Skip to main content

Full text of "Under palmer og pinier"

See other formats


This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that 's often difficult to discover. 

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 

We also ask that you: 

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
personal, non-commercial purposes. 

+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 



at |http : //books . google . com/ 




Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 

Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 

• Overhold reglerne 

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogsøgning 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 



søge gennem hele teksten i denne bog på Internettet på http://books.google.com 



. I.:. 



\"-, 




v 




372416 



C^57 




UNDER PALMER OG PINIER 



UNDER 
PALMER OG PINIER 

AF 

VILHELM BERGSØE 




GYLDENDALSKE BOGHANDEL 
NORDISK FORLAG 

KØBENHAVN OG KRISTIANIA 
1905 



;De. Vn. 



THE NEW YORK 

PUBLIC LI3RAUY 

372416 

A8TOR, LENOX AND 
TILDEN FOUN DATIONS. 
R 1906 L 



• . . . • 



FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI 
KØBENHAVN 



FØRSTE KAPITEL 

Middelalderen i Rom. — Kunstnerliv. — Trattoriet — Quattro nazioni 
og dets Herligheder. — Evangelista og gamle Alessio. — Hvorledes 
vi dengang talte Italiensk. — Café greco. — Vandringer paa Kampagnen. 
— Tarantelbakkerne. — Hvorledes Romerne opfatter Naturen. — Det døde 
Rom. — Romerske Villaer. — Limonadesælgeren. — Romerske Osterier. 

HVAD der i hine skønne Ungdomsdage gjorde 
Rom saa tiltrækkende, var det Skær af 
Middelalder, som hvilede over den hellige Stad, 
og som i Forbindelse med Fortidens storladne 
Minder satte baade Følelsen og Fantasien i uaf- 
ladelig Bevægelse. 

„Hvor man træder i Rom, træder man paa 
et Minde," sagde Gregorovius en Dag til mig, 
og der var vel ingen, der som hin store tyske 
Historiker var inde i Roms romantiske Middel- 
alder. Men Middelalderen var i hine Dage endnu 
ikke forsvundet, den drog sig som et halvt 
gennemsigtigt, fantastisk Slør hen over de syv 
Høje, og med Sandhed kan det siges, at ingen 



6 



By i hele Europa var saa langt tilbage i Nu- 
tidens Kulturliv, som den evige Stad. 

Stirrede man fra Pincios eller Janiculums 
Højder ud over Byen, saa* man ingen rygende 
Fabriksskorstene, hørte ingen Larm af hvæsende 
Maskiner, man øjnede kun et forvirret Kaos af 
Kirkekupler, Klokketaarne, middelalderlige Mur- 
tinder, og spredt mellem disse laa de henri- 
vende romerske Villaer, med deres skinnende 
Kasinoer, deres blomstrende Pragt og kvidrende 
Fugle. Ingen hvæsende Sporvogne fo'r gennem 
Gaderne. Ingen elektriske Blus blændede Øjet, 
og som et uhyre Fremskridt var Korso netop 
i de Dage blevet belyst med Gas, medens hele 
det øvrige Rom svøbte sig i et Mørke, der kun 
afbrødes af enkelte, fjernt fra hinanden staaende 
Lygter, omtrent som de gamle Tranlamper hos os. 

Det mindede om Middelalderen. De talrige 
Kirker og Klostre, de uafladelige Processioner 
af Munke og syngende Præster, de tavse Ligtog, 
hvor den døde paa en aaben, forgyldt Baare 
bares af Sted af sorte Hættebrødre, fulgt af 
syngende Munke og bedende Præster, hvis Voks- 
kerter lyste svagt i den mørke Nat, medens 
Smaadrenge løb frem og tilbage langs Toget for 
i Papirskræmmerhuse at opfange det Voks, der 



dryppede fra de hellige Lys. — Alt var Middel- 
alder. ♦ 

Og saa Tiberen! Hvor var det Liv, som 
rørte sig dernede, dog middelalderlig trods det 
19de Aarhundrede. 

Den gamle Færge i Ripettaen, en tro Kopi 
af Noæh Ark, fo'r langsomt frem og tilbage 
langs det svære Tov, hvortil den var befæstet, 
og som Drivkraft brugtes kun Strømmen. Det 
samme gjaldt om Belisars Vandmøller, store 
Flydebroer, hvor Strømmen satte de tunge Hjul 
i Bevægelse og hvor Melet maledes paa Kværne 
af samme Konstruktion, som i det 12te Aarhun- 
drede. Fiskerne nede ved Ponte S. Angelo fan- 
gede de smaa Fisk, hvis Svømmeblærer giver 
Sølvglansen til de romerske Perler, ganske paa 
samme Maade som deres Forfædre. En stor 
Vippe med et Rejenet for begge Ender bevæ- 
gedes af Strømmen langsomt op og ned, og 
Fiskerne havde kun den Ulejlighed at tømme 
det. Ude i Trastevere hamrede Smede, Snedkere 
og Skomagere paa samme Maade som paa Ben- 
venuto Cellinis Tid, og Paven læste sin Messe 
og uddelte sin Velsignelse paa samme Maade 
som Gregor den Store havde gjort. Hvor dejlig 
i al sin Umiddelbarhed var hele dette Liv! 

Uden for Rom spærrede den store, blomstrende 



8 

Kampagne for al europæisk Invasion, og inde i 
Rom spærrede Propagandaen alle Fremskridt i 
Videnskaben, Politikken og Litteraturen ; thi det 
gjaldt jo om at holde Middelalderen i Live. 
Hvor irriterende dette kunde være for Romer- 
folket, som ønskede frisk Luft og nye Ideer, 
saa var denne Afspærring for alle ydre Indtryk 
dog en lykkelig Gave for os Nordboer ; thi intet 
forstyrrede os i det daglige Arbejde, og med 
Ungdommens hele Friskhed, med al dens Mod- 
tagelighed nød vi de underfulde Syner, som 
Folke- og Kirkelivet dengang tilbød den frem- 
mede. Lad os da se, hvorledes Kunstnerlivet 
dengang udfoldede sig i Rom. 

Naar Solen sendte sine første Straaler hen 
over Monte Pincios Myrte- og Stenegelunde, 
naar Isskallen løsnede sig fra de svære Kæmpe- 
kaktus og de klare Dugperler dryppede ned 
fra Palmernes Toppe, da rejste Kunstneren sig 
fra sit Leje; thi for ham begyndte Dagen tid- 
lig, det gjaldt jo om at drage Nytte af Tiden. 

Saa vandrede vi da af Sted til en eller anden 
af de smaa hyggelige Kafeer, som laa spredt i 
Via felice og dens nærmeste Omegn. Her tog 
man Plads ved et af de smaa Marmorbord^, 
hvor man gerne traf en eller flere gode Be- 
kendte, og snart efter bar den flinke caffettiere 



Servicen frem, bestaaende af Kaffe, Hvedebrød 
med usaltet Smør, og for de mere velhavende et 
Par Spejlæg, alt for en Betaling, der var saa 
ringe, at den i høj Grad svarede til den Situation, 
hvori vore Portemonnæer i Reglen befandt sig. 

Havde man saa endt dette frugale Maaltid, 
vandrede Videnskabsmændene til Forum eller 
Vatikanet, Kunstnerne til deres Værksteder, 
hvis det ikke netop var Scirocco, thi da holdt 
man Fridag; men det kan jo ikke nægtes, at 
der den Vinter var megen Scirocco i Rom, 
navnlig paastod „tykke Petersen" og hans Ven 
den glade Farmaceut, at den omtrent blæste 
hver anden Dag. 

Saa arbejdede Kunstnerne i deres Studier, 
modtog Kunstelskeres Besøg, men sjældent des- 
værre Bestillinger, og naar Skuddet fra Engels- 
borg forkyndte, at Klokken var tolv, tørrede 
Bloch sin Pensel, medens Bissen og Runeberg 
dækkede deres Figurer med vaade Klude, og 
saa gik det af Sted til Dagens Hovedmaaltid, der 
for de fleste tillige var en Hovedbegivenhed. 

I Nærheden af Via Tritone øjnede de sultne 
med Glæde det Stræde, hvor Trattoriet laa, og 
som bar det meget passende Navn „Vicolo 
Galinaccio" (Kalkunstræde), skønt det gik som 



10 

med Sneppen i Studenterforeningen, man saa' 
den i Loftet, men sjældent paa Bordet. 

Uden for en Glasdør af tvivlsom Renhed hil- 
sede den altid smilende Evangelista os i skin- 
nende hvid Trøje, dito Forklæde og en Pa- 
pirshue, der sad meget koket paa hans kul- 
sorte Haar. Indenfor var allerede den gamle 
Opvarter Alessio i vims Travlhed med at bære 
den dampende Suppe eller Makaroni rundt til 
Gæsterne; men han gjorde stedse en venlig 
Grimace til os Nordboer, thi vi var altid meget 
sultne Folk og dertil gode Betalere, selv om 
flere af os forlangte maanedlang Kredit. 

Naar man saa havde taget Plads paa de lave 
Straastole ved det lange Bord, begyndte man 
altid med et Par smaa Forberedelser, først bo- 
rede man sin Jerngaffel gennem flere Lag af 
Servietten, hvilket altid frembragte tre kulsorte 
Ringe paa denne, og naar man saaledes havde 
faaet sin Gaffel nogenlunde renset, skænkede 
man en Slurk Vin i Glasset, snurrede det rundt 
og slog saa hele Sjatten hen ad Gulvet med et 
lydeligt Klask. Jeg tror nok, at denne Skik 
skrev sig fra, at man ikke kunde være sikker 
paa, at Glassene var skyllet i Køkkenet; men 
en Arkæolog forklarede mig med stor Alvor, at 
det var en Skik, som havde holdt sig fra den 



11 



antikke Tid, hvor man ofrede de høje Guder en 
Drik, inden man selv tog fat. 

Næppe var Bordet fuldtallig besat af Danske, 
Svenske, Norske og Finlændere, før Evangelista 
kom farende med en alenlang Spiseseddel, 
hvorpaa der stod et halvt Hundrede Retter ; men 
det gik med disse som med saa meget andet 
Humbug i Rom, syv eller otte af dem kunde 
man til daglig faa, men Resten var Skueretter, 
som tog sig prægtig ud paa Papiret, men som 
dog epikuræiske Ganer aldrig kom til at smage. 

Trattoriets Navn var „quattro nazioni", til 
Ære for de fire nordiske Nationer, som daglig 
gav det Næring, og hvis man tror, at den Næ- 
ring, som Trattoriet til Gengæld gav os var 
daarlig, tager man storlig fejl. Den var kun 
mager for dem, hvis Pengepung befandt sig i 
samme Tilstand, de mere velhavende kunde 
derimod faa fuldstændig lukulliske Retter, saa- 
som Harepindsvin, Vildsvinesteg, stegte Blæk- 
sprutter, ristede Frøer; men de fleste holdt sig 
dog til det fortræffelige Kød, som Kampagnens 
Lam og Okser førte til Rom. 

For dem, der var nødt til at spare, bestod 
Retterne i Reglen af Makaroni eller „Fritto 
misto", en hakket Blanding af Nyrer, Lunge, 
Lever og andre mindre ædle Dele, og endelig 



12 



spillede „Manzo bollito" (kogt Oksekød) en saa 
overvejende Rolle, at det i sanitær Henseende 
blev en temmelig farlig Sag, at leve af dette 
til daglig. Hemmeligheden var nemlig den, at 
Oksekødet Dagen i Forvejen blev lagt i Vand, som 
tog al Kraft og Saft fra det i Løbet af Natten. 
I dette Vand blev saa Kødet kogt til Suppe, 
og de Trevler, som blev tilovers, serveredes 
under Navn af „Manzo bollito al sugo", det 
vil sige kogt Oksekød med lidt Sauce, der bestod 
af Plat-de-Menagens-Indhold, som man for- 
søgte at gøre mere velsmagende ved Hjælp af 
Løg, saa at man med en nogenlunde stærk 
Fantasi kunde indbilde sig, at man spiste en 
Boeuf. 

Trods dette spillede det kogte Oksekød dog 
Hovedrollen ved vore frugale Maaltider, og naar 
Bloch skulde betale, kiggede han med en tung- 
sindig Mine ned i sin Portemonnæ og sagde 
sukkende: „Det er dog ogsaa Satans med de 
mange, mange Penge!" Men da han havde 
slaaet igennem med sin „Samson i Trædemøl- 
len" og havde faaet det Eibeschutzske Legat og 
Bestilling paa „Prometheus" fra Kongen af Græ- 
kenland, blev han Stormand mellem Kunstnerne 
og forlangte daglig en duftende „bistecca", 
som fik hans Kollegaer til at blegne af Misundelse. 



13 



Til Retterne serveredes dels „vino dolce", 
dels „vino asciutto", det vil sige sød eller sur 
Vin, og de nysankomne styrtede sig altid over 
den første, men kom dog snart paa bedre Tan- 
ker, naar de havde taget Opiumsdraaber en 
Uges Tid. 

Den, der skænkede Vinen, var den evigglade 
Evangelista, en ung, smuk Fyr, som paastod, at 
han var en af de tusinde fra Marsala, og som 
viste os, at han bar Garibaldis Portræt og de 
italienske Farver indsyet i et hemmeligt Rum 
paa sin Skjorte. Alessio var derimod god Ka- 
tolik, men alligevel gode Venner med Evan- 
gelista, og sjældent har jeg set Mage til Opvart- 
ning som den, gamle Alessio var i Stand til at 
præstere. Ude'fra Køkkenet kom han farende som 
en Stormvind med fire eller fem fulde Suppe- 
tallerkner balancerende paa venstre Haand, me- 
dens han med højre rev Servietterne til Side 
og placerede Suppen for Gæsterne. Højst mær- 
kelig var den Hukommelse, som denne gamle 
Fyr var i Besiddelse af. Han kendte ikke alene 
paa en Prik alle de Retter, som stod paa den 
lange Spiseseddel, men han kunde tillige Pri- 
serne paa enhver af dem og huskede, hvad 
hver af de halvhundrede Gæster havde forlangt 
under Maaltidet. Med en Tungefærdighed, som 



14 



søger sin Lige, remsede han saa til Slutning 
Regningen op, lagde den sammen i Hovedet, 
og der var aldrig saa meget som en Bajocco 
for meget eller for lidt. Men heri satte han 
ogsaa sin Ære, og da Bloch en Dag lod ham 
høre, at han vist havde beregnet ham noget for 
meget, fo'r den Gamle som en Raket hen imod 
Bloch, ruskede ham dygtigt i Haaret og raabte: 
„Jeg snyde! oh Signore! sig ikke det en Gang 
til," og det gjorde Bloch heller ikke. 

Kunde Alessio huske Navne paa alle Retlerne, 
saa kunde vi Nordboer til Gengæld sjældent 
komme ud af det, og da det italienske Sprog 
er rigt paa nærstaaende Ord af modsat Betyd- 
ning, kom der ofte Fejl, som bragte Forvirring 
i gamle Alessios ellers saa rolige Hoved. 

„Dammi un bacio" (Kys), raabte en Dag en 
af Kunstnerne, som vilde have Lammesteg (abac- 
chio), og gamle Alessio sendte ham et arrigt 
Blik, idet han fo'r ud i Køkkenet. Men værst 
af alle var dog Bloch, som dengang havde 
været saa kort Tid i Rom, at han endnu ikke 
havde faaet Øret op for Sprogets Finesser. 

Naar han saaledes bestilte „ fazzoletti " , (Lomme- 
tørklæder) for „fagioletti" (Bønner) og endte med 
at forlange „fanciulletti" (Smaabørn), saa blev 



I 



15 



gamle Alessio saa gal i Hovedet, at man godt 
kan forstaa, at han rykkede Bloch i Haaret. 

Var Blochs Ordforraad end ringe, saa var 
der enkelte Sætninger han havde bidt Mærke 
i, og til disse hørte Correggios bekendte Ord: 
„Anch'io sono pittore**; men at han skulde an- 
vende dem i Trattoriet havde ingen af os tænkt. 

Saa skete det en Dag, at der blev serveret 
nogle duftende, ristede Kartofler, og Bloch raabte 
til Alessio: „Da mi cartoffoli!" 

„Si signore, subito!" svarede Alessio og kom 
et Øjeblik efter tilbage med Artiskokker (car- 
ciofi) kogte med Hvidløg i Olie. 

„Non questo! fa male!" sagde Bloch, hvormed 
han mente, at den Gamle havde taget fejl. Ales- 
sio saa' forvirret paa ham og svarede: „Non 
signore! fa bene." I det samme bad en af 
Kunstnerne paa Italiensk om ristede Kartofler, 
og nu greb Bloch Ordene og raabte efter den 
bortilende Alessio: „Anch'io sono patata" (og- 
saa jeg er en Kartoffel) til stor Forbavselse 
for Alessio, som drejede sig i Døren med sit 
sædvanlige „Si signore!" under alles jublende 
Latter. Men Bloch vendte sig til mig og sagde 
paa sin rolige Maade: 

„Jeg véd ikke, hvorfor de lér ad det, jeg har 
jo aldrig sagt, at jeg kunde Italiensk." 



16 



Naturligvis vekslede baade Gæsterne og Ret- 
terne med de skiftende Aarstider; men naar 
Fasten kom, fik Trattoriet en Form, som min- 
dede os om, at vi levede i et katolsk Land. 
Ved Drapperier blev Trattoriets store Rum delt 
i to mindre — et til venstre, hvor der stod 
skrevet „Cuccina magra" (mager, d. v. s. Faste- 
anretning) og et andet „Cuccina grassa", hvor 
de kunde faa Kødspiser, som havde faaet Dis- 
pensation af den hellige Fader. Ved denne Lej- 
lighed kom der en ny Ret, som Romerne kun 
ser i Fasten, men som for os Nordboer var 
ligesom en Landsmand, hvem man elsker i Ud- 
landet, medens man ikke bryder sig videre om 
ham i Hjemmet. Det var Klipfisken, Katolikkernes 
Fasteret. Men saa løjerligt det klinger, blev dens 
tørre Kød stadig søgt af os Nordboer, og naar 
vi nød vor „baccalå" med smeltet Smør og 
Kartofler, drømte vi os i Hjemmet. 

Naar Fasten var forbi og den varme Foraars- 
sol vældede ud over Roms Haver og Vigner, 
kom der ogsaa Liv i den ellers saa magre 
Spiseseddel. Duftende Jordbær fra Nemisøens 
Bredder, grønne Mandler, Kirsebær, Figener og 
saftige Pærer erstattede Vinterens tørre Æble- 
kage, og paa denne Aarstid var Trattoriet et 
sandt Epikuræum, hvor man for en ringe Penge 



17 

fik de Frugter, som herhjemme maa betales i 
dyre Domme. 

Naar Middagsmaaltidet var endt, kom Evan- 
gelista frem med to Kasser, som indehotdt noget 
han kaldte Cigarer ; men naar jeg tænker tilbage 
paa dem, farer en Gysen igennem mig, og jeg 
begriber ikke, hvorledes det gik til, at man den- 
gang kunde ryge saadanne Kvalmepinde som 
dem, den pavelige Fabrik leverer. Der var kun 
to Slags: „cigari scelti" (udsøgte Cigarer) og 
„cigari forti" (de Nationale kaldte dem „Ca- 
vour"), nogle lange, tynde Stilke, der syntes 
rullede af Skraatobak, og som var saa faste, at 
de havde et Straa igennem sig for at skaffe 
dem fornøden Luft. Med saadan et Uhyre i 
Munden vandrede man da af Sted til „Café greco" 
for at nyde sin Eftermiddagskaffe og tale med 
de af Landsmændene, der havde Raad til at 
spise hos „Lepre Spillmann" eller den franske 
Kok, og kunde man saa liste sig til en lille 
Likør, gjorde man det gerne, thi oven paa de 
sædvanlige romerske Middage havde man hyp- 
pigt en Følelse af, at man ikke var rigtig mæt. 

En Dag kom der stort Røre i Lejren. En god 
Ven havde sendt os en Flaske Sherry cordial, 
og stor var Glæden over, at denne danske Drik 
havde fundet Vej til Rom. Flasken blev taget 

Vilh. Bergsøe: Under Palmer og Pinier. 2 



18 

frem, forevist, men saa kom Knuden. Ingen af 
os ejede en Proptrækker og ingen vidste, hvad 
en Proptrækker hed paa Italiensk; thi der prop- 
per man ikke Flaskerne med Kork men blot 
med en Bomuldstot vædet i Olie. Camerieren 
blev kaldt ud, og da ingen kendte det forløsende 
Ord, gjorde en af Kunstnerne en Bevægelse 
med højre Haand, som om han fra neden af 
trak en Flaske op. Da klaredes camerierens 
Ansigt og med det sædvanlige Udbrud: „subito 
Signore", fo'r han ind i Kafeen og kom kort 
efter tilbage med en — Klystersprøjte. Saa- 
ledes kan Fingersproget misforstaas. 

Efter Middag tog man atter fat paa Dagens 
Arbejde, der for mig bestod i Ekskursioner, snart 
ad Via Appia til Kampagnen, snart til det øde 
Ruinkvarter, hvor Romerrigets sunkne Rester 
frembød en Mangfoldighed af Dyr og Planter, 
alle saa ny, alle saa ukendte, at Timerne gled 
bort, som havde de været Minutter. 

En Dag fortalte Bissen mig, at han langt 
ude i Kampagnen paa nogle tørre, græsbevoksede 
Bakker havde fundet den berygtede italienske 
Tarantel. Jeg tvivlede derpaa; thi denne fryg- 
tede Edderkop, der spillede saa stor en Rolle i 
Middelalderen, fandtes kun i det sydlige Italien, 
særlig i Omegnen af Tarent; men da Middel- 



19 

alderen, som jeg alt har viist, strakte sig over 
Rom og dens Omegn, besluttede jeg selv at 
undersøge Sagen, og en smuk Vinterdag van- 
drede jeg ud til Tarantel-Bakkerne i Følge med 
Bissen og Runeberg. 

Til min Overraskelse viste det sig, at Bissen 
havde Ret, og nu tog jeg fat paa en Række 
Undersøgelser, som afgav Grundlaget for min 
senere Afhandling om Tarantelen og Tarantis- 
men i Middelalderen. Jeg skal ikke her dvæle 
ved disse Undersøgelser, der gav det Hoved- 
resultat, at Tarantismen i Forbindelse med dens 
Danseepidemier var en Malariafeber, for hvilken 
man gav Tarantelen Skylden, men blot gøre op- 
mærksom paa det sælsomme Faktum, at Mala- 
rien virkelig skyldes Stikket af et Insekt, idet 
Malariamyggen nu til Dags er traadt i Stedet for 
Middelalderens Tarantel. 

Hyppigt maatte jeg alene vandre ud til disse 
høje, fortørrede Bakker, i hvis stenede Jord Ta- 
rantelen gravede sine tommelange Rør, og naar 
jeg laa der i Færd med mine Undersøgelser, 
havde jeg ingen andre Tilskuere end de store, 
graa Okser, de glubske Abruzzerhunde og enkelte 
Hyrder, som kom for at spejde, hvad den en- 
somme Vandrer foretog sig. 

En Dag kom imidlertid to Fyre til Hest og 



20 

med lange Rifler over Skuldrene. De bandt de- 
res Heste ved et Gærde, steg op ad Bakken og 
spurgte i en ' truende Tone om, hvad jeg be- 
stilte dér. De var saa lurvede og havde saa- 
danne Diavolo-Ansigter, at jeg for første Gang 
blev alvorlig bange ; men da jeg i det samme 
havde fanget en Tarantel og gik hen imod dem 
med denne store, spraglede Edderkop sprællende 
i Glasset, udstødte de et Rædselsraab og fo'r 
med en saadan Hast ned ad Bakken, at den 
ene nær var faldet over den anden. Fra dette 
Øjeblik af vidste jeg mig sikker. Jeg havde 
stadig en levende Tarantel i et af mine Glas, 
og hver Gang nogen kom mig for nær, rakte 
jeg Glasset imod ham og Virkningen var altid 
den samme. Saa stor er Overtroen endnu i Ita- 
lien. 

I øvrigt er det mærkeligt, hvorledes Romerne 
og Kampagnens Beboere opfatter Naturen. For 
dem er alt ondt eller giftigt, om det saa er 
Blomsternes Duft. „Puzzo di fiori" (Blomster- 
stanken) kalder de den krydrede Duft, der ved 
Foraarstid hviler over Kampagnen, og i deres 
Værelser har de kun Tøjblomster, de andre faar 
Plads paa Altaner eller Gesimser. Naar Solen 
synker, hyller Romeren sig i sin Kappe helt op 
til Øjnene ; thi Aftenluften er giftig og fører 



21 



Malaria med sig. Hvad Under da, at saadanne 
Dyr som Tarantelen, Skorpionen og de finger- 
lange Tusindben anses endnu farligere end selve 
Hugormen. Denne Tro deles af høje og lave, 
thi Naturlivet er en lukket Bog for den ro- 
merske Befolkning. For mig havde denne Over- 
tro den uheldige Virkning, at jeg for en Del 
m^atte standse mine Undersøgelser over Taran- 
telen; thi min ellers saa elskværdige Værtinde 
erklærede mig en Dag rent ud^ at hvis jeg ikke 
hørte op med „at drive Trolddom", maatte jeg 
flytte, og saaledes gik det til, at jeg ingen Lej- 
lighed fik til en direkte Undersøgelse over Ta- 
rantelens giftige Bid. 

Men foruden Kampagnen er der to andre 
Lokaliteter i Rom, som frembyder en særlig 
Interesse for en Naturforsker. Den første er, 
som jeg alt har omtalt. Ruinkvarteret, hvor der 
under de omstyrtede Murrester, i de mørke 
Hvælvinger og i den yppige Vegetation færdes 
en Række af mærkelige Insekter, lige fra Ægyp- 
tens hellige „Scarabæ", som triller sin Kugle, 
Sindbilledet paa Jorden, mod Øst, og lig en 
Sisyphus ikke skyr de stejleste Højder, indtil 
de saakaldte „Spøgelser", nogle lange skind- 
magre Insekter; som naar de falder ned fra Bu- 
skene paa dét mest skuffende ligner en vissen 



22 



Kvist, indtil de pludselig som ved et Trylleri 
spærrer 6 magre Ben ud, stolprende af Sted for 
at undgaa deres Forfølgere. I Ruinerne lever 
Hærskarer af mørke Skyggebiller, hvoraf nogle 
ligesom Elverpigerne er hule i Ryggen, og med 
dem drev de romerske Gadedrenge en særegen 
Sport. Naar de havde fanget tilstrækkelig mange 
af disse tommelange Insekter, klæbede de en 
Stump Voksstabe] paa Ryggen af dem, tændte 
den og lod saa Dyrene vandre ind i de mørke 
Gange og Hvælvinger, indtil de forsvandt som 
lysende Perler. Det kaldte Drengene at lade 
Skarnbasserne (baccarozzi) gaa i Procession, og 
da de sorte Præster og Munke ved Aftentid fore- 
tager sig noget lignende, forstaar man, hvorfor 
de har faaet Øgenavnet „baccarozzi". 

En ganske særegen Tiltrækning frembød det 
mægtige Kolosseum, thi her kunde man studere 
Gladiatorernes Kampe og Kapucinermunkenes 
Fasteprædiken sammen med de syv Hundrede 
Blomsterarter, som dækkede den ældgamle Ruin 
med Farver og Grønt, hvorunder en talrig Hær- 
skare af Insekter førte et fredeligt Liv, medens 
Sommerfuglene boltrede sig hen over de duf- 
tende Blomster. 

Men skønnest af alt var dog de romerske 
Villaer med deres blomsterrige Haver, deres 



23 



skyggefulde Lunde og de store Engdrag, der i 
Villa „Borghese" næsten antager Kampagnens 
Karakter. Her borede Termitterne deres Gange 
i de hule Træer, her strakte Æskulapsnogen 
sig i Solskinnet, medens de store Firben som 
grønne Smaragder fo'r hen over de hvide Mur- 
flader for at snappe en letsindig Flue, som 
havde undgaaet de store citrongule Edderkoppers 
senestærke Væv. Her var et Mylder af sjældne 
Planter og mærkelige Træer, kort sagt, disse 
Villahaver var et sandt Paradis for Naturfor- 
skeren, men desværre ikke saa lidt bekostelige; 
thi al Jagt i dem var jo forbudt, og mangen 
blank Paolo maatte jeg derfor overlade til Op- 
synsmanden for at kunne jage i Fred. 

Naar man saa, træt og udmattet af den lange 
Vandring og det hede Solskin, atter kom ind 
til Rom, hvor var det da velgørende at møde 
disse skinnende hvide Telte, hvor Limonade- 
sælgeren har sine Glas svømmende i et Bas- 
sin, der fyldes af Vandledningens krystalklare 
Vand, medens hans Hylder dufter af bugnende 
Citroner. I en Haandevending har han skaaret 
en af disse itu, presser med en lille Kværn 
Saften ud i Glasset, sætter Sukker til og holder 
det under den blanke Straale, — et saadant 
Glas krystalklart Citronvand betaler man med 



24 

omtrent fem Øre, medens det for den van- 
smægtende mindst var en Krone værd. 

Men Mennesket lever ikke af Vand alene, 
i det mindste ikke i Rom, og det fik man tydelig 
at mærke, naar Klokkerne havde ringet deres 
Ave Marie og Solguden i sin luerøde Vogn 
sænkede sig ned i Havet bag ved Peterskuplen. 
Da kastede Kunstnerne for anden Gang deres 
Mejsel og Palet. Bloch tørrede sin Pensel og 
én for én saa' man dem vandre af Sted, forsvinde 
i mørke Stræder og Gyder, hver ad sin Kant, 
men for atter at samles, naar man efter nøje 
Udvalg havde skaffet sig den Aftensmad, som 
skal bøde noget paa Middagens Magerhed. 

Der findes i Rom nogle Handlende, som fø- 
rer Navn af „Pizzicagnolo", hvilket lyder ad- 
skilligt stoltere, end det vi kalder Spækhøkere 
hjemme hos os, og man maa tilstaa, at de ro- 
merske „Pizzicagnoloer" i alle Henseender 
staar over deres Kollegaer herhjemme. Alene 
Varernes Arrangement i de store, stærkt belyste 
Vinduer vidner om en betydelig Smag og Op- 
findsomhed. Her staar Pyramider af Oste under 
sirlige Guirlander af forskellige velsmagende 
Pølser; Skinkerne ligger paa store Fade, garneret 
med Blomster og Grønt, og Tunfisken svømmer 
i sin Olie lige saa glad, som om den dykkede 



25 

i Middelhavets Vande. Alt er saa renligt og 
skinnende hvidt, lige fra Marmordisken til det 
Forklæde, som udgør „Pizzicagnoloens" Uni- 
form, og Varerne serveres med en Hurtighed 
og Høflighed, som vi ikke kender til herhjemme. 
Det vanskeligste er Valget ; thi her er saa mange 
gode Ting samlede, at Tanken let kommer i 
Forvirring. Men „Pizzicagnoloen" hjælper En 
hurtigt over Vanskelighederne, idet han med 
stor Tungefærdighed fremhæver fire eller fem 
af sine bedste Varer, som særlig tiltalende for 
en Epikuræers Gane. 

Paa et stort Vindrueblad faar man først en 
lille Klat nykærnet Smør, derpaa nogle Skiver 
Skinke, som ikke giver dem fra Bayonne noget 
efter, saa et Stykke saltet Tunfisk og endelig 
to friske Æg, som man med stor Forsigtighed 
anbringer i sine Baglommer, hvorpaa man van- 
drer af Sted under stadig Frygt for at møde en 
eller anden lystig Landsmand, som i sin Uviden- 
hed kunde falde paa at give En et venskabeligt 
Puf. 

Nu styrer man af Sted til en Grønthandler, 
hvor man køber et Hoved Salat, som man skyl- 
ler dygtigt af i den nærmeste Fontane, og til 
Slutning vender man sig til den gamle Kone, 
som sidder tæt ved Osteriets Dør, drejende paa 



26 

en Jerntromle, som belyses af en sagte, knit- 
rende Kulild. Tromlen indeholder Kastanier, 
hvilke hun ligesom Katten rager ud med sine 
Fingre, saa gloende, at man er nær ved at brænde 
sine egne derved, og naar man nu inde i Oste- 
riet kan tiltuske sig nogle Mandler og Figener, 
saa har man et Aftensmaaltid saa velsmagende, 
som nogen Fyrstes, især naar det spises med 
den Appepit, som en halv Dags Faste medfører. 

Osterierne var dengang spredt over hele Rom; 
men det var en hel Videnskab at finde dem, 
hvor der skænkedes den bedste, uforfalskede 
Vin — Druer fra Albano, Grotta Ferrata Ma- 
rino eller Monte Fiascone. De første fandtes 
især i Trastevere, hvor Osterierne særlig søges 
af jævne Borgerfolk og Haandværkere med de- 
res Familier, medens „Monte Fiasconen", som 
er en fin og dyr Vin, skænkedes i „Palombella** 
tæt ved Pantheon, „Dame-Osteriet** som Holbech 
spottende kaldte det, fordi det jævnligt besøgtes 
af de skandinaviske Damer, naar de en Aften 
vilde slaa sig løs. 

Det romerske Osteriliv gaar langt tilbage i 
Tiden. Der findes endnu et, som bærer Goethes 
Navn, et andet, som er opkaldt efter Thorvaldsen; 
men de fleste har ganske simple Folkenavne, 
saasom ,yBøflen", „den sorte Kat" eller „Gift- 



27 

blanderen**, hvilket sidste Navn hidrørte fra en 
Vært, som leverede daarlig Vin, men hurtig 
blev erstattet af en anden, som førte uforfalskede 
Varer. 

Hvis man ved de romerske Osterier tænker 
sig store oplyste Haller med smaa Marmorborde 
og kjoleklædte Opvartere, saaledes som de nu 
findes under Navn af „Liquoristaer", tager man 
storlig fejl. De søgte Osterier laa gerne i en 
eller anden Smøge, hvor man styrede hen vej- 
ledet af en Laurbærgren, der svajede frem og 
tilbage under Lampen, hvorunder det uundgaa- 
elige Madonnabillede fandtes. Indgangen var 
gerne en Glasdør, og naar man kom ind i det 
store Rum, forvirredes man af det Mørke, som 
herskede derinde; thi Hallen havde i Reglen 
ingen Vinduer, og hele Belysningen kom fra 
en stor Olielampe, som osede under Loftet, og 
som af og til blev fyldt med den samme Olie, 
som anvendes til Salaten. 

Naar Øjet lidt efter lidt havde vænnet sig 
til det Halvmørke, hvori alt var indhyllet, saa' 
man langs Væggene nogle uhyre Tønder stab- 
lede oven over hverandre. I Baggrunden skim- 
tede man Værtens hvide Hue, belyst af den ud- 
gaaende Køkkenild, og saa tog man Plads ved 
nogle lange Borde af tommetykke Planker, 



28 



foran hvilke der var anbragt fastnaglede Bænke, 
som i Reglen bestod af en eneste Planke. Lidt 
efter lidt fyldes Hallen af de mest forskellige 
Skikkelser. Hyrder og Bønder fra Kampagnen, 
Haandværkere fra Trastevere og Smaahandlende 
fra de nærmeste Gader placerer sig ved de 
lange Borde, medens der i Reglen var indrøm- 
met Skandinaverne et særegent Bord, som ud- 
mærkede sig derved, at der her fandtes Salt, 
Peber og nogle smaa Servietter af meget tvivl- 
som Renhed. • 

Naar man havde faaet sine Æg stegt i Asken, 
Salaten tillavet og udbredt sit Indkøb paa 
det medbragte Papir, fandt der gerne en lille 
Tuskhandel Sted, omtrent som naar Drengene i 
Skolen bytter Smørrebrød, og samtidig hermed 
satte den joviale Vært de blinkende Foglietter 
paa Bordet med en Mine, som om han vilde 
sige: „Drik kun, der findes ikke bedre Vin 
nogetsteds i hele Rom." 

Og heri havde han i Reglen Ret, thi naar 
den første Fogliet var drukket, forandrede hele 
Rummet sig. Det var ikke længere nogen gam- 
mel, mørk Knejpe, Lampen i Loftet blev til en 
skinnende Sol, paa de fyldte Fade sad Fauner 
og Nymfer, og den tykke Vært gled os forbi 
som Silen med Vedbendkransen om Haaret. Der 



29 

kom Guld, Glans og Sol over det hele, Ordene 
strømmede frisk og frit, Latteren klang som 
hele Salver, skæmtfulde Ord og muntre Historier 
afløste hverandre, og naar man endelig vandrede 
hjemad, havde man en Følelse af, at Rom var 
gaaet tilbage til Oldtiden; thi undertiden var 
det meget vanskeligt at finde den Dør, hvoraf 
man var gaaet ud, muligvis fordi Huset, lige- 
som Kolosseum, havde vendt sig. 

Ja, i de romerske Osterier kunde man frit 
og uhindret le og spøge med hverandre. Der 
var jo ingen Romer, som forstod et levende Ord 
af, hvad vi sagde; men vilde man spøge med 
dem, skulde man dog være meget varsom, især 
naar Spøgen havde den kvindelige Del af deres 
Selskab til Genstand. 

En Aften var vi kommet langt ud i Traste- 
vere, ud i et af disse ægte Haandværkerosterier, 
som sjælden søges af fremmede, og hvor vor 
Nærværelse derfor vakte mere end sædvanlig 
Opsigt. Vi mærkede straks, at vi ikke var saa 
velset dér, som i de Osterier, hvor vi var 
Stamgæster ; men vi fik da et Bord for os selv, 
og nu klang Latteren og Spøgen frit som ellers. 
Ved Siden af os var der et andet Bord, hvor 
et Par Romere havde taget Plads med tre sær- 



30 



deles smukke og livlige Faustinaer, som ikke 
syntes at dele det Mishag, hvormed de mand- 
lige Romere havde betragtet os. 

Der udspandt sig lidt efter lidt et .stumt 
Øjensprog mellem de tre Skønne og et Par af 
Kunstnerne; men da den glade Farmaceut syn- 
tes, at dette stumme Øjensprog blev kedeligt i 
Længden, vendte han sig pludselig mod en af 
de Skønne, og som en stor overgiven Frø 
kvækkede han imod hende i Haab om derved 
at vække hendes Opmærksomhed. Men Sagen 
tog en anden Vending end den gode Apoteker 
havde ventet. I et Nu rejste den ene Romer 
sig, bleg af Raseri, Kniven funklede i hans 
Haand, og med et Spring, som var han den 
mest letbenede Frø af Verden, hoppede Farma- 
ceuten tværs over Bordet og styrtede ud af 
Døren med en saadan Hast, at Ruderne klirrede 
gennem hele Lokalet. Fra den Aften tog den 
glade Farmaceut ikke mere ud til Trastevere, 
men holdt sig til „Palombella" og de mere elsk- 
værdige Danske. 

Det var ikke saa sjældent, at det sidste Glas 
gav Anledning til det første Knivstik, saaledes 
som jeg allerede har beskrevet det i mit Værk 
over Rom. Men selv blandt Skandinaverne kunde 



31 

den ellers saa overgivne Bakkus blive drillevoren 
og sætte Folk revolutionære Ideer i Hovedet. 

Jeg mindes saaledes en Aften i Buffalo, hvor 
Holbech ganske imod Sædvane havde samlet de 
fleste af Skandinaverne, hvorover han følte sig 
ikke saa lidt stolt; thi hans Tanke med „Dyds- 
foreningen" var egentlig den, at sætte den „Skan- 
dinaviske" i Skygge, noget, som dog ikke lyk- 
kedes ham. 

Der var den Aften kommet en liflig Vin fra 
„Grotta Ferrata", og Stemningen blev ved Ny- 
delsen af den særdeles overgiven, ja næsten 
kaad. Tale, Sang og bizarre Indfald fløj over 
Bordet som gnistrende Raketter, og Laget blev 
muntrere og muntrere, alt eftersom de tømte 
Foglietters Antal tiltog. Kun Holbech sad stille 
og alvorlig, som en Herkules, for Enden af 
Bordet. Han var ikke vant til denne støjende 
Latter blandt sine ellers saa tavse Elever, og 
flere Gange skottede han betænkelig til Døren; 
men hans Værdighed som Præsident holdt ham 
endnu tilbage. Endelig hørte man et nærliggende 
Kirkeur slaa elleve rungende Slag, og nu rejste 
gamle Holbech sig uden at sige et Ord, og 
langede ud efter sin Kunstnerhat og Kappe, 
som hang bag ved ham. 



32 



Ved at se ham gøre denne Bevægelse, raabte 
Kjellberg : 

„Du bliver! Du faar ikke Lov til at bryde 
Laget." 

Dette var at tage Holbech paa hans allerøm- 
meste Sted; thi som Præsident havde han na- 
turligvis Lov til at hæve Gildet, naar han vilde, 
og han svarede derfor kun: 

„Aah Sludder!", hvilket var mere sandt end 
høfligt, og med disse to Ord forlod han Osteriet; 
men da fo'r den ellers saa gemytlige Kjellberg 
op i et Raseri, som jeg ikke havde tiltroet ham, 
og idet han hævede sin Fogliette højt i Vejret, 
raabte han til os andre: 

„Det maste jag ovilkorligen saga, — det var 
oforskamt af Presidenten!" 

I det samme huggede han Foglietten ned i 
Bordet, hvor den splintredes i tusinde Stykker, 
saa at Vin og Blod flød hen over Dugen. Nu 
blev der et stort Røre i Lejren, Kjellberg blev 
ved at rase, saa at vi andre havde ondt ved at 
faa ham forbundet, og da vi endelig fik ham ud 
paa Gaden, var han kommet saaledes i Krigs- 
humør, at han aldeles umotiveret gav sig til at 
raabe : 

„Viva la libertå! viva Garibaldi!" 



33 

Selv Fontana Trevis Brusen kunde ikke over- 
døve disse Frihedsraab, og da man i Rom har 
Lov til at raabe med alt muligt mellem Himmel 
og Jord, undtagen med Frihed og Garibaldi, saa 
varede det ikke ret længe, før der frem af Mør- 
ket dukkede et Par Gendarmer, som paa en min- 
dre venskabelig Maade tog Kjellberg under Ar- 
men og bad ham følge med til Monte Citorio, 
hvilket vil sige det samme, som at han vilde 
komme til at tilbringe Natten i en fugtig Kæl- 
derhvælving, hvor han kunde raabe paa sin Fri- 
hed, saa meget han lystede. 

Nu var gode Raad dyre, og vi forestillede 
paa det mest indtrængende de to Gendarmer, 
at Synderen var fremmed, og at han som Følge 
deraf ikke havde kendt Virkningen af en ægte 
„Grotta Ferrata"; men Gendarmerne var ubøn- 
hørlige. Kjellberg skulde arresteres. 

Da trak jeg en Scudo frem og lod den, som til- 
fældig, falde paa Stenbroen med en klingrende 
Lyd. Den ene af Gendarmerne bukkede sig, 
tog den op og saa' paa mig med en spørgende 
Mine. Jeg pegede paa hans Lomme, og nu gled 
der et forstaaende Smil hen over hans mar- 
tialske Ansigt; han vekslede et Par Ord med 
sin Kammerat, og et Øjeblik efter havde vi 

Vllh. Bergsøe: Under Palmer og Pinler. 3 



34 



atter Kjellberg under Armen og fulgte ham lige 
til hans Dør, hvor han forsvandt med de 
Ord: 

„Ta' mig Faen! Men det maste jag ovilkår- 
ligen saga, — det var oforskflmt af Presidenten." 



ANDET KAPITEL 

Naar Tiberen stiger. — Den romerske Jul. — Kirken S. Maria in Ara- 
cæli. — Julegildet i den skandinaviske Forening. — Befanafesten. — 
Karnevalet før og nu. — Maskeballet i Teatro Argentina. — Paaske- 
festen. — Peterskirkens Illumination. — La Girandola. — Foraaret hol- 
der sit Indtog. 

NAAR man en solvarm Sommerdag ser Ti- 
beren glide blank og lydløs af Sted, kun 
krusende sin Overflade i smaa Hvirvler under 
Ponte Sisto eller Ponte S. Angelo's antikke 
Brobuer, tager den sig saa tam og uskyldig ud, 
at man ikke fatter dens rasende Vælde, naar 
den, som et fra Bjergene nedsendt Uhyre, strøm- 
mer ud over sine Bredder for at sætte det 
halve Rom under sine gullige Bølger. 

For at dette skal ske, kræves der tre Ting: 
,At Vinden sætter Middelhavets Bølger op i Ti- 
bennundingen, at Sneen paa Bjergene tøer, og 
at de tykke Sciroccoskyer brister ud i øsende 
Skylregn." Det er meget sjældent at disse tre 
Faktorer støder sammen, men naar det sker, 

3* 



36 



vandrer Tiberens Bølger fra Ripettaen op imod 
Korso, for i ganske enkelte Tilfælde at naa 
til Foden af Monte pincio. 

Den berygtede Scirocco, hvorved man forstaar 
Søndenvinden, frygtes meget af Romerne, som 
i Reglen befinder sig meget ilde under dens 
fugtige Paavirkning; for den fremmede er den 
derimod ikke ubehagelig, den svøber sig som 
en lun Kappe om Ens Lemmer, og det er først 
senere at den, ligesom hos Romerne, bringer 
Hovedpine og Feber; men næsten altid bringer 
den Regn, og det ofte med en saadan Vold- 
somhed, at man tvinges til at holde sig hjemme. 

Vi havde netop faaet en saadan Scirocco, som 
paa tredje Dag gjorde mig til Fange i Hjemmet; 
men da jeg henad Aften længtes efter at se 
nogle Landsmænd, eller dog i det mindste nogle 
danske Aviser, tog jeg Mod til mig og traadte 
ud i en Regn, om hvis Heftighed man ikke 
gør sig nogen Forestilling herhjemme. 

De store, lune Draaber slog igennem min 
Paraply, Vandets Rislen fra Trinitå dei monti 
naaede ned over Spanske Trappe, og da jeg 
kom til Korso, begyndte jeg at blive gennem- 
blødt. 

Den skandinaviske Forening laa dengang i 
Via dei Pontefici, en mørk og smal Gade, som 



37 

fra Korso løber ned mod Ripetta, der atter gaar 
langs med Tiberen. Jeg fortsatte min Gang og 
naaede snart Palazzo Corea, hvor Foreningen 
havde sit Lokale tæt op til August's forfaldne 
Mausoleum. Da jeg kom op, traf jeg ikke et 
eneste Menneske. Ingen havde haft Mod til at 
vove sig ud i et saadant Vejr, ja selv Lamperne 
syntes at lide af Scirocco, thi de brændte døsig 
og mat, medens Regnen uafbrudt slog mod de 
utætte Vinduer. Der var sjældent uhyggeligt der- 
oppe den Aften, men da jeg ikke i flere Dage 
havde læst de danske Aviser, tog jeg fat paa 
en noget forkrøllet Bunke, og snart efter havde 
jeg ved Mindet om Hjemmet ganske glemt baade 
Rom og dens øsende Vande. Da hørte jeg plud- 
selig ude fra Gaden en underlig skvulpende 
Lyd, og til denne føjede sig snart en forvirret 
Raaben og Skrigen, en Flytten og Tumlen med 
Tønder og Fade, og pludselig kom Kustoden 
farende ind med de Ord: „Oh, Signore, Tiberen 
stiger." 

I første Øjeblik fattede jeg ikke, hvad han 
mente, jeg sad jo højt oppe i en ellers tør 
Gade, og at Tiberen skulde komme op paa 
første Sal for at forstyrre mig i min Aftenlæs- 
ning var dog for meget, og jeg svarede derfor 
ganske rolig: 



38 

„Lad den stige, hvad kommer det mig ved!" 

Han saa' forbavset paa mig og spurgte: 

„Vil De blive her i Nat?" 

Jeg gik hen til Vinduet, og nu gik det plud- 
selig op for mig, at jeg vist maatte se at komme 
hjem snarest mulig, thi Gaden havde forvandlet 
sig til en gul, svulmende Flod, som snart jog 
en mægtig Bølge fremad, snart atter trak sig 
tilbage for at sende en ny Bølge, som naaede 
endnu højere op end den første. Nede fra Gaden 
hørte jeg Raaben og Skrigen, Larm af tunge 
Genstande, som skaffedes af Vejen, og pludselig 
saa' jeg Flodbølgen naa Foreningens Port og 
løbe ind i den indre Gaard. 

I en Hast fik jeg Tøjet paa, og fulgt af Ku- 
stoden naaede jeg Porten, som allerede stod 
under Vand. Et Par Rørstole, som han havde 
søgt at redde, opførte en lystig Ringdans, og da 
der ikke var andet at gøre, traadte jeg ud i 
Tiberen og naaede mit Hjem i en Tilstand, som 
bragte min gamle Værtinde til Højdepunktet af 
Forskrækkelse. 

Ustandselig som et Fossefald strømmede Reg- 
nen ned den hele Nat, og den næste Formiddag 
kom Bissen op til mig og fortalte,- at Vandet 
havde naaet Pantheon. Vi fulgtes ad derned, og 
her nød jeg det sjældne Syn at se Pantheon's 



39 



Kuppel spejle sig i Tiberens gule Vand, som 
stod et Kvarter op over Gulvet. Pantheon saa' 
ud som en eneste uhyre Kugle, hvori Altere 
og Gravmæler viste sig i fordoblet Skikkelse. 
Det er et Syn,, som sjældent forundes nogen 
fremmed; men jeg har for saa vidt været heldig, 
idet jeg paa mine trende Rejser naaede at se 
en af Tiberens største Oversvømmelser, og det 
største Udbrud af Vesuv, som. har fundet Sted 
i det sidste Aarhundrede. 

Fra Pantheon fortsatte vi Vejen forbi de gamle 
Fiskehaller ned mod Ghetto, og alt som vi van- 
drede ned mod Flodlejet, blev Vandet højere og 
højere; men vi var saa betaget af Synet og saa 
gennemblødte af Regnen, at vi ikke agtede der- 
paa. Endelig naaede vi Ponte Sisto, og herfra 
havde vi et Skue, som jeg ikke saa let skal 
glemme. Haverne paa Tiberøen og langs Flodens 
tvende Bredder stod helt under Vand, kun de 
større Træer og Orangebuske ragede endnu op, 
saa at det saa' ud som om Flodens graagule 
Vand bar guldgule Citroner og rødmende Oran- 
ger. Floden væltede sig fremad som en rivende 
Fos, store Hvirvler, kransede med Skum, dannede 
sig snart hist, snart her, den ældgamle Bro rystede 
under vore Fødder, og nredens vi saa' ud over 
den rasende Flod, kom oprevne Træer, sønder- 



40 



brudt Tagværk, druknede Okser og alskens Bo- 
have drivende i rasende Fart, indtil de maledes 
i Stumper og Stykker i de mægtige Hvirvler, 
som opstod der, hvor Vandet pressedes sammen 
mellem Tiberøen og de antikke Bropiller. 

Inde fra Ghetto lød Kvinders Skrig og Mænds 
Raaben. Her stod de gamle faldefærdige Rønner 
med deres Ydermure lige ned i den rasende 
Strøm. Høje Hvin og Forfærdelsens Skrig blan- 
dede sig med Flodens skummende Brusen, og 
med ét styrtede en af disse gamle Rønner ud 
i Tiberen med et Brag, som et Øjeblik over- 
døvede alt andet, selv Skrigene inde fra Ghetto. 

Det var den første Breche, som Tiberen 
skød i Ghettos Udenværker; men det varede 
ikke ret længe, før vi saa' et andet Hus vakle. 
Murene bristede og med et øredøvende Plask 
fulgte det sin Forgænger. Nu saa' vi, at der 
var alvorlig Fare paa Færde, thi Gendarmer og 
Soldater ilede til fra alle Kanter, og vi forlod 
Broen ; thi hvor solidt end disse gamle Antikens 
Mesterværker er byggede, har den rasende Ti- 
berstrøm dog brudt en af dem, og ingen kunde 
vide, om ikke Ponte Sisto kunde falde paa at 
blive Ponte Rotto inden Aften. 

Stadig højere og højere steg den vrede Flod- 
gud op i Roms Gader og Gyder. Alle Vegne 



41 



herskede den største Forvirring, og nu saa' vi 
fladbundede Baade komme drivende, ført af Gen- 
darmer, som paa lange Rør bragte Føde- og 
Drikkevarer op til Ghetto's fortvivlede Beboere. 
Hele Dagen vedblev Floden at stige til stor For- 
færdelse for de Handlende; men henad Aften 
hørte Regnen op, Maanen brød frem af de søn- 
derrevne Skyer, og den næste Dag var intet 
andet tilbage af Tiberen, end et gult, stinkende 
Slam, som gjorde det umuligt for Fodgængere i 
de første Dage at færdes i de af Floden hjemsøgte 
Kvarterer. 



Rom er ikke alene Kirkernes men ogsaa 
Kirkefesternes By. Hver Kirke, hvert Kloster 
har sin Helgen eller Helgeninde, hvis Navnedag 
fejredes ved Illuminationer, Processioner, Kirke- 
musik og pragtfuld Udsmykning af de respektive 
Altere. Pavens Navnedag og den Dag, da han 
vendte tilbage fra Gaéta, samt den hellige Peters 
og Pouls Dag gik i Spidsen for alle disse 
Kirkefester, som nu ganske vist er ophørt, men 
hvorom Mindet bevares hos enhver, der i hine 
pavelige Dage har besøgt Rom. De fejredes alle 
med den mest overdaadige Pragt, og man skulde 
derfor tro, at Kristi Fødselsdag (Il natale) maatte 



42 



overtræffe de andre i Udfoldelse af hele den Pragt, 
som er den katolske Kirke ejendommelig, og 
Nordboen bliver derfor noget forbavset, naar han 
ser, at den romerske Jul glider saa temmelig 
ubemærket forbi og langt overtrumfes af Nytaars- 
festen, hvor man besøger Slægt og Venner, med- 
førende rige Gaver, medens man i Julen nøjes med 
at forære hinanden smaa Kager af Sukkergodt, 
blandet med Piniens mandellignende Kærner. 

Heller ikke yder Kirken noget synderligt for 
at fejre en Fest, der hos os griber store og 
smaa med den mest levende Bevægelse, og 
Butikkerne, der hjemme hos os straaler med Tu- 
sinder af Blus og deres rige Udfolden af Varer, 
ser her ud som ellers, tarveligt belyste og tid- 
lig lukkede. Kun i Kirken Aracæli, der ligger 
til venstre paa Kapitolinerbjergets Top, mindes 
Julen paa en Maade, som er mere katolsk end 
opbyggelig. Kirken, som er indviet til Guds Mo- 
der, staar i disse Dage i sin fulde Pragt. Altrene 
lyser, Viraksdampene bølger gennem Kirken, og 
Kristusbarnet, „il Bambino", er udstillet i sin 
guldstukne Kaabe oversaaet med Perler og Ju- 
veler. Kronen lyser paa dets Hoved, Diamanter 
blinker. Smaragder og Safirer funkler En i Møde, 
kort sagt, det er ikke noget naturtro Billede af 
det lille fattige Barn, som svøbtes i Klude og 



43 



kun havde en Krybbe til Vugge; men alligevel 
er Bambinoen en Guddom, som den fattige Ro- 
mer ærbødigt bøjer sig for, naar den i en af 
Pavens forgyldte Kareter køres gennem Ga- 
derne for at helbrede en syg, eller skaffe en 
Barselkvinde snarlig Forløsning. 

Men er Bambinoen en Pragtgud, væsentlig be- 
stemt for at hjælpe de velhavende Romere og 
for at skaffe Kirken en rigelig Indtægt, saa fin- 
des der i et af Sidealtrene en Opstilling, som 
hos Nordboerne fører Tanken hen paa et Voks- 
kabinet, medens den hos de troende Sydboere, 
særlig hos Børnene, vækker sand og oprigtig 
Andagt. Hele Scenen i Betlehem er her frem- 
stillet i naturlig Størrelse. Man ser Joseph med 
Æslet, — og et virkelig Æsel er det, med rig- 
tige Haar — Madonna med Barnet paa sit Skød, 
tilbedt af Markens vandrende Hyrder, og over 
det hele lyser en Julestjerne, saa stor som en 
lille Maane. Tæt ved Alteret tjener et Bord som 
Talerstol, og fra denne improviserede Tribune 
prædiker det ene Barn efter det andet Juleevan- 
geliet, omringet af stærkt interesserede Mødre 
og begejstrede Tanter, medens Mændene er saa 
kloge at holde sig hjemme. Disse Børneprædi- 
kener varer hele Julen igennem under stor Til- 
strømning baade af Romere og fremmede; men 



44 



denne Kirkefest er egentlig ogsaa den eneste, 
som minder Nordboen om, at Julen er kommet. 

Det er i det hele for (Nordboen vanskeligt at 
forsone sig med den Tanke, at det virkelig er 
Jul. Medens Sneen glimter i hans ^'erne Hjem- 
land, medens Isen binder de skvulpende Vande, 
spænder Himlen her sit mørkeblaa Telt hen 
over den evige Stad, og Solen skinner med en 
Varme, som var man midt i April hjemme hos 
os. I Villaerne og paa de gamle Ruiner er der 
fuldt op af Blomster, alle Træer staar med deres 
mørkegrønne Løv, Fuglene synger, og den milde, 
foraarsfriske Luft bølger hen over Citroner og 
Oranger, — hvor kan det være muligt, at man 
er i Slutningen af December? 

Medens Skandinaverne til daglig levede et 
spredt Nomadeliv, samlede Julen den hele Flok 
i Foreningens gamle Lokale med Bravo i Spid- 
sen som Hyrde. I den sidste Uge før Jul havde 
baade Damerne og Kunstnerne haft saare travlt 
med at smykke Foreningens Lokaler, som til 
daglig frembød et mere end tarveligt Skue. De 
ellers saa nøgne Vægge, hvor man til daglig 
saa' et Par store Reliefs af Thorvaldsen og hans 
Danserinde i Baggrunden, var nu prydet med 
snedækkede Vinterlandskaber, malet af danske, 
svenske og norske Kunstnere i Forening. Danser- 



45 

inden løftede sin spæde Fod i en Niche af 
mørkegrønne Laurbær, og langs alle Vægge saa' 
man Kranse og Festons snoet af Vedbend og 
Laurbær, smykket med Juletidens Roser og Vi- 
bumum. Det gamle Flygel var blevet stemt, de 
værste Huller paa Gulvtæppet lappede, Lyse- 
kronen var omvundet med Blomster og Grønt, 
og midt i Salen prangede et mægtigt Bord med 
lige saa mange Kuverter, som der var Skandinaver 
i Rom; thi ved Juletid mødte alle under Ju- 
lens fælles Flag, — kun Holbech fejrede sin 
Jul alene. 

Havde Kunstnerne travlt med Lokalets deko- 
rative Udsmykning, saa faldt det i de danske 
Damers Lod at sørge for den mere materielle 
Del af Festen, og denne Opgave var ikke saa 
let, som man herhjemme kunde tro. Som jeg 
alt har fortalt, havde Toldvæsenet i Civita 
vecchia konfiskeret Md. Mangors Kogebog, og 
den i Syden vanskelige Opgave at koge en 
Risengrød, som hverken var sveden eller tynd, 
blev derved dobbelt vanskelig, og Grøden blev 
da ogsaa begge Dele. Heller ikke var det let 
at skaffe en ordentlig Gaasesteg; thi saa mær- 
keligt det klinger, findes der slet ingen Gæs i 
Rom. Muligvis er de blevet fredhelligede siden 
den Tid, da de frelste Kapitolium. Sydens fede 



46 

Kalkun maatte derfor træde i Stedet for Gaasen ; 
men da Foreningens Køkken var lille og Gæ- 
sterne mange, var det jo ikke saa underligt, om 
denne Fugl fremtraadte i en mindre stegt Til- 
stand end hjemme hos os. Om Æbleskiver var 
der nu slet ikke Tale. Tillavningen af disse 
bragte Hovederne i en saadan Konfusion og 
hensatte Kustodens Kone i en saa forvirret Til- 
stand, at man maatte nøjes med „Torta di Mela", 
eller hvad vi paa godt Dansk vilde kalde Æble- 
kage. 

Men hvad der reddede Situationen, og lidt efter 
lidt bragte Gæsterne i den allerlivligste Stem- 
ning, var dog ikke Bravo's Tale, heller ikke den 
dilettantiske Julevise, men den ædle romerske 
Vin, som Bissen med sin rige Erfaring havde 
forskaffet fra en bekendt Vigneejer i Grotta 
Ferrata. Den løste Tungerne, klarede Tankerne, 
og henimod Slutningen af Gildet var Stemningen 
saa animeret, at der hændte Overkrigskommissær- 
inden et lille Uheld, som fik hende til at for- 
svinde. 

Det var ved Kunstnergilderne en almindelig 
Skik at kaste en Brødkugle til den, som man 
ønskede at drikke et Glas med; men da Bordet den 
Aften var usædvanlig stort, blev ogsaa Brød- 
kuglerne større og større, og da Bissen henimod 



47 

Slutningen ønskede at drikke et Glas med Rune- 
berg, der sad i det andet Hjørne af Salen med 
Ryggen mod ham, kastede han et helt Fransk- 
brød for at vække hans Opmærksomhed. 

Bissen var ellers en god Diskuskaster, men 
under Kastet kom en anden til at støde til hans 
Arm, og Følgen deraf blev, at Franskbrødet fløj 
gennem Rummet for med hele sin Vægt at 
falde ned i Overkrigskommissærindens Turban, 
hvor det knækkede et Par af de svajende Struds- 
fjer. I samme Øjeblik forsvandt alle Kunstnerne 
under Bordet tilligemed Bissen; men Overkrigs- 
kommissærinden rejste sig med den for hende 
egne Værdighed, bød sin Mand Armen og forlod 
Salen med den Bemærkning, „at Tonen nu syntes 
at blive friere end Standspersoner egentlig kunde 
ønske det." 

Festens anden Halvdel var Juletræet med 
dertil hørende Gaver og Deviser; men ogsaa 
her havde man mødt Vanskeligheder af forskellig 
Art. I Biblioteksværelset prangede et stort Laur- 
bærtræ ; thi at skaffe et virkeligt Grantræ havde 
vist sig umuligt, og de tændte Lys mellem 
Laurens tætte Løv foraarsagede forskellige smaa 
Ildebrande, som dog heldigvis blev slukkede. Og 
lidt efter lidt forsvandt de mere fashionable 
Gæster for at lade Kunstnerne blive ene tilbage. 



48 

Nu antog de lange Borde et helt andet Ud- 
seende, Dugene og Servietterne blev skaffet af 
Vejen, de smaa Bariler med den ædle „Grotta 
Ferrata" placeredes paa forskellige Steder, saa at 
man kunde skænke direkte af Tønden, og snart 
efter forvandledes den hjemlige Julefest til et 
ægte romersk Symposion, hvor Drueblodet flød 
som paa en Valplads. Taler og Sange vekslede 
med komiske Historier, hvori navnlig F. C. Lund 
var en Mester, og naar „Grotta Ferrataen" havde 
fældet en eller anden, blev Offeret for Bakkus 
bragt ind i Bibliotekværelset og tildækket med 
det grønne Bordklæde, ganske som man gør 
paa en virkelig Valplads. 

Da Valdemar Schmidt til Slutning holdt et 
begejstret Foredrag over Ægyptens Pyramider, 
dekreteredes der ham en særlig Laurbærkrans; 
men da Arkitekt Ove Petersen mente, at dette 
ikke svarede til Arkæologens ægyptiske Fortje- 
nester, blev det under Akklamation vedtaget, at 
Schmidt skulde hvile paa sine Laurbær. I en 
Haandevending blev de lange Guirlander løsnede 
fra Væggen, og nu omslyngedes Schmidt af 
Laurbær og Roser, Viburnum og Vedbend, saa 
at man til Slutning ikke saa' andet end hans 
glade, fornøjede Ansigt og hørte hans Udbrud: 



49 



„Aah! jeg ligger saa godt og blødt, lad mig 
bare ligge." 

Dette var Slutningsnummeret paa Kunstnernes 
Julefest, og hvor bakkantisk den end var, saa 
var den dog saa fornøjelig, og Begejstringen 
steg, da hver af os tog sit Lys ned fra Lyse- 
kronen og Girandolerne, for med det i Haanden 
at danne en højtidelig Procession til Julens Ære. 
Ned gik det ad den brede Marmortrappe og 
gennem Porten ud i Via dei Pontefici, alt i 
Gaasegang og i dybeste Tavshed. Romerne, som 
mødte det lange Tog med de funklende Lys, 
hilste ærbødigt, og da vi endelig naaade den 
store Kirke S. Carlo al Corso, plantede vi de 
næsten helt nedbrændte Lys paa Trinene af den 
brede Marmortrappe, og der var ikke en Sjæl, 
som forhindrede os deri. Man troede vi bragte 
et Offer for den hellige Jul. 

Største Parten vandrede nu videre for at høre 
Midnatsmessen i S. Maria Maggiore; men jeg 
maa tilstaa, at for mig var Stemningen ble- 
vet for verdslig og Hovedet for tungt til at del- 
tage i den natlige Gudstjeneste. Jeg smuttede 
ind af min Dør og sov de retfærdiges Søvn 
til den lyse Morgen. 

Til Julefesten i Rom hører der et lille Efter- 
spil, som jeg kun skal omtale, fordi det mær- 

Vilh. Bergsøe: Under Palmer og Pinier. 4 



50 

kelig nok i de senere Aar har forplantet sig til 
os. Helligtrekongers-Aften rejses paa Pladsen 
S. Eustachio en Række teltagtige Boder, hvori 
der falbydes Børnelegetøj af alle mulige Arter. 
Saa længe det er lyst, kommer Fædre og Mødre 
for at gøre deres Indkøb til Hjemmet, men naar 
Skumringen lægger sig over Pladsen, udvikler 
der sig lidt efter lidt et Skuespil, som var saare 
fornøjeligt og hvori vi Nordboer naturligvis 
maatte tage Del. 

Unge Mænd og unge Piger af de forskelligste 
Klasser køber hver et musikalsk Instrument, der 
varierer fra den spæde Barnetrompet til den 
buldrende Tromme, og saa gaar det i lystigt Tog 
Pladsen rundt til en Musik, som henad Natten 
bliver aldeles øredøvende. 

Vi begyndte med at anskaffe forskellige smaa 
Instrumenter; men da disse ikke formaaede at 
overdøve Romernes, købte vi til Slutningen de 
allerstørste Tamburiner og nogle infernalske 
Piber, som man kunde skjule i Munden, og nu 
sluttede vi os til det lystige Tog i det Haab, 
at vi maatte gøre særdeles Lykke. Hvad der 
egentlig hændte, véd jeg ikke, thi jeg blev i den 
Grad klemt inde i Trængselen, at jeg kun kunde 
se den glade Apoteker, som paa én Gang fik 
sin høje, franske Silkehat slaaet ned over Ørerne, 



51 

medens hans Tamburin samtidig fløj bort over 
Mængdens Hoveder. Jeg antager, at han midt i 
sin Lyslighed har begyndt at kvække som Frø, 
og mulig behandlet nogle unge Romerinder paa 
fransk; thi Forbitrelsen vendte sig fra ham mod 
alle os andre, og det var kun med stor Møje, 
at jeg slap bort fra et Par stærke Karle, som 
klemte mig op mod en Mur. 

Mange, mange Aar efter fandt nogle Kunst- 
nere paa at tude i Horn og Barnetrompeter ude 
paa Dyrehavsbakken, og Publikum fandt Ideen 
saa original, at man det næste Aar tudede med, 
indtil Støjen og Spektaklet naaede det Omfang, 
som det nu har, og saaledes er „Befanafesten" 
fra Rom og S. Eustachio vandret op til Dyre- 
havsbakken og Kirsten Pils hellige Kilde. 

Denne Helligtrekongers-Fest danner paa en 
vis Maade Indledningen til Karnevalet, som i 
Reglen fandt Sted i Begyndelsen af Februar 
Maaned. Jeg kender mange, for hvem det romer- 
ske Karneval har staaet i et saa lokkende Lys, 
at de alene for dets Skyld ønskede at naa den 
hellige Stad. Jeg nægter ikke, at min Forvent- 
ning stod paa samme Højde som disses; men 
netop naar Forventningen er spændt og Fantasien 
bragt i Bevægelse, svarer Virkeligheden kun 
lidet dertil. 



52 



Allerede Goethe klager over, at Karnevalet 
paa hans Tid var stærkt i Forfald ; men jeg gad 
vide, hvad den store Digter vilde have sagt, 
hvis han havde set det Karneval, som fandt 
Sted i Vinteren 1862. Oprindelig var Karnevalet 
en æstetisk Fest, hvor man paa en smuk Maade 
fejrede Skønheden og de skønne, som i rige 
Dragter befolkede de blomstersmykkede Altaner 
paa Paladserne i Korso. Dengang tilkastede 
man Damerne Konfekt (Confetti), og modtog til 
Gengæld Buketter af Roser og Violer. Nu er 
Konfekten blevet haarde Gibskugler og i Stedet for 
Roser og Violer flyver mange Gange en Kaal- 
stok eller et Bundt Ræddiker i Hovedet paa de 
skønne. Grunden hertil var den usalige Politik, 
der i sin Lidenskab forgiftede en Fest, som 
tidligere hørte til Italiens skønneste. Fremskridts- 
partiet eller som de kaldtes „de Nationale" vilde 
for enhver Pris umuliggøre Karnevalet, medens 
„de Klerikale" stræbte at holde den gamle Tin- 
genes Orden vedlige. Men dette førte tidt til 
alvorlige Sammenstød, som maatte klares af 
romerske Gensdarmer eller franske Soldater. 
Dette bevirkede igen, at den bedre Del af Rom 
holdt sig borte, og hvad der nu færdedes paa 
Korso under Brøl og Skrigen var ikke de tidli- 
gere elegante Ekvipager med deres maskerede 



53 



og morsomt kostumerede Masker, men en tøjles- 
løs Flok af Roms Pøbel, blandet med de talrige 
fremmede, som ønskede at se Karnevalet paa 
nært Hold. 

I saa Henseende fik man da ogsaa sin Lyst 
styret, og naar man slap hjem uden at være 
skamslaaet af Confettikugler, som Amerikanerne 
udslyngede ved Hjælp af tragtformede Blikrør, 
kunde man endda prise sig lykkelig ; men nogen 
egentlig Morskab frembød Karnevalet ikke, og 
det var vanskeligt at forstaa, hvorfor man tidt 
midt i sin Glæde blev mødt med truende Tilraab 
eller Gestus. 

Alligevel tog Skandinaverne livlig Del i de 
Rester, der var tilbage af den fordums saa glim- 
rende Fest, og jeg fulgte naturligvis deres Eksem- 
pel; men jeg erindrer tydelig, at da jeg i min 
Kamevalsdragt traadte ud i det lyse Solskin 
med Masken i Haanden, syntes jeg med ét, at 
jeg lignede Pjerrot derhjemme, og det var virkelig 
med Overvindelse, at jeg fortsatte min Gang 
ned til Korso. 

Paa et Hjørne mødte jeg Arentzen, som kom 
vandrende med sin Hustru under Armen. Han 
var klædt i en tyk, dansk Vinterfrakke, rødt 
Halstørklæde og høj Hat, og hun i et almindeligt 
dansk Vinterkostume. Paa mit Spørgsmaal om. 



54 

hvor de skulde hen, svarede Arentzen, at han 
vilde deltage i Karnevalet, og da jeg gjorde 
ham opmærksom paa, at han i denne Dragt 
vilde vække almindelig Opsigt og blive gjort til 
Skive for alle Confettikasterne, svarede han kort: 
„at han gik hvor han vilde og som han vilde." 

Lidt efter var jeg midt i Karnevalstumlen 
kommet op at skændes med et Par tyske Kunstnere, 
som kastede med Gibsmel, og da jeg havde 
klaret mig fra disse ædle Burscher, strejfede 
jeg Korso et Par Gange op og ned med den 
Overbevisning, at der i det hele var mere Snavs 
end Blomster. Pludselig saa' jeg Arentzen og 
Hustru, som i sindig dansk Pasgang søgte at 
bjerge sig ind i en Sidegade. Hvad jeg havde 
sagt ham, var ogsaa sket. Hans høje Hat var 
forvandlet til chapeau-bas, hans Vinterfrakke saa' 
ud, som havde den været i det allerstærkeste 
Snefog, og i hans store uldne Halstørklæde laa 
der saa mange Confetti, at han havde nok for 
Resten af Ugen; men hvad der var det værste, 
begges Ansigter var som piskede med Ris og bar 
tydelige Mærker af den Voldsomhed, hvormed 
Confettikuglerne var slynget mod dem. Fruen 
var grædefærdig, Arentzen rasende og svor paa 
aldrig mere at sætte sin Fod i Korso. 

Saa kom Karnevalets sidste Dag med dets 



55 



store Væddeløb og Moccoliaften ; men disse er 
saa tidt beskrevne, at jeg kun skal tilføje, at 
Amerikanerne i Stedet for Lys anvendte Fakler, 
som ikke lod sig slukke, hvilket bevirkede, at 
deres Vogntog blev stormet og Faklerne kastet 
i Kloakerne. Overhovedet gør man vel i ikke 
at fornærme det romerske Folk ; thi dets Stolthed 
taaler ikke, at dets Traditioner og Skikke for- 
haanes. 

Til Korsokarnevalet sluttede sig efter fransk 
Mønster nogle Maskeballer, som skulde afholdes 
dels i Apollo-Teatret, dels i „Teatro Argentina"; 
men om Morgenen fandtes der opslaaet Pakater, 
som advarede enhver mod at tage Del i disse 
Fester. Det var atter „de Nationale", som her 
var paa Spil, og skønt jeg fik det Raad ikke at 
tage Del i Maskeballet, lejede jeg dog en Vogn 
og kørte ud paa Aftenen ned til „Teatro 
Argentina", hvor det første Maskebal skulde 
afholdes. 

Da vi nærmede os Teatret, maatte Kusken 
paa Grund af Vognenes Mængde holde stille, og 
langsomt rykkede vi frem, efterhaanden som de 
forreste Vogne udtømte deres rige Indhold af 
maskerede Herrer og Damer. 

Det var en kedelig Ventetid, og jeg var inder- 
lig glad da Vognen nærmede sig Teatrets Port; 



56 



men pludselig forvandledes min Glæde til For- 
bavselse, da jeg hørte Raab og Skrigen blandet 
med en ustandselig Nysen fra alle Sider. Jeg 
slog Vinduet ned, og saa' en forvirret Mængde 
maskerede, som alle, dels nysende, dels skæn- 
dende, styrtede ud paa Gaden i broget Forvir- 
ring, og et Øjeblik efter drejede min Kusk 
Hesten og satte i den stærkeste Fart tilbage 
mod Korso, under en Nysen og Banden, som 
forekom mig i allerhøjeste Grad komisk. Han 
forklarede, at det havde været ham aldeles umu- 
ligt at køre længere frem, fordi han ikke vilde 
have sin Hest spoleret og heller ikke selv øn- 
skede at faa Gibsmel i Øjnene, og med denne 
Forklaring maatte jeg lade mig nøje. 

Først den næste Dag fortalte Bystrøm mig 
Sammenhænget. Just som Ballet var aabnet med 
en glimrende Polonaise, havde der oppe paa 
Balkonen vist sig en halv Snes Pulcinelloer, 
som bar Bolde af Silkepapir fyldte med Mel. 
Med disse tilsyneladende uskyldige Kastevaaben 
havde de bombarderet Maskerne nede i Salen; 
men næppe havde Dansen taget sin Begyndelse, 
før alle blev grebne af en saa ustandselig Nysen, 
at Dansen maatte høre op. Pulcinelloerne, som 
havde blandet Nyserod i Melet, var forsvundne, 
efter at have tilkastet Vognrækken en Del af 



57 



deres farlige Bomber, og dette havde bevirket, 
at baade Kuske og Heste havde taget Del i den 
almindeligt Nysefest, som bragte Maskeballet til 
at ophøre. 

Var Ideen noget ondskabsfuld, saa havde den 
dog sin humoristiske Side, og denne skulde 
„Teatro Argentina" have taget sig ad notam; 
men da de Klerikale ikke vilde lade sig vise til 
Rette, ansattes et nyt Maskebal til en af de 
følgende Aftener; men nu tog Sagen en langt 
alvorligere Vending. Kort før Ballet skulde be- 
gynde, brød Røg og Flammer ud fra Taget 
Brandvæsenet kom farende med deres Sprøjter, 
og fra Monte Pincio saa' jeg Flammerne slaa i 
Vejret fra „Teatro Argentina", som næste Mor- 
gen kun var en Grushob. Det er den eneste 
Brand jeg har set i Rom, og at de Nationale 
havde en Finger med i Spillet, derom tvivlede 
ingen. 

Efter Karnevalets sidste Dag begyndte den 
lange, kedsommelige Faste, hvor man kun havde 
den Fornøjelse at høre Kapucinermunkene præke 
i Kolosseet for at indvie alle de vantro til 
Helvedes evige Kvaler. Der var Fynd og Klerft 
i disse Fasteprækener, og jeg anede dengang 
ikke, at vi her i Danmark skulde faa lignende 
Bodsprækener fra den indre Mission, heller ikke, 



58 

at der skulde opstaa Vegetarianere, som for- 
kyndte Fasten Aaret rundt. Men morsomt var 
det at se, hvorledes disse Munke tog paa Vej, 
og hvor forfærdede de kunde gøre Bønder og 
barnlige Sjæle. 

Glanspunktet for alle de talrige Kirkefester 
i Rom, var dog Paasken med dens Messe i det 
sixtinske Kapel, med Pavens Velsignelse fra 
Peterskirkens Loggia, og endelig Finalen paa 
det hele. Peterskirkens pragtfulde Illumination, 
Det er et Syn, som man aldrig glemmer, og da 
jeg oppe fra Mon te Pincio saa', hvorledes den 
mægtige Kuppel, med fine, svagt lysende Ildlinier, 
lidt efter lidt tegnede sig mod den mørkeblaa 
Aftenhimmel, forekom det hele mig som Tryl- 
leri, som et magisk Féslot tegnet med Perle- 
linier, der straalede stærkere og stærkere, efter- 
haanden som Mørket sænkede sig ned over den 
evige Stad. Denne første Del af Belysningen 
kaldes Sølvilluminationen, og Kirkens Konturer 
ser da ud, som var de trukket med hvide Sølv- 
perler paa nattemørkt Fløjl. Timevis kan man 
staa og stirre uden at blive træt, saa betagende 
er Synet. Men saa sker pludselig en Forandring, 
saa mægtig, saa overvældende, at man knap 
tror sine Øjne. Næppe er Midnattens sidste Slag 
runget hen over Rom, før alle disse Sølvperler 



59 

forvandler sig til flammende røde Luer. Det er 
Guldilluminationen, som begynder. Tusinder af 
Ildgryder sendte deres blussende Indhold i Vej- 
ret, saa at det saa' ud, som om hele Kirken, 
med dens uhyre Kuppel, stod i et Hav af Luer. 
Saaledes brænder den Time efter Time, saa 
slukkes et af Blussene, saa et andet, og først 
naar Morgensolen bryder frem, svinder det vid- 
underlige Syn, 

Til denne prægtige Kirkefest slutter sig den 
saakaldte Girandola, som tidligere afbrændtes 
fra Toppen af Castel S. Angelo, men senere 
fra Belvederen ved Monte Pincio. Hele Rom, 
alle de fremmede var strømmet sammen paa 
Piazza del Popolo for at se dette pragtfulde 
Skuespil. Man stod som Sild i en Tønde; men 
til Ære for Romerne maa jeg sige, at der her- 
skede en Ro og en Orden, som man ikke vilde 
finde hjemme hos os ved en lignende Lejlighed. 
Ganske vist var der Lommetyve hist og her, 
men de stjal med en saa stille Elskværdighed, 
at man først mærkede dem, naar man var kom- 
met hjem. 

I spændt Forventning stod disse Tusinder af 
Mennesker i den stille, mørke Aften, stirrende 
op mod Monte Pincio, hvis Balustre, Terrasser 
og Marmorfigurer tegnede sig som svage Skygger 



60 

i det stadig tiltagende Mørke. Da hørte man 
pludselig drønende Artillerisalver, og i samme 
Nu forvandledes hele Bjerget til et Hav af blæn- 
dende Lys. Røde, grønne, hvide og blaa Flammer 
skød som ved Trylleri i tusindvis op af Jorden, 
og i dette Ildhav viste sig ikke blot Bjergets 
Statuer, Pinier og Palmer, men øverst oppe et 
straalende Tempel, Symbolet paa den kristne 
Kirke, der stræber mod Himlen. Det sydede, 
knitrede og bragede, det pavelige Artilleri fyrede 
med Lyskugler og Flora-Bomber, der foV mod 
Himlen, som om de vilde kappes med Stjernerne 
selv, og just som de bengalske Flammer var i 
Færd med at slukkes, skete et nyt Under, hvor- 
om jeg ikke havde drømt. Oppe fra Tempeltaget 
skød fire Flammefisk sig frem, som svømmede 
de i den nattedunkle Luft. Hvæsende og sprut- 
tende fo'r de ned mod den ældgamle Obelisk, 
som indtager Pladsens Midtpunkt, og i samme 
Nu stod den som en funklende Ildsøjle. Fra øverst 
til nederst udstraalede den et saadant Lys, at 
man kunde kende hvert Ansigt paa Pladsen, 
selv i den fjerneste Afstand. Straalende stod den 
gamle ægyptiske Kæmpe i sin skinnende Rust- 
ning, som den næppe havde drømt om, da den 
knejsede ved Nilens Bred; saa slukkedes den 



61 



med drønende Knald, og nu kom Glanspunktet 
af det hele: „La Girandola". 

Under en Stilhed saa stor, at den næsten 
forekom En trykkende, vendte alles Blik sig mod 
det store Tempeltag, og pludselig skød der sig 
op fra dette Tusinder og atter Tusinder af funk- 
lende Raketter, der dannede et Ildneg saa stort 
og saa mægtigt, at man syntes at høre et Vand- 
falds Brusen. Højt oppe under den sorte Natte- 
himmel vendte dette Neg sig som en Ildregn. 
Ti Tusinde Raketter sprængtes i samme Øjeblik 
og udøste en Regn af forskelligfarvede Gnister, 
blandet med et Brag, en Knalden og en Susen, 
saa at man uvilkaarlig sank i Knæ. Hermed 
var dette Kæmpefyrværkeri til Ende, og Mæng- 
den spredtes ad Babuino, Korso og Ripetta i den 
største Ro, uden at mani mærkede den mindste 
Trængsel, skønt den uhyre Plads havde været 
fyldt lige indtil dens yderste Rand. 

Nu ser man ikke længere dette pragtfulde 
Skuespil. Paven har trukket sig tilbage som 
Fange i Vatikanet, og det Fyrværkeri, som det 
romerske Senat aarlig giver for at lokke de frem- 
mede til Rom, er kun en Dværg mod den Ild- 
kæmpe, som herskede i hine, længst forsvundne 
Dage. 

Med Paaskefesten svinder ikke Roms Storhed, 



62 

men de fremmedes Mængde. Foraaret er i An- 
march, Kampagnen begynder at myldre med 
Blomster; Judastræet rødner, og de mørke- 
grønne Stenege kaster lidt efter lidt deres næ- 
sten sorte Løv for at erstatte det med nye, ung- 
domsfriske Blade. Nu kommer Italiens skønneste 
Tid; men for denne har de fremmede ingen 
Sans. Moden byder, at man efter en kort Tur 
til Neapel tager til Rivieraen eller til Schweiz, 
og lidt efter lidt tømmes Rom for denne Hær- 
skare af fremmede, som har befolket dens Ho- 
teller og Gader om Vinteren, Nordboen faar 
Hjemve, længes efter sit danske Foraar og flyg- 
ter med de andre. Sidst i Februar tog vi 
Afsked paa Piazza del Popolo med den Collin- 
ske Familie, der havde samlet saa mange af de 
Danske i Via Sistina. En stor Del af de andre 
fulgte dette Eksempel, og i Slutningen af April 
var blot den egentlige Kunstnerskare tilbage, 
og af disse blev kun faa Sommeren over i Rom. 
Selv Konsulen flygtede til Schweiz, hans Sekre- 
tær til Genzano, og de andre Kunstnere tog 
Ophold dels i Albanerbjergenes Smaabyer, dels 
i Sabinerbjergene for at benytte Sommeren til at 
gøre Studier og tage Skitser. 



TREDJE KAPITEL 

Åfrqse til Sabinerbfergene. — VettarinkørseU — Den lille Abbate. — 
Ankomst til Genazzano. — Palazzo Vanutelli og dets Beboere. — Den 
férste Nat i Bjergene. — Anna Maria, Nina, Diegi og Signor Camevale. 
— Smaa Uheld. — Æskulapsnogen. — Madonna del buonconsiglio. — 
Pilgrimstogene. — Madonna-Processionen. — Ture i Sabinerbfergene. — 
Et røverisk Overfald. — Adéle FélicL — Sommer-Besøg. — Lands Begra- 
velse. — Afrejse til Rom. 

DA jeg i Vinterens Løb saa temmelig var 
blevet færdig med mine Indsamlinger paa 
Kampagnen og i Roms Ruiner, var det en Selv- 
følge, at jeg maatte søge nye Felter for mine 
Undersøgelser, og da Historiemaleren F. C. Lund 
og Hustru agtede at opslaa deres Paulun i Sa- 
binerbjergene, aftalte jeg at følge med dem, og 
en smuk Foraarsdag holdt der i Ripetta et af 
disse gamle Køretøjer, som lignede vore gamle 
Provinsdiligencer, men som nu overalt er vegne 
for Jernbanens susende Tog. Det var en smuk, 
solvarm Foraarsdag, og vor forestaaende Rejse 
syntes at vække betydelig Opsigt; thi Vetturinens 



64 

Vogn var omringet af pjaltede Tiggere, skrigende 
Drenge og alvorlige Romere, som ikke kunde 
forstaa, hvorfor saa rige fremmede som vi, 
vilde tage til Takke med et saa tarveligt Køretøj. 
Det hele lignede sandt at sige et stort Flytte- 
læs; thi foruden vore Kufferter, Kasser og Ki- 
ster, indtog Lunds Malerredskaber og mine na- 
turhistoriske Apparater ikke alene Vognrummet, 
men ogsaa det øverste Ruf, saa at der kun var 
megen liden Plads, da vi endelig naaede ind 
i Vognen selv. Saa knaldede Vetturinen med 
sin lange Pisk, Bjælderne klingrede. Hestene 
satte sig i et muntert Trav og af Sted gik det 
under Drengenes Hujen og Betlernes bedende 
Raab, der lidt efter lidt tabte sig i det fjerne. 

En Vetturinkørsel paa gammeldags Manér 
vilde vistnok nu til Dags forekomme de fleste 
utaalelig, men dog er der en vis Hygge ved 
dette Samkvem mellem de Rejsende og Vettu- 
rinen, der ikke alene optræder som Kusk, men 
ogsaa som Vært paa hele Rejsen. Ud gik det 
ad Kampagnens støvede Veje, forbi de mægtige, 
antikke Vandledninger, og trods Støv og Sol fore- 
kom Rejsen mig saa malerisk, at jeg sætter 
den langt over de hurtige Tog, der nu farer 
af Sted til Albano, Frascati og Neapel. 

Henad Middag naaede vi et landligt Osteri, 



65 



hvor Vetturinen skiftede Heste, medens vi ind- 
tog et Middagsmaaltid paa ægte italiensk Manér, 
det vil sige Fritto misto. Salat og den evige 
„langbenede" Høne, som stegt i Olie forekommer 
Romerne en Herreret. Saa meldte Vetturinen, 
at der var spændt for, og af Sted gik det mod de 
blaanende Sabinerbjerge, der som lagdelte Skyer 
vinkede os i det fjerne. 

Hidtil var Rejsen gaaet uden mindste Uheld, 
men ud paa Eftermiddagen, just som vi be- 
gyndte den langsomme Stigning, slog Vejret om, 
graasorte Skyer vældede frem, og snart efter 
styrtede Regnen ned med en saadan Voldsom- 
hed, at vi uafladelig maatte tætte vort gamle 
Køretøj, som var det et synkefærdigt Skib. I 
øsende Regn og stadigt tiltagende Mørke kørte 
vi langsomt op ad krogede Bjergveje, der 
ikke syntes at ville tage nogen Ende. Mørket 
blev tættere og tættere, ingen Stjerner lyste, vi 
hørte kun Saccoflodens Brusen dybt under 
vore Fødder og Regnen, som trommede paa 
Vognens Ruf. Det hele begyndte at blive lidt 
uhyggeligt. Samtalen faldt paa Røvere, og just 
som vi tilbørlig havde forskrækket hverandre, 
hørte vi et vældigt Brøl, som vor Vetturin be- 
svarede med et lignende, hvorpaa han pludselig 
standsede. Vogndøren blev revet op med et Ryk, 

Vilh. Bergsøe : Under Palmer og Pinier. 5 



66 



og nu troede jeg, vor sidste Time var kommen; 
men i Stedet for de forventede Røvere, blev en 
vaad Genstand slynget ind til os, hvorpaa Vettu- 
rinen atter satte Hestene i Bevægelse. 

Det var ikke muligt at se den dyngvaade 
Bylt, som saa pludselig var kastet ind til os, 
og som nu laa tæt ved min Side; men lidt efter 
ojDdagede jeg, at det var en lille Abbate, som 
af sin medlidende Fader var bleven puttet ind 
i Vognen med Kuskens Tilladelse, og som nu 
begyndte at pludre det bedste han kunde, til 
stor Fornøjelse for os efter den overstandne 
Skræk. 

Langsommere og langsommere gik Hestene, 
stejlere og mere stenet blev Vejen; saa øjnede 
jeg i Mørket en middelalderlig Ringmur med en 
mægtig Port, og langsomt, meget langsomt kørte 
vi det sidste Stykke, indtil vi svingede op foran 
Vanutelliernes Palads, som skulde tjene os til 
Sommerresidens. 

Med Ordet „Palazzo" maa man imidlertid 
være noget varsom; thi hvis man dermed for- 
binder Begrebet et Slot eller noget lignende, 
vil man blive højlig skuffet, og da Vognen holdt 
paa Torvet, foran en forfalden, skummel Bygning 
med de sædvanlige Jerngitre, Slaaer og Skodder, 
syntes jeg, at det hele mere lignede et Fængsel 



67 

end et Palads. Endnu højere steg min Forun- 
dring, da jeg i den øsende Regn saa' et Par 
kappeklædte Mænd, som i al Tavshed langede 
Bagagen ned fra Ruffet, overladende til os at iinde 
Indgangen til Paladset saa godt vi kunde. En 
noget forfalden Stentrappe førte op til en Dør, 
og da Lund med en vis Sandsynlighed mente, at 
dette maatte svare til den forventede Port, steg 
vi op ad Trappen og kom ind i et stort Køkken. 
Paa Skorstenen flammede en lystig Ild, om hvil- 
ken et Par andre kappeklædte Mænd tørrede deres 
Klæder. En gammel Kone kom rokkende os 
i Møde, forestillede sig selv som Paladsets Ejer- 
inde og ønskede os velkommen i de hjerteligste 
Udtryk, medens en halvvoksen Knøs sad paa 
Køkkenblokken, mønstrende os med Blikke som 
viste, at han næppe havde set Rejsende før. 

Paladsets Indre svarede ganske til dets Ydre. 
Det bestod af en uhyre Sal, der paa én Gang 
tjente som Dagligstue, Spisestue og Ophold for 
hele Familien, naar vi ikke var til Stede. Saa 
kom et Par smaa Soverum, og da jeg havde 
faaet min Bagage anbragt i et lille Kammer, 
som vendte ud mod Dalen, syntes jeg, at jeg 
mere boede i Grønnegade end i Vanutelliernes 
Palads, og begyndte næsten at fortryde, at jeg 



68 



havde ladet mig lokke ud til Sabinerbjergenes 
Kløfter. 

Da vi havde faaet vore Sager saa nogenlunde 
i Orden, kom vor Værtinde, den gamle Anna 
Maria, rokkende ind og forklarede os, at Aftens- 
bordet var dækket, og her ventede os nye Over- 
raskelser. Midt i den uhyre Sal stod et meget 
lille Bord, og paa dette prangede et Aftens- 
maaltid, som vistnok efter hendes Mening var 
lukuUisk, men som dog for os frembød adskil- 
lige Betænkeligheder; thi Hovedretten var stegte 
Frøer, Biretten sprængt Lammekød og en Gede- 
ost saa ram og bitter, at jeg kom til at nyse 
derved; men én Ting var udmærket, og det var 
Vinen, om hvilken den gamle Anna Maria stadig 
tilraabte os: „Drik kun, drik kun, det koster 
jo lige meget." 

Efter den lange, trættende Rejse virkede den 
som en styrkende Medicin, og da Anna Maria for- 
sikrede os, at Anretningen den næste Dag skulde 
blive betydelig rigere, slog vi os til Ro, og med 
den osende, romerske Olielampe gik jeg ind i 
mit Kammer for at søge den nødvendige Hvile. 

Der gives i Italien et Væsen, som jeg for 
min Part frygter mere end Skorpionen og Taran- 
telen, og af denne velsignede lille Skabning 
var der en saadan Overflod, at jeg i højeste 



69 



Grad fortrød, at mit Insektpulver var blevet i 
min Kuffert. Hver Gang jeg var i Færd med 
at falde i Søvn, blev jeg paa det gyseligste 
myrdet af disse afskyelige Skabninger, og først 
henad Daggry faldt jeg i en feberagtig Slummer 
og drømte under denne, at jeg sad i Vetturinens 
Køretøj og blev stukket af tusinde Dolke. — 

Pludselig blev nogen myrdet lige ved Siden 
af mig; thi jeg hørte fortvivlede Hvin blandet 
med angstfulde Klageraab og en gryntende Støn- 
nen, som om nogen vred sig i den yderste Nød. 
I et Nu var jeg ude af Sengen og styrtede i 
bar Skjorte ind i Spisesalen for at hente Hjælp, 
og her ventede mig en ny Forfærdelse. Ligesom 
jeg var kommet ind i det endnu mørke Rum, 
aabnede en Lem sig henne i Hjørnet, en svag 
Lysning skød sig op fra Dybet, og til min Ræd- 
sel kom først et stort Hoved til Syne, saa en 
antik, brændende Lampe, indtil det hele formede 
sig i Skikkelse af en stor, sortklædt Mand med 
en svær Knippel i Haanden. Han syntes lige 
saa forskrækket som jeg, thi idet han stirrede 
paa mig med vidtaabne Øjne, svingede han den 
tykke Knippel frem og tilbage, idet han udstødte 
en gryntende Lyd, meget lig den, jeg havde hørt 
i mit Kammer. 



70 

„Man myrder nogen ved Siden af mig!" raabte 
jeg, „kom og hjælp!" 

Han saa' paa mig med et underligt sløvt, 
aandsfraværende Blik, som han forgæves søgte 
at gøre mønstrende, og nu saa' jeg paa hans 
røde, opdunstede Ansigt og svingende Holdning, 
at han maatte være beruset, noget, som man 
for Resten sjældent træffer i Italien. 

„Myrder!" sagde han og svingede med Stok- 
ken, „hvem har I myrdet?" 

Hans Blik blev mere inkvirerende, og idet 
han holdt Lampen i Vejret, saa' han fjollet paa 
mig og gentog: 

„Hvem har I myrdet?" 

»Jeg har ikke myrdet nogen, jeg er den 
fremmede Signore, som skal bo her," svarede 
jeg; „men jeg har hørt fortvivlede Skrig lige 
ved Siden af mit Kammer." 

„Svin!" sagde han lallende, „intet andet end 
Svin! Gaa I i Seng, Signore." 

Jeg lod mig ikke sige dette to Gange, thi 
Mandens hele Udseende forekom mig højst uhyg- 
geligt, og snart efter laa jeg atter begravet paa 
mit stenhaarde Leje, omringet af „de smaa sorte", 
som paa ny gjorde Angreb paa mig. Trods disse 
var jeg dog atter faldet i Søvn, da jeg pludselig 
blev vækket ved mægtige, dybe Klokkeslag og 



71 



derpaa af brusende Basuntoner, som syntes at 
komme lige over mit Hoved. Lidt efter klang 
Valdhorn, Tubaer og andre Messinginstrumenter 
i et øredøvende Kor, og under dette faldt jeg 
træt og udmattet i Søvn og vaagnede først, da 
den gamle Anna Maria kom med Kaffen og 
forklarede, at Frokosten snart vilde staa paa 
Bordet. Atter kom jeg ind i den vældige Spise- 
stue, hvor en ny romersk Anretning ventede 
mig, og hvor jeg blev forestillet for Husets øvrige 
Beboere, som jeg i Korthed skal omtale, da 
disse nu i et Par Maaneder skulde være min 
daglige Omgang. 

Lige over for Anna Maria sad en ung, omhyg- 
gelig friseret Mand med smilende Ansigt og de 
skælmske, sorte Øjne fæstede paa Fru Lund, 
der allerede var i ivrig Samtale med ham. Det 
var Husets ældste Søn, Signor Nino, og som 
saadan havde han den Tilfredsstillelse at være 
Arving til Vanutelliernes Palads, og som Følge 
af denne Stilling intet at bestille. Han var klædt 
som en af de romerske Drivere, men saa' for 
Resten uhyre godmodig og elskværdig ud, ganske 
som de unge Romere, jeg kendte saa godt fra 
Monte Pincio og Piazza Colonna. For Enden af 
Bordet sad i en tarvelig Arbejdsdragt hans yngre 
Broder Diegi, der i Mangel af at være Stam- 



12 

herre bestyrede Familiens Vigne, blæste paa 
Basun til Madonnas Ære, og gjorde Indtryk af 
at være en robust, arbejdsom Landmand, der 
sled for hele Familien. 

Lige over for ham øjnede jeg en Figur, som 
ved sin Originalitet straks tildrog sig min Op- 
mærksomhed. Det var en mager Herre med et 
gulligt Ansigt, Høgenæse og Stumper af Tænder, 
som han bearbejdede med sin Jerngaffel; medens 
en spidspullet Hat gav ham en vis Lighed med 
en Kalabreser. Det var Signor Carnevale, som 
trods sit lystige Navn dog var Byens viseste 
Hoved, Fritænker, Frirepublikaner, Garibaldist, 
Ateist og adskilligt andet, som han dog kun 
betroede mig under hviskende Samtale, medens 
han til daglig baade knælede for Madonnapro- 
cessionerne og hilste ærbødigt paa de forbi- 
vandrende Præster. Han var Byens Apoteker 
og vistnok den eneste i den ganske Stad, som 
ejede noget Kendskab til den Verden, som laa 
uden for Genazzano ; men han var som en Fugl 
i Bur, han turde kun baske med Vingerne, 
flyve ud i det fri vovede han ikke. 

Da vi havde endt Frokosten, hvis Kaffe syn- 
tes at være tilberedt af alle Apotekerens Urter, 
tog jeg mine Samlerredskaber og beredte mig 
til en lille Udflugt i det fri; men da Lund 



73 



foreslog, at vi dog først maatte gøre Bekendt- 
skab med Byen, forandrede jeg min Beslutning, 




og snart efter var vi ude i Sabinernes gamle 
Stad, hvor nye Overraskelser ventede os. 



74 



Som de fleste romerske Bjergbyer ligger Ge- 
nazzano paa Toppen af en Klippe, omgivet af 
Mure fra Middelalderen og med en Borg, som 
i hine mørke Dage forsvarede Byen og gjorde 
dens Befolkning til Slaver. Endnu er Genazzano 
i Colonnaernes Besiddelse, og deres mørke Borg 
taamer sig i Vejret, ikke til Beboelse for den 
adelige Slægt, men som et uhyre Kornmagasin, 
hvorhen de fattige Bønder og Forpagtere maa 
bringe deres Korn, for atter i dyre Domme at 
købe det hos Colonnaerne, naar Saatiden kom- 
mer. En muret Viadukt fører fra Paladsets indre 
Gaard over en Kløft til Bjerget, og Slottets 
hele Beliggenhed er saaledes, at det har været 
saare let at forsvare, men meget vanskeligt at 
indtage. 

Medens Palazzo Colonna ved sin uhyre Stør- 
relse saa at sige beherskede alt andet, fandt vi 
Byens andre Bygninger i en saadan Grad af 
Forfald, at de paa flere Steder mere mindede om 
Ghetto end om en Bjergby i det nittende Aar- 
hundrede. Byens Stolthed var det store Torv, 
eller som det i daglig Tale kaldes „la Piazza", 
mærkelig nok uden Tillæg af Madonna eller 
andre Helgener. Et middelalderlig Springvand 
hævede sig malerisk i dets Midte, og det var 
baade et smukt og morsomt Syn at se de mørke 



75 

Sabinerinder staa sladrende ved disse friske 
sprudlende Vande, fyldende deres blanke Kobber- 




Fru A. Lund. 



concaer, og derpaa vandrende af Sted saa let og 
frit, som om det kun var en Fugl, de bar paa 
deres Hoved. 



76 

Fra denne Plads gik en stejl Vej ned til 
Byens Port, og derfra førte atter en fire Hun- 
drede Trappetrin ned i Dalen, saa at det var et 
ret vanskeligt Arbejde for de stakkels Æsler at 
stige med deres tungt belæssede Kurve fra Vig- 
nerne op til Pladsen, hvor deres rige Indhold 
udtømtes i de forskellige Boder, der med smaa 
Telttage laa rundt om Fontanen. 

Denne Byens Hovedgade var i alle Henseen- 
der en ægte Type paa en romersk Bjergby. 
Brolægningen var forfærdelig. Rendestenen løb 
midt ad Gaden, Affald fra Husene kastedes som 
i Middelalderen uden for Døren og blev liggende 
dér, indtil der kom saa megen Regn, at det 
hele svømmede ned ad Skraaplanet, hvor det 
for Enden af Gaden dannede en høj Vold, i 
hvis Midte man havde anbragt saa stor en Aab- 
ning, at Æsler og Karrer med Møje kunde 
slippe igennem. 

Mest malerisk var dog Byens bageste Af- 
hang, hvor Gaderne forvandlede sig til Gyder, 
hvor Husene, for ikke at falde mod hinanden, 
var støttet med Buer og Stræbepiller, og hvor 
der i de mørke Boder og smaa Husdøre sad en 
Flok af de mest forfærdelige, gamle Sibyller, 
snart spindende paa Haandtén, snart rensende 
deres uskyldige smaa for de Smaadyr, som skjultes 



77 



i deres ravnesorte Lokker. Malerisk, højst male- 
risk var det hele, og Lund blev saa begejstret, 
at han straks vilde hjem for at hente sin Maler- 
kasse, medens jeg foretrak at gøre en Vandring 
ned i Dalen, for at tage de naturhistoriske Lo- 
kaliteter i Øjesyn. 

Ved Middagstid kom Lund aldeles rasende 
hjem med en Skitse, i hvis ene Hjørne man 
endnu saa' Levningerne af et raaddent Æg, som 
gav dette Parti en vis Lighed med en opgaaende 
Sol. Næppe var han kommet ind i Sibyllernes 
Gyde og havde faaet sin Malerkasse frem, før 
han saa' sig omringet af en hujende Flok unge 
Sabinere, som ved Gestus og Tilraab gav ham 
at forstaa, at Gyden var deres og ikke hans. 
Havde Lund nu blot fulgt Skovs Metode, var 
han vistnok kommet bedre fra sin første Udflugt; 
thi naar Skov saa' sig omringet af den Ungdom, 
der ogsaa herhjemme generer Malere, gav han 
den største af Drengene en Sølvmønt og lovede 
ham en til, naar han vilde sørge for, at de 
andre Drenge ikke kom ham for nær. Den saa- 
ledes udvalgte Gendarm var ikke alene stolt af 
sit Hverv, men udførte det saa trofast, at alle 
kunde vende fornøjede hjem. Han fik sine Penge, 
de smaa deres Prygl og Skov Lov til at male i 
Fred. Men Lund, som var noget hidsig af Na- 



78 



turen, tog Sagen paa en anden Maade. Først 
parlamenterede han med dem paa et Italiensk, 
som kun han selv forstod, og da dette ikke 
hjalp, skældte han dem ud paa Dansk; men da 
saa det raadne Æg kom, tabte han Taalmodig- 
heden, foldede sin Malerstol sammen og foY 
mod den Dreng, der havde kastet Æget, med 
en saadan Voldsomhed, at det saa' ud, som om 
han vilde slaa ham ihjel. Følgen heraf blev, at 
Drengens Fader, en hjulbenet Skomager, kom 
farende ud med sin Kniv i Haanden, hvilket 
atter bevirkede, at Lund i største Hast maatte 
retirere hjem med sin ufuldførte Skitse. 

Ogsaa jeg havde et Uheld, men af langt al- 
vorligere Natur. I min Iver efter at samle, var 
jeg trængt ind i et tæt Krat af Myrter, Gyvel, 
Roser og Brombær, som alle hjemsøgtes af sprag- 
lede Biller og let flagrende Sommerfugle. Jeg 
gjorde en rigelig Fangst; men pludselig stødte 
min Fod mod en Sten, og faa Sekunder efter 
hørte jeg den styrte til Jorden med en dump, 
drønende Lyd. Jeg stirrede ned foran mig og 
til min Rædsel gabede en mægtig Aabning mig 
i Møde. Blot et Skridt endnu, og jeg var styrtet 
en hundrede Fod ned i Dybet. Hurtig retirerede 
jeg ud af Krattet, kom ned i Dalen og her fandt 
jeg en Bjerghule, som syntes at være et æld- 



79 



gammelt Stenbrud, og ved at trænge ind i dette 
kom jeg til en Grotte, i hvis Loft jeg opdagede 
den Aabning, jeg nylig havde forladt. Lige under 
Hullet foroven laa et dødt Faar paa Ryggen med 
stive Ben strittende i Vejret. Bugen var stærkt 
opsvulmet, og da jeg stødte min Tollekniv i 
Dyret, strømmede Svovlluften ud med eti saa- 
dan Voldsomhed, at jeg hurtigt maatte forlade 
Grotten paa Grund af Stanken, Blot et Skridt 
endnu deroppe, og jeg vilde være forsvundet, 
indtil man engang havde fundet mig ved Siden 
af det Faar, der havde bødet med Livet. 

Da jeg ved Bordet fortalte Signor Carnevale 
denne Historie, raadede han mig til at være 
yderst forsigtig, idet han sagde, at der i Dalen 
ikke alene var antikke Stenbrud, men ogsaa 
Levninger af gamle Templer og Villaer, der alle 
gik tilbage til den romerske Kejsertid. Med 
Hensyn til de Skrig, jeg havde hørt om Mor- 
genen, forklarede han mig med den elskvær- 
digste Aabenhjertighed, at en Mand i Huset ved 
Siden af gennede Svinene op i et Rum, der kun 
var adskilt fra mit Sovekammer ved en Mur. Og 
hvad Basunerne angik, saa øvede Byens Ungdom 
sig af alle Kræfter, for at kunne optræde værdigt 
ved den forestaaende Madonnafest. Hvis jeg blev 
generet af Byens Ungdom, ligesom Lund, skulde 



80 



jeg blot sige, at jeg samlede Urter til hans 
Apotek, saa var der ingen, der vilde lægge 
mig Hindringer i Vejen; „thi," lagde han til 
med en vis Værdighed, „for mit Apotek har 
Byen Respekt." 

Det lod imidlertid ikke til, at denne var syn- 
derlig stor; thi naar jeg vandrede ud gennem 
Byens Hovedgade, havde jeg altid en Del unge 
Sabinere i Hælene, som paa forskellig Maade 
tilbød at deltage i Udflugten, og naar jeg afslog 
dette, kunde jeg være temmelig vis paa at faa 
en Sten eller en Kaalstok i Hovedet, naar jeg 
samlede nede i Dalen, ligesom jeg blev betragtet 
med meget mistænkelige Blikke, naar jeg med 
mit indsamlede Udbytte vendte hjemad. 

Heldigvis kom Tilfældet mig til Hjælp paa 
en Maade, som grundig kurerede baade de unge 
og gamle Sabinere fra at deltage i mine ento- 
mologiske Udflugter. Oppe paa en af Højderne 
fandt jeg en Dag en trøsket Træstamme, og da 
jeg bearbejdede denne med mit Brækjern, hørte jeg 
en underlig hvæsende Lyd, som jeg ikke kunde 
forklare mig. Jeg vedblev at trænge dybere ind 
i Stammen ; pludselig gav Træet efter, og ud af 
den frembragte Aabning skød sig en Æskulap- 
snog, der var over en Alen lang. Jeg greb den 
i Nakken; men nu snoede den sig saa kraftigt 



81 



om min Arm, at jeg ikke kunde gøre den fri, 
og heller ikke turde jeg slippe Taget af Frygt 
for at blive bidt. 

Der var altsaa ikke andet at gøre end at 
vandre hjem med Snogen om Armen; men sjæl- 
dent har jeg set et saadant Postyr som det, 
der rejste sig, da jeg med Slangen om Armen 
kom ind i Byens Gader. Med høje Skrig styr- 
tede unge og gamle ind ad deres Døre, og 
hvor jeg gik, hørte jeg Raabet: „En Hugorm — 
en Hugorm!", og i vild Forfærdelse fo'r Dren- 
gene til alle Sider, hvor jeg kom frem. Da jeg 
endelig kom hjem og traadte ind i Køkkenet, 
fløj baade Anna Maria og Marietta af Sted som 
besatte, og det var med stor Møje, at jeg fik 
Køkkendrengen Tomaso til at tage en Økse, for 
at befri mig for Snogen. Men da han førte 
^'"gget, klemte det stakkels Dyr sig saa fast om 
min Arm, at jeg endnu Dagen efter kunde 
mærke dets Tag. Fra den Tid var der ingen, 
der tilbød at følge mig, og jeg blev aabenbart 
af Byens Befolkning betragtet som en Slags 
Troldmand, der stod i Ledtog med Vismanden 
Camevale. 

Gamle Anna Maria gjorde sig ogsaa sine Be- 
tænkeligheder og vidste ikke ret, om hun i 

Vilh. Bergsøe: Under Palmer og Pinier. 6 



82 

Længden turde huse denne fremmede, der gav 
sig af med saa sære Ting. 

En Dag sagde hun til Fru Lund: „Denne Sig- 
ner Guglielmo maa da enten være uhyre rig 
eller ogsaa skrubtosset, siden han render rundt 
og fanger alle de Dyr, som bider os andre. Han 
siger, at han samler til „la Scienza" i det Land, 
hvor han er kommet fra; jeg gad nok vidst, 
hvordan hun ser ud." 

Trods Genazzanos ringe Størrelse og høje 
Beliggenhed, er den dog i Maj Maaned Genstand 
for en Kultus, der er lige saa ejendommelig som 
malerisk. I dens lille, mørke Kirke gemmes et 
Billede af den Madonna, der giver de gode 
Raad, „Madonna del buon consiglio", og til 
denne Madonna valfartes der i Begyndelsen af 
Maj, ikke alene fra Byerne i Nærheden, men 
af Bønder, Hyrder og Kampagnoler helt ude fra 
Abruzzerne, ja endog fra det neapolitanske. 

Naar Dagen gryede, hørte man dybt nede fra 
Saccodalen disse Pilgrimmes melodiske Hymne 
til Madonnas Ære, og mærkeligt var det at se 
de Tog, der bevægede sig frem i det brændende 
Solskin. Barfodede med Hatten i Haanden, med 
Pilgrimskappen om Skuldrene kom det lange 
Tog af Mænd, Kvinder og Børn langsomt dra- 
gende op mod den lille By, der gemte en Skat, 



83 



som for dem var mere værd end de kostbareste 
Ædelstene. Hele Byen var smykket til Fest, 
overalt var der Telte, Boder og Skænkesteder 
for de hungrige og tørstige Pilgrimme, hvis 
Fødder var forrevne af Bjergenes skarpe Sten. 
Tog fulgte efter Tog, langsomt, andægtigt van- 
drede de fremad, knælende for hvert Madonna- 
billede de mødte paa deres Vej, og naar de 
endelig traadte ind i Kirken, hvor Alterlysene 
funklede mellem Ædelstene og Guld, Votiver 
og Røgelsekar, kendte deres Fanatisme ingen 
Grænser. De kastede sig næsegrus mod Kirkens 
haarde Fliser, krøb paa deres Knæ frem mod 
det Alter, hvor det lille, røgslagne Madonna- 
billede var opstillet, slikkede med deres Tunger 
Støvet af Kirkens Gulv og brød saa, naar de 
havde naaet Alteret, ud i et hundredestemmigt 
Kor: 
„Evviva Madonna! evviva Santa Maria!" 
Saa tonede Orgelet, Mariabilledet blev løftet i 
Vejret bag det store Jerngitter, og nu steg Fana- 
tismen næsten til Raseri. 

Hylende som vilde Dyr bestræbte de sig for 
at kysse det eller blot komme til at berøre det, 
og en Dag saa' jeg en Smed, som i sin vilde 
Begejstring klatrede op ad Jerngitret og huggede 

6* 



84 



sine Arme i dets skarpe Spiger, saa Blodet flød 
hen ad Marmorgulvet. 

Var Begejstringen hos disse stakkels Pilgrim- 
me stor, syntes Byens Befolkning derimod at 
betragte den hele Fest fra et rent forretnings- 
mæssigt Standpunkt; thi uden for Kirken lignede 
Byen mest en uhyre Markedsplads, og der tjen- 
tes gode Penge dels ved Pilgrimmenes Indkøb 
af Rosenkranse og Madonnabilleder, dels ved 
den Forplejning, hvortil de i saa høj Grad 
trængte. Af Byens Befolkning saa' jeg kun 
meget faa inde i Kirken, og da jeg en Dag 
meddelte Signor Carnevale min Forundring 
herover, forklarede han mig, at Byens Borgere 
ikke havde Tid til at tage Del i disse Narre- 
streger, fordi de skulde passe deres Forretninger. 
Han fortalte mig tillige, at det lille røgslagne 
Madonnabillede var malet af Apostlen Lucas, 
men føjede sarkastisk til, at han vilde paatage 
sig at gøre det bedre, hvis blot Kirken vilde 
opfordre ham dertil. 

Naar Pilgrimmenes talrige Processioner havde 
fyldt Byen, hvor de om Natten sov under aaben 
Himmel, gav Genazzano dem til Gengæld en 
stor Madonnaprocession, der strakte sig oppe fra 
Byen og lige ned til Dalen, hvor den vendte 
om for atter under Klokkeklang og Basuntoner 



85 



at vandre tilbage til Kirken. I denne Procession 
maatte alle tage Del, lige fra Guvernøren, hvis 
røde Næse gjorde en fortrinlig Virkning i Land- 
skabet, til Signor Carnevale, som paa den Dag 
vred sig under Kirkens Aag. At Nino skulde 
med, var naturligvis en Selvfølge, og hviskende 
betroede han mig, at hvis jeg ikke vilde omtale 
det til nogen, skulde han føre mig ind i Sakri- 
stiet, for at jeg kunde se, hvor smuk han blev, 
naar han fik sin nye Kordragt paa. 

Ad en Bagdør kom jeg ind i nogle store 
skumle Rum bag Kirken, og her udfoldede sig 
det lystigste Liv, jeg længe havde set. Det hele 
lignede Forberedelserne til et Karneval i det 
smaa, og selv den vimse lille Sakristan klappede 
de unge venligt paa Skuldrene, naar de havde 
iført sig deres brogede Processionsdragt og ilede 
ud for at stille under Fanerne. Hele Rummet 
var opfyldt med unge Sabinere, som alle var i 
Færd med at kaste de gejstlige Dragter over 
deres daglige Klæder, saa at de kom til at ligne 
sorthaarede Kordrenge med Messehagler af de 
mest forskellige Farver. 

1 Begyndelsen gik det hele godt, men da de 
sidste Dragter baade var gamle og falmede, op- 
stod der et voldsomt Skænderi over, hvem disse 
skulde tildeles, og det hele endte med, at en af 



86 



de hellige Korsfarere, som paastod at ville bære 
en af Snorene til Madohnabanneret, sparkede 
sin Rival saaledes i Maven, at han maatte 
bæres hjem. Paa dette Tidspunkt fandt jeg det 
passende at gaa, og snart efter stod jeg oppe 
paa la Piazza for at afvente det højtidelige 
Øjeblik, da den store Procession skulde drage 
forbi. 

I det klareste Solskin og under en Himmel 
saa mørkeblaa og straalende, som vi aldrig ser 
den herhjemme, stod Tusinder af Pilgrimme og 
ventede andægtigt paa det store Øjeblik, da 
Kirkens Port skulde aabnes. Saa sprang begge 
Fløjdøre op, og frem traadte i sluttet Række 
Byens unge Musici med et Orkester, hvori 
navnlig Diegi udmærkede sig ved sine vældige 
Basuntoner. Saa kom den højeste Prælat i Spid- 
sen for alle de Gejstlige, og efter dem „il Guber- 
natore" fulgt af sin Ven „Cancellieren**, som 
den Dag havde sluppet sin Knortestok, da han 
mærkelig nok var ædru. 

Saa kom et Utal af Kors, Faner, forgyldte Lygter 
og brogede Silkebannere, syngende Præster og 
mumlende Munke, indtil Toget sluttedes af de 
solbrændte Pilgrimme, som ved høje Madonna- 
raab gav deres Tilbedelse Luft. Det var et højst 
malerisk Syn at se al denne Pragt sno sig 



87 



gennem de mørke, middelalderlige Gader. Der 
var kun ét Skyggepunkt, og det var den ulyk- 
kelige Signor Caraevale, som den Dag havde 
sluppet sin imponerende, spidse Kalabreserhat, for 
barfodet og i Korbluse at drage af Sted med de 
andre. Da han passerede forbi mig, hævede han 
sit Hoved og sendte mig et Blik, som om han 
vilde sige: „Jeg gør det, men forbandet nødig." 

Hele den første Halvdel af Maj Maaned opto- 
ges af disse stadig tilbagevendende Processioner, 
og Lund var paa Færde tidlig og silde for at 
tage Skitser til det store Billede, som han senere 
malede. Jeg selv blev lidt efter lidt ked af det 
hele; thi jeg var nu mere generet i mine Ud- 
flugter end nogen Sinde før, og hvad katolske 
Kirkeprocessioner angaar, da havde jeg natur- 
ligvis set dem langt prægtigere i Rom. Jeg 
søgte derfor atter bort fra Byen og fordybede 
mig i de store Bjergskove, hvor jeg gjorde Fund, 
der for mig var mere værd end alt det Kirke- 
gøgl, som den lille By daglig præsenterede. 

Paa disse Vandringer i de store, ufarbare 
Skove, hvor jeg hverken kendte Vej eller Sti, 
var jeg naturligvis udsat for at forvilde mig, og 
for at undgaa dette, plejede jeg at bryde Grene 
paa Træerne med visse Mellemrum, saa at jeg 
ved Hjælp af de nedhængende Kviste atter 



88 

kunde finde Vej tilbage. En Aften var jeg imid- 
lertid trængt meget dybere ind, end jeg plejede, 
og i min Iver lagde jeg ikke Mærke til, at Solen 
hældede stærkt mod sin Nedgang. Hos os har 
vi i Maj Maaned en lang Skumringstid, men i 
Italien falder Mørket hurtigt paa, og inden jeg 
vidste af det, var alt omkring mig blevet saa 
dunkelt, at jeg ikke kunde se de smaa Kviste, 
jeg havde brudt, og snart efter mærkede jeg, at 
det ikke vilde være mig muligt at finde tilbage 
igen. Det var ikke nogen behagelig Situation; 
thi naar Mørket falder paa, kommer Hugorme, 
Skorpioner, de store Tusindben og adskillige 
andre ubehagelige Gæster frem, og for at und- 
gaa disse var der intet andet Middel end at 
følge Robinson Krusos Eksempel og stige op i 
et eller andet Træ, hvor man kun havde Ugler til 
Selskab; men heller ikke dette var let, thi Skoven 
bestod enten af vældige Kastaniestammer eller 
lavt Krat af tornede Buske, hvor det var umu- 
ligt at finde Hvile. 

Endelig fandt jeg et yngre Træ og entrede 
med stor Møje op til et af dets laveste Grene, 
hvor jeg forberedte mig paa at tilbringe Natten ; 
men jeg mærkede snart, at det ikke var saa 
let at agere Fugl, som jeg havde troet, thi da 
jeg havde siddet paa Grenen en halv Times Tid, 



89 



var jeg saa mør, at jeg havde den største Lyst 
til at entre ned igen. 

Just som jeg overvejede dette, hørte jeg en 
uhyggelig Knagen og Raslen i Krattet foran 
mig; men i det tætte Mørke var det mig ikke 
muligt at se, hvad der nærmede sig. Det kunde 
være en Røver, et Vildsvin, ja mulig en forvil- 
det Ulv, og jeg priste mig atter lykkelig ved at 
sidde saa højt oppe, at man ikke kunde naa 
mig. Heri tog jeg dog fejl, thi ud af Krattet 
brød en mørk, kappeklædt Skikkelse, som, idet 
han tog Riflen fra Skulderen, raabte: „Hvem er 
De, hvad gør De der?" 

Jeg har altid haft en umaadelig Respekt for 
disse lange romerske Rifler, som rammer deres 
Mand paa mange hundrede Alens Afstand, og 
her havde jeg RifFelpiben omtrent lige ved 
mine Fødder. Jeg forklarede derfor skyndsomst, 
at jeg var fremmed, at jeg havde forvildet 
mig og at jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulde 
finde tilbage til Genazzano. 

„Stig ned I" kommanderede Stemmen med et 
Tonefald, som om han var vant til at blive 
adlydt. Og da jeg kom ned, saa' jeg, at det var 
en høj, skægget Mand med et ganske intelligent 
Ansigt, men dog ikke fri for at ligne en Røver 
alligevel. 



90 



„Følg mig!" sagde han kort, og dermed 
begyndte han at arbejde sig gennem Krattet paa en 
Maade som viste, at han maatte være bedre kendt 
med Skoven end jeg. Snart efter naaede vi en 
aaben Plads, og nu gik det op ad et stejlt og 
stenet Plateau. Jeg havde en Følelse af, at han 
slet ikke førte mig i Retning af Genazzano, men 
derimod op imod Bjergene, hvor rimeligvis hans 
Kammerater ventede ham. 

Bestandig højere og højere snoede Vejen sig 
opad, og pludselig hørte jeg en dump Brusen 
langt nede til venstre. Det maatte være Sacco- 
floden, jeg kunde trods Mørket se de hvide 
Skumhvirvler i dens sorte Vand; men om jeg 
gik med eller mod Strømmen, var mig umuligt 
at afgøre. Endelig naaede vi et Parti, hvor vi 
havde Floden til venstre og en dyb Bjergkløft 
til højre. Vejen var her saa smal, at man kun 
kunde passere den én for én, og idet min Led- 
sager pegede fremad med Haanden, sagde han 
blot de to Ord: „Avanti, Signore!" 

Jeg bad ham gaa forrest som før, men han 
svarede med et galant Buk, at dertil var han 
ikke værdig, den fremmede Signore maatte gaa 
foran, han vilde ikke være uhøflig. 

Jeg maa tilstaa, at jeg ikke skøttede stort om 
al denne Høflighed, og da jeg kom ind paa 



91 

Stien, der bestandig blev smallere og smallere, 
og hvor jeg havde det dybe Flodleje med brat 
Fald til venstre og den mørke Bjergkløft til højre, 
fik jeg en uhyggelig Følelse af, at min ærede 
Ledsager blot behøvede at give mig et Puf, for 
at sende mig over i Evigheden. Men saa trøstede 
jeg mig med, at han jo kunde have gjort dette 
i Skoven, hvis han havde haft Lyst dertil. Ende- 
lig slap vi over det farlige Sted, nu gik Vejen 
atter mageligere opad, og jeg begyndte nede i 
Dybet at se en Del smaa lysende Punkter, lig 
Ildfluer, før de begynder at sværme. 

„Ecco Genazzano," sagde min Ledsager, 
idet han pegede nedad. „Denne Sti til venstre 
vil føre Dem til Kløften ved Colonnaernes Pa- 
lads, og derfra vil De let finde Vej ind til Byen. 
Addio! arrivederci Signore!" 

Jeg vilde give min Fører et synligt Bevis paa 
min Erkendtlighed; men da jeg tog min Porte- 
monnæ frem, gjorde han paa ægte romersk 
Vis en stolt, afværgende Haandbevægelse, og 
snart efter tabte han sig i Mørket. 

Stien førte virkelig ned til den Viadukt, som 
fra Bjerget gaar mod Colonnaernes Palads, og 
her skimtede jeg i Mørket en ny Skikkelse, som 
lænet over den lave Murkant stirrede ned i Dybet. 
Det var igen en kappeklædt Mand, men uden 



92 

Riffel og Hat, formodentlig havde han tabt den 
sidste over Murkanten, thi han vedblev at stirre 
ned efter noget, jeg ikke kunde se. Da jeg 
nærmede mig ham, vendte han sig pludselig om 
og sagde i en truende Tone: 

„Giv mig din Hat, Inglese!" 

»Jeg er ingen Englænder," svarede jeg for- 
bavset, „og har selv Brug for min Hat." 

„Saa giv mig Penge," udbrød han truende, 
„eller jeg sender dig af Sted for at hente min 
Hat." Viaduktens Murkant var lav, han saa' ud 
til at være stærk, og da jeg ingen Lyst havde til 
at gaa et Par Hundrede Fod ned i Dybet, tog 
jeg min Portemonnæ op, som han øjeblikkelig 
snappede, hvorefter han gjorde en Haandbevæ- 
gelse, som om han ogsaa vilde tage mit Ur. 
Nu blev det mig for grovt, jeg gav Fyren et 
vældigt Stød for Brystet, saa at han tumlede 
baglængs om, og løb saa af alle Kræfter ind i 
Paladsets Gaard, hvor jeg var saa heldig at 
træffe to Gendarmer, begge til Hest. Med faa 
Ord forklarede jeg dem, hvad der var sket, og 
fem Minutter efter bragte de mig min Portemonnæ, 
idet en af dem bad mig om ikke at melde Sagen 
til „il Gubernatore. " 

Jeg lovede dette og havde ingen Grund til at 
fortryde det; thi senere fik jeg at vide, at 



93 

Røveren paa Broen var en ganske velstaaende Vig- 
neejer, som den Aften havde faaet lidt vel meget 
i Osteriet og derfor rimeligvis vilde lade mig 
betale Regningen. Min Fører fra Skoven viste 
sig senere at være en af Colonnaernes Skov- 
betjente, som først havde antaget mig for Vildt- 
tyv. Baade ham og Røveren fra Broen trakte- 
rede jeg senere med Piniekager og et Par Glas 
„Sambuco", og hermed var mine romantiske 
Hændelser til Ende. 

Skønt jeg mangfoldige Gange har vandret 
snart i Kampagnens mest afsides Egne, snart 
ved Midnatstid i Roms Ruinkvarter, er jeg aldrig 
nogen Sinde bleven „forulempet", som man nu 
til Dags kalder det, og jeg tilskriver dette den 
Omstændighed, at jeg altid gik i en meget tar- 
velig Dragt, som ikke vakte Røvernes Begær- 
lighed. 



Blandt Beboerne i det gamle „Palazzo Vanu- 
telli," har jeg glemt at omtale en, den mest sym- 
patetiske af dem alle. Det var den unge Adele 
Felici, Datter af den fordrukne Cancelliere, en 
ung, mørkhaaret Pige med et forunderlig blidt, 
melankolsk Udtryk, der laa som et Sørgeslør 
for den Moder, hun saa tidligt havde mistet. 



94 



Egentlig hørte hun ikke med til Huset, skønt 
hun om Dagen havde Lov til at opholde sig i 
de Værelser, hvori vi færdedes; men naar Afte- 
nen faldt paa og den halvdrukne Cancelliere kom 
ravende hjem fra Byen, maatte hun følge sin 
Fader ned i det gravskumle Kælderrum, og naar 
Lemmen lukkede sig over hendes smukke Hoved, 
tænkte jeg tidt paa, hvor sorgfuld og forladt hun 
maatte føle sig, trods sin Ungdom og sin Skøn- 
hed. Hun var det blideste, det mest elskværdige 
Væsen man kunde tænke sig. Spurgte man 
hende om noget, slog hun forundret de store 
Øjne op og svarede gerne: „chi lo sa" (ja hvem 
véd det!), og talte man venligt til hende om 
hendes sørgelige Ensomhed, svarede hun blot: 
„ci vuole pazienza" (man maa have Taalmodig- 
hed). Hvor er disse to Sætninger dog ikke be- 
tegnende, thi med dem har Bjergenes fattige 
Befolkning slaaet sig igennem i de sidste fem 
Hundrede Aar. 

Men hvor blid og god hun end var, kan Sa- 
binerindernes Blod dog let komme i Bevægelse, 
og herpaa fik jeg en Dag et overraskende Bevis. 
Der Var om Natten bragt hende en Serenade. 
Jeg havde hørt Sang ledsaget af Mandoliners 
Klang, og om Morgenen var den faldefærdige 
Trappe, der førte op til vor Lejlighed, bestrøet 



95 



med friske Rosenblade, Tegn paa at den Til- 
bedende havde været der. Jeg fandt paa at ville 
drille hende lidt, og spurgte hende om det var 
Tomaso, som havde sunget foran Mariettas Dør, 
og da hun med en vis Stolthed svarede, at 
Serenaden var bragt hende, sagde jeg leende, 
„at vi hjemme hos os ikke plejede at bringe 
Børn Serenader." 

Jeg burde have sparet mig dette lille Drilleri, 
thi pludselig blev Adele fra den blide, stille Pige 
forvandlet til en rasende Sabinerinde, som greb 
en af Knivene paa Bordet og førte et Stød mod 
mit Bryst, som jeg kun undgik ved at springe 
til Side. Saa slængte hun Kniven hen ad Gulvet, 
brast i en krampagtig Graad og det varede 
længe, inden jeg kunde berolige hendes saarede 
Forfængelighed. 

Jeg tror, at det ikke alene var Egnens Skøn- 
hed, men ogsaa hendes, som drog adskillige 
Sommergæster ud til vor store, men fattige 
Bolig. Især var Bloch aldeles betaget af dette 
smukke Barn, hvis Portræt han har malet. 

En Dag blev vi meget overraskede ved at 
Arentzen med Hustru traadte ind i vor Lejlig- 
hed. De kom begge fra Neapel, og jeg anvendte 
Eftermiddagen til at vise dem de smukke Par- 
tier i Omegnen. Som sædvanlig var Arentzen 



96 

misfornøjet med det hele, og ytrede at han ikke 
kunde begribe, hvordan jeg kunde holde det ud 
i en Svinesti som Genazzano. For at muntre 
ham noget, bestilte jeg om Aftenen en Barile 
af Prokuratorens bedste Vin, og vi holdt nu et 
lille Gilde i den store skumle Spisesal, som 
kun oplystes af et Par af de trearmede, romer- 
ske Lamper. Lidt efter gik Arentzen til Ro, og 
just som Lund og jeg talte om hans mærkelige 
Mangel paa Evne til at opfatte Italiens Skønhed, 
traadte han rasende ind i Natdragt, og raabte: 
„Det er mig aldeles umuligt at sove for den 
Bataillion af Lopper, der er i min Seng. Har 
De ikke noget Insektpulver?" 

„Det staar paa min Servante," svarede jeg 
og bød ham Godnat. 

Da jeg næste Morgen vilde børste mine Tæn- 
der, var det mig umuligt at finde mit Tandpul- 
ver, og jeg beskyldte meget uretfærdigt Marietta 
for at have taget dette Forskønnelsesmiddel til 
sine ikke ganske hvide Tænder. Hun blev næ- 
sten lige saa vred som Adele, og just som vi 
stod og skændtes kom Arentzen til Syne. 

„Hvordan har De sovet i Nat?" spurgte jeg. 

„Tak," svarede han, „ganske mageløst. Det 
er saamænd første Gang, at min Kone og jeg 



97 



har haft Ro heraede, og hermed rakte han mig 
min Tandpulveræske, som var tømt til Bunden. 

Ogsaa Valdemar Schmidt besøgte vor lille 
Bjergrede, og jeg mindes et Træk, som viser 
hans utrolige Ihærdighed, naar han var paa sine 
ofte meget lange Fodture. For at vaagne tidlig 
om Morgenen og for ikke at komme for sent 
til Toget i Valmontone, sov han om Natten paa 
Spisebordet, og vandrede saa i det tidlige Dag- 
gry af Sted til Stationen. 

En tredje, meget uventet Gæst var den tyske 
Naturforsker Seidlitz, som havde hørt, at jeg 
opholdt mig i Sabinerne, og med hvem jeg 
gjorde adskillige Ekskursioner. Da han fortalte 
mig, at han vilde drage til Sicilien, aftalte jeg 
at mødes med ham dér, og han lovede at sende 
mig et Brev, saa snart han var kommet til Mes- 
sina, hvor jeg agtede at deltage i Sværdfiske- 
fangsten. 

Uge gik imidlertid efter Uge, uden at jeg 
hørte det mindste fra ham, og jeg begyndte 
allerede at frygte for hans Skæbne, da jeg ende- 
lig fik et Brev, hvori han fortalte mig, at han 
paa fjerde Uge laa syg i Palermo som Følge af, 
at en Skolopender havde bidt ham i Tommel- 
fingeren. Han meddelte mig, at han endnu var 
uskikket til at bruge Haanden og erklærede, 

Vllh. Bergsøe: Under Palmer og Pinler 7 



98 

at Skolopenderbidet havde været langt farligere 
end dengang, han i Preussen blev bidt af en 
Hugorm. Da jeg læste disse Linier, tænkte jeg 
paa, hvor sorgløst jeg havde samlet disse Dyr 
i Kampagnen; men der er ogsaa Forskel paa 
en Skolopender ved Vintertid, naar den ligger 
halvstivnet under en Sten og saa dem, der med 
Lynets Fart styrter frem, paavirket af Palermos 
glødende Sommersol. 

Alt som Sommervarmen steg, begyndte Lund 
at skrante, og da han en Dag kom hjem fra 
Heksesmøgen, blev jeg ganske forfærdet, thi ikke 
alene havde han ladet sit Haar klippe aldeles 
tæt, men hans Ansigtsfarve var saa gul som en 
Citron, og han selv betaget af en dyb Nedsla- 
genhed. 

„Hør du!" sagde han om Eftermiddagen, „skal 
vi ikke gaa en lille Tur sammen, her maa dog 
være et eller andet Hul, hvor man kan blive 
begravet. " 

„Begravet!" udbrød jeg og saa' forbavset paa 
ham. 

„Ja ser du," fortsatte han, „jeg holder det ikke 
ud ret længe her! Luften nede i Gyden stinker 
værre end i Ghetto, og nu har jeg oven i Købet 
faaet Gulsot, og saa er jeg snart færdig. Her 



99 



skal jo være en protestantisk Kirkegaard, lad os 
gaa hen og se paa den."" 

Trods mine Indvendinger og Trøstegrunde 
trak Lund mig af Sted og førte mig op til en 
Udkant af Byen, hvor der inden for en Mur viste 
sig en lille firkantet Plads, som han betegnede 
som den protestantiske Kirkegaard, hvor man for 
lang Tid siden havde begravet to Artillerister. 

Lund satte sig overskrævs paa Murkanten, stir- 
rede ned paa den lille skumle Plet og sagde: 
„Det er dog godt, at jeg er saa lille, for var 
jeg større, fik jeg s'gu ikke Plads dernede. Hvad 
er det for noget, der staar mellem alle de Nel- 
der og Ukrudt?" 

Jeg tror det er Kaal," svarede jeg. 

„Saa vil jeg s'gu ikke ligge dér," sagde Lund, 
„for et Kaalhoved har jeg aldrig været." 

Dermed gik vi hjem, og da jeg havde læst 
Brevet fra Seidlitz, besluttede jeg ikke at for- 
længe mit Ophold i Sabinerbjergene, da jeg i 
saa Tilfælde vilde komme for sent til Sværd- 
fiskefangsten i Messina. Jeg tog altsaa Afsked 
fra Lund og hans elskværdige Hustru, fra Fami- 
lien Vanutelli, og faa Dage efter var jeg atter 
i Rom, hvor jeg sendte mine Fund fra Sabiner- 
bjergene til Museet i København. 



372416 



FJERDE KAPITEL 

En Aften i Palombella. — Afrejse til Neapel. — Schiavones Bande. — 
Togulykke. — Ankomst til Neapel. — Santa Lucia. — Neapels Fiske- 
torv. — Paolo Panceri. — Et Marionetteater. — Mine Undersøgelser 
paa Universitetet i Neapel. — Ekskursion til Klosteret Monte Casino. — 
Mit Liv som Klostergæst. — Loggia del Paradiso. 

NAAR Sommervarmen dirrer over Rom, for- 
andrer Byen ganske Karakter. Alle de 
fremmede er borte, Solen sender sin blændende 
Ild hen over Husenes Tage, Heden er trykkende, 
Malariaen farlig, og man skynder sig derfor 
gerne bort fra alle de minderige Steder, som 
man om Vinteren havde saa kær. Der var kun 
faa af Kunstnerne tilbage, og med dem samledes 
jeg da den sidste Aften i „Palombella" ved Pan- 
theon, hvor „Monte Fiasconen" flød rigelig til 
langt ud paa Natten. Jeg havde besluttet at tage 
af Sted med Morgentoget Kl. syv, men „Monte 
Fiasconens" Aander havde i den Grad besejret 
niig, at jeg først vaagnede, da min gamle Vært- 



101 



inde ruskede i mig og forklarede, at Klokken 
var ni. Jeg foV ud af Sengen, klædte mig paa, 
og en Time efter rullede jeg med et blandet 
Tog af Sted over den sommerlyse Kampagne, forbi 
de lange, tufbrune Viadukter, hilste paa Albaner- 
og Sabinerbjergene i det fjerne, fløj forbi Val- 
montone og nærmede mig med rask Fart den 
pavelige Grænse ved Ceprano. 

Hidtil havde Toget skudt sin sædvanlige Fart, 
men da vi nærmede os Grænsestationen, lagde 
jeg Mærke til en stor Sammenstimlen paa de 
tilstødende Marker. Kvinder viftede med deres 
Hoveddug, og Mænd udstødte under ivrige Ge- 
stikulationer høje Raab, som jeg ikke forstod. 
Da gav Toget pludselig Faresignal, mindskede 
Fart, og lidt efter holdt vi stille. Jeg stirrede ud 
ad Vinduet, men kunde intet opdage, og der 
viste sig ingen Konduktør, som kunde forklare 
os denne pludselige Standsning. Da hørte vi Horn- 
signaler, en Deling Bersaglierer kom i rask Løb, 
og Raabet „Stig ud"* klang fra alle Kanter. 

Jeg lod mig ikke dette sige to Gange. I en 
Fart var jeg ude paa Banelegemet, løb forbi 
Lokomotivet, og nu saa' jeg et Syn, som jeg 
ikke saa let skal glemme. Morgentoget fra Rom 
var løbet af Skinnerne, Lokomotivet styrtet ned 
ad Skraaningen, de forreste Vogne knust i Splin- 



102 



ter, der som Bundter af Svovlstikker ragede op 
i den solklare Luft, og af Togets Passagerer saa' 
jeg ikke en eneste. Jeg antager, at de allerede 
var befordret med et Hjælpetog til Neapel. 

Forgæves spurgte jeg Jérnbanebetjentene og 
Bersagliererne om Grunden til denne Ulykke. 
Jeg fik kun intetsigende Svar; men da jeg nær- 
mede mig til Stedet, hvor Lokomotivet var løbet 
af Sporet, saa' jeg Grunden til Katastrofen. Et 
Skinnestykke paa henved et Par Alen var revet 
ud, øjensynlig med Forsæt, og derved var Loko- 
motivet gaaet ned ad Skraaningen. Overalt vrim- 
lede det af Gendarmer og Bersaglierer, som 
havde travlt med at bringe det forulykkede Togs 
Gods over i det Hjælpetog, der ventede os paa 
den anden Side, og da dette var sket, blev vi 
atter beordret til at stige ind, hvilket jeg gjorde 
uden at tænke videre over Sagen, idet jeg blot 
lykønskede mig til, at jeg ikke var taget med 
Morgentoget fra Rom ; men senere fik jeg ganske 
andet at tænke paa. 

To Bersaglierer med Rifler traadte ind i Ku- 
peen og placerede sig ved Vinduet. De andre 
Passagerer i Kupeen var ligblege af Skræk, og 
en ung Moder, der havde et diende Barn ved 
Brystet, besvimede den ene Gang efter den 
anden, til stor Ulempe for os andre, som stadig 



103 



maatte holde det skraalende Barn under disse 
hysteriske Anfald. 

Ved Siden af mig sad hendes Ægtefælle, en 
ung Romer, og da jeg spurgte ham, hvad alle 
disse Anstalter skulde betyde, betroede han mig, 
at „Schiavone", en af de mest berygtede Bri- 
ganter, havde vist sig om Morgenen med sin 
Bande, at det rimeligvis var ham, som havde 
brudt Skinnerne op, og at man kunde vente, at 
han standsede Toget, naar vi kom til en eller 
anden Snævring, hvor han fra Højderne kunde 
rulle Sten ned over det. 

Det var højst behagelige Udsigter, og nu be- 
gyndte jeg selv at dele mine Rejsefællers Æng- 
stelse; thi vi kørte kun med halv Fart, og hver 
Gang vi kom til et Sted, hvor Klipperne be- 
gyndte at taarne sig op paa Siden af Banelege- 
met, spændte Bersagliererne Hanerne paa deres 
Rifler og stirrede ud som Jægere, der venter at 
komme Vildtet paa Skud. 

Langsomt, uendelig langsomt sneglede vi os 
fremad, og først da vi kom adskillige Miglier 
paa den anden Side Grænsen og begyndte at 
nærme os Caserta, tog Toget Fart. Først sent 
om Aftenen naaede vi det larmende Neapel, den 
blaanende Golf og det i Aftensolen rødmende 
Vesuv, om hvis Tinde der laa en Røgstribe saa 



104 

fin og saa forsvindende, som røg Bjerget en 
Cigaret. 

Hvilken Larm, hvilken Tummel, hvilket Spræl 
og Spektakel lyder den fremmede i Møde, særlig 
naar man første Gang ser den muntreste By i 
hele Italien. Trods alle Indsigelser blev man 
kapret, trukket snart til den ene, snart til den 
anden Side, kom endelig paa Hovedet i en af 
de smaa hurtigkørende Drosker, og maatte være 
særlig glad, hvis man var saa heldig at faa sin 
Bagage med; thi om den havde ti til tolv Dra- 
gere ført en forbitret Kamp. Først efter at et 
Par af dem var kastet til Jorden, sprang Sejr- 
herren op paa Bukken og befalede Kusken uden 
videre at køre til det Hotel, hvis Kommissionær 
han var. Kun med stor Møje lykkedes det mig 
at undgaa adskillige af de dyre engelske eller 
russiske Hoteller, og først da jeg havde truet 
min uindbudne Ledsager med at skære Halsen 
over paa ham, rullede jeg op foran det lille, 
hyggelige Albergo i Santa Lucia, hvor saa mange 
Danske tidligere havde Opholdssted, og hvor 
Ordet „Danese" havde en fuldvægtig Klang. 

Den gamle Padrone førte mig ind i en rum- 
melig Sal, befolket med Møbler fra meget for- 
skellige Tidsaldere, en vældig Seng og udvendig 
en Balkon, som straks lagde Beslag paa hele min 



105 

Opmærksomhed. Hvilket vidunderligt Syn da jeg 
første Gang traadte ud paa denne Balkon, hvor 
jeg senere har tilbragt saa mangen stemnings- 
fuld Aften. Neden under mig summede Neapels 
tusindstemmige Sælgere og Raabere som en 
forvildet Fluesværm, foran mig laa, lysende i 
Aftenglansen, den mørkeblaa Golf med sine Smaa- 
baade og Skibe, og i den stille Aftenluft sejlede 
skinnende Smaaballoner af Sted som sælsomme 
Fugle, der drog bort til Eventyrets Lande. Langt 
ude til højre tonede Kapri og Ischia frem som 
fantastiske Skygger, saa kom Monte S. Angelos 
brede Ryg og endelig Vesuvs kegleformede Top, 
der rødmede i Aftensolens Glans, for derpaa at 
iføre sig de mest forskellige Farver alt som Solen 
sank dybere og dybere. ned. 

Det var et Syn saa gribende, saa forunderlig 
fantastisk, at jeg blev staaende aldeles hensunket 
i Beskuelse, indtil endelig et Raab inde fra 
Salen vakte mig af mine Drømme. Det var den 
gamle Padrone, som meldte mig, at Tøjet var 
baaret op, og at mit Værelse snarest muligt 
vilde blive gjort i Stand. Kun med Møje rev jeg 
mig løs fra denne vidunderlige Udsigt for at 
betale Dragerne for min Kuffert, og kort efter 
viste der sig en ægte neapolitansk Scene, som 
fik mig til at briste i Latter. 



106 



Ind traadte en Dreng, skøn som Adonis, men 
kun iført Svømmebukser, Helgenbillede og en 
rød Hue, og paa denne bar han en antik Vand- 
krukke, med hvis Indhold han forsynede min 
Servante. Bagefter ham kom hans Søster, endnu 
skønnere end hendes Broder Antonio, men kun 
iført et eneste Klædningsstykke, hvilket hun bar 
med en saa uskyldig Mine, som om hun aldrig 
havde været vant til andet. Hun redte min Seng, 
kyssede det lille Helgenbillede, som hendes 
Broder bar paa sit bare Bryst, ønskede mig 
Godnat og forsvandt. Men det var mig umuligt 
at sove; atter maatte jeg ud paa Altanen, og til 
langt ud paa Natten sad jeg stirrende ud over 
Golfen, indtil endelig Trætheden fra den lange 
Rejse kaldte mig til Hvile. 

Neapel vaagner tidlig, og det gjorde jeg med, 
thi de hundredfoldige Raab fra Gaden tillod mig 
ikke at sove. Til stor Forskrækkelse for Pa- 
dronen var jeg paa Benene lidt efter Solopgang, 
og nu havde jeg kun ét Maal — Fisketorvet — 
hvor Middelhavets Vande opdynger hele deres 
Rigdom. 

Det var med bankende Hjerte og spændt For- 
ventning, at jeg nærmede mig et Sted, der er 
saa forskelligt fra „la pesceria" i Rom; thi me- 
dens dette mørkt, fugtigt og stinkende ligger tæt 



107 



op til Ghetto med utallige Smaaboder, hvor halv- 
døde og halvraadne Fisk bydes til Salg, aabner 
Fisketorvet i Neapel sig ud mod Havet, og her 
er et Liv, en Tummel, en Handlen, Køben og 
Prutten, som gør, at man næsten maa albue sig 
frem i den støjende Mængde. 

Hvilken Rigdom af Former, Farver og Stør- 
relser frembyder ikke dette Torv. Hist ser man 
en kæmpemæssig Thunfisk ligge slagtet, som 
var det en Okse, og i Boden ved Siden af fal- 
bydes de lange, sølvglinsende Klingefisk, garne- 
rede med baandfarvede Aborrer og knudrede 
Triglier, en Slags Ulke, som i deres Ydre min- 
der om de antikke Delfiners Form. 

I store Kar vralter tunge Skildpadder lang- 
somt omkring paa Bunden, men i det næste 
farer Middelhavs-Hummere, som ikke er be- 
gavede med Kløer, om i en lystig Runddans, 
stangende hverandre med deres sylespidse Horn. 
Hist henne staar et andet Kar med nogle sorte, 
sære Dyr, som ved første Øjekast ligner et 
Snogebo, der er kommet i Vildrede. Lange sorte 
Arme skyder sig frem snart hist snart her; 
foran i Dyret aabner sig et vældigt Pappegøje- 
næb, og paa de lange Arme ses talrige Suge- 
skaale, hvormed de kryber omkring paa Bunden, 
staaende paa Hovedet. Det er Blæksprutter, Ita- 



108 

liens „calamareter", som ser højst uappetitlige 
ud saa længe de ligger i Karret, men ganske 
skifter Udseende, naar man faar dem paa Bor- 
det; thi da ligner de vore Klejner og smager 
noget nær som stegt Hummer. 

^Men det er ikke Fisk, Skildpadder og Blæk- 
sprutter alene, som udgør Fisketorvets Herlig- 
heder. Der staar endnu store Kurve fyldte med 
det, som Neapolitanerne kalder „Havfrugter" 
(frutta di mare); thi i Neapel er der saa godt 
som intet Havdyr, uden at det kan spises, og 
hvad vi herhjemme kaster bort med Foragt, 
finder her villige Købere, stundom endog til 
meget høje Priser. Her staar nogle mærkelige 
Dyr stablet op i vældige Bunker; det knitrer og 
knager i disse, og ser man nøje til, er det lutter 
Søpindsvin, som er i langsom Bevægelse for at 
frigøre sig fra hverandre. Saa kommer de smaa 
Middelhavs-Østers, hvis Skaller desværre er tyk- 
kere end deres Indhold, og tæt ved dem ser vi 
en anden Musling af en ganske aparte Form. 
Den ligner et fladtrykt Naalehus, og trykker 
man paa den ene Ende af Skallen, kommer 
Dyret frem af den anden lig en blegrød Orm, 
som der hører nogen Overvindelse til at spise; 
men har man først smagt disse Skedemuslinger 
et Par Gange, forandrer man sin Anskuelse og 



109 

finder dem næsten lige saa gode som deres tyk- 
skallede Frænder. Derimod kunde jeg ikke komme 
ud af det med Søsneglene, som man køber 
pottevis ligesom Nødder; men jeg var jo heller 
ikke Neapolitaner. 

Det var et helt Studium at vandre rundt mel- 
lem disse Boder, hvis maleriske Indhold end 
mere forøgedes ved den Smag, hvormed det var 
udstillet; men de forønskede Sværdfisk saa' jeg 
desværre ikke, og jeg begyndte allerede at tvivle 
om at skulle naa mit Maal, da jeg pludselig 
standsede foran en stor Bod længst nede ved 
Havnen. Her laa fire til fem Sværdfiskehoveder, 
som kun spises af Neapels fattige Befolkning. 
Hvilken Overraskelse var det ikke, og blot et 
flygtigt Blik paa dem viste mig, at de alle fem 
maatte være beboede af den Parasit, som Steen- 
strup havde beskrevet; thi paa Hovedernes sorte 
Overflade saa' jeg nedsænkede graa Pletter, og 
under disse maatte Parasitten ligge skjult. 

Til Fiskehandlerens store Forbavselse købte 
jeg dem alle uden at prutte; men jeg fortrød i 
næste Øjeblik mit Købmandsskab, thi hvad skulde 
jeg gøre med disse uhyre Hoveder, hvoraf et- 
hvert var over en Alen lang. Min gode Padrone 
paa Hotellet vilde vistnok frabede sig, at de kom 



110 



ind i hans Salon. Der var kun ét at gøre, jeg 
maatte se at faa et særligt Lokale paa Univer- 
sitetet, og idet jeg bad Fiskehandleren om at 
gemme dem for mig til næste Dags Morgen, 
vandrede jeg af Sted til „l'Universitå", hvor jeg 
kun af Navn kendte Professor Costa, der havde 
et stort Ry i Italien som Zoolog. 

Til min store Skuffelse var Universitetet luk- 
ket, da det var en Helgendag, for hvilken ogsaa 
Videnskaben maatte have Respekt, og jeg bela- 
vede mig allerede mistrøstig paa at vandre hjem 
til mit Albergo, da jeg i en af Universitetets 
Korridorer mødte en ung, smuk Mand, som 
spurgte mig om mit Ærinde, idet han forestillede 
sig selv som Paolo Panceri, Professor i Fysio- 
logi ved Universitetet i Neapel og en god Be- 
kendt af en dansk Dame, Madame Cirillo, født 
Knudsen, der som Enke levede i Neapel. 

Vi fulgtes nu ad over S. Carlo in Arena, 
kom snart i livlig Samtale om zoologiske Em- 
ner, og da han endelig spurgte mig, hvad jeg 
vilde Costa, forklarede jeg ham, at jeg paa Uni- 
versitetet ønskede et Lokale, hvor jeg i Ro 
kunde studere Sværdfiskens Anatomi; thi mere 
ønskede jeg ikke at betro ham for Øjeblikket. 

Han saa' lidt forbavset paa mig og gentog: 



111 

„Sværdfiskens Anatomi? Den er jo kendt for 
længe siden." 




Paolo Panceri, 
Prof. I Fysiologi. 

Men da jeg nu rykkede et Skridt videre og 
forklarede, at det egentlig gjaldt dens Parasitter, 
udbrød han forbavset: 



112 



„Tror De ikke, at vi kender dem? Sværdfisken 
bliver jo spist hver Dag her i Neapel." 

Da jeg vilde holde mine forestaaende Under- 
søgelser saa hemmelige som mulig, for ikke at 
blive berøvet Resultatets mulige Prioritet, gik 
jeg ikke ind paa mit egentlige Maal, og da Steen- 
strups Afhandling naturligvis var ham ganske 
ubekendt, var det let for mig i almindelige Ud- 
tryk at antyde, at jeg søgte efter nogle Ind- 
voldsparasitter, som muligvis kunde træffes hos 
denne Fisk. Enden paa Samtalen blev, at han 
vilde indrømme mig et af sine egne Lokaler den 
næste Dags Formiddag, og med et let Hjerte 
vandrede jeg tilbage til mit beskedne Hotel, vis 
paa, at jeg nu stod nær ved mine Ønskers Maal. 

Men allerede den næste Formiddag lærte mig, 
at man skal være meget varsom med sin Op- 
træden i Neapel, og paa et hængende Haar var 
jeg bleven fjernet saa langt fra mit Formaal, at 
jeg rimeligvis vilde være bleven begravet med 
det samme. 

Jeg havde om Eftermiddagen været hos min 
Fiskehandler og bedt ham sende de købte Ho- 
veder til Universitetet, og næste Dags Formiddag 
Klokken ni sad jeg i den store Kafé for Enden af 
Toledogaden, i Færd med at nyde en ordentlig 
Frokost, inden jeg begav mig til mit Arbejde, 



113 



som mulig kunde vare til langt ud paa Efter- 
middagen. I Brystlommen havde jeg mit Dissek- 
tionsbestik, som havde Form af en Tegnebog, 
og da jeg havde endt mit Maaltid, tog jeg det 
frem for at se om alle mine Sager var i Orden, 
og derpaa vandrede jeg trøstig ned ad Toledo- 
gaden for at naa Universitetet. 

Jeg var imidlertid ikke kommet ret langt frem, 
før jeg saa' en Stimmel af Mennesker, som med 
Latter og Tilraab animerede en Marionetspiller, 
der lod sine Pulcinellaer fare omkring paa et 
improviseret Teater. Uagtet jeg ikke forstod et 
eneste Ord af Replikkerne, var Dukkernes Gestus 
dog saa uimodstaaelig komiske, at jeg sluttede 
mig til Hoben for at se Skuespillet til Ende. 
Pludselig følte jeg en Haand i min venstre Bryst- 
lomme, og idet jeg vendte mig, saa' jeg, at en 
lurvet Karl lod mit Dissektionsbestik gaa over 
til en iCnden, som skjulte det under sin Kappe. 
I samme Nu havde jeg denne Fyr i Armen, og 
idet jeg raabte: „Giv mig Tegnebogen!" vilde 
jeg vriste Bestikket fra ham. I det samme følte 
jeg en Haand, som greb mig i Nakken og slyn- 
gede mig ud paa Gaden. Forbitret vendte jeg 
mig om og saa' til min Forbavselse en høj, køn 
Gendarm, som med en bydende Haandbevæ- 

Vilh. Bergsøe: Under Palmer og Pinier. 8 



114 

gelse opfordrede mig til skyndsomst at komme 
bort. 

„Hjælper De Tyve?" spurgte jeg aldeles ra- 
sende. 

„Gaa! gaa! han trak Kniven, den kan naa 
Dem endnu ; men jeg skal holde de Slyngler til- 
bage, saa længe jeg kan." 

Jeg lod mig ikke dette sige to Gange, og paa 
Universitetet laante Panceri mig de fornødne 
Redskaber; men saa nær var det dog, at jeg 
selv var blevet dissekeret i Stedet for Sværd- 
fiskene. 

Paa et Par lange Borde laa i et stort Værelse 
mine Sværdfiskehoveder, som Panceri betragtede 
med en Mine, der var halv nysgerrig, halv for- 
bavset; men da hans Forelæsning heldigvis kaldte 
ham, forlod han Værelset med den Bemærkning, 
at det var højst mærkeligt, at jeg vilde søge 
Indvoldsorme i Hovedet i Stedet for i Maven 
eller Tarmkanalen. 

Jeg vilde laase Døren, men der var, som sæd- 
vanlig i Italien, ingen Nøgle, og ude paa Gangen 
hørte jeg Latter og højrøstede Samtaler af de 
unge Studenter, som ventede paa, at Forelæs- 
ningen skulde begynde. Endelig blev alt stille, 
og med feberagtig Hast begyndte jeg at disse- 
kere Overhuden bort paa et af de større Hove- 



115 



der, og næppe havde jeg gjort et Par Snit, før 
jeg fandt den første Grube udhulet i Pandebenet, 
og i den laa Parasitten som en lille, mælkehvid 
Koralbusk, favnende sine lyserøde Æggesnore 
med de talrige Sidearme. Havde Steenstrup set 
den i denne Periode af dens Liv, kunde han 
umuligt have taget fejl; thi der gives ingen Ind- 
voldsorm, som fører sine Æg paa denne Maade. 
Det var øjensynlig, at jeg her havde at gøre 
med et snyltende Krebsdyr, der paa Grund af 
sit indesluttede og fastsiddende Leje var blevet 
farveløst, blindt og uden ydre Munddele, da dens 
Næring kun kunde bestaa i den Slim, som 
fandtes i Hulen ; thi jeg saa' snart, at alle Gru- 
berne var dannet ved Udvidelse af forskellige 
Slimkanaler. Desværre var Parasitten død; men 
den Glæde, som dette uventede Fund foraar- 
sagede mig, kan kun en Videnskabsmand forstaa. 
Jeg aabnede endnu 3 — 4 Gruber med samme 
Resultat, i dem alle var Dyret dødt og noget 
sammenfalden; men da jeg tog fat paa det næste 
Hoved, ventede der mig en ny Overraskelse, 
som jeg mindst havde drømt om. Idet jeg vilde 
lægge Parasitten ned i et med Søvand fyldt Ur- 
glas, fløj en lille væver Skabning ud fra dens 
Bugside og tumlede sig med saa lynsnare Be- 
vægelser rundt i Vandet, at jeg næppe kunde 

8* 



116 



følge den med Øjet. Nu var Opgaven løst, thi 
hvad jeg her saa' var Hannen til den store inde- 
klemte Parasit — et ægteskabeligt Forhold, som 
man hyppigt finder hos de snyltende Krebsdyr, 
hvor Hunnen ofte overgaar Hannen hundrede 
Gange i Størrelse. 

Panceris Forelæsning maatte være endt, thi 
pludselig hørte jeg Larm og Fodtrin ude i Korri- 
doren. Døren blev revet op og ind traadte Pro- 
fessor Costa med en Del af sine unge Elever. 
Uden at vente paa nogen Præsentation fo'r 
Costa hen imod Bordet, og da han saa* mine 
Fund, som hver laa i sit Urglas, udbrød han 
forbavset : 

„Hvad er det, hvor har De fundet denne 
mærkværdige Indvoldsorm?" 

Jeg pegede paa Gruberne og sagde: „Vi har 
ogsaa Sværdfisk i Danmark, men dette Dyr er 
ingen Indvoldsorm." 

„Ingen Indvoldsorm!" raabte Costa, der ikke 
kunde komme sig af sin Forbavselse. „Hvad 
mener De da det er?" 

„Et snyltende Krebsdyr, der som ung er trængt 
ind i Slimkanalerne, har sat sig fast og under 
sin langsomme Vækst lidt efter lidt absorberet 
Benmassen, saa at den nu ligger begravet i 
denne, kun dækket af den tynde Overhud. Denne 



117 

Parasit maa være lige saa gammel som Sværd- 
fisken selv, og sender hvert Aar sine Æg ud 
gennem Slimkanalerne for at danne ny Yngel." 

„Umuligt!" raabte Costa, „hvor er Beviset?" 

„Her!" svarede jeg, og idet jeg rørte ved 
Urglasset, foY Hannen atter om i lystig Rund- 
dans. 

Da skete der noget, som virkelig rørte mig; 
thi medens man herhjemme vilde være bleven 
misundelig og have givet sig til at skændes 
baade paa Latin og Dansk, klappede Panceri og 
hans Elever i Hænderne under et lydeligt Bra- 
voraab, hvori ogsaa Costa deltog. Jeg rejste mig, 
bukkede og sagde: 

„Til Erindring om mit Ophold her ved Uni- 
versitetet og til Tak for den Velvilje, hvormed 
jeg er bleven modtaget, overrækker jeg herved 
mine første Fund til Universitetets zoologiske 
Samling med Anmodning om, at mit Navn maa 
blive anført som Finder af denne mærkværdige 
Parasit." 

Om Aftenen skrev jeg et langt Brev til Schiødte, 
og modtog faa Dage efter en Lykønskningsskri- 
velse, hvori han spøgende kaldte mig „Doktor 
Xiphiae", og udtalte det Haab, at det ikke vilde 
vare længe, inden han kunde have den For- 
nøjelse at optræde som Opponent ved Dispu- 



118 



tatsen; „mere," føjede han til, „mod Steenstrup 
end mod Dem selv." 

I en hel Uge fortsatte jeg disse Undersøgel- 
ser, stadig med samme Resultat; jeg fandt kun 
døde Hunner, enkelte levende Hanner, og det 
stod nu klart for mig, at hvis jeg vilde trænge 
ind i Dyrets Udviklingshistorie, maatte jeg rejse 
til Sicilien, gaa om Bord paa Sværdfiskefangeme 
og undersøge de fangne Fisk i samme Nu, som 
de blev trukket op af Havet. Jeg havde allerede 
gjort mine Rejseforberedelser, da jeg fra Pro- 
fessor Costa modtog en meget smigrende Skri- 
velse, hvori han indbød mig til at tage Del i 
en videnskabelig Udflugt til det berømte Kloster 
Monte Casino, hvor han sammen med sine Ele- 
ver vilde opholde sig en Uges Tid. 

Uagtet hele min Hu stod til Strædet ved 
Messina, kunde jeg dog ikke afslaa en saa smig- 
rende Indbydelse, og en solvarm Morgen stod 
jeg atter paa Banegaarden for at drage af Sted til 
det berømte Kloster. 

I en første Klasses Kupé rullede Costa og jeg 
af Sted i en næsten tropisk Hede, som fik den 
gamle Mand til at udstøde lydelige Veklager over 
Neapels forskrækkelige Klima. Da jeg hertil spø- 
gende bemærkede, at det jo kunde blive varmere 
endnu, naar vi kom ud i Solheden, foV han op, 



119 

smækkede Vinduerne ned som en rasende og 
erklærede, at hvis dette skulde vare ved, døde 
han af Apopleksi. Til Held for Videnskaben og 
os alle holdt han imidlertid ud ; men da vi nær- 
mede os Caserta, var hans Livlighed svundet 
betydelig ind, og først da den friske Bjergluft 
begyndte at vifte os i Møde, kom han nogenlunde 
til sig selv. 

Monte Casino, Italiens og maaske Verdens 
berømteste Kloster, ligger i Provinsen Caserta 
nær Stationen Ceprano, eller med andre Ord lige 
paa Grænsen mellem den daværende Pavestat 
og Kongeriget Neapel. I hele den forvirrede Tid, 
som gik før Pavestatens Fald i 1870, var denne 
Grænse Tilflugtsstedet for talrige Røverbander, 
som dels understøttedes af den fordrevne, nea- 
politanske Konge Frants den Anden, dels af An- 
tonelli, som brugte Røverne til at drille den ita- 
lienske Regering med, ved at gøre Egnen, hvor 
Jernbanen gaar fra Rom til Neapel, usikker 
baade for Neapolitanerne og de fremmede. 

Jeg blev derfor ikke synderlig overrasket ved, 
at talrige Gendarmer modtog os ved Bjergets 
Fod; men noget mere forundrede det mig, at vi 
ved ethvert af vore Æsler fik en af disse mar- 
tialske Karle til Ledsager, og nu gik det Skridt 
for Skridt flere Tusind Fod opad, indtil vi 



120 

naaede Benedict af Nurcias berømte Kloster, der 
som en uhyre Ørnerede behersker Toppen af 
Bjerget. 

I sin skønne hvide Dragt med sit solide Mur- 
værk, sine stængede Porte lignede det mere en 
Fæstning end et Kloster, og da vi naaede den 
store Hovedport, maatte vi parlamentere noget, 
inden den aabnedes af en ærværdig Kloster- 
broder, som med fromme Ord bød os velkom- 
men, skønt jeg rigtignok tror, at han hellere 
havde set os i Neapel; thi Nutidens Videnskab 
og Katolicismens Dogmer kunne ikke længere 
trives under samme Tag. 

Vi blev ført ind i den rummelige Klostergaard, 
hvor vi blev modtaget af en højere Gejstlig, 
hvem en Række Munke i sorte Kutter viste den 
største Ærbødighed, og ved hvis Hjælp vi blev 
ført op for at anvises vore respektive Værelser. 

Naar jeg siger Værelse, maa dette dog for- 
staas med en vis Moderation; thi det Rum, hvori 
jeg blev ført ind, havde mere Lighed med en 
Fængselscelle end et Gæsteværelse. De nøgne, 
hvidkalkede Vægges eneste Prydelse var et Kru- 
cifiks, som hang over en smal Jernseng, der kun 
var forsynet med en tynd Madras, et Uldtæppe 
og en Hovedpude, fyldt med tørre Majsblade. 
To Straastole omklamrede et lille, umalet Bord, 



121 



ved Vinduet stod en trebenet Tingest, som bar 
et Vandfad, og ved Siden af den en Lerkrukke 
med Vand. Mere var der ikke, jo! — om For- 
ladelse — der hang et Haandklæde ved Ser- 
vanten. 

Jeg skal ikke nægte, at det hele Arrangement 
var meget lidet tiltalende, især da jeg ikke kunde 
begribe, hvorledes jeg skulde kunne præparere 
mine Fund ved saadan en Dværg af et Bord, og 
da jeg bad den fromme Klosterbroder om at 
skaffe mig et større, svarede han, at det stred 
mod Ordensreglerne. Alle Klosterets Celler var 
monterede paa samme Maade, og et stort Bord 
fandtes kun i Refektoriet. 

Ophedet, træt og støvet af den lange Jernbane- 
rejse, gjorde jeg et fortvivlet Forsøg paa at bade 
mig i det lille Vandfad, hvilket kun havde til 
Følge, at der paa Stengulvet opstod en mindre 
Sø, som jeg genfandt, da jeg om Aftenen vendte 
tilbage. Det syntes altsaa, at Ordensreglerne og- 
saa forbød at gøre Værelset i Stand til Natten. 
Udmattet kastede jeg mig halv paaklædt paa den 
tarvelige Seng, idet jeg bandede Benedict af 
Nurcia, som havde givet saa strenge Ordens- 
regler, at man ikke kunde finde Hvile for Nat- 
ten. Fra hans Standpunkt var slige Senge meget 
praktiske; thi de fromme Brødre forrettede ifølge 



122 



Ordensreglerne Gudstjeneste hele Natten igen- 
nem, og hvert Øjeblik blev jeg trods min Træt- 
hed kimet op af Klosterklokken, som snart rin- 
gede til Midnatsmesse, snart til andre Ting, som 
jeg enfoldige Kætter ikke forstod. 

Jeg fik ikke megen Søvn den Nat, og glædede 
mig ved den frembrydende Dag ret til at tage 
en ordentlig Morgenskraber; men ak! — da gik 
Døren op og en Klosterbroder traadte ind med 
en tarvelig Opdækning, som han satte paa det 
lille Bord, idet han tilføjede, at Professor Costa 
ventede mig med sine Elever, saa snart jeg 
havde fuldendt mit Maaltid. 

Forbavset saa' jeg paa Uret, Klokken var 
fem; men endnu mere forbavset betragtede jeg 
det saakaldte Maaltid, thi trods alle mine Iagt- 
tagelser kunde jeg ikke finde mere end en lille 
Kop sort Kaffe, et Stykke tørt Brød og en Ser- 
viet lagt over to Stykker Sukker. „Maaltidet" 
tog altsaa ikke ret lang Tid, og kort efter var 
jeg nede i Klostergaarden, hvor Costa og hans 
Elever ventede mig. 

Var jeg blevet overrasket over at se Gen- 
darmer ledsage os op ad Bjerget, blev jeg det 
endnu mere ved at finde disse Herrer placerede 
paa den lave Murkant uden for Klosterets Port, 
hvor de sluttede sig som en pæn Hale til vort 



123 

videnskabelige Tog, og da vi naaede ud i de 
stille Bjergregioner, fordelte de sig saaledes, at 
vi stadig havde dem i Sigte. Ja, en af dem var 
endog saa venlig at tilbyde mig sin Hjælp, hvis 
„der skulde hænde et eller andet"; noget, som 
jeg dog afslog med den Bemærkning, at Egnen 
umulig kunde være saa usikker. 

„Chi lo sa?" (ja, hvem véd det), svarede han 
med et meget betegnende Skuldertræk; „men 
har De Lyst til en lille Tur op i Bjergene, saa 
for mig gerne. Det er ikke mere end otte Dage 
siden, at de førte to Englændere derop." 

Da jeg hørte denne Beretning, tog jeg mod 
hans Tilbud, og et Par Lire gjorde os til saa 
gode Venner, at jeg hver Dag havde ham lige 
i Hælene; men det er baade første og sidste 
Gang, at jeg har fanget Insekter med Gen- 
darmer. 

Medens Heden i Neapel havde været utaale- 
lig, viftede her en kølig Bjergvind, og først op 
ad Dagen begyndte Varmen at genere os. Mest 
vakte det min Forundring, at Costa havde ud- 
søgt dette Højdepunkt til Plads for sine Under- 
søgelser; thi Vegetationen var sparsom, overalt 
manglede der Vand, og det rige Græs- og Blom- 
stertæppe, der ellers hidlokker saa mange In- 
sekter, erstattedes her med nøgne Klipper, paa 



124 



hvilke der kun tumlede sig langbenede Græs- 
hopper, Cikader og de store Skarnbasser, som 
langsomt kravler af Sted, trækkende deres lille 
Jordkugle efter sig. 

Trods alle mine Anstrengelser var Udbyttet 
derfor meget tarveligt; men stor Fornøjelse havde 
jeg af at se, hvorledes Costas Elever forstod at 
fylde deres Kasser. De skaanede intet, men stak 
alt, stort og smaat, paa nogle uhyre Naale mel- 
lem hverandre, saa at Kassens Bund kom til at 
ligne et sørgeligt Pulterkammer fuldt af afbidte 
Vinger og Ben, medens Resterne snurrede rundt 
paa Naalene i en Runddans, som var alt andet 
end opbyggelig at se paa. Costa syntes derimod 
at være ganske tilfreds med sine Elevers Fange- 
metode, og da jeg forklarede ham, at vi hjemme 
hos os straks dræbte de fangede Insekter med 
Kloroform, erklærede han, at denne Metode var 
meget for kostbar for saa fattige Folk som hans 
Elever. 

Hvorledes disses naturhistoriske Kundskaber 
var, fik jeg samme Dag et mærkeligt Bevis paa. 
En ung Neapolitaner kom hen til niig med et 
Sneglehus, som lignede en Insektpuppe, og spurgte 
forundret, hvad det var for et Dyr? Da denne 
Snegl paa Grund af sin Puppelighed har faaet 
det systematiske Navn „Puppa", nævnede jeg 



125 



dette Navn for ham, og han spurgte da ganske 
naivt, „om jeg kunde sige ham, hvilken Sommer- 
fugl der vilde komme ud af den?" 

Overhovedet fik jeg det Indtryk, baade i Ne- 
apel og her oppe paa Monte Casino, at de nea- 
politanske Studenter stod meget langt tilbage, 
saavel i almindelig Dannelse som i speciel Kund- 
skab til deres Fag, og selv Costa begyndte jeg 
at mistænke for, at han ikke var den store Na- 
turforsker, som hans Hjemland antog ham for. 

Ked af at vandre omkring paa disse øde, 
skallede Højder, hvor der intet var at finde, var 
jeg trængt ind i en fugtig Bjerghule, hvis Vægge 
var overgroet med et yppigt Mostæppe, over- 
skygget af Bregner og Lykopodier. Min gæve Ven, 
Gendarmen, holdt Vagt udenfor, og da jeg baade 
var sulten og træt, satte jeg mig paa et mos- 
groet Klippestykke, som jeg tankeløst begyndte 
at bearbejde med min Tollekniv. Ved at tage et 
afrevet Mostæppe op fra Jorden, opdagede jeg til 
min Forbavselse et hurtigt løbende, kridhvidt 
Insekt, som havde nogen Lighed med Larven 
til en Ørentvist, men som straks slog mig ved 
den ejendommelige Maade, hvorpaa det bevæ- 
gede sig. 

Jeg indesluttede det i et lille Glasrør og gav 
mig nu med stor Iver til at undersøge Grotte- 



126 



væggene, hvor jeg snart fandt flere Individer, 
som bibragte mig Vished om, at jeg her havde 
fundet noget aldeles nyt og saare interessant, 
som Videnskaben endnu ikke kendte det mindste 
til. Glad over mit uventede Fund viste jeg det 
til Costa, som med et Skuldertræk erklærede, 
at det ikke var andet end unge Ørentvistelarver, 
medens det i Virkeligheden var en hidtil ganske 
ukendt Insektform, som senere blev beskrevet 
af min Ven Meinert under Navnet „Japyx", da 
mit svindende Syn desværre ikke tillod mig at 
skrive dets Monografi. 

Henad Klokken tolv slog Forløsningens Time, 
og med Gendarmerne i Spidsen vandrede vi til- 
bage til Klosterets kølige Haller, hvor vi indtog 
en meget let Forfriskning, inden vi begav os op 
i vore Celler. Nu var jeg ganske tilfreds med 
mit lille Bord; thi havde jeg ikke truffet noget, 
som fordrede Præparation, saa havde jeg dog 
gjort et Fund, hvorpaa der meget vel kunde 
bygges en Disputats, hvis Steenstrup mod al 
Forventning skulde forkaste Emnet om Sværd- 
fiskens Parasit. Træt af den gennemvaagede Nat 
og Dagens Anstrengelser, kastede jeg mig paa 
ny paa den lille Jernseng og vaagnede først, da 
en Klosterbroder traadte ind for at melde mig, 
at Middagen var anrettet i Refektoriet. 



127 



Hurtigt sprang jeg op, men da jeg vilde gøre 
mit Middagstoilette, forklarede Broderen, at ogsaa 
dette stred mod Ordensreglerne; thi Costa og 
hans Elever var alt i Refektoriet, hvor Spise- 
tiden kun maatte vare en halv Time. Jeg skal 
ikke nægte, at jeg med denne „halve Time" 
forbandt Tanken om en bedre Middag; thi jeg 
var mildest talt hundesulten, da jeg den hele 
Dag kun havde faaet tørt Brød og en Smule 
Frugt til Frokost. Jeg skyndte mig derfor af Sted 
med Klosterbroderen, som med en vis Højtide- 
lighed førte mig ned i Refektoriet, en meget 
stor, halvmørk Sal, ved hvis lange Borde Costa 
og hans Elever alt var i Færd med deres Maal- 
tid. Med spændt Forventning tog jeg Plads ved 
Siden af den lærde Professor, men følte mig 
ikke synderlig opbygget, da den tjenende Broder 
satte noget foran mig, der nærmest smagte som 
Vand, kogt paa Bønner og Stumper af Makaroni. 
Oven paa denne velsmagende Ret fulgte en 
Skive kogt Kød med Tomater, saa en „fritto 
misto" af Hanekamme og Hønseindvolde, og som 
Slut paa Dineren de samme Frugter, som jeg 
kendte fra Frokosten. Naar jeg dertil føjer, at 
Brødet var gammelt og tørt og Vinen temmelig 
sur, vil man forstaa, at Benediktinermunkene 
ikke er Epikuræere. 



128 



Om Eftermiddagen foretog vi en ny Ekskur- 
sion med endnu ringere Udbytte end om For- 
middagen, og jeg begyndte allerede at blive 
temmelig ked af det hele; thi jeg plagedes lige- 
frem af en Hunger, som det tarvelige, viden- 
skabelige Udbytte ikke kunde stille. 

Aftensmaaltidet svarede til Frokosten, og da 
jeg fortvivlet spurgte Costa, om man ikke kunde 
faa noget rigtigt at spise, rystede han paa Ho- 
vedet og forklarede, at Gæster, der optoges i 
Klosteret, maatte leve paa samme Maade som 
Brødrene, og med denne trøsterige Erklæring 
gik han til Sengs. 

Jeg vilde gøre det samme, da min Kloster- 
broder kom listende og i en hemmelighedsfuld 
Tone spurgte mig, om jeg ikke vilde besøge 
„Loggia del Paradiso", og da jeg mente, at der 
i „Paradiset" muligvis kunde findes en eller 
anden spiselig Frugt, tog jeg mod hans Tilbud. 

Gennem endeløse Korridorer førte han mig i 
den stille Aften ud paa et Sted, som jeg aldrig 
kan glemme og som fuldelig svarede til det 
Navn, de fromme Brødre havde givet det. Fra 
denne herlige Loggia, der ligger over Kloster- 
gaardens Søjlehal, udbredte der sig et Panorama 
saa vidunderligt, at selv Udsigten fra Camaldoli 
blegner derved. Dybt nede laa i den rødmende 



129 

Aftensolglans Lirisdalen med dens blinkende 
Vande, grønnende Vigner og frodige Marker, 
hvor Bønder og Hyrder tog sig ud som travle 
Myrer, der vandrede hjemad. Ude i Horisonten 
lyste Appenninernes skarpe Toppe rødlig belyst 
af den nedgaaende Sol, og alt som Aftenen drev 
paa, formede Taagerne sig til Skyer, som i lange 
sølvhvide Striber flød hen dybt under mig, be- 
lyst af den opgaaende Maane. I skiftende For- 
mer og stærk lysende Pragt drog disse Sky- 
skikkelser hen under Klosteret, og saa betagende 
var Synet, at jeg vaagnede som af en Drøm, da 
Klosterbroderen vendte tilbage for at sige mig, 
at jeg nu maatte gaa til Hvile, da man ventede 
ham til Midnatsmessen. 

Den næste Morgen stillede vi atter Klokken 
fem, og nu forstod jeg bedre, hvorfor Costas 
Elever samlede saa mange Græshopper ; men da 
jeg træt og ophedet atter kom hjem, blev jeg 
ikke lidt overrasket ved i min Celle at finde en 
Klosterbroder, der meddelte mig, at han var 
ansat ved Klosterets Bibliotek, hvor han havde 
meget ondt ved at finde Rede i de danske Bøger, 
da han ikke var Sproget mægtig. Jeg vilde der- 
for gøre Klosteret en stor Tjeneste, hvis jeg vilde 
ofre noget af min Tid til at ordne den danske 
Bogsamling. 

Vilh. Bergsøe: Under Palmer og Pinler. 9 



130 



Dette Tilbud kom mig højst belejligt, thi ved 
at tage imod det, kunde jeg ombytte de solstegte 
Klipper, hvor der dog intet var at finde, med 
Klosterets kølige Haller, og da jeg erklærede mig 
beredt til at vise Klosteret denne ringe Tjeneste, 
førte Broderen mig ned i et Bibliotek, over hvis 
Rigdom jeg blev ganske forbavset; thi det talte 
efter hans Forsikring over tredive Tusind Bind, 
foruden en Mængde Sjældenheder af Middel- 
alderens Manuskripter og pavelige Buller. Fra 
nu af besøgte jeg Biblioteket hver Formiddag, 
og Costa syntes at være meget tilfreds over, at 
vi kunde betale vort Gæsteophold paa denne 
Maade. 

Den saakaldte danske Bogsamling bestod af 
en forvirret Blanding af danske, norske og 
svenske Bøger, som syntes at være kommet 
Klosteret i Hænde som rene Tilfældigheder. Da 
der ikke var mere end et Par Hundrede Bind, 
var det jo saare let at ordne, og da jeg efter 
nogle Dages Forløb ikke alene var færdig 
med Opstillingen, men tillige med et haand- 
skrevet Katalog, blev Broderen saa glad, at han 
straks ilede af Sted for at overrække Prioren 
dette vigtige Dokument. 

Jeg vilde nu gaa op til min Celle, men fo'r 
vild i de mange krydsende Korridorer, saa at 



131 



jeg til sidst slet ikke vidste, hvor jeg var. Da 
hørte jeg pludselig Latter, Støj, højrøstet Tale og 
dertil Klang af Billardballer, som syntes at an- 
tyde, at et meget lystigt Selskab maatte være i 
Nærheden. Jeg standsede uden for en Dør og 
lyttede, og da ingen svarede paa min Banken, 
lukkede jeg den op og saa' nu til min store 
Forbavselse en ung Gejstlig staaende paa ét Ben 
bøjet over Billardet, medens han med stor Fær- 
dighed gjorde en Karambol. Hvis en Bombe 
var faldet ned, tror jeg ikke, at den kunde have 
frembragt større Virkning end min uventede Ind- 
træden. De unge gejstlige Herrer foV om til 
alle Sider, noget hvortil der jo egentlig ikke 
var Grund, da den hellige Benedict af Nurcia 
ikke alene understøttede Kunst og Videnskab, 
men tillige Haandværk og legemlig Idræt. Ende- 
lig kom én hen til mig og spurgte noget for- 
legent, hvad jeg ønskede, og da jeg forklarede 
ham Situationen, fulgte han mig til min Celle, 
idet han under Vejs gentagne Gange erklærede, 
at det var saare sjældent, at man i Klosteret 
spillede Billard. 

Endelig var de unge neapolitanske Videnskabs- 
mænd færdige med deres Græshopper, og en 
Morgen tidlig stillede vi atter i Klostergaarden 
for at tage Afsked med vore gæstfri Værter. 

9* 



132 

Paa mit Bord havde jeg efterladt de sædvanlige 
Drikkepenge; men da vi var kommet uden for 
Porten, kom en Klosterbroder halende efter mig, 
idet han bad mig medtage de Penge, som jeg 
maatte have glemt i min Celle. Jeg vilde nu 
give dem til „Guardianen", men ogsaa han ry- 
stede paa Hovedet, og saaledes havde dette Op- 
hold paa Monte Casino ikke kostet mig en Lire; 
men til Gengæld naaede jeg Neapel i en noget 
smækrere Skikkelse end jeg var draget ud, 
og først nu forstod jeg den katolske Fastes Be- 
tydning. 

Ved min Tilbagekomst til Neapel blev jeg beha- 
gelig overrasket ved at træffe en Landsmand i 
mit Logi; thi jeg havde hidtil følt mig saa ene, 
at jeg for Selskabs Skyld havde adopteret to Fisker- 
drenge, som jeg hver Middag nede paa Santa 
Lucia trakterede med Levningerne af mit Maaltid, 
— en Ædelmodighed, der var saa sjælden i Neapel, 
at det altid samlede en lille Flok af Tilskuere om- 
kring mit Bord. Landsmanden var Valdemar 
Schmidt, som var vendt tilbage fra en af sine 
Udflugter og som nu vilde tilbringe en fjorten 
Dages Tid i Neapel, for at besøge dens Museer 
og Samlinger. 

Jeg har tidligere omtalt Valdemar Schmidts 
Ihærdighed, naar det gjaldt om at benytte sin 



i 



133 

Tid paa Rejse, og her i Neapel viste han sig 
som en sand Virtuos i Rejsekunsten, thi der 
fandtes næppe det Sted, hvor han ikke, havde 
været. Jeg blev derfor noget overrasket, da han 
en Eftermiddag sagde, at han ikke havde besøgt 
Klosteret Camaldoli, et af de skønneste Udsigts- 
punkter som Italien ejer, og utvivsomt det 
skønneste i Neapel selv. 

Det var en smuk, varm Sommeraften med 
usædvanlig klar Luft, og jeg foreslog ham der- 
for, at vi skulde tage en Vogn, da det vilde 
blive for sent, hvis vi gik til Fods. Utvivlsomt 
havde Schmidt helst valgt det sidste, men han 
maatte bøje sig for Nødvendiglieden, og snart 
efter rullede vi af Sted i en af disse lette 
Drosker, for hvilke Neapel er saa berømt Jeg 
havde allerede været to Gange paa Camaldoli, 
kendte Vejen, og det forandrede mig derfor, at 
Kusken kørte i en Retning, som syntes at maatte 
fjerne os fra Klosteret. }cg utgde imidlertid ikke 
noget; vi vedblev kngsoint zt køre opad, men 
da vi lidt efter lidt kom md i et af Neapels 
smudsig^e Fattigkvarterer, raahte jeg cl KzAkexi. 
at han vistnok kørte fej. Han Mf^tde i ea 
temmelig uforskammet To«e, ,at han tiok lar 
Mand for at finde Vej sefv-^ r^^ fcra^rre ^-x 
Kørsel indtil vi kom til et Sfed, -^x de faliie- 



L 



P" ">« B ^ _ ^ ^^ ^^j^ sJddneBeboere 

Drikkepen ' - " ' ^ ~Z^ j^ uesnidte at ta 

Porten, k^ " '"*. „ 1 n 



Porten, k. ' .."'""• -»,^ 2. an nraligvis syde 

idet han " ^ \ ^ ^ .^uaBte Sdraiidt delte, 

™"«^ ^ ■ ■ ". '.. c'<^aogbeWedelMi 

8*^® ***^'" ■ ;. . . ^-a svarede med et 

stede paf •• - • -- _^.^ ^^ g^^ ,„„ 

'"»''* P»« . --•- '^^•^_^Vy,,^etitl»n 

"'®" ^' • " '■"" " . waauxJffl. Rtseode 

^*''^' ■• " ■" T^^^ientvndeEBde 

og terst -.: - • - \..^ ^ismi 

tydning . .. w - _ - _ sjj^de 

. ^ ^ •••- yrSraiffnngiied 

mit Lo ^ ^„..r c----- ••' * ^^^^det 

at jeg f _:. ,*:-r. '-■'■ -'^ "^ -^^ 



r 



dreng. ,,,..^^. H^r- -_;;^ ^^_ ^y,. 

Luca „ ^^, a^^ ;-:„=. ir -le tige 

>tde ^.^e.-n.e.Mo'. "-^^^^.„^ je s«. 



135 



mL^Po^r*'''^^'' ''""''^''" «f' '^ ^"hver. Jeg trak 
jnm Portemonnæ op, kastede Pengene ud mel- 
om . ®"' °8 medens de som Gribbe sloges 
m dens magre Indhold, fik jeg Schmidt under 
Armen og førte ham ilsomt ned ad Bjerget, ind- 
u VI naaede en af de større Gader, hvor vi var 
bikkerhed. Heldig var det, at hans Hidsighed 
«Ke løb af tned ham; thi havde han skudt et 
"lenneske deroppe, er jeg overbevist om, at vi 
var blevet lynchet paa Stedet. 

Nogle Dage efter meddelte han mig, at han 
vilde gøre et lille Svip til Sicilien, hvorved han 
orstod, at han vilde bestige Ætna, og Dagen 
efter var jeg atter alene i det store, larmende 
Neapel, hvor jeg kun kendte Konsulen og Pan- 
cen, med hvem jeg daglig foretog Udflugter, 
saa snart hans Tid tillod det. 

De noble Konger af Neapel har altid vist stor 
Omsorg for deres Undersaatters Moralitet, og 
hertil kunde der vel ogsaa være nogen Grund, 
thi sjældent har jeg i nogen By truffet større 
Frivolitet end i det oldtids gamle Napoli. Under 
Kong Bomba udkom derfor en Forordning, 
som bestemte, at Danserinderne ved Teatret S. 
Carlo kun maatte danse i spinatgrønne Trikots, 
hvilket gav dem en umiskendelig Lighed med 
Sabelgræshopper. Senere blev dette Forbud hæ- 






136 



vet; men nu havde Politidirektøren udstedt et 
nyt, som forordnede en bestemt Længde af Dan- 
serindernes Skørter, der lidt efter lidt havde an- 
taget usædvanlig korte Dimensioner. Panceri lo 
over disse taabelige Forordninger, som han mente 
at Neapolitanerne nu ikke vilde taale, og fore- 
slog mig, at vi skulde tage ud til Castella Mare, 
hvor et Par bekendte Danserinder skulde op- 
træde i en Ballet, der var komponeret særlig 
for dem. Ud paa Eftermiddagen modtog jeg et 
Par Linier fra Panceri, som meddelte mig, at 
han var bleven forhindret i at give Møde; men 
da jeg nu engang havde faaet Lyst til at se 
denne Ballet, tog jeg af Sted alene. 

Teatrets Ydre var ikke meget imponerende, 
men desto mere interesserede det mig at se det 
Publikum, som var samlet derinde; thi straks 
ved min Indtræden kunde jeg mærke, at der 
var Uro i Lejren og at man ventede en eller 
anden Demonstration imod Politidirektørens For- 
bud. Tæppet gik op og første Del af Balletten 
forløb i dybeste Tavshed, indtil endelig de to 
Danserinder svævede ind. Den ene ung, nydelig 
og med den lovbefalede Skørtelængde; den an- 
den, som var ældre og mindre køn, havde 
ganske vist ogsaa fulgt Politidirektørens Bud, 
men ved Fiskeben og Stivelse faaet Skørterne 



137 



til at strutte saa langt ud til Siderne, at hun 
lignede en opspændt Paraply. 

Der lød en stormende Latter og saa et bra- 
gende Bifald, da Paraplyen dansede ud, svin- 
gende rundt og staaende i Stillinger, som naar 
et Ur viser tre Kvarter paa seks, og da Dansen 
var endt, blev der tilkastet hende Blomster, Bu- 
ketter og Kranse. 

Jeg kunde tydelig se, at disse Ovationer i høj 
Grad ærgrede hendes Meddanserinde ; men værre 
blev det, da dennes graciøse Dans blev mod- 
taget med Hyssen, Hujen og Piben. Hun blev 
blegere og blegere, hendes kulsorte Øjne gni- 
strede mere og mere; men da der endelig til- 
kastedes hende en Kaalstok, gik hendes Raseri 
over alle Grænser. Som en ung Tiger fo'r hun 
ind paa sin Medbejlerinde, rev med et Ryk 
Halvdelen af Paraplyen af hende, sparkede den 
hen ad Gulvet, og faa Øjeblikke efter havde de 
bogstavelig hinanden i Haarene. Publikum jub- 
lede og lo, Tyll, Flor, Blonder, forlorne Haar- 
lokker valsede rundt om de to rasende Mænader. 
Publikums Latter forvandledes til en sand Brølen 
af Bravos; men ligesom den ældre var ved at 
overmande sin yngre Medbejlerske, styrtede to 
gamle Fruentimmer ind paa Scenen. Det var de 



138 

to Damers Duennaer, og snart rasede en „pas 
de quatre", som trodser enhver Beskrivelse. 

Nu kom Regissøren farende ind, kastede sig 
mellem de kæmpende og vilde skille dem ad; 
men som Furier styrtede de sig over ham med 
et saadant Raseri, at han i en højst mangelfuld 
Tilstand maatte forsvinde ind mellem Kulisserne. 
Publikum var nær ved at revne af Latter, men 
saa kom fire drabelige Gendarmer ind paa Sce- 
nen, og i en Haandevending havde hver af dem 
sin Donna om Livet og transporterede dem 
under Hylen og Sprællen ud mellem Kulisserne. 
Saa faldt Tæppet under et „a basso" mod Po- 
litidirektøren; Publikum spredtes, og snart efter 
stod jeg atter under den stjerneklare Himmel, 
parat til at drage tilbage til Neapel. 

Det er den lystigste Forestilling, jeg nogen 
Sinde har bivaanet, og da jeg fortalte Panceri 
dette, beklagede han i høj Grad, at han ikke 
havde gjort mig Følge. En halv Snes Dage efter 
denne Forestilling vandrede jeg efter Sædvane 
ned til min Fiskehandler, da jeg ved Moloen 
pludselig saa' en Skikkelse, som jeg syntes at 
skulle kende. Jo! det maatte være Schmidt, og 
dog kunde det jo umuligt være ham; thi den 
sorte Silkehat, som han altid bar noget bag i 
Nakken, var bulet og uden Puld, hans Frakke 



139 

forrevet, Benklæderne forneden i Laser og Støv- 
lerne i en Tilstand, saa at det saa' ud, som om 
de skulde falde af ham. Dog var det virkelig 
Schmidt, der kom fra sin Tur paa Ætna, som 
han havde besteget uden Fører — et Vove- 
stykke, der kunde have kostet ham Livet; men 
da jeg forestillede ham dette, lo han og svarede, 
at det at bestige Ætna ikke var nær saa slemt 
som at kravle op ad Askekeglen paa Vesuv. 

IFaa Dage efter skiltes min elskværdige Rejse- 
fælle fra mig, og nu besluttede jeg at tage til 
Messina for dér at fuldende mine Undersøgelser. 
Jeg tog Afsked med Panceri og med Costa, som 
til min Forbavselse bad mig om at sende Mu- 
seet i Neapel Skelettet af den første Grønlands- 
hval, som maatte blive fanget ved København. 
Dette lovede jeg ham højtidelig, men har des- 
værre ikke kunnet indfri dette ubesindige Løfte. 
Alt var nu klar til Afrejse. Jeg manglede kun 
én Ting, de nødvendige Penge; men stolende 
paa mit Kreditiv besøgte jeg den mig anviste 
Bankier, som skønt en af Neapels større, dog 
havde et Forretningslokale saa smudsigt og saa 
forfaldent, at jeg blev ganske forbavset derover. 
Alle hans Kontorister saa' ud som snavsede Jøder, 
og da jeg viste dem Kreditivet, kom en af dem 
tilbage med samme Besked, som jeg alt havde 



140 



modtaget i Genua. Min elskværdige Ven Isberg 
maatte altsaa paa ny have glemt at sende min 
Underskrift til vedkommende Bankier. Jeg skal 
ikke nægte, at hans Upaalidelighed ærgrede mig 
ganske betydeligt; men her var jeg dog ikke i 
den fortvivlede Forfatning som i Genua. Jeg gik 
altsaa til Konsulen, som paa den mest elskvær- 
dige Maade hjalp mig ud af Forlegenheden ved 
at telegrafere, og Dagen efter havde jeg den 
nødvendige Sum til min Afrejse. 



FEMTE KAPITEL 

Natt£fart til Messina. — Købmand Mundt. — En Fisketur i Strædet. 

— Et lille Jordskælv. — Vandregræshoppen. — Mellem Scylla og Cha- 

rybdis. 

Det var en herlig, varm Sommeraften, Solens 
rødgyldne Straaler farvede det gamle Vesuvs 
Top, Golfen laa som et staalblankt Spejl, og ude 
i det Qeme tegnede Ischia og Kapri deres blaa- 
lige Linier mod den rødgyldne Himmel. Selv 
stod jeg paa Dækket og kastede et vemodigt 
Afskedsblik til den skønne By, hvor jeg havde 
tilbragt saa mange nydelsesrige Timer, og som 
havde givet mig et saa rigt videnskabeligt Ud- 
bytte. Da klang Dampskibsklokken for sidste 
Gang, Damppiben lød, den kulsorte Røg væltede 
ind over Havnemolen, og i stille, rolig Fart 
gled vi ud mod Siciliens længselsfuldt ventede 
Kyster. 

Middelhavet kan være et af de mest for- 



142 



bandede Farvande der er til; men viser det sig 
ved enkelte Lejligheder tummelumsk som et 
uartigt Barn, saa kan det til andre Tider være 
saa spejlblankt, saa glat, at man tror at sejle 
paa en Indsø. Det var mig umuligt at gaa til 
Køjs, saa rige Syner udfoldede der sig for mit 
Blik, alt som vi kom ud paa det store, herlige 
Middelhav med vekslende Udsigt til Italiens 
Kyster. 

Skumringen faldt paa, gik hurtigt over til 
Mørke; men snart efter kastede Maanen sin 
sølvhvide Stribe hen over det spejlblanke Hav. 
Sang og Mandoliner klang paa Dækket, der blev 
danset Tarantella forude, og alt som Natten drev 
paa, saa' jeg et af disse vidunderlige Syner, 
som vi vel kender herhjemme, men som paa 
Middelhavet viser sig med en Pragt, hvorom jeg 
aldrig havde drømt. 

Skibets Kølvand, der i Begyndelsen havde 
vist sig som en hvid Skumstribe, forvandledes 
til lysende Sølv, hvori snart røde, snart blaalige 
Glimt lynede frem. Vandet, der skummede frem 
under Hjulene, lyste bogstavelig som brændende 
Spiritus, og gik man forud, slog Ildsprøjt op om 
Skibets Sider, lyste som brændende Svovl, og 
nede i Dybet lynede det ene Glimt efter det 
andet, saa at det saa' ud som vandrede der Pro- 



143 

cessioner med klart lysende Kærter paa Havets 
Bund. Ude i det fjerne sendte Stromboli sit ild- 
røde Fyr op mod den stjerneklare Himmel, og 
under alle disse Syner lød snart neapolitanske 
Folkesange, snart Tarantellaens muntre Toner. 
Det var umuligt at sove en saadan Nat bort, 
og først da alt blev stille paa Dækket, søgte jeg 
Hvile i min Kahyt. 

Jeg vaagnede ved Ankerkættingens Raslen, foY 
op paa Dækket, og foran mig laa det skønne 
Messina med sit slanke Fyrtaarn, sine kridhvide 
Huse, alt omhyllet af en Skov af Master, som 
ikke syntes at ville tage nogen Ende. Inde fra Land 
klang Larm og Raab, Snese af Dragere sprang 
om Bord for at. kaste sig over de Rejsendes Ba- 
gage, og medens jeg bogstavelig sloges med en 
af disse, hørte jeg en Dansk, som bød mig vel- 
kommen med et djærvt Haandslag. Det var min 
elskværdige Vært, Købmand Mundt, hvem jeg 
allerede havde meldt min Ankomst fra Neapel. 

Naar jeg kalder ham Købmand, er dette ikke 
ganske rigtigt, thi han var egentlig Vigneejer, 
og foruden at dyrke den bekendte „Rocco Ma- 
dora" havde han overført Vinstokke fra Kapri, 
og disse trivedes fortræffeligt i Siciliens varme 
Jordbund. Dernæst var hans Hus Forsamlings- 
stedet for næsten alle de danske Handlende, 



144 



som opholdt sig i Messina. Det var et elegant 
Pensionat, hvor Søkaptajner, Købmænd og Rej- 
sende fandt et lige saa flot udstyret som be- 
hageligt Opholdssted. Hans „Palazzo" laa lige 
ved Havnen og havde som Messinas øvrige 
Bygninger kun en ringe Højde men favnetykke 
Mure, for at modstaa de hyppige Jordskælv, og 
da han førte mig ind i mit Værelse, forklarede 
han mig Betydningen af de alendybe Vindues- 
nicher. Saa snart man mærkede den ringeste 
Bevægelse i Jorden, skulde man ty op i disse; 
thi, som han sagde: „Murene holder nok, men 
Gulvene plejer at styrte igennem." 

Ved den splendide Middag, hvor en Snes Per- 
soner var til Stede, fik jeg desværre altfor tydelig 
Prøve paa vor gode Værts fortræffelige Vin. 
Fra Rom var jeg vant til at drikke et Par Fog- 
lietter uden at spore nogen Virkning deraf, og 
jeg tog altsaa frejdig fat paa den Fiascone, der 
stod foran min Kuvert, saa meget mere som 
den mig ubekendte „Rocco Madora" havde en 
særdeles fin Buket. Ved Bordet mærkede jeg 
intet, men da vi senere skulde drikke Kaffe 
ude paa Altanen, blev jeg meget forbavset over 
at se Skibene sejle rundt om hverandre i Havnen, 
og da jeg dertil syntes, at Husene begyndte at 
vakle, spurgte jeg forskrækket min Vært, om det 



145 



var Jordskælv. Mundt saa' lige saa forskrækket 
paa mig og sagde: 

^eg tror nok, at det Jordskælv gik over, hvis 
De tog Dem en lille Skraber." 

Nu først mærkede jeg, hvor forsigtig man 
maa være med den ædle „Rocco Madora". 

Aftenskumringens Skygger sænkede sig ned 
over det gamle * Messina, der i Julidagens Sol- 
brand havde glødet som en Bagerovn. Længere 
og længere blev de graa Skygger, der som 
uhyre Flagermus væltede frem af Bjergenes 
Kløfter; tættere og tættere blev Mørket, da Havet 
opslugte den glødende Sol, og saa skiftede Byen 
og Havnen pludselig Karakter som ved et Trylle- 
slag. Fyrtaarnet tændte sit skinnende Blus, Maa- 
nen brød frem gennem Aftenens vigende Taager, 
lysende Laterner foV til Vejrs paa alle Skibe, 
Kajens Kandelabre glimtede med Perler af mat- 
skinnende Gaskupler, og fra Butikkerne langs 
Havnen vældede et Hav af straalende Lys, som 
ganske fordunklede Glansen af Maccaronisælger- 
nes gammeldags Olielamper nede ved Slæbe- 
stederne. 

Og nu kom der Liv i Tøjet, som man siger. 
Fra hver en Port, hver en Gadedør myldrede 
pyntede Piger ud med det hvide Slør om det 
kulsorte Haar, glimtende Vifter for de smilende 

Vllh. Bergsøe: Under Palmer og PInier. 10 



146 



Ansigter og store funklende Ringe i de smaa 
bitte Øren. Efter dem strejfede de unge Mænd 
med klingende Mandoliner, og for at det hele 
kunde gaa saa ærbart til som nogenlunde mu- 
ligt, fulgte Fatter og Mutter med i adstadig Pas- 
gang, medens de unge som flagrende Sommer- 
fugle ilede mod Havnen, hvor Baadførerne ven- 
tede for at ro dem ud paa det kølige, maane- 
beskinnede Hav. 

Omtrent midtvejs for den indre Havn laa 
Mundts Ejendom, en af dem, som Italienerne i 
deres elegante Sprog benævner „palazzo". I 
dette, som efter italiensk Skik var prydet med 
en sprudlende Fontane, omringet af duftende 
Blomster, havde der samlet sig et broget Sel- 
skab, hvis højrøstede Tale og muntre Latter 
tydede paa, at man ogsaa her gjorde sig rede 
til at nyde Aftenens Skønhed, men ganske vist 
paa en særegen Maade, som ikke var let for- 
staaelig for en Udlænding som jeg; thi Her- 
rerne, der var i mer eller mindre fantastiske 
Sømandsdragter, var bevæbnede med Treforke 
å la Neptun, og Damerne, som udgjorde en 
henrivende Skare af unge Piger fra Syd og 
Nord, haandterede koket nogle lange Bambusrør, 
der endte i et Net af filerede Silkesnore. Ogsaa 
de var i et Fiskerikostume, der mere fremhævede 



147 



deres ungdommelige Yndigheder end egnede sig 
til' at tage Kampen op mod en Blæksprutte eller 
Sværdfisk. 

Just som jeg ytrede dette til min brave Vært, 
sitrede stærke Toner som af en Lur gennem 
Luften. Det var Tritonhornet nede fra Havnen, 
som forkyndte, at Baadene laa klar til Afgang. 
I samme Nu forstummede Latteren og Konver- 
sationen, Herrerne bød deres Damer Armen, 
men jeg maatte nøjes med min Neptunfork, og 
nu gik det i lystig March ned mod Kajen, og 
kort efter stødte vort muntre Selskab fra Land. 

Det var en vidunderlig Juliaften. Det azur- 
blaa Hav glimrede som en Safir i Maanens 
sølvblanke Straaler, og over os spændte den 
sorteblaa Nattehimmel sit Telt, guldbroderet med 
lysenbe Stjernebilleder, der af og til gennem- 
furedes af funklende Stjerneskud som flygtige 
Raketter. Den store Havn lignede en Skov af 
Master, og under mægtige Skibsskrog gled vore 
lette Baade pilsnart af Sted, af og til hilst med 
venlige Tilraab fra Bekendte om Bord. Snart 
naaede vi den yderste Molo, svingede i en stor Bue 
forbi det slanke Fyrtaarn, og nu laa Strædet foran 
os i al sin sydlandske Pragt, og lange Dønninger 
forkyndte, at Middelhavet ikke var os fjernt. 

Da hørte jeg en mærkelig Lyd — en Surren 

10* 



148 

og Snurren, som naar en Flok Agerhøns flyver 
op, og ret forud for Baadene hævede sig en 
Skare Fugle, som med lysende Vinger og sit- 
rende Flugt strøg lavt hen over Bølgerne, hvor 
de pludselig plumpede ned som en Flok Dyk- 
ænder. 

„Skade, at vi ikke har en Bøsse med," sagde 
jeg til min Vært; „jeg troede ikke her var saa 
god Andejagt." 

„Andejagt!" udbrød Mundt leende. „De tror 
nok, De er i Danmark? Det var Flyvefisk, og 
det er et godt Tegn, saa er der ogsaa Liv i de 
andre. Nu er vi snart paa Fiskepladsen." 

Vi havde hidtil roet i Halvmørke eller rettere 
sagt i en dæmpet, sølvklar Maanebelysning, hvori 
vi ikke kunde se andet end Havets vuggende 
Flade og enkelte Sejl i det fjerne. Nu faldt An- 
krene, Baadene svajede rundt for Strømmen, og 
i samme Nu hørte vi forude en knitrende Bragen, 
og en fed, sort Røg strøg hen over Bølgerne. 
Det var Olivenbaalene, som tændtes ude i Stæv- 
nen; en høj Jernplade rejstes for at beskytte os 
mod Gnisterne, og nu kom det spændende Øje- 
blik, hvor Jagten skulde begynde, thi Fiskeri 
var det egentlig ikke. 

Snart stod Baalene i fuld Brand, den luerøde 
Ild farvede Bølgerne som Blod, gjorde Vandet 



149 



gennemsigtigt som mørkeblaat Krystal, og op fra 
den underlige Dybets Verden, som vi Mennesker 
kender saa uendelig lidt til, steg sære Skikkel- 
ser, som stirrede imod os med deres stive, glas- 
agtige Øjne, aabenbart højst forbavsede over, at 
Solen saaledes uden videre stod op, just som 
den var gaaet ned. Det saa' næsten ud til, at 
de kaldte paa hverandre; thi som Skygger duk- 
kede de op af Havets Bund, formede sig til 
Stimer og sølvblinkende Pletter, fo'r saa atter 
fra hverandre, stillede sig næsten lodret i Vandet 
og stirrede dumt gloende op mod de blinkende 
Blus. 

Og nu begyndte et feberagtigt Liv paa vor 
lille Flotille. De unge Damer svingede deres 
Net med en Behændighed, som viste, at de ikke 
for første Gang var til Søs, og høje Jubelraab 
lød hver Gang deres sikre Kast gav et lønnende 
Udbytte. Snart vrimlede Baadens Bund af rosen- 
røde Triglier, smaragdgrønne Makrelfisk og sprag- 
lede Aborrer, hvis Farver glimrede i Lysglansen 
som levende Blomster. 

De større Fisk var derimod forbeholdt Her- 
rerne, som med deres lange Neptunforke hen- 
tede de mærkeligste Former op af Dybet. Deres 
Jagt gjaldt især Baandfisken, der som en bred, 
sølvblank Klinge snart skyder sig pilsnar fremad, 



150 



snart i aaleagtige Bugtninger søger Dybet, hvor 
den forsvinder som et blinkende Stjerneskud. 
Paa Grund af sin Klingeform er den svær at 
ramme, paa Grund af sin Længde vanskelig at 
faa om Bord, og dog var det sjældent, at Forken 
fejlede. 

Selv spillede jeg — det vil jeg ærligt tilstaa 
— en uøvet Begynders højst uheldige Rolle. 
Ikke alene generede Baadens Duven mig i at 
tage Sigte; men dette skulde tillige tages ikke 
efter det Punkt, hvor Fisken saas, men paa 
Grund af Vandets Brydning efter et Punkt, hvor 
den i Virkeligheden ikke var. At overvinde disse 
to Vanskeligheder er sværere end man skulde 
tro, og alt hvad jeg naaede var at overstænke 
Damerne, som øjensynlig morede sig over denne 
ubehændige Isbjørn fra Norden. Flere Gange 
søgte Mundt at hjælpe mig, men Resultatet blev 
det samme: høje Sprøjt af Vand, hvis Stænk 
lyste som brændende Spiritus, og drillende Latter 
af de unge Damer, blandet med sarkastiske Smil 
fra Herrernes Side. 

Ærgerlig var jeg i Færd med at opgive det 
hele, da jeg pludselig saa' et lysende „Venus- 
bælte" bugtende sig langt nede i Dybet; saa 
slukkedes det pludseligt af en mørk Skygge, der 
langsomt steg opad som en sort Stjerne paa 



151 



æterblaa Grund. Højere og højere kom Skik- 
kelsen op, bredte sine Straaler til alle Sider, og 
nu saa' jeg hvad det var: „en af Dybets sorte 
Lommeprokuratorer", en af disse Karle, der for- 
staar at gøre hvidt til sort og forplumre selv 
den klareste Sag, kort sagt, en meget korpu- 
lent og velnæret Blæksprutte. 

Nu var Sejren mig vis! Den sorte Sømunk 
maatte jeg da let kunne ramme, saa støt og 
stille den stod næsten lige i Vandskorpen. Ta- 
gende sikkert Sigte, slyngede jeg min Neptunfork 
imod den med et Stød, som nær havde faaet 
mig til at gaa udenbords, thi Forken ramte kun 
Vand, Sprutten selv forsvandt som et Lyn, efter- 
ladende en stor, sort Plet, en lille Tordensky 
paa Havets maaneklare Himmel. Ærgerlig stødte 
jeg ned i denne Blækplet, atter uden at ramme, 
men da jeg vilde drage Forken tilbage, følte jeg 
noget tungt, som ruskede i den. Jeg troede at 
have gennemboret min Fjende; men hvad skil- 
drer min Overraskelse, da jeg pludselig saa' den 
komme op til Overfladen, entrende op ad For- 
kens Skaft, hurtigere end den flinkeste Orlogs- 
gast. I et Nu havde den naaet Rælingen; som 
en uhyre Edderkop spandt den alle otte Arme 
ud over den nærmeste Tofte, sprøjtede en Vand- 



152 



straale paa Mundt og beredte sig saa øjensynlig 
paa at gøre Kur til Damerne. 

Men du milde Himmel, hvilket Spektakel blev 
der ikke blandt disse før saa sejrsstolte Ung- 
møer! Med opkiltrede Skørter sprang de over 
Tove og Tofter som stukne af en Tarantel, me- 
dens Sprutten langede ud efter dem med sine 
sorte Fangarme, der kredsede omkring som 
hvirvlende Snoge. Baaden krængede saa stærkt, 
at jeg frygtede den skulde kæntre; men i det 
kritiske Øjeblik sprang vor flinke Baadfører over 
Jernpladen og naglede med sin lange sicilianske 
Kniv Udyret fast til Toften. Den ulykkelige 
Skabning vred sig i Dødskampen, snoede sine 
lange Fangarme om det blanke Knivsblad og 
faldt saa som en sønderskaaren Masse ned mel- 
lem de sølvblanke, sprællende Fisk. Men Mundt 
hviskede til mig: 

„Jeg tror, De er besat! Véd De som Natur- 
forsker ikke, at hvis det Bæst havde faaet fat 
i Benene paa os, havde det skambidt os?" 

Lidt efter lidt kom der atter Ro i Sindene; 
men jeg sank sammen ved Siden af den døde 
Blæksprutte — et bete noire — en fuldstændig 
Umulighed, og først da vi et Par Timer efter 
traadte ind i Mundts festlig smykkede Spisesal, 



153 



kom jeg ved Hjælp af hans gode Kapri-Vin 
nogenlunde til Hægterne igen. 

Mens Fiskene blev anrettede, fniste de unge 
Piger ganske betydeligt, da der foran min Ku- 
vert blev sat et med Citronskiver kantet Fad, 
hvorpaa der laa noget, som nærmest lignede 
Klejner. 

Da jeg var færdig spurgte Mundt: „Véd De, 
hvad De har spist?" 

„Nej, men det smagte delikat. Var det ikke 
stegt Hummer?" 

De unge Damer brast i Latter, da Mundt 
svarede : 

„Nej, det var min Salighed Deres egen Blæk- 
sprutte! Her i Messina er det Skik, at enhver 
spiser det, han selv har fanget. Nu maa De 
holde Dem til Vagtlerne!" 

Og det gjorde jeg. 



Da Gæsterne senere ud paa Aftenen var 
dragne bort, fulgte Mundt mig op paa mit Væ- 
relse, og idet han traadte ud paa Altanen for at 
skyde Persiennerne for, hørte jeg han sagde: 
„Det er da en underlig Himmel — naa, det 
bliver vel ikke til noget." 



154 



Da jeg blev ene, kom jeg til at tænke over 
hans sidste Bemærkning, lukkede Altandøren op 
og saa' ud, men hvor forandret var Himlen nu 
blevet. Maanen stod i sin Nedgang og højt over 
den drog nogle besynderlig sorte Skyer, som 
var det Røgen fra en Kæmpeskorsten i det 
fjerne. Aftenbrisen var fuldstændig falden af. 
Luften var brændende hed. Vandet blankt som 
et Spejl ; men der var noget forunderlig dødt og 
tungt over Atmosfæren, som gjorde det van- 
skeligt at drage Aande. Det var, som om der 
ude i det fjerne drog et mægtigt Tordenvejr op. 

Heden var saa tung og trykkende, at jeg kun 
kunde beholde et Lagen over mig; men træt 
som jeg var af Dagens mange vekslende Be- 
givenheder, faldt jeg hurtigt i Søvn. Hvor længe 
jeg havde sovet, véd jeg ikke, men pludselig 
vækkedes jeg ved et kraftigt Stød, der ligesom 
hævede Bunden af min Seng i Vejret, saa at 
jeg i første Øjeblik troede, at en eller anden 
Bandit havde skjult sig under den. Et Par Se- 
kunder efter lød der en fjern drønende Torden, 
og nu kom et andet stærkt Stød; al Tvivl var 
borte, det maatte være Jordskælv. Som en Kat 
foV jeg ud af Sengen, sprang over Gulvet og 
sad i næste Nu oppe i en af de brede Vindues- 



155 



fordybninger, ventende paa det Øjeblik, da Gul- 
vet skulde styrte igennem. 

Ude i Havnen vaj- alt pludselig blevet Liv og 
Bevægelse. Der hørtes Kommandoraab fra Ski- 
bene, Klirren af Ankerkættinger, og pludselig 
slog en Bølge, kranset af Skum, højt op over 
Kajen; saa trak den sig atter tilbage, Havet 
glattede sit Spejl og lidt efter lidt indtraadte 
igjen den samme dødlignende Stilhed, som da 
jeg gik til Ro. Jeg frygtede imidlertid for, at 
denne Stilhed kunde være Forløber for nye 
Jordstød og blev derfor siddende i mit Vindue, 
stirrende ud over Havet, der lyste svagt i deri 
nedgaaende Maanes sidste Straaler. Saa blev jeg 
søvnig, og da jeg saa,' at Folkene paa Skibene 
atter gik til Ro, gjorde jeg det samme, og snart 
efter førte mine Drømme mig til Danmark, dette 
Fredens Land, der ikke kender til slige rystende 
Begivenheder. Da jeg næste Morgen fortalte 
Mundt, hvorledes jeg havde siddet et Par Timer 
i Vindueskarmen, lo han mig ud og sagde, at 
det hele ikke havde synderligt at betyde, men 
Ætna røg og det var værre; „thi naar den ry- 
ger," endte han, „ryger vi somme Tider med." 

Det værste ved denne lille Jordrystelse var 
den Omstændighed, at den for en Uges Tid 
standsede al Sværdfiskefangst i Strædet; thi de 



156 



sicilianske Fiskere er ikke Helte og Sværdfisken 
følger deres Eksempel. Saa snart der er Bevæ- 
gelse i Strædet, tyer den u^ i det store Middel- 
hav, hvor den er i Sikkerhed. 

For mig var denne Omstændighed højst ube- 
hagelig, thi Heden var trykkende, og Messinas 
Omegn husede paa denne Aarstid kun en spar- 
som Insektverden. Hertil kom, at Forholdene 
paa den Tid var højst ugunstige for alle Slags 
Ekskursioner; thi en stor Del af de indkaldte 
Rekrutter havde foretrukket Røverhaandværket 
for Soldatertjenesten, saa at man ikke kunde 
fjerne sig længere fra Byen end til dens nær- 
meste Højder. 

Alligevel vovede jeg en Ekskursion, som kun 
gav et sørgeligt Resultat ; thi Græsset lignede et 
uhyre Høtæppe, paa Træerne fandtes kun Ci- 
kader, hele det brogede Foraarsliv var borte. 

Jeg var oppe paa en af Højderne, og da det 
begyndte at lide mod Aften, belavede jeg mig 
paa at gaa hjem. Da saa' jeg pludselig inde over 
Land en forunderlig skarpt begrænset Sky, som 
lyste i den nedgaaende Sol med perlemorsagtig 
Glans. Skyen kom nærmere og nærmere, og nu 
hørte jeg en forunderlig Susen i Luften, og et 
Øjeblik efter var jeg inde i Skyen selv. Det 
sang og svirrede for mine Øren, jeg maatte 



157 



holde begge Hænder for Ansigtet og stod nogle 
faa Minutter som bedøvet; saa fik jeg atter Luft, 
og saa' den perlefarvede Sky forsvinde ud over 
Middelhavet. Til min Forbavselse mærkede jeg, 
at mine Hænder blødte af utallige smaa Rifter, 
og nu forstod jeg det hele. Det var en Sværm 
af Vandregræshopper, jeg var kommet ind i, og 
de skarpe Tome paa deres Bagben havde revet 
mig til Blods. 

Den otte Dages Ventetid begyndte at falde 
mig besværlig. Her var aldeles intet at gøre, 
Byen stegtes i en ulidelig Solhede, og min eneste 
Fornøjelse var tidlig om Morgenen at besøge 
Fisketorvet sammen med Mundt, for at se om 
ikke Sværdfisken var kommet. 

Da jeg en Dag slentrede alene langs med 
Havnen, opdagede jeg en Række af Badehuse, 
som vinkede mig ud i Bølgerne, der vel ikke 
var kølige, men dog altid mere forfriskende 
end den lumre Sciroccohede, der hidtil havde 
hvilet over Byen. I et Nu var jeg ude paa 
Flaaden, og et Øjeblik efter fo'r jeg fra Spring- 
brættet ud i det blinkende, krystalklare Vand. 
Jeg dykkede ned saa dybt, jeg kunde; men 
underligt var det at se til Vejrs, thi der var 
samme Farvetoning som i den blaa Grotte paa 
Kapri. Baade, Skibe, alt syntes at vugge sig i 



158 



en azurblaa Æter, mere gennemsigtig end det 
klareste Krystal. 

Da jeg dukkede op, hørte jeg høje Raab fra 
Flydebroen, og da jeg vendte mig om, saa' jeg 
to til tre Bademestre, der gestikulerede og 
skreg, som om' de var gale. Pludselig fo'r en* 
Tanke mig gennem Hovedet — der kunde jo 
være Hajer i Farvandet — og saa hurtig jeg 
kunde, svømmede jeg tilbage mod Broen, hvor 
jeg blev modtaget af de tre gestikulerende Her- 
rer, som i deres sicilianske Dialekt forklarede 
noget, jeg ikke kunde forstaa. Jeg vilde atter 
springe ud, da en af dem trak mig ind i Bade- 
værelset og præsenterede mig et Par Svømme- 
bukser, som han ved Tegn og Gestus forklarede 
mig, at jeg absolut maatte tage paa. For en god 
Svømmer er intet mere generende end dette 
Klædebon, og jeg spurgte en anden Badegæst, 
om jeg ikke kunde blive fri for dem. 

„Umuligt, min Herre!" svarede han. „Der 
ligger et Nonnekloster oppe paa Bjerget, og 
ser De, for de unge Piger maa man have Re- 
spekt." 

„Gud bevare os!" tænkte jeg, trak Svømme- 
bukserne paa og var snart efter atter ude paa 
Dybet. 

Da jeg atter naaede op i Gaden langs Hav- 



159 



nen, saa' jeg en elegant Kafé og fik Lyst til at 
nyde noget efter Badet. Jeg bestilte en Kop 
Chokolade med tilhørende Kager og var just i 
Færd med mit Maaltid, da Døren gik op og en 
ung Pige traadte ind med Favnen fuld af Blom- 
ster. Det var et henrivende Bafn, mørklokket, 
sortøjet, og med et Smil, jeg umuligt kunde 
modstaa, bød hun mig en af de Buketter, hun 
bar i sin Favn. 

Der var noget saa rørende uskyldigt i hendes 
Blik, saa sødt vemodigt i hendes Stemme, at 
jeg gav hende en større Sølvmønt og spurgte 
hende om hun ikke havde Lyst til et Par Ka- 
ger ; thi jeg havde tydelig set, hvorledes hendes 
barnlige Blik havde hvilet paa den Opdækning, 
der stod paa mit Marmorbord. 

Hun nejede graciøst, og da Opvarteren bragte 
hende Kagerne, forlangte jeg tillige en Kop 
Chokolade, og medens hun drak denne, plud- 
rede hun løs paa sin barnlige Maade, men des- 
værre i den sicilianske Dialekt, hvoraf jeg kun 
forstod saa meget, at hun var mig særlig tak- 
nemmelig for den Venlighed, jeg havde vist 
hende. 

Da jeg var naaet ud af Kafeen, hørte jeg lette 
Fodtrin bag ved mig, og idet jeg vendte mig, saa* 



160 



jeg en aldrende Kvinde med et hæsligt Ansigt 
staa for mig. Hun førte Munden tæt op til mit 
Øre og hviskede: 

„Signore! jeg har gennem Vinduet set, at De 
trakterede min Datter ; hvis De ønsker at besøge 
hende, kan De komme efter „Ave Marie". Vi 
bor — ," og nu nævnede hun en Gade, som jeg 
for længst har glemt. 

„Skammer De Dem ikke," udbrød jeg harm- 
fuldt, „hun er jo endnu et Barn!" 

„Ak, Signore!" svarede hun, „det gør intet, 
thi skulde der hænde hende noget, tager Klosteret 
sig af hende." 

„Hvilket Kloster?" spurgte jeg forbavset. 

„Deroppe," sagde hun, „det er jo stiftet for 
den hellige Magdalene." 

Jeg bad hende gaa Fanden i Vold ; men uvil- 
kaarlig maatte jeg le, naar jeg tænkte paa Svøm- 
mebukserne dernede og Klosteret deroppe; men 
da jeg fortalte Mundt mit Eventyr, trak han 
paa Skulderen og svarede: 

„Det undrer mig ikke, i Messina er alt til 
fals." 

Endelig var den kedsommelige Uge forløbet, 
de første Sværdfisk begyndte igen at vise sig 
paa Fisketorvet. Nu var jeg fast besluttet paa 



161 



selv at tage med ud i Strædet for at deltage i 
Jagten. Det gjorde jeg den følgende Dag; men 
hvorledes det gik mig, vil bedst ses af efterføl- 
gende lille Skitse, som jeg vil kalde: 



Mellem Scylla og Charybdis. 

„Nej, stop nu lidt inin gode Naturforsker, 
den Sport bliver der min Salighed ikke noget 
af,*" udbrød Købmand Mundt, idet han slængte 
sin Cigaret hen ad Loggiagulvet, saa den 
gnistrede. „Jeg tror — Pinedød — De er for- 
rykt. De tænker jo slet ikke paa det Ansvar, 
jeg paatager mig." 

„Ansvaret falder vel nærmest paa mig selv," 
indvendte jeg. 

„Paa ingen Maade. De glemmer ganske, hvad 
De er. For det første er De min Gæst, for det 
andet vil jeg ikke se mit Pensionat ruineret, og 
af begge disse Grunde vil det være mig højst 
ubehageligt, hvis De endte Deres Liv i Maven 
paa en Haj." 

„Aa, derfor kan De være rolig; men De glem- 
mer ganske, hvor stor Betydning Sagen har for 
n^ig- Jeg deler ikke Deres Frygt for Plyndring 
og Overfald, i det mindste har jeg aldrig mær- 

VHh. Bergsøe: Under Palmer og Pinier. 11 



162 



ket noget dertil. Mangfoldige Gange har jeg ved 
Nattetid vandret paa de mest usikre Steder i 
Rom, gennemstrejfet Kampagnen og dens Ruiner, 
afsøgt Sabinerbjergenes Skove til langt ud paa 
Aftenen, uden at en Kat har gjort mig For- 
træd." 

„Saa maa De have haft meget Held og faa 
Penge," svarede Mundt lidt ærgerlig; „thi her 
paa Sicilien slipper De ikke saa nemt. Véd De 
egentlig hvad det er. De staar i Begreb med at 
foretage Dem?" 

„Deltage i Sværdfiskejagten, det har jeg jo 
sagt." 

„Nu vel, saa hør da, hvordan det vil gaa. 
Paa de lange Baade, der jager Sværdfisken, faar 
De ingen Plads af den gode Grund, at der in- 
gen er, og paa Prammene kommer De ikke op; 
men skulde De virkelig være saa heldig, bliver 
De straks sat udenbords igen, saa snart Folkene 
ser Deres Mikroskop, Deres Glasrør og Instru- 
menter. De vil simpelt hen blive antaget for 
Troldmand og kan takke Deres Gud, hvis De 
kommer ned ad Falderebstrappen i Stedet for 
ud over Rælingen." 

„Kan Penge ikke gøre det?" spurgte jeg. 

„Penge!" udbrød Mundt forfærdet. „Ja, det 



163 

manglede blot, at De tog et Par Hundrede Du- 
cati med Dem, det vilde være den rigtige Bal- 
last for de Fyre derude." 

„Hvad er det da for Folk, der driver Sværd- 
fiskeri?" 

„Aa, alt muligt Rak fra Calabriens og Sici- 
liens Kyster, fattige Djævle, som ikke ejer an- 
det end en Kone og en Flok skidne Børn, en 
Rørhytte og et Helgenbillede, for hvilket de af- 
beder de Forbrydelser, som de har begaaet. 
Læg blot Mærke til én Ting: I Norditalien 
stjæler man, i Rom overfalder man, men her 
paa Sicilien myrder man. Sicilianerne, siger et 
gammelt Ordsprog, er enten Engle eller Djævle, 
men desværre er de sidste i en betydelig 
Majoritet. Kender De noget til „Den sorte 
Haand"?" 

„„Den sorte Haand!" Hvad mener De med 
den?" 

„Aa, det er en Haand, der er lagt paa os 
alle her paa Sicilien, en Haand, der knuger fast 
og stikker hvast. Den øver sine Gerninger i 
Mørket, og vé den, der bringer dem for Lyset. 
Hvad enten det er fremmede eller indfødte, saa 
vaander vi os alle under disse usynlige Hænder, 
der røver vor Fortjeneste og truer vort Liv. 

11* 



164 



Hvis jeg lod Dem gøre den Udflugt alene, vilde 
De snart mærke, at en af Maffiaens Haandlan- 
gere fulgte med. Har De været heldig paa 
Landjorden, vil det samme Held ikke følge Dem 
til Søs. Husk paa, at Messinastrædet har en ri- 
vende Strøm, og at der kun behøves et Puf, 
for at denne skal føre Dem bort til Charybdis' 
Hvirvler, som aldrig giver sit Bytte tilbage." 

„De vil altsaa ikke skaffe mig nogen Baad, 
er det Deres Mening?" 

„Ja, Gu* er det saa, og jeg vil for enhver 
Pris forhindre, at De faar nogen. Ja, undskyld 
min Aabenhjertighed, men som Deres Ven og 
Vært er jeg pligtig at sørge for Deres Vel og 
Ve.« 

Med denne kategoriske Udtalelse rejste Køb- 
mand Mundt sig og gik sin Vej, overladende 
mig til mine Betragtninger, som just ikke var 
af nogen glædelig Natur. Nu stod jeg lige ved 
mine Ønskers Maal. Hist ude paa det Hav, der 
nu blinkede i Solnedgangens røde Skær, laa 
Gaadens Løsning. Jeg behøvede blot en Dags 
Ophold derude for at faa min Undersøgelse 
færdig og vende hjem med et Resultat, der vilde 
aabne Vejen til en hel Række hidtil ukendte 
Dyreformer. Jeg vilde ikke alene faa min Dok- 
torgrad, men tillige 'Navn som Zoolog, og saa 



165 

stod jeg her lige over for en halsstarrig Vært 
med hans „Sorte Haand" og alt hans øvrige 
Vrøvl. Gid Fanden havde ham! 

Med dette oprigtige Ønske gik jeg op paa 
mit Værelse. Saa faldt Vagtskuddet, Solen sank 
langt ude i Vest, Lygterne tændtes langs Kajen 
som mathvide, lysende Perler. Mandoliner og 
Guitarer begyndte at klinge fra de udglidende 
Baade, smaa Luftballoner steg gennem den 
æterklare Luft og sejlede langsomt svævende 
ud forbi Fyrtaarnet, ud mod det Hav, jeg saa 
inderlig længtes efter. Og saa stod jeg her, mod- 
løs, ørkesløs. Nej, det var ikke til at holde ud! 

Mørket sænker sig hurtigt i Syden, snart 
straalede Gaslygterne med deres fulde Glans, 
Livet og Tummelen dernede paa Gaden steg 
som stadig vekslende Lydbølger op mod min Al- 
tan, men nede i Huset var alt stille. Det lod 
til, at Mundt og hans Gæster var taget af 
Sted paa en af de sædvanlige Aftenudflugter. 
Nu maatte Øjeblikket gribes. I en Fart var jeg 
nede paa Gaden, forsynede min Vadsæk med et 
rigeligt Forraad af Fourage og Vin og styrede 
saa hen til den Fiskehandler, hos hvem jeg 
havde gjort mit Indkøb af Sværdfiskehoveder. 
Han havde ikke den mindste Betænkelighed ved 
at skaffe mig en Baad; tværtimod lod det til, at 



166 

fremmedes Liv var ham fuldstændig ligegyldig. 
Saa gik jeg hjem, spiste til Aften med min 
brave Vært og endte saa Dagen med følgende 
Epistel : 

„Kære Mundt! 
Naar jeg ikke kommer ned til Frokost i 
Morgen, er det fordi jeg spiser den paa en 
af Sværdfiskefangerne ved „la Rema"; der- 
imod skal jeg glæde Dem ved min Nærvæ- 
relse til Aften. Skulde det ikke ske, er det 
af den gyldige Grund, at en Haj allerede har 
spist mig. 

Deres 
V. B.« 

En gyldenrød Solstribe, der gennem Persien- 
net luede hen over min Seng, vakte mig af 
mine Drømme, og i et Nu var jeg ude paa Al- 
tanen. Hvilken Glans, hvilken Friskhed ejer dog 
en saadan Morgen i Syden. Himlen saa ren, 
saa æterklar, Havet saa azurblaat, Kirker og 
Huse saa marmorhvide. Løvet saa bronzegrønt 
og saa denne Duft af Blomster, der fylder Sin- 
det med glade, morgenfriske Tanker. I en Hast 
klædte jeg mig paa, tog min Bagage og listede 
mig sagte ned ad de brede Marmortrapper, hvor 
jeg lydløst anbragte Billetten i Mundts Dør- 



167 



sprække, og lidt efter stod jeg hos Fiskehand- 
leren; men her var alt laaset og lukket. 

Nu først opdagede jeg, at Kl. var 5. I min 
Iver var jeg kommen en Time for tidlig, og lidt 
ærgerlig slentrede jeg ned ad Moloen, hvor alt 
endnu hvilede som i Nattens Fred. Baadene var 
tomme, Lastdragerne sov paa Stenbroen med 
deres Kurve over Hovedet, og ude ved Lan- 
dingstrappen saa* jeg ikke et levende Væsen. 
Ærgerlig vandrede jeg frem og tilbage. Jeg 
vidste, at Mundt var tidlig oppe, og stadig ven- 
tede jeg at se hans runde, trivelige Skikkelse 
komme farende for at tage mig til Fange i Und- 
vigelsens Øjeblik. Men der kom ingen, kun en 
enkelt mager Skikkelse listede sig paa en noget 
mistænkelig Maade om ved Baadene, hvor han 
syntes at forsvinde i det indre af Moloen. Saa 
blev jeg atter alene, satte mig paa en Fortøj- 
ni ngspæl og havde lige tændt en Cigaret, da jeg 
bagfra følte en tung Haand blive lagt paa min 
Skulder. 

r,La barchetta, Eccellenza!'* lød en dyb Bas. 
Jeg vendte mig om og saa* — ja, hvad skal jeg 
kalde det — en Gorilla er maaske noget for 
stærkt, men dog var det den, han mest lignede, 
1-. læbenet, tykmavet, undersætsig med svære 
Skuldre og et Ansigt, hvor de buskede Øjen- 



168 



bryn ikke stod en Tomme fra det nedgroende, 
strittende Haar; sorthaaret, bronzebrun, laadden 
paa Bryst og Ben, hvilket kom saare tydeligt 
frem, eftersom Dragten kun bestod af et Par 
hvide Svømmebukser og den for Fiskerne uad- 
skillelige røde Hue. 

„La barchettUy Eccellenza!*" gentog han og 
pegede ned mod Landingen, hvor en temmelig 
stor Feluk vuggede sig i de krabbe Søer, der 
brødes mod Moloen. 

„Har Fiskehandler Massimo bestilt Dem?** 
spurgte jeg noget forbløffet. 

Han stirrede paa mig med et aldeles ufor- 
staaende Blik, gryntede noget med en halv ara- 
bisk Efterklang, og nu først gik det op for mig, 
at vi vist helst maatte give vore Følelser Luft 
ved Tegn; thi de simple Sicilianere forstaar lige 
saa lidt Toskansk som en vestjydsk Fisker en 
durkdreven Københavner. Jeg gjorde derfor di- 
verse Gestus, som kun bevirkede, at han slog 
Armene om mit Liv og mere bar end førte mig 
ned til Feluken. Saa gik han tilbage og hentede 
min Bagage; men da han rakte mig den Ma- 
hogni Kasse, som indeholdt mit Mikroskop og 
mine Instrumenter, kom der et Udtryk i hans 
smaa, abeagtige Øjne, som jeg ikke syntes om. 



169 



Men der var intet at gøre — nu maatte det 
briste eller bære. 

Just som han havde hejst det brede Latiner- 
sejl, der fik Feluken til langsomt at skure hen ad 
Moloens Stenkant, saa* jeg atter den magre 
Skikkelse komme ud fra det Hul, hvor den var 
smuttet ind. Som en Kat løb den hen ad Mo- 
loens nederste Rand, naaede Feluken just da 
denne var i Færd med at gaa over Stag, og satte 
saa med et Spring pludselig over i Agterstavnen, 
hvor den dalede ned lige ved Siden af Go- 
rillaen. 

Dette var aabenbart ikke efter Aftale, thi min 
Baadfører sprang rasende op, og idet han greb 
den tynde Skikkelse om Livet, løftede han ham 
højt i Vejret med en Bevægelse, som om han 
vilde slynge ham tilbage mod den Molo, hvor- 
fra han var kommen. Men den magre Skikkelse 
klamrede sig til ham som en Kat, hviskede 
ham et Par Ord i Øret, og til min store For- 
bavselse forandredes paa én Gang Gorillaens 
hele Væsen. Med en høflig Haandbevægelse bød 
han Skikkelsen tage Plads, og idet han til mig 
henvendte et Par Ord, som vist skulde være en 
Undskyldning, gled Feluken ud gennem Havnen, 
drejede forbi Fyrtaarnet og snart var vi ude i 
rum Sø. 



170 

Der gik en ikke ringe Dønning, Baaden du- 
vede stærkt, saa at jeg i det første Kvarters Tid 
havde nok med at faa mine Sager anbragt paa 
en saadan Maade, at de skrøbelige Glas ikke 
sloges itu. 

Jeg var just i Færd med at ordne dem i den 
Kasse, som skulde forestille en Kahyt, da jeg 
atter følte min Skulder berørt af en Haand paa 
en saa let og katteagtig Maade, at jeg uvilkaar- 
lig sprang op, men omtrent lige saa hurtig satte 
mig ned igen; thi det Ansigt, der næsten havde 
været i Berøring med mit, var af en saadan 
Hæslighed, at jeg i første Øjeblik næppe vilde 
tro mine egne Øjne. Magert og indfaldent som 
det var, vansiredes det yderligere af talrige, 
dybe Kop- Ar; de fremstaaende Kindben bevir- 
kede, at de smaa, graagule Øjne laa ligesom 
gemt under Øjenbrynene, der var tæt sammen- 
groet over Næsen. — Dette sidste Udtryk maa 
imidlertid ikke forstaas bogstaveligt ; thi hvad der 
gav dette Ansigt et absolut dødningeagtigt Præg 
var den Omstændighed, at Næsen var sunket 
ind til to aflange Huller, som var den skaaret 
af med en Kniv. 

Hans Dragt var som Gorillaens, dog med den 
Forskel, at han ejede en Skjorte, og den røde 
Hue, der paa en ejendommelig flot Maade var 



171 

sat paa Sned, gav dette lange, magre Ansigt 
med det spidse Fipskæg et vist mefistofelesagtigt 
Udtryk. 

Han vilde øjensynligt hjælpe mig til Rette 
med et eller andet, thi under en rivende Ord- 
strøm snappede han snart en, snart en anden 
Del af min Bagage, som han søgte at anbringe 
saa omhyggeligt, han kunde. Men trods hans 
Veltalenhed var det mig ikke muligt at forstaa 
et eneste Ord af hans Tale, hvori Substantivet 
„Mondo" forekom som Grundbestanddel; men 
da dette Ord betyder Verden, blev jeg lige klog. 

Imidlertid var det klart, at Manden var yder- 
lig velsindet imod mig, han smilede paa en af- 
skyelig Maade over hele sit lemlæstede Ansigt, 
trykkede mig gentagne Gange i Haanden, og 
jeg begyndte at forsone mig med denne abelig- 
nende Skikkelse, da Baaden i det samme vendte 
under et temmelig stærkt Bygekast. Sejlet smel- 
dede Huen af ham, han satte den hastig paa 
igen, men dog ikke hurtigere, end at jeg saa*, 
at han manglede det ene Øre. Nu forstod jeg, 
hvorfor han bar sin Hue saa flot. 

Imidlertid sad Gorillaen til Rors, ubevægelig 
som en Bronzestatue. Vi strøg rask ned ad 
Strædet, klarede os fortrinlig for nogle forbisej- 
lende, svære Skibe, styrede saa lidt indad mod 



172 

Kysten, og nu saa* jeg i det fjerne først Maste- 
toppene af de Pramme, hvor de harpunerede 
Sværdfiske bringes om Bord, saa noget, der lig- 
nede en Flok svømmende Ænder, men som lidt 
efter lidt voksede til spredte Grupper af lange, 
smalle Baade. Hver Baad havde fire Mand ved 
Aarerne, i Agterstavnen sad en femte til Rors, 
og ude i Stævnen støttede Udkigsmanden sig til 
den Harpun, hvormed Sværdfisken fanges.. Her 
var ikke Plads — selv ikke til et Barn, og vi 
holdt derfor ned mod den første Pram, hvor jeg 
haabede at komme om Bord. 

Næppe nærmede vi os dette Fartøj, der laa 
og duvede for Strømmen, før Udkigsmanden 
oppe i Mastekurven begyndte at slaa ud med 
Armene og udstøde nogle Raab, som gjaldede 
vidt hen over Søen. Øjeblikkelig drejede Goril- 
laen af, holdt ned mod Baadene, og nu begyndte 
"der at komme Liv i Kludene. 

Man skulde tro, at det gjaldt en Kaproning, 
saa lynsnart faldt Aarerne i Vandet, saa hurtigt 
og taktfast førtes de lette Baade fremad, dan- 
nende en bred Halvbue, og hver enkelt Baad 
skød frem med en saadan Fart, at Skumsprøjtet 
stod Harpunererne lige i Ansigtet. 

Der var en Kraft, en Elegance i disse sol- 
brændte Fiskeres Bevægelser, en Orden og en 



173 



Symmetri i hele den Maade, hvorpaa Flotillen 
blev ført frem, som i allerhøjeste Grad forbav- 
sede mig; men lige med ét opløstes alt i Eder, 
Tummel og Spektakel. Man skreg, jjian skændte, 
man hylede, man truede med knyttede Næver 
mod den Pram, hvorfra Signalraabet havde lydt, 
et Par Mand klatrede op ad de Tværtræer, som 
førte op til Mastekurven, greb den ulykkelige 
Udkigger, løftede ham i Vejret og slyngede ham 
over Bord. Her fik han sig nogle vældige Duk- 
kerter fra de nærmest tililende Baade, og da han 
endelig kom op, halede man ham om Bord paa 
samme Maade, som man gør med de døde Sværd- 
fisk, nemlig ved et Reb om Livet. 

Var det Sværdfiskefangst? Jeg forstod ikke 
et Ord af det hele og lod mig atter ro hen til 
Prammen. 

Ved Falderebstrappen spurgte jeg dens Fører 
om, hvad der havde været i Vejen. Paa ganske 
godt Italiensk forklarede han mig, at Udkigs- 
manden havde taget fejl af en Tunfisk og der- 
ved bragt hele Flotillen i Opbrud til ingen 
Nytte. 

Naar der er Tunfisk i Farvandet, plejer Sværd- 
fisken ikke at vise sig, og han afslog derfor 
bestemt min Anmodning om at komme om Bord. 
Jeg kunde jo anvende Resten af Dagen, sagde 



174 



han, til at bese „la Rema" og „il Garofano"; 
(De Gamles Scylla og Charybdis.) 

Næppe havde vi lagt fra Borde, før Abekatten 
overfaldt mig med en Strøm af Ord og en Regn 
af Gestus, som viste, at han havde i Sinde at 
befri mig for et eller andet. Han dansede om- 
kring mig, kyssede paa Fingeren, pegede til- 
bage mod Messina under idelige Udbrud, hvori 
Ordet „Mondo" atter spillede Hovedrollen. 

Jeg tænkte, at han igen vilde føre mig til- 
bage til den Verden, jeg havde forladt ; men da 
han blev mig for nærgaaende, gav jeg ham en 
Lussing, saa at han tumlede over en Tofte til 
stor Glæde for Gorillaen, hvis brede Mund for- 
trak sig til et Grin, der naaede op til begge 
hans haarede Øren. 

Abekatten blev aabenbart konsterneret over 
min kraftige Optræden, han sagde ikke et Ord, 
men krøb sammen hos Gorillaen, som om han 
frygtede for endnu en Overhaling. 

Saa stod vi ud i Strædet og strøg forbi de 
lette Fangstbaade, som atter havde indtaget deres 
sædvanlige Slagorden. — De ventede aabenbart 
endnu paa, at Sværdfisken vilde vise sig. Under 
smaa Slag blev vi ved at krydse, saa at vi snart 
havde dem for, snart agter; men Folkene hang 
døsigt over Aarerne, Fangstmændene havde lagt 



175 

Harpunerne fra sig og stirrede nu mere efter 
vor Feluk end efter de ventede Sværdfisk. Saa- 
ledes holdt vi det gaaende et Par Timers Tid 
uden det mindste Resultat. Solen steg højere og 
højere, dens Pile blev mere og mere glødende, 
og først nu gik det op for mig, hvad det vil 
sige at ligge en Julidag ene paa det solaabne 
Hav. 

Saa hørte vi atter et Signal. — Jeg sprang 
op, stirrede ud mod Prammene og saa' til min 
Forundring, at Udkigsmændene forlod deres Ma- 
stekurve. Saa kom et nyt Signal, en klagende 
Tuden i et af de store Konkyliehorn, og Baa- 
denes lette Halvbue løste sig. Hver søgte ind i 
Skyggen af sin Pram, kun vi blev liggende i 
den stegende Solhede, der fik Tjæren til at 
smelte i Felukens Fuger. 

Gorillaen rejste sig, stak sit brede Ansigt op 
under mit, lod venstre Haands Pegefinger et 
Par Gange passere sin fladtrykte Næse og gryn- 
tede skarpt: „Nientey Eccellenza, tutto flnitOy** 
hvilket paa godt Dansk vil sige: Nu er den 
Potte ude. 

Atter kom Aben springende hen til mig og 
gentog under en vild Krigsdans sit sædvanlige 
„Mondo", idet han pegede tilbage mod Messina; 
men jeg vilde ikke give tabt, kun bød jeg ham 



176 



denne Gang en Cigar, og særdeles tilfreds med 
dette Bytte krøb han atter hen til Gorillaen, som 
med et misundeligt Blik betragtede de Røgskyer, 
der udgik fra Abens — i Ordets egentlige For- 
stand — vidtløftige Næsebor. 

Selv fik jeg min Fourage frem ; men Gud fri 
mig, hvilken Metamorfose. Vinen var mere 
end tempereret, den delikate Faareost havde for- 
vandlet sig til en grynet Gelé, Smørret var 
smeltet; men til Gengæld var Æggene haard- 
kogte og Druerne fulde af nogle graa Bænke- 
bidere, der aabenbart var de retmæssige Be- 
boere af det lille skidne Lukaf. 

Pludselig hørte jeg Gorillaen udstøde en kla- 
gende Piben, jeg vendte mig om og saa' La- 
tinersejlet hænge som en Klud ned ad Masten, 
Morgenbrisen var forbi. Vinden løjet fuldstændig 
af, og nu drev vi af Sted med Strømmen, som 
fjernede os mere og mere fra den Skueplads, 
jeg om Morgenen havde længtes saa meget 
efter. 

Gorillaen pegede paa Ankeret, jeg nikkede, 
og snart efter faldt det paa henved ti Favne 
Vand. Feluken svajede op mod Strømmen, og 
nu begyndte den velsignede Huggen og Gyngen, 
som er saa ejendommelig, naar man ankrer op 
mod haard Strøm. Mændene trak sig tilbage til 



f 



177 



Agterstavnen og jeg stirrede med sløv Resig- 
nation ud over det indigoblaa Hav, hvis Krus- 
ninger glimrede i Sollyset som tusinde gyldne 
Pailletter. 

Oprigtig talt var jeg uendelig ked af det hele. 
Skulde jeg vende tilbage uden Resultat og tage 
mod Mundts Bebrejdelser og Stikpiller, eller 
skulde jeg gaa længere op i Strædet, bese de 
Gamles Scylla og Charybdis for saa ved Aften- 
tide at naa en af Prammene, hvor jeg kunde 
faa Natteleje og mulig mere Held for den kom- 
mende Dag. 

Jeg besluttede mig til det sidste, og da jeg 
havde endt mit alt andet end velsmagende Maal- 
tid med at kaste Druerne over Bord, gav jeg 
Tegn til at lette, og snart efter halede Gorillaen 
det svære Anker indenbords, saa let som et 
Friholt. 

Vi drev atter med Strømmen i sitrende Hede 
og glødende Solskin, forgæves kastede jeg alt 
mit Overtøj, Varmen var ligefrem bedøvende, 
og til sidst sad jeg indeklemt i det lille, ækle 
Lukaf uden at se andet end' blaa Himmel, blin- 
kende Hav og en Sol, som truede med at røve 
mig Forstanden. 

Da begyndte jeg at forstaa Mundts Ord, men 
nu var det for sent. 

Vilh. Bergsøe: Under Palmer og Pinier. 12 



178 

Ude i Agterstavnen sad imidlertid Gorillaen 
og Dødningehovedet og nød en prægtig Vand- 
melon, som den første trancherede med en bred- 
bladet Kniv omtrent af samme Form som den, 
man ser Vignebønderne bruge. Jeg holdt ikke 
rigtig af den Kniv, den var saa bred, saa blin- 
kende, og saa denne ækle, tilbagebøjede Spids, 
hvormed man kan skære Halsen over paa et 
Menneske endnu lettere end Rankerne paa en 
Vinstok. 

Min Gud ! hvor jeg misundte dem den Vand- 
melon. Mine Øjne fulgte hvert Stykke, de skar 
af, og Dødningehovedet lagde Mærke dertil. 
Han kom pludselig springende med et stort 
Stykke, som han havde overdrysset med et graat 
Pulver, der vistnok skulde forestille Sukker. 

Jeg takkede ham forbindtligst, trykkede to 
Cigarer i hans Haand og lod med det samme 
Stykket forsvinde i Lukafet til Bænkebiderne. 
Ikke for alt i Verden vilde jeg røre, hvad der 
havde været i hans Haand. 

Vi drev endnu et Par Timers Tid, som det 
syntes mig med stedse voksende Fart. Det var 
allerede ud paa Eftermiddagen, Solstraalerne faldt 
mindre lodret og nogle svage Vindstød forkyndte, 
at Aftenbrisen begyndte at udfolde sig. Jeg krav- 
lede ud af mit Hul, stirrede over Havet og saa' 



179 

nu i det faerne en ensom sort Fjældtinde hæve 
sig lodret i Vejret, som var den muret op af 
Havet. 

,La Rema, la Rema," skreg Dødningehovedet 
og dansede atter en vild Krigsdans omkring mig, 
idet han betydede mig, at jeg skulde stige op 
paa Kabyssen. 

Jeg fulgte hans Opfordring og saa' nu et 
ganske løjerligt Syn. Omtrent ud for „la Rema", 
men i en betydelig Afstand fra Klippen, sænkede 
den mørkeblaa, tindrende Vandflade sig lidt efter 
lidt nedad. Bølgerne rullede ikke længer for 
Vinden, men valsede rundt i store, blinkende 
Kredse, snart skumkransede, snart solblinkende, 
og midt under denne kaade Dans samledes de 
atter til høje, sølvglinsende Sprøjt under en 
Brusen og Kogen, som var det et gigantisk 
Kildevælds ustandselige Rislen. I Omkredsen var 
Bølgerne bredtakkede og solbelyste, saa sugedes 
de nedefter i sølvblanke Striber, og naar Sprøj- 
tene kom, saa' de ud som hvide Støvdragere i 
en mægtig, underskøn Havblomst. 

Nu forstod jeg, hvor træffende Italienerne har 
betegnet denne Malstrøm, de Gamles saa fryg- 
tede Charybdis. „Il Garofano" betyder Nelliken, 
og som en gigantisk, underfuld Kæmpeblomst 
med krøllede Kronblade og hvide, perlebesatte 



180 



Støvdragere laa den Plet for mig, der havde 
været saa frygtet af de Gamle, og som senere 
havde gemt mangen god, romersk Galej i sit 
hemmelighedsfulde Dyb. 

Ifølge ældgammel Tradition var Charybdis 
Datter af Poseidon og Gæa — Havet og Jorden. 
Havet drog hende til sig, krystede hende i sine 
faderlige Arme; men Gæa, som var fortørnet 
over hans Utroskab, kastede hende atter tilbage, 
og hvem hun da i sin Fortvivlelse mødte, var 
Døden og Undergangen vis. 

Saaledes hvirvlede Charybdis rundt i Aar- 
tusinder, sleb de haarde Skær i det hemmelig- 
hedsfulde Dyb og forvandledes lidt efter lidt til 
en legende Havnymfe, som nu kun er farlig for 
Fiskerens enlige Baad. Gribes den af hendes 
daarende Arme, hvirvles den rundt i snævrere 
og snævrere Kredse, indtil den endelig forsvin- 
der i Nellikeblomstens Dyb ; men næste Morgen 
sprøjtes den atter op i Stumper og Stykker, som 
Vidne om, at Malstrømmen endnu raser der nede 
i Dybet. 

Baade Gorillaen og Dødningehovedet havde 
rejst sig. Den sidste var noget bleg og jeg 
kunde se, at det glædede hans haarede Med- 
skabning; thi han grinede og gav Dødninge- 
hovedet et Slag over Armen, da han paa en 



181 

temmelig kejtet Maade greb efter Ankeret. Selv 
var jeg ikke ganske rolig; thi Baaden skød nu 
en rivende Fart, og vi var næppe mere end 
tusinde Alen fra det Sted, hvor de yderste 
Hvirvler begyndte at dannes. Da bukkede Go- 
rillaen sig ned, greb Ankeret med begge Hæn- 
der, løftede det højt over sit Hoved og slyngede 
det ud med en saadan Kraft, at Dødningehove- 
det vippedes over Ende og nær havde faaet sine 
magre Hænder skaaret fordærvet af det udrut- 
schende Tov. Baaden svajede op mod Strømmen, 
og nu først saa' jeg, hvor smukt Gorillaen havde 
manøvreret. „La Rema" rejste sin sorte, truende 
Top langt ude til højre, og rødmende i Aften- 
solens Glans hvirvlede Charybdis sine evig dan- 
sende Bølger tusinde Alen bag Felukens Agter- 
stavn. 

Snart fulgte en Solnedgang, hvis Pragt jeg 
ikke formaar at beskrive, men som gav mig 
Forstaaelsen af Homers „Det vinfarvede Hav". 
Bølgerne gik fra azurblaat over i violet, derfra 
i rødt, grønt og purpur, indtil de dækkede sig 
med en Kroningskappe, besat med Perler af 
Skum, for saa gennem mørkebrunt at blive kul- 
sorte. 

Næppe var den sidste glødende Rand af Sol- 
skiven dukket ned langt ude i Horisonten, før 



182 



Mørket kom rullende næsten som en Sky. Natte- 
kulden laa gemt i dens Favntag, Overgangen 
fra Dagens trykkende Hede til den frembrydende 
Nats Kølighed var saa voldsom, at Tænderne 
klaprede i Munden paa mig, og med Tegn gjorde 
jeg mine Folk forstaaeligt, at vi straks maatte 
vende tilbage til Sværdfiskeprammene. 

Atter kom Dødningehovedet med sine Gestus 
og sit Vrøvl ; men Gorillaen rystede paa Hovedet, 
pegede først paa Latinersejlet og dernæst paa 
den rivende Strøm, der skød Perler og Bobler 
op omkring Baadens Sider. 

Nu først forstod jeg, at man lettere kan 
komme til Charybdis end tilbage; men skulde 
jeg blive liggende her i den mørke, kølige Nat 
og saa i Selskab med disse to Fyre, som Skæb- 
nen havde sendt mig paa Halsen, det var mere 
end jeg selv syntes om. Men alle mine Fore- 
stillinger var forgæves. Gorillaen vedblev at 
surmule, og Dødningehovedet slæbte det store 
Latinersejl forud, hvor han i Hast fik det om- 
dannet til et nogenlunde taaleligt Leje, som han 
ærbødig førte mig hen til. Ved hans Hjælp blev 
jeg pakket ned ligesom et andet Svøbelsebarn, 
og efter faa Minutters Forløb følte jeg en vel- 
gørende Varme strømme gennem mit Legeme; 



183 



men de Tanker, der susede gennem mit Hoved, 
var af en ganske modsat Natur. 

Her laa jeg alene med to Fyre, af hvem jeg 
kunde vente mig det værste. Bag ved mig bruste 
og hvirvlede den fraadende Malstrøm. Nu gjaldt 
det om at holde sig vaagen og sælge sit Liv 
saa dyrt som muligt. 

Hvor er dog Ungdommen en herlig, glimrende 
Tid, rig paa Illusioner, fuld af Foragt for Livets 
Modgang og Farer, og saa med en Søvn saa dyb, 
saa fast, at man ikke véd, hvor man er, naar 
man vaagner. 

Saa underlig det klinger, faldt jeg trods min 
nervøse Uro i Søvn, udmattet som jeg var af 
Solheden og den lange, trættende Dag. Da jeg 
slog Øjnene op, saa' jeg til min Forbavselse en 
sorteblaa Nattehimmel og en bred, skinnende 
Sølvstribe paa noget, der uafbrudt bevægede sig 
frem og tilbage. Jeg gned mine Øjne og saa' 
nærmere til, jo det var Maanen, som fuld og 
blank hævede sig over „la Rema "s Top og 
kastede sin Sølvglans hen over Charybdis' spil- 
lende Vande. 

Agter ude laa begge mine Folk paa hver sin 
Side af Kabyssen, svøbt i Laser, tilsyneladende 
i dyb Søvn ; men paa Toften foran Kabyssen laa 
en af Felukens Lænsesten, og i dens Jern- 



184 



krampe var der stukket et Tov, som syntes at 
forsvinde under Gorillaens Nakke. Dette var 
mig noget paafaldende; men da Folkene øjen- 
synlig laa begravet i en dyb Søvn, tænkte jeg 
ikke videre derover. Dog halede jeg af Forsig- 
tighed mit Mahogni Skrin ind under Latinersejlet; 
thi mistede jeg dette, havde jeg jo intet Middel 
til at fortsætte den næste Dags Arbejde. 

Baaden vedblev at gynge og hugge; af og til 
kom et enkelt stærkt Ryk, saa gik det atter 
over i en blød Rullen og Svajen. Det var som 
laa jeg i et Barns fredelige Vugge med den 
store, dybe Nattehimmel over mig, og saa faldt 
jeg atter i Søvn. 

Da syntes jeg halvt i Drømme at føle noget, 
der krøb ned langs mit ene Ben, som var det 
en Slange. Jeg slog Øjnene op, stirrede omkring 
mig, men alt var som før, kun laa Gorillaen nu 
paa Maven med Ansigtet lige ned i Plankerne. 
Den glidende Bevægelse blev ved, og nu mær- 
kede jeg til min Forbavselse, at det var Ma- 
hogniskrinet, som var paa Vandring. Jeg turde 
ikke rejse mig op, stirrede blot gennem Halv- 
mørket, og nu saa' jeg, at Gorillaens ene Haand 
holdt fast i en Baadshage, hvormed han ganske 
langsomt halede Skrinet til sig. 

Jeg blev et Øjeblik som lamslaaet, men havde 



185 



dog den Aandsnærværelse at ligge ganske stille 
og kun stirre fremad gennem de halvt aabne 
Øjenlaag. Imidlertid maa jeg dog have gjort en 
Bevægelse; thi Gorillaen rejste sig pludselig, 
lettede Lænsestenen ned fra Toften og kiggede 
med fremrakt Hoved hen imod mig. I dette Øje- 
blik var der i hans Ansigt et Udtryk, paa én 
Gang saa spændt og saa nederdrægtigt, at jeg 
i mit inderste Hjerte højlig fortrød, at jeg i min 
Skrivelse havde alluderet til Hajfiskemaven. Hvad 
havde jeg i dette Øjeblik ikke givet for at have 
min gode Mundt eller i det mindste hans Re- 
volver ved min Side, men nu var der intet at 
gøre. Situationen var kritisk, saa kritisk, at jeg 
blev ganske kold af Rædsel og under et for- 
virret Tankemylder kun holdt en eneste Tanke 
fast — den at sælge mit Liv saa dyrt som 
muligt. 

Gorillaen trak sig atter tilbage, satte sig paa 
Toften, tog Skrinet og betragtede det fra alle 
Kanter, saa rystede han det som en Abe tæt 
ved sit Øre og smilede veltilfreds. Lyden af 
Glassene maa vist for ham have lydt som Klan- 
gen af gyldne Dukater; thi han vejede det i 
Haanden og prøvede paa, om han kunde vriste 
det op med sine Hænder. Da dette ikke vilde 
lykkes, trak han sin brede, sicilianske Kniv; 



186 

men herved kom han til at vælte Skrinet ned 
paa Dødningehovedet, som øjeblikkelig vaagnede 
og satte sig over Ende med en forbavset Mine. 

De to værdige Fyre tog Skrinet mellem sig, 
og nu opstod der en ivrig, hviskende Samtale, 
hvoraf jeg kun opfattede Ordet „denari" (Penge), 
men det forekom ogsaa temmelig hyppigt. Den 
sagte Hvisken gik over til et dæmpet Skænderi, 
under hvilket Dødningehovedet søgte at bemæg- 
tige sig Skrinet; men Gorillaen kastede ham 
med den ene Haand ned under Kabyssen, hvor 
han blev liggende uden at gøre Tegn til nogen 
som helst Modstand. Saa blev Skrinet pakket ind 
i nogle Pjalter, gemt under Toften, og nu saa' 
jeg til min Rædsel, at Gorillaen gav sig i Lag 
med at rulle den Tovende op, hvortil Lænse- 
stenen var bundet. I et Nu blev alt mig klart. 

Denne Sten vilde blive min Ligsten, hvis jeg 
ikke forstod at handle resolut. Men — hvad i 
al Verden skulde jeg gøre? Mit eneste Vaaben 
var en norsk Toldekniv, som jeg plejede at 
bære paa Ryggen. Jeg havde i Søvne lagt mig 
om paa den, og hurtig gled min Haand ned 
under Sejlet for at trække den ud af Skeden. 

Rædsel ! den var borte, jeg maatte have glemt 
den, da jeg klædte mig paa; men det haarde, 
jeg havde ligget paa, var ikke forsvundet, min 



187 



Haand famlede atter ned imod det og greb om 
det, det var den Jernkrampe, hvori Ankertovet 
var stukket. Mine Fingre løb Knuden rundt, fik 
fat i en Ende fugtigt Tov, og nu følte jeg, at 
dette holdtes til Krampen ved et Stik, der endte 
i en enkelt Slyngning. I dette Øjeblik rejste 
Gorillaen sig og lettede Lænsestenen saa let i 
Vejret, som var den en Kokosnød ; men i samme 
Nu havde min Haand fat i Stikkets Ende, og 
idet jeg af alle Kræfter halede til, slap Tovet 
ud af Jernkrampen, rutschede bort under min 
Ryg, medens Feluken som en løssluppen Ganger 
stejlede i Vejret, drejede rundt og tog Fart med 
Strømmen. 

Aldrig i mit Liv har jeg hørt Mage til Brøl 
som det. Gorillaen i dette Øjeblik udstødte, efter- 
fulgt af et Hyl fra Dødningehovedet i den aller- 
højeste Diskant. Selv foV jeg op, forfærdet over, 
hvad jeg havde gjort; thi Feluken satte af Sted 
med Strømmen, saa dens Planker dirrede der- 
ved. Men i næste Øjeblik tog alt en anden Ven- 
ding, netop den, jeg havde tænkt mig. 

Gorillaen tog den ene Aare, Dødningehovedet 
den anden, og begge gav sig til at ro som to 
desperate Mennesker^ der kæmper for Livet. 
Selv fløj jeg hen i Agterstavnen, greb Rorpinden, 
drejede af og holdt Feluken stik imod Strømmen, 



188 

til stor Tilfredsstillelse for Gorillaen, som ved- 
blev at raabe sit „coraggio Eccellenza", medens 
Dødningehovedet indskrænkede sig til at anraabe 
Madonna og Santa Lucia paa en højst gribende 
Maade. 

Selv stirrede jeg ud over Felukens Ræling, 
det syntes mig, at vi ikke kom af Pletten, 
Vandet vedblev at koge og boble, som sejlede 
vi i skummende Champagne, men fremad syntes 
jeg ikke, det gik. Jeg maalte Afstanden over 
mod Charybdis, den forekom mig at være 
mindre end før. Da hørte jeg et ynkeligt Brøl, 
der gik over i en grædende Hulken; det var 
Dødningehovedet, som havde faaet et saa væl- 
digt Nakkedrag af Gorillaen, fordi han ikke holdt 
Aaretag, at han atter laa henne ved Indgangen 
til Kabyssen. 

Nu tog Gorillaen begge Aarer i sine sene- 
stærke Hænder, stemmede Fødderne mod Ma- 
sten, bøjede sig tilbage og tog nogle Tag, saa 
de mægtige Aarer bøjede sig som Sivblade, 
endnu et Par Tag, og der begyndte at komme 
Fart paa Feluken. 

Dødningehovedet krøb grædende ind i Kabys- 
sen, Gorillaen vedblev at ro, saa det knagede i 
Tollene, og endelig slap vi løs af Strømmens 
krystende Favntag. Men hvorhen skulde jeg styre. 



189 



alt omkring mig laa endnu i Halvmørke. Da 
hørte jeg langt ude en klagende Tuden, og sam- 
tidig saa' jeg en bleg, rosenrød Stribe dukke 
frem. Det var Dagen, der kom, den læng- 
selsfuldt ventede Dag, og Konkyliehornet var 
Morgensignalet fra den nærmest liggende Sværd- 
fiskefanger. Snart efter dukkede dens Mastetop 
op af Bølgerne, Morgenskæret tog til, det blev 
fra en Stribe til glødende Ild, saa til en klar, 
lysende Lue. Den unge, dejlige Morgensol steg 
op af det kølige Hav. Aah! hvor aandede 
jeg let. 

Vor Ankomst til Prammen forstyrrede ikke 
Besætningen i dens Morgenbeskæftigelse, at spule 
Dækket og at fortære den dampende Polenta, 
som blev baaret frem i store, rødgule Fade; 
men da Gorillaen paa en noget uforsigtig Maade 
kom et af disse for nær, fik han en Modtagelse 
som viste, at han ikke var nogen persona 
grata blandt disse ellers saa gæstfrie Folk. 
Medens han skulende trak sig tilbage til Agter- 
dækket, kom Prammens Fører op fra Kahytten, 
og til min store Glæde opdagede jeg, at han 
talte fortrinlig Neapolitansk. 

Bekendtskabet var snart gjort. Min dyrebare 
Mahogni Kasse blev langet op, og da jeg med faa 
Ord havde forklaret ham, hvor vigtigt det var 



190 



mig at kunne undersøge Hovedet af en nys 
fangen Sværdfisk, lod han et Bord bringe op 
paa Dækket, og snart efter havde jeg opstillet 
mine Apparater. 

Gorillaen saa' paa mig med et forbavset Blik, 
kiggede flere Gange ned efter sit tabte Anker 
og kom saa endelig hen til mig, idet han ud- 
stødte nogle arabiske Gryntelyde, hvis truende 
Betydning ikke var til at misforstaa. Men næppe 
havde han faaet Øje paa Kaptajnen, før han 
atter skulende trak sig tilbage til Agterdækket, 
og knapt var han forsvunden, før jeg hørte det 
kendte Signal: Sværdfisk ret forud. I et Nu 
tumlede hele Mandskabet som en Flok vævre 
Maager i Baadene, Signalet gentoges fra en af 
de andre Pramme og en halv Time efter laa to 
mægtige Sværdfiske paa vort Dæk. Folkene ka- 
stede sig over dem, flængede med deres lange 
Knive Rygfinnen op og tyggede dennes sejge, 
glasagtige Gelée med synlig Velbehag; men da 
Dødningehovedet stak mig et Stykke i Munden, 
fik jeg stor Lyst til at hive ham over Bord. Imid- 
lertid lod jeg mig nøje med at faa mit eget 
Bord i Orden, og omringet af disse halvnøgne, 
bronzebrune Fiskere, der aabenbart antog mig 
for en Slags Troldmand, begyndte jeg med bæ- 
vende Hjerte den Dissektion, som skulde bringe 



191 



Klarhed i saa mange tvivlsomme Punkter. Den 
varede i to Timer, men da havde jeg ogsaa 
fundet alt, hvad jeg søgte — Opgaven var løst. 
Det var ogsaa paa høje Tid at holde op; thi Solen 
brændte som Ild paa det hvidskurede Dæk, og 
Prammens tunge Rullen var i Længden alt an- 
det end behagelig. 

Da saa' jeg pludselig Dødningehovedet fare 
op af sin Halvslummer, klatre til Vejrs som et 
Egern, og fra Mastens Top udraabte han atter 
det vidunderlige Trylleord „Ecco il Mondo", 
idet han med den ene Haand vinkede ad mig 
og med den anden pegede ud over Havet, hvor 
en Feluks brede Latinersejl viste sig i det fjerne. 
Jeg fik Kikkerten for Øjet, stirrede og stirrede. 
Jo, der kunde ikke være Tvivl derom, det var 
Købmand Mundt i egen høje Person. Gul Straa- 
hat, gul Nankings Overklædning og gule Sko, 
han saa' ud som en Fugl, der kom lige fra de 
kanariske Øer. 

Baaren af den friske Morgenvind nærmede 
Feluken sig med rivende Hast, den gule Skik- 
kelse fik en Kikkert frem, jeg viftede med mit 
Lommetørklæde, og idet Feluken skurede hen ad 
Prammens Side, hørte jeg Mundts kendte Røst: 
„Saa gid Fanden havde den kære vordende 
Doktor i Rejefaget! Her har jeg ligget og kryd- 



192 



set fra Pram til Pram, og saa skal jeg være saa 
heldig at træffe Dem paa den sidste. Se nu, De 
kan komme ned til mig og saa af Sted." 

„Tak," svarede jeg, „men jeg har mine egne 
Folk." 

„Ja, det bilder De Dem ind," sagde Mundt, 
„men i hvert Fald er De dog i samme Tilfælde 
som Tordenskjold." 

„Hvad mener De?" 

Mundt pegede ud over sin Feluk, og til min 
Forbavselse saa' jeg Gorillaen for fulde Sejl staa 
over mod Calabriens Kyst. 

Jeg maatte altsaa følge Mundts Opfordring. 
Dødningehovedet langede mine Sager ned i Baa- 
den, og da vi havde taget Plads agter, sagde 
Mundt: „Naa, Gud være lovet, at jeg fandt Dem! 
De har sat mig og hele Pensionatet i den døde- 
ligste Skræk; hvorfor vendte De dog ikke tilbage 
i Gaar Aftes?" 

Jeg fortalte mit Eventyr med de mest levende 
Farver. Mundt hørte opmærksomt til; men da 
jeg berettede, hvorledes jeg havde narret Goril- 
laen ved at løsne Felukens Anker, brast han i 
en saa overvældende Latter, at jeg, som var 
paa Stemningens højeste Top, følte mig baade 
forundret og flov. 



193 

„Hvad ler De ad?" spurgte jeg helt for- 
nærmet. 

„Ad Dem, kære Naturforsker, hvem Pokker 
skulde jeg ellers le ad, De har jo baaret Dem 
ad som det dummeste Asen." 

Jeg saa' endnu mere forbavset paa ham, og 
Mundt vedblev: „Hvad tror De, der var bleven 
af Dem, hvis De var kommen ind i „Garofano?" 

„Saa var vi gaaet til Bunds." 

„Nej ingenlunde, men De havde faaet, hvad 
Fiskerne hernede kalder en Tarantella mortale. 
De var bleven ved at køre rundt og rundt og 
rundt til stort Grin for alle forbisejlende, og 
først naar en eller anden Bugserbaad havde 
stukket Dem en Trosse ud, var De sluppen ud 
af den moderne Charybdis, saa ør i Hovedet, 
som om De havde siddet i en Karussel." 

„Men hvis nu de to Mænd havde dræbt 
mig?" indvendte jeg. 

Atter brast Mundt i den klareste Latter, og 
atter havde jeg den samme Følelse af beklem- 
mende Flovhed; thi han maatte dog have Grund 
til at le. 

„Hør," sagde han, idet han lagde Haanden 
paa min Skulder, „De er en rigtig Københavner! 
Lad mig med faa Ord forklare Dem Situationen 
saaledes som den er, ikke saadan som De fore- 

Vllh. Bergsøe: Under Palmer og Pinler. 13 



194 



stiller Dem den. Altsaa: Jeg staar op om Mor- 
genen, finder Deres Brev, hvori De nok saa flot 
fortæller, at De søger Frijord i Hajfiskens Mave. 
Endnu er der Tid til at forpurre hele Historien, 
og jeg sender derfor min Facchino af Sted for at 
fange Dem i Flugten. Hej, Agnello, hvor- 
for stoppede Du ikke Signoren inden han gik 
om Bord?" 

Til min Forbavselse kom Dødningehovedet 
springende, standsede foran Mundt og udtømte 
sig i en Strøm af Veltalenhed, hvoraf jeg ikke 
forstod et Ord. 

„Han siger," vedblev Mundt, „at han syntes, 
det var rigtigere at følge med for at passe paa 
Dem og være Dem til Tjeneste undervejs; thi 
da han saa', at De havde faaet Scrottone til 
Baadfører, turde han ikke gøre Vrøvl; onde 
Folk siger nemlig, at Scrottone er noget hastig 
af sig." 

„Er han Deres Tjener?" udbrød jeg forbavset, 
„han har jo hverken Næse eller Øren." 

„Nej, stakkels Fyr, han har mistet dem af 
pur Ærlighed. For et Par Aar siden var han 
saa dum at angive nogle af Maffiaens Haandlan- 
gere for at faa en lille Belønning. Den fik han 
ogsaa, men Morgenen efter traf man ham lig- 
gende uden for sin Vigne i en noget defekt 



. 195 

Tilstand. Siden den Tid forandrede han Sig- 
nal, nu er han en af Maffiaens bedste Haand- 
langere. " 

„Og saa Deres Tjener!" 

„Ikke Tjener — om jeg maa be\ blot Fac- 
chino, det vil sige Karl, Bybud, Sjover eller 
hvad De nu vil. Om Morgenen gør han mine 
Indkøb, om Middagen besørger han min Post, 
og om Aftenen arbejder han i min Have. Ingen 
faar bedre Køb paa Torvet, ingen sin Post saa 
sikkert besørget, og ingen er saa fri for Tyve, 
som jeg; thi jeg tolder direkte til Maffiaen og 
betjener mig ikke af Mellemhandlere. Til Gen 
gæld er han mig fuldstændig hengiven, og da 
han gik om Bord med Dem, var De lige saa sik- 
ker, som om jeg selv havde siddet ved Deres 
Side. — Sagde han da slet ikke, at han var 
sendt af mig?" 

„Aa!" udbrød jeg. „Jeg Dosmer. Han raabte 
bestandig paa sit Mondo, naar han pegede til- 
bage mod Havnen." 

„Og det kunde De ikke forstaa," spurgte 
Mundt og lo paa ny. „Jeg hedder „Mondo" over- 
alt i Messina. Og min skikkelige Agnello har 
De oven i Købet været bange for." 

Jeg kunde ikke holde ud at se paa hans 



196 



Dødningefjæs, men oprigtig talt var jeg mere 
bange for Scrottone.** 

„Det havde De ogsaa Grund til, thi Ærlig- 
heden trykker ham ikke. For det første har han 
været paa Galejerne i tre Aar for Mord og 
senere et Par Aar for Smugleri. Havde han 
kunnet stjæle Deres Skrin, vilde han ikke have 
generet sig derfor; men videre tror jeg ikke, 
han havde vovet sig, saa længe Agnello var i 
Baaden.*' 

„Han kunde jo have kastet os begge over 
Bord," bemærkede jeg, „for han har Kræfter 
som en Bjørn." 

„Det er ikke gjort med Kræfter alene," sva- 
rede Mundt. „Min Tjener er vel kendt over 
hele Messina, og den, som krænker ham, faar 
med mig at gøre. Jeg lader mig ikke spille paa 
Næsen, skal jeg sige Dem." 

„Men Stenen, kære Mundt, jeg saa' ham jo 
gøre Rebet fast." 

Mundt slog atter sin klare Latter op og sagde: 
„Kære Københavner, man skulde ikke tro, at 
De kom fra vort gode Øresund, hvor der ogsaa 
drives Smugleri. Scrottone har ganske sikkert 
haft Smuglergods med sig, derpaa tyder ogsaa 
hans Flugt til Calabriens Kyst. Kommer Told- 
væsenet ham uforvarende paa Nakken, sænker 



197 



han det, og det var dertil, Stenen skulde 
bruges. " 

„Men saa gaar jo hele mit Eventyr op i 
Røg." 

„Ganske vist! Alt hvad De faar ud af det, 
er Stof til en lille Fortælling, naar De sidder 
hjemme i Deres lune Arnekrog. Der er ikke 
sket noget endnu, men det kan komme," lagde 
han til med en vis Vægt. 

„Hvad mener De dermed?" 

„Ser De, Scrottone kaprede Dem ganske sik- 
kert med den Tanke, at der var en Forretning 
at gøre med saadan en udenlandsk Grønsnabel. 
Ja — om Forladelse — som De virkelig er. 
Saa sendte jeg ham min Facchino paa Halsen. 
Det var den første Streg i Regningen. Saa op- 
dagede Agnello, at han vilde stjæle Deres Skrin, 
og endelig vil det ganske sikkert gaa op for 
ham, at Ankeret ikke er gaaet løs af sig selv. 
Saadan et Anker koster en Snes Lire, og det 
glemmer han Dem ikke. Hvis jeg derfor maa 
give Dem et godt Raad, saa tag i Dag med mig 
til Taormina. Det gamle Amfiteater maa De dog 
se, men i Morgen tidlig er De om Bord paa 
Damperen til Neapel; thi vel er De undgaaet 
Charybdis, men det gamle latinske Ordsprog 



198 

siger jo: „Den falder i Scylla, som vil undgaa 
Charybdis." 

Af Turen til Taormina blev der desværre in- 
tet, thi et Par Dage før vi skulde af Sted, var et 
engelsk Rejseselskab blevet udplyndret tæt ved 
Byen, og Mundt, som var en forsigtig Mand, 
foretrak derfor at blive hjemme, saa meget mere, 
som ogsaa Ætna ikke var ganske rolig. For mit 
Vedkommende var mine Studier endt, thi jeg 
havde ikke Lyst til anden Gang at gaa under 
Sejl med Scrottone, og en smuk Morgen stod jeg 
igen paa Dampskibet, som skulde føre mig til- 
bage til Neapel. 

Agnello bar min Bagage, Mundt kyssede mig 
paa Kinden til Farvel, men lige idet vi lettede, 
saa' jeg Scrottone komme til Syne paa Kajen, 
hvor han brølte nogle uforstaaelige Ord til mig. 
Jeg tilkastede ham et Femlirestykke, som han 
med et hæsligt Grin stak i sin Lomme, og saa- 
ledes skiltes vi — vel ikke som Venner — 
men dog som gode Bekendte, der ikke ønsker 
at se hinanden oftere. 



SJETTE KAPITEL 

Afrejse fra Rom. — Civita vecchia. — Marseille. — Nattefart til Paris. 

— Milne Edwards. — Ny Lidelse. — Kejserinde Eugenie og Napoleon 

den Tredje. — Jardin d'acclimatation. — Kulkælderen. — Rejse gennem 

Tyskland. — Hjemkomst til Danmark. 

VED min Ankomst til Neapel var Byen som 
uddød. Alle mine Bekendte og alle mere 
velstaaende var flygtet for Sommerens Hede til 
Kapri, Ischia og Sorrent. Selv Konsulen var 
borte, Panceri havde taget Ferie, og jeg havde 
saaledes atter kun mine to smaa Fiskerdrenge 
til Selskab ved mit Middagsbord. 

Forunderlig deprimerende virkede denne For- 
ladthed paa mig; thi jeg tænkte tidt, at hvis jeg 
nu døde, vilde der ikke være en Sjæl, som 
kendte mig, ikke én, som kunde følge mig til 
Jorden, og denne Tanke blev efterhaanden saa 
trykkende, at jeg besluttede at vende tilbage til 
Rom, saa meget mere som jeg jo egentlig ikke 
havde noget videnskabeligt Formaal for Øje. 



200 

Da jeg havde besluttet at gøre Tarantelen og 
Tarantismen til Genstand for en større Mono- 
grafi, søgte jeg at samle al den gamle Litteratur, 
som kunde findes i saa Henseende; men hvad 
jeg fandt var saare lidet, og mærkelig nok var 
Universitetsbiblioteket ogsaa fattigt i denne Hen- 
seende. Da jeg en Dag gennemrodede Bogsæl- 
gernes Boder, traf jeg en Bog, som vakte min 
største Interesse. Det var „Processen mod Bea- 
trice Cenci og hendes Slægt"; denne forfærde- 
lige Proces, som endte med hele Slægtens Un- 
dergang og Inddragelse af dens uhyre Godser 
under Pavestolen. Uden at tænke videre derover 
købte jeg Bogen, og Dagen derefter var jeg paa 
Vejen til Rom. 

Lige til Ceprano gik alt fortræffeligt, men da 
det pavelige Toldvæsen aabnede min Koffert var 
„Processen mod Cencierne" den første Bog, 
som faldt dem i Hænde. Jeg havde slet ikke 
tænkt over, at denne Proces, som beretter en 
Række af de mest infame Tildragelser under 
Clemens den Ottende hørte til dem, som bærer 
tre Kors paa Ryggen, hvilket muligvis betyder, 
at man maa korse sig tre Gange naar man har 
læst den. For at spare mig denne Ulejlighed, 
blev Bogen øjeblikkelig konfiskeret; men det 
blev ikke derved. Alle mine Bøger, mine Breve, 



201 



kort sagt alt, hvad der i min KofFert fandtes af 
skrevet eller trykt blev ubarmhjertigt kondem- 
neret og lagt ad acta med den Bemærkning, at 
jeg kunde faa det hele tilbage i Rom, naar 
Propagandaen havde skilt Bukkene fra Faarene. 
Et stort Held var det, at jeg bar mine viden- 
skabelige Manuskripter hos mig; thi havde man 
ogsaa konfiskeret dem, havde man derved taget 
hele Grundlaget bort til min Doktordisputats. 
Forgæves protesterede jeg, forgæves søgte jeg 
at bestikke, det var øjensynligt, at Cenciproces- 
sen var den af alle Bøger, der mindst maatte 
komme ind i Pavestaten; men jeg trøstede mig 
ved Haabet om atter at faa mine Sager tilbage, 
selv om jeg saa tabte ,, Processen". 

Ved min Ankomst til Rom traf jeg denne By 
lige saa forladt af Venner og Bekendte som 
Neapel. Bravo var rejst til Schweitz, Dietrichs- 
son, Prior og Runeberg laa i Albanerne, ja selv 
Budal var forsvundet et Sted hen i Abruzzerne, 
hvor man senere havde ondt ved at finde ham. 

Trods den trykkende Sommerhede vilde jeg 
endnu en Gang besøge Tarantelbakkerne for at 
fuldstændiggøre mit Materiale; men jeg blev 
hurtig belært om, at man ved Sommertid ikke 
skal foretage denne Jagt, thi næppe havde jeg 
nærmet mit Ansigt til en af dens Huller for at 



202 

frembringe den hvislende Lyd, der skulde an- 
give, at en Flue var i Nærheden, før Tarantelen 
sprang mod mig med en saadan Krafts at den 
fløj ned i mit Ærme, hvor den bed sig saa 
fast, at Hovedet blev siddende, da jeg rev den 
løs. Da jeg mindedes Seidlitz's Skæbne paa Si- 
cilien, opgav jeg enhver videre Undersøgelse og 
vendte atter tilbage til Rom for at besøge dens 
Ruiner for sidste Gang. 

Da jeg den næste Formiddag gennemvandrede 
Forum, traf jeg en tysk Arkæolog fra det preus- 
sisk arkæologiske Institut paa Kapitolium, hvor 
han havde sin Bolig. Han havde flere Gange 
tidligere været min Fører mellem disse vidtløf- 
tige og ofte vanskelige Tempelrester, og jeg blev 
meget glad ved at se ham igen; thi han var 
dog et Menneske, som man kunde tale forstan- 
dig med. Under vor Samtale kom jeg til at be- 
røre det spændte Forhold mellem Tyskland og 
Danmark, og spurgte ham, om han troede, at 
Tyskland vilde paaføre os Krig. 

„Ganske bestemt," svarede han, „den vil ikke 
lade længe vente paa sig, muligvis bryder den 
ud inden De vender hjem. Vi maa have denne 
Krig og det af tre Grunde." 

„Hvilke?" spurgte jeg paa én Gang beklemt 
og forundret. 



203 

„Først fordi vi i tre Aar har kæmpet mod 
det lille Danmark uden at opnaa noget positivt 
Resultat, og dette er en Haan, som det store 
Tyskland ikke kan finde sig i. Kender De Bis- 
marck og Moltke? Deres Maal er ikke blot at 
samle Tyskland til en Enhed, men at gøre det 
til en Sømagt af første Rang, og derfor maa vi 
have Kielerhavn, den er os aldeles nødvendig. 
Dernæst har Moltke reorganiseret den preussiske 
Hær, forsynet den med nye Vaaben, og Dan- 
mark bliver den første, paa hvem vi prøver 
dem. Muligvis kommer Krigen først til næste 
Foraar, men længere vil den ikke lade vente 
paa sig." 

Det ^'ar triste Fremtidsudsigter, og jeg maa 
tilstaa, at de berøvede mig enhver Lyst til at 
blive længere i Rom. 

Der var nu kun én Ting tilbage, men den 
laa mig ogsaa særlig paa Sinde, at faa mine 
Bøger og min Korrespondance fra Propagandaen, 
hvor de nu havde beroet omtrent en Uge efter 
min Ankomst. Jeg vandrede altsaa op i denne 
store, mørke Jesuiterrede, hvor jeg blev mod- 
taget med den allerstørste Forekommenhed af 
en gejstlig Herre, som forsikrede mig, at jeg 
næste Morgen kunde afhente mine Breve, hvor- 
imod man endnu ikke var færdig med Bøgerne. 



204 

Jeg priste mig lykkelig ved at kunne redde en 
Korrespondance, hvoraf særlig Schiødtes Breve 
var mig vigtige; men da jeg næste Morgen atter 
stod i den store, skumle Sal, hvor Censuren 
residerede, blev jeg modtaget af en anden gejst- 
lig Herre, som under de største Høflighedsbe- 
viser forsikrede mig om, at det hele var en 
Misforstaaelse, og at jeg om tre Dage kunde 
hente baade mine Breve og Bøger, med Und- 
tagelse af Cenciernes Proces. 

Jeg lod de tre Dage gaa til Ende, og da jeg 
paa den fjerde paa ny indfandt mig, fik jeg atter 
den Forsikring, at hvis jeg vilde vente en Uge, 
vilde hele Sagen være i den skønneste Orden. 
Nu tabte jeg Taalmodigheden. Det blev mig 
klart, at man holdt mig for Nar, og da Bravo 
ikke var i Rom, maatte jeg opgive ethvert Haab, 
pakke min Koffert og se at komme af Sted sna- 
rest muligt; thi Jesuiterkollegiet havde allerede 
opholdt mig over fjorten Dage med denne kede- 
lige Affære. 

Jeg pakkede altsaa mine Sager, vandrede 
endnu en maaneklar Nat ud over det gamle 
Forum, og næste Morgen tog jeg med tungt 
Hjerte af Sted til Civita vecchia for at gaa til 
Marseille. Atter laa det blaa Middelhav stille og 
spejlklart, som var det en Indsø, og en Aften 



205 

landede jeg i det skønneste Vejr i den store 
Havnestad, hvor Livet bruste paa en sælsom, 
larmende Maade, naar man kom fra det øde, 
gravstille Rom. 

Min Længsel efter at se det muntre Paris 
var saa stor, at jeg fra Skibet tog umiddelbart 
til Banegaarden for at faa Plads i Iltoget, der 
afgik kort efter. Franskmændene kalder dette 
Tog „le train du Nord", men Folke vittigheden 
har omdøbt det til „le train du mort", og hvad 
dette betød, fik jeg snart at føle. 

I Begyndelsen susede vi af Sted med Iltogsfart 
uden at mærke noget synderligt, men da vi var 
komne forbi Lyon, fik jeg en Følelse af, at jeg 
snarere var paa et slingrende Skib end i et 
Jernbanetog. Vagonen kastedes snart til den 
ene, snart til den anden Side, ofte med en saa- 
dan Voldsomhed, at jeg ligefrem blev slynget 
fra min Plads. Kom vi til en Kurve, hældede 
Vagonen saaledes, at jeg troede den skulde 
vælte, og dertil var vi indhyllet i en Sky af 
Støv og Røg, som trængte ind selv gennem de 
lukkede Vinduer. At sove var aldeles umuligt. 
Heden var ubeskrivelig i det snævre Rum, hvor 
Støvet laa saa tykt, at man kunde tegne i det. 
Vi vedblev at køre uden ringeste Ophold, jeg 
led af en forfærdelig Tørst i Forbindelse med 



206 

en voldsom Hovedpine, som endnu mere for* 
øgedes ved den nervøse Uro, der var kommet 
over mig; thi at der med en saa slet bygget 
Jernbane let kunde indtræffe en Katastrofe, stod 
mig ganske klart. 

Vi havde passeret forskellige Tunneler uden 
mindste Uheld, men et Par Timer efter Midnat 
naaede vi en, som havde en usædvanlig Længde. 
Lampen i min Kupé var for længst gaaet ud, 
jeg sad ganske ene i ravnesort Mørke, Luften 
blev mere og mere tung, Stødene mere vold- 
somme, og pludselig hørte jeg fra Lokomotivet 
en skingrende Piben, som ikke vilde tage nogen 
Ende. Det gav et saa voldsomt Ryk i Toget, at 
jeg tumlede over Ende, og saa holdt vi stille. 

Overbevist om at vi var paa Veje til et Sam- 
menstød, rev jeg Vinduet ned og modtoges af en 
tyk kvælende Stenkulsos, som tvang mig til at 
lukke det igen. Saa hørtes en larmende Brølen, 
en hvinende Piben, det gav atter et Ryk i To- 
get, og forbi os flammede et Lokomotiv med 
røde Fakler, som var det Hovedet paa en ild- 
spyende Drage. Det var Toget fra Paris, som 
havde mødt os midt i Tunnelen, noget hvorom 
jeg ikke havde den fjerneste Anelse. Saa fo'r 
vi videre, og om Morgenen rullede jeg ind i 
Paris, saa fuld af Sod og Støv, at jeg satte 



207 

Hotelværten i Forbavselse ved at forlange Bade- 
vand to Gange. 

Endskønt jeg var ør og træt af den forfærde- 
lige Nattefart, opsøgte jeg dog straks den be- 
rømte Naturforsker Milne Edwards, da det var 
min Agt at gennemgaa, hvad Parisermuseet 
indeholdt af Myriapoder, for at sammenligne 
dem med de Arter, jeg havde indsamlet i Italien* 
Skønt jeg ingen Anbefalingsskrivelse havde, blev 
jeg modtaget med den største Forekommenhed; 
men nu indtraf der et snurrigt Tilfælde, som 
jeg ikke havde beregnet. Da jeg forlod Dan- 
mark, talte jeg taalelig godt Fransk, og da jeg 
forlod Italien, havde jeg talt Italiensk i de 
sidste tre Maaneder, men nu filtrede disse nær- 
liggende Sprog sig saaledes ind i hinanden, at 
det var mig umuligt at gøre Milne Edwards be- 
gribelig hvad jeg egentlig vilde. Til sidst maatte 
vi føre Samtalen paa Tysk, hvori han just ikke 
var nogen Mester. 

Fra nu af besøgte jeg daglig det naturhistoriske 
Museum, „jardin des plantes" og „jardin d'accli- 
matation", hvor jeg forbavsedes over den rige 
Dyreverden, som man her havde formaaet at 
samle. Men da jeg atter vendte hjem, efter en 
lang, anstrengende Dag, følte jeg igen de usalige 
Smerter i Øjet, og den næste Dag opdagede jeg. 



208 

at jeg var blevet Offer for en ny Inflammation, 
hvis Spirer vistnok var lagt ved Nattekørslen 
fra Marseille. 

Der fulgte nu en Række mørke, triste Dage, 
hvor jeg sad indelukket paa mit Værelse i Ho- 
tellet, hvorfra jeg først kunde vove mig ud naar 
Tusmørket begyndte. Jeg vandrede da hen til en 
„cabaret", som særlig søgtes af Paris's bluse - 
klædte Arbejdere, nød her mit tarvelige Aftens- 
maaltid og lyttede til de muntre Røster, der 
klang rundt omkring mig. Selv var jeg sorgfuld 
og beklemt; men Lystigheden hos disse jævne, 
tarvelige Folk gjorde mig godt. 

Af Danske var der dengang kun meget faa 
i Paris, og paa Grund af min Sygdom kunde jeg 
ikke gøre dem Følge. Jeg vandrede om alene, 
saa godt jeg kunde, med mit tilbundne Øje; men 
jeg blev dog Vidne til to smaa Scener, som dybt 
har præget sig i min Erindring. 

Den ene foregik paa en regnfuld Eftermiddag 
i Rue de Rivoli. Jeg stod foran en af de store 
Juvelbutikker, maaske den største i Paris, og be- 
undrede det Glimmerhav af Diamanter, Safirer 
og Smaragder, der funklede paa det sorte Fløjl. 
Regnen faldt tæt og Føret lignede noget nær 
det københavnske paa en Novemberdag. Da saa' 
jeg en lille, elegant Vogn komme rullende med 



209 

Kusk og Tjener, begge i sort Livre. Den stand- 
sede uden for Juvelbutikken, Tjeneren sprang af 
og idet han lukkede Vogndøren op, bøjede han 
sig dybt. En underskøn Kvinde kom til Syne, 
kastede et spejdende Blik til begge Sider, kil- 
trede saa Kjolen op, saa jeg kunde se hende 
lige til Knæene, og hoppede med et Par Spring, 
saa let som en Danserinde, over Fortovet og 
ind i Butikken. Jeg antog hende for en Danser- 
inde fra Operaen ; men da en forbigaaende Herre 
havde hilst hende meget ærbødigt, spurgte jeg 
ham, hvem hun var. 

„Ah Monsieur," svarede han, „ne connaissez 
vous pas l'impératrice." 

Det var virkelig Kejserinde Eugenie, som 
efter Franskmændenes Forsikring havde den Vane 
selv at besøge Paris's store Butikker inkognito. 
Hun maa have beholdt denne Lyst i en mærke- 
lig Grad, thi længe efter at Kejserdømmet var 
styrtet og hun som en aldrende Enke levede i 
England, rejste hun alligevel flere Gange til 
Paris og besøgte de samme Handlende, der 
havde bøjet sig dybt for hende som Kejserinde. 

Var Kejserinden inkognito den Gang, jeg havde 
den Fornøjelse at se hende, saa var mit Møde 
med Napoleon den Tredje af en ganske anden 
Natur. Det var Napoleonsdagen den 1 5de August. 

Vilh. Bergsøe: Under Palmer og Pinier. 14 



210 

Der havde om Formiddagen været Tropperevu, 
og da Solen var gaaet ned, svømmede Paris i 
et Hav af Lys, Lamper og Blus. Paa „arc de 
triomphe" tindrede for første Gang det elektriske 
Lys, som noget hidtil nyt og ukendt. 

Jeg stod atter i Rue de Rivoli, men denne 
Gang var Gaden pakket med Mennesker saa tæt, 
at jeg næppe kunde bane mig Vej. Pludselig 
opstod der et vældigt Røre rundt omkring mig. 
„Vive Tempereur" klang det fra tusinde Stem- 
mer, og i en firspændig Gaiavogn kom Kejseren 
kørende. Den blændende Illumination gjorde 
Gaden saa lys som om Dagen, og jeg kunde 
saaledes tydelig se alt omkring mig. Den mæg- 
tige Cæsar sad tilbagelænet i Vognen i Generals- 
uniform, hans Ansigt var bronzegult, Øjenlaagene 
hang slappe ned. Ansigtet laa som i en forstenet 
Ro, kun naar Vivatraabene klang stærkest, førte 
han langsomt Haanden til den trekantede Hat; 
men da man pludselig hørte „Vive la république" 
fra en Gruppe Studenter, fo'r han sammen og 
stirrede med et hvast Udtryk hen imod den Kant, 
hvorfra Raabet kom. Saa svandt Cæsaren og 
hans prægtige Følge bort i Menneskehavet ; men 
lidet tænkte jeg dengang paa, at han sytten 
Aar efter skulde sidde som en enlig Fange paa 
„Wilhelmsh6he", og at Raabet „Vive la répu- 



211 

blique'' skulde gjalde saa mægtigt fra Paris, at 
det overdøvede alt andet. 

Da Inflammationen begyndte at sagtnes, vilde 
jeg atter tage fat paa mine afbrudte Studier, 
men blev forhindret deri ved et Tilfælde, som 
nær havde kostet mig Livet. Jeg vilde vise et 
Par af mine Landsmænd „jardin d'acclimatation", 
og vi kom paa denne vor Vandring ogsaa op i 
det Maskinlokale, hvorfra Varmedampene sendes 
ud til Krybdyrhusene. De andre var blevet 
noget tilbage, medens jeg gik op for at tale med 
en af Opsynsmændene, som jeg kendte. Jeg 
kom ind i et halvmørkt Rum, og hvad der saa 
skete, derom har jeg ingen Anelse; thi da jeg 
vaagnede, laa jeg paa en Bunke Nøddekul, og 
foran mig sydede en vældig Dampkedel. Jeg 
vedblev at stirre paa dette gnistrende Uhyre 
uden at kunne begribe, hvorledes jeg var kom- 
met ned i denne Kulgrube; thi det sidste jeg 
havde set var det halvmørke Rum, hvor jeg 
havde haabet at træffe Opsynsmanden. 

Jeg kunde i Begyndelsen ikke røre mig, havde 
voldsomme Smerter i Hovedet, og da jeg for- 
søgte at rejse mig, følte jeg, at de skarpe Kul- 
stykker havde boret sig ind i mine Knæ, som 
smertede mig meget. Saa hørte jeg mine Lands- 
mænd kalde, og da jeg svarede, kom de ned 



212 

tillige med Opsynsmanden, og nu fik jeg at vide, 
hvad der var hændet. Paa Grund af mit svage 
Syn havde jeg ikke bemærket en aaben Luge i 
Gulvet, gennem denne var jeg styrtet ned i 
Kælderen, og havde Nøddekulsbunken ikke taget 
Stødet af, havde jeg efter al Rimelighed slaaet 
mig ihjel mod Stengulvet. Nu slap jeg med 
Skrækken, blev kørt hjem, men det varede dog 
nogle Dage, inden Saarene nogenlunde var lægte. 
Rygterne om Krig og Ufred med Tyskland 
hørtes ogsaa i Paris, hvor man i øvrigt kendte 
saare lidet til danske Forhold trods Billes franske 
Breve i Dagbladet, som paa Grund af deres 
gammeldags Fransk mere vakte Moro end In- 
teresse hos Pariserne. Tillige maatte jeg tilstaa 
for mig selv, at Paris i visse Henseender skuf- 
fede mig; thi naar man kommer fra Italiens 
Herlighed, fra den evige Stad med Aartusin- 
ders skønne Minder, og med dens halv middel- 
alderlige Præg, synes man ikke ret om det over- 
fladiske, gøglende Liv, der møder Øjet og Sindet 
i det moderne Babylon. Det var desuden paa 
Tiden at komme hjem; men jeg skulde endnu 
møde et Par Beviser paa tysk Venlighed, som 
jeg skal anføre, fordi de saa fortræffelig illustre- 
rer den Stemning, som i hine Dage rørte sig 
overalt i Tyskland, hvor de Danske blev betragtet 



213 

som en dum og dvask Nation, hvis største Brøde 
var at have kæmpet sejrrigt mod det stormæg- 
tige Tyskland. 

For at være vis paa at bringe mine viden- 
skabelige Skatte i Sikkerhed, førte jeg en lille 
Haandkuffert med mig, hvori jeg havde nedpak- 
ket alt, hvad der var sjældent eller nyt i viden- 
skabelig Henseende, og denne Haandkuffert 
vaagede jeg over som en gerrig over sin Skat. 
Den stod altid ved min Side, og alt var gaaet 
saare godt, indtil jeg ved Køln kom over den 
preussiske Grænse. Toget havde lige sat sig i 
Gang, da en uniformeret Konduktør stak Hove- 
det ind af Vinduet for at klippe Billetterne. Idet 
jeg rakte ham min, opdagede han Kufferten og 
raabte barsk: 

„In Wagon darf man kein Gepåck mitneh- 
men." 

Jeg sagde ham, at denne lille Haandkuffert 
indeholdt videnskabelige Sager af høj Værdi, 
som var bestemt til Museet, og da han spurgte 
hvilket Museum det var, var jeg saa uforsigtig 
at nævne Ordet „København". 

„Das Museum in Kopenhagen!" raabte han 
vredt, „dann machen Sie den Koffer gleich fort," 
og da jeg ikke straks lystrede, rev han den trods 



214 

mine kraftige Protester til sig, og forsvandt med 
den i Mørket. 

Om han havde røvet alle mine Penge var det 
for intet at regne mod det Tab, jeg her frygtede 
at have lidt. Materialet til min Doktordisputats, 
til Tarantelafhandlingen og til Beskrivelsen af de 
italienske Myriapoder laa tillige med mine Ma- 
nuskripter i denne lille Kuffert, og nu var den 
rimeligvis kylet ind i Pakvognen mellem det 
store Rejsegods, hvis Vægt kunde tilintetgøre 
hele dens Indhold. Jeg sad ligefrem i Feber ind- 
til vi naaede den hannoveranske Grænse; meft 
til min store Forbavselse leverede Konduktøren 
mig Kufferten tilbage i fuldstændig uskadt Stand 
med den Bemærkning, at han havde været nødt 
til at lystre Reglementet. I min Glæde vilde jeg 
give ham en anselig Drikkeskilling ; men idet han 
pludselig antog en stram militær Holdning, sva- 
rede han: 

„Trinkgeld verboten," drejede sig om paa 
Hælen og forsvandt. 

Nu forstod jeg den gamle General Lundings 
Ord: 

„Ordres parieren oder nach Spandau marschie- 
ren." De er ikke behagelige at leve under, men 
de har gjort Preussen til hvad det er. 

Den næste tyske Behagelighed var det mig 



215 

forbeholdt at møde i mit eget Fædreland. For 
at undgaa alt Vrøvl med Toldvæsenet i Altona, 
havde jeg lagt mine faa toldpligtige Sager øverst 
i Kufferten og deriblandt tre Koralhalsbaand, 
som min Tante, Fru Ida Suhr, havde bedt mig 
købe til sine Døtre. 

Idet Toldbetjenten aabnede Kufferten, spurgte 
han mig paa Tysk om dens Indhold, og jeg 
svarede paa Dansk, da jeg antog, at man paa 
et dansk Toldsted vel maatte forstaa dette Sprog; 
men til min Forbavselse skreg han i en oprørt 
Tone : 

„Her i Altona forstaar vi ikke Dansk, behag 
at tale Tysk." 

„Kann nicht," svarede jeg, og gjorde mig saa 
dum som mulig. 

„Kann nicht — kann nicht," raabte han, „das 
heisst will nicht, was haben Sie hier im Koffer?" 
Han greb Koralbaandene, kastede dem paa en 
Vægt og forlangte en aldeles urimelig Told, som 
jeg vægrede mig ved at betale; men han pegede 
paa de ganske smaa Guldlaase og sagde, at naar 
der ved en Ting fandtes Guld eller Sølv, blev 
det hele fortoldet som saadant. 

Nu blev det mig for broget, jeg rev min Kniv 
op, skar Laasene fra, kastede dem paa Gulvet 
og bad ham fortolde Perlerne alene. Næppe 



216 

havde jeg udtalt denne Fordring, før han kaldte 
paa et Par Betjente, som efter en kort Konfe- 
rence førte mig ind i et halvmørkt Rum, hvor 
jeg trods mine Protester blev klædt af og under- 
søgt paa den bare Krop ; men da man intet fandt, 
fik jeg Ordre til hurtigst at klæde mig paa, da 
Toget var i Færd med at fare af Sted, og da jeg 
atter traadte ud i Toldlokalet, havde man ende- 
vendt min Kuffert og spredt dens Indhold til 
alle Sider. I en Hast kylede man min Garde- 
robe ned i den, og da Kuffertlaaget nu ikke lod 
sig lukke, slog man et Reb om det hele og 
trillede den saaledes ud til Pakvognen. Selv 
maatte jeg løbe af alle Kræfter, og havde næppe 
naaet en Vagon før Toget satte sig i Bevægelse. 
Saaledes var Stemningen i Hertugdømmerne den- 
gang, og da Bille erfarede, hvad der var sket, 
fik han mig til at offentliggøre Sagen i Dag- 
bladet; men herom brød de Herrer i Altona sig 
vistnok kun lidet. 

Saa susede Toget af Sted til Kiel, hvor det 
danske Dampskib laa parat til at tage imod os. 
Jeg saa' atter mit danske Flag, hørte atter kære 
danske Stemmer, og dog følte jeg mig forunder- 
lig fremmed, saa fremmed, at da en jydsk Heste- 
pranger raabte: 



217 

Jomfru ! giv mig to Rundtenommer med hol- 
stensk Ost og en Dram!" maatte jeg uvilkaarlig 
briste i Latter over hans djærve jydske Dialekt, 
og da Toget rullede ind paa Københavns Bane- 
gaard, syntes jeg, at jeg som en fremmed Fugl 
vendte tilbage til den hjemlige Rede. Her var 
alt Fred og Ro, man vandrede om i den gla- 
deste Sorgløshed, og naar jeg fortalte mine Ven- 
ner, hvad den tyske Arkæolog havde spaaet paa 
Forum Romanum, lo de mig ud som en fan- 
tastisk Drømmer. Man ranglede med Østersøens 
Nøgler, troede paa Dannevirke og den Hall'ske 
Politik. Men Skyerne trak tættere og tættere 
sammen, uden at man anede de Lyn, som senere 
skulde rive ikke alene Holsten, men ogsaa Søn- 
derjylland fra Danmarks blødende Hjerte. 



EFTERSKRIFT. 



DA jeg havde fuldendt mine „Eventyr i Ud- 
landet*" viste det sig, at Manuskriptet 
havde naaet en saadan Størrelse, at Forlaget an- 
saa en Deling for ønskelig. „Under Palmer og 
Pinier" maa derfor betragtes som en umiddelbar 
Fortsættelse af „Eventyr i Udlandet", og dette 
maa tjene til Undskyldning for, at Læseren 
uden foregaaende Varsel føres ind i Skildringen 
af det middelalderlige Rom. 

Da jeg desværre ikke selv har kunnet be- 
sørge Korrekturen, vil det neppe undgaas, at 
der hist og her vil findes enkelte Fejl og Unøj- 
agtigheder, for hvilke jeg maa bede Læseren om 
Overbærenhed. Af saadanne skal jeg blot her 
anføre, at min Faders Dødsdag fejlagtig er an- 
givet til den 15. i Stedet for til den 23. No- 
vember 1861. 



Til Slutningen skal jeg gøre opmærksom paa, 
at alle de Portrætter, jeg har anvendt, ere tagne 
efter de Fotografier, som jeg under mit Ophold 
i Italien fik forærende af mine talrige Venner 
og Bekendte i Rom og Neapel. 

København, den 15. September 1905. 

Vilhelm Bergsøe. 



Gyldendalske Boghandel • Nordisk Forlag 



VILHELM BERGSØE 

Fra Piazza del Popolo. 9. Udg. 5 Kr., indb. 7 Kr. 
I Ny og Næ. Digte. 5. Udg. 2 Kr., indb. 3 Kr. 40 Øre. 
Fra den gamle Fabrik. 5. Udg. 5 Kr., indb. 6 Kr. 

75 Øre. 
I Sabinerbjergene. 2. Udg. 4 Kr. 50 Øre, indb. 6 Kr. 
Hjemvee. Digte. 3. Udg. 2 Kr., indb. 3 Kr. 40 Øre. 
Blomstervignetter. 3. Oplag. 1 Kr. 25 Øre, indb. 2 Kr. 
Italienske Noveller. 2. Udg. 2 Kr. 50 Øre, indb. 3 Kr. 

75 Øre. 
Fra gamle Dage. Fortællinger. 4 Kr. 
Fra sollyse Strande. Fortællinger. 4 Kr. 
Julefortællinger. 4 Kr., indb. 5 Kr. 50 Øre. 
Falskmøntneren. 111. af Nørretranders. 2 Kr. 50 Øre, 

indb. 3 Kr. 50 Øre. 
Nissen. Danske Folkesagns- Eventyr. 111. af H. A. Brende- 

kilde. Indb. 2 Kr. 
Fødselsdagsalbum. Med Vignetter af F. Kraul. 4. Udg. 

Indb. 2 Kr., indb. i Skind 4 Kr. 



Gyldendalske Boghandel • Nordisk Forlag 



VILHELM BERGSØE 



DE FORBISTREDE DRENGE 

PORTRAITER OG INTERIEURER 

FRA »DEN GAMLE FABRIK", »SORTE HANE** OG 

BORGERDYDSKOLEN PAA CHRISTIANSHAVN 

4 Kr. 50 Øre 



KRIGEN OG KOLERAEN 

FORTSÆTTELSE AF „DE FORBISTREDE DRENGE" 

Med et Portræt 
3 Kr. 25 Øre 



STUDENTERLEBEN OG STUDIELIV 

ERINDRINGER FRA 
MIDTEN AF FORRIGE AARHUNDREDE 

Med mange Portrætter 
4 Kr. 



EVENTYR I UDLANDET 

Med mange Portrætter 
4 Kr. 



FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI. KØBENHAVN 



(te 



OHU -4, y ]3jj-| 



1 



1