(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Vaerker i mindeudgave"

v*<.. 





T 








* 




Presented to 


the 


library qf 


the 


UNIVERSITY OF TORONTO 



by 

Estate of the late 
JOHN B. C. WATKINS 



HERMAN BANG 

VÆRKER 
I MINDEUDGAVE 



Digitized by the Internet Archive 

in 2011 with funding from 

University of Toronto 



http://www.archive.org/details/vaerkerimindeudg03bang 



HERMAN BANG 

VÆRKER 
I MINDEUDGAVE 

TREDIE BIND 



GYLDENDAL SKE BOGHANDEL- NORDISK 
FORLAG - KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 
MDCCCCXX 



pr 

ANDET OPLAG 




1 3 1965 
998650 



GYLDENDALS FORLAGSTRYKKER1 
KJøBENHAVN 



HAABLØSE SLÆGTER 



Hvad jeg vil fortælle paa disse 
Blade, er i Brudstykker et Livs Histo- 
rie. Og jeg vil fortælle det, uden at 
bekymre mig om, hvorvidt, hvad jeg 
fortæller bliver skønt eller ej, eller 
om det vækker enten Graad eller 
Latter. 

William Høgs Liv synes mig levet 
til Advarsel; derfor har jeg nedskre- 
vet den Ulykkeliges Levnedsløb. 



FORORD*) 

TIL TREDIE UDGAVE 



Haabløse Slægter" udsendes i dette Bind for tredie 
Gang — akkurat fem og tyve Aar efter sin Fremkomst. 

Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger 
har. Den første Udgave blev udsolgt paa Grund af en offent- 
lig Anklage. Den anden Udgave forblev usolgt paa Grund af 
den samme Anklage, som i mange Aar fjernede mig fra Bog- 
købernes Skabe. 

Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de 
støvede Bogbunker „Haabløse Slægter" nogensinde skulde 
flyttes fra Forlæggerens Loft uden som Makulatur. 

Alligevel gik det anderledes. 

For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig 
den gamle Roman, som hed „Haabløse Slægter" . De ikke 
blot huskede den. De spurgte endog deres Boghandler, om 
den endnu var at faa til Købs. Og lidt efter lidt svandt Bun- 
kerne paa Loftet, til der slet ikke var flere „Haabløse Slægter" 
tilbage. 

Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har 
haft en Lod som denne : at være længe glemt for igen it blive 



*) Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det Schubotheske Forlag, den 
sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den „endelige", skrev 
han dette Forord. 



husket — at den Bog har forsvaret sin Plads mellem de Bø- 
ger, som vil leve en Stund endnu. 

Den udsendes altsaa atter. 

Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner 
bliver jeg ikke træt af at file og „gøre bedre" . Men i „Haab- 
løse Slægter" nytter det saamæn ingen Ting. Den er nu en 
Gang saa god og saa daarlig som den er. At eftergaa „Stilen" 
er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange. At efter- 
gaa selve „Bogen" er ligesaa umuligt. Den vilde sikkert kun 
blive ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i 
Rette med, hvad et ungt Menneske skrev — fordi han følte det. 

I „Haabløse Slægter" er det Pulsslaget der maa redde 
Værket. Den har ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke 
dens Pulsslag endnu levende kan fornemmes. 

HERMAN BANG 

Marienlyst. August 1905. 



FØRSTE BOG 



SOM MAN SAAR — 



PROLOG 

Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. 
Stamtavlen fortalte, at den en Gang havde haft 
Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i Jylland, 
men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par 
Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden. Fa- 
milien levede ubemærket, nogle drev Handel, andre 
drev Haandværk, der var vel ogsaa studérte Folk imel- 
lem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt var 
det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde 
vel endogsaa glemt deres store Stammenavn. 

Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar 
kom en enkelt Gren af Ætten til Kræfter. 

Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: 
dens Medlemmer svang sig op til de højeste Poster, høje 
Titler og Kors fra alle Lande blev atter Attributer til 
Navnet. Det var strenge, viijehaarde Mænd, som forstod 
at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De skyldte de- 
res Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke. 

Men ved Siden af Dygtigheden og den anstrengte Flid 
gik i hele Slægten en vis urolig Excentricitet, en Hang 
til Overdrivelse i alt, som skaffede sig Udslag paa for- 
skellig Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse var ivrig 
Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme 
med al Slags Pønitense. Hans Hustru var letsindig og 



HERMAN BANG 10 

flagrende; hun elskede at give og stjal fra sin Mand for 
at tilfredsstille sin Lidenskab. Undertiden under den dag- 
lige Husandagt lo hun over til Børnene ligesom et Barn 
og kastede Papirskugler paa Tjeneren. Hun skrev ogsaa 
Vers, hvor der var megen Tale om Hyrder og smukke 
Hyrdinder af noget letfærdige Sæder. Hendes Liden- 
skaber var overmaade heftige i alt. 

Det var Stamforældrene. 

Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig 
Sorg. Hvorledes det egentlig har forholdt sig, er ikke 
godt at sige. Vist er det, at Frøkenen var, hvad man 
sædvanlig kalder noget let paa Traaden. Saa blev hun 
nok forført af en adelig Officer og forskudt af Faderen ; 
men Moderen understøttede dem troligt — de blev siden 
gifte — indtil de forsvandt i Mørket. 

Sønnen gik i Faderens Spor. Han havde hans Jernflid, 
hans hurtige Blik og hans Begavelse. Arbejdede des- 
uden med et videre Syn i en yngre Tid. Han gik hæder- 
ligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav Begyn- 
delsen indtil Midten af det nittende Hundredaar dets 
ejendommelige Præg. Fra Moderen havde han arvet Sin- 
dets Uro, han maatte altid være sysselsat, altid have 
fuldop at gøre. Saa skrev han Vers i sine ledige Timer ; 
de var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian 
VIII havde en Del at bestille, skrev han saa stor en 
Mængde, at han maatte gemme sine Produktioner i Klæ- 
dekurve. Han havde arvet mer fra Moderen : han var 
lige saa ødselt givende som hun og lige saa heftig. Des- 
uden var han en forfængelig Mand, der holdt af at ses 
og at nævnes. 

Slægtsvaabenet blev broderet paa alle Vognpuder, han 
lod bringe Orden i sin Stamtavle og vilde hæve sin Fa- 
milie ved at slutte Forbindelse med den „nye" Adel. 
Heri støttedes han af sin Hustru. Han havde ægtet hen- 
de sent som en anset Mand, og det var vel et Spørgs- 
maal, om den smukke Kvinde havde giftet sig med Man- 
den eller med Navnet og dets Fremtid. Ikke destomindre 
blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede paa hendes Hjem 



11 HAABLØSE SLÆGTER 

med den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede 
hende med Smykker, Silkekjoler og Vers. Det var hans 
Glæde. Hun modtog alt med den samme Ligevægt og 
søgte kun at lægge en Dæmper paa Excellencens Uro. 
Hun levede i Haabet om en glimrende Fremtid for sine 
Børn og frygtede kun for, at Mandens Excentricitet 
skulde ødelægge alt. Hun græd et helt Døgn, da Mi- 
nisteren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlig- 
hedsdigt midt i en Indberetning til Statsraadet. Men, da 
Majestæten fandt Historien saa morsom, at han gjorde 
sin Versmager til Storkors, formildedes Fruen igen. 

Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor 
alle Faderens Yndling. Han havde glimrende Evner og 
en hel Del af den Elegance, som nedarvet Fornemhed 
skænker. Men det viste sig tidlig, at Ludvig hørte til „de 
store Dygtigheders Sønner" — han var svagelig, nervøs, 
allerede tidlig dybt melankolsk. Man var ved ham øjen- 
synlig naaet til et nyt Stadium i Slægtens Historie. 

Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer 
saa stærke. Excentriciteten tog Overhaand. 

Ludvig rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den 
fornemme Ørkesløshed foretager sig; gjorde Gæld, som 
blev betalt af Excellencen uden Knurren, fuskede lidt 
med alt og blev tidlig ødelagt paa forskellig Maade. 
Han blev stadig mere nervøs og mere lidende — hans 
Melankoli var foruroligende, og den Munterhed, som 
undertiden afløste den, var ængstende forceret. Man be- 
gyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde blive til, og 
beklagede allerede hans Fader. 

En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejds- 
værelse, og der blev talt meget højt og længe. Fruen 
hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og derpaa en 
stærk, langvarig Hulken. 

Det var ud paa Efteraaret, dette skete. 

Hele Vinteren læste saa Ludvig som en gal Mand, 
han sov tre Timer i Døgnet og holdt sig om Natten vaa- 
gen ved at drikke Sherry og sidde med Fødderne i Is- 
vand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham, 



HERMAN BANG 12 

men han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludse- 
lige, overdrevne Flid ødelagde ham yderligere, hans 
Sundhedstilstand nedbrødes uoprettelig, og hans Evner 
svækkedes. 

Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Examen 
med første Karakter, og Excellencen var tilfreds. Nu 
kunde han foreløbig rekreere sig; naar han saa kom 
hjem, kunde der gøres noget for ham. Ludvig rejste 
til Paris. 

Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret 
begavet, den anden blev Landmand. 

Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse 
Ejendommeligheder i Tiden. 

Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æstetiske 
Tid herhjemme: Det store Arbejde var gjort, de store 
Værker skrevne, man hvilede sig, vuggede sig velbe- 
hagelig i det hegelske Fantasteri og i potenseret Følsom- 
hed. Politikken begyndte at vaagne . . . man talte om 
Frihed, om Lighed og om Tyranni, og det var denne 
Talen, man kaldte Politik. Alt var Idéer den Gang, 
Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt. Derfor tumlede 
man saa let med det altsammen : Idéer holdte over 
Virkeligheden er stumpe Vaaben, Børn kan lege med ; 
Realiteter er farligere. 

Saa kom otte og fyrre, Handlingens Aar. Der var i 
Folket Kræfter bag Ordene ; det saås, da man maatte 
tage sig sammen. Folkets Smigrere tog saa denne Hand- 
ling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid ; maa- 
ske var den snarere Afslutningen af en gammel, Frug- 
ten af den nationale Vækkelse i Hundredaarets Begyn- 
delse og af den Haardførhed, de knappe Tider den Gang 
havde lært os. Men derom faar den Historie dømme, 
som ikke skrives af Sønner, der har lidt under Fædre- 
nes Vildfarelser. 

Ludvig gik med som Frivillig. Hans Begejstring blus- 
sede voldsomt op, og han drog afsted. Han vilde i tre 
Dage gerne have givet sit Liv for Fædrelandet, men 
Dagene blev til Uger, Ugerne til Maaneder, uden at han 



13 HAABLØSE SLÆGTER 

lugtede Krudt. Saa kølnedes hans Begejstring, der vel 
kunde have tilladt ham at dø uden at klage, men som 
ikke udholdt en kedsommelig Exercits' Strabadser. Han 
blev syg og rejste hjem. 

Der gik et Par Aar. Ministeren tog sin Afsked og blev 
Stiftamtmand. Ludvig vilde ikke søge Embede, han var 
evig paa Baderejser, flakkede Sommer og Vinter hvile- 
løs rundt i Europa. Faderen ventede. Den næstældste 
Søn var bleven Borgmester i en lille By paa Sjælland, 
Landmanden havde faaet Gaard, som man stadig satte 
til paa. 

En Sommer i Begyndelsen af Halvtredserne beslut- 
tede Ludvig at blive herhjemme og bo hos Borgmeste- 
ren i Skelskør. 

Ludvig kedede sig i Købstaden. Selskabet i den lille 
Provinsby kunde ikke tilfredsstille ham, og han var uden 
Beskæftigelse, der helt kunde optage hans Tid. Under 
disse Omstændigheder benyttede han sine ledige Timer 
til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en 
ung Dame fra Omegnen, meget livlig, meget smuk og 
meget ung. De havde truffet hinanden paa Morgenture i 
Byens Skov og havde kun talt lidt sammen. Stella var 
atten Aar, uerfaren og forkælet: Den .fem og tredive- 
aarige Høg var den eleganteste Mand, hun havde set, 
han var akkurat Digter nok til at kunne give sin Kærlig- 
hed en straalende Indfatning af formfuldendte Vers, og 
hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med 
det Ukendtes Magt. 

Da han friede, gav Stella ham sit Ja. 

Der blev talt meget om denne Forbindelse. De fleste 
betegnede den som en Mesalliance og beklagede Excel- 
lencen, der ikke havde nogen „rigtig" Glæde af sine 
Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget ældre 
end hun og havde vistnok ikke meget til Rest til at ofre 
et Ægteskab ; og hun var saa ung og frisk. Men hun 
kom jo ind i en fornem Familie. 

Den gamle Læge i Skelskør var meget misfornøjet. 
„Det er en skidt Historie," sagde han ved Præstens 



HERMAN BANG 14 

L'hombrebord om Tirsdagen. „Skidt Historie . . . Folk 
som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig, Kraften 
er opbrugt : denne har Dispositioner til Melankoli, de 
andre er Drønnerter, baade Borgmesteren og Landman- 
den. Ja, det er s'gu ikke Spøg for Stakkelen." Dr. Her- 
mansen satte sig fastere i Stolen og trykkede Brillerne 
fastere over Næsen. „Og skulde Kandidaten giftes, bur- 
de han s'gu have ta'et en Malkepige, saa der var kom- 
met tykt Blod ind i Familien." — De andre lo. — „Ja 
det er min Mening. — For Stella er det Synd og Skam. 
Hun maatte ha'e en Kraftkarl. Der er Ansats til Bryst- 
syge i Moderens Familie. Det bli'r et rart Roderi, naar 

de Svagheder kommer sammen. Men forhaabent- 

lig faar den Kavaler da ingen Børn, saa det bli'r sidste 
Akt . . . Ellers Gud hjælpe Afkommet!" 

Excellencen modtog Svigerdatteren uden at blinke; 
hans Frue var mindre behersket, men Ludvig lod sig 
ikke sige ; om Efteraaret fik han Embede og i November 
stod Brylluppet. Det var 52. 



I Ægteskaber, som er sluttet efter saa kort et Be- 
kendtskab, er man altid udsat for at tage fejl. Heller 
ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru Høg, ret 
vidst, hvad hun gjorde — maaske var der nok et og an- 
det, hun savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, 
muligvis ogsaa nogen Styrke. Men hun var meget ung 
og meget ungdommelig, kendte lidet til Verden og end- 
nu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun 
næsten, alt var, som det burde være, og da hun lidt efter 
lidt langsomt opdagede, at det ikke var det, var det nær- 
værende allerede blevet hende en Vane. 

Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han 
gav hende alt, hvad han havde, men det var kun Rester. 
Det gik mere og mere op for ham selv og andre, at han 
var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod ; han blev 
meget melankolsk, og naar han nu var munter, ytrede 



15 HAABLØSE SLÆGTER 

hans gode Lune sig ved bidende Sarkasmer, der hud- 
flettede andre. Han og Stella var saa forskellige som Nat 
fra Dag. 

I de første Par Aar, de var gift, legede Stella endnu 
med Dukker, eller hun spillede Komedie for Høg. Hun 
græd, naar han gik ud, og hun var bange i Mørke. Hun 
havde en livlig Fantasi, holdt af at pynte sig ud med 
Slør og Blomster og spillede „Operaer" paa Klaveret. 
Det var et Ruskomsnusk af Melodier, som hun satte 
Ord til, mens hun spillede. 

Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde — hele 
Dagen var han enten ude eller paa sit Værelse — klæd- 
te hun sig ud som Nonne og gav lange Scener, hun selv 
lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget 
den Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hen- 
des trofaste Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og 
dansede Menuet eller legede Kirke. En Aften kom hun 
ind og sagde, at hun vilde overraske ham, og han maatte 
ikke gaa ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte paa ham. 

Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt 
Lagener paa alle Væggene, og Stella laa hvid i Ansigtet 
midt paa Gulvet i en stor Møbelkasse, som var behængt 
med sort Flor og dækket med Lagener. Hun havde sin 
hvide Kjole paa og Myrthekrans over Sløret. Ludvig 
blev uhyggelig til Mode, Sveden sprang frem paa hans 
Pande, og han kom til at ryste stærkt. Saa tog han me- 
get ublidt og heftigt og rev Stella ud af Kassen. Men hun 
lo ellevildt og sagde, at hun var Julie i Gravkammeret. 

Helst vilde hun dog læse højt. Hun tiggede Ludvig 
om at læse med sig, og naar han vilde, kunde de sidde 
til langt ud paa Natten og læse. Hun havde en dejlig 
Stemme; undertiden kunde han blive helt bedaaret der- 
af og fortabte sig i Lovtaler. Hun lo kun. „Ja," sagde 
hun, „jeg er ikke født til at være Herredsfoged-Kone!" 

Saaledes levede de i Begyndelsen. Men efterhaanden 
som Stella blev ældre, indsaa hun, langsomt, men sik- 
kert, at deres Ægteskab var en noget ulige Alliance, at 
han var gammel og h u n ung, og at det, han gav, og 



HERMAN BANG 16 

hun maatte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end 
et apathisk Venskab, krydret med en enkelt feberagtig 
og kort Forelskelse. Men hun opgav ikke Modet. Hun 
var Midtpunkt i hele Egnens Selskabelighed og uund- 
værlig ved enhver Sammenkomst i tre Miles Omkreds. 

Excellencen besøgte dem hvert Aar og var meget ind- 
taget i sin Svigerdatter. 

Denne var nu to og tyve Aar. De havde allerede været 
gift i tre Aar, og det syntes, som om den gamle Læge 
i Skelskør skulde faa Ret i sine Forhaabninger. 

Saa i Ægteskabets tredie Aar blev Stella forelsket; 
den, hun elskede, var en Ven af hendes eneste Broder 
og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad der foregik, véd 
ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til Ud- 
landet med sin Kone. Man talte paa Egnen en Del om 
denne hovedkulds Rejse, glemte den saa igen. 

Efter sin Hjemkomst tog Stella noget mindre ud eni 
ellers; hendes Helbred var Skyld deri, hun hostede me- 
get, og Lægen frygtede for, at hendes Bryst skulde væ- 
re angrebet. 

Et Aar efter blev hun Moder. Barnet blev kaldet Ni- 
na efter Hendes Naade Stiftamtmandinden, som holdt 
hende over Daaben. Stella var meget lykkelig, hun le- 
gede med Barnet som med en Dukke og ammede det 
selv. 

Høg bekymrede sig ikke meget om Barnet. Han led 
efter Rejsen bestandig af Hovedpine og Nervegigt, og 
han talte med Aander om Natten. Stella skjulte hans 
Sygelighed med hemmelig Rædsel. 

To Aar efter blev hun atter frugtsommelig. Hun var 
meget besynderlig under dette Svangerskab, hun taalte 
næppe at se sin Mand, hun vilde Uger igennem ikke 
modtage nogen og lukkede sig inde i et mørkt Værelse, 
hvor hun tilbragte Dagen ørkesløst henslængt i en 
Gyngestol ; saa til andre Tider fo'r hun fra Selskab til 
Selskab, fra Bal til Bal i Egnen ; hun arrangerede en 
dramatisk Aftenunderholdning i sit Svangerskabs femte 



17 HAABLØSE SLÆGTER 

Maaned : Lægen maatte i den syvende Maaned forbyde 
hende at danse. 

Barnets Fødsel varede et Døgn ; Lægen mente, Stella 
havde snøret sig for stærkt under Svangerskabet. 

Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, 
han var blind, han vejede kun fem Pund og kom straks 
i Urtebad; man svøbte ham i Bomuld. Den tredie Dag 
troede de, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i 
Isvand, og han kom til Live igen. 

Stella laa længe syg. 

Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen 
med en næsten feberagtig Ømhed, og han fik i Daaben 
hendes Yndlingsnavn William. 

Tiden gik, og tre Aar efter nedkom Stella med en 
Datter. 

Samme Aar om Efteraaret døde Excellencen som Rid- 
der af Elefanten. Han døde stærk, som han havde levet. 

Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Ex- 
cellencen saå paa Uhret over Sengen, spurgte: „Den 
bli'r svagere?" — ; „Ja, Deres Excellence." Atter Tavs- 
hed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig; 
Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. 
Saa det samme Spørgsmaal og det samme Svar. 

„Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade 
Jord paa et Kistelaag. Og igen ganske tyst. 

„Svagere?" 

„Ja, Deres Excellence" 

Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borg- 
mesteren. Ludvig støttede sig mod en Marmorkonsol 
og hulkede. Borgmesteren legede tankeløst med en Pa- 
pirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet 
Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte 
intet uden Taffeluhrets spinkle Dikken. 

Excellencens Spørgsmaal lød som en utydelig Mum- 
len ; de kunde intet skelne, men hver Gang de hørte 
Stemmen, bøjede de sig frem med tilbageholdt Aande- 
dræt. 

Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Naades 

H. B. IH 2 



HERMAN BANG 18 

Værelse. Fruen laa til Sengs, hun var begyndt at gaa i 
Barndom. Hun raabte nu og da hæst paa Pigen. Ludvig 
fo'r sammen, naar han hørte det. 

Stella gik hen og standsede Uhret. Inde i Sygeværel- 
set lød Aandedragene tungere, tungere. De var til Alo- 
de, som skulde Tavsheden kvæle dem. 

Excellencen rørte sig i Sengen. 

„Rejs mig op," sagde han meget højt. Det lød næsten 
som et Raab. 

De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder 
op bag den døendes Ryg. Ludvig og Broderen stod ved 
Fodenden. Det var, som de mærkede Døden gaa forbi 
sig. 

Den døende rejste sig helt op i Sengen, stemmede 
Fødderne mod Fodenden, saå stift frem med de brustne 
Øjne. 

„Nu kommer det," sagde han. Det hvide Hoved sank 
tungt ned paa hans Bryst — de fo'r alle sammen og gik 
et Skridt frem. 

Saa afbrødes Stilheden af en pludselig fremvældende 
Hulken. Excellencen var død. 

Man havde aldrig set et saadant Følge i Stiftsbyen. 
Man var strømmet sammen for at følge fra hele Stiftet, 
Kongen lod sig repræsentere ved sin første Adjutant. 

I sin lange Tale ytrede Biskoppen, at man med denne 
Mand begravede en svunden Tid, og at det var smukt at 
se saa mange vise Respekt for det, hvis Tid var omme, 
men som man dog burde hædre, fordi det var Fædrenes 
Gerning. Den nye Tid havde større Krav og haabede at 
bære i sit Skød en større og rigere Lykke. Men man 
burde sænke sine Faner for hver den, der, som denne 
Mand, indenfor sit Syn — var det end snævert — hav- 
de gjort sin Pligt og ydet sit bedste. 

Hans Højærværdighed var national-liberal . . . 

Saaledes blev Excellencen Høg begravet. — 

Nogle Maaneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han 
skulde være Byfoged i Randers. 

Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de 



19 HAABLØSE SLÆGTER 

skulde rejse, gik hun med Nina og William op paa en 
Bakke ved Byen. Det var i Maj : hele Egnen laa, smi- 
lende i Foraarets første Friskhed, udstrakt for deres 
Blik. Helt ude blinkede Havet. Stella viste en sidste 
Gang Børnene alt, pegede paa hvert Kirketaarn, paa hver 
Mølle, paa hver Sti. Nina græd, William stod med 
Fingrene i Munden og saå op paa Moderen med store 
forbavsede Øjne. Hun blev ved at pege — hun viste 
dem hver Plet : det var som læste hun i en kær Bog, 
mens hun stod her for sidste Gang og saå ud over den 
kendte Egn fra denne skraanende Bakke. 

Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd. Willi- 
am saå forundret paa Moderen, derpaa gik han hen og 
tog Hænderne bort fra hendes Ansigt : 

„Kys Willy," sagde han. 

Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved 
Haanden ilsomt ned ad Højen. 



I 

Næste Aar blev Stella fjerde Gang frugtsommelig og 
fødte en Søn. De kaldte ham i Daaben Aage. Høgs 
havde levet meget stille i Randers. Det tog Tid, inden 
man kom i Orden ; Nina fik Mæslinger, og saa kom Stel- 
las Svangerskab. Saaledes blev det Efteraaret 63. 

Det var første Gang, de saå nogen hos sig : Sogne- 
præsten, Rektor ved Skolen og Stiftsfysikus Berg. Her- 
rerne skulde egentlig have spillet Kort i Høgs Værelse, 
men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man 
drøftede Kongens Sygdom. Høg havde i Aften faaet 
Meddelelsen fra København, hvori Brevskriveren fryg- 
tede det værste. 

Det var under Følelsen af dette truende, man var ble- 
vet sammen i Dagligstuen, ligesom naar man under et 
Uvejr alle klumper sig sammen i det samme Værelse. 

Man talte ogsaa om Grevinden. Høg blev heftig og 



HERMAN BANG 20 

sagde, man burde søge at glemme hende nu, Rektor 
kaldte hende med et Udtryk fra en Festtale i Klubben 
for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikus lo og spurgte, 
hvem der da var Perikles. 

Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, 
drejede behændigt Samtalen bort fra Grevinden og be- 
rørte atter Spørgsmaalet om Hertugdømmerne. 

Man talte i Munden paa hinanden. De mente alle, at 
skulde Kongen dø nu, stod meget paa Spil. 

„Gud forbyde det," sagde Præsten. 

Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad 
lænet frem paa Stolen og lyttede ivrig. 

„Maaske trænger vi til en Krig," sagde hun. 

Lægen smilede. „Fruen gaar vel med i Ambulancen?" 

Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte 
med Begejstring om Aanden i otte og fyrre. Præsten 
mente, Tiderne havde forandret sig, sligt gentog sig 
ikke, sagde han. 

Efterhaanden fik Samtalen et mere almindelig poli- 
tisk Præg. Rektor paaregnede i Tilfælde, der kunde 
møde, sikkert Hjælp fra Frankrigs mægtige Cæsar. 

Damerne blandede sig i Konversationen, og den gik 
over til alle Emner, Lægens Frue havde set Kejserinde 
Eugenie i Paris, hendes Krinoline havde fyldt hele Vog- 
nen. Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne. 

„Det er dog værre i Spanien," slap det ud af Lægens 
Frue. 

Man lo og kom ind paa Fabler om Dronning Isabella ; 
Rektorinden mente, at Dronningen havde altfor mange 
Skriftefædre, og Lægen sagde, at Skriftefædre — det 
vil naturligvis sige, dem med Cølibat — i det Hele var 
en farlig Institution. Det var et Stikleri til den elegante 
Præst, om hvem man paastod, at han overfor Menighe- 
dens Dameverden og ikke mindst overfor Stella havde 
visse katolske Tendenser. 

Pastoren smilede og gik ind paa Spøgen : Man kunde 
ikke forlange formeget, vi var alle Mennesker . . . 



21 HAABLØSE SLÆGTER 

Under denne Stemning rejste man sig for at gaa til 
Bords. Nina og William havde faaet Lov at være med. 

Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. 
Bordet var ødselt dækket, Stella havde trods Aarstiden 
fyldt den store Opsats med stærkt duftende Blomster. 
Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af Sylte- 
tøjsassietter og Dessert-Skaale . . . Efter Excellencens 
Død havde Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Ser- 
vice, og Stella, der nok ønskede at kokettere lidt med 
Husets prægtige Apparat, havde i Aften benyttet saa 
meget deraf, som muligt var. 

Buffet'en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Pal- 
mer og Bregner, og alle Lysene i Kronen var tændte. 

Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede 
hen til hinanden og saå prøvende paa hvert Stykke paa 
Bordet, efter fem Minutters Forløb havde Rektorinden 
vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue 
blinkede misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der 
elskede Luksus, strakte sig velbehageligt paa Stolen og 
nød Retterne forud. 

Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt 
Navnechiffer i Guld. Om den var fra Sévres? 

„Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe 
— han havde været i Frankrig i en diplomatisk Mis- 
sion — den var fra Sévres" . . . 

Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt 
Fabrikkerne ved Sévres. 

Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, 
men saå pludselig, at Stella beholdt sine paa, blev rød 
i Hovedet og gav sig til at knappe dem igen. 

Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blaat Liberi 
med Sølv. 

Det var meget vanskeligt at faa Fisk paa denne Aars- 
tid — hvor Fru Berg købte? — Fru Berg lo og erklæ- 
rede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede det. — Fisk 
var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spi- 
ste Plukfisk. — Og Rektor spiste det ikke? Aldrig. — 
Om Stella havde set noget værre end „Dronning Mar- 



HERMAN BANG 22 

guerites Noveller" ? — Nej aldrig. Berg paastod, at 
Frangois I spiste med Fingrene . . . Dronningen havde i 
hvert Fald spist Pandekage med Kniv. 

„Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. 
William græd, fordi han ikke havde faaet Snitter. 

Rektcrinden satte sin Pincenez paa Næsen. Hun hav- 
de aldrig set saa mørkt et Barn. Et komplet Zigeuner- 
barn. 

Fysikus drak privat med Pastoren. 

Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pa- 
storinden, om Børnene stadig brugte Tran? — Fru Berg 
afskyede Børn, naar man havde seks — 

Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog paa at do- 
cere, Præsten demonstrerede ivrigt mod sin Dame og 
lagde i sin Iver Haanden paa hendes Arm. Den unge 
Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer. Berg 
talte om Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned 
over Bordet, hvem Malthus var. 

Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Læ- 
gen. Hans Kone skratlo. 

Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten 
havde hørt 5000 Rigsdaler. Det var en stor Velgerning 
mod Byen. 

Det var dumt at paastaa, at mørke Bsrn skulde være 
mere lidenskabelige end blonde. Rektorinden havde set 
mange blonde Børn, som var meget lidenskabelige . . . 

Nej, Høg vidste det ikke . . . 

De talte i Munden paa hverandre. „Den blaa" gik 
omkring og skænkede, det var en gammel Rødvin fra 
Excellencens Tid. Pastoren erklærede ikke længe at 
have smagt en saadan Vin . . . Han sad og saa glad paa, 
hvorledes den oliede paa Glasset. 

Stemningen blev meget livlig. William kom hen paa 
Stellas Skød, Nina sad hos Lægen. 

Det var ingen Sag, naar man kunde faa saa kønne 
Børn, Fru Berg erklærede sine Børn for ækle, Rektor 
troede, hun havde altfor megen Selvkritik — den ældste 
var virkelig meget flink i Latin . . . 



23 HAÅBLØSE SLÆGTER 

Ja, i Latin . . . 

Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damer- 
ne som Samfundets Mødre. Stella tog sine Handsker af. 
Rektorinden faldt i Forbavselse over en Opsats . . . Den 
var en Gave fra Kongen ... for Resten knyttede der 
sig en pikant Historie til denne Opsats 

Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og ret- 
tede . . . Historien var pikant. Man kom atter ind paa 
Historier om Grevinden. Kongen havde foræret hende 
en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin ind- 
svøbt i en Femdalerseddel . . . Det var uhyre morsomt 
og jovialt af Kongen. Lægen mente, at det havde den 
gamle Aspasia vel næppe faaet af sin Perikles. 

De lo voldsomt, selv Pastorinden blev reven med af 
Lystigheden. Fru Berg brækkede Stoleryggen ved at ka- 
ste sig haardt tilbage, og Præsten greb om hende. 

„Den blaa" kom ind med en Bakke og gik hen til 
Høg. „Et Telegram." 

„Et Telegram." Høg sprang op, greb Telegrammet. I 
samme Nu havde. alle set det, og der blev ganske stille. 
Stella satte William haardt ned paa Gulvet. 

Høg var meget bleg. 

„Kongen er død," sagde han. 

Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Saa blev 
der atter ganske stille. Man kunde have hørt en Knappe- 
naal falde til Jorden i Stuen. De saa alle ned for sig — 
Præsten havde foldet Hænderne. 

William stod ved Siden af Moderen. Han saa fra den 
ene til den anden. Saa gav han sig til at græde. 

Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spise- 
stuen. „Der vil komme strenge Tider," sagde Høg. 
Stella gav sig til at slukke Lysene paa Buffet'en . . . 



Krigen kom. Der laa mange danske Tropper i Ran- 
ders, men man frygtede hver Dag at maatte gaa længer 



HERMAN BANG 24 

mod Nord og opgive Byen. Fjenden var rykket frem 
Norden for Skanderborg — Vejen laa aaben. 

Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen 
for at se til de Saarede paa Byens Lasaretter. Høg var 
ude med Hans kongelige Højhed. 

Det var ud paa Aftenen. En kold, gennemblødende 
Efteraarsregn, pisket af en hvinende Storm. 

Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lunge- 
betændelse. Berg gav kun ringe Haab. 

Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved 
Vuggen i Mørket henne i Krogen ved Kakkelovnen. 
Hun vuggede med Foden, helt mekanisk; naar Barnet 
klynkede, gav hun sig til at nynne sagte. Undertiden 
skræmmedes hun op af sin Adspredthed, lagde sig ned 
over Vuggen og lyttede til det gispende Aandedrag. Tog 
sig saa om Hovedet og sukkede. 

Regnen slog haardt mod Ruderne, greb i det raslende 
Thermometer . . . Folk talte højt nede paa Gaden. 

Hun satte sig atter op. Barnet laa med store angst- 
fulde, spørgende Øjne, der fulgte hende overalt. Hun 
pintes under dette hjælpeløst bedende Blik. Hun saa til 
Siden, vilde knibe ud fra Blikket, men følte det hjælpe- 
løst imod sig, kunde ikke slippe fra det. Øjnene var 
store, glasagtige. 

„Vug Aage, Nina," sagde hun. 

Nina havde siddet og strikket ved Lampen. „Hvor er 
William?" spurgte Moderen. 

Han sad sammenkrøben paa en Skammel og sov, 
gemt bag Gardinet. Billedbogen var falden ned paa 
hans Knæ. 

Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og 
fulgte Stella med Øjnene, mens hun gik hen over Gul- 
vet til Vinduet, hun ruskede lidt i William. „Nu skal 
Ane bringe dig i Seng," sagde hun. 

Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saa ud. 

Folk løb uroligt frem og tilbage paa Gaden. Man 
raabte til hinanden i Forbifarten, løb videre, dukkende 
med Hovederne for Regnen. Stormen havde revet Bar- 



25 HAABLØSE SLÆGTER 

bérskiltet løs paa Huset ligeoverfor, saa Messingbække- 
net klaprede mod Muren. Det tog paa med ujævne Rusk 
i Regnen . . . 

Stella gik tilbage til Vuggen. Aage saa paa hende og 
smilede ganske svagt, hans Bryst gik heftigt op og 
ned, de smaa Hænder pillede krampagtigt ved Vugge- 
kanten. Han begyndte at blive blaa i Ansigtet. 

William gik hen til Vuggen og saa nysgerrigt paa 
Broderen. 

„Lille Bro'r er syg," sagde han og stod og pillede 
ved det grønne Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun 
gik op og ned ad Gulvet, standsede i Krogen, gik atter 
frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev heftigere og 
heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet. 
Høg maatte jo dog ogsaa snart komme . . . Hun skræm- 
medes af et enkelt Hornsignal nederst i Gaden. 

„Naar kommer Fa'r?" spurgte Nina. 

Stella saa ud. Der løb mange Mennesker paa Sten- 
broen frem og tilbage, hun hørte dem skrige højt omme 
paa Torvet, høje Raab, ligesom Kommandoraab. Hun 
saa et Par Officerer tale meget ivrigt nede under Lyg- 
ten lige overfor. De havde lange, dyngvaade Regnkap- 
per paa. 

Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge 
ham. Stormen tog stærkere fat, det piskede ned . . . der 
lød mange Trin paa Gaden, stadig flere. Vinden suk- 
kede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte. 

„Hvor de løber," sagde Nina. Hun var krøben op 
paa en Stol ved Vinduet. 

William stod og trak hende i Kjolen. 

Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsig- 
naler . . . Stella fo'r op fra Vuggen . . . 

„Mo'r dog," raabte William angst og rendte hen- 
imod hende. Nina løb bort fra Vinduet. Lige med ét 
gav begge Børnene sig til at græde. 

Hornene lød nu fra alle Kanter — ilsomme Hovslag, 
Løb ... de raabte højt paa Gaden. Stella rev Vinduet 
op igen. Stormen slog det bragende ind mod Muren, 



HERMAN BANG 26 

Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes For- 
haar op. 

Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. 
Et Kompagni gik i sluttet Trop ilsomt ned gennem Ga- 
den. Trinnene lød slubrende paa den oversvømmede 
Stenbro . . . Hun hørte et Par Koner græde nede i Gade- 
døren. 

„Kommer de?" raabte hun til dem. Og endnu en 
Gang højere: „Kommer de?" 

Stormen rev hendes Ord bort, ingen hørte hende, 
hun holdt paa det klaprende Vindu — Hornsignalerne 
lød ængstelig kaldende som korte Nødraab, ilsomt fra 
alle Sider. 

„Kommer de?" raabte hun igen og stærkere, bøjet 
langt ud af Vinduet. Ingen svarede. En Adjutant red 
forbi i Galop — hun raabte igen, han svarede og vir- 
rede med Hovedet, Stormen udviskede hans Ord. 

Nina sad ved Vuggen. 

„Mo'r, Aage bli'r sort i Ansigtet," sagde hun. 

Moderen løb tilbage. Barnet laa rallende med stive 
Øjne. Hun rev Nina væk og kastede sig med et Skrig 
ned over Vuggen — tog Barnet op, lagde det atter 
ned. 

„Han dør, han dør," raabte hun. Hun fløj op, greb 
en Flaske og hældte nogle Draaber i en Ske. „Han 
dør," gentog hun sagtere, blev ved mekanisk at gen- 
tage: „Han er død, han er død" 

Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog 
fat i Gardinet og løsnede det, saa det fløj som en Fane 
langt ind i Stuen ; Flammen i Lampen slog op og osede 
. . . William og Nina sad henne i en Krog bag Bogska- 
bet og græd sagte ; Drengen havde lagt sit Hoved ned 
i Søsterens Skød. 

Stella laa udstrakt over Vuggen. Nede paa Gaden 
lød der urolig Trampen af mange Støvler, forvirrede 
Raab, hun saå med Angst paa Barnet. 

Saa blev Døren reven op. 

Høg havde en lang Regnkappe paa, Vandet dryp- 



27 HAABLØSE SLÆGTER 

pede ned ad ham og flød i store Strømme hen ad 
Gulvtæppet. „De er her," sagde han hurtigt, „Prinsen 
flygter." 

Børnene gav sig til at skrige højere. Høg strøg Van- 
det af sin Kappe. 

Han havde ondt for at tale. 

„Gaar du igen?" spurgte Stella angst. 

„Ja, Prinsen rejser om lidt." 

Hun stod nogle Øjeblikke. Derpaa sagde hun sagte : 

„Barnet dør." 

Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage laa og kram- 
mede med sine smaa Hænder om Lagenet. Saa bøjede 
han Hovedet og gik. 

Stella saa ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En 
lang Række Soldater drejede om paa Torvet. De mere 
løb end gik, Hovederne dukkede ned bag de opslagne 
Kraver ; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet 
slaa op om de trampende Ben ... De lange Rækker 
saa ud som e t mørkt Legeme. 

Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa 
Fortovet. Hornene kaldte uafladelig. 

Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden spræng- 
te forbi, Slængkapperne flagrede i Stormen, 'Hestene 
stønnede — Stella genkendte Prinsen. Hun saa hans 
Træk tydeligt i Skæret fra Lygten ; han var hvid som 
et Lagen. 

Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. 
Regnen havde vædet hendes Haar og Ansigt. Hun 
vendte sig, William stod og sled i hendes Kjole. 

„Hvad vil Du?" sagde hun. 

„Hvorfor blæser de?" spurgte han. 

„Fordi de Danske flygter," sagde hun og saa igen ud. 
William hvinede. 

„Nu sover Aage," sagde Nina. 

„Hvad siger Du?" 

„Aage sover." 

„Sover?" det lød som et Skrig, hun saa hen til Vug- 
gen . . . hun syntes ikke, hun kunde flytte en Fod . . . 



HERMAN BANG 28 

Vinduet brasede voldsomt mod Muren, den ene Ru- 
de gik itu, og Skaarene faldt raslende ned paa Sten- 
trappen. Den ilsomme, ensformige Trampen af Trop- 
pernes Marsch gennem Gaden tabte sig mere og mere 
. . . man hørte kun nu og da et enkelt skingrende Horn. 

Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og 
hulkede med Ansigtet ned i Gulvtæppet. 

William græd hele Natten. 



II 

De fleste var enige om, at William var en underlig 
Dreng. 

Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og hav- 
de mærkelig store Øjne med et vagt, tungsindigt, lidt 
flakkende Blik. Hans Hoved syntes for stort til Krop- 
pen, som han holdt daarligt, saa at han saå endnu mere 
rundrygget ud end han var. Han havde faaet et Par 
meget tynde Ben at gaa paa og lange Arme, underlige, 
halvt kantede, halvt theatralske Bevægelser. 

Hans Gang var uens og besynderlig. Han kunde 
smaasnakkende med sig selv slentre langsomt hen langs 
Husene — Stella paastod, han sled Huller paa sine Al- 
buer ved saaledes altid at gnide sig op ad Væggen — 
med dukkende Hoved og krummet Ryg, Armene sla- 
skende. Saa pludselig snublede han over sine egne Ben, 
som han altid satte indad, og gav sig til at løbe. Hvor 
han saå ud, naar han løb. Man kom til at tænke paa de 
smaa vanskabte Trolde med uforholdsmæssig store Ho- 
veder, som ligger sammentrykte i Æsker og springer 
op, naar Æsken aabnes. Saa stod han stille, slentrede 
igen og gav sig atter til at løbe. 

Naar han talte, gestikulerede han meget. Han brugte 
mange sjældne Ord, og hvad han sagde, var ofte stillet 
op, ligesom Replikerne i en Komedie. 

Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. 



29 HAÅBLØSE SLÆGTER 

Saa kom de om Vintermorgenen ned i det kolde Køk- 
ken, hvor Kokkepigen smurte Skolemaden ved det dryp- 
pende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje paa og skar 
Brødet ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden 
blev William ækel ved Maden — Pigens Nattrøje var 
ofte helt graagul i Kuløren — og kastede Smørrebrødet 
paa Vejen til Skolen. Mens Børnene drak The, stod 
Pigen og redte sit Haar over Køkkenbordet, hun holdt 
altid den ene Fletning i Munden, mens hun redte den 
anden. 

Naar Børnene var gaaet, gik hun i Seng igen. Fløde- 
manden vækkede hende saa, naar han kom Klokken 
ni; halv ti fik Stella The i Sovekamret. 

Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evinde- 
lige Søvnløshed, stod meget tidlig op. 

„Hys, hys," sagde Pigen, naar Børnene tænder- 
klaprende aabnede Døren til Køkkenet. „Borgmesteren 
er oppe." 

De Dage vovede Nina og William slet ikke at tale. 
Nina stod og læste hviskende i sin Katekismus henne 
ved det osende Lys, William satte sig ved Vandspan- 
den. Men han kunde aldrig sidde stille og rokkede saa 
uroligt paa Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i 
Spanden. 

„Hys, William," sagde Nina. „Du véd jo, Fa'r er 
oppe." 

Og naar han sagte vilde liste hen over Gulvet, faldt 
han over Kulkassen ved Skorstenen. Af Forskrækkelse 
gav han sig til at patte paa alle fem Fingre. 

„Saa skulde da al Landsens ... dit Klodsfæ," skænd- 
te Pigen. 

Naar Børnene gik ind gennem Spisestuen, saa de 
Faderen sidde ved Bordet med et Haandklæde om Ho- 
vedet. De sagde „God Morgen" ganske sagte, han nik- 
kede blot uden at vende sig eller tale. Nina aabnede 
Døren og listede ud, William bag efter — men Drengen 
kunde i sin Befippelse sjælden faa Døren lukket. Saa 
stod han længe og raslede med Laasen, indtil Fade- 



HERMAN BANG 30 

ren rejste sig med et utaalmodigt „Naa" og smækkede 
den haardt i. 

Børnene var glade, naar de frelste var naaet ned 
paa Gaden. 

Drengene sad i Vestibulen og halvsov paa lange Bæn- 
ke langs med Væggene. Inspektøren gik søvndrukken 
omkring og knipsede dem ondskabsfuldt i Hovedet med 
sin knyttede Haand. Saa afbrød et Hvin den søvndys- 
sende Mumlen af al den hviskende Læsning i Kofod, 
Balslev og Luthers lille. Hver Gang en Lærer kom op 
ad Trappen, rejste alle Drengene sig paa Rad. En enkelt, 
der var faldet i Søvn, fik af Sidemanden et vækkende 
Puf og fo'r op, mens han tabte Bogen af Haanden. In- 
spektøren lod ham springe over Stokken, til han vaag- 
nede. I det hele taget var Hr. Inspektor vanskelig om 
Morgenen. Han gik og gned sine Øjne og søgte at faa 
Lemmerne strakt ved noget, han kaldte nødvendige Iret- 
tesættelser til de Lømler i 5te Real, men som for upar- 
tiske Øjne betænkelig saa ud som en Brydekamp, hvori 
man kæmpede med skiftende Held. 

For Resten rensede han sine Negle og lod Pedellen, 
der listede lydløst omkring i et Par aflagte Gymnastik- 
sko, børste sin Frakke, der i Forvejen var saa velbørstet, 
som en skinnende Frakke kan være det. 

Drengene var glade, naar Timerne begyndte. 

Og dog var disse Timer just ikke livlige. Skolen i 
Randers havde gamle Lærere, som holdt sig til Lære- 
bøgerne og til de fastsatte Pensa. Historien var Aarstal, 
Geografien Tal og Navne. Sprogene var Verber at bøje, 
Syntax og Bojesens Antikviteter, som var Historiens 
Aarstal og Tørhed gylpet op igen. 

Lærerne sad krumryggede paa Katedret med Bøgerne 
opslaaede, men med lukkede Øjne. De kunde rolig gøre 
det. Den, der var oppe, tog ikke fejl, for han stod med 
Oversættelsen paa et Blad inden i Bogen ; og de andre 
sov. De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet 
ned paa Armene og blundede eller vippede frem og til- 
bage paa Bænken, mens de i Smug læste paa det næste. 



31 HAABLØSE SLÆGTER 

Naar den, der var oppe, var færdig, rejste han sig paa 
Tæerne for at se efter Karakteren, viste sin Sidemand, 
hvor han var sluppen, og satte sig ligesom de andre. 
Saaledes gik Timerne. 

I de smaa Frikvarterer blev man i Klasserne. Som 
oftest læste man højt i Munden paa hverandre, eller man 
sloges med Papirskugler eller med Blæk, som man klat- 
tede rundt med paa Gulv og Vægge. Naar Læreren kom 
ind, gik Timerne atter som før. 

At kunne sin Lektie var det store Maal. Klassen lærte 
Sprogene ved at plapre udenad efter trykte Oversættel- 
ser, Historien efter historiske Tabeller, Geografien læste 
man paa Kortet. Lærerne satte Pris paa Bogens Ord og 
hadede Fantasier. 

Den Flittige fik ug'er, Flidsbelønninger og Lovtaler 
ved den maanedlige Omflytning, den Dovne havde en 
daarlig Karakterbog, blev flyttet ned og kom som yderste 
Straf „til Rektor". Det var noget forfærdeligt at komme 
til Rektor. Man ventede Maanedens sidste Dag med 
Frygt og Bæven paa, hvem Loddet skulde træffe; den, 
hvis Maanedskarakterbog blev holdt tilbage, vidste, hvor 
den skulde hentes. 

Rektors Værelse var et stort Rum med Reoler langs 
alle Vægge. Der stod en gammel Sokrates paa Kakkel- 
ovnen. Henne i et Hjørne paa et lille Bord laa et rødt- 
indbundet Monstrum : et græsk Leksikon, Lærerne hav- 
de foræret deres Foresatte til hans Sølvbryllup. Ved Ar- 
tium laa Bogen ved Siden af sin Ejermand paa Eks- 
amensbordet. Pedellen betragtede den som en Helligdom 
og svøbte den ind i et grønt Klæde, hver Gang han 
skulde bære den. 

Her var det, man kom hen, naar man skulde „til Rek- 
tor". 

Synderne ventede i Forværelset med blege Miner og 
Atlas over den gamle Verden stoppet op paa Ryggen 
mellem Vesten og Skjorten. De kom ind én for én. 

Skolens Styrer aabnede Døren. Den afstraffede Syn- 
der gnubbede sig ud gennem den og forsvandt. 



HERMAN BANG 32 

„Den Næste," sagde Rektor meget højt. „Den Næ- 
ste" kom ind. Rektor satte sig, bakkede lidt af Piben, 
dukkede det tæt klippede, graa Hoved helt frem mod 
den Ulykkelige, saå skarpt paa ham med sine smaa pli- 
rende Øjne. Slog saa med et talende Fingerknips ud 
med Haanden. 

„Er det nu Dig igen?" sagde han og klemte Læberne 
sammen med en ejendommelig klagende Hviskelyd. „Er 
det nu Dig igen?" Rektor gentog altid saadanne Spørgs- 
maal, og anden Gang blev Beklagelsen endnu mere 
sorgfuld og hvislende. En Styrtesø af Spyt ledsagede den 
voksende Bekymring, og Synderen stod ret uden at turde 
tørre Spyttet af. 

Det v a r jo ham. 

Rektor saå atter paa sit Offer. „Vil Du da kun gøre 
dine Forældre Skam?" spurgte han saa atter. Han lagde 
bestandig Trykket paa det første Ord, snuppede derpaa 
Sætningen af og sluttede med et langt Fingerknips, der 
ligesom satte et veltalende Spørgsmaalstegn efter Sæt- 
ningen. 

Saa formanede han. Han talte langsomt, med rokken- 
de Hoved. „Det er dog besynderligt med den Dreng. 
Han har gode Evner, der er ikke det mindste i Vejen, 
og hæderlige Forældre til at give et godt Eksempel." 
Derpaa pludselig med stærkt Eftertryk: „Hvad siger 
din Fader?" 

Atter det spørgende Knips og et fikserende Ophold. 
Fra Synderen en Mumlen . . . 

„Naa — og din Moder? Det er en meget elskværdig 
Kone." — Rektor slæber betydningsfuldt paa Ordene. 
— „Vil Du huske at takke hende for sidst" ... 

Synderen tørrer sig skyndsomst i Ansigtet. Rektor 
ser paa sine hvide, soignerede Hænder, meget bløde 
Hænder. 

„Naa." Han rejser sig, gaar kroget hen over Gulvet 
med knirkende Støvler, standser et Øjeblik, lægger Fing- 
ren paa Næsen og ser op paa Sokrates. 

„Kom saa her hen!" siger han. Synderen gaar et Par 



33 HAABLØSE SLÆGTER 

Skridt frem, Rektor stikker Hovedet helt ned imod ham. 
„Vil Du saa blive bedre?" Og efter at have rettet dette 
energisk fremførte Spørgsmaal til den Ulykkelige ven- 
der han sig og tager et langt Foderal frem bag Bordet. 

Drengen skeler hen til Foderalet, giver et Skub til 
„den gamle Verden" paa sin Ryg og ser sønderknust ud. 
„Træd saa ind paa Tæppet!" Den store Mands Stemme 
er blevet dæmpet hemmelighedsfuld, Haandbevægelsen 
er langsom og værdig. Han holder et Øjeblik den ven- 
stre Haand mod Næsen, tager Spanskrøret frem med 
den højre. 

Drengen græder. 

„Ja, nu græder Du — men 1 a d det saa blive bedre, 
hører Du, lad det blive bedre." Han lader det blanke 
Spanskrør beskrive en lang, værdig Bue foran Offerets 
Øjne. 

„Knap Trøjen!" siger han derpaa pludselig med Kom- 
mandorøst og retter sig, saa han bliver meget højere. 
Og medens Vorterne paa hans Næse blusser og hans 
Blik søger Sokrates paa Kakkelovnen, lader Skolens 
Styrer tre tunge Slag falde paa Synderens Ryg. 

„Gaa saa!" 

Rektor stønnede. Synderen satte halvt i Spring uden- 
for Tæppet. Saa vendte Rektor sig igen, og med Haand- 
knips og Styrtesø gentog han hurtigt, stadig med stigen- 
de Betoning og en vekslende Akcent : „Lad det saa blive 
bedre, se dog til, at det kan blive bedre; faar vi haabe, 
det vil blive bedre!" 

Og saa endte det med et : 

„Hils dine Forældre!" Det var som et mildnende 
Punktum. 

Det var Skolens Straf. 

Men man forstod ikke blot at straffe, man vidste og- 
saa at belønne. Den sidste Dag i Skoleaaret var Beløn- 
ningens Dag ; saa blev alle Byens Honoratiores indbudt, 
Høg og Sognepræsten og Distriktslægen og mange an- 
dre. De sad paa nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt 
om Katedret, hvor Rektor stod og spyttede, mens han 

H. B. III 3 



HERMAN BANG 34 

tog Afsked med Studenterne, „der nu drog bort, led- 
sagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser." 

Naar denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. 
Deres Karakterer blev læst op, man dadlede, man roste, 
hele Skolen, syntes Drengene, passerede Revy for de 
frygtelige Dommere i de gamle Stole. 

Saa lukkede Rektor Protokollen, og hans Stemme blev 
ligesom dybere. Der var ganske stille i Salen. Henne i 
Drengenes Klynge var Hoved trykket mod Hoved, Øj- 
nene alle vendte mod den samme Plet. Herrerne i Sto- 
lene sad ganske ret i Sædet . . . Rektor kærtegnede sin 
Næse. 

„Lærerforsamlingen har til Flidsbelønning indstillet," 
lød det. 

Hvor Hjerterne bankede i alle disse smaa Ærgerrig- 
heders Bryst. Det var, som om Vejret skulde gaa fra 
alle dem, som haabede. Og de andre trængte paa for 
at se. 

Nu blev det første Navn læst op. Skolens Duks. Han 
er purpurrød i Hovedet, slingrer lidt, griber sig op i 
Haaret. Saa, nu er han henne ved Katedret. Han faar 
Bogen, slaar i Bevægelsen en stor Bue hen over Gulvet, 
naa'r sin Plads — han mærker, at hans Skjorte klæber 
paa Kroppen. 

William var den sidste, som blev raabt op. Han havde 
ikke smagt Mad den Dag, og han var bleg som et Lig. 
Han hørte næppe sit Navn, og han vidste ikke, om han 
kunde flytte Benene. Men alle Drengene rundt omkring 
hviskede hans Navn og skubbede ham frem imellem sig. 
Saa gav en af de store ham et halvt Spark hen over Gul- 
vet. 

„Naa for Satan," sagde han. 

William kom paa denne Maade noget ublidt og ho- 
vedkulds frem foran Rækkerne, og med alle Fingrene i 
Munden stod han foran Katedret. 

Han rakte Haanden frem efter Bogen, som Rektoren 
gav ham. Men han slap den, blev purpurrød. Bogen 
faldt paa Gulvet, og William gav sig sagte til at græde, 



35 HAABLØSE SLÆGTER 

mens han tog den op. Hvordan han kom tilbage til sin 
Plads, vidste han ikke, men hele den Dag var han saa 
let til Vandet, at Stella lod ham gaa tidlig i Seng med 
Surdejg under Fødderne. 

Det var „Prins Otto", han havde faaet. 

Ellers bevægede Skolelivet ham ikke synderligt. Sko- 
len straffede de dovne, belønnede de flittige. Dermed 
var dens Hverv forbi. Hvad Drengene følte, hvad de 
tænkte, bekymrede den ikke. Man var dér i Skolen 
Drenge til man var seksten Aar ; fra seksten til atten var 
man nærmest et uheldigt og beklagelsesværdigt Amfi- 
bium. Drengene blev behandlet som nys fortalt, Am- 
fibierne havde Lov til at blive oppe i det store Frikvarter. 
Om at vogte over deres Følelsesliv, om at værge dem 
mod Overgangsalderens farlige Smitte, om at sørge for 
at bevare deres Hjerter rene og deres Fantasier ube- 
rørte var der ikke Tale — det overlod man til Tilfældet 
og til Hjemmet . . . 

Og saa overlod Hjemmet det til Skolen. 

Høgs spiste, saasnart William og Nina kom hjem fra 
Skolen. Der blev ikke talt meget ved Bordet. Naar Nina 
begyndte paa en lang Historie, og William og de andre 
lo lidt støjende, tog Høg sig med en nervøs Trækning 
op til Panden, og Stella hyssede ad dem. 

Tavsheden trykkede Børnene, de spiste uden at tale 
og sad blot og skubbede til hinanden under Bordet. Naar 
Middagen var forbi, kyssede de Høg — William var al- 
tid saa underlig angst og ganske rød i Hovedet, naar han 
løb ud af Døren efter det Kys. 

Efter Middag var han sin egen Mand lige til Aften. 

Undertiden samledes alle Nabolagets Børn i Høgs 
Gaard — en stor Gaard med Skure til at skjule sig i og 
store Vognporte og Brændestabler. Der laa ogsaa nogle 
gamle Sukkertønder, som Urtekræmmeren havde ladet 
ligge der i Aarevis ; dem stablede Drengene op til Fæst- 
ninger, naar de legede Soldat. William var den mind- 
ste af alle Drengene i Gaarden. Derfor var han stadig 



HERMAN BANG 36 

Konge — han duede ikke til andet. Men Konge kunde 
han nok være : han stod øverst oppe paa Tønderne og ud- 
delte Ordener — smaa Cigarbaand, han tiggede af sin 
Fader — og han lavede sig Skærf af gammelt Tarlatan, 
han fik af Stella. 

Han holdt lange Taler, og hver Gang hans Tropper 
havde sejret, lod han sig krone med den Papkrone, hans 
Kusine havde foræret ham til hans Fødselsdag. Og hans 
Tropper sejrede altid. Nina var Biskop og satte Kronen 
paa hans Hoved — Nina kunde ikke slaas, hun og hen- 
des bedste Veninde var derfor Rigets højeste Gejstlig- 
hed. 

Til andre Tider lod Drengene, som om Tønderne var 
Skibe, og de sejlede langt, langt bort. William var Kap- 
tajn ; han sagde, han var Kolumbus, og han opdagede 
Amerika. Han sad sørgmodig nede i en af Tønderne, Ma- 
troserne havde bundet ham. Men saa raabte Nina : „Land 
— Land!" Og William tog det gamle Flag om sig og 
sagde til de andre, de skulde bære ham i Triumf i Gaar- 
den. 

Himlen véd, hvormange Gange han havde opdaget 
Amerika. 

Det var Legene i den store Gaard. Men som oftest 
legede Nina alene med Drengene. William blev oppe 
for at læse. Han laa udstrakt paa Maven med Hovedet 
støttet paa Hænderne og læste og læste. Naar han blev 
ivrig, kravlede han, stadig med Øjnene i Bogen, helt 
henover Gulvtæppet: ofte læste han højt — han vidste 
ikke af det, men han deklamerede baade om Fru Helene 
og om Bengerd. Snart var det Hvisken, snart var det 
meget højrøstet, han deklamerede. Undertiden kunde han 
ogsaa rejse sig og med Bogen i Haanden gaa frem og 
tilbage, mens han blev ved at recitere, Stemmen slog 
over, saadan anstrengte han sig. 

Stella sad ganske stille og saå paa ham. Saa lagde 
han Bogen og gik frem foran Spejlet og talte med sig 
selv, slog ud med Armene og stillede sig i Position. 

Lidt efter laa han igen paa Maven, rød i Hovedet og 



37 HAABLØSE SLÆGTER 

svedende. Man kunde godt tale rundt omkring ham, det 
forstyrrede ham ikke. Han hørte kun Samtalen som 
noget fjernt, langt borte. Det var ham, ligesom han 
sad dybt nede i en Brønd, og de gjorde Spektakel 
ovenover. 

Han læste meget, men „Prins Otto" var hans Ynd- 
lingsbog. Han havde lavet et Telt af nogle gamle røde 
Gardiner oppe paa Loftet, en lille Hytte med en Løj- 
bænk af uldne Sengetæpper. Dér sad han ofte timevis 
og læste atter og atter om den tungsindige Kongesøn, 
der sukkede i sit ufortjente Fængsel. Der var saa mørkt 
i Hytten bag de røde Gardiner, at han næppe kunde skel- 
ne Bogstaverne, og Luften var meget tung. Solen brænd- 
te mod Taget, og Heden lejrede sig blykammerutaalelig, 
kvalmende og tæt langs Bjælkerne i Rummet. Kokke- 
pigen tørrede Rosenblade heroppe, de laa spredte paa 
Fløjene til det store Spisebord, og deres sødlige Dunst 
blandedes med Lugten fra Æblekammeret, hvortil Dø- 
ren stod aaben, nu da Hylderne var tomme. 

William læste. Men undertiden lod han Bogen falde 
ud af sin Haand og laa med Næsen i Vejret paa Løj- 
bænken med lukkede Øjne. Han drømte. Underlige, 
vage Drømme, som tyngedes og trykkedes af Heden, fik 
Farve og Tone af den rødmende Skumring bag de gamle 
Gardiner. 

Han drømte, han var Konge med Riddere og Svende, 
saadan Konge, som man var det i de Romaner, han læ- 
ste : mægtig og rig og stor. Han klædte sig i Tankerne i 
Hermelin og Purpur, i Guldbrokade og i skinnende At- 
lask ; det glimtede for hans Øje med Ædelstene og Per- 
ler, Diamanter og Sølv ; undertiden kunde det formelig 
blænde ham. Men saa kom Fjenden i Landet, og han 
drog imod den. Det var Regn, Storm og raakoldt Uvejr, 
da han drog ud. Saa kom Kampen. Der var Tummel, 
Slaglarm, Skrig, Sværdene slog mod hinanden, Gevæ- 
rerne knaldede, der var ogsaa Kanoner i hans store 
Kamp. William saa Blodet strømmende flyde omkring 
sig, Folkene faldt, segnede, blødte . . . han aabnede Øj- 



HERMAN BANG 38 

nene for at besinde sig, for at se, om han endnu laa paa 
Loftet bag Gardinerne. 

Saa maatte han flygte. Han red gennem Storm og Slud, 
jaget, forfulgt, Regnen piskede imod ham, gennemblødte 
hans flagrende Kappe; der var Horn, som klagede og 
kaldte, Hestetrampen, Angst i tykt Mørke. Saaledes 
drømte William ofte. 

Eller han drømte, han var umaadelig rig. Han badede 
sig i duftende Vand, ligesom Prinsen i Eventyret, han 
spiste aldrig andet end dejlige, kvægende Frugter, og han 
giftede sig med den dejligste Kvinde i Riget. Hun havde 
en hvid Kjole med blaa Sløjfer ligesom Julie paa Danse- 
skolen, som havde sagt, hun holdt mest af ham, men som 
alligevel havde grædt en Gang, han havde kysset hende 
henne bag Døren: „Det var saa haardt," sagde hun. 
Men nu var hun hans Dronning, og han tilbad hende og 
kyssede hende paa Hænder, der var ligesaa marmor- 
hvide som Bengerds. Men der kom onde Tider, og de 
blev skilte. Hun gik ned ad den høje Trappe, grædende, 
viftende med sit hvide Slør — et langt, sølvbroderet 
Slør, saa smukt og saa flagrende — og han stod paa Al- 
tanen alene. Saa kastede han sig ned paa Altangulvet og 
kyssede det Sted, hvor hun havde staaet. 

Det havde han ogsaa gjort, da den lille Harriet rejste. 
De havde leget Kirke sammen. Nina var Præst, Harriet 
var Brud, han var Brudgom. Stella havde pyntet dem 
begge to. Alteret var lavet i Kabinettet, Dukkerne var 
Følget; Stella spillede en Galop paa Klaveret. Men Har- 
riet og William var gloende røde i Hovederne og gik 
uden at se paa hinanden op til Altret, hvor Nina messede 
og gav dem smaa Ringe af Guldperler. 

William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina 
messede, gav Harriet sig til at græde. Den næste Dag 
skrev William et Digt om en Fe og nogle Violer, Stella 
lo af det, saa Taarerne løb hende ned ad Kinderne. Men 
William havde givet Harriet det, da han var henne at 
sige Farvel. De stod ude i den lille Gang ved Loftstrap- 
pen, der var ganske mørkt dér i Gangen. Han kyssede 



39 HAÅBLØSE SLÆGTER 

hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og 
Taarerne flød fra dem begge. Saa kaldte Moderen paa 
ham, men Harriet holdt fast i hans blaa Trøje, der blev 
revet itu ved hendes Tag — hun kunde ikke slippe. 
Men pludselig hulkede hun højt og løb op ad Loftstrap- 
pen. Moderen kaldte igen, han saå raadvild op efter 
Harriet, og medens han hørte hendes Hulken, bukkede 
han sig ned og kyssede Trappetrinnet. 

Da han kom ud til Stella, var han helt purpurrød i Kin- 
derne. Den Dreng kendte aldrig Maade i noget. 

En anden Gang havde han og Præstens Adolf gjort 
Kur til den samme Skønhed paa et Børnebal. Hun hav- 
de lovet ham en Dans, men mens han gik ud for at hente 
et Glas Vand, løb hun med den anden, der dansede 
bedre. Da han kom ind med Glasset og saå dem danse, 
slog han dem Vandet i Hovedet lige midt i Salen. Stella 
gav ham en Ørefigen, men han bed blot Læberne sam- 
men og sagde: „Jeg fortryder det ikke." Og Stella slog 
ham ikke oftere. 

Undertiden gik Stella op paa Loftet til ham og satte 
sig hos ham. Saa fortalte hun Historier eller sang. Til 
andre Tider kunde hun ogsaa jage ham ned, især naar 
hun traf ham grædende, hvad ofte hændte. 

„Hvorfor græder Du?" spurgte Moderen. Men Dren- 
gen tørrede Øjnene og holdt op at græde uden at vide, 
hverken hvorfor han nu kunde holde op at græde, eller 
hvorfor han før var begyndt. „Lad os gaa ned og læse 
højt," sagde Stella. 

Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næ- 
sten altid Oehlenschlåger, de læste ; William var Helten. 
Han læste nøjagtigt som Moderen, med samme Beto- 
ning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad alle 
tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i sam- 
me Bog. Naar de læste, rokkede de med Hovederne, saa 
de stødte Panderne mod hinanden ; saa rykkede de i Bo- 
gen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor det var. 

„Læs alene, Mo'r," sagde William. 

Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; 



HERMAN BANG 40 

næsten lidt nynnende læste hun. Mens hun sad bøjet over 
Bogen, lod hun sin hvide Haand ligesom halvt i Takt gli- 
de hen over sit sorte Haar, hvor den hvide Skilning skin- 
nede i Skæret fra Lampen. William syntes, det var som 
Musik han hørte. 

Uhret paa Konsollen dikkede ganske sagte, henne i 
Krogen bag Bogskabet var der aldeles mørkt. Der var 
dejligt at sidde dér. Han rejste sig langsomt og gik sagte 
henover Gulvet til Krogen. Dér sad han saa gemt helt 
inde og lyttede og saa hen paa Moderen, som sad saa lys 
under Lampen med hele Skæret ned paa Ansigtet og paa 
Skilningen, der lignede en lysende Stribe op efter i Haa- 
ret. 

Stella løftede Hovedet og saa under Skærmen hen paa 
ham, han sad helt sammenkrøben med Hovedet mellem 
sine Knæ og rokkede. 

„Sover Du?" spurgte Stella. 

„Nej," sagde han henne fra uden at røre sig. Men 
Nina gav det et Ryk i, saa hendes Strikkepinde fo'r ras- 
lende imod hinanden ; hun kunde undertiden være paa 
Vejen til at blunde lidt. 

Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, 
og efterhaanden som Moderen læste, flyttede han sig 
længere og længere frem. Tilsidst laa han med begge 
Arme frem paa Bordtæppet og Hagen ned paa Bordet. 
Øjnene straalede. 

„Du vælter Lampen," sagde Stella. 

I fjerde og femte Akt græd de altid alle tre. Moderens 
Taarer faldt langsomt over Kinderne ned paa Bogen, 
Nina sad og snøftede og pirrede sig med Strikkepindene 
i Haaret. Saa tørrede hun Taarerne af med Strømpen. 

„Strømpen," raabte Stella. „Strømpen. Den bli'r sort 
som Jorden til Eksamen." 

William holdt mest af „Væringerne". Det var Zoé, 
han helst vilde høre Moderen læse. Han syntes, det lige- 
som rislede igennem ham, naar han hørte hendes forfær- 
delige Ord. 

Andre Aftener kunde Stella fortælle. Hun fortalte om 



41 HAABLØSE SLÆGTER 

den Høgske Slægt, om dens Storhed, om dens Ælde. I 
en af Landets skønneste Kirker laa Slægten begravet 
igennem mange Led, deres Vaaben var malet paa Væg- 
gen, hele den gamle Kirke var deres Gravkammer. 

Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke, 
naar han sad paa Loftet. Hele hans Slægt, alle de gamle, 
berømte Mænd, som hørte til hans Slægt. Dér laa de. 
Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke. 
Der maatte altid hviskes eller synges. 

Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Dan- 
mark stærkt og mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, 
at Bispen var hugget paa Ligstenen. Og Konge- 
morderen laa der ogsaa. En Kongemorder var der i hans 
Slægt. Han blev angst, naar han tænkte derpaa, Sveden 
sprang frem paa hans Pande, han kom til at ryste ved 
Tanken derom. 

En Kongemorder. Og han saå Blodet flyde og Kongen 
bleg, døende i Finnerup Lade. Han havde jo læst om det 
i Romanerne. Der var en Kongemorder i hans Slægt — 
han laa dér i Kirken med de andre. Det var forfærdeligt. 

Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Al- 
teret. William spurgte sin Fader, om han troede, hans 
Ben var smuldret væk. Faderen troede det: „Det er 600 
Aar siden," sagde han. „Seks hundrede Aar!" Williams 
Tanker kunde ikke befolke denne uendelige Tid, men 
alle de Helte, han læste om, hørte nu til hans Slægt, og 
han begravede dem i den høje, store Kirke, som hans 
Moder fortalte om. — 

Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa 
Loftet, kunde han vækkes af sine Drømme af en isnende 
Angst, han sad længe stille uden at turde røre sig og 
uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med 
store Øjne. Saa pludselig fo'r han op og stormede hen til 
Trappen med Fingrene stoppet helt ind i Ørene. 

Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet. 

Han begyndte nu ogsaa, naar han saaledes sad alene, 
at tænke paa, hvad han vilde være, noget stort vilde han 
være — maatte han, det var nødvendigt for Slægten. 



HERMAN BANG 42 

Alle hans Tanker kredsede om denne Storhed, der 
smuldrede i den gamle Klosterkirke. De læste om Kon- 
gemorderen i Danmarks Historie. En af de andre Drenge 
kaldte ham uforbeholdent en Skurk. William gik lige hen 
og slog ham med knyttet Haand i Ansigtet. 

„Han er af min Slægt," sagde han. Og da de andre lo, 
blev han meget bleg, men han sagde ikke mere. 



III 

Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i 
Kirke to Gange om Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de 
gik til Alters, altid den første Dag i Oktober, en Dag, 
hvor al Verden gik til Alters dér i Byen. Det var en Tra- 
dition, at man bedst nød Nadveren den Dag. 

William og Nina kunde aldrig glemme Alterdagen. Af- 
tenen før blev der slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, 
Moderen sad paa en Skammel bag Bogskabet, og lige ef- 
ter Theen skulde de alle synge en Salme. Om Morgenen 
var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem 
og bad dem være gode Børn. 

Høgs ydre Gudstjeneste tilfredsstillede tilfulde den 
offentlige Mening i Byen. Man forlangte ikke mere. Det 
var i alle Huse Konerne, som besørgede Gudsfrygten 
dér i Staden, som gik i Kirke, hørte Bibellæsninger og 
underviste i Religion i Asylet. Det var nu saadan en Skik 
dér, og man saå næsten aldrig Herrer i Kirken. Maaske 
passede Velærværdighedens lidt smægtende Veltalenhed 
ogsaa bedst for kvindelige Tilhørere. 

Stella derimod gik i Kirke en Gang om Maaneden, 
altid til Højmesse. Hun holdt ikke af at gøre Opsigt, og 
Præsten satte Pris paa, at man gik i Kirke. Det var da 
den mindste Opmærksomhed, man kunde vise en Fa- 
milie, man omgikkes saa meget. Desuden talte Præsten 
godt. 

Hans Organ var meget smukt, han var uden Sammen- 



43 HAABLØSE SLÆGTER 

ligning den eleganteste Mand i Byen, og han var ikke 
pietistisk. Som sagt, Stella hørte ham en Gang om Maa- 
neden. 

Egentlig var Indifferentisme alligevel det Høgske Hus' 
Religion, men Præsten kaldte det dog et godt, kristeligt 
Hjem og holdt meget af at føre lange Enetaler med 
Stella. Han kom om Eftermiddagen og blev til ud paa 
Mørkningen. Naar han var gaaet, satte Stella sig til Kla- 
veret og spillede. Altid nogle gamle tyske Romancer med 
sentimentale Themaer. Undertiden græd hun. 

„Præsten har været her," sagde saa Nina. 

Børnenes religiøse Opdragelse blev saa overladt til 
Skolen, men Stella holdt meget nøje Regnskab med, 
hvad Børnene fik i Religion. William havde svært ondt 
ved at lære Salmer og fik en Gang „tg" for en Salme 
paa ti Vers. Stella bad Høg straffe ham derfor. 

Da William var tre Aar, havde hun lært ham en lille 
Aftenbøn paa fire Linier. Hun lærte ham ogsaa at knæle 
og folde Hænderne, og hun kom hver Aften ind og hørte, 
naar han bad og knælede ved Fodenden af sin Seng. 
Men da han voks'ede til, hørte det op, og William glemte 
Bønnen. 

I alt dette skete der imidlertid en Forandring under 
Ninas Forberedelse til Konfirmationen. Stella fulgte nu 
Datteren i Kirke hver Søndag, og William gik med. De 
havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige overfor 
Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget 
mørk. Stella og Nina sad forrest paa Stolene og lige bag 
de grønne Gardiner, William blev siddende i en Krog 
helt tilbage. Der sad han sammenbøjet og rokkede med 
Hovedet under hele Gudstjenesten. Naar han kom hjem, 
kunde han hele Prædikenen udenad, han disputerede med 
Moderen og læste meget i Bibelen. Især var det Lidel- 
seshistorien, som betog ham; han laa til langt ud paa 
Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte 
meget om Døden; han sagde ofte, at hvad han helst vilde 
være, var Munk eller Martyr. 

Der var i en Baggaard i Byen nylig blevet indrettet 



HERMAN BANG 44 

et lille katolsk Kapel ; der havde været Snedkerværksted 
før, og det hele var lavt og uanseligt; hele Hjorden, som 
havde to Hyrder, bestod af fem fattige Familier, hvis 
Børn Præsterne underviste gratis. 

En Eftermiddag gik William derind med en Kamme- 
rat. Der var tilfældigvis Sjælemesse, Rummet var blæn- 
det med sort Flor, det lille Alter, der var helt fuldt af 
Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var op- 
lyst baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, 
hvid Kaabe paa Trinnet og bad, og de to Kordrenge rin- 
gede med Klokker. 

Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa 
det duftede i hele Rummet. William aandede Duften, og 
han syntes, han fik helt ondt. Efterhaanden blev han 
ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af Lyden af 
Klokkerne og af Røgelsen. 

Han faldt paa Knæ. Han bad ikke, men han laa med 
lukkede Øjne og saa saa meget drage sig forbi, han vid- 
ste ikke selv hvad. Og det var, ligesom der var Musik 
langt borte. 

Han laa der endnu, da Præsten gik ned. „Det er for- 
bi," sagde Præsten og lagde Haanden paa hans Hoved. 
William saa op og traf et Par mørke, tungsindige Øjne, 
som saa ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand 
og gav sig til at græde. 

Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning 
over alle Ordene. William græd endnu stærkere. Den 
unge Præst bøjede sig ned og kyssede Drengen paa 
Panden. William løb ... 

Da han kom hjem, fortalte han Moderen det hele. 
Stella blev vred og sagde, at han ikke maatte gaa i ka- 
tolsk Kapel oftere, det passede sig ikke. William gik 
alligevel derhen, saa tit han kunde, han vidste ikke selv 
hvorfor, men han kunde ikke blive derfra. 

For sine Sparepenge købte han et Lys til at sætte paa 
Alteret. 

Imidlertid kom det ud, at Byfogdens Søn skulde være 
Katolik, og at den unge Præst snart skulde have ham 



45 HAABLØSE SLÆGTER 

til Alters første Gang. Hans Velærværdighed omtalte 
Rygtet for Stella, som blev meget opbragt og kaldte 
William ind. Hun havde jo forbude ham at gaa til Kato- 
likerne. William svarede ikke. Om han alligevel havde 
været der? Ja. — Hvorfor? Fordi han syntes, det var 
saa smukt. Stella havde jo dog sagt ham, det var syndigt. 
Ja men — hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til 
Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaag- 
nende Kritik, sagde han. Saa vendte han sig til Wil- 
liam. Syndigt var det just ikke, men det var en Forvil- 
delse, og han maatte vogte sig for Forvildelser. „Des- 
uden er det ogsaa meget upassende," tilføjede Stella . . . 
William gik . . . „Ja, det er vanskelige Tider, Frue, og 
sværere ville komme," sagde Pastoren, da Drengen luk- 
kede Døren. 

Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William 
kæmpede haardt med sig selv. Men Kl. 7 spurgte Stella 
Nina og William, om de ikke skulde spille tre Mands 
Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne. Det 
var Pastoren, som havde raadet til dette. „Man bør gøre 
de Unge Vejen let," sagde han. 

William spillede Whist, men for Fremtiden, naar han 
mødte den unge Præst paa Gaden, gik han en anden Vej 
eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op med at gaa i 
Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella 
trængte ikke ind paa ham. 

„Han er en besynderlig Dreng," sagde hun. 



Hen paa Foraaret i Maj Maaned kom et stort fremmed 
Balletselskab til Byen for at give Forestillinger. Høg 
havde altid forbudt Stella at tage Børnene med i Theatret. 
Det vilde kun fordærve deres Smag. Da William ikke 
havde været i København undtagen om Sommeren, hav- 
de han aldrig været i Theatret uden én Gang for mange 
Aar siden, da han var en lille Dreng i Fløjlsbluse. Og 
hvad han den Gang saa huskede han ikke noget af uden 



HERMAN BANG 46 

et Marked og En med en Guitar. Det var „César de Ba- 
zan", han havde set. 

Naar Kammeraterne i Skolen talte om Theatret, hvor 
de fleste ofte kom, tav William altid ganske stille. Men 
de andre vidste godt, det drillede ham at høre dem tale 
om det, og derfor blev de netop ved. Han kunde blive 
helt bleg tilsidst og sad og bed sin Læbe til Blods. 

Undertiden naar der var Forestilling paa Theatret, 
gik han om Aftenen ned paa „Graven", hvor Theatret 
laa, og stillede sig op ved Indgangen og saå længselsfuld 
paa hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han 
vilde have givet for at kunne gaa ind med de andre, 
Graaden sad ham i Halsen, og han vilde ikke gaa hjem. 
Engang imellem sneg han sig helt ind i Garderoben ; 
naar Døren gik op, kunde han se ind paa det røde Tæp- 
pe, de malede Søjler langs Væggen og længst nede 
Børnelogen. 

Han snusede begærligt Theatrets ejendommelige Lugt 
til sig, Gassen, Støvet, den urene Luft af saa mange 
sammenstuvede Mennesker. 

Og alle, som gik ind, saå saa smilende ud. De lo og 
hviskede, mens de knappede deres Handsker, og Da- 
mernes Kinder var saa røde. De købte Programmer i 
Billethullet. Han havde ikke behøvet at købe Program 
— han kunde det altsammen udenad — alle Navne. 

Saa blev der tomt i Forsalen. Der var kun en enkelt 
Efternøler tilbage. Billetkontrolløren satte sig til at sove 
i sit Hul med en gammel Kasket ned over Øjnene, Ko- 
nen ved Tøjet tog Smørrebrød frem af en Avis. „Nu be- 
gynder det" . . . William stormede ned ad Gaden, som 
om en gal Hund var efter ham. 

„Nu har han igen været nede ved Theatret," sagde 
Stella. „Lad ham ligesaa gerne gaa der, Høg, vi faar dog 
ikke Fred før." 

Drengen stod Aften efter Aften paa „Graven", og 
han læste hver Dag Plakaten paa Gadehjørne efter Gade- 
hjørne. 

Men nu var det en anden Sag. Balletten var noget an- 



47 HAABLØSE SLÆGTER 

det. „Ballet var Ballet", og de Smaastykker, som spille- 
des imellem, havde intet at sige. Desuden var dette Sel- 
skab ogsaa noget bedre end de sædvanlige. De skulde 
der allerede den første Aften. William havde Feber, han 
spiste intet til Middag, efter Middagsbordet „løb" han. 
Det var en Vane, han havde. Naar der var noget paa 
Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store 
Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hæn- 
derne i Lommen, Loft op og Loft ned og trallede og 
fløjtede som en Besat. Idag var det nu rent forskrække- 
ligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og 
Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned. 

Endelig skulde han altsaa se det, endelig! Det havde 
jo vævet sig ind i hans Drømme, lokket ham, lydt for 
ham som en betagende, vidunderlig Klang — Theatret, 
Theatret. Og nu skulde han se det. Aften efter Aften, 
naar Stella læste for dem, havde han standset hende, og 
hun havde lagt Bogen bort og havde forklaret og fortalt. 

Hun var „Chevalieren". Hun slyngede det mørke 
Bordtæppe om sig som en Kappe, hendes Blik var tung- 
sindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord : 

„Der funkle de paa Himlen hine Stjerner" 

Saa kommer Ninon. 

Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, 
Moderens voksende Rædsel. Der var Jammer i hendes 
Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende Angst — — 

„Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem 
for denne Lidenskabs Usalighed." 

Og Slutningen. Stella kastede sig ned ; og med ud- 
bredte Arme, med Sorgens Forklarelse over de opad- 
vendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred sig 
bort og døde, Sønnens sidste Farvel : 

„dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav" 

Især disse fire Ord „Farvel, min skønne Moder" — 
det bævede igennem William, naar han hørte dem. 

Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om 
hun vuggedes ind og betoges af sin berusende Stemmes 



HERMAN BANG 48 

Musik, som om hun blev yngre i en gammel Begejstring 
. . .Og naar hun pludselig standsede, kunde hun knuge 
William heftigt op til sig, medens Taarerne løb ned ad 
hendes Kinder . . . 

Han spurgte hende, hvorledes Theatret saå ud. Om 
det var stort? lyst . ..? Stella fortalte om Theatrene i 
Paris. Om Kvindernes glimrende Toiletter, om Diaman- 
terne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om 
Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Dren- 
gens Øjne og susede for hans Øren. 

Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette 
kun var noget ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at 
Høg altid gjorde Nar. Men det var dog Theatret. Han 
mindedes de mange Timer, han havde staaet misundelig 
og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han 
havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de 
Timer lagde sin knugende Vægt til hans Forventning. 

Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella 
maatte give ham en anden Krave, saadan havde han krøl- 
let den første, da han skulde tage den paa. Han stod og 
trippede paa Benene og kunde ikke staa roligt et halvt 
Minut. Høg sagde, at blev det saadan ved, kom han slet 
ikke med. 

William mente, de kunde gaa Klokken halv, og for- 
talte hvert andet Sekund, at nu kom de ganske vist for 
sent. Og hans nervøse Hast smittede Nina, som var saa 
rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og trak 
op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort. 

„Herre Gud, Nina," sagde Stella, „lad nu dog dine 
Handsker være, Kjolen er for kort. Men nu har Du jo 
da ogsaa snart Garderhøjde, saa er Du vel færdig med 
at vokse." 

Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive 
mindre. 

„Ret Dig," sagde Høg. „Du skal se, den Pige bliver 
skæv." Det var Høgs stadige Rædsel, at Børnene skulde 
blive skæve. 

William syntes, ingen Ende det vilde tage med det 
Kvarter. 



49 HAABLØSE SLÆGTER 

Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under 
Armen, Stella og han gik saa daarligt sammen. William 
løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der 
aldrig kan faa Tiden til at gaa. Hans Hænder var feber- 
klamme i Handskerne. 

De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program 

— han huskede, hvor tit han havde staaet og set Folk 
famle i Pengepungen for at finde de fire Skilling. Stella 
tog ham ved Haanden. Hun saa paa ham og smilede, 
hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store ; han var 
helt bleg. „Gud hjælpe ham," sagde hun sagte. Drengen 
saa op — Ordene var komne ligesom et Suk. „Hvad er 
der?" spurgte han. Moderen svarede ikke. 

Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde lige- 
som en varm, støvmættet Bølge. Han saa ikke rigtig 
sikkert, han maatte plire med Øjnene. Dér var det røde 
Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og Lysekronen. Han 
havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik. 

„Bliver her ikke lysere?" sagde han sagte. Han vilde 
ikke have talt højt, om han havde faaet Guld for det. 

Stella lo. „Hvad siger han?" spurgte Høg. De gik 
ned til deres Pladser. 

„Han synes, her er for mørkt," svarede Stella. 

„Ja, her skulde være lysere," sagde William alvor- 
ligt. De satte sig, William ved Siden af Stella. Drengen 
talte ikke mere ; han sad stille og saa hen paa Fortæppet, 
som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et 
Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det 
var dette, han havde tænkt sig ; det, han havde tænkt, 
gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt var for stor, han 
tog det, som det var. 

Folk samledes. Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, 
fortalte al Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, 
at Børnene maatte være med. Rektor havde netop ladet 
s i n Søn blive hjemme ; Overgangsalderen var saa far- 
lig. — Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa. 

— Om Høg troede, det var den virkelige Kankan, de 
dansede. — Berg mente det ikke, og Fru Berg vilde da 

H. B. III 4 



HERMAN BANG 50 

saa rædsom gerne se den Ja, Høg vilde nu gaa 

inden Kankan 'en 

William hørte det summe om sig ligesom den ensfor- 
migt stigende og faldende Brusen i en Kube i Oprør. 
Rektor slog ham paa Skulderen og hviskede til ham bag- 
fra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre, hvad 
der blev sagt og uden at svare. Han sad og rokkede gan- 
ske langsomt frem og tilbage paa Sædet, Hagen ned paa 
Brystet. 

Han hørte Orkestret utydeligt, hans Øjne hang ved 
Tæppets Guldfrynser. Tæppet gik op. Han rystede gan- 
ske lidt, saa saa han i Lyset paa Scenen to Damer, han 
syntes, de kom frem af en Taage . . . 

Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik 
paa Scenen, hun sad bag Viften og saa fra Siden ned 
paa Drengen. William sad ganske stille. Stella bøjede 
sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev 
blot ved at stirre paa Scenen. Hele Komedien spejlede 
sig i hans Træk. 

Moderen kunde ikke faa sine Øjne fra ham. 

Hun havde første Gang været i Theatret med sin 
Moder — hun var femten Aar. Hvor hun huskede det. 
Det var „Romeo og Julie", de saa. Hun forstod det ikke, 
de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en 
Musik — men hvor det dog var smukt. Hun følte noget 
inde i sig, en Forventning, en Længsel, et Suk efter Li- 
vet, som skulde komme. 

Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og 
saa paa Høg. Han sad træt med Hovedet støttet paa 
sin Haand. En Strøm af Ess-Bouquet slog hende imøde 
fra hans Klæder 

Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hen- 
des Øjne hvilede et Nu paa hans sammensunkne Skik- 
kelse. Saa slog hun Blikket ned. 

Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. 
Og pludselig stod det for hende som en forfærdelig 
Gaade, hvordan hun var bleven lænket til denne Mand. 
der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun 



51 HAABLØSE SLÆGTER 

saå ind i et langt Øde, en Taage hang over. En unæv- 
nelig, kvælende Bitterhed snørede hendes Strube sam- 
men. 

Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun 
smilede uden at høre, og Smilet blev liggende over hen- 
des Ansigt ligesom forstenet. 

Hun saå atter paa William ; han havde rejst sig op, 
Hovedet helt frem mellem deres, som sad foran, han 
levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned og kyssede ham 
heftigt paa Panden. 

Hun gav ham alle sit Livs Forhaabninger i Arv i det 
Kys. 

Tæppet faldt. William satte sig. „Det var ikke saa 
godt," sagde han. Og han begyndte at tale. Saaledes 
gjorde man ikke — eller saaledes — og det var ikke at 
elske, han havde jo staaet ganske rolig, og han havde 
været lige ved at le paa det mest rørende Sted. Og El- 
skerinden havde manglet et Spænde paa den højre Sko. 
De rigtige Grevinder holdt virkelig heller ikke saadan 
paa deres Kop, naar de drak The. 

Saaledes blev han ved. 

Rektor bøjede sig frem. „Er William allerede blevet 
Kunstdommer? Ja man modnes tidlig, skam gør man 
saa!" 

Men William blev ved. 

Der var noget i dette, Stella ikke forstod. „Morer Du 
Dig da ikke?" spurgte hun. 

„Dejligt." Han saå op, hans Øjne straalede imod hen- 
des. 

Fru Berg havde set Høedt i denne Rolle, hun fandt 
ham affekteret. „Underlig," sagde hun. Stella kendte 
ham kun som Hamlet, hun havde ikke troet paa ham. 

„Var han da ikke stor?" spurgte William. Fru Berg 
lo. „Man maatte beundre ham," svarede Stella. Saa be- 
gyndte William atter, han spurgte Fru Berg, hvordan 
Høedt da havde gjort, hvordan han havde sagt det? el- 
ler det? Fru Berg forklarede. 

„Moder kan vise det," sagde William. 



HERMAN BANG 52 

Orkestret spillede en spansk Vals, Introduktion til 
Programmets Bolero. 

Valsen begyndte tungsindig, slæbende i langsomme 
Takter. Steg saa, og pludselig hørte man i susende Fart 
Boleros brusende Lyd. 

Tæppet gik op. Alle Øjne saa mod den tomme Scene, 
en Skov. Saa klang Kastagnetterne højt; og med sam- 
menslyngede Arme svang Damerne sig ind over Scenen. 
Boleros Musik susede æggende om dem. 

William fo'r op fra Sædet og blev højrød; dette var 
det, dette. Og de dansende jog hinanden i sammenslyn- 
gede Kredse; Kvinderne gled ind i Mændenes Arme, 
gækkende atter ud ; og mens Musikken steg med vok- 
sende Hast, klang Kastagnetterne lokkende . . . 

William trykkede sig stærkt op mod Bænken ; han 
havde Hjertebanken. 

De bøjede sig, slyngedes sammen, nærmede sig som 
til Kærtegn, veg ud med vuggende Hofter. En hvirvlen- 
de Jagt. Saa stormede Kvinderne bort. Med Kastagnet- 
terne hævede højt i de blottede, runde Arme sendte 
de de trættede Dansere et spottende Haandkys. 

William drog et langt Suk. 

Han havde røde Pletter paa Kinderne, hans Øjne 
var skinnende, Aandedrættet hurtigt. Stella saa det, og 
med en pludselig Angst greb hun ham hurtigt i Armen. 
Drengen smilede svagt. Inde i hans Hoved jog Boleros 
Toner : han var saa besynderlig, feberagtig beklemt. 

Komedien beroligede ham. Det var et Proverbe, en 
Konversation mellem Mand og Kone. Det hele interes- 
serede ikke synderligt, men man kom til sig selv igen og 
samlede sig. 

William stod som før. Meget opmærksom, spændt paa 
hver Bevægelse. 

Hustruen taler om det at bedrage; om Hustruens 
sørgelige Lod, der bliver Enke i et Ægteskab, hvor 
Manden er et Navn ; om hendes ensomme Dage, om 
hendes Kummer, om hendes usete Taarer, om hendes 
Forsagelse ... Skuespillerinden rejste sig; med Ryg- 



53 HAÅBLØSE SLÆGTER 

gen lænet mod den høje Stol stod hun med det hvide 
Atlask om sig som en skinnende Strøm, med korslagte 
Arme, stolt i sørgmodig Majestæt . . . 

William aabnede Læberne for at tale, han strakte 
sig helt frem. Hvor hun var smuk og stor, og høj ... 
Og saa gled hans søgende Blik ud over Atlaskens kæ- 
lende Folder; han sad med bankende Hjerte, beklemt 
som før ved Boleroen . . . 

„Og nu han, nu han," sagde han. 

Ægtemanden var ydmyg, bad. Men betandig rolig 
strakte hun sine Arme frem, afværgende koldt. Nu hav- 
de hun viet sig til sin Enkestand. 

„En Diana, Frue," sagde Rektor . . . 

Statueskøn stod Skuespillerinden endnu i den samme 
ubevægelige Ro. Salen var vaagnet. Hendes Skønhed 
bandt deres Blik. 

William var meget varm. 

Efter Stykket skulde man danse Kankan. Høg havde 
sagt, de vilde gaa. Nu ønskede han at blive, hans Øjne 
var glasagtige, stive, han var rødplettet paa Kinderne. 
Man kunde ligesaa gerne blive nu, da man en Gang var 
her. Men Stella gav Tegn til Opbrud, hun havde ængste- 
lig vaaget over William og var efter den spanske Dans 
blevet grebet af en uforklarlig Angst. Hun vidste ikke 
selv hvorfor, men hun vilde hjem med Drengen. 

Desuden var Nina ogsaa med . . . Aa nej, Nina sad 
roligt med sine klare Øjne fæstede paa Tæppet. Stella 
drog et lettet Suk. Men bort vilde hun, Høg havde jo 
selv ment at ... og allerede Boleroen var tilstrækkelig, 
mer end tilstrækkelig for Børn. 

Høg rejste sig, men inden man fik vekslet Hilsener, 
var Mellemspillet begyndt. 

Fru Berg holdt fast i Stella. Hvad skulde man nu 
sige, naar selv hun blev snærpet? Det var ikke for hen- 
des Skyld, men Rektor havde Ret, Overgangsalderen. 
Bah, nej lad dem se alt og tale til dem om alt. Det 
gjorde Berg og hun . . . 



HERMAN BANG 54 

Og Fru Berg pegede op mod Parterret til to lange 
Knægte med lyst Haar og sorte Frakker. 

„Strutter af Sundhed," sagde hun og lo. 

Ja, men alligevel — Stella vilde gaa. Den ene havde 
ikke samme Principper som den anden. Rektor greb 
Ordet Principper. Man skulde lige til at diskutere Opdra- 
gelsen, mens Høg knappede sine Handsker. 

Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren. 

Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæp- 
pet op, Stella, som gik bagest, trykkede William hen 
imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at vende Hove- 
det. Han saå fire nøgne Kvinder midt paa Scenen. Saa 
lukkedes Døren bag ham. Stella talte med Garderobe- 
konen, Høg bestilte Billetter til næste Dag ; indefra hør- 
te William Musikken, en dump Brusen af Bravo og 
Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede 
Døren til Parkettet. 

Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et 
eneste sky Blik hver Krog af denne skamløse Blottelse. 
Saa rødmede han, som en Flod strømmede Blodet igen- 
nem ham. 

„William," raabte Høg. 

Han talte ikke paa Hjemvejen. Forældrene gik foran ; 
Nina, som slentrede af ved Siden af ham, hørte sig selv 
i Verbet mouvoir. 

Da de kom om Hjørnet til Hovedgaden, mødte de en 
Mand, som hilste Høg; det var den katolske Præst. 
William saå op og rev Huen af Hovedet. Præsten be- 
tragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et „bon 
soir" og gled forbi. William havde haft Lyst til at raabe 
efter ham, men han turde ikke ; saa gik han og talte Fli- 
serne, lige til de kom hjem. 

Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var 
naturligvis søvnig og skulde hurtigst i Seng. William 
svarede ikke. Han havde én Gang været fuld paa et 
Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akku- 
rat saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag. Stella sad 



55 HAABLØSE SLÆGTER 

bag Themaskinen og vogtede paa ham uden at tage Øj- 
nene fra ham et eneste Sekund. 

Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke 
sove. Det var, som han vaagnede med ét. 

Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Be- 
nene i Sengen og talte højt med sig selv. 

Jo det var, som han tænkte sig — det vil sige, han hav- 
de tænkt sig det større, lysere. Men i København var det 
jo saadan. Men det var dejligt ogsaa her. Saadan at tale 
til Folk, som hun havde gjort, at faa dem alle til aande- 
løse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde. 

Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han 
lavede lange Tirader, som han sagde med hendes Be- 
toning, langsomt, koldt. 

Saa saå han hende pludselig staa med Ryggen mod 
Stolen med udstrakt Arm, stolt, sejrsrolig i sit skinnen- 
de Atlask. Og han følte den samme urolige Forvirring 
som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Bru- 
sen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt 
sin Fod mod det kolde Lagen. 

Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vej- 
ret fra ham, tumlede i hans Hoved. Og saa de fire, som 
havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen paa 
ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en 
Bylt. Pludselig kom han til at græde. 

Han drømte om Danseskolen og om den katolske 
Præst. De dansede alle i den store Kirke, hvor hans 
Slægt laa begravet. 

Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud 
af Sengen. Med Sengetæppet om sig gik hun sagte hen 
over Gulvet og aabnede Døren til Williams Værelse. 

Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han laa sammen- 
krøben i Sengen, rød i Hovedet, med Hænderne kramp- 
agtig knyttet om Tæppet. Stella saå længe paa ham, hun 
studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold. 

Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde 
Tæppet til Rette om ham, løftede Lyset en sidste Gang. 
Da hun saå op, faldt hendes Blik paa et Kristusbillede, 



HERMAN BANG 56 

som hang over Sengen, en Present af en gammel Barne- 
pige. 

Stella standsede og saå længe paa Kristusfiguren. Det 
var, som hendes Blik vilde gennemtrænge Billedet. 

Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men 
tilsidst blundede hun hen med „Fadervor" paa sine Læ- 
ber. 

Den næste Dag laante William det Proverbe, de 
havde set, paa Skolebiblioteket. 

Adjunkten, som havde Udlaanet, lo. „Men det forstaar 
din Praas jo ikke et Ord af," sagde han. Fra den Dag 
bad William kun om saadanne Bøger, som han ikke for- 
stod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da 
Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad „den lille Høg" 
laante, roste han ham. Der var mange franske Bøger 
imellem, og det var den eneste Maade, hvorpaa man 
„skam virkelig" kunde lære et Sprog. 

Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. 
Stella var forbavset over, hvor godt han læste uden at 
efterligne Skuespillerne fra igaar. Et Par Dage efter 
havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikker- 
ne godt, men hans rundryggede Figur saå latterlig ud. 
Da Moderen lo, blev han purpurrød i Hovedet, bed sig 
i Læben og løb. 

Seks Uger efter blev Nina konfirmeret. 



IV 

Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han ar- 
rangerede et Bal for Ninas Veninder, hvor han selv dan- 
sede hele Natten, han foretog med Præstens en Udflugt 
til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. 
Hjemme lod han sig indrette et Snedkerværksted med 
en kostbar Drejebænk og i det hele et stort Apparat; 
han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen og 



57 HAABLØSE SLÆGTER 

forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i 
Hovedstaden. 

Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, 
købte han en mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, 
hvem han forærede en Ridedragt af mørkegrønt Fløjl, 
en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra 
Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra 
Paris og lod brodere et meget pragtfuldt Monogram paa 
sine Underbenklæder; indrettede sig et Marmortoilet- 
bord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet 
Navnetræk paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu 
paa sit Toilette og gik ungdommelig klædt med lyse 
Jakker til blaa Benklæder. 

Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak 
Chateau la Rose af original Aftapning. Forresten var 
han sjældent hjemme, han gjorde Visitter, red, tilbragte 
Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens Arkiv. 
Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom 
han saa, var han meget rød i Kinderne med skinnende 
Øjne. Han talte meget med Børnene, mod Stella var 
han kold og ved Lejligheder barsk. 

Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og 
hostede. I Selskab var hun meget tavs, besvarede de 
fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog næsten slet 
ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand 
tale meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare 
sammen eller blive blybleg. 

„De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden. „Lidt 
nervøs — en Smule." Og Stella smilede atter med sit 
trætte Smil. 

I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den mod- 
satte Side af Høg, langt borte. Men medens hendes 
Herre konverserede hende, saa hun ofte med et sky, 
hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med 
Aarerne svulmende i Panden og røde Kinder. 

„Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens 
Frue, „han er bleven ti Aar yngre i den sidste Tid. For- 
leden Dag ved Skytteballet — De var der ikke? — 



HERMAN BANG 58 

førte han Kotillonen op — — der var en Begejstring 
blandt de unge Damer. De kan næsten have Grund til 
at blive jaloux." 

„Ja ikke sandt — vor kære Høg er som forvandlet," 
Hofjægermesterinden slaar sin Vifte op, „igaar hos os 
magnetiserede han min Niece. Hun faldt virkelig i 
Søvn." 

„Men Frøkenen havde drukket megen Champagne," 
henkastede Doktoren. 

„Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk 
Søvn." 

Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand 
var en udmærket Selskabsmand. Men han var jo ikke 
altid rask nok. 

Men efterhaanden som Høgs Exaltation steg, blev 
Selskabeligheden hende uudholdelig, hun kunde ikke 
længere undertrykke sin Angst, og hendes forpinte Ud- 
tryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente og- 
saa, det var bedre, hun blev hjemme. 

Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var 
længe veget tilbage for at betro sig til nogen. „Det er 
Exaltation, kære Stella," havde Excellencen en Gang 
sagt, kort før sin Død. „Vogt Dig for at gøre det til mere 
— og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde 

forstaaet ham. Desuden vidste hun jo Men en Dag 

nu i Foraaret var det bleven hende for forfærdeligt. 
Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde for- 
fulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han hav- 
de staaende ved sin Seng. Hun havde maattet flygte ud 
paa Balkonen udenfor sit Kabinet. 

Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til 
Sengs hele Dagen. Det var en Sløvhed, som rugede 
over en idiotiserende Angst. Men henimod Aften væk- 
kedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig 
Rædsel : hun kunde ikke opleve en saadan Nat til. 

Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste 
Tanke, den, at hun ikke kunde overleve en saadan Nat 
som den sidste, mere løb end gik hun ud til Bergs. 



59 HAABLØSE SLÆGTER 

Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, 
som de heftige Vindstød i Alléen slog imod hendes An- 
sigt. Hendes Haar klistrede til Panden bag Sløret, Kjo- 
len slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden at 
mærke det. 

Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun 
kæmpede i nogle Sekunder en forfærdelig Kamp ; hun 
havde jo bevaret denne gruelige Hemmelighed gennem 
Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for 
sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, 
hendes kvindelige Værdighed, hendes Følelse som Hu- 
stru og Moder, alt oprørte sig mod denne Tilstaaelse. 
Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet 
i disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. 
Men saa overmandedes alt af den forfærdelige Rædsel 
fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø under denne 
Tavsheds Kvaler. 

Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i 
Ruiner paa sine Skuldre, da hun slæbte sig op ad Trap- 
pen. 

Hun ringede. 

Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette 
Vejr. 

Stella holdt Sløret tæt ind for sit Ansigt. „Om Dok- 
toren var hjemme?" 

„Doktoren var paa sit Værelse." 

Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der 
gik i et Nu som en kort brusende Efterdønning af hen- 
des Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod foran 
denne Dør. Saa aabnede hun den rask. 

Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne 
Skærm over Lampen dæmpede Lyset. Der var en be- 
hagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i hele 
Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de 
grønne Paneler. 

Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. „Endelig," 
sagde han. Stella saa paa ham, hans Blik var mildt. 
„Vær rolig, Frue," sagde han dæmpet, „vær rolig, det er 



HERMAN BANG 60 

maaske ikke saa slemt, som De tror." Hun standsede 
og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vid- 
ste han det da — ja, han maatte jo vide det. Han vidste 
det alt, hun behøvede intet at sige ham . . . Hun følte, 
hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde sin Haand 
paa hendes Arm. 

Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det 
var som hun snappede efter Graaden, denne tavse Graad, 
som havde kvalt hende, tynget hende til Jorden alle 
disse lange Timer. „De véd det?" spurgte hun. „Véd 
De det da? Aa — Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulyk- 
kelig." Og hun førte, mens hun talte, to tre Gange Ar- 
men frem og tilbage i Luften, som om hun kæmpede 
mod sin egen Elendighed. 

Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, 
og Stella rev sin Kaabe op, begravede sit Hoved i Pol- 
stret og hulkede. 

Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taf- 
feluhrets Dikken. Undertiden de afbrudte Toner af en 
Vals, Fru Berg spillede i Dagligstuen. Stella hørte denne 
Vals under sin Graad. 

Saa hævede hun Hovedet, og medens hun saa ned 
paa Sofaens Kvaster, fortalte hun afbrudt og stønnende 
sit Ægteskabs triste Historie . . . 

Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han 
mente i Begyndelsen, det vilde gaa over, at det var den 
sædvanlige Exaltation, som maaske var noget forstær- 
ket ved den lumre Hede, man havde det Aar. Det vilde 
gaa over. 

Men efterhaanden som Krisen skred frem, blev han 
alvorlig bekymret, og en Dag foreslog han rent ud Stella 
at sende Høg paa en Sindssygeanstalt. 

Stella saa længe paa ham, stift og stirrende, som om 
hun ikke forstod ham. Saa gjorde hun en angstfuld Be- 
vægelse med Armen. 

„Umuligt," sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke 
mere derom. 

Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, 



61 HÅÅBLØSE SLÆGTER 

der var foregaaet med Høg. Baade Nina og William 
skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af Faderens Mun- 
terhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet ind- 
bundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han 
uafbrudt, lo, spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, 
ofte de besynderligste Historier, som fik William til at 
se ned i sin Tallerken og gjorde Nina rød i Hovedet. 
Desuden saå de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom 
instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis 
Grund de ikke kendte. 

Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nage- 
des de af en Frygt, som lod dem lide lige saa meget som 
Moderen. Sofie var den eneste, der pludrede ved Bor- 
det, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og 
lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej 
eller Ja. Og deres bestandige Tavshed irriterede Høg, 
han vilde tvinge dem til at tale. Saa fulgte der Scener, 
hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene 
voldsomt. Nina græd stille, Moderen sad stum, bleg af 
Smerte overfor sine Børn. 

Hun saå de led, men hun talte ikke, Uvisheden var 
bedre for dem. Og de turde ikke spørge. De talte aldrig 
om Faderen, som efter en stille Overenskomst nævnede 
de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes talte Ni- 
na og William. De bar i Tavshed paa denne ubestemte 
Frygt, som de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde 
sig Rede for ; men deres tavse Angst ventede en Ulykke, 
som den ene vilde skjule for den anden. 

Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa 
Moderen, derfra til Nina. Men paa begges Ansigter mød- 
te han det samme vage, undvigende Smil, der dækkede 
saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen. 

Naar Nina og William var ene sammen — Stella luk- 
kede sig inde i Kabinettet — sad de enten hver med 
sin Bog, som de ikke læste, eller de snakkede op om alt 
muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulde 
afskære den fælles Tilstaaelse. Men undertiden, naar 
de mødtes paa Trappen eller midt i en saadan Samtale 



HERMAN BANG 62 

om alt eller intet, kunde den ene sige „Hvor er Fa'r?" 
Eller: „Har Du set Fa'r?" eller: „Véd Du, hvor Fa'r 
er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige 
Suk, hvormed de vilde lette deres stille Angst. 

Eller ogsaa : „Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det 
ind under Moderen, men Stella spurgte sjældent. 

Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, 
knugede Drengen sig op til hende og blev længe lig- 
gende ved hendes Bryst. „Hvorfor græder Du?" spurgte 
hun ; han saå op, bange og spørgende. Saa fortrød hun 
sit Spørgsmaal: „Det gaar nok over," sagde hun, „med 
Guds Hjælp." 

Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad 
med hende paa Skødet og glattede hendes Haar med 
sine smukke Hænder. „Hun er lykkelig," sagde hun. 

Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde 
vente og vente. Saa gik Stella og Børnene om i en 
hvileløs Skræk. 

En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. 
Maden havde ventet en Time, Tjeneren havde fire Gan- 
ge spurgt, om han turde rette an. Og hver Gang sagde 
Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, 
mens hun saå ned: „Byfogeden er jo ikke kommen, 
Jensen." 

William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad 
inde i Stuen. Hun trævlede en Strømpe op, men hvert 
Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes Skød, og hun støt- 
tede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig vold- 
somt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med 
Hænderne om Hovedet og satte sig igen. 

Nina bladede i en Bog. 

„Ser Du ham," spurgte Stella. William bøjede sig 
frem. „Nej," sagde han. Og det var, som om Forvent- 
ningen blev tungere i Stuen ved dette Nej. 

Atter Tavshed. Fluerne summede under, Loftet. 

„Du burde ta'e Flueskærmen, Nina," sagde Stella. 

„Det nytter ikke." Nina rejste sig, men uden at tage 



63 HAABLØSE SLÆGTER 

Skærmen, Fluerne blev ved at summe. Man fløjtede ne- 
de paa Gaden. 

„Er han der?" Stella spurgte uden at se op og træv- 
lede hurtigt. 

„Nej." 

Og igen. „Ser Du ham?" 

William bøjede sig længere ud. „Ikke endnu," sagde 
han. „Heller ikke ved Adelgade?" spurgte hun. Hun. 
rejste sig for selv at gaa til Vinduet, drejede af ved Sy- 
bordet. „Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen 
gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfald- 
ne Kinder var helt dækkede af en rund, rød Plet. 

„Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte. 

Stella nikkede, Gadedøren gik. „Nu," sagde hun. 

„Det er Jensen," sagde William nølende, „det var 
ikke Fa'r," han gik bort fra Vinduet: han vilde hellere 
ikke staa der, hellere ikke se. 

Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle 
Akkorder an. 

„Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella. 

Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, 
frem og tilbage forbi Moderen. Saa standsede han bag 
hendes Stol og sagde sagte : 

„Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Or- 
dene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte. 

„Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og Willi- 
am gik atter frem og tilbage med sænket Hoved. 

Høg kom lidt efter. — 

Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. 
Berg lod ham rejse, men havde paa Forhaand skrevet 
til Excellencens gamle Huslæge, der havde fulgt Syg- 
dommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barn- 
dom. 

Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man 
paa én Gang havde slaaet alle Vinduerne op og faaet 
frisk Luft ind i et beklumret Værelse. Selv Stella blev 
en anden, nu da hun ikke saa ham, hun haabede, det nu 
var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget. 



HERMAN BANG 64 

Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De 
havde sparet sammen til denne Tur, og nu kunde de lige- 
saa godt gøre den den ene som den anden Dag. Og Sko- 
ven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhaan- 
den gladere ; de spadserede, spillede Ring og spiste paa 
en Bakke i Skoven. Nina sang, Sofie trillede ned ad Høj- 
en som en Bylt, og de lo alle. I Begyndelsen lød Latte- 
ren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede sig 
over, at de kunde le. 

Men saa ligesom berusede de sig i Latteren, den 
muntre Støj, deres Samtale vakte ; det var saa længe si- 
den, de havde lét. Om Aftenen kom de hjem i en vis 
nervøs Oprømthed. 

Jensen tog imod dem i Porten. „Der var kommet Te- 
legram til Fruen." Det var, som de med ét blev kolde. 

„Hvorfra?" spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. 
„Hvorfra?" Jensen bragte det. Stella støttede sig et Øje- 
blik til Vognen, krampagtigt, saa brød hun Konvolutten, 
foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste saa. 

„Godt," sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, 
mens hun vendte sig og løb op. 

Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. 
Da de havde staaet nogen Tid tavse og lyttende til hin- 
andens Aande, bøjede William sig frem imod Søsteren. 

„Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst. 

„Ja," svarede hun. „Sindssyg." Det lød, som hun 
vejede al Ordets Elendighed i den korte Lyd. 

De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine 
Arme om Williams Hals, trykkede ham op til sig og 
græd. 

„Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen. 

Næste Morgen rejste Stella til København. 

Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han 
var atter stille, meget melankolsk, talte kun lidt og sov 
den største Del af Dagen. Stella hostede stærkt. For- 
resten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til 



65 HÅABLØSE SLÆGTER 

Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i 
Nærheden, og der blev intet af Rejsen til Sorø. 

Man tænkte ikke paa Forfædrene nu. 

Jo — William tænkte dog undertiden paa den store 
Kirke med de store Skygger og de berømmelige Grave. 
Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed, han ikke selv 
forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skam, 
som de føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syn- 
tes han maatte slaa Øjnene ned for sin berømmelige 
Slægt nu, da dette var hændet. 

De blev alle tre — Nina, William og Sofie — paa 
Landet indtil midt i Oktober. William var dygtig nok, 
han kunde godt forsømme, sagde Doktor Berg, og de 
var saa godt gemte paa Vornæs, mens Forældrene var 
borte. 

Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun 
fortalte dem om Stederne, de havde set, om Theatrene, 
de havde besøgt, om de store Hotellers tabled' hote. Hen- 
des Breve var kun en eneste Fest. „Fader er atter 
rask," skrev hun, „melankolsk som I plejer at se ham. 
Jeg har det ganske godt, hoster kun en Smule" . . . 

Og i et andet Brev: „Fader er fuldstændig rask nu, 
ganske som han plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. 
Jeg hoster lidt om Natten og er maaske blevet lidt 
gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive 
de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er 
der altfor mange." 

Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var kom- 
ne der tre Dage tidligere for at være hjemme, naar 
Børnene kom. „Saa skal vi da genses, elskede Børn," 
skrev Stella, „genses efter saa mange Sorger — Sor- 
ger, som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I 
næppe vil kende igen, men som dog er den samme, og 
som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders Moder 

Stella." 

„Mo'r skriver altid det," sagde William. 

„Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig," 
sagde Nina. 

H. B. III 5 



HERMAN BANG 66 

Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs. 

Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til 
Trappegelænderet og trykkede dem en efter en heftigt 
op til sig uden at tale. Nina saå sig om. 

„Og Mo'r," spurgte William sagte, beklemt ved at se 
Faderen alene. „Mo'r." 

„Mo'r er deroppe." Høg slog Øjnene ned: „hun er 
ikke rask." 

Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til 
Kabinettet. Deres Hjerter var blevet tunge, som om 
der ventede dem en Ulykke. Saa rev de Døren op og 
saå hende. 

Stella havde rejst sig og var gaaet frem midt paa Gul- 
vet, der maatte saa Kræfterne have svigtet, og hun 
stod støttet til Bordet. Gardinerne var trukket helt for, 
men selv i Kabinettets Mørke saå Børnene et Ansigt, 
blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede 
dybt inde i Hovedet. 

Alt Blodet var veget fra det Ansigt. 

Børnene veg uvilkaarlig et Skridt tilbage, strakte 
Hænderne frem. „Mo'r," raabte de. Nej, nej, hun havde 
Ret — de havde nær ikke kendt hende. 

„Er I bange for mig?" sagde hun; og selv hendes 
Stemme var forandret, den var blevet spædere, aande- 
agtig. Det var, som de hviskede Toner døde paa hendes 
Læber. 

Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar 
med sine Hænder, mens de laa paa Knæ ved hendes 
Stol med bøjede Hoveder. 

„I havde dog ikke ventet at se mig saaledes," sagde 
hun sagte, dybt bedrøvet over den Smerte, de ikke 
kunde skjule. 

Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med 
bortvendt Ansigt. 

Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem 
mod Barnet. „Kys Mo'r," sagde hun. Men Sofie skreg. 
Hun vilde ikke hen til Moderen. 

„Hun er forskrækket," sagde Stella. Hendes Hæn- 



67 HAABLØSE SLÆGTER 

der faldt slapt ned. „Gaa, gaa," sagde hun og vendte 
Ansigtet om. „Gaa!" 

„Bring dem bort," gentog hun. 

Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. 
Da hun havde faaet det, sad hun længe med Spejlet i 
Haanden og betragtede sit Ansigt. 

>J a , i e g dør," sagde hun. 



V 

Sygdommen skred hurtig frem. 

William vaagnede om Natten ved den korte, skæ- 
rende Hoste, ligesom smertefulde Hvin, der lød fra 
Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind i Lagenet 
for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men be- 
standig hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Kniv- 
klang og den Syges gispende Stønnen, naar Anfaldet 
standsede et Minut. 

Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og 
Vaagekonens slæbende Sjokken over Gulvtæppet hen 
til Kakkelovnen for at hente Medicin. 

Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans 
Halvslummer. Saa vaagnede han i Feber, og var Stella 
falden i Søvn og Hosten standset, lyttede han angst, 
begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende 
Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. 
Han samlede Tæppet om sig, sprang ud af Sengen, aab- 
nede Døren og løb gennem Spisestuen ind i Daglig- 
stuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Ha- 
gen var falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt 
aaben. Der var noget skrækindjagende ved Stuen disse 
Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede Lyset, Skyg- 
gerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den be- 
klumrede Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes 
med Sygeluften, hørte man kun Vaagekonens hæstsnor- 
kende Aandedrag, mens hun sov med foldede Hænder. 



HERMAN BANG 68 

William gik sagte over Gulvet og løftede Portieren 
til Kabinettet : Der var ganske tyst. Lampen paa Kon- 
sollen foran Spejlet var skruet ned, Olien kogte sagte, 
Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring. 
Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels 
Forhæng; Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt 
gult og roligt over den Syges Ansigt med det blanke 
Haar opløst over den hvide Kniplingspude. 

Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om 
Hovedet laa hun rolig, aandende, gispende, hvert Aan- 
dedrag som et undertrykt Suk. Hvor Voksstablens Lys 
faldt stærkt paa hendes Haand ! — den skinnede mellem 
Haaret. 

William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den suk- 
kende Aande, lod Portieren falde bag sig og gik forbi 
Vaagekonen ind i sit Værelse. Men sove kunde han ikke. 

Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Fade- 
ren gennem Værelset. Høg havde ingen Ro ; i fortvivlet 
Melankoli syntes han i sjælelige, forfærdelige Lidelser 
at 'dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra Stella. 
Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus 
Sygeleje ; det var, som en sky Angst holdt ham borte fra 
hende. 

Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Ho- 
vedet i sine Hænder. Han kunde sidde saaledes time- 
vis, rokkende frem og tilbage uden at foretage sig no- 
get, uden at tale. 

„Skal Du ikke ind til Moder?" spurgte Nina. 

Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller 
ogsaa sagde han: „Jeg vil ikke forstyrre hende", og gik 
stille, som han var kommen. Stella spurgte aldrig om 
ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige Tak 
for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, 
han satte sig paa den lave Chaiselongue foran Sengen 
med den blanke Haand i sin, tavs og uden at tale. Der 
var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen ; un- 
dertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede 
sig langsomt frem og berørte den med sine Læber. 

„Tak," hviskede han. 



69 HAABLØSE SLÆGTER 

Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, 
skyggede han med Haanden for Lyset for ikke at vække 
Sønnen. „Jeg sover ikke," sagde William. 

„Er Du syg?" spurgte Høg. Han var bleven meget 
øm over Børnene, en vis rørende, ydmyg Ømhed, der 
syntes at bede om Tilgivelse — William vidste ikke 
selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over 
Hovedet, hvem han bestandig følte saa dyb Medlidenhed 
med. 

„Nej — men Mo'r hoster," svarede han. Høg sukkede. 

„Men det gaar ikke an - — ■ vi maa flytte din Seng 

_ (< 

„Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange . ." 

Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk. 

„Du kan faa lidt Sovesaft," sagde han. Selv brugte 
Høg Masser af Opium, Morfin og Cloral, han brugte det 
sammenblandet, Lægen holdt ikke mere Regnskab med 
denne ødelagte Naturs Hjælpemidler. 

Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle 
Ugers Forløb hjalp Sovesaften ikke mere. Høg fordob- 
lede Dosen og gav ham to store Portioner lige ovenpaa 
hinanden. 

Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og 
vaagnede om Morgenen med blytunge Lemmer. 

Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, 
sad Nina alene hos Moderen. Disse ensomme Timer i 
det stille Værelse havde udviklet en øm Fortrolighed 
imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig 
i Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens 
Talent og Ejendommelighed havde skygget for de andre ; 
nu i Sygdommen trængte Stella til Datterens milde 
Hænder, der var noget velgørende for den Syge i at 
se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde 
ved det runde Bord ; den blanke Pande, Haaret, der 
barnlig var strøget helt tilbage . . . 

„Kom hen til mig," sagde Moderen. Og mens hun sad 
med Ninas Haand i sin, talte hun om mangt og me- 
get med sin Datter. 



HERMAN BANG 70 

Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, æl- 
dre end sin Alder. Undertiden talte Stella om sin Død, 
Nina vilde blive som en Moder for de andre, vogte over 
Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men 
naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med 
Ansigtet ned i Sengens Tæpper. 

Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gar- 
dinerne for og tændte Lampen. Stella holdt ikke af 
Dagslyset under sin Sygdom. „Det ækle Lys," sagde 
hun, „det viser Jer, hvor grim jeg er bleven." 

Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, 
mens hun legede med Frynserne paa det gule Silke- 
tæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste, de samme, 
Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, „før Ulyk- 
kerne kom", som hun sagde, naar hun om Formiddagen 
talte med Nina. 

William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Inde- 
klemthed og Blomsterduften herinde. Stella havde faaet 
en lidenskabelig Forkærlighed for Blomster, hun vilde 
ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg forskrev 
Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol. 

Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler 
kastedes tilbage med glimtende Glans fra Sengeforhæn- 
genes Silke. „Du læser smukt," sagde hun. Men en 
Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øj- 
nene og lod Haanden glide frem og tilbage gennem det 
opløste Haar. 

„Giv mig Bogen," sagde hun. 

Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun 
for dem. 

William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med 
lukkede Øjne, betagen, angst for at tabe en Tone af 
denne Forklarelsens Symfoni. 

Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og 
Stella lod Bogen falde. „Det er forbi," sagde hun. 
„Jeg kan ikke mer." 



71 HAABLØSE SLÆGTER 

Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, 
naar Nina sad hos hende, laa Stella i en Feberdøs, halvt 
slumrende af Nattens Opium, som først virkede henad 
Morgenstunden; undertiden aabnede hun Øjnene, nik- 
kede til Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa 
ind igen. Der var ganske mørkt, en enkelt Lysstribe 
faldt gennem de lukkede Gardiner ind over Sengen, 
ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar 
Vinduesforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens 
Forhæng falde for, Lyset maatte ikke naa hende. Hun 
var bange for dets Ubarmhjertighed, sagde hun til Nina. 

Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at 
male, lod hun Jomfruen trække alle Forhæng fra. Vin- 
terdagens gnistrende Lys faldt ind i Kabinettet. 

„Som en hel Syndflod," sagde Stella. 

Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit 
Ansigt. Hun saa længe paa sine falmede Træk, paa sine 
hule Kinder, paa sin Hud, der var gennemsigtig og gul- 
lig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms Ødelæg- 
gelse, som dræbte hende. 

„Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe ro- 
ligt, strakt lige ud, og saa frem for sig. 

Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halv- 
skumring bag Sengehimlen, eller hun rødmede i Febe- 
ren, kunde hun finde sig selv bedre, raskere. Hun satte 
sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til det Livs- 
haab, Spejlbilledet skænkede hende. 

Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene 
kom hjem, kunde hun spøge med dem, tale til dem om 
Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun vilde blive rask. 
„Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte 
at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab 
for Ninas Veninder. 

Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chai- 
selonguen i Kabinettet. Nina spurgte, om hun maatte 
trække Gardinerne fra. „Endnu ikke, om otte Dage — 
om otte Dage vil vi ha' Lys herinde ...." 



HERMAN BANG 72 

„Ikke sandt," spurgte hun Berg, „om otte Dage vil 
jeg jo ikke mere forskrække Børnene?" 

Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Pal- 
merne i en hvid Slaabrok med store Kvaster, hun lod 
Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal i 
Halsen. 

Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, 
en Kærlighed til matte, bløde Stoffer, en Trang til mild 
Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde ikke faa nok af 
Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa 
laa hun mellem alle sine blomstrende Træer som en 
bleg Blomst, der visner umærkeligt. 

Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte 
til Doktoren derom. Berg vilde ikke give noget Haab, 
han frygtede en Skuffelse mere end Sandheden. „Men 
hun er meget bedre," sagde Høg, „hun ser raskere ud, 
meget raskere end for fire Maaneder siden." 

„Maaske," sagde Berg. 

De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet 
i Søvn paa Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, 
med Hænderne foldede om en Bog, hun havde læst i. 
Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm. 

„Se," sagde Høg, „raskere er hun da." 

„Tror De?" spurgte Doktoren. Han gik hen til Vin- 
duet og tog pludselig Gardinerne bort, saa at Sollyset 
faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter ham og vendte 
sig. 

Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saa Profilen 
skarpt mod det hvide Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen 
spids, Halspartiet indfaldent og rynket. Under den kun- 
stige Rødme laa Huden mat og blaalig. 

Høg gyste. „De har Ret," sagde han. Berg trak Gar- 
dinet for igen: „Om otte Dage venter jeg en Krise." 

William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var 
dem, som de havde erobret Moderen tilbage, nu, da hun 
ikke mere laa til Sengs, da hun igen bestemte Maden 
til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog 
imod Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der 



73 HAABLØSE SLÆGTER 

sig som Lys over hele Huset, og de var til Mode som 
efter en overstanden Fare. 

„Mo'r bliver rask," sagde Nina tyve Gange om Da- 
gen til Høg. 

„Vi vil haabe det," svarede Høg, og hver Gang han 
sagde det, saå han paa ny Martsdagens Sollys afklæde 
Stellas Skikkelse dens flygtige Sundhedsskær. „Vi vil 
haabe det." 

En Dag William kom hjem. fra Skole, fandt han Hu- 
set i Oprør. Fruen var blevet meget syg. Nina havde 
været henne at male, Jomfruen var beskæftiget. Saa 
havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde 
ladet Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til 
en Rejsedragt, været alene i Kabinettet. Hun sov, da 
Jomfruen gik. 

Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen 
som livløs midt paa Gulvet. Gardinerne var trukket fra. 

Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv . . . 

William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i 
Døren til Kabinettet. „Dør hun," hviskede Drengen, 
„dør hun?" 

„Det vil vi ikke haabe," sagde Berg og gik ind. 

„Det vil vi ikke haabe." William støttede sig til Dør- 
karmen, og rev krampagtigt i Portieren. Det var, som 
skulde han kvæles under den pludselige Fortvivlelse. 
Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne. 

„Tror Du, hun dør?" spurgte William. 

>J e g véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke der- 
over gav hun sig til at klappe Williams Haar. 

„Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaag- 
nede. Berg gik hen til Sengen. „Lad de andre gaa," 
sagde hun mat, „og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, 
som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen. 

„Nej — jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. 
Hun laa tavs, nogle Taarer rullede ned ad hendes Kin- 
der. „Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte hun saa. Hun 
havde vendt sig imod ham. . 

„Det er ikke vist, De skal dø." 



HERMAN BANG 74 

Hun rystede paa Hovedet. „Hvorfor ikke sige mig 
Sandheden," sagde hun. 

„Fordi jeg ikke kender den, Frue." 

Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt 
spurgte hun: „Men naar tror De?" 

„De kan jo komme Dem endnu." Lægen saå ned for 
sig, og mens han fattede lidt fastere om Sengekanten, 
sagde han : „De ønsker maaske at ordne et eller an- 
det.. ." 

Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens 
Mørke hørte Berg en Lyd som af undertrykt Hulken, 
saa vendte den Syge sig igen. „Tak, Berg. Ja jeg har 
meget at ordne." 

Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget 
lyst i Kabinettet, baade Lampe og Kandelaber var tændt. 
Stella sad oprejst i Sengen og skrev Breve med Blyant, 
Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende Smerte, 
og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn 
uden Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag 
som et Barn. 

William sad ved Sengen, da Berg kom ind. 

„Hun sover," sagde han. „Er det en Krise, Hr. 
Berg?" 

Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tog saa 
Kandelabren og betragtede hende længe. 

Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og 
Brystet bevægede sig roligt. Med Hovedet paa Siden og 
den venstre Arm bøjet under Nakken, det gule Silke- 
tæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys. 

„Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William. Det blanke 
Haar skinnede, Pandens Hud var gennemsigtig og fug- 
tig. Den højre Haand faldt lidt ud over Sengens Kant. 

Berg holdt den smalle Haand mellem sine: „Hun vil 
ikke vaagne," sagde han, og medens han endnu en Gang 
betragtede den Sovendes Ansigt, sagde han langsomt: 
„Ja, det er en Krise." 

„Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst, 
„kommer hun sig?" 



75 HAABLØSE SLÆGTER 

Lægen satte Kandelabren fra sig: „Maaske," sagde 
han. 

William sov fast den Nat. 

Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb 
og løb hen over en stor Eng og plukkede hvide Blom- 
ster, blev ved at plukke, saa han næsten segnede under 
Byrden, mens han løb .. . Saa pludselig hørte han no- 
gen raabe : Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i 
hans Arm. Det var, som han faldt dybt, dybt, da han 
vaagnede. 

„William, William." Det var Nina, som raabte : „MoY 
dør, Mo'r dør!" Han gned ikke sine Øjne. Han saa i 
et Nu Nina, halvt paaklædt, med udslaaet Haar og An- 
sigtet fortrukket af Graad. 

„Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt 
endnu, og Nina var gaaet med Lyset. Han rodede om- 
kring paa det iskolde Gulv for at finde sine Klæder, kom 
til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt 
endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen 
stod Vaagekonen midt paa Gulvet, begge Pigerne græd 
ved Døren. De saa paa William, og Vaagekonen sagde, 
det var et slemt Øjeblik at komme over. 

Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lomme- 
tørklædet for Øjnene og hulkede sagte. „Hun vil sige 
Farvel til William," sagde hun. 

William gik frem over Gulvet og løftede Portieren 
til Kabinettet. Alt dirrede i ham. Kandelabren stod paa 
Bordet, Stella laa med bortvendt Hoved, helt tilbage i 
Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve. En 
eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans 
Sorg og hans Graad, mens han nærmede sig den Døen- 
des Seng. 

Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned. 

„Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løf- 
tede Hovedet, saa han fra Sengen bøjet imod sig et 
Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som udvidedes un- 
der en hellig Glans. 

Længe, længe saa den Syge paa sin Søn, og mens 



HERMAN BANG 76 

hun langsomt og som for at dulme hans Smerte lod 
Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun svagt 
som et døende Pust: „Jeg maa dø." 

„Glem mig aldrig, William, aldrig — ■ jeg har elsket 
Dig saa højt." Og med et Kast lod den Døende sig falde 
tilbage i Sengen, mens hun hulkede sagte. 

„Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tung- 
hed — „aldrig!" og mens Ordene brød Seglet for hans 
tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen sig i vild 
Smerte og kastede sig ned over Sengen. „Aldrig," gen- 
tog han under Hulken. 

„Farvel — Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind 
mod Mørket. Saa rejste William sig og omfattede med 
et eneste Blik alt i Værelset, Blomsterne, den hvide 
Seng, Moderens bortvendte Skikkelse ; i et eneste Nu 
bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse 
gemte, og som raabte til ham med tusind Stemmer paa 
én Gang, gik han hen mod Døren. 

Han sænkede Hovedet, saa sig ikke tilbage. Men 
pludselig hørte han Moderen vende sig, han drejede 
Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt laa hun, med 
Blikket fæstet paa ham. 

„Mo'r," raabte han og strakte Armene frem. 

Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, 
hviskede hun svagt, aandende ud i et langt, smerteligt 
Suk: 

„Stakkels Dreng!" 

William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under 
dette Suk . . . 

Kl. otte begyndte Dødskampen. Berg og Vaagekonen 
holdt den Syges Hænder, Nina tørrede Sveden af hen- 
des Pande. 

Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den 
Barndommens frygtelige Sorg, som ikke forstaar, men 
frygter ; en navnløs Ængstelse uden Taarer, som gør 
Lemmerne stive. 

Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som 
jaget. Undertiden standsede han ved Døren til Kabinet- 



77 HAABLØSE SLÆGTER 

ter, lyttede og gik videre, mens han vred sine Hænder, 
som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under Skæg- 
get skinnede den frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene 
var underløbne med Blod. 

Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt 
ham at gaa ind, han sad tankeløst og klippede mekanisk 
Aviser i smaa Stumper ; han blev ved at sige et Digt 
frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han 
klippede . . . 

Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede ; hans 
Liv laa i det Øre, med hvilket han lyttede til den Døen- 
des Rallen bag den tiltrukne Portiere. Han plagedes af 
en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at se ... 
bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog 
han Portieren til Side. 

Kabinettet var lyst. Paa hver sin Side af Sengen saå 
han Vaagekonen og Berg kæmpende med et krampagtig 
bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i konvulsivisk 
Trækning . . . Hendes Hoved var strakt frem, Øjnene 
stive, Haaret uredt og pjusket, Farven gulblaa ... og 
ud af den sammenbidte Mund flød et hvidt Skum. 

Med en ubetvingelig Rædsel lod han Forhænget falde. 
— D e t var Mo'r 

Berg kom ud, han var meget rolig. „Vi vil give hende 
Champagne," sagde han. 

„Champagne?" 

„For at lindre, ja, det er det eneste, som nu kan 
gøres." Han gik ind igen. Høg blev ved at gaa rundt om 
Bordet, uden at sanse, blot rundt. 

„Skal Jensen hente Vinen?" spurgte William. 

Faderen nikkede. 

Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den 
Døende fo'r op i Krampen, undertiden en sagte Klage. 
I Dagligstuen Høgs jagende Skridt. 

Saa joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen 
stod forvirret med den guldhalsede Flaske i Haanden, 
mens Vinen skummende vældede ud paa Tæppet. Berg 
kom ud. „Godt," sagde han, tog Flasken og gik atter ind. 



HERMAN BANG 78 

William var til Mode, som skulde han sluge en Klump, 
der kvælende sad ham fast i Halsen. 

Man gav Stella Champagne hele Dagen. 

Hen paa Eftermiddagen faldt hun i Søvn. Da hun 
vaagnede, var hun uden Bevidsthed, men rolig. Høg sad 
ved Sengen med hendes Haand imellem sine, Haanden 
var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed. 

Engang imellem virrede hun med Hovedet og suk- 
kede svagt. Det var, som en Rest af Livet flygtede med 
hvert Suk. De lukkede Øjenlaag sitrede. 

Klokken halv ni aabnede den Døende Øjnene, hun 
saå paa Høg, og som et Genkendelsens Smil gik over 
hendes Ansigt: 

„Hører Du Lærkerne?" hviskede hun. 

Et lykkeligt Smil, en sagte Trækning, et Suk . . . Høg 
slap sin døde Hustrus Haand. 

Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans 
Bryst, rejste han sig med bøjet Ryg, og med et tomt, 
glansløst Blik saå han længe paa Stellas døde Legeme. 
Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, 
tumlede han pludselig tilbage mod Væggen, mens den 
kolde Sved sprang frem paa hans Pande. 

Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med den- 
ne Døde. 

Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Por- 
tieren og gik ud. Han talte ikke, men lukkede kun var- 
somt Kabinettets Dør. 

Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kom- 
men. Rundt i Krogene græd Børnene sagte, midt i Stuen 
stod Høg taareløs, vridende sine Hænder. 

Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den 
Døde og kom atter ud. Høg var gaaet ud, og Lægen gik 
hen til Nina, gav hende et Brev og sagde, at hendes 
Moder havde bedt hende læse det sammen med Wil- 
liam. Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende paa 
Panden, bad hende være rolig og gik ud for at tale med 
Vaagekonen, som ude i Spisestuen havde travlt med at 
rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sargeflor. 



79 HAABLØSE SLÆGTER 

Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dag- 
ligstuen. 

William havde skruet Lampen højt op og sad og læste 
ved et Bord lige ved Spisestuedøren, som han havde 
lukket op paa Klem. Han var pludselig blevet greben af 
en bleg Skræk for Døden, som laa ved Siden af ham, en 
Angst, som næsten dræbte hans Sorg. Han syntes slet 
ikke mere, det var hans Moder, som laa derinde bag Por- 
tieren, han følte kun, at Døden var i Huset. 

„Lad os saa læse Brevet," sagde Nina. William saå 
op og mødte Moderens Skrifttræk paa et hvidt Blad. „Til 
Nina og William", stod der. Han syntes, han skammede 
sig og rødmede over sin Angst fra før. 

Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet 
læste de to Søskende deres Moders sidste Brev. 

„Elskede Børn! Min Haand ryster, saa jeg næppe kan 
skrive, og hvert Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men 
Kærligheden vil lære Jer at læse min utydelige Skrift ..." 

William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst og 
krystede hende i et langt, fortvivlet Favntag . . . 

„Lad os læse det roligt," sagde Nina mildt og rev 
sig løs. 

„Eders Moder, som nu maa dø, skønt hun saa gerne 
vilde leve for Eders Skyld, har, lille, elskede Børn, ikke 
altid været lykkelig. Man har Sorger, som man skjuler 
under Smil, og det er de Sorger, som har gnavet mit 
Liv, men alt dette behøver I aldrig at erfare. Mine sid- 
ste Ord er en Bøn. Jeg har ofte, naar jeg om Aftenen 
sad alene med Jer, talt om den berømte Slægt, I til- 
hører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts Skyld 
jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedste- 
faders Skyld, hvis sidste Ord det var, for min Skyld, 
som er død for at opfylde hans Vilje." 

En Taare havde udvisket Ordene. Aandeløse løftede 



HERMAN BANG 80 

de Papiret mod Lampen. William græd ikke mere, staa- 
ende bag Nina slugte han Papiret med Øjnene. 



„Eders Fader er sindssyg — maaske bliver han al- 
drig rask. Vor Tid, elskede Børn, er endnu besynderlig 
nok til at anse denne Ulykke for en Vanære, og des- 
uden vilde Eders Fader miste sit Embede, hvis de kend- 
te hans Sygdom — og I er ikke rige — derfor, dæk over 

det, skjul det I er unge, Livet vil en Gang bringe 

Jer Lykke 

Lad ingen vide det! 

Jeg er træt — Haandeh vil ikke mere. Tusinde, tusin- 
de Gange Farvel ! 

Eders Moder." 

De havde læst med tilbageholdt Aande, drevne frem 
gennem de usikre Tegn som gennem en Dødsdom, man 
læser med gruelig Nysgerrighed. 

Nina lod Bladet falde. 

Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de læn- 
ge tavse. 

„Lad os besøge Moder," sagde saa William. 

Vaagekonen havde hængt Lagener paa alle Væggene, 
dækket af et hvidt Silketæppe laa Stella paa Sengen. 
Ansigtet var roligt, men om Munden dvælede en tavs 
Smerte, som om den Døende var gaaet bort med et un- 
dertrykt Suk. 

Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over 
den Dødes Ansigt. 

Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Cham- 
pagneflasker i en lang Række. 

Høg kom hjem, rød i Hovedet, Aarerne i hans Pande 
svulmede. 

„Jeg har været ude at spise," sagde han. „Spis, spis, 
man trænger til det paa saadanne Dage." 

„Vi har spist," sagde Nina. 

„Men man bør have nærende Ting, meget nærende 



81 HAABLØSE SLÆGTER 

Ting, køb noget Oksekød i disse Dage, Nina, meget 
Oksekød." 

Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der 
gaar i Søvne. Han gav sig til at rode i Buffet'en og 
tog tre Glas frem. 

„Vi vil ha'e godt af at drikke lidt iaften," sagde han, 
„rigtig godt, for at kunne sove, og ellers vil Vinen spil- 
des " 

William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig 
frem over Buffet'ens Flasker. Nina blev blegere end et 
Lagen. 

„Jeg kan ikke drikke," sagde hun. 

Noget i Tonen slog Høg. „Du har det heller ikke nø- 
dig," sagde han, „men William — han sover daarligt." 
Han tog en af de halvfulde Flasker og skænkede Vinen 
op i et Vandglas. 

„Drik," sagde han. William tog Glasset og førte det 
op til sine Læber ... „Naa drik," sagde Høg barsk, 
„drik." 

Han skænkede for sig selv: „Vi har godt af det." 
Han stødte sit Glas mod Sønnens: „Naa, godt Mod," 
sagde han. William var til Mode, som skulde han dø, 
mens han drak. 

Han satte Glasset fra sig og saå paa Nina, længe, et 
fortvivlet Blik. Og Ninas Angst gav ham ingen Trøst. 



VI 

Et Aar var gaaet. 

Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle 
Pigers Hjælp gik alt i Huset som i „Fruens" Tid ; Lo- 
ven, som styrede, var et bestandig gentaget „saadan 
gjorde Moder", og for hver Dag, som gik, syntes Nina, 
hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje. 

Denne Følelse og hendes kraftige Ungdom maatte og- 
saa til for at lette hende Livet i det triste Hjem. Høg 

H. B. III 6 



HERMAN BANG 82 

skrantede, plaget af en Melankoli, Børnene maatte være 
lykkelige over, fordi den var hans Sygdoms mildeste 
Form, men som dog laa saa tungt over de unge Liv, 
der fik deres første Indtryk i Skyggen af uovervindelige 
Sorger. 

Og tungere endnu, som en mørk, truende Sky, laa 
Frygten over Hjemmet. Denne skrækslagne Frygt for et 
nyt Udbrud af Faderens Sygdom ligefrem isnede Ninas 
og Williams Sind og lod dem leve i en evig Uro, der al- 
drig sov. Et enkelt muntert Ord fra den tavse Høg, og 
de skræmmedes op som stukne af en Bi ; en lidt ordrig 
Fortrolighed mellem Fader og Børn, og de tilkastede 
hinanden et sky Blik, som sagde hurtigt og angstfuldt: 
„Nu kommer det" ; et Forslag fra Høg om en Fornøjelse, 
som skulde bringe lidt Adspredelse ind i det ensformige 
Liv, han selv med knugende Sorg saa hans Børn førte 
— og de sagde, naar de var blevet ene : „Vi gør det 
ikke." 

Nina blev stærk i dette Liv. Sorgen, den Opgave, man 
havde stillet hende, og som var for stor for hendes 
Kræfter, knugede hende ikke. Men den tidlige Smerte 
var gaaet gennem hendes Sjæl som en Frostnat, og 
Frostnattens Rim dvælede der længe. 

Med al sit Hjertes Varme omfattede hun „sine egne" : 
William og Sofie — Fremmede skyede hun. Hun havde 
en bestemt, stærk Følelse af, at man gjorde dem — 
hendes Søskende og hende selv — Uret ved saaledes 
at dræbe deres første Ungdom, og denne Følelse gjorde 
hende kold mod alle, selv dem, som ikke havde nogen 
Del i at paalægge de unge Skuldre dette Offer for 
Slægtens Anseelse. Desuden maatte hun sky Frem- 
mede, deres Hus maatte være en Fæstning. Hvis 
man skulde skjule Faderens Sygdom, maatte det ske 
ved at holde sig borte fra alle. — Hvem vidste vel, 
naar Sygdommen kunde bryde løs? 

William betoges af den samme angstfulde Skyhed 
som Søsteren, men den virkede hos Drengen paa an- 
den Vis. 



83 HAABLØSE SLÆGTER 

Han havde i de sidste Aar indsuget en overmaade 
stærk Følelse af sin Slægts Betydning og Ælde, af dens 
Daad og dens Gerninger, og denne Slægtsstolthed, der 
i hans lidenskabelige Gemyt fik en ejendommelig sugen- 
de Heftighed, var slaaet ud i en altbeherskende Ærger- 
righed, en Drengeærgerrighed af den særegne Fjorten- 
aarsart, hvis Gerninger er Drømme, hvis altid søgende 
Æretørst læskes ved Sejre, vi tildeler os selv, og hvis 
smykkende Laurbærkranse er saa let vundne, fordi vi 
bekranser os selv. William stødte i sine Fantasier Pan- 
den mod Himlen. 

Den sygelige Dreng erobrede i Tankerne en ny Ver- 
den for sig og sin berømmelige Slægt. 

Saa kom Faderens Sygdom. Hvad der overvældede 
ham, var her ikke Faderens Ulykke, men langt mere 
den Skam, han vagt følte faldt over dem ved denne Syg- 
dom. Han blev kaldet tilbage fra sine himmelstormende 
Fantasier og saa med pludselig Klarhed Virkelighedens 
Ynkelighed. 

Hans Drømme havde ikke Livskraft til at modstaa 
denne Storm, og de blomstrede ikke op mere ; som en 
enkelt Aprilsnats Kulde kan afvisne et spirende Blom- 
sterbed, saaledes sank Drengens Fantasier sammen un- 
der dette Slag. 

Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, 
der ligesom gav hans altfor tidlig slappede Nerver Hvi- 
le. Hele hans Eksistens prægedes af en Træthed, der 
var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans 
nervøse Gemyt ikke havde kunnet bære uden at mod- 
tage altfor store Mærker deraf. 

Og til denne Blasérthed, skabt af for tidlige Sorger, 
stødte langsomt en anden, mindst ligesaa farlig og 
skæbnesvanger. 

Stellas Død slog en uudfyldelig Breche i Sønnens 
Liv ; uagtet hun aldrig havde egentlig, hvad man kalder 
opdraget paa Sønnen, men snarere kun set til, mens 
han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun 
hendes, som havde dannet ham, hendes Følelser, som 



HERMAN BANG 84 

saa at sige igenvoksede i ham. Hun var Midtpunktet for 
alt, hvad han vidste, følte og tænkte. Nu gik hun bort 
samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de 
Drømmerier, der havde opfyldt mer end hans halve Liv, 
og han følte under sin bestandig tiltagende Melankoli 
en Tomhed, hvis eneste Indhold var den dybe med Barn- 
dommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han næ- 
rede mod alt og alle. 

Og i Stellas Sted traadte, under det ensomme Liv i 
Hjemmet, ingen ny Fortrolighed eller nært Kammerat- 
skab. Høgs Hus var ikke til det. 

Træt af at fantasere, henvist til sig selv begravede 
William sig i Læsning. Men det var Drengen umuligt 
her længere at finde Smag i Bøger, som vilde have 
passet for hans Alder. 

Livet havde ladet ham se Lidelser og Lidenskaber 
røre sig kraftigere, Sorger nage dybere, end de gjorde 
i disse Bøger. 

Saaledes søgte han i sin Læsning hurtig bort fra sin 
Alders Bøger, og han opsøgte de Digtere, som man si- 
ger har skrevet med deres Blod : kun deres Værker syn- 
tes ham sande, og kun de syntes ham at vide, hvad et 
Menneske maa lide. 

Læsningen kom saaledes til og ophedede yderligere 
det Drivhus, hvori Forhold og Omstændigheder saa tid- 
lig havde indflyttet denne Plante. 

Men de Sorger og Lidelser, hvoraf saa mange af de 
Digtninge, han læste, bugner, var som oftest af en 
anden Art, tilhørte en anden Sfære. Dette gjorde Willi- 
am sig imidlertid ikke klart, han saa blot, at dette var 
Lidelser, som han vidste, de oplevedes, og uden at have 
nydt i Livet noget af det, som havde skabt disse Lidel- 
ser, blev han gennem Kendskabet til Lidelserne først 
fortrolig, siden træt af Nydelser, som han aldrig havde 
smagt. 

Et goldt Tankeliv var allerede færdigt med en By- 
rons Lidenskaber og en Heines Ulykker. 

Saa naaede han paa sin Vej til Alfred de Musset, og 



85 HAABLØSE SLÆGTER 

den facile Adjunkt udlaante med et Smil : „la confes- 
sion d'un enfant du siécle" til den femtenaars Dreng. 
Og det vilde ogsaa have været for silde at holde igen. 
William forstod alt, vidste alt. Med grusom Erfarenhed, 
der netop, fordi den kun tilhører Tankelivet, piller alt 
op og udtørrer alt, forstod han hver Fiber i den Mus- 
set'ske Helts Sjæl, og hans Melankoli, der var født af 
Sorger, parredes nu med nydelsestrættet Mæthed. 

Omtrent ved denne Tid blev han konfirmeret. Under 
Religionsundervisningen bragte han ofte Hans Velær- 
værdighed til Fortvivlelse ved besynderlige Paradokser, 
skeptiske Spørgsmaal og Fraser. Hans Velærværdighed 
talte paa Højtidsdagen i sin Velsignelse, da han lagde 
Haanden paa Williams Hoved, om de unge Sinds Gæ- 
ring, der gjorde Verden til et Kaos, hvor Gud dog i sin 
Naade tilsidst vilde skabe det samlende Lys. 

Sagen var, at Religionen var gledet bort fra William, 
eller William gledet bort fra Religionen. Dump Melan- 
koli, Ligegyldighed og Træthed havde efterhaanden 
hentørret Bønnerne paa hans Læbe, og den, som op- 
hører at bede, er langt fra Gud. 

William Høg syntes, han havde levet meget længe og 
længe nok. Hans Ansigtstræk havde faaet dette gamle, 
tidlig visnede Udtryk, der er ejendommeligt for Krøb- 
linge eller Børn, der skal dø tidligt, han var meget ma- 
ger og gik altid bøjet, med ludende Hoved. 

Dog saå det ud til, han kunde vokse sig køn. 

Nina og han var næsten altid sammen, og de stærke 
Baand, som de fælles Sorger havde bundet, brast ikke. 
Men paa den anden Side havde disse samme Sorger tid- 
ligt udviklet deres Karakter i meget forskellig Retning, 
og for hver Dag, der gik, maatte Kærligheden slaa Bro 
over en stadig større Kløft i Forstaaelsen. 

William var nervøs og pirrelig, og under hans Tung- 
sind bruste og kogte al et lidenskabeligt Gemyts tilbage- 
trængte Voldsomhed. Saa kunde denne undertrykte Ge- 
myts-Hede ofte slaa ud paa de besynderligste Tider og 



HERMAN BANG 86 

ved de ubetydeligste Lejligheder, naar f. Ex. Nina, der 
var Ordenen selv, havde lukket en opslaaet Bog, flyttet 
en Stol, hvorpaa Broderen havde siddet, eller saadan et 
eller andet. 

Nina var under hans Vredesudbrud bestandig rolig, og 
denne Ro æggede William, opirrede ham yderligere. 

En Dag havde Søsteren lagt „Rolla" ind i Bogska- 
bet og tillod sig, da Broderen spurgte om den, at be- 
mærke, at denne Bog forresten ikke var for Drenge. 

William blev rasende og sagde, at hun forstod sig vist 
ikke meget paa den Slags Ting — hun skulde helst 
blive hos sin elskede „Jane Eyre". 

Nina svarede ikke straks, men lidt efter løftede hun 
roligt Hovedet og saå paa Broderen, mens hun sagde : 

„Tror Du, Mo'r vilde synes om, at Du læste i den 
Bog?" 

William havde ikke ventet dette Spørgsmaal. 

„Du tror det ikke," sagde Nina og saå atter ned. 

Men lige med ét fløj Broderen ind imod hende, og i 
Raseri slog han hende paa Øret, saa det klaskede. 

„William!" raabte Nina, næsten angst. „William — 
hvor kunde Du dog?" 

Og lige saa snart han havde hørt Lyden af sit eget 
Slag og den smertefulde Betoning i Søsterens Raab, 
faldt hans Hænder slapt ned. Han saå skelende op, og 
han syntes, han maatte krybe i Jorden af Skam. 

Nina havde rejst sig, hun holdt Haanden mod den 
rødplettede Kind, og koldt som med Knivklang sagde 
hun : 

„Du ligner Fa'r!" 

„Nina!" Han skreg det. 

Forskrækket, sky saå William atter op, og deres Blik 
mødtes. „Nina," sagde han igen, sagtere, „Nina!" Hun 
sank med en Mumlen sammen i Stolen og græd med 
Hovedet ned i sin Sykurv. 

Nogen Tid efter, stærkt ind i det andet Aar efter Stel- 
"las Død, blev Høg atter eksalteret; langsomt, men sik- 
kert gennemløb hans Sygdom de samme Stadier som 



87 HÅABLØSE SLÆGTER 

sidst. Det var de samme Idéer under andre Former, de 
samme Overdrivelser, den samme indholdsløse og usta- 
dige Energi ; paa Børnenes Side den gamle Angst, den 
gamle Venten, den gamle, hvileløse Frygt. Kun var de 
nu ene om at bære det. 

Om Natten gik Høg søvnløs rundt i Huset, han rum- 
sterede i Køkkenet, lyttede ved Dørene, spejdede efter 
Lyssprækker for at se, om William eller Nina havde 
Lys og vaagede. Han stjal deres Lys om Aftenen og tog 
Tændstikkerne fra dem. Han vidste, at de passede paa 
ham, og han vilde hindre det. 

Efterhaanden som Eksaltationen steg, voksede Bør- 
nenes Angst — ogsaa Sofie forstod nu, at Faderen var 
syg — men Berg haabede paa en hurtig Bedring og lod 
Høg blive i Horsens. 

Om Dagen sad Nina hjemme uden at turde gaa ud 
og uden at kunne blive rolig mellem de fire Vægge. 
Hun skyede Folk endnu mere end ellers, hun syntes, 
at alle Mennesker saå nysgerrigt paa hende, og hun ha- 
dede baade deres Medlidenhed og deres Spørgsmaal. 
Saa sad hun i et halvmørkt Værelse til Gaarden og ru- 
gede over sin hjælpeløse, fortvivlede Angst, saa lang 
Dagen var, uden at kunne tage sig noget til og uden 
at arbejde, hensunken i sin egen Hjælpeløshed. Naar 
Faderen var hjemme, jog hun hvert femte Minut op af 
sin Sløvhed for inde i Spisestuen at lytte efter, hvad 
han tog sig for i sit Studereværelse, om der var Folk 
hos ham, og hvad han sagde. 

Undertiden, naar han saaledes havde Besøg, og han 
talte meget højt og længe, aabnede hun pludselig Dø- 
ren og traadte ind under et eller andet ligegyldigt Paa- 
skud, som kunde afbryde Samtalen og faa den Frem- 
mede bort. Men fra Faderens Øjne mødte hende da et 
Blik saa vredt og hadefuldt, at Datteren gøs derved. 

Var William hjemme, sad de to Søskende sammen. 
Deres Samtale var altid den samme, ligesom deres Tan- 
ker : i en Ring gik baade Ord og Tanker rundt om deres 
Frygt. 



HERMAN BANG 88 

Høg tog ofte William med sig paa sine Udflugter, 
Spadsereture, lange Rideture; undertiden kunde de 
være borte hele Dage. Disse Tider var Hvilepunkter for 
Nina, hun trængte saa haardt til at hvile ud fra sin 
Angst; for William var dette Samliv med den Syge en 
forfærdende Lidelse. 

Høg glemte, at han talte med sin Søn, og hadefuld 
som han i Sygdommen var mod dem, han ellers elskede, 
fortalte han løst og fast om sine Brødre, om Excellen- 
cen, om sin Moder. Han klædte sin Slægt af for sin 
Søns Øjne. Eller han tumlede med de vildeste Planer 
om at rejse for at vise Sønnen de Steder, hvor han hav- 
de tilbragt sin Ungdom, om at føre ham til Paris 
og til Italien. William gav ham Ret i alt. Saalænge de 
var ene, var det dog langt mindre forfærdeligt, og saa- 
længe lod han Faderen tale. Men hvor han kæmpede, 
naar de var sammen med Fremmede! Han dækkede 
over Faderens Besynderligheder, talte livligt, spurgte 
ham ud, som om han selv var mest interesseret i alt; 
han forklarede Faderens Anskuelser, han bortforklarede 
hans Overdrivelser, saå med hundrede Øjne og hørte 
med hundrede Øren for at aflede Opmærksomheden fra 
hans uforklarlige Excentriciteter. 

Snart agerede Faderen syg og lagde sig til Sengs ; da 
maatte Sønnen timevis holde vaade Klude paa hans 
Pande, han kunde ikke vige fra ham, men sad med 
hans Haand i sin, mens Faderen jamrede sig i indbildte 
Smerter. Nervernes Oprør lod den Ulykkelige lide 
et Helvedes Kvaler. 

Snart vilde Høg bruge Bade, og de tilbragte nogle 
Dage ved Kysten. Han gik ved to Stokke, halvbaaren 
af William kom han saaledes ned til Badehuset. I Bade- 
kamret vilde han være alene, og Sønnen maatte kun 
følge ham til Broen. Det var forfærdelige Øjeblikke for 
Williams ophidsede Fantasi, naar han i stirrende Angst 
ventede inde paa Stranden, uafbrudt seende mod Bade- 
husets Dør, der blev ved at være lukket Kvarter efter 



89 HAABLØSE SLÆGTER 

Kvarter, indtil den kolde Sved sprang frem paa den 
Ventendes Pande. 

Saa ilede han i vanvittig Frygt i tre Spring ned fra 
Skrænten, hvor han sad, ud ad Broen og bankede paa 
Døren. 

„Er Du i Vandet endnu?" raabte han. 

„Nu kommer jeg," svarede Høg kort, „Du er vel 
angst, din Fa'r, som har faaet Svømmepræmier, skal 
drukne i et Vandfad?" 

Om Middagen spiste de ved Table d'hote i det lille 
Badehotel. De sad nederst ved Bordet, Høg lige ved 
et Hjørne: naar han vilde tale, maatte det ske over 
Sønnen. 

Aldrig i sit Liv havde William været saa videbegær- 
lig som i denne Timestid, hvor den gnavne Vært lod 
sine med spædt Kalvekød fyldte Overflødighedsskaale 
tømmes paa Gæsternes ventende Tallerkener. Han be- 
mægtigede sig med en Opbyden af al sin Kraft hele 
Faderens Opmærksomhed, og han skjulte med sin Liv- 
lighed og Spørgelyst hele det øvrige Selskab for Høg; 
han overvældede ham med Spørgsmaal, han lo, sva- 
rede muntert, skæmtede. Den kolde Angst gav ham 
Kræfter. 

Men naar de efter disse Maaltider kom op paa deres 
Værelser og Faderen lagde sig til at sove paa sin Seng, 
kunde William ofte falde fuldstændig sammen efter den 
frygtelig Anstrengelse, og, stum og følesløs for alt, 
tilbringe Timer i en tom Opgivelse, hvor hans Hjerne 
havde ophørt at arbejde, og hvor han græd af Slaphed 
uden at vide det. 

Efter nogle Dages Forløb vendte de saa atter hjem, 
og det gamle Liv begyndte igen. Eksaltationen steg 
stadig, og Nina og William turde ikke mere gaa i Seng 
om Natten. Dér sad de mange Nætter — det var nu 
ud paa Efteraaret — halvslumrende i et Par Lænestole 
i Williams Værelse uden at turde tænde Lys og uden 
at turde tale for at holde sig vaagne. Høg vilde have 
set Lys i Sprækken og hørt deres Stemmer, naar han 



HERMAN BANG 90 

gik forbi Døren. Hele Natten hørte de hans urolige 
Vandren, naar han hvileløs gik ud og ind og aabnede 
og lukkede alle Døre i Huset. Han spiste sjældent om 
Dagen, men om Natten hørte de ham mange Gange 
rode med Glas i Buffet'en og rasle med Knivene, og 
om Morgenen kunde de se, at han havde skaaret Ost 
i Spisekammeret. 

Børnene turde ikke tale. En Gang imellem spurgte 
den ene, blot for at høre en Lyd, som kunde adsprede 
den tunge Stilhed, deres Rædsel befolkede med Skræm- 
mebilleder : „Sover Du?" Og den anden svarede med 
et Par hurtige Ord. Det var alt. 

Saaledes gik mange Dage og mange Nætter. 

Tanken om at rejse blev imidlertid stadig stærkere 
hos Høg, han vilde vise Sønnen Europa. En smuk Dag 
spurgte Berg William, om han turde rejse med Fa- 
deren. 

„Deres Fader ønsker at rejse," sagde han lidt noncha- 
lant, „og jeg tror, at Rejsen vilde være gavnlig, meget 
gavnlig for ham." 

„Rejse — , " mumlede William, og det var ham, 

som om han pludselig skulde kvæles . . . „jeg ." 

„De tør altsaa ikke," spurgte Berg barsk. 

William saå op, lige ind i Lægens graa Øjne: „Hvor 
lang Frist vilde det kunne gi'e?" spurgte han. 

Lægen modstod ikke det Blik, han saå ned og sagde 
tøvende : „De véd godt, Høg, at Lægerne kun kan an- 
tage." Han slog med Stokken lidt Støv af sine Ben- 
klæder. 

„Og hvorlænge antager De," spurgte William igen, 
ejendommelig fast. 

„Maaske et Par Aar," sagde Lægen, „men naar De 
er bange ..." Berg vendte sig halvt bort. 

„Er der da intet at være bange for. Doktor Berg?" 
Ordene kom heftigt, som en undertrykt Bebrejdelse, og 
det unge Menneske saå atter skarpt paa Berg. „Er der 
intet at være bange for?" 



91 HAABLØSE SLÆGTER 

„For Dem intet." Der var en kort Stilhed. „Men Sko- 
len?" sagde William tøvende og slog Øjnene ned. 

„Aa ja, søg Paaskud!" 

William aandede dybt; han aabnede og lukkede Hæn- 
derne nogle Gange, som for ved en mekanisk Bevæ- 
gelse at betvinge sit Sinds Oprørthed, og lidt hæst 
sagde han saa : 

„Jeg skal gerne rejse." 

Lægen saå et Øjeblik paa ham, som han stod dér 
med store Sveddraaber paa Panden og Munden smerte- 
lig sammentrukken under de hviskede Ord, og i et 
pludseligt Udbrud af Medlidenhed slog han ham paa 
Skulderen. 

„Det var bravt," sagde han. „Og De skal ikke være 
bange." 

Tre Dage efter rejste de. Selve hans uovervindelige 
Angst gjorde William rolig og fattet i disse Dage, men 
da han kørte bort fra Perronen og lænet ud af Kupéen 
saå Nina viftende med det hvide Lommetørklæde, var 
det ham, som om Jorden gled bort under ham, og han 
satte sig i Svimmelhed tilbage i Sædet. 

Den første Uge syntes det, som om Berg skulde faa 
Ret. 

De rejste i smaa Dagsrejser, laa over hver Nat, og 
tog først videre højt op paa Dagen. William bestak Kon- 
duktøren saa de blev alene i Kupéen, hvor Høg saa laa 
paa den ene Side, ligesaa lang han var, paa et Leje, redt 
af Plaider, Tæpper og Puder. Undertiden var han saa 
svag, eller indbildte sig at være det, at man maatte løfte 
ham baade ud og ind af Kupéen. William fortalte, de 
rejste til et Bad, og bødede paa alt med Drikkepenge, 
som han næsten maatte kaste ud i Grams. For at faa 
de mange Penge af Faderen, der lige saa ofte var lat- 
terlig paaholdende som latterlig ødsel, maatte han lave 
de utroligste Historier. 

Til andre Tider var Høg livlig som et tyve Aars Men- 
neske, og saa var det vanskeligt at holde ham i Kupéen ; 
han undrede sig over, at de bestandig var alene, og 



HERMAN BANG 92 

med de Sindssyges Mistænksomhed sagde han: „Men 
Du vil vel ingen ha'e maa være sammen med din 
Fa'er?" William slog det hen, søgte Grunde: „Der 
var jo saa faa, som kørte paa første Klasse." 

Under Opholdet i Neumtinster blev Faderen borte. 
William havde været inde for at købe nogen Lekture 
i Jernbanebiblioteket, og da han kom tilbage paa Per- 
ronen, var Kupéen tom. 

„Einsteigen," raabte Konduktøren højere oppe i To- 
get. „Einsteigen !" Han slog Døren haardt i . . . 

William sprang ned af Trinnet og saå sig fortvivlet 
om, ingen at se — han løb ned forbi de nærmeste Vog- 
ne og raabte højt, ingen, der var ingen, som svarede. 

„Einsteigen," raabte Konduktøren lige ved ham. 

William sprang op paa Trinnet, og hurtigt, i afbrudte 
Sætninger, fortalte han, at Faderen var borte, at han 
ikke kunde rejse, at han maatte blive her. 

Konduktøren lo og halvt tvang ham ind i Kupéen 
— William greb sig i at have talt Dansk i sin Fortviv- 
lelse. 

Mens de kørte, sad han overvældet, forvirret, uden 
at turde tænke. Han burde være blevet, han burde al- 
drig være taget med Men Faderen kunde jo have 

taget fejl af Kupéerne, han sad naturligvis i en anden 
Vogn, han kunde jo dog ikke være blevet tilbage . . . 

Han gik i sin Bevægelse frem og tilbage i Kupéen 
uden at kunne sidde roligt, bestandig paany bearbej- 
dende dette dobbelte Sæt af Tanker, som hans Fantasi 
understøttede saa forfærdeligt med ligegyldige Grunde. 

Og hver Gang de standsede paa en af de smaa Sta- 
tioner, havde han Lyst til at springe ud, og den nye 
Tankerække tvang ham dog til at blive. 

Hvad skulde han vel ogsaa kunne gøre med sine 
tyve Mark? Hvor skulde han vel tage hen? 

I Hamborg aabnede han selv Vogndøren og steg ud. 
Hans Angst var gaaet over tit en opgivende, sløv og 
følesløs Inerti, og han var overbevist om, at Faderen 
ikke var med i Toget. Og alligevel spejdede han med 



93 HAABLØSE SLÆGTER 

Fortvivlelsens Iver efter hver Dør, der aabnedes i Vogn- 
rækken. Han løb lidt ned til den næste første Klasses 
Vogn — til den næste. En Herre stod paa Trinnet halvt 
bøjet ind i Vognen ... nu traadte han helt ud . . . vendte 
sig ... det var ham. 

William standsede med et Ryk og slog sig med Haan- 
den for Munden for ikke at skrige; alt Blodet fo'r ham 
i Stød til Hjertet. 

Høg hjalp med udsøgt Høflighed en blond, meget 
høj Dame ud af Kupéen, bød hende Armen og kom 
henimod Sønnen. Da han saå ham, smilede han: „Er 
Du dér," sagde han fuldstændig ligegyldigt. „Skaf os 
en Vogn, min Dreng." 

Damen tog Lorgnetten op og saå et Øjeblik noncha- 
lant paa William, vendte sig saa og sagde nogle Ord 
paa Fransk, medens de gik ind i Ventesalen. 

William blev staaende, han kunde næppe kende 
Faderen igen : set saaledes bagfra med den slanke Fi- 
gur rettet, Hovedet baaret saa smukt, lidt bøjet ned 
mod Damen ved hans Arm — mod sin Vilje blev Søn- 
nen slaaet af den rene Race i den hele Fremtoning, 
noget vist ubeskrivelig fornemt, det var umuligt at 
definere. 

Han skaffede Vognen og de kørte alle tre — Høg, 
Grevinde Hatzfeldt og han — til „Hotel de l'Europe". 
Grevindens Kammerjomfru sad paa Bukken. 

Ingen talte til William. Han sad halvt gemt under 
Hendes Naades Kasser og Hatæsker, og naar Faderen 
pegede paa et eller andet, henvendte han sig kun til 
Damen eller tilføjede hurtigt et: „Ser Du, min Dreng", 
hvis henkastede Betoning gjorde Sønnen mindst fem 
Aar yngre. William var til Mode, som gik han endnu 
med Bluse. Grevinden talte Fransk og holdt ham paa 
denne Maade udenfor Samtalen, forresten syntes hun 
helt at have glemt hans Tilstedeværelse og ikke at ville 
ane hans Eksistens. 

Da de var blevet alene i Hotellet, spurgte William, 
hvem den Dame var. 



HERMAN BANG 94 

,,Jeg var en Ven af hendes Mand," sagde Høg. Vi- 
dere ikke. 

Han gjorde omhyggeligt Toilette, tog tre — fire Skjor- 
ter af og paa, inden han kunde finde en, der var god 
nok, valgte mellem sine Frakker en blaa med Fløjls- 
krave og lange, moderne Skøder. 

„Vi spiser Frokost i den zoologiske Have," sagde 
han. 

„Med Grevinden?" 

„Ja." 

Det blev en drøj Dag for William. Faderen aandede 
kun for Grevinden, han gjorde Kur, overvældede hen- 
de med Opmærksomhed, han kyssede hende paa Haan- 
den, havde hende under Armen, sad bestandig lige 
overfor hende uden at tage Øjnene fra hende. William 
kunde næsten ikke holde ud at se derpaa, det pinte 
ham ; han rødmede, naar Faderen karesserende lagde 
sin Haand paa Grevindens Arm, han slog Øjnene ned, 
naar de smilte til hinanden med et tavst og leende Smil ; 
han led, naar Faderen bøjede sig ned og deres Øjne 
mødtes. 

Han vidste ikke selv, hvad det var, men han syntes, 
at Faderens besynderlige Blik maatte fornærme en- 
hver Kvinde, at hans Berøringer maatte oprøre hende. 
Og i sit stille Sind hadede han denne blonde, rolige Da- 
me med sin graa Rejsedragt, sine svenske Handsker 
og sit evige Smil. 

Til ham talte man slet ikke, og efterhaanden steg 
hans pinlige Følelse til det utaalelige. Han kunde ikke 
længere holde det ud, han syntes, Faderen var kælen 
som en kurrende Due, og han var opbragt paa Grev- 
inden, der modtog alt med den samme fuldkomne Ro, 
det samme uforstyrrelige Smil. 

Han vilde ikke se paa dem, og dog kunde han ikke 
lade være, hans Følelse saaredes, og hans Nysgerrighed 
drev ham til at se. 

Saa tænkte han, han vilde sige hende alt, fortælle 
hende, at Faderen var syg — det vilde være en Straf, 



95 HAÅBLØSE SLÆGTER 

og det kriblede ham i Fingerspidserne efter at sige det; 
men alligevel, nej, det var umuligt. 

Om Aftenen var de i Thaliatheatret. De sad i en 
Avantscene-Loge. Høg og Grevinden langt tilbage i 
Mørket, William helt fremme. Man spillede et Stykke 
af Moser med en af Tysklands berømteste Skuespiller- 
inder som Gæst. Ingen i Logen fulgte Spillet. 

William hørte ustandseligt Grevinden og Faderen 
hviske bag sig, og han irriteredes af Lyden af den store 
Vifte, som hun uafbrudt bevægede frem og tilbage. 
Faderen sad hele Tiden helt bøjet henimod hende, med 
sit Ansigt ind imod hendes. 

I en Mellemakt gik Faderen ud. Og uden at kunne 
beherske sig længere, vendte William sig om mod 
Grevinden, og sagde hurtigt: 

„Fa'r er sindssyg." Han mødte Grevindens Blik, 
hun rørte sig ikke, bevægede Viften sagte og svarede: 

„Det véd jeg." 

Ordene døde paa hans Læber, han kunde have slaaet 
hende i Ansigtet. 

Den næste Morgen rejste Grevinden, uden at Høg 
bekymrede sig derom. 

De tog fra Hamburg to Dage efter, standsede i Miin- 
ster, i Diisseldorf og naaede endelig Coln. 

Høg talte mere end i Rejsens allerførste Tid, og han 
begyndte at undgaa William, mens han stadig stiftede 
flere og flere nye Bekendtskaber overalt, hvor de kom. 
Om Dagen gik det an, Sønnen fulgte jo med paa Turene 
og var ialtfald i Nærheden, men efter det sene Table 
d'hote, naar de var gaaet op paa deres Værelser — 
de boede i Beletagen og havde tre Stuer, Nr. 53 — 
søgte Høg paa alle mulige Maader at narre William ud 
saa længe, indtil han selv kunde slippe bort til Theatret 
eller til Cirkus. 

Undertiden lukkede han ham endogsaa inde, mens 
han selv strejfede om, Himlen vidste, hvor. 

Det var for William de kvalfuldeste Timer : Ene, 
overvældet af sin knugende Ensomhed sad han Time 



HERMAN BANG 96 

efter Time i den store Salon og ventede. Han forsøgte 
at skrive Breve, men han formaaede ikke at holde Tan- 
kerne sammen, han satte sig ud paa Altanen mod den 
store Gaard : Springvandets Plasken, Gæsternes Latter 
og Samtaler henne under Glastaget irriterede ham ; han 
havde ingen Ro, han gik ind i sit Sovekammer, vaskede 
sine Hænder for tiende Gang, spejlede sig, gik atter 
ud i Salonen, frem og tilbage. 

Han kunde have skreget om Hjælp — saa en- 
som, saa forladt syntes han sig i denne aflaasede Lej- 
lighed. Og ringe kunde han ikke. Hvorledes skulde 
han vel forklare, at han var blevet laaset inde? Hvor- 
for var Faderen gaaet? Nej, han maatte vente. 

Saa kom Høg hjem langt ud paa Natten. 

William var meget sky, talte sjældent og undgik at 
stifte Bekendtskaber. Han blev mager og havde ingen 
Appetit. En Dag ved Table d'hote hørte han Faderen 
sige sagte til sin Nabo: 

„En Overanstrengelse — - nedarvet Melankoli — ar- 
vet fra Moderen." 

Den Fremmede saa paa ham, og det gav et Sæt i 
William. Det var altsaa derfor, de bestandig saa saa 
medlidende paa ham, undgik ham, talte underlig kælen- 
de, naar de endelig talte — derfor behandlede Kelnerne 
ham saa sky, ligesom ængsteligt: de troede, han var 
den gale. 

Det var, som Blodet stivnede i hans Aarer, som om 
Bord, Opsats, Tallerkener pludselig begyndte at danse 
for hans Øjne . . . mens Væggene snurrede rundt som 
en Karussel. Han kunde ikke maale den Afgrund, som 
aabnede sig for hans Fødder. 

Da de kom op, satte han sig hen foran Kaminen, 
han hørte ikke, saa ikke — dette Slag havde bedøvet 
ham. Uden Øje og Øre maalte hans Tanker det Svælg, 
foran hvilket han stod: det var altsaa ham, der var gal, 
han, den melankolske, sky, menneskefjendske, og Fade- 
ren var rask, han talte jo, var aandfuld, forynget, om- 
givet af en Duft af Elegance og Fornemhed . . . Hvad 



97 HAABLØSE SLÆGTER 

var vel naturligere, end at man troede det? Man 
m a a 1 1 e jo tro det . . . 

Men han maatte gaa til en Læge, dette kunde ikke 
vare ved . . . umuligt . . . 

Han rejste sig uden at vide, hvorlænge han havde 
siddet der, og saå, Ilden var gaaet ud ; han kaldte, 
Faderen var ikke i sit Sovekammer. Saa begyndte han 
atter paa den gamle Tankerække, han optrævlede Tan- 
ke for Tanke, begyndte forfra, tog paany de samme 
Grunde frem, vejede dem og kom paany til det samme 
Resultat. Stadig den samme Tankekreds. 

Pludselig kom han til at ryste af Kulde. Altandøren 
stod aaben, og Oktoberaftenen var meget kold. Han gik 
hen for at lukke Døren og saå, at Lysene var slukket i 
Restaurationen, i Gaarden brændte kun et Par enkelte 
Gasblus, viftende for Vinden i deres ovale Kupler. Et 
Par Tjenere gik og satte Stolene sammen henne under 
Glastaget. 

Det maatte altsaa være sent. Taffeluhret viste ogsaa to. 

I det samme havde han glemt den nye Angst, og 
han huskede kun, at Faderen endnu ikke var kommen 
hjem, saalænge plejede han dog sjældent at blive ude. 

Den nye Frygt forjog den gamle. Siddende sam- 
menkrøben i Sofaen faldt han i Søvn, overvældet af 
Træthed, men hans Tanker, der blev til Drømme, jo- 
ges bestandig rundt i samme sørgelige Kreds. 

Han vaagnede ved en høj Latter og saå Faderen staa 
midt i Stuen med en tyrkisk Hue paa Hovedet og et 
stort Skæg. Han sprang op som en Fjeder og holdt sig 
for Øjnene, som for at værge sig mod Synet. „Hvem 
er det," sagde han. Faderen lo. 

„Det var hele min Maskeradedragt," sagde han, be- 
standig leende, „og jeg kan gøre Dig forskrækket allige- 
vel! Nar! — Nar!" 

William spurgte, saå paa ham. Øjnene var uhyggelig 
glansfulde, Læberne fortrak sig til et evigt Smil: han 
talte uafbrudt, Ordene føg sammen i en ustandselig 
Strøm, afbrudt af Latter, Udraab og Nynnen. 

H. B. III 7 



HERMAN BANG 98 

Det hvide Slips var gaaet op, Skjortebrystet krøllet, 
den ene Knap stod aaben. 

„Det er af Dansen," sagde han leende, „de Damer 
svinger En, saa man bliver ør." Han søgte at knappe 
Skjorten, men hans Hænder rystede, og han havde in- 
tet Herredømme over dem. 

„Det maa være Champagnen," sagde han og sagde 
paa fransk et b for p'et. 

William stod som fastnaglet, hans løftede Arme faldt 
slapt ned, mens hans Tænder klaprede imod hinanden, 
og han mærkede, hvordan Tankerne gled fra ham i 
Skrækken. 

Han stirrede nogle Øjeblikke som fasttryllet paa 
den Vanvittiges Ansigt. Saa gav han sig uden at vide 
det pludselig til at le højt: al hans Rædsel fik Luft i 
den skærende Latterkrampe. 

Høg saa lidt paa ham og lo med ; staaende ligeoverfor 
hinanden lo de begge, Fader og Søn, som Vanvittige. 

Men lige med ét gik Faderen frem imod ham, og 
med løftet Arm hviskede han truende : 

„Du ler af mig, Du ler af din Fa 'er." 

Han hvæsede Ordene frem, Ilden gnistrede i hans 
Øjne. Og mens Latteren voldsomt døde paa hans Læ- 
ber, syntes William, han maatte forstenes under dette 
vanvittige Vredesblik. 

„Nej, nej, jeg ler jo ikke," sagde han mumlende, thi 
han kunde næppe faa Læberne saa vidt aabnede, at 
han kunde faa Ordene frem, „jeg ler jo ikke." 

„Jo — Du ler." 

„Nej, nej, ser Du dog ikke," sagde William i ry- 
stende Angst, „jeg er alvorlig, jeg ler ikke." 

Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et 
Jerntag : 

„Jo," hviskede han hæst, „nægt det ikke, I ler, ler 

alle — for jeg er gal, gal — gal er jeg blevet." Og 

med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt 

tilbage, at han tumlede om mod Væggen. 

. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smer- 



99 HAABLØSE SLÆGTER 

te gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og 
fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp. Han maalte Af- 
standen til Døren. 

Den Syge fulgte Retningen af hans Blik: „Nej," sag- 
de han og lo igen, „der er laaset af — jeg har laaset af." 
Han saå lidt paa ham med et skadefro Glimt i Øjnene : 
„Du véd nok, det er Dig, der er syg, man maa være for- 
sigtig, meget forsigtig." William greb for sig og støttede 
sig til en Lænestol. „Ja," sagde han besværligt, mens 
han betvang sig. „Men hvad skulde jeg ogsaa ude nu om 
Natten? Nu er det jo paa Tiden at gaa i Seng." 

Han saå uafbrudt paa den Syge, mens han tændte de 
to Lys paa Kaminen og rakte ham det ene : 

„God Nat," sagde han. 

Faderen tog Lyset uden at tænke derover : „Ja, nu 
skal vi skrive," sagde han, aandsf raværende og tonløst, 
mens han saå ind i Lyset, „det haster — man véd aldrig, 
hvor længe man har sin Forstand." Han gik med Lyset 
hen til Skrivebordet og aabnede Mappen : „Du maa skri- 
ve," sagde han, „min Haand ryster jo lidt, saa dikterer 

jeg." 

William gik frem over Gulvet som for at tage en Stol, 
forbi Kaminen, hurtigt hen til Døren. I det samme vend- 
te Høg sig og nikkede lunt: „Jo, min Dreng, den er 
lukket — og Klokkestrengen har jeg ogsaa taget ned." 

Et Udraab som et kvalt Skrig døde i Sønnens Strube, 
saa tvang han sig og sagde med et Smil : 

„Du passer godt paa mig, Fa'r." 

Han satte sig ved Skrivebordet og aabnede Manu- 
skriptet. Han tænkte ikke mere, Blodet suste i hans 
Øren og Bogstaverne dansede i Taage for hans Øjne. 

„Monumentets Afsløring" stod der med store, snirk- 
lede Bogstaver, han gyste og vendte Bladet. 

Faderen gik op og ned ad Gulvet bag ham. „Hvor er 
vi," spurgte han. 

William begyndte at læse. Han hørte næppe, hvad 
han selv sagde, og han læste hæst, ud i ét. 

„Thi, hvis vi spærrede dem alle inde i Bure, disse 



HERMAN BANG 100 

Dyr, skabte for at ødelægge, hvis Væsen er Drifter, og 
hvis Drifter er Fordærvelse og Elendighed, handlede vi 
ret" 

„Rigtig — rigtig — det var der, vi slap." 

Høg lo, talte sagte med sig selv, gned sine Hænder. 
Saa standsede han ved Sønnens Stol og sagde pludselig: 
„Ja, for det fordærver Dig vel ikke?" 

„Jeg skriver jo altid," sagde William. 

„Vist saa, vist saa. Naa skriv saa." Sønnen bøjede sig 
ned over Manuskriptet, hans Hoved var tungt som Bly. 

„Thi Kvinden er ikke bedre værd," dikterede Høg. 
„Manden er Herre og kan ødelægge uden Ansvar" 

„Hører Du," sagde han og traadte Sønnen ganske 
nær, „uden Ansvar. Det var ikke godt andet," mumlede 
han med stille Latter, mens han gik bort igen . . . „Vi 
vilde faa for meget at bære paa." 

Latteren skar igennem Sønnen. 

„Uden Ansvar,' 4 gentog han. 

„Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave," dik- 
terede den Syge, „den, som ikke ødelægger, bliver øde- 
lagt. Thi ingen har betvunget Dyret i Kvinden." 

Henne paa Taffeluhret slog Klokken fire. 

Den Syge lo stadig for sig selv, talte mumlende og gik 
nogle Gange frem og tilbage over Gulvet; standsede at- 
ter ved Skrivebordet bag Sønnen: „Har man ikke Ret 
til at hævne sig?" sagde han hæst: „Naa, gentag det." 

William vendte Bladet og læste: „Den, som ikke gør 
sig til Herre, bliver Slave, den, som ikke ødelægger, bli- 
ver ødelagt." 

Den Syge gned sine Hænder: „Et Evangelium," sag- 
de han. „Et smukt Evangelium." 

Sønnen lod Pennen synke : „Jeg er saa træt, " sagde 
han. 

„Ser Du," sagde den Syge uden at høre, „det er godt 
at vide saadan noget og godt at huske det. Saa er man 
rolig i alle Tilfælde." Han løftede Armen, lod den atter 
falde og drog et dybt Suk. „Din Mo'r var bedre," sagde 



101 HAABLØSE SLÆGTER 

han pludselig i en ny Tankegang, „hun elskede en an- 
den, véd du nok — sin Fætter" . .. 

William vendte sig, han saå i navnløs Rædsel paa Fa- 
deren. 

„Fa'r," raabte han, „Fa'r!" og han strakte Hænderne 
afværgende frem, „FaV, sig mig det ikke!" Ordene lød 
som afhugne Skrig. 

„Men hun kom og sagde mig det," sagde den Syge, 
helt henne ved Kaminen, „bad om, at vi maatte rejse, 
for at Kampen med hendes Lidenskab kunde blive let- 
tere." Sønnen drog et dybt Suk. 

Der gik et Smil over hans Ansigt, og mens Graaden, 
der steg op i hans Hals, tilslørede hans Stemme, hvi- 
skede han: „Aa, Tak, Tak!" Han vaklede, holdt om 
Stoleryggen, Faderen tog ham i Armen. 

„Hun er blevet en Helgen," hviskede han hemmelig- 
hedsfuldt og sagte og holdt sin Mund helt hen til hans 
Øre, „jeg har tit talt med hende, tit, hun græd og jam- 
rede for os, hun sagde, hendes Bønner kunde ikke 
hjælpe os." 

William rystede under Faderens Tag. „Ja," — sagde 
han — „hun er en Helgen." Der var et Par Øjeblikkes 
Tavshed. 

„Vi vil bede til hende." Og med et voldsomt Ryk 
tvang han Sønnen ned paa Gulvtæppet ved sin Side. 
„Bed," raabte han med hæst hvinende Stemme, „bed," 
og med Hovedet ned i Gulvet, helt udstrakt, mumlede 
han halvhøjt nogle forfærdelige Bønner, en grufuld 
Blanding af fanatisk Tilbedelse og skrækkelige Forban- 
delser. 

William laa paa Knæ : uden at turde rejse sig laa han 
med sænket Hoved og mumlede sagte. 

„Bed," raabte den Syge igen, „bed højt!" Han hæve- 
de Hovedet fra Gulvet, saa William saå det fortrukne 
Ansigt og de glasagtige Øjne, det var, som laa der en 
Hinde over dem. „Læg Dig ned," raabte Faderen skri- 
gende. „Læg Dig ned! hovmodige." Og endnu højere 
raabte han : „Det er jo mig, Du tilbeder, mig, den hellige 



HERMAN BANG 102 

Markus." Med et Spring fo'r han op, cg rettet i sin fulde 
Højde med udstrakte Arme stod han foran Sønnen, der 
sagte hulkende skjulte sit Ansigt i Tæppet. 

„Mig er det, mig," blev den Syge raabende ved, 
„mig, den hellige Markus. Bed, bed — eller Du kom- 
mer aldrig i de Saliges Samfund." 

William laa ganske stille, hans Lemmer var blytunge, 
han syntes næppe, han vilde have Kraft til at rejse sig. 
Faderens Ord lød i hans Øren som et fjernt Uvejr og 
han hørte den Vanvittiges Veltalenhed. 

„Hører Du," raabte den Syge, „dette er mit Evange- 
lium: den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt, saaledes 
taler den hellige Markus med Myndighed." 

Han blev ved, ustandselig ved. William hørte ikke 
mere, skelnede intet, udstrakt paa Gulvet bed han i 
Gulvtæppet i næsten vanvittig Fortvivlelse. 

„Thi deres Umættelighed lægger Verden øde, og Li- 
vet er en stinkende Kirkegaard, hvor Prostitutionen tram- 
per paa Gravene. Men vé dem, vé dem — den hellige 
Markus forkynder dem Svovldød og Undergang." 

Da gik Faderens Raab pludselig over til Rallen, en 
lang, krampagtig Rallen, der kæmpede med en vanvittig 
Latter. William var næsten stiv af Skræk, og han kunde 
næppe løfte Hovedet. 

Høg stod lænet til Væggen, fægtende med Armene i 
Luften stirrede han frem for sig med stive Øjne. Med et 
Skrig, et Hvin, som Rædselen gjorde dyrisk, sprang 
Sønnen op. Den Syge fægtede endnu nogle Sekunder 
med Armene i Luften, saa vaklede han, og støttende for 
sig med de fremstrakte Arme, hvis Hænder var kramp- 
agtig knyttede, styrtede han næsegrus om paa Gulvet i 
et tungt Fald. 

William rev voldsomt i Døren, syntes saa, at Faderen 
laa saa besynderlig rolig, og stødte heftigt til en Læne- 
stol for at komme forbi, hen til ham. 

„Fa'r," raabte han, „Fa'r," raabte han igen. Han 
rørte ved hans Hoved, følte paa hans Haar, — han tog 



103 HAÅBLØSE SLÆGTER 

hans Haand, løftede hans Arm op og slap den med et 
Skrig. 

Høg var død. 

Høgs Død rygtedes hurtigt i Hotellet, og efter som 
den rygtedes, var det som en listende Tavshed sneg sig 
fra den Dødes Værelser gennem de lange Korridorer, 
Trappe op og Trappe ned, over Gaarde og ned ad Gan- 
ge og lagde sig knugende over hele Huset. Og i Tavs- 
hedens Følge gled som en Skygge over den lyse Glas- 
Gaard, over Restauranternes Sale og over de stumme 
Gæsters Smil, der døde i Dødens Nærhed. 

Det var, som om det store Maskineri arbejdede tungt 
i den kolde Tavshed : Portier'ens Klokke klang som en 
Ligklokke, Kelnerne styrtede sky og uden Smil om de 
ellers saa høfligt smilende Munde hen over Gaarden un- 
der Glastaget. Overalt i Huset blev Tale til Hvisken, 
Latteren frøs og døde bort. 

Denne ene Død lurede i dette Livets Brændpunkt i 
hver Krog, og det nyttede ikke, man gik udenom Nr. 53, 
thi hvor man gik, mødte man Døden. Knokkelmanden 
var blevet til en Polyp, der omfattede hele Huset med 
sine uhyggelige Arme. 

Nogle støjende Amerikanerinder rejste straks med 
første Tog. 

Forresten gjorde Værten kort Proces. Han præsen- 
terede sig i Nr. 53 Kl. halvti med hvidt Slips og sorte 
Handsker for at bevidne William sin Deltagelse og med 
sin behandskede Haand høfligt at smide ham ned ad 
Trapperne. 

Han satte sig ligeoverfor William Høg, foran Ka- 
minen, og sad og glattede paa sin Hat, mens han lod sine 
Trøsteord fa!de med en vis grødet Inderlighed, som 
skulde udtrykke dybtfølt Deltagelse. 

Hr. Fridrich var meget deltagende. Han vilde gøre 
alt, alt for at lette den unge Herre den tunge, altfor tun- 
ge Byrde . . . det vilde i ethvert Tilfælde være hans 
Pligt, og her var det en Pligt, han opfyldte med Glæde. 

Hr. von Høg havde været af de Gæster, som det var 



HERMAN BANG 104 

en Glæde at se hos sig, en kun altfor sjælden Glæde, 
han havde endnu igaar forbavset Hr. Fridrich ved sin 
Vinsmag. 

„Men han var tilfreds, det er mig en Trøst," tilføjer 
Hr. Fridrich, „han var tilfreds, mine Kældere tilfreds- 
stillede ham. Jeg ser ham endnu, hvor han smagte paa 
et Mærke af Liebfraumilch, han nød det, han forstod 
den Vin — aa, en fortræffelig Mand, Deres Hr. Fader." 
Og Hr. Fridrichs taarefyldte Øjne søgte Loftet i rørt 
Anerkendelse paa samme Tid af Kældernes Uovertræf- 
felighed og den afdøde Gæsts ufejlbare Smag. 

Der blev en Pause. William var for sløv til at sige no- 
get. Han sad med sit tunge Baghoved lænet til Kamin- 
stolens Ryg, svagt smilende, og betragtede Hr. Fridrichs 
Skjortebryst, der svulmede under hans smaskende Suk 
ligesom et Panser. 

Hr. Fridrich tog langt om længe Øjnene bort fra Lof- 
tet, lod dem uden at se paa William glide ned over den 
sorte Silkehat og hvile paa Gulvtæppet. Han lettede sig 
i Stolen under en dyb Rømmen og sagde saa igen : 

„Ja — han var tilfreds." 

William sad stadig tavs. Men da Hr. Fridrich saa op, 
nikkede han for at bekræfte denne Tilfredshed. 

Hotelejerens Skjortebryst bevægede sig heftigt un- 
der den nye Pause, og hurtigt for straks at bryde alle 
Broer af sagde han med et nyt Blik paa William : 

„Men et Hotel er intet Hospital." Han havde maaske 
ventet et Svar, men da han intet fik, tilføjede han med 
stærk Betoning: „De tre amerikanske Damer er alle- 
rede rejst." 

William sad bestandig uden at sige noget, og trods 
sin Sløvhed fandt han Hr. Fridrichs Meddelelse meget 
overflødig. Hotelejeren holdt inde og bed sig i Læben. 
I sit stille Sind kaldte han det unge Menneske for en 
generende Idiot. 

Han hængte den høje Hat imellem sine Knæ, og mens 
han ivrigt studerede Navnet i dens Puld, sagde han, 



105 HAABLØSE SLÆGTER 

idet han ligesom med et Smask satte Punktum for Sam- 
talen : 

„Og Folk rejser jo i Reglen heller ikke for at dø." 

Han saå" op, og da han bemærkede, at William var 
blevet meget bleg, sagde han med et forsonende Smil : 

„Tværtimod — de fleste rejser for at undgaa det." 

„Lægen har paataget sig at besørge Kisten," sagde 
William og rejste sig. „Jeg vil kunne afrejse iaften." 

Hr. Fridrichs Pande opklaredes, og mens han stødte 
Stolen tilbage og gik henimod Døren, druknede han sin 
Tilfredshed i en Storm af deltagende Ord og Forsikrin- 
ger. 

„Altsaa iaften," sagde William kort. „Jeg beder Dem 
underrette Deres Gæster om, at Liget bliver ført bort 
endnu iaften." 

Hr. Fridrich bed sig paany i Læben, bad om at maatte 
lægge en Krans paa „Hr. Faderens" Kiste og forsvandt. 

Paa hele Rejsen var William hensunken i en dump 
Sløvhed, der ikke tænkte, og han vaagnede først af Dø- 
sen, da han to Dage efter, tidlig om Morgenen, rullede 
ind paa Perronen i Horsens. 

Lige under Lygten stod Nina og Sofie med hinanden i 
Haanden, helt sortklædte, spejdende gennem Togets 
Vinduer. Der var noget eget forfrossent, hjælpeløst over 
dem, som de stod dér helt alene og krøb sammen i de 
sorte Sjaler. William blev slaaet af det. 

De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt 
sammen, som om den ene vilde hjælpe den anden i den 
fælles Hjælpeløshed. 

William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig ret- 
tede sine Skuldre i det Øjeblik. Saa steg han ud. Nina 
slyngede sine Arme om hans Hals, og Sofie klamrede 
sig til hans Haand. 

„Det har været en svær Tid," sagde Nina og kyssede 
ham. 

Det var bevægede Dage, som kom, Begravelsen, Ord- 
ningen af en Mængde Forhold, som Høgs Død havde 
truffet i en sørgelig Forvirring, Bestemmelsen af Auk- 



HERMAN BANG 106 

tioner — en Skare Ting, alt det som følger med de store 
Afslutninger af Livsperioder og Omvæltninger i Livsfor- 
hold. Som naturligt var, blev det hovedsagelig til Willi- 
am man vendte sig, han var jo Sønnen, og „om end ung" 
dog fornuftig og ældre end sine Aar. 

Dagen efter Begravelsen sad William i Faderens Stue 
— Nina og Sofie var ude — og ordnede nogle efterladte 
Breve. Alle Skrivebordsskufferne stod aabne, og han ro- 
dede op i baade Korrespondancer og Dagbøger. 

Det meste kastede han paa Ilden, kun Moderens og 
Excellencens Breve blev skaanede. Han sad og saå 
ind i Kakkelovnen, hvor det hvide Papir krummede sig 
sammen, forkullede og blev til Aske — der var en egen 
vag følelsesløs Sørgmodighed over ham under det Ar- 
bejde. Undertiden faldt han i Tanker med en Brevbunke 
i Haanden, tog sig atter sammen og kastede den ind i 
Ilden. 

Og mens han saaledes sad og efterhaanden begravede 
saamange Stumper og Stykker af et tilendebragt Liv, 
var det pludselig, som om dette Liv fjernede sig saa be- 
synderlig langt fra ham, blev borte i en Taage, gled ud 
i en ubestemt Skumring, hvor han intet mer holdt fast 
og intet mere skelnede ... Og han brød sig heller ikke 
om at holde fast paa det, som saaledes gled fra ham. 

Saaledes sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører 
Lund var der og gerne vilde tale med den unge Herre. 

Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde 
overtaget Ordningen af Boet efter Onklernes Ønske. 

William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads : „Jeg 
var ved at ordne nogle Breve," sagde han og gav sig til 
at lukke Skrivebordsskufferne. 

„Jeg forstaar det," sagde Lund og satte den graa Hat 
fra sig paa Bordet, „ja der er skam meget at ordne." 

William tav, blev ved at lukke og laase Skufferne og 
satte sig saa i Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokurato- 
ren. 

„Meget at ordne," gentog denne, medens han trak 



107 HAABLØSE SLÆGTER 

sine Handsker af og derpaa som en Overgang gav sig 
til at rømme sig tre Gange. 

„Ja," svarede William. 

„Deres Onkler har jo bedt mig tage mig af Boets 
Ordning," sagde Lund og lænede sig tilbage med Hæn- 
derne foldede over Silkevesten, der skinnede over en 
voksende Embonpoint. „Det er et byrdefuldt Hverv." 

„Men De vil jo være saa god." 

Prokuratoren saa over Brillerne opmærksomt hen paa 
William med sine graa Øjne : „Og De véd vel slet ikke, 
hvordan Deres Faders Affærer stod?" spurgte han. 

„Slet ikke," svarede William, han sad og bed i en 
Elfenbenspapirkniv, „Fader talte aldrig om saadan no- 
get." 

„Jeg kan tænke det." Prokuratoren strøg med sin fyl- 
dige Haand det kortstudsede røde Kindskæg, „jeg kan 
tænke det." 

Der var et Par Øjeblikkes Stilhed, saa sagde Prokura- 
toren langsomt, meget bredt: 

„Ja, der er ikke meget." Han saa atter over, William 
bed stadig i Kniven: „Naa," sagde han blot. 

Lund satte sig fastere i Sædet. „De sidste Aar har jo 
slugt meget," sagde han, „stor Formue har der aldrig 
været." . . . 

„Ja, der er naturligvis brugt meget," sagde William 
tankefuldt. 

„For meget," slap det hurtigt ud af Lund. Og med en 
rask Beslutning sagde han nu, da Isen var brudt: „Rent 
ud sagt, der er ingenting." 

Papirkniven faldt paa Gulvet, og William bøjede sig 
for at tage den op. „Deres Søstre har jo Hævningen — 
De er desværre ikke ... saa godt stillet." 

William saa igen op. Han bøjede Hovedet. „Nej," 
sagde han sagte. Han blev saa underlig kold om Hjertet. 

„Men man kan da heldigvis blive til noget, selv om 
man er fattig." 

Fattig — det var William, som om han fik et tungt 
Slag i Nakken : „Ja — heldigvis." Han talte tonløst, me- 



HERMAN BANG 108 

kanisk frembragtes Lyden. „Godt, at de har Hævnin- 
gen," tilføjede han. 

„Og for Dem betaler saa Deres Onkler." ... 

„Jeg kan tænke det," sagde William. Han kunde lige- 
saa godt have sagt Abracadabra. Saa gik han hen og luk- 
kede Kakkelovnsdøren op for at varme sine Hænder, 
der var kolde som Is. 

Lund sukkede lettet og trak lidt op i sine Bukser over 
Knæene. Han var glad ved, at han tog det saa roligt. 

„Deres Søstre har vi tænkt at anbringe i en Præste- 
gaard," sagde han. 

„Mine Søstre vil jo intet komme til at mangle?" han 
stod stadig ved Ilden, og der var saadan noget underlig 
fremmed i hans Stemme. 

„Gud bevar'es, og Hævningen stiger jo stadig." 

William lukkede Kakkelovnsdøren. 

„Vi mente saa," fortsatte Lund, „at De vilde kunne 
faa det rart i Sorø, der er saa billigt, og De vilde snart 
kunne faa Friplads." . . . 

„Ja, det er jo rart," han talte som et Menneske, der 
snakker i Søvne. Men pludselig hævede han Hovedet og 
sagde: „I Sorø, ja — det er mit højeste Ønske." Han 
tænkte lige straks paa Kirken. 

Lidt efter gik Lund. 

Nej, William vidste ikke, hvad Fattigdom var, men 
han lærte det snart. Langsomt, men sikkert forstod han. 
hvad det vilde sige at være fattig, og denne Vished lagde 
sig som en kold, klam Taage om hans Tanke. Deres 
Malerier skulde sælges, Jensen rejste til den første, Ala- 
den hjemme blev tarveligere, man lod ham faa det nød- 
vendige Udstyr hos en billigere Skrædder. 

William syntes, de klædte deres Liv helt af, og at det 
blev øde og bart som Væggene i Stuerne nu, da Male- 
rierne var taget ned. 

Han følte Fattigdommen som en Tomhed, og han 
vejede Stykke for Stykke, hvad den berøvede dem. 

Men paa den anden Side fremhjalp den voksende Vis- 



109 HÅÅBLØSE SLÆGTER 

hed om, at de var fattige, og Forstaaelsen af, hvad dette 
vilde sige, den Følelses Vækst, der første Gang som en 
Anelse havde grebet ham den Morgen, han med Fade- 
rens Lig vendte hjem til Horsens og saå Søstrene paa 
Perronen. Hint Indtryk af Svaghed, som den Gang hav- 
de slaaet ham, holdt sig stadig og fødte hos ham en le- 
vende Attraa efter at støtte, at kunne hjælpe ; og han saå, 
at det var hans Pligt at være stærk for at kunne det. 

I Virkeligheden var Nina for Øjeblikket knækket: Op- 
bruddet fra Hjemmet, saa at sige Udslettelsen af deres 
hele hidtidige Liv havde virket knugende paa hende. 
William bad Hr. Lund om at lade være foreløbig at 
sætte hende ind i Sagernes sande Stilling, og selve hen- 
des Uvidenhed syntes at gøre hende svagere, ham 
stærkere. 

For anden Gang stillet Ansigt til Ansigt med Virkelig- 
heden saå han den nu paa en anden Maade: Virke- 
ligheden var blevet ham noget, man maatte 
kæmpe med. 

Saa skulde han rejse. 

Det var blevet den sidste Aften. Alle tre Søskende 
havde i Mørkningen været oppe paa Kirkegaarden ved 
Gravene. Nu sad de i Kabinettet, der endnu stod som i 
gamle Dage. Nina kunde ikke taale, der skulde foran- 
dres noget ved det Værelse, før de var rejst. De havde 
drukket Theen ved Bordet i Hjørnet — „Moders Bord" 
— og nu sad de alle tavse, mens de stegte Æbler snur- 
rede i Kakkelovnen. 

En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de 
andre svarede — alt i saadan en halv dæmpet, næsten 
højtidelig Tone. Saa tav de igen. 

„Naar mon vi nu ses," spurgte Nina. 

„Til Sommer," sagde William. Og Sofie gav sig til at 
tælle paa Fingrene, hvor mange Maaneder der var til 
Sommer. 

„Næsten syv Maaneder," sagde hun. 

„De gaar rask," sagde William, men han syntes selv, 



HERMAN BANG 110 

det var en lang, lang Tid, hans Tanke slet ikke kunde 
gennemflyve. „Det er jo ingenting." 

„Men til Jul," det var Nina som talte. 

„Nej, nej, til Jul det faar vi vist" — han vilde 

lige til at sige: ikke Raad til, men saa tav han og sagde 
lidt efter: „Ja maaske til Jul." 

Og hver sank atter hen i sine Tanker . . . 

„Men jeg har ingen Sparebøsse i Aar," sagde saa 
Sofie. „Mon vi behøver at gi'e Præstens noget, Nina?" 

„Det véd jeg ikke," sagde Nina og lidt efter med la- 
vere Stemme, Graaden sad hende i Halsen : „naar vi 
ikke har noget — " 

Sofie rejste sig op og gik hen over Gulvet, hun satte 
sig med dukkende Hoved i Krogen bag Kakkelovnen, 
og lidt efter hørte man hende pudse sin Næse i Lomme- 
tørklædet. 

Saadan sad de noget. 

„Du kunde gerne spille lidt, Nina," sagde William, 
„og synge en af Mo'rs Sange." 

Nina gik hen til Klaveret, William listede over Gulvet 
hen til Sofie bag Kakkelovnen. Dér sad han med hende 
paa Skødet paa Skamlen, mens Nina sang. 

Hun sad et Øjeblik med Hovedet i sine Hænder og 
Albuerne paa de hvide Taster, saa præluderede hun og 
sang: 

Fuglen sit Øje lukker, 
Sætter sig trygt til Ro, 
Drømmer, mens Stormen sukker 
Hult om dens høje Bo. 

Stormen lad den kun fnyse — 
Bølgen lad den kun gaa; 
Drømmenes Kyst den lyse 
Kan den dog aldrig naa. 

Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, 
men under det sidste Vers slog hendes Stemme over, og 
de sidste Toner kom som en stille Hvisken. Hun tog 
Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne. Der var 
nogle Minutter ganske stille, man hørte kun de tre Sø- 



111 HAABLØSE SLÆGTER 

skendes sagte, undertrykte Graad. Saa rejste William sig 
og gik hen til Nina : Han tog Lommetørklædet fra hen- 
des Øjne og kyssede hende. 

Sofie lagde Hovedet i Søsterens Skød, og de sad læn- 
ge uden at tale. 

„Det er saa tungt," sagde Nina stille. Og lidt efter: 
„Imorgen har vi ikke mere noget Hjem." 

Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned 
i hendes Skød, og William knugede hendes Haand : 

„Nej," hviskede han. 

Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod 
paa Perronen med forgrædte Øjne, William bøjede sig 
frem og nikkede. Saa kørte Toget, han saa Ninas høje, 
sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i Vin- 
den, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen. 

Toget svingede. De var borte. 

Williams anden Klasses Billet gik kun til V. Dér 
købte han en ny til tredie Klasse. Og da han sad trykket 
op i et Hjørne af den haarde Træbænk med Frakken op 
om Ørene for Trækken, følte William Høg, at nu skulde 
han alene ud i den vide Verden og kæmpe. 

Han var seksten Aar. 



ANDEN BOG 



SÆDEN BLOMSTRER 



I 

William syntes, at alt det forbigangne var saa læn- 
ge siden, og dog havde han kun været en Maa- 
ned i Sorø. Men denne Maaned havde været som en 
Evighed. Dagene kom, og Dagene gik, og deres fred- 
sommelige Ensformighed faldt over ham ligesom et mildt 
Snefog, der dækkede alt. Det var en Fred, som næsten 
lignede en Dvale. 

Skolen gav ham ikke meget at bestille. I Begyndelsen 
— de første fjorten Dage — var han meget flittig, han 
gjorde sig Umage for at skrive smukt Dansk i sine Ver- 
sioner, virkeligt Fransk i sine Stile, han læste Tacitus 
ekstra og gav to Gange en hel Roman op i kursorisk 
Tysk. Men lidt efter lidt syntes han, at disse Anstren- 
gelser i Grunden var ørkesløse, han var jo den dygtigste 
i Klassen, blev let Nummer ét og vilde rimeligvis faa 
Udmærkelse til Artium: han havde en egen Evne til at 
kunne glimre med lidt og til at brillere med Indfald, og 
Lærerne, der snart saa, at han var mere udviklet end 
Kammeraterne, tog hans Melankoli for Dybde. 

Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde 
et Maal — og et stort Maal. Thi stort, ophøjet maatte 
det være, grænseløst som hans Ærgerrighed, der brænd- 
te hans Sjæl som Ild. Ligesaa dybt som den var sun- 
ken, hans Slægt, ligesaa højt maatte den stige. 

Mange Timer tilbragte han i Kirken. 



113 HAABLØSE SLÆGTER 

Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde 
ikke turdet. Mens Onklen begravet bag „Dagstelegrafen" 
drak sin Kaffe paa „Haabet", sneg han sig sagte ud af 
Døren. Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, saa vilde 
Onklen maaske have været med og — nej, han vilde 
helst være alene, han maatte være alene, han syntes 
ikke engang, han kunde have sagt, at han gik ned til 
Kirken ; han var saa underlig beklemt, stivnet næsten 
under sin egen Forventning. 

Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende 
Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, saa han næp- 
pe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham pludselig 
ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik 
ind paa Fortovet, helt ind til Husene. 

Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt 
den i Stormbaandet og skred videre. Langs Husene 
naaede han Klosterporten. 

Han gik gennem Porten. Hvor Murene var stærke, 
dem havde de bygget, hans Forfædre . . . Han følte paa 
Murene, udmaalte Hvælvingerne ligesom Tomme for 
Tomme, baade Højden og Bredden — saa gik han ud i 
Alléen. Vinden jog med de visne Blade og lod dem 
danse i svingende Kredse om de knudrede, fugtige Rød- 
der — Sikke vældige Rødder! — hvor de Træer var 
gamle — de havde set hans Slægt . . . 

Det var som om hans Hjerte blev større, han aandede 
Luften stærkt, han fyldte sine Lunger. Han syntes, han 
kom til noget, som var hans, til noget, han tog i Besid- 
delse. Alle de Skygger, som Livet havde kastet ind over 
hans Drømme, blegnede og veg for én Følelse,, den, at 
han her stod i Ly af sin Slægts Gerninger. 

Og i dette nervøse Sind kom ogsaa denne Følelse alt- 
beherskende til ham. Han slyngede alt, hvad han havde 
lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger over paa de store 
Dødes Skuldre, og de kunde bære dem. 

Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han al- 
drig blive ene, for de var her. 

Paa én Gang raabte alle hans berømmelige Slægts 

H. B. III 8 



HERMAN BANG 114 

Bedrifter til ham, han var kommen til dens Hjem, hvor 
Minderne lurede i hver Krog, og hans Tanke havde i et 
eneste Nu gennemløbet hele Slægtens lange Saga. 

De store berømte Navne, de lysende Bedrifter, de 
store Skikkelser — han saå det alt. Og saå ned gennem 
de mørke Aarhundreder, hvor alt forsvandt og blev bor- 
te. Han vidste ikke, han havde aldrig kendt den besyn- 
derlige Følelse af afmægtig Vrede, som betog ham — 
det gled ud, bort, ud i intet 

Excellencen dukkede frem. — Moderens Fortællin- 
ger Faderens Skikkelse 

Ja, det var igen ved at glide ud, bort, være forbi — 
han følte det 

Han saå sig rundt, tankeløst. Saa fæstedes hans Blik 
paa den kolosagtige Kagekone, henne i Klosterporten, 
hun sad og tørrede Honningkagerne af med Bagen af 
sin Haand. 

Han holdt Skue over Slægten — hvem var der? 
Onklerne — de var Undermaalere og de havde ingen 
Børn, Nina — hun var Kvinde — han, han 

Men Sikkerheden fra før var borte, Lyset var slukket, 
Slægtslyset over hans Liv. 

Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne 
sammen. Han syntes, det var en legemlig Kraftprøve, 
han skulde til. Og som en kold mørk Skygge lagde der 
sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst 
noget nærme sig, en Frygt, noget, han vilde skyde fra 
sig; han maatte kunne: naar man vilde, kunde man. 

Han gik op ad Trappen til Kirken — Døren stod 
aaben, der var nogen derinde, som spillede paa Orgelet. 
Nu skulde han da altsaa staa Ansigt til Ansigt med sin 
Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans Drøm- 
me, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle 
de Tanker, han havde skænket dette Rum. Og med et 
Ryk vendte han sig — idag vilde han ikke gaa derind . . . 
han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han maatte 
have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ven- 
tede Onkel Høg. Nej, han gik. 



o 

115 HAABLØSE SLÆGTER 

Et Par Dage efter drev William med sine Bøger un- 
der Armen hjem fra Skole over Kirkepladsen. Da han 
kom forbi Kirken, saå han den store Indgangsdør var 
aaben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til 
den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. 
Den var laaset; men Nøglen sad i, William drejede den 
om og lukkede op. 

Han standsede paa Trinnet og saå op i Kirken. Saa 
stod han da Ansigt til Ansigt med sin Slægts Berømmelse. 

Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne høje- 
re, Pillerækken mere uendelig, Rummet lysere. Egentlig 
havde han vel aldrig bygget andet Rum over sine Fædres 
Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som 
han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke 
stødte mod nogen Væg. 

Men han bøjede sig i Ærefrygt, han modtog uden at 
spørge, om det var dette, han havde ventet, eller om han 
var blevet skuffet nu, da han stod her. Han betragtede 
den lange, spraglede Række af Slægtens Skjolde og 
Vaaben — langs Midtergangens Sider over de høje Buer 
var de malet, Skjold ved Skjold, Vaaben ved Vaaben. 

Han begyndte at læse, Navne og Valgsprog, skrevet 
med snirklet Munkeskrift, Bibelsprog og Skjolde med 
Halvmaanen, Bjælken og Lillien. Han kendte intet af 
disse Navne, og kun deres Dødsaar var skrevet under 
Skjoldene, men han saå, at Navnene gik ned gennem 
Aarhundreder, og hans Slægt syntes ham rigere for 
hvert Aarstal, han saå; han havde jo ikke drømt, naar 
han befolkede alle Tider med sin Slægts Berømthed. 

Han gik langsomt op ad Gulvet, mens han læste Navn 
paa Navn ; han søgte Kongemorderens, men saa saå han 
over den øverste Pille Stamfaderens Vaaben — her laa 
han, her var det. Og ved Siden af hans eget Skjold hans 
Søns og Sønnesønners. Lidt større syntes han de Navne 
var skrevet, der stod over denne Pille, men det var in- 
tet Under — de var jo Kæmperne, der havde tømret 
Danmarks Trone, Tronen, Valdemarernes Trone, Valde- 
marerne, Kongerne, Slægt med hans Slægt. 

8* 



HERMAN BANG 116 

Bestandig — bestandig, saa længe Danmark minde- 
des, vilde de leve, Støtterne, der havde baaret en be- 
rømmelig Tid. Hans Hjerte bankede, han følte Blodet 
med Svulmen strømme gennem sine Aarer, han be- 
mægtigede sig sin Slægts Storhed. Der, der fandt han 
Kongemorderens Navn! — — Men her forstod han, 
her undredes han ikke. 

Han stirrede sig blind paa dette Navn. Han havde 
elsket Ætten, den store Slægt, der havde bygget Tronen, 
tømret Kongesædet, udspændt Baldakinen over Drotten 
— han havde haft det store Mod, den kriblende Lyst til 
at omstyrte, hvad de andre havde rejst. Lige mægtig 
skulde Slægten være baade til at skabe og til at om- 
styrte. 

Det bruste igennem ham, Tanker, vanvittig Stolthed, 
der selv tog Kongemorderens Vaaben i sin Haand. Han 
stirrede og blev ikke mæt af at sluge dette Navn : Snig- 
løberen blev til en Helgen i hans Tanke. 

Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. 
Han gik med bøjet Hoved i dybe Tanker — han snub- 
lede og vaagnede. Det var en Ligsten, over hvilken han 
var snublet, og han gav sig til at læse: „Hans!" Han 
saa paa det udhugne Billede : udslidt laa Prælaten ud- 
hugget i Stenen med Bispestaven i sin højre Haand. 
William tænkte ikke: uden at vide, hvad han gjorde, 
uden at gøre Regnskab sank han ned paa Stenen med 
Hænderne knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet. 

Han bad ikke, men noget ubeskriveligt, som en tyn- 
gende Haand, tvang ham ned paa denne Sten, og hans 
hele Væsen gled ud i en bedøvende Andagt — 

Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saa- 
ledes; da han vaagnede, følte han sig opslugt af den 
samme Tomhed, som han havde følt en Gang, da han af 
Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tom- 
hed, der nu veg; han bøjede sig ned imod Stenen og 
kyssede den. 

Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte 
nogle enkelte afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste 



117 HAÅBLØSE SLÆGTER 

sig og gik ned. Himlen var blevet overtrukken, og der 
var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en ejendom- 
melig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist 
ydmygt, hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som 
grænsede nær til Taarer Orgelklangen lød dæm- 
pet ned over ham. 

Han satte sig i en af Kirkestolene : hans Tanker træng- 
te til at hvile og gled ud i Tonerne. 

Saa rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde 
hørt op at spille, og han hørte nogen komme ned ad 
Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og saa en Dame 
staa paa det nederste Trin. 

Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte 
Rødmen stige sig helt op under Haaret, og han trak hur- 
tigt Øjnene til sig. Hun tog langsomt en Lorgnet op og 
saa et Øjeblik paa ham, inden hun gik ud ad Døren. 

William saa hendes Nakke bag den sorte Knipling, 
der stod op om Halsen, Haaret var skrabet helt op. 

Siden tilbragte han mange Timer i Kirken. Dens Min- 
der var blevet hans vigtigste Selskab. Han sluttede sig 
ikke synderlig varmt til nogen af sine Kammerater. Hans 
Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han 
blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt 
unge Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med 
deres Idealitetstro og deres Fuldkommenhedsteorier. 

Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke 
Tale : William modtog intet ligesaa lidt som han egentlig 
gav Kammeraterne andet end rent ydre Ting af sig selv. 
Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største 
Beundrere saa Kløften, der bestod mellem ham og dem 
— og respekterede den. 

De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede 
sig inde, talte om ham, naar han ikke vilde lade dem 
komme ind, de beundrede ham tidlig og silde — men 
alene vedblev William at leve. 

Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham 
i Timevis, kunde han hen paa Eftermiddagen gaa over i 



HERMAN BANG 118 

Kirken og sidde dér ved Stamfaderens Pille, længe, hen- 
sunken i Tanker. 

De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svig- 
tede William aldrig. Musikken mildnede hans Drømme, 
dæmpede den Uro, der bestandig gik som en Under- 
strøm gennem hans Ørkesløshed. 

Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk 
kom til Byen, og naar han Klokken tolv, naar han dreje- 
de om Hjørnet, saå den kendte Vogn holde nede i Alléen 
ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over 
Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvan- 
lige Krog og lyttede, men naar han tænkte, det snart var 
forbi, rejste han sig og gik frem, saa han kunde se Da- 
men, naar hun gik ned ad Trappen. 

Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og 
hver Gang saå Frøken Falk lidt smilende paa ham, og 
hver Gang hilste han og blev rød under hendes Smil. 
Andet foregik der ikke : han stod ved den nederste Pille, 
hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste — saaledes 
gik nogen Tid. Naar William paa de bestemte Dage 
drejede om Hjørnet og ikke saå Vognen, blev han plud- 
selig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de 
Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt 
urolig, en Uro, der ikke kunde finde sig til Rette med 
sig selv. Han gik saa over og satte sig paa en Bænk un- 
der Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han ned- 
slaaet. 

Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at 
faa det at vide. De havde aldrig vekslet et Ord, og ha.n 
var i en Alder, hvor Nærheden skræmmer. 

Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig 
med noget saa livskraftigt som at være forelsket. Han 
gik kun over i Kirken hver eneste Fredag og Onsdag, og 
han var glorød, naar han hilste paa Damen. Undertiden 
kunde det da hænde, at hans Rødme smittede. 

En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvar- 
teret til ham: „Holder Du meget af at høre min Kusine 
spille?" — - 



119 HÅABLØSE SLÆGTER 

„Din Kusine?" 

„Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag." 

William blev rød og sænkede Øjnene ned over 
„Bohr": „Ja," sagde han. 

„Kusine har lagt Mærke til Dig — ja, hun har for- 
bandet gode Øjne." 

„Jeg vidste ikke, det var din Kusine," sagde William 
og rejste sig. De talte ikke videre om den Ting. De før- 
ste Par Dage var det William ubehageligt, at den ube- 
kendte Dame rykkede ham saaledes ind paa Livet, han 
vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om 
sin Hemmelighed nu, og det havde været saa rart. Nu 
var hun Gersons Kusine, og Gerson vidste det, og der 
skulde naturligvis snakkes om det i Klassen — og det 
hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget 
mere, Kirken heller ikke. 

William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en 
hel Uge, men den næste Fredag var han kommen til det 
Resultat, at det dog var altfor latterligt at lade sig skræm- 
me. Gerson havde naturligvis talt med Kusinen, og hun 
lo vel, naar han saå let lod sig jage bort. Nej, han maatte 
netop komme der, nogle Gange i det mindste — og saa 
rent blive borte. Det var det klogeste. 

Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet 
ved Orgelet, da han kom, men saa havde han i Kejtethed 
tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun havde rejst sig 
og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han 
stod. 

Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde 
som Folkeskarers jublende Tilbedelse, der hæver sig i 
tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde det dø, som den 
sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger. Wil- 
liam satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den 
vante Vej. Men de gled hele Tiden bort fra Forældrene, 
strejfede om uden noget bestemt Maal, uden nogen ty- 
delig Genstand; han hørte Musikken, og hans Tanker 
svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end 
hendes Musik. 



HERMAN BANG 120 

For første Gang blev Musikken ham noget selvstæn- 
digt, før havde det kun været Ledsagelse for noget frem- 
med. Egentlig var det første Gang, han hørte Musik- 
ken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner 
— og hun spillede dejligt. 

Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolt- 
hed og Slægtens Storhed, de sang en dæmrende Sang, 
han ikke selv forstod, men kvægende var den for hans 
Tanke. 

Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han 
rejste sig og gik ned. Hun gik idag lige forbi ham, og 
da han hilste, smilede hun, saa hun viste nogle smaa, 
hvide Tænder, og sagde „Goddag". 

Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han 
ikke vilde besøge ham om Aftenen. Aldrig havde det 
været William saa svært at føre en Samtale som den 
Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét 
Spørgsmaal. Men saa pludselig sagde Gerson : 

„Naa, Du var nok ovre i Kirken idag." 

Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den 
Digtsamling paa Reolen, der stod henne i Krogen i Mør- 
ket, og William svarede ikke, før han kom hen til Lyset 
med Bogen i Haanden. 

„Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte. 
Og lidt hurtigere, ganske ligegyldigt, som om han nær 
havde glemt, hvad den anden havde sagt : „Ja, jeg saa 
din Kusine idag." 

„Hun sa^de det," sagde Gerson, „hun tror, Du holder 
Andagt i Kirken." Han lo. 

William blev meget rød. 

„Hun siger, Du gaar derover for at besøge dine For- 
fædre — men Du er da ikke gal." 

Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. 
„Kamilla er da kønnere end som saa, skønt hun er en 
gammel Pige." Gerson lo stadig og kneb Øjnene mis- 
sende sammen. 

„Ja, hun spiller dejligt." 

Saa gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en 



121 HAÅBLØSE SLÆGTER 

Milsvej herfra, Tanten var død, og Etatsraaden, hans 
Moders Broder, var en sær Tørv, men Godset var dej- 
ligt, og Kusinen var en brillant Pige. „Hun holder sgu 
meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen — men hun 
snakker løs og lader sig ikke mærke med det." 

Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge 
havde William snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard. 

Blandt Williams „Beundrere" satte det noget ondt 
Blod, at Gerson paa den senere Tid var blevet saa intim 
med ham, skønt han altid havde stillet sig lidt fjendtlig 
til „Afgudsdyrkelsen", saaledes kaldte Oppositionenden 
blinde Beundring, som blev William til Del fra hans 
Omgangskreds: en Gang paa et æstetisk Møde havde 
Gerson ladet falde en Ytring om „Slaveejer og Slaver", 
som umuligt kunde misforstaas. Nu var han alligevel 
baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede 
Gerson for „Forræderi". 

Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig 
langsomt en større Forstaaelse. For William ejede hen- 
des altid gentagne Hilsen tusinde Nuancer, og hendes 
Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme og 
altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tæn- 
der, nedsænkede ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav 
ham den næste stormende Haab, eftersom det syntes 
ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller mindre 
venligt. 

Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne 
Forelskelse skænkede ham, vilde han ikke tilstaa for sig 
selv. Han stred imod denne Venden tilbage til Livets 
Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte. 

.... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frø- 
ken Falk sin Muffe, hun havde jo baade Handsker og 
Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det altsam- 
men, saa ogsaa Parasollen faldt — lige for Fødderne af 
Høg, der just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den 
op og rakte hende den, men Hjertet sad ham i Halsen, 
saa han ikke kunde sige noget. Hun takkede, og inden 
han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende 



HERMAN BANG 122 

hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øj- 
ne, der ofte i Forbigliden søgte hans, saa han blev endnu 
rødere og havde Hjertebanken, saa han troede, Brystet 
skulde sprænges paa ham. 

Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget 
af Orgel? Hun havde en dyb Altstemme, der ligesom 
bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig Vægt, 
selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun 
gik med Hovedet bøjet og Armene i Murren trykket fast 
ind mod sit Bryst. 

„Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte 
han aldrig Musik — det var ogsaa derfor, han havde 
været saa uforskammet at gaa over i Kirken ..." 

Hun fandt det saa naturligt — han havde dog maaske 
haft lidt mere Fornøjelse af hendes Spil end Væggene 
og — Deres Forfædres Ben. 

William følte, han blev hed helt op under Haaret. „De 
tager virkelig fejl," sagde han. 

„Hvori," spurgte hun og saa lige paa ham. 

„Det er slet ikke derfor ..." 

„Hvorfor?" 

Nej, han kunde ikke udholde det Blik — han tav og 
saa ned. „Det med Forfædrene," sagde han saa dæmpet. 

„Da vilde jeg kun finde det naturligt," sagde hun, og 
Betoningen var meget alvorlig, ejendommelig dyb. 

„Vilde De?" det kom hurtigt, og han saa hen paa 
hende. 

Hun saa smilende op: „Saa havde jeg jo dog Ret." 

Vognen var ikke kommen, hun saa hen mod Porten, 
rystede lidt misfornøjet paa Hovedet og drejede saa ind 
ad en Sideallé ved Søen. William fulgte efter. 

„Jeg har jo ikke anden Slægt," sagde han lidt efter. 

„Deres Søstre." 

„Ja — mine Søstre," han talte langsomt og blev ved, 
som om han talte hen i Luften: „Men derfor kan man 
godt føle sig alene." 

De gik atter nogle Skridt. „Det kan jeg forstaa," 
sagde hun. 



123 HAABLØSE SLÆGTER 

„Og saa er det, jeg har dem." William gik videre. 

„Jeg forstaar det saa godt," hun drog Haanden ud af 
Murren og glattede dens sorte Skind med sin Handske: 
„det maa være meget lettere at blive til noget, naar man 
saadan har Aarhundreders Forfædre, som ser ned paa 
En." 

William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte 
paa Muffen, saa saa hun paa skraa ud paa ham og sagde : 
„Og De er jo den sidste af Familien?" 

„Ja — Slægten er død." 

„Naa, Weltschmerz," henkastede Frøken Falk og duk- 
kede med Hovedet, de gik lige om et Hjørne. „Hvor 
gammel er De?" 

William blev rød. „Seksten Aar." Han søgte at gøre 
Tonen ironisk, men opgav det, og Stemmen blev helt 
borte paa det sidste Ord. 

„Og er allerede bitter mod Verden — ja det begynder 
man jo med nutildags." Hun holdt inde, standsede lidt og 
sagde noget hurtigere: „Siden finder man et vægtigt Ar- 
gument for at forsone sig med Verden." 

„Mange finder det ..." 

„Aa" — hun lo igen — „nej de allerfleste. Man for- 
soner sig med sin Skæbne ganske simpelt, fordi det ikke 
er morsomt at surmule." 

„Jeg surmuler ikke." 

„Nej — det er ikke Ordet. De er naturligvis ulykke- 
lig." Hun satte sig i lidt stærkere Trit: „Men — Spøg 
til Side — jeg véd, De har oplevet en Del . . . men — at 
opleve meget er ikke at leve meget. Naa — men hvad 
forstaar De Dem paa det?" 

William svarede ikke. Inde i en ny eller vendt tilbage 
til en gammel Tankegang sagde han: „Men det er slet 
ikke Weltschmerz. Vor Familie er færdig ..." 

„Færdig, ja, hvis De ikke vil begynde igen. For at 
begynde maa man da sige, hvis man ikke vil være dum 
nok til at mene, at man kan være færdig uden at have 
begyndt — " 

„Og hvad skulde jeg saa udrette?" 



HERMAN BANG 124 

Hun standsede og gav sig til at le : „Undskyld, jeg si- 
ger det, Hr. Høg" — en lille bitte Streg under Hr. — 
„men først kunde De se at faa Udmærkelse til Eksamen. 
De er jo et godt Hoved ..." 

William bed sig i Læben, og da hun saå paa ham og 
smilende tilføjede: „De er da ikke vred?" gav det et 
Ryk i ham, som vilde han vende om. 

Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes end- 
nu mindre, end han var. Hun smilede stille, men blev 
saa igen alvorlig: „Forresten forstaar jeg det godt," 
sagde hun. 

Han saå op. „At De er bleven Darwinist," sagde hun 
som Svar paa hans stumme Spørgsmaal. 

De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun 
talte først og spurgte : 

„Og hvad saa, naar De er bleven Student?" 

„Saa skal jeg vel se at blive Kandidat." 

„Herre Gud — kan man da ikke søge et Maal?" 

„Jo, hvis man havde et ..." 

„Nu snakker De," hun talte utaalmodigt, „naar man 
havde, behøvede man ikke at søge. Og De søger vist og- 
saa — det vil sige, De lader Fantasien løbe ..." 

Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet 
Hoved saa meget som et halvt Skridt foran hende. Da 
han talte, var hans Tonefald mere dæmpet, ligesom glat- 
tet ud: „Og hvor skal man da søge?" spurgte han. 

„For Eksempel i Deres Barndom — hele Liv — i 
Deres Tilbøjeligheder . . . opsøg de Forudsætninger, Li- 
vet har givet Dem ..." 

William blev staaende, Frøken Falk saå, at hendes 
Ord havde gjort Indtryk, og mens hun skjulte et svagt 
Smil med Muffen, sagde hun : „De har virkelig et stort 
Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan kun 
vente ..." 

„Hvordan mener De, Frøken?" 

„Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa 
at blive „lykkelige", og det andet halve sidder vi i en 
Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det." 



125 HAABLØSE SLÆGTER 

De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede 
sagte, William var besynderlig betaget. Han havde paa 
én Gang saameget at sige — naar han blot vidste hvor- 
dan. 

Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale 
om sin Moder. Frøken Falk talte ikke meget — et en- 
kelt Ord eller kun Nik og korte Blik, som bad ham 
blive ved med sin hurtige Fortælling. 

Han vidste ikke selv, hvad han havde sagt . . . han 
drog Vejret dybt og blev pludselig forlegen. Men da 
han saa hen paa hende for ligesom tavst at bede om 
Undskyldning, mødte han i hendes Øjne et langt, for- 
skende Blik, der fik ham til at rødme og som var — nej 
ikke venligt og heller ikke mildt, men varmende, saa 
han huskede det længe. 

Frøken Falk tog Uhret frem under Kaaben : „Fire," 
raabte hun, „men Jens maa jo tro, jeg er blevet gal." 

De gik hurtigt til op igennem Haven og vekslede kun 
faa Ord, men de gik meget tæt ved hinanden, og hvad 
de sagde, faldt utvungent som Udraab mellem gamle Be- 
kendte. Saa kom de op til Porten. 

Jens arriverede i samme Nu. 

Frøkenen spurgte heftigt, hvor han havde været, og 
da Jens sagde, at hun havde sagt, han først skulde hente 
hende Klokken fire, blev hun ganske lidt rød under 
Sløret. 

William stod med Muffen, mens hun steg ind. „Far- 
vel — kør saa!" 

„Deres Muffe," raabte William. 

„Aa — ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad 
Vinduet og greb Murren. Hun mødte Williams Øjne og 
kastede sig, mens hun glattede sin Skindkaabes Ærme 
med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen. 

Efter den Dag var de meget sammen. Undertiden gik 
han ned paa „Haabet" for at hente hende, undertiden 
mødtes de først i Kirken. Han bar hendes Noder, hen- 
des Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til 



HERMAN BANG 126 

at faa ham til at bære for sig og hente hende og blive 
sat Stævne for at vente paa hende. 

„Saa," sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Dat- 
ter, da William en Dag gik forbi med FrøKen Falk, „nu 
har hun da faaet et nyt Menneske." 

Frøken Kristine fo'r til Vinduet. „Men nu er han syt- 
ten Aar," sagde hun spidst, mens hun besvarede Ven- 
indens Hilsen og saå efter dem. „Tilsidst maa Kamilla 
vist lære sine Trældyr at tale rent." 

„Fylder hun nu ikke ni og tyve?" spurgte Moderen 
og slubrede en Mundfuld i sig af Karren. 

„Jo, det er akkurat fire Aar siden hun havde Fødsels- 
dag — og da fyldte hun fem og tyve." Frøkenen gik til- 
bage til sin Kniplepude. 

„Falks kunde gerne sendt os lidt Frugt" — Fruen 
havde taget Briller paa og sad og stoppede paa en af 
Velærværdighedens Uldtrøjer, „de véd dog, at din Fa'r 
holder saa meget af en god Pære." 

„Kære Mo'r — hvordan kunde Du dog tænke? De 
Mennesker bryder sig saamæn ikke meget om Guds 
Ord." 

Saa stoppede og kniplede Velærværdighedens Familie 
videre i Tavshed. 

Det var nu langt fra hver Dag, Kamilla spillede. Un- 
dertiden erklærede hun, hun var ikke oplagt, de gik saa 
lange Ture i Alléerne om Søen. Som oftest var det ham, 
der talte — han fortalte hende alt. 

Og mens han saaledes fortalte, var det, som om han 
oplevede alt igen, men paa en ny besynderlig Maade, 
der endnu mer end før skød det uvæsentlige bort og 
samlede sig om visse Hovedpunkter, til hvilke hans 
strejfende Fortællinger stadig vendte tilbage. 

Saaledes gik det i Begyndelsen og længe, men se- 
nere vendte hans Fortælling sjældnere tilbage til For- 
tiden. Han oplevede intet, men dog havde han saa me- 
get at fortælle hende. I den broget-forvirrede Samtale, 
som hun styrede med et Ord, ledede med et Smil, veks- 
lede det med Udbrud, Afbrydelser og lange Taler, Ung- 



127 HAÅBLØSE SLÆGTER 

dommens vidtsvævende Deklamationer, hvori der skyl- 
les op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte 
Længsler, Drømme, Attraa, tidlig Træthed, hele det taa- 
gede Kaos af Tanker og Fornemmelser, Begæringer og 
Anelser, der i den første Ungdom fylder vort Hjerte og 
vor Hjerne med deres Taager. 

Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, saa 
man saa de spidse Tænder bag de lidt bøjede Læber, 
gik hun stadig lyttende. Men standsede han, kunde hun 
ved et Ord atter faa ham til at tale. Og hun hørte gerne 
paa ham : hvad han sagde, mens de saaledes gik Time 
efter Time, var saa ejendommeligt, saa fremmed, noget 
nyt for hende, og hun havde dog levet en Del og op- 
levet meget. 

Kamilla Falk var meget omtalt : hendes Veninder af- 
skyede hende, Mændene betragtede hende med Mistro. 

Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart 
længe siden, og Forlovelsen var pludselig gaaet over- 
styr, og hun var rejst bort. Der hvilede nok et Slør over 
et og andet den Gang, ialfald sagde man det. Hvorom 
alting er, man hviskede baade om et og om et andet, og 
vist er det, at der havde været en Maler i Besøg hos 
Falks det Aar; han havde malet Frøkenens Portræt, og 
hun blev paa sin Rejse borte over et Aar. 

Egentlig var hun blevet smukkere paa den Rejse. 
Hendes høje Figur var blevet svært junonisk og som 
for at knuse Sladderen under sine Hæle traadte hun fa- 
stere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et 
ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere 
kruset. Maaske var det ogsaa, fordi det ikke lignede 
mere, at hun kort efter sin Hjemkomst brændte sit Por- 
træt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med 
en Rose i Haanden. 

Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin 
Skønhed og Faderens Rigdom blev Kamilla siddende paa 
Veilgaard. 

Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men 
hun forstod at oplive den landlige Tilværelse. De første 



HERMAN BANG 128 

Vintre havde Faderen og hun tilbragt i København, og 
saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, 
de Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om 
Vinteren. Lidt hurtig skiftende var de jo, de Bekendt- 
skaber — det ene Aar var det nogle Kunstnere, en æl- 
dre Skuespiller og to Malere, det næste det halve diplo- 
matiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken 
Kamillas Hof, hvor altid én blev udmærket for i to — tre 
Maaneder i Forening med den skønne Dame at udhule 
indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som adskiller 
et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Finger- 
spidser, fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til 
„utilladelige Forhold". 

Saaledes gik en fire — fem Aar, Kamillas Træk blev 
skarpere, Øjnenes Udtryk koldere, strengere sagde 
nogle — hun blev ikke mindre smuk, men man saå dog, 
at den første Ungdom var forbi. Maaske var imidlertid 
hendes Følelser mere ældede end hendes Træk. 

Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Lef- 
len med og Befølen af Lidenskaben, hvori hun hendrev 
sit Liv, havde virket paa hendes Sind som en Drik Salt- 
vand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hen- 
des Sind var ligesom udtørret, og hun søgte altid paany 
de samme Sindsbevægelser, der bestandig paany skær- 
pede Sjæletørsten. 

Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende 
Attraa, som døde uden at være tilfredsstillet. Hvad der i 
hendes Sjæl traadte frem, var en tom Blasérthed; hen- 
des Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig 
støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet 
til Ro og døsede. Men ved Siden af denne Blasérthed 
dvælede der dog en altid vaagen Bitterhed, som var født 
af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne Resignation. 

Paa denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i 
Sorø og, som rimeligt var, tilbragte de Søndage og Smaa- 
ferier hos Onkelen paa Veilgaard. Kamilla behandlede 
Fætrene som Drenge — hun var jo ogsaa ti Aar ældre 
end de — men nogle af de Kammerater, som altid fulgte 



129 HAÅBLØSE SLÆGTER 

med dem, syntes hun dog at skænke en betydeligere 
Opmærksomhed. 

Og efterhaanden fandt hun Fætrenes Kammerater 
„morsommere" og „morsommere". Som hun havde taget 
Tag i William, havde hun handlet med adskillige, og 
denne Leg med unge Mænds første længselsfulde 
Hjertebanken var blevet Frøken Kamilla en ren Sport. 

Hun drog dem til sig med sin Skønheds og sin Erfa- 
rings hele Tillokkelse, hendes afblegede, noget strenge 
Skønhed maatte gøre Indtryk paa det syttenaarige Hjer- 
te, og hun gjorde deres tøvende Skyhed dristig. Hun 
trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende 
Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første 
Lidenskabens Aandepust, der fødes som et Suk af Sjæ- 
lens uvante Beklemthed. Hendes Bliks og Hænders 
Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme 
Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, 
mens den i Tankerne besidder alt. Og denne Leg var 
saa lidet farlig: der. blev intet givet uden et Haandtryk; 
maaske et Kys paa en ung Pande, som brændte, paa 
nogle bløde Lokker, hendes Hænder længe havde kær- 
tegnet. 

William var forelsket. Men hans Forelskelse var af 
en ejendommelig Art. 

Undertiden, naar de gik sammen langs Søen, og han 
talte til hende i strømmende Ord, der kunde lyde som 
halvdigtede Kærlighedssange, frygtsomme Hymner af 
en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse Elskovs- 
gudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes 
Skønhed, kunde han pludselig se paa hende med et Blik, 
der forvirrede hende, gjorde hende forlegen, saa hun 
slog Øjnene ned; til andre Tider kunde han længe være 
tavs, ordknap, og saa tilsidst brød han ud i en Bitterhed, 
som afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet 
kunde friste. 

Tingen var, at den første Ungdoms Forelskelse kæm- 
pede med den ved Læsning erhvervede Erfaring i Willi- 
ams Sjæl, og hans medtagne Nerver, hans allerede 

H. B. III 9 



HERMAN BANG 130 

stærkt rystede og derfor slappede Sind trættedes ofte af 
de evige Bevægelser, hvori denne Forelskelse førte ham 
ind, og som hans Erfaring gav en dybere Betydning. 
Undertiden var han helt Barnet, undertiden gjorde hans 
Theorier ham til den erfarne Mand, som formaar at faa 
næsten de samme Nydelser ud af en ufrugtbar Forel- 
skelse som af et virkeligt Kærlighedsforhold; undertiden 
blev han atter overfalden af en vis Ubændighed, der 
vilde opnaa alt, hvad han vidste, Kærligheden kunde 
skænke; undertiden var han kun træt og syntes, han 
var færdig med det ogsaa. 

Det var disse sammensatte Følelser. Kamilla ikke ret 
forstod, og som hun bestandig ivrigere søgte at forstaa. 

Naar hun nu spillede, sad han altid ved Siden af hen- 
de paa en høj Straaskammel, Organisten lagde Noder 
fra sig paa om Søndagen. Undertiden fantaserede hun, 
saa sad de og talte sammen, mens hun spillede, halvt 
hviskende, som om de satte dæmpede Ord til Musik- 
ken. 

I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun 
maatte gaa lige til Bunden af den Gaade, der hed Willi- 
am Høg, hun maatte besejre dette Væv af Modstand og 
Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelser- 
nes Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab. 

De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende 
vemodigt. De havde næsten ikke talt sammen, da hun 
kom. Hun havde straks sat sig til Orgelet, havde i Tavs- 
hed ordnet Registret, og nu spillede hun. William saå 
hende fra Siden : hun sad meget rank paa Stolen med 
Ansigtet lidt opadvendt og Øjnene næsten lukkede. 

Det var en Adagio. 

William sad ganske stille med Hovedet i sine Hæn- 
der, Albuerne paa sine Knæ og saå paa hende. Han 
talte slet ikke. 

,,Har De været vred de sidste Dage," spurgte hun og 
blev ved at spille. 

„Hvorfor skulde jeg være vred?" 



131 HAABLØSE SLÆGTER 

„Jeg véd det ikke" — hun gled hurtigt helt op i de 
dybe Toner — „men jeg har været bedrøvet over det." 

Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, 
hun spillede. 

„De véd jo dog, jeg er Deres Veninde," sagde hun 
og vendte Hovedet halvt. Tonen greb ham, han følte sit 
Hjerte slaa hurtigere og rejste sig fra Skammelen. 

„Vær saa ogsaa lidt god imod mig," hviskede hun, 
han kunde næppe høre det, skønt hun spillede ganske 
sagte, „jeg trænger til Venskab." 

Han vidste ikke, hvad han skulde svare; han stod 
bagved hende, og uden at han vidste hvorfor, fik han 
pludselig Taarer i Øjnene. 

Det var vel det smeltende Spil — det lød næsten som 
Suk, de lette Slag paa de mellemste Taster. 

„Tror De, jeg er lykkelig," sagde hun lidt efter, 
dæmpet. 

„Hvem er lykkelig?" Hans Kind rørte ved hendes 
Haar. Saa fo'r han- lidt tilbage, nede i Kirken klaprede 
Sidedøren. 

Ogsaa hun fo'r sammen, men hun blev ved at spille. 
Han stod og saa paa hendes hvide Nakke bag Pibekra- 
ven, hans Aande strejfede den. 

„Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme 
mig . . ." 

Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, 
hvor hun sad, saa han kom til at røre hendes Kaabe. 

„Saaledes gaar det bestandig . . . bestandig ..." Hun 
lod Tonerne langsomt henhviskes i Rummet, „bestan- 
dig". 

Saa traadte han et Skridt frem. Hun saa op og slap 
Tasterne, han var meget bleg og havde Taarer i Øjnene. 

Orgelpiberne hvinede, inden de tav. 

„Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene 
kom som et halvkvalt Udraab, man hørte Genklangen 
dø oppe i Koret ..." det er Synd, Synd af Dem ..." 

Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede 
sig frem mod Orgelet, sagde hun mildt: 



HERMAN BANG 132 

»Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder af Dem." 

Hun saå paa ham nedefra. 

Han greb et Øjeblik haardt om hendes Haandled, hun 
rev Haanden løs: „Det gør ondt," sagde hun. 

„Hvorfor er De da saadan imod mig?" spurgte han 
ganske sagte. 

Hun smilede vagt og rystede paa Hovedet. Derpaa 
gav hun sig til at spille igen. 

Han satte sig helt henne hos hende med Hovedet i 
sine Hænder ligesom før. Naar hun drejede Hovedet, 
mødte hun hans Blik, det badede hendes Ansigt med Ild. 

Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Ho- 
ved ud i Kirken og døde fremme under Hvælvingen. 

Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun 
maatte sidde rank, hun vidste ikke selv hvorfor. Hun 
sagde ogsaa til sig selv, hun vilde holde op med at spille, 
at det var bedst at holde op, men hun blev alligevel ved 
— det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne. 

Hans Hænder faldt slapt ned — han hørte Tonerne 
gennem en brusende fjern Larm, og han lukkede Øj- 
nene. 

Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaag- 
nede ved, at Tonerne døde hen, og saå hende sidde 
bøjet med Panden støttet mod Tasterne. 

„Hvorfor spiller De ikke mere," spurgte han. 

Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syn- 
tes, hun græd. 

Det stormede i ham. Han skubbede Skamlen tilbage, 
faldt ned paa Knæ og lagde Hovedet i hendes Skød. 
Hun løftede det med et halvkvalt Skrig. 

„Hvorfor er De ulykkelig?" spurgte han og saå op i 
hendes Ansigt, der var vaadt af Taarer. 

Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned 
mod hans. Det var, som fælles Tørst drev deres Læber 
sammen. 

Ingen af dem talte. Hele Kirken laa i stille Ro, de 
hørte kun hinandens Aandedræt, der lød hurtigt og gis- 



133 HAABLØSE SLÆGTER 

pende. Fra hans Haar gav hun sig til at klappe hans 
Kinder. 

Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men 
saa skød hun ham hurtigt bort, rejste sig og sagde: 

„Vi ses vel igen paa Fredag." Bælgetræderen var 
kommen frem bag Orgelet. Tonen var helt forandret, 
hun talte ganske med sin sædvanlige Stemme, men hun 
blev ved at smile, og deres Øjne hvilede i hinanden. 

De blev ved at se paa hinanden, mens hun trak Hand- 
skerne paa og satte sin Hat fast med Hattenaalen, alt 
meget langsomt, og de gik ned ad Trappen ved Siden af 
hinanden, skønt Trappen var meget snæver. Da de kom 
ud i Alléen, gik han et Skridt bagefter, han fulgte en- 
hver af hendes Bevægelser med Øjnene, og pludselig 
blev han meget rød. Han havde søgt og søgt om en 
Erindring, der saa at sige laa ham paa Tungen og nu, 

nu da han saa hende gaa saaledes det var den 

Aften, han var i Theatret, og de dansede. 

„Hvorfor gaar De bagefter?" spurgte hun og vendte 
sig. Han svarede ikke, deres Blikke mødtes atter med 
et Smil. 

„Jeg faldt i Tanker," sagde han. 

Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i 
Skole. Udskriften var skrevet med Damehaand. Det var 
fra Kamilla. 

„Jeg kommer ikke til Byen imorgen," skrev hun, 
„Fader er ikke rigtig rask, og jeg finder det rimeligst 
at blive hjemme. Derimod tør jeg vel som en gammel 
Veninde spørge Dem paa Ære og Samvittighed, om De 
ikke vilde kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem 
om at tage herud med Fætter paa Tirsdag og blive her 
hos os i Paasken. Tror De, De vilde kunne holde Livet 
ud herude, saa kom og tag tiltakke. Meget vilde Deres 
Komme glæde en gammel Veninde. 

Kamilla Falk." 



HERMAN BANG 134 



Om Tirsdagen tog William med Gerson ud til Veil- 
gaard. 

De kom der Klokken fem til Middag, og efter at have 
gjort sig lidt i Stand gik de ned i Spisesalen. Hr. Falk, 
en gammel rundrygget Herre, gik med Hænderne paa 
Ryggen op og ned ad Gulvet. Tjeneren stod henne ved 
Buffet'en og ventede. 

Det var ligestraks William, som om noget hjemligt 
slog ham i Møde fra den lyse Sal, som om han havde 
været her før. 

Hr. Falk hilste skødesløst : Hans Datter kom straks, 
sagde han, og blev ved at gaa rundt om Bordet. 

Sidedøren blev lukket op, og Kamilla kom ind. Hun 
rakte William Haanden og ønskede ham velkommen, 
bad dem saa gaa til Bords og konverserede ivrigt sin 
Fader. Paa William saa hun næsten ikke. Han søgte at 
gribe hendes Blik, men forgæves. 

Senere døde Samtalen hen. Gerson fortalte nogle 
Skolehistorier. De havde kastet med Papirskugler paa 
den engelske Lærer, saa de massevis havde hængt i 
hans Haar. 

William holdt ikke af de Historier, han var irriteret 
paa Gerson og sagde heftigt : 

„Saadan noget fortæller man ikke." . . . 

„Hvorfor ikke," spurgte Gerson, „Du er jo selv den 
værste?" 

„Og jeg, som troede, Hr. Høg var Melankoliker," 
sagde Kamilla. William bed sig i Læben. 

„Gud, det er han osse," raabte Gerson, „Du skulde 
bare høre, sikket Digt han læste højt i Klassen igaar." 

„Gerson," fo'r det ud af William. 

„Saa Hr. Høg skriver Digte — og om hvad?" Frøke- 
nen lo. 

„Pyt," Gerson slubrede Kompotsaucen op med en 
Ske, „naturligvis om Kærlighed." 

„Ulykkelig?" Hun saa lige paa Høg, og deres Øjne 
mødtes for første Gang. Saa gled hendes bort. 

„Gud, han skyder sig," slubrede Gerson. 



135 HAABLØSE SLÆGTER 

William var rød helt ud paa Ørene og sad og filede 
unødigt længe i sin Oksefilet. 

„Det er vist et daarligt Stykke, De har faaet," sagde 
Kamilla deltagende og saå over til ham. Hun drejede 

Hovedet hen til Tjeneren : „Aa Petersen, giv Hr. " 

— smilede derpaa — „naa, De vil ikke ha'e?" 

„Forresten er det det første Digt, han har skrevet," 
sagde Gerson og saå leende op fra Tallerkenen, „han 
maa først nylig have faaet en Muse." 

Kamilla lo ustandseligt. Tjeneren bød Frugten om. 

„Gi'er Onkel ingen Sherry," sagde Gerson. „Det er 
første Gang, Du har en Høg i Huset." 

Efter Bordet spillede Hr. Falk og Gerson Pique i 
Dagligstuen. Kamilla og William var alene i et Slags 
Galleri, der stødte op til Spisesalen, og som var omdan- 
net til en Vinterhave med en Mængde Bregner, Palmer 
og store Laurbærtræer. Henne i det ene Hjørne af Sa- 
len havde man arrangeret et Lysthus af Gitterværk 
med Epheu og udenom det store Laurbærtræer, der 
dækkede det hele. 

„Lad os sætte os ind i Hytten," sagde Kamilla. 

Hun gik ind iforvejen; der var helt mørkt derinde, 
saa han næppe kunde have kendt hende, som hun sad 
der paa Græsbænken. 

„Er det Heliotroper," spurgte han og aandede stærkt. 

„Ja hele Trappen her bag ved er fuld af Heliotroper. 
Det er min Yndlingsblomst." Hun rykkede lidt til Side: 
„Men sæt Dem," sagde hun. „Her er da Plads nok." 

Han satte sig uden at tale. Det lille Springvand ovre 
i det andet Hjørne plaskede ganske sagte. 

„Dette er Hytten," sagde hun. 

„Jeg havde ogsaa en Hytte hjemme, med røde Gar- 
diner, oppe paa Loftet, " sagde han for dog at sige noget, 
han frygtede instinktmæssig Tavsheden. 

Hun svarede ikke. Hun havde plukket en Heliotrop, 
og han saå hende i Skumringen holde Blomsten ind i 
Munden, mens hun aandede stærkt. 



HERMAN BANG 136 

„Det er saa dejligt," sagde hun, „saa smager man 
Blomsterne." 

Han plukkede mekanisk en Blomst. „Ja," sagde han 
og aandede, „det er dejligt." Saa blev der igen Tavshed. 

Kamilla bøjede Hovedet og foldede Hænderne over 
sine Knæ. 

„Vi var nogle store Børn i Onsdags," sagde hun. 

„Ja," svarede han. 

„Og De har skrevet Digte om det." 

„Hvorfor lo De før?" — han bøjede sig lidt frem 
imod hende, sagde derpaa sagtere: „De vidste jo godt." 

Hun gav sig til at nynne. „Kan jeg ikke faa det 
Digt at læse," spurgte hun. 

„For at le af det?" 

„Nej — Høg." Hun drog Aanden dybt, og da hun tav, 
syntes han, Tavsheden var endnu tungere end før. 

Han flyttede sig uroligt: „Her er tung Luft, "sagde han. 

Hun havde lagt Hovedet tilbage mod Væggen og luk- 
ket Øjnene. 

„Det er Heliotroperne," sagde hun. 

Der blev igen stille. Hun laa stadig tilbage med Øj- 
nene lukkede. Saa smilede hun. Han følte som en 
Tyngsel paa sit Bryst, som om han skulde kvæles. 

„Nej," han rejste sig med et Ryk og kastede Hove- 
det tilbage, „her er for lummert," sagde han. 

Hun fo'r op. „Men vi gaar jo straks." Han satte sig 
igen. 

„Kan De ikke fortælle en Historie," hun lagde sig 
tilbage, „det er saa dejligt her i Skumringen." 

„Jeg kan ingen." Og saa pludselig hurtigt og afgø- 
rende: „Hvorfor skal vi ikke gaa?" 

„Saa deklamér noget," sagde hun, uden at høre. 

Han saa paa hende. Hun laa atter i den forrige Stil- 
ling, næsten halvt udstrakt med den ene Arm om Hove- 
det. 

„Der er kun ét, jeg kan," sagde han sagte. 

„Hvad er det?" 

„Ninon." 



137 HAABLØSE SLÆGTER 

„Aa, Chevalieren — men det er jo dejligt." 
William sad bøjet, med Hovedet frem. „Det er kun 
Monologen," sagde han. Begyndte saa : 

Der glimre de paa Himlen, hine Kloder, 
Der uophørligt efter faste Love 
I deres Bane vandre, og der alt fra 
Umindelige Tider gik som nu. . . . 

Han maatte tvinge hver Linje frem med Magt. Men 
efterhaanden blev Stemmen blødere, ligesom en mum- 
lende Strøm lød de melodiske Ord, præget af et smerte- 
ligt Tungsind. 

Hun aabnede Øjnene og saå paa ham, lukkede dem 
saa igen og bevægede Læberne sagte. 

Saa rejste han sig lidt. Og som om den undertrykte 
Bevægelses Bølger arbejdede sig frem i hans Bryst, som 
om Understrømmen af Smerte steg og gav hans Stemme 
Graadklang, hviskede han Ordene : 

Afmaalt? nej, afmaalt kan Du ikke slaa, 
Du, mit urolige, mit varme Hjerte! 
Som Stjernekoret tændes ej og slukkes 
I, mine flyvende, beruste Tanker! 

Det lød som vaandefuld Klage, og med hvert Ord be- 
tonet i den stigende Hvisken, næsten skreg han : 

„Hvad vil jeg nu? jeg véd min Haand er løftet 

Han havde siddet ubevægelig. Nu pressede han 
Haanden mod sin Pande, som om han vilde sprede 
Hjernens Taager — 

Og cm mit Hjerte ruller der et Hav, 

En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger — 

Og Stemmer raabe 

Han bøjede sig dybere ned, og med et pludseligt Slag 
som for at standse det ubetvingelige Skrig stoppede 
han Fingrene halvt ind mellem de aabnede Læber. 

Han tav, og uden at tale bøjede hun sig atter tilbage 
mod Væggen med korslagte Arme. 



HERMAN BANG 138 

Og som i Tanker begyndte han paany. Hun hørte in- 
tet. Hans Stemme lød ind til hendes Sjæl kun som en 
fjern Musik, glidende Bølger af Tener. til hvilke hun 
selv satte Ord. 

Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hvi- 
skede. 

Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun 
en sagte Hulken. Saa bøjede hun sig ned, og mens hun 
løftede hans Hoved op med begge Hænder, hviskede 
hun ømt: 

„Har Du lidt saa meget?" 

Og deres Læber mødtes i et langt Kys . . . 

William kunde ikke sove den Nat. Gerson pludrede i 
ét væk om Aftenen, da de klædte sig af, og William 
sagde „Ja" og „Nej" uden at høre et Ord af. hvad han 
sagde. Han gik rundt i Værelset og trallede og nynnede 
og kunde ikke finde Ro. 

Han havde Lyst til at skrige af Glæde, af Stolthed, af 
Triumf, idetmindste Lyst til at tale, fortælle det, befri 
sig for noget af al den Jubel, som fyldte hans Bryst, saa 
han næppe kunde aande 

„Det er en Satans Trallen." sagde Gerson og sluk- 
kede det ene Lys, „naar er Du kommen til Operaen?" 

William klædte sig af og gik i Seng. Han svøbte sig 
helt ind i Sengetæppet, Hovedet ogsaa, og laa og hvi- 
skede med sig selv og syntes, at alting sang baade i ham 
og om ham. 

Saa hørte han Gerson snorke. Han satte sig op i Sen- 
gen og saa rundt i Værelset, og med Hænderne foldet 
over sine Knæ under Tæppet begyndte han at deklamere 
Chevalierens Monolog. 

Ud paa Morgenen faldt han i Søvn. 

Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det 
var. som om den Handling, der ved denne Kærlighed 
var kommen ind i hans Liv, havde drevet de unge Drøm- 
merier paa Flugt, og som om han i denne tidlige Krise 
var vaagnet af en Dvale. 

Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig 
hidset frem mod Løsningen af den Gaade, hun havde 



139 HAABLØSE SLÆGTER 

digtet ind i Williams Væsen, tilsidst fremtvunget denne 
Løsning. Og hun var nu i Begyndelsen beruset af denne 
Time for Time voksende Lidenskab; den ejede jo baade 
al Ungdommens første Smidighed og al den Sindets Er- 
faring, som Williams Overmodenhed gav den. 

Fætter Gerson anede intet ligesaa lidt som Hr. Falk 
eller de andre. Kamilla udmærkede bestandig en enkelt 
af sine Gæster — den unge Læge fra Terslev, en ung, 
blond Mand med lyseblaa Øjne og en hængende Kne- 
belsbart, kaldte uforskammet disse Lykkelige for Frøke- 
nens Ofre — og man var for længe siden hørt op med 
at kontrollere, hvad hun selv spøgende kaldte sin O p- 
dragelse, og med at holde Øje med Nuancer i de skif- 
tende Forhold til de Syttenaarige fra Sorø. Kamilla op- 
drog William, og William sværmede for Kamilla. Det 
var Fætter Gerson vant til : hver Gang han bragte et nyt 
Menneske med til Veilgaard, fik Kusinen et nyt Svær- 
meri, og han sagde med uforstyrrelig Sindsro, at det 
var en uforanderlig Skæbne, han skulde være femte 
Hjul til Kusinens Vogn. 

Han tog det, som det var, og drev om hele Dagen i 
Staldene, paa Markerne — det første Foraar begyndte 
jo at gry — og i Landsbyen, hvor han holdt sig skades- 
løs med at kure til Præstens femtenaarige Datter, hvis 
jomfruelige Blik under Kindernes Rødmen glædede sig 
over hans Overlæbes fine, skyggende Dun. 

Saaledes blev de Elskende alene. 

De tilbragte hele Formiddagen sammen. Undertiden 
spadserede de i Haven, nede i den store Poppelallé ud 
mod Mosen, hvor ingen kom, og hvor de kunde være 
helt uforstyrrede og usete. Kamilla tog hans Arm og, 
bøjede tæt ind imod hinanden, vandrede de frem og til- 
bage i Gangen Time efter Time. 

Forunderligt nok talte de næsten bestandig om Frem- 
tiden. Kamilla fandt i denne Forelskelse en Opgave, hun 
troede paa William og vilde skabe noget af ham. Under 
deres Samtaler berusedes de begge ved Tanken om den- 
ne store Slægt, hvis sidste Skud skulde redde saa meget 



HERMAN BANG 140 

og bære over saa megen Elendighed; og den enes Eks- 
tase hævede den andens, saa at man i bestandig Veksel- 
virkning tilsidst slog Panden mod Himlen i Planer og 
Haab. Kamilla syntes, hun var født for at genoprette 
denne stolte Slægt, og naar hun, mens de gik sammen, 
i pludselig Kærlighedstørst slyngede sine Arme om hans 
Hals og trykkede den skælvende William op til sig med 
hede Løfter og ømme Kærtegn, forekom det hende, som 
om hun indviede en Ridder til Livets Kamp, hvor han 
gik ud til et helligt Værk. 

Og denne ægte kvindelige Begejstring for en Frem- 
tid, for denne Ungdom, som voldsomt sitrede i hendes 
Arme, lod hende glemme, at hun selv stod tilbage paa 
Bredden, medens William bestandig eneiBaaden, blom- 
stersmykket, stævnede over Fremtidens Hav mod Mor- 
genrøden og Lykken. Og heller ikke han syntes at tæn- 
ke derpaa : ingen af dem saa, at der bestandig var Tale 
om at drage ud, aldrig om at vende tilbage. 

Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og 
Høgerne, var af en solidere Art : de drømte nok, men 
de gjorde i det mindste Virkeligheden til Skueplads for 
deres Drømme. Kamilla var ældre, og hun havde set for 
meget af Livet til endog i sine Elskovsdrømme helt at 
kunne glemme det; hvad William angik, havde denne 
til fuldt Blomster udviklede og levende Kærlighed plud- 
selig givet ham et helt andet Begreb om Livet: der var 
dog noget, som hed at leve : for anden Gang blev Livet 
pludselig for ham befolket med Virkeligheder, man kun- 
de nyde, og som man maatte kæmpe med. Og der hold- 
tes han oppe af Kamillas Virkelighedssans, der be- 
standig aarvaagen søgte et Maal i Livet for den, hun el- 
skede. 

Undertiden tilbragte de hele Dagen i Vinterhavens 
Lysthus. Dette Sted var sammenvokset med deres Kær- 
lighed; Heliotropernes Duft, Græsbænken, paa hvilken 
de havde siddet, de høje Planter, til hvilke de havde læ- 
net sig — , alt fortalte dem om Hengivelsens utrolige 
Øjeblik, hvis Berusning gemmer al Kærlighedsforhol- 



141 HAABLØSE SLÆGTER 

dets Lykke som Frøkornet Planten. Her talte de altid 
dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og 
betragtede hinanden med tavse Smil, der paa samme 
Tid var et Minde og et Løfte; fra dette Sted stængte de 
Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste Min- 
der de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gen- 
nem Minder fra den første, frygtende og tvivlende For- 
elskelses Tid vil trylle den første Hengivelse tilbage ved 
hver Time paa Dagen at gøre Mindet om den første 
Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kær- 
lighed. 

Han talte om den første Gang, hun hilste paa ham i 
Kirken. Hun havde smilet saa besynderligt. 

Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske 
ham? 

Hun svarede ikke, men hun smilede paany og kys- 
sede ham. Det første, han havde set, var hendes Nakke 
— han saa den skinne bag den sorte Pibekrave. Og det 
første, hun havde set hos ham, var hans Øjne. Hun 
havde tænkt, det var besynderligt at sætte trediveaarige 
Øjne ind i et sekstenaarigt Ansigt. . . . Saa havde hun 
forresten lét af hans Gang. 

Saaledes dvælede de ved de tusind Minder fra For- 
elskelsens første Dage. 

Han var en Dag gaaet bag ved hende ud af Kirken 
og var blevet ved at følge et Skridt bagefter. Det havde 
været hende ubehageligt, hun havde kunnet mærke 
hans Blik hvile paa sig. Hvad havde han tænkt paa den 
Gang? 

Han huskede det ikke. 

Men hun saa paa ham og sagde : „Man glemmer aldrig 
saadan noget — sig mig det." 

Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo 
begge en Stund, indtil Latteren blev til stumme Smil, og 
han bøjede sig over imod hende. 

Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han 
hviskede til hende, halvt liggende i hendes Skød. 

Til andre Tider læste de højt. 



HERMAN BANG 142 

En Dag havde de faaet fat i „Tartuffe". William og 
Kamilla havde været oppe at skændes om, hvordan Tar- 
tuffe skulde spilles, og nu skulde Striden afgøres ved, 
at han læste Komedien højt. 

William læste kun Optrinene med Elmire. 

Og Luften i dette Rum, Minderne, der befolkede det, 
Stemmerne, der talte til ham om alle Nydelserne i denne 
duftsvangre Hytte — alt farvede denne elskovssyge 
Hykler, saa Billedet blev berusende for Kamilla, som 
hørte en vidunderlig Elskovshymne i Digterens Ord. 

Han tav og lukkede Bogen. Hun tog Hænderne op 
for Øjnene for at holde Billedet fast. 

Saa løsnede hun Hænderne bort fra Øjnene, og mens 
hun tog Bogen og studerede Guldsnirklerne paa dens 
Ryg, sagde hun simpelt : 

„Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?" 

Han rørte sig ikke, han saa kun stift paa hende, saa 
rødmede han. 

Hun gav sig til at blade i Bogen, og der blev ikke talt 
mere derom. Men Resten af Dagen var de begge ad- 
spredte, og næste Morgen rejste Vennerne — Gerson 
og William — tilbage til Sorø. 

Et Par Dage efter kaldte Rektor øverste Klasse sam- 
men efter Skoletidens Ophør. Man ransagede Samvit- 
tighederne uden at finde særlig sorte Pletter, og var Kl. 
12, da man samledes i Lærerværelset, meget spændt 
paa, hvad Rektor kunde have at meddele. 

„Det er ikke noget slemt," sagde han, da han kom ind 
og med Hænderne foldede over Maven smilende saa fra 
den ene til den anden. „I har vel været ængstelige for, 
at der skulde være hændet en Ulykke. Hva', Høg?" 

„Nej, det just ikke — men ..." 

„Jo, for det er tværtimod" — Rektor talte meget lang- 
somt og lod Tommelfingrene velbehageligt glide forbi 
hinanden, mens han stak den lidt rødlige Næse ind i 
Williams Ansigt — „tværtimod noget meget, sær- 
deles glædeligt." 



143 HAABLØSE SLÆGTER 

Kort og godt en berømt Professor fra København vil- 
de give en Velgørenhedsforestilling paa Theatret og ud- 
bad sig til alle Birollerne Assistance af øverste Klasses 
Elever. 

Der blev en pludselig Summen, alle talte i Munden 
paa hinanden, raabte paa Stykket, paa Rollerne, om der 
var nok til dem alle. De glemte i deres Rus aldeles Rek- 
tor, som stod og smilede fornøjet midt i denne Bisværm 
og hvert Minut sagde : 

„Jeg tænkte det jo nok, tænkte det jo nok." William 
var blevet tavs og helt bleg. 

Pludselig hævede Rektor Stemmen og sagde alvorligt : 

„Men hvis jeg nu havde sagt nej — " 

Man trængte sammen om ham, raabte, bad. William 
stod lige ved ham. 

„Det kunde De ikke," sagde han. 

„Saa?" — Rektor pudsede sine Briller — „hvorfor 
ikke, Hr. Høg?" 

William blev forvirret og stammede : „Jeg mener — 
det vilde Professoren ikke." 

„Naa" — han smilede igen — „det var en anden Sag 
— nej, desværre, han kommer saamæn, for det tager 
jo en gyselig Tid, og Eksamen har vi, inden vi aner 
det." 

Fem Minutter efter vidste den halve By, at „Professo- 
ren" kom dertil for at spille en af sine Glansroller, at 
øverste Klasse skulde assistere ham, og at William Høg 
skulde give den næstvigtigste Rolle. Det var længe si- 
den, der havde været en saadan Bevægelse i Sorø. 

Gymnasiasterne var som ude af sig selv de næste otte 
Dage. 

I Frikvartererne raabte man, og i Timerne hviskede 
man. Den danske Lærer indgav et spydigt Andragende 
om ligesaa gerne helt at give Ferie, og man blev tvunget 
til foreløbig at indstille de latinske Versioner. Om Afte- 
nen holdt man Prøve. 

William var den eneste rolige i hele Sværmen. 



HERMAN BANG 144 

Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veil- 
gaard. 



II 

Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang 
imellem holdt han sig for Øjnene : han syntes, det hele 
dansede rundt med ham. 

„Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læ- 
ste hans Rolle op, han skulde først se, hvordan det gik. 
De andre havde sagt, han sad dernede med Rektor, selv 
havde William ikke set ham. Han havde staaet henne 
ved den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige 
sin Rolle frem mekanisk, men med skiftende Tonefald. 
Greb sig saa i at sige den forkert og begyndte forfra 
med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over 
hinanden. 

De talte inde paa Scenen — han fornam det som et 
forvirret Skænderi, hvis Ord han ikke fattede, en Gang 
imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet, og han fo'r 
sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast. 

Hans Hænder var fugtige. 

Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var 
Gerson, der talte . . . Men han kunde ikke holde fast paa 
sine Tanker, han kom lige med ét til at tænke paa Ka- 
milla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren. Men 
intet var ham klart . . . 

Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa 
der, Gulvet var gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og 
han syntes, han satte til, ligesom naar han skulde 
springe over „den store Hest" — og han havde taget et 
langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der. 

Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt 
gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, saa 
frem ud i et stort Mørke, syntes, han maatte rive de 
første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet 
var den. 



145 HAABLØSE SLÆGTER 

Men lige med ét saå han nederst i Salen „Professo- 
ren" gaa frem af Rummets Mørke han stirrede 

et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, 
og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han 
Stemmen. Han syntes, han raabte de første Ord, men 
saa pludselig hørte han Lyden af sin Stemme, høj, klar 
og — dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i sam- 
me Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb 
et Sekund frem for sig som en drukken Mand. 

Saa saå han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, 
og hver Gang han talte paany, gik han længere frem, 
og William saå ikke andet end Smilet paa hans Ansigt, 
og at han stadig gik længere frem, længere og længere, 
ligesom han ledte ham med sin Stemme 

Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en 
fjern Velklang, der berusede hans Øre ... og pludselig 
syntes han, han maatte tale i Vildelse, saa uklart var 
det altsammen. Men Stemmen hørte han . . . 

Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han 
lo og saå glad ud, og tilsidst syntes William, at hele Rum- 
met var ét Ansigt, og det var Professoren, som lo 

Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede 
om ham, men han forstod ikke, hvad de sagde. Han 
holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede med 
en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham. 

Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at 
han havde sejret. 

Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Dø- 
ren og løb ud, ned gennem Salen. Han hverken saå 
eller tænkte, han vilde ud i Luften, her var ikke frit 
nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft. 

Han løb over Gulvet, lige i Armene paa „Professoren" 
. . . han saå op, sagde „undskyld" og blev rød i Hovedet. 

Professoren tog ham i Armen : „Stop lidt, " sagde 
han, „De har svær Hast." 

William stammede. Professoren førte ham ved Armen 
hen til Vinduet, stillede ham op lige mod Lyset, saå paa 
ham, drejede ham, betragtede ham igen. 

H. B. III 10 



HERMAN BANG 146 

„Godt," sagde han og slap ham. 

William blev staaende. 

„Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa 
Professoren. 

William rendte op og ned som en besat nede i Sø- 
gangen. Han trallede, jublede og sang. Han talte ud i 
Stormen, som lod hans Raab fyge væk, han deklamerede 
og raabte. Hans Jubel trængte til Ord — usammenhæn- 
gende, stormende Ord, Raab, uartikulerede Lyde — 
men raabe maatte han. 

Sejr — Sejr — han havde sejret. Alt, hvad han havde 
oplevet, stormede ind paa ham og raabte til ham, og alt 
syntes han, det maatte føre ham til dette Maal. Alt, 
hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han 
havde været blind, at han ikke havde set det . . . 

Han havde leget Konge hjemme i den store Gaard, og 
Flaget havde været hans Kongekaabe; han havde læst 
og læst om de store Bedrifter, nu skulde han gøre dem 
efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu 
skulde han betvinge den. Hvordan kunde han have væ- 
ret saa blind? 

Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kom- 
met. 

Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt 
borte. Han syntes, det var Evigheder siden, han minde- 
des det næppe mere, han hørte kun de Ord, hun havde 
sagt, da han læste „Tartuffe" : „Hvorfor vil Du ikke 
være Skuespiller?" Han hørte Betoningen, hun sagde 
det helt simpelt, ligefrem : hvorfor vil Du ikke være 
Skuespiller? 

Jo, ogsaa Kamilla havde været med at vise Vej. 

Han var blevet saa besynderlig betaget ved hendes 
Spørgsmaal. Han havde skudt det fra sig, slet ikke villet 
tage det op. Men inde i hans Sjæl havde det ligget og 
spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden at 
han vidste det. Egentlig var han gaaet omkring ligesom 
i Dvale alle disse Dage siden da, og nu var han vaagnet 



147 HAABLØSE SLÆGTER 

af en tung Søvn, og nu vidste han, hvad han vilde — 
hvordan han skulde sejre. 

Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke 
Plads for hans Glædes Ustyrlighed, ikke Rum for hans 
Sejr. 

Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles 
meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde, 
knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa 
hans Bryst — han var fortumlet, beruset og ellevild. 

William rendte i Søgangen længe efter, at det var 
blevet mørkt. 

Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Pro- 
fessoren havde bedt William besøge sig, naar han kom 
til København, og man havde i Byen talt meget om al 
den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge 
Høg. Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet 
at tale om : i Byen en Skandale med Frøken Falk, som 
kort efter „Professoren"s Forestilling, hvor hun havde 
været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved 
sin blændende Skønhed, var løbet bort med Kammer- 
tjeneren, et ungt, mørkøjet Menneske med Zigeunerblod 
i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for Døren 
med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser. 

Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte 
ham næppe igen. Der var kommet en Ro over ham, en 
Beherskelse, som slog dem. Han saa rask ud, holdt sig 
rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget 
over hans Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve 
blev friskere. Han tog private Timer i Gymnastik, han 
trallede fra Morgen til Aften. 

„Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste 
Tid," sagde Gerson, „Du ser ud, som om Du vil slaa os 
alle paa Snuden, om galt skulde være." 

William lo, men fast i traadte han. „Slægten" bekym- 
rede ham ikke mere, hver havde sin Vej, og med For- 
fædrene skulde han gøre op, naar han havde naaet frem. 
Bedre var det da at blive noget end slet ingenting. 

Kamilla havde skrevet ham til straks efter Profes- 

10* 



HERMAN BANG 148 

sorens Forestilling, men han havde ikke svaret paa Bre- 
vet, hun havde været i Byen for at træffe ham, og han 
var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til 
ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at 
ryste: hun var saa bleg og saa saa lidende ud. 

„Ja, Du bli'er angst," sagde hun, „Du havde vel troet, 
at vi var færdige? — hvad? — havde Du?" 

Hun gik lige hen og tog ham i Armen. 

„Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde 
ondt, „nu var det forbi — nu, da Du véd Vejen og ikke 
mere behøver nogen Vejviser?" 

Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og 
støttede sig til en Stol. 

„Hvorfor er De kommet," spurgte han. 

Hun svarede ikke, men stod og saa paa ham med 
glansløse Øjne, ubevægelig. Han trykkedes af Tavshe- 
den og vendte sig. 

„For De mente vel ikke, vi skulde gifte os," sagde 
han. 

Kamilla lo. „Og det er din Undskyldning," sagde hun 
haardt. Hun greb ham igen i Armen, William rev sig 
løs. „Slip mig," raabte han. 

„Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det 
Haab, vi levede for" — hun havde talt tonløst, og hen- 
des Legeme faldt sammen; men saa rejste hun sig med 
pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til 
Fodsaal, raabte hun : „D r e n g !" 

William aabnede Læberne for at tale, men kunde 
ikke, han var bleg som et Lig, og han støttede sig op 
til Væggen . . . 

Hun saa det, og med et kort, afskaaret Skrig kastede 
hun sig paa Gulvet, omfattede hans Knæ, løftede An- 
sigtet imod ham, gjorde Forsøg paa at tale — men skønt 
Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd 

Saa fik han Mælet igen, og raat raabte han, mens 
han slyngede hende tilbage næsten med et Spark med 
Foden : 



149 HAABLØSE SLÆGTER 

„Tror Du maaske, jeg takker Dig, fordi Du har for- 
ført mig?" 

William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende 
og opgivet hende, han havde ofret sin Lykke for sit Livs 
Maal. For han havde elsket hende, det var, som hans 
Hjerte skulde høre op at slaa, da den Dør var faldet i 
efter hende — men det maatte ske. Det var hans 
Kunst, hans Maal, hans Fremtid. For den maatte alle 
Ofre bringes. 

Og han traadte fast i hen over Resterne af sin første 
Kærlighed — som han troede, han bragte et Offer. 

Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke 
paa Fortiden, Dagene gik saa hurtigt. Om Morgenen 
øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang over Hesten 
og fægtede med Gerson, hvem „Fanden skulde ta'e, om 
han fattede den Fornøjelse". Og efter Skoletid læste 
han Roller, eller han laante Nøglen af Ejeren og sneg 
sig ind paa Byens Theater for at øve sig og deklamere. 

Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og 
Sætstykker, inden han fik taget et Par Skodder fra og 
lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved at være mørkt, 
han saå de forreste Bænke og den hvide Rand af Bal- 
konen som en graalig Stribe inde i Mørket, der laa lige- 
som et stort, sort Dyb og dækkede over Tavsheden. 
William kunde blive helt forskrækket, han følte sig 
uhyggelig; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik 
Lyst til at løbe, og det var, som om noget bandt hans 
Tunge, naar han begyndte at tale . . . 

Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa 
Scenen, gik ud og ind ad Dørene, betragtede Kulisserne, 
stillede sig op og bukkede, maalte Scenen og talte 
Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud — maalte den 
Verden, han tog i Besiddelse. 

William læste meget, og helst læste han Aladdin. 
Det var næsten et Tilfælde, at den var falden ham i 
Haanden. Den havde staaet med Støv paa Guldsnittet 
siden hans Konfirmation, og saa havde han en Aften ta- 



HERMAN BANG 150 

get den ind for at læse paa Sengen. Men han sov ikke 
den Nat, han laa og læste og læste og deklamerede, og 
Sommernatten var forbi, og det blev Morgen, mens han 
endnu sad oprejst i Sengen med Bogen. 

Saa saå han sig om og besindede sig og lagde det røde 
Bind hen paa Bordet. Men lidt efter tog han det igen og 
slog op paa de første Sider. Scenen med Drengene paa 
Gaden : 

Selim. 
Dér er Aladdin, saa nu kan vor Leg 
Begynde ret. 

Aladdin. 
God Morgen, Kammerater 

Selim. 
Hvor blev Du af saa længe? 

Aladdin. 

Ser Du vel, 
Der var Begravelse her uden Byen 
Paa Kirkegaarden ved Moskéen hist. 
Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt, 
At høre Sangen, og at se dem gaa 
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget. 

Selim. 
Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var 
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet? 

Aladdin. 

(ganske ligegyldig). 

Min Fader. 

Selim. 
Hvad? din Fader? er han død? 

Aladdin. 
I Forgaars Aftes døde han. 



151 HAABLØSE SLÆGTER 

Selim. 

Og derom 
Har Du ej talt et Ord? 

Aladdin. 

Saa har jeg glemt det. 

Selim. 
Og sørger ej? 

Aladdin. 
Nu, har jeg Raad til det! 

Selim. 
Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen. 

Aladdin. 
Ej hvad? den, som vil sørge over Alting, 
Fik nok at sørge over. Han var gammel. 

Sindbad. 
Naa, kom nu! kom! Den rige Købmand hist 
Paa Hjørnet vil idag igen udkaste 
Tre Pommeranser her i Gramsetag. 

Aladdin. 
Ja, jeg er med. 

Sindbad. 
Er Du? det tror jeg nok. 
Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge ! 

(En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den). 

Selim. 
Du er nu altid lykkelig. 

Drengene. 
Fler! fler! 

(En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber). 

Aladdin, 
Det var den anden. Nu har jeg alt to, 



HERMAN BANG 152 

Sindbad. 
Aladdin maa ej være længer med, 
Den tredie maa han ikke gramse efter; 
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge! 

(De holder paa Aladdin. Den tredie Pommerans kastes ud, den falder i hans 

Turban). 

Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med 
bøjet Hoved. 

Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han 
deklamerede den atter og atter. 

Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men 
holdt lange Taler, som han selv lavede, hvor han snart 
lod Stemmen stige til Larm og snart synke til Hvisken; 
og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig 
glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til 
sin Stemmes Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde 
ligesom et Suk ude i Mørket, og han blev ved at lytte til 
og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa stort, syn- 
tes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Saa kunde 
han pludselig give sig til at tralle, og han kunde standse 
midt i en Replik for at synge og raabe højt, og naar 
han havde sagt en lang Replik, raabte han Bravo og 
applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine 
egne Hænders Bifald 

Jo, naar man havde et Maal, var det en Leg, enhver 
var Aladdin, naar han blot troede. 

Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitions- 
tiden var nu begyndt, Kammeraterne var optaget af 
Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den alminde- 
lige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, 
naar han var borte halve Dage eller paa Gymnasiet luk- 
kede sig inde i Timevis. 

„Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en 
Dag, da de sad nede under Træerne ligeoverfor Kirken. 

„Aa, ikke meget." 

„Det tænkte jeg nok," Gerson sad og lavede Navne- 
træk i Sandet — „men saa synes jeg snart, det var paa 
Tiden." 



153 HAABLØSE SLÆGTER 

„Jeg har jo læst noget." 

„At Du hørte op med at rende dér paa Theatret og 
skraale Dig hæs." 

„Paa Theatret? Hvorfra véd Du det?" 

„Aa — Kamilla siger, at Du er blevet komediegal." 

William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og 
gik. 

Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en 
Græsplæne, udstrakt paa Maven lige saa lang han var, 
og læste. Han saå nok, William drev frem og tilbage ude 
i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede 
det, og tænkte, at han kunde sige det første Ord. Men 
han laa og skulede over Bogen gennem de udspilede 
Fingre — han støttede Hovedet til begge Armene — 
hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten. 

Saa slog William en stor Bue ind over Græsset, han 
var meget optaget af paa kunstfærdig Maade at ned- 
træde nogle Tusindfryd med sine Hæle. 

Gerson fik Medlidenhed og pustede : „Den er lum- 
mer," sagde han. 

William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson 
laa. „Man kan slet ikke læse i denne Hede," sagde han 
hurtigt. Han stod et Øjeblik og pillede ved nogle Blade, 
saa lod han sig falde ned paa Græsset lidt fra Vennen. 

„Hvor langt er Du," spurgte han. 

„Aah ikke ret langt" — Gerson vendte sig, saa han 
saå lige ud og saå op i Luften — „ved Direktoriet." 

„Skal jeg ikke høre Dig," spurgte William. 

„Ellers Tak, men det ærgrer s'gu bare En, naar man 
ser, man ikke kan noget af det Skidt." . . . 

De sagde ikke mere, men laa længe ved Siden af hin- 
anden. Saa sagde William: 

„Du talte i Formiddags noget om din Kusine" — So- 
len stak ham i Øjnene og han holdt Straahatten helt for. 

Gerson lo. 

De laa lidt: „Hun er da arriveret hjem igen," sagde 
Gerson. „Men hun er slemt afrakket . . . han stjal og 
løb fra hende" . . . 



HERMAN BANG 154 

William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, 
som om han ledte efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt: 

„Vil Du høre det?" og rejste sig. 

„Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Ger- 
son sindigt, lukkede Bogen og stod op. De gik henad 
Gangen uden at tale videre og ned ad Alléen. 

„Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det," 
sagde William, da de kom ud af Klosterporten. Gerson 
gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til 
Theatret. 

Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste 
Bænke, og William kunde ikke se ham ude i Mørket, 
men han vidste, at han var der, og nu, da Mørket gemte 
over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere 
end før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrunds- 
døren, og han syntes slet ikke, han kunde huske det 
allermindste. 

„Naa, bliver det til noget," spurgte Gerson nedefra. 

William fo'r sammen. „Du skal s'gu ikke genere Dig 
for mig," sagde den anden. 

William gik ned. „Nej, men det er saa — sært," 
sagde han. Men pludselig syntes han selv, det var for 
latterligt at være bange, han vidste jo dog saa godt, at 
han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul. 

„Det er dér i Skoven," sagde han saa og flyttede en 
Pakkasse frem foran Lamperækken. ,,Du véd, hvor 
Aladdin vaagner." 

Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da 
han var tolv Aar, og var aldrig kommet til, hvor Alad- 
din vaagner, men han sagde „Ja — a" for ikke at forstyrre. 

William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han 
sov, saa rejste han sig og deklamerede. 

William havde helt glemt Gerson. Lige da han be- 
gyndte, havde han løftet Stemmen noget højere for at 
vise den, men han havde straks sænket den igen — det 
var ligesom noget sprang i den, og han blev helt for- 
skrækket. 

Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne 



155 HAABLØSE SLÆGTER 

foldede ind imod sit Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen 
bar Ordene som en inderlig Lovsang. 

Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde „s'gu 
ikke forstaa 'et". 

Tak Allah! for din store Godhed mod mig, 
Se mine Taarer! jeg kan ikke tale. 
Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed. 

Han laa nogle Øjeblikke i samme Stilling med op- 
vendt Ansigt. Saa rejste han sig og sagde i en anden 
Tone, der endnu bævede af den forrige Bevægelse : 
„Saa kommer Vagten!" Han gik lidt slingrende og no- 
get flov op mod Baggrunden, han ventede, Gerson skul- 
de sige noget. Men, da han blev ved at sidde stille, 
spurgte han højt: „Naa?" 

„Det havde jeg skam ikke troet," sagde Gerson og 
entrede over Bænkene hen til Prosceniet. 

William blev rød ved Rosen. „Jeg kunde meget be- 
dre," sagde han. 

Gerson svarede ikke paa det, han stod lænet til første 
Bænk og fløjtede: „Er der ikke mere," spurgte han. 

„Nej, jeg vilde ikke sige andet." — „Det var noget 
lidt," mente Gerson, og da de havde rodet noget om- 
kring, og Gerson havde været inde i Sufflørhullet, gik 
de hjem. 

„Jeg kunde s'gu knap kende Dig tilsidst, " sagde Ger- 
son, „men din Stemme sprak i Begyndelsen." 

„Ja" — William talte stakaandet — „jeg véd det nok, 
— jeg var lidt hæs, det kom allerede igaar — og — " 

Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjem- 
me fra, og egentlig forstod han ikke, hvordan det var 
gaaet til. De følgende Dage deklamerede han hver Dag, 
men hæs var han, og naar han vilde tale højt, slog 
Stemmen over. Han talte sig til Taals med, at den var i 
Overgang, men ligesom vi altid pirrer ved en daarlig 
Tand for bestandig at forvisse os om, at den endnu gør 
ondt, prøvede han, naar han deklamerede, uafbrudt at 



HERMAN BANG 156 

faa den til at knække for saa, naar den knækkede, at 
lide derved. 

Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig 
til at anvende det tilslørede, der i et mindre Rum klang 
saa smukt, og som dækkede Stemmebristet for ham 
selv. 

Desuden kom nu Eksamen. 

Det sidste Fag var Historie. William havde først væ- 
ret oppe i Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. 
Han fortalte hurtigt, noget springende, en Del om Man- 
den, men standsede pludseligt. 

Læreren vilde hjælpe ham paa Gled og have ham 
ind paa de mere almindelige Forhold den Gang; efter 
at have lirket noget sagde han : „Men hvordan gik det 

egentlig til, at Hvad skyldtes det væsentlig 

— hans Held ?" 

William sad og saa ned paa det grønne Tæppe og la- 
vede Cirkler med Fingrene. Derpaa løftede han Hove- 
det og krammede lidt om Bordkanten : 

„Hele Hemmeligheden var, at han vilde." 

Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde 
gaa videre, sagde han: „Aa nej, det kan være nok, Hr. 
Høg har jo givet hele Forklaringen." 

Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes 
Historie. 

Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studen- 
ter. De unge Studenter var samlede med Lærerne og 
nogle af de ældste i Skolen til Sold paa Gymnasiet. Et 
Par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle 
Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov. 

Det var hen i Maaltidet. Bøgenes Duft, der blandedes 
med Heden og med Vinens Dunster, gjorde Luften 
tung. Ind ad de aabnede Vinduer trængte Sommerafte- 
nens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blom- 
stringens Sødme. 

I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, veks- 
lede Sang med Tale. Rektor havde talt for Studenterne, 
Høg som Duks for Rektor, saa var Skaal fulgt paaSkaal. 



157 HAÅBLØSE SLÆGTER 

Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kin- 
derne, med et Stykke Kransekage paa sin Tallerken og 
slugte store Portioner af Isvand og dyppede Lommetør- 
klæderne i Glassene for at holde det fugtige mod Tin- 
dingerne. 

Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig 
Ørenlyd, man sad alle og snakkede løs, mest saadan 
halvhøje Fortroligheder, udvekslet med Sidemanden, 
hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis 
Haand man bemægtigede sig med stærke Tryk. 

William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset 
og stoppede en halv Kransekage ned i Kjolelommerne, 
mens han uafbrudt talte Græsk og citerede Homer. Wil- 
liam havde ikke talt godt, han havde staaet og stammet i 
det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet 
havde forceret ham op, og han havde drukket mer, end 
han plejede. Dertil Heden, selve Stemningen, den blan- 
dede Luft Han blev distræt, han sad og rev en 

Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et 
halvt Smil, der var langt borte. 

Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas. 

„Det er Høg," raabte man, „det er Høg" — og der 
blev saa nogenledes stille. 

William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin 
fulde og slanke Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op 
og hang halvt opløst ned over Skjorten, Rosen dinglede 
i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over Panden, 
og under Manken lyste de store Øjne frem under de 
tunge Laag. Han aabnede Munden, og de dybt krusede og 
fulde Læber hvilede i et Smil, inden han begyndte . . . 

„Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud," 
sagde Historielæreren, der sad ved Siden af Gerson. 

„Ja, den er s'gu lige højhælet nok," sagde Gerson, 
der saa paa Vennen med opspilede Øjne. „Men dejlig er 
han." 

Saa talte han, Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter 
Mellemtoner, der gjorde det hele dybt og kun lod ane 
Flammen : 



HERMAN BANG 158 

„Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar 
var Nutid, og som nu idag er blevet Fortid for os. Min- 
derne om Hjemmet vi forlader, Hjemmet, som saå vore 
første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til Liv. 
Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stil- 
hed, Skovene om den, som et Bælte, der værner mod 
Stormene, Himlen, der spejler sig i den; Minderne om 
en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en 
Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kir- 
ken " 

Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stim- 
lede de sammen i Rummet mellem Bordene ; William 
ændrede Tonefaldet lidt og vedblev : 

„Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet 
Minder, som vi, nu da vi gaar, tager med. Thi Afskeden 
er kommen, og er det end sandt, at vi kun skilles fra 
alt her med Sorg, saa var det dog nødvendigt at skilles : 
thi her kunde vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra 
Reden m a a de flyve, naar Vingernes Fjer er vokset, 
og ud til en anden Scene maa vi, hvor Horisonten er 
større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan flyve 
højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi 
lever ..." 

Der var noget tiltvunget over dette dæmpede ; man 
gik paa hel Jord og Jorden gyngede — — 

„Men, det tror jeg, derude, hvor vi maa hen, i Li- 
vet, som vi ikke kan unddrage os, hvor Scenen er større, 
alting rigere, fuldere end her, dér er ogsaa Kampene 
smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kaste- 
vind, der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en 
Brusen oppe i Stammerne ; men Kastevindene og Stor- 
mene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud 
imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at 
den, som ikke gaar imod Livet, han har dødsdømt sig 
selv. Ind i Fremtiden ! Indskrevne i Fremtidens store 
Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udøde- 
liges Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, 
der gaar frem, fordi den tror, og selv om den falder, 



159 HAABLØSE SLÆGTER 

aldrig opgiver at haabe. Thi Ungdommen er bestandig 
ung, fordi den altid fødes paany, og naar vi falder, gaar 
andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, 
naar vi vil, thi at ville er Hemmeligheden og Nøglen" 

Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Haand 
mod sin Pande. 

„Men det koster at ville, og naar Kampene har slaaet 
deres Saar, da er det, vi vil tage disse Minder frem, 
Minder om vore første Forhaabninger, om vore første 
Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og 
disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i 
en Sommernat som denne, ved en rosenduftende Kirke- 
gaard, hvor Danmarks gamle Storhed drømmer i tusinde 
Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres 
Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil 
Minderne synge om os, naar vi, Fremtidens Sønner, 
gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden 
blunder. 

Minderne — Minderne leve!" 

Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med 
Hovedet bøjet lidt tilbage, stod han nu med løftet Glas 
mod Salen. 

Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, in- 
den man raabte. Saa hørtes en pludselig Summen. 
Hurra blev der ikke raabt. 

Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa 
den anden Side Søen, og man gik ned gennem Haven 
til Baadebroen. Langt om længe kom man i Baadene. 

Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over 
Søen. Himlen var lys, Nattens Skumring laa kun som et 
dæmrende Slør over Dagen, man hørte Aarernes Pla- 
sken, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i 
Baaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den 
forreste Baad. Ellers Tavshed og Sommernatsfred. 



HERMAN BANG 160 



III 

Nina var træt af at tale imod, hun var nær ved at op- 
give alt. Den første Dag, da William fortalte hende sin 
Plan at ville være Skuespiller, troede hun ham ikke : 
hun saå paa ham med store Øjne og gav sig til at le : 
„Du!" raabte hun og løb ind til Sofie: „Han vil være 
Skuespiller," sagde hun, „William er forstyrret!" Men 
da det blev Alvor, vedblev hun længe at vægre sig ved 
at tro det; hun kunde ikke tænke sig det, hun vilde ikke 
forstaa det. 

Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaab- 
ninger, i ham og kun i ham havde de to Søstre levet de 
to Aar i Præstegaarden : han var deres Alt. Nina havde 
altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor 
haabede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læ- 
ste hans Breve atter og atter, hun skrev dem af og gemte 
dem i sin Dagbog. Broderen var hendes hele Liv. 

Hvad han skulde være, havde hun egentlig aldrig 
tænkt, men noget mere end andre maatte det blive. Som 
Mængden var han ikke, og hun kendte ingen, der maatte 
kunne drive det saa vidt som han. 

Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ung- 
doms flagrende Ømhed, som fylder unge Kvinders Sjæl 
ligesom med sværmende Sommerfugle, havde hendes 
hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skyg- 
ger, aldrig kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var 
en urokkelig Kærlighed til „sine", en noget snæver Fø- 
lelse, der var præget af selve den Tunghed og Kulde, 
hvormed Prøvelser saa tidlig havde mærket hende; og 
af denne Kærlighed havde hun én Gang for alle skæn- 
ket William største Parten, den Part, som indesluttede 
hendes bedste Haab og al hendes varmeste Ømhed. 

Saa havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for 
at bo sammen, og den første Dag, de var rigtig alene, 
havde han talt alvorlig til hende om sin Livsplan. Der- 
paa gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg, 



161 HAABLØSE SLÆGTER 

hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt 
det saa aldeles urimeligt. Men siden saå hun jo, det var 
og blev hans Alvor, og hendes Vaaben blev Taarer. 

I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte 
hende tilbage, hele Kulissetilværelsen, som hendes Na- 
turel saa lidt forstod; hun tænkte paa hensvirede Næt- 
ter, paa fordrukne Eksistenser, malede alle de Skræm- 
mebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, 
sætter imod denne Stand. 

„Hvorfor vil Du dog saadan udstille Dig selv," sagde 
hun ofte. 

Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede 
om Broderens Fremtid, des mere fortvivlet blev hun. 
Hun saå, at denne Tanke var hans Liv, at han ind paa 
dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos 
ham erstattede Sundheden, at han kun levede og var 
lykkelig i dette Haab. Jo mere hun var sammen med 
ham, jo klarere saå hun, at dette Selvbedrag, som hun 
kaldte det, var vokset, saa det nu omspændte hele hans 
Eksistens, og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han 
maatte blive Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at 
han maatte blive det. 

Hendes Frygt for, at William skulde blive Skuespil- 
ler, blev efterhaanden, som Samlivet med ham lod hen- 
de lære, hvor dybe Rødder den ulyksalige Idé havde 
slaaet i hans Liv, til en — med ubevidst Glæde blandet 
— Frygt, for at han ikke skulde blive det. Og hun vid- 
ste næppe mere at finde sig selv til Rette i alt dette. 

Hun var ulykkelig i alle Fald. 

Et var vist: hun kunde ikke tro paa ham. 

Og saa sagde hun atter og atter: „Hvorfor er det dog 
netop det, Du vil?" Og mens hun saå Idéen gnave sig 
dybere og dybere fast, blev hun mere og mere betaget 
af sin Angst. 

„Om Du nu tog fejl," sagde hun. 

„Saadan ta'er man ikke fejl," svarede han. 

„Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre 
en Leg til Alvor." 

H. B. III 11 



HERMAN BANG 162 

„Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal 
vi ellers maale det, hvorpaa skal vi ellers kende det? 
Det vilde dog være for uretfærdigt, Jeg forsikrer Dig, 
jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saå jeg, 

at hele mit Liv, Moder og Fader og — Ka " han 

vilde have sagt Kamilla — „og alting var Indledning til 
det, og nu, nu tænker jeg slet ikke andet" . . . 

„Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det" . . . 

„Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespil- 
ler, bliver jeg maaske til noget, skønt Moder var bryst- 
syg og Fader gal " 

„William!" 

„Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige 
det. Jeg ser Syner om Natten og Du hoster, og det er i 
det hele en dejlig Familie . . . men bliver jeg Skuespil- 
ler, saa vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det, jeg 
kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og ar- 
bejde igen, det er mig ligemeget, hvor længe det varer, 
inden jeg bliver til noget, om jeg skulde danse i fem 
Aar og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men gaar 
det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, saa — nej 
jeg kan slet ikke tænke det." 

Efter en saadan Samtale var Nina endnu mere ned- 
slaaet og endnu mere ængstet end før. 

Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det 
runde Bord hen til Kakkelovnen, og dér sad de nu — 
Nina og Sofie — og arbejdede, mens William læste højt. 
Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og 
han læste godt, Nina hørte det. Da de var færdige med 
anden Akt — Komedien var „de Nygifte" — sagde 
hun roligt, uden at se op : 

„laften kan jeg lide det." 

„Ikke sandt?" fo'r det ud af William. Det var, som 
gik der Lys hen over hans Ansigt. Der blev en Pause. 

„Det er ikke Forfængelighed," sagde han saa sagte, 
„men jeg blev saa glad." 

Baade Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun hav- 
de Lommetørklædet i Skødet og sad hvert Øjeblik og 



163 HAABLØSE SLÆGTER 

pudsede Næse med en betænkelig fugtig Lyd. Sofie 
græd hele Tiden ned paa det Kannevas Broderi. 

Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen 
i en Krog i Mørket. Det varede noget, inden nogen af 
dem talte, Nina sad med Hovedet støttet paa Armen og 
bed i sin Hæklenaals Elfenbensskaft. Hun sukkede et 
Par Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i 
Tanker. 

William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun 
saå op, mødtes deres Blik. 

„Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde 
hun tonløst som halvt til sig selv. 

„Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. „Høg 

ikke blive ved — — " 

„Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefal- 
det var ganske ligefrem. 

Og lidt efter: „Hvad vilde Fader have sagt?" 

William var blevet blussende rød, han saå et Øjeblik 
stift paa Nina, med stirrende Øjne, som om han havde 
faaet Øje paa en Afgrund — saa gav han sig til at le. — 

„Er det de Høgers Ære?" Han blev ved at le. 

„Ja, netop — og Du er den sidste!" 

„Netop derfor gør jeg det," sagde han sagtere, „I 
kan være rolige." 

„Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en 
Theaterplakat?" Ninas Stemme rystede. 

„Faders Navn — ja for den Sags Skyld " 

han snublede over Ordene, og vendte sig om. 

Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede : „Fader var 
syg . . . det er ingen Skam, men ..." 

Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang 
sig voldsomt: 

„Ja," sagde han og bed sig i Læben, „vist saa — men 
det er heller ingen Skam at virke det eneste, man kan." 

Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til 
at ryste, saa han ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, 
saa atter rød. „Gør jeg Navnet Skam," Tænderne klap- 
rede imod hinanden, „saa skal jeg nok lægge det af." 

il« 



HERMAN BANG 164 

Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt 
op til sit Ansigt og hulkede. 

Saa gik han. 

Da Nina vilde ind og sige „God Nat", var Døren til 
Værelset laaset. Hun ruskede i den: „William," raabte 
hun, „det er mig." Ingen svarede. Og hun gentog igen 
og højere: „William, William." Hun hørte ham rejse sig 
fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var 
mørkt, der var intet Lys i Sprækken. 

„Hvad er der? spurgte han. 

„Luk mig ind," sagde hun, „jeg vil tale med Dig." 

„Det kan ikke nytte," sagde han inde fra. „God 
Nat." Saa gik han igen bort fra Døren. 

William sov ikke den Nat. 

I den første Berusning, hvormed den unge 

Tanke havde fyldt ham, var han kommet saa let over 
alt, alle Betænkeligheder havde været smaa, selv hvor 
Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overman- 
det. Det nyttede desuden slet ikke at tage alle disse 
Hensyn : der var blevet kaldt paa ham, og han fulgte. 
Det var den simpleste Ting af Verden, ganske simpelt, 
fordi det ikke kunde være anderledes. 

Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gaaet ef- 
ter — Bagagen af Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. 
Der havde slet ikke været Plads til nogen Tvivl. 

Men nu — nu, iaften var det anderledes. 

Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig 
hen saa Chaiselonguen og svøbte sig ind i sit Rejse- 
tæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i Munden, og 
han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme 
sig. Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, 
ligesom bedøvet af det Slag, han havde modtaget. Han 
tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at arbejde, for- 
svandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans 
Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag. 

Det var som en aandelig Besvimelse. 

Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i 
hans Hoved paa én Gang, saa det hamrede i hans Tin- 



165 HAÅBLØSE SLÆGTER 

dinger. For første Gang gennemtænkte han i disse Ti- 
mer under forfærdelig Kamp sin Livsplan. 

„Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg." 

Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle 
Sætning, han den Gang havde modtaget, at hver maatte 
gaa sine egne Veje, søge sit Maal, og Storheden var én, 
Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var forskel- 
lige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften. 
Man havde jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maat- 
te gaa den, hvorledes den end var, for at redde det 
bedste i sig, og denne Vej var saa god, som den Kunst, 
han viede sig, var stor. Og dog var han urolig . . . 

Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksem- 
pel — hvordan kunde hun sige det saa simpelt, som 
noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det end kostede 
hende: „Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?" 
Hvorfor sagde hun det? Hvordan kunde det gaa til? 
Hun elskede Navnet, det vidste han. Og hun elskede 
ham som den sidste af Slægten, den der skulde genføde 
Ætten og gøre den berømt over nye Tider. 

Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, 
at maatte han gaa sin egen Vej, kunde det ikke være 
andet — ja, saa maatte han opgive Navnet, saa var 
Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok 
til at ofre hendes Forhaabninger 

Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt om- 
kring i Værelset, han stødte paa Møblerne uden at mær- 
ke det, væltede Stolene og rejste dem igen mekanisk. 

Men det var Overdrivelser, Nina overdrev. 

Men hvorfor troede hun ikke paa ham — hun elskede 
ham ... og troede ikke . . . 

Tankerne begyndte igen. 

Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle 
Ønsker . . . Men Strømmen var Fordomme, Bornerthed, 
Taager . . . Vist saa, vist saa, han havde bestandig Ret, 
bestandig, hvordan man saa saa det . . . Han saa nok, 
det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme 
Fordom, men . . . Storhed var Storhed, og stor vilde han 



HERMAN BANG 166 

jo blive, maatte han blive — ellers — naa, han skulde 
nok bære „Høg" over, ad sin egen Vej, de vilde spotte, 
le, men tilsidst vilde de bøje sig ... og Navnet vilde 
sejre ad hans Vej. 

Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op 
igen, hvileløs rundt, det var forfærdeligt at kæmpe saa- 
ledes . . . 

Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham? 
Hvorfor troede Nina ikke, eller Sofie, eller Gerson, el- 
ler alle Beundrerne! Hvorfor troede de ikke? Nu træng- 
te han til deres Tro — nu, da han gik alene, ensom, og 
bar hele Fremtiden over den stride Strøm ... aa, nu da 
det stormede ind over ham — nu skulde de komme til 
ham og tro paa ham . . . 

I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vid- 
ste han ikke det, urykkeligt klippefast — nej — saa 

kunde han ikke, saa maatte han ikke gaa det 

var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om Talentet 
alt ... men det havde han jo 

For havde han det ikke? — 

Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen. 

Men han havde det, han vidste det, det idetmindste 
var sikkert. Hvordan skulde man ellers maale det, hvad 
skulde man tro paa, naar dette ikke var sandt? en hel 
Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald at hol- 
de sig til 

At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saa 
dan noget vidstes . . . men hvorfor kunde de andre da 
ikke tro? hvorfor stod han alene? hvorfor var de van- 
tro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede in- 
gen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De 
maatte tro, han længtes saa ubeskriveligt, han tørstede 
saa forfærdeligt efter at blive troet 

Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rok- 
kede klagende frem og tilbage . . . 

Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var 
Slægten død — død — ude 

Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. 



167 HAÅBLØSE SLÆGTER 

Og for tusinde Gang hamrede de samme Tanker som 
Udhamre i hans Hjerne . . . 

Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde 
givet Lys i Mørket; var jo det, som havde vækket ham 
og givet Liv af Død. Alle hans Drømme, alle hans Tan- 
ker, alt . . . Aa nej, aa nej ... tag det ikke fra mig! 

Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og 
han hviskede nogle Bønner til det store Rum 

Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede 
Hænderne mod de feberhede Tindinger — — 

Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde 
ikke være anderledes. Og han klamrede sig til Lyset, 
han klamrede sig til sin Tro som i legemlig Dødskval. 
Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og 
en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad — nej, nej, han 
maatte blive her, maatte blive paa fast Grund, han kun- 
de ikke gaa ud i al den Elendighed, denne Nat 

uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne ham. 

Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som 
kæmpede med Gud . . . 

Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa. 

Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebor- 
dets Kant og satte sig et Øjeblik paa Stolen. Saa lod 
han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa og kram- 
mede om Sofaens Ben. 

Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten opho- 
bede i hans Bryst. 

Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa 
hen? hvis han nu ikke turde? Hvis han kastede Byr- 
den fra sig? 

Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, vir- 
rede uafbrudt med Hovedet som i Legemssmerter, gned 
sine Hænder, saa det gjorde ondt 

Men nej — fremad maatte han gaa, slippe kunde han 
ikke . . . Man løj aldrig saadan for sig selv. 

Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Pro- 
fessoren, de troede begge, og de saa klart. Og pludseli'g 
overfaldtes han af en fortærende Længsel efter Kamilla, 



HERMAN BANG 168 

hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede imod 
hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attraa efter 
at suge sine Læber mod hendes, aande med hende; ind 
til hendes Bryst, at græde, klistre sin Mund mod hen- 
des for at dæmpe sine Skrig ved hendes Elskovssuk — 
— aa, det at hvile hos en anden, gaa op i en anden, 
som troede. 

Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt 
sammen paa Sofaen og halvdøsede. 

Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utyde- 
ligt, saa naaede hans Navn til Hjernen som en Smerte. 
Han rejste sig tungt og gik hen over Gulvet, svarede 
hende og gik tilbage. 

Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. 
Men han var blevet roligere. Han tog det paa en anden 
Maade, det var, som han samlede sig, samlede Re- 
sterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunde 
han ikke, tro maatte han; at han havde Talent, det gik 
han ud fra. Store Himmel — hvor skulde han ellers staa? 

Men for første Gang gav han sig til at maale det, 
han vejede sin Styrke og han undersøgte sine Midler. 
Han sagde ikke, han vilde være Skuespiller, han spurg- 
te sig selv, hvad han da vilde være som Skuespiller og 
hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage 
Byrden alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine 
Skuldre, selv om han skulde segne. 

Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj min- 
dre, end man skulde tro. Nu var han én Gang inde paa 
Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke havde Mod til 
at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han 
tændte Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit 
Ansigt. Før havde han egentlig kun tænkt paa Stem- 
men, nu skulde der tænkes paa alt, og han undersøgte, 
prøvede, saa atter og atter i Spejlet 

Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og 
spejlede sig i Sorø, hvor Gerson kom ind og saa det: 

„Du skulde spejle din Ryg," havde han sagt Og 

han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang . . . 



169 HAABLØSE SLÆGTER 

Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank . . . 
saå sig selv . . . Nej, Helt kunde han ikke være . . . 
hvor den Ryg var krum, altfor krum . . . 

Og han slap Spejlet næsten med et Skrig . . . 

Saa faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af 
tusinde Slag, han syntes, han saå ind i et Mørke, hvor 

alt var slukket, et koldt, ubeskrivelig dybt Mørke 

Saa ubeskrivelig ræd, saa ubeskrivelig træt stirrede han 
ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det for- 
færdelige Intet. Han løftede Hovedet og saå ind i Spej- 
let, mødte sit eget Ansigt, det var graat, furet, slap- 
pet, han skreg og slog sig for Munden for at dæmpe 
sit eget Skrig 

Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet 
højt op for bedre at se, osede paa Konsollen, sin hvile- 
løse, jagende Vandring. 

Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, 
hans Sind martredes, han vidste ikke, hvorhen han 
skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins Konge- 
kaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han 
kunde ikke holde dem fast . . . Nej, Aladdin var han ikke. 

Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det 
det lykkeligste? Æblet i sin Turban, det var let — men 
det var ikke det eneste. 

Og han flygtede til Arbejde, d e t maatte jo magte 
noget, det maatte jo dog kunne dække der, hvor Mid- 
lerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev svage. I 
Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet. 
„Chevalieren", „Aladdin", „Olaf" — det kunde han 
ikke, men rigtige Mennesker, som ikke var smukke, 
som ikke var skønnere end de fleste — som talte om 

Livet, simpelt, ligefrem det maatte han kunne : 

han følte jo mere end de fleste, han havde jo lidt mere, 
og alt, hvad han havde levet, skulde han kun fortælle 
igen. 

Aa, Ryggen kunde jo dog blive lige, ligesaa lige som 
de flestes, og Stemmen var ligesaa stærk 

Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg 



HERMAN BANG 170 

hjertesaaret for hvert Minut i denne Kamp, hvor Alad- 
dinsdrømmene svandt ud i Taage. 

Som Legemskvaler martrede det ham, saa han bed 
sin Læbe til Blods og var glad ved den fysiske Lidelse. 

Han flygtede ræd og angstfuld til Arbejdet 

Alt, alt kunde de tage fra ham — men Lyset var dog 
kommet fra denne Tanke, det maatte dog være sandt, 
selv om han kun var en Noureddin . . . selv nu troede 
han paa „Tanken" . . . han maatte gaa den Vej, selv 
om de stolte Forfædre skulde vende sig i deres store 
Grave . . . 

Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa 
strøg han en Svovlstik og tændte et Lys. Han gik over 
Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vaagnede ved, at 
Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset. 

„Hvem er det?" sagde hun hurtigt, „hvem er det?" 

„Mig..." 

Hun rejste sig op, saa et Øjeblik paa ham, lagde sig 
ned igen og sagde mat : 

„Er Du ikke gaaet i Seng endnu?" 

„Jeg kan ikke sove," sagde han og stillede Lyset fra 
sig paa Bordet. 

„Og jeg har lige drømt saa ækelt," sagde hun. 

Han sad paa Sengekanten og pillede ved Lyset. „Jeg 
har tænkt meget inat" — — 

Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet: 

„Men nu — dette er sandt, maa være sandt, jeg 
havde ikke Kraft ellers." 

Nina saa paa ham, hun havde aldrig set ham saa 
bleg. Hun tog hans Haand. „Det var mig, der havde 
Uret," sagde hun. 

Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere : 
„Tror Du da" . . . spurgte han sagte, næsten angst. 

„Jeg mente med Navnet," sagde Nina. 

William rejste sig. „Tak," sagde han tonløst. 

„Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sag 
tere . . . 



171 HAABLØSE SLÆGTER 

Han satte sig igen. „Man maa arbejde," sagde han 
mekanisk. 

Nina saa atter op. Hun kendte ham ikke igen : „Jeg 
har gjort Dig ondt," sagde hun. 

„Nej," det lød haardt, „det var kun nødvendigt." 
Han tog Lyset, stod et Øjeblik med Stagen i Haanden : 
„Nej" — han kæmpede lidt med Graaden. 

„God Nat," sagde han henne fra Døren. 

Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig 
var han slet ikke bange. Han havde set Sandheden un- 
der Øjnene, syntes han, han havde løftet sin Fremtid 
som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer 
tilbage . . . Han havde faaet Byrden op paa Skulderen 
og var paa Marsch — det værste var gjort. 

Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et 
Blad Papir, der var klæbet paa Døren. William blev lidt 
bleg, men han syntes ikke, det undrede ham. Han sagde 
til sig selv, det maaske var det bedste, saa vilde han 
gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, 
han vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid. 

Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, 
næsten ligesom naar man gaar til Tandlægen og skyn- 
der sig, naar man én Gang har bestemt sig. 

„Tredie Sal," sagde Portneren. 

Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt 
i Søvne og maatte tage et Tag i sig selv for at vaagne. 
Hvad han vilde sige, havde han slet ikke tænkt over, og 
læse for ham vilde han ikke, det vidste han. Men tale 
med nogen maatte han, derfor var han kommet. Der 
hang et Spejl paa Trappegangen paa første Sal — han 
saa sig i det og rettede sig, han saa mat ud af Øjnene, 
og han lo for at faa mere Glans i dem. 

Nedenfor den sidste Afsats standsede han — han 
pressede Hænderne ind mod Brystet, han var pludselig 
blevet saa stakaandet . . . Saa naaede han i tre Spring op 
og ringede. 

En Dame lukkede op. Hun saa lidt paa Høg, mens 



HERMAN BANG 172 

hun blev ved at holde Døren paa Klem, ligesom hun 
var bange for at lade ham komme ind. 

Saa sagde hun noget kort: 

„Der er nogen hos Instruktøren." 

William tog sit Kort frem. „Jeg kan vente," sagde 
han og gav hende det. 

Damen tog det, saå paa Kronen og maalte atter Willi- 
am. „Vil De vente her," sagde hun og aabnede Døren 
til Dagligstuen. 

William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, 
han var ikke angst, kun sløv. Han vidste, der kunde 
ikke hænde noget, som han ikke havde ventet, han var 
forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa 
overflødigt, han var her. 

Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pi- 
gen skændte. Han gik hen og saå ind i Bogskabet, 
læste paa alle Ryggene, fandt, at Bøgerne var underligt 
blandede, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte 
Felterne i Gulvtæppet — der var seksten Firkanter 
paa langs. 

Saa hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra 
Gangen og fo'r sammen ved Lyden. Han tog sig til 
Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig sagde 
han til sig selv, at han maatte finde paa et Paaskud, 
give en anden Grund, han kunde ikke sige, hvorfor 
han var kommen, umuligt, han vilde ikke sige det . . . 

Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens 

Skridt, tog paa Laasen. Han vilde løbe bort. . . . 

Han havde kun en Tanke, at han maatte undfly. 

Det var jo Vanvid, umuligt endnu kunde han 

ikke sige, at han — at han kom for at blive Skuespil- 
ler. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog kunde 

være gaaet herhen efter denne Nat men hvad 

skulde han dog — skulde han dog finde paa? 

Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap 
Laasen med et Ryk, gik lidt frem. 

Instruktøren havde travlt. „Hr. Høg?" spurgte han 
noget højt. 



173 HAABLØSE SLÆGTER 

William pillede ved sine Knapper, saå op, søgte om 
Vejret, vilde svare. Saa mødte han Mandens Blik. Han 
havde aldrig set, at Instruktørens Øjne var saa kolde — 
— graa — mærkelig glasagtige. 

Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde 
han, abrupt, uden Indledning: 

„Naa, De vil være Skuespiller?" — 

Tonen var kort, noget haard. William saå ham lige 
ind i Ansigtet, hentede Aanden dybt: „Ja," sagde han. 

Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et 
Smil lurede i Mundvigen, med et Blik som et saaret 
Dyrs. 

Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme 
halvdulgte Smil og Haanden gemt under Vesten. 

„Og De vil naturligvis spille straks?" William ret- 
tede sig. 

Sveden sprang frem paa hans Pande, og mens han 
blev ved at stirre, stum, gispende, maalte han Haanen 
i disse forfærdelige Øjne. 

Saa rejste han sig helt. 

Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige 
Anspændelse, som ved et Under, Seglet for hans stiv- 
nende Tavshed, og uroligt, i Feber, fortalte han alt. 

Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om 
sin Slægt, der døde ud, om sin Mission, om Vejen, han 
maatte gaa, om det eneste Haab, om Aladdin-Drømme- 
ne, han havde mistet, om Noureddin — vidste han det 
selv. 

Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der 
klamrede sig til et Halmstraa, en Ulykkelig, der kæm- 
pede mod Dødens Angst. Han syntes, han maatte røre 
Sten, mens han talte. 

Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa be- 
synderlig glad, han syntes, han var reddet, nu, da han 
begyndte at tale, var frelst — han følte, at latterlig var 
han ikke, bedre værd end til at haane. Og pludselig 
standsede han og saå paa Manden. 



HERMAN BANG 174 

Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa 
Ansigtet. 

„Naa — ja, det er jo lovende." 

Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk 
af overlegen Forbavselse. William følte, han havde talt 
til en Blok. 

Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syn- 
tes et Øjeblik, at Felterne i Gulvtæppet gav sig til at 
danse rundt. 

Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, 
søgte at tale og stammede tilsidst: „Jeg opholder Dem." 
Vendte sig og gik. . . . 

William Høg var ikke fortvivlet. Han havde maaske 
slet ikke ventet andet, og han følte sig næsten vokse 
under den Haan, han havde lidt. 

Arbejdets Aar var kommet, det saå han. Og saa vid- 
ste han, da denne Dør faldt i, at han, saalænge han 
aandede, uforanderligt vilde hade denne Mand. 



IV 

„Altsaa Kotillon?" William rakte med et Buk Frøken 
Blom det vifteformige Balkort. Han løftede Hovedet 
igen og stod nogle Øjeblikke, saa saå hun flygtigt hen 
over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev 
de begge røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet 
en Vane, at Margrete Blom og William Høg rødmede, 
hver Gang de saå paa hinanden. 

Saa gik han. Det var svært at komme frem, han gled 
ud og ind mellem Klyngerne, han kom til at støde til en 
rund Albu, han maatte skubbe til et Silkeslæb med Fo- 
den . . . Damerne stod eller sad under Lysekronen med 
Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, 
dækkede og blottede, blottede og dækkede Skuldres 
Hvidhed og Halses Skønhed. 

William standsede. En gul Dame bøjede sig helt til 



175 HAABLØSE SLÆGTER 

Siden og lo, mens han trykkede sig tæt forbi; han traad- 
te paa et Slæb og mærkede .Køling fra et Par Vifter. 
Hans Læber næsten strejfede en Nakke, som lænedes 
pludseligt tilbage. Saa slap han ud og gik hen over Gul- 
vet til en Klynge af Herrer. De stod og slingrede sø- 
mandsmæssigt paa Benene, bredte sig i deres hvide 
Skjorter og trak i de stramme Handsker, mens de holdt 
Øje med deres Skilninger i Hjørnespejlene. En og an- 
den viftede sig med sin Chapeau-bas, mens han vug- 
gede lidt i Hofterne. 

En Gang imellem trænger en af Herrerne sig uden- 
for Klumpen og vover sig lidt frem paa Gulvet, standser 
og trækker nervøst i sin Vest; sætter saa med et halv- 
vejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der 
aabner og lukker sig igen om den sorte Kjole, som for- 
vilder sig mellem alle de skinnende Blottelser og Far- 
ver ligesom en Flue, der fortumles og forsvinder i en 
Blomsterkalk. 

Mer sikre Herrer med Haaret sat meget fast med 
glinsende Stangpomade og med Roser i det venstre 
Knaphul, lader, som om de i Distraktion kommer nær- 
mere Kredsen under Lysekronen. De taler sammen, to 
og to, og lidt efter lidt naår de, ved en hurtig Drejning 
eller ved et Par Skridt til Siden, hen over Gulvtæppet. 
Tilsidst bliver det uartigt ikke at drage den nærmeste 
Dame ind i deres Samtale. Men er Damen vundet, gaar 
den ene af Herrerne paa nyt Rov. 

Andre Herrer blev staaende inde i Krogene. Der var 
nogle, som ikke var visse paa, om deres Slips sad rig- 
tigt; de søgte at komme i Nærheden af Spejlet og spurg- 
te ti Gange deres Nabo, om ikke deres Flip var for vid; 
nogle bad om at blive børstede af, og var generte, fordi 
deres Skjorte krøb op, eller de vidste, Undervesten ikke 
var rigtig ren; nogle havde ogsaa Hemmeligheder, 
„unge" Mennesker, som brød sig Pokker om Ballet, og 
som stod og fortalte Historier fra inat: de havde sat 
Laura Stævne hos Mohr, naar de kørte hjem. De er 
stumme over for Damerne; men under Dansen eller ved 



HERMAN BANG 176 

Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter „Kanapé- 
visen" og nynner „Lindenau", lader saa, som om de 
griber sig selv i det og siger „om Forladelse", mens de 
ler Damen lige op i Ansigtet. Nogle tør ikke gaa frem, 
de er kommet ind med et Buk paa skraa og glorøde 
Kinder; har taget Handsken af den højre Haand for at 
række den behandskede Værtinde en klam Lab : de 
beklager, at Fruen ikke var hjemme, da de var for at 
gøre Visit. Saa redder de sig med et Ryk væk og gem- 
mer sig i et Hjørne, hvor de nu staar og kigger frem, 
saa det ser ud, som om de stod paa Tæerne, og hvor 
de vilde blive staaende klemte til Væggen, som de var 
klistrede til Tapeterne, lige til man gaar til Bords. 

William stod og saa over paaGerson, hvis blonde Ho- 
ved dukkede op og ned inde i Sirenekredsen, han stod 
nu tæt ved Frøken Blom. Gerson tog hendes Balbog og 
gav den tilbage med Haanden paa Hjertet, mens Da- 
merne lo. 

„Tilgiv". William fik et let Slag paa Skulderen og 
vendte sig, „men var det ikke Dem, som talte for Ar- 
bejdet i Foreningen?" 

William saa lidt paa Mennesket, en meget friseret, 
mørkhaaret Fremtoning med store Øjne. 

„Jo, det ..." Resten gled ud i et Buk. 

„Undskyld — men mit Navn er Hoff." 

William bukkede igen. „Jeg skal sige Dem, Naivete- 
ten morede mig ..." En Herre rykkede Hr. Hoff i 
Kjolen . . . „Kommer, kommer," sagde han saa og lo. 
„Ja vi skal senere gøre Bekendtskab" . . . Saa vendte 
han sig og blev forestillet for en høj, blond Dame, Wil- 
liam kun saa paa Ryggen. 

Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid 
til at være længe paa ét Sted. Man trækker af med 
ham for at præsentere ham for Damer, for at hilse paa 
Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ond- 
skabsfuld i det andet. 

Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, 
og lige med ét havde man truffet Navnet „Bernhard 



177 HAABLØSE SLÆGTER 

Hoff" overalt, paa Theaterplakater, paa Bøger, i alle 
Blade. Og ogsaa i Livet traf man ham allevegne og 
kunde ikke undgaa at se ham. Man mødte denne spinkle 
Figur med det blege, graa Ansigt overalt: paa Gaden, 
paa Langelinje, i Theatrene. Som oftest kørte han : han 
sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammen- 
falden og klemt op i det ene Hjørne. Saa saå han ud 
' som Døden fra Lybeck, som om han vilde blive borte 
i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han med 
en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at 
vise sig sammen med ham, skønt han var ligesaa bag- 
talt privat som offentlig. Naar han var sammen med 
nogen, var han altid nervøst livlig og meget snaksom. 

Man nævnede hans Navn sammen med en bekendt 
Skuespillerindes, og han havde altid Lommen fuld af 
rosenrøde Billetter. 

Hans Ødselhed var endnu større end hans Indtægter, 
og han brugte i den ene Maaned ligesaa meget til Par- 
fume, som han alt i alt maatte leve for i den næste. 
Hans Pengeaffærers Vanvid gav Folk endnu mere at 
snakke om end hans Erobringer. 

Hvad der havde gjort ham saa fejret i Dameverdenen 
— thi Herrerne satte ingen Pris paa denne moderne 
Udgave af en forfejlet „Heliogabal", som en af hans 
Modstandere en Gang havde kaldt ham — var dels 
hans Ungdom : han var kun tre og tyve Aar, og han syn- 
tes selv at sætte saa megen Pris paa dette Fortrin, at 
han paa alle Maader forsøgte at fængsle og fastholde det 
noget raffineret barnlige, østerlandsk drengede, der 
havde forskaffet ham det ovenfor nævnte Tilnavn; dels 
hans ejendommelige Ydre, som det besynderlige Menne- 
ske akcentuerede stærkt ved sort Pelsværk og Toilet- 
kneb, og hvis noget hede Kolorit stemmede saa godt 
med det aldrig svigtende Skær af Sensualitet, som syn- 
tes at klæbe ved alt, hvad han skrev som Forfatter. 

William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff 
havde interesseret ham. I Begyndelsen havde han lige- 
som de fleste andre været irriteret paa Hoff; han blev 

H. B. III 12 



HERMAN BANG 178 

ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i Hæ- 
lene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde 
Reklame. Og det samme, som William saå i Hoffs per- 
sonlige Optræden, stødte ham stadig tilbage i hans For- 
fatterskab, som han under Spektakel spredte til alle Si- 
der i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, 
men uden Ro og uden at tage sig sammen til noget helt. 

Men saa havde han en Dag set ham i et Forlystel- 
seslokale. William selv sad paa Gulvet, men saå Hoff 
komme ind i en Loge. Han lo, smilede til Opvarteren, 
lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. 
Han kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han 
fyldte hele Logen med sin Person og dens Støj. 

Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med 
Kikkerten i Haanden; lorgnetterede et Par Damer; stu- 
derede Programmet; købte et Vittighedsblad. 

Men lidt efter lidt faldt han sammen. Han satte Kik- 
kerten fra sig paa Bordet og sad med Hovedet støttet 
paa Armen bøjet ud over Balustraden. Trækkene blev 
fuldstændig slappe og askegraa; Figuren sank sammen 
under en Byrde af Træthed. Der var noget uddødt 
over den hele Fremtoning. 

Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og Wil- 
liam saå dem Kl. 12 køre bort med to Damer. 

Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti. 

Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som 
trængtes sammen om ham, mens han stod og kokette- 
rede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær 
Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Haar. 
William ønskede, han vilde skabe sig lidt mindre. 

Saa blev der klappet op. 

Herrerne trængte sig frem mod Kredsen, og det blev 
en pludselig Tummel, mens alle gav sig til at tale paa én 
Gang, og Musikken fra Balsalen, hvis Dør blev lukket 
op, lød stærkt iMarschtakt. Den opførende Herre raabte 
ivrigt uden at blive hørt; man trængte ilsomt frem mod 
Fløjdøren, Par ved Par, medens Damerne fik travlt med 
at glatte Haar og kaste Blik paa Blomstergarniturerne 



179 HAABLØSE SLÆGTER 

ved deres Bryst. Nogle tog op i Slæbene og gik noget 
bøjede, mens de bar det. 

William skyndte sig hen til Nina, som han skulde 
have til første Dans, men hun slap forbi med en anden, 
mens hun demonstrerede og slog ud med den sorte 
Vifte. Saa havde William ingen Dame. 

De ældre rejste sig langsomt fra Krogene, hvor de 
havde gemt sig med deres Thekop, og fulgte efter Toget, 
der begyndte at ordne sig inde i Balsalen, hvor Luften 
var behagelig kølig. Parrene placerede sig langs Væg- 
gene, meget stift, som om de sad paa Parade. 

Det var en rund Stue, Orkestret var slaaet over i en 
Polka og de første Par dansede allerede midt ude paa 
Gulvet som paa en Tallerken. 

De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Ho- 
ved ved det andet; William blev trykket helt op mod 
Dørkarmen af en svær Dame, som traadte ham paa Fo- 
den og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede 
over Varmen. Hun saå ogsaa meget echaufferet ud med 
kobberrøde Kinder og strittende Strudsfjer. 

Nina dansede ud med sin Herre. Hun dansede ejen- 
dommelig roligt med bøjet Hoved og talte ikke under 
Dansen; man lagde meget Mærke til hende, sortklædt 
som hun var, midt imellem alt det lyse. Saa fik William 
Øje paa Hoff, han „havde" Margrete; han sad over- 
skrævs paa en Taburet og holdt Ansigtet meget nær hen 
til hende. William vidste ikke, hvorfor han fandt det 
ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff . . . 

Men Forfatteren sad saa tæt op ad hende, og saa danse 
første Dans med ham — det var uforsigtigt. 

Nu dansede de ud. Hoff holdt hende meget fast, saa 
det næsten saå ud, som om hun støttede sit bøjede Ho- 
ved til hans Bryst. Han saå ned og hviskede . . . 

Den tykke Dame vedblev at vifte sig meget stærkt. 

„Her er forfærdelig Trængsel," sagde hun, mens 
hun trykkede sig endnu tættere op ad William, der fik 
en ubehagelig Svedlugt i Næsen. 

12* 



HERMAN BANG 180 

„Hvem er den unge Jøde?" spurgte hun. 

„Jøde, Frue?" 

„Ja, der danser saa intimt med den unge Blom?" 

William blev rød. „Hr. Hoff," sagde han, „han er 
ikke Jøde ..." 

„Naa ikke — nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil 
dog be'e min Datter, at hun siger „Nej" til den Herre." 

Parret var nu lige ud for, men ingen af dem saa 
William . . . 

„Og De synes virkelig, det er upassende?" sagde 
Hoff, idet de dansede forbi, han førte Ansigtet tæt ned 
mod hendes for at høre Svaret. 

William vilde helst ikke se paa det og gik ind. 

Han satte sig paa en Hjørnesofa i den inderste Stue 
og bladede i et Album. Han vilde dog sige til Margrete, 
at man ikke gjorde Ret i at danse med alle og enhver, 
og at man helst skulde sige Nej til Hoff . . . Han vilde 
ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige 
det, saa kunde hun . . . Margrete kendte naturligvis ikke 
Hoff, og saa var det dog virkelig rigtigt — det var jo 
ligefrem hans Pligt, naar Margrete kom saa meget hos 
dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med 
et Menneske, som — nej, som man ikke dansede med. 

„Saa kender De mig altsaa slet ikke igen," sagde en 
Damestemme lige ved ham. Han saa op og rejste sig 
hurtigt. 

„Jo — nu, Fru Grevinde," han var forvirret som alle 
Folk, der vækkes, og stod og trak i sin Uhrkæde. 

„Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet 
mig i det." Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. 
„Vi har jo kun set hinanden én Gang." 

William vidste ikke, hvad han skulde sige. „Ja, Fru 
Grevinde, én Gang," stammede han saa igen. 

„Og den ene Gang var De meget vred paa mig ..." 

„Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt, " 
svarede William og satte sig uden at se paa hende. 

„Og jeg beundrede Dem," sagde Grevinden efter en 
Pause, hun havde siddet og bidt i sin Viftes Perlemors- 



181 HAABLØSE SLÆGTER 

skaft. „Siden har jeg ofte ønsket at træffe Dem for at 
forklare mig, forklare Dem en Opførsel, som De vel har 
bedømt meget strengt." 

Hun holdt inde nogle Øjeblikke. Da William tav, 
vedblev hun lidt koldere : 

„De vidste jo ikke, at jeg egentlig skulde være for- 
blevet i Hamborg i otte Dage." 

„Nej — " 

„Men hvad skulde jeg gøre — Deres Fader var me- 
get syg, og jeg var meget ængstelig ..." 

„Grevinden forstod at beherske sig," svarede Wil- 
liam. 

Der kom noget som et Glimt i det graa Blik. Hun læ- 
nede sig lidt tilbage og slog det askeblonde Haar tilside. 

„Saa fandt jeg Dem desuden interessant," sagde hun, 
„De var ikke som andre ..." 

„Da talte jeg ellers ikke meget ..." 

„Saadan noget ser man," sagde Grevinden og saå 
igen paa ham. „Siden har Frøken Falk talt om Dem" 

hun gjorde. med ét en Pause. William sad stadig 

foran det aabne Album, han bukkede sig pludselig og 
vendte Bladet . . . 

„Hun roste Dem saa meget." 

Dansen var forbi og Grevinden rejste sig fra Sofaen 
for at gaa et Par Damer i Møde. William lagde Mærke 
til hendes Gang, hun vuggede stærkt i Hofterne. 

Nina stod i et Hjørne af Kabinettet og talte med Ger- 
son. 

„Jeg vil gerne talte med Dig," sagde William. 

„Hemmeligheder"? spurgte Gerson og gik til Side. 

„Det just ikke . . . men Du skal ikke danse med Hoff, 
Nina . . . og" — det varede lidt — „Margrete heller 
ikke. Folk taler om det." 

Nina gav sig til at le. 

„Hvorfor ikke?" spurgte hun. 

„Han er ikke af de Herrer, man danser med." 

Det var længere hen paa Aftenen. Inde i Balsalen var 



HERMAN BANG 182 

Luften varmere, Herrerne bragte Isvand, og man sloges 
om Likørbakkerne; Damerne valgte de kølige Kroge 
bag Gardinerne, hvor de sad gemte i Halvmørket, mens 
de bevægede Vifterne i store Buer. 

Ude paa Gulvet dansede man ivrigere. Den opførende 
Herre raabte, førte an i Løb i Turene. Saa fo'r Da- 
mer og Herrer mod hinanden, tilbage, sammen i tæt 
Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de 
snurrede alle rundt. 

Naar Turen var forbi, var de endnu mere ophedede 
og stakaandede. 

Endelig kom der en almindelig Inklination for at give 
de Dansende Tid til at trække Vejret. William inkline- 
rede for Margrete, det var første Gang. 

„Jeg troede, De havde glemt mig," sagde hun. 

Hun lagde sig ind i hans Arm, han vidste ikke . .. 
men han stod lidt, inden han gik ud i Dansen . .. Saa 
begyndte de. 

Det var en Vals. 

De talte ikke, Margrete dansede med Hovedet bøjet 
og nedslaaede Øjne. William tog ikke Blikket fra hende. 
Tilsidst rødmede hun under Blikket, og da deres Øjne 
mødtes, smilede de begge. 

„Det er en dejlig Melodi." 

„Dejlig." 

Han lagde Armen lidt fast om hendes Liv. „Ligesom 
den bar os" . . . 

De saa hele Tiden paa hinanden, blev ved at danse. 
Pludselig holdt Musikken op. De var alene paa Gulvet. 

Margrete slap hans Arm, hun var meget rød. Da hun 
kom hen paa sin Plads, trykkede hun Haanden ind mod 
sit Bryst, hun havde Sting. 

„Frøken Blom danser godt," sagde Hoff, der gik forbi 
Willfcm. 

Man spiste ved smaa Borde. Nina havde en Baron 
Petersdorf som Herre, Gerson dansede Borddansen med 
Margrete, William med en anden af Sofies Veninder. 

Det var hen i Maaltidet. Baronen havde skudt Flugt- 



!83 HÅÅBLØSB SLÆGTER 

stolen tilbage og sad med fremstrakte Ben og legede 
med sin Uhrkæde, mens han konverserede Nina, der 
var rød i Kinderne og havde lagt en lille Stump Is i sit 
Kammerdugslommetørklæde for at køle sine Øjne. 

William sad imellem „Veninden" og Margrete. 

Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Di- 
vanbordet og sad lænet tilbage med Hovedet støttet paa 
den polstrede Ryg. Gerson viftede hende. William talte 
ikke meget. 

De havde alle drukket megen Champagne, Margrete 
især, hendes Øjenlaag var næsten tunge. Hun og Wil- 
liam havde drukket to Glas med hinanden : første Gang 
havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men 
anden Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent 
henslængt, og havde bedt Gerson om at tage Glasset. 
Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa William, smilet 
og tømt det. 

William drak ud til Bunden. 

Tjeneren kom forbi med Isen. William flyttede sin 
Stol længere ind for at give Plads, kom saa til at røre 
ved Margretes Fod. Lige i det samme saa han paa hen- 
de, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor 
var de fløjlsbløde — helt dunede. 

Hun rørte sig ikke. 

„Aa, hvor det køler," sagde hun til Gerson, som vif- 
tede hende, bøjet mod hende. Hun havde haft Hænder- 
ne liggende i sit Skød, nu faldt den ene Haand ned og 
strejfede William . . . 

Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet 
i en Kransekage : 

„Kærligheden kommer og besejrer os alle — 
dens Besnærelser er berusende søde." 

William saa uafbrudt paa Margrete, som smilede. 

„Kender De noget til de Besnærelser, Gerson," 
spurgte hun. Hun saa slet ikke William rejste sig et 
Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød hende en 
Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm paa 



HERMAN BANG 184 

hendes Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken 
ned mod hans Haandled 

Saa rykkede hun Stolen ud og tog selv Viften. 

De dansede lidt vildt. William førte op, han havde 
ondt ved at holde Rækkerne, de inklinerede i ét væk og 
fo'r ud alle paa én Gang. 

De dansede kun Galop. Herrerne førte Damerne i 
Løb, svingede pludseligt, førte dem ind under Lysekro- 
nen og blev ved at dreje, snurrede atter rundt. De var 
røde i Hovederne, Skjortebrysterne var lidt krøllede, 
nogle af de Atlaskesslips flagrede og var gaaet op. Da- 
merne holdt op i Slæbene, dansede smægtende bøjet 
ind mod Herrerne, helt ind i deres Arme. 

Det var uafbrudt Knejpemelodier. 

Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo'r 
ud, William jog dem hjem; raabte paa Skamler, fik en- 
delig et Par, hjalp Damerne op paa Stolene, de skreg, 
kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik 
hver et Lys og holdt det højt i Vejret. 

„Saa." 

Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind 
mellem Stolene, rejste sig paa Tæerne, Damerne hæve- 
de Lysene, Herrerne raabte. pustede; slukkede. 

Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet. 

Saa snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stak- 
aandede. 

Man faldt ned paa Sofaerne, kølede sig med Arm- 
baandene, trak sig tilbage bag de kinesiske Gardiner, 
hvor Vinduerne stod aabne. 

Nede paa Gaden havde der stillet sig et Par Menne- 
sker op og hørte paa Musikken. 

Undertiden raabte de pludselig i Munden paa hinan- 
den inde i Balsalen, saa man næppe kunde høre Kla- 
veret, mens Støjen summede op. 

Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatz- 
feldt kom over Gulvet og inklinerede for William. 

„Men jeg er opførende," sagde han. 

Saa dansede de ud. Grevinden var højere end han. 



185 HAABLØSE SLÆGTER 

Hun drog-Vejret hurtigt og laa fast, meget fast, mens 
William indaandede Pudderlugten fra hendes Hals. 

Lokkerne kom i Uorden . . . „Det Haar," sagde hun. 
Han slap et Øjeblik hendes Haand og slog den genstri- 
dige Lok tilbage fra hendes Hals. „Tak — den irrite- 
rede mig." 

De dansede lidt endnu. „Man bliver saa stakaandet," 
sagde Grevinden. De holdt op. 

Endelig kom Kotillon. William og Margrete havde 
ikke talt sammen under Borddansen, deres Blikke 
mødtes kun, naar hun fo'r forbi i Dansen. Det var alt. 

Nu skulde de danse. 

William havde aldrig set Frøken Blom med saa straa- 
lende Øjne, hun sad inde i Kabinettet paa en Sofa og 
daskede Nina paa Armen, lidt dovent. William blev 
slaaet af det lade, der var udbredt over hende. Saa 
snart han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, 
blev staaende saaledes, støttet til ham. 

Hun blev ved at tale til Nina og saa ikke paa Wil- 
liam. Saa gik de .ind i Balsalen. 

De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, 
snakkede hurtigt op om allehaande ligegyldige Ting. 
Lidt efter blev det deres Tur at danse. 

Han dansede straks stærkt i, fo'r Stuen rundt og 
svingede. Hun blev tungere i hans Arme. 

„De danser saa stærkt," sagde hun. Han førte hende 
hurtigere. 

„Det er Melodien," sagde han og blev ved at se paa 
hende. Han følte Varmen i Salen, men hendes Aande 
skar dog igennem; den kom stødvis. Der fo'r et andet 
Par forbi, han maatte tage hende fastere, føre hende ud 
til Siden. Deres Øjne hvilede i hinandens . . . 

Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen om- 
kring dem bedøvede hende, hun var lige ved at faa Taa- 
rer i Øjnene og lukkede dem . . . 

Williams Blik hvilede paa hendes Ansigt, han hørte 
hendes Aandedrag, hun holdt Hovedet lidt tilbage, Ha- 
gen frem. Og saa smilede hun . . . 



HERMAN BANG 186 

Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det 
næppe selv, men han drejede stadig rundt, hurtigere og 
hurtigere. 

Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod 
hans. 

„Jeg tror, jeg besvimer, William," sagde hun. Or- 
dene gled ud i et Smil. 

„Det er Melodien," gentog han. 

Saa standsede hun med et Ryk. „Lad os gaa ud paa 
Gangen," sagde hun, „her er for varmt." 

Der var køligt paa Gangen. 

„Det gør godt," sagde hun og holdt Hovedet tilbage. 
„Der var for varmt inde." 

De gik nogle Skridt frem. „Lad os sætte os," sagde 
han. 

„Ja, jeg er blevet træt." Margrete lod sig falde ned 
paa den røde Sofa og trykkede det kolde Vifteskaft mod 
sin Pande. „Aa, Høg," sagde hun dovent, „drag mit 
Slæb lidt sammen." Hans Haand strejfede hendes Fod, 
han løftede Kjolen sammen og satte sig. 

„Jeg er blevet helt ør," sagde hun. Hun sad, lænet 
tilbage og smilede inde i Nichens Mørke. „Det er Cham- 
pagnen, tror jeg." 

„Den var dejlig." 

„Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad sta- 
dig og smilede. 

Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin 
over Gulvet, en utydelig Summen. En Tjener gik hur- 
tigt over Gangen med en Bakke. Glassene klirrede. 

„Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, 
„rigtig stille." 

„Ja." 

Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede 
Hovedet sagte i Takt til Valsen indefra. Engang imellem 
aabnede hun Øjnene, saa mødte de hans, som sad lidt 
bøjet frem og saa paa hende. Hans Øjne skinnede. 

Musikken standsede. Man hørte den opførende Her- 



187 HAABLØSE SLÆGTER 

res Raab . „Hver Dame en Herre, hver Dame en Herre" 
- saa Støj og Musikken, som begyndte igen. 

„Er det Amélie-Vals?" 

William nynnede lidt efter Musikken: „Jeg tror det". 
Noget efter: „Vil De danse?" 

Hun havde rejst sig lidt i Sædet og sad og legede 
med Kvasterne paa det røde Forhæng: „Kan man virke- 
lig ikke danse med Hoff? sagde hun saa. 

William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyg- 
gen, han følte, han blev blussende rød, og som Svar 
paa et ganske andet Spørgsmaal sagde han : „Jeg holder 
heller ikke af, at Nina danser med ham." 

Margrete lo. „Men hvorfor? hvorfor kan man ikke 
danse med ham?" 

„Fordi" — han stammede og søgte om Ord, saa sagde 
han hurtigt: „det er noget, man har paa Følelsen, Frø- 
ken Blom." 

Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under 
Kjolen. „Hvad han skriver, er dog virkelig smukt." 

„Maaske ..." . 

„Blomstertur — Damen to Herrer — Damen to Her- 
rer. 

De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetræk- 
ket ved hendes Slæb, Margrete lagde sagte sin Vifte 
ned paa den. 

Han fo'r sammen ved Berøringen med det kolde 
Skaft og saa paa hende. 

„Er De vred?" spurgte hun. 

„Hvorfor skulde jeg være vred?" 

Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, 
men William havde taget hendes Arm og sad og klap- 
pede den med sin Haand. 

Der blev ikke talt mere, han sad og vilde fange hen- 
des Blik og blev ved at klappe hendes Arm. Musikken 
var gaaet over i Galop . . . 

Saa rejste han sig halvt og bøjede sig frem over hen- 
de .. . 

„William," det lød kun som et Suk. Han bøjede sig 



HERMAN BANG 188 

helt ned, søgte ilfærdigt hendes Mund og gav hende et 
mildt Kys. 

„Margrete" 

Hun mærkede, en Taare kom frem under hendes 
Øjenhaar, men hun viskede den ikke bort. 

„Gaa, William," sagde hun sagte, blev selv liggende 
ubevægelig. „Gaa ..." 

Han saå paa hende og smilede, rystede paa Hovedet 
og bøjede sig ned; han kyssede hurtigt hendes Hals. 

„Slip mig — slip mig!" sagde hun og stødte ham fra 
sig. „Slip mig." 

William besindede sig og saå sig om. De sad meget 
tavse og lykkelige. En Gang imellem mødtes deres Blik, 
hvilede længe i hinandens. Saa lo de, kort, uden Grund, 
og Williams Haand søgte hendes med et Tryk. 

Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet 
til Nichens Væg. Hun slog med smaa Kast Viften ind 
mod sin Hage og sad og saå tankefuld ud. 

Lidt efter lidt faldt ogsaa William i Tanker. Han blev 
næsten forskrækket, da hun talte : 

„Det er saa besynderligt," sagde hun. 

„Hvilket?" 

Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kva- 
sterne. 

„Naar De blot ikke vilde være Skuespiller," sagde 
hun saa. Det var et højttænkt Brudstykke af en Tanke- 
gang . . . 

William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og 
sagde meget sagte: „Hvorfor kan De ikke tro paa 
det?" 

„Det er saa besynderligt," sagde hun. Han sad ligbleg 
og stirrede paa hende med aandsfraværende Udtryk i 
Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt Angst greb hun 
ham i Armen: „Gør det Dem saa ondt?" spurgte hun. 

William rev sig løs: „Ondt — nok," sagde han. 

Han havde bøjet Hovedet uden at se paa hende, og 
disse nye Minutter, hvori de ikke talte, syntes hende 
Evigheder. Pludselig, som Lynet, sagde hun til sig selv, 



189 HAABLØSE SLÆGTER 

at under denne Tavshed gled William Høg fra hende, 
uigenkaldelig fra hende. 

Hun lagde næsten frygtsomt sin Arm paa hans Skul- 
der, vilde vække ham, i det mindste faa ham ud af den 
Dvale, hvori han sad. 

„Skal vi danse?" spurgte hun mildt. 

„Ja, lad os kun danse," William rejste sig, bød hende 
Armen og traadte i hendes Slæb for at komme frem. 

Da Margrete Blom kom ind til sin Plads, viskede hun 
en Taare bort med Handsken. 

Man var ved at bryde op. Ude paa Gangen stod de 
liberiklædte Tjenere med Tøjet, Stuerne var halvtomme, 
i Dagligstuen var Stolene hulter til bulter spredte over 
Gulvet, Vandkaraflerne paa Hjørnebordene stod tømte. 
Tjeneren samlede Kaffekopper sammen paa en Sølv- 
bakke. 

Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William 
kom forbi. 

„Skilles vi som Venner?" spurgte hun og rejste sig 
halvt. 

„Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde ." 

„De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu . . . 
Naa — det faar være, giv mig dog Armen. Jeg er træt 
— af at sidde saa meget." 

I samme Øjeblik kom Grevindens Tjener frem i Dø- 
ren. 

„Aa, der er Frederik." 

Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og 
lod ham lægge det sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg 
Haanden. 

„Tro mig — jeg er Deres Veninde!" sagde hun. Wil- 
liam blev besynderlig forvirret ved det Haandtryk. Han 
bukkede. Grevinden ventede et Øjeblik : „Og jeg venter 
Dem, naar De trænger til en Ven," sagde hun og saa 
paa ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned 
ad Trappen. 

Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der 
og rullede en Cigaret. „Jeg skænker Etatsraaden Ciga- 



HERMAN BANG 190 

rerne," sagde han, „siden jeg ikke var ganske sikker 
paa, om jeg skulde have af højre eller venstre Lomme, 
og jeg plejer at ryge gode Cigarer." 

„Højre eller venstre Lomme?" 

„Ja kære, Etatsraaden har som alle andre Mennesker 
to Kjolelommer og femten Cigarer i hver Kjolelomme 

— af forskellig Kvalitet." 

De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. „De skal?" 
spurgte Hoff. 

„Ned ad Kongens Nytorv til." 

„Naa, saa kan vi følges." De gik hver paa sin Flise, 
ved Siden af hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt 
med Hælene for Kulden. 

„Kender De Grevinde Hatzfeldt," spurgte han, da de 
havde gaaet lidt, „den høje blonde?" 

„Jeg har kun set hende én Gang før," William holdt 
inde, „i Hamborg paa en Rejse." 

„Naa" — Hoff fløjtede — „det saå ud til, at Grev- 
inden interesserede sig for Dem — men det ... vil jo 

— ikke sige meget . . . Grevinden interesserer sig i det 
hele overordentlig for unge Mennesker." 

„Hvor er Greven?" 

„Greven? kære, han er død." Hoff studerede Bro- 
stenene. 

„Død . . . saa hun er Enke, det troede jeg ikke." 

„Bedste Hr. Høg, det er hun rigtignok, tilmed vel- 
meriteret : Excellencen døde efter tre Fjerdingaars Æg- 
teskab. Ser De, det var en ældre Kavaler, meget for- 
elsket ..." 

„Kender De Grevinden?" 

„Jo ..." Han gav sig til at le: „Nej vist ikke, vi blev 
jo først præsenteret for hinanden iaften." 

De gik lidt, saa sagde Hoff: „Men jeg har hørt meget 
om hende ... af en Ven." 

William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og 
det anstrengte ham at tale. Han lagde ikke Mærke til, at 
Hoff standsede paa Hjørnet under en Gaslygte. 

„Her bor jeg," sagde Hoff. 



191 HAABLØSE SLÆGTER 

— - — — -^— ^ ^-^— — — — — ^ 

William saå sig om. „Allerede, " sagde han, og mest 
for at sige noget, inden han bød „Farvel" — han følte, 
han havde været uhøflig — spurgte han: „Hvorfor var 
det saa naivt at holde den Tale?" 

„Gudbevares — det var kun elskværdigt, men De 
kunde rigtignok ligesaa godt have sagt Abracadabra!" 

„Det forstaar jeg ikke." 

„Aa, det kan osse være det samme, det er nemlig 
ikke saa lysteligt at forstaa : for at arbejde maa man tro, 
jeg mener naturligvis for at arbejde alvorligt, for at tage 
fat, begynde. Og for denne Generation gælder det virke- 
lig om at tage fat ..." 

De var begyndt at gaa op ad Sidegaden. William 
fulgte med uden at tænke over det. 

„Men er den da virkelig slet ikke begyndt paa at tage 
fat ..." 

„Jo, paa at snakke. Det vil sige — Praktikerne gør 
jeg naturligvis Uret. De ta'r jo fat. Jeg talte paa Ballet 
med en af mine Skolekammerater og spurgte — rent af 
Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed 
— om han havde læst „Marie Grubbe", og saa svarede 
Idioten mig — det var naturligvis halvvejs en Finte til 
mig — at han læste ikke saadanne Bøger, inden han 
havde faaet sin Eksamen ." 

William lo. 

„Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans 
Genre, jeg kalder Praktikerne. I deres Universitetstid 
læser de seks Timer og forsømmer aldrig Manuduktøren. 
Men de overanstrenger sig ikke — Eksamen er jo ikke 
det hele, knap det halve. Naar de er tyve Aar, begynder 
de paa at danne sig et tilkommende Klientel, og de dyr- 
ker roligt en fornuftig Selskabelighed for at lægge Miner 
for en tilkommende Kone ..." 

„De overdriver ..." 

„Aldeles ikke. De Folk har min fulde Beundring. De 
vil reussere — det er altid noget." 

„Hvad tror de saa paa?" 

„Ja, det er Sagen" — han standsede uden for en lav 



HERMAN BANG 192 

Pert, et gammelt, graat Sted — „med Troen er det jo 
lidt smaat. De tror, at Livet er noget behageligt, og det 
besynderligste af det hele er, at jeg tør dø paa, at de 
fleste af dem gaar ud af Tilværelsen med ganske den 
samme latterlige Overbevisning. Hør, gaar De ikke med 
op, der er Ild i Kakkelovnen, og jeg tror, jeg har en 
Flaske Champagne i min Buffet — — " 

William takkede, men syntes det var for meget. Saa 
gik han dog ind med, han vilde gerne være sammen 
med nogen, han var angst for at være alene 

Han turde ikke være alene. Og nu, naar han talte 
med Hoff eller rettere lod Hoff tale, saa trængtes det 
tilbage, han var bange for ... 

Hoff strøg en Tændstik. „Fald for Guds Skyld ikke 
paa Trappen," sagde han, „den er skrækkelig." 

William snublede over et Par højst irregulære Trin, 
og endelig naaede de op. „Værs'go, nu skal jeg straks 
tænde Lys." En varm, stærkt parfumeret Luft slog dem 
i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe paa 
Gulvet og spurgte om Maatten. 

„Bedste Ven, jeg har ingen — men det gør saamæn 
ingen Ting, Tæppet er allerede halvt ødelagt." 

Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hænge- 
lampen under Loftet. 

„Ser De," sagde han, mens han tændte, og sprang 
pludselig tilbage til den forladte Samtale, „deres Lykke 
er, at de er uden Lidenskaber — Himlen skal vide, 
hvordan det kan gaa til, men de har faktisk ingen : der- 
for kan de lade Huslægen regulere det hele, baade Læs- 
ning og Leben. Men" — han satte Kuplen paa — „til at 
skabe noget nyt skal man jo rigtignok bruge andet end 
Fiskemennesker." 

Han hjalp William Frakken af. „Sæt Dem ned, saa 
kommer jeg straks med Vinen." 

Høg saa sig om i Stuen. Det var en stor Stue med 
tre Fag og mange Døre, men baade for Døre og Vin- 
duer var der en Uendelighed af røde Portierer, saa Væ- 
relset noget nær lignede et Telt. Rundt omkring var 



193 HAÅBLØSE SLÆGTER 

der stillet Blomster op paa Holdere, store Træer i Kroge 
og Hjørner, bag Puffer og Sofaer, der stod i vild Uor- 
den blandet med en Mængde forskellige Stole, alle 
magelige, men yderst varierede i Facon. 

Paa Pillerne stod Afrodite og Niobe paa Søjler, bag 
Skrivebordet Antinous. 

Flygelet var stillet halvt ud paa Gulvet med en ud- 
stoppet Ørn og en stor Del Fotografier paa Laaget. 

William syntes næsten ikke, han kunde aande, saa 
parfumeret var her. 

Han stod bøjet over Skrivebordet og saå paa nogle 
Portrætter, der var stillet op, saa de fyldte næsten hele 
Bordet, da Hoff kom ind med en Flaske Champagne og 
to Glas. 

„De drikker jo Champagne? — Naa, for jeg drikker 
i Vinter ikke andet." Han kom hen til William. „De gør 
Bekendtskab med min Omgangskreds, ser jeg," sagde 
han og pegede paa Billederne, „en smuk Samling." 

„Jeg kender de fleste fra Gaden ..." 

„Ja, det er rimelijgt nok. Men lad os heller sætte os 
hen — jeg holder saa lidt af at staa." Han skød en Flugt- 
stol frem foran Kakkelovnen og bød William, satte sig 
selv i en Lænestol, hvor han pressede sig sammen mel- 
lem nogle Puder og satte Fødderne mod Kakkelovns- 
pladen. „Aa, hvor det er dejligt at sidde godt hjemme 
hos sig selv ! Men å propos Billederne, jeg kunde se 
Deres Forbavselse — De tænkte — og De tænkte egent- 
lig højt, for De har et mærkeligt mimisk Talent — at 
det var nogle besynderlige Rødder at omgaas ..." 

„Det tænkte jeg ikke ... men ..." 

„Aa Snak, hvorfor vil De nu ikke være ved det? De 
har jo Ret. Men jeg sympatiserer med de Folk. De er 
saa rart bare paa Illusioner og Følelser og det hele. 
De lader deres Liv være Pause mellem to minutlange 
Kærlighedsforstaaelser, og de dør, ødelagte af Udskejel- 
ser, uden nogen Sinde at have følt Lidenskab eller saa 
meget som vide, hvad det er at elske ..." 

Hoff tav lidt. „Skaal, kære, det er god Champagne." 

H. B. III 13 



HERMAN BANG 194 

„De kan ikke mene alt, hvad De siger," sagde 
William. 

„Aa — jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men 
saa er det ogsaa saadan en dejlig Hvile at omgaas de 
Mennesker. Folk, som virkelig føler for En, skaffer En 
Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder — disse er 
skam ligeglade, naar der bare er en Chaiselongue i min 
Spisestue, de kan sove paa, naar de er fulde." 

Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var 
køligt haanende, det hele kunde se ud som en Spøg. Men 
paa Williams Sind, der var ophidset af Sindsbevægelser- 
ne fra Ballet, gjorde denne Afklædning, netop nu, det 
stærkeste Indtryk. 

Han var lige fra Samtalen med Margrete gaaet om i 
en vis Sløvhed, hvor altfor mange Tanker, altfor mange 
Sindsbevægelser arbejdede i den samme Hjerne til, at 
han kunde gribe nogen enkelt. Hvad han havde følt, 
havde snarest været den vage Smerte, som vi fornem- 
mer, naar vi efter en lang Bevidstløshed, i en svær Syg- 
dom, vaagner til halv Klarhed, vort Legeme er tungt, vi 
aner Slaget, forstaar, at vi lider, men Smerten har saa 
at sige ikke taget Form i vor Bevidsthed. 

Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: „Naar 
De ikke vilde være Skuespiller," ligesom følt et Islagen 
lægge sig over alle sine Lemmer, han var blevet berørt 
af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Saa var 
han faldet sammen i Sløvhed. 

Nu først vaagnede han. 

De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, 
han tog en Flakon, hvis Indhold han hældte ned ad sin 

Ryg. 

„Vi har svage Rygrade i den Hoff'ske Familie," sagde 
han, „og den maa muntres." 

William hørte det ikke, han var helt optaget af sine 
egne Tanker. Hoff gik op og ned ad Gulvet. 

Saa sagde William halvt sagte: „Men hvad lever de 
da paa?" 

„Mener De „Rødderne"?" 



195 HAABLØSE SLÆGTER 

„Ja, de Mennesker," han pegede hen mod Skrive- 
bordet. 

„De lever paa „Minutterne", og saa i Pauserne taler 
de om „Minutterne". Lad De tre af mine Kumpaner kom- 
me sammen her i Stuen, og jeg vil ikke hedde Bernhard 
Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire 
Minutter om „Piger"." 

William tog sig om Hovedet: „Nej, det forstaar jeg 
ikke," sagde han, „kan jeg ikke forstaa — " 

„Kære, tag det nu ikke saa tragisk. Det er en ren 
Overtro, at man behøver at have noget at tro paa for at 
være tilfreds. Kun, naar man vil have noget gjort, er det 
nødvendigt. Men hvem indestaar os for, at det er saa 
behageligt?" 

„Ja, men naar man nu vil have noget gjort?" sagde 
William. Hoff syntes, der var saadan noget sløvt i To- 
nen. 

„Ja, ser De," han satte sig igen foran Ilden, „saa bli- 
ver Tingen vanskeligere." 

„Nu De selv?" William spurgte hurtigt, saa op. „De 
arbejder jo meget?" 

„Aa — mere end de fleste, men meget, naa maa- 
ske ..." 

„Ja, og hvorfor arbejder De saa? Hvorfor vil De 
det? Hvad tror De selv paa?" 

„Tror paa — tror paa ? Aa, jeg har den bedste Grund 
til at tro, at der oppe i „Kvindelig Læseforening" findes 
et Dusin ældre Damer, som læser mig med Fornøjelse, 
og de Damer har sandelig altfor god en Smag til, at jeg 
ikke skulde vise mig dem taknemmelig ..." 

„Ja, men — " det lød utaalmodigt, og William rejste 
sig fra Stolen for at gaa henad Gulvet — „De siger 
ikke, hvad De egentlig mener." 

„For det meste." Hoff saa efter ham og rystede paa 
Hovedet. „Ser De, De tager nu Sagen saa ungt, men 
Tingen er, at man, selv om man har opgivet noget, kan 
leve meget behageligt paa Stumperne. Naar man har 
opgivet at faa noget udrettet, saa indretter man sig som 

13* 



HERMAN BANG 196 

jeg, der, mine Kreditorers Overhæng fraregnet, som De 
ser, har det grumme behageligt. Man lever uden Illusio- 
ner — det værste er, at man en Gang imellem kan faa et 
Anfald af den gamle Sygdom og i otte Dage, fjorten 
Dage, ja — med Skam at tale om — det kan hændes i 
tre Uger — kan faa den vanvittige Idé igen at tro godt 
om et Menneske. Saa har man det, naar man bliver skuf- 
fet, lidt ondt igen i tre, fire Dage, indtil man ogsaa slip- 
per det — naa, som sagt, det er det værste ..." 

„Men Deres Talent da?" 

„Aa — mit Talent!" 

„Men det er jo netop Sagen. Hvorfor tror De ikke paa 
det? De har jo dog Talent, hvorfor bliver De saa ikke 
hellere lykkelig ved at tro paa det og saa arbejde for 
det?" ... 

Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine 
Hæle paa Kakkelovnen, tog saa sit Glas og tømte det. 

„Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve 
for ..." 

„Hvis man forresten gad — ja. Men, kære, er det 
Umagen værd?" 

„Saa har jo Deres Uvenner Ret." 

„Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg 
sige Dem." 

„Som siger, at De ikke sætter noget ind." 

„Naa ja. Men naar man nu ikke har noget, bedste 
Høg." 

„Men det er jo det, der er Modsigelsen — naar De 
har Talentet." 

„Vist, vist saa," han rejste sig lidt utaalmodigt ... 
„Men lad os nu ikke tale mere om det ..." 

„Ja, — men, det er netop det, jeg ikke forstaar, og 
som" — William talte heftigt — „jeg maa forstaa . . ." 

Hoff standsede. William gik frem og tilbage ovre 
foran Flygelet i hurtige Drejninger. Saa gik Hoff over 
og tog ham om Skuldrene. 

„Lad os hellere tale om Dem," sagde han. 



197 HAÅBLØSE SLÆGTER 

„Men dette er jo netop om mig," William dukkede 
Hovedet. 

Hoff gik to Gange op og ned med ham under Ar- 
men. Han syntes, William blev lidt roligere. 

„Maaske tror jeg ikke paa mit eget Talent," sagde 
han. 

„Hvorfor skriver De saa?" 

Der var noget tilbagetrængt i Tonen, da Hoff sva- 
rede : „Jeg har jo fortalt Dem om Dusinet, kære Høg, 
og saa koster det virkelig en Del at føre dette Hus ..." 

„Ja, men hvor kan De det?" 

„Naar jeg siger, at jeg ikke tror paa mit eget Talent, 
saa er det naturligvis ikke saadan at forstaa. Talent har 
jeg, men — ja, hvordan skal jeg sige for ikke at sige 
for meget? Ser De — bedste — Talent og Liv er ét — 
det er Sagen. Naar nu Livet er ormstukket, og man véd 
det, saa har man ogsaa lidt ondt ved at gøre noget for 
Talentet." 

De gik igen lidt. William saa fra Siden hen paa Hoff. 
Det var, som pludselig en graa Maske havde lagt sig 
over hans Ansigt : 

„Og nu De," sagde han, „hvad vil De saa mere end 
fri til Frøken Blom?" 

„Hvad alle vil — blive til noget . . ." 

„Hm — naa, lidt mer end alle andre. Ellers rejser 
man sig ikke og gør sig latterlig ved at tale for Arbejdet 
til de umælende." 

William vidste ikke, hvad han skulde svare. Saa sag- 
de Hoff: 

„Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte 
blot, De maaske kunde have godt af at tale med et 
Menneske om det ..." 

Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at 
ligge der, og som slog William. Han blev pludselig me- 
get blød: „Men der er ingen, som tror paa mig," hvi- 
skede han, det „gik i ham". „Slet ingen." 

„Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er 



HERMAN BANG 198 

„Publikum" sjældent saa villig til — men tror De 
selv?" 

William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben 
for at beherske sin Bevægelse, men saa rev han sig 
pludselig løs fra Hoff og satte sig hen paa Chaiselonguen 
i Hjørnet. 

„Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa," sagde 
han, tav saa, sad og rokkede med Overkroppen. „Det 
hele beror paa det — jeg kunde ikke leve som andre 
— nej, jeg kunde ikke. Men saa er det, at slet ingen 
tror, slet ingen tror, og jeg véd, at naar det gaar galt, 
saa er det forbi. Aa," han kastede sig ned, „det er for- 
færdeligt . . . Véd De, at min Fader var sindssyg, min 
Moder døde af Brystsyge " 

„Aa — Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige — 

„Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de 
andre virkelig er ligesaa ulykkelige som jeg ..." 

„Kære Høg, se Tingen mere roligt ... det nytter 
skam ikke ..." 

„Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Foræl- 
dre, der var som mine, saa er det blot Tiden, som er 
haabløs ..." 

„Ja, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at 
Samfundet og vi forbereder en ny og forbedret Udgave 
af Syndfloden, men saa kan vi da idetmindste efterligne 
de andre: de dansede, lige til Floden kom." 

„Aa nej, jeg kan ikke spøge med det. Det, jeg tror 
paa, har holdt mig oppe nu snart i fem Aar, jeg har levet 
for det, kun for det: Ser De, jeg er hallucineret om Nat- 
ten, jeg hoster — alt. Men jeg har arbejdet, kæmpet for 
det, fordi jeg troede — men naar jeg nu havde taget 
fejl — saa — ja, saa var det forbi . . . Det e r sandt — 
jeg har været forelsket i Margrete Blom i lang Tid . . . 
og — aa, hvor er hun ogsaa smuk . . . saa frisk ... Vi 
har set hinanden hver Dag. . .Véd De, at somme Tider 
i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som 
med vilde Dyr — hvor jeg har lidt og været søvnløs — 



199 HAABLØSE SLÆGTER 

jeg har vaaget om Nætterne og skreget efter En, der 
troede — blot E n, der vilde tro . . . Man kan føle en 
ligefrem Tørst, der svider — og saa er der ingen — 
heller ikke hun — nej — nej — nej — De skal ikke 
trøste mig ..." 

Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen 
og hulkede. Hoff stod ved Siden af, han lagde blidt sin 
Haand paa hans Haar og glattede det. 

William tog Hovedet bort, som om Haanden tyngede 
ham, 

„Nej, ingen tror paa mig," hviskede han. 

„Men i Himlens Navn, saa tag fat, Menneske, og 
tving dem til det." Hoff kæmpede med sin Bevægelse 
og gik over mod Flygelet. Han aabnede det og slog nogle 
Akkorder an. 

Bagved paa Chaiselonguen laa William og hulkede. 

Saa gav han sig til at spille. Han sad, mens han spil- 
lede og lyttede til William, mærkede, at Graaden blev 
mindre voldsom. 

Det var et Tema af Rubinstein, et brusende Tema af 
en Salonkomposition, en Galop. Hoff varierede det, lod 
det komme tilbage, glattede det ud. Bestandig blev det 
mildere. 

William var holdt op med at hulke, han sad oprejst i 
Sofaen, støttet mod dens Ryg, rød og ophedet af Graa- 
den. Lidt efter gik han hen over Gulvet og satte sig 
foran Kakkelovnen. Ilden var gaaet ud. 

Hoff spillede stadig. Han var slaaet over i noget an- 
det, noget vemodigt og klagende, hvor Tonerne suk- 
kede mildt under hans Anslag. Saa gled det helt ud, og 
han holdt op. 

„Hvad var det?" spurgte William hennefra. 

„Det første var af Rubinstein," han sad og saa ind i 
Lyset paa Flygelet. 

„Det var saa mildt," sagde William. 

„Aa ja," Hoff rejste sig og lukkede, „et Flygel er en 
ganske rar Ting." 



HERMAN BANG 200 

De talte ikke en lille Tid. Saa sagde William for at 
komme bort fra dette : 

„Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff." 

„Det, véd jeg, finder de fleste Folk," svarede Hoff og 
saa sig om, „jeg synes nu, de tre hører sammen. Den 
Hjerne, som tænkte den Dame dér" — han pegede paa 
Venus — „har været genial. Han gjorde Kærligheds- 
gudinden til en Skæbnegudinde. Du gode Gud, og saa 
kalder Folk den Statue for en fornøjelig Figur - — ja, 
hver sin Smag ..." 

Han heldte lidt Champagne op i sit Glas. 

„Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun for- 
langer Livet. Det er det, Kunstneren har villet for- 
tælle os. Moloch og Venus victrix — hvem mon der er 
ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha'e 
. . . Jeg véd ingen Statue, der passer bedre som Pendant 
til Venus end Niobe, Gudinde for Smerten." 

„Og saa Antinous." 

„Ja rør ikke ved ham, kære Høg, ham maa vi skam 
ha'e Sympati for, saa sandt jeg hedder Bernhard Hoff. 
Pokker tro paa Sagnet — det er vel kun dumt Vaas . . . 
Nej, jeg tror, det Billede kun er Billedet af et stakkels 
Barn, man maa have givet mere at bære paa, end han 
kunde udholde, en tidlig Sorg, altfor tidlig Erfaring, en 
stor Hemmelighed eller hvad véd jeg. Nok er det — 
hans Skuldre kunde ikke bære det, og saa lukkede han 
Munden fast sammen om sine Skrig og lagde Nilens og 

Akerons Vande imellem Verden og sig Nej, der 

er god Mening i de tre Buster ..." 

William gik hen og tog sin Frakke. „Gaar De," 
spurgte Hoff. 

„Ja, Klokken er halvseks ..." 

„Er den det — ja Tiden gaar." Han hjalp William 
Frakken paa, stod saa lidt og ventede : 

„Og hvad saa imorgen?" spurgte han. 

„Nu maa det gøres," sagde William, holdt inde. drog 
Vejret dybt, sagde saa sagtere: „Det er Skuespiller, jeg 
vil være." 



201 HAABLØSE SLÆGTER 

„Jeg tænkte det." 

William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpaa rakte 
han Hoff Haanden : „God Nat," sagde han» „og Tak for 
iaften." 

„God Nat, Høg — og kom snart igen." 

Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han 
aabnede et Par Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat 
paa et Ark Korrektur. Men Pennen kradsede, det vilde 
ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen sammen og sad 
længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saå ind 
i Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad 
Gulvet. 

Tilsidst standsede han foran Chatollet, aabnede det 
og stod noget lænet til Klappen, lukkede den inderste 
Skuffe op og tog et Billede frem. Han holdt det hen un- 
der Lampen og saå længe paa det . . . 

Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, 
sad han med Lampen tændt og skrev ved sit Bord. 

„Men Gud bevar'es, Hr. Hoff, har De nu ikke været 
i Seng igen inat?" sagde hun. 

„Aa, det blev for sent, Madam Lund, og saa har jeg 
saa gyselig travlt." 



V 

Professoren saå op og ned ad ham og drejede ham 
rundt et Par Gange. 

„De er ikke blevet meget større," sagde han saa og 
skød Brillerne op i Panden. „Men sandt at sige, der er 
dem, som er mindre." 

„Jeg er omtrent saa høj som Professoren," sagde 
William og skævede til Pillespejlet. 

„Saa? — nej, min kære," Professoren rettede sig og 
forsøgte at se William over Hovedet, „det ta 'er De virke- 
lig fejl i — jeg er godt og vel et halvt Hoved højere. 



HERMAN BANG 202 

Men, det forstaar sig, min unge Ven, har man Talent, 
saa er man stor nok, selv om man er lille." 

Professoren fik Taarer i Øjnene og faldt i Tanker. 

„Ja, saamæn er man saa," gentog han og skød atter 
til Brillerne. „Og Stemmen var jo dejlig," fortsatte han, 
efter at Rørelsen havde sat sig lidt. „Det var jo et pragt- 
fuldt Organ." 

William blev rød. „Ja, Hr. Professor ..." 

„Har De nogen Rolle med Dem, min unge Ven, for 
jeg maa naturligvis høre Dem." 

„Jeg har taget Sannæs med," sagde William. 

„Sannæs, naa — det var en underlig, teoretisk Rolle, 
— men sæt Dem, kære Ven, og lad os tale om Tingen," 
Professoren skød en Stol hen til William og satte sig selv 
i en anden. „Véd De nu ogsaa, hvad De gør?" sagde 
han saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams 
Knæ, „at være Skuespiller, unge Ven, det er den sør- 
geligste Bane i Verden." 

Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William for- 
sikrede, han vidste, hvad det var. 

„Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Profes- 
soren sukkede, lagde sig noget tilbage i Stolen og sagde 
noget umotiveret, maaske som Led af en stille Tanke- 
gang : „Aa, ja, det var den Gang." Saa sukkede han igen 
og tilføjede i en lysere Tone: „Unge Ven, jeg kendte 
Deres Bedstefader, det var en udmærket Mand." 

William nikkede, og der blev en Pause. 

William tænkte, at Professoren var blevet en meget 
gammel Mand. 

„Naa, saa De har læst Sannæs — hvilke andre Roller 
har De tænkt Dem at spille?" 

»Jeg véd ikke, om Professoren kender Lucien." 

„Lucien" — Professoren gned sin Pande og tænkte 
sig om — „Lucien — ja, min Ven, jeg er en gammel 
Mand" — et let Spor af Rørelse — „nej, nej, jeg husker 
den ikke." 

„Det er et fransk Stykke, Hr. Professor." 

„Lucien — af Scribe Aa, Dronning Marguerites 



203 HAABLØSE SLÆGTER 

Noveller, aa, min unge Ven," — Professoren lagde 
begge sine Hænder paa Williams Skulder — „det var 
den Gang." 

„Stykket er af Dumas, Hr. Professor." 

„Dumas," Professoren rystede paa Hovedet, „kender 
det ikke, min Ven, og jeg har dog spillet syvhundrede 
Roller. Naa, er det en stor Rolle?" 

„Nej — men den ... han har kun én Scene ..." 
Professoren satte Brillerne fastere. 

„Én Scene," sagde han. 

„Men den er vigtig," stammede William, der begynd- 
te at tabe Sikkerheden. 

„Den kan man i det mindste ikke debutere i," sagde 
Professoren noget tørrere og skubbede sin Stol lidt bort. 
„Men — der er vel andre Roller?" 

„Jo," William saå ned, han krammede lidt om Stolen 
og flyttede Benene, „saa er der „Tartuffe"." 

Professoren rettede sig i Sædet og saå igen over Bril- 
lerne hen paa William. „Ja — den kender jeg," sagde 
han og lod Bagen' af sin Haand glide hen under sin 
Næse. 

Der blev en Pause. 

William var blussende rød, turde ikke se op. Han 
vidste ikke, men han var grebet af en pludselig Angst: 
Om Professoren var blevet for gammel? 

Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og 
saå paa dette Menneske paa to og tyve Aar, der vilde 
spille „Tartuffe". 

„Kan De „Tartuffe"?" spurgte han saa. 

„De store Scener," sagde William med Blikket heftet 
paa Gulvet. „Dem med Elmire." 

„Naa" — Professoren studerede sine Negle — „men 
det er en svær Rolle, min unge Ven, og man kan ikke 
raade til at debutere i den." 

„Jeg har tænkt at debutere i Sannæs." 

„Det er sandt, Sannæs — men De sagde jo, De 
havde Bogen med. Lad mig saa høre den da." 

Professoren fik Bogen, gav sig til at rode paa Kryds 



HERMAN BANG 204 

og paa tværs efter Scenen med Valborg, skubbede Bril- 
lerne, saå op og saå ned. 

William havde kun én Tanke, at denne gamle Mand 
ikke kunde afgøre hans Skæbne. Den Tanke belejrede 
ham : gaa, skyde det op, idetmindste gaa til en anden. 
Men pludseligt saå han ind i dette besynderlige graa 
Mørke, som siden hin Samtale med Margrete saa ofte 
havde været hans Tankers Skræk, og han ligesom satte 
sig fastere i Stolen. Han maatte blive. 

Professoren havde fundet det. Han læste det hurtigt 
igennem, halvhøjt, og hele hans Ansigt forandredes un- 
der Læsningen. Det var, ligesom han havde kastet en 
Maske, som var han blevet tyve Aar yngre. „Naa, nu 
véd jeg det" — han rejste sig, hele hans Figur var 
elastisk-bevægelig, „nu har jeg det ..." 

William tænkte paa, at man skulde tro, han havde 
kastet et Par Krykker. Og i samme Nu sagde han til sig 
selv, at nu maatte han, nu gjaldt det. Den Mand, som 
gik og lavede Scene paa Gulvet ved at stille Stole op i 
en Halvkreds, vilde dog kunne afgøre hans Skæbne, 
dog kunne se . . . 

Og pludselig blev han rolig. Han kunde, og nu maatte 
han. Professoren var færdig. Dér sad Tilskuerne, dér 
var Døren, dér Mellemdørene ; nu skulde han give Re- 
plikkerne. 

Han satte sig paa Tilskuerpladsen, William stillede sig 
op i Baggrundsdøren. „Saa begynder vi," sagde Profes- 
soren. 

William kom ind og begyndte. Replikkerne er korte, 
afbrudte. 

„Tal højere," sagde Professoren. „Meget højere, jeg 
kan ikke høre Stemmen." 

William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han ag- 
tede paa hans Mine ; havde han haft tusind Øjne, de 
vilde lige skarpt, lige ufravendt have hvilet paa dette 
Ansigt. 

Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Re- 
plikkerne, -som han vilde. Men det var ham, som en 



205 HAABLØSE SLÆGTER 

Fremmed sagde dem, som om en anden spillede og 
bevægede sig. Han saå kun paa dette Ansigt. 

Men det var stadig ubevægeligt. Professoren gav Stik- 
replikkerne, bøjet over Bogen, uden Bevægelse i An- 
sigtet, uden at løfte Øjnene. 

Og mens William stirrede paa Trækkene, saå han ham 
staaende den Gang i Sorø smilende med Hænderne i 
Lommen — aa, det Smil. Og mens Sveden sprang frem 
paa hans Pande, spurgte han sig selv, naar han vilde be- 
gynde at smile — han længtes efter at se det, han 
maatte, maatte se det. 

„Det er lutter Smaareplikker, " sagde Professoren 
uden at løfte Ansigtet fra Bogen, „det er lidt svært at 
komme i Affekt paa for en Begynder." 

William følte det selv : „Ja, Replikkerne er meget 
korte," sagde han. Professoren faldt i Tanker med Bo- 
gen i Hænderne. William ventede stillet til en Stol. 

„Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder 
den nede i lutter Mellemtoner ..." 

„Maaske kunde jeg tage et Digt ..." 

„Ja, kan De et," Professoren saå op, „saa kan jeg se 
paa Dem med det samme." 

„Et af Fiskerjenten ..." 

„Naa, ja, det deklamerer de alle. Kom saa ind og 
buk." Professoren rejste sig, trykkede Brillerne fast mod 
Næsen og ventede. 

William kom ind og bukkede. „Dybere," sagde Pro- 
fessoren, „dybere . . . man maa altid bukke dybt for 
Publikum." 

Han bukkede om, igen om. „Bedre — begynd saa." 

William begyndte dybt, i den mørke Tone, hvormed 
han forskønnende tilslørede sin Hæshed, og som her gav 
Fremsigelsen noget tilbagetrængt voldsomt, der virkede 
stærkt. 

Professoren lyttede. Han stod og bed i sine Knoer, 
men en Gang imellem saå han over paa William med et 
Glimt i Øjnene. Han gik lidt tilbage, igen frem, stadig 



HERMAN BANG 206 

opmærksom. Saa nikkede han — en Gang til med et 
Smil. 

William blev blussende rød, følte Taarerne staa sig i 
Øjnene, Varmen gød sig ud i alle Lemmer. 

Det var, som han vaagnede, som han befriedes ved 
dette Nik. Han aandede dybt og standsede et Øjeblik 
som for at sole sig i dette første Glimt af Sejren. Han 
syntes, noget bar ham, at han blev løftet højere, mens 
han talte . . . 

Han gav sig hen, han glemte at se paa Professoren, 
glemte Stemmen, talte blot 

Han havde en Følelse, som om han havde jublet de 
sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde. Nu 
saå han med blussende Kinder paa Professoren. 

Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, 
saå saa op. 

„Men De er hæs idag," sagde han. 

William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin 
egen Stemme — ja, den var slaaet over. „Ja," stammede 
han, „jeg er meget hæs." Det var ham, som skulde han 
falde i Knæ under Løgnen. 

Lidt efter gik han. Han skulde om otte Dage komme 
igen med „Tartuffe". 

„Sæt Dem, kære, sæt Dem," sagde Professoren otte 
Dage efter, „vi maa jo tale om det først. Hvordan har 
De saa tænkt Dem „Tartuffe"?" 

William søgte om Ord. „Ikke som den spilles paa 
Theatret, " sagde han saa. 

Professoren lo. „Naa — nej, det er ogsaa min Me- 
ning, men hvordan da? De har vel tænkt Dem en 
Maske — et bestemt Ydre ..." 

„Nej," William blev lidt rød i Hovedet, „jeg havde 
egentlig tænkt at spille som jeg ... som jeg var." 

Professoren saå hurtigt paa skraa over Brillerne. 

„Det var ikke saa galt," sagde han. 

„Ja — for „Tartuffe" skal ikke være styg . . . styggere 
end jeg," rettede William sig hurtigt. 

„Nej, det behøver han ikke." Det lod til, at Profes- 



207 HAABLØSE SLÆGTER 

soren morede sig, han sad, lænet tilbage og saå paa 
William med store Øjne, og en Gang imellem nikkede 
han ligesom forleden. William blev sikrere. 

„Og saa skal han slet ikke saadan gaa omkring og 
messe og være salvelsesfuld — slet ikke. Jeg har en 
Gang set en Munk i Coln — saadan skal han være . . . 
Han tror selv, han er hellig ..." 

„Ja . . . det . . ." Professoren blev ved at more sig, det 
kunde man tydelig se. 

„Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere og- 
saa hykler for sig selv?" 

„Kan nok være, min unge Ven, kan nok være — jo, 
lad os saa se, hvordan De vil gøre det." Og Professoren 
og William gav sig ivrigt til at stille Stolene op som 
forleden. 

„Hvem har De talt med om den Rolle?" spurgte saa 
Professoren. 

„Ikke med nogen" — William satte den sidste Stol 
paa sin Plads — „jeg har altid tænkt mig den saadan." 

„Naa," Professoren var meget livlig, satte sig bredt 
tilrette i Stolen, „ja — lad os saa begynde." 

Han saå lidt fra Siden hen paa Høg: „Hvad er det 
for Scener, De ta'er?" 

„Dem med Elmire." 

„Naa — ja, nu husker jeg. Ja" — Professoren var 
stadig smilende, sad og bladede i Oversættelsen — 
„det er nok ogsaa de nemmeste — for Opfattelsen." 

„Men jeg begynder med Scenen med Dorine. Man 
maa se ham først." 

William gik tilbage, han ventede et Øjeblik, inden 
han med Ryggen til Professoren begyndte: 

Laurent, gem Svøben, og min Haardragt du forvare — 
Og bed til Himlen, at den vil dit Sind opklare . . . 

Han vendte sig, gik lidt frem, derpaa atter tilbage og 
talte bortvendt under de næste Linier : 

Hvis nogen søger mig, er jeg i Medynks Hverv 

Hos Fangerne, med hvem jeg dele vil min Skærv 



HERMAN BANG 208 

Professoren havde set lidt paa ham ligesom forbav- 
set, havde utaalmodigt skudt Brillerne op. Nu varede 
det lidt, inden han gav Replikken : 

Løgn og Affektation med disse Helgenminer — 

Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bo- 
gen, uden mere at se op. Kun ved „Tartuffe"s „Gerne!" 
saå han et Øjeblik hen, som om han vilde tale, men 
sænkede igen Hovedet og læste videre. 

William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavs- 
hed forstyrrede ham ikke. Han vidste jo, at han var enig 
med ham. Da Scenen var forbi, sagde han blot ivrigt: 

„Saa kommer Elmire." 

„Ja." 

„Jeg plejer at sætte mig saadan ..." Han trak en Stol 
hen og satte sig ved Siden af Professoren. 

„Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med 
sine Fingre, „jeg skal nok gi'e Elmire." 

William rejste sig og gik bøjet frem : 

Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa! 
Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa! 
Gid al Velsignelse sig over Dem forene; 
Saa be'er den ringeste af dem som Herren tjene. 

Elmire. 

Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa, 
Men skal vi sidde ned . . . man har det bedre saa. 

William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad 
endnu med dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, 
mens han læste Replikkerne monotont, uden Overgange. 

William lagde ikke Mærke dertil, sagde Replikkerne 
som han plejede. Men paa én Gang blev han ubestemt 
genert og forlegen. Han begyndte at trykkes af denne 
Monotoni, som ikke besvarede hans Spil, længtes febrilsk 
efter at se det Ansigt, der var skjult bag Bogen 

Men Professoren sad stadig gemt bag Bindet. 

Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han 
talte kortaandet, stirrede paa det sorte Bind, fik en ube- 
tvingelig Lyst til at rive det bort for dog at se Ansig- 



209 HAABLØSE SLÆGTER 

tet han følte, at Replikkerne gled fra ham, at han 

sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han 
tænkte dem 

Han stammede, kunde ikke huske Ordene, blev rettet 
af Professoren — lidt utaalmodigt, men dog monotont — 
tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret, sukkede, tog sig 
til Panden, der var fugtig . . . 

„Jeg kan ikke," sagde han. 

Professoren lod Bogen synke: „Naa," han saå saa 
underligt igennem ham, „saa kan De dog høre, det er 
galt." 

William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom 
frem i Øjnene: „Men det var heller . .. ikke, som jeg 
havde tænkt mig." 

„Nej," Professoren rejste sig utaalmodigt, „for det 
var lige det modsatte. Saadan — se nu!" 

Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. „Se nu," sagde 
han, og med Ryggen mod William begyndte han med 
„Tartuffe"s første Replik. 

Saa gengav Professoren hele William Høgs „Tartuffe". 

William havde sat sig. Professoren læste uden at se 
paa ham, satte sig, lod, som om han spillede med El- 
mire. Han karikerede ikke, læste og spillede kun akku- 
rat i samme Tonart og Tempo som William 

„Forstaar De?" sagde han tilsidst og lukkede Bogen, 
„saadan. . .", men i samme Nu saå han paa William og 
holdt inde: Mennesket var sunket sammen med kroget 
Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hæn- 
derne var krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme 

Professoren vilde tale, men han stammede og 

søgte om Ord. 

„Forstaar De," gentog Professoren, „man ..." men 
han kunde ikke sige noget; han vendte sig, løftede Ar- 
mene med en pludselig theatralsk Bevægelse og gik 
hen til Vinduet. 

Da han igen kom tilbage til Stolen, saå han William 
i samme Stilling, han gik hen til ham, rørte ved hans 
Skulder og sagde : 

H.B. III 14 



HERMAN BANG 210 

„De forstaar jo . . . det er en svær Rolle," sagde han. 

William nikkede. Og som om pludselig en Maske 
faldt fra hans Ansigt, kom Trækkene og alle Fibre i et 
Nu i bævende Bevægelse som et Net af bevægede 
Traade : „Jeg forstaar det," sagde han. 

„Og desuden — man overdriver," sagde Professoren. 

„Men de næste Replikker skal blive bedre," William 
rejste sig, i det første Øjeblik holdt han Armene frem, 
som om han var svimmel og vilde søge Støtte. Saa tog 
han sig sammen og sagde noget frygtsomt: 

„For De vil jo nok høre det næste?. . ." 

„Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen 
ned, at gøre den mere ligegyldig. „Det var altsaa de 

store Replikker naturligvis — de maa jo ogsaa 

ligge bedst for Dem ..." 

Han skubbede Lænestolen lidt frem. „Dér sidder 
altsaa De — jeg her. Nu skal jeg nok spille med — 
saa hjælper det." 

William satte sig, han holdt Haanden for Panden for 
at tvinge sine Tanker, begyndte saa : 

Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder, 

Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder, 

Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt, 

Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt . . . 

Tonen var forandret: Betoningen slog straks Profes- 
soren, og han blev under hele Replikken ved at stirre 
paa William. Der var i Øjets Udtryk en hed Flamme, 
som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt 
Energi, som betog 

William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed 
snoede sig om den hviskede Replik, en hed, en op- 
stemmet Attraa, en gammel Længsel gik sukkende gen- 
nem hans Vers. Denne „Tartuffe" havde fastet, hungret 
til Døden og tørstet . . . Det var den lange Fastes vilde 
Forslugenhed 

Scenen var forbi. William havde rejst sig, hans Haar 
var vaadt, Læberne bevægede sig i smaa Ryk, og han 
aabnede med Møje Kæberne ... 



211 HÅÅBLØSE SLÆGTER 

Det varede lidt, inden Professoren talte: „Nu saå 
man, hvad De vilde," sagde han. 

William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone 
var underlig kold og kort. Men han var altfor træt til at 
kunne tænke derover; som om Hjernearbejdet pludselig 
var standset, følte han sin Hjerne tom, hele Legemet 

slappet efter den forfærdelige Kamp Han var 

til Mode som en Søsyg, der sætter Foden paa Land. 

„Saa er det bedst, De prøver straks," sagde Profes- 
soren. Han gik op og ned ad Gulvet. „Tingen er" - 

„De tror altsaa, at ..." 

„Ja — men, som sagt, Tingen er, at hvad De mang- 
ler, kan ingen lære Dem ... uden," Professoren bed 
sine Knoer, „uden maaske Theatret." 

William hørte næppe, hvad han sagde, men han for- 
stod, at han havde sejret, at han skulde prøve, at han 
havde kæmpet og sejret ... Og i samme Sekund sagde 
han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis han 
ikke havde vundet i denne Kamp. 

Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par 
Skridt frem mod Professoren, som havde sat sig foran 
Skrivebordet. 

„Nu skal jeg skrive til Etatsraaden," sagde han. Han 
talte ikke mere, skrev nogle Linier, forseglede Brevet : 
„Jeg tænker, De saa kommer til at prøve om otte Dage." 

William var for glad til at lægge Mærke til Profes- 
sorens Væsen, hans Hænder rystede, da han tog Brevet, 
han søgte at takke, men han stammede blot. 

„God Lykke," sagde Professoren. Han var gaaet hen 
til Døren, William følte, han maatte gaa, men han ven- 
tede nogle Øjeblikke med Haanden paa Dørlaasen. — 
Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, 
han kunde ikke gaa, inden . . . Men saa saå han op paa 
Professoren. Han stod, legende med sin Uhrkæde og 
ventede. 

„Farvel," sagde William og rakte Haanden frem. 
Haandtrykket var slapt, Haanden fugtig. 

„Farvel ... og" Professoren aabnede Læberne som 

14» 



HERMAN BANG 212 

for at tale, men lukkede dem igen uden at sige noget. 
Døren aabnedes og lukkedes, William var gaaet. 

Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at 
han havde glemt sine Handsker, han ringede paa, Pro- 
fessoren lukkede op. 

„Det var mine Handsker," sagde han. 

De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem 
paa en Stol: „Her er de." Og atter ventede disse to — 
William og denne Mand, som havde bestemt over saa 
meget i hans Liv — nogle Sekunder overfor hinanden 
paa et Ord, som ingen af dem talte. 

Døren til Gangen var blevet staaende aaben, William 
stod paa Tærskelen, endnu en sidste Gang saå han 
spørgende paa den Gamles Ansigt, og Professoren turde 
ikke længere undgaa dette Spørgsmaal : 

„Deres Intelligens vil hjælpe," sagde han og vendte 
sig. 

Med det gik William. 



William skulde prøve. 

Det havde været lange Dage, disse ti. Hver Dag hav- 
de William ventet Tilsigelsen, og hver Dag var han ble- 
vet skuffet, hver Morgen havde han sagt til sig selv : 
idag; hver Aften: imorgen. Og i de sidste Dage havde 
han ventet fra Time til Time. 

Men denne Venten, der udfyldte Minutterne med Fe- 
ber, havde opslugt hans Frygt, han var gaaet op i denne 
Uro, der jog ham fra Ting til Ting, fra Sted til Sted. 
Hjemme turde han ikke være, og ud turde han ikke gaa. 
Han drev henad Gaderne, aandsfraværende, Sind og 
Tanker opslugt af den ene Idé, som gjorde ham alt an- 
det umuligt end netop selve den rastløse Venten. 

Han standsede foran Butikkerne og tvang sig til at læ- 
se Priserne paa de latterligste Ting, studere Plakater om 
Udsalg, Opslag om hjemkomne Varer ; han blev ved at 
læse, indtil han greb sig i mekanisk at gentage et Ord 



213 HAÅBLØSE SLÆGTER 

eller et Tal, som Læberne fremførte, men hans Tanker 
var langt borte — saa gik han videre og begyndte forfra. 

Han tog en Avis paa Kaféen og sagde til sig selv, at 
han vilde læse tre Spalter — Ord for Ord. Han begyndte 

at læse, fulgte Teksten Linie for Linie men lidt 

efter vaagnede han til Bevidsthed med Bladet foran sig 
uden at vide, hvad han havde læst. 

Saa kunde han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frak- 
ke paa, knap have Tid til at betale og skynde sig hjem, 
fordi han ventede Brevet: „Nu maatte det være kom- 
met, det var vist kommet." 

Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede 
han og turde ikke gaa op. Undertiden vendte han om, 
gik nogle Gange frem og tilbage paa Pladsen, tvang sig 
til at blive nede. Men tilsidst kunde han ikke mere holde 
det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op paa 
fjerde Sal, tog alle Trapperne i Spring, saa han var helt 
stakaandet, naar han naaede op og begyndte at rode i 
Brevkassen. 

„Intet." 

Han vilde roligt tage sin Frakke af, hængte den op i 
Entréen, rev Døren op til sin Stue. Der var intet Brev 
paa Skrivebordet — paa Bordet intet . . . nej, intet Brev. 

Altsaa ikke kommet endnu, ikke endnu . . . 

Men nu skulde han prøve, han havde ikke sovet om 
Natten, han havde ligget og kastet sig, og han havde for- 
søgt at falde i Søvn saa ved at tælle til tusinde, saa ved 
at flyve ud fra Rundetaarn, saa ved at aande dybt. Men 
faldt han hen i Blund, vaagnede han med et pludseligt 
Ryk, og hans Drømme var de samme som hans Tanker 

Hans Tanker. Som om det var Tanker, den Forvirring 
i hans Hjerne, der bestandig flygtede og tumlede om- 
kring det samme Punkt : om Tvivlen. 

Men lade Tvivlen tale turde han ikke, han stoppede 
dens Mund med Fraser, som han hviskede til sig selv, 
kneblede den med en Overbevisning, han ikke havde. 
Thi inderst inde i Mørket af hans forpinte Sjæl mødte 



HERMAN BANG 214 

ham, som Medusas forstenede Hoved, hin skrækkende 
Tilintetgørelse fra den sidste Dag hos Professoren . . . 

Det var det sidste, det yderste — det var Tingenes 
Afslutning. I denne forfærdende Erindring læste han det 
absolutte: „Forbi." Dér hørte alt op . . . Men nej, han 
havde jo sejret, da han kæmpede for Livet. 

Og saa jog Tankerne videre, formummede Karnevals- 
gæster, der holder Maskerade paa et Skibsdæk, hvor der 
er Lig i Lasten. 

Om Morgenen var hans Øjne hede. Øjenlaagene tørre 
og" tunge. Det havde været en lang Nat. 

Han skulde prøve Klokken elleve. Klokken var syv, 
Pigen var endnu ikke oppe, alle Stuerne var kolde, han 
gik omkring og frøs en halv Times Tid, inden han fik 
Kaffe, lagde sig saa paa en Sofa i Dagligstuen for at 
memorere sin Rolle. Han vilde prøve som „Tartuffe". 
Men han kunde ikke holde Replikkerne sammen, ikke 
samle Ordene, det var umuligt, rent umuligt, han kunde 
lige saa gerne lade være. 

Han rejste sig igen, saa paa Taffeluhret, om tre Timer 
vilde det være afgjort. Tre Timer. Han stirrede paa det 
hvide Rum imellem de to Tal: 11 og 12. Indenfor det 
Rum laa det hele, den lille, hvide Plet . . . 

Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troe- 
de, det var Avisen. 

„Men," han vilde allerede til, uden at se sig om, at 
tage til Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, „er det 
Dem, jeg troede, det var Avisen." 

Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu 
mere graa end sædvanlig : „Ja, bedste Høg, bliv nu ikke 
altfor forbavset, for det er en Fornærmelse. Jeg afslut- 
tede min Nat med en Spaseretur ud ad Bredgade, og saa 
kom jeg paa Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunde tage 
lidt Varme i mig hos Dem." Han slog Skindkraven ned. 
„Men der er maaske ikke lagt i endnu." 

„Jo, der er lagt i." 

De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned 



215 HA AB LØSE SLÆGTER 

om ligegyldige Ting. Hoff var. træt og talte dæmpet, kla- 
gede over ondt i Ryggen. 

„Ikke for det, jeg har været „slem"," sagde han. „Jeg 
havde Selskab iaftes, og saa, da de gik — et Par af Rød- 
derne med deres Damer — satte jeg mig til at skrive en 
Idyl. Man kan altid bedst skrive Idyller paa Baggrund af 
Solderi og imellem tømte Flasker. Man bliver saa for- 
bandet sentimental, naar man ser paa al den Vederstyg- 
gelighed ..." Han varmede sine Hænder ved Kakkel- 
ovnen. „Og „Ugebladet" havde ønsket en Idyl . . ." 

William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte 
igen lidt. Efter en lille Pause spurgte han pludselig, 
mens han, vendt mod Ilden, varmede sine Saaler. 

„Men hvordan gaar det egentlig Dem?" 

„Hvormed?" 

„De har jo været oppe hos Professoren." 

„Ja," William standsede, derpaa sagde han sagtere: 
»Og ) e g skal prøve idag." 

„Ja saa," Hoff vendte sig. 

De tav et Par Minutter; Hoff saa stjaalent paa Høg, 
drejede sig igen om mod Ilden. 

„Undskyld," sagde han saa, „men jeg vidste jo ikke, 
det var idag." 

Han knappede Pelsen, tog Williams Haand, beholdt 
den lidt imellem sine og gik ud paa Gangen. William 
fulgte efter og lukkede Entrédøren op. 

Dér tog Hoff endnu en Gang hans Haand : 

„Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder," 
sagde han. „Farvel, Høg." 

Der var noget i Tonen, noget mildt, noget næsten 
medlidende. William Høg glemte aldrig det Farvel. 



Nu gik han i Theatrets Foyer og ventede. Etatsraaden 
kom straks, havde Portneren sagt, om Hr. Høg vilde gaa 
op ... og nu havde han allerede ventet et Kvarter. Et 
Par Koristinder kom leende ind gennem Foyeren, maalte 
ham, stak Hovederne sammen og gik igen. Ude paa 



H^PMdN RANG 216 

Scenen, hvor der var ganske mørkt, rumsterede et Par 
Maskinkarle med nogle Sætstykker. 

William interesserede sig for den mindste Ting. han 
lagde Mærke til hver Sprække i det store Spejl, Kvik- 
sølvet var rent gaaet af, en lang Stribe over, det maatte 
være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet paa 
Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved 
Dagen var den forfærdelig. 

Der var en slem Luft af Gas, det var den, som øde- 
lagde alle Blomsterne i Blomsterbordene — dem brugte 
man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér. Forresten hav- 
de man ogsaa glemt at vande Planterne — de var helt 
tørre, William følte paa Jorden, den var næsten Sand, 
saa tør var den . . . 

Mon de dog aldrig vilde komme? 

Det var naturligvis blot Klodser — alle Bøgerne i 
Bogskabet, med malede Rygge ... og der var heller in- 
gen Glas for Dørene . . . naturligvis. 

William stod og lavede Navnetræk paa Laaget af Fly- 
gelet, han kunde skrive i Støvet. Han skrev en Mængde 
Navne, det ene ved Siden af det andet, saa hørte han 
Trin ude paa Gangen og troede det var dem. Han tør- 
rede Navnene ud med sit Lommetørklæde — det blev 
helt skident 

Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu! 

Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom 
han slet ikke til at prøve før tolv, isaafald var der syv 
og tredive Minutter til, syv og tredive. Og pludselig gav 
han sig til at le sagte ved Tanken om alt det, han saa 
havde fantaseret forgæves om Morgenen . . . 

„De kan godt straks komme herop," vækkede saa en 
Stemme ham henne fra Døren til Scenen. „Etatsraaden 
venter heroppe." 

William fo'r sammen. „Tak," sagde han. Herren, der 
havde talt, gik tilbage paa Scenen. 

Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rum- 
met mellem Foyeren og Kulisserne, og William maatte 



217 HAABLØSE SLÆGTER 

gaa et Stykke langs med Væggen, inden han fandt et 
Par Trin og slap ind. Saa stod han paa Scenen. 

Han blev staaende, genert, trykket op til Kulissen 
med Bogen i Haanden. Tilsidst fik en af Herrerne nede 
ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede et Par Ord til 
en ældre Mand i brun Overfrakke ; denne vendte sig og 
talte op imod ham : 

„Straks," sagde han, „straks! vi skal blot prøve et Par 
Bagtæpper." Han satte Hænderne for Munden og raabte 
op i Sofitterne, et Bagtæppe rutschede op og ned ; de 
andre Herrer skævede til William og gik hviskende ud i 
Kulissen . . . 

William stod og saa paa en Gangkone, som støvede 
Rygstødene af nede i Parkettet — hun slog Klapperne 
op med et Smæld — Række efter Række. Det var som 
noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt 
for at trække Vejret ; han lukkede Øjnene for ligesom 
at besinde sig, tage sig sammen, fortælle sig selv, at nu 
var Øjeblikket kommet . . . 

For han syntes selv, han var næsten ligeglad. 

Saa — det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæp- 
pet, det peb i alle Trisser. Etatsraadens Stemme slog 
over, saadan skreg han gennem den hule Haand . . . 

William kom til at ryste af Kulde, Kinderne var som 
Is, han havde taget sin Overfrakke af inde i Foyeren. 
Nu var Konen helt nede i Parterret — hun gled da over 
det med en Harefod, og stadigt smældede hun ivrigt med 
Klapperne . . . 

Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. 
Etatsraaden tog sin Stok ved første Kulisse og gik op. 

„Altsaa Hr. Høg," sagde han og kneb et firkantet Øje- 
glas ind under de graa Bryn. 

„Ja — det er William Høg." Tænderne klaprede i 
Munden. 

„De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig 
med Glasset for Øjet. „De skulde have beholdt Deres 
Overfrakke paa." Han vendte sig ud mod Tilskuerplad- 
sen: „Er Regissøren der?" 



HERMAN BANG 218 

Regissørens Hoved kom med et „Ja" til Syne i Or- 
kestret. „Og Hr. Andersen?" 

Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen 
og tumle ned ad de to Trin. „Det er en forbandet Økono- 
mi, at man absolut skal brække Benene for at spare et 
Gasblus," det var Hr. Andersen, som brummede og 
hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse. 

Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som 
dækkede over det halve Ansigt, og han havde en Kalot 
over et skaldet Hoved. Han brummede noget om Vente- 
tid og Frokost og erklærede, at han var færdig. 

„Den unge Mand prøver som „Tartuffe"," sagde Etats- 
raaden. 

„Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte 
at frigøre sit Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og 
spyttede tre Gange. „Man burde ikke have Theatre i vort 
Klima," henkastede han alt imens til Etatsraaden. 

William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor 
det var. Han vilde begynde med Scenen med Elmire. 
„Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr. Andersen forsøgte 
at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke at 
have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i 
Sofitterne. 

William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, 
at han ikke kunde et Ord, ikke en Replik, men det affice- 
rede ham ikke ; han saa Hr. Andersen sætte et Par Stole 
frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal, alt lød 
underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede 
han næppe . . . 

„Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen 
— han havde raabt forgæves to Gange — „hvis De øn- 
sker at begynde ..." 

„Begynde, ja — lad os saa begynde ..." 

Han saa nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hvi- 
skende imod hinanden ; helt oppe ved de bageste Bænke 
gik Gangkonen endnu og slog Klapperne op. Der blev 
hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et Par 
Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik. 



219 HÅÅBLØSE SLÆGTER 

„De sidder altsaa dér?" spurgte Hr. Andersen igen. 

William nikkede. Etatsraaden rejste sig nede paa før- 
ste Bænk. „Om vi begyndte," sagde han, satte sig igen. 
William saå ham tage et hvidt Lommetørklæde frem og 
dække Hovedet, som stadig rokkede over mod Regis- 
søren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var 
smøget op lige til Ørene 

Det var Publikum 

William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, 
hvor Dagslyset fra Skoddernes Sprækker kæmpede med 
Skæret fra tre-fire Gasblus, der var tændt over de nær- 
meste Loger, og det var som om han med en forfærdelig 
Anstrengelse væltede dette tomme fra sig 

Hr. Andersen gik op, kom atter ned William 

ventede endnu . . . 

I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og 
gled ud i Mørke. Men med en Opbyden af al sin Kraft 
tvang han sig til at se, og midt i Mørket dukkede det 
hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet 
. . . Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om 
Lyden sad fast . . . hans Vilje kæmpede med hans Tunge, 
som lammedes Nu fik han Lyden frem. 

Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum 

Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, 
vidste William Høg, han var dødsdømt. Og mens han 
stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet, lagde Lam- 
melsen sig over ham som et Klæde. 

I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og 
Lamheden. Hans Lemmer var tunge. Han syntes, at Kæ- 
berne holdt imod hinanden, og han kæmpede for at tale; 
han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde 
ikke frembringe Lyden. 

Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, 
satte sig, rejste sig 

Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, 
kæmpede det, hviskedes det rette ; han knugede Hæn- 
derne sammen, bød al sin Vilje frem : i et eneste frel- 



HERMAN BANG 220 

sende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde 
bryde Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om 
han skulde gribe det frelsende, som flygtede og veg fra 
ham 

Men han vidste, han kunde ikke gribe det 

Han hørte sin egen Stemme, saå det hvide Lomme- 
tørklæde paa Etatsraadens rokkende Hoved . . . Og han 
syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig leende Maske 
med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor 
Maske, der kom ham nærmere og nærmere . . . helt ind 
paa Livet . . . 

Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draa- 
ber; i Krampe trykkede han Armene mod sit Bryst. 

Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale Han 

hørte Hr. Andersen hviske, saå den store Skindkrave 
bøje sig over mod Lommetørklædet . . . 

Saa flygtede han. 

Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne 
paa sin Afmagt, og med et uforstaaeligt Udraab løb han 
op over Scenen . . . 

Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lag- 
de han sindigt Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik 
ud gennem Foyeren. 

William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vej- 
ret hurtigt nogle Gange, vendte sig saa og gik ned ad 
Gangen. Etatsraaden stod og pudsede sit Øjeglas i Lom- 
metørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulde se 
hen . . . Han stammede nogle Ord, som William ikke 
hørte, men blev ved at pudse nervøst paa Glasset . . . 

„Jeg be'er Etatsraaden undskylde," der var lidtGraad- 
klang i Stemmen, men William betvang den, „den Tid 
jeg spildte . . ." 

Etatsraaden saå op fra Glasset hen paa William : „For- 
staa mig vel," sagde han saa, „forstaa mig vel," men han 
stoppede op igen og pudsede videre. 

„Jeg saå godt, jeg kunde ikke." Det kom simpelt. 
Etatsraaden stak Lommetørklædet i Lommen, rømmede 



221 HAABLØSE SLÆGTER 

sig: „Nej," sagde han og saa atter lidt paa skraa over 
paa Høg, „det var ... var besynderligt." 

Højvelbaarenheden stoppede igen, men han blev ved 
at lede efter Ord. „Besynderligt," gentog han saa noget 
slæbende, tog pludselig i og sagde: „For noget var der 
bag ..." 

Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne 
med et Smask, som en Mand, der er tilfreds med sig 
selv. 

„Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Ho- 
ved pludselig dukkede frem bag Chefens Ryg omgivet 
af den store Krave som af en strittende Kam, „noget var 
der ..." 

William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en 
Trækning, der kunde se ud som et Smil. Saa bukkede 
han og gik ind i Foyeren. 

Regissøren hjalp ham Frakken paa ; han lo, fordi den 
var for snæver, talte om et Par ligegyldige Ting, trak 
langsomt sine Handsker paa og gav Regissøren Haan- 
den 

Etatsraaden stod med Øjeglasset klemt ind under Bry- 
net og stirrede forbavset paa Døren, der faldt i for Wil- 
liam Høg. 

„Besynderligt," sagde han. 

„Besynderligt," gentog Pelskraven. 

Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre 
Ting. 

Ned gennem Korridoren ravede William som en druk- 
ken Mand. 

Hoff ventede udenfor Theatret. Han gik frem og til- 
bage paa Fortovet i sin Pelsværksfrakke og krøb sam- 
men, og to unge Damer i en Førstesals Vinduer bag 
nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede 
væddet om, hvorvidt „Genstanden" var blond eller bru- 
net ... 

Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i 
Flisen for at holde Varmen og gjorde stadig Promenaden 
længere ■ 



HERMAN BANG 222 

Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han 
vendte. Der kørte en Droske forbi, og han nikkede ind 
til en Dame, saa saå han William. 

William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunk- 
ne, Hovedet ludende forover. Nu løftede han Hovedet 
og drog Vejret. Han stirrede lige paa Hoff uden at kende 
ham og sank atter sammen. 

Saa gik William forbi ham. 

Hoff vendte sig, saå længe efter den 'sammen- 
skrumpne Skikkelse : 

„Forbi," sagde han og gemte sine Hænder i Pels- 
værksærmerne. 



TREDIE BOG 



GOLDE AKS 



I 

William vidste ikke, hvordan han var kommet 
hjem. Han tog som i Søvne sin Overfrakke af, 
hængte den op, saå i Brevkassen efter Breve. Saa 
gik han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, 
hun talte til ham og han havde paa Fornemmelsen, han 
svarede. Han drak et Glas Vand ved Buffeten, gik saa 
ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf. 

Han var ikke vaagnet endnu. 

Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Vi- 
sitter, hun havde haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, 
om Pigen, der havde slaaet et Glas i Stykker. William 
svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun 
haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager. 

„Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme 
her iaften. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om Du skulde 
ud." 

William sad og stirrede. 

„For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme 
standsede hun med et Ryk. Med et eneste Blik saå 
hun, at Slaget var kommet. „William! Du har prøvet 
... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun 
mekanisk: „Du har prøvet." 

William rørte sig ikke. „Jeg vidste det," sagde hun. 



HERMAN BANG 224 

Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad 
hendes Kinder. 

Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved 
Siden af ham, gav sig til at klappe hans Haar, som hen- 
des Taarer vædede. Men han vedblev at sidde der ube- 
vægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun 
kølede den med sit Armbaand, hun klappede hans Kin- 
der, lagde sit Hoved ned mod hans Haar . . . 

Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin 
Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om 
hun havde haft Døden mellem Hænderne. 

Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kæle- 
navne, som faldt hende paa Tungen og kom netop nu 
Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres første Barn- 
dom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham 
ind til sig som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham 
ved de gamle Navne . . . 

William rejste sig og forsøgte at tale. „Bliv heller her 
inde, William," sagde Nina. „Du kan jo sidde ganske 
stille." 

„Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød 
som et brudt Ekko, „lidt alene," sagde han. Han vendte 
sig og gik hen mod Døren. 

Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: „Hvor Du 
lider." , 

Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et 
tomt, idiotisk Smil, mens han sagde : 

„Ja, jeg har det ikke saa godt." 

Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og 
Nina trykkede ham endnu fastere til sig: „Kan Du ikke 
græde?" 

William rystede paa Hovedet: „Lad mig være alene," 
gentog han, „lidt alene." 

Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laa- 
sede Døren til sit Værelse. Da han vendte sig om, mødte 
han i Spejlet over Sofaen sit eget Ansigt, og i nogle 
Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som 
paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, 



225 HAABLØSE SLÆGTER 

1 — 

og med noget som et hulkende Suk sank han sammen 
paa Stolen foran Skrivebordet'. 

Hans Tanker begyndte at vaagne. 

Men som om de ikke havde Magt til at løfte Neder- 
lagets forfærdelige Byrde, den stingende Sjælesmerte, 
der dog gennemborede selve Følesløshedens Kval, for- 
vildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og smaa 
Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaag- 
nede af Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for 
Slaget og dets Sønderriveise ; de veg ud i Yderpunkterne 
af hans Liv, der, hvor de ikke vilde møde det Tilintet- 
gørelsens Ansigt, der forstenede dem. 

Han mindedes sin første Barndom, han søgte at gen- 
kalde sig deres Barnepigers Ansigter . . . Mine kunde han 
huske, hun havde væltet et Glas Rødvin ned over hans 
Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde hun 
knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter. 

Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den 
ganske kort, men saa blev Knapperne taget af og sat paa 
en Overfrakke. Der var Snore helt ned ad, og han fik 
et Par Halvstøvler fra København. Det var de første 
Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa 
Gaden og saa efter ham, naar han gik ud paa Skovbak- 
ken med Pigen . . . 

Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den 
store Gaard; Minderne flokkedes i hans Sind, men han 
saa paa dem med et underligt, sløvt Blik, med et halvt 
Øje ... 

Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og 
stivne, ligesom de Fugle, Slangerne forstener under 
deres Blik : Hjerteslaget standser i deres Bryst, og mens 
de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de kraftløse 
Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens 
stirrende Øjne . . . hjælpeløst og forstenet. 

Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Bag- 
grundsmørket, som Svagheden hidkaldte dem for at 
dække . . . 

H. B. III 15 



HERMAN BANG 226 

Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin 
Fortabthed i Ansigtet. 

Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem 
hans Sløvhed. 

Altsaa var det forbi. 

Slaget tabt. 

William saå ud over denne Valplads, hvor hvert Haab 
laa fældet: Rækkerne var sunket sammen, Side ved 
Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og næsten lyrisk 
glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udma- 
lende, Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men 
saa dræbte den graa Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori 
han flagrede med Vingerne . . . 

Forbi. 

Han maalte sin egen slappe Kraftløshed, hans Tanker 
fingererede ved Uhrværket, der var sprunget. 

Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad ; det 
var, som om hans Lemmer faldt fra hinanden i slap 
Mathed. 

Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og 
pludselig hamrede tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, 
mens han spurgte sig selv, hvordan det vel var muligt 
. . . hvordan er det muligt? 

Hvorfor? Hvordan? 

Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var 
stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der gaar op 
mod Macbeth, sluttede hans Tanker inde i den samme 
Kreds. 

Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham 
ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor 
hen han saa gik! 

Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde 
det ikke vævet sig ind* i hans Liv, som fine Traade i et 
fastknyttet Net, og nu sad alt i blodigt Kød, naar man 
skar det bort? 

Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. 
William saå det, saå det falde, flagre, visne, synke sam- 
men paa Jorden. 



227 HAABLØSE SLÆGTER 

Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som ar- 
bejdede sig frem, som laa ham paa Tungen? 

Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind 
gennem Klosterporten, Vinden føg ... Bladdansen om 
Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé . . . 

William næsten vred sig under dette Mindes Ild, For- 
fædrene, Slægten. Saa var Sagaen sluttet. 

Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog 
om en sløvt blundende Mand, der føler, han begraves, 
men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke 
bære . . . 

Nej — nej! 

Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke. 

Han opsøgte sine første Ungdomssorger ; at udmale 
dem skaffede ham Lindring. Han skærpede i sit Minde 
hin Tids Lidelser, og det var, som han fik Lindring ved 
at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede og dul- 
mede paa samme Tid . . . 

Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var mu- 
ligt. Havde det da ikke Bund i hans Liv, omsluttede det 
da ikke hans hele Eksistens? Hvor var det Minde, der 
ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede 
om det? Hvor? 

Og mer end det : han havde arbejdet for det. 

Hvor han saa, havde han set Ligegyldighed eller Elen- 
dighed; de arbejdede ikke og de vilde leve ... Og han 
selv havde været som de andre, sløv, gledet ud i Drøm- 
merier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da 
saa det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? 
nej, ikke det — men han havde kæmpet, stridt for at 
blive det, villet være det ... 

Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, 
naar det raabte om ham med hundrede Stemmer, naar 
lange Hænder sled i ham, Rotter løb over hans Seng og 
hen over hans Ansigt 

Ja — han havde kæmpet. Og han havde sejret, han 
havde tvunget sig selv til at være rask. Nu, nu var det 
forbi — nu vidste han det, nu vilde det komme, baade 

15* 



HERMAN BANG 228 

Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var 
forbi, færdig — 

Som for Manden, det føg sammen om, vilde det kom- 
me, og han vilde hverken have Kraft eller Vilje. Thi 
forbi var det. 

Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navn- 
løs Lede tog klamt om ham, mens han sad dér haabløs 
og stille og ubevægelig. 

Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Sce- 
nen, Sveden vædede ham under Erindringens Mareridt. 
Aa — det idetmindste kunde aldrig komme igen. Som 
om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som 
koldt og fugtigt bestandig lagde sig over det paany — 
saaledes havde han følt det . . . 

Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umu- 
lige. 

Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel 
paa Evne. 

Nu saå han det. Men hvorfor havde han først set 
det nu? 

Hans Tanker havde jo dog kredset om det. Nat og 
Dag kredset om Uformuenhedens Spøgelse, kredset om 
Tvivlen og om Angsten. 

Alle disse fire Aar — hver Dag havde han frygtet, 
som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var 
sket . . . 

Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den 
sidste Sandhed ham paa Livet : Svaret. Han havde be- 
draget sig selv, bedraget sig — og vidst det. Ude 
i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg 
sin F e jgh e d. 

Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet. 

Fejg — fejg ! 

Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme 

indefra han huskede det, han havde taget i Døren 

for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at 
prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i 



229 HAABLØSE SLÆGTER 

sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede, — det 
turde han ikke. 

Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og 
Billedet om Slagmarken vendte tilbage, men der var 
intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der var Taage 
over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snub- 
lede over tavse Lig 

Han saå tilbage, og hvor han søgte, mødte han det 
samme Syn, Lyset slukket over sløjfede Volde. 

Den sidste Høg havde været en Don Quichote — der 
havde kæmpet med Vejrmøller! 

„Don Quichote." Det var morsomt morsomt 

Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen 
stødte mod Randen. 

Timer gik, inden han rejste sig. Saa saå han sig for- 
vildet omkring, ravede henimod Sofaen. Hans Lemmer 
var tunge, som en drukken Mand faldt hans Øjne til . . . 
han var bedøvet under sin Elendigheds Last. 

Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede 
sin Uformuenheds Svælg, dræbtes det bedste hos den 
sidste Høg. 

Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stir- 
rede paa Vinduet, lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte 
Bevidstheden fuldt tilbage, kom med en kold Tomhed, 
der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han kom 
til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal 
hjemme : Det havde helt optaget hans Tanker i mange 
Tider, Arrangementet, det hele ; han havde selv skrevet 
smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar 
hun blandede Biskop og skar Smørrebrød . . . Saa den 
næste Morgen, da Ballet var forbi, og han vaagnede i 
sit Værelse, hvor de havde stillet en Mængde Møbler 
sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han 
følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt 
sig i Sengen og drejet sig og buklet sig ind i Tæppet 



HERMAN BANG 230 

for at undgaa det, som kom ham nær, noget ubehage- 
ligt, en tom Fornemmelse — — 

Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra 
Vinduet, kom han til at smile ved Tanken om dette. 
„Jo — o, Ballet var forbi." 

William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele 
glad, tage sig selv som en Spøg. Der var jo meget latter- 
ligt i det. At han ikke havde lét, da Etatsraaden stod 
der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og tilsidst mente : 
,,Der var noget bag" — især saa da Regissøren gentog 
det, i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var 
musikalsk, havde sandelig Øre. Som han havde gen- 
taget det korrekt, ganske som et Ekko. 

„Der var noget bag ..." 

Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at 
stikke sig selv med Knappenaale. 

Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa luk- 
kede han Døren op og gik ud i Spisestuen. 

Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun 
lyttet ved Døren, været bestemt paa at kalde og havde 
opgivet det igen. 

Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina 
eller Sofie sagde noget, de saa blot op paa samme Tid, 
sænkede saa igen Ansigtet over Sytøjet, hvor de sad 
henne under Lampen, og blev stille ved at sy. 

William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet 
lænet til Væggen. Heller ikke han talte ; man hørte kun 
Olien koge i Lampen, engang imellem et Vindstød mod 
Ruden. 

„Der staar noget Boeuf, " sagde Sofie tilsidst, og saa 
fra Arbejdet henimod Williams Krog. 

„Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; 
„Tak." 

Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saa begge Søstre- 
ne undertiden sky paa Broderen ; han stirrede frem for 
sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der 
var noget maskinmæssigt ved det. 

„Hvor det stormer," sagde Nina. 



231 HAABLØSE SLÆGTER 

„Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme 
brudte, udslukte i Lyden, han tav lidt: „Det fryser og- 
saa. 

De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned 
paa Servietten, hun sømmede. Lige paa én Gang vir- 
rede Nina med Hovedet og tog Lommetørklædet frem 
for at pudse Næsen. 

William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa 
Gulvet. Tilsidst drejede han rundt og gik hen imod Dø- 
ren. 

„God Nat," sagde han. 

„Gaar Du?" Tonen var angst. 

„Jeg — gaar," William mumlede, „ud at se til Ger- 
son." 

„I det Vejr — , " men Broderen svarede ikke og luk- 
kede Døren. 

Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe 
kunde komme frem. William stred ned ad Bredgade mod 
Stormen, men Sneen slog ham i Ansigtet, saa han slet 
ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa disse 
kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet. 

Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ- 
plads. Man rutschede ind mod Husrækken og kunde 
hverken komme frem eller tilbage. I Ipsens Port stod en 
Pige med Kjolen helt ind om Benene og Overkroppen 
bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage 
med et Hvin. 

Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i 
Dronningens Tværgade, hvor han var i Kost hos en 
Onkel. 

Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa 
glat som ved Isslag, og Vinden snurrede om Hjørnet 
som en Hvirvel. William søgte at komme frem med hæ- 
vede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, 
han formelig borede sig op mod Vinden. 

Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig 
til Muren, halvt kravlende. Da han var kommet om, 



HERMAN BANG 



232 



vendte han sig og saå tilbage, naaede saa en hundrede 
Skridt frem til Porten. 

Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. 
Et rødt Tæppe op ad alle Trin. Naar man kom ude fra, 
var det dejligt, saadant et lunt Velbehag, der kom over 
En. Der var store Blomstergrupper paa alle Afsatser. 

Gerson boede paa tredie Sal, øverst oppe. William 
traadte lige midt paa Tæppet. Det var saa blødt at gaa 
paa. Her var det. Han ringede, og Pigen lukkede op. 

„Om Hr. Gerson var hjemme?" 

„Nej, Studenten var i Theatret med Fruen." 

William stod lidt i Tanker. „Naa — i Theatret." Han 
blev staaende og faldt i Staver, mens han stirrede paa 
Pigen, der ventede med Haanden paa Entrédøren. „Naa, 
i Theatret," gentog han i samme Tone, vendte sig og gik 
ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Dø- 
ren i, raabte han tilbage: „Hils." 

„I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra 
ham, og han var faldet sammen et Øjeblik. Men hans 
Hjerne var for træt af Sindsbevægelser, og intet kom 
til Klarhed, det var kun som en vag og ubestemt, smerte- 
fuld Efterdønning. 

Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa 
anden Sal en Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. 
Nede paa Døren i Stuen var der en stor Messingplade, 
Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for 
at læse det. 

Grevinde — jo, der stod Hatzfeldt. 

„Boede hun her — det vidste han ikke?" Han smø- 
gede Kraven op og gik langsomt ned ad Trappen ud i 
Porten. 

„Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og 
fejede noget sammenføget Sne bort fra Gadedøren. 

William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham 
og trykkede ham op mod Porten, der lukkedes bag ham. 
saa han slet ikke kunde komme frem ; han gjorde et Par 
Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i An- 



233 HAABLØSE SLÆGTER 

sigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i 
Hjørnet. 

Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad 
Trappen til Stuen 

„Grevinden var hjemme." 

Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren 
paa en egen diskret Maade, meget stilfærdigt. 

„Grevinden var i Kabinettet." 

William blev endnu mere forvirret, standsede et Øje- 
blik. „Tak," sagde han, men blev staaende. Tjeneren 
pegede paa en gul Portiere og sagde: „Dér ..." 

I det samme løftede en Damehaand Forhænget til 
Side, og Grevinde Hatzfeldt kom frem paa Tærskelen. 

Tjeneren gik. 

Grevinden saå et Øjeblik paa William, der stod og 
undersøgte Gulvtæppet og krammede sin Handske. 

„Saa kommer De da endelig," sagde hun og rakte 
ham Haanden, mens hun slap Portieren. „Hvad skriver 
vi idag?" 

De kom ind i Kabinettet. 

Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aab- 
nede Munden ; Luften var gennemtrængt af Violduft. 

„Er her Dem for parfumeret?" spurgte Grevinden. 

„Aa nej, her er som hos Hr. Hoff " 

„Hos Bernhard Hoff — ja, det vil jeg tro," 

Fru Hatzfeldt havde talt noget hurtigt. Saa standsede 
hun og tilføjede ligegyldigt: „Jeg kunde tænke det. Hans 
Bøger er noget parfumerede ..." 

Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og 
legede med sit Haar. Hun havde trukket den mørkt 
gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa Williams 
Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kin- 
der. Og mens Grevinden talte let om adskillige Ting, 
spurgte hun sig selv, hvad der dog var hændet William 
Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den Maade. 

William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra 
Thema til Thema, skosede til fælles Bekendte og snak- 
kede op. 



HERMAN BANG 234 

Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han 
sank sammen ; Grevinden maatte føre Ordet hele Tiden 
og bekæmpe Pauserne med Enetaler, mens William sva- 
rede med tomme „Ja" og „Nej". Han sad og stirrede 
paa Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled 
Skæret helt ud over Rosenbuketterne, langt ud. Det 
sorte Panterskind saå ud, som det glødede . . . Hvor det 
maatte være varmt. 

Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgs- 
maal af Grevinden, og han næsten fo'r op i Sædet. 
Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene : „De maa ikke 
være vred," sagde han. 

„Vred?" 

„Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende 
med sig selv. „De maa ikke være vred," gentog han, 
„det var — det var, fordi " 

Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren. 

„Høg" — Grevinden rejste sig — „hvad er der hæn- 
det Dem?" 

William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og 
saå paa hende. Hun var traadt op paa en lav Skammel, 
der stod foran Divanen — hvor hun var stor og smuk ! 

Og William standsede: „Jeg har ikke haft det saa 
godt idag," sagde han sagte. 

„Og hvor gaar De nu hen?" spurgte Grevinden, et 
Par Skridt fremme. 

„Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?" 

Grevinden saå paa ham og blev slaaet af hele det 
fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og plud- 
selig mærkede William hendes Arme om sin Hals. 

„Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," 
sagde hun mildt, hendes Arm laa let om hans Skulder. 
Og da han ikke svarede, tilføjede hun: „Det er jo dog 
derfor, De er kommet — — " 

William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og 
hans Læber bevægede sig skælvende. Saa bøjede han 
sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen af dem talte. 



235 HAABLØSE SLÆGTER 

Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Ar- 
mene slynget om hans Liv 

Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte 
sig paa en lav Puf, bestandig klappende hans Haar 

Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes 
Hænder over hans Haar . . . Han sukkede og hviskede 
sagte ■ sukkede igen og græd. 

Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et 
Barn til sin Moder. Han løftede det hvide Ansigt, der 
var marmorblegt selv under Graaden, og hviskede i af- 
brudte Ord : Alt, alt, hvad der var sket . Endelig 

kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han for- 
talte, han klagede, han anklagede. 

Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan 
han havde arbejdet — Nat og Dag — Dag og Nat. Den 
Dag, det var kommet . . . det var Kamilla, der havde 
vækket det, Kaldet . . . aa, — han havde taget det for en 
Aabenbaring. Og han havde forsaget — forsaget 

Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendig- 
heden, mod Jammeren, mod Sygdommen — og nu, nu 
var det forbi 

Manden i William forsvandt i denne styrtende Taare- 
strøm, Viljen skyllede bort. Alt, hvad han havde taget 
op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt ... han havde 
stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville 

Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde 
ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager. 

Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte 
at rejse sig. 

„Gaa ikke!" bad han. 

Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hen- 
des Ansigt, saa det glødede, Straalerne legede med hen- 
des Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og 
hun saa ned. 

„Barn," sagde hun. 

Saa smilede han for første Gang. 



HERMAN BANG 236 

„De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned 
igen. 

„Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, „lidt 
inden The." 

Han slap hende, der var kommet en besynderlig Lad- 
hed over ham siden Graaden, og han laa ganske stille 
paa Tæppet. 

Hvor det dog var en blød Melodi ! 

Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. 
Og hvor han længe havde trængt til Hvile — saa 
længe. 

Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet og saå paa 
hende. Grevinden sad i Mørke — kun Armene laa i Lys. 
blottede kom de frem fra Kjolens vide Ærmer, løb glin- 
sende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene me- 
get højt og buede . . . Som Slanger, der boltrede sig, 
runde og dejlige, legede Armene over Tasterne. 

Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde 
som nu . . . 

Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, al- 
tid Anspændelse og Tvivl og ny Anspændelse — ja, 
for træt havde han været . . . 

Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor 
det var længe siden . . . 

Se, de hvide Arme . . . som Slanger . . . 

Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran 
Flygelet med Hovedet støttet paa den ene Arm. William 
saå over imod hende, løftede Armen lidt som for at 
vinke . . . 

Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes An- 
sigt: hendes graa Øjne blev større. Lydløst rejste hun 
sig og gik hen over Gulvet imod ham, satte sig saa og 
tog hans Hoved imellem sine Hænder. 

„Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet. 

„Ja — Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig ..." 

„De holder meget af Hoff," sagde hun og saå ned. 

Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden ! 
Hun holdt om hans Tindinger med begge Hænder. Saa 



237 HÅABLØSE SLÆGTER 

gled der et pludseligt Glimt over Williams Ansigt, og 
de smilede begge. 

Han rejste sig halvt, stadig saå de paa hinanden, og 
brændende trykkede de de aandende Munde, Læbe 
mod Læbe . . . 



II 

Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til 
sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde 
ført William til hende. 

Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts 
Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen 
Kraftløshed, var i Reaktionens Slappelse bleven til et 
hjælpeløst Barn. 

Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt. 

Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt 
var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre; hendes 
Beundrere paastod; hun umuligt kunde være mere end 
tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Med- 
lemmer af det engelske Gesandtskab, med hvilken Am- 
bassade Grevinden havde adskillig ikke opklaret For- 
bindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var 
højt over de fyrre. 

Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det 
var ogsaa meget vanskeligt at konstatere. Naar man 
hele sit Liv har tilhørt et og samme Samfund, har Be- 
undringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at 
arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig 
meget længe paa et Sted. 

Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi 
at Fruen oprindelig skulde have været Guvernante og 
med en engelsk Familie var kommet til Paris, hvor hen- 
des Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle 
holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavir- 
kede af taagede Erindringer fra Mrs. Audleys Hemme- 
lighed. 



HERMAN BANG 238 

Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en 
Grev von Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johan- 
nitterordenens Baand var opstillet paa et pragtfuldt 
Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen maaske et 
Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin 
Daabsattest var hun sikkert fuldt rede til at frem- 
lægge sit Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et 
overordentligt Held. 

Efter Grevens Død — de var kun gifte i tre Fjerding- 
aar — havde Fru Eva opholdt sig saa noget nær over- 
alt : hun havde levet i St. Petersborg, i Neapel og i 
Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at 
have undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang 
havde vist sig i København, indført af enkelte Familier, 
som endnu havde Forbindelse med den Hatzfeldtske 
Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en 
Dame, der i alt var komplet comme il faut, og som op- 
traadte med en blændende Luksus, at forlange andre Ga- 
rantier end Navnets, eller til at lytte til Rygter. 

Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jor- 
den ved selve deres Usandsynlighed. 

Grevinden havde ved denne Tid atter boet no- 
gen Tid i Danmark, og den bestandig smukke Enke, 
hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som nogensinde, 
og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit aske- 
graa Haar frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed 
knyttet sine gamle Forbindelser i det selskabelige 
Liv. 

Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af 
Damerne; at man skumlede lidt over hendes Mani for 
Ungdommen og den Iver, med hvilken hun bestandig 
beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved 
Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusin- 
de Arrangementer, hun ordnede med europæisk Snit; 
at man i en vittig Time engang havde kaldt hendes 
luksuøse Saloner for Hønsegaarden — alt dette var jo 
netop uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en 
Kone kunde blive bedømt, naar hun, ude over den før- 



239 HAABLØSE SLÆGTER 

ste Ungdom, endnu var ung nok til at kunne dele Ung- 
dommens Nydelser. 

Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grev- 
inden var dog alt i alt baade beundret og estimeret : hun 
spillede Chopin som en Mester og sang overordentlig 
smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med store 
Navne, men var virkelig de store Navnes Mestervær- 
ker, og hendes Hus var elegant som vore Huse sjæl- 
dent er det, præget af Verdensstædernes bløde Ele- 
gance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle 
disse Fortrin var, at hun spillede en temmelig domine- 
rende Rolle i det selskabelige Liv . . . 

Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grev- 
inden var ham som en Moder. Hvor glattede hun ikke 
mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun ikke hans Kla- 
ger. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Afte- 
ner. Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven For- 
trolighed, der intet skjulte; han laa paa Panterskindet 
med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Haand 
gled hen over hans Kinder, og naar han løftede Ansig- 
tet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ube- 
skriveligt ømt. 

„Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans 
Hals og kyssede hans Pande. Men han søgte hendes 
Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, 
brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans. 

Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne øm- 
me Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. 
Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op 
og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som 
en Moder, sukkede han, bortaandede hun hans Suk med 
en Elskerindes Kys. 

Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en El- 
skerindes Favn, og Favnen et Kapua for Legioner, der 
var slagne ved Kannæ. 

William græd ikke mere : man kan ikke vedblive at 
græde bestandig. Mens han græd, var meget andet ble- 
vet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn. 



HERMAN BANG 240 

Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet 
vakt eller sygelig næret ved den altfor tidlige Læsning 
af Digtere, „som skrev med deres Blod", og som Wil- 
liam læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt 
al den Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, 
der allerede saa tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. 
Den Gang saå han vel ikke helt, at Digternes Sindsbe- 
vægelser var andre end hans egne, at denne Smerte 
havde andre Grunde — men vagt og ubestemt gav al 
den sammenhobede overmodne Læsning dog Næring til 
en vis Sanselighed, der vel undertryktes af det graa 
Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige Sorger, 
den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske 
Børn den Gang henlevede deres Tilværelse, men som 
dog levede saa at sige i Baggrunden af hans Følelsesliv, 
og d e r som alt andet fik en forkuet Vækst. En ube- 
stemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt 
uden at have løst Vingerne og som allerede gennem den 
bestandig mindre kyske og halvt forstaaede Læsning 
havde afblomstret Nydelsen uden dog at have nydt; som 
ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et vis- 
nende Liv, men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds 
Mørke. 

Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden 
dødede hans Sensualisme, gennemvævedes hans Tilvæ- 
relse dog af en Sanseophidselse, der maskerede sig un- 
der vekslende Former, men som under Masken drev et 
formummet Spil. 

I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for 
at blive stærk, sukkede han. Han vidste det ikke selv, 
men det var hans unge under Ærgerrighedens Anspæn- 
delser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i 
disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin 
Hovedpude for ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, 
fordi de var trætte af Søvnløshed og uden Taarer. 

Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans 
Liv . . . Naar han nu tænkte paa hende, skød han Bille- 



241 HAABLØSE SLÆGTER 

det bort, ligesom holdt sig for Øjnene for ikke at se. 
Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans 
Tanke, og de bragte i deres Følge som en vemodig 
Melodi, der klagede mildt . . . Naar han havde sejret, 
vilde han have bragt hende sin Sejr, hende sit Liv 

Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, 

og han turde ikke se mod det skinnende Billede - 
Nu, da det var brustet og forbi 

Forbi. 

Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var 
Voks i hendes Haand. 

Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny 
Nervøsitet. 

Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne 
Kærlighed. Som Baggrund for hans Nyden laa hans 
store Skuffelse, Kummeren . . . Han lagde en Heines 
Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte 
paa Alfred de Musset og George Sand. Vilde han ikke 
dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, 
som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte 

al hans Lidenskab og al hans Vilje? kunde han 

ikke dø? 

Thi udenfor dette laa det store Intet — Fortabtheden, 
Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv. 

Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham 
som et Barn, smile ad ham. Og hun kyssede ham kun 
paa Panden, og hun saå paa ham mildt, med en Moders 
Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blik- 
ket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun suk- 
kede, aandede hun henover hans Haar. Hun spillede 
for ham: „Hvad spiller Du?" spurgte han. 

„Kinderscenen," sagde hun. 

Og naar han smilede til hende, saå hun paa ham med 
et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede 
hende saaledes . . . 

Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forkla- 
rede hun ham, hvad Komponisten nu fortalte. Hun talte 

H.B. III . 16 



HERMAN BANG 242 

paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der for- 
tæller Eventyr for Børn. 

Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse 
for hende og begyndte paa et af Mussets Digte, men hun 
vilde ikke høre det. „Ikke den Bog," sagde hun. Saa 
tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde 
Digte, Lamartines „Jocelyn" eller Octave Feuillets Idyl- 
ler eller Daudets Smaating. Men selv her kunde hun 
standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op. 

Og til andre Tider var hun „Damen", koldt overlegen 
og rolig. Hun saa ham kun sammen med andre, hun 
modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som 
den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; 
hun saa ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men hel- 
ler ingen af de andre saa hun til, Kulde, Fornemhed i 
hver Bevægelse — saaledes kunde hun være. 

Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uaf- 
brudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens 
han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af 
disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte 
ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som lige- 
lig uddelte sine Smil — kolde og forbindtlige Smil . . . 

Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge 
Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt 
. . . Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. 
Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen 
paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange 
Lokker ud over Sofaen. 

Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyne- 
ladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit 
Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun vilde 
bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og 
sig . . . 

Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Op- 
ofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem, 
førte dem frem, protegerede dem — var dem som en 
Moder ... 

Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde 



243 HAABLØSE SLÆGTER 

betragte ham med sørgmodig Ømhed, og naar han 
spurgte, faldt hun i Tanker med et trist Smil, hvis Tung- 
sind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, 
naar han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende 
Tilstaaelsen af hendes Bekymringer med Kærtegn, 
kunde hun pludselig briste i Taarer : hun var gammel, 
naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaa- 
rens Førstegry . . . 

Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger. 

Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig 
nyt, mens Williams Lidenskab, der blev hele hans Liv, 
voksede og opslugte ham helt. 

Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun 
hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, 
som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden 
havde fortæret. Thi han fortæredes. I Begyndelsen 
havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen 
Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof 
til Flammen, ny Brand — ny Brand. 

Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han 
var ikke tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag 
til Dag voksede hans Feber, fra Dag til Dag steg denne 
forfærdelig nærede Attraa, hvis Genstand han aldrig 
syntes at kunne fange : fordi den aldrig var den samme. 

Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes. 

Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i 
Forholdet til Kamilla, da hun jog ham rundt i Tvivl og 
i golde Sindsbevægelser. 

Var dette anderledes? 

Jo anderledes, anderledes og dog det samme : thi gol- 
de var disse Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, 
nu som da, uden at finde Bund, uden at finde Grund, 
uden at kende hende, han elskede, uden at modtage no- 
get for, hvad han gav . . 

Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte 
sig inde i den. Og hvor skulde han vel ellers vende sig 
hen? hvor? 

16* 



HERMAN BANG 244 

Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og For- 
tvivlelsen. 

Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og 
mens han stirrede paa hende, kom der noget sløvt og 
døende over hans Blik, noget angstfuldt, noget som i et 
Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig For- 
blødning . . . Det kunde komme pludseligt, midt som de 
sad, og hans Hænder, som laa slynget om hendes Hals, 
faldt slapt ned, og Flammen i hans Øjne slukkedes . . . 

Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slap- 
hed med sprungne Fjedre. Han troede ikke paa hendes 
Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun vidste ikke, hvad 
der var kommet imellem dem. 

Men han saå, at han var blevet en Slave, mens han 
søgte. Fra et Barn var han blevet en Dreng. Han saå, 
at han aldrig havde været en Mand i denne Elskov, al- 
drig; at han havde været uformuende i denne Kærlig- 
hed. Og han følte Lede, men blev. 

Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser 
en Citron til et Glas Sukkervand, blot af Irritation, fordi 
man vil tage den sidste Draabe, kan beholde den i 
Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den 
hen — saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William 
Høg, mens han udtørredes under sin egen Lede. 

Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfær- 
deligt ved at se ham saaledes synke hen i en Døs. 

Han saå aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte 
ikke mere Grevinden i Selskaber. 

En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frede- 
riksberg Have. Saa skulde Vognen køre dem op om 
Valby. 

William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, 
gik saa igen. Han var egentlig ganske ligeglad, han var 
vant til Grevindens Luner og havde opgivet at tage hen- 
de noget ilde op. 

Lidt borte fra Runddelen saå han Hoff komme køren- 
de i Alléen. Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, 
krøben sammen i Hjørnet, meget bleg og indfalden saå 



245 HÅABLØSE SLÆGTER 

han ud, og trods det gode Vejr havde han Pelsværket 
helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var 
længe siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden 
Prøven, og de Par Gange, de havde truffet hinanden, 
havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord. Han vilde 
helst være fri for at tale med ham . . . 

Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde 
Drosken an. William maatte standse og gaa ud til Vognen. 

„Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at 
faa sin lystbehandskede Haand ud af Pelsværket, „det 
er blot paa en Time." 

„Nej Tak" — William skulde til Byen . . . 

„Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i 
dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. „Aa, Kusk, De 
kører hjem med min Pels — jeg vil hellere gaa." Han 
fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i 
Vognen . . . William syntes, det var altfor urimeligt 
at lade Vognen drage af med Pelsen alene. 

„Aa, kære, skidt med det — saa længe det er siden," 
Hoff traadte ud af Drosken, „vi har set hinanden. Naa, 
Farvel Kusk!" 

„Skal De ikke betale?" . . . 

„Jo, det — aa nej, jeg har ham paa Regning." Dro- 
sken rullede af og de gik over i Alléen. „For det er rig- 
tignok længe siden, vi har set hinanden," sagde Hoff. 

William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: „De ser 
meget daarlig ud," sagde han blot. 

„Aa ja — det er min Roman — den tager paa Kræf- 
terne ..." 

„Skriver De paa en Roman?" 

„Ja — og den er forsinket. Egentlig skulde den alle- 
rede have været ude ..." 

„Hvad handler den om?" spurgte William, som var 
glad ved at have fundet noget at tale om. 

„Aa, " Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, 
„hvad Romaner almindelig handler om — om Verdens 
Daarlighed." 

Der blev en Pause. William gik og saa ned i Jorden 



HERMAN BANG 246 

og skubbede lidt Muld op med Taaspidsen for hvert 
Skridt. „Aa ja — det er jo et rigt Emne," sagde han. 

„Temmelig." Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: 
„Men De ser skam heller ikke synderlig rask ud." 

„Vist som sædvanlig." 

„De skriver maaske osse paa en Roman?" 

„Nej," William lo, „men jeg tænker paa det." 

De gik atter tavse : „Jeg har været hjemme nogle 
Gange," sagde Hoff, „men De er svær at træffe. Jeg 
vilde have talt til Dem om noget ved Bladet ..." 

„Ved Bladet?" 

„Ja — vi skal have en ung Dramaturg af den nye 
Skole — og saa tænkte jeg, at De vilde passe godt." 
Hoff saa ikke op, men William havde paa Følelsen, han 
alligevel skævede til ham. 

„Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød 
i Kinderne. 

Hoff gik videre: „Godt nok," han standsede lidt, 
„men noget maa De dog bestille." 

„Ja — tage Eksamen." 

„Naa," Hoff gik til igen, „ja, naar De vil tage Eksa- 
men." 

„Jeg er jo politisk Studerende." 

„Saa? Det har jeg osse været ... det er et dejligt 
Studium. Og De skal vel op til Jul om et Aar?" 

„Jeg har ikke tænkt paa at gaa op ..." 

Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de stand- 
sede, tændte inde i Hatten : „Jeg talte med Gerson for- 
leden. Han klagede ogsaa over, at han aldrig saa Dem 
undtagen paa Trappen." 

Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. 
„Det er nok det samme Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor." 

„Ja — Grevinden bo'r dér i Stuen . ." 

William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra 
Hoff. Forfatteren bakkede roligt paa Cigaretten, som 
hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, saa hvad 
han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfet Betoning. 

„De kommer der nok — en Del," sagde han. 



247 HAÅBLØSE SLÆGTER 

„Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var 
kort, og der var en let Streg under os. 

„Naa — Deres Søstre osse," Hoff holdt inde, gik lidt 
igen, sagde saa alvorligere: „Mon det er rigtigt?" 

„Hvilket?" 

„At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatz- 
feldt. " Hoff slog Asken af Cigaretten. 

William blev først bleg, saa meget rød. 

„Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De — men ..." 
Hoff saa som tilfældigt over til Høgs Side . . . 

Saa greb William det nemmeste Middel : „Grevinden 
er en Veninde af vor Familie." 

„Naa — ja, det vidste jeg ikke." 

„Og De, som kun har set Grevinden én Gang " 

„Har vel næppe Ret til ... nej, ganske vist. Men," 
Hoff slyngede Cigaretstumpen væk : „jeg har osse 
kendt hende før." 

William smilede : „Jeg synes, jeg erindrer, at De 
blev præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal." 

„Ja — det var noget siden, jeg havde set Fru Hatz- 
feldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De 
lader Deres Søstre omgaas Grevinden." 

William blev heftigere : „Man taler ikke saadan om en 
Dame," sagde han, „undtagen man ..." 

„Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvor- 
for jeg gør det, fordi jeg har været hendes Elsker." 

„De!" Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, 
mens han stirrede paa Hoff. Forfatteren besvarede Blik- 
ket. Saa slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet 
graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt. 

Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte 
Sandhed. 

Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, 
men William rystede den væk, blev ved at gaa ved Si- 
den af ham med bøjet Hoved. 

„Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff. Det blev 
meddelt ganske tørt, som et simpelt Faktum. Og Tonen 



HERMAN BANG 248 

var den samme, da han tilføjede : „Grevinden holder 
saa meget af unge Mennesker." 

De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte. 
Hoff tog igen Cigaretter frem, tændte, William ventede. 
Saa gik de videre. Da de kom til Gernersgade, drejede 
en Ekvipage om fra Toldbodvejen. 

Hoff hilste ærbødigt. 

William saa ikke op, spurgte halvt tankeløst: „Hvem 
var det?" 

„Det var Grevinden — med den unge Jansen." 

William vendte sig med et Ryk. Han saa Grevindens 
graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet. 

„Aa," sagde Hoff, „Jansen er et smukt Talent og — 
et vakkert Menneske." 

I et Øjeblik mødtes deres Øjne : der var en Flamme 
i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at 
gaa. Han gav ikke Haanden. 

„Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som 
om han ikke mærkede det. 

„Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde 
kunne skrive ..." 

„Maaske — men jeg har nu den Idé ..." 

„Ja — ellers Tak." William vilde gaa . . . „At skrive, 
hvad jeg kunde, var vist ikke Umagen værd." 

„Naa, jeg plager Dem jo ikke. Farvel, Høg." 

De skiltes. 

William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev 
hjemme, købte nogle statsvidenskabelige Værker, som 
han skar op og læste lidt i, hist og her. Han begyndte 
paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side 
af hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen 
og døsede. 

Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det 
og lagde sig hen. Han var tung i Hovedet og kunde ikke 
samle sig, og hver Gang han vilde tvinge sig, og han 
havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir, margi- 
neret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, 



249 HAABLØSE SLÆGTER 

faldt han hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, 
indtil han vaagnede, bidende i Penneskaftet 

Eller han blev svimmel af at læse; han kunde ikke 
straks fatte Meningen, maatte læse om og gentage. Saa 
svedte han straks. Det var hele Tiden, som om der 
stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, 
som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse. 

Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele. 

Han kunde ligesaa gerne opgive det og lægge sig hen. 

Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stem- 
mer om sig og kunde ligge og fantasere i lange Tider; 
ligge og tale og raabe og høre baade Svar og Tiltale. 

Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og 
Berøringer . . . ikke Drømme, for sove gjorde han jo ikke. 
Men saa pludselig kunde han fare op og tage Tag i sig selv : 
„Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt 
efter lagde han sig igen og sagde : „Det gør ikke noget." 

Slet ingenting — og saa formelig ventede han paa 
Hallucinationerne. 

Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde 
være saa fortvivlet, at de ubestemte sjælelige Lidelser 
næsten arbejdede som en legemlig Smerte. Ubetydelig- 
heder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, 
der var et Minde, et eneste Ord — 

Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han 
næsten blev aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen 
Elendighed. 

Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. 
Det hele var saadan graat overalt. 

Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget 
op paa det marginerede Papir. Pludselig gav han sig til 
at skrive. Han blev ved at skrive, læste noget højt for 
sig selv, skrev igen — 

Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet 
sig til at male op. Men saa midt i en Sætning lod han 
Pennen synke, rev det skrevne i Stykker og brændte 
hver Stump paa Kakkelovnspladen. 



HERMAN BANG 250 

— Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina 
skulde have været med. 

De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie 
til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage 
i den lukkede Vogn. 

„Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grev- 
inden. 

„Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort. 

Grevinden saa hen: „Hvorfor?" 

„Det ønsker jeg ikke at sige Dig." 

„Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslomme- 
tørklæde op og holdt det halvt for Munden. „Du mener 
ikke mere, jeg er passende Selskab for Frøknerne Høg." 

„Netop." 

Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. „Det 
er kommet noget sent." 

„For sent," sagde han. 

Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grev- 
inden saa til den anden Side ud over Sundet. 

„Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," 
sagde hun og vendte sig lige imod ham. 

„Det tror jeg ikke." 

„Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?" 

William rystede paa Hovedet, som om det ikke var 
Umagen værd at svare. 

„For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev 
Grevinden. 

„Ja — som Du saa." 

„En smuk Omgang." 

William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund 
dirrede: „Ja din gamle Elsker." Det lød som et Sten- 
kast. 

Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede 
Haanden for at slaa nogle genstridige Haar tilbage fra 
Panden, sagde hun : 

„Hvem har sagt Dig det?" 

„Han selv" . . . 

„Ah!" Grevinden aandede dybt. Men saa hævede hun 



251 HAABLØSE SLÆGTER 

Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med 
et ubeskriveligt Smil : 

„Og om saa var" . . . 

Et Sekund knustes William under Haanen i dette 
Svar. Saa knyttede han Haanden og han hvislede Or- 
dene frem: „Jeg slaar Dig." 

„Ja — hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes 
. . . hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene 
ned. 

Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han 
var bleg. 

„Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind 
mod hendes Ansigt. 

Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev 
han ved at slaa hende med knyttede Hænder, i fortvivlet 
Raseri. Raabte : „Skøge — Skøge" og slog og slog. 

Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen. 



III 

Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en 
Droske og gik alene hjem over Halmtorvet. Det var 
Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrø- 
ben af i en lang Ulster-coat: „Gud skal ogsaa vide," 
han rystede og skuttede Skuldrene op, „hvorfor vi skal 
ha'e Vinter hele Aaret i dette rare Land." 

„Aa, " William talte noget søvnigt, „Vinteren er s'gu 
alle Dage bedre end Sommeren." 

„Du mener, det er alle Dage ligegodt — aa ja — der 
er noget i'et." 

De gik lidt. 

„Uh, sikket Sjap," — det var Hoff, som talte — „og 
saa er der endda Huller paa mine Støvler" . . . 

„Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?" 

„Nej." Hoff gabede igen, „jeg lod det staa. Jeg kunde 



HERMAN BANG 252 

ikke" — ny Gaben og Kuldegysning — „faa Forskud 
før i næste Uge." 

„Naa. Har Du nogle Cigaretter?" 

>Jo — værsgo'." Høg fik, tændte, — „uh, det er 
dog nogle irriterende idiotiske Piger — de er s'gu ikke, 
hvad man kalder absolut morsomme." 

Hoff svarede ikke og de gik videre. 

„Du véd maaske ikke, jeg er flyttet," sagde han saa. 
det kom noget dumpende. 

,J°> jeg hørte det," de stod lige under en Gaslygte, 
Hoff saa op fra Brostenene. „Hvorfor har Du ikke talt 
om det?" 

„Aa — jeg véd ikke — det er . . . jo ingen Begiven- 
hed." William var lidt usikker, saa ned ad Vimmel- 
skaftet. 

„Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff. 

„Pyh — der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang 
man kom hjem ti Minutter over elleve ..." 

„Aa — ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for 
det er vist ikke hændet, saa længe vi har kendt hin- 
anden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem og læse Lamar- 
tine ..." 

„Lamartine" 

„Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er be- 
gyndt at gi'e mig i Lag med Romantikken ..." 

„Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?" 

„Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor 
Døren, Du, Rykkerne er slemme i denne Tid." 

„Ligesaa hos os! God Nat." 

De skiltes — 

Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa 
med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede 
Maden — han sagde altid, at Vers var det samme for 
ham som Smaasten for Hønsefuglene — bankede det 
paa Døren. 

Han laa stille som en Mus, saa sig forsigtig rundt og 
rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa 



253 HAABLØSE SLÆGTER 

hørte han Værtinden tale ude paa Gangen. Lidt efter 
kom hun ind. 

„Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke 
hjemme," Hoff hviskede, Tonen var irriteret. 

Madammen gik hen over Gulvet: „Det er jo en 
Dame," sagde hun tørt og lukkede Døren op. 

„Naa," sagde Hoff og rejste sig halvt fra Sofaen. „Ja, 
saa i Guds Navn ..." 

Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter 
Middagsbordet, og adskillige Damer, hvis Billetter han 
ikke havde fundet det Umagen værd at besvare, holdt 
sig skadesløse ved at melde sig personligt. 

Madammen havde aabnet Døren, men Damen uden- 
for traadte ikke ind: „Hr. Hoff er hjemme," sagde saa 
Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, som 
bad hende blot ikke være bange. 

„Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige 
ved Døren. „Tak." 

Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saa kun 
en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Knip- 
lingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som 
om hun ventede. 

Hoff rejste sig helt fra Sofaen : „Ja, Hr. Hoff, det er 
mig," sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet 
om efter Værtinden, Hoff saa det: „Læg lidt Kul paa," 
sagde han. Derpaa til Damen : „Frøkenen vil maaske 
tage Plads." 

Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. 
Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig paa 
Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa Fly- 
gelet. Saa forsvandt endelig Værtinden. 

Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame ved- 
blev at tie og slog ikke sit Slør op. Hoff, der var færdig 
med at tænde, vendte sig imod hende: „Jeg véd ikke, 
om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han. 

Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, 
som hun kæmpede med sig selv. „Mit Navn" — det var 



HERMAN BANG 254 

næsten uhørligt — „er Nina Høg," sagde hun. Hun løf- 
tede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saå et blegt 
Ansigt. 

„Frøken Høg." 

„Jeg," Ordene sank efterhaanden, „er kommet for at 
tale om min Broder." Nina løftede Ansigtet, saa Hoff 
saå Trækkene. Han troede ikke, han vilde have kendt 
hende igen. 

Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede 
Træk, saå i Tavshed mod Gulvtæppet . . . „Jeg kan 
tænke det," sagde han sagte. 

Nina krammede lidt om Sjalet: „Han bo'r jo ikke 
mere hos os," sagde hun. 

„Nej." 

Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde 
ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppe- 
felterne under den nye Pause. 

Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæm- 
pende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt 
ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt : 
„Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men — 
men jeg er saa ulykkelig . . . vi . . . Sofie og jeg ..." 

Hun holdt inde og drog Vejret dybt: „Og saa kom- 
mer De jo saa meget sammen med ham ..." 

„De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres 
Broder ..." 

„Nej . . . men . . . det er ikke det . . . men, hvad skal 
vi gøre? Vi véd jo ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog 
Lommetørklædet frem under Sjalet, tørrede Taarerne 
bort. „Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun. 

Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde 
rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. „Ja, sørgeligt," sagde 
han. 

„Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre . . . gøre 
noget." 

„Hvilket?" Hoff standsede og saå paa Nina. 

„Naar han blot vilde flytte hjem ..." 

Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs 



255 HA AB LØSE SLÆGTER 

og stirrede ind i Lysene paa Flygelet — mærkede, han 
fik Vand i Øjnene og vendte sig. 

„Det var en stor Ulykke," sagde han. 

Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne 
store Ulykke, og hun sagde tonløst: „Men han kunde jo 
ikke." 

„Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff. 

Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede 
hun sit Ansigt til Bordet. Lidt efter løftede hun Hovedet 
igen: „Ser han daarlig ud?" spurgte hun. 

Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang 
han sig og sagde : 

„Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet," sagde 
han, „og ... De skal ikke være bange ..." 

Han standsede, fortsatte derpaa roligere : 

„Det er maaske kun en Overgang." 

Nina saå spørgende op. „Men de Artikler . . . var de 
ikke ... sære?" 

„Jeg tror bestemt han har Talent," sagde Hoff. 

„Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. 
Men Tonen blev atter dæmpet: „Men han har ingen 
Kræfter," sagde hun. 

Hoff drejede Hovedet: „Aa, naar han blot vil." 

Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som 
hun ventede. 

„De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. 
„Det er Skuffelserne . . . naturligvis ... en Reaktion." 

Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter 
fra, gik nogle Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske 
sagte : „Og saa med Pengene ..." 

Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede 
for hendes Ansigt, men Hoff saå, hun skælvede. 

„Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han 
er ikke rig." 

„Ja — han . . . bruger jo noget ..." 

„Men hvor faar han det?" 

„Ja," Hoff stammede, „han . . . tjener jo noget ved 
Bladet." 



HERMAN BANG 256 

Nina rystede paa Hovedet : „Det er for Navnets 
Skyld," sagde hun og vendte sig helt. 

Hoff var rørt, han tog hendes Haand : „Hvis jeg kunde 
gøre noget ..." sagde han. 

„Lad ham blot komme hjem . . . kun en Gang imel- 
lem." Graaden standsede hende. „Vi ser ham aldrig 
mere." 

„Ja ..." 

„Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham." 

Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik hen- 
imod Døren. 

„Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde 
hun. 



William boede med bare Vægge, der var ingen Tæp- 
per over Bordene, paa Reolerne flød det med Haar- 
børster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man havde paa 
Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen 
boede der. 

Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaise- 
longue med broderet Lærredstæppe over, W. H. syet 
med rødt, slynget i hinanden og med en stor Krone. 
Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump 
af en anden Tilværelse. 

Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen 
naar han sov — hvad han jo ganske vist gjorde Største- 
delen af Dagen, enten i sin Seng eller paa Chaiselonguen. 

I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at 
staa op efter; der var om Morgenen ikke andet, der ven- 
tede paa ham end en Dag ligesaa graa som den forrige, 
og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn 
blev liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. 
Hvad skulde han staa op for? 

Penge havde han ingen af, maatte vente, til han 
kunde „slaa" nogle. Kræfter heller ikke. Og det sidste 
brød han sig heller ikke om. 

Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor 



257 HAÅBLØSE SLÆGTER 

han laa, Time efter Time, sanseløs og stirrede paa Tom- 
heden om sig, og det var ham en Glæde at tænke paa, 
at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk 
Dyne. 

Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra 
Sengen til Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog 
i Haanden eller sløvt faldt sammen og sov mer, end 
han var vaagen. 

Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde 
altid læst meget, men alt, hvad han havde læst, havde 
staaet i Forhold til hans Livsplan, havde været Del af 
den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning alt, 
hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med 
nye Tanker var han altfor træt, til at anstrenge sig for 
igennem Forstaaelsen af nye Ideer at vinde nyt Indhold 
for sit Liv, til at tilegne sig noget hidtil fremmed, dertil 
var han for slap. 

Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at 
vække en flygtig Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde 
han begynde paa noget nyt — og det, det var just det, 
han ikke gad. 

Hvad han læste, var mest Filosofi. 

Han troede ikke — han gav sig ikke af med at tro — 
søgte heller ikke at gennemtænke — han gav sig ikke 
af med at tænke, overhovedet ikke med noget, som man 
ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den mo- 
derne Materialismes for dens Slags Tilhængere magelige 
Bane. 

Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der 
havde sat sit Liv til paa at ville, var der noget lokkende 
i at svælge i for Eksempel Opgivelsen af Viljens Fri- 
hed : det hele blev saa uendelig tragi-komisk, saa han 
rigtig kunde le af sig selv, og det var hans Yndlings- 
beskæftigelse : „le ad det hele, Don Quichote-Idéen." 

Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes 
efterhaanden i den Blanding af Opgivelse og Tømmer- 
mandsiede, som udgjorde hans Liv. 

Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fed- 

H. B. III 17 



HERMAN BANG 258 

tet gjort til en af de vigtigste Faktorer i det hele aande- 
lige Liv, i hele hans Tilværelse. Han fandt det, paa 
Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om 
Vægt af Hjernen, om Fedtstof. 

Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, 
naar alt gled saadan ud. Den under Halvdøs tilegnede 
Materialisme virkede som aandelig Kloroform paa hans 
Sjæleliv. 

Han drog planløst og efter sin egen Mening interesse- 
løs og halvsovende rundt i den moderne Videnskab. 
Men uden at han vidste det, standsede han snart her, 
snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs 
talte ham til Undskyldning. 

Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem 
nogen af hans Bøger, hans Interesse kunde ikke væk- 
kes ved Videnskabsmandens samvittighedsfulde Under- 
søgelse, der standser ved hvert Skridt; han ønskede 
kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form 
eller rettere i det givnes Form, med Visheden tog han 
det endda ikke saa nøje. 

Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Dar- 
winismen praktisk, saa ikke stort andet end Arveligheds- 
loven og kaldte det Darwinisme; men for Loven om 
Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til 
Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen 
pirrede ham : han begravede i den sig selv som et af 
de overvundne Individer . . . 

Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glæ- 
dede sig over Læren om Kvinden, han tilsølede hende i 
Filosoffens Foragt. Og saa var det hele saa graat. saa 
graat, intet, som skar nogen i Øjnene. 

Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men 
der kunde jo være Dage, hvor han var for træt eller 
gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne sved for 
stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han. 

Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter 
Klokken seks ihjel, og hvor han skulde faa Penge. Det 
sidste blev snart et brændende Spørgsmaal. I Begyndel- 



259 HAABLØSE SLÆGTER 

sen havde det været let nok. Han havde faaet Kredit. 
Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han 
havde været klog nok til at henvende sig til sin Faders 
gamle Handlende, hvor man saa at sige gav Erindringen 
paa Borg. 

Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner 
skaffet Penge i Begyndelsen. Men efter nogle Maane- 
ders Forløb blev Pengeanskaffelsen vanskeligere, man 
standsede Kreditten, begyndte endog at minde om Beta- 
lingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene. 

Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. 
Han laante, lovede at betale, kunde ikke, laante igen. 
Han skrev til Venner af Faderen. De første hjalp ham. 
Saa kom der fjorten Dage, hvor han „levede" igen — 
oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, 
sad han stadigt dybere i det, og han maatte søge om 
Udveje igen. Hans Tungsind blev pirreligt, han blev 
febrilsk midt i sin Sløvhed. 

Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den 
ene Dag til et Stykke tørt Franskbrød forsluger sig i 
Haabløshedens tomme Forhaabninger; den næste tæn- 
der en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens 
Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene. 

Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard 
Hoff for at tale om sin Broder. 

Et Par Dage efter besøgte Hoff William. 

„God Morgen." 

„God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. 
„Aa, jeg laa og døsede lidt." 

„Jeg ser det . . . Om det just er sundt at ligge og døse 
i saadan en Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkel- 
ovnen. „Lægger Du ikke i Kakkelovnen?" spurgte 
han. 

„Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt. 

Hoff aabnede Kassen. „Nej" 

„Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde 
Overfrakken paa" 

„Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff pla- 

17* 



HERMAN BANG 260 

cerede sig i den eneste Lænestol og stemmede Benene 
mod Væggen. 

„Jeg var sammen med Storm iaftes ... og Lund . . . 
og Minna." 

„Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm" — 

„Hvorfor ikke — han er meget rar ..." 

„Aa, ja, og saa giver han ud." Hoff sagde det tørt 
uden at se paa ham. William blev rød. 

„Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, 
„der blev drukket tæt." 

De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjen- 
laag . . . 

„Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff. 

„Nina?" 

„Ja — hun saa daarlig ud." 

William svarede ikke . . . „Har Du nylig været der- 
oppe?" spurgte Hoff. 

William lod distræt: „Nej — ej," sagde han saa, „det 
er noget siden." 

„Jeg troede, Du spiste der." 

„Ikke mere." William vendte sig halvt. „Det er nem- 
mere." 

Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaise- 
longuen. 

„Hør — Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han. 

„Om hvad?" 

„Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade." 

„Nej — ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt. 

„Ja — Menneske, saa gør dog noget . . . naar Du 
v i 1 leve ..." 

William lukkede Øjnene. „Aa, ja — naar man v i 1 
leve, men jeg vil hellere dø ..." 

„Naa, ja — saa hæng Dig!" 

William slog Blikket op : „Jeg har osse tænkt paa 
det." Stadig søvnigt. 

„Men Du tør ikke." 

Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt. „Fore- 
løbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig." 



261 HAABLØSE SLÆGTER 

„Det er jo en hel Del." 

„Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra 
hende om Aftenen, og hun har . . . skam ikke nægtet 
En noget. Og saa den næste Dag, naar man ser hende 
igen, tror man min Sandten, man har drømt — saa 
uskyldig ser hun ud af Øjnene ..." 

„Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt. 

„Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, 
„det er jo det, som er det mærkelige." 

Hoff tog hans Haand. „Men vi maa tale om det, 
William," sagde han. 

William saa paa ham, han plejede ellers aldrig at kal- 
de ham ved Fornavn. Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa 
tog William Haanden for Ansigtet, og sagte, med et an- 
det Tonefald end før, sagde han: „Det kan ikke nytte." 

„Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han 
gik ned ad Trappen, „forbi." 



„Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, 
jeg kan ikke." 

Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af 
Munden. „Saa skulde Hr. Høg ikke have underskrevet 
det Papir," sagde han roligt. 

William knappede Frakken : „Men De faar jo Pen- 
gene om otte Dage . . . saa kan De dog vente" 

„Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og" — 
Hr. Olsen foldede Papiret ud — „her staar, at Sum- 
men er forfalden idag." 

William havde det varmt: „Men jeg kan ikke be- 
tale," sagde han og slog Hovedet til Siden, „jeg kan 
ikke." 

Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af 
Piben, foldede atter Papiret sammen : „Ja, ja, saa har 
vi jo Deres Kautionist," sagde han. 

Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk. 



HERMAN BANG 



2(32 



et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Saa lukkede han 
Øjnene i Svimmelhed. 

„Ja," hviskede han. 

Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande. 

„Og det er et godt Navn," sagde Hr. Olsen, „et fint 
Navn." 

William saå atter over, stadig mødte han det samme 
Blik fra Olsen. 

„Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kæ- 
lede for det blaa Papir med den flade Haand. 

Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, 
saa løftede han det, og med et pludseligt Udbrud sagde 
han heftigt : 

„Nej, De kan ikke, De kan ikke gøre det." 

„Præsentere Papiret?" 

„Nej, De kan ikke," gentog han. 

„Hvorfor?" 

„Fordi." William blev rød som et dryppende Blod, 



fordi 



han standsede, „De véd. den er falsk 



Det saå ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere 
i Ansigtet: „Vilde det hindre mig i at faa mine Penge," 
spurgte han lidt mere hæst. 

William kunde ikke svare. 

„Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen." sag- 
de Hr. Olsen lidt efter, han bakkede paa Piben . . . 
„Saa iovermorgen maa jeg præsentere Papiret for Hr. 
Baronen." Hr. Olsen rejste sig. „For der maa være 
Orden i Forretninger," sagde han. 

William saå sløvt op: „To Dage," sagde han tonløst. 

„Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen. 

William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, 
alt uden at tale, mekanisk, sammensunket handlede han. 

„Altsaa iovermorgen," Hr. Olsen lagde det blaa 
Papir i Mappen. „Farvel, Hr. Høg." 

William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan 
han kom ned ad Trappen, ud paa Gaden — intet. Han 
var lamslaaet af Angsten. 

„Iovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: „Det 



263 HAABLØSE SLÆGTER 

er en lang Tid." Om saa lang Tid vilde Verden faa at 
vide, at William Høg var en Forbryder. 

Han havde skrevet Baronens Navn efter — — — 
Det havde været en blot Formalitet . . . Hr. Olsen vid- 
ste godt, hvordan det hang sammen .... 

Men nu ... nu ... Nej, det kunde ikke ske! Og 
som forvildede Mennesker under en Ildebrand, naar Ta- 
get falder, fløj hans Tanker forvirret og raadløst til 
tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp. 

Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med 
bøjet Hoved. 

Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til 
Baronen og tilstaa og bede; snart vilde han vende sig til 
Nina . . . Men han skød atter disse Planer bort. Saa søgte 
han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane ham, 
han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne . . . 

Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt . . . 

Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til 
Fantasier. Pengene vilde komme, dette var umuligt, de 
vilde komme. Han begyndte at fantasere over, hvordan 
han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom mange 
flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner 
. . . Saa vilde han betale alt, det hele, og for Resten af 
Summen indrette sig det som Hoff .... 

Som Hoff — det vilde sige blødere, rigere, med man- 
ge Blomster. Han begyndte at indrette sig nye Værel- 
ser, han kælede for den tænkte Pragt, bredte sig i al 
den fantaserede Blødhed. 

Men saa pludselig brast Fantasierne sammen, og hans 
Tanker begyndte forfra. 

Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa 
til Fremmede, laane Pengene af en rig Mand. Det blev 
atter halvt fantastisk, han besøgte den rige Mand og fik 
Pengene 

Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik 
Børsmatadorerne. Pludselig kom han til at tænke paa, 
at en Parvenu bedst vilde laane ham dem. Han var jo 
en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed . . . Han 



HERMAN BANG 264 

vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyn- 
tede sit Hus med Navne .... Han havde giftet sine 
Døtre bort til tre Kammerjunkere . . . 

Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev 
Adressen op. Han vilde gaa der straks. 

Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. 
Høg vente i Salonen. William gik omkring og betrag- 
tede tankeløst de Hundreder af Nips paa Etagerer og 
Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saå paa 
alle disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til 
sig selv: 

„Han laaner mig dem — han laaner mig dem ..." 

Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han luk- 
kede Døren, den røde Paryk fastere paa Hovedet, 
vendte sig med et forbindtligt Smil. 

„Hr. Høg?" sagde han .... Men i det samme saå 
han paa William, der var bleg og forstyrret, og Smilet 
paa hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmaalstegn. 

„Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte 
sig ved Bordet. 

„En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte 
sagte og støttede sig til Egebordet. 

Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guld- 
brillerne : „En god Familie," sagde han, „en gammel 
Familie." Han pegede paa en Stol. 

William satte sig. Etatsraaden syntes at vente, men 
da William ikke sagde noget, tilføjede han i en filosofe- 
rende Tone: „Det er en Løftelse med saadan store 
Navne." 

Nu maatte William tale. Han saå ubestemt ud i Rum- 
met, mens han sagde : „Jeg kommer for . . . kommer for 
..." Men saa standsede han. Etatsraadan rømmede sig 
og flyttede sig lidt i Sædet „kommer for" 

„Jeg er i Penge forlegenhed," sagde saa William. 

Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage : 
„Det hænder unge Mennesker," sagde han smilende. 

William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet. 

„Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r 



265 HAABLØSE SLÆGTER 

William sammen og saå lynsnart paa hans Ansigt, 
„hvorfor gaar De ikke til Deres ærede Familie?" Børs- 
matadoren stod og saå velvillig ud og smilede under 
Spørgsmaalet. „De har jo Onkler," tilføjede han. 

„Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder 
ved Bordpladen . . . Saa smilede han : „Det gaar altid 
saadan, man tænker ikke paa det nærmeste," sagde 
han. 

„Vist saa, vist saa," Etatsraadan gik et Par Skridt 
frem i Stuen. „Naturligvis! jeg hjalp saa gerne .... 
men det maa ikke være behageligt, vilde vist være saa- 
rende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed." 

William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han 
kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han 
Lyden frem : 

„Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik hen- 
imod Døren. 

„Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang." 

Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vin- 
duet. Han saå efter William i Gadespejlet, lige indtil 
han var drejet om Hjørnet. 

William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin 
Sofa, lod Konen, han boede hos, hente en Pakke Ciga- 
retter og dampede uafbrudt. Han gik tidligt i Seng og 
sov straks ind. 

Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke 
staa op. Det vilde altsaa komme, maatte komme. Saa 
kunde han ligesaa godt blive her og roligt tage imod 
det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ram- 
me ham her, hvor han vilde blive liggende og vente. 

Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. 
Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare 
venter. 

Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke 
mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev 
ved at have Blikket hæftet paa „Forfaldstiden", men 
hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham ikke 
hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke . . . 



HERMAN BANG 266 

Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad 
Østergade. Folk skubbede sig frem, stødtes i Trængsel 
paa Fortovene, man snakkede, lo, trængte paa. William 
saå paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som 
med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik 
to og to og talte højt og smilede bag Slørene. Det unge 
København med opsmøgede Frakkekraver og mer eller 
mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag 
Slørene; de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæe- 
ne, med Stokken stukken ind i Lommen, slentrede af. 
Naar de saa hilste, rejste de sig paa Tæerne — — . 
Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede 
nogle Damer med løftede Skørter — et Par Herrer ven- 
tede under Ranchs Uhr. 

William kendte dem alle, han nikkede, koketterede 
med et Par Damer, slog ud med Haanden for at strejfe 
Minnas Kaabe. 

Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, 
om de skulde træffes om Aftenen. Det kunde være. I 
Boulevard-Theatret . . . 

Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set 
Damen i Ritters Hotel 

„Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde 
William. 

Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen 
paa Østergade saadan som netop idag. Han nød hvert 
Smil, han gengældte hvert Blik . . . Med Kenderens 
smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejen- 
dommelige Løsagtighed. 

Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød 
alt dette for sidste Gang . . . Imorgen vilde det jo kom- 
me, det, som han ikke ret vidste, men som han tog for 
Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde 
komme, hvorledes — tænkte eller spurgte han ikke om. 

Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne 
Mur. 

Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var 
sidste Gang, den sidste Dag — han skulde aldrig se alt 



267 HA AB LØSE SLÆGTER 

dette mere, aldrig Og efterhaanden blev han 

øm over sig selv ved denne Tanke. 

Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot 
halvt ubevidst forestillede sig en saadan Løsning — 
slet ikke. Han tog det kun op som et Faktum, at nu 
maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag før 
før „dette" kom. 

Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han 
vilde gaa der iaften. Den sidste Aften vilde han være 
hos dem, være som i gamle Dage, bede Nina om at 
synge, kæle for Sofie og være glad . . . Saadan vilde 
han sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingen- 
ting vide 

Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, 
men de kom hjem om en Timestid, sagde Pigen. Om 
Studenten vilde vente? 

Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa 
hjem og hente en Bog. Saa vilde han læse for dem, det 
var saa længe siden, og han vilde læse smukt ... og de 
vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre 
denne Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han 
kom igen Klokken otte. 

Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter 
Svovlstikker, kom Værtinden ind. Postbudet havde væ- 
ret her to Gange med et Pengebrev — og nu vilde han 
komme igen Klokken syv. 

„Et Pengebrev?" 

„Ja — han havde Protokollen med." 

William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig 
til at fare op og ned ad Gulvet. 

„Hvad er Klokken?" spurgte han. 

„Halv syv ..." 

Et Pengebrev — et Pengebrev . . . maaske fra Etats- 
raaden maaske . . . 

Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, 
hvor meget det havde været; han bare fo'r rundt i Stu- 
en, rundt som pisket. 

„Det er nok fra Etatsraaden," sagde han. 



HERMAN BANG 268 

Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, 
han kunde ikke blive i Stuen, han gik ud i Køkkenet, 
legede lidt med Værtindens Børn, satte dem fra sig 
igen, gik ind — han kunde umulig blive paa ét Sted. 

Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa 
Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran 
Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til 
sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, 
han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, 
spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun og- 
saa virkelig havde talt med Postbudet. 

Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden — 
Melodi efter Melodi, et helt Potpourri. Han mødte Po- 
sten i Porten. 

Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stem- 
me rolig: „Har De — Brev til mig?" spurgte han. 

„Ja ..." 

„Pengebrev?" 

„Tusind Kroner, Hr. Høg " 

William greb ham i Armen. „Tusind Kroner," sagde 
han aandeløst, „hvor er de?" 

„I Tasken — men der skal først kvitteres." 

De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa 
godt have skrevet et hvilketsomhelst andet Navn som 
sit eget, han vidste slet ikke, hvad han gjorde. 

Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saå 
et Øjeblik tankeløst, som fortabt paa de ti Hundred- 
kronesedler, tog det indlagte Brev frem. Men pludselig 
gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden 
Gang — jo — tusind Han gemte dem i sin Teg- 
nebog, tog dem atter op, lagde dem paa Bordet. Han 
var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige for 
hans Øjne 

Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, 
at han havde skrevet til sin Gudfader, det var fjorten 
Dage siden, og han havde skrevet til saa mange i den 
Tid. 

Men nu sendte han ham de tusind Kroner. 



269 HAABLØSE SLÆGTER 

William læste Brevet. „Jeg sender Dig Pengene," 
stod der, „i den Tro, Du vil benytte dem vel, i detHaab, 
at Du ikke vil svigte min Tillid. I Løbet af otte Dage 
venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger." 

Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugererede, 
hvordan han skulde producere disse Regninger. 

Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede 
Kroner, gik han atter ned paa Østergade. Der var næ- 
sten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene. 

„Ta'er vi saa i „Varren"," spurgte Lunds Stemme 
bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med 
en tynd Stok. 

„Er det Dig?" 

„Har Du Mønt " 

„Ja — jeg har lige slaaet" William tog Tegne- 
bogen op. „Men jeg skulde egentlig hjem til mine 
Søstre " 

„Aa — Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med 
det, til Du af gode Grunde maa tage Fribillet ved Kas- 
sen . . . Fanden skulde da drikke Thevand, naar man 
har Møntsorter." 

„Nej — og der er jo osse Debut " 

„Saa ta'er vi Minna med Du — hun sidder og venter 
paa mig i Frederiksberggade ..." 

„Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra 
Spisestuen, hun stod og skar Æblekage i Stykker paa 
Glasskaalen. 

Sofie tændte, hun saa til Kakkelovnen. „Jeg stænker 
Eau de Cologne paa," sagde hun. 

„Ja, William holder saa meget af Parfume." 

Nina saa til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par 
Assietter. „Nu kommer han vist straks," sagde hun og 
kom ind i Dagligstuen. 

„Klokken mangler et Kvarter." Sofie satte sig til at 
sy, Nina sad og nynnede henne ved Klaveret. 

„Hør, Nina — saa siger Du jo ingenting . . . slet in- 
genting." 



HERMAN BANG 270 

„Slet ikke ..." 

„Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..." 

Nina nynnede igen: „Naturligvis." 

Saa sad de lidt. Sofie saå gennem Døren ind i Spise- 
stuen : Lampen gjorde den Damaskesdug helt skin- 
nende. 

Det ringede nede paa Porten. „Mon han kommer alle- 
rede." Nina stod paa Springet til at lukke op i Entréen. 

Sofie lyttede: „Nej, det var til Kammerherrens," 
sagde hun. 

De satte sig igen. 

„Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saå' paa Uh- 
ret. „Han kunde da gerne komme præcis." 

„Ja — den er fem Minutter over ..." 

Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. 
Hvert Øjeblik ringede det nede i Porten, saa fo'r hun 
sammen og ventede. Men den ankomne naaede aldrig 
saa højt op i Huset. 

Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede 
sig hen ved Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene 
Kopper af. 

„Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," 
sagde Sofie. 

De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter 
ved Klaveret. 

„Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte. 

Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun 
havde røde Pletter paa Kinderne. „Han er blevet forsin- 
ket," sagde hun. 

Pigen kom ind. 

Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: „Sagde 
Studenten — Klokken otte?" spurgte hun. 

„Ja — Klokken otte ..." 

Sofie saå paa hende. „Han er blevet forsinket," sagde 
hun og slog Øjnene ned. 

Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. 
Vandet gik af Kog. 

„Lad den staa," sagde Nina. 



271 HAABLØSE SLÆGTER 

De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hæn- 
derne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. „Han kunde 
have sendt Bud," sagde hun. 

Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa : 
„Vi kunde hente ham," sagde hun. 

Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen 
og satte sig ned paa Puffen med Ansigtet i sine Hænder. 

Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i 
Porten, kunde de begge se op, deres Blik strejfede hin- 
anden, blege og forkuede, som de sad. 

„Saa spiser vi," sagde Nina. 

„Jeg er ikke sulten." 

„Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede 
Lysene paa Klaveret, „han kommer ikke." 

Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. „Kom 
saa," sagde hun. 

De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de 
havde købt for Sparepengene: „Spis," sagde hun og 
lagde et Stykke over paa Sofies Tallerken. 

„Tak." De skar. det i smaa Stykker, tvang sig til at 
spise. 

„Hvor mon han er?" spurgte Sofie. Det ringede i 
Porten. Nina blev rød, slap Gaffelen. „Hvis det var 
ham," sagde Sofie. 

De lyttede uden at se paa hinanden. „Han gaar højt 
op ..." 

Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina 
rejste sig for at skænke Theen, hun stod bleg bag Ma- 
skinen med Haanden ind mod Brystet 

Sofie sad og græd stille. 

Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, 
han havde kunnet komme, han havde maaske meget at 
bestille, en Artikel til Bladet. Saa havde han ikke haft 
Tid. 

„Nej — han har ikke haft Tid." 

Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke 
af Æblekagen over paa Sofies Tallerken. 

„Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie. 



HERMAN BANG 272 

„Ja — det er længe sider), den har været fremme . . ." 

„Og Assietterne ..." 

„Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. „Du 
kan ta'e ..." hun vilde sagt Williams: „Tag den fra 
Buffet'en." 

Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams 
Tallerken. 

Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder : 

„God Nat," sagde hun, „og Nina vær ikke 

vred paa ham." 

Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og 
trykkede hende ind til sig. 

Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt. 

Hun saa sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Por- 
træt over Sofaen. Hun gik langsomt hen, stillede sig 
foran Billedet og saa paa det, indtil Taarerne udviskede 
dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin 
Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede. 

Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkel- 
ovnsdøren og kom Kul paa Ilden. Hun græd ikke mere. 
Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina Høg bleg og 
kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa 
samme Sted. 

William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. 
Han var fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op 
paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind. 

William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte 
sig igen og følte sig utilpas. „Hvad vilde hun?" 

Det var et Brev. 

William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, 
lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Saa kom 
han i Tanker om Brevet, læste Udskriften. 

Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som 
om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væg- 
gen, men kunde ikke faa Ro, han maatte aabne det. 

Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Kon- 
volutten, foldede det halvt ud og følte sig lettet, da han 



273 HAABLØSE SLÆGTER 

saa, det kun var et Par Ord . . . Hans Øjne slugte un- 
derlig Ordene uden rigtig at se dem. 

„Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina." 

Andet stod der ikke. 

Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gul- 
vet. William tog det ikke op. Han laa og stirrede tanke- 
løst paa Væggen. Saa foY han ud af Sengen og dyp- 
pede sit Hoved i Vandfadet. 

Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og 
lagde Konfekt og Vindruer paa et Par Glasskaale. 

„Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt 
inde med at tage Overtøjet af. 

„Ja — Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsen- 
tanter for Ungdommen " 

„Jeg vilde helst have været alene," sagde William. 

Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipa- 
ner ud paa Skaalene : „Det er Børn," sagde han, „som 
skal ha'e Sukkergodt ..." 

„Det kan jeg se." 

„Dér — vil Du ikke smage? — Du var nok hjemme 
igaar ..." 

„Hjemme?" 

»Ja, jeg traf din Søster i en Viktualiekælder. Hun 
var nede for at købe en And — det var nok Frøken 
Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det." 

„Ja," William holdt inde, „jeg havde sagt det ... 
men — jeg kom ikke." 

Hoff slap Posen. „Gik Du ikke?" 

William svarede ikke. „Hvorfor?" sagde saa Hoff. 

„Jeg . . . traf Lund ..." 

„Naa — aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." 
Hoff talte ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Kon- 
fekten. Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik 
hen over Gulvet mod William : 

„Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," 
sagde han og begyndte at gaa heftig op og ned ad Gul- 
vet. 

William sagde ikke et Ord. 

H.B. III 18 



HERMAN BANG 274 

„Har Du saa været der idag?" 

Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saa 
over paa William. 

Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han 
gik over og tog ham i Armen. 

„Høg," sagde han, ligesom om han kaldte. 

„Ja. " 

William sled hans Arm af sig: „Ser Du da ikke, at 
det ikke nytter," sagde han hæst. 

„Nytter " 

William talte ikke mere. En Gang imellem rystede 
han paa Hovedet. 

Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han 
drejede, saa han over til Høg med et ængsteligt Blik. 
Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt. Han 
satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, 
kom ind igen — William sad paa samme Plet. 

Endelig saa han op: „Nu gaar jeg," sagde han. Men 
han blev stadig siddende. 

„Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," 
sagde Hoff. 

„Fremtidssoldaterne ?" 

„Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden — mine Gæster." 

„Naa — dem, der skal ha'e Sukkergodtet." 

„Vist saa — og Ryperagout med Kastanjer." 

„Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden " 

„Naturligvis." 

William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaise- 
longuen. Saa sagde han med et tungt Smil : 

„Ja — lad mig se dine Soldater." 

„Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter." 

„Har han da Talent?" 

„Jeg véd skam ikke — saadan noget er svært at be- 
dømme, saa længe Værkerne ligger i en Bordskuffe. 
Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er de. Den 
anden vil være Skuespiller." 

Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod ro- 
ligt: „Naa," sagde han blot. 



275 HA AB LØSE SLÆGTER 

Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: „Min Ven, 
William Høg, Hr. Bloch — — hvad er det, De er, 
Bloch, foruden tyve Aar?" 

„Studiosus medicinæ" ..." 

„Ja rigtig, studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Ander- 
sen, ligeledes tyve Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, 
kom saa ind og faa Frakkerne af." 

De gik ind i Sovekamret. Hoff kom ud igen. 

„Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William. 

„Kære, vist saa, det kan man da se paa Haaret . . . 
Naa, dér er de." Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om 
Maden var færdig, William bød dem tage Plads. 

Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos 
Hoff, de sad og saa sig omkring. 

„Hvor her er smukt," sagde Andersen og spilede de 
blaa Øjne helt op. 

„Hm — noget opstillet," sagde Bloch, han gav sig 
til at vippe paa Stolen og purrede op i en sort Manke. 

„Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min 
Væg?" Hr. Bloch pegede paa en halvnøgen Kvinde- 
figur over Sofaen. 

„Det Billede — er det saa daarligt? Hoff siger, det 
er godt." 

„Det har da aldrig været Kød." 

William saa hen paa Andersen, som vedblivende sad 
og saa forbavset ud med store Øjne. 

„Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," 
spurgte han smilende. 

„Ja — første Gang. " Selv Tonefaldet var noget barnligt. 

William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget 
unge. 

„Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra 
Spisestuen: „Hr. Bloch, tør jeg ha'e den Ære?" 

„Hr. Andersen." De gik ind. 

De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene. 

„Hr. Bloch, De drikker ikke, værs'go." 

„Tak — jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen 
— det er skam svært nok endda." 

18* 



HERMAN BANG 276 

„Hvad mener De — Medicinen?" 

„Aa ja . . . Men jeg har desuden haft min fordrukne 
Periode 

„Det var tidligt," William lo, „var det, da De gik i 
Skole?" 

„Nej — i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar 
man har Evnen til hurtigt at blive færdig med Faserne." 

„Det er sandt. Tingen er at have Leveevne — opleve 
meget med et ringe Tab af Livskraft." 

„Hvor I bliver filosofiske," sagde William. 

„Nej — kære, det er ganske simpelt — " 

Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde 
aldrig smagt Chateau Larose. 

Han syntes, den smagte dejligt. 

Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde 
Andersen aldrig spist Østers. Og saa havde han taget 
dem saa komisk og slugt dem med nogle Grimasser. 

„Og Slikasparges har han heller aldrig spist." 

William gav sig ogsaa til at le og spurgte, hvad da 
Hr. Andersen spiste. 

„Med Kniv," sagde Hoff. 

Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give 
sig i Lag med Slikasparges. 

„Hvorfor ikke?" 

„Jeg synes, det ser saa grimt ud ..." 

Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem 
i Stykker. „Og lade Hovederne ligge!" 

„Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge," sagde 
Bloch, „det er ogsaa et forbandet Driveri." 

„Spildt dem — hvordan?" 

„Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man 
ser jo aldrig noget nyt ..." 

„Ja — men," Hoff bød Frugt om, „man kan jo da 
more sig ..." 

„Hvis man har Tid til det — men Morskaben er tar- 
velig. Og saa har man jo set det før, saa det virkelig 
ikke er noget at gi'e en Nat til." 

Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde 



277 HÅÅBLØSE SLÆGTER 

været til Prøve paa Hoftheatret, Dilettantforestilling, 
han skulde være Elsker. 

William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde 
være. 

„Iovermorgen." 

Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. 
Saa gav Hoff og Bloch sig til at tale om „la curée". 
Bloch fandt s'gu „der var brillante Ting i, men ogsaa 
meget Sprøjt." De talte om Naturalismen. 

William sagde: „Hvad vilde De helst debutere i?" 

„Aa — i . . . nej, det véd jeg saamæn ikke ..." 

„Men De har dog tænkt Dem . . . noget. Det har man 
altid ..." 

„Jo tænkt mig nok . . . men det er altfor meget . . ." 

„Det er vel ikke som Hamlet." William lo. 

„Nej — helst — som Aladdin." Han blev rød helt 
op under Haaret. 

„Hvad vil han?" spurgte Hoff, som sprang bort fra 
„Salambo". 

„Debutere som Aladdin," sagde William. 

„Naa — ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..." 

„Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden . . . 
Rolle . . . moderne?" sagde William. Bloch talte om 
Rudin. 

„Aa," Hr. Andersen var stadig rød, „jeg synes Alad- 
din er dejligst. Han er saa lykkelig." 

William havde lét. Han holdt inde: „Ja, det er han." 

„Og han er da osse sand," sagde Andersen. 

Gæsterne var gaaet. 

„Naa," Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen for- 
an Kakkelovnen. „Hvordan synes Du saa om Fremtids- 
musikken?" 

William svarede ikke straks. 

„Jo," sagde han lidt efter og rejste sig fra Sofaen, 
„Hr. Bloch spiller stærkt ..." 

„Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den 
er lidt skarp ..." 



HERMAN BANG 278 

„Nej." William sad igen lidt. ,,Har Du set noget af 
ham?" spurgte han. 

„Ja, Studier." 

„Tror Du da, det bliver til noget?" 

„Jeg personlig, ja ... der er saa megen ejen- 
dommelig Levedygtighed, og det er den, som bærer 
oppe " 

„Det er sandt." 

„Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa 
længe han ikke har oplevet det afgørende. Det er en 
Theori — men har han Evnen til at opleve — saa 
tror jeg paa ham. Og den anden?" 

„Ja — han synes jo Aladdin er det dejligste." 

Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William 
tog sin Frakke paa. 

„Og saa Du selv," sagde Hoff, mens de stod med 
hinanden i Haanden . . . 

Der gik en Trækning over Williams Ansigt: „Aa — 
jeg er Chef for et Fallitbo ..." 

„Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?" 

William vendte sig. „Det er saadan et smukt Ord at 
ville," sagde han. „Farvel, Hoff." 

Der var kommet en vis vag Mildhed over 

William, en besynderlig, tungsindig Ydmyghed, som el- 
lers havde været ham fremmed. Han havde været oppe 
hos Nina hver Dag. 

Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saa 
et Øjeblik paa Broderen og blev næsten smertelig slaaet 
af hans Væsen. Det hele var præget af en tavst bønfal- 
dende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket 
ham ind til sit Bryst og sagt : 

„Hvor Du kommer sent." 

Han smilede svagt. „Tak," sagde han. 

William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der 
var noget saa skrøbeligt ved ham, og hun behandlede 
ham som et Barn, man forkæler. 

William tog imod denne kælende Ømhed med det 
samme træt-taknemmelige Smil, hvormed Syge takker 



279 HAABLØSE SLÆGTER 

deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange om 
Dagen . . . 

Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen 
skulde spille Komedie, men Hoff skulde paa Bal. Han 
stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og lagde sig 
sort under Øjnene. 

„Man maa være yndig," sagde han. 

„Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William. 

„Kære." Hoff slog Pudderet af med en Harefod. 
„Stregerne under mine Øjne har gavnet mig mere end 
hele Talang'et." 

William stod lidt. „Du er egentlig en Charlatan, 
Hoff," sagde han. 

„Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok." Hoff lo : „Det 
er jo det, som er Ulykken." 

„Farvel og god Fornøjelse" 

„Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken." 

William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe 
— Andersen kom lige ind paa Scenen . . . 

Hvor han saå ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, 
smuk ikke, men saa ung. William saå slet ikke paa de 
andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en Sum- 
men, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gen- 
nem Kikkerten. 

Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan 
Andersen havde set ud. 

Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen. 
En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham 
Vejen. Oppe paa Scenen løb alle støjende rundt imel- 
lem hinanden, Maskinkarle flyttede Sætstykker, og 
Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa 
Scenen. 

William bad om at maatte tale med Hr. Andersen. 

Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen. 

„Har De set mig?" spurgte han. 

„Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William. 

„Tror De?" Aandeløst. 

„Det tror jeg vist, De kan " 



HERMAN BANG 280 

„Ja, det tror jeg egentlig osse selv," sagde han saa 
og smilede. 

William saa ikke mere af Komedien, men gik ind i 
Buegangen, dér spadserede han frem og tilbage. Han 
syntes aldrig, han havde været saa blød i Stemning no- 
gensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild Resig- 
nation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste 
ikke, hvordan det var kommet, men han følte noget, 
som lignede Fred i Sjælen. 

Det var som et besynderligt Blikstille, der var kom- 
met efter Stormene. Han sagde til sig selv, at det var 
Havets Stille mod Solnedgang . . . 

Han gik hjemad over Prinsens Bro. 

Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, 
Evnen, just det, han havde manglet . . . Og han be- 
gyndte igen- at spørge sig selv, hvad dette var, og igen 
stod han uden Svar. 

Denne havde det, han selv havde ikke haft det. 
Punktum. 

Mere var der ikke at sige. 

Og han undrede sig over, at han ikke misundte den 
Lykkelige, at det ikke brændte ham, at han ikke led. 
Thi det hele var kun en Lykke, noget man fik. Dette 
Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte 
om alt muligt, kun et Barn . . . Han vilde spille Alad- 
din, fordi det var det dejligste . . . 

Men han misundte dog ikke. Han saa tilbage paa alt 
sit Arbejde, alle sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine 
Skuffelser, sine Lidelser, hele dette trøstesløse „For- 
gæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og han 
— misundte ikke. 

William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en 
Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. 
Han regnede ikke mere sig selv med. m 

Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op 
og ned ad Gulvet, frem og tilbage. Saa satte han sig 
ved Bordet og rodede i n6gle gamle Stilebøger. Han 
rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive. 



281 HAABLØSE SLÆGTER 

En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte 
sig igen, alle Bevægelser underlig mekaniske, søvn- 
gængermæssige. Og naar han gik, bevægede han Læ- 
berne sagte. 

Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet. 

To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve 
om Aftenen. 

„God Aften," sagde han. 

„God Aften — naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. 
Hvordan gik det saa Aladdin?" 

„Jo — o." William kom hen. „Jeg har skrevet en Ko- 
medie, Hoff." 

„Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff. 

„En Komedie." 

Hoff rejste sig, saå lidt paa Høg: „Naar er det gaaet 
for sig?" 

„I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. 
„Vil Du høre?" sagde han. 

Hoff troede ikke rigtig: „I disse Dage — naa, saa 
bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?" 

Saa læste William sit Enaktsstykke højt. 

Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sam- 
men og vilde putte det til sig. 

„Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, 
han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der 
blev læst. 

„Hvad vil Du med det?" 

„Faa det antaget, kære ..." 

„Aa — hvor vil Du hen — det er jo slet ingen Ko- 
medie ..." 

„Maaske," Hoff tog Manuskriptet, „men det er en 
Stemning, og det er allerede noget meget rart." 

Han gav sig til at blade i Manuskriptet. 

„Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet — 
naa, saa meget desto bedre." Han læste sagte nogle Si- 
der: „Noget er der i det," sagde han saa, „noget er der 
i"et." 



HERMAN BANG 282 

Han slog om paa det sidste Blad : 

Nej, Frue, han vil sejre 

Fruen 

Tror De, vi tør haabe? 

Professoren 

Sikkert, Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke. 
(Tæppet falder). 

Hoff lukkede Bogen: „Er Du ironisk?" spurgte han. 

„Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. „Eller ogsaa 
er det Resignation," sagde han. 

„Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til 
at begynde ..." 

William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, 
han smilede af Glæde. 



IV 

Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Sce- 
nen nedefra Klapren med Sæder, der sloges op og i, 
Summen af Stemmer; de steg som en Bølge op imod 
Fortæppet. I Orkestret stemte man Instrumenter. 

Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik om- 
kring og stillede Smaating paa et Par Etagerer; et Par 
Maskinkarle flyttede Blomster. 

Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa 
Scenen. 

„Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten 
standsede lidt, saa efter ham. „Han ser farlig foraset 
ud," sagde han. 

William gik ned til Tæppet og saa ud. Folk sad 
spredte paa Bænkene i den halvlyse Sal; de saa ud, 
som de frøs, syntes han. Han saa Nina og Sofie paa 



283 HAABLØSE SLÆGTER 

en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op 
til hinanden. 

William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde 
slet ikke været det. Han havde hele Tiden taget det som 
noget, der kun angik en Fremmed. 

En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde 
bragt ham 200 Kroner som Honorar for hans Stykke. 

„Er det antaget?" spurgte han. 

„Du er en underlig En," sagde Hoff, „Du bliver bleg 
af Glæde." 

„Ja. Og bliver det spillet?" 

„Naturligvis — om en Maanedstid." 

William havde taget Hoff i Haanden. „Tak," sagde 
han. Mere ikke, og han havde været ligesaa stilfærdig, 
ligesaa ydmyg stilfærdig, som han plejede at være i den 
sidste Tid. 

Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans 
Slaphed. Hun var angst for denne milde Tavshed, om 
hvilken hun ikke vidste, hvad den gemte. 

„Det er, ligesom William var en gammel Mand," 
sagde hun til Hoff. 

Ogsaa Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han 
skulde tro. William havde brudt med alle, og Hoff vid- 
ste bestemt, at han havde betalt Klatgæld med Forfat- 
terhonoraret. 

Og saa var han saa besynderlig afdæmpet, udvisket. 
Hoff var selv slaaet af det samme, det, som Nina kaldte, 
at William var som en gammel Mand. 

Naar han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, 
eller han bad Hoff spille. Det kunde han høre paa i 
Timevis, liggende paa Chaiselonguen med lukkede Øj- 
ne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og for- 
søgte at tale, sagde William kun meget lidt, og laa 
drømmende hen. 

„Hvad tænker Du paa?" kunde Hoff spørge. 

Saa smilede William sørgmodigt: „Paa Fremtiden," 
svarede han. Mere ikke. Og han faldt atter sammen i 
Drømmerier. 



HERMAN BANG 284 

Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig. 
„Du er blevet Flegmatiker," sagde Nina og søgte at faa 
ham til at le. 

„Jeg tror det," svarede han. 

„Er Du da slet ikke bange?" 

„Aa, ikke noget videre." Og han saå ligesaa aands- 
fraværende ud som før. 

Generalprøven var om Formiddagen, som Forestillin- 
gen skulde finde Sted om Aftenen. Hoff havde været 
der. Stykket var kønt, en mild Stemning, vemodig som 
en sen Augustdag, naar det skumrer tidligt, og Efter- 
aaret begynder at melde sig med den Fred. der gaar 
forud for Ødelæggelsen. Det havde gjort Lykke hos 
Tilskuerne — Theatrets Skuespillere, som skulde se 
Debut'en. 

„Det er smukt," sagde Hoff, da de kom ned i Porten. 

„Ganske net," sagde William. 

„Og det vil gøre Lykke." 

„Tror Du?" 

„Ja — tror Du ikke selv?" 

„Jeg véd saamæn ikke. Som saadan noget kan gøre 
Lykke." 

„Saadan noget. Tænk dog paa. det er en Begyndelse." 

Hoff saå hen paa William. „Jeg forstaar mig ikke 
mere paa Dig," sagde han. „Vil Du da ikke ha'e noget 
at leve for ..." 

„Jo, Hoff, hvis jeg havde noget." 

„Vis vas, dit Talent ..." 

„Men naar jeg nu ikke tror paa det." 

„Saa er det Dumheder." 

„Kan Du huske, Du en Gang selv sagde til mig — 
men det var rigtignok om Dig selv, og det plejer at for- 
andre Sagerne — at det var svært at leve for Talentet. 
Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og saa naar Livet 
var ormstukket, saa var det svært at gøre noget for 
Talentet — saa blev det osse anløbet ..." 

„Ah bah, saadan noget siger man. Jeg lever jo dej- 
ligt, ser Du." 



285 HÅABLØSE SLÆGTER 

„Finder Du?" William trak Munden nervøst sam- 
men. „Ja, maaske." 

De gik hen ad Gaden. „Men naturligvis," sagde Hoff, 
„naar man fordrer mere ..." 

„Aa Du véd godt . . . Naa, men det er slet ikke Ta- 
lent, Hoff. Ser Du da ikke, at alt dette, alle disse 
Sindsbevægelser har været nødvendige for at skabe 
denne ene Stemning, hvori jeg har skrevet de seks 
Scener. Lever man da virkelig paa det?" 

„Der er dem, som lever paa mindre." 

„Jeg mener paa de Vilkaar, Hoff, med den Rente." 

Saa skiltes de. 

Nu stod han inde i Foyeren og ventede. De Spil- 
lende kom ind og spejlede sig, Primadonnaen fejede ind 
med sin Pyntekone, som bar Pudderæsken. 

Slæbet blev ordnet foran Spejlet, Blomsterne sat fast. 

„Det er et dejligt Toilette," sagde William. 

Fruen vendte sig. „Er De meget bange?" 

„Slet ikke, Frue." 

Fruen saa paa ham og vendte sig igen. 

„Ja — saadan er det med Debutanter" — sagde hun. 

William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa 
dette Sted. 

Han gik omtaaget af Erindringer og bedrøvet af Min- 
der. Den første Dag, han var kommet herop, var han 
gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om Mindernes 
Smerte lagde et Slør over hans Øjne. Og selv nu talte 
Erindringerne til ham ved hvert Skridt, saa Nutiden 
glemtes. 

Han stod og stirrede paa den fortørnede Primadonnas 
Billede i Spejlet, saa saa Revnen, hvor Kviksølvet var 
gaaet af. 

Alt stod som den Gang, Bogskabet, Blomsterbordene, 
det bornholmske Uhr. 

Jo, han kunde forsikre denne Dame for, at han havde 
lidt Kvaler i dette Rum og vidste, hvad det var. Men 
nu? Han var jo bare kommen for at sige Farvel. 



HERMAN BANG 286 

Han gik ud paa Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens 
Larm som en dump Brusen, der nærmer sig og stiger. 
William traadte ned til Tæppet og saå ud. Et Øjeblik 
"blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede 
Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart. 

Men saa traadte de langsomt frem Hoved ved Hoved. 

Pludselig bruste Musikken op fra Orkestret. Ogsaa 
den lød fjern, som den slog mod Tæppet og Jod Bølger- 
ne vugge det indad. 

William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, 
hvis Blade vendtes af en usynlig Haand, læste han sit 
Livs Historie paa disse blandede Ansigter. 

Han saå Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt paa før- 
ste Bænk med en ung Mand, mørkøjet, livlig: „Han er 
ung," sagde William til sig selv. Han stirrede paa Grev- 
indens Ansigt, det var ungdommeligt endnu, hævet af 
de Slangelokker, han havde skænket saa mange Kys. 
Og hans Blik forvildede sig en sidste Gang imellem 
denne stolte Bustes Kniplinger, og han nød en sidste 
Gang dette Brysts Skønhed. 

Dér sad Rektoren fra Sorø. Det var vel Fastelavns- 
ferie, saa var han inde. Han var blevet gammel og ry- 
stende . . . Men hvor Aarene ogsaa gik. Der var hæn- 
det meget siden den Dag, da han fortalte, at „Profes- 
soren" kom for at spille Komedie og at de skulde assi- 
stere. Ja, meget var der hændet, man kunde nok have 
Lov til at være blevet gammel. 

Her saå han Margrete. Hun var bleg, og skjulte An- 
sigtet halvt med Viften. Maaske var hun bange for ham 
og frygtede — hun behøvede det ikke — for ham 
skulde man ikke lide mere. 

Han saå paa Kamilla. Hun var blevet gammel, bøjet 
syntes han, som hun sad dér lænet tilbage. Han hu- 
skede Kirken, hvor hun spillede paa Orglet, Forfædre- 
nes store Kirke ... aa, af det var det spiret, Bedraget 
i hans ulykkelige Liv. 

Thi ulykkeligt havde det været. 

Dér i Logen fik han Øje paa Etatsraadens Ansigt. Til 



287 HAABLØSE SLÆGTER 

den Mand havde han villet sælge sit Navn og plette en 
gammel Hæder. 

Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt 
og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted 
sit Liv og sin Historie i Ansigtet. 

Helt oppe saå han Olsen. Han lukkede Øjnene et 
Minut, han syntes, han maatte aande dybt for at faa 
Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne 
paa denne Dag? 

Og dér sad Instruktøren med sin Kone. 

Ja, det var hele hans Liv. 

Han havde glemt, hvad der ventede, han huskede det 
ikke. Over denne Sal syntes han, hans Livs Skæbne- 
traade var tvundet saa tæt, saa uløselig fast — tusind 
Traade, et Net, der havde fanget hans Lykke . . . 

Og han spurgte for sidste Gang, hvorledes alt dette 
var gaaet til, hvorledes han var blevet ubarmhjertigt 
tvunget ind i denne Sals forfærdelige Garn. Hvorledes, 
hvordan var det sket? 

Sveden sprang frem paa hans Pande, han følte den 
kold risle ned ad sig, væde alt, mens han slugte denne 
Skare med Øjnene. Der var ikke ét af alle disse rokken- 
de Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste, 
som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sør- 
gelig Historie om det Liv, som her var sluttet. 

Thi hvad kunde han blive her i dette Livs graa, kum- 
merfulde Elendighed? Hvor skulde han gaa hen? Og 
hans Blik faldt atter paa Etatsraadens Ansigt. Han sad 
og klaskede sin Paryk fast. 

Nu maatte Navnet lægges bort. Det var vel paa Tiden. 
Han væmmedes, saa længe han havde baaret det. 

Regissøren greb ham i Armen. „Tæppet gaar," raabte 
han og skubbede ham ud i Kulissen : „Tror jeg, Gud 
forbande mig ikke, Manden er faldet i Søvn." 

William stod i Kulissen. Og lidt efter lidt begyndte 
han at høre og at lytte efter Replikkerne. Han hørte ude 
over Salen en underlig mumlende Susen, som holdt ham 
vaagen, som ræddede ham, og som gav ham Feber. 



HERMAN BANG 288 

Saa faldt det første Klap, den anden Salve, den 
tredie, de Spillende kom ud med straalende Ansigter, 
tog ham i Haanden og gratulerede ham. 

William blev igen rolig og ligegyldig. 

Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt. 

Hoff kom op paa Scenen. Han saå straalende ud : 
„Ser Du, gratulerer, gratulerer." 

„Tak," sagde William. 

„Nu er Du da vel glad," spurgte Hoff. 

„Ja" — William stod lidt — „Andersen skal prøves 
imorgen." 

Hoff saå paa ham: „Men Du selv?" 

„Klokken elleve," sagde William. „Direktøren har 
lovet det." 



Klokken var ni den næste Morgen, da William efter 
at have søgt hans Adresse i Studenterforeningen kom 
ind til Andersen i Fiolstræde. 

„God Morgen, Hr. Andersen." 

Andersen kendte ham ikke straks. „God Morgen — 
er det Dem, Hr. Høg? Aa, hvor Deres Stykke var 
smukt." 

„Tak, Andersen." William satte sig. „Hør, kan De 
prøve Klokken elleve," sagde han saa pludselig. 

„Prøve?" han stirrede paa ham, „idag — Klokken 
elleve?" 

„Ja, jeg har fortalt Direktøren om Dem, og Elskere 
er sjældne Fugle — saa sagde han iaftes, at De kunde 
ligesaa gerne komme straks idag." 

„Aa — Tak skal De ha'e," Andersen var rød som et 
Purpurblod og havde Taarer i Øjnene. „Hvor det var 
kønt af Dem." 

„Men sikke noget Snak — kønt af mig ..." 

„Klokken elleve . . . Men jeg kan jo ingenting," sag- 
de han, han rejste sig, begyndte at klæde sig paa. „Nej, 
Hr. Høg, jeg kan ikke idag ..." 



289 HAABLØSE SLÆGTER 

William saå paa ham. „Tør De ikke? 

„Jo — o — men — Og jeg kan ikke faa læst over ..." 

William sad lidt og stirrede paa ham: „Prøv De som 
Aladdin," sagde han, hans Stemme var halvt brudt. Og 
da han var kommet lidt hen mod Døren, tilføjede han 
smilende: „Det er jo Deres Rolle." 

Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet 
med Hænderne foldede over Brystet. „Ja, lad mig saa 
tage Aladdin," sagde han. 

„Saa kommer jeg Klokken halv elleve," sagde Wil- 
liam og gik. 

Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var 
meget bleg, men han talte roligt. 

„Er De meget bange?" spurgte William. 

„Aa — jeg gaar som i Søvne," sagde han „jeg synes 
slet ikke, jeg kan tale ..." 

„De behøver ikke at være bange," sagde William. 

De gik lidt tavse. Saa gav William sig til at tale for at 
adsprede Andersens Uro. Og der var over hans Stem- 
me, hans hele Tonefald en mildt-sørgmodig Højtidelig- 
hed, som virkede lægende. 

Pludselig spurgte Andersen: „Hvorfor er De ikke 
glad idag?" 

„Jeg kan blive det — hvis De nu gør Lykke ..." 

„Ja, men for Dem selv — fraigaar," sagde Andersen. 

„Naa — aa — ja det havde jeg næsten glemt." 

„Hvor De maa tænke meget paa andre." 

Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem 
smilende, gratulerede William og talte i Begyndelsen 
kun med ham. Men han saå, mens han talte, uafbrudt 
hen paa Andersen. 

„Han er god," sagde han midt i en Sætning sagtere til 
Høg. 

„Ikke sandt ..." 

Derpaa højere: „Overordentlig Lykke. De er vel be- 
gyndt paa det store Drama?" 

„Ja, det er snart færdigt." 

H.B. III 19 



HERMAN BANG 290 

„Ja saa — " 

»Jo, jeg er i femte Akt." 

„Naa, Hr. Andersen," sagde Direktøren, „skal vi saa 
gaa ned paa Scenen?" 

„Hr. Andersen har taget Aladdin med," sagde Wil- 
liam. 

Direktøren saa lidt paa ham. „Godt," sagde han saa. 
„De giver jo Stikreplikerne, Høg." 

De kom ned paa Scenen. William tog Andersens 
Hænder, de var fugtige, hans Haar var vaadt i Panden. 
„Aladdin er aldrig bange," sagde han. 

„Jeg begynder med Monologen efter Jagten," sagde 
Andersen. 

„Godt, saa sætter vi os begge ned." De gik ned og 
satte sig paa første Bænk. „Lad den Bænk være Bred- 
den, hvor De ligger," raabte Direktøren op. 

Andersen gik op, lagde sig paa Bænken. William læ- 
nede sig tilbage med lukkede Øjne. Og ligesom én Gang 
før i sit Liv bad denne Vantro brændende til det tomme 
Rum. 

Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv. 

Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som 
bedugget af Angsten, men man følte det ikke. 

William saa hen paa Direktøren. Han sad og saa paa 
skraa gennem sin Næseklemmer. En Gang imellem 
smilede han. 

Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, 
mens han priste Aladdins Lykke, kæk og stolt stod han, 
Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som har vundet 
Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn . . . 

Men saa mindes han Allah. 

Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og be- 
der. Og mens han knælede og talte, laa han med op- 
rejst Hoved, med Smil, som Allah allerede gav ham 
Barnefred for Bønnen. 

Det var forbi. Andersen var staaet op. „Saa er det 
Halling," sagde han. 



291 HAÅBLØSE SLÆGTER 

Direktøren rejste sig. „Det behøves ikke," sagde 
han, „det er nok med Aladdin." 

„De antager ham altsaa?" spurgte William. „Hvor- 
dan synes De da?" 

„En saadan Tro har jeg aldrig fundet i Israel," sagde 
Direktøren smilende. 

Andersen var antaget. William og han gik ned ad 
Trappen. 

„Men hvordan var det egenlig?" spurgte Andersen. 

„Godt — rigtig godt." 

„Ja — det troede jeg nok . . . Men," Andersen 
standsede i Korridoren, „det er Dem, jeg maa takke 
for det " 

„Mig — aa nej!" William stod stille: „Jeg tror, De 
vil blive til noget," han saå længe paa ham, saa sagde 
han ubeskrivelig mildt: „Der maa være en Lov om 
spildte Kræfter — om at de ikke spildes. Saa vil meget 
komme Dem tilgode, Andersen ..." 

Hans Stemme brødes, og nogle Taarer randt ned ad 
hans Kinder. 

„Farvel, Andersen," sagde han, saå atter paa ham 
gennem Taarer. Saa bøjede William sig frem og tryk- 
kede let sine Læber mod hans Pande. „Saa Aladdin," 
sagde han, „gaa nu hjem til dine Forældre." 

Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med 
et Brev i Haanden, som han læste om og om igen. En 
Gang imellem slap han det, tog det igen og læste igen. 

„Jeg er rejst, kære Hoff — bryd Jer ikke om at faa 
at vide, hvorhen : William Høg vilde I dog aldrig kunne 
møde mer. Spørger Du, hvorfor jeg netop rejser nu? 
Ellers var det blevet for silde. For mig var der intet 
mere tilbage uden et kummerligt, elendigt Liv, som 
ikke var den sidste Høg værdigt: nu er han død. 

Døm mig mildt, thi jeg har lidt meget. Jeg drømte 
mig Formuenhed til og v a r uformuende : det er mit 
Livs sørgelige Historie. Men til at være et slet Menne- 
ske, til at nedværdige mig selv, til at glide ud i alt dette 

19* 



HERMAN BANG 



292 



væmmelige, dette Liv som bundede i Plattenslageri og 
Sløjhed — var jeg for god. 

Farvel. Høg'erne dør ud Jeg tror, Slægten vil 

slukkes med to ensomme Kvinder. 
Farvel, farvel. 

Din William." 



Hoff rejste sig og gik hen til Sekretæren og aabnede 
den inderste Skuffe. Han tog Grevindens Billede frem 
og saå paa de smilende Træk. 

Saa vendte han sig og aabnede Kakkelovnsdøren. 

Længe efter at Billedet var forkullet og sammenfol- 
det, sad Hoff der endnu med Hovedet støttet paa sine 
Hænder. 

Han vækkedes af et Stokkeslag paa Døren. Det var 
Fremtidssoldaten. 

Han rutschede ind i Stuen, hev Stokken dér, Hatten 
her og purrede op i den mørke Manke med begge Hæn- 
der. 

„Sig mig, Bloch," sagde Hoff, „naar udgiver De De- 
res første Bog?" 

„Hvorfor?" 

„Aa jo, jeg vilde gerne anmelde den, inden jeg rej- 
ser ..." 

„Rejser?" 

»Ja, jeg tænker paa det. Jeg synes ikke, her er rig- 
tig morsomt herhjemme." 

„Hvor rejser De hen " 

„Aa — ligemeget, til Sahara, dér er man idetmindste 
alene og har kun sig selv at sørge over " 



STUK 



ANDEN UDGAVE (1908) TILEGNET 

PETER NANSEN 



FØRSTE DEL 



REGN AF GULD 



I 

Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Dro- 
sken, der ventede: Casino, Kusk, raabte de og 
sprang ind. 

De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle 
Frederiksborggade til. 

Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. 
Peders Mølle hvilede det graablaa sidste Skær af Dag. 
Men langs Gaden var der allerede tændt og Lygter og 
alle Butikkers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en hel 
Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad 
Broen — som en taktfast March lød det mod Stenene; 
og midt ad Gaden, paa Sporet, klemtede de oplyste 
Theatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, 
hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Plat- 
formene. 

Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte 
gaa, kom ikke hurtig nok i Vej paa Fortovet og brød ud 
paa Gaden, hvor de skridtede af langs Rendestenen med 
en forvildet Pige i Hælene. 

— Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt i 
sit Vognhjørne og indaandede den fugtig-milde Luft. 

— Levende er her blevet i Staden, sagde Lange. 
Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, 

saadant et Mylder var der af Hætter, der skreg, og for- 
bitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede. Men 



HERMAN BANG 296 

Sporvognen rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, 
svajende tungt under deres glade Last som et Par store 
vraltende Dyr. 

Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørknings- 
handelen gik i Kældre og Stuer. Igennem Ruderne saå 
man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen løb bus paa 
Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af Kælder- 
halsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med 
Haandslag, og „Herrer fra Forretningen" skød ud og 
ind i Vrimlen for at bringe Breve til den sidste Post. 

Udenfor Modebutikkerne, hvor de første Vintermo- 
deller prangede under Gassens Lys, kom man slet ikke 
frem og ved hvert femte Hus stoppedes den hele 
Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under 
Ombygning, saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa 
de smalle Bræddebroer, der var lagt frem over Rende- 
stenen. 

Svært, saa vi bygger Facader, sagde Berg, der i 
den skiftende Belysning sad og saå ud over Fortovs- 
strømmens mange Hoveder. 

— Vi kalker vore Grave, sagde Lange. 

Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man 
drev afsted i Lyset, Skridt for Skridt, lunt, som i sin 
egen Stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. 
En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev 
trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unge Piger gled 
forbi, friske af Luften, søde og vimse under Herreblik- 
kene; Ansigterne var just i Højde med Drosken, saa 
nær, saa det var, som om de rørte Vognen med Kin- 
derne. 

— Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og ret- 
tede Stokkene, som de bar „paa skraa" i Lommen. 

— God Aften — god Aften. 

De var udenfor en Kunsthandel og maatte rent holde 
stille; man kom ikke frem, Sværmen stod helt ud paa 
Gaden. 

— Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde 
Kusken. 



297 STUK 

Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der 
prangede i stærkt Lys — i halv Legemsstørrelse — i 
Udhængsskabet, indrammede af Makartbuketter. Alle 
stod med opadvendte Ansigter og smilte foran Yndig- 
hederne. 

— Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken dreje- 
de ind i Sidegaden, hvor de gled blødt hen ad Køre- 
banen og der pludselig blev ganske mørkt og stille; 
ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte 
rundtom i Døraabningernes Skygger. 

Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne 
satte ind i Amaliegade med en Fart, som var Dyrene 
løbske; Damer, der løb over Gaden med løftede Skør- 
ter, kom foran Hestene og hvinte. 

— Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken. 

— Hva'? 

— Men — Amalie . . . 

En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Dro- 
ske, blev langet ind af en Herrearm. 

— Du dog — raabte hun : Herluf Berg. 

Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse 
staaende ugraciøst paaskrævs over Rendestenen og saå 
efter Drosken, til hun paany blev rendt over Ende. 

Udenfor Theatret var der en Smækken med Vogn- 
dørene og en Trængen sig frem paa Trappen ind ad 
Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Fagadens 
Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad 
uanfægtede og saå betænkelige paa Smaapengene i de 
flade Hænder — før de vendte og kørte bort. 

Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede 
Gasluften og Støvet, fik Folk endnu mere travlt: Ouver- 
turen var begyndt, man hørte den helt herned 

— Skynd Dig, skynd Dig dog, raabte Berg, Tæppet 
gaar — 

Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var 
kun Hoved ved Hoved helt op i Amfitheatrets store le- 



HERMAN BANG 298 

vende Mørke — fyldt af en Brusen, i hvilken Ouver- 
turens Vals næsten blev borte. 

Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, 
naar Rækken lukkede sig, og man naaede paa Plads . . . 

Tæppet til „Lykkepigen" gik op, da Berg og Lange 
satte sig : Man var i Provence, hvor Bønder holdt Fest, 
og Gaasepigen var i Spidsen med sin Hyrde. Hun tabte 
straks sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Hu- 
set genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, 
mens hun fik den paa igen. 

Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte 
sig lunt til Sæde under Kor og Sange, mens Klapsalver 
faldt ned over En fra Galleriet, og man lod Forlibelse 
og Danserythmer staa sig ind i Ansigtet. 

Indholdet kendte man. Det var fortalt 8 Dage i Rad 
af alle Blade: Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, 
saalænge hun aldrig havde kysset noget Mandfolk. Re- 
klamerne havde antydet, at det jo egentlig ikke var „kys- 
set", men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde 
lagt en mildnende Haand paa Sujettet — af Hensyn til 
vort Publikums Følelser — og havde ændret til „kys- 
set". 

Akten endte med en „Hønsesang", hvor Gaasepigen 
kaglede. 

Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Se- 
kund, mens der endnu blev klappet paa Galleriet, og 
før der blev Lys, steg der en pludrende Jubel op fra 
hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og 
ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder 
nikkede paa én Gang. 

Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter 
lidt blev der mere stille, mens man begyndte at mønstre 
hinanden og hilse og melde! Den var her og den og 
den — og man nikkede. For hvert kendt Ansigt var 
det som Velværet voksede : de var her rigtig alle, og 
man selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var 
et eget fornøjeligt Velbehag, hvor man mønstrede og 
mønstredes, mens Stemmerne summede. 



299 STUK 

Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. 
Damerne sad smilende Række bag Række. De lyse 
Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang til Afsked, 
og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu 
af Bade og Sommerluft. 

— Gør sig s'gu, gør sig s'gu godt, sagde Lange og 
førte den ene Haand gennem Luften i en lille Bue, som 
om han med et Kærtegn omfattede al den friske Køn- 
hed. 

— Brillant, sagde Berg. 

De var der alle — allesammen : Fru Canth, med en 
Vifte, saa man bare saå den yderste Haartot af Asses- 
soren; Fru Ekberg med Generalkonsulen, med ny Pla- 
de; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og Redaktør 
Scheele; Legationsraadinde Sten, udringet, med Lega- 
tionsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smi- 
lende som en falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; 
Skuespillerinder fra Nørregade; Fru Koch . . . alle, An- 
sigt ved Ansigt, Rækkerne ned. 

— Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kik- 
kerten. 

— Ja . . . 

— Naa — Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig. 

— Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en 
halv Snes Aar siden, sagde Berg og lo. 

Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen 
hørte efter. Det gav et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og 
der blev en travl Hvisken paa Gulvet med Ansigterne 
ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et Aale- 
skind pludselig faldet ned i en Hønsegaard. 

Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge 
med en blond Toupé drysset fuld af Brillanter — Dia- 
manter i Ørene og Diamanter om Halsen . .. Der blev 
et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, indtil Da- 
merne, lidt efter lidt — der kom ligesom en stram Luft 
over Parkettet — lod Kikkerterne synke og holdt Øjne- 
ne stift hæftede paa Tæppet, som om de pludselig havde 
faaet Fotografholdere i Nakken : 



HERMAN BANG 300 

— Hvem? 

— Hvem Du, hviskede Blom op til Berg, fra første 
Bænk, bag Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen 
var i Kjole og hvidt Slips, de forsøgte at indføre Gaia 
ved „Premiererne"). 

Berg vidste det ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. 
Lidt efter lidt blev der stille — Diamantdamen sad 
hvidkalket og søvnig og gnistrede — alle kom paa 
Plads, Kritikken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: 
Kars havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede 
Hænder, som bad han Bordbøn ved et opdækket Bord, 
og Professor Markus sad højtidelig, med let rokkende 
Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved 
Siden af Hr. Stæhr. 

Tæppet gik op. 

Man var ved Hoffet. Folk klappede straks ad den 
straalende Sal i Guld og Guld, mens der kom Pager ind 
ad alle Døre — fler og fler Pager, to og to, fler og fler 
— i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert — Mænd 
greb Glassene af Koners Skød eller Hænder — ! Men 
der var jo Flokke, Snese — en Hær af Pager — en 
Hær — rent en Hær af Trikots. 

Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt 
generte ved Mændenes Hidsighed med Kikkerten; som- 
me blev ogsaa noget krumryggede i Sæderne, som 
havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet 
lidt for nedringede til Bal . . . 

Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld 
og Silke. Det straalte og det skinnede. Fler og fler — 
det hørte jo aldrig op — der maatte da være hundrede . . . 

Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over 
hele Salen. 

Det var Operettens berømteste Nummer, „Kyssenes 
Kor". Man fangede, man valsede, man kurede og kys- 
sede. 

Publikum jublede; man vilde have det om og atter 
om. 



301 STUK 

Her kysses vi, 
som har Jour; 
her kysses vi 
og gør Kur. 
Her kysses vi. 

Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killin- 
ger for Rampen. 

Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten 
tilspidsedes, og alt blev en Tummel af Støj og Danse- 
rythmer; Gaasepigen forfulgtes af en Prins, og en Prin- 
sesse forfulgte hendes Hyrde. 

Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt 
til den „mildnende Haand" : Der var strøget, saa man 
forstod ingenting, undtagen — at der var to Brudekamre 
beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke. 

— Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med vok- 
sende inderlige Betoninger, han havde knebet Berg baa- 
de gul og grøn i Armen. 

— Satan, Satan . . . 

I yderste Grad. havde Bearbejderen trængt til „sin 
mildnende", mens Prinsessen og Gaasepigen svirrede i 
Nat-Musseliner ud og ind mellem Dørene . . . 

Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i 
lange Kapper, nynnende sagte „Kyssenes Sang" — for- 
an de Elskendes Døre. 

Hist kysses de 
og gør Kur. 
Vaage maa vi, 
som har Jour. 
Ene er vi. 

Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af 
Hoveder, der langsomt rokkede, som nynnede alle uhør- 
ligt med. Varmt var der blevet. Fru Canth havde slaaet 
sin store Vifte op og vuggede den efter Takten. 

Finalen kom : Hofdamer brød ind med Kandelabre : 
Vagten fløj til med Sabler; Pagerne skreg, og Hofda- 
merne hvinede . . . Prinsessen kom i Frisérkaabe, og 
Gaasepigen var ganske i Natdragt . . . 



HERMAN BANG 302 



O ve — o ve, 

hvad her dog sker: 

Hun bliver aldrig Lykkepige mér. 

De svingede med Kandelabrene og de klirrede med 
Kaarderne, Hofdamerne tørrede Taarer i Slæbene . . . 
Ingen forstod et Ord ; i Orkestret kæmpede Tromme 
med Triangel . . . Der var ikke den, der hørte Ørenlyd: 
Det var Glanspunktet af Operetten. 

Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, 
det maatte op igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Gal- 
leriet. Det maatte op igen. 

Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i 
Gangene, hede og sammenstuvede, mens alle snakkede. 
Oppe i Logerne sad Damerne varme og glade, med frem- 
skudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. 
Kun Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gna- 
skede Marzipan af sin Pose. 

Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orke- 
stret . . . Man talte om Antallet af Opførelser — man 
mente tredive . . . Redaktør Isaksen førte energisk Næ- 
sen op og ned, snusede hen mod Tæppet, som om han 
vilde grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, 
og Kars sagde, seende ud over Salen, med et langt sul- 
tent Blik: 

— Ja Godtfolk — nu var der Penge at tjene med en 
Treakter . . . 

Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skub- 
bede og man stødte ; ingen hørte Ørenlyd for Latter og 
Støj. Det var det unge København straalende og stramt 
i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som 
Fisk i Vandet. 

— Naa — I, det var Blom, der standsede foran Berg 
og Lange midt i Trængselen og gik halvt i Knæ, mens 
han viftede med den oprakte Haand : Ka' vi no'et, vi 
Københavnere. 

— Fa 'en ta' mig, er der Stemning der? Blom 
lo. saa man saå alle hans hvide Tænder. 



303 ' STUK 

— Ja, sagde Lange nikkende, der er „Bevægelse"' 

— det kan man ikke nægte. 

De vilde „se at finde en Sofa", og de trængte frem 
gennem Stimlen, men de kom næppe af Stedet, mens 
de brændte Vittigheder af og gav Haandtryk — Kred- 
sen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt 
Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk — ; til 
sidst fik de dog erobret en Sofa lige inden for Restaura- 
tionsdøren til Gangen, hvor Sværmen sivede forbi som 
en vandrende Mur. I selve Døren var der en Trængsel, 
saa man blev drejet som Bønner i en Kværn. 

— Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg 

— det var en Skuespillerinde fra Kongens Nytorv — 
og blev drejet ud igen. 

— Naa — saaledes, sagde Brodersen og førte 
Spidsen af Pegefingeren hen under Næsen, mens han 
snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at noget 
havde „Vildtlugt". 

— Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det 
hele til ét stort — „nok sagt" — bare for at hæve Byens 
Anseelse. 

Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg. 

— Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det 
altid lød som han vrængede : Ja — tro I — for mig 
paa de renlivede Jomfruer fra Bi — be — len, sagde Bro- 
dersen. 

Man talte om „Diamantkvinden" — : Hun pynter, sag- 
de Lange. Det hjælper altsammen — og Signalet lød til 
at bryde op. 

— Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, 
som om han sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu 
dog Pudder i Logerne — gamle Folk. 

„De gamle Folk" slentrede hen ad Gangen, hvor der 
begyndte at blive tomt, og tog Afsked med Nik. Berg 
blev raabt hen til Fru Canth, som i en Nichesofa under 
meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard 
Sundt, Fuldmægtigen. 

— Kære — giv mig Ret, raabte hun. Er det ikke 



HERMAN BANG 304 

for Bæ 'lam . . . Hys, Edvard, hvad jeg siger, det er 
rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth var en 
lille væver Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod 
af et Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. 
Hun gererede sig som en Mellemting mellem et Egern 
og en Abekat og kaldte „af Princip" alle Herrer ved 
Fornavn. 

Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fød- 
der, saa man saå et Par Spændesko med et Par mørke- 
røde Silkestrømper op over Anklen. 

— Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer 
— sagde Kræmmeren . . . Hvormange jeg har købt, 
lille Edvard? Seks Par. 

— Men — Gud . . . jeg snakker . . . Fru Canth satte 
Spændeskoene med et Stød i Gulvet: Hvor er Manse? 
Han aner jo intet om Regningen . . . 

„Mansen" var Assessoren, en forskræmt lille Herre 
med nogle tynde Haartotter og et Par forvaagede Øjne. 
Han saå ud, som om han altid fik præsenteret en 
Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et Par 
Gange i Timen, og han blev saa funden bagved Fruen, 
som havde han været gemt i en Kjolefold — hvorpaa 
Fru Canth sagde : 

— Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring. 
Man hørte Korstemmerne ned oppefra. 

— Bevares. Fru Canth stod op : Tak. Hun rakte i 
stiv Arm Sodavandsglasset hen til Sundt : Djø, Børn. 
Hun gik med „Manse" ; ved Parkettrappedøren stand- 
sede hun : Edvard — man mødes jo efter Dagens Ger- 
ning — i „Bethesda". 

Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, 
hvor Gardens Musikkorps blæste paa Horn. Berg og 
Lange var nogle af de første, der kom ud. 

— Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. „Insti- 
tutionen" gav den sidste Fyrværkerifest i Sæsonen. 

Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj 
ned over Trappen og frem over Gaden — gennem Strand- 
stræde trallede Række efter Række. Ude paa Kongens 



305 STUK 

Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor 
de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver 
sin Vej, frem ad Sporene. 

Saa delte Støjen sig — ind i Gadernes store, ven- 
tende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem 
gennem Husenes store Stilhed ; piblede ind i en Port, 
ned i et Stræde — som om Stenrækkernes tavse Graa 
langsomt havde suget den til sig. 

Hist kysses de 
og gør Kur. 
Vaage maa vi, 
som har Jour. 
Ene er vi. 

Banditterne om „Hesten" havde dorsk rejst Nakkerne 
en Smule og brummet — nu tænkte de videre med 
Hovederne nede i deres Hænder. Og kun en Omnibus 
klaprede tungt op gennem Tavsheden. 



Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver : Pantomimen var 
lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede 
Buer. 

— Kom Du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft. 

De vendte sig og gik ned mod Bazarplænen, der laa 
foran dem som i en lys Sky ; Gaskuplerne slog matte 
Arabesker gennem det fugtige Græs og Kunstbedene 
prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt 
om i Træranden hang de farvede Balloner som skin- 
nende Kæmpefrugter. 

De gik frem. Berg standsede : Midt i den musikfyldte 
Luft rejste Bazaren stille sine straalende Buer. Alt lyste, 
Kupler og Minareter. Et Vindstød drev nu og da de vif- 
tende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra Mina- 
reternes Spidser ; og over de slanke Tinder laa Sénsom- 
merhimlens stjernestrøede Dunkelblaa. 

— Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt. 

— Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Horn- 
musikken glad i Herligheden. 

H. B. III 20 



HERMAN BANG 306 

De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsals- 
alléen, hvor Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte 
over Hovederne : Aften — Berg og Lange, lød det bag 
ved. 

— God Aften . . . 

Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa 
dem som et Lyn, Stokken bagud og Næsen frem: Er 
her med de Gamle, sagde han og skød Skuldrene op, 
Lemme-Souper . . . 

— Tak, skød Lange ind. 

— Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde 
for at faa Tænder. Vi gemmer hende i Divanen . . . 
Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at gaa. 

— Naa — net . . . 

— Kostymerne fra Paris, — Gerster snøvlede som 
en Udraaber paa et Marked : — med en Tomme sat til 
over Knæene — man kender 'et . . . Naa — maa hjem 
til Passagérgodset. Djø — Børn. 

— Djø. Gerster for afsted som en Pil, han gik altid 
med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevæ- 
gede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, 
hvor han kom frem. 

— Satan — saa de har megen Familie fra Provin- 
serne, sagde Lange, da Lille : Gerster var ude af Skud- 
vidde. 

— Ja — dér er de jo ogsaa fra ... 

— Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog 
med sin Høremaskine. — 

— Ja — hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har 
faaet udrettet noget i de Par Aar. 

— Ja — Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, 
siden de flyttede fra Randers . . . 

Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende 
Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. 
Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrene, hvis 
Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende 
Mylr ; og indefra, hvor man over Stimlen saa Diri- 
genten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte 



307 STUK 

de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge 
Piger greb dem i Flugten og nynnede. 

Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stim- 
len til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, 
der kommer op af Vandet. 

— Det tro København, sagde Berg, seende ned over 
Sværmen. 

— Aften, Hr. Berg, Aften ... To Roastbeef . . . sauce 
tartare . . . Kelner Jensen viftede allerede Krummerne 
af det yderste Verandabord med sin Serviet — Bank- 
herrerne, Hr. Berg — Berg havde set prøvende over 
tilhøjre mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide 
Slips . . . Lille Diner, sytten Kuverter ... er ved Kaffen, 
Hr. Berg . . . Hr. Jensen skød undskyldende højre Skul- 
der i Vejret og smilte, illustrerende Tilstanden. 

— Vel — Vel . . . Kelner Jensen drejede som en Top 
... To Alliancer. Væk var Hr. Jensen. 

— Dér har vi Professorens, sagde Berg, der stod i 
Døren og mønstrede Salen. Professor Gersters havde 
okkuperet det højre Sofa-Hjørne og slaaet Krans om 
Tanten med det nye Gebis, som Hofdamerne i „Svine- 
drengen" om Prinsessen. 

Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde 
komme frem mellem Stolene, og der blev raabt og be- 
stilt og klirret: „Vel" — „vel", saa ingen Ganymed hav- 
de Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Pro- 
vinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen — i 
Svalehaler og Brandspande — og faldt Venner og Be- 
kendte gladelig om Halsen over Bordet. 

Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i 
„Menigheden", ogsaa kaldet „de sikre". Det var den 
snævreste Canthske Kreds : tre, fire Familier, men, som 
Fru Canth sagde, „af den rette Aand". Sommer-Stam- 
sædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kal- 
det „Bethesda", til Forargelse fra Fru Mølbom. Fru 
Mølbom, der evindelig førte Poder enten til Daab eller 
til Konfirmation, havde smaa religiøse Anfægtelser. 

laften var hele den „sikre" Kreds samlet: de fire 

20* 



HERMAN BANG 308 

Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og 
„Tante" Strøm : „vore tre Ungkarle" : Sundt, Redaktør 
Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede „de 
smaa", samt Mændene. 

Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede 
sig frem til Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene 
fint mod Flaskerne, hvad der betød Akklamation : Plads 
for lille Herluf — Plads for lille Herluf, raabte Fru 
Canth . . . Luften svirrede af Herre-Fornavne — Da- 
merne i Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved For- 
navne undtagen deres respektive Mænd — og Berg blev 
klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. Mølbom. 

— For Bæ'lam — for Bæ'lam — Fru Canth var sta- 
dig ved Operetten — : noget for den smaa Edvard. Fru 
Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der 
straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru 
Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en 
Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen. 

Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med 
nogle ringbesatte, nervøse Fingre. 

Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom 
havde gjort deres Ferieudflugt til Møen : Fa'r og Mo'r 
og Arthur; sagde Hr. Mølbom. Dejlig Tur — fem Dage 
for hundrede tre og tredive Kroner . . . 

— Tre Mand — tre Mand, De! gentog Hr. Mølbom. 

— Fa'r og Mo'r og Arthur — Hr. Mølbom nikkede 
over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvæsenet. 
En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur Natron til sin 
Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme 
Brønd i Rosenborg). 

— Fem Dage, sagde Hr. Mølbom. 

Damerne talte om Fru Canths Strømper : Lille Herluf 
har set dem, raabte Fru Canth. Har lille Herluf ikke 
set dem? Berg maatte bevidne, at han havde set dem, 
og der blev en Strømpedebat over alle Bredder. 

Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's 
bedste Emne. Man gennemgik det stadig paany til det 
diskreteste Mellemværk. Ved Vintersammenkomsterne 



309 STUK 

havde alle Damerne Kniplebræt og kniplede løs paa 
Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad 
og dømte om Modellerne. 

Fru Strøm havde set et Mønster (Scheele fik sit Reje- 
brød rakt paa en Kniv af Fru Dunker) . . . hos David- 
sens ... Og hvad havde Fru Canth ikke set — idag 
hos Vett — en Model til Chemiser . . . 

— Nogle Chemiser, Tante Strøm, — Fru Canth saå 
ud, som om hun vilde sluge Chemiserne — uden Ær- 
mer . . . 

Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse „inder- 
ste" ; Hr. Mølbom, der var færdig med Prisbilligheden 
paa Møen, sagde : 

— Tre Mand, og faldt pludselig hen med begge sine 
fyldige Hænder stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Møl- 
bom var saadan : han faldt pludselig hen og glemte Ver- 
den i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa 
med stirrende Øjne ud i Rummet. 

— Ja, sagde Berg, saadan noget som for tyvende 
Gang, der er kønt paa Møen. 

Der blev en Staahej i Anledning af Ankomsten af Bil- 
ledhugger Pless. Der maatte skaffes Plads til ham, og 
man rykkede saa tæt sammen, at ingen kunde røre Be- 
nene : La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm; 
Pless kom ned ved Siden af Fru Canth. 

Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerknerne 
bort og tegnede Mønstre paa Dugen med Neglene ; 
Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank og stormægtig, 
med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil, 
der bugnede af Forstaaelse ; kun Fru Mølbom — der 
altid var rød i Kinderne og paa Grund af for stramt 
Korset ligefrem ophovnet — sad med stiv Hage som 
den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det 
hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun 
lugtede til et Løg. 

Hr. Mølbom vaagnede og saå over til sin Halvdel. 

— Vi to, Mo'r, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. 
Hr. Mølbom kaldte altid sin Kone for „Mo'r" med et 



HERMAN BANG 310 

Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru Mølbom havde 
skænket ham otte Børn fra nitten Aar og ned efter. 

— Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom, Vidne, Ar- 
thur ... De drak alle fire. 

Damerne var stadig ved Lingeriet : Ja — i hver 
Vask lod Fru Dunker sine Mellemværk bløde i Kaffe 
... de saå ud som ægte . . . 

— Men Gud, det Arbejde — Damerne raabte ... Ja, 
Fru Dunker gjorde det ... i hver Vask (Fru Dunker 
blev ivrig) . . . hun blødte dem med en Klud — hvert 
Mellemværk . . . Scheele vidste det ! 

— Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru 
Canth. 

Sundt saå op fra sin Mad og strakte Armene i Vej- 
ret : Ja, sagde han, Livet er rart, — — mens Tante 
Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte Ørenlyd. 

Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm 
stive og ubevægelige, dadelløse, med Dannebrogsorde- 
nens smaa Baand i Knaphullerne, og drak en Gang 
imellem hinanden stille til ; hvorpaa Ingeniør Dunker 
igen faldt hen med halvlukkede sløve Øjne som om 
han sov, mens Oberst Strøm forblev rank med sit lange 
kønne Napoleonsskæg og et høfligt-opmærksomt Smil, 
som om han stadig hørte paa en Bordtale. 

Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt 
bag Oberstindens brede Buste, og de tre Ægtemænd 
blev midt under Lystigheden siddende med stadig det 
samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre Au- 
tomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og 
tog Vidner med et aandsfattigt Udtryk i Ansigtet. 

Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende 
ved den mindste Lejlighed for at holde Scheele i Aan- 
de — var blevet ved sit om de kaffeblødte Mellem- 
værker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru 
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig 
vendte hun Hovedet og sagde : 

— Hvad si 'er Pless? og der blev en ny Latter, 
hvori selv Obersten deltog : Pless sagde nemlig aldrig 



311 STUK 

noget. Han kom kun i Menigheden for at spise og fylde 
en L'hombre ud for Ægtemændene ; han hørte — lige- 
som Berg — kun til Udenværkerne og gik under Nav- 
net „Neutrum". 

Mens alle blev ved at le, saå Berg sit Snit og tog Af- 
sked. Ude paa Verandaen sad Lange og saå krænket 
ud over en med Brød kemisk renset Tallerken : Det er 
saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i 
Selskab. 

— Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tar- 
tarsaucen over Kødet. Man kommer aldrig derfra. 

Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glas- 
set, og Konsul Møller fra Nibe fik Ordet ved en Bord- 
ende. Men i Herrerækken mod Verandapillerne drak 
man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul Møllers 
Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Kon- 
sulens Skjortebryst. Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sag- 
de han — saa Konsul Møller aldrig kom videre end til 
„højt at glæde sig, mine Herrer", hvad han blev ved at 
gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en Etats- 
raadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræ- 
senterende, med saare tomme Ansigter. 

— Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg. 

— Véd s 'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg — 
Konferensraad Hein staar i Spidsen — de vil danne en 
Centralbank eller saadan noget — for at samle Kapi- 
talen . . . 

— Ja saa . . . 

Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saå 
ned over Sværmen ved Koncertsalen. Et Par gamle 
Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst sig, mens Kon- 
sulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned 
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæ- 
derne bundne om Halsen ... De forsvandt ovre i Alléen, 
drejende om alle Skørter . . . 

Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, 
mens en Gang imellem Blikinstrumenterne bruste ud i 
en Takt, der naaede op til Verandaen, og indefra Latte- 



HERMAN BANG 312 

ren fra det Canthske Bord lød ud gennem Vindu- 
erne. 

Ovre ved Bankdiner'en var der blevet mere stille, 
Herrerne med Ryggen mod Haven havde vendt sig, og 
de saå alle ud over Mængden mod den lyse Koncertsal. 

Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og 
saa udenfor ; det lød som en stor Brusen op til Veran- 
daen. — Da Orkestret intonerede igen, kendte man 
„Honnørmarchen" og alle Herrerne raabte Bravo og 
klappede ud over Rækværket under Larmen. Konfe- 
rensraad Hein klappede for, med smaa distinkte Haand- 
klap, som slog han Takt; og alle blev ved at applaudere, 
saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst 
paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk — med 
den høje Hat under Stolen og med Muffediserne truk- 
ne halvt frem over Hænderne, der var foldede paa Ma- 
ven — vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og 
troede, der skulde stemmes i Byraadet . . . 

Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad 
Hein paa sit Glas og sagde siddende, at han vilde tillade 
sig at meddele H. M. Kongen denne „spontane Ovation" 
— han vidste, i hvor høj Grad det vilde glæde Hans 
Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bra- 
voer, der gik over til et stort Hurra — Etatsraaderne 
aabnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Ha- 
vets Fisk — rejste Konferensraaden sig og sagde høj- 
tideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille : 

Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne For- 
samlingens gentagne Hilsen. De véd det, sagde han og 
talte, vuggende let frem over Bordkanten : De véd, 
mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken 
utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land 
har i Hans Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at 
ogsaa disse Dages betydelige Gerning — denne store 
Sammensmeltning af saa anselig en Del af al Landets 
Kapital — af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæ- 
de og Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse — for 
os alle, mine Herrer, en Tilfredsstillelse og en Lykke, 



313 STUK 

at vide vor ophøjede Konge i Spidsen for vore Be- 
stræbelser med sine naadige Ønsker om vor Frem- 
gang . . . 

Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden slut- 
tede med et højt „Leve" for Hans Majestæt. 

Man hørte de sidste Toner af Honnørmarchen, mens 
Hurraraabene døde hen ; der var kommet en høj, løftet 
Stemning over hele Selskabet, man talte om de store 
nationale Foretagender, om Omvæltningerne i Agerbru- 
get og Havnen i Esbjerg. 

Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg 
rejste sig : han vilde dog kun sige nogle faa Ord, de 
sidste idag — og de skulde henvendes til Hr. Konfe- 
rensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte 
mer end „Fortjenester, alle kendte", og Redaktøren 
maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa slut- 
tede han af — med højt hævet Glas — med et Leve 
for ham, der havde givet Kapitalen Vinger i dette 
Land. Et Leve for vor Stands Ikaros, Hr. Konferensraad 
Hein. 

Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede 
sammen om Konferensraaden for at klinke. 

Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Mi- 
niatur-Dannebrogskors glide hen mellem sin Tommel og 
Pegefingeren og sagde : 

— Ja — vore Produkter er blevet Guld. 

De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par 
af Herrerne rejste sig : de maatte have Luft ved igen 
at klinke kraftigt med Etatsraaderne. Mens Justitsraad 
Horn — fra Assens, Ridder af Vasa — nede i sit Hjør- 
ne sagde en Sætning af „Dagbladet" om „Guld, gravet 
ud af vore gamle Volde", og alle sad saa oprømte, med 
straalende Ansigter, som havde de alt det rare Guld for- 
an sig paa Dugen. 

Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tan- 
ker og førte Cigaren til og fra den smalle Mund, mens 
han fulgte de fine tynde Røgskyer med et Smil. Ovre 
ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud 



HERMAN BANG 314 

mod Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod 
sin Serviet dingle langt ned fra Rækværket over Mæng- 
den, ligesom om han anglede. 

— Det er Fiskene, sagde han og grinte af sin 
egen Vittighed, saa han var lige ved at gaa ud over 
Rækværket, og en hel Del Provinskolleger lo med, til 
der pludselig blev ganske stille og man tav genert. 

Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker 
ved Latteren og uden at have hørt den jyske Vittighed 
sagde han, med et Glimt i Øjnene, seende frem over 
Mylret og Salen : 

— Ja — Liv er her blevet. 

— Berg og Lange gik ind til Gersters. Fa- 
milien saa resigneret ud og dukkede over Melon med 
Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i Atlaskman- 
tille med Chenille og som endnu kun besværligt talte 
med de nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsen- 
teret, gav hun Haanden, som om hun stak Fingrene ind 
mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden bød 
paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads 
ved Bordet. 

Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad 
ved Siden af Professoren og illustrerede ham en Bade- 
sæson ved Bovbjerg med mange impressionistiske Bil- 
leder, mens Professoren umærkeligt rykkede længere 
og længere ind paa sin Stol — hvert moderne Udslag 
af den Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en 
Kniv — og sagde gentagende, at Luften anerkendt jo 
skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg . . . 

— Ja — hvad Lange angik, kunde han sige, hans 
Nerver havde danset ... 

Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtinde- 
blik stadig hen over Bordet — ogsaa Professoren sør- 
gede hun for, saa bød hun ham, og saa rakte hun ham 
noget med en egen dæmpet Omhyggelighed — : 

— Ja — sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa 
ejendommelige Steder ... De havde saamæn bare væ- 
ret i Fredensborg — men der havde været rigtig rart 



315 STUK 

derude . . . Man havde altid Slotshaven at sidde i om 
Dagen. 

— Og saa gi 'er det jo noget Liv — med Hoffet der- 
ude, sagde hun. 

Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, 
han havde boet dér en Sommer — stille og rart, kun 
saa solhede Veje, sagde han. 

Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille-Gerster. Han 
havde ikke mælet et Ord til nu, men bare siddet duk- 
ket over sin Tallerken og leget med Melonkærnerne; 
det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar 
han var sammen med hans Familie, og havde saa store 
Bevægelser med baade Arme og Ben. Han havde stadig 
en Fornemmelse, som om Lange maatte vælte noget. 
Familien Gerster selv havde alle nogle forbindtlige, blø- 
de Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa 
hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængen- 
de eller fyldte op. 

— Erhard forsøgte det vist tre Gange hele Somme- 
ren, sagde Fruen og lo lidt over til sin Søn. 

— Mo'r overdriver — i Familien Gerster brugte 
kun Professoren Tiltalens personlige Pronomen — jeg 
var derude hver anden Uge. 

— For at sove ud, sagde Professoren frem over 
Bordet. Han var den eneste i Familien, der undertiden 
talte højere i en ligesom pludselig utaalmodig Tone. 
Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den agt- 
somme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet. 

Karaflen blev rakt ned under en lille Tavshed, og 
Fruen spurgte Berg, om man ventede mange Bøger nu 
i Efteraaret. Naar Erhards Venner var der, ledte Pro- 
fessorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og 
de nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa 
alle de gudforgaaende og radikale Ting, mens hun selv 
skød sine behageligt liberale Anskuelser ind i smaa 
rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang imellem 
kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, 
ganske ungpigeagtigt Udbrud, der gik videre end nogen 



HERMAN BANG 316 

andens, og som viste en betænkelig Mangel paa Re- 
spekt for baade — det ene og det andet. Og saadanne 
Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun 
talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg. 

— Jo — sagde hun, Novelletterne havde hun læst, 
straks — ude i Fredensborg. 

Hun kom pludselig til at se over paa Tanten, der sad 
ret op i Sofaen, helt stiv af Søvn : 

— Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var ble- 
vet læst hjemme i Skanderborg. 

Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sag- 
de besværligt paa Grund af de nye Munddele : 

— Ja ... vi havde Læse- Torsdag ifjor .... Vi og 
Madsens, Du véd, de unge Folk, og Doktor Sørensens 
. . . skiftede hos hinanden .... 

— Ja — det har jo Tante fortalt, sagde Fruen. 

— Men efter Nytaar, Du, spillede vi Boston, sagde 
Tanten. 

Erhard rømmede sig og saå paa Berg. Lille-Gerster 
led i det hele af den Sygdom stadig at genere sig. naar 
der var Venner af ham sammen med hans Familie ; 
saa paa den ene Parts Vegne og saa paa den andens. 
Selv gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin 
Stol og saå underlig umyndig ud, med et Par artige 
Øjne. 

Lange var ogsaa gaaet over til Litteratur og talte me- 
get indgaaende om Zola : Satan til Ka'l. sagde han. Sa- 
tan til Ka'l. Lange kradsede sig i Hovedet: Han véd, 
hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne, sagde han, 
d et er det. 

Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blin- 
kede : der var altid saadan en inderlig Fortrolighed over 
Lange, naar han bredte sig paa et Yndlingsemne : 

— Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede 
let. 

— Ja — Professoren læste desværre kun Revue des 
deux Mondes i — „Læseforeningen" . . . 

Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til 



317 STU K 

Fyrværkeriet. Lange og Berg tog Afsked. Tanten var 
allerede kommet midt ud paa Gulvet for at binde Kjo- 
len op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Døn- 
nergaard, født Gerster, havde ikke set Fyrværkeri si- 
den Kronprinsens Bryllup, da Amtsraadet lod brænde 
et af paa „Slotsbjerget" .... 

— Rigtig kønt var'et, Jette — især i Vandet .... 
Men der er ogsaa dejligt ved Søen .... Det er dog det 
dejligste Sted, Jette. 

— Men lad mig dog holde, Jette — lad mig dog 
holde, sagde Fru Dønnergaard til Fru Gerster, der tog 
Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle 
skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig 
havde nikket over en Tallerken med Melon. 

Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange 
og Berg bukkede i Døren. 

Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi 
Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak 
Næsen op i Luften, hørte de allerede den susende 
Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mæng- 
dens mangfoldige Nakker, saa de Bagsiden af en snur- 
rende Sol, der kastede et rødt Skær, som en halvt ud- 
foldet baskende Vinge, gennem Røg og Gnister, før 
den slukkedes. 

Lange istemte Mængdens lange „Aa — aa", da de 
sidste Gnister faldt. Rundt om dem laa nogle Øjeblikke 
kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens Mumlen som af 
en Susen, op mod den stille, lyse Bazar. Midt i Mørket 
løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede 
hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Ske- 
letter. 

Nummer fulgte paa Nummer. Smaaflammer sprang 
op ad Fyrværkeriets Stilladser og tændte — rødt, gult 
og grønt — regnbuefarvet, urolig Ild. Og paa den an- 
den Side af Plænen saa man pludselig de tusinde, sagte 
bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt 
op til Bazarens rolige Lysbuer. 



HERMAN BANG 318 

En Regn af „Sværmere" var det sidste Nummer. 

Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede 
Ildslanger sig op i Kreds, bøjende i skønne Rundinger 
mod hinanden de lange Halse; og som om de udspyede 
dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned 
gennem Rummet og brødes med Knald — smaa plaf- 
fende Knald: med ét var hele Himlen, hvor man saå, 
kun e t vildsomt Løb af ilende, hurtigfødte Stjerner, der 
lyste over Tusinders Ansigter .... 

Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Ve- 
randaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over 
Trækkene, mens et langt Bifaldsraab steg op fra Lav- 
ningen og spændte over det hele Rum — op mod de 
kunstige Stjerner, der slukkedes. 

Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncert- 
sals Allé. Langt borte fra hørte de Selskabet Canth, 
som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, de fire Ægte- 
mænd bagest. Lille Canth havde saadan en ujævn 
Gang, saa han aldrig holdt Trit, og det altid saå ud, som 
løb han som en Hund mellem de andres Ben. 

Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde 
Fuldmægtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en 
venstre Arm hos en af „de smaa" — paa Skift. Hun 
kaldte sig selv „det femte Hjul" og lo med sin høje, 
overstadige Latter, naar hun sagde det. 

Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. 
Der var en egen melankolsk Sympati mellem de to : 
Berg holdt saa meget af den lille Mand. Han mælte al- 
drig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa Ho- 
vedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han 
tog sig kun en Gang imellem op til Øjnene, ligesom 
om han vaagnede eller besindede sig. Og saa sukkede 
han. 

I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sam- 
men, kom han altid efter Bordet og tog Berg under 
Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog, hvor han 
kunde finde et Par Stole; og der sad han saa, lige over- 



319 STUK 

for Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en 
stor Røgsky. 

Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han 
sig kun og sagde med sin tynde Stemme, mens han tog 
sig med Haanden over Øjnene : 

— Naa — nu skal der nok spilles, og gik fra Berg 
med et Haandtryk. 

Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran 
dem havde Hr. Mølbom slaaet en Klo i Lange og var 
igen paa Møen, mens „Mo'r" gik lidt henne til en Side 
med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende 
Trav — Fru Mølbom i Galosker — som et Par halv- 
gamle Heste, der længe har trukket sammen. 

Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne — 
naar de var alene, støjede hun ikke mer. 

Berg stødte med Foden mod noget paa Jorden, og 
bukkede sig : Aa — det er en Raketstok, sagde han og 
tog den op, saå ind i det sorte Hylster og rystede det. 

Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i del 
tomme Hylster; Fru Canth raabte fra Fortroppen, hvad 
det var, og alle standsede og tog om den mærkværdige 
Stok, til Fru Canth sagde: 

— Uh, man bli'r jo sort om sine Handsker, og smed 
den. 

Og alle satte i March igen. 

— Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet 
den i Hovedet. Hr. Mølbom lo. 

— Det er ikke noget at le af, sagde Lange, d e t er 
s'gu Faren med Raketstokke — at Godtfolk faar dem 
i Hovedet . . . 

De kom ned mod Theatret og hørte en høj Klappen. 
Det var Publikum ved Hornmusikken, der vilde have et 
sidste Ekstra-Nummer. De gik over til den store Rund- 
kreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankher- 
rerne kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hat- 
tene i Haanden, og blev staaende. 

Da Musikken begyndte, kendte de „Kyssenes Sang" 
... Og nynnende, vuggende Hovederne ind mod de- 



HERMAN BANG 320 

res Herrers Skuldre, stod Damerne med de smilende 
Ansigter vendt op i Lygtelyset .... 

Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det 
elektriske Blus paa National-Taarnet sendte sin Strime 
af Lys frem over Mylret ned mod Frihedsstøttens store 
graa Sten. 

Og ind i Støjen af rullende Drosker og „Nationals" 
Musik og „Farvel" af de hundrede Stemmer hørte man 
højt Zinkarbejdernes lystige Takt, der under Edisons 
Lamper glad hamrede løs paa „Victoria-Theatrets" nys 
rejste Tag. 

Berg var standset ovre paa Fortovshjørnet ved Jern- 
banen. Du, Lange, sagde han dæmpet og dvælende paa 
Ordene, mens han saå ud i det rige Mylr. Om man dog 
havde en Harlekinsstav og slog med den en Trylle- 
kreds om den hele By og bandt den til ét Billede . . . 

Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, 
som sønderbrød han den tænkte Stav, sagde han med 
et utaalmodigt Suk : 

— Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det 
hele Billede. 

Han vendte sig, just som han blev raabt an af en 
høj, lidt skingrende Stemme: God Aften — Berg. 

Det var en Herre, der raabte fra en Droske over 
den halve Gade: Ses i Ugen, raabte han, til en bedre 
Frokost .... Han svingede med Hatten fra Drosken, 
der rullede videre. 

— Hvem er det? sagde Lange. 

— Den unge Adolf, sagde Berg — Søn af Adolf 
med „Husholdningsbøgerne" . . . 

— Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone : En 
støjende Herre. 

De gik videre. 



Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille 
under sin Skærm, og gik frem og tilbage over Gulvet. 



321 STU K 

Han knipsede Kineserdukkerne, der sad rundt om paa 
Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede 
Hovederne, og saå lidt paa den nikkende himmelske 
Forsamling. 

Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og 
aabnede Vinduet. Der var ganske stille, ikke et Fod- 
trin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen laa et Skær som 
af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage. 

Og længst borte, over alle Huse lyste som en skin- 
nende Sky Skæret fra „Victoria-Theatrets" elektriske 
Lamper. 

Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved 
Foden af Lampen. Han tog det og saå paa Haandskrif- 
ten — i Hjørnet var der en Svale med en fransk De- 
vise : Nous reviendrons — ; Berg blev siddende lidt, 
før han brød det og læste : 

„Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og 
vel er komne hjem til Byen — for at opleve endnu 
en Sæson. 

Vi hilser Dem alle. 

Deres 
Asta Heltz." 

Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen 
— Brevet med Svalen havde han krammet fast sam- 
men i sin Haand. 



II 

Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, 
hvor han stod, midt mellem Victoria-Theatrets Himmel 
og Jord — saadan blev der banket, hamret og høvlet; i 
ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Mur- 
skeer og Hamre, oppe og nede, gennem Trissemuren 
og Raab : Ohøj — ohøj, lød det fra Kælderen som fra 
Maven af vældige Bugtalere. 

H B III 21 



HERMAN BANG 322 

Berg blev svimmel, naar han saå derned, hvor Stil- 
ladserne groede op af Mørket paa svære Ben og spred- 
te sig i hele Rummet, lige op til Kuplen, hvor Lugerne 
lo mod Dagen — én Kæmpekrop, hvor alting sang og 
virkede . . . Højst oppe hang Malerne, som Fluer, un- 
der Loftet og trallede i Kor „Kyssenes Sang" ned over 
Støjen ... 

Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen 
og gestikulerede ; Ørenlyd af hvad der sagdes hørte 
ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet blev lagt som en 
ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge 
Adolf og raabte med Hænderne for Munden : Frokosten 
— Frokosten ! og Berg og Martens gik tilbage ad Broen, 
balancerende paa vuggende Stiger : Hold i Tovet — 
Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke 
saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund un- 
der Fødderne. 

Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder 
Spenner, Martens' Faktotum, der sagde, at Kokken 
umulig længere kunde holde „den lille Forfriskning". 

Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen 
gennem Balkongangsrummet, bukkende frem under 
Malerstilladser og hoppende udenom Kalkbøtter og over 
Brædder : 

— Der skulde være Marmorpuds, og der skulde 
være Forgyldning .... Martens pegede og Martens 
viste. 

Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forkla- 
ringerne af sine Herligheder og fandt saa ikke Ordene 
og stod blot og førte den højre Arm gennem Luften, 
som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og Puds 
og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som 
et Barns over hans egne Undere. 

— Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han 
gik videre og nynnede. Nynne gjorde Martens altid, 
højere og højere, mens det svirrede for hans Øjne 
med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om 
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen 



323 STU K 

tra den Tid, hvor han havde sunget over Høvlebæn- 
ken. 

Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, min- 
dede igen om Kokken. Men Modellen maatte man da 
se, mente Martens. Den stod jo bare lige her indenfor i 
„Foyeren" — Martens sagde „Foé-en", han snublede 
altid over de mange fremmede Ord i sine „Bygnin- 
ger" — ; de brød gennem mange skærmende Sække- 
lærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren, 
hvor Arbejdernes Tøj hang paa interimistiske Knager 
og en Mængde Ølflasker garnerede Væggene. Model- 
len stod velforvaret paa et Fjællebord. 

Martens dækkede Stykket af med en Haand saa var- 
som, som løftede han Dynen lidt fra en Vugge, og de 
stod alle fire og saa paa Papiermaché-Modellen, mens 
Martens tog Loftet af, saa man kunde se det indven- 
dige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille 
Vimpel paa Taget, saa den viftede. 

De læste „Victoria" paa Vimplen og blev alle fire 
ved at le, fordi den saadan kunde vifte, naar man pu- 
stede. 

Berg slog lidt mod Modellen med en Kno : 

— Ja — kunde man bygge af det Materiale, sagde 
han over til Martens. 

— Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, 
mens han blev ved at le med sin Kluklatter: Det er 
„Interessen", sagde han. Han slog et Sækkelærred til 
Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række 
Gipsstykker op — dansende Basunengle til Logebryst- 
ningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte 
Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det 
samme Ansigt som en Dreng, der viser et Legetøj. 

Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vran- 
gen ud : Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap. 

— Satan, sagde Adolf og slog med sin Svipstok op 
mod Englene. Satan — saa man blir fiffige, sagde han 
og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den 
hule Papengel i den anden Haand. 

21* 



HERMAN BANG 324 

De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sække- 
lærrederne for at komme ned og hjælpe paa Kokken. 

Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Side- 
fløjen med fire Sale og tolv Kabinetter. 

De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørne- 
stuen paa første Sal, hvor Bordet var dækket med 
Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse paa Ku- 
verterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen 
og sagde kun nogle Lovord over Maden med Mundene 
fulde. Martens sad og hilste rundt, saa glad over sin 
Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil Kegler, og 
sagde : 

— Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af 
Fadene. 

Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maalti- 
der i Restaurant'en nu. Hjemme var han næsten kun 
om Natten og om Søndag Eftermiddag. Han sad da 
efter Bordet i et Hjørne af „Salen" i Sofaen og saa 
ud paa Pragten af Fløjl. Loftsdekorationer og indlagte 
Møbler, der var stillet op ganske som i hans Restaura- 
tionssale, men som her, hvor der manglede Publikum, 
saa døde og stive ud, som de endnu stod i et Magasin. 

Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide 
Lærreder mellem Dørene og syslede. Til daglig kom 
hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret og Bade- 
værelset, der var det mindste Rum i hele Huset. Der 
havde hun straks stoppet alle seks Børn sammen og 
vuggede og vissede fortumlet videre, saa godt hun 
kunde. 

Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kom- 
met sig af Forbavselsen over deres „Ophøjelse"; og 
hun gik om Søndag Eftermiddagene rundt om Martens 
paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke 
turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten over- 
troisk Ærefrygt for Manden og halvt af noget som 
Angst for, at det hele kunde være forbi igen, hvis man 
traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj mel- 
lem Væggene. 



325 STU K 

Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, 
spurgte Fru Martens stadig sig selv paany, hvordan 
det egentlig var gaaet til. Da de giftede sig, var Mar- 
tens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. Hun 
havde sparet deres første trehundrede Daler .... da 
var det Daler endnu ... De første trehundrede Daler 
. . . Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester 
Martens i Armene : hendes Forstand kom ikke videre. 

Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var 
gaaet saa ganske naturligt til, som al Ting gaar na- 
turligt til. Han havde „klasket" et Hus op, som alle 
andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter 
til Taget — han havde bare sat Gipsgesimser i Gade- 
værelserne og givet malede Lofter, og saa havde han 
solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig 
paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene . . . 

— Som „Interessen" nu er, sagde han til Arki- 
tekterne. 

Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som 
Grundejere og tog deres jævne Leje paa Broerne, blev 
han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejl- 
glas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skin- 
nende Kulører — ligesom han i Læretiden havde sid- 
det og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver op- 
drevet Toskilling — hele Tiden halv forundret over 
sine egne Vidundere. 

Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; 
og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer; 
han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byg- 
gede og byggede .... Bevarende, under det altsam- 
men, Smaamandens Kærlighed til det grelle i Kulører- 
ne og uvægerligt byggende alle sine Huse — disse 
Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte 
fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trap- 
perne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parket- 
gulve — ubekvemme, indskrænkede og snævre, ube- 
vidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de 



HERMAN BANG 326 

smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mel- 
lem Væggene, og til en tung Luft. 

Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog — 
han arbejdede aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig 
nogen Forretning paa en Helligdag — legende med 
Børnene og seende paa sin Stue, hvor „Hædersgaver" 
fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa 
„døde" som alt det øvrige. 

En „Hædersgave" var et stort gammeltysk Skab, 
indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iøvrigt tomt. 
Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, 
og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at 
gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der 
var saa gode som Penge. 

Martens skrev sit Navn, der gjaldt som fuld Valuta, 
paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt For- 
nemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandvær- 
kerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som 
en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed — 
selv nu, hvor han regnede op i de Hundredetusinder. 

Frokostselskabet havde stillet den første Sult 

og begyndte at drikke flittigere til smaa Mundfulde. 
Spenner, der sad til Bords som en tyvagtig Hankat, der 
laber Fløde, begyndte at tale om Martens' Ejendomme. 

— Det var Tiden at bygge nu, sagde han .... Igaar 
havde de solgt Nr. 11 .... Som varmt Brød gik det 
med Salg og med Bortleje. 

— Ja — sagde Adolf — nu har man Avance. Han 
lod en tung Burgunder flyde paa Tungen og smækkede. 

De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og 
Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rul- 
lede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket 
Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han 
uafbrudt „forduftede" det meget Guld ned i sit Skød; 
Martens talte om et Sommerhotel — ved Bellevue — 
paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ . . . 

— Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen 
Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen .... 



327 STUK 

Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men 
byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene. 

Adolf slog sin Champagne i Skum: Ja, sagde han, nu 
er det Tiden at sætte sine Penge paa Rente. 

En af Kelnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var 
en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt: 

— Ja, ja — det gaar, sagde Martens glad, idag flyt- 
tede han ind derhjemme — den lille Fuldmægtig. „Den 
lille Fuldmægtig" var Assessor Canth, der var flyttet 
ind paa Martens' tredje Sal. 

De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vin- 
flaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Theatret, 
om Lejesummen og om Direktører — da Spenner kom 
tilbage. 

— Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De — Spen- 
ner . . . 

— Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pillo- 
teringen havde kostet. 

— Pilloteringen? spurgte Berg. 

— Ja — det var jo det ... hvad havde den ikke 
slugt for Penge : Huset laa jo midt i Stadsgraven . . . 
sagde Spenner. 

— Ja — Satan til Historie med den Grund, sagde 
Adolf. 

— Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens. 

— Ja — om man nu havde Direktøren, sagde Spen- 
ner og „dukkede". Bogholder Spenner dukkede altid 
Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, 
som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det 
saå ud, som om han stangede. 

— Men Alverden søger jo, sagde Berg. 

De var naaet til „Fuglene" og sad mætte, lænede til- 
bage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Mun- 
den paa hinanden. Ja — der blev nævnt Folk — det 
var den halve By, der blev nævnt af Rygtet — til Di- 
rektør. 

— Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: 
Jeg skulde vel være Direktør . . . 



HERMAN BANG 328 

— Ja, raabte Adolf, vi to — Berg — vi to. 
Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? 

sagde han. Det vilde vel have sin Interesse. 

Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg. leende 
og drikkende, vedblev at tale med „Dhrr. Direktører" 
om Stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer. 

— Ja, sagde Berg : Naar man kunde slaa en Jøde 
ihjel . . . 

De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved 
Vinduerne. De takkede for Mad, rødmossede og høj- 
røstede, fik Cigarer tændt og slog Vinduerne op. Ovre 
i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen. 
Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflasker- 
ne, seende ud over Mængden, glade og vædende Tun- 
gerne med smaa Glas. 

Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, 
sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om 
Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger 
med fremmede Kunstnere : September ! Hvad taler De 
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde 
han, det er de Rejsendes Maaned . . . 

— Der er jo ingen Provinser mere. sagde han og 
slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er 
jo kun ét eneste stort København, det hele . . . 

De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner 
sagde : Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet. 

— Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de. 

De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, 
fine Røgskyer frem for sig i Luften. Støjen nede fra 
trængte op til dem, og de sad, smilende, og saå paa 
deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset. 

— Ja. sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og 
de tømte Glassene og brød op. 

Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de 
kom ned paa Gaden og skiltes ovre paa Halmtorvet : 

— Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det — det 
er en Idé. 

— Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og 



329 STU K 

havde smilet ved Tanken om „Direktoratet" — saa tos- 
set det end var. 

— Naa adieu, „Associé", sagde Adolf. Og inde 

fra Fortovet raabte han: „Jeg skyder Pengene ind." 

Berg blev ved at le ganske højt for sig selv, mens 
han sad med Hatten paa sit Skød, oppe paa Taget af 
Sporvognen og kørte til Kontoret. 



I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen 
og Luften stram af de nye Olietæpper paa Gulvene. 
Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæ- 
de, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrive- 
bordet laa der en Flettekurv. 

Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i 
Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsøge sin Mand 
i Redaktionstiden — væbnet med Fletteposen — for at 
afgøre pinlige huslige Udgifter (i Familien Gravesen 
kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pin- 
lige) : heroppe forbød Hensynet til „De Herrer" Grave- 
sen at blive højrøstet eller simpelthen at gaa og smække 
med Døren. 

— Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk : 
Saa maa jeg vel ind til „Fa'r". 

Der var igen noget, der m a a 1 1 e skaffes til Pige- 
børnene. Caroline, giv mig mit Tøj ! sagde Fru Grave- 
sen. Hun fik Fletteposen og Tøjet — den længste Tid 
af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straa- 
hat og en Atlaskes Mantille — og kom ned ad Trap- 
perne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen. 

Familien Gravesen boede paa Østerbro i et „Gevinst- 
Hus". De seks Frøkener uddannede sig — som Bier 
— til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele 
Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bog- 
holderi. 

Hvert Kvarter kom en af Bierne ud paa Trappen og 
hvinte „Ro" : Om Amalie blot et Minut kunde holde op 
med sine Hyl. 



HERMAN BANG 330 

Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en 
Dør : Om Vilhelmine vilde holde Næsen hos sig selv — 
man maatte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved 
kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op ef- 
ter i Trappegangen. 

Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respek- 
tive Døre og hvinte, rødtoppede over Gelænderne — 
samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rødt — : 
Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' .... Aldrig havde 
man et Sekund Ro for Amalie .... 

— Pyh — Gud véd, hvor tit Vilhelmine tog sine Po- 
ter fra Klaveret .... 

— Saa? om Ida bare vilde passe sig selv, kom 
det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med 
Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i 
Diskanten. 

— Aa, maa j e g være fri ... 

— Naa — det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare 
øver for at irritere os andre .... 

— Hold Du din Mund, Frederikke. 

— Uf — Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhel- 
mine. 

Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene 
— hele „Gevinsten" rystede, naar en af Frøknerne 
Gravesen bad om Ro — Amalie sendte den sidste Pil 
op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten : 

— Hm — det véd man vel, hvem der kan klæde sig 
selv, skingrede hun. Frøken Amalie var Medlem af 
Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Paaklædning 

Men Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt 
oppe og nede i Gevinsten. Frøknerne Gravesen var ud- 
mattede og havde ikke Vejr. 

Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, 
som om hun var knækket i Knæene, men hun brugte 
aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften. 

Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Med- 
arbejderne i den første Stue — Fru Gravesen havde 






331 STUK 

været gift syv og tyve Aar i „Byen", men hilste endnu 
stadig med et provinsielt Ungpigekniks, under Grundt- 
vigianerhatten — og hun og Hr. Gravesen gik ind i et 
lille Brædderum, der benyttedes af Ekstra-Korrektører- 
ne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halv- 
højt. 

— Tror Du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru 
Gravesen træt, naar Redaktionssekretærens lille Skind- 
pung endelig var kommet frem til Udbetaling. 

Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et 
sky Blik til Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen 
betragtede Redaktøren som noget, der var meget nær op 
til Guddommen. 

Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren 
sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens 
Afgang. 

Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han 
vilde sidde her og skrive, han gad ikke gaa ind til sig 
selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men 
han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet 
i Hovedet og sad og saå frem gennem de stille Stuer, 
hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regel- 
mæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne 
sad den ene bag den anden, lænede over deres Borde. 

Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op 
i Talerøret til Sætteriet — Faktoren hørte altid paa 
Stemmen, naar der havde været Udgifter til Pigebørne- 
ne — ; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev med 
Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben 
højt op bag til, mens han bukkede sig. Hans „ledige 
Øjeblikke" tilhørte den modnere Ungdom, han belærte 
den utrætteligt i Oversættelser efter det Engelske. Han 
havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han 
var anonym og at det var en Hemmelighed. 

Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtig- 
presse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte 
sine uafladelige, hastigt klaprende Stød op gennem Hu- 
set. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen blev 



HERMAN BANG 332 

ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende 
dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde, som han 
sad, rundrygget med opkrøben Frakkekrave, og duk- 
kede. 

Den eneste Afveksling i den Mands Tilværelse var 
hans „Viser". Han havde været Fører paa et af de første 
Studentertog, og han havde endnu en humoristisk Aare, 
som de tog til, ved Rusgilderne i „Studenterforenin- 
gen". Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa 
Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gam- 
mel og vejrbidt Hue, der Aar for Aar faldt ham længere 
ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen skrumpede ind 
med det øvrige .... 

Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke 
løftet Hovedet fra Papiret, saalænge Berg sad der. Han 
kom Klokken ni om Morgenen og satte sig paa Plads 
paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til 
Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljeton- 
romanen og havde tjent til Huslejen. Og han spiste sin 
Frokost, det sammenlagte Smørrebrød, uden at rejse 
sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud gennem Stuer- 
ne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme 
paa den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis. 

— Berg — laaner De mig femhundrede Kroner? 
sagde Krans. 

— Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at 
se ud i Stuerne, mens der kom noget som et Lys i Øj- 
nene med de blodige Aarer. 

— ja — lo Berg — om jeg kunde. 

Krans strakte Armene i Vejret: Aa — ja, sagde han 
og lagde igen de lange Papirer til Rette : Man maa være 
glad, at man kan tjene Føden. 

Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i 
Berg. Det var Hr. Stær, med Revision paa „Litteratur" : 
Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale — 
otte Linjer .... 

— Der er strøget halvtreds, sagde Hr. Gravesen 
tørt. 



333 STU K 

— Men otte Linjer, som maa t te ind . . . . Otte Lin- 
jer midt i Tankegangen. Hr. Stær satte sig, han be- 
gyndte at læse op af Revisionen og korrigerede alt, 
som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han 
vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet. 

Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget 
Linje og hvert ombyttet Ord. Paa tyvende Aar løb han 
i „journalistisk Virksomhed" Væddeløb omkap med 
Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen 
Tanke. 

— Netop Knudepunktet, sagde han — midt i Knude- 
punktet — men det er jo dog det, man aldrig ser, sagde 
Hr. Stær, forpint og fægtende med den blaa Blyant. 

— De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik 
uforstyrrelig over til et Par Depecher. 

Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, kram- 
mende med sine forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst 
sagde han : Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig 
— hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gæl- 
der det jo dog blot — at faa Numret fuldt. 

— Ja, sagde Gravesen. 

Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine 
Knæ. Maskinen klaprede op gennem Huset, højere og 
højere, som om den blev betaget af et voksende Raseri 
under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han 
havde ikke Manuskript nok til Morgennumret. 

Hr. Gravesen skød Skuffer op og i — Skufferne i de 
nye „Egetræsborde" gik aldrig op, Fyrretræet havde 
været fugtigt — og rodede efter „Indsendere". Der 
maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev 
jo „Bagstykke". 

Berg krummede Papiret sammen og rejste sig: Nej, 
sagde han. Det bli'r ikke til no'et. 

Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde : Og naturlig- 
vis just naar man endelig en Gang har faaet noget sagt, 
sagde han og gik ind i Læsestuen med Berg. Et Par 
af d'Herrer sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Stær 
lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet : der var 



HERMAN BANG 334 

H ø i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hin- 
anden, saa de skrævede. 

Aktieselskabets nye Udstyr var Egetræsmøblement 
med Staalhængsler paa alle Skufferne og alvorlige So- 
faer, hvis stenhaarde Sæder og Rygge var betrukket 
med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester 
Martens' første Leverandør. 

Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, 
ind til sig selv. Han satte sig foran sit Bord, bestandig 
oprørt, tænkende paa sine otte Linjer : En Maskine er 
man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang gaa 
fra denne Anstalt. 

Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand : Hver 
Aften tænkte Stær paa „hellere at gaa fra denne An- 
stalt" ; og hver Dag blev han og skrev videre for at 
leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis. 

— Ja, ja, sagde han, ja, ja — det er ikke ander- 
ledes. Han stod op og tog Frakken paa for at gaa hjem. 
Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de 
Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i en 
uhyre Victoriarulle paa sin Ryg. 

Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at se, 
om der var Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen — 
„en af Bergs Generation", som Redaktøren sagde — 
sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden 
med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrek- 
turer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gul- 
vet uden Lyst til at tage sig noget til. 

— Den Maskine, sagde han irriteret. 

— Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: 
ja ... . sagde han og skrev videre. Berg saa henne fra 
Døren, paa Arnoldsens sært hvide Ansigt og den kvinde- 
lige Mund, hvis Læber uafladelig sitrede, naar han 
skrev. 

— Hvad skriver De? sagde han. . 

— Aa — nogle Noter .... Arnoldsen blev siddende 
bøjet. 

Berg havde faaet Arnoldsen til „Bladet" efter at have 



335 STU K 

læst et Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt 
i Kakkelovnen samme Dag, som Berg havde sagt, der 
var Talent; og nu, da han var kommen i Virksomhed, 
naaede det Dag for Dag aldrig videre end til General- 
forsamlings-Referaterne og nogle „Noter". 

— Hvor var De iaftes, sagde Berg. 

— I Rømersgade — der var Gudsforhandling. Han 
havde en sløret Stemme, der altid sitrede, saa man næ- 
sten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig 
med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte. 

Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der? 

— Nej, sagde Berg, ikke iaar. 

— Hvor de Folk kæmper ■ — hvor de slider — med 
deres Uvidenhed. Han fortalte med Øjnene i Bordet, i 
sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Mødet : 

— Det var om Verdens Skabelse — i de seks Dage 
— paa tiende Aften havde de talt om de seks Dage og 
om første Mosebog — tiende Møde, sagde han og 
lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord. 

— De skulde heller ikke gaa der, sagde Berg. Hvad 
nytter det? 

— Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin 
sitrende Stemme. 

Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til 
sine „Noter". Det var Smaanotitser, han samlede, om 
Fattigforhold i London, om Elendigheden rundt i Ver- 
den, om de sociale Nødstilstande, Notitser, over hvilke 
han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som 
blev trykt i „Bladet" med Petit, ved Siden af Kulisse- 
nyhederne. 

Redaktøren kaldte Arnoldsen for „Bergs hvide Mand" 
og værnede „Noterne" mod Hr. Gravesen, der var for- 
bitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihili- 
sterne fra Halsen — mente han. 

Redaktøren sagde : Naa — det er af de Nihilister, 
som ikke slaar ihjel; og „Noterne" blev staaende. 

„Nihilisten" kunde undertiden komme paa Kontoret, 
bleg som var han syg. 



HERMAN BANG 336 

— Hvad jeg har set for Ansigter, sagde han med en 
Stemme, som om han frøs, hvad man ser for Elendig- 
hed — for magre, for gamle, elendige Ansigter .... 
han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad 
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved 
den blotte Erindring om disse Fattigansigter fra Gaden, 
til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skriver- 
mæssige Arbejde — fortæret som af en Feber, af sin 
raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møj- 
sommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa 
Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdens- 
kummer, han saå. 

— Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, 
som afskyede ham. 

Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til Spor- 
vejsselskabs-Generalforsamlinger og reducerede saa Re- 
feratet til ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv 
naaede ind til Kontoret ude fra Smallegade. 

Berg havde staaet og set paa ham. Nu gik han hen 
til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvolutter 
frem af en Skuffe. Men han kom ikke længere end til 
at spekulere over Skriften .... Alle Mennesker om- 
kring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene 
Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra 
Skønskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet 
sammen og rynkede som et overgemt Æble; de andre, 
hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden 
blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, 
som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bog- 
stav 

Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange. 

— Da', Børn — kom han ind. Hvordan gaar 'et? 
Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde. 

— Tak. Og Dig? sagde Berg. 

— Tak — brillant. Brillant s'gu .... Sidder nede 
paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, 
Du — føler s'gu, hvordan det vokser for en . . . Billeder 
faar man, med et Lys over — Lange fangede dette Lys 



337 STUK 

med sin hule Haand og klaskede det paa sine „Bille- 
der" — Har s'gu forresten et Par Smaastumper med, 
sagde han flottere, som jeg vilde læse for Dig. 

Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit 
Arbejde : Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De 
forstyrrer ikke. Han havde faaet en Bunke Papirer op 
af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede 
rundt — paa hvert Ark svømmede der kun et Par en- 
kelte læselige Sætninger rundt mellem mange sære 
Tegn — : Besynderligt — jeg havde s'gu et Gulv, et 
brillant Gulv — kan s'gu ikke finde det ... han blev 
ved at rode . . . 

— Det var et Gulv, forstaar Du — Lange viftede 
med Haanden — et Balsals Gulv, Du, set ind gennem 
Dørene — med Støv henover og en Stump Garnering 
helt inde og en „Sonne" paa en Væg, Du, i forgyldt 
Ramme — hvad'? De Folk har altid Sonne, sagde han 
med et Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, Du . . . 

— Og saa kommer Snakken inde fra Dameværelset, 
hvor hun ta'er Tøjet paa .... Lange læste et Par Lin- 
jer, stadig malende, bevægende den ene Haand — For- 
staar Du, det skal jo nu udføres, forstaar Du . . . 
Saadan lidt søvnig Snak — som de er — med Støv i 
Øjnene . . . 

— Her er et brillant Sted i Kotillonen — i sidste 
Tur, naar de er blevet saadan rigtig smidige i Livene 
. . . Han læste igen . . . 

— Men — det var s'gu egentlig ikke det, jeg vilde 
læse — Jeg har faaet hende ned i Drosken (han søgte) 
hvor de siger Farvel — med en Arm ud over Vogn- 
døren, i Lyset .... Brillant Lys paa den Arm, sagde 
han, naar hun kører . . . Storartet Lys over Handsken. 

Berg havde i et halvt Aar set hver lille Skønhedsplet 
i Lyset paa den Arm. Du skulde se at gøre det færdigt 
nu. Han følte en stor Nøgternhed efter Formiddags- 
glæderne, og den evig forslugne Maskine dernede skar 
ham i Ørene. 

— Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt 
H. b. ni 22 



HERMAN BANG 338 

paa et Par Dage .... Han rejste sig og gik op og ned 
ad Gulvet med et meget misfornøjet og tvivlende Ud- 
tryk : Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk ser, 
sagde han. Jeg ser Gulvet — som jeg sidder i Ryge- 
værelset — ind gennem Dørene — med Væggene og 
et Par Stole . . . Med et Par Menneskeøjne ser 
jeg . . . 

— Saadan maa det gøres, sagde han og stand- 
sede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre ser, 
sagde han. 

— Og præker — De véd s'gu alt muligt . . . Jeg 
vilde være glad, om jeg bare fik én lille Følelse boret 
ud — det er, Fanden ta' mig, Kunsten : at finde det 
ene, lille Ord . . . 

— Ordet, der gi'er det, sagde Lange med Overbevis- 
ning. 

— Ja, sagde Berg sukkende, det er det. 

— Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre ser, 
sluttede Lange. Han begyndte at samle sine Akter sam- 
men. Gaar Du med ned ad Gaden, sagde han. 

— Nej — jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, 
han fulgte ham ud. Da de var komne udenfor, sagde 
Lange med en Forstaaelsens Gebærde : Spørg, hvordan 
han derinde har syntes om det . . . Man maa s'gu vide, 
hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnold- 
sen mente intet. 

— Hvad bliver det forresten til med ham, sagde Lan- 
ge med sit tvivlende Udtryk og sagtere. 

— Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene. 

— Ikke til noget? sagde Lange med Lys over Ansig- 
tet; det er det jeg altid har sagt. Farvel, Du. 

Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik 
ind i Redaktionen. 

Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa 
smaat at mørkne. Det var de halvt private Audiensers 
behagelige Time. Inde i „Læsestuen" havde en Skue- 
spiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en Re- 
klame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke- 



339 STUK 

Leverandøren, Hr. Isack, hvem han tiltroede betydelig 
Indflydelse. 

En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins 
Bank underholdt Krans, som ved en Pult sammentalte 
sine Linjer i Morgennumret : 

— Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin 
Haand, sagde han, Stedet var jo henrivende, Stedet 
havde jo alle Betingelser — der var Tale om „Marien- 
lyst", som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et 
europæisk Bad — ... Men Publikums Interesse maatte 
vækkes først. 

— Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde 
Bankherren. 

Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen 
allerede tændt paa Skrivebordet. Redaktøren havde ført 
Professor Gerster ind til Hr. Gravesen. Professoren 
talte i Familiens bløde Tone, siddende med Benene 
slaaet behageligt overkors i en Lænestol. 

— Der var ganske vist endnu længe til Kongressen 

— men den almægtige Presse — og Professoren gjorde 
en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen, der altid 
blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til 
seks — kunde man aldrig gøre sig bevaagen for 
tidlig . . . 

Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa 
Himlen, der begyndte at farves rød over Slottet, som 
man saå som en mørk Kolos nede for Enden af Hol- 
bergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest 
hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig 

— med et let Skær af Ligegyldighed overfor alle Med- 
arbejderne undtagen overfor Hr. Stær, der angreb hans 
Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis 
og ansaa „Le Figaro" for Mønstret af et Blad. 

— Ja, Kongressen skulde være skandinavisk — 
med Indbydelse til de finske Læger ... Og det var pro- 
jekteret at forbinde den med en Udstilling Af 

hygiejnisk Indhold . . . 

De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor 

22* 



HERMAN BANG 340 

det lidt efter lidt blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. 
Gravesens Lampe — hvortil den militære Medarbejder, 
Kaptajn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde slut- 
tet sig — var i fuldt Lys. Efter den egentlige Kontor- 
tids Slutning var Yderdørene lukkede, og Maskinens 
Støj lød kun herind som et hyggeligt Akkompagnement 
af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankher- 
ren sagde højt til Krans : 

— Ja — det er Maalet, min Ven, vi maa vække 
Publikum; og henne fra Sofahjørnet i Mørket sagde 
Skuespilleren med sin markerede Stemme : 

— Ganske vist — der var tænkt paa en fransk Ballet 
— men, oprigtig talt, vore egne gør det s'gu ligesaa 
godt .... og de to Herrer lo halvhøjt gennem Stuerne, 
mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand, sag- 
de i sin alvorlige Tone : Ja — Hygiejnen er upaatvivle- 
lig Samfundets største Livssag. 

Samtalen blev afbrudt af en lille Mand, der kom ind 
gennem Læsestuen og holdt sig tilbage i Halvmørket, 
da han saå, der var Fremmede. Det var lille Hr. Canth, 
som forlegen sagde, at det var ingenting, han vilde blot 
sige Redaktionssekretæren et Ord .. . 

„Ordet" var et Par Fribilletter til Fru Canth, som 
han fik stukket i Lommen i en Krog. Fru Canth sendte 
saa jævnligt „Manse" i Billetmission til Redaktions- 
sekretæren, som hun titulerede „Gamle Næstsøskende- 
barn' 4 og lod give sig Kindkys, naar de mødtes. 

Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede 
sine Handsker, sagde han — irriteret ved dette glat- 
ragede Komediantansigt med de tykke Kæber — som 
et Udbrud af hele disse Par Timers Lede : 

— Naa — hvad er det saa for en Løgn, vi skal de- 
bitere, saa uformodet højt, at det hørtes gennem alle 
Stuer og der pludselig blev stille, mens Berg gik. 

En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde. 
at en tysk Herre var gaaet ind og ventede paa hans Væ- 
relse. Berg sagde, man kunde dog gerne have sagt. han 
var gaaet .... Ja — men — det var en tysk Herre. 



341 STUK 

Den tyske Herre var Impresario Hr. Theodor Franz. 
Hr. Theodor Franz svedte — det var den sjette Visit 
hos Pressen — men sagde, han var som genfødt. 

— Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lyst- 
rejse — det er en Rekreation. 

Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz 
bragte en Buket — en Stjerne-Buket, desværre, det er 
det eneste . . . 

— Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, 
de Tider er forbi, hvor man bød paa et Program med 
seks Numre. 

Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, 
idet han talte om den københavnske Presse. Han kaldte 
den en Presse af Rang, og han kunde sige, han satte 
særlig Pris paa den københavnske Presse ! Den køben- 
havnske Presse forstod Sagen, sagde han, og var del- 
tagende. 

— Ja, min Herre, sagde han, Deres Presse har 
megen Fantasi. 

Han havde siddet som et fedt Punkt og pustede, med 
Hænderne paa sine Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at 
fylde Pausen med en Kompliment og sagde : 

— Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være 
imødekommende mod „Stormestren" blandt Impresa- 
rier. 

— Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der mod- 
tog Komplimenter med bredt Bryst : Det er kun et Ta- 
lent. 

Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog 
og blev pludselig oprørt. Han havde bemærket Fattig- 
skattens ti Procent. Fattigskatten fornærmede ham, han 
kaldte de ti Procent en Krænkelse. 

— Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi 
bringer Kunstnere — vi bringer Verdensberømtheder, 
og man brandskatter os som Menageriejere . . . 

Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han 
talte om København. Han besang den, han fandt ikke 
Ord for at lovsynge den. Han gik hen til Vinduet og 



HERMAN BANG 342 

talte stadig højere og højere. Dette var utroligt; dette 
var endelig en By. Dette var en Foretagelsesaand — 
en Storstad, her kunde man anlægge Kapital. 

— Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig — forsig- 
tig, jeg har femten Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min 
Herre, ti Stjerner fører jeg til København — i en Sæ- 
son. 

Han vendte Ansigtet mod Vinduet, og idet han saå ud 
over den lyse Gade, sagde han : 

— Ja, min Herre, her er „Stemning", her forstaar 
man at nyde efter at have arbejdet. 

Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med 
store Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran 
sig. Han talte om de nye Staddele, om Victoria-Theatret 
— Min Herre, sagde han, Tusinder vil dryppe fra Væg- 
gene — om Voldene, der var mejet bort, om „Natio- 
nal", om Strømmen allevegne. 

— Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en 
Verdensstad. 

— Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa 
hvem venter man? Norden venter paa København, sag- 
de han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher fra Kø- 
benhavn. 

Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med 
Hovedet støttet i sin Haand. Og uden selv at vide det 
traadte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende 
ned ad den lyse Gade mod det store Slot. 

Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde 
næppe faa Vejret. Han holdt inde og tørrede den be- 
gejstrede Sved af Panden. 

— Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt 
Land. 

Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor 
Franz brød op, og han fulgte ham til Dørs med en Kom- 
pliment. Han var i Tankerne paany vendt tilbage til 
denne „Spøg" fra Restauranten; til den Plan, som ikke 
vilde vige fra ham: dette Theater, der fortryllede ham, 
saa fuldt af Liv; hvor alt virkede, som byggede de der- 



343 STUK 

inde en hel Stad; dette Theater, som blev ham et Sym- 
bol, det store Symbol paa denne ganske By, der be- 
gyndte at leve. 

Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer 
dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede 
skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine — 
Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange, 
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selv- 
glad, og befølte deres eget Talent og kom ikke videre 
— en evindelig March paa Stedet af hele dette „skri- 
vende" Kompagni. 

Og han selv? 

— Nej, nej — han havde heller intet Digtertalent — 
hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun været 
hans Samliv med denne By . . . 

Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for 
al den Bevægelse, denne Dag havde opsamlet hos ham, 
saå han som et Landskab, Solen pludselig belyser — 
hele sit Liv, det fjerne ganske nær. 



Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaar- 
den paa Als viste sig altid først for ham idet Billede: 
den runde Dam med sin Grønsværkant, hvor Barne- 
pigen sad med Benene op under sig og strikkede paa 
sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire 
hvide Søjler og ved Siden af Gangbrædtet, hvor han li- 
stede sig frem skævende og bange for at kigge ind i 
„Lunden", hvor der var ganske stille, og hvor Barne- 
pigerne sagde, at der boede „den store Mand" . . . 

Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den 
anden Side krøb han op paa Stakittet og holdt sig fast : 
Ude paa Engen vadede Landsbydrengene i Aaen med 
deres bare Ben, og langt borte laa „Fa'rs Skov" — til 
han faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et : 
Naa — saa ... og fik ham samlet op. 

Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden 



HERMAN BANG 344 

paa Grønsværet, mens Myggene stak dem, saa Herluf 
havde Buler over hele Kroppen. 

Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til 
Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og „Thebordet" var 
dækket derinde om Morgenen. Fremmede Damer gik 
rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa 
Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens 
lille Herluf løb rundt i Fløjlsblusen og bød Kager om. 

Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden : Mo'r 
holdt Udkig fra sit Vindu. Han jog — langt borte — 
efter Kalvene, saa de satte i Galop fra Vandtruget paa 
deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger 
over Kyllingerne i Solen ved Stalddøren — de rullede 
ligesom smaa gule Æg mellem Gaardstenene ... Og 
Lars kørte Hø ind, medens Moderen lukkede alle Vin- 
duer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og 
saa kom Ruglæssene med alle Ørentvistene . . . 

Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over 
Tofterne, det var en hel Kurv fuld af smaa. snøftende 
Blinddyr. som Herluf bragte ind i Køkkenet for at give 
dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen, allesam- 
men i en Sæk. græd Herluf saa længe, til han til sidst 
kom i det mørke Kammer . . . 

Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et 
Vindu, og Moder lo ad Fader, naar han gik i sine store 
Træskostøvler til Skoven og slog paa Ruden til Farvel. 

Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen. Her- 
luf stavede med Bogen i hendes Skød; siden saa han 
Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, mens Mode- 
ren syede — Plejlens Lyd hørte man gennem den stille 
Gaard. Lars og Daglejeren tærskede i Loen . . . 

— Mo'r, sagde Herluf paa én Gang midt som han 
laa over sin Billedbog, er Du lykkelig? 

Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde 
hun. 

— Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke : jeg er 
lykkelig. 

— Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin 



345 STUK 

kuglerunde Mave over Billedbogen — halve Timer. Vin- 
tersolen krøb ind til smalle Striber henover Gulvtæppet. 

Moderen rejste sig, og de gik over i Loen; Lars og 
Daglejeren tog til Huen og tærskede videre, og Mode- 
ren satte sig paa en Bjælkekant med Fødderne højt op 
under sig og saå til. Herluf krøb ogsaa op — han duk- 
kede altid frem bag Moderens Skørter — og Søren tog 
Sæd op i den hule Haand og viste Fruen, hvor den 
skæppede. 

Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppel- 
alléen forbi Haven til den lille Bænk. Der sad de, 
mens Solen gik ned bag Degnegaarden, og Klokkerne 
begyndte at ringe. 

Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Ho- 
vedet. Munden stod ikke paa Degnens tykke Tine, og 
altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler ud i 
Sømmene. I Skovridergaarden var det, som alle maatte 
le, bare de saå hendes runde Ansigt. 

Paa „Mørkningsbænken" nikkede „Tine" til hver, 
der kom forbi paa Vejen, og kaldte ham ved Navn og 
snakkede løs igen : 

— Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve 
eller dø, Stakkel .... Tine tumlede med de Syge i 
det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op og faa 
dem i Solen. 

— Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, 
Degnens Tine ka' løvte En, og Taarerne løb det gamle 
„Mimredyr" — som Tine kaldte ham — ned ad Kin- 
derne bare ved Tanken. 

De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne 
hørte op at ringe, og der blev stille; i Genbogaarden 
kom Drengen frem og lukkede Gaardporten. 

— Dér er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham 
altid først, naar han kom paa Vejen. Og snakkende gik 
de alle hjem ad Alléen. 

I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke 
Kaffe om Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i 
Degneboligen : Stuerne og den lille runde Degn og Tine 



HERMAN BANG 346 

og Madammen, og Solen, syntes man, stod altid ind i 
Stadsstuen over det sandstrøede Gulv. 

Ingen havde heller saa raskt til Vaffeljernet som Ma- 
dam Bølling. 

Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen 
og sang. Med ét satte de op at danse og valsede, over 
Gulvet, saa alle Madam Bøllings fine Sandstjerner fløj; 
Tine var Kavaler og svingede, saa Skørterne viftede : 

Smukke Pige med det sorte Haar, 

se lidt paa mig! 
Hør hvor bankende mit Hjerte slaar, 
jeg elsker Dig. 
Nej, Hr. Jæger, nej, 
lad mig gaa min Vej. 
Hvis Mama det saå, 
vilde jeg Utak faa. 
Paple, Paple, Paple, Paple Pap, 
det tror jeg knap. 

Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, 
saa det klaskede, Madam Bølling nynnede med paa sin 
Stol. 

Smukke Pige med det sorte Haar, 
se lidt paa mig . . . 

Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med 
Fingrene i Munden : Han skulde danse — han skulde 
danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg pustede i Sofaen 
med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. 
Han hoppede som en Kakerlak med Tungen stiv i Mun- 
den — gamle Bølling lo, saa hans Mave gyngede under 
Vesten. 

Saa satte Tine i igen og valsede og sang: 

I Kongelunden vort Bryllup skal staa 
med Dans og klingende Spil. 
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa, 
vi indbyde alle, store og smaa, 
til Festen i Kongelunden. 
Trallera . . . 



347 STUK 

De svingede, saa de ikke havde Vejr. 

— Syng, syng, raabte Tine aandeløs : De Gamle 
sang; gamle Bølling slog Takten med Foden som ved 
Salmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt vild og 
fo'r om i Rundkreds som Hesten „Zampa", han havde 
set paa Markedet i Augustenborg, mens han hylede : 

Til Festen 

i Kongelunden . . . 

— Skovrideren, sagde Tine og standsede midt paa 
Gulvet. Berg stod i Døren, og de blev alle stille, lige- 
som halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og val- 
sede. 

Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørk- 
ning til The. Hun sang ved Klaveret — det var Visen 
om „Lille Grete" — med en svag, dæmpet Stemme, 
der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør 
paa Klem, Herluf sad ganske stille paa sin Skammel. 

Ak, kæreste Hr. Guldsmed, 
jeg har kun Sorg og Savn, 
min Grete rejser fra mig 
i Dag til København. 
Nu vil jeg gerne be' ham, 
min gode Mester Vig, 
at gøre mig en Guldring 
og skrive indeni: 
Farvel, farvel, lille Grete! 

Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. 

Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Mørk- 
ningsbænken. Hjemme blev der slet ikke tændt Lys 
om -Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen 
i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Mode- 
ren. Talt blev der ikke. 

Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De 
Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede 
jamrende oppe paa deres Loftskammer. 

— Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen sagte, 
som om hun frøs. 



HERMAN BANG 348 

De sad igen stille, mens Hundene blev ved at jamre : 
Det er ikke til at holde ud, sagde Berg. Han rejste sig 
for at gaa op til Hundene. Moderen og Herluf blev alene 
og hørte hans Skridt over Loftet. 

— Mo'r, sagde Herluf stille op imod hende i Mør- 
ket: Dør da Kongen? 

— Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om 
hendes Knæ, hun havde saa underlig en Stemme. 

Moderen og Herluf sad endnu med Tine 

paa Bænken, skønt det længst var blevet mørkt. En 
Gang imellem hviskede de en Sætning — med de 
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de 
havde en Kulde i sig — om det eneste, man talte og 
tænkte : om den Syge paa Gliicksborg. 

Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen. 

Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet 
svajede i Mørket. 

— Mon han er ved Samling, sagde Tine. 

— De siger jo Nej, sagde Moderen. 

De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem 
den opblødte Vej. Det er Posten, sagde Tine og rejste 
sig. De saå ham komme frem i Mørket vandrende ved 
Siden af sit Øg. 

— Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et? 
Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De 

si'er, han er død, sagde han saa. 

— laftes. 

Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind 
imellem dem. Posten satte langsomt sit Øg i Gang igen- 
nem Mørket. Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem 
Graaden. 

De blev ved at græde ved Siden af hinanden : Jeg 
tænkte det, sagde Tine. Uglerne var saa slemme iaftes. 

Berg kom bag ved dem: I véd det. sagde han. Mode- 
ren lænede sig til ham; lidt efter lidt hørte de op at 
græde og stod stille. 

— Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine. 

— Ja, sagde Berg. 



349 STUK 

— Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad 
os være sammen. 

De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de 
kom ind, gik Herluf ud i Køkkenet og Borgestuen og 
sagde til hver : 

— Kongen er død, og saå paa, hvordan hele Huset 
græd. 

Man ventede Krigen hver Dag. Brød den 

ud, maatte Berg med som Reserveløjtnant, og han vilde 
have sin Kone og Herluf bort i alle Fald : i Skovrider- 
gaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han 
vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i 
Behold hos sin Fader og Søster i København. 

Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse 
med Dampskibet, som anløb Sønderborg ud paa Natten. 

Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste 
Dag om til hvert et Sted i Gaard og Have; Herluf 
stolprede hende i Hælene. Hun stod i Stalden hos den 
blissede Ko — det var Fanny, som havde givet Mælk 
til Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham — ; 
hun stod og kløede Fanny kærtegnende mellem Hor- 
nene, den var saa kælen og vilde slikke hendes Haand. 

— Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for 
hende, sagde hun. * 

— Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som 
ogsaa var paa Vej til at vande en Høne foran den Blis- 
sede. 

Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte lang- 
trukket og dæmpet, mens „Fruen" lukkede Stalddøren. 

De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: ja, den 
spættede var trofast .... den lagde Æg til det sidste, 
og de bøjede ind bag Hækken ved Dammen. Herluf 
tog Moderens Haand, medens de gik. Ved Lysthuset 
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene 
Søjle en frisk lille Gren, da Moderen saå den, begyndte 
hun at græde igen og brød den af. 

— Mo'r — kommer vi hjem til din Fødselsdag, sag- 
de Herluf. 



HERMAN BANG 350 

— Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd. 

De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der 
en Høj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det 
var som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa 
Eng og Aa og Gaarde og „Fa'rs Skov". Fru Berg saå 
frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke 
mer, stod kun bleg og stille. 

— Mo'r, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor 
maa vi rejse? 

Moderen rørte sig ikke : Fordi Fjenden er over os, 
sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang 
han havde været i Kirke. 

Om Aftenen sad de i Stuen, Fader og Moder i So- 
faen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hæn- 
der, Herluf havde han paa Skødet. 

— Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig 
og begyndte at tage Tøjet paa, men hun lod det ligge 
og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet 
mod Stolpen. 

Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Storm- 
vind med sit Tørklæde over Hovedet. 

— Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i 
Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren .... Det er 
fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blom- 
ster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere. 

Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, 
der var en Snøften i hele Klyngen. Fru Berg rakte 
Haanden til hver: Mo'r, sagde Herluf, Du har ikke gi- 
vet Haanden til Hans Husmand, Mo'r, Du har ikke gi- 
vet Haanden til Hans Husmand, Mo'r .... Da Maren 
Malkepige fik Haanden, gav hun sig til at hyle, som 
om den Onde vilde tage hende, og slog Forklædet op 
om Hovedet. 

Tilsidst kom de da ind i Kalechen : Farvel, Hans 
Husmand, blev Herluf ved at raabe ; og Vognlygte- 
lyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og „Kontoret" 
og saa over Poppeltræerne — de var ude af Gaarden. 

Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede 



351 STUK 

med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte 
Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf paa at 
græde. 

Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet 
allerede der ude og stønnede med sine Lanterner. Baa- 
den var klar. Baadfolkene løb rundt med Lygter: da 
Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under 
sig og saå det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. 
Faderen tog ham paa Skødet paa Toften. 

De var snart ude, Afskeden maatte gøres kort. Mode- 
ren og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjul- 
huset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs 
Ansigt, der stod paa det nederste Trin. 

— Nej, sagde Berg, jeg bliver. 

Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste un- 
der Maskinen. Baaden saå man knap mer, kun Lygterne 
inde ved Havnen. 

— Mo'r, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'r, 
Fa'r græd. 

Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne 
vilde kunne finde ham i Mørket endnu — hendes Mand. 
Skibet stødte saa tungt op om Sønderborg Slot. 



De saå ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved 
Dybbøl i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det 
kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om 
det slet ikke gav nogen Forandring — uden Immortel- 
kransen, hun bandt over hans Billede over Sofaen. 

Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i 
disse trykkende Stuer og stirret ud paa den træge Ve- 
stergade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen 
gennem „Napoleons Felttog", som hun igen begyndte 
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sam- 
men : Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. 
Den Dreng var blevet saa kejtet af lutter Forskræmt- 
hed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade. 



HERMAN BANG 352 

— Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, 
Marie .... 

— Ja ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen 
til Gerningsstedet. 

— Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede 
Bedstefaderen. Er det mine Piber? skreg han ud 
gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med 
sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber hænge, 
blev han ved. 

— Ja ja — ja — ja, sagde Marie. — Men kunde 
Bedstefader ikke flytte dem herind? Her kommer Herluf 
saa sjældent .... 

— Ja, ja, Marie, de bli'r nok flyttede, de bli'r nok 
snart flyttede .... Men min Tid bli'r de hængende, min 
Go'e, sagde han rystende; min Tid skal de ha' Lov 
at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, 
med sin halve Hoste, der aldrig blev til mer end til en 
Stønnen, og som dog fyldte hele Huset. 

— Skal jeg ikke læse for Dig, sagde Marie. 

— Tak, min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv. 
hvis Du vil . . . 

Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig 
rømmede sig og flyttede sig i Stolen : Tak, sagde han 
saa, men Du er vist træt nu ... . Hvor er Minna? sagde 
han. 

— Hun kommer vist straks, sagde Marie og lagde 
Mærket i Bogen. Hun sukkede. 

— Ja — ja, Du sukker, min Pige .... ja, ja, det er 
ikke Skovridergaarden .... Vi andre, vi har siddet her 
fem og tredive Aar . . . . tit baade Sommer og Vinter, 
sagde han. „Sommer og Vinter" glemte han aldrig, 
det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke hav- 
de været inviteret til Skovridergaarden. 

Marie svarede ikke, lidt efter kom Minna, og hun 
vendte tilbage til sit Vindu. 

— Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. 
Jeg forstaar hende ikke — hvordan er 'et, hun læser, 
sagde han. Minna tog fat paa Læsningen. 



353 STUK 

Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder : Marie, 
Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det 
var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord 
og Skaar og det hele. 

— Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig 
træt bebrejdende, kan Du dog ikke ta'e Dig iagt? 

Herluf dukkede over Misgerningen — han var paa 
Veje til at blive rent ud skeløjet af evig ond Samvittig- 
hed — og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu 
et Stykke Gulv. 

— Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk. 
Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og 

holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmme- 
de Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede 
Dør til Køkkenet: Vil Du bringe Fejeskuffen .... Her- 
luf er kommen til at rive min Azalia ned .... 

— Kan Du Tabellen? sagde Moderen. 

Herluf gryntede og gik sidelæns hjem i sin Krog 
.... Han gik i Skole ved „Frue Plads" hos to Frøk- 
ner; i Vejret skød. han saa ledeløs og blegnæbet som 
et Vinterskud. 

.... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det 
skete, naar Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. 
Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.' 

— Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er 
jo vant til Afveksling .... Ja, ja, Sofie, tag saa et Styk- 
ke Bryst et halvt Pund mere, véd Du ... . 

— Men Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden 
Side Lampen .... det behøves jo ikke, Minna .... 

— Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhen- 
givent. Sofie gik; Frøken Berg var altid saa anstrængt 
af Tavlen. 

— Ønsker Du ellers noget? sagde hun, naar hun 
var færdig med „Berlingske"s Føljeton, som hun nød 
med Strikkepinden mod Overlæben for Gaben; hun 
behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst. 

— Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der 
ventede. De vekslede „Godnat", og Fru Berg gik op 

H. B. III ?j 



HERMAN BANG 354 

til sig selv paa tredje Sal med sit Lys. Hun gik saa 
slæbende som en gammel Kone opad Trappen : Det var 
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som 
Bly i hendes Ben. 

— Nej — hun naaede ikke videre, kunde ikke kom- 
me videre end til den Smule Klæder og Skolepengene 
— Skolepengene, som vilde stige — og Værelset her 
i Leje .... 

— Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Her- 
luf, som aldrig sov, før hun kom op, brændende hed, 
som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Mør- 
ket, alene i Etagen her ovenpaa. — Mo'r — gaa i Seng, 
hviskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa 
Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Hænderne 
i sit Skød. 

— Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde 
Bordtæppet sammen til Natten — det var det gamle 
Bord derhjemmefra — og trak Hylstrene over Sofa- 
puderne : det var hendes Brudegaver .... 

Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden 
ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin 
Seng: Mo'r, hviskede han ved hendes Hovedgærde. 

— Mo'r, Du skulde ikke græde, sagde han. Og han 
begyndte selv at græde stille som hun, mens hun tog 
ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket tæt ind til 
hinanden. 

— Mo'r, hviskede han, hvem boer nu hjemme? 

— Fjender, sagde hun. 

— Og har Bøllings Fanny? sagde han. 

— Ja — Bøllings har Fanny. 

Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa 
løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham 
over Gulvet, i Armene, paa de bare Fødder, hen i hans 
egen Seng. 

Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa 

mælkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv. Hendes 
Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, 
lagt over Krusejern; „Hjortens Flugt", „Den lille Horn- 



355 STUK 

blæser" og „Stjerneskud" i Pragtbind om Sykurven; 
og „Marie og Magdalena" i en bleg Udgave over Sen- 
gen. 

Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede 
hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene paa 
Klem. 

Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle. 



Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til Køben- 
havn, døde Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra 
Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham paa 
Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen. 

Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog 
imod ham og græd. Alle Døre stod aabne; han greb om 
Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun. 

— Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, 
hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke se 
mere. 

— Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med 
sin Haand : min lille Dreng. 

.... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han 
laa. Der var saa stille i Kammeret. 

Det var en traurig Begravelse fra KapeHet ude paa 
Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf 
gik med Præsten bagved Kisten. 

Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gar- 
diner som til Jul og Pinse. Men da de kom til Bords, 
med Vin paa Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, be- 
gyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra 
Bordet. 

Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebræd- 
tet, mens han græd — til en af Piberne faldt ned, og 
der blev et helt Oprør. Inde fra Lillestuen skreg Bed- 
stefaderen, og alle stod fra Bordet. 

Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér 
sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op 
og sagde : Nu skulde han komme ned, Bedstefa'r var 

23* 



HERMAN BANG 356 

ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen : han 
syntes, nu var først hans Moder rigtig død. 

Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om 
Lampen. 



Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne. 

Det var Lørdagens sidste Time. Tredie „Fælles" 
havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa 
Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle 
Hømadrasser under Realisternes Længdespring. De Stu- 
derende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som 
en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen. 

Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte 
Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som 
om han gav sig selv „Skrab-Næse". 

— Godt Jensen, godt Jensen — det er Appel, 
Realistfuksen Jensen satte i Skjorteærmer ind paa Hø- 
puden. 

Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et 
Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han. 

Vore Bænkebidere var de Studerende : Madrassen 
ind, sagde Hr. Atterbom: Madrassen blev flyttet nær- 
mere til Kridtstregen. De Studerende tog Tilløb med 
nogle smaa, skrudtryggede jomfrunalske Hop og kræn- 
kede Ansigter. Naa naa, bli'r 'et til no'et! naa, naa, 
kommer man afsted? Bænkebiderne faldt ned ved Si- 
den af Madrassen, som Oldenborrer fra et rystet Træ. 

— Naa, for Satan — om igen. Hr. Atterbom raste, 
Herluf Berg hoppede om. Jomfrubuks, skreg han. Her- 
luf bad om Lov til at gaa ud at drikke Vand, han havde 
Trykken for sit Bryst. 

— Naa, Appel, Hesten frem .... 

Det gav et Ryk i de syv Syge, som pylrede rundt i 
Krogene med nogle ynkværdige Ansigter — i Mangel 
af Attester. De syv Blegsotskandidater krøb ud i Solen 



357 STUK 

for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til Mandags- 
lektierne med Hænderne paa Panden. 

Realisterne lagde for, mens de Studerende regnede 
smaa Mandags-Opgaver i den hule Haand. Den rød- 
haarede Duks sluttede Censuren : han førte Privatbog 
over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Op- 
førsel. 

Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, 
der trampede ind og smækkede med Døren. Han havde 
været hos Rektor for at hente Karakterbog med An- 
mærkning for „at sove lydeligt og gentagende", og var 
tykkindet, som havde han Faaresyge. Selv de Syge li- 
stede frem af deres Kroge for at syne ham : 

— Ja, vrængede han til alle Forespørgsler, ta' 'en, 
Mariane .... 

— Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagud af Eks- 
tase, dér har vi Jensen — godt, godt — han ta'er som 
en D a n s e r . . . Naa — frisk, Hr. Atterbom klappede : 
Saa løfter vi Enderne . . . 

Tilraabet var til .de Studerende. Hr. Atterbom blev 
altid „raa", naar han stod ved Hesten mellem Reali- 
sterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hæn- 
derne. 

— Naa, naa, saa sætter vi i ! Hr. Atterbom talte som 
en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den Rødhaa- 
rede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen. De 
andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns. 

— Hva\ hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mand- 
folk — hva' si'er jeg, er 'et ikke Kællinger — hva', 
hva'? de. springer som lamme Lopper .... 

Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, 
vrissede Duksen og børstede sine Knæ : han havde An- 
sigt-Skt.-Veitsdans af rødhaaret Arrigskab og Forlæst- 
hed. 

— Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød 
sin Paryk, det er s'gu Kællinger. Han kommanderede 
de Blegsottige frem igen for at flytte Hesten. Nu skulde 
de have Skraastangsøvelser til Slut. 



HERMAN BANG 358 

Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev 
dimitteret. Han lagde sine Bøger sammen for at gaa — 
under arrige Hvislelyd fra Væggen — og Ole Martens 
slog ham Følge. 

De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i 
den lange Klassegang. Luften var tung og noget blandet. 
Det bornholmske Uhr ligeoverfor Sokrates's Buste dik- 
kede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod ud 
gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skra- 
ben, som om Heste rørte sig i Baasen. 

— Ja — a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et 
Knald ind mod Væggen ved Siden af Sokrates, saa Vis- 
manden rystede : 

— Den ganske Bule skulde han straffe gentagende. 
Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned .ad 

Trappen. 

Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb 
i en pludselig glad Lørdagsfornemmelse, og den snævre, 
gamle Trappe tog han i to Spring, saa den knirkede — 
alting var snævert, og alting knirkede hjemme i Vester- 
gade : 

— Om Du vilde tænke det mindste paa din Bed- 
stefader, sagde Tanten, da han stormede ind. 

Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Væ- 
relse. En Gang imellem sprang han op og raabte Rem- 
serne, mens han trampede op og ned ad Gulvet, med 
Hænderne i Lommen. 

Der blev dunket i Gulvet nedefra — det var Bedste- 
faderen, som nu mest laa i Sengen, der mindede ham 
med en Stok mod Loftet — Herluf krøb til Krogs og 
fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han 
vant til det snævre Hus. 

Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig 
paa og gik ned : 

— Nu gaar jeg, sagde han. 

— Naa. Tanten skulde til at tage fat paa „Tavlen". 
Hvis Du saa vilde huske iaften at lukke Gadedøren 
lidt sagtere, 



359 STUK 

Herluf mumlede og kom afsted. 

Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens 
Kanal. Ynglingene tog Dansesko paa i Forstuen : God 
Aften, Hr. Bonnesen — God Aften, Hr. Bonnesen, 
traadte hver ind og skrabede ud. 

— Bonneson, Bonneson, rettede Hr. Bonnesen hver 
og bukkede. Han var en lille Mand med graanet Kunst- 
nerhaar og knækkede Ledemod og bar blød Krave som 
Malerne i „Mesteren "s Pontemolle. 

— Bonneson, Bonneson, rettede Hr. Bonnesen; han 
talte i Polkatakt. Holdning, Holdning — mine Damer 

— Damerne var kommet ud fra Toilettet og gik i Gul- 
vet i Klump : Runde Albuer, mine Damer — runde Al- 
buer .... 

Undervisningen begyndte. Damerne og „min Laura" 
kom paa Plads til Polonaise. „Min Laura" var en bar- 
halset og strygebrædtsformet Niece, som dansede for i 
fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede af- 
sted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stub- 
mark, mens Hr. Bonnesen rettede : 

— Mine Damer, pas paa Ryggen — Gratie, Gratie 

— Frøken Hilda, Maven ind .... Smaa Trin — tænk 
Dem, det er paa Østergade. . . . bedre, straks bedre. . . . 
lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet . . . 

— Altsaa nu, Hr. Bonnesen klappede: Hilsen til 
„den mødende Herre" . . . Altsaa nu en sart Hilsen . . . 
Hænderne i Muffen : Jeg er Herren . . . Mine Damer : 
Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet. 

Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, 
mens Damerne trippede forbi Dansemesteren med frem- 
skudt Mave og hilste med Øjenbrynene. Man var meget 
sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele Damekorpset 
regaleredes med Fællesbetegnelsen „Hønsehuset". 

— Mine Damer, mine Damer, tror De det er ind- 
tagende? ... Mine Damer, mine Damer, De af- 
viser jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en veltalende 
Gestus over mod Herrevæggen) . . . Min Laura — Du, 
sagde han. Laura traadt§ from Pg hilste ved at bøje. 



HERMAN BANG 360 

den bare Hals som en Svane, der bliver fodret med 
Tvebak. 

— Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede 
Hænder frem i Luften som en Orkesterdirigent, der 
fremtryller et Pianissimo : 

— Ja — sagde han, en Hilsen maa have den kyske 
Gratie! Ikke for lidt og ikke for meget. 

Derpaa var der Pause. 

— Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de 
„Paarørende" ved Vinduerne : Man underviser for Livet. 

Naar Damerne gik, „peb Herrerne dem ud" ned ad 
Trapperne; Aanden blandt Ynglingene var yderlig skep- 
tisk, — naar de gik i Flok. 

Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver 
enkelt i Skjul, til hun kom forbi. 

Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom 
„hjemme", og de spillede Filippine, hvor han vandt en 
lille Kniv, som han gemte i lyserødt Silkepapir, og som 
foraarsagede ham Hjertebanken, naar han tog den frem. 

Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op 
til Stadsgraven ved Skt. Pederstræde og kastede Kni- 
ven i Vandet — „fordi det var dog ingenting". 

Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med 
Lektierne, sad Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læ- 
ste Berlingskes Roman med den diskrete Strikkepind, 
mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret strittende 
til alle Sider. 

— Hvad er det, Du læser? sagde Tanten, som 
vendte Berlingske. 

Herluf mumlede. 

— Gud véd, om det passer for din Alder, sagde 
Tanten. 

Herluf mumlede igen og slugte videre. 

Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en 
lang Lyd bag Strikkepinden som en Vinds sørgmodige 
Klagen i en Kakkelovn. Saa gik de i Seng. 

Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i 
Tivoli, og lune Aftener blev Bedstefaderen transporteret 



361 STUK 

ind i Koncertsalen, hvor Tanten Klokken seks gik over 
og „belagde" en Krog. 

Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om 
Krigen, der trak op mellem Frankrig og Tyskland. Læ- 
rerne lod Lektierne være og holdt i Timerne lange 
Foredrag, udviklende Situationen — især Geografilære- 
ren, som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ven- 
tede Herluf om Aftenen paa Konen med Berlingske 
udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige Blad 
midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Ho- 
vedet, mens Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol 
og rakte de rystende Arme frem; Tanten havde knuget 
de foldede Hænder fast ind mod sit Bryst : Krigen var 
brudt ud. 

Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af fri- 
ske Forglemmigejer. 

— — Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag 
den halve By var strømmet ind. Fra Rummet ved Kon- 
certsalen slog Støj og Stemmer op — i en lummer Luft 
— som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, 
Nummer efter Nummer. Alle maatte ud, røre sig og føle 
sig sammen. Talte blot om ét og det samme: det, man 
ventede nu, hvor Kejseren var rejst fra Compiégne og 
stødt til Hæren. 

Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den 
Gamle sad alene i sin Krog og skreg paa Opvarterne, 
hvoraf ingen hørte; de stod bare i Stimmel ved Ind- 
gangen, saa hede som alle andre. 

Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, 
Ryg over Ryg, for at se. 

— Hva' er 'et? skreg den Gamle, hva' er 'et? Det 
lød som en Eksplosion, saa Salen rystede, et Skrig, 
mens alle Hatte blev svinget. Den Gamle stod op, Stok- 
kene tabte han . . . 

— Sejr, Sejr ! raabte de fra Bordene. Og som Væg- 
gene var aabnede Sluser, hvor man brød ind over Borde 
og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa Rummet drø- 



HERMAN BANG 362 

nede — var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, 
Hoved ved Hoved, paa Marseillaisen ! 

— Marseillaisen ! 

Frøken Minna og Herluf støttede den Gamle og fik 
ham ud : Jeg vil se det, sagde han. Jeg vil se det. Han 
blev ved at tale, med rystende og ophidset Stemme, om 
Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i Flokken 
foran Tavlen. 

— Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste 
Depechen fra Saarbrucken : 

I Formiddags Kl. 1 1 tog Franskmændene Offen- 
siven. Efter en alvorlig Fægtning jagede de Preus- 
serne ud af Saarbrucken. Kejseren og den kejser- 
lige Prins var tilstede ved Operationerne; Kl. 4 var 
de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ube- 
tydeligt. 

Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den 
Gamle blev længe ved at staa foran Tavlen og førte de 
knugede foldede Hænder op og ned, før de gik. Han be- 
gyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik 
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem 
standsede han og nikkede. 

Da han kom hjem, vilde han se Sønnens gamle Sabel, 
som Frøken Minna gemte. Hun hentede den — hun 
var ganske højtidelig og bleg — og den Gamle tog den : 

— Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han 
sad med Sablen paa sit Skød, med rokkende Hoved. 

Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke 
inde fra Sengen, ind til Tanten, der sad ved Vinduet i 
Stuen, bleg i Sommernatslyset. 

— Ja, Fa'r, sagde hun. Ja — Fa'r. Men sov nu . . . 
Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf 

sad tavse i den halvlyse Stue — ovre fra Tivoli naaede 
Sangen herind. 

Herluf saå hen paa Tanten. Hun havde taget Fade- 
rens Billede ned af Karmen og sad og stirrede paa det, 



363 STUK 

mens hun holdt det i begge Hænder. Herluf var ellers 
aldrig „kærlig" mod Tanten, men nu listede han hen og 
tog hendes Haand. 

— Hvor de synger, sagde han sagte. 

Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand : 

— Husker Du din Fader? sagde hun. 

— Ja, sagde Herluf. Godt. 

Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt 
sin Haand paa Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække 
den Gamle : om den Tid, han var paa Akademiet — 
Akademiet var det jo den Gang — og hun kom paa 
Bal derude, og herhjemme kom Kammeraterne — om 
Søndagen — naar de havde fri .... hele* Klassen. 
Henrik var jo godt lidt. 

Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lyk- 
kelig Stemme — om Broderen, om Kusinerne, om 
Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme. 

— Ja — saa blev Kusinerne forlovet . . . Tante Jette 
og Tante Ida — og kom til Jylland. 

— Det var to Gange Brudepige i ét Aar . . . 

Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme 
for ikke at vække den Gamle; Herluf satte sig paa 
Forhøjningen; ovre fra Tivoli lød Sangen endnu. 

— Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og 
Herluf skottede op i hendes Ansigt. Men saa blev din 
Fader forlovet — og tog Afsked med Etaten, sagde hun 
og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet. 

Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde. 

— Herluf, sagde hun. Er Du ikke sulten? Herluf 
var meget sulten. Jeg ogsaa, sagde hun. Kom. De liste- 
de op og gik paa Tæerne gennem Stuen. Det var Tan- 
ten, der lo, naar Dørene knirkede. 

Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. 
Herluf maatte hjælpe. 

— Du bliver stor, sagde Tanten — Du er snart saa 
høj som din Fa'r. 

De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde 
Tanten, det er snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og 



HERMAN BANG 364 

de spiste endnu. Herluf fik Rødvin i et Vandglas, og de 
drak og klinkede, mens Tanten fortalte : 

— Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, 
med lukket Dør, naar de kom hjem fra Bal, Henrik og 
hun; og de havde snakket, mens hun sad her oppe paa 
Bordet i sin hvide Kjole — lige til det blev Dag . . . den 
lyse Dag . . . 

Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen : Ja, sagde 
hun og saå ud i Luften. Det var den Gang. Og hun 
faldt hen i Tanker, mens hun dækkede for Smørkruk- 
ken. 

Herluf sagde „Godnat". Det var, som han var helt 
beruset, da han kom op og stod ved Vinduet, hvor den 
stærke Morgenluft slog ind imod ham. 

Dernede gik endnu et Par og sang : 

Allons enfants de la patrie . . . 

Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i 
Skole. 

Og saa kom de sande Efterretninger. Og blev ikke 
troet. Og da de maatte troes, førtes der i Skolen lan- 
ge Debatter, hvor pludseligt de mest ustridbare fo'r op 
og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i ét me- 
ningsløst vildt Prygleri — paa Livet løs, til ingen kunde 
mer . . . 

Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og 
syntes saa glemte. 



Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vin- 
duerne lukke op, og den lune Luft fra Gaarden, hvor 
Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde Gymnasiasterne 
døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks 
ved Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med 
døde Øjne over Bøgerne, kun Benene gik langs alle 
Bænkene uroligt som hidsige Perpendikler. 

Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i 



365 STUK 

den lyse Gaard, og mens han tav, og Duksen — som 
evindeligt — befølte, frem og tilbage, det tætte Udslet 
paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes sta- 
dige Smaaknirken under de urolige Ben. 

— Naa — hvor var vi? Læreren vendte sig mod 
Duksen, der fik Hænderne ned med et Ryk. De skulde 
gaa til en Læge med det, Sonne, sagde han og førte 
Penneskaftet hen mod den megen Blomstring. 

Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og 
langs Bænkene holdt Benene inde og blev stille med 
ét, som gik der en Engel gennem Klassen. 

— Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik 
videre . . . 

Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf 
kom meget hos Etatsraadens og i det hele — sammen 
med Hein — meget ud. De var kønne og velvoksne 
begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokra- 
tiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i 
Væsen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til, 
om man tog dem ret alvorligt: 

— Men — Frøken — det var mig. Hein demonstre- 
rede med sin Klaphat (Klaphatten forlod ham aldrig) for 
Frøken Kornerup, der gik ved Armen af en Kandidat. 

— Men, Gud, var det Dem, Hein — som jeg stu- 
derede for at tyde Deres Navn ! Og Frøkenen gik med 
sin Kandidat. 

Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte of- 
tere, at Damerne resultatløst studerede for at tyde deres 
Navnechiffer. Han vendte sig til Herluf — de holdt sig 
altid sammen — der konverserede en fregnet Sytten- 
aarig i fodfri Kjole om Udstillingen : 

— Nej — han kunde ikke finde det — det gjorde 
ham ondt: Der var intet Foredrag i det Billede ... 
Baade Herluf og Hein talte vægtigt om hvad det var, 
benyttende alle Slags Kunstord — med en stadig hem- 
melig Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil 
det blev dem en Vane, der ikke mere generede. 

— Ja, det nyttede ikke . . . Den Fregnede vidste, det 



HERMAN BANG 366 

var en „landlig" Smag: Men hun elskede nu én Gang 
Carl Helsted . . . 

— Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk 
ud. Hun havde Underbid. 

Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saå ud mod 
Kandidaten og Frøken Kornerup, der fløj under Lyse- 
kronen saa taktfast i Mazurkaen som et Par Traner paa 
gloende Tallerkener. 

— Det er os, sagde „den landlige Smag" . . . 

Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne 
ud og raillerede over deres Klæder som et Par Kom- 
mis'er fra en Modebutik. De blev forsorne og brugte 
højst „indgaaende" Ord om alting — ligesom paa Dan- 
seskolen : 

— Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hæn- 
derne i Frakkelommerne. 

Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, 
der var udstafferet med nogle gamle Møbler fra et for- 
henværende Rygeværelse. De talte kun lidt, sad mest og 
røg og døsede. 

— Du, sagde Hein langsomt. Ja — hvad mon det 
egentlig bl fr til? 

— Hvilket? 

— Med En, sagde Hein og stirrede ud i Luften. 

— Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han 
ogsaa . . . Hvad mon? 

Ud paa Foraaret, da Eksamen nærmede sig, fik de 
Ekstratimer om Aftenen. Det trak ofte ud til Klokken ti. 
før de kom hjemad. De gik i Flok hen gennem Stræ- 
derne mod Frederiksberggade. 

En ældre „Dame" fra Kvarteret stod sædvanlig For- 
post paa et af Hjørnerne med sin Silkeparaply som Ge- 
vær ved Fod. Hun lod til Ynglingerne falde nogle stille 
Kælenavne, der besvaredes med Skældsord. Det blev 
til Raaheder, som regnede over Pigen, Viceduksen puf- 
fede hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik 
løs med Skældsord igen. 

— Sludder, sagde Ole Martens, der kom til og 



367 STUK 

skød de andre væk — han drev altid afsted sine halv- 
hundrede Skridt bag de andre — God Aften, Marie, 
sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran 
en gammel Vaabenbroder. 

— Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, .sagde han 
med sin Bas, idet han gik videre bag de andre. 

— Rønnebær, sagde han og spyttede ud mellem 
Fortænderne. 

Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager 
af noget, de troede var sædelig Indignation. I deres Klub 
var der holdt Foredrag mod Prostitutionen. 



Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedste- 
fader. Tanten vilde straks veksle Hus, og de flyttede 
ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet af Nørregade og 
Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit Kvist- 
værelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen 
op, før hun gik til Sengs : nu var Herluf den eneste, 
Frøken Minna havde at sysle om. 

Og hun lukkede Døren for Herluf, der sad gemt bag 
sin Bogbunke, med et varsomt „God Nat". 

Læst blev der egentlig ikke saa meget. Dertil tog 
„Arrangementet" for megen Tid: det hele med at ind- 
rette sig som en Mand, der læste til Eksamen. Huen var 
ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde frem 
foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene 
ud paa Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og 
saa atter rødmede mod Morgen. 

Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var 
sval og fuld af den natlige Fugtighed. Arbejdet laa for- 
ladt over det hele store Vold-Terrain. De halvrejste 
Husmure med deres store Stilladser; paa Byggepladser- 
ne Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden 
Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet 
staa midt i den opgravede Jord — alt laa det stille, en 
Stund, i Dagen. 



HERMAN BANG 368 

Herluf blev siddende — med Huen paa — ved Ge- 
lænderet og saå, naar de kom til Arbejde. 

De første var Daglejerne, som sendrægtigt fik aabnet 
Laagerne i Plankeværkerne og fik alle Redskaber san- 
ket sammen. Men snart kom der fler, hele Flokke, der 
vekslede muntre Hilsener ; Murerne skiftede Tøj og kom 
til Vejrs — op ad alle Stiger ; og Brolæggerne tog fat 
paa den bare Jord og hamrede . . . 

Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og 
Sang, mens Trisser gik og Trillebørene skurrede : De 
byggede det ny København. 

Herluf stod op, med Huen bag i Nakken ; uden Stem- 
me i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle In- 
dianerskrig, han troede var Sang — som vilde han over- 
døve alle de klingende Hamre: 

Nu var det forbi — Vestergadeliv og Tranghed. Nu 
begyndte han at leve — med det ny København. 

Og han saå, mens han blev ved at synge, langt op i 
den sommerlyse Himmel, som han stod der, paa sin 
Kvistaltan, over sit store København, med sin flunkende 
Hue. 

. . . Saa blev han Student. 

Om Aftenen var de alle i Tivoli — drev under Træer- 
ne, Arm i Arm, sang, blev vejede og drak, hele Flokken 
med de nye Huer. 

Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Veran- 
daen blev Bollen brygget. Og midt som de sad og der 
var talt og sunget, og mens Musikken lød dernede, sprang 
Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og Flasker 
og Glas skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrim- 
len om den lyse Koncertsal et : 

— Leve København ! 

Og Folk dernede blev staaende og saå ham, Russen 
paa sit Bord, og viftede og hilste og lo, mens Studen- 
terne skreg i Jubel deres lange Hurra . . . 



369 STU K 

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. 
Himlen brændte over Slot og Kirke, mens det var, som 
hørte han hint gamle Rus-Jubelraab igen — glide sam- 
men med Lyden af alle Victoria-Theatrets triumferende 
Hamre. 

— Ja — det var Virksomhed, sagde han og, stir- 
rende ud paa Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, 
som vidste han ikke selv om sine egne Ord : 

— Og man kom løs, sagde han. 

Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Søren- 
sen, var allerede kommet igen efter Middag og læste 
sine Salmer ved sin Pult i Forværelset. Man saå hans 
Ansigt i Profil med den evig aabne Mund (Hr. Sørensen 
var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aab- 
nede Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det 
efter ti Aars Tjeneste endnu ikke nogen Sinde var lykke- 
des ham at sortere Provinsaviserne i de rette Rum i 
Reolerne, eller fordi han bestandig sang uhørlige Sal- 
mer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod 
Lampen : 

HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE 

Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa 
Nøglebrædtet, mens Hr. Sørensen lagde de foldede Hæn- 
der ned paa Salmebogen og hilste. Hr. Sørensen hilste 
visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en 
højkirkelig Foresat . . . 

Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaen- 
de. Maskinen arbejdede endnu, og inde fra Budstuen 
lød en langtrukken Bas. Hr. Sørensen troede sig ene 
og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens Hr. 
Sørensens Salmer klang klagende over den travle „Vic- 
toria"s sidste hundrede. 

I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, 
Hr. Meyer, der stod og stirrede paa det røde Himmel- 
skær over Slottet. 

— Mærkværdigt, sagde han. 

H. B. III 24 



HERMAN BANG 370 

— Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og 
gav Haanden. 

— Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor 
emeritus, at det er Varsel om store Ting, sagde Meyer. 
De lo begge og skiltes. 



III 

— Kan han no'et? 

— Véd s'gu ikke. 

Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog „Ess 
Bouquet" ud af Skrivebordet og rakte Berg. Erhards 
Essenser var lukket inde af Hensyn til Professoren, 
der hadede den „Moskuspest" i Stuerne. (Professor- 
inden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa 
Handsken: Det mærker din Fa'er ikke, sagde hun; i 
det ægteskabelige Sovekammer herskede kun Kølner- 
vand). 

— — Véd s'gu ikke — men Penge har han — 
si'er de, og nu aabner han jo den nye Forretning — 
paa Købmagergade. 

— Ja — hvad er det for en Forretning? sagde Ger- 
ster, som tændte en Cigaret. 

— Ja — det vil han jo ikke ud med det er 

naturligvis en Kunsthandel — han vil revolutionere 
Smagen herhjemme, siger han. Men Penge maa han 
ha'e, sagde Berg . . . Den Gamle har tjent dem paa 
„Husholdningsbøger" . . . 

— Jo, Tak, Adolfs „Den lille Bogholder i fem Stør- 
relser", opremsede Gerster efter det bekendte Aver- 
tissement. 

— Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde 
Berg og begyndte at le : ... Foreløbig er de Gamle 
rykket ud fra Pilestræde med alle de fine Mahognitræs- 
møbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade. 






371 STUK 

— Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet 
sig. 

— Og han gaar ind paa Ens Idéer, ser Du, sagde 
Berg. Han forstaar, sagde han. Man kan udrette 
noget med Adolf. Han rejste sig og gik hen over Gul- 
vet : Og véd Du, sagde han og slog ud med Haanden : 
her trængte til at udrettes noget. Her trængte forbandet 
til, at der blev handlet i dette Land. 

Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og 
talte om Adolf og Martens : De havde ligefrem tilbudt 
ham Kompagniskab — ja, alvorligt — helt Kompagni- 
skab — hvor de stillede den fornødne Kapital ... 

— Og nu var et Theater noget værd, nu — hvor Sta- 
den voksede, for hver Dag, til at blive Nordens Hoved- 
stad. 

— Ja, ja, det bli'er den, sagde han. 

Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte 
Konjunkturerne, Tiden for dem, der havde Idéer og 
Øjne at se med — nu, hvor Norden kun ventede paa 
Stedet, hvor man. kunstnerisk kunde samles — „kun 
ventede" gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud 
i Luften — paa Pladsen til at samles. Theatret var 
Stedet, hvor Banen var brudt, der var Sam-Interessen 
vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Normænd mer, de 
var blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Hapa- 
randa, lige over til Wiborg, Wiborg i Finland . . . alle- 
vegne. 

— Ser Du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: 
Det er Konjunkturer. Og idet han ligesom oversaa en 
lang Felttogsplan, tilføjede han med Hovedet lænet mod 
Vinduessprossen : Og Theatret giver ogsaa Plads for Re- 
klamen, Du — 

Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, 
mens han talte i en anden Tone; man maa se Tingene, 
som de er, Du, og være praktisk, Kunstnerne er ogsaa 
blevet Mennesker, som vil leve — og sidde blødt. For- 
fatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille 

24* 



HERMAN BANG 372 

Finger! de venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal 
honorere dem . . . 

Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. 
Der skulde spilles hele Aaret, med Eneret, skandina- 
viske Værker, sat i Scene af Forfatterne selv, om Vinte- 
ren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøte- 
borg, Kristiania og Bergen . . . mens Stockholmernes 
Opera sang her eller Skuespillerne fra Kristiania spil- 
lede ; saa udvekslede man Kunst .... 

— Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man 
har tillige Lejeindtægten i den døde Tid. 

Han begyndte atter at tale om „den ene Kunst", om 
Malerne og Musikerne, der vilde følge Eksemplet, For- 
fatterne gav, og søge til København : Hvortil har man 
Jernbanerne? sagde han og lo. Eller Dampskibene. Vi 
skal nok røre Trommerne, til de kommer til Køben- 
havn — til os. 

Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Her- 
luf. I al Hemmelighed holdt han svært af at se paa 
Berg, naar han saadan var rigtig „oppe" i en Plan. 

— Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejf- 
korps. De har faaet den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: 
der er kommen Stemning i Provinserne og — der er 
Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det Afstan- 
de at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder 
til det nye København. 

Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa 
hans Skulder: Ja — Du, der var noget at gøre nu, sagde 
han. Og Gerster sagde : 

— Men saa grib til, Du. (Det var en af Gersters 
Yndlingstalemaader „at gribe til" — selv greb han al- 
drig til.) 

— Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede 
med en flot Kno paa Døren til Entréen. Der har vi 
Lange. 

— Kom ind, sagde han. 

Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte 
Haand og løftede Skuldre : 



373 STUK 

— Goddag — saa man er hjemme, sagde han og 
satte sig. Hvad tygger I Drøv paa? 

— Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og 
tog Plads igen. 

— Tak — det maa smage af mere, sagde Lange. 
Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen 

blev der slaaet med en Dør, saa Døren ind til Erhard 
sprang op. Det var Professoren, som kom hjem fra 
Klinikken og vilde have „frisk Luft i Stuerne". 

Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Kote- 
letten straks, hørte man Professorinden. Og der blev 
stille. 

— Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lan- 
ge og satte sig igen. 

— Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit be- 
tænkelige Tonefald. Hvad man bedriver — Gamle. Drak 
et Glas hos Paula iaftes — af Kedsomhed. 

Det lod ikke til, at Berg og Lille-Gerster interesse- 
rede sig saa meget for Paula : Hun fortalte forresten en 
Historie, sagde Lange, en aldeles glimrende Historie 
.... om blonde Krause — I véd, ham med Haarene i 
Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen 
— Lange efterlignede Frøken Paulas Stemme ved at 
tage nogle ejendommelige fede Nasallyde — I kender 
hende, naar hun er „diskret" med Haanden op for Mun- 
den : 

— Du — han er „susse", sagde hun; (ser I hende? 
sagde Lange og blev ved med Paulas Stemme) — han 
lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer jeg Dig — det 
var, som han sank, siger jeg Dig, og lagde Hovedet 
ind til mig — ganske stille, ligesom han var helt henne 
(og han havde lukket Øjnene, sagde Lange med et af 
Paulas forklarende Nik) og saa sagde han gan- 
ske sagte, Du: Er det at elske? sagde han. 

— Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede 
Lange med Paulas Røst. 

— Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt 
med Hænderne. 



HERMAN BANG 374 

— Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, 
sagde Erhard langsomt. Vi bliver jo alle gjort nys- 
gerrige, fra vi er syv Aar, uden nogen Sinde at faa noget 
rigtigt at vide .... Jeg spørger endnu nogle Gange, 
sagde han, om „det" er at elske? 

— Saa spørger Du vist ikke paa de rigtige Steder, 
sagde Lange kynisk og viftede. 

— Saa? sagde Gerster — Du siger mig maaske 
nogle bedre .... Jeg har ellers (Gerster vendte sig om 
mod Vinduet og saa et Øjeblik ud af Øjnene omtrent 
som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin 
Pote) saadan omtrent søgt overalt .... 

— Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, 
sagde han i en anden Tone. 

— Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. 
Paula sladrede om alt; Lille-Gerster selv var ét af hen- 
des Yndlingsemner : 

— Du, Herluf, sagde hun en Gang : Erhard er ikke, 
som han giver sig ud for. 

— Hvad mener Du med det? havde Herluf sagt. 

— Han græder tit, Du, sagde hun fortroligt. 

— Ja saa. Saa græder Du vel ogsaa, Paula, spurgte 
Herluf. 

— Ja. Jeg græder da tit! 

— Hvorover? 

— Man har da Følelse, havde hun sagt, halvt for- 
nærmet. 

Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de 
to traurige Grædepile paa Paulas røde Sofa — ved Si- 
den af hinanden. 

— Hvad ler Du af? sagde Lange. 

— Af noget meget sørgeligt, svarede Berg. 

— Ja — jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, 
sagde Lange, der var -halvkrænket over Optagelsen af 
sin Historie og lettede paa sig. Det har vel ingen Hast, 
sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde Lan- 
ge, for at se, om Du levede. Han tog Afsked og gik. 

De to andre blev siddende tavse. 



375 STUK 

— Vi var i „Konstantia" igaar, sagde saa Gerster. 
Blom og Brodersen og Damerne .... 

— Hm, sagde Herluf blot. 

— Vi drak Kaffe paa Balkonen — Du, og saa skød 
vi til Skive efter Flagstangen med Underkopperne .... 
Du skulde ha' set Buffetjomfruen og Kelnerne, hvor 
de „spjættede" .... Erhard spilede Fingrene ud og tryk- 
kede Albuerne ind i Siden, som om man trak i ham 
som i en Sprællemand — for at vise, hvor Kelnerne 
havde „spjættet". De var ganske blege, Du, sagde 
han. 

Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom 
at faa Folk til at „spjætte". Man eksperimenterer, Gam- 
le, sagde Blom. Eksperimenterne var mangeartede. Det 
sidste Eksperiment igaar — eller imorges tidligt — 
havde været d e t højst uskyldige : at de havde stukket 
Cigarerne med den brændende Ende i Munden paa et 
Par sovende Medborgere — hvad der dog havde foran- 
lediget dem til at forlade Lokalet og forlægge „Eksperi- 
menterne" hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik 
Blom og Lille-Gerster hjemad. 

Gerster tog Portnøglen op : Du, sagde Blom. Vi er 
et Par Bæster. 

— Ja, sagde Gerster. Det er vi. 

— God Nat. 

— God Nat. 

Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til 
det aabne Vindu — han stod og rakte tre Gange Tun- 
gen ud i Luften, før han lukkede det. 

Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professor- 
inden, der ikke kunde vænne sig af med at ligge søvn- 
løs, til hun havde hørt Erhard komme hjem. 

Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde 

Gerster, — da de atter havde talt lidt om ligegyldige 
Ting — lidt dybt, med Øjnene i sit Skød. 

— Du — tror Du nogen Sinde, jeg bliver forelsket! 
sagde han langsomt, 



HERMAN BANG 376 

Herluf saå hen paa ham : Jeg véd ikke, sagde han 
sagte. 

De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig : 
Jeg har gjort et Bekendtskab, sagde han, tøvende og 
med Ansigtet mod Vinduet .... Jeg tror egentlig, jeg 
kunde komme til at holde af hende .... Hun er meget 
sød 

— Gift, sagde han. 

Gerster stod lidt og i den samme — tøvende eller 
ubestemt misfornøjede — Tone som før, sagde han : 

— Og Du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet? 
I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta 

Heltz' Hjem : Man „talte" jo nu i Aarevis om Asta og 
Herluf. 

Herluf trak træt paa Skuldrene og saå i Gulvet. 

— Nej, sagde Gerster med et Suk — det er det: 
man har s'gu mistet Tilliden, Du, til det, man selv gaar 
rundt og føler : 

— Ja, sagde Herluf. 

— Skal vi gaa ind til Mo'r? Gerster vendte sig. 

— Ja — jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. 

Der var ingen Døre mellem de tre Dagligværelser, 
det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve. Alt var 
polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod 
op fra Skrivebordet, da de kom ind. 

— Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg. 

— Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden hav- 
de man altid en Følelse, som om Professorinden kun 
fordrev et Kvarterstid i sin Stue som en Værtinde, der 
sidder og venter paa de Fremmede til Aliddag) .... Vel, 
har man travlt, sagde hun og pegede : Det er Kongres- 
sen, tilføjede hun og smilte, mens hun tog Plads i „Vi- 
sithjørnet" bag et mindre Marmorbord med en lille 
Standhylde, der indeholdt Professorindens privateste 
Haandbibliotek : et Par Bind af Topsøe, Martensens 
Ethik og Meyers Fremmed-Ordbog. 

— Mo'r bespiser allerede den medicinske Videnskab, 
forklarede Erhard. 



377 STUK 

— Aa, det er kun nogle Sektionsmøder .... Sektio- 
nerne, der skal dannes, sagde Fruen, og saa spiser de 
her hos os .... Gerster finder disse tørre Komité- 
møder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun. 

— Maa jeg spørge Mo'r, sagde Erhard : Skal saa 
Fruerne med? 

— Ja — vi ta'er dem dog med, Erhard Det er 

det mildnende Element, mener Gerster, sagde hun. Er- 
hard gav et Par halvmumlede Ondskabsfuldheder til- 
bedste om de medicinske Fruer, og Professorinden sag- 
de : Erhard — vi hører selv med til Lavet, og satte sig 
tilbage i Sofaen (hun havde en egen bred Maade at 
sætte sig tilrette paa under Smaasladder, der mindede 
lidt om de tyve Aar i Provinserne). 

— Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre 
om os. 

— Nej, sagde Fruen og sukkede : Du har Ret i det, 
og hun gav selv, i en vis hyggelig Tone, en lille Histo- 
rie om en Kollega tilbedste. Man talte i det hele frit 
hos Gersters — selv om de nærmeste Venner : Man 
kan jo se de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde 
hele Provins-Selskabets Skarpsyn for Smaating. Fri- 
sproget gjorde meget til, at hver straks følte sig vel 
i Huset, som optaget i den nære Kreds. 

— Naar Erhard blot ikke siger det ved Middags- 
bordet, sagde Fruen. Erhard kender sin Fa'er . . . Ger- 
ster har saa megen Korpsaand, forklarede hun Berg. 

Der blev talt om Spisestuen : om man virkelig ogsaa 
turde lade dem spise tyve. Naar Mo'r vil ta'e Skamme- 
krogen bort, kan man spise fire og tyve, sagde Erhard. 

— Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. „Skam- 
mekrogen" var et Privat-Hjørne af Spisestuen med et 
Divanbord og den gamle Sofa fra Provinsdagligstuen. 
Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og strik- 
kede, naar der ingen var hjemme. 

— Ja — sagde Fruen — naar Vinden staar paa her, 
sidder jeg derinde. 

Sandheden var, at „Skammekrogen" var hendes kæ- 



HERMAN BANG 378 

reste Plads. Naar hun skulde være alene hjemme, flyt- 
tede hun derind med en lille lavfodet Spareiampe, der 
næppe nok oplyste selve Krogen : Erhard kom ind og 
sagde Farvel — i Kjole og med det hvide Slips — før 
han gik. 

Hun holdt af at se ham soigneret og fin (ogsaa Dame- 
toiletter var et af de stadige Emner, Erhard og hun de- 
batterede ved deres Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar 
de var ene; og det morede hende 'stille, naar Erhard 
vidste saa „detailleret" Besked) ; og naar han var gaaet, 
blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, 
da de endnu boede i Provinserne, og hun og Erhard, der 
var Gymnasiast, sammen læste det lille københavnske 
Dagblad med Billeder, som Erhard holdt bag Professo- 
rens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte — for at 
det kunde bringe dem Bud „derovrefra". 

Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, 
fortabt i gamle Erindringer, uden at tage sig noget til 
— lige til Jomfruen bragte hende Theen paa en lille 
Bakke med en lukket Porcelænssukkerskaal : naar Pro- 
fossorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemme- 
lig Svaghed, hun havde, for mørkt Puddersukker i sin 
The . . . 



Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos 
Konferensraadinde Heltz. 

En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af 
nede i Stueetagen — der var altid en egen ren Luft af 
de mange Planter paa Trappegangen — og allerede i 
den første Stue lød det som Mudret af et helt Fugle- 
bjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet. Kon- 
ferensraadinden snakkede og lo højt — med begge Hæn- 
der strakt frem mod hver, der kom — saa man saå hen- 
des to Rader Tænder, saa hvide og sunde, som prøvede 
de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød. 

Herluf undskyldte, at han kom for silde. 



379 STUK 

— Ja — det véd Gud, De gør, lo Konferensraad- 
inden og rystede hans Hænder. 

Der var tolv, femten Mennesker i Stuen : Ægteparret 
Jiirgens, Professor Jurgens fra Landbohøjskolen, Fruen 
var fra Nakskov, en Ungdomsveninde af Konferens- 
raadinden ; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet 
paa Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraad- 
inde Knudsen — ogsaa fra Nakskov — med Datter; 
Sundt; en lille ung Fru Stern, som Berg ikke kendte, 
og som han skulde have til Bords ; Frøken Asta og Frø- 
ken Julie; og Huslægen med Kone, der nu kom med 
Tungen ud af Halsen og erklærede, han havde en Ulve- 
hunger. 

Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og 
staaende rundtom i Stuen, hvor de store svære Møbler 
— de var ikke fornyet siden Konferensraadens Død for 
ti Aar siden — var spredt over Gulvet: 

— Det er Asta, sagde Konferensraadinden. Jeg hol- 
der ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene. 

Berg var gaaethen til Frøken Asta — hendes Smil 
var slaaet frem imod ham lige straks ved Døren — og 
han talte med en halv sky, halv øm Stemme, mens hun 
blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. Frøken 
Julie demonstrerede foran Huslægen : Tyvende Bal, 
Dr. Friis, tyvende Bal — i November, sagde hun og 
spilede Fingrene ud foran hans Ansigt; Frøken Julie var 
i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en Ingénue paa 
Theatret. 

De stilfærdige Stuepiger havde lukket Døren op, og 
man gik ind i Spisestuen i Lyset. Konferensraadinden 
øste selv op, og Sundt sagde — med Servietten stukket 
ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af Skjor- 
ten — og slog ud med de kønne Hænder over Bordet : 

— Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en 
Bisp i en Gaaserede. Ja, Frøken Asta, sagde han og saå 
mildt til det første Glas Sherry : Fyrre — det er Zenith 
. . . man forstaar et godt Bord, man har gjort Erfarin- 



HERMAN BANG 380 

gerne, Damerne forkæler En . . . Sundt svælgede i Her- 
lighederne ved at være fyrre. 

— Ja, ja, raabte Fru Jurgens leende. Sundt kender 
Fadene. Fru Jurgens brugte Talemaader som en hol- 
bergsk Pernille, var i Selskab udskaaret, saa hun regel- 
mæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe 
efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Møn- 
stermoder for syv „Drenge", hvoraf den ældste var 
Rus iaar. 

— Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru 
Ekberg. 

— Naa, rnine Damer, sagde Dr. Friis. De har saa- 
mæn ogsaa lært at konservere Dem. 

De lo igen, og Konferensraadinden, der var færdig 
med Suppen, sagde betænksomt: Ja det er mærkeligt 
. . . Naar jeg tænker paa m i n Moder . . . 

— Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille 
Fru Stern : jeg vilde dog finde det rart, om Bedstemød- 
rene blev ved at gaa med Kappe. 

Man fik en Fisk med Hummer, og Konferensraad- 
inden, der havde Vinsmag, lod særlige Mærker gaa, 
støvede, rundt i Kurve : 

— God? ... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til 
Herrerne. 

— En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. 
Han nænnede slet ikke at sluge den. 

Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte 
endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par 
store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludse- 
lig Skuldrene opad — som en lille Fugl under Ægge- 
heden. 

— Mathilde, sagde Asta over Bordet og io til Berg. 

— Der flyver Dig en stegt Due i Alunden. 

— Ja, sagde den lille Frue og fo'r sammen. De drak 
med hinanden. Rundt om, over Bordet, blev der talt om 
Pigebørn og Opdragelse. 

— Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde An- 



381 STUK 

sigtet i Bevægelse (naar det var i Ro, begyndte det at 
markere „Zenith") — ligefrem studerer min Datter. 
(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med 
Hoftepuder og Fingerringe, saa hun var ikke ulig en 
hellig Krokodille). 

— Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en 
Kunst . . . Hvem kendte nutildags sine egne Børn? sag- 
de hun, mens Fru Ekberg gentog at det var et Studium, 
og Fru Jurgens sagde : Fortrolighed — bare Fortrolig- 
hed, kære; og Konferensraadinden saå med sit glade 
Ansigt henover sine Døtre og sagde : 

— Man kender da vel sit eget Kød og Blod .... 

— Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halv- 
høj Parenthes og slog Viften ud : Vi er ikke fra Nak- 
skov. 

Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis . . . Det var 
en Revolution — en sand Revolution i de unge Gemyt- 
ter ... Hr. Ekberg tilskrev den Symaskinen . . . 

— Ja — kære Frue, Symaskinen, sagde han over- 
bevist ... De køber ude — køber de ikke alting 
ude? De køber „færdigt" — man køber færdigt .... 
Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille .... 
Vil De sige mig, hvad man skal give dem at bestille? 

Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først 
nu var kommet rigtigt paa det klare med Samtalen — 
hidtil havde hun indskrænket sig til at nikke glad ned 
til Konferensraadinden hvert femte Minut — sagde, at 
de hørte, de læste — de fik for meget at vide . . . 

— Og danser for meget, sagde Professor Jurgens 
ned over sin Tallerken. 

Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med 
Trøfler, og Hr. Ekberg forlod Symaskinen; hans Frue 
var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg blev altid et Øje- 
blik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i dybsin- 
dige Materier) og talte om Skolerne: Ja — hos Frø- 
ken Zachrisson havde hver Elev et Apparat paa sin 
Plads, saa de rettede Ryggene . . . 

— Ja — den Sidden bukket, sagde Konferensraad- 



HERMAN BANG 382 

inden nede fra sin Bordende : den er en Ulidelighed 
.... Den er det, der gi'er den megen Blegsot .... 

— Nej, sagde Fru Jtirgens; vi Nakskovere — Em- 
ma, hun løftede Glasset mod Husfruen. Paa Nakskov, 
Anna, raabte Konferensraadinden ned til Fru Knudsen: 
Paa den gamle Tid, Anna. 

— Ja — paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nik- 
kede. De drak alle tre : Jo, sagde Fru Jtirgens og satte 
Glasset resolut ned, vi kunde tumle Springfyrene. Hun 
slog en Brødkugle over paa Professoren: Han husker 
Skovballerne, sagde hun og lo. 

Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadin- 
den hørte kun det halve, men sad og smilte : Ja, ja, 
Frederikke, Du var nu altid det muntre Blod, sagde 
hun. Konferensraadinden sad med Taarer i Øjnene over 
sit Glas — hun tænkte paa Konferensraaden. 

— Mo'r, hviskede Asta op. 

— Lille Børn, sagde Fru Heltz og saå fra den ene 
Datter til den anden. Hun løftede Glasset og Døtrene 
svarede. Asta holdt Glasset op med Øjnene paa Herluf 
— de straalende Øjne — og han hævede ogsaa sit 
Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele 
Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov. 

— Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og 
blev blussende rød, idet han satte Glasset ned paa Du- 
gen. 

Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede 
ved det pludselige Ord „Ramløsa" og gav sig til at for- 
følge en Familie „Beck-Friis" op gennem Aarhundre- 
derne; Fru Jurgens sluttede af med Nakskov og slog ud 
mod Sundt. 

— Nej, nej, — der var ingen gamle Ungkarle der 
... Da vidste Folk, hvad de vilde — min Kære, og 
kunde bestemme sig. 

Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke 
efter, hvad han sagde. Han stirrede kun paa Asta, der 
smilte frem over Bordet, ved Siden af Sundt, Lyset fra 



383 STUK 

Kronen lod Atlasklivet skinne som et Panser om hen- 
des Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han. 

— De kender vist — Berg fo'r sammen, det var 
virkelig den lille Fru Stern, der havde talt, og to Gange 
havde maattet sige: „De kender vist", og var blevet 
saa rød som en Pæon. De kender vist en . . . Hr. Ger- 
ster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkom- 
men Fatningen ved at nævne Fornavnet . . . 

— Ja, sagde Berg .... ja ... . Han tog ikke Øjnene 
fra Asta : Og hende skulde Du ikke elske, sagde han 
til sig selv .... Ja, Fruen kender Gerster? sagde han. 

— Ja — sagde den lille Frue — det er en Ven af 
min Svoger; hvorpaa hun blev helt borte i Forvirring 
og ikke mere oplod sin Mund, til de rejste sig fra Bor- 
det. 

Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under „Tak for 
Mad" og Støjen. Fru Jiirgens blev staaende hos Konfe- 
rensraadinden lænet til sin Mand : 

— Ja, sagde hun, jeg har faaet Lov til at beholde 
ham. Og de to Veninder blev staaende Haand i Haand, 
mens Professoren gik hen til Herrerne, der var over- 
vættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs nye 
Forretning: Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave", 
sagde Ekberg — og om Gersters Klinik : Det skulde 
særlig være med døvstumme, han eksperimenterede : 

— Ja, sagde Dr. Friis, de klager ikke. 

Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sag- 
de. Fru Ekberg havde fanget Sundt ind i en Hjørne- 
sofa og talte om, „hvad man da egentlig antog var Kvin- 
dens Bestemmelse", mens hun saå ham lige ind i An- 
sigtet gennem sin Stang-Lorgnet. 

Ekberg kom til — i et Par Buer over Gulvet — : 
Kære, sagde han til Sundt, hun forfærder Dem . . . 
ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han og slog 
beundrende ud med Haanden, hun er radikal ... 

Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru 
Stern i en Klynge: Ikke? sagde Asta og „rullede" den 
lille Frue: hun ligner en Fugleunge? 



HERMAN BANG 384 

— Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, 
hun var purpurrød og skubbede Skuldrene op, saa kil- 
den som et Kid : Rør mig ikke, siger jeg . . . 

Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor 
Hr. Ekberg talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde 
han, kære Ven — vort Ægteskab er et Kammeratskab. 

De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa 
Cigarerne; de kendte det Ekbergske Ægteskab ud og 
ind fra Rygeværelserne. 

Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, 
mens Fru Knudsen og Fru Ekberg talte om nye Lejlig- 
heder og Eskilstuna-Ovne : 

— Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja . . . men de 
varmer ikke, de varmer ikke . . . 

Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og 
Sundt, der sad og glædede sig over alle de kønne Hæn- 
der, der løb saa travlt over Bordet. Fru Jurgens raabte 
op, og Konferensraadinden og Fru Knudsen var saa iv- 
rige som Børn: Hva' for et Nummer? hvad sagde hun 
for et Nummer? sagde Etatsraadinden. 

— Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konfe- 
rensraadinden, som satte paa baade tilhøjre og venstre, 
hos Frøken Knudsen og den lille Fru Stern, der bare 
sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille Barne- 
hage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte. 

Asta kom imod Berg i Spisestuedøren : Spiller De 
ikke? sagde hun. Jeg ikke heller. Stemmen lød paa én 
Gang saa besynderlig fraværende og modløs; kom — 
inde i „Fa'rs Stue" er der stille. De gik gennem Spise- 
stuen ind i Konferensraadens Værelse, hvor de store 
Møbler, med Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som 
da han levede. Asta satte sig. 

— Hvad bli'r det saa til, sagde hun. Med Theatret. 

— Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, 
næsten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, naar 
de var ene, begyndte han — blot for overhovedet at 
tale, kun for at de ikke skulde sidde tavse — at for- 
tælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om 



385 STUK 

Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om 
alt det, som endelig, endelig skulde fylde hans Liv; 
han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hid- 
sig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig 
Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele 
sit Liv, — til han tav, aandeløs som efter et langt 
Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hen- 
des stirrende Blik, næsten angst: 

— Og jeg da? sagde hun. 

Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som 
En, der dukker sig for et Slag, mens Asta blev ved at 
stirre paa ham : 

— Jeg kan gaa her som en gammel Jomfru og ryste 
mine Krøller — og som fortvivlet rystede hun de tænk- 
te Krøller — gaa her alle de Aar, sagde hun. 

Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort 
og stille. 

Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens 
han krammede om Bordet — det var som i et ulideligt 
Nu al den ganske Afmagt skulde samles af disse fire 
Aars Forsøg paa at føle Kærlighed : 

— Asta, sagde han. 

Og i samme Nu holdt han inde : Men det er jo der- 
for, Du har anstillet det hele — for at komme løs, 
sagde han til sig selv; og han tav og følte sig blodrød 
som en Desertør, fejg og elendig, som en Falskner, der 
gribes. 

Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden 
tilbage: Dér ser man, hvor man bliver følsom imellem- 
stunder, sagde hun og vilde smile. 

— Ja — De har vist ganske Ret, sagde hun : Vi 
skulde alle søge Virksomhed, sagde hun. Hun rejste 
sig, nikkede til ham og gik. 

Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet. 

Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konfe- 
rensraadinden fandt til at gaa — hvor Synet af hendes 
gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv — ; 
ude i Gangen stod den lille Fru Stern : 

H. B. III 25 



HERMAN BANG 386 

— De gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket. 

— Ja, sagde Berg. 

— Ja — jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knap- 
pe Handsken op igen. Nede paa Hjørnet løb Berg paa 
Lille-Gerster under en Lygtepæl : Ja — Godnat, sagde 
han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik vi- 
dere. 

— — Gæsterne var gaaet, og Konferensraadinden 
vandrede rundt i sine Stuer og smaasnakkede. Kokke- 
pigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter An- 
strengelserne : 

— Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas . . . 
Ogsaa Suppen, netop tilpas . . . 

— Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie 
— Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforord- 
ningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt 
Fruen i tyve Aar. 

— Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen. 

Gamle Sofie gik, og Konferensraadinden satte sig, 
lidt træt, og saå ind gennem sine kønne, stille Stuer. 
Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder. 

— Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun .... Vi maa 
være Gud taknemmelige. 

Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik 
ind i Faderens Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Kla- 
veret i Kabinettet og kvidrede sin Livvise. 

— Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stue- 
piger, der kom med Pusteren for at slukke. 

— Stine kan godt slukke, sagde Asta. 

Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens 
Asta sad i Mørket. 

Det var nær ved Midnatsstunden, 
da Babette og Benoit 
gik fra Gilde gennem Lunden: 
Der var mørkt og fælt — hu, ha! 
Stakkels Knøs han gøs med Rette. 
Faldri faldrala fari lari lette.) 
Aa jeg ryster, sa' Benoit. 
Aa din Kryster, sa' Babette. 



387 STUK 

Saa holdt hun op og slog Klaveret i. 

— Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne. 

— Ja, Mo'r. Asta gik ind til de andre. 

— Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er 
kedelig, sagde Julie, som sad paa Sengekanten i Søstre- 
nes Sovekammer. 

— Er d e t en ung Frue, sagde hun og slog de frem- 
strakte Ben kækt mod hinanden under Natkjolen. Man 
gifter sig vel da, for at dette skal høre op . . . 

— Hvilket? 

— Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng. 



Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og 
førte lange Samtaler med sig selv : 

Det var altsaa forbi : han var løbet infamt derfra. 
Og han havde kun — han eller denne Hr. X, der sad 
i den mørke Bagstue i hans Hjerne og regerede i Smug 
— fra den første Dag taget Haand i dette, filtret sig 
ind i dette : Virksomhed, Planer, Theater, for at slippe 
og „komme løs". 

Det var det, der havde ligget bag Ordene — straks, 
den Gang oppe i Redaktionsværelset, da han første 
Gang sagde (og blev forbavset, som havde en fremmed 
talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham) : „Og 
man kom løs" ... og han havde vidst det lige straks, 
hvad det betød, og havde dog handlet videre i Skjul af 
alt det andet — det om „Virksomhed" og „Planer". 

Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt. 

Hvor han huskede den første Aften, da denne Kær- 
ligheds-Kamp begyndte, da han kom hjem fra Bal : saa 
sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil 
og Minder. Og saa, midt som han sad — da havde hun 
smilet og der havde de vekslet Blik, tænkte han — 
havde han sagt, selv sagt, pludselig ud i Luften (just 
saadan som hint første : Og man kom løs) : 

— Ja — elske hende, gør Du jo ikke . . . Og han 
havde selv hørt Ordene med en Angst, saa han sprang 

25* 



HERMAN BANG 388 

op som for at værge sig eller som for at løbe fra dem, 
men Stemmen blev blot ved. 

— Men det véd Du jo godt, at Du ikke elsker hende 
. . . Det har Du jo aldrig troet, at Du elskede hende, 
blev den ved med sin standhaftige Ro som en Mand. 
der slog ham venligt paa Skuldren : 

— Det har Du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen 
venligt — denne nye „Sokrates-Røst" : at det ikke er 
Kærlighed. Pust det bare ikke op til Kærlighed. 

Fra den Dag var Kampen begyndt — Forsøgene paa 
at føle Kærlighed; hvor han tvang sig i Hede, og hvor 
han lunede med Stemninger; hvor han sad med Pulsen 
af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornem- 
melse hed i sin Fantasi — for at spørge : Hvorfor skul- 
de det ikke være Kærlighed? Er det ikke Kærlighed? 
Og denne „anden", denne Hr. Sokrates, smilte kun og 
spurgte igen.- Hvis Du tror det? 

Og alligevel han saå hendes Skønhed, og han be- 
gærede hende. Han kunde have ofret hende alt .. . ti 
ofre kunde han, kun ikke elske . . . 

— Og hun. 

Hvor han havde gættet hende — hvor han havde for- 
staaet hende. 

Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, 
sikker og tillidsfuld — et Smil, som naar Solen gik 
gennem Skyer, straks naar de saas. For under Fravæ- 
relsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes 
Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saas. 

Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinan- 
den — og hun lyttede med sit ganske Væsen paa blot 
én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har dem — saa 
sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og 
de følte begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, 
under hvilken de sank sammen . . . 

Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare 
det. Kun Sæsonens og Konveniensens Møder, mens 
Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for Dag. Og alt 
blev vagt imellem dem. og man som levede kun i om- 



389 STUK 

skrivende Ord og Talemaader : Forholdet blev som 
Bruddet var — nu idag . . . 

Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det 
fløjtede nede paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg 
komme op? sagde han. 

— Ja — men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøgler- 
ne ned. 

Lille-Gerster sad ved Sengen med Overfrakken 
aaben og rød i Kinderne : 

— Hvor kommer Du fra, sagde Herluf, som laa i 
Sengen. 

— Du — sagde Gerster — Du, jeg tror, jeg el- 
sker, brast det ud af ham. 

Han fortalte om hende. Hun er det sødeste, Du, 
sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som 
en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han 
kom fra. 

— Det er hende — den Gifte, sagde han og smilte. 
Han saå ud som en Rus ved sit første Sold, som han 
sad. 

Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den 
en Sten, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, 
tog han om Hovedpuden og skød den bort: 

— Og jeg tror, jeg imorgen bliver Victoria-Theatrets 
Direktør, sagde han. 

Gerster hørte knap : Naa — endelig, sagde han. Og 
han blev ved at tale, med sin sært vibrerende Stemme, 
mens Herluf Berg — Virksomhedens Mand fra imor- 
gen — med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa 
dette Menneske, der elskede. 



Næste Dag underskrev han Kontrakten. 

Victoria-Theatret skulde, under Konsortiet: Martens, 
Adolf junior og Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder. 

Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner 
allerede sikret sig: En Primadonna, som var blevet 



HERMAN BANG 390 

uklar med sin gamle Direktør, og en Elsker, der et Par 
Aar havde givet sig af med at spille med tre Stjerner 
som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, 
der havde rejst i Norge. 

Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik 
aabnet, og man kunde sagtens spille de Par Maaneder 
„paa Huset". 



IV 

Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at 
træffe Martens hjemme og lægge Beslag paa ham, før 
han gik til sine Bygninger, at „Bygmesteren" sov end- 
nu, da de kom — Martens snuede i det hele noget læn- 
gere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet. 

Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte 
som en lavmælt „Gaardkone" og tog ikke Øjnene fra 
dem), hvor Hædersgaverne paraderede med Flor om, 
og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad. 

Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbe- 
stykkerne gennem Stuen, mens de ventede, til Martens 
arriverede syngende. Han sang den ganske Dag nu i 
Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig. 

Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de 
paa lille Hr. Canth, der gik ned: God Morgen, Hr. 
Fuldmægtig, sagde Martens, der altid hilste paa lille 
Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog han 
ham paa Skuldren med et: Naa — frisk Mod, mens 
man læste hele den ubetalte Husleje paa den lille Fuld- 
mægtigs Fysiognomi. 

— God Morgen, Hr. Fuldmægtig, sagde Martens 
igen og rystede paa Hovedet hen til Berg — bag 
Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med 
„Putte", sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver 
Dag med Putte til Skole, før han gik i Retten. 

De tre Kompagnon'er styrede ned mod Theatret, Mar- 



391 STUK 

tens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han 
bare nærmede sig „Bygningerne". Forgylderne sang i 
Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste 
Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog 
Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de 
traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens 
gik omkring, trippende om de andre, helt „borte" foran 
de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham 
— man havde borttaget Lærredet om Morgenen. 

I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok 
Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spær- 
rede Vejen : 

— Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, 
men vilde frem. 

Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se 
hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, 
saa man saå Gudindens slanke, forgyldte Ben. 

— Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf. 

— Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. 
Arbejderne gik videre med Sejrsgudinden. Inde fra Til- 
skuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, hørte man 
Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i 
Brystningen, og Dampmaskinens Støj fra Varmeappa- 
ratet, der tørrede Huset. Bag dem lød høje Ohøj fra 
Arbejderne, der bragte „Nike" paa Plads paa Piede- 
stalen. 

— Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kon- 
toret; og de gik ned i Stueetagen mod Gaarden. Det 
var blot „de smaa blaa" for Dagen, sagde Hr. Spenner 
muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa 
Pulten. Adolf konfererede og skrev under, Martens 
skulde ogsaa give sin Underskrift et Steds. 

— Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner 
hen til Herluf: Naar Navnene gør det. — Han tog kæ- 
lent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen 
i Bankbudets Mappe med det gyldne „Victoria" paa 
Bindet. 

« — Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og 



HERMAN BANG 392 

stirre forundret ud i Luften, efter at han havde skrevet 
under. 

— Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra 
Forretningen, sagde Adolf og slog et Par Afskedsslag 
til Pengeskabet med sin Stok. 

— Nej — vi sørger for os selv herude, sagde Spen- 
ner. 

— Vel. Adjø — de Herrer. Adolf satte Hatten paa, 
og ogsaa de andre brød op. Hr. Spenner blev alene og 
sad foran sit store Pengeskab med de forgyldte „Sfinx- 
er" paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske 
tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa 
Klatpapiret : Martens' „s" endte altid med saadan en 
hjælpeløs, lille, strittende Streg ligeud, som en afhug- 
get Hale. 

Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa 
aabne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han ar- 
bejdede : Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skue- 
spillerne, der kredsede i Theatret hvileløse den ganske 
Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye 
Dampmaskine som et ungt Dyr, der utaalmodigt pruster 
i Tøjet, og hvert Minut sendte en Skuespiller fra Sce- 
nen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum. 

— Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han 
havde genkendt Primadonnaens Stemme. 

— God Morgen, svarede hun — ud i Tilskuerrum- 
met, saa det klang. 

— Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der 
Prøve. 

— Vel, svarede hun igen. Og Programmet? 

— Bliver ved de to Enaktere og Prologen. 

— Hm. Det ene svenske? raabte hun. 

-- Ja. 

Der blev banket paa den modsatte Dør, og der be- 
gyndte et sandt Kørind. Det var først Theatermaleren — 
i Baret og Bluse — med Favnen fuld af Udkast, som 
han i mindre end fem Minutter havde bredt ud over alle 
Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær — med 



393 STUK 

aaben Overfrakke og halvt i Knæ af Foraselse — der 
haabede, i Theatrets Interesse, at kunne se Etablisse- 
mentet to Dage før den øvrige Presse — af Hensyn til 
sin skandinaviske Korrespondance. 

Et Par Skuespillere, der havde „lugtet Journalist" i 
Huset, bankede ogsaa paa og kom ind, og man hørte 
ikke Ørenlyd for den halvtyske Theatermaler, som for- 
klarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i Dagen, 
og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, 
som sad op paa Skrivebordet — Hr. Stær sagde altid 
Nej Tak til en Stol og faldt saa hen paa et Bord, hvor 
han blev — og saa træt ud, mens han i Tankerne ud- 
parcellerede Sladderen mellem Stjerner å en Krone i 
Bladenes Petitrubrikker. 

Berg, der var ganske ør i Hovedet af Theatermale- 
rens Forklaringer, hvoraf han intet forstod, vendte sig 
til de andre og sagde med Haanden paa Hovedet: 

— Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede 
Stykker) jeg har i en Maaned læst syv og firs. 

Telefonen begyn.dte at ringe, mens Hr. Stær spurgte 
ud om Titler, og den ene Skuespiller, der ikke lod sig 
overdøve — han havde i fem Aar spillet ældre Helte i 
Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og hav- 
de faaet en bred Diktion — blev ved paa sit halvnorsk : 

— Lad os først have kompletteret vort Personale . . . 
Og man skal høre fra os, høre fra os ... 

Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. 
Berg maatte komme straks. Berg opløste Konciliet; den 
ældre Helt maatte han lempeligt skubbe ud af Døren, og 
endnu paa Tærskelen blev han greben af Overlampisten, 
der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for 
Pressen. 

Paa Trappen til Direktionsværelset havde der — til 
Ære for Hr. Stær — samlet sig en liden Flok Skuespil- 
lere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt 
til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og stak sine 
højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelæn- 
deret . . . 



HERMAN BANG 394 

Ved Porten skiltes man . . . „Ørnulf", den ældre 
Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg naaede 
op i en Droske. 

Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der for- 
meligt Opløb foran en Silkepapirs-Mandarin og -Man- 
derinfrue i naturlig Størrelse, der valsede i Udhængs- 
skabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor han 
hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der 
dovnede med Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede 
ind til gamle Hr. Adolf, der sad bag en Tapetdør i et 
lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og 
talte Kontrolmærker for Forretningen. 

Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte no- 
get ind : Ja — Goddag, nikkede han til Berg og var 
væk igen. 

. — Har De set det? sagde en af de sløve Malere og 
pegede paa Døren. 

— Hvilket? 

— Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbej- 
det hele Natten. 

Herluf trak Døren til Butikken til Side for at gaa ud 
paa Trappen, der var høj som en Altan, og sendte i det 
samme en Ed ind til Malerne : hele Rummet var paa én 
Nat blevet til et lille Kina. 

Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod 
en Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol : for- 
an Hjørnespejlene prangede et Par udstoppede Paafugle 
over Guldpapirsskærmbrædter, med Halerne bredte ud 
over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt 
borte under Marokkotæpper og Majstraabuketter og Pal- 
meblade, var der bygget en Grotte af Vifter og udspi- 
lede Parasoller og Lampeskærme, hvor inderst inde en 
stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper .... 
To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap — 
„Medailloner til Pryd over Pianoforter", der var Forret- 
ningens sidste Nyhed — bøjede sig halvvejs sammen 
over Grotten. 

Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, 



395 STUK 

eftergjorte Skjolde og opspændte Papirsparasoller, som 
stod og som hang. 

Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i 
det fulde Lys fra Vinduerne, paa en Piedestal lige ved 
Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gul Silke 
— en Rest fra et Maskebals-Arrangement — der ra- 
gede op over alt med sin sejrrige Briks i Haanden. 

Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var 
én Beundring : Hvad han havde for Idéer — Naar blev 

han udtømt? Ja, man maatte forbavses .... 

Alle snakkede. 

— Mig maa De hjælpe med noget fikst til en Ko- 
tillon, sagde en lille Dame og rejste sig paa Tæerne. 

— Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de 
trængtes sammen om ham — under Kineseren — som 
Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i Salme- 
bogen, om Præsten : 

— Bedste Hr. Adolf — mig, sagde lille Fru 
Canth, der var her med Fru Strøm. Men Adolf hørte 
ikke, han blev ved at gestikulere foran Professor Ger- 
ster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde Bestillin- 
ger til den hygiejniske Kongres : 

— Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds — 
aldeles tilfreds, forsikrede Adolf. 

Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro 
under Paafuglene : Fru Canth skulde have en „net" 
lille Spiseseddel — „til selv at skrive paa — men noget 
net" . . . 

Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede 
paa et Overslag, gik rundt og saå paa Kunstblade. Lige 
under Trappen hørte Berg Professor Gersters behage- 
lige Stemme sige til Kollegaen, der saå i en Mappe: 

— Bedste Ven — Frederiks Hospital — Frederiks 
Hospital erklærer vi, er under Restauration under Kon- 
gressen. 

Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom 
hen til de to Herrer, sagde pegende paa Kunstbladene: 



HERMAN BANG 396 

— Ja — det er Fotogravurer, ganske nye . . . ikke 
til at skelne fra Kobberstik . . . 

Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var alle- 
rede gaaet. Den gamle Adolf, der altid gik hjemløs om 
med en medtaget Filthat paa Hovedet og ikke vidste, 
hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han skulde 
være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penne- 
skaft i hver Krog, var idag helt forskræmt og havde 
allerede lavet sig til at traske hjemad ad Bagdøren . . . 
Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent stort længere end 
til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun stod 
lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til „Frøknerne i Forret- 
ningen", til hun havde set Sønnen: 

— Hvad er det, MoV? sagde han i Skyndingen. 

— Det er ingenting, Konstantin, sagde hun og gik 
saa igen. 

Lidt efter lidt blev der stille i Butikken. Adolf kom 
og satte sig tungt i Sofaen : Det var en Dag, sagde 
han. 

Herluf lo : Naa — hvor mange Dusin Papirs-Taller- 
kener er der saa solgt til Væggepryd, sagde han. 

— Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre, 
dem sælger vi med Tab .... Man maa jo skaffe Folk 
indenfor sine Døre. 

Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg 
Indbydelseskortene til Theatrets Belysningsprøve for 
Pressen. 

I Butikken var der blevet tomt, og det skumrede lidt 
efter lidt. De tre „Frøkner" sad trætte foran den store 
Grotte, hvis Lamper var gaaet ud. Og kun den store 
Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned. i Skum- 
ringen, mens han nikkede. 

— Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen. 



Berg gik hjem med og spiste hos gamle Adolfs. De 
to Gamle ventede allerede i Spisestuen, hvor en ny 



397 STUK 

Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet med 
en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre 
Svaner svømmede under en Aakande — en Fødselsdags- 
gave fra Konstantin til sin Moder. 

— Jeg holder ikke af det, sagde Fru Adolf — hun 
havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at 
lette sit Hjerte lidt, naar Konstantin gik ud af Stuen — 
jeg holder ikke af det ... . det „Elektro" .... Vi spiste 
med jern, Hr. Berg, til den Dag, vi havde „ægte" .... 
Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten . . . 

— Naa, min Pige, Du har saamæn forstaaet at samle 
godt med Sølvtøj, sagde gamle Adolf og pegede over 
mod Skabene, hvor Husskattene blev opbevaret, ind- 
pakket i defekte Lagener og Tarlatan. 

— Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, 
Mand. 

Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. 
De fik ingen Suppe, men i Stedet for en Mellemret med 
mange fine Ting i Krustader. Siden Konstantin havde 
været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter 
en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra 
Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde 
snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikke- 
pinde for at indprente sig Ordene. Men det var og blev 
hende en svær Ting — „de putter saa meget sammen", 
sagde hun til Berg — og hun sad med Livet i Hænderne 
over Krustaderne. 

— Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig 
paa Stolen. Konstantin turde hun ikke spørge. 

— Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den 
Gamle, der pustede med Ganen helt forbrændt af alt 
det stærke Stads. 

— Udmærkede, sagde han. 

— Ja — de er ganske gode, Mo'r, sagde Adolf 
junior. 

— Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, 
Marie, sagde Fru Adolf til den gamle Pige, der tog 
Tallerkenerne ud — helt nervøs af Glæde. 



HERMAN BANG 398 

Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i 
Dagligstuen, før Konstantin og Herluf gik igen. Gamle 
Fru Adolf sov inde i Spisestuen med „Dagbladet" i Skø- 
det i sin Hvilestol — og kaldte den gamle Pige ind for 
at faa lettet sit Hjerte og fortælle om „Drengen". 

Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og 
spørge turde hun ikke — for han har jo naturligvis al- 
tid saa mange Ting i sit Hoved, sagde hun — ; men naar 
Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres 
Planer og Projekter, mens hun sad og spilede Øren og 
Øjne op : 

— Ja — de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf 
ved til den gamle Marie. 

Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn. 



Der skulde første Gang „tændes" i Victoria-Theatret, 
og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt 
i en Krog oppe over Kongelogen, hvor hun var arri- 
veret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt for- 
skrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en 
anden „Kvindeperson" listede sig ind og satte sig i det 
andet Hjørne i Mørket. 

Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke 
Hus, og oppe bag Tæppet Skridt og Kommandoraab, 
indtil Rampen med ét blev lys, og der lød et langt 
„Aah!" fra Parkettet, man saa Tæppet for første Gang. 
Engle trak et Fløjlsforhæng bort fra en Søjlegang, 
hvorfra man en Foraarsmorgenstund saa gennem Ør- 
stedspark ud mod det ny København. Frem gennem en 
Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen. 

Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lyse- 
krone langsomt begyndte at sænke sig — den bredte 
Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vaarens Genier i 
forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyn- 
drede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod 
Logernes Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste 



399 STUK 

paa Graat : alle Balkonrandens Engle dansede, medens 
de blæste paa deres luende Tuber. 

Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe 
i Logen bøjede Fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs 
det straalende Monstrum, der dalede majestætisk; den 
anden Kvindeperson i Krogen stirrede kun mod Loftet 
— Hænderne havde hun foldet, inde under Logekan- 
ten, hvor der var mørkt. 

De to Kompagnon'er stod og ventede oppe i Scene- 
rummet bag den yderste Kulisse. Da de hørte den før- 
ste tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, 
greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandledet og gik 
bort, i Angst, ned i Kælderrummet. 

Dekorationen, man saå, var en gammeldags Sal med 
store, aabnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet 
skelnede man endnu ikke ret. Men nu gik Maanen op, 
og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen : det var 
„Fader Holberg"s Kongens Nytorv med Tage og Kar- 
napper og det gamle danske Skuespilhus, der laa i 
Maaneskæret. 

Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var 
hele Huset fuldt; oppe i Logen rykkede de to ud af 
Krogene for at strække Hals og se. Saa faldt det hvide, 
guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var kom- 
met op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte 
frem for Rampen : 

— Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets 
Held. 

Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og 
man hørte dem jage ud gennem Gangene. Der var stille 
lidt i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle 
stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte 
Glassene : 

— Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den 
lyse Sal. 

— Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede 
Glas. 

... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den Frem- 



HERMAN BANG 400 

mede paa én Gang oppe i Logen glædestraalende til 
Fru Adolf — de var i Iveren rykket hinanden ganske 
nær, midt paa Bænken, uden at vide det — : 

— Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske 
forpustet af Bevægelse. 

— Hans Moder, sagde hun og nikkede til Fru 
Martens. 

Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og 
Propperne knaldede igen. 

— Og saa et „Leve Konsortiet 4 ', raabte Regissøren: 
Det leve højt. 

Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa 
Flokken, mens de sang, Herrer og Damer, med Glas- 
sene i Hænderne : 

Og dette skal være 
Konsortiet til Ære: 
Hurra. 
Og Skam faa den, som ikke 
Konsortiets Skaal vil drikke, 
Hurra — Hurra, 
Den Skaal var bra', 
Hurra. 

— Hva' — Børn — det kalder man Akustik, raabte 
Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og 
alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det 
fyldte Glas op mod sin Kone. 

— Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, 
sagde paa én Gang en fremmed Stemme, og alle vendte 
sig : Spenner var med en Herre dukket frem i en Ku- 
lissedør. Det er kun mig, sagde Konferensraad Hein og 
traadte frem: lad Dem ikke forstyrre. 

De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev 
helt varm og febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter 
mer Champagne, og Konferensraaden af Herluf blev 
præsenteret for Selskabet, der bukkede og nejede, af 
Respekt for Kapitalen. 

— Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner. der førte 
mig paa Lur, smilte Konferensraaden. Den nye Cham- 



401 STU K 

pagne kom, og Herluf bad Konferensraaden drikke et 
Glas : Det var dog en Art Fest — i Familiens Skød — 
der var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han. 

Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede 
stille rundt om ham. ja, mine Damer og Herrer, sagde 
han, det er vel mindst den selvbudne Gæsts Sag at 

trænge sig frem med en Tale men takke Dem 

maa jeg dog, fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg 
kan forsikre Dem, at det er med Glæde — og Konfe- 
rensraaden vendte sig halvt mod Salen — at jeg tøm- 
mer dette Glas med Dem for første Gang i Deres nye, 
skønne Hus . . . Skal vi tømme det paa Foretagendets 
Held — de Foretagsomme til Lykke ! 

Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt 
inde et Øjeblik : Og — mine Damer og Herrer, sagde 
han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene — nu, mens 
jeg vandrede gennem Deres Hus — jeg kan vel sige 
med noget af dens Glæde, der ser, begynder at se 
en Livs-Drøm gjort til Virkelighed — - slog Tanken ned 
i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, hilse dette Deres 
store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom 
Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, 
der har sat sit Mærke paa Mærke i vort Samfund, der 
har omskabt vor By; der er trængt ind i vore Huse, ja, 
som har omdannet hele vort Liv .... skal vi hilse dette 
Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier — med løftet 
Glas vendte han sig helt mod Salen, og hans Stemme 
havde, mens han samlede det hele Rum som i ét Blik og 
saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende Engle, 
noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, 
der beruste Generalforsamlingerne — udstrør deres 
nye Rigdomme, skal vi hilse det som et Billede paa 
selve vort rige. store Fremtidens København, det vort 
København, der brød Voldene ned for at bygge paa ny 
Jord : et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, 
hvor vi nu staar. 

— Et Leve for et stort, et Leve for det nye Køben- 
havn. 

H. B. III 26 



HERMAN BANG 402 

Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som 
et Lyn fo'r Glassene klirrende i Gulvet, mens de hæ- 
vede Hænderne og raabte, næsten ligesom om de vilde 
sværge : 

— Leve — leve København. 

Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Høj- 
messe. 

Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en 
Gang helt gennem Huset. Ogsaa de to Fruer listede ud 
af deres Krog og sneg sig ned gennem Gangene. 

De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skue- 
spillerflokken døde bort henne i Korridoren. Fru Adolf 
og Fru Martens blev staaende i den store Sal, de be- 
gyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side 
af den gyldne „Victoria" .... Og dumpt lød helt herud 
Lyden af Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende 
Væg og faldt tungt i Gulvet, for første Gang. 

Alle var gaaet, og „Konsortiet" sad, lidt mat, i Kon- 
toret. 

— Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. 
Spenner, der kom ind. 

— Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som 
en glat Aal : Og den første Prioritet bliver tolvhundrede 
Tusind i Centralbanken. 

— Hva'? — Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men 
faldt igen tilbage i Sædet, med Hænderne ned mod sine 
Laar. 

— Ja .... Konferensraaden havde netop Lejlighed 
iaften ... Og man skal vel ikke købe Katten i Mørke. 
Hr. Spenner gned Hænderne og lo : Satan, sagde Adolf 
blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele 
taget var anlagt til at beundre, var helt „borte" over 
Spenners Geni for Forretninger. 

Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet. 



— Asta Du bli'r forkølet ved at sidde ved det 

Vindu. Det var Fru Heltz, der raabte fra Dagligstuen, 



403 STU K 

hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru Jiirgens, ind 
i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent 
Vindu. 

Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gar- 
dinet : nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af 
Stemmer og mange Vogne. 

— Ja — det var dem — hun slog Gardinet for, som 
om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun 
lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra. 

— Det er Theatervognene, sagde Konferensraadin- 
den inde i Dagligstuen .... Fra Victoria-Theatret .... 

— Naa, saa er da ogsaa den Fest forbi, sagde hun. 
Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde 

Fru Jiirgens. 

Asta sad stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi 
— Trin og Stemmer og Latter .... Hun bøjede sig 
frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs Navn — 
Gang paa Gang hans Navn. 

— Ja — det var gaaet godt .... det var gaaet godt; 
hendes Hoved sank ned mod Karmen. 

Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. 
Asta mærkede ikke, at Vinden fra det aabnede Vindu 
tog unænsomt i de lange Gardiner, med Hovedet støttet 
mod Karmen stirrede hun frem for sig. 

— Asta — men det trækker, raabte Konferens- 
raadinden fra Dagligstuen. 

— Ja, Mo'r, sagde Asta og fo'r sammen. Hun luk- 
kede Vinduet. 

— Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte 
frem i Døren. 

— Ja — dér ser man, Asta. Du har forkølet Dig ved 
det Vindu, sagde Konferensraadinden ved Thebordet. 
Du er jo ganske bleg . . . 

— Jeg, sagde Asta og lo : hun gned sig Rødme i Kin- 
derne med de flade Hænder, mens Frøken Julie gav 
sig til at nynne ganske højt ved Bordet. 

Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre 

26* 



HERMAN BANG 



404 



Drosker efter Indvielsen. Der skulde spises hos 
Canths. Man diskuterede højrøstet „Aftenen", mens 
man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i 
Stuerne, hvor Lamperne havde oset, for at vente paa 
Aftensmaden. Det varede altid længe hos Canths, før 
man naaede til Bords, mens Assessoren trippede ulyk- 
kelig frem og tilbage foran den lukkede Spisestuedør 
og fo'r sammen, hver Gang en Dør fløj haardt i ude i de 
ydre Gemakker — Fru Canth havde den Skæbne altid 
at faa særdeles „heftige" Tjenestepiger, der iøvrigt til- 
bragte Tiden i en Tilstand af evig Tilbundethed paa 
Grund af Tandpine — og „Tante" Strøm blev kaldt ud 
i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen. 

Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom 
var i det hele krænket; de havde siddet i anden Etage 
og havde haft Plads bag en Pille, saa de intet kunde se; 
og Bastrup havde i Garderoben faaet forvekslet sin 
Paraply. 

Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med 
Scheele, der var altfor optaget af Strøms franske Gu- 
vernante, — en Genferinde med Haaret i Slangekrøller 
og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den sid- 
ste Tid havde interesseret sig: hun var her i Aften 
med sin Elev Agathe, en sværlemmet Fjortenaarig, der, 
opvakt, iagttog Situationen fra en Krog og ilsomt „tele- 
graferede" til Moderen, som aabnede Døren og nu 
kaldte Sundt ud til Salaterne. 

Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed : Det er 
utroligt, sagde Fru Strøm, alt, hvad det Pigebarn ser. 

Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe, 
der havde en Maade at kunne komme uventet tilstede 
paa, som var uforlignelig. 

— Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min 
Agathe har for Øjne. 

Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene be- 
gyndte at skyde sig frem foran Buffet'en for at finde 
deres Navne over Kuverterne: Her, lille Ven. her. lille 
Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde Fru 



405 STUK 

Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig pla- 
ceret Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin 
Mand og Fru Dunker over vis-å-vis) her, lille Ven, 
sagde hun til Fru Dunker med sit rare og hjælpsomme 
Smil, saa man saå alle hendes velbevarede Tænder. 

— Naa — saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde 
Fru Canth : Saa fik vi da Maden paa Bordet. Hun præsi- 
derede med Sundt midt for Døren til Sovekammeret, 
der saå indbydende ud med en mat Loftslampe ved Fod- 
enden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Him- 
mel af meget blomstret Kretonne. Mitte — den tiaarige 
ældre Udgave Canth — og Putte sov i to smaa Senge 
bag et Skærmbrædt. Til den lille Assessor blev der om 
Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse. 

Stemningen hævede sig, saa det summede i Stuen. 
Lille Canth hilste rundt paa sine Gæster med smaa for- 
knytte, hjertelige Nik, mens Mølbom drak „Mo'r" til 
med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte 
igen om Theatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, 
hvad der vækkede Fru Mølbom. 

— Primadonnaen havde været uanstændigt klædt 
paa, erklærede hun afgørende. 

— Naa, Herregud, sagde Fru Canth og løftede vel- 
talende Armene i Vejret, naar man skal være bar- 
armet .... Skaal, „de Smaa", sagde hun og drak Ung- 
karlene til. 

— Det var uanstændigt, sagde Fru Mølbom op- 
rørt. Arthur, sagde hun over Bordet — gav jeg Dem 
ikke Kikkerten? 

Arthur bevidnede det : Men de saå jo ingenting, sagde 
Sundt, for Pillen. 

— Lidt saå man vel, sagde Fru Mølbom krænket. 
Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad 

og smilte ligeoverfor Fru Dunker, der havde store 
røde Pletter paa Kinderne og ikke tog Blikket fra 
Scheele og Genferinden, der hele Tiden manøvrerede 
med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe 
Redaktøren i Ansigtet. 



HERMAN BANG 



406 



— Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt 
Glas og tog „Vidne". 

Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, 
hvor de fire Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. 
Canths Værelse, og den franske Guvernante, der drev 
„Chiromanti", læste Skæbnen af Hænderne i Daglig- 
stuen. 

Der blev hvisket rundtom i Krogene, mens Guver- 
nanten blev ved at kærtegne Sundts Haandled for at 
raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa en Sofa midt i 
Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster, 
der endelig hører Maskinen i Kog. 

Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af 
Portieren til Sovekamret, hvor Fru Mølbom, der stadig 
var fornærmet, havde trukket sig tilbage for at hviske 
med Bastrup. 

Der blev en stor Staahej, da Fru Canth skulde spaas 
og paastod, at Guvernanten bare kildede. Alle strøm- 
mede sammen, da Turen kom til Scheele, og Genfer- 
inden tog hans Haand. 

— Scheele, sagde Fru Dunker næsten skrigende 
og gik et Par Skridt frem, hun havde ikke taget Øjnene 
fra den „chiromantiske" Lærerinde fra det Øjeblik, hun 
begyndte sine Kunster. 

Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik 
stille i Stuen, til Fru Canth sagde: ja, jeg siger det jo 
— hun kilder, og fik Sundt praktiseret hen til Klaveret 
for at spille en Vals. 

Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa 
Tæppet, rundt om Møblerne. De andre fulgte efter, og 
selv Mølbom stod op fra Toddyen og kom frem i Dø- 
ren : Vi to, Mo'r, sagde han og bød Fru Mølbom op. der 
drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. 
Fru Strøm hentede Obersten, og de dansede alle, aande- 
løse og stødende mod Møblerne, mens Sundt spillede, 
og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup. 

Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede : De er i 
Sovekamret, hviskede hun og begav sig tilbage paa sin 



407 STU K 

Post med nogle ranglede Legemsbevægelser, der skulde 
udtrykke Ligegyldighed. 

Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, 
siddende foran Scheele med Ryggen til Døren, hol- 
dende ham fast i en Krog, mens hun hviskede en Strøm 
af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte Sæt- 
ninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten som 
hun hulkede. 

Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun 
var krøben ned ved Fodenden af sin Seng, hvor hun 
sad ubevægelig og stirrede paa de stridende med store 
Øjne. 

Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at 
Fru Dunker græd, og Scheele gik op og ned foran 
Spejlet, mens Fru Dunker talte klagende. 

Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søste- 
ren, angst ved at høre nogen græde, tæt ind til Mitte, 
der stadig sad ubevægelig og lyttede, stirrende paa den 
grædende Fru Dunker . . . 

Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad 
Agathe om et Glas Vand, idet Scheele slog ud med 
Haanden mod Fru Dunker og gik. 

Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte 
Valsen og Trinnene inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun 
sig og gik hen til Vaskebordet for at vaske sine Øjne. 
Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene 
op i Luften : Aa — Gud nej — aa, Gud nej . . . sagde 
hun. 

— Hvad er det? hviskede Putte. Hvad er det? Men 
Mitte svarede ikke, blev bare ved at sidde og stirre ud 
i Luften, efter at Fru Dunker var gaaet. 

Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, 
og Gulvet rystede under de Dansende, saa Børnene 
mærkede det helt ind under deres Senge som et rent 
Jordskælv. 

— Det er Mo'r, sagde Putte — der lød en høj Lat- 
ter derind. 

Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem 



HERMAN BANG 408 

fra Skærmbrædtet hen til Døren, i deres Natkjoler. Inde 
i Stuen var alle Møbler skubbede til Side, og det ene 
Vindusgardin flagrede for Vinduet, der var lukket op 
for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede .... Mo- 
deren forrest med Sundt. 

— Gud — Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og 
lo himmelhøjt ved at se de to natkjoleklædte, der reti- 
rerede tilbage ind i Sovekamret. 

Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Ar- 
mene; han løftede hende højt op, midt i Dagligstuen, 
mens de alle raabte, og Guvernanten blev ved at spille, 
saa Strengene dansede. 

Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede 
hende i Polkaen, saa Natkjolen fløj, og Fru Canth 
raabte, halvkvalt af Latter: Nej — se dog Barnet — 
se dog Barnet . . . 

Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styr- 
tede til Vinduet. Hele Fortovet foran Huset var sort 
af Folk, der raabte Hurra og jublede. 

— De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle 
Vinduer kom op, og man hørte Martens' Stemme, der 
takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de andre be- 
gyndte at vifte med Lommetørklæderne : Gratulerer, 
gratulerer; og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen 
over Parken i Natten. 

— Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i 
Sværmen. 

— Ja, svarede Herluf. 

— Kom herop, raabte hun. 

De blev ved at vifte, den ene over den anden for at 
komme til, leende og jublende ud i Natten. Mitte og 
Putte stod bagved i Trækken paa de bare Ben og vilde 
ogsaa se. 

Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et 
Bæger tømt paa „Dagen"; lille Canth maatte give sig, 
og alle blev samlet i Dagligstuen : 

— Skal saa vort Hof- og Liv-Theater leve — raabte 
Fru Canth: Med ni Hurraer ... en, to, tre . . . 






409 STUK 

— Lille Edvard — ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth 
sprang ned igen i Armene paa Sundt. 

Herluf tog imod Skaalen : Ja, sagde Fru Canth, jeg 
skal nok tage Billetter — hos Fætter Gravesen. 

Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op 
og ned og sov med Løbelampen i Haanden, mens Sel- 
skabet defilerede forbi hende ud ad Porten. 

De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Fa- 
milien Mølbom gik. Toldassistent Bastrup begyndte at 
gnave igen : det nye Paraplyhaandtag faldt ham ikke i 
Haanden. 

Lille Canth sad forknyt og „regnede", med den ene 
Strømpe i Haanden, paa Kanten af sin opredte Sofa . . . 

Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker 
paa Benene, i Kjole med det nye Dannebrogskors og 
sang. 

— Nu skulde Du lægge Dig, Martens, sagde Fru 
Martens. 

— Ja, sagde Martens og blev gaaende. 

Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han 
straks sov ind, miens hun gik stille om og lagde de sorte 
Klæder sammen. Hun bredte Kjolen ud og" løste Korset, 
mens hendes Hænder rystede. 

Det nye Kors straalte i Lampelyset .... Fru Mar- 
tens tog det hastigt op mod sit Ansigt og kyssede sin 
Mands Kors. 



V 

Det var paa Hældningen af Maj. I Bredgade straalte 
Russerkirkens Kupler i Solen, og Kongresfanerne 
vajede stadseligt paa det kirurgiske Akademi. Langs 
Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Para- 
soller som et broget Tag over de Spadserendes Strøm. 
Ude i Grønningen var Løvet allerede tæt, og paa Lange- 
linje slog Brisen muntert ind fra Sundet. 



HERMAN BANG 410 

— Hvad Du? — det er Luft, sagde Lange til Berg 
og aandede dybt. 

Himlen var høj og lys, og der laa som et perlende 
Sølv over Sundet: Ja, sagde Berg, idag er det Foraar. 

Man kom ikke frem i Sværmen for glade Grupper, 
der standsede foran Vandet eller saå over mod Kastel- 
lets grønne Vold — de første Syrener stod i Knop langs 
dens Gange — som havde de aldrig set den før. Og 
alle Munde var paa Gled, saa det lød som et eneste 
Kor. 

— Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der 
var til Hest paa Kørebanen, hvor de aabne Vogne rul- 
lede frem mellem de lysegrønne Hække under de unge 
Træer : Ses iaften. 

— Vel. 

— Halløj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der 
skød paa dem som en Raket gennem Sværmen — Time- 
Drosken ventede ved Porten. 

— Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne 
kommer. Han fik Depechen op og læste midt paa Vejen, 
saa han standsede Stimlen som en Bom : Tredive Fore- 
stillinger — å tusind Kroner .... Saa spiller vi lige 
til Juli. 

„Svenskerne" var en Trup med en tragisk Stockhol- 
mer-Stjerne, der skulde spille her, mens „vore Egne" 
gik paa Tourné med Aabningsforestillingen i Provin- 
serne. 

Adolf forklarede det højrøstet, mens han hilste til 
Højre og Venstre : Genial Idé, sagde han : Aabnings- 
forestillingen, forstaar De Fordrer kun ni Per- 
soner med Regissør . . . Gi'er jo ingen Omkostninger. 

— Jylland og Øerne, sagde han. Adolfs Udtrvks- 
maade blev efterhaanden mere og mere feltherremæs- 
sig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at han ikke 
kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen 
end Telegrafen. 

— Under Spenners Ledelse, sagde han. 



411 STU K 

Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt 
frem. Iltre skar Dampbaadspiberne ind i Støjen, og fra 
Refshaleøen, hvor Dampskibene rejste deres store 
Skrog paa Værfterne, lød Maskinernes Larm og Smede- 
nes Hamren ud over Rheden. 

— Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange. 

— Vejret, sagde Adolf. Nu har vi faaet Sommer. 

— Ja, sagde Lange i sin betænkelige Tone : — og 
Tivoli aabent paa den anden Side af Gaden. 

— Tivoli, sagde Adolf og han saå frem over den 
foraarsklædte Strøm, ud mod Værfterne, Sundet og 
Rheden med de hundrede Master op i den lyse Luft. 

— Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok 
for os alle. 

Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det 
samme Billede, højt og længe. 

— Saagu, sagde Lange glad. 

Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag 
hinanden; Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød 
ned fra Volden over Bredden og Vandet. 

Saa hørtes mange Vognes Rullen paa Kørebanen : 
Kongresmedlemmer trak frisk Luft efter Frokost, med 
glade Ansigter og de hvide Slips paa Sned. De rakte 
sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en 
Kvist af de unge Træer; alle Damer fløj til Vejkanten 
og viftede til de gamle Herrer: 

— Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger 
løb kaade afsted for at følge med Vognene. 

— Ja — Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde 
Adolf, der fortalte om sit Slid : han havde ikke sovet 
otte Dage og Nætter for at lave skandinaviske Dekora- 
tioner til Spisestuer og tegne Æskulap'er til Menuer: 

— Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv 
Kotilloner. Lange lo : Naa ja, sagde Adolf, Dans maa 
der jo til, naar man er mange sammen. 

Men af Arrangementet idag var han stolt — til Kom- 
munens Middag. Det var en Gruppe, til midt paa Bor- 



HERMAN BANG 412 

det: København, der strækker Kransen ud mod Viden- 
skaben, mens Æskulap lægger sin Stav for hendes Fød- 
der. 

— Brillant — i vældig Størrelse, sagde Adolf; 
Skoustrup har klasket det op paa en Nat. 

Lange havde set Festfigurerne og nikkede : Ja — 
s'gu flot gjort, sagde han. I vaadt Ler, forstaar Du, for- 
klarede han Berg. 

— Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det 
skal være Lønnen for vor Møje. 

— Ja, sagde Berg, der ikke tænkte paa andet end 
paa Aftenen og sin „Prinsesse af Bagdad". 

— Men, de kommer jo til anden Akt? 

— Ja, sagde Berg. 

Et Par skarpe Piber lød, og de saå op : som en hel 
Flotille stod tre Dampere bag hinanden langsomt ind 
mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer med sit mægtige 
vejrbidte Skrog .... De mødte en Øresundsdamper, 
og alle Damppiber lød. 

Sværmen blev staaende; helt henne ved Omdrejnin- 
gen havde Lægerne standset deres Vogne og stod op 
for at se : stille gled de store Skibe forbi i den lyse 
Luft. Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand 
paa Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et 
Ryk: paa Linjen bøjede alle sig; Lægerne stod med 
blottede Hoveder, mens Prinsessen hilste glad, med 
sine store Øjne — Hornblæserdrengenes Signaler lød 
muntert fra Volden — og Skibene drog forbi paa det 
solbestraalte Vand som en Flotille til Revue, til de røde 
Livreer forsvandt mellem Træerne. 

— Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt 
om Arrangementet af Scenen om Aftenen. — Ja, ja, 
saa henter vi min Corot og et Par Krøyer'e — sagde 
han og gik. 

Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spad- 
serevejen begyndte at tømmes. Himlen var uden Skyer, 
Vandet gik smult til Værfternes muntre Hammerslag. 
Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem 



413 STUK 

Grønt - - vinkende som med hundrede Løfter om Som- 
mer — helt op til „Hvidøre"s slanke Taarn. 

De stod nogle Øjeblikke: Hva'? sagde Lange, der 
skulde skrives en Bog om dette — en Bog, Du — og 
han førte Haanden gennem Luften, som vilde han ind- 
fange det alt ligefra Værfterne til Hvidøre — med Sol 
over — — 

— Lys ned over Siderne, sagde han. 

— Men de har ingen Øjne, de andre, føjede han til 
i sin misfornøjede Tone, de har ingen Øjne — Du . . . 
Naa, sagde han og nikkede : Det kommer. 

Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem 
paa Kørebanen. De saå Lille-Gersters Ansigt derinde. 
Han trak en lille behandsket Damehaand frem og lod 
den vifte ud af Vinduet med en Bøgegren, mens der blev 
lét i Vognen. 

— Vi ses, raabte han ud, mens Vognen kørte, og 
Grenen blev ved at vifte. 

— Han saå svært lykkelig ud, sagde Lange. Hva' 
er 'et, blinkede han. 

Berg trak paa Skuldren : Hvem véd, sagde han : de 
gik hjemad gennem Grønningen. 



Mellemaktsmusikken var forbi, og alle Hoveder i Par- 
kettet spejdede ventende op mod den tomme Balkon- 
etage. Ude i Foyeren gik det hvidt behandskede Kon- 
sortium og drejede uroligt paa Hælene. 

— Ja — men . . . hvad skal man saadan sige? sagde 
Martens, der altid svedte, naar han var i Kjole — det 
har sin Interesse, sagde han. 

— Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der 
selv var saa nervøs, at han rev Knapperne af sine 
Handsker. Og Martens begyndte igen at trippe rundt, 
med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han 
holde ham i Skøderne. 

I den runde Gang saas kun tre Frøkner Gravesen 
og en Niece af Hr. Stær, der benyttedes til en Slags 



HERMAN BANG 414 

journalistisk Blænkertjeneste i Tilfælde, hvor Diskre- 
tionen forbød „de Herrer" selv at være tilstede. 

De hørte Vognene rulle frem foran Facaden, og de 
Herrer Læger begyndte at komme op ad Trappen, rød- 
kindede og broderlige, standsende paa hvert andet 
Trappetrin og diskuterende, nogle kun med én Arm i 
Overfrakken over de daskende Kjolehaler. 

Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem ven- 
ligt ind i Ansigtet ad ingenting, mens de bakkede løs 
paa Fest-Havaneserne — hvad der lod Bygmesteren be- 
gynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og 
Branddirektørens nye Reglement. 

Kun Professor Gerster bevarede hele sin Præsident- 
værdighed, rank, med det nye Kommandørkors om Hal- 
sen, mens han sagde et Par takkende Ord med sin so- 
nore Stemme og i Stilhed urolig tænkte paa et Par 
Landlæger af den gamle Skole, der havde været sær- 
deles livlige ved Kaffen. 

De var snart alle samlede : Svenskerne plejede med 
smaa Børster Skæg og Haarrester foran Spejlene, mens 
andre stirrede paa Loftsforgyldningen med strakte Hal- 
se, og de to Landlæger — gamle Studenterkammerater 
med svære Halskæder over de sorte Silkeveste — satte 
sig til Borgeleje paa en Sofa og sagde : Ja, ja, det gør 
godt at sidde, Du gamle, og slog hinanden paa Laa- 
rene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for. 

I den ene Dør til Gangen hoppede de tre Frøkner 
Gravesen og den Stærske Niece som forsultne Spurve 
om samme Tvebak, den ene bag den anden, indtil 
Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjer- 
nede Honoratiores, klappede i Hænderne og sagde, at 
Publikum ventede. 

Kongresherrerne strammede sig op i Knæene, idet 
de gik ind ad de aabnede Logedøre, og Kontrollørerne 
holdt Midtlogens Fløjdør paa vid Gab for Spidserne, 
der førtes ind af Professoren. 

Saa hørte de, idet Dørene lukkedes, Legationsraad 
Stens festvante Stemme med et „Leve den hygiejniske 



415 STUK 

Kongres", og Larmen, da alle rejste sig, og Hurraerne 
under Orkestrets Touche. 

— Saa — nu er de der, sagde Adolf. 

Og Berg gik urolig ned for at give Tæppet Tegn. 

De to Landlæger var blevet enige om : at først kunde 
man vel styrke sig med noget „Vand", og saa blev de 
siddende og nikkede lidt, med Cigaraske ned over 
Knæene . . . 

Kronen hævede sig derinde, og der blev stille i Hu- 
set. 

Men da Tæppet rullede op, gik der et sagte Udraab 
gennem Salen: en saadan Scene havde man aldrig set 
— som denne Nourwadys Tryllevilla. 

Alt var matblaat: Silkeforhængene, Vægfelternes 
Grund, hvor blege røde Roser var malt i Buketter, 
Tæpperne og de mangfoldige Polstre — allevegne. 
Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor 
store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, 
strakte høje Fønikspalmer deres buede Ribber, og 
rundtom fortonede store Vaser af Alabast, sart, Stoffer- 
nes matte Blaa. 

En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens For- 
hæng til Side, hvor Palmer og tunge Rosentræer teg- 
nede sig utydelig. Over alt laa — fra elektriske Lam- 
per, dæmpet gennem blaaligt Glas — det samme Skær 
næsten som af Midnatssol — Landets daglyse Nat. 

Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt 
mod Salen, udfordrende Corots badende Nymfe, med 
løftet Arm, som hilste hun vinkende. 

Berg hørte Salens Mumlen paa sin Regissørplads og 
greb haardt om Signal-Haandtaget : det var Begyndelsen 
til Sejren. 

Saa blev der ganske stille i Salen. Nourwady kom 
med Lionette. 

Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Par- 
kettet, saa man saa dets hundrede Ansigter — Kriti- 
kerne langs Flanken ; Dr. Markus med sit rokkende 
imbecile Hoved, som hørte han endnu paa sit Kateder 



HERMAN BANG 416 

en Oversættelse af „De officiis", Kars med sine foldede 
Hænder og Stær, sammenbøjet og foraset, allerede i 
Tankerne forfølgende en filosofisk Idé til Anmeldelsen 
af det Stykke, han endnu ikke havde sét til Ende; Lyset 
faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mørkt, op 
mod Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebry- 
ster skinnede frem langs Balkonen. 

Professorinde Gerster havde lænet sig frem paa sin 
Plads i første Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nour- 
wadys Ord, mens hun betragtede den fyldte Sal. Denne 
Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tænkte, 
mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, 
hvor hun — med Øjnene bestandig, bestandig mod 
København — Sten paa Sten havde bygget deres Eksi- 
stens. 

Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand 
med sit Høreapparat ind i Stillinger og frem i Lyset. Fra 
Stiftsmøder til Landsdelsmøder, fra Landsdelsmøder til 
Kongresser — bestandig med dette Apparat, som han 
forklarede med altid de samme Ord. Mens hun sam- 
lede Penge, knyttede Venskaber, rykkede sine Hanefjed 
fremad — altid spejdende efter Øjeblikket, naar der 
skulde gribes til, Øjeblikket, hvor her var Plads. 

Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som 
næret af alle hendes hemmelige Ønsker, indsugende 
alle hendes forborgne Lyster, tavst forstaaende hele 
dette Felttog for at reussere, som her stille førtes fra 
Dag til Dag. 

Indtil nu. 

Fru Gerster havde lukket Øjnene. Nu slog hun dem 
op, og fra Balkonen, hvor hun i Halvmørket skimtede 
sin Mand rank, med det tænksomme Ansigt og Kamman- 
dørkorset om Halsen, søgte hun Erhard i Parkettet og 
blev siddende med et Smil. 

Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle 
Fru Adolf Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter, 
mens Lionette drog Nourwady til Ansvar, stolt, ubøn- 
hørlig, Kongedatteren, som hun var; Ordene steg og 



417 STUK 

dog talte de hviskende, holdt som i Ban af Tryllerum- 
mets Dæmring, omkring dem talte de dæmpet og hæst : 

— Hvorfor har De fornærmet mig? hvorfor har De 
vanæret mig? 

— Fordi jeg elskede Dem. 

— Og derfor har De vanæret mig? 

— Jeg elsker Dem, Lionette. 

Det var som hele Salen blev kun ét Øre under denne 
Kærlighedshistorie til Klang af Guld — et Program 
flagrede ned fra en Loge, og man hørte dets lette 
Knitren gennem hele Rummet — ; Fru Dunker, der sad 
mellem Fru Strøm og Scheele, strakte Hovedet frem 
som et lyttende Vildt med store Øjne, mens lille Fru 
Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed sig 
i Læben med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved 
stjaalet Knas. 

Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen ; det var de 
to Landlæger, der ogsaa vilde ind og se paa Komedie, 
og det regnede med Hyssen ; Fru Martens, der intet 
forstod af Stykket, men altid var halvt forskrækket og 
halvt andægtig, naar hun var i „Martens' Theater", ryk- 
kede angst hen til Fru Adolf, før der blev Ro igen. 

Men der blev atter stille i Salen ; og Scenen med 
Ægtemanden kom. 

Lionette lyttede til Larmen foran Døren, og hun hørte 
Tjenernes og Kommissærens Stemmer og Mandens — 
og kendte den. Hun havde forstaaet alt. Og slaaende 
Armene over sit Bryst som for at dække en pludselig 
Vunde, skreg hun og løb frem, som vilde hun værge 
Døren. 

Men da: man saå det knap og ingen gjorde sig Rede 
derfor — før hun havde løst sit Haar, det lange rød- 
lige Haar, og blottet sit Bryst og flænget Kniplingerne 
løs fra sine Arme. 

— Guldet, Guldet, skreg hun : Her ! og rev Døren op. 
Man tænkte ikke paa Handlingen, man brød sig ikke 

om Dramaet. Man saå kun, aandeløs og forvirret, denne 

H. B. III 27 



HERMAN BANG 418 

halvnøgne og ustyrlige Kvinde, der ligesom badede de 
dejlige blottede Arme i Nourwadys prægede Guld. 

Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev 
hun berust ved Synet af dette Guld i Guld, løftede hun 
med et Skrig af Triumf den blottede Arm med en Haand- 
fuld af de blinkende Mønter — der faldt som en gyl- 
den Regn over Nourwadys Gulv, mens Tæppet hastigt 
sank. 

Det var ikke Bifald, der lød. Det var Raseri. Paa 
Galleriet skreg de, bøjende sig frem over Jernstængerne 
saa langt, som skulde de styrte ned fra den svimlende 
Højde; Lægerne strakte Armene frem over Balkonens 
Engle og raabte høje Bravoer ud over det bevægede 
Parket. Og som et Legeme, der mister sin Støtte, faldt 
Fru Dunker, mens alle klappede, langsomt ned mod 
Scheeles Skulder — som en Gren, et sidste Vindstød 
bryder helt. 

Tæppet gik op og atter ned ; atter op : Primadonnaen 
stod der ene. Da hun løftede Ansigtet fra sin Buket 
med de skandinaviske Farver — Kronen var allerede 
nede i Salen — blev det elektriske Lys pludselig drejet, 
saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som 
havde hun pludselig, i Parkettet og Loger, set hundrede 
grønlige Lig, der gjorde Grimasser imod hende i det 
skærende Lys. 

— Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen ; 
hun næsten vaklede. 

— Det var Lyset, sagde hun og støttede sig, da Tæp- 
pet var nede : Lyset faldt ud over Salen. 

Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktør Isachsen, 
staaende op paa sit Sæde i Parkettet, et nyt „Leve for 
Københavns Gæster — Samfundets Helbredere 44 . Og 
efter at de sidste Hurraer var døde hen, udbragte Vice- 
præsidenten, mens alle Læger rejste sig — Professor 
Gerster stod i Midten mellem Pladslogens bestjernede 
Koryfæer — et : Leve Storstaden København . . . 
- Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen København ! 



419 STUK 

Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik „Victoria- 
Theatrets" Mure til at ryste. 

Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parket- 
tet i Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham. 

— Ikke — ikke? det gik? sagde han og rystede end- 
nu af Sindsbevægelse. 

— Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo 
Hastrup, der aldrig fandt Ord undtagen ved sit Skrive- 
bord, og nikkede med sit smukke Hoved, som om han 
sagde en stor Dybsindighed. 

Hurraerne lød endnu. 

— Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. 
Lille Herluf! 

Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garde- 
roben ; hun maatte endelig laane en af de blaa Puder - 
dem med Fuglene, hjem at lave efter : 

Vist, Tante Strøm, maa det kunne gøres paa Kash- 
mir, sagde hun. 

Folk strømmede ud gennem Gangen, snakkende ned 
ad Trapperne, ind i Restauranten, der var fyldt i et Nu. 
Kelnerne værgede de bestilte Borde, og Damerne, med 
deres Kniplingstørklæder om Hovederne, lo i Stimlen, 
der skubbede dem viljeløst frem mellem Stolene, som 
Herrerne sloges om. 

Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffet- 
rummet og kiggede ind i Salen gennem det store Glas. 
Efterhaanden kom alle derude til Sæde, og Kelnerne 
skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke 
gik. Op fra Trappen til Kælderen hørte de Kokkenes 
Støj fra det store Køkken og Kyperens Stemme, der 
raabte Vinsorternes mange Navne gennem Talerøret. 

Emmen fra Køkkenet slog imod dem, da de gik ned 
ad Trappen. 

Bag de store, aabne Døre til Anretterværelset, hvor 
Jomfruerne travlt rangerede Fadene under de høje Var- 
melaag, saå de det store Køkken saa oplyst som til Fest. 
Alle Gasblus var tændte over Bordene, hvor Jomfruer 
med bare Arme trancherede vældige Stege, over Ovnene 

21* 



HERMAN BANG 420 

og over det mægtige Komfur, hvor midt i Rummet den 
krydrede Damp slog op fra hundrede Kasseroller og 
skjulte de hvide Kokkes Ansigter. 

Alt var i Virksomhed. Ovndørene, der blev slaaet op 
og i, raslede i Hængslerne, og hedho'dede Piger førte 
Piskejernene til Omeletterne, saa det klang. 

Gamle Fru Adolf ligesom smagte — med aaben 
Mund — paa Dampen, der slog henimod dem, mens 
Fru Martens blev ved at stirre helt frem i Køkkenet, 
hvor en bred Mandsperson haandterede et svært Jern 
over Ilden, mens han raabte og kommanderede i et 
fremmed Maal. 

Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Berømthed fra 
fransk Savoyen, der førte Chateaubriand-Jernet til en 
Stamgæst, med højstegne Hænder. 

Fru Martens blev ved at se paa ham, som han stod 
bred og svær med Jernet i sine Hænder. Nu slap han 
det og kastede de halvforkullede „Stegestykker" ned i 
Asken, mens en Kokkedreng bar Chateaubrianden 
bort : og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et 
Kødtrug, hvor de skære Kødflader laa Side om Side som 
flængede, blodige Tunger, og klaskede to nye Stykker 
skært om den ene Kødflade, han skulde riste. 

— Se, raabte Fru Martens, som ikke tog Øjnene fra 
ham og de Kødstykker, han lod forkulle i Asken : Se, 
raabte hun igen. Irriteret havde Hr. Desgrais sluppet 
det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han fo'r 
smældende frem mod Komfuret og en af Kokkene. 

Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf 
sagde : 

— Det er det franske Køkken, sagde hun og lo. 
Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken : hun 

havde aldrig tjent i Huse, hvor man brugte det franske 
Køkken. 

De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lød Prop- 
pers Knald og Klirren af Glas, som lystig Musik til Sam- 
talernes høje Kor. 

Fru Martens saa paa hele Hjemvejen for sine Øjne 



421 STUK 

den store Kok, der lod det gode Kød falde unyttigt ned i 
Asken. 



Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre 
spiste i et Kabinet i „Victoria-Restauranten". Men Berg 
vilde ned paa „Bladet" og „fyre i" med et Par særlige 
Notitser først. 

Alle Medarbejderne sad kjoleklædte ved Bordene gen- 
nem Stuerne, hvor Hr. Gravesen i Feststemning — Hr. 
Gravesen havde selv været Referent ved Kommunens 
Middag — havde tændt alle Gaskroner og nikkede og 
hilste gennem Rummene til Berg. Der blev læst Kor- 
rektur, og d e r blev skrevet Referater — alle var i 
Virksomhed. 

Stær læste en Festtale højt, og inde i Læsestuen 
pludrede Frøknerne Gravesen, Fru Stær og Niecen, 
der ventede paa de Herrer, hede og festklædte. Alle 
Damerne faldt over Berg med Lykønskninger, og Frøk- 
nerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at pres- 
se til Erindring — mens Hr. Stær stadig blev ved at 
foredrage den svenske Festtale med en patetisk Røst, og 
Hr. Gravesen tyssede paa sine Døtre. 

Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Nummer 
af „Bladet", og Herluf slap endelig løs fra Damekredsen 
for med Handelsmedlemmet Meyer at komme ud i 
Budstuen og søge Nummeret. 

De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik 
og fandt tilsidst Avisen. 

Meyer holdt Svovlstikken højt op over Pulten, saa 
Lyset faldt paa Hr. Sørensens Indskrift. Og de lo begge 
to, mens de saa de sorte Lakbogstaver : 

HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE, 

til Svovlstikken slukkedes. 

Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved 
sit Skrivebord, i Selskabsdragt med Æreslegionens 
Kors. Berg bukkede, og de rakte hinanden Haanden. 



HERMAN BANG 422 

— Ja, Berg — sagde Redaktøren med sit lidt trætte 
Smil og drejede sin Stol, mens han saå ned gennem 
Stuerne med den megen Belysning og de hvidbrystede 
Herrer Medarbejdere : 

— De forstaar det, sagde han ; De giver os, hvad vi 
vil have i denne By : Circenses — et Circenses. 

— Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden 
Stue : Leve Samfundets Helbredere . . . Hr. Meyer kald- 
te Damerne til Vidne, som svarede i Kor. 



Da Berg kom tilbage i „Victoria-Restauranten" , var 
man ved Champagnen. Der var stødt et Par fler til Sel- 
skabet — deriblandt en ung Skuespiller fra Theatret, der 
gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med mange 
smaa geskæftige Venligheder, ikke ulig en Han, der for- 
driver Tiden for sin Hun, som ruger — og man havde 
lettet sit Hjerte ved adskillige smaa „siddende Glas' 
med gensidige Behageligheder. 

Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man 
„ende Dagen" og sendte Bud efter to Drosker, hvor 
man kom til Sæde hulter til bulter. 

Natten var mild som en Nat i Juni, og „National"s 
Musik lød vidt frem forbi Frihedsstøtten. 

Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilke Droskekuske- 
ne holdt en Art Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, 
straalte en Halvtredsøre-Butik i fuld Belysning midt i 
den mørke Husrække. Ser I, ser I, raabte Adolf: Be- 
gyndelsen til „Nathandelen". 

Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Danse- 
trinnene. 

De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Bal- 
konen over Hovedindgangen og saå paa Salen. Der var 
ganske fuldt, paa Gulv og i Loger,- Kongres-Marskal- 
lerne med deres store, dannebrogsfarvede Silkeskærf 
drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundt- 
om langs Logerandene saå man søvnige eller forvildede 






423 STUK 

Frøkner, der fra Tid til anden opmuntrede sig ved at 
sende nogle umotiverede høje Hvin ud over Salen, hvor 
de professionelle Dansere drejede til Musikken i sære 
Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar ha- 
stigt gennem Rummet. 

Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gen- 
nem Gangen. Glade Frøkner fløj forbi ham, og indenfor 
knaldede Propper. En Dør til en Loge blev revet op, og 
ud lød Stemmer, Støj og Musik som én Tummel. 

— Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause 
— der i den sidste Tid bestandig saå ud som et gennem- 
forkølet Barn — og Herluf maatte ind at drikke med 
Selskabet. 

Musikken begyndte paany. 

Det var „Kyssenes Vals". Man kendte den og klap- 
pede i Logerne. Dørene blev revet op, og man fløj gen- 
nem Gangene — Lange i Spidsen — ned for at valse. 

Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. 
Nede jog Frøknerne fra Arm til Arm, og Marskallernes 
Dannebrogs-Skærf flagrede i Valsen. 

Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de 
valsede mellem Stolene og stødte mod Væggene — 
inde fra Bergs Selskab lød et „Victoria" ud gennem 
Larmen. 

Musikken holdt op, men den maatte begynde paany. 
Som af en Hvirvel blev Parrene fejede frem over Gul- 
vet i store Buer. Og pludselig hørte man fra en Loge en 
skrattende Musik : det var Krause med et Orkester, ti 
Mand høj, op paa Borde og Stole, med Trommer og 
Barnetrompeter (hentede i „Nathandelen") — der faldt 
ind i „Kyssenes Vals". 

Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa 
Gulvet strømmede man sammen og klappede ; ud af alle 
Loger strakte Damer sig for at se ; alle skreg og applau- 
derede og lo — til Gulvet paany gyngede i Storm under 
de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trom- 
merne gik, og Frøknerne med løftede Glas hvinte „Kys- 
senes Vals". 



HERMAN BANG 424 

Ingen hørte; Ørehinderne nægtede deres Tjeneste; 
som Rusens egne Pulsslag dirrede de elektriske Klok- 
ker. 

Og ud fra Logen — over de hvirvlende Par, der saå 
hverken Væg eller Gulv, over Marskallerne med de 
flagrende Skærf — holdt Krause, mens alt gik under i 
samme Malstrøm af Larm, den revnede Barnetromme 
som en Trofæ. 



Berg og Adolf kørte hjem i Droske. Det første graa 
Skær af Morgenen meldte allerede Dagen. Men da de 
kom til Kongens Nytorv, vilde de alligevel „gaa lidt" og 
røre Benene, før de vendte hjem. 

— Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt. Gud véd, 
hvad nu egentlig den Kongres har kostet os. 

— Kostet? sagde Berg. 

— Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, 
man tjener ... De hører til Driftsomkostningerne, sag- 
de han. 

De vandrede forbi „Hesten" ud ad Bredgade. Hele 
Torvet laa forladt og stille. Ikke var det Nat og ikke 
var det Dag om de slukkede Lygter. 

Kun paa Bænkene om „Hesten" drev et Par Vaga- 
bonder i Halvsøvne ; de vaagnede op ved Fodtrinnene og 
rettede sig mens de saå efter de to. Saa lagde de sig 
atter til Hvile med Hovederne i deres Hænder og halvt 
udstrakte — som Dyr paa Lur inde i Skyggen. 

— Men nu skal vi høste, sagde Adolf, inde i sin 
forrige Tankegang. 

De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev 
der ganske stille. Man hørte intet uden det jævne Fod- 
trin af Natbetjenten, der mekanisk gik frem og tilbage 
— vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder. 

Lidt efter lidt blev det ganske Dag. 

Og hundrede travle Damppiber og Titusinders ilsom- 



425 STUK 

me Fodtrin meldte, den var vaagnet — Storstaden Kø- 
benhavn. 

Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjørnet: Pla- 
katmanden klistrede op en Victoria-Kæmpeplakat, der 
meldte „den tragiske Stjerne" i skandinaviske Farver. 



ANDEN DEL 



REGN OG ASKE 



I 

Konferensraad Hein havde endt sine fortrolige Med- 
delelser til Centralbankens Raad og lukkede sin 
Mappe sammen. 

— løvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Over- 
tydning — som jeg er overbevist om, at Bankraadet til- 
fulde deler — at denne øjeblikkelige Stilstand, rent for- 
bigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde nogen- 
somhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er 
Hjertet i den Række store Foretagender, som i det 
sidste Tiaar har omskabt hele vort Forretningsliv og — 
jeg tør sige det — hele vor økonomiske Situation. En 
Række Foretagender, som vi alle véd ikke blot repræ- 
senterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men 
som fremfor alt er udsprungne nødvendigt af Udviklin- 
gens Trang. Under saadanne Omstændigheder gælder 
det for os sikkerlig kun at vise Fasthed og Udholden- 
hed. 

Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage 
og gjorde et let Buk mod Bankraadets Formand, der 
forstod, at det var sluttet — Hans Excellence Lehns- 
greven var meget døv — og rejste sig. Alle de svære 
Stole (Konferensraad Hein hadede personlig alt, hvad 
der hed „Imitation", øg Bankraadssalen var udstyret 
med Møbler af næsten middelalderlig Soliditet) blev 



427 STUK 

skubbet til Side, og de Herrer konverserede i Vindus- 
fordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe Hans 
Excellence op — Kolleger som de var, begge konge- 
valgte Medlemmer af Landstinget: 

— Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. 
Blom. 

— Hvem? raabte Excellencen. 

— Miss Tea, svarede Hr. Blom med Haanden for 
Munden. Hun spillede jo igaar hos Majestæterne. 

— Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid straks 
til Whistbordet paa Slottet, betroede han, saa lydt, som 
meddelte han sig i Taagehorn . . . Hva' si'er De? sagde 
han. 

— At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. 
Blom. 

Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vin- 
duerne. Alle de Herrer talte om Hofsoiréen og „Violin- 
Feen", der satte Byen paa den anden Ende af Henryk- 
kelse. 

— Men det var ogsaa et overordentligt Talent ... et 
ganske overordentligt Talent . . . 

— Ganske vist : et mærkeligt Talent . . . Treogtyve 
Tusind er der taget ind, siger man, af Victoria-Theatret 
i tre Koncerter . . . 

Alle diskuterede de Treogtyve Tusind. Generalkonsul 
Brodersen, der altid saa ud, som holdt han Næsen over 
en for syrlig Bordeaux, sagde Æ — æ — Røverhisto- 
rier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk 
staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Køb- 
magergade udenfor Kunsthandelen. 

Violin-Feen Miss Tea var en „Første-Pris" fra Pariser- 
konservatoriet, som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' 
Auspicier havde været femten Aar i to Verdensdele. 
Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten. 

Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Tea : 
Min Herre — sagde han — hun har ingen Skrupler. 
Impresarien havde ikke Uret. Miss Tea lod gøre med 
sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte 



HERMAN BANG 428 

iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i 
Livorno (denne Amerikanerinde var født i Livorno) ; i 
store Øjeblikkes Anfald af Rørelse sagde Hr. Theodor 
Franz undertiden : 

— Min Herre — jeg tør sige, jeg betragter hende 
som mit eget Barn . . . 

Den store Impresario var ankommen til København 
tre Dage før Feen : Mine Herrer, sagde han. Jeg véd 
det, København er et Terræn, hvor der kan arbejdes. 

Hans første Arbejde var at lukke Victoria-Theatrets 
just aabnede Kontor for Billetsalget. Dei: var Hr. Theodor 
Franz's Princip at sælge Billetterne i „Byernes Hjerte". 
Han vidste ikke, sagde han, hvad Udbytte man vilde 
have af en „Tilstrømning" i denne Gade . . . 

Billetterne blev solgt paa Købmagergade . . . 

— Ja ... vi kom ikke frem, det var Etatsraad Hen- 
rik Hansen, der blev ved at udmale „Queuen" paa Køb- 
magergade — der var sort, siger jeg, sort af Mennesker. 

Man talte endnu nogen Tid om Miss Tea — Ja, sagde 
Højesteretsadvokat Exner, jeg véd det fra Kabinets- 
sekretæren. Hans Majestæt vil dekorere hende — : og 
talende om det hele Victoria-Etablissement, sagde Kon- 
ferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa 
Pladsen foran dem : 

— Ja — et lykkeligt Foretagende — et lykkeligt 
Foretagende. 

Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Fro 
kost. 

Konferensraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i 
Bankraads-Salen. Nu gik han ad Vindeltrappen ned i 
det store Forretningslokale i Stuen. Bankraadsmødet og 
hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser fra 
om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlæg- 
ning af jyske Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om 
nødvendig Forøgelse af Aktiekapitalerne, og han blev 
staaende et Nu paa Trappens nederste Trin og smilte. 

I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af 
Stenpiller som en Kirke, stod og sad Kontoristerne ved 



429 STUK 

deres Pulte, bøjede over det stille Arbejde; og selv 
foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt sagte til, 
skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom var- 
somt paa Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspedi- 
enterne, der optalte Sedlerne mumlende — som om der 
i den store Sal celebreredes en evig stille Messe. 

Konferensraaden blev ved at smile, mens han gik 
frem gennem Salen — det var ham ogsaa idag en egen 
Glæde at se dette tavse og høje Rum, hvor man som 
bestandig hørte Miliionstrømmens umærkelige Gliden 
— forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saå ham : 
det var i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hil- 
sener. 

Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private 
Kontor, hvor store Kort over Danmark og Skandinavien 
hang paa Væggene. Han var fordybet i sit Arbejde, 
saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et 
Kort. 

Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Kon- 
ferensraaden. 

Konferensraaden vendte sig i Stolen, da han kom 
ind: Dem, sagde han, ja Dem ser man jo altid gerne 
. . . Hr. Adolf, han lo lidt, kan undertiden komme til 
Ulejlighed . . . 

— ■ Ja .... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa 
nogenledes om .... det samme .... Hr. Konferens- 
raad. 

— Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den 
budte Stol, søge at interessere Konferensraaden lidt virk- 
somt for os. 

— Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Kon- 
ferensraaden, som legede med en Lineal og ikke mere 
saå paa ham. 

— Men denne Interesse, Hr. Konferensraad, maatte 
gerne — og Herluf Berg lo lidt — give sig noget tyde- 
ligt Udslag. 

— Bedste Hr. Berg, sagde Konferensraaden og slap 



HERMAN BANG 430 

Linealen, Folk, der tager Tyvetusinder ind, kan saa vist 
leve uden Anden-Prioriteter . . . 

— Ikke naar Driften fordrer de Tyvetusind, sagde 
Berg. 

Konferensraaden svarede ikke, og Herluf begyndte 
at tale, benyttende Konferensraadens Tavshed, udvik- 
lende endnu en Gang alle sine Planer. Han talte om alt 
det, der var udrettet i disse halvandet Aar : de tre, fire 
store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opfø- 
relse havde ført gennem hele Norden ; Gæstespillet af 
den Stockholmske Opera — de betydningsfulde Frem- 
stillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der nu 
til Sommer forberedtes af Nordmændene . . . 

Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han 
over til de mere materielle Fordele. Han gjorde op- 
mærksom paa alle Besparelserne ved Eneretsopførel- 
serne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, 
mens Overskuddet tilhørte København ; og han satte 
Konferensraaden ind i disse direktoriale Hemmeligheder, 
som forøgede Victoria-Scenens Chancer : Disse Stock- 
holmere og Folk fra Kristiania modtog jo i Virkelig- 
heden ikke stort mere end Halvdelen af det Aftenhono- 
rar, om hvilket Bladene skreg (Konferensraaden smilte 
muntert ved Ordene om Bladene) : Kunstnerne vilde jo 
fremfor alt „Indvielsen", Seglet i København; og de 
spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede det 

Konferensraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg 
ventede nogle Øjeblikke. Og da han atter talte, var 
det i en anden Tone, pludseligt indtrængende og med 
en Varme, der vilde overbevise : 

— Vi vil fra Scenen give Norden én Kunst og v æ n n e 
den til ét Sprog, sagde han. 

Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Sam- 
været med denne Mand, der fra dette Rum og Hus 
skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen : Ja — 
vi vil lære dem at forstå a, at tænke videre i, at 
føle i et andet, det beslægtede Sprog, i hvilket vi spil- 
ler — vi rundt i Sverige og Norge — og vore Gæster her 



431 STUK 

...Og Sprogene vil komme til at synes Dialekter 
overfor Følelsen af den store Enhed . . . Det er Sagen 
for hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder. 

— Og saa er det Deres Tur, sagde han pludseligt, 
naar Sindene er blevet modtagelige, Deres Tur : Lovgiv- 
ningens og Kapitalens. 

Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. 
Konferensraaden betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og 
hidsigt, muligvis irriteret ved denne Tavshed, sagde 
Berg : 

— Og det maa lykkes : Thi uden Skandinavien 
er København en By uden Opland. 

Og da Konferensraaden pludselig saå op, som med 
et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten 
af sin Stol : 

— Ja — vil De sige mig — hvad er der vel Plads 
til i dette Land? 

Konferensraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulg- 
te instinktmæssig Retningen af hans Blik, der hvilede 
paa Skandinaviens. Kort paa Væggen. Med Øjnene paa 
Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod 
København, sagde Konferensraaden med sit ejendom- 
melige Smil : 

— Jeg har fundet Plads til en Havn. 

Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, 
som hans Geni havde aflæst dets Hemmeligheder, sag- 
de han : 

— Fireogtres amputerede os for Land ved Hofterne 
.... Nu har vi kun Vandene tilbage, de levende 
Vande, sagde han. 

Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konfe- 
rensraaden vendte sig om mod Berg og sagde muntert : 

— Naa — og hvad er det saa, De vil? 

— Kunne arbejde i Ro, Hr. Konferensraad, sagde 
Berg i samme Tone. 

— Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saå paa 
sine Hænder, mens han talte, — der maa arbejdes me- 
get, meget alvorligt: Nye Idéer — nye Foretagender 



HERMAN BANG 432 

fordrer Tid — og naar den første Nysgerrighed hos 
Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig — og den er 
maaske paa Veje til at fortage sig — maa man støtte sig 
til — til ordnede Forhold for at komme videre, sagde han. 
Konferensraaden havde atter hastigt set hen paa hans 
Ansigt: 

— Ja — jeg har troet at se d e t, sagde han, at Pub- 
likum er blevet mere „nøgternt" . . . 

Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham 
i Talen : Naa, jeg mener kun, sagde Konferensraaden 
... Vi mærker alle denne . . . (det var som om han søgte 
om et Ord og saa tog det alt brugte) Nøgternhed .... 
Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette 
Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Ban- 
ken i denne Sag . . . 

— Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop — 
iovermorgen . . . Man kunde jo ordne Sagen — en Kasse- 
kredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem .... til det 
Hele ordner sig. 

— Ikke sandt, saa siger De Hr. Adolf, han kan se 
herop? sagde Konferensraaden. Berg rejste sig og tak- 
kede, og Konferensraaden, der stod op ved Skrivebor- 
det, slog ham paa Skuldren og lo : 

— Adieu, sagde han, De — Ridder af det skandina- 
viske Opland. 

Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en 
Kafé paa, hvad det blev til. Spenner var ogsaa kommet 
til, han, som ellers aldrig kom ind i det Indre af Byen 
paa den Tid. 

Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik den? 
sagde han. 

— Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De 
kommer til ham iovermorgen. 

— Hvor stor? sagde Adolf. 

— Det sagde han ikke .... Han mente kun, at saa- 
dan kunde man, lettest, foreløbig ordne Sagen. 

— Hva' — sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne 
med et Par hede Hænder — er det en Karl — hva'? 



433 STUK 

Adolf var altid rede til at beundre de andre, mens han 
selv i al Stilhed trak det værste Læs. 

Spenner bare lo og dukkede : Nu skal han ha' Mad 
— han har fortjent den, sagde Adolf. 

Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev 
næsten ganske urolig over hans Lystighed), og da de 
var færdige med Kaffen, gik de ned paa Købmagergade : 
Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet Billetsalget 
til Miss Teas „første og eneste populære Koncert". Bil- 
lettagende Bybude garnerede Trappen, og hele Entréen 
var fuld af Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig ind- 
rettet Butikken, saa der ikke var Plads til tyve Menne- 
sker ad Gangen. 

— Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken 
elleve saa jeg mig nødsaget til at rekvirere Politi. 

Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, 
der tømte et Bæger inde hos gamle Adolf i Pulterkamret 
under den aflægs Kineser. 

Berg affattede „Tilstrømnings-Notitser" til Aftenbla- 
dene. 

— Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læ- 
ste dem — Reklamer syntes Impresarien at forstaa i 
alle Sprog ved en Slags sjette Sans — : 

— Ja, sagde han : Her bør man skatte Pressen . . . 

— Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med 
udspilede Fingre ned paa Bordet : De har en Presse, der 
gaar i Spidsen for Bevægelserne. 

Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste 
populære Koncert. 

Feen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste 
Koncert, som sluttede med „egne Kompositioner". „Vi 
spiller dem kun i sidste Koncert", sagde Hr. Theodor 
Franz. 

Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvid- 
der paa en Violin . . . Jubelen var ubeskrivelig. 

— — Centralbanken aabnede foreløbig „Victoria- 
Etablissementet" en større Kasse-Kredit. 

H B. III 28 



HERMAN BANG 434 

Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Dø- 
ren for at lade Fru Stern svippe ind. 

— Pyh, hvor har jeg løbet — Fru Stern rystede sit 
Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun 
satte sig — vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak 

.... Nu — Erhard fik et Tjat med den aftrukne Hand- 
ske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved 
og Hænder, mens hun talte : Nu er han rejst, sagde hun 
og rystede Sølvarmbaandene ned paa sin Arm. 

Han var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som 
tilbragte meste Delen af sit Liv med at afrejse til Jag- 
ter, hvortil der i Stilhed sluttede sig høje L'hombrer. 
Mathilde kaldte ham aldrig andet end „han", pludrende 
om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en 
Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjerte 
om en Klasselærerinde . . . 

— Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem. 

— Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, 
mens de kyssedes. 

— Der, sagde hun og lagde et Par gule Bind, som 
hun havde gemt under Overstykket, paa Bordet, har 
Du dine stygge Bøger. 

Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og 
som hun læste hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, 
med smaa tøsede Udbrud af indvendig Munterhed ; noget 
nær med en Glæde som den, hvormed et Barn genhil- 
ser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad. 

I Marginen skrev hun Bemærkninger og Karakterer 
med Blyant. 

Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse : Fy, 
fy, fy, sagde hun, og holdt ham med Haanden for Mun- 
den, men han blev ved. Saa læste hun selv, i sit Pen- 
sionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de 
sled i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, 
til hun rev sig løs : 

— Uh — Du, sagde hun og satte sig paa den anden 
Side af Bordet foran Konfekten : Har Du et Par andre, 
sagde hun og pegede paa Romanerne. 



435 STUK 

Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. 
Intet voldte ham større Glæde end Mathildes Anmærk- 
ninger i Roman-Marginerne — med denne lille Krims- 
krams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige 
lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk 
lille Drejning opad. 

Brevene, som hun skrev til ham — hun skrev otte 
Sider fulde for at sige ham, naar „han" var hjemme 
eller hun ikke kunde komme — lignede saa ganske 
Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, 
den ene i den anden ; og Linjerne gik over i hinanden 
(hun skrev uden Øjemaal og begyndte midt paa Papiret 
Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der saa blev 
ganske smaa og „sammenknirkede" mod Enden af Lin- 
jen og slog en lille Hale op eller nedefter) — saa han 
hittede næppe Rede i dem. Alt blev kaldt med Øge- 
navne, saa det var som et Hebraisk af „deres Ord", 
det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten 
ligedan. 

— Mus, sagde . han. 

— Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod 
ham 

Det var en Aften i det kongelige Theater, han havde 
bemærket hende første Gang. Og siden havde han set 
hende en tre, fire Tirsdage paa den samme Plads, hvor 
hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge mellem 
Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i 
Parkettet. Efter Forestillingen blev hun hentet af en 
Pige og gik forresten gennem Forsalen uden at skænke 
ham saameget som et Blik. Med Pigen pludrede hun 
over Torvet. 

Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru 
Stern blev staaende i Forsalen, ganske forskrækket, til 
der blev næsten helt tomt. Sporvogne var der nu ingen 
af mere, og hun løb over Torvet ned ad Bredgade, tryk- 
ket helt ind mod Husene, i sin Kaabe. 

— Véd Du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. 
Han følger nok efter, tænkte jeg, sagde hun siden. 

28* 



HERMAN BANG 436 

Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende 
en Droske — og var ogsaa steget ind. Hun sagde nogle 
ligegyldige Ord og morede sig, morede sig inderligt 
over den hele Situation med Drosken og ham i Dro- 
sken — og saa sagde han : 

— At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The 
derhjemme. 

— Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo. 

Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han. 
Hun svarede ikke. 

— Intet Menneske saa dem — ikke et Menneske — 

— og saa kørte Drosken hende hjem . . . 

Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede 
i Nærheden af Østergade, og hun kom op og sad med 
Kaaben paa i Kabinettet paa den røde Plys-Stol, som 
en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa paa alting 

— Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med 
sine Tøjplanter paa Jardiniéren — med et Par nysger- 
rige og skræmte Øjne, mens Opvarteren svansede 
rundt med Bagdelen for stadig diskret at vende Agter- 
spejl mod „Damen". 

Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte 
sig, da hun saa, der var ingen Fare ; Erhard behand- 
lede hende ganske som en Dame, og de morede sig kun 
som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med hin- 
anden i Krogen af en Balsal. 

Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas : 

— Aa — jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med 
Owens ; og hun lyttede efter Stemmerne i Nabokabi- 
nettet, hvor der nu blev livligt, og hun listede paa Tæ- 
erne — hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod 
ham ; hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder — 
hen til Døren og lagde Øret til : Hys ! — hun holdt 
Fingeren op. 

Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade 
paa Bordet, over Kelneren og over dem i Sidekabinet- 
tet .. . Erhard aabnede Døren til Balkonen, og hun sneg 






437 STUK 

sig med derud, stadig tyssende. De stod og saå ned i 
den stille mørke Gade : 

— Dér boer min Svoger, sagde hun og pegede over 
paa Hotel d'Angleterres lange Vinduesrække — hun 
havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre op, 
Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget 
saa sødt : 

— Han sover nu, sagde han. 

— Ja, nikkede hun og lo sagte . . . 

Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele 
Natten af Fornøjelsen. 

Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den 
fulde Erkendelse, at der ikke var det allermindste mor- 
somme ved Livet. 

Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og 
saa havde hun gaaet i Skole hos „Søstrene" nede i 
Genf; og saa var hun kommet hjem, hvor hendes Mo- 
der altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i 
Nakken : Det var bare alt det gamle — stadig, skønt 
hun nu var fulde nitten Aar : Ikke at sidde med Fød- 
derne over hinanden under Stolen ; og rette Ryggen, 
og ligge lige ud i Sengen ; og „holde sit Fransk godt 
vedlige" . . . 

Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik General- 
inden selv — ligesom et Lys i Ryggen - - med sine 
to Døtre, en paa hver Side, til Bad. Hun stod med Uh- 
ret paa Badebroen for at tælle Minutterne, mens Døtre- 
ne var i Vandet. Mathilde, der elskede at plaske i Bas- 
sinet, naar Solen skinnede, blev raabt an de Snese 
Gange : 

— Din Teint, raabte Generalinden, om Du vilde 
tænke lidt paa din Teint. 

... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da 
hun blev gift . . . Bare, at hun havde „ham" over sig 
ogsaa — naar han var hjemme da — og forresten som 
sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søn- 
dag, og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende 
med hjemmefra, da hun blev gift . . . 



HERMAN BANG 438 

Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra 
hun ikke var mere end seks, syv Aar : Mathilde blev 
fint klædt paa i broderet hvid Kjole til Middag, og bag- 
efter spadserede de paa „Anstalten" med Marie Pige, 
der altid skændte med sit: Naa — Mathilde — det skal 
jeg sige til Oberstinden. 

Mathilde havde én Fornøjelse : at løbe hen til Skov- 
kilden — bag Maries Ryg — og sætte sig i det vaade 
Bassin og lade sig gennembløde, den fine Kjole og 
Mamelukkerne, saa hun blev gennemvaad lige ind til 
Popoen . . . 

Dér sad hun saa, med sammenknebne Læber, og 
strittede, til Pigen kom og rev hende væk . . . 

Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags 
abnorme Lyster . . . 

— Gud være lovet, sagde Generalinden om Sønda- 
gen ved Kaffen: vi er en normal Familie 

Dagen efter Restaurationsbesøget kom der et 

lille Brev fra Erhard, den næste Dag endnu et; og et 
Par Uger efter svippede hun for første Gang herind ad 
Døren til de to Stuer ved Volden — halvt forskræmt 
og halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et 
nyt Bur. 

Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme — i Begyn- 
delsen, naar „han" var forrejst, og begge Piger var 
sendt ud : 

— Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver 
Lyd af en Dør. Marie Pige var hendes evige Angst — 
Provsten, som de kaldte hende. 

Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pi- 
gerne var sendt bort, og Mathilde krøb sammen i sit 
Hjørne med det lille Hviletæppe over Fødderne, mens 
Erhard fortalte Skolehistorier — Skolehistorier var Ma- 
thildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af 
Fortællinger om Skolen og „Søstrene" — : 

Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde 
bygget Løvhytte i Byskoven (det havde iøvrigt været 
hans eneste og sære Anfald af saadanne umiddelbare 



439 STUK 

og naive Drengepassioner) med Stedets Højærværdig- 
heds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget 
Punch for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom 
snurrende hjem, indtil de en Dag blev opdagede af den 
forfærdede Provst . . . 

Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde 
lo, saa det klukkede — da de med ét hørte Marie Piges 
Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op : 

— Hys — Provsten, sagde hun. 

Og Erhard maatte listes ud — Mathilde gik i For- 
vejen — gennem den mørke Gang: han kneb hende i 
Armene, mens hun blev ved at hviske : Men Provsten 
— men Provsten, til han var vel ude. 

Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen : 

— Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte al- 
drig sit Herskab andet end Fru Mathilde. 

— Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev gre- 
ben, straks blev aldeles forfjamsket — jeg vilde kun 
føle, om min Kaabe .... var vaad endnu efter Regnen. 

Erhard paastod, „Fru Mathilde" var aldrig saa sød, 
som naar hun løj i hun saa først saa ganske hjælpeløs 
ud, til hun gjorde en lille resolut Grimasse og fik 
Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver Gang 
saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg. 

— Pyh, sagde hun og slog henimod ham med 
Fingrene i Luften : det er vel det første, man faar 
lært. . . 

Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand 
Legen Skjul i hele Huset, hvor Erhard var gemt i alle 
Kroge. Da Mathilde fik en daarlig Fod og ikke kunde 
gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde Hoved- 
kvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Kar- 
ret. 

En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. 
Det var en af Mathildes Glæder : 

— Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet : Stik. 
„Hjemme" havde hun og Søster Berta i Ferierne haft 
Kortene gemt under Hovedpuden : 



HERMAN BANG 440 

— Saa spillede vi i Sengen, sagde hun og lo, skønt 
Døren stod paa Klem til Mo'r. 

Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa 
den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem 
Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa den laasede Bade- 
kammerdør. 

Stern kom hjem, mens hun havde den daarlige Fod, 
og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og 
gjorde Fagter som den, der i „Tampen brænder" har 
gemt Tampen. 

— Han, sagde hun og lo, mens hun humpede om 
med hans Middagskaffe, paa sin syge Fod. Stern „be- 
greb s'gu ikke, hvad der var kommet for en Støj over 
Konen". 

Men nu var Foden rask, og „han" rejste igen over 
til Gaarden i Blekingen. 

... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saå 
paa Mathildes Fødder, som hun strakte som en Dan- 
serinde, naar hun stødte fra Gulvet. Han maatte ned 
paa Gulvet og kæle for Fødderne — „de smaa Kid", 
som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede 
op paa sin Yndlingsplads — i Vindueskarmen, med 
Benene op og Hagen støttet mod Knæene. Dér sad hun 
saa og kiggede ind i „Hytten" — som de kaldte 
Stuen — : 

— Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en 
Stol ved Siden af hende, naar Du sidder pænt . . . 

Erhard sad saa nogenlunde „pænt", og de saå begge, 
ved Siden af hinanden, ind paa „Hytten". 

— Du, sagde hun pludselig og saå ned paa ham næ- 
sten som et Barn, der første Gang siger noget som 
Severostotchnij i Geografien : 

— Elsker Du mig? sagde hun og lo ham halvt ind 
i Ansigtet. 

Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød 
ham som en Strøm op i Ansigtet — de plejede ikke 
at benytte det Verbum at elske — r 



441 STUK 

— Ja, sagde han ... og begyndte at kysse hendes 
Hænder . . . 

— — Det maa være en ren Labansalder, der er 
kommet over Erhard, sagde Professorinden ved Fro- 
kostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe og 
blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster. 

— Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfir- 
mand, sagde Lange, der mødte Gerster ved Volden. 

— Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin 
Stok mellem de stærkt hjulede Ben. 

— Det manglede s'gu blot, Du skulde faa røde Kin- 
der, sagde Lange. 

Dem fik Lille-Gerster dog ikke. 



Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne 
i Forretningerne støvede af i Mangel af andet at tage 
Vare. Der vilde ikke komme rigtig Vind i Sejlene iaar, 
skønt det var midt i Sæsonen. 

— Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa 
. . . Forretning er der nok af, sagde Adolf, der havde 
en vidunderlig Evne til at fylde det hele Lokale med 
Støj, naar der var blot saa meget som to enlige Kun- 
der i Butikken : 

— Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte 
hidsigt paa Pulten. 

— Dér lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, 
Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank 
og køn Dame, der g^me dvælede et Minut ved Pulten, 
naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa 
distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet. 

Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin „havde taget 
sig for meget paa" : Paa ham hviler det, sagde hun, 
stakkels Dreng. 

— Hvad mener Du, Adolf? spurgte hun Manden. 

— Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde 
gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kine- 



HERMAN BANG 442 

seren og talte Mærker. Og naar Konstantin ikke var der 

— for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans 
Ting — listede han Journalen ind i sit Hul og gik den 
igennem : den stemte. Og de andre Bøger førte jo nu 
allesammen Spenner. 

— Ja, ja — sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa 

mange Slags Mennesker, Adolf Gamle Fru Adolf 

gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, 
og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermid- 
dagskaffen alene; Konstantin spiste ude i „Victoria" for 
Nemheds Skyld. 

Fru Adolf gik sjældent op i Butikken mere undtagen 
om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vid- 
ste, Konstantin var ude paa Theatret. 

Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen 

— de to var bleven gode Venner — og sagde med sin 
Lille-Pige-Stemme : Jeg synes ikke, her er saa godt „be- 
søgt" mere, sagde hun og saa ængsteligt op paa hende. 

— Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde 
Frøken Hansen. 

— Ja — naar den bare kommer i Flor, sagde den 
gamle Frue, og der blev Tavshed, til hun gik. 

Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han 
var allerede gaaet ud paa Victoria, sagde Frøken Han- 
sen; straks imorges gik han. 

Hun gik med Herluf op i Kontoret — Dørene blev 
altid trukket til i den sidste Tid ude paa „Victoria" og i 
Forretningen — : Han er der ikke, sagde hun om gamle 
Adolf, da Berg saa hen mod Tapetdøren. 

— Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun. 

— Hm, ja, naar det hjalp, sagde Berg og kradsede 
paa Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede 
i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinan- 
den — Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, 
man vovede mod „Kompagnon'erne". 

— Og hvad nyt ellers? sagde Berg. 

— Penge blev der hentet igen igaar, sagde Frøken 
Hansen. 






443 STU K 

— Hm — og vi havde selv en god Kasse, sagde 
Berg, der blev ved at kradse med Pennen. 

Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. 
Han maatte komme straks, blev der sagt. Theodor Franz 
var paa „Victoria". 

— Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de 
alle var blevet ligesom tungere i Benene, naar de 
skulde rejse sig. 

— Farvel, Frøken, sagde han. 

— Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man veks- 
lede med Frøken Hansen — og i det hele i Victoria- 
Kredsen — ejendommelige forstaaelsesfulde Haandtryk 
i den sidste Tid. 

Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa 
Trappen, og da han aabnede Døren, saå han Impre- 
sarien, der under afgørende Forhandlinger fik nogle 
pludselige og højst besynderlige Ghetto-Bevægelser, 
der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænke- 
lig fremtrædende i Fysiognomiet — atter trykke Silke- 
hatten ned i Panden som til Opbrud : 

— Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdig- 
hed, en Patti synger ikke paa Kredit. 

Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Her- 
rer, sagde han krænket : Koncertsalenes Patti . . . 

„Koncerttribunernes Patti" var en halt „belgisk Nat- 
tergal", Hr. Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. 
Men Hr. Franz vilde have Garantier: det var hans 
Princip, at Honoraret forlods deponeredes i Banken. 

Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen . . . 

Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet 
Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist 
af et særdeles „polsk" Ydre, som Berg først nu blev 
va'r i en Krog. 

Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Reper- 
toire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet 
af Alteration: At „Hein" ventede dernede. Og Adolf 
og Berg sagde paa én Gang : 

— Hvad? — Hvor? 



HERMAN BANG 444 

og var ude før man fik set sig om, mens Adolf hastig 
havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. 
Theodor Franz og Pianisten. 

Impresarien saå sig indigneret om : Ja — saa gaar 
vi vel, sagde han med Værdighed. 

Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Sam- 
tale — at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt 
de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert 
ikke idag . . . 

— laften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der 
i de sidste to, tre Minutter lidt efter lidt blev mer og 
mer aandelig borte, som en Skildpadde, der trækker 
sig i Skal. 

Han gik med Pianisten. 

Udenfor Facaden blev han staaende foran de store 
Plakattavler, hvor der var mange brogede Underlags- 
Rester af Programmer — Hr. Theodor Franz var ikke 
ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et Planke- 
værk, mens han betragtede disse mange Rester af køn- 
ne Plakater — : 

— Min bedste, sagde Impresarien og vendte sig til 
sin langhalsede Pylades : Her gives for mange „popu- 
lære Koncerter", sagde han og vendte sig. 

Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konver- 
sationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare 
muntert Selskab — med Brodersen og Blom i Spidsen 
— der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde 
spise godt til Middag. 

Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for 
Prioriteten, den anden Prioritet i „Victoria" og alt dets 
Inventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen ; det 
var og blev dog noget som en Benjamin blandt Central- 
bankens Foretagender, Victoria-Etablissementet. Men 
paa den anden Side tøvede han dog og kunde ikke be- 
slutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektører- 
ne fra Provinserne, som kom sammen til Halvaarsmøde 
her i næste Uge, spise til Middag herude. 



445 STUK 

Saa kunde man altid se, hvordan det videre vilde 
udvikle sig. 

Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glas- 
døren og saå over Gangen ind gennem Restaurations- 
salene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde 
ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servi- 
etter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med 
Tøjroser. De to fede Kelnere stod ved Midtdøren, ør- 
kesløse og ubevægelige, hver paa sin Side, som et Par 
moderniserede Satyrer, med Benene overkors i deres 
Bruneistøvler. Portieren over Døren hang allerede slat- 
ten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af 
Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem; alle- 
vegne saå man var der slidt paa Møbler og Inventar, et 
Par Kanter hist og et Par Kanter her. 

Konferensraaden maatte undre sig — saa hurtigt det 
gik. Men Publikum sled. 

Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halv- 
væg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet : det 
var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig — 
Kelneren bragte Vin og lukkede Fade. 

Konferensraaden maatte finde det underholdende, for 
han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor 
„Bygmesteren" sad og gjorde sig tilgode alene midt i 
sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor 
vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen. 

Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa So- 
faerne og Lænestolene saå man forvitrede Pletter paa 
Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensraa- 
den var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt 
paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guld- 
traade, som flossede. Men i Portiererne havde Stoffet 
holdt sig — de var forede med dobbelt Shirting, for Fol- 
dernes Skyld. 

Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Dø- 
ren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod 
Krogen til Venstre : et Par Borde var stillet ovenpaa 
hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op 



HERMAN BANG 446 

i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben 
var Pladens opadvendte Bagside graahvid — det upo- 
lerede Fyr. 

Konferensraaden blev staaende, perpleks, foran de 
to Borde med de opadvendte lakerede Ben : Alle Bor- 
dene var saadan. Konferensraaden gik fra det ene til det 
andet og løftede de kønne — shirtingforede — Bord- 
tæpper og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, 
heftigt og heftigere: 

— Dette var for usolidt gjort. 

Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene 
og var løbet op i Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, 
sad Konferensraaden paa den runde Midtsofa, med Hat 
og Stok ved Siden af sig : de følte straks, der var noget 
ramt i Luften. 

— Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles in- 
tet, sagde Konferensraaden. 

— Han var blot kommet for at tale om en lille Mid- 
dag — for de Bank-Delegerede — man agtede at spise 
herude . . . 

Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men 
der vilde ingen ret Samtale komme i Gang, mens Kon- 
ferensraaden blev ved kun at tale om Middagen : I al 
Tarvelighed — i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er 
saavist ikke til andet; og Adolf var lidt for urolig-un- 
derdanig. 

Indtil Konferensraaden rejste sig — han havde nu 
anslaaet en helt spøgende Tone og talte om Martens' 
Frokost — : 

— Jeg saå til, sagde han og lo. Og helt i Forbi- 
gaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, 
sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepla- 
den med Knappen af sin Stok : 

— De der, bedste Bygmester, er forhaabentlig ikke 
mellem de „Ibentræsborde", der repræsenterer 43 Kro- 
ner pr. Styk paa vor Inventarieliste . . . 

De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, 
set den ulykkelige Bagside — Adolf kunde have 



447 STUK 

knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte 
først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde 
i Lektien : 

— Jo jo, sagde han ... De er betalt med 43, 

sagde han. 

— Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighe- 
derne, sagde Konferensraaden. Og idet han gav sig til 
at halvlé igen, sagde han : Det er kun et Gode, at saa- 
danne Folk har godt af at vente en Tid paa deres 
Penge . . . 

Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa 
Gangen : Inde bag de modsatte Spejlruder saå de Re- 
staurationssalen : der var blevet fuldt ved Bordene; Fa- 
de, Glas og Kølere blinkede allevegne — og Solen 
stod ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stil- 
fuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur. 

Og med et virkeligt Smil — i en Følelse af Beroli- 
gelse — sagde Konferensraaden : 

— Dog et smukt Billede. 

Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa 
samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de 
alle Haandtryk her foran Salen og skiltes. 

Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side 
af Pulten, efter at Dagskassen var gjort op. 

— Men noget maa der gøres, sagde Adolf. Men 
hvad? . . . Satan, han holder Øje med hele Driften .... 
Ja, naar vi kunde spille et Par Maaneder med fuldt Hus, 
saa fik vi vel Prioriteten . . . 

— Vi maa . . . lade, som vi havde fuldt, sagde Spen- 
ner. 

— Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder 
s'gu ikke Fattigkassen. 

— Nej, sagde Spenner: ikke — saa længe vi 
stempler dem. 

Adolf saå op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde 
han hurtigt. 

Spenner svarede ikke, og Adolf saå igen ned i Ho- 
vedbogen : han stirrede, uden at tænke paa det, paa 



HERMAN BANG 448 

Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpa- 
piret. 

... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jes- 
persen kalde op paa Kontoret. 

Han sad genert og kradsede med Pennen paa sit Klat- 
papir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke 
nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne — 
foreløbig. 

— Vi maa s'gu ha'e „ægte" Hus, Jespersen, sluttede 
Adolf og lo. 

Berg mødte Billetkassereren i Døren : Hvad gaar her 
for sig? sagde han. 

— Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte 
Adolf. Farvel, Jespersen. 

Berg var gaaet hen til Pulten : 

— Saa, sagde han; han havde set ned paa Adolfs 
Klatpapir : Nu maler han saagu ogsaa Autografer. 

Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs 
sære sitrende Navnetræk . . . 

Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke 
længer stemplet med det lejdegivende „Fri". Victoria- 
Theatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter. 



II 

Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør 
i Familien. 

Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenter- 
foreningsballet, hvor han havde holdt fem og tredive 
aarigt Jubilæum som Visedigter og ved Souperen var 
blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne 
applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset 
Tyrolervals med Fru Gravesen, der saa ud som en tynd- 
slidt Degnekone ved en landlig Barsel. 

— Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen — der 
var tre Frøkner Gravesen tilstede, i blaa Atlaskesliv 



449 STUK 

og hvide Tarlatansnederdele — : nu blir det mig dog for 
hedt for den Gamle. Frøken Frederikke trak sin teologi- 
ske Student ud paa Trappen til Afkøling . . . 

Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu 
have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkner kom tilsyne 
i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og faa 
et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han 
kaldte sin Kone for „Lise-Mo'r", og Fru Gravesen havde 
Taarer i Øjnene. Hun sad og saa paa sine seks. 

Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gra- 
vesen jo dog for det stille Haab, om „en brav Mand u 
ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn. 

„Pigebørnene" satte „den Gamle" Studenterhuen paa, 
og Frøken Amalie sad paa Skødet hos „Støderen" : 

Det blev til „en lille Dans", før Hr. Gravesen vidste 
af det. 

De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; 
hver af Frøknerne havde s i n Liste i Notebøger og paa 
Nodehefter, op og ned ad Trappen gik det, mens Dø- 
rene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne. 

— Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, 
skingrede det fra anden Sal. 

— Hm, vi skal maaske ha' alle dine „Kirkesangere", 
sekunderede Frøken Frederikke. 

— Du maatte vist være glad til, Frederikke, haa- 
nede Frøken Amalie fra Stuen. 

Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i 
Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind: 

— Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun. 

— Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke 
Spørgsmaalet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok 
laane os sin Stuepige — som hun bli'r fodret med Bil- 
letter paa „Bladet" ... Og saa ta'er vi forresten en 
Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke. 

— Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun 
paa „alle de fremmede Øjne" paa sine Ting. Der bli- 
ver noget ruineret i et Hus i otte og tyve Aar, og svært 
er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd 

H. B. III 29 



HERMAN BANG 450 

vel ogsaa, hvad det vil sige — og hvad der gaar i Løbet 
i Aarene . . . 

Hvad Theodora angik, indsaa Fru Gravesen nok, at 
hun var ikke rigtig egnet til Festiviteter. 

Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire 
Gange om Aaret. Men det var og blev trods al Skiften 
den samme Race af smaa pandekrøllede og uvaskede 
„Underjordiske", som de stadig fik i Huset og hvortil 
ogsaa Theodora hørte. 

Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spilde- 
vandsspand paa hver Trappe og havde altid ubeskrive- 
lige Privatejendele til Tørring paa Køkkentrappegelæn- 
deret i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med 
vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende 
hendes otte Kroners Løn om Maaneden. 

Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstæn- 
dig uberørt af „Ballet", og ubekymret sang videre i sin 
Kælder, saa hun undertiden overdøvede alle Frøknerne. 

Indbydelserne var sendt' ud, og Frøken Frederikke 
skulde indrette Værelserne. 

— Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens 
hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var alle- 
rede et modent Værk af Frøknernes Arrangementsta- 
lent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk 
Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre 
Skillings-Kineserparasoller — omslynget af to kække 
Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde drape- 
ret Frøknerne, naar de gik til Bad. løvrigt var der man- 
ge trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, 
indleverede „Bladet" til Anmeldelse, som Hr. Grave- 
sen havde for Skik at „reservere sig" og samle. Paa 
Væggene strakte sig „Vifter" af rammeløse Fotografier; 
og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to 
Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hin- 
anden for Mørke. 

— Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke 
ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der 



451 STUK 

skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, naar 
Møblerne bliver flyttede ud, sagde Frøkenen. 

— Ja, sagde Fru Gravesen — de synede begge de 
grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryl- 
lup — de er jo slemme. 

— Umulige, sagde Frøken Frederikke afgørende. 
Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant 

med Uldgarn, raadede Vilhelmine, — det saå udmærket 
ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Hu- 
set med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og 
fra Kontoret med Posen : 

— Jeg spørger Dig, sagde hun mat : tror Du, det er 
for min Fornøjelse, Gravesen? (man saå det paa Fru 
Gravesen, at det vel strengt taget ikke var „til hende? 
Fornøjelse"). 

To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkal- 
fatre hele Huset. Alle Stuer — undtagen Balsalen — 
skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblemen- 
tet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Grave- 
senske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, 
man maatte ikke saa gerne se dem fra alle Sider. 

— Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sag- 
de Frøken Frederikke rasende : Bagfyldingen faldt af 
en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte. 

— Ja, ja — Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, 
hun saå hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt 
Smaaskaderne med smaa, let henkastede Kretonne- 
stumper — Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis 
— og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud 
Du — hvad ser man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, 
der assisterede. 

— Kandelabre laaner vi hos Fru Dunker, siden hun 
skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vil- 
helmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, 
som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse 
end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om For- 
middagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente 

29* 



HERMAN BANG 452 

Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa 
Trappen : 

— Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, 
der kom hjem fra Sang ved en Begravelse. 

— Saa — mener Du? vrissede Vilhelmine. 

— Gud fri os for Stank — det var Amalie, der var 
gaaet videre og havde aabnet Døren til Balsalen, hvor 
Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sæk- 
kelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, 
at de just duftede behageligt — : Naa — saa vi skal for- 
gives, skingrede Frøken Amalie og pustede. 

Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af 
fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog 
Parti for Frederikke : 

— Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken 
Ida . . . 

— Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhel- 
mine. 

— Hun har ikke rørt en Finger . . . 

— Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og 
svajede op ad Trappen. Amalie havde hos Adolf be- 
stilt Kotillonsarrangement : Til Redaktionssekre- 
tær Gravesen, ved „Bladet", havde hun sagt. 

— Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende 
op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og 
skammede sig nede i Køkkenet for hvert „Kar", der 
manglede. 

Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var 
Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage 
Frøknerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen 
i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne laa udbredte 
paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med 
Frøken Ida, den yngste. 

De færdige Frøkner gik hvileløse rundt i Huset i Fri- 
sérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne. 

— Den evige Ringning her er, sagde Frøken Ama- 
lie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen. 



453 STUK 

Det var et Bybud, Theodora havde hentet til Fru 
Gravesen. 

— Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? 
hun aabnede Døren til Værelset bag Balsalen og luk- 
kede den efter dem igen. 

— Det var, sagde hun — det var (og hun tog hastigt 
et Etui op af Kjolelommen), om De maaske vilde være 
saa god ... at bringe denne hen — et Sted (hun aab- 
nede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid 
Perle) .... Men, sagde hun, et sikkert Sted . . . 

— Straks, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld : i Lø- 
bet af et lille Kvarter, Frue. 

— Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet 
han stak Etuiet til sig. 

— Ja ... jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt 
ulykkelig. 

— Ta'r saa meget, vi kan faa . . . Er besørget, Frue, 
er besørget, opmuntrede Bybudet. Han havde saadan 
en egen Maade at gøre sig halvt usynlig paa — henad 
Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et 
nyt Nik. 

Det var Fru Gravesens „Hædersgave", Brochen med 
Perlen; hun havde faaet den til Sølvbrylluppet af Re- 
daktionspersonalet. Men det var det eneste, hun kunde 
tænke sig at skaffe Penge paa. 

Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det 
var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hen- 
des Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, naar man kan ta' 
til Fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen. 

— Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind 
i Strygestuen, hvor Døtrene allerede begyndte at klæde 
sig paa. 

— Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, 
og Drikkepenge til Stuepigen og Frisørinden . . . Fru 
Gravesen regnede, mens hun gik. 

— Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han 
kom tilbage (hun var faret sammen, hver Gang det rin- 



HERMAN BANG 454 

gede : Tre Tiere, hviskede han fortroligt med Haanden 
op for Munden. 

Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste 
glad, at hun ikke behøvede straks imorgen at gaa til 
Gravesen : Naar det blot er et sikkert Sted, sagde hun 
igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Laane- 
seddelen i sin hemmeligste Chiffoniére-Skuffe under 
Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som laa dér i 
Bunker, omvundne med blaa Baand. 

Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde 
i tre Dage holdt sig udenfor Skudvidde og kun været 
hjemme om Nætterne. 

— Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, 
hvor der er et Sted, hvor man kan tage en Kjole paa? 

— Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Oven- 
paa betød et lidet Hul tæt under Taget, hvor Theodora 
plejede at opbevare skident Vasketøj, men hvor idag 
de ægteskabelige Senge var opstillede for Natten. 

Hr. Gravesen brummede : Der, sagde han i en me- 
get fornærmet Tone og rakte barsk en Pakke til Fruen, 
idet han gik op ad Tarppen. Det var den humoristiske 
Vise til Bordet. 

— Den Gamle ! raabte Frøken Ida, og to paaklædte 
Frøkner Gravesen, der hørte Faderens Trin paa Trap- 
pen, retirerede hastigt tilbage til Dagligstuen. De øn- 
skede helst ikke, at Hr. Gravesen saå dem i den megen 
ødsle Stads, før der var kommet et Par Gæster. 

Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. 
Det var et Bud med Vin : Ja, ja — det er rigtigt, raabte 
han fra Trappen : Ja, ja, ja ... det er seks Flasker 
bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de andre) 
. . . Redaktøren sagde, han saå herud en Timestid, sagde 
han. 

— Du skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og 
mønstrede sin Kone. 

— Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt 
ned, sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene 
og sagde : 



455 STUK 

— Redaktøren, Børn . . . Redaktøren kommer herud, 
Fru Gravesen maatte sætte sig ned, ved Tanken, inde 
i „Balsalen". 

— Naa — vrippede Frøken Amalie — gør han os 
den Ære? Det var svært! hun drejede paa Hælen og 
forsøgte at fløjte. 

Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen 
igen for at sørge for, at det store Fad med Mayonaise 
blev sat til en Side. 

De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe 
rundt i de to Værelser paa første Sal med forskellige 
mærkelige Underlivssymptomer, ikke ulige Begyndelsen 
til Søsyge — til det ringede. 

Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hver- 
ken frem eller tilbage i den smalle Gang, hvor Her- 
rerne skulde tage Tøjet af og spærrede for Damerne, 
der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomster- 
arrangement, naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne 
var der en jævn Højtidelighed til Klirren af Thekopper 
(Fru Canths Stuepige bød Sukker og Fløde rundt saa 
stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød 
en Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøknerne 
Gravesen standsede al Passage ved stadig alle seks at 
slaa ned om samme Indtrædende for at overøse ham 
med en indholdsløs Henrykkelse — højlydt som Skader 
for at hæve Stemningen. 

Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og 
rykke ud paa Gangen for at give Plads for Damerne, 
der ikke vilde sætte sig før Dansen, men stod op rundt 
om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, 
der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks- 
Udstillingerne, og som ubekvemt stramte og pinte 
baade hist og her som alt hjemmegjort. Og der blev 
stadig ved at komme flere Gæster, mens Døtrene trak 
i Fru Gravesen for at præsentere : 

— Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, 
saa meget snævert. 

Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fade- 



HERMAN BANG 456 

ne, angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange 
kaldte hun Amalie ud paa Gangen : 

— Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængste- 
lig. Er de ikke snart komne alle? 

— Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'r . . . 

— Ja, ja — atten Par — og saa dem, din FaV har 
bedt. sagde Fru Gravesen resigneret og nikkede halv- 
forstyrret til Herrerne, som garnerede Vilhelmines 
Blomsterpotter, mens hun gentog sit: 

— Ja — her er saa snævert, mine Herrer, sagde 
hun. 

— Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; 
Kavalererne, der mest var yngre Fordansere fra For- 
eningen, pustede allerede i den stærke Varme, der var 
gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange 
Handsker. 

Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uro- 
ligt foran Balsalsdøren ventende paa Pianisten. 



Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev 
der lukket op af en hed Danser. Nedenunder blev der 
polkeret i begge Stuer; det var Amalie, der „snart 
havde faaet de Genstande ryddet til Side" i Kabinettet, 
og de dansede i begge Rum, saa hele „Æsken" rystede. 
Alle Kakkelovnene flyttedes paa Fødderne, helt oppe 
paa anden Sal, hvor Herrerne drak Toddyer, opvartede 
af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde maattet 
rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig 
med Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede 
Baandsløjfer, der syntes at have oplevet adskillige be- 
vægede Øjeblikke. 

De Herrer politiserede. 

Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem 
nogle fraværende Ord : Ganske vist, ganske vist. og 
nikkede, mens han stadig lyttede efter Dørklokken, om 
Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med 



457 STUK 

Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran 
Kakkelovnen (det var en Yndlingsbeskæftigelse hos 
Kaptajnen og hensatte ham i den Illusion, at han var- 
mede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det var 
en Levebrødsinstitution — én eneste Levebrødsinstitu- 
tion hele Venstre . . . 

Stær, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en 
brudt Mand i en Lænestol, sagde nu : 

— Og jeg skal sige Dem, Kaptajn — det er netop 
det, der mangler os . . . Højre mangler Mænd, der 
lever af det. 

— Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad 
siger De? 

— Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, 
sagde Stær. Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti- 
tolv Stykker, der levede af den . . . 

Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og 
lod Kjoleskøderne falde tilbage paa deres Plads, mens 
Stær arrigt sagde : 

— Ja — før er Partiet ikke lige. Han tav igen og 
lod Kaptajnen raabé. 

Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja 
— hvad er vi Mennesker? De h a r skaaret sig nogle 
nette Levebrød; og Gravesen gentog sit: Ganske vist, 
mens han saå paa sit Uhr under Bordkanten. 

Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der 
fra Toddyglasset vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde: 

— Nej — vor Svaghed er den, at vi stoler for 
meget paa vor retfærdige Sag. 

Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og 
gik ned at Trappen igen, da han mødte Fru Gravesen, 
der smilte over hele Ansigtet, saa inderlig lettet ved : at 
det nu „gik" : 

— De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun 
fortroligt og pegede paa Døren til Dagligstuen; selv gik 
hun videre. 

Berg gik ind og saå seks-syv Medarbejder-Fruer, der 
sad i en noget trykkende Luft, tavse og som levende 



HERMAN BANG 458 

Billeder paa Folk i stille Krænkelse, der har taget deres 
bedste Tøj frem for at sidde i Krogene. 

Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om 
to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden 
Gang i fire Aar skiftede Møblement og „tog nyt" — og 
hun sluttede med sin forbitrede Stemme : 

— Ja — der er Folk, der tjener Penge. Og alle 
Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det 
samme stramme og anstrengte Udtryk i Ansigterne. 
Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme 
ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplings- 
garneringer: Vi, sagde hun med et Blik paa de andre, 
saa Berg undertiden tænkte, den Kone river dem en 
Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for Alders- 
grænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen. 

De andre var ungdommelig paaklædte, halvt som 
Theaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af un- 
derlig tyndtraadede, strammede Stoffer, der uvilkaarlig 
mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Land- 
brugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispud- 
der, der lugtede som Kongerøgelse. 

De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog : Ja — de 
tjener deres Penge let ... Men ingen véd vel endnu, 
hvordan det ender, sagde hun. 

— Min Broder Etatsraaden siger, han skulde ikke 
sætte sine Penge i Centralbanken. 

Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at 
rale om Konferensraad Hein : Han havde jo i Sommer 
paa Journalisternes Tur bedt dem alle ind paa sit Land- 
sted i Rungsted : 

— Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med. 
De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i 

Værelserne : der var en Stue for hver Tidsalder .... Og 
Fru Petersen sagde : 

— Ja, han begyndte — i Nibe — bag en Disk. 
Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, 

hvor hver reusseret Mand havde begyndt. 

Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste 



459 STUK 

og gav et Par Kulissehistorier til bedste for at opmuntre 
Selskabet. Nedenunder blev der valset, saa Frøken 
Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem Dan- 
setrinnene og Musikken — Pianisten slog i Klaveret, 
saa det hvæsede — hørte man den opførende Herres 
Skratten : 

— Damen — fem Damer, Damen — fem Damer. 
Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede 

ind ad Døren og fik Fru Arnesen af Landbruget til 
„den femte Finger" : 

— Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele 
Flokken fo'r afsted. 

Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen 
var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var 
som opførende Kavaler rundt paa Familieballerne at 
jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt 
som matte Fluer langs Væggene. 

Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo. 

— Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og 
var gaaet ind i den anden Stue, de Mennesker lever 
lystigt . . . 

Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag 
sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet. 

— Jo, det er mig, sagde Fru Dunker. 

— Er De her? sagde Herluf forbavset. 

— Ja, jeg kommer her i Huset ved højtidelige Lej- 
ligheder .... Herluf satte sig, og hun sagde : Hvor det 
dog er længe siden, vi har set hinanden; og hun be- 
gyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun 
slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten 
som en Brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse 
ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun 
dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene havde brændt 
sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet 
sammen, saa Kindbenene stod frem. 

Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden 
at vente paa noget Svar, tilføjede hun : 

— De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os? 



HERMAN BANG 460 

Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om 
andet den ganske Vinter end om Rivningerne hos Dun- 
kers: saa kom Scheele der og saa kom han der ikke. 
Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille Herluf, til- 
føjede Fru Canth. 

Berg nikkede kun, og Fru Dunker sagde sagte: Nej 
— vi har ikke set hinanden i to Maaneder. 

Berg svarede intet og de tav igen. Nedenunder hørte 
man Hr. Andersens kommanderende Røst; han var nu 
naaet til sit store Nummer, Kæde gennem Huset, og man 
hørte allerede Parrene som et vildt galopperende Dra- 
gonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, 
mens Hr. Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesals- 
dørene, videre, opad Trappen, med den hele Række. 

Toddyherrerne kom ud for at se til — Damerne 
gispede, og Herrerne sled — Rækken fløj videre : 

— Nej — ikke dér, skreg Frøken Frederikke; An- 
dersen havde aabnet Døren til det lille Rum med de 
ægteskabelige Senge, der blev belyst af en enlig Løbe- 
lampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre 
Vin, hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed 
herop. 

Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned 
igen. 

De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. 
Hr. Gravesen, der havde holdt sig i Stueetagen i det 
sidste Kvarter, lukkede op. Og da „Redaktøren" kom 
ind med Redaktør Scheele fra „Dagen", saa han den 
hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, 
aandeløse, flyve nedad Trappen; inde i Salen begyndte 
Valsen : 

— Naa, sagde Redaktøren, det er det glade Køben- 
havn. 

Fru Dunker havde hørt Dørklokken, som med en 
utrolig Sans, selv gennem Larmen : 

— Dér er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte 
sig igen, og de hørte Stemmerne paa Trappen. 



461 STUK 

— Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne 
Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule. 

— Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redak- 
tørernes Stemmer. 

Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod 
i Døren; og før han naaede ud, hørte han Fru Dunker, 
der havde rejst sig, da hun saå Scheele, sige med en 
ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, saa 
Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet 
vende sig og se hendes Ansigt. 

— Er D e virkelig der, sagde hun. Det er længe 
siden. 

Anden Dans var forbi, og der blev klappet til Bords. 
Man skulde spise ved smaa Borde, som var stillet op i 
alle Stuer mellem de skraa Møbler, lige for Dørene, 
saa ingen kunde komme ind eller frem, mens alle 
raabte og lo : der var ingen Stole — og der var ingen 
Tallerkener. 

Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen 
paa Lejetjeneren og løb med Brød og Servietter og 
Gafler, de ranede allevegne, ud paa Gangen for at slaa 
sig ned paa Trappen med deres Damer. 

Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Kara- 
vane, der brød op med Glas og Tallerkener og Fade og 
slog sig ned paa Trappen, fra øverst til nederst. Her- 
rerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man 
kom til Ro. 

— Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe svin- 
gende med sin Serviet, som paa en Restauration. 

— Brød her, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet 
frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og 
klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Højst 
af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, ellevilde af Suk- 
ces'en og Dansen; Ida var saa kaad, at hun kildede An- 
dersen i Nakken med Spidsen af sin Sko : 

— Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa 
Trinnet under hende) Vin, Vin . . . 



HERMAN BANG 462 

Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne 
aldrig set Mad. 

— Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der 
bragte et nyt tømt Fad ned i Køkkenet til Fru Gravesen. 
Fru Gravesen var helt forstyrret : hun fyldte de sidste 
Snitter paa et Fad med fem Andegumpe. 

— Men der er ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det 
var Amalie, der raabte paa endnu mere Ragout i Køk- 
kendøren. 

— Hva'? . . . Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene 
rask gaa hen over de rensede Fade : 

— Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og 
løb op for at finde Sangbunken. 

— Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt 
de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og 
paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. 
Gravesen vilde først forsøge med fire Flasker. Vin red- 
det, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, 
mens han holdt to Flasker op over Frøken Idas Ansigt. 

— Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den — 
gem den, sagde hun og skød Skuldrene op. Den ene 
Flaske blev gemt ind til Væggen bag et Kjoleslæb. 

Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie 
fra Afsatsen Sangen ud over Hovederne; og der blev et 
stort Hurlumhej, mens alle rejste sig og greb de flag- 
rende Blade og raabte : 

— Melodien? Melodien? 

— Vi kys — ses, blev der svaret: „Her kysses vi, 
som har Jour — her kysses vi — og gør Kur". 

— Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses — her 
kysses vi . . . 

Amalie løb gennem Balsalen, hvor „de Gamle" spiste, 
ind i den anden Stue for at spille Melodien igennem paa 
Klaveret. 

Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde — 
Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de 
foldede Hænder paa hans Knæ — og Scheele rejste sig: 

— Undskyld, sagde Frøken Amalie med sit mest 



463 STUK 

medvidende Smil og satte sig til Klaveret. Ude paa 
Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun spillede. 

„De Gamle" rejste sig fra Bordet og traadte hen til 
Døren, mens de Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie 
og to Tenorer fra Kirkekoret — langstrakte og tynde 
Gestalter med vel fremarbejdede Adamsæbler — og 
dirigerede. 

Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saå man 
Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrer- 
nes hvide Bryst — ved Enden af Versene lo de og 
applauderede. 

Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin : 

— Dacapo — dacapo, raabte han. 

— Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redak- 
tøren, som stod forrest i Døren, komplimenterende til 
Fru Gravesen. 

Da Sangen var forbi og der var raabt „leve" for For- 
fatteren og Hr. Gravesen havde takket, gik „de Gamle" 
ind, og Kaptajn Petersen lukkede Døren til Gangen : 

— Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at 
sige et Par Ord — ■ et Øjeblik . . . med Udelukkelse af 
de glade Unge — et Par Ord, som han trængte til 
at faa sagt — Kaptajnen udtalte Ordet „trængte" saa 
inderligt som havde det været selve „gamle Danne- 
brog", og tav saa lidt, før han gik videre og sagde: 

— Det kunde ikke her være upassende at tømme et 
Glas ... at tømme et Glas, med et Par alvorlig følte 
Ord — for den danske Presse. 

— Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, ar- 
bejdet blandt Dem, mine Herrer, men jeg regner det for 
en Ære, en gammel Soldat til Ære — at tjene, mine 
Herrer, i Deres ... i dette Blænkerkorps for det aande- 
lige Arbejde i Fædrelandet. 

— Ja — sagde han og hans Stemme blev endnu bre- 
dere under Fylden af hans Overbevisning — Pressen 
har sandelig gjort s i t Arbejde i disse sidste Aar. Den 
har været som en Herold — eller — nej, mine Damer 
og Herrer ... De vil forstaa mit Billede — som en Tyr- 



HERMAN BANG 464 

tæus har Pressen været for vort Samfund — mens det 
gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye Baner — 
disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle De- 
res bedste Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort 
Maal. Og Deres Del i Arbejdet, det Arbejde, der er 
fuldbragt og endnu fuldbringes i denne By og i dette 
Land, er saa stor, at — ja. man tør sige det — det 
hele danske Folk bør vide Dem Taknemmelighed for 
Deres Værk. 

Selskabet sad tavst med Ansigtet mod Taleren, der 
holdt inde et Øjeblik (Krans, der var placeret lidt af- 
sides, førte langsomt højre Tommelfinger op til Næse- 
benet, som om han tog en lille Snus) før han vedblev i 
en noget anden Tone : 

— Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis 
paa Hæderligheden hos vor Presse, at den er ubestikke- 
lig. Men det er en mager Ros, denne — og — jeg kan 
sige det — den er ufortjent ringe. Der er et andet 
og større Bevis paa vor Presses moralske Modstands- 
evne, mine Damer og Herrer, paa dens sædelige Lø- 
dighed : det er dens Holdning i Konkurrencens 
daglige Fægtning — dér staar den sande, den 
svære Prøve for en Presses Moral. 

De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde 
Kaptajnen : 

— Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittig- 
heden ren. Derfor fortjener den sin umistelige Del af 
Æren for Udviklingen i vort Land. 

— Et Leve — ja, mine Damer og Herrer, et tak- 
nemmeligt Leve for vor danske Presse. 

Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren 
til Gangen. Vendt ud mod Trappen udbragte han — med 
et Par Ord — „Levet" endnu en Gang, og alle rejste 
sig, raabte Hurra og viftede. 

Fru Petersen, der sad til Venstre for Redaktøren, var 
ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærk- 
ninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen : 
Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kap- 



465 STUK 

tajnens største Lykke, at han har forladt den aktive Tje- 
neste .... 

Fru Petersen saå paa ham. , 

— Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde 
han, og nu vil han — Redaktøren bøjede Spidsen af sit 
brune Overskæg om sin Finger — nu vil han have Tid 
til at gøre den gældende .... 

Han drak en Smule Vin og smilte — Hr. Gravesen 
holdt aldrig af det Smil og var ganske hed i Hovedet: 
han havde maattet skænke i sin Overordnedes Glas af 
den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte paa --: 

— Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor 
Nytte. Vær vis paa det. 

Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Mi- 
nutters Tid talte de om ligegyldige Ting, til Konversa- 
tionen døde hen, og de sad tavse, hver i sit Hjørne. 

Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde 
være satirisk : 

— Hm Tror De egentlig, at Kvinderne her- 
tillands er saadan rigtig anlagt paa at elske? 

— Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han 
hørte igen Fru Dunkers Stemme, da hun hilste paa 
Scheele, og følte den samme Lyst, at han dog havde set 
hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han. 

Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede 
han — og i den samme halv satiriske Tone som 
Scheele — : 

— Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om 
Mændene, sagde han. 

Scheele drejede hastigt Ansigtet og saå frem mod 
ham i Mørket: 

— Nej — saagu, sagde han saa, og de faldt atter 
hen i Tavshed, til Drosken standsede ved „Axelhus", 
hvor Scheele boede, og de steg ud. 

.... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; 
de havde en Ulvehunger : siddende op paa Køkkenbor^ 
dene gik de de tømte Ragoutfade efter med Brødskorper 
— det Gravesenske Køkken var ganske udtømt. 

H. B. III 30 



HERMAN BANG 466 

Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med 
et Lys og spurgte : om vi ikke endelig skulde se at kom- 
me i Seng. Ja, ja, Gravesen, sagde Fru Gravesen, men 
Børnene var sultne. 

— Det er vi vel alle, sagde Hr. Gravesen just 
ikke blidt og gik op ad Trappen med Lyset. Rundtom i 
alle Stuer stillede den søvndrukne Theodora Senge op 
til Frøknerne. 

Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haa- 
bede, Gravesen nu var falden i Søvn. Men han var vaa- 
gen, og var meget veltalende. Endelig blev han lidt 
efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han 
var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen 
endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget 
Forskud, saa Du indretter Dig derefter .... 

Fru Gravesen, der saa ud som en plukket Fugl, naar 
hun var i Nattøj, havde ladet ham tale. Hun havde blot 
én Gang vendt Hovedet om fra Spejlet, hvor hun flet- 
tede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som Muse- 
haler : 

— Ja, ja, Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo 
dog haft en Fornøjelse. 

.... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom 
paa Valpladsen. Theodora havde set prøvende paa sit 
Sengeleje : der var sat skidne Tallerkener til Side paa 
Dynerne i Skyndingen . . . 

Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af 
Komfuret. 



Livet i „Victoria-Etablissementet" var længst døet ud, 
og alt var slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev 
siddende, ørkesløs, Kvarter efter Kvarter, bøjet over en 
Bog, dog uden at bekvemme sig til at bryde op — med 
Spenner lige overfor sig ved Pulten : søvnig skrev Bog- 
holderen Regninger ud, Regning efter Regning. 

Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret 
til ud paa Natten kun med Selskab af den halvsovende 



467 STUK 

Spenner, der tavs kradsede i sine Bøger. Og naar det 
var blevet for koldt og snart hen paa Morgenstunden, 
maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, 
lige til hans Dør; skønt al deres Samtale var et Par Tal, 
Spørgsmaal og Svar, Summen paa en Veksel eller paa 
en Regning — mens de gik. 

Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjem- 
me kom op ad Trappen og ind i sin Stue ved Siden af 
Forældrenes Sovekammer. Fru Adolf syntes, han gav 
sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men hans Dør 
var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind. 

— Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have 
Lov til at være ene, naar man sover. 

Straks efter Morgentheen gik Konstantin; og de to 
3amle blev alene i Stuerne, der var blevet saa underlig 
ubeboede og forladte at se til — som var „Herskabet" 
forrejst, saa stille var der, mens de to Gamle sad mod- 
løse, hver i sin Krog. 

— Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mel- 
lemstunder. 

— Gaar Du i Forretningen, Adolf? sagde hun. 

— Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden 
... Ja — min Pige, straks. Og han blev siddende igen, 
med Hagen ned mod Brystet, og gentog sit sukkende 
og tankeløse : Aa — ja, aa — ja — til han endelig kom 
op og fik Tøjet paa. 

— Ja — saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kys- 
sede hende. 

Men det varede en rum Tid, før han naaede op i For- 
retningen; og tit kom han ikke længer end paa Vejen, 
fordi han faldt i Prat med den halve By paa Gaden og 
gik snakkesalig op og ned, saa med den og saa med 
den — timevis; det var gamle Anekdoter, han for- 
talte; fra det ene kom han i det andet, uden Ende. Man 
talte om, at han begyndte vist at gaa lidt i Barndom, 
gamle Adolf. 

Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken 
Hansen. Der var ingen Kunder i Butikken, og de tre 

30* 



HERMAN BANG 468 

Frøkner færdedes ørkesløse i det udstafferede Rum. 
Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge 
to tavse i det mørke Kontor. 

— Ja, Frøken, sagde den Gamle inde i sin evigt 
samme Tanke : I Theatret er der fuldt. 

— Ja, sagde Frøken Hansen. 

De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger, til 
Fru Adolf sagde sagtere: 

— Men — Frøken, sagde hun — hvor bliver Pen- 
gene af? 

Frøken Hansen foV sig med Haanden over Øjnene 
i Mørket: Aa — der skal jo meget til, sagde hun be- 
roligende. 

— Ja — ja, der skal meget til, svarede den Gamle. 
Og paa Konstantin hviler det — paa ham hviler det. 

— Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og 
rejste sig. 

— Hun gik hjemad begyndende forfra paa den sam- 
me Tankegang, der endte med samme Spørgsmaal — 
Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, Kon- 
stantin ikke var der, gik hun ud paa Victoria-Etablisse- 
mentet under Paaskud af at søge ham; og hun gik gen- 
nem Salene op ad Trapperne og langs ad Gangene, som 
maatte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige 
Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus. 

En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet. 
og gennem et Par Døre saå hun Fru Martens, der sad i 
Konservesrummet, uden Overtøj, med Ansigtet vendt 
ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru 
Adolf; de lod, som de ikke saå hinanden, og hilste ikke; 
men gamle Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Da- 
gen, og da Konstantin kom hjem, sagde hun : 

— Jeg var ude paa Victoria idag . . . Saamæn helt 
nede i Køkkenet ... for at spørge Kokken om et Raad, 
sagde hun hastigt. 

— Fru Martens saå jeg derude . . . Hun havde slaaet 
sig til Ro, tror jeg. 

— Ja, sagde Konstantin utaalmodigt : det er ogsaa 



469 STUK 

en Fruentimmer-Idé; hiin sidder bag Døren til Bagtrap- 
pen og inspicerer . . . 

— Det er maaske meget fornuftigt af hende, sagde 
Fru Adolf og smilte. 

Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om 
sit Besøg i Køkkenet: 

— Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde 
hun — som Køkkentrappe-Inspicient. 

— Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saa- 
dant et stort Sted . . . Der er jo mange Børn hos Mar- 
tens, sluttede hun. 

. . . Martens selv saå man ikke meget til i Konsortiet : 
han kneb mest ud af Kontoret ned i Konversationssalen, 
hvor han bredte de farvede Planer til sit Sommerslot ud 
paa Bordene, forklarende for hvem der vilde høre det : 
byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, 
farveblændet foran den tænkte Spisesal i maurisk Stil 
med Blaat og Guld. 

Desuden havde han nok at gøre i sine Huse : Lejerne 
skreg paa Reparationer og Reparationer — saa lang 
Ugen var, i ét Kor. 

Om Søndag Eftermiddag, naar han sad hjemme i 
Stuen med Hædersgaverne, kunde han pludselig blive 
som rasende, slaa i Bordet og bryde ud i lange, hidsige 
Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, af Adolf 
— det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svende- 
dagene og skældte dem baade for Tyve og Røvere. 

Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og 
vendte tilbage til sit Børnekammer. I sin bestandige 
Angst, som skulde Taget styrte over dem, rugede ogsaa 
hun kun over den samme Tanke : At man bestjal dem. 
Og Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig 
sammen med hint ene Billede fra Festaftenen : af det 
store Køkken og den fremmede Kok med hans Hjæl- 
pere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de 
blev bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode 
Kød ned at forkulle i Asken. 

Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablisse- 



HERMAN BANG 470 

mentet, først under Paaskud — eller paa Lur om Af- 
tenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, gennem Kæl- 
derristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu — til 
hun en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for 
Tyveri, aabent tog hendes Plads. Hun installerede sig i 
Forraadskamret bag et Glasøje i Døren og holdt Øje 
med Køkkenet og Trappen. 

Hun saå hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der 
skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det 
lød hen gennem hele Rummet : han vragede hidsigt mel- 
lem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede 
Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder. 

Det var efterhaanden Madam Martens, som om det 
store Komfur med de hundrede Kar, hvori de rød- 
ho'dede Medhjælpere rørte, og som de flyttede og veks- 
lede, som om dette store, gloende Uhyre kun lod det 
altsammen, Smørret, den dyre Vin, Champignon'er, Oli- 
ven og Trøfler — Kokken g ø d de dyre Sager ud med 
sine travle Hænder, som fo'r fra det ene i det andet, 
saa var de i Melet, og s a a blev de skyllet i Vand- 
bækkenet — gaa op i en eneste Røg, en Damp, som 
stod om Kokkene, mens alting snærrede sammen til 
elendige Smaaportioner, Kelnerne bar bort paa Fade, 
store som Tallerkener. 

.... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og 
raadløs. 

Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; fordi 
den blev jaget bort og den blev sagt op; de var grebne 
i Hustyverier : den havde fyldt en Lomme med skaaret 
Sukker, og den havde slæbt skært Kød ud af Huset i 
en Skindtaske, skjult under sine Skørter. 

Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde 
syet sig to Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; 
Kelnerne maatte skifte, fordi de stjal af Fadene paa 
Trappen foran Anretterværelset. 

Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig 
Støtte for Huset, med sine fem Procent af alle Ind- 
købene — valtende foran Madam Martens, der blev 



471 STUK 

bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved 
Trappen . . . 

... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned 
forbi Victoria-Etablissementet og saå Porten stod aaben. 
Han gik ind i Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret 
endnu. 

Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra 
Stolen — han var i det hele saa nervøs, saa han skræm- 
tes ved hver Lyd i denne Tid — : 

— Naa — man kommer da ikke ind paa denne Tid, 
sagde han vredt, uden at banke paa. 

— -Jo — Tyve og Røvere, sagde Berg og lo. 

Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde : 
Ja — saa ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre 
blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten; 
Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen : 

— Naa — hvad sagde de saa om os derude? sagde 
Adolf. 

— Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg. 

— Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen 
hen over Klatpapiret. 

De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store 
Hus. Foran sig saå Berg Adolfs blege Ansigt over 
Pulten : 

— Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød 
han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde 
pint ham i Stilhed saa længe : 

— Hvor bliver vore Penge af? sagde han. 

Adolf saå op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han. 

— Fattigskatten? — hvad vil det sige? 

— Har De virkelig troet paa vort „fulde Hus"? 
sagde Adolf og slog en ny Slange hen over Papiret. 

— Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde 
Hænderne frem over Pulten : De mener vel ikke, vi har 
betalt Skat af usolgte Billetter? sagde han heftigt. 

— Jo, svarede Adolf blot. 

De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en 
Stemme, der rystede lidt. 



HERMAN BANG 472 

— En Gang maa vi vel ha' den anden Prioritet, 
sagde Adolf utaalmodigt. 

— Vi maa gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede 
Pennen. 

— De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var 
saa alvorlig, sagde Berg. 

De tav lidt igen, mens Berg stadig saa over paa Adolf, 
som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten : 

— Alvorlig? — alvorlig? sagde han. Men jeg kan 
ikke i al Evighed blive ved at tage til, hvad Fa'r ejer 
. . . Naa, sagde han i en anden Tone og stod op: saa 
gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden. 

De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte. som 
Adolf slukkede igen og stillede indenfor Døren i Stuen. 
Nede paa Gaden blev Adolf munter paany, talte om 
Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et Koncert- 
bureau : 

— Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting 

med — uden at genere os Trawlfiskeri gennem 

Provinserne. 

— Spenner var god til det, sagde han. 

Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget — Berg 
fulgte Adolf uden at tænke derover — sagde Adolf: 

— Tingen er, Terrain'et er dog lille. 

— Ja, sagde Berg. 

Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, 
og Berg vilde endelig hjem. 

— Aa — nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde 
Adolf og tog hans Arm. 

De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik 
staaende : 

— Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det 
— her gik vi ogsaa den Gang efter „Prinsessen af 
Bagdad". 

— Ja, sagde Adolf. 

Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, 
standsede de paa det modsatte Fortov : hele Huset var 



473 STUK 

mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig dybt i Muren, 
syntes det, nu i Natten. 

— Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, 
mens han saå op mod Forældrenes Vinduer, slog han 
Armene knugende om Bergs Hals. 

Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens 
Adolfs Ansigt laa tæt ind til hans, tænkte han : Hvor 
han ligner Gerster. Han havde ganske det samme Ud- 
tryk som Gerster — i Øjnene. 

— Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig. 

— Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede 
Armene fra Bergs Hals for at gaa over mod Gadedøren, 
hvor han begyndte at søge efter Vokssvovlstikker i alle 
Lommer. 

— Naa, sagde han. Godt er det, at den Gamle 
har samlet en Formue . . . Der kommer vel bedre Tider 
igen .... 

De skiltes, og Berg gik endelig hjemad. Han blev 
ved at sige til sig selv : Ja, ja — ja, ja — den Gamle har 
jo Formue — og fo'r sammen hvert andet Minut ved 
Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han. 

Ud paa Foraaret blev der dannet et Kon- 
cert-Bureau, som havde Spenner til Chef og alle Nor- 
dens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle Aviser 
bragte daglige Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. 
Navnlig i Sverige var Concert-Bureau- og Spenner- 
Veksler hele Sommeren ikke vanskelige at anbringe. 



III 

— Havde De anet det? sagde Hr. Mølbom — han 
var knap kommen indenfor Døren til Canths Entré — : 
Anede De det? 

Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hæn- 
der: 



HERMAN BANG 474 

— Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med 
Mo'r, sagde han. 

Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; 
Tankeeksperimentet slog ham som et Brædt gennem 
Hovedet. 

Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed. 

— Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede 
paa Hovedet, som om d e t var det forunderligste ved 
Sagen og Bortførelser vanligt annonceredes paa Gade- 
tavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han. 

— Der laa et Brev til Dunker, sagde Sundt, da han 
kom hjem, som sagde, hun var rejst og . . . forklarede 
ham. 

Ordet „forklarede" morede Toldassistent Bastrup, 
der tog Fru Mølbomc Ærme-Elastikker i Forvaring foran 
Spejlet. 

— Og han? sagde Fru Mølbom. Det var hendes 
første Ord; hun havde kun hilst Goddag med et maje- 
stætisk Nik. 

— Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. 
Selskabet havde Tøjet af, og Bastrup lukkede Daglig- 
stuedøren op for Fru Mølbom og de andre. 

Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, 
med Tilvækst af Fru Legationsraadinde Sten, en Slags 
„Aflægger" af Kredsen, der var stødt til den i Aften i 
Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af 
Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store 
stikkende Glasøjne frittende paa hver, der kom. 

— Børn — Børn, slog Fru Canth Alarm straks ved 
Døren: Børn — hvad siger „Menigheden"? 

Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, 
og man blev ved at hviske i Krogene, mens Mitte og 
Putte, der var blevet oppe, gik fra Skød til Skød hos 
Damerne og blev kærtegnede. 

— Putte — Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og 
tog Putte op, der blev helt kælen af al den Ømhed og 
laa tæt ind til Legationsraadinden, som klappede Barnets 



475 STUK 

Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om 
Dunkers to stakkels Drenge : 

— Ja — sagde hun og sukkede ■ de stakkels Smaa 
— de smaa Stakler. 

De sagde alle en beklagende, distrait Sætning om 
Børnene Kredsen rundt — undtagen Fru Mølbom, der 
udtrykte hele sin Indignation ved en stram Tavshed — - 
til der blev en ny Pause, og Fru Canth sagde (Stem- 
ningen blev ved at være lidt tung) : 

— Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der 
havde arbejdet stille ved Siden af Fru Mølbom, rejste 
sig og gik hen til Klaveret, just som Herluf kom. 

Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og 
havde udviklet sig til en unærmelig ung Dame af engelsk 
Tilsnit med yderlig rank Ryg og opskudte Skuldre, satte 
sig med et velopdragent Ansigt til at spille en ,,lettere 
Sonate", mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er 
De? — hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og 
holdt ham fast i Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos 
Fru Strøm, der altid modtog ham med et ejendommeligt 
Nik som en Slags hemmelig „Medvider" og gjorde 
Plads i Sofaen. 

Rundt om i Stuen talte man to og to i Ly af Musikken, 
mens lille Hr. Canth gik nervøs frem og tilbage, uden 
at høre og se, frem og tilbage, og Frøken Agathe blev 
ved at afhaspe sin Sonate, der var ensformig som et 
Sæt Fingerøvelser. 

Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru 
Canth og Sundt. Samtalen ude i Stuen blev højere og 
højere, kun Fru Mølbom sad uforanderlig tavs under 
Lampen, flettende Frynser, assisteret af Bastrup. 

— Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra 
Vinduet i en underlig høj Tone, der lød, som den vilde 
slaa over, er det ikke ogsaa sandt, at jeg faldt i Krampe- 
graad, da jeg hørte det? 

Fru Strøm vendte sig og bevidnede det. 

— Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro 
det; og hun vendte sig igen til Vinduet. 



HERMAN BANG 476 

— Jo — det var saamæn sandt, bevidnede Oberst- 
inden, og hun begyndte at fortælle meget levende, hvor- 
dan hun kom herhen imorges — hun havde jo hørt det 
straks .... og Anna sad dér ved Sybordet .... 

De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun 
tæt ved Siden af hinanden, mens de ude i Stuen lo og 
talte højt: 

— At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa 
langsomt og sagte. 

— Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke — 
de Stakler, sagde hun. 

— Mon? hviskede Sundt. Og forvirrede, i samme 
Nu begge overmandede af den hemmelige Misundelse, 
der pinte dem, eller af Leden, der brød frem i dem, eller 
af en pludselig Skam — ønskede de sig i samme Tanke 
endelig ganske nær hinanden eller endelig løs .... 

Men Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa 
Sundt kunde have kvalt den gamle Sladdertaske med 
sine Hænder : 

— Anna, Anna skriger jeg, men hun bli'r bare ved 
at hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke 
alting op paa hende .... 

— Spil dog mer — spil dog mer, Agathe, raabte nu 
Fru Canth og traadte frem paa Gulvet. Jeg maa se til 
Bordet, sagde hun og gik. 

Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin 
Plads. Konversationen var nu blevet meget højrøstet, 
og hver berettede sine Enkeltheder. 

— Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten 
fra sin Puf. Oberst — De var der jo? 

Oberstinden tog Ordet fra Obersten : Dunker havde 
selv lukket op for Obersten i Entréen og sagt, da de 
kom ind i Stuen : „at dette var ham kærere" . . . 

— Kærere. Alle var forargede. Fru Sten maatte 
høre det endnu en Gang af Obersten selv, ganske nøje 
— han maatte komme hen til hendes Puf. 

— Men hvordan saa han ud? sagde hun. Ober- 



477 STUK 

sten kunde ikke nærmere tydeliggøre hvordan Hr. 
Dunker havde set ud: Saadan — som altid, sagde han. 
Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg 
indigneret paa sin Plads. Hr. Mølbom, der under større 
Sindsbevægelser var uimodtagelig for fremmede Idéer, 
sagde kun igen til Herluf: 

— Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er 
han kommet i Huset — fem Aar, tidlig og sildig .... 
Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til den næste. 

Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og til- 
bage, og som var saa nervøs, at han havde Trækninger 
i Ansigtet og rystede paa Hænderne, han strakte frem 
mod Berg, sagde hastigt og halvhviskende : 

— Jo — de to forstaar man — ikke sandt? dette 
forstaar man, sagde den lille Mand og trykkede Bergs 
Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans Fingre. 

Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og 
Putte, der havde bedt om at maatte blive oppe til Bor- 
det, hvis da „Fa'r" gav Lov, hvad Lille Assessor saa 
vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter blev 
der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads 
ved det store Bord. Alle Damerne vilde skære for til 
dem, og Poderne talte højrøstet med, mens alle lo ad 
hver af Puttes Bemærkninger. 

Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme 
og seende paa de Canthske to, der spiste med Serviet- 
terne halvt op til Ørene, sagde hun igen : 

— Ja — de stakkels smaa hos Dunkers. 

Alle talte om Børnene, og Stemningen var let senti- 
mental, mens de to Canther pludrede med, og man tog 
til sig af Retterne med god Appetit, i Kredsen af de 
vante Ansigter : 

— Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa 
sig rundt med løftet Glas : Rigtig rart. 

— Vidne, Sundt — Vidne, lange Arthur . . . 

Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lag- 
de sig lidt efter lidt en egen hjemlig fornøjet og hygge- 
lig Stemning over Bordet, som ved et Familiebord, hvor 



HERMAN BANG 478 

alle de nærmeste er komne vel sammen. Obersten tal- 
te om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som 
det saa ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom 
førte Ordet : og man rejste sig fra Bordet under en 
stille, tilfreds Munterhed, hvor man trykkede hinanden 
i begge Hænder, med lange velmente „Velbekomme" 
og saa gladmætte ud. 

— Pyh — her er varmt, sagde Fru Canth og slog 
Døren til det kønne Sovekammer op; hun havde lukket 
den før Bordet, da hun badede sit Ansigt med Eau de 
Cologne. 

Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og 
to rundt om i Krogene, blev de Herrer og Damer filoso- 
fiske, lettende deres Hjerter ved mere dybsindige Sen- 
tenser og dømmende „Begivenheden" objektivt, under 
Udvikling af megen Levevisdom. 

Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor 
Herrerne og Damerne passiarede rundt om, mens Aga- 
the, den unge Pige, stille syede ved Lampen, og Hr. 
Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang 
og gaa over Gulvet for at kysse „Mo'r", der vendte 
Kinden til med et stramt Udtryk : Fru Mølbom saa 
bestandig potenseret krænket ud, naar hun fordøjede. 

Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne 
til Herrerne, sad nu ligeoverfor Berg paa Chaise- 
longuen, med Puderne efter „Bagdad-Modellerne" i 
Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og hver 
sad i sine Tanker, mens Stemmerne lød halvhviskende 
i Stuen : 

— Nej — lille Herluf — sagde hun og satte pludse- 
lig Fødderne energisk i Gulvet for at rejse sig : man 
kan jo more sig uden at „snyde", sagde hun og gik fra 
ham. 

Man brød op lidt tidligere end sædvanlig : Berg og 
Sundt fulgtes ad og talte naturligvis igen om Dunkers: 

— Det havde selvfølgelig været meget „hedt" 
længe, sagde Sundt. 



479 STUK 

— Sandsynligt, sagde Berg. 

— Og med d e t kom saa naturlig alle Kvalerne . . . 
Scenerne, Fjortendags-Bruddene — sagde Sundt i en 
ejendommelig misfornøjet Tone — hun havde stadig 
Samvittighedsnag, Skrupler — — overfor Mand og 
Børn — og ... den Historie, sluttede Sundt. 

De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under 
en Lygte i en langsom Tone : 

— Nej — Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin 
Grav som en hæderlig Mand og vide, man er aldrig 
traadt nogens Ret for nær . . . 

— Ja, ja, sagde han og gik videre : det er det bed- 
ste . . . 

De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved 
Jernbanen : Ser De, sagde Sundt, som dog stadig ikke 
havde faaet talt rigtig ud : Man kan jo ogsaa . . . uden 
det — ha' det rart. 

— I vort Klima, sagde Berg. 

Sundt saa paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik. 

. . . Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned 
mod den gamle By. Fru Mølbom var pludselig blevet 
veltalende; hendes Krænkelse gik ud over Legations- 
raadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det 
var Fru Mølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme 
af kvindelig Nøgenhed hos Næsten. Og hun vidste, sag- 
de hun, i det hele taget ikke, hvordan det kunde være, 
at „saadanne Personer" evigt sneg sig ind i deres 
Kreds . . . 

Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad. 

Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og 

aflagde Stuepigen Beretning. Efter at Frøken Agathe 
var blevet voksen, var det blevet Stuepigen, hun be- 
troede sine fortroligere Iagtttagelser. Nu fortalte hun om 
Sundt og „Konen" bag Gardinerne. 

— Hm — om de tror, man ikke har Øjne, sagde 
hun og fortalte videre, mens de fniste sammen, hun og 
Pigen. Det blev ud paa Natten, før Frøken Agathe sov 



HERMAN BANG 480 

i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyse- 
røde Rosenknopper. 



— Naa Hjertet op i Livet. 

Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, 
der havde fulgt ham — Alverden maatte følge Adolf 
nu, naar han blot skulde gaa ti Skridt ned ad en Gade. 

Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at. ønske 
Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de 
ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét: 

— Naa — saa venter De i Forretningen, sagde han 
og løb op ad Trappen : Konferensraad Hein havde øn- 
sket en privat Samtale med Hr. Adolf. 

Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, 
hvor Ekspedienter og Kunder bevægede sig lydløst ved 
Disken, mens Assistenterne arbejdede Pult ved Pult, og 
han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og kold 
Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som des- 
uden agerede Ventesal for dem, der privat skulde tale 
med Chefen. 

Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det 
ind ad den store Egetræsdør til Privatkontoret, der luk- 
kede sig sagte paa blød Filt, og derpaa vendte tilbage til 
Budstuen, bag hvis Glasdør de lange uniformerede 
Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende 
Ben, debatterede deres, med de „halve 01" staaende 
under Bænken. 

Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som 
skulde ind før han. Haandværksmestre og Provinskøb- 
mænd, der søgte Laan paa tvivlsomme Sikkerheder, og 
som derfor maatte gaa lige til Chefen. De. sad, den ene 
uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig 
skiftende Stilling som søvnløse, der kaster sig paa Lejet. 
Adolf blev mer og mer nervøs af at se paa disse leven- 
de Automater, der rejste sig og gik op og ned og atter 
satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aands- 



481 STUK 

fraværelse, som om den ene smittede den anden. Og 
saa denne Dør, der gik op og i hvert femte, tiende Mi- 
nut, lydløst paa sin Filt selv troede Adolf stadig 

han passede paa sit Ansigt, saa det forblev ligegyldigt 
og roligt. 

Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provins- 
grosserer, der halvsov i en Krog, træt af det meget Lø- 
beri i „Byen". Budene talte saa højt inde i deres Rum, 
saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden : Nu var der 
kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at 
vide, hvad han sagde : Bankembedsmændenes Over- 
frakker hang med deres fine Silkefoer langs Knagerne, 
og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette køn- 
ne Stof i Tankerne og tænkte : 

— Hvor mange af dem har mon Underskud i Kas- 
sen? 

Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og 
Konferensraaden hævede Ansigtet fra Papirerne og saa 
hen paa ham : Straks, sagde han og gav sig til at arbejde 
igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet. 

Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa 
Værelset, Vægkortene, det store Kronometer, Konfe- 
rensraadens Profil, med det samme Blik, mens han 
tænkte : 

— Hm — hm — mer Venten, og han drejede sig 
mod et Vægkort med Ryggen mod Konferensraaden. 

Konferensraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt 
Hænderne nonchalant paa Ryggen, følte sin egen Puls 
til Lyden af det dikkende Kronometer. 

— Ja — saa er jeg til Deres Disposition, sagde Kon- 
ferensraaden og saa hastigt hen paa ham, før han atter 
dukkede sig over sine Papirer. 

— Eller — jeg til Deres, Hr. Konferensraad, sagde 
Adolf med et let Buk og satte sig. 

— Ja — det er ganske vist mig, sagde Konferens- 
raaden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi 
maa — han søgte noget om Ordene — en Gang tale 
ud med hinanden; han tav lidt. 

H. B. III 31 



HERMAN BANG 482 

— De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. 
Adolf, sagde han saa og saå paa ham : Deres og Deres 
Fa'rs. 

— Ja — sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket 
bort (og tænkte: „Hm — hvad jeg ventede") — det 
staar vel til at antage, at en Forretningsmand som min 
Fa'r véd, hvad han gør. 

Konferensraaden legede med sin store Lineal og sva- 
rede ikke. 

Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende 
brøsigere ved Synet af denne Lineal, der gik irriteren- 
de frem og tilbage som en Perpendikel : Det er vel kun 
naturligt, Hr. Konferensraad, naar en Fader sætter sin 
Formue i sin Søns Forretning. 

— Sin Kredit, rettede Konferensraaden og legede 
igen lidt med Linealen, før han lagde til : 

— Ja, ja — Deres Fa'r er jo et godt Navn. Direk- 
tør Hein lagde et lille Eftertryk paa det sidste Ord og 
saå hen paa Adolf, der, som smittet af Lineallegen, var 
begyndt at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem 
sine Ben. Konferensraaden betragtede interesseret den- 
ne Mølle, før han lagde Linealen ned og sagde : 

— Jeg har imidlertid som Ven villet gøre Dem, 
Dem personlig, sagde han og vendte Ansigtet helt bort 
mod Vinduet — der dog sikkert er bedst inde i Forret- 
ningerne — i hele Forretnings gangen (udtrykte han 
præcisere sin Tanke og saå ned paa Møllen, der blev 
ved at dreje) opmærksom paa, at Bankdirektørerne er 
blevne enige om at vise megen Forsigtighed overfor De- 
res Foretagender. 

— Ja jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han be- 
stemt, en ganske særlig Forsigtighed, Hr. Adolf. 

Adolf holdt Hatten mod sit Knæ : Ja, sagde han iro- 
nisk, men Ordene kom lidt hastigt efter hinanden : Ban- 
kerne maa jo vide, hvad de gør. 

— De tror det, sagde Konferensraaden skarpere. 
Der blev en lille Pause.- Det er i Virkeligheden en me- 



483 STUK 

get betydelig Vekselmasse, der er i Omløb paa Deres 
og Deres Fa'rs Navn, sagde Hr. Hein roligere. 

Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik 
rundt som et Hjul, mens han smilte og sagde: 

— Ja, det vil jo altsammen blive ændret, naar først 
Prioriteten er ordnet, Hr. Konferensraad. 

Det syntes at more Konferensraaden, for han begynd- 
te at le lystigt og lo en rum Tid : Ja, sagde han — den 
Dag vil jeg gratulere Dem. Os staar nu Victoria-Eta- 
blissementet i halvanden tinglæste Million. 

— Vi er tilfreds, sagde han. Konferensraaden var 
vedblivende meget munter, mens han rejste sig, og og- 
saa Adolf stod op : 

— Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. 
Konferensraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor 
man kunde have sluttet andre Engagementer. 

Konferensraaden havde vist slet ikke hørt det, for 
han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, 
bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng 
med noget af det foregaaende: 

— De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf — en me- 
get forfængelig Mand, det har jeg altid sagt. 

Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet : Naa — 
sagde han — saa vil De jo betragte denne Samtale . . . 
der bli'r mellem os — som det, den er — som : et 
Venskabsbevis . . . Farvel, han bukkede kort. 

— Farvel. 

Der var ikke mer. Haanden gav Konferensraaden 
ikke. Adolf naaede Døren og fik den ogsaa lukket: rank 
gik han, som balancerede han paa et Brædt. Han saa 
alt, Budene og Kunderne og Assistenterne og Trappen, 
med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad 
han saa. 

Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Ka- 
féens Vindu: Hvad? har Du nu Tandpine igen? raabte 
han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. Adolfs An- 
sigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kel- 
nere rundtomkring. 

31* 



HERMAN BANG 484 

— Ja, sagde han blot og satte sig. 

Der blev bragt Direktøren Cognac at holde ved Tæn- 
derne. 

. . . Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konfe- 
rensraaden opmuntrende paa Skuldren, før han vendte 
sig fra Vinduet, hvor han havde set Adolf skraa over 
Pladsen, som var han en Søvngænger, der listede frem 
langs et Tag. 

I Forretningen ventede Herluf. 

Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirer- 
ne flød støvede paa Pultene. Adolf kom her jo næsten 
aldrig mer. Saa var han vandret rundt nede i Lokalet : 
Butikken saå ud som plyndret efter det sidste Salg — et 
„Kronesalg", Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med 
Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste 
Kroner ind for Sæson-Resterne. Der hang kun rundt 
over Montrerne under Loftet nogle medtagne udstop- 
pede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres ud- 
spændte Vinger. 

Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøk- 
nerne og slog paa de tomme Cartoner, der var stillet 
op paa Montrerne i Figurer. Han hørte efter en Kunde 
og holdt det ikke mere ud i Butikken, saa de begge gik 
op igen i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; 
og de ventede, staaende eller gaaende rundt : 

— At det kan vare saalænge, sagde hun. 

— Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem — 
heroppe var Væguhret gaaet istaa — : Halvfem, sagde 
Herluf. 

— Og han gik Klokken tre? 

— Ja. 

De gik atter ned, begge to — de maatte være sam- 
men — og de talte, mens de spejdede ud ad Vinduerne, 
til de vendte tilbage igen til Kontoret: 

— Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og 
troede det ikke selv. 

Telefonen ringede. Det var en Depeche fra „Spen- 
ner-Bureauets" Tourné, der var ankommet til „Victo- 



485 STUK 

ria" : Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe. Udsolgt Hus 
og utallige Fremkaldelser. 

— Og en Kasse paa 17 Kroner, sagde Berg og lod 
utaalmodig Høreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel. 

De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde 
Frøken Hansen igen. 

Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa 
Pulten og inde i det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kon- 
trolmærker hang glemte og gulnede paa deres Pinde. 

Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, 
sagde hun, naar den Gamle blot ikke faar dem at se. 

— Den Gamle — hvad? sagde Berg. 

— Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev 
hvidt : de to derude skriver jo Navnet. 

— • Men — for Guds Skyld, sagde hun og holdt 
Haanden hastigt og angst op for Munden. Herluf var 
blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod hende : 
Det varede lidt, før han spurgte — og der var slet ingen 
Lyd i hans Stemme — : 

— Hvorlænge har det været saadan? 

— Længe, sagde hun. 

De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned 
i Butikken. Lidt efter rev Herluf Døren op dernedtil : 

— Jeg ga a r ham imøde, raabte han. Han kunde ikke 
blive, ikke længer holde det ud; og han gik ud ad Bag- 
døren. Han saå slet ikke den Dame, han strejfede i 
Gangen. 

— Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det 
er vel ikke nødigt — og han stod foran Asta Heltz tæt 
ved Døren — at vi undgaar hinanden, sagde hun. 

Han sagde intet og hilste knap : At vi dog aldrig ses, 
sagde hun med en let Anstrengelse og vilde holde 
ham et Øjeblik fast, trods hans Forvirring, som hun 
troede skyldtes hende : 

— Vi var jo dog altid gode Venner. 
Berg bøjede kun stille Hovedet. 

Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde 
hun indramme hele hans nye Eksistens herinde og der- 



HERMAN BANG 486 

ude paa „Victoria", i en Tone, der skulde spøge, men 
lød lidt brudt: 

— Og her har De altsaa Troen? sagde hun. 

Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og 
Jord skulde glide bort under hans Fødder, og han blev 
saa bleg som et Lig) angst, for at han skulde tage det 
som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt og 
bedrøvet : 

— Aa — Berg — desværre — vi var vel Tvivlere 
begge. 

Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn ■ 
Jeg skal ind at købe hos Dem, sagde hun. Det er Fru 
Stern, der venter derude den lille Stakkel. 

Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og 
saa ud: Ja — var det Fru Stern — det lille syge, 
skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt hende 
igen, som hun saa ud . . . 

— De saa hende vist en Aften hos os, sagde Asta 

for et Par Aar siden . . . Den Aften, sagde hun 

sagtere. 

Asta Heltz var gaaet ind i Butikken efter at have rakt 
ham Haanden. Herluf følte sig kun som bedøvet og saa 
ganske uskikket til at tænke, mens han, idet han gik 
ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paa 
Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns 
forandrede Ansigt. 

Paa Østergade kom Adolf imod ham, Arm i Arm med 
Blom, stortalende og rødkindet: De maatte i „National" 
i Aften, sagde han, alle i „National" i Aften — der var 
Debut i Aften .... Adolf havde en høj, støjende Stem- 
me og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke 
om National, om at han inviterede Selskabet til „Vic- 
toria" . . . 

— Men hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog 
ham i Armen. 

— Alt i Orden — naturligvis, sagde han brøsigt og 
begyndte igen at tale om „National" : de maatte have 
Brodersen med . . . 



487 STUK 

De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, 
der snakkesalig havde fulgt et Medlem af „Athenæum" 
op og ned ad Ruten og som nu skraaede over Gaden 
til dem og begyndte at snakke, ud i ét, paa sin vrøvlede 
Art — mens ogsaa Konstantin blev mere og mere høj- 
røstet (mens han idelig kneb Herluf i Armen) og Fader 
og Søn stod paa Fortovet ligeoverfor hinanden og pra- 
tede med underlige Diskantstemmer, saa det skar gen- 
nem Berg. 

Endeiig blev der en Pause, og den Gamle sagde med 
et hurtigt og sky Blik hen paa Sønnen : 

— Ja — Du gaar vel ikke hjem til Middag — Kon- 
stantin? 

— Nej — jeg maa være paa „Victoria", sagde Adolf. 

— Ja — Farvel da, sagde den Gamle og lo paa sin 
umotiverede Maade. 

— Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte 
en angstfuld Medlidenhed med den gamle Mand, der 
blev ved at snakke uophørligt lige til sin Gadedør 
hjemme. 

Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades 
Hjørne. Da han løb forbi Glasdøren til Forretningen, 
slog han stort ud med Armen ind til Frøknerne. Frøken 
Hansen vaklede i Knæene, da hun saå hans Ansigt, og 
hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til. 

— Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og 
kunde næppe tale. 

Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, før han faldt 
ned over Pulten som et livløst Noget og hulkede højt. 

— For Guds Skyld, for Guds Skyld — der kan kom- 
me nogen, sagde hun i den yderste Angst og tog ham 
om Skuldrene: Hvad er der sket — hvad er der sket? 
sagde hun. Sig det — sig det ... 

Han løftede Ansigtet og saå paa hende med Øj- 
ne, der var stive og som forvaagede, idet han begyndte 
at hulke igen. 

yéd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tæn- 



HERMAN BANG 488 

der klaprede i Munden, og hendes Arme faldt slapt ned 
langs Siderne. 

Han svarede ikke straks — hulkede kun. Men saa 
begyndte han at tale; afbrudt af Stønnen, med ludende 
Hoved fortalte han alt, spækkende det med Forbandel- 
ser, anklagende dem alle : Martens med sine kalkede 
Rønner og Spenner, som han kaldte „en Forbryder" og 
Berg, den Stymper — dem alle : Ham — h a m lod de 
bære det, raabte han fortvivlet, til han som et Kadaver 
faldt ned over Pulten. 

Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans 
Hænder og slap dem raadløs igen. 

— Om nogen kom — om nogen kom, blev hun ved 
at sige og vred Hænderne. 

— Hr. Adolf — Hr. Adolf — hun havde bragt Vand 
og dyppede sine Fingre for at vædde hans Tindinger. 
Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde 
hun og vidste ikke selv, hvad hun talte. 

Han løftede Hovedet og saå forvildet paa hende. Sit 
Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder 
brændte i Angstfeber, Adolf greb hendes Hænder og 
trykkede hendes Fingre, saa de smertede : 

— Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. 
Men de forblev dog med Ansigterne tæt ind mod hin- 
anden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik — 
mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet 
ind mod hans Skulder. 

Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær greb han 
hende om Haandledene og førte hende ind i den Gam- 
les Rum, hvis Dør han slog til, saa den store Kinesers 
Hoved faldt forover, og Tungen af det røde Træ raktes 
dinglende langt ud af Munden. 



Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved 
Dørene for at se efter Fru Mathilde, som hun sad dér 
igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne op paa So- 






^S9 STUK 

faen under Tæppet, og hverken hørte eller saå, men 
bare stirrede og stirrede frem for sig, som var der en 
Ulykke sket. 

Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det 
var Asta Heltz, der var med Vognen. 

— Det er kun mig, sagde hun straks i den første 
Stue, lille Fru Mathilde fo'r sammen: saa kører vi, sag- 
de Asta muntert. 

— Ja — Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og 
nikkede mat ud imod hende. 

— Hvad er der dog med Dig, Mathilde, sagde Asta 
og tog hendes Hænder, som var ganske kolde : hvad er 
der dog med Dig? hun saå bekymret ned i Venindens 
Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større 
hver Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næ- 
sten som hos et sygt lille Barn. 

— Hvad er der dog, Mathilde? sagde hun mildt. 

— Ingenting — ingenting, sagde Fru Stern og slog 
med Hovedet. 

— Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa 
Skødet: noget er der, noget maa der være, sagde hun 
og klappede hendes Haar. Hun talte til hende som til 
et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang 
i Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt 
Hjemveen altid strengest over de unge Pigebørn) og 
krøb saa tæt, tæt ind til Asta : Mathildes Hjemve havde 
været som en hel stum Forstenelse, og saa havde Asta 
altid været den, der maatte trøste og hjælpe. 

— Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde 
Asta nu som den Gang. Lille Mus — lille Mus. 

Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det 
gamle Kælenavn pinte hende nu : Nej, nej, sagde hun 
heftigt. 

— Mathilde dog — men Mathilde dog. 

— Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og 
gik ud. 

Asta blev siddende og ventede : hun vidste virkelig 
slet ingen Raad mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun 



HERMAN BANG 490 

kunde tænke — lige fra den Dag, Mathilde, der var i 
Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de 
stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og 
grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og 
grædt . . . 

Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden 
var stilnet, sad Mathilde kun tavs og forknyt paa So- 
faen hos hende — længe. 

— Jeg maa jo nok komme igen til Dig, sagde hun 
saa, da hun gik, det var, som Graaden vilde komme op 
igen. 

Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. 
Hun tænkte, det vilde maaske opmuntre hende, nu Vej- 
ret var smukt og Foraaret rigtig kom. Men Mathilde 
sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne og 
viste kun en egen ydmyg Taknemmelighed, der næsten 
pinte Asta . . . 

. . . Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, de gik ned 
til Vognen. Hun blev meget snaksom idag, mens de 
kørte — en hastig og broget Snakkesalighed, der un- 
dertiden kom over hende, som vilde hun pludselig plapre 
sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens 
hun stadig sad med de samme stive og stirrende Øjne 
og talte, talte om løst og fast : 

— I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig. 

— Rejser? sagde Asta. 

— Men hvorhen? 

— Over til Gaarden . .. Stern har skrevet . . . Det 
kom alt med den samme ynksomme Hast, som legede 
hun „Hund og Hare" med sine egne Tanker . . . Han 
er der . . . Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r For- 
aar, har han skrevet. 

— Men hvorfor vil Du rejse netop nu nu, da 

Du ikke er rask, sagde Asta. 

— For — jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, 
med de stirrende Øjne ud i Luften, til de vendte hjem. 

. . . Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes 



491 STUK 

Væsen var næsten endnu mere ængstende og for- 
skræmt, da hun kom tilbage. 

Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens 
hun var borte : et Par korte, stumpede Breve, der havde 
gjort ham ganske beklemt og forvirret, saa han gik uro- 
lig rundt — tilsidst rent forpint — og ikke vidste, hvad 
han skulde tænke: hvad mon der var i Vejen? 

For der maatte jo dog være noget i Vejen . . . 

Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid 
og hendes Flagren og Støjen, naar hun endelig kom, 
havde han ikke regnet for noget videre; han havde ta- 
get det for Luner eller „Følger af Foraaret", som gik 
over. 

Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besyn- 
derlige, helt anderledes end før : Et Par regelrette Sæt- 
ninger med en Haand saa omhyggelig som Bogstaverne 
i en Skønskriftbog uden saa meget som et eneste af de- 
res „egne" Ord — kun de nøgne Sætninger. 

Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var 
vendt tilbage. Tiden, naar hun kom, havde hun ikke 
skrevet. Men Lange havde tilfældigvis været om Bord 
paa det samme Malmøskib og fortalte det: 

— Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa 
lufte dem . . . Skidt — skidt er det, sagde han og holdt 
sig paa Baghovedet . . . 

— Var forresten Bekendte om Bord : lille Fru Stern 
blandt andre — det er osse en pillet Kylling, hun, slut- 
tede Lange. 

Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om 
andet. Da han kom hjem, skrev han. Hun sendte to 
Gange Afbud, og én Gang ventede han ved Volden for- 
gæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der for- 
løb endnu et Par Dage, hvor han sagde, at „det jo i 
Grunden var ham saa ret ligegyldigt." 

Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude 
— i Grønningen, naar det mørknede. 

Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst 
kom hun, og da han kendte hendes Skikkelse, der kom 



HERMAN BANG 492 

hastigt imod ham i Mørket, blev han forvirret, saa ingen 
af dem talte, mens de gik hurtigt ned mod Vandet. Hun 
var foran — hun næsten løb — og Erhard blev endnu 
mere forvirret ved Synet af hendes Skikkelse, der lige- 
som flygtede foran ham : Ja — noget er der sket, sagde 
han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være, 
hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en 
Utroskab — for han havde haft „Luner" under deres 
Forhold — ; og midt under sin Sindsbevægelse følte han 
pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed : hvad der vel 
nu vilde ske? noget nyt vilde der komme. 

Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgra- 
ven. Hun blev meget livlig, mens de gik hen langs Van- 
det, talte og lo (hun førte kun lidt for ofte de urolige 
Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe 
raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, 
de gik, var dem begge, som gled de kun bort og bort 
fra hinanden, og de tilsidst syntes, at alle de gamle egne 
Ord, som de dog blev ved at bruge med en smertelig 
Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn — 
altid havde været ligesaa tomme og saa indholdsløse 
som nu. 

Fornuft blev der ikke talt. Da de tredie Gang vendte 
om paa deres Vej, var det ganske mørkt: 

— Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og 
drejede bort fra Vandet. 

— Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, 
dump, resigneret Stemme. 

— Ja — jeg véd ikke, sagde Mathilde med den sam- 
me Hast. Mo'r er evig derhjemme i den sidste Tid. 

De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de 
klaskede Hænderne djærvt i hinanden højt oppe fra 
Luften. 

— Jø-s. 

— Jø-s, sagde de begge. 

Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Spor- 
vognen. 

Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun 



493 STUK 

sagde, hun havde været hos Asta og faldt sammen som 
en Klud ved Bordet bag Lampen. Generalinden blev 
siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, 
der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig : hun maatte 
paany konferere med Marie Pige. 

Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for 
Marie Pige, og i denne Tid konfererede hun daglig med 
hende i hver en Krog : Hendes Naade var jo — ogsaa 
efter Maries Oplysninger — længst overbevist om, at 
der „ikke mere kunde være Tvivl". 

Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevæ- 
gede sin lange knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor 
hun gik rundt og „satte Stole tilrette", mens hun under- 
søgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par Øjne som 
en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe. 

Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før 
Marie havde endt sine Undersøgelser, og Mathilde saå 
op og mødte Pigens hvasse Øjne paa sig : 

— Hvad vil Du? sagde hun heftigt og fo'r op. 

— Nej — nej — jeg skal ingen The have, sagde 
hun og næsten rev sig løs fra Generalinden inde i Spise- 
stuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis Dør hun slog 
til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for 
deres Hvisken og Synen — gemme sig og ligge i Mørke. 

Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele 
hendes Uger gamle forlegne Utaalmodighed overfor 
den blege, forpinte Datter slog ud i Indignation : Man 
var dog vel Moder og Datter og kunde vise Fortrolighed. 
Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de 
holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dag- 
ligstuen. En Gang imellem blev Marie sendt ud for at 
„høre efter" og sneg sig paa Hosesokker ned forbi Sove- 
kammerdøren ; naar Mathilde hørte Trinnene, gemte hun 
sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at 
græde. 

Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning : 
Der maatte en Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom 



HERMAN BANG 494 

hun ganske til Ro igen ved at læse et Par Sider i „Thor- 
nam". 

Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat 
i Familien. Den giver jeg Dig med, min Pige, havde 
Generalinden sagt til Mathilde et Par Dage før hendes 
Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved 
Siden af H. P. Holst's Digte og Mathildes øvrige litte- 
rære Konfirmationsgaver. „Thornam" var i den Familie 
som en Slags Indvielse til Ægteskabet . . . 

Da Generalinden arriverede næste Formiddag, luk- 
kede Marie hende ind i Entreen og hviskede. Alt var 
vel — Fru Mathilde var ved Friseringen. Generalinden 
svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin 
Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret. 

Men da hun kom derind og saå Datteren, der sad 
bleg, i den hvide Frisérkaabe foran Spejlet og kun 
hilste med en stum, træt Bøjning af sit Hoved, som En 
der overgiver sig tavst — blev Generalinden forlegen 
igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, 
uden at vide, hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt 
forvirret og næsten angst overfor denne tavse Underka- 
stelse hos Datteren, der blev ved at sidde foran Spejlet 
ubevægelig og følesløs : hun havde grædt alle Tanker 
ud inat. 

Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ube- 
haget hos Generalinden, der flyttede sig hid og did, til 
hun paany blev greben af hele Forbitrelsen fra igaar, 
en Indignation overfor det „overdrevne" i denne abnor- 
me Smerte, hun ikke forstod, og sagde : 

— Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, 
det — det er en . . . Urimelighed — der gik en ganske 
svag Skælven gennem Skikkelsen i Frisérkaaben, og 
Generalinden var saa echaufferet, at man rent ud kun- 
de have sagt, hun „transpirerte" — 

— Madam Jensen er her, brast det ud af „Naaden". 
Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var 

Nettet, de nu trak sammen om hende. 

Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saå Ma- 



495 STUK 

dam Jensen, der havde biet i Spisesalen, komme frem 
i Døren. 

Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik for- 
legen foran den blege unge Frue, der havde vendt Ho- 
vedet imod hende i næsten sanseløs Skræk . . . Men 
saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam 
Jensen havde praktiseret i tre og tyve Aar — „diskré", 
sagde hun og sammenfattede hele sit Program i det 
ene Ord, som hun berøvede dets „t" ; hun vidste, hvad 
en „Første-Gang" var) et Par Skridt frem og hilste. 

Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa 
Panden ligesom til en Velsignelse. 

Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren 
i Spisestuen og ventede. Der var kommen en egen sær 
Højtidelighed over dem, saa de var ikke ulig et Par 
Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa Aaben- 
baringen af de hellige Mysterier. 



Hun kom altsaa ikke — igen ikke. 

Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og 
havde slukket Lampen, saa kun Lysene for Spejlet 
brændte. Men han satte sig alligevel endnu en Gang i 
den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste 
Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme 
Tanke, som havde fulgt ham uafladeligt ligefra den Af- 
ten, de var skiltes i Grønningen, Mathilde og han : 

— Om det var „det" — om det kunde være „det" ? 

Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder . . . 
hendes Luner . . . Væsen . . . det Hele fra den sidste 
Tid ... 

Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren og raab- 
te saa „Kom ind" — han troede, det var Værtens Pige. 
Men det bankede igen, forknyt, saa det næsten var 
uhørligt, og han rejste sig for at lukke op. 

Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen. 

Erhard kvalte et Udbrud, da han saa hende, og hun 



HERMAN BANG 496 

gik ind forbi ham med underlig sammensunkne Skul- 
dre, som En, der er gaaet en saa lang Vej. Han blev 
greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte : — det 
var Mathilde ; og han bøjede sig frem og tog hendes 
Hænder, der var kolde, som havde alt Blod forladt dem 

— de besvarede ikke hans Tryk. 

Fra det første Nu, han saa hende ved Døren, havde 
han vidst: Ja, det er som jeg tænkte. Og mens han end- 
nu holdt hendes Hænder i sine, fo'r et Sekund alle Tan- 
kerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved — 
og undertrykte selv hans Smerte — Ærgrelse, Forvent- 
ning, Beregninger af Faren, og han sagde (og han fik 
endog Tid til at undre sig over, at han ikke følte sig 
skinsyg paa Stern) : Det var altsaa derfor, hun rejste. 

De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet 
af og satte sig, og Erhard sagde : 

— Du er saa kold . . . her er jo Portvin et Steds, og 
begyndte at gaa frem og tilbage og tage Flaske, Glas og 
Bakke frem af et Skab, mens han blev ved at tale med 
sig selv i rasende Hast : 

— Men Du elsker hende jo . . . Hvorfor taler Du 
saa ikke til hende, klart, aabent, og tager Ansvaret paa 
Dig som en Mand? Hvorfor tager Du hende ikke om 
Hovedet — kysser hende (hvorfor har Du i det hele 
taget ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det ene- 
ste fornuftige, det eneste hæderlige var : Vi to, som 
elsker hinanden, maa jo vide, det er vort Barn 

— jeg véd, jeg er dets Fader ... 

Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række 
hende Glasset med Vin og sagde : Det vil varme Dig ; 
og forlegen begyndte han at rulle hendes kolde Hæn- 
der mellem sine, mens han i en forloren Kæletone 
sagde : 

— De smaa kolde Hænder — de smaa kolde Hæn- 
der, og satte sig ved Siden af hende for selv at drikke. 

Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale 
med aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der 
forløb. Og bestandig forlegen, blot for at der skulde 



497 STUK 

„ske" noget, lod Erhard sig glide ned fra Sædet paa 
Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder — „de 
smaa Kid u — der var kolde som et Ligs, ligesom hen- 
des Hænder. 

Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der over- 
vældede dem begge, eller i en pludselig fortvivlet Ly- 
stighed var de med ét begyndt at brydes og fo'r begge 
op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede, leende og 
aandeløse . . . Erhard havde hældt en Vandslat i det tom- 
me Glas, da han vendte sig og saå paa Mathilde, der var 
blevet staaende, stirrende frem for sig, med fremrakte 
Hænder midt i Stuen. De holdt begge op at le : Mathilde, 
vilde han sige, men tav og blev kun staaende. 

Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i 
Stuen, der lignede Valpladsen efter en „Tagfat", som 
søgte hun Hjælp eller Flugt — før hun mekanisk lod 
Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der gen- 
nemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes 
Bedøvelse som et pludseligt Lyn, saå hun i dette Kam- 
mer, hærget som af en „Blindebuk", foran Erhards An- 
sigt, hvor Latteren var stivnet som en flov Grimasse, 
hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort 
hende til Moder. 

Og som om hendes Tanker, der syntes at have selve 
Dødsmomentets sprængende Voldsomhed, havde med- 
delt sig til ham ved tusind elektriske Traade paa én 
Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende. 

Og dog rørte han sig ikke, talte ikke og holdt hende 
ikke tilbage ; stod bare, som var han blevet lam med sit 
flove Ansigt, mens han saå hende tage Tøjet paa med 
sært stive Fingre — binde Hattebaandene om sit Ansigt 
som af Voks — og gaa som en Søvngænger vilde gaa og 
lukke Døren sagte til. 

... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i 
begge Stuer, flyttede Møblerne paa Plads og stillede 
Glassene ind. Og med Overfrakken paa, foran de snart 
nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han : 

H. B. III 32 



HERMAN BANG 498 

— Hm — Du er altsaa ikke en Gang i Stand til at 
føle Sorg. 

Pustede Lysene ud og gik. 

Hos Godsejer Stems blev der spist Frokost paa Ter- 
rassen foran den store, gammelt hyggelige Have. 

Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i 
Sommer og kælede for „sin Søn" og for Mathilde som 
en Rugehøne for et Par Kyllinger. Han fik sine Liv- 
retter og hun maatte „skaanes". 

Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen ; de slæbte 
Hvilestole rundt, naar hun vilde „gaa" ; (eller rettere 
naar Hendes Naade vilde, at hun skulde gaa, for Ma- 
thilde selv „vilde" jo ikke saa meget, lod mest handle 
med sig — som d e syntes, bleg og stille forknyt) og 
naar hun havde lagt sig, sad Generalinden som Cerberus 
foran Havestuedørene og tyssede paa hver Gartnerkarl, 
der vilde liste sig forbi Bygningen. 

Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Ma- 
thilde skulde hvile lidt nede under Blodbøgen nu, dér 
var Skygge . . . 

Stuepigen slæbte afsted med den store Hvilestol, og 
Mathilde selv kom op fra sit Sæde : Støt Dig paa mig, 
sagde Generalinden, og hun nikkede endnu en Gang til 
Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen. 

Stern blev siddende ved det dækkede Bord og røg en 
Cigar ud. Der var et eget Velvære over ham i Sommer 
— det var vel Familielivet. 

Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens 
han saa efter de to, der gik ned over Plænen. 

— Ja — en udmærket Moder, sagde han, og saa be- 
undrende efter Generalindens ranke Ryg. 

Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. General- 
inden læste højt i en Roman af Dickens for sin blege 
Datter. 

. . . Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. 
Det vil sige Professoren og Professorinden, thi Erhard 



499 STUK 

blev i Byen. Han gled helt tilbage i den Blomske Kreds. 
Stemningen var iøvrigt lidt mat i Kredsen, og Erhard 
sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet, stirrende 
frem i Luften : 

— Erhard, raabte Lange: Ser Du Spøgelser? 

— Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som 
før, mens Brodersen, der ikke havde hørt andet end 
„Erhard" og „Spøgelser", sagde den kyniske Vittighed, 
hvoraf de alle lo : 

— Ja — a, sagde han : Han er s'gu bange . . . Det er 
derfor, han aldrig — tør ligge alene i Mørke . . . 

De lo længe, længe allesammen . . . 

Daarlig saå Erhard ud hele Sommeren. 



IV 

Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var 
helt ind i September, og langs Søerne skinnede de gul- 
lige Blade mellem Løvet, som om det var sydlige Frug- 
ter i Solen. 

Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da 
han saå et Par kendte Rygge foran sig og raabte dem 
an. Det var Lange med Arnoldsen. Lange havde i den 
sidste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde forladt 
„Bladet" og levede af at give Timer i Skoler for om 
Aftenen at undervise et Par Haandværkssvende i Arith- 
metik og Retskrivning. 

Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog 
han en haard Klo i hans sarte Person, naar de mødtes. 
De talte om social Videnskab op og ned ad Gaderne. 

— Han véd s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. 
Egentlig en ganske fornuftig Fyr — han blinkede be- 
skyttende — og, som sagt, han har lært en Del. Mo- 
derne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften 
paa Ordene. 

32« 



HERMAN BANG 500 

— Ja, sagde Herluf — . 

— Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene 
ud : man maa s'gu vide noget, Du . . . Hvad véd de 
andre? At knappe deres egne Bukser véd de, sagde 
Lange. Men „Ideer" — Tak. Lange gjorde en Haand- 
bevægelse, som berøvede han „de andre" enhver Idé. 

— Men Arnold har dog lært en Del, sagde han igen. 
Og saa gi'r man ham Synspunkterne — Du — 
forstaar Du — „det større" Syn paa Tingene. — Man 
lærer virkelig en Del ... jeg mærker s'gu, man lærer 
ikke saa lidt : man faar dog Begrebet, forstaar Du, 
sagde Lange. 

— Men med Nerverne er det skidt, sluttede han mis- 
fornøjet. Det vokser jo nok — og go'e Billeder har man 
nok af — s'gu brillante Billeder, Du ... og man véd, 
hvordan Lyset skal falde . . . men alligevel, man maa 
s'gu først lære noget, sagde Lange og holdt Berg i en 
Knap, mens han nikkede energisk med Hovedet: Im- 
ponere dem paa det videnskabelige, sluttede han sin 
Udvikling. 

. . . Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var 
standset : Her gaar vi to Invalider, sagde Lange og holdt 
sig paa Hovedet (Arnoldsen var iøvrigt ingenlunde Inva- 
lid, men følte sig tvertimod meget friskere, siden han 
var begyndt at forklare Pytagoras for sine Haand- 
værkssvende). Skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, 
sagde Lange. 

— Maa stadig være i den friske Luft, sagde han. 

— Det er vel Efteraaret, sagde Herluf. 

— Ja — ja, nikkede Lange bekymret. Naa — man 
gaar og ser paa Tingene og lærer s'gu en Del, sagde 
han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der 
gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet. 

— Og hvordan gaar det med Deres Haandværks- 
svende, Arnoldsen? spurgte Herluf. 

— Godt, sagde Arnoldsen kort. 

— Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange 
og nikkede ... Vi tænker jo ogsaa over, Du, at lave en 



501 STUK 

hel Foredragsforening for de Folk, vi, nogle Stykker, 
der dog véd noget . . . Det gi'r et Menneske Øvelse, Du, 
man lærer at udtrykke sig, sagde Lange. 

— Og „Vuerne" kommer s'gu bedst, naar man ta- 
ler, sluttede han glad. 

De skiftede Emne og talte om Theatret, mens de gik 
ned mod Taarnbygningerne. 

— Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var 
besjælet af en voksende Munterhed overfor andres 
Smaa-Uheld) : Paa Nordmændene gik I nok i Vandet, 
Gamle. 

— Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf. 

— Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind 
mod gode Ord og Fribillet, drillede Lange. De naaede 
Porten og bød Farvel. Vi slaar et Slag ned mod Øster- 
bro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i 
Arnoldsens. 

„Vel" Du, nikkede han til Berg, der blev staaende 
lidt i Gersters Port og saa efter de to Rygge. Lange hav- 
de saa mange store Haandbevægelser, mens han gik og 
opløste den moderne Videnskab i Synspunkter. 

Oppe hos Gerster ringede Berg paa. Den unge Herre 
var ikke hjemme, sagde Stuepigen. Men Fruen — . 

— Ja — hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der 
ikke havde set Professorinden, siden hun var kommen 
ind fra Landet. Han gik ind at vente i Gangen. 

Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen 
op : Hvis Hr. Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, 
sagde hun, saa kom Fruen straks. 

Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole 
paa „Visitpladserne" nu, da der ingen var, stod saa un- 
derlig ubehjælpsomt ligeoverfor hinanden som et Par 
forlegne Folk, der præsenteres og ikke véd, hvad de i 
al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, 
mens han hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen 
og undrede sig over, at Professoren kunde være hjemme 
nu paa denne Tid. 

Tilsidst kom Professorinden: Aa — man har endnu 



HERMAN BANG 502 

alle de landlige Vaner og la'r sig overraske højt op paa 
Dagen, sagde hun og hilste. 

Sandheden var, at Professoren allerede havde været 
inde fra Landet i over fire Uger. Men Professorinden 
kom i den sidste Tid sjældent videre end til „Skamme- 
krogen", hvor hun ogsaa efter Frokost, naar Erhard var 
gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde, Linned og 
Dækketøj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjom- 
fruen vidste slet ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt 
hun nu havde for bare evig at kunne sidde med noget 
mellem Hænderne. 

Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt 
om Sommerophold og de mange Fremmede, der nu kom 
her Aar for Aar — mens Herluf uvilkaarligt sad og saa 
paa Professorindens travle Hæklenaal : han havde al- 
drig før set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der 
var Besøg. 

— Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster hav- 
de hele Sommeren lamenteret over den evige Jernbane- 
kørsel . . . 

— Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene her- 
inde — lagde hun til. 

Der blev en Pause. Herluf havde i Tanker taget en 
Bog paa det lille Marmorbord med Haandbiblioteket og 
læste nu paa Ryggen Titlen : Monrad, Fra Bønnens Ver- 
den. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og 
vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Pro- 
fessorinden saa op for at sige noget og blev ligesaa for- 
legen som han : 

— Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt 
stødvis. 

Hun begyndte at spørge om Berg — hvor han havde 
været og sagde saa pludselig, næsten uden at vente paa 
hans Svar : 

— Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer. 

— Nej — han ser lidt daarlig ud, sagde Herluf for- 
virret. De følte begge, at Isen nu var brudt, og at der nu 



503 STUK 

maatte tales videre om Erhard. Men de ventede og — 
Herluf stadig med Øjnene i Gulvet. 

— Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa 
Professorinden, og idet hun hastigt lagde Hækletøjet 
bort, tilføjede hun : 

— Kunde De ikke — tale med ham? 

— Jeg? sagde Herluf ... Ja — hvis det kan nytte. 

— For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og 
hendes Stemme blev pludselig meget bevæget, det er 
slet ikke andet end en Vane ... at han er saa lidt 
hjemme. 

— Nej, sagde Herluf. 

— Det er kun Selskabet — — jeg mener, sagde 
hun, nogle af dem, der holder ham fast i daarligt Kom- 
pagni ... 

— For selv er han — i Virkeligheden er han, sagde 
hun, og hendes Stemme blev igen bevæget, saa hun 
næppe kunde tale, ikke andet end et Barn — kun et 
Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, 
der sitrede rebelsk. 

Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Profes- 
sorinden sagde efter en lille Stunds Forløb sagtere : 

— Har han ogsaa talt til Dem om „sin Idé" — at 
han vil flytte hjemmefra? 

— Ja — han har sagt noget om det, sagde Berg og 
saa ned. 

— Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de 
Gamle og de Unge^ — i vor Tid, sagde Professorinden 
og søgte at smile. 

Til Tvistepunkter — Professorinden havde ganske 
Ret — var i Familien Gerster snart alt blevet mellem 
Himmel og Jord. Det var som Professoren og Erhard 
saa sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue sammen ; 
og de talte sig i Brand over Litteratur og Politik — over 
en Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt 
det andet, hvorom de ikke talte. Det var Dag ud og Dag 
ind kun en gold Strid, saasnart de bare saås. 



HERMAN BANG 504 

— Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Pro- 
fessorinden. 

De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sæt- 
ning : 

— Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun 
igen med samme skælvende Stemme. 

Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, 
da de hørte Professorens Skridt i Sideværelset, og Pro- 
fessorinden uvilkaarlig rejste sig halvt : 

— Der er Gerster — allerede, sagde hun. 

Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, 
næsten overdreven høflig, mens de igen begyndte at tale 
om Landophold og Sommer. 

— Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog 
blev Dig besværlig, sagde Fruen. 

— Ja — infam Kørsel, sagde Professoren pludselig 
i en ganske anden, høj Tone og rejste sig. Han gik op og 
ned ad Gulvet et Par Gange : 

— Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte 
han saa med et. 

— Ja, sagde Berg. 

— Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme 
hede Tone. Han kan ikke mere bo herhjemme — her 
er blevet ham for snævert, sagde han og slog med Ar- 
mene ud i Stuen : Ikke Luft nok for et Par moderne 
Lunger. 

Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme 
Hjørne som en urolig Hund i Lænke og talte med en 
hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer nok i Atmo- 
sfæren, sagde han. 

— Ikke Frihed nok, raabte han. 

— Gerster, sagde Fruen. 

— De véd maaske, om han allerede har lejet Lej- 
lighed, sagde Professoren og vendte sig. 

— Ikke det jeg véd, sagde Berg. Ogsaa han talte som 
Fruen med en tøvende og usikker Stemme. 

— Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, 
sagde Professoren pludselig standsende, i en høj, skæn- 



505 STUK 

dende Tone — hvis han bliver her, føjede han til og 
vendte sig. 

De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa 
frem og tilbage i sin raadløse Hidsighed, og Professor- 
inden sad stille og stirrede ned for sig, bøjet frem mod 
den lille Boghylde. 

— Men han kunde da i alt Fald, synes jeg, spise her- 
hjemme, sagde hun sagte. 

Herluf sad og krammede om Stolekanten : Der er jo 
intet sket endnu — sagde han. 

Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virren- 
de med Hovedet, bort over Gulvet. I Døren vendte han 
sig halvt og sagde barsk for at skjule sin Bevægelse : 

— Aa — Drengen er forrykt ! raabte han og gik. 
Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taa- 

rerne var begyndt at løbe hende ned ad Kinderne, og 
hun standsede dem ikke. Hun græd stille, uden at tænke 
paa, at Berg var en Fremmed, der saå hendes Graad. 

Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og be- 
væget ved Synet af denne „Dame", der græd. Saadan 
sad de længe, mens der ikke blev vekslet et Ord. 

Professorinden var hørt op at græde, og da Berg 
vendte sig, rakte hun ham Haanden til Farvel uden at 
rejse sig. Hendes Stemme slog over, og hun kunde ikke 
tale. 

Herluf bukkede kun, tavs som hun. 

Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Pro- 
fessoren sin Dør op og talte nogle Øjeblikke med ham 
som sædvanlig, mens han aabnede Entrédøren. Og da 
Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han 
pludselig: 

— Han kan jo faa det ganske som han vil — her hos 
os. Om De vil sige ham det. 

Professoren blev staaende lidt, efter at han havde 
lukket Døren for Berg, og i en pludselig Forbitrelse 
drejede han Nøglen to Gange om — bag disse moderne 
Forførere af hans Søn. 

Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet til- 



HERMAN BANG 506 

bage til sin Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat 
kun det ene: Hvem det var, der ødelagde hendes Søn. 
Hun gik om Dagene ind i hans Værelse, og hun søgte 
om et Billede, et Brev, et Tegn fra „hende". Hun aab- 
nede hans Skrivebord med en af sine Nøgler og hun 
undersøgte hvert Papir og hver skreven Linje — for at 
finde et Bud, for at vide, hvem hun var : Det var bedre, 
hun vidste, hvem hun var. 

Men hun fandt intet — for der var ingenting. 

Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige 
sentimentale Spor, som de hun søgte. Og hun blev under 
sin resultatløse Forsken næsten endnu mere urolig og 
forpint — Dag for Dag overfor denne sin sløve og 
viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at 
omgaas med en stille Nænsomhed, som var han en 
Rekonvalescent, der trængte til Omhu og Pleje. 

Forresten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende 
— næsten kun ved Spisetiderne, og ved Middagen 
havde de saa den evige Strid, som Gerster ikke kunde 
lade fare. 

Erhard havde stadig de to Stuer ved „Volden". Dér 
var han mest. „Benene vilde til Kroen" ; og han var 
kun som en Slags stille Dranker, der, naar det gaar hen 
mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden nogen 
Støj, berusede sig, ligegyldigt i hvad det var. 

Herluf sad en Dag oppe hos ham ved „Volden" i 
Stuerne, hvor alt var falmet og uhjemligt som i et Pas- 
sant-Værelse i et Vestervold-Hotel, hvor hver Rejsende 
kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin Fugtighed 
ind gennem baade Væg og Dør. 

— Erhard, sagde Herluf, synes Du egentligt, her er 
rart? 

— Næ — æ. 

— Ja — jeg heller ikke. 

— Og hvad saa? sagde Gerster. 

— Saa skulde Du dog hellere forandre det — og 
meget andet. 

— Hvorfor? sagde Gerster blot. 



507 STUK 

De tav lidt. 

— Paa Alfarvej vokser der idetmindste ikke Græs, 
sagde Erhard og blev liggende længe med Øjnene op i 
Loftet. 

De talte ikke mer. 

Men et Par Uger efter sagde Erhard Voldværelser- 
ne op. 



Herluf Berg saå Leverandørernes Vogne og Kærrer 
udenfor „Victoria-Porten" endnu, og han vendte hastigt 
tilbage om Hjørnet til Jernbanegade for at vente lidt. 
Han undgik helst Leverandørernes Morgenkoncert, naar 
Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres Varer til 
Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, 
og de skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i 
Hænderne, saa man hørte dem op gennem hele Gaar- 
den. 

Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende 
Kvindestemme skældte og svor op, saa det lød helt ud i 
Porten. Det var en Vaskerkone fra Roskilde, der skulde 
have Betaling for noget Dækketøj. Slagteren og Vildt- 
handlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer mod 
Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og 
hørte til ; Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke ud- 
levere Brødet uden mod Kontant. 

Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens 
Konen blev ved at skænde : Her vil man nok snyde Fat- 
tigfolk for deres Penge, skreg hun op efter ham. 

Spenner rendte ind gennem Restaurationssalene til 
Buffetjomfruen, der lige var kommen. Han tog Bytte- 
pengene ud af Skuffen og ragede alle Skillingerne sam- 
men i sine Hænder og løb med dem. 

Vaskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen 
igen og bad hende gaa med over i Kontoret, hvor han 
talte Pengene op paa Pulten. 

Slagteren og Vildthandlerbudet drev fløjtende afsted 



HERMAN BANG 508 

ud ad Porten, men Bagerdrengen blev ved at skingre 
forbitret gennem Gaarden og peb i Fingrene op efter 
Syerskerne paa Theatrets Skræddersal, der havde faaet 
Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder 
ud i Gaarden for at høre til. 

Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det 
store Køkken, skillende og vragende Kødstykker og 
Vildt. Det var lidt efter lidt bleven Blandingsgods, der 
af leverandørerne anbragtes i „Victoria-Etablissemen- 
tet"s Køkken, og Hr. Desgrais kasserede rigeligt, un- 
dersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en 
Videnskabsmand i sit Laboratorium. 

Den store Kok var færdig med at sortere og saå prø- 
vende ud over det samlede Indkøb, hvoraf han havde 
sine fem Procent. 

Han vendte sig mod Bordet med „Konserverne". Det 
var aargamle Daaser med en Del Rust langs Sømmene. 
Hr. Desgrais vejede dem i sine velnærede Hænder . . . 
Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det 
var Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem 
Køkkenet til sin Post. 

Hr. Desgrais bandte paa sit Fransk, da hun gik harr 
forbi. Hilse gjorde de ikke paa hinanden. 

. . . Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncert- 
plakaterne ved Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var 
Plakaten til om Aftenen, Dyna Beymers første Koncert. 
Det var den „belgiske Nattergal", som Hr. Theodor 
Franz dog havde besluttet sig til at føre til København 
— uden Garanti : Nattergalen sang for den halve Kasse. 
Plakaterne var meget sindrige, omkransede af Bladenes 
Udtalelser om Frøkenens Privat-Soirée, hvor hun havde 
sunget for de musikalske Notabiliteter og Pressen efter 
„en let Déjeuner". 

Da Herluf havde set Vildthandlerbudet drive af med 
den hidsige Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi 
Restauranten og ind ad Porten. Vaskerkonen kom just 
ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak Hovedet ud ad 
den modsatte Dør, da hun var gaaet. 



509 STUK 

— Naa — er I her begge? sagde Berg. 

— Ja — men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot 
flygtigt Haanden, før han gik igen med Spenner, og de 
fik lukket Døren til den indre Stue efter sig. 

Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant 
til Adolfs Hast og hans og Spenners Raadslagninger i 
alle Kroge. Allevegne, hvor man kom, kunde man træffe 
dem forhandlende for lukkede Døre. 

Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med 
Konsortiets Medlemmer — næsten som var det Vinden, 
der tog dem, saa de den ene Dag var som hægtede sam- 
men og ikke veg fra hinanden, men blev i samme Kon- 
tor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad 
hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem 
Huset som et sværtbelæsset sitrende Dyr. 

Og paa andre Dage fløj Kompagnon'erne forbi hin- 
anden paa Gangene med et hastigt Haandtryk og urolige 
Øjne for at komme bort igen; havende travlt med, man 
vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige 
„Forhandlinger om Prioriteten", som Adolf og Spenner 
drev overalt : i Kontorerne, i de smaa Restaurations- 
kabinetter, saagar i Garderoberne — med Kommissio- 
nærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der dukkede 
op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev 
skjulte og bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de 
gav Plads for andre. 

— Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og løb for- 
bi Herluf ind i et Kabinet til en af disse Herrer For- 
handlere, hvoraf der ofte var to eller tre paa samme Tid, 
gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke skulde se den 
anden. 

Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der 
forhandledes : en forhenværende Godsejer, der søgte 
høje Renter for sine disponible Penge, en velhavende 
Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en billig 
Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, 
der sagde sig at være Bud for store unavngivne Forret- 
ningsfolk eller for anonyme Konsortier, hvis Eksistens 



HERMAN BANG 510 

var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage og gik 
igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de 
allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med 
Hr. Desgrais' dyre Mad, som Kelnerne serverede for 
de Herrer med diskrete Ansigter, som var det „en 
Herre med Dame", de vartede op med de franske Kyl- 
linger. 

Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige 
Drikkepenge, som „Direktørerne" (Spenner lod sig nu 
ogsaa kalde Direktør, saa det rent vrimlede med „Sty- 
rere") stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne eller 
ude paa Gangen : „den Herre vilde ikke ses — ikke af 
nogen", blev der sagt, og Opvarteren forstod. 

Alle havde Hemmeligheder i Victoria-Etablissementet 
med hinanden og for hinanden lige ned til Kelnerne. 

Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som 
i Restaurantens mest glimrende Tid. For ogsaa naar de 
var alene, tog Direktørerne overdaadigt godt til sig og 
bestilte sig smaa separate Maaltider, som de pludselig 
fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags 
Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele 
Timer midt paa Dagen og vaagnede utilpas og rødho'- 
dede. Saa var de sært sky og lidt forlegne for hinanden, 
naar de netop mødtes, idet de listede ud ad Døren. 

Martens var sjældent at finde fem Minutter paa sam- 
me Sted. Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, 
der begrænsede Victoria-Etablissementets Firkant, som 
Ildspaasætteren om Tomten, hvor det brænder. 

. . . Første Akt af Prøven var forbi — det var Arran- 
gementsprøve paa en Operette, „Den lystige Krig", som 
Herluf vilde se at faa op til December for at slaa saa 
megen Mønt som muligt af den slemme døde Tid — og 
Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf 
tog sin Overfrakke paa : 

— Satan — til Svamplugt herinde, sagde han, da 
han kom ind. 

— Ja — ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og 



511 STUK 

begyndte geskæftig at snakke løs om Svamp og Vejr og 
Prøve. 

— Naa — saa gaar Du? sagde han midt i det, vendt 
til Adolf, der gik hen imod Døren. 

— Ja, sagde Adolf blot. 

— Hvorhen? spurgte Berg. 

— Hjem, sagde han i Døren og gik. 

Adolf gik ned ad Trappen. Hans Tanker drog sløve 
alle de kendte Veje for at søge „Udvej". Men der var 
ingen mer. Ud til de alleryderste Grænser — for tusin- 
de Gang — af Venskab, Forretningsforbindelser og Be- 
kendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der 
var ingen mer. 

Spenner og han havde skændtes, med halvhøje for- 
bitrede Stemmer, hvor hver Sætning skar som en Kniv, 
mens de stod blege og pludselig fjendtlige overfor hin- 
anden. 

— Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For 
femhundrede halvtreds Kroner forbi — og i Morgen har 
vi Leje af Theatergarderoberne. 

— Tag D u Pengene et Steds, sagde Adolf. 

— Din Mo'r har Penge, sagde Spenner. 

Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod 
han, at det længst var forbi, som havde heddet „Mo'rs 
Penge" — stakkels to, tre tusind, som han havde ført i 
Munden ved Siden af „Fa'rs Formue", og som gamle 
Fru Adolf længst havde bragt ham i „Bikubebogen" en 
Morgen ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke 
var ved Bordet. 

Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham — 
Konstantin blev saa let hidsig og holdt jo ikke af, at 
man blandede sig i hans Ting — : 

— Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor 
skal de staa paa et fremmed Sted, naar man selv — 
naar man selv har Forretning, sluttede hun helt forvirret. 

Og Adolf havde taget dem med en Floskel : „skønt det 
egentlig ikke behøvedes". Da han havde faaet Tøjet paa 



HERMAN BANG 512 

for at gaa, vendte han dog pludselig om og gik ind og 
kyssede den „Gamle". 

Hun var saa glad : maaske det dog kunde lette lidt for 
Konstantin — tænkte hun. 

.... Nej, Penge var der ikke mer . . . Men hans Tan- 
ker søgte om Værdier, Ting at gøre i Penge, noget, hvor- 
paa man kunde faa Penge . . . 

Sølvtøjet var der. 

Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde set en 
Morgen nu fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det 
i Spisestuen. Han var gaaet igennem Værelset og var 
standset for at se paa det. Moderen snakkede og pud- 
sede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, 
Stykke for Stykke : 

— Det var Penge — ikke saa faa Penge, tænkte han. 

— Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru 
Adolf og lagde den sidste Prøvesølvsgaffel hen til de 
øvrige pudsede sytten. 

Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker. 

— Gaar Du, Konstantin? sagde hun. 

— Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han 
tænkte allerede paa, hvordan man skulde kunne faa 
det ud af Skabene uden at det mærkedes, og uden at 
det blev set : 

— Kommer Du til Middag? spurgte hun. 

Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lage- 
nerne — og gamle Papirer, saa det just blev de gamle 
Pakker at se til. 

— Nej, sagde han som før og gik. 

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i 
Tanker — som en „Udvej" : Hver Dag fordrede jo Ud- 
veje. Men han havde ikke haft Mod, skønt han tidt hav- 
de været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var 
tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var 
saa let at sende bort: Gamle Fru Adolf var sjældent 
hjemme om Formiddagen nu. Hun gik fra Dør til Dør 
hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte Konstantin — 
evindelig lovtalte Konstantin, pyntet i den fine Brokades 



513 STUK 

Kaabe, en Gave, som han havde sendt hjem en Dag, og 
som hun først havde grædt de modige Taarer over; hun 
blev altid saa beklemt ved Konstantins Presenter. Men 
siden gik hun omkring og gjorde Stads i Kaaben og 
lod alle beundre den. 

— Ja — Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen 
ad Ærmet : Konstantin kan jo gøre det. 

. . . Nej — nej — hidtil havde Adolf ikke haft Mod. 
Men idag maatte det være~ Der var ingen anden Udvej : 

Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet. 

Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde 
komme om tre Kvarter: Døren stod aaben, sagde Adolf, 
saa han kunde gaa lige ind. Bybudet skulde komme, og 
Adolf gik videre hjem. 

Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden 
at gøre mindste Støj med Nøglen i Laasen. I hele Huset 
var der stille, Dørene til Gangen stod aabne. Han hæng- 
te sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store gamle 
Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. 
Solen faldt ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet. 

Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille 
overalt. Han aabnede Bagtrappedøren for at se efter 
gamle Marie. Han hørte hendes Stemme nede ved Køk- 
kendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa 
Vejen til Byen . . . 

Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyt- 
tede. Marie talte om ham, forbedrende en af Fruens 
lange og lovprisende Historier, som hun bragte videre 
til alle Køkkendøre. 

Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede 
Døren ind til Sovekamret — pludselig angst for, at 
Moderen dog kunde være derinde. Men Forældrenes to 
halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af 
hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dik- 
kede. 

Saa tog han sig sammen og begyndte inde i sin Stue 
at søge Bøger og Papir frem til Pakkerne. Skabsnøg- 
lerne var i Nøglekurven, som han maatte hente i For- 

H. B. III 33 



HERMAN BANG 514 

ældrenes Sovekammer med det evigt dikkende Uhr. 
Kurven stod bag Toilettespejlet : der havde den sin 
Plads, vidste han fra lille . . . Han saå bort forbi Sen- 
gene, mens han tog den. 

Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og 
fem, før han fik den rette, som han pludselig lod sidde 
i det aabne Skab greben af Angst: han havde ikke 
rullet ned — om nogen saå herind. 

Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og 
han fik Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke 
i lyserøde Papirer faldt i Skyndingen ned fra hans Arme 
paa Gulvet. Han blev saa angst ved Støjen, som maatte 
der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det 
var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet 
ned paa Gulvet .... 

Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et 
Nu, som kunde han ikke bære det. 

Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han 
løste alle Pakkerne én for én og viklede dem ud af 
Lagenerne; hver enkelt efterlignede han nøje i Facon, 
stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende 
dem sammen igen . . . 

Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede 
frem og tilbage i de to halvmørke Stuer og lagde de nye 
Pakker ind, vogtende over, at de laa just som før . . . 

Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin 
Seng. Han stak det ind til en Side i Skabet, før han stil- 
lede Nøglekurven i en Krog af Spisestuevinduet : han 
vilde ikke igen ind i det stille Sovekammer med For- 
ældrenes hvide Senge. 

Bybudet var gaaet med den tunge, store Haand- 

kuffert, da Marie Pige tog i Spisestuedøren til Gangen. 
Den var i Laas endnu, han havde glemt at dreje den om 
igen. 

— Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt 
— og — klædte mig paa. 

Marie Pige troede, den unge Herre var bleven rent 
forstyrret, som han saå ud, bleg og svedig i Ansigtet . . . 



515 STUK 

Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op 
en hel Evighed med hende, løst og fast, lystigt — før 
han gik. 

Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé. 



Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restau- 
ranten for at spise, hørte han højt Skænderi slaa op fra 
Kælderen. Inde ved Buffet'en var den forskrækkede 
Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende 
ned ad Trappen : 

— Det er Chefen — det er Chefen, raabte han og 
løb ned. 

Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en 
uvan Tyr, og pludselig Madam Martens' Røst, der blev 
ved at skrige det ene Ord : 

— Tyv — Tyv. 

Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen 
forbi Buffetjomfruen, som stod rystende ved Gelæn- 
deret : 

— Tyv, raabte Madam Martens igen. 

— Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jom- 
fruen, hvis Tænder klaprede i Munden. 

Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais 
— Kokkene var sprunget til og holdt ham — foran Fru 
Martens, der havde slæbt Truget med det fordærvede 
Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun 
havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af 
hans „kasserede" Kød, som han kastede derhen og lod 
halvraadne ubrugt: 

— Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig 
løs, og de skreg alle. Pigerne hvinede højt, mens han 
løb frem mod Madam Martens med den løftede Stor- 
sløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et tyk- 
halset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han 
kvalt af sit eget Raseri .... 

Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig 



HERMAN BANG 516 

med sine knyttede Hænder foran Kokken . . . Ingen 
sansede mer, alle løb kun hid og did. 

Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene 
til Side. der vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt 
var hvidt som Kalk, mens han slyngede en eneste lang 
Forbandelse hen over Køkkenet og gik. 

Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Mar- 
tens. Men hun vendte sig fra ham og gik uden et Ord. 

Oppe fra lød Kelnernes Klokker, der kaldte paa be- 
stilte Portioner. Men nede var alt i Forvirring. Kasse- 
rollerne kogte over paa det store Komfur, og en tæt Os 
stod op fra de forladte Spid ... Ud over Gulvfliserne 
laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød. 

Kelnernes hidsige Klokker blev ved at lyde deroppe, 
mens Spenner fo'r skrigende ned ad Trappen for at faa 
at vide, hvad der gik for sig. 

Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Ar- 
bejde, mens Madam Martens gik op ad Bagtrappen — 
hjem. 

Hun satte ikke mere sin Fod i Martens' „Bygning". 

Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet og han og 
Herluf kom op i Restaurationen, traf de Adolf: 

— Det varede, sagde Spenner, da han saå ham. 

— Ellevehundrede, svarede Adolf blot. 

— Brillant — brillant, sagde Spenner. Herluf var 
vant til deres Frimurervæsen : de saå aldrig hinanden 
uden straks at signalisere med en Talstørrelse eller et 
Firma. 

— Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk 
og med skinnende Øjne som En, der har drukket, og 
slog i Bordet med sin Stok. 

— Ja — hvis vi faar noget, sagde Berg. 

Spenner og han vilde til at fortælle Optrinnet i Køkke- 
net mellem Chefen og Madam Martens. Men da de vilde 
begynde, kom de til at le begge to, rent ustyrligt, saa 
det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end Nav- 
nene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren : 

— Men hvad er det — hvad er det med Dresgrais? 



517 .sTrv 

sagde Adolf, der selv begyndte at le ligesom de to an- 
dre, uden at vide hvoraf, med sin høje, generende Lat- 
ter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, 
som glemte de med ét at le) : hvad er det med Desgrais? 
raabte Adolf igen. 

— Kokken — Kokken, sagde Berg. der aldrig kom 
videre. Spenner bare lo ; det var ét Kor af deres lar- 
mende Latter, mens Adolf kaldte Kelneren til for at faa 
Forklaringen .... 

Endelig havde han faaet Historien, men de blev end- 
nu længe ved at le, mens de drak, som om de vilde 
skylle Latteren ned med Vin, indtil de lidt efter lidt 
kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige 
Lystighed. 

— At Desgrais var gaaet — var bare godt. Man fik 
andre — billigere, ti for én, sagde Adolf. 

— Ti for én, bekræftede Spenner. 

— Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man 
sætter Martens ud. 

— Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok. 

At „sætte hinanden ud" var et Yndlingsthema blandt 
Direktørerne nu. Hver af dem byggede Luftkasteller 
og lagde Planer om at blive ene og fri for den anden, 
„saa det endelig kunde gaa og man blev sin egen Her- 
re". Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme 
Dag „den Prioritet blev ordnet", og Martens løb Gade 
op og Gade ned og fortalte, at „han købte Historien kvit 
igen", som han sagde — til hvem, der vilde høre det. 

De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om 
Madam Martens, og de lo paany, mens Adolf frittede 
Kelneren ud, som krammede snakkesalig frem med 
sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad om- 
givne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa 
Stole, som af en hel Vold. 

Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var 
Billetkasserer Jespersen, der vilde afgive Rapport om 
Salget : der var kun solgt daarligt, rent daarligt til Kon- 
certen. 



HERMAN BANG 518 

— For tohundrede og syv Kroner, sagde Hr. Jes- 
persen. 

Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle 
tre Salg? sagde han med løftet Glas og efterlignede 
Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid lød som en halv 
Torden. 

— Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betrag- 
tede det som en rent personlig Skændsel, naar der var 
daarligt solgt ved „Hullet" og som ikke forstod al den 
Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at le ad hans 
to hundrede og syv : 

— Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt. 

— Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spen- 
ner. 

— Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgif- 
terne. Og da de andre stadig lo, sagde han ligesom und- 
skyldende i en bekymret Tone : 

— Men der er ingen „Træk" mer, Hr. Direktør. 

— N — ej, sagde Berg. 

Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende 
Latter: Jespersen maatte have et Glas, sagde han, Jes- 
persen fortjente et Glas. Men Hr. Jespersen vægrede 
sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han ikke 
begreb — tilsidst fik han dog et Glas i Haanden : 

— Paa en god Indgang da, sagde han og drak. 
Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. 

Theodor Franz i Rejsetøj ; han kom lige fra Malmøbaa- 
den (efter Præsentationen havde han arbejdet i to Dage 
i Sydsverige), men han kendte Ulykken : Hr. Franz' før- 
ste Gang var bestandig til Kassen. 

Han blev staaende indigneret foran det dækkede 
Bord og sagde til Jespersen, der stod fuldstændig ulyk- 
kelig med Glasset i Haanden : 

— Jeg søgte Dem, min Herre, sagde han værdigt. 
Berg, der blev ved at være meget munter, sagde : Ja 

— Hr. Jespersen var her just for at spørge, hvordan 
der skulde forholdes med Fribilletter . . . 



519 STUK 

— Ja — sagde Hr. Theodor Franz ophidset: for 
Bænkene skal vi vel ikke synge? 

— Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mis- 
modig ved at udtale denne Sætning, han havde sagt saa 
tidt : Saa fylder De Huset. 

— Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men plud- 
selig vendte Hr. Theodor Franz sig om og udstrakte 
Haanden med en stor Bevægelse : 

— Nej, sagde han, der sendes ingen ud. 

— Ikke én sendes ud, sagde han : Vi ta'er Salen som 
den er, mine Herrer. Publikum er træt af Humbug — 
her har været for mange udsolgte Huse. 

Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én 
Gang sløve og mismodige forsn Impresarien, som an- 
gik det hele dem slet ikke. Men Hr. Franz blev ved at 
begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, gestikuleren- 
de heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk; med 
Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden 
turde ikke „modtages". 

Hun skulde erobre Publikum — Publikum skal døm- 
me selv, sagde han. Klaken tør først applaudere efter 
det tredie Nummer. 

Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter 
og Laurbærkranse; de passede ikke til det nye Arrange- 
ment. Jespersen og Spenner fulgte efter. 

Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og 
længe, til de pludselig holdt op paa én Gang som paa 
Kommando, generede af deres egen tomme Latter, der 
døde hen. De sad længe tavse, mens der blev ganske 
mørkt i Stuen : 

— Ja, saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og 
rejste sig tungt fra Sædet. 

— Ja — det gør vi vel, sagde Berg. 

Ovre i Foyeren var de to Herrer af „Buketten" alle- 
rede komne og gik forfrosne og urolige omkring, ban- 
dende det Hele, nervøse og irriterede ved at skulle ud 
og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene 
slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de 



HERMAN BANG 520 

stillede Laurbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og 
ude i Salen et Par Sæder blev slaaet ned med dumpe 
Smæk i det store Hus. 

Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem 
Hullerne : 

— Nej — jeg gaar s'gu hellere hjem, sagde den ene 
og vendte sig. 

Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theo- 
dor Franz, der smækkede Jerndøren op for Primadon- 
naen, som bruste ind i Foyeren fulgt af de tre Direk- 
tører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, 
men snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved 
Siden af hinanden langs Væggen som Folk. der længst 
har opgivet Spillet. Sangerinden, der var svær og kort- 
benet som en japansk Høne, begyndte at fæste Diamant- 
aigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede 
uroligt mellem de to Spejle: 

— Er der saa faa? sagde hun ængstelig. 

— Ikke et Menneske, erklærede Pianisten. 

Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med 
Pudder ved Hjælp af et Stykke Vat, endnu mere ner- 
vøs foran disse tre tavse Herrer, der sad ubevægelige, 
ret op og ned, langs Væggen, som sov de med aabne 
Øjne : 

— At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod 
Væggen. 

— Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, 
om man var færdig og der kunde begyndes. 

— Straks, straks, sagde Damen, der blev ved at 
hænge uægte Perlestads, hun tog af en Safianspose, i 
tætte Rader om Halsen. 

— Straks, sagde hun og sendte et Par forfjamskede 
Triller ud i Rummet for at rense Halsen. 

De to Herrer gik ned for at begynde, og man hørte 
op fra Scenen Sonaten for Piano og Violin, dadelløs og 
livlig som en lang Vuggevise. De tre Direktører rejste 
sig, irriterede ved at se paa dette korte Fruentimmer, 
der trippede sanseløst rundt foran Spejlene, og de vend- 



521 STUK 

te tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog 
uden at tale med hinanden. 

Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohun- 
drede tre og fyrretyve Kroner med Indgangen. Adolf 
talte dem træt og ligegyldig og vendte tilbage til sin 
Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig 
uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, 
sagde for dog at sige noget, før han gik : 

— Nej — hun har jo ikke trukket, sagde han. 

— Godnat. 

De tre Foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde 
Sangerinden begyndt paa sin Arie og sendte nogle tynde 
og magtløse Triller ud i den hule Sal. Da Arien var 
forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr. 
Theodor Franz rev Kontordøren op : 

— Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op. 
Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke 

var synderlig Bund for Begejstring, løb han igen og 
vendte tilbage til Foyeren for at udskælde Nattergalen 
for lukket Dør. 

Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa 
Scenen. De saå ud af Hullerne. Kritikerne frøs gudhen- 
givent paa Flankerne af de lange Bænke, hvor de op- 
slagne Sæder gloede dumpt op mod Rampen. Balkonen 
stod ganske tom. Frisens dansende Engle saå ud, som 
rakte de Næse ad det tomme Parket. 

Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret til- 
bage til Foyeren . . . Nede paa Scenen gik man løs paa 
Aftenens afgørende Nummer, en Arie med Piano og 
Violin, Programmets piéce de résistance. Klaken faldt 
tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Beta- 
lere blev siddende uimodtagelige og sløve; et Par en- 
kelte hyssede, saa Hr. Theodor Franz løb fra Kulissen 
op i Foyeren, ude af sig selv, mens han raabte: 

— Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, 
hvad de vil — de Folk? 

Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og 
kun rystede paa Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev 



HERMAN BANG 522 

ved at rase — holdende inde med Vredesudbruddene, 
lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende 
sig. Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trip- 
pende paa Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Troca- 
déro. 

Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end 
Klakens dumpe Næver i Salen. 

— Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til San- 
gerinden, som havde mistet al Besindelse og tumlede 
som et drejesygt Faar i Kulissen. 

Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, 
skændende endnu voldsommere, saa Herluf lukkede 
Døren til, for at man ikke skulde høre ham ned paa 
Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publi- 
kum. Salen, Akustikken, Byen, blandede to, tre Sprog 
— ude af sig selv, mens han løb op og ned. 

Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte 
han Taalmodigheden, og han begyndte at raabe ligesom 
Hr. Franz, skældende Sangerinden ud, kaldende hende 
et gammelt Cirkusdyr — en Dragon — en forældet 
Humbug er hun, raabte han, hvis De vil vide det. 

— Man maa vel ogsaa kende, hvad det var. man 
sendte til en By som København, sluttede Adolf til- 
sidst. 

— En By som København, skreg Hr. Theodor Franz 
i det yderste Raseri, mine Herrer, en By som Køben- 
havn . . . Skal jeg sige Dem, hvad den er — Deres By 
København? en tom Blære, min Herre — en tom 
Blære er den, skal jeg sige Dem . . . 

Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og 
fløj hen mod Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, 
som hun i samme Nu fik slaaet i lige paa sin Næse. 

Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en 
ny Genstand for sit Raseri. Men han fandt ingen og gen- 
tog kun endnu en Gang sit skingrende : 

— En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin 
Hat og Stok. 

— Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med 



523 STUK 

sine Ben, som vilde han ryste Stedets Støv af sine 
Saaler : 

— Prosit — Deres København, sagde han og slog 
Jerndøren i, saa det rungede. 

Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk „Ber- 
ceuse". 

Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa „Bladet", 
sagde han. Han vilde forsøge at mildne Nederlaget, 
saa vidt det stod i hans Magt. Helt nede i Gaarden hørte 
han Primadonnaens evneløse og forskrækkede Kvidder. 
Da han kom gennem Porten, var han nær falden over 
en Karre, hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. 
Det var Hr. Desgrais', der ikke vilde blive saa længe 
som Natten over i Etablissementet; og da Herluf kom 
forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa han Chefen, bred 
og stormægtig skride rejsefærdig ned ad Trinnene til 
Forstuen. 

Nede paa „Bladet" var der halv Belysning i alle 
Stuerne, hvor Medarbejderne sad bøjede over Bordene. 
Herluf fik en hastig og distrait Haand rakt frem til 
Tryk, og der blev skrevet videre. Musikanmelderen gik 
ham forbi med et „God Aften" for at lukke sig inde og 
skrive sin Notits. 

Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor 
han sad ved sit Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der 
var i Kjole, varm og ophidset efter en første Debut som 
Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg Vaaben- 
brødreforening talt om Betydningen af at fejre de na- 
tionale Mindedage som Fester. 

— Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede 
og brede Stemme, der var virkelig Løftelse over For- 
samlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent tusind 
Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen. 

Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod 
Herluf: 

— Ja der ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de 
billige Fornøjelser, som Folk vil ha'e. 

Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Under- 



HERMAN BANG 524 

tiden forstod han ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. 
Han gik ind til Gravesen, der hørte paa ham med nogle 
smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde : Hr. Grave- 
sen arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. 
Ballet havde trukket saa meget efter sig af Invitationer 
og ny Omgang. 

Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversa- 
tionsværelset for at afbryde Kaptajnens noget overflø- 
dige Veltalenhed; hun var i den skotske Galla, hun 
havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved 
Siden af Tribunen. 

— Petersen, kaldte han. Kaptajnen brød op. 

— Det var vel nyttigere, om Du ogsaa tog til de an- 
dre Aviser, sagde Fru Petersen. 

— Naturlig — min Engel — naturlig, sagde Kap- 
tajnen noget ør. Ægteparret drog videre i Droske for 
at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukces i de øvrige 
velsindede Redaktioner. 

Berg brød med en rask Beslutning ind til Musik- 
anmelderen, der i Notitsen i høflige Ord talte om ..en 
let Indisposition, der iøvrigt næsten havde fortaget sig 
i Løbet af Aftenen". 

— Hun synger vel ikke oftere? sagde han. da han 
havde læst Notitsen højt. 

. . . Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunst- 
nerbuket i én Droske, og de rullede hjemad. Impre- 
sariens første Ophidselse havde sat sig, og hans Stem- 
ning var nærmest vemodig. Han lodsede Nattergalen, 
der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen. 
men bare krampagtig holdt om sin Safianspose med 
Stadsen, ud foran „Hotel d'Angleterre" tilligemed de to 
Herrer. Han selv blev staaende nogle Øjeblikke paa 
Fortovet og saa sørgmodig ud over det store Torv. der 
laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen: 

— Skade — Skade ! sagde den store Impresario i en 
trist Tone: det var et smukt „Terrain". 

Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Tele- 



525 STUK 

grafstationen; han meldte til Gøteborg et „velbesat Hus 
og fuldstændig kunstnerisk Sejr". 

Adolf havde fundet Gerster ude i „Victoria", 

efter Koncerten, og havde hægtet sig til ham, saa de 
havde spist til Aften sammen, skønt de egentlig ikke 
kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og 
bedre end at sidde ene — for begge Parter. 

Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte 
saa sløvt med lige til Adolfs Dør, hvor de sagde Far- 
vel, og Gerster gik tilbage hostende, saa det lød hen 
gennem den hele Gade. 

Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar 
han skulde have denne Gadedør op om Natten for at 
naa op ad Trappen og gaa ind gennem Forældrenes 
stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én 
Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en Fremmed 
gennem alle Dagenes Begivenheder — Angsten for 
Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen imorgen 
end for Natten. 

I Spisestuen gik Vokssvovlstikken ud, og det varede 
noget, før han havde fundet Lys og tændt .... 

Han var allerede halvt klædt af og sad paa sin Seng, 
da han atter drejede Nøglen om paa sin Dør og listede 
sagte ind i Spisestuen igen. Nøglekurven stod endnu i 
Vindueskarmen der, hvor han havde sat den. 

Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev 
stille i Huset. 

Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, 
som han fik lukket op. Pakkerne laa der ganske som 
han havde lagt dem; han følte et Par Gange hen der- 
over med sine Hænder, før han lukkede igen . . . 

Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen 
brændte Lyset ned ved Siden af den blundendes Seng. 

Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i 
Sengene. Adolf — hvorfor sover Du ikke, hviskede 
gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf svarede ikke og laa 
stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden at 



HERMAN BANG 526 

røre sig — søvnløse i det tavse Hus, hvor kun Vandet 
rundt i Rørene sagte sukkede. 



Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf 
kom hjem og fandt et Brev paa sit Bord. Udskriften var 
Gersters Haand, skønt den var saa flygtig og ulæselig, 
at han næppe kunde kende den, og Brevet selv var 
skrevet ulæseligere endnu. 

Der stod : 

Kære H. 

Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det 
nu er blevet værre. I de sidste Dage taler de om at slæ- 
be mig til Montreux eller Mentone eller et andet Sted 
mod Syden. Og kunde Du, vilde jeg jo gerne se Dig 
forinden. Din E. G. 

Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden : 
at Erhard var saa syg, alvorlig syg — skulde mod Syd, 
og han havde slet ikke vidst det . . . Han syntes dog han 
havde nylig set ham og talt med ham paa Gaden . . . 
Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maa- 
ned siden. Tiden gik saadan nu, bare optagen af det 
ene: at holde sig oppe, oven Vande; af Krigen paa Kni- 
ven for at naa fra Dag til Dag til nu i Terminen, hvor 
Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og 
der skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne 
en Gang. — 

— Ja — det kunde godt være en Maaned siden, han 
havde talt med ham, og da havde han set elendig ud, 
elendig . . . 

Herluf vilde straks gaa derud, og mens han gik et 
Par Huse ned ad Frederiksberggade, blev han mer og 
mer urolig. Straks da Pigen lukkede op i Entréen, var 
det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig 
som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han 
uvilkaarlig hviskede: 

— Hvordan er det? sagde han. 



527 STUK 

— Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo igen 
i Nat . . . 

— Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aab- 
nede Spisestuedøren. Men han maa ikke tale længe. 

Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt 
det ikke at vække en sovende. 

— Er det Dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom 
paa Tærskelen. 

— Ja, sagde Herluf. 

— Luk Døren og tænd Lampen, sagde Erhard: her 
er jo ganske mørkt. 

— Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af 
Bevægelse ved Lyden af Erhards Stemme, der var saa 
mat, og dog var blevet saa underlig melodisk, syntes 
han. 

— Stil den bag Hovedgærdet. 

— Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig 
ved Sengen. 

— Ja — her ligger jeg, Du, sagde Erhard og lod de 
hvide Hænder falde ned paa Dynen. 

Herluf var blevet ganske forskrækket ved at se hans 
Ansigt, der var blevet saa magert, saa ganske lille og 
magert: Hvor er det muligt? tænkte han. I saa kort Tid 
— saa kort Tid — og han er kun fem og tyve Aar, knap 
fem og tyve Aar ... Yngre end vi andre, blev han 
ved at tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt: 

— Og Du var dog nylig ude, sagde han. Han var 
endnu helt som bedøvet; pludselig revet ud som han 
var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen til en Kam- 
merat, der imens havde lagt sig hen for at dø 

Erhard laa og saa paa ham med de Syges store og 
vaagende Øjne : 

Ja, det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige — 
nu det sidste kom jo pludseligt. 

De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, 
hvad han skulde sige: Men naar det nu bliver taget i 
Tide, sagde han, og Du kommer til Syden . . . 

Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som 



HER MAN BANG 528 

vilde han ikke i Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa 
sin Opgivelse. 

— Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde 
han med lidt af et Smil. Hvor saadan en Fruentimmer- 
hjærne er underlig, Du, sagde han og holdt sig paa Ho- 
vedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, og 
saa naar vi — naar vi skal til at sige Adieu, bliver de 
troende. 

— Men — Erhard — fordi man bliver syg 

— Ja — ja, sagde han træt, lad det nu være godt 
. . . Han laa og stirrede frem mod Væggen : Er der og- 
saa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man vel blevet 
til, Du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke 
som de øvrige — véd Du, det var knap Umagen værd. 

Han tav. Herluf saa kun op paa den stille Plet af 
Lampen. 

— Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere — men 
jeg er — jeg er Fa'r, Du, sagde han. 

Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at 
le sagte mod sin Vilje : han saa paa det lille pillede 
Drengeansigt paa Puden : 

— Fa'r? sagde han. 

Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte 
han en Smerte et Steds og lagde Hovedet dybere ned i 
Skyggen: Ja, sagde han. 

— Husker Du en Aften, jeg kom op til Dig — eller 
en Nat — og Du kastede Nøglerne ned paa Gaden fra 
dit Vindue ... og jeg kom op — fra hende ... 

— Det varede over et Aar — halvandet Aar, sagde 
han og udtalte halvandet uendelig dvælende-blødt .... 
Du vidste det vel forresten? sagde han og saa op . . . 

Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham. 

— Jeg var meget — meget (og han tøvede paany 
foran dette Ord „elske", som han, der nu skulde dø paa 
Grund af Mangel paa Respekt for Kærlighedens Ger- 
ninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at udtale 
hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa . . . indtil 
d e t kom ... og hun brød . . . 



529 STUK 

— Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg 
paa Ironi, der ikke lykkedes, sagde han : 

— Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r. 

Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hasti- 
ge, syge Aande. Herluf havde dækket Øjnene med sin 
Haand. Det var ham i disse Øjeblikke, der samlede de 
tusinde Erindringer, som sad han ved Dødslejet af deres 
hele Ungdom — deres afmægtige, resultatløse Ung- 
dom . . . 

— Nej, sagde Erhard, vi vokser ikke ud til at blive 
Fædre, Du. 

De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard 
begyndte at spørge om Kammeraterne, om Lange og 
Arnoldsen — især om Arnoldsen, hvad de tog sig til, 
og hvad de vilde. 

Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille 
paa Puden og seende paa ham med et Par vagtsomme 
Øjne : 

— Ja, sagde han kun et Par Gange : naar det blot 
bli'r til noget — naar det blot bli'r til noget. 

De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale 
mer nu, sagde han ; Erhard holdt ham ikke tilbage. 

— Saa ser jeg Dig maaske ikke mer, sagde han og 
saå ham ind i Ansigtet — før jeg rejser. 

— Farvel — Du, hviskede Herluf. 

— Farvel og hils de andre, sagde Erhard ganske 
sagte. 

— Ja — naturligvis — jeg skriver, sagde Herluf. 

— Ja — Tak. 

De saå ikke mer paa hinanden, og Herluf gik. 

Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om 
Fruen: hun var i Dagligstuen. Herluf saå hende kun 
dunkelt, da han kom derind. Der var Skærm over Lam- 
pen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme 
var meget kold og formel, som var han en ganske Frem- 
med. 

— Ja — de rejste til Montreux, saa snart som muligt 
. . . men Rejsen var jo besværlig. 

H.B. III 34 



HERMAN BANG 530 

— Den værste Rejsetid, sagde Herluf. 
Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, før 

de hørte Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i 
Døren i Galla — fra Onsdagstaflet kom han : 

— Er Du dér? sagde han. 

— Ja, sagde Fruen . . . 

I samme Øjeblik saå Professoren Herluf og stand- 
sede et Nu, før han gik et Par Skridt frem og sagde lige 
foran Berg, med en Stemme, der dirrede, saa den blev 
ganske hæs : 

Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred? 

Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaen- 
de tavs og seende paa ham tre Skridt fra Døren ; og 
Herluf gik hen over Gulvet, uden at sige noget, uden 
en Lyd — ud af Døren, med Professoren i Hælene, 
tavs, lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter luk- 
ket. Berg blev staaende paa Trappen. 

— Vist ud, sagde han lakonisk, og saå uvilkaarligt 
op og ned ad den kønne imiterede Egetræsdør med 
„Gerster, Professor" paa Pladen — før han gik ned 
ad Trappen. 

Professoren gik ind igen, bleg og dirrende: 

— Gerster, sagde Fruen blot. 

— Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin 
høje Stemme. Eller er det Dig maaske ikke nok, at vi 
har udleveret dem vor Søn? 

— Ja — udleveret, raabte han : udleveret... Vi 
har slæbt dem herind — vi har taalt dem ved vort Bord 
— disse Folk — disse gudløse Folk, sagde han og knyt- 
tede Hænderne. 

Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans For- 
tvivlelse gød sig ud i en Strøm af hæse Ord, Skælds- 
navne, hans Dagblads banale Beskyldninger, Ukvems- 
ord, Forbandelser af „disse Apostle" : 

— Forbrydere, raabte han, Forbrydere . . . Falsk- 
nere af Moralen — Falsknere af Moralen, gentog han, 
bidende sig fast i hvert Skældsord, der kom ham paa 
Tungen overfor disse Mennesker, „hvis Bøger vi læser, 



531 STUK 

hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre, hvis Liv vi lever 
. . . hvis vi lever, gentog han: Deres var denne By — 
de havde bygget den . . . disse Mennesker, disse „Fri- 
heden "s Folk, bygget den med deres frie Kærlighed, 
bygget den med deres frie Tanke — med deres „Abe- 
tro". 

— Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, 
hvor har de gjort af Gud? raabte han, som først havde 
fundet Navnet Gud igen i dette sidste Halvaars Kampe 
med Erhard. 

Og han talte atter om Byen, skændende den, forban- 
dende den, givende den Navn af baade Sodoma og Ba- 
bel — Byen, der havde stjaalet hans Søn : 

— Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har 
de gjort den til ? — en Gøglerby — et Paradis for 
Gøglere . . . 

Stemmen svigtede ham og han næsten rallede, han 
kunde ikke tale mer. Baandet om hans Hals var sprun- 
get op, og Kommandørkorset laa midt paa Tæppet. 

Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun 
længe, som bedøvet, og saå paa den Mand, hun havde 
skabt, Tomme for Tomme, og givet al hans Stilling i den 
By, han skændede. 

Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, 
forvirret, længe; til hun rejste sig tungt og gik tilbage 
til Spisestuen til sin Krog, hvor hun satte sig som lam- 
met, bestandig uden Tanker og — begyndte at bede. 



Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa 
da han kom til „Victoria-Etablissementet", var Forestil- 
lingen forbi. Men Kelneren i Restauranten sagde, at 
Hr. Adolf ventede Hr. Berg i „National". 

— Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst. 

— Ja — Hr. Spenner har jo ikke været her idag, 
sagde Kelneren. Spenner var stadig sygemeldt i den 
sidste Tid og blev dagvis borte fra „Victoria". 

34* 



HERMAN BANG 532 

Da Herluf kom over Gaden, saå han Adolf gaa op 
og ned udenfor Indgangen, frem og tilbage paa For- 
tovet, uden Hat: 

— Men, Adolf, sagde han. 

— Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev 
ved at gaa. Jeg kommer straks. 

— Men — uden Hat, sagde Berg. 

— Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. 
Jeg kommer straks. 

Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig for- 
styrrede Ansigt. Oppe i Logen sad Blom og Brodersen 
med en Hvid-Vins-Flaske i Køler. Lidt efter kom ogsaa 
Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først talte 
man om Gerster og saa om blonde Krause : „han havde 
maattet kvittere", som Brodersen sagde. „Hollandsk 
Soldat, Gamle" . . . Herluf talte kun lidt, og Adolf stir- 
rede blot ud i Rummet, farende pludselig med Haanden 
til Hovedet hvert Øjeblik — som jog han en usynlig 
Flue bort. 

Brodersen sad med begge Armene paa Bordet : Ja, 
sagde han med sin fede Stemme : nogen maa jo være 
Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. 

Adolf vendte sig og lo længe, overstadig ad Broder- 
sens bibelske Vittighed .- 

— Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit 
Glas mod de andres, mens han blev ved at le. Saa rejste 
han sig og gik et Par Gange rundt i Salen og kom til- 
bage og satte sig igen og rev sig saa løs. 

— Jeg vil tale med Dig, sagde han til Herluf, som 
blev forundret over dette „Du". De gik hen til Døren 
og stod lidt, før Adolf sagde helt aandsfraværende : 

— Ja — naar kan vi ses imorgen? 

— Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Gene- 
ralprøven. 

— Ja — ja — imorgen tidlig . . . 

— Og naar er det? spurgte han i den samme sært 
opfarende Tone. 

— Klokken ti, sagde Berg. 



533 STUK 

— Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom 
straks tilbage igen og tog hans Haand paany, klemmen- 
de den i sin : 

— Saa imorgen, sagde han og gik. 

Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog alle- 
rede i, og Adolf var ude . . . Berg vilde blot hente sit 
Tøj i Logen, han vilde hjem. 

Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte 
i Humøret i Aften. 

— Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende 
fuldt af det leende, „brunhatte'de" Ung-København, vi 
kunde s'gu gerne trække os tilbage nu — der e r Efter- 
følgere . . . 

— Ja, sagde Brodersen, der er „opdraget" et net lille 
Kuld — et nydeligt Kuld . . . Man har jo lært dem, 
hvordan et Slips skal bindes, sagde han tilfreds. 

— Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa — Gamle? 

— Man bli'r Ægtemand, sagde Brodersen og snøf- 
tede, og vendende tilbage til sine Citaters bestandige 
Kilde, sagde han : 

— Og opfylder Budene, Du, og gør sig Jorden un- 
derdanig . . . 

. . . Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cir- 
kusbygningen, fra National lød „Fahrbacherne"s Støj, 
Violiner, Trommer og Triangel i én Tummel, som for at 
holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas . . . 

Og midt i den glade og hidsige Larm laa Victoria- 
Theatrets korte Facade tavs og mørk lig et underligt 
Gravmæle. 



V 

Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var 
den samme evige Taage, der svøbte alting i sit Graat 
— ogsaa idag. 

Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var 
urolig over Adolfs sære Væsen igaar og vilde tale med 



HERMAN BANG 534 

ham før Generalprøven. Men i Direktionskontoret traf 
han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han gik 
nedenunder for at søge der; Koristerne begyndte alle- 
rede at springe paa Trappen til Generalprøven. 

Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, 
men inde var der ingen. Med sine nøgne Pulte og Lug- 
ten af Svamp saå Kontoret ud, som var det længst for- 
ladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker fyldte 
allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den 
næste Stue og saå en fremmed Mand, der hilste: 

— Ja — Døren stod aaben, sagde han undskyldende. 
Det var Bankbudet. 

— Ja, sagde Herluf, Hr. Adolf er her ikke. 

Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direk- 
tionskontoret. Den stramme Lugt af Svampen slog i det 
fugtige Vejr op fra Kældrene og mærkedes gennem 
hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at 
støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Bary- 
tonisten til Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i 
Halvmørket rumsterede med deres Sætstykker. 

Og Adolf kom endnu ikke. 

Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. 
De to gamle Magistratsbetjente kom paa deres vante 
Morgenrunde for at kontrollere Billetterne til Fattig- 
skatten. De maatte tænde et Gasblus for at se i Tusmør- 
ket og de begyndte sendrægtigt paa Optællingen, mens 
Herluf gik urolig op og ned og ventede. 

Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom 
bleg og forpustet: De? sagde Herluf, mens Vejret næ- 
sten gik fra ham: Hvor er Adolf? 

— Har han ikke været her? sagde hun. 

Herluf rystede paa Hovedet, og de stod et Øjeblik 
bestyrtede, uden at tale : Har Bankbudet været her, 
sagde hun saa, hviskende af Hensyn til de to Gamle, 
der stadig talte deres Billetter under Gasblusset. 

— Ja. 

— Ogsaa hos os. 

De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen 



535 STUK 

greb Herluf krampagtig om Haandledet: Hvor er han? 
sagde hun. Jeg er saa angst. 

— Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke 
selv. 

Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i 
Luften : Han har jo altid talt om idag, sagde hun . . . 
jo længe talt om idag. 

— Ja, sagde Herluf. 

Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Veksel- 
summer stod noterede paa Spenners Almanak, og de 
gik begge ned for at søge den. Paa Væggen hang den 
ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de 
Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Penne- 
kasser. Der stod ingen Tal opført ved Dagen, kun tre 
Kors, ved Siden af Datum : den ottende December. 

— Og hvor er han, sagde Frøken Hansen. 

— Spenner? 

— Ja. 

— De siger han er syg, sagde Herluf. 

De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, 
sagde Frøken Hansen og lukkede Pulten. 

— Til de Gamle? 

— Ja. 

De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang 
støjende over Gelænderne i deres brogede Uniformer. 

— Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve. 
Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens 

Klokke, og Koristinderne rutschede leende ned ad Trap- 
perne med de vatterede Pageben. 

— De kommer jo igen, sagde Herluf. 

— Ja. 

De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktions- 
værelset, hvor de Gamle var ved at pakke sammen un- 
der Lampen. 

— Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været 
lidt smaat i den sidste Tid, Hr. Direktør . . . Men nu 
bli'r det vel bedre — skønt det er Julemaaneden nu. 

— Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel. 



HERMAN BANG 536 

De to Gamle kom afsted, just som Regissøren 
meldte, at alt var i Orden. Tæppet kunde gaa. 

— Vel — saa begynd, sagde Herluf og blev i Kon- 
toret. Ouverturen begyndte og lød dæmpet op bag Tæp- 
pet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra deres Garde- 
rober. 

Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, 
han vilde ikke kunne udholde det. Han vandrede kun 
op og ned, ventende paa Adolf, forestillende sig alle 
Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at alt var ude, 
det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem. 

Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spen- 
ner? Var de da alle løbet af Landet? Spenner, der var 
ansat, der var Embedsmand, der havde til Pligt at være 
her? Hvor var Spenner? 

Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, 
i et pludseligt meningsløst Raseri mod dette ene Men- 
neske, Spenner, med det øde Kontor, aabent for alle 
Vinde, den nøgne, ulaasede Pult — hele denne Forladt- 
hed, der forraadte dem, der kompromitterede dem — 
selv om de ogsaa reddede sig. 

For de maatte redde sig ... 

Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det 
bankede — da der stod en fremmed Mand indenfor 
Døren og hilste. 

— Hvad vil De, sagde han og fo'r op. 

Den Fremmede svarede ikke straks : Jeg er fra Poli- 
tiet, sagde han saa blot høflig og dæmpet. 

— Hvad er der sket? sagde Herluf kun. Han troede 
hans Hjerte var holdt op at slaa. Den Fremmede sva- 
rede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede den mod- 
satte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Her- 
luf kendte ham : 

— Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tys- 
sende ud mod Herluf: 

— Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder? 

— Ja, sagde Herluf. 

— Og her? 



537 STUK 

— Er mit, sagde Herluf. 

Hr. Rowan konfererede med Betjenten — de talte 
begge dæmpet, som Læger i en Sygestue : Og det var 
godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. Rowan. 

— Ja. Herluf vendte sig. Han saå hverken Gulv el- 
ler Væg. Ude paa Gangen sank han sammen et Øjeblik 
ved Gelænderet. Ogsaa foran Spenners Dør stod der 
en fremmed Mand, som maalte ham. 

Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte 
i Kulissen, før han kom ned i Salen, hvor der var 
mørkt. Menneskene paa Scenen saå han som Skyggerne 
af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende paa 
sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, 
de spillede — Hollænderen, der græd for sine Løg, 
sine firehundrede Løg. 

Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag 
ham og profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor 
Sukces : 

— Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen. 
— Vi gaar ind i det nye Aar, bekræftede den anden, 
mens Hollænderen blev ved at jamre. 

Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Or- 
kestret, raabende til et Par Korister, der hviskede i 
Baggrunden — hidsig, i Angst for, at de vidste det, at 
det var det, de hviskede; skældende dem ud over al 
Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skræ- 
vende Ben . . . 

Og med ét løb han, som vilde han forhale det et 
Øjeblik, opholde det blot ét Minut, op paa Scenen, om- 
ordnede Grupperingen, eksperimenterede med Kor- 
massen, gav nye Idéer; opfindsom midt i sin Angst om- 
kalfatrede han alt, blot for at opholde det uundgaaelige 
et Minut. 

Under Finalen gik han. 

Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og 
forstyrret. Han var der ikke, sagde hun. Jeg blev op- 
holdt. 

Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge 



HERMAN BANG 538 

— da hun holdt inde ved Synet af den Fremmede, der 
bestandig gik op og ned, stum, uden at hilse, som en 
fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hviskede hun stak- 
aandet. 

Og pludselig gættede hun, lænede sig et Øjeblik mod 
Væggen, før hun gik frem over Gulvet mod Bordet. Og 
som forstenede sad de begge tavse og ventede, hver 
paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse Fremmede. 
Udenfor var Akten forbi, og de hørte Koristerne, der 
støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De 
skælvede, naar de hørte Skuespillernes Stemmer tæt 
ved Døren. 

Frøken Hansen saå hele Tiden de to Gamle, som de 
havde siddet sørgmodige og forknytte ved Thebordet, 
da hun kom : Ja, sagde den gamle Frue, vi sidder ene, 
Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde set 
paa hende med sine smaa ængstelige, frittende Øjne, 
mens Frøken Hansen havde fundet et Paaskud for sit 
Komme og hastigt vilde gaa igen. Men den gamle Hr. 
Adolf vilde slaa Følge med hende, og det varede en 
halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue 
blev ved at spørge med sin angstfyldte Stemme. 

— Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de 
gik, ud over Gelænderet. 

Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op 
og Gade ned, med den gamle Herre, der ikke vilde 
slippe hende, men snakkede og snakkede, seende paa 
hende med de plirrende, ustadige Øjne, der var angst- 
fulde ganske som den gamle Frues. 

— Ja ja, ja ja — hils derude, hils derude, havde 
han endelig sagt og var bleven staaende og havde set 
efter hende, lige til hun var bøjet om Hjørnet . . . 

... De sad stadig ubevægelig paa samme Plads. Her- 
luf lyttede efter Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, 
raadvild og skamfuld, som fornam han allerede deres 
Klager og Forbandelser nu, mens han ventede. 

Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de 



539 STUK 

hørte Forspillet og Koret af Fyrstinde Artemisias Hof- 
damer : 

En Kop endnu, 
om jeg maa be'. 
En Kop endnu! 
Nej vil man se — 
hun drikker tre — 

Tre 
Kopper The. 

Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjen- 
ten gik ud. 

— Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende 
sig hastigt frem over Bordet, hviskende som hun ikke 
turde tale. 

— Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone, 
og de tav igen. 

— Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen 
pludselig og løftede de knyttede Hænder. 

Den Fremmede vendte tilbage, og de sad atter tavse, 
mens de hørte Fyrstinde Artemisias skrattende gamle 
Stemme og Hofdamerne, der svarede hende med Om- 
kvædet : 

Ja, saa skal det vise sig, 
at det er en lystig Krig, 
saa lystig, saa lystig, 
saa lystig en Krig. 

Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter 
lidt med Hovedet, med et ret muntert Ansigt, i Takt til 
Musikken, da Døren gik op, og de alle stod op. Det var 
Chefen. Han lukkede Døren efter sig og sagde efter et 
lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsom- 
me Stemme: 

— Ja, det er jo i alt Fald en Fallit. 

Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frø- 
ken Hansen lagde Panden ned mod Bordet og græd 
stille. 

Ude sang de endnu — Kærlighedsduetten : 



HERMAN BANG 540 

Kun det Kys ægte bli'r, 

som Elskov Elskov gi'r, 

hvor Læbe bringer Læbe Bud 

om Flammer, tændt af Elskovs Gud — 

som Elskov Elskov gi'r. 

Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage 
paa Gange og Trapper, og mange Stemmer, der hviske- 
de. Musikken holdt op, og Folk løb forvirret frem over 
Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren, 
der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede An- 
sigter : 

— Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for 
sig? Hvad er her sket? 

Ingen svarede, og han saå fra den ene til den anden : 
Er det en Fallit? sagde han saa med lav Stemme. 

— Ja, sagde Herluf sagte. 

Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skue- 
spillerne ned paa Scenen, samlende sig i smaa maalløse 
Flokke, staaende raadløse, i deres Operettepynt, midt 
mellem Sætstykkerne, forstenede som Brandlidte om en 
Tomt, Korister, Maskinfolk og Musikere. Og man hørte 
ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komi- 
ker, der uafladelig gik op og ned og slog begge de løf- 
tede Hænder ned mod sin Isse : 

— Nej, Herre Jesus forbarme sig — nej, Herre Je- 
sus forbarme sig. 

Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, 
og en af dem sprang op paa et Sætstykke og raabte : 
Skuespilpersonalet til Foyeren. 

De svarede alle : Ja — Skuespilpersonalet til 
Foyeren; og de strømmede ind i Samlingsstuen, hvor 
Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap var Dø- 
rene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden paa 
hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Mar- 
kedsgøglere, i deres Stads, med de aftagne Parykker i 
Hænderne, latterlige som en Skare Klovner, mens de 
alle skreg med de kalkede Ansigter, der, stive af Smin- 
ken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte. 



541 STUK 

Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver en- 
kelt blev staaende aandsfraværende, stirrende frem for 
sig; med ét fortabt i et langt ængsteligt Regnestykke 
som et bundløst Svælg af Forpligtelser, Bekymringer 
og Angst — til han igen begyndte at skrige op, médløst, 
endnu højere, søgende om Hjælp, foreslaaende Udveje : 

— Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle. 

De samlede sig alle om denne ene Sætning, der lige- 
som skærpede deres Fortvivlelse; og de valgte en De- 
putation til at gaa til Herluf : man maatte i alt Fald have 
Oplysninger, man maatte have Erklæringer. 

Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor 
Koristerne raadslog, ophidsede og talende i Munden paa 
hinanden ligesom Skuespillerne, mens Maskinfolkene 
stod stille i Kulisserne, tavse og tungsindige, vante til 
Striker og „Spadseren". Orkestermedlemmerne var 
vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hviskende mel- 
lem Pultene : Et var dog godt, at Balsæsonen begyndte 
saa kort efter Jul. 

Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ord- 
fører for Kammeraterne. 

— Ja, sagde Herluf, jeg skal komme. 

Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over 
Scenen, hvor Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer 
af i Kulisserne. Koristerne fulgte bagefter ham hen imod 
Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev ganske stille, da 
han kom ind. Men da Herluf saa alle disse sminkede 
Ansigter — skræmte og ventende — her i Dagslyset, 
blev han paany greben af Forvirring, saa man knap hør- 
te Ordene han sagde : 

— Ja — jeg kan kun sige Dem . . . han holdt inde 
og begyndte igen med sin skælvende og næsten uhør- 
lige Stemme : Ulykken, som har ramt os — os alle og 
dette Hus .... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme 
over, og han brast i Graad, vinkende med Haanden, at 
han kunde ikke tale. Og hastig gik han. 

Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af 
den samme Bevægelse, bestormede alle af de samme 



HERMAN BANG 542 

Erindringer : Huset — dette Hus . . . Stille veg Kori- 
sterne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik ned 
over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og 
græde. 

Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede 
med Hovedet ned mod sit Bord. Saa løftede han Ansig- 
tet og vendte sig mod Betjenten : 

— Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, 
sagde han. Om de vil vælge et Par til at følge med. 

Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkelt- 
heder. Det var den eneste Udvej : Personalet maatte 
have Gager — nu før Jul maatte de i hvert Fald have 
Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive 
Theatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Drif- 
ten uden selv at lide Tab. 

Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de af- 
tenlige Udgifter og om mulige Besparelser. Tøjet havde 
han allerede paa, da Hr. Stær arriverede. Han var me- 
get échaufferet, med alle Lommer fulde af strittende Pa- 
pirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev 
at snakke, søgende Bekræftelse paa en Mængde Enkelt- 
heder, Herluf slet ikke kendte : 

— Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til 
halvfemsindstyvetusind — at det har kunnet gaa saa 
længe, mærkværdigt . . . Hr. Stær satte sig, med aaben 
Overfrakke, spørgende ud om Adolfs Forsvinden og 
Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har han 
Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja — han var vel 
egentlig Sjælen, Sjælen i det hele ... Nu dukker der 
jo ogsaa Ting op om hans Fortid . . . 

Hr. Stær blev ved. 

Herluf sagde blot: Ja — kære Stær — jeg véd in- 
genting ... Vi tager til Centralbanken. Og han gik for 
at hente de to andre, mens Hr. Stær gik ned paa den 
forladte Scene — undersøgende alt, hastigt inspireret 
af dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, 
tavse Sal syntes at stirre paa som et mørkt gennem- 
borende Øje . . . 



543 STUK 

De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed 
Berg. De blev, mens de kørte, uafbrudt ved at gentage 
de samme to Fraser, stirrende aandsfraværende ud af 
Vinduerne : 

— Ja, ja — hvad mon han egentlig vil sige? sagde 
den ene, den første Elsker. 

Og Ørnulf svarede : 

— Ja — man maa forstaa at tage ham. 

Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og 
stod ud. De maatte vente en Tid, mens Skuespillerne 
blev mer og mer nervøse, rettede paa sig og fo'r med 
Hænderne gennem de svedige Tupéer. 

— Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammerater- 
nes; og de ventede igen, febrilske, ligesom før, indtil 
de endelig kom ind. 

Konferensraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg 
havde næsten ventet Dem, mine Herrer, sagde han og 
bød dem tage Plads. Der var en hastig Bestemthed over 
ham, mens han spurgte, hvad de da egenlig havde tænkt 
sig, hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig 
overfor dem — som var hans Sætninger endnu kortere 
og klarere end vanligt. 

Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de 
begyndte kun at fortabe sig i lange Deklamationer om 
„det hele Personales fortvivlede Stilling" og „Kamme- 
raterne, der vilde staa Last og Brast". Konferensraaden 
sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at tale, 
gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første 
Elsker, der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsa- 
gede hans Veltalenhed med vekslende Stillinger lige- 
som et Akkompagnement. 

Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, 
maaske just dette Værelse, først havde vakt og æggede 
hele Følelsen af hans Smerte. 

— Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sam- 
men. 

— Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i 
Hans Vilje. Ørnulf havde løftet Øjnene op mod Loftet 



HERMAN BANG 544 

og tav; og Konferensraaden lod Skuespillerens Ord dø 
hen i en ganske lille næsten umærkelig Pause, før han 
sagde med Ansigtet ned mod sine Papirer : 

— Ja — jeg kan jo meget godt forstaa og . . . dele 
disse mere almindelige og humane Synspunkter. Men, 
sagde han, Banken maa dog regne med visse Tal . . . Og 
Konferensraaden spurgte om Gagebudgettet og om Kon- 
trakternes mulige Gyldighed. 

Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs 
og talte om Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt 
og med taarefyldte Øjne over sin egen Veltalenhed, 
mens den første Elsker som henreven stirrede ham ind 
i Ansigtet. Konferensraaden havde drejet sin Stol, saa 
han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, 
med Hænderne støttede mod sine Knæ, og saå, ufra- 
vendt, lige paa de to Komedianter. Elskeren, der be- 
gyndte at føle sig usikker under Konferensraadens Blik 
og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk 
Skuespil, vilde endelig standse sin Kollega og sagde : 

— Kammeraterne mente saa, man kunde garantere 
dem Gagen. 

Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hove- 
det : Ja — sagde han i en anden Tone — Betingelsen 
maa være de garanterede Gager. 

Der blev igen en Pause, før Konferensraaden atter 
vendte sig mod Skrivebordet og sagde : Ja — Bankraa- 
det træder just nu sammen — og hvad der kan ske, vil 
naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger . . . Jeg 
tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende 
Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at 
overtage Driften . . . under en passende Ledelse . . . 

Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, 
hvor han sad, og han sagde med lidt Møje (det var over- 
hovedet de første Ord, han fremførte) : 

— Ja — j e g er naturligvis traadt bort fra al Ledel- 
se. Stemmen lød knap frem gennem Rummet, og der 
var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede Konferens- 
raaden, en af Skuespillerne skulde tale; men de tav 



545 STUK 

begge, og med en lidt anden Stemme enten utaal- 
modig eller maaske bevæget — sagde Konferensraaden : 
Ja — det er maaske under disse Omstændigheder bedst, 
at Ledelsen vælges (Konferensraaden tøvede et lille 
Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte . . . 

Han tav, og idet han rejste sig, sagde han : Vi vil jo 
ikke foretage litterære Eksperimenter, mine Herrer. 

— Nej — Hr. Konferensraad, plumpede det sam- 
stemmende ud af den første Elsker: 

— Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, 
lettede og glade, indtil ogsaa Konferensraaden faldt ind 
med sin ejendommelige halve Latter, mens han bestan- 
dig saå paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg ved Siden 
af Bordet. 

— Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde 
Konferensraaden afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev 
meget bevæget og holdt Konferensraadens fremrakte 
Haand længe i sin, sagde : 

— Ja — saa ske — saa ske, hvad der maa. 

De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferens- 
raaden sagde til Herluf: Naar saå De Adolf sidst? 

— laftes. 

— Ja — han skal jo først være flygtet imorges, sag- 
de Konferensraaden. Han stod et Øjeblik foran Berg, 
som han endnu vilde sige et Par Ord, men han fandt in- 
gen og sagde kun et hastigt og meningsløst: 

— Ja — lev vel, og vendte sig. 

— Adieu, sagde Herluf. 

Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker 
sin Kollega. 

— Ja — det gik jo, sagde Ørnulf. 

— Brillant, sagde Elskeren. 

— Jeg talte for Kammeraterne, sagde Ørnulf rørt og 
bredt, og han maatte standse for at række sin Ven beg- 
ge Hænderne, midt paa Trappen. 

Konferensraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han 
aabnede Døren til den store Hal for at gaa til Bank- 
raadssalen. Det var allerede sent, og Hallen var mørk, 

H. B. III 35 



HERMAN BANG 546 

saa Kunder og Ekspedienter gled frem og tilbage som 
listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de 
store Pulte, der rejste sig som sære Skafotter. 

— Om vi fik Lys herinde, sagde Konferensraaden 
højt fra Vindeltrappens Trin. Og han blev staaende, 
mens der blev tændt fra Pult til Pult: det saå saa 
mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store 
hastige Flagermus op over Hvælvingerne og gemte sig. 

Konferensraaden gik op. 

I Bankraadssalen var der tændt, og de Herrer var 
allerede komne. De var arriverede ligefra Børsen, irri- 
terede og ubehagelige til Mode ved Rygterne og Fore- 
spørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte alle 
deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede 
var i Kjole for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr 
slet ikke høre. 

Konferensraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden 
Ord, siddende om Bordet som en højtidelig Jury, mens 
Konferensraaden tog Ordet og sagde — halvt frem mod 
Excellencen, der begyndte at manøvrere med et meget 
omfangsrigt Hørerør — at han havde anset det for sin 
Pligt straks at sammenkalde de Herrer . . . navnlig, sag- 
de han, for at berolige Bankraadet. 

De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, 
og Konferensraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden 
ingen Grund, for Banken ikke nogen Grund, til at æng- 
stes over denne indtrufne Kalamitet. 

— Saa snart man, sagde han, undersøger de nøgne 
Tal. 

Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlægge 
Situationen og at give alle Oplysninger, mens han tal- 
te i den forretningsmæssige og rent refererende Tone, 
som han altid anvendte i Omtalen af mindre frugtbrin- 
gende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstal- 
lene ind som givne Regnskabsposter, summerende og 
adderende de uskyldige Tal i lange Kolonner, der lang- 
somt beroligede Nerverne. 

Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse 



547 STUK 

dvælede ved enkelte Tusinder, der „maaske for Øjeblik- 
ket kunde vise sig mere tvivlsomme"; han afvejede 
Taksationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte 
lavt, mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt 

— af Hensyn til Tiderne; og han afrundede Summerne 
„med alle de upaaagtede Værdier", som han kaldte 
dem : Inventar, Garderobe, Dekorationer . . . 

Rin specificerede, bladende i sine Papirer, mens han 
klatrede fra Tusind til Tusind. Excellencens Hørerør gik 
op og ned som i samstemmende Nik. 

— Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Kon- 
ferensraaden, staar da for Banken de halvanden ting- 
læste Million. 

Han lukkede Mappen og saå for første Gang op. De 
Herrer var længst beroligede og akklamerede Oplysnin- 
gerne, gørende smaa private Bemærkninger fra Stol til 
Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt tilføjede Konfe- 
rensraaden en Bemærkning om den foreløbige Over- 
tagelse af Driften : man var med Skuespillerne saa godt 
som enige og vilde af deres Midte lade vælge en kunst- 
nerisk Ledelse. 

De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde 
op, tilfredse og højrøstede. For Hr. Henrik Hansen var 
der ikke megen Tid : han boede endnu paa Strandvejen 

— flyttede først ind til Jul ... Dumheder, Dumheder, 
sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja — Damerne, 
sagde Hr. Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det 
er Damerne . . . 

Men Konferensraaden holdt de Herrer tilbage: Hva\ 
raabte Excellencen, hva' si'er han? er der mere? han 
var højst misfornøjet. 

— Ja, Excellence, raabte Konferensraaden : der var 
en Meddelelse endnu. 

De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Kon- 
ferensraaden blev staaende foran sin Stol, støttet til 
Bordet : 

— Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Medde- 
lelse, jeg kan gøre de Herrer. Alle nærmere Oplysnin- 

35* 



HERMAN BANG 548 

ger vil jeg — som De vil kunne forstaa — naturligvis 
først senere se mig i Stand til at yde Bankraadet. Sta- 
den København — sagde han, og det var som han uvil- 
kaarligt hævede Røsten — ser sig, for at fyldestgøre en 
saa hastig Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, 
foranlediget til at optage et nyt Millionlaan. 

— Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, 
beærer Centralbanken, med Emissionen af dette Papir. 

Konferensraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille 
i Bankraadets Sal. 

... De Herrer var gaaet, og Konferensraaden vendte 
gennem den lyse Hal tilbage til sit Kontor : 

Dagen var hans. 

Han skrev kun endnu det korte Brev til „Victoria- 
Theatrets samlede Personale" og sendte det bort med 
et Bud. 

Han havde allerede Overfrakken paa og havde sluk- 
ket Lampen, men han blev i Tanker staaende bag 
Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne faldt ind paa 
Væggen henover Nordeuropas store Kort. Han stirrede 
længe paa Kortet, paa "Danmark : det var som blev i det 
Rakkende Lys dets Konturer urolige og viskedes ud. 
Længe stod Konferensraad Hein foran det store Kort, 
eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte. 



— Ja — sig saa De det, sagde Herluf. „Deputatio- 
nen" var staaet af ved Hovedportalen og gik ned gen- 
nem Logegangen. De to andre gik videre, og han aab- 
nede en af Dørene til. Logerne. Der var mørkt i det store 
Hus, mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, 
som dulmede det at sidde her. 

Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, 
jublende Hurraraab. Det var Skuespillerne der havde 
faaet Konferensraadens Brev og som lod Elskeren og 
Ørnulf leve højt. 



549 STUK 

Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. 
Det var blevet tyst. 

Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han 
ned paa Scenen, hvor Sætstyks-Bjergene Iaa væltede 
rundt omkring. Det var, som hver enkelt lille Stump og 
Stykke interesserede ham, og som vilde han for bestan- 
dig indprente sig dets Billede. 

Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev 
der helt slukket. 



Herluf Berg var næppe kommen hjem, før det rin- 
gede igen. Det var en civil Betjent, der skulde hente 
ham til Raadhuset. 

De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørre- 
gade uden at veksle et Ord. Da de naaede Raadhuset, 
gik de over Gaarden og ned gennem Kælderen. 

— Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at 
forstille sig og spørge : De holder underjordiske Gange 
her. 

— Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gen- 
nem Gangen, hvor deres Fodtrin lød stærkt mod Fli- 
serne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en lille Trappe 
kom de op foran Chefens Dør. 

Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor 
Chefen sad, laa i Lys af et Par Lamper. Hr. Rowan løf- 
tede Hovedet op fra sine Akter og hilste, med sit an- 
strengte eller bedrøvede Blik, frem mod Herluf. 

— Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde 
han med sin mærkelig dæmpede Stemme, som talte 
han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte straks — 
endnu idag føre den anholdte sammen med Dem og 
Hr. Martens. 

Berg blev nu først Martens va'r, henne ved Døren, 
i Mørket. Bygmesteren sad trykket ind mod Karmen, 
helt ude paa Kanten af en Stol, og førte uafladelig Hæn- 
derne frem og tilbage, den ene over den anden — med 



HERMAN BANG 550 

< 

en egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han 
en Haandværkssvend, der ventede paa Raadhuset for at 
faa skrevet i Vandrebogen. 

— Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop. 
Betjenten gik frem over det maattebelagte Gulv, og de 
ventede alle tre tavse, til Døren blev lukket op igen. 
Berg saa ikke op, men det var som følte han dette Bille- 
de af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var 
saa ganske „Fangen" med bøjet Nakke og holdt de 
ustadige Øjne (røde i det hvide, som var alle Aarerne 
sprungne) stift ned mod Gulvet — som var han alle- 
rede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mu- 
re, saadan som han dér stod. 

Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det be- 
gyndte med Martens. Det gjaldt om at fastslaa Udvik- 
lingen for at komme til Klarhed om Grænsen og Om- 
fanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne, 
Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbej- 
det. 

Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne 
det ene Navn : Spenner og Spenner i den underligt klyn- 
kende Tone som en Almuesmand, der for Herskabet 
skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre 
ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med 
et Skær af Utaalmodighed overfor denne uafladelige 
Klynken, der gemte sig bag en anden. 

— Men hvad mener De, De havde, sagde han til- 
sidst. Hvormed begyndte De at bygge „Victoria-Etablis- 
sementet" ? 

Martens saa pludselig op : Med et Par Hundredetu- 
sind, sagde han med ét i en høj, skinger Tone, der skar 
hen gennem Stuen : Et Par Hundredetusind rammede 
de vel En ned i Grunden med deres Pæle. 

Og for første Gang reven ud af sin forknytte og 
stumpe Ængstelighed ved Tanken om disse Hundrede- 
tusinder, man havde begravet for ham midt i Stads- 
gravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den 
smeltende Sne — greben af en pludselig Forbitrelse, 



551 STUK 

Arbejderens gamle Raseri i ham mod Herrerne, der 
havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han hele 
dette skønne Hus' Historie. 

Han havde set alt, med Smaakaarsmandens mistroi- 
ske Øjne : Leverandørernes Bedragerier og Haand- 
værksmestrenes Svindel; og som en uvorn Dreng, der 
pludselig ødelægger sit eget Legetøj og sønderslider 
Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der 
var iblandet Sten fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, 
som havde udtjent i gamle Bindingsværkshuse; om 
Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste Grunden for 
at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i 
alle Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, 
hvormed man havde afstivet Kælderhvælvingerne, der 

revnede trævlende det op, hele sit Værk, hvor 

man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle : 
Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for 
ægte; Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa 
Veksler, forledte af Spenner; Leverandørerne, betalte 
paa Sigt, der afrundede deres opskruede Regninger; 
Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane Indkøbs- 
Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte 
Skat, om Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte 
Huse, der maatte drage hjem for Skillingerne fra pant- 
satte Kufferter — alt fortalte han, staaende op og ta- 
lende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyt- 
tede Hænder, som rettede han bestandige, voldsomme 
Slag mod usynlige Ansigter. 

Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt set 
paa ham med sine forskende Øjne. Adolf stod bestandig 
kun som med bagbundne Hænder, ubevægelig. 

— Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, 
sagde Hr. Rowan, naar De vidste alt det? 

Martens havde sat sig : 

— Hm, sagde han mumlende : man véd det jo nok 
. . . men man er vel i 'et . . . 

— Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog 
ud med Haanden ligesom før : De (han saå frem paa 



HERMAN BANG 552 

Berg og Adolf og talte atter gennemtrængende, som 
raabte han til en stor Forsamling) de spillede jo 
Velhavere. 

Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan 
atter vendte sig til Adolf, der svarede med den samme 
slukte Stemme. Forhøret over ham var kort. Han havde 
jo tilstaaet alt. 

Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit 
Bryst. Han følte kun en sløv og blytung Træthed, mens 
de nævnede endnu en Gang alle disse Tal og Summer, 
al den stjaalne og falske Mønt, der havde været deres 
hele Driftskapital. 

— Saa var der altsaa egentlig, sagde Hr. Rowan, 
slet ingen nævneværdig Kapital at begynde med : 

. — Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han. 

Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om 
Driften, og Forhøret var forbi. 

Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at 
gaa, da han begreb, at han og Berg skulde ikke mere 
ses : han vendte sig hastigt et Nu og strakte som beden- 
de Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans Ansigt 
sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. 
Rowan tale, greb Herluf Adolfs Haand — saa længe 
han levede, vilde Berg mindes denne Haand, saa stiv 
og kold som en Døendes — og lagde et Øjeblik sit 
Hoved ind mod hans Skulder : 

— Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne plud- 
selig sprang frem af hans Øjne, de „Papirer" har vi jo 
alle været med at skrive paa. 

Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens 
ventede begge paa, at Hr. Rowan skulde rejse sig : Ja, 
mine Herrer, sagde han og stod op : saa er det altsaa 
forbi. 

Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, 
som han beholdt et Øjeblik i sin, sagde han : 

— De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, 
Hr. Berg. 

— Farvel. 



553 STUK 

Herluf og Martens gik samme Vej som Berg var 
kommen. Martens fulgte bagefter, talende uafbrudt med 
sig selv i en mumlende og utydelig Tone. 

Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind 
mod Husene. Pludselig fo'r han sammen og blev et Øje- 
blik staaende : Det var et Ansigt — Fru Martens', der 
dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg, med et ube- 
skriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne. 



Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos 
Adolfs, lukkede den gamle Pige op. Inde i Dagligstuen 
sad seks, syv Damer tavse, med Hænderne i Skødet, i 
en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om et 
usynligt Lig. 

Der var saa mørkt, at man knapt kendte Ansigterne. 
Det var lutter Paarørende og saa Frøken Hansen, der 
sad ved Siden af Fru Adolf og hele Tiden klappede 
hendes Hænder. 

Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev 
siddende tavse i deres Kreds. 

Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med 
rokkende Hoved om paa Gulvet: Naa, Mo'r, naa, Mo'r, 
sagde han og klappede sin Kone paa Haaret og gik rundt 
igen. 

Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog 
hvert femte Minut den samme, stadig den samme Sæt- 
ning: 

— At han sidder dér og fryser, sagde hun med en 
underlig snøvlende Stemme. At han sidder dér og fry- 
ser. 

Pludselig saa hun hen paa Berg og spurgte — som 
hun havde spurgt enhver — : Tror De, jeg maa sende 
Klæder derop, sagde hun. 

— Aa, ja, sagde Berg. 

— Tror De? gentog hun. 



HERMAN BANG 554 

— Naa, MoY, naa, MoY, hørte man gamle Adolf 
igen. 

Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet 
og hulkede højt med Ansigtet i den gamle Frues Skød. 

Rerg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind 
i den anden Stue. Gamle Adolf fulgte efter ham og 
lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde blev han ved at 
trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han tilsidst 
kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og 
saå ham ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne. 

Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der 
ikke fik Lyd, lagde han med ét sit Hoved ind mod Bergs 
Bryst, og ind til den unge, halvfremmede Mand græd 
den Gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, over sit 
agtede Navn og over sin Søn. 

— Hr. Adolf — Hr. Adolf, stammede Berg og 
vidste ikke et Ord til Trøst. 

Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstue- 
døren. Derinde var der atter saa tyst som før. Berg 
vendte sig og gik : her var der ingen Hjælp at yde og 
intet Raad at give. 

Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Da- 
merne i Dagligstuen hørt Lyden af Døren, som blev 
lukket, før der brød ud en Strøm af Bebrejdelser og 
Forbandelser mod „dem, der havde forledt ham". 

Da Berg hørte Stemmerne ude i Gangen, forstod 
han straks. Og langt borte i Gaden syntes han endnu, 
det var, som disse Forbandelser naaede ham og traf 
ham som Lyn. 

Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. 
Han gik ud ad Bredgade til Grønningen. Men Taagen 
hang tungt i de bladløse Træer. 

Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se 
Vandet, det vide frie Vand. Men Sundet laa dorsk og 
graat — dødt under Taagens Masse. Ude paa Rheden 
stak et Par Skibe som Skeletter Masterne frem. ligesom 
uhyggelige Gengangere af Sommerens glade Sejlere; 
og ovre fra Værfterne lød Klangen af Hamrene mod de 



555 STUK 

høje Skibsskrog som Lyden af besynderlig dumpe og 
brustne Klokker. 

Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og 
det døde Sund. 

Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. 
Efterat han havde læst Udskriften, gled Konvolutten ud 
af hans Haand : Herluf huskede pludselig hin Aften, da 
han her paa samme Sted havde fundet Brevet med 
Svalen. Det havde været Astas sidste Brev. 

Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det 
som om han pludselig følte al den gamle Længsel efter 
Asta, som alt samlede sig i én længselsfuld Tanke om 
hende — lykkelig som i de første sikre Kærligheds Dage. 

Til han paa én Gang sagde, han eller „Hr. Sokrates" 
med denne besynderlige, muntre Betoning: 

— Naa — saa det skulde Du nu være fejg nok til. 

— Det skulde Du vel nu til at forsøge at bilde Dig 
ind. Det vilde jo ogsaa være saa rart, sagde „Stemmen" 
— rigtig saa nemt. 

— Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: 
nej, nej, alt andet — kun ikke det. 

Han gik op og ned i Stuen, før han igen satte sig med 
et Suk og læste Brevet : Asta var stadig ovre hos Sterns 
i Blekingen for at pleje Mathilde og være hende til Sel- 
skab. 

— Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. 
Foreløbig bliver jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel : 
her, kære Ven, gælder det af et sygt Barn at faa gjort 
ei helt og rigtigt Menneske. Men der er noget, som sta- 
dig optager og foruroliger Mathilde : hun har hørt at 
Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og 
lidende, i Begreb med at rejse til Mentone eller ialfald 
et Steds i Syden. Vil De ikke, hvis De véd noget og har 
paalidelige Efterretninger, skrive mig det til for at be- 
rolige den stakkels Mathilde. 

De vil bevise en Tjeneste ogsaa mod 

Deres hengivne 

Asta Heltz. 



HERMAN BANG 556 

Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i 
sin Haand. Det var Værtinden, som sagde, at der ven- 
tede en Herre derude, som gerne vilde tale med Hr. 
Berg. 

Det var Edvard Sundt. 

— Dem, sagde Berg. 

Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke 
noget videre at forsømme ved en lille Passiar. 

— Aa nej — det ikke, sagde Berg trist. 

De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Be- 
givenheden, søgte Sundt at slaa ind paa mere ligegyl- 
dige Ting, mens hans Stemme stadig blev ved at have 
den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som 
Berg havde fornummet straks ved de første Ord, da han 
kom ind. — 

Samtalen vilde dog ikke komme rigtigt i Trit, og 
Sundt gik om og saå paa Nips og Billeder. Foran Bille- 
det af Herlufs Fader, der hang over Skrivebordet, blev 
han staaende lidt: 

— Ja, sagde han, han faldt derovre. 

Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved 
Skrivebordet: Nej, det glemmer vel ikke nogen af os, 
der var med, sagde han. 

Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, 
at han ogsaa selv just var sært modtagelig for alle de 
Erindringer) begyndte han at fortælle — først søgende 
om Ordene og med lange Pauser mellem hvert Minde, 
siden alt hastigere — om „den Tid derovre". 

Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frost- 
nattens spejlblanke Landeveje, hvor Mandskabet krøb, 
krøb paa alle fire — Mand mellem Fæ, sagde han. 

Har De set, naar en Flue er falden i et slebet Glas 
med Mælk, og saa har naaet Kanten? Hvordan den 
kæmper og kravler og kæmper op ad den glatte Side og 
bliver ved og ved .... Jeg kan aldrig se en saadan 
Skabning — saa dumt det er — uden et Sekund, et Nu 
i det mindste at tænke paa den Nat — „Marchen" fra 
Dannevirke .... 



557 STUK 

— Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde 
han og saå op paa Portrættet. 

Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den 
langsomme „Skiveskydning" om Liv og Lemmer, sagde 
han. Han fortalte om Skanserne, hvor de rodede og le- 
vede, skidne som Dyr og saa lystige — hver Gang Lod- 
det igen var slaaet dem forbi, og de havde et Døgn, 
hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, d e skulde ikke 
„rykke ud" .... 

Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte 
næsten kun halvt. Det var, som om alle Erindringer fra 
hans første Hjem vaagnede paa én Gang, og han saå 
Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader 
den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Søn- 
derborg. 

Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet 
halvhøjtidelig Tone talte han, næsten som den, hvori 
overtroiske Folk fortæller Spøgelsehistorier — greben 
af Erindring efter Erindring. 

Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud. 

— Bentsen hed han — lige kommen som Sekond- 
løjtnant fra Skolen . . . Han var nitten Aar og skulde 
„rykke ud" . . . 

— Han kom ind til mig, da han havde faaet det at 
vide, ligbleg, forstyrret, rystende som et Dyr : Jeg kan 

ikke dø, raabte han, jeg er kun nitten Aar nitten 

Aar, jeg kan ikke dø, raabte han. 

— Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og 
rev i Snavset med sine fortvivlede Fingre, mens han 
hulkede og græd og bad ... og atter rejste sig op og laa 
paa sine Knæ og skreg : 

— Lille Gud nej lille Gud; som et 

Barn raabte han : Du lille Gud . . . 

— Og der var ikke noget at sige eller trøste, sagde 
Sundt, han skulde jo rykke ud. 

— Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, 
sagde han, at se ham ligge dér uden Sanser, paa Jor- 



HERMAN BANG 558 

den, som en Orm og raabe paa sine nitten Aar og paa 
den „lille Gud" . . . 

— En Time efter drog han afsted . . . Jeg saå ham i 
Spidsen for sine Folk . . . Han raabte et Hurra og svin- 
gede sin Sabel over Hovedet . . . Derudefra kom ingen 
igen . . . 

Sundt tav. 

— Ja, sagde han saa lidt efter og saå atter op paa 
Billedet over Skrivebordet : D e faldt. 

— Men — véd De hvad, sagde han og rejste sig, 
jeg tror egentlig, at alle vi, som var med den Gang, vi 
mistede alle et eller andet usynligt Ben eller en Arm 
(Sundt smilte selv ved Tanken cm dette mærkelige 
usynlige tredie Ben eller Arm) og hemmeligt gaar vi 
vanføre omkring og har aldrig forvundet Blodtabet .... 

— Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde 
det, sagde han i Tanker. Og derfor er vi blevet saadanne 
Mænd som vi er. 

Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille 
Fru Canth og den Aften, da Fru Dunker var rejst med 
Scheele. 

— Og har De, sagde Sundt og saå hen paa Berg. al- 
drig tænkt paa, at hele denne Menage. denne Virksom- 
hed — og Sundt pegede ud mod Byen — den ligner 
kun en Saarfeber, De ... . 

— Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, 
sagde Sundt og vendte sig mod Vinduet. 

— Det er et lysteligt Billede af Dem, sagde Her- 
luf efter en Pause. Og hvordan skal det saa staa til med 
os, der er kommet efter? 

— Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at se paa 
ham. Hvordan? 

— I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa. 
sagde han; og meget alvorligt, mens han betragtede 
Skovriderens Portræt, tilføjede han sagtere : Og i Stil- 
hed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse. 

Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden 
Tone sagde : 



559 STUK 

— Og hvad vil nu De, Berg? 

— Hm — vel skrive videre, sagde Berg. Han stod 
lidt: 

— For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han 
træt : Livet fortsættes. 

— Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod 
Bordet. 

Han vilde gaa nu. 

— Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa 
— elskværdig. 

— Naa — hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde 
Sundt: Farvel nu — og frisk Mod. De var kommet helt 
ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes: 

— Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde 
Sundt. Farvel. 

— Farvel, sagde Berg. 

Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var 
gaaet, og uden at tænke over det, saa han ud ad Gang- 
vinduet, der vendte til Gaarden. 

Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Por- 
ten med en Kone i et stort, luvslidt, graat Sjal. De fik 
Lirekassen stillet op, og Konen tog to smaa, rødbukse- 
klædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa Lire- 
kassen. 

Manden spillede, og Berg saa paa de to Aber, der be- 
gyndte at skære Grimasser og danse. Pludselig hørte 
han Melodien. Det var „Kyssenes Sang". Og ud af syv, 
otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede musikal- 
ske Piger i mange Tonarter Visen : 

Her kysses vi, 
og gør Kur — 
her kysses vi. 

Herluf stod længe og saa paa disse to Aber, der dan- 
sede paa Lirekasselaaget, mens Pigerne sang. 

Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa 
Trappen. Det var en Kommissionær, der var „saa glad 



HERMAN BANG 560 

ved at træffe Hr. Direktøren hjemme". Han tog en fed- 
tet Regning frem af en Brevtaske og præsenterede den. 

Det var en „Nota" fra en Sommerrestauration. 

Berg havde ikke en Skilling : Ja — De maa komme 
igen, sagde han og gik utaalmodig op ad Trappen. 

Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, 
saa det kunde høres over hele Trappegangen : 

— Nette Herrer, fine Herrer — spise og drikke, det 
er de med til ... men Betalingen kan man hente hos 
Fogeden . . . 

Berg fik lukket Døren. Men udenfor paa Trappen 
blev Kommissionæren ved at raabe . . . 

Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. 
Træt satte han sig ved sit Skrivebord; rundt om sad 
den stumme himmelske Forsamling paa Etagerer og 
Bordkanter. 



Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden 
med Selskab og havde udøst Hjerterne for hinanden; de 
forstod ikke rigtig deres egne Børn. 

Fru Heltz følte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt 
borte, ovre i Blekingen, og Julie „havde næsten nok 
med at danse", som Konferensraadinden sagde: 

— Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den an- 
den har for mange, sagde hun. 

— Ja, ja, nikkede Fru Knudsen. 

— Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konfe- 
rensraadinden ind mod Øret af Veninden : forstaar dem 
ikke — hverken den ene eller den anden. 

— Næ, næ, rystede Etatsraadinden. 

— Man ser bare, Du, at noget er der i Vejen, 
sagde Konferensraadinden. Og Skylden er vel vor, 
Anna, sagde hun : vi har vel ikke forstaaet at passe rig- 
tig paa dem. 

— Konferensraadinden havde Taarer i sine store go- 
de Øjne; hun tænkte paa Asta, som var hendes kære- 
ste og nu „sad derovre op passede Syge" . . . 



561 STUK 

De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved 
Siden af hinanden. 

Saa hørte de Theatervognene paa Gaden og tog et Par 
Tørklæder om, for at staa lidt i det aabne Vindu. 

Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte 
at vælde frem oppe paa Torvet. Det var det „hele Kø- 
benhavn", der, som Bladene skrev, havde villet vise 
„det uden Skyld saa haardt ramte Personale" sin Delta- 
gelse og havde overværet „Victoria-Theatret"s Første- 
forestilling efter Krach'et. 

Konferensraadinden og Fru Knudsen hørte dem snak- 
ke og tralle, mens de strømmede ned gennem Nygade 
langs Fortovene. Det blev ét muntert, syngende Mylr 
under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle 
Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og 
lo i Lygteskæret : 

Ja — saa skal det vise sig, 
at det er en lystig Krig. 
Saa lystig, saa lystig, 
saa lystig en Krig. 

Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en 
hel Række. Der kom en lejet Karet fra den modsatte 
Side, og det gav en pludselig Standsning, saa Kuskene 
bandede. 

Det var Kaptajn Petersen fra „Bladet", hvis Hoved 
stak frem af Karetdøren. Han gestikulerede med to 
hvidtbehandskede Hænder til Kusken. Kaptajnen var i 
Galla .- han kom fra en Forening, hvor han havde holdt 
patriotisk og populært Foredrag om : „Vore tusindaarige 
slesvigske Valpladser". 

Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen 
tog Hovedet til sig. 

Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og tral- 
lede : 

Ja — kun det Kys ægte bli'r, 
som Elskov Elskov gi'r, 
hvor Læbe bringer Læbe Bud 
om Flammer, tændt af Elskovs Gud — 
som Elskov Elskov gi'r. 
H. B. III 36 



HERMAN BANG _ 502 

De to gamle Damer stod ved Vinduet. De saa ret mis- 
modigt ned paa Sværmen. 

— Ja, sagde Konferensraadinden ind i Fru Knudsens 
Øre : Hvor Livet er underligt, Du . . . 

— Ja, nikkede den Døve med sit mærkelige, bestan- 
dig uforstaaende Udtryk : Underligt. 

De to Damer lukkede Vinduet og gik tilbage. 

.... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned 
gennem Østergade ud paa Kongens Nytorv og skiltes. 

Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle 
Gyder. 

Kun en enkelt Fodgænger gled forbi „Hesten", hvor 
Banditterne blundede paa Bænkene. De vaagnede og 
stirrede ud paa Fodgængeren gennem Mørket. 

Saa faldt de hen igen. 

Men Decembernatten tætnede kun Taagen, 

der laa cver Staden København. 



INDHOLD 

Side 

HAABLØSE SLÆGTER 5 

STUK 293 



HAABLØSE SLÆGTER trykt efter den af 
Bang selv som den „endelige" betegnede 
3 die Udgave 1905. 

„STUK U trykt efter 2den Udgave 1908. 

Det med 3die Bind følgende Ungdomspor- 
træt af Bang er gengivet efter et Fo- 
tografi, taget i Stockholm af Atelier Go- 
sta Flormann i første Halvdel af Firserne. 



36* 



PT Bang, Herman Joachim 
8123 Vaerker i mindeudgave 
^3 c 2. opl.-, 
1920 
Bind 3 



PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 



UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 




'«, 




V**j§l 






/ 



Si