angaar.

Mit Foredrag begyndte med den Reservation, at det selvfølgelig
vilde være mig umuligt i den korte Tid at give en udtømmende
Beskrivelse af den engelske Stores-Bevægelse. — Jeg er gaaet over den
indledende Del af mit Foredrag med en let Haand, kun medtagende det
absolut nødvendige for at give en Ide om den historiske Udvikling. —

Det kan have en vis Interesse at vide, at der i Slutningen af forrige
og Begyndelsen af dette Aarhundrede har eksisteret Love, som kunde be-
skytte de daværende „Union Shops"; men vil man kende disse For-
eningers Stilling, maa man undersøge, hvorledes disse Love hævdedes
og respekteredes, og de deraf resulterende faktiske Forhold. Ligesom de
Love , som den Dag i Dag bestemmer „Industrial éb provident" ^ -Selska-
bernes Pligter i England, ikke hævdes i deres fulde Udstrækning, saaledes
hævdedes heller ikke Lovene i Begyndelsen af dette Aarhundrede, men
fortolkedes tværtimod mangen Gang ret ejendommeligt.

Et Par af Hr. a-f-b + c's Paastande vil jeg fbr en Ordens Skyld
imødegaa. — Han paastaar, at der ikke eksisterer en engelsk Lov af
1836 vedrørende „Friendly Societies*. Ved den ærede Forf. — som
dog tilsyneladende har studeret i det mindste Roctødale Pioneers 1 Historie
— ikke, at dette Selskab oprindelig var indregistreret under „the frugal^
investment danse of the Friendly Societies Aet of 1836?

Dernæst citerer Hr. a + b + c nogle Udtalelser af „ Kooperationens
Historieskriver" og forsøger derved at stemple min Udtalelse om, at de gamle
union shops forsvandt omkring Aaret 1834, som ukorrekt. Det kunde
interessere mig at vide, hvem Hr. a + b + c har udnævnt til „ Kooperationens
Historieskriver*. Der er nemlig mange og betydelige Forfattere i de

Digitized by Google

726

Stores-Sagen.

forskellige Lande, som har behandlet dette særdeles interessante Emne.
Med al Respekt for a + b + c's Studier af „Kooperationens Historie-
skrivers" Værker, vil jeg anbefale ham at studere flere Forfattere og
disses Kildeskrifter, forinden han udtaler en saa kategorisk Dom.

I 1830 siges der i n The British association for promoting of
cøoperative hnowledge^s Report, at der dengang eksisterede 170 union
shops. I 1832 meddeles det i Reporten, at Antallet er steget til mellem
400 og 500. Men imidlertid var den gamle Forretning i Brighton gaæt
ind, og B. Potter bruger til Eks. i sit bekendte Værk om dette Emne
følgende Ord for at betegne Afslutningen paa denne Bevægelse: „in tke
course of 1833 and 1834 the tchole tnovement collapsed*. Der er noget
saa uendelig betegnende i det Udtryk, at Bevægelsen 9 collapsed*. — Om
der virkelig et Aar eller to senere har eksisteret et enkelt Selskab,
spiller jo aldeles ingen Rolle.

Min Udtalelse om, at 6 Arbejdere i 1834 dømtes til 7 Aars
Tugthus — penal servitude for „the crime of combination" — er et
Faktum, som Hr. a + b-f c vil finde omtalt i adskillige Værker, be-
handlende Afslutningen paa den første kooperative Bevægelse. — Jeg maa
imidlertid rette en i mit Foredrag forekommende Trykfejl, som Hr. a+b+c's
Bemærkning har gjort mig opmærksom paa: Dommen faldt ikke i Devon-
shire men i Doreetshire.

Alle disse „ gamle Skader* har imidlertid kun historisk Interesse,
hvorimod det til en Bedømmelse af de nuværende engelske Stores Be-
tydning for den engelske Handel og for det engelske Samfund har den
største Betydning, at de Tal og statistiske Beregninger, paa hvilke man
bygger sin Dom om disse Selskaber, er saa nøjagtige som muligt, i
Særdeleshed naar man vil drage Sammenligninger og anstille Betragt-
ninger over den Betydning, som saadanne Selskaber kunde faa, dersom
de overførtes til andre Lande.

Ønsker man til Bedømmelse af den engelske Stores-Bevægelses
Betydning statistiske Tal, saa kan man til Eks. benytte den engelske
Registrars aarlige officielle ^returns*, eller som Hr. a + b + c paa Parla-
ments-Medlemmers Vis udtrykker sig, man kan gennemløbe „Blaa-Bogen 1
for et eller andet Aar. Man vil derved faa et delvist Overblik om
Bevægelsen, men des værre er dette Værk paa ingen Maade komplet
Den engelske Lov foreskriver nemlig nok, at de forskellige Andelsselskaber
skal indberette, men Loven hævdes ikke paa dette Punkt, og der eksisterer
derfor i England et stort Antal Selskaber, som enten slet ikke ind-
beretter, eller kun indberetter i Ny og Næ. Der eksisterer imidlertid
et langt paalideligere Materiale. I mit Foredrag har jeg omtalt den
saakaldte „co-operative union* som samtlige Andels-Storers Fællesrepræ-
sentant. Dette Selskab forlanger indgaaende aarlige Oplysninger af de
forskellige Andels-Selskaber og omdeler aarlig til disse en meget udførlig
og meget nøjagtig „return*. Det er paa Basis af den i 1892 udgivne, at
jeg tillader mig at korrigere og kompletere nogle af Hr. a + b + c's Tal.

Han priser saaledes det gamle Rochdale-Selskab og slutter med
at sige, at Selskabet i 1876 havde 8,892 Medlemmer, at det solgte
for f 305,190 med et Overskud af £ 50,668. samt at Selskabets Formue

Digitized by Google

Stores-Sagen.

727

dengang var f 254,000. Saa vidt er Forf.s Meddelelser vistnok korrekte;
men det har selvfølgelig mindre Interesse at vide, hvorledes et saadant
Selskab var stillet for 17 Aar siden, og hans Tilføjelse til disse Oplys-
ninger: „ senere er Foreningen gaaet yderligere frem", er absolut „mis-
visende*. Sandheden er, at det gamle Rochdale-Selskabs aarlige Salg
kulminerede i 1S77 med £ 311,715. Derefter gik Omsætningen jævnt
tilbage Aar for Aar, indtil den i 1886 beløb sig til £ 246,031. Saa
steg Salget atter jævnt og beløb sig i 1891 til £ 296,025. Selskabets
Formue er ganske vist, som Hr. a + b + c siger, over £ 400,000; den
er nemlig £ 632,067 anbragte paa forskellig Maade, men dette Beløb
er saa meget over £ 400,000, at det vilde have været korrektere at
sige enten over 600,000 eller næsten £ 700,000.

Angaaende de under Aktieselskabs-Form etablerede sydengelske
Stores afholder Hr. a + b + c sig fra at give Oplysninger, men medtager
Londoner-Selskabet „the civil service supply association*, fordi dette,
som Forf. meget rigtig bemærker, indtager en Særstilling, idet Selskabet
i sin Tid er dannet paa et Princip, der nærmest kan betegnes som en
Mellemting mellem de Andelssystemer, under hvilke Rochdale og andre
nordengelske Stores virker, og den særegne Form af Aktieselskaber, som
er bragt i Anvendelse ved de sydengelske Stores. For øvrigt har Sel-
skabet ikke 36,000, men 35,000 Andelshavere, og Selskabet er ikke,
som Hr. a + b + c mener, dannet i 1875 men i 1867. — Dette Selskab
har imidlertid sin særlige Interesse, fordi det har gennemført de syd-
engelske Aktieselskabers Salgsprincip, det som Hr. a+b + c fejlagtig kalder
„at sælge sine Varer til noget billigere Priser*. Jeg skal senere komme
ind paa Beskrivelsen, Bedømmelsen og Sammenligningen af dette Princip
med de nordengelske Selskabers Virkemaade.

Hr. a + b + c sympatiserer aabenbart for saa vidt med den
Bevægelse, der blev rejst mod den her i København projekterede Store,
som han mener, at den Form, hvorunder denne Store tænktes dannet,
som „et Handelsforetagende*, retfærdiggjorde Modstanden. Man forbavses
over denne Betragtning, da det jo dog umuligt kan være Forf.s Mening, at
en Ting i og for sig er forkastelig, fordi den er et „Handelsforetagende*,
skønt Forf. Udtalelse: „i saa Fald er man i Begreb med at oprette et
rent Børsforetagende, som ikke fortjener nogen Sympati*, nok kunde
tyde derpaa. Det kan formentlig lige saa lidt have været hans Mening,
at et Handelsforetagende bliver forkasteligt eller skadeligt, naar det drives
under Form af et Aktieselskab. Vilde man tænke sig alle Aktie-Handels-
foretagender bragte ud af Verden, vilde det unægtelig i utrolig kort Tid
komme til at se ret sort ud i Handelsverdenen. At Foretagendet skulde
være særlig uberettiget, ja, maaske endog farligt, fordi det som Aktie-
selskab paatænkte at drive en Detailforretning, kan vel heller næppe have
været Forf.s Mening. Skulde det Synspunkt gennemføres her til Lands,
og skulde der, som fra andre Sider er antydet, skaffes Love, der for-
hindrede Aktieselskaber i at drive Detailforretning, saa vilde det straks

Digitized by Google

728

Stores-Sagen.

ruinere nogle af vore allerstørste Aktieselskaber, der netop er baserede
paa en Masseproduktion af Varer, som forhandles i Detailbutiker direkte
til Konsumenterne.

Læser man Hr. a + b + c'g Artikel lidt nøjere , viser det sig
imidlertid at det, som vækker hans Mishag, ikke alene er, som han
udtrykker sig, „ Aktie-Detailhandelen*, men det, at den projekterede Store
efter hans Formening udgav sig for at være et kooperativt Selskab,
medens den i Virkeligheden var et „Handelsforetagende* , d. v. s. ikke
kooperativt. Ja, Forf. gaar endog saa vidt, at han insinuerer, at jeg
som den snilde Aand skulde have „bedaaret* Hr. Højesteretsadvokat
Nellemann ved for ham at fremstille det projekterede Aktieselskab som
en forbedret Kooperation. Alt dette viser klart, at heller ikke denne
Forf. kender og forstaar de forskellige Principer, hvorunder de to for-
skellige Arter kooperative Selskaber i England arbejder. Særlig fremgaar
dette af hans Paastand, at de efter det sydengelske Princip drevne Stores
paafører Detailhandelen „de Ulemper, som Andelsforeninger ubestridelig
kan medføre, uden at aabne mindste Udsigt til, at Andelssystemets
store økonomiske Fordele for Befolkningen vil blive opnaaede."

For disse Paastandes Rigtighed præsterer Forf. lige saa lidt som
alle de andre, der hidtil har angrebet den projekterede Store, noget som
helst Bevis. Han indskrænker sig simpelthen til at nævne „hundre
procents" Dividender, som enkelte sydengelske Stores har kunnet udbetale
deres Aktionærer, men han forklarer ikke disses Fremkomst og shitter
sans faqon, at naar man har en stor Dividende, maa man have beregnet
Publikum en stor Pris for sine Varer. Her ligger Kærnepunktet i Misfor-
staaelsen af eller den komplette Mangel paa Kendskab til det kooperative
Princip, som i England kaldes „ London Systemet*, eller som jeg har
døbt det — „det sydengelske*.

Vil man sammenligne det nordengelske (Forbrugsforenings-Principet)
med det sydengelske Stores-Princip, saa maa det staa klart, at bægge
Arter af Selskaber eksisterer og arbejder med det Formaal, at „skaffe
deres Medlemmer visse Fordele, som kan udtrykkes i Kroner og Øre",
og at man i bægge Tilfælde søger at opnaa disse Fordele gennem
Etableringen af rene Handelsforetagender, som driver Detailforretning:

Det er paa høje Tid, at den Misforstaaelse kommer ud af Ver-
den, at en nordengelsk Store eller en dansk Forbrugsforening ikke skulde
være et Handelsforetagende. Selvfølgelig er ethvert Foretagende,
der er baseret paa gennem Køb og Salg af Varer at opnaa pekuniær
Fordel, et Handelsforetagende. Det bliver et andet Spørgsmaal, hvorvidt
et saadant Foretagende kan kaldes almennyttigt, d. v. s. om Foretagendet
skaffer saa store Fordele til saa mange, at den mulige Skade, det kan
tilføje enkelte, bliver betydningsløs i Sammenligning dermed. Ser man
nu først paa de nordengelske Stores, saa viser det sig, at disse Selskaber
er etablerede og driver Forretning for at skaffe deres Medlemmer gode
Varer til en Pris, der i hvert Fald ikke staar over den, som betales i
almindelig daglig Handel, hvorefter man gennem Opsparing af den
Avance, som indvindes ved Kundernes Indkøb, søger at skabe Fonds,
som enten udbetales de enkelte Medlemmer eller anvendes til saadanne

Digitized by Google

Stores- Sagen.

729

Foretagender, som formentlig kan skaffe Selskabernes Forbrugere en
yderligere Indtægt. Saaledes har de forskellige nordengelske Stores
sluttet sig sammen og dannet deres egen uhyre store Engros-Forretning.
Men man er ikke bleven staaende derved. Selskaberne ejer betydelige
Fabriker i England, ved hvis Etablering de har brudt med de saa stærkt
udskregne kooperative Principer, idet de optræder som Ejere af Fabrikerne
og ligesom andre Fabrikejere lønner deres Arbejdere, der ikke har Andel
i Fabrikerne. Selskabet ejer ogsaa sine egne Skibe, kort sagt, disse
Selskaber benytter deres opsparede Kapitaler til at bringe enhver Virksom-
hed, som de kan udnytte til deres Fordel, over paa deres egne Hænder.
Saa længe man betragter disse Selskaber nøgternt som Handelsforetagender,
er der selvfølgelig intet at sige hertil, men disse ihærdige Bestræbelser
kan selvfølgelig aldrig kaldes særlig „ ideelle", dersom Idealet ikke skal
være at bringe al Virksomhed over paa kooperative Selskabers Haand
uden Tanke for den enkelte selvstændige Konsument eller Producent.

Som jeg nævnte i mit Foredrag ved „ Stores-Mødet* den 14de Juli
iaar, andrager den Gennemsnits-Avance, med hvilken nordengelske Stores for-
handler deres Varer, o : 1 7 pCt. Netto, og tænker man sig disse Varer købte
gennem „ Wholesale- Society * , Andelsforretningens Engros-Forretning, som
beregner sig en Avance af gennemsnitlig c. 5 pCt., fordyres altsaa Varen med
ikke mindre end 22 pCt. foruden de ved Fordelingen nødvendige Omkost-
ninger. Spørgsmaalet bliver da, om det virkelig ligger i Konsumentens
Interesse, at modtage sine Varer med en unødvendig Fordyrelse af 22 pCt.
for derigennem, som Hr. a+b + c udtrykker sig; „at lægge Penge op ved
Hjælp af sine Udgifter*. Det kan selvfølgelig ikke benægtes, at en
Køber, dersom han ikke har andet Valg, bør foretrække at købe en
Vare, som er fordyret med 22 pCt., naar disse 22 pCt. senere gaar i
hans egen Lomme i Stedet for i Detailhandlerens, men det bliver et
Spørgsmaal, om det ikke vilde være til langt større Fordel for samme
Køber, om han slap for at betale de 22 pCt. og derved kunde forøge
sin Konsum i Forhold. Forf. har i anden Sammenhæng udtrykt denne
Tanke i følgende Ord: „ Oprigtig talt, hvem vil føle sin borgerlige Sam-
vittighed besværet ved at give hele det københavnske Kreaturhandler- og
Slagterlav en god Dag, hvis en anden Ordning satte Familier, som
f. Eks. nu kun har Raad til at spise Kød to Gange om Ugen, i Stand
til at gøre det en Dag mere for de samme Penge?*

Nu siger imidlertid Hr. a+b+c et andet Sted i sin Artikel: „ Ogsaa
er det givet, at Kooperationen forøger Købeevnen hos en Mængde
Familier — jier er mangt et Pianoforte i Nordengland, som er indkøbt
for opsparet Stores-Udbytte*, hvoraf det synes at fremgaa. at den nord-
engelske Store efter Hr. a + b + c's Mening forøger sine Medlemmers
Købeevne. Ganske vist kan en saadan „ Store* i Tidens Løb opspare
en Kapital for sine Medlemmer, og Arbejderen kan, naar han paa denne
Maade er bleven „ Kapitalist 44 , anvende sine Penge til et Fortepiano eller
til andre mere nødvendige Brugsartikler; men til at begynde med rækker
hans Penge ikke længere i Andels-Storen end i den private Handel —
hans Købeevne er og bliver den samme. — Atter et andet Sted siger
saa Hr. a + b + c i sin Omtale af danske Forhold og en eventuel dansk Lov :

Digitized by

730

Stores-Sagen.

„En Forbrugs-Lovgivning burde fastsætte, at Andelskapitalen skulde erstattes
med godskrevne, rentebærende Overskudsandele , forinden saadanne
udbetaltes kontant, bvad der faktisk er Tilfældet i England, og at
derefter Medlemmerne skulde være berettigede til at lade deres Over-
skudsandele henstaa indtil et nærmere fastsat højeste Beløb*. Det
staar mig ikke fuldstændig klart, hvad Forf. egentlig mener. For at
en opsparet Kapital skal kunne forøge en Mands Købeevne, maa
han dog først og fremmest kunne faa fat i denne Kapital, men naar
hans opsparede Kapital skulde erstattes med godskrevne, rentebærende
Overskudsandele, saaledes at hans Kapital altsaa bindes i Forretningen,
er det mig en fuldstændig Gaade, hvorledes han skal kunne bære sig ad
med at købe noget som helst for de Penge; i det højeste kan han an-
vende Renten. Ganske vist tilføjer Hr. a + b + c, at disse Overskuds-
andele skulde udstedes, forinden Kapitalen udbetales kontant, men
dersom Kapitalen alligevel tænkes udbetalt kontant, saa indser jeg ikke
Nytten af de rentebærende Overskudsandele.

Betragter man nu disse Foretagender fra den selvstændige Produ-
cents Standpunkt, stiller Forholdet for den nordengelske Store sig saa-
ledes, at den Fordyrelse, som Varen er undergaaet paa sin Vej fra ham
til Konsumenten, kan være ham fuldstændig ligegyldig, dersom han har
leveret Varen og faaet sin Dagspris for den. Men har Selskaberne
benyttet en Del af de 22 pCt. til Opsparing af Kapitaler og med disse
Kapitaler anlagt Fabriker, som selv producerer Varer, saa har disse
Selskaber paaført den selvstændige Producent et direkte Tab ved at
formindske hans Marked.

1 Modsætning til de nordengelske Selskaber, hvor et Antal Per-
soner danner et Handelsselskab for gennem fælles Forhandling af
Varer med en Avance at opspare en Kapital, som siden anvendes til
forskellige Formaal, staar det sydengelske Selskab som et Handelsselskab,
der har til Formaal at indkøbe Varer og fordele disse blandt sine
Medlemmer til den billigst mulige Pris eller, som det sædvanlig ud-
trykkes, med de færreste Omkostninger at fordele Producentens Vare ul
Konsumenterne.

Det første sydengelske Selskab opstod derved, at enkelte Bestil-
lings- og Embedsmænd i Postvæsenet sluttede sig sammen og sammen-
skød en Kapital til Dannelse af det af Forf. omtalte Selskab: % ihe ekU
service supply association*, hvilken Kapital skulde forrentes med 5 pCt,
men for øvrigt skulde de i Fællesskab indkøbte Varer forhandles eller
fordeles til „Indkøbspris 11 . Ved Forhandlingen af Varerne efter dette
Princip maatte der selvfølgelig, foruden det til Forrentningen af den
sammenskudte Kapital nødvendige Beløb, forud beregnes et Beløb, som
formentlig vilde dække de med Fordelingen af Varerne forbundne Om-
kostninger, og der maatte drages Omsorg for, at dette Beløb ved Be-
regningen ikke blev for lille, saaledes at den sammenskudte Kapital ikke
opbrugtes til Dækning af Omkostninger.

Digitized by Google

Stores-Sagen.

731

Resultatet af denne Form for Forretning er, at Forbrugerne faar
overordentlig billige Varer, hvilket Forhold jeg vil illustrere med den
Oplysning, at-t. Eks. 9 the civil service supply association*, som Hr.
a-t-b + c bar nævnt, i de sidste 5 Aar indtil 1890 bragte sin Avance
paa Omsætningen efter Dækning af Drifts-Omkostningerne ned fra 3>o&
til 2,8$ pCt. Netto. Dette Selskab indtager som sagt en Særstilling,
da det ikke er dannet som Aktieselskab, og jeg vil derfor tage et
andet bekendt Londoner-Selskab, nemlig % the artny and navy store*, for
gennem et Eksempel at vise, hvorfor disse Selskaber samtidig med, at
de forhandler deres Varer med et saadant Minimum af Avance, at de,
naar der tages Hensyn til den Risiko af forskellig Art, som enhver For-
retning løber, idet f. Eks. Omsætningen af uforudsete Grunde pludselig
kan aftage eller helt ophøre, umulig kan forhandle Varerne billigere en
détail, dog skaffer deres Aktionærer store Dividender af den i Foretagendet
risikerede Kapital.

Taget fra 1888 til 1891, forholdt army and nary-Stores Udbytte,
beregnet paa Omsætningen og Udgifterne, der er forbundne med Varernes
Fordeling, sig paa følgende Maade til hinanden:

Netto-Annce. Udgifter.

1888 2,tr pCt. 8 pCt

1889 3,m - 7,88 -

1890 3,7* - 7,o« -

1891 3,82 - 6,i8 -

I disse 4 Aar er altsaa Avancen paa Omsætningen stegen 17 /so pCt. —
trods det, at Varerne øjensynlig maa være solgte 1 U pCt. billigere, — idet
Omkostningerne gennem den forøgede Omsætning procentvis er dalede
l s /s» pCt. Den større Avance fremkommer altsaa og stiger efterhaanden,
som Omkostningerne gennem den forøgede Omsætning formindskes. Til
yderligere Illustration af dette Forhold skal jeg anføre, at i 1880 androg
Avancen paa Omsætningen, efter en gennemsnitlig Beregning, som 9 The
Statist* foretog for 5 af de største sydengelske Stores, der den Gang
tilsammen omsatte c. 77,000,000 Kr., kun 1% pCt. , hvorimod den i
1890 for de samme Selskaber var stegen til 3 ll \o pCt., fordi Omsæt-
ningen i Mellemtiden var stegen til omtrent 104 Mill., hvorved Omkost-
ningerne procentvis forringedes. Dette er altsaa Principet i den syd-
engelske Store, og den Chance, som et saadant Selskabs Aktionærer
har for at indvinde en Dividende ud over den altid fastsatte 5 pCt.
Rente, afhænger altsaa af, at Konsumen og derved Omsætningen stiger,
fordi Varerne forhandles saa nær til Produktionsprisen som paa
nogen Maade muligt. Som jeg allerede paapegede i mit Foredrag i
Vinter, køber disse Stores deres Varer i „det aabne Marked 11 , da det
ligger i deres Interesse at holde Konkurrencen aaben.

Vil man nu sammenligne de Fordele, et saadant Selskab yder Kon-
sumenten, med de Fordele, de nordengelske Forbrugsforeninger byder,
saa viser det sig altsaa, at den sydengelske Store leverer Varerne til
Konsumenten c. 19 pCt. billigere end den nordengelske — Forskellen
er ikke som a + b + c mener „a shilling in a pound* — og det staar
selvfølgelig den enkelte Konsument frit for enten at anbringe de sparede

Digitized by Google

732

Stores-Sagen.

19 pCt. i sin private Sparebøsse eller at anvende Beløbet til en forøget
Konsum. Set fra et Producent- Standpunkt stiller Forholdet sig saaledes,
at et Selskab, der gennem en Fordeling af Varerne med en Minimums-
Avance forøger Forbruget, uden selv at optræde som Producent, direkte
støtter den selvstændige Produktion, og medens Producenten derfor
a priori er udelukket som Medlem af de nordengelske Konsument-
foreninger, saa har han sin naturlige Plads som Medlem i det syd-
engelske Selskab, hvor han risikerer sin Andel i Kapitalen, der er nød-
vendig for at etablere en Store, der arbejder paa et Princip, som direkte
tjener til Forbrugets Forøgelse.

Vi har nu undersøgt, hvilke Fordele de forskellige engelske Stores
byder deres Medlemmer i Egenskab af Konsumenter og Producenter.
Men for at danne sig et korrekt Billede af de forskellige Selskabers
Virkemaade maa man tillige undersøge de Fordele, som et saadant Sel-
skab yder de samme Medlemmer i deres Egenskab af Kapitalister.

Vil man studere Kapitalistens Stilling i de nordengelske Stores,
kan man f. Eks. med Hr. a + b + c vælge Selskabet i Rochdale. Som
paa vist, har dette Selskab opsparet en Kapital paa henved f 700,000,
men samtidig sælger Selskabet kun Varer for ca. £ 312,000 aarlig. Det
er indlysende, at denne Kapitals Størrelse er fuldstændig meningsløs i
Forhold til Selskabets Omsætning, og at Selskabet igennem sin For-
pligtelse til at forrente en saa stor Kapital i en væsentlig Grad vilde
forhindres i at sælge sine Varer billigt, selv om dette var det ledende
Princip for Selskabets Virksomhed.

For de Personer, som fra første Færd af eller i en længere Aar-
række har været Selskabets Medlemmer og altsaa eflerhaanden er blevne
Selskabets Kapitalister, kan et saadant Forhold i og for sig være temmelig
ligegyldigt. Men anderledes stiller det sig for ny tiltrædende Medlemmer,
idet disse maa afgive en Del af den paa deres Indkøb indvundne Avance
til Forrentning af den store Kapital, som tilhører de ældre Medlemmer
i Selskabet. Herved opstaar det ejendommelige Forhold, at de enkelte
Medlemmer af Selskabet paa ingen Maade kan siges at være lige stillede,
idet „ Kapitalisten* forud tilvender sig en væsentlig Del af den Fordel,
der rettelig burde tilfalde samtlige Medlemmer! Og det er dette Princip,
som Hr. a + b-f c fremstiller som et Mønster i Modsætning til den af
ham som „ Kapitalistforetagende* stemplede sydengelske Store!

Tager vi til Eks. den af mig omtalte anny & navy store i London
som en Type for en sydengelsk Store, saa viser det sig, at dette Selskab
driver sin Forretning med en Aktiekapital paa kun f 60,000, fordelt
imellem noget over 30,000 Aktionærer, og denne Kapital anvender Sel-
skabet til et Vareindkøb, der med Tillæg af Omkostningerne ved For-
handlingen beløber sig til £ 2,727,819.

Denne Omsætning opnaar dette Selskab kun, fordi det forhandler
sine Varer med et saadant Minimum af Avance, at der, bortset fra dets
ca. 30,000 Aktionærer, er Tusinder af Kunder udenfor Foreningen, som
ser deres Fordel ved aarlig at betale Selskabet en Afgift af 5 sh. for
Retten til at købe deres Husholdningsforbrug gennem Selskabet. Som
man altsaa vil se, har saavel Kunderne som de egentlige Aktionærer

Digitized by Google

Stores-Sagen.

733

deres Fordel som Konsumenter ved de Besparelser, de opnaar gennem
det billige Indkøb, medens Aktionæren i sin Egenskab af Kapitalist maa
nøjes med den Avance, der fremkommer ved, at hans Kapital omsættes
et stort Antal Gange hvert Aar. Og hans Fordel kommer altsaa i hvert
Tilfælde ubetinget sidst, samtidig med at han løber den Risiko, der er
forbunden med, at Omsætningen af en eller anden Grund kunde blive
mindre. Det er dette System, som Hr. a + b + c i sin Ukyndighed tror
at turde betegne som kapitalistisk!

Hr. a + b -f- c paastaar , at der for de nordengelske Stores Ved-
kommende er en tydelig Tendens i Retning af at styrke „de bestaaende
Selskaber* , som øver ,en naturlig Tiltrækning". Atter dette er et
Fejlsyn. Tværtimod, det er givet, at naar disse Selskaber kommer til
et vist Punkt, saaledes at de er blevne overbebyrdede med for store
opsparede Kapitaler i Forhold til deres aarlige Vareomsætning, saa vægrer
enhver forstaaende og tænkende Arbejder sig naturlig ved at træde ind
i de gamle Foreninger og derved paatage sig Byrden af igennem sine
Indkøb at forrente de ældre Medlemmers Kapital. De Konsumenter, som
ønsker at slutte sig sammen for gennem fælles Salg at opspare Kapitaler,
danner derfor ny Selskaber. Saaledes er der til Eks. nu to Konkurrenter
i Rochdale til det gamle Selskab, og her er Grunden til dette Selskabs
Tilbagegang.

Som Følge deraf er Antallet af Andelsselskaber ikke paa nogen
Maade , som af Hr. a + b + c paastaaet , i Tilbagegang. Det faktiske
Forhold er dette, at i hele Storbritannien var Antallet i 1876 1165 og
steg jævnt indtil 1881 til 1230; i 1885 var det 1296 og i 1890 1335.

For de sydengelske Stores Vedkommende stiller Forholdet sig
saaledes, at naar Selskabets Omsætning har naaet en saadan Grænse, at
en forøget Omsætning vilde nødvendiggøre Anskaffelsen af et større
Driftsapparat — større Lagre, Personale, Lokaler etc. etc. — saa maa
man enten nægte at optage flere Medlemmer eller af disse forlange en
Afgift til Dækning af Omkostningerne. Og hermed opstaar det saakaldte
føføt-System.

Frygten for at bebyrde Selskabet med Forrentning af en stor
Kapital har altsaa netop været en af de væsentlige Grunde til Indførel-
sen af de saakaldte ticket-members i de forskellige Stores-Selskaber i
Syd-England. Disse Medlemmer yder aarlig et Beløb — 5 sh. — til Dæk-
ning af de med deres Indkøb forbundne Omkostninger, hvorimod Selskabet
ikke forlanger eller ønsker noget Kapital-Indskud, og det betydelige
Antal af denne Art Medlemmer afgiver et godt Bevis for, at endogsaa
det store Publikum er fuldstændigt paa det rene med, at den Be-
sparelse, som bydes i en sydengelsk Store, er adskillige Gange mere end
a shilling in a pound. Naar Hr. a + b + c desuden siger , at de syd-
engelske Stores kun arbejder med den velhavende Del af Befolkningen,
saa er dette atter en Talemaade. Tværtimod, der eksisterer enkelte
Londoner-Stores, som kan siges at have en Del velhavende Kunder, men
disse Stores og deres velhavende Kunders Antal er absolut forsvindende
i Sammenligning med de Tusender af Familier tilhørende „ Middelstanden"

Tilskueren 188a 49

Digitized by Google

734

Stores-Sagen.

og Arbejderklassen, der finder deres Fordel ved at være Medlemmer
af et Stores-Selskab.

Det fremgaar forhaabentlig tilstrækkelig klart af det foregaaende, at
en Samling Personer, der under et Aktieselsabs Form slutter sig sammen
for i Forening at indkøbe Varer til billigst mulige Pris og derefter for-
dele disse mellem sig, er fuldt ud lige saa „kooperativ* som det Selskab,
der bar til Formaal at forhandle de i Fællesskab indkøbte Varer til
den bedst mulige Pris og derefter dele Avancen.

Nu mener Hr. a + b + c imidlertid, at det nordengelske Andelsprincip
er det eneste saliggørende. For mig staar det saaledes, at begge Principer
bar deres Berettigelse, og at det kommer an paa de stedlige Forhold,
respektive det enkelte Individs fri Vuje, hvilket man vil foretrække.

Vi har her i Landet Selskaber, som virker efter bægge Systemer.
Der eksisterer i Jylland en Mængde mindre, lokale Forbrugsforeninger,
som forhandler deres Varer efter det nordengelske Princip, og disse For-
brugsforeninger har for længst sluttet sig sammen til en fælles Indkøbs-
forening med Kontorer i Kolding, Aarhus og Randers. Denne Engros-
Forretning har i Fjor haft en Omsætning paa ca. 1 Vs MUL Kr. Foruden
de forskellige Foreninger til fælles Indkøb af t Eks. Foderstoffer, kunstig
Gødning, etc. Landet over, eksisterer der langs hele Jyllands Vestkyst
saakaldte „ Indkøbsforeninger * , hvis Formaal det er, gennem Indkøb af
alle Sorter Forbrugsartikler at skaffe deres Medlemmer disse Varer billigt
Saadanne Foreningers Betydning blev fremhævet paa de jyske Handels-
foreningers Repræsentantmøde den 29de Maj i Aar, under en Diskussion
mellem jyske Handlende om, hvorvidt det vilde være tidssvarende, at de
forskellige Detailhandlende indenfor hver By sluttede sig sammen til fælles
Indkøb af Varer. Den indledende Taler paapegede, at bestemte Tobaks-
fabrikanter forhandlede deres Varer til Købmænd med en Rabat af
10 pCt + 2 pCt. for kontant Betaling, medens de samme Fabrikanter
forhandlede de samme Varer til de nævnte Foreningers Fællesindkøb med en
Rabat af 14 pCt. + 2 pCt. for kontant Betaling. Paa en Handelsfor-
enings Forespørgsel hos Fabrikanterne om, hvorledes dette forholdt sig,
svarede Fabrikanterne, at Differencen af 4 pCt fremkom derved, at
Fabrikanterne sparede 4 pCt. ved at sælge til Fællesindkøbene, idet disse
4 pCt. ellers afgaves som Betaling til de Agenter, der var nødvendige
for at samle Ordrer hos de forskellige Købmænd. Det ses heraf, at et
saadant Fællesindkøb her i Landet i det givne Tilfælde vil være i Stand
til at tilbyde de paagældende Varer t. Eks. 2 pCt under Detailhandlernes
Indkøbspris og dog have 2 pCt. i Behold til Dækning af Omkostninger
og Kapitalens Forrentning.

Hr. a + b + c betegner det projekterede nordiske Stores Selskab
som et „ Kapitalistforetagende * i Ordets slette Forstand. Dette Synspunkt
er absolut falsk og bør imødegaas, ikke fordi jeg eller nogen anden

Digitized by Google

I

Stores-Sagen.

735

fornuftigvis kan betragte et Foretagende som fordømmeligt, alene fordi
Enkeltmand eller faa Personer anbringer større Kapitaler i det — thi
skulde dette Synspunkt føres ud i sine Konsekvenser, maatte jo al An-
bringelse af Kapital i privat Virksomhed høre op — men kun, fordi
Hr. a + b + c som flere andre har forsøgt derigennem at bortforklare
det projekterede Selskabs sande Karakter og fremstille det som et Selskab,
der „i Lighed med de sydengelske Stores" kun gavnede enkelte.

Naar Hr. a + b + c mener, at de sydengelske Stores er »kapi-
talistiske 1 ' Selskaber, som kun søger Handelsfordel og Udbytte o: Dividende
for deres Aktionærer, saa er denne Paastand lige saa fejlagtig og Uge Qaa
uholdbar som den, at det i Praksis skulde være muligt at forvandle et saa-
dant Selskab til Enkeltmands eller faa Mænds Ejendom, og at det skulde
kunne benyttes til Eksploitering af Publikum og Ruinering af Handels-
standen som Stand. Et saadant Selskabs Grundtanke er, at Kapitalisten
(Aktionæren) og Kunden til enhver Tid i det væsentlige er samme Person
og til en Begyndelse absolut maa være samme Person. — For at kunne
indkøbe Varer og forhandle disse efter de sydengelske Storers Princip be-
høves der en vis Kapital; den, som tegner denne Kapital, løber en vis
Risiko, og der vilde for det store Publikums Vedkommende ingen Anled-
ning være til at risikere denne Kapital, dersom det ikke paa Forhaand
vidste, at det som Ækvivalent for denne Risiko først og fremmest Hk
meget billige Varer. Derfor maa en saadan Forretnings Kunder og
Aktionærer af Hensyn til Omsætningen absolut være og vedblive at
være samme Personer, hvis fælles Formaal først og fremmest er at faa bil-
lige Varer, og derfor sætter man i de sydengelske Stores som i de nord-
engelske en vis Grænse for det Beløb Aktier, den enkelte Person kan
eje i Forretningen.

Den ledende Tanke i dette Princip synes aldeles ikke at have
staaet Hr. a+b + c klart. Til at begynde med siger han nemlig:
„Hvis der nu var sørget for, at Aktionærerne var Selskabets Kunder,
altsaa at Aktionærernes og Kundernes Krese dækkede hinanden, og naar
saa yderligere Aktionærerne deltog i Fortjenesten i Forhold til Omfanget
af deres Forretninger med Selskabet, ja saa havde vi Andelsforetagendet,
der kan bringe økonomisk Hjælp til saare mange og hidføre en Forøgelse
af Nationens Velstand igennem Opsamling af Overskud*.

Der var i det projekterede danske Selskabs Love truffet Bestemmelser,
der begrænsede det Beløb, som den enkelte Aktionær kunde „ tegne* i Fore-
tagendet, og derigennem var der trods Hr. a + b + c's spidsfindige juridiske
Fortolkning sat en Grænse for det Antal Aktier, den enkelte Mand kunde
„eje* i Forretningen. Naar man nemlig tænker sig Kapitalen tegnet i
Henhold til Vedtægterne, saa ligger det klart, at dersom den enkelte
Mand ønskede at afhænde sine Aktier, fordi Foretagendet ikke gav
Dividende, vilde han næppe finde en Køber, og blev paa den anden Side
Omsætningen saa stor, at Foretagendet virkelig betalte sig, er det næppe
sandsynligt, at nogen Aktionær ønskede at sælge sine Aktier; i alle
Tilfælde kunde dette Salg kun foregaa gennem Bestyrelsen. Forudsat, at
Hr. a + b + c ikke gaar ud fra , at Bestyrelsen paa et givet Tidspunkt
vilde bestaa af en Samling uvederhæftige Personer, — for ikke at bruge

49*

Digitized by Google

736

Stores-Sagen.

et værre Udtryk — indirekte valgte af en Samling af flere Tusinde
Ignoranter, saa ligger det nær, at de Transaktioner, som Hr. a + b + c
har forudsat, ikke kan lade sig opføre.

Hvad dernæst Andelen i Udbyttet i Forhold til Indkøbene angaar,
er det jo soleklart, at naar en Vare sælges til Producentens Pris plus
en Avance, der kan betegnes som en Rente af Kapitalen og en Assurance-
Præmie mod eventuelle Tab, saa opnaar den enkelte Køber den
størst mulige Fordel i Forhold til sit Forbrug.

Læser man saa andetsteds i Hr. a + b + c's Artikel, viser det
sig, at Forf, ikke alene er uklar over de sydengelske Stores Forretnings-
princip, men at han tillige er kommen i Uoverensstemmelse med sig
selv; thi nu siger han nemlig, at det egentlig er ulogisk paa samme
Tid at være Aktionær og Køber hos Selskabet, „thi Aktionærerne er
interesserede i, at Handelsfortjenesten bliver stor, Køberne i, at den
bliver lille". Dette Ræsonnement falder selvfølgelig til Jorden, naar man
holder sig klart, at Aktionæren er Køber og søger sin væsentligste For-
del som Køber. I nøje Forbindelse med dette Princip stod Bestemmel-
sen om Aktiernes Inddeling i to Serier, hvis Betydning og Fordele jeg
for øvrigt forklarede i min Tale den 14de Juli. Denne Fordeling af
Kapitalen paa to Serier Aktier vilde i Tilfælde af, at Selskabet ikke gennem
sin Omsætning kom til at give en større Rente af Kapitalen, være fuld-
stændig betydningsløs. Indvindes der imidlertid en Ekstra-Dividende, saa vD
gennem denne Ordning de stormende Debatter, som Hr. a + b + c selv for-
tæller har fundet Sted i en af de ældste engelske Stores om Fordelingen af en
saadan Ekstra-Dividende, ikke kunne finde Sted. En saadan Extra Dividende
tilhører selvfølgelig Aktionærerne, ogr det vilde med to Serier Aktier være
muligt for den oprindelige Aktionær at overdrage sin Kapital til ny Kunder
uden* derved at tabe sin Andel i den Ekstrafortjeneste, han har hjulpet
til at arbejde op. Herigennem skydes den Mulighed, at Storen kunde føle
sig foranlediget til at henvende sig til andre end sine Aktionærer, ud i
det uvisse fjerne. At den foreløbig ikke tænkte derpaa, fremgaar det
af Hr. a + b + c's Artikel, at han har forstaaet.

Hr. a + b + c kommer derpaa i sin Artikel ind paa at tale om
den eventuelle Stores Stilling til de allerede eksisterende Forbrugsfor-
foreninger og henviser i denne Forbindelse Hr. Advokat Nellemann til
mig, for at han hos mig kunde erholde Underretning om, at de nord-
engelske Andels-Foreninger ikke køber deres Varer en. gros hos Sydenglands
Stores. Enhver, som kender til Sagen, ved, at Nordenglands Stores ejer en
En gros-Forretning, som har en uhyre stor Omsætning. Men kan Hr.
a + b + c ikke tænke sig, at de sydengelske Stores paa deres Vis , hver
indenfor sit Felt, kan gøre en ikke lille En gros-Omsætning, eller kan
Forf. trods sine manglende Købmandskundskaber ikke se, at man,
naar en Forretning drives paa det sydengelske Stores Princip, sættes i
Stand til at gøre en En gros-Forretning, om man lyster,' og at det
maaske kunde ligge i Forbrugsforeningers og andre Foreningers Inter-
esse at gøre deres Indkøb gennem en saadan Forretning?

Frederik Vett.

Digitized by Google

Jobs Bog.

iv.

Naar man betragter de ældste hebraiske Mønter, der er blevne
os opbevarede, saa føler man, hvor sildige disse Efterladenskaber
end er, deres Magt til at rykke en tilbage til længst forgangne
Tider. Ikke at de i kunstnerisk Henseende er værdifulde; de staar
uendeligt tilbage i Sammenligning med Mønter fra Athen eller
Syrakus; men de virker som talende Minder.

Se paa disse Mønter fra Makkabæernes Tid og læs disse
Indskrifter. Paa den ene Side en Lilje med Omskrift Jerusalem,
det hellige, paa den anden Side en Vase med Vellugt og Tegnet 1
(d: Aar 1 efter Jerusalems Befrielse), og om Vasen staar Sekel for
Israel. Eller tag denne Medalje: Paa den ene Side For Jerusalem*
Befrielse, paa den anden Simeon, en Kurv med Neg og en Citron*
frugt. Eller denne med en Palme og Omskrift Simeon, Fyrste af
Israel; andre med Vinstokke og en Drueklase; atter andre med en
Gren af Balsamtræet. Man faar da Indtrykket af et Folk med
stor Naturglæde, stor Sans for Planteverdenens Skatte, der har
betragtet sine Palmer, sin Vin, sit Korn, sit Balsamtræ og sin
Balsam-Parfyme som sine Sindbilleder.

Men paa Overgangen til den Tid, da alt dette bliver Folkets
Glæde, hår det vendt Blikket tilbage til Nomadetilstandens Dage,
som for det har staaet i et endnu skønnere Lys, den Tid, da
Folket ikke boede i Huse men i Telte, og da dets Rigdom ikke
var Agerens Frugt men de store Hjorder. Disse Hjorder bestod
af Kameler, Faar, Okser og Æsler. Svin nævnes aldrig blandt
Patriarkernes Eje. De gamle Hebræere havde ligesom Arabere og
Føjnikiere, Ægyptere og Indere en sand Væmmelse for Svinet,
ligesom de havde Afsky for Hunden. Det var ikke den saakaldte

Tilskueren. 1893. 50

Digitized by

738

Jobs Bog.

mosaiske Lovgivning, der indprentede dem denne Væmmelse?
den var af mange Aarhundreder ældre Dato.

De boede i Telte, og Teltene var* som Beduinernes endnu i
vore Dage, Telte af Gedeskind, og de synes altid, som Beduinernes
endnu i Reglen er det, at have været sorte. Derfor siger i Sangene*
Sang Pigen fra Sulem: Sort er jeg som Kedars Telte. — Teltet
var med Tæpper inddelt i flere Rum. I det inderste havde
Kvinderne deres Opholdssted.

Dragten var en tætsluttende Tunica af Linned og over dei*
en Kappe af Form som et firkantet Sjal. Paa Hovedet en
Turban o: et hvidt Klæde, som snoedes mange Gange om Hovedet.
Paa Fødderne Sandaler, der lod den øverste Del af Foden blottet^
derfor den stadige Tale om Fodens Vaskning. Klæderne var for-
skellige for Mænd og Kvinder og i Regelen hvide; kun de rigeste
bar røde eller purpurfarvede Dragter.

Vil vi da tænke os Scenen i Job, maa vi forestille os fire
Personer tilnærmelsesvis klædte, som Beduinernes Scheiker er det
i vore Dage, der sidder paa Jorden og samtaler i et sortfarvet TelL

V.

Hvad der fortælles i Digtet om Job har i lange Tider været
anset for sand Historie. Luther havde sine Tvivl, men troede r
at der laa en historisk Virkelighed til Grund, som af en Forfatter,,
der ligesom Fortællingens Hovedperson havde lidt saare meget, var
bleven omformet til en Art opbyggeligt Skuespil. Endnu den Dag^
i Dag mener mange, at Jobs Skikkelse er bleven givet Digteren
af den historiske Overlevering tilligemed Vennerne, der trøster og
ophidser ham.

Kunde man naa til fuldkommen Klarhed over dette Spørgs-
maal, vilde Besvarelsen være af stor Vigtighed med Hensyn tB
Afgørelsen af Digtets Affattelsestid. Vi har angivet dette Tids-
punkt som sandsynligvis faldende ikke længe efter 720. Et Par
Ord vil vise Vanskelighederne ved at fastsætte det og Mulig*
heden derfor.

De Berøringspunkter, som findes mellem Jobs Bog og Jesaja
er uafgørende, da det er umuligt at se, om Jesaja har benyttet
Jobs Bog eller Forfatteren af dette Digt Jesaja. Saaledes hedder
det Job XIV, 11:

Soens Vande skal svinde, løbe af og tørres ud.

Digitized by Google

Jobs Bog.

739

og Jesaja XIX, 5:

Vandet løber af Søen, Floden svinder og tørres ud.

Ligheden er næppe tilfældig, men det er umuligt at paapege, hvem
Efterligneren er. Ifald det er Jesaja, saa var Digtets høje Ælde
jo derved bevist.

I Ezechiels 14de Kapitel 14de Vers finder man Jobs Navn
nævnet:

Hvis et Land synder imod mig og bliver mig utro , og jeg strækker
min Haand ud imod det for at berøve det Brødet og sende det Hungersnøden
og udrydde Mennesker og Kvæg deraf, og hvis deri fandtes disse tre Mænd:
Noah, Daniel og Job, saa vilde disse Mænd ved deres Retfærdighed kun kunne
frelse sig selv.

Ezechiel, der skriver c. 595—572 før vor Tidsregning, an-
fører altsaa Job blandt de tre retfærdigste Mænd.

Man kan naturligvis deraf ikke ubetinget slutte, at han har
kendt Jobs Bog, at den paa hans Tid var skrevet og læst. Thi
der kunde været Tale om en Job og først langt senere digtet om
ham. Saaledes nævnes jo her en Daniel, og Daniels Bog, dette
pseudo-profetiske Stykke Literatur, er dog først forfattet mellem
167 og 164 f. Kr. Ja end ikke om denne Bogs opdigtede Helt
kan her være Tale, da han, som skal være kommen til Babylon
(604) som Barn, paa den Tid, Ezechiel skrev, maatte være i de
første Ynglingeaar og ikke kunde være berømt for Retfærdighed
og Visdom. Af Job-Navnets Nævnelse kan vi da ikke ubetinget
slutte noget om Job-Digtets Ælde.

Og i øvrigt omtales Job kun to Steder i det gamle Testamente
og i meget sildige Bøger, dels maaske i Jesu Sirachs Bog (49, 12)
hvor et meningsløst Sted i den græske Tekst tyder paa, at Navnet
Job (Hiob), der etymologisk er en passiv Form af Adjektivet
fjendtlig (den som lider Fjendskab), er bleven misforstaaet og
oversat som Fjender ne, dels i Tobias' Bog, hvor det i den latinske
Tekst (II, 12—15) i Anledning af Tobias' Blindhed hedder med
en Vending, der tyder paa en noget anden Version end vor:

Gud sendte ham denne Prøvelse, for at han skulde give Eftertiden et
Eksempel paa Taalmodighed som fordum Job. Og Naboerne forhaanede ham,
som fordum Kongerne gjorde med Job.

Det forstaar sig, at slige Steder i Bøger fra det andet eller
endog første Aarhundrede f. Er. ikke paa langt nær har den
Vægt som Stedet hos Ezechiel. Men Værdien af Navnets Nævnelse

50*

Digitized by Google

740

Jobs Bog.

hos denne Profet beror naturligvis udelukkende paa Usandsynlig-
heden af, at Helten har levet i Overleveringen tidligere end i Digtet.
Denne Usandsynlighed er imidlertid i Virkeligheden tilstede. Selve
Navnet Hiob tyder, som vi saa, efter dets Afledning paa at være
dannet for Helten i et Digt, der var ment som en stor Parabel.
Og hele Gangen i Fortællingen tager sig ud som frit opdigtet.
Den tilhører ikke nogen Virkelighed, denne Historie om de mest
forskelligartede Ulykker, der hagler ned over Ofret i Løbet af
en Time. Reuss har træffende gjort opmærksom paa Usand-
synligheden af, at saa talrige Hjorder, der dog ikke alle kunde
findes paa ét Sted, skulde gaa tabt samtidigt. Hvor kan man
tænke sig et Uvejr, der ihjelslaar 7000 Faar og Beder paa en
Gang! Er det et rimeligt Træk, at disse Venner sidder syv Dage
og syv Nætter paa Jorden overfor Job uden at sige et Ord? Er
det et sandsynligt Virkelighedstræk, denne Beretning om det ny
Kuld af syv Sønner og tre Døtre, som Job, efter at alle hans andre
Børn er døde i modnere Alder, faar med en og samme Hustru?
Alt dette henpeger utvivlsomt paa, at det hele er Digt, og at den
Job, Ezechiel sigter til, er Digtets. Ganske i Overensstemmelse
med et Digterværks Behov, men i fuld Strid med al Sandsynlighed
er det jo ogsaa, at fire Personligheder, af hvilke ingen er Israelit,
og som lever langt fra Palæstina, med saadan Lidenskab og Alvor
drøfter et Spørgsmaal, der for Israel og Israel alene var Grund-
spørgsmaalet.

Det er da tydeligt nok, at vi her ikke har noget som helst
andet for os end et stort lyrisk Læredigt.

Var de Berøringspunkter, som Job frembyder med Jesaja,
uafgørende for Digtets Ælde, saa har til Gengæld Parallelerne med
Steder hos Jeremias en meget større Betydning. Her lader det
sig paa ingen Maade betvivle, at det er Jeremias, som er Efter-
ligneren.

Job har i sit første Klageudbrud (III, 3) disse dejlige og
følte Linier:

Gid den Dag gaa til Grunde, hvor jeg blev født,

Og den Nat, som har sagt: Et Menneske er undfanget!

Hvorfor er jeg ikke død i min Moders Skød?

Hvorfor udaandede jeg ikke, da jeg kom af Moders Liv?

Hvorfor var to Knæ rede til at modtage mig?
Hvorfor fandt jeg to Bryster til at give mig Die?

Digitized by Google

Jobs Bog.

741

Ellers vilde jeg nu have ligget og haft Ro,
Have sovet og haft Hvile.

Thi dernede hører de onde op at larme,
Der hviler de, hvis Kraft er udtømt.

Der er al)e Fanger trygge

Og hører ikke Slavefogdens Røst.

Der er liden som stor,

Der er Trællen fri for sin Herre.

Og han hævder ogsaa i en senere Monolog (X, 18) at Ikke-Til-
værelse er bedre end Livet:

Hvorfor har Du ført mig ud af Moders Liv?

Jeg kunde været død, og intet Øje havde set mig.

Jeg havde da været som den, der aldrig har været til,
Fra min Moders Skød var jeg gaaet lige i Graven.

Hvor tydelig er ikke Efterligningen og Efterligningens smag-
løse Overdrivelse, naar Jeremias udbryder (XX, 14):

Forbandet den Dag, som har givet mig Livet!

Den Dag, min Moder fødte mig, blive ikke velsignet!

Forbandet den Mand, der bragte Budskabet til min Fader
Og sagde: „Et Drengebarn er født dig!"
Og glædede ham dermed!

Gid den Mand blive som de Byer,
Jahve omstyrter uden Medlidenhed!

Gid han høre Krigsskrig fra om Morgenen af

Og Kampens Gny ved Middagstid!

Han som ikke lod mig dø i min Fødselsstund.

Min Moder havde da været min Grav,

Og hendes Skød havde beholdt mig for bestandig.

Hvorfor er jeg udgaaet af Moders Liv
For at se al denne Møje og Jammer,
Hvori mine Dage nu henrinder med Skam?

Hvad der hos Job var gribende ved sin Simpelhed, det
bliver her frastødende ved sin Svulst. Ikke blot selve Fødselen
forbandes, men den Mand forbandes, som bragte Faderen den

Digitized by Google

742

Jobs Bog.

Meddelelse, at der var født ham en Søn. Og saa aandrigt fore-
kommer dette daarlige Indfald, at denne ubekendte Person sam-
menlignes med Byer, der er viede til Undergang, og forfølges med
Anraabelser til Herren om, at han maa høre Krigsskrig Morgen,
Middag og Aften. Der er en Bedregøren, en Overbyden heri,
som røber Laanet. Og da Jeremias skriver 628 — 586 f. Kr., er
Jobs Bog øjensynlig af endnu ældre Dato.

Nøjagtigt at bestemme Værkets Affatlelsestid formaar vi
endelig, saa snart vi agter paa de Steder deri, hvorigennem vi kan
naa ind til Digterens Personlighed.

P&a det Sted, hvor han fremstiller en stor politisk Om-
væltning, taler han øjensynligt om noget selvoplevet, ja efter sit
udtrykkelige Udsagn skildrer han kun, hvad hans egne Erfaringer
har lært ham at kende:

Han løser Kongernes Sværdskærf,
Han lægger Reb om deres Lænder.

Han fører Præster barfodede i Fangenskab,
Han styrter de mægtige.

Han udgyder Foragt over de højbaarne,
Han slapper de vældiges Bælte.

Han giver Folkene Vækst, og lægger dem øde,

Han lader Folkene brede sig over Grænsen og driver dem tilbage igen.

Han røver Jordens Høvdinge Forstanden,
Han lader dem flakke om i vejløs Ørken.

Mit Øje har set alt dette.

Mit Øre har hørt og fornummet det.

Naar nu Jeremias har kendt Jobs Bog, ja naar blot Ezechiels
Anførelse af Navnet maa gælde Digtet, saa kan den Omvæltning,
hvortil her sigtes, ikke være Juda Riges Undergang, men maa —
som allerede berørt — være Assyrernes Erobring af Israels Rige.

VI.

Vi kommer Digterens Livsforhold endnu nærmere ved at
agte paa Arten af hans Kundskaber. Det' er derved, vi opdager,
at han har foretaget Rejser og ikke blot har haft Øje for

Digitized by Google

Jobs Bog.

743

Ægyptens og Arabiens Naturforhold og ydre Liv, men har haft
Lod og Del i disse Landes Kultur.

Saaledes først og fremmest i deres astronomiske og astro-
logiske Indsigt.

Straks i Digtets Begyndelse ønsker han, at Besværgerne
maa forbande hans Fødselsdag, de Besværgere, der formaar at
faa Dragens Stjernebillede til at løfte sig over Horisonten og derved
frembringer Solformørkelser. (I alle Østerlands Mytologier fore-
kommer en Drage, der stadigt staar paa Nippet til at rejse sig for
at sluge Solen). Digteren kender Stjérnebillederne. Der tales om
den store Bjørn, om Syvstjernen, om Kæmpen (sandsynligvis
Nimrod), vor Orion. Atter og atter vender Dragens Stjernebillede
tilbage. Henimod Digtets Slutning siger Jahve:

Er det dig, som fører Stjernebillederne op påa Himlen,
Hvert lil sin Tid,

Og som driver den store Bjørn med dens Unger?

{Ungerne er de tre Stjerner, der danner dens Hale). Her findes
endvidere Hentydninger til den blandt Araberne saa udbredte
Stjernedyrkelse. Saaledes hvor Job forsvarer sig imod at have
anvendt en Haandbevægelse, Støernedyrkerne brugte:

Har maaske mit Hjerte i Stilhed Jadet sig forføre,
Og har jeg løftet min Haand til min Mund?

Det vilde have været en Hovedbrøde,

Thi da vilde jeg have fornægtet Gud i det høje.

Her forekommer ogsaa enkelte rent mystiske Forestillinger:

Han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning,
Og føres frem for "Rædslernes Konge,

*Uer denne Vending i Skildringen af Herrens Kamp med Uvejret:

Hans Pust gør Himlen ren,

Hans Haand saarer den flygtende Slange.

Her er Lynet efter en ældgammel mytisk Forestilling opfattet
som en flygtende Slange. Mytisk er fremdeles dette Træk:

Hvem har lukket for Havet med Porte,
Da det sprang frem af Jordens Limnoder?

Digitized by

744 Jobs Bog.

Men undertiden forekommer ogsaa mærkværdigt rigtige, dybsindige
Forestillinger om Naturen, der kan tænkes at stamme fra ægyp-
tisk eller arabisk Visdom.

Man kan vel ikke klart se, hvorledes de gamle Hebræere
tænkte sig Jordens Form; men Steder i Jesaja som i Job viser,
at de betragtede Jordens Overflade som cirkelrund. Naar der
tales om Jordens Grundvold eller dens Støtter, er det maaske
undertiden kun poetisk Sprogbrug; men højst paafaldende er ikke
des .mindre et Sted i Jobs Bog (XXVI, 7), hvor Jorden svæver
frit i Himmelrummet uden at holdes oppe af noget:

Han udbreder Nordenvinden over det tomme,
Han ophænger Jorden paa intet*

Lord Baco lod sig, som han siger i sit Værk »De dignitate
et augmentis scientiarum", af dette Sted endog overbevise om, at
Jobs Forfatter havde kendt Jordens Elodeform. En saadan Slut-
ning er ingenlunde nødvendig, ja maa endog kaldes usandsynlig,
naar man betænker, at den ikke Hdet senere græske Tænker
Anaximandros (født 610), der først af alle Grækere kom til åen
Anskuelse, at Jorden svævede frit i Himmelrummet, tænkte sig
den som et Søjléstykke eller en Cylinder, nøjagtigere: gav dei>
Tamburinens Form.

At Jobs Digter har besøgt Ægypten, er tydeligt nok. Naar
det hedder:

Mine Dage er gledne hen som Baade af Sivrør,

saa røber det, at Forfatteren har set Rørbaadene paa Nilen.
Naar Bildad siger:

Vokser Papyrus vel udenfor Sumpene,
Kan Røret vokse uden Vand?

saa er det klart, at Forfatteren har set Papyrus-Plantens Hjem-
stavn. Især spores hans Berejsthed i hans Skildringer af Arabien s
og Ægyptens Dyreverden. Her træder hans skarpe Iagttagelse
frem i mange fine Smaatræk. Livsvanerne hos vilde Dyr som
Løven, hos Fugle som Ravnen eller Strudsen, hos Pattedyr
som Geden eller Vildæslet, hos et til Krigsbrug optugtet Dyr som
Hesten er fremstillede med Sikkerhed og hyppigt med Poesi.

Digitized by Google

Jobs Bog.

745

Jahve siger for at beskæmme Job:

Er det dig, som jager Byttet op for Løvinden,
Som stiller Løve-Ungernes Sult,

Naar de trykker sig sammen paa deres Vildtbane,
Naar de lægger sig paa Lur i Buskadset?

Forfatteren kender Ravne-Ungernes Færd som Løve-Ungernes:

Hvem er det, som bereder Ravnen dens Føde,

Naar dens smaa skriger til Gud

Og flyver hid og did uden at finde Æde.

Han lader Jahve skildre Gedernes Liv i følgende Vers:

Kender du Tiden, naar Stengederne føder?
Giver du Agt paa Hinden, naar den kælver?

Kender du Maanederne, de gaar svangre?
Ved du Tiden, naar de forløses?

De bøjer sig, føder deres Unger
Og er befriede for deres Veer.

Ungerne trives, vokser i det fri,

Løber bort og kommer ikke mere tilbage.

Man lægge vel Mærke til den naive Modsigelse, at For-
fatteren ved saa god Besked med, hvad han lader Mennesket være
uvidende om og Jahve alene vide.

Om Vildæslet hedder det:

Han ler af Byens Larm,

Han hører ikke Driverens Tilraab.

Han flakker om i Bjergene, hvor han finder Næring,
Han søger der alt, hvad der er grønt.

Strudsen skildres paa følgende Maade:

Strudsen slaar muntert rned Vingerne.
Kender vel dens Fjedre og Dun til Ømhed?

Nej, paa Jorden efterlader den sine Æg,
Og i Sandet lader den dem varme.

Den glemmer, at Fødder kan træde paa dem,
at de kan blive knuste af vilde Dyr.

Digitized by

746

Jobs Bog.

Den er haard mod sine Unger, som var de ikke dens,
Bryder sig ikke om, at dens Møje kan være spildt*).

Thi Gud har berøvet den Visdom,
Han har ikke givet den Forstand.

Men naar den iler frem i Fart,
Ler den af Hesten og dens Rytter.

Dog alle disse kortfattede Skildringer overtræffes af den
inspirerede Skildring af Krigshingsten. Al Glæden over Dyrets
Skønhed findes deri:

Er det dig, som giver Hesten dens Kraft,
Som klæder dens Hals med flagrende Manke?

Har du faaet den til at springe som en Græshoppe,
Mens den skrækker ved sin stolte Vrinsken?

Kogende af Styrke skraber den i Jorden,
Farer frem for at møde Fjendens Vaaben.

Den ler af Frygten og skælver ikke,
Den vender ikke om for Sværd.

Paa dens Ryg rasler Koggeret,
Blinkende Lanser og Kastespyd.

Den sætter af, slager Vejen med dundrende Drøn,
Den kan ikke styre sig, naar Trompeten lyder.

Ved det første Trompetstød siger den: Hui!
Langt borte fra vejrer den Slaget,
Høvdingenes tordnende Røster og Kampens Gny.

Intet af disse Dyr beskrives for dets egen Skyld. Anled-
ningen til deres Beskrivelse er den, at Jahve vil lade Job forstaa
hans Evners Utilstrækkelighed til Forklaring af de Foreteelser,
som synes simplest. Job er ikke i Stand til at begribe, hvad der
bevirker Løvens, Strudsens,. Hestens Ejendommelighed. Han har
jo nemlig ikke givet dem den. Men for den israelitiske Oldtids
Opfattelse er Magt og Viden det samme, to Sider af samme Sag.

Da Jahve tager Ordet for anden og sidste Gang, fremdrager
han to Dyr fra Ægypten, Nilhesten og Krokodilen, overfor hvilke
Mennesket maa føle Frygt — og stærkt fremtræder da Urimelig-

*) Møjen med at lægge Æggene.

Digitized by Google

Jobs Bog.

747

beden af, at Mennesket endda vil udæske den, der har skabt dem.
I det første Tilfælde maa Job altsaa indrømme sin Uvidenhed, i
det andet sin Afmagt. I det første Tilfælde kan han nøjes med
at tilstaa sin Forstands Begrænsning i Sammenligning med
Jahves altomfattende Viden; i det andet maa han bekende sin
Menneskesvaghed i Sammenligning med to uformelige Dyrs uhyre
Styrke.

Der er i Skildringen af Nilhesten en Naturiagttagelse, der
minder om Fremstillingen af Dyr paa assyriske Relieffer eller i
ægyptiske Dyrestatuer.

Se til Nilhesten, som jeg har skabt saa godt som dig,
Den æder Græs som Oksen.

Dens Kraft er i dens Lænder,
Dens Styrke i Bugens Muskler.

Dens Stjert er fast som et Gedertræ,
Senerne i dens Bove er slyngede i hverandre.

Dens Knogler er Kobberrør,
Dens Ribben Jærnstænger.

Den er den vældigste af Guds Skabninger,

Dens Skaber har givet den dens Glavind [Hugtænderne].

Under Lotosbuske ligger den,
Skjules af Siv og Sumpe.

Lotosbuske skygger over den,
Bækkens Pile hegner om den,

Kan man vel fange den aabenlyst,
Trække Reb gennem dens Næse?

Den pragtfulde Beskrivelse af Krokodilen, som nu følger,
er interessant af en dobbelt Grund, først for den Glæde over
Styrken hos det dog ellers lidet begejstrende Dyr, som røber en
ualmindeligt levende Natursans, dernæst fordi den israelitiske
Lidenskab for at imponeres og imponere midt under Beskrivelsen
saaledes tager Magten fra Forfatteren, at han glider over i det ganske
overdrevne og fantastiske; Krokodilen forvandles under hans Ud-
vikling af dens Egenskaber til et rent Fabeldyr, i Forestillingen
om hvis Ild og Vælde der svælges.

Digitized by

748

Jobs Bog.

Begyndelsen er endnu ædru:

Kan du vel trække Livjathan op med Krog,
Tvinge dens Tunge med en Medesnor som Bidsel?

Sætte en Sivring i dens Næse,
Gennembore dens Kæbe med en Hage?

Vil den rette mange Bønner til dig,
Give dig mange blide Ord?

Kan du fylde dens Hud med Pile,
Gennembore dens Hoved med Harpuner?

Læg Haand paa den,

Og du vil ikke gøre det anden Gang!

Stolte er de Linier, dens Skæl danner,
Sluttende, som med et lukkende Segl.

Tæt ligger de op til hinanden,

Et Luftpust kunde ikke trænge ind imellem dem.

Nu tager tien ubundne østerlandske Indbildningskraft fuld Fart:

Dens Nysen udstraaler Lys,

Dens Øjne er som Morgenrødens Øjenlaage.

Røg kommer ud af Næseborene
Som af en sydende Kedel.

Dens Aande bringer Kul i Glød,
Luer slaar ud af dens Mund.

Paa dens Hals bor Styrke,
Angest danser foran den.

Fast som Sten er dens Hjerte,
Haardt som den nederste Møllesten.

Den sætter Dybet i Kog som en Gryde,
Saa Havet bliver som et Sålvekar.

Den lader efter sig en lysende Strime,
Det er, som Havet fik Sølvlokker. .

Ikke paa Jord er dens Lige,

Den er Konge over alle de stolte Dyr.

Digitized by Google

Jobs Bog.

749

Hovedsummen af Jahves store Tordentale i Job er da den :
det at ville forstaa Guds Værk, begribe hans Væsen, hans Planer
og Veje, er en Uforskammethed, en Nedrighed, en dumdristig
Formastelse, der fortjener den haardeste Straf, og som kun kan
tilgives en indtil Fortvivlelse ulykkelig, naar han ydmyger sig
og angrer,

VII.

Denne egentlig israelitiske Grundforestilling lader sig føre
tilbage til den Grundopfattelse, som affødte de ældste israelitiske
Sagn om Verdens Tilblivelse, dem der indeholdes i første Mose-
bogs jahvistiske Dokument.

Ved Siden af denne Grundopfattelse og dens Følger
løber ganske vist i Oldtiden en anden Tankegang, rimeligvis paa-
virket af de omboende Folkeslags højere verdslige Kultur, en
Tankegang, efter hvilken det ikke er nogen Synd at ville fatte
Guds Væsen og Virken i Verden, ligesom dette heller ikke er
nogen Umulighed for Menneskene; men denne Tankegang er
yngre og mindre oprindelig, ligesom den tidligt forsvinder. Første
Mosebogs første Kapitel er et Foster af en saadan Fornuft- og
Kulturtro: „Verden var en øde Sammenblanding, og Mørke laa
over Afgrunden, og Guds Aand rugede over Vandene. Da sagde
Gud: Der blive Lys! og der blev Lys". Ud af Kaos vikler alt sig
her systematisk med en spirende Videnskabs Forsøg paa at frem-
stille en Evolution. Som Wellhausen rigtigt bemærker: Først
opstaar det store, saa det smaa, Vandet før Fiskene, Himlen før
Fuglene, Landet og Planterne før Dyrene, Dyrene før Mennesket
Her er — rimeligvis under Paavirkning af babylonisk Videnskab
— gjort et Forsøg paa at opstille en Trinstige af Væsener. Og
vel at mærker Mennesket er her opfattet som beslægtet med Gud,
væsensligt med Gud; og det skabes umytologisk paa én Gang i
to Køn: „Saa skabte Gud Mennesket i sit Billede; i Guds Billede
skabte han det; Mand og Kvinde skabte han demV Og Gud
opfordrer Mennesket til at gøre sig al Jorden underdanig, o: være
en Art Gud paa Jorden, og han underlægger Mennesket alt, giver
det alle Træers Frugt til Føde og indsætter det til Hersker over
Havets Fiske og Himmelens Fugle og alt levende, som rører sig
paa Jorden. Da for Oldtidens oprindelige Opfattelse Magt ind-
befatter Kundskab og Kundskab Magt, saa ses det, at Elohim
under Menneskene baade Magt og Kundskab.

Digitized by Google

750

Jobs Bog.

Ingen Opfattelse kan staa i skarpere Strid med den, som
kommer til Orde i Job, og som er den ældgamle israelitiske, der
bryder frem i første Mosebogs andet Kapitel, hvor Jahve-Doku-
mentet begynder, d. v. s. midt i dot fjerde Vers, midt i en Sæt-
ning, hvis Begyndelse er bortskaaren , med Ordene: ,den Gang
Jahve gjorde Jord og Himmel og al Markens Planter, som ikke
før var spirede frem*. Her er den hele Skabelseshistorie fuld-
stændigt forskellig, og den tilspidser sig til denne Pointe: Jahve
frygter, at Mennesket skal faa Indsigt i Tingenes Natur og derved
blive ham lig.

Alt er her oprindeligt og naivt: Jahve former Manden af
Markens Støv og puster Livets Aande i hans Næse. Saa planter
han en Have, sætter Manden deri, tillader ham at spise af alle
Træers Frugter og forbyder ham kun Frugterne af Kundskabens
Træ. Manden er ganske alene i Haven. Da det ikke er godt for
ham at være alene, men han trænger til Selskab, former Jahve
først Dyrene og fører dem frem for ham. Manden giver dem
Navne, men finder i dem intet Selskab for sig; saa griber Jahve
til en bedre Udvej, han danner Kvinden af Mandens Ribben.

Dette er Forspillet til det store Drama, hvis Stadier er den
paradisiske Idyl, Fristelsen, Faldet og Menneskeparrets Uddrivelse
af Edens Have, fordi det lod sig forlede til at ville blive som
Gud, til at attraa Erkendelsen af godt og ondt o: gavnligt og
skadeligt, overhovedet Erkendelse, Kundskab.

I det første Kapitel, som stammer fra et andet Grundskrift,
stilles der Mennesket den Opgave at gøre sig til Hersker over den
hele Jord, og da Magt og Viden er uadskillelige, saa fordres det
af Manden, at han skal naa den højeste Indsigt Her i andet og
tredje Kapitel er det Mennesket strengt forbudt at æde af Kund-
skabens Træ, thi da formaster han sig til at ville være som Gud.
Vil han naa til Indsigt i Naturens Beskaffenhed, da stræber han
ud over sit Væsens Skranker. Det at ville forstaa Verden sløbet,
udgranske,, efter hvilke Regler det styres, det er at ville kigge ind
i Guds Værksted og se ham paa Fingrene — Uforskammetheden
uden Mage. Medens i første Kapitel Guddommen udtrykkelig har
skabt Mennesket i sit Billede og gjort det til sin Stedfortræder
paa Jorden, fastslaar Jahve i andet Kapitel det som den mest for-
bandelsesværdige Formastelse at ville naa til Indsigt og saaledes
være Gud lig.

Det er den sidste Opfattelse, som trænger igennem, og som

Digitized by Google

Jobs Bog.

751

møder os udtalt med en Energi, der afviser Menneskets Spørgedrift
og Tvivlsmaal, i Jobs Uagerige t men israelitisk opbyggelige Bog.

Medens Elohisten, som fortæller om en gradvis Omdannelse og
Fremskrideii, er en Optimist med Udviklingstro, er derimod den
gamle Jahvist besjælet af det dybeste Tungsind og ser alting sort:
Indsigt, Forstaaen i højere Mening er Menneskene forment. Og dog
tiltrækkes de af dette forbudne Gode og søger at tilrane sig den
Skat, som Guds Nidkærhed forholder dem, omtrent som Menneskene
efter den græske Myte attraaede Ildens Gode, som Zeus nægtede dem.

Jahvisten er uvidenskabeligere, men dybere end Elohisten.
Læg Mærke til hvilken fortvivlet tungsindig Livsanskuelse denne
er: w Jorden er forbandet. Med Kummer skal du nære dig af den
alle dit Livs Dage. Torne og Tidsler skal den avle dig, og du
skal æde Markens Urter. I dit Ansigts Sved skal du tære dit
Brød, indtil du vender tilbage til Jorden, thi af den er du tagen.
Støv er du, og til Støv skal du atter blive*.

Denne Jahvistens Opfattelse af Livet som en ond Møje,
som en Art Trællegerning, haabløs og udsigtsløs, er det, der
træder os i Møde hos Job:

Ak, Menneskets Lod paa Jorden er som Soldatens.
Hans Dage er som den lejede Soldats,

Som Slavens, der sukker efter Skygge.
Som Daglejerens, hvis Ha ab er hans Løn.

Saaledes Jalev Trængsels Maaneder min Lod,
Og kummerfulde Nætter min Del.

Næppe har jeg lagt mig, saa siger jeg: Naar skal jeg staa op?
Natten trækker i Langdrag,

Og jeg kaster mig i Angst paa mit Leje indtil Daggry.

Hurtigere end Væverskytten gaar mine Dage
Og svinder hen uden Haab.

Tænker jeg, min Seng skal trøste mig.
Mit Leje mildne min Klage,

Saa skrækker du mig med Drømme,
Forfærder mig ved Syner.

Derfor har min Sjæl valgt Døden,

Mine Knogler har kaldt paa Tilintetgørelsen.

Digitized by Google

752

Jobs Bog.

Jahvisten er nu imidlertid ikke blot den, som først har
anslaaet den pessimistiske Grundtone, der klinger igennem Job,
men den, som først har fremstillet og udfoldet Jahves Uvilje mod
Menneskets Stræben efter Indsigt og intellektuel Kultur.

Grundtanken er den, at Menneskeslægtens Fremgang i Kultur
er Tilbagegang i Gudsfrygt. Ved Stræben efter Indsigt i Tingenes
Sammenhæng bliver Mennesket Jahves Rival , men Jahve ynder
ikke Rivaler. Hvad Jahve mest frygter er, at Menneskene alle skal
tale ét Sprog og saaledes holde sammen imod ham. Hos Elohisten
(1 Mos. 10) gaar Folkenes og Sprogenes Udskillelse af sig selv,
ganske naturligt og fredeligt. Alle Folkeslagene udledes af Jafet,
Sem og Cham med til Dels ganske overraskende Indsigt i Geografi
og Folke-Slægtskabsforhold, som naar Medere, Joniere (Javan) og
Armeniere henføres til, hvad vi kalder den kaukasiske Æt. For
hver Afdeling sluttes med, at Landene befolkedes af dem og dem
„hver efter sit Tungemaal, sin Slægt og sit Folk*, eller med
denne Vending „Chams Børn er disse efter deres Stammer og
Tungemaal*. Her er da de mange Tungemaal allerede til og en
naturlig Ting, ingen Straf fra Herren.

Men i det følgende (ellevte) Kapitel, som stammer fra det
jahvistiske Grundskrift, er dette aldeles glemt. Her begyndes med
disse Ord: „Hele Jorden havde ét Tungemaal og ét Sprog". Og
det skildres som en Forbrydelse af Menneskene at efterstræbe
Kultur. De siger til hverandre: „Velan, lad os stryge Tegl og
brænde dem tilgavns!* og dernæst: „Lad os bygge en Stad og et
Taarn, og dets Spidse skal naa til Himlen; lad os gøre os et
Tegn, at vi ikke skal spredes over hele Jorden!* — Men Jahve
indser af denne Begyndelse Faren, der kan true ham af Menneskenes
videre Fremskriden i denne Retning. Han siger: „Faar de først
dette gjort, saa kan intet videre formenes dem, af hvad de endnu
kan faa i Sinde at gøre*. Derfor farer han ned, forvirrer deres
Tungemaal, saa den ene ikke kan forstaa den anden, og hidfører
ad denne voldsomme Vej den Spredning af Menneskene over
Jorden, som i Kap. 10 foregik ganske fredeligt og forklaredes ved
simpel Afstamning.

Jahvisten hader, som Profeterne efter ham, i god Overens-
stemmelse med Israels oprindelige Aandsretning al verdslig Civilisa-
tion. Han har det Syn paa Babylon med dets høje videnskabe-
lige og kunstneriske Kultur, som man kan tænke sig, at de gamle
israelitiske Nomader har haft, naar de, lejrede i nogen Afstand

Digitized by Google

Jobe Bog.

753

udenfor Byen, fra deres Teltplads saa stolte /Monumenter og
himmelhøje Taarne hæve deres Tinder højt over Stadens Mure.
Disse Taarne har syntes dem en Udfordring mod Jahve. Den
Kundskab og den Dristighed, der var ,nødvei*dig fpr ?tt bygge saa
pragtfuldt og saa højt, naaede Toppunktet af menneskelig Frækhed.
Man fornænnede Jahve ved en saadan Mangel paa Ydmygbed. Man
fornærmer ham overhovedet ved at ville forstaa Verden og dens
føundforhold. Han vil ikke taale det Medbejlervæsen, som ligger
heri. Han er en nidkær Gud.

Deraf den Grundanskuelse af Forholdet mellem Gud og
Mqnneske, af det formastelige i Menneskets Forsøg paa at fatte
Guds Hensigter og Veje, som møder as saa udpræget i Job.

Vi saa, at Grundproblemet i Job er det Spørgsmaal, som
er Kæmespørgamaalet i Jødedommen: Hvodedes gaar det til, at
under den retfærdige Guds Herredømme det saa tit ga$r det
brødefulde Menneske godt og det skyldfri uendeligt ilde? Og vi
saa, at dette Spørgsmaal, besvares derved, at det afvises. Jahve
afviser det ved at henføre dets Rejsning under det almindelige
Begreb Formastelse. Det er frækt af Mennesket, saa uvidende
som det er om Tilværelsens Hemmeligheder, og «aa afinægtigtsom
4et er endog i Sammenligning med Jahves andre Skabninger, at
ville efterspore hans Planer og de Midler, han anvender /for at
udføre dem:

i Hvor var <tø» da jeg grundede J wtøn ?
Sfø mjg det, hvis 4u jutr ( Indsigt!

Hvem satte deas Maal — « du red det uden Tvivl —
Hvem spændte Maalesnoren over den?

Har du staaet ved Havets Kilder?
Har du vandret paa Havpens Bund?

Har Dødqps Rørte vist ffig for dig?
Har du set tøm, Mørkets Porte?

Kom du til Sneens Gemmesteder,

Til de Lofter, hvor Haglene opbevares?

Ved du Vejen, ad hvilken Lyset spreder sig
Og Østenvinden bryder frem over Jorden?

Tilskueren. 1803. 51

Digitized by Google

754

Jobs Bog.

Har Regnen en Fader,

Hvem avlede Duggens Draaber?

Kender du Himlens Love,.

Og styrer du dens Herredømme over Jorden?

Det er Omkvædet, som atter og atter vender tilbage. Med
andre Ord: Mennesket bar ingen Indsigt i Naturens Yæsen, ingen
Viden om Verdensaltets Love, og maa ikke attraa nogén saadare
Viden. Ethvert Forsøg paa at naa til en sammenhængende
Naturerkendelse og fornuftig Begriben af Verdensstyrelsens Gang
eller Love $laas ned i Spiren. Ingen Videnskab kan trives paa
det gamle Israels Grund, end ikke den mest abstrakte, wd ikke
den elementære Geometri. Hvor i Kongernes Bog (7, 23) det
store Bækken i 'Salomons Tempel beskrives, angives dets Diameter
til nøjagtigt ti Alen, dets Periferi til nøjagtigt tredive Ålen. Disse
to Tal strider mod hinanden. Hvis Gennemsnitslinien er angivet
rigtigt, bliver Omkresen 31^.6 ... Og saaledes antages det endnu
i Talmud fejlagtigt, at Omkresen forholder sig til Gennemsnits-
linien som 3 til ■

De matematiske Kundskaber, aom er Grundlaget for al
Naturvidenskab, fattedes Hebræerne ganske. De hævede sig aldrig
op over Aritmetikens Begyndelsesgrunde, : øg deres højst ufuld-
komne Almanak beviser tilstrækkeligt, hvor lavt Astronomien bos
dem stod. Profeter og Præster havde netop saa meget Begreb
om Fysik, at de undertiden kunde blive betragtede som Mirakel-
mænd, og de har nu og da haft nogle Forestillinger om Læge-
kunst. Saaledes var Jesaja Kong Hiskias Livlæge. I Naturhistorie
og Etnografi spores undertiden lidt Indsigt. Men alt, hvad He-
bræerne har haft af videnskabeligt Begreb, det har de øjensynlig
laant af Ægyptere og Kaldæer. ,

Selve den religiøse Grundopfattelse gjorde det dem umuligt
at frembringe Videnskab. Al Kraft samlede sig stedse mere paa
Udviklingen af den religiøse Grundtanke og en til denne svarende
Historieskrivning qg Poesi. Jobs Bog staar i denne Poesi paa
én Gang som det fyldigste og som det mest patetiske Udtryk
baade for den fri menneskelige Spørgen og Tvivlen, der moment-
vis kunde blive til Oprørsaand, og for den religiøse Grund-
opfattelse, der afbrød Oprørsaandens Brod.

Georg Brandes.

Digitized by Google

En Æressag.

Dramatisk Situation.

Personerne:
Frk. Emmy.

Herredsfoged Verner.

Hyggelig møbleret Dagligstue hos Frk. Emmy. I Baggrunden én Dør, i
Forgrunden til venstre et lille rundt Bord med Arbejdskurv o. s. v. og med
Lænestole om.

' . ■ "i - ' . : . ....

FRK. EMMY (træder først ind ad Døren).

Hvor det dog var beldigt, jeg netop i Dag gik den halve
Time tidligere! Nu har vi den dejligste Ro til at passiare (»er
paa eit ur}, der ér over en Time, til mine Brødre kommer hjem.

Verner.

Men er De ikke træt? Saadan at fange Dem i Porten,
naar De lige kommer fra Deres Fabrik, er vist i Grunden ikke
rigtigt.

Frk. Emmy.

Hvor vil De hen! Træt, naar jeg har Udsigt til en Sam-
tale med Dem? Der er meget, som er anderledes end i gamle
Dage, men min Passion for at snakke har jeg endnu. Nej, hvis
jeg saa træt ud, saa var det maaske, fordi jeg har vrøvlet om
Skindprøver hele Formiddagen; jeg spekulerer nemlig paa at ind-
føre en ny Specialitet, „ægte Tyrolerhandsker", fabrikerede i
Kongens København, og det er ingen uvigtig Begivenhed i
Handskeverdenen.

Verner.

Hvor det fornøjer mig at mærke, at De har rigtig Interesse
for Dérés Forretning. Oprigtig talt har jeg altid haft Dem mis-
tænkt for, at Deres Breve paa det Punkt var en lille Smule
arrangerede, (hun gør en Bevægelse) nej om Forladelse, det var maaske
et galt Udtryk — jeg mente, at De kun viste mig den lyse Side
af Sagen.

51*

Digitized by Google

756

En Æressag.

Fre. Emmy.

Ja, at Breve er noget Juks, og at der kan lyves for-
skrækkeligt i dem, ogsaa af Mennesker, som ellers er sandfærdige,
•det kan vi snart blive enige om; men med Hensyn til Handskerne
har jeg nu tilfældigvis sagt Sandheden. Naar man mange Aar
formelig har lidt af Lediggang, er der noget usigeligt forfriskende
ved at faa saadan en Mester over sig, som den Slags uopsættelige
Arbejde er.

Verner*

Ja, saa er det vel bare, fordi De altid har staaet for mig
som Inkarnationen af dansk Dagligstue-Poesi, at jeg har haft et
Horn i Siden paa den Fabrik; jeg synes, De passede saa lidt til
saadan at jaske ud!

Frk. Emmy.

Det er morsomt att høre Dem tale om Dagligstue-Poesi, for
tænk, efter at jeg selv er bleven Forretningsmenneske, synes jeg,
at saadan en, som altid er at finde paa sin Plads, er det bedste
i hele Huset; saa, var jeg Mand, vilde jeg vist se at finde mig
en Kone efter den gamle Opskrift, om jeg saa selv var aldrig saa
moderne. — Men Verner! min Tankeløshed er dog over alle
Grænser! Hvad maa De tro om mig? Det er jo første Gang,
jeg ser Dem efter hendes Død!

Verner (alvorligt).

Jeg tror ikke andet, end at De lige saa daarlig kan lyve nu
som før.

Frk. Emmy (forlegent).
Jeg forstaar ikke det Svar. Deres Kone var jo —

VERNER (afbrydende).

Et godt Menneske. Men hvad hun var for mig — derom
kan kun jeg fortælle. Jeg har nu tiet i otte Aar og ladet
andre vrøvle.

Frk. Emmy.

Hvis jeg paa en kejtet Maade rørte ved et ømt Sted, saa
maa jeg sige til min Undskyldning, at jeg troede, det var gaaet i
Deres Ægteskab som i saa mange: at de første Aar havde været
trange, og at de saa efterhaanden havde levet dem sammen til
en Slags Uundværlighed, som ogsaa har sin Værdi.

Vermep.

Ja, det lyder jo kønt og minder saa ganske am den elsk-
værdige Lyst til at glatte ud, De altid har haft Men her forslaar

Digitized by Google

En Æressag.

757

den ikke; alt hos mig er blevet ujævnt, bagvendt, bittert —
Humør, Tankesæt og det bele!

Frk. Emmy.

Naa, her har jeg rigtignok en Illustration til Breves Værdi.
Dét maa have været til stor Opmuntring for Dem at faa mine
pæne Fraser!

Verner.

Ja, skal jeg være ganske ærlig, saa vil jeg indrømme, at
Deres Breve somme Tider ikke var mig til synderlig Glæde. Naar
jeg gik og var rigtig trykket, kunde det falde lidt mat at faa
Deres fredsommelige Betragtninger over Tilværelsen, selv om de
var aldrig saa kønne!

Frk. Emmy*

Det er rart at høre, jeg har været saadan en velvillig Til-
skuer; det vidste jeg ikke selv. Men det kan jeg naturligvis takke
mit gode Humør for, som ikke nok saa megen Reflektion kan £aa
Bugt med. Der er noget i mig, som altid vil op, om jeg saa
faar aldrig saa mange. Dukkerter.

Vbrnbr.

Hvis det kun var Dukkerter* der faldt af, saa vilde jeg
heljer ikke beklage pig. Men hvor skulde De, som altid har haft
Deres Frihed, kunne seette Dem ind i, hvad et Samliv kan være $

Frk. Emmy.

Aa , det kunde jeg maaske dog nok. Jeg sagde Dem jo
lige, at de første Aar, mens De endnu boede her i Byen og vi
jævnlig saas, syntes jeg tit, at det slet ikke var godt Men saa
blev det bedre, forekom det mig.

Verner.

Ja r jeg skal sige Dem, det gik op for mig, at det var for
uskønt, den evige Ufred og saa det nære Foshold paa samme
Tid. Saa tog jeg mig sammen udadtil.

Frk. Emmy.

Det Hensyn forstaar jeg saa godt. Del er vel ogsaa deraf,
det kommer, at netop de uheldige Ægteskaber i Reglen garderer
sig bag en kinesisk Mur. Saa gaar det ligesom med de fyrstelige
Patienter : der udstedes de gunstigste Bulletiner, lige til Katastrofen
er der, ~— Mand og Kone gaar sammen alle Vegne, og det ser
ud til Fred og ingen Fare, og saa en skønne Dag erklærer de, at
nu vil de skilles og ikke ses mere i dette Liv.

Digitized by Google

758

Ed Æressag.

Verner.

Ja, det Billede passer ikke saa daarligt. Men De maa ikke
blive vred over, at jeg ærligt siger, jeg slet ikke er oplagt til al-
mindelige Betragtninger. En Samtale med Dem har længe lokket
mig som en Oase i en Ørken af , Fraser, og nu mærker jeg, at De
hele Tiden vil glide bort.

Frk. Emmy.

Vil jeg? Ja, saa kommer det af, at jeg uvilkaarligt respek-
trer den Mur.

Verner.

Som ikke er mere, og som De selv i sin Tid omhyggeligt
byggede op. Jeg har saa tit undret mig over al den Ulejlighed,
De gjorde Dem for min Skyld!

Frk. Emmy.

Aa, det var maaske ikke for Deres alene, — (hurtigt) De
brugte jo lige selv Udtrykket „uskønt*.

Verner.

Ja, og saa glemte jeg Deres bekendte „fine Fornemmelser«,
— dertil og ikke videre, flet kunde De tage til Valgsprog.

Frk. Emmy.

Men kære Verner, kan De fof Alvor mene, at jeg skulde
have blandet mig i Deres og Deres Kones indbyrdes Forhold —
kommet i Deres Hus og snakket venligt med Louise, og saa, naar
De fulgte mig hjem om Aftenen, hørt paa Deres Udfald mod hende?

Verner.

Hvor bittert De sig^r det! Udfald! Har da virkelig al
Deres Sympati været for hende?

Frk, Emmy.

Min Sympati, — nej! Men min Retfærdighedsfølelse, den
oprørtes tit paa hendes Vegne.

Verner.

Naa, endelig engang faar jeg Dem da fat! — Og om jeg
saa ogsaa af og til var pirrelig, vejer saa det kolossale Offer, jeg
bragte ved at gifte mig, slet ingenting?

Frk. Emmy.

Hvor skal vi komme til at forstaa hinanden, naar Misfbr-
staaelsen ligger saa dyb V at De kan ville rense Dem i mine Øjne
ved at omtale Deres Giftermaal som et Offer! Bliv ikke vred,
men jeg maa sige det: føler De dog ikke den Raahed, den

Digitized by Google

En Æressag.

759

Ringeagt mod saadan en stakkels ung Pige, der ligger i at gifte
sig med hende af Medlidenhed?

Verner.

Raahed og Ringeagt! Det er stærke Ord, men de slaar
mig ikke til Jorden, — af den gode Grund, at de for mig ikke er
andet end Ord. Nej, kære Ven, Flertallet af Kvinderne ser ikke
saa ideelt paa Tingene, og vilde vist meget betakke sig for, at
Deres Synsmaade gjorde Propaganda blandt os. Tror De ikke,
vi i Stedet for de to slemme Ord kunde sætte: »Pligt* og »Fin-
følelse", og komme Sandheden og den almindelige Opfattelse en
hel Det nærmere?

Frk. Emmy.

Ja, om Forladelse, men kan vi ikke tage Sandheden og
•den almindelige Mening hver for sig? : Pet ør ifekQ altid, de lige
falder sammen.

Verner.

Maaske dog paa dette Punkt. Jeg tror ikke, dét er nogen
ren Tilfældighed, at det betragtes som en Æressag for en Mand
at gifte sig med den, han har forlovet sig med.

Frk. Emmy.

Der synes jeg dog, De gør den almindelige Mening Uret.
Jeg tror ikke, den saadan ubeset forlanger, at en Mand skal gøre
sit Liv til en stor Løgn* og kan hån ikke det, hvor bliver saa
Æren og alt det andet smukke af? Saa er der jo bare to ulykke-
lige Mennesker fler i Verden.

Verner. ..,

De glemmer et vigtigt Pupkt —

Frk. Emmy (hurtigt).
Aa Forsørgelsen! Ja, det er sandt, men det kunde dog
tænkes, at endogsaa den blev for dyrt betalt.

Verner.

Husker De. hvad jeg udbrød, straks da jeg mødte Dem, —
at De ikke var bleven ældre i de sidste Aar?. Nu maa jeg gen-
tage det. Har De boet i København eller et Sted oppe over
Skyerne, , og mener De for Alvor, at Forsørgelsen ikke spiller en
uhyre Rolle, baade i hans og i hendes Tanker?

Frk. Emmy.

Har jeg sagt andet, end at den kan betales for dyrt? Den
Paastand, tror jeg nok, jeg tør forsvare.

Digitized by Google

760

Ed Æressag.

Verner.

Nu er vi igen paa Nippet til at glide ud i en almindelig-
Diskussion, og jeg skal dog til syveride og sidst nøjes med Stene
for Brød. Er det Ret, saadan bestandig at Vise mig boet, naar
jeg ikke forlanger bedre? end at give Dem ud af mit inderste Liv?

Prk. Emmy.

Mén naar det, jég kan give Dem igéri, ikke kan være Dera
Cl Glæde, — naar vi nu engang ser saa forskelligt —

Verner.t

Ja, De har jo en uhyre Overvægt, hvad Teorier angaar,
og dem, ved De nok, har jeg altid haft et godt Øje til. Jeg nøjes
med de nøgterne Oplevelser — det levede mod det lavede.
— Husker De Louises Hjem?

Frk. Emmy.

Jeg har kun været der éri Gang, men jeg fik et Indtryk —
Verner,

Maaske det samme som jeg — simpelthen, at der kunde
man ikke leve! Jeg forsikrer Dem, det var mest det Hjems
Skyld, at jeg giftede mig.

Frk. Emmy.

Men tror De, hun saa det paa samme Maade?
Verner.

Nej, det var jo min rasende Dumhed, at jeg troede det.
Jeg overførte helt og holdent niit eget Indtryk paa hende; hvor
naivt det var, gik først op for mig, da jeg saa hendes ihærdige
Bestræbelser for at give vort Hjem det samme Præg. En for en
listede Gengangerne sig frem — om det saa var Hunden, slap jeg
ikke for den.

Frk. Emmy.

Hunden ?

Verner.

Ja, deh skrækkelige i Sofaen lige for Døren, — den broderede
paa Puden, ixiéner jeg} meri jeg kati jo ikke forlartge, at De skal
huske den. Aa de Søfcdage, naar dens Glasøjne stirrede mi? i
Møde! Jeg tror, de ligéfrem hypnotiserede mig. Det vai^ som
om min Hjerne lidt efter lidt blev sbk tom for Ideer, at jeg følte
det som en ren Lykke, naar mift Svigerfader begyndte at sælge
Gaarde.

Digitized by Google

En Æressag.

7«1

Frk. Emmy.

Ja, De har før fortalt mig, at han havde den Passion.
Den Gang morede den Dem {or Resten ikke synderligt.

Verner.

Morede er nu ogsaa et stærkt Udtryk. Jo, det var en
vurtelijj Lise, naar vi flyttede Grosserer Meyer fra Fiolstræde til
Vimmelskaftet* eller købte Grunde, Gad ved hvor — saa, har jeg
ikke skønnet paa det, har det været i et unøjsomt Qjeblik.

Frk. E*my.

Og det va* den Tid, hvor De var forelsket, lykkelig?
Verner.

De kan slaa de to Ord sammen og sige, at det var den
Tid, jeg var forlovet. Husk paa, den var. ikke saa ganske kort,

— halvtredje Aar.

Frk. Emmy.

Men tror De ikke-, De blander det, som kom senere, med
det, som var den GangP

Verner.

Nej, det kan De bedst se deraf* at jeg jo lige sagde Dem,
at en af mine Grunde til ikke at bryde — den vigtigste maaske

— var Følelsen af det umulige i at lade hende blive i de For-
hold. Havde der blot været ét Holdepunkt for hende, en eneste
Interesse, hun kunde leve paa — og leve af — ja, saa havde
jeg maaske sagt til mig selv: hun faar en sørgelig Tid, men
hendes Liv er ikke ødelagt , lige saa lidt som en Mands i Reglen
er det, fordi han skuffes i en Følelse. Men nu!

Frk. Emmy.

Ja, der rammer De en af Elendighederne ved den Op-
dragelse, vi Kvinder faar. Den er jo som beregnet paa, at intet
udefra skal forstyrre os i at sørge, og jo bedre vi kan det, jo
mere sande Kvinder er vi. Hvor mange Kræfter der bliver ofrede
paa at holde en skuffet Kærlighed i Live, det tænker ingen paa.

Verner.

Det var dog netop det, jeg den Gang altid med Forfærdelse
standsede ved. Hvordan skal Livet blive for hende — spurgte
jeg mig selv med Gysen.

Frk. Emmy.

Og hvordan blev det? Nej, De faar mig ikke derfra; De
har gjort stor Uret mod hende.

Digitized by Google

762

En Æressag.

Verner.

Men De sagde jo selv før — ;

Frk. Emmy.

Jeg var ikke sandfærdig, det indrømmer jeg, jeg vilde
slippe; det forekom mig saa pinligt # . men nu maa Sandheden
frem. Jeg har aldrig set et Menneske saa forandret paa faa Aar,
som hun var det, da De flyttede til Lolland. Hver Gnist af
Selvstændighed var jo borte.

Verner.

Det kan De ikke. lægge mig alene til Last. Louise var
skabt til at være Ekko.

Frk. Emmy.

Og lod De hende have Lov til at være dét? Jeg har tit
hørt Dem sige Dem selv imod, blot for at ryste heride af Dem.

Verner.

Aa, De har Jet ved at tale. De har aldrig prøvet, hvordan
hver Nerve kan dirre i en, ved saadan at ha.ve et Skyggebillede
af sine egne Ord sjokkende i Hælene paa sig. Man bliver til sidst
vammel ved sine Tanker, før man har udtalt dert.

Frk. Emmy.

Nej Verner, De var særlig ømfindtlig. ' Jeg husker saa
tydelig en Middag hjemme hos Dem, hvo? vi Damer sad og talte
om »Dukkehjemmet*.

Verner.

Den Middag husker jeg ogsaa, mest fordi De sendte mig
et Blik, som jeg aldrig har faaet Magen, til hverken før eller
senere. De havde en uhyre naiv Maade at sige alt muligt med
Øjnene —

Frk. Emmy. "
Mihe Øjne har jo slet ikke noget at gøre med det, vi taler
om. Men naar De husker alt saa godt, ved De vel ogsaa, hvordan
De selv bar Dem ad.

Verner.

Ja, og hvad der gik forud- Vi havde set „Dukkehjemmet*
en af de første Aftener, det gik, og jeg havde med usigelig Taal-
modighed fundet mig i, Ord for Ord, at høre hende gentage mine
egne Ytringer, og været saa hæderlig at blive ved at udtale mig,
endogsaa om „det vidunderlige 4 *! Jeg følte mig da ogsaa, da vi
gik hjem den Aften, omtrent saa elektriseret, som man bliver
det af et Glas skummet Mælk. Og det var efter en Ibsen- Aften!

Digitized by Google

En Æressag.

763

Fra. Emmy.

Det forklarer ikke det, jeg tænker paa. De hørte jo slet
ikke vor stilfærdige Pludren om Stykket De kom blot førende
og bebrejdede hende, at Kaffen var for stærk, og ellers kunde De
jo aldrig faa den sort nok,- Og dens&d hun, ydmyg og skapi-
fuld og lod Dem skænde.

Verner.

Jo, jeg hørte netop, det var Ulykken, Jeg stod ved Spise-
stuedøren og talte Politik med en af Herrerne, og da ingen af os
havde skiftet Mening, siden vi sidst talte sammen, kunde jeg godt
give ham de rigtige Stikord og være med det sne Øre inde hos
Dem. Saa hører jeg Dem sige noget — fornuftigt naturligvis, og
saa Louises Stemme. Hun syntes, det var saa uhyre forkert af
Nora at spise alle de Makroner; for intet var værre for Tænderne
end søde Ting o. s. v. o. s. v.J Og det var min Kone, og De
sad og hørte derpaa«

Frk. Emmy.

Og saa valgte De som Revanche at ramme hendes saar-
bareste Punkt, hendes Husmoderstolthed !

Verner.

Valgte? — Tror De, man vælger i det Øjeblik, det skurrer
igennem en, som naar et Barn filer med en Griffel ned ad en
Tavle. Saa slaar man Griffelen af Harøden paa Barnet.

Frk. Emmy.

Ja, jeg tror gerne, De ikke kender nogen lempeligere Frem-
gangsmaade, og det er netop det, jeg bebrejder Dem.

Verner. '

Det forekommer mig, De har forset Dem paa ét Punkt:
min Pirrelighed — og de formildende Omstændigheder respekterer
De slet ikke.

Frk. Emmy.

Nej, det er sandt, det med Æressagen faar De mig aldrig
til at forstaa.

Verner.

Og naar jeg saa tænker paa, hvad Betydning det Ord har
haft* for mit Liv! Det blev som en Slags Formel for mig, en
Bom for alle Tvivl.

Frk. Emmy.

Det var vel netop Ulykken, at De slog Dem til Ro med
den Formel, i Stedet for at gaa til Bunds i Dem selv.

Digitized by Google

764

En Æressag.

Verner.

Undskyld^ men den „Gaaen tit Bunds" smager mig stærkt
af en Frase. Tror De, man gaar omkring og ved paa en Prik,
hvordan man vil blive i det eller del Forhold? Kun det, man
har gennemlevet* kan man tale med om.

Frk. Emmy.

Aa, saa meget ved man vel nok, at naar man ingen Kær-
lighed føler, kan man ingen give, og hvor kan saa et Menneske
som Oe, der i alle andre Forhold vilde skamme Dem ved at lyve,
i det allervigtigste skrue Løgnen op til at blive en Æressag? —
Havde De aabent sagt: jeg gifter mig med dig ene og alene af
Medlidenhed — saa ved De godt, hun aldrig i Evighed havde koldt
Dem fast.

Verner.

Maaske ikke. Men bliv ikke vred, hvad jeg sagde far om
det oplevede —

Frk. Emmy.

Saa kan det da i Grunden være Dem temmelig ligegyldigt,
hvad en udenforstaaende som jeg kan sige?

VfcRNER.

Det var Sympati mer end fuldkommen Forstaaelse, jeg
trængte til og — ventede. En htød Haand paa Saaret, mere
beder jeg ikke om. Hvor mildt De kan tage paa et Menneske,
saa jeg ofte overfor Louise. Det sidste Aar. herovre var jeg
formelig skinsyg ved alt det Venskab, De viste hende; hvad det
var bygget paa, forstod jeg ikke rigtigt; da vi blev forlovede,
tog De hende dog temmelig køligt, endskønt De jo kendte hende
ganske godt.

Frk. Emmy.

* Aa, den Gang I Tror De, hun trængte tU mere end Deres
jublende Forgudelse? Det var først senere, der kunde være
Plads for min Smule Venskab.

Verner.

Og det skulde jeg gerne have undt hende, det forsikrer jeg
Dem, hvis De ikke nøjagtigt havde taget fra mig, hvad De gav hende.
Og saa de mærkelige Nuancer i Deres Væsen overfor mig, — en
Tilknappethed, som jeg aldrig før havde kendt

Digitized by Google

En Æressag.

765

Frk. Emmy.

Det kom maaske af, at der for mig var noget ufint baade
over Deres Forelskelse og Deres Kulde. Det harmede mig tit,
men det hjalp!

Verner.

Hjalp?

FRK. EMMY (stammende).

Ja — jeg mener —

Verner.

Emmy!

FRK. EMMY (holder Haanden for Øjnene; Pavse).

De tossede Taarer!

Verner (halvhøjt).
Ræk mig Deres flaand!

FRK. EMMY Rådigt med IjQmmetetWædtt for Øjnene).

Den maå De gerne faa!

Ttbmer.

Emmy! Var det muligt? Maa jeg beholde den?

FRK. EMMY (hurtigt, trækker Haanden til elg).

Men Verner, er De gal? Hvor kan De saa forfærdeligt
misforstaa mig? Jeg har døjet nok, nu maa De tage varsomt
paa mig!

Verner.

Men er det da en Krænkelse, naar jeg siger, at hvad Livet
endnu vil unde mig af Lykke, ligger i Deres Haand?

Frk. Emmy.

Fofstaar De da ikke, at jeg kan intet mere give? — Jog,
staar lige saa tomhændet nu, som De den Gang overfor mig.

Verner.

Og om jeg nu følte, at Deres Venskab vilde være uendeligt
mere for mig end hendes Kærlighed?

Frk. Emmy.

Det kunde maaske være nok for Dem, men ikke for mig.
Verner.

Har De da ikke før sagt, at Venskab ikke var det daar-
Hgste at begynde æt Ægteskab med?

Frk. Emmy.

Jo, det er sandt. Men nu — med Dem, det er noget
ganske andet.

Digitized by Google

766

En Æressag.

Verner.

Vil De have mig til at tro, at De ikke merfe betragter mig
som en Ven?

Frk. Emmy.

For at De skal kunne forstaa mig, maa jeg være ganske
oprigtig. Hvis det falder mig lidt svært, er det bare dumt, i
Virkeligheden er det jo en hel anden, jeg fortæller om, en, som
jeg har lidt ondt af, men som jeg i Grunden finder, var temmelig
forrykt.

Verner (ivrigt).
Men De vilde forklare mig —

Frk. Emmy.

Ja, saadan en Følelse begriber man jo ikke selv; det er
som et Eventyr, at et Menneske kan være sfca uendelig meget
for et andet. Der var vist knap en Tanke, hvori De ikke havde
Del; jeg fik Dem med paa de urimeligste Maader. Havde jeg set
Deres Navn et eller andetsted, saa var jeg glad for den Dag, og
saa det Trylleri, der yar for mig selv ved det kedeligste,
De skrevl

. Verner. -

Det kedeligste?

Frk. Emmy.

Aa, De forstaar godt. t)eres Afhandling om Pantegods —
nej Pantebøger var det nok, det hed. Jeg kunde formelig liste iiig til
at kigge i den, naar jeg kom ind i min Broders Værelse, og havde
jeg ikke skammet mig for mig selv, havde jeg slugt den fra Ende
til anden. Jeg syntes, det maatte staa malet paa mig med store
Bogstaver, at jeg var forelsket!

Verner. .

Men hvor har jeg dog kunnet være saa blind?
Frk; Emmy.

Det er vist gaaet ganske naturligt til. Det er en gammel
Overtro, at Kærlighed gør blind;. det skulde hedde: »Ligegyldighed
gør blind* ; den kølige Luft, den udbreder om sig, udelukker hver
Tanke om Kærlighed.

Verner.

Og De har holdt af mig — og gør det ikke mere!

Digitized by Google

En Æressag.

767

Frk. Emmy.

Nej, den Glans er svunden bort ligesom Guldskæret af mit
Haar. Det har ogsaa en mere adstadig Farve nu, end da jeg
var 18 A&r.

Verner.

Og De siger det saa roligt, som om det var Dem rigtig
vel tilpas, mens jeg

Frk. Emm?.

Ja, hvis De føler nogen Tilfredsstillelse ved den Tanke, at ,
jeg har været ulykkelig i 10 Åar, saa maa jeg. tage den fra Dem. '
Vejret drev over, og eh Dag skinnede Solén igen, og jeg følte*
at den varmede mig.

Verner.

De maå tro mig, at det bitreste i dette bitre Øjeblik er
Tanken om, hvor meget af Deres Liv jég har ødelagt.

Frk. Emmy.

Ødelagt, — nej det har De ikke,; Maaske y>lde jeg ikke
engang undvære ^den dejlige Tid, da j?g var saa ulykkelig*.
Kalejdoskopet fcom til at vise e^ andet Billede, det pr sandt, og
Farverne var ikke straalende; i^en pa^ en eller anden Maade var
de jo dog blevne mattere med Aarene. ;

Verner.

De har sagt mig meget, men ikke nok, ^- nej ikke nok til
at betage mig alt Haab. Jeg skal være Dem den sikreste Ven l

Frk. Emmy.

Det ved jeg, og som Ven vil jég ogsåa beholde Dem. Men
komme til Festen, riaar Lyserie er brændt ned, og se den Her-
lighed, ens Fantasi knap Vovede at røre ved, forvandlet til et al-
mindeligt Hverdags-Inferiør; — *■ dertil er jeg ikke nøjsom nok!

, Verner. .',
Og det ér Dem, som med varme Ord har forsvaret Resigna-
tionen netop med Hensyn til Kærlighed ! Husker De , hvor kønt
De fandt det, da Deres Veninde giftede sig med Præsten i Jylland
— jeg har glemt, hvad han hed, — skønt det vår en vitterlig
Sag, at der ikke var Spor af Forelskelse med i Spillet?

Frk. Emmy.

Jeg sagde blot den Gang som nu, at der for mig ikke er
noget uskønt i, at to Mennesker, som har Glæde af at være
sammen, fredéligt rækker hinanden Haanden, selv om det ikke er

Digitized by Google

768

En Æressag.

.Naturernes blinde Tiltrækning*, 9om tvinger dem dertil. Men De
og jeg — nej, det er umuligt!

Verner.

Tro ikke, at De slipper, før jeg har faaet fuld Forklaring.
Umuligt — det har De gentaget flere Gange, men hvorfor?

Fre. Emmy.

Aa, havde De blot lidt af den sjette Sans, som er mere
værd end de fem andre, naar det gælder Forsiaaelse, saa holdt
De op at pine mig. De maa da kunne fatte, at der er Forhold,
hvor man ikke slaar af,. hvor det er en Æressag overfor en selv
ikke at gøre det

Verner.

De siger det stakkels Ord, som om det vør nok til at over-
bevise mig. Hvis jeg nu tog lige saa haardt fat paa det 9om
De før?

Fre. Emmt.

Saa vilde De dog ikke rokke den Tanke, der ligger bagved.
Mellem os vil der altid staa en Skikkelse, som rigtignok kun jeg
kan se, men den vilde alt for levende minde mig om, hvordan
det kunde have været, til at jeg uden Skamfuldhed kunde slaa mig
til Ro med det, som var!

Verner.

Det er altsaa mit eget Billede, som det lever i Deres
Erindring, der nu staar i Vejen for mig?

Fre. Emmt.

Ja og nej — det er Dem, og diet er ikke Dem. Husker
De, George Sands Ord om Kærligheden: »Stoffet, som Naturen
giver, og som Fantasien arbejder med og .udsmykker*. De kan
med lige saa megen Sandhed sige, at det er .mine agne kæreste
og sarteste Tanker, den Erindring gemmer i sig. Og de Tanker
vil jeg ikke have kaldt frem, for saa ved Sammenligningen at
niaatte udbryde: ,ak, hvor forandret!*

Verner.

Saa er der altsaa for mig ikke andet tilbage end at lægge
denne store Skuffelse til de andre, Livet har bragt mig.

Fre. Emmt.

Ja, og saa føle med Taknemmelighed, at hvor det er
Hovedet, det drejer sig om, der gør Hjertet ikke ondt — Men
nu maa De være god og gaa, jeg hører min Broder paa Trappen

Digitized by Google

En Æressag.

769

— saa nu gik han ind i sit Værelse — jeg vil ikke have at mine
røde Øjne skal ses sammen med Dem!

VERNER (rejser sig).

Og naar vi mødes igen?

FRK. ElfMY (idet hun rækker ham Haanden).

Til Dem skal der altid være et Smil!

(Idet Verner gaar ud af Døren staar Frk. Emmy og tilnikker ham
Farvel, vender sig saa og trykker hurtigt Lommetørklædet mod Øjnene.

Tæppet falder.)

Helga Casse.

Tilskueren. 18ttt.

52

Digitized by Google

En ny Digtning.

IV.

J. K. Huysmans.
I.

I det sidste halve Hundredaar har det af de ledende Aander
været forkyndt som den højeste Visdom, at Menneskeheden burde
slaa sig til Ro indenfor den positive Videns trygge Skranker, og
at der med Hensyn til alt, som derudover maatte befinde sig, kun
var et at sige: Ignoramus et ignorabimus.

Som Faust syntes Europa, træt af al den metafysiske Grublen,
at udbryde „DasDroben kann mich wenig kummern". Tanken blev
tøjret paa Erfaringens og Sanseindtrykkenes Græsgange, og Følelsen
blev højtideligt, i Menneskehedens Navn, kaldt tilbage fra sin for-
gæves Himmelflugt mod det hinsides for her nede at trække
Humanismens Triumfvogn.

Filosofien omdannedes og blev af Comte og Spencer gjort
til en Syntese af alle Videnskaber. Med uforfærdet Materialisme
erklæredes Sjælen for et Hjerneprodukt — intet videre. Som om
Kant aldrig havde levet og lært, blev det forkyndt, at der ingen
anden Verden eksisterede end den, vi opfatter med vore Sanser.
Forskellen mellem Fænomenet og Tingen i og for sig blev
ophævet. Der var intet andet til end Kraftens og Stoffets Udvik-
ling, som kom fra intet, førte til intet og blev -til intet.

Paa denne Maade udryddedes den idealistiske Verdens-
opfattelse af den almindelige Tankegang. Platons og Kants Lær-
domme veg for en grov og letfattelig Positivisme. Virkeligheden
saaledes som Menneskets begrænsede Intelligens erkender den —
blev dristigt erklæret for det eneste værende, den sande Tilværelse.

Digitized by Google

En ny. Digtning.

771

Heraf fulgte en ganske bestemt Moral. Da Virkeligheden
var det eneste eksisterende, iuaatte alle menneskelige Bestræbelser
fra nu af gaa ud paa at gøre denne Virkelighed saa tiltalende
som muligt. Der gaves ikke længer noget Hinsides; der var ingen
anden Verden til bag Rummets og Tidens Former; Jorden og
Jordelivet var alt. Lykken havde før haft sine evige Boliger i et
andet Livs Herlighed; den skulde nu drages ned paa Jorden og
opslaa sine Telte mellem Menneskens Børn.

Da begyndte det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog
mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land. Digtere og Drømmere
pegede ud mod Fremtiden og manede det kommendes Horisont
fuld af Utopier og Luftspejlinger. Og Folkeslagene, der ikke vidste,
at Fremtiden intet nyt kan bringe, fordi Tiden er uendelig, og alt
allerede har været, satte sig i Bevægelse ud mod den evigt
vigende Synsrand.

Den moderne Stræben frembringer i Virkeligheden ingen
Fornyelse af Tingene. Den skaber i det højeste en Ompostering
af de forhaandenværende og uforanderlige Beløb af ondt og godt.
Og dette gøres saaledes, at der i Stedet for Middelalderens og
Renæssancens store Dyder og store Laster tilvejebringes en almin-
delig moralsk Middelmaadighed.

Derfor ruger et trist Graavejr over den moderne Kultur.
Der findes ikke mere Begejstring eller Had, ikke Andagt eller Tro,
ikke Kærlighed eller Opofrelse. Der findes kun slet lønnet Slid og
dyrt betalte Fornøjelser.

Oventil er Udsigten lukket for det moderne Menneske. Der
er intet at leve for uden det Liv, hvori vi daglig færdes — og
der bør, efter de ny rettroendes Mening, heller ikke være andet.
Mennesket er fra nu af indespærret i en ganske materiel og timelig
Verden — og naar Døden kommer, er alt forbi.

Heraf følger, at Livet mere og mere føles som noget ind-
skrænket, ligefremt, hverdags — noget, hvormed man tør handle
efter Lune og Lyst. Det glemmes, at Livet er et Under, en Gaade,
en Helligdom, hvori der maa leves med Ærefrygt. Den moderne
Mangel paa Moral er en Følge af den moderne Mangel paa
Metafysik.

Men endnu lever der i spredte Sjæle en Trang til Uendelighed,
til Salighed, til Liv i en dyb og betydningsfuld Verden. Denne
Trang er det, som i Amerika skabte Edgar Poe, i Frankrig Bau-
delaire, Villiers de Tlsle Adam, Verlaine og Mallarmé. Den er det,

52*

Digitized by Google

772

En ny Digtning.

som giver sig til Kende, naar en Forfatter som J. K. Huysmans —
oprindelig udgaaet fra Skolen i Médan som den yderligste Natu-
ralist — i sin modne Manddom frembringer en Række Værker,
der bæres af en brændende Længsel efter det oversanselige, det
hinsides, det uendelige.

II.

Huysmans er af Fødsel en Kritiker.

Hans Åand er utilbøjelig til at dele almindelige Meninger,
og han sætter sig af Naturen op mod det vedtagne. Han
følger derfor som ung Zola, der angriber Romantikens kon-
ventionelle Usandheder, og han nærer et saa dybt Had til den
Humbug, som drives med saakaldte „højere Følelser*, at han i 1871,
umiddelbart efter Nederlaget, i Sac au dos skildrer Krigen, set gennem
Nøglehullet i en Privet-Dør. Han er en Ironiker, der mefistofelisk
fremhæver alle Tings Ufuldkommenhed og viser, at selve Skøn-
heden har Fejl. Og han bliver som Følge af denne Tilbøjelighed,
i sin hele Virken en Kætter.

Særdeles tydeligt fremtræder dette i tians Roman fra 1881
En ménage og i hans, to Aar senere udkomne, kunstkritiske Værk
UArt' moderne.

En ménage er en Bog om Ægteskabet, set i en ganske
prosaisk og jordbunden Opfattelse. Her er ikke Tale om nogen
„Hjerternes Forening* eller „Sjælenes Sympati * — Ægteskabet er
for Huysmans blot et Middel til at bringe Orden og Hygge ind i
den af mange Haande trivielle Brøst pinte Ungkarletilværelse. Ingen
daarlige og ensomme Restavrationsmiddage mere, ingen optrække-
riske Husholdersker, ingen unøjagtig Rengøring, ingen uordentlige
Stuer — men (som det senere hedder i En rade) „man har alt
paa en Gang — rent Lintøj og Kærlighed, god Mad og Bøger —
tilmed, uden at man behøver at gaa udenfor en Dør.*

Men selv en saa beskeden Opfattelse af Ægteskabet er —
ifølge Huysmans — for ideal. Denne lune Noæ Ark paa den
urolige Verdens Vover, dette stille og hyggelige Refugium eksi-
sterer kun i enkelte lykkelige Øjeblikke. Der er en Fejl i selve
dets Grundvold, og dets blide Harmoni brydes inden længe af
Uoverensstemmelsen mellem Mandens og Kvindens Væsen.

André i En ménage er Forfatter. Han er gift med en ung
Borgerdatter, hvis Tilbøjeligheder ikke gaar i Retning af at sidde
hjemme. Hun vil gerne i Selskaber, i Teater, paa Bal. Og det

Digitized by Google

En ny Digtning.

773

ærgrer hende, naar hendes Mand om Aftenen sætter sig til at
arbejde i Stedet for at tage ud med hende. Hun „summer da
om ham som en utrættelig Flue" ... spørger ham, hvordan det
gaar med hans Arbejde . . . sidder og stirrer paa hans Overstreg-
ninger og Rettelser ... og ender med at sige, naar han sent paa
Natten lægger Pennen : „Det var da ikke meget, du fik bestilt* . . .

Der lægger sig efterhaanden en Kløft af Uvilje mellem de
to Ægtefæller; et Brud finder Sted; André genoptager sit Ungkarleliv.

Til en Begyndelse synes den genvundne Frihed og Uaf-
hængighed ham Erstatning nok for Ægteskabets Kvinde-Nærhed
og hjemlige Hygge. Med Veltalenhed lovpriser han den Lykke at
ligge ene i sin Seng, læse eller ryge efter Lyst og Lune, uden
Forpligtelse til at høre paa et andet Menneskes Spørgsmaal og
give Svar. Han hengiver sig til Iagttagelsens fine Glæder; sammen
med sin malende Ven Cyprien (til hvem baade Forain og RafFaélli
synes at have staaet Model) gennemstrejfer han henrykt det store
Paris. Og Huysmans aflægger følgende kætterske Bekendelse om
den Art af Skønhed, han dyrker, og som han benævner den
moderne Skønhed:

„Jeg elsker de store Boulevarder med deres summende
Menneskemylr, deres fulde Kafeer, deres Vrimmel af Lapse, og jeg
henrives af dem, naar jeg henad to ser Pigernes ensomme
Jagt over Asfalten. . . . Jeg finder, at, hvordan Gaden saa er, rig
eller fattig, pragtfuld eller elendig, er den altid smuk! Jeg nyder
den overmaade, om Aftenen for Eksempel, naar Gaslyset funkler
i Butiks-Rudernes forgyldte Bogstaver. Jeg læser dem, jeg faar
den Handlendes Navn at vide, og jeg betragter Familien, som er
samlet inde i Bagbutiken ... Og Gadens Fryd føler jeg ogsaa,
naar jeg om Morgenen driver paa Fortovet. Saa ser jeg paa
Smaapigerne, som har sovet ude, og som skynder sig hjem, glat-
tende deres Kjole, med ubørstede Støvler ... Set saaledes er
Gaden altid pragtfuld og altid rig. Den bugner af Nydelser, som
meget faa fatter, thi den hellige Skrift har Ret: Menneskene har
Øjne og ser ikke og Øren og hører ikke, og ulykkeligvis gaar det
os alle mer eller mindre saaledes. Vi er mættede med gamle
Formularer og Skønhedsregler — vi vil have noget malerisk, bizarre
Gader i Maaneskin, Bjerge og Skove! — Aa, alle de Dumrianer,
som tuder en Ørene fulde om Notre-Dames Kor! Nordbanegaarden
og den ny Hippodrom — er de maaske ikke til? Der er en Bande
gamle Narre, som føler sig forpligtede til at være begejstrede over

Digitized by Google

774

En ny Digtning.

de gamle Basilikaer og de Kampestens-Hytter, som kaldes den
græske Kunsts Underværker! ... Lad dem gaa Fanden i Vold
med deres Parthenon! Hvis de ynder den Art Bygninger, kan de
stille sig midt paa Konkordepladsen — der har de to for en!"

Som man ser: en kraftig Protest mod alle vedtægtsmæssige
Skønhedsbegreber. Huysmans — der paa dette Punkt, som siden
paa mange andre, har Baudelaire til Forgænger — lovpriser altsaa
fremfor alt den moderne Virkelighed. Og som Baudelaire
skrev om Constantin Guys „det moderne Livs Maler* , skriver
Huysmans i UArt moderne beundrende om Degas, Forain, RaffaéllL

III.

Men hastigt svinder denne ekspansive Stemning. Det Slør
af Poesi, som Huysmans med saa stor Kraft har vævet over Gadens
og det moderne Bylivs frastødende Virkelighed, brister, og alt viser
sig, som det er. „Alle de, man møder, alle de Bekendte, man
hilser, er slagne Folk — lidende under Knejpebesøg, knapt tilmaalt
Kærlighed, Begær efter Kvinder, som tilhører andre! Overalt
Rædsel, naar Terminen nærmer sig, Scener med Værten, naar
Huslejen er forfalden — overalt en uhjælpelig og evindelig Fattigdom! 1

Det er det moderne Livs Underlag af økonomisk Elendighed,
som aabenbarer sig for Kritikerens skarpe Blik.

„Se den unge Mand der! Frakken er næsten ny, men Støv-
lerne er slappe i Fjedren, Hælene er skæve, Stropperne er gaaet
af. Kravaten er lang for at skjule Kraven. ... Og saa det Undertøj,
saadan en Herre gaar med! en Buksebag saa tynd som Skallen
paa et Løg, og Sokker, der har været brugte i fjorten Dage,
med sorte Folder paa Hælen og Striber over Vristen og jord-
farvede Tæer!"

Hele den fattige Ungdoms Hverdags-Tragedie er i disse Linier.

Og selve Gaden, selve Husene aabenbarer sig i deres
væsentlige Hæslighed. Knap seks Aar er gaaede siden Lovpris-
ningen af den moderne Skønhed, og Huysmans udbryder: „Denne
Skam for den moderne Smag — Gaden! Disse Boulevarder med
deres Træer i ortopædiske Jernkorsetter og bestøvlede med Støbe-
jerns-Hjul 1 Disse Veje, som rystes af uhyre Omnibusser og uædle
Reklame- Vogne! Disse Fortove fyldte af en ækel, pengejagende
Hob, af vanskabte og nedværdigede Kvinder, af Mænd, der læser
modbydelige Blade eller tænker paa Svig og Hor, medens de

Digitized by Google

En ny Digtning.

775

vandrer langs Butiker, hvorfra de belures af Handelens og Bank-
væsenets autoriserede Bedragere!*

Der stiger fra det alt en uendelig Lede, en bundløs Væm-
melse. Selve det menneskelige Ansigt bliver Huysmans modbyde-
ligt. Han føler sig i Gadernes Stimmel omgiven af en dybt ind-
groet Dumhed, af et brændende Had til Kunsten, Literaturen,
Skønheden. Alle disse Sjæle om ham er kun optagne af Penge-
snyderier eller af lave politiske Beregninger. Og fortvivlet, oprørt,
rasende iler han hjem for at lukke sig inde med sig selv.

Interiøret bliver nu hans Tilflugt — som før Gaden var
det. Ligesom i sin Forkærlighed for den moderne Skønhed kan
Huysmans ogsaa her føres tilbage til Baudelaire, der har drømt
saa mange og saa skønne Drømme om det ideale Værelse.

Allerede i En ménage hengiver Huysmans sig til Udmaling af
Rum, der synes ham at stemme med hans Sjæls Trang til Skønhed.
Men (som sin store Mester) erkender han hurtigt, at det ideale
Fristed kun er at finde out of the world. Om Flugten fra Verden
handler derfor den Bog, som er Huysmans Mesterværk — den
Bog, som hedder A rebours.

IV.

Å rebours bærer et Motto, hentet fra den gamle flamske
Mystiker Ruysbroek og lydende saaledes:

„Jeg er nødt til at søge min Glæde udenfor Tiden . . .
skønt Verden føler Rædsel for min Glæde og, i sin Grovhed, ikke
forstaar, hvad jeg mener/

A rebours" Helt — des Esseintes — er det sidste døende
Skud af en gammel, adelig Slægt. Han er blodfattig, forfinet,
nervøs — og han svækkes yderligere af den Række Udskejelser,
hvori hans søgende Sanser styrter ham, og som hans Rigdom
tillader. Han elsker Cirkusdamer og Bugtalersker, Kurtisaner og
Gadetøse; i et Boudoir af hvid Silke og Spejle tømmer han den
voldsomme Vellyst til Bægerets sidste, bitre Draaber. Han stiger
dybere og dybere ned i Sanselighedens Afgrunde; han nærmer sig
den kønslige Forbrydelses Grænser; indtil alt med et er forbi, og
en fuldstændig Afmagt lammer ham.

Da er det, han fatter den Tanke at trække sig ud af Verden
— at leve afsides og ene i klosterlig Fred.

Digitized by Google

776

En ny Digtning.

Thi kun Kvinden har holdt ham tilbage i det moderne Liv y
mellem vor Tids Mennesker. I sin egen Stand finder des Esseintes
blot anestolte Tomhjerner og dumme Lapse. Han nærmer sig
prøvende Skribenternes Kres — men disses Smaalighed og ind-
byrdes Nag skræmmer ham bort. Han mistvivler om noget Sted
at møde et affældigt og forfinet Væsen af sin egen Art. Menneske-
heden synes ham kun sammensat af Slyngler og Dumrianer. Hver
Morgen læser han med Pine Avisernes evigt samme Dumheder;
hver Dag ser han med Bitterhed den udødelige Middelmaadigheds
sikre Sejr.

Og en Time kommer, da han vender det forhadte Paris
Ryggen og begraver sig i en afsides Landsby. A rebours er Le-
genden om denne moderne Sankt Antonius, der udenfor Tiden
finder de Glæder, som den grove Verden ikke forstaar.

Det er ikke Naturen, han søger i sin afsides Landsby.
Ligesom han har foretrukket Kurtisanens forstilte Kærlighed for
en ung Piges Elskov, foretrækker han i alle Ting det kunstige
for det naturlige. Man sporer her paa ny Baudelaires Djævlefod.

Des Esseintes fører i sit ensomme Hus et Liv i Nat og
Tavshed, stik mod al menneskelig Skik, a rebours. Han ser ingen,
og ingen ser ham; han holder sig haardnakket indenfor sine Stuers
Vægge; kun i underlige Maanenætter, naar Landet ligger blegt og
øde, ligesom indgnedet med hvid Sminke og pudret af Kridtstøv,
betragter han Omegnen.

Han er fast overbevist om Naturens Afmagt og den men-
neskelige Aands Almagt. Han foragter Hændelsen og Eventyret
og forguder den vaagne Drøm, de kunstneriske Syner. Ved sin
Sjæls Kraft vil han løfte sig op til en himmelsk Lykkes Hinsides.

Derfor er det, han former sig et Liv, der saa meget som
muligt fjerner ham fra det naturlige Menneskes Tilværelse og hen-
sætter ham i en Verden, hvor den vederstyggelige Virkeligbed
kun synes en ond Drøm. Midt i den moderne Larm og Mylr
bygger han sig et Lønkammer, hvor han knæler for de to Gud-
domme, som ogsaa Carlyle og Edgar Poe tilbad — Ensomhed
og Tavshed.

Paa alle Sansningens og Aandens Omraader søger han nu
den dybe Tilfredsstillelse, som Vellysten ikke skænkede ham. Han
spiller paa alle Bevidsthedens Registre og anslaar enhver Tangent
Sjælens dybe Orgelværk. 1 Synets, Lugtens, Smagens Verdner,

Digitized by Google

En ny Digtning.

777

i Billedkunstens, Digtningens, Musikens Riger søger han Føde for
sin Sjæl, der hungrer efter Stemning.

Men Menneskets almindelige Berusningsmidler virker ikke
paa denne blaserte og kritiske Aand. Som Ghimæren hos Flaubert
søger han „ny Dufte, større Blomster, aldrig følt Fryd*. Hans
Begær er „at undslippe Tilværelsens rædselsfulde Virkelighed, at
overskride Tankens Grænser, at famle sig frem i hinsides Taager
uden nogen Sinde at naa et Maal".

Den Fornemmelse, den Forestilling, der skal kunne tilfreds-
stille ham, maa være mangfoldig, sammensat, utilgængelig for
Hoben. Han er en Sansernes Æstetiker og behandler sine Evner
som en Virtuos. Mættet med Baudelaires Aand, som han er, ved
han at nyde Indtrykkene, ikke blot i dem selv, men gennem deres
Korrespondenser. Enhver Smag svarer saaledes — ifølge des
Esseintes — til Lyden af et Instrument. Den tørre Curacao f. Eks.
til Klarinettens bløde og klare Lyd, Whiskyen til Messinghornets
larmende Stød, Akvaviten til den fine og skarpe Violin, Kontra-
bassen til en sort, stærk Bitter. Ja, Ligheden mellem Smag og
Toner gaar videre endnu: der eksisterer et helt System af Smags-
fornemmelser i indbyrdes bestemte Forhold; saaledes er f. Eks.
Benediktinerlikøren Undertonen til den Overtone, som kaldes grøn
Ghartreuse. Det indses, at man paa denne Maade gennem Tungen
kan opfatte hele Musikstykker — Solosang af Pebermyntelikør,
Duet af Rom og Genever, Kvartetter, Sørgemarcher

Lugtesansen yder des Esseintes endnu rigere og langt mere
forfinede Nydelser. Han er en Parfymekunstner, hvis Stof er sam-
tidige eller skiftende Dufte. Med sit Bord fyldt af vellugtende
Ekstrakter og Essenser digter han „aromatiske Strofer*, som
vugger ham i poesifulde Syner og skønne Landskabs-Drømme.
Et saadant Poem af Vellugt begyndes f. Eks. med den Parfyme,
der kaldes „Blomsterduft" ... og en uendelig Eng breder sig for
des Esseintes 1 indre Syn ... I dette Landskab indfører han Duften
af Tuberose, af Oranger, af Mandelblomster ... og Syrener lyser,
Linde dufter . . . Ned over dette Foraar sænker sig derpaa en
rovdyragtig Menneskelugt, Duften af Opopanaks, Chypre, Sarcanthus
— Duften af Kvinder, af Pudder, af Sminke ... Vellystbølgerne
svinder hen, Kvinderne glider bort, den store grønne Eng er ene
tilbage ... Da fremtager Duftkunstneren et Stykke Styrax, varmer
det lidt mellem sine Fingerspidser ... Og en Lugt af Guttaperka,
af kemiske Produkter og Stenkulsrøg stiger op: Fabriksskorstene

Digitized by Google

778

En ny Digtning.

løfter sig rygende i Randen af den grønne Eng l . . Røgen trækker
bort, og paa ny dufter Syrenerne og Lindene ... En Draabe New
mown hay opruller Høhøstens Billeder . . .

Saaledes lader han i sin Ensomhed Naturen genopstaa og
forgaa ved Hjælp af Lubins og Pinauds Essenser. Med Baudelaire
kan han udbryde: „ Hvorfor tvinge mit Legeme til at skifte Plads,
naar min Sjæl rejser saa let?* Og han tilføjer: „Hvorfor udføre
Forsætter, naar det at fatte et Forsæt er Nydelse nok?*

Thi det blotte Forsæt om en Handling er for en Aand som
des Esseintes en mer end tilstrækkelig Begivenhed. Alene For-
beredelsen til Virksomhed sætter hans Sind i stærkere Svingninger
end selve Virksomheden de fleste andre Sjæle. Et morsomt
Eksempel herpaa giver den Englandsrejse, Huysmans lader sin
Helt foretage, dreven af Lyst til at opsøge den Virkelighed, hvoraf
Dickens hentede sine Romaner — en Englandsrejse, som ikke
rækker længere end til Parises Gader en londonsk taaget Aften,
til Parises engelske Bodega og til en Jernbane-Restaurant, fuld
af Englændere, engelsk Roastbeef, engelsk Porter, Ale og Gin.
Mættet med engelske Indtryk vender des Esseintes derpaa hjem,
træt i Hjernen som efter en lang Rejse.

Ogsaa i sin Smag for Blomster aabenbarer des Esseintes
sin forvænte og kunstsøgende Aand. Han foragter Bourgeoisi-
Blomsterne, Urtepotte- Væksterne, Dagligstue-Planterne. Det, han
søger, findes kun i Drivhusene, hvor Blomsterrigets Dronninger
lever i deres Glasslotte, sondrede fra Mængden. Og atter her
foretager han et kræsent Valg og ynder kun de Blomster, hvis
Ydre ligner eftergjorte Planter.

Han elsker derfor Arterne af Caladium, der snart synes ud-
skaaren i Gummitøj, snart klippet af en Okses blege Bughinde,
snart hugget i Zink, som er plettet af Maling. Disse Orkideer
ligner raat Kød med kvæstede Steder, hvor Blodet violet træder
frem, eller de ser ud som Hud, blaanet af Aarer, gulnet af Sot,
plettet af Udslet, skrammet af Ar, brudt af Saar, dækket med
sorte Merkurialsalver eller strøet med Jodoformens gule Støv.

Han henrives af den Caladium- Art, der kaldes Aloeama
metallica, og hvis Blomst synes udklippet i Blik, med skarpe Spidser
ligesom paa et Skorstensrør. Han beskuer henrykt Anthuriums
store, røde, hjerteformede Bæger, fra hvis Midte en gul kødfuld
Hale rejser sig, og den kokinkinesiske Atnorphophallus med lange,
sorte, skrammede Stilke — ligesom arrede Negerlemmer.

Digitized by Google

En ny Digtning.

779

Han ynder de uhyggelige og usandsynlige Planter — Vækster,
der minder om en Artiskok af rustent Jern eller om Bundter af
Aarer og Pagajer eller om uhyre Ananas, fra hvis Top der udgaar
Assagajer og Vildmandspile. Men fremfor alle beundrer han de
kødædende Planter — Soldugg, Fluesnapper og Nepenthes, hvis
metalgrønne Kavtsjuk-Løv og Blomst af grønt og violet Porcelæn
synes ham Højdepunktet af Naturens Bestræbelse for at nærme
sig Kunstens Frembringelser.

De samme Tilbøjeligheder gør sig gældende hos des Es-
seintes paa Kunstens, og Literaturens Omraader.

Da hans Begær er at leve fjernt fra Verden og glemme
Menneskene, vil han ikke paa sine Vægge se Billeder, der frem-
stiller Scener af Nutidens Liv. Det, han attraar, er fin og udsøgt
Kunst, „badet i antike Drømme og fordums Dages Vellyst". Han
ønsker sig en suggestiv Kunst, der hensætter ham i ukendte
Verdner, leder ham ind paa ny Spor, lærer hans Nervesystem en
ukendt Gysen og fylder hans Sjæl med aldrig anede Syner. Han
fordrer sælsomme Værker, en Kunst, hvorover han — som Roderick
Usher hos Poe — kan gruble Dage igennem. Han drømmer om
en ideal Literatur, en koncentreret Digtning, der paa et Par Sider
rummer Romaners Stof, sammentrængt i faa Sætninger, udtrykt
gennem Ord, hvis Betydning er saa dyb, at hvert af dem aabner
uendelige Afgrunde i den læsendes Sind.

Denne Fordring fører ham, i Kunsten som i Poesien, bort
fra det almen anerkendte. Han fjerner sig fra dé store, folkelige
Værker — Klassikerne, Victor Hugo, Balzac, Zola. Han søger
derhen, hvor han skimter Fligen af sit Ideals Klædebon — til
Kunstnere som Gustave Moreau og Redon, til Digtere som Poe,
Baudelaire, Verlaine, Maliarmé.

Han elsker disse moderne, som han elsker den latinske De-
kadences Skribenter. I det døende Rom og det hensmuldrende
Byzans finder han samme Forvænthed, samme Forfinelse som i
det udsøgte Frankrig, hvis Literatur omgiver hans enlige Sjæl. Disse
Forfattere fra det femte til tiende Aarhundrede betager ham med
deres Blanding af fromme og hedenske Ord, deres stammende
Sætninger, deres saftfulde Verber, deres røgelseduftende Substan-
tiver, deres sære Adjektiver, der er som grovt slebne Juveler, indr
fattede i' plumpt Guld.

Og hos de moderne — hos Baudelaire, Verlaine, Maliarmé —
nyder han den samme Vildtsmag, det samme Forfald. Den franske

Digitized by Google

780

En ny Digtning.

Literatur synes ham svækket, udtømt, syg indtil Døden. Men
denne døende Kunst brænder i en Oktobers Pragt, og en sød
Duft af muldent Løv og visne Blade hæver sig berusende fra den.

Des Esseintes finder en lignende Rus i Gustave Moreaus og
Odilon Redons Billeder. Bægge disse Kunstnere svæver i Verdner
hinsides Tid og Rum. Den ene — Moreau — søger tilbage til et
mytologisk Asien, et antikt Østerland, hvor mytiske og mystiske
Kvinder hengiver sig til Gudebilleders Favntag. Han er en
Maler i Flauberts Aand. Den anden — Odilon Redon — bevæger
sig i forhistoriske Ørkner og tegner eventyrlige Skikkelser paa en
Baggrund af kosmisk Øde og Verdensrummets uendelige Nat.
Hans Tegninger har deres Sidestykke i visse Digte af Edgar Poe.

Men alle disse Ting — Likører og Parfymer, Blomster og
Ord, Billeder og Bøger — tilfredsstiller kun for en Tid. Des Es-
seintes føler en endnu dybere Trang, en Længsel, som hverken
Kunst eller Poesi kan stille. Og langtsomt nærmer han — Liber-
tineren og Fritænkeren — sig til Kirkens Porte.

Der er meget, som drager ham.

Kirken synes ham for det første Kunstens Moder. Den
har bevaret Middelalderens ædle Guldsmedværker, de slank/e Alter-
kalke, Oblatskrinene med de rene Former; den fastholder midt i
den moderne Smagløshed sit udsøgte Juvelarbejde, sine vidunderlige
Mønstre til Messekaaber og hellige Duge. Under dens skønne
Hvælvinger klager en Musik, der er som Sjæles Suk mod Evig-
heden, og dens Verdensanskuelse former sig plastisk i Kristi og
Djævelens Kæmpeskikkelser.

Kirken er endvidere Verdens Fjende. Den forkynder Livets
Jammer og prædiker Taalmodighed, Ydmyghed, Offervilligbed. Den
skærmer de fortrykte og trøster de ulykkelige, for hvem det stolte
Hedenskab intet har tilovers.

Kirken lokker dernæst hans Fordærvelse. Den troende har
Mulighed for at begaa Synder, som Hedningen i sin Naturtilstand
ikke kender. Satanismen, Gudsbespottelsen — et Stof, som Huys-
mans senere behandler i Lå-bas — vinker vagt og fjernt des
Esseintes.

Men væsentlig staar Kirken for ham som det endelige Asyl,
det sidste Fristed. Og da han af sin Læge uddrives af Ensom-
hedens nervesvækkende Paradis og med Angest ser sig slugt
paany af det store Paris, fra hvis brusende Liv han troede sig
reddet, bryder han ud i et fortvivlet Raab:

Digitized by Google

En ny Digtning.

781

„Vilde da Mosebøgernes frygtelige Gud og den blege op-
standne fra Golgata ikke vise, at de var til? Vilde de ikke paa ny
ryste Jorden og tænde den Ildregn, som fordum opbrændte de
dømte Stæder? Skulde alt dette Smuds vedblive at flyde og dække
hele denne gamle Verden, hvor der ikke saaedes andet end Uret-
færdighed og ikke høstedes andet end Skændsel?"

Og des Esseintes bryder ud i Bøn:

„ . . . Den menneskelige Middelmaadighed stiger op til Him-
len ; den vil opsluge mit Tilflugtssted, hvis Diger jeg selv aabner . . .
Herre! hav Medlidenhed med den tvivlende kristne, den vantro,
der gerne vilde tro, Livsslaven, der indskiber sig ene i Natten
under en Himmel, hvorover det fordums Haabs trøstende Fyr ikke
længere lyser!"

V.

A rebours betegner et Vendepunkt i den moderne franske
Literatur. En hel Bevægelse, som hidtil havde holdt sig i det
dulgte, brød med denne Bog ind i den Literatur, som paaagtes af
Offentligheden. Hvad Villiers de 1'Isle Adam — „Ironiens og Drøm-
mens Mester*, som Rémy de Gourmont har kaldt ham — havde
lidt og kæmpet for, hvad Verlaine og Mallarmé havde forkyndt i
de snevre Kredse, det triumferede nu med denne Bog. En ny
Kunst havde sejret, ny Navne blev satte paa Tronen, og Flokke
af unge Skribenter samlede sig bag Huysmans og A rebours.

Det er en idealistisk Literatur, som nu skabes, en Drøm-
mens Kunst, som er ved at opstaa. Félicien Rops og Odilon Redon
er dens bildende Mestre; Baudelaire og den Flaubert, som skrev
Salammbå og Antonii Fristelser, dens Guder. I denne Literatur,
mellem hvis betydelige Mænd maa mærkes Adolphe Retlé, Vielé-
Griffin, Rémy de Gourmont og Francis Poictevin, rager op som
to store Træer over slank Ungskov Huysmans' to nyeste Værker:
En Rade og Lå-bas.

I bægge disse Bøger har Huysmans skildret Virkelighed —
endda en tit triviel Virkelighed — men ikke for dens egen Skyld.
Som i A rebours er den ham kun et Middel til Drøm, et Spring-
bræt for Fantasien. I En Bade indføjes der mellem nøjagtige
Skildringer af landligt Liv straalende Syner og uhyggelige Mareridts-
Drømme. Og Lå-bas skildrer i parallele Billedrækker Satanismens
Forvildelser, som den aabenbarede sig kæmpemæssig i den kæmpe-

Digitized by Google

782

Ed ny Digtning.

mæssige Middelalder, og som den sniger sig lyssky rundt i den
moderne Kirkes Kroge.

Men fælles for bægge Bøger er Trangen til at hæve sig over
Livet, til at løfte sig op i et Hinsides. I Lå-bas betegnes dette
rent udvortes ved det Klokketaarn, hvori Romanens Helt, For-
fatteren Dur tal, fører lange og sære Samtaler med en gammel,
katolsk Klokker, en Astrolog og en troende Læge. Medens Men-
neskene larmer om Taarnets Fod, optagne af deres lave Udskejelser
og griske Forretninger, sidder disse fire som i et højt hævet
Kloster, talende om »de eneste Ting i Verden, der er Tale værd
— Kunst og Religion."

Huysmans' Værk samler sig saaledes til en Helhed. Dets
Helt er hin forfinet higende Mandstype, som snart kaldes André,
snart Durtal, og hvis højeste Udtryk er des Esseintes. Gennem
Lovprisningen af den moderne Skønhed, gennem den moderne
Pessimismes Kritik af Livet er han naaet til Verdensflugten og
den kristne Forsagelse. I Kirkens høje Taarn, under de viede
Klokker, der kalder med Middelalderens Røst, har des Esseintes
fundet Fred.

Johannes Jørgensen.

Digitized by Google

Af Ernst irs livserindringer.

Ernst II: Aus meinera Leben und aus meiner Zeit. I— III.

Hertug Ernst af Coburgs Død i August d. A. har endnu
en Gang bragt den i sin Tid saa stærkt omtalte Fyrstes Navn frem*
Lutter Lovprisninger er det ikke, som har lydt over hans Grav:
dertil var vel ogsaa hans Fejl for mange og for iøjnefaldende.
Men gennem de lidet gunstige Domme og de ikke altid smigrende
Anekdoter lyder dog stærkere og stærkere Anerkendelsen af denne
Mands ihærdige og dygtige Arbejde i en enkelt stor Sags, den
tyske Enheds, Tjeneste. Heller ikke nægter nogen, at hans
rastløse Indgriben i sin Tids politiske Begivenheder ret jævnlig har
haft virkelig Betydning for Udviklingens Gang. Enhver Kender
af nyere europæisk Historie vil kunne nævne adskillige Eksempler
derpaa.

Selvfølgelig har dette Dødsfald ogsaa paa ny henledet Op-
mærksomheden paa det store Memoireværk, han for faa Aar siden
udgav, og det vil synes ret naturligt, særlig for et dansk Tids-
skrift, nu at gøre dette Arbejde til Genstand for Omtale. Ogsaa
til Forstaaelsen af vort Lands Historie bringer det værdifulde
Bidrag, og indenfor de sidste Aars rige Memoireliteratur indtager
det i det hele en fremragende Plads. En fyrstelig Memoire hører
jo ogsaa endnu til de store Sjældenheder. Og var end denne
Fyrste blandt de allermindste af sin Verdensdels suveræne Herrer,
saa har han paa den anden Side haft bedre Betingelser for
at lære sin Tid og dens ledende Mænd at kende end mangen af
dem, der var ham overlegne i Landomraade og Magt.

Han var for det første et klogere og livligere Hoved end
de fleste af sine fyrstelige Kolleger. I ualmindelig Grad har han
forstaaet at bruge sine Øjne* og at opfatte det karakteristiske ved
en Personlighed eller en politisk Situation. Og saa var han i en vel-

Digitized by Google

784

Af Ernst IFs Livserindringer.

gørende ringe Grad blændet af sin egen Fornemhed. Han har
ganske nøje opfattet, hvor lidet imponerende en Figur en Hersker
over knap halvandet hundrede Tusende Mennesker i Virkeligheden
er, og han har ligesom søgt en Undskyldning for det halvt komiske
i denne Stilling ved uden alle Nykker at kaste sig ud i Tidens
Bevægelser, mere som Menneske og tysk Borger end som „Suveræn 4 .
Han har følt, at hvad han skulde opnaa, maatte vindes i Kraft af
Indsigt, Energi og klog Benyttelse af de gode Kort, hans personlige
Forbindelser gav ham paa Haanden. Idet han saaledes paa en
Maade har maattet fægte sig frem i Verden, har han ogsaa vundet
adskilligt af den Menneskekundskab og alsidige Livserfaring, som
plejer at være de almindelige dødeliges Fortrin fremfor dem, som
Fødselen har sat paa Samfundets Tinder. Men samtidigt har han
dog fuldt ud udnyttet det Forspring, hans fyrstelige Stilling gav
ham. Han hørte hjemme i Fyrsternes Kres og har kunnet omgaas
dem mere paa lige Fod end Folk i undersaatlige Stillinger. Og
ganske særligt har hans Familieforbindelser givet ham den mest
vidtrækkende Adgang til at øse sin politiske Viden af de bedste
Kilder og samtidig ved adskillige Lejligheder gjort ham til et søgt
Mellemled ved vigtige Forhandlinger og givet ham Lejlighed til at
øve Indflydelse, selv paa Steder, hvor man ellers aldrig vilde spurgt
om hans Mening.

Den coburgske Familie indtager ingen ringe Plads i dette
Aarhundredes Historie, især i Tiden 1830—60. Maaske kunde der
drages visse Paralleler mellem den og den glucksborgske Slægt i
Aarhundredets anden Halvdel. Bægge har de fra en forholdsvis
beskeden Oprindelse hævet sig til en betydelig historisk Stilling,
besat en Del af Europas Troner og, skabt sig indflydelsesrige For-
bindelser over saa godt som den hele Verdensdel. Ogsaa det
Familiesammenhold, der usvækket holdt sig, hvor vidt end Slægtens
Medlemmer blev spredte, og hvor forskellige Opgaver der end i de
ny Hjemlande blev stillet dem, er et fremtrædende Lighedspunkt.
Som den glucksborgske Slægt samles paa Fredensborg, saaledes
var Rosenau og de andre Slotte i Goburg-Gotha ofte Vidne til Familie-
sammenkomster, der ingenlunde altid savnede politisk Betydning.
Det fik Danmark bl. a. at mærke ved forskellige Lejligheder. Slægtens
Medlemmer følte, hvor meget de end stræbte at leve sig ind i de
ny og større Forhold, altid en Art Hjemlængsel efter de Steder,
hvortil deres tidligste Minder knyttede sig. Selv den nøgterne og

Digitized by Google

Af Ernst IFs Livserindringer.

785

skeptiske Prins Albert hørte, da han laa og droges med Døden
i England, „Rosenaus Fugle synge for sig.*

Coburgernes Lykke begyndte med, at Hertug Ernsts Far-
broder Leopold 1831 valgtes til Konge i Belgien. Af Hertugens
Fastre var den ene gift med den russiske Storfyrst Konstantin,
og den anden blev i sit Ægteskab med Hertugen af Kent Moder
til Dronning Viktoria af England. Broderen Albert blev 1840
Dronning Viktorias Ægtefælle, og fem Aar før havde hans Fætter
Ferdinand af Coburg ved sit Ægteskab med Dronning Maria da
Gloria overtaget en lignende Prinsgemal-Stilling i Portugal, hvis
Regent han i øvrigt efter Dronningens Død var i en Række af
Aar. Senere blev, gennem Giftermaalet mellem Prins Alberts
ældste Datter Viktoria og Kronprinsen af Preussen, den coburgske
Slægt ogsaa knyttet nær til dette Land. En Forbindelse med
Østerrig skabtes ved, at Hertug Ernsts Farbroder Ferdinand
blev gift med en ungarsk Fyrstinde og derved Indehaver af store
Godser og en indflydelsesrig Stilling i det østerrigske Monarki.
Ogsaa til det orleanske Dynasti traadte Coburgerne i Slægtskabs-
forhold, idet Kong Leopold af Belgien var gift med en af Louis
Philippes Døtre og en af de østerrigske Goburgere med en anden.

At Leopold af Coburg valgtes til belgisk Konge, blev til
en vis Grad bestemmende for Slægtens Stilling i Tyskland. De
tyske Fyrstefamilier, smaa som store, saa i Almindelighed med
Rædsel hen til Julirevolutionen og dens Affedninger, og det, at en
tysk Fyrstesøn af gammel legitim Familie modtog en Krone af
Revolutionens Haand, var i deres Øjne en Skændsel uden Lige:
»Skade, at man ikke kan komme til Coburg mere," sagde en af
de ganske smaa tyske Fyrster under almindelig Samstemning i en
Kres af Medfyrster og ligesindede, „man risikerede jo, at Navnet
Belgien blev nævnet." Det, at en Begivenhed, som man i Coburg
saa hen til med Glæde og Stolthed, i de andre fyrstelige Krese
blev betragtet paa denne Maade, skabte tidligt hos de unge Prinser
Ernst og Albert en Følelse af Modsætning til dem, med hvem de
havde Stilling og Rang tilfælles, og denne Følelse voksede, alt som
Aarene gik.

Ogsaa i det nationale Spørgsmaal tænkte de helt anderledes
end de tyske Fyrster i Almindelighed. Faderens og „Onkel Leopold's
Fortællinger fra Frihedskrigens Tid bidrog stærkt til at fremelske
den tysk-nationale Følelse, som gjorde den yngre coburgske Ge-
neration til en saa varm Forkæmper for Tysklands Enhed. Og at

Tilskueren. 1693. 53

Digitized by Google

786

Af Ernst ITs Livserindringer.

denne Enhed maatte realiseres under konstitutionelle Former, blev
snart de to unge Prinser klart. Gennem Besøg i Belgien, Frankrig
og England indsugede de tidligt konstitutionelle Forestillinger, og
Hertug Ernst anvender med Rette paa sig og sin Broder det
historiske Ord: „Jég er ikke gaaet over fra Torierne til Whigerne,
men, da jeg vaagnede og saa mig om, vår jeg Whig a . Især var et
Ophold i Bnlssel 1886 — 87 af Betydniiig i denne Henseende. Ernst
var den Gang 19, Albert 18 Aar gammel, og den erfarne Kong
Leopold indrettede alt saaledes for dem, at de uden Trang og
under tiltrækkende Former kunde indsamle politisk Kundskab og
begynde at lære det offentlige Liv at kende af Selvsyn. Den
berømte Statistiker og Nationaløkonom Quételet var deres vigtigste
Vejleder, men i øvrigt omgikkes de frit med de mange belgiske
og fremmede Berømtheder, som den Gang samledes i Brftssel. Den
overlegne og tolerante Konge var langt fra at nægte sine unge
Nevøer at drage Nytte af Omgangen, selv med Oppositionens
Ledere* ja han opmuntrede dem endog selv dertil: „Jeg er jo dog
ikke gift med noget af Partierne her til Lands, u plejede han at
sige. End ikke de landsforviste Carbonarier, af hvilke der den
Gang opholdt sig adskillige i Brussel, var forbuden Frugt for de
unge Fyrstesønner, og især Digteren Silvio Pellico, han, der i
mange Aar havde aandet de østerrigske Fangehullers Luft, og hvis
Vers, sagde man, skadede Østerrig mere end en hel Arme, vakte
deres levende Sympati. Hertug Ernst fortæller, med hvilken frygt-
blandet Nysgerrighed han og hans Broder i Begyndelsen nærmede
sig disse „sammensvorne 4 ', hvis Navne nævnedes med Skræk og
Afsky rundt om ved Europas Hoffer, og som dog var „saa men-
neskelige, saa beskedne i deres Væsen og saa saa lidende ud.*

Saaledes forberedte kom de coburgske Prinser da til Dni*
versitetet i Bonn, for at gennemgaa deres „tre Semestre*. Ernst
Moritz Arndt, Frihedskrigens berømte Digter, var her for dem
„Flaget paa den høje Mast," som Hertug Ernst skriver, og deres
første Besøg gjaldt ham. Blandt Universitetslærerne var Fich te
den, som øvede størst Indflydelse paa dem. Hele Studielivet
igennem satte de i øvrigt deres Ære i at omgaas de andre Studenter
som gode Kammerater og ikke at tillade, at der gjordes nogen som
helst Ophævelse for deres Skyld, hvad der stod i stærk Modsæt-
ning til andre Fyrstesønners Optræden ved Universitetet. Arve*
prinsen af Mecklenburg f. Eks. tronede under Forelæsningerne i
ensom Majestæt med en Pedel bag ved sin Stol og blev af ved-

Digitized by Google

Af Ernst irs Livserindringer.

787

kommende Professor, som ikke var nogen ringere end den navn-
kundige A. W. Schlegel, hilst med en højtidelig „Ansprache",
noget der i øvrigt gav Anledning til voldsomme Mishagsytringer
fra Auditoriets Side. — Sin militære Uddannelse fik Hertug Ernst
i Sachsen, hvor han stod i det bedste personlige Forhold til den
fintdannede Kongefamilie. Ellers var de coburgske Prinser ikke
overdrevent vel anskrevne ved Tysklands Hoffer. Især fra Brusseler-
opholdet var gennem Gesandtskaberne talrige politiske „Sk an dal-
historier 11 fløjne Landet rundt, og ved mange Lejligheder fik Prin-
serne at mærke, hvorledes de halvvejs betragtedes som udstødte
af deres Jævningers Kres. At navnlig Modtagelsen under et Besøg
ved Wienerhoffet var særdeles kølig, kan ikke undre. —

Hertug Ernst arvede ved sin Faders Død 1844? de to smaa
Hertugdømmer Goburg og Gotha og traadte saaledes ind i Rækken
af Tysklands regerende Herrer. Naturligvis var der under saa
smaa Forhold ikke megen Anledning for ham til at lægge sin
politiske Tro for Dagen i Gerningen: Lejligheden hertil kom først
med Aaret 1848. Men som det var, var det dog tilstrækkeligt til
at vække Forargelse hos dem af hans Undersaatter, der, som det i
de Tider ikke var sjældent, var mere royalistiske end Kongen selv.
Navnlig i Gotha, hvor Forfatningen var yderst aristokratisk og for
øvrigt ganske forældet, mødte Hertugens liberale Reformforslag
heftig Modstand hos Adelsrepræsentationen i „Stænderne*, og det
gik endog saa vidt, at hans „ Statsminister % Lepel, indgav sin De-
mission med en længere Motivering: „Deres Højhed/ skrev han
bl. a., „hælder stærkt til den liberale Side; jeg er monarkisk og
konservativ til Fingerspidserne 44 . Ikke uden Grund bemærker
Hertugen, da han citerer dette Brev, at det i Aarene før 1848
visselig ingen Skade havde været til, om Tysklands Fyrster havde
hældet lidt stærkere til „den liberale Side": det havde sparet dem
adskillige Ydmygelser senere.

Hertug Ernst var ualmindelig rigelig udstyret med menne-
skelige Skrøbeligheder, men naar der alligevel var en vis Holdning
og Værdighed i hans offentlige Liv, og naar han gennemgaaende
mindes med Sympati af det tyske Folk, saa ligger det i hans
ubrydelige Troskab mod den tyske Enhedstanke. Trods alle Fejl-
greb og al Vaklen med Hensyn til Midlerne, har han sit hele Liv
gennem stilet mod dette Maal, og han har været denne sin
Stræben offentlig bekendt, selv paa Tider, hvor den syntes aller-
mest haabløs, og hvor den stillede ham i det vanskeligste, ja pin-

53*

Digitized by Google

788

Af Ernst ITs Livserindringer.

ligste Forhold til TyskJands øvrige Fyrstehoffer. Hans forholdsvis
liberale Opfattelse af politiske Forhold i det hele taget hænger jo
ret nøje sammen hermed. Enhedstanken var ham Hovedsagen,
men dens Venner var i Fyrrerne og Halvtredserne aldeles over-
vejende at finde i de liberale Krese, og derved styrkedes hans
Fastholden ved Ungdomstidens frisindede Idealer selv paa Tider,
hvor han maaske ellers ikke vilde have kannet modstaa Fristelsen
til at svigte dem.

Hertugens politiske Holdning i de tyske Revolutionsaar er
omtalt i en tidligere Artikel i dette Tidsskrift 1 ). Han var blandt
dem, der holdt længst ud i Kampen for Tysklands Enhed og for
den slesvigholstenske Sag. Og hvad mere var, han blev don
bægge tro, selv efter deres fuldstændige og, som det syntes, uop-
rettelige Nederlag. Det blev i Begyndelsen af Halvtredserne i
Tysklands ledende politiske Erese anset halvt for et Bevis paa en
slet og forkastelig Tænkemaade, halvt for en Enfoldighed at tro
paa et enigt Tyskland. Men Hertugen var utrættelig i Kampen
for sin Overbevisning, og han skyede ikke at føre den frem, selv
overfor dens mægtigste og mest erklærede Modstandere. Ved
Dresdener Konferencerne i 1851 bebrejdede han saaledes Fyrst
Schwarzenberg, der den Gang var den sejrrige Reaktions
største Profet næst Kejser Nikolaus, at man i Wien ikke syntes at
erkende den Vægt, der laa i Tysklands Fordringer, hvortil Schwarzen-
berg gav det for ham selv og Tiden saare karakteristiske Svar:
„Lad os overhovedet ikke tale om Tyskland. Det eksisterer
ikke. Jeg har som Soldat og Diplomat bestandig færdedes i Ud-
landet, og jeg har aldrig truffet nogen, som kendte det.« Trods
sine kætterske Anskuelser vedblev Hertugen dog at holde sine
Forbindelser vedlige, endog med de to reaktionære Stormagts-
hoffer i Wien og Berlin. Mest var det vel hans Familieforbindelser,
men for en Del ogsaa hans egen Smidighed, som tyalp ham hertil.
Med sin Slægtning Friedrich Wilhelm IV stod han endog i et vist
venskabeligt Forhold, som det aldrig lykkedes det regerende Hof-
parti at faa brudt. Der kunde være Rivninger nok, men atter og
atter maatte „Kreuzzeitungs-Mændene* dog lide den Tort at se
Hertugen figurere ved Taflerne i Berlin og Potsdam og endog til
Tider blive særlig udmærket af Kongen. Naturligvis spillede det

') N. Neergaard: Fra de tyske Revolutionsaar. Tilskueren Maj 1888.

Digitized by Google

Af Ernst ITs Livserindringer.

789

i hans Forhold til det preussiske Kongehus en væsentlig Rolle,
at han altid havde vist sig som en Ven af Tanken om det preus-
siske Supremati i Tyskland. Maalet var for ham at se Kongen af
Preussen som Tysklands Kejser.

Det havde paa denne Tid stor Betydning for Tysklands
liberale Enhedsvenner at have Hertug Ernst til Partifælle. Under
Reaktionens værste Aar, da Knevlesystemet konsekvent gennem-
førtes overfor alle Personer i undersaatlige Stillinger, selv de
højeste, var det allerede en Lykke, at der dog var én Mand,
paa hvem Munden ikke kunde stoppes, som var parat til at virke
i liberal og unionistisk Retning baade i og udenfor Tyskland.
Det gav ogsaa straks det forskræmte Borgerskab noget mere Mod,
at man fra nationalliberal Side kunde nævne en af Tysklands
Fyrster som en Art Protektor for Partiets Bestræbelser. Dette
Protektorat kunde ogsaa faa en ret stor praktisk Betydning.
Coburg-Gotha blev et Tilflugtssted for de Mænd, der ellers blev
jagede fra Land til Land af de reaktionære Regeringers aarvaagne
Politi, og her fandt politiske Foreninger og literære Foretagender
til de fælles Formaals Fremme det Fristed, uden hvilket de over-
hovedet ikke havde kunnet eksistere. Forfatterne Gustav Freytag,
Moritz Hartmann, Gustav Diezel og flere andre, hvis Frihed truedes
af Politiefterstræbelser, tog Hertugen under sin Varetægt, enten
saaledes, at han gik i Forbøn for dem hos deres Regeringer eller
ved, naar dette ikke kunde hjælpe, at skænke dem Asyl paa sit
Hertugdømmes Grund. En Anekdote, som Hertug Ernst fortæller
i Anledning af disse Politiforfølgelser, viser paa en morsom Maade,
i hvor høj Grad hans Frisind stak af imod den daværende officielle
Verdens sædvanlige Opfattelse af den Art Ting. Paa et Bal i 1857
traf Hertugen Borgmesteren i Coburg, der tog ham til Side og
under stor Befippelse meddelte ham den ubehagelige Nyhed, at
„en af de farligste Demokrater", nemlig Forfatteren Gustav
Diezel, der paa Grund af sit demokratiske Forfatterskab og sin
Deltagelse i Revolutionerne 1848 nu i flere Aar havde vandret fra
Stat til Stat under evindelige Fængslinger og Udvisninger, befandt
sig i Coburg. Det var, mente Borgmesteren, ikke let at overskue,
hvilke Følger dette kunde faa. Man tænke sig den brave Embeds-
mands Rædsel, da Hertugen leende fortalte ham. at Manden var
let nok at faa fat i, for han boede paa Slottet hos ham. Hertug
Ernst havde læst Diezels sidst udkomne Bog om det orientalske

Digitized by Google

790

Af Ernst 11*3 Livserindringer.

Spørgsmaal, havde syntes godt om den og tilbudt Forfatteren
baade Asyl og Beskæftigelse hos sig.

Ogsaa paa mere aktiv Maade gavnede Hertug Ernst sit
Parti. Han stiftede 1853 en hemmelig politisk-literær Organisation
med det Formaal at arbejde for en tysk Enhedsstat og for maade-
holdent liberale Anskuelser i det hele. Denne Forening vidste at
knytte adskillige Mænd af literær og politisk Betydning til sig og
blev i de trange Tider et højst fornødent Samlingspunkt for den
Retning, man senere kaldte den nationalliberale. Man sørgede
gennem den for en vis Fællesoptræden af Meningsfællerne i de
forskellige Stater, forsynede de venligsindede eller indifferente Blade
med Korrespondancer og Oplysninger, etc. — Da den store
„Nationalforening 44 i 1859 stiftedes, var Hertugen med til de
forberedende Forhandlinger, Foreningen fik Domicil hos ham
i Gotha, efter at det var blevet nægtet den i Frankfurt, og han
deltog ogsaa siden med megen Iver i det ledende Udvalgs
Arbejder. Blandt Foreningens Ledere indtog især Bennigsen
og Schulze Delitzsch fremragende Pladser, og navnlig den
sidste var den Gang saa ilde set ved Fyrstehofferne, at det, at
Hertugen overhovedet stod i nogen Forbindelse med en Forening,
for hvilken han var en af Lederne, var nok til at vække den
største Forargelse. Det, at samarbejde med en Forening, hvis
Formaal var offentlig og ved agitatoriske Midler at arbejde hen
til Tysklands Enhed, og som faktisk var Samlingspunktet for Tysk-
lands borgerlige Liberalisme, var jo ogsaa i og for sig kompromit-
terende nok.

Men det var ikke nok med, at Hertugen var National-
foreningens Beskytter og Raadgiver. Han virkede endog i visse
Maader fremaddrivende paa den. De øvrige Ledare svævede i den
Tro, at Foreningens Bestræbelser, trods officielle Tilkendegivelser i
modsat Retning, inderst inde var den preussiske Regering vel-
behagelige, og derfor var de tilbøjelige til at anlægge Virksomheden
mere paa Grundlag af denne formodede preussiske Støtte end paa
en dybtgribende Agitation mellem Befolkningen. Nu vidste Her-
tugen imidlertid fra bedste Kilde, at denne Formodning var ganske
fejlagtig. Kong Wilhelm I var vel personlig ingenlunde fremmed
for den tyske Enhedstanke, men han hadede af Hjertet alle Be-
stræbelser for at omdanne Statsforholdene neden fra og saa
bestandig med Uvilje paa Foreningen. Nu ansaa Hertugen det
vel for klogt, ikke helt at tilintetgøre Haabet om preussisk Støtte,

Digitized by Google

Af Ernst U's Livserindringer.

791

— et saadant kunde jo bl. a. bidrage til at frQlde Foreningen
indenfor de efter hans Mening rette Grænser — , men han fremhævede
dog stærkt Nødvendigheden af at sætte Masserne i Bevægelse og
vække deres Entusiasme ved mere populære Hidler end Flyyeskrifter
og Kongresser. Derfor holdt han paa, at man skulde virke frem-
skyndende og ledende paa den Bevægelse, der aljerede var i Gang
for at opnaa en Sammenslutning mellem de tyske Sang- og Skytte-
foreninger, at disse Organisationer skulde foranstalte større Fest-
ligheder, ved hvilke da ganske naturligt dpn tyske Enhedstanke
vilde blive den drivende Kraft. Komiteens forsigtige Politikere
vilde ikke ret gaa ind paa dette og frygtede for at skræmme
Preussen, men Hertugen hævdede netop, at n#gen Frygt for truende
Folkebevægelser maatte der til for at drive Regeringerne til en
kraftig Optræden i den nationale Sag. Haft tog derfor ogsaa selv
Affære baade overfor Sangerne og Skytterne. Paa støre Fester i
Gotha optraadte han tilskyndende og ledende overfor disse Bevæ-
gelser, og han blev den almindelige tyske Skyttefprenings Stifter
og første Ærespræsident. Alle disse Fester var baarne af en stærjt
national Enhedsstemning, og navnlig var dette Tilfældet med den
store Skyttefest i Frankfurt 1862, hvor alle tyske Lande yar
repræsenterede, og som blev Enhedsbevægelsens største Folke-
demonstration i Begyndelsen af Treserne. Hertugen optraadte
her til sine Medfyrsters usigelige Rædsel i Spidsen for de 12000
Deltagere i Skytteunifdrm og under det sort-rød-^yldne Banner.
Hans patriotiske Taler blev hilste med stormende Jubel, pg han
var fra denne Fest af i nogen Tid at regne blandt Tysklands
populæreste Mænd.

Fyrsterne lod ham ogsaa paa forskellig Maade føle deres
Misbilligelse. Ved det tyske Fyrsteniøde i gadenrBaden 1860
samledes den sidste Dag de fire Konger om den daværende Prins-
regent af Preussen og bad ham skride ind imod Nationalforeningen,
og den blinde Konge af Hannover talte endog i de andre Fyrsters
og deriblandt Hertug Ernsts Nærværelse om „Forbundsfyrster, der
ikke undsaa sig for at tage Del i Agitationen*. Prins Wilhelm
undveg enhver nærmere Debat om Sagen paa dette Sted, og der
fulgte senere en ret bevæget Korrespondance mellem Hertugen og
de fire Konger, der ikke paa nogen Maade vilde frafalde deres
Mening Qm Nationalforeningeas revolutionære Karakter. Senere
kom det dog en Tid til et Brud mellem Wilhelm 1 og Hertugen. Den
førstnævnte misbilligede i høj Grad Hertug Ernsts Deltagelse i

Digitized by Google

792

Af Ernst ITs Livserindringer.

Skyttefesten i Frankfurt, hans Forbindelse med Medlemmer af
Oppositionen i de preussiske Kamre og senere mest af alt det, at
han var med til den Fyrstekongres i Frankfurt 1863, hvor Kejseren
af Østerrig præsiderede, og som stilede hen imod en Reform af
Forbundsforfatningen under østerrigsk Ledelse.

Hertugen paa sin Side misbilligede paa denne Tid den
preussiske Regerings Politik i Forfatningskonflikten og overfor den
polske Opstand, og navnlig var han en* af Bismarcks mest deciderede
Modstandere. Senere, da det blev klart, at Hertugen ingenlunde
agtede at forlade det preussiske Parti i Tyskland, og da han kom
til at forstaa, hvor den Bismarckske Politik bar hen, genoprettedes
det gode Forhold fuldstændigt, og han var Deltager i Felt-
togene i 1866 og 1870—71, rigtignok bægge Gange paa en ret
passiv Maade. Ved Kejserkroningen i Versailles 1871 fældede
Kejser Wilhelm sin endelige Dom over hans Deltagelse i svundne
Tiders Brydninger og Kampe ved dybt bevæget at udtale for ham,
at han var en af dem, hvem han mest af alle skyldte at have
oplevet denne Dag. —

I Memoirerne er det naturligvis ikke de mindst interessante
Partier, hvor Hertugen lader sin egen Person træde i Baggrunden
og mere dvæler ved Erindringerne om de store Begivenheder
og betydende Personer, som han har staaet nær. Især er hans
Skildringer fra det franske Hof, som han alt fra tidlig Tid stod i
Forbindelse med, lærerige og tiltrækkende. Coburgerne ogOrleans'erne
var knyttede sammen ved nære Familiebaand , og Hertug Ernst
har personlig staaet i et venligt Forhold til Kong Louis Philippe
og flere Gange haft Lejlighed til at færdes med ham i hans nær-
meste Kres. Om den egentlig politiske Udvikling i Frankrig
under Julimonarkiet kan Hertugen naturligvis ikke fortælle andet,
end hvad man allerede ved, men de Bidrag, han giver til For-
staaelse af Kongens rent personlige Stilling, er ikke des mindre i
høj Grad værd at lægge Mærke til. Ingen, siger han, som ikke
jævnlig har set Kongen i hans intimeste Kres, kan gøre sig noget
Begreb om, i hvor høj Grad han paavirkedes af rent personlige
Forhold og navnlig, hvor stor Indflydelse den indre Familiepolitik
havde paa hans Holdning udad til. Han var stærk i Sympatier
som i Antipatier. Guizot fik først stor og selvstændig politisk Ind-
flydelse fra det Øjeblik, Kongens tidligere Kulde overfor, ham var
slaaet om til oprigtigt Venskab. Mod Thi er s var og blev derimod
hans Stemning i højeste Grad uvenlig. Han havde, siger Hertug

Digitized by Google

Af Ernst IFs Livserindringer.

793

Ernst, ligefrem „en til Overtro grænsende Antipati mod den lille
Mand", ja endnu i de sidste kritiske Timer af sin Regering var
han nær ved hellere at ville opgive det hele end paa ny at træde
i Forbindelse med den forhadte Minister. Han tilskrev ogsaa. som
det fremgik af en Samtale, han efter sit Fald havde med Hertug
Ernst, Thiers Skylden for sit Dynastis Ulykke: „Det var kun Hr.
Thiers' * Ærgerrighed , som bragte Tronen til at styrte sammen",
gentog han i den heftigste Ophidselse. Selv i de tidligere Aar af
hans Regering, da Forholdet endnu udad til var ret godt, kunde
han ikke nægte sig Fornøjelsen af at stikle til Thiers, naar Lej-
lighed gaves. Hertugen fortæller som Eksempel herpaa en Anek-
dote fra sit første Besøg i Frankrig 1836. Thiers var med Hoffet
i Versailles, hvor man blev ført omkring for at se Billederne i
det ny Museum, og da han i sin Nærsynethed løb lige med
Næsen mod et Staffeli, raabte Kongen under de tilstedeværendes
Munterhed til ham: „ja der kan man se, hvad der kommer
ud af at skulle have sin Næse i alting!* — Meget af Louis
Philippes Vanskæbne kan forklares af dette irrationelle Had til
Thiers og af hans lige saa blinde Forkærlighed for hans Medbejler.

Forholdene i Kongefamilien bidrog meget mere, end uden-
forstaaende kunde ane, til at svække Kongens Energi og forvirre
hans Dømmekraft. Efter Hertugen af Orleans 1 Død var der ingen
af Familiens mandlige Medlemmer, hvem han kunde og vilde
betro sig til, og til hvem han havde ubetinget Tillid. Prinsen af
Jo in vi 11 es „Radikalisme* forfærdede ham, og hans Sindsligevægt
forstyrredes ganske ved Modsætningen mellem Sønnernes gennem-
gaaende liberale Tendenser og den Klerikalisme, der stærkere og
stærkere gjorde sig gældende hos Familiens kvindelige Medlemmer.
Han talte fortvivlet om sit Huses „Søndersplittelse* og tænkte i
fuldt Alvor paa at frasige sig Kronen til Fordel for sin umyndige
Sønnesøn og overgive Formynderregeringen til Kong Leopold af
Belgien. En livlig Brevveksling om denne Sag fandt Sted mellem
de to Fyrster, men Kong Leopold vilde slet ikke gaa ind paa
Tanken. Han, saavel som Prins Albert, ventede i Julikongedømmets
sidste Tid Revolutionen saa at sige fra Time til Time, og han
vilde, som han mere praktisk end elskværdigt bemærkede til
Hertug Ernst, „lade den gode gamle Herre spise sin Suppe selv.* —
I den sidste Tid kom der noget forunderlig vegt i hans Sind, der
bedst forklarer hans Holdning i Afgørelsens Time. Han var i
en overordentlig Grad optagen af La mart in es Girondens Historie,

Digitized by Google

794

Af Ernst IFs Livserindringer.

læste om Aftenen højt i den for sin Familie og supplerede dens
Skildringer med sine egne Erindringer fra hine Aar. „Saaledes
genoplevede han", siger Hertug Ernst, „paa sine gamle Dage
Rædslerne fra sin Ungdom, og Billeder af Ulykke og Landflygtig-
hed foresvævede bestandig Familiens kvindelige Medlemmer.' I
denne Sindsstemning ramte da Katastrofen ham, og de Kvinder,
under hvis Indflydelse han var, bidrog deres til at gøre ham
vaklende og modløs. „Jeg har set Blod nok*, sagde han, naar
der taltes om, at han energisk skulde anvende Hæren, som endnu
i det bele var ham tro, og de samme Ord brugte han, da han i
England Aaret efter skulde forklare Hertug Ernst Aarsagerne til
sin Ulykke. —

Ogsaa med den næste Beboer af Tuilerierne, Louis Napo-
leon, traadte Hertugen i ret nær Forbindelse, og Fortællingerne
om hans forskellige Besøg hos de Franskes Kejser udgør et af de
interessanteste Afsnit af Memoirerne. Det hele Forhold er ogsaa
særdeles betegnende for den ejendommelig amatøragtige Maade,
hvorpaa Hertugen drev Politik. Hans Maal var bestandig det
samme: Tysklands Enhed, men de Veje, han gik for at naa det,
kunde stundum være bugtede og lunefulde nok. Mangen en Gang
drev hans rastløse Virkelyst ham til at optræde paa Steder, hvor
egentlig ingen havde ytret Ønske om hans Nærværelse, og hvor
hans Indblanding syntes lidet naturlig. Man faar et levende Ind-
tryk af, at det ikke alene har været ham Sagen om at gøre,
men at han ogsaa har følt en stærk personlig Trang til at gøre
sig bemærket og spille en Rolle. Men da nu hans Stilling var
en saadan, at man, i alt Fald i den store Politik, ikke ret ofte
havde Bud efter ham, var det ganske naturligt, at han ikke for-
sømte nogen Lejlighed til at bringe sig selv i Erindring. Og
skulde han overhovedet agere, laa det i Sagens Natur, at han
ikke, som andre suveræne Herrer, kunde gøre det gennem diplo-
matiske Mellemled. En lille Forbundsstats Fyrste er, siger han
selv, „naar han ikke helt vil give Afkald paa politisk Virksomhed,
paa en vis Maade nødt til at være sin egen Udenrigsminister,
sin egen Gesandt og sin egen Agent.*

Hertug Ernst havde lært Louis Napoleon flygtigt at kende
i England, medens han endnu almindelig ansaas for en Eventyrer
uden Evner og uden Fremtid, og Hertugen synes dengang, lige saa
lidt som de fleste andre, at have interesseret sig synderlig for
ham, end sige da anet, hvor højt han en Gang skulde stige. Nu,

Digitized by Google

Af Ernst IFs Livserindringer.

795

efter at han ikke alene havde bemægtiget sig en Trone, men
endog syntes at sidde saa fast paa den som nogen anden Suveræn
paa sin, søgte Hertugen ivrigt efter en Lejlighed til at komme
i personlig Forbindelse med ham. Det var tidligt i Foraaret
1854, lige ved Krimkrigens Udbrud, og Hertug Ernst, som var
overbevist om, at Vejen til Tysklands Enhed gik gennem et Brud
med den overmægtige Reaktion, der væsentlig holdtes oppe ved
Ruslands Støtte, arbejdede energisk for, at de tyske Magter skulde
slutte sig til Vestmagterne mod Rusland. Derfor blev det i høj
Grad ønskeligt for ham at bidrage sit til at overvinde den Antipati,
man endnu ved saa godt som alle europæiske Hoffer, og da
navnlig de tyske, nærede imod Napoleon HL Napoleon ønskede
paa sin Side saa ivrigt som nogen Sinde at træde ud af sin Parveny-
Stilling og blive anset for de andre Fyrsters Ligemand. Den
absotate Afvisning, hans Giftermaalsplaner havde mødt, endog
hos smaafyrstelige Familier, sad endnu som en Brod i hans
Sjæl, og en Tilnærmelse fra en regerende Herre var — rent uden
Hensyn til Landomraade og politisk Indflydelse — paa denne Tid
af den største Betydning for ham. Dertil kom jo, at Hertug
Ernst — netop i denne Sammenhæng — ikke just var den første
den bedste. Han var det coburgske Huses Chef, og et venskabeligt
Forhold til ham kunde føre til Forbindelser med andre og mægtigere
Medlemmer af denne vidtudbredte Slægt. Især var det paa denne
Tid Genstand for Kejserens og Kejserindens Attraa, at knytte en
personlig Forbindelse med det engelske Hof, hvor man endnu —
trods den politiske Alliance — personlig indtog en fornemt-afvisende
Holdning overfor de franske Majestæter.

Man vil let forstaa, at med saa megen god Vilje fra bægge
Sider, var det ikke synderlig svært at finde en Anledning. Den
kom derved, at Kong Leopold af Belgien, der af Frygt for sin
ærgerrige Nabos Planer maatte ønske at træde i et saa venskabeligt
Forhold til ham som muligt, indrettede sin Optræden overfor
Napoleon saaledes, at denne, uden at synes alt for paatrængende,
kunde sende sin Nevø, den unge Prins Jerdme Napoleon, paa
Besøg til Brussel. Modtagelsen var meget elskværdig, men den
forsigtige Kong Leopold tøvede dog med at lade en af sine Sønner
aflægge Genvisit af Frygt for den halve Skandale, det vilde vække
ved de andre Hoffer. Hertug Ernst, der med venlig Opmærksomhed
havdé fulgt disse Begivenheder, traadte nu straks til og tilbød
sin Onkel at gaa den Mellemvej, at lade ham rejse til Paris, —

Digitized by Google

796

Af Ernst IFs Livserindringer.

ikke som Repræsentant for det belgiske Hof, men ganske simpelt
paa egen Regning og Risiko. Derved kom Coburgerne dog i
Forbindelse med Napoleon og viste ham en Høflighed til Gengæld.
Kong Leopold gik med stor Glæde ind paa Ideen, hvilket var
mere, end man kunde sige om Prins Albert. Denne afskyede
endnu enhver Tanke om personlig Forbindelse mellem hans Slægt
og „Eventyreren fra Boulogne* og har maaske ogsaa været lidt
ængstelig for den Politik, hans foretagsomme Broder paa egen
Haand kunde finde paa at lave. Han misbilligede bestemt Planen,
og det kom i Anledning af den til en ret ubehagelig Brevveksling
mellem Brødrene. Kong Friedrich Wilhelm, hvem Hertug
Ernst inden sin Afrejse aflagde et Besøg, for noget nøjere at blive
sat ind i Preussens øjeblikkelige politiske Stilling, var derimod
tilfreds med Rejsen og fandt det heldigt, at man paa den Maade
kunde faa fyldigere Besked om Napoleons politiske Tænkemaade
og Fremtidsplaner, end Diplomatiet var i Stand til at give.

Der kom jo siden en Tid, hvor Europas største Suveræner
kappedes om at aflægge Napoleon deres Besøg og i det hele paa
enhver Maade overvældede ham med Opmærksomheder, og var
Hertug Ernst først kommen dengang, var han sikkert nok for-
svunden i Mængden. Helt anderledes nu. Han var den første
regerende Herre, der efter Statskupet besøgte Paris, og han blev
mødt som Svalen, der bebuder Vaarens Komme. Allerede ved
Grænsen modtoges han med officielle Æresbevisninger, et Ekstratog
blev stillet til hans Disposition, og Præfekterne komplimenterede
ham paa Banegaardene; i selve Paris gjorde en Infanteribataillon
Honnør for ham ved Ankomsten, og Kejseren modtog ham, om-
given af hele sin Hofstat, i Tuilerierne, hvor en Lejlighed var ham
anvist under hele hans Ophold. Dag efter Dag var Kejseren
utrættelig i at køre rundt med ham og vise ham Byens og Om-
egnens Seværdigheder, ligesom han daglig underholdt sig fortroligt
med ham, baade om Politik og om meget andet.

Hertug Ernsts Beretninger om sine Samtaler med Kejseren
vil altid bevare betydelig historisk Interesse. Han faar os til at
fornemme noget af den uimodstaaelige Elskværdighed, der, efter
hans og saa manges Vidnesbyrd, prægede Kejserens og hans
Hustrus Optræden overfor dem, de vilde vinde. Napoleons Kon-
versation var i en ualmindelig Grad fin og forstaaende. Han
udtalte sig aabent og fordomsfrit, selv om Ting, der berørte hans
nærmeste politiske Interesser. Næsten om alt havde han en selv-

Digitized by Google

Af Ernst ITs Livserindringer. 797

stændig Dom, og ofte maatte man føle sig slaaet af det instinktive
Klarsyn, hvormed han gennemskuede selv Ting, der tilsyneladende
maatte ligge ham^ fjernt. Fremtiden optog ham altid mere end
Nutiden. Hvad der var i Færd med praktisk at fuldbyrdes, be-
skæftigede han sig kun med af Pligt; i de Timer, han kaldte sine
egne, ilede hans Tanke langt forud for det og bevægede sig i
Drømme og Kombinationer, der ofte kunde synes at have lidet
med Virkeligheden at skaffe, men som dog ikke sjældent har vist
sig at .være en Forudanen af Udviklingens Gang.

Det er i denne Henseende meget betegnende, hvad Hertug
Ernst fortæller om en Jagtudflugt, han under et af sine senere
Besøg gjorde med Kejseren til Fontainebleau, — for øvrigt netop
den Januardag i 1858, da Orsinis Bombeattentat fandt Sted om
Aftenen. Kejseren havde, fortæller han, tilsagt forskellige højere
Embedsmænd under Post- og Jernbaneministeriet, samt nogle
finansielle Kapaciteter, for under Kørselen at drøfte et Par af sine
ny Projekter med dem. „Da man havde taget Plads i Salon-
vognen, begyndte Kejseren efter en spøgende Indledning at tale
om Nødvendigheden af at gøre det lettere for Publikum at rejse. Han
bemærkede, at Jernbanerne endnu ikke paa langt nær opfyldte
deres virkelige Opgave, og at Person trafiken var meget for dyr i
Sammenligning med Vare- og Brevtransporten. Han vilde derfor
rejse det Spørgsmaal, om det ikke var muligt, at man, uden Hensyn
til Afstandene, paa en og samme Billet kunde befordre en Person
fra et eller andet Centrum ud til Periferien af en vis Omkres,
dog saaledes, at man fra Paris ad alle Baner kunde rejse til den
franske Grænse paa den Maade, at det blev Passagerens egen Sag,
om han vilde gøre større eller mindre Brug af sin Billet. Kejseren
mente, at dette var en naturlig Anvendelse af Frimærkesystemet
paa Persontrafiken. Han greb ogsaa Lejligheden til at forsvare
Tanken om Indførelsen af internationale Verdenspostmærker, og
drøftede endnu længe de mange kunstigt skabte Vanskeligheder i
vort Post- og Jernbanevæsen. — Som man ser, var det her to af
de vigtigste Fremskridt paa Kommunikationsvæsenets Omraade:
Verdenspostforeningen og Zonesystemet, der, længe før der var
Tale om at realisere dem, beskæftigede Kejserens frugtbare Hjerne.
Med Hensyn til Midler og Enkeltheder befandt han sig dog i en
vis Uklarhed, og hans Embedsmænd, der alle var enige om de
kejserlige Planers Uudførlighed, søgte ivrigt at overbevise ham
herom. Napoleon kastede sig med Varme ind i Debatten og var

Digitized by Google

♦

798 Af Ernst ITs Livserindringer.

ikke i mindste Maade fornærmet over at blive saa stærkt modsagt,
men vilde dog heller ikke erkende sig for slaaet. Ved Udstigningen
i Fontainebleau var ban i ypperligt Humør og sagde paa Tysk
til Hertug Ernst: „ I Frankrig støder man meget oftere end anden-
steds paa det Ord »umuligt, u men jeg tinder ikke, at man har
modbevist mig."

Helst af alt dvælede han dog ved sine Drømme og Planer
om Nationernes Fremtid og om den Omformning af Europas Kort,
der fra den første til den sidste Dag af hans Regering stod for
ham som Maalet. Om sin Onkel sagde han, at han havde be-
gaaet den Fejl alt for meget at gribe ind i andre Landes Forhold
og vilkaarligt bestemme deres Skæbne. Han derimod vilde gøre
sig det til Opgave, at bryde Vej for den naturlige Udvikling, saa
at der kunde opstaa en virkelig Ligevægtstilstand i Europa, der,
helt anderledes end den kunstigt sammenlavede af 1815, kunde
betrygge Freden og Nationernes Lykke. Allerede under disse
første Samtaler i 1854 udtalte han sig varmt og udførligt om
Tysklands Enhed under Preussens og Italiens under Sardiniens
Førerskab, om de tre nordiske Rigers Forening og om Kongeriget
Polens Genoprettelse. Hertug Ernst var den første fremmede
Fyrste eller Diplomat, for hvem Napoleon røbede disse Planer,
og man kan ikke undre sig over, at han blev overrasket og til
Dels forfærdet over dem. Det stod ham klart, at denne Mand,
der havde en saa uhyre Magt til sin Raadighed, ikke vilde hvile,
før Europas Kort ganske var omkalfatret, og Ugeledes, at der bag
det alt sammen laa Planer om betydelige Landudvidelser for Frankrig.
Dette sidste lagde Napoleon heller ikke Skjul paa overfor sin
Gæst. Han vilde „holdes skadesløs, enten ved Rhinen eller
Alperne: i hvilken af disse to Retninger det blev, kom det ham
derimod ikke saa meget an paa. Hertugen roser ham i det hele
for den store Oprigtighed og Sanddruhed, han under disse Sam-
taler lagde for Dagen. Som bekendt var det ikke just de Egen-
skaber, der ellers udmærkede hans Politik.

Naar Kejseren i disse fortrolige Timer sad i sin Lænestol
og ved sin Cigaret fortabte sig i Drømme om Europas Fremtid,
lignede han, siger Hertug Ernst, langt mere en tysk Lærd end
en Behersker af Frankrig. Han kunde, hvor Samtalen bød Til-
knytningspunkter derfor, recitere hele Digte af Schiller og sprang
ofte pludselig fra Fransk over til Tysk. Forbausende var den
Objektivitet, hvormed han kunde tale om sin egen Person

Digitized by Google

Af Ernst IVa Livserindringer.

799

og Politik og om indre franske Forhold. Han kunde taale alskens
Kritik og Indvendinger og gjorde, netop naar han mødte saadanne,
mere end nogen Sinde Brug af den bløde og bedaarende Elskværdig-
hed, hvorover han i saa udpræget en Grad raadede.

Hertug Ernsts Besøg var paa ingen Maade uden praktisk
Udbytte. Han fik Lejlighed til at lære en Del af Kejserens Planer
at kende, og det kom atter de Fyrster og Potitikere, med hvem
han stod i Forbindelse, til Gode. Desuden paavirkede han baade
nu og senere utvivlsomt Napoleon IIPs Opfattelse paa forskellig
Maade. Han var utrættelig i sine Besfræbelser for at faa ham
til at se Tysklands Forhold i et Lys, der var Enhedsideerne gunstigt,
og i denne Henseende havde han saa meget mere Held med sig,
som han jo her bevægede sig paa et Omraade, der ingenlunde
var Kejserens egne Sympatier fremmed. Ogsaa vi Danske har
faaet at føle, at disse Besøg havde deres Betydning. Det fremgaar
af Memoirerne, at Hertugen ofte underholdt Kejseren angaaende
v danske Familie ogStatsforhold" og især om Slesvigs og Holstens
Anliggender. Utvivlsomt skyldtes den for Danmark saa ugunstige
Opfattelse, som Napoleon personlig havde af disse Forhold, for
den væsentligste Del Hertugen. De danske Gesandtskabsberetninger
fra Paris i hine Aar bærer paa mangfoldig Maade Vidnesbyrd om,
hvor lidet sympatetisk Kejserens Stemning var overfor Danmark,
og det paavirkede igen ved forskellige Lejligheder den franske
Regeringspolitik. Hermed hænger det ogsaa sammen, at Prinsen
af Nør og hans Familie et Par Aar efter fandt saa velvillig en
Modtagelse ved Hoflfet i Tuilerierne. Prinsen var jo en speciel Protegé
af Hertug Ernst, og sikkert er det denne, der har været Mellem-
manden her. Disse Forbindelser bragte undertiden Kejserens
politiske Fantasier ind i et for Danmark højst uhyggeligt Spor.
Saaledes kunde vor Gesandt i Paris i Februar 1857 meddele sin Re-
gering, at Napoleon under en Samtale med en af sine fortrolige havde
udtalt sig for at dele Danmark, saaledes at, „hvad der hensigts-
mæssigt hørte Norden til** , burde indlemmes i Sverige, medens der af
Resten dannedes en ny tysk Stat. Hvad Besættelsen af Tronen
i denne angik, maatte man interessere sig for Prinsen af Nør og
navnlig for hans Søn, som var et elskværdigt, dannet og vel-
instrueret ungt Menneske, for hvem man ogsaa burde se sig om
efter et passende Parti. — Med Hensyn til Forbindelsen med det
engelske Hof, der foreløbig for Napoleon stod som den Hoved-
gevinst, han ventede sig af Hertugens Besøg, blev dette kun af

Digitized by Google

800 Af Ernst II's Livserindringer.

mere indirekte Betydning. Kejseren og især Kejserinden kunde
ikke finde rosende Ord nok for den engelske Kongefamilie, men
Hertugen, som her følte sig paa Forhaand desavueret af sin strenge
Hr. Broder, drejede altid af, naar Talen faldt paa den Ting.
„Mangen en Gang," siger Hertug Ernst, „stod den klare Sved mig
paa Panden, naar blot min Broders Navn blev nævnet.* Det
varede dog, som bekendt, ikke længe, før der, til gensidig Glæde,
opstod en personlig Forbindelse mellem de to Hoffer, noget hvori
Hertugens Rejse sikkert ikke har været ganske uden Andel.

Dette første Besøg fulgtes af mange senere, og Kejseren
glemte, selv da de Tider kom, hvor en Hertug af Goburg kun
kunde gøre en ringe Figur blandt de høje fyrstelige Personligheder,
der flokkedes om hans Hof, ikke, hvilken Erkendtlighed han skyldte
den, som havde brudt Isen. Han viste Hertugen forskellige større
og mindre Tjenester, bl. a. den stærkt paaskønnede, at skaffe
hans Opera „Santa Chiara" opført paa den store Opera. Hertug
Ernst var nemlig mindst lige saa ivrig Komponist som Politiker.

Blandt Skildringerne fra disse senere Besøg er der især
Grund til at fremhæve den -om Orsinis Bombeattentat i Januar
1858. Hertugen havde Lejlighed til at iagttage denne Begivenhed
i den nærmeste Nærhed, og hvad han saa, viser paa en egen
gribende Maade, hvor mørke de Skygger var, der selv paa dette
Tidspunkt, saa nær ved den napoleonske Stjernes Kulmination,
blandede sig med Kejserhoffets Glans. Om Formiddagen havde
Hertugen været paa Jagt med Kejseren, og om Aftenen var han
indbudt til sammen med ham og Kejserinden at overvære Op-
førelsen af „Wilhelm Tell" paa den store Opera. Selve Scenen
i rue Pelletier, de gentagne frygtelige Eksplosioner, de saaredes
Jamren og den hele ubeskrivelige Forvirring skildres livfuldt og
anskueligt. Hertug Ernst, der i Vestibulen ventede paa Kejser-
parrets Komme, saa dem komme styrtende ind fra den sønder-
slagne Vogn, saa rædselsgrebne , at de næppe kunde holde sig
oprejst. Kejserinden, som med et sauvez moi! greb Hertugen om
Armen, var endda den, der bedst havde bevaret Fatningen, men
Kejseren vaklede som en bedøvet og fulgte endelig efter Kejser-
inden, der ved Hertugens Arm ilede op til den kejserlige Loge.

Her fulgte nu en Række af de uhyggeligste Optrin. Først
i Mellemakten, og efter at Publikum var blevet fuldt underrettet
om, hvad der var sket, traadte Kejserparret ind i Logen og
gik helt ned til Logeranden som for at modtage den ventede

Digitized by Google

Af Ernst ITs Livserindringer.

801

Hyldest. Men denne udeblev ganske: ikke en Haand rørte sig;
der var lydløs Tavshed i Salen. Da vendte Kejseren sig om mod Her-
tugen og sagde paa Tysk: „Der ser De, hvordan Pariserne er — man
haraldrig kunnet behandle dem haardtnok!* Politiminister Pie tr i,
der tilligemed andre Ministre kom for at bringe sin Lykønskning,
blev skarpt eksamineret af Kejseren om de nærmere Omstændigheder
ved Attentatet, og efter hans gentagne Svar: „Vi ved slet intet,"
sagde Kejseren bittert til Hertug Ernst: „Der ser De det berømte
napoleonske Politi!" — Blandt Gratulanterne var ogsaa Prins
Jerdme Napoleon, som dengang var saare ilde anskreven ved
det kejserlige Hof. Han kom til Teatret lige fra en Banket med
en Del af Oppositionens Medlemmer. Da han nærmede sig, vendte
Kejserinden ham demonstrativt Ryggen, og Kejseren afbrød hans
Tilløb til nogle beklagende Talemaader med et saare køligt
(fest bien, c'est bien, uden en Gang at række ham Haanden.
Hertugen forlod, som de andre, der hin Aften hørte til Kejserens
nærmeste Omgivelser, Teatret med en Følelse af Uhygge, der
langtfra skyldtes Attentatet alene. —

Det skulde ikke vare mange Aar, inden den Fornemmelse
af Kejserdømmets ulægelige indre Brøst, som hin Aften saa stærkt
paatrængte sig Hertug Ernst, skulde finde rigelig Stadfæstelse.
Og ligesom Hertugen havde fulgt sin kejserlige Gæsteven fra
Landflygtighedsaarene i England, gennem Lykkens og Sejrens
Tider op til Kulminationspunktet, saaledes faldt det ogsaa i hans
Lod paa nært Hold at iagttage Dekadencen og Opløsningen og
det endelige Fald. Det er med virkelig Bevægelse, han skildrer
sit Møde med Napoleon paa Valpladsen ved Sedan. Den 2. September
var Hertugen blandt dem, der ledsagede Kong Wilhelm til Mødet
med den fangne Kejser. Han saa ham staa i Døren til det lille
Slot Bellevue, hvor Sammenkomsten skulde finde Sted, „med
Huen i Haanden, ude af Stand til at faa et Ord frem for Graad."
Kongen og Kronprinsen gik alene ind til ham. Længere hen paa
Dagen mødte Hertugen ham paa Vejen i aaben Vogn. De forbi-
dragende Tropper nødte Napoleons Vogn til at standse, og Hertug
Ernst red frem og hilste ham. Kejseren vinkede venligt med
Haanden, men intet Ord kom over hans Læber, og intet Smil
lyste op i hans vemodige Træk ved dette sidste Møde.

Endnu blot et Par Ord om Hertug Ernsts Forhold til
Danmark. Det er tilstrækkelig bekendt, og Memoirerne bærer
yderligere Vidne derom, at bitrere Modstander end ham har vort

Tilskueren. 1893. 54

Digitized by Google

802

Af Ernst Ils Livserindringer.

Fædreland ikke haft. Saa godt som hvert Ord. han siger om
Danmark og om dets Konflikt med Tyskland, vidner om hans
forudfattede Meninger og ulægelige nationale Fanatisme. Det er
øjensynlig aldrig faldet ham ind, virkelig at lære danske Forhold
at kende, eller at se paa den danske Styrelse i Hertugdømmerne
anderledes end gennem de slesvig-Jholstenske Emigranters Briller.
Det var ham i mer end en Henseende en Tilfredsstillelse at kunne
deltage i Krigen mod Danmark 1849. Han var blandt dan, der til
det sidste gjorde, hvad de kunde, for at holde Tyskland fast ved
Slesvigholstens Sag, men som bekendt glippede hans Bestræbelser
herfor saavel som for Enhedsideernes Virkeliggørelse fuldstændig
under den alt besejrende Reaktion i Halvtredsernes Begyndelse.

I de Aar, der nu fulgte, var Hertugen de landflygtige
Slesvigholsteneres bedste Støtte og den, der ved enhver Lejlighed
talte det slagne Partis Sag. Hertugen af Augustenborg med
Familie tog -fra 1854 fast Bopæl i Gotha, og Francke og
S annver fik betroede Stillinger i det lille Hertugdømmes Admini-
stration. Overfor Napoleon III, Prins Albert og Dronning Viktoria,
Friedrich Wilhelm IV og senere Wilhelm I lod han ingen Lejlighed
gaa forbi til at forsvare Partiets Anskuelser og til at fremstille
den danske Styrelse i Hertugdømmerne i det sorteste Lys. At
han hermed virkelig har gjort Danmark en Del af den tilsigtede
Fortræd, er utvivlsomt. Om den Indflydelse, han i denne Hen-
seende havde paa Napoleon, er der allerede ovenfor talt. Her
skal kun tilføjes, at han netop i det afgørende Øjeblik, ikke længe
før Londonerkonferencen, aflagde Kejseren et Besøg, hvor han
fandt Lejlighed til at bøde paa hans „forbausende Uvidenhed*
om Enkelthederne i den Sag, hvorom det drejede sig. Hertugen
havde al Grund til at være tilfreds med sit Besøg, thi efter hans
eget Sigende stemte Frankrigs Optræden paa Konferencen nøje
med de Tilsagn, Kejseren forinden havde givet ham. — I England
var Opgaven jo af en noget forskellig Natur. Her var saavel
Dronningen som Prins Albert paa Forhaand vundne for den
slesvigholstenske Opfattelse, men den offentlige Mening var nu
engang Danmark gunstig, og de forskellige Regeringer gik i samme
Retning. Naturligvis var Prins Alberts Død til en vis Grad
svækkende for Hertugens Indflydelse ved det engelske Hof, om
end Dronningen altid erklærede det som det ledende Motiv for
hendes personlige Stræben at komme sin afdøde Ægtefælles for-
modede Ønsker saa nær som muligt. Hertug Ernst lægger intet

Digitized by Google

Af Ernst II's Livserindringer.

803

Skjul paa, at Prinsen af Wales' Forbindelse med Prinsesse
Alexandra var ham en stor Skuffelse, om han end samtidig
yder Prinsessens personlige Egenskaber sin varmeste Anerkendelse
og indrømmer, at hun ganske modstod Fristelsen til at gribe ind
i den store Politik. I øvrigt var ogsaa Dronningens Stilling efter
hans Fremstilling væsentlig passiv, idet hun stadig forskansede
sig bag sin konstitutionelle Stilling og erklærede ikke at have
nogen anden Politik end sin Regerings. Dog har der været Tider,
hvor Hertugens Indflydelse har grebet sejrrigt ind, saaledes
i September 1862, da Lord Russell under Indtrykket af et Besøg,
han i Dronningens Følge aflagde i Goburg, stillede sit bekendte,
for Danmark saa ugunstige Forslag til Afgørelsen af den dansk-
tyske Strid. Hertug Ernst siger ogsaa et Sted udtrykkeligt, at
Russell nok var til at paavirke, men at dette derimod ikke var Til-
fældet med Palmerston. Under Londonerkonferencen var det tyske
Forbunds Repræsentant, Beust, personlig anbefalet til Dronning
Viktoria af Hertugen og fik den venligste Modtagelse ved Hoffet.

At Hertug Ernst med Glæde hilste den augustenborgske
Aktion mod DanrViark i 1863, er en Selvfølge. Han var ogsaa
den første tyske regerende Herre, der officielt anerkendte „Frederik
VIII", ligesom han overlod ham to af sine bedste Mænd, Francke
og Samwer, til Ministre. Siden kom der rigtignok mangen en
Kurre paaTraaden mellem Hofferne i Goburg og Kiel, ti Hertugen
fandt den augustenborgske Prætendents Politik vel upraktisk og
alt for meget baseret paa formelle „Retsstandpunker." Ligeledes
var han klar over, at Prætendenten langtfra havde den Tilslutning
i selve Hertugdømmerne, som han bildte sig ind, og da Knuden
strammedes, misbilligede han hans Holdning overfor Preussen og
raadede ham til i det væsentlige at gaa ind paa Bismarcks
Fordringer. —

Hvad ovenfor er fremhævet, er kun enkelte Træk af denne
bevægede og indholdsrige Livsførelse, som man, trods alle nationale
og andre Modsætninger, umuligt helt kan nægte sin Sympati. Og
om en Ting kan der i alt Fald ingen Tvivl være: det er en
Vinding for den moderne Historie, at der undtes Hertugen Lej-
lighed til saa udførligt og — i visse Maader — saa uforbeholdent
at skildre sig selv og sin Samtid. Hans Bog kan paa mange
Punkter være Genstand for Tvivl og Kritik, men ingen vil fortryde
at have lært den at kende.

N. Neergaard.

54*

Digitized by

Stores Sagen.

Et Gensvar til Hr. Fr.Vett.

Uffentliggørelsen af „ Stores-Dagbogen * i »Tilskueren * s Avgust-
hæfte, har sat mange Penne i Bevægelse, blandt disse ogsaa Hr. Fr. Vetts
i Septemberhæftet. Denne Replik optager jeg til Behandling for Sagens
Skyld, men modstræbende, fordi det ligefrem er mig pinligt at paa-
vise , hvor løst og uvederhæftigt dette Indlæg er paa alle Punkter, og
hvor forloren den Overlegenhed er, med hvilken Hr. Vett taler om
„ Ukyndighed „ komplet Mangel paa Kendskab til det kooperative Princip',
»manglende Købmandskundskaber 11 osv. hos Dagbogsforfatteren.

Efter Sagens Beskaffenhed laa det udenfor Skildringen af de 30
Dages Storeskamp i den forløbne Sommer at komme nærmere ind paa
en Kritik af Hr. Vetts Bog „Co-operative Stores" , som var en Forløber
i afvigte Marts Maaned for det planlagte Aktieselskab. Jeg indskrænkede
mig derfor til at nedskrive, at Bogens Indhold var misvisende, hvad
Kooperationens Udvikling i England angik, og at den i sin første Halvdel
indeholdt Fejl og Misforstaaelser. Kun paa et Par ganske enkelte Punkter,
hvor min egen Fremstilling kom i direkte Strid med Hr. Vetts, rettede
jeg de af ham begaaede Fejl, men lod i øvrigt dette Arbejde være i Fred.

Det er kedeligt, at Hr. Vett ikke har opfattet, at jeg paa dette
Omraade ikke vilde genere ham ud over det strengt fornødne, og at han
ikke har foretrukket at lade sine „Cooperative Stores" i al Stilfærdighed
glide over i den Forglemmelsens Nat, der medlidende har sænket sig over
saa mange trykte Sager, og som vilde have sikret Forfatteren imod, at man
senere præsenterede ham den Buket, som ud af den kan plukkes. Hr. Vett
har ikke villet det saaledes, han vover endog at hævde Rigtigheden af
de Punkter, hvis Urigtighed jeg har paapeget, uagtet han har haft Lejlighed
til i Mellemtiden at overbevise sig om, at jeg har Ret.

Under disse Omstændigheder er der Grund til kort at eftervise, at
den hele Fremstilling af „Udviklingen 1816—1862* er saa urigtig, som
vel muligt; det er Indholdet af Bogens Side 5 — 15. Med Hr. Vetts egne
Ord og i deres Følgeorden, kun med Udeladelse af Sidespring og for-
klarende Gentagelser, er Fremstillingen denne:

„Ideen til en „Store* kom første Gang frem i Begyndelsen af
„dette Aarhundrede, og det var Nøden blandt de engelske Arbejdere,
„som fremkaldte den. For at hjælpe i sin Kres kom Biskoppen af Dur-
ham paa den Ide, at forskrive et Kvantum Fødevarer fra Londoner-
grossister, et Udsalg blev aabnet, ved Aarets Udgang viste det sig, at
„Forretningen havde givet et Overskud. Forretningen dreves videre et Par
„Aar, og den aarlige Fortjeneste opsparedes. Denne Forretning efter-
„lignedes efterhaanden forskellige Steder i Landet, og der opstod hen
„imod 1828 — 1830 Forretninger af denne Art overalt i England, særlig

Digitized by Google

Stores Sagen.

805

„i Syd-England, men i 1834 forsvandt de alle. Disse Selskaber var
„ nemlig efter Datidens Love aldeles ulovlige. I 1834 er den engelske
„ Regerings Opmærksomhed bleven henledt paa disse Selskaber, som
„ pludselig blev behandlede som hemmelige Selskaber, og. seks Arbejdere,
„ som var Medlemmer af et saadant Selskab, dømtes i Devonshire til 7
„Aars Tugthus „for the crime of combination" . Efter denne Dom for-
„ svandt de eksisterende Selskaber; i 10 Aar hvilede Bevægelsen, indtil
t den i 1844 toges op af det nu verdensberømte Selskab „the Rochdale
% Fioneers u . Rochdale Folkene havde den Fordel fremfor Grundlæggerne
„af Stores i Aarhundredets Begyndelse, at de havde nogen Beskyttelse
„af Loven, selv om den kun var grumme lille; der var i 1836 udkommet
„en Lov vedrørende Friendly Societies. Men samtidig med, at denne Lov
„gav saadanne Selskaber Ret til at eksistere, paalagdes der dem Ind-
skrænkninger, som gjorde deres Stilling højst mislig. Under denne Lov
„etableredes „Rochdale Pioneer s u , og Selskabets Medlemmer slap derved for
„at anses som „conspirators" . Men det var et sluttet Selskab, som kun
„kunde sælge Varer til sine egne Medlemmer, og da disse ikke havde Disposi-
„tionsret over deres egne Midler, havde ingen Interesse af at ophobe store
„Kapitaler. Man vedblev derfor med at fordele Fortjenesten i Forhold til
„Indkøbene, og derved fik denne Form for Overskud-Fordeling Hævd.*

Imod denne Fremstilling er der i „ Stores-Dagbogen * kun indvendt,
at den engelske Kooperation ikke gik til Grunde som Følge af Lov,
Dom og Tugthusstraf i 1834. men faldt sammen af indre Aarsager, som
nærmere angaves, at Hjælpeforeningerne aldrig havde manglet Ret til
at eksistere i England, og at der slet ikke udkom nogen Lov om Friendly
Societies i 1836, og altsaa heller ikke en saadan, som i 1844 kunde
værne Væverne i Rochdale mod at komme i Tugthuset, fordi de i For-
ening indkøbte og imellem sig afhændede Varer for nogle faa Pund
Sterling. — Det forekom mig dog for galt, om den Slags Krøniker
skulde være uden i alt Fald en lemfældig Modsigelse, især da min Frem-
stilling kom i Modstrid med dem. Men nu har altsaa Hr. Vett — uagtet
han har haft en Maaned til at overbevise sig om, at han har taget fejl —
hævdet Rigtigheden endog af disse Paastande, og jeg skal da kortelig
paavise den hele Fremstillings Urigtighed.

Ideen til en Store kom ikke første Gang frem i Begyndelsen af
dette Aarhundrede, thi Biskoppens Udsalg i Mongewell aabnedes 1794;
dette Udsalgs Overskud opsparedes ikke, men kom de fattige til Gode
for at afhjælpe Nøden, som havde foranlediget Udsalgets Oprettelse.
Denne „Forretning" efterlignedes ikke i Landets forskellige Dele; der
kendes, indtil 1816, da Owen oprettede sit Udsalg i New Lanark, kun
to Forsøg paa Forbrugsforeninger i England, nemlig Arsenal- Arbejdernes
Fællesindkøb af Kød i Woolwich (1806) samt en Brød- og Kulforsynings-
Forening i Davenport (1815). Hvad derefter fra 1820 til 1840 opret-
tedes, lignede om muligt endnu mindre Mongewell-Udsalget , men var
Datidens Aktiestores, hvis Udbytte tilfaldt dem, som tilskød Midlerne
til Indkøb. Disse Stores forsvandt ikke alle i 1834; 4 af dem (i York-
shire) eksisterer endnu, i Ackworth og i Huddersfield oprettedes Stores i
selve 1834, i Jamy Green i 1835, og i 1836—1839 oprettedes mange Stores;

Digitized by Google

806

Stores Sagen.

jeg vil kunne angive Navnene paa henved en halv Snes. Disse Selskaber
var nemlig efter Datidens Love ikke „aldeles ulovlige*, men da de ikke
var optagne imellem de Foreninger, som efter Parlamentslov ved Regi-
strering (enrolment, registration) erhvervede Egenskab af juridiske Per-
soner, kunde de ikke klage som saadanne, og Medlemmerne betragtedes
efter common law som Kompagnoner, der i Tilfælde af Bedrageri maatte
sagsøge hinanden ved Court of Chancery, som er en overordentlig be-
kostelig Sag. Den engelske Regering har ingen Sinde forfulgt disse
Selskaber, og der er ingen Arbejdere komne i Tugthuset for deres
Medlemskab. De 6 Dorchesterarbejdere — som jeg meget vel kender,
hvorfor jeg skrev et Spørgsmaalstegn ved Devonshire — var Forbrydere,
hvis Benaadning de londonske Fagforeninger ved en stor Procession fol
Lord Melbourne den 21. April 1834 forgæves søgte at udvirke. Der ud-
kom ikke nogen Lov om Friendly Societies i 1836; „the frugal invest-
ment clause" findes altsaa ikke heller i den; men den findes i en Lov
af 1846, af hvilken simple Grund „Rochdale Pioneers" ikke i 1844 kunde
etableres under denne Lov og Foreningens Stiftere derved undgaa Tugt-
huset. Loven af 1 846 gav ikke Friendly Societies (Hjælpeforeninger) Ret
til at eksistere, thi allerede i forrige Aarhundrede kunde de endog regi-
streres og nød ganske særlig Beskyttelse fra Lovgivningsmagten.
„Rochdales" Medlemmer manglede ikke Dispositionsret over deres egne
Midler; dersom de ikke havde haft den, havde de jo netop maattet hen-
lægge Kapitaler i Stedet for at udbetale Bonus, og Slutningsbemærkningen
om, at man „derfor" vedblev med at fordele Fortjenesten i Forhold tD
Indkøbene, og at „derved" denne Form fik Hævd, er i den Grad mis-
visende, at Sandheden tværtimod er den, at Rochdale netop er bleven
verdensberømt, fordi det grundlagde den nuværende Kooperation ved det
ny System for Fordelingen i Forhold til Forbrug, en Fordeling, som de
28 Vævere fandt den retfærdigste i Betragtning af, at deres Familier
og derfor deres Forbrug var af forskellig Størrelse, medens deres kon-
tante Indskud — Andelen — var lige stor — altsaa i bestemt Modsæt-
ning til saavel de Owenske Storer som til Aktiestorer og ingenlunde som
en Overgang til disse sidste, der er en Udvikling af Detailhandlen.

Hvis man nu vil foretage de nødvendige Rettelser i Hr. Vetts
ovenstaaende Fremstilling, vil man se, hvormeget der er blevet tilbage
som rigtigt; men jeg tilstaar, at for mig kunde endog mange Fejl have
faaet Lov til at gaa upaatalte hen, hvis jeg blot havde øjnet en Antyd-
ning af Forstaaelse for den mægtige kooperative Bevægelses Oprindelse,
Forløb og Hendøen i de 30 Aar i England, knyttet til R. Owens Navn,
som Hr. Vett end ikke nævner i sin Bog.

Hr. Vett er dristig, naar han spørger mig, hvem jeg har udnævnt
til „Kooperationens Historieskriver", thi ingen, som holder Foredrag eller
skriver om Kooperation, bør dog være uvidende om, at Kooperationens
Historieskriver er den Mand, som har skrevet det berømte, 900 Siders
Værk „History of Cooperation" ', G. J. Holyoake. Ved Siden af selve
Lovene med Kommentarer og Parlamentsberetningerne kan der jo ikke
nævnes noget Kildeskrift af tilnærmelsesvis saa høj Rang. At Hr. Vett
hverken havde læst Lovene, Parlamentsberetningerne eller Holyoake kunde

Digitized by Google

Stores Sagen.

807

jeg jo nok se, eftersom han ellers ikke vilde have begaaet saa mange
og saa slemme Fejl, men det er da saa meget mere morsomt, at han
selv Pag. 7 anfører denne Forfatters Navn og en Udtalelse af ham. Men .
Hotyoake citeres rigtignok saa hyppig af andre , at man nok kan citere
ham, uden selv at have læst hans Bog. Havde Hr. Vett gjort det, vilde
han — bl. m. a. — i 2. Del Pag. 55 have læst, at Loven med Be-
stemmelsen om „the frugal investment" er af 1846, hvad han i øvrigt
ogsaa kunde have læst sig til f. Eks. hos Brabrook „The latr of Indu-
strial and Provident Societies u Pag. 10 og Pag. 165 eller hos Dr. Has-
bach „Das englische Arbeiterversicherungswesen" , Pag. 213, hvor Loven
findes i Oversættelse — ogsaa Værker, som er ret hensigtsmæssige at
have læst for den, som vil belære andre, Enhver Kilde vil vise Hr. Vett, at
det ikke var ved Dom, Forbud og Straf, atKooperationsbevægelsen standsedes,
og at det ikke var netop i 1834, men i Tiden omkring 1840, at Bevægelsen
faldt sammen samt at Aarsagen laa i, at Systemet spillede Fallit moralsk
og materielt. Efter Læsningen af „ Stores- Dagbogen * har Hr. Vett nu i
Virkeligheden overbevist sig om sin Fejltagelse; vilde han saa ikke direkte
indrømme den, kunde han dog have tiet stille om den Sag. Men Hr. Vett
er ikke af den Slags Publicister; han mener virkelig overfor en saa in-
telligent Læsekres som „Tilskueren* s, at kunne redde Situationen ved at
bruge et fremmed Ord. Han siger nemlig, at Kooperationen „cd-
lapsed u , altsaa netop, hvad jeg har sagt med danske Ord, og saa tilføjer
han: „Der er noget saa uendeligt betegnende i det Udtryk, at Bevæg-
elsen „collapsed u . Ja, det er der unægtelig, fordi det netop betegner en
indre Svaghed og ikke den af Hr. Vett konstruerede pludselige Indgriben
af Regering og Domstole i et bestemt angivet Aar.

Hr. Vett vilde gerne finde et Par Fejl hos mig, den ene, at
jeg skulde have angivet Andelenes Antal i „(Hvil Service Supply Asso-
ciation" som værende 35,000 i Stedet for 36,000; den anden, at jeg
har henført denne Forenings Dannelse til 1875 i Stedet for et tidligere
Aar. Jeg skulde saamænd ærligt vedgaa disse to Fejl, hvis jeg havde
begaaet dem, og ikke paaberaabe mig Trykfej], men hvad det første Punkt
angaar, staar der jo i „Stores-Dagbogen* Side 635, 14. Linie, netop, at
der var 36,000 Andele å 10 Sh. , hvorfor da Indvendingen? Og hvad
Oprettelsesaaret angaar for C S. S. A. har jeg skrevet: „saa vidt jeg
husker*. Side 730 siger Hr. Vett, at „enkelte Bestillingsmænd* sammen-
skød en Kapital, hvilket muligvis var i 1867. Men det er ikke denne
Oprettelse, jeg har henlagt til 1875, men Organisationen, som den nu er.
Og jeg har i den Henseende støttet mig til Udtalelserne af Selskabets
Formand, Sir Cecil Beardon, paa det offentlige Møde i 1875, hvor Sel-
skabet benævnedes den „ny Civil Service Store".

I sin Iver for at finde Fejl hos mig, har Hr. Vett endnu forsøgt
at rette mig paa et tredje Punkt, som han altsaa „tillader sig at korri-
gere for en Ordens Skyld*. Dette Punkt angaar Foreningen „Bochdale
Pioneers" Forhold, særlig dens Formue. I Dagbogen skrev jeg, at For-
eningen i 1876 havde 8,892 og i 1891 11,352 Medlemmer, fremdeles
at den i 1876 ejede £ 254,000, og at den efter den Tid var gaaet yder-
ligere frem, saa at den nu — i 1893 — ejer over 400,000 f. Om

Digitized by Google

808

Stores Sagen.

disse Tal udtaler Hr. Vett , at de vistnok er rigtige , men han vil allige-
vel rette dem, og dette gør han ved at betegne dem som „ misvisende \
Han paastaar nemlig, at Foreningen har kulmineret, uagtet han erkender,
at dens aarlige Omsætning siden 1886 „ jævnt' er steget med 50,000 £.
Dernæst udtaler han : „ Selskabets Formue er ganske vist> som Hr. a + b + c
siger, over £ 400,000, den er nemlig £ 632,067, anbragt paa forskellig
Maade, men dette Beløb er saa meget over £ 400,000, at det vilde have
været korrektere at sige enten over £ 600,000 eller næsten £ 700,000,*
Jeg tror nu ikke, at det under nogen Omstændighed kan være tilladeligt
at sige, at £ 632,067 næsten er £ 700,000, altsaa omtrent 1,200,000 Kr.
mere; jeg foretrækker derfor at holde fast ved Hr. Vetts £ 632,067,
der å 18 Kr. er Kr. 11,377,206, hvilket altsaa efter Hr. Vetts „ langt
paalideligere" Materiale er „Rochdale Pioneers" Formue. Men hvis nu
dette er Tilfældet, hvorledes har Hr. Vett saa i sin Bog „Cooperative
Stores", Pag. 11, kunnet skrive følgende: „Som De vil se, var det en
saare lille Begyndelse paa den Forretning, som ifjor i Detailhandel solgte
for over 6 Vi Million Kroner", og videre: „ Selskabet ejer en indbetalt
Kapital paa 7 2 /a Million Kroner foruden Reserve og andre Fonds til et
Beløb af 6Vs Million, i alt 14 Millioner Kroner"?

1 sin Bog lader Hr. Vett altsaa Pionererne i 1891 sælge for
over £ 360,000 i Detailsalg, og Foreningen fremstilles dersteds som
værende i Fremgang med større Omsætning end nogen Sinde før; i
„Tilskueren* anfører han derimod Omsætningen til £ 296,000 og paa-
staar, at Foreningen for længst har kulmineret. 1 sin Bog lader Hr. Vett
„ Pionererne 8 eje 14 Millioner Kroner eller £ 775,000, men i „Til-
skueren" ejer de kun noget over 11 Millioner, nemlig £ 632,067.
Hr. Vetts „paalidelige Materiale* synes derfor at være af en noget veks-
lende Beskaffenhed ; og saa er det ganske vist svært for mig at faa mine Tal
til at stemme med Hr. Vetts. Det vil jeg nu heller ikke gøre noget For-
søg paa, eftersom begge Hr. Vetts Tal ere lige urigtige. Da
jeg skrev „Stores-Dagbogen 8 laa ved Siden af mig „Rochdale Pioneers"
Regnskab og Balance, og netop derfor er ogsaa, hvad jeg har skrevet,
ganske rigtigt, nemlig „over £ 400,000". Foreningens Formue andrager
nemlig £ 409,843 samt 6 Shilling og 2 Pence, hvoraf ca. £ 393,000
tilhørte Andelshaverne og kun ca. £ 17,000 — ikke 6Vi Million Kr. —
Foreningens Reservefond, Skolefond, Laanefond osv.

Saaledes forholder det sig altsaa med Hr. Vetts Berigtigelse af
mine Tal for „Rochdale Pioneers" ; han overser ganske, at det Tal, han
opstiller som paalideligt imod mit, ikke blot er i sig selv urigtigt, men
tillige ganske i Strid med det Tal, han selv i sin Bog har angivet —
som ogsaa er fuldstændig urigtigt!

Jeg har nu paa vist, hvorledes Hr. Vett bærer sig ad med v for en
Ordens Skyld" at „korrigere" og „imødegaa" det, som han ret træffende
benævner „de gamle Skader". Der staar tilbage at belyse et overkomme-
ligt Antal af Hr. Vetts ny Paastande, hvorefter jeg holder mig forvisset
om, at Læserne vil indrangere dem som hørende til „de ny Skader*.

Digitized by Google

Stores Sagen.

809

Hr. Vett som i sin Bog „Cooperative Stores" oprullede det glim-
rende Billede af de lyksalige Aktionærer i de londonske Aktiestores — det
var inden Fremsættelsen af Aktietegning til den danske Store — er nu ,
ikke langt fra at føle Medlidenhed med disse engelske Aktionærer og
deres usikre Eksistens. I „Cooperative Stores" skriver Hr. Vett nemlig:

„Efter at den ældste, „Army é Navy Store", i flere Aar havde
„opsparet sin Bonus, begyndte den i 1887 at udbetale den kontant, første
„Gang 50 pCt. , senere har den aarlig betalt sine Aktionærer 100 pCt.
„Bonus, og det samlede Beløb, som Aktionærerne har erholdt i Bonus
„i Aarenes Løb, repræsenterer c. 850 pCt. Det saakaldte „Civil Service
% Society" gav sine Aktionærer £ 75 Bonus for hver f 5, altsaa 1500 pCt.
„med ét Slag; men disse Selskaber distanceres dog fuldstændig di „Civil
„ Service Association" , som gav £ 200 Bonus paa hver 10 Sh. Kapital,
„altsaa 3600 Kroner paa hver 9 Kroner. Der blev gjort alt for at skjule
„disse Bonus*. — Men i „Tilskueren 14 er Hr. Vett elegisk stemt : „Aktionæren
„maa i sin Egenskab af Kapitalist nøjes med den Avance, der fremkommer
„ved, at hans Kapital omsættes et stort Antal Gange hvert Aar. Og
„hans Fordel kommer altsaa i hvert Tilfælde ubetinget sidst, samtidig
„med, at han løber den Risiko, der er forbunden med, at Omsætningen
„af en eller anden Grund kunde blive mindre. Det er dette System
„som a + b + c i sin Ukyndighed trorat turde betegne som kapitalistisk".

Ja, oprigtig talt, det System at give et Udbytte af 3600 Kr. for
hver Aktie paa 9 Kroner, forekommer mig kapitalistisk, og jeg vil ikke
lægge Skjul paa, at jeg i denne Forretning foretrækker „at komme sidst*
som Aktionær, fremfor at „komme først" som Konsument mod at svare
en aarlig Afgift til Aktionærerne for Adgang til at blive det.

Den indlysende Bemærkning i „Stores-Dagbogen" om, at en Aktie-
stores Aktionærer og Forretningsfører er interesseret i en høj, Forbrug-
erne derimod i en lav Avance, er aabenbart faldet Hr. Vett noget for
Brystet; han bestræber sig da for at bringe nogen Udjævning til Veje i
de modstridende Interesser, ved al gøre Aktionær og Forbruger til samme
Person. Jeg siger nogen Udjævning, thi naturligvis vil en virkelig Ud-
jævning kun være tilvejebragt, hvor den samme Person er Forbruger og
Aktionær i samme Forhold, hvilket er Rochdaleplanen. For at af-
værge Bemærkningen paastaar han da med den ham særegne pereroptoriske
Udtryksmaade , at „en sydengelsk Stores Kunder og Aktionærer absolut
„maa være og vedblive at være samme Personer". Og dette skriver
han i samme Aandedræt, som han har skrevet, at „der er Tusender af
Kunder, som mod en aarlig Afgift" (altsaa modsat Aktionæren, som køber
mod en aarlig Indtægt) „erhverver Ret til at købe" i Aktiestoren. I sin
Bog beretter Hr. Vett, at 3 London-Stores har over 70,000 af denne
Slags Kunder. Men ikke nok hermed; han, som selv gentagende i sin
Bog har benævnt Aktiestorerne „Gentlemenstores" i Modsætning til Ar-
bejdernes Andelsstorer og som (Pag. 21 o. fl. St.) har beskrevet London-
Storernes Herligheder — Restaurant, Café, Læseværelser, Frisør- og
Barbersaloner, Badeindretninger, Teaterbillet-Kontorer, Vognmandsbureau
osv. — faar nu i „Tilskueren", Side 733, pludselig paa et Sted, hvor
det er ham af Vigtighed at hævde Købet i Aktiestorerne som saa over-

Digitized by Google

810

Stores Sagen.

ordentlig fordelagtigt — 19 pCt. billigere end i Butikerne! — den Tanke,
at „Gentlemenstorerne* egentlig er „Arbejderstorer*, og saa skriver han:
„Det er en Talemaade, naar a + b + c har skrevet, at de sydengelske
Storer kun arbejder med den velhavende Del af Befolkningen 6 — hvad
a 4- b + c i øvrigt intetsteds er sig bevidst at have skrevet. Og efter
denne Indledning, som kunde være rettet mod hans egne Udtalelser,
kommer saa det uundgaaelige „tværtimod!* „Tværtimod* siger Hr. Vett,
„der eksisterer enkelte Londoner-Storer , som kan siges at have en Del
„velhavende Kunder, men disse Storer og deres velhavende Kunders
„Antal er absolut forsvindende i Sammenligning med de Tusender af
„Familier, tilhørende Middelstanden og Arbejderklassen, der finder deres
„Fordel ved at være Medlemmer (!) af et Stores-Selskab*.

Uagtet altsaa de velhavende Kunders Antal er „absolut forsvind-
ende* overfor de ikke velhavende Mfddelstandsfolk og Arbejdere, uagtet
i de fleste Aktiestorer enhver kan gaa ind fra Gaden og købe uden videre
og i Resten enhver kan købe mod en aarlig Afgift, uagtet de smaa
Aktiekapitaler, som er Hr. Vetts og Aktionærernes Fællesglæde og uagtet de
Tusende Millioner Kroners aarlige Omsætning i Aktiestorerne og de 70,000
Kunder alene i 3 Storer, som maa betale Afgift, fordi de ikke er Aktio-
nærer, uagtet Hr. Vetts egen hele Fremstilling, uagtet ah dette „maa et
saadant Foretagendes o: de sydengelske Storers Kunder og Aktionærer
absolut være og vedblive at være samme Personer*.

Dette forekommer mig dog at være af den Slags Paastande, hvis
Modsigelse man kan tage og føle paa!

Nu mangler blot, at Hr. Vett i næste Omgang gør gældende, at
de engelske „Arbejderstorer* i Virkeligheden er „Gentlemenstorer* , i
hvilke et forsvindende Antal Arbejdere køber. Naar man betænker —
hvad jeg senere kommer tilbage til — hvor dyre de efter Hr. Vetts Mening
er, fordi de er saa overlæssede med Pengemidler, at „tænkende Arbejdere*
undgaar at indlade sig med dem, vil det falde Hr. Vett mindre vanskeligt
at fremføre en saadan Paastand og derved gøre Konfusionen komplet.

„Hr. a + b + c paastaar*, skriver Hr. Vett, „at der for de nord-
engelske Storers Vedkommende er en tydelig Tendens i Retning af at
styrke de bestaaende Selskaber* , som øver en „naturlig Tiltrækning-*-.
Atter dette er et Fejlsyn. Tværtimod*. Derefter følger den famøse
Paastand, at tænkende Arbejdere vægrer sig ved at indgaa i — og
blive Medejere af — Forretninger, der er „overbebyrdede* med op-
sparede Kapitaler. Jeg gaar nu ud fra, at Hr. Vett dog kender Navnet
J. M. Ludlow, den hæderkronede chief registrar for Hjælpekasserne,
Forbrugsforeningerne, Laanekasserne, Byggeselskaberne, Sparekasserne, Fag-
foreningerne m. fl., som fra Oprettelsen af det høje Embede — nødven-
diggjort ved den store Lovgivning i 1875 — og til August 1891 har
beklædt det. Ludlow udtaler i sin 300 Sider omfattende Beretning for
1890 i en Oversigt over de 15 forløbne Aar: „Selskaber, registrerede i
Henhold til Industrial and Provident SocieHes act> frembyder en mærkelig
Modsætning til Byggeselskaberne i Henseende til deres Udvikling. Ved
Udgangen af Aaret 1889 var der under Loven kun registreret 31 Sel-
skaber flere end i 1876, nemlig 1194 imod 1163, altsaa en Tilvækst af

Digitized by Google

Stores Sagen.

811

under 3 pCt. Antallet af indberettende Selskaber var 1097 mod 926,
altsaa en Fremgang af 18 pCt. I disse steg Antallet af Medlemmer fra
420,024 til 792,800 eller næsten 89 pCt., medens deres Formue voksede
fra f 6,199,266 til £ 11,208,029 eller 81 pCt. Om end saaledes Sel-
skabernes Formue ikke fuldt ud er vokset saa hurtigt som Medlemsantallet,
saa er det dog aabenbart, at der har været en almindelig Tilbøjelighed
til at gøre de bestaaende Selskaber stærkere, baade i Henseende til
Medlemsantal og til Formue*.

Saa vidt Mr. Ludlow om denne Sag; andre tørre Tal beviser Rigtig-
heden af hans Opfattelse. 1 Aarene 1887—91 voksede „Leeds Industriåls"
Medlemsantal med næsten 3000, „Great and little Bolton" med 2500,
„Plymouth mutual" med over 5000, „Bradford Provident" med 3500
osv. Uagtet sit forud saa store Medlemsantal paa den mindre Plads og
uagtet Konkurrencen voksede „Rochdale Pioneers" i samme Tidsrum med
næsten 400 Medlemmer. Der findes altsaa mange ikke tænkende Ar-
bejdere i England, som foretrækker de gamle Foreninger trods deres
Rigdom fremfor at danne ny, hvad man — hvis Hr. Vetts modsatte
Paastand ikke forelaa -r- i og for sig maa anse som noget selvfølgeligt.
— Men naar jeg saaledes har selve Mr. Ludlows Ord, belagte med gode
Tal, paa min Side, vil jeg tage mig mit „Fejlsyn" let og overlade Hr. Vett
hans „tværtimod!* Det er ejendommeligt for Hr. Vett, at han i saa høj Grad
ynder disse forcerede Udtryk: „tværtimod*, „absolut*, „ubetinget*, „sole-
klart* o. lign. og især paa Steder, hvor hans Paastande er mest hasarderede.

Inden jeg forlader Mr. Ludlow og hans Afskedsberetning i 1891,
vil jeg til Overvejelse for Hr. Vett endnu anføre en Udtalelse i denne.
Efter at Ludlow har nævnt de 3 Slags kooperative Foreninger — Andels-
selskaberne efter Rochdaleplanen , Produktionsforeningerne og Forening-
erne til Landerhvervelse — fortsætter han: „Der er endnu en fjerde
„Gruppe nemlig den, som bestaar af rene Aktieselskaber af mindre Om-
„fang, hvis Tilbliven hverken skyldes Hensynet til Forbrugernes eller til
„Producenternes Fordel, men Hensynet til Kapitalisternes — og for nogle af
„de nyere Selskabers Vedkommende des værre vistnok kun Grundernes —
„Fordel, idet de fordeler deres Overskud i Forhold til Aktiernes Paalydende*.

Her rører den forrige ckief registrar ved det ømme Punkt:
Kooperation contra Aktiehandel, det, som sætter Hr. Vett i den stærkeste
Bevægelse. Det er dette* Punkt, som bringer ham til at sigte mig for
at forfølge Aktieselskaber, uagtet min Dagbog viser det modsatte. I sin
Ivrighed beskylder han mig med lige saa lidt Føje for at være en For-
kæmper for Forbrugsforeningsprineipet — Mellemhandlernes Afskaffelse —
og glemmer ganske, at det var ham og Indbyderne til Aktiestoren, som
paa deres Fane skrev Mellemhandlernes Afskaffelse. Ogsaa skriver Hr.
Vett i sin Replik til mig udførligt om de to Serier Aktier, uagtet jeg
aldeles ikke har nævnt dem i min Dagbog. Og af den Grund har jeg
ikke omtalt dem, at jeg ikke paa samme Tid som jeg paaviste, i hvor
fremtrædende en Grad det projekterede Foretagende var et regulært
Børs-Aktieforetagende, kunde anke over, at det var behæftet med Stifter-
honorarer i Form af Fortrinsaktier. Man har jo hørt før, at de, som
stifter Aktieselskaber, baade vil have deres Ide og deres Arbejde betalt.

Digitized by Google

812

Stores Sagen.

Og naar man betænker, hvor megen Skuffelse og Ærgrelse det har voldet dem,
der arbejdede paa Storen, at den ikke kom i Stand, er der ingen Grund,
heller ikke for Hr. Vett, til at forklare saa omstændeligt, at Fordelen
ikke vilde have været ulegitim — i Købmandsforstand — hvis den var
kommen i Stand.

Vedkender jeg mig saaledes i det hele ikke de Anskuelser, som
Hr. Vett tillægger mig i Spørgsmaalet om Kooperation og Aktiehandel,
saa er der dog en af dem, jeg virkelig nærer, og det er, at Medlem-
merne i en Konsumforening erholder det fulde Udbytte, som ellers til-
falder Handelsmanden, medens Køberne i en Aktiestore maa dele dette
Udbytte med Aktionærerne. 1 sin Replik har Hr. Vett paany paataget
sig den Opgave, at bevise, at dette ikke er Tilfældet, men at Køberne i
en Aktiestore endog har en større Besparelse end den, som Medlem-
merne i en Andelsstore opnaar ved deres Køb. Det, der skal bevises,
er, at en Del er mere end det Hele, hvoraf den er taget, og det er jo
en ganske antagelig Opgave at sætte sig. Som Noureddin regner og be-
regner han da, men Lampens Aand er ham ikke huld, fordi Bereg-
ningerne er ganske urigtige. Han kunde have vidst, at hvis Facit tilfredsstil-
lede ham, niaatte det være galt, da Opgavens Uløselighed forud var givet.

Hr. Vett og jeg er enige om, at de engelske Forbrugsforeninger
holder Priser med Detaillisterne ; Hr. Vett siger, at Forbrugsforeningernes
Priser i alle Fald ikke er højere end Detailhandlernes, og tilsteder alt-
saa den Antagelse, at de undertiden er lavere. Med da jeg ikke tror,
at dette er Tilfældet, og jeg ikke behøver nogen saadan Indrømmelse i
min Favør, vil jeg gaa ud fra den almindeligt fastslaaede Opfattelse, at
de Priser, der betales i de engelske Forbrugsforeningers Butiker, er lige
saa høje o: de samme, som de, der betales i Detailhandelen. Dernæst
er vi enige om, at Priserne i Aktiestoren er billigere end Detailhandler-
nes, men vi er meget uenige om, hvor meget billigere, idet jeg i Hen-
hold til Mr. Holyoake har angivet 5 pCt. (a shilling in the pound)
medens Hr. Vett paastaar først, at den er flere Gange 5 pGL og senere
at Londons Aktiestor^r leverer Konsumenten Varerne 19 pCt billigere.
For at komme til dette Resultat undersøger Hr. Vett først, hvor meget
Andelsstoren fordyrer sine Varers Anskaffelsespris, og dernæst, hvor meget
Aktiestoren fordyrer sine Varer, inden de sælges. Hr. Vett paastaar da,
at Andelsstoren fordyrer Varen først med 5 pCt.., som er En-gros-Storens
Avance, dernæst med 1 7 pCt. som er Andelsstorens Avance, og saa med
Omkostningerne, som Hr. Vett ikke angiver, men som han, hvis hans Regning
skal stemme, har anslaaet til henved 8 pCt. Dette er en samlet Fordyrelse
af henved 30 pCt. En Vare, indkøbt for 100 Kr., sælges altsaa i den
engelske Andelsstore for c. 130 Kr. — Derefter vender Hr. Vett sig til
Aktiestoren, hvis Overskud og Omkostninger han nu er i Stand til at
angive med to Decimaler, hvad der er nok saa heldigt, da han i sin
Bog „Cooperative Stores" udtaler, at Aktiestorerne skjuler deres Overskud
eller Udbytte, og at nøjagtige Tal for de sydengelske Stores ikke kan
gives. Hr. Vett ønsker nu Army and JVcrøy-Storens Tal lagte til Grund,
og jeg vil da forestille mig, at de er rigtigt angivne. „Army and Navy u
havde da i 1891 3,8« pCt. som Udbytte og 6,88 pCt. som Omkostninger, Ul-

Digitized by Google

Stores Sagen.

813

sammen 10,7opCt. eller henved 11 pCt. Fordyrelse. Saa kommer Regne-
stykket: Naar Detailister og Andelsstorer under Salget tillægger henved
30 pCt. til deres Varer og Aktiestoren kun tillægger hen ved 11 pCt,
hvor meget er saa Aktiestoren billigere end de to andre? Svar 19 pCt.
Jeg vil ikke opholde mig over, at Hr. Vett burde sige, at Andelsstoren
da er 19 pCt. dyrere, medens han siger, at Aktiestoren er 19 pCt.
billigere, men jeg vil holde mig til dette sidste, da Hr. Vett saa bestemt
og gentagne Gange udtaler det. Det er saaledes derom, at Hr. Vett ud-
taler „at det jo staar Køberen i Aktiestoren frit for, enten at anbringe
de sparede 19 pCt. i sin private Sparebøsse eller at anvende Beløbet til
forøget Konsum". Efter Hr. Vetts Paastand betaler Forbrugeren i Eng-
land altsaa for de samme Varer

hos Detailisten 100 Kr.

i Andelsstoren 100 Kr. -7- 17 pCt. = 83 -
i Aktiestoren 100 - 19 — = 81 -
Allerede her kunde Hr. Vett ved nogen Eftertanke have sagt sig
selv, at hans Regning maa være gal, ikke fordi Aktiestoren er belastet
med henved 4 pCt. Aktionærudby tte, som Andelsstoren er fri for, hvor-
for det skulde synes umuligt, at Aktiestorens Pris kunde blive endog
lavere end Andelsstorens Nettopris; thi naar denne Betænkelighed ikke
har afholdt Hr. Vett fra at forsøge Beviset, er det rimeligt, at det for
ham tilfredsstillende Resultat i Forholdet mellem Aktiestorens og Andels-
storens Pris heller ikke gør ham betænkelig. Nej, det er Forholdet
imellem Andelsstorens Priser i deres samtidige Egenskab af Detail-
handelens Priser paa den ene Side og Aktiestorens Priser paa den
anden Side, som øjeblikkelig burde have vakt Købmanden Hr. Vetts Mis-
tanke til hans Regnestykkes Rigtighed. Thi Hr. Vett ved jo dog lige
saa godt som jeg, at dersom „Army and Navy u kun regnede nogle Øre
over 8 Kr., hvor den londonske Detailhandler fordrede 10 Kr., hvis med
andre Ord Detailhandleren beregnede omtrent 24 pCt. højere Pris end
Aktiestoren, saa kunde Detailisterne ikke holde deres Forretninger gaaende
med denne Forskel i 8 Dage endsige i en halv Menneskealder. Enten
maatte de reducere Forskellen meget betydeligt eller lukke deres Bu-
tiker. De københavnske Detailister nærede visselig en overdreven Frygt
for „Nordiske Stores"; men var det virkelig et Underbud af 19 pCt.,
som de vilde komme til at konkurrere med, ja saa havde Skrækken
været velbegrundet. Enhver Forhandler af Husholdningsartikler i Køben-
havn vil dog til enhver Tid kunne bevise talmæssigt, at det vil være
en ganske ruinerende Forretning at undersælge ham med 19 pCt.

Hr. Vetts Fejl ligger i, at de engelske Andelsselskaber ingenlunde
arbejder med 22 pCt.s Fordyrelse af Varerne foruden Omkostningerne
eller henved 30 pCt. , som Følge deraf ej heller de engelske Detailister,
med hvem hine holder Priser. De 5 pCt.s Fordyrelse ved Indkøb hos
En gros-Storen er den rene Versur; man fordyrer ikke sin Vare ved at
købe den hos sig selv, i sin egen Forretning. De 17 pCt. i Overskud,
som Hr. Vett (Side 729) tillægger Andelsforeningerne af deres eget
Detailsalg, eksisterer ikke i Virkeligheden, og Tallet bliver ikke rigtigt,
fordi Hr. Vett , som han betoner , allerede har anført det d. 1 4de Juli i

Digitized by Google

814

Stores Sagen.

Koncertpalæet. Parlamentsberetningerne viser som Omsætning og Over-
skud følgende Tal.

Omsætning. Overskud.

1885 ... . 24,723,235 £ 2,357,635 f

1886 ... . 25,531,593 - 2,409,889 -

1887 .... 26,796,506 - 2,474,264 -

1888 28,863,941 - 2,659,741 -

1889 .... 31,799,084 - 2,916,771 -

1890 .... 33,463,398 - 3,237,777 -

Overskudet naaede altsaa intet Aar 10 pCt. og var i 1890 — sidste
foreliggende Beretning — 9 2 /s pCt.

Hvad angaar Omkostningerne, var de lavere end Aktiestorens og
andrager ikke 8 pCt.:

Omsætning. Omkostninger.

1885 .... 24,723,235 £ 1,731,485 £

1886 25,531,593 - 1,450,490 -

1887 ... . 26,796,506 - 1,598,878 -

1888 ... . 28,863,941 - 1,654,727 -

1889 ... . 31,799,084 - 1,770,358 -

1890 ... . 33,463,398 - 1,886,380 -

altsaa i 1890 5*/« pCt.

Gør vi nu Regnestykket op med de rigtige Tal for Detailisten og
Andelsstorer og med Hr. Vetts Tal for Aktiestorerne, faar vi Fordyrelse for

Detailisten netto og Andelsstoren brutto .... 15V3 pCt.
Aktiestoren 3 8 /io + 6 e /io 10 7 /io -

Den Vare, som hos Detailhandleren koster Kr. 100,

' koster da i Aktiestoren - 95,82

og i Andelsstoren Kr. 100 -f- Kr.9,67 - 90,33.

Man vil se, hvor temmelig nøje Regnestykket fører os tfl det
Resultat, som er indgaaet i den almindelige engelske Bevidsthed, nemlig
at man har 5 pCt. Fordel ( a a shilling in the pound") ved at købe i
Aktiestoren og omkring 10 pCt. Fordel ved at købe i Andelsstoren, og
man vil tillige kunne forstaa, hvorledes Detailisten, især naar han giver
Kredit til Arbejderne i Nordengland og specialiserer i London og andre
sydlige Byer, dog kan bestaa ved Siden af Kooperation og Aktiedetail-
handel med Millionomsætning. Jeg mener at have bevist ved Tal, hvor
uholdbar Hr. Vetts Paastand er om, at Køberne i Andelsstorerne faar
17 pCt. bagud, men i Aktiestorerne vilde spare 19 pCt. straks, altsaa
et Par pCt. mere, og at Aktiestoren sælger 19 pCt billigere end De-
tailisten, eftersom det kun er omtrent 5 pCt.

Efter Hr. Vetts Paastand i „Cooperative Stores" sælges der aarlig
for over 1000 Mill. Kroner Varer i Aktiestorerne i England. Solgte i For-
brugsforeningerne, vilde Forbrugerne netto betale dem ca. 50 Mill. Kroner
billigere, hvoraf nu Aktiestorernes Aktionærer faar mellem 30 og 40 Mill.,
medens Resten gaar til Aktiestorernes dyrere Omkostningskonto.

Digitized by Google

Stores Sagen.

815

Det ser ud til, at Hr. Vett har haft en Fornemmelse af, at en
nærmere Forklaring var nødvendig, for at gøre Muligheden af hans
Regnjestykkes Rigtighed plausibel; det samme er Tilfældet med en Ind-
sender i Berl. Tid. — „Spectator* kalder han sig, men „Actor" vilde
vist have passet bedre. — Denne sidste ubetingede Aktiestores-Mand
søger paa sin Maade at løse den Gaade, at en Aktie-Detailhandel, som til-
lægger henved 4 pCt. paa Vareprisen for at betale sine Aktionærer Udbytte,
og som har omkring 7 pCt. Omkostninger, alligevel kan sælge endog
billigere, end en Andelshandel , som ikke skal tilvejebringe Overskud for
andre end Køberne, og som ikke har fuldt 6 pCt. i Omkostninger. Han
siger nemlig, at det er den større Købmandsdygtighed i Aktiehandelen,
som giver det udmærkede Resultat*). Det er nu Hr. Vetts sædvanlige
Uheld , at hans Allierede falder ham i Ryggen. Thi Hr. Vett har netop
i sin Bog betonet, at .Andelsstorerae i de sidste 30 Aar bestræber sig
for at knytte de dygtigste Købmænd til sig. Det vilde jo ogsaa være
ganske urimeligt, hvis C ooperativ- Wholesale , der omsætter Varer for
over 130 Millioner om Aaret, eller Detailstoren i Leeds, der sælger for
over 12 Millioner, ikke lededes af fuldt ud merkantile Dygtigheder; til
Dels af den Grund foretrækkes ogsaa de ældre Foreninger og Oprettelsen
2I ny søges undgaaet

. „Spectatørs* Udvej har altsaa været spærret for Hr. Vett, men saa har
han øjnet en anden, nemlig Paas tanden om, at Aktiestorerne kan
^ælge billigt, fordi de kun har en lille Aktiekapital at forrente, medens
Andelsstorernes Varer fordyres, fordi de er saa forskrækkeligt beslaaede
med Medlemmernes opsparede Overskud, som de maa svare Rente af.
Hr. Vett vælger til Illustration Rochdalestoren og Army and iVflrøy-Storen
som Modsætninger. Se .Rochdale — siger han — som skal forrente en
Kapital paa 700,000 f , medens „Army and Navy" kun har stakkels 60,000 £
at forrente! Det er nu i og for sig ganske utilstedeligt at sammenstille
disse Beløb, al den Stund det i Andelsstorerae er Medlemmerne, som
erholder Renten, altsaa de samme, som erholder Forretningsoverskuddet
og atter i Forhold til deres Forbrug, medens det i Aktiestorerne er
Aktionærerne, som, hvis de overhovedet er Købere hos Aktieselskabet, i
alle Fald ikke faar det i Forhold til deres Køb men til deres Aktiers
Paalydende. Men den hele Opstilling er gal og fører Hr. Vett ud i den
rene Elendighed, hvorhos den atter viser den af ham selv omtalte util-
børlig , lette Haand' i Omgang med Tal og Fakta.

Jeg har forud paavist, at Rochdalestorens 700,000 f er en Vild-
farelse. Af de 409,843 £, som Opgørelsen i Juni d. A, viser som For-
eningens Ejendom, tilhører 381,076 £ dens Medlemmer som Andels-

*) Hr. Spectators Paastand om en Modsigelse hos mig deri, at jeg uagtet
jeg angiver Andelsforretningens Bruttosalgspris som rige saa høj som
Detailistens Nettopris og Aktiestorens Pris som 5 pCt. lavere end
Detailistens, alligevel udtaler, at Kød i en Aktiestore vel vilde blive bil-
ligere end hos Slagteren, men dog ikke saa billigt som i en Andelsstore,
viser, at han ikke forstaar noget af det hele. Nettoprisen i Andelsfor-
retninger er jo de ca. 10 pCt. lavere, og derved fremkommer jo Skalaen
ca. 100, 95 og 90 henholdsvis for de 3 Købesteder.

Digitized by Google

816

Stores Sagen.

kapital. Hvis de 700,000 £ var rigtige, vilde for Resten Hr. Vett have
modbevist sig selv, thi der vilde da være Renteindtægt af 700,000 f og
Renteudgift til kun 381,076 f, altsaa et stort Overskud til Fordel for
Vindens og Tabens Konto af Foreningens investment.

Men ogsaa med det mindre og rigtige Tal er der et Overskud.
Regnskabet viser 4 pCt. Forrentning til Andelshaverne (ikke som af Hr. Vett
anført 3 Vi pCt.), men en Anbringelse af Foreningens Midler til over
4 pCt., hvilket medfører et Overskud, som for andet Kvartal androg 252 f
— altsaa i 3 Mdr. over 4500 Kr. — idet der indtoges Renter til Beløb
4,107 f og udbetaltes 3855 f; Foreningen udlaaner ikke Penge i faste
Ejendomme under 4 1 /* pCt. Bevirker altsaa den frivillige Forrentning i
Rochdale nogen Forandring i Priserne paa Varerne, maa det være en
Nedgang og ikke en Forhøjelse.

Men nu „Anny and Navy" ? Hr. Vetts 60,000 f er Uge saa
upaalidelige som Rochdales 700,000 £. Thi den Kapital, som Aktiesel-
skabet forrenter Aktionærerne, er ikke 60,000 men 300,000 £, hvad Hr.
# Vett kan læse sig til i sin egen Bog Pag. 27, og denne Kapital skal ikke
forrentes med 3Va eller 4 pCt., men med 5 pCt. altsaa med 15,000 £
om Aaret.

Det er et ejendommeligt Lys, som Købmanden Hr. Vett her an-
bringer sig selv i! Først lægger han 300,000 £ til den Kapital, som
Rochdale forrenter sine Medlemmer, derpaa trækker han 240,000 £ fra
den Kapital, som „Anny and Navy u forrenter sine Aktionærer, og saa
siger han, at Rochdale, som kun svarer 4 pCt. Rente og derigennem har
et Overskud, maa fordyre sine Varer paa Grund af denne Forrentning,
medens „Army and Navy u , som svarer 5 pCt. — altsaa ud over Renten
ved solid Pengeanbringelse — kan sælge sine Varer billigere end Roch-
dale af den Grund og endda give Aktionærerne Hundrede Procent om
Aaret ud over de 5 pCt. Rente. Det er en net Redelighed!

Uagtet jeg ikke har nogen Sympati for Storhandel en detail —
Aktie eller Enkeltmand er i den Henseende for mig uden Forskel —
med mindre den reguleres som f. Eks. i Frankrig, vilde jeg — Mod-
standeren — dog paatage mig fra et særligt dansk Synspunkt at le?ere
et Forsvar for en Aktiestore af en ganske anderledes lødig Beskaffenhed
end det, som Hr. Vett har forsøgt, idet han dynger Fejl paa Fejl; ja jeg
har jo i Stores-Dagbogen under 19de Juni, Side 636, i den Grad lagt
et Forsvar til Rette, at det forbavser mig at se, hvorledes alle mulige
og umulige Krumspring forsøges, hvor den lige Vej ligger aaben for en
forholdsvis god Retræte. Jeg troede ganske vist, at Hr. Vett var ,en
snild Aand", idet jeg forudsatte hans Forfatterskab for Stores - Ved t æg -
ternes Vedkommende, men jeg tager Betegnelsen tilbage og formoder
efter Hr. Vetts sidste Indlæg,' at Snildheden i Vedtægterne har været im-
porteret fra England; thi Hr. Vetts Replik, som i alle Fald er af
hjemlig Oprindelse, vidner ikke om Snildhed end mindre om Alvor eller
Grundighed.

a-fh + c.

Digitized by Google

Teatrene.

Det kg]. Teater løftede igen saa smaat paa det ærefulde Kors,
der er lagt paa det , og som hedder den Oehlenschlægerske Tragedie.
Man forsøgte med „ Væringerne". Men de Væringer hjembragte nøjagtigt
samme Udbytte, som alle den sidste Snes Aars Oeblenschlæger-
Opførelser hat givet: faa Tilskuere og ringe Hæder. Hæderen blev
endda maaske lidt ringere, end den havde været før. Thi naar man
fraregner Hr. Olaf Poulsens halvgode Fremstilling af den komiske Kejser
Romanos, er der næppe tidligere blevet spillet saa gennemgaaende fladt
og hult i et Oehlenschlægersk Stykke som denne Gang. Hvor er det dog
en Lidelse at sidde saadan en hel Aften foran en Skuespilscene og ikke
møde ét Blik, der tænder, ikke høre ét Tonefald, der rører, ikke se en
eneste Figur, som lever!

Kan det slet ikke blive anderledes? Det Fond af Kendskab til
Menneskehjertets Rørelser, den Rigdom af lykkelige Udtryk for Sinds-
bevægelser, al den ædle og frodige Begejstring, der luer som en Soldis
gennem Oehlenschlægers Tragedier, skal den aldrig mer kunne oplyse,
varme, lutre et kræsent Teaterpublikum? Eller hvad Vej maa man gaa
for at faa kaldt det alt sammen til Live? Ja, man ved vel, hvad disse
Dages Oehlenschlæger-Udraabere foreslaar. Der er nu om Stunder ved
Tragedie-Opførelserne enkelte Rollehavende, der rumler stærkt som store,
tomme Tønder. „Tag efter dem! tf siger Udraaberne, „der har I den
rette Stil, den, hvori Tragedierne oprindelig blev spillede, og som alene
kan skaffe dem til deres Ret. Lad blot alle Rollehavende lære at rumle
paa samme Maade, og Landet, der var forsvundet, vil alter være fundet!"
Saadan ræsonneres der. Men med Forlov ! det er virkelig en Fornærmelse
mod de store Oehlenschlæger-Tolkere omkring 1820 at tro, al de har
tilfredsstillet sig ved falsk Tealerpatos. En Ryges uroligt higende, hede og
voldsomme Temperament, en Anna Nielsens dybe og fine Sandhedskærlighed
har i alt Fald umuligt kunnet gøre det. Og saa for Resten — ganske
efter hine udmærkede Kunstneres Forbilled vilde det dog ikke nytte at
spille Oehlenschlæger nu, dersom Teatret skal kunne have Haab om at
fængsle dét lille Publikum, som for en Kunstanstalt bør være det store.
Thi ogsaa Ryge, Fru Anna Nielsen og (vistnok i høj Grad) Nielsen
har øjensynlig været grebne af og har ofret til den Mode-Svaghed,
som var deres Tids. Vi ved fra en klog og skarpøjet Iagttager ved Navn
J. L. Heiberg, hvorledes Svagheden røbede sig indenfor Skuespilkunsten.
Der raadede en Tilbøjelighed til at omstøbe det alvorlige reciterende
Skuespil til en Slags Opera med mange „ Arier tt i; man kælede for alle
lyriske Udbrud, hvori Følelserne naivt klæder sig splitternøgne; Spille-
maaden gled hen mod at blive monologiserende. Dermed imødekom
Scenens Kunstnere en Trang hos dem selv og hos Tilskuerne, en Trang,
som gav sig nyt Vidnesbyrd i Datidens utallige „deklamatoriske Aften-
underholdninger*. Men vor Tids kunstforstandige lider ikke af den samme
Svaghed. Den er bleven drevet dem ud af Blodet for bestandig af de

Tilskueren. 189a 55

Digitized by Google

818

Teatrene.

sidste Par Menneskealderes Udvikling, blandt andet ved Paavirkninger af
hele den nationale Digtning og Skuespilkunst, som indledtes med Hei-
bergs Vaudeviller. Vaudevillerne var jo et Kampstød ikke blot mod
meget i Oehlenschlægers Tragedier, men ogsaa mod meget i Maaden,
hvorpaa de spilledes. „Skal noget forhindre denne (monologiserende)
Vanart, da maa det være den komiske Digtekunst ", blev der skrevet i
1827. To Aar forinden havde just den, der skrev saaledes, vakt vor
komiske Digtekunst af dens lange Tornerose-Slummer!

Nej, man bemestrer ikke Hjerterne ved at trække i aflagte Klæder,
som man er vokset fra. Heller end at prøve paa at spille Oehlen-
schlæger, som Skuespillerne gjorde i 1827, burde man prøve paa at
lægge ham til Rette for Menneskene, som de er i 1893. Og det lod sig
gøre, med 4idt Omsigt og Talent. Man behøvede blot at beskære for-
standigt og nu og da at fordele Lys og Skygge paa en lidt ny Maade,
at rykke Figurerne hen i et bestemt Plan. Opgaven blev egentlig
den: bestandig at forsvare det, som Oehlenschlæger oprindelig vilde skrive,
imod det, som han saa siden hen skrev.

Heiberg havde jo nemlig saa urokkeligt Ret, da han lærte, at det
kun alt for ofte skortede Oehlenschlæger som dramatisk Digter paa „Ironi*.
Ved Ironi forstod Heiberg, hvad nogle nu vilde kalde dramatisk Fantasi:
Digterens Evne til overalt at fastholde sine Figurers Karakterer, til paa
ethvert Punkt at lade dem tænke, tale, handle i streng Overens-
stemmelse med deres Naturel. Oehlenschlæger havde et meget aabent
Blik for det karakteristiske hos Menneskene, hans Figurer er ofte interes-
sant og djærvt anlagte. Men de forskød sig næsten altid for ham, noget
allerede mens han udtænkte Stykkets Plan, og mer endnu, medens han
skrev Stykket færdigt. Det blev ikke ved at være Kong Den eller Jomfru
Den; Kongen og Jomfruen omdannedes efterhaanden til Digteren Oehlen-
schlæger, saaledes som Oehlenschlæger var i sin Fantasi. Der er et
ypperligt Eksempel i „ Væringerne", i den mandlige Hovedfigur. Harald
Haarderaade er fra først af tænkt som en jævn, praktisk, ærgerrig, tapper
Mand med tørt Lune og godhjertet Fromhed. En „lun* Friskarehøvdmg
som offentlig Person, i Privatlivet en brav Bedsteborger — eller, hvis man
heller vil have en anden Betegnelse end Bedsteborger, saa et Pragtstykke
af det 18de Aarhundrcdes „dydige Mand". Fremfor alt er der ikke Gnist
af erotisk Ild i hans Hjerte : ikke af den Ild, der flakker og luer og fortærer,
ikke heller af den, som lyser med en stolt og blank og længselsfuld
Flamme. Han kan „ holde af", men han kan ikke elske. Vi er saa heldige
at have Oehlenschlægers egne Ord for, at just det var Meningen med
Figuren. Men i de sidste Akter glemte saa Digteren, hvad han havde
ment. Harald kom lejlighedsvis til baade at tale og te sig, som om
han var sværmerisk forelsket i den sværmeriske Maria. Og han blev
stillet i et Lys , som om Folk burde røres over hans Elskovs
Kummer, — over en „Elsker", som, da han havde faaet Marias Ja, gik
roligt hjem at lægge sig til at sove, hvem derefter et gammelt Løfte til
en anden Kvinde øjeblikkelig bragte til at opgive Maria, og som endelig ikke
havde en eneste Tanke om blot at meddele hende, at han opgav hende!

Denne Gang indsaa for Resten Oehlenschlæger, at han havde for-
løbet sig. Davids og Heibergs Angreb havde ramt, og han søgte at rette.

Digitized by Google

Teatrene.

819

Men enten har han ikke haft Selvkritik eller ikke Energi nok; han lod
det bero ved de nemmeste og naiveste Ændringer. Et Sted i 1ste Udgave
havde f. Eks. Harald sagt „himmelske Maria". Dette den sværmeriske
Erotiks Tiltale-Ord ombyttedes i 2den Udg. med det roligt anerkendende
„modige Maria!" Og foran en af Haralds store Repliker til Maria var
det i 1ste Udg. betydet Skuespilleren, at Repliken skulde siges „henrykt
smeltet". I 2det Optryk blev Repliken staaende, men Scene- An visningen
blev strøget! Kort sagt, det blev blot om igen Historien med den Fugl
Strudsen, som gemte sit Hoved bag en Busk og troede, at saa kunde
ingen se den mere. Naturligvis blev Skuespillerne alligevel ved at opfatte
Figuren, særlig i de sidste Akter, som den romantiske Helt, som den
ømme og fyrige Elsker. Der maa stryges ganske anderledes, og der maa i et
Par Optrin spilles noget paa Trods af Digterens Forlangende, hvis Harald
Haarderaade skal blive paa Scenen den, som han — skulde have været.

Men derved vilde der vindes tre Ting. Det blev lettere at besætte
Rollen godt; thi det er lettere nu til Dags at finde en Karakterskuespiller
med en mandhaftig Krop end en første Elsker med Temperament og Udtryks-
midler for romantisk Kærlighed. Fremdeles blev Figuren helstøbt, ganske
ejendommelig, ikke saa lidt overraskende som Hovedfigur i en Tragedie.
Og endelig kom der et interessantere Perspektiv i Stykket. Kejserinde
Zoe vil myrde og myrder for denne Haralds Skyld, — hvis Besiddelse
kun vilde have gjort hende ulykkelig; thi hun er Storm, hvor han er
Magsvejr. Og Maria dør, fordi hun elsker ham; men et Samliv med
ham vilde være blevet fattigere for hende end Døden, thi i hendes Sjæl
er der høj Himmel, i hans kun lav. Skyggen over Zoes Forbrydelse
blev altsaa stærkere, det forsonende Lys over Marias Skæbne klarere,
Digtets Filosofi dybere og indholdsrigere. Fra et lidt pinligt Folkeskuespil
vilde „ Væringerne" forvandles til en af disse ægte Tragedier, som viser,
hvorledes Livets blinde Magter leger med de dødelige.

1 denne Tragedie bliver saa de to Kvinder de eneste tragiske og
„ store" Skikkelser. Det gælder da om, ved alle Midler, at bringe dem
til at beherske Forestillingen. Der maa luftes ud omkring dem, som
man i en Skov lufter ud om et Par Yndlingstræer. Der maa skæres
bort for deres Skyld af baade Georgios' og Eremitens og Væringernes
Udenomsrepliker ; den indre og ydre Iscenesættelse maa søge at
samle Opmærksomheden om dem. Men først og fremmest maa de
naturligvis spilles godt. Ved Opførelsen nu var Rollerne besatte
saa uheldigt som muligt. Den voldsomme, hensynsløse Zoe havde
man betroet til en Dame, hvis kunstneriske Udtryksmidler alle kan hen-
føres under Rubriken „det smaatskaarne", og som den romantisk begejstrede
Maria optraadte en københavnsk Kønhed, hvis Blik og Stemmeklang er
kemisk fri for Sværmeri. Fru Emma Nielsen viskede Marias himmel-
blaa Længsel ud til et graat Vemod; den hellige Blyhed, der skal være
over Figuren, fornedredes til et Guds Ord fra Landets hverdagslige Und-
selighed. Ligesaa fantasiløs var Fru Oda Nielsens Fremstilling af Zoe.
Man behøvede kun at høre Stykkets allerførste Scene. I den taler Zoe
med Georgios, om Georgios' Anliggende: men Stemningen, hvori hun
taler, Ordene, hun bruger, Pavserne, hun gør, alt siger et eneste, nemlig

55*

Digitized by Google

820

Teatrene.

at hun er lykkelig over Harald Haarderaades Hjemkomst, at hun er
betaget af ham, har ikke Tanke for ondet, brænder af Længsel efter
ham. Hendes Tale er én lang, fordækt Elskovsbekendelse. Men Fru
O. N. bekendte ingen Verdens Ting. Derimod søgte hun — i Mod-
sætning til Fru Emma N. at dække over den indre Tomhed ved
megen urolig Udvorteshed. Hun slog ud med Haanden og strakte
Armene ud og op og ned, næsten som en Vejrmølle i Blæsevejr. Denne
unaturlige Gestikulation blev undertiden meget uskøn, undertiden nærmede
den sig det lattervækkende. Der er f. Eks. et Sted, hvor Zoe kalder
Kong Harald „Græklands højre Kæmpe- Arm a ; Fru O. N. illustrerede
Ytringen ved at løfte emfatisk mod Loftet — den venstre Arm.

Det er slemt for det versificerede „højere" Skuespil, at det forleder
Scenens Kunstnere til saa overflødig en Ben- og Arm-Gymnastik. Hvert
Øjeblik maa en alvorlig Rollehavende udtrykke sin Sindsbevægelse ved
at stille en af sine Fødder paa Taaspidsen; og hvad der i Løbet af
Aftenen forbruges af brede Haand- og Arm-Udslag trodser al Beregning:
en halv Snes virkelige Mennesker kunde vistnok hjælpe sig dermed
gennem et langt Liv! Ogsaa dette forældede, bombastiske Gebærdesprog
skræmmer et modernt og kræsent Publikum. — — —

løvrigt paa det kgl. Teater: Ny-Opførelse af Shakespeares „Vinter-
Eventyr*, en Dramatisering af en Mode-Roman, lidt usammenhængende
og uforstaaelig som alle Roman-Dramatiseringer, men med en DeJ gode
Roller og med en af de yndefuldeste erotiske Idyller, som findes i hele
den dramatiske Literatur. Hvor er ikke Scenerne mellem Prins Florizel
og Perdita fortryllende, skære i Farven som den vilde Roses fint rødmende
Knop, en kysk og varm Fantasi over det enfoldigste og dybeste Tema:

Jeg kan ikke være
min egen eller nogen Ting for nogen,
hvis jeg er ikke din . . . !"

Aa men — det blev ikke smukt spillet paa Teatret ! Og medens de lystige
Partier af Stykket løb nok saa let afsted, gik det overhovedet lidt
trægt og træet med de patetiske. Fru Hennings 1 gode Inten-
tioner druknedes i en syngende Diktion, der trak hver anden Vokal
ud som en tynd Glastraad, og i en dvælende og fordringsfuld
„Plastik". Hr. Emil Poulsen lod den ubændige, brushodede, liden-
skabeligt urolige Kong Leon tes omskabe sig til en langsommelig, fugtigt
bleg, skulende Personnage, et Stykke af en invalid Patient fra Kommune-
hospitalets Afdeling for sindssyge.

Paa Privatteatrene blev „ Gøngehøvdingen " (Folketeatret) Maanedens
Sukces. Svend Gønges umulige Romancer rørte Publikums Hænder
meget; men Hjerterne var hos den lune Ib, der siger hver brøsig Myn-
dighed den sindigste og gemytligste Uartighed op i Ansigtet. D e t er noget
for de brede Lag: saadan er de selv, alle sammen, — i deres Drømme.

Ved man ellers, hvem denne Garit Etlar-M. V. Brunske Ib er?
En forkommen Søn af „ Væringernes * Harald Haarderaade, — hvis han
da ikke er Hr. Harald selv, for hvem det er gaaet literært til Agters i
den løbende Tid.

Vilhelm Møller.

Digitized by Google

Iagttagelses religiøse Betydning.

Tale ved Universitetets Reformationsfest.

\ idenskabsmandens daglige Arbejde kan let gøre ham aande-
lig nærsynet og tilbøjelig til at lægge overdreven Vægt paa Enkelt-
lieder. I Øjeblikket fylder den enkelte Iagttagelse eller Speku-
lation os helt. I Auditoriet er det Enkeltheder, som vi hele Semestret
igennem dvæler ved med respektfuld Omhu: Positiviteter til Ind-
øvelse i Hukommelsen, Klassifikationer, Regler og Undtagelser.
Og det bliver vi vist let enige om, at alt dette Jiar Hverdagspræg
og grumme lidt paa sig af religiøs Interesse.

Det skader nu slet ikke, at vi paa denne Maade faar Blikket
■aabnet for Verdens Mangfoldighed; ja det er end ikke overflødigt
at bemærke, at, hvor stærkt end Videnskaberne udstykker sig, er
Verden i Virkeligheden dog ulige mere forgrenet. Ogsaa til daglig-
dags er Videnskabsarbejdet en Sammendragning af Enkeltheder
til specielle Love.

Men engang imellem og især, naar Højtidsklokkerne kalder
-os, opfordres vi til at gøre omkring og vende os fra det mang-
foldige til det ene, fra Verden til Gud. Saa bliver det vor Opgave
at samle de specielle Love sammen til almindelige Love, og yder-
ligere at bringe disse i Forbindelse og nedlægge dem som Sten i
Religionens store Bygning, Kendskabet til Gud.

Det er en god Skik, at Universitetets Lærere paa denne
aarlige Festdag for Religionsforbedringen efter Omgang kaldes frem
for saaledes at bringe hver sit Bidrag til dette Tempel.

Jeg skal ikke undslaa mig, uagtet jeg som Astronom slet
ikke kan bringe noget nyt. Astronomien er en gammel og moden
Videnskab. Dens Bidrag til Religionen er gaaet over fra Viden-
skabens Særeje til Hvermands Kundskab, og har i mere end 100
Aar hvilet dybt i hin Bygnings Grund, uden Trang til Flytning

Tilskueren. 1S93. 56

Digitized by Google

822

Iagttagelses religiøse Betydning.

eller Forbedring. Oldtiden havde anet og Nutiden samler kun til
Overflod Bekræftelse paa: At

i Himlen raader én Lov

al Tid uforandret,

overalt den samme Lov

uden Undtagelse for nogen begunstiget Klode,

uden Mulighed for Modstand,

letfattelig for menneskelig Forstaaelse.

* *

Dette har jeg kun kort at gentage som noget gammelt, der
sent vil forældes.

Men til den astronomiske Professors Varetægt er henlagt et
Bifag, den almindelige Iagttagelseslære, og fra denne Lære, der ikke
savner Nyhedens Interesse, henter jeg mit Emne. Jeg vil tale om

Iagttagelses religiøse Betydning.

Emnet er for omfattende til her at kunne omtales i sin
Helhed. Jeg skal da modstaa Fristelsen til at undersøge, om visse
Arter af Iagttagelse har større religiøs Betydning end andre. Det
er mig nok at udtale, at de store Love baade
for den livløse Verden,
for de levende Væseners Verden og
for Samfundenes Verden
alle maa tages i Betragtning som Bidrag til at oplyse, hvorledes
Gud virker; og at Iagttagelse er nødvendig paa alle disse Omraader
for at vise os, hvilke de virkelig gældende Love er.

* - *

Et Spørgsmaal, som straks maa fængsle vor Opmærksomhed
er dette: Er ikke alle Iagttagelser féjlfulde, og maa dette ikke be-
røve dem den Betydning, de vilde have for Religionen, dersom
de var fejlfri.

Vi kan godt gaa ud fra, at alle Iagttagelser er behæftede
med Fejl. Kun maa vi derved bemærke, at der i enhver Iagttag-
else er noget, paa hvis Fejlfrihed vi tvinges til at tro. Og derhos
maa vi gøre Rede for, hvorledes Fejlene kommer ind i Iagttagelsen.

Enhver Iagttagelse er sammensat, den har en objektiv Side
i sine ude fra modtagne Indtryk, og en subjektiv Side i Iagttage-
rens Valg af de Indtryk, han vil optage i Iagttagelsen som dens
Omstændigheder og Resultat.

Digitized by Google

Iagttagelses religiøse Betydning.

823

Dette Valg beror altid paa en Hypotese om Aarsagssammen-
hæng mellem Omstændighederne og Resultatet. I enhver Iagttag-
else ligger en saadan Hypotese skjult, og paa dens Rigtighed eller
Fejl beror Iagttagelsens.

Enhver Iagttagelses objektive Side er derimod fejlfri. Gen-
tages Iagttagelsen uden Forandring i nogen Omstændighed, hverken
af den, Iagttageren har udvalgt, eller i nogen anden, bliver Resul-
tatet uforandret det samme. Dette hører til de Sandheder, som
uden at kunne bevises, paatvinger sig os med uimodstaaelig Magt.
Det er den første af de Trossætninger, paa hvilke Iagttagelses
religiøse Betydning beror.

Iagttagelsesfejlene har deres Straf i sig selv. Var alle øvrige
Forhold lige, vilde en fejlfri Iagttagelse være uendeligt mere værd
end en fejlfuld. Men førend man heraf tør slutte, at Iagttagelsen
ikke kan bruges, endog til at oplyse noget saa ophøjet som Guds
Virken, skal man dog betænke sig vel.

Iagttagelsesfejlene er nemlig i Almindelighed nødvendige.
Fejlfri Iagttagelse vilde blive for tung Kost for menneskelig Tilegnelse.
Har Iagttageren ikke foranlediget Fejl, vil Iagttagelserne være saa
omstændelige, at den, der skal bruge Iagttagelserne maa afkorte
dem og derved indføre Fejlene.

Selv hvor man ved Anordning af Eksperimenter har gjort
alt muligt for at opnaa Simpelhed i Iagttagelsen, vil der være Bi-
omstændigheder nok, hvoraf hver eneste bliver en Fejlkilde, hvis
den ikke respekteres, og som tilsammen vilde kvæle Iagttagelsen i
Pedanteri, hvis man vilde tage dem alle i Betragtning.

Og fremfor alt skal man vogte sig for at kaste det urene
Vand bort, før man har det rene. Jeg kan ikke her søge det
Spørgsmaal besvaret, om der overhovedet gives anden Adgang til
Virkelighedsoplysning særlig om Guds Verdensstyrelse end netop
Iagttagelse. Men det tør jeg paastaa, at om et Menneske paa
hvilken som helst anden Maade fik Adgang til fejlfri Kundskab om
Virkeligheden, vilde han ikke være bedre stillet, end om han havde
faaet den fra Iagttagelsen. Ogsaa under denne Form bydes der
os jo fejlfri Adgang til den fulde Sandhed. Og at Vidtløftigheden
ved Tilegnelse, Benyttelse og Meddelelse til andre tvinger Fejlene
frem, det er fælles Vilkaar for al menneskelig Modtagelse.

*

* *

5r,*

Digitized by Google

Iagttagelses religiøse Betydning.

Det er overflødigt at bemærke, at der gives Iagttagelsesfejl,
som bliver særligt strafbare, f. Eks. ved Uærlighed. Men de al-
mindelige Iagttagelsesfejl, om hvilke jeg taler, maa, efter hvad vi
har sagt om deres Oprindelse, give Haab om Forsoning, saaledes
at de objektive Indtryks oprindelige Værdi vel skades ved dem,
men ikke helt tilintetgøres.

Jeg behøver blot at henvise til, hvad vi alle mener om Øvel-
sens Betydning, om Værdien af den rigt ophobede Erfaring, om den
Kraft, hvormed gentagne Iagttagelser fæster sig i os, for at godt-
gøre Eksistensen af en Trossætning, mindst lige saa gammel som
Menneskeheden, en Trossætning, der knytter sig til hin førstnævnte,
og giver Iagttagelsen Løfte om Forsoning i Tilnærmelsens Form.

Alment brugt, sjældent omtalt, har denne Sætning kun sat
svage, ofte svigtende Spor i den gamle Visdom. Jeg tror tilmed,
at heller ikke Nutidens Videnskab har skænket den tilbørlig Op-
mærksomhed eller ransaget alle dens Dybder. Vi Iagttagelseslærere
kalder den kort: Loven om de store Antal.

Den lærer os i Hovedsagen: At ved flittig, agtpaagirende
og samvittighedsfuld Gentagelse af en Iagttagelse, der ikke er fejl-
fri, vil de indbyrdes afvigende Resultaters Fordeling, alt som Gen-
tagelsernes Antal vokser, nærme sig til en Grænseform, der kan
give Oplysninger baade om Gennemsnits-Resultatet, om Nøjagtig-
hedsgraden og om Særegenheder ved Iagttagelsesmaaden, og efter-
haanden erstatte, hvad den enkelte Iagttagelse forspilder ved sine Fejl.

Kendetegnet paa, at vi alle har Tiltro til Loven om de store
Antal, er, at vi alle anvender den ved Forudsigelse om tilkommende
Ting. Vi har f. Eks. Tillid til Almanakens Forudberegninger;
og hver ubevist lille Handling styres af Øvelse, af Erfaring fra
lignende tidligere Tilfælde.

Vi er saa lidt ængstelige ved at nøjes med endelige Antal
af Gentagelser, at der idelig er Grund til at advare om, at Antal-
lene kan være for smaa.

Spørgsmaalet bliver herefter ikke, om Iagttagelse overhovedet
er noget godt eller værdiløst, men om, hvor gode Iagttagelserne
er, hvilken Tilnærmelse der er opnaaet i hver enkelt Sag.

I Stedet for de ufejlbare Sandheder, som Mennesker ikke
kan fatte eller bruge for deres Omstændeligheds Skyld, faar vi
Tilnærmelser i fattelig Form og med Maal for den Fejl. der kan
ventes.

*

* *

Digitized by Google

Iagttagelses religiøse Betydning.

825

Men denne Forsoning er betinget, for det første af Fliden.
Der skal tilvejebringes store Antal af Gentagelser eller almindeligere
af Iagttagelser, som kontrolerer hinanden. Der maa ikke afsluttes,
før fyldestgørende Sikkerhed er naaet, og selv sa$ kun foreløbigt.
At en Fader har sagt, hvorledes en Sag forholder sig, fritager
ikke Børnene for selv at iagttage og kritisere.

Der skal mere til endnu end blot Flid. Ukritiske Iagttagelser
vil sent eller aldrig give Tilnærmelse.

Der ligger meget mærkeligt i denne Lov om de store Antal,
men især dette Krav til Menneskets aktive Medvirken til Forsoning
af Iagttagelsesfejlene. Det betyder jo, at Mennesket, naar det skønner
og handler saa godt, det formaar, maa være i tilnærmet Overens-
stemmelse med Gud og de guddommelige Love. Det for Mennesket
simple og forstaaelige kan særlig ventes at være i Saraklang med
Sandheden. Uden denne Sætning kunde Loven om de store Antal
ikke fastholdes.

* *

Loven om de store Antal udstykker sig i Iagttagelseslæren
til en Mangfoldighed af Sætninger; baade mindste Kvadraters
Metode og Sandsynlighedsregningen er indeholdte i den. Men
her skal vi jo hellere samle end udstykke. Lovens store Betingelse
er: Enhed i det subjektive Grundlag. Denne Betingelse trænger
særligt til at indskærpes, naar Talen er om at benytte empiriske
Love til Oplysning om Guds Virken. Ved Iagttagelses religiøse
Anvendelse er man mere udsat end ellers for at forse sig mod
Enhedsbetingelsen.

En vis Tilbageholdenhed eller Mangel paa Initiativ præger
al Iagttagelse og ogsaa alt, hvad der udledes af Iagttagelse. De
objektive Indtryk gaar forbi os i en uafbrudt Række af Tilbud om
Iagttagelse, — Mennesket skal gribe til, for at Iagttagelse kan ske.

De gjorte Iagttagelser kan ophobe sig til hele Biblioteker,
de føder ikke en eneste speciel empirisk Lov, før en Hypotese
eller Teori har befrugtet dem.

Der kommer heller ingen som helst religiøs Anvendelse af

Iagttagelse og empiriske Love i Stand, uden at den er sat i Bevægelse

af en religiøs Tro. Overfor denne som subjektivt Grundlag er det

nu netop, at Loven om de store Antal opstiller sin Fordring paa Enhed.

* *

Er Trosgrundlaget enkelt og i Overensstemmelse med Virkelig-
heden, vil det berige sig ved at samle Iagttagelsernes Affødnin ger,

Digitized by Google

826

Iagttagelses religiøse Betydning.

de empiriske Love, i sig som sit Næringsstof. Det vil i Tidens
Løb derved blive udfyldt med al den Oplysning, der har praktisk
religiøs Interesse. — Tillige vil et saadant Trosgrundlag ved Iagt-
tagelsernes Bekræftelse vinde en stor og stadigt voksende Fasthed
og Uangribelighed for enhver Tvivl. — Og endelig vil de enkelte
Virkelighedslove ved at belyses ud fra det fælles Centrum vinde
baade Simpelhed og Almindelighed.

* *

Var den ledende Tro vel enkelt, men ikke helt stemmende
med Virkeligheden, saa vil den ud over et vist Maal ikke faa
synderlig Næring af Iagttagelserne. Under Forsøg paa at samle
de empiriske Love under den, maa der fremkomme Modsigelser,
som dømmer og fælder den urigtige Tro, paa samme Maade som
Iagttagelse overhovedet fælder urigtig Antagelse, og navnlig ogsaa
saaledes, at man af Afvigelsernes Størrelse og Maade kan faa An-
tydning om, hvorledes Grundlaget bør ændres.

Fordringen om Enhed i Trosgrundlaget kræver derefter, at
den gendrevne Tro fuldstændig skal fjernes, førend den afløses
af en ny Tro. Men her møder man nu den store Vanskelighed:
Tro sidder fastere end Hypoteser og Teorier. Den Tro, hvori man
er oplært, og med hvilken man har levet og arbejdet, for den kan
selv det mest udviklede Menneske ikke befri sig saa grundigt, at
jo stærke, uvilkaarligt virkende Rester bliver tilbage.

Og for Menneskenes store Flertal, hvis Religioner langt mere
er Samfundenes end Individernes, er Trosforandring endnu meget
besværligere, meget ufuldkomnere.

Derom vidner Religionernes og Missionernes Historie og særlig
Reformationens Historie, at baade forsvarer den gamle Tro sig
med fanatisk Brug af alle mulige Vaaben, og at, naar den er fældet
sniger den sig ind i den ny Religion og avler Tv et ro med den.

Og den sejrende Religion maa, trods sin lige saa fanatiske
Forfølgelse af de overvundne, dog indlade sig paa Kompromis og
bruge Generationers Levetid for at faa Bugt med de helt genstridige
Rester af Modtroen saa vidt, at de kun lever som Gengangere i
Overtroens mindre farlige Form.

Saaledes bliver Tvetro en næsten universel aandelig Sygdom.
Tvetro bryder Vilkaaret for Loven om de store Antal, den Enhed
i Troen, som er Betingelsen for Tilnærmelse. Den skader altid
Iagttagelsernes religiøse Brug, og Tabet kan være totalt.

Digitized by Google

Iagttagelses religiøse Betydning.

827.

Tvivlen er Tvetroens Straf. Paa samme Tid dens Smerte
og dens Haab om Helbredelse.

Saa længe Tvivlen faar Lov til at sætte Splid mellem Tve-
troens Led og holde dem nok saa lidt ud fra hinanden, kan Iagt-
tagelsen endnu hjælpe. Ved af den tvivlende afvekslende at stilles i
Forhold til den bedre Tro og den ringere Modtro, kan Iagttagelsen
styrke hin og svække denne og hidføre Bedring, ofte dog kun
-alt for langsomt og svagt.

*

Men forveksles Sygdommen med dens Symptom, mener man,
■at den pinagtige Tvivl er det egentlige Onde og ikke den uanse-
lige Og ret bekvemme Tvetydighed i Troen, vil man fastholde Tve-
troen, da er al Iagttagelse uden religiøs Betydning. Thi ligesom
man ud fra dobbelt Forudsætning kan deducere et hvilket som
helst Resultat, saaledes vil de Iagttagelser, som maatte stride
imod Tvetroens ene Led, enten være i Overensstemmelse med det
andet Led eller med en passende Kombination af bægge.

Lykkes det helt at tildække og dulme Tvivlen, saa bliver
Tvetroen uhelbredelig. I dens dobbelte Belysning faar hvert Ord
— selv Talordene — dobbelt Mening. En Betydning i Forudsæt-
ningen en anden i Slutningen, saaledes er Tvetroens Logik.

Den Følelse af Usikkerhed baade i Erkendelse og i Handling,
som i øvrigt er Tvetroens Følge, fortærer sig selv, idet den frem-
kalder Uselvstændighed og Mistillid til al Menneskets egen Virk-
somhed. En vilkaarlig ydre Autoritet findes let; man tager sig en
Pave af den ene Slags eller den anden, og under Lydigheden mod
denne forstummer det sidste Spor af Tvivl.

Iagttagelse bliver da noget helt verdsligt og profant, Religionen
•aldeles uvedkommende. Tvetroen søger til Erstatning Næring fra
sin Overflod af gamle Minder, poetiske Billeder og begejstrende
Fantasier- og faar sin endelige Dom ved at føre til en smertefri
Tilstand med uforstyrrelig Ligevægt.

Om Iagttagelse har stor eller slet ingen Betydning for Reli-
gion, afhænger ikke af Iagttagelsens egen indre Værdi; men af,
hvad Religionen sætter som sin Opgave:

Vil Religionen sætte os i Forhold til Gud, saaledes som
han efter Arv fra Fortidens Religioner, efter Overlevering
og Vedtægt skal være, — saa foragter den Iagttagelse.

Digitized by Google

828

Iagttagelses religiøse Betydning.

Vil Religionen sætte os i Forhold til Gud, saaledes som
han virker og altsaa virkelig er, — saa henter den sin
Næring og Vækst fra Iagttagelse.

*

Dog et Ord endnu til Slutning: — Religionens Vækst af-
hænger ikke blot af Næringens Mængde, Iagttagelsernes Antal,
som jeg her har haft Lejlighed til at omtale, men fuldt saa meget
af Næringens Alsidighed.

Det har været forholdsvis let at iagttage den livløse Verden
og at faa Iagttagelserne fra den arbejdede sammen til specielle og
almindelige Love. Der har derfor været en Tid, endog en meget
lang Tid, i hvilken Virkelighedsreligion saa godt som kun har
kunnet finde Næring fra denne ene Side. Det er da ikke under-
ligt, at der er kommet noget vist livløst ind i hin Tids Religioner.
Troen har de kunnet indøve, nemlig Troen paa Guds ubetingede
Enhed, men heller ikke stort mere.

' Senere har Iagttagelsen af de levende Væseners Verden sejret
over sine vanskeligere Opgaver. Og Lovene for det levendes Er-
næring, Sansning, Lidelser, Forplantning, Udbredelse, Former og
Udvikling kan vel nu snart bygges sammen til Haa bets store Lov.

Haardeste Arbejde, rigeste Høst. At iagttage Samfund er
virkelig svært. Kan det enkelte levende skjule sig for Iagttageren,
saa vil ethvert Samfund søge at skuffe ham og faa ham til at
stemple dets egne skrøbelige Love som guddommelige.

Ogsaa her er dog Iagttagelsesarbejdet kommet godt i Gang.
Sprog og Skikke sammenlignes. Bikuberne ransages, — ikke blot
de mange smaa men ogsaa vor egen store, og dens Velfærdsbe-
tingelser prøves baade for Dronning og Droner og ikke mindst
for Arbejderne. Den induktive Metode vinder Betydning for Ret
og Moral. Menneskesamfundets Fortid belyses fornemmelig ved de
samtidige Mindesmærker. Selv Religionssamfundene tages til Gen-
stand for Iagttagelse.

Engang fyldes vel Tiden ogsaa for Samfundsiagttagelserne r
saa at de ret kan aabenbare os Kærlighedens Lov.

T. N. Thiele.

Digitized by Google

i

Kalypsos 0.

Om os Regnens Røster mangelunde
fylder Mulmets Ørken; under Gren
drypper tunge Draaber; tusind Munde
mellem Skovens vaade Blade summer.
Ikkun Havet, som mod Strandens Sten
højt sin sorte Bølges Kamme krummer,
før med Drøn den brede Tinde falder
brudt i Brænding-Hvirvlens hvide Kog,
døves ikke. — Dog, hvor dybt du kalder
mig til Møde, ej din Røst jeg følger
nu som fordum, naar dit Jætte-Sprog
drev mig ud, hvor Sol og grønne Bølger
lo og leged. — Thi min Haand sig vugger
over unge Bryster, som en Baad
blødt i runde Dønning- Vover dukker:
tvende hede, store Bølger stiger
hvidt og højt for Bør af Fryd og Graad,
sukker, synker, Jøftes frem og viger. —

Nej, forgæves maner du mig. Lede

fik jeg til at fare. Store Maal

sank som Luftsyn; mig blev Sorg og Vrede

Davre-Drik; min Seng hed megen Møje. —

Nok! — Af Asken over Arnens Baal

purpurdunkle Emmers stille Øje

lig et blodigt Valmubæger byder

Glød og Duft og Dvale. Lifligst Vin

dog den røde Mund, hvis Blomst jeg bryder,

bød min Læbe; mildt jeg ser dig smile,

stolte Frue, der paa Dun og Lin

hos dig gav mit trætte Hoved Hvile. —

Digitized by Google

Kalypsos 0.

Langt jeg fo'r, og graanet blev min Tinding;
al min Kløgt jeg øved, stræbte strengt
vaageri sent og aarle; se, hvad Vinding
lønned Striden: nøgen som en hærget
Fyrr paa Næs har Livets Sø mig slængt
her til Side. Sjælden fik jeg bjærget
Høst af Tankens Sædekorn. Naar varlig
Vid og Snille knytter, langt og lindt,
Garn til Lykke-Dræt, og Haabet klarlig
lover Fangst — som Spindelvæv det flænger
Dagens Lune, lamt, tilfældigt, blindt.
Fattig Trøst, om stundum Tykket slænger
Held i Grams paa lade Tankers Leje:
ikkun Aandens Arbejd giver Værd,
kun vor Viljes Værk er sødt at eje.

Bittert maa jeg forske: hvi Forstandens

sene Frugt, naar gylden Lød den bær,

evig vorder Aske? Dog er Mandens

vide Tankes snare, vaagne Fugle

Verdens Smykke; sindrig deres Flugt

rundes lig den lydeløse Kugle,

eller furer lige Vejes strage

rene Streger, Børn af Lov og Tugt.

Derfor fødes Sjælens vrede Klage.

Stenens Død og Livets Mylr lærer,

Mandens Vid er ikke Verdens Lov;

alt, der var og øjnes, aabent bærer

Vidnesbyrd, at Jordens gamle Skaber

famled som en Fusker, valen, grov;

Tanketilløb, ufuldbaarne, taber

sløve sig i Vildskab; næppe farer

Kraftens Bør saa langt, at Kløgtens Spor

anes. Alt, hvad Mandens Snille klarer,

renser, giver Skønhed, runder, retter,

vrangt i Alnaturens Søle bor.

Se, hvor By i Bjærge, Hus paa Sletter

haaner Landet, løfter sig i ranke

Linjers Samklang, formed strengt og fast,

fjendsk mod Jordens Slaphed. Mandens Tanke

Digitized by Google

Kalypsos 0.

831

langsynt ser sig viden om og springer

let til Maalets Rand; men halvvejs brast

Verdens Herres. Hvor hans stive Finger

drog et Fjæld, den klare Form, han aner,

brudt og glemt forvirres; Dalens Vang

bugtes skævt og blindt. Som Græs mod Graner

staar hans Kunst og Kløgt mod vor, som Mørke

staar mod Solens Lys og Skrig mod Sang!

Fremfor os kun ét han har: sin Styrke,

Kraft som Hval og Is og Storm; han bygger

slet, men vandt, til Bod for Viddets Brist,

Hang og Evne til at slaa i Stykker.

Dog fra Rovdyrsvælden rap sig bjærger

stundum Mande- Viljens vævre List;

mod hans Daarskab ingens Vid sig værger.

Vår dig; styr som mellem Brod paa Klipper

Tankens Fartøj; nytt, hvad du erfor:

tit du møder Dis, og Sansen glipper;

da, naar Sjælen spejder frem i Taagen,

maa den, tvungen, drage Tankens Snor

rent og ret, forstandig, vis og vaagen,

har ej Skævsind til at spaa den gale

slingre Vej, han graver, Jordens Gud;

hvem kan vide, hvor den viltre Svale

slaar sin Krysgangs Stier? Derfor strømmer

mod os Kval fra ham, hvis Lov er Brudd,

Verdens vilde, feber-syge Drømmer;

derfor harmes hver, hvis Hjerte Loven

bredfuldt fylder, de, der venter trygt

Agt for Tankens Helligdom fra oven,

Aandens Kæmpers Æt, de faa, de sjældne, —

ej den Flok, hvem døsig Drift og Frygt

gav lidt Liv, der kun formaar at skelne

Bugens Trang og dumpe Sansers Stemme,

blot kan kløve Ved og løfte Sten —

de har kun hos Dyr og Guder hjemme.

Længst fra dem er lifligst. Heller fjæle

Løv i Skoven mine brune Ben,

før mit Navn faar Liv af deres Mæle!

Digitized by Google

Kalypsos 0.

Ry hos dem har Rod i Brøst; de skuer
ikkun Værkets spraglet-skarpe Lød,
ej det Lys, hvor Tankens Solhjul luer,
fik kun Sans for Daadens Avner: Heldet.
Blev ej Viljens Sæd til Korn og Kød,
selv om Hobens eget Uvid fælded
Aandens Ymper, brused deres Dadel:
al din Visdom avled Tab og Skam! —
bar end Tanken samme hvide Adel.
Dog, hvad ænser Himlen Hund, der bjæffer?
De faar ej paa Sjælens Billed Ram,
vidt fra Mærket deres Pile træffer. —
Aa, jeg ser dem. Ud af Mulmet vælder
sky forbi, som mangeføddet Kryb
vrimler graat i fugtig Kaag og Kælder,
Aasynsminder: Mund t der aldrig æsked
kvalfuld Svar paa Livets Gaaders Dyb,
hovmodsstive Øjne, Kind, der mæsket
selvglad bær sit Tegn som Træl for dorske
Krøbling-Sjæles Drifter, Mænd, som ej
Aandens skarpe Hunger drev at forske
Verdens Højfjæld, unge Læbers dumme,
lede Grin, og én, der slidt og bleg
følte længst sin Mande-Røst forstumme.
Bort fra dem og deres! de, der kvæler
Nutids store Sind i Trægheds Sand,
mens for visne Tankers Lig de knæler l
Heller eje den, der dem vil vinde,
to Mands Raab end tretten Mænds Forstand;
Skrigets Smitte driver dem i Blinde
sanseløst til Daad; men aldrig køber
Visdom deres Viljedrift. Som Faar
flokkevis fra Bord til Bord de løber,
ængsted for at stedes uden Følge
midtskibs, der hvor Styresmanden staar;
derfor slingrer Skibet tungt i Bølge.
Let nok ser de Tankens Blaa og Rødes
brede Yderrande; Midtens Streg,
hvor de fine Farver dæmpet mødes,
aldrig Hobens Svagsyn ser og kender, —

Digitized by Google

Kalypsos 0.

Sandheds smalle, svimle Adel- Vej.
Alt for enigt stundesløst de vender
Retten vrang til Uret; ej de evner
fast at tugte Sjælen, til dens Spand
lydig-stolt mod Maalet lige stævner.

Slug dem, Mørke! bedre Mænd du sluger;
dem, hvis Hjerte ej var Os, men Brand,
tog du graadig til dig; Mindet knuger
haardt mit Bryst, og Øjets bitre Gløden
lindres ej af Taarer. Det, jeg helst
nægted, maa jeg sorgfuld nævne: Døden
ej de gæve skaaner, men de feje.
Hvo af dem, jeg fulgtes med, blev frelst?
Græsset suser gult om deres Leje;
Havets Kryb i Brynets Hvælving bygger,
Sandet stivner kruset der, hvor før
Livet kresed. Kun de tavse Skygger
breder Armen ud; af Længsel listed
de sig lønlig gennem Nattens Dør:
ak, hver Bro imellem os er bristet.
Han, hvis Tale lød, som Sølvet runger,
dybt og rent, er stum, og han, hvis Spot
gav den mætte Latter nyfødt Hunger,
smiler nu kun tyst med hvide Tænder.
Al vor Ungdoms rige Guld blev graat;
dyre Timer ødtes; Angren brænder
nu for sent: hvi søgte jeg saa sjælden
eders Aasyns Lys i Livets Gry —
det gør Sindet taaretungt i Kvælden.
En især jeg savner; hvorfor skulde
han, der elsked Solens Lue, fly,
aarle fældet, ind i Dødens Kulde?
Ven! jeg ser dig, som da først vi bægge
dristig hasted mod den brede Sø,
spejded frem, saa vide Syn kan række,
sad, hvof Hav og Himmel disig mødes,
Glimt af Lykkens underfulde 0;
Lyst og Alvor bag din Pande brødes,
Sangen blomstred dugget paa din Tunge,

Kalypsos 0.

Solen leged om dit dunkle Haar;
hvor fortrylled da dit Hjertes unge
frodig-sunde Haab, din gyldne Latter,
mig, der aldrig ejed Ynglings Vaar. —
Lig af ledne Stunder rødnes: atter
vi to vandrer Arm ved Arm og vaager
ensomt, hvor den tavse Hedes Vang
graaner under Sommernattens Taager;
kun vort Fjed i Vejens Sand vi hører,
Klynk af Fugl og Havets dybe Sang
langvejs fra, og mildt min Haand du rører;
tyst mod Himlens dæmmersvøbte hvide
Tog af -Stjerner ser du; men dit Suk
røber Sjælens Visdomshungers Kvide. —
Nu er Blikket brustent. Gudens Avind
stivned Læben; til dit Hjerte hug
graadig Dødens sorte Nidding-Glavind,
før dit Hoved falmed. Aldrig raaber
mer din Røst til mig; men tungt dit Trin
lyder ind med Regnens tunge Draaber.
Ven! af dybest Hjerte maa jeg blues;
jeg, der svælger Lykkens røde Vin,
ser dig, flygtet fra din muldne Stues
trange Mørke, bleg i Vind og Væde
stirre ind med Smertedrag om Mund,
saar af Længsel efter Lysets Glæde,
syg af Attraa efter Livets Varme,
her til mig, der synker trygt i Blund,
favnet blødt af milde, hvide Arme.

Niels Møller.

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

Friherre Louis de Geer: Minnen, I og IL (Slockholm 1892,
P. A. Nordstedt & Søner).

Det er en beklagelig Kendsgerning, at vi tre skandinaviske
Folkeslag kun har et meget overfladisk Kendskab til hinandens
Historie, indre Politik og ledende Personligheder. I Midten af
Aarhundredet, da de skandinaviske Sympatier stod i fuld Blomst,
blev der gjort noget for at raade Bod herpaa; svenske Æstetikere
paatog sig at indvie og vejlede os Danske i deres Literatur, og
Danske udfoldede en tilsvarende Bestræbelse lige overfor de
svenske Brødre — Norge havde jo den Gang næppe nogen egen
Literatur, Wergeland og Welhaven var de eneste Forfattere af
større Betydning. Siden Skandinavismen er kommen i Miskredit
eller dog trængt stærkt til Side af national Separatisme, er denne
Udveksling for en stor Del standset, og det er en mere tilsyne-
ladende end virkelig Undtagelse, at vi Danske ved saa god Besked
med Bjørnson, Ibsen og den fra dem udgaaede ny norske Digter-
skare, thi den har endnu mere end halvt sit Hjem i Danmark,
hvor den da ogsaa væsentligt finder sine Forlæggere. Brødre-
rigernes indre Politik kender vi saa nogenlunde i de store Træk,
og særligt kan den Larm, hvormed den norske Radikalisme slaar
til Lyd imellem sine gjaldende Fjælde, ikke undgaa at naa vort
Øre. Men det er dog kun meget faa, som i Enkelthederne følger
og forstaar de norske Selvstændighedsbrydninger eller de svenske
Skattespørgsmaal, Hærreformer og protektionistiske Rørelser, eller
som nøjere kender de ledende Personligheder paa den politiske
Skueplads. Vi interesserer os mere for og kender bedre Bismarck,
Caprivi og Ahlwardt, Constans og Freycinet, Clémenceau og Arton,
ja selv Cleveland og M'Kinley end Åkerhjelm og Bostrøm, end

Digitized by Google

836

En svensk Statsmands Erindringer.

Steen og Emil Stang. Og det gaar vistnok Svenskere og Nor-
mænd ligesaa med vore politiske Stridigheder og vore kendte Navne.

Ganske særligt tør det antages, at det ret betydningsfulde
Tidsafsnit af Sveriges Historie, som gaar fra 1848 til hen imod 1870,
og som er betegnet udadtil ved Tilløbene til en skandinavisk
Alliance med Danmark, der brast, just da den skulde staa sin
Prøve, indadtil ved den vigtige Repræsentationsform, er for os
Danske indhyllet i en vis Dunkelhed. De officielle diplomatiske
Forhandlinger, som førtes 1863—64, er vel tidHgt blevne bekendte
for Offentligheden, men de mange finere Traade, som skulde give
Nøglen til Forslaaelsen , er først langt senere og kun stykkevis
komne til vor Kundskab, ja kan vel næppe endnu siges at være
helt aabenbarede. Og Sverigs Repræsentationsreform, som paa en
for os saare uheldig Maade slyngede sig ind i Alliancespørgsmaalet,
forberedtes og gennemførtes paa en Tid, da Danmark var alt for
optaget af sit tunge Tab og sin egen Forfatningsorganisation, vel
ogsaa for bittert stemt imod Sverig, til at skænke denne Sag nogen
større Opmærksomhed.

Tankerne føres nu af og til tilbage til hine Spørgsmaal ved
Indlæg, som fremkommer til deres nærmere Belysning, og der er
— Gud bedre det! — i vor egen stagnerende Politik intet, som
kan forhindre os i paa ny at gennemleve hine bevægede Tider i
Erindringen og at søge et fortroligere Kendskab til deres Be-
givenheder.

Et saadant Indlæg er de Livserindringer, som Ekscellencen
Friherre Louis de Geer for nogle Maaneder siden har udgivet.
Han var Kong Carl XV's Justitie-Statsminister i en Regering, hvor
Manderstrøm var Udenrigs-, Gripenstedt Finansminister, medens
Sibbern i Stockholm repræsenterede det norske Ministerium Stang. Han
var den, som sammen med den sidst nævnte svenske Kollega allerede
i September 1863 nedlagde sit kraftige Veto imod Alliancetraktaten,
og han var den ledende Tanke i Repræsentationsformen , dens
sejrrige Gennemfører, som for stedse har knyttet sit Navn til den.
Memoirer fra en saa fremragende og dygtig Statsmands Haand
har selvfølgelig stor Betydning og giver Bidrag til Tidshistorien,
som fortjener den højeste Grad af Opmærksomhed. Og dog maa
det siges, at Friherre Louis de Geers „Minnen* i Grunden giver os
mindre Billedet af Statsmanden end af Mennesket, Ægtefællen,
Embedsmanden. Det er en med elskværdig Uforbeholdenhed, med
selvprøvende Oprigtighed skreven Autobiografi, i hvilken Forfatteren

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

837

indvier Læseren i alle sit Livs Forhold, store og smaa, private og
offentlige, Statsaffærer og Husholdningsregnskaber, politiske Be-
tragtninger og „Bekenntnisse einer schonen Seele*. Det giver
Bogen en egen Tillokkelse, en tiltalende Vederheftighed, men man
kunde ønske, at den noget udførligere havde dvælet ved og for-
klaret de to ovenfor nævnte Hovedbegivenheder, i hvilke Ekscel-
iencen de Geer var den ledende Aand. Den var derved maaske
bleven mindre tiltalende i literær Forstand, men den havde faaet
større Værdi for Tidens Historie.

I.

Familien de Geer stammer fra Flandern — Ruinerne af et
Slot Geer skal findes ved Byen Tongres i Nærheden af Liége og
ved en Flod af samme Navn — og optræder først i Sverig i Be-
gyndelsen af det syttende Aarhundrede, da Stamfaderen til Ætten
ydede Staten større Laan, overtog Dannemoras berømte Jærngruber
og i Finspong skabte de store Kanonstøberier, som endnu indtager
en saa fremragende Plads. Slægten er (eller rettere var) delt i to
Grene, en meget rig og en temmelig fattig: den i 1818 med
Grevetitel forlenede til Familiefideikommiset Leufsta, Godset Kulla
Gunnarstorp i Skaane og mange andre store Besiddelser, hvis
første og eneste mandlige Repræsentant var Ekscellencen Greve
Carl de Geer, og den friherrelige, som endnu havde bevaret
Medejendomsret i Finspong. Her fødtes Louis de Geer den
18de Juli 1818 — hvad der forud varslede om, at han engang
skulde blive „en af de atten" i det svenske Akademi — som
den tredje af fjorten samtidigt levende Søskende. Familiefor-
bindelserne var højst aristokratiske. Bedstefaderen havde været
gift med den for sin Skønhed berømte Grevinde Aurora Taube og
ejet hele Finspong, men efterlod ved sin Død stor Gæld. Faderen,
hvis Formynder var den fra Marie Antoinettes Hof bekendte,
1810 af Stockholms Pøbel myrdede Axel Fersen, søgte sammen
med sin Svoger Grev Wetterstedt at frelse Resterne, og de to
blev Samejere af Finspong; men han forstod ikke at drive det
store Værk, var dertil en maadelig Økonom, og efterhaanden
maatte han sælge sine Parter, saa at Finspong efter to Aarhun-
dreders Forløb gik tabt for den de Geer'ske Slægt. Han købte
da Godset Stjernholm ved Nykøpings Skærgaard, og her henlevede
Børnene deres Barndom og Ungdom. Moderen var en Datter af
Admiralen, Baron Lagerstråle, der har et berømt Navn i Sverigs

Tilskueren. 1893. 57

Digitized by

838

En svensk Statsmands Erindringer.

Søhistorie, men opdroges hos sin Onkel, Provst (senere Biskop og
Erkebiskop) Rosenstein, hvor hun voksede op i naturlig Frihed,
gik klædt som Dreng indtil sit femtende Aar, kunde tre Bøger af
Euklid, førend hun kunde læse rent, og af fremmede Sprog først
læste Latin. Sønnen roser hende som „det bedste Menneske, han
har kendt*, og hun har passet godt til at dæmpe og berolige sin
let bevægelige Ægtefælle, baade naar de finansielle Sorger nedtrykte
hans glade Sind, og naar hans Optimisme gav sig Udslag i jub-
lende Lystighed og fantastiske Fremtidsplaner.

Opdragelsen i dette Hjem var ejendommelig. Stor Tarve-
lighed og streng militær Disciplin gik igennem det hele, alt fore-
toges efter Klokkeslet, baade Læsning, Leg og Spisning. Om
Morgenen sad alle Børnene ved Bordet lidt før den bestemte Tid.
havde hældt Mælk i deres Tallerkener og brækket det haarde
Knækkebrød i Stykker, men ingen vovede at røre ved denne tar-
velige Davre, førend ved Klokkeslaget alle Skeer paa en Gang
førtes til Munden. Børnene kendte ikke til Kaffe eller Te og fik
ikke Sukker til Maden; en fremmed* Gæst havde en Dag, fortæller
Forf., givet ham Sukker paa noget Tykmælk, og dette smagte saa
oerhørdt godt, at han dristede sig til at bede derom senere, og da
det afsloges, lagde han for fuldt Alvor Planer til at rømme bort
til en eller anden Lyksalighedens 0, hvor alle Børn fik Sukker
paa deres Tykmælk. Klæder gik i Arv fra de ældre til de yngre,
og blev de alt for medtagne, sattes der Lapper af sort Skind paa
de mest slidte Steder; til Gengæld kunde Børnene tumle sig i disse
Klæder, som de vilde, naar kun Søndagstøjet holdtes i Ære. Et
helt System af Love, ikke nedskrevne, men sukcessivt udviklede og
bevarede i Traditionen, foreskrev, hvad der var tilladt og hvad for-
budt, og hvilke Privilegier hvert nyt Aar medførte, indtil Femtenaars-
alderen gjorde Barnet til voksen, og gav Regler for den indbyrdes
Disciplin. For hver udtrukken Tand gaves en Otteskilling, paa
Fødsels- og Markedsdage en Tolvskilling; at kunne læse rent og
skrive sit Navn indbragte en Rigsdaler; naar Drengene kom i
Skole, fik de hele tolv Skilling om Maaneden i Lommepenge. Det
var tilladt at græde sagte, men lydelig Tuden var henvist til et
enkelt Værelse. I Salen maatte Børnene ikke komme, undtagen
naar der var Musik — Faderen var selv meget musikalsk og sam-
lede jævnligt en Kres af Musikere og Dilettanter om sig — og saa
var det dem forbudt at sidde ned, de skulde staa ved Døren. Kærtegn
forekom næsten aldrig efter de spædeste Aar, Børnene sagde

Digitized by Google

Ed svensk Statsmands Erindringer.

839

god Morgen og god Nat til Forældrene med Bukken og Haandkys,
og det var da en Højtid, naar Mama klappede et af dem paa
Kinden. Denne Opdragelse, siger de Geer, var vel egnet til at
vække Ordenssans, Paapasselighed , Retsfølelse hos Børnene, men
næppe i [samme Grad til at vække deres Følelsesliv og Hjælpsomhed
imod andre. Men for øvrigt maa man ingenlunde tro, at Hjemmet
havde noget koldt eller kuende Præg; tværtimod, det var i det
hele lyst og lykkeligt, og Børnene elskede det herskabelige Stjern-
holm med dets rummelige Hovedbygning, fuldt af Portræter og
Malerier, dets 4000 Tdr. Land store Avlsbrug, de gamle Linde-
alleer, Skovene af Naale- og Løvtræ, Fjorden med dens friske
Vand og de mange i den spredte Smaaholme. Det var dem en
stor Sorg, da ved Faderens Død ogsaa denne Ejendom gik ud af
Slægtens Besiddelse.

Undervisningen skete ved en Stab af Lærere og Guvernanter,
men 1828 besluttedes det, at sende Drengene til Linkøping Skole,
og her blev der snart hele 5 de Geer'er, boende i en lille Lejlighed
under en Informators Tilsyn, men uden egen Husholdning. Man
forbavses ved at læse, hvorledes en svensk Latinskole var indrettet
endnu langt ind i dette Aarhundrede. Klasserne var toaarige,
det første Aar anvendtes til et Pensum af stiv Udenadslæren uden
nfcgen Forklaring, det andet til en træg Repetition. Pennalismen
stod i Flor, men i den ejendommelige Skikkelse, at hver Klasses
nederste Bænk maatte trælle for den øverste, og Skolen igennem
skiftedes der saaledes imellem at være Herre og Slave. Undervis-
ningen begyndte halv seks om Morgenen, men hver Discipel havde
efter Tur en Uge, hvor han skulde være Vækker, kalde paa
Klasselæreren Kl. 4, lukke Vinduesskoddeme op i Klassen, fyre op
i Ovnen og tænde Tællelysene i Messinglampetterne, som han
forud havde maattet rense og polere. Naar man naaede Gymnasiast-
Afdelingen, skulde man bære en Kappe af grovt, graat uldent Stof,
uden Foder, men med en lille opstaaende Krave; da de Geer første
Gang og ikke uden Stolthed mødte med dette Stykke, kom en
ældre Gymnasiast hen tif ham, tog uden videre hans Kappe og
gav ham i Stedet sin egen, der var slidt og med et stort Hul
bag paa, og Disciplinen tillod ikke nogen Indsigelse imod dette
Bytte. Den lyseste Side af Skolelivet i Linkøping maa have været
Ferierne, der udgjorde ikke mindre end fire Maaneder af Aaret og
mest tilbragtes paa Stjernholm. Rejserne giver Anledning til en Skil-
dring af Skydsvæsenet i denne før-jærnbaneligeTid og af detO.vermod

57*

Digitized by Google

840

En svensk Statsmands Erindringer.

og Bpndeplageri , hvori herrar och båttre folk gjorde sig skyldige.
Den senere liberale Minister fik alt som Dreng det Indtryk, at de
svenske Bønders indgroede Had imod Herremændene væsentligt
havde sin Rod i dette Skydsvæsen og dets Misbrug.

Upsala Katedralskole, hvortil han overgik 1832, og hvor
han fire Aar senere tog sin Studentereksamen, stod betydeligt
højere, og det hele aandelige Liv var mere vækkende og tiltalende,
skønt Undervisningen ogsaa her var tør med dens baglæns Kon-
jugeren af uregelmæssige græske Verber og dens latinske Teologi,
medens Historie og Naturvidenskaber slet ikke kendtes. Dygtige
Lærere og begavede Kammerater gav Tilværelsen større Fylde,
og Trangen til literær Produktion fik Udslag. Allerede i Lin-
køping havde han forfattet baade Romaner og Komedier — de
sidste efter Bestilling af en Kammerat til 6 Skilling Stykket — og
dette fortsattes i Upsalatiden, hvor han ogsaa med et vist Held
optraadte som Dilettant i Skuespillet, mærkeligt nok, hvad man
mindst skulde have ventet af hans kølige Natur og Undselighed,
især i lettere Farceroller. Mindre godt gik det med legemlig Idræt
og specielt med Dans; han husker fra Lektionerne bedst Lærerens:
„Et, to, tre! Se glad ud, lange Baron! Et, to, tre!" og han følte
sig altid tilovers paa Bal. Yderst nøjsomt var det Liv, den unge
Student maatte føre i Upsala; 400 Kr. og fri Bolig skulde strække
til for alt, Middagen toges for 20 Øre om Dagen, ved de andre
Maaltider var den stærke Appetit ham en Plage, da han ikke
havde Raad til at tilfredsstille den, og til Fornøjelser eller Svir
blev intet tilovers, men heldigvis havde han en Afsmag for de
stærke Drikke, som har ødelagt saa mangen en brav svensk
Student, og var han tvungen til at drikke, gjorde dette ham
snarere mere stille og tavs, ligesom han forsikrer aldrig at have mistet
Herredømmet over sine Ben og sit Hoved. Han priser sin Lykke,
af han var fattig og derved tvungen til et Arbejde, som friede
ham for mange Fristelser. Men for øvrigt vedgaar han, at han
var i stor Tvivl ved Valget af en Levevej (helst vilde han have
været Skuespiller, dernæst Landskabsmaler eller Forfatter), og
mindst følte han sig dragen til Embedsbanen. Jævnsides med
æstetisk Læsning og friere Studier, navnlig under Paavirkning af
E. G. Geijer, som var „hans Helt", forberedte han sig dog til den saa-
kaldte Kansliexamen , som han bestod, og senere (1840) tog han
tillige Hofrdttsexamen, men den egentlige og største juridiske Prøve,
som først giver Ret til at kalde sig juris kandidat, har den senere

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

841

Justitsminister aldrig underkastet sig. Under Upsalalivet forefaldt
en Udenlandsrejse gennem Tyskland, hvortil Faderen havde indbudt
ham og en ældre Broder med det Vilkaar, at den ikke raaatte
koste over 600 Kr. for hver, hvorfor en stor Del af Vejen tilbage-
lagdes til Fods. Denne første Rejse i fremmede Lande, der længe
blev den eneste, efterlod dybe og varige Indtryk i det modtagelige
unge Sind.

Med de afsluttede Universitetseksaminer ophørte Hjælpen
hjemme fra, og den unge Mand var fra nu af henvist alene til
egne Kræfter. I den Embedsbane, til hvis højeste Trin han skulde
stige, maatte han begynde paa allernederste Trin, og selv denne
Begyndelse var vanskelig nok. Unge Kandidater kunde uden stort
Besvær faa Ansættelse som knngliga sekreterare i et eller andet
Ministerium (åmbetsverk) , men deres hele Løn bestod i Vederlag
far to Lispund Tællelys, eller c. 20 Kr. om Aaret, og da disse
„Tællepenge* gerne anvendtes til et lystigt Kalas sidst paa Aaret,
blev der slet intet tilovers, end ikke for dem, som var heldige
nok til at have Tællelys paa flere Steder. Den første Ansættelse
var 1841 som midlertidig Kancellist paa Ridderhuset, for hvilken
der ydedes hele 3 Rdl. Banko (4 Kr. 50 Øre) om Dagen, og senere
lærte han sig Stenografi, hvorved han steg til Notarie med noget
over 6 Kr. om Dagen, men det var streng Tjeneste, thi der var
i alt kun fire saadanne Stenografer, som skiftedes to og to. Omtalen
heraf giver Anledning til interessante Skildringer af Ridderhuset,
som det den Gang var. Enhver, som var Hoved (Caput) for en
adelig Slægt, havde Ret til at møde og stemme i Adelshuset og
havde kun at udtage sin pollett, som det hed; men denne Stemmeret
kunde ogsaa overdrages til en anden Adelsmand, den var Genstand
for Køb og Salg, og det hændte, at selv en Caput købte sig en
fornemmere Slægts pollett for derved at faa en priviligeret Plads i
Salen og i Udvalg. Hele Forsamlingen talte saaledes flere Hundrede
Medlemmer, men ofte var der kun en halv Snes til Stede, og kun
ved vigtige Afstemninger — der skete ved dobbelt Oplæsning af
Navnene og kunde medtage indtil halvanden Time hver — ind-
kaldtes de fraværende, tit fra Baller og Middage. Layidtmarskalkm,
Husets Præsident — det var den Gang de konservatives dygtige
Fører Hartmansdorff — kom kørende i fin Ekvipage (sjuglasvagn)
og i fuld Uniform, der paraderede en Æresvagt, men ellers var
det hele simpelt nok. Salen var stor, kunde ikke opvarmes, der
fandtes kun haarde Træbænke uden Rygstød, hvorfor Medlemmerne

Digitized by Google

842

Ed svensk Statsmands Erindringer.

sad i Overtøj og Galoscher med Hatten paa undtagen Taleren,
som maatte blotte Hovedet og gerne stod op paa Bænken. Talte
nogen fra en anden Bænk end sin egen, kom Fiskahti og krævede
i Bøde 1 Krone, hvilken han saa under Husets Munterhed højt
opløftet bar hen til Sparebøssen foran Præsidentens Plads. For-
retningsgangen var tung og besværlig med en Uendelighed af
Skriveri, og de ulykkelige Kancellister maatte staa op i 5 å 6
Timer ved Præsidentens Side, dels for at oplæse de lange Betænk-
ninger fra Udvalgene, dels for paa anden Maade at være til
Tjeneste. Der indblandes forskellige morsomme Anekdoter, som
at en Taler en Gang anbefalede en Enke til Pension, fordi hun
havde „syv talrige Børn", eller at en anden Taler endte sit Fore-
drag med de Ord: „Det siger Papa, og den, som siger noget
andet, er en Skurk !« — Med disse Smaaindtægter og med Hono-
raret for nogle literære Arbejder (HjeriHappningen på Dal Hk og
en Samling mindre Skitser under Titelen S. H. T.) holdt han det
nogenlunde gaaende, men kun ved den alleryderste Økonomi i
alt andet end Klæder, thi hans ydre Fremtræden m&atte være
elegant, hvis han skulde kunne færdes i de fornemme Krese. til
hvilke baade Lyst og Interesse drog ham, og til hvilke hans Navn
og Fødsel aabnede ham let Adgang. Modsætningen mellem hans
egen Armod og den Rigdom, blandt hvis Bærere han færdedes,
er fortalt med en vis Humor; han kunde vistnok let have faaet
Understøttelse hos sin rige Slægtning, Ekscellencen Carl de Geer
og dennes kvikke Hustru, „Tante Ulla\ men han var for stolt til
at bede om den, sultede hellere, naar det kneb, eller solgte sit Ur
for 7 Kr. for at faa Middagsmad. I 1845 opnaaedes den første
faste Ansættelse, idet han udnævntes til Kopist i Justitie-Stats-
Ekspeditionen med 600 Kr. i Løn og Rang af Konungem tro
tjenare. Den juridiske Bane fortsattes, og man kan vel gerne
sige, at den praktiske juridiske Uddannelse begyndtes, ved midler-
tidig Beskikkelse som Dommer paa urtima og lagtima Tingmøder
i Skaane, hvorefter fulgte en Konstitution i den skaanske Hofret i
Christiansstad , siden i selve Svea Hofret i Stockholm. Karrieren
er hermed given, og det gaar forholdsvis rask fremad.

Paa dette Tidspunkt falder den store Begivenhed i hans
Liv, ved hvilken han udførligt dvæler: hans Forlovelse. Han
skrifter med stor Uforbeholdenhed nogle tidligere erotiske Anfæg-
telser, nogle af dem med en stærk Tilsætning af Fornuftbetragt-
ninger, men ingen af disse førte til noget, og han vedblev at søge

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

843

-den rette udkaarne. Det blev Caroline Wachtmeister, den skønne
og begavede Datter af Grev Wachtmeister til Vanås i Skaane, det
gamle, historisk interessante Herresæde, en højaristokratisk Slægt,
men heller ikke udrustet med Rigdom. Med en Uforbeholdenhed,
som næsten gør en fremmed Læser undselig ved saaledes at ind-
vies i to elskende Hjerters dybeste Hemmelighed, skildrer han
-deres Møder, sin Betagenhed, sin Frygt for rige og fornemme
Medbejlere, sin Bekymring ved at byde en saa beundret og saa
forvænt ung Dame at dele Livet med ham, der endnu ikke
havde eget sikkert Udkomme, sine Forhaabninger og endelig selve
Forlovelsen, der fandt Sted paa Vanås den 23de Sept. 1846. Det
vilde være udelikat at referere noget heraf, det maa, for at forstaas
ret, læses i Forfatterens egen Fremstilling, som man gerne kan
kalde sentimental, om man vil, men som for en sympatetisk Læser
er rørende, fordi den gengiver et ædelt Menneskes dybeste Følelse.
Til en den Gang nedskreven Skildring af Forlovelseshistorien 1 )
føjer han de Ord: „Saaledes tænkte og skrev jeg den Gang, og
efter mere end fyrretyve Aar tilføjer jeg nu, at vor Kærlighed har
holdt, hvad den lovede, og at jeg ikke véd nogen højere og sikrere
Glæde i mit Liv, end at det har været forundt mig at gennem-
vandre det ved Siden af en Hustru som min*. Og Livserindringernes
sidste Ord er disse: „Mest af alt priser jeg dog at have faaet en
saadan Hustru, og mit højeste Ønske for Resten af mit Liv, ego-
istisk som det er, er, at jeg ikke maa overleve hende 44 . En
saadan Hyldest kan kun læses med sympatetisk Ærbødighed.

En fast Udnævnelse til Medlem af den skaanske Hofret
gjorde det muligt for det unge Par at sætte Bo, og Brylluppet
fandt Sted den 17de Okt. 1848. Vilkaarene var yderst tarvelige:
en Lønning af 1800 Kr., et Tilskud af 1000 Kr. og frit Brændsel
fra Svigerfaderen. Men Tæring blev sat efter Næring, det første
Hjem kostede kun 350 Kr. i aarlig Leje, og en streng Spar-
sommelighed, for hvilken der med en næsten pinlig Detail gøres
Rede, satte i Stand til gennem disse første Aar at faa Indtægt og
Udgift til at balancere. Han blev endog kort efter Ejendoms-

l ) Den indeholder et morsomt lille Træk af juridisk Overtro. Han har en-
gang faaet en Blomst af den elskede og vil gemme den i en Bog, hvortil
da Lovbogen var nærmest. Han slog den op, men opdagede til sin For-
skrækkelse, at den havde aabnet sig paa Fallitloven, hvorfor han skyndte
sig at finde en bedre og mere lovende Plads: Giftermål sbalken.

Digitized by Google

844

En svensk Statsmands Erindringer.

besidder, rigtignok i en højst beskeden Maalestok, idet han paa
en af Svigerfaderens Ejendomme, midt inde i vilde Skoven, fik en
lille Plet Jord, hvor han opførte et simpelt Schweizerhus, og i
tredive Aar vedblev han at udvide og forskønne dette højt elskede
Sommerhjem Truedstorp, hvis største Tillokkelse var dets fredelige
Ro og den henrivende Udsigt til Blekinges, Skaanes og Smaalands
skovklædte Højder.

II.

Efter svensk Skik fik den unge Hofrets-Assessor Tid efter
anden midlertidige Hverv af forskellig Art. Han var et Par Gange
Revisionssekretær ved Højesteret, en Funktion, vi ikke kender til,
og hvis Hverv det er at gennemgaa og referere de forskellige
Retssager. I nogle Maaneder var han konstitueret Generaldirektør
for Fængselsvæsenet, siden „Justitiekansler*. Under et af disse
Ophold i Stockholm prøvede han sine Vinger i det parlamentariske
Liv, idet han, for et Beløb af 50 Kr., lod sig overdrage poUett for
den friherrelige Æt Roxendorf; han blev Medlem af et Udvalg,
men som Taler vovede han endnu ikke at optræde. Endnu ikke
37 Aar gammel overraskedes han 1855 ved Tilbudet om at blive
Præsident i Gota Hofrått. Det var en højst ærefuld Udmærkelse r
og naar han tøvede noget med at modtage den, var det ikke saa
meget af Tvivl til egne Kræfter, skønt han herom udtrykker sig
meget beskedent, eller af Frygt for den offentlige Kritik, som ogsaa
straks faldt over ham med den spydige Bemærkning, at en saadan
Begunstigelse alene kunde falde paa en de Geer, ikke paa en Per
Axel Bergstrom, men fordi hans egentlige Maal var at blive Præ-
sident for sin egen skaanske Hofret, nær Vanås og det elskede
Truedstorp. Formanden for en af Sverigs Overretter indtager en
meget fremragende Stilling og har en høj Rang, men der paahviler
ham ogsaa temmelig store Repræsentationspligter. Skønt Lønningen
var i alt 9500 Kr., vilde den ikke have kunnet strække til, dersom
Livet i Jønkøping ikke havde været saa beskedent og tarveligt, og
det provinsielle Liv paa hin Tid, da Jærnbanen endnu ikke gennem-
skar de skønne Egne ved Wettern, giver Anledning til flere pudsige
Skildringer.

I September 1856 kaldtes han til Kong Oscar I, der opfordrede
ham til at indtræde i Ministeriet som Justitie-Statsminister i Stedet
for Ekscellencen Sparre, som var træt og ønskede at trække sig

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

845

tilbage. For en Mand, som aldrig havde givet sig af med egentlig
politisk Gerning og ikke selv var paa det rene med sine politiske
Anskuelser, maatte det stille sig som en alt for vanskelig Opgave
saaledes at indtræde i Landets højeste Styrelse, og det tilmed paa
den allerførste Plads, thi denne indtog, i alt Fald i Rangen,
Justitsministeren dengang, da der ikke fandtes nogen Konseils-
præsident eller Premierminister. Han undslog sig derfor, og Kongen
insisterede ikke. Det var dog ganske naturligt, at der herved var
aabnet ham en videre Horisont, og at den Tanke opstod hos ham
for Alvor at forsøge sig paa den politiske Skueplads og prøve,
hvorledes hans Kræfter der vilde slaa til. I Høsten samme Aar
udtog han, som ved Faderens og den ældre Broders Død selv var
bleven Hoved for sin Æt, pollett paa Ridderhuset. Han gjorde det
navnlig for at faa Lejlighed til at optræde som Taler, men skønt
han havde forberedt sig paa Foredrag om forskellige Sager, svigtede
Modet ham stedse i det afgørende Øjeblik, ligesom han bekender,
at han aldrig, skønt han siden saa utallige Gange maatte tage
Ordet, har rejst sig for at tale uden at føle en nervøs Ængstelse
og Hjertebanken. Forsigtigt holdt han sig udenfor Partierne t
med intet af hvilke han fuldt samstemte, og dette bidrog vel
ogsaa til at stille ham i Skygge. Kun én Gang, ved et Lovforslag
om Testationsretten, blev han ved Forholdenes Magt tvungen frem
og holdt da en Tale, som længe havde været forberedt, men blev
antagen for improviseret og gjorde et godt Indtryk. Sine Grund-
sætninger for en parlamentarisk Taler sammenfatter han ret prak-
tisk saaledes: ikke tale, naar man ikke har noget at sige; holde
sig til Sagen og tale saa kort som muligt; undgaa klingende
Fraser og Stemningsudbrud ; saa meget som muligt forberede sig
paa, baade hvad der skal siges, og hvorledes det skal siges, dog
uden forud — undtagen ved meget store og vigtige Lejligheder —
at nedskrive sin Tale; afholde sig fra Stikord og alt, hvad der
kan ophidse i Stedet for at overbevise. Naturen havde givet ham
en meget vigtig Betingelse for Veltalenhed, nemlig en kraftig Røst,
som trængte frem til alle, hvad enten de vilde høre eller ikke.
Men for øvrigt erkender han, at han aldrig naaede Veltalenhed i
højere Forstand, fordi han manglede tilstrækkelig Ild og Varme til
at rive hen; han nøjedes med altid at fængsle Opmærksomheden
og undertiden at overbevise Modstandere.

Kong Oscar, som længe havde været sygelig og forgæves
søgt Helbredelse ved en Badekur, maatte træde tilbage fra Rege-

Digitized by Google

846

En svensk Statsmands Erindringer.

ringen, og i Slutningen af 1857 blev Kronprins Carl Regent,
hvilket dog ikke skete uden visse konstitutionelle Vanskeligheder,
da Tilfældet ikke var forudset i den svenske Grundlov. Allerede
inden dette var ordnet, bad Kronprinsen en Dag de Geer „kile ud*
til Ulriksdal, og efter Middagen tog Prinsen ham afsides, betroede
ham, at han som Regent vilde have et Ministerium efter sit
Hoved, og at i dette skulde de Geer, hvem han bad foreløbig
tænke paa Sagen, afløse Gunther som Justitie-Statsminister. „Jeg
tog hele Sagen som næppe alvorligt ment, thi dels vidste jeg, at
Kronprinsen i Almindelighed ikke vogtede saa nøje paa sine Ord,
men ofte fremsatte Planer og Forslag, som han ikke siden saa sig
i Stand til at udføre, og der saaledes ikke var stor Vægt at lægge
paa et Ord, som han forud erklærede for ikke bindende, og dels
havde jeg aldrig før skønnet, at han havde nogen Sympati for
min Person, og endnu mindre kunde han føle nogen Sympati for
mine politiske Meninger, thi jeg havde aldrig udtalt saadanne
offentligt og heller ikke til ham privat" — Jeg kendte dem knapt
selv", siger han kort efter. Sikkert er det, at de Geer ikke har
følt nogen virkelig Sympati for Kronprins Carl og heller ikke kom
til at føle den for Carl XV. Det er ganske interessant, at han i
sin Forlovelsestid var jaloux paa Prinsen, der viste Frøken Wacht-
meister, som utallige andre Damer, en paafaldende Opmærksomhed.
Dette fortog sig med Tiden, men det løse og overfladiske, det let-
sindige og letbevægelige, det upaalidelige, som hos Kong Carl XV
var parret med en naturlig god Forstand, hurtig Opfattelse, megen
Friskhed og Naturlighed i Væsen, vindende Elskværdighed og et i
Bunden godt Hjerte, kunde han aldrig forsone sig med, og der er
mange Steder i Biografien, hvor han dømmer Kongen meget strengt.
I og for sig er dette ikke saa besynderligt, thi en større Modsæt-
ning end mellem den opbrusende, flygtige Carl XV og den kolde,
rolige de Geer kan ikke let tænkes, og det var en ganske mærkelig
Tilskikkelse, at netop disse to skulde føres sammen til Ledelse af
Sverigs Skæbne. Det var de Geer, som blev den stærkeste.

Hurtigere, end han havde troet, blev det til Alvor med
Ministerstillingen. Den 7de April 1858 dannedes den Regering,
som afvekslende har været kaldt den Hamilton'ske og den de Geerske,
men som i alle Fald i Aarenes Løb ene kom til at bære dette sidste
Navn; dets vigtigste Medlemmer var foruden de to Mænd, efter
hvem det opkaldtes, Manderstrom, Gripenstedt og Almqvist; Henning
Hamilton udtraadte 1860, paa samme Tid indtraadte C. J. Malmsten,

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

847

den mest veltalende Mand i Sverig 1 ). Kong Oscar døde den
8de Juli 1859, og Carl XV kronedes i Maj 1860, ved hvilken
Lejlighed Manderstrdm blev Greve og de Geer Serafimerridder.
Den forholdsvis unge Mand indtog saaledes nu den omtrent højeste
Stilling i Staten efter Kongen, var i Kraft af sit Embede Ekscellence
og nød en Lønning af 15,000 Kr., hvortil kom fri Bolig eller senere
en Godtgørelse derfor af 3500 Kr., for øvrigt ikke mere, end at
der ogsaa her skulde passes godt paa for at bære de med Stil-
lingen forbundne Udgifter. Det var et godt Avancement i Løbet
af ti Aar, dobbelt mærkeligt, fordi det ikke støttede sig til nogen
politisk Optræden.

Det Kabinet, hvormed Carl XV havde omgivet sig, var ikke
noget egentligt parlamentarisk eller konstitutionelt Ministerium, ikke
noget homogent Udtryk for et politisk Program. Det var en Kres
af dygtige Fagmænd, ikke just af modsatte politiske Anskuelser,
men dog af saa afvigende Meninger, at Tidens Udvikling nødven-
digt maatte frembringe et Brud imellem dem. De Geer sympati-
serede nærmest, med Gripenstedt og Almqvist, han saa i den
vittige, rutinerede, altid paa Udveje rige Manderstrom en elsk-
værdig Kollega uden dog at nære stor Tillid til ham, og han
divergerede stærkt fra Henning Hamilton, skønt det væsentligt var
denne, der havde draget ham ind i Ministeriet, og inden synderlig
lang Tid stod han og den tidligere Kollega som de bitreste og
skarpeste Modstandere lige over for hinanden. Trods dette er
hans Dom om Hamilton yderst lemfældig. Han tillægger ham en
Højhed i Tænkemaade og en Uegennyttighed, hvis Lige han sjælden
har set, anerkender hans næsten utrolige Energi og en Pligtfølelse,
som lod ham glemme Sygdom, Bekymringer og Sorger, hvor hans
Tjeneste og Arbejde krævedes. Trods al politisk Strid, under
hvilken Hamilton gav sin Modstander ikke blot Hug, men fine
Dolkestik, var der ikke noget personligt Nag imellem dem, og der
gives ham det Vidnesbyrd, at han var en glimrende Taler, en
skarpsindig Kritiker, en Tænker med udstrakte Kundskaber, en
lige saa modig som aarvaagen og arbejdsom Kæmper for den
Fane, han tjente, med en sjælden Evne til at indtage andre og

*) C. J. Malmsten blev senere, efter sin Afgang som Minister, Landshøvding,
men gjorde efter den almindelige Mening meget slet Fyldest som saadan.
Ved en offentlig Fest hilste den malitiøse Grev Erik Sparre ham i en
Skaaltale med de Ord: „Du Taler som faa, du Landshøvding som ingen !"

Digitized by Google

848

En svensk Statsmands Erindringer.

til at lede dem, fjern fra al Popularitetsjagt og human imod af-
vigende Meninger. Den sørgelige Katastrofe, der mange Aar senere
brat standsede hans offentlige Liv og plettede hans borgerlige Ære,
betegnes som en psykologisk Gaade; den sandsynligste Forklaring
er vel den, at Hamilton har delt den hos mange fremragende
Mænd ret almindelige Tro, at den ordinære borgerlige Moral ikke
gælder for dem, der staar saa højt over Mængden. For øvrigt
vender han senere tilbage til denne Sag.

I disse Aar falder det norske Statholderspørgsmaal. Norge
krævede Ophævelse af Bestemmelsen om svensk Mands Udnævnelse
til Statholder. Carl XV var stemt for at imødekomme dette Krav,
medens de Ultra-Svenske modsatte sig det. Det var de Geers
Mening, at Kravet i og for sig var berettiget, og han fandt ikke,
at der tilkom den svenske Rigsdag nogen Ret til at bestemme
herom, hvorimod han holdt paa, at Spørgsmaalet som dog værende
af en vis untonel Natur burde forhandles i sammensat StatsraacL
Det er det Standpunkt, paa hvilket moderate Svenske har stillet
sig ogsaa i senere opstaaede analoge Spørgsmaal, og det burde
have lettet en Overenskomst; men den ustyrlige Selvfølelse og det
forcerede Rethaveri kan ikke nøjes med Kernen, de vil partout
ogsaa have Skallen. Hamiltons Afgang i 1860 var et Offer, som
han for Kongens Skyld bragte en indløben Misforstaaelse i dette
norske Spørgsmaal; i Sommeren 1861 blev han Minister i Køben-
havn. Et lille skandinavisk Træk imod Norges separatistiske
Ufordragelighed foretog de Geer. En fælles Komite havde anbefalet
et Forslag om Eksigibilitet af svenske Domme i Norge og af norske
i Sverig, Rigsdagen i Stockholm var gaaet ind derpaa, men det
norske Storting gav Afslag, fordi en selvstændig Stat ikke kunde
gøre en saadan Indrømmelse, selv imod Gensidighed. Man hen-
vendte sig da til Danmark, fik let med det sluttet Konventionen
af 13de Juni 1861 (jfr. Lov af 19de Febr. s. A.), og denne Lektion
fik sin Virkning paa Norge. Han sammenfatter sin Opfattelse af
det stadigt tilbagevendende Unionsspørgsmaal i de Ord, at Grund-
sætningen om Rigernes Jævnbyrdighed burde udstrækkes til alle
opstaaende Unionsforhold , da den er støttet paa Retfærdighed og
den eneste, paa hvilken en Forening mellem fri Folk kan bygges,
saa at Sverig ikke burde fordre mere end at erkendes som primus
inter paves i saadanne Tilfælde, hvor den fuldkomne Ligestillethed
ikke kan gennemføres. Betegnende for Stemningen i Norge er,
hvad han beretter om den Maade, hvorpaa han modtoges, da han

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

849

i Maj 1861 fulgte Kongen til Christiania. Han gjorde Visiter over-
alt uden at blive modtagen, men fik pligtskyldige Kontrabesøg,
dog altid af to ad Gangen, ret som om den ene skulde vaage
over, at den anden ikke opgav noget af Norges Ret; kun den
gamle fhv. Statsraad Vogt kom alene, sagde sin egen Mening og
ytrede sit Haab om, at den Dag maaske vilde komme, da man
ikke misbilligede de Geers Optræden imod Norge. Ved en Souper
paa Slottet bemærkede han, at naar han nærmede sig en Gruppe,
splittedes den hurtigt ad, saa at han stod ene midt paa Gulvet,
og han maatte tage sin Tilflugt til Damerne, som var mindre
rædde for at tale med en svensk Statsminister. Statholderspørgs-
maalet og Revisionsspørgsmaalet gled ind i et roligere Spor, da
efter Birch-Reichenwalds og hans to Kollegers Afgang den ældre
Stang traadte i Spidsen for Norges Styrelse. En af dem, som fra
Begyndelsen ivrigt stræbte efter en Forstaaelse i Unionssagen,
uden at nogen af Rigerne led Skaar i sin Værdighed, var den
norske Statsminister Sibbern, en varm Ven af Foreningen, en ud-
mærket Diplomat, lige saa indsigtsfuld og fin som klartseende, og
„hans Forsigtighed var en stundum vel nødvendig Modvægt til
den Gesvindighed , hvormed Manderstrom altid var parat til at
fatte sin Beslutning."

Paa dette Tidspunkt begynder ogsaa Tanken om Repræsen-
tationsreformen at vokse frem hos ham. Allerede under Rigsdags-
perioden 1857 — 58 viser sig den første Spire dertil i et sammen
med Carleson udarbejdet Forslag om en Reform af Ridderhuset,
bestaaende i, at Adelen i Stedet for at møde fuldtalligt for alle
Ætterne skulde vælge et vist Antal Repræsentanter; det var for
meget for Ridderskabet og Præstestanden, for lidt for Borger- og
Bondestanden, skønt de sidste to vedtog det, men Sagen faldt
med de to første Stænders Afslag. Imidlertid var de Geer allerede
den Gang kommen til den Overbevisning, at en Repræsentations-
reform var absolut nødvendig, og Tanken modnedes snart til
Handling. Efter nogle Samtaler med Kongen afgav han i Juli
1861 en Erklæring, som i almindelige Træk angav Reformens
Karakter, og saa bestemt ijar han allerede i denne Sag, at han
betegnede det som sit væsentligste Maal at arbejde for den og
søge at forberede dens Gennemførelse, og at han sluttede med de
Ord: „Som Følge heraf maa jeg afgive mit Embede, saafremt
Regeringen ikke vil lægge sin moralske Vægt i Vægtskaalen til
Fordel for Reformen og ikke er beredt til at handle, saa snart

Digitized by Google

850

En svensk Statsmands Erindringer.

dette kan ske med nogen Udsigt til Fremgang*. Kongen gav ikke
straks noget Svar, han vilde tænke over Sagen, indtil han kom
tilbage fra en længere Rejse til Sydsverig, Norge og Frankrig.
At han paa den Tid slet ikke var stemt for en saadan Reform,
fremgik dog af r at han fra Norrkoping sendte Henning Hamilton,
der nys var udnævnt til Minister i København, til Stockholm for
at faa de Geer fra den hele Plan, et Hverv, som Hamilton saa
meget hellere paatog sig, som han selv var Reformens afgjorte
Modstander. De to Statsmænd havde en længere Samtale, men
hver blev ved sit, Kongen tilbageleverede de Geer Skrivelsen,
som om Sagen hermed var henlagt. Efter Hjemkomsten fra
Frankrig meddelte han, at han i Paris havde raadført sig med
Kejser Napoleon, og at denne, som sympatiserede med Kong Carls
skandinaviska funderingar, havde raadet ham at forberede et
liberalt Repræsentationsforslag, men ikke fremlægge det førend i
et for den skandinaviske Tanke gunstigt Øjeblik, for at denne da
kunde bæres frem af Begejstringen for den liberale Reform. Det
kunde de Geer selvfølgelig ikke gaa ind paa, han krævede Spørgs-
maalet behandlet for sig uden nogen skandinavisk Tilsætning og
erklærede, at han ikke kunde undlade at handle i Overensstemmelse
med sin udtalte Anskuelse, saafremt Kongen ikke afskedigede ham.
Han var Mand for at staa ved sit Ord. I Januar 1862 modtog
han en Deputation, som overrakte ham en ifted talrige Under-
skrifter forsynet Adresse om Repræsentationsreformen, og i sit
Svar, der offentliggjordes i det officielle Blad, naglede han Flaget
fast til Masten: „Jeg vilde ikke kunne forsvare for mig selv, om
jeg paa den Plads, jeg nu beklæder, forsømte noget lovligt og
hæderligt Middel, hvormed jeg kunde fremme Reformens Gennem-
førelse." De øvrige Ministre havde intet imod, at Sagen optoges,
men forbeholdt sig deres Handlefrihed, indtil de kendte selve For-
slaget. Kongen lod sin principielle Modstand fare og vedkendte
sig Nødvendigheden af en Reform, som ikke hvilede paa Stands-
adskillelseji, men mente, at der var meget at tale om, og at i alle
Fald intet burde nævnes derom i Trontalen til næste Rigsdag.
Forslaget udarbejdedes i Løbet af 1862 under Raadførsel med for-
skellige Sider, fandt egentlig ikke varm Tilslutning fra nogen,
des heftigere Modstand hos andre, vedtoges derpaa i Statsraadet
og forelagdes Stænderne midt i Januar 1863. Det vakte i Begyn-
delsen ikke stor Bevægelse paa Rigsdagen; Adelen surmulede,
Præsterne rasede, Borgere og Bønder sendte Takkedeputationer til

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

851

Kongen, men fra alle Sider sparede man sine Kræfter til næste
Rigsdag, idet Forslaget efter Konstitutionsudvalgets Beslutning blev
hvilende til denne. Denne Repræsentationsreformens svævende
Stilling blev af væsentlig Betydning for det Spørgsmaal, som var
det største i 1863—64: Alliancetraktaten med Danmark.

Noget før den Tid var Varselet fra Fødselen gaaet i Op-
fyldelse, og de Geer var bleven en af de aderton i Svenska Aka-
demiet*. Han bekender selv, at hans Adkomst hertil næppe var
at finde i hans faa literære Arbejder, og tror heller ikke ret paa,
at den skulde søges i den stilistiske Fortrinlighed af hans Stats-
skrifter, men formoder, at Grunden snarere var den udmærkede
Forsamlings „Svaghed for det blaa Baand*. Hvordan det end
forholder sig, var han ogsaa for Svenska Akademien en Prydelse.

III.

Aaret 1863 var Vidne til den ulykkelige polske Opstand,
og denne kom til direkte at berøre Sverig. Den berygtede russiske
Kommunist Bakunin ankom til Stockholm og modtoges der med
aabne Arme af mange Liberale, hvis Had imod Rusland og Sym-
pati for Polen forenede sig med det for svenske „Revolutionsfaar*
ejendommelige ideologiske Sværmeri for al Slags „Frihed", selv
den vildeste, til i ham at lade dem se en Helt og Martyr. Stem-
ningsmennesket Aug. Blanche erklærede ham for det mest indtagende
Menneske, han havde lært at kende; de Geer siger, at for hans
Øjne tog han sig ud som „den værste Bandit". Jeg erindrer, at
jeg i Sommeren det nævnte Aar var indbudt til en Middag hos
Lars Hjerta sammen med Bakunin, og jeg tilstaar, at mit Indtryk
af denne Barrikadehelt og næsten afsindige, til enhver Forbrydelse
parate Kommunist, som det højligt forundrede mig at træffe paa
dette Sted, var ulige nærmere de Geers end Aug. Blanches. For
Resten blev han mærkeligt nok ogsaa modtagen af Carl XV, som
aldeles ikke skjulte sine polske Sympatier. Bakunin var ganske
blottet for Eksistensmidler og undlod som god Kommunist at
betale sin Vært, som derfor gik til Udenrigsministeren for at spørge,
for hvilken Ret han skulde indstævne ham. „Stævn ham ind for
Asylretten l u var Manderstroms Svar. Det viste sig senere, at
Bakunin var Forløber for den uheldige polske Ekspedition under
Lapinski og Demontowicz, der først interneredes i Malmø, derfra
sneg sig til Øen Gulland, gjorde et mislykket Landgangsforsøg ved

Digitized by Google

852

En svensk Statsmands Erindringer.

Polangen, men endelig for største Delen paa et svensk Krigsskib
førtes til England, medens nogle enkelte Medlemmer flygtede til
Danmark, blandt dem den unge og smukke Stephan Pøles, som i
København efter Angivelse af Violinvirtuosen Wieniawsky blev af
Dr. Sturzenbecker og andre udlagt som russisk Spion. De Geer
finder, at Manderstrom klarede denne Sag med megen Klogskab
og Takt, da man dog umuligt, hvilke Sympatier man end nærede
for det ulykkelige Polen, kunde tvært imod al Folkeret tillade, at
krigerske Foretagender imod Rusland udgik fra det neutrale Sverig.
Carl XV fandt dog, att man kunnat blunda båttre, o: have lukket
Øjnene noget tættere i.

Aarets Hovedspørgsmaal var det om Alliancetraktaten med
Danmark. Forfatteren indleder sin Behandling deraf med en ud-
førlig Undersøgelse om den Ret, som der haves til at benytte
offentlige og private Skrivelser, og siger derom mange ret træffende
Ting. Men det har ikke stor praktisk Betydning, da han intet
eller dog saa godt som intet røber af skriftlige Data, som ikke har
været bekendt forud. Han bemærker ogsaa, at de indre Traade
i denne Sag har han ikke haft i sin Haand, og de vil vel ved-
blive at være skjulte, i alt Fald indtil den Tid kommer, da de af
Manderstrom og H. Hamilton i offentlig Forvaring nedlagte »Kon-
voluter* kan aabnes. Men de Geers Fremstilling er alligevel
af stor Interesse og skal derfor her gengives, til Dels med hans
egne Ord.

Skandinavismen — siger han — var en Arv fra Oscar I,
der med fuld Tilslutning overtoges af Carl XV, og da truende
Skyer drog sig sammen over Danmark, havde Manderstrom som
Udenrigsminister i en flittig Depecheveksling flere Aar igennem
vældelig kæmpet paa Danmarks Side, for største Delen i fuld
Overensstemmelse med det danske Ministerium, for hvilket Hall
da stod i Spidsen. Utvivlsomt havde ManderstrSm i flere af disse
Depecher ført et Sprog, som ikke var forsigtigt nok, saafremt
det ikke havde været hans bestemte Mening, at hvis Danmark
kom i Krig med Tyskland, vilde Sverig under alle Omstændigheder
optræde som dets allierede. Det værste (det vådligaste) herved
var, at det svenske Kabinet ligefrem havde opfordret Danmark til
at udsondre Holsten, ikke blot fra det egentlige Kongerige, men
ogsaa fra Slesvig, i den Tro, at Tyskland vilde lade sig nøje
med Holsten helt og holdent, men da den danske Regering den
30te Marts 1863 havde udfærdiget et Patent, som udførte denne

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

853

Udsondring, erklærede Tyskland dette for et Brud paa Holstens
traktatmæssige Forbindelse med Slesvig og truede med Eksekution.
Spørgsmaalet om aktiv Optræden fra Sverigs Side var dog ikke
blevet rejst før ved Carl XV's Besøg hos Frederik VII paa Skods-
borg i Juli 1863, ved hvilket Møde for øvrigt ingen svensk eller
norsk Minister var til Stede. Premierminister Hall, som havde
været nærværende ved dette Møde, skrev straks til Hamilton, at
Kong Carl da havde lovet en Alliancetraktat, og sendte endog
— man glemme ikke, at dette er de Geers Fremstilling — et For-
slag til Affattelsen af en saadan til Hamilton, som nu ogsaa var
vunden for Sagen.

Herfra springer de Geer lige til Konferencen paa Ulriksdal
<ien 8de September. Inden dette refereres, er det dog nødvendigt
at gøre nogle Bemærkninger. Mødet den 22de Juli paa Skodsborg
var ikke det eneste; det efterfulgtes af andre i Malmø og paa
Beckaskog faa Dage senere, og først efter disse begyndte For-
handlingerne i København. Det er ganske utvivlsomt, at de fra
Begyndelsen har haft Grev Manderstroms fuldstændige Billigelse,
og i August kom den svensk-norske Udenrigsminister selv til
København, hvor han konfererede saavel med Hall som med
Hamilton. De Geer lader Hall være den, som har konciperet Ud-
kastet; jeg tror at have Halls Ord for, at Hamilton var Koncipisten
af Forslaget, i alle Fald som det forelaa først i September. Imidlertid
har dette jo ikke stort at sige, thi bægge de forhandlende var enige,
og Manderstrom var enig med dem, sikkert ikke blot om Principet,
men tillige om alle væsentlige Enkeltheder. Det var med dette
Udkast, billiget af det danske Ministerium, at Hamilton en af de
første Dage i September rejste til Stockholm. Den danske Regering
maatte gaa ud fra, at den ansvarlige Udenrigsminister, hvis Op-
træden gennem flere Aar logisk maatte føre til en Alliance, saafremt
Tyskland angreb Slesvig, ikke havde indladt sig paa en saa
vigtig Sag uden nogen Raadførsel med sine Kolleger og uden
nogen Vished for, at han havde disses Billigelse. Lige over for
darl XV personligt havde Hall vist sig meget tilbageholden og
forsigtig, naar denne gjorde Alliancetilbud, hvilket var sket flere
<3ange tidligere. For ikke at gaa længere tilbage, (f. Eks. til Tilbud,
som i 1857 overbragtes af den daværende svensk-norske Minister
i København, Admiral Virgin) saa gjorde Carl XV vor Konge et
saadan t Tilbud ved Mødet paa Bonarp Hede (vistnok 1860), men
■da det meddeltes til Hall, svarede denne — jeg ser dette af mine

Tilskueren. 1893. 58

Digitized by Google

854

En svensk Statsmands Erindringer.

samtidige Optegnelser af en Samtale med Hall i Februar 1861 —
at derom maatte jo Ministrene forhandle, og da Frederik VII
trængte paa med det Spørgsmaal, hvorledes en saadan Alliance
skulde affattes, nedskrev Hall paa Stedet et Udkast, som kun gik
ud paa, at de to Konger for at give deres Venskab og fælles
Anskuelser om Nordens Interesser et Udtryk bemyndigede deres
Udenrigsministre til at forhandle om en eventuel Alliancetraktat
Dette Papir stak Frederik VII til sig og har vel givet det til
Carl XV, som senere ytrede til Hall, at derom maatte han jo
først tale med sine Ministre, hvortil Hall svarede, at dette naturligvis
netop var hans Mening. Den danske Regering har saaledes om-
hyggeligt undgaaet at indlade sig med Kong Carl personligt, den
har bestandig krævet, at hans Ministre skulde medvirke. Men
efter Manderstroms Optræden i Juli 1863, og særligt efter hans
Besøg her i August, maatte den gaa ud fra, at denne Forudsætning:
nu var til Stede, og at det svenske (vel ogsaa det norske) Statsraad
var bekendt med, hvad der foregik, og i alle Fald ikke var nogen
Modstander af Tanken. Ingen her i Danmark anede eller kunde
ane, at de svenske Ministre — og det samme gælder om de
norske — levede i fuldstændig Uvidenhed om, hvad deres Konge*
deres Kollega og deres Repræsentant i København forhandlede
om, at de alene ikke havde forstaaet, hvorhen Manderstroms
offentliggjorte diplomatiske Noter og Depecher gennem flere Aar
konsekvent maatte føre, og at de først fik Øjnene op herfor, da
selve Udkastet til Traktaten forelagdes dem. Men saaledes for-
klarer nu de Geer Stillingen, og han vil, at vi skal tro derpaa.

„For at faaAlliancespørgsmaalet indpasset i de konstitutionelle
Former* — meddeler de Geer videre — „kom Hamiltou først i
September til Stockholm, og et Møde sammenkaldtes hos Kongen
paa Ulriksdal, vistnok den 8de. Dertil var indbudte Hamilton r
Manderstrom, Sibbern, de Geer og paa dennes Foranledning ogsaa
Finansminister Gripenstedt, som han vilde have med for at støttes
af en Dialektiker, der var Hamilton voksen. Manderstrom gjorde
Rede for Sagens Stilling, men Diskussionen førtes navnlig mellem
Gripenstedt og Kongen, som var saa ivrig efter at gendrive ham,
at det var vanskeligt for andre at komme ordenligt til Orde. Med
megen Styrke fremhævede Gripenstedt det farlige for Sverig i at
forpligte sig til Krig imod Tyskland og det ubillige i, at det uden
Udsigt til nogen Fordel, blot af en uklar skandinavisk Stemning,
skulde sætte sit hele Velfærd paa Spil. Han gik saa vidt, at han

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

855

med en Hentydning til Gustav IV Adolphs Afsættelse advarede
Kongen imod ett så hufvudldst foretag. Sibbern og de Geer
fraraadede i mere maadeholdne Udtryk at afslutte Traktaten, med-
mindre der opnaaedes Tilslutning fra i det mindste en Stormagt.
Manderstrom udtalte ikke bestemt sin Mening (!), medens Hamilton
erklærede, at det nu var for sent at ræsonnere om Nytten eller
Faren ved Traktaten, da den var tilsagt af Kongen og siden havde
været Genstand for diplomatiske Forhandlinger, under hvilke denne
Kendsgerning havde været erkendt; uden bestemt Løfte om Fuld-
magt til at afslutte Traktaten vilde han ikke vende tilbage til
København. Resultatet blev, at der skulde skrives til England,
Frankrig og Rusland med varm Opfordring til at komme Danmark
til Hjælp og med Løfte om, at der i saa Fald kunde regnes paa
fuld Medvirkning fra Sverig og Norge. Sibbern, Gripenstedt og
de Geer erklærede, at hvis der ikke fra nogen af Magterne svaredes
et Ja, hvilket næsten var at forudse, saa vilde de paa det be-
stemteste fraraade Traktaten. Efter Mødet udtalte Hamilton
privat, at han naturligvis nu begærte sin Afsked, men at dette
ikke var tilstrækkeligt, at ogsaa Manderstrom maatte gaa, hvis
han vilde redde noget af sin Anseelse. Manderstrom selv syntes
ogsaa i Begyndelsen at være bestemt herpaa, og Sibbern foreslog,
at i saa Fald skulde de Geer være midlertidig Udenrigsminister og i
et Cirkulære til de fremmede Magter forklare Stillingen. Det
naturligste havde vel været, at Kongen havde beholdt Manderstrom
og ladet os andre gaa. Men Manderstrom indsaa nu Faren
ved den hidtil fulgte Politik og Umuligheden af at føre den igennem,
da Sagen i sidste Instants beroede paa Rigets Stænder. Han
havde vel aldrig troet, at der skulde blive Tale om mere end et
diplomatisk Felttog, og at det vilde være tilstrækkeligt til at imponere
Tyskland, hvis Danmark fik en allieret. Da dette nu ikke syntes
at hjælpe, og han allerede mødte Modstand imod at gaa længere,
end han alt var gaaet, svigtede Modet ham.'

Gripenstedt havde skræmmet Manderstrom tilbage, men
ingenlunde Kong Carl, der fremdeles lige saa ivrigt som før ønskede
at indfrie sit givne Ord og tage Konsekvenserne. Han gjorde
ogsaa Forsøg paa at faa et Ministerium, som vilde optræde aktivt,
men disse glippede. „For min Del" — ' hedder det videre —
„var jeg meget ængstelig over Stillingen. Med Hamiltons Ord i
frisk Erindring vilde jeg ikke indvirke paa Manderstrom for at
faa ham til at blive, hvis det kunde være i Strid med hans

58*

Digitized by Google

856

En svensk Statsmands Erindringer.

politiske Ære, og han havde efter Mødet ytret, dog ikke til mig,
at om han ved dets Slutning havde haft en Giftflaske foran sig,
saa havde han vistnok tømt den 1 ). Men jeg forudsaa de største
Ulemper af hans Aftræden i dette Øjeblik. Hvis han og Hamilton
nedlagde deres Embeder samtidigt med, at Forhandlingerne stand-
sedes, saa vilde dette for hele Verden konstatere en Brydning,
som ikke blot var kompromitterende for Kong Carl personligt,
men ogsaa yderst skadelig for Danmarks Sag, samtidigt med at
alle svenske Sympatier for Broderfolket saaredes paa det dybeste.
Men da Manderstrom havde sovet paa Sagen, kom han til mig
og spurgte, om han skulde blive siddende. Jeg svarede, at jeg i
højeste Grad ønskede dette, saafremt han kunde finde en an-
stændig Retræte. Og det gjorde han med Anvendelsen af
hele sit store Talent. De glimrende Egenskaber, han derved lagde
for Dagen, vilde dog næppe have været tilstrækkelige til at føre
os nogenlunde uskadte ud af Brændingerne, hvis \kke nogle ydre
heldige Omstændigheder havde bidraget dertil." — Saa vidt Friherre
de Geers Fremstilling.

Vi Danske har ikke nogen Ret til at bebrejde de Geer, at
han saa bestemt modsatte sig Alliancen. Det er muligt, at
Gripenstedt, saaledes som det er blevet paastaaet, har ladet sig
paavirke af holstenske Forbindelser. Med de Geer har dette sikkert
ikke været Tilfældet. Men han var fri, man kan gerne sige
kemisk ren, for enhver Art af skandinavisk Sværmeri, klart eller

*) Friherre de Geers klare og ædruelige Fremstilling af, hvad han selv har
set og oplevet, har forud gendrevet den besynderlige Misforstaaelse, som
kommer til Orde i Hr. Jos. Michaelsens for nogle Uger siden ud-
komne Skrift „Fra min Samtid II*. Han formener (S. 77—78), at den
hele Alliance-Forhandling fra første Færd var en Svig, at det hele svenske
(eller svensk-norske) Ministerium kun benyttede den som „en Sikkerheds-
ventil" lige over for Kong Carls Handlelyst og den skandinaviske Ung-
doms Begejstring, og at dets Beregning gik ud paa at „føre sin Konge
bag Lyset"*. Og specielt om Grev Manderstrom siger han, at han „var
netop Manden til at sørge for Sikkerhedsventilen". Hvis Hr. Michaelsen
har denne Opfattelse af Grev ManderstrOm fra Baron Blixen-Finecke,
giver den en ejendommelig Kommentar til hans Udtalelser om det nøje
personlige Kendskab, som Hr. Baronen havde til hver enkelt af de ledende
svenske Statsmænd.

For øvrigt beklager jeg, at Hr. Michaelsens, i mange Henseender saa
interessante Bog først er udkommen, efter at denne Artikel var skreven
og sat. Der vilde ellers have været adskilligt i den, hvortil jeg vilde
have taget Hensyn, dels ved Benyttelse og dels ved Modsigelse.

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

857

uklart, selv om han følte Medlidenhed med Danmark og Sympati
for dets ulykkelige Stilling; i hans Tanker og Fantasier havde
„det enige Norden" ikke den allermindste Plads. Det er i saa
Henseende ganske betegnende, at hans Livserindringer ikke inde-
holder den allerfjerneste Hentydning til den skandinaviske Strøm-
ning, der i Fyrrerne havde grebet saa godt som hele den akademiske
Ungdom i de nordiske Riger, ikke mindst i Sverig. Hans Følelser
kom saaledes ikke med i Spillet, han lod sig lede alene af For-
standen. Og naar denne indgav ham den Overbevisning, at det
vilde udsætte Sverig for alt for store Farer at yde Danmark aktiv
Bistand, saa handlede han som ærlig svensk Mand og Statsmand
ved at modsætte sig det. Men vel kan man undre sig over og
beklage, at han i en saadan Situation har lagt mere Vségt paa
at skaffe Manderstrom en „anstændig Retræte" end paa at skænke
ren Vin for Danmark. Det klinger godt nok, at man ogsaa maatte
sørge for ikke at kompromittere Kong Carl. Men Kongen var
allerede saa stærkt kompromitteret, som han kunde blive, og
sørgede for selv at kompromittere sig endnu yderligere, navnlig
ved det af de Geer ganske uomtalte Telegram af 15de December
om „de 22*000 og Han Selv", der efter den officielle Udtalelse
i Trontalen af 8de December 1863 var en næsten ubegribelig
Letsindighed, en Fanfaronnade af værste Art. Men var den
Retræte, som Manderstrom foretog, Virkelig „anstændig"?

Den begyndte med at forlange Udsættelse af Forhandlingerne
af Hensyn til Sverigs Rigsdag og Norges Storting, men med en
Tilføjning, som under disse Omstændigheder var en Svig, nemlig
at hvis snarlig Afslutning af Traktaten krævedes, saa ansaa han,
Manderstrftm, sin Regering for at være alt for bunden af det alt i
Sagen forefaldne, til at. han ikke, hvad ham angik, vilde under-
støtte et saadant Ønske, men at Sverigs Forpligtelser i alt Fald maatte
indskrænkes til Følgerne af Patentet af 30te Marts, som jo nemlig
var udstedt med hans fulde Billigelse og efter hans Tilskyndelse.
I Fortrolighed lod han tilkendegive Hall „det ubehagelige Indtryk",
som det da Rigsdagen forelagte Forfatningsudkast for Danmark-
Slesvig (den senere Forfatning af 18de Novbr.) havde gjort paa
den svenske Regering. Denne fortrolige Meddelelse er, saavidt
vides, ikke offentliggjort nogensteds, og dens sande Karakter lader
sig ikke vel bedømme, førend man kender selve Ordene. Men
som den refereres af de Geer, ligger der ogsaa i den en Svigten
af hans tidligere Optræden. Det er muligt, at hint Forfatnings-

Digitized by Google

858

En svensk Statsmands Erindringer.

udkast ikke i sin endelige Skikkelse eller i alle sine Enkeltheder
har været meddelt den svensk-norske Regering eller dens Gesandt
i København, førend det forelagdes Rigsraadet her hjemme, men
det er utænkeligt, at det danske Ministerium ikke skulde have
indviet Manderstr5m og Hamilton i sin Plan om dets Fremlæggelse,
og det længe forinden den sidstnævnte bragte Traktatudkastet til
Stockholm. GreV Manderstroms hele Bestræbelse i Sommeren 1863
var netop at drive den danske Regering frem til energisk Handling
ved at skride til den politiske og statsretslige Konsekvens af
Marts-Patentet, nemlig en dansk-slesvigsk Fællesforfatning. Et af
de Geer citeret Brev fra Hamilton af 25de Decbr. 1863 siger her-
om: »Rent bogstaveligt er det sandt, at Sverig aldrig har billiget
Forfatningen af 18deNovbr., thi da jeg rejste til Stockholm i Sep-
tember, var Udkastet endnu ikke færdigt, og det fremlagdes under
min Fraværelse. Men ser man paa Sagen selv, saa findes i den
intet, som den svenske Regering ikke har anbefalet (yrkat), og
man turde vel kunne bevise, at den svenske Regering ganske
væsentligt har paaskyndet Forslagets Fremlæggelsen
Det træffer sig saa, at jeg herom ogsaa kan aflægge et personligt
Vidnesbyrd. I Sommeren 1863, efter det nationaløkonomiske
Møde i Gøteborg, var jeg i Stockholm og havde den Ære at blive
modtagen i Audiens hos Grev Manderstrom, ligesom jeg flere
Gange var sammen med haifi hos den danske Minister, Grev Wulff
Plessen; i sine Samtaler med mig om vore politiske Forhold, der
var meget uforbeholdne, vendte han gentagende tilbage til, at
det var godt nok med Marts-Patentet, men at det nu gjaldt om at
taga steget ftdlt ut. Den samme Tanke i de samme Ord gentoges
til mig af en endnu højere staaende, som ikke var Kong Carl.
Men at „tage Skridtet fuldt ud a kunde under de givne Forhold
kun betyde at give Komplementet til Marts-Patentet ved at skride
til Organisationen af de ikke til Forbundet hørende Dele af
Monarkiet, altsaa Kongeriget-Slesvig, som jo for øvrigt ikke først
blev samlede eller forenede ved dette Forfatningsudkast, men
allerede var det ved den bestaaende Forfatning af 2den Okt 1855,
af hvilken Holsten og Lauenborg havde været udelukkede siden
6te Novbr. 1858, og som ikke heller ved dette inkorporeredes
mere i hinanden end før, thi baade Kongerigets Rigsdag og Slesvigs
Stænder vedblev at bestaa i uforandret Skikkelse som særlige
Forsamlinger for de særlige Anliggender. Det var maaske et
uforsigtigt Udtryk, naar den danske Regering i sin Forestilling til

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

859

Kongen om denne ny Fællesforfatning udtalte Haabet om, at den
engang maatte komme til at bære hele det danske Riges konsti-
tutionelle Liv — jeg tror at kunne spore Orla Lehmann i denne
Vending — men denne Henvisning til en mulig Fremtid kunde
umuligt blive afgørende for den da foreliggende Situation.

Var dette Paaskud slet, saa var det, der hentedes fra
Tilbagekaldelsen af Patentet af 30 Marts, endnu slettere. Selv
om denne Tilbagekaldelse maatte være sket uden Forstaaelse eller
Forhandling med den svenske Regering, hvad ikke vides, saa er
det dog ganske klart, at den ikke i mindste Maade kunde influere
paa Sverig-Norges Stilling. De tyske Magter kunde med en vis
Føje sige, at Tilbagekaldelsen var betydningsløs i Forhold til dem,
^fter at November-Forfatningen havde givet det logiske Komplement
til Patentet og yderligere fastslaaet dansk-slesvigske Tilstande,
som de bekæmpede og ikke vilde taale. Men for Sverig, som
altid og med et Eftertryk, der ikke" betænkte Danmarks ved
Londonertraktaten af 1852 overtagne Forpligtelse til at bevare
Monarkiets Integritet, havde forlangt Holsten skudt ud af enhver
Tanke om Allianée, maatte det være særdeles velkomment, at det
rent negative i Marts-Patentet nu var afløst af det positive i
No vember-For fa tn in gen .

I Virkeligheden anerkender de Geer selv det tomme og
ufyldestgørende i disse Udflugter: „Formelt lod Manderstroms
Fremgangsmaade sig forsvare, og hans Depecher var saa vel
skrevne, at man næppe mærkede nogen Forandring i hans Op-
fattelse^), førend man til sidst opdagede, at al Tale om Traktaten
var forbi. Saa man hen til selve Sagens Kerne, saa havde Sverig
visselig fremdeles lige saa megen Grund til at hjælpe Danmark,
som om dette var blevet overfaldet for Patentet af 30te Marts.
Thi Tysklands virkelige Grund til Krigen var intet andet end
Erobringslyst, og alle andre Foregivender var kun Paaskud.
Men Manderstroms Stilling havde vanskeligt kunnet reddes,
dersom Tyskland ikke havde faaet et andet Paaskud end dette
Patent." Af en „anstændig Retræte" at være synes denne at
være temmelig uanstændig. Manderstroms politiske Ære havde
været renere, om han, da han saa, at hans Kolleger, hvem Kongen
ikke kunde afskedige, fordi de var Bærere af Repræsentations-
reformen, var bestemte Modstandere af den Alliance, til hvilken
han var bound by honour, havde afgivet sin Portefeuille. Og

Digitized by Google

860

En svensk Statsmands Erindringer.

Danmark havde været ulige bedre tjent med straks at faa be-
stemt at vide, at dette Haab var bristet og ikke kunde fornyes.

For yderligere at hjælpe paa Manderstroms Affærer gør
deGeer et ganske umotiveret og uretfærdigt Angreb paa HalL
Han siger om denne, at da det maatte være ønskeligt for ham
at kunne til Støtte for sin dristige Politik paaberaabe sig en svensk-
norsk Alliance som sikker, , plukkede han frem for Rigsdagen
[skal vel være: Rigsraadet] ud af Manderstroms Depecher alene,,
hvad der faldt i Traad hermed, nemlig de almindelige Fraser, og
lod, som om han ikke mærkede de fra vor Side antydede For-
hindringer. Sandsynligvis handlede han herved imod bedre
Vidende, og dette kunde til en vis Grad undskyldes hos en
fremmed Stats Minister, som ikke havde nogen Grund til at skaane
os, og som maaske troede ved sin Fremgangsmaade at kunne
til sidst tvinge os frem imod vor Vilje eller i modsat Fald have os
at skyde Skylden paa, fordi alt var mislykkedes. Til sit Forsvar
kunde han ogsaa paaberaabe sig, at Hamilton godkendte hans
Fortolkning af Udtalelserne herfra.* Det er mig uforstaaeligt*
hvorledes en Mand med de Geers noble og ridderlige Karakter
har kunnet fremsætte denne Sigtelse, og det i samme Aandedræt^
som han — med Beundring! — har fremhævet, at Manderstroms
Depecher vare »saa vel skrevne", at man knapt mærkede nogen
Forandring, førend pludselig det hele var forbi. Hall kan ikke
have faaet nogen saadan Meddelelse om Ulriksdals-Mødet den
8de Septbr., som de Geer nu giver; havde han faaet et saadant
autentisk Referat — Blixen-Fineckes Meddelelser om det kunde
ikke betragtes som autentiske og modsagdes desuden tilsyneladende
ved Manderstroms senere Skridt — vilde han have været fuldt
paa det rene med, at Alliancen haabløst var bristet og var
en Umulighed, i alle Fald saa længe de Geer og Gripenstedt
var Ministre. Medens de Danske i det hele, navnlig de ledende
Politikere og Pressen, troede at kunne stole, ikke paa denne
eller hin specielle Udtalelse, men paa den fra ansvarlig svensk-
norsk Side saa stærkt og saa gentagende betonede Solidaritet
for hele Norden, hvis Danmarks Riges Grænse ved Ejderen over-
skredes, blev den danske Konsejlspræsident holdt hen med
Tvetydigheder; snart blæste det koldt og snart varmt Selv
den 27de Okt. 1863, altsaa syv Uger efter Ulriksdals-Mødet^
anmeldte jo Manderstrdm i sammensat svensk-norsk Statsraad et
Forslag om Fuldmagt for den svensk-norske Minister i København

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

861

til at slutte en Alliancetraktat, dog kun for det Tilfælde, at
Tyskland skulde angribe Danmark for det da endnu ikke tilbage-
kaldte Marts-Patent. Dette Forslag, der ikke forblev ubekendt her,
kom aldrig videre, men hvor kunde den danske Regering tro, at
denne Alliance var slaaet definitivt ihjel 6 å 7 Uger tidligere, og
at Forslaget, som de Geer nu oplyser, alene fremkom „for at
maskere Tilbagetoget"? — Det Spørgsmaal ligger ogsaa nær,
hvor Hall skulde have givet denne Fremstilling imod bedre
Vidende. Saa vidt jeg erindrer, blev der ikke givet detRigsraad,
som var sammentraadt i Efteraaret 1863, og i hvilket November-
Forfatningen vedtoges, nogen Meddelelse om Alliance-Forhand-
lingerne, og jeg har forgæves i Tidenden søgt noget Spor af en
saadan 1 ). Og til sine Kolleger kan Hall ikke have givet nogen

] ) Først hen L Sommeren 1864, under Rigsraadets overordentlige Samling,
i Ministeriet Monrads sidste Dage, blev der forelagt Raadet en Samling
af diplomatiske Aktstykker, deriblandt ogsaa om Allianceforhandlingerne
med Sverig-Norge. Et af Folketinget nedsat Femtenmands-Udvalg afgav
under 26de Aug. om denne Del af Aktstykkerne en Beretning (Rigsr.- Tid.
1864, Tillæg B. Side 458 fif.), som var — jeg havde Sæde i Udvalget og kan
derfor oplyse det — konciperet af Statsrevisor, senere Kultusminister
Fischer, hvem ingen vil mistænke for at have været partisk for Halls
Ministerium eller tilbøjelig til at skaane det, hvis det havde gjort sig
skyldigt i noget Af dens Indhold skal her kun fremhæves som Prøve
paa den intime Forstaaelse mellem København og Stockholm, at Danmarks
Svar af 27de Aug. 1863 paa den afgørende Forbundsbeslutning af 9de
Juli s. A. blev i Udkast forelagt Grev Manderstrdm og billiget af ham
med nogle Ændringer, som tiltraadtes. Endnu den 10de November 1863
udtalte Carl XV tU den danske Minister, Wulff Plessen, det Haab, at
Grev Hamilton i den følgende Uge kunde erholde de nødvendige In-
struktioner til at afslutte Alliancetraktaten. Selv efter Frederik VIPs
Død, nemlig den 16de Novbr., ytrede Grev Manderstrdm til vor Gesandt,
at Kongens Død ikke vilde fremkalde nogen Forandring hos den svenske
Regering med Hensyn til den Alliancetraktat, om hvilken Underhandlinger
var i Gang. Men otte Dage senere lader Manderstrdm forstaa, at det
af Hensyn til en muligt forestaaende Mægling maaske vilde være gavnligst
ikke for Øjeblikket at haste med Traktatens Undertegnelse. Beretningen
slutter med følgende Ord: „Naar Grev Manderstrdm, idet han træder
tilbage [fra Alliancen], udtaler den Overbevisning , at Forhandlingerne
om Alliancen med Sverig ved den Opsigt, de have vakt i Europa, have
gavnet Danmarks Sag under Striden med Forbundet, da er det uden
Tvivl ham, der i dette Tilfælde er falden i en Vildfarelse. Det vil i
saa Henseende være tilstrækkeligt at minde om, at det var i Tillid til,
at ogsaa Sverig-Norge delte Tanken om en Solidaritet i Nordens Sag,

Digitized by Google

862

En svensk Statsmands Erindringer.

farvet Fremstilling, thi disse gjordes efter god konstitutionel Skik
bekendte med selve de indløbende diplomatiske Aktstykker, saa
at de kunde dømme for sig selv. I sine fortrolige Meddelelser til
udenforstaaende , sammenfattede Hall gerne sin Opfattelse i de
Ord: „Man ved ikke ret, hvad man skal tro.* Alt dette ligger
forud for Frederik VIPs Død, som jo gav Situationen en helt anden
Karakter ved ogsaa at rejse Suecessions-Spørgsmaalet. Her havde
den svensk-norske Regering utvivlsomt en god Grund til at stille
sig mere reserveret og kræve europæisk Medvirkning, førend den
bandt sig til at understøtte Danmark. Men ogsaa efter den 15de
November vedblev Sverig jo at tage Tilløb, og Statsraad Mantheys
Dagbøger, der nylig er offentliggjorte i det norske „Morgenbladet*,
viser, hvorledes en aktiv Optræden af Sverig-Norge vedblev at
staa paa Dagsordenen langt ind i 1864.

Stemningen i Sverig, eller i alle Fald i Stockholm, var ikke
gunstig for Regeringens passive Holdning, den stod paa Danmarks
Side, og i Marts 1864 kom det til Opløb og Gadespektakler i
Stockholm, hvor Pøbelen slog Ruderne ind hos Manderslrom og
naaede at faa knust en Rude hos de Geer, førend den sprængtes
af Politiet. Faa Dage efter rejste Kongen til Christiania, hvor en
Bevilling til Hær og Flaade skulde forelægges et overordentligt
Storting — altsaa atter et lille Tilløb. Af Frygt for, at Skandi-
naverne skulde benytte Lejligheden til at faa en norsk Udtalelse,
som kunde indvirke paa Sverig, og for, at den franske Minister
Fournier, der ogsaa rejste til Stockholm, skulde operere i samme
Retning, sørgede de Geer for, at han og Manderstrom blev blandt
de fire Ministre, som skulde møde Kongen i Christiania. De gik
over Land til Gøteborg og overraskedes her af en Indbydelse til
offentlig Souper samme Aften, hvor Gøteborg i Modsætning til
Stockholm vilde udtale sin Anerkendelse af Regeringens Fredspolitik.

at Planen blev lagt til at optage den eventuelle Kamp med Tyskland
og Forsvaret knyttet til Dannevirke; at det var i Tillid hertil og efter
Samraad med den svensk-norske Regering, at det afgørende Svar til
Forbundet under 27de August blev affattet, samt at Troen herpaa var
en medvirkende Grund til, at Forfatningen af 18de November blev ved-
tagen af Rigsraadet. Endelig har Grev Manderstroms Forsikring af
16 Novbr. næppe været uden al Indflydelse paa denne Forfatnings Stad-
fæstelse. Forhandlingerne med Sverig om Alliancetraktaten have derfor
paa en skæbnesvanger Maade grebet ind i Danmarks Anliggender, men
til Garn for Danmark have de sikkert ikke ræret.*

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

863

Manderstrom var ærlig nok til at udbryde: „Det hår år ohyggligt:
stenkastning i Stockholm och supé i Gøteborg; men då foredrar jeg
stenkastningen!* De tog dog imod Indbydelsen, og i sin Tale
betonede Manderstrom mindre Fredspolitøken end sine varme
Sympatier for Danmark. Efter en ligefrem farlig Sørejse naaede
de Christiania, og Opholdet der giver Anledning til nogle mor-
somme Anekdoter om Fournier og om Kong Carls Formløshed.
Carl Ploug var paa den Tid sendt derop af Monrad for at virke
i skandinavisk Retning, men Stortinget var meget køligt, og skønt
Bevillingen gaves, skete det under Forbehold, som ikke var gun-
stige for en Alliance.

De Geers uforbeholdne Referat af Ulriksdals-Mødet, af den
virkelige Tendens hos Regeringen, og af den sande Mening med
Manderstr5ms derefter følgende Depecher har den store Fortjeneste
at skære tværs igennem de Paastande, som en af Kong Carls
fortrolige, Hr. v. Qvanten, har fremsat om Alliance-Traktaten. I
en Række Artikler, som samtidigt (1889) fremkom i det svenske
Tidsskrift Ur Dagens Kronike og dettes danske Udgave, har
Hr. v. Qvanten villet gøre! gældende, at den svensk-norske Regering
vedblivende for Alvor vilde Alliancen, men at det var Danmark,
som forstyrrede den, fordi det snedigt vilde benytte den til at
bemægtige sig Holsten og skabe den Helstat, som var dens Politiks
egentlige Maal. Den svenske Forfatter anser det for umuligt, at
Ulriksdals-Mødet kan have betegnet et Vendepunkt i Sverigs danske
Politik 1 ), og at Allianceforhandlingerne efter dette fortsattes alene
for et Syns Skyld, indtil de fuldstændigt afbrødes i December.
Men dette er, hvad de Geer netop oplyser at have været Tilfældet.
Hr. v. Qvanten siger, at det Sprog, som Sverig-Norge førte saavel
overfor de europæiske Stormagter som overfor Danmark, ogsaa
efter Frederik VH's Død, ikke kan have fundet Sted alene for
Skinnets Skyld: „at erklære gentagende, at Sverig-Norge vil op-

J ) Hr. v: Qvanten lader de Geer have været til Stede ved Møderne paa
Skodsborg og Beckaskog i Juli 1863. Denne oplyser i en Note (II, S. 84),
at det ikke er rigtigt, at han ikke var til Stede paa Skodsborg, at Hall,
hvem han aldrig har set eller talt med, ikke var paa Beckaskog, at han
selv vel var til Stede det sidstnævnte Sted som Gæst den 2ode Juli, men
at han hverken den Gang eller senere har talt om Politik med Frederik VII.
Her i Danmark har det ikke været antaget, at de Geer skulde have haft
nogen Del i Allianceforhandlingerne forud for Ulriksdals-Mødet; det er
Hr. v. Qvantens eget Paafund.

Digitized by Google

864

En svensk Statsmands Erindringer.

give sin passive Holdning, saa snart tyske Tropper rykker ind i
Slesvig, at det er fuldkomment villigt til at afslutte Alliancen, hvis
Danmark vedblivende gør Fordring derpaa osv., uden at man
endog i det Øjeblik, da man ytrede dette, mente noget alvorligt
dermed, vilde være saa uhørt letsindigt, at det er utænkeligt
hos nogen Regering, der har den ringeste Følelse for sit Lands
og sin egen Værdighed og Ære. tf Den Politik, som den svenske
Forfatter — ikke vi — fordømmer i saa stærke Ord, viser sig nu
ved de Geers Erklæring at have været den virkelige; deri bestod den
„anstændige Retræte*, udført med saa stort Talent; det var disse
Udtalelser, som skulde „maskere Tilbagetoget Saa forskelligt
stiller denne hele Episode sig selv for svenske Øjne.

Ogsaa en anden af Hr. v. Qvantens Paastande bliver paa
det bestemteste tilbagevist af de Geer, nemlig den, at han skulde
have billiget den Plan til et skandinavisk Statsforbund med et
fælles Parlament for udenrigske Anliggender og Forsvarsvæsen,
som i April 1864 blev meddelt til Kong Christian IX af Carl XV,
og som gav Anledning til en Korrespondance mellem Kongerne
samt til Breve fra Monrad og Carlsen til den svensk-norske Konge.
De Geer meddeler en Skrivelse, som han, da Rygter om hans Del-
agtighed i denne Plan alt da var i Omløb, den 14de Maj 1864
sendte til Kong Carl, og hvis Indhold Kongen godkendte ved sin
Paategning. Han refererer deri, at Planen først blev ham bekendt
i Begyndelsen af Maj 1864, at Kongen da betegnede den som ud-
gaaet fra nogle Rigsraadsmedlemmer i Danmark og meddelte, at
den var sendt til Kong Christian uden nogen egentlig Anbefaling,
kun med Bemærkning, at Initiativet burde udgaa fra Danmark,
at han (Kongen) til sin Overraskelse havde modtaget et Svar
fra den danske Konge og Minister Monrad, som med stor Interesse
omfattede Forslaget, og at han nu overgav Sagen til Prøvelse af
Manderstrom og de Geer. Han refererer videre, at han Dagen
efter indfandt sig hos Kongen og da „med den Ytring, at jeg
fandt Forslaget være et Foster af en saa umoden politisk Dilet-
tantisme, at jeg betvivlede, at Hr. Monrad virkelig skulde optage
det efter sit Initiativ og lægge det til Grund for officielle Under-
handlinger, tillige udtrykte min Bekymring over, at hverken Kong
Christians eller Monrads Brev antydede, at Forslaget var et dansk
Produkt, og søgte at vise det betænkelige i, at Sagen skulde faa
den Vending, at Forslaget er blevet til under Deres Majestæts
Auspicier 'og kunde betragtes som et fra svensk Side taget Initiativ. 4

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

865

Det er rigtigt, at han konciperede et Svar fra Kong Carl til
Monrad, men i dette Koncept udelod Kongen, da han den 7de
Maj sendte sit Svar, netop Ordene om, at Forslaget var af dansk
Oprindelse, og. Svarets eneste Hensigt var att skrifva ihjål saken
og hjælpe Kongen til at slippe bort fra den hele Historie. Han
føjer til: „For mit eget Vedkommende ansaa jeg det hele Forslag
for saa urimeligt og umuligt, at naar jeg til Kongen betegnede
det som et Foster af umoden politisk Dilettantisme, saa var dette
den mildeste Dom, jeg kunde fælde.* Der er for øvrigt ikke her
Anledning til at gaa ind paa hint Forslag, der var udarbejdet af
den brave Ideolog, Dr. Rosenberg og v. Qvanten samt en lille Kres
af deres Venner, men kom til Danmark som „Kong Carls Forslag",
blev opfattet i Sverig som et dansk Produkt, og nu i nogle for-
trolige Breve kastedes som en Fjerbolt frem og tilbage uden at
være alvorligt ment paa nogen af Siderne, men brast som en
Sæbeboble, da Spørgsmaalet blev, hvem der skulde tage Initiativet.
Hvis ikke Situationen havde været saa sørgelig, vilde det have
været komisk, at man i Danmark tog Sagen alvorligt af Hensyn
til Kong Carl, og i Sverig af Hensyn til Kong Christian og Monrad,
men at hver af Siderne skød Initiativet over paa den anden i
Bevidstheden om, at dette ikke vilde ske, og at hele Sagen da
vilde falde til Jorden.

Samtidigt med sin Pro Memoria af 14de Maj sendte de Geer
Kongen en yderst djerv Skrivelse om det højst uheldige Forhold,
at den svenske Regering sagde og vilde et, Kongen noget andet,
og at der af Kongen førtes „hemmelige, men opdagede" Forhand-
linger bag Ministrenes Ryg. Han og Manderstrom havde i Marts
tilbudt at ville afgaa, og der var endnu den samme Anledning
dertil som dengang; naar Kongen ikke kunde finde ti Personer,
som var villige til at overtage Ansvaret for hans Politik, saa
maatte dette være ham et Bevis for, at denne Politiks Gennem-
førelse var en Umulighed. Han maatte derfor insistere paa, at
Kongen enten foretog en Ministerforandring eller lod den skandi-
naviske Tanke helt falde for nærværende Tid, og ikke blot af-
holdt sig fra enhver Virksomhed for den, men tillige gjorde det
klart for Skandinaverne ex professo, at han ikke ansaa Tiden for
belejlig til Optagelse af deres Planer. Det var en meget drøj
Lektion for Carl XV, men han tog imod den som en Mand og
takkede tilmed for den — om den hjalp grundigt, turde være et
andet Spørgsmaal. Det hvilende Repræsentations-Forslag var

Digitized by Google

866 En svensk Statsmands Erindringer.

under alle Omstændigheder en afgjort Hindring for et Ministerskifte,
og for Øjeblikket var der heller ingen Anledning til et saadant.

IV.

Den stærke Agitation for og imod det hvilende Repræsen-
tationsforslag begyndte allerede i 1864, men kom først til sin
fulde Udvikling Aaret efter, da Sagen skulde afgøres. Stridsskrifter
imod Reformen udgaves af Henning Hamilton , O. J. Fåhræus,
C. O. Palmstjerna, Sodergren, Professor Bostrom (den bekendte
Filosof, som erklærede Delingen i fire Stænder for det eneste
fornuftige, alle andre Repræsentationsformer for tankeløse og
fornuflløse) , Rigsarkivar Nordstrom og mange andre, ligesom de
konservative Blade strømmede over af Angreb. Fra modsat Side
vakte Skrifter af Professor Rydin i Upsala og Friherre Hugo Hamilton
mest Opmærksomhed, og Hovedparten af Dagspressen stod paa
Forslagets Side. Justitsministeren tog ikke nogen Del i Agitationen
eller i den snart vaagnende Adressebevægelse; han havde selv ikke
nogen stor Tro til Reformens snarlige Gennemførelse og ønskede
i alle Fald, at den alene maatte blive Frugten af en fn Overbevisning,
uden Tryk fra Regeringen og uden Intriger. Han indskrænkede
sig derfor til i nogle Bladartikler under sit Navn, som han siden
samlede til et Hæfte og lod omdele til Rigsdagens Medlemmer,
at imødegaa de urigtige Paastande i de fjendtlige Stridsskrifter.
Opmuntrende Skrivelser, anonyme Trusler og Advarsler strømmede
ind i Mængde. Kong Carls Stilling var da endnu vaklende; paa
en Rejse i Skaane Sommeren 1864 skal han have ytret til nogle
store Godsejere, at Reformen ikke skulde blive gennemført, og
dette spredtes ivrigt ud, ikke just til Styrkelse af Kongens Anseelse.
Mange ydre Tegn varslede saaledes før Aabningen af 1865 Aars
Rigsdag om, at der var Torden i Luften, »for ikke at tale om,
hvad jeg følte hos mig selv."

Den 15de Oktober begyndte Rigsdagen med de sædvanlige
Formaliteter og de mange Taler af Stændernes talmån. Borger-
og Bondestanden var begejstrede for Reformen og udtalte dette
med Styrke. Til Ridderhuset var der udtaget ikke mindre end
over 700 Polletter, og det antoges, at mindst de to Trediedele
kom med den Hensigt at svare Nej ; dets Formand, Landtmarskalken
(Lagerslråle), udtalte sig dog med en vis Forsigtighed. Størst var
Modstanden i Præstestanden, og Erkebiskop Reuterdahl udtalte
uforbeholdent sin og Standens Uvilje imod Reformen. Bevægelsen

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

867

voksede stadigt. Oppositionen paa Ridderhuset indvarslede til et
Møde i Hotel Phønix den 17de November, der lededes af Grev
Arvid Posse, den senere Chef for Landtmannapartiet og Minister;
de Geer indfandt sig og holdt en længere Tale til Forsvar for
Reformen. Ti Ridderhus-Medlemmer, der hidtil gjaldt for Mod-
standere, men var komne til Overbevisning om, at Sagen burde
gennemføres, indbød til et Møde paa Børsen den 21de November,
og her talte saavel de Geer som Gripenstedt. De tre Fjerdedele
af Stockholms stadsfullmåktige (Borgerrepræsentanter) udtalte sig
for Forslaget. Bondestandens samtlige Medlemmer underskrev en
Adresse til de Geer. Henved 200 Deputerede fra alle Landets
Dele overbragte ham en Adresse med 60,000 Underskrifter. Han
benyttede Lejligheden til at imødegaa en Mistænkeliggørelse, der
var beregnet paa at vække Kongens Mishag, som om de Geer til-
regnede sig hele Æren og vilde stille Monarken i Skygge; hans
Tale til Deputationen var særdeles klogt affattet, fremhævede
Kongens Fortjeneste af Sagen og udtalte sin faste Tillid til
Adelens Patriotisme.

Den 4de December 1865 foretoges Sagen i alle fire Stænder.
Borgere og Bønder vedtog Forslaget endnu samme Dag. Gejst-
ligheden opsatte sin Votering, indtil Ridderskabet og Adelen havde
udtalt sig, hvad der utvivlsomt var til Gavn for Reformen. Paa
Ridderhuset optog Debatten fire Dage, og de Geer meddeler for-
skellige Prøver paa de Udtalelser, som faldt fra de modsatte
Sider, idet han med priselig Upartiskhed anerkender baade Venners
og Fjenders Indlæg. Disse Prøver er ganske interessante og viser,
til hvilken Højde Stemningen var stegen. Svensk Veltalenhed
antager, især ved højtidelige Lejligheder, et Sving, som for os
kritiske og satiriske Danske klinger noget svulstigt, men som
vistnok stemmer med Svenskernes lynne og ikke for dem tager
sig ud paa samme Maade; selv den ædruelige de Geer giver sine
officielle Taler et retorisk Sving, som ikke vilde passe paa den
danske Rigsdag eller for en dansk Tilhørerkres. Det højeste
naaede vel Gurry Treffenberg (den nuværende Landshøvding), af
hvis Tale flere Brudstykker refereres, og under den naaede Larmen
og de modsigende Raab ogsaa det yderste. Netop, medens
Treffenberg talte, var en Deputation fra Adelens Højre hos
Carl XV for endnu i det sidste Øjeblik at formaa ham til en
Erklæring om, at han ikke krævede Forslaget vedtaget; men
Kongen var nu kommen til det Punkt, at han selv bestemt ønskede

Digitized by Google

868 En svensk Statsmands Erindringer.

dette, og hertil skal det især have bidraget, at Oskar Dickson
havde overbevist ham om den almindelige Stemning i Landet, og
at Tornérhjelm havde vist ham et Brev fra Blixen-Finecke, hvori
denne havde erklæret, at hvis Forslaget faldt, var al Tanke om
Skandinavisme dermed forbi. Debatten afkortedes den sidste Dag,
for at Afstemningen kunde foregaa inden Mørkets Frembrud, da
man frygtede for Optøjer og Vold imod Medlemmerne, hvis Re-
formen forkastedes, hvorfor der ogsaa var holdt Militær i Beredskab.
Resultatet blev, at der svaredes 361 Ja imod 294 Nej, altsaa et
Flertal af 67 for Forslaget, hvorefter man skiltes roligt ad, hver
til sit. Gejstligheden fulgte nødtvungent efter, den vilde ikke ud-
sætte sig for at staa imod alene. Bagefter kom i et Plenum
„Reservanterne,* som var mange, blandt dem særligt Henning
Hamilton, men i selve Sagen gjorde dette ingen Forandring.
Forslaget kunde straks have faaet kongelig Sanktion, men dette
vilde have forstyrret Rigsdagens ordinære Arbejder, og saa gjorde
man det politiske og parlamentariske Kunststykke at lade de
dødsdømte fire Stænder leve Sessionen ud, og først da tilkendegav
Rigets Stænder paa Rigssalen Kongen deres Stamtykke til den
vigtige Lov, som derpaa modtog kongelig Stadfæstelse.

Sejren var vunden, men de Geer siger selv, at den ikke
hos ham vakte nogen Sejrsglæde. Han følte dybt, at han havde
mistet mange politiske Venner, voldet mange personlige Venner
stor Sorg, ført et dræbende Stød imod den Stand, han selv til-
hørte, og de mange mørke Spaadomme undlod ikke at gøre et
uhyggeligt Indtryk paa ham. Siden har han derimod aldrig tvivlet
paa, at det var til Sverigs Lykke, at Forslaget gik igennem, og
han gør den rigtige Bemærkning, at dette mindst fra den konservative
Side burde miskendes. Reformen var uundgaaelig; var den bleven
udsat, vilde den kun have aabnet Sluserne for en langt stærkere
demokratisk Strøm; nu kom den i rette Tid, og den liberale Ind-
rømmelse afværgede voldsomme Brud med Fortiden. De for-
færdelige Følger, som Modstanderne spaaede, har ikke vist sig.
Det aristokratiske Element er ikke fortrængt fra Rigsdag og Re-
gering, men vel skudt noget tilbage, og Borgerstanden er kommen
mere i Forgrunden. Gejstligheden er forsvunden, men dens Ret
til at optræde som særlig politisk Stand vil næppe nu til Dags blive
anerkendt af nogen. Det er sandt, at Bønderne fik en forøget
Magt i Staten, men den svenske Bondestand har Aarhundreders
Tradition som deltagende i Lovgivnings- og Bevillingsmyndigheden,

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

869

og skønt de ganske vist noget mere end tilbørligt har brugt
eller misbrugt denne forøgede Magt, saa er de ikke blevne svimle
ved at have faaet den i Hænde. De svenske Bønder har de for
Almuen — og for Resten ikke for den alene — fælles Træk, og
det af dem baarne Landtmanna-Parti har ikke altid tænkt paa
det almene fremfor Standsinteresser, men de er i det hele kloge
og forstandige, sender mange udmærkede Hoveder til Rigsdagen,
de ser mere paa Sagen end paa Personerne: »de lader sig ikke
formaa til at opgive deres Maal for nogle Ministres Skyld, men
fordrer heller ikke deres Afgang, de overlader til Ministrene selv
at bedømme, naar de bør trække sig tilbage — saadan er deres
Parlamentarisme, og den er ikke at foragte." Kongemagten er
ganske vist noget indskrænket imod tidligere, men den er endnu
stærk nok, naar den benyttes rigtigt, og Sverig vilde næppe være
blevet bedre styret, om Kongens personlige Vilje havde været
mere bestemmende, end den er. Rigsdagen har i det hele og
store arbejdet godt og fremmet Landets Vel fuldt saa meget, som
de fire Stænder kunde have gjort. Vægtskaalen er holdt nogen-
lunde Uge mellem de konservative og de reformerende Tendenser,
og Sverig har ikke kendt til golde parlamentariske Kampe, men
udviklet sig jævnt fremad under stadigt saglige Forhandlinger.
En for Sverig ejendommelig Ordning, som de Geer rosende frem-
hæver, har sikkert bidraget væsentligt til at fremme Arbejderne
og forhindre Strid, nemlig at de to Kamre har fælles Udvalg til
Lovforslagenes Prøvelse; den er, siger de Geer, saa hensigtsmæssig
for Sagernes Gang, at den burde efterlignes i andre Lande, ikke
opgives i Sverig. Ogsaa Fællesvoteringen i Tilfælde af Menings-
forskel mellem Kamrene er en praktisk Bestemmelse.

Kort efter Rigsdagens Slutning i Juni 1866 fratraadte
Finansminister Gripenstedt efter atten Aars Tjeneste. Han havde
længe været svagelig, i den sidste Tid var det kun ved Opbydelsen
af hele sin energiske Vilje, at han nogle faa Timer om Dagen
kunde udføre sine Forretninger eller deltage i Ridderhusets Debatter.
Han var en udmærket Taler og førte en fortrinlig Pen, en ivrig
Frihandelsmand, streng i sin Optræden imod Uvidenhed og Arrogance,
hensynsløst energisk, modig og tillidsfuld i vanskelige Situationer,
naar andre tabte Tilliden og Haabet. Han levede endnu otte
Aar efter sin Afskedigelse, og i bevægede Tider skyede han ikke
at deltage i Dagens Strid, saaledes under en af de senere Minister-
kriser, hvor han skarpt angreb Kongen for dennes* slette Benyttelse

Tilskueren. 1893 59

Digitized by Google

870

En svensk Statsmands Erindringer.

af sin Myndigbed som Suveræn. For de Geer og hans Ministerium
var Tabet af denne Kollega meget føleligt, da der efter den store
Begejstring over Reformen og dens Ophavsmand fulgte en Reaktion
i Stemningen, fordi Regeringen ikke straks søgte at skabe og
træde i Spidsen for en parlamentarisk Majoritet og med den tog-
fat paa en almindelig Omstøbning af alt. En saadan Politik
laa ikke for de Geers Vilje og, som han selv siger, heller ikke
for hans Evne. Han var liberal i sin Tænkemaade, men kon-
servativ i sin Optræden, det var ham ikke om at gøre, eller var
ham imod, at buse fremad, han var tilfreds med smaa Skridt,
naar han kun var sikker paa, at man aldrig gik tilbage — en ægte
* engelsk Synsmaade. Men dette tilfredsstillede ikke den stærkt
bevægede Folkestemning, og man saa det Særsyn, at selv kon-
servative, som til det yderste havde bekæmpet Repræsentations-
reformen, nu bebrejdede Regeringen Svaghed og Løshed. Blandt
disse sidste var Henning Hamilton* som med Minderne om
1863—64 brændende i sin Sjæl ikke forsømte nogen Lejlighed til
at tage Hævn, og hvis fine, elegante Kaarde saarede dybere end
noget tungt Slagsværd. De Geer erkender, at en overlegen Aand,
udrustet med ubøjelig Kraft, „en stor Mand", kunde have udøvet
en større Indflydelse paa sin Tid og paataget sig vanskeligere
Opgaver, men han minder om, at slige store Mænd er farlige
under jævne Forhold, og han finder sig ikke skyldig i de store
Fejl, som man har anklaget ham for.

En fjendtlig Votering, hvorved Rigsdagen paa en utilbørlig
Maade nedsatte Lønningmie under Udenrigsministeriet, bevirkede
Manderstroms Afgang i Sommeren 1868 (han døde i August 1873),
atter et uerstatteligt Tab for de Geer. Erkebiskop Sundberg har
i sin Mindetale over ham i det svenske Akademi givet en fortrinlig
Karakteristik af denne aandrige og begavede, men noget lette og
overfladiske Mand, en „Gustavianer," som han træffende kalder
ham. De Geer føjer flere Træk til og fremhæver navnlig den
friske Glæde 1 der som en klar Kilde brød frem hos ham selv,
under de kedsommeligste Sager, og den glimrende Kvikhed, der
slog elektriske Gnister ved enhver Berøring. Han arbejdede med
utrolig Lethed, skrev næsten alle sine Depecher selv, havde et
sjældent Greb paa at klare vanskelige Situationer og opfattede
med lynsnar Hurtighed Pointen i enhver Sag. Mange Dokumenter,
som har passeret Statsraadet, „bærer endnu hans Mærke 8 , thi naar
han tog dem tæt til Øjet, hændte det gerne, at han i Iveren

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

871

glemte sin Næse — han snuste lige saa stærkt som C. J. Malmsten
og af en finere Tobak end dennes, som h^i kun værdsatte til
„seks Styver Skæppen* — og lod en brunlig Draabe falde paa
Bladet, hvor den endnu sidder. Lige saa fin og elegant han var i
sin Stil, lige saa ugenert, for ikke at sige sjusket var han i sin
Person, sin Paryk og sin Klædedragt; engang fremtog han i
Statsraadet sit store Silkelommetørklæde og røbede et stort Hul i
det, men undskyldte sig med: „Jeg siger ligesom den gamle
Sproglærer iUpsala: jeg har to saadanne og tre, som er ringere.*
Hans Efterfølger blev Grev Carl Wachtmeister, dengang Minister
i København efter Hamiltons Afgang, en Original, men en dygtig
Diplomat og grundhæderlig. Ogsaa en ny „Civilminister 11 (Inden-
rigsminister) maatte findes, da ligeledes Lagerstråle krænket traadte
tilbage; det blev Adlercreutz, senere Justitsminister og derefter
Landshøvding i Malmø.

Til Carl XV var de Geers Forhold af en egen Art. Kongen
havde Respekt for ham, bøjede sig for ham, men havde ingen
Sympati for ham, frygtede ham vel endog. De Geer finder dette
ganske naturligt og fremsætter endog den Paradoks, at en kon-
stitutionel Konge altid er tilbøjelig til i sine ansvarlige Raadgivere
snarere at se Fjender end Venner. Til den intime og upolitiske
Hofkres — „Bildten, Schildten og Pilten/ o: Gillis Bildt, Bengt
Schildt og den unge Gyllenram — hørte ingen af Ministrene.
Et højst uheldigt Element blandt Kongens Yndlinger var den for-
løbne Ægypter Demirgian, hvem han kalder Kongens „onde Aand* ;
han var kommen til Stockholm med nogle Heste fra Khediven,
blev paa en ganske uregelmæssig Maade gjort til svensk Borger,
fik i Sverig en Skilsmissedom fra hans intet anende Hustru i
Kairo og gjorde der stor Skandale; alligevel holdt Kongen paa
ham, udnævnte ham til Staldmester og sendte ham i forskellige,
ikke uvigtige Missioner ; paa en af disse hængte han Vasaordenens
Storkors paa Khedivens Moder og vendte saa lyem, ligesom den
gamle Diplomat i den franske Farce, med en Bunke Medjidie-
Ordener, som han forgæves tilbød Ministrene. Baade denne og
adskillige andre Svagheder var Kong Carl saa langt fra at skjule,
at han tværtimod næsten ostentativt viste dem frem, men alligevel
holdt Folk af ham, fordi de mente, at siden han saa frejdig ved-
kendte sig disse Skrøbeligheder, havde han ingen skjulte, og fordi
han forstod den Hemmelighed, at til at blive populær er intet
saa hensigtsmæssigt som ikke at efterstræbe Popularitet. En af

59*

Digitized by Google

872

En svensk Statsmands Erindringer.

de skandinaviske Fantasier, som sysselsatte ham, var den, at
Frederik VII skulde Ifrasige sig den danske Krone til hans Fordel;
medens Admiral Virgin var Minister i København, maatte han
efter Ordre spørge Frederik VII, om det Rygte var sandt, at han
agtede at abdicere, hvorpaa Svaret lød: »Ikke for det første."
I Juli 1868 gav Carl XV fra Skaane telegrafisk Ordre til at be-
kendtgøre Prinsesse Lovisas (Sessans) Forlovelse med den danske
Kronprins — , efter den Dag var vi beroligede med Hensyn til
skandinaviske Stemplinger." Dronning Lovisa døde den 30te
Marts 1871. Carl XV begyndte kort efter at blive sygelig, men
desuagtet tænkte han paa at gifte sig igen, og det med en Dame,
som han aldrig havde set, en polsk Frøken Krasinsky, vistnok
efter Demirgians Paavirkning. Den tiltagende Sygdom bragte dog
denne fortvivlede Plan til at strande, Kongen rejste haardt an-
greben til Aachen, kom døende tilbage og udaandede i Malmø
den 18de Sept. 1872. Omtalen af dette Dødsfald giver de Geer
atter Lejlighed til at vende tilbage til Kongens Karakteristik og
til den Bekendelse, at han tidligere har bedømt ham for strengt.
Vel kan han ikke tilkende ham store Egenskaber, hverken som
Regent eller som Menneske; alt af Betydning under hans Regering
skete i Grunden imod hans Vilje, og naar han gav efter, var det
ikke af Overbevisning, thi hos ham stod Personen altid højere end
Sagen, men af Mangel paa Kraft til at kæmpe for elier dog selv
fastholde en Grundsætning, og „hans Storhed som Regent bestod
ligesom hans dyrebare Ven Frederik VIPs blot i Svaghed." Men
han var en elskværdig Natur, et varmt Hjerte, vennesæl i sit
Væsen, og „han er mig derfor kærere i Mindet, end han var det
i sin Levetid."

Allerede forinden Kongens Død var dog de Geer fratraadt
som Minister. Til Rigsdagen var Regeringens Forhold taaleligt,
om end ikke uden smaa Konflikter, men det var Carl XV, som
foranledigede Skiftet ved uden de øvrige Ministres Vidende at
forlange af Indenrigsministeren (Ugglas), at han skulde gaa af.
Den 3. Juni 1870 fratraadte de Geer og med ham Ehrenheim og
Kultusministeren, Professor Carlson. Adlercreutz blev Justitiestats-
minister, P. A. Bergstrflm Indenrigs-, Gunnar Wennerberg Kultus-
minister. Tanken i Forandringen blev naivt udtalt af Carl XV,
som efter det afgørende Statsraad ytrede til en Ven, som han
mødte paa Norrbro: Nu, skall jag såga dig, er det jag, som styr;
han kendte daarligt baade Adlercreutz og Bergstr8m. Samtidigt

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

873

med sin Fratræden blev de Geer Præsident i Svea Hofrått, en
høj Stilling, men dog en Tilbagegang i Rangen og en endnu
større i Lønnen; med vanlig Nøjagtighed gør han Rede for, hvor
vanskeligt det var at bringe sine Udgifter ned fra 18,500 til
9500 Kr., hvilke Indtægter dog efterhaanden ved forskellige Hverv
steg til 16,000 Kr.: „det kan synes smaaligt, at jeg saa nøje for-
klarer mine økonomiske Forhold, men jeg tror, at man ikke
noksom kan lægge Vægt paa, navnlig for en Statsmand, at han
ikke bliver økonomisk afhængig; det er vanskeligt at være selv-
stændig, naar man forudser sin Ruin, hvis man ikke kan beholde
sit Embede.* -Fra sin Plads i Førstekammer fulgte han de politiske
Begivenheder, i det hele støttende den ny Regering, omend med
Hævdelse af sin individuelle Opfattelse. Under enhver af de
Ministerkriser, som i temmelig hurtig Følge betegnede de nær-
meste Aar blev det bam tilbudt atter at overtage Ministeriet,
men han afviste mere eller mindre bestemt disse Tilbud. Under
den første af dem, i Oktober 1871, døde Wachtmeister pludselig
paa Gaden ; han efterfulgtes af den tidligere Marineminister Piaten.
Under en senere afgik Adlercreutz og efterfulgtes som Justitiestats-
minister af Carleson (ikke at forveksle med Carlson). Den be-
tydeligste Begivenhed i dette Afsnit af de Geers politiske Liv er
hans Tilslutning til „Kompromisset af 1873", o: den Aftale mellem
Rigsdagens to Kamre og de forskellige Partier, hvorefter Forsvars-
væsenets Omordning og Grundskatternes successive Afskrivning
skulde sættes i Forbindelse med hinanden. Dette Program — thi
mere var det ikke — mødte stærk Modstand hos mange af hans
politiske Venner og hos hans gamle Modstandere til højre, og han
forklarer derfor udførligt sine Motiver til at gaa ind paa denne
Aftale, som da ogsaa er bleven Grundlaget for den senere Lov-
givning, om end ikke uden stærke Brydninger. Den største af
disse faldt i Maj 1875, ved „Bergsprængningen, • da Bergstrom,
Berg og Wennerberg samt Carleson og Åkerhjelm gik af. Af
disse var den nys afdøde Per Axel Bergstrom utvivlsomt den
betydeligste Mand, aandeligt og legemligt var han en af Sverigs
mest storslaaede Personligheder, en udmærket Jurist, en fortrinlig
Taler, varmblodig og hensynsløs, energisk i at føre sin Mening
igennem, men ikke bange for, naar der var gode Grunde, at for-
andre sin Overbevisning; navnlig hans Virksomhed for Udviklingen
af de svenske Jærnbaner vil sikre ham et varigt Minde. Lands-

Digitized by Google

874

En svensk Statsmands Erindringer.

høvdingen i Ørebro vedblev til sin Død at indtage en fremragende
Plads i det offentlige Liv.

Der var Tale om et Ministerium Arvid Posse, og denne
forsøgte en Koalition med deGeer, hvilket dog viste sig umuligt
Atter tilbødes det de Geer at danne et Ministerium, og han troede
nu ikke længere at burde vægre sig. Til sine Kolleger valgte han
Thyselius, Lagerstråle, Carlson og til Finansminister den unge,
men glimrende begavede Hans Forsell. Et af de første Spørgs-
maal, som forekom under den ny Regering, var det om Ud-
nævnelsen af en Statsminister, der skulde fungere som Konseils-
præsident; det krævede en Grundlovsforandring, raen man for-
bavses ved at se, at denne Ordning, der synes saa naturlig, saa
uundværlig for en konstitutionel Stat, stødte paa Modstand og
Mistænkeliggørelse, ihvorvel den gik igennem med ret stort Flertal
Den første Statsminister blev de Geer; siden har Posten, ligesom
i andre Lande, været forbunden med forskellige Portefeuiller.

Den 6te Juni 1876 døde Kong Oscars Enke, Dronning
Josephine, og faa Timer før hendes Død kaldtes de Geer for at
skrive hendes Testamente, ligesom han senere fik det Hverv at
opgøre hendes Bo. Dette var rigt, dets Værdi løb op til 9V* MilL
Kroner, men dets Aktiver var af den mest brogede Beskaffenhed,
Værdipapirer og Aktier fra alle mulige og umulige Lande, arvede
fra hendes Søster, Kejserinden af Brasilien; Testamentet fastsatte
meget store Legater, der var mundtlige Dispositioner, som blev
respekterede, og andre, saa at den Lod, der tilfaldt enhver af de tre
Arvinger: Kong Oscar, Prinsesse Eugenie og Kronprinsessen af
Danmark, kun blev paa 1,400,000 Kr. For sit eget Vedkommende
fik de Geer, som roser Arvingernes Pietet imod den afdødes Vilje,
et Salær af 60,000 Kr.

En i Oktober s. A. afholdt stor Jagt paa det stolte
og henrivende beliggende Herresæde Vrams Gunnarstorp, hvor
Kong Oscar IL, Kong Christian IX, Kronprins Frederik og mange
fornemme Gæster var til Stede, giver Anledning til en Skildring
af den ogsaa i Danmark velbekendte Overjægermester Tornérhjelm.
Han var en selfmade man, uden nogen som helst boglig Dannelse,
men et godt Hoved og hurtig i sin Opfattelse. Ved sin egen
Driftighed og Klogskab havde han erhvervet en stor Formue og
brugte den med Glans, især naar han havde den Lykke at se
kongelige Gæster fra et af de to Hoffer, med hvilke han stod paa
en fortrolig Fod. Men ogsaa med private politiske Personer i

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

875

alle Lejre dyrkede han Bekendtskab for derved at komme ind i de
finere Traade, og hans Specialitet var at hjælpe til ved Minister*
kriser, som han vejrede med den fineste Næse, og under hvilke
han forstod at pumpe alle Parter og gerne gik Bud imellem dem.
Hos en anden vilde man fundet det paatrængende, men han var
saa godmodig og velvillig, at der bares over med ham. Naar
der samtidigt var Ministerkriser i Stockholm og København, fo'r
han 9om en Væverskytte frem og tilbage mellem de to Hoved*
stæder, for at intet skulde undgaa ham. Selv Bismarck havde
-en Gang besøgt Vrams Gunnarstorp, og da Krigen truede mellem
Danmark og .Tyskland, rejste Tornérhjelm til ham for at høre,
om Sagen ikke paa en eller anden Maade kunde ordnes. Efter
hans Beretning havde Bismark først været noget afvisende, men
han fik ikke Lov at slippe, førend han sagde, hvorledes Danmark
kunde undgaa Krigen, og Tornérhjelm forlangte da, at han skulde
nedskrive det; Bismarck fandt, at dette gik for vidt, men efter
yderligere Pres nedskrev han dog med Blyant noget paa et Papir,
som de Geer siger at have set , men hvis Indhold han des værre
ikke refererer, da Begivenhederne havde udviklet sig saa hurtigt,
at denne Papirslap ikke kunde gøre nogen Nytte. Mon ikke dette
skulde være „Manden med Slesvig i Lommen«?

I Juni 1879 afgav de Geer Justitsministeriet til Almqvist,
men beholdt Stillingen som Statsminister, forenet med en Post
som konsultativ Statsraad, en Funktion, der ellers regnes for at
Tære af lavere Rang. Karakteristisk nok for den literære Lyst,
der slumrede i ham, men* længe var holdt i Ave ved alvorligere
Opgaver, benyttede han Sommerens Otium til at skrive et dramatisk
Arbejde, Grefve Lillie, som behandlede Forhold og Stemninger
under Repræsentationsreformen, unægteligt et delikat Tema, især
for Reformens Ophavsmand og Bærer; det blev anonymt indsendt
til det kongelige Teater, men forkastet, hvorpaa han lod det trykke,
ligeledes anonymt, men det gjorde ikke ublandet Lykke. Allerede
Aaret efter, i April 1880, afgik han tillige som Statsminister, da
Andetkammer med stor Majoritet forkastede et af Regeringen
fremlagt, af Førstekammer billiget Forslag om en Udvidelse af
Værnepligten; det var et Forsøg paa at føre Kompromisset af
1873 ud i Verden, men rigtignok kun den ene Del deraf, medens
Afskrivning af Grundskatterne blot var stillet i Udsigt for Frenir
tiden. At Afslaget ikke var noget fjendtligt Træk imod de Geer,
viste sig paa en eklatant Maade, som i lige høj Grad gjorde ham

Digitized by Google

876

En svensk Statsmands Erindringer.

og Rigsdagen Ære. Han var fattet paa atter at indtræde som
Præsident for Svea Hofrått og igen at synke ned til sine 9500 Kr.
Men fra Bønderne udgik det Forslag at tilstaa ham hele Stats-
ministerlønningen, 18,500 Kr., som Pension, og efter nogle Prut-
ningsforsøg i Førstekammeret, hvilke Bønderne bestemt afviste,
blev dette uden Afstemning vedtaget „som et Vidnesbyrd om den
Erkendtlighed, som det svenske Folk føler for fhv. Statsminister,
Friherre Louis de Geers Fortjenester af det almene.* Den af
Landtmannapartiet frembaarne Arvid Posse, der da var Formand
i Andetkammer, efterfulgte ham som Statsminister, i det første
Aar ledsaget af Hans Forsell som Finansminister, men uden nogen
Kollega af selve Partiet. Hans Time slog 1883, igen for Forsvars-
spørgsmaalets Skyld, og da de Geer bestemt afslog enhver Op-
fordring, blev den gamle Thyselius hans Eftermand, senere efter-
fulgt af Themptander, under hvem Kompromisset af 1873 for
første Gang bar praktisk Frugt.

I en Alder af 62 Aar, efter 40 Aars Statstjeneste, deraf 17
paa den forreste Plads i Staten efter Kongen, traadte de Geer
saaledes tilbage i Privatlivet. Ganske uden offentlige Hverv var
han dog ikke; foruden at have Sæde i Førstekammer var han
Ordenskansler og Kansler for Universiteterne i Upsala og Lund.
Disse to Stillinger tilfaldt ham efter Henning Hamilton, hvis store
Skandale indtraf i Foraaret 1881. Dennes Svagelighed var tagen
stærkt til, han var om Vinteren dødssyg og kunde ikke passe sine
højst indviklede Affærer, som krævede stadigt ny Udveje for
ikke at drives til et „Krach*. Hans Ulykke var en fortvivlet
Spillelyst; nogle mislykkede Brændevins-Spekulationer havde, da
hans Fælle gik fallit, bragt ham nær til Afgrundens Rand, men
en Ven, den rige Baron Set Adelsvård, frelste ham ved et rentefrit
Laan af 200,000 Kr., og denne Sum krævede Adelsvårds Bo efter
dennes Død. For at hjælpe sig over denne og anden Gæld, til-
sammen 750,000 Kr., prøvede Hamilton uden Held Spillebanken i
Homburg, og underskrev derpaa Anvisninger paa 280,000 Kr. y
med sin Brodersøn Wathier Hamiltons Navn. Da dette kom til
Brodersønnens Kundskab, søgte denne at formaa andre Slægtninge
til i Forening med ham selv at træde hjælpende til, men derved
kom Sagen ud i Forretningsverdenen, og da han derpaa høj-
modigt, men for sent, dækkede alle Fordringerne, kunde dette vel
befri Onkelen for retslig Tiltale, men ikke forhindre den store
Skandale, der pludselig afslørede en af Rigets højst staaende og

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

877

mest hædrede Mænd, anset for en Ridder uden Frygt og Dadel,
som en Bedrager. Han selv, sløvet som han var og hildet i sine
fantastiske Beregninger, synes kun i Begyndelsen ret at have følt
sit dybe Fald. Fulgt af sin trofaste Hustru , søgte den syge og
ulykkelige Mand et Asyl i det sydlige Frankrig, hvor han faa Aar
efter døde.

I 1888, da han fyldte de 70, afgav de Geer sine offentlige
Hvérv og nedlagde tillige, efter at have deltaget i 29 Rigsdage,
hvoraf 5 i Stændertiden, sit Mandat som Medlem af Førstekammer.
Livserindringerne blev skrevne under det derpaa følgende Otium,
skønt først udgivne nu. De slutter derfor ganske naturligt med
Udtalelser om mange forskellige Genstande, som sysselsætter den
alderstegne Statsmands Interesse. Blandt disse fortjener, hvad
han siger om Unions-Spørgsmaalet, særligt at fremhæves; det
indeholder Visdomsord, som bægge Parter vilde handle klogt i at
lægge sig paa Hjerte. Han har tidligere været tilbøjelig til at
bedømme denne Sag fra et historisk Synspunkt, men erkender nu,
at den mere bør betragtes i Lyset af almengyldige Retsgrunde;
Unionen er et Gode og bør bevares, men hvad der kan udskilles
fra det fælles uden at skade Unionens Grundidé, bør helst ud-
sondres, naar det forlanges, og Sverig bør derfor komme Norge
saa langt i Møde som nogenlunde muligt. Vil det have sine egne
Konsuler, bør man føje det deri, og han vilde være rede til at
gaa ind paa, at Udenrigsministeren lige saa vel kunde være en
Normand som en Svensk og alene skulde have Sæde i det uni-
onelle Statsraad, men to Udenrigsministre kan han ikke tænke sig
uden Unionens Sprængning. Med et rigtigt Blik for Folkekarakteren
bemærker han, at Norges Lidenskabelighed i at fordre vilde blive
mindre, naar det ikke mødte Modstand fra svensk Side, og at
hvis der ønskes Sammenslutning eller større Fællesskab paa noget
Punkt, bliver dette kun muligt, naar man lader Norge være den
Part, som begærer. Men ogsaa om mange andre Ting, om Kunst,
Literatur, Socialisme, økonomiske Spørgsmaal osv. giver han sin
Mening til Kende. Jeg bør ikke forbigaa, at han ogsaa behandler
Retskrivningsspørgsmaalet, og da han om dette nærer — paa et
enkelt Punkt nær — ganske de samme Anskuelser, som jeg har
søgt at forfægte her hjemme, finder jeg naturligvis hans Bemærk-
ninger særdeles fornuftige og tiltalende 1 ).

*) Af det herom handlende Afsnit citeres her kun følgende Ord: „Man bør
i Retskrivningen gaa ud fra det bestaaende Skriftsprog, men søge var-

Digitized by Google

878

En svensk Statsmands Erindringer.

Friherre de Geer fremlægger, som man vil have set, i sine
Livserindringer et fuldkomment uforbeholdent og subjektivt aldeles
ærligt Billede af sig selv som Statsmand og som Menneske.
„Jeg har a — siger han ved deres Slutning — „i disse Blade for-
søgt at fremstille hele mit Menneske med dets Tilskikkelser og
Handlinger, dets Tænkemaade og Følelser, selv de allerintimeste,
som man sædvanligt er tilbøjelig til at dølge for Verdens Blikke,
men hvilke jeg lige saa lidt har skyet at overlade til andres Prøvelse,
som jeg vil have noget imod, at mit døde Legeme dissekeres,
hvis Videnskaben deraf kan høste nogen Gavn. a Han erkender
Gang efter Gang, at han ikke er noget Geni, ikke nogen stor
Mand, og at i Forhold til de Egenskaber, han besidder, har hans
Bane været glimrende, hans Livslykke stor. I hans Natur var
der en Forening af to Elementer: hans Tendenser var demokratiske,
men ikke fremmede for aristokratiske Sympatier. Han tror at
have en sund og klar, men ikke »meget dybtgaaende Forstand,
mindre kritisk og receptiv end skabende og produktiv, især i
praktiske Spørgsmaal. Hvis han ikke havde manglet Begejstring
og havde besiddet mere Energi, kunde han efter sin Formening
have udrettet mere, men han antager, at dette hænger sammen med,
at hans Følelse ligesom hans Forstand har manglet Dybde; han
er i det hele mere en rolige om ikke kold, end følelsesfuld Natur,
og voldsomme Følelsesudbrud er ham omtrent fremmede, han
kunde næsten sige, at han ikke engang bliver vred, Had og Hævn
har han aldrig næret. Imidlertid hævder han, just hvor han for-
tæller sin Forlovelseshistorie, at der dog „fandtes nogen Varme i
Dybet hos den , der af Almenheden opfattedes som mere end
almindeligt rolig og kold.* Han siger sig fri for enhver Hof-
færdighed og har snarere haft for stor Mistillid til egne Kræfter
end nogen overdreven Selvtillid eller Egenkærlighed. Hos ham
var fra den tidligste Ungdom Undseelighed parret med Ærgerrighed,

somt at følge Talesprogets Spor, saa vidt dette kan ske uden at gøre
Vold paa den i Sprogets egen Natur liggende Grammatik, ... og fortrinsvis
beslutle sig til Ændringer, som indeholder større Simpelhed og rationelle
Forbedringer. At foreslaa disse, tilkommer Talenter og Sprogvidenskabens
Mænd. Men Sproget er ikke udelukkende deres Ejendom, og lige saa lidt
i Retskrivningen som i andre Samfundsanliggender kan Videnskabens
Ordførere gøre Fordring paa alene at foreskrive Love. Almenheden,
nemlig den skrivende Almenhed, maa prøve Forslagene, og den gør det
som oftest med et forunderligt sikkert Sproginstinkt.*

Digitized by Google

En svensk Statsmands Erindringer.

879

bægge indtil Overdrivelse. Skønt Forstanden var saa overvejende
hos ham, har Fantasien været levende, endog indtil Pinlighed;
fysisk Mod tror han at mangle, i moralsk Mod mener han at
kunne maale sig med de fleste, og politisk Mod har han maaske
haft til Overmaal. Han bekender at være Optimist, i sin Dom
over Forhold og Personer som i sin Tro til Fremtiden. Under
konservative Former var han i Sind og Hjerte liberal, og han
glæder sig over at have kunnet indtil Alderdommen bevare sin
liberale Tænkemaade , skønt den har været stillet paa haarde
Prøver ved de Farer, som Demokratiets hensynsløse Fremfærd
har fremkaldt i adskillige Lande, og som alt paa sine Steder har
fremkaldt og yderligere vil fremkalde en Reaktion. Dog ser han
den største Fare for den personlige Frihed, ikke i nogen aristo-
kratisk Reaktion, men i den Despotisme, 9om raader i den øko-
nomiske Verden, fra Arbejdsgivernes som fra Arbejdernes Side,
der ikke tillader den individuelle Vilje at gøre sig gældende, men
smeder alle i en brutal Kommandos haarde Lænker, og som lige-
ledes har gjort sig gældende i Politiken, der „ogsaa er klædt i
Tvangstrøje.« Han ser Fremtidens Opgave i Forøgelsen af den
fri , jordbesiddende Klasse og i Forbedringen af Arbejderstan-
dens Kaar.

Der er i vor egen nyere politiske Historie ikke nogen frem-
ragende Personligbed, som i Karakter, Egenskaber og Virksomhed
frembyder nogen Sammenligning med Louis de Geer. I Ansigts-
træk og Fysiognomiets Karakter minder han meget om Grev Spon-
neck; men Forskellen mellem de Geers paa Bunden liberale Natur
og Sponnecks autokratiske Tilbøjeligheder var ikke mindre end
den mellem den førstes høje, noget tunge Skikkelse og den sidstes
adrætte lille Person. Den ældre Stang i Norge var noget aands-
beslægtet med de Geer, men der var dog mange Forskelligheder.
Derimod har det Gang efter Gang under Læsningen af disse
„Minnen" frapperet mig, hvilken mærkelig aandelig Lighed der
fandtes mellem deres Forfatter og den sidst afdøde Lord Derby
maaske bedre bekendt for Nutiden under Navnet Lord Stanley og
fra hans Optræden i Underhuset. Ogsaa hos denne var der en
liberal Grundstemning under aristokratiske Former, og den brød
stærkest igennem, da han forlod det konservative Parti og frejdigt
— indtil Home Rule atter drev ham bort — sluttede sig til
Gladstones liberale Fylking. Ved hans Død blev der skrevet
om ham, at hans aldrig svigtende logiske Sans og kølige sunde

Digitized by Google

880

En svensk Statsmands Erindringer.

Fornuft altid afgav et fast Holdepunkt i urolige Tider, hvis
Bevægelser han søgte at dæmpe, aldrig at forøge, at der stundum
udstraalede fra ham a chUling, repellent good sense, som stod i
grel Modsætning til Tidens begejstrede Stemninger, men gjorde
sin store Nytte, at hans politiske Syn udvidedes med Aarene, at
han var lunken imod Partiet og krævede en udisciplineret Handle-
frihed efter sit eget bedste Skøn. „Lord Derby havde ikke den
Gave at kunne vække Begejstring, han var for selvprøvende, for
overvejende, for tilbøjelig til at se paa bægge Sider af en Sag
til at kunne være populær, og hans Ædruelighed kunde grænse
op til det nøgterne. Men han var ikke bange for offentligt at
sige den simple, utiltalende Sandhed, eller for at blive siddende
stille, naar nervøse Folk raabte paa, at noget maatte der gøres,
uden at de kunde sige hvad a . Dette er som skrevet om deGeer.

Det Hovedindtryk bliver tilbage efter Læsningen, at man har
nydt en brav og ædel Mands Fortrolighed, at man bestandigt har
været i godt Selskab. Vi Danske kan ikke takke ham for hans
Optræden i vor Livssag, men vi skylder at erkende, at han som
svensk Mand først og fremmest havde at se hen til sit eget Lands
Ve og Vel, og vi kan ikke bebrejde ham, at han her som over-
alt kim fulgte sin egen Overbevisning om det rette. End mindre
kan Erindringen herom forhindre os fra at erkende og at udtale,
at han har været en Hæder for sit Land, at hans politiske Ger-
ning har sat dybe og i det hele heldige Spor i dets Historie.
Sverig kan prise sig lykkeligt, at det ved den kritiske Overgang
fra det gamle til det ny, da en viljesvag Konge stod overfor
et splittet og gærende Folk, havde til at tage Roret og styre
Skibet i Havn en saadan Mand som Louis deGeer.

C. St. A. Bille.

Digitized by Google

En Avatar. 1 )

Det var sent paa Eftermiddagen.

Der laa en taaget, hvid Novemberskumring mellem Stam-
merne i Østre Anlæg.

Ude i Gaderne var det næsten Aften; Lygterne var tændte;
Lyset fra Butiksvinduerne begyndte at skinne over Fortovene,
men inde i Parken herskede endnu den svindende Dag.

Fuldmægtig Brandt og hans Kone havde allerede en Gang
gaaet Anlæget rundt.

De havde ikke mødt noget Menneske; tavse havde de gaaet
ved hinandens Side, hensunkne hver i sine Betragtninger; kun en
eneste Gang havde de vekslet nogle Ord. Det var, da de gik i en
af de nederste Gange — langs Graven — saa var en Krage plud-
selig fløjet i Vejret; de havde bægge set op; men den var allerede
inde mellem Træerne, og de saa blot et Glimt af dens Spejlbillede
i Vandet. Han havde let og sagt: „Jeg tror virkelig, du blev
bange", og hun havde svaret: „Ja, jeg tror virkelig ogsaa — jeg
er vist en Smule nervøs endnu!" — Saa var de gaaede videre, hver
i sine Tanker, uden ret at vide, hvor de gik.

Hun tænkte paa sin lille dødfødte Dreng; paa den Angest,
der nu var overstaaet, og paa de Forventninger, der nu var gjorte
til intet; hun kunde ikke faa sine Tanker fra det lille Væsen, der
før sin Fødsel havde modnet en Følelse i hende, som nu flakkede
raadvild om, uden at have saa meget som kendt sin Genstand.

Hans Tanker kresede i andre Ringe om det samme Punkt.

Han tænkte paa den Ængstelse, han — trods alt det, der
havde været ham og hans Hustru imellem af dagligdags Smaakævl —
havde følt for hende i de Dage, da Begivenheden stod for; paa

*) Avatar (Sanskrit avatara) betyder et Himmelvæsens Tilsynekomst paa
Jorden; bruges særlig om Vishnus Inkarnationer. Red. Anm.

Digitized by Google

882

En Avatar.

de Muligheder, han havde udmalet sig med Uhygge og Larm ind
over hans fredelige Liv, paa de økonomiske Bekymringer, han nu
kunde have sparet sig; men ogsaa paa Skuffelsen; paa det lille
Væsen, der skulde have bragt ham Afveksling i hans ensformige
Dage, men som nu var gravet ned i Jorden, uden nogen Deltagelse,
næsten uden nogen Ceremoni.

Han blev først afbrudt i disse Betragtninger, da hans Kone
rettede det Spørgsmaal til ham r der bekræftede, hvad han for
Resten næppe havde tvivlet om, at hendes Tanker var samme
Sted som hans.

„Erik!" sagde hun, „jeg tænker paa vor lille Dreng. Hvad
tror du egentlig, der bliver af saadant et lille Barns Sjæl?*

Han saa paa hende, det forekom ham, at hun saa meget
svag ud; det Træk ved Munden, der altid blev dybere, naar hun
var træt, traadte frem som en usædvanlig skarp og tydelig Skygge,

Han trak paa Skuldrene.

„Ja — hvad bliver der af den? — Hvad bliver der af os?
— hvad ved vi?" . . .

Lidt efter føjede han til i en mild Tone — det Udende
Udtryk i hendes Ansigt var ham stadig paafaldende — : „Lad os
nu ikke tænke mere paa det — hører du — nu tænker vi ikke
mere paa det!"

Men han kunde se paa hende, at hun endnu forfulgte den
samme Tanke.

Pludselig sagde hun: „Erik! — jeg tænker paa — husker
du ikke, hvad Lægen sagde — hvis jeg nu den Aften ikke havde
danset? . . . a

Han tyssede paa hende: „Herregud Emmily, — saadan kan

man virkelig ikke "; han vilde sige noget muntert, men kunde

ikke finde Ord.

Hans Hustrus Sørgmodighed, Tusmørket i Parken, Ensom-
heden og hans egne filosoferende Ord havde fyldt ham med en
blid Melankoli, der var som et ukendt Velvære. Tanken om
Døden, Forestillinger og Ideer, som et anspændt Arbejdsliv havde
holdt tilbage, brød pludselig op med Bud fra det ubevidste, lod ham
skimte Skæret fra hemmelighedsfulde Dybder under Kontorstrævets
Kedsomhed.

Han kunde ikke frigøre sig for denne Stemning; den syntes
ham ligesom at forvandle alt. Han selv blev en anden og hans
Hustru; alt det, de havde levet hidtil, syntes underlig trist og

Digitized by Google

En Avatar.

883

nøgternt i Sammenligning med det, de nu levede og for Fremtiden
vilde leve; Smaakævlet og Smaaærgrelserne forsvandt; de blev
ligesom yngre og sorgløsere i deres Sørgmodighed; Byens Vogn-
rummel var kun som en Susen i det fjerne ; de vandrede sammen
i en ensom Paradishave; der lurede ingen Pligt og ingen Ondskab ;
der herskede kun en mild Sorg i den skumrende Park.

Da han kom til sig selv igen, var det, som om alt det, han
saa omkring sig, kun var et legemligt Udtryk for disse Tanker.
De bladløse Buskadser, der blaalige i Tusmørket spejlede sig i
Vandet sammen med det gule Løv; Taagerne, der syntes at
drage Himlen nærmere, ind imellem Grenene, hvor den ligesom
blev til et med Skumringen; Lugten af vissent Løv og vaad Muld,
de mørke Gange, hvor der nu og da ligesom saas en Skikkelse
forude — kom de derhen, var det blot en Stribe Jord, de maatte
gaa mange Skridt for at passere — alt dette havde det samme
Præg af noget fremmed og fantastisk som hans Tanker; det stod
for ham, som om dette Øjeblik en Gang vilde synes et sært og
værdifuldt Minde.

Han kom med en Bemærkning om Udsigten aver Graven,
om Buskene, der spejlede sig; men Ordene sagde ikke det, han
vilde; han vilde have meddelt sig; han vilde, at hans Hustru
skulde huske dette Øjeblik ligesom han.

Da — just som de drejede ind i en lang, lige Gang,
der overskar Graven som en Dæmning — saa de i den anden
Ende af Gangen noget mørkt, der nærmede sig.

„Det er saamænd det første levende Væsen, vi møder."

„Er det ikke en lille Dreng?«

„Det er jo en Hund!*

„Herregud! — »■ det er det jo ogsaa; det er en Hund!"
De lo bægge.

„Jeg syntes nok, det bevægede sig saa underligt!"

Hunden kom nærmere; den var sort, langhaaret og løb
med sære, urolige Bevægelser fra den ene Side af Gangen til den
anden, snusede i Jorden og syntes at søge et Spor.

Pludselig stansede den og stirrede frem for sig; kun Halen
bevægede sig.

„Se, hvor underligt den staar og ser — det er os, den ser
paa — uh, jeg holder ikke af . . . bare den ikke . .

„Snak! — der er ikke noget at være bange for — den
logrer jo . . .*

Digitized by Google

884

En Avatar.

Da Brandt og hans Kone var et Par Skridt fra den, satte
den pludselig i Løb hen imod dem, tumlede sig og krøb hen over
Jorden med bugtet Ryg, logrede af Glæde, udstødte Hyl og viste
Tegn paa Genkendelse.

„Herregud! — den tror, den kender os," sagde Emmily,
idet hun bøjede sig ned og klappede den.

Da den snappede efter hendes Haand, fo'r hun tilbage:
„Uh, den vil bide!" — Brandt gav den et Rap med sin Stok.

„Det er bare Kælenskab. — Naa, nu tabte den nok Modet! 6

De vendte sig om. — Hunden var bleven staaende i Gangen
og saa slukøret efter dem, idet de gik bort.

„Den maa da være ene herinde, her er jo ikke et Menneske.«

„Den er formodentlig kommen bort fra sin Herre."

„Det er vist en Hvalp; den var saa kaad — og saa de
klodsede Bevægelser."

„Ja. . . det er nok en Hvalp!"

Et Par Gange vendte de sig og saa efter den; den stod
stadig paa samme Plet; saa drejede de om ad en Sidegang og
tabte den af Syne. —

Det blev efterhaanden mørkere. Gangen, hvori de gik, løb
langs Graven, der bugter sig gennem Parken; Graven var paa
dette Sted bred og dannede en hel lille Indsø med sivbevoksede
Bredder. Til højre havde de en Skrænt, beklædt med Buskvækster
og Træer. Af og til hørtes en Fugl baske meltem Grenene eller
den raslende Lyd af et Blad, der faldt. Langs Skrænten stod der
hist og her en Bænk.

De havde gaaet et Stykke, saa sagtnede Brandt sine Skridt;
han havde en besynderlig Fornemmelse.

Selve Gangen laa i Skygge — et natligt Mørke syntes at
vælde ud fra Skrænten — men ude over Vandet, hvis modsatte
Bred næsten skjultes af Taagen, stod det svage Dagskær som en
blændende Lysning; det forekom ham, som om selve Rummets
Uendelighed gabede imod dem; som vandrede de ad en snæver
Sti langs et Svælg af Lys.

Det var en „Pladsangest", en horror vacui, der greb ham
med et Indtryk af fysisk Ildebefindende; uvilkaarligt trak han sig
over mod Skrænten; da de netop passerede en Bænk, foreslog
han sin Hustru at sidde — blot et Øjeblik — han følte sig lidt
svimmel.

De satte sig. De vekslede et Par nærliggende Ord: man

Digitized by Google

En Avatar.

885

burde egentlig ikke sidde ude ved Efteraarstid paa fugtige Bænke;
især ikke hun, der endnu var svag; men det skulde blot være et
Øjeblik.

Han gav sig til at tegne Figurer i Jorden med sin Stok.

De havde siddet lidt, saa sagde hun: „Erik!"

„Ja!"

„Ved du . . . det var underligt, at du netop skulde føre
mig her ind i Aften . . ."
„ Hvorfor det?*

„Jo! — før jeg blev syg — saa tænkte jeg paa — saa
tit — : „naar jeg nu bliver rask — naar den lille kommer — saa
kører jeg med ham her ind i Parken — rigtig tit — hver Dag —
vi kommer her jo ellers aldrig . . ."

„Tænker du nu paa det igen!"

Hun sukkede. „Ja, det skulde jo nu ikke være."

De faldt atter i Tanker.

Stilheden i Parken og den fjerne Vognsusen lullede dem
bægge i en mild Bedøvelse; de gled over i den sære Tilstand,
hvorunder Refleksioner og Sanseindtryk synes at flyde sammen og .
blive til et: en eneste, stillestaaende Tanke.,

Pludselig fo'r de sammen.

„Hvad var det?"

De vendte sig. De havde hørt noget rasle oppe paa
Skrænten — en Lyd som af Grene, der knækkes.
„Erik! Se der er den igen — se, se!"
„Hvor?"

Han saa i den Retning, hvor hun pegede; et mørkt Legeme
tumlede fra Skrænten ud i Gangen.
Det var Hunden.

Den styrtede lige hen imod dem med Tungen ud af Halsen,
udstødte et Par Bjæf og sprang $aa med Forpoterne op paa
Emmilys Skød.

„Men nej! Hund dog! Hvad vil du mig? . . ." Hun jog den
ned — „aa se dog, hvor min Kaabe ser ud!"

„Jeg tror virkelig, den har Forkærlighed for dig."

„Jeg tror ogsaa. Men hvorfor ser du saadan paa mig?"

„Ikke for noget!"

„Jo, du saa saa underligt paa mig."

„Jeg ved ikke . . hvad! Du blev da ikke bange?"

Tilskueren. 1893. 60

Digitized by Google

888

En Avatar.

„Bange! — for den Hund! — Kære, hvorfor skolde jeg
blive bange?"

„Jeg ved heller ikke . . ."
De saa paa hinanden.

Det var, som om de bægge følte en uklar Ængstelse, som
den ene nu frygtede for at faa klaret i den andens Øjne.

„Væk!* — han jog til Hunden med sin Stok; den fo'r til
Side, men kun et Par Skridt; saa udstødte den en Piben og blev
ved at staa og stirre paa Emmily.

„Se, hvor den ser paa mig! . . . Saa, der er den igen . . .
blot jeg talte

„Væk Hund!"

„Aa nej, slaa den ikke!"

„Vi vil ikke have den til at holde sig til . . hører du!"

„Det er dog en underlig nærgaaende Hund."

Han saa paa hende; atter mødtes deres Øjne; hun slog
sine ned; han gav sig paa ny til at ridse i Jorden med Stokken.

Hunden, der nu igen stod et Par Skridt fra dem, syntes
atter at ville nænne sig,

„Erik, læg Mærke til dens* (2tøne ... Er de ikke under«
lige — hvad?"

Det var af den Slags mørke Hundeøjne, gennem hvis brune
Glas en grøn Flamme lyser. Som Hunden stod der, kunde de
kun se det grønne Skeer i Tusmørket.

„Aa, jeg ved ikke . . . Naa, skal vi saa gaa?*

De rejste sig hurtigt. Idet de gik, hørte de en klagende
Lyd; uvilkaariig vendte de sig og saa efter Hunden.

„Du slog den da ikke?

Han lo lidt tvungent: „Du er nok alligevel bange for den
Exnå "

„Nej — men jeg kan ikke lide, at du . . . der er den igen —
den kommer efter os "

Han vendte sig: „Nej — den er borte*"

„Det var da underligt . . jeg syntes, jeg harte den."

De gik; en Stund; ingen* af dem talte; nu og da hørtes en
Krages Skrig, et Blads Raslen, et svagt Plask mellem de skum-
rende Siv.

Saa vendte Emmily sig om. Gangen havde slaaet en Bugt;
hun kunde ikke mere se Bænken, de havde siddet paa.
„Følger den efter os?"

Digitized by Google

En Avatar.

887

„Nej, den blev nok der henne. u

Hun saa paa sin Mand; der var et Udtryk i hendes Ansigt,
som om hun bed Mærke i det, at han ogsaa gik og tænkte paa
Hunden. Han føjede til hurtigt, ligesom forklarende: »Det var i
Grunden en køn Hund, — den lod virkelig til at være ind-
taget i dig."

„Er du jaloux?" — Hun smilede, men blev straks igen
alvorlig ligesom forskrækket over sin egen Spøg.

„Naa! a — han slog sig pludselig over Brystlommen, sdm
for at lede Samtalen ind i et andet Spor, „nu har jeg virkelig
glemt mit Brev, det jeg skulde have i Postkassen.*

„Aa, det haster vel ikke?"

„Jo! — saa maa jeg ned igen med det, naar jeg kommer

hjem. "

De gik videre.

Emmily lagde Mærke til, at hendes Mand nu og da saa
til Siden.

„Du ser nok efter Hunden ... nej den er ikke med.*
„Jeg saa ikke efter Hunden . . . men ... jo ... der er den
jo igen u

Emmily lagde Mærke til, at der gik et Stød igennem hendes
Mands Arm, og at han ligesom forstærkede Gangen.

„Tænk! . . den følger dog med" — hun vendte sig — „jeg
kan ikke se den."

„Jo, der der kommer den! - — - Hun trykkede sig

uvilkaarlig ind til Brandts Arm.

De var drejede ind i en af Ahlægets øverste Gange. De
kunde se de omliggende Kvarterers lange Lygterækker; i de halv-
færdige Gader hist og her en oplyst Etage; nedenunder laa Parken
i et taaget Tusmørke, gennem hvilket de kunde skimte den nær-
meste Gang som en bleg Stribe langs Skrænten, paa hvilken
de gik. Hen ad denne Stribe saa de Hunden bevæge sig som en
mørk Plet.

„Nu kommer den op der henne ... se der er den . . . den
har Hovedet over Skrænten. . .*
„Saa skulde dog "

Brandt gjorde en Bevægelse, som om han bøjede sig efter
en Sten.

„Aa, nej, nej!" — Emmily greb hans Arm — „lad være!*
Han opgav det straks og saa hende ind i Øjnene: „Jo, du

UG*

Digitized by Google

888 En Avatar.

er jo alligevel angest for den Hund; jeg kan ikke lide den; den er
saa underlig, hvad vil den os? — Se, nu staar den der og lurer.*

Brandt truede ad Hunden, og de saa dens Hoved forsvinde
under Skrænten.

Idet de passerede det Sted, hvor den havde staaet, gik de
uvilkaarligt hurtigere til; ingen af dem saa til Siden. De var
bægge blevne tavse.

Da de kom til den sidste Sidegang, sagde Brandt: „Nu
drejer vi om her — det er paa Tide at komme ud; her bliver
straks lukket."

De gik igen et Stykke — saa tog Emmily Mod til sig og
saa tilbage. Hun kunde næsten intet se i Mørket; dog forekom
det hende, at hun kunde skimte Gangens Bugtning som et blegt
Lysskær mellem Træerne. Da hun atter saa lige ud, mærkede
hun, at ogsaa hendes Mand havde drejet Hovedet; men han saa
hurtig lige ud igen, som for at hun ikke skulde lægge Mærke dertil.

De naaede endelig Anlægets Udkant.

Paa Torvet foran Udgangen ringede to Sporvogne, der
mødte hinanden i Taagen; en Herre gik tæt forbi — de vendte
sig bægge som for at se efter ham.

„Han bliver da lukket inde."

— De havde gaaet et Stykke. Gadens Larm virkede
bedøvende paa dem, omtaagede deres Sanser efter den lange
Stilhed; de sagde ikke et Ord, vendte sig ikke; først i den Gade,
hvor de boede, brød Emmily Tavsheden:

„Hvor det er underligt, du Erik, at komme hjem; — jeg
synes, det er ligesom der mangler nogen. "

„Herregud!" — hans Stemme lød irriteret — „lad dog være
med bestandig at rippe op i det. — Hvordan kommer du nu til
at tænke paa det igen?"

Han saa skarpt paa hende. Hun svarede ikke, for i det
samme gik der en Sitren gennem hans Arm, og han sagde: „Der
er den igen — Hunden — *

„Hvor?"

„Der!" —

Nej, der var ingen Tvivl; hun mærkede det paa hans
Gang, hans Stemme — han var lige saa nervøs som hun og for-
søgte at trænge et Indtryk tilbage ligesom hun; han tænkte det
samme, der dæmrede i hende, men som hun ikke vovede at tænke
frem, give Ord.

Digitized by Google

Ed Avatar.

889

s Se — nu er den henne ved vor Dør — den staar stille;
den ser efter os; man skulde tro, den vidste . .. a

»Den har naturligvis kunnet lugte vort Spor." Hans Stemme
var usikker i sin forcerede Ligegyldighed; de var saa langt fra en
Lygte, at hun ikke kunde se hans Ansigt.

De naaede Gadedøren. Hunden gjorde Mine til atter at ville
springe op adEmmily; Brandt smækkede Døren op, raabte nervøst:
^Kom! — kom!" Emmily skyndte sig ind; han efter. Døren
faldt i; mens de hurtig gik op ad Trapperne, kunde de høre
Hunden pibe udenfor Gadedøren.

De kom ind i Entreen.

Gennem den matte Glasrude saa de Skæret af Gasblusset
ude paa Trappegangen. De talte ikke til hinanden. Lydløst,
ligesom lyttende tog de Overtøjet af.

Saa gik Erik ind i Dagligstuen; kom tilbage med sit Brev.

„Aa nej Erik! — Gaa ikke! a

„Tys!" — de stod stille, lyttende; paa Trappegangen hørte
de Trin.

Trinene nærmede sig, naaede Afsatsen, gik videre, forsvandt
i de øvre Etager

Men i Stilheden, som fulgte efter, hørte de atter Trin —
svage, næsten uhørlige Trin, der naaede Afsatsen og stansede
ved deres Dør

Det var ved Døren ... det rørte ved Døren . . . Maatten raslede.

De saa paa hinanden; de var blege som Lig.

De læste i hinandens Øjne den samme Tanke, den samme
meningsløse Angest.

G. G. Rosenørn.

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

i.

Kvægavlens Udvikling, Cowboys, Teksas-Kvæg. — Vegetationen. — Forskellig-
heder i Driften. — Round-ups, Krig i Wyoming. — Faar. — Heste. —

Tilbagegang.

Hvor Agerbruget hører op, fordi det bliver for tørt, begynder
Kvægets Domæne. Prærien har draget mange Hundredetusenctør
$f Udvandrere, som kunde haabe der at skabe sig Hjem og Gaard.
Det fjernere Vesten, „the platos", har tiltrukket sig Opmærksom-
heden hos andre Klaser i Europa, dels fordi Livet der var frit
og malerisk, dels og især fordi der der har været usædvanlig .god
Lejlighed for Folk, som havde noget at begynde med, til at skabe
sig store jFormuer.

Fra Europa har iflgen saaledes forstaaet at tage fat paa
; (ie fordelagtigste [Forretninger som Skotterne. De er overalt, i
Amerika saavel som i de engelske Kolonier, Bankierer, og de b$r
tillige slaaet sig paa Kvægforretningen paa Sletterne som ogsaa,
hvor Kvæget sælges, og i de store Slagtehuse. Jeg mindes Navne,
som vi Danske kender fra vor Kvægforretning paa Storbritannien,
saasom Familien Swan. I Stock Yarden, Kvægtorvet, i Chicago
træffer man ogsaa det danske Navn Ingwersen.

Kvægforretningen paa Sletterne er ny. I Teksas og Ny
Meksiko har man kendt den fra Spaniernes Tid; men endnu ved
den amerikanske Borgerkrigs Ophør var den kun lidet udviklet
Krigen havde afbrudt Forbindelsen med Norden, og Freden fandt
Kvæget næsten værdiløst; først da begynder man regelmæssigt
Salg til Norden. I 1859 skal noget Kvæg være ført op i Colo-
rado; men højere oppe, i Wyoming, skal det først være i Vinteren
1864 — 65, da en Fragtmand ikke naaede i Tide at komme over

# Digitized by G00gk

Kvægavlen i de Forenede Stater.

Bjærgene og blev nødt til at overvintre med sine Stade, at man
lærte, at Kvæg kunde staa sig her i .det fri Vinteren over. Saa er
det, da de store gennemgaaende Baner gøres færdige, at Bøflerne
ag Indianerne overalt maa vige for Kvæget og Kvægejerne med
deres Cowboys. Til Montana bommer de i 1881—82 sammen med
Minefolkene. Endnu senere udvikles Forretningen i det britiske
Amerika; i 1884 dreves 5 Mill. Høveder nord paa fra Teksas.
Til Gengæld forsvinder Bøflernes Millioner næsten pludselig; der
var ingen Grænser for Myrderiet Jeg har selv set hele Bjjærge af
opstablet Bøffelkød i det vestlige Dakota; i St.Paul havde enhver
Fragtkusk sin Bøffekkindspels; den Gang boltede Huden en Dollar,
nu koster den 60 Dollar. Nu skal der kun findes nogle ganske
faa og smaa Flokke af Bøfler i Staterne; desuden en i Meksiko og
en anden i de britiske Besiddelser. Bøfler fredes i den store Yellow-
stone Park, og i det kanadiske har man moret sig med at krydse
dem med tamt Kvæg.

I nogle Aar gik den vestlige Kvægforretning uxnaadelig frem.
I 1867 var Kvægpriserne usædvanlig høje, og da Verdenskrisen
«fter den fransk -tyske Krig var helt overvunden, var der næppe
nogetsteds større økonomisk Fremgang end her paa de vestlige
Sletter, Et Udbytte af 40—50 pCt. var ikke ualmindeligt, og
*nan kunde nævne en Række Mænd, der blev Millionærer efter
at have begyndt med moderate Formuer eller med slet intet.
Kapitaler strømmede til fra Østen som fra England og Skotland,
cg baade mellem faerne og Cowboys nævntes unge Mænd fra de
østlige Byer ja endog fra Universiteterne. Livet var mere til-
talende end den sædvanlige Farmers. Saa længe Fremgangen fandt
Sted, bidrog Dannelsen af ny Ranches eller Kvæggaarde til at
holde Kvægprisen og dermed Profiten oppe. Forretningen skulde
i op for sig synes at maatte være god; thi 1000 Køer med 40 Tyre
regnes i 5 Aar at forøges til 5000, og den direkte Udgift til Holdet
er kun 75 Cent — 1 Dollar pr. Høved om Aaret.

Snart blev Forretningen imidlertid, netop paa Grund af
denne store Fortjeneste, „overdone" baade i Forhold til, hvad For-
bruget og hvad Græsgangene kunde taale. Store Tab fandt især
Sted, naar der i Syden indtraf Tørke, og naar man i Norden
havde usædvanlig haard Vinter. Som altid gik det især ud over
Nykommerne. I 1888 kunde der i en enkelt Uge til Chicago
Kvægtorv ankomme over 70,000 Høveder,, paa enkelte Dage over
20,000. Selvfølgelig maatte Prisen da gaa ned. Der har siden

Digitized by Google

892

Kvægavlen i de Forenede Stater.

været kortvarige Bedringer i Situationen; men i det hele er der
ikke mere Udsigt til, at Forretningen nogen Sinde vil blive, hvad
den før har været.

Kvægforretningen har, selv fra Europa, trukket helt andre
Kræfter til end de almindelige, med deres Hænder arbejdende Farmere.
Især er den bleven rekruteret fra selve Landet af dem, der i Ame-
rika, ligesom Skotterne i Europa, har bedst Sans for, hvor der er
gode Penge at tjene, det vil sige: fra Boston og flere mindre Byer
i Ny-England, samt fra Dele af Syden. Mange er saaledes komne
fra Virginien og Kentucky samt de tilgrænsende Egne af Tennessee
og Carolinaerne. Man fortæller endogsaa, at adskillige Metoder
ved Bedriften paa Sletterne skriver sig fra disse tyndt beboede
Egne, hvor Kvæget drev vildt om i Skovene. Væsentlig er imid-
lertid Bedriften indført paa de nordligere Sletter ved Kvæg og
Folk, der kom op fra Teksas. I Teksas regerede Spanierne, før
Folk kom ned fra de andre Sydstater, og mange Benævnelser,
Klædedragt og Manerer minder ogsaa om denne spanske Oprin-
delse: Sadlernes og Stigbøjlernes Form, de bredskyggede Hatte og
de vide Benklæder. At man har nær til Revolver og Kniv, stammer
ogsaa fra Sydstaterne. Men i det hele har man været tilbøjelig til
at gøre Cowboys Uret. Under deres isolerede Liv kan man ikke
vente at finde Bymanerer r og man kan forstaa, at de slaar sig
løs, naar de kommer til Byerne, ligesom Matroserne, naar de
kommer i Havn efter lange Rejser. At Hestetyve paa Sletterne
behandles summarisk, ligger i Forholdene; de er det derværende
Samfunds farligste Fjender. Men Folk, der virkelig kender dem r
forsikrer, at Cowboys i Karakter staar over baade den sædvanlige
mindre Farmer og Haandværkssvenden eller Fabrikarbejderen i
Byerne. For de fleste, som har prøvet det, udøver Livet paa
Sletterne stor Tiltrækning.

Grundlaget for Kvægstammerne er overalt paa Sletten Teksas-
Kvæg af oprindelig spansk Race; de minder mig om Kvægracer,
jeg har set i de tsydvestlige Frankrig, af lysegraa Farve med Stribe
ned ad Ryggen og med lange Horn. De Horn, der i Europa gaar
for amerikanske Bøffelhorn, er i Almindelighed af Teksas-Kvæg.
I Ny Meksiko har man endnu i den nyeste Tid haft smaat , fuld-
komment vildt Kvæg. Man maa være varsom med at indføre
mindre haardføre Racer. Selv, hvor man mener at kunne gøre
det, maa man have noget Teksas-Kvæg mellem det andet, fordi
det bedst forstaar sig paa den nødvendige Omstrejfen, „rustling* 1 ^

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

893

bedst tager Vare paa Kalvene og navnlig bedst kan klare sig i
Storm og Snefog.

Græsgangenes Bælte strækker sig 1500 engelske Mil fra Syd
til Nord og har paa flere Stedér strakt sig lige saa langt fra Øst
til Vest. Det har i Almindelighed været bedækket med kort Græs.
Det er ikke altid let at finde Rede i Arterne; thi det gaar med
Græsset som med Træer og Dyr. Der er her ikke Arter, kendte
under bestemte Navne fra Arilds Tid, som i vore gamle Lande*
Amerikanerne fandt noget, de ikke havde set før, og tog saa
undertiden Navne fra lignende Slags, de kendte, men endnu oftere
Benævnelser fra ydre Udseende, navnlig fra Farven. Det gik med
Græsset som med Fugle, Træer, ja endog med Floder og Bjærge.
Ligesom der er mange Floder, der hedder den røde eller hvide
Flod, er der i de forskellige Dele af Landet forskellige Slags gul
Fyr, rød Ceder o. s. fr. De ejendommeligste Græsarter paa Slet-
terne er Buffalo og Grama, det første især i Nord, det sidste i
Syd. Paa Højderne vokser hyppig et kort Bundte-Græs, Bunck; i
Lavningerne Red top, vort almindelige Agergræs eller Kvikrod samt
Bluestem, paa Sletten i Teksas det fortræffelige Mesquite-Græs,
Aristida purpurescens; og Mesquite-Træer kaldes de 15—25 Fod
høje Mimoser, der spredt breder sig over Teksas-Sletterne længere
og længere mod Vest, og hvis Blade og bønnelignende Frugter
Kvæget fortærer.

Det korte Græs har paa de tørre Sletter den Ejendomme-
lighed, at det hen paa Sommeren tørrer paa Roden som Hø,
medens derimod det længere Græs paa de østligere Prærier, naar
det er blevet tørt, raadner hen efter Regnskyllene. 1 den tørre
Tilstand tjener det Kvæget til Føde hele Vinteren, og det siges at
være nærende som Havre. Naar Sne dækker Jorden, hvad dog
sjælden varer længe, hindres Kvæget i Almindelighed ikke i at fortære
Toppen med Frøet, der er blevet siddende i Kapslerne. Buffalo-
Græsset forplanter sig navnlig ved Udløbere og ikke ved Frø, og deraf
følger det. at, naar det først bliver oppløjet, kommer det ikke igen.
Det siges regelmæssig at forsvinde, saa snart Kolonister kommer ind.

I det hele er det mærkværdigt, i hvilken Grad Vegeta-
tionen forandres ved Koloniseringen. Snart sker det ved Krea-
turernes Græsning, snart ved, at Ilden paa visse Tider af Aaret
løber over Landet. Selv Ukrudtet bliver andre Arter; saaledes ser
man i de dyrkede Egne i Amerika hele Marker opfyldte med kana-
disk Tissel, der tidligere var aldeles ukendt her, med kæmpe-

Digitized by Google

894

Kvægavlen i de Forenede Stater.

mæssig Sennep eller med Masser af forvildede røde Ræddiker,
ogsaa f. Eks. med Hyperikon, Nasturtier, Katost, europæisk Kløver,
Chenopodier o. a. Paa Sletten er Forandringen i Græsarterne nu
-ofte til Kvægdriftens Skade.

Kommer man helt ud mod Vest, træffer man i det sydlige
en Del Yuccaer eller spanske Daggere og Kaktus. Ude i Arizona
og i Mojave Ørkenen i Kalifomien danner Kæmpeyuccaer og Kæmpe-
kaktus endogsaa hele Skove af det kuriøseste Udseende. Paa
Højsletterne findes en Del Planter, der indbefattes under Naraene
Sage Brush og Grease Wood. Den saakaldte hvide Sage spises
af Kreaturerne, der derimod ikke holder af den bitre Sage, et Navn,
der bruges om forskellige Artemisier, navnlig Artemisia tridentata
eller Vermuthstraa, lige saa lidt som de æder de træagtige Lupiner
eller de forskellige Planter, der gaar under Navn af Fedttræ. Her
i Højlandet hersker ogsaa Saltplanterne, og Jorden overtrækkes
ofte her ude paa et vist Stadium af en hel Skorpe af Salt eller
Alkali, der bliver tilbage efter Vandets Fordampning og ikke atter
skylles bort, da der kun falder liden Regn. Det er som en Hud,
der beskytter Jorden mod at miste al Fugtighed.

Sletterne er fladest mod Syd. De hæver sig i Terrasser
mod Nord, der især er af en udpræget Karakter i de britiske Be-
siddelser. I Wyoming har Sletterne en Højde af 4500—5000 Fod,
og allerede i det vestlige Kansas er man kommet op til 5 — 6000 Fod
jnpd 15—1800 i det østlige.

For en stor Del er atter Kvægavlen paa Sletterne af for-
skellig Natur =eftejr Forskellen i Vegetationen. Det vestlige og
sydvestlige Teksas udmærker sig ved sin rige Tilvækst; der findes
imange Kalve, og de lever næsten alle. Højere mod Kord, i Wyo-
ming f. Eks., regner man kun 60 pCt. Tilvækst mod 90 i Teksas.
Til Gengæld er Græsset imidlertid saftigere og rigere. Kreaturerne
lægger mere paa sig. En Teksas Stud kan tage 400 PcL til i
Wyoming, og Kreaturer af god Race opnaar en Vægt af 1550 Pd.,
medens det sædvanlige for Høveder paa Sletterne kun er 850 — 1 MK).
Allerede fra Begyndelsen af var Kvægstammen længere mod Nord
dannet ved en Blanding af Teksas - Kvæg og de værdifuldere
„Natives", d. v. s. Kvæg fra de egentlige, til Dels dyrkede Prærier
længere mod Øst. Man har senere anvendt meget paa at forædle
med Korthorn, Hereford, Angus-Aberdeen og Galloway og har nu
ogsaa et betydeligt Antal af forædlede Kreaturer, „praded- stock u ,
men der klages stadig over, at Racen atter gaar tilbage paa Græs-

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

895

gangene, bliver grovere og faar længere Horn. I hvert Tilfælde
maa man til de bedre Kreaturer sørge for Vinterfoder ved at ejaa
„Red top" og „Blue stejn*, hvor man har det paa de lavere Steder.
Helt oppe i Montana kan Kvæget gaa ude om Vinteren, uagtet
Staten 9om Navnet antyder, or et Højland paa Vandskellet
mellem de to Verdenshave. Det finder Ly i Raviner og andre
Fordybninger i det ofte kuperede Terræn, og dette er en af
Grundene, hvorfor selv de før for værdiløse ansete „Bad Lands"
nu regnes for godt Kreaturland. Desuden er Vinteren kun sjæl-
den vedholdende paa Grund af de varme Vinde, der slipper
ind over de lavere Dele af Klippebjærgene. Dette er ogsaa
Grunden til, at Kreaturdriften kan gaa saa langt op i de britiske
Besiddelser.

Fra Teksas har man brugt at sende noget Kræg op i Indianer-
territoriet; men nu er det forbudt af Regeringen udenfor de 5
civiliserede Nationers Land, der selv sørger for deres egne Sager.
Kvægkongerne betaler Indianerne for Landet , som de saa hegner
ind med piggede Staaltraadshegn, og de bruger ogsaa ofte India-
nerne til Hyrder. Paa samme Maade benyttes det nordvestlige
Hjørne af Teksas, der gaar op til Kansas mellem Indianerterri-
toriet og Ny Meksiko, „the Pan Handle" , Pandehanken, som det
kaldes paa Grund af sin Form i Forhold til det øvrige Teksas,
hvilket Distrikt egner sig mindre godt til Tilvækst. Før sendtes
meget Kvæg længere nord paa for at blive fedet eller til Tillæg;
man kunde, især naar der var Tørke i Teksas, møde Drifter paa
40 — 50,000 Høveder, der gik nord paa. I de senere Aar har det
været forbudt af Frygt for teksansk Kvægfeber, og fordi Drivningen
generede Settlerne. Tidligere havde man formelig store Kvægveje
mod Nord, „traUs", der rigtignok stadig forandrede sig med Sett-
lingen og andre Forhold. Endnu kan Driften ikke vel hindres,
naar den er fordelagtig, i de ubeboede Egne langt mod Vest. Men
den tidligere store Efterspørgsel efter ufedet Kvæg til Anlæg af
ny Kvæggaarde er nu næsten helt hørt op.

I „The Lone Star State" , som Teksas kaldes fra den Tid,
det var uafhængigt og kun førte sin egen Stjerne i Flaget, er
Græsgangene nu for en stor Del privat Eje. Dette har været
lettere at opnaa under det særegne Landsystem, der findes her,
hvor Staten selv og ikke Unionen blev Ejer af det offentlige Land,
og staar ogsaa i nogen Forbindelse med de store Landgrants, der
fandtes i de tidligere meksikanske Dele af Unionen fra den gamle

Digitized by Google

896

Kvægavlen i de Forenede Stater.

spanske og meksikanske Regerings Tid. I de senere Aar har
Kvægejerne bestræbt sig for at faa Adkomst til Landet og har
undertiden indhegnet hele Kongeriger. Modsat længere mod Nord,
er det her de store, som hegner, og de smaa, som er derimod.
Højere oppe er i senere Aar meget Land, der før udelukkende
benyttedes til Kvægavl, nu optaget af Farmere. Det er efter 1880
sket med den vestlige Tredjedel af Kansas, med omtrent alt Landet
i Dalene af det vestlige Nebraska, med meget af Syd-Dakota, med
næsten hele det østlige Nord -Dakota og med en ikke ubetydelig
Del af Colorado, hvor man nu finder Farmere, som vander, eller
som holder Faar, og hvor Kvæget paaRanches derfor fra 1885—89
formindskedes til det halve. I de Strækninger mod Nord, hvortil
Settlerne i alle Fald endnu ikke er naaede, er det Reglen, at
Kvægejerne har Besiddelsesret til Landet langs Vandløbene, saa at
de derved kan holde andre borte, medens Massen af Land endnu
ejes af det offentlige og benyttes frit uden at være indhegnet
Der bruges noget „line riders" for at holde Kvæget indenfor visse
Grænser; men ellers er Landet endnu aaben Græsgang.

Bedriften er her væsentlig ordnet under Ledelse af to store
Foreninger af Kvægejere, en for Wyoming og en for det store
Missouri-Land. Kvæget græsser frit; men hvert Aar fra April til
Juni holdes store „round-ups"; Kvæget drives sammen, distriktsvis
og fordeles til Ejerne, og Kalvene indbrændes med samme Mærke
som Moderen, Kødmærker, der ikke atter kan udslettes, og
Mærker, der er offentlig registrerede. Aarsgamle Dyr, der ikke er
mærkede, de saakaldte „maveriht", tilfaldt før den, der indfangede
dem; men da det medførte Misbrug, har man indført at sælge dem
til Fordel for Associationerne. Mindre „round-ups" holdes hen paa
Sommeren for Kreaturer, der er strejfede bort til afsides liggende
Pladser; om Efteraaret holder de enkelte Ejere saadanne for at
drive det Kvæg sammen, der skal sælges. Disse „round-ups* er
Aarets travle og bevægede Tid, hvad der dog ikke maa forstaas,
som om der ellers intet er at tage Vare paa Kvæggaardene. Ofte
kommer Kvæget paa Afveje og maa føres tilbage; særlig maa der
sørges for, at det ikke driver vildt i Uvejr og Snefog. Kvæg-
mændenes Arbejde er af en helt anden Natur end Farmernes,
men ikke mindre anstrengende.

Netop her oppe i Wyoming, hvor alt skulde synes saa vel
ordnet, er det imidlertid forrige Aar kommet til formelig Krig

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

897

mellem Kvægejerne og „the rustlers", et Ord, der forklares enten
af „wrestle" o: de, der brydes, eller som „Raslerne*. Kvæg-
ejerne siger, at Rustlerne er Tyve, der lever af at stjæle deres
Kalve, og at en „round-up u , Rustlerne havde arrangeret før den
store ordinære Indriden, Fordelen og Ijidbrænden af Kvæget, ganske
simpelt var et Komplot for Røveri og Tyveri. Fra den anden
Side gør man Fordring paa at repræsentere Settlerne og Farmerne,
hvis Interesser trædes under Fødder af Kvægkongerne, der ved
Chikane og Vold hindrer dem i at bosætte sig og indhegne Jorden,
og som f. Eks. for at beskytte sig mod formentlige Tyverier har
faaet Slagtehusene i Chicago til ikke at anerkende de smaa
Mærker] paa Kvæg, der sendes til Kvægtorvet. Rustlerne har
valgt County Embedsmænd og har derved formelt faaet den ud-
øvende Magt, Sherifferne, i Spidsen for sig. Da Kvægejerne sendte
en bevæbnet Styrke ind i Distrikterne, og nogle Rustlers • blev
skudte, vilde Rustler-Partiet til Gengæld skyde Kvægejernes Korps
ned Mand for Mand. Nogle faldt ogsaa paa denne Side, og for
at redde Hovedstyrken maatte Unionens Tropper rykke ind og
føre dem bort i nominelt Fangenskab til Byen Cheyenne. Striden
gaar endnu for sig for Domstolene. Sikkert er det, at Tyveri finder
Sted i det store. Allerede nede i Teksas blev tidlig en stor Del
Kvæg, der sendtes bort ad Kvægvejen, regelmæssig stjaalet; Folk
levede deraf og dannede sig paa denne Maade hele Hjorde.
Sikkert er der ogsaa stjaalet systematisk i Wyoming, navnlig
indbrændt forkerte Mærker. Paa den anden Side er Kvægejerne
og deres Folk stadig hensynsløse mod Smaafolks Rettigheder og
omgaar f. Eks. regelmæssig i egen Interesse Unionens Love om
Landerhvervelser m. m. Det er en naturlig Konflikt, som det er
vanskeligt at løse.

En Mand, der har spillet en Rolle, „cut a figure*, i
Kvægverdenen i Montana, er Marquis de Morés, den senere ra-
dikale og duellerende Antisemit i Paris, Søn af Hertugen af Val-
lembrosa. Han skød en Gang i Selvforsvar et Par indfødte, og
det tog en Del Besvær at faa ham fri i Retten. Jeg har aldrig
selv truffet ham, men mindes, at en ung Amerikaner, der en Tid
var i Kompagniskab med mig, en Gang skulde møde ham og
nogle unge Englændere oppe i St. Paul, hvor de paa vestlig Maner
vilde rekreere sig efter Ensomheden i Kvæglandet; de »malede
saa Byen rød* i tre Dage og Nætter, men min Amerikaner havde

Digitized by Google

898

Kvægavlen i de Forenede Stater.

erhvervet sig en anbefalende Billet fra Byens Politichef, saaJJetjentene
hjalp dem til Rette i Stedet for at tage dem op. Marquisen var
ikke heldig i Kvægforretningen. Han er gift med en Datter af
Bankier Hoffman fra New York, men satte sin Formue til i Mon-
tana- ved et tilsyneladende vel begrundet Forsøg paa at flytte
Slagtehusforretningen ud til Produktionsstedet. Det gik ikke, fordi
Affaldet ikke kunde anvendes saa fordelagtigt der som i- Chicago.

Faar holdes ofte, hvor Græsset er for knapt til Kvæg. I
en Del af Ny Meksiko, inden det bliver aldeles tørt, giver hvid
Grama Græs paa Sletten og sort Grama og Buffalo paa Bjærgene
godt Græs for Faar. De vogtes af meksikanske Hyrder, ledsa-
gede af deres Hunde og Æsler, to Hyrder for hver 3000 Faar;
de flytter deres Telt med Faarene, tjener for lav Løn, lever af
nogle Pund Majsmel med lidt Salt og noget Faarekød og sover
paa et Faareskind paa Jorden, en Klasse Mennesker, der regnes
at staa paa et lavere Standpunkt end andre hvide i Staterne.
Faarene her saavel som i det sydlige og sydostlige Teksas er
meksikanske Faar, der nu i Almindelighed er forbedrede med
amerikanske Merinos -Væddere og derved bragte op fra til
4 Pd. Uld. Allerede højere oppe i Teksas ved den øvre teksanske
Colorado har man bedre Faar, mere Cotswold Blandinger, med
7 Pd. Uld, og det samme, regner man, faas af de blandede Racer
højere mod Nord og af de 2 Mill. Faar paa Paciflckysten. Merinos
og Southdown-Faarene i Wyoming regnes endogsaa lidt højere, og
de saakaldte „dry ftocks u i Oregon kommer endogsaa op til 10 Pd.
I Montana findes Faarene, mange af dem Dishley og Southdown,
nu me6t i Territoriet mellem det østlige Kvægdistrikt og de vestlige
Mineegne; de anses for at være fordelagtigere end Kvæg; men
man klager over, at Kvæget ikke vil æde Græsset, hvor Faarene
først har været. Folk antages at kunne begynde Faarehold paa
Sletterne med meget mindre Kapital end Kvægdrift, endogsaa med
saa lidt sotn 500 Dollar.

Tidligere var Hestene i Teksas, og hvad derfra førtes
højere op, udelukkende smaa Ponyer, „bronchos", ikke meget for-
skellige fra den saakaldte Mustang i Kalifottien eller fra Indi-
anernes Cayuses, smaa Heste, satte tilbage i Vækst, fordi de til
Tider maatte sørge for sig selv og nøjes med utilstrækkelig Føde,
navnlig om Vinteren. Det er de samme Aarsager, der i forrige
Aarhundrede skabte de smaa Heste paa Sjælland og Smaaøerne,

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

899

og som endnu gør sig gældende navnlig i Rusland. I Teksas har
man nu kunnet forædle Racen betydelig, efter at man har faaet
Græsgangene indhegnede. I Montana har man med stor Fordel
opdrættet baade sværere og lettere ædle Heste, mest dog lettere,
fordi Stammen ogsaa her oprindelig dannedes af de smaa vest-
lige Ponyer. Man har faaet for aargamle fuldblods Hbppeføl
500^—2000 Dollar, fra' 3*-5 Aars halvblods* 75—200, medens man
samtidig fra Colorado, hvor man endnu væsentlig havde den ind-
fødte Race, opgav Gennemsnitsprisen af, hvad der solgtes, til
37 l /2 Dbllar og for hele Flokke endog kun 20 Dollar. Opdrættet
af lettere Heste er dog blevet langt mindre fordelagtigt i de sidste
Aar, fordi Elektriciteten har afløst Hestene paa $e fleste af
Sporvejene i de amerikanske Byer.

I det hele har Ranchbedriften 1 i de sidste Aar hyppig givet
Tab og det ikke blot paa Grand af de lavere Priser. Medens
man ellers ikke har regnet det gennemsnitlige Tafc om Vinteren til
over 5 pCt., mod Nord ofte endog lavere end i Teksas, har det
i flere af de senere* Vintre været meget større. Man nævner for
hele Distrikter Tab paa 25 pCt , i Oregon for Kvæg i 1 Vinterert
1888— 89 30 pCt. i Stedet for de vanlige 6 pCt., for Faar i føl-
gende Aar baade heri ogj i Washington op til 50' ja endog 75 pCt.
Man har før kendt uhyre Tab, naar Flokkene ikke var i Stand til
at taalfe Vinteren, naar de f. Eks. var drevne ind i Territoriet for
sent; men Tabene er i de senere Aar blevne ganske anderledes
almindelige. Det er klart , at enten' maa Græsgangene være øde-
lagte, eller de maa være overfyldte, „overstocked* . Theod. Roose-
velt, der selv har levet i nogle Aar paa en Hesteranch i Bad Lands
i det vestlige Dakota* mener, dog vistnok med en Del Overdrivelse,
at den hele Bedrift snart vil være forbi. Kun i det britiske Amerika,
hvor man er kommen noget senere med, fordi Banerne er byggede
senere, er det muligt, at der endnu er Plads for ny større Udvik-
ling af udelukkende Kvægavl. Man har der forbedret Unionens
Landlove, og navnlig har man der været saa fornuftig at indrette
Bortleje i samlede Strækninger af den Jord, der kun egner sig*
for Græsning. I det hele viger nu overalt den simple Tilegnelse
af Naturens Gaver for den mere rationelt udviklede Brug af
Jorden.

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

II.

Forholdet mellem Kreaturer paa Ranches og paa Farmene — mindre Bedrifler.
— Græsset paa Prærien og hos Farmerne — sydlige Ranches. — Kalifornien. —

Kentucky-Racer.

Den udelukkende Kreaturdrifts Forhold til det almindelige
Landbrug, viser sig ved den flygtigste Sammenstilling af Tallene.
I alt holdtes der paa „Ranches* i Juni 1890 7* Mill. Heste, og der
var i Aarets Løb solgt Heste for 17* Mill. Dollar; knap 7 Mill.
Stykker Kvæg, solgt for 18 Mill. D.; 67* Mill Faar, solgt for
2 1 /* Mill. D. Derimod fandtes der ved Begyndelsen af forrige Aar
paa Farmene 15 x /s Mill. Heste til en anslaaet Værdi af 1000 Mill.
D., 27* Mill.' Muldyr til 175 Mill., 167* Mill. Malkekøer til 357*—
37 Vt MUL, andet Kvæg og Kalve til 571, 45 Mill. Faar til 116 og
52 1 /« Mill. Svin til 241 Mill. D., i alt altsaa en anslaaet Værdi af
over 2100 Millioner. Tilmed er disse Tal for Agerbruget -uafbrudt
stærkt stigende, Kvæget saaledes fra 1880—91 fra 36 til 54 Mil-
lioner i Tal. Hesteholdet er saa stort, fordi Distancerne er store,
og især fordi næsten alle har Raad til at køre eller ride. Næsten
enhver Jordbruger kan køre eller ride til Kirke eller til offentligt
Møde, og i den mindste By findes der en eller flere % livery-men* ,
d. v. s. Folk, som har Heste og lette Vogne at leje ud, i Alminde-
lighed saaledes, at vedkommende, der lejer Vognen, selv kører.
Men Kvæg og Svin er dog endnu vigtigere og for den største Del
af Landets Vedkommende forholdsvis endnu talrigere end Hestene.

Straks paa Grænsen af Kvæglandet viger de store Bedrifter
uafbrudt tilbage ikke blot for egentlige Farme, men ogsaa for
mindre Kvæg- og Faarehold. Det gaar som ved Hvededyrkningen.
Den store Bedrifts tilsyneladende Fordel ved let Adgang til store
Kapitaler og billigere Drift svinder ved nærmere Betragtning. De
mindre Holdere kan bedre tage Vare paa Kreaturerne om Vinteren.
Og navnlig kan den store Bedrift ikke staa sig, naar Jorden faar
Værdi og Græsset ikke mere er frit. En Kvægforretning paa
75,000 Høveder, hvad der ikke er ualmindeligt, kan indtage et Areal
paa 100 X 50 Mil eller 5000 engelske Kvadratmil I Almindelighed
regner man, at der paa Ranches kræves mindst 15 Acres Græs
pr. Kvæghøved og i samme Forhold ogsaa til Faarene, og vil
man være sikker paa ikke at mangle Føde om Vinteren, forlanger
man endog ofte det dobbelte Areal. Farmeren kan derimod nøjes
med 172—2 Acres Græs, naar han paa anden Maade skaffer

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

901

Vinterfoder. Overalt paa Grænsen ser man da ogsaa, foruden
egentlige Farmere, mindre Kvægholdere med 50—300 Høveder
eller med et tilsvarende Antal Faar tage de store Kvægejeres Plads,
fordi de kan støtte deres Kreaturhold med lidt Farming eller i
ethvert Tilfælde sørge for Hø til Vinterfoder.

Først lægger selv den mindre Holder kun an paa Opdræt.
Som i den store Bedrift lader han Kalvene gaa hos Køerne og
indretter i det hele alt saa simpelt og billigt som muligt. Kun
Indvandreren fra det nordlige Europa tror, at han straks maa
indrette sig en Stald. Saa udvikles Bedriften efterhaanden mere
og mere: bedre Racer, i alle Fald noget mere Omhu, Benyttelse
af Mælken og Fedning, Dyrkning i Stedet for Græsning og Slaaen
Hø paa Prærien. Som allerede nævnt, er Kreaturdriften en af de
vigtigste Kilder til Velstand paa de vastlige Prærier. Den er det
for alle Klasser. Jeg mindes saaledes, for at nævne et af hun-
drede Eksempler, en Avlsforvalter fra Danmark, Hestepasser hos
et Herskab i Chicago, som jeg en Gang sendte ud til en By i
det nordlige Jowa for der at varetage mine Interesser; han tjente
sig i faa Aar en betydelig Formue og avancerede til Bankdirektør,
Kandidat til et af de betydeligste Statsembeder m. m., alt ved at
købe Kvæg og sætte det ud hos Farmerne mod, at de gav ham
det halve af Tilvæksten. Man opdrætter, køber og sælger, efter-
som Omstændighederne gør det hensigtsmæssigst. Er der ikke
Anledning til at opføde eller opfede, saa presser man sit Hø og
sælger det Hundreder af Mile bort til de store Byer, til Mine-
distrikterne eller til Skovhugger-Lejrene i det nordlige.

Græsarterne er paa Prærien til Dels de samme, vi allerede
har nævnt, da vi talte om de vestlige Sletter, navnlig nogle af
dem,. der der gror paa de lavere Steder. Paa den almindelige høje
Prærie slaar man i Nordvesten Græsset om Efteraaret, umiddelbart
før Frosten kommer. I Slugéne, hvor svære Græsser ofte vokser
i stor Yppighed, slaar man tidligt, helst før Midsommer. I Vand-
dragene har jeg ofte set Græs saa højt, at det skjulte baade Hest
og Rytter. Paa Prærien regner man i Almindelighed kun 1 Ton
Hø per Acre; men man høster flere Tons paa de lave Steder.
Med de dyrkede Arter kommer man op til ganske andre Kvan-
titeter. Den hele Høhøst er ofte mere værd end Hvede eller Majs.

Af de dyrkede Græsser giver vor almindelige Timothe,
Hundegræs o. fl. a. 2—3 Ton og det saakaldte Hirsegræs endogsaa
4 — 6 Ton. Mange Græsarter er indførte fra^Europa, og nogle af

Tilskueren. 1893. 61

Digitized by Google

902

Kvægavlen i de Fofenede Stater.

dem er endog blevne almindelige som vildt Græs. Indført er f. Eks.
Vort Fløjlsgræs, Holcus lanatus, var Engsvingel eller Festuca
elatior, Eng -Rævehale, italiensk Rajgræå, dér dog passer min-
dre godt til et Land med en saa haard Vinter som en stor Del
af de Forenede Statér, ogsaa den kæmpemæssige Arundo Donax,
der dog skal findes oprindelig néde ved Sydgrænsen påa Bred-
derne af Rio Grande, ligeledés den vilde Havre éfler Arena
Tatua i Kalifornien og det saakaldte Håvregræs eller Arrhena-
therutn avenaceum. Til »Gengæld siges nogle af vore almindeligste
Græsser at være komne fra Amerika, saalédes dét saakaldte
Orchardgræs eller Dactylis glbmerata, og det er utvivlsomt ogsaa
Tilfældét med vort Timotheumgræs. Dét skal ogsaa være oprin-
deligt i Europa; men som dyrkét Græs er dét omtrent 1770 ind-
ført fra Maryland til England, efter at det 50 Aar tidligere af
Farméren Timothy Herd var ftindet i en Mose i New Hampshire,
En god Høst af timdthéumsfrø regnes i Amérika at giveSOBushel
per Acre.

Det varme Sydén egner sig forholdsvis mindre godt for
Græsserne; Af der her er saa rihge Kvægdrift, kommer dog mest
af, at man især har lagt Vægten £aa Plantagedrift og foretrukket at
købe Flæsk og< Kød, tmdérticien ogsaa Smør og Ost nord fra.
Selv Hesteholdet er der forholdsvis kun lidet; man kan bedre
betro Negere Muler og Stude end Héste. Mange Græsser Vokser
endog i en mærkværdig Fylde i det varme Klima, saafcom dét saa-
kaldte Guinea- og Paragræs, dér er indført fra Sydamerika, og
fremfor alt tiet saakaldte Johnson- og Bermudagræs, det første en
Slags Hirse, Sorghum halpense, der af Fantieren William Johnson
^ for en 50 Aår siden indførtes fra Sydcarolina for at blive dyrket
i Alabama, medens, det sidste, Cynbdbn dactyloti, over Berratfda-
Øerne er kommet fra Eutopa. Selv det højesté kjéndte 10—20 Fod
høje Rør, Afundinaria testa, der er udbredt i Staterne ved den
mféksikanske Bugt, er isærdeles yndet baade af Kvæg og Svin.

Jeg skal ikke i denne Sammenhæng tale oto die fattige hvide
Farmere i Søjlandet paa bségge Sider af ÅUeghany-Bjærgene med
deres daarlige Køer i Skovené, højhienede Svin og tilsvarende Faar,
hvor disse ikke, som hyppig er Tilfældet, bides ihjel af deres
Hunde. For at give et Billede af disse Befolkninger og deres Liv,
vride det være nødvendigt at komme nærmere ind paa Forholdene
i Syden, end det her lader sig gøre.

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

903

Ejendommeligt er Kvægholdet paa Græslandet i det sydlige
Florida; det bestaar af smaat spansk Kvæg, der kun opnaar en Vægt
af 250—300 Pund og sælges for 10 Dollar Stykket Her betaler
man for Pasningen 50 Cent for hver Kalv, der indbrændes, og
1 Dollar for hver Okse, der afskibes. Dyrene er udsatte for ejen-
dommelige Farer, bL a. for at Miye spiste af Alligatorer. Tabet
regnes dog kun til 5pCt om Aaret; men Tilvæksten er ikke stor.

I Kalifornien havde Franciskaner-Missionærerne store „mn~
chos u ; men da Santa Ana dekreterede Konfiskation af Missionærernes
Ejendom fra 1836 at regne, forsvandt som ved 1 et Trylleslag hele
denne ejendommelige Civilisation. Kvæget blev solgt eller slagtet og
sank i Tal fra 423,000 til 28,000. Faarene svandt ind til 32,000
fra 322,000 (efter nogle Beretninger endog fra 1 Million i 1825).
Hestene fra 62,000 til 4000. Samtidig gik ogsaa de halvciviliserede
Indianere til Grunde og svandt ind fra 31,000 til 4000. Efter
Guldopdagelserne tog Kvægdriften atter betydeligt til, og der findes
endnu navnlig mange Faar. Men som overalt viger Ranchdriften
ogsaa her med Udviklingen af Agerbruget.

Den interessanteste Kreaturavl udenfor det agerdyrkende
Norden er den, der gaar for sig i det tilgrænsende Kentucky, den
nordligste af de gamle Slavestater indenfor Alleghany-fijærgene.
Det er navnlig den saakaldte „Bluegrass region*, der her fortjener
Omtale. Det er en Dannelse paa det saakaldte T renton Kalk, hvor
vor almindelige Poa pratensis bliver til et sjælden fortræffeligt
nærende Græs. Paa de forholdsvis store Farme i denne smukke
parklignende Egn træffer man de fortrinligste Kreaturer, Kentucky-
Travere, Korthornskvæg og Southdowns-Faar. Hesteracen er dannet
ved Krydsning af engelsk Fuldblod med Indianernes Ponier og meksi-
kanske Mustangs. De lever næsten hele Aaret i det fri og opnaar
ofte fabelagtige Priser. Hesten Salvator har tilbagelagt , den engelske
.Mil i 1 Minut 35 Sekunder, og forskellige gode Travere har kunnet
gøre det paa 2 Minutter 8 Sekunder. Hamp spiller en betydelig
Rolle i Omdriften, og der dyrkes ligeledes meget Kløver, Hvede,
Havre og Majs. Selv Menneskene opnaar paa denne Jord en
usædvanlig Udvikling. I gamle Dage opdrættedes Slaver, der
solgtes til Syden, og nu udmærker Distriktet sig ved sine smukke
Piger. Der fortælles en Historie om to Geologer, der ikke var
sikre paa, at de var i den rette 'Bluegrass Region, men saa mødte
de en ung Pige, og saa saa de straks, at det var en n Bluegrass
girl". Landet her er oprindelig til Dels settlet af Kavalerer fra

61*

Digitized by Google

904

Kvægavlen i de Forenede Stater.

Virginien, forskellige baade fra de sædvanlige „backwoodsmen* og
fra de nordlige Farmere, og de har her fortsat et Liv, der mere
end det sædvanlige i Amerika minder om Livet paa større Gaarde
i Europa.

Den almindelige Kreaturavl i de nordlige Stater staar i
meget tilbage for de mere udviklede Lande i Europa. Det gælder
navnlig den ringe Omhu, der saa ofte udvises, ved daarlige Stalde
eller fuldstændig Mangel paa Beskyttelse mod Kulden. Tabet herved
og ved anden Forsømmelse er umaadeligt. Paa den anden Side
viser dog ogsaa Amerikanerne paa dette Omraade deres Energi og
Evne til Koncentration. Endnu tilhører de fleste Dyr ringe indfødte
Racer; men der gøres uhyre Fremskridt i Retning af bedre Blod.
Af ægte Korthorn findes over 100,000 i den amerikanske „herdbook*,
og tilsvarende Tal findes af andre engelske Racer, de noget nøj-
sommere Herefords, Devonshire i de mere bakkede Egne, Ayrshire
eller de forskellige skotske Federacer. Der findes mange Hjorde af
de nydeligste Jerseys og andre normanniske Malkeracer. Meget
yndede er de saakaldte Holsteins, d. v. s. hollandsk-frisisk Kvæg
af samme Race, som vi i Danmark især kender fra skaanske
Herregaarde, Dybeck o. a.; de regnes for mere haardføre end
Korthorn. Store Summer anvendes, og der opnaas ogsaa store
Resultater, saa at man f. Eks. endog atter har kunnet forsyne Eng-
land med nogle af dets bedste Korthornsdyr ved Genindførsel fra
Amerika. Som Priserne er, kunde det vistnok betale sig at ind-
føre gode Anglere, skønt der selv til Malkekøer i Almindelighed
kræves mere Krop. Faar forbedres med de sædvanlige engelske Racer.
Det samme gælder Svin, hvor man dog særlig ynder en ejendommelig
udviklet gammel amerikansk Krydsning, Poland China. Af Heste
indføres mange Clydesdales, Shire-Heste, ogsaa franske Percherons,
af hvilke der f. Eks. træffes betydelige Hold i Illinois, saavel som
andre engelske og franske Heste. Den amerikanske Morgan-Hest,
en god Kørehest, skal stamme fra nogle Hingste, en Amerikaner
af dette Navn kom til at køre med i Normandiet, da han tog til
Paris for et se Indtoget ved Restaurationen. Der anvendes overalt
store Midler og fortjenes ogsaa store Formuer ved Opdræt Alle
Betingelser for udmærket Drift er til Stede, og Amerikanerne forstaar
i meget at benytte dem.

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

905

III.

Mangel paa Regn, personlige Erfaringer, Teorier om Regnmængdens Forøgelse,
Regnmageri. — Vanding, det store Basin og Colorado Canons, Mængde af
vandede Farme, Montana, Farmenes Areal, Omkostninger. — Udførelsen,
artesiske Brønde. — Resultatet.

Saa ubestemt er Grænsen mellem de store Sletter og den
dyrkelige Prærie, at man har kunnet spore en hel Bølgebevægelse
i Settlingen. Man har set Strømmen gaa frem og tilbage baade
i det nordlige Dakota, Nebraska, Kansas og Teksas. Settlerne er
rykkede frem med Jærnbanerne, navnlig naar der var nogle Aar
med god Regn, og har saa senere i tørre Aar fundet sig nødsaget
til i Tusendvis at vende tilbage igen. Saaledes blev i faa Aar
selv den vestlige Del af Kansas besat med et tyndt Net af Home-
steadere eller af Folk, der optog det fri Regeringsland. I denne
Stat har man en Folketælling hvert 5te Aar, og af denne ser
man da, at Folkemængden her ude atter er aftagen i den sidste
Del af det forløbne Tiaar, da man i nogle Aar havde en usæd-
vanlig Tørke. Her er det, jeg selv har nogen Erfaring. Jeg havde
erhvervet store Strækninger ved bægge de gennemgaaende Baner,
hvor jeg ansaa det for lettest hurtig at danne gode Kolonier r og
havde navnlig i det ene af disse Distrikter bundet betydelige Ka-
pitaler. Saa kom de tørre Aar, og alt forandredes. Selv her af-
hænger for øvrigt meget af Settlernes særegne Udvikling. Navnlig
havde jeg i et af Distrikterne Lejlighed til at se, hvor ganske
anderledes nogle Kolonier af tyske Russere fra Volga- og Odessa-
Egnene kom igennem — deres Hvede stod sig altid — hvorfor
jeg ogsaa sendte en Mand til paagældende Egne i Rusland for i
Hast, inden det russiske Politi lagde sig imellem, at erhverve nogle
Hundreder af disse gode Kolonister. Men i det hele har Frem-
rykningen paa denne Grænse ud mod det tørre Bælte, mellem 98
og 100 vestlig Længdegrad, ikke været uden Skuffelser. Det maa
indrømmes, at der har været temporær Tilbagegang.

Det, det gælder om, er — Regnen. Man har opstillet den
bekvemme Teori, at Regnen skulde følge med Kolonisationen.
Jeg vil nu ikke tale om saadanne Taabeligheder som, at den
skulde blive tiltrukken af Jærbaneskinner eller Telegraftraade; men
det kunde jo tænkes, at mere Fugtighed holdtes tilbage, og mindre
Vandmængder løb bort over Overfladen, naar Jordskorpen bliver
brudt, og mulig, d,a der jo endnu aldrig er megen Jord, der

Digitized by Google

906

Kvægavlen i de Forenede Stater.

allerede er pløjet, selv derved, at med Kolonisationen ofte længere
Græs afløser det korte Steppegræs. Imidlertid bekræftes disse Teorier
i alle Fald endnu ikke ved virkelig videnskabelige Iagttagelser.

Man har gjort alt for at skaffe Regn. Man har efterlignet
de vilde Folkeslag, hvor Troldmændene ved deres Hokuspokus
tilkalder Regn, idet Unionsregeringen har ladet foretage det be-
kendte Forsøg paa Prærien i det vestlige Teksas •, hvor General
Dyrenforth fyrede med Dynamit og Krudt baade nede paa Jorden
og fra Drager i Luften. Man havde hørt om, hvorledes store Slag
havde frembragt Regn, og vilde nu gøre dét samme paa en anden
Maade ved at udvide og sammentrække Luf tén. Der faldt ganske
vist Regn, men Videnskabsmænd er enige om, at den ikke kan
være frembragt ved de foretagne Eksperimenter. Der opstod straks
Regnmagere rundt om i Vesten; men det hele staar nærmest paa
Linie med den Visen Vand ved Pilevidier og andre lignende Me-
toder, som vi kender fra vor egen mjemstavn.

Det var en bekendt Senator, General Farwell fra Chicago,
der fik Forsøget sat i Scene. Han fik af Staten Teksas, 9om Beta-
ling for at bygge et Marmor-Kapitolium i Austin, 3 Millionér Acres
Land i det før nævnte Pan Handle -Distrikt i det nordvestlige
Teksas, udmærket Land, hvad Bonitet angaar, men uden Vand, en
at de faa samlede Strækninger, der endnu ikke er optagne. Det
var i et Distrikt noget længere nede i Teksas, at „Generalen*
{oretog sine Forsøg. Jeg var derude med et Tog af Jærnbane-
embedsmænd og nordlige „Real estate ayente^ som anlagde en By
paa den nøgne Slette, der ikke vel kunde andet end medføre
Skuffelser. Jeg mindes levende en Dags Ridt over Prærien, hvor
de spanske Daggere eller Yuccaer og andre Planter belærte mig
om Forholdene. Jeg selv sluttede en Kontrakt med et Jærnbane-
selskab om 50,000 Acres bedre beliggende Land, hvor jeg navnlig
ventede at kunne anbringe velhavende Tyskere fra Ohio; roeo
efter at have kostet nogle Tusende Dollar paa forskelligt Arbejde
og paa Jærnbaneekskursioner derud, kom de tørre Aar, og jeg
var glad ved at kunne trække mig tilbage uden større Tab. Det
smukkeste Settlement, jeg da besøgte, var anlagt af nogle tyske
Kapucinermunke, der var flyttede ned fra Kansas, fulgte af nogle
flittige tyske Bønder, og som selv med egne Hænder byggede sig
et smukt lille Kloster efter europæisk Mønster* af ubrændt Ler,
der i det tørre Klima staar sig godt. Plantninger og Marker saa
fodt ud. Et Par Aar efter kom Forstanderen ♦ Fader Peters,

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

907

imidlertid op til Chicago, for at foreslaa m|g at overtage hele
Kolonien.

Hvad der maa tgøres i det tørre Vesten, er Vandtøg, og det
er Amerikanerne^ da nu ogsaa overalt i Færd med. Man, har for
længst benyttet Vanding ved Dyrkning af Frugt og apdr$ produkter
i Kalifornietf, og Mormonerne har vsd V^ndijig, forvandlet en Del af
Utahs Ørken til en Have,; der sender sine Produkter lige Ul Covent-
garden Market i London. Man har nu med stor EJne^i taget fat paa
at efterligne dette i and^e Dele. af det tørre éælte. Der er o-veralt
Spørgsmaal derom, saa snart man er kommen over den nævnte
Gi^ens^; me» der er is,ær $n Del af pandet, hvor det ligefrem
er den nødvendige Betingelse for al Dyrkning. Dette er det saa-
kaldte, store Basin, Lancet mellem. Klippebjærg^ne^s K^eder.

Selve bysten ved det stille Éav med Undtagelse af det
sydlige Kalifornien udmarker sig ^ndogs^a, ved usædvanlig megen
Regn, og Landet jnellem <Je yderste Kystbjærge og de næste £ æder,
Caseade- og Nevad^abjærgene, hører endnu til §ta ternes bedste
Kornegne* Men koraiper man ijpflenfor, derøe a^den Række Bjærge,
har man mellem dem og de østlige Bjærge eller egentlige Rockies
et Lan4, . hvor d>et qæstøi aldrig regner, Map har Søer, saasom
den store Saltsø, og pogie enkelte, Floder, Jprdans Flod pg et Par
andr^f men.de har intet Uflløb til Havet; Fugtigbedep optages af
deij tøure Jord eller dunster bort i de^tyncle, tørre Luft. Dette
saakaldte , ^Store Basin 44 . optages af Staten Nevada!^ det sydostlige
Kalifornien, den vestlige Halvdel af Utah saipt en Del af Id^iho
og Oregon. Omtrept lige saa tørt er tilgrænseijde Dele af Wyo-
ming og. især, meget af Ny Mekaiko pg Arizona^ n arid zone*, „det
tør*e Belte*, hvoj; det Ugeledes . næsten aldrig regner. Vi fandt i
tor Barndoms Geografier en stor Del af Kpntineptét benævnt som
den amerikanske Ørken. Denise Ørken er nu for største Delen
forsvunden, og meget, der i siq Tid regnedes dertil, saasom dei
østlige Nebraska og Dakota, hører i^u til Vennens bedst? Korn-
kammere. %n her ude er der endnu virkelige Ørkener.

Imellem Bjærgene, der begrænser det store Basjn mod Øst "
og Bjærgsystemets ^dløbere i Colorado og Ny Meksiko er det,
man finder de mærkelige Colorado, Canons. Det er Kløfter, hvori
Floderne løber eller har løbet; thi der' «r Tusender af dem, paa!
Jivis Bund der nu ikke mere flyder nogen Strøm. Dét er det
Flodsystem, der hører til Colarado-Floden og den med den for-
bundne Green River, der kommer ned fra det vestlige Wyomings

Digitized by Google

908

Kvægavlen i de Forenede Stater.

Højland, hvor man endnu taler om Landet som „den ameri-
kanske Ørken. * Colorado-Floden falder til sidst ud i den kali-
forniske Bugt inden for Nedrekaliforniens Halvø. En saa stor
Uddybning har fundet Sted, at Colorado-Flodens egen Canon paa
en Strækning bliver 7000 Fod, 1— l 1 /* engelsk Mil, dyb. Øverst
oppe vokser Naaletræer, navnlig de korte saakaldte Cedere, et
Navn, der her gives baade til Tujaer og til Enebærarter, derefter
godt Græs, længere nede Sage eller Artemisier, der fylder Luften
med Lugt af Kamfer og Terpentin, og længst nede endelig en
øde Stenørken.

I hvilken Grad Vanding her ude er nødvendig, kan man
slutte af det Antal Farme, der allerede benytter den. I 1889
var det af Wyomings 3200 Farme de 1900, af Arizonas 1400 de
100a af Ny Meksikos 4100 de 3000, af Nevadas 1300 de 1200, af
Utahs 11,000 henimod 10,000. Det virkelige Forhold er, at i det
store Basin saavel som i Ny Meksiko og Arizona i Reglen alt
maa vandes. En Undtagelse danner kun nogle Farme inde i
Bjærgene og andre Ejendomme, der ikke er egentlige Farme, kun
„Stock ranches' 1 , Græsningsgaarde.

I Bjærgene længere mod Nord forholder det sig anderledes.
I det nordvestlige Montana, der væsentlig paavirkes fra Pacific-
Kysten, er Vanding ikke nødvendig, og selv i den øvrige Del af
Staten regner man uden Vanding at kunne høste V*— 1 Ton Hø
paa Bunden af de brede Floddale. Gennemsnitsregnmængden for
Staten er 15 Tommer, hvad der forslaar i det mindre Klima.
Der savnes dog Væde i Sommermaanederne, og i Reglen betaler
det sig at vande de saakaldte „Bænke*, Landet langs Floderne.
Man har forsøgt åt faa Indianerne paa de store Indianerreserva-
tioner, der endnu findes i Staten, ind paa Agerdyrkning; men
Forsøgene har ikke været heldige; man vil nu ogsaa for dem
prøve Vanding. Idaho er saa fuldt af Bjærge, at der ikke er
megen Plads for Vandingsanlæg.

Størrelsen af de vandede Farme er meget forskellig, fra
27 Acres i Gennemsnit i Utah og 30 i Ny Meksiko til 95 i Montana,
119 i Wyoming og 192 i Nevada. Forskellen afhænger væsentlig
af, om Jorden benyttes til Græs og Kløver eller til mere have-
mæssig Dyrkning. For Foderplanter er der særlig stærk Efter-
spørgsel i Mineegnene foruden til det sædvanlige Kvæghold. I
Arizona hører en Tredjedel af det vandede Areal til 100 store

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Slater.

90£

Ejendomme; men for Resten, de 93 Procent af hele Antallet, er
Gennemsnitsstørrelsen af Farmene ogsaa der kun 43 Acres.

Omkostningerne ved Anlægene ér meget forskellige, fra
nogle faa Cent til hundrede Dollar per Acre, i Gennemsnit, for at
nævne et Par Eksempler, 3 Dollar 2 Cent for Wyoming, 5,58 for
Ny Meksiko, 7,58 for Nevada, 10*55 for Utah. Udbyttet synes
gennemgaaende godt, og som Værdiforøgelse over Udgifterne nævnes
ofte som Gennemsnit over 20 Dollar per Acre.

Der klages meget over Mangel paa Plan, af denne Grund
unødvendige Omkostninger, slet Udførelse og daarlig Benyttelse af
Vandet. Det er især Tilfældet med tidligere Anlæg i Utah og i
Ny Meksiko fra den meksikanske Tid. Det søger man nu at und-
gaa ved omfattende Planer. Der er mange Hensyn at tage , og
blandt andet er der Spørgsmaal om, hvad private og hvad det
offentlige skal gøre. Private Selskaber er ikke umulige selv i meget
stor Maalestok paa Basis af Erhvervelse af Regeringslandet og Salg
af Vandret til åndre, skønt det har sine store Vanskeligheder, som
jeg en Gang selv har erfaret, da jeg prøvede paa at hjælpe nogle
af de ledende Mænd i det vestlige Montana, som ønskede et saa-
dant Selskab dannet. Hvis de enkelte Stater eller Unionen skulde
gøre det, maatte man frygte Jobberi og Svig.

Flere af Floderne kommer ned fra Colorados Bjærge, saa-
som Rio Grande y Bravo del Norte, en af Verdens længste Flo-
der, hele 1200 eng. Mile lang, dér paa saa lang en Strækning
danner Grænsen mellem Staterne og Meksiko, men som kun er
lidet sejlbar, og som allerede for Vandingens Skyld burde system
matisk opdæmmes og opspares i sit øvre Løb; fremdeles Pecos-
Floden i det østlige Ny Meksiko, for hvilken der nu allerede er
dannet et stort Selskab, der har foretaget betydelige, som det
synes, heldige Arbejder, endvidere Arkansas og dens Bifloder, den
røde Cimaron o. fl. a., der løber ned gennem Kansas og Teksas.
Andre Floder løber gennem Landet mod Nord saasom Missouri og
Yellowstone, der ved Opstemning formentlig kunde forøge Landets
Værdi med mellem 4 Og 7 Mill. Dollars* Næsten alle er det lange,
langsomt løbende Floder, der egner sig godt til Vanding, men heller
ikke due tfl andet. Da de fleste og vigtigste, Colorado-Flodens
System mod Syd, Platte mod Vest i Nebraska, Yellowstone,' Big Horn
o. fl. a. i Montana og Dakota, kommer fra Wyomings Højland, er det
af Interesse, at man der i 1891 har vedtaget en mærkelig Lov,

Digitized by Google

910.

Kvægavlen i de Forenede Stater.

som indsætter en Statsingeniør og et Kontroldeparferoent, og som
vil lade det offentlige bestemme, b,vor meget Vand hver skal have
efter Behov og Prioritetsret pg efter, hvad der findes af Vand,
saa at ingen faar mere, end, han har Birug for. Særlig Lovgivning
er nødvendig for Yandets bjed^te ft&nyttelse.

Resultaterne af Vandingen $r vidunderlige: . ypperlig Sæd
og Majs, en Fylde af Foderplanter saasom 3—5 aarlige Afgrøder
af Alfalfa eller Lucerne, ofte herlig JYugtayJL Nisten overalt
meldes udmærkede Resultater. Jeg' h#z selv qjet en Pel Land, der
var under „ditch*, d. v. s. kunde vandes, fra en K^nal, der var
gravet for at føre Vand fra Arkansas-FlocLep gennem et Stykke af
Kansas; men det tog lang Tid, før det tørre Land, gennem hvilket
Kanalen var gravet, blev mættet* og Arkansas -Floden selv løb
ofte helt tør. Jeg har ogoaa øolgt m Del fortræffelig vandet Land
for et hollandsk Selskab, der ejer £ Mi}}. Acre i, det nordostlige
Ny Mekaiko, og med . hvilket jeg havde sjuttet Kontrakt om at
sælge deres Land, efterhaajaden pom det blev hrøtgt under Kanal ;
jeg naaede aldrig selv at kotnmp derned.; wrø* saa. vidt jeg ved,
var de Kolonister, jeg fik anbragt deruqde, sårdeles vel tilfredse.
Skulde jeg selr, »ferme* <lerude, vilde jeg fqcet^Ak? Jord, jeg
kunde give Vand, naar det bqbagftde mi^.

Foruden Vaqdingsaqlapg v$d Hjælp af Flod^ne og Sneen
fra Bjærgene, forsøger man og$*ft artesiske Brpnde f ; Amerikanerne
taler i deres overdrevne ,og fantastiske Sprog om uhyre under-
jordiske Søer og Floder under det Land* hvor de trænger til Vand.
Dette er naturligvis meningsløst; men det er sandt, at der i
Almindeligbed oven paa dot Etødtlag* dsr Jiqdes tf*4er Landet ud
mod Klippetyærgene, ligger gpdt yaJ74^tende L^g. Den sidste
Opgivelse, jeg har f*aet i Jlændfr taler om 14,000 Brønde, hvoraf
Flertallet for Vanding« En Opgivelse af }*89 angiver den gennem-
snitlige Dybde til 146 Fod, og den gennemsnitlige Udgjft til kun
78 Dollars. Fordelen ved dom er dog- itøe s^ sikker, som den
ved Vandingen.

Man har regnet Aid, at man ved ret Benyttelse vil have
Vand nok: i Strømmene til 30 Millioner Acre eUer til 5»pCL af
alt Landet i det egentlige tørre Belte. I alt var der i Landet vest
for 97de Længdegrad i 1886 Anlæg til at vande 8 Mil). Acre, og af
disse var de 4 Millioner under Dyrkning; men filerede i 1891 var
disse Tal stegne til 18 og 10 Millioner, deraf 4 tøill. i Kalifornien,

Digitized by Google

Kvægavlee t de Forenede Stater.

911

derefter mest i Colorado. Det er den mest intensive Benyttelse
af Jorden, der her mødes med, og som delvis fortrænger den mest
ekstensive, Kvægdriften.

Slagterierne i Byerne, -r- ydbytyet og; Udførselen, ■ ■— Tra^portea, Chicago
Sto<*, Yar,d t Slagtehuse for Qtøer og Syin. Tælle og fedt,, Affaldet, „U^e.Bjg
Foui;". — Mejerier og Oste- 9g Smørfabriker, Detailler, tfansJæJtøejerimænd. —
Møller, Bryggerier, Brænderier. '— - Børsen, amerikansk Dygtighed.

Økonomisk tal* er Svinet *n Sæk Majs ♦ ' der kan rumme
mere end andre Sække : Dg billigere føre Kornet til Markedet.
Væsentlig er det samme Tilfældet med Kvæget. Det er isser som
Svin og Ktæg, at Produktionen af det store Majs*- og Græsland
føres til Vestens store Markedsbyer for der at modtage den Form,
hvorunder det endelig fordeles, først og fremmest over det øvrige
Amerika^ dernæst ogsaa over Europa. •< '

Før havde Slagteforretningen især sit Sæde i de store Byer
ved Ohio-Floden, i Cincinnati i Staten Ohio, der kaldtes for Por-
copolis, Svinebyen v til Dels ogsaa i Louisville, Kentucky. Nu
staar Chicago, det ny store Centrum for hele Vesten, der, hvor
Jærnhanerne til Nordvesten mødes for at dreje op om Michigan-
Søen, langt forud for alle andre Pladser. Paa Kvægtorvet ved
Chicago, „the Stock Yard", tog man baade i 1891 og 1892 imod
SV* MUL Kvæghøveder, 2 MilL Faar og 87« Mill. Svin* Derefter kom
Kansas City ved Missouri med henholdsvis l 1 /*« V« og 2Vs Millioner t
og endnu længere nede^ i Rækken Sti Louis ved Mississippi og
Omaha ved Missouri i Nebraska. I 1870 afskibedes der fra Ame-
rika af Kvæg og Produkter af Kvæg 64' Mill. Pd. til en Værdi af
6 MULD.; i 1891 var det 507 Mill. Pd. til en Værdi af 657* MilL,
det bliver Kødet af 1 Mill. Høveder regnede til 500 Pd. slagtet
Vægt per Høved. Af Skinker og Flæskesider var det i 1891
600 MUL Pd. til en Værdi af 41 Mill., saltet Flæsk 81 Mill. Pd.
til en Værdi af 4*/* MUL, en mindre Mængde usaltet Flæsk, af
Fedt 498 MilL Pd. til en Værdi af 347t Mill. D. Der var ligeledes
her en uhyre Forøgelse mod 1870. Og dog er Udførselen kun en
mindre Bel af den samlede Produktion, der alene for de store
Slagtehuse tilsammen for hele Landet antages at løbe op til
500 MilL Dollar om Aaret.

Man kan besøge Chicago uden at se noget til Slagteforret-
ningen; men det er med fuld Føje, der tales saa meget om den,

Digitized by Google

912

Kvægavlen i de Forenede Stater.

baade paa Grund af dens Vigtighed i Landets Økonomi, og fordi
den er saa vel indrettet.

Allerede Transporten er beundringsværdig og karakteristisk
for amerikansk økonomisk Udvikling. Den foregaar i Jærnbane-
vagoner, der tilhører særegne Selskaber, med bevægelige Skillerum,
der hænger ned fra oven, med dobbelt Tag for at bringe Luft og
indrettede, saa Dyrene kan ligge ned; Føde føres ned fra oven og
Vand fra en Beholdning bag i Vognene. Saa godt er alt indrettet,
at paa en Vejlængde af 2500 eng. Mil helt ude fra Idaho taber
Kvæget kun 20 Pd. eller ikke 2V* pCt. af sin Vægt.

I Chicago modtages og betales Kvæget for Regning af det
Selskab, der ejer og driver Kvægtorvet, „the Stock Yard". Det
holder sine egne Købere, der betales med Gager af 5—7000 Dollar,
altsaa det dobbelte af, hvad en dansk Hinister har om Aaret
Stock Yarden har sin egen Bank og forskellige andre særegne Ind-
retninger. Enkelte Firmaer kan slagte flere Tusend Stude og en
halv Snes Tusend Svin om Dagen, Philip Armour slagtede i 1892
c. 850,000 Stkr. Kvæg, 1,750,000 Svin og 600,000 Faar.

Hvad man mest undrer sig over, naar man beser selve
Slagterierne, er dels Hurtigheden af alle Operationerne dels Dyrenes
lette Død uden foregaaende Rædsel. Okserne drives ind hver i
en Baas; paa Brædder lagte oppe over Baasene gaar en Mand,
som dræber Oksen enten med et Skud i Nakken fra en Vindbøsse,
der ikke forskrækker med noget Knald , eller med en Pig drevet
ned med et Kølleslag. Oksen falder sammen næsten uden Træk-
ninger; er i næste Øjeblik trukket ind i Slagtehuset, løftet op ved
Dampkraft, skaaret itu og behandlet videre i afkølede Rum. De
bedste Kreaturer og bedste Stykker sælges som ferskt Kød i Biik-
daaser omkring i Landet til Hoteller, men sendes ogsaa til Ud-
landet i Kølerum pr. Vogn og Dampskib; de mindre vægtige Dyr
sælges til Smaaslagtere, det vil i Amerika sige, til Kødudsalg. De
magrere Kreaturer, navnlig Massen af Teksaskvæget og Kvæget fra
de tørre vestlige Græsgange, bliver saltede eller behandlede som
„chipped beef a , tørret, røget og omviklet med Linned og endelig,
som vi ser i Kødudsalgene i Europa, dyppede i en Opløsning af
gul Farve for at bevares mod Fluerne. Endnu ringere Kreaturer
og ringere Stykker bliver gjorte til „Daasekød", Benene tages ud,
Kødet dyppes i Saltlage, koges let ved Damp og pakkes i Blik-
daaser, der omhyggelig tilloddes, „canned goods* . Paa samme Maade
behandles Tunger, Fjerkræ m. ni. Der laves ogsaa „forloren*

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

913

Skildpaddesuppe og Oksehalesuppe, der sælges til Restaurationer,
Hoteller og andre Forbrugere, Kødekstrakt m. m. De allerbedste
Kreaturer bliver ikke slagtede, men sendes bort for at udføres levende.

Svinene faar en Ring om et af Bagbenene og føres ind i
Slagtehuset hængende med Hovedet ned; en Mand stikker 8 — 10
Stykker i Minuttet; de hænger i fem Minutter, for at Blodet kan
løbe af; falder saa i kogende Vand, for at Haarene skal blive
løse; skrabes af paa Maskine; gaar videre til Folk, der tegner
Linier paa Kroppen til Skinker og Ryg; bliver saa skaarne itu i
afkølede Rum, saltes og røges. En Behandling, der i alt tager 48
Timer. Stykkerne gives forskellige Former efter forskellige Landes
Skik og Brug. Der laves stadig Flæsk ogsaa til de Lande, Avor
»amerikansk" Flæsk er forbudt af saakaldte hygieiniske Grunde,
saaledes til Tyskland og formodentlig ogsaa til Danmark; det
kommer ind ad Omveje trods Forbudene, som det i Reglen gaar
med slige ubegrundede Forbud.

Til det mærkeligste ved Produktionen hører Benyttelsen af
Affaldet. Som saadant kan man næppe betragte Tællen af Oksen
eller Fedtet af Svinene. Tællen behandles saa renligt som Fløden
i et Mejeri ; den og det bedste af Svinefedtet, det saakaldte Neutral,
Bugfedtet, bruges til Oleomargarin ogButterin; Stearinen, der bliver
tilbage af Tællen, bruges til Lys, Sæbe og især til at gøre det
raffinerede Fedt stivere. Aarlig sendes over 50 Mill. Pd. Oleo til
Margarin fabrikanter i Holland o. a. Steder; 21 Mill. Pd. bruges i
selve Landet til den fattige Mands Smør. Det bedste Fedt i Handelen
er „ Prime -steam-lard* . Med Grund har man klaget over For-
falskninger af 9 lard-oil u i JaUow~oil* saa vel som af det saakaldte
raffinerede Fedt; og Tilsætning af Olien af Bomuldsfrø er næppe
det værste; en Del af det Fedt, der laves af døde Dyr, f. Eks. af
Svin døde under Transporten, har vistnok været solgt til Men-
neskeføde.

Foruden Tællen og Fedtet bruges Tarmene til Pølser, Ma-
verne til Pepsin og Osteløbeekstrakt; der laves det saakaldte Pan-
kreatin ; tørret Okseblod, tørret Oksegalle, der bruges mod typhoid
Feber og til Farver; Hornene til Knivskafter; det ydre af Klovene
benyttes til Fabrikation af Berlinerblaat; Hoved, Klove og Ben til
Mel; til Jsenglas", der bruges af Bryggerne til at klare Øllet; til
Lim, hvoraf det fineste bruges ved Fabrikationen af Fortepianoer;
Pepsinfosfater til Sodavandsfontæner m. m. Hvad der ikke kan
bruges til andet, gøres til Gødning, der navnlig sælges til Bomulds-

Digitized by Google

914

Kvægavlen i de Forenede Stater.

distrikterne. Afifakisbenyitelsen apilier en saadan Rolle, at den
aléne er fuldkommen i Stand til at give n the patkers", Ejerne af
disse store Bedrifter, deres Fortjeneste.

Slagttforretaingen er væsentlig i Hænderne paa fire store
Firmaer, *the bip four" — Philip Arrnour er en af de mest be-
kendte — der til Dels ogsaa opererer i Kansas Citys som snart
konkurrerer snart koopererer med Chicago. De „Mg fotir« bar
ved Koncentreringen bennet gennemføre adskillige Besparelser;
men det kan ikke nægtes, at jo Monopolet føle*. De udøver Ind-
flydelse paa Priserne, de behersker til Dels Transporten ved deres
Forhold til Banerne og til dé Kompagnier, der ejer Vognene, hvis
de 4kke selv > ejér diBse? de har f* Eks. ikke viUet tillade, at
Banetaksterne sattes éaaledes, at det kan betale sig at føre Krea-
turer til Østén og slagte dem der, hvad ellers adskilligt kunde
tale for. '

Ogsaa den anden Form for animalsk Produktion, Mejerierne,
er, om end ikke i samme Grad som Slagtehusene, Genstand for
ejendommelig Udvikling i speciel og istor Retning. -Den første
Ostefabrik oprettedes 1860 i Rérae i New York Stat, og Smør-
fabrikerne er endÉu n^ere. Nu er de sidste de vigtigste, leg har
set Beregninger, hvorefter der skal laves 6 Gange saa meget Smør
som Ost. I 1880 var man naaet til 800 Mill. Pd. Smør og 240
Mill. Pd. Ost Beretningen fra sidste Census er endnu ikte kom-
men; men jeg har set Opgørelser, hvorefter der af den anvendte
Mælk skulde produceres 500,000 Tons eller 1000 Mill. Pd. Smør,
hvad der sikkert er under Virkeligheden, og 200,000 Tons eller
400 Mill. Pd. Ost, et Forhold, der ikke ganske stemmer med det
nysnævnte.

Mejeridriften er forholdsvis størst i Ny England med det
iioget fugtigere KKma og den mindre stærke Sommervarme. Især
findes de fleste Ostefabriker der. Der laves ogsaa en Del Ost i
Wisconsin, hvor . bl a. nogle Sctrtfeizere har inflført en betydelig
Fabrikation af Schweizerost, saa^vel søfti i Kalifbrnfeb. Smør-
fabrikerne gaar hurtig længere og længere mod Vest, ikke blot
gennem Ohio, Michigan og det nordlige Illinois, men ogsaa ud
gennem Jowa og det sydlijge Minnesota, saa vidt jeg kan skønne,
især i det Mandede Belte mellem Majsen og den rene Kornavl.
Den er især af Vigtighed for Farmerne her, som er henviste til et
blandet Agerbrug og ikke alene til at dyrke Fedemidlet Majs. Man
regner, at Fabrikerne har mere end fordoblet Udbyttet af Mælken.

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

915

Den almindélige Ost er nærmest i Retning af Cheddar og
fed hollandsk Ost, men ikke saa god. Amerikanerne spiser Smør
paa Brødet til alle Maaltider selv til varmMtfd, men spiser ikke
saa meget Ost, mest smaa Kvanta som Dessert sammen med den
Frugt-pie, de spiiser tfl dé fleste Maaltider; Som déres Forbrug
er, behøver vi ikke at frygté dérfes Konkurrence i Smør paa det
europæiske Marked, og tiagtel der' stadig udføres fen Del Ost, ér
det vistnok llellét- ikke i denHé Retnihgi derfes Salg til tidlandet
særlig vil tagé til. ^ ,

Fabrikerne ^åår, safa vidt jisg kan skønne, under vore i
Renlighed og Otøho, men højéré? i gode; nemme og besparénde
Arbejdsmetode*. 1 Man har : f. Eks. stbufcke Metoder til at maate
Smørmængdén i deri lervferédé Mfidk, dg det er forbavsende* hvad
de enkelte Arbejdere kan udrette. Det rigtig fifle n gilt-edged u
Smør til en Dollar Pundet; der laves i Omegiien af Philadelphia og
andre store østlige .feyer, kammer frtt mindre Mejerier, ikke fra
Fabrikerne. Som andre Industriel? s&mles ogsad denne i visse
' Gehtra , saaledéis Oatéfebtifter i dét véStlige New Ytirk omkring
! Little Falls <ig Smørfabriker i det nordlige IHiiiois bmkring Elghu
Det er interessant ikke blot at besøge Fabrikerne, men bgsaa at
lægge Mærke til den Iftdflydelsé, 'de tiddver paa Agerbniget i detfeb
.Nærhed: bedre Behandling af Køettie, • Kælvén om Efteraatet i
1 Stedet fbr om Foraaret,' Indtetning af de saakaldte Siloer for ut
bevare dét rige Foder, man hér i Majs og indre saftige Planter,
ved at salte bg presse det, m. m., en tJdvikling i samme Retning,
som vi kender defri fra Dattteark.

Et ejendommeligt System lirtiges paa Véstens Prærier, det
Cooleyske kaldet eftér denne Mårids Mælkekølere. Nybyggerne
bor langt fra hifianden bg har I Almindelighed kun faa Køer hver.
Mejeriet sender da Vogne Ud over 1 Prærien i en Afsfand af 20
eller flere engelské Mil bg købér ikke Mælken, men Fløden, hvis
Mængde eller rettere Højde i 'Mælkekølereti; læses i Linier paa et
Stykke Glas såt tod i éidefn af Slikspanden. Herefter befales
Farmeren, épahderiståttr i Farmeren^ Brønd eller Kilde, dm fltké
Is haves, og Farmeren beholder selv den ftsyrnéde Mælk til sft
Hus eller til sitté ' Kalve. Jeg nævner dette som nyt Bevis paa
Amerikanerries praktiske Sttris bg &riag for Forretning i det store.
Paa denne Måade bliver dét muligt, ved at tage Jærbanestktionerne
som Saralingsglådaer, selv paa Vestens Prærier at samle Fløden af
3—4000 Køer. Jeg selv var en Gang for mange Aar siden lige

Digitized by Google

916

Kvægavlen i de Forenede Slater.

ved at faa en saadan Fabrik i Hænde. Farmerne i en af de
bedste Egne af det østlige Jowa omkring en By, hvor nogle Jærn-
baner støder sammen, tilbød paa Stedet at ville bygge mig en
Fabrik og levere mig deres Mælk eller Fløde, noget, tror jeg, af
Misfornøjelse med en stor Smørfabrikant i en Naboby. Planen
strandede, fordi en udpaærket dansk „buttermaker" , der var et
nødvendigt Element, imod Aftale udeblev.

Man skulde tro, at denne hurtig fremblomstrende Industri —
der navnlig erobrer sig det ene vestlige Distrikt efter det andet
— maatte være noget for Indvandrere fra Danmark, dette Europas
Mejeri -Universitet, som en fransk Forfatter kalder Landet. Man
maa imidlertid erindre, at de fleste indvandrede Danske er Almues-
mænd, der ikke har haft noget med Mejerier at gere hjemme.
Dernæst falder vore Indvandrere i Almindelighed ned, hvor Tilfældet
bringer dem hen. De er ikke stærke i>ok til at kæmpe sig frem
til det, der bedst passer sig for dem, og finder bl. a. næsten altid
Sproget som en stor Hindring for fri Bevægelse. Jeg mindes en
udmærket Mejerimand, en Konsulent for Landboforeningen i et af
vore bedste Kreaturaniter, der var tilfreds som Presser paa et
Skrædderværksted, en anden ikke mindre dygtig Mand, der dog
først et Øjeblik havde rørt ved Mejerivæsen i Amerika, 'som snart
foretrak den sikre Ugeløn i en Urfabrik. Saa vidt jeg ved, har en
Dansk, Hr. Krebs, Fortjeneste af gode Centrifugers Udbredelse i
Amerika. Jeg selv har to Slægtninge, der indtager en Plads i det
fremskridende Mejerivæsen i Amerika, J. D. Frederiksen i Little Falls,
New York Stat, og Joh. Monrad i Chicago. Jeg mindes ogsaa en
ung tidligere dansk Herremand, en Baron Bille-Brahe, som med
stor Dygtighed tog fat i Mejerivæsenet i Jowa.

Lige saa udviklede som Slagtehuse og Mqjerifabriker er ende-
lig de andre Værksteder for Landprodukternes Forædling: Møller,
Bryggerier og Brænderier. De fortrinlige store Møller, „roller-mills" ,
har i faa Aar væsentlig forvandlet Udførslen af Hvede til Udførsel
af Mel. De betydeligste er Møllerne i Minneapolis, hvor de med
Savværkerne deler Benyttelsen af det smukke Sk Anthony Fald
paa den øvre Mississippi. De største er anlagte af de to Maine-
Familier Pillsbury og Washburne (der som saa mange andre østlige
Folk har vandret vest med Breddegraderne, og som har givet Staten
Minnesota nogle af dens vigtigste ledende Mænd), men er i 1889
gaaede over til et engelsk Syndikat paa 100 Mill. Dollar, væsentlig dog
under samme amerikanske Bestyrelse. Alene Charles Pillsbury Møllen

Digitized by Google

Kvægavlen i de Forenede Stater.

917

kan formale en 10 Mill. Bushel om Aaret og daglig producere
7000 Tønder Mel, medens 3 andre Møller under samme Ejere
producerer 10,500 Td. Af andre Industrigrene, der ogsaa for-
arbejder Sæd, er der Bryggerierne og Brænderierne. De store
Bryggerier findes navnlig i Byer med stor tysk Befolkning. De
producerer aarlig 33 Mill. Td. 01 til en Værdi af over 160 Mill. D.,
det bliver V« Td. paa hvert Individ, Kvinder og Børn iberegnede,
der lever i Unionen. Ogsaa af dem er nogle af de vigtigste gaaede
over til engelske Syndikater til forholdsvis høje Priser, i Følge den
Tilbøjelighed, der i de senere Aar har udviklet sig hos Eng-
lænderne, til at købe alt, der allerede giver stor Indtægt. Nogle
af de tidligere Ejere har saa anlagt ny konkurrerende Bryggerier
ved Siden af de solgte. Brænderierne leverer alene til industrielt
Brug 11 Millioner Gallons om Aaret, et Tal, der i det mindste
maa multipliceres med 5, naar man vil have den hele Produktion.
De vigtigste Brænderier er forbundne i en stor „Whisky-Trust", der
søger t om ikke med ublandet Held, at bestemme Produktionens
Omfang og at beherske Priserne.

Det er de store Landboprodukter, med hvilke der spekuleres
paa Chicagos „Board of Tråde". Af virkelige Oplag til Handelens
Brug kan man undertiden i Chicago .finde en Tredjedel af al den
Hvede og Majs, der i Øjeblikket er fremme i Verden, af al „visible
supply". Børsen har 3 „pits" , Huller eller afgrænsede Pladser,
hvorom Spekulanterne samler sig, og hvor der omsættes Millioner
respektive i Hvede, Majs og Flæsk. Desuden købes og omsættes
der betydelige Masser Hvede i Milwaukee, Toledo, St. Louis, Detroit
og Kansas City, Majs ogsaa særlig i Indianapolis og Peoria. Spe-
kulationen paa Produktbørsen er et af de Forhold, som den lov-
givende Magt i Amerika, i Øjeblikket Unionskongressen, er i Færd
med at behandle, med suveræn Foragt for al økonomisk Indsigt,
fuldstændig uvidende om Spekulationens Betydning for Prisud-
jævningen, om Markedets hele Indflydelse o. s. fr., ved dette
Spørgsmaal bl. a. ledet af en af Washburnerne fra Minneapolis.
Men heldigvis er det et af de Forhold, som i Reglen trodser Lov-
givernes Forsøg paa Indblanding, og det vil særlig være Tilfældet
i Amerika, hvor Spekulationen endnu mere end ellers besidder en
uimodstaaelig Kraft.

De landøkonomiske Forhold, vi har betragtet, er Eksempler
paa Amerikanernes almindelige Dygtighed. De er endnu særlig et
agerdyrkende Folk, og de tager endog mange af deres Farmer-

Tilskueren. 189& 62

Digitized by Google

918

Kvægavlen i de Forenede Stater.

Vaner med over til deres Byliv: deres Maade at bo paa, at leve i
deres Hjem, deres Manerer. Men de er tillige industrielle i deres
Landbrug. Det er netop deri, de har deres Styrke. Det euro-
pæiske Agerbrug har gennemgaaende større teknisk Uddannelse.
Den europæiske Indvandrer er i Reglen mere økonomisk end Ameri-
kaneren og holder lidt bedre fast paa sin Gaard. Men Amerika-
neren har større almindelig økonomisk Dygtighed. Han producerer,
hvad der skal produceres, han indretter sig efter Forholdene, og
behøves det, flytter han sig selv over til andre Erhverv eller
til Afstande af Tusender af Mil. Det er de samme Egenskaber,
som vi vil finde, naar vi betragter andre Sider af hans Liv, hans
mærkelige Skovdrift, Industri og Bjærgværksdrift og især den dygtige
Benyttelse af Samfærdselsmidlerne, fremfor alt Jærnbanerne, men
ogsaa Telegrafer og Telefoner, Handel og Bankvæsen og ikke
mindst det aandelige Kommunikationsmiddel, Pressen. Overalt
finder vi den samme almindelige Fremgang ved alle de enkelte
Individers utrættelige Arbejden fremad.

N. C. Frederiksen.

Digitized by Google

September.

Sommeren er omme.

Endnu bøjede dog La France foran Havedøren sine tunge
Knopper, som sart-røde Kolber, mellem det dunkle Løv; og den hvide
og stille Iris indsugede langs Gravens Bred Himlens ganske Lys
og Buksbomhækkene stod ved Middag knitrende i Solens Glans.

Og løftedes om Aftenen Havestuens Gardiner, var Luften der-
ude endnu fuld af Blomsters muldede Duft, og Broens Gelænder
skimtedes mat og blankt — som et sidste fanget Genskær af den
sidste lyse Nat.

Men da kom de tre Dages Regnskyl, som løstes ud i Taager,
der skjulte Mark og Neg og Havets Bræm og Himlen; og bag
Taagerne havde . Sommeren syslet med sin Dødsdont, havde visnet
sit Blomster under afskedstagende Hænder og bortsuget Kalkenes
Duft med sin Mund og havde lukket Lysets to klare Øjne.

Og som Taagerne atter droges langsomt bort — var det
fra Høstens Billede.

Luften var bleven saa livløst blank som Skæret over et Ligs
Ansigt, og over Jorden løb der urolige Skygger, som listede Vinter-
mørket frem paa spejdende Fødder, og Høstens sjælløse Blomster
var foldede ud paa tørre Stængler.

Løvet var blevet tyndt, og paa den gabende Stubmark
fløjtede kun Jægeren ad sin Hund.

*

Og dog er September blandt Maanederne den rigeste: da
mødes Aarstiderne og veksler Hilsen.

Solen kan staa op over en duggvædet Jord, kvæget som
efter nyfalden Regn, og i Formiddagens Timer kan Skovens Lys-
ninger ligge hen i Junimorgeners Skær, naar Dagen er ny og Solen
er ung og Døgnskiftets Vind har bortvejret Nattens Duft.

62*

Digitized by Google

920

September.

Men Sommerens løjede Morgen fører os kun i Armene paa
Efteraarets Dag, hvor i Haven Reineclauderne fanger det
tynde Lys med deres rødgyldne Lød og de dybtblaa Blommer,
vindruefarvede, hænger i tyngende Klaser og Rønnebærrene drypper
med BlQd.

Farverne er flygtede fra de livløse Blomster nu, thi Naturen
har ingen Interesse mer for dem, men forsømmer Blomstrets Efter-
slæt, saa den faar, ligesom kun hvad der bliver tilovers: de billige
Farver uden Dybde, de alt for regelrette Former uden Ynde, de
ribbede Stængler uden Blødhed.

Det er Frugterne, som næres nu med Farve og modnes til
en dunkeltglødende Mæthed — Æblers Rødhed og Druers Blaa og
Brombærs sorte Sort

Men Aftenen kommer. Ikke mer som om Sommeren, naar
Mørket frygter Lyset, tøvende og varsomt overtalende den mod-
stræbende Jord til et Blund. Nej uden Pardon iler Skyggerne frem
som de, der ved, de har Sejr i Følge, og Jorden selv, der er træt
af Solen, som tvinger den til Arbejde, smyger villig Lyset af sig
og lukker sig ind i en mørk Grublen. Og Natten er uigennem-
trængelig selv for Stjernernes Blik.

Om Morgenen ligger paa Skovrandens Træer den første Rim
og løses op til Dugg. Men Egenes friske Skud er saa lyse som i
Vaaren.

* *

Paa Agrene høstes endnu. Paa de lave Jorder modnes
Sæden sent, og Havren var endnu grøn, da den blev mejet, saa
den maa vejres godt.

Sindigt og tavst passer Høstfolket sin Dont, binder og sætter
i Hob og „vender" — uden Tale, uden Sang.

Hvor er den bleven af, den muntre Høsttid fra vor Barn-
dom V Da Leernes Klang lød som lystige Sus over Markerne, og
Pigerne, som bandt — halvnøgne og blussende — kunde saa mange
Viser, og Fattiglemmerne humpede fredeligt rundt over Agren med
deres Sæk og gennede ad Spurvene, det Kræ, som vilde have deres
Del af „Barmhjertighedens Grøde" ....

Men Skolelæreren, der havde givet fri: For, sagde han, først
Kornet i Hus og saa Lærdommen, at alt kan blive, som det skal
være — han gik ude paa Lodderne i. Træsko og med sin Pibe og
saa til:

Digitized by Google

September.

921

— - For, sagde han, saa ser man, hvad Menneskene duer til.

Præsten kom op paa Gærdet af sin Baghave; han var i
franske Træsko, for det var fugtigt. Han vilde ogsaa se paa.
Det er saa dejligt at se paa al den Guds Velsignelse, sagde han.

Skolelæreren kom hen til ham og talte med ham over
Grøften, og saa stod hele Sognets Gejstlighed sammen og saa til.

Og det hændte ogsaa, at Præsten kom over Gærdet — naar
det var blevet Mellemmadstid, og Drengen kom trækkende med
Ankret med det gamle 01 — det brygger man ikke mer nu om Stunder
— og han gik hen og smagte paa Gammeløllet, midt imellem sine
Sognebørn

Men nu er de Tider forbi.

Det er ligesom et helt andet Folk de, der nu høster paa
vore Marker, stille og uden Sang og Klang. Paa de store Gaarde
sætter Maskinerne hen over Agrene. De puster og stønner og
sender den sorte Røg op i Luften som af en Fabriksskorsten
midt i Byerr.

Maskinerne gør Arbejdet saa prompt, og hver ny Forbedring
sørger for, at nu skal der slet ingen Ting gaa til Spilde. Har man
saadan en Amerikaner af allernyeste Konstruktion, saa kan Marken
ligge efter den saa ren som et fejet Gulv, og Spurvene kan se sig
om, hvor de 'finder noget.

Det er blevet Aaringer, hvor man maa tage alt med — og-
saa Barmhjertighedens Aks.

Fortiden lod dem ligge. Den troede, der spirede Guds Vel-
signelse af dem. For de gamle Dage var lige saa milde og enfol-
dige, som deres Præster var. Men nu beder „Herrens Venner a
sig til Sol og Regn og Fold.

At synge en glad Sang, mens Sæden falder og Solen skinner
og de fra Fattighuset humper bagefter med deres Stav — det er
nu en Synd. Og lade Aks ligge til Jordens hjemløse og til Him-
lens Fugle — det sømmer sig ikke. For paa Guds Gaver skal
hellige Mænd tage Vare.

Med de gamle Høstgilder er det ogsaa forbi — hvor de
brede Flæskestege dampede med deres lyst brunede Sider, og Hus-
mændene sad til Bords i hvide Uldsokker, og Skrædderen strøg sin
Viol til en Sekstur

Det er alt sammen forbi. Nu faar hvert Par Arme et Krone-
stykke og gaar hjem.

Digitized by Google

922

September.

Og alligevel kan vi ikke dræbe Høstens Poesi, thi Naturen og
Livet er mægtigere end vi . . .

Det var forleden Aften. Tusmørket laa allerede over Jor-
den, men de høje, de mangfoldige Stjerner gav et stille Lys, saa
man skimtede dog. Rundt paa de vide Marker færdedes Folk
endnu; de løftede Neg og de bjærgede Korn, stilfærdigt i Stjerner-
nes Skin.

Og Billedet, hvor alt var Skygger: Neg og Mænd og den
tunge Vogn en Skygge — det virkede tavst som et Udholdenhedens
tyste Symbol.

* *

Hvor er Efteraarets glade Markeder, som Kirkeklokkerne
ringede ind til tre Dages Fryd efter gammel Sæd og ringede ud
til Sorrig? Hvor var de Døgn dog lystige. Naar de Kristians-
feldter Kagekoner kørte op — velnærede, joviale og plattyske —
tronende paa deres Læs, paa deres grønne, uhyre Kasser, fulde af
Hjerterne og Honningkagerne, besmurte med Sukker, og det lyse-
røde Mandelbrød, der smagte af Rosenolie; og naar Lirekassernes
Hær rykkede ind, de halte og de lamme og de enbenede, Veteraner
fra bægge Krigene, og Gøglernes Skare, Mændene, der aad Blaar
og Bajonetter, og Professor Letort, der slog Dalere ud af Æg, og
de tunge Menagerivogne, der blev plantede foran Kirken, og Slange-
tæmmersken Theodora med sine Bestier i et Hyttefad, og „den
brunøjede", der allerede havde lagt sin Guitar bort og bagte Vafler
af Melpap ved en lille Ovn,

Alt Landevejenes Skrabsammen og alle de løse Fugle, der
færdedes paa Kongerigets Jord: Mændene fra Otteskillingsbutikerne
med Talmikæder over Fløjlsveste og de vandrende Skærslibere og
de slovakiske Drenge og Modehandlerinder uden Hjemsted og de
forløbne Blikkenslagere og Uldvaremændene, der drager om med
Lageret paa deres Ryg, og Træskomændene fra Vestkysten, borte
fra Ringkøbing, og Gavtyvene, hvis Hjem er Grøfterne, og Skænke-
værterne, som var en hel Skok

Der var en Larm, der var en Travlhed. Man hamrede,
man dundrede, man slog. Torvet blev .en Teltlejr, og Gaderne
blev Torv. Krambodsvendene rykkede Jærntøjet ud paa Gaden,
og Hosekræmmerne rejste Master, hvor Bomuldstøjerne vajede som
Faner, og Skrædderne hængte udpyntede Dukker ud, der svinglede
foran Dørene som Fugleskræmsler.

Digitized by Google

September.

923

Men alle Vegne pakkede de ud, og alle Vegne raabte de, og
Luften var fuld af Lugt af Honningkager og daarlige Sæber og
gamle Klæder og af Støv.

Og Natten standsede dem ikke. Midt i Mørket blev de ved
at rode ved Skær af deres Lygter. Og Kippernes Døre ved Kir-
ken stod ikke. Men Natten lang var der Kortenspil og Drik og
Eder uden Ende. Byen fik ikke Blund, og den eneste, der sov,
var Retfærdigheden.

Gennem Larmen hørte man Bjørnene, der bmrømede i
deres Vogne.

Men naar Morgenen kom, var der blankt og pudset. Kage-
konerne havde hvide Kapper paa, og Gøglerne havde udfoldet deres
Skilte, og Liremændene brød op fra Herbergerne med gamle Kriger-
kasketter paa Hovederne, og Karrusellerne ventede stadselige, med
Løver og Heste og perlestukne Baand, og Visesangernes Røst be-
gyndte at skære gennem Luften.

Saa kom Bøndernes Vogne i uendelig Række fra Lande-
vejene. Pigerne sad| paa; Rad, ubevægelige som Bylter med en
Pind i, men Karlene laa i Vognbunden, for mange var de, som
de gode jyske Heste maatte trække, naar det gik til Marked.

Gaderne fyldtes af et eneste Mylr, og Trompeterne skreg,
og Trommernes Hvirvler lød, og Dansen blev traadt — to Døgn
til Ende ....

Det var i vor Barndom.

Men nu er det alt sammen forbi. Markederne er kun et
Navn, og Markedsfolket, hvem ved, hvor det har gemt sig, og
hvem, hvor det frister Livet. Elendigheden har saa mange Huler,
hvor Mennesket lever eller dør.

* *

*

Alt det er forbi, hele det viltre og forfløjne, det naive Liv
fra vor Barndom.

Men vore Marker har dog endnu Harer og Høns og Brok-
fugle, og Landet har Jægere, der elsker den fri Luft og Bøssens
Knald og de lange forventningsfulde Vandringer, over Agrene.
Smaabyens Isenkræmmer faar i Boden Jagttaskerne hængt frem
og Haglene i Hylstre; og Borgerne faar deres Hunde hjem fra
Gaardene rundt om, hvor de var i Sommer, og paa de tidlige
Morgener gaar Jægerne bort med Lædertaskerne over deres

Digitized by Google

924

September.

Skulder, og bærer Vinden til, hører man Skuddene plaffe over
Markerne.

Men om Aftnerne florerer Lhombren til Høns eller til en
Hare, og Foreningerne holder Jagtgilder, og Fruerne slaar sig
sammen og spiller Whist.

Det er Vinterens Begyndelse.

Men Skoven har endnu sit Løv, og Skowærten tror endnu,
at det er Sommer. Han byder til Dans endnu en sidste Gang
og binder Guirlander af Rønnebær. Og fuldt bliver der til Dansen ;
thi nu er Skoven mørk for to, der gerne er ene.

Herman Bang.

Digitized by Google

Agrarernes Program.

Den 23. November blev vore Agrarer organiserede.

Deres Præsident blev Kammerherre Barn er til Eskildstrup
i Sorø Amt. Han blev det for sin Elskværdigheds Skyld, og saa
fordi man ved hans Valg undgik at foretrække den ene af Be-
vægelsens Skabere for den anden. Hr. Barner hører nemlig ikke
til Skaberne, heller ikke til de virksomme Agitatorer. Han er en
vel drejet Knap påa den høje Flagstang. Hans hjertevarme Vel-
vilje straaler til alle Sider som Forgyldning i Solskin; han mener
det godt og befinder sig vel, i hvert Fald saa længe Lyset ovenfra
uformørket sender sine Straaler ned over det hele.

Ved hans højre Haand blev sat Andersen-Rosendal
som Vicepræsident. Jeg skrev for to Maaneder siden om denne
Mand, at hans karakteristiske Egenskaber var det klare, kloge
Hoved og den heldige Haand, endvidere, at han altid fik noget
ud af, hvad han rørte ved. Jeg bemærkede, at der var en stærk
Tendens til at trænge ham tilbage i Ledelsen, og denne Tendens
har været fremherskende og stigende under hele Oktober Maaneds
Agitation. Men han blev sin Natur og sit Held tro. Da det
Øjeblik nærmede sig, hvor Bevægelsen skulde have fast Form t
plantede han sig atter med et Sæt lige i Centrum; paa selve
Delegeretmødet tog han Téten, og de undgik ham ikke paa en af
de øverste Pladser. Ved Kammerherre Barners Side dirigerer
han, hvad han vil dirigere.

Den mest sympatetiske af Godsejer -Agrarerne, Harald
Branth fik ingen stor Stilling. Han sidder som menigt Medlem
af den jyske Afdelings Bestyrelse; han har gjort sin Gerning som
Agitator og gjort den godt; hvis Moren nu gik sin Vej, vilde det
ikke bekomme en Del af hans Standsfæller ilde.

Om den øvrige Bestyrelse er der intet at sige. Dens enkelte
Personer giver ingen Anledning til Karakteristik. Det er Gods-

Digitized by Google

926

Agrarernes Program.

ejerne, der har taget Styret. De har enkelte moderate Gaardmænd
og nogle do. Landbrugskandidater ved deres Side, men den, der
kan vurdere, ser let, at hele den Del af Byttet, der hedder Æres-
og Tillidsposterne, reelt sidder i Herremændenes Jagttaske.

I Foreningens Love er der indført en ganske mærkelig
Valgmaade. Det Udvalg, der fremlagde Love og Program, foreslog
Organisationen saaledes, at hvert Sogn valgte to Tillidsmænd og
hver Valgkreses Tillidsmænd to Repræsentanter. Men baade Til-
lidsmænd i Sognene og Repræsentanter for Valgkresene skulde
vælges saaledes, at hver mødende valgberettiget kun maatte stemme
paa en. Mødte der 29, og deriblandt et Mindretal paa 10, saa
vilde dette Mindretal kunne vælge én Repræsentant, medens Fler-
tallet ogsaa kun fik en. Flertallet kunde give én Kandidat 10
Stemmer og én 9, men da Mindretallet gav sin 10, vilde Flertallets
Kandidat Nr. 2 ikke blive valgt. Det blev kaldt Forholdstalsvalg-
maade, men Forholdstal, hvor der kun skal vælges 2, er Snak.
Efter denne Valgmaade blev et Mindretal paa Vi lige saa stærkt
repræsenteret som et Flertal paa 2 /s . At dette skulde kunne være
Ret, har selve Mindretallenes Beskytter, Hr. Andræ, aldrig drømt
om. Det højeste, der kan være Ret, er at Mindretallet paa l /s
faar halvt saa mange Repræsentanter som det dertil svarende
Flertal. — Dette Forslag blev naturligvis fremsat for at skaffe
Godsejere og Proprietærer en større Repræsentation, end deres
Tal berettiger dem til, og paa denne Maade gøre dem gladere ved
Foreningen. Paa Delegeretmødet blev denne kunstige Valgmaade
angrebet, og der blev forlangt enten almindeligt Flertalsvalg eller
ogsaa 3 Tillidsmænd i hvert Sogn og 3 Repræsentanter i hver
Valgkres, valgte efter almindeligt Forholdstal, saaledes at et
Mindretal kunde faa 1, naar Flertallet fik 2. Der hændte da det
mærkelige og tor Bevægelsens øjeblikkelige Stilling meget karak-
teristiske, at nogle af Højres Ledere under Debatten erklærede sig
villige til at opgive den kunstige Valgmaade, medens et Par af
de Agrarer, derstaar de moderate Politikere nærmest, udtrykkelig
forlangte den. Disse moderate Mænds Motiv var det, at de ved at
give Godsejer-Mindretallet denne særlige Beskyttelse vilde binde det
saa fast som muligt til Bevægelsen. De vilde vise, at de var kejserlig-
sindede, selv om Kejseren ikke forlangte det. — Deres Tankegang
er, at Godsejerne kan Agrarforeningen ikke undvære, hvorimod en
Sprængning yderst til Venstre er til at bære. — Resultatet af
Forhandling og Afstemning om dette Punkt blev en underlig

Digitized by Google

Agrarernes Program.

927

skeløjet Organisation. I Sognene vælges 3 Tillidsmænd efter For-
holdstalsvalgmaade ; i Valgkresene vælges 2 Repræsentanter efter
den ny og mærkelige Mindretalsvalgmaade.

Det vigtigste af det, der skete i Odense, er naturligvis Ved-
tagelsen af selve Programmet. Efter at forskellige Ændringer
• var forkastede, blev det vedtaget enstemmigt i sin Helhed.
Gennem Studiet af det maa man kunne komme til en Vurdering
af Bevægelsen.

Jeg forudsætter nu, at alle har læst Programmet i Dag-
bladene, og jeg skal ikke skrive det op paa ny. Jeg forbigaar
alle Udtalelser om, at Staten i al Almindelighed skal støtte Land-
bruget. De er lige saa selvfølgelige paa et Landbrugsprogram,
som de er værdiløse. Jeg forbigaar ogsaa Halv procentafgiften og
Stempelafgiften. At disse Afgifter helst maa bort, faar man let
alle enige om; det interessante Punkt i denne Materie er, om der
skal noget andet i Stedet, men det findes der intet Ord om. —
Jeg skynder, mig forbi den mellemkommunale Beskatning. Ikke
tordi den er uvigtig, saaledes som nylig er blevet sagt. Tvært-
imod, den er en Betingelse for Gennemførelsen af en rationel og
retfærdig Beskatning i Kommunerne. Men det gælder atter her,
at alle Politikere — absolut alle — er enige om, ja begærlige
efter en saadan Lov. Spørgsmaalet er ikke, om vi skal have den,
men Spørgsmaalet er, hvorledes den skal se ud, og herom tier
Programmet som en Grav. Tilbage har vi da de 3 interes-
sante Punkter: Grundbyrderne, Tolden, og hvor Pengene
skal komme fra.

Under Grundbyrderne begynder vi med Tienden. Her har
Programmet en Overraskelse. Det opgiver nemlig den lovmæssige,
tvangsvise Afløsning af Tienden; det gør Afløsningen til en fri-
villig Sag, som Tiendeyder og Tiendeejer afgør ved en privat-
retlig Kontrakt, og det forlanger af Staten kun en Begunstigelse
— man ved ikke hvilken — af slige Kontrakter. Herefter tør det
antages, at i det hele og store vil Tienden vedblive at bestaa, og
vi vil vedvarende have den ved et Fortidens Magtsprog etablerede
Forskel mellem Bondejord og Herregaardsjord , ufri* Jord og fri
Jord. At Enkeltmand køber sin Tiende og betaler den med, hvad
den er værd, forandrer selvfølgelig intet i dette Forhold. Denne
Nyhed er et Afslag fra Bøndernes Lederes Side. Det har altid
tidligere været et Krav — og et berettiget — fra Bønderne, at

Digitized by Google

928

Agrarernes Program.

denne Rest af Fortidens Uligheder skulde ophæves ved Lov og
over det hele.

Lettelsen af Grundbyrderne falder da efter Programmet ene
paa Hartkornets Skatter. Der foreslaas, at Staten skal yde Støtte
til Indskrænkning af Skatten til Amts- og Sognekommuner. —
Atter her dukker nu det Spørgsmaal op, om der skal ydes Stats-
kassen noget Vederlag for denne Støtte af Kommunekasserne, og
da hvilket. Herpaa svares der længere henne i Programmet.
Der peges — foruden paa Tolden, hvorom senere — paa Spar-
sommelighed i Statsforvaltningen og paa Indtægtsskat.
Hvis man kan nøjes med Sparsommeligheden, er Statens Støtte
til Kommunerne en sikker og kontant Gevinst for Landbruget, en
ren og vederlagsfri Lettelse af Jordens Byrder, og dens Værdi er
da ikke tvivlsom. Men det kommer an paa, hvor langt denne
Sparsommelighed rækker. Programmet giver Anvisning paa at
øve Sparsommelighed paa de uproduktive Omraader, og da man
trængte ind paa Lederne for at faa en Forklaring af, hvad hermed
var ment, udtalte Godsejer Harald Branth, at Ordene sigtede til
Statens overmaade kostbare Byggeforetagender og til Udgifterne
paa de militære Budgetter. Hr. Branths Ord fandt ingen Mod-
sigelse; men de fandt heller ingen Bekræftelse fra de andre store
Landejendomsbesidderes Side. Disse modsatte sig bestemt, at de
militære Udgifter nævnedes direkte i Programmet.

Efter disse Antydninger skal ingen kunne sige blot nogen-
lunde bestemt, hvor d'Hrr. Argrarer har tænkt sig Grænsen for
Sparsommeligheden. Lidt Pilleri ved Bygningerne bliver jo til
intet, og selv en lille Bremse paa vor Krigsministers ekstra-
ordinære Budget vil, naar dens Virkninger skal ledes ud til alle
Landboere, gaa umærkelig hen over dem. Skal det kendes ude
hos dem, saa maa det være adskillige Millioner, der spares. Dertil
kræves en radikal Reform af Militærvæsenet, en Nedsættelse af
vor Hærstyrke til det halve, en Sløjfning af vore Fæstningsværker,
en Kuldkastelse af den hidtil herskende militære Opfattelse.

Det er ikke antageligt, at det er dette, de ledende Agrarer vil.
Det er ikke ud fra den Tankegang, de har skrevet deres Program.

For saa* vidt som Sparsommeligheden ikke slaar til, er det
Indtægtsskatten, der skal holde for. Hvis Statens Støtte tilflyder
Amtskommunen, bliver det den rene Hartkornsbyrde, der ombyttes
med den rene Indtægtsskat. Har vi en stor Gaard paa 40 Tdr.
Hartkorn og en almindelig Bondegaard paa 4 Tdr. Hartkorn, saa

Digitized by Google

Agrarernes Program.

929

bliver Lettelsen ved Statens Støtte 10 Gange saa stor for den
store Gaard som for den lille. Hvis de to Landejendorasbesiddere
ejer relativt lige meget af deres Gaarde, vil imidlertid Herremanden
ikke have 10 Gange saa stor Indtægt som Bonden. Det Vederlag,
de kommer til at yde for Lettelsen, bliver altsaa ikke 10 Gange saa
stort for den første som for den sidste. Saa skulde da Indtægts-
skatten lignes efter stigende Skala, og herom har Programmet
intet. Omlægningen fra Amtsskat til Indtægtsskat bliver da en
Omlægning fra den lille Hartkornsbesidders Lomme i den stores.

Yder Staten Støtte til Sognekommunen, vil det dels
blive Hartkorn, dels Formue og Lejlighed, der modtager Lettelsen.
Fra Hartkorn til Indtægt er, som paapeget, den forkerte Vej, og
fra Formue og Lejlighed til Indtægt er det samme. Thi den kom-
munale Formue- og Lejlighedsskat er, som den udøves, en Skat,
der rammer langt stærkere opad, end en Indtægtsskat uden
stigende Skala. — Satte man det til Afstemning mellem Danmarks
Bønder, om de vilde have Hartkornsskatten omsat til Indtægts-
skat, saa vilde det store Flertal sikkert svare: „Nej, ikke uden
vi faar Tienden med i Bytte". Gennem Tiendelettelsen vilde
det mindre Landbrug faa Vederlag for det Plus, som Indtægs-
skatten gav dem.

I det oprindelige Udkast til Programmet stod der ,om for-
nødent* foran Indtægtsskatten. Det har staaet fremhævet i for-
skellige Blade som en Sejr for de mere demokratiske Anskuelser,
at disse to Ord „om fornødent" blev slettede, saaledes at Kravet
om Indtægsskat blev mere absolut. Dette maa unægtelig for-
undre. Det havde været en større Sejr, om man efter Ordet
„Indtægtsskat" havde faaet indsat de 3 Ord „med stigende Skala".
Almindelig Indtægtsskat kan ikke blive Gevinst for det mindre
Landbrug. Og det er dog dette, der først og fremmest bør tages
Hensyn til. Det mindre Landbrug er socialt langt mere værd
end det større; det har vist sig mere modstandsdygtigt under
den sidste halve Snes Aars nedadgaaende Konjunkturer. Al god
agrarisk Lovgivning i dette Land har i et Aarhundrede gaaet ud
paa at fremhjælpe det. Det vil ikke blot være uretfærdigt, men
ogsaa skadeligt i sine Virkninger, om man forlader denne Tradition 1 ).

*) I disse Betragtninger er intet Hensyn taget til Byerne. Drages disse
med ind under den Reform, der skriver Grundskatten af og sætter
Indtægtsskat i Stedet, saa vil Byerne som Helhed komme til at bære

Digitized by Google

930

Agrarernes Program.

Vi kommer dernæst til Tolden.

£)en behandles i 3 Dele. Først bestemmes det, at man
ønsker Ophævelse af Told paa Livsfornødenheder. Det er ud-
mærket. Det vilde være endnu mere udmærket, hvis det stod
opgivet, hvilke Livsfornødenheder man vil have Tolden bort
fra. Dette er ikke forsøgt. Men i hvert Fald peger Bestem-
melsen i den rigtige Retning. Holder man den i Ære, maa det i
det mindste være absolut udelukket, at man gaar med til en
Rugtold. Ligeledes til en Kød- og Smørtold. Disse Toldsatser
er umulige, førend man har forandret Programmet.

Det næste Punkt handler»om Finanstolden og er redigeret
efter de sletteste Mønstre. Det bestemmer forhøjet Told efter
Værdien paa „Varer, der i mindre eller større Grad maa betegnes
som Overflødigheds- og Luksusvarer, saasom Vin, Silke, Tobak
og lignende*. Det er altsaa Værditold paa Luksusvarer. Denne
Told paa Luksus har staaet paa de fleste af de Programmer, der
har været skrevne i den sidste Menneskealder, men den er saa
uvederhæftig, at man burde høre op med at skilte med den.
Naar man bruger det Ord Luksus i denne Forbindelse, saa er det,
fordi man straks ved selve dette Navn vil føre et Slags Forsvar
for det ny Skattepaalæg.

Tilhøreren eller Læseren forestiller sig, at de, der skal
rammes, er Grossererne og Lensgreverne, der drikker Rødvin og
Champagne til deres Middagsmad, ryger ægte Havanesere ovenpaa
og antrækker deres Fruer i det kostbareste Atlask. For at styrke
dette Indtryk nævnes ogsaa gerne som Eksempler paa det, der
skal fortoldes, Vin og Silke. Men Sandheden er, at Handels-
traktater, f. Eks. den spanske, forbyder os at forhøje Tolden paa
Vin. Sandheden er, at en Forhøjelse af Vintolden kun vil virke
som en Beskyttelse for det nationale Giftblanderi, der fabrikerer
Vin af Sprit, Sukker, Frugtsaft eller Farve. Sandheden er, at
Told paa Silke, selv en meget høj, vil bringe saa forsvindende
lidt ind i Statskassen, at ingen Statsmand gider stille en ny Told-
sats an for den Sags Skyld. Er det overhovedet kun Hensigten
at ramme de virkelig velhavendes Luksus, saa er det altid en
daarlig Pengespekulation. Det, som den halve Snes Tusinde vel-

noget mere Skat og Landbruget som Helhed noget mindre. Men ved
Fordelingen af det Plus, Landbruget derved faar, er der heller ingen
Grund til, at del store Hartkorns Besiddere skal tage Løvens Part

Digitized by Google

Agrarernes Program.

931

stillede Mennesker forbruger, det er ikke noget at tolde af. Det
meste af det gaar »til Spillemandspenge". Told har ingen for-
nuftig finansiel Hensigt, naar den ikke rækker ned til Massernes
Forbrug; og saa snart den gør det, er den uretfærdig.

Denne stereotype Paragraf om Told paa Luksus er da enten
ganske naiv, eller ogsaa er den et smukt Gevandt at hylle om den
virkelige Hensigt, som er at finde ny Veje ned til Massernes
Skillinger. Man slaar først den almindelige Sætning fast, at Luksus
skal beskattes; man godtgør dernæst, at Brændevin og Tobak er
Luksus; og naar det er gjort, er der aabent til at stikke Hæverten
ned i det brede Lag og suge ny Milioner op fra det. Agrarernes
Paragraf fæster sit ene Øje paa Retfærdigheden (Værditold), sit
andet paa Udbyttet (Alkohol, ikke Vin; Tobak, ikke Cigarer). Føl-
gen er, at Paragrafens Fysiognomi er langt fra at være harmonisk.
Foreløbig tror jeg ikke paa Brændevinsskattens Virkeliggørelse.
Dertil er der for mange af Folketingets Ledere, der har udtalt sig-
mod den. Tobaksskatten har Hr. Seminarieforstander, Godsejer
P. Bojsen prist ved Agrarmøder og i Landboforeninger. Naar
Hr. P. Bojsen rejser og agiterer, er der gerne en Broderhaand
bag, der leder Agitationen. Noget kunde da tyde paa, at Tobaks-
skatten staar i højere Magters Gunst, men foreløbig er jeg ogsaa
vantro overfor den. Jeg haaber, at Agrarernes Finanstoldparagraf
skal vise sig at være lige saa steril, som den er tarvelig at se til.

Tilbage er Beskyttelsestolden. Herom bestemmer Program-
met, som bekendt:

„Ændring af de beskyttende Toldsatser, hvorved Beskyt-
telsen bliver i mere Overensstemmelse med de under den
bestaaende Toldlov fremkomne Forhold og gør Land-
brugets og Industriens Erhvervsvilkaar mere lige".

Denne Paragraf er ligefrem kunstfærdig.

„Ændring af de beskyttende Toldsatser" — disse Ord læser
Frihandelsmanden og Beskyttelsesmanden med lige stor Fornøjelse.
De vil bægge have Ændringer. „ . . . hvorved Beskyttelsen bliver i
mere Overensstemmelse med de under den bestaaende Toldlov
fremkomne Forhold". Ah ha! siger Frihandelsmanden, dér tager
Agrarerne bestemt Standpunkt. Thi hvad er det for forandrede
Forhold, der er fremkomne siden Toldloven af 1863? Er det ikke
det, at vi har mistet Holsten, for hvis Fabrikers Skyld Toldloven
af 1863 lavede Industribeskyttelsen? Er det ikke det, at Varerne

Digitized by Google

932

Agrarernes Program.

er faldne i Værdi, og at Tolden, der er lagt paa i bestemte Mark
og Skilling pr. Pund, som Følge deraf beskytter stærkere, end da
Loven blev givet? Den Reform, de fremkomne Forhold medfører,
maa altsaa være Nedsættelse af Industribeskyttelsen. — Oh ho!
siger Beskyttelsesmanden , dér har man da et fornuftigt Ord fra
Agrarerne; de slaar sig paa Beskyttelsestolden. Thi hvad er det
for „fremkomne Forhold*, der sigtes til? Selvfølgelig den Beskyt-
telsesbe vægelse, der gaar over hele Europa; selvfølgelig det, at
vore Nabolande, Sverig og Tyskland, har væbnet sig kraftig med
Told mod os, og ganske særlig med agrarisk Told. Den Reform,
som disse „fremkomne Forhold" foranlediger, kan ikke være andet
end mere Beskyttelse, særlig paa Landbrugsprodukter — . De to

læser videre: „ og gør Landbrugets og Industriens Erhvervs-

vilkaar mere lige". „Javelsaa, Industrien skal vspre uden Beskyt-
telse ligesom Landbruget", siger Frihandelsmanden; „Landbruget
skal have Beskyttelse ligesom Industrien*, siger Protektionisten.

Selve Paragrafen om de „beskyttende Toldsatser* tillader
altsaa for sit Vedkommende ethvert som helst Standpunkt til
selve det fundamentale Spørgsmaal i denne Materie. Jeg be-
mærkede ovenfor, at Told paa Rug, Kød og Smør ikke kunde
forenes med det første Punkt i Toldprogrammet. Derimod kan
Told paa Majs, paa smaa Heste, ja selv paa Hvede gaa ind og
ud af Programmet, ganske som det passer. Som bemærket i „Til-
skueren" for September er det paa dis§e 3 Punkter, Beskyttelses-
mændene vil søge at vinde deres første Sejre. Her har de deres
bedste Udsigter, og de kommer ingenlunde fra Odense med
bundne Hænder.

Der hændte noget mærkeligt med de agrariske Beskyttelses-
mænd for et Par Maaneder siden. De havde været ganske levende
i Tiden forud. Kontorchef S cho vel in, der er Beskyttelsens „gode
Hoved" her i Landet, havde rørt paa sig nogle Gange, og det
indflydelsesrige „Ugeskrift for Landmænd" hav^e endelig tonet
protektionistisk Flag. Det kgl. Landhusholdningsselskab havde
sat sig til at skrive sin gamle Frihandelsbetænkning om, og Kand.
Hertel havde udgivet sin meget omtalte Piece, hvori et helt
Program var givet. Det meddeltes, at Kand. Hertel vilde holde
Foredrag ved jyske Landboforeningers Delegeretmøde i Aarhus
1ste Oktober. Emnet var en Belysning af, hvad der i vore Nabo-
lande, Sverig og Tyskland, var gjort for at fremme Landbrugets
Interesser. Da det, der er gjort i disse Lande, netop er Beskyt-

Digitized by Google

Agrarernes Program.

933

telsestold, var alle paa det rene med, at her «kulde leveres en
Bataille for Protektionismen. Og selvfølgelig har dette ogsaa været
Meningen. Men da Dagen kom, sagde Kand. Hertel ikke et Ord
om Beskyttelsen. Han løb ikke fra sit Program i Piecen; han
nævnede det blot slet ikke. Han talte om alt andet. Det samme
gentog sig ved fynske og sjællandske Delegeretmøder. Sidstnævnte
Sted fandt han Anledning til udtrykkelig at udtale sin Tilslutning
til Agrarernes vedtagne Program. Nu er han Foreningens Sekretær.

Der er ingen saa letsindig at tyde det som Tegn paa, at
Protektionisterne har opgivet Ævred. De har blot taget An-
stand. En fra deres Side meget fornuftig Anstand.

De vidste, de kunde ikke sejre straks. De vilde ikke tage
et Nederlag, men de stolede paa Tiden. Det gjaldt blot, at Agrar-
mødet ikke svinebandt dem. Det har de naaet. Deres Ræsonne-
ment er følgende: „Lad dem nu gaa og makke lidt med en Smule
Sparsommelighed og lidt Indtægtsskat, og lad Landmændene se,
hvor fede de kan blive af det. At der vedvarende tales til Land-
mændene om, at de skal have noget, kan kun skærpe Appetiten
hos dem; men der er ingen Fare for, at de skal blive mætte ved
den Mad, der nu bydes dem. Saa kommer der et Tidspunkt,
hvor de forlanger noget andet. Der vil maaske da være dem,
der taler til dem om de store Skatteafskrivninger, men de ligger
langt ude i Tiden; da er Tidspunktet kommet for os: vi sadler de
smaa Heste og paa dem rider vi Sommer i By for Protektionismen
i Danmark".

Jeg tror nemlig vedvarende, at det første alvorlige agrar-
iske Slag, der vil blive slaaet i Danmark, vil staa paa Beskyttelsen.
Enten — eller. Først en virkelig Styrkeprøve afgør, om vi skal
følge Tysklands og Sverigs Eksempel, eller vi skal vise, at der gives
en anden agrarisk Vej; en ny og — bedre.

Det bedste i hele Programmet har jeg gemt til sidst; og
det bedste er en kgl. Kommission. Der fordres nedsat en
Landbokommission, om hvilken det er at haabe, at den i Ihukom-
melse af sin glorværdige Forgænger vil se stort paa de Ting, der
undergives dens Behandling. Disse Ting er Jords Udstykning og
Sammenlægning, saaledes at Antallet af smaa Jordbrug kan be-
vares og forøges. I Programmet sorterer denne Fordring under
Rubriken: En heldig Udvikling af Landbrugets Arbejderforhold.
Det vilde dog være uheldigt, om Kommissionen skulde se sit Ar-
bejde væsentligst fra det Synspunkt at skaffe Arbejdere til Gaardene.

Tilskueren. 1888. 63

Digitized by Google

934

Agrarernes Program.

Der trænges ikke til at slavebinde Arbejdsfolk ved at give dem en
Klat Jord, som de ikke alene ikke kan leve af, men som ikke en-
gang kan yde et væsentligt Bidrag til deres Eksistens. De Bojseo-
Claussen'ske 2 Skpr. Land er intet værd. Der skal saa meget Jord
til, at Familien paa Grundlag af dygtigt Arbejde i den i Hoved-
sagen kan være økonomisk selvstændig. Vi har Jord nok. Med
det dobbelte Antal Besiddere til Danmarks Jord vilde denne være
betydelig mere værd. Vi har mægtigt store Jordbrug, der kun
giver sin Besidder et nøjsomt Udkomme og kun gør denne ene
økonomisk selvstændig; vi har Hovedgaardsjorder under Hammeren,
og vi har Proprietærer, der sælger billigt. Der er Jord nok, men
der er ogsaa Folk nok til Jorden. Da der sidst i vor Historie for
Alvor blev gjort noget agrarisk, da var det det, at vor nuværende
Gaardmandsstand rykkede ind og tog Jorden som selvstændige
Besiddere; da fik hver sit, og alle fik bestemt Ret over det, de
sad ved. Det gav Jorden ny Ydeevne, ny Værdi; det gav Landet
Kraft, det skabte en ny Tid. Nu staar der en stor Skare Folk
paa Landet udenfor Jorden eller uden selvstændig Ret over den.
Luk op for dem! Der er Jord nok, og disse Folk har Kræfter nok
til Jorden. Giv saa mange som muligt; giv hver et passende Areal,
og giv dem bestemt og selvstændig Ret over det! Det skal nok
vise sig, at dette kan give Jorden ny Værdi og ny Kræfter
engang endnu.

Der er store Vanskeligheder, det er sikkert. Der er den
Vanskelighed, at de, der skal have Jorden, ingen Penge har at
sætte i den. Der er det, at der ingen Bygninger er til Husmands-
brug, bekvemt beliggende ved den Jord, der udskiftes. Der er
mange andre. Derfor bør vi have Kommissionen. Og Agrarerne
bør finde en Reventlow — de har nok en — og en Golbjørnsen,
og saa bør de gøre for Husmændene, hvad deres Aner gjorde for
Gaardmændene. Det er ikke umuligt. Til at naa det hører der
blot et Par fremragende Mænd. Det er mere Mod, end det er
Klogskab, der trænges til. Saadan en Kommission behøver ikke at
bestaa af de Mænd, der er bedst bevandrede i den nugældende
Landborets Krinkelkroge. Men har vi Mænd med det rette Syn
og med dristigt Initiativ, lad dem saa komme i Kommissionen!

Det er blot trist, at nu om Dage blæser der en ganske
anden Vind end for 100 Aar siden. Naar man da hejste Sejlene,
vovede sig ud og vendte Stævnen den rigtige Vqj, saa gik det.

Digitized by Google

Agrarernes Program.

935

Det blæste, og det blæste fra det gode Hjørne. Naar vi i Slut-
ningen af det 19de Aarhundrede hejser vore Sejl, slipper vi i Reglen
bedst fra det, hvis vi sidder saa fast paa den Grund, vi hænger i,
at vi ikke kommer af Stedet. Kommer vi løs og ud, hvor Vinden
virker, ender det næsten regelmæssig med, at vi lander adskilligt
bag ved det Sted, hvor vi stødte fra.

Nødig skulde det gaa saaledes med vor Landbokommission.
Den skulde helst baade kunne sejle og skaffe ny Vind.

63*

Digitized by Google

Stores Sagen.

Hr. a+b + c har i „ Tilskueren *s Oktober Hæfte skrevet en Ar-
tikel om Stores Sagen, hvori han med* stor Alvor og Grundighed søger
at slippe uden om Sagens Kærne, det Spørgsmaal, som overhovedet har
foranlediget mig til at tage Ordet: den principielle Forskellighed mellem
de to Systemer, hvorunder engelske Stores virker. Til dette Øjemeds
Opnaaelse har han først og fremmest følt Trang til at skifte Tone. Del
er ikke længere tøen overlegne Statsmand ,* der med sin „Blaabog* for
sig læser Teksten til højre og venstre i Anledning af Stores-Sagen. Nu
har Statsmanden smidt Diplomatfrakken for at kunne slaa løs af Hjertens
Lyst. Hr. a + b+c er nemlig en Mand, der ikke taaler Modsigelse. Vreden er
i den Grad løben af med ham, at han f.Eks. for ramme Alvor forsøger paa
at indbilde „en saa intelligent Læsekres som „Tilskueren "s*, at jeg ikke
har læst Holyoake eller ikke kender Rochdale Pioneers Kvartals-Balancer.
Det er, som om jeg vilde insinuere, at Hr. a-fb-fc først havde lært
Holyoake at kende og anskaffet sig hans Værk, efter at han havde læst
Navnet hos mig og mit Citat („Cooperative Stores* Pag. 2). Hele to Sider
spilder han med at citere Regnskabstallene for et Selskab fra forskel-
lige Tidspunkter, og er da færdig ved at daane af Konfusion over, al
de ikke stemmer. Et andet Sted beskylder han mig for åt spekulere i.
at „Tilskueren* s Læsere ikke kan Engelsk, og saaledes videre. Disse
polemiske Kunstgreb gør hans Hjerte og hans Hoved omtrent lige megen Ære.

Jeg skal imidlertid ikke opholde mig herved, lige saa lidt som
jeg skal dvæle ved hans dybsindige historiske Granskninger og sublime
Bogholderi-Finesser ud over det „strengt fornødne*.

Hvad angaar den omstridte engelske Lov af 1 834 - eller 1 836.
respektive 1846, hvorunder Rochdale Pioneers skulde være indregistrerede,
da skal jeg kun anføre, at min Kilde er Brentanos tyske Oversættelse
i „Sammlung alterer und neuerer staatswissenschaftlicher Schriften* af
Mrs. Sidney Webbs (Beatrice Potter) „The co-operative Movement in Great-
Britain". Jeg har senere sammenlignet Oversættelsen med Originalen,
og finder heri ganske rigtig følgende Ord: „in default of a good Joint
Stock Aet, the Rochdale Pioneers registered their Society under the frugal
investment clause of the Friendly Society Aet of 18S6 U . Man jævnføre
hermed, hvad jeg har skrevet.

Hr. a-f b + c nævner nu ogsaa sin Kilde, idet han henfalder i
Forbavselse over, at jeg har været „dristig* nok til at spørge ham,
hvem den ærede Forfatter har udnævnt til „Kooperationens Historieskriver*.
— At Udnævnelsen vilde komme til at lyde paa Holyoake, var jeg selv-

Digitized by Google

Stores Sagen.

937

følgelig intet Øjeblik i Tvivl om, eftersom samtlige Udtalelser i Hr.
a+b+c's * Stores-Dagbog " om engelske Forhold hverken er mer eller
mindre end Uddrag af Holyoakes forældede Værk — Bogen paa de
900 Sider, som Hr. a+b+c, ligesom forskellige andre af Anti-Stores Be-
vægelsens Ledere, er saa stolt over at have læst.

Ingen, som kender i hvert Tilfælde største Delen af, hvad der
er skrevet om den kooperative Bevægelse, vilde ved Læsningen af Hr.
a-f b+c's Stores-Dagbog kunne frigøre sig' fra den generende Tanke:
„Jeg synes bestemt, jeg har læst det før — jeg ved bare ikke hvor".
For mit Vedkommende blev det mig dog fuldstændig klart, da jeg kom
til Hr. a+ b+c's berømte paa Engelsk citerede „a shilling in the pound" '.
Denne „shilling" skulde nemlig, efter Holyoakes Mening i Halvfjerdserne,
repræsentere den Besparelse, der opnaaedes ved Køb i en London Store,
og er som saadan efter Hr. a+ b+c's mageløse Udtryksmaade „indgaaet
i den almindelige engelske Bevidsthed" — hvormed han mener sin egen
(Holyoakeske) Bevidsthed om engelske Forhold. I øvrigt har Holyoake
i Aarenes Løb maattet høre adskilligt for denne „shilling*, der nu endelig
er havnet i Hr. a+b+c's Møntsamling.

Støttet til denne sin Kilde omtaler Hr. a+b+c bl. a. Londoner-
Selskabet „Civil Service Supply Association" og siger i denne Forbindelse
i sin Stores-Dagbog, at der var „36,000 Andele å 10 shilling*. I mit
Svar har jeg skrevet: „For øvrigt har Selskabet ikke 36,000 men 35,000
Andelshavere", hvorpaa Hr. a+b+c i sin sidste Artikel svarer: „Hr.
Vett vil gerne finde et Par Fejl hos mig, den ene, at jeg skulde have
angivet Andelenes Antal som værende 35,000 i Stedet for 36,000, ....
hvad det (første) Punkt angaar, staar der jo i Stores-Dagbogen Side 635
14de Linie netop, at der var 36,000 Andele å 10 shilling, men hvorfor
da Indvendingen?* Ja, hvorfor? Fordi der stadig væk Side 635 14de
Linie burde have staaet 35,000; men den ærede Forfatter er atter her
bleven saa konfunderet over Modsigelsen, at han tror, det er mig, der
har begaaet en Fejl ved at rette hans Fejl.

1 Omtalen af dette Selskab har Hr. a+b+c med sin Anden-
haands- Viden i det hele taget været ganske heldig. Han udtaler i sin
Stores-Dagbog, at „Civil Service Supply Association" hvis han huskede
ret, var oprettet i 1875, og forsøger derefter i sin sidste Artikel, efter at
jeg har korrigeret denne Udtalelse ved at paavise, at Selskabet er etab-
leret i 1867, at smutte bort ved at sige: „Men det er ikke denne
Oprettelse, jeg har henlagt til 1875, men Organisationen, som den
nu er, og jeg har i den Henseende støttet mig til Udtalelserne af Sel-
skabets Formand Hr. Cecil Beardon paa det offentlige Møde i 1875, hvor
Selskabet benævnedes „den ny Civil Service Store**. — Man skulde her-
efter fast sværge paa, at Hr. a+b+c selv havde været til Stede paa
hint offentlige Møde og hørt Hr. Cecil Beardon i egen livagtige Person
„benævne" sit Selskab „den ny". Men akl Hele Hr. a+ b+c's Viden
stammer kun fra en liden Note i Holyoakes oftnævnte Bog Cap. XII Pag. 179
— og den har han oven i Købet ikke forstaaet. Hr. Cecil Beardon har
aldrig nogen Sinde været Formand for „Civil Service Supply Association",
dette Selskab har aldrig afholdt det Møde, som Hr. a+b + c omtaler,

Digitized by Google

938

Stores Sagen.

og Selskabet har selvfølgelig aldrig været „benævnt* anderledes af sin
Formand, end det virkelig hedder. Sammenhængen hermed er følgende.

Holyoake taler i sin Bog Pag. 179 om „Civil Service Supply Asso-
ciation* og indskyder saa en Bemærkning om, at nogle „promoters" af
„one association* skulde have taget mere Hensyn til deres personlige
Interesser end til Selskabets. En Stjerne i Teksten henviser i den An-
ledning til en tilsyneladende uskyldig Note, hvor der fortælles om et
Møde i 1875, som dirigeredes af Selskabets Formand Hr. Cecil Beardon,
og heri indskydes hen imod Slutningen den lille Bemærkning, at dette
angaar „The New Civil Service Store*, som er et ganske andet Selskab.
Holyoakes „uldne* Maade at skrive paa, naar han omtaler Londoner-
Systemet, har altsaa forledet Hr. a-f-b + c til at blande to helt forskellige
Selskaber sammen paa en fuldstændig haabløs Maade. Forskellen mellem
de forskellige „Civil Service Stores" i London er i det hele denne.

Der dannedes i Aaret 1864 et Selskab af Bestillings- og Embeds-
mænd ved Londons Postvæsen, og Selskabet kaldtes „Civil Service Co-
operative Society a . Selskabet drev et Par Aar Forretning i Nærheden af
Posthuset, flyttede derefter i 1866 sine Lokaler for at komme i Nær-
heden af „Home Office" til Haymarket og registrerede i 1866 sit Firma
under Navnet „Civil Service co-operative Society limited". Dette Selskab,
som fremdeles eksisterer under det samme Firma, kaldes i daglig Tale
„Haymarket Store* . Flytningen af Selskabet til Westend gjorde det be-
kvemmere for de i „Home Office" ansatte Embedsmænd at gøre deres
Indkøb, men det blev højst ubekvemt for største Delen af dets Med-
lemmer blandt Postvæsenets Funktionærer.

I 1867 dannedes derfor et nyt Selskab under Navnet „Civil Ser-
vice Supply Association limited" , atter væsentlig støttende sig til Em-
beds- og Bestillingsmænd i Postvæsenet og Citys Kontorer. Dette Selskab
etableredes i Queen Victoria Street 136, hvor det den Dag i Dag
har Lokaler.

1 1874 var Værdien paa disse to Selskabers „shares* steget saa-
ledes, at ny Medlemmer praktisk set var henviste til at blive „ticket
memoers" 9 hvorfor der blandt de yngre Bestillingsmænd i Postvæsenet og
City opstod Ønsket om at danne et tredje Selskab, og dette registreredes
i Juli 1874 under Navnet „New Civil Service cooperation UmUed". Disse
3 Selskaber, der alle ekisterer den Dag i Dag, er distinkt forskellige og har
intet med hinanden at gøre.

I det første Aar efter Etableringen af denne „New Civil Service
Store" forefaldt forskellige stormende Debatter, da Etableringen af Selskabet,
som jo falder i 70ernes store Grunder-Periode, var kommen i Hænderne
paa professionelle „promoters* . Selskabet drev Forretning indtil 1884
og stod den Gang paa Fallitens Rand. Imidlertid lykkedes det Henry
Heaven at rekonstruere Selskabet, dette eksisterer den Dag i Dag og har
siden haft jævn og solid Fremgang.

Hvad i øvrigt Hr. a+b-fc's Benyttelse af Holyoake angaar, da
maa endnu følgende bemærkes. Naar han drager til Felts mod det,
som han kalder „Aktie-Detailhandelen*, og har forsøgt at gøre denne
identisk med det saakaldte London System for Kooperation, som han

Digitized by Google

Stores Sagen.

939

formener kun har til Formaal at skaffe sine Aktionærer en Dividende,
uden at disse Selskaber i nogen nævneværdig Grad gavner deres Med-
lemmer, saa har Hr. a-f-b+c heller ikke her forstaaet Holyoake.

Holyoake angriber nemlig ud fra sit Standpunkt og af sine
Grunde denne Form for Kooperation, men han vogter sig vel for
at komme ind paa saadanne Paastande som dem, Hr. a-fb+c ikke
alene fremsætter, men endog forsøger at bevise. Holyoake siger
t. Eks. i det Kapitel af sit Værk, som Hr. a+b+c har gjort saa
fri Brug af — altsaa Kap. XII Pag. 78: „Det er givet, at der er
to Slags Kooperation: Rochdale Kooperation og Londoner Koopera-
tion*. Videre siger han, idet han omtaler „Civil Service Supply As*o-
ciation" : „De sluttede sig sammen for at kunne forskaffe sig daglige
Forbrugsartikler til Engros - Priser. De blev hurtig opmuntrede, da de
fandt, at de ikke alene sparede en Mængde Penge, men havde større
Chance for at faa Varer af en bedre Kvalitet, end de fik i de sædvanlige
Detailforretninger, og tillige ved at høre om de Btore Udbytter, som
man havde opnaaet paa denne Maade i Rochdale, Halifax og Leeds/ —
Helt nede paa Siden, lige ved Siden af den Stjerne, som har tindret
Hr. a-fb-l-c's Øjne i Møde, skriver dernæst Holyoake følgende: „Prin-
cipet, som alle bekendte sig til, var det kooperative, for saa vidt som
dette skulde benyttes til at forsyne dets (Selskabets) Medlemmer med
Varer til Engros - Priser med Tillæg af en saadan Avance, som vilde
vatre tilstrækkelig til at betale Driftsomkostningerne/ Paa den næste
Side siger Holyoake dernæst: „1 det hele taget synes dette Selskab at
have været ledet af en Komite af højst respektable Mænd (honorable
gentlemen)* .

Som det fremgaar af disse Udtalelser, var Holyoake, da han skrev
sin Bog, af hvilken første Del udkom 1875 og anden Del i Slut-
ningen af 1877 *), fuldstændig klar paa de Formaal, hvis Realisation
man tilstræbte ved Sammenslutninger paa Basis af det saakaldte Londoner
kooperative System. Men dette forhindrer ikke, at Hr. Holyoake — i
sin Egenskab af fanatisk Agitator for den nordengelske Kooperation, i
hvilken han saa Midlet til Maalet: Sammenslutninger i kommunistiske
Samfund, som opnaaede Eksistensbetingelser ved de gennem Storen op-
sparede Kapitaler — drager til Felts mod Londoner Kooperationen, fordi
den ikke opsparer tilstrækkelig store Kapitaler, og han søger derfor at
reducere de Fordele, det vil sige de øjeblikkelige Besparelser, der opnaas
ved Indkøb til en billig Pris. Han nægter sig intet i denne Retning
eller i Retning af personlig Mistænkeliggørelse og havner i den allerede
omtalte historiske „ shilling*.

For øvrigt har Hr. Holyoake senere maattet stemme sin Tone

*) Pag. 634 i „ Stores-Dagbogen* afslutter Hr. a + b-J-c sine statistiske Op-
lysninger i god Overensstemmelse med Holyoake med Aaret 1876, hvor-
efter der er et tomt Rum indtil Blaabogens 1890.

Det har i det hele en vis Ynde at se den ene efter den anden køre
frem med Citater af en Bog, der er skreven i Halvfjerdserne i Eng-
land, for derigennem at dømme ikke alene om engelske men tillige om
danske Forhold i Aaret 1898.

Digitized by Google

940

Stores Sagen.

ganske betydeligt ned og erkende Betydningen af London Kooperationen.
I et langt Foredrag, som d. 1ste Avgust 1887 fandtes trykt i „Fortnightly
Review*, siger han t. Eks., efter at have talt vidt og bredt om Nord-
englands Stores: „Den saakaldte Londoner Kooperation er forskellig fra
Rochdale Systemet og er ikke taget i Betragtning i de Tal, som jeg har
nævnet. London-Stores er Stores, som sælger billigt, Rochdale-Stores er
Spare-Stores (Sawng-Stores)* . Sin ganske korte Omtale af enkelte af
de største Londoner Selskaber slutter han med den Bemærkning: ,De er
ikke registrerede i Henhold til Loven vedrørende „Industrial and Provident
Societiee", og man kan derfor ikke konstatere deres Omsætninger, Om-
kostninger eller Udbytte. * Som man ser, vogter Hr. Holyoake sig nu
for at diskutere, hvor meget der spares i Syd-Englands Stores — den be-
rømte „ shilling" er forsvunden.

Disse forskellige Citater af Holyoake viser tilstrækkeligt, at Hr.
a+b+c ved en Smule Eftertanke parret med nogen personlig Erfaring
kunde være kommen til et andet Resultat og en anden Bedømmelse af
de kooperative Stores, som virker efter det saakaldte London System, og
Hr. a+b+c burde derfor vel have vogtet sig for ud af et saa tendentiøst
Materiale at plukke Citater for med disse at anstille et Forsøg paa at
dække sin og andre Anti-Stores Lederes Optræden i Sommer-Maanederne.

Vi kommer herigennem ganske naturligt til det, som for mig er
Hovedsagen: Den principielle Forskel, som eksisterer mellem de to
Former for kooperative Selskaber i England, og denne er da altsaa,
som jeg gentagende har paapeget, følgende. Medens Nord - Englands
Stores er „ Spare-Stores *, d. v. s. Selskaber, som gennem Salg af Varer
med en Avance søger at opspare Kapitaler med det klart udtalte For-
maal at fremme Samfundsreformer, hvorved saavel „Produktionen* som
„Distribueringen* (Forhandlingen) bringes paa kooperative Selskabers
Hænder, saa tilsigter Syd Englands Stores kun gennem Sammenslut-
ninger at skabe Forretninger, som forsyner deres Aktionærer (de Per-
soner, som risikerer Kapitalen) og deres Medlemmer (o: de Personer,
som bidrager til Omkostningernes Afholdelse) med Varer til den bil-
ligst mulige Pris, og herved har disse Selskaber faaet den største
Betydning for „ Udviklingen af Detailhandelen*.

For at belyse de to forskellige Principer har saa vel Hr. a+b+c
som jeg i vore forskellige Artikler talt frem og tilbage om enkelte be-
stemte Selskaber, men jeg har opgivet Haabet om, at vi kan blive enige
om, hvorledes man skal klare disse Selskabers Stilling, især naar vi
hver for sig taler om Tal, der refererer sig til forskellige Aargange og
Tider paa Aaret. Det hele havner til sidst i Spilfægteri om Bogførings-
Principer. Jeg foretrækker derfor at følge den af Hr. a+b+c anviste
Vej at belyse de to forskellige Principer gennem officielle statistiske Tal
for et større. Antal af hver Sort Selskaber.

Hvad de nordengelske Selskaber angaar, da er Statistiken over
disse ganske let tilgængelig, og disse Tal kan derfor kontroleres af
enhver. Hvad de sydengelske Selskaber angaar, affekterer Hr. a+b + c

Digitized by Google

Stores Sagen.

941

i sin sidste Artikel en Glæde over, at jeg for et enkelt Selskabs {„Anny
and Navy Stores") Vedkommende nu er i Stand til at angive Overskud
og Omkostninger med to Decimaler, „hvad der er nok saa heldigt, da
han (jeg) i sin Bog „Cooperative Stores" udtaler, at Aktiestorerne skjuler
deres Overskud eller Udbytte, og at nøjagtige Tal for de sydengelske
Stores ikke kan gives". Hr. a+b+c er aabenbart kommen i Vane med
at citere Holyoake paa sin Facon i Fortrøstning til, at faa eller ingen
efterser hans Maade at citere paa, men naar Talen er om Udtalelser)
som foreligger trykte paa Dansk, burde Hr. a+b+c dog være for-
sigtigere. 1 mit Foredrag har jeg sagt: „Der kan ikke gives nøjagtige
Tal for de sydengelske Selskaber, da disse ingen Forpligtelser har til at
offentliggøre Regnskaber", hvorved forstaas samtlige sydengelske Sel-
skaber i Modsætning til de nordengelske, for hvilke der foreligger samlede
statistiske Tabeller. Nogle Linier længere fremme siger jeg: „En enkelt

Gang formaar et eller andet Fagblad nogle Selskaber til at give

Oplysninger om deres Forhold, saaledes at der paa Basis af disse Tal
kan opstilles en Beregning. Bladet „The Statist" bragte saaledes ifjor
en Artikel, som behandlede Storers Betydning, og til den havde Bladet
erholdt yderst detaillerede Oplysninger om de fem ældste Storers Om-
sætning og Kapital".

Naar jeg længere fremme vil give nogle statistiske Oplysninger
vedrørende Syd-Englands Stores, da skal jeg allerede nu oplyse, at disse
har været offentliggjorte i Bladet „The Statist" den 28de Marts 1891.

For at begynde med de nordengelske Stores, saa angiver Hr.
a+b+c Tallene for „de engelske Andelsselskabers" Omsætning, Omkost-
ninger og Overskud for Femaaret 1885—1890 og opstiller derefter en
Beregning af Vareprisen i Andelsstoren paa Basis af Tallene fra 1890.
— Hr. a+b+c har taget disse Tal fra sine berømte Blaabøger, som nu
endog er forfremmet til „Parlamentsberetninger*. Om disse Tal har
Hr. a+b + c imidlertid selv oplyst i sin „Stores-Dagbog" (S. 634), at de
gælder for alle saadanne Selskaber, der er registrerede i England og
Wales i Henhold til „Industrial and Provident Societies Acsts" og har
indsendt Report, — at de med andre Ord omfatter alle kooperative
Selskaber, med Undtagelse af saadanne, som befatter sig med Køb af
Land („land societies"), altsaa Detail-Stores, Engros-Forretninger, Fabriker,
Møller, ja endog „Bank- og Laaneforeninger" !

Paa Basis af disse Tal paatager altsaa Hr. a+b+c sig at kal-
kulere den Avance, med hvilken en kooperativ Detail-Store i Nord-
England forhandler sine Varer ! !

Man tænke sig det Forhold , at en Mand i Danmark foretog en
Sammentælling af Omsætninger, Omkostninger o. s. v. for vore Forbrugs-
foreninger, Andelsmejerier, Kreditforeninger, københavnske Engros-Forret-
ninger og t. Eks. de forenede Dampmøller eller et Par store Fabriker,
og derefter i fuldt Alvor og paa Tryk erklærede, at Gennemsnittet af
dette Sammensurium var den Avance, med hvilken en Detailforretning
arbejder paa Østergade, og dette vilde dog kun være et Sidestykke til
Hr.a+b+b's Beregninger. — Mon dette ikke skulde være et Eksempel paa
den „Regel udi Regnekunsten", som Fader Holberg døbte „Reguladetri"?

Digitized by Google

942

Stores Sagren.

Selv om jeg forudsætter, at det ikke i al Almindelighed har staaet
Hr. a+b+c klart, at et saadant Regnestykke ganske vist kan opstilles,
men er temmelig værdiløst i det givne Tilfælde, saa hæfter der ved
dette visse Mangler, som Hr. a+b+c selv har været vidende om. I
de Reports, fra hvilke Tallene er tagne, angives t. Eks. nøjagtig, hvor
mange Selskaber der ikke har indgivet Beretning. For Aaret 1890, som
Hr. a+b+c har valgt, har t. Eks. 211 Selskaber alene i England og
Wales aldeles ikke indgivet nogen Beretning. Paa den anden Side —
hvad Hr. a+b+c ogsaa har vidst — indbefatter de opgivne Tal foruden
forskellige Fabriker, Laaneselskaber etc. t. Eks. det store engelske Whole-
sale Society, hvis Omsætning for 1890 angives til f 7,284,416, paa hvilken
Omsætning der kun fortjentes Engros-Avance.

Det fornøjeligste ved hele Hr. a+b+c's Regnestykke er imidler-
tid dette, at hans Tal for de nordengelske Stores ogsaa inkluderer
det saa stærkt omtalte „Civil Service Supply Association", altsaa en af
de største London Stores, hvis Omsætning, der i det givne Aar an-
gives til £ 1,786,393, han altsaa har medtaget for at finde den Avance,
Nordenglands Stores arbejder med. Ogsaa dette vidste Hr. a+b+c.

I Modsætning til Hr. a+b+c's Regnestykke vil jeg paa Basis af
Co-operative Unions Report for 1891 give nøjagtige Tal for de Stores,
som i Aaret 1 890 blev drevne efter Rochdale-Principet, saaledes at mine
Tal indbefatter alle saadanne Stores i Storbritannien, men kun Stores
og intet andet. I 1890 var disse D et ail -Stores stillede paa følgende
Maade :

Antal: Omsætning:
1418. f 28,276,337.

Brutto -O ver skud : Drifts-Omkostninger:
f 5,654,134 = 20 % af Omsætn. £ 1,656,771 = 5,86 % af Omsætn.

Samtidig var de engelske og skotske Wholesale Societiee stillede
paa følgende Maade:

Omsætning: Brutto-Overskud:

£ 9,454,488. £ 411,583=4,35% af Omsætn.

De første Tal omfatter kun rene Detail-Storers Vare-Forretning,
hvorimod Beløbene for Engros -Forretningernes Vedkommende omfatter
disses Vare -Forretning og Skibs-Rederi, men derimod ikke deres
Fabriksvirksomheder.

Da Avancerne er udregnede procentvis paa Omsætningen (Ud-
salgsprisen), stiller Forholdet sig saaledes, at Selskaberne, for at kunne
indvinde de nævnte Gennemsnitsavancer, maa forhandle deres Varer paa
følgende Maade.

Dersom Varen købes hos Producenten til 100, maa den af Whole-
sale Societies sælges til ca. 104 1 /?, og derefter forhandles i Detailsalg af
Detail Stores til ca. 130.

Tager man nu de 5 Londoner Stores, for hvilke „The Statist"
bragte Tal, saa viser Forholdet for 1890 sig at være følgende:

Digitized by Google

Stores Sagen.

943

Omsætning Brutt o-Overskud

„Army <fc Navy Go-operative Society' . . £ 2,727,819. f 283,639.

„Civil Service Supply Association* - 1,789,397. - 195,911.

„Civil Service Co-operative Society* (Hay-

market) - 481,352. - 69,058.

„Junior Anny <fc Navy Store* - 603,333. - 73,769.

„New Civil Service Co-operation * . . . .. - 164,160. - 17,583.

Tilsammen f 5,766,061. f 639,960.
altsaa et Brutto-Overskud svarende til 11,10*70 paa Omsætningen.

Samtidig var de samlede Drifts - Omkostninger f 479,461, som
svarer til 8,31 % paa Omsætningen.

Ønsker man nu at sammenligne disse to Forretningsprinciper, og
Konsumentens eller Producentens henholdsvis Kapitalistens Stilling til de
lo forskellige Arter Selskaber, da maa det først staa klart, at de nord-
engelske Stores tilbagebetaler Konsumenten en Del af den indvundne
Avance, ikke paa nogen Maade, som af Hr. a-fb+c paastaaet, det
fulde Udbytte. — Den Del af Udbyttet, som tilbagebetales, varierer
noget for de forskellige Stores, idet den i Begyndelsen, saa længe For-
retningen er ny, mange Gange er forholdsvis lille, indtil Omkostningerne
gennem den forøgede Omsætning bliver procentvis forringede. Det nor-
male Maximum, som en nordengelsk Store tilbagebetaler Konsumenterne,
under Navn af Bonus (Rabat), er „ 4 /e in the pound" af de gjorte Ind-
køb, altsaa 12 x /a °/o. Det maa her vel erindres, at dette Beløb først
udbetales kontant, naar vedkommende Medlem har opsparet det Beløb,
der repræsenterer hans Andel i Selskabets Kapital.

Det Beløb, som repræsenterer Forskellen mellem Produktionsprisen
og den nordengelske Detail-Stores Salgspris til Konsumenten, vil alt-
saa almindeligvis fordele sig paa følgende Maade:

Varen sælges til Konsumenten for 1 30. 00

Der godtgøres Konsumenten \&h*h å 130 16. 25

Varen staar altsaa Konsumenten i 113.75 Netto

Trækker man Driftsomkostninger 5,86 % a 130 — 6. 62 — > fra,

har Selskabet i Behold 107. 13 Netto

hvoraf det betaler til Wholesale Society 104. 50 —

og der er altsaa tilbage 2. 63 % paa

Omsætningen, hvilket Beløb anvendes til Kapitalens Forrentning, Reserve-
fond, Afskrivninger etc.

For Londoner kooperative Selskabers Vedkommende stiller For-
holdet sig paa følgende Maade. Naar en Vare er købt til 100 og skal
forhandles saaledes, at Brutto-Avancen repræsenterer 11,10% paa Om-
sætningen (Udsalgsprisen), da maa den sælges til 112,50, altsaa:

Varen sælges til Konsumenten for 1 1 2. 50 Netto

Herfra gaar Drifts-Omkostninger 8,31 °/o af 112,50 . . 9. 36 —

Der er altsaa tilbage 3. 14 %

paa Omsætningen til Kapital-Forrentning, Reserve-Fond, Afskrivninger etc.

Digitized by Google

944

Stores Sagen.

Forbrugsartiklerne sælges saaledes til Konsumenterne i Nordenglands
Stores til Brutto 130, der svarer til netto 113,75, medens de i Syd-
england straks sælges til netto 112,50 og Forskellen i den øje-
blikkelige Salgspris var altsaa i 1890 17 1 /* °/o.

Pointet i Forskellen mellem de to Principer er altsaa dette, at
den ene Art Selskaber gennem Fordyrelse af Varerne opsparer en
Fortjeneste, hvoraf en Del senere tilbagebetales, hvorimod den anden
Art Selskaber straks sælger Varerne billigst muligt.

Heri bestaar den store Væsensforskel mellem de to Arter Sel-
skaber og ikke paa nogen Maade deri, om man kalder det Stykke Papir,
der repræsenterer det Beløb, som den enkelte Person har indestaaende
i Forretningen, for en „Andel" eller en „Aktie", hvilket D'Hrr. Anti-
Stores Mænd virkelig synes at mene. 1 )

Men hvori ligger da denne Forskels nationaløkonomiske Betyd-
ning? — Som jeg atter og atter har paapeget, deri, at det for store
Befolkningsmassers Vedkommende lidet nytter at ville tvinge dem til at
spare op for Fremtiden „gennem deres Udgifter", naar de aldeles ikke
har Raad til at spare op. Derimod kan det være af største Betyd-
ning for dem at opnaa Besparelse straks. Og dette opnaar de netop
ved straks at faa deres Fødemidler til den billigst mulige Pris. I den
Husholdning, hvor der er mange Munde at mætte, gælder det om at
faa det mest mulige ud af Pengene igennem det billigst mulige Vare-
indkøb, og der er ikke noget at undvære til Opsparing i forskjellige
Formaals Tjeneste. Ud fra en lignende Tankegang var det, at praktiske
Tænkere som Postvæsenets Solicitor Mr. Ashurst af Firmaet Ashurst,
Morris & Go. og Sir Rowland Hill*) i sin Tid udarbejdede Planen
for Postbudenes og Postfunktionærernes kooperative Forening paa denne
Basis. At disse Foreninger nogen Sinde gennem den hurtige Om-
sætning skulde opnaa en saa stor Kapitalfortjeneste, har sikkert ligget
disse Mænd fjernt. Men det er et af de interessante Punkter ved den
Londonske kooperative Bevægelse, at disse Selskaber har vist Vejen og givet
Stødet til Detailforretningens rationelle Drift i England, og at det har
været kooperative Selskaber, der først har gennemført de ny Principer for
rationel Detailhandel og præsieret Bevis for, at disse Principer var til
Gavn saavel for Forbrugeren som for selve Forretningen, idet de
skaffede Konsumenten de billigst mulige Priser og dog i Aarenes Løb
gav et klækkeligt Forretningsoverskud.

Hr. a+b + c vilde, som det synes, ikke have haft noget
imod i Egenskab af „Kapitalist" i Civil Service Supply Association at
modtage 3600 Kr. i Bonus for sin Kapital å 9 Kr. Men jeg kan for-
sikre ham om, at de forskellige Bestillingsmænd og Bude indenfor Post-

] ) I England har man da ogsaa kun én Betegnelse, idet man baade i det
ene og det andet Tilfælde kalder et saadant Dokument for en „share a .
Naar jeg i sin Tid i mit Foredrag har benyttet en forskellig Betegnelse,
var det kun for derved at lette Oversigten.

*) Interessant er det at se, hvorledes Holyoake i sin Bog bogstavelig lusker
uden om disse Navne, Cap. XII Pag. 181. Ordet „probably* i 26 Linie
er ægte Holyoakesk og minder om Hr. a -f- b + c's „om jeg husker ret*

Digitized by Google

Stores Sagen.

945

væsenet, i hvis Lommer denne Bonus gik, heller intet havde imod at
at modtage dette Beløb, der var Frugten af det kooperative Princip, som
Hr. a+b+c er saa fornærmet paa.

I den ovenstaaende Opstilling viser det sig, at Nordenglands
Stores gennemsnitlig anvender 2,63 % aarlig af deres Omsætning og de
saakaldte London Stores 3,14 % til Forrentning af deres Kapital, Hen-
lægning til Reservefond, Afskrivning etc. Jeg paapeger dette, fordi
Hr. a-f b+c stadig taler, som om en nordengelsk Store udbetaler sit
f u 1 d e Udbytte til dem, som køber Varer i Selskabets Detailudsalg, i Forhold
til deres Indkøbs Størrelse. Selskabet kan umuligt udbetale sin fulde
Brutto- Avance, da en Del af denne maa anvendes til at betale „ Kapitalen*.

Nu mener Hr. a+b+c rigtignok, at et saadant Selskabs Kunder
og dets „Kapitalister* er de samme Personer, og at Udbyttet af Kapitalen
fordeles ligesom Rabatten ved Vareindkøb, d. v. s. i Forhold til vedkom-
mende Medlems Indkøb. Denne Paastand er falsk, da Udbyttet paa
Kapitalen betales i Forhold til det Beløb, for hvilket det enkelte Medlem
ejer „snares" i Selskabet, uanset om han i Aarets Løb har købt lidt
eller meget. Maaske vil Hr. a+b+c indvende, at det Beløbs Størrelse,
for hvilket en Mand i Øjeblikket ejer „shares", jo atter afhænger af de
tidligere gjorte Indkøbs Størrelse, saaledes at den, som har opsparet en
stor Kapital, maa have tilført Selskabet en stor Forretning. Dette lyder
vel i sig selv ganske plausibelt, men man kan derfor ikke sige, at
Selskabets Medlemmer alle erholder det aarlige Udbytte paa deres Kapital
i Forhold til deres Indkøb.

Tænker man sig t. Eks. at to Mænd med lige store Indtægter,
hvoraf den ene har en stor Familie, den anden en mindre, samtidig
bliver Medlemmer af en saadan Store og gennem deres Indkøb begynder
paa Opsparing af Kapitaler, saa vil den Mand, som har den større
Familie og derfor det større Forbrug, hurtigere opnaa at opspare Be-
løbet af den Andel, som Selskabet forlanger, at han i hvert Tilfælde
skal eje. Men det er sandsynligt, at denne Mand derefter hvert Aar
eller hvert Kvartal maa forlange sin Rabat udbetalt kontant for bedre
at kunne tilfredsstille sin større Families Fornødenheder. Tænker man
sig derimod, at den anden Mand, som, fordi han har en mindre Familie,
er relativt bedre stillet, fortsætter med Opsparingen af sin Rabat, indtil
han har naaet Maksimum af det Beløb, for hvilket han kan eje
„shares* i Selskabet, saa vil det Tilfælde indtræde, at den mindre For-
bruger har den større Kapital, hvorfor han oppebærer et større Beløb
i ligefrem Rente.

Det maa dertil vel bemærkes, at intet Medlem af disse Selskaber
er forpligtet til at købe hele sit Forbrug hos Selskabet, saaledes at man
meget vel kan tænke sig den Mulighed, at den Mand, som har opsparet
et saa stort Beløb, at han er bleven en af Selskabets „Kapitalister*,
maaske køber en Del af sit Forbrug andetsteds, uden at dette dog i
mindste Maade formindsker Rente-Udbyttet af hans Kapital.

Digitized by Google

946

Stores Sagen.

Naar dernæst et Selskab arbejder paa det Princip, at skaffe sine
Medlemmer Rabat ved Aarets Slutning og derfor fordyrer Varerne ud
over det strengt nødvendige for, som Hr. a+b+c siger, at tvinge sine
Medlemmer til at „ spare gennem deres Udgifter 14 , saa er Risikoen for
Kapitalisten grumme lille, da han faar sin Rente udbetalt eller krediteret
af det opsamlede Beløb, forinden Rabatten udbetales til Kunderne. En
eventuel Nedgang i Selskabets Salg, hvorved de stabile Omkostninger
procentvis stiger, vil derfor ramme Konsumenten, idet denne faar
mindre Rabat, men ikke Kapitalisten. —

— Ser man til Sammenligning paa de kooperative Stores, der
arbejder paa det saakaldte Londoner- Princip, det, straks at skaffe
Konsumenten Varerne til den billigst mulige Pris, og Kapitalistens Stilling
i disse Selskaber, saa henviser jeg Hr. a+b+c til „Blaa-Bogen* for 1892.
Han vil i denne finde, at f. Eks. det ofte omtalte „Civil Service Supply
Association" : 's Salg gik frem med £ 29,620 i 1891, men at samtidig
dets Avance gik tilbage med £ 4,406. Tabet ved denne Mindrefortjeneste
paa et Aar rammer i et saadant Selskab kun Kapitalisten, Medlemmet
qua „Kapitalist*, da det Foreningens Virksomhed bestemmende Forret-
ningshensyn — at holde Kunderne samlede ved at sælge Varerne til
den billigste Dags-Pris — umuliggør et Brud paa Selskabets Princip.

Det daarlige Forretningsaar 1891 med de stadig vigende Priser,
som disse Selskaber har maattet følge, formindskede Indtægterne i saa godt
som alle sydengelske Stores, et Tab som maatte bæres af Selskabernes
Kapitalister 1 ). Jeg fremfører dette, fordi Hr. a + b + c aabenbart kun
ser Fordelen ved Kapitalistens Stilling i disse Foretagender og har
forset sig paa de unægtelig overordentlig smukke Resultater, jeg har
fremført for enkelte af disse Selskaber. Men hvad Hr. a+b + c glemmer,
er at dette Resultat først er opnaaet efter flere Aars Forløb.

Kapitalisten risikerer straks sin Kapital, som altsaa gaar tabt,
dersom det gaar galt, og det er da ikke urimeligt, at han lukrerer, naar
det gaar ekstragodt.

Hr. a+b+c forarges ved Tanken om, at „Folk fra Gaden" kan gaa
ind og købe i Londons „Aktiedetailhandeler", men Hr. a+b+c ved jo godt,
at disse kooperative Selskaber ikke tillader Folk at gaa ind „fra Gaden*.
De forlanger en Afgift til Dækning af Omkostningerne, da et Selskab
ikke behøver at forhandle Varer paa Londoner-Storernes Princip paa
anden Maade. Men skulde paa den anden Side den Balance, som efter
Sigende har ligget paa Hr. a + b + c's Bord, da han skrev sin sidste
Artikel, ligge der endnu, saa vil Hr. a+b+c med Lethed kunne over-
bevise sig om, at der i nordengelske Stores eksisterer noget, der kaldes
for „nan-members" , o : „Folk fra Gaden", som køber Varer i en nord-
engelsk Store uden at eje skares, men som derfor faar mindre Rabat

') Ordet „ Kapitalist * lyder ret ejendommeligt, naar man erindrer de Smaa-
summer, den enkelte har ofret for at opnaa dette velklingende Navn.
Medens saaledes et Medlem af en nordengelsk Store kan bliver „Medlem -
for 90 Kroner, bliver en af „Civil Service Suppiy Associations 35000
shareholders „Kapitalist* for 9 Kroner.

Digitized by Google

Stores Sagen.

947

d. v. s. de afgiver en større Procentsats af deres Indkøb til Selskabet for
Retten til at handle i en nordengelsk Store.

Hr. a+b-fc siger i sin Artikel „Stores Sagen* 4 Pag. 813: „Hr.
Vett ved lige saa godt som jeg, at dersom Anny and Navy Store kun
beregnede nogle Øre over 8 Kr., hvor Londoner Detailhandleren fordrer
10 Kr., hvis med andre Ord Detailhandleren beregnede omtrent 24%
højere Priser end den angivne Store, saa kunde Detaillisterne ikke holde
deres Forretninger med denne Forskel i 8 Dage, end sige i en halv
Menneskealder; enten maatte de reducere deres Priser meget betydeligt
eller lukke Butiken*.

Det fremgaar heraf, al den højtærede Forf. ikke forstaar, hvor-
ledes Londoner-Detaillisten konkurrerer med de i Sydengland oprettede
Stores. Forf. mener, at naar der er en stor Forskel mellem Detaillistens
Pris og Storens, da maa Detaillisten enten reducere meget betydelig eller
lukke Butiken. Da ingen Købmænd sværmer for „at lukke Butiken 14 ,
har Londoner-Detaillisten gennemgaaende meget fornuftig valgt at reducere
sine Priser meget betydeligt. 1 mit Foredrag i Vinter nævnte jeg for
øvrigt som en af de mest betydningsfulde Følger af Oprettelsen af Stores,
at Detailhandelen er bleven tvungen ind paa at reducere sine Priser og
derigennem paa Specialisering og Salg mod kontant Betaling.

Det er paa ingen Maade usædvanligt, at der drives Detailforretning
baade i London og andetsteds, hvor Varen forhandles med en Brutto-
Avance af 1272 °/o paa Indkøbs - Prisen , naar vedkommende Forhandler
paa Forhaand ved, at han faar kontant Betaling, — og i det Øjeblik
dette sidste staar som Grundprincipet for en Omsætning, kan og bør en
Vare-Omsætning paa ingen Maade fordyres med nogen højere Avance.

Det er imidlertid ikke i den lave Detail-Avance, at Kvintessensen,
den store Betydning ved „ Stor -Detailhandelens 14 Princip ligger. Dette
faar Betydning derved, at den billige Salgspris hæver Forbruget,
hvorved der skabes store Omsætninger, som atter gør det muligt for
Detailhandleren som Forbrugerens Repræsentant at gaa direkte til Pro-
ducenterne. Derfor ligger den store Betydning af London Storens
Princip deri, at den lave Avance er lagt paa den Pris, som Varens
Frembringer har modtaget, uden at den er blevet unødvendig fordyret,
og derved fremkommer den virkelig billige Pris, som direkte gavner den
individuelle Konsument og indirekte den individuelle Producent, idet den
hæver Forbruget, med andre Ord: herved fremkommer den rationelle
Driftsform som paa én Gang gavner Handelen og Samfundet.

Dette Princip kan gennemføres i kooperative Selskaber for en stor
Mængde Artikler, og det kan i Enkeltmands Haand gennemføres i speci-
aliserede Forretninger.

Det kan synes højst ulogisk at paapege et saadant Omslag i
Principet for den engelske Detailhandel, naar der samtidig siges, at der
i Nordengland fremdeles sælges Varer i Detailsalg til en Pris som er
ca. 30 % over den Pris, til hvilken Producenten har solgt, men i Virke-

Digitized by Google

948

Stores Sagen.

ligheden er det, at de nordengelske Stores opnaar saa stor Gennemsnits-
Avance, jo intet Bevis for, at den private Detailhandel, som ikke har det
Par ti -Sammenhold blandt sine Kunder, altid opnaar samme Gennem-
snits-Avance.

Det kunde i denne Forbindelse være interessant at rejse en Debat
om et Spørgsmaal, som i de senere Aar har vakt stor Interesse saavel
blandt Handelsstanden som blandt Kooporationens Venner i England. Der
er blandt Nordenglands Stores en uhyggelig og stigende Tendens til,
i flagrant Brud paa deres Principer, at give Kredit. Dette kan, lige-
som det stigende Salg til „non memoers" , være et Middel for at
hæve det enkelte Selskabs Salg , men det kan ogsaa være en Følge af,
at Nordenglands Stores begynder at føle Konkurrencen fra den reorgani-
serede Detailforretning, saa Krediten ikke er et Middel til at hæve Om-
sætningen, men maa bruges for at holde denne. I hvert Fald kan det
siges, at naar Stores efter Nordenglands Mønster ikke har nogen som
helst Betydning i Sydengland, saa skyldes dette udelukkende, at Syd-
englands Stores og den gennem disse reformerede Detailhandel har
gjort den anden Art Stores umulige.

Forhaabenth'g er jeg hermed færdig med Hr. a-f-b+c. Han har
ganske vist i de engelske Forbrugsforeningers, det aktuelle Spørgsmaal
fuldstændig uvedkommende, Forhistorie endnu for lang Tid Materiale
nok til mange underholdende Krøniker; men jeg haaber, han vil for-
skaane „ Tilskuerens" Læsere for mere af denne Kilde.

Hvad jeg har villet hævde, vil Hr. a-fb + c hverken herigennem
eller ved sin øvrige, noget ejendommelige Bevisførelse kunne rokke.
Som Købmand har jeg forsøgt at slaa et Slag indenfor mit Fædre-
lands Grænser for den „ Storhandel en détail*, som er Fremtidens
Handelsform, og som jeg formener her i Landet burde gennemføres
under kooperativ Form — særlig for de Artiklers Vedkommende, som
kommer ind under Begrebet Fødevarer — , hvorved den vil blive til hele
Samfundets Gavn.

Hr. a+b + c siger nu rigtignok, at han „ikke har nogen Sympati*
for Stor -Detailhandelen. Efter hvad der fortælles, skal Napoleon I,
der ogsaa „sans comparaison* lod sig stærkt lede af Sympatier og
Antipatier, ikke have næret nogen Sympati for Robert Fultons Dampskib.
Ikke des mindre kom Dampskibene dog til at gaa, medens Napoleon
fandt sit Waterloo.

Frederik Vett.

Digitized by Google

Teatfene.

Sæsonens første Tredjedel har været karrig med god Skuespil-
kunst. Rutine og næsten bestandig kun Rutine; lutter traditionelle
Teater-Udtryk for Sorg og Glæde og Kærlighed og Spot, hele Sindsbe-
vægelsernes Skala igennem! Det er sandt, at Rutinen har her hjemme
gennemgaaende et højere Niveau end maaske alle andre Steder. Vor
berømte nationale Lattermildhed holder det alt for stympermæssige borte
fra Scenen; saa ufrivilligt groteske Præstationer som nu f. Eks. under
det Febvreske Gæstespil en Hr. Bellecours belevne Adelsmænd — dem
taaler vi ikke her til Lands, og de bydes os ikke. Men vor Skuespil-
kunst er stærkt paa Veje til at blive hængende i det blot og bart agtel-
ses værdige Teater-Spil. I andre Byer med en 4— 5 Teatre skal man
være mer end uheldig, hvis man ikke hver eneste Aften, nu der og nu
her, kan finde i det mindste en enkelt Rolle, et enkelt større Optrin
fremstillet saaledes, at man husker det baade Dag og Aar derefter.
Hvorimod hos os — — —

Naar galt skulde være: vi maatte hellere trækkes med et Par
Bellecour'er til Stadighed, naar vi saa til Gengæld stadig mærkede, at vi
havde Folk som Febvre iblandt os.

Der er noget harmeligt i at se, hvorledes Gang paa Gang særlig
vor Tids egen Produktion — - den, som det fremfor alt gælder om at
hjælpe frem — hvorledes den blodtappes og dræbes af vore Skuespil-
leres Mangel paa Intelligens, paa Fantasi, først og sidst af deres Mangel
paa Flid. Der faldt nu senest (paa det kgl. Teater) Gunnar Heibergs
„Kunstnere" med 2 Opførelser. Ja, jeg ved virkelig godt alt det onde,
der kan siges om Stykket, og jeg kommer maaske selv til at sige lidt
af det. Men hvem havde saa ringe Kløgt, saa han ikke saa', at
et afgjort Forfatter-Talent her havde indladt sig med en ikke-almindelig
Opgave, og at Skuespillet kunde have været reddet, hvis det var blevet
spillet godt? Der var mange og meget om at bringe det til Fald.
Hovedskylden havde dog Hr. Emil Poulsens — — skal vi sige: Fan-
tasiløshed.

Forfatteren har haft det lidt mislige Indfald at ville skrive en 1ste
Akt, som ikke vedkommer Stykket. Han synes at have villet stille
Teater-Tilskueren paa lige Fod med os Mennesker i det virkelige Liv:

Tilskueren 1893. 64

Digitized by Google

950

Teatrene.

vi føres ind i en tilfældig Kres, ser paa en, hører paa en anden,
bryder os hverken om den ene eller den anden, indtil vi saa med et
lægger Mærke til et Par, hvis Ansigter, hvis Karakterer interesserer os f
saa at vi giver os til at iagttage deres Skæbne. Saadan gaar det i
Livet. Men i Teatret, hvor vi ikke harAar for os, men højst halvfjerde
Time, dér har vi virkebg ikke Stunder til at søge. Digteren maa øjeblikkelig
vise os „ Parret", han maa straks præsentere os det Udsnit af Livet, som
er Opmærksomhed værd. Dersom han tager det ligegyldige med, saa
trætter han os paa Forhaand og sløver og forstemmer os. Thi (men
det er noget, som en Skuespilforfatter kun alt for let glemmer !) vi søger
i Teatret til syvende og sidst kun et eneste: Sindsbevægelse. De
grovere iblandt os grov, de finere iblandt os fin Sindsbevægelse; men
alle længes og venter vi, ubevidst, paa, at der skal blive rusket op i os,
at vort Blod skal komme i Fart, vort Hjerte komme til at banke. Det
Skuespil vilde være Idealet af et Teaterstykke, som var, hvad Fransk-
mændene kalder „palpitant 11 , dirrende i hver en Scene af Udviklings-
Muligheder, af Spændthed, af Liv.

Naa men — saa skiller da endelig i Gunnar Heibergs Komedie de to
Mennesker sig ud, som vi skal følge. En nygift Digter og hans Hustru.
Han, som er angest for Artist-Metier'en og for al den Lumpenhed, den saa
let trækker efter sig, vil poetisere, forfine, forædle det virkelige Liv,
men for Guds Skyld ikke skrive om det mere; hun, som er et ukunst-
nerisk Temperament, vil af Forfængelighedssyge netop have, at han skal
skrive, men hun har ingen vaagen Sans for eller Længsel mod en fin og

ædel Virkelighed. Det er Konflikten, dér lurer Tragedien Ganske

vist tror jeg, at Hr. Heiberg af Proselyt-Hidsighed, i en Art Sædelig-
hedsraseri, har stillet Forholdet alt for voldsomt paa Spidsen og dømt
Kunstner -Temperamentet med alt for kogende Bitterhed. Det er vist-
nok muligt at være endog en stor Digter uden at have perverse Tilbøje-
ligheder; al Snak om det er bare gammel romantisk Overtro, Dogmer
fra hine ægte Romantikere, der selv ydede saa utrolig lidt lødig
og varig Poesi ! Og desuden . . . naturligvis kræver det kunstneriske Ar-
bejde, som for øvrigt ethvert alvorligt Arbejde, sin Mand helt, saa længe
det staar paa. Men skulde han derfor nødvendigvis maalte opgive eller
miste den Kvinde, som han elsker, og som elsker ham? Skulde han
slet ikke kunne faa hende med op i sit Arbejde, naar hun da ikke
er uden Intelligens? En klog Kvinde, der elsker og tror, er ogsaa ud-
viklingsdygtig, — det er nu engang sandt, som der staar i Biblen,
at den Tro , som er Kærlighed , kan flytte Bjærge. Hvor sporer
man ikke tydeligt Gunnar Heibergs beske Forudindtagethed i den Om-
stændighed, at han slet ikke lader sin Helt gøre blot et Forsøg paa
som Digter at bevare sin Hustru! Og man sporer raaaske noget andet,
som ikke behøver at antydes nærmere, i den Kendsgerning, at han
ikke engang lader Helten, Per Sommerfeldt, søge rigtigt at vinde Hustruen
for hint virkelige Liv, som han anser for det højeste, det bedste.
Straks fra første Færd gaar alt, udelukkende, ud paa at faa Hustruen
til at opgive sin Attraa efter, at Manden skal „skrive*. Hvad vilde
der være vundet, om hun opgav den? Vilde de to Ægtefolk derfor

Digitized by Google

Teatrene.

951

være komne hinanden rigtig trofast nær? Eller vilde de ikke frem-
deles leve som hver i sin Verden, vandrende hver til sin Side?

Det er Stykkets hemmelige Grundskade, at det inderst inde er
ude i samme Øjeblik, som det er begyndt. Det begynder med den
smukke Maaneaftens-Scene i 2. Akt. I den røber Per Sommerfeldt, hvor-
ledes han ser paa, og hvorledes han gad leve det virkelige Liv; og han
afslører, hvorledes „Artisten 14 i ham var og er. Hans Hustru har ikke
Gnist af Forstaaelse eller Sympati for Kunstnertemperamentet, intet i
hende er i Slægt dermed; og han — har ikke Finhed, ikke Klogskab,
naa ja! ikke Kærlighed nok til varsomt at pleje og udvikle Mulig-
hederne hos hende til at se sig Livet rigt og skønt. Paa Pers
poetiske Stemningsudbrud overfor Naturen svarer hun stille: „Ja Naturen
er det mest storartede, som findes! 1 * Og han, saa vigtig -dumt: „Det
var en kedelig Sætning \ u . . . Men naar to Mennesker er skilte fra
hinanden, og den ene "ikke kan, og den anden ikke vil sætte Kræfter
ind paa, at de skal vinde hinanden, hvad Kamp, hvad Handling, hvad
Drama skal der saa kunne blive? I Stedet for kommer der da ogsaa
bare en „Intrige", en ørkesløs Intrige som sagt for at faa Hustruen til at opgive
Ønsket om , at Manden skal skrive. Skuespillet bliver lidt tomt,
lidt livløst, en Mekanik, som man alt for tit mærker Forfatterens Haand
holde i Gang. Intet Digterværk, blot et Slags „ Kunstværk i Ordets
mere affærdigende Bemærkelse ! Men selvfølgelig — derfor kunde Stykket
alligevel interessere paa Scenen. De aller- allerfleste Komedier og Tra-
gedier, som har gjort Lykke i deres Tid, har netop ikke været andet
end saadanne . . . „Kunstværker". Hvad mener man f. Eks. om den yngre
Dumas' Arbejder? Og Hr. Heiberg synes just at være noget i Retning
af en vore Dages Dumas fils.

Det var imidlertid Hr. Emil Poulsen, der skulde været talt
om! Læseren vil vist nu forstaa, at alt afhænger af, hvorledes Per Som-
merfelt fremstilles hin Maaneskins-Aften. Hvis man ikke faar et varmt,
jeg kunde fristes til at sige skønt Indtryk af, at det virkelige Liv, han
vil leve, har rigere og finere Vidundere end alle Æ ventyr -Verdener til-
sammen, og hvis man saa ikke, i grel Modsætning, ser levende for sig den
febrilske, brutale, perverse, beaandede „Artist* i ham, ... ja saa er Stykkets
Konflikt, Stykkets Mening fuldstændig forspildt. Hr. Poulsen sagde imidlertid
Replikerne under den første Del af Optrinet med Ambrosius-Dæmpethed,

med kælen Sordine paa Stemme-Registret, — kan nogen begribe,

hvorfor Naturbegejstring altid skal fremstilles paa Teatret her hjemme,
som om den paagældende var paa Nippet til sødt at blunde ind over
Naturens Dejlighed? Har da disse Skuespillere, der vil kaldes Kunstnere,
aldrig følt, hvorledes et Lys, der falder hen over en Blomst, en Fugl,
en Bakkeskrænt, kan bringe det til at le, til at synge inden i En, gøre
En ung, stærk, med Lyst og Mod til rigtig at tage fat? . . . Aa men,
den sidste Del af Optrinet gik dog saa meget, meget værre ! Hr. Poulsen
sagde „Artist "-Replikerne overlegent forklarende, han holdt, lidt satirisk
og fornærmet, en Forelæsning om det at være Artist. At det virkelig
er muligt at gætte eller ane saa slet! Per Sommerfelt skal jo vise sig
som Artist her! Erindringerne faar Magt over ham, hans egne Ord

64*

Digitized by Google

952

Teatrene.

river ham med, han er ude af sig selv, det vil sige: helt ude af den
Per Sommerfelt , som vi . hidtil har set og kendt. Der skal være
Feber over Spillet, Ækelhed og Skønhed, Usselhed og Storhed, den Art
Viljeløshed, som kommer af, at Personen er ikke sin egen længer, men de
Magters, som er i ham. Ellers bliver jo det kvindelige Kunstnertempe-
rament, Svigerinden Lilis Udbrud ganske sindssvagt: „Jeg elsker dig,
Per! 44 (og til Søsteren): 4 Men forstaar du det da ikke, han staar jo og
digter hele Tiden!"

Udbrudet blev ogsaa meningsløst ovenpaa Hr. Poulsens Spil.
Han stod sandelig ikke ,og „ digtede % han var mile-, milefjernt fra
at være betagen.

Naturligvis ødelagde hans uforstaaende Fremstilling Spillet for de
andre. Særlig for Fru Hennings som Hustruen. Per Sommerfelt og hun er
Kontraster; naar den ene bliver til det bare ingenting, til den jævne
studentikose Skikkelighed, saa er det jo vanskeligt for den anden, som
er den jævne Skikkelighed, at vise sig som hans Kontrast. Ellers var
der saa meget klogt og godt i Fru Hennings 1 Udførelse. Noget bedre
slap Fru Bloch som Svigerinden fra Syndfloden, skønt naturligvis og-
saa hendes Figur kom til at mangle det Relief og den Forklaring, som
en rigtig Per Sommerfelt (og en rigtig Palle Daa) kunde og burde
have givet den. Hun var frisk og norsk, helt oppe i Rollen, med de
nydeligste, anskueliggørende Smaatræk, maaske ikke mundrap nok, men
ganske fortrinligt akcentUerende det lille Gran af det „artistiske",
som Omgangen og Temperaments-Slægtskabet med Artisterne har ud-
styret Frk. Lili med. — I et Par Bifigurers Hovedscener endelig gjorde
de Hrr. Olaf Poulsen og Poul Nielsen deres Sager helt — og halvt
godt. Men disse Optrin var alt for udigterisk behandlede af Forfatteren.
Han breder sig en lille Evighed der og foretrækker at trætte med
hundrede Ord fremfor at more helt med halvtreds ....

Paa Privatteatrene kom der i det ganske Fjerdingaar ikke en
eneste Skuespiller-Præstation, som man erindrer. Thi Hr. Neumann
fornøjede rigtignok Godtfolk meget i „ Barberen" ; men hvem husker nu
andet af hans Spil, end at den klassisk brede Dr. Bartholo var magret
af til en lidt stundesløs mistænksom, og at Hr. N. saa anskueliggjorde
Mistænksomheden ved flittigt at vende det hvide ud af Øjnene og lade
Ansigtet stivne en Stund i et Eddikebrygger-Smil ? — Derimod var der et
Par Enkeltheder, en paa Dagmar og en paa Kasino, som man synes,
man staar i Taknemmelighedsgæld til, ... ja for ikke sandt? saadan en
Erindring om noget ægte og smukt, selv om den bleges af Tiden, saa 1
naar den dukker frem, drager den dog efter sig gennem Mindet en sagte
Efterklang af den Stemning, som selve Indtrykket i sin Tid vakte. Der
var da altsaa, for det første, et Øjeblik under Frk. Hornemanns Spil i
„Barberen*. Hun var alt for københavnsk til Rosina, manglede ganske
Udtryksmidler til at faa hint naive og forslagne, blide og hensynsløse,
ydmyge og værdige lille Pigebarn tydeligt frem. Men paa det Sted,
hvor Rosina faar Kærlighedsbrevet fra sin formentlige Student, der havde
Frk. H. en Gestus, et Smil, et Blik, som malte overordentlig nydeligt
et Menneskes Lykkefølelse ved at vide sig elsket. Og saa var der en B**

Digitized by Google

Teatrene.

953

gatel hos Fru Mantzius ude paa Kasino, i den ormstukne Rabalder-Moralitet
„Sodoma og Gomorrha". En pur ung Pige er i det Stykke idel knælende Til-
bedelse overfor en Mand ; pludselig, en Dag, føler hun, at der er kommet
noget nyt i den Mands Øjne, i hans Stemme, noget ukendt, som vil
gribe hende, og som hun, hvis det griber efter hende, ikke evner at
staa imod. I sin vejvilde Beklemthed søger hun ind til Plejemoderen:
„Jeg er saa bange, Mor!" De Ord sagde Fru Mantzius undertiden meget
kønt, saa at de lød af rigtig Angst, ikke af Teater-Forskrækkethed.
Men ellers gjorde hun jo nok helt igennem Figuren vel sammenskrumpen,
vel fortrykt, for meget i Lighed med de gamle Børnebøgers pæne og
artige Blegnæbs-Børn. Fru M. har vist ikke haft Gavn af det saakaldte
store Repertoire, som hun en Tid lang har været oppe i. Man mærker
det alierede af hendes Diktion; undertiden lukker hun, ligesom i For-
bavselse, Munden saa underlig højt op om Ordene, og undertiden igen
kniber hun Læberne hemmelighedsfuldt sammen om dem. Det vilde
være Held for hende, dersom hun nu kun blev anvendt i Karakterroller,
hvor der slet ingen Fristelse er til at synes „yndig". Attraaen efter at
synes yndig er saadan en farlig Gæst for en Kunstner; ingen Orm kan
være værre mod en Nøddekærne, end den er mod det kunstneriske
Talent . . .

Ja og saa til sidst kom altsaaFebvre og spillede to Roller. Ingen
af dem passede aabenbart for ham; i de følelsesfulde Partier sporede
man undertiden, vel tydeligt Deklamatoren, Teater-Fiffene ; og selv i de
letløbende længere Repliker „fødtes" ikke altid Ordene paa hans Læber,
Munden „ afleverede * dem i udenad lærte Sætninger. Men det er nu
ogsaa saa omtrent umuligt at spille helt igennem god Komedie, efter
moderne Begreb, i Dumas fils' ordbrammende Stykker, med mindre man
vil skære for Fode væk. Den store Skuespillerinde Eleonora Duse har
fældet en tavs og god Kritik over dem: naar hun optræder i dem, om-
bytter hun atter og atter ti, tyve Linier af Teksten med blot et Smil,
et Suk, en Skulderbevægelse, og gør netop derved Virkningen stærk!
Imidlertid — i de kortere Repliker og i det stumme Spil var Febvre
uforlignelig, uforlignelig! Saadan som det Menneske sad eller stod! man
kunde se paa Stillingen , hvad han det næste Øjeblik vilde sige.
Og saadan som hans Blik fulgte den medspillende, saadan som han
gjorde Forsøg paa at afbryde, faldt ind, pauserede! Det er henrivende
at sidde Ansigt til Ansigt med en saa fuldendt Indlevethed, en saa sikker
Indøvethed i en Rolle! Thi naturligvis er der hos Febvre lykkelige ud-
vortes Betingelser og Intelligens og Fantasi : men man skal ikke skuffe sig,
det, der betog ved hans Spil, det var dog for en grumme stor Del
hans „Teknik", eller med andre Ord: hans Flid.

Teknik, Øvelse, vidt dreven Indlevelse i den enkelte Rolle og i
Samspillet — det er her til Lands Ting, ved man nok, som ikke har høj
Kurs. Er det ikke ganske morsomt? Alle Tilskuerne studsede den
første Aften over, saa belevent Febvre førte sig; de syntes, de havde
aldrig før nu set en fint opdraget Mand paa en dansk Scene. Men
ganske kort forinden havde maaske de samme Tilskuere fundet det
grumme taabeligt, at vort kgl. Teater vil „tvinge" Skuespillere, der

Digitized by Google

54

Teatrene.

hverken kan staa^ eller gaa paa Bræderne, til at underkaste sig saadanne Øvel-
ser, uden hvilke Legemets Bevægelser umuligt kan blive beherskede og
smukke! Eller tror man, at en Febvres stumme Spil vilde være tænkeligt, i aJ
dets levende Minutiøshed, dersom det ikke var blevet opfundet og ind-
arbejdet paa en lang Række Prøver? De franske Skuespillere er vante
til at arbejde, arbejde længe med et Stykke, arbejde det færdigt. Da
man i sin Tid absolut vilde have Dumas' »Plet* op paa Théåtre fran-
<jais, tilbød man Forfatteren som en ganske særegen Begunstigelse, at det
skulde blive indstuderet paa 6 Uger. Udi Danmark er der Folk, som
tror, at man kan indstudere forsvarligt et Helaftensstykke paa 14 Dage!
Og blandt disse Folk er der maaske enkelte, der dirigerer Komedie, og
en hel Del, der spiller Komedie, og, last not least, enkelte, der skriver
om Komediespil!

Saa længe det ikke forstaas, at god Kunst kræver meget Ar-
bejde, saa længe kommer vi ikke ret tit højere op her hjemme end til
„ Rutinen g . Men Febvre-Forestillingerne vil næppe bane Vej for den For-
staaelse. Det eneste, der er blevet lært af disse Forestillinger, er for-
modentlig, at .... ja! Febvre og en af hans medspillende havde et
Steds en overraskende Evne til at faa en Spaserestok og en Entoutcas
til at sige en hel Mængde. Pas paa, den Spaserestok og den En-
toutcas vil komme til at gaa igen paa vore Teatre! Men om man saa
ogsaa faar de Blik, de smaa Hovedbevægelser, hele det stumme Spil
og Sammenspil med, som hos Franskmændene ganske rigtigt syntes
at gøre selve Stokken og Parasollen talende? .... Naa/den, som lever,
faar det at se!

Vilhelm Møller.

Digitized by Google

GENERAL LIBRARY
UNIVERSITY OF CALIFORN IA— BERKELEY

RETURN TO DESK FROM WHICH BORROWED

This book is due on the last date stamped below, or on the
date to which renewed.
Renewed books are subject to immediate recall.

HOV 3 1954

Due end of SPPI^JG Quarter
subject to

;PP1UG Quarter ««, 7
rec« II atter- *i ' 71

BEC'D LD M

wmi use

l\PR2;819T7

LD 21-100m-l, "54(1887816)476

Z 7

Digitized by

Google