» ■ V.

m M •&: m.

W'fk

'„'-t

» V »-f

«J

- 1#

-^-^

>>:.

I'^^,

' vij ■ ■■.■•'■'

» - " . , .

-^-•^

\M #-

"Z-^^"*-

^ir"' . ^

ANNALER

FOR

NORDISK OLDKYNDIGHED,

UDGIVNE

AF

DET KONIJELIGE

NORDISKE OLDSKRIFT-SELSKAB.

1844-1845.

KJOBENHAVN.

TRYKT HOS J. D. QVIST, BOG- OG jVODETRYKKER.

18 4 5.

LibnnliK

It

DEN NOIiniSKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN; af N. M. Pktkrsex.

Je ne sais si rillusion d'iin coeur verifablemcnt Iiuinain, a fjui son /olo rend t(tut facile, n'est pas j)ic('ijni[j|e a cette a])ro et rcjioiis.sante rai^uii , qui trouve toujoiiis dans son indid'crencc pour le bien public le preniier obsfaclc a lonf ee ((iii pcut le (avoriscå-. Rousseau og l'ubbé de St. Pierre.

JliuMVRSKRSLÆCTEiv lever åiulig af illusioner. Den svundne tid oveilioved , oldtiden især, thi hvad er svun- det som den? opvækker hos dens opniærksoniuie beskuer en begejstring, der ingenlunde svarer til dens rå virkelig- hed. Man forestiller sig menneskene i alniindelighed, forfædrene i særdeleshed, langt l)edre, end de i gerningen vare. Man tror, at de levede under en lykkelig, fri for- fatning, men i virkeligheden var den i mange henseender bunden og fortrykt , rå og vild og blodig. De stærkt fremtrædende skonheder , som rage frem i denne råhed og vildhed , den harmoni , der åbenbarer sig i de store fenomener, og overdøver larmen og smertens skrig i alle underordnede sfærer, alt hvad godt er og stort og skiint, som dukker op af den platte almindelighed , bem;egliger sig fantasien, forhiijes ved den, og breder sig, som solens skin over jorden, ud over det hele; thi mennesket, der foler den trykkende nutid, har kun to veje, der fore ham ud fra dens elendighed; enten sætter han paradiset foran sig , tilbage i fjærne , ubekendte tider , eller han lægger det hen i den dunkle, ubestenuuelige fremtid; et paradis, en himmel må han have. Ja, tilvisse er det eii

1844— 18i5. j«

4 DR\ NORDISKR OLDTIDS nRTYDlVINO FOR IVUTIDEN.

af (le sjælflneste åbenbarelser i livet: en ren nydelse af nutiden, et menneskeliv som plantens, der ikke spekulerer, men nj'der og er glad , og ytrer denne sin lykke ved at skyde ud i de skonneste former, der udvikler lutter ge- di^'-ne tanker uden grublen og uden harme, der ikke for- arges over stenen, som ligger i vejen, men biijer sig uden om den, uanfægtet i sin viilies renhed, der ikke har oje for andet, og ikke higer mod noget andet, end det him- melske lys. Selv digteren, hvis rette bestemmelse det er at leve dette liv , lever det sjælden i sin fuldkomne uplettede renhed.

Og dog er ikke blot digteren, den lykkeligste blandt de dødelige, hele menneskeheden er i grunden bestemt til at fore et sådant liv. Dens rod går dybt ned i den materielle jord, men dens krone lofter sig op imod den fri og åbne himmel, og bevæger sig, selv fri, i idéverdenens luftning. Her flagre idéernes luftige skabninger onjkring den, imedens det sande himmelske lys strommer ned på den, og bringer dens sj>raglede farver, dens mangfoldige former til udvikling, indtil de endelig trænge sig sammen i den ensfarvede, i lysets strålehav rodmonde frugt med sin simple og enfoldige kærne , der indslutter i sig en ny mangfoldighed og en uforgængelig rigdom. Men imedens mennesheheden er i færd med denne udvikling, træde de, der kalde sig dens ordfarere, hojrostede frem, pege ned på den jord, hvori den er plantet, og hvorfra den henter sin forste næring , på staten med alle dons særheder og svagheder og unoder og brost, og de råbe til den: Du tror, at du er frihedens barn, at frihed var nogensinde til; gak i dig selv, og erkend, hvor du er og hvad det er du attrår ! Brug din forstand ! det er altsammen illusion. Da sukker mennesket: Ja, mit liv og de mange andres, som færdes omkring mig , og hvad tiden har båret i sit skod, det er altsamnjen illusion ; h\ad skal jeg da vente

DEN NORDISKE OLDTIDS BETVDNING FOR NUTIDKIV. 5

Og liåbe om det, som tiden endnu skal fode? Ikke des- mindre lyder der en anden rost lil menneskeheden, og til den skulle alle lytte : Frihed er til , og sandhed er til, og godhed er en virkeliggjort sandhed; de have været lil i tidernes løb, og de skulle aldrig forgå; livets illu- sioner "»Jre ikke selve livet til intet.

Det , som vi her have berørt , er ett af grundfeno- menerne i den menneskelige natur. Hvor tit den end er vorden skuffet, hvor ofte den end er bleven bedragen af virkeligheden, så har den dog en uudslettelig higen efter at vorde bedragen på ny, og der er en uafladelig strid imellem det, den har, og det, den attrår. Søger man grunden til dette fenomen, så ligger den åbenbar i virkelig- hedens utilstrækkelighed og i menneskeåndens fortrinlighed, der ikke kan tilfredsstilles ved det , som virkeligheden yder. Thi livets sandhed ligger ikke i dets ydre åben- barelse, men i dets indre idé. Denne idé spirer i jordlivet, ligesom planten, der søger sin næring i dyndet; den er omgivet af mangfoldigheden, men den attrår kun enheden. Det, som forstanden opfatter, er alle de enkeltheder, hvoraf livet tilsyneladende består, men <\et , som den evige fornuft hylder, er hverken dette eller hint, ikke engang alle disse enkeltheder tiisammen, som sådanne, men det er enheden, harmoisien, som åbenbarer sig i dem alle, og hvad der ligger udenfor denne enhed, hvad der ikke går ind under den , det lader den gerne falde som noget tilfii'ldigt, som noget, der modstrider dens væsen. Den giver afkald på det virkelige, for at drage den evige sandhed til sig. "Wer sich nicht fiber die wirklichkeit hiiiauswagt, wird nie die walirhcit erobern".

Hvo der ikke vover sis: ud over virkcliL^hcden , hvo der hænger sig fast i den, og ikke ser noget hojere under den, vil aldrig erobre sandheden, men endnu mindre vil han vinde sandhedens reneste åbenbarelse : kærligheden.

o DRN XORDISKK OLDTIDS BETYDi\Ii\G FOR ^UTIDE^^

Hvo kan tvivle <lcrom, når han betænker, på hvilken måde han hænuer fast ved sine venner, ved sine elskede. Hvilket menneske man end tager, hvem man end betragter, når man undersøger deres enkeltheder , deres legemlige og åndelige tilstand , så stoder man overalt på mangler og fejl og skrøbeligheder, og når vi gribe i vor egen barm, så indse vi tilfulde grunden til at det må så være. Hvor meset 02; hvor stærkt tiltaler os ikke desmindre deres hele personliglied , med hvilken inderlig kærlighed omfatte vi ikke hele deres væsen! og hvorledes går det til, at det er netop disse fejl, som vi tillige elske, som vi, når de engang imellenj aflægges, med en vis forundring savne, fordi personligheden har gennemtrængt også dem, så at vi igennem disse fejl skue et renere, et elskeligt væsen.

Anvende vi dette på vor betragtning af den forgangne tid , så vil det v.xre indlysende , hvad fortidens sandhed er for os, og hvorfra don kærlighed kommer, med hvilken vi omfatte den, en kærlighed, der ikke blot er et forbi- gående uiigdon)i!ieligt blus, en ungdomsdrom , men som med arene voxer, og bliver til en stadig flammende lue, der ikke slukkes, men næres ved uafladelig tænkning over de enkelte ting; så vil det tillige vorde indlysende, hvorfor V! ikke blot omfatte denne fortid med kærlighed , men hvorfor dens betragtning i modsætning til nutiden er så gavnlig, ja er så nødvendig til vor fremadskridende ud- vikling. I tiden, som er sluttet, kunne vi nemlig igennem alle tidens tiUaldlgheder komme til dens Idé, til sandheden, og hvor vi se den, dér elske vi den; hvad der kunde vorde, er fuldendt, de slette tilfældigheder ere sunkne til- bage i deres intet , og uhildede af dem kunne vi klare idéen for os, i det hojeste ere vi kun hildede i vor egen tænknings svagbed; men i nutiden ere vi ligesom begravede i enkelthederne, vi hænge fast i dem og kunne ikke komme ud over dem, hvert ojeblik forstyire de os, og for ord-

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDMIVG FOR IVlJTIDEN. 7

iiiiigen al" lutter småligheder kunne vi aldrig komme til det hele, til det store. INutiden er endnu i arbejde, og næsten al dens gerning er (likværk, næsten alle dens be- stræbelser gå ud på, til et ganin)elt indgroet onde at foje et nyt gode; hvo der vil noget, kan ikke hvad han vil, Ibrdi der bestandig står noget hemmende for ham , som han forst må have ryddet tilside. Men det , som vi af fortiden opfatte, det som begejstrer os, og som vi ynde og elske, er det gode; dette gode er ånden, det onde ei* kun virkelighedens strid for at komme til sit væsen; og så vist som nutiden, som en virkelighed, stedse ligger i strid (gjorde den ikke det, så var den en død uting), kan man også om den sige, at den stedse ligger i det onde. Men der er fremdeles med hensyn til indflydelsen på vore handlinger , på vor uddannelse , en stor forskel på tingen, som kan vorde, og tingen, som har været. Når vi betragte det første , det vi have for oje , men som endnu kun er et billede i luften , en poetisk fiktion , så opvækkes der hos os et velbehag, og betragtningen frem- bringer en æsthetisk virkning , der vel ingenlunde er ube- tydelig eller uden indflydelse på vor uddannelse, men dog må stå tilbage for den historiske sandhed. Når visse karakterer og handlinger skulle være en spore for vor handling, når de ikke blot skulle have en poetisk virkning, men en moralsk, så må de i os ikke blot frembringe en stemning , men en villie , og dette sker kun ved deres historiske realitet (den historiske tragedie frembringer just derfor en storre virkning, end den, der bevæger sig som en aldeles fri digtning), denne realitet nemlig taget i sin renhed , og afklædt sit tilfældige. Vi kunde derfor (og digteren fryder os undertiden med en sådan udsigt) skabe os et ideal af den rene tænkning, og stille det foran os; men vi foretrække, når elementerne dertil ere tilstede, at stille det tilbage i fortiden. 1 det første tilfælde fordres

«S DKN XORBISKE OLDTIDS BRTYDNIXG FOR NUTIDEN.

der en storre og renere kraft til at Ile frem imod det blotte billede uden nogen ydre tilskyndelse; i det andet derimod drives vi tillige frem ved den kraft , som ligger bag os, i det forbillede, som den foregående tid og vore egne fædre have efterladt os.

Hvad vil jeg nu sige med disse almindelige, noksom bekendte, bemærkninger? Kun dette: at man ved betragt- ningen af oldtiden, for såvidt denne betragtning skal virke ind på nutiden , sledse luå holde sig til dens ånd , ikke til dens nogne legemlige virkeligheder. Dette : at enhver udvikling skrider frem igennem modsætninger , og hvor disse ikke allerede findes, der skabes de; thi det ene udvikles stedse af de modsatte. At nutiden ikke kan undvære oldtiden , just fordi den er dens stærkeste mod- sætnitig ; og at den illusion, som virkelig er tilstede, ikke lammer og hemmer nutidens udvikling, men tværtimod er en spore for den, og ved de indre, dybtliggende, kraftige loftestænger, som den sætter i bevægelse, hæver den i vejret, og forer den ud fra sin egen bornerthed. Kun dette; at livets poesi overhoved kun i modsætning til den magre virkelighed ser ud som en illusion, men er i grun- den livets kærne; at uden den vilde der intet sandt liv være til, og uden den var det heller ikke værd at leve. At oldtiden , just fordi den kan bæve sig ud fra de hi storiske begivenheders materielle baggrund , kaster sit poetiske genskin hen over nutiden, og derved bidrager til at stille denne, der ellers vilde gå under i døde former, sit rette mål for oje. Dette: at eiihver form er en lænke, hvori ånden er bunden, at oldtiden er lost af sine lænker, fordi den er forgået , og at nutiden , som er bunden og må v.Tre det, stundum trænger til at ryste sine lænker, thi også den skal sprænge dem, skal forgå og fodes på ny.

Hvis nu dette ikke allerede i og for sig er klart for alle , så vil det , for at bane os vejen til den nordiske

DKN NORDISKK OLDTIDS BKTYDIVIXG FOR IVTITIDKIV. \f

oldtids I)ctragtrjing , være tjenligt , at vi stille os den klassiske old for oje, og overveje, jiå hvilken made dm virker ind pfi nutiden. Thi dens indvirkning nægter ingen, og dens ypperlighed fremhæve alle. Thi her, siger man, er rigdom, i norden armod; her er sydens lune varme, i norden niigne klipper og is; her har fantasiens glimrende lys sit hjem, over norden ruger den dorske tage; her Ildskod tænkningen sin rige hlomsterfylde , i norden be- herskedes alt af den rå kraft. Og hvad var da i virkelisi- heden denne klassiske old? Dersom man kun betragter enkelthederne i de græske folkeslags forfatning , og i siu dom alene holder sig til dem, hvad bliver der da af den hiijtpriste græske herlighed? Vare Spartanerne et elsk- værdigt folk, som det er værd at ligne? At piske nogne drenge offentlig for at hærde d^m; at tage vanfore biirn fra deres forældre, og at lade dem do af hunger, ikke engang formedelst nod, men afgrundsætning; at opmuntre horn til at stj;cle, når de kun ikke lade sig gribe deri, og mere deslige, er dette træk af humanitet? at behatidle et underkuet folk (Heioterne) som umælende dyr, er det menneskelighed? Og disse ustadige, lunefulde, vankel- modige og forfængelige Athenienser, der aldrig selv vidste hvad de vilde, og måtte holdes i godt lune ved ofl'enllige skuespil , vare de virkelig et så elskeligt , et så dybt tænkende folk, som nsan gerne vil bilde os iiul? Var det ikke af deres fordærvelse at kunsten spirede frem, og af Sokrates' dod at filosofien udviklede siiir? Kan den stat være et niuiister for stater, hvor kvinden var foragtet og uden dannelse, hvor kun skoger deltoge i det selskabelige liv, hvor sæderne vare besudlede af unaturlige laster, hvor to trediedele af beboerne vare tra'lle , for at éfi trediedel kunde lege statsborgere , hvor der under frihedens ægide herskede den storste, den lunefuldeste despotisme? \'are de laster, som man nu tillægger Nygiækeine, ikke allerede

10 DK\ NORDISKE OLDTIDS BRTYDM:\!G FOR XUTIDKN.

til hos deres f;cdre? og når man betragter den uafladelige splid og strid inielleiu Grækenlands tvende hovedstaninier (Joner og Dorer), hvad hliver der da tilsidst af i\en hele hellenisme som en enhed? ^ Og disse plumpe Rommere, disse kunstens ødelæggere, fortjene de i virkeligheden al den tilbedelse , man har ydet dem , det over hele den civiliserede verden udbredte herredomme, som man har forundt dem ? Er den glans , hvori deres literatur og kunst træde frem, noget andet og mere, end et genskin af Grækernes? Er den livsfilosoti , de have åbenbaret i deres handlinger, tilrådelig for verden ? Når alt kommer til alt , så er det bedste , de have , nogle efterlignende digtere, som i almindeligbed ingen anstændig yngling kan læse i deres helhed , så er udbyttet af deres tæ'ukning sammentrængt hos én mand, en fejg sjæl, der i gerningen besad, og hvo skulde ikke lieundre det? en uforlignelig gave til at behandle sit sprogs klangfulde malm , til at stille hvert ord på det sted, hvor det btir være, men som på tænkningens himmel dog kun var en tindrende stjerne af anden stiirrelse, oprunden i en fordærvet tidsalder, af hvilken der udviklede sig en anden , besudlet med de

^) Angående disse for resten ikke ubekendte Siindheder kan jeg nu henvise til Hrondsteds særdeles tiltrækkende Rejse i Græken- land; her hedder det blandt andet (1 D. s. 27): "Den nro, den personlige forfængelighed, den skinsyge og ugunst, den letsindighed og lettroenhed, den barnagtige inkonsekvens, som i hoj grad er påfaldende hos vor tids Grækere — og som forhindre alt kraftigt samhold — disse negative sider ere måske vel potenserede ved niangehåndc uheld igennem århundrederne, men ikke derved ind- bragte i den græske nations karakter, de ere nedarvede fra deres fædre, hos hvem vi kun mærke det negatire mindre, fordi de herligste positive egenskaber, dyder og glimrende fortjenester holdt hine i tomme," Og på et andet sted (s. 58) omtales "Grækernes gamle arvesynder: egoismus, gensidig skinsyge, mangel på ærligt sammenhold og barnagtig ustadighed".

DPJX NORDISKE OLDTIDS ISETVDMIVG FOR NUTinKiV. 1 I

yff^kycligste laster. Så er det da vel sandt , at denne oldtids historie, når don opfattes i sin virkelighed, ingen- lunde viser os folkene i den glorie, hvori de nu stå for os; at det må være os, der ser noget andet og noget mere deri, end det der ligger i de adspredte enkellhcder; at vor ærhodighed for den oprinder deraf, at vi lade det øvrige være hvad det var, men betragte og fryde os over og varnie og kvæge vor sjæl med det hillede, som vi selv have skabt, ved i visse brændpunkter at samle de stråler, der i fortiden gik vidt adspredte fra hinanden. Så er det vel sandt, at vor dannelse netop består og har udviklet sig ved sin modsætning til oldtiden, at vi skylde den ikke så meget til selve de gande folk , som til det ideal af dem, vi have opfattet og uddannet, ikke til deres virkelige udvikling, men til den udviklingsårid , som åbenbarer sig hos dem; kort, at det, vi hos den« hylde, i grunden ikke er andet end den rene og skiinne menneskelighed , der, mere eller mindre, kommer tilsyne hos alle folkeslag, og som mere eller mindre tiltaler os, efter som vi selv have hævet os til et vist trin af dannelse, og effer som vi hos de gande folk finde noget, der står i samklang med denne dannelse. Dette kætteri torde Jeg næppe have vovet at ytre, hvis jeg ikke havde fundet det hos en mand, der var en af den klassiske oldtids varmeste venner, men, som med al sin kærlighed til den, agtede sandheden over alt, Hans mening er den , at det er ikke den klassiske oldtids rene skære virkelighed , således som den åben- barer sig for den blotte forstand , der bidrager til vor dannelse, det er den hojere ånd, der lever i denne virkelig- hed. ^ Og således er det heller ikke den nordiske oldtids

') "Unsere moderne bildung bcrulit grossentlieils auf dem gegcnsatz, in welchem uns das classisclie aUerthum gcgcnuberstclit. Es wurde scliwer und bctriibend zu sagen seyn , uas von ilir isuruckblclbcn aiuchte , wcnn wir uus von uilcm trcnncn buUtcn,

12 DK\ XORDISKK OLDTIDS I5ETYDMNG FOR NUTIDEN.

la virkelighed, pa hvilken vi skulle fæste vort blik, når vi sporge, hvilken betj'dning den har for nutiden; men det er den nordiske ånd , hvis der gives en sådan , og denne ånds åbenbarelser, vi skulle have for tije.

Uden tvivl vil denne anskuelse blive endnu klarere, når n»an betænker, at det er ikke blot den klassiske old, ikke blot oldtiden overhovedet, der således illuderer os; det samme er tilfældet med selve kristendonnuen. Heller

was (liesem aUertiuiia angchijrt. Wenn wir den zustatid der r ulker, die dasselbe ausmachfen, in atten iliren geschickllichen eiwz-etnheiten erforschen, so entsprechen mich sie vicht eigenl- lich dem bilde, das wir von ihnen in der seele tragen. Was auf uns die luactilige eimcirkung ausiibt, ist unsre au/fassnng, die von dem mittelpunkt ihrer grdsslen und reinslen bestrebiin- gen ansgeht, mehr den geist als die wirkliclikeit ihrer ein- richtiingen heratishebt, die contrastirenden pimkle nnbeachlel liisst, nnd keine, nicht mit der von ihnen au fg enommenen idee iibereinslimmende forderttng an sie macht. Zu eincr solclien auirassung ihrer eigeiitliuniliclikeit fuhrt aber keine willkiihr. Die alten berechtison zu der.selbcn ; sie ware von keinera andereu zeltalter niiiglicli. Das? tiefe gefiilil ihies wesens verlciht uns selbst erst die fShigkeit, uns zu ihr zu erlieben. Weil bei ihnen die wirklichkeit immer mit gliicklicher leichtigkeit in die idee und die phantasie uberg;ing, und sie mit beiden uuf dieselbe zuriick wirkten , so versetzen wir sie mit rccht ausschlietislich in dies gcbict. Dcnn dem auf ihren schriften , ihren kunstwerken und tliatcnrcjehcn bcsti'ebungcn luiiendt-n geisfe nacii, beschreiben sie, vvcnn auch die wirklichket bei ihnen nicht iiberall dem entsprach, den der mcnscliheit in ihren freicsten entwickclung'en angewieseneii kreis in vollendeter reinheit, totalitiit und harmonie, und liinter- liessen auf diese weisse rin auf uns, wie eihohle menschennatur, idealisch Avirkendes bild, Wie zwischen sonnigcm und bewdlcktem himmel liegt ilir vor.-iug gegen uns nicht sowohl in den gestalten des lebens selbst, als in dem wundcrvollen licht, das sich bei iiincn iibcr sie ergoss." 11'. r. //?iw6o/rff Ueber die Kawi-sprache. Abhandlungen der konigl. acad. der vvissenschafteu zu Berlin, aus dum jalirc i^'i'i. 'i th. Berlin 1330. b. xi.iii.

DRN NORDISKR OLDTIDS nETYD\TNn FOR I^UTIDRIV. I )>

ikke i den er det den nogne viikeliglicd, der gor denne tro til det, den er, til det, den stedse vil blive: menneske- Iiedeas frelsende lys igennem niorket. Også lier, midt 1 selve sar)dliedens klareste region , gor illusionen sig g;rl(l(Mi(le, og viser de forsvundne tider i en glans, soiu cddrig er bleven dem til del. Med kengsel vender menne- sket sig til hin forsfc kristelige tid, hin, som man mener, lykkelige alder, da troen i sin oprindelige renhed som en klar strcini randt igennem menigheden, hin tid, da sand- hedens og fredens rige var, som man bilder sig ind, virkeliggjort pa jorden. Ikke desmitidre er det poesien og kunsten , som vi skylde de gængse og unægtelig i mange mader henrykkende forestillinger , vi have om apostlenes persoidighed ; det er os desuagtet slet ikke ubekendt, at, pa et par nær, vide vi i virkeligheden om de andre kun hvad lose sagn fortælle os; og kristendon)men har sin sagnhistorie ligeså godt som enhver anden tids- alder, der kommer til verden. Hin hulde yngling, hin næsten kvindelige Johannes, for hvem alle kvinder sværme, og hvis billede bringer selv mænd til at smælte , er en ideel inkarnation af kærlighedens væsen, et legendiggjort udtryk af den længsel , der i sandhed skal tilfredsstilles her og hisset , men dog vide vi med vished , at han var en tordenstin. De første menigheder vare ingen- lunde så lykkelige , som de leve for os i det ideal , vi selv have dannet: selve apostlene kivedes, og menig- heden var fuld af tvist og af overtro; sandhedens rige blev til et fantastisk tusendårsrige, thi virkeligheden var så slet, at man måtte rykkes ud fra den ; tiden levede af underværker, og kunde ikke være dem foruden, og den fyldte selve det himmelske rige dermed (man erindre sig hint gigantiske vintræ med dets enorme grene og klaser og Især). Ja, denne trang til noget hojere, som ej var virkeliggjort i liden, indvirkede endog på forestillingen om selve troens

14 DRN NORDISKE OLDTIDS BRTYDiVING FOR IVUTIDEIV.

væsen, og har indvirket derpå igennem hele don følgende tid. For dem , der have gennemskuet kristendommens væsen, og tillige have fulgt dens historiske åbenbarelse, kan dette ikke være skjult. Her vilde det ikke være passende, at give nogen udvikling deraf; men vi kunne dog tyde hen på de kendsgerninger , som historien har optegnet på sine sanddru tavler: at den kristne tros væsen er ånd; og ikke desmindre har dog dst, der kun er vedd og bark, der kun tjener til at fastholde og udvikle den indre marv, det, der kun er til, for som skal at indeslutte ka'rnen, fra den forste tid af og til alle tider af en stor hob, ja hartad af alle, været antaget for og gået og gældt for det indre væsen, for kærne og marv; — at den kristne tros væsen er fribed ; og ikke desmindre har den næsten stedse været et redskab for et enkelt folk eller for et enkelt parti, som hver gang formede dette redskab således som det tjente dem bedst; — at den kristne tros væsen er fred; og ikke desmindre bekrigede de kristne folk hin- anden , hjemsøgte hinanden med skændsel , mishandlede uskyldigheden og trådte fredens frugter under fødder, og alle påkaldte de fredens gud om lykke for deres våben, alle håbede de til ham, at han skulde velsigne og hellig- gore deres vold; — at den kristne tros væsen er kærligbed; og ikke desmindre har ingen tro under kærlighedens kåbe opvakt så gudsbespoftende forfølgelser, som den, der for- kyndte, at helligbedens gud var legemliggjort på jorden. Hvis man nu, for at kutme fatte det hojeste på jorden, for til liv og sj;el at kunne vorde gennemtrængt deraf, må fornægte virkeligheden, og holde sig til dets ånd; så er det indlysende, at det overalt ikke er virkeligheden, men ånden, der skal søges, gribes og fastholdes; og de, der bestandig, når vi drage de forsvundne tider frem, og inderlig vederkvæges ved deres betragtning , gyde koldt vand over os ved at foreholde os deres virkelige mangler

DRN XORDISKF OLDTIDS nRTYDXIXO FOR ]VlITIDR^^ 15

Og fejl , dem kunne vi ikke andet , end svare : men når kristendommen ikke var til i hele sin fylde , uden en eneste gang, i én personlighed, nar den ikke var således til i århundrederne for .Konstantin, når den ikke blev til da , når den ikke er til i pavedoniniet , og heller ikke i den skare af kirker, som udviklede sig af deite, er den da ikke virkelig til? svæver den kristelige ånd ikke over dem alle? liar denne samme, uomskiftelige, uforgaMigelige ånd ikke åbenbaret sig i alle disse skrobelige og forgji'tige- lige former? åbenbarer den sig ikke hver dag. i enkelfe lykkelige timer, i de skiinneste og reiu'ste personligheder? Fordi denne ånd endnu ikke lillnlde har gennen)fr;i'ngt nogensondielst stat, er det ikke desuagtet statens enesle formål at realisere den ? IMen på samme måde går det os med alle de henrundne tider ; det er just derfor vi med så inderlig sjæleglæde betragte disse tider, ikke fordi vi ere blinde for deres mangler og brøst , ikke fordi vi jo noksom kende deres skrøbeligheder, men fordi vi i vor tid, så vidt vi mægte, ville realisere deres gode sider; fordi vi til vor egen udvikling behøve et åndepust fra fortiden, som mennesker fra hele menneskehedens fortid, som nordboer fra nordens henrundne old.

Disse bemærkninger havde næppe været fornødne, hvis der ikke i vor tid havde hævet sig adskillige stem- mer imod den sætning : at uagtet al den sondring og adsplittelse , som de menneskelige ting føre med sig , gaves der fordum en nordisk enhed; at det var ved denne enhed norden var stor og stærk, at der derved blev sat en dæmning for fremmed overvælde , hvilken først blev nedbrudt, da enhedens bånd brast. De have søgt at på- vise det adsplittede, der kom tilsyne i norden: de have gjort opmærksom på, at det var delt i mangfoldige små, adsplittede riger, der ingen forbindelse stode i med hin- anden; de have villet vise, ja de have vist, at selv i det.

10 DRN NORDISKE OLDTIDS BRTYDNING FOR NUTIDEV.

om hvis væseritli;;e overensstemmelse man hidtil ikke har næret no"^en tvivl, i adskillige sæder og skikke, åbenbarer der sig en påfaldende forskellighed. De kunde på samme måde vise os, at sproget var adsplittet i mange dialekter, så at det ingenlunde i ett og alt var det samme, o. s. fr. l)et er is<Tr imod dem vi rette den almindelige bemærk- ning: at det er forstanden, der gennemtrænger det enkelte, men fantasien , der opfatter det hele , at disse evner ikke kunne undvære hinanden, og at der til dåd ikke blot kræves kold indsigt , men levende begejstring. ' Det er derfor forgæves , at de påminde og advare os , der ere begejstrede for det gande norden, og se det i sin harmoni, i det de sige: men her er dog en forskel, og her er atfer en forskel; i det de, når vi tale om enheden, tilråbe os: men enighed var der ikke; og i det de således give sig til at klove tiden og at splitte den ad i sine smålige enkeltheder, og tro måske dermed at have sagt os noget, som vi ikke allerede vidste og måtte vide, forend vi er- kendte enheden. De sige bestandig, at vi skulle læse tal, men at addere forstå de ikke eller bryde sig ikke derom; vi derimod addere, og tænke, at det vel da må forudsættes, at vi også kunne la^se tallene. VI erkende enheden i det menneskelige åsyn , men det er aldrig faldet os ind at nægte, at der åbenharer sig tusende forskelligheder deri. Vi forstå ved enheden idéens harmoniske åbenbarelse i det tilfældige, ikke ensformigheden. ''La paix! Elle est dans Iharmonie, sans doute; mais d'åse en åse on l'a cherchée dans l'unité."

Fra dem, som det er om at gore, at opfatte oldtiden, vende vi os endnu til dem, som have nutidens udvikling for (ije. Gives der nogen, som med den begejstring, der kun avles i afsondring fra verden, og kun næres ved

') la Crojdc raison n'a jamais rien fait d'illustrc. Rousseau.

I>K.\ ^ORnISKE OLDTIDS »ETVDMNG FOR NUT1DE\. 17

fortsat granskning i nattens stille timer, tilråber sine lands- mænd , tiliaher alle : Ser tilhage ! Beskuer oldtiden og dens færd! sa vender han sig med det samme til nutiden i dens hele virkelighed, og ntå da spurge sig selv, i det han vover at tænke på en ny tid, på ny skikkelser og former: til hvem det er han taler, til hvem han retter sine ord, og hvo han mener der ville lægge dem på hjærte. Thi menneskene ere overalt af en dohhelt art.

Det ene slags (vi opfatte dem i deres yderligheder) ere de , hvis hele omhu går ud på at bevare de gamle former, at beskerme den gang, hvori alt allerede går; det andet ere de , der stedse soge at drage det gamle over i en bedre retning. For de første ere form og væsen det samme , og de formå ikke at adskille dem. Når staten forandrer skikkelse, så mene de, at folket heller ikke mere vil være til, og når konfessionen forandres, så tro de , at selve troens grund hører op ^. De sidste tænke bestandig på væsenet, og anse formen for en biting, for et middel, der er mere eller mindre skikket til en hojere hensigt. Begge disse slags mennesker ligge i en bestandig strid ; men de forste træde mest frem i verden , og må det , thi det er dem staten fornemmelig har sorget for, som for sine uundværligste og nyttigste tjenere; det er dem , der skaflfe alle de lobende arbejder fra hånden på den måde , som andre allerede have gjort det for dem. Deres dannelse består just deri, at de vide, hvorledes andre for dem have båret sig ad , deres kundskab deri, at de lære deres forgængeres kunstgreb, deres dygtighed deri, at de kunne anvende dem bedst, og deres fortjeneste i at kunne ende dagens forretning, så at intet bliver lig- gende og dynger sig op. Når maskinen kun arbejder, så er det bevis nok på , at der er liv i den. Sådanne

') Nar bog-staverne her se noget anderledes ud end ellers, så ville de også mene, at deres sprog er blevet forvansket. 18«— 1845. 9

18 DRN >ORDISKE OLDTIDS BRTYDMIVG FOR NUTIDFIV.

mænd virke igennem alle statsindretninger; samlede ere . de at betragte som enkelte afsondrede lag, der hvert sorger for sig, og slutter som sa: nar laget befinder sig vel, så kan det hele ingen nød lide. Men det andet slags ere de, som stedse skue fremad; de linde ingen hvile i tiden , men oprøre folkenes stille vande , at de ej skulle forrådne. De have ingen ret sans for det som er , men kun for det som var , og for det som skal vorde. De findes igennem alle sticndcr, fra kongen indtil hyrden, og nære sig som de bedst kan (Spinoza sleb glas, Rousseau afskrev noder), thi der er i almindelighed lidet sørget for dem, og der kan heller ikke sørges for dem, da de hver- ken udgore noget lag eller nogen særegen kaste, og ingen kan vide, om de skulle blive til, eller hvorledes eller hvor. De udklækkes ikke i masse som honsene i den ægyptiske ovn, og tilhugges ikke som statuer i værkstederne, men skyde op hist og her som urter, hvis frø ligger skjult for ethvert menneskeligt oje i jordens skød eller på havets bund. De kunne vorde til hvad det skal være, men kunne nidrig vænne sig ret til, i verden at være noget; for vanen have de en medfødt skræk ^. De arbejde ikke, som hine, til visse timer og tider , men når ånden kalder dem , og de kende ingen lykke, finde ingen stund vel anvendt uden dem , i hvilke idéerne få liv og udvikle sig i deres sjæl. ]Når disse vidunderlige væsener pludselig som stjerneskud skyde frem, når de fra den ideelle verden, i hvilken de leve, udslynge funker, lyn på lyn, så møde de overalt modstand og fjender, der sky dem som det fordærveligste uvejr; og lonnen for deres dåd er ofte tilsidesættelse, had, foragt, forfølgelse, stundum en voldsom død. Det er disse menneskehedens velgorere , som middelalderen forte til bålet og brændte til aske , men hvis minder efter døden

^) Le joug propre des aiues faibles et des vicillards , savoir Æclui de rhabitude. Rousseau.

DKiV NORDISKE OLDTIDS BKTYDMIVG FOR MJTIDRIV. 19

fare om i tiden som hellige skygger, og hvis lanker, når tiden er moden , blive til virkelige gerninger. Men staterne have nu, og det er et glaideligt skue, fit humaniteten har gjort sig så gaddende , ikke bl<it anelse om deres ret til at være , men de sørge for dem , om end med en vis ængstelighed, når de komme tilsyne.

Af begge disse klasser findes der nogle i hvert land, skondt i htijst forskellige grader; yderligheder af begge ere ej almindelige , dog hyppigst af den første. Desto sædvanligere ere de mellendiggende rækker : Nogle , der ere så fordybede i dagens syssel, og ikke have tanke uden for den , som gerne harmes , fordi de forstyrres i deres gode ro, og vende sig bort fra idéen, som fra en uting; andre, som længe og kraftig gore den modstand, som selv under denne modstand efterhånden lade sig vinde for den, men til at erholde deres gunst, må enhver beflitte sig på et langmodigt sind; andre endelig, der strax forstå idéen , når den kommer tilsyne , sande sig om den , og arbejde, hver i sin kreds, på at virkeliggore den, ikke som blinde følgesvende, men som seende. Nu ere disse ikke få. Desuagtet kan mangen skiin tanke, mangt et ædelt forsæt gå under i tidens skoti, som en krusning på havets skum. Sker dette, så er der endda intet at sørge over; idéer forgå ikke. Hvis ikke på tredie dag, så om hundrede år stå de op igen.

Den nordiske oldtid har betydning for nutiden , for såvidt den er en oldtid , for såvidt den er en særegen nordisk oldtid, og fordi der i den åbenbarer sig en nor- disk enhed; thi enhed er uadskillelig fra det åndige væsen , og det er kun nordens ånd der lader sig mane, dens legeme er for længst smulret hen.

'20 DK\ AORnlSKK OLDTIDS URTYDMNO FOR XHTIDRX.

Oldtiden i alniindcligbcd har hetydriing for os, fordi den er fjærn; og enhver udsigt i det fjærne, det åbne, til alle sider vidt udbredte rum , hæver sjælen og forædler den. Den udstrakte himmelhvælving med sine drivende skyer, eller nathimlen med sine funklende stjerner, eller det oj)rortc hav nu-d sine hvide toppe af skum , med skibenes flagrende vimpler og langvejs lysende sejl, eller den vilde ørken med den gule sandflade, med de enkelte griinne oaser, og med den på jordfladen rugende, tunge, ligesom drommende luft; det er oldtiden. Således er nu- tiden ikke. Det er den travle hostmark, hvor arbejderne, beskæftigede hver med sin dont, kun have sans for denne, se ned til jorden, og sjælden hæve blikket til himlen eller se omkring sig og udad. De ere ojeblikkets horn , og derfor ere de trældommens; thi det er kendemærket på trælledåd , at udfore det arbejde , som skal giires , fordi herren vil det, fordi det er foresat, fordi det trængende, uafviselige iijeblik kræver og fordrer det; men det er fri- hedens værk, hvortil enhver tillige kaldes af indre uimod- ståelig trang, som han ikke gor fordi han skal, men fordi han må , hvortil han ikke formås ved ydre pligt , men hvilket han ikke kan aflade formedelst hans naturs tvang O" hine eviare suddommelisje drifter, der aldrig hvile.

IMen oldtiden har ikke blot betydning , i det den er fjærn, i det der imellem os og den ligger et vidt og åbent rum : den vorder tillige stor , i det den rykkes os nær. Vi vende ror sjæls seror imod den, og den blege måne, som almindelige ojne kun skue som en flad skive , viser sig for det vel udrustede blik som en opbojet kugle, med bjærge og dale, hujere og dybere end på vor nutids jord. Da begynde vi at forundres , da sjive vi os til at forske og at granske, da se vi noget, som ikke er .til hos os; og vare vi hidtil hildede i dagens smålige gerning , så få vi nu en anelse om , at der kan være noGjet mere , noget

DK1\ KORnlSKU OLDTIDS HKTYDRIli\0 KOK MJTIDKv. '21

storre, noget ædlere til, end denne. INjir det fjærnc således rykker os nær, når det derved vordcr isUut, så ia \i be- greb om storheden af vort sja'leoje , som kan opfatte disse uhyre rum , som kan samle disse vidtadspredte stråler, som i sin dybde har et brænd|iiinkt , hvor det mest adskilte vorder til ett billede , og det forskelligste til en samlet enhed.

Således have til alle tider alle ædle og ophojed« sjæle betragtet oldtiden , og når de finde den stor , sker det især derved, at de sætte den imod den snævre nutid. INår Rousseau vil vække sine medborgere op af den træg- hed , hvoraf han tror dem betagne , så viser han dem hen til den henrundne tid og dens mennesker; og han håber, ved de billeder af storhed, som i den stilles dem for oje, at kalde dem bort fra deres snævre kreds, deres indskrænkede syssel; ved at stille store, ophiJjede dyder for dem, tror han at kunne vende dem bort fra deres dagligdags laster. INår man læser den gamle historie", siaier han, så tror man sig hensat i en anden verden og iblandt andre skab- ninger. Hvad have Franskmænd, Engellændere og Russer tilfælles med Rommere og Grækere? Hartad intet uden den ydre skikkelse. Hines sjælestyrke betragte de som historiske overdrivelser. Thi hvorledes skulle de , der føle sig selv så små, kunne fatte, at der engang gaves mænd så store? Og dog vare de til, og vare menneske- lige væsener, som vi. Hvad hindrer os da i at være som de vare ? Vore fordomme , vor hildede tænkning , vore smålige lidenskaber, der have forenet sig med egen- kærligheden i alle hjærter og med statsindretninger , som geniet aldrig har dikteret." Når han vil drage dem, der tænke over staten og dens institutioner , bort fra den idelige travle syslen med småting , fra den bestandige fliktiing og oppudsning af statsmaskineu, fra den snæver- hjærtede beskæftigelse ikke engang med et eller andet

22 DKX GORDISKE OLDTIDS UKTYDNING FOR NUTIDKIV.

hjul, nicti med istandsættelsen af en eller anden tand på dette lijul; '"i'' 'i'J" ^''» ^* ^^ skulle overlade bearbejdel- sen af disse enkellheder til de lavere håndværkere, og selv genneniskne og styre det heles gang , så viser han dem hen til hine gamle lovgivere, til hine stiftere af stater og folkeskahere, der af naturen modtoge vilde rå horder, og lode dem af sin hånd udgå som dygtige folkeslag. , iSår jeg betragter de nyere nationer" , siger han , ^,.«å finder jeg hos dem mange lovskrivere , men ikke én lov- giver. Oldtiden havde tre: Moses, Lykurg og Numa; og alle tre have især lagt vind på genstande , som ville forekomme vore retslærere latterlige; alle tre have haft et held, som man vilde finde umuligt, når det ikke var så faktisk bevist". Og nu viser han, hvorledes Moses i ett statslegeme forenede en sværm af ulykkelige flygtninge, uden kunster, uden våben, uden talenter, uden dyder, uden mod , flygtninge , der ikke engang kunde kalde en håndsbred jord sin, mon udgjorde en horde, der var frem- med på jordens overflade. Og af denne omvankende trrellehob dannede Mos?s et politisk legeme, et frit folk; medens den vankede om i ørkenen, og ikke havde en sten, hvortil den kunde hælde sit hoved, gav han den en varig forfatning, som udholdt tidens prøvelser, lykkens omskift- ninger, erobrernes anfald, som flere fusende år ikke have kunnet ødelægge, næppe engang forandre, og hvis ufor- gængelige levninger endnu den dag i dag vække forundring. ]Nu viser han, hvorledes Lykurg foretog sig, at danne et folk, der allerede var fornedret ved trældom og ved lasterne, som ere dens følger, hvorledes han pålagde det et jernåg, hvis lige aldrig et folk nogensinde har håret; hvorledes han uophorlig, i dets love, i dets lege, i dets huse, ja i dets kærlighedsytririger, og i dets fester, viste det fædre, landet; hvorledes han forædlede det ved at gore denne lidenskab, ikn brændende kærlighed til fædrelandet, til den

»EN MOKDISKK OLDTIDS BKTYDMMG FOR M]TlDKi\. 23

eneste lidenskab, gjorde dem stærke, gjorde én by til hersker over Grækenland , så at den bragte det persiske rige til at skælve. Nu viser ban , hvorledes Niinia var Roms sande stifter; hvorledes han forenede Romulusses rovere til et uopløseligt legeme ved at forvandle dem til borgere , mindre ved love , som de i deres rå fattigdom endnu ikke så hårdt trængte til, end ved milde statsindret- ninger , der forbandt dem med hinanden og hæftede dem alle til jordbunden ; ved at giire deres by til en hellig stad, i det han helligede den og dem ved tilsyneladende ubetydelige og overtroiske skikke , hvis styrke og virk- ning kun få folk kende , men hvortil selv den vilde Ro- mulus havde gjort det forste grundlag. Når Rousseau endi'lis vil vise, hvorledes oldtidens eidied står i modsæt- ning til den adsplittede nutid, så oplyser han, hvorledes det var én og samme ånd, der ledede alle gande lovgivere i deres institutioner. Alle søgte at finde bånd, der kunde befæste borgerne til fædrelaudet og til hinanden indbyrdes^ og de fandt dem i særegne skikke og religiøse sædvaner, der i følge deres natur altid vare udelukkende og natio- nale; i lege, som holdt borgerne sandede, i øvelser, som på én gang forøgede deres legendige styrke og vakte stolthed og selvagt ; i skuespil , som mindede dom om deres forfædres historie , deres ulykker og deres dyder, deres kampe og dei'es sejre , og idelig lærikede dem til fædrelandet. Imod denne oldtidens storhed stiller Rous- seau en stærk skildring af nutidens fordærvelse, så meget stærkere, som han levede i en ulykkelig tid. Vi henvise læseren til ham selv ^, og ville kun bemærke, at for old- tiden var fædrelandet det htijeste, som det endnu var for Rousseau ; men at tiden , uden at sætte fædreland og

') Gouvcniement de Pologne, cliap. 2. 3. eller, da lians skil- drino; kaster vel stærke skygger omkring sig, til Scliiller iiber die asthctischc erziehung des mcnschen, 1-8 br.

"24 DK\ ivordiskh; oldtids hrtyd\i\(: for mitidkv.

nationnHtet til(*icle, har et endnu hojere mal tor oje, nionneskehedens ordning; og på vejen til dette mål val<ler i]rn frem og tilbage , står stundunj stille og forsager , vinder atter mod og iler fremad. For oldtiden var der en enhed, som den så, og har virkeliggjort; men nufiden er adsplittet i sig selv, adsplittet i sin tro, som den fander efter, ad- splittet i sine statsindretninger , som den ikke kan få sandet i en kort sum, adsplittet i sine sæder, som di-u ikke kan forene uden i flitter og tant. Og det er især de tvende brøst, af hvilke den lider: regeringernes for- hold til folket , og religionens forhold til staten. Begge disse vare i oldtiden ordnede. Regeringen udgik fra fol- kets midte, og var kun den ene side af folket selv; nu er den vorden folkets modsætning og skranke. Religionen var en statsindretning og staten underordnet ; men krisfen- dommen udtaler det som sin grundsætning , at d<>n er uafhængig af enhver stat, hojere end alle menneskelige statsformer , og i det den stilles ind under disse , taber den lettelig en del af sit væsen. Hvorledes tiden efter- hånden vil rede sig ud af disse forlegenheder , og ordne disse forholde, hvorefter den tydelig nok stræbpr, er det ikke vor sag at oplyse; men vi have henvendt opmærksom- heden derpå , fordi det vel u«ere end nogen anden ting viser, at nutiden kan lære af oldtiden, ikke mfdlerne, men dog bevidsthed om et formål, at den af oldtiden kan lære, at producere sig selv i enhed og kraft; og at den stedse, medens den uafladelig, om end tilsyneladende standset, rykker frem mod sit mål, for at nå dette, må se tilbage og se fremad, og idelig sporge tænkeren : „Vågtare, hvad lider tiden T

Når vi ikke igennem forstandens glar, men i et åndigt skue ville opfatte nordens oldtid som betydningsfuld

DEN NORDISKK OLDTIDS BKTYDM\(; KOR MITIDKN. 25

for nutiden, når vi ikke ville taij;c dens arme og ben i oje- syn, men dens åsyn, når vi ikke ville have den i sine tilfældig- heder, men i sit indre væsen; hvad er det da, som åbrnharer sis iirennem alle de ydre tilfældigheder i vor oldtid? hvad er i\et, som udtaler sig igermem dens åsyn, hvad er det den tænker i sit indre? Hvilke ere de idéer, som i den komme tilsyne , og af hvilke vi , der selv have idéen til formål, endnu kunne lære, ja kunne opbygges? Denne okUid er ikke menneskehedens oldtid, den er vor^ som nordboer tilhore vi den og den os; og hvad der fra den første færd gik igennem norden, det er endnu vort, hvis vi ikke have skiftet væsen og ere atlaldne fra det vi vare. Nordens egenhed er renbed , renhed i sæder og ren- hed i tænkning; og denne renhed udgår fra en vis dyb stille alvor, en indre ro, en dybsindig grublen. Så forer nordens natur det med sig. Jorden avler , men den er ikke yppig; den udvikler langsom isblomsten af sit skod, den udskyder også, ligesoni med overlæg, brogede væxter, men ikke hine sydens mylrende, overgivne, alt overdragende slyngplanter ; den er besindig. Og så er nordboen. t hans liv have de stille dyder deres hjem, ikke det pralende overmod. Ærligbed, oprigtighed, trofasthed hore ham til af naturen; falskbed iuir hjenuue i syden. Blu- færdighed og kyskhed ere den nordiske kvindes naturlige smykke; letfærd og løsagtighed, der i syden ingenlunde bære disse navne, have kun deres hjem under en glødende himmel og i en overgiven natur. Norden er en Thorvald- sen , syden en Canova ^ !)e!i samme simpelhed kommer

') Netop dcmie modsætning imellein begise er u<l(alt af HiJyen (B. Thorvaldsen, i Dansk ugeskrift;, anden række, nr. 108~) : ^^Sii dybt rodfæstet var Tliorvaldsens sans for denne renhed i folelsen, Sii modbydelig var ham forkælet kunst og smægtende føleri, at han, for ret at bekæmpe dem, søgte at åbne sin fremtids blik for det yndige, selv hvor det fremtrådte under en fjærn oldtids stive former".

•20 naX >0RDISKK oldtids BETYDXISG for NUTIDKiV.

tilsyne i nordboens sprog: hvor simple, hvor enfoldige, hvor ukunstlede ere ikke disse det gamle sprogs sætnin- <rer , der ikke have andet til hensigt , end at udtrykke tanken; svulst er en ting, som det slet ikke kender. Have vi da ikke ret, når vi til nutiden sige: Bliver fra os med disse sydens unoder, som vore fædre ikke kendte! Bliver fra os med eders franske sæder, eders tomme galanteri, eders indlioldslose conversation, eders stikkende persiflage, eders uterlige lefleri ! Bliver fra os med eders tyske svulst, med denne falske intetsigende ordbram, med denne skvalder af opskruede ord, hvor man længe skal lede, forend man kommer til tanken. Bliver fra os med disse filosofiske systemer V, der voxe op det ene efter det andet som paddehatte i den fugtige jord, og ligeså hurtig tiirre hen , der i en forskruet terminologi sige os sandheder, så simple, at verden har vidst dem i langsommelige tider, eller der, isteden for at iføre tanken oprigtighedens simple klædebon , indvikle og udvikle sandhed i logn og Itign i sandhed, og så tilråbe os: falder ned og tilbeder! ser, her have I ti bind, og ville I have det, så kunne vi deraf gore eder tyve bind, og i disse ti bind, eller hvor mange I ville, ligger verdens frelse. I sandhed vi vide det: én sætning er nok til verdens frelse.

ISordens egenhed er kamp , men en kamp , der vil noget, og går lige på sit mål. Naturen fører det således med sig. Hvad den vil må den ville for alvor , thi den har vanskelighed med at bryde igennem; til alt hvad den vil må den samle sin kraft på ett punkt, og aldrig tabe sit mål af sigle. Syden er også i arbejde , men dens bevægelser flyde hen til alle sider; det er bølger, der idelig skvulpe op og ned , men aldrig fæstnes til is ; det

') Naturligvis sigter jeg hermed ikke til studiet af dem, men til anvendelsen deraf. Ikke at kende dem, vilde være uvidenhed, luen ikke at erkende andet end dem, forblindelse.

dk:\ nordiske oldtids i{ktydi\i\c for i\(rnDK\. '11

rr en linning, hvis prorliikt ikke kan lioldcs fast, men idelig roiclimster. For syden er selve hevajgelsen hoved- sagen, den kan ikke lide at v;eie rolig, den vil idelig nyde; for norden er bevægelsen kun et middel , en nødvendig betingelse for at komme til ro; det elsker kampen for at komnte til hvile. På legemlig vis har delle åbenharet sig på mangfoldige måder i den nordiske fortid. Det var den første fordring til enhver mand , at han var rustet til kamp ; enhver fejg mand var en niding. Det var for nordboen uundgåeligt at kæmpe med IrjæMget, med skovi-n og dens vilde dyr, med bolgen og det brusende hav. Det var nordisk færd at tumle sig på havet for at opsøge lejlighed til den lige og fri kamp, og målet var at bringe bytte hjem , og at nyde det i tryg rolighed , omgivet af ha'der. Hvilket ærværdigt skue er ikke derfor en nordisk olding, der har set meget, erfaret meget, og nu meddeler ungdommen sine erfaringer og leder den , og i tankens stille ro forbereder sig selv til hint liv , som han endnu går imode; hvilken modsætning til den sydlige gubbe, der med sine grå hår er en gæk og gantes. Det var nordisk færd, at ty til fremmede lande, for der at vinde fast bolig og at danne ny stater; og i selve norden , når tanken om en statsforliindelse var fattet, at forfølge denne tanke fra slag til slag, indtil den var virkeliggjort, og når den var virkeliggjort, at bolde fast ved den. Disse to ting vare uadskillelige: fasthed i kampen og fasthed i det, som ved kampen var vundet. Men sligt (inder kun sted der, bvor kantpen udgår fra det indre , fra en uimodståelig indre drift og ikke fra en ydre påvirkning. Have vi da ikke ret, når vi tilråbe nutiden: liliver fia os med denne sydens bestandige fluktuation , der aldrig véd hvad den vil , der næppe har nået en ting , forend den bliver ked deraf, og kaster den fra sig! Bliver fra os med disse statsomvæltninger og revolutioner, hvoraf den ene afløser

•28 DK.N .\0RD1SKK OLDTIDS IIBT YD:\IiVG FOR tVUTIDK\.

den anilen , og hvoraf den ene ikke er l)edre end den anden, med denne forfængelige leg med lofter og eder I Bliver fra os med disse demagogiske onidrev (thi således ser jeg at man nu vil have det oversat), der kun forstyrre det rolige fremskridt , med disse politiske optojer , der hverken have andet mål eller anden virkning, end at hringe den udannede hob til at le! Er ikke genstanden selv for ærværdig, for hellig til at herores af latter? Have vi da ikke ret, når vi tilrå!>e nutiden: Vogter eder, og betænker, hvorledes I ere afvegne fra eders simple fædre; vogter eder for det, som vil blive eders fordærvelse, eders under- gang , denne evige efterligning af fremmede indretninger, som I ikke have nogen brug for; vogter eder for at vorde det, som 1 aldrig skulle være, et ekko af andre! Ekko er tom luft, der vorder aldrig nogen legemlig skabning deraf. Have vi ikke ret, når vi især sige til de Danske: Hvor- ledes er dog det gået til, at I så sjælden kunne noget af eder selv, men gerne gore det efter, som Nordtyskerne gore! Når de reformerede, så reformerede også I tyve år efter; når de brændte hexe , så brændte også I dem I kunde finde; når deres bonder rottede sig sanmien og gjorde oprør, så forsøgte eders bonder det samme tyve år efter, og bleve slagne på nakken. Hvorledes have I nogensinde kunnet forglemme, at det bedste kommer ikke til eder derudefra; det bedste er kun det, der ikke gives, men idelig erhværves; det bedste have I i eder selv, i den selvdannende kraft, der kun optager det gode, og selv for- arbejder det; det er en arv fra eders fædre, som I hverken skulle sætte overstyr eller forvanske.

Nordens egenhed er storhed, en Son af styrken; og det er det skonneste af alt: denne renhed i tanken, denne kamp for at virkeliggore den, og så det, som vindes derved, opnåelsen af et stort formål. Den nordiske natur er stor, stor i sin vildhed, og stor i sin odling. Fjeldet

DRN NORDISKE OLDTIOS BRTYDMIVG FOR IMUTlDEN. '29

fovkvnder det med sin huje top og sine nogne lier , de store socv med deres dybe grund og spejlklare flade, de store saftige skove, de lange bølgende marker, den uendelige s;rouning med sin friske farve; selv isfladcn, hvori livet er stivnet, vidner om storhed. Så er hverken sydens hentihrede lov, eller dens gustne, sygnende natur, der igennem en visnende, svindsotig tilstand forkyiuler sit liv og forbereder si<» til et nyt. Naturen er stor overalt, men dens særegne nordiske præg er just det, som drager alle hen til de lande i syden , som bære dette præg. Således var også det gande norden stort , stort i dåd og bedrifter , og der åben- barede sig i det en bestandig udvidende kraft. Hvo vil nægte , at da havde norden en betydning for verden . for Evropa , og da var det danske navn udbredt og hædret, ikke blot i norden selv, til ishavets kj^ster, men også på Atlanterhavet, på de irske bolger, på Frankeriges kyst og i Englands hjærte. Vil nogen nægte, at det var Danmarks bestemmelse, at beherske norden, at hine forunderlige old- tidssagn ikke ere betydningsløse, men udtale det, som går igetuiem Danmarks ældre historie, det pulsslag, som bankede i Danmarks hjærte, at det idelig måtte udvide sig, at det måtte samle norden i sig, og selv være nordens Danevirke, det pulsslag, som efterhånden borte op at banke, da det tyske væsen ikke blot brod ind over grændsen, men satte sig fast i nordens midte , og for en tid lang blandede sig med , ja overmandede nordisk ejendommelighed. Driften var der, instinktet virkede, den udvidende kraft var i fuld gang , men l»evidstheden blev kvalt i tidernes lob ; folket dronite , og hver gang det endnu fægter en anden april, dronuner det om fordums storhed.

Når jeg betragter oldtiden, så forestiller jeg mig det gode ved den. ou; stiller nutidens skrobelighed og mangler

30 DRN NORDISKE OLDTIDS UKTYDNING FOR NUTIDEN.

derimod. Hensigten dermed er naturligvis at vække nutiden, ikke at nedsætte den. Skulde jeg derfor være blind for dens fortrin? Ved sin egen oldtid alene kunde norden umulio' have udviklet sig. Lader os da for et ojeblik for- lade de gamle dage, for, når vi ere oplyste ved den senere tids erfaring, så meget desto tryggere at kunne vende til- bade til dem.

Vi have tasjet del i den almindeli^re dannelse, vi have optaget i os den evropæiske odiings elementer. Vi ville ikke for stærkt gå i rette med os selv, og undersøge: om det var nødvendigt , at lade visse nedarvede goder fare, for at kunne modtage andre? om den almindelige evropæiske dannelse virkelig bar geimemtrængt os , eller om det var stort mere vi fik, end en nordtysk side deraf, så at vi altså modtoge den på anden bånd? Vi ville ikke sporge: om vi have bevaret os selv deri, eller vi blot have ladet os på- virke? om denne almindelige evropæiske dannelse bar ud- dannet sig hos os på nogen så ejendommelig måde , har antaget nogen så ejendommelig form, at Evropa har lytfet til os, til vor fremgang deri, til vor udvikling deraf, eller om det ikke var så godt som kun vor gande nordiske literatur, som andre trængte til, medens de af det øvrige havde nok af sig selv? Vi ville ikke dvæle ved: om ikke vore tre adsplittede literaturer måske just fordi ere så adsplittede, ere så ringe og for intet at regne imod Englands, Frankeriges, Tysklands? om vi i den religiøse sfære have gjort noget fremskridt, eller vi endnu efter trehundrede års forløb stå på samme trin som Luther? om vi i filosofien have produ- ceret nogen ny retning? om vi i poesien, og dens funker lyse jo over den hele jord , have haft i sit slags ensligc digtere uden just dem , som nordens ånd begejstrede til at bryde en ny bane? og om noget af alt dette, thi derpå kommer det jo an, er nedlagt i geniale sprogvauker (udenfor nordisk sprog kan der nalurligvis ikke være tale om nordisk

DExN NORDISKR OLDTIDS ItRTYDXIi\G FOR NUTIDEX. 31

litoratur) så fortrinlige , at de bevægede fremmede til at nvde dem i deres oprindelige sprog, således som vi stndere andre liferatnrers heroiske værker i deres oprindelige tunge- mål, udenCor hvilke de slet ikke kunne nydes i deres fylde? Vi ville ikke indlade os i undersogelsen af alt dette; vi vide, at vi have haft nogle så ejendommelige digtere, at de ere uoversættelige; vi erkende, at nordhocrne høre med til verdens oplyste nationer, at de i åndsdjgtighed og åndskraft og i deres sprogs uddannelse ikke stå tilbage for noget andet folk i verden , der hav så ringe materielle midler til deres rådighed , som de. Under denne forud- sætning stille vi os da ind med i de dannede folks rækker, og sporge: hvad de gtire og have at gtire, og hvad vi derfor ligeledes have at gore? Når vi ere rykkede frem til samme trin med dem, så have vi også i forening med dem noget at udføre.

Med kristendommen trådte vi ind i denne kreds , vi fulgte med i flokken ; men vi stode ved stronuiingens yderste kant , os tosfe liden del i , enten at frenune eller hemme bevægelsen; vi vare lidende, og lidende have vi modtaget den ; men vi have haft godt af de goder , den bragte os. Hvorledes skred imidlertid Evropa frem, og på hvilket vende- punkt stå folkene nu? — Enhver tid, der fødes, vorder til af en nutid og en fortid, ^jed en formæling af den stund, som er, og den, som fljer", og ved tit og ofte vågnende, fremskyndende og advarende , minder fra alle de flygtede , i tidens skød allerede begravede timer. Men stundum have folkene glemt sig selv , eller de finde sin egen fortid så bar og nogen, at de , om end fra forst af med halv bevidsthed , drages uimodståelig henimod en fjærn og fremmed , der ved sin storhed fængsler blikket, og ved sin åndige kraft bemægtiger sig og gennemtrænger al åndig virksomhed. Således droges middelalderen over til Grækenlands oldtid , og gjorde den til sin. Da hævede der sig en nv dag over jorden, i det

32 DE.\ I^OIiniSKK OLDTIDS KET\DM\G FOR NUTlDEX.

den klassiske oltl, forgangen i sig selv, opstod i tænkningen, og kastede sit strålende genskin over de evropæiske folk. De adsplittede stammer forenede sig i en ny verden , og opdagede selv verdener på jordens overflade og i åndens rise. Tanken blev til en verdenstanke, og dens udgydelse til et verdensherredomme. Da universalmonarkiet var op- løst, strålede tanken endnu herligere, endnu vældigere l)lev dens ytringer. Forestillinger , der ikke havde været til siden Miltiades' dage, fodtes på ny. Der skulde herefter kun være mennesker, og deres, alles naturlige ret var frihed og lighed. Da nåede den på det klassiske studium grundede dannelse sit kulminationspunkt ; store undere havde det gjort i middelalderen , men nogen så stor begivenhed vil det aldrig mere frembrin2;e i verden: dæmninsrerne senncm- brødes, og det Idev til en oversvommelse". Dette er den nyere tids historie i kort begreb, det er virkningen af dot klas- siske studium fra dets beuvndelse til den franske revolution', det er virkningen af dets rolige o]>latning og af dets over- drivelse: odlinc og dannelse i enhver retninsi, ocj endelig sprængning af det hele.

Alt hvad der hidtil havde befalet studsede, og folkene selv bævede og skjalv i deres inderste marv. Trangen forte dem tilbage til sig selv. Instinktet , som forudfolte hvad der måtte ske, som i overmættelsen anede hvad der vilde følge, havde allerede tvet hen til en anden nærina;, og begyndt at samle til nodens stund. Mennesket veg for nationen, det klassiske for det folkelige, romantikken

^) Det var det klassiske studium , og den iind , som altid gennemtrænger det, når det drives for alvor, ej blot til skolcbnig, det var det, som i naturlig forbindelse med tusende andre samniLMi- stodende omstændigheder, frembragte revolutionen. Dette vil maske nogen finde tvivlsomt, men for kun at nævne, et eneste c\cmpel derpå, hvo véd ikke, at Piufanh fpdte contrat social, og contrat social revolutionens grundtanke.

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. 33

udviklede sig af sin egen fortid; det originale gjaldt fremfor alt. Deraf henr^'kkelsen over Ossian, over Indien, over Shakspeare; derfra kom man til ridderpoesi og folkedigt- ning. ^^Således opstode på ny mideltidens og i det l)lå fjærne de islandske sagaer. Forst nu , da den klassiske forverdens velbekendte monstre ikke længer vare de eneste, blev det egne og oprindelige deri rigtig erkendt og skattet; men denne begerlighed efter det originale beviste mere hvad man savnede, end hvad man besad. Hungrende kastede man sig over alt hvad der lignede det; man skånede hverken det egne eller det fremmede, og kunde dog ikke tilfredsstille sig selv. Overalt blev det op- rindelige druknet i en flod af efterligninger. 1 alle disse forsøg viser sig en stor dannelsesevne, men den har endnu ikke fundet form og skikkelse. Således viser den nvere og nyeste dannelse sig som et kaos af de mest uensartede organiske stofter , af kærlighed og had , begerlighed og lede, snart forenede, snart frastødende hinanden, og endnu forvente vi, at åen guddommelige ånde skal svæve over vandenes overflade."

^^Dog kunne, uagtet al tilsyneladende forvirring, ele- menterne i dette kaos udskilles efter deres naturlige slægt- skab. To store masser af ti'adition ere optagne i den evropæiske dannelse, begge meget ulige, men begge under- ordnede kristendommens indflydelse. I det ene lever endnu den græske, men især den rommerske forverden, der fulgte med ved overgangen fra den gamle dannelsesalder til den ny. Det andet ligger i folkenes oprindelige anlæg og for- fatning. Begge have vexelvis haft overhånd, uden at skille sig klart fra hinanden. Først ved vore dages op- rivning og omvæltning er modsætningen imellem århundre- derne bleven kastet midt ind i det nærværende; og medens den i alle samfundsforhold ytrer sig i striden imellem

republikanisme og fevdalisme, er den, mere eller mindre 1844—1845. 3

31 DRN NORDISKE OLDTIDS BETYDTNING FOR XUTIDEIV.

skarpt, men overalt trådt frem i al evropæisk videnskab o<» kunst, under adskillige navne, såsom under modsæt- nino^en af det antikke og moderne, det klassiske og rontan- tiske, det sydlige og nordlige. At noget af disse modsatte elementer skal kunne udkaste det andet, er en forfængelig forventning, og skete det, så meget desto værre. De ere begge for dybt indgroede i hele det evropæiske liv. At en ny dannelse af den nærværende kaotiske tilstand skulde kunne fremgå på anden måde^ end ved en ny forening imellem begge, det kan man heller ikke indse. Om oeh buru en sådan forening kommer att ske , det beror dock af niånga orsaker, oeh ytterst (emedan vår tid drivit allt till det yttersta) deraf, huruvida religionen, som år det innersfa bandet mellan alla odlingens elementer, kommer att nyfoda sig sjelf"^

') Tankegangen i disse bemærkninger om den evropæiske dannelse og de noget forkortede slutningsord findes i indledningen tilBetraktclser j afseende |)å de nordiske myfhcrnas anvendande i !^kon konst, afG-r (1-duna, 7 h. s. SGfgg.). Jeg hensætter deraf endnu for de !a\sere, som ikke have adgang til skriftet selv, følgende ord af nordens dybsindigste tænker; <jHver bestræbelse må stå sin prove, og fremtiden får da at vise, om denne kærlighed til det gamle er foranderlig som tiden aelv, eller har alvor nok til at forandre tiden, om den er en kraft, som samler sig, eller en svaghed, der kun prøver ny stillinger. Imid- lertid horer man allerede talrige røster, der ivrigcn råbe imod en tilbagegang i tænkemåde og bestræbelser, som især skal vise sig hos den opvoxende slægt. Findes en sådan virkelig, forer den, som mange mene, tilbage til et dybt barbari, så vilde det allerede være en fortjeneste at stå stille; og det er en fortjeneste, som vi gerne overlade dem, der ville rose sig deraf. Med dem have vi intet at tale. Tiden er i alt fald døv for deres råb, at giire holdt. De ere, hvorledes man end bærer sig ad, utrøstelige. VI ville blot forst og fremst med hensyn til den påklagede tilbage- gang forklare os selv, og sige, at der findes en tilbagegang, som ikke blot er mulig, men til alle tider og under alle omstændig- heder er rosværdig og gavnlig, og det er: tilbagegangen til sig selv."

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. 35

Når tvende ting skal forenes , så forudsættes dertil tvende modsætninger, og fororiitigen er desto inderligere, desto frugtrigere , jo niere hver især har udviklet sig indenfor sin kreds, jo mere de ere fuldkommen mand og fuldkommen kvinde. Skal da det klassiske og det nordiske forenes, hvilket er nødvendigt, hvis de hegge findes hos folket og hegge skulle gennemtrænge det, så forudsættes, at de begge, for foreningen kan linde sted, må drives til deres vderlisjheder. Med det klassiske studium kan det vol allerede siges at være sket; næsten al saft og kraft er ud- suget deraf, når man endnu bliver ved at suge, får man kun det bitre ; hele det lærde apparat er gennemgået, kornet er udtænsket , og det tone s(rå ligger tilhage; pedanteriet er overvundet (de småstænk, der endnu findes hist og her, kunne kun gore sig gældende hos de lærde spidsborgere) og af selve frugten er der udpresset den lifligste most. I\Ien det nordiske, det ejendommelige, det hjemlige står endnu langt tilbage; dets udvikling er næsten kun begyndt, det er et barn der skal voxe til, for at for- mæles med den ventende mand; forend møen er udviklet, kan der ikke være tale om formæling; og uden den skal manden, ene, forladt, elsket af ingen og ikke begrædt af nogen, som en tor og vissen pebersvend gå i sin grav.

— ,, Denne stedse mere klarblivende selvkundskab er meimeske- livets indre historie, en historie, som ved begivenhedernes ydre frem- skridende ikke blot vinder i omfang og udsigt fremad. Den er tillige en tilbagegående historie. Hver ny gryende dag i den ene er for den anden et på det henrundne tilbagekastet lys , hvorved den søger at bibeholde eller atterstille den af ydre forandringer bestandig forstyrrede indre sammenhæng, og at bringe enhed og overensstemmelse i det hele. Fortiden vinder i betydning i samme grad , som fremtiden mere udvikler sig. Dette er så vist , at i verdens yderste tider bliver det sikkert de første , som mest interessere alle."

3*

36 DRN XORDISKE OLDTIDS BETVDMNG FOR NUTIDEN.

Alt i verden har sit hjem , sit hus , sin arne , sin slæf^t og sine minder; men ingen skal gå under deri, han skal rejse; og når ban har gjort rejsen og vil nj^de frug- terne deraf, skal han forst bortkaste alle dens tilfældigheder, drage det varige ud af den, og så gå tilbage til sig selv, til sit oprindelige væsen. Uden det er den hele rejse unyttig. INordboen , der overgiver sig til det klassiske studium, gor en rej^^e. det er et fremmed land, en anden himmelegn han gæster; lad ham på denne rejse glemme hjemmet, og fordybe sig aldeles i det frenuuede, lad hele hans væsen blive geiuiemtrængt deraf, da forer han en uforgængelig sjælerigdom tilbage med sig. Men når han atter kommer til sit hjem, og der vil blive ved at være fremmed , så går han tabt i det mindste for sit folk. Han må efter sin hjemkomst på ny leve sig ind i sit forrige liv, drage dets gamle minder tilbage, og jo herligere de ere , jo herligere det fremmede var, desto niijere ville begge forene sig i én skoo virksomhed for hele det føl- gende liv. Men det er sandt, de fleste begynde jo rejsen, ja de blive, eller bieve for ikke længe siden, med ferlen over hovedet truede dertil, forend de endnu kende noget til deres eget, og forend de ere modne til noget ophold i det fjærne. Derfor komme de tilbage som en Jean de France, der næppe kan mindes sit modersmål, som ingen grund har fået i ham, men idelig snovier fransosisk. Det latterlige deri kan alle se. I de simpleste huslige forhold er enhver mand vis, folkene blive aldrig vise.

Hvad der skal komme ud af denne tvist imellem det klassiske og det hjemlige (thi det nordiske er jo det hjemlige hos os), kan da ej være tvivlsomt. De skulle gennemtrænge hinanden, og der skal, når tiden konuuer, komme en stor tid , med en talrig og herlig afkom. Det klassiske vil alilrig forgå , thi det bærer det evige , det uforgængelige i sig , og det hjemlige kan vel sættes

DEiV NORDISKE OLDTIDS HKTYDMIVG FOB MJTIDRi\. 37

tilside, men forsvinde, hvorledes skulde det det, sålænge lijeni er til ?

Det gamle norden besad, uagtet sine mange enkelte afvigelser, en uadskillelig enljed i forfatning og sæder, i religiøs tro (niythologi) og i sprog; og det i så lioj grad, at den selv nu, efter at mangfoldige fremmede elementer Iiave trængt sig ind, og have søgt at tilegne sig overherre- dommet , ikke aldeles er tilintetgjort. Uer var hos de nordiske folk en uudslettelig bevidsthed af, at de vare nordboer, og at de som sådanne stode i en skarp modsætning til andre folk mod syden og østen , hvilken bevidsthed heller ikke endnu den dag i dag er udslettet. Hvorfra kunde ellers den begejstring komme , der , uagtet sine svingninger frem og tilbage, nu opflammer så mange, den begejstring , som opstår ved den blotte tanke om et al- mindeligt nordisk broderskab. Er denne begejstring kun et forbigående blus, kun en lygtemand, avlet i nutidens sump, eller er den ikke meget mere en uudslukkelig ild , der antændt i oldtiden bar holdt sig vedlige, rigtig nok i lang tid har været dæmpet i de hartad udslukte kul , men nu kun behøvede et pust for atter at udbryde i lyse luer. Dette, at der nu kan tænkes på, med alvor og for alvor, uagtet alle politiske afsondringer, kan tænkes på, at tilveje- bringe en nojere forening af hele norden , for således at danne et bolværk imod fremmed , altfor overvejende ind- flydelse, viser jo mere end noget andet, at der må være noget i norden, som aldrig har været adsplittet; og kun den tanke , at dette har været i evindelige tider , at det støtter sig ikke på et flygtigt indfald af enkelte mænd, men på hele fortidens uforga-ngeligbed , kan give denne forening sin virkelighed, sin kraft og sin fylde.

Statens forfatning i det gamle norden har sin enhed deri, at den opstod ved en forsamling på tinge, der grundede sig

38 DK!V NORDISKK OLDTIDS KKTYDIVIXG FOR iVUTlDEX.

på en slægtforening. Udviklingen var overalt den samme. Flere slægter forenede sig i små stater, med en drot, lagmand, eller hvad de videre hed, i spidsen. Således opstode Norges fylker , Upplands foiklande , Gøteriges lagmandsdommer og Danmarks små kongeriger, der man- gen gang kun omfattede en o. Disse mange små- riger forenedes ved erobring. Historien angiver os navnene på mange sådanne erobrere, indtil enevoldsmagtens princip iat vera einvaldi er, som bekendt, det gande udtryk') endelig fik overhånd og blev eneherskende: Ingild Trætelje, Iver Vidfadme, Harald Hildetand, Harald Hårfager, Gorm den Gamle. Denne udvikling, hvis retning var den samme, splitter sig rigtignok ad i tvende hovedformer, den monar- kiske, hvor folkeslægter og kongeslægt stå som modsæt- ninger, på hele nordens fastland; den republikanske, hvor kongeslægten mangler, kun på Island, men hvor modsæt- ningen dog bestandig træder afvexlende frem i én eller flere mægtige slægter. Denne sidste forfatning modstrider vel ikke det nordiske grundprincip, slægtherredommet, men dog dette princips almikidellge nordiske udvikling, og kunde derfor heller ikke finde sted uden på en afsondret Ijærn ø, hvor den snart måtte tabe sig i evindelige borgerkrige, og endelig opløses. Den er således et enkeltstående, vistnok h()jst tiltrækkende, fenomen, et forsøg, der snart viste sin mangel af berettigelse , medens det monarkiske princip hævdede sin nordiske ret, og vil hævde den sålænge nordiske stater ere til. Thi den nordiske grundtanke med bensvn til statsordning, der, såvidt jeg skiinner, udtaler sig i den nordiske histories årboger, ligger i slægtherredommet, den ufravigelige grundtanke, at den ene shi'gt stedse står frem over den anden, og at én slægt hersker over dem alle; og dette vil uden tvivl vare ved til evindelige (ider, så-

^) Haraldss. Hiirf. kap. 3.

DEN GORDISKE OLDTIDS KKT YD.\ IKG FOR NUTIDEN. Sil

længe nordiske folk ere til. Der kan vel også hos os opstå hine fri aliuiiidelige griuulsætiiiiiger, som ere ind- befattede i det bekendte grillikaiiske losen: frihed og lighed, og enkelte mænd kunne måske endog tienke på at virkelig- gore dem; men at de nogensinde ville gennemtrænge noget af de nordiske folk, anser jeg for unmiigt. Kongen vil til evige Tider for alle nordboers oren være en hellig lyd; den vil stedse , sålænge hjærterne slå og armene kunne løfte sig, samle alle til fa'lles dåd; og at såre hans hjierte eller hans ære, vil af enhver sand nordbo stedse an- ses, ikke blot for kådhed, men for nidingskab. Således sise oii^så de Svenske :

En Kung ar sjålen uti nordens lemmar, de vissna bort och stelna den forutan. Denne enhed i den nordiske forfatnings udvikling kan gerne, om man vil, være en folge af en vis simpelhed og enfoldighed, af den bestræbelse, stedse at udrette med få midler det, hvortil der ej behøves mange, og ikke at sætte alle kræfter i bevægelse , for at regere , hvorved måske mange kunne gå tabte for andre, tildels endnu hitjere eller ligeså vigtige formål. Vistnok er den monarkiske forfat- ning den simpleste af alle, og der fordres uden tvivl tii en såkaldet fri forfatning , når den ikke skal vorde for- d.ærvelig, dybere tænkere og ædlere, hojmodigere hjærter '; men den vise har sjælden været en ypperlig statsmand; når Plato dannede en stat, så digtede han den. Al re- gering er dog stedse bunden til en form, og det forndige er uadskilleligt derfra , men åndens rige er formløst , og horer til en hujere verden.

') La suprénie puissanoe d'un seul est une idée simple, cjui peut étre comprise par les peuples les plus grossiers j i'organisiue d'un gouverncment libre deiuande des tetes plus fortes pour le concevoir, des coeurs plus nobles pour l'exécuter. Sisnioudi Hist. des Fran^ais, t. 1, s. 313.

40 DEN NORDISKE OLDTIDS BRTYDIVING FOR NUTIDRIV,

Den monarkiske forfatning er imidlertid ikke noget særkende for norden; den genfindes ligeså hyppig i syden, så meget mere, som forfatningen der også for en stor del er udgået fra gotiske stammer, ja tildels ligefrem fra de nordiske folk. Men den er forskellig derfra i flere hen- seender. I syden findes på flere steder en forbundsforfatning, der er fremmed for norden; princippet har også i norden virket mere konstant, mere varigt og uafbrudt; heller ikke er det monarkiske princip, efter sin nordiske karakter, således som ofte og tidlig har været tilfæidet i syden, drevet til sit yderste, til sin sidste grændse , således, at folket forsvinder under magthaverens hånd; men det var stedse herskende, hvad der udtales så enfoldig og klart i fortalen til jyske lov: kongen giver loven og folket tager den ved; så at der stedse, i loven såvel som i de historiske begivenheder, udtaler sig en vexelvirkning imellem konge og folk, i det kongen begynder, men folket ender, kongen beslutter, men folket samtykker, kongen kalder, og folket* følger hans kald, det vil sige, styrken gik fra enheden ud igeimem mangfoldigheden. Dette er så bekendt , at jeg ikke holder det for nødvendigt at udvikle , hvor- ledes det overalt giver sig tilkende, ved kongevalg, når sådant skulde ske, ved leding, ved skattepålæg, over- hovedet ved alle offentlige foranstaltninger og påbud. Overalt træiFer man folkets erkendelse af kongens ret, og overalt kongens agtelse for den almindelige villie, for folke- villien. Men ved folket menes her ikke nogen rå sammen- løben hob, ikke den store skare af blotte arbejdere, der umulig den gang kunde have nogen indsigt i statens anliggender (navnlig var hele trællestanden, der i oldtiden og en del af middelalderen svarer til den arbejdende klasse hos os, udelukket fra al deltagelse); ved folket forstås hovederne for landets dannede slægter, til hvilken stand

DEi\ XORDISKE OLDTIDS KRTYDIVI^G KOR MJTIDRIV. 41

de end for resten hørte, de, der i deres egen kreds havde betydelig indflydelse, og derfor kunde have indsigt i det hele. Det varige, det konstante i princippets udvikling viser sig deri, at, når man måske undtager den første begyndelse til udviklingen, som vi ikke kende ret noje, fordi den måtte være en blot forbigående overgang, så ytrer der sig, lige- som i selve slægtbegrebet, således også i staten, en be- standig higen, efter samling, en higen, der idelig måtte kæmpe med enkelthederne, og idelig søgte at overvinde dem, eller med andre ord, der lå i magten en varig bevidsthed om, at den måtte samle det adsplittede, og gore det til enhed. Betragtningen heraf er i mine tanker en af de mest til- trækkende sider af de nordiske rigers historie. 1 slægt- begrebet ligger nødvendig den tanke, at slægten ikke må opløses, at dens besiddelser ikke må adsplittes, at den ikke må bestå af delte villier, at det særlige må forsvinde for det almindelige; ligeså, at den slægt, der, optager flere i sig , må assimilere dem med sig , ikke give hver især sine særegne rettigheder. I den nordiske stat, hvis begreb udsprang af slægtbegrebet , udtaler det samme sig ; og grunden til det politisk adsplittede norden ligger kun deri, at denne bevidsthed, der overalt kommer frem i det mindre, ikke var stærk nok til i det hele at gennembryde de til- fældige hindringer, ligger deri, at fremmede elementer kom til, som rykkede bevidstheden bort fra sin rette nordiske bane. Idéen dukker derfor kun op i enkelte store personlig- heder , og den sank for en tid under , fordi den storste del af magthaverne (hvilket især må tilskrives deres ind- vandring fra et land , hvor adsplittelsen var bleven her- skende) glemte det hele , og kun tænkte på sig selv. Den udtaler sig derimod i oldtidens s;ign om store samlede erobringer, i landskabernes forening til riger, i forbindelseu af det ved naturen afsondrede norden- og siindenfjeldske Norge, i forbiudtlsen af Svearige og Gøtarige, og derefter

42 DEN NORDISKE OLDTIDS BETTDMSiO POR NUTIDEV.

bestandi"" fVemskriilencle i landskahslovene?« forening i\\ en almindelig landslov , o. s. v. Selv en forening af hele norden ogsa i politisk henseende træder tidlig frem , og tiden stræber bestandig derefter. Dette udtaler sig i Knud den Store med hensyn til nordens materielle forening, og da var England, som den gang endnu havde bevaret sine nordiske elementer , ikke blot indbefattet deri , men var endog bestemt til at danne foreningens grundlag. Det udtaler sig i dronning Margrete, der, efter hendes øvrige planer at slutte , ingenlunde agtede at herske over tre adsplittede riger. Det udtaler sig selv i Kristian den Anden, skondt han greb til det ulyksaligste middel, ved boddeloxen at hugge det modstridende bort. Det er over- hovedet mærkeligt , at denne tanke , der ligger så dybt grundet i slægtbegrebet, selv i middelalderen ikke ganske kunde gå under, i middelalderen, hvor den religiøse enhed ellers alene gjorde sig gældende , og næsten aldeles fortrængte idéen om det politiske.

Imidlertid — jeg for min part skal ikke trættes med nogen, om der i det gamle norden herskede stræben efter statsenhed eller adsplittelse. Folkeenheden kan ligge, men ligger ikke nødvendig i regeringen. Det er ikke i de niigne statsforholde , men kun i deres sammensmælttiing med folket, ja ikke engang i regeringens styrke man kan søge den hojere åndige enhed , hvorom her egentlig er tale. Der gives jo endog dem som mene, at en svag regering under visse omstændigheder kan være til fordel for folkets ejendommelige udvikling^; men uden at drive tingen til

') Ccpendant quelque avantage qu'un peuple puisse trouver a recevoir l'impulsion d'un gouvernement éclairé et vigoureux en méme, rimpuissance de ses inaitres est presque toujours pour lui un avan- tage; car il est bien rare, que les forces de leur gouvernement ne soicnt pas employées a le contenir plutot qii'a le pousser en avant. Sismondi Hist. des Fran9ais, t. 5, s. GO.

DEN NORDISKE OLDTIDS KKTYDMNG FOR NUTIDEN. 43

denne yderlighed, vil det være indlysende for enhver, der ikke ser udenpå, men ind i historien, at flere lande (soru det forrige hellige romnierske rige) til visse tider kunne i politisk henseende være næsten aldeles adsplittede, være fulde af afsondring og forvirring, uden at man derfor kan benægte folkets, sprogets, literaturens og hele den åndige tænknings enhed.

Der var enhed i det gamle nordens sæder og skikke, og der måtte så meget mere være det, som disse sæder og skikke i almindelighed udsprang fra den samme religiøse tro, og havde sin dybeste grund i denne. Der var lige- ledes og måtte være overensstemmelse imellem lovene, der ikke, således som senere, udgik fia en undertiden hul eller adsplittet og fra mange steder sanunensanket spekulation, men fra selve sæderne. Denne nordiske enhed gennem- trænger alt, det huslige og det oflfentlige liv. Den viser sig , hvad enten man betragter den hedenske dåb eller giftermålet eller begravelsesskikke; man finder den i offer- skikke og offergilder, i hestekødspise og borneudsættelse, i markeder , lege og andre offentlige møder. Den viser 'sig i religionens forhold til staten som dens gennem- trængende element, i stændernes forhold til og afhængighed af hinanden. Alt dette var herskende på omtrent sanime vis over hele norden , og for at kende og rettelig forstå det ene lands sædelige forfatning og forholde, må man nødvendig ty hen til det andets. Afvigelser træde naturlig- vis frem, når denne enhed skyder ud i det enkelte; mid- lerne, man anvendte, vare ofte forskellige, men ikke tingen ; og forskel i landenes fysiske beskaffenhed ophæver ikke enheden i folkelige skikke.

Og igennem denne de nordiske sæders enhed åben- barer der sig også , al tidens vildfarelse uagtet, både

44 DEN iVORDISKK OLDTIDS BETYDMNG FOR XUTIDEX.

milde og stærke tanker. Lader os derfor ikke af- skrækkes fra vor hedenolds betracjtning, lader os ikke tro, at den for os er uden betydning , endskondt vi vide, at vore forfædre vare vilde hedninger , at deres guders altere bleve besudlede endog med menneskeblod , og at trælles rj^gge bleve brudte på Thors sten; at deres land var råt og deres himmel tåget, ja at nøden undertiden var så stor, at de måtte udsætte deres horn; endskondt vi vide, at de gjorde mennesker til trælle, at lighed og frihed vare begreber, som de ikke kendte, at en folke- frihed ^ som selv vore tider ikke have virkeliggjort, ingen- lunde var, som nogle have tænkt, fuldkommen begrundet og udviklet i det gamle norden; endskondt vi vide, at Normannen, der for at søge ære og bytte flakkede om på havet, og hjemsøgte fjærne kyster, var en grusom hedning, der fandt glæde i at ødelægge og plyndre, der ikke bragte kulturen med sig til syden, men sig selv ubevidst hentede den derfra, som han var istand til at modtage. Dersom Odin var stræng og Thor var grusom, så herskede også Frej over de lyse Alfer; dersom jordens blodige kamp blev fortsat i Valhal, så forbandtes også himmel og jord med en liflig strålende bro ; dersom armens rå kraft gjorde udslaget i kampen, så forherligedes den også ved en fost- broderlig trofasthed, der havde sit sæde i hjærtet. Vare sæderne vilde og rå, var det en hæder at anfalde vikinger, så var det også kendemærket på den retskafne mand, at han lod den fredelige handelsmand fare i fred og beskyttede ham og hans færd. Satte man en ære i at overvinde en- hver uven, der kunde bære våben, hørte drab til dagens orden, og ansås de ikke for udåd, så holdt man dog den for en niding, der overfaldt en uforberedt, en slumrende fjende , så kaldte man dog den lykkelig , der på havet stødte på et vrag , og kunde frelse de skibbrudne , så gjaldt dog den for en brav mand, der unddrog sin egen

DKiN NORDISKE OLDTIDS BKTYDMKG FOR NUTIDEN. 45

(liabsniand, når han engang havde taget ham i sit hus, og delt brødet med ham , fra den visse blodhævn. Var folclsen for det sonimelige ikke så fint uddannet, ikke så lutret, som nu, så foretrak dog mangen stolt bonde, at være den første blandt sine lige for at være en med navnbod hædret tjener ved sin konges hird. Var kvinden den stærkeres bytte , så var hun også genstand for den dybeste ærefrygt. Uskyldighed, blufærdighed, kyskhed, og alle det huslige sandivs stille dyder svævede som milde alfer om de hytter, der vare farvede med blod; de styrkede kraften, hemmede voldsdåden, formildede det hårde sind, og gave de lidende hjærter lise.

Der findes i den nyere tid næppe nogen sådan sæder- nes enhed, thi hvad der åbenbarer sig som sådan er et ydre tilsyneladende skin ; der er i det hOjeste enhf d i form, men der er adsplittelse i væsen, thi det, som de nyere tiders sæder og skikke udgå fra , er ikke troens enhed, i almindelighed ere de endog kun en fremmed ind- ført mode. Troen selv er, om man vil, ensformig i sit ydre , men i virkeligheden er den adsplittet , fordi den hverken hos lavere eller hojere i sin helhed er til; der er vel brudstykker og måske store brudstykker af den hist og her, men den gennemtrænger ikke det hele. Sæ^ler og skikke , i den betydning som oldtiden havde dem , ere derfor heller ikke til, men kun ceremonier. Alle giire det samme, men de tænke sig noget yderst forskelligt derved; alle deltage deri, fordi de nu engang skulle, fordi deres afsondring vilde vække opsigt, men deres sind har meget ofte ikke den allermindste del deri. I oldtiden derimod bekendte enhver åben sin tro, selv om den fornægtede alt uden ham selv ; nu bekende alle den befalede, og manges deltagelse bliver derfor til tomt eftergjort væsen, stundum endog til hykleri. Denne opløsning er fremdeles, og måske især, kendelig deraf, at man næsten overalt har tilintetgjort

46 DEN NORDISKE OLDTIDS HETYDIVING FOR NUTIDEJf.

alle folkelige fester, alle fra folkenes indre følelse og trang udo^riende forlystelser, og ikke har vidst at sætte noget andet isteden , end hvad der kan forh'ste ojet og kodet. Fantasien og foleisen , der udtale sig i oldtidens blus og lege og gilder, ere forsvundne; de lindes kun enten i de enkelte familiers skod eller i boger, aldrig i storre sandin- ger i livet; og hvis de engang træde frem som en folke- ytring, så standses denne sædvanlig af lovens håndhævere, thi de forudsætte, at folkeytring er råhed; men det bliver den kun, fordi den ikke er knyttet til nogen religiøs grund. Hvor skulde vi i vore dage finde noget, som kan sammen- lignes med virkningen af det levende ord: den af alle er- farne mest erfarne gråhærdede gubbes, der i hele hirdens nærværelse fra sit sæde ved kongestolen meddelte sine råd ; lagmandens eller dommerens , der tolkede loven på tinge; og den i kampen deltagende skjalds, hvis kampkvæde blev sjunget på valpladsen, lærtes udenad af alle kæmper, og forplantedes fra slægt til slægt? (det bevingede ord er hos os lænket i lange forestillinger, tykke akter, torre rapporter); hvor noget, der kan sammenlignes med hine gilder, hvor bragebægeret gik rundt, hvor minde blev drukket ved arveøllet? (udtale vi noget, så er det abstrakte ide'er); hvor noget, som kan sammenlignes med fostbrødre- lagets hojtldellge indvielse og dets trofasthed i liv og død? (slutte vi akkorder med hinanden , så angå de huse eller penge); hvor noget, der kan samnienlignes med hine for- samlinger på tinge, under åben himmel, tilgængelige for alle, hvor de enkelte private foretagender sammensmæltede med det, som angik hele landets oft'entlige vel, hvor slægterne sluttede deres æ'gteskaber, hvor de handlende sandedes til markeder, statsmændene til råilslagning, og alle, mand og kvinde , til fælles lege , til fælles fortællinger , til fælles gilder? (når vi nu forsamles, så har hver forsamling sit ojemed, og ingen af dem forenes i én almindelig interesse.

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDiMNC FOR KUTlDEBf. 47

omfatter på én gang alle, vækker på én gang den bevidst- hed , at hvad enten de gifte sig elier de handle eller de rådslå ere de lemmer af ett og samme folk). I oldtiden havde enhver forsamling myndighed og kraft til selv at d.vmpe ethvert udbrud, som forstyrrede det hele (forsanu lingen var sit eget politi) ; nu véd man næppe ii<>i;et andet middel til at forebygge misbrug , end at hemnie brugen. Det er overhovedet påfaldende (den nordevropæiske ud- vikling forte det således med sig), hvorledes alt fordum var åbent, og hvorledes alt nu er lukket: kirken er lukket, rådsforsandingen er lukket, skue[»ladsen er lukket, selskaber og allehånde moder ere lukkede, selv spadseregange i guds fri natur ere lukkede. Når alt således er lukket , kan man da undre sig over, at hjærtet er lukket med?

Oldtidens love ere kun komne til os som brudstykker Og enkelte sagn; af dem kan man ikke danne sig nogen almindelig forestilling. Men de hedenske elementer, langt fuldstændigere , end disse brudstykker gengive dem, ere uden tvivl gåede over i middelalderen, og have der blandet sig med de kristelige. Det vilde være en i mange hen- seender lærerig betragtning , at adskille disse elenjenter fra hinanden , for at oplyse , hvorledes de efterhånden smæltede sammen, og at fortsætte sammenligningen til den nyere tid. Det vilde da vise sig , om den omhu for alle, den humanitet, der åbenbarer sig i de ældre love, f. ex. i de fattiges væsen og i agtelse for dyrene , har holdt sig uforvansket til den nyere tid; om den senere lovgiv- ning har bevaret sin nordiske karakter i det mindste i sit grundlag , eller om den er dannet ved et lidet ordnet og ikke tilstrækkelig gennemarbejdet aggregat af sydlige stofter. En ting synes at være klar: den ældste lovgivning var simpel, enkelthederne gik fuldkommen op i det hele; den nyere blev adsplittet, grundloven selv blev næsten tilintetgjort i dens tillæg , og vidtsvævende paragraft'er.

48 DEN MORDISKE OLDTIDS BETYDNIJVG FOR NUTIDEN.

maske en svagere efterligning af det vidunderlige tyske retsnrog , trådte efterhånden isteden for hine gande sæt- ninger, der vare så enfoldige, at de ofte bieve til ordsprog.

Nordens mythiske enhed trænger ikke til udforlige be- viser. De egentlige mythers kreds og de mythiske sagn udgå overalt fra samme grundlag. De mythiske væsener vare alle nordboer bekendte , og i det væsentlige vare forestillingerne om dem og deres virksomhed de samme. Hedensk ofring med samme anråbelse af guderne og sammp offerskikke var fælles for hele norden. Rigtig nok blev en guds dyrkelse som hovedgud foretrukken hist, en anden her; og af enkelte mænd blotede den ene især heste, den anden hornkvæg, men alle sådanne afvigelser forstyrrede hverken den almindelige tro eller dens almindelige ytrings- måde; de blotede det, som de selv lagde mest vind på og agtede hojest , de fulgte den almindelige regel: giv guderne det bedste! Der er næppe nogen af disse blades læsere, som tvivler om denne overensstemmelse; og de forskellige meninger dreje sig kun, dels om den nordiske mythologis forhold til andre, dels om dens anvendelighed i nutiden, dens brugbarhed som vehikkei for skon kunst.

Når man betragter den nordiske mythologis forhold til andre, så ligger den germaniske nærmest; og det vilde være en i flere henseender vigtig betragtning, hvis den lod sig anstille: hvor dybt ligheden går imellem dem. Man er sædvanlig tilliojelig til at betragte dem ganske som ett; men det er et stort sporgsmål , om man ikke derved skuffer sig selv eller den mindre kyndige læser. Man finder i det vigtigste fremmede værk over dette æmne, i Grimms Deutsche mythologie , hele den nordiskes ind- hold optaget; men jeg gad vidst, hvor meget der blev tilbage , når dette blev skåret bort. Der forekommer i

DEN IVORDISKK OLDTmS BRTTDNING FOR MJTIDR.V. 49

tyske sange og sagn nogle navne , som Wodan , Dunar, Muspel , o. desl., hvis overenssteninielsc med de nordiske ingen vil nægte, ja når man betænker, hvorledes de ældste germaniske sprogs former ere fuldstændigere, end de ved sammentrækning og assimilation fremkomne nordiske , så må man villig tilstå , at hine navne uden tvivl også i Tyskland ere ældre, end i norden. Men udenfor disse navne finder man kun lidet stof, og når man vil forøge det , må man ty hen til langt senere folkelevninger fra middelalderen , eftersom selve det oprindelige mythiske stof er udslettet eller adspredt af tiden ^

Det sporgsmål , vi opkastede, lader sig derfor ikke besvare; næsten alle elementer dertil mangle; vi have nok til at danne os en levende forestilling om det ejendommelige i den nordiske mythologi, men vi have intet til uden dens hjælp at befæste begrebet om den germaniske. Vi må derfor lade sporgsmålet falde; i denne retning kunne vi intet sige derom, og ville kun, hvad der ikke er mere end hilligt, have os vor ret forbeholdt til at kalde vor egen mythologi hvad den er, nordisk, og ikke at have den om- døbt til tysk , som om den da skulde tækkes os bedre. I dette onske ligger ingen bornert eller forfængelig natio- nalstolthed; selve behandlingen af stoftet vinder, når det fremstilles ublandet således som det unægtelig ligger i de nordiske kilder, og modsætningen til andre træder stærkere frem, når disse skarpt adskilles derfra.

Det er imidlertid hiijst rimeligt , at der imellem den tyske og nordiske mythologi har fundet en grundlighed

') For at overtyde sig herom, behøver man kun hos Grimm, der sikkert ikke har overset det mindste, at efterlæse artiklen om Nornerne. Hverken deres navn elier deres særegne virkemåde, som vi kende af vor Edda og tildels af Saxe , kan eftervises i tyske kilder 5 hvoraf ingenlunde følger, at de ikke der have været bekendte , men efterretningerne ere fortærede af tidens tand.

4

50 DE1< IVORDISKK OLDTIDS I{ETYB^ING FOR KUTIDEIV.

sted, tlo" så, at hver har haft sine særegenheder, omtrent således som ved sprogene, hvilket vi siden skulle betragte, O"- således, at mvthologien i norden, ligesom sproget, har erholdt sit særegne udtryk og nordiske præg. Denne be- mærkning er os af vigtighed, thi det er os kært, når vi ville giire bru§ af den, at vide, at den horer os til, og er noget for nordisk natur ejendonmieligt; vi tor da håbe ved dens anvendelse at få noget af det udtrykt , som vi have anset for nordiske fortrin modsat det sydlige, noget af nordens renhed, stræben og storhed.

Man har, som bekendt, anstillet mange undersøgelser, for at vise ligheden imellem den nordiske mythologi og hartad al verdens, og man har forsøgt næsten i alle mulige retninger at forklare de enkelte mythers og de mythiske væseners betydning; disse undersøgelser ere blevne så mange, at sandheden, som kun er én, tilsidst hartad går under i denne mangfoldighed ; og ^^når man" , som Wieselgren siger , ^^genomvandrat de lårdaste mytho- logernas systemer , oeh sett alla de nyares upplysande correspondenslåror, blir man solblind af idel upplysning". Ligheden har dog hidtil kun vist sig i overensstemmelse imellem enkelte navne, hvilken for en stor del kan være tilfældig, og i en eller anden almindelig mythisk forestilling; men man har endnu ikke påvist noget folk , hvis hele mythiske kreds er tilfælles med nordboernes , altså heller ikke noget, hvis mythologi kunde give tilstrækkelig vejled- ning til den nordiskes forklaring. Dette synes at bekræfte det vi onske, at vor mythologi, om ikke i sit første grund- stof, så dog i sin udvikling er vort eget, er nordens værk. Man har ved andre betragtninger villet vise forskellen imellem de tre vigtigste mythologier , og derved fået ud, at den nordiske er de andres fuldendelse. Ved den nyeste fremstilling hos os i denne retning er det udtalt: ^^at menneskesjælen på sit første standpunkt, sin umiddelbare

DEN KORDISKE OLDTIDS HETYDMiVG FOR NUTIDEN. 51

naturlighed, er substantiel, og at den indiske niythicisme derfor er substantiel polyfbeisme"; ,^at ånden dernæst må træde ind i en sfære, hvori den (inder sig som frit subjekt, og at den græske mythicisme er denne subjektive poly- theisme" ; at endelig „subjektet kun ved at gore sig objektivt , genvinder en hojere ved friheden formidlet ob- jektivitet, og at i folge heraf er den gotiske mythicisme objektiv polytheisme." Eller: ^^Brahma er symbol på den substantielle naturånd , Zeus på bevidsthedens subjektive ånd, Odin på verdenshistoriens, d. e. menneskeslægtens ånd". Oversætter man dette i et simplere sprog, så er meningen den , hvis jeg ellers har fattet den , at i den indiske mythologi har menneskesjælen endnu ikke bevidst- hed, i den græske har den bevidsthed om sig selv, i den nordiske bevidsthed om verden. Deraf følger da, hvilket forfatteren også vil, at i de tre mythologier vise sig tre phaser af den religiøse udvikling, der i den sidste er fuldendt; og da ^jnythekredsen er folkets erkendelseskreds"* så er denne kreds sluttet i den nordiske mythologi. Denne betragtning svækkes imidlertid betydelig derved, at ingen mythe, ingen mythologi, overhovedet ingen tro, kan finde sted uden bevidsthed , og at bevidsthed om sig selv og bevidsthed om verden ikke indtræde efter hinanden , men er en akt, der på én gang foregår i sjælen, i det den ene nodvendig betinger den anden; heller ikke begynder den mythlske udvikling i én mythologi , og udvikler sig i en anden, men hver for sig gennemløber nødvendig de uiythiske momenter, hvad enten disse nu ere tre eller flere; og endelig kunne hverken nordboerne eller Goterne overhovedet anses for noget mere verdenshistorisk folk, end Grækerne eller selv Inderne. Alle folk have deres mythiske, heroiske og historiske tilværelse; ja, hvad mere er, al mythologi har til sin sidste enhed monotheisme , og er ikke andet end denne enheds opløsning i forskellige retninger , dens

52 DEX NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

åbenbarelse under forskellige former. Dette kommer til- syiie endog i kristendommens historiske åbenbarelse , i hvilken den ægte kristelige monotheisme , læren om den eneste sande gud, fordunkles ved denne guds antagne åbenbarelse i mangfoldige menneskelige personligheder, ja selv i livløse ting (helgener og relikvier) , over hvis til- bedelse idéen om den eneste levende gud trænges tilbage eller hartad udslettes. Kristendommen selv har således, fra begyndelsen af, da den trådte ind i verdens mang- foldighed , gennemløbet selve de hedenske stadier , og er på en stor del af jorden endnu bleven stående i denne sfære.

Hvad der herved alene kan komme i betragtning er dels det, som alle mythologier have tilfielles, hvori de alle ligne hinanden, dels det, hvorved den ene nødvendig ad- skiller sig fra den anden. Hvad de alle have tilfælles, er den guddommelige grundtanke, som gar igennem dem alle; det, hvorved de skille sig fra hinanden, er den jordiske form, det levende billede, hvori denne grundtanke kommer tilsyne; thi enhver mythe er jo ikke andet, end et billede af idéen. Forestillingerne om verdens og menneskets skabelse, livets grundidéer, verdens undergang og det til- kommende liv (hvilket jo udgor grundstoffet i alle mytho- logier og i al religion), spdrgsmålene : hvorfra ere vi komne? hvad skulle vi gore? hvor skulle vi hen? disse ting ere over den hele jord tænkningens genstande , og forudsætte alle troen på det overmenneskelige , på det guddonunelige; men denne almindelige tro åbenbarer sig i grundlorskellige forestillinger om alt dette, således som det bliver ikke blot almindelig tro, men særegen genstand for troen. Den platoniske personifikation af idéerne (gen- taget i de Treskovske idéer som væsener), den kristelige engletheori og den nordiske alfelære udgå fra samme idé, men fremstille den i hojst forskellige former , eftersom

DBN NORDISKE OLDTIDS BKTVD.\li\G FOR SiCTlDERT. 53

man mere eller mindre har kunnet nærme sig idéens renhed. Ligeså er Zeus og Odin , Venus og Freja i deres væsen de samme, men i deres form forskellige, og således alle Dvrige mythiske væsener. Overalt er tanken én , men billedet et andet. Og kun derved, at mythologiens væsen ligger i billedets væsen , kan der nu , da den i religiøs henseende har tabt al sin betydning , være tale om dens vistiahed for , dens anvendelse i sktin kunst , hvilket er den eneste brug , vi nu have for den.

I det jeg hensætter nogle bemærkninger desangående, foler jeg tilfulde, at jeg i denne sag er lægmand, og at mine tanker derom måske kunne forekomme de indviede som hojst enfoldige. Dog gives der nogle almindelige sætninger, hvis gyldighed ikke vel kan drages i tvivl, og der haves i det nsindste ett fast punkt at gå ud fra. Og det er dette , at al kunst i sin grund er poesi (dette ord taget i sin hele almindelighed), er fremstillingen af en idés åbenbarelse i legemlig form: ved digtekunsten dens åben- barelse i ordet , ved musikken i toner , ved maleriet og billedhuggerkunsten i synlige former. Den' hojeste og i grunden den eneste kunst er poesien selv, idéens opfattelse i tanken , hvilken hver gang ligesom af sig selv antager gin tilsvarende legemlige form, og ikke kan være til uden denne; enhver kunstner er som sådan og må være skabende digter i sit indre , forend nogetsomhelst kunstværk kan udgå fra hans hånd. Men tankens fuldkomneste åben- barelse er ordet, digtekunsten er derfor den fuldkomneste kunst , og de øvrige kunster , når de hæve sig over det håndværksmæssige, slutte sig kun til den som underordnede led. Ordet er tankens fortrinligste organ: alt hvad der kan gives ved andre former, kan opfattes i det, og opnår først derved sin fuldendelse, eller n)ed andre ord, enhver af de underordnede kunster virker hver for sig stærkere på og igennem den enkelte ydre sands, men ved ordet

54 DKK NORDISKE OLDTIDS BKTYDIVIIVG FOR NUTIDEIV.

alene virkes på den indre sands I sin helhed. Men deraf måtte man da også formode, at den mythologi, der inde- holder stof for poesien, også nm indeholde sådant for de øvrige kunster; thi hvad disse afbrudt ville i tid og rum, det vil digteren ganske, og der hvor idéen er i hele sin fylde, der må også dens enkelte momenter være, og kunne findes og formes. Når dette ikke i virkeligheden lader sig udfore , så ligger hindringen hverken i idéen eller i dens tænkte billede, men i mangel ved de stoffer, i hvilke dette skal formes , eller i kunstnerens udygtighed til at overvinde deres modstand. Det , som da mangier en mythologi, når den virkelig har poetiske myther, kan ikke være andet, end noget tilHieldigt, en uddannelse i tiden, som kan være bleven den ene mere til del, end den anden. Hvor poetiske elementer ere tilstede, der kunne de også gå over til kunst.

Men derved, forekommer det mig, falder det vigtigste af det bort, som indvendes imod den nordiske mythologis brugbarhed i de skotine kunster: at den er rå og udannet, at den mangler attributer, at idéerne i den, hvilket er en følge af den nordiske mangel på sandselighed, ikke allerede ere trådte over i tilsvarende legemlige skikkelser. Denne mangel er åbenbar , men just denne mangel er et fortrin for den kunstner, der ikke vil blive stående ved én gang tilfældig antagne former, men selv vil digte, thi han kan her digte med stiirre frihed ; det er en mangel , en stor mangel , for begynderen , men synes at være et fortrin for den fuldendte kunstner.

Forholdet her er omtrent det samme som ved den nordiske digtekunst. Den nordiske digtnings hovedmangel er, at den er et forstandsværk; den sætter sin kunst i omskrivninger eller allegorier, men begge dele er kunstleri. Alligevel er det aldrig faldet nogen ind, at nordens historie, fordi den i det gamle norden næsten slet ikke har mod-

DKIV KORDISKE OLRTIDS HKTYDMNG FOR l\tlTIDK.\. O.)

taget nogen virkelig poetisk behandling', ikke skulde være skikket til at modtage en siidan. På samme måde inde- holder den nordiske mythologi meget, der blot er forstands- eg, og som derfor, i det mindste ikke i sin ældre form, kin blive genstand for kunsten. Ved begge bliver det njdvendigt , at gå tilbage til det ældste og opritjdelige. Sker dette, så finder man i digtningen fortriidige monstre, f. t. de eddiske sange, og i mythologlen idéer, iforte en mylliisk dragt, der just formedelst sit særegne nordiske præg må have noget særegent tiltrækkende for nordens beboere.

Men hvad der nødvendig må gå forud for en kunst- mæssig behandling af en mythologi, der endnu ikke har modtaget nogen sådan, er: først en fortsat granskning over de nordiske mythers væsen, en tydelig afsondring af det, som kun er forstandsleg, og det, som er virkelig mythe; dernæst en fortsat behandling af digterne, som de øvrige kunstneres forgængere , og det er sandsynligt , at der i deres sjæl og under deres begejstring vil fremstå mangen anskuelse, der undgår den egentlige granskning; og ende- lig, at begynderen, sålænge granskning og digtning ikke nogenlunde fuldstændig have behandlet de mythlske æmner, afholder sig fra en udførelse, hvortil forudsætningerne ikke allerede ere ham givne, hvis han ikke selv er i stand til at opfatte dem , hvis han ikke forst og fornemmelig selv er digter. Under disse betingelser , når en Thorvaldsen vil behandle de raythiske æmner, ligesom Oehlenschlager ' den nordiske historie (hos Evald blev jo endnu det nordiske stof kun hugget til i franske former) , vil den nordiske mylhologi , ligeså vel som enhver anden, kunne blive en

') Der gives, som bekendt, nugle enkelte, men kun få und- tagelser j f. ex. Evind Skjaldespilders sang om kong Hagen den Gode , i hvilken en virkelig poetlbk ide er udfert uden prosaiske omskrivninger.

56 DKN XORDISKE OLDTIDS BETYDXING FOR XUTlDKiV.

genstand for skiin kunst; og for såvidt den er ny, og indeholder nordiske elementer, vil den yde et rigere bidrag, end det, der kan ventes fra idelige gentagelser af det gamle. Hvilke rigere æmner kan man fordre, end den a!t-| skuende og altbeherskende alfader Odin med hans ravn^ eller den tordnende Thor, den længselfulde Frej, ell<r nornerne ved Urds kilde og Yggdrasils ask? Hvill«t mangfoldigere, end en fremstilling af kampen i Valhil? hvilket hojtideligere , end den kristne Hagen Adelstens modtagelse hos de gamle guder? Alene Thor i sine, for- skellige skikkelser, hvilken rigdom ! Ynglingen Th<^ og Ymer , Midgårdsormen og Thor , iført sit bælte ofi^ hele sin jættestyrke! hvilken opgave for kunsten, i denn* yng- ling at lade os se det samme væsen , som skj^'ernes mægtige herre! Hvilket maleri vilde det ikke være, som i en helhed opfattede Odin , Hæner og Loke ved menne- skets skabelse! Hvilken afvexling og hvilke modsætninger ligger der ikke i mythen om hammerens hentelse: den fnysende Freja , den ved tanken om kvindedragt und- seelige Thor , og Loke , allerede iført som tærne , der gotter sig over dem begge! Hvilken genstand for en skildring af sømandslivet og scener pa havet, når havets gud åbenbarer sig , snart som den stormende , rasende Øger, snart som den rolig Ihronende Læ (Hier)! Men hvo kan opregne alle disse tilfælde, hvor mythens idé er så bestenjt, så rig, så karakteristisk, at den ikke mangler andet end udførelsen. Der vil i sandhed hverken være mangel på æmner , som kunne modtage en rig poetisk behandling, eller mangel på attributer, som kunne gore personerne kendelige nok; der behøves kun kunstnerens levendegorende tanke og skabende hånd. Og går man Ildenfor den egentlige njythekreds, hvilket folk har da en mangfoldigere, en mere poetisk sagnkreds, end netop de nordiske? hos hvilket trænger selve det mylhiske dybere

DEX NOKDISKK OLDTIDS DKTYDMIV« KOR MJTIDKi\. 57

ind, end i disse undoifnlde fort;i;liini!,er? Er den nordiske Stærkodder mindre heroisk, end Hercules? og kan den på havet flakkende Hading ikke ligeså vel son» Odysseus egne sig til episk behandling? Vil man ikke blot have stoffet givet, men også behandlingen, så at kunstneren ikke har andet at gore , end at blande farverne og gribe jiiejselen? Hvad vilde der i så fald være blevet af den kristelige kunst? Hvor lidet var der dog i grunden givet af apostlenes personlighed, og dog har kunsten vidst af dette lidet at skabe en hel række af talende, udtryksfulde Mlleder. Man glemmer her, som så ofte, at det er ikke nutidens opgave, at tage oldtiden som den er, for at gen- tage den (da måtte den være givet i en rig fylde), men det er nutidens opgave , af oldtidens elementer at skabe en ny og en rigere tid.

IMen om end noget eller alt , hvad der hidtil er be- tragtet, forsvinder, og om end meget deraf kan have ledet mig på vildspor, så bliver dog sproget tilbage som den vigtigste oldtidslevning , der har betydning for nutiden. At jeg dvæler noget længer ved dette, er naturligt, dels fordi denne materie er mig mere hjemlig, dels fordi sproget er og stedse vil blive åndens fuldkonmeste åbenbarelse på jorden. Lad de andre kunster end va^e nok så- fortrin- lige, sædvanlig ere de dog midler for luxus, om end af den ædleste art, midler til at smvkke kirken eller konge- i)orgen eller den rige privatmands bolig, men ordets vid- underlige magt getmemtrænger alt fra kongeborgen til hytten. Hele denne afhandling er desuden bleven til alene for denne sidste afdelings skyld, og min hensigt var, ikke blot at drage oldtiden frem (den har kun værd , for såvidt den

58 DEN NORDISKE OLDTIDS BRTYDM^G KOR IVUTIDEX.

virker ind på efterlitleri), men fra selve nutiden at skue ind i fremtiden. ^

Genstanden for vor betragtning vil da være : forst den oprindelige og i tidens lob ingenlunde udslettede enbed

'^ Efterat denne afhandling allerede var lienlagt færdig til pressen , optog bladet Fædrelandet slutningen af en sproganmærk- ning (indfort i Historiske fortællinger om Islændernes færd , 4de d.), hvori jeg havde udtalt onskeliglieden af et almindeligt nordisk skriftsprog. Denne anmærkning, hvis hensigt kun var, foreløbig at meddele en og anden velynder af norden denne idé , må have vakt nogen opmærksomhed, thi Nyt aftenblad vilde, når ikke hint blad var kommet det i forkøbet, have optaget den og forsynet den med noter , og der fremkom hist og her nogle ytringer om dette indfald, som ingen kunde finde rede i, og som de derfor uden videre behandlede som en uting. Det vil nu, håber jeg, af de følgende bemærkninger skonnes , at tingen er såre simpel , og at det jeg vilde var det samme som de andre vilde, kun at jeg gav tingen sit retle navn. I en forsamling I Norge har jo H. C. ()rsted allerede udtalt cinsket om en nojere forening af de nordiske sprog, men når en nojere forening bevirkes, hvad andet kan da blive dens følge og sidste endemål, end et fælles skriftsprog? Dansk og Svensk ere jo allerede hinanden så lige, at de ikke udgore to sprog, men to store dialekter af et og samme tungemål (de afvige jo som skriftsprog Ikke engang så meget som jysk og sjællandsk almuesmål, dersom man vil skrive dem, at sige nøjagtig); når de da vedblive bestandig nojere at forenes , så må de vel endelig og tilsidst som skriftsprog sraælte sammen. Adskillige underlige meninger, som ved denne lejlighed kom til udbrud, ville nu, håber jeg, ved en nojere betragtning falde bort af sig selv som fremmede for idéen og ikke tagne af virkelige forholde, men af luften. Men én ting tror jeg allerede her strax at måtte værge mig Imod; det er den forestilling, som alle have haft, at jeg nu strax vilde vende op og ned på sproget, skondt jeg tydelig nok havde sagt, at jeg så ud i en fjærn fremtid , at tiden Ikke skulde foregribes. Hvad øjeblikket gor, er altid lidet og afrevet, og det kommer stykkevis frem, men dette lidet skal eamle sig i du kummcude dngc, og da skal det vorde til noget.

DRN NOUDISKE OLDTIDS BKTYDMIXG FOR NUTIORN. 59

af de nordiske ffistlaridssprog; dernæst det, som i folge tidens krav efterhånden må kunne udvikle sig af denne overensstenunelse, eller muligheden af et almindeligt nor- disk skriftsprog. Kun under den første forudsætning kan det sidste være tænkeligt. Men for at bane os vej til disse hovedsætninger, forudskikke vi nogle betragtninger over sprogudvikling i almindelighed, som kunne tjene til at oplyse og begrunde dem.

Sj)roget haves i tre skikkelser: Først som den mundt- lige tale i almuens mund, hvilken ikke kan skrives; skulde den det, da måtte der opfindes et nyt skriftsystem, thi de tegn, vi have, er ikke bestemte derfor og aldeles uskikkede dertil. Opskreven vilde desuden denne tale mangle det, som vi sætte så stor pris på, skiinhed og harmoni. IMen vi bekymre os heller ikke derom, thi vi have noget bedre, vi Iiave et skriftsprog. Dette findes atter i tvende former: synligt som skrift, hørligt som skriftsprog (vi ville, for at undgå enhver mulig misforståelse, benytte de tvende ord, skrift og skriftsprog, i denne deres modsætnirjg). Af disse er den synlige skrift en død masse, uden værd og betyd- ning, uden for såvidt den er et tegn for noget hojere, for noget levende, for det hørlige sprog i den såkaldte dannede tale, sproget i sin stiirste harmoni og skonhed, eller rettere den til enhver tid levende bestræbelse for at gengive det i disse, thi i deres fuldendthed kunne de aldrig nås.

Hvorledes er nu dette skriftsprog blevet til ? Det er en aldeles ideel opfatning af almuens eller den daglige tale, sammenlignet med og henført til sprogets oprindelig- hed, det gamle sprog. Heraf indses nu let vigtigheden, såvel af almuens mål , som af det gamle sprog og af kundskaben om dets udvikling i tiden. Thi dersom der intet almuesmål var til, så havde vi ikke det, i tidens løb tildels forandrede, behørige stof til skriftsproget; og var der ingen oprindelighed til i sproget, intet gammelt sprog

60 DEN NORDISKE OLDTIDS BKTYDMNG FOR NUTIDRIV.

o^ ingen tidsudvikling deraf, sa manglede vi det behørige stof til at tænke over sprogudviklingen, så kunde vi ikke skabe noget ideelt, hvorved almuens platte og tildels for- virrede tale ophojes til harmoni og skonhed, til et tunge- mål for dybsindige og fintfølende mennesker.

Og hvorledes forholder skriftsproget eller den htijere tale sig til skriften? Det vi kalde skrift, sproget således som det ligger skrevet for os, svarer ligefrem til musikkens afbildning ved noder. Alle kunne let lære at læse noderne, men de kunne ikke spille dem så let; det er en kunst. Når man lægger de samme noder for flere virtuoser , så spille alle efter dem , alle spille de samme noder , den samme melodi, men den ene spiller den så, den anden så, og hvilken uendelig forskel er der ikke imellem det, de sige! Således er også skriftsprogets udøvelse en kunst. Det er overalt og ingensteds. Det er ingensteds til som en naturting, hvad der således er til, er kun dialekter; det tales i sin fuldkommenhed hverken i det ene landskab eller i det andet, hverken i en storre kreds eller i en mindre. Det , som denne eller hin i almindelighed taler, svæver enten ned imod almuens mål , eller hæver sig i visse måder derover, men stedse rober hans mål, hvilken landsnjand han er; det er en mellemting, hverken almues- mål eller skriftsprog. Dette bliver egentlig forst da til, når virtuosen opfatter det skriftlige grundlag, og udforer det efter det levende sprogbillede i hans sjæl, hvilket forst udvikles ved megen eftertanke og dyb følelse og et vist naturligt anlæg. Det skifter om, alt efter de forskellige foredrags natur og deres formål, og efter den forskellige personlige dannelse. Der gives dem, som aldrig lære det; når vi høre dem, må vi mangen gang først overføre deres tale til det ideal, som lever i vor sjæl, ligesom den gode musiker, når lian horer en yndig melodi slet udført, for at kunne forstå den, og for at kunne holde ud at hore

DRIU NORDISKE OLDTIDS BKTIDMAG FOR XUTIDEIV. 61

den, forer den over til det ideal, han allerede har dannet sig deraf. Skriftsproget er således, ligesom den fuldendte musikalske udforelse, ikke til, uden hver gang det bliver vet udfort, og det er en af sprogkundskab udsprungen og med smag opfattet, aldeles ideel udforelse af det, der synlig kun foreligger i matte og kun halvt betegnende tegn. Hvad der mangler, må kundskab og smag og oveise supplere.

Skriftsproget kunde tænkes at fremkomme og at for- plantes uden skrift (ligesom kompositionen kunde tænkes udbredt ved at man idelig spillede den for) , men denne forplantning kunde ikke med nogen sikkerhed ske uden i meget små kredse, og det er en stor vinding, at den kan trænge igennem til alle. Den kunst, at gengive det skrevne ord (ligesom den, at gengive musikstykket, som foreligger i noderne) således som den, der skrev, tænkte det, har ingen af os modtaget igennem oret alene uden synligt billede; den erholdes ved undervisning, men uddyrkes kun ved eget studium og ved lang oveise. Kun igennem den skrevne form og ved dens ideelle opfatning er denne kunst (ligesom al kunst, igennem billedet og idéen) bleven forplantet fra slægt til slægt, fra oldtiden til nu, og kun således udbredes den i stedse storre og stiirre kredse indtil sprogets yderste grændser.

Skriftsproget henter sit stof, dels fra den almindelige tale, dels fra de fra slægt til slægt nedarvede skrifter, dels fra fremmede sprog; beriges kan det ved dem alle. Og det idealiseres ved almindelige, vel i tidens lob omskifte- lige, men i deres grundlag uomskiftelige love, som gå ud på at give sproget sin fuldkomneste form, og hvis gyldig- hed ikke kan erkendes uden ved studium af sproget i dets forskellige skikkelser , heller ikke anvendes i de enkelte tilfælde uden ved dannelse og smag. Hvorledes skulde nogeu, når han tager flere gamle danske skrifter

62 DE\ IVORDISKR OLDTIDS BETYD.\I\G FOR XUTIDEIV.

for sig, der Iiorlig jo altlrig ere komne eller kunne komme til hans kundskab, kunne sige: Saledes lod det sprog, hvori de ere skrevne , således var den tids skrifts{)rog, med mindre han i sig har opfattet de da herskende sprog- love? Oii hvorledes skulde nogen, hvilket dog udkræves, kunne udfinde den hojeste skonhed og harmoni i sproget, således som de udspringe af og ytre sig i dette, når han ikke kan sammenligne det, som i forrige tider og som nu har gjort og gor sig almengældende for alle dem , der talede og tale det reneste sprog.

Vort ojemed forer os dernæst til at betragte sprogets foranderlighed, såvel skriftens som skriftsprogets (medens dialekterne i almindeligbed formedelst tænkningens mere indskrænkede stof, når de ikke udenfra forstyrres, lettere bevare sig); thi til udviklingen af et almindeligt nordisk skriftsprog fordres en nogenlunde almindelig skrift, og et for alle dannede lige forståeligt skriftsprog, der er nedlagt og kan udbrede sig i denne skrift.

Skriften kan forandres. Skriftsprogets grundlag, det synlige udtryk derfor, er til i skriften, men hojst ufuld- kommen; forandring ved den må derfor idelig finde sted, for at den bestandig mere kan nærme sig til, kan blive et bedre middel for det ideelle sprog. Det er ligeså sim- pelt, at retskrivning kan modtage et endog ganske andet udseende, som at man fandt det bedre og bekvemmere, at udtrykke sang ved tal isteden for ved nodetegn. Ved middelet kommer kun i betragtning, at det er bekvemt til sin hensigt. INår det ikke duer mere, men forer idel ulejlighed og foivirring med sig, så forkaster man det, og vælger et bedre. Så have alle fornuftige mennesker gjort ved alle andre ting (hvo der kan få en bedre plov, lader sig ikke afskrække fra dens anvendelse derved, at han må lære at bruge den); alle folk have også gjort det med deres skrift, stundum ved tom efterligning, men stundum også

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. 63

med eftertanke og overlæg (mati betragte alene den danske retskrivnings skæbne igennem århundredernes lob). En gang bleve alle tegn opfundne, en anden gang forøgede, en tredie gang forandrede; opfindes, forøges og forandres kunne de endnu. De skrig, der opløfte sig, fordi der sker en forandring, skal ingen agte pa; man skal kun l3tte til dem, som sporge, om forandringen er fornøden og god, om den forer til noget, til noget godt og gavnligt.

Skriftsproget forandres. Det er en nødvendig følge af dets egen ideelle natur. Med tanken selv forandrer sig tankens udtryk. Udvidelse af kultur fordrer udvidelse af sprog; ^Jios alle verdens folkeslag følger sproget sædernes afvexlinger, holder sig eller omskiftes som de K" Ligesom enhver anden kunst kan også skriftsproget vorde fuld- komnere, erholde storre lethed, storre sikkerhed, stiirre rigdom. Ligesom billedhuggerkunsten forædles ved at studere antikken, således kan også sproget forherliges ved det antikke sprogs studium; begge hige efter de skiinneste former , tankens fuldkomne åbenbarelse i det legendige ; og ligesom ingeniet i almindelighed opfatter i sin dybde alt det foregående , og deraf udvikler en vidunderlig ny ejendommelighed , således kan der også ved gode genier og deres virksomhed i sproget af alle de gamle , tildels forliggede elementer udvikle sig en ny skabning, som ingen uden de, der have set den menneskelige ånds under- værker , kunne tro på eller endog kun ane. Denne ny skabning vil, ligesom hist ved billeder, således her ved skrift opbevares for den følgende slægt, blandt hvilken de indviede ville fortolke den, når også den er hjemfalden til tiden.

Eller under en lignelse : Sproget i dialekterne er markens vilde urter, der sørge for sig selv, og voxe og

O Rousseau, Emile, livre 2.

(U DRN XORDISKE OLDTIDS BRTYDXING FOR NUTIDEIV.

trives så godt de kunne. Skriftsproget er en kunsthave; markens væxter, hjemlige og fremmede (kun ikke drivhus- væxter, der i det hojeste hore til kunstskolen), de skonneste, souj findes kan, tages dertil ; de vandes og plejes, ordnes og bevares med omhu. Man lader dem ikke komme og gå, som de ville, men rykker hist op, og planter til her, alt efter idéen ; og overlader ikke haven til det blinde til- fælde. Den bliver ikke det ene år som det andet , thi skonhed vil afvexling. Der hersker en evindelig travlhed, en bestandig higen og tragten, ikke efter at beholde det, man nu engang har, thi deriblandt kan være meget uskiint, men af naturens velsignede rigdom at udsøge den bedste, og at lade den udvikle sig. Og man skulde ikke giire det samme med den dyrebareste plantning, med menneske- åndens ædleste gerning , for hvis skyld alle foregående tider have været til, have virket, og til hvis forskiinnelse de have efterladt deres ædleste frentbringelser. Stuodum river man endelig alting op , graver hele haven om , og begynder forfra på et nyt anlæg. Det samme have folkene gjort med deres sprog; der er ikke bleven sten på sten, ikke jordklimp ved jordklimp. Så ville de endnu giire. IVlenneskeånden finder aldrig hvile ^.

') Neque sine ratione ipsum vtilgarem illuslrem decoramus adiectione secunda , videlicet , ut id cardinale vocemus. nam sicut totum hostium cardinem sequitur , et quo cardo vertitur, versetur et ipsum, seu introrsum, scu extrorsum flcctatur: sic et universus niunicipalium vul«;ariuin grex vertitur et revertitur, movetur et pausat, secundum quod istud! quod quidem vere paterfamilias esse videtur, nonne cotidie exstirpat sentosos fructices de Italica sjiua? nonne cotidie vel plantas inserit, vel plantaria plantat? quid aliud agricolæ sui satagunt, nisi ut admoveant et rcmoveant, ut dictum cst? quare prorsus tanto decorari vocabulo promcretur. Dantis Atigerii de vulgari eloquentia libri duo (Parisiis 1577} s. 30.

DEN NORDISKE OLDTIDS DETYDIVIIVG POR NUTIDEIV. 65

Sproget er altså ikke noget stillestående, ikke noget færdigt, men noget fremskridende. ^^Sproget, opfattet i sit virkelige væsen, er noget idelig og i hvert ojeblik forbi- gående (voriibergehendes). Selve dets opbevarelse ved skrift er altid kun en ufuldstændig, mumieagtig opbevarelse, der behoves til at sandseliggore det levende foredrag. Sproget selv er intet værk (ergon), men en virksomhed (energcia). Det er åndens arbejde, der bestandig gentager sig, det nemlig at giire den artikulerede lyd skikket til tankens udtryk" ^ Et værk er færdigt og endt, en virksom- hed fuldendes aldrig.

Men færdigt kan sproget naturligvis kaldes, dels når det er dødt, dels når det som levende betragtes i et vist tidsrum, og altså antages så længe at stå stille. Det så- ledes færdige sprog er genstand for den , der vil lære et tungemål, der er ham fremmed ^, men det er ikke færdigt for den , der vil uddanne et sprog han allerede kender. Loven er således færdig for dommeren , der kun skal kende den , og anvende den i det foreliggende tilfælde, men ikke for statsmanden, der sporger, hvorledes den lov, som er, kan vorde bedre, thi fuldkommen er ingen. Sproget er færdigt , når det er dødt , men færdigt bliver det aldrig så længe det lever. Livet er jo aldrig og ingen- steds færdigt. Hvor var for Oehlenschlåger det færdige

^) Hutnboldts forhen anførte afh. s. Ivii. *) Rask gjorde det, som bekendt , til princip i alle sine sproglærer , at give sproget som det er , og han gentog idelig denne sætning. Ikke desmindre forskede han bestandig efter det oprindelige 5 og hans gode genius sagde ham det, som han næppe vilde tro, i det han skrev, at han ikke skulde være sproglærer, men sprogforsker. Lad sproglærerne kun forsøge, hvorvidt de kunne komme, når de anse det for ethvert ords og enhver ordforms tilstrækkelige grund, at de haves, at de ere til; sprogene selv, hvis de ikke ere aldeles henslumrede, ville snart lære dem , at deres gerning har liden varighed , at den er ojeblikkets barn, og ikke tilfredsstiller uden ojcblikkets trang. 1844—1845. 3

66 DR\ NORDISKR OLDTIDS RBTVDXIiVG FOR NUTIDEN

sprog, da han skrev sine første værker, som henreve hele norden? I hvilken skole og af hvilken sprogmester lærte han det? 1 ingen og af ingen. Han tog det gamle stof, som han vidste at give liv og at forynge ved sit snille; og efter ham udviklede der sig også i andre sfærer et poetisk sprog, der aldrig for havde været til i Danmark.

Også et modersmål kan siges at være færdigt i en vis ordkreds, for såvidt dets grundlag, der oprindelig op- stod ved og var et produkt af tænkning , overgives til efterslægten som en fuldendt gerning, der af de følgende slægter modtages og benyttes mekanisk. Således skrider menneskeheden jo i alting fremad ved at benytte de fore- gående tiders erfaringer og opfindelser, og det meget ofte på samme mekaniske måde; for granskeren har oprindelsen interesse, ikke for den, der bruger dem. En meget stor mængde af udtryk for de almindeligste og simpleste fore- stillinger ere blevne ligegyldige , fordi oprindelsen ligger så langt tilbage , at der ikke kan tænkes andet derved, end selve den genstand, som ordet betyder; alle disse bruses som meddelelsesmiddel, ikke som udviklingsmiddel. Den nuværende slægt har naturligvis andet at giire, end at gennemleve hele deres fædres sprogliv på ny; dens fremgang vilde da kun vorde ringe. Den er til, for ved hjælp af det overleverede at udfolde ny tanker i et nyt liv, og her har udviklingen ingen grændse. Den står ikke noget ojeblik stille, fiJr den ny ytring atter er bleven til en gammel og fuldendt; men da begynder sproget en ny vending , og vorder således i den fremskridende tid et bestandig fremskridende produkt af den fremskridende menneskelige tænkning.

Og denne sprogets forandring, er den noget tilfældigt, eller sker den med bevidsthed? Den er en følge af tænk- ningen , der ikke er noget tilfældigt , og standser eller skrider frem og tilbage med den. Den iværksættes derved.

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. 67

at enkelte mænd forsøge den og bringe den i gang; og den har fremgang , når der i folket er en levende trang til uddannelse. Når disse mænd ikke kende deres moders- måls rigdom, eller ere for magelige til at skafte sig kund- skab derom, så tage de de udtryk, der ligge dem nærmest for hånden , og sproget vorder da opfyldt af fremmede ord; når de derimod ere bjenime i deres hjem, når fædre- nes mål begejstrer dem, så bliver deres sprog et levende billede af det hjemlige , af folkets ejendommelige liv. Digterne ere, som bekendt, disse rette sprogskabere; men når de skulle virke som de bor, må de besidde kundskab. Sproggranskerne gå dem derfor til hånde , og jo bedre begge virke, hver på sin vis, desto storre vinding er at vente for sproget: jo storre kundskaben nemlig er, og jo bedre den bliver anvendt. Men naturligvis bidrager også enhver anden, mere eller mindre, til det samme mål; skadelige ere kun de, hvis kundskab er halv, og som derfor, isteden for at befordre , ikkun frembringe forvirring.

Når man i sprogenes historie vil søge oplysning herom, frembyde sig tusende erfaringer. I Italien blev Dante skaber af et poetisk sprog, hvortil der hos hans forgængere kun fandtes enkelte spirer. Han gennemvandrede i sit stærkt bevægede liv Alperne og Apenninerne , og søgte tilflugt i de franske bonderhytter; han gjorde det til sit livs store formål , at kende og at sammenligne almues- målets dialekter, hvori arkaismerne vare nedlagte; og det pragtfulde sprog , som han derved havde vundet , blev monster og regel for alle de følgende italienske digtere. Men han holdt sig ikke blot til sit tungemål og dets nærmere analogier; han fyldte sit sprog med en utallig mængde fremmede ord, som han knyttede sammen med de indenlandske sprogrødder. Det således udviklede sprog måtte derfor under Petrarks griff"el gennemgå en ny for- andring, Petrark, som indså, at ethvert (ungemål har sin

5"

08 DEX \0RD1SKE OLDTIDS »KTYDlVING FOR NUTIDEX.

særegne karakter, og at det enes love ikke uden forstyr- relse kunne anvendes på det andet , forkastede alle de hebraisnier, hellenismer og latinske talemåder, som Dante havde indført; han forskod alle de fremmede ord, som stødte hans fine øre, og da han tillige optog en simplere og naturligere konstruktion, førte han det italienske tunge- mål tilbage til sig selv , befæstede det i sin egen jord- bund, og forbandt kun dermed biijninger og ord fra de med samme nærbeslægtede dialekter '.

Ikke mindre besynderlig er den forandring, det svenske sprog undergik i tiden efter reformationen. Det var i mange måder blevet forvansket, men det vendte sig om, og gik tilbage i sine gamle spor (et fenomen , som de formodentlig ikke kende noget til , der idelig råbe , at sprogene ikke kunne gå tilbage). Endelserne med det danske e bleve ombyttede med det svenske a, det danske a med å , det danske y med ju , og de bløde danske konsonanter bleve til hårde („/brf blev til fot, rig blev til rik, lade til låta, dybe til djtipa' etc). Dette mærke- lige fenomen kan vel tildels forklares deraf, at der, som Wieselgren har bemærket , gaves ligesom tvende slags sprog, et lavere talesprog, der anvendtes i breve, forord- ninger o. desl. , og et hojere mere videnskabeligt skrift- sprog, så at begge disse gik ligesom jævnsides ved hin- anden, i det sprogets ældre form vel var trængt tilbage, men ingenlunde aldeles udslettet; men derved er det dog ikke endnu i alle sine enkeltheder oplyst, hvorledes det tilbagetrængte, til en snævrere kreds indskrænkede sprog kunde vinde sejer over det andet mere almindelige. Sikkert skete det ikke derved, at man lod sproget skøtte sig selv; men derved, at den hojere dannelse og smag gjorde sig

^) Udførligere efterretning om denne sprogforandring findes i Bruce-Whyte Histoire des langues Romanes, t. 3, hvoraf oven- stående tildels ordret er (aget.

DEN NOHDISKK OLDTIDS URTYDNIN« FOR NUTIDEIV. 69

til herre over den udannede masse, og at lier, som anden- steds ^, kundskab, levende og virksom kundskab og en god og kraftig villie virkede ovenfra nedad. Grunden dertil må da vistnok søges i en stærk kærlighed til fædre- landet, og, fra Gustav den Første til Stjernhjelm, i enkelte mænds ivrige bestræbelser for at bevare nationens æld- gamle ejendom, bestræbelser, der hos nogle endog gik så vidt, at de attråede optagelsen af alle sprogets gamle, allerede tabte og af bevidstheden forsvundne endelser, hvilket naturligvis ej kunde lykkes ^. Sådanne mænd skyldes det også, at den uendelige sværm af fremmede ord , som oversvømmede sproget , efterhånden bleve ud- ryddede og ombyttede med svenske^, og Sverrige havde derved den fordel, at det tyske sprog, skondt dets ind- flydelse var overmåde stor, ikke lik den afgorende over- magt, som i Danmark.

Og hos os, hvilken forandring har ikke sproget under- gået fra Holbergs tid indtil nu, og hvilken lider det ikke dag for dag! Hvilken afstand imellem sproget i Melampe

') Se f. ex. Dantes nysanførte skrift de vulgari eloquio s. 29, afsnittet: quod ex multis idiomatibus fiat unura pulcrum. ■^) Se om dette fenomen, som jeg også har berørt i det svenske sprogs hi- storie: Sveriges skiina literatur af Wieselgren, 3die d. s. 25 fgg. 195 fgg. Om de mænd, der have virket derfor, vil man også hos denne forfatter finde interessante bemærkninger. '') Som exempel anføre vi Stjernhjelms forsæt, ,,att beflita sig om att till och med i stallet for grekiska oeh latinska terminis , om gorligt kan vara, uppfinna och installa valgrundade tydliga svenska konst- och skils- eller afskedsord , formedelst hvilka alla till dess vetskap behcirige saker, leder och delar kunna sarskiljas, och hvart till sin miirklige egenskap afskedas och beskrankas, på det ett godt svenskt hufvud , dcruti ingen Latin kommen ar , iifven så snart formedelst sitt modersmål skall kunna fatta och liira dessakonster och vcttenskaper, som en gammal uti Latiu genomkokad academi- cus". Wieselgren, a. st. s. 190.

70 DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

Og i Hakon Jarl! Hvor ere alle de franske udtryk blevne af, hvormed Holbergs stil, selv når han vilde gengive den daglige tale, var overfyldt, og hvorledes er det gået til, at de fleste ere blevne ombyttede med tyske? Hvilken forskel imellem den ældre Snedorfs sprog og vort! og hvor ere de ord og former blevne af, som han idelig brugte, og som ingen nu bruger mere? Hvorledes ere de ord komne i gang, som i begyndelsen havde alle imod sig? Hvorledes ere nogle, som vare ædle, sunkne ned til det lavere sprog, og andre antagne i det hojere i deres sted? Hvorledes ere andre optagne til at udtrykke de simpleste begreber, som man skulde tro intet sprog kunde undvære udtryk for? medens atter andre i sig selv let forståelige ord enten ere ganske tabte, eller i det mindste have tabt deres oprindelige betydning? Hvorledes ere forældede, i en lang tid ligesom henlagte ord komne tilbage, så at de nu tage sig ud som de mest dagligdags? Hvorledes gik det til, at tyske ord og vendinger strommede ind i sproget ligesom af sig selv og vedblive at giire det , ja at selv konstruktionen trues med nedbrydelse ? Alt formedelst forfatternes kundskab eller vankundighed, alt i folge den dannelse, de selv have modtaget, og efterhånden, ofte aldeles umærkelig, påtrykke folket ^

') Nogle beviser på disse forandringer vil det være passende at anføre , men de ere naturligvis så mange og af så mangfoldig art, at det her anførte ikke kan blive andet end nogle enkeltheder: Holbergs flaisir og contenlement blev til fornojelse (vergniigen}, merite til fortjeneste (verdienst) og utallige af samme slags. — Hos den ældre Snedorf forekommer almindelig : straffer (_nu straffe), lydede (^nu lød), stridede (nu stred), vores (nu vor), dem (nu sig), sørgesløs (nu sorgløs), fortællelse (nu fortælling), skjaldre (nu skjalde), det almindelige (fnhVikum, nu almenheden), erfaren- hed (nu erfaring; f. ex. den erfarenhed er sikker, at ingen voxcr til sit tredivte år), bojeiser (nu bojninger) , adskillig (nu for- skellig), ojekreds (horisont, nu synskreds; f. ex. de så solen

DEN NORDISKE OLDTIDS nRTYDNIXG FOR NUTIDEN. 71

En sprogforandring , der i øvrigt er noksom bekendt, må vi lier kortelig berøre, den forskel nemlig, der findes

skjule sig under vores Ojekreds), ojemerke (nu hensigt), bevægende grunde (nu bevæggrunde), anstalter til folkenes formerelse (nu til folkeforinerelsen) , inseler (nu øer), o. s. v. — Om ordet be- undre siger Snedorf : .(hvilket jeg ser nu at være antaget af dem, som i begyndelsen opholdt dem allermest derover". For ordet varder, som ingen nu tager i betænkning at bruge, skrev han et særeget stykke til anbefaling, at det igen måtte optages i sprogetj det stammer, siger han naivt nok, fra nornen Urda (af rer^a kendte han ikke), og den tyske familie werden er kun en sidelinie dertil; det er endnu ikke, tilfijjer han, ganske gået af brug i cancellistilen, hvorfor skulde det da ikke kunne bruges almindelig? Han onsker, at det måtte gå det, som de ord beundre, besynge, der i et helt Sr fornojede nogle lærde og nogle fruentimmer så meget, at de hver dag opfandt en ny måde at bruge dem på. — Fra Viden- skabernes selskabs ordbog udelukkede man fra begyndelsen af

sådanne selvgjorte ord, som lidenskab og gjenstand, der strede mod sprogets analogi." (Fortalen til 3dieb. s. IV). — ,, Der fore- gå," siger Snedorf, .^i ethvert sprog daglig forandringer, hvorved adskillige ord og vendinger, som tilforn have været ligegyldige, forringes og forældes så meget, at de tilsidst blive anstødelige og virkelig vanhælde de ting, som de forestille." Fruentimmer er således i den hojere stil fortrængt af det forældede kvinde , hos Staffeldt finder man derimod fruer (for kvinder, af t. frauen). — Hvorledes kunde det falde Odin Wolf ind (i Journal for politik 1797, 3die d. s. 283), at gore en lang undskyldning, fordi han havde brugt ordet hverv , som alle nu kende og uden mindste be- tænkning anvende , og at retfærdiggOre sig dermed , at Bording allerede flere steder havde brugt det i Danske Merkur ? Fordi man den gang var uvidende om sit eget sprogs rigdom (ordet findes ganske almindelig i breve langt tilbage i tiden) , og i det man med iver søgte at uddanne sproget, ikke først gjorde sig be- kendt med det ældre , med det forhånden værende. Forfatterne vendte og drejede sig derfor på alle måder, for at finde det rette ord, når de, som Odin Wolf, ikke ligefrem vilde tage det tyske,

i dette tilfælde opdrag, for auftrag, „der tit" siger han, .<givev

72 DRN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

imellem de gamle og de nyere sprog, og den måde, hvorpå disse efterhånden bortkaste deres kunstige flexioner.

oversætteren meget bryderi." — Det gamle danske ord spekt findes nu ikke mere, endskondt det meget vel kunde være bevaret, da vi bade have stammen spag, og afledningen med t er ganske almindelig, sa at vi uden ringeste ulempe kunde have afledt spag, spægt; men vi holde os nu alene til fred og ro , thi begge disse findes i det tyske sprog, ikke blot i de nordiske. Det gammeldanske under- stå gik en tid lang jævnsides med forstå, men det sidste vandt fuldkommen sejer, thi det var tysk verstehen. Hel have vi endnu, men ikke 1 den gamle betydning frisk og sund, uden i helbred j og at tale om jordens frugisoinmelighed (frugtbarhed) vilde nu forekomme os ganske forunderligt ; o. s. v. — Rahbek eller, efter Molbechs ordbog, Baggesen bragte først ordet omegn i gang; hvorledes kunde man ondvære et ord for en så simpel ting? Molbech brugte først det svenske oinrud, der i sin rigtigere form område nu er ganske almindeligt. — Hvorledes tyske ord og vendinger stromme ind i vort sprog, kan man let overbevise sig om, nar man vil gennemlæse vore romanoversættelser. Man finder der, og det endog i de bedre, udtryk som disse: ,Jiesten stejlede, og vilde løbe dnrch" ; ,yi have betrukken de ny værelser," hvilket skal betyde: vi ere flyttede ind i dem; ,(i tre dage vil han være her", det vil sige : om tre dage , og mange flere af samme slags. Meget hyppig finder man nu sær brugt på en sær måde , som i sær mærkelig (sehr merklich); og i et skrift, hvor jeg mindst havde ventet det, i en i den fine læseverden noksom bekendt bog tales der ganske uskyldig om dybe slugter i endnu findes dette ord ikke i Molbechs ordbog, men det vil vel ikke vare længe, f«)rend man læser om felser og slugter ', og hvorfor ikke? Man behover kun at antage tysk retskrivning, og så blive ved i samme retning, som flere og flere folge, det hele sprog vil da, inden man selv véd deraf, gå ad Tyskland til. — Dansk konstruktion har liidtil i almindeliglied været lidet anfægtet, men. også den trues med fald, hvilket viser sig ikke blot i nogle oversættelser fra det græske (f. ex. Sophocles af Fibiger) , hvilke derfor næppe kunne læses, men også i adskillige oversættelser fra det fransk« , hvor fransk konstruktion, uagtet al kendelig anvendt flid, slynger sig næsten

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. li

De enkelte villier, der i indskrænkede tidsdele gorc sig gældende , samles , når man betragter tidens uendelige række , i en hujere eller hojeste almenvillie ; og denne sprogets ånd bojer det ved dets slutning tilbage til dets begyndelse, da alting var regelret. Det er naturens al- mindelige kredslob. Opmærksomheden på konnet, der nu har tabt sin oprindelige betydning, sløves, og med kiins- forskellens ophor folger oplosningen af bojnlngssystemet,

igennem alle sætninger, i hvilke sprogene afvige noget fra hinanden, så at man , for at forstå den danske oversættelse , må tænke sig den oversat tilbage på fransk. Sådanne oversættelser ere almindelig udbredte} man dojer dem så godt man kan, indtil man endelig får smag på dem. I s.nndhed , jeg kan næppe tro, at der i verden gives noget andet så tålmodigt folk, som vi 5 i Frankerige vilde sådant ingen opmuntring finde. — Disse exempler antyde hvad der vistnok trænger til en omstændeligere og mere systematisk udvik- ling, at også modersmålet i tidens løb har været udsat for for- andring og daglig omskiftes. Når en sådan udvikling engang gives, vil det være i ojne faldende, hvor lidet sigende den ytring er, som et af vore blade fremkom med : hvor urimeligt det var at tænke, at det danske sprog, der nu havde stået i trehundrede år, skulde kunne noget betydelig forandres. Forfatteren til denne ytring må da kun have kendt den sidste stump af sit sprogs historie, eller i det han havde ringe blik for sprogejendommelighed, have antaget at således som sproget nu er, var det også på Hvitfelds tid, og således som det da var er det endnu. Men dersom han blot med rogen opmærksomhed havde læst nogle blade i Hvitfeld, måtte han snart have truffet på ordformer, der ikke findes i Molbechs ord- bog, som møde (det findes der rigtignok, men kun i den underlige forbindelse møde og moje, d. c. moje og moje), artede, gesellig- hed, forsueg enhed, o. s. v., og dersom han havde noget skiin pa grammatik, måtte han snart have fundet, at han, for ret at forstå ordformerne hos Hvitfeld, måtte vende op og ned på alt hvad han selv havde lært i skolen. Snarere skulde det da hedde : at efter- som det danske sprog i trehundrede ar havde forandret sig sa meget, er det at vente, at det i de næste trehundrede år , især da tiden nu skrider raskere frem, vil forandre sig endnu langt mere.

74 DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

som udgik derfra. Afvigelserne drages efterhånden ind under den almindelige regel; og for flertallet bliver (som i Engelsk) kun én bojiiingsendelse tilbage, hvilken i grun. den også er aldeles tilstrækkelig. Derimod vender op- mærksomheden sig , uhildet af formernes mangfoldighed, til selve begrebet , og udvikler det i sine , ofte ligeså utallige , retninger og forgreninger. På denne erfaring henvende vi især opmærksomheden, for at ingen skal anse flexlonens mangfoldighed for en væsentlig hindring ved nærliggende sprogs forening. Dens oplosning vil i følge naturens orden også af sig selv indtræde, og den spores stedse fremskridende, jo mere et sprog omfatter og ud- vider begrebernes og idéernes rige.

Sprogets berigelse (vi tænke nærmest på nordiske tungemål) finder sted derved, at nyt stof træder ind deri, når det gamle er opslidt og er blevet uskikket til at være den udvidede tænknings tilsvarende udtryk. Betragter man forst måden, hvorpå denne berigelse foregår, så sker den stedse, når sproget har den behørige ro til sin udvikling, efterhånden og gradvis, og det er en lykke for ethvert sprog, når den ikke går for sig under altfor voldsomme storme. Den naturlige fremgang er, at tilføre det nyt stof, ikke ved en kunstlet sprogrensning at udfeje det gamle; dette falder bort af sig selv. ]Når ny og gode og bedre udtryk vindes, så bortfalde de ældre, de mindre træffende og brugbare, fordi de ere blevne overflødige, ligesom planten, hvis rod har fundet sundere og kraftigere vædsker, med begerlighed drager dem til sig, og lader de dele visne hen, der have udviklet sig ved en usund og kraftløs næring. Betragter man stoffet selv, så kan dette enten være hjemligt eller fremmed. Hvis det første haves i mængde og af en god natur, så er det sidste overflødigt; ikke desmindre kommer det ofte ind formedelst sprogenes vexelvirkning på hinanden, og fordi intet folk står som et

DEN NORDISKB: OLDTIDS BBTYDNIKG FOR NVTIDBnr. 75

afsondret led i menneskeheden, njcn udgor en del af det hele. Delte fremmede stof kan enten ligge fjærnere eller nærmere; fjærnere f. ex. når græske og latinske ord op- tages i nordiske sprog, nærmere, når f. ex. tyske optages. I begge tilfælde blive sådanne udtryk, om de end på en vis måde naturaliseres og vinde borgerret , i deres rod ligefuldt fremmede; og den hjemlige, for folket ejendomme- lige tænkning er udsat for fare, når de vinde overhånd. Men faren er ikke lige stor. Ved de fjærnere er den så godt som ingen , ved de nærmere meget betydelig. De første ere altid få; de kunne indkomme så tidlig, at de, deres fremmede betoning uagtet, smælte aldeles sammen med sproget (som hos os ordet natur); de kunne under- tiden også have en så god klang og indslutte så ædle tanker, at de endog gore god virkning i det hojere sprog (f. ex. adskillige græske ord i den hojere poesi); men i almindelighed hore de blot hen til skolen og de afhandlende stilarter. Skolen (og deri fortænke vi den ikke) finder det lettere og bekvemmere, igennem fremmede udviklinger at tilegne sig den almindelige kundskab; men hele folkets hojere og hojeste uddannelse igennem videnskab og kunst vil stedse bero på, hvorvidt det kan tilegne sig den på folkets egen ejendonmielighed grundede, vistnok ved den almindelige kundskab fremskyndede , men iovrigt af al fremmed indvirkning uafhængige tænkning, hvis nærmeste og naturlige organ er folkets ejendommelige sprog. Medens derfor f. ex. mange latinske ord (til kunstord tage vi ikke engang noget hensyn) ere meget gængse, ja næsten uund- værlige, dels i daglig tale, dels i foredrag, som nærme sig dertil, ville de bestandig blive fremmede for al hojere literær fremstilling, for alle de kredse af literaturen, der ikke gore tale om videnskab og kunst , men selve kunst- fremstillingen til sin genstand og sit iijemed. Kun i den komiske poesi tåles sådanne udtryk , der i ovrigt ikke

70 »KN IVORniSKK OLDTIDS HKTYDMNG FOR KUTIDEIV.

have noget uædelt ved sig; i det hojere sørgespil, i den alvorlige lyiik, overhovedet i al hojere poesi finde de ingen indgang, fordi de vilde drage selve poesien ned i en lavere sfære. (Her kan man hverken tale om produkter eller experimenter , hverken om at afficeres eller assimileres, o. desK). Ret farlige kunne derfor alle deslige udtryk ikke hlive , thi de høre kun hen til en enkelt snævrere kreds, i folkets hedste åndige ejendom have de ikke deres hjem, og der ville de aldrig kunne trænge sig ind. Far- lige Mive derimod alle omplantninger af et nærliggende sprog, der har rod tilfælles med modersmålet; just fordi ligheden er så stor , overgangen så let , just derfor ud- slettes modersmålets ejendommelighed ved det fremmede, og næsten uden at man tænker derpå, kommer det tilsidst dertil , at man ikke mere kender nogen forskel imellem det hjemlige og det fremmede , at man anser selve det fremmede for det ægte hjemlige; da hliver der fare for sproget, og igennem det for folket, thi da tænker det ikke mere igennem sig selv, men stedse igennem noget andet, og dets ejendommelighed, der dog er så dyht grundet, at enhver ting har den af naturen, kan således svinde hen, at det ikke vedkender sig andre tanker , end dem , der allerede ere det foretænkte af et andet folk. Vender der- imod folket sig fra det fremmede, tilbage til sig selv, så optager det nyt stof fra dialekterne og det gamle sprog. Den første betragtning i denne henseende må gå ud på nødvendigheden af denne berigelse, den anden på det ny stofs behandling; det man har at hetænke er, hvad der skal optages, og hvorledes det skal optages. Det første heror på sprogets trang; men denne trang, kan man vel antage, er altid tilstede, thi eftersom tænkningen bestandig udvider sig, fordrer den også bestandig en ny tilstromning af udtryk, og enhver ny vending i tanken medfører en ny vending i ordet. Men er trangen der , så opstår der en

DRIV NORDISKE OLDTIDS nRTYDlVING FOR NUTIDR\. 77

betænkning, hvorledes den kan Ulfiedsstilles, det er, hvor- ledes et ord, der er forsvundet af bevidstheden, kan komme tilbage i den, hvorledes det, som er glemt, atter kan friskes op. Det er da rimeligt, at når et folk skuer tilbage på sit foregående liv, så vil det, som den gang har gennem- trængt det, ikke som en forbigående ytring, men som et varigt indtryk, lettere kaldes tilbage, og som et lysende punkt stille sig for det; ja, hvortil er hele historien, uden til det, at den kalder menneskehedens og det enkelte folks dåd tilbage i menneskets og folkenes hu. Således må Også det ord, der på ny skal vågne til bevidsthed, have været til , ikke i en eller anden snæver kreds , men hos det hele folk; og det må blive så meget mere antageligt, som det ikke blot har været herskende hos et enkelt folkeslag , men hos alle af den hele stamme. (Når vi foreslå, at optage svenske eller norske ord, så sker det heller ikke, fordi de ere svenske eller norske, men fordi de ere nordiske , og fordi de som sådanne engang også vare danske.) Det, at ordet engang har været til i bevidst- heden hos fortidens mest dannede mænd, vil tale for, at det atter kan komme til bevidsthed hos de nulevende. Hvis disse kende deres fortid, så er det jo allerede til for dem; de kende det i dets gamle skikkelse, og have intet andet at gore, end at iføre det den ny. Det hele sporgsmål drejer sig altså kun derom: hvis bevidsthed der her skal komme i betragt- ning? De ukyndiges eller de kyndiges? Vi mene ubetinget: de kyndiges. I det vi nævne ordenes ny skikkelse, komme vi til at tænke på deres form. Vi behøve næppe at be- mærke, at ingen Holger Danske med gammeldags harnisk, bue og skjold skal stille sig ind imellem nutidens lette jægere. Der, hvor Oehlenschlåger har været heldig, har han også stedse indført den utallige mængde gamle ord, som han optog, og som nu ere så almindelige, at ingen i passende forbindelse vil tage i betænkning at bruge dem.

78 DEN NORDISKE OLDTIDS HETYDMNG FOR NUTIDEN.

i (len skikkelse, som stemmer overens med det nuværende skriftsprog. Denne ordenes rette form bestemmes ved overgangslovene, men for at iagttage disse har man hidtil måttet følge det blinde instinkt, da man forgæves ser sig om efter nogen theoretisk udvikling*. Spiirges der endelig om, hvo der nærmest har adgang til at optage og forme det ny stof, så må svaret vel blive, at adgangen står åben for alle , og at den gJir det bedst , som har mest forstand derpå. Men den nærmeste adgang tilhorer unægtelig digteren, og iblandt de fordringer, vore dage gore til ham, er også den, at han grundig har studeret sit sprog, og med smag véd at behandle det. I den hojere digtning og i alle de fremstillinger , der nærme sig til den , hvor der skal tales om alt hvad der kan være genstand for menneskelig tænkning , må der også findes udtryk og hjemlige udtryk for alt. Her , hvor der ikke skal virkes på en snæver skolekreds , men hvor talen henvendes til det hele folk, og hvor det skal påvirkes i sine inderste menneskelige og folkelige interesser, kan der og må der, hvilken frihed stedse har været erkendt, uden skade for kunsten og sproget , ja til begges fremme , optages og anvendes en stor mængde forældede ord, former og ven- dinger, som, på det inderligste sammensmæltede med den øvrige sprogudvikling , derfra uden omstændighed endog gå over i det almindelige sprog, så at dette, hvilket er fuldkommen i sin orden, uddannes ovenfra nedad '^. Så-

'} Deraf kan man også forklare sig de pletter , som hist og her findes på vor elskeligste digters ellers så yndige sprog. Han måtte selv bane sin vej; ingen sprogforsker havde jævnet den for ham. *) Det er en stor mangel ved vore sædvanlige sproglærer, at de overhovedet tage så lidet hensyn til det poetiske sprog, der i alt fald kun anføres som en undtagelse. Netop i dette ligger sprogets kærne, og just for den skal man åhne ynglingens blik, da han jo ikke skal dannes til skriverkarl, men til menneske.

DRN NORDISKE OLDTIDS BKTYDNING FOR NUTIDEN. 71)

danne digterværker eller kunstfremstillinger, ved hvilke f. ex. digteren, når han bevæger sig i oldtiden, har ladet sig gennemtrænge af dens sprog , eller ved hvilke han , når hans personer træde op i middelalderen , igennem selve sprogets malm gengiver denne , have derfor til alle tider tjent til at befordre sprogets uddannelse , og imod dem kunne nok så mange erhværvelser udenfra, som dog aldrig umiddelbar ville indvirke på folket, komme i nogen be- tragtning. Men disse bemærkninger kunne også med næsten ligeså megen fiije anvendes på udtrykket for den hojere tilosoGske granskning. I samme grad som denne baner sig en ny vej i tænkningens rige, i samme grad vil den finde sig fristet til, ja tvungen til, gennem ny og ejen- dommelige ord og vendinger , der ikke knytte sig til fremmede kunstord , men bevæge sig ud fra et igennem en velordnet organisme tilvant og hjemligt grundlag , at give den ny tanke og tankevending sit tilsvarende udtryk ; medens derimod enhver fdosofisk granskning , der kun låner og bevæger sig I et fremmed sprogs mekanisk til- vante former, noksom derved giver sig tilkende som en eftersnak uden indsigt, som et bulder af en tom tiinde.

Når sprogene skride frem i uddannelse , så sker det derved, at de overgives fra slægt til slægt, og at den følgende stedse forøger og forædler hvad der blev den overleveret. Det , som fædrene dannede , fra de årleste dage af, blev til ved eftertanke; det, som efterkommerne have modtaget, skulle de smykke og forskonne med endnu storre eftertanke og overlæg. Det er på folkenes frem- færd i denne henseende man skal kende dem , hvad de ere og hvad de kunne vorde. Enlige stå de ikke. Intet sprog i verden kan eller skal undgå fremmed indflydelse eller skyde den fra sig; intet skal, så lidet som mennesket selv , føre et afsondret liv , men det skal bestå kampen med alle, og sejre i den. Kun ett er fornodent: at be-

80 DRN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

vare sig selv midt i den fremmede omgivelse. ^,Ethvert sprog besidder smidighed til at optage alt i sig, og ud af sig at kunne forlene alt udtryk. Det kan aldrig blive til en absolut skranke for mennesket. Forskellen er kun, om udgangspunktet for kraftophiijelsen og ideudviklingen ligger i sproget selv, eller er det fremmed, med andre ord, om det begejstrer dertil eller kun hengiver sig passir og medvirkende" ^ Dertil onske vi at føre enhver , til den tanke, at hans eget sprog må begejstre ham, og at han ingen ægte begejstring véd at finde udenfor det; dertil, at det uafladelig er ham levende, hvorledes det i sig selv er noget stort og herligt, at han i det, uden at måtte ty til fjærne fremmede midler , kan bringe sine tanker til den stiirste klarhed, og kun ved det kan sætte hjærtets inderste fibrer i bevægelse ; og hvis det ikke allerede er således, at det i det mindste har kraft i sig til at vorde det, at kilder ligge det nær, som kan åbne det sine rige væld , og at det er hans og de bedstes villie , der skal åbne disse kilder , og sætte denne kraft i bevægelse.

Fra begyndelsen af var sproget bundet i organernes lænker, og det udgik fra et naturinstinkt, som er kende- ligt nok i de første ords dannelse. Derpå blev det fri- gjort , og overgivet til tanken. Men i tankernes mang- foldighed hæve de gode sig endelig over den gærende masse, de beherske den, og da begynder villiens herre- domme. I kamp med naturen og det tilfældige skal sproget hæve sig over begge, det skal, ligesom hele menneske- heden, udvikles ved kultur, det er overgives til villiens frihed; og hvor vidt dette sker, mere eller mindre, tjener just til prøve på sprogkulturens fremgang. .,Die kultur soU den menschen in freiheit setzen, und ihm dazu behiilflich

') HumljohUs nnf. afh. s. cccxxi.

DE\ JNOKDISKB OLDTIDS BETVDMi\G FOR NUTlDK-\. 81

seyn, scinen ganzeti begriff zu erfiillen, Sie soli ihn also fåhig machen, seinen wlllen zu behaupten, denn der nieiisch ist das wesen, welches will" *.

Endnu en bemærkning: Vi indse vel, hvorledes politiske forholde kunne have indflydelse på sprogene, men denne betragtning ligger aldeles udenfor vort (ijenied. Vi ynde hverken partier eller partivæsen, og ere i denne henseende aldeles upartiske. MetJ vi kunne heller ikke tage noget hensyn til forholde, som ingen kan gennemskue, og må lade alt det uberørt, der ligger uopdageligt i fremtidens skod. De, der giire tænkningens rige til deres genstand, kunne overhovedet ikke indlade sig på det tilfældige, lige- som den , der bestemmer sig til en rejse , i sin rejse- plan hverken kan optage muligheden af et endnu ikke opfundet befordringsmiddel, der kan fremskynde, eller af en dampkedels sprængning , der ganske kan hemme den. Hele vor betragtning kan alene bevæge sig indenfor en kreds, hvori tænkningen giir udslaget, og hvor villien kan bestemme sig med uhildet frihed.

Efter disse almindelige bemærkninger gå vi over til vort egentliiie æmne.

Det gamle nordiske sprog har betydning med hensyn til det nuværende danske sprogs uddannelse. Denne sæt- ning have vi ofte ved andre lejligheder fremsat og søgt at oplyse. Vi have påstået, at ingen kan besidde nogen fuldstændig indsigt i nuværende Dansk , uden at kende det gamle, og uden at have kunnet forfølge udviklingen i tidernes løb. Vi have forsøgt at oplyse det med hensyn til historiske ting, med hensyn til de nu i landet alminde- lige stedsnavne og andre ligeså hyppig forekommende genstande; ja vi mene, det må være klart, fordi ingen, uden det gamle sprog og uden at tage sprogets udvikling

*") Schiller iiber das erhabene.

6

82 DK\ XORDISKR OLDTJDS nRTYDNINO FOR XnTlOE%\

i betragtning, kan indse gyldigheden hverken af sprogets nuværende former og afvigelserne fra de sædvanlige, eller vil kunne forklare de almindelige , antagne ord og den måde, hvorpå de have fået deres betydning, eller bestemme, hvilken betydning der er den oprindelige, og hvorledes de andre deraf afledte imellem sig rettelig skulle ordnes. Men al denne kundskab er jo endnu mere nødvendig for enhver, der agter videre at uddanne sproget. Hvo der vil bringe en ting videre frem, end den nu er kommen, må dog aller- forst kende tingen ; uden indsigt finder ingen uddannelse sted.

En side af denne sprogbetragtning ville vi endnu be- røre: sprogets uddannelse ved almuesmålet (dialekterne). Man har i den nyere tid hos os, ligesom næsten hos alle evropæiske folk, der værdige modersmålet en omhyggeligere betragtning , end forhen , henvendt opmærksomheden på denne for sprogudviklingen særdeles vigtige genstand; man har overtydet sig om, at der i almuesproget ligger en rig skat af former og ord, der, hvor meget de end hidtil have været tilsidesatte og foragtede, dog kunne komme skrift- sproget tilgode , ikke ved en overilet bestræbelse for at tvinge dem ind i dette , men ved en næsten umærkelig overgang og optagelse deri. Men hertil vil kundskab om det gamle sprog , om de gamle eller de dermed mest overensstemmende former, være aldeles nødvendig, både for at forstå almuesprogets former og ord , således som de ytre sig i dette, og for at bringe disse ord og former i harmoni med det allerede herskende skriftsprog.

Almuens mål hører til selvsamme sprog som skrift- sproget, desuagtet viser der sig imellem dem og dette en betydelig forskel. Grunden dertil ligger enten deri , at almuesmålet har bevaret adskililige ord, som skriftsproget i sin nuværende skikkelse slet ikke kender, eller deri, at almuens former afvige fra skriftsprogets. I det første til- fælde må man gå tilbage til det gamle sprog, for at overtyde

DB\ NORDISKK OLDTIDS BETYDXIXG KOR NUTIDE.V. 83

sig om, at alniuesordet ikke er nogen aflfodiiing af et lost indfald, men at det virkelig har sin gyldighed og sin rod i hele den nordiske tale; når Jyderne f. ex. sige astscel, et ord, hvis begreb skriftsproget ikke er i stand til at ud- trykke på nogen anden ligeså fuldkommen måde, så vise isl. ust og isl. ' Art?// og selve forbindelsen nstsæll , at Jyderne kun have bevaret hos sig hvad der engang var hele nordens ejendom, og derfor endnu uimodsigelig horer det til og ingen anden. I det andet tilfælde må grunden til forskellen søges i overgangslovene. Disse ere hos almuen på hvert sted så særegne , og gå derfor i deres helhed så vidt ud fra hinanden , at det er skriftsproget umuligt at angive, end sige at optage dem; det vilde også derved udsættes for, at berøves en stor del af sin smagfuld- hed og skonhed; almuesproget siger f. ex. now, now, new med endnu flere næsten utallige og uopfattelige afændringer, skriftsproget derimod m«, netop således som oldsproget. Det er derfor nødvendigt, når et almuesord skal optages i skriftsproget, først at kende begges overgangslove, og derpå , hvortil den gamle sprogform er det væsentligste middel, at fore almuesordet tilbage eller, om man vil, frem til skriftsprogets, således at ordet og dets form kutme harmonere dermed. Det er f. ex. almindeligt i Fyn , at det bløde d (d) i enstavelsesord falder enten bort eller går over til en blød lyd af J, i skriftsproget derimod be- vares denne d\yå, der er nærmere ved oprindelsen. Skal da f. ex. et ord som en mad (eng) optages i skriftsproget (man ser det der af og til under formen md), så må det hverken optages i almueformen ma eller i almueformen maj (former, der som nys bemærket, fremkomme derved, at d enten bortfalder eller går over til j), men i formen mad, som harmonerer med den i skriftsproget herskende overgangslov, der bevarer d uforvansket; og at denne form er den rette, erkendes ved at gå tilbage til det gamle sprog, hvor ordet

G*

84 »RN NORDISKE OI.nTlDS BRTYDNIXO FOR MJTIDRX.

hedder math (th er, som bekendt, den gamle betegnelse for d) i alle landets provinser (det findes således på flere steder i Langebeks Script, rer, Dan.); og den isl. biform mt'id viser ydermere ordets oprindelse og oprindelige be- tydning. Dette er just derfor den rette almindelige form, og der kan i skriftsproget ikke være tale om nogen anden, hverken om rna eller mae eller made, lutter mislykkede forsøg på at udtrykke almuens udtale; ligeså lidet, som der i skriftsproget er tale om former som ta , sie , for tar/e, sige. Det er ligeledes almindeligt, at almuesproget lader det bløde d i midten af ordet imellem to selvlyde gå over til j (også i skriftsproget tinder det stundum sted, som i ordet mede , moje) ; man siger da i Fyn mejl- tomme^ ligesom Mejlfart, men skal det første ord optages i skriftsproget, så må dets rette form blive mideltbmmc eller medeltomme ligesom Midelfart eller Medelfart; og når man går tilbage til det gamle sprog, så genfinder man skriftformen i gi. d. mcthel, isl. nicdal. Eller, for at tage et exempel, hvor selve skriftsproget er udartet: almuen i Fyn siger Mare, en provinsiel udtale, der svarer til skrift- sprogets nadvere ; men ved at gå tilbage til oprindelsen, til det gamle sprog, viser det sig, at ordets oprindelige slutning er verd (isl. verdr ^ måltid), og kun denne form giver vidnesbyrd om ordets rette betydning; den bekræftes der- hos af SV. natfvard. Dette exempel oplyser da, at skrift- sproget undertiden har givet efter for og har optaget almuesmålets form , men dette er sket af ren uvidenhed om ordets oprindelige skikkelse og betydning. Slige til- fælde ere temmelig hyppige. Forfatterne, der vare ubekendte med det gamle sprog, kunde desårsag ikke ret forstå hvad de hørte og hvad de selv sagde, og de fandt ingen sprog- værker for sig, som gave dem nogen tilstrækkelig oplys- ning derom; men da de dog skulde bruge ordet, så skreve de det hen, som det forekom dem at være rigtigst, andre

DKK I^ORDISKK OLDTIDS BETYDMNG FOR MJTIDEIV. S5

skreve dem efter, og således opkom der en brug, som ingen gyldighed havde og ingen kan have, fordi den ikke har nogen grund ; og efter skriften dannede sig atter en falsk udtale. Således finder man snart at stode en kol- bøtte, snart at støbe den (stiipn) ; Videnskabernes selskabs ordbog anfører begge former, og foretrækker støbe, Mol- bechs ligeså, og foretrækker støde. Således skriver man nu: fortog eller fortouy , skoadt dette ord ikke har noget at giire hverken med tog eller tov; det gamle ord td kendte man ikke; o. s. fr.

Når dialekterne slutte sig til det gamle sprog, og skriftsproget er udgået fra begge, så er det indlysende, at det nordiske oldsprog må have megen betydning for de tre nordiske hovedsprog , eftersom disse have deres grund deri, og ere således oprundne og udgåede fra det samme tungemål, at dets ejendommelighed endnu, uagtet al den forandring, de i tidens løb have modtaget, i dem giver sig tilkende.

Men enheden bliver endnu mere påfaldende ved dens modsætning ; og nærmest kommer da i betragtning den nærmest liggende stamme, den germaniske. Det var jo tænkeligt, at også den kunde drages ind under den fælles nordiske enhed, eller at den nordiske stamme kunde dra- ges ind under den germaniske , i det den kun var et til- fældigt sideskud deraf. VI skulle nogle ojeblik dvæle ved denne betragtning.

De nordiske sprog udgore en for sig inderlig sammen- hængende sprogstamme, der har sit eget fælles oldsprog',

') Man finder det undertiden dadlet, at det islandske sprog i denne, som i mange andre henseender tages til udgangspunkt; Islandsk, siger man, har aldrig været talt i Danmark eller Sverrige. Men de, som fremkomme med sådant, må enten være ukyndige om de nordiske sprogs virkelige sanvmcnhæng, eller de ere ikke i stand til at stille sig sådanne undersøgelsers rette mål klart for

86 DRN XORDISKR OLDTIDS UKTYDiMAR FOll MJTIDRX.

Og de afvige i alle væsentlige dele fra den germaniske stamme. Deraf følger, at Dansk og Svensk lettere må kunne falde sammen med hinanden , uden i deres væsent- lige grundlag at forstyrres , medens derimod T3^sk og Dansk ikke kunne smælte samnien , men det første må, ved enhver niijere forening af dem, ophæve det andet.

De nordiske sprogs lighed giver sig for det første tilkende ved overgangslovene , der ere et af de vigtigste kendetegn på sprogenes slægtskab eller forskellighed. Ligesom Latin (med hensyn til den ene del af dets ele- menter) og de nordiske sprog henhøre til samme æt, fordi de have mangfoldige ord tilfælles, men med den forskel, at de beslægtede bogstavlyde regelmæssig kun omskifte n»ed hinanden fra klasse til klasse^; ligesom derimod Tysk og

6je. At man tas;er det islandske sprog til udgangspunkt, sker kun fordi den oprindelige enhed i det er bedst bevaret , fordi man i det har den levende for sig; man kan ligeså vel og med selvsamme faje vælge det ældste danske eller norske eller svenske sprog til udgangspunkt; de falde i alle væsentlige ting sammen med hin- anden og med det islandske. Men ved at vælge fastlandssprogene Hiver kundskaben ufuldkommen ; sprogmindesmærkerne ere til- strækkelige til at påvise den fælles overensstemmelse hos alle, men de ere for få og ufuldsta'ndige til 1 hvert sprog for sig igennem en stor mængde excmpler at opstille det grammatiske system, hvilket derimod træder klart frem i de rige og mangfoldige islandske oldtidslevninger.

^) ^{ogle exenipler på overgangen fra Latin til de nordiske sprog til oplysning for dem, som ikke allerede kende dette mærke- lige sprogfenomen , ere: lat. /"svarer til nord. b: fero , isl. bera, bære; fimdus, isl. boln, bund; frater, isl. bro&ir , broder; lat. p svarer til nord. /'. senere også v: pater, isl. fa&ir, fader; pes, (ped-is) isl. fotr, fod; somnus, for sopnus , isl. sve/n, sovn; super, isl. yfir, over; lat. c svarer til nord. h: capnl, isl. hofut, hoved; cutis, isl. Iiv(), hud; ctilmus, isl. hiilmr, halm; curro, isl. hors, hors (hest); lat. d svarer til nord. /: dens (dent-is), isl. lonn, tand; duo, isl. tceir, to; dece-m, isl. tiu, ti; lat. i

DKIV ^OKDIS^B OLDTIDS BKTTDiVINtI KØtt JMUTlDEPf. 87

Dansk henhøre til samme sprogklasse , fordi de have bogstavovergange tilfælles, men indenfor en snævrere kreds i samme bogstavklasse ; således hore alle de nordiske sprog til én stamme, fordi bogstavovergangene i dem alle ere fælles; og denne stamme adskiller sig fra den ger- nianiske , fordi bogstavovergangene vel- ere nærliggende, men ikke de samme.

F. ex. nordisk t som forlyd er tysk z : isl. teiku, sv. teken, d, tegn; t. zeichen;

nord. t, d som udlyd er t. *, w; isl. ut, sv. ut, d. ud; t. aus ; isl. hvitr, sv. hvit, d. hvid; t. welss ;

nord. t, d som midlyd er t. **; isl. vita, SV. veta, d. vide; i. w issen;

nord. t, tt som midlyd er t. tz: isl. setja, sv. satta, d. sætte; t. setzeii;

nord. d som forlyd er t. t: isl. djupr, sv- djup, d. dyb; t. tief; isl. drckka, sv. drikka, d. drikke; t. trinken;

svarer til nord. j^, senere <; /re«, isl. ^r?'r, tre, o. s. fv.; og ord som lat. corda og isl. hjortu, Ujærte i flert., ere derfor, med be- hørig iagttagelse af overgangslovene bogstav for bogstav de samme, eftersom c svarer til h , og den lat. selvlyd a , især i endelser, svarer til den isl. ti , og omljdcn foran i det islandske ord er fremkommen af dette u isteden for det oprindelige hjartu , som Iiører til de nordiske fastlandssprog. Til de fjærnere overgange, f. ex. lat. fores, isl. dyr, diir; lat. quatnor, møsog. fidvor, isl. ffogur (for fjog-var, lig tvis-var), fire; lut. lingtia, isl. iiinga, tunge , o. desl. tage vi her intet hensyn , thi de vise kun endnu mere fjærnheden , ikke nærheden , og det er kun den sidste vi vilde oplyse. Derimod kan det måske interessere en og anden at bemærke , hvorledes man ved lijælp af disse overgangslove kan skelne imellem de ord, der senere ere indkomne, og dem, der i den dybeste old have fulgt med sproget; thi i de forstnævnte er overgangsloven glemt, f. ex. i frugt af fructus , kors af crtix, krop af coiyus, kort af ctirlus, pine af pæna o. s. v.

88 DEi\ NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

nord. p, t som forlyd er t. d: isl. f)riiga, sv. truga, d. true; t. drohen;

nord. p som udlyd er t. f: isl. ufp, SV. ?/j», d. oy; t. «?«/"/

nord. 2>, 6 som midlyd er t. f, ff: isl. kaupa, sv. kopa, d. kobe ; t. kaufen; isl. våpn, SV. vapen, d. våben; t. icaffen; isl. drepa, sv. drapa, d, dræbe; t. treffen (hvilken tyske form senere er optagen såvel i sv. traffa, som i d. træffe);

nord. ^, ^ som midlyd er t. c/t; isl. soikja, sv. soka, d. søge; t. suclien; isl. vikja^ sv. vika , d. vige; t. iceichen; nord. ,y. som forlyd er t. ^c/t ; isl. */ffi, sv. */«, d. */«/ t. scJdagen; isl. smeltn, sv. smdlta, d. &mælte; t. schmefzen; o. s. v.

De nordiske sprog assimilere, de tyske ikke: isl. rettr, sv. mV^, d. rei; t. recht ; o. s. v.

Overensstemmelsen imellem selvlydene i de nordiske sprog og afvigelsen i det tyske træder allerede tildels frem i de anførte exempler; flere ere lette at finde; som: isl. (ft3, sv. og d. ^/rf; t. zeit ; — hus, — — hus; t. haus; o. s. fr. hvoraf tillige ses, at adskillige danske ord, som smauSf forbaiise, arbejde (gi. d. arbede), klem i kleinsmed (gi. d. klén), det københavnske kneipe, o. fl. desl., i denne hen- seende ere ranityske.

Også med hensyn til velklangstillæg afviger det tyske sprog fra de nordiske; det holder af at slutte stavelsen med -n, de nordiske foretrække den åbne vokal; som: isl. tiu, SV. tio, d. ti; t. zehn (=r lat. decem); isl. nu, SV. nu, d. nu; i. nun. Denne og lignende særegenheder gore sig ligeledes gæl- dende i bojningen, f. ex. i navneformerne, der i de nordiske sprog endes på -a, -e, i de tyske på -an, -en; og den

DL\\ NORDISKE OLDTIDS BKTYDNING FOR i>iUTlDKIV. 89

nu såvel i Svensk som i Dansk herskende blordsendelse på -en (oprindelig -a, -e) er ligeledes ganske unordisk og indkommen fra Plattysk.

De anførte exempler oplyse tillige, at Dansken blandt de nordiske sprog er det blødeste, i det de oprindelig barde niedlyde ere blevne bløde, og klangen i selvlydssystemet ofte er bleven til en dump trælyd. Hvo der vil fortsætte denne undersøgelse igennem dialekterne, der i almindelighed opsluge og fortære det oprindelige i langt hojere grad, end skriftsproget ^ , vil ydermere finde det der bekræftet ; og grunden dertil ligger uden tvivl i det danske sprogs langvarige berøring med det plattyske , i så mange hen- seender usktinne tungemål.

Det kunde måske falde nogen ind at bemærke , at der just i de hårde og bløde medlyde af samme klasse ligger et bestemt kendetegn imellem det svenske og danske sprog , så at de i det mindste heri som tvende sprog skille sig fra hinanden; dette vilde være så, hvis hård- heden i det svenske virkelig var gennemført og bevaret, men dot er ikke tilfældet Også det har givet efter (f. ex. isl. taka, tak, sv. taga, tog, d. tage, tog), og har be- givet sig ind på samme bane som det danske, uden at der i denne bevægelse kan spores bevidsthed af nogen regel. Desto lettere kan bevægelsen fortsættes.

Allerede det ovenfor anførte viser en påfaldende overens- stemmelse imellem de nordiske sprog og deres modsætning til det tyske; men det samme vilde vise sig igennem alle sproglærens dele , dersom her var sted til at give nogen fuldstændig grammatikalsk udvikling. Vi ville i forbigående kun nævne nogle tilfælde, og derpå opholde os noget ved

^) f. ex. jeg, gi. d. både jæk og jak, fynsk jé med kort be- toning, jysk a; alligevel, fynsk iléjn, hvor der af hele ordet ikke er blevet mere tilbage end et I, men hvor overgangen des- uagtet nok lader sig udrede.

DO DEN NORDISKK OLDTIDS BETTDXING FOR SUTIDEIV.

navneordenes bojning som et anskueligt exerapel. Kende- ordet hænges i de nordiske sprog bagved navneordet, i det tyske står det selvstændig foran; lideformen kan på lignende måde i alle nordiske sprog dannes ved tillæg af -s, i det tyske må den omskrives^; i begge tilfælde er ' det et stedord, som er smæltet sammen med hovedordet, i det første hin , i det andet siff. Skondt afledningen i mange dele har de sanjme endelser tilfælles, så kræve dog overgangslovene deres bestemt adskilte form (som isl. -skapr, SV. -skap, d. -skab; t. schuft; isl. -nddr, ^\.-nad, d. -net; t. niss) , og hvor meget end visse tyske for- stavelser (som be-') have banet sig indgang, så ere dog andre så modstridende den nordiske form, at de kun i enkelte ord have kunnet indtrænge sig (som i gemak, gi. d. mag, men vold, t. gewalt ; sundhed, t. gesundheit ; thi når de nordiske sprog ikke kunne sammensmælte denne forstavelse med hovedordet, så forkaste de den aldeles), og andre ere så aldeles afvigende (som zer-, sonder), at de slet ikke have kunnet bane sig indgang. Konnet ligger i begge stammer til grund for navneordenes bojning ; det har efterhånden tabt en del af sin betydning, og taber den stedse mere; skondt bojningen derved i mange til- fælde, især i det danske sprog, er bleven forstyrret, er den desuagtet ingenlunde gået over til den tyske (d. syn f. ex. der oprindelig var hunkon , blev til intetkun , men beholdt dog sit flertal; derved er rigtig nok bevidstheden om ordets form gået tabt, men endnu er den i det mindste ikke sprungen over, med mindre man vilde tilskrive det tilsvarende tyske ords flertal bevarelsen af det danskes). Ved endelig at tage navneordenes åbne former for sig, og fordele dem efter konnet, viser det sig, at de nordiske i det hele holde sammen; og når de skille sig fra hinanden,

') Se om disse og Ucie tilfælde Ba^ks fortale til den aiigel- saxlskc sproglicre.

DEN NOIUnsM': OliDTIDS BKTVI)NI\G FOR NUTIDKIV. 91

så er det kun sket derved, at det senere sprog har givet endelser , der allerede vare til , en videre omkreds , end den, der egentlig var dem anvist; f. ex, isl. hjorta, fl. hjortu, gi. SV. hjærta, fl. hjærtu, gi. d. hjærte, fl. hjærte, svare ligefrem til hinanden; ligeså isl. herra, fl. herrar, gi. SV. herre, fl. herra, med bortfaldet r, der senere er kommet tilbage i herrar, d. herre, fl. herrer; og endnu stadigere igennem hele tidens lob isl. tunga, fl. tungur, SV. tu7iga, fl. tungur eller tungor, d. ttuige, lunger. Der- imod har Svensken udbredt den tilfældig indkomne flertals- endelse på -n, der i Dansken kun spores i få ord (ojen, øreii) til langt flere (ogon, hjertan, o.s.\), og Dansken har ladet den hyppige flertals endelse på -er, af naturlig trang til at giire forskel på ental og flertal, uden hensyn på kunnet gå over til intetkonsord , hvor den oprindelig ikke havde noget at sige (hjærter, o. desl.^. Men i hele denne afdeling har det tyske sprog sin karakteristiske flertalsendelse på -n (augen, funken, loellcn) , der ikke engang har oprindelse tilfælles med den nordiske på -n, hvor denne kommer tilsyne. (Den nordiskes oprindelse plejer man at henføre til kendeordet, der i det tyske sprog aldrig hænges bagved). Tager man de !ukte bojnings- måtler, så bliver de nordiske sprogs overensstemmelse og forskellen fra det tyske endnu mere i ojne faldende: Intetkonsordene have fra første begyndelse af tabt deres endelse (-u), så at flertallet ikke erholder noget nyt tillæg, hvad enten det dannes med eller uden omlyd; f. ex. isl. orZ, fl. or3 (for orf>\C), ham, fl. hum, sv. ord, fl. ord, ham, fl. ham, d. ord, fl. ord, ham, fl. horn. Hvorimod det tyske sprog antager flertalsendelsen -er med ondyd (tnort, worter). 1 hankonsordene, hvor meget de end i tidens løb have vaklet, ved snart at bortkaste, snart atter at optage -r i de oprindelige flertalsendelser -ar, -ir (gi, SV. daga, senere dag ar , gi. sv. vini , senere vdnner.

92 DEN MORDISKE OLDTIDS BETYDIVING KOR NUTIDEN.

overensstemmende med d. duffe, venner) genkender man dog bestandig de oprindelige endelser på -r, når man jævnforer genstandsformen, hvis blanding med nævneformen har forårsaget vaklingen. Derimod danner det tyske sprog dette flertal på -e (jisch, fische). Og ligesom man i alle de nordiske sprog finder hunkonsordene med flertal på -er (-ir, -ar, -r) med eller uden omlyd (isl. sjo?}, fl. sjonir, SV. .sijn, fl. syner, d. syn, fl. syner'), så finder man atter i det tyske sprog flertallet på e med omlyd (hank, hanke). Flere exempler ville være lette at finde. Enhver nordbo vil også strax uden betænkning erklære former som lænder (sv. lander; i daglig tale horer man også hos os mænner) for aldeles unordiske og ligefrem overførte fra det tyske sprog. At sådanne kunne forekomme er imidlertid en advarsel om, at stærk og stadig indvirkning også kan kuldkaste den grammatiske bygning. Endelig vil overens- stemmelsen imellem de nordiske sprog og forskellen fra det tyske erkendes, når man vil betragte forholdsendelserne, for såvidt de forekomme under sprogenes udvikling; enten ere de fælles for begge sprogstammer, eller, hvis de ere forskellige, have de nordiske sprog den samme tilfælles; f. ex. flertallet^ hensynsform, nordisk: bevarelse af -m, tysk: overgang til -n (koningum, kimigen).

For alle i ojne faldende er endelig ordforbindelsen og ordstillingen. Fra de nordiske sprogs første færd indtil nu har overensstemmelsen imellem dem stedse været så stor, at ingen kan tage fejl deraf, som kan læse et nor- disk skrift, og fornemme noget ved det, han læser. Uden det vilde de hverken for kunne have udgjort ett tungemål, eller nogensinde atter kunne komme til at gtire det. De nordiske sprog ere simple, smidige og lette; det tyske har en tung og slæbende gang. Tyskeren er ligeså svulstig (når han er svulstig) i sine sætninger, som i sine

DEN NORDISKE OLDTIDS BRTlfDNING FOR NfTIDEX, 93

tanker ; mangen nordbo forsoger vel også derpå , men enhver ser det strax på ham , at hans hele dåd er efter- ligning, og sproget vil ikke stå ham bl. Og for at tage nogle enkeltheder : begge de nordiske hovedsprog vakle vel stundum i visse forbindelser, fordi i^et sydlige nabo- sprog har haft megen indflydelse på dem begge , men i almindelighed er dog den ordlojning, hvorved det ene ad- skiller sig fra det tyske, tilfælles for dem begge; f. ex. kende- ordets sammensmæltning med hovedordet, og dets gen- tagelse foran og bagefter, som er almindelig i Svensk og Norsk , og i Dansken i det mindste har sine visse til- svarende forbindelser (hele dagen) ; nødvendigheden af det bestemte kendeords gentagelse ved flere ensartede genstande, hvilket i følge kendeordets stilling er ufornødent i det tyske sprog; enkelte stedordsstillinger (som sv.jag, som, d.Jeff, som, t. ich, der ic/i); den nordiske bojning af tillægsord i omsagnet, deres uforanderlighed i det tyske sprog; brugen af hjælpeordene er og har (sv. har varit, d. har været, t. hin genicsen); brugen af den handlende tillægsform og biformen (sv. jag bliver sittande , d. jeg bliver siddende, t. ich bleibe sitzen; sv. ogd. han kommer ridande, ridende, t. er koiumt geritten\ sv. har velat komma, d. har villet komme, t. ich håbe kommen rcollen) o. s. V. Men især lader enhver nordisk periode sig ad- skille fra den tilsvarende tyske, dels ved de mangfoldige småord , der ved det sted , de indtage , og den måde, hvorpå de fordeles , bestemme en stor del af det ejen- dommelige i sætningens dannelse, dels ved ejeformens og ved gerningsordets stilling. Ejeformens frembringer i de hinanden modsatte sprog en særegen dannelse af grund- sagnets og genstandssagnets enkelte dele; gerningsordets frembringer en særegen skikkelse af sætningen og sæt- ningernes afluengighed af hinanden. Medens de nordiske

94 DRN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

sprog Søge at forudskikke alt hvad der tjener til at be- stemme grundordet, for at det, efter behørig at være- for- beredt, kan træde frem på sit rette sted i sin fulde kraft, griber det tyske strax til grundordet, og lader resten følge bag efter; og imedens de nordiske sprog lade gernings- ordet gå forud for genstanden , hvis følge det ligefrem forudsætter, eller på en passende måde fordeler flere gerningsord foran og efter genstanden , lader det tyske sprog alle genstandssagnets dele gå forud, så at gernings- ordene ganske forunderlig hyppes sammen , og komme slæbende efter hinanden ligesom vogner^e på et damptog. Hvor tilbojelig man end i Tyskland er til, at ville drage vort sprog, ja alle de nordiske (endog Gronlandsk) ind under det vistnok af himlen allerede noksom velsignede tyske tungemål, have dog de raæml, som besidde indsigt i deslige ting, ingenlunde overset den væsentlige forskel, der findes imellem begge sprogstammer. VI hensætte tvende sådanne vidnesbyrd, det ene af J. Grimm , det andet af en unavngiven recensent. Den sidstes ord ere: ,,So passend die deutschen sprachen in hiihere und niedere fallen, so unschicklich scheint es, die nor'dische .sprache mit in diese eintheilung zu fassen. Der germanische stamm trennte sich friih in einen nordischen und deutschen, und nur auf letzteren geht jener unterschied, welcher sich vielmehr im norden auf eiyene art reproducirt hat.'* J. Grimm, den grundigste kender af alle disse sprog, an- fører fire sprogstammer: den gotiske (d. e. den møsogotiske), den hojtyske, den nedertyske og den nordiske, og ytrer derpå: ,.Die vier grossen stamme zeigen sich unter ein- ander in mehrfachem verhaltniss. So stehen dev erste und zweite in unlaugbar nåherer vervvandschaft gegeniiber dem driften und vierten" (i det den nedertvske danner et mellemled , en overgang til den nordiske). ^Jn anderer

DEN NORDISKE OLDTIDS URTYDNING FOR NUTIDEN. 95

riicksicht darf man auck die drei ersten stamme dem cinzigen vierten' (den nordiske) ^fiuff/erfenst ellen' ^

Der kunde vistnok tilfojes endnu langt mere, for at oplyse, hvorledes norden allerede fra oldtiden af har mod- taget en ejendommelig udvikling, og hvorledes det under utallige trængsler og fremmede indvirkninger har bevaret dette grundlag, om ikke uforvansket, dog således, at det atter kan hæve sig frem; hvorledes et almindeligt bånd, ligesom hint, der omslynger alle videnskaber, forener alle de nordiske sprog som dialekter og som skriftsprog, af- sondrer dem fra alle nærliggende stammer, og knytter dem alle til en eneste , nu uforgængelig rod , det oldnordiske sprog, der vel ikke er til som en virkelig, men som en ideel enhed, hvis styrke just derfor er så meget stiirre; men de egentlig lærde beviser derfor ville kun virke lidet på den, som ikke selv har gennemvandret de sprogmindes- mærker, der bære vidne herom, eller på den, der over- hovedet ikke er vant til , igennem et tilsyneladende ens- formigt ydre at se en stor forskellighed , og igennem en ydre tilsyneladende forskellighed at opdage en dybtgrundet lighed. Vi henvende os derfor endnu kun til enhvers følelse, til det indtryk, sprogene gore på ham, som gen- stand for sansen, således som de leve i tale og sang, på en dannet mands eller en huld kvindes læber; vi ere over- beviste om , at også da vil ligheden imellem de nordiske sprog og deres forskellighed fra det tyske træde så stærkt frem, at selv den, der kun fatter udtrykket i lyden, uden tilfulde at forstå dens mening, vil kunne bemærke det.

Den tanke, vi bestandig gå ud fra og vende tilbage til , at der er en dybtgrundet sammenhæng og enhed imellem alle nordiske tungemål , forer tillige til det håb,

') Man finder begge disse vidnesbyrd samlede hos Zeuss (die Peutschcn und ihre nachbarstiimme , s. 79) der just anfører dem for at bestyrke hvad han ligeledes anser for afgjort.

96 DRX 1\0RD1SKE OLDTIDS BETYDXING FOR NUTIDEIV.

til den vished , at denne sammenhæng kan vorde endnu fastere, denne enhed endnu storre , endnu mere levende, mere inderlig og varig. Og just derfor have vi bestandig troet, og ligeledes for, uden at nogen synes at have be- mærket det, udtalt, at når svensk og dansk literatur trådte i en nærmere forbindelse med hinanden, end hidtil, måtte denne kunne tiltage således , at den tilsidst blev til en virkelig sprogforening, til en enhed i tungemål; ja det er allerede forhen ytret, at sådant ikke blot kunde finde sted, men at det måtte finde sted, at det burde.

Denne tanke er ingenlunde ny , men den giir i vor tid foroget krav på opmærksomhed: tiden synes at tinske, at den skal stå ikke blot som en attrå, men blive til en virkelighed. Hvad man nu ved denne sag fornemmelig har at betragte er: om en sådan forening af de nordiske sprog er tinskelig og fornøden, dernæst om den er tænkelig og mulig at udføre.

ISy er tanken om denne sprogforening ikke , uden tvivl er den opstået hos mange; men klart udtalt er den, ikke blot som et tinske om, at de nordiske sprog skulde træde i nojere forbindelse med hinanden, men i den fulde udstrækning, hvori jeg her opfatter den, allerede for hen- ved hundrede år siden i den ældre Snedorfs Patriotiske tilskuer (første bind , slutningen af nr. 32). Her hedder det: j^Sprogets almindelighed er af alle midler det be- kvemmeste til at opvække en nation , og at give den en friere og mere uindskrænket tænkemåde. Intet unske kunde derfor være mere patriotisk, end om det var muligt, at give nationen et sprog, der var så almindeligt, som det franske og tyske. Ved forandringen i religionen (ved reformationens indførelse i Danmark) havde det måske ikke været vanskeligere , at indføre det Hujtyske her i landet, end det var i Nedersaxen, hvor mæ>ngden taler et sprog, som næsten er ligeså adskilt fia det Hiijtyske, som

DEN I\ORDISKR OLDTIDS BRTYDNfXG FOR NUTIDRV. 07

vores. Men da dette ikke mere er muligt , onskede jeg til de nordiske nationers ære, at vi kunde finde sådant et middel til at forene det danske orj svenske spror/, at indbijffgeme i de tre riger udgjorde kiins ett selskab i henseende til vidensknherne. Hvor store fordele kunde ikke både sproget og videnskaberne vente sig ved sådan en forening, og skulde det ikke være umagen værd, at de, som arbejde i begge nationers sprog og historie, gave os en fortegnelse af de ord og egenskaber, som adskille begge sprogene, tilligemed et forslag, hvorledes det ene sprog kunde , uden at tabe noget , lempe sig efter det andet, og berige sig med dets overflødighed. Mig synes, at næst et oprigtigt og bestandigt venskab imellem begge nationer, som er grundet på fælles fordele, kunde der ikke optænkes noget , som var bekvemmere til at sætte dem i ligevægt med andre slebne folk''.

Man ser heraf, at denne forfatter ikke har haft nogen klar forestilling om forskellen imellem de nordiske og det tyske sprog; han vilde ellers ikke først være falden på den tanke, at indfore det hojtyske sprog i landet, hvilket nødvendig måtte medføre det danske sprogs totale under- gang og udslettelsen af al nordisk ejendommelighed i Danmark; men man ser tillige, at han ikke blot indså onskeligheden af de nordiske sprogs forening til et, men også tænkte på de midler , ved hvilke en sådan forening måtte iværksættes, og at han ikke forestillede sig en sådan gerning som et forsøg på sprogets nedbrydelse , men som et værk af patriotisme \ Hundrede år gik imidlertid

') Patriotisme! vil uden tvivl mangen udråbe; men ved den påtænkte forening vil jo dansk, norsk og svensk nationalitet forgå. Unægtelig , dersom sprogene lå så langt fra hinanden , at deres virkelige og sande ejendommelighed derved blev hævet og gik til grunde; da vilde vi, som en anden forfatter ytrer, ved det ny skriftsprog kun få en ny plage , og måtte isteden for de to sprog 1 844-18 i5. 7

98 DRN \ORDISKR OI.DTins HRTVDMNO POR MITIDRW,

hon, uden at nogen anden optog denne idé, eller punsede på midlerne til at iværksætte den. ISii er den genfødt i

Jiommo til at lære tre. Men sådant er ikke her tilfældet. Det ny skriftsprog, hvis det endelig skal hedde nyt, vil ikke rive sig løs fra dialekterne, men siden det just uddannes ved dem, komme til at ligge dem nærmere, og det vil ikke blive et nyt sprog, der af- sondrer sig fra tvende andre, men blive et produkt af begges ud- dannelse. Det vil da næppe blive så forskelligt fra de nuværende, som f. ex. Holbergs, hvis nogen forstår at vurdere dets væsen, er fia vort. Dersom ingen dansk mand ret vil kunne forstå det, uden at kende til Norsk og Svensk, sa kunde heller ingen forstå Holberg, uden at kende, og det temmelig meget, til Fransk og Tysk. Hvilken kundskab vil nu være mest national ? Er det en nedbrydelse af det nationale at kende og forstå nordiske sprog, eller vil denne kundskab ikke snarere tjene til at styrke den nordiske ejendommelighed imod indbrud fra syden. Desuden — natio- naliteten , det særegne folkelige i sin rette dybde, ligger og vil Btedse , hvad sproget angår, ligge i dialekterne, der naturligvis under hvilkctsomhelst skriftsprog beholde deres fri spil j jo mere derimod sproget hæver sig til skriflsprog, desto mere taber og må det særegne folkelige tabe sig, for at der kan opstå en storre og I virkeligheden mere forædlet almindelighed. Dette er aldeles for- nodent, for at skriftsproget kan blive til et bekvemt meddelelses- middel, ikke for de fa, men for de mange. For at nå dette inål, må en stor del af det aldeles særegne, ikke forgå, men træde til- lage indenfor sin snævre kreds, og ikke gore fordring på at være herskende i den storre. Hvo tvivler om , at Øster- og Vester- Jyder i deres sprog, såvel som i deres sæder, ere hojst forskellige, at Jyder og Sjællændere ere det endnu merej men hvis det, på grund af denne dybt grundede staniforskel, var faldet Jyderne ind, at skriftsproget skulde være jysk, .Sjællænderne, at det skulde være sjællandsk, hvorledes skulde da dansk skriftsprog være blevet til? Dets væsen består just deri, eller skulde bestå deri, at det er hævet ever alt det provinsielle; og et nordisk skriftsprogs væsen må ligeledes bestå deri, at det er hævet over, ophojet over den natio- nclle staniforskel. Det er just deri , det skal vise sin herlighed, at ingen snæverhjærtet lidenskabelighed deri giir sig gældende,

DEN IVORDISKR OLDTIDS nKTYDMNO KOR NFTIDKV. U9

tiden , nu vil den uden tvivl Mive en genstand for efter- tanken, nu hører den, hvad enten den opfyldes eller ikke, til en af vor tids vigtigste opgaver.

men at det er udtrykket for det ædleste, der kan udtrykkes i norden. Men man kan vel også være temmelig vis på, at denne beråbelse på nationaliteten, hvis begreb er noget svævende, i et tilfælde som dette, hvor der aldeles ikke tales om at udrydde den, men om at forædle den, snarere benyttes som et middel til at vinde gemytterne, for hvilke ordet har en god klang, end den udgår fra en alvorlig og dybsindig opfatning af begrebernej den er kun en omskrivning af det gamle omkvæd: lad det blive ved det gamle!

Da det latinske sprog i middelalderen var det almindelige meddelelsesmiddel for hele den katholske verdens kultur, var dette ikke da en stor vinding? Men denne tilstand kunde ikke bestå, thi dette sprog var dodt, det var uforeneligt med folkemålene, det blev dem påtrængt som noget fremmed. ]Vu har verden taget en anden vending, men den stræber på en bedre og heldigere vis frem imod det samme mål , kulturens almindelige udbredelse. Folke- målene ere , som det sig hører og bor, blevne udgangspunktet, men for at komme til målet , må disse samle sig i skriftsprog, der stedse udvide sig i storre kredse , og stedse mere smælte sammen. Om dette mål nås, hvo kan sige det, men tiden er sig denne stræben bevidst. De store sprog skyde sig allevegne ud, til alle sider, for at opsluge de mindre j men just derfor skulle de mindre overalt slutte sig sammen, for at også de kunne danne en stijrrelse, der kan bestå, når den store forening engang skal gå for sig; gore de det ikke, så forgå de ganske. Det, som allerede har udviklet en sådan tilværelse, at det ingenlunde fortjener at do, skal ikke overvældes, men det skal slutte sig fast til sin nærmeste slægt , for i forening med den at kunne være noget. For norden synes tiden til dette sammenhold allerede at vjere kommen. Dersom da nogensinde den tid kan komme, at de nordiske og germaniskc sprog og literaturer på den ene side , og de romanske sprog og literaturer på den anden side kunne således slutte sig sammen, at Vestevropa havde ligesom kun tvende literaturer, en nordlig og eii sydlig , så vil også det vorde en vinding. Hvad det nordisk- germaniske angår, da er deri ingen umulighed; der er ingen

1''

100 »RN NOUDISKE OLDTIDS BRTYD\1XG FOR MJTIDRIV.

En nojere forening af de nordiske sprog, der, tænkt i sin fuldendelse , ikke kan være eller blive andet , end et almindeligt nordisk skriftsprog , er i mange henseender onskeligt for hele norden i almindelighed og for os Danske i særdeleshed. Den vil medføre alle de fordele, som følge jiied en storre og mere udbredt literatur: stiirre kraft indad oo- storre indflydelse udad, to ting, der stedse følge med, 02 afhænffe af hinanden. En forfatter , der skriver i et lidet udbredt sprog , har kun få læsere og endnu færre kobere; literaturens materielle tilværelse er i et sådant land lidet betrygget. Når nationen selv Ikke kan fode sine arbejdere, og, hvad der er endnu værre, når den, fordi de ere så få og have så få midler til deres rådighed, har så liden agt for dem og for selve deres virksomhed, så må literaturen , uden hvilken intet civiliseret folk kan bestå, enten indføres som en fremmed vare, der ikke har sin rod i folket, hvilket let kan have sprogets fordærvelse til følge, eller den må opholde sit liv ved kunstige midler, hvorved den åndige frihed let går tabt, og enkelte mænds indfald , lune eller andre tilfældige omstændigheder blive det ene bestemmende. ^^Mich dunkt," siger J. Grimm, ^^die entwickelung eines volkes fordert auch fiir die spraclie, iinabhångig von ihrem innern gedeihen , wenn sie nicht verkiimmern soli , erweiterte åussere grånzen". Men så-

umulighcd i, at alle sprogene tilsammen blive gensidig omtrent lige tilgængelige for alle dannede blandt de nordiske og germaniskc folk. Den tyske literatur er det jo allerede for alle nordboer, vi læse jo alle den tyske literaturs frembringelser næsten med samme lethed , som om de vare skrevne i vort modersmål 5 der fordres altså kun endnu , at de nordiske literaturer slutte sig sammen til én, og at denne udvikler sig til en sådan fuldkommenhed, og kommer til at besidde så stort værd, at den med samme begerlighed attrås i Tyskland, som den tyske nu attrås i norden. Her 1 det mindste er det indlysende, at jeg taler om fjærne tider; men giver blikket fremad ikke mod og styrke til at udholde ojeblikkets besvær ?

DKN NORDISKIi OLDTIDS 1^KTVD^^^G KOR iMJTlDEK. 101

ledes som forholdene ere , er dertil ingen udsigt for det daoske sprog. 1 det det uddannede sig og skulde vinde i omfang , er det bestandig blevet mere og mere iml- skrænket , så at der ikke er levnet det rum til at udvide sig på. Det kan ikke vente, at vinde sttirre område, hverken mod nord eller syd; det kan ikke komme til herrediinime , uden ved at forbinde sig med norden eller med syden ; men også kun derved kan det håbe at bestå, tlii det er en almindelig naturlov, at alt, hvad der ikke kan blive storre, bliver mindre, det, for hvilket der ingen mulighed er til at udvide sig , må efterhånden tæres hen og forgå.

Dette bliver endnu vissere, når det, i sin natur bundet til norden , stedse mere trues med at rives los fra sin rod ; når de tvende andre nordiske sprog efterhånden stedse mere boje sig over imod hinatiden , for endelig at indgå i en niije forening, medens vort bliver stående som et afsondret led , der ikke har kraft nok i sig selv til at skyde rod på ny , og derfor må være udsat for at visne hen og at vorde til gødskning for en fremmed og stærkere opskydende sæd.

Herimod ville mange bemærke , at en sådan fare ingenlunde er forhånden ; at modersmålet forhen har været udsat for langt stærkere storme , og er dog stedse gået sejerrigt ud af kampen ; det vil gore så endnu. I denne sag vil der uden tvivl herske en stor meningsforskellighed. Det kommer da an på, om de, der mene dette, og de, der mene hint, kunne komme til rettelig at forstå hinanden.

Når der tales om fare for sproget, så menes der ved dette naturligvis ikke dialekterne, men skriftsproget, det, hvori literaturen lever. Dialekterne bevares lettere , da ingen i almindelighed tænker på at undertrykke dem; når de forgå , så sker det ved en langsom virkning ovenfra nedad , men selv da forgå de aldrig ganske. I almucjis

102 DKN NOROISKK OLDTIDS BKTYDMXG FOR MJTlDKiX.

mund vedligeholder sig stedse noget af det oprindelige sprogs ejendouuueliglieder, som intet skriftsprog kan udslette.

Men faren for det danske skriftsprog fordum og nu kunne ikke sammenlignes med hinanden. Forholdet er ikke det samme. Fordum var der intet så udviklet skrift- sprog som nu, og det, der skulde volde dets ulykke, var heller ikke noget udviklet skriftsprog. Dialekters kamp med dialekter kan vel freniliringe et så forstyrret virvar, som det vi virkelig linde i fortidens skriftlige mindes- mærker, boger og breve; men der, hvor næsten alt er blandet imellem hinanden, hvor alle former gå jævnsides, så at det er den skrivende ligegyldigt, hvilken han bruger, hvor han derfor bruger dem næsten alle, kan der ikke vel være tale om at sprogene odelægge hinanden. Dette kan derimod finde sted, når i det mindste et af dem er kommet til klar bevidsthed, og det med den vægt, som denne be- vidsthed forer med sig, griber ind i, eller, så at sige, hugger ind i en anden, ordnet eller uordnet masse, og ved sin storre kraft og styrke overvælder den.

Lader os , for at overtyde os om , om der var fare for sproget for eller nu er, i korthed betragte dets skæbne. I oldtiden var én dansk tunge herskende over hele norden, men som skrevet ord var den kun til i nogle få store og i mangfoldige små dialekter , hvis afvigelser dog vare så vinge , at de ikke forstyrrede tanken om sprogets enhed, hvilken derfor også har udtalt sig med klar bevidsthed i alle oldtidens levninger, hvor sådant kom på tale. Dette ene udelelige tungemål herskede ikke blot i norden, men udbredte sig endog til fremmede lande og kyster. Det sproglige bånd imellen« Danmark og det ovrige norden var endnu på Valdemar Sejers tid ingenlunde oplost. Hele norden stod åben for den danske tunge, og der ytrede sig modsætning mod indvirkningen fra syden. Da denne endelig blev overvejende, havde den ingenlunde sproget,

DKN INOKDISKK OLDTIDS BKTYD.MKG KOR Wt'TIDKlV. 103

men kun materielle fordt-le for oje, Ihi sprogets vigtighed var etidnu iiike kommen til folkenes bevidsthed. Det danske sprog var kun til som dialekter, og udtalte sig næsten kun i enkelte folkelove, der havde deres grund så dybt i folket selv, at dettes idionj nødvendig måtte folge med dem; og det eneste sprog, som kunde true moders- målet (Latinen, som havde magten, lå for langt borte, til nogensinde at vorde folkesprog), var det plattyske, men dette var selv et for plat, udannet, slovt og stygt og i dialekter opløst tungemål , til at der fra det kunde være nogen betydelig fare forhånden. Man kan derfor ikke til- lægge det danske sprog nogen særdeles sejrende kraft, fordi det i Niels Ebbesens dage kunde gå sejerrigt ud af en. kamp imod en mat og i grunden slet bevæbnet fjende. Når der skal være tanke om fare , så må det da være enten i unionstiden, men da syntes det danske sprog end- og på ny at ville åbne sig adgang til hele norden, og det vandt virkelig et herredomme , hvoraf de andre nordiske sprog endnu bære uudslettelige mærker , — eller det må være fra reformationstiden indtil nu. Ja, fra reformations- tiden indtil nu har vort sprog været udsat for fare, netop i hele den tid , da det udviklede sig til skriftsprog. Nu, da det dannede sig , gældte det just om , med hvilken indenfra arbejdende kraft det blev til, men just da opgav det sit gande grundlag, og der var næsten ingen erindring i landet om , at noget sådant havde været til. Næsten under hele sin udvikling gik literaturen ud fra , at den måtte drage sin næring fra fremmede , at den især måtte tage Nordtyskland, det hiijtyske sprog, til monster. Og faren er bleven så meget stiirre i de seneste tider, fordi det, ikke blot, som fordum, i Hansestæderne, men langt dybere nede og langt stærkere inde i Tj'sklands hjærte er blevet klart , at det for den samtlige tyske literatur vilde være en vinding , at have den danske literatur ind-

104 DEX iXORDISKK OLDTIOS BKTYDMNG KOR M3TIDEK.

lemmet i sig , at den derved tillige vilde uden synderlig moje erobre hele den gamle nordiske literatur , som den ej kan undvære; og faren er så meget storre, fordi det danske folks ojne ikke blot have været lukkede for denne attrå , men fordi det , når tanken derom flygtig for det forbi, selv ikke var langt fra at nære den i sin egen barm. Forhen var der altså i grunden ingen fare , thi der var ingen bevidsthed om nogen sprogstrid; nu derimod er der fare, thi bevidstheden er vågnet på begge sider, og det er en stor og stærk mand, der strider med en anden, der vel også fordum var stor og stærk , men nu er vorden til en dverg.

Det fenomen , som her tilsigtes , udviklingen af det nuværende danske skriftsprog, lader sig let forklare deraf, at forfatterne, som fremmede dets udvikling, levede ikke i folkets tanker , men levede , tænkte og følte i og efter fremmede folks tankegang, og skreve naturligvis overens- stemmende dermed. De uddannede sig ikke igennem dansk literatur, der, hvor tarvelig den end var, dog måtte have kunnet yde dem et fast dansk grundlag , men de uddannede sig allerførst og fornemmelig igennem fremmed literatur, og førte dernæst den således erhværvede dannelse over på det danske folk. Først toge de Latinen; nogle danske småord: o(f, som, må o. desl. løbe rigtig nok med, men det øvrige udfyldte de med latinske udtryk, og som oftest kom der hele, stundum lange, sætninger ind med, som ikke vilde falde ret på Dansk, de gaves da på Latin; (.exempel derpå erc iblandt andre nogle af Kristian den Fjerdes breve, han, der dog ellers var en så hjærtedansk konge i; og alt dette kaldte man Dansk. Derefter kom raden til det franske, og fremgangsmåden var den samme (exempler derpå findes næsten overalt i ældre breve og skrifter); og alt dette kaldte man ligeledes at skrive på Dansk. Endelig indså man , at dette fremmede dog var

DRK NOIIDISKK OLDTIDS HKTYDM^G FOR NIJTIDKI\. 105

fremmed; men det faldt ingen ind, at vende tilbage til folket selv; den tyske lltcratur, der lå så nær, og vandt en så betydelig uddannelse, frenibod udtryk nok, der kun hehovede et dansk tilsnit for at se hjemlige ud. Man behovede næsten slet ikke at tænke selv , man behovede kun at overfore de tyske ord, så havde man alt hvad man trængte til, (enkelte mænds forsog på selvdannelse stode endog og stå endnu som et særsyn og som en særhed) ; just det, at det tyske ord var alle bekendt, gjorde det antageligt , hele ordforrådet uddannede sig næsten på denne måde; og det sprog, der således fremkom, kaldte man dansk. Man kakler det så endnu , og vilde vistnok finde det forunderligt , om nogen vilde falde på at sige, at åndrig, åndfuld, åndløs, åndeverden, andelår e, ånde- seer (formede efter tyske sammensætninger med (jeist) eller årbog, årgang, århundrede, årstid, fiddmagt, om- drev o. s. v. ikke ere gode danske ord (medens man vel kunde tvivle om , om årsæl er det) ; ja selv de ganske meningsløse, som markskriger (marktschreier), skildpadde (schildkrote) , slofrok , o. desl. ere jo ligeledes gode danske. Medens sproget således overfyldtes med tyske udtryk, gik naturligvis en stor mængde gamle nordiske ord , der tildels endnu leve hos folket , ligeså gode og mangen gang bedre, end de nu sædvanlige, tabte, og bleve udskudte eller ikke optagne af skriftsproget. Man kunde have sagt mål ^ tungemål , men man sagde heller sprog (sprache); man kunde have sagt lod, men man sagde heller couleur eller farve (farbe); man kunde have sagt sæl, men man sagde heller lyksalig (gliickselig) ; man kunde have sagt gild, gæv, men man sagde heller ærlig, brav (ehrlich , brav) o. s. v. Hvort blev ombyttet med hvorhen (wohin), sannende med sandhed (vvabrheit) o. desl. Af tvende nordiske sideord gik gerne det ene tabt , og kun det bevaredes, som havde rygstod i Tysken: af isl.

106 DK.^ ^ORDISRK OLDTIDS BKTYD\'f\G KOR 3iLTlDK!V.

hota Og pruffa, sv. hota og tru(/a, bevaredes true (droheri) oir høde er forældet; o. s. fr.

Man niislorstå mig ikke ! Jeg dadler ikke videre denne udvikling, jeg siger kun hvorledes den er, og jeg har flere gange gjort opniauksom på den fordel, vi kunne have af dobbelte, nordiske og tyske, udtryk (som helbred og sundhed, tække og sirlhjhed). Men jeg metier, at der er fare, når vi blive ved i denne retning, at der endnu hersker for megen tilbojelighed til at følge den, og at vi ere lidet tjente med at optage ord, som ingen kan forstå, uden han tænker på Tysk (som hlodung , blodfattig); at vi nu have nok af dette, at det er tid at vende om, og at vende tilbage til os selv. Det er aldrig faldet mig ind, at gå på jagt efter germanismer; når de ikke mere be- hoves, ville de heller ikke mere findes; men det fore- kommer mig temmelig naturligt at sige: Engang tyede I til Latinen , og søgte eders hjem i forverdenen , i det fjærne; I indså, at dette var et fejlgreb, og vendte eder til Frankerig; men dets toner løde dog altfor unordiske, I begave eder derfor til Tyskland, og nu sige I: her have vi da endelig hjemme. Nej endnu ere I ikke hjemme, tillader jeg mig at sige, I må gå tilbage til eder selv, til Danmark, til norden; først da ere 1 der, hvor I skulle være. Jeg påskonner i fuldeste måde den seneste tids mange agtværdige og vellykkede bestræbelser for at fore sprog og literatur tilbage til norden; og opnmntrer kun til at fortsætte dem, og nu, da tiden kræver det, at for- stærke dem. Faren, som unægtelig var der, og som endnu er der , vil da efterhånden forsvinde ^.

^) Når jeg, ikke dadler, men dog langtfra billiger den mængde af tyske ord og ordskikkelser , som modersmålet i sin sidste ud- vikling har optaget, men især beklager, at denne fortyskning endnu varer ved, ja, at den overdrives, og at man bliver ved troskyldigcn at kalde det dansk, som i sin rod og i sin udvikling slet ikke er

DK\ AOKDISKK OLDTIDS UKTVDMiNO KOR KUTlDKiX. 107

Denne betragtning af ordfoiTadet er så meget vigtigere, som vi forhen have beniærket , at liiijningssyslemet har bevaret sin nordiske særegenhed; thi bojningen vil efter- hånden opløse sig, dens oplosning er i vort sprog allerede i fuld gang, men ordforrådet vil bestå, og dets beskaflien- hed vil da bestemme sprogets karakter, om det skal være tysk eller nordisk.

Det danske sprog i Norge synes at ville undergå for- andring. Adskillige Nordmænd, i bevidsthed om hvad de forhen have haft og hvad de endnu have , bestenuue sig til for sproget at vælge et nyt udgangspunkt, netop lige- som tilfældet var med det svenske sprog efter Kalmar- unionens ophor. De ville n»ed forsæt og med bevidsthed og med følelse af forynget kraft opføre noget nyt på det gandes grundvold , eller , da overdrivelser ved sådanne lejligheder sjælden udeblive, på det beståendes undergang. Derved må det gamle sprogforhold nødvendig forrykkes; og når dansk og norsk sprog hvert for sig skrider frem i sin retning, det ene mod Tysk, det andet mod Svensk, så må de stedse mere fjærne sig fra hinanden, indtil der af én og samme literatur bliver tvende forskellige literalurer.

andet end tysk: så vil man uden tvivl vise hen til andre nyere sprog, hvor blandingen er endnu stcirre , og anse denne anke for ubefojet. Hvor blandet er f. ex. ikke det engelske sprog! Men forholdet er her anderledes. Blandingen er her grundet i folkets udvikling: England var efterhånden rommersk, angelsaxisk, dansk, normannisk 5 alle sprogets elementer ere her givne. Men ingen erobrer fra syden (thi kejser Ottos tågefulde tog var sikkert uden virkning) har sat sin fod på Danmarks bryst , uden én , og han blev etrax slået ihjel. Har sproget mistet noget af sin skscrhed, så er det ingen følge af ydre tvang , men af en vis ukyndighed, uopmærksomhed eller ligegyldighed hos dem, der skulde have be- Vitret og forheiliget det, ,

lOS DK.V .\ORDISKK OLDTIUS BKTYI»\I\(; FOR .^UTIOKiV.

Denne fjærnelse er allorede kendelig efter få års for- lob. ^ Stærke bevægelser i den norske literatur fremkalde

') De læsere, der ikke have bemærket dette, eller nære nogen tvivl derom , henvise vi til de nyere norske skrifter , f. ex. til Aalls oversættelse af Snorre, der er en almindelig norsk folkebog. Vi ville hensætte nogle sætninger af denne, og udhæve de mærke- lige ord, hvorved man vel må erindre sig, at disse ord, skiindt de ikke forstås af os, forstås næsten overalt i Norge: På disse trold- domsytringer fulgte afmagt , ligesom under olqveisns virkninger endnu i vore dage. (Oversætterens anm. Iste d. s. 8.) Fetet^ hvor den gang var skov (fetct kaldes endnu i vort sprog den slette ete. s. 15). Greie, tiij (s. 16) jf. Kong Harald lod sit hår greje, (s. 71) og oftere: at komme 1 ugreje. Efter skriftsprogets form skulde ordet hedde grede eller greide , rede. Begge brodre af abryne og uden grund hinanden slog (s. 17. Oversætteren fandt ingen forklaring nødvendig). Kongens o/stolte mod, s. 18; heller ikke her ansås en forklaring for nødvendig). Han stak ild på tyri-ved (den fede og harpixagtige del af fyrtræet, s. 19). Trå- livet (sejlivet| begge talemåder bruges endnu i vort sprog, s. 20). Længe havde kongen æltet et dyr (uden forklaring, s. 21). Hjorden gætedes af trælfolk , karle og piger (ligeså , s. 23). Adils så ingen anden udvej end at fly undaf (sst. jf. enhver, som kunde undaf, s. 51). Svipdag lod lij ærtet af en ulv stege på en tén (s. 27 jf. s. 17). En sal, som var ingen mon mindre eller mindre prægtig, end tipsalen var (s. 28). Sex konger bleve skibede til sæde i den ny sal (sst. jf. s. 62). De skulde drikke fvimennings om kvælden , mand og kvinde med hinanden (s. 29). Da nu Svearne fik sporgelag på ham, kunde han ej forblive der, men for vester skovleds til en å — Der sloge de sig ned — og der var algod levemåde (s. 31). En hær var kommen ham på hænderne (s. 39). Der blev et stort slag, endog (enddog) der var en stor folkemon (sst.). Øllet gram (sst.) Kong Olaf havde sit Ssæde paa Geir- stad. Der fik han fodværk (s. 40). Atle Jarl hin Mjove (smale, endnu brugeligt, s. 43). De besatte alle dore og skålen, hvori huskarlene sove (s. 46 jf. s. 62). En lok overgik de andre i fagerhed, lyslek og storlek (ord, som endnu bruges i daglig tale, K. 47). Hvor møgen var falden på isen, havde soliøen deri ædt huller (s. 48). Røslig konge (bruges endnu meget i vort sprog

DRN \0RD1SKK OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. 109

roreisen , der uden tvivl vil have stærk fremgang , fordi den følger ovenpå en lang hvile. Når niiniosa en tid lang har været standset i sin bevægelse , da rører den , når kraften giver efler , i samme tid dobbelt så hurtig sine blade, for at indhente det forsiJrnte.

Meningerne i denne sag ere naturligvis meget delte. Nogle sætte sig imod denne forandring, fordi adgangen til den danske Uteratur derved vil hemnies for den følgende generation. Men denne indvending vil kun have nogen gyldighed under den forudsætning , at man vil gore et salto mortale , på én gang give sig til at udrydde alle danske ord af sproget, og optage lutter norske isteden

om en mand , der har et anseeligt udvortes , s. 58). Da snuer Harald konge om til Veimeland (s. 62). Tænderne, som skakede frem af hovedet (s. 71). Dog forandredes hendes let ikke det mindste, men hun var ligeså rød, som medens hun endnu levede. Kongen sad stedse over hende, og mente, at hun skulde tivne op igen (s. 72). Derpå seg hun i aske (^sst.). De sovnede strax (s. 77). Batner (et almindeligt ord, som betyder forbedres, s. 79). Y&vmandshougen (s. 80). Da Harald var syvti år (s. 81). Kong Harald skiltede nu, at det var gjort ham til spot (sst.) o. s. v. Og for at tage et andet sted (Sverres saga): skovbrot , sevie, tollesevie, aftråten (s. 9.), igjeld, en holme (s. 10), lender- meend, mysser (d. e. mus, s. 11.) ny mæle, andenltind (s. 12.) vandet Riind , forredagen (s. 13.) , en enslig sti (s. 14) , kanst (d. e. lejlighed), ledsagerne (d. e. vejviserne), ikke vetla (som er forståeligt nok i vort bondesprog , s. 16.), hveden vinden kom, de forkede sig, en e'nsti (s. 17.), fange dem i en qvæ som sotiver (sonder) , plistre , bråle (s. 18) , de fore bent mod hinanden (s. 19.), deres sind mygnede; ordtag (s. 20) o. s. v. Ved at læse skriftet selv, vil man næsten overalt finde flere, tildels endnu mere påfaldende ord og former, end disse. Og det er ikke blot i denne oversættelse, der måske kunde tænkes med flid at have nærmet sig det gamle sprog, at man ikke sjælden finder sådanne, men såvel i samme forfatters som i andres oiu almindelige nyere æmner handlende skriftci-.

I 10 DFN NORDISKE OLDTIDS KRTYDMNG FOR MJTIDKIV.

(en overdrivelse, som vi ikke ville opholde os ved). UndeF en naturlig udvikling taber literaturen derimod ikke ved sprogenes forandringer , der ere ligeså 'lyppige , som naturnødvendige , men de vinde tværtimod ny friskhed og nyt liv. Forandritiger i sproget lægge aldrig nogen væsentlig hindring i vejen for nydelsen af gamle skrifter ; ikke for den lærde , der netop studerer det forældede ; ikke for middelklassen , hvis læsning kun omfatter en vis del af literaturen, der alligevel udgår og må udgå i ny udgaver; mindst for almuen, som gerne holder sig til det, der er noget forældet, for hvem det ydre ikke gælder noget imod det indre, som er så uskyldig i sin nydelse, at den ingen- lunde vrager det, der støder de såkaldte dannede fra sig, og som nyder alle sine, tildels nedarvede, yndlingsbøger i en forældet, tildels uhyggelig form. Desuden står almuens eget mål allerede i en så skarp modsætning til skrift- sproget, at den endnu mindre har grund til at ænse ringere afvigelser. Vi antage , at man ikke vil tænke på , at gå så vidt , som ovenfor er nævnt , eller hvis man tænker derpå , at man snart vil betænke sig , thi udskydelsen af alle rendanske ord, og en total optagelse af lutter dialekt- ord og former , der for storste delen ere de samme , som de, der findes i de gande norske skriftlige mindesmærker (som ætla, tålmn, viispyrnia , tlgund o. s. v.) vil snart vise sig som et forsøg på, ikke at uddanne sproget, men at omskabe det, og produktet vil ikke blive et værk af en ren villie, men af vilkårlighed, eftersom man dog umulig kan fore hele den gamle bojning tilbage. Når derimod det norske sprog (vi antage, at et sådant vil blive til) vil uddanne sig på det nuværende grundlag på nordisk vis, så vil det, h\ilket også Holmboe antager, efterhånden skride over mod Svensk; og når tidens fylde kommer, ville begge sprog , som vi andensteds have ytret , falde

»fi\ NORDISKE OLDTIDS BRTVDMXG FOR MITIDRA. 111

sammen. Muliglieden deraf kan ingen nægte ' ; maden, hvorpå denne forening kan gå for sig, lader sig vel op- lyse^; måden, hvorpå den inl gk for sig, ligger naturligvis skjult i fremtidens skod. For os har dette problem ingen videre interesse, end den, at vi onske muligheden tænkt som en virkelighed, og tanken henvendt på den tid, da dansk literatur må blive et enkeltstående afrevet led af nordisk literatur.

Med de her og andensteds herorte tilstande for oje: muligheden af det tyske sprogs udbredelse imod nord, muligheden af et særeget norsk skriftsprogs udvikling, og af det norske og svenske skriftsprogs forening , vil det danske folk have valget : Dets sprog kan sfå ene, eller mod syden forbinde sig endnu nojere med det tyske, eller slutte sig til de nordiskes forening.

Det kan stå ene. Men da må det omskifte sin efter- givende natur. Bestandig trængt tilbage fra begge sider, bestandig blødt og svagt , bestandig uselvstændigt , skal det på én gang fatte mod og vinde kraft til at vorde noget selv , og det skal holde ud i denne stemning. Alf det er meget onskeligt, men at det skulde ske, vilde fast være et særsyn. Llteraturen, der den gang, da den havde en Lfingt storre virkekreds, ikke kunde vinde nogen agtelse

^) En sådan forening kan ikke ske, siger man, thi ,jSa længe Norge bevarer sin selvstændighed , vil det bevare sit sprog." Det er en underlig måde at tale på ; det danske sprog er jo ingen del af Xorges selvstændighed. ,^r>et kan ikke få et nyt sprog, thi da måtte det vende tilbage til middelalderens barbari." O hvor kende de dog lidet til middelalderens barbari , de, som idelig føre det i munden. Var det italienske sprogs uddannelse en tilbage- venden til barbari , og var det luthersk barbari , der udviklede et ho.jtysk skriftsprog? Sprogudvikling er jo ingen tilbagegang, men et fremskridt i kultur. ^') En del har jeg også nedskrevet derom, men holder det tilbage, da det endnu ikke er klart, hvilken gang udviklingen vil tage.

112 DUS KORDISKE OLDTIDS BRTVDKING FOR IVUTIDRIV.

hos fremmede, skulde nu udholde den bestandige stiom fra syden, uden at tabe sin integritet, og vorde stor og blomstrende og rig på gode værker, og det hos et folk, der i alting har mest sans for det fremmede. Sligt vilde fast være et endnu storre særsyn. Løsrevet fra det øvrige norden , niije forbundet med en tysk nationalitet, skulde det danske sprog holde sig rent og skært, det, som allerede er halv fortysket; og forfatterne, der allerede nu sætte en ære i, at være ligeså meget tyske forfattere, som danske, skulde opofre deres liv, hengive deres dåd til et folk , hos hvilket de liden eller ingen påskonnelse kunne vente. Alt sådant tager sig smukt ud som en idyllisk tanke; i det virkelige liv vil det ikke finde sted. Alle de ulykker , som følge med en indskrænket literatur, alle de bryderier og al den snæverhjærtede usle kriti- kaklen , som bliver det herskende element i små snævre forholde, og i hiij grad er det hos os, men hvorover de skribenter hæve sig, der bæres på en stor nations skuldre, al denne kamp for at være og for at bane sine tanker indgang der, hvor den store hob er tankeløs eller lige- gyldig, og hvor de virkelige kendere ere så få, at de strax kunne tælles , alt dette vil tage livet af forfatterne, og lægge deres ånd i blytunge lænker, og de ville føle deres tryk så meget stærkere, jo ædlere gemytter de have. Hvorfra skal der komme sundhed i sproget, når det alle- rede indvendig er angrebet? hvorfra næring i kvisten, når den rives af fra sin stamme , og der ikke er ladet den rum på jorden til at udvide sig på? hvorfra tillid i litera- turen , når folket ikke kan bære den , når det som et siv vakler til alle sider, og ikke selv véd, hvor det har hjenmie? Det danske sprog kan slutte sig til det tyske , det kan med bevidsthed indgå en endnu niijere forening med den tyske litiratur. Ethvert skridt længer frem vil uund- gåelig føre til sprogets og literaturens opløsning. De ville

nR\ \<»IIDISKK CI.nTIDS llh;TVIlM\(; FOR M'TIOK.X. 113

Jildrii^ iritl\iike hcfydelig pfi n;jlK)litpr;i{urori , men talte 8li» deri. Det er imiligt , at ogisa det , nar overgangetis pin. agiiglied er overvunden, kan vorde et gode; men lyksalige de iijne , som aldrig få det at se , og lykkelige de oren, som aldrig skulle få det at hore!

Det danske sprog kan endelig slutte sig til den nor- diske sprogforening. Da de i sandhed ere ett sprog, som kun tidens fejltagelser have siinderlemmet, så kuruie de også i virkeligheden hlive til ett. Deruie literatur vil da vorde stor og stærk , så stor og stærk , som norden kan yde den. Alle de adsplittede kræfter ville da forene sig til ett mål. nordens åndige udvikling, og nordens millioner ville have agtelse for deres hesfr.Tehelser, ville give dem Ion for deres dåd. I det deruie literatur erklærer sig for at være nordisk , og giver det tilkende derved , at den vil hente frisk nx'rlng fra fortidens sprogrigdom (thi den besidder i sandhed en vidunderlig ejendommelig fylde) og fra de nordiske folks inderste sproggemmer, vil den kunne hævde sin selvstændighed; og skondt den modlager den nødvendige tilstriimning af almindelig evropæisk dannelse, vil den stedse kunne beherske denne stromning. Af det danske si)rog, s(un det nu er, vil alt ikke kunne vedblive; meget, som var, er allerede nu surdiet hen i tidens skod, meget, som er, vil nødvendig følge; men dette vil alliiievel ske, hvis det står ene, og endnu mere, hvis det slutter sig til syden. Adskillige tyske elementer ville visselig falde bort, forhen ere endnu flere bortlaldne; er dette da så stor skade? Alt hvad nordisk er, vil derimod ikke blot bestå , men befæstes. I en fælles nordisk udvikling vil Danmark aldrig blive det sidste led; det vil stedse være den vigtigste loder, mellenileddet, midtpunktet for kulturens stromning. Det bar flere hjælpemidler til nordisk sprog- kundskab i sit skod, det har allerede udviklet flere kræfter, og har udsigt til, når det vinder det øvrige norden for sig, 1844—18«. 8

114 DKN NORnisKK OI-OTIDS HKTYDMNO KMl M'TIDK\.

at kunne udvikle langt storre, Danmark kan ikke undvære det ovrige norden , fordi det alene , uden den fornødne indre sclvhestemniel.se , vil tabe sig i en i alle retninger adspredt alsidighed, der vorder til oplosiiitig; det ovrige norden kan ikke undvære Danmark, fordi det, nedsunket i sig selv, vil falde hen til ensidighed, til tomhed.

Sprogenes bevægelse er ti! fcuskeilige tider hojst for- skellig; stunduni stå de ligesom stille, til en anden tid, nar der ligesom kommer nyt liv i folket, tager beva'gelsen til . så at den endog truer med at sprænge sprogets grændser. Den voxer i almindelighed med en vis stadighed, og bliver ret mærkelig, når sproget, efter at det som en vild væxt har været overladt til sig selv. enten er i færd med eller for nylig har frembragt ypperlige ånds- værker. Sålænge planten endnu skyder op 1 sfiengel og blade, lader man den gerne skotte sig selv, og overlader den til den algode naturs aldrig tr.ætte omsorg , men når den udvikler sin fagre blomst , når den sætter saftfulde frugter , da begynder iisari at tænke jtå at indsamle dens fro for at bctrygg«' dens vedligeholdelse , da undersoger man hele dens udseende, og gransker efter dens ]>ygning indtil dens rod. Skonhed og nytte have hver på sin måde noget tiltrækkende , og ved deres magt drages man hen fil eftertanken og sj>ekulationen. Denne tid er tilvisse nu konmien for os. Tidsrummet fra Holberg til Evabl er fuldendt , lad da tidsrummet fra Evald til Oehlenschlåger ligeledes være det, og lad dem hvert med sit særegne pra'g blive stående til herdom for efterslægten. IMen et nyt tidsrum fra Oeiilensehlager til — en anden Oehlen- schlåger skal begynde. Dets præg skal v.ære samfolelse, samvirksondied , fadleskali i norden. Lad det da udvikle siar, ikke som en ruin af de foreiiående, men med samme selvstændighed, som de engang gjorde, ja med storre, og med dybere kundskab, med stiirre IVihed. Lad det vorde

DKN NOROISKR OLDTIDS HKTYDMXfi FOR NTTlDKiV, I lo

?t barn af en kraftig og god villie, og lad alle, der elske lorden, betænke, at enhver t^kal give sin skerv til at he- ede den ny digterkonges komme , at han kan modtage »proget, beriget, udvidet, renset og smykket, som sin illerede færdige arv , hvoraf han skal giJre den værdigste irng. Lad alle de minder være glemte , som kunne for- styrre den ny udvikling , lad ingen tanke på sit smålige <elv, lad enhver rive sig los fra vanens lænker for at hylde Vihedens lov, og når den klarer sig for bevidstheden, så five kraften fra oven sin velsignelse til, at alt dette må orde virkeliggjort i livet!

Forberedelserne ere gjorte. Sansen er vågnet for lordens sprogrigdom; 1 alle tre riger forene flere og flere iig for at bringe den for lyset. Så meget vide vi, at der )a den flade mark, imellem fjeldene og omkring de store iøer, i de gamle roller og skroller er stof nok til udtryk or alle vore tanker. Det skal uddrages, samles, ordnes ig forenes. Så meget vide vi, at dette stof er ensformigt, it det alt tilhobe udgår fra samme oprindelse, og at det ne med kærlighed bojer sig over imod og slutter si"- til let andet; at der i det fælles gamle sprog og de nu på æben levende dialekter ere elementer nok forhånden til ivad vi endnu behøve, til at danne et almindeligt tunge- nål , der kan bestå i sin ejendommelighed , og nu ikke aenger vil trænge til fremmede stiver og stotter.

Dertil vende da alle deres hu! Skriftsprogene selv tidbyde dem dertil; de trænge hvert for sig til forening, Ig muligheden af deres uddannelse taler for muligheden af t storre værk , deres forening. Når der overhovedet af lialekterne kunde danne sig et skriftsprog, så kan der af lere skriftsprog , når de kun i deres forhold berøre hin- mden som dialekter, udvikles et fælles skrifts|>rog. Lige- iom Jysk, Sjællandsk og Skånsk, der atter havde deres tnderdialekter , have kuimet sande sig i et fælles dansk

1 IG DK.\ \ORDISKK OMVriDS HKTVDMXO FOU \IJTinK\.

skriftsprog, saledes må også Dansk, Norsk og Svensk som dialekter af et og samme tungemål kunne forenes i et almindeligt nordisk skriftsprog. Hvo der læser tlanske bogf-r og breve fra tiden ft'ir reformationen, ser det tydelig nok for sine ojne, at hist er noget som er jysk, og lier er noget, som er skånsk, men ligeså tydeligt er det ham, at alt dette er dansk; ligeså vil han i nordiske boger finde, at den ene er svensk, den anden dansk, men nordisk ere <le alle. Medens hine mere inilskrænkede dialekter herskede ene , var der et slags skriftsprog i hver , men intet fælles. Nu ere der tre eller to nordiske skriftsprog, men intet fadles. Hvorledes kan dette da vorde?

Det er åbenbart, at den sidste opgave er vanskeligere, pn<l den første. Sålænge som dialekterne svævede frem og tilbage, var det lettere for et skriftsprog at forme sig; men nu , da norden allerede har tre (eller to) sådanne, have <lisse også erholdt en storre fasthed, en mindre be- vægelighed. Bevægelige ere de imidlertid, og det kommer kun an ])å, om der er en villie, der kan sa'tte dem i be- viegelse; uden den , det er der ingen tvivl om , vil der intet udrettes , men de ville hver for sig tage den vej, som tilf;eldet forer dem pii. Dersom det er dette , som altid styrer s|)rogene, så er al vor tale forgæves; men vi have vist ved bestemte exempler , at det tværtimod er enkelte mænd. De, på hvis villie det fornemmelig kommer an , ere forfatterne , som drage hoben med sig. Deres kald er svært , thi de have ikke blot deres egne liden- skaber at tæmme , og fordomme at overvinde , de skulle også stedse have hobens fremgang for oje, og de skulle som ij;ode førere hver gang ikke "ore notret skridt fremad videre end hoben folger dem. Men iblandt hoben (man tilgive dette ord , hvormed jeg ikke vil udtrykke noget nedværdigende) gives der også mange seende ; og de nævnte exempler, samt utallige andre, der også kunde

Di:^ NOUniSKK OLDTIDS ItKTYU.MlVU KOR XUTIDE?«. I 17

nævnes, vise, hvor meget de enkelte mænd cre i st.ind til at virke, når de viike med kraft og enighed. Det er altså til skrilieiiterne vi lienvende os, til deres indsigt, deres kraft og deres gode viUle. Nar vort forslag ikke nu eller hi'refter kan vinde dem , så er det taht. Men sige de allerede nu det, som man idelig horer: Nar du endelig vil reformere, så kom frem med noget gorligt, så må jog svare med Rousseau: Hvad der er gorligt, det står til eder, det er det som I ville giJre; skal jeg svare for eders villle? ^ eller klage de over, at formen sætter sig imod, så må jeg svare i dette, som i alle lignende tilfælde: Tiden er nedsænkt i formen. Men hvad er det værd så længe at trættes og kives om en form V Når I ere enige i , at den ikke duer mere , så forandrer den ! Det gode shnl herske, og det slette s/ial i^k under; det er væsenet. Eller vide 1 ikke hvad det gode er, eller formår I ikke at hævde det? Hvad må der da gfires , hvis udviklingen af et almindeligt nordisk skriftsprog nogensinde skal blive mere, end et indfald, et onske, skal blive til en virkelighed?

Vi betragte først det ydre, skriften. Dens behandling er lettere, og tillige sværere end selve sprogets; lettere at fatte, men måske sværere at iværksætte, lettere, fordi man hevæiier siar i et element, som villlen bedre kan beherske, sværere , fordi enhver forandring deri må kæmpe med vanen, den ren mekaniske vane, der overalt lægger hånd på eller endog tilintetgor den gode villie. Det er imidler- tid klart , at der må antages en for norden almindelig

') Proposez ce qui est falsable, ne cesse-t-on de rae repeter. C'est comme si I'on me disait: proposez de faire ce qu'on fait, ou du mo'ins proposez quelque bien , qui s'allie avec le mal existant. Un tel projet, sur certaines matléres, est beaucoup plus cltiniérique quo les micns; car dans eet alliage le bien se gate et le mal ne se guérit pas. — Ce qui est faisable est ce que vous voulez fuire. l)ois-je répondre de votre volonté? Emile, préface.

I 18 DKN SORDISKK OLDTIDS KKTYDMAG FOR MITIDKN.

skriCt, lige skikket til at udtrykke griindlydene i de nordiske sprog. Midlerne til denne ere alleredp forhimden. Megen ny gennemtænkning behoves ikke , kun erkendelse af den Indsigt, som allerede er erliværvel, og som ligger åben og tilgængelig for alle.

Med hensyn hertil har jeg i denne afhandling anvendt en retskrivning, som jeg forestillede mig at være skikket til ojemedet, en sådan, hvorved den danske brug kunde bevæge sig over imod og slutte sig til den svenske. En ringe eftergivelse fra dennes side vil giJre dem begge ensformige '. Jeg har anvendt den her , fordi jeg anså

') Brugen af fv med udtalen w var, Ifgesom endnu hos de Svenske, ikke ualmindelig i Dansk, f. ex. i ofver, hafver, lefver etc. (Svanings bibel 1G17 o. a.). Hos os er det nu aldeles ombyttet med u; skulde det koste stijrre overvindelse at opnå det samme i svenske skrifter? Opgivelsen af dette fe , som Tullberg kalder „den styggaste fliikk på vår raltskrivning" , men som i grunden dog er en ren ubetydelighed , nogen indskrænkning i medlydsfor- doblingen , som er dreven til yderlighed , det er det væsentligste, de Svenske have at giire. Men det er os, der skal giire det store skridt ; vore naboer komme leKcie derfra , da de allerede have gjort de første. For os bliver dit fornodne: de såkaldte latin.ske eller de almindelige evropæiske bogstaver, små begyndelsesbogstaver i alle ordklasser, enkelte selvlydstegn, intet understottende e (^kort, opgivelse af alt det gods, vi liave faet fra Tyskland), accenter i nogle enkelte tilfælde. Og så for resten ordene , sorn de staves, som de ere. >iår alt så kommer til alt, så består det hele ikke i andet , end at kaste nogle overllodige bogstaver bort. Er det da en så skrækkelig ting? Den gang, og det er ikke så forfærdelig længe siden , da man i Dansk ganske almindelig skrev f. ex* hiidft , kunde det måske falde en nyhedskræmmer ind at sige til den skrivende: Kære ven! det kunde du komme langt nemmere fra, når du blot skrev hid. Og hvad andet kunde derpå svares, end dette: Det lader sig ingenlunde gorcj det er just på disse mange dejlige bogstaver mnn skal kende, at det er Dansk. Vil man svare således cndni; V

ni;\ NOUDISKU OLDTIDS KKTYDl^^^G FOR iMlTIDKX. 119

det for gavnligt, at giire dens ejeiidonimeliglied anskuelig for alle ; (jeg har også tcnunoiig ofte anl'oit stykker af andre sprog, for at saniiueiiligiiiiig med dem strax kunde finde sted). Ingerisonihclst beskrivelse vilde være i stand til at tydeliggore li vad det var jeg mente, hvad jeg vilde; nu kan enhver se det, og hedtininie, hvor vidt han vil gå ind derpå eller ej. Enten er nu denne retskrivning ikke tjenlig til iijeniedet , og i så fald forljener den ikke at komme i befragtning, eller andre indse ikke dens fortrin, i så fald er tiden endnu ikke moden ^

Men grunde luå jeg naturligvis have ti! at tinske denne skrivebrug anvendt , og det er billigt , at jeg meddeler disse.

I det væsenflige er Rasks antaget, og grundene herfor kan enhver lære at kende hos ham, eller han kender dem allerede; en ubefydelig afvigelse (udeladelsen af/, hvoi- lyden uden detfe træder tydelig nok frem^) har jeg anden- steds allerede reffæ'rdiggjort , hvortil endnu kommer over- enssfenmM'lsen med svensk skrivebrug. Hvad der derfor her i)ehover at omtales , er næsfen kun den udelukkende brug af de såkaldte latinske bogstaver, og forkastelsen af store begyndelsesbogstaver i tiaviieord.

Om forholdet imellem de latinske og gothiske bogstav, tegn har Rask ' alierede talt udforlig. To slags ere ikke fornodne, og den latinske form kan ikke undværes. Den er

') For almcnlieden vil det være noget ligeg:yldigt, at jeg ved dette forsøg tillige har opfyldt en af livets Lelligste pligter, pligten mod de dode: Dersom Kat.k liavde levet nu, vilde han ikke have undladt, at forfplge et af bit livs ijjeined, saledes som tiden kræver det; tå længe han mindes, må nogen vedblive at giire det, ind(il natur og sandhed endelig sejre. ^) Enhver , der kan stave ske, (ferne, o. s. v. far derved den rette udtale, og mere behoves ikke. ') Foruden i hans Refskrivningslære findes der bemærkninger heiom i hans sv. gproglære (iSamkde afli. •Jiiic d. s. ^i Ij-

120 DKN NORDISKR OLDTIDS BKTYDM\G FOR NTTinRN.

den oprindelige , den skunneste , o£» den alniindelij? evro- pii'iske; de Svenske have ogsii antaget den. Kende den gothiske, må vi, men til at skrive den, er der ingen nød- vendighed forhånden. Når undervisning i skrivning herefter alene holder sig til én slags skrift, vil denne undervisning vinde hetydelig; man vil, da de latinske træk ere lettere, erholde samme, ja endnu stiirre færdighed i halv så lang tid, og hånden, som ikke hehover at hevæge sig pa tvende mader, vil erholde storre sikkerhed. Brugen af den latinske skrift er desuden allerede nu i det daglige liv ganske almindelig , selv hos dem , som lade trykke med gothiske bogstaver. For bogtrykkerierne må det være en vinding, når man ikke behover to sæt skrift ved siden af hinanden (at man vil afskafte alle de andre ganske moderne gothiske plumpheder, er at hube). Det tykkes mig overflødigt at tale mere om en sag , som allerede er afgjort af alle dannede nationer i Evropa. INår vi ville , at de skulle læse vore boser , bor vi ikke støde dem fra os ved en gammelgothisk tryk, som de finde vederstyggelig, og som kun vanen har gjort smuk i vore iijne. Forsøg på , at fore denne danske eller tyske brug over til Sverrige, selv om det for et ojeblik kunde synes at lykkes, kan dog i langden ikke bestå, thi det var at opfordre de Svenske til at opgive en fordel og skonhed, de ikke uden besvær have vundet, og som de, når vi slutte os til dem, ganske ville tilegne sig. Selv de , som uden vanskelighed ville opgive de gothiske bogstaver, ville dog længe hænge fast ved brugen af store begyndelsesbogstaver i navneord. Ve grunde, som Rask* anfører for denne brug, ere: Først beråber han sig på overensstemmelsen med tysk brug; det er just derfor vi forkaste de store bogstaver. Vi må foretrække overensstemmmelsen med almindelig evropæisk brug, når

') KLt^kiivniii?!sl. s. 127.

DKN NORDISKK Ol-DTIDS IlKTYDMNfi KOK IMUTIUKIV. 121

Rkrifteii ikke skal repræsentere et afkrogssprog, men hele nordens; og det ni:i va're ni vinding, nar udseendet af skriften letter adgangen til dette sprog ikke blot for de Tyske , men for alle Evropæer. Dernæst beråber Rask sig , og det Især (det var egentlig det , som bestemte bani) på adskillelsen af utallige ord , som ellers ere aldeles lige i udseende. Men det er en i gig selv underlig regel, at skrive alle navneord med. store begyndelsesbogstaver , fordi måske en snes (dot er dog nok det bujeste, hvortil man kan drive antallet) derved kan adskilles fra andre ord; det vilde jo da være tilstrække- ligt, at skrive denne snes dermed. Og desuden er der en stor del navneord , der alligevel ikke kunne adskilles (som en sky og en shj\, en hrml og et brud, en kost og en kost o. s. v.) samt ligeså mange eller endnu liere ord, der ligne hinanden, og dog komme til at skrives med små bogstaver, fordi ingen af dem ere navneord (som at nære og luere frænder , at vare og de vare , o. utall. a.) men de forvexles dog ikke , ja det falder i almindelighed ikke nogen ind at bemærke ligheden. Det er også tilforladeligt, at denne betragtning ikke har bidraget til at indfore den herskende brug; Rask anvendte den kun for at holde på den. Hertil kommer, at brugen af de store begyndelses- bogstaver i navneord vel nu er en almindelig brug hos os, men ikke nogen ganmiel. Ligesom vore gande love og overhovedet al gammel dansk skrift kun kendte én bogstavform (der også anvendtes i Latin), således kendte den heller ikke til anvendelsen af store begyndelsesbog- staver i navneord. Hvad der ser således ud, findes ligeså vel i alle andre ordklasser; det er ganske tilfældige storre træk, der også hyppig forekomme i midlen af ord. 1 Syvs sprogkunst 108.') er denne brug endnu ikke anvendt , og den er i det hele forst bleven ret almindelig

122 DK\ ^ORUIS^K (»LDTID.S HKT Y l).\ I .\<; l'OR ,\CTrl)i:.\.

efter 1700 ^ Ganske almindelig er den i hele tidens lob endda ikke bleven , tlii i bilieloversættelseine o. lign. har man gerne anvendt sma bogstaver i navneordene med, hvilket endnu er tilfældet i iiibeludgavon fra 1810, uden at man nogensinde har liort noget om , at dette har for- årsaget forvirring , hverken hos almuen , hvor denne bog dog må være en af de almindeligste, eller hos nogen anden. Det er overhovedet en stor underlighed , at mænd kunne lægge vægt på det, son» af alting er det allerubetydeligste. Ved at forkaste denne brug undgår man endelig alle de kvaklerier, som selv Rask plagedes med'^ for at bestemme, hvor små og store bogstaver skulle bruges.

Denne brug af store begyndelsesbogstaver til ligesom at udnnerke navneord linder ikke sted mere hos nogen eneste civiliseret nation , uden hos Tyskerne og os , og den tjener ikke til den mindste ting i verden; den kan derfor ikke anses for andet , end en særhed ^. Begge

^) Rasks Retskrivningsl.Tre s. 128. I Betænkninger over det cimbritske spro«; tinr Syv ligefrem udtalt sig derimod. Efter at Iiave anført bogstaverne, siger han s. 46: ,jNaar disse bogstave have en stiirre figuur, kaldes de i tr^keriet Versaler, og bruges forst paa" (det er i begyndelsen af) .jalde de Kgne jNavnc , hvor noget synderligt betydes" (^hvor noget skal udmærkes) , ^^og hvor en ny niecning begyndes. Bogtrykkerne sa'ttc og de selvstændige oord (Substantiva) med store bogstave for an, hvilket ei- ufornødent" (hvortil han fiijer som anmærkning : .^uden mand vilde gjiire d(^t ved Xomina , som skrives som Verba." Altså har han tænkt på, at man kunde derved adskille lignende ord , men han har ikke anvendt det). 2) Retskrivningsl. s. 129. ^^ Tullberg (Sv. i-iitt- skiivningsl. Lund 1811 s. 27) siger derom : ^,Bestamningsgrunden fiir vaiet av de så kallade stora bokstaverna ar tydlighet. Man anvander dem altså vid boijan av hvarje ny mening, samt vid nomina propria , vare sig namn på personer alier lander ok orter. Att i likhet mad danskar ok tyskar skriva hvar-je substantiv mad stor begynnclsebokstav ar ett grovt missbruk ; ok har- , utom fiir en okunnig friiniling , ingen annan fordel iin en lilttare tillviiga-

J)KN NORDISKK OLDTIDS IfKTYDMAO KOIl .\r'TIDK.\. 1'23

tlele, liiide tien og den gotliisUe Itogstavfoini, have vi ("aet fra Tyskland, osj beiju;e dele vidne oui v<ii' al'liæiii'ii'lied og vedliijngerilied ved den tyi?ke literatur. Det er pa tiden at vi erkla-re os, at vi lade verden vide, at vi ville liore op med at bære Tysklands slæb, og med selvbestemmelse ville træde ind i de øvrige civiliserede evropæiske tolks ra-kke.

Men (let er nu dog engang dansk! Ja, siden jeg \éå ikke livor længe have vi det og det og det; hvad der filers viser, at et folk er trægt og sloser, bliver det til en luld- kommenbed, niir det er dansk?

Men skribenten er nu enuansr afhænniij af sit folk, han må rette sig efter det, det går ham ikke godt, hvis han ikke vel tager dette i agt. Skal da det, som tænkeren anser for afgjort med liensyn til det hiijestc, ikke engang kunne gadde ved så ubetydelig en ting som bogstaverne: ,^Von der besehråtiktbeit und bediirltigkeit seiner leser empfångt der scliriftsteller niemals das gesetz. Dem ideal, das er in sich selbst tragt, geht er entgegen, unbekiimmert, vver ibni etwa folgt und wer zuriickbleibt '".

bring;ad enliet , ty sammanhanget skiljcr liitt nog den ena ord- klassen fran den andra. Men denna enliet ar falokj ok den standiga omvakslingen av små ok stora bokstaver s"'" skriften ojamn ok smaklos ; osats fria fart liindras vid låsningen, liksoin piinnans vid skrivningen." Det er måske ikke af vejen , at be- mærke , at de tilfælde, i livilke de Svenske nu bruge store be- gyndelsesbogstaver, ere de selvsamme, som den gamle ærværdige danske sproglærer Peder Syv angav som dem , hvor denne brug burde finde sted, og at den nu herskende brug allerede tildels var begyndt , men kun som en folge af nogle bogtrykkeres misbrug. Skulde det da med rette kunne formenes nogen dansk forfatter, at lade denne misbrug fare, og at vende tilbage til den ægte danske skik ?

') Scliiller Uber die nollivvendigen grenzen beym gebrauch sclioner formen.

124 DKX NOlltllSKK OLDTIDS UKTVDMNG KOR M"nnKl\.

Som grunde for den her anvendte retskrivning kan da , når det , soru her er ytret , samiiienfattcs nied det meget, .s<»ni Rask og andre allerede have udviklet, især foli^i'nde anføres: Forst det, at vi derved give en fri og åben erklæring, at vi ville skille os fra den tyske brug, i hvis ledeband vi hidtil have gået. For det andet det, at vi derved træde ind i de øvrige Evropæers r.xkke fra Cadiz af indtil Island. I selve Tyskland har også allerede denne store og udbredte literaturs storste gransker J. Grimm gjort det samme; hans voluminøse værker ere udkonme i flere udgaver, og konmie bestandig ud, uden at det er faldet nogen ind at dadle, end sige at håne ham. Det kunde måske være rettest at oppebie, hvilken virkning hans store ordbog vil gore i Tyskland. Dersom de store begyndelsesbogstaver få afsked der , så er der jo ingen tvivl om, at vi også give dem afsked; men hvis tingen ellers har nogen grund , hvorfor skulle vi da tøve? Den tredie fordel er, at de Svenske allerede have antaget den latinske bosstavra'kke som den sædvanlige i skrifter og som ganske almindelig i det daglige liv, samt forkastet luugen af store begyndelsesbogstaver i navneord , og i flere henseefuier antaget en retskrivning , der ligger den lier anvendte særdeles nær; nar vi ville, så er der altså intet i vejen for indførelsen af en almindelig nordisk skrift. Endelig vil man ved at antage den latinske bogstavrække vinde de efter al hidtil anstillet granskning simpleste og bedste midler til at forbedre retskrivningen , da der I denne bogstavrække allerede haves tegn til alt hvad der behøves, hvilket ikke uden stor besvær kan fås i den gothiske; og ved at, optage de her bentjttede midler vil man få retskrivningen henfort til noyle ffnnske få simple regler isteden for de evindelige undtagelser og af- vigelser , som hidtil have gjort den til en plage for

i»k:v ivoRnrsKK oldtids bktyd\i,\o kor mitidrx. 125

alle , og været til hinder for nogen tænkelig harmoni og overensstemmelse *.

Maske havtle jog dog, for at kunne vente niedfolgpre, ejort bedre i, Ikke at ga su vidt. Men jeg liekymier mig, som allerede ovenfor er sagt, aldeles ikke om medfolgere) det er hverken min agt eller min l3"st, at hværve tilhængere. De, som ville koninie, må komme af sig selv. Men jeg holdt det for rigtigt, på en gang at stille det for »>je, som jeg anså for den yderste grændse , hvortil man måtte komme; og ligesom Rask allerede fiir har gjort, således forekommer det også mig bedst, strax at give en idé i sin fulde udstrækning , strax at fremstille <!et endelige mål. Med dette f(»r iije tor man håbe at komme det naMinere, end når man hver gang ikke ser på andet, end det skridt, som nærmest og allerforst er at giJre. Hvor megen mod- stand der end har ytret sig imod Rasks bestræbelser, så er det just derved, at de have haft så megen indflydelse, just derved, at man bestandig er rykket videre og videre frem imod det han tilsigtede, at det klart sås hvad det var han vilde. Ved at bestemme det endelige mål , vil man også stå mindre fare for , at komme på afveje (pa sådanne er man allerede), som, isteden for at fore til det, måske fore forbi det.

Man vU således her finde, at jeg har vogtet mig for, at lade skriften rives bort af den skodeslose udtale, at det derimod er mit onske , at holde sproget fast ved sla oprindelighed, at holde dets stroin indenfor sine visse be- stemte grændser , og ikke tillade det at skylle over til

'3 Skrivningens hurtighed er naturligvis en ren biting, men det er dog påfaldende, hvor meget den fremmes; man bliver fri for de mange sving og kanter på de gothiske bogstaver; de mange store bogstaver tage en del tid til ikke mindste ii^ tte , og så do mange overflødige bogstaver man bliver fri for, de mange e og J, der ikke befordre læsningen det mindste, men kun opholde iijet.

126 nR\ .\ORnisKK or.DTrns rkttuxixo for mitidk\.

alle sider. Detfe bliver lilfa'Met , nar iirltalen udon l»e- tingolse opsfillos som hovedlov for skriften ; thi kiiri fra en vis betinget udtale kan loven ga ud. Udtalen skal gives , men ikke den udartede (selv om den var byppig), ikke den fordærvede , ikke den forstyrrende , ikke åen meningsløse.

1 denne henseende vil det for skriften og det , som den afbilder, det bujere skriftsprog, være tjetdigt, at an- stille en sanmienligning forst imellem alle de underordnede dialekter og deres forbold til de tre overordnede: Dansk, Norsk og Svensk ; dernæst at anstille en sammenligning imellem disse tre; og endelig at henføre alt dette til den fælles oprindelse, samt bem;erke måden , hvorpå denne i tidens lob bar udviklet sig igennem alle tre riger. Blikket vil udvides, og alle nordiske sprogslutninger ville blive sikrere, når granskningen ikke bevæger sig indenfor hvert sj)rogs særegne grændser , men udstrækker sig over det hele. Dette hele er jo dog ett. Og tages da tillige det hitjere skriftsprogs værdighed i betragtning, så vil det snart vorde indlysende, at denne ikke tåler en slap efter- givelse for den mundtlige tales flygtige forandringer, men kræver en vis varighed, en bevarelse af ordenes gruntllyde, således at det, s<im ligger i begrebet, også kommer til at ligge vel forvaret i lydene. I andet fald vil ordet, inden man véd af det, blive rent borte.

Derfor kan jeg ikke bifalde , at optage hverken det .svenske eller noget andet nordisk sprogs afslovede former, ligesom jeg allerede forhen har ytret , at almuesord hor optages i deres hojere , med skriftsproget harmonerende form. Det, hvori sprogets præ'g er bevaret fra oldtiden til nu, det, som i det hele bar været og er det herskende i det hojere sprog, det bor også bevares, oni end udtalen på enkelte strækninger er afvegen derfra; den må have vundet en afgorende sejer, forend man giver efter for den;

T)Ki\ i\OUniSKK or-DTinS UKTVnMiNG FOR M'TinR\. 127

eller: nordisk analoiji er at foretrække for blot dausk eller svensk. Derfor kan jeg ikke billige, hvis nwiti vilde i (let svenske skrive av for af (men vel forkengel d. ave) sjuta for skjuta, jiva for f/iva, tjdra for kam, jud for Ijud o. desl. , thi den svenske udtale, selv om den var ganske almindelig, hvilket næ|)|)e er troligt, liliver her at betragte som en provinsieludtale i sammenligning med den oprindelige og i tidens lob herskende. Ordet Ijnd er isl. Ijod, hljf'iå (t. laut), d. hid, der aldrig udtales som ifd, hvorved jo også betydningen aldeles vilde svinde hen; den svenske udtale kan derfor kun betragtes som en ud- artning , som en endnu yderligere afslovning, end den danske. Om end skjuta i Sverrige og Norge lyder al- mindelig omtrent som sjuta (men jeg kan ikke tro, at k- lyden overalt skulde være opgiven) , så er det dog ikke tilrådeligt, i skriften og i det hojere skriftsprog at optage deime form , da det oprindelige skjota og dansk skijde vise de oprindelige til ordets forståeligbed nødvendige grundlyde, og godtgore , at disse ingenlunde endnu ere forsvundne fra norden. Ligesom vi i Dansken beholde /* foran / og v, skotxlt det i almindeligbed ikke hores, fordi det endnu er bevaret i den jyske dialekt, altså dog endnu er til i Dansken , således have vi også al opfordring til at bevare de grundlyde , som kunne være bortfaldne i et af de nordiske riger, men findes bevarede i et andet, altså endnu ere nordiske. Og således i alle limiende tilfælde.

Enkelthederne kunne vistnok underkastes yderligere granskninger '. Disse ville fremskyndes, når det betienkes,

O Bruden af aa eller u, af æ eller å o. desl. er ganske lige- gyldia:; og hvis nogen sætter pris pa disse sma for.-<kellig;hedcr, så ser jeg ikke, hvorfor man ej i Dansken kunde beholde aa og «B, i Svensken å og å. \år man vil adskille o og tf , må man naturligvis gore sig bekendt med udtalens afvigelser i begge sprog (angående den svenske henvises til Tullberg) , men selv om man

128 UF.y XOIIDISKR (ILDTIDK IIKTVDMXr. KOR ^UTIDKX.

til hvor stort et ituil de skulle fore: en stor og u(ll)rf(lt literatur. Det er ikke af vejen , stedse at minde og at mindes om dette. Dersom mængden overhovedet kan sætfes i bevægelse, skulde man tro, at et så ædelt formal måtfe hringe den til at lade al fordom fare. Ikke des- mindre vil fremgangen blive langsom ; beklage sig over denne sendrægtighed, bor ingen. Hvad der må beklages, er kun det kryb , der ligger på vejen , og som hverken selv vil frem eller kan komme, men bider alle dem i fødderne, der gå forbi det.

Det kunde måske falde nogen ind at bemærke, at det jeg her anbefaler og mine foresfillinger om skriftens forhold til skriftsproget adskiller sig fra eller stemmer i det mindste ikke ganske overens med det jeg forhen har antaget eller Ila^k. Det forhedder sig sti. Rask var hildet i den tanke, at man af bogstaverne , disse ren materielle ting , kunde skabe noget virkelig fuldkomment, der kun er åndens værk; jeg var hildet i min uendelige hengivenhed til ham. Men bogstaverne, om de ere små eller store, runde eller kantede, ere mig nu i sig selv ligegyldige; jeg betragter

ikke kan blive eniiC derom, kan de tvende tegn, som allerede haves, ikke fcirarsa^e mindste ulempe eller men , da enhver i dem kan 80 den lyd , han attrår; omtrent som svensk og dansk mand i skrivemåden fosterland læser det han udtaler , skondt det ikke lyder ganske ens. Jeg siger ikke , at man skal blive derved , at man ej skal attrå en nojagtig retskrivning, men for det første giir man vel i, ikke at drive fordringerne til læserne, der sommetider ere skrøbelige væsener, for vidt. I det danske sprog er der hverken tvivl om forskellen imellem begge lyde, eller om de tilfælde, hvor den ene og hvor den anden høres; derfor har jeg uden betænkning anvendt begge tegn. Men det synes endnu ikke at være afgjort, om den svenske udtale falder sammen med den danske; dette kan kun oplyses derved, at man også i Svcrrige henvender opmærksom- heden på dette tenornen , og hvorledes det viser sig i landets forskellige egne.

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. 129

dem kun som miiller til et hojere formål , og bedommer deres anvendelse fornemmelig med hensyn til det. At rive tankegangen los fra det materielle , det er det , jeg har forsøgt. Med den indsigt, som spekulationen over Rasks system måtte fremkalde, vendte jeg tilbage til begyndelsen, optog fra ny af alle tankerækkerne i min sjæl , og lod dem udvikle sig med storre frihed. H\o der i ti år vil gtire det samme , vil fole virkningen deraf. Men enhver, der har vundet en overbevisning, er desuagtet og må være langt fra den tro, at den i og for sig er den bedste; det eneste, der er hans, er den bevidsthed, at han attråede det gode , og gjorde sit til at forskaffe det erkendelse

hos andre.

Men erkendelse- er heller ikke nok , den må blive til gerning. Der er det, at mange ville blive stående for storste delen af udvortes grunde; og ligesom ved enhver anden fremskridende forandring i verden , vil der også med hensyn til retskrivningen mode mange indvendinger af den slags, som det næppe er muligt at forudse, som derfor i almindelighed gore sig stærkt gældende, uden at man forud kan mode dem. Alle sådanne overvinder imidlertid tiden af sig selv , når den kun vover og fatter mod til at skride frem.

Dertil turde måske høre den allerede forhen berørte forestilling, at forandring af retskrivningen vilde gore den til- værende literatur utilgængelig. Dette har aldrig været tilfældet, hvorfor skulde det da blive det nu? Både den spanske og den svenske retskrivning have undergået næsten pludselig en stor og påfaldende forandring; literaturen har ingen skade mærket deraf, den er efter den tid bleven endnu frodigere. Al- muen stødes ikke det mindste ved sligt, og det er virkelig kun den såkaldte dannede klasse, der fornem vender sig bort fra det, den ikke forhen har set. Enhver virkelig dannet mand læser jo uden anstød skrifter, der ligge endnu langt længer

9

130 DEN NORDISKE OLDTIDS BKTYDNING FOR NUTIDEN.

tilbace i tiden, og han måtte io skamme sig, når bog- staverne kunde lægge ham nogen hindring i vejen derfor. Eller, for at tage en ganske materiel indvending, der måtte dog medgå store summer til at optrykke ældre skrifter , som ere almenlæsning. Naturligvis , de medgå alligevel , og er den ny skrift da kostbarere , end den gamle? At forandringen ikke er en chimére, ses just deraf, at der behøves så ringe materielle midler til at sætte den igennem. Den mand , der vilde have den nuværende svenske retskrivning indfort , var så velhavende , at han formåede det. Og hvor meget skulde der vel behoves til den danskes ? Så meget , som en bros anlæg , en stor sades brolæsnin" i hovedstaden koster, anvendt til at bringe tiltrækkende skrifter i alles hænder, vilde, al anden modsigelse uagtet, være tilstrækkeligt til at skaffe den indgang. Kan det, der kan udrettes med så lidet, kaldes en chimére?

Det har forniijet mig, i det jeg overtænkte dette, at

træffe på et stod , som viser , hvorledes sådanne forslag

til alle tider må kæmpe næsten med de samme hindringer,

og hvorledes de dog, al tidens modstand uagtet, endelig

sejre. Det er Rousseaus forslag at bruge taltegn ved

musikken til sang isteden for nodetegn , hvilket jeg midt

i Danmark har set udelukkende anvendt i en offentlig

undervisningsanstalt , og der , så vidt jeg véd , som en

følge deraf er udbredt over hele landet, .leg vil hensætte

Rousseaus ord derom, da de meget godt lade sig anvende

på vor retskrivning : ,,Tout le monde convient , que les

caractéres de la musiqiie" (og vor retskrivning) ^^sont

dans un etat d'imperfection peu proportionné aux progrés,

qu'on a faits dans les autres partles de eet art; cepen-

dant on se defend contre toute proposition de les reformer,

comme contre un danger affreux. — Ouol? faudra-t-il jeter

au feu tous nos auteurs , tout renouveller ? La Lande,

DGN NORDISKE OLDTIDS BBTYDNING FOR NUTIDEN. 131

Bernier, Corelli: tout cela seroit done perdu pour nous? — Je ne sais pas bien, coniment l'entendent ceux, qui font ces objections; niais il me semble , qu'en les réduisant en maxiraes, et en détaillant un peu les conséquences, on en feroit des aphorisnies fort singuliers , pour arréter tout court le progrés des lettres et des beaux-arts. D'ailleurs, ce raisonnenient porte absolument å faux ; et l'établisse- ment des nouveaux caractéres , bien loia de détruire les anciens ouvrages, les conserveroit doublenient, par les nouvelles editions qu'on en feroit , et par les anciennes, qui subsisteroient toujours. — Je sals que les musiciens" (og ligeså sprogmændene) ^^ne sont pas traltables sur ce chapitre. La musique pour eux n'est pas la science des sons; c'est celle des nolres, des blauches, des doubles- croches; et des que ces figures cesserolent d'afFecter leurs yeux, Ils ne croiroient janials voir réellement de la musique" (sproget er for deni ikke de hørlige lyde, men forbindelser af aa, ii, uu, oe etc. og når disse tegn ikke falde dem i ojnene, så tro de i gerningen at sproget er blevet borte). „La crainte de redevenir écoliers , et sur-tout le train de cette habitude, qu'ils prennent pour la science niénie, leur feront toujours regarder avec méprls ou avec effroi tout ce qu'on leur proposeroit en ce genre. Il ne faut done pas compter sur leur approbation ; 11 faut méme compter sur toute leur résistance dans rétablissement des nou- veaux caractéres, non pas comme bons ou comme mauvals en eux- mémes , mais simpleiuent comme nouveaux*."

En for hele norden almindelig skrift , ved hvilken sprogene efter deres ydre udseende kom til at nærme sig hinanden så meget, at boger i alle tre sprog næsten uden anstod kunne læses i alle tre riger , må anses for det forste fornodne fremskridt. Allerede derved vil sprogenes

') Rousseau sur la musique moderne, préface.

9*

132 DEN N0RDI9KB OLDTIDS BRTTDNING FOR NUTIDEN.

Og literatuiernes nojere forening betydelig forberedes. Selv om der for det første ikke blev vundet mere , så vilde dette allerede være nok, og man kan for ojeblikket ikke vel gore nogen stærkere fordring til tiden. Allerede derved måtte, når alle vordende skrifter vare lige tilgænge- lige for alle , og et påfaldende lighedstegn var dem på- præget, mangfoldige ord og former ligesom af sig selv og umærkelig gå over fra det ene sprog til det andet. Men vi gå videre; vi vilde gerne, om det var muligt, se ind i tiden , og betænke hvad den bærer i sit skød. Sprogene selv skulle forenes.

Hvorledes kan det ske , vil det ske ? Det vove vi ikke ligefrem at besvare ; le mieux ne s'exe'cute pas, comme il s'imagine. Men nogle bemærkninger ville vi dog hensætte, der måske kunne bidrage til opgavens løsning.

Sprogene kunne forenes , enten således at elementer nogenlunde ligelig anvendes af dem alle, eller således, at et af dem trænger mest igennem , og ligesom tilbage- trykker og overvinder de andre. At sådant sker , har man ofte i historien haft exempel på; vi skulle blot nævne, ^t svensk skriftsprog nu er herskende der, hvor der forhen var en gren af dansk tungemål , og at Hojfysk har ud- bredt sig over en stor strækning af vidtudbredte dialekter, der hver for sig , under andre omstændigheder , kunde have egnet sig til at Mive skriftsprog. Sådant kan ske uden erobring eller politisk undertvingelse, ved den sejrende magt , som ligger i en stærk udvikling af literaturen , i skrifter , der ved indhold og sprog hæve sig stærkt frem iblandt hoben. En Luther i norden vilde uden sværdslag kunne have gjort det samme underværk , som Luther i Tyskland. Men et sådant underværk behøver heller ikke at ske ligesom ved et stort hovedslag, det kan også fuld- endes ved en gradvis fremskriden i tiden, når denne kun er begavet med den fornødne bevidsthed. Heri ligger

DEN NORDISKR OLDTIDS BKTYDIVIXG FOR MJTIDEIV. 133

altså en opfordring til de nordiske folk at udvikle sig; det, hvis literatur bliver den fortrinligste, vil rimeligvis ved sit sprog også komme til at beherske de andres. Lad dem da kappes! Men selv under denne udvikling er det sandsynligt , at på en vis tid , ved én eller (lere stærkt fremtrædende store skribenter, o. desl. , vil en særdeles mærkelig vending finde sted (tidspunkter, der siden i literaturens historie danne epoker); men når, hvor, under hvilke omstændigheder denne vil ske, kan naturligvis intet menneske forudse, det må overlades til forsynets styrelse.

INår vi da indskrænke vor betragtning til det , som ligger indenfor menneskelig synskreds, til det, som villien kan bestemme sig for , så må tvende ting komme under overvejelse: den grammatiske bojning og ordforrådet.

Det vanskelige ved overgangen ligger måske i den grammatiske bojning? Men betragter man denne nojere, så viser det sig , at det modstridende især findes i visse bogstavovergange, og overvejer man, hvad der atter i dem især forårsager striden, så er det det svenske sprogs hårdere medlyde, modsatte de bløde danske, og de svenske mere fuldtonende selvlyde, a, o, u, modsatte det danske e. (Hvilken vending det norske vil tage, kan endnu ikke be- stemmes, men når det vil udvikle sig ved hjælp af almues- målet , vil det nærme sig det svenske). Her synes det umuligt at afgiire , om noget af sprogene vil give efter for det andet, eller om begge ville hævde deres ret, om det danske vil stå stille, og ligesom på én gang vende om , eller om det svenske vil skride fremad , og derved efterhånden nærme sig det danske. Det sandsynligste er vel, at hvis begge sprog træde i en nojere forening med hinanden, ville de afslibe hinanden, og det ene tabe noget for atter at vinde fra det andet. Det , der står til at onske, er kun, at det i sig selv bedste må sejre. Rime- ligst er det vel, at det enestående, det, som kun findes i

134 DEX NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

et af sprogene , og som overhovedet ikke har nogen ret grund i sprogenheden, vil falde bort. Således kunde det vel være, at det svenske -n i gerningsordenes anden person i flertallet vilde tabe sig, såvel som det ved en fejltagelse opkomne Ni for /. Men det er heller ikke utænkeligt, at det danske vil antage nogle af nabosprogets niere fuld- tonende former. En sådan tilbagegang er , som allerede forhen er bemærket, ikke endda et ganske uset fenonien; man er kun så sjælden opmærksom derpå, fordi sprogenes historie endnu ikke hore til de ting , undervisningen be- skæftiger sig med.

Da det naturligvis aldrig kan falde os ind , at ville forudsige , hvad der vil ske , men vi kun have for oje, hvad der rimeligvis kan ske , så vove vi vel ikke for meget ved at underkasle nogle enkelte tilfælde en ntijere betragtning.

Det svenske kan komme det danske nærmere , end det allerede nu er , og omvendt.

Det svenske kan komme det danske nærmere. Når man betragter navneordenes btijningsmåder og den måde, hvorpå de i begge sprog have udviklet sig, hvilket bedst ses ved sammenligning med Islandsk eller, hvad der er det samme, med ældgammel Svensk, så står den nuværende svenske formation imellem den gamle og den nuværende danske , i det de i forskellige bojningsmåder adskilte kon have begyndt at falde sammen, mindre i Svensk, stærkest i Dansk. Men der viser sig også i Svensken tydelig en tllbojelighed til at skride endnu videre frem i samme ret- ning , (hvilket er så meget rimeligere , som det er den naturlige udvikling i alle nyere sprog) , men det vil være det samme , som at nærme sig Dansken mere og mere. Konsblandingen ses allerede tydelig i navneordenes be- stemte form , da nogle intetkonsord i flertallet på -n (for- medelst ligheden med det ubestemte flertal) antage de

dk;v nordiskg oldtids »etydniimg fok ivutidbn. 135

andre kons endelse (f. ex. rikena)', og hankons- og hun- konsfornierne , der oprindelig vare -ne og na , mere og mere blandes imellem hinanden (f. ex. sknlderne og skal- derna, fiiderne og fddcrna) '. Tilbujeligheden til at lade Endelsen -a gå over til -e ytrer sig også i former som skole, vane, for skola, vana, om end de første ere frem- komne ^^af 'missbruk" ^ ; samt ved optagelsen af e i sammensætning (kronika, men krdnikeskrivure ; ara, men årefidl). Ja , hvad der er endnu mere : nertalsformerne på -en og -er forblandes (som urenden og årender, rege- nienten og regementer, som i Dansk^; det er derfor ikke umuligt, at formen på -r kan gå over på den hele klasse, så at hjertan blev til lijertar, arbeten til arbeter, ligesom dansk eren nu næsten ligeså almindelig hedder erer. Det er med andre ord: bojningssystemet ytrer allerede nogen tilbojeliglied til oplosning, og der er derfor al sand. synlighed for , at det vil skride frem i denne retning. Hvad medlydssystemet angår , da er det jo ganske vist, at mangfoldige hårde medlyde efterhånden ere gåede over til bløde; det er nu ingenlunde at (inske , at denne over- gang skulde drives til det yderste, men den forrige erfaring viser dog, at det samme også herefter kan ske. Hvor meget eller lidet man nu end vil antage for rimeligt af disse og lignende forandringer , så er i det mindste det ojensynligt, at hvad der ved fejlagtige gransk- ninger er indbragt i sproget, vil ved andre bedre gransk- ninger atter kunne bringes ud deraf; og dette vil uden tvivl i flere tilfælde , eftersom sprogbygningen i alt det

^) Se Tullbergs ypperlige Sv. sprakliira , utgiven af Ek (Lund 1836) s. 20-21. Fenomenerne omtales også i den samme ar af Sv. akademien udgivne språklara, s. 100. 101. men der må man ikke vente at finde nogen indsigt i deres sammenhæng. ^^3 Tullberg, s. Id. Hos Mobcrg (Sv. grammat. andet oplag, s. 196) finder man en stor del exempier. *) Tullberg, s. 13.

136 DRN NORDISKR OLDTIDS BRTYD]VI^'G FOR NUTIDElt.

væserstlige er den samme, fore sprogene nærmere sanmien. Når de Svenske f. ex. adskille bifornien fra intefkon af den lidende tillægsform , og således skelne imellem : jag har trott og det år trodt i^.jeg har troet, det er troet), så kan intet være simplere, end at opgive slige selvgjorte adskillelser, og at vende tilbage til den simple sandhed; og svensk hade af har er jo ikke andet end en skødesløs udtale for havde ; forskellen imellem triid og trii er vel ej så vel grundet, at den kan vente varighed, o. m. desl. Konnet er, for at betragte et andet grammatisk tilfælde, allerede kommet så langt bort fra den første naturtilstand, da det havde en afgorende indflydelse på begrebet, så at det nu næsten er ^igegyldigt, om man siger fornuften eller fornuftet, mennesket eller menncsken, ligesom det over- hovedet i adskillige ord i samme sprog vakler, som i en eller et værd, en eller et tække, og når man betragter et sprogs perioder , så skille disse sig blandt andet derved, at konnet springer over. (Jrunden er, som sagt, mangel på bevidsthed om det oprindelige, der ligger så langt til- bage , at det ganske er glemt og måtte glemmes. Når dette ikke var tilfældet, hvor kunde da selvsamme begreb uden mindste tænkelig forskel vandre igennem alle tre kon (f. ex. t, der mensch, sv. mennlskan af hunkon, d. mennesket) '. Hvis man nu ved sprogenes forening skulde være tilbiijelig til at lade hankon og hunkon forblive ad- skilte, så er denne adskillelse endnu levende i det danske almuesprog, så at bevidstheden, der ikke ganske er ud-

') Det oprindelige nordiske er hunkonsformen, da endelsen er kommen af afledsordet -eskja; Tyskerne tog hankijnsformen af samme ord, og gjorde intetkonnet til et foragteligt ordj i det nyere danske sprog blev intetkonnet herskende, hvorfor, er vanske- ligt at sige, med mindre man tænkte på, at menneske er både mand og kvinde; de andre sprog vise imidlertid, at det er slet ikke nødvendigt at tænke derpå.

DR\ NORDISKR OLDTIDS DKTYDMXG FOR MJTIDKN. 137

slettet,* atter kunde oplives; eller hvad der er rimeligere, hvis liankon og hurikdn skulde falde sammen, så er dette jo allerede foregået i Dansken, og hvad Svensken angår, så ^.hersker der imellem hankon og hunkiin en stor for- .virring, og sproget synes på veje til at slå dem sammen til et fællesktin , som sket er i Dansk" ' ; og skulde man endelig endog tilsidst , som i nogle andre nyere sprog, hæve konsforskellen , så ere jo intetkon og fælleskiin allerede blandede i hegge sprog; vi sige en ting , de Svenske ett ting , men ^ det ar ett missbruk , som dock ar temmeligen ofligt, at saga en ting"'^; vi sige vinen, de Svenske vinet (vinuni) , men brændevinet er hos os en ganske almindelig form.

Det danske sprog kan nærme sig det svenske. Muligbeden deraf ligger i det svenske sprogs faktiske udvikling. Ved det danske sprogs indflydelse derpå, blev det forrige sprog i mange henseender afslovet , og antog en påfaldende ligbed med det danske; desuagtet har det nu fået en stor del af sine klangfulde endelser, af sine hårde medlyde tilbage. Dette skete derved, at adskillige mænd fremdroge, anbefalede og anvendte det gamle, be- tragtede sit sprog, og fattede mod til at hævde det. Disse snart naturlige, snart overdrevne bestræbelser havde til følge, at så meget blev taget tilbage, som var fornødent til at hindre sprogets oplosning. De i slutningen af middelalderen almindelige flertal på -a forsvandt, og de oprindelige på -ar kom i deres sted (svena blev svenar, svenner, o. s. v.); de ved Dansken afsløvede former an. toge deres fuldstændige skikkelse (laa, saa blev låg, såg) o. s. fr. Ved den nyere danske literaturs udvikling fandt ikke noget sådant sted, thi der manglede kundskab om

O Rasks Sv. sproglære (1 Samleie afh. 3die d.) s. 16. ') Tullbcrg, B. 17.

138 DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDKX.

alt det forbigangne, det var begravet ligesom for evig, og de fleste begyndende skribenter vare så ligegyldige, at de lode tyske bogtrykkere råde for deres sprog. Men under den forudsætning, at den op vågnede kærlighed til nordisk literatur kan styrkes , at kundskab om den kan vorde nogenlunde almindelig, kan det også ventes, at adskillige mænd ville anvende denne kundskab til, at lade noget af det, som er både norsk og svensk, og forhen var dansk, atter vorde dansk. Det er f. ex. ikke utænkeligt, at mode (sv. møda, gi. d. mede), der allerede går og gælder i det hojere sprog, i skriftsproget kunde blive en ligeså almindelig form , som nu inoje , o. m. desl. Men det er ligeledes klart, at det, der således enten kunde komme tilbage eller vorde almindeligere, kan kun være det, der ikke aldeles er tabt af bevidstheden , men ved en mere almindelig læsning af fortrinlige gamle danske skrifter atter kan opfriskes i hukommelsen, først blive almindeligt hos digterne, og fra dem efterhånden gå over i det sædvanlige sprog. Og jo mere dette bliver tilfældet, des mere vil vort sprog nærme sig nabosproget , der i formdannelsens opløsning ikke er skredet så langt frem som vort.

I almindelighed ville altså begge sprog, hvad der heller ikke lettelig kunde falde nogen ind , ikke vende således tilbage, at de skulde optage den gamle, nu aldeles af bevidstheden udslettede bojning, der heller ikke i ældre tider var ganske ens, eftersom det svenske sprog bestandig blev tilbage, medens vort skred frem; men det overflødige vil, efter i sin tid at have opfyldt sin bestemmelse, efterhånden falde bort, og ad denne vej ville begge sprog nærme sig hinanden. I daglig tale falde allerede nu de fleste afvigelser ikke synderlig i oret. Medens da nabosproget i sin op- løsning skrider frem ad den for alle tungemål naturlige vej, behøver Dansken kun, ved at mindes om sin gamle

DRi\ NORDISKE OLDTIDS BETYDiVIIVG FOR JVUTIDEN. 130

tilstand, at opholdes noget i sin gang; begge ville da til- forladelig støde sammen.

For tiden er der ikke andet at gore , end at vække tanken på muligheden af sådanne forandringer, og i øvrigt lade begge sprog, således som de ere, gå aldeles jævn- sides og uanfægtede ved siden af /tinanden. De for- skellige former lægge ingen hindring i vejen for forståelig- heden: gerningar i en svensk bog, gerninger i en dansk, og ligeså gerna og gerne , genom og gennem , gora og gore , viiljande og vælgende , férdndra og forandre, menniska og menneske, stjernor og stjerner, dpplen og æbler o. s. fr. kan begge folk lige godt, lige tydelig forstå; ligeså fbrståndet eller forstanden , formiftet eller for- nuften , o. desl. Heller ikke afledningen lægger nogen hindring i vejen: om man siger betraktelse eller betragt- ning er, med hensyn til begrebet, ganske ligegyldigt. Disse afvigende former kunne vel bringe den, der ser dem første gang, til at studse, men der kan ikke opstå mindste tvivl hos ham om hvad der menes deimed. Ja , han vil vel endog deraf kunne skunne , at det er ikke så aldeles naturnødvendigt , som det kunde synes , at tingen netop skal siges på den ene måde eller på den anden. Form- dannelsen overhovedet lægger så ubetydelige hindringer ivejen for forståeligheden, at disse i alt fald ved en hojst ringe undervisning kunne hæves. Ved således at lade begge sprog med en i det væsentlige overensstemmende formation bevæge sig jævnsides hinanden , får man det samme fenomen , som det vi nu oftere have berørt , da tvende sprogarter hver med sine endelser bevægede sig i Sverrige ved siden af hinanden , uden at det derfor faldt nogen ind at nægte dem benævnelsen svensk sprog; og således vil Dansk og Svensk indenfor en stiirre sprog- kreds bevæge sig i samme literatur, som ingen vil nægte navn af nordisk. Ja, hvorfor , kunde man vel med rette

140 DEN NORDISKE OLDTJDS BRTYDNIIVG FOR NUTIDBPT.

sporge, skulde ikke de afgjorte fenoniener , som oldtiden fremviser , kunne gerjtage sig ? Hvorfor skulle sprogene nødvendig gå således over 1 hinanden, at det ejendommelige udslettes? Har ikke bjerget sit mål og sletten sit? Skiltes ikke Jonisk og Dorisk fra hinanden på samme måde, i det det ene yndede alyden mere end elyden og hårdere med- lyde, og begge vare jo dog ett græsk tungemål. Fandtes ikke lignende afvigelser imellem det ældste norske og islandske sprog, og de vare dog begge norræna eller dtinsk tiinga. Således kunne også Dansk og Svensk med deres i grunden så lidet forskellige former, hinanden noget nærmere end nu, for en tid eller for bestandig bevæge sig ved siden af hinanden , og dog begge med rette kaldes nordisk mål.

Men til hinder for forståeligheden kan måske ord- forrådet være. Undertiden ; men i det hele er det dog det samme, og der er aldeles intet i rejen for, at det for- skellige gradvis kan gå over i hinanden. Når man be- tænker, hvorledes det gik til med udviklingen af det nyere danske sprog, hvorledes man i begyndelsen, da man enten ikke havde bedre eller ikke kendte det, kun benyttede de allertarveligste materialier , der vare forhånden, og fyldte alle hullerne med fremmede stumper, hvorledes ikke blot de egentlig lærde , der sandelig næppe kunde få en hel sætning stykket sammen på Dansk , men alle , konge og adel, og de, der skreve breve og blade, erstattede snart et enkelt ord, snart hele sætninger, som ikke vilde komme i pennen på Dansk , med latinske floskler , derefter med franske, og så endelig med tyske; hvorledes man ved den seneste udvikling , da man lod latinske og franske ord træde tilbage, og næsten udelukkende holdt sig til tyske, berigede sproget med en overordentlig mængde tilsyne- ladende ny ord , der dog slet ikke ere andet end tyske ord travesterede på Dansk , og for at vorde forståede.

DEN NORDISKE OLDTIDS BRTYDNING FOR NUTIDRX. 141

forudsatte den kundskab i det tyske sprog, som alle be- sade; når man ser, hvorledes mange tyske stumper den dag i dag stå i vore blade, når de give sig til at filosofere og ved andre lejligheder , når man bemærker , hvorledes ikke få skribenter blive ved stedse mere at anvende ord, der ikke ere selvtænkte , og ingen tænkelig gyldighed kunne have, uden for dem, der kunne Tysk: når man bemærker alt dette, som allerede forhen er berørt, når denne måde at udvikle sig på har kunnet herske så længe og så almindelig , så vil man heller ikke kunne nægte , at o^sk de andre nordiske sprog må kunne erholde en lignende indflydelse. At ordforrådet tog udelukkende denne tyske retning, var kun en folge af, at skribenterne, der i andre retninger, i det mindste i nordisk sprogretning, vare lidet uddannede, fulgte strommen af det, som de kendte; det modsatte vil naturligvis ske, når de nordiske sprog blive ligeså bekendte. Når man i hele den tid brugte et nordisk ord, som ikke tillige var tysk, så kom man frem med det med en vis skamfuldhed, og gjorde publikum en ydmyg afbigt (man ser, at disse ord ere overalt, lige- som onde urter), medens derimod de tyske ord strommeae ind, som om det fulgte af sig selv, at de nødvendig kunde blive danske. Men forbindelsen med det øvrige nordens literatur vil jo på samme måde kunne frembringe en nordisk stromning. Når læsningen af svenske skrifter, og, hvis norsk sprog og literatur erholder en ejendommelig udvikling, af norske, efterhånden bliver mere almindelig, og når de endelig læses i landet med samme lethed som danske, og at bringe det dertil, hører der sandelig ikke meget, så ville ældre og af os forglemte, ja, når de haves, også gode ny ord , komme til klar bevidsthed og af sig selv gå over til den øvrige samling af danske ord. Thi her er en endnu langt storre overensstemmelse, og der behøves ingen vold , men kun en omplantning i samme

142 DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN.

klima. Hvad der behoves , er kun kundskab. Ethvert bedre og fyndigere ord vil da af sig selv trives, fordi rod og stamme allerede ere ens. De ville af sig selv vinde bevidsthed og erkendelse i alle tre riger, og der vil vorde en stor rigdom dels af aldeles ensbetydende ord, dels af ord, hvis betydning ligger hinanden ganske nær, og som alle ville være lige hjemlige , fordi de alle have deres hjem i norden.

Hvad der stiller sig imod sprogenes nojere forening, når man ikke tager hensyn til forudfattede meninger, luner, vaner og hvad der ellers forhindrer det gode i verden, er da ikke betydeligt. Skriften kan uimodsigelig bringes til næsten fuldkommen lighed ; bojningsformerne kunne uden at forstyrre forståeligheden gå jævnsides , indtil de endnu mere falde sammen; afledsendelserne ere de samme, og ordforrådet kan uden vanskelighed blive fælles; konstruk- tionen og andre sprogvendinger ere i det væsentlige de samme, nendig de almindelig nordiske.

Men hvad der behøves , når foreningen skal have fremgang, er en stedse forøget deltagelse hos de nordiske folk for deres næsten fælles tungemål og literaturer; hvad der behøves er bortryddelse af alle de hindringer, der på en eller anden måde standse den fri gensidige udvexling, og udslettelse af alt , hvad der bidrager til at forøge tanken om sprogenes forskellighed. De nordiske folk må høre op med at oversætte hinandens skrifter, og allerede nu bringe det dertil , at de læses i alle tre riger omtrent med samme lethed; kun som originaler kunne de fuld- kommen nydes. Dette beror naturligvis ganske på folkene selv. Det vil da være et smukt syn , når Danske gcire alt hvad de formå , for at oplyse ejendommelighederne ved svensk og norsk mål , og når Norske og Svenske ydermere tilegne sig den danske literaturs ældre og nyere goder , genneragranske dem og jævnføre dem med deres

DEN NORDISKE OLDTIDS BETYDNING FOR NUTIDEN. 143

egne. Og for at denne deltagelse ikke ved ydre tilf;eldig- heder skal svækkes , må folkenes literære forere ('hvilket jo ligeledes vil være et oploftende syn) lade alle tænkelige politiske forholde være udenfor denne sag , lade folkene hvert for sig ordne deres politiske indretninger således som de bedst kunne og ville, men erkende, levende fole og kraftigen virke for, uden alt hensyn til regering, at de i videnskabernes rige må udgore et uadskilleligt hele. Vi, som have set denne morgenrode , skulle vi ikke kunne håbe på , at den vil vorde til en lys dag , der går op over hele norden ?

Og hvad der behoves er kundskab , den kundskab, som endnu mangler. Den nuværende undervisning i modersmålet indskrænker sig i almindelighed næsten alene til det , som nu er ; den er tilstrækkelig for dagens for- nodenheder. Men den kundskab , der ikke går videre, der kun indskrænker sig ti! det daglige brod, er altid bornert, er næsten ikke andet end mekanik, er skolelærdom. Manden, som bruger den, holder sig sædvanlig til det han har lært i skolen; udenfor det véd han intet; om det i sig selv er noget godt eller slet , kan han derfor heller ikke bedomme, og han skyder uden betænkning alt andet bort , skondt det måske i sig selv kan være langt mere grundet, end skolens lærdom. Dette er vor storste skrøbelighed.

Hvad der da nødvendig må gores, for at befordre en sproglig forening af norden , det er udbredelse af kund- skab i de nordiske sprog. Alle tre sprog må være om- trent lige godt bekendte i alle tre riger, og det ikke blot i deres nuværende skikkelse, men også i deres væsentligste udvikling, ikke blot som herskende skriftsprog, men i deres vigtigste dialekter. Det er med få ord; studiet af alle de nordiske sprog må fremmes. Der må gives korte, men tydelige, for enhver studeret mand passende, frem-

144 DEN AORDISKB OLDTIDS BBTYOMNG FOR IVUTIDRN.

stillinger af deres former og deres ordforråd , og af deres udvikling i tiden. Skal dette ske , så må forst og for- nemmelig, siden de alle støde sammen i oidsproget, det oldnordiske sprogs studium fremmes endnu mere i alle tre riger, eftersom det er den pendel, der vil ordne hele sprogværkets gang; det må, for at sige alt på én gang, indfores i skolerne, og vorde en del af den lærde under- visning, således nemlig at der erholdes en almindelig ind- sigt i dets bygning og i dets sammenhæng med moders- målene. Tidens retning i denne og flere henseender er allerede noksom bestemt , men den har endnu meget at igoie; stille står den ikke, og bevidsthed om fremgang er allerede virkelig fremgang ^.

Hvad der behoves , men hvad der da heller ikke under en kraftig udvikling vil mangle , er frisind. Hvad der er onskeligt er , at ikke blot det skolemæssige , men at også livets fri bevægelse haves for iije. Det ejen- dommelige i ethvert sprog, i enhver sfil , udslettes ved den strænge regel , og mangel på frihed i bevægelser op- hæver al ynde , men denne udgyder sig derimod over sproget og stilen ved den lette fri rorelse i tankernes organ , hvor intet minder om , at noget er tvang. Livets pedanteri henforer alt hvad mennesket gor til Kants strænge morallov , til det kathegoriske imperativ , men principper,

') At den sidste periode i vor literatur , der med hensyn til sprogbehandling og kritik i almindelighed overfladisk bevægede sig i næsten alle mulige retninger, nu nærmer sig sin ende, behøver jeg vel ikke at bemærke. Dens karakteristik er et uendeligt skriveri om alt uden grundig indsigt i noget. Man har vanskelighed ved at begribe, hvad det må have været for en slægt , der kunde leve så vel til- freds i dette vandskyl. En brøk af denne slægt pukker vel endnu på , at den og dens sprog ere uforgængelige , men det er et af- mægtigt skrig 5 tiden har overvundet den. Den skrider frem, og er, som Geijer sagde, døv for dens råb, at gdre holdt.

DKIV NORDISKR OLDTIDS BRTYDNllVO FOR NUTIOKIV. 145

dor saledes have gennemtrængt mennesket, at det med bevidsthed opfjlder dem ligesom af instinkt, frembringe den skonne sjæls handlemåde.

Og hermed shitter jeg disse bemærkninger, der kunne anses som en fortsættelse af en foregående afhandling om sprogkundskab i norden. Der var hensigten at vise, at der i skolen matte foregå en væsentlig forandring *, her at der må indtræde en betydelig forbedring i livet; hist henvendte jeg mig til lederne af undervisningsvæsenet, her til forfatterne , literaturens forere. Hvor meget end enkeltheder i disse bemærkninger kunne være forfejlede, vist er det, at de ere udgåede fra et rent sind; hvis de skulde have nogen folger , vil det jo heller ikke falde i min lod at opleve dem.

Forbedringer i skolen gå sædvanlig forud for dem i livet. Til det forste forslag ere alle midler f<M hånden; de skulle kun bruges. Men angående de nordiske sprogs forening ligge selv mange af midlerne endnu i det dunkle, og alt hvad der for i)j«'blikket kan gores, er kun at angive fremgangens retning '"'.

') nemlig , at der til den begyndende undervisning kræves et modersmål med dets oldsprog. Nåi- forbindelsen imellem disse er fattet og de grammatiske begreber ved dem eie udviklede, vil der være modenhed til at gå over til fjærnere beslægtede sprog af samme æt, navnlig vil en kort sammenlignende sproglære lettere end hidtil føre lærlingen ind i de klassiske sprogs rige enemærker. ^) 1 det jeg således kun anviser retningen , og overlader fuldendelsen tii tiden, har jeg ikke uden bevægelse kunnet læse Schillers ord, der vel ere sagte om en hojere sfære, men også lade sig anvende her: ,jVor ciner vernnnft ohne schrnnken ist die richfung zuileich dio vollendung, und der weg ist zuriickgelegt, sobald er eingeselilagen ist. Gieb also , wcrde icii dem jungen freurid der walnheit und Echiinheit zur antwort geben, der von mir wissen will, wie er dem edein trieb in seiner brust, bel ailem widerstandc des jahrhunderts, 1844-1845. 10

11(5 DKX NORDIHllK 0I.DTID8 KRTTD\tKG KOR MJTIDK:«.

Maske er tanken om et nordisk skriftsprogs udvikling et iiidfard, som så mange, cnd^^kundt den for min sjæl stod som et klart billede, der kun behøvede den stærke villies mejsel for at træde from i livet ; måske vil den aldrig blive andet end en tanke, og al min glæde derved består da kun i den glæde, det var mig, at tænke derover; måske var det retskrivningens forandring, der nærmest foresvætede mig; tiden indbød dertil. Uasks forsøg på at forbedre den lagde liam med alle hans herlige evner i graven; så meget vare nogle bogstaver ikke værd. Er der nogen, der tiltænker mig samme lod, så har jeg intet derimod; et liv, hvori ingen idéer tor røre sig, har i sandhed iittet værd for mig. Men det onsker jeg for tingens egen skyld, at man ikke ved denne sag vil blande det materielle ind i idéernes rige, at ingen vil tale om politisk gæring o. desl. der , hvor der af mig kun tales om tænkningen og dens udtryk , om sprog og literatur. Al sådan tale er også forfængelig. Det er mærkeligt, at tanken om en stærk og kraftig forening af de adsplittede åndige kræfter opstod omtrent på samme tid i Tyskland som i Norden ; og det er naturligt, at grændselaridet må udsættes for deltagelse i striden mellem begge. Alen denne strid er ikke materiel. Det hvorom der er tale, det hvorpå det kommer an, er kampen imellem to ideer; men disse ville gå den vej, der er dem foreskreven , ligesom solen står op og går ned, ubekymret om, hvo der rejser sig med den, og hvo der ined den går til hvile.

giMiiJge zu tiiun liabc, gieb der well, au f die du u-irktt , die richtnng »wm gulett , so wird der riiUige rhylhmus der %eil die enttpicklung bringen. In der schaniliaftcn stille di-ines u,'i'mutlis crzieiie die siegende waliiheit! Leiste dtwnen Keit<!:eno8isen, aber icas sie bediirfen , nicht tcas sie toben .'" Schiller iiber die aslhctiiiche ersiehun": des incnselieii. 9de brev.

nKi<:\D!^KitKsTK>i>iKr..st-: yikh.kh .vouhic or svKRitio. I 17

GKÆNI)SEBESTE31MELS!] MELLEM NORGE OG

SVEKRIG I ANDEN HALVDEEL AF DET

TRETTENDE AARMUNDREDE;

KFTKR KtPkRGAMKiXTS Haainuskuikt, vkdE.C Wkrlaijff.

1 Fortalen til det af uiij; i Aaret LS15 iidj^ivric Aiiecdo- toii historiatn Sverieii Regis ISorvegiiC illustraiis" nævnes nærværende Aktstykke Idandt Indholdet af ileti Codex, livori bemeldte Anecdoton er oplievaret. Dette, i sit Slags maaskee, eneste Monument til Kundskal) om de skaiidi- iiaviske Rigers gande Jordheskrivelse — da Ægtheden af den bekjendtc Grændsesætning imellem Sverrig og Dan- mark, som er tillagt Emiind Slemme og Svend Tveskja-g, med Foie bestrides ' — meddeles her, forsynet med de Oplysjunger , som Forf. efter niiiagtig Undersugelse og Sammerdigning med alle de Kilder, der have været ham tilgjængelige, seer sig i Stand til at meddele; overladende Ojdosidngen af en og anden geographisk Gaade , samt Forklaring af de mange iibekjeridte Stednavne til dem, som ere fortroeliise med de i selve IMonumentet omhandlede Lo- kaliteter.

Skjundt nu Tiden har levnet os dette Aktstykke al- deles fuldstændigt, savnes her dog, som ved mange lig- nende Levninger af Fortidens Literatur, enhver nærmere Angivelse af Tiden, paa hvilken det er afl'attet; det er ikkun ved Hjelp af adskillige indvortes Kjendemærker, at dets Alder og nærmere Beskaflfenhed kan bringes til en.

') Suhms Uanin. Ilisf, IH, S. 159-GO ; jvf. IV, S. 781. Ben- zclii Urcvvexling S. 2G, 39. Den nyeste Uilg. af denne Ciændse- sætning liaves i Liljegrens Diplomatarium Svccanum I, p. 2S og i Corpus juris Svco-gotliici ant. etl. Collin «Sr Sclilyter I, CVe^tg«l«- lagcn) p. (575 jtV. l*'**^'"- P- ^'^' i ") (.()^tgotalagcn) p. 402.

10*

I4.S r.ll.KXDSKIlKSTKMMKI.SR MKLI.KM IMORGK OR SVRKKIR.

formeentligeii, el ringe Grad af Sandsyrilighed. Heldigviis fort'koiDiiie nemlig, hlandt mange ubekjerulte Individer, der her nævnes, som, ved aflagte Vidnesbyrd eller paa anden Maade, deelagtige i denne Grændselorretning, tillige ad- skillige historisk hekjendle Navne, om hvis Identitet, da de alle kunde henfiires til et og samme Tidsrum, ingen grundet Tvivl kan opkastes, og som altsaa kunne veilede til en n.'crmpre Bestemmelse af ASattelsestiden. Saadanne ere; llukon u liifnu, formodentlig den Ha(|uinus de Ripue, der forekommer i et norsk Brev af 1299 '; Pull Surl, under hvilket Navn en Lehnsmand forekommer i Kong Hakon Hakonsens Fiilge paa dennes skotske Tog i Aaret 1263^; Marliiis Eindridason Skuadra, uden Tvivl den samme Hr. Markus (Dylla), der nævnes som Broder til Eilif Skodra (Skudra, Skuadra) og synes at være dod kort flir 1297 ^; Hr. Erlhif/ Alfsson. uden Tvivl Lehns- manden Hr. Erling Alfsson den unge. Son af den navn- kundige Hr. Alf af Thornsherg og Ingeborg, Datter af Bard Guttormsen , som forst nævnes ved IMagnus Laga- bæters Bryllupsfest 12GI; siden fulgte med Kong Ha- kon paa Toget til Skotland , var hos Kongen i hans Dodsstund *, og selv dode 1283^; Sif/nrd Pertill, maaskee

') Thorkelin Diplomatarium Arna-Magnæanum II, p. 249. I Saiuliiiocr til det norske Folks tiprog og Historie II, S. 177 læses Navnet H. af Rif o: d Ilifue, og Stedet forklares ved Rev i Bore Sogn paa Jæderen, Mueligcn kunde det ogsaa være Rypoen paa Stangenæs i Bahus-Lehn. Sanimcst. IV, S. 179. '') Ilcimskn'ngia Tom. V, p. mCi, 371-72. Kornmanna So-ur X, S. 138, 140. ^) Thorkelin Diplomat. Il, p. 197, 199; ScliOnings Throndh. Domk. Beskr. Anli. S. 5, hvor den sidste kaldes Eilifr u Skaudrn ; jfr. Saml. til det norske Folks Sprog og Hist. I, S. 31. *) Heimskn'ngla V, p. 31(5, 318, 3(;0, 371, 377-78. Fornmanna Siigur X, p. 107, 109, 123, 138, 146, 149. *) Suhms Danm. Hist. X, S. 877 (efter de islandske Annaler).

GR lOA DSKIIRSTHMMKLSK IIKM.K'H ^'ORRE 0(J SVHUIIK;. 140

den samme som Sigurd Partin eller Paktin, der nævnes MancU Hiivdingerne af Hertng Skules Parti ved Aarct 12o9'; endelig Karl HarnliLson og Bnjiijiilf Jiotihlnson, med hvilke Navne to af Kong iMagtius Ladelaases Kaa- der nævnes ved Aaret 1'285'^ Forudsat at alle disse Personer ere identiske, er der intet som hindrer os fra at antage den her ogsaa forekonunende Erkebiskop Jon for den sidste norske Erkehiskop af dette Navn, som be- klædte Erkesædet fra 1207 til 1-282. da han forlod Norge. Nærværende Aktstykke bliver da at henfure til et Tidsrum i det 13de Aaihundrede af omtrent 20 Aar eller niellem Aarene Vli\^ og 1283 ^ Da nu af de islandske Annaler vides, at i Aaret I2G8 et Mode bitv holdt irnelleiu den norske Kong IMagnus og drn sver)ske Kong Valdemar; samt i Aaret 1273 atter et Mode mellem de samme Konger i Sarps- borg*, paa hvilke Mo<!er der skal være liandlet om begge Ri'rers Grændser*, kan njan vel næsten antage med hi-

') Hoimskr. V, p, 208, 211, 214. Fornmanna Siigur IX, p. 466, 469, 472. '*) Westn:ota-Lagon , utg. af Collin o^ Sclilyter, p. 315. ^) Altsaa nog;et yngre end der antao;es af den lærde Kjcnder afXorges Middeialder.s-Gcographie, Capt. J. Munthe i Anin. til .J. Aalls Snorre Sfurl. norske Kongers Sagaer 1, S. 2, 67, 76. Endnu mindre kan det lienfores, enten til Harald Gilles Tid, som Arne M.tgniissen antog (Sclionings Norges gamle Geograph. S. 44, jfr. nedenfor Hist. Antiqv. Oplysn. 1") eller til Tidsrummet 1320- 30, s. Samlinger til det norske Folks Sprog og Hist. V, S. 554. *) 1268. ,,Fundr (ad mias o: misericordias Domini? o: 22 April) Magnus konungs oc Valdemars Sviakoniings i LjciShiisum." Ser. rer. Dan. III, p. 109, 1273. ^^Fundr Magnus konungs og Valde- mars Sviakoniings i Sarpsborg um miJifostuskeiS, oc helt Magnus konungr |)eim altan kost." iltid. p. 112, jfr. Fornm. Sogur X, S. 160. *) P. ClHiis«ins Norske Kongers KriJnike S. 797: ,,Kong Magnus liavde og <idt og ofte liundlct med Kong Valdemar afSver- rig om Landemærket imellem Rigerne og i Synderliglicd anno 1268 og 1273. Og endog de have fredsommeligen derom transigcret

150 (3R KNDSKHKSTKMMKLSK MKLI.EM NORCK 00 SVERRIO.

sloiisk Vislied, at vi her have for os den Synsforretning eller det Tingsvidne, der har været lagt til Grund for den i hine Aar sluttede Gr.Tndsetraktat. Denne er uden Tvivl |iaa de omtalte Moder af Kongerne Meven ratiticeret; men Grændsen selv kan tænkes i Forveien paa forskjeliige l*unk- ter undersiJgt og efter optagne Vidneforklaringer bestemt af visse dertil udn:i.vnte, ved Byrd og Stilling anseelige Syns- mænd, som ifoliie nærværende Dokuments Slutning svnes at være sanimeniraadte i Eidaskoven og ved IMagnel>ro. Paa en Tid, da man ei kjendle geograjdiisk Opniaaling, og da Gr.Tndsernes Bestemmelse nærmest maatle grundes paa sandselige Mærker og de Na-rboendes Vidnesbyrd, kan det ogsaa have været hensigtsmæssigt, at stotte sig paa ældre Grændsebestemnielser , naar saadanne havdes '. Saaledes kan man da forklare sig, at her optræde Personer af aldeles forskjelllg Levetid, nemlig, foruder« de ovennannte, Einar Thambeskjelver , nej)pe nogen anden end den beriimte Magnat af dette Navn i dot ellevte Aarbundrede ; Skule Jarl, (ei Hertugen, men, uden Tvivl,) en Son af Toste Jarl, der faldt med Harald Haardraade i Aaret lOGIi''^; og endelig to Konger Karl og Harald, hvis Identitet siden nærmere vil blive at undersoge.

RIcIlem IJiger, hvis sammenstodende, tildeels vidt- strakte Grændselande i lang Tid laae ode, som siden be- byggedes fra forskjeliige Kanter, og paa hvilke der altsaa fra liere Sider kunde gjiires Paasfand, vare GraMidsestridig- heder uundgaaelige; saadaune omtales derfor tidlig at have fundet Sted mellem de to nordiske I?iijer. For at for-

mcil livciamlip, findes d< i dog ikke, livorl.-des du licrotn crc Mcvne forligte." ') ])ct er dcif'or cii riu:ti2; Bcm.Tiknin^ af ScliOning (_>iorgcs gi. (Jcogr. S. llj at denne Grænd^esætning for en Deel kan ansees som et, oprindcligen, privat Foretagende; jfr. IMun- the« Anm. til .J. Aalls Sn. Stuil. I, 5S. 70. 2) Heiniskr. III, p. 170- 72 j Mere s. netlcnfur i Aiitiqv. Oplvsn. VIII.

»taac nærværende Græridselx'stcniniclse, vil det v.Tre nød- vendigt at kaste et Blik paa de tidligere, saavidt disse ere os liekjendte *. Det iVloniimrnt , der indeholder de a-ldste Sagn om Norges Beboelse, ,^Fiiiidinn Noregr", regner Landet vesten for Veneren til Norge '^. iSiden skal Va-rnic- land have underkastet sig Sverrig •', men synes dog igjen at v:cre tilhagecrobret , om ikke af Kong Halfdan Svarto saa dog af Harald Haarfager'*; skjiindt under Modsigelse af de svenske Konger, der ei alene tilegnede sig Værme- land og IMarkerne (Dalsland), men endog udstrakte V^ester- (lotlands CJrændser lige til Svinesund ^. Endelig synes Clra'ndserne saaledes at være blevne bestemte, at Giita- elven blev den sydlige Grændse; de saakaldtc Markir (Skovbygder) mellem Værmeland og Ranarike forbleve under Sverrig; Eidaskoven dannede den ostlige og KjiJlen den nordlige Grændse ^. Denne , tildeels af Naturen dragne, GraMidse ansaaes nu — i det mindste til en Tid, og fra norsk Side — for den rette og gamle Grændse (landa-

') 1 Miinthcs Anm. tilJ. Aalls Snorre Stiiil. 1, S. 2givo6 Hoved- tra'kkenc af den norsk-svenske Grændse i det I3dc Aarh. sam- iiienlijrnct med den nuværende. '*) Stedet lyder saaledes efter Ori- ginalen i Codcx Klateyensis: ^,Norr . . . . f«)r . . . . um Eystridal ok siSan i Vermaland ok meft vatni [)vi er Vænir lieitir ok sva (11 sjofar; {)ctta land allt lagM Norr undir sik, allt fyii vcstan J^c^^'i (akniork"j Fornaldar Siij^ur AoiSrlanda, litg. af C, C.Mafn II, p. I, jfr. Jessens Norges Beskrivelse S. 102. ') Heiinskr. I, p. G3, 88. *') llelmskr. I, p. 89-91 j jfr. Selionlngs \org;et< Hist. I, .s. 432. *3 Ileimskr. I, p. 88-89, II, p. G8. «) Heimskr. 1, p. 26i, II, p. 68, 23.'J. I Olaf S. Tryffgv. ed. Itcenliielin p. 92 ( Fornni. wSOgur X, p. 272) nævnes Gautelfr 8oni Norges sydlige, og Eiåaskogr som den ostlige Grændse; ligeledes i nærv. Forf.Synibolæ ad Gcogr. .n. æri ex nionumentis islandicis p. 12; jfr. iSchonings Norges gamle Gpo- grapliic !S. 18. Markir regned<;s tillige med Vcstrrgotlaiid og Værmeland udtrykkcligcn til Sverrig; lleimsk. li, p. 97, III, p. 211; Itinibegia p. 330.

152 GRÆNDSEBR8TRMMELSR MKLKKM AORGK OG SVERUin.

skipti) mellem Rigerne'; men senere opstode dog nye Græridsestridigheder. Magnus Barfod gjorde Paastand paa Landet vesten tor Veneren indtil Værmeland, nenjlig Sun- dal og Norddal, Vear og Vardyniar og alle dertil liggende Skove (Markir), som dog længe havde hort under Sverrigs Konge og havde svaret Skat under Vestergotland ^. Ved sit Ægteskah med den svenske Prindsesse skal den norske Konge ogsaa have erholdt disse ^gne^; men i den fol- gende Tid, maaskee under de norske Borgerkrige i 12te og 1 3de Aarhuiidrede, synes de igjeti at være komne under Sverrig*; i det mindste omtales oventiævnte Marklr (nu Dalsland) som et fra INorge adskilt Land , hvorhen norske Misfornoiede jævnligen toge deres Tilflugt og som derfor, tilligemed Værmeland, engang hjemsogtes med et Streiftog af Kong Hakon Hakonsen ^. Osten og stinden for Kjolen fandtes ligeledes Landstrækninger, paa hvilke der af begge Riger gjordes fortsat Paastand. Sagnet nævner Jæmteland, Herjedalen og Helsingaland som Lande,

') Heiniekr. I!, p. 64, J02. Denne Grændse (lakmark) eiges at være sat af Olaf Tryggvason, p. 77. ^^ Heimskr. 111, p. 214; Foinm. Sijgur VII, p. 52 j Stednavnene forklares i det Geogiaph. Register til Oldnordiske Sagaer XII; jfr. Sclilyters Sveriges aldsta indelning i landskap, S. 10; Fernow, Wiinnelands beskrifn. S. 200, 210, forstaaer herved hele Værmeland, vesten for Klaraelven, jfr. S. 75-7G. Mærkeligt, at Værmeland synes at nævnes hos Ada- mus Breniensis {\)e situ Daniæ ed. Lindenbrogii p. 142) som hver- ken horende til Norge eller Svcrrig. ^) I Heimskr. 111, p. 220 siges i Almindelighed, at liver Konge skulde beholde det Rige, hans Forfædre havde havt; men i den norske Kongehistorie fra Magnus Barfod til Magnus Erlingsm (Fornm. Sogur VII, p. 52) hedder det: ,,skyldu henni heiman (ylgja jarftir J)ær i Gautlandi, er J)eir hofSu a<^r deilt uni." ^) Da Magnus Barfod vilde gjiire Paastand paa disse Grændselande , vilde dog Markboerne, som tilforn (sem fyrrj. forblive under svensk Herredomme; Hmskr. III, p. 214. ^) Heimskr. V, p. 54, 86, 110, 123, 158, IGO, 163, 226, 257.

GR-F;\DSKItM.<TKllMELSR WRLLKM IVOHOK OR RVKRRIO. J53

iler alt for Harald Haarfagers Tid vare bebyggede af ]\ordnia'rid og ved hans Erobringer end mere l)leve det *; derfor foranledigedes disse Lande letfeligen til at yde den norske Kntige Skat og modtage Love af bani ^. IMen allerede Olaf Skotkonniiig gjorde Fordring paa alt Land østen for Kjolen, og saavel Jæniterne som Melsingerne viste sig, som nærmest beliggende ved Sverrig, den svenske Konge mere hengivne end den norske, ligesom de ogsaa ydede fiirstnævnte Skat ^ Vel fsynes Jæmteland og Hel- siriglaiid i den folgende Tid at nævnes som adskilte fra Sverrig *; men dette bar niaaskee blot havt sin Grund deri, at disse Lande, som endnu kun lidet dyrkede, snarere an- saaes for Skatlande end for virkelige Provindser. Ende- lis?, i Be2;yndelsen af det 12te Aarhundrede, formaaede den norske Kong Eystein Magnussen, ved Underhandlinger og Overtalelse, Jæmterne til at underkaste sig ISorge, som det synes, uden IModsigelse fra svensk Side ^ Fra den

') Heiinskr. I, p. 96, 137; II, p. 233. Herjedalen nævnes hver- ken hos .Snone eller hos nogen af hans Fortsættere, hvor Talen er om Jæniteliuul ; maaskee indbefattedes det under dette. Om Jæmteland s. Oldnordiske .Sagaer XII, Geograph. Register S. 192. *) Heiniskr. I. c. III, p. 219; Sehtinings nordiske Landes, særde- les Morges gamle Geographie, !S. 110; Sammes Norges Hist. II S. 290; III, S. -IS; Rasks Ottars og Ulfsteens Reiseberetninger S. 118; Samlinger (il det norske Folks Sprog og Historie I, S. 35. 3) Heimskr. II, p. 71, 233, 217. 4) 1. c. II, p. 399; 111, p. I, 12, 54; Rask an f. SSt. mener, at det var kun det egentlige Helsingland, ei Medalpad, Angermanland eller Vesterbotten , der under Ha- kon Adalstensfostre underkastede sig Norge; jfr. Oldnordiske Sa- gaer XII, S. 153. I videre Forstand indbefattede nemlig Helsing- land tillige Medalpad, Angermanland og det nord for beliggende, af Svenske beboede Kystland ; Schlyter om Sveriges aldsta inddel- ning i landskap, S 47; Corpus juris Sveagoth. ant. ed. Dr. Schlyter VI (Helsingalagen m. ni.), p. 193, 195; jfr. El. Frondin Spec. de Helsingia 1 (Upsal. 1735), p. 12 fg. *) 1. c. III , p. 249, 26G.

154 RU.ENDSEIIKSTKMMKI-SK MKI-LKM NOIIOK OO KVRRItin.

Ti«l af synes ForMiulelsen niellcrti Jænitehind ogNor£»ca(havc ve«lvaret lige til Aaret 1045; naarSxerrc berettes luedSvænlet i Haarxlen at have vundet Jænitcland under Norge ', skal der- ved, uden Tvivl, blot forstaaes den Kamp, han paa sin Ind- marseh i defte Rige niaatte udholde med .læmterne, blandt hvilke det udtrykkelig omtales, at Kong Magnus Erlings- sen havde mange Lehnsmænd^. Da Helsingland under Eystein Magnussen ikke omtales som forenet med Norge, niaa man antage at det er forblevet under Sverrig ^; se- nere synes Erlifig Skakke og Magnus Erlingssen at have ovet Fjendtlig!;eder mod Helsiugerne *, og under Hakon Hakonsen synes Hertug Skule at have tilegnet sig et Slags Herredomme baade over J.TUiteland og Helsingland ^ Uden Tvivl tor det ansees for afgjort, at disse lidet dyrkcda og befolkede Lande ikke have staaet under noget sta- digt Herredomme, enten svensk eller norsk, for i en sil- digere Tid ". De tidlii^ere Tvistigheder om Gra*ndsen mel- lem begge Riger synes, for en Deel, at være blevne JKV- neile ved Foi handlingerne i Aareiie 1268 og 1273, hvis Resultater vi antage her at have for os. Den stfirste Deel af Værmeland med hele Dalsland erkjcndtes derved at bore under Sverrig, ligesom Jæmteland og Herjedalen under Norge. Saavidt, ved Sanjmenligning af de her fore-

0 I. c. V, p. 17-18. *) I. c. IV, p. 23, 15-47. =>) Jfr.Ra.sk. Ottar 02; Ulfsteen S. 119; Sclilyter Sveriges alilsfa inddelnins S._17. *) Hcim.-kr. IV, p. 15. *) I.c. V, p. 22-2B. Mærkclij;t, at Jæmte- land, skjOndt politisk adskilt fra Sverris;, fra det 14dc Aarli. af, i kirkelig Henseende hcnhorte under Upsafastift, s. de af H.idorpli efter hans Udg. af Olaf den Helliges Saga pia sven.ska Riini, ineddeeltc Dokumenter; jfr. Lagerbrings S. H. H. II, S. 4035 Sclilyter, Sveriges aldsta inddelning S. 45. ") Jessen, Xorges IJe- ekr. S. 1G8. At den nordligste Deel af det nuværende JnMiiteland i »lutningcn af det I4de Aarli. liiJrte til Sverrig, antages af Dr. Schlyter i Fort. til Corp. jur. eogoth. ant. VI (Iltlhingal.), p, XVI.

»K.nXDSKUKSTBMlMKLfiK MKLI.KM NORr.l<: OR SVKRRIR. 155

kommende Steder med nyere Karter har kunnet udfindes, er Grændsen omtrent bleven liestemt pa;i fulgende Maade. Dens sydligste Punkt var Noddinge i Vestergofland, ved Gotaelvens IJdliil) , ligcovcrfor Koisghell. Derfra gik don mellem Dalsland og Bahuslehn; derfra, omtrent som nu, mellem Dalsland og Smaalelinenc, forbi Nordre-Kornsoen, IJogsoen, Store Leosoen imellem Værmeland og Nodre- Itommerige, mellem Værmeland og Osterdalen. Her synes Grændsen j»aa den Tid at have veget af mod Osten ind- til Fryksonde og Thingwall (Carlstad) ved Veneren, hvor- ved da en Deel af Værmeland maa have hort under Norge '. Dalarne (Jarnl»eraland) regnedes dongang, ligesom i Sver- res Tid'*, til Sverrig; ligeledes Angermanland, Medalpad og Ilelsingland; .læmteland og Herjedalen derimod, som alt er beniivrket, under Norge. Det nu saakaldte svenske Lapmark indbefattedes dengang, deels under det gamle Finmark , som derfor sagdos at grændse til Jæmtoland, men tillige ansaaes for et norsk Skatland ^, deels under Helsingland *.

') Ilerinetl jeviifores de geographit-kc Anmærkninger i J. Aalls Sn. Sturl. Nfliskc Kongers Sagaer I S. 2, 76. ") Hmsk. IV, p. 21. ^) Scliiinings Norges gamle Geograpliie, S. 114, Rask I. c. S. 119. ^) I nærværende Aktstykke findes ikke Spor til den Grændsc- linie mellem Svenig og Norge fra Vlulhræsk langs med Ysmæ ' (ogsaa læst Ixma eller Yhmtp), som udaf Helsinglagen paaberaab- tcs i et Notarial-Ookiimcnt af 1374 om Grændsen mellem Upsala- «g Abo-Bispcdomme (lludbeck Atlantica III, p. 445j Peringskiold Mon. Upland. p. 4; Mon. Ullcraker p. 150} Schlyters Fort. til Corpus jiir. ant. Sveog. VI, p. VI) og som forekommer i den eneste, nu existerendc Codex af bemeldte Lov (p. 93), tilligemed flere nu ukjcndeligc Grændsepunktcr mellem Higerne, lige til Konghcll. At de Forklaringer over de to forstc Grændsepunktcr, som i sin Tid ere forsugtc af ScliOning (Norges gi. Geogr. S. 60, 126) og Lagerbring (S. R. Hist. I, S. 303j III, S. 831-32) intet Medhold fortjene, har Dr. ydilytcr tiUtrækkcligcn godtgjort i sin Udg. S. 195j

156 GR l-INDSKBRSTKMMRLSR MKLLKM \ORGR OG SVRRRIG.

Det er ikke at onitvivle, at en med den skandinaviske Halvos Geographle i Middelalderen niere fortrolig i dette IVIonniiient jo vil kunne (inde Aidedning lil niangehaande Oplysninger og Berigtigelser af den her forsiigte Forkla- ring. Forfatteren niaa indskrænke sig til den Formodning, at nærværende Grændseforretning kan , henved Slutningen af det 13de Aarh. have hestenit Iligernos indhyrdes Grænd- ser, saaledes som disse — skjondt under jævnlige Tvi- stigheder og derved foranledigede GrændsemiJder — forbleve indtil de politiske Forandringer i det 17de Aarhundrede ^

Stykket selv optager i det Pergamentshaandskrift, hvorefter det her meddeles (Arna^ Magnæi Nr. 114 a, 4to) 4 Sider, hver i to Spalter. Den guflelige Formular, hvor- med det begynder, som ogsaa den Omstændighed, at et andet Stykke (det forhen udgivne Anecdoton) begynder paa anden Side af det Blad, paa hvis forste Side dette Stykke ender, gjor det utvivlsomt, at her intet mangler. Sandsynligen ere begge Stykker skrevne i Norge , af

jfr. Fort. S. XV-XV[, hvor han antager, at ved Vluthræsk skal forstaaes S5en Rengen paa Grændsen af Norge og Jæmteland, og ved Ysmæ et Vanddrag fra denne So forbi Hammerdalgklrken i Jæmteland. Det niaa tilfoies, at den saa udmærket noiagtige, htiifortjente Udgiver allerede tidligere (Sveriges aldsta inddeining, S. 18) har forkastet den af Portlian (Anm. til P. .Jiiuston Chron. Episcoporum Finiandensiuni p. 371) ifijlne Kcg. eccl. Abocnsis op- tagne Læsemaadc eplir isina (over Isen) i Stedet for eptir Ysmæ. ') Altsaa omtrent de samme Grændser, hvortil man refererede sig endnu i Stettinerfreden 1570 §0. En Dom i en Rågangstvist mellem Jæmteland og Herjedalen ^jippa luglingene a Sprodeyendo S. Botolfs itptan 1480", (Handlingar roranda Skandinav. Historien XVII S. 29-.31) synes ogsaa at have taget Hensyn til denne eller en lignende Grændsebestemmclse {tandaskrdj, som var indfort i en Lovbog. Sprodeid, hvor .Jæmtelands Lagthing holdtes, var formo- dentlig Gaarden Ede eller Eide i Nærheden af Offcrdals Hoved- kirke; Anm. til J. Aalls Snorre Sturl. 1, S. 68.

GRF\I»SEBBSTKMMKLSR MKLI.KM ^ORGK OG SVKURIG. 157

forskjellige Hænder, men senest i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede '. Originalens Oifhographie er i nærværende Udgave noiagtigen fulgt j de utydelige Ord lindes lier ind- klamrede. At dentie Gr.x'ndseforretnitig niaa have existeret i flere gande Afskrifter, erfares af et Fragment deraf, fra Begyndelsen indtil Varianten '^ som findes paa sidste Side af en iiorsk Lovcodex paa Pergament (Arnæ iMagnæi Nr 60, 4to), der i Indledningen til Fdugner- Lundlis Udg. af Bergens gamle By lov S. xiii-xiv lienfores fil ftlidten af I Ide Aarhundrede. Dets Varianter, som dog mest he- staae i afvigende Skrivemaade af nogle Stednavne, ere i nuT- værende Udgave anforte under Texten. Da Oversættelser af nærværende Aktstykke i det nyere norske Sprog findes i Haand- skrifter af den gande norske Lov (Thottske Manuskripter, Nr. 2084, 4to og Arna-Magnæi Nr. 114, h) kan man slutte, at det endnu i en senere Tid jnaa være hieven henyitet ved Granidseforhandlinger mellem Rigerne; hvilket ydermere he- styrkes ved fulgende Brev af l'ite August IGOl, hvormed Lavmanden i Bergen Poul Helgesen ^ indsendte sidstnævnte Oversættelse til Niels Krag og Oluf Pedersen, der i he- meldte Aar reiste som kon2;eliu;e Grændsekonjmissarier til Nordlandene: •

„Gunstige og velhyrdige Niels Krag og Oluf Pedersen. Dette haver jeg saa hasteligen udskrevet af det gamle norske Maal efter Eders Befalinjj, hedendes at dersom noget i Ordene kunde virre forseel, at I vilde det optage i den hedste Maade, thi den Landse^n og Navnene paa Landemærkene er mig aldeles uhekjendt, og det gande norske Maal udi den Sfcif/e Lovho;/^ er meget niiirkt og

^) Arnås Magnæus angav det Aar 1715 for at va'ic mere end 300 Aar gammelt^ Seluiniiigs Norges »amle Guogr. fe«. II. Styk- kernes Orden i Codex viser, at Grændseforrutningen maa være ned- skreven fiirst. ') Nævnes ogsaa ved Aar 158G i Jessens Norges Bcskr. S«. 23.3. '} Maa være en Lovbog, som lilliOrtc Nordian-

loS OR.fIxnSKnKSTKMMRLSK MKI.LKM XOlinR OO SVKItRIR.

soniniestcds ulæseligt. Dersom jeg endnu kan bekomme nogen bedre Undervisning paa sanmie gamle miirke Ord, eller hos andre videre udsporge nogen sand Kundskab om sanmte Landemærke, som Kongel. Maj. min allernaadigstc Herre og Riget kunde være tjent med, da skal jeg med det fiJrste forskikke Eder det til hojbemeldte K. M. Laiids- bye (Landsbygd?), bedendes at Eders Velbyrdigbed vilde holde mig tilgode, at jeg ikke nu kan komme til Eder for min Svagheds Skyld, (inskendes E. V. Lykke og bcholden Keise med Alt det Eder kjært er, til Liv og Siel. Actum Bergen den 12te August Aar 1601.

Eders Velbvrdigheds pligtvillig Tiener altid Pouil Helliessen '." Hvad der til Oplysning af enkelte Punkter i denne Grændsebestenmielse er meddeelt I Schonings Norges gamle Geographie S. 44, 52, 114 og i (H. Stanj[>es) ^^Under- sogning af Finmarkens gamle og itzige Tilstand, Indvaa- nere og Grændser" etc, (Nye Danske Magazin II, S. 88) kan kun lidet bidrage til at udbrede Lys over det Hele. Vigtigere er hvad der, med Hensyn hertil, forekommer i Cap. Munthes lærde og Indholdsrige Anmærkninger til J. Aalls Oversættelse af Snorres Værk. Skade, at den ikke har været kjendt og benyttet af de IVlænd, som tidligere have efterladt os de grundigste og noiagtigste Undersogelser om Grændserne mellem Sverrig og Norge, fra de ældste til de nyere Tider, nemlig Jessen i ^Kongeriget Norge", I D. 4 Cap., og N. Marelius, hvis Afhandling i Vetenskaps Acad. Handlingar 1771 er oversat i Schlegels Sanunl. zur dånischen Geschichte 1 Bd. 3 St. Til de nu bestaaende

dencs og Finmarkens Lavdtlnimc , hvis Sæde var Gaardcn Ste- gen i Stegens Præstegjeld, SaUcns Fogdcri. ') Jfr. Schonings Norges gamle Geographie, S. 41.

GR.r.NDSKIJKSTKMnKLSK MKLLKM NORGK OG »VKRHIG. I 51^

Græiitlsefurhold mellem Rigerne nytter det naturligviis kun lidet at tage Hensyn, da disse ere saa aldeles forskjelligc fra Grændserne i Middelalderen. iJet har heller ikke været til synderlig Oplysning at raadsptirge de Karter, der haves over de skandinaviske Riger i Middelalderen. Paa SchGnings Kart over de 3 nordiske Riger foran Heiniskringla I D., er GraMidsen neppe ganske rigligt angivet; men Kartet over det gamle Norge foran Værkets 2den Deel, gaaer kun til Halogaland, og indbefatter hverken Jicmteland eller Herje- dalen. Munthes Kart over det gamle Norge fur Aar 1500 * udbreder det bedste Lys over Norges Geographie i IMiddelalderen; men det fremstiller ikke hele Grænd- sen og har naturligviis ikke kunnet tage nærmest Hen- syn til nærværende Monument. Da mange gamle Stednavne ere forandrede eller reent forsvundne , kunne de nyere geogra|)hiske Bestemmelser ikke yde megen Veiledning; dog har Forf. havt god Nytte af Hermelins og Forselis svenske Karter, de sidste især med Hensyn til de nord- lige Grændser.

1 OversjL'ttelsen ere enkelte nyere Sted- Benævnelser optagne, naar disse vare aldeles utvivlagtige; i Stedforkla- ringerne er henvist til dem, der forekomme at være de sand- synligste^; men Identiteten af en stor Mængde maa over- lades til svenske og norske Lærdes , af Lokalkundskab understottede , yderligere Konjekturer.

') jjNorcgr. Det gamle Norge for Aar 1500. Efter gamle Sa- gaer, Jordcbiigcr og Skiiidbreve, uJarbeidet af Gerhard Muntlie 1810" j i J. Aalls Overs, af Snorre Sluricseiis norsske Kongers Sa- gaer 1-3 D. (Jliristiania 183S. Munthes Anmærkninger afgive upaatvivleligen det vigtigste Bidrag, der endnu haves, til Oplvsaing af den norske Geograpiiie i Middelalderen. '^^ De Stednavne, om hvilke Forklaringer nedenfor ere tilfoicde, betegnes i Tcxten med en *.

100 OR.KNDSESBESTEMMKLSE MELLKM IVORCJB OG SVERRIG.

•¥• * *

I Nafni fodur ok sonar ok heilags anda. Bar Peter a Hiærtlieimi* |)eiina vitnisburd nielliiii Gautzlandz ok Noregs. I Naudingia aa ok Raudshellisliæll nordaiiuert. "^ædan ok i Akersvik, ok nordr æfter endelangoni Aur ok sua i Amu^. ^'Tidaii ok i Aiirfla ok sua i Galga-saur. ^it'dai« ok i Mosafotenn ok sua i Rodetia". ■{)æda» ok (i) Iluna furuna ok sua vtt at niidiuin Kyrfjællum ok sua i J'i'^f'kill*. Or ^risfikli ok i Skamhellu. Or Skandiellu ok i Tiorii*. Jædan ok i Kiæiudulo*^ ok |)ædan ok i Reirula^ ^ædan ok i Reinsio. Or Reinsio ok i ÆiLer votn. Jæilati ok i Suarta-bæks-Icik*. Or lokenom ok i Holnivatn* ok sua (i) Fisklbækken, {)ædan ok i Langsio*. Or Langsio ok iFyls- bek. ^ædan ok i Hælgatiorri. Or Hicllgatiorri ok i Stæinenri gra. Or steiiiitiuni ok i Holma votn*. ^s^J^n ok Dinputlorn. Or Diuputiorn ok i Hudabek. ^ædan ok i Hiærnsundit i Laiigavatne ok i Laiigbruannar ^ ok i Lango kior. Ok i "pidu oos*^ ok sua i Krakonjosan ok i Kleiuitia brottu '. J^^dan ok i Myrkutiorn. 5-«^dan ok i Hudarbek* ok i Brotabek ok i Tiorbek ok at mosatiom ok i hæken vidr Bræke. 5*dan ok i tilij)u ok i Gipsio. Or Gipsio ok i Vædelbæk^ ok (i) Kornsio sydra* ok sua hit nordra 1 sundit vidr haugin* ok bokona ok *** i Botsio* ^^ ^ædan ok i Trollrygenn. Sua i Vpuatn '"^ ok ^^ Vlfuana* ok i Hardeima , ok i Vrdarfjæll ** {)ædan ok i Raudafja'II ^* ok sua i Stafuenn vidr Læ* nordr.

Eyiulfuer i Gydranne '^ ok Kætill a Hafnasætre |)eir haro vitni lirir Karlle konunge ok Harallde konunge, at Fylsbækker er rett landaniære bæde nordr fra ok sudr ^^.

Sua vitnado ok endaiuciki laellini Noregs ok Gaut- landz I Naudingja oos, ok af Naudingia ok {)uers i Ganila- stigb. Or sligiiiuni ok i Raudlielli ok sua i Akcruiker-

'") Auraa, Cod.Nr. GO. ^^ K„a>,.,„](iial,ekk, 60. ') Reino, 60. *) Svartabrandslæk, 60. *) Lans'Huaniiiiir, 60. ") ^idaoos, 60. O bnitta, 60. *) Lendarbekk, 60. ") vædiliekk, 60. '•») sio, 60.

GR.KXDSKIJHSTKMMKLSR MRLI.KM iXOIlfiK OG SVERRIG. 101

1 Faderens , Siinnens og den hellige Aands Navn. Peter paa Hjertuni aflagde dette Vidnesliyrd (om Giændsen) nicllen) Gaiitland ok Norge i Noddingeaa ok Kau<lshellisrjeld mod Norden; derfra i Akersvik langs med Aur og saa til

- Auru (Auraa); derfra til Aurfla , og saa til Galgasaur. Derfra til Mosefoten og saa til Rogden. Derfra til Runafura, og saa til Midten af Kyrfjeld, og saa til Tliri- stikel, fra Thristikel til Skarnhella, fra Skarnhella til Tjiirn (Sumpen). Derfra til Kværndaler (Kværndaiebæk); derfra til Reinda, derfra til Relnsti. Fra Reinso til Eikervand; der- fra til Svartabæksliik (Svartabrandslæk). Fra Loken til Holmvand; saa i Fiskebækken; derfra til Langso. Fra Langso til Fylsbek; derfra til Helgatjorn. Fra HcIgatjiJrn til Graastenen ; fra Stenen til Holmevand og derfra til Djuputjorn. Fra Djuputjorn til Hudabæk og derfra til Bjornsundet , til Langevand , og til Langbruannar og til LangekjtJr og til Thi<luos (Thidaos) , og saa til Kraku- mosen og til Brat-kleven. Derfra til Myrkutjorn; derfra til Hudarbek (Lendarbæk) og til Brotabæk og til Tjiirbæk og til jMosen og til Ba^kken ved Bræke, Derfra til Gipu

' og til Gipso. Fra Gipso til Vædelbek (Vædibæk) og til sondre Kornso og saa nord paa i Sundet ved Haugen og Bokena og til Botso (Bogsii?). Derfra til Trolirygenn; saa til Upvatn (Ulfvand) og Ulfaaen og til Hardeima og til Urdar- fjeld (V^irdarljeld) ; derfra til Raudafjeld (Randarljeld) og saa til Stafuen nord ved Lee(soen).

Eyulf i Gydranne og Ketill paa Hafnasæter vidnede for Kong Karl og Kong Harald (i), at Fylsbek er ret Grændse baade fra Nord og Syd (som nu er opregnet).

Saaledes vidnede ogsaa (andre om) Grændseskjellct luellem Norge og Gautland i NiJddingeos; og fra Noddinge og tværs til Gamle Stig (Vei); fra Stigen til R«jdbell ogsaa

")'jotslo, omitl. '^ vlfvatn, 60. '») i vlfaana, 60. i") Virdafiæll, 60. '*)Randarliell, 60. '«) Gudranne, 60. '^sem nu er talt, wrfrf.GO. 184i-l845. 1 I

162 GR.F.\DSR15ESTR>1MKT,SP, MKLLKM \ORGK OG SVRRRIG.

iiiosa. Or niosanoni ok i Aur. Af Aur ok i Aura gartla. Vitiiado {letta Hallsteiii a Straiinii , Jon Mulason , ^oref Eilifsson , Nichiilas Josteinsson, Rafn Disarson, Jon Steiriarsson , Ormer ^ofgylsson , ^oikiæll a Riuki, Jorer a Rudi , Olafuer a Vestæinni , 5f"l*Jorn a Lokoke, Vigleiker a Skara, Saxe prester æfter fodur sin.

Nu hæfuer i riodreno enn i Arno i Sterallheidi. Or Sterall ok i Galgasaur. ^aedan ok i Biarnaas. Or Biarn- ase ok i Stikksas. Or Stiigsase ok i rodina vidr Raudu niyri.

Nu hæfuer hit ^ridia endanierke or Rodenne ok i Ofnerin, OrOfnenoni ok i Krokana. OrKrokononi okiKrako- vatn. Or vatneno ok i Stæfnulundana a niidium Kyrfiolluni*.

Nu hæfuer hit fiorda endanierki or Stæfnulundanom ok i Biærnstæinn Or Biarnstæinenom ok i Griotana aystri. Or arine ok i Æhiitrar tiorn. Or tiornenne ok i Skran- heliuniosa. Or niosanom ok i Ketilbek. Or bekkenoru ok i Rossamosan , J)ædan ok i Kuendolabek.

Nu hæfuer hit fimta endanierki or Kuendiilo bek ok i sundit. Or sundinu ok i Reinslo"^ ok sua æfter anne Reino. Or Reino ok i Tiarnet vidr vatna rudit. Or tiarn- eno ok i Grim (Grun?) ass budavatn. Or vatneno ok i tiarnet vidr Atlaurd. Or tiarneno ok i staupenn. Or staupununi ok i Æiker vatn. Or vatneno ok i Suartabratz h'Jk. Or lokenoni ok i Kollundan. Or hindenom ok i Reidfiællet. -Or fialleno ok i holnian i Hohuavatne. Or holnianoni ok i Fiskibæk. Or Fiskibæk ok i Langsio*. Jædan ok i Fylsbæk.

Nu hæfuer hit setta endaiuerkl or Fylsbæk ok i Hælgu tiorn. Or tiornenne okiSandoifs(Saudolfs?)stein. ^ædan ok i Hesthofuudit. Or hofdino ok i Biarnsundit. Or sundinu ok i Langklappenner. Or kloppununi ok i Jiodatiorn. Or tiorn- enne ok i Rankleif. Or klæifuiniie ok i Budarbæk. 5«dan ok i Brotabæk.

OnÆNDSHUKSTKMMRr-SK MKM-RIW NORRR Ofi SVRRRIO. 103

til Akervikermose; fra Mosen fil Aiir; fra Aur til Aiiragard. Dette vidnede Hjjllstein paa Strauni, Jon Mulason, Thorer Eilifsson , Nichulas Thorsteinsun , Rafn Disarson , Jon Stelnarssiin, Orm Thorgilsson, Thorkell paa Rjuk, Thorer paa Rud, Olaf paa Vestein, Thorbjorn paa Lokok, Vigleik paa Skara, Saxe Præst efter sin Fader.

Nu begynder (Grændsen) i RiJddet; derfra til Anio iSterall- heide. Fra Sterall til Galgasaur; derfra til Bjarnaas; fraBjarn- aas til Stikksaas; fra Stigsaas til Roden ved Raudumyr.

Det tredie Grændseskjel begynder fra Roden og (gaaer) til Ofnen ; fra Ofnen til Krokene ; fra Krokene til Krakovand; fra Vandet til Stæfnulundene midt paa Kyr fjeld.

Det fjerde Grændseskjel bogynder fra Stæfnulundene og (gaaer) til Bjornstein; fra Bjornstein til ostre Griotaa ; fra Aaen til Elnitrartjorn; fra Tjornet (Sumpen) til Skran- heilumose; fra Mosen til Ketilbæk ; fra Bækken til Ros- samosen og derfra til Kvændalabek.

Det femte Grændseskjel begynder fra Kvændalabek og (gaaer) til Sundet; fra Sundet til Ransoen (?) og saa langs med Reinaaen; fra Reina til Tjornet (Sumpen) ved Vand- roddet ; fra Tjiirnet (Sumpen) til Grimassbudavand; fra Vandet til Sumpen ved Atlaurd ; fra Sumpen til Staupen ; fra Staupen til Eikurvand ; fra Vandet til Svartabratslok (bæk); fra Lokken (Bækken) til Kollunden; fra Lunden til Reidfjeldet; fra Fjeldet til Holmen i Holmavand; fra Holmen til Fiskebæk; fra Fiskebæk til Langso og derfra til Fylsbæk.

Det sjette Grændseskjel begynder fra Fylsbæk og (gaaer) til Helgutjorn; fra Tjornet (Sumpen) til Sandolfs Steen; derfra til Hestehovedet; fra Hovedet til Bjarnsund ; fra Sundet til Langklappenner; fra Kloppunum til Thjoda- tjora; fra Tjornet (Sumpen) til Rankleif; fra Kleven til Budarbæk; derfra til Brotabæk.

11^

104 r.n F.\DsKsnFSTRwnKi,sT; mkllkm ivoncR og svekrig.

TIitt seaunda endanieiki hæfuer or Biotabek ok i Kros- liitidin. Or lundanoni ok I Brækebek. Or bekenom ok i Gypu. Or Gypu ok i Gypiisio. Or siononi ok i Vedills- bek ok |)ædan ok i Kornsio* ok i Syndsbruii". Vitnado J)etta Anuiridi i Heslibrcko , Ketlll Kanierskegi i Saurbo, Hallstein a Riodre, Biarne ok Amundr stiærna.

Hær hæfuer vp hltt attanda endanierki or Sundz- brunni ok i b.ekana. Or anne ok 1 Ornholman. Or holni- anom ok i Uifueroset. J>ædan ok i Hardeiina vrd. Or vrdinni ok i Ilauduklæif. Or klæifuinni ok i Bosterotiorn* ok i FiskI03-.su ok i Roydiivatn*. Or vatneno ok i Raudsbek. Or Raud-sbek ok i Raudsnes. Or Raudsnesi ok i Stafnin. Vitnade fietta Hakon i Rifuu, Eyuindr a Hollte, Geileifiier (Gerleifuer) prester, Aslaker a Flatalande, Ogmundr a Krosbo ok Aslaker smidr.

Nu hæfuir hitt ixda endanierki or stafnenom ok i Kollofiæll ok {)ædan midliidis ok i Holbeken. Or bekenom ok i Slædaklæif. Or klæifunni ok i Runafuruna vid steinana. Vitnado [)etta 5o''er a Kirkiubo , Gunvlfuer i Eng, Asmundr (a) Lirpuni, Biærne a Greniniork, ^ordr > Stufsrudi ok Brandr stinni.

Nu hæfuer hitt xda endamerki or Runafurunni ok i Huitabergh*. ^ifitlan ok i Slodrufoss. ^æt'an ok i helliii vidr Auridavatn*. ^ædan |)uers ifuer Hylfakiolenn ok sua iGriniufoss*. Vitnade |)ettaKarll suarte, ^osteinHakonerson, Nicliulas ^oresson, Styllaugr Eigillsson. ^etta var boret ok suoret um landaniære ok ramerki niellim Noregs konungs rikis ok Swia konungs i Sueigi i Heriardale a al|)ingi. Bar Loden i Alrarkælldu , Pall i Lfiy ok Simon i By, Eiriker Lafuorerson , Eyiar (Einar?) or Arnafloa ok Gud- iimndr bonde, ok half tylft bonda or Afra dalenom, Hafuer (Havar?) i Straunii. Ok kuazst Loden bonde muna {)a er han fotfor |)e(ta ramerki, at |)a kunni enge madr pater noster i Straumi.

GR Ki^OSKIiESTHMMKLSK MKMÆM NOUOK OG SVKlllllG. 105

Det syvende Grændseskjel begynder fra Brotal)a'k og (gaaer) til Krosluiiden; fra Lunden til Hrækeshæk; fra li;ekken fil Gypa; fra Gypa til Gypiisii; fra Siien til Vedillsbæk; derfra til Kornsuen og til Syndshrun. Dette vidnede Aniundi i Heslibreka, Ketill Kanierskegi i ISaurha*, Hallsteinn paa Rodet , Bjarne og' Aniund Stjerna.

Her begynder det ottende Græridseskjel fra JSundsbrnn til Bækaa; fra Aaen til Ornbolnjen ; fra Holiiicn til Ulfer- oset; derfra til Hardeinia-urd ; fra Urden til Rude Kiev; fra Kieven til Porskiern , til Fiskloysa og til Rovand ; fia Vandet til Rodsbæk; fra Rodsbæk til Rodsnæs; fra Rods- næs til Stafnen. Dette vidnede Hakon paa Rifuu, Eivind paa Hollte, Geirleif Præst, Asiak paa Flataland, Ogniund paa Krosbu og Aslak Smed.

Det niende Grændseskjel l)egynder fra Stafnen og (gaaer) til Kollotjeld og derfra midtveis til Hcdbæk; fra Bækken til Slaklev (?); fra Kieven til Runafura" ved Stenene. Dette vidnede Thorer paa Kirkebæ, GunnulfiEng, Asniiind (paa) LirpuniC?), Bjærne paa Greniniork, Thord i Stufsrud og Brand Stinne (den Stive).

Det tiende Grændseskjel begynder fra Runafura og (gaaer) til Hviteberg ; derfra til Slodrufoss ; derfra til Hellen ved Hurrsoen (?) ; derfra tværs over Hylfakjfilen og saa til Grindefoss. Dette vidnede Karl Svarte, Thorstein Hakonsson, Niknlas Thoresstiei, Styllaug (Sturlaug) Egils- son. Dette blev vidtiet og besvoret om Grændsen og Raamærket mellem Norges og Sverrigs Kongeriger i Sveig i Herjedalen paa Althinget (ii). Vidner vare: Loden i Allrarkelda, Poul i Loy, Simon i By, Erik Lafuorerssoii (Lavardarsiin?), Einar (?) fra Arnafloa , Gudmund Bonde og sex Bonder fra Afradalen, Hafuer (Havar ?) i Stroni. Loden Bonde sagde sig at kunne erindre, at dengang han med Skridt opmaalede dette Raamærke , da kjendte ingen i Stroui Pater noster (iii).

160 CRÆXnsFKRSTKMMRLSE MRLLKM XORGE OG SVERRIG.

Or Straunii ok i Rafn;isiII ■. Or Rafnasill ok i Raniind- arfoss*. Or fossenora ok i Morbck*. Or IVIorbek ok a Breko ok i Glaurashofda. Af hofclanum ok i Hafraniinni*. Or Haframinni ok i Sottnorer. Or Sottnorum ok i Rossang*, Or Rosange ok i Runastein. Or steiiiinuni ok i Hoatlalenn*. Or Hoadale ok i Stelnbcrget*. ^ædan ok i Lifuisio. Or Lifuisio ok i Moroklak. Or Moroklak ok i Malungsil ok i Finzasen. Or Finzase ok i iMulIiingsbergh*. Or berginu ok i Roynkloe*. ^^edan ok i Asulfstiannaberg!!". ^-''Pf'^n ok i Hundsioar skiæl*. Jædan i Aiiisafreng*. Or Amsat'reng og i Vædal litla. Or dalenom ok i Myrerdal. Or Myrerdal ok i Leigstig. Or Leigstig ok i Rauda hamra. Or Raiid- honironi ok i Leonerbergh. ^ædaii ok i Leonerseo ok i Leotier ness. ^^eJan (i) Bilstlærnar bergh. Or berginu ok i Joreskæl*. Or Jf^^eskæl ok i Jrondar klætt*. Or 5rondarklætt ok i (Ar)na biærta bergh. J^etlan ok i VIftanga myri ok i Suindbud. Or Suindebud ok i Ulfuall fliiytter. 5'Pdan ok i Laufklæppa. Or Laufklæppuni ok i Trollagrof*. Or Trollagrof i Feiniilioll. Or feiinuBolluni ok i Frengsenda*. Or Frengsenda ok 1 Jinguoll". Or^ingue^i ok i Lee*. Er Lee niykit vatn ; a Swia konunger lirer austan vatnet en Noregs konger firer vestan vatnet. Or Lee till Lanzenda. Suoro |)essir bondr sem adr varo iiæfndir, en half tylft annara bonda sannade at sua befuer iVa forno ok nylu faret, tint ok talt nielMni rikianna. Var her i hia herra Jon erkiblskup, sira Sigwater, sira Ellendr, Hakon botide, Arne prester. Loden prester, Hallvardr prester, Stecia^ostein (sir) iTuneinuni, Eindridi rædesmanzson, Pall suri , luar Andresarson a Leini , Markus Eindridason skuadru ok aller bondr af V edra dalenom varo ok her vidr næfndir, ok kuadozst [)eir fyr skolu falla huer iini annan, en |)eir leta af J)esso sein {)a var borit ok J)eira fædr hafdq ^dr tint ok talt firer ][)cini.

GR.F.i^USEKKSTI'JMMKLSfe: MtlLmM iN'OKGK UG SIKUKIC. i07

Fra Struni til Ranisele; fra Ranisele til Raguii(lal'()S.s<'ii: fra Fossen til Morbæk ; fra iMorhæk til Breke oii; fil (»launishofdi; fra Hofden til HHlVaiiiiiini; fra Haframiniii til Sottnore ; fra Softriore til Kossang; fra Ilossang ti! Runesteen; fra Stenen til Hoadalen ; fra Hoadaien fil Steenbjerget; derfra til Lifuiso; fra Lifiiiso fil !M (»roklak; fra Moroklak til Malangsil og Finnsaascn; fra Fifinsaasen til JNIulangsberg; fra Bjerget til Reenekluckan; derfra (il Asulfstiannaberg; derfra til Hundsuskjæl : derfra til Anisa- frcng; fra Anisafreng til lille Vedal; fra Dalen til Myrir- dal; fra Myrirdal til Leigstig; fra Leigstig til Rddhaiure; fra Rodhanircne til Leonarbjerg ; derfra til Leonerso og Leonernæs ; derfra til Bilsfjernarbjerg ; fra Bj^^rgct til Thoreskel; fra Thoreskæl til Throndeklætt; fra Thronde- klætt til (Ar)na-bjærtai)erg; derfra fil Ull'fangeniyri og til Svindbud; fra Svindbud til Ulfuall fl(»ytter ; derfra til Laufkleppa; fra Laufklei)puni til Trollegrav; fra Trollegrav til Feinuljeld; fra Feiniiljeld til Fryksende; fra Fryksende til Thingvoll; fra Thingvdll til Lee. Lee er et stort Vand; hvad der er osten derfor, tilhorer den svenske Konge og vesten derfor den norske Konge. Fra Lee til Landsenden. De forhen nævnte Bdnder aflagde Ed, og sex andre Bonder bekræftede, at saaledes haver Grændsen fra gammel Tid indtil denne gaaet og været regnet mellem Rigerne. Tiislede vare Hr. Jon Erkebiskop , Sira Sig- hvat, Sira Erlend, Hakon Bonde, Arne Præst, Loden Præst, Hallvard Præst, Stekla-Tborsteln i Tuneln, Endridi Rædesmansson (iv) , Paul Surt , Ivar Andreassdn paa Leini, Markus Eindridessdn Skuadru. Alle Bdnder fra Vedradalon vare ogsaa tilsagte at mode her, og erklærede at fdr skulde den ene med den anden af dem falde , for de skulde fra^ae det , som nu var vidnet og som deres. Forfædre havde bereilet og opregne! for dem.

168 GR.F.XDSKKKSTKMMEhSR MKLLKM VORCH OG SVEKRIG.

^etta lanflamære hafua Tæmter ok Hælsingiar halldet, sidan londeti varo bygd, ok {)eir goildet firer, hvarer sem a hafua genget, ok hæfuer landaniære nordr a Finniork or Raudabergi ok taumburdr æfter Kileiioni sudr , siia at halfuer Kiollren ligger vester till Gioduikiir, en halfuer till Rafiiasill* ok siia sudr æfter Kilenom niellim Rafoode* ok Angarmannalandz, at balfuer Kiolren ligger til huars rikis- sens ok sua sudr i Murubek*. ^sedan tauniburdr ok sudr i Stolaholma firer austan Bodsio*; sua sudr taumburdr i Myklaholm er ligger i Hafra*. ^aRdan taumburdr ok sudr i Fiællzeid a Hoe*. j^ædan taumburdr ok sudr i Mauroos* tiieim rastum firer austan ælfuar os', ^ædan ok i ana Waulungh ok æfter anne sudr i vatnet Maulung* ok tauni- burd sudr ifuer Malung ok sudr i Siks os, ok sua i Hinisio. ^ædan taumburdr ok i Amsa fren"gti*. ^ædan i Raudamra. ^'ledan i Riisbergh. ^ædan taumburdr ok sudr i ^rondarklætt*. ^ædan i Trollagrof' sudr vidr ælfui.

Sua bar f)ordr i Trosavik vitni ok xii ellimenn med honum, at Noregsmenn bygdu fyrstunni Heriardal med |)eim atburd at niadr bet Heriulfuer hornbrioter, hann var merkismadr Halfdanar konungs suarta ; hann vard firer konungs reidi ok flydi auster i Sviariki till Anundar kon- ungs; var {)ar vel med honum tekin, en {)o misfæll honum sua at han lagdezst med frenkono konungs J)eirri er Helga het, ok flydi after vester i Noregs kongs riki i dall jiaii er |)a var alaudr er nu er kaliadr Heriardall. ^a settuzst {)ar ({)au) Hælga ok bygd gerdu f)ar sem nu heita Sliarosvellir*. Jeirra son var Hakon valr , hans sod Frode, hans son Heriauger hornstigi, hans son ^orer droge, hans son ^orbiorn makarkalfuer, hans son ^or- biorn gande, son hans Dager, hans son Lioter, er fyrst let gera kirkju i Heriardall, lians son j^orallde, hans son Rafn, hans (son) Eilifuer tæppimadr, hans son Biorn, hans son l)ordr, hans son Hafj'orcr, hans son Asulfuer.

GKÆXDSKHKSTKM'UKLSK MKLLKM .XORGK OG SVKRKI«. 109

Denne Grændse have Jæniter og Helsingcr erkjendt, siden Landene bleve bebyggede, og alle de, son« have gjort Brud paa den, have niaattet bode derfor. Grændsen begynder nord i Finnjarken fra Randaberg og Rebningen (v) gaaer langs Kjolen mod Sonden , saaledes at det halve af Kjolen ligger vester til Gjodvik og det halve til Ranisele , og derpaa mod Syden langs Kjolen mellem Ragunde og Angermannaland, saaledes at det halve af Kjo- len ligger til hvert Rige, og derfra sonder til Murubæk; derfra gaaer Rebningen sonder til Stolaholm, osten for Bod- so; derfra Rebningen sonder til Miklaholm , der ligger i Hafra (Havvero?); derfra Rebningen sonder til Fjeldseid paa Hoe; derfra Rebningen sonder til Mauroos to Raster osten for Elfros ; derfra i Malangaa og langs med Aaen sonder til IMralangvand ; derfra Rebningen sonder over Malung ok sonder til Siksos og saa til Hiniso , derfra Rebningen til Amsafreng; derfra til Raudamra, derfra til Riisberg; derfra Rebningen sonder til Throndeklett, derfra til Trollegrav sonder ved Elven.

Det vidnede Thord i Trosavik og 12 Oldinge med ham, at Herjedalen forst blev bebygget af Nordmænd ved folgende Anledning (vi). En Mand ved Navn Herjulf Horn- bryder, Kong Halfdan Svartes Mærkesmand, faldt i Unaade hos Kongen og flyede oster til Sverrig til Kong Anund, som tog vel imod ham. Her forsaae han sig deri, at han havde legemlig Omgang med Kongens Frænke ved Navn Helga og flyde derpaa vester tilbage til den norske Kon- ges Rige, til en Dal, som dengang var ode, men nu kal- des Herjedal. Her nedsatte han og Helga sig , og an- lagde en Bygd , paa det Sted, soiii nu kaldes Sliarosveller (Snoswallen?). Deres Son var Hakon Valr*, hans Son Frode; hans Son Herlaug Hornstige; hans Stin Thorer Droge; hans Son Thorbjorn Makarkalf; hans Son Thorbjorn gamle; haus Son Dager (Dag) ; hans Sdn Ljot, som forst

•

170 GR.EXDSKUESTKMMRLSK MKLLKM NORGK OG SVERRIG.

^etta landamære er mellini læmtalands ok Finniarkar ok Hælsingalandz vester or Lenglingsliduni' ok sua iiordr tlll Straums. Eigu J>a lænitar nordr a Fiiiniork fra Straunii XIX raster at veida dyr ok ikorna, ok genger sua auster landaniæret niote Angermannalande. Tæker till {)ar sem heiter Veimosior; {)ædan i Hiilsio* ok i Kiodsio*. 5^J'iu ok i Randasio. 5<'*idan i HGttingssio*. 5"' "est i Hellusio ". 5aedan i Neigersio*. Sidan i Kiærsio* edr Kiolsio* nodan (nordan) at Rafuuriduni*. J)ædan i 5f"'asen*, nordan at Bilartiarne, ok sua sudr i Tiorsioarholnr ok sua i Blafino- iingstiorn*. Jar deilldu {)au uni i anduerdri kristn! Gunn- illdr sniælla er bio a Solatunum. En Arne ilU het niadr er bio i Hiælsio* a Rafuunduni*; han var fyrster niadr kristin |)ar. Volde f)at {)eirra osætte, at Gunilldr tok fio sin ok setti a land Arnå vidr Blafinnungstiorn ; tok Arne J)an fin ok sukte nidr i vatnet. Sidan varo J)at saatmæle |)eirra at Arne gallt londen firer austan tiornena. ^a let Gunn- ildr en fara i votn Arnå. En Arne let sua niarka votn sin er han for fra, sokte nidur reinshornom heilum ok rak i iarnagla till nierkis, ok fan Arne med {)vi agirnd Gunnilldar ok sattrof. En sidan gengo |)au lond after undir Arnå. En finrin het Blafinnr ok var af honuni kallat Blafinztiorn*, ok ligger sua landaniæret sudr i Tundr-

asin austan at forse, en {)ædan ok i Ignarsand* fiskb

(fisklinuni?) mellim Medalpada ok Fiskabua. ^sedan ok i 5<'elliasen' mellim Stæinnis ok Musasandz. ^ædan ok i Vigmundarsand austan at Nærda. ^^^dan ok i Aga. ^æd- an ok i Hælli flygb. ^ædan ok i Vppsio* ok sua i ^or- hogseid* i læmtaskoge*. Jædan ok i Vigmanbek ok sua vester i Hafra austan aat kirkiunni, sem nest hafua Hafra- vellir* ok sidan auster er Skuli jarl do ^ Ligger Landamær- et sua sud mote Heriardall.

') I den ovciioiiitiilte Doiu af 1180 rorckuniniL-r en Deel af dt&iic Grændsebeslciumcl&er, lueii med Forandring og ^dei'tat curiuu-

GR.rXDSBBKSTKMMRLSK MKLLKM ,\ORKK OG SVERRIg! 171

lod l>ygge en Kirke i Herjedal; hans SonThorallde; hans Siin Rafn; hans (Son) Eilif Teppiniadr ; hans Sfin Bjorn; hans Son Thord ; hans Siin Ilrifthorer; hans Siin Asulf.

Grændsen mellem Jæmteland og Finmarken og Hel- singaland gaaer vester fra Lenglingsliderne og nord til Striim. Jæmterne have Tiet til at jage Dyr og Egerne nord i Finmarken 19 Raster fra Striim; derfra gaaer Grænd- sen (ister mod Angermanland. Den hegynder ved Vei- nioso; gaaer derfra til Hulsii og Kiodsii; derfra til Randa- su; derfra til Hattingso; derfra til fleliuso; derfra til Nei- gerso , siden til Kjærsii eller Kiolso, nordfra til Ra- gund; derfra til Talleraasen, nordfra ved Bilartjorn ; derpaa sonder til Tjærstiholni og derfra til Blaafinnstjorn(sump). Om denne var der i Christendomniens ftirste Tid en Trætte mellem Gunhild den Snilde, som boede paa Solatuner (vii) og Arne den Onde, som boede i Halsjo paa Ragiind, den ftirste christne Mand der. Aidedningen til deres Uenig- hed var, at Gunhild satte sin Finn paa Arnes Land ved Blaafinnungssunipen ; Arne greb denne Finn og sænkede ham ned i Vandet. Derpaa bleve de forligte paa de Vilkaar, at Arne betalte Landet Gsten for Sumpen. Dog sendte Gunhild igjen Folk ud paa det Arne tilhorende Vand. Men Arne mærkede sit Vand, da han forlod det, paa den Maade , at han nedsænkede hele Rensdyrhorn, i hvilke han slog Jernnagler til Mærke, og saaledes op- dagede han Gunhilds Gjerrighed og Troloshed. Siden tog Arne dette Land igjen i Besiddelse; Finnen hed Blaa- finn, og efter ham kaldtes det Blaafinnssump. Grændsen gaaer sonder til Tundraasen, iisten fra til Fossen; derfra til Ignarsand .... mellem Medalpad og Fiskeboerne. Derfra til Talleraasen mellem Steinni og IVlusasand; derfra til Vigniundarsand osten fra ved Nærda ; derfra til Aga; der-

perede: „sva bjriar Landamærcn inellan Jenitclandli oc Helsinga- landii forst i Wilkiuarsba;k (Vigiiianbick) a Toraldscydæ (!•"«-

172 GR.F.^DSKHESTBM'nKLSK MKLLKM NORGK 0(3 SVKIIRIG.

^Pir VI af Iiuaro rlkini er koniingar næfndu till at sea landamæren, f)a samde |)eim sua i hauginuni vidrKulu- Mik* ok i holman vidr Hælgasio*. ^»"fl^n f*^ ' Vaxnbru*. 5ædan ok i Holman flata*. ^ædan ok i haukana i Verald*. 5ædan ok i Kungadal a Fringzskoge*. 5i»f'an ok i Vennu (venn?) hergh seni f)at er hæst. "^ædati ok i Munlauger* oss. 5«dan ok i Ælldubergh* {)ar sem {)at er hæst. J^^tl^" ok i Hokskælldu a Huirfilsskoge, ok ganga [)ædan ramerki ok i Risberg. $ædan i Hyliufiæll^ ok i Gautælfuina i niidit i Griinerose. Or Gronerose ok æfter rettre syn at stigin- um till Faludals. ^ædan ok i Falufiall. j^ædan ok iBrostnar- hellu sem Einer |)an»baskiælfuer reisti. ^ædan ok i Sannar.

Nu huer sem her genger ifuer heiti, {)a liggi honum sHkt vidr sem logh standa till i huaro rikinu. Sua stoddu Jieir ok herra Erllinger Alfsson, Erllinger loghmadr, Gjardar honde, Siugurdr pertill, ^oi^laker a Rifuu , Jorer |)ing- hfitter, Gotstafuer Petersson, Karll Haralldzson, Bryr)iolfuer Botilldarson, Gunulfuer prester a Ving, Kristmad Pana- son, Nichulas Kristinarson. Sua stoddu {)eir aller a Æida- skoge*, ok {)ar bioda (biodu?) aller sina eida æfter.

Sua vilium ver ok at aller menn vite um akoll [)au er Nordmenn hafua till Ælftrunda ok um |)rætto hagan, at |)eir hafua |)a vpgefuit sem {)eir ()rætto vm. En Gauter gafuo vpp {)au akoll er {)eir mælte a Trysilar, {)a er |)eir settoztt a Magnorom*.

lioJhseid ?) oc i Sotlinoren (Sottnorer^ vidlier hafra oc i ro«;cng:h (Rossang?) oc i risastcin (Runastein?) oc i elfstiorn oc i roddo- Avardouctrda oc i redarsskardh oc i haswar (hafra) rw oc i byrklinils- berg hoc i elgxdall oc i hundshaugh epter vatsfallom og swa westep i Glee (Lee). Thetha ær the gambia merkæ melltitn hcrredall oc synnerstæ fiordongh oc swa hafwerwarit sidan Skule jerll han do."

nRÆXDSRIlKSTKMMRLSK MRLLRM NORP.R 0(3 SVRRRIG. 173

fra til Helliflyg; derfra til Oppso og saa til Thorhogscid i Jæniteskoven. Derfra til Vignwuibek og saa vester til Hafri osten fra ved Kirken, nærved hvor Haf\veroslet(er(?) begynde; derefter mod oster, hvor Skule Jarl dode (vin). Grændsen gaaer derpaa sonder mod Herjedalen.

De sex af hvert Rige, som Kongerne udnævnte til Grændsesyn, bleve saaiedes enige: (Grændsen begynder) i Haugen ved Kulublik og i Holmen ved Helgeso. Derfra til V'axnbro ; derfra til Flad-Holnien ; derfra til Haukana i Verald; derfra til Kungadal paa Fringsskov; derfra til Vennaberg, hvor det er hciiest; derfra til Munlaugeros; der- fra til Ellduberg, hvor det er holest; derfra til Hokskelda i Hvirfilsskoven. Derfra gaae Raamærkerne til Risberg; derfra til HyliuQeld og til Giitelven, i Midten, til Groneros. Fra Groneros og, efter ret Syn, ad Stien til Faludal; der- fra til Brostnarhella som Einar Thambeskelver reiste; derfra til Sannar.

Enhver, som overtræder disse Grændsebestemnielser, er undergiven den Straf, som Loven fastsætter, i hvert Rige. Dette bekræftede ogsaa Herr Erling Alfssun, Er- ling Lagmand, Gjardar Bonde, Sigurd Pertill, Thorlak paa Rifuu, Thorer Thinghat, Gotstaf Peterson, Karl Haraldson, Brj-njolf Bothildsson, Gunnulf Præst paa Ving, Kristmad Panason, Nikulas Kristinesson. Dette bekræftede alle paa Eidskoven, og derpaa tilbyde (tilbode?) alle at aflægge Eed.

Vi ville ogsaa bringe til alies Kundskab, at Nord- mændene have opgivet deres Fordringer paa Elftrunde, hvorom Trætte var, men Gcitherne opgave deres Fordrin- ger paa Trysild, dengang de sluttede Forlig paa Magnord '.

') 1 den Codex, hvorefter dette Stykke er udgivet, findes til- lige den af Jessens Norges Beskr. S. 171 og Sclionings Norges gamle Geogr. S. 132-34 bekjendte Grændsesætning mellem Norge og Rusland, som med Anmærkninger af nærværende Forf. vil blive meddcclt i et særskilt Værk, som Oldskrift-Selskabct agter at udgive.

174 GR,Ki\DSEBESTEMMELSE MELLEM NORGE OG SVERRIG.

ENKELTE STEDFORKLARINGER.

Amsafrkng (S. 1G6, 168); jvf. Anisjon i Heijedalen paa Grændsen af Dalarne; (Anisen paa Forseils Kart ofver Skandinavien Nr V).

AsuLFSTiANiVABERG (S. 166); jfi". Tansjan i Dalarne sonden for Reinekluck; (Forsell Nr. 4).

AuRRiDAVATiv (S. 164); maaskee de 3 Hurrsoer sonden for Grindafors, der alle forenes ved et Vand, som kommer fra den norske Grændse- (Fernows Wærmeland S. S).

Ælfueros (S. 168); nuEIfros i Sweig-Pastorat i Herjedalen.

BLAFiivxuiVGSTioR\, Blafixztioriv (S. 170) ; maaskee Blaa- finsfjorden i Angermanland i Sollesta Pastorat. (Herme- lins Kart ofwer Angerni. , Medalp. och Jamtaland.)

BoDSiOR (S. 168); uden Tvivl Båtsjo eller Boddsjo Sokn i Jæmteland. (Hiilphers Samlingar om Jæmteland S. 36.)

BosTEROTioRN (S. 164); maa være Porskjærns-Roset Nr. 49 efter Grændsebestemnielsen af 1752.

BoTsio (S. 160); njaaskee Bogso paa Grændsen mellem Dalsland og Norge.

Eidaskogr (S. 172) kaldes i Værmeland Tolvmilsskoven. (Marelius i Svenska Wetensk. Acad. Handl. 1771 S. 90).

Elldubkrg (S. 172), ^^{)ar seni f)ater hæst"; maaskee Heste- berget (det holeste Bjerg?) i Værmeland. (Fernow S. 3I)<

Holman flata (S. 172); maaskee den norske Gaard Flå- ten, som (tilligemed Trosterud) ligger paa Grændsen, lige- overfor Rommenæs i Værmeland. (Marelius 1. c. S. 109).

Fors (S. 166); Forssokn, Annex til Ragunda , saa kaldet af den store Foss i Ragunda-Elven. (Hiilphers Saml. om Jæmteland S. 212).

Fre\gsEi\de (S. 166); nu Fryksende, den nordre Deel af Ovre-Fryken i Værmeland.

Friivgsskogr (S. 172); maaskee Firemilsskoven mellem Fryksende og Ekeheradskirke, som nævnes i Fernous Wårmeland S. 37.

IGRÆ^DSEBKSTKMMKLSK MRLLKM \ORGR 00 SVKIIRIG. 175

Grimufoss (S. IG-i); rinieligviis Giindefos-Steens-ioset Nr 38 efter Græridsebest. 1752; jfr. Feinows Wariuelarid S. 8.

Hafra, Haframuvni, Hafravkllir (S. IGG, 168, 170); Hafweiusokri i Medalpad roses for sin Frugtbarhed i Gronwall Medalpadia atitiqua et hodierna p. SO.

Haugiiv (S. 160); niaaskce Hogeri strax sonden for Norre Kornso (Hermelins Kart ofver Elfsborgs Hofdingdoninje).

Haugi\um vidKuliiblik(S. 172); maaskee Hangen, en norsk Gaard paa Grændsen. (s. Marelius 1. c. S. lOD).

Haukaiva i Vrrald(S. 172). Paa Hermelins Kart over Carl- stads Hofdingd. findes Varaldskoug norden for Varaldstieu; uden Tvivl Gaarden Varaldskoug i Eidskoug Sogn. (Krafts Norges Beskrivelse I S. 530).

Helgasio (S. 172); Helgesii i Skillingsmarks Sogn i Værrae- land. (Fernovvs Beskrifv. S. 16, jfr.V. og 0. Helgeso-ros Nr. .58 og 59).

Hlelsio a Rafuundum (S. 170); Halsjiin lidet over en Miil norden for Ragunda, en lille So i Jæmteland, hvorigjennem en Elv lober, (Hermelins Kart »ifver Jamtaland).

I Hlerthkima (S. 160); Hjertum-Gjeld , Torpeherred i Bahuslehn.

Hellusio (S. 170); maaskee Hellvatn i Angermanland sonden for Hottingssjo. (Forselis Kart Nr. VII).

HoADALEN, A Hoe(S. 166, 168); Ofver-Hogdal i Herjedalen paa Grændsen mellem Jæmteland, Medalpad og Helsing- land. Navnet skrives Hofvedal, Hodal, Hogdal og haver sin Oprindelse af Aaen Hogan. (Flodberg Diss. de Hel- singia Cont. I, p. 121; Hiilphers Herjedalen S. 50).

HoLMVATiV, HoLMAVATN (S. 160); maaskec H. paa Grænd- sen mellem Dalslaud og Bahus. (Hermelins K. 6. Elfs- borgs Hofd.)

Hottii\gssior (S. 170); Hatingsjo i Angermanland ved Jæmtelands Grændsen. (Hermelin).

HuLsioR (S. 170); Hullsjo i Jæmteland paa Grændsen af Angermanland strax nord for Kjosjoen. (Hermelin).

170 GR EVDSEHKSTEMMRLSK MRLLRM i\ORGR OG SVRRRIG.

Hundsioarski-T^l(S. 166); Hundso i Helsingland ved Græiid-

seii af Dalarne. (Forseils Karta Nr. V). HviTABERG (S. 164); Hvitelterj; nævnes paa Værniebinds-

grændsen mellem Gaitednlsliogden (Galtedalsros Nr. 34)

og Stenen i Giindefos (Nr. 38) ; jfr. Marelius i Vet. Acad.

Handl. 1771 S. 101. Hyliupiæll (S. 172); maaskee Holjefaldsios Nr, 111 eller

Helleklintstos Nr. 86. J.EMTASKOGR (S. 170); jfr. Hiilphers Jæmtelands Beskriv.

S. 35 med Kartet. Forekomiuer ogsaa i Njals Saga p. 183. I6lVARSA^D(S. 1 70); maaskee JægesandiMedalpad paa Jænite-

landsgrændsen. (HulpliersMedalp. S.4; jfr. Hermelins Kart). KiJ^RND.ELiRjKv.ERNDOLABEK (S. 160) ; Ovamdal forekonmier

i Foss-^eld, Bahuslehn; Kærnsoen og Oværnbacken tæt

sammen paa Forseils Kart Nr. IV. Klersio edr Kiolsio (S. 170); jfr. Kjålsjon paa Raamærket

mellem Jæmteland og Angernianlaud. (Hiilphers Jæmleland

S. 1). Kiodsior(S. 170): maaskee Kottsjii i Ragunda-sokn. (Hiil- phers Jæmteland S. 298). Jfr. Kjosjcin paa Grændseo

af Angarmanland. (Hermelin). KoRivsJO SYDRA (S. 160); Sondre Kornsiien, den storste So

i Bahuslehn. KuLUBLiKK (S. 172); Kiillblik kaldes en norsk Gaard paa

V.ærmelandsgrændsen ligeoverfor det svenske Htigsæter.

(Marelius I. c. S. 109). Kyrpiall (S. 162) ; Kurfjall i Hakonar Hakonars. S. (Heimskr»

V, p. 86-87; Fornmanna Sogur IX, p.32l, 322). Laivgsjo (S. 160, 1 62) ; Langen kaldes endnu en So i Bahuslehn. Lre (S. 160, 1 66) ; Lee- (Led-) Soen (Lieen) ved Rigsgrændsen. Leivgliivgslidir (S.170); nu Finlierne i Snaasens Præste-

gjeld; Anm. til J. Aalls Snorre Sturl. I, S. 76; jfr. Jessens

Norges Beskr. S. 176; Krafts Norges Beskr. VI, S. 74.

Lenglingen i Hammerdals Pastorat i Jæmteland, paa

CRK\DSKI{ESTK-»1MELSK MKI,I,KM i\OKGK O« S^KIUU«. 177

Hermelins K. Langlirigen er en So i Ragiitida -sokti; (Hiilphers Jæniteland S. 208).

k Mag\orom(S.172); MagiioiJ kaldes en Gaard i Eidskog Si>gn, Vinger Præstegjeld, Soliirs Fogderi, ved den sven- ske Grændse; Krafts Norgfs Beskr. I, S. 524. Her ligger ogsaa Magnor- eller, som den tiiforn kaldtes, INlagnild- l)ro; Saml. til norske Spr. og Hist. H, S. 524, 539; V,S.270.

Mauro-os (S. 168); mon ikke Marbotjærn i Helsingland osten for Elfaros paa Hermelins Kart?

MoRBKK, MuRUBEK (S. I6G, 108); Mardvik, omtrent en Miil uorden for Brecke i Jæmteland paa Hermelins Kart. ^} inaru bæk ok i brækku"; Corp. jiirv sveagoth. VI; Hel- sing. L. _5irigni' B. XV; jfr, Ind. nom. propr. p. 193.

MuLLuivGSBRRG, Malu.\gsil, Malung (S. 168, 168) er Ma- langsberg i Helsingland paa Grænd.sen af Herjedalen; jfr. El Frondin, Diss. de Helsingia P. 1. (Upsal. 173;)) p. 2.).

Munlauguros (8. 172);jfr, Roset paa Muldhaugaklint Kr.87 og Muldbaugsroset Nr. 106.

Neigersio (S. 170); maaskee Negasjon i Angermanland, siiii- den forFlottingsJon paaForsellsK.Nr. VII. Jfr.Næfwersjoii i Jæmteland. (Tuneids Swerig.Geographie 7. Upl. III. S. 131).

Raf]vasill(S.166, I6S) er Ramsele i Angermanland, henimod Jæmtelandsgiændsen. Denne Form synes at vise, at dette Stednavns Etymologie ikke kommer af ram o: Hoihed, (Muljdiers Angermanlands Beskrivelse S. 200), men lige- som de sammesteds S. 201 anforte Ramsås, Ramso, Rainshytta, Ramsjo, Raninæs, af nom. propr. RafnQfr. Adv. Jfffn og jamn).

R^FNODE, AT Rafuundum (S. 166, 170) er Ragundasokn i Jæmteland, som, efter den gamle Retskrivning Rauund, Rafwen (Hiilphers Jæmteland S. 204), sammenholdt med nærværende gamle Form, maaskee ligeledes haver sin Op- rindelse af Mandsnavnet N'^rfii. Hiilphers antager der- imod, at delte Sogn, saavelsom Ragundaelven (og Ra- 184i-18i5, ^ 1 '-2

178 GRÆ\DSEBFSTEMiHKLSE IHELLEm NORGE OG SVERRIG.

gundasoen) har sit Navn af en Rmnnnd, som forst skal have nedsat sig i Egnen ved denne Elv (Jæmtelands Beskri- velse S. 204); af hvem ligeledes Radmundshog og Rad- mundsong i Torpsokn i Medalpad ere benævnede, og om hvem Traditioner og Sange endnu existere. (Gron- vvall Diss. de Sledalpadia antiqua et hodierna, p. 77-78; Hiilphers Medalpads Beskrivelse S. 57; P. E. Mullers Saga-Bibliotbck II, S. 549.) Denne Forklaring kunde da begunstiges af den her ogsaa forekommende Ranundar- foss (S. 166), som maa være en af de Fosser Ragunda- elven danner. (Hiilphers Jæmtelands Beskrivelse S. 206.)

Reinsio(S. 162); maaskee Ransfi iVærmeland;(TuneId2.D. S. 301).

RoDENA (S. 160); maaskee Soen Riigden i Værmeland. (Fer- novv S. 10).

RoYNKLOE (S. 166) er formodentligen Renekluckan i Herje- dalen paa Grændsen af Dalarne. (Hermelins K. ; jfr. Rams- kluckan i Frondin Diss. de Helsingia p. 25).

Rossang (S. 166); jfr. Rossangskullen paa Grændsen mellem Helsingland ogDalarne (Frondin de Helsingia p.-25), og Ros- sangen i Bergs-sokn i Jæmteland ved Herjedalsgrændsen. (Forselis K. Nr. VII).

SiKsos (S. 168); jfr. Siksioda i Helsing. L. ^'ngm« B. XV. efter Dr. Schlyters Formening Siksjon i Herjedalen, nær ved Grændsen af Helsingland; Ind. nom. propr. p. 194.

Skarnhella (S. 160; Gaarden Scharnhelle i Foss-Sogn, Ba- huslehn, nævnes i Aaret 1639. (Samlinger til detlNorske Folks Spr. og Hist. IV. S. 181).

Steinberg (S. 166); jfr. Stenberg paa Forselis K. Nr.VII; Stea- bergshogd i Herjedalen nord for Elfros. (Hermelins K. ofwer Helsingland; jfr. Frondin Helsingia p. 25).

Straum(S-170); nu Strom i Hammerdals Præstegjeld i Jæm- teland.

GRf;iVDSEBESTElttinRLSR MRLLRM AOROK OG SVERRIG. 179

Synshrcn (S. 164); jfr. Sundsbrosund mellem N. og M.

Korrisoen paa Forselis K. Nr. IV. TioRsoARHOLii (S. 170); en Holm i Tjæresoen i Medalpad,

sonden for Talleraasen paa Forsells K. Nr. VII. Trollarrof (S. 168) er Trollegrav i Herjedalen ved Grænd-

8en af Dalarne. (Forsells K. Nr. V; jfr. N. Celsii Diss.

de Dalekarlia p. 17, 23, 28). 5elliasb]v(S. 170); Talleraasen, paa Grændsen mellem Me

dalpad og Angermanland. (Hulphers Jæmteland S. 1.

Medalpad S. 4; Hermelins K.). $ioros, 5iDA os (S. 100); Tidan, Tian kaldes en Stroni,

som falder forbi Mariestad ud i Venneren. (Tuneld II.

S. 204.) 5i]vgt6ll(S. 166); en O, som dannes af Klaraelven og %'en-

ueren, paa hvilken Carlstad er anlagt. (Fernows Wiirme-

land S. 125, 324; om en Grændsesteen, ei langt derfr;j,

Dyfwelsteen kaldet, S. 75, 129). JoRESKÆL (S. 166); maaskee Thoreskærsberg paa Grændsen

af Herjedalen og Dalarne, (Hermelins K.); jfr. Thoreskær,

,,der Orsa, Mora och Heriedalen sammanstota"; Hiilphers

Herjedalen S. 3). 5oRHOGSEiD(S. 170); maaskee Torologsægde paa Grændsen

af Medalpad og Jæmteland. (Hulphers Medalpad S. 3). $RO]VDARttLÆTT(S.168); Trondeklatt, paa Grændseu mellem

Herjedalen og Dalarne. (Celsii Dalekarlia p. 17; Hulphers

Herjedalen S. 3). Ulfuana (S. 160); maaskee Ulfvandet mellem Bogsoen og

store Lee-Soen. Uppsio(S. 170); jfr. Upsjij-Rå i Medalpad paa Jæmtelands-

grændsen. (Hulphers Medalpad S. 3). Vaxnbru (S. 172); maaskee Woxen, en lille Elv i Wærme-

land, nærved den norske Grændse. (Fernow S. 9).

12*

180 OR FNDSF.ItKSTKMMKI-SR IMKLLKM ,\ORGR OG SVKRRTn.

HISTORISK-AATIOVARISKE OPLYSMAGER.

I. Ved (en norsk) Kong Harald kan man her hver- ken tænke sig Harald Graafeld eller Harald Haardraade, da med ingen af disse nogen svensk Konge af Navnet Karl var samtidig. Derimod forekommer i et gammelt Langferigatal , uden Tvivl fra Begyndelsen af det Ude Aarhundrede S blandt de svenske Konger en Kolr , SfJn af Blotsvend, af de Svenske kaldet Erik Årsæll og Fader til den forste svenske Konge af Navnet Sværkcr. Da denne, efter sin Faders og flere Kronprætendenters Diid l)lev Konge over hele Sverrig, omtrent 1133 ^ og hans Farfader Blotsvend skal være diid omtrent 1083, kan Sver- kers Fader Kol gjerne have været samtidig med den sidste norske Konge af Navnet Harald , nemlig Harald Gille, naar man ei blot henlorer dennes Regjering til Aarene 1135-36, da han efter Magnus den Blindes Fan- genskab regjerede ene, men regner den allerede fra Aaret 1130, da ham paa Haugathing tildomtes Halvdelen af Norge med Kongenavn. At Kol (Kollr) og Karl enten er et og samme Navn med forskjellig Retskrivning, eller at de af Afskriverne ere blevne forvexlede, saavel i hint Slægtregister, som i nærværende Grændsebestemnulse, {Kollr ernemlig ogsaa et gammelt norsk Navn), kan formeentligen sluttes deraf, at en Son af Sverker blev kaldet Karl; en Omstændighed, som ogsaa synes, i Henseende til dette Navns Retskrivning, at give vor Kilde Fortrinet. Dersom Kol eller Karl skulde have været Konge ikkun i den ost- lige Deel af Sverrig^, er det ei let at indsee, hvorledes han kunde foranlediges til Grændse-Underhandlinger med Norge; men denne Gisr)ing af Lagerbring grunder sig maaskee blot paa et Sted i Heimskr. IH, p. 209-70, hvor Erik hinn Årsæli (ellers kaldet Kol) omtales som den,

') Ser. rer. Danicaruin 1, p. 13j Ser. rer. Svec. I, p. 6. ^) Lager- bring S. R. S. II, S. 24, 109j Rosenhaues Swea-Rikes Konungalangd S. 17. ') Lagerbring II, S. 110.

GR-K\DSEHKSTI<;>1«KI.SH MKLLKM iVOlUJK OG SVKRUKJ. 181

der, ligesom lilfoin Blotsveiid, forkastede den christne Lære i Sverrig, eller, efter Sainineiili;eiigeri, egentlig i Srofialfiiid, Iivilket Land den danske Konge Niels og den norske Konge Sigurd Jorsalafar derefter foretog sig at christne.

II. Sve/ff er det nuværende Sweg-Sogn , i den syd- ostlige Deel af Flerjedalen, det storste »Sogn i Provindsen. Ligesom i Middelalderen , er der endnu et Tliingsted '. Denne Stedets gande Bestemmelse kan maaskee oprlnde- ligen hidrJire fra Kirkens Beliggenhed nær ved den hety- delige Liusnaeif, som gaaer igjennem Herjedalen, af hvis Boining paa dette Sted (isl. ot sver/ia, curvare,) Sognet snarere kan have faaet Navn end af det gande sveit. Ogsaa Veien for Pilegrime til og fra Trondhjem, skal have gaaet gjennem dette Sogn, skjiJndt nogle Mile fra Kirken^.

III. Pafer noster udgjorde tilligemed Credo in Deum og Ave Maria Hovedsummen af de fiirste christne Nord- boers Religions-Kundskab. Disse ascetiske Fornder lærte de, som Ny-omvendte, af deres Lærere; dem vare Fad- dere forpligtede til at bibringe deres Gudliorn; dem skulde Enhver, som var kommen til Forstandens Brug, i det rin- geste fra sit syvende Aar af, kjende ^. Mangel af denne Kundskab maa da, efter hin Tids Anskuelse, antages for synonym med Mangel af Daab og Christendom. Fandt denne JMangel Sted, eller var Christendommen i det ringeste ikke almindelig antagen i Smaaland i de forste Decennier oa; i Jarnberaland eller Dalerne i de sidste Decennier af det 12te Aarhundrede *, er det ikke usandsynligt, at det endnu senere kan have været Tilfældet i det saa meget

') Tunelds swenska Geografie III, S. 74. ^} Hiilpliers Herje- dalen S. 325 Tuneld a. St, ^) Olafs S. Tiyggvas. Fornm. Sogur II, p. 40; Jus ecclesiasticum TIioilaco-Kelill. ed. Thorkelin p. 18; Jus eccl. Arnæanuin ed. Tlioikclin p. 8, 12; Erkeb. Jons Kirke- ret i Paus's Saml. af norske Love II, S. 112; J. Olavii Syntagma de baptismo p. 20; F. Johannæi hist. eccl. Islandiai I, p,500, 525. ->) Heimskr. III, p. 2G9-70. ^) JSverris S. p. 21.

182 GR-Rl%DSKHESTb"nMBT<SE MELLKM NOROR OG .SVKRRtO.

nordligere beliggende Jæmteland. Men da de forskjellige Vidnesbyrd om Grændserne, som paaberaabes i dette Do- kument, maae, som i Indledningen er godtgjort, antages at være aflagte paa forskjellige Tider, bliver det ogsaa uaf- gjort, til hvilken Tidspunkt Christendommens forste Be- gyndelse i Jæmteland kan henfores, skjondt denne neppe kan sættes senere end til Begyndelsen af det J3de Aar- hundrede, forudsat at hint Vidnesbyrd er samtidigt med nærværende Grændsebestemmelse, nendig fra Slutningen af det 13de Aarhundrede. Ved denne Leilighed torde en Runeindskrift, der synes at omhandle Christendommens Snd- forelse i Jæmteland, her fortjene Opmærksomhed. Det er nemlig Indskriften paa Friisostenen i Jæmteland, som er nieddeelt og forklaret paa flere Steder ' ; men paa intet Sted aldeles rigtigt. I sin rette Sansmenbæng bliver Læs- ningen, uden Tvivl, folgende: Austmaa|)r Gudfastar sun lit rai(sa st)in {>i!iaa au Kirua bru {)isa uk haan lit kristnaa Jaatalaant. Aasbiurn ker{)i bru uk stain runaar {)isar. Truin rasta. I ået gamle skandinaviske Skriftsprog vilde denne Indskrift lyde omtrent saaledes: Austmafir Gufifastarson let reisa steln |)enna ok gera brii |)essa, ok hann let kristna Jamtaland. Asbjorn gerSi brii ok steinn- runar |)essar (eller: uk o: bjo steinn r, {).) ^råndr reisti (risti). Oversat paa det nyere Sprog lyder da Indskriften saaledes: Ostmand Gudfastssiin lod reise denne Steen og gjore denne Bro, og han lod kristne Jæmteland. Asbjorn gjorde Broen og disse Steenruner (eller: Steen huggede disse Runer). Thrand reiste (Stenen eller ridsede, nb Runerne; i en Indskrift (Bautil Kr.) 223 distingveres mel- lem: raisti steinbal, lak runar, risti runar). Austmci5r, egentlig Islændernes Benævnelse for de osten for dem boende Nordmænd, og disses igjen for deres ustlige Naboer, de

'j Worraii Monum. Danica p. 522i Bautil Nr. 11125 Brocman, om våre runstcnars ålder S. 23G; Hulphers Jilmtelaud S. 8O9 Liljogrens Kuii-Urkuiider S. 118.

GR-R^DSKBE8TKMMKLSE MKLLKfll KORGK OG SVEaRl«. 183

Svenske, forekommer undertiden som Tilnavn (Eyvindr ansfmadr i Registeret til Landnanuibok); men som For- n.ivn har Forf. dog kun truffet det iniplicite eengang, nem- lig Giittorm Aust7nanns.son, ogsaa en Jæmtelænder ^ Denne Runeindskrift opbevarer da maaskee Mindet om en Svensk, som havde gjort sig fortjent ved, om ikke just at christne alle Indbyggerne i det 330 Ovadratmile store Land, saa dog ved at omvende en betydelig Deel af dem og der at an- lægge en eller flere Kirker. Monumentets Beliggenhed og Vanskeligheden ved at tænke sig noget andet Landskab, hvorpaa hint Jaatalant med Rimelighed kan passe sig, have ladet alle Fortolkere antage det for Jæniteland. Det forste |s i dette Ord maa da være et langt eller accentueret a, skjondt det i nærværende Indskrift ogsaa forekommer i Slutningen af Ord, hvor det ikke henhiirer, f. Ex. |)inaa, kristnaa. Y udelades stundum efter en Vokal, f. Es. i kuhl for knmhl. Ordet bliver altsaa at læse Jamtaland, lige- som Orm Jati paa en norsk Runesteen (WormiiMon. p. 461) uden Tvivl Orm Jamti; ikke Jette, som antages i det norske Tidsskrift Urda II, S. 37.

IV. Ræ^ismadr i Rædesmanzson er neppe noget Navn, men en Bestilling; af det islandske rådnmadr, rddsmadr, (Huusbestyrer) ligesom rddakona (Huusbestyrerinde^). Man pleiede nemlig stundum at benævne en Person efter hans Fa- ders Embede, naar dette havde været anseeligt; saaledes fore- kommer i Heimskringia, Jarlsson, Bishipsson, Profastsson.

V. I nærværende Akstsykke forekomme forskjeUige Udtryk til at betegne Begreberne Grmidse og Grændseskjæl. Forstnævnte Begreb udtrvkkes her ved Ordet landamæri. En Bæk er landamæri mellem Norge og Sverrig; dette /. have Jæmter og Helsioger holdt o, s. v. Ordet, der i Bjorn Haldorsons islandske Lexicon anfores som F.æmi-

') Heimskr. III, p. 173. 2) Worraii Mon. p. 4GI. ^ Glossa- rium til Njals Saga, jfr. Index til Thorkelins Analccta ad histo- riani ctc. regni Norvcgiæ, Hafii. 1778.

184 GR K'VDSKIJKSTKMMKL.SK MKLI-KM ^OJtflK 0(3 SVKRKIR.

nin , forekommer her som neutrum og i singulari, ligesom paa flere Steder i de gamle svenske Love '. Foruden i de nordiske og germaniske Idioujer (Angelsax. gemære, land- gemferé) forekommer Ordet ogsaa i de finniske og slaviske, og staaer maaskee i Forbindelse med det græske [j.sipcj (deler) ^. Det i de skandinaviske og flere gande Sprog, samt i Middelalderens Latin forekommende mark, nierki, marca (signum* nota), kan vel i og for sig selv betyde Grændseskjæl, eller den sandsidige Betegnelse af en (irænd- se^ hvoraf igjen den islandske Graagaases merklagånga, 7nerkiasyninf/ (Besi^teliie af Grændseskjæl): men for at be- tegne dette Begreb, sammensættes hint Ord dog hyppigst med andre, f. Ex. landaw^er^/, lauåsmerkl, skos^amerki, tak- mark, mark^ie'xnav, 7Jiei'kigHrT)r , af hvilke Sammensictnin- ger ingen forekommer her, men derimod andre eenstydige, nemlig enåamevki og xainerki*. Ved endamerki forstaaes det som betegner Enden eller Grændsen (landsendi) af et Distrikt, hvoraf det danske Ord Enemærker. Af Ordet rumerki betyder den forste Stavelse oprindeligen en Pæl",

^) Efter Dlirr. Collins og Sciilyters Udgave 5 Vestgothalagen S. 173; Ostglithalagen S. 1J6; Soilerniannalagen p. 262; Vest- mannalagen S. 38. "^^ Ihre Glossarium Sveo-gotliicura II. col. 146; Edda Sæinundi, ed. Hafn. II. p. 721. ^-j Vestgothalagen , S. 466. ^) Forf. kan ikke ganske bifalde den store tydske Sprogforsker og Oldgrandsker Jac. Grinims Mening (^Deutsche Grenzaltertliumer, Berlin 1814, S. 3) at det gamle nordiske Ord mork, (fæm. 0: Skov, a( myrhr »: raiirk), og merki o: Grændse , skulde være beslæg- tede. Men Benævnelsen marcomanni kan derfor gjerne have be- tegnet paa nogle JStedcr coii/ines , paa andre sylvicolæ. Parallel liermed vare de nordiske markamenn eller Beboerne af de skov- begroede Landstrækninger (inarkir, vierkut-) mellem Svertig og det sydostlige Norge; Fornmanna SJigur XII, p. 324; Oldnordiske Sagaer XII, S. 231. *) Flere Sammensætninger af rå forekomme i Uplandslagen (Sciilyters Udg. S. 391). Synonym hermed er sammest. S. 243, staki (Stage): stakæ ok sten ma ra kallæ.

GU.F.i\nSKHt;STKMAlKLSK HKLLKM MtKCIH ()(; MKRItliJ. 1**^5

som i denne Betydning forekommer i gamle svenske Love i Forening med rift ir, (rift ir ok rumerki, rift ir ok ra)^. Lio'esom ved Pæle betesrnedes on Grændse ved enkelte eller flere Stene af et bestemt Antal og i en særegen Stilling^. Man sammenligne hermed de saakaldte Hjerte- stene . Visere og Vidnestene paa Grændseruserne mel- lem Sverrig og Norge, ifolge Grændsetractaten af I7r)l ^ Da .Grændserne mellem Odelsjorder, ifolge Magnus Laga- bæters Gulathingslov, (A.Magn. Comm. Udg. p. 28(»), skulde betegnes ved ojneiste vinrk,sfcinar ^ tilligemed de derhos lagte tre Lyritter, er det ikke at omtvivle, at de i nær-

') Vestgothalagen p. 67 Not. 5, jfr. Hues Glossariuiii II, col. 400; dctfiirste Ord er uden Tvivl det islandske raftr, refti sv. rafl d: en Stang. Om Benævnelsen Rafte-Siden for en Deel af Ostfinniarkens Kyst, s. Norske Saml. III, 27.3. Muligen kan det samme Ord ligge til Grund for det gamle lyrittar , eller de tre Stene, som ifolge de nor- ske og islandske Love skulde lægges ved Grændsestcnen, hvoraf igjen lyrittarei&r eller Benægtelseseed af tre Mænd ; et Ord , om hvis Oprindelse de nordiske Philologer ere uenigej Liliendals Stut Agrip af Vidalins Gloserunum yfir fornyr5i loglidkar tslendinga Bub V. lyrittar; Arnesens islandske Rettergang S. 258-59; Glos- sarium in Njals Saga, Hafn. 1809. ^) rd og ror nævnes samlede i Westmannalagen (Gloss. S. 309) og i Uplandslagen S, 243, hvor ror nærmere beskrives saaledes: i^]^æv ær ror sum fæm stenær æru, fiuri utæn ok en j midiu, fiuri stenær ok ^ri stenær muglui ror heta"; deraf igjen ringror (Stenkreds) og præstene i Sodcrmannalagen S. 100,114; jfr. Gloss. Grændser af ringere Be- tydning, f. Ex. imellem Agre, dannedes undertiden af Grofter eller Render (Ren o: Agerreen, jfr. Ihre Gloss. II, col. 419), i hvilke Stene vare opreiste; Vestgothalagen S. 428: ren ok sten. Man bemærke de her forekommende, saavel Bogstav- som Enderiim : ra og ror, staki og sten, rep og ramerke, ren og sten, ben og sten; thi, efter nysnævnte Lov S. 243, 296, lagdes ogsaa Been (uden Tvivl Dyrebeen, af et eller andet overtroisk Hensyn) under Grændsestenc, som betegnede Markgrændser. ^) Jessens Konge- riget Norge S. 227, 255.

186 GR.KlVDSEBESTKMTlKIiSE MELLEII NORGK OG SYKUniG.

værende Aktstykke forekonmiende Græridsenjærker mfllem Rigerne niaaehave bestaact i opreiste Stene; skjondt det her ikke udtrykkeligen siges, uden paa et enkelt Sted, hvor en af Einar Thanibeskjeker opreist //e//a omtales. Men uagtet nu endamerki eWex rdnierkl betegne de syidige Kjendetegn for Grændserne, saa forekoninie de dog her ogsaa som brugte for Grændsen selv, (nii hefur endamærki; ganga jiaSan råmerki). Med Hensyn til den Maade, at opniaale Grændsen ved Skridt (er hann fotfor |)etta ramerki) kan sammenlignes Hiilphers Herjedalen S. 79.

Til at betegne Grændserne mellem Jæmteland, Herje- dalen, Dalarne og Helsingland bruges her Ordet taum- burdr, som betegner den Siandling, hvorved Grændsen be- stemtes eller Opmaalingsforretningen. Ordet kommer af taumr, funis, hvoraf det svenske tom, det dansk Tomme, og betyder egentlig Opmaaling ved Hjelp af et Reb. Det forekommer ogsaa i nogle Membraner af Magnus Lagabæ- ters Gulathiiigslov, medens i andre bruges det synonyme alburdr, af al o: Reeb (p. 286, 288). I svenske og dan- ske Love udtrykkes Begrebet ved Ordet Repninr/ , Rceh- ning ^ Hermed kan sammenlignes den antiquus funis geometricalis Danorum, som alt i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede kjendtes i Normandiet -.

VI. Dette er uden Tvivl den ældste Form for Sagnet om Anledningen til Herjedalens Beboelse. Tidligere er det ikke fundet hos nogen ældre Forfatter end P. Clausen, i hvis Norges Beskrivelse (S. 139) ået, af en islandsk Kilde som dog ikke nærmere kan paavises, meddeles paa folgende noget afvigende Maade: ^^Herjulf Hornbryder var Kong Haldan Svartes Bannermester eller Fennikedrager; han kom i Kongens Ugunst for den Sag, at han udi

*) Rep ok råmerkar : Ostgothalagcn, Collins og Scliljtcrs Udg. S. 342j jfr. GIoss. '') Ser. rer. Dan. VII, p. 51G.

grundshukstk'vimelsb mkllem ivorok og svkrrkj. 187

Kongens Sal slog en af Kongens M.rnd ihjel med et solvslaget Horn, som horde Kongen til (hvorfor han hiev kaldet Heriulf Hornbrioter) og Kongen giorde hannem fredliis derfor; thi flyde han^til Kongen i Sverrig, og var der vel antagen i lang Tid. Siden lokkede han Kongens Soster, ved Navn Ingeborg; Ihi ronite han med hende, og nogle sine Tienere, og meget Gods og Penninge (som han havde skikket i Veien for sig) udi åen store Udorken, som laae sonden for Jæniteland, inielleni Sverrig og Norrig, iblandt store Skove og Klipper; der lod han Skovene af- hugge, og bygde der Huus, og opruddede der Enge, og sendte sine Tienere ned i Throndhjem at kjobe, hvis han behovede, og lode sig ikke mærke andet, end de vare af Jæniteland, og saaledes holdt han det, al sin Livstid, og blev det Sted kaldet af hannem Herjulfsdal." ^

Forskjelb'n mellem Sagnet i dets herværende ældste Skikkelse og hos P. Clausen er i det væsentlige folgende: at den svenske Konge , til hvem Oerjulf flygtede , her kaldes Anund, formodentlig den samme som Emund, der med sin Broder Bjiirn paa Haga regjerede i forste Kalv- deel af det 9de Aarbundrede, og at det Fruentimmer, med hvem han flygtede fra Sverrig , her siges at have' været Kongens Beslægtede , Helga. Stedet , hvor de forst ned- satte sig, nævnes ikke hos Clausen, der ikke heller har kjendt den her forekommende Slægtlinie fra en af hans Sonner, formodentlis deo , der forblev boende i Herjedalen. Der- imod nævner Landnåmabok '■* to andre af Herjulfs Sonner Thorolf og Olaf, som bleve Konger (rettere Jarler eller Herser) i Oplandene, og skulle have efterladt sig Afkom i det nordentjeldske Norge ^ Thorolfs Son Thrase ned-

') Efter Clausen er denne Beretning optaget i A. Jonæ Spec. hist. Islandiæ p. 15 og i Torfæi Hist. Norvegiæ I, p, 407. ^) Ed. Hafn. (1774) p. 322 j Olds^krift-Selsk. Udg. i Islendinga Siigur I, p. 276. 3-j SchOnings Norges Hist. I, S. 436.

188 OR.KXDSKHKSTKMMIILSH >IHL1,KT1 XOlinK (iV, sVKHKia.

satte sig i Island , hvor han blev Stamfader for en Slægt. Med nærværende Beretning overeenssteninie, i det hele, de lokale Sagn i Herjedalen , at nemlig Herjult" skal have nedsat sig i Snoswallen ved Herjeaaen \ hvor han skal være begraven i en Hoi med sine Skatte, og hvor (ler ogsaa findes en saakaMet Kongshoi; samt at han skal have efterladt sig fire Sonner og en Datter, som nedsatte sig paa forskjcllige Steder i Provindsen ^. Lille Herje- dals Kirke nævnes som den aldste i Landet^; maaskee den samme som den Ljot, efter nærværende Sagn, har ladet bygge. Foriivrigt kan bemærkes, at Benævnelsen Herjnlfs- dalr efter dette Lands forn)eentligen forste Bebygger og Eponymus, saavidt bekjendt, ikke forekommer i noget gammelt Skrift; i Heiniskringla, til Exempel, aldeles ikke, og i Sverris Saga , hvor dette Land engang synes at omtales, bruges Benævnelsen //6'/y/«/»', Berdulr'^. Herdal nævnes endnu i det I6de Aarhundrede ^ ; P. Clausen bemærker (S. 108) at det ^^ved en Forkortelse" kaldes saaledes. Skulde man derfor ikke, uaglet dette Sagn om Anledningen til Herjedalens Bebyggelse i Grunden ei er usandsynligere, end de lignende om Bebyggelsen af Jæmte- land og Helsingland , og uagtet de Exempler , der haves paa flere nordiske Stednavnes Oprindelse af Personnavne, dog kunne antage, at dette Land (Ilerjardcdr) snarere er Idevet benævnet efter Herjeaaen, som kommer fra Grændsen af Dalarne og nærved Svveg falderiden store Elv Liusnaaen, og som tillige haver givet Herjesoen , Lille Herdal og Hero Navne? Dette synes ogsaa at have været Herme-

') Capit, Munthe forklarer Sliardsvellir, hvor Herjulf nedsatte sig, ved Elfros i Svegs Præstegleld; J. Aalls Sn. Sturl. I, S. 67. 2) Hulphers Herjedalen S. 43.47. Tuneld III, S. 45. ^) Hulpliers S. 45, ■*) En Codex læser Ualir, jfr, N. Celsii Dissertatio de Dalekarlia II, p. III. *) Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie I, S. 42, 59, 81, 85.

«IlTlM)!sKnKSTKMMMI.SK MRfJ,R'>1 XOROR (tfi SVKRRIO. 189

lins Moiiitig, som paa sit Kart (1797) kalder Landet Hericådalen ^

VU. Om denne Guiihilfl den Snilde (i Angernianland?) er intet videre bei^jeriilt; umeliiien var det den samme Ciiidiild , som eller Sagnet skal va-re (Ivgtet fra ISorge til llerjcdalen -. Hvorom Iiimi og Arne egentlig har halt 1'rætte , er af denne Fortirlling selv ikke tydeligt. For. modentlig sigtes her til en eller anden af de Trolddoms- kunster, hvormed de Gande stundum troede at kunne virke j>aa Fiskeriet •\

VIII. I Originalen findes en horizontal Streg over Ordet do, hvorved der kunde fieinkomme Ordet j«/*Wom; men da denne Streg oiensynligen er tilsat med en nyere Haand, og der da foran Jarldoni maatte læses Skuln, ikke Sknli, hor Textens L.Tesning vel foretrækkes. Denne Skuli kan ikke være dt-n norske Hertug af dette Navn i det 13de Aarhundrede (som antages i Handlingar ror. Skandin. Historia XVII, S. 30) men snarere Skuli kongsfostri, Toste Jarls Son og Hertug Skules Stamfader, som , efter

') Svenis Saga's Herdalir , Hæredal i Er. Ludwiksens Be- skrifning (S. Olafs Saga utg. af Hadorph S. 137) og Herdalen, som det kaldtes i 17de Aarhundrede, (Schlegels 8amml. zur dan. Gesch. 1. S. 85 jfr. Toifæus 1. c.) , kunde muligen have en anden Etymologie, nemlig af det gamle Ord her (en Mængde) og saaledes oprindcligen betegne ,, flere Bostiillur tiisammens i Dalar'"; Marelius i Kgl. Velensk. S. Handlingar 1771, S. 186. Fra den a)!dsle Tid synes Herjedalen (ligesom Jæmteland), saavel i verdslig som geistlig Henseende, at have hOrt under Throndhjems Stift j (Samlinger til norske F. Spr. og Hist. I, 85. 40t>)j skjiindt der ogsaa gives Grunde, der kunde tale for, at Herjedalen indtil Re- formationen, i geistlige Anliggender har ligget under Hammers Stift (Schijnings Xorges gamle Geographi S. 104; Norske Samlinger I, S. 180. 2-) Hiiiphers S. 74. ^} Jfr. Landnamaljok ed. 1771, p. 155; Oldskr Selsk. Udg. p. 147; Hulphers Herjedalen S. 47; M. Stephensens Island i det attende Aarhundrede S. 85-86.

190 gu.exdshhrstrmmrlsr mrlij-tm ivouor og svrrrio.

Harald Haardraades Fald i England , fulgte Sonnen Olaf Kyrri til Norge , hvor denne tilskjodede ham betydeligt Jordegods ved Konghell , Oslo , Tonsberg , Sarpsborg, Bergen og Nidaros, der lagde Grund til denne rige Slægts Besiddelser i Norge ^ At han skulde have fort Titel af Jarl , vides ellers ikke af andre Kilder, ligesaa lidet som naar og hvor han er dod.

DE I GRÆNDSEBESTEMMELSEN FOREKOMMENDE PERSON-NAVNE.

Alfson, vide Erlingr. Amundi i Heslibrcku, 164. Amundr stjerna, 164. Andresarson, v. Ivar. AnundrkoniingriSviariki, 168j

jfr. 187. Arni illi, 170.

— • prestr, 166. Aslakr i Flatalandi , 164. ' — smi5r, 164. Asmundr (a) Lirpum, 164. Asolfr Haffjorieson , 168. Bjarni , 164.

— a Grenimork, 164. Bjorn Eilifsson, 168. r.lafinnr, 170. Botildarson, v. Brynjolfr. Brandr stinni , 164. Brynjolfr Botildarson, 172 j

jfr. 149. Dagr ^oibjarnarson, 168. Disarson, v. Rafn. Drogi , V. ^(Jrlr. Egllsson , V. !?iturlaugr.

Eilifr teppimadr Rafa^son ^

168^. Eilifsson, v. Bjorn, ]^or5r. Einarr or Arnafioa, 164.

— fjambaskelfir, 172. Eindri5ason, V. Markus. EindriSi rædeniansson , 166. Eirikr Lafuorarson (^LavarSar-

son

?), 164.

Erlendr (sira), 166.

Erlingr Alfsson, 172; jfr. 148.

— logma5r, 172. Eyolfr i Gy5ranni, 160. Eyvindr a Hoilti, 164. FroiVi Hakonarson , 168. Geileifr (Geirleif r ?) prestr, 164. GjaiSar béndi, 172. Gotstafr Pétrsson, 172. Guhmundr bondi , 164. Gunnhildr snjaila, 170. Gunnolfr i Eng, 164.

— prestr a Ving, 172. Hafur i Straunii, 164. Hdffxirir J>»'"5arson, 168.

1) Heimskr III, p. 172-73. Fornmanna Sogur VI, p. 432.

2) Teppimaffr; hermed kan niaaskee, efter Efatsraad Finn Magiiusena Forf. venskabeligen meddelle Conjeclur sammen lignes Ordet veffrtepptr c: den eom ved Veirctb iieiikafrculicd er liiudret fra eii Reisc.

GR.EXDSRBESTKIVIMRLSK MELLEM IVORCK OG SVERRIG.

191

Hakon bdndi, 166.

— a Rifuu, 164; jfr. 148.

— valr, 168. Hakonarson , v. ^orstcinn. Halfdan koniingr svarti , 168;

jfr. 186.

Hallstcinn »i Rjo5ri, 164. — å Strauini , 162.

HallvarSr prestr, 166.

Haraldr komingr, 160; jfr. 180.

Haraldsson , v. Karl.

Helga 168.

Herjolfr liornbrjotr (Hornbry- der) , 168.

Herlaugr hornstigi^ Fr68ason, 168.

Hornbrjotr, v. Herjolfr.

Hornstigi, v. Herlaugr.

Jon erkibiskup, 166; jfr. 149.

— Mulason, 162.

— Steinarsson , 162.

Ivar Andresarson å Leini, 166.

Kamarskegi, v. Ketill-

Karl Haraldsson, 172; jfr. 149.

— koniingr, 160; jfr. 180.

— svarti , 164.

Ketill a Hafnasætre, 160.

— kamarskegi, 164 ''. Kristinarson , v. Nikolas. KristniaS Panason, 172. Lafuorarson (LavarSarson ?),

V. Eirikr. Ljdtr Dagsson, 168.

Lodinn (b(indi) i Allrarkelldu, 164. — prestr, 166. Makakalfr, v. ]|^orbjiirn. Markus Eindridason skuadrn,

166; jfr. 148. Mulason, V, Jon. Nikolas Kristinarson , 172. J)«!risson , 164. — ^orsteinsson , 162. Olafr a Vesteini, 162. Ornir Jorgilsarson, 162. Pall i Loy, 164.

— suri, 166., jfr. 148. Panason , v. Kristraa5. Pertill , V. SigurSr.

Pétr fi Hjartheimi , 160. Pétrsson , v. Gotstafr. Rafn Disarson, 162.

— ^oralldason, 168. Saxi prestr , 162. Siglivatr (sira), 166. Sigur8r pertill, 172, jfr. 148. Simon i By, 164. gkuadru,v.IVIarkusE!ndridason. Skiili jarl , 170. , Steinarsson , v. Jon. Stekla-^orsteinn i Tiineinum,

166. Stjerna, v. Amundr. Stinni, v. Brandr. Sturlaugr Egilsson , 164. Suri , V. Pall.

') Maaskee Klippebestigeren; i Korge (ligesom i Schweiz) betyder Horn en steilt opstaaciiJe Klippe, f. Ex. Romsdalshorn , Honieel. 'O Efter Et. Rd. Finn Magnusens Conjectur maaskee rettere hamarskeggi (hamar, en stcil Klippe] ; jfi-. Ej.jarskeggi.

11)2 GRÆIVDSKBKSTKllMELSK MELLKM NORGE OG SVERRIfi.

Svarti, v. Halfdan, Karl. TeppimaSr, v. Eilifr. Valr, V. Hakon. '\'io;leikr a skara, 162. ]^aml)askelfir , v. Einarr. J>in£:l)iitfr, V. J)onr. ^(iralldi Ljdtsson, 168. ]|^orbjorn ganili Jorbjarnarson, 168.

— a Lokoke, 162.

— raakakalfr ]^«)!isson, 168 ».

]^dr5r Bjarnarson , 168.

— j StufsiuAi, 164.

— i Tiosavik , 168.

^orgilsarson, v. Ormr. J)drir Drogi Herlaug-arson, 168.

— EiliTsson , 162.

- — ■ å Kirkjubæ, 164.

— a Ru5i, 162.

— J)in»;hottr (^Thinglhat}

172 ^ ^diisson , V. Nikolas. f)oikell a Riuki, 162. J)orliikr å Rifuu, 172. J>orsteInn Håkonarson, 164.

— V. Stekla-^orsteinn. ^orsteinsson , v. Nikdias. Ogmundr å Krot;sbæ, 164.

') Den sidste Deel af Tilnavnet makakålfr , betegner neppe andet end Dyret j^Kalvi" men den forste Deel kan være, enten maki (^niage), mak (Roe, Hvile) eller mak (Smiirelse) uden at dog Et. Rd. Finn Magnussen tor bestemme sig for nogen af de Forklaringer, som derved kunne opstaae. Midlertid anseer han det for muligt , at kdlfr kunde være en Feilskrift for Kolfr (en Tykkert), som ogsaa kan passe sig for en eller anden af de forskjellige Beskyldninger der kan tillægges den forste Deel. ^) Den her forekommende Jorir Jjingliiittr maa være den samme som ^orir J)inghoffti, der, ifiilge de islandske Annaler, faldt paa den norske Kong Hakons Tog imod den svenske Hertug Erik i Aaret 1310, da hiin i nogle Codd. ogsaa kaldes ]^drir Jjinghdttr. Han nævnes 1 Annalerne som en SiJn af Hr. Jon Ivarsen Raud (1295 Norges Higes Raad, 1302 Baron, Fader fil Kong Hakons Svigerson Hafilior Jonsen og Eier af Gods paa Rommerige), hvilket kan tjene til at supplere hvad der om dennes Born fotekommer i Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie IV. S. 124. Den sandsynlige identitet af disse to Personer bestyrker hvad i Indledningen er yftret om den Tidsalder, til hvilken nærværende Grændsebestemmelse bliver at henfijre.

FUND I STERNDYS8ER I DANMARK. 193

FUND I STEENDYSSER I DANMARK, mkddeelte

AP J. J. A. WORSAAE.

I nogle af de forrige Aargange af defte Tidsskrift (1838-1839 og 1840-1841) har jeg givet Efterretninger om en Deel Undersøgelser af Gravhoie, jeg Tid efter anden liar havt Leilighed til at foretage i forskjellige Egne af Landet. Selv om jeg ikke udtrykkelig var bleven op- fordret ^ til at fortsætte disse Beretninger, vilde jeg dog have indliist mit tidligere derom givne Lofte , da den Mening niere og mere har vundet Klarhed hos mig , at niJiagtige og paalidelige Beskrivelser over U<!gravninger af Hoic ere en aldeles nudvendig Betingelse for Archæologiens videre Fremskriden. Det er uomtvistelig vigtigt at samle og ordne alle jordgravede Oldsager , for at kunne danne sig en levende Forestilling om Oldtiden, men det er ikke mindre vigtigt at samle alle IMeddelelser og Iagttagelser om Gravhoienes Form, Beskaffenhed og Indhold; thi uden en saadan Kundskab vil det neppe være muligt at henfore Oldsagerne til visse bestemte Tidsrum eller overhovedet at uddrage sikkre Resultater med Hensyn til Udviklings- graderne og Befolkningernes successive Udbredelse.

Jeg har for denne Gang indskrænket mig til at om- handle nogle af vore ældste Mindesmærker : de saakaldte Steendysser, der, som bekjendt, dannes af lave med store Stene omsatte Jordforhoininger , hvorpaa der altid flndes Steenkamre opreiste. Ikke alene gjælder det om at under- soge disse Dysser inden de ganske forsvinde for den til- tagende Agerdyrkning, men de tiiaae ogsaa særlig tages i Betragtning, da der haves saa forskjellige Meninger om deres Oprindelse og Bestemmelse. Tidligere har jeg vel efter bedste Evne sogt at paavise, at Steendysserne lige-

0 Historisk Tidsskrift V, 253-251. 1814-1845. 1 3

194 FUND I STKRXDYSSER 1 DAXMARK.

saavel som Jættestuerne eie Grave fra den ældste Tid eller fra Steenalderen. Imidlertid skete dette paa et Sted \ hvor der ikke var Leilighed til at fremstille mange enkelte Iagttagelser , hvilke naturligviis udgjore de egentlige Be- viser. Som Folge deraf har man ikke ret villet anerkjende Overeensstemmelsen mellem Dysserne og Jættestuerne, idet man nok vil ansee de sidste, men ikke alle de fiirste for Grave. Til nærmere at oplyse denne Sag , haaber jeg saaledes , at de folgende Beretninger ville afgive et lille Bidrag.

LANGDYSSER.

/. E?i Langdysse ved Folleslov. I FoUesliiv Sogn, Holbek Amt, findes der, ligesom i de fleste Sogne paa Sjællands Nordkyst , en heel Deel Langdysser og Runddysser ^ Langdysserne have stundom der en Længde af over 100 Alen , men sædvanlig af henved 40 Alen, medens Breden ikkun er 8 til 10 Alen, og de ligge saavel i Retningen O. til V. som N. til S. og N. O. til S. V. Mellem Folleslov og Hovedgaarden Alkestrup sees tre svære Langdysser , af hvilke den ene bestaaer af en lang Steensætning fra N. til S., 36 Skridt lang og 8 Skridt bred. I den nordlige Ende er et Kammer af 5 Stene med en vældig Overligger , hvis Brede alene er 3i Alen. Foran Kamrets Indgang svnes der i sin Tid at have staaet flade Stene. Omtrent paa Midten af Dyssen har der været nok et Kammer, men Dækstenen er sprængt og Sidestenene omvæltede. Efter de tiloversblevne Stene at domme har det havt en usædvanlig Form , idet der neppe har været mere end to lange Sidestene med en tredie for Enden; Indgangen i Ost. Hele Dyssen er endnu omgivet af omtrent halvtredsinds-

^3 Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og Gravhoie Kblivn. J813 S. 02-67. '^) Om disse Benævnelser see j^Danniarks Oldtid" S. 63.

FUM) r STKH\DYSSKK 1 DA.XMAUIl. 11)5

tyve svære Stene og dog cie mange borttagne. Lige ved Siden af denne ligger en endnu sKirre, meget lav Lang- dysse, 105 Alen lang og 10 Alen hred fra N. O. til S. V. , omgiven af 66 Stene , skjont et ikke ringe Antal niaa være spræ^ngt. Denne Dysse er , mærkeligt nok, ved 4 tværs over satte Stene afdeelt i to Stykker , af hvilke det ene er 78 Alen 02; det andet 27 Alen lanjjt. Dyssen har havt idetmindste eet , oiii ikke to Steen- kamre , det ene paa Midten og det andet maaskee tæt indenfor Adiikket , men de ere ganske forstyrrede. Den tredie Dysse, 65 Alen lang og 10 Alen bred i Retningen N. V. til S. O , er omsat med omtrent 40 Stene og har paa Midten et Kamn)er af 4 store Stene, hvis Overligger er sprængt; Indgangen i Ost. En lignende Samling af tre Langdysser saaes indtil for nogle Aar siden tæt ved Follesliiv Kirke til venstre for Veien, der fiirer fra Folies- lov til Egemarke. En af disse var henved 40 Alen lang og 10 Alen bred og havde i Midten nogle opreiste, i en aflang Runding iæt sammensluttende Stene , der dannede et nabensfanende Kammer uden Dæksteen. Foran Kamret var sat en Gang af flade Stene. Da tilfældige Omstændig- heder foraarsagede, at Dyssen skulde jævnes med Jorden og Stenene borttages , blev det omtrent 8 Alen lange Kammer udgravet til Bunden. Midt i, ligesom paa en Brolægning af flade Stene, og ved Trækul fandtes et xihrændt Jjiig , der dog var saa fortæret af Ælde , at det hensmulrede ved Berfirelsen , og rundt omkring dette en mærkværdig Mængde Flhitredskaber. Alene af forskjellige Slags flade og thjkke Oxer eller Kiler optoges over 60 Stykker, af de saakaldte Smalmeisler , baade slebne og uslebrie 20 , ligesaa mange som Pilespidser tilhucfCfede Flint flcekker, en heel Deel Spydspidser , to Steenhamre, en Deel Flintfla'kker m. m. , altsaa over 100 Stcensager! Tæt op til Kamrets Vægstene stode smukke, med Striber

13*

190

FUND I STEE\DYSSER I DANMARK.

prydede Leerh'ulcker, de fleste af de saakaldte Hængeumer, der alene foiekonmie i Steengravene. Som sædvanlig, indesluttede de ikke Been og Aske , men kun Muldjord, hvori dog stundom fandtes enkelte smaa Ravperler, lovrigt var der ved Siden af Krukkerne henlagt mang- foldige, tildeels fortærede Ravsmykker, som i Reglen vare godt udarheidede i Form af Oxer, Hamre, Knapper, Perler o. s. V. Blandt denne betydelige Mængde Oldsager, der for storste Delen indlemmedes i det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager i Kjiibenhavn , udmærkede sig en

Oxe af Sandsteen , kile- dannet til begge Ender og gjenneniboret i den Eggen modsatte Ende*, og des- uden et hidtil ubekjendt, meget tyndt Redskab af Flint, hvoraf en Afbildning i fuld Storrelse vedfuies. I den småle Ende er det tilslebet som en fiin Meisel og langs hen ad Kanterne saavelsom paa Fladen er det meget net tilhugget. Det vil være vanskeligt at afgjore , hvilken Bestem- melse dette Redskab har havt; muligcn er det blevet benyttet vedForfærdigelsen af de talrige, i Graven ned- lagte Ravsmykker'-.

') jvfr. Afbildning^cn i Nord. Tidsskrift for Oldkyndighed I, Tab. II Fig. 11. ^) Endeel af de her meddeelte Oplysninger fckyldes Pastor C. L. Holst.

FUND I STRKXDYSSER 1 DANMARK. 197

Dette er ikke det fiirste Exenipcl paa , at der i aaben- sfaaciide Kamre paa Langdysser er fundet uniiskjei)delige Spor til ældgamle Begravelser. Allerede i mine tidligere Beretninger i dette Tidsskrift har jeg anfcirt Udgravninger, som godtgjore, at der baade i Veiby Sogn, Frederiksborg Amt og Kirkestillinge Sogn i Soro Amt i Kaiure paa Langdysser er truffet uhrændfe LU;/, endog i et ikke ringe Antal, tilligemed Flintr edskaher, Ravsnnjkker, Beetisrtf/er o^ Leerkrukker '. Meddelelser andetstedsfra bestyrke ogsaa fuldkommen disse Iagttagelser. Ved at udgrave to Lan2;- dysser paa Langeland blev for adskillige Aar siden i Kamrene fur»det Ske/efter^ Flintredskaber, Beenstijkker, Ravperler og Levninger af Leerkar. Begge Dysserne havde hver to Steenkamre, men den ene var kun 48 Alen lang 02; 15 Alen bred, hvorimod den anden var over 100 Alen lang og 10 Alen bred ^. Ved Haarbolle Bye, Phanefjord Sogn paa IMoen, ligger en bekjendt stor Steendysse, som Sagnet kalder Grtinjægers og Phanes Gravhoi. Den inde- slutter to Steenkamre, et i hver Ende, og er i Længde IGO Alen, men Breden er ikkun 12 Alen. Steenomsæt- ningen dannes af 78 spidse Stene, som oprindelig sikkert have raget mere end 3 Alen over Jordskorpen ; enkelte ere endog henved 4 Alen lange (?). Det ene Steenkam- iner, som ligger 35 Alen fra den osflige Ende, bestaaer af 4 paa den indvendige Side aldeles jævnt tilhuggede

') Jvfr. Annal, for n. Oldk. 1838-39, S. 175-76 og 1810- 41 , S. 138-42. 2) Annal. 1810-41 , S. 165-66. Med Hensyn til at det paa dette Sted tillige berettes, at der i et Stcengrav- kammer blev fundet Boghvedeskaller , da maa jeg, for at fore- bygge fremtidige Misforstaaelser, gjtJre opmærksom paa, at disse Skaller ufeilbarlig ere slæbte ned i Kamret af Markmuus. Bog- hveden er nemlig i det Tidligste kommet til Europa ved Korstogene og er ncppe dyrket i Danmark for i fcirste Halvdeel af det 16de Aarliundrcde. (Mcddeelt af Docent F. Llebman.)

198 PUIVD I STHENDYSSRR I DAiXMARK.

Stene. De to hinancien modsatte af disse ere 3 Alen og de to Endestene 1^ Alen lange. Overliggeren blev for endeel Aar siden sprængt og Jorden udrenset af Kamret, ved hvilken Leilighed man fandt nogle Menneskcheen og ad- skillige Steensacfer^. Samme Fund gjordes der, ifolge paalidelig Opgivelse, i et Kammer paa en stor Langdysse ved Krogerup i Nærheden af Helsingor. Paa Blesinge Byes Rlark i Love Herred traf man i en Langdysse en steen- sat Grav, hvori laa en Beenrad åf et Menneske^, og paa Agerso i Store Belt afdækkedes (1808), ligeledes paa en Langdysse, en stor Steenkiste eller et Steenkam- mer, som indesluttede et uhrændt Likf nied Hovedet mod ISord og Fodderne mod Syd. I den hoire Haand havde Liget en Beenstilk, 7 Tomnier lang, spids i den ene Ende, og flad i den anden, og ved den venstre Fod stod en Jjcerkrnhke. Hoien var 50 Alen i Længde og 10 Alen i Brede, og Hoiden, mærkeligt nok, 5 Alen. Omkring den stode store opreiste Stene og paa dens IMidte laa eu stor Steen, hvorunder Steenkamret opdagedes ^.

//. En anden hanrjdysse ved Follesluv.

Det er saaledes udenfor al Tvivl, at der hyppig op- graves ubrændte Liig og Steenredskaber i Langdysserne, men, paa Grund af at Kamren3 som oftest ere meget let tilgjængelige , er det endnu hyppigere at træffe Kamre, der ere udgravede i ældre Tid, og hvori man fiilgelig en- ten slet Intet finder,, eller i al Fald kun Levninger af Gravgodset. Kort efter at den for omhandlede Dysse var odelagt, lod jeg undersoge en ganske lignende, med store Stene omsat Langdysse, tæt ved Siden af. Den havde to aabne Kamre, af hvilke det ene var omstyrtet, det andet

^) Paludans Beskrivelse over Mtiea I, 115-20, hvor Dyssen er afbildet. ^) Antifjvariske Annaler I, S. 352. '') Antiqv. Annaler 11, 321-325.

FUND I STKKKDVSSEIl I DANMARK. 109

derimod, som laa paa Midten af Hoien, var særdeles vel Itevaiet og saa aabent, at et Par Mennesker kunde krybe ind og sitlde under Dækstenen. Aabniiigen mellem Side- stenene, hvorved Indgangen dannedes, var i Syd. Efterat Jorden og Gruset var borttaget lige til Kamrets Bund, der var brolagt med store flade Stene, saa man, at Kam- rets Htiide, Længde og Brede var 2^ Alen. Ved at op- tage Gruset i det sydvestlige Hjorne fandtes Levningerne af en Leerkrukke , en Spydspids og en Pilespids af Flint samt meget smaa Stykker fortæret Rav, og i Syd opgravedes lignende Levninger af Leerkar ^ en Flintoxe og adskillige af de saakaldte Flækker. Upaatvivlelig have de, der forst aabnede dette liammer, haabet at (inde Kost- barheder der, og det er da meget rimeligt, at de have ladet de værdilose Sfeenredskaber og Leerkar ligge.

Paa flere Steder i Landet har jeg erholdt et lignende Udbytte af Gravninger i Langdysser. 1 et Kammer af 6 Alens^ Længde og 3 Alens Brede og Hoide paa en Langdysse paa Mynge Mark, Veiby Sogn ved Frederiks- borg, traf jeg, foruden en stor Mængde forarbeidede Rav- stykker, atten Steenuxer, en Huulineisel , en Smalmeisely en Flintkniv, tre Pilespidser, to Steenhamre m. m, *. Paa Klingstrup Mark, Skaarup Sogn ved Svendborg, lod jeg grave i en Langdysse med to aabenstaaende Kamre; rigtignok fandtes deri kun en Deel Flintflækker og Skaar (if Leerkar, men det var dog tilstrækkeligt til at vise, at der tidligere havde været mere i Kamrene. lovrigt iagt- tog ieg der i Egnen, at Steenredskaber overordentlig hyp- pig blive optagne af Langdysser; idetmindste erholdt jeg talrige Stykker, der, ifolge paalidelige Angivelser, efter- liaanden vare fundne i Langdysser i Brudager, paa Oure, Veistrup og især paa Skaarup Marker. Det er ogsaa

O Annal, for nord. Oldk. 1838-1830, S. 172-175.

200 FUND 1 STKKXDYSSKR I DAMVIARK.

Noget, som man vil finde at være Tilfældet over hele Landet, og som jeg kunde oplyse ved mangfoldige Exemp- ler, hvilket dog neppe maa ansees ntJdvendigt, da Sagen er hekjendt nok. Kun skal jeg bercire , at dur i den Langdysse ved Leire, som uiigfigen kaldes Harald Hilde- tands Grav, ogsaa er opgravet Oxer af Flint K

///. En Langdysse ved Aarnip Molle.

Det er forlængst ved mangehaande Erfaringer godt- gjort, at de Jordhiiie, som ere opkastede over Jættestuerne, længere ned i Tiden ere blevne benyttede til Gravsteder, formodentlig af fattigere Folk, der ikke selv havde Evne til at lade en Jordhui sammenkjore. Det er ogsaa meget naturligt, at disse Folk, selv om de hiirte til en senere indvandret Stamme, kunde stikke deres Askekrukkcr ind i de nævnte Hiiie, hvilke med Hensyn til den ydre Form fuldkommen ligne de yngre Huie fra Bronce- og Jern- alderen. Men det er mindre bekjendt, at der ogsaa under- tiden i Ydersiderne af Langdysserne træffes Leerkrukker, fyldte med brændte Becn og Aske. Dette var navnlig fundet i den nysnævnte Langdysse paa Mynge ftlark i Veiby Sogn, og jeg har havt Ledighed til at see det Samme i en Langdysse paa Aarup Molles Mark, Daugaard Sogn, V eile Amt. Dyssen, hvis Længde omtrent var 25 Alen, havde eet, riien forhen maaskee to Steenkamre, hvori Steenred- skaber efterhaanden vare optagne. I den sydvestlige Side af den temmelig lave Jordforhoining studte man paa en Leerkrukke med brændte Been og Aske-, derimellem laae tillige nogle Stykker af Bronce og Jern — altsaa endog, som det synes. Sager fra Overgangstiden mellem Bronce- og Jernalderen.

') .]\U: ,,DaninaikB Oldtid", S. 90.

FUMD I STEENDYSSER I DANMARK. 201

RUADDYSSER. IV. En Dijsse ved Ilolbro, Feibi/ Sogn.

I det oftnævnte, paa Steendysser rige ^ eihy Sogn, ved den saakaldte Uoibro, ligger en liden steenomsat Rund- dysse med et rundt aabenstaaende Kammer, som dannes af een Over- og tre Underliggere. Da det imidlertid viste sig, at Jorden ikke ganske var udrenset, men at der var omtrent en Alen ned til Bunden, urlgravede jeg (1838) Kamret fuldstændigt. Mellem den Steengruus, hvormed det, som sædvanlig, var fyldt, optoges en Hovedskal til- ligemed temmelig store Levnir)ger af Laarbeen og Arm- been, hvilke alle vare uhrændte, men desværre saa for- tærede af Ælde, at det var aldeles umuligt at samle dem til noget Heelt. Ved Benene var henlagt en ircknntet Flintpilefipids {ih T.), tildannet af en Flække, adskillige Flintflfehher og Perler af Rav. Jorden i Kamret var ogsaa stærkt blandet med Trækul.

Dette Fund er heller aldeles ikke enestaaende. I „Bredstrup Spang", Pjedsted Sogn, Veile Amt, kneisede indtil for nogle Aar siden tæt ved Landeveien, der forer fra Fredericia til Veile, et mægtigt aabenstaaende Steen- kammer. En uhyre Overligger hvilede paa syv i Kreds staaende Bærestene og dannede et Rum saa stort, at 10 Mennesker magelig kunde faae Plads deri. Kamrets Hoide var alene over 3 Alen. Da dette skjonne Kammer blev forstyrret og Stenene benyttede til Forbedringer af Veien, stodte man i Bunden paa et iihrændt Menneskeskelet, ved hvis Hoved og Fodder laae forskjellige Flintknive og andre Steenredskaber. Flintknivene bleve bevarede, men Skelettet nedgravedes igjen i Jorden. I samme Amt, El- tang By, var en Bonde i Aaret 1804 sysselsat med at klove Steen i sin Skovlod, „Slet" kaldet. Paa en steen- omsat Hiii klovedes netop en omtrent 5 Alen lang Steen, da man ved Nedrullingen af de adskilte Stykker opda-

202 FUXD I STKEIVDYSSRB I DANMARK.

gccle, at Stenen havde hvilet paa flere Underliggere og dækket et Kammer , omtrent 2 Alen hoit , 4 Alen langt og 3 Alen bredt. Dette Kammer indesluttede adskillige store ubrændte Menneskehcen, saasom Laarheen, Skinne- been, Ribbeen og en overmaade stor Hovedskal. Ved den (istre Side af Kamret stode en Veel smaa Leerkruk- ker , der var smukt udzlrede og fyldte med fiin Muldjord, men som hensmulrede ved Berorelsen. Fremdeles fandt man i Kamret en 8^ Tomme lang, spids Flintkniv, et halvniaaneformifft Flintsfrjkke, en Steenhmmner og mange Flintflækker '. Endnu paa et tredie Sted i Veile Amt, nem- lig i Barrit Sogn, er der i Runddysser opgravet ubrændte Rienneskebeen og Flintsager, hvoraf nogle ere indlemmede i min Samling af Oldsager. I det sydlige Fyen i Skaa- rup Sogn, i Skoven ved Maegaard ligger en Steendysse med et aflangt Kammer, hvori ligeledes var fundet et uhrændt Liig med Flintredskaber, og flere Runddysser i Skaarup Sogn og rundt om i Egnen have givet samme Ud- bytte. I Sjælland i Ods Herred og navnlig i Hoiby Sogn gives der, som bekjendt, en stor Mængde Oldtidsminder, af hvilke adskillige ere beskrevne i Anti(|variske Annaler, 2det Bind S. 267-282. Især findes der et meget betyde- ligt Antal Steendysser, som have aabenstaaende Kamre. Efter den nærmere Beskrivelse over disse, hedder det paa ovennævnte Sted (S. 280): ,,For nogle Aar siden har Gaard- mand i Steenstrup , Soren Larsen, paa en Ager kaldet Jensager, opryddet et mod Vesten staaende Gravkammer eller Steenkiste, der havde samme Direction som de oven- anforte. Her skal Hjernesknller være fundne lagte i Nord og Syd særskilt fra de ijvrige Been. Saa opgroves og ved denne Leilighed 4 Steenstykker af Hedenoldtidens som Præservativer i Gravene nedlagte religieuse Symboler".

') Indberetninger i Museet for Oldsager VII, 132.

FU\D I STKI'^IVDYSSKR I nANUlARK. 203

De omtalte Steenstykker vare naturligviis Stcenredskaber. Hr. Peder Syv ^^saae i August IG94, at Baron Juels Sol- dater aabnede to Steendysser paa Karise Mark. Der stode Stene om Graven, som naaede i Sonder og Nor og en l)red Steen deroven paa. I Graven laae sfinderslodte Urner, en stor Deel saakaldede Tordenstene (d: Flintoxer og Fiintknive) og nogle almindelige Mcnneskebcen" '. Som Exempel paa, at der stundom træffes Menneskebeen i Dysserne uden at der omtales at være fundet Steen- redskaber, maa jeg anfcire efter en ældre Beretning'-^: j^Strax ved Wartotl'by (Stubdrup Sogn paa Hindsbolm) er en Hol , kaldet Krolshoie , hvorpaa laae endeel store Stene, som Veib. Frue Kirstine, Axel Brabes, lod bort- tage. I Hoien fandtes mange Hovedpander og Menneske- heen". 1 en Indberetning til Commissionen for Oldsagers Opbevaring siger et Oienvidne ^ : ,.Tæt ved Landeveien mellem Haderslev og Aariisund blev i min og fleres Nær- værelse en Gravbiii opkast, der var omsat med 3 store Stene, som næsten gik sammen med deres spidsagtige Ender oven paa Gravhoien. Imellem disse tre omfattende Stene af en usædvanlig Storrelse fandtes ordentlige Men- neskebeen og endnu ufortærede Hovedskaller, saa at man tydelig kunde see, at ongefæbr 10 Mennesker vare be- gravede der liggende, den ene med Hovedet mellem den Andens Been (?). Andre Gravhoie, hvori hele Legemer ere begravede, har jeg ikke forhen seet. I flere Hoie bar jeg derimod hiirt af Troværdige, at der skal være funden Gryder eller Potter, fyldte med Kul eller Aske (brændte Menneskebeen)". Det er klart, at de 3 Stene, sorii næsten gik sammen med Enderne, vare Underliggere til en tid-

') Suhms ældre Samlinger I, 117. ') Sammesteds S. 71. *) Indberetninger VII, 4.

204 FUND I STEElVnYSSER I DANMARK.

Tigere sprængt Dæksteen, og at HGien horte til de almin- delige Steendysser.

Man vilde kunne foroge disse Exemplers Antal sær- deles betydeligt, da der hyppig til Museet indsendes Steen- sa<^er, der angires at være opgravede af Steendysser ved ubrændte Menneskebeen.

F. En Runddysse ved Folleslov.

Kamrene paa Steendysserne ere ikke alene runde og aflansrunde, men undertiden danne de ogsaa en aflang Fiirkant ligesom en Kiste og bestaae da af to lange Side- stene os to mindre Stene for Enderne. Paa Præstegaar- dens Mark i Folleslov Sogn lod jeg (18.39) et saadant Kammer paa en Runddysse udgrave. Det laa i Retnin- gen N. til S., var ^ Alen langt og 1^ Alen bredt, men manglede Dækstenen, der vistnok forben var klovet. Uagtet det snart blev kjendeligt, at det for havde været under- sost, da Gulvfliserne vare uordentlig kastede mellem hver- andre, opgravedes dog en Deel Oxer af Flint, nogle Knive, Smalmeisler og Pilespidser saavelsom Skaar af Leerkar, Trækul, m. m., hvilke Stykker man altsaa aaben- bart ved den tidligere Udgravning havde ladet ligge.

Utalliace lignende Fund har man truffet overalt, hvor Steendysser forefindes, og Enhver, der endog blot kort maatte have sysselsat sig med en noiere Betragtning af Dysserne, vil strax have gjort samme Iagttagelse. Med Forbigaaelse af de mangfoldige enkelte Erfaringer, jeg i denne Henseende vil kunne fremfore, skal jeg derfor kun endnu dvæle ved et Fund, der paa Grund af Steensager- nes Mængde, dog maa henregnes til de mærkeligere. Langs med Kysterne af Veile Fjord var der for ikke længe siden en temmelig Mængde Steendysser. Tid efter anden forsvinde de og om faa Aar ville de maaskee alle være »idelagte. Ved at sprænge en stor Steen ovenpaa

FJI\D I STEEXDVSSRR 1 DAiVlWARK. 205

en af disse Runddysser (i Daugaard Sogn, Bierre Herred) opdagedes det, at den var Dækstenen til et rundt Kammer. Da nu ogsaa Underliggerne efterliaanden borttoges, kom en heel Mængde Flintredskaber for Dagen, saaledes hen- ved 20 Oxer, nogle Knive, idctmindste 6 Smalmeisler, en Steenhnmmcr , Skaar nf Leerkar, Flint flækker og Ravperler. Meilemrunmiet nielleni Kamrets Sidestene var, som sædvanligt, udfyldt med flade Steenfliser.

VI. Et fritstaaende Steenkammer i Veiby Sogn.

I de Egne, hvor der findes Steendysser, er det ingen- lunde sjeldent at see Steenkamre baade med og uden Dækstene, som ikke ere omgivne af nogen Jordforhoining eller Steensætning og som saaledes staae ganske frit. Dette har givet Anledning til, at de af Nogle ere blevne ansete for halvfærdige Grave, men man synes herved at have glemt, at Aartusinder ere forlobne, siden de byg- gedes, og at derfor deres nuværende Form langtfra altid er den oprindelige. Mange Tilfældigheder, saasom Bort- tagelse af Stene og Jord, tidligere Udgravninger, m. m., kunne naturligviis være foregaaede, uden at nogensomhelst Efterretning derom er bleven bevaret. Et interessant Exem- pel paa et saadant aldeles fritstaaende Steenkammer, der bestemt i sin Tid vides at have staaét midt paa en Rund- dysse iagttog jeg (1839) i Nordsjælland.

Naar man fra "Veiby folger Veien til Saltegaardshoi ved Stranden , kommer man tæt forbi nogle Steendysser, der ligge til Venstre for Veien. Mellem dem stod paa ganske jævn Mark 4 store flade Stene i Kreds og det var tydeligt, at Kredsen havde været udfyldt med en femte Steen, der nu var borttaget. Ogsaa Dækstenen var borte. Da imidlertid det indvendige Rum mellem Stenene var halv opfyldt med Jord og Gruus, udgravedes dette, hvor- ved vi blottede et Kammer af 2| Alens Hoide og 2J Alens

206 FITIND I STRRNDYSSRR 1 DA\>1AKK.

Diameter; Aabriingerne mellem Stenene vare tilstoppede metl Fliser. Paa Bunden laae foruden endeel Tveekul nogle Levninger af iibrændtc Menneskebeen , bl. a. en Under- kjæve med Tænder i, en Steenhmnmer, 2 Flintoxer, 2 TInulmeisler , en hjerte formig Pilespids, en Flint flække, tillnu/get som en Piil, og en beel Deel Flintflækker og Ravperler, hvoraf nagle vare oxeformede. Steensagerne laae især tæt op til Sidestenene i Syd, Ravsagerne der- imod rundt om i Kamret. Senere blev det mig fortalt af en paalidelig Mand, at der for bavde været en Jordforhoi- ning og en Steensætning uden om Kamret , men at en af de forrige Præster bavde borttaget Stenene, bvorpaa Jord- forhoiningen efterhaanden var bleven udpltiiet. Ved samme Leiliglied sprængtes ogsaa Dækstenen over Kamret.

Dog maa man ikke opfatte dette, som om Kamret forben bavde staaet inden i en stor Jordbiii. Ligesom Kamrene paa Dysserne i Almindelighed , saaledes skal ogsaa dette kun have været saameget bedækket med Jord, at den overste Deel af Dækstenen var tilsyjie.

Ifolge de ovenfor fremstillede Kjendsgjerningor findes der altsaa den storste Overeensstenmielse mellem Lang- dysserne og Runddysserne med Hensyn til Kamrenes Be- skaftenbed og Indhold; bele Forskjelien mellem dem be- staaer i, at Langdysserne ere længere og omgivne med flere store Stene, og dette har upaatvivlelig ganske na- turlig sin Grund deri, at mere ansete og formuende Folk ere begravede i Langdysserne, end i Runddysserne. Thi at alle Dvsseme ligefrem ere Grave fra Steenalderen og hverken Altere eller Tingsteder, fremgaaer i mine Tan- ker allerede af Dyssernes Beliggenhed i store Klynger, især ved Kysterne, hvortil kommer den afgjorende Om- stændighed, at Kamrene paa Dysserne ere af samme Byg- ning som Jættestuerne, der lule/i Modsigelse ere Grav-

FDIVD I STRKi^DYSSKR I DA.XMARR. 207

stuer, og at de ligesom disse indeslutte uhrændtc Men- ncskehecn, Flhifsager, Ravsmijhker og Lecrkar. Skulde man ellers antage, at Langdysserne have været et Slags Oftersteder eller Tingsteder, blot fordi de ere af en mær- kelig Længde, der endog kan naae til 200 Alen, hvorledes vilde man da, uden at tale om, at de indeholde virkelige Begravelser, kunne forklare, at de ligge samlede i saa stor Mængde lige ved Siden af hinanden? I al Fald er det vist, at Langdysserne maae henregnes til Steenalde- ren og at de saaledes ikke ere opfiirte af vore gotiske For- fædre til OfTersteder eller Tingsteder; om de maaskee stundom have været benyttede af dem dertil, er et Spurgsmaal, der aldrig vil kunne besvares, da det aldeles hiirer ind under Tilfældighedernes Gebet ^ Rigtignok har baade jeg selv og Andre fundet Jernstykker i Steendysser, hvil- ket kunde synes at tale imod deres hiiie Ælde, men man maa vel lægge Mærke til, at disse Jernstykker rimeligst i senere Tider ere nedkastede eller nedfaldne i Gravene'^.

Sveriges hoiffortjente Oldforsker, Professor Nilsson i Lund, anseer det imidlertid for aldeles utvivlsomt, at ikke alle aabenstaaende Kamre ere Grave, idet nemlig nogle af de saakaldte ^^Gangbygninger" eller runde og aflange Kamre med lange Indgange skulle være Rniner af (elihjamle Boliger. ^ De adskille sig, siger han ^, fra Gravstuerne derved, at man aldr'uj finder Skeletter i dem, og saa- vidt jeg hidtil har kunnet skjonne, derved at de sjelden have store Stene til Dækstene, men staae aabne, hvilket antyder, at de have havt samme Slags Tag af Sparre- værk, som de Gronlandske og Nordamerikanske Eskimo- huse, hvilke de fuldkommen ligne i Storrelse, Form og Conslruction". For yderligere at godtgjore dette, beskri-

') ,, Danmarks Oldtid" S. 62-72 og 98-103. 2) Jvfr. Annal, for nord. Oldk. 1838-1839, S. 176 og Nilsson: Skandinaviska Nordens Urinvanare Ista B. Cap. 3 S. 31. ^) Saiiimcsteds S, 14.

208 FUIVD I STEEIVnYSSER 1 DANMARK.

ver Nilsson nogle Undersogelser af saadanne formodede Huusruiiier, som Beboerne ^^sandsynligen af en eller anden Aarsag have været tvungne til at romme i Hast" ', i hvilke han fandt forskjelligt Huusgeraad, nemlig Knive, Oxer, Spijdspidser , Landser, in. m. af Flint, Ravperler og itubrudte Leerkar , samt Trækid og Aske, hvilket han meente maafte være Spor af det gamle Ildsted.

IMine ovenfor beskrevne Udgravninger af Steendysser tale dog aabenbart imod Professor Nilssons her fremforte Anskuelse. Idetmindste to af de underscigte Langdys.ser havde fuldkommen samme ydre Characteer, som de saa- kaldte Huusruiner. Den ene var Dijssen iBildso-, hvor- paa der fandtes en Gangbygning eller et Steenkammer, oprindelig af 10 Alens Længde, 2 Alens Brede og 2| Alens HiJide, med en 10 Alen lang Indgang, og uden Dækstene; den anden var Dyssen (Nr. \) i Folleslov^, som ogsaa ganske manglede Dæksteen og hvortil der ligeledes havde fort en smal Indgang. 3Ien i begge disse fandtes uhrcendte Liig tilligemed Flintr edskaher , Ravsmgkker , tildeels itnhrudte Leerkar og Trækul. At der i nogle ikke fin- des ubrændte Liig, men kun Flint- og Ravsager, Stykker af Leerkar, Trækul o. d., det troer jeg paa ingen Maade kan afgive sikkert Beviis for, at de ere Ruiner af Huse, der i Hast ere forladte. Thi man vil have bemærket, at netop ganske lignende Fund ere overordentlig almindelige i aabne Steenkamre, baade paa Lang- og Runddysser, og i Steenkamre eller Steenkister, der ere saa sniaa og snevre, at de umulig kunne have tjent til Boliger "*. Da derhos de Sager, man træflfer i disse Kamre, ere fuldkommen overeenssfemmende med dem, der findes nedlagte ved de ubrændte Liig, maa jeg henholde mig til min for udtalte

') Nilsson: !Skand. IVoid. Urinvånare 1 B, C. 1 tS. 74. ^) Annal, for noid. Oldk. 1840-18il, S. 138-142. =^3 Sce ovenfor S. 195-196. *) Jvfr. S. 199 og 204-5.

. priVD I STKEXDYSSRR I DANMARK. 209

Overl)eviisriing, at ogsaa disse Kamre ere Grave, hvis Indre er Meven forsfyrret ved senere Undersogelser, hvor- ved det I)liver let forklarligt, at Benene kunne være ad- splittede og fortærede, og at Leerkarrene ere som oftest ituslaaede. Hvad Trækullene angaaer, som skulde være Spor af det gamle Arnested, da hor det erindres, at Træ- kul, idctmindste i Danmark, forekomme saagodtsom udon Undtagelse i ethvert Steenkammer, enten det saa' inde- slutter ubrændte Liig eller ikke.

Uagtet jeg folgelig i dette Punkt maa erklære mig uenig med Prof. Nilsson, vil jeg dog ikke nægte, hvad der i og for sig er rimeligt, at det sydlige Skandi- naviens Beboere i Steenalderen have havt Boliger, der i Lighed med Gravene vare opfijrte af Stene og Jord samt Træstammer. Jeg kan kun ikke antage, at vi endnu skulde træffe paa Ruiner af saadanne Huse og isærdeleshed paa Huse, ^^der i Hast vare forladte", idet deres Beboere vare blevne overfaldne og fordrevne af de nye indvandrede Folk, der i Broncealderen udbredte sig over Skandinaviens syd- lige Egne. IVIan maa overhovedet vistnok snarere true, at de ældre Indbyggere ere blevne underkuede og bragte i Trællestand , end egentlig fordrevne. Herfor synes ogsaa det at tale, at Steendysserne og Jættestuerne ikke træffes udenfor de Egne, hvor Hoie og Oldsager fra Broncealderen forefindes. Vare nemlig de gamle Beboere blevne udjagede, saa at de niidsagedes til at drage hort f. Ex. længere op i det nordlige Skandinavien , for at be- vare deres Uafhængighed, maatte man med al Grund vente ogsaa at finde Steendysser og Jættestuer der , hvil- ket, som bekjendt, ikke er Tilfældet.

Endnu i en anden Henseende gaaer Prof. Nilsson langt videre, da han vil henfore de fritstaaende Steen- kamre eller ,jeiste Stene med en overliggende storre Steenblok" til Broncealderen. Hans eaine Ord ere: „Ea-

1844-184.1. 14

210 FUXD I STERNDYSSER I DANMARk.

hver af mine Læsere , som har draget om i det sydlige eller vestlige Sverrige eller i Jylland og Sjælland, har vel nogen Gang truftet paa et saadant Steenmonunient. Det har i Syd - Sverrige et eget betydningsfuldt Navn; det kaldes Dus eller Dyss. Da dette Monument umulig kan være bleven reist i nogen oekonomisk eller anden profan Hensigt, saa maa det have havt en religiiis Bestemmelse og saaledes maa det ved sin særegne Form hentyde paa en bestemt egen Kultus." Da nu en Reisende (Dubois) beretter, at han har seet saadanne Monumenter, som ikke kunne tilhore Andre, end Kimbrerne , paa Halvoen Krim og paa hele den Vei, som Kimbrerne vandrede ad fra Asien gjennem Europa til England (??) , og da disse Monumenter i Bretagne , i det nordlige Frankrig hvor de just ikke ere sjeldne, kaldes Dolmen, hvilket skal betyde Bord , og endnu udgives for at have være Altere for en gammel Druidkultus, siger Prof. Nilsson: .^Allerede heraf kunne vi formode , at disse særesne Mindesmærker tilhore en Kelto-kimbrisk Stamme og y\ skulle snart op- give flere Beviser for denne Sætning. Til den samme Stamme, som har reist disse Stene, hore ogsaa hos os et eget Slags Ættehciie eller Gravhoie, som, saavidt jeg veed , altid ere opkastede af Jord og i hvilke der altid findes Vaaben og Redskaber af Kobber (eller Bronce). Disse Gravhoie adskille sig fra alle dem, jeg kjender, ved forste Oiekast derved , at der paa dem findes jylantede helUffe Træer. Det forundrer mig, at denne Mærkværdig- hed hidtil er blevet aldeles overseet af vore Oldforskere.'' Disse hellige Træer, som Boisdeme, idetmindste forhen ikke turde omhugge , ere især Torne , og eftersom ^^de kelto kimbriske Folk med Druidkultus brugte at plante Træer paa deres Gravhoie" , antager Nilsson , at ^^Druid- kulten med sine paa reiste Stene lagte Steenaltere og sine heliige Træer", uden al Tvivl var den oprindelige Religion

FUND I STb'KNOTi^SEa 1 l)Ai>l MAKK. 211

for den Folkestamme, der brugte Vaaben og Smykker af Bronce, hvilket han tillige understotter med nogle andre^ mindre vægtige Grunde '.

Disse Meninger tor jeg dog ingenlunde tiltræde. Det forekommer mig, at Prof. jNilsson her har underskrevet et Raisonnement , der aabenbart gaaer ud fra et Beviis, som han tidligere selv med Rette bekæmpede'^, at nendig Steenmonumeriterne skulde tiUifJie Kelterne, fordi de tindes i Lande, hvor Kelter beviislig i Oldtiden have boet. Med lige Ret kunde man nemlig paastaae , at da de findes -i Lande, hvor Goter beviislig have boet, ere de altsaa op- reiste af Goter. Dubois deler endnu den gamle forkerte Anskuelse, at alle ældgamle franske og engelske Monu- menter ere keltiske eller kimbriske og han rober derved Ubekjendtskab med de omtalte Steenmonumenters Be- skaffenhed. Netop de nyeste og bedste Undersogelser af de saakaldte ,,Dolmen" have viist, at de indeholde ubrændte Liig tilligemed Flintredskaber , Beensager , Ravperler og Stykker af Leerkar — altsaa det Selvsamme , som vore Grave fra Steenalderen. Nilsson har heller ikke hid- til anfort et eneste antageligt Beviis for , at Monu- menterne ere keltiske , og det maa derfor betragtes som et Postulat , at de reiste Stene med Overliggere ere fra sanmie Tid som Ættchoiene med hellige Træer og Bronce- sager , og at de skulle være gamle Druidaltere. Tvert- imod ere disse reiste Stene med Overliggere sikkert Grave fra Steenalderen. Allerede Navnet ,,Dys" viser, hvad Afbildningen yderligere godtgjor , at- de ere ganske almindelige , fritstaaende Steenkamre , saaledes som man træffer dem overalt paa Dysserne , og jeg behtJver neppe at gjentage , at der i disse Kamre i Keglen ikke er

^) Skandinavli^ka Nordens UrinvSnare , Cap. G. S. 2-12 og Tavle XVII, Fig. 201. ") Cap. 2, S. 6.

ir

212 FUND I STERADYSSKR I DANMARK.

fundet Broncesager, men stedse Flintredskaber, Ravperler, Leerkar, ofte ved ubrændte Liig. For den Mening, at disse Kamre skulde være Druidaitere, synes, om end ubevidst, den samme Anskuelse at ligge til Grund, som vilde gjore Steenredskaberne til Offerredskaber , hvilket Sidste Ingen klarere har gjendrevet, end Prof. Nilsson selv.

Da de fritstaaende Steenkamre ere satte i saa nær For- bindelse med Gravhoiene fra Broncealderen, hvorpaa hellige Træer menes at være plantede, vil jeg ikke lade uberort, at man her i Danmark langt hyppigere finder ældgamle Tornebuske paa Steendysser fra Steenalderen , end paa Holene fra Broncealderen; saaledes stode der Torne paa de fleste af de Dysser , jeg efterhaanden har ladet udgrave. Dette turde betydelig svække , for ikke at sige omstode , Prof. Nilssons Beviis for, at Tornene ere plantede paa Hoiene fra Broncealderen, hvilket, siger han, ^J)estemt kan sluttes deraf, at de alene forekomme paa saadanne Kuller, hvori der træffes Vaaben og Redskaber af Kobber" (Bronce) ^. Tornen er overhovedet , som bekjendt , et Træ , der gjerne voxer , hvor der ikke ploies , og det turde derfor være overordentlig voveligt at paastaae , at den er plantet og plantet i et vist Tidsrum. Almuen i nogle Egne, f. Ex. i Nordsjælland, nærede vel ogsaa, ligesom i Skaane, forhen en betydelig Frygt for at omhugge saa- danne Torne , men dette havde ligefrem sin Grund i Bondernes Tro paa, at der i Steendysserne og Jættestuerne boede Trolde eller Bjergmænd , som ikke vilde lade den ustraffet, der dristede sig til at grave i Hoiene eller bort- tage Stene og Træer af dem. Paa adskillige Steder i Landet fitides ogsaa enkelte Træer, hvorom Sagnet beretter, at de beskyttes af de Underjordiske og Eliefolkene , saa det vilde være meget farligt at omhugge dem; ligeledes

O Cap. 6, S. 4.

FUND f STKKXDVSSKR I DANMAKK. 213

skal der i Hykletræet l)oe et Væsen , som kaMes Ilylde- nioer eller Hyldeqvlnd og som hevner al den Overlast, der tilfoies Træet '. Man liehover saaledes ingenlunde at an- tage , at Bondernes Agtelse for de Torne , der staae paa Gravhoiene fra Broncealderen, skulde være en svag Levning af en kelto-kimbrisk Diuidkultus , der deels var blandet med den odinske Religion og dccis bevaret som Overtro. Det er forresten ogsaa min Overbevisning, at Oldforskerne hidtil have været altfor begjærlige efter at ville inddrage Druiderne og Druidismen under vort Nordens Oldtid , ja Munter har end ikke taget i Betænkning at erklære Naturmærkværdigheder , de saakaldte Rokkestene , for druidiske Orakler. Uden al Tvivl ville de konnnende Forskere neppe mere gaae ud fra, at Druidismen har havt Sæde hos os, men forst fæste Lid dertil, hvis rimetigere og paalideligere Beviser, end de hidtil fremforte , skulle kunne bringes tilvoie.

Efterat vi saaledes have seet , at alle vore Lang- og Runddysser sikkert maae være Grave fra Steenalderen lige- saavel som Jættestuerne, hvilken Antagelse ogsaa i den seneste Tid mere og mere har gjort sig gjældende i de andre Lande, Meklenborg, Holland, England og Frankrige o. s. V. , hvor lignende Steendysser forefindes , ville vi kortelig betragte de Sager, der opgraves af Steehkamrene. Det kan da ikke andet, end være i hiii Grad paalaldende, at deres Antal stundom er saa stort, at det, som i Graven ved Folleslov, beliiber alene over 100 Flintredskaber. Vel fik den Afdiide sine Redskaber med sig i Graven, men det synes dog ikke rimeligt , at een Mand (der fandtes nemlig kun eet Skelet i Graven) skulde selv have havt en saa betydelig Mængde Redskaber. Vilde man vove en Forklaring, kunde det maaskee ikke være usandsynligt, at

') Thiele Daiuuarks Folkesagn. Ay Udg. Il, 52-54, 282-281.

214 FUND 1 STKKl^nYSSEa 1 D^XMAHK.

den Afdodcs Slægt og Venner have medgivet hnni hver eet eller flere Redskaber, hvis Antal altsaa rettede sig efter den Afdcides Stand og Anseelse. Det er ogsaa ret mærkeligt, at de Steensager, jeg efterhaanden har fundet i Gravene , næsten altid see ud til at have været ganske nye, eller idetmindste ubrugte, da de ere blevne nedlagte '. Jeg troer desuden at have gjort den Erfaring, at de. bedst bevarede Steenredskaber i Reglen komme fra Steendysserne og Jættestuerne , hvorimod de mere afslidte jævnligen træffes ved Groftegravning og ved Torveskjæring i Moserne; man kan let tænke sig, at de enten ere tabte ved Arbeide der eller med Villie bortkastede, naar de vare ubrugelige eller naar man havde faaet bedre Redskaber af Metal. I^Ied Hensyn til de forskjellige Arter af Redskaber , der ligge i Gravene paa Steendysserne (og Jættestuerne), da iidgjore Flintoxer , Huulmeisler , Snialmeisler , KnivCy Spijd- og Pilespidser samt Flintflækker de almindeligste Fund; derimod ere Oxerne af bliidere Steenarter, de saa- kaldte Probeerstene og Hamrene forholdsviis betydelig sjeldnere ; saagodtsom aldrig tindes de saakaldte Sænke, stene , eller rundagtige Stene med en Fure om Midten, Steenskiver, Dopper , og væversky ttelformige Stene'^: Ved en fortsat Opmærksomhed herpaa vil man ufeilbarlig hedre kunne udsondre de' Steensager, der virkelig hidrore fra Steenalderen og igjen fra dennes ældre og yngre Perioder , end hidtil , da man af Mangel paa Kjendskab til Gravene og deres Indhold har maattet henfore omtrent alle Steenoldsager til Steenalderen eller til samme Tid blot fordi de vare af Steen, Det gaaer ikke engang ret an at slutte, at Steensager, som opgraves tæt ved hin- anden paa fri Mark eller i Moser, ogsaa ere fra een Tid;

O jfr. Annal, for nord. Oldk. 1838-1830 S. 173. ^^ Nord. Tidskr. for Oldk. 1 131-138 og Tavle IV. Fig. 47. 48, 49, 50, 61 , 52, 53 og 56.

FUNB I STKENDYSSER 1 DANMARK. 215

vi kumie ikke vide , om de senere tilfældig ere blandede sammen, ja vi kunne heller ei afgjfire, om de ikke muligen ere forarbeidede og benyttede længe efter , at Bronce- alderens Cultur havde aldeles faaet Overhaand, idet nemlig Levningerne af Befolkningen i Steenalderen upaatvivlelig gjennem lange Aarrækker ere vedblevne at afbenytte nogle af deres gande simple Redskaber af Steen i Forbindelse med 02; under Indflydelse af nyere og bedre Redskaber af Metal *. Alene i Steeridysserne og Jættestuerne tor man nærmest vente at finde de Ting samlede, der virkelig ere fra Steenalderen; thi det er ikke rimeligt, at de Folk^ af hvem disse Grave ere opreiste , have kunnet vedblive at bygge saadanne Grave , efterat de vare ganske over- vundne og underkuede af de nye indtrængende Folk.

Allerede nu synes man dog at have bemærket , at langtfra alle Steenhnmre en forarbeidede i Steenalderen. De dele sig aabenbart gjennem Boringen i to Hovedarter. Nogle ere borede paa en ganske simpel Maade, maaskee kun med en Pind , Sand og Vand , og fra begge Sider, saaledes at Hullerne stiidte sammen i Midten; denne Art, som naturligviis maa være den ældste , har temmelig simple Former og forekommer af og til i Steenalderens Grave. Andre ere iiiensyrdig borede med en Metalcylinder j ikke alene kan man ved at holde Skafthullet op for Lyset, see tydelige Spor af at Cylinderen har været dreiet rundt, men der gives ogsaa Steenhamre med Skafthuller , som ikke ere heelt gjennemborede, men i hvis Midte der staaer en rund Tap op, uden om hvilken altsaa aabenbart en Metalcylinder er bleven dreiet. Fire saadanne opbevares i Bergen, Christiania, Stockholm og Carlskrona og en femte er adskillige Aar tilbage opgravet i det sydlige Tydskland.

') Om den Mening, at de smukkeste og kunstigst forarbeidede Steenredskaber ere tildannede med Metal sce ^^Danmarks Oldtid" S. 19-20.

216 FUi\D I STEKXDYSSKR 1 DA\MARK.

At man ogsaa har fundet enkelie Hamre , borede med Metalcylindre , i Steendysser og Jættestuer , er ikke saa besynderligt, da adskillige af disse Grave maae være byggede, efterat allerede nogen Kjendskab til Metal var ind- kommen i Landet , og dog forend Bioncealderens Cultur havde fuldkommen fortrængt den ældre. Men i Reglen tilhore Hamrene af denne Art en senere Tid , end Steen- alderen ; deres ofte meget smagfulde og lette Former robe en hoiere Culturs Skjijnhedssaiids og de findes ogsaa som oftest baade i Broncealderens og Jernalderens Grave, saa- vei her i Danmark, som i det nordlige Norge og Sverrige og i det sydlige Tydskland , hvorhen de ældgande Steen- dysser og Jættestuer ikke strække sig. Af den Om- stændighed , at Steenhamrene sjeldnere træffes i Steen- alderens Grave , turde man maaskee endog formode , at tie færreste Hamre ere fra dette Tidsrum.

Ligesom Hamrene, saaledes findes ogsaa de saakaldte Proheerstene, hvis Brug endnu maa ansees for ganske ube- kjendt, i Grave baade fra Bronce- og Jernalderen i. Omend- skjunt nogle af dem ere prydede med Stribezirater paa alle fire Sider, skulle de dog, efier Nilssons 31ening^, have været benyttede som et Slags Slihe- eller Hvæssestene, hvorpaa Fruentimmerne i Steenalderen hvæssede deres Naale af Been. Man kunde i al Fald ligesaa godt ansee dem for Hvæssestene, hvorpaa Broncenaalene og de smaaBronceknlve bleve slebne og da forklare deres Forekomst i Steenalderens Grave ved , at de forst vare blevne nedlagte der , efterat man havde faaet , om ogsaa ringe , Kjendskab til Metal. Jeg har idetmindste i min Sanding af Oldsager en saadan Steen, der er funden i Gudum Sogn ved Lemvig og laa oveni en Urne med brændte Been og Aske ved Siden af en Pincet af Bronce , nogle Bronceknive . Naale o. s. v.

') jfr. Nord. Tidrtskr. for Oldk. I, 2i\-'>ZZ. "-) Skand. Nord. Urinvanare Cap. 1, 36 og 73-75.

FUiVD 1 STKK l\DYSSKR 1 DAMWAIIK. 217

Saaledes vilde man uudgaae den tvungne Formodning, at de ere nedlagte i yngre Grave ved Bronce- og Jern- sager ,,som Amuletter fra en ældre , for troldiiyndig aiiseet Folkestanuiie, i Lighed med de væverskijttelformige Stene og Steenskiverne eller Steentrisserne ^ At ogsaa disse Steenskiver, og de væverskyttelformige Stene skulde være komne i yngre Grave paa denne Maade , tor jeg neppe ansee for rimeligt. Man maatte idetmindste have paalidelige Beviser for, at de forekomme jævnlig i Steen- alderens Grave og kun undtagelsesvis i de yngre; thi efter de Erfaringer, som for Oiebiikket haves, har man god Grund til at troe det Modsatte, og jeg er navnlig langt mere tilbiiielig til at henfore de væverskyttelformige Stene til en yngre, end til en ældre Tid. Det Samme er ogsaa Tilfældet med Doppetme. De ere enten af Glas, Rav, Been , brændt Leer eller Steen og findes næsten aldrig i Steengravene. Derimod har man truffet dem i stor Mængde i Ruinerne af gamle Calmar Stad og en Steendop blev for nogle Aar siden opgravet i Nærheden af Roes- kilde ved adskillige Beensager, der syntes at være fra den tidlige Middelalder. Ifolge en kyndig Oldforskers (Dr. Ekmans) Mening have de været brugte som Knapper, da Saanieget er vist, at gamle Bonder i Calmar Lehn, især i afsides Skovegne , endnu bruge lignende kugleformede Knapper af Been eller Træ. Igjennem Hullet er der trukket en Skindrem med en Knude i Enden; og paa deu anden Side af Klædningen er fæstet en Rem som en Ogle til at slaae om Knappen.

Men, som sagt, det er af fremtidig Opmærksomhed paa Gravenes Beskaffenhed og Indhold vi skulle hente Oplysning om, hvorvidt de saakaldte Probeerstene, Steen- skiver , Dopper og væverskyttelformige Stene maae hen- regnes til den egentlige Steenalder eller ikke.

') Sivand. Nord. urinv. Cap. 1 S. 75.

218

UDSIGT OVER UDVANDRINGERNE FRA NOR- MANDIET TIL ITALIEN OG NORMANNERNES FORSTE EROBRINGER I NEAPEL OG SICILIEN;

AF F. SCHIERN.

FoRTÆLLiNGRiv i Snorres Heimskringia om Kong SFgurd Jorsalafars BesiJg hos Kong Roger paa Sicilien viser, at man i Norden allerede tidligen havde vant sig til at be- tragte de italienske Normanner som stammende fra skandi- navisk Rod, og indtil den sidste Tid have ogsaa de nyere nordiske Historikere skjænket deres Færd Opmærksomhed, hvilket saaledes til Exempel har været Tilfældet med Suhm i hans Danmarks Historie og med Striunholm i Begyndelsen af hans S venska Folkets Historie, ligesom ogsaa N. M. Petersen i Fortalen til Oversættelsen af Deppings bekjendte Skrift om Normannerties Sotoge til Frankrig har yttret som onskeligt , at vor Litteratur ogsaa maatte erholde en Bearbeidelse af de italienske Normanners Historie. Om dette fra et nordisk Standpunkt maa be- tragtes som rigtigt, kunde for saa vidt være tvivlsomt, som de Normanner , der deltoge i Udvandringerne til Italien, ligesom de, der fulgte med Vilhelm Erobreren paa hans kort Tid efter foretagne Tog til England, allerede havde et romansk (fransk) Væsen , efterdi Rolf Gangers Ledsagere i Normandiet havde giftet sig med romanske (franske) Ovinder, og da det romanske (franske) Element derved efter faa Slægters Forlob blev overveicndc i Sammenligning med det skandinaviske. Men endskjondt det nordiske Sprog, det er det stærkeste Minde om Nor- mannernes skandinaviske Oprindelse, allerede paa Vilhelm Langsværds Tid var trængt saaledes tilbage af det franske, at Benedict af Saint-More lægger hiin normanniske Hertug disse Ord i Munden, med Hensyn til hans Sons Opdragelse:

NORM A^^RR^RS RROnni^GER I XKAPKI. o« SlrlLlfc^. '210

Se a Roeni (o: Rouen) le f.iz garder,

Et norir gaires loiigeniftit,

II ne sara parler neient •

Daneis; kar nul nel i parole.

Si voil kil seit a tele escole

Ke as Daneis sace parler.

Se ne serent neient forz ronianz,

Mez å Bajiiez en a tanz,

Ki ne sevent parler se Daneis non

Et pur ^0 sire queus Bofon,

Yoil ke vos l'aiez ensemble od vos,

Et de li enseigner curios; endskjijnt altsaa Massen af Normannerne i Frankrig alle- rede paa denne Tid maa betragtes som væsentligen romaniseret, saa var det dog ikke nogen Tilfældighed, at netop Normandiet var den af de franske Provindser, hvorfra Togene til Italien og senere til England bleve foretagne. Disse Tog fremkaldtes af den samme heftige Higen efter at erhverve sig Hæder og Magt, der tidligere havde drevet de skandinaviske Vikingeskarer ud paa Havet; de vare de sidste Bolgninger af den store Stromning, der havde taget sin Begyndelse ved Danmarks lave Kyster og Norges og Sveriges klipperige Strande , og ogsaa de foretoges af Helte, der kæmpede i det gamle Nordens Aand, eller, som Grundtvig har sagt, ^^der gjorde Lyst paa Valen og for- bausede Dværgerne."

Det er især Normannernes Tog til Italien og deres forste Erobringer i Neapel og Sicilien , der minde om denne ægte nordiske Aand , og disse syntes derhos saa meget mere at fortjene at blive gjorte til Gjenstand for vor Opmærksomhed , som de Forfattere i Syden , der tidligere have beskjæftiget sig med de italienske Nor- manners Historie, i Almindelighed fortrinsvis have dvælet ved de Forhold, hvori de snart traadte til Pa\erne, og

220 ]V0RMA1V-\KR\KS EttOIJRINOKtt 1 XEAPEL OG SICILIEIV.

ved de Krige , som de paa den anden Side af Adriater- havet forte med de byzantinske Keisere ^ , hvortil endnu kommer, at adskillige nye Træk netop til Begyndelsen af de italienske Normanners Historie for nogle Aar siden ere blevne meddelte ved den fuldstændige Udgivelse af et tid- ligere kun for en ringe Deel - offentliggjort Kildeskrift, nemlig ved Champollion Figeacs Udgave af en i det romanske Sprog skreven Oversættelse af den nu i Original sandsynligviis tabte Kronike , hvori en samtidig Benedic- tiner Munk i Monte-Casino ved Navn Aimé beskrev de italienske Normanners tidligste Historie ^.

s"

I.

Det nuværende Kongerige begge Sicilierne var i Be- gyndelsen af det elfte Aarhundrede sonderlemmet i mange Dele. De græske Stæder Neapel, Amalti og Gaeta havde, omtrent paa samme Maade som Venedig, vidst at losrive sig fra det ostromerske Rige og elterhaanden at udvide deres Heredomme; de trende Fyrstendommer Benevent, Capua og Salerno vare Ruiner af Longobardernes engang saa mægtige Stat; Apulien og Calabrien vare de græske Keiseres sidste Besiddelser i Italien og bestyredes af en Statholder , den saakaldte Catapan , med en Strenghed, hvis Daarlighed Aarhundreder endnu ikke havde aabenbaret. Catapanen, de tre longobardiske Fyrster og de uafhængige græske Hertuger i Neapel , Amalfi og Gaeta stræbte alle efter Overherredommet og vare derfor uophorlig indviklede i Krige , der fortes omtrent paa samme Maade , som de ældste Kampe mellem Romerne og deres Naboer , idet man om Hosten gjorde Indfald i Fjendernes Land, op-

^) Dette gj ælder for en Deel ogsaa om Gauttier d'Arc's, Hlstoire des conquétes des Normands en Italie, en Sicile et en Gréce. Paris. 1830, 8. ^^ L'Ystoire de li Normanf, et la Clironique de Robert Viseard , par Aimé , Moine du Mont Cassin. Publiccs pour la premiere fois par M. ChanipoUion Figcac. Paris 1835. 8.

IVOIIMAXXRRNFS FROnRI\GKR I \RAPRL OR SICIMEIV. 221

brændte Sæden og bortslæbte Ov.Tgct. Folket sukkede og ventede paa Frelse med en Længsel, der dengang ikke blot var en Folge af sædvanlig Nybedssyge , men til- strækkelig forklares ved de uafladelige Kriges Odelæ'ggelser O"- ved Umuligheden af paa ecngang at tilfredsstille syv ærgjerrige Herrers Havesyge. Til disse Plager kom endnu de aarlige Plyndringer af Sara<'cnerne , der, snart som Sorovere, snart som de italienske Fyrsters Bunds- forvandte, droge fra Sicilien, landede paa Kysterne og bærjede Landet ^.

Sicilien var allerede længe bleven gjæstet af Araberne, da de i Aaret 826 indkaldtes af den græske Feltberre Empedocles, der bavde gjort Opstand imod Keiser Micbael den Stanjmende. Indbydelsen blev villig modtagen, Asan ben el Feratb landede paa Oen , og en blodig Kamp be- gyndte , der næsten varede et heelt Aarbundrede , indtil hele Sicilien blev en arabisk Provinds. Over den sattes nu efter Saracenernes Sædvane som Statbolder en Emir, under hvem Alcader bestyrede de enkelte Stæder og Distrikter , men Indvaanerne beholdt deres gamle Rettig- heder og fattede snart Hengivenhed for Seirberrerne paa Grund af disses retfærdige Herredomme og usædvanlig store Tolerantse i Religionsanliggender. Under Aglabiternes og Fatimiternes milde Scepter reiste sig en Mængde ara- biske Stæder og Slotte, udmærkede Fabrikker bleve an- lagte, og det af Naturen velsignede Land dyrkedes efter en hidtil ukjendt Maalestok; Sukkerroret blev forplantet fra Ægypten , Manna fra Persien og Bomulden fra Ana- tolien; Olietræet blev omhyggelig pleiet og udbredt over hele Oen. Handlen blomstrede, saa at sjeldent nogen Dag hengik , uden at man i de sicilianske Havne saae Kjob- mandsskibe , der ankom eller afseilede n-.ed rige Lad-

') :Si£;niondi, Hist. des rép. ital. I, 223. Leo, Gescli. der ital. Staaten. 1, 3G0.

222 XOUMAMNKRXKS KROBRIJVGKR I MUPKL OG SiCIIJKiV.

ninser. De Herliglieder og Luxusaitikler , som Haudien saninienforte , tjente for en stor Deel til at pryde de saraceniske Slotte, der desuden smykkedes ved de Skatte og rige Kostbarheder , hvormed Krigsskibene pleiede at vende hjem fra Togene til Italien *.

Af disse Tog, der foretoges med stor Regelmæssighed og i Mængde findes omtalte af de italienske Annalister, ere faa blevne mærkeligere end eet, der fandt Sted i Be- gyndelsen af det elfte Aarbundrede. Det var i Aaret lOlG^, at en stor saracenisk Flode forlod Sicilien og styrede mod de italienske Kyster ; Floden lob ind og kastede Anker i Bugten ved Salerno. Her land- sattes en Mængde Araber , der leirede sig paa en græsrig Slette mellem Staden og [lavet og, opfyldte med Foragt for en Fjetide , de saa ofte havde beseiret , ikkun tænkte paa at udhvile og forfriske sig. Over Salerno

') Scrofani , della dominazlone tlegli stranieri in Sicilia. Parlgi. 1824. p. 107 sq. Martorana, Noticie storiche dei Saraceni Sicillani. Palermo. 1832. 1, 27 sq. Stuwe, Handelt^ziige der Araber unter den Abbassiden. S. 78. Hammer , Liinderverwaltung unter dem ChaUfate. S. 67. Harald Haardrasde , der deltog i Nor- mannernes forsteTogtil Oen, fandt, at ,j8ikiley er mikit riki, J)ar eru storar borgir ok styrkar." Fornnianna Sogur. VI , 148. ^) Dette Aar angives af Lupus Protosp. ap Murat. Ser. Rer. Italic. V, 41 og Anon. Barens, ap. Murat., V, 118, og antages for det rigtige af Pagi , Critica IV, 90, der folges af de nyere Forfattere. Det er imidlertid , ligesom overhoved alle kronologiske Angivelser om Normannernes BLulrifter i Italien , meget usikkert. Ifolge Chron. Cassin. ap. Murat. Y, 55 maa Toget henfores til Aaret 1000, ifolge den n«>iagtigé Leo Ost. ap. Murat, IV, 362 til Aaret 1002 og ifolge Chron. Saxon. ap. Bouquet X, 330 til Aaret 1014. Depping (Normannernes Scifoge. Overs, af N. M. Petersen , S. 426) lader de fOrste Normanner komme til Italien i Slutningen af det tiende Aarliundrede , hvilket formodentlig grunder sig paa en Forvexling med de græske Varangcr; jvfr. Raumcr, Gcschichte der Hohcn- staufeu. I, 560.

XORMAN.NRRXFS KRORRINRRR I NRAPFL OG SiriLIRN. 223

herskede dengang Gaimar den Store , der havde vægret sig ved at betale den Skat, som de salernitanske Fyrster pleiede aarlig at yde Saracenerne. Nu , da Gainjar , af Frygt for ellers at udsætte Landet og Staden for Plyndring og Odelæggclse , endelig troede at burde give efter for Arabernes Fordringer og allerede havde givet Befaling til at sammenbringe og afsende Pengene , fremstillede fyrge- tyve overmaade hoie og deilige Pillegrime sig for ham. De vare Dagen for paa et amalfitansk Skib ankomne fra Palæstina * og stode i Begreb med at forlade Staden, for at vende tilbage til deres Fodeland, Normandiet. Kraftigen forestillede de Gaimar det UsonmieJige i , at Christne skulde yde Tribut til Vantroe, Noget, der desuden var enhver tapper Mand uværdigt; de bade ham ora at give dem Heste og Vaaben for at kjæmpe mod Saracenerne. Den longobardiske Fyrste lod sig henrive af deres mandige Tale og bevilligede deres Anmodning, og fulgte afGaimars Krigere overfaldt de normanniske Pillegrime Araberne, hvoraf Mange dræbtes og de Ovrige kun reddede sig ved at svomme til deres Skibe ^.

Dette var den forste Gang, Nedreitalien lærte Nor- mannerne at kjende. I Triumph forte tilbage til Staden erholdt de rige Gaver af Fyrsten af Salerno , der med Beundring havde været Vidne til deres Kraft og Tapper- hed. Gaimar onskede at bevæge Pilegrimene til at for- blive i sin Tjeneste, men da de længtes efter Hjemmet, fra hvilket de saa længe havde været borte, lode de sig

') Chron. Saxon. ap. Bouquet X. 230 fortæller urigtigen, at de liavde valfartet til Jerusalem med ^^Richardus, comes Normannorum, dimissa Chnud , regis Danorum sorore, propter metum Danoruin exulans". Jvnfr, iovrigt Miciielet, Histoire de France. II, 183. ^) Leo Ost. ap Murat. IV, 363. Almé , rYstoire de li INormant. Publ. par Champollion-Figcac. p. 15. Orderic. Vit. ap. Duchcsne p. 1T2.

224 \0RMAA\I:R1\RS h:KORRI^nFR I xrapkl oo sicilifiv.

ikke af hans glimrende Lofter afholde fra at fortsætte Tilbaa;ereisen '. Da de imidlertid havde fortalt Fyrsten, at deres Land var rigt paa Mænd , lige saa tappre som de selv , ^^Mænd , der havde spiret i enhver Kanjp og aldrig havde vendt nogen Fjende Ryggen", besluttede han at sende Gesandter til Normandiet for at indbyde de unge Folk til at drage til Italien og ikke uden Snildhed udforte han sin Beslutning; thi den cas.sinensiske Kronikeskriver fortæller , at han ,,som en anden Karses" lod sine Ud- sendinge overhringe Purpurkapper , Bidsler , hesatte med Ædelstene, Mandler, Oranger og andre Sydfrugter, der altid havde opvakt de nordiske Folks Begjærlighed , og som heller ikke denne Gang undlode at indgyde Lyst til at gjore Bekjendtskab med Sydens Herlighed ^.

De italienske Gesandter forundredes, da de ankom til Normandiet, over Alt, hvad de saae , der var saa for- skjelligt, fra hvad de hidtil havde havt Leilighed til at be- mærke. De fandt, ,^at der i Udkanten af Frankrig er en Slette fuld af Træer og forskjellige Frugter; i denne ind- skrænkede Egn boede i betydelig Mængde meget store og kraftige Folk, hvilke forst boede i en O , som hed Nora, og derfor kaldtes Nor-Mant, hvilket vil sige Folk fra Nora , da Man i det tydske Sprog betyder Folk. Og da Folkemængden var bleven saa stor, at hverken Markerne

') Med disse Normanner eller med de salernitanske Sendebud ankom maaskee til Fecamp i Normandiet en Johannes den lille, der af Chron. Benign, ap. Bouquet X, 173 ved Aaret 1028 nævnes som Italiener af Fodsel, og som siges at være særdeles kyndig i Medicinen. Normannernes Bekjendtskab med Salerno ophjalp over- hoved Lægevidenskaben i Normandiet. Estrup i Skand. Lit. Selsk. Skrifter. XVII, 308. Depping. S. 4G3. ^^ Det kan ei sees af Leo Ost. ap. Murat. IV , 363, om Gaimars Sendebud reiste i Forening med Normannerne eller ikke. Hvad Gauttier d'Arc anfdrer om deres Rcise, er blottet for Hjenunel.

IVORMAM\KR\RS EUOKRINOKK f MKAPEf. 00 SICILIEIV. 225

eller Træerne vare istand til at yde saa nian^e Mennesker det INodvendige , hvoraf de kunde leve , reiste de til for- skjellige Dele af Verden eller forskjcHlgc Egne; thi efter Himlens forskjellige Beskallenhed ere der forskjellige Egne, som kaldes Climater. Og saaledes reiste disse Folk os de forlode smaa Ting for at erhverve sig store, og de gjorde ikke som de Fleste , der drage ud i Verden og give sig til at tjene Andre , men de lignede Oldtidens Kæmper og vilde have alle Folk underkastede og under deres Herre- domme. De kom endelig til en Havn, som dannes af Floden Seine, hvor den lober ud i Havet; de seilede op af Floden og fandt, eftersom de kom længere ind i Landet, at det i Behagelighed overgik alle de Lande, forbi hvilke de hidtil havde seilet. De underkastede sig altsaa Landet, der har Overflodighed paa fiskerige Floder og tykke Skove, er meget passende til Falkejagt * og skikket til Kornavl og Ovægavl. Saaledes var nu Landet; hvad Folket an- gaaer, besidder det stor Snildhed, det viser Gjæstevenskab mod Fremmede, tager Blodhævn over alle Fornærmelser og lægger sig med Iver efter Veltalenhed. Hovdingerne, der hige efter at blive navnkundige, formaae ofte Ungdommen, der ligesom hele Folket er begjærlig efter Vinding , til at forlade Hjemmet og drage til fremmede Egne, hvor der er Udsigt til at erhverve sig stOrre Rigdomme. At ride paa gode Heste, at jage med Falke og at besidde skjonne Vaaben og Klædninger er Alles storste Glæde, men, naar Noden byder det , kunne de ogsaa udholde Hunger

') Accipitrium exercitio aptissinm siger Galfr. Malat. ap. Murat. V, 549. Da Falkejagt i Sicilien forst omtales efter Nor- mannernes Ankomst , kunde man formode , at de have gjort den almindelig paa ()en , ligesom Longobarderne tidligere indforle den i det nordlige Ttalien. Jvnfr. Hager, Gcniillde von Palermo*. Berlin. 1799. S. 41. ia44-1845. 1 .5

22r> XOUMANNKRNES ERORRI\nRR I ^'EAPRL OG SrCILIRY.

Og KuUle og med Taalmodighed bære alle Krigens Besværligbeder K

De fyrgetyve normanniske Pillegrime havde ved deres Hjemkomst fortalt, hvad de paa deres lange Reise havde seet og bort, hvilke Farer de havde udstaaet, hvilke Be- drifter de havde udfort, og hvilke kostbare Gaver de havde modtaget. De havde saaledes bos Mange opvakt Lyst til at prove en lignende Skjæbne, og da derfor Gaimars Sende- bud vendte tilbage til Italien, vare de ikke blot ledsagede af enkelte af de Normanner, der ved Salerno havde kæmpet mod Saracenerne , men ogsaa af mange andre djærve og dristige Mænd. Blandt disse vare Brodrene Asmund Drengot {Drengotiis o: den gode Dreng) , Rolf, Rainulf og Anquetil af Ouarrel. En Yndling af Hertug Richard hiin Gode, Vilhelm Repostel , havde i en Forsamling af ætbaarne Normanner brystet sig af at have vanæret en Datter af Asmund , der hevnlysten siigte og fandt et gunstigt Oieblik til at nedlægge sin Fjende , da denne jagede med Hertugen i en af Normandiets tykke Skove. Af Frygt for Hertug Richards Vrede flygtede Asmund efter denne Gjerning med sine Biodre til det endnu den Gang angelsaxiske England, hvorfra han nu vendte tilbage til Frankrig for i Forening med de saleroitanske Gesandter at drage endnu længere bort fra Hjemmet. Efter at have udstaaet alle de Farer og Besværligheder, som paa denne Tid endnu vare forenede med en Reise fra Frankrig til Italien , naaede Gaimars Sendebud og deres normanniske Ledsagere endelig Maalet for deres Vandring. I Salerno forbleve Normannerne i Gaimars Tjeneste; ikkun Asmund og hans Brodre forlode Staden for at valfarte til Bjerget Gargano , hvor de vilde besiige det endog i det hoie

') Aimé, l'Ystoire dl Normant. p. 9. Fazello, Storia di Sicilla. (Palermo 181?). II, 525.

^Oini;\\\ER\KS RKOIIIMNGKa I iXKAPKI. OC SICILIEN. 227

NoidoM navnkundige St, IMicIiaels Capel ^ og takke Helgenen for hans Understoftelse paa deres lange Reise. Da de befandt sig paa Bjergets skovrige Top , modte de en Fremmed, hvis Tiirhan og (ivrige orientalske Dragt fængslede deres Opmærksomhed. Det var Melo , en at Staden Baris Indbyggere , der for faa Aar siden havde staaet i Spidsen for et frugteslcist Opror imod Grækerne, og som siden den Tid vandrede om som Landflygtig. Mellem ham og Normannerne sluttedes her paa Bjergets Spidse en saa noie Forbindelse, at Asmund Drengot og hans Brodre, i Stedet for som Væringer at tr.ede i Fyrsten af Salernos Tjeneste , indbude alle deres Frænder og Venner i Normandiet til at forlade Hjemmet , for under Melos Anforsel at bekrige de rige , men feige Græker. Ifolge denne Indbydelse droge i Aaret 1017 henved tre tusinde Normanner til Italien, og saaledes begyndte Togene fra Norniandiet omtrent paa den samme Tid , hvorpaa Vikinger fra selve Norden for sidste Gang hjemsogte Frankrigs Kyster ^.

Det er meget almitideligen antaget , at Normannerne ere dragne til Soes fra Normandiet gjenneni Strædet ved Gibraltar til Italien ^, og denne Mening er i og for sig ikke blottet for Sandsynlighed. De, der erindrede, at Normannerne ifolge talrige Sotoge vare komne til Neustrien, og som vidste , at de i Normandiet længe bevarede Fædrenes Lyst til at befare Havet*, lededes let til at

') Werlauff, Symbolæ ad. geogr. med. æv. p. 26. Om Steder i Normandiet, opkaldte efter Monte Gargano, jvnfr. Amelie Bosquet, La Normandie romancsi|ue et merveillieuse. Paris & Rouen. 1845.8. p. 191. ^') Guil. Apul. ap. Murat, V, 254. ^) Saaledes siger Raiimer, at Vilhelm , Drogo og Humfred ^^segelleti zuerst nach Apulien." Gescli. der Hohenstaufen. I, 5G6. '*) Ligesom allerede de Tiiou priser Iiidvaanere af Dieppe som dem, penes quos præcipva rei naulicce gloriæ seniper fuil , og ligesom Ludvig den XIV i et

1.5^

antage , at Udvandringerne til Italien vare skete paa samme Viis, som Udvandringerne fra Norden; Andre, der tillige kjendte Noget til Normannernes Skjæbne i Italien, formaaede ikke, uden ved at antage denne Mening, at for- klare sig , hvorfra de Skibe vare komne , hvormed Nor- mannerne kort Tid efter deres forste Optræden i Italien omsværmede Calabriens og Siciliens Kyster. Hertil kom, at Kilderne i Almindelighed udtrykke sig saa ubestemt, at man paa de fleste Steder hos dem ingenlunde kan see, om Reiserne ere foretagne til Lands eller Vands; dette sees saaledes hverken af Aimé eller den cassinensiske Kronikeskriver, hvor de nævne Vilhelms, Drogos og Hum- freds Udvandring , hverken af Arnulf fra Mailand eller Vilhelm fra Apiilien, naar de omtale de Skarer, der ifiilge Reinulfs Indbydelse droge fra Normandiet, ikke heller af Galfred Malaterra , der paa forskjellige Steder taler om Tankreds ældste Sonners , om Robers Viscards og om Roger den Gavnmildes Reiser til Italien, ikke af Vilhelm fra Jumiéges , hvor han nævner Asmund den Dristiges Tog, og endeligen ei heller af Ordericus Vitalis, naar han fortæller Robert Gifarts og andre provede Heltes Ankomst

Patent kalder dem les plus eapérimenlés piloles et les plus habiles et hardis navigatetirs de VEurope , saaledes har man ogsaa i nyere Tid mindet om , at Frankrigs navnkundigste Admi- raler stedse have været af normandisk Oprindelse (Les Fran^ais peints par eux niemes, Province. Paris. 1811, II, 121), og villet paastaae, at normandiske Siifolk allerede i Aaret 1364 havde an- lagt en Colonie paa Kysten af Guinea , og i Aaret 1488 opdaget America, hvorom kan eftersees Estancelin, Rechcrches sur les voyages et dceouvertes des navigatcurs normands. Paris. 1832. 8. og Vitet, Histoire des anciennes villes de France. Paris. 1833. 8. Vol. II. Sikkert er det, at kun Normannerne kan have indfort de tidligste fremmede (nordiske) Siiudtryk i det franske Sprog, t. Ex. esquif, bou- lines , raalinges, gardinges, haler, sigter, sterman o. s. v. lal, Archéologie navaie. I, 172-189. Vaublane , La France au temps des croisades. Paris. 1844. I, 108.

]\olnJ.lI\^Ell^KS erobrkxokr i nkapkl og sicilieiN. 229

fra Neiistiien i. Ikke desto mindre vil jeg dog her ei længer tage i Beta-nkning at hestride og forkaste den Mening, at Normannerne til Socs skulde være ankomne til Kalien, som uforenelig med enkelte Vidnesbyrd i Kil- derne. Ved omhyggeligere Undersogelse af disse vil man nemlig finde flere af Togene saaledes omtalte , at det tydelig skjiinnes , at de maae være blevne foretagne til Lands. Da Asmund Drengot i Aaret 1017 med sine Brodre flygtede fra Normandiet, ^^droge de giennem Byen Rom og kom til Capua"^ Da Villielm den Blinde i Aaret 1054 i Forening med nogle Munke og tolv Svende drog til Italien, for at bestige sin Siin, der havde erhvervet sig Navnkundighed og Rigdomme i Syden, gik han med sit Folge ^^over Alperne giennem Rom til Apulien"^ Da Robert af Grentemesnil i Aaret 1001 af Frygt for Hertug Vilhelms Vrede gik i Landflygtighed, ,,steg han til Hest med tvende Ledsagere, Fulco og Urso, og drog ud af Gallien , hvorpaa han forst begav sig til Rom og derfra til Robert Viscard"*. Om de Normanner, der forst droge til Nedreitalien, siges det i Almindelighed, at „de vare gaaede over Tiberen"^, og endelig fortælles om de Skarer, som i Aaret 1017 iftilge Melos O-jjCordring droge fra Normandiet, at „de kom paa deres Vandring til et Bjerg i Alperne, som kaldes mons lovls (o: St. Bernhard). De, der beboede Egnen ^ , havde her, hvor Bjergstierne ') Aimé, l'Ystoire de 11 Normant. p. 38. Leo Ost. ap. Murat. IV, 387. Arnulph. Mediolan. ap. Murat. IV, 13. Guilelra. Apul. ap. Murat, V, 255. Gaufr. Malat. ap. Muiat. V, 550, 552, 553. Guilelm. Gemmet, ap. Duchesne. p. 28-1. Oriieric. Vit. ap. Ducliesne. p. 641. ^^ Aimé , l'Ystoire de li Normant. p. 17. Cum eqtiis tantum ae armis aufugiunt, hedder der hos Leo Ost. ap. Murat. IV, 363. 3) Orderic. Vit. ap. Duchesne. p. 172. ") Guil. Gemmet, ap. Duchesne. p. 283. ^) Orderic. Vital. ap. Duchesne. p. 472. *) Herved sigtes maaskee til Saracener j jvnfr. Reinaud, Histoire des invasions des Sarrazing en Franco. Paris. 1836. 8. p. 195.

230 NOiniAX.\RR\KS KK0I5U1\GKU 1 KKAI'KL OG SICILIE:V.

ere overordentlig snevre, bygget Porte og sat Vagt til at kræve Betaling af Alle, der droge igiennem dem. Men efterat de havde forlangt , at oi^saa Normannerne skulde betale, saaledes som det var Sædvane, og derpaa, da dette afsloges, nægtede dem Gjennemgang, ophrtide Normannerne Portene, dræbte Bevogterne og banede sig saaledes med Magt Vei til Rom og Apuiien" *.

Da disse Normanner vare ankomne til Nedreitalien, bleve de forenede med de Skarer , som Melo imidlertid havde erholdt af de longobardiske Fyrster, der med Be- gjærlighed grebe enhver Leilighed til at bekrige den græske Statholder. I Bi-eyndelsen af Aaret lOIS, da Kulden var saa streng, at de vilde Dyr friise ihjel", aabnede Melo Kampen, hvori han i kort Tid vandt sex Seire, men i det folgende Aar vendte Lykken sig, og efter Nederlaget ved Cannæ uiidtes han til at gaae i Landflygtighed til Tydsk- land, hvor han faa Maaneder efter diide af Sorg over sine mislykkede Planer^. Hans Svoger Dato, der forsugte at fortsætte Kampen, blev i Aaret 1021 fangen af Grækerne, læJikehunden sat paa et Æsel og fiirt til Bari , hvor han tilligemed nogle levende Dyr, en Slange, en Hane og en Abe, blev indsyet i en Sæk og kastet i Havet. Efter Datos Dod fremtraadte tre Broderstiniier af RIelo som Anforere imod Grækerne, og til deres Understøttelse drog den tydske Keiser, Henrik den Anden, over Alperne med en betydelig Hæ-r , men da denne ikke kunde udholde Italiens Klinia, vendte han i Aaret 1023 tilhage, uden at have formaaet at fordrive Grækerne. Melos Broderstinner,

') Rodulph. Glaljcr. ap. Bouquet. X, 25. Guil. Apul. ap. Miirat. V, 254. ^^ Om Melos og Normannernes Kamp tales ud- fiirllgst hos Aimé , l'Ystoire de li Noimaiit. p. 17-31. Jvnfr, Luden, Gcsch. des tcutsclieu Volks. VII, 1G8-I78,

KOJIUA.NAERAKS EKOURIiNGI'IK 1 .ABAPQL 0(1 SlClL.EM. 231

der nu opgave Kampen, erlioldt nogle af Keiserens italienske Besiddelser til Lehn og hos dem efterlod Henrik de sidste fem og tyve Normanner, der havde overlevet Kampen og vare blevne Meios Slægt troe; blandt dem nævnes Valter af Canisy, Hugo Faloch, Gusman, Stig, Thorstein og Balbus ^. Af de dvrige Normanner vare de fleste blevne et OlTer for deres usædvanlige Mod og Diidsforagt; af to hundrede og halvtredsindstyve , der deeltoge i Slaget ved Carmæ, bleve ikkun ti tilbage, og allerede dengang, da Melo gik i Landflygtighed, vare de tre tusinde, som vare dragne fra Normandiet, sanuuensmeltede til fem hundrede. De, som foruden det ovennævnte, ringe Antal, der stedse ved- blev at holde sig til Melos Slægt , levende slap ud af Kampen, synes efterhaanden at være gaaede i salernitansk Tieneste og at være blevne forenede med de af deres Brodre, der allerede med Gaimars Sendebud vare ankomne fra Normandiet og siden den Tid havde været liinnede Krigere (sonldarii) hos Fyrsten af Salerno. Over disse Normanner befalede Thorstein Scitel, om hvem man endnu lang Tid efter i Normandiet fortalte eventyrlige Sagn. Vi fmde saaledes hos Kronikeskriverne en omstændelig Beretning om , hvorledes han engang i Slotsgaarden i Salerno blev angreben af en Love , som han greb med sine ubevæbnede Arme, loftede hoit i Veiret og kastede ud over Slottets Muur, ligesom der udforligen fortælles, hvorledes han af lombardiske Forrædere blev henlokket til en Drage , son» han vel nedlagde , men hvis giftige Edder dog voldte hans Dod -.

') Thorslainum , Balbum , nævner Leo Ost. ap. Murat. IV, 366, men maaskee bor der læses Thorslainum balbum, Thorstein den Stammende. '^) Guil. Gemmet, ap. Duchesne. p. 28L Alberie. monach^ ap. Bouquet. XI, 393. Nordiske Sagn lade Harald Haardraade nogle Aar senere i Myklegard nedlægge en Drage og

232 KORMWJJKaMJS KROBRIJIGKR 1 NKAPKL OG 81CIL1KN.

Fortornede over Thorsteins DoJ eller, som det ogsaa hedder, niislornoiede over ei at lorines efter Aftale, op- sagde INormannerne Fyrsten af Salerno Huldskab, og droge ud i Kanipanlens af Froer opfyldte Sumpe, hvor de an- lagde en fast Leir og valgte Asmund Drengots Broder, Rainulf til Anfoier. jNu dannede Normannerne sig ogsaa snart en egen Politik. De havde været undværlige , saa- frenit en af de nederitalienske Smaafyrster havde under- tvunget sine Naboer , og sogte derfor at opretholde en vis Ligevægt, hvorved de stedse maatte blive nodvendige, og med stor Kunst og uden at skye nogen Fare eller An- strænselse udfiirte de deres Forsæt. Med stærke Farver skildre de italienske Kionikeskrivere Normannernes Helte- mod, der undertiden henriver dem til Beundring, og dog er det de samme Kronikeskrivere, der bittert klage over, at ,^det vilde, fremmede Folk var opfyldt af et uhort gru- somt Raserie og af en meer end hedensk Foragt for de hellige Kirker" 1. Disse Klager maae vistnok ogsaa for en Deel betragtes som Overdrivelser af Kronikeskriverne eller som Gienlyd fra ældre Tider; i al Fald formaaede de ikke at svække Normannernes Anseelse, der bestandig tiltog, eftersom man i Italien stedse mere lærte at indsee , at hvor de strede, var næsten altid Seiren. Da de havde hiulpet Hertug Sergio til at tilbageerobre Neapel, hvorfra han var bleven fordreven af Fyrsten af Capua , overlod han dem i Aaret 1029 af TaknenjiUQlighed et Stykke Land,

Albericus monachus lader ham med nogne Arme quælc en Love. Cronholm, Våringarne, p. 95-98. ') Det er Viberti Ord ap. Murat. III, 297. Arnulph. Mediolan. ap. Murat. IV, 13, 21, karakteriserer dera som ^^atrociores Græcis, Saracenis ferociores, impiisimi." ^^Vl sunt ad rapinam avidi , ad invadenda alieiia bona inex- fhbiliter anæii, hedder det lios Leo Ost. ap. Murat. IV, 363, livor han omtaler en Strid mellem en normannisk Kriger og KIot,tret Monte-Cabinos Fiskere.

NORMAXMIRMCS EROimiAGKIl I XKAI'KI. OG -SICILIKIV. 233

hvorpaa de byggede Aversa la Noinianna. St;iden blev befæstet med Grave og hiiie Mure, og Rairmlf, der ægtede Sergios Soster, sendte Bud til Norniaridiet for ved nye Skarer at forstærke Colonien. Blandt dem , der fulgte hans Opfordring, droge Nogle bort, fordi de vare fredlose, andre af Hensyn til deres Slægtniriger, der tidligere vare uddragne, og atter andre af Begjærlighed efter at erhverve sig Navnkundighed og Rigdom. Blandt de sidste vare Tankred af Hautevilles tre æhlste Stinner.

II.

I Nærheden af Cotentin i Norniandiet laa Borgen Hauteville (Hoistrup) tæt ved den nærværende Landsby af samme Navn; af Borgen ere nu kun ubetydelige Ruiner tilbage, men de nærliggende Enge, der endnu fore Navnene Pare, Bois, Colombier, robe tydelig, at de i Middelalderen dannede en ridderlig Lehnseiendom. Paa Hauteville, blandt Kjernen af det normanniske Folk^, boede i Begyn- delsen af det elfte Aarhundrede en dygtig Mand, Tancred, der i sine unge Aar havde faret vidt omkring, gjæstet fremmede Fyrster '^ og udfort mangen kraftig Gjerning. Da han opholdt sig ved Richard den Godes Hof og led- sagede denne Hertug paa Jagten , en Forlystelse , som Normannerne i hoi Grad elskede, blev han angreben af et mægtigt Vildsviin ^ der havde dræbt de forfcilgende Hunde, men som nu af Tancred giennemboredes med saa stor Kraft, at hans Sværds Fæste stodte mod Dyrets Pande, og at Hertug Richard derover fattede megen Godhed for ham, beholdt ham hos sig og gav ham Befaling over ti

*) Egnene omkring Cotentin hiirte til dem , hvor det danske Sprog holdt sig længst. Jvnfr. Estrup i Skand, Lit. Selsk. Skrifter. XVII, 298. *) Diversarum regionum et principum curias perlu- strans. Gaufr. Malat. p. 559. ') Aprum minæ enormitatis, quera &>in^lare dicunt. Gaufr. Malat. p. 559.

234 JVOUMAWEKARS IlU OiUlI \GKtt I >K.4PI:l O« SITIMKIW

af sine Mænd ^. Forst efter flere Aars Ophold ved den iiornianiiiske Hertugs Hof veodte Tancred tilbage til sin Odelsgaard, hvor han med Muriejia avlede fem Siinner, Vilhelm, Drogo, Humfred, Gotfred og Serlon. Efter Mu- rlcllas Dod tog han en anden Kone, Fresenda eller Frede- senda, der fodte ham Scinnerne Robert, Malger, Alfred, Vilhelm, Humbert, Tancred og lloger ^. Alle Tancreds tolv SiJimer bleve dygtige i alle krigeriske Idrætter , og fra Ungdommen af indpræntedes det dem ftirst og fremmest, at de skulde stræbe efter Hæder , og ikke taale nogen Ligemand ved Siden af sig, n»en vove Alt, for at bringe enhver Medbeller under deres Herredomme.

Da Vilhelm, Drogo og Humfred vare fuldvoxne og vaabenftire , efterkom de Rainulfs Indbydelse og droge bort fra Normandiet. Paa deres Reise skaffede deres Sværd dem Underholdning, og da de endelig (i Aaret 1035) ankom til Apulien og her erfarede, at Fyrsten af C^ipua var i Strid med Gaimar den Fjerde af Salerno , Gaimar den Stores Efterftilger, opgave de deres tidligere Beslut- ning , at drage til Normannernes Colonie i Aversa , og traadte derimod i Fyrsten af Capuas Tjeneste; men efter at de snart havde lært denne Fyrstes Karrighed at kjende, forlode de ham atter og gik over til Gaimar af Salerno, der paa samme Tid havde formaaet et Par Hundrede andre, fra Normandiet ankomne Helte til at forfægte sin Sag. I Spidsen for disse salernitanske Normanner udforte Vil- helm og hans tvende Brod re de tappreste Mandomsværker, hvorfor de rigeligen liJnnedes af Gaimar, indtil denne be- gyndte at fatte Mistanke mod sine Leietropper, og Frygt for, at de nye Gjæster let kunde blive ham selv og hans eget Herredomme farlige. Men imidlertid var Rygtet om

*) In curia principis deccm milites sub se habens. Gaufr. Malat. p. 559. ^~) Gaufr. Malat. p. 550. Foruden sine tolv Siinner havde Tancred tre DiiUre, der senere med Moderen Frescuda drog til Italien.

»ORMANAKRiXKS KROKKIi\<;Kll I NKAI'KL O« SICIMEX. '235

Normannernes viflunderllge Tapperhed Mevet udbredt over hele Orienten, og detle foranledigede, at de kaldtes lil nye Egne og nye Seire. Det ostromerske Hof, der aldrig havde kunnet glemme Tabet af Sicilien , men hvis Anstrengelser for at gjenvinde det Tabte hidtil stedse kun vare blevne lonnede med Uheld, bestemte sig nemlig paa denne Tid, da Michael den Fjerde , Paflagonieren , sad paa Keiser- thronen , og medens der herskede indvortes Stridigheder mellem Araberne paa Sicilien, til at vove det sidste For- sog paa en Tilbageerobring af Oen ; en stor Hær ud- rustedes i denne Hensigt, og dens Befaling overdroges til den italienske Statholder , Georg Maniaces , der tidligere havde gjort sit Navn anseet ved flere Seiervindinger i Sy- rien '. Maniaces anmodede Gaimar om at overlade ham de Normanner , der var i hans Tjeneste , og Fyrsten af Salerno greb denne Leilighed til at skille sig fra sine Gjæster, der laante villige Oren til den græske Statholders glimrende Lofter. Ved Reggio traf de Maniaces med de græske Tropper , og i Forening med disse seilede de for forste Gang til Sicilien.

Om Normannernes forste Tog til Sicilien i Aaret 1038 findes flere forskjellige Efterretninger , byzantinske hos Zonaras og Cedrenus, islandske i Harald Haardraades Saga, og normannisk-italienske hos Malaterra, Vilhelm fra Apulien, Aimé 02 den cassinensiske Kronikeskriver. Da alle disse Kilder modsige hverandre , og neppe lade sig bringe til at stemme overeens uden ved los Gjætning eller vilkaarlig Omdannelse, synes det, at een af dem fornemmelig bor vælges til Fiirer, og om Valget kan der i saa Fald neppe være Tvivl, da Alt synes at raade til at foretrække den normanniske Sagamand, Galfred Malaterra. Han fortæller, at da Maniaces var landet og beleirede Messina , gjorde Saracenerne et

') Fazello, >Sloi-ia di Sicilia. II, bS'i.

!236 ivoiniA>\KR\KS kroimuvrkr i akapkl on sitimkv.

Udfald fra Staden og dreve Gråskerne med stort Tab til- bage, men saasnart Normannerne kunde konjnie frem for de Flygtende, sporede de deres Heste og nodte ikke alene Saracenerne til at standse, men da disse, forfærdede over deres ubekjendte Fjender \ hovedkuls skyndte sig tilbage til Messina, fulgte Normannerne dem bestandigen i Hælene og trængte i Forening med dem ind i Staden, der herved faldt i Maniaces's Hænder. Fra Messina drog den græske Hær dybere ind i Sicilien og indtog tretten andre Stæder^. Udenfor Syrakus kom det til et Slag , der gav Vilhelm af Hauteville hans Tilnavn ,^den Jernarmede", efterdi han stodte sin tunge Landse saa voldsomt i Brystet paa Ara- bernes Anforer^, at Spidsen gik langt ud igjennem Ryggen; og nogen Tid efter vandtes ved Traina paany en stor Seier over Araberne, der, skjiint deres Antal angives til femten Tusinder*, bleve angrebne af de tre Hundrede Normanner, der droge i Spidsen for Maniaces's Hær, og af dem alene drevne paa Flugt forend Grækernes An- komst. Men medens Normannerne derpaa forfulgte Sara- cenerne, naaede Grækerne Valpladsen og udplyndrede den arabiske Leir , uden at lade nogen Deel til dem , hvem Seiren skyldtes. Fortornede herover afsendte Normannerne en Lombard Ardoin ^, der havde sluttet sig til dem, og som forstod det græske Sprog , for i dette at tolke Maniaces

^) Quasi novæ gentis inilitiara abliorrentes. Gaufr. Malat. p. 551. 2) zonar. ed. Paris. II, 237. Cedrcn. cd. Paris. II, 741. ^) Kionikernc have af det arabiske Ord Alcaden [al CadiJ ladet sig forlede til at kalde denne Arabernes Befalingsmand Arcadius , og dette Navn er optaget af de nyere Forfattere, t. Ex. af Raumer, Gesch. der Hohenstaufen I, 562. Ikkun Aimé synes at have op- fattet Navnet rigtigt: ,,Archadie, c'est prince et docteur de la loi". Chronique de Robert Viscard. p. 268. ^) Almc, Chronique. p. 268. Sexaginta millia angives af Gaufr. Malat. p. 551. ^) De famulis S. Ambrosii. Leo Ost. p. 388. Servicial de Saint Arabroise. Aimé, l'Ystoire de li Norniant. p. 41.

NORMAXXRllXRS FROBniiNT.EU I \RAPKL 00 SICIIJR\. 237

deres Klager, men, vant til slavisk Lydighed, saae den græske Statholder heri en strafværdig Opsætsighed og lod derfor Ardoin nogen pidskes rundt omkring Grækernes Leir '. De forhittrede Normanner vilde strax hævne denne Forsmædelse, men bevægedes dog af Ardoin til at tove med Hævnen, indtil det lykkedes ham at erhverve et græ^sk Pas ^, hvorved de lettere kunde komme tilbage til Italien. Da dette var skeet , forlode de pludseligen ved Nattetid den græske Leir.

Da Normannerne vare komne over Strædet ved Mes- sina, droge de hærgende gjennem Grækernes Besiddelser, indtil de naaede Grændserne af Apulien , hvor de stand- sede for at anstille Overveielser ; thi hidtil havde de mere ladet sig henrive af deres heftige Vrede, end lede af nogen fast Plan. Til Salerno vilde de ei drage , da de kjendte Gaimars Sindelag, men ifolge Ardoins Tilskyndelse sendte de ham til Normannernes Colonie i Aversa , for her at bede om Understottelse. 1 Aversa herskede endnu Nor- manneren Rainulf, der mindedes sin Kamp under Melo og ogsaa nu var villig til Kamp mod Melos Fjender. Ved Rainulfs Understottelse, og, som det synes, ved nye Ud- vandrede fra Normandiet ^, dannedes en Hær af tolv Hun-

') I det Enkelte stemme Cedrpn. II, 755, og Guil. Apul. p. 255, iliUe overeens med Leo Ost. p. 388, og Ainié, l'Ystoire de li Nor- niant. p. 41. Ifolge Chronique de Rob. Viscard lod Maniaces Ardoin ikke blot pidske , men four vergoingne de li Normant lui péla la barbe a l'ongle soe. ^^ A notario Maniacis , cujus amicitia fruebatur, chyiographum, quo liberius transeant Piiarum. Ganfr. Malat. p. 551. *) Cedren. II, 755. Ifijige Gauttier d'Arc (Conquétes des Normands en Ital. p. 106) bleve Normannerne ogsaa forstærkede ved Pillegrime , der havde ledsaget Hertug Robert le Diable paa hans Valfart til Palæstina, men herfor findes neppe tilstrækkelig Hjemmel i Kilderne, og derhos dode Robert le Diable allerede i Aaret 1035, sex Aar fiirend denne Tid, i Nicæa. Liquet, Histoirc de la Normandic. II, 30.

238 \oiiM \^^R^iv^!s kuourixgrr i ^KAPF.L oo sicilikn.

dreder , anforte af tolv Hovdinger , hvoriblandt Rainulf, Vilhelm, Drogo og Hugo Tiulebod (Tudeboeuf) i. Nor- mannernes Anforere optoge Rielos Plan, at fordrive Græ- kerne ganske fra Halvoen , de gave hverandre Eder paa at ville dele Erobringerne lige mellem sig, og aabnede deres Foretagende meget heldigen, idet de om Natten den 2ide Marts 1041 trængte ind i Staden Melfi , der ifiilge Aimé ved sin Beliggenhed og stærke Befæstning var at betragte som en jNiigle til Apulien ^. De folgende Dage rede Normannerne muntre og sj'ngende fra Melfi og under- kastede sig Venosa, Ascoli og Lavello ^.

Til Normannernes Lykke i Italien bidrog det meget, at Apulien og Calabrien vare blottede for græske Tropper, der alle befandt sig paa Sicilien. Her havde Georg Maniaces, om hvis sicilianske Felttog det af ham i Syrakus opbyg- gede Torre di Maniace endnu erindrer, kort Tid efter at Normannerne vare dragne bort, mistet Befalingen, fordi han havde straffet Keiserené Svoger, Navarchen Stephanos, der daarligen havde efterkommet hans Befalinger. Efter Maniaces blev Michael Dokeianos udnævnt til Statholder og af Keiseren tillagt Befaling til at befrie de italienske Provindser fra de normanniske Rovere; dog blev det ham

^} Omnes conveniunt et bis sex nobiliores, quos genus et gra- vitas morum decorabat et ætas, elegere duces. Guil. Apul. p. 255. 2) Uie festivitatis St. Bcnedicti. Leo Ost. p. 389. Botta (Hist. des peuples d'Kal. II, 55) har sammenblandet Melfi med Amalfi, raen allerede Aimé bemærker meget rigtig: ,^Et est å noter que il sont ij Melfe, quar est Melfe et Amelfe. Mclfe est en la confine de Pouille, et Amelfe vers Sålerne et Naple." L'ystoire de li \or- mant. p. 38. ') Aimé. p. 45. Capefigue (Essai sur les invas. marit. des Norm. p. 299) bemærker efter en gammel mailandsk Kronike , at de streifede gjennem Italien , idet de overalt sang Viserne om Roland og Olivier. Man har ogsaa villet tilskrive dem de ældste sicilianske Folkesange med rimede Metra (Munter, Efterretn. om begge Sicilierne. II. 31.3).

\OnM\\\RR\RS PRORRIAT.RR I XKAPKL OP. SICIMEX. 239

pa.ilagt ikke at dræbe alle Barbarerne, men at fange nogle af (lem levende og lænkebundne at sende dem til Con- stantinopel til Moro for Keiseren og det keiserlige Hof. Ifolge denne Befaling drog MicbacI i Sj)idsen for den phrygiske Legion og en Deel af den lydiske imod IMelfi '; men da Normannerne berfra med Kj;t^k!ied gik barn imiide, vilde ban dog forst forsiige at fjerne dem uden Kamp og lod dem derfor ved et Sendebud opfordre til inden trende Diign at forlade Italien. Men Normannerne svarede , at der var en lang Vei til deres Hjem , og at de ikke vare dragne saa vidt, for feigt at vende tilbage; og deres Væg- ring til det græske Sendebud sluttedes endeligen dermed, at Hugo Tudebod, der havde staaet og klappet bans Hest, anbragte et saa vældigt Næveslag paa Hestens Hoved ^, at den styrtede -dod til Jorden, hvorefter den forfærdede Græker ^ af Normannerne sattes paa en frisk Hest og ukrænket tilbagesendtes til den græske Leir, i hvilken de vel vilde , at han skulde vække Frygt for deres Kæmpe- styrke. Michael Dokeianos lod sig dog ikke afskrække; han gik over Floden Ofanto , angreb Normannerne, der havde opgivet, naar og h"vor de vilde stride, og fulgte ved Angrebet den græske Skik at trætte Fjenderne ved at lade den ene Afdeling kæmpe efter den anden. Heraf be- nyttede Normannerne sig ; skjont de ikke talte flere Hundreder, end Grækerne Tusinder, gjennembriid de dog, ordnede i en Kile, Dokeianos's hele Hær, hvoraf en stor Deel paa Flugten druknede i Floden Ofanto; ,^thi", siger Aimé, ^/la Grækerne for Striden gik over Floden, var den snever og saa lav , at Vandet kun naaede Hestene til Laaret , men da Slaget var tabt og Grækerne flygtede, fandt de, at Floden var traadt over sine Bredder, skjont

') Cedren. II, 755. ^) Nudo pugno. Gaufr. Malat. p, 552. ') II fu mult carrocié. Aimé, I'Ystoirc de li Normant. p. 47.

240 ^0RMA^MVER1VRS RROBRI\OFR I IVRAPRL OG SIOILIRIV.

Himlen var skjon og klar, og ingen Regn var falden under Slaget". Michael Dokeianos undkom kun med nogle faa Krigere , men disse forenede han med den {ivrige græske Hær , der imidlertid af Saracenerne var bleven fordreven fra hele Sicilien, og nu angreb han anden Gang Normannerne ved Montepiloso ^. Her varede Slaget endnu uafgjort ved So- lens Nedgang, indtil Vilhelm af Hauteville, der var feber- syg*"* og derfor kun som Tilskuer fra en nærliggende Hoi havde betragtet Striden, endelig, greben af Utaalmodighed, betvang sin Svaghed , væbnede sig og istemmende Nor- mannernes Krigsraab ' lynsnar* angreb og fældede den fjendtlige Feltherre, efter hvis Fald Grækerne drog sig tilbage. Efter Slaget ved Montepiloso rommede Grækerne det aabne Land og indesluttede sig i Stæderne, men ogsaa disse begyndte efterhaanden at falde i Normannernes Hænder, efterat friske Tropper fra Constantinopel forgjævesvare blevne afsendte til deres Undsætning*'^, og efterat Normannerne havde stigt at bringe stiJrre Eenhed tilveie i deres Fore- tagender og maaskee ogsaa at vinde Italienerne for sig ved at vælge Melos Son Argyrus til Hertug. For at

') Ifolge Gaufr. Malat. ap. Murat. p. 552, anfortes Grækerne af en Feltherre med det barbariske Navn Anntis , men da Ce- dreniis kalder ham Mt-xaiQ^ o Aoxeiavo?, synes det mig utvivlsomt, at Texten hos Muratori : dtice Anno , duce excrcitus , bor for- andres til Duceano duce eæercittis. '^) Quartanæ febris typo laborabat. Gaufr. Malat. p. 552. ^) Et appella la nome de Dieu. Chroiiique de Rob. Vise. p. 272. ifiviA. hjælpe" (Deæ a'ie) var Normannernes Hærraab. Wace, Roman de Rou. Pupl. par Plu- quet. I, 238. II, 327. «) Coment fulgure. Chron. de Rob. Vise. p. 272. Ouasi leo furibundus. Gaufr. Malat. p. 552. Noget af- vigende Efterretninger om Grækernes Nederlag findes hos Guil. Apul. p. 256. Anonym. Barens, p. 151. Aimé, l'Ystoire de li Normant. p. 50. *3 Blandt dem fandtes Væringer, der nævnes af Aimé, TYstoire de li Normant. p. .50, og Manichæer, hvis Me- ninger skildres af Guil. Apul. p. 25G.

XORMAXJVKRKKS ER015RIK0ER 1 NRAl'KL O« 8IC1LIEIV. 241

vælge ham, vare Normannerne i Aaret 1012 komne sammen ved Bari, hvor Argyrus kaaredes til sin nye Værdighed, idet han af Normannerne under Vaahenlarm og Tilraab loftedes i Veiret paa et Skjold'; da han imidlertid nogen Tid efter skuflede deres Tillid, blev den gamle Forfatning igjen indfort, og i Aaret 1043, da de tolv Anforere havde fuldfort Apuliens Erobring, samledes Norn)annerne atter ved Melfi, og nu blev Landet deelt i tolv Lodder mellem Seierherrerne. Vilhelm af Hauteville iik Ascoli , der laa nærmest ved Hovedstaden Melfi , og hans Broder Drogo fik Venosa. Hugo Tudebod fik Monopoli, Arnulf Lavello, Peter Trani, Valter Civita, Thorstein Montepiloso, Herluf Trivento , og Archangelo tilfaldt Rudolf, Bebenas Son. R(df fik Cannæ, Ascelin erholdt de klipperige Egne ved Acerenza^, og hans Broder Rainulf af Aversa tildeltes Distriktet omkring Bjerget Gargano, hvor han atten Aar tidliiiere i Forening med IMelo fiirst besluttede at fordrive Grækerne. De normanniske Anforere og deres Vasaller ilede med at tage de dem tildelte Landstrækninger i Be- siddelse, og befæstede sig i dem ved Anlæggelsen af faste Tilflugtsteder ^ I Oldtidens klassiske Egne , omgivne

^) Saaledes er almindeligen Gull. Apul. p. 257 bleven forstaaet; Meningen af Ordene: Sublimanl prolinus illum omnes ananimi kunde dog maaskee ogsaa være den, at Xormannerne hævede Argyrus op paa en i Midten af Forsamlingen staaende Steen. Ifiiige €lau(tier d'Arc blev Vilhelm med Jernarmen og ifolge Gibbon Robert Viskard ligeledes kaaret ved at loftes op paa et Skjold , men herfor mangler Hjemmel i Kilderne. '^) Til Ascelin ankom , kort Tid efter at han havde erhvervet sig disse Land- strækninger , Stinnen Richard , der var ledsaget af mange Folk, og Bom beromnies meget af Aimé , der har helliget en stor Deel af sin Historie til at skildre hans Bedrifter. Waar han var til Hest, ,^petit s'en failloit, que li pie ne féroient å terre." l'Ystoire de li Normant. p. 67. ^) Castella ex villis ædilicare coepciunt, quibus

.2i"2 AORMAANHRMOS EROliKINnER I XEAi'EL OC SICILIRX.

med Skove af Pluier og Cypresser, reiste sig inden kort ,Ti(l talrige, paa nordisk Viis opforte Borge; paa Toppen af Apuliens Bjerge vaiede Norujannernes blodrfide Fane.

Ved Delingen blev det bestemt, at det faste Melfi skulde eies af Alle i Fælledskab; Staden skiftedes i tolv Dele , og i hver af disse havde een af de normanniske Anforere sin egen Bolig ^ Giannone har bemærket , at denne normanniske Forfatning har Lighed med den, hvor- under Longobarderne i Begyndelsen af deres Herredomme i Italien tilbragte ti Aar , da de efter Klephs Dod ikke valgte nogen ny Konge , men deelle Herredommet saa- ledes, at enhver af de sex og tredive Ha>rforere bestyrede sit Distrikt for sig , og Alle kom sammen i Pavia , naar det var nodvendigt at raadslaae om deres Samfunds al- mindelige Anliggender. Der synes dog at være den For- skiel , at medens de loiigobardiske daces alle vare lige, valgte de normanniske comites en primus inter pares til Hærforer og Forstander. Dette var forst Tilfældet med Vil- helm med Jernarmen, der fulgtes af Broderen Drogo, efter hvis SJord ved en Lomharder Hovedanfcirselen gik over til den tredie Broder Hunfred med Tilnavnet Bagalarde, der tidligere havde sværmet omkring paa det adriatiske Hav og derefter erhvervet sig rirevskabet Lavello. Til For- klaring af, at disse trende Briidre saaledes umiddelbart fulgte efter hinanden, have de italien>;ke Forfattere, der antage Forstanderskabet for den apu'iske Fristat for at have været arvelig, enten urigtigen paastaaet, at ingen af Tancreds ældste Soriner efterlod sig mandligt Afkom, eller

ex locorum vocabulis nomen indideiunt, Cliron. Vulturn. ap. Murat. II, 2, 371.

^') Pro numero comitum bis sex statuere plateas , atfjue domiis comitum totidem fabricantur in urbe. Guil. Apul. p. 256. Senere holdtes de normanniske Ri^sforsamlinicer Jiyppii^ i Melfi. Galanti , ?»inova descrizione delle Sicilie. I, 122. '^) Giannone, Storia civile del regno di Napoli, i. IX. c. 2.

N0RiVlAi\i\KRNK8 EUOUUI.XGKK 1 NBAPKL OG SICILIKN. 243

ile liHve uden Grund antaget, at det var Skik hos Nor- mannerne , at den Afdiides Ijrodre l»le\ e foretrukne i'or hans Siinner, naar disse vare yngre end hine. Men det synes klart , at Sonnerne af de toiv normanniske Grever ikkun arvede Faderens Landstrækningcr , uden at have nogen fortrinlig Adkomst til at udnævnes til Fristatens fiflleds Hærforer og Forstander *.

III.

Til Melfi ankom i Aaret 1047 en Skare fremmede Reisende med Poser paa Nakken og Stave i Hænderne. Det var fem ætbaarne Normanner, der med et Folge af tredive Svende havde forladt Normandiet, og som havde giort Reisen giennem Mellemitalien i Pillegrinisdragt, for at undgaae Efterstræbelser af Romerne , der med Avind betragtede de nordiske Fremmedes Lykke. Efter Vilhelms, Drogos og Hunfreds Bortreise fra Normandiet havde Tan- cred bestemt, at hans Fædreneeiendom Hauteville, samlet .og udeelt, skulde tilfalde Gotfred med Tilnavnet Ridelle. den ældste blandt hans tilbaaeblevne SiJnner, os; da Taa- creds (ivrige Formue var for ringe til saa mange Arvinger, opmuntrede han selv sine yngre StJnner til at folge deres ældre Br«)dres Exempel, og saaledes fandtes nu Robert Viscard og tillige med ham , som det synes , Brodrene Humbert og Tankred blandt de Fremmede , der i Aaret 1047 ankom til Italien, der snart skulde gjenlyde af ,^den Snildes" Bérommelse. Og ikke blot de italienske Kronike-

') Man har herimod anfort Guil. Apul. p. 261 , hvor der signes, at Hunfied ved sin Dod gjorde Rroderen Robert til „Rector terrarum suarum et geniti tutor pueriiis , quem vetat ætas recto- rem fieri." Men at her kun er Tale om Hunfreds eget Grevskal), skjonnes deraf, at da Hunfreds Sonncr senere bekrigede Robert Viskard, skete det kun for at erholde dette Faderens eget Territorium tilbage.

o^

16^

21-1 XOR>TA\NKll\RS KROBRINGKR I AEAPKL OG SlCILlKN.

skrivere skulde snart kappes om at beromiiie ham, fordi han var den dristigste Mand i hele Verden , fordi han , naar han styrfede under sin Hest, trods sin tunge Rust- ning selv med Lethed forniaaede at hæve sig, og fordi han paa eengang og med lige Dygtighed kunde fore Svær- det i hoire Haand og Landsen i venstre, men selv bragte han ogsaa sine Vaaben og sin Hæder over Havet til Grækenland, hvor Anna Coninena, der dog var indtaget mod sin Faders fiirlige Fjende , ofte mod sin Villie lod sig henrive til Beundring af hans Heltevæ'sen. Endskjondt hun nendig bittert anker over hans Grusomhed og Vinde- syge, tilstaaer hun dog, at han var en Achilles i Strid og on Odysseus i Snildhed , at han med Klippefasthed ud- forte sine Beslutninger, og at han, som alle hoitbaarne Sjæle, fremfor x\lt higede efter Uafhængighed og Frihed. Hun berommer hans Legems Bygning, hans Tordenstemme, der kunde drive Myriader paa Flugt, hans Kænipevæxt, der lod ham see ned paa de hiiieste Normanner , hans Gine, der vare saa levende, at de syntes at gnistre, hans brede Skuldre, hans rode Kinder og hans gule Lokker*, og Billedet af hans Skjonhed foresvæver Prindsessen saa- ledes , at hun , naar hun vil heromme en Helts mandige Udseende, kalder ham deilig som en Ridder fra Norniandiet.

') Ta 81 Tou ctO[jLaTOi; tocjo'jto; d^ (j-Eys^o? , w; xa\ twv [i.f^iozfii'i UTTEpavexeiv , uupao? t3 xptofxa, ttqv xo[j.-j^v ^avi^;, tO'j? top.o\jC évp\)^, tou; ocpiaXixou; aXXa Tcup arc auToSv |j.ovo"JO'>xt. airs- cr^livifipi^exo. Anna Comn. I. 10. Ed. Bonn. I, 50. Endnu lang Tid efter bevarede de italienske Normanner deres noidiske Ud- seende. Boemund skildres saaledcs af Anna Comnena som kæmpchiji, med snehvidt og; rosenrtidt Ansi2;t, med Ijseblaae Oine (to ^Az\x\j.x yacuxov) og med lysegule Lokker, der hang saa langt ned, at de skjulte hans Oicn, og Estrup (Reise i Norniandiet. S. 58, 152) har bemærket, at der i Klostret !St. Trinita delle Care findes et gammelt Maleri , hvorpaa den normanniske Kong Roger er afbildet med lange , gule Lokker.

;\OR^IAM\Kll\t;S KllOBRIi\«KU I iVK/HMII- 0(J SICIMKiX. 245

Da Robert Viscard var aiikoninieri til Italien, (uniU lian snart Lcilighed til at lulmicrlve sig i Normannernes iiafbrudlc Feider og især i deres Krig mod Pave Leo den Niende. Den stiirste Anseelse opnaaede hen dog forst efter sine Erobringer i Calabrien , der længe blev Nor- niannernes Kampplads '. Vilhelm med .Ternarmen havde fiirst af Normannerne, paa Streiftog mod Grækerne, be- traadt dette Land, og senere var Drogo trængt ind i Dalene ved Floden Cratis og havde anlagt Borgen St. Marco, som han nu overdrog til Broderen Robert, for at denne kunne tilkæmpe sig et Arveland i disse bjergrige Egne. Med Iver overgav Robert sig til Kampen, og hans Mast tilto" tillisiemed hans Krigeres Antal, der efterhaanden voxede, da alle de Nyankomne blandt Normannerne heller vilde drage til Kampen mod Grækerne i Calabrien , end forblive i Apulien, der allerede var deelt mellem de tidligst Udvandrede. Men i Forstningen, da Roberts Tilhængere vare færre og han ofte befandt sig i den hoieste Nud -, lignede hans Liv nærmest kun en italiensk Bandits: under- tiden overfaldt han græske Kjobmænd, der reiste ubekymrede med deres kostbare Vare , og han udplyndrede saa ofte Landsbyerne omkring S. Marco, indtil disse til Slutningen alle stode ode og blottede for Beboere. De normanniske Historieskrivere Galfred Malaterra og Vilhelm af Apulien, der med Forkjærlighed dvæle ved denne Deel af Roberts Liv, have med sfor Omstændelighed opbevaret Mindet om disse hans Rovertog , og fortælle derhos tillige om (]eu Snildhed, hvorved han under dem sogte at hjælpe sig der.

') Man liar ogsaa, skjont aldeles grundlost, formodet i Cala- brien at finde Spor af Runer. See Munter, Efterretninger om begge Sicilierne. I, 118. ^) Ouodam vcspcre dapifer, qni omni domui suæ præerat, requisivit ab ipso, quid in crastinum coinestun erant ipse vel milites sui, diccns se neque victum neque pretium ad cmendum liabere. Gtaufr. Malat. p. 5r>3.

246 NORMAN'NKRKES EROKRINGKR I IVKAPEL OG SICILIKN.

hvor hans Mngt var utilstrækkelig. De fortælle, hvorledes han under en Saiiinienkoiiist mod Peter af Turra, en rig Borger i Striden Bisignano, pludselig grel) den store Cala- breser om Livet og bar ham til sine Ledsagere, der skyndte sig med at bringe den kostbare^ Fangst i Sikkerhed, en Bedrift, der skaffede ham rige Losepenge og hans Tilnavn Viscnrd eller den Snilde^, der forst blev Robert tillagt af Gerhard af Alberto '■^. 0<2, ved en anden Fortælling minde Kionikeskriverne om et nordisk Sagn , idet de berette, at Robert Viscard, da han iinskede at bemægtige sig et rigt og befæstet græsk Kloster , sendte Bud til Munkene i Klostret, udgav en af sine Mænd for dod og bad om en Grav i indviet Jord for hans Liig; da denne Bon var bleven tilstaaet , da Normannerne ubevæbnede bare Kisten op ad den steile Vei til Klostret, da Munkene, medens Psalmer lude, modte dem, for at tage imod Liget, der efter normannisk Skik laa indsvobt i et væxet Lagene da reiste den Dijde sig pludselig i Baaren , uddelte til Normannerne de Vaaben , der laae skjulte i Kisten , og bragte derved de forfærdede Græker til at overgive sig uden IModstand. Deite er aa])enbart det samme JMiddel, hvoraf Heimskiingla lader Harald Haardraade benytte sig, da han faa Aar forend denne Tid færdedes paa Sicilien, som ifiilge Saxo anvendtes af FCong Frode den Forste, og som

') Viscard er isl, viskr, det na forældede engelske wiseacre. „Cognonien Viscardus erat quia calliditatis. Non Cicero tantæ fult nec versutus Ulysses", hedder det hos Gull. Apul. p. 260. ^) Gyrart lo clama premérement Viseart et lui dist: O Viscart! pourquoi vas ^a et la; pren nia tante, soror de mon pcre, pour nioillier , et je serai ton chevalier; et vendra auvec toi pour acquester Calabre, et auvec nioi ij. c. chevaliers. Ainié. l'Yst. de li \ormant. p. 76. ') Vt Nor mannor wn velare cadavera mos c«/. Gull. Apul. p. 261, Ogsaa i Norden blev Liget, især hos de Rigere, lagt i Kisten, indsvobt i et væxet Lagen. Petersen , Uaniu. Hist. i Hedenold.

ni, 16a.

XORIIA.VMORXES KROURIXGEU I M-IAPKI. 00 !$ICI1,IEX. 247

af R(»I)eit Wace , Dudo af St. Ouiiitin , Benedikt af St. More og Vilhelm af Jiimiéges hetifores til Vikingen Maling'. IVIan kunde overhoved næsten fristes til at antage, at Nor- mannerne, hvis liele Historie ligner en Række af Eventyr, ved nye Gjerniriger opfriskede Mindet om hiin hesynder- lige Handiemaade , hvergang det synfes mindre levende hos Folkene. I det iMindste tillægges en lige saa heldig Anvendelse af liiint Krigspuds senere ikke blot den nor- manniske Hertug Robert af Apulien, da han i Aaret 1047 indtog Slottet Gursol'^, men endog, endnu henved et Aar- hundrede efter, Keiser Frederik den Anden, der paa Sicilie.'i ogsaa havde optaget normanniske Sæder og Skikke, og som ved Hjelp af den samme List i Aaret 1039 bemægtigede sig Klostret St. Cassino^. Om hiint Krigspuds minder endelig ogsaa Fortællingen ons Robert Viscards nordisk- sindede Son, Boemunds* Adfærd, for at undgaae Efter- stræhelser i de græske Stæder , som han var ntidt til at anliibe paa hans Tilbagereise fra Lilleasierj til Italien. Thi det hedder heri , at han lod udbrede det Rygte , at han var dod, at han lod Skibet, hvorpaa han seiiede. ud- smykke som et Surgeskib, og at der ombord var en Kiste, hvori han lagde sig , saa ofte Skibet aiilob det granske Riges Kysfer '^

') P. E. Miiilcr, Om Saxos og Snorres Kilder. S. 270. ^^ Otto Frisingens. ap. Murat. VI, GG8. ^) Miitliæi Paris. Historia Angll- cana. ed. Wats. p. J88. ^) Om lians Navn hedder det hos Ordericus Vitalis (ap. Duchesne. p. 817) : j^IVIarcus quippe in bapfisniate nominatus est, sed a patre suo, audila incomiiaiojocularifabula de Buamundo giganle, puero jucunde inipositum est ((^ognomen), fjuod nimirum postea per totiim niundum personuit." Navnet minder altsaa om Stærkodders Staldbroder, som hos Saxo (Hist. Dan. Ed. Miill. p. 277) kaldes Beraon og i Snorra-Edda (Ed. Rask. p. 195) Beimun. *) Wilken, Gesch. der KreuzZuge. II, .332. Sagnet gien- findes ogsaa i den tredie og femte Vise om Klosterranet, i Danske Viser fra Middelaldrcn. Il, 199. IV, 2(51.

248 AORMA\.\KRM?S RR0I5RIXGKR I NEAPKL OG SlCILIK\.

Da Robert var bleven forstærket vetl de af Grækerne forkuede Calabreser, der erterhaaiidon sluttede sig til ham, og da han havde begjndt at fore Krigen efter en storre Maalestok , blev han uventet kaldet til Apulien , hvor Broderen Hunfred laa for Diiden , og glenniiende tidligere Fjendskab betroede ham Bestyrelsen af Grevskabet Lavello som Formynder for sine Sonner. Robert blev efter Hun- freds Dod valgt til Forstander for Normannernes Fristat, og skilte derhos Hunfreds Siinner ved Faderens Elendomme; da han derfor ikke vovede at fjerne sig for meget fra Melfi, overdrog han sin yngste Broder, Roger, at trænge frem imod Syden til Strædet ved Messina. Roger havde kort Tid i Forveien forladt Hauteville, hvor han, opflammet ved Rygtet om sine ældre Brudres voxende Hæder, kuo med stor Utaalniodighed havde ventet paa at blive voxen nok, for ogsaa selv at drage til Italien. I Forening med ham reiste Vilhelm, JMalger og Gotfred, der ikke lod sig afholde fra at udvandre af Hensyn til, at han tidligere var Ideven bestemt Arving af den fædrene Eiendom. Af alle tolv Brodre bevægedes saaledes tilsidst og kun med Moie ^ alene Serlon og Alverade til at forblive tilbage; af dem synes Alverade at have forplantet Slægten i Normandiet, medens Serlon , hvis tappre Bedrifter ikke ere forglemte af de normanniske Sagamænd i Italien , under Vilhelm Erobreren deeltog i Toget til England , paa samme Tid som hans Son og hans Brodre kæmpede mod Saracenerne paa Sicilien.

') Det skete fijrst, efter at de Bortdragende havde lovet, at naar senere nogle af Serlon eller Alverades Sonner kom til Italien, ekulde de der erholde Eiendom af deres Farbrodre. Ifolge dette Lofte drog senere Serlon, Serlons Si!n, til Sicilien, hvor han faldt i Kampen mod Saracenerne paa en Klippe, hvis corrumperede Navn fiocca di Sarno endnu tilbagekalder hans Alinde. Gauttler d'Arc, Hist. des conquctcs des Normands. p. 281.

INORMANiVFRNRS KKOBRIMiljR I NRAPKL OO SICIIilK\. '24U

I Aaret 1058 trængte Roger i Spidsen for tredsind;«- tyve nonuanniske Anfiirere ^ ind i Calabrien , hvor han naaede til den hellige Eupheniias Havbugt og underkastede sig Egnene lige til Monte Leone blot ved Skrækken for de normanniske Vaaben. Efterat han paa det hoieste Punkt af de calabresiske Bjerge havde opfort en forskatidset Leir, og her efterladt sine Krigere, drog han selv till)age til Robert Viscard , for at overbringe de store Summer, som han havde inddrevet , og ledsagede derpaa Viscard paa dennes Tog mod Grækerne, indtil der, paa Grund af Robert Viscards Skinsyge over Rogers voxende Anseelse, opstod Strid mellem Brodrene. Under denne Strid plyndre- des Apulien af Roger, der, troligen understottet af sin Broder Vilhelm, fra Borgen Scalea gjorde hyppige Indfald i Roberts Besiddelser, men selv blev han ogsaa under Striden stedet i saa stor Mangel , at han engang endog nodtes til om Natten at rane Heste ved Melfi. Dette be- rettes af Galfred Malaterra , hvis Kronike , ligesom 'flere andre italienske KrOniker om Normannerne, fremkaldtes af de normanniske Hovdingers Sagakjærlighed , og som ved denne Leilighed udtrykkelig bemærker , ^^at han ikke har villet anffire dette Træk til Vanære for Roger, men at han kun efter dennes egen Befaling har talt om hans fattige Forhold og oni Handlinger, der kunde lægges ham til Last , da Roger har villet , at det skulde blive klart for Alle, med hvor store Anstrængelser og Besværligheder han har vidst fra den yderste Ringhed at hæve sig til den hoieste Magt og Hæder" ^.

I Hosten 1000 forligtes Brodrene endelig , og den forste Folge af deres Forlig blev Indtagelsen af Byen

') Cum sexaginta tantuiu miiitibus. Gaufr. Malat. p. 555. Med Foie antager Gibbon, at hvor Galfred Malaterra eller Villielm af Apulien nævne normanniske mililes, maa forstaacs Krigere, led- sagede af fem eller sex Bevæbnede. Jvnfr. Martorana, \oticic '•lorichc dci S^araceni Siciiiani. II, 21i-2JJ. ^) Gaufr. Malat. p. 552.

250 NORMxliNAERlNKS KROBRINGKR I KEAPKL OG SlCtLIKlV.

Reggio, som de begge havde beleiret i Fælledskab. Da Reggio var falden, blev Robert Viscard af INorniannerne kaaret til Hertug , og Roger gjorde nu sit forste Besug til Sicilien. Endnu i Efteraaret 1060 besteg han med et lidet Folge nogle Baade og seilede over til Oen, som han undersogte paa et kort Streiftog, forinden han vendte til- bage til Italien. Han fandt ikke længer Araberne enige og mægtige. Endnu ftJr Midten af det elfte Aarhundrede var Forbindelsen med Fatiniiderne i Afrika bleven alhrudt, Emirerne havde ikke Kraft til selv at sammenholde Herre- domniet, Oen sonderreves, og Fatiniidernes milde Herre- donune aflostes af en despotisk Vilkaarlighed, hvorunder de kristne Indvaanere sukkede. Det blev ikke bedre, efter at Tyrannernes Antal efterhaanden var aftagen ; de tre Herskere, der i Aaret 1059 havde deelt hele Oen mellem sig , Alcaden Abdallah ben Menkut , der herskede over Mazzara, Trapani, Sciacca, Marsala og de nærliggende Stæder; Alcaden Ali ben Naanih med Tilnavnet Ben el Huasch, der bod over Castrogiovanni, Girgenti og Castro- nuovo, og ¥^bn al Themanh, der befalede over Syrakus, Catania og Palermo, betragtede hverandre med mistænk, somme Oiiie og vare hvert Oieblik beredte til indvortes Kamp 1. Herredommets Fordeling og Art mindede om Oens Tilstand i Oldtiden , da den var coloniseret af Grækerne og fordeelt mellem smaa Tyranner, der i Stæ- derne vidste at grunde fyrstelig Magt '\

') Abulfeda, Annales Islamismi. Ed. Adler. III, 229. Alkadi Scheaboddin in Rosarii Grcgorii Rer. Arab. , quæ hist. Sic. spec- tant, ampl. co'.lect. p. 62. Dette Citat af Abbed Gregorios Samling af de arabiske Kilder til Siciliens Historie, der udkom i Palermo i Aaret 1790, er ligesom nogle fiilgende taget af de Udtog af Sam- lingen , der findes i den samme Forfatters Considerazioni sopra la storia di Sicilia. ^} Leo, Gesch. der ital. Staaten. I, 419.

i\OR!»lAI\NKR\KS KllOKKIi\GKK I INEAFT'-'L OG SICIIJKiV. 251

Omtrent paa den vsanime Tid, da Roger foiste Gang stieifede igiennen« Sicilien, lod Elui al Themanh Aarerne aabne paa en af sine Koner, Ali ben Naanihs Siister, der havde vakt hans Forbittielse, og denne Grusomhed gav Anledning til en Krig med Ali ben Naanih, der vandt en stor Seier over Ebn al Themanh ved Castrogiovanni, Den overvundne Emir flygtede til Reggio, hvorhen Roger kort Tid i Forvelen var vendt tilbage, og holdt her for denne en blomstrende Tale, hvori han skildrede Saracenerne som ukrigeriske Mænd, og hvorunder han med Hænderne paa Koranen svor, at Alt, hvad han sagde, stenuuede overeens med Sandheden ^. Han opmuntrede Roger til at angribe Araberne, og denne seilede derefter ogsaa allerede i Januar Maaned i Aaret 1060 i Forening med Ebn al Themanh og ledsaget af Briidrene Gotfred og et hundrede og tredslnds- tyve andre Normanner over til Sicilien. Udenfor Messina kom Normannerne i Kamp med en Deel af Stadens Be- sætning, der var draget dem imode; Kampen begyndte dermed , at Roger , der uden Skjold og Harnisk var i Spidsen for Normarmerne^, med uhyre Kraft spaltede den forreste blandt Araberne midtover^, og den fortsattes hele Natten, oplyst af Saracenernes tændte Fakler. Efter Kampen droge Normannerne sig til Kysten for at indskibe sig med deres rdvede Qvæg, men der reiste sig et voldsomt Uveir, der forhindrede det, og hvorunder Saracenerne flokkede sig sammen i stedse storre Skarer, og Normannernes Fare bestandig voxede. Da lovede Roger, at han vilde bygge den hellige Antonius en Kirke i Reggio i Stedet for den,

') Xovairi ap. Gregor., Rer. arab. ampl. collect. p. 22. ^ Non portoit ne escue, ni haubert. Chron. de Rob. Vise. p. 219. Haubert er isl. halsbjorjj. ^) Et la part de sus chai' en terre , et la part de souz non chai si tost, et fu porteé de li f\é ; et avieingne que CC soit foit cosc a croire, toutes fois se doit croire. Chron. de Rob. Yisc. p. 279.

'252 NORMAMVRRNES EROKRINGER 1 NEAPEL OG RICJLIKN.

der nyligen der var bleven udelagt, og nu lagde Stormen sig, Vinden blev gunstig, og Normannerne seilede syn- gende over Strædet.

Endskjondt Aimé og Galfred Malaterra lade Roger vende seierrig tilbage fra Sicilien , er det dog af deres esien Fremstilling tilstrækkelig klart , at Toget tilligemed Ebn al Themanh ikke svarede til Nornjannernes Forvent- ning. Ne|)pe vilde derfor Roger saa kort Tid efter Igjen liave gjæstet Oen, dersom han ikke paany havde modtaget Opfordring dertil fra Siciliens Indbyggere. Tre Kristne, Ansoldo di Parti, Nicolao Camoli og Gioccomo di Paciano, vare i Foraaret 1061 paa en Vandring uden for IMessina^; deres Oine faldt paa deres Fædrenestad , da den laa op- lyst af Solens Straaler; de græmmedes over, at den skjonne Stad skulde være en Bytte for de Vantroe, og de fattede da den forste Tanke om, at indkalde Roger, som de andre kristne Indvaanere senere billigede. De oppebiede der- efter kun Bairamsfesten ^ , for at snige sig over til Cala- brien , hvor de paa Borgen Melitto traf sammen med Roger, der villig gik ind paa deres Forslag.

Da Robert Viscard, der paa denne Tid havde Hæn- derne frie, erfarede, at Normannerne vare blevne indkaldte af Indvaanerne i Messina, udbJid han Leding i heleApulien og opmuntrede Norn)annerne til ^^at befrle de katholske Kristne, der sukkede som Saracenernes Trælle, og til at hævne den Fornærmelse, som Herren derved leed". I Marts og April gjordes store Udrustninger til Kampen, der nu ikke længer blot skulde bestaae af enkelte Rover- tog, men som skulde forandres til en Krig for hele Oens

'j Anonym. Barens, p. 152. Tiden angives niiia^tig i den anonyme Historia liberationis Messanæ (ap. Murat. VI , 611), der iovrigt er lidet troværdig. '^) Solemnitatem quandam præstolebantur, quam Mauri singulis annis domibus duodcclm diebus cclebrabant. Hist. Lib. Mensan. p. 613.

lVORMA\iNERKRS RROKAIXGKR I NEAPEL OG SJCILIRN. ^.l."}

Eroltriiig, og i IMai Maaned drog Normannerne med Kors læstede paa Klæderne til Reggio, hvor Roger havde sandet et Antal flad])undede Skibe ^. Paa to Skibe seilede Robert Viscard og Roger over til Sicilien, iindersogfe Oens Kyst og vendte derpaa trodsende tilbage midt igjenneni en Flaade af arabiske Skibe , som Ali ben Naanih havde samlet i Strædet. Derefter benyttede Robert Viscard en mork Nat til at sende tretten Baade med tre hundrede nor- manniske Krigere og Broderen Roger over tilOen'^, hvor Roger strax efter Landgangen overfaldt Messina. Forgjæves be- væbnede endog de arabiske Ovinder sig og Itestege med deres Born Taarne og Mure, for at slynge Spyd og Pile mod Normannerne. De kristne Indvaanere aabnede disse Stadens Porte, og snart herskede der kun Mord og Plyn- dring i alle de Huse i Messina, der ikke i Forveien vare blevne betegnede med Korsets Tegn. Saracenerne ibjel- sloges, hvor de fandtes, deres Ovinder og Born fordeltes blandt Seierherrerne som Trælle^, og ikkun faa formaaede at undflye til de nærmeste Skove. Galfred I\Ialaterra for- tæller saaledes med stor Udforlighed , hvorledes en ung Araber af en af Stadens fornemste Slægter fiJrst sogte at trække sin skjonne og tine Soster med sig, hvorledes den unge Skjiinhed, uvant til Anstrængelse og overvældet afFrygt, tilsidst segnede afmægtig om og ikke længer formaaede

') Nostri dcniqiie tantunimodo Germandos et Galeas, Sieilienses vero et Gattos et Golafros et Dronunulos Iiabebant. Gaufr. Malat. p. 501. Ved Galeas forstaaes formodeiitiig Galeier (Galeaser)^ de ovrige Navne eie ubekjendte med Undtagelse af Dromonerne, der ofte nævnes soiu en egen Art af Skibe ikke blot i sydlandske, iiieii ogsaa i nordiske Kilder (isl. dromundar , Heiniskringla III, 35.3. Oikneyinga S. p. 298. Herrauds S. p. 33. WerlaufF, Symboiæ ad geogr. med. ævl. p.2l). ^3 Sur lecquel il mist lo sien frére Rogier et lo fist gonfanonier. Aimé , l'Yst. de li Normant. p. l.Vi. ^ Partent entre eaux li mollier et li filz, li seivicial et la masserie. Aimé, rVst. de li \ormant. p, 153.

254 N0R-\1A\\KR.\RS EROnniNGRR I NEAPEL 00 SICILIEX.

at fiilge med, og livoiledes da Broderen, for at frelse hende fra et normannisk Fangenskab, selv fortvivlet dræbte hende'. Da Saracenerne, der krydsede foran Reggio, havde er- faret, at de vare blevne skuffede, og at Messina var ind- taget, og da de nu ikke havde nogen Havn, hvori de kunde soge Tilflugt mod ifteraarets Storme, seilede de tilbage ^ til Palermo. Robert Viscard kunde saaledes, strax efter at han i Reggio havde faaet INiiglerne til Messina over- sendte fra Roger, samles med denne i den erobrede Stad. 1 denne tilbragte han tolv Dage med at besee Stadens Taarne , Mure , Haver og skjonne Bygninger og med at miinstre Hæren, der, naar alle de normannniske Anforere DJed deres sniaa Skarer vare sandede, dog kun belob sig til to tusinde Mand. Efter derpaa i Slessina at have efterladt en normannisk Besætning, drog Robert Viscard tillige med Roger til Rameta og fra Rameta til Ætna , hvor Normannerne nogle Dage opholdt sig; da de derpaa droge langs med Floden, som lober i Ætnas Bjergdal, an- kom de til Centorbi, hvis Indbyggere trodsede alle deres Angreb. De niidtes endelig til at opgive Haabet om at indtage denne Stad, og fjernede sig fra den, idet Robert Viscard vendte om i sydvestlig Retning ; ^^saa snart har nærmede sig", siger Aimé, ^^flygtede Indvaanerne for ham, ligesom Voxet smelter for Ilden", og andre Steder sis;es det. at han i flere Bver ikke fandt et eneste Menneske. Efterat være ankommen til Paterno, der ogsaa stod tom og ubeboet , standsede han , da han fandt , at Sletterne omkring Staden vare vel skikkede til Kampen mod Ara- berne , hvis Angreb han ventede ; men efter i otte Dage at have ventet forgjæves ved Paterno, briid han atter op, og efter et kort Ophold i San Felice ankom han til Bredden af en lille Flod, som lober forbi Castro Giovanni.- Her

^) Gaufr. Malat. p. 250. '^^ In ripa fluminis, quod lingua eorum Guedela dicitur, quod Latine resolutum fluminis paludcs interpre- tur. Gaufr. Malat. p. 563.

NOaMA\\KR\KS KROBUIXGKR I \EAPRL OG SiriLIE\. 255

traf Normannerne endelig Ali ben Naanih i Spidsen for femten tusind Mand ^ , og her seirede de i et Slag, der iiiaaskee var det storste, som de i Sicilien vandt i aahen Mark. Dagen efter Slaget droge de til Calatscliibetta, hvor de fandt gode Kilder og udhvilede sig , og her ud- delte Robert Byttet , der deels var tilveiebragt ved at jdj-ndre ti tusinde fjendtlige Liig, som laae paa Valpladsen. og deels bestod af en IMængde arabiske Heste, hvoraf i det Mindste ti tilfaldt enhver af Normannerne. Medens derpaa den utrættelige Roger endnu streifede fra Calatschi- betta lige til Girgenti, vendte Robert Viscard tilbage til Messina, hvorfra han nu i tre Maaneder havde været borte. Paa Veien ankom fra alle Sider Alkader til ham og under- kastede sig nied de Distrikter og Steder, som de forestode, idet de knælede , boiede Hovedet og korsede Hænderne over Brjstet**, medens andre overbragte ham rige Gaver, Foræringer af Guld og Solv , Muulæsler med forgyldte Sadler og forgyldte Bidsler, purpurfarvede og broderede Kapper og prægtige Silketoier ^ Ogsaa de kristne Ind-

') Gaiifr. Malat. p. 563. Chron. de Rob. Vise. p. 280. Aldeles utroværdig er Angivelsen hos Aiiné, l'Yst. de li Norniant. p. 151. 155. ^) Les braz ploiez at la teste enclinée. Aimé, l'Ystoire de li Kormant. p. 157. ^3 De sicilianske Saracener, der tidlig forstode at forarbeide Silken , vare beromte for deres Væverier , og endnu eip de italienske Ord ricamo og ricamare af arabisk Oprindelse (jvnfr. Diez , Gram. der roman Sprachen. 1 , 59). Om deres Ar- beides Fortrinlighed vidnede blandt Andet den med arabiske Ind- skrifter prydede Kappe , hvori de tydske Keisere i Middelalderen kronedes, og som senere er bleven opbevaret i Niirnberg; jvnfr. Hammer, Landerverwalfung unter dem Chalifate. S. 68. Maaskee turde ogsaa det Silketoi, der fandtes ved Knud den Helliges Reli- quier i Odense , og som man ikke uden Grund har villet henfiire til Grækenland (Paludan-Miiller, Om Knud den Helliges Reliquier. Aordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. II , 211) , snarere være

25fi ^OIIMAXNKRXKS RROKRIXGER I IVEAPRL 00 SICILIEIV.

vaanere i Val Denione sendte Gesandter og underkastede sig Normannernes Herredomme og til deres Be.skyttelse lod Robert Viscard en Borg opfore , der ligesom hans forste Eiendom i Calabrien, erholdt Navnet S. Marco, og hvori der lagdes en normannisk Besætning under Vilhelm af Male *. Da Robert Viscard og Roger derefter samledes i Messina, nærmede Vintren sig stærkt. Hæren oplostes og med Undtagelse af Ebn al Themaidi, der forblev i Catania, og de norntanniske Besætninger, der vare lagte i Messina og i Borgen S. IMarco, vendte alle tilbage til Calabrien. Herfra drog Robert Viscard strax til Apulien , hvorimod Roger snart blev kjed af at sidde stille og endnu i Vintren 1061 gjorde et nyt Besog til Sicilien. Da han imidlertid her blev underrettet om, at Jutta af Grentesmesnil havde for- ladt Norraandict og var draget til Italien , vendte han til- bage til Fastlandet, hvor de i Foraaret modtes som Brud og Brudgom i Dalen Salinarum og holdt Bryllup paa Borgen Melito (Mileto) i Calabrien ^

f()i'fæi'dlg:et af de sicilianske Saracener. I det Mindste er det paa- faldende, at man, da Frederik den Andens Grav i Palermo aabnedes i Aaret 1781, fandt Liigtæppet, Iivis arabiske Oprindelse ikke er Tvivl underkastet, ,,mit einer Doppelrcihe von Perlen besctzt, und an dem Saum herab waren auf beiden Seiten Adler, ivelche paar- weise die Sclinabelchen gegen einander kehrten, in zierlichen Rund- dungen gesticlit" (Hager , Gemiilde von Palermo , S. 41) , altsaa forarbeidet efter det selv samme Monster, som Silke- toiet, der fandtes ved Kong Knuds Rellquier. Jvnfr. iovrigt Grcgorio , Discorsi intorno alla Sicilia. Palermo. 1821. 11 , 1-89. ') Ligesom de arabiske Stæder paa !Siciiien i Almindeliglied have Tillæget Calata , Calta (Tardia , Descrizione della Sicilia di Scherif el Idris. p. 19. 93), saalcdes kjendes de normanniske Borge i Almindelighed ved Endelsen biirgo. .Jvnfr. Gregorio, Considera- zioni. I, 44. '^) Gaufr. Malat. 558. I Normandict benævnes Ægte- folkene endnu bru og brttman, det er Bruden og Brudmanden, hvilket sidste Ord ogsaa i Fycn hiircs i Stedet for Brudgom.

NORMAXNKUXKS KnoiUi I %<J!;il I \K\PKI, <)(J SIOILIKX, 257

IV.

Efterat Normannerne havde hånet deres mægtige VafiI)on mod de varitroe Arahor, var det nafiirlifijt , at llalieiicrne stedse mere shittedes fil deiu, og vaMiiiedcs til deres fremmede (romanske) Sæder og Sprog '. Men Krigen begyndte derved ogsaa at fores efter en storre Maaicstok, der efterhaanden fjernede sig fra den om Nornuinnernes Forfjrdre i saa hiii Grad mindende Maade, hvorpaa Kampen i Forst- ningen fremtræder. For os maa det derfor ogsaa vare nok i Korthed at minde om Kan)pens Fdfald. Under dens Fortsættelse stred Robert Viscard især mod Gråskerne paa det italienske Fastland , og Roger mod Saracenerne paa Sicilien; dog delte begge Brodre Æren af Indtagelsen af Grækernes sidste Punkt i Italien , Staden Bari ,* der efter at være bleven indesluttet ved opforte Værker " og efter en langvarig Beleiring overgav sig den Kide April 1071 ^ Kampen mod Saracenerne paa Sicilien var imidler- tid af Roger bleven fortsat uafiuudt siden Begyndelsen af Aaret 1U71, i hvilket Aar han, tillige med siti unge Hustrue og en lille normannisk Skare, af Saracenerne, i Forening med de over det Byrdefulde ved Normannernes Ophold opbragte græske Indvaanere i Traina *, blev inde-

Vencdcy, Reise- und Rasttagc in der Normandic. Lnipzig: 1S38. II, 153. Les Fian^ais peints jiar eux-nicmrs. Province. il, 1J3.

') Moribus et lingua, quoscumque venire vidcbant (iNormanni), informant piopria, gens efficiatur ut una. Guil. Ap. V. 255. Under den normanniske Kong Vilhelm den Anden vttrede iinidlcitid endnu hans Onkel, den italienske Grev Henrik, at lian var ukjiidig i IS'ormannerncs Sprog, ,,Francoriim se lin;!,i!am ignorarc, quæ niaxiuie nccessaria esset in curia"'. Hugo Falc.-ind. aj). Mnrat VII, 321. '^) Fist tors de iaingne et diverses géncralions de trébu'j. Chron. deRob. Vise. p. 293. ^) Alessandro di Mpo, Appa- ratr chronologico. p. 79. '*) Hoc solo oirensi, quod miiites Comitis in domibus suis liospitabantnr. G.nifr. Malat. p. ^^•>(i Gregono

25S XORMAWERNRS KROKRIXfiKR I ^KAPRL OG SICIMRN.

sluttet i en Deel af denne .St.id og læt)ge niaattc kæmpe med stor Fare og Nod ^ I det fulgende Aar vandt lian ve«! IJredderne af Floden Ceranil en stor Seir over Sara- cenorne, ^^der oploste sig, ligesom tætte Skyer sdnderrives at" de stormende Vinde, eller ligesom Fugleskarer adskilles af de piilsnare Hoge", og som efterlod Seierherrerne et stort Bytte, hvoraf Pave Alexander af Roger erholdt fire Kameler til Gave ^. Fra nu af gjennemstreifede Nor- niannerne Sicilien i alle Retninger og hraste Indvaanerne paa Landet til at underkaste sig, medens Kjærnen af den saraceniske Befolkning enten udvandrede til Afrika — hvilket var Tilfældet med de fleste Imams ^ — eller inde- sluttede sig i de faste Stæder , hvor Araherne dog ei helleV vare sikkre for Overfald, ^Jiverken om Dagen eller om Natten, om Morgenen eller om Aftenen, i Solskin eller under Uveir", og hvorfra deres Udfald kun bragte nye Nederlag over dem, som Nederlaget ved Michelmir, iivilkct i Aaret ]t)68 tilftiiedes Alkaden af Palermo , og hvorom Roger skikkede Palermos arabiske Indvaanere Efterretning ved at hefte Breve til nogle af de Duer, der af Araberne brugtes til at overbringe Sendebud, og som havde udgjort en Deel af Byttet*.

(Considerazioni. 1 , 83) lægger til : ,/il quale aggravio fu detto heribergum" (\s\. herbergi).

') Vestium etiam tanta penuria illls erat, at conies et comitlssa, non nisi unam capam habentes , altnrnatim , prout uniciiu(ue major necessitas inciimbebat, ea utebatur. Gaufr. Malat. p. 569. ^} Gaufr. Malat. p. 569. Kamelen forpiantedes af Araberne til iSicilien og var endnu i det trettende Aarhundrede en Hovedartikel i den sicilianske Handel. Hager, Gemalde von Palermo. S. 215. ') Abnifeda, Annales Islamismi. III, 519. Al ISovairi ap. Gregor. Rer. Arab. collect. p. 20. At dog ikke alle Imamer udvandrede , sees af en kuflsk Gravskrift over Imamen Abd Allah (f 11T3) hos Gregor. 1. c. p. 235. «) Gaufr. Malat. p. 572. Disse Dueposter, hvis Indretning her skildres af

NORMA^KERXKS KROBRI ^GKR I M-IAPKI, OT. KICIMKN. 250

Li^josom Roger i Forfwiret 1071 havde nttderstottft l»(>l)eit Viscaid ved Irultagclsen af Bari , saaledes under- strittedes lian selv af sin Broder ved den paiifolgeiide Be- lelring af Palermo, til hvilken den normanniske Hær fra Italien overfortes paa halvtredsindstyve ISkihe, hvorfra der lod Sange og krigerisk Musik over Middelhavets Bolger. Omgivne af Helte fra Normandiet', og endog fra England, indesluttede Robert Viscard og Roger Arabernes fornemsfe Stad baade til Soes og Lands, og eflerat det endelig om Morgenen den 10de Juni 1071 var Ivkket Normannerne at trænge ind over Murene, blev Palermo, der af Araberne fortrinsviis benævnedes el Khalassa, d. e. Staden, overgivet til begge Brodrene. Da iniidlertid den ene af dem , Robert Vis- card, derefter i de folgende Aar vendte sine Vaaben mod det (istromerske Rige, forblev kun faa af de normanniske Krigere hos Roger, — der som Vasal (comes) erluddt Sicilien til Lehn af Robert Viscard, som selv antog Titel af Apuliens , Calabriens og Siciliens Hertug — , og af denne Grund drog Krigen mod Saracenerne sig i Lang- drag lige indtil Aaret 1090, da de sicilianske Saracener, til hvis Understøttelse deres Troesbrodre forgjæves havde gjort adskillige Tog fra Afrika , endelig mistede deres sidste Punkter paa Oen, Butera og JNoto ^

Galfred, Lenyttedes ogsaa af Araberne under Korstogene (Michaud, Histoire des croisades. I, 233), og skulle endnu være i Brug pan, enkelte Steder i Orienten,

') Martorana, Noticie storiche dei Saraceni Siciliani I, 176. Om den normanniske Lehnsforfatning paa Sicilien handles lios Leo, Gesch. der ital. Staaten. II , 179 f. og i en Dissertation , hvis Navn jeg kun kjender, af Fr. Lorentz, De statu, in quem Sicilia a Xonuannis red acta est. Berol. 1826.

17*

'200

BEMÆRKNINGER OM DE TVENDE ÆLDSTE TYD- SKE DIGTE, NYLIG OPDAGEDE AF WaITZ , UDGIVNE OG FORKLARKDR AF JaCOB GrIMM, VED FliVN MaGMISKN.

(Foredragne i Selskabets Miide den 18de April 1812 ; Anmærk- ningerne ere fiiist nu tilfijiede).

Jacob Ganni har gjort saa meget for Udbredelse af aliiieeri Kundskab om det ældste tjdske Sprog og dets forskjellige Arter, deels ved hans kolossalske Grammatik, Rechtsalterthiimer m. m., deels ved Undersiigelse og Ud- gaver af oldtydske Sprogværker , især Digte , at man op- rigtig maa glæde sig over at det er faldet i hans Lod for forsite Gang at bekjeiidtgjore og forklare de allerældste endnu bekjendte Levninger af hans Fædrelands Tungemaal, i tvende smaa Digte eller digteriske Brudstykker , som upaatvivlelig nedstannue fra dets hedenske Tid, og fra det Indre af Tydskland. De ere sammensatte efter de gande Nordboers , Saxers og Angelsaxers Regler for Bogstavrim eller saakaldet Alliteration , og besynge visse Guddomme eller mythiske Væsener , der deels allérede kjendtes af den nordiske Gudelære og deels synes at have været særegne for de egentlige Germaner. Ogsaa i den Hen- seende var Forfatteren af Deutsche JMythoIogie den mest berettigede Udgiver af disse endnu i sin Art mage- lose Oldtidsminder. Hans Udgave og Bearbeidelse af dem forer fiilgende Titel: Uber zwei entderkte Gedichte anx der Zeit des dcutschen Ueidenthums von Jacob Grimm. Alhandlingen er forsynet med et Facsimile af Originalen.

Det maa og i Sandhed glæde os at vor Landsmand Dr. Georg Waitz , Professor ved Universitetet i Kiel , er den IMand hvem Opdagelsen af disse ældgamle Digte egentlig skyldes. Han har tilbragt adskillige Aar paa videnskabelige Reiser for at opsoge og sande Kildeskrifter og andre Materialier til det af Pertz redigerede store IvdskeNationalværkiilonumenta historicaGermani.e, i hvilken

DK T^ I:M)K -KLDST!': TVUSKK DIGTK. 201

Henseende han noie har gjennemsugt mange Haandsk'rift samlinger; udrustet dertil med de forrioilne Kundskaber, har han udrettet saare meget i dette Fag, og (»rinnu be- mærker selv at det retførdigste Tilfælde ledte den san)me Lærde , som i Fjor i et Pariser Bibliothck opdagede (og siden udgav) vigtige Bidrag til Ullilas Levnet, til den her omhandlede fuldt saa interessante Opdagelse. Den skete dog paa tydsk Grund , i det IMerseburgske Dom. kapitels Haandskriftsanding, der \istn()k forhen bar været tit besogt og benyttet af adskillige Lærde, som dog a!le have gaaet den af Waitz forst noie cfterseete Codex forbi , da den forekom dem kun at indeholde bekjendte Stykker over kirkelige Æmner, hvilket de paa Bindet med gammel Skrift anbragte Titelangivelser ogsaa tilkjendegave. Blandt disse Smaaskrifter var et afRabaiius eller Hrabanus, kaldet Maurns (Expositio super Missam) ; dette er mulig ikke aldeles umærkværdigt, da just denne Geisflige, som levede sidst i det 8de og forst i det Ode Aarhundrede, i sin Tid har samlet og forklaret gamle tydske Glosser, samt op- tegnet de saakaldte tydske Runer, hvilke Wilhelm Grimm især har y[)perlig oplyst. Dette er saa meget mærkeligere som man i den samme Bog finder en bercimt oldtysk Formular, hvorved Hedningerne frasagde sig den gamle Tro og antoge den kristelige, skrevet med en Haand, som Jacol) Grimm linder at være fra det 9de Aarhundrede, altsaa (efter min Gisning) mulig fra Hrabans egen Embeds- og Levetid, thi han dode i Aaret 856. Hvad Codex selv angaaer, anfort i Fortegnelsen under Nr. 58, saa er den bleven beskreven af Jacob Grimm, der selv har haft den til Laans i nogen Tid. Den er i Form af smaat Qvart, der ligner vort saakaldte store Octav og bestaaer af 92 Pergamentsblade , der dog belindes at være skrevne og sammenheftede af forskjellige Hænder, til forskjellige Tider. Det Blad (84, a) hvorpaa de heromhandlede Oldtidsdigte erc skrevne , troer han med Sikkerhed at kunne hcnfore

262 DK TVKM)K .rn,D«!Tr-; tydskr niOTR.

til Besvnclelson af det lOde Aarhundrede. -Teg tillader mig at bemærke herved at den særegne Form af e, der forekommer i Haandskriftet , meget nærmer sig til den som i den Adelungske Bearbeidelse af de franske Bene- dictineres store Diplomatik (2 Tb. S, 415 § 323) henfores til det Sde og 9de Aarhundreiles saakaldte Carolinske Skriftart.

Desværre udgjor det saaledes bevarede Oldtidsskrift, efter det af Grimm meddeelte Facsimile , neppe to tredie Dele af en skreven Side i den Merseburgske Codex. Dog bestaaer det, som sagt, af fnrskjellige Stykker og det er uvist, om det end er vel muligt, at de nogensinde oprindelig have bort lil det samme Digt. De ere af Afskriveren blevne tydelig adskilte.

Det IVirste Brudstykke udgjor en heel Strophe i den oldtydske (hidindtil kun som nordisk- saxisk- angelsaxisk bekjendte) Hovedversart, som i Middelalderen af Nordboerne kaldtes Jjodaliåttr eller formjn)ohnttr og henfiirtes til- deels af dem til de saakaldte fornijr'balnfj eller de ældste Digtes Versemaal ; dog ere disse Vers, som det maa synes os , temmelig uregelmæssige , i Lighed med don Versart, hvoraf Skandinavernes Hoisang (Havamal), der fordum tillagdes Odin selv, endnu sees at bestaa '. De to sidste

*) Om de hertil horende Versarter overhoved see (^foruden Gi imnis og Lachmanns hertil horende Skrifter) John Olafsen om Nordens gamle Digtekunst (1780) S. 1S-.57 , om lj6(t<thutlr især Rasks Anvisning til Islandskan (1818) S. 261-26.3 (hvor Sammen- blandingen af slarka&arlag og IJd&ahdllr ogsaa omhandles), Bergman, Poemes de l'Edda (18.38) S. 118-145. .Jevnfiir endvidere J)r. Dietrich i Haupts Zeitschrift flir deutsches Alterthum 1813 111, 91-116 samt W. Muller (angaaende Merseburgerkvadcne især) sammesteds III, 448. Den sidstnævnte Forfatter udtrykker sig blandt andet saaledes: ,,Die beiden gefundenen 8trophen entsprechen nicht nur den vier- und drei-zeiligen strophen des altnordischen cpischen fornyrftalag , sondern sie lassen sich auch in den klcineren althochdcutschen denkmiilcrn mit wahrscheinlichkeit naclMveistn".

DK TVK\nK f^LDSTK TYOSKK UHITK. 2G'3

VcrsliiiicT (ener vor Iruldelitig) ere endog rimede, lii;,esoiu i <le gamle Nordhocrs ri'nilh'iifla, (iif hvilken ni;iM endnu linr Prover IVji 930 t;)Ilet). Paa Sti(>i)liens Slutning folger et stort H. Jeg overhider den Gisning til tydske Old- grandskf'res noiere Pr«»velse, om dette liogstav ikke skulde lietegne at Hrahan selv liar udskrevet den af hans egen Samling af gamle Sprogminder, hvilke jeg forudsætter at han, i det mindste excerptviis , niaa have skallet sig , til Brug ved hans Glossæ og andre sproglige, vel endog (mofl Hedningerne) polemiske Arheider, med hvilke sidste \i og vide han har heskjeftiget sig. Hvad selve Strophen aiigaaer synes den at have udgjort Begyndelsen til et saadant Digt, der kan antages for at have været parallelt med Nordens egentlig eddiske , af den fortællende mytho- logiske Art. Grimm antager at Digtet er forfattet i Thiiringen , hvor jeg andensteds har vilst at mange Old- tidslevninger og Oldsager ligne de skandinaviske , samt at man der har fundet aldeles tydelige Runeindskrifter, over Urner, i hedenske Gravstuer ^. Han har i sin Afhandling inddeelt Stroplierne efter sin liekjendte Maade, i det han af de Verslinier, hvilke Nordboerne antage for to, danner en eneste heel, men derimod har Rask i sin Tid og senere N. M. Petersen, i Anledning af Bergmans franske Be- arheidelse af Sæmunds Edda, nylig fremsat vægtige Ind- vendinger og forsvaret den ældre Inddelingsmaade'^ , især med Hensvn til vore ecne oldnordiske Di<iti)ineer.

^) Runamo og Runerne (Det Kgl. Danske Videnskabs i^e\- skab hist. og philos. Afh. 6te Bind , 1840 S. 608 o. f. Tab. IV, N. 8. "^^ Bemærkninger om Versarten og Ordningen af Stropherne i Viiluspa (Annaler for nordisk Oldkyndighed 1810-11 S. 52 o. f.). Det allervigtigste Beviis for den i vort Norden almindelig brugte Versinddelings Rigtighed antager jeg den Maade at være, hvorpaa man endnu stedse plcier at synge de ældste Kvad, og som aldeles passer til den dertil horende Melodie. Den er enhver indfiidt Islænder bekjendt.

1U

DK TVK\D!'; KLDSTK TYDSKK DIGTE,

Jeg har forsult at nedskrive hint iiernianisike Brud- siykke efter den hUiiidt os vedtagne Maadp , o^ antager at næsten alle dets Ord og Navne, forsaavidt de nu kunne fors<aaes. svare til andre oIdnordi?ike eller endog nvere danske. Jeg nseddeler det lorste L)igt i Originalen efter Griiunis forste Læsning', med et under Inert Ord anbragt Fnrsug til Omskrivning i det oldnordiske Sprog:

Eiris sazun idisi. Ar(la) sdtu (i'd) idisir, såzun hera duoder'-', såta her {ok) patra , sunia hapt heptidun, suniar hupt heplu, Kunia heri lezidun, sumar hera letjiibu.

sunia cluhodon sumar klifiiåu unihi cuoniowidi um kona-vi'di (vidjiir) insprincg '■*, haptbandun, iimspriing haptbandum invar wigandun * innfa(v)r vefjandwn.

Grininis latinske 0\ersættelse lyder saaledes: Olini sedebant nyniphæ, sedebant hue atque illuc, aliæ vincula vinciebant, aliæ exercituiu morabantur, aiiæ col!igehant sevta , iusultum diis coniplicibus, introitum heroibus.

Ar betyder i oldnordiske Digte baade fordum og tidlig; urla i)ruges og i nyere Islandsk, dog stedse for ^^tidlig"; i'disir og idisir anfiJres gisnirigsviis alternativt, hvorom mere i det folgende. Ordet letjtSu mindes jeg rigtig nok ikke at have seet , men det forekommer mig

') Derved niaa dog erindres at Facsimilet af Membraiiblcdet ikke fremviser de af den lærde !?{)iog,fortolker tilf«iiede Accent- tegn j i det udtrykkes og Afskriftens lo ved uii, samt v ved «. Flere sniaae Afvigelser bemærkes nedenfor. ^) I Jacob Grimms Opsals : zu den Merseburgcr gediclitcn (Haupts Zeit- schrift 11, l'JO) skrives de to Ord herod uoder. '} Facsimilet synes lier at maatte læses inspriiica eller insprinc a. Wilhelm Muller læser (Geschiclite und System der altdcufsclicn Mythologie 1841") S. 9 insprinc. "*) Facsimilet har iu-r uii/anduii hvilket Jacob Griiam o;; !)ii:ia'iker.

DK TVRNDR ÆLOSTK TYDSKK DIGTE. 205

(los; at være et naturligere perfectum af lefja end det se- nere og endnu hrugelige lottu; saaledes er fetudu per- iVctuni -A^ feta, men deriniod viottu i\i victa. KlifiSu er det regelmæssige perfectum af klifa , som har forskjellige lU'tydningpr, hvoriblandt de: ofte at gjentage de samme Ord eller Raniser, og denne Skik fandt tit Sted ved Be- sværgelser. Jfr. kliij'u, Perf. af kijufa, kliive, splitte.

Paa nyere Dansk kan det Hele (efter Grimnis fiirste Forklaring) nærmere oversættes saaledes:

Aarle (fordum) sade somme sankede

Diser, sammen Krandse'^,

sade her og der, Indspring for Hæftbaand

somme Hæft hæftede \ (Hæftebaand) =*

somme Hære standsede, Indfart for Krigere.

Grimms ovenstaaende latinske Forklaring har jeg her fulgt , da jeg tillige i det hele , efter mine indi\ iduelle Anskuelser, der især maatte holde sig til tilsvarende old- nordiske, om end nu tildeels obsolete, Ord og Former, ikke kan andet end billige den i Hovedsagen "*. Nogle hertil horende Beniærkninger tillader jeg mig dog her at fremsætte, med iienliold til Grimms egen originale og udforligere Forklaring. Idlsl (i Enkelttallets Nævneform Idis) antager Grimm for jNornerite, dislr (i Enkelttallet dis), hvilket han over- sætter ved Nynij»lier, men betragter dem dog her især som vise Kvinder, de Slagene afgjurende Valkyrier ^ Dette

') Snoede IJaand. ^) Kroner, Kjeder. 2) eller og: for forenede Glider. ") Willieiiu Muller angiver saaledes kortelig Hovedind- holdet af dette Digt: ,^Das erste ist ein Zaubersprucli ziir Liisung der fesseln eines kriegsgefangenen"5 hvorpaa denne Forklaring er grundet, udvikles ikke videre. Geschichte und system der altdeutschen religion !<. 8, Dog hedder det ellers i samme Skrift. .^Das erste Merseburgergedicht berichtet von jungfrauen (idisi), welche fesseln fessclten, das hcer aufliielten und nach kniestricken pfliicktcn" (S. 98, jvfr. S. 355). S) Jvfr. Grimms dcutsche Mjthologie, (ny Udgave 1844) S. 372-73 {o. fl. St.) Det oldnordiske kvindelige Egennavn Lidis Celler Eydis) kiniJe fordum vel skrives Idis (ligesom Ordet

20C DK TVEIVDK KLDSTE TYDSKK DIGTK.

stenmier ovcreeris med <le nordiske ForestiHinger , men disse have udvidet Benævnelsen til deres Gudinder, Norner og landlige Kvindeguddonime overhoved. De' tilhades af de gamle Nordhoer paa visse dem helligede aarlige Fester, kaldede fh'sahlot eller Dise offre ; de store OOVinger vare fordum forenede med Thirigforsamlinger og Markeder, hvor- fra de Svenskes til vore Dage vedligeholdte disting har sin Oprindelse. En egen Afdeling helligedes Diserne i visse norske Gudeliuse, kaldede disarsnlr eller Disesalen o, s. v. De kvindelige Landvætter eller landlige Gud- domme , Landenes Skytsaander , hvilke de gamle tilhade, kjendes endnu af Almuen paa Islands Vesterland; der paa- vises visse Stene eller Klipper, i hvilke de menes at boa (eller forhen at have været dyrkede) under Navn af Ifind- di^ir, Land-Diser (eller Nympher) , endskjfint dette Navn neppe mere fiiules i Sagaer eller Oldfidsdigte, men saare mange af disse ere desværre for længst tahte, og saaledes uhekjendte hos os. Det er da vel muligt at vort Oldsprog engang har besiddet Ordet iddisir (af samme etymologiske Ojtrlndelse som det heromte Idavollr) , og det maatte da have betegnet de arbeidsomme eller virksomme Diser, navnlig især Norner og Valkyrier, i hvilken Charakter hirie idisi ogsaa her virkelig vise sig. Grimm har udforlig viist, at idis forekommer i de ellers bekjendte ældste tydske Digte som itis , i det Angelsaxiske som idcs\ saare heldig sammenstiller han saaledes dis shytldmufa i den ældre Edda og ides scyldiiuja i det angelsaxiske Heltekvad om Beovulf, og viser tillige at de - kristne

svit for sveit o. il.) •, Giimni anfiJrer de oldtydsikc Kvindenavne Ilis'puruc,llisj)urg,Ilisburg og Ilislant,T)eutsc\\e Myfhol. 2den Udg. S. 373. Vore mange oldnordiske Kvindenavne, der ende med dis, som Jsdis, pordin , Freydis , Vigdis o. s. v. behover jeg ikke fuldstændig at opregne. De her anfiirte betigne oprindelig, at de dem bærende Kvinder vare helligede til Guderne (især Tlior og FieyrJ, Kampens Gudinde, andre Valkyrier o. s. v.

DR TVRADR ÆLDSTR TYnSKR DIGTR. 5G7

Ansjelsaxer anveiidfe T>enævriclseai«V/e* paa de nye kvindelige Helgene, nemlig Krisfendoniniens Helgeninder, som i Pavste- donimets morke Tider vistnok aiisaaes for en Art af Gud- irider ; derfor kaldes de vel og disir {dis) i Solens Sang {Sdlarlj<j5), der antages for et Anhang til vor ældre Edda, forfattet i Overgangstiden mellem iSordons Hedetidom og Kristendom '. YdU (nu udtalt som idis) kunde ellers i Old- nordisk være en passende Benævnelse for en Valkyrie, da det maatte betyde en Buegudinde; saaledes daiuies og visse Valkyriers Navne af hjor. Sværd, ffcir, Spyd o. s. v. ved lignende Tilsætnins; foran dis af disse Ord. (irimni mener at Stedsnavnet Idistaviso h«s Tacitus (Annal. 2 B. c. 16) hor egentlig læses Idistaviso, o" altsaa betyder Idisernes eller Disernes Eng (nymjtharum pratum)'^; Da maatte man tillige tænke paa Nordboernes I'davbllr som et helligt Sted paa Jorden , opkaldt efter <!et himmelske, ligesaavel som Urdas Kilde og den huies Hall i Havamaal. (»rinim lader det staa hen, hvorledes eller til hvilket Oie- med Diserne snoede Baand^. Udtrykket er mulig mystisk,

^) Edda Sæmundi I, 364, III, 317 o. ti. St. jvtV. 4ryi , samt den df.nske Oversættelse III, 206, 222. '^) Hvis det tydske re^e icise (Wiese^ opiindelig er det samme som det islandske veisa (beslægtet med de danske Almuedialekters Vaase, Vase) kunde Iiint Stedsnavn fordum i Oldnordisk skrives Idisavisa. Veisa betyder nu vel I Islandsk mest en Sump ; de ved Wcseren liggende Enge ere tit oversvtimmede (men dog nu sjeidnere end i gamle Dage} og kunne da kaldes Sumpe. Paa hint Sted stod (i det IGde Aar efter Cluisti Fodsei) et beromt Slag mellem Arminlus, (Armanii? Armann? nu almindelig kaldet Hermann"). Den danske Almue har længe haft megen Overtro om adskillige Nympher (eller Diser) i Sumpe og paa Enge, som ere endnu bekjendte under Navn af Mosekoner. Det danske Ord Mose betyder ellers, som bekjendt, baade Sump og Eng. Det gamle Nordens Diser forvandledes undertiden til Svaner, som gjerne opholde sig paa Stier og Sumpe. ') Senere har Grimm udtrykt sig saaledes heiom: j^Einige hefteten haft, d. i. tiialen dem kampfe einhalt" Deutsche Mytliol, 2 Udg. S. 373.

208 DK TAK.XDK ÆLDSTK TVDSKK DIGTK.

tia hapt her vistnok svaner til det oUlnordiske ligelydotide Ord , der (ligesaavel som det oidriordislce band) ' baade Letyder Baand og Guddom. Nærmest taget efter Ordene vilde Disernes her beskrevne Forretning betegne Skjæbnens Baand elier Kjeder; her maatte da Udtrykket /<«/>? heptidun mest vedkomme Krigerne af den Flok, hvilker« Valkyrierne havde besluttet at overgive til fjendtligt Fangenskab, især da det folgende iipaatvivleiig melder at nogle af disse sinkede eller opholdt Hære (paa disses Krigstog). End andre sankede sammen Krandse (Kroner ■^ eller Kjeder). ISærnjest maatte disse vel ansees som Hæders- eller Seiers- krandse for de i Kampen vindende Helte, hvis Krandsene ikke ligefrem skal tillægges den magiske Virkning , at fremkalde , som det strax derefter hedder , Indspringeti eller hurtig Ankomst for Guderne (iiendig Seiersguderne) og de af dem begunstigede Kjæmpers Indfart i en For- skandsnirig eller i en stridende Hærs Skjoldborg. Det licirte nendig til Hedenskabefs Overtro, der endnu ikke er

•) See herom niULex.mytli.vct. bor. under Ordene band og hapl(^S. 43, 139). De egentlige Germaner kunde let falde paa at give deres Guder slige Benævnelser, da ingen af dem maatte bindes uden efter Præstens Befaling, der da ansaaes som Guddommens egen (Tac. Gerra. c. 7). Hertil sigter vel og den af Semnonerne vedtagne Skik at ingen maatte gaae ind i den hellige Lund , hvor Guddommen mentes at være tilstede, uden at være bunden med Baand (vinculis ligatus) f■^1m underkastet deres Herredomme. (Sammest. c. 39). ^) De Krandse, som bindes af den tydskc Almue St. Hans Nat, kaldes tildeels Johanniskronen ; Zincke Oecononiisches Lexicon I, 1314. Kilers yttrer Grimm sig saaledes, Deutsche Mythol. 1. c. ,,Noeh andere pfliickten nach kctten oder kranzen, d. i. nach bindenden, fesselndeii pflanzen und reiscrn, aus welchen sic hemmcnde binden oder kriinze dem sieger zu windcn gedachten. ihr gcschiift war also, Avie es auch die anwendung des zauberspruchs fordert, hier ein hemmendes, auf- lialtendes. mcrkwiirdig stimmen. dazu die sæmund. 45 a neben ein- ander aufgefiihrten hlock = ahd. hlancha d. i. caiena , und her fjolr ahd. harlfe&Z'Ura e.vcrcitum vinciens ; sicher stand es auch

DE TVEi\nK riiDSTK TYDSK.K DlRT^J. 269

bleven ganske udryddet blandt kfistne Landes Almiiesfolk, at visse Planter , plukkede i visse Hoitidsnætter og med visse Ceremonier eller Biinner , ofte saninicnviklede til Kjeder eller Krandse, havde de vidunderligste Kræfter til at afvende Krig, Pest og andre Ulykker ligesom og til at »jore deres Besidder skudfri, skaffe ham Seier i Kampen o. s. v., hvilket det vilde blive altfor vidtliiftigt at udvikle^ her. Jeg erindrer kun om Druidernes og de dem hyldende celtiske Folks vidtudbredte ogsaa tddeels til Nordboerne

in ihrer gcwalt zu losen und zu fordern , wie zu blndcn und zu henimcn.''

') Saare meget hertil liiirendc er senere samlet af Jacob Grimm i 2dcn U(ig. af Deutsche Mythologl S. 1112-1IG6. Til saadanno Planter horte f. Ex., hvilket deres \avne allerede vise, den i Tyd.sk- landsaakaldte Allermanrisharnisch eller Siegwurtz 5 mange Overtroiske mene endnu, at hvo som bærer den i Kamp, kan ikke saares o. s. v. Fordum pleiede de Tydskc at binde St. Hans Urter (Beifuss, Hypericon) sammen til et Belte , i St. Hans Nat, at omgjorde sig dermed, og derefter, under Fremsigelse af visse Bonner og Vers at kaste det paa Hoitidsbaalet. Derfor kaldtes Planten af nogle Si. Johannes Giirlel , af andre Sonnenwendgiirtel (Sommer- solhvervsbelte). Hertil henforer jeg ogsaa Angelsaxernes Seiers- belle (sigegyrd), nævnt i en Besværgelse, at fremsige i det man tager det paa, meddeelt af Jacob Grimm i 1ste Udgave af bemeldte Værk S. CXXXI. Denne Seiergalder ^.s'j^e^reaWor^ skulde hjelpo mod Saar , Slag og Stiid , mod Rædsel og Forfærdelse (panisk Skræk) og mod alle Fjender. Besværgelsens hele, vistnok op- rindelig hedenske Digt er forfattet i allitereiede Vers. Ellers er meget nyt tilfoiet, rettet til Engle, Patriarker, Evangelister ogandreHelgene. Om de Urter og Blomster, som i vort Norden fordum samledes ved overtroiske Skikke for at beskytte mod Vaaben o. s. v. (forst tildeels horende til Balders, senere til Johannes den Dobers Dyrkelse) har jeg handlet i Lex. Mythol. S. 816-17, 821-25, jfr. S, 28 og i Afhandlingen den 1ste November og den 1ste August, Tidsskrift for nordisk Oldkyndighed II, S. 166-170, samt om de mange Krigsguden Tyr (eller Tir) helligede Planter Lexicon Mytholugicum S. 486-87.

270 DH TVFXDK yEI.nSTK TYDSKR DIGTK.

fienitræiigte Meninger af denne Art om Misteltenen og mange flere vidunderlig virkende Urter.

Norner og Valkyrier kunde vistnok tilsammen hen- regrjes til Diserne; begge Slags Gudinder bestemte Men- neskenes Skjæbne, hine mest ved Fiidselen, disse ved Vaabendoden. Begge meentes, efter vore Forfædres Be- greber (ligesom Grækernes Mairer eller Moirer, Romernes Pareer) at spinde, binde eller væve de mystiske Traade, Baand, Fletninger eller Kjeder, som forudbestemte Menne- skenes Vandel paa Jorden til Liv eller Dod. Om Psor- nerne mindes jeg nu folgende Sted af Eddasangen om den danske Helt og Konge Helge Hundingsbanes Fodsel i Braalund; — ogsaa Saxo ommelder ellers denne Fyrste under Navn af Helgo Hundingicida:

Aarle i Tiden Kraftig de snoede

Ornene gjaldcd, Skjæbnens Strenge,

hellige Vande randt om Braalunds Borg

fra Himmelbjerge — Stormen dundred;

da havde i Braalund de ud\ikled

Borgliilde fiJdt gyldne Bnand

Helge den midt under Maanetis

Hoimodige. Sal dem fæsted.

Nat var i Borgen Til Ost og til Vest

Nornerne kom, de Enderne strakte,

de som den Ædlings gave saa Kongen

Alder bestenite, Grændser for Lande;

bode ham hædres Nornen en Kjede

hoiest blandt Fyrster kasted mod Nord

agtes som bedst og den biid

af alle Konger. evig holde.

Dog — det var ikke alene Nornerne, som udmærkede sig ved kosteligt Spind; ogsaa Valkyrierne, der ligeledes udviklede eller hestemte Skjæbnen, gave sig af dermed. Det lære vi af den ældre Eddas ældgamle Kvad om Vtilund

DK TVK\I)K .flLDSTK TYDSKR DIOTK.

271

og (lefs fortællende Indledning: ,,Der vare 3 Riodre, Soti- ner af Finnernes Konge; en hed Slaglinn, den anden Egil og den tredie Volund. De lob paa Skier og jagede efter Dyr. De kom til Ulvdale og byggede sig der et Huus ved de Vande, som kaldes Ulvesiien. En Morgen tidlig funde de paa Stranden tre Kvinder, som spunde Liin. Ved dem laae deres Svanehamme; de vare Valkyrier.... lirodrene forte dem hjem med sig til Huset; Egil fik Alrun , Slag- finn Svanhvide og V^rdiind Alvitra; i 7" (eller rettere 8) ^^Aar havde de boet sammen, da Valkyrierne fliii ud for at soge Striden, men kom ikke tilbage. Da foer Egil bort paa Skier for at opsoge Alrune, Slagfinn sogte efter Svardivide, men Vulund blev tilbage i Ulvdale. Kong JNidud (af PSe- .rike i Sverrig) lod ham paagribe, saaledes som det be- rettes i foldende Kvad:

Moer fiui fra Sonden gjennem morke Skove, (selv) Alvitra den Utige, Skjæbnen at udvikle. Sig paa Stiens Bred satte de til Hvile, sydlandske Kvinder, spunde herlig Liin.

En af dem, vndisrst

blandt jordiske Miier,

indsluttede Egil

i sin lyse Favn;

den anden var Svanhvide,

Svanevinger bar ;

men den tredie deres Siister Volunds hvide Hals omarmed.

Siden de sade i syv Vintre, hele den ottende længtes de bort, den niende dem ]Nodvendig!*^ed adskilte; Mcierne higcd efter morke Skov, (selv) Alvitra den Unge, Skjæbnen at udvikle."

Væven af det herlige Liin og dens Bestenmielse, be- skriver Skjalden desværre ikke. De ægte Hedninger fore- stillede sig Valkyrierne som skjonne Moer , og deres skjæbnesvangre Haandgjerninger af prydeligt Udseende.

272 DE TVRi\DR jRLDSTR TYDSKK DKJTK.

Da Kristendommen indfortes, forandredes disse Forestil- linger ganske. De Nyomvetidte tænkte sig Fortidens Gud- domme kun som Djævle, deres Skikkelse og Gjerninger som afskyelige og blodige. iSjals Saga, af hvilken Pe- tersen nylig har givet os et kjærnefuldt Udtog, beskriver saaledes et Syn, hvori Valkyrierne viste sig for en Mand paa Katanes (nu Caithness) i Skotland — uden Tvivl af nordisk Herkomst, ligesom tie fleste af denne Egns for- dums Beboere, — paa den samme Langfredag i Aaret 1014 som det store Slag holdtes ved Clontarf i Irland mellem Kong Brian af Connauglit paa den ene og Sigtryg Silkeskjæg, Ostmannernes (eller Skandinavernes) Konge i Dublin samt Sigurd, Jarl af Orkenoerne, paa den anden Side. Manden, som i Sagaen kaldes Darrad, saae nendig, da han var gaaet ud, at 12 Personer rede til en Dynge (Fruerstue), hvor de forsvandt. Han gik dertil, og saae gjen- nem en Glug, at der vare Kvinder derinde, og de havde opfort en Væv, om hvis techniske Indretning efter old- nordisk samt endnu islandsk og hebridisk eller hoiskotsk Maade vi maae henvise til Petersens oplysende Anmærk- ning i Historiske Fortællinger om Islændernes Færd 3 D. S. 351-52, i det vi meddele folgende af hans Oversættelse: ^^IMandshoveder brugtes for Vægter og IMandstarme for Islæt og Rendegarn, Sværd brugtes for Slagbord, Piil for Væverskee. Kvinderne kvade disse Viser, men han borte til: Vide for Valfald Drasren er Væven

■a^

Varsel er udspændt, af Mandstarme

Væverbomskyen, og haardt udspændt

Blod den regner, med Mandshoveder.

Varsel for Spydkast, Blodstænkte Spyd

Mandkjons Væven ere til Skafte

graa er udslagen , Spole er Jern,

som vi Veninder Skeder Pile

skulle med iciden og Seiersvæven

Islæt fylde. med Sværd \i slaa.

DR TVKNDE ÆLDSTK TYDSKE DIGTE.

273

Hilde gaaer at væve og lljortliriniul, JSangi id og Svipul , med dragne Sværd; Skaft skal griiste,_ Skjold skal briste, og Hjelnivaanden Brynie ramme.

Lad os vinde, lad os vinde Darrads Væven, som hin unge Konge for skal have. Frem lad os gange og i Fylking fare, der hvor vore Venner Vaaben skifte.

Lad os vinde, lad os vinde

Darrads Væven

og Konningen

siden folge;

blodige Skjolde

Kjæmper skue,

naar Gunn og Gondul

Kongen folge.

Lad os vinde, lad os vinde Darrads Væven, der hvor de Kjækkes Værger fare; lader os ikke Liv her spare. Lov har Valkyrien Val at kaare.

1844-1845.

De Folk skulle for Lande raade som Udskager for bebygte, mægtige Konning skal Doden linde og for Odde Jarlmanden segne.

Bitter Sorrig skal Irer ramme, som Mænd aldrig skal gange af Minde; nu er Væv vævet, Marken blodig, trindt om Land farer Ledingshæren.

Nu er rædeligt trindt at skue, nu da blodig Sky svæver paa Himlen, Luften af Folke- Blod skal farves, naar vor Spaadom opfyldt vorder.

Vel vi kvæde den Konning unge Seierssangen, sjunge den glade. Han som horer han den nænime og Spydsangen for Folk han sjunge. 18

274 OE TVKNDE ÆLDSTE TTOSKR DIGTE.

Nu lad os lide, med dragne Sværde

ud vi fare flux bort heden,

Nu rave de Væven ned og i sonder, og hver beholdt hvad hun havde i Haanden. Darrad gik bort fra Gluggen og hjem, men Kvinderne stege paa deres Heste og rede sex i Sonder og sex i Nord." Saavidt Njåla's Fortælling, — men dens Slutning maa erindre os om de 9 hvid- klædte Diser fra Syd og de 9 sortklædte fra Nord, som i Fortællingen om Islænderen Thidrande kjæmpede for eller mod ham ved hans blodige Drab, hvilket de over Christendommens Indforelse opbragte Hedenoldsdiser meen- tes at have fuldbyrdet. Ellers haaber jeg at det af de her omhandlede oldnordiske Digtninger vil blive klart, at de Baand, Fletninger eller Krandse, som hine germaniske Idiser eller Diser snoede, flettede eller sankede, for der- ved at udvirke Gudernes hurtige Hjelp og seierrigt Indtog for de stridende Helte, ere fuldkommen af den samme Art som de Strenge, Baand eller Fletninger, med hvilke de hedenske Nordboers Norner og Valkyrier , der til- sammen benævntes Diser, frembragte lignende mythisk- mystiske Virkninger.

Idet vi vende tilbage til det oldtydske Digts Indhold, tillade vi os den Gisning, at Udtrykkene /lapt heptklan, foruden den ovenommeldte ogsaa kunde have en mystisk Be- tydning, da hapt ikke alene betyder et Baand eller Lænke ( vincuhim) , men ogsaa rimeligviis her, ligesom i oldnor- diske Digte, en Guddom. Saaledes forklarer og især Grimm den næstsidste Linies hapthandun, hvilket han oversætter ved cliis complicibus, en Oversættelsesmaade, hvilken jeg allerede (paa ovenanfdrte Steder) havde anvendt paa de mythiske Udtryk hopt og bbnd (i Enkelttallet hapt, band). Jeg antog at disse Benævnelser grundede sig paa den hedenske Mening, at Guderne sammenholdt og op- holdt den hele Verden som dens Elementarkræfters Sty- rere. — Grimm yttrer sig saaledes om hiin Benævnelse:

DR TVK'\nE ÆLDSTK TYOSKK DIGTR. 275

^ sei es (l;iss sie (die Holden) dadurch ein enges, die hoch- sten goltlieiten unter eiti ander kniijtfendes band aus- diiickcn wollen, oder ein die wclt und alle nienschlichen dinge festliindendes walten der gfitter : Den erst angege- hcnen sinn ziehe icli auch dariini vor , weil er an die dil consentes und compllces des roniisclien und etruskl- schen glaubens geniahnt und einstininnge ordnung oder lei- tung alier angelegenheiten, wie sie von bestinjnitcr zahl enggebundener holierer wesen geiibt wird, anzeigt". Grinim anmærker, vistnok meget rigtig, at Tydskerne, efter Chri- stendommens Indftireise have sogt at undgaae slige Ud- tryks Anvendelse paa Guddommen, som aabenbar blot oprunden af hedenske Begreber. Blandt os har John Olafsen den yngre oversat vore Forfædres bond ved du consentes. Grimm har meget rigtig bemærket, at en af de nordiske Valkyriers Navn Herfjotur virkelig udtrykker det tydske Heerfessel; det kunde altsaa oversættes paa Dansk ved Hærfjætter (Hærfjeder) og antyder vistnok den hende af Krigsguden Odin tildeelte Bestilling at snoe Fjedder, (Baand, Lænker, Strikker) for de Stridende, hvis Lod Fangenskabet skulde blive. Ogsaa Navnet for en anden Valkyrie Hlukk (Hlancha) henforer Grimm hertil; (see ovenfor S. 208). Om en tredie troer jeg det samme kan siges, nemlig om G'åndnl, da gondull betyder en hart- ad uoploselig Kiuide. Antager man, at de her besjungne Hæftebaand ligefrem skulle tages i bogstavelig Forstand, saa kan man sammenligne dem med de stærke vighond (Kampbaand eller Drabsbaand), som en Vala (efter et Varianttillæg til Voliipså) siges at have snoet af Tarme. — Saadanne Strikker have mulig fordum ikke alene tjent som Fangelænke , men og som et Krigs- og Jagtredskab, endnu brugt af adskillige vilde eller halvvilde Folkeslag, som med lange Strikker forstaae at fange baade Dyr og Men- nesker. Kastedes en saadan Strikke mod en sluttet Trop

18*

276 DE TVENDE ÆLDSTE TYDSKE DIGTE.

Krigere, og udrev en eller anden deraf, kunde den med Ret siges at gjore et ^ Indspring" og at bane Vei for de saa- ledes med Held angribendes ^ Indfart" (i Skjoldborgen o. s. v.). Dette Digts , elles rettere digteriske Brudstykkes, sidste Ord vigandmii Fjender, (med et enkelt n) har Ud- giveren antaget for en Skriverfeil istedenfor wigandiin. Helte, (med tvende uu), hvilken kritiske Berigtigelse vi og mene at Sammenhængen fordrer; — i Hovedsagen foran- dres dog neppe noget betydeligt ved at antage den i Membranen staaende Skrivemaade for den rette, da Kri- gere, hvis Krigslykke Diserne beskjeftigede sig med at bestemme, i alt Fald menes ved ethvert af de saaledes noget tvivlsomme Udtryk.

Det paafulgende Digt synes vel nu at være ganske selvstændigt og at udgjore et lidet Heelt for sig selv, da det aabenbart danner et Trolddomsvers eller Hexeformular til Lægedom for en syg eller saaret Hest, — men det er dog vel muligt at dets 10 forste Verslinier efter vor Ind- deling (men 5 efter Jacob Grimm's) have hort til det ovenommeldte eller et andet Kvad om det gamle Tydsk- lands Guddomme, hvorimod Resten er blevet lagt dertil eller i det mindste indrettet efter Hedningernes Former for dette Slags Besværgelser. Det lyder saaledes (med mine mellem Linierne tilfoiedeForsog til oldnordisk Omskrivning): Phol ende Wodan ^ tha biguolen Sinthgunt^,

Fol ok (enn) Odimi pd (of) gol Sipgunn,

vuoron zi holza, Sunnå era suister;

fora til holta (s), Sunna hennar systir\

du vart demo Balderes volon thu biguolan Fruå *, på vard peim Baldiirs fola pn of gol Freya , sin vuoz birenkit^; Voila era suister,

shin fotr reki'^rx Fidla hennar systir,

') 1 Facsiiniiet uuodun. ^) Facsiniilef har: birenkid. ^) samme- steds bkrives »S'wjA/«/««/. ■*) Willi. Miillcr skrivere i. .!S.9: Friia.

DE TVENDE ÆLDSTE TYDSK.E DIGTE.

277

thu biguolen Wodan, ben zi bcna,

på of rjol Odinn (Vodin), hcin til beins, so he wola conda, bliiot zi bluoda,

setn hann vel kunni, blod til blods,

sose bénrenki, lid zi gelideri,

so bein reka, lid til iiba,

sose bluotrenki sose gelimida sin.

so blodreka so sem limdir séu.

s6se lidirenki, sem lidreka, Paa Latin oversætter Jacob Grimm disse Ord saaledes : Phol et Wodan profecti sunt in sylvam, tum Balderi equuleo pes contortus est; tum incantavit eum Sinthgunt, Sunnaque ejus soror, tum incantavit eum Freia, Follaque ejus soror, tum incantavit eum Wodan , sicuti bene novit, tam ossis fracturam, quani sanguinis torturam, membrique

torturam, os ad os, sanguinem ad sanguinem, menibruni ad membra, ae si glutinata essent.

I andre Skrifter har jeg, ved givne Leiligbeder, anfort og undersogt adskillige saadanne Formularer og dermed forbundne Ceremonier, af hvilke Hexemesterne, de saakaldte kloge IMænd eller Koner, samt flere overtroiske Almuesfolk i Island og de tre nordiske Riger lige indtil vore Dage have pleiet at benytte sig, for derved formeent- lig at læge Sygdomme, Saar og anden legemlig Skade, stille Blod, dove Vaaben o. s. v., samt sogt at vise den nationale hedenske Oprindelse til alt dette, — og den var mig stedse tydelig, om man end, meget forsigtig, i slige Be- sværsrelser havde sat Christus isteden for Odin, Maria isteden for Frigga, x^postlene eller andre Helgene for de (ivrige Guder, o. s, v. Paa den anden Side har Jacob Grimm (især i hans deutsche Mythologie og deus Anhang) med

278 DB TVENDK ÆLDSTK TYDSKK DlGTR.

Iver, og med en storre Fleersidighed, i samme Henseende oplyst den egentlig tydske Overtro, og det har derfor vist ikke glædet hara lidet at overkomme et saa ægte Trold- domskvad af denne Art fra Germanernes eget Hedenskal), som det heromhanillede. Hans Oversættelse ^ af dette, hvorimod jeg i Hovedsagen (paa det ftirste endnu med Sikkerhed neppe forklarlige Ord eller Navn nær) intet kan have at erindre, giver paa Dansk folgende Mening: Phol og Vodan saa vel han kunde,

fore til Skovfn, saa Beenvridning

da blev paa Baldurs Fole som Blodvridning

en Fod vreden, og Ledvridning —

da besværgede Sinthgunth Been til Been, (og) Sunna, hendes Soster, Blod til Blod, da besværgede Frua Led til Lede,

(og) Voila, hendes Suster, som om limet det var. da besværgede Wodan, Stridshesten var fordum ligesaa vigtig for den germa- niske Kriger, som nu for Araberen, som hvis Hovedformue eller visstisrste Eiendeel den betragtes. Tabet af en saa- dan Ganger, eller dens Ubrugbarhed for Krigstjenesten ved Beenskade eller Ledforvridning, sogte han da at helbrede ved Gudernes Paakaldelse og ved Sang eller Læsning af mythiske Fortællinger om deres Bedrifter eller Begiven- heder af den hertil horende Art, over det syge Dyr. Hertil horer nærværende Besværgelsesformular. Den er især vigtig formedelst den deri forekommende Opregnelse af adskillige Guddomme, af hvilke enkelte hidindtil ikke kjendtes i den tydske Mythologie. Vi ville her allerforst gjennemgaae denne Fortegnelse :

') Angaacnde nogle mulige Forandringer i den liar lian senere fremsat nogle yderligere Gisninger i Haupt Zeitsdirift (1842) 11^ 188 o f. (zu dem Merseburger gedichte), men det forekommer mig at det forste Udkast maa være det rigtigste.

DB TVEiNDK ÆLDSTE TYDSKK DIGTK. 279

Det forste Navn eller Ord Phol er mystisk i alle Henseender; derved forekommer den eneste mærkelige Til- sætning eller Forkortningstegn af Skriveren, som ellers findes i disse tydske Brudstykker. Forst synes han nem- lig at have skrevet Pol, men siden tilfoiet det h oven- over Linien, som foranlediger, at vi nu ikke kunne læse Ordet anderledes end Phol. Giimm antager det for en Guddoms Navn eller Betegnelse, men fremsætter især disse forskjellige Gisninger deroni: I, at Phol har været en Gud, dyrket af Germanerne, 2, at Ordet her udgjcir et Tilnavn for Baldur ^ eller 3, at en ond Guddom, lignende Loke, eller endog denne selv, der her forhexede Baldurs Hest i Skoven, bor forstades ved hiin Benævnelse, — og dette finder jeg sandsynligst, især da man endnu (efter de af Grimm meddeelte Oplysninger) i Thiiringen kalder Djæ- velen Fal eller Fahl. Herved foranlediges jeg til den Bemærkning, at Fåla er en bekjendt oldnordisk Benæv- nelse for en ond Jættinde eller en Troldkvinde af den Art , og de meentes især at færdes eller opholde sis i de morke Skove. Ordet forekommer saaledes i de ældste Eddasange, og i Ragnar Lodhrogs Dodssang samt flere Oldtidskvad kaldes Ulvene Falas Heste. Johnstone 02: Rafn bemærke, i deres Udgaver af nysnævnte Digt i den Anledning, at Ordet Fal endnu af Almuen i Wales bru-

') I denne Mening er han senere tleven bestyrket og har yttret sig endvidere I denne Retning i Haupt Zeitsclu'ift (1812) II, 252 o. f. (S*hon mehr ilber Phol). Der bemærkes det ældgamle Stednavn Pholeshrunno (nu Pfulsborn) i Thiiringen (svarende til Baldersbrond i Sjælland, ommeldt af Saxo, Baldersloha i Sonder- Jylland) Pholesanwa i Baiern o. s. v. See og Deutsche Mythol. 2 Udg. S. 205-209, 581, (om Pfulstag, 2 Mai) o.fl. St. Wilhelm Miiller udtrykker sig saaledes: ^^Dasa In dem Merseburger gedicht Phol und Balder ein und dieselbe person bczeichnet, IciJet kcinen zweifcl", Gesch. v. S. d. a. M. S. 87.

280 DE TVENDK ÆLDSTE TYDSKE DIGTE.

ges som en Benævnelse for Djævelens Bloder (iriavi y drug, mater dæmonis)^ som troes at ride paa en Hest igjennem Luften; at Troldkvinderne i Hedenold nieentes at færdes paa denne Maade gjennem Luften vide vi alle- rede af Eddasangene.

Det islandske Ord fol er vel faldet Grimm ind i denne Anledning , men Haldorson iiavde i sin Ordbog sammenlignet det med det franske fol, hvilket Grimm an- seer for et Stamord baade til det engelske fool og det islandske fol; det sidstanfcirte betyder dog egentligst en ondskabsfuld Kar. Det forekommer mig, at Ordet er æld- gammelt i vort Norden. Vigagliinis-Saga , som af P. E. Muller antages at være skreven i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, lægger sin Helt, i Samtalen med den duni- stolte og alle udfordrende norske Berserk Bjorn (henved Aaret 941) disse Ord i Munden: ^I Island vilde man kalde det Menneske fol, der skaber sig saaledes som du" *. Magnus den Gode, opdraget ved det russiske Hof i Gar- derige, var kun en Dreng af Alder, da han der (omtrent 1023) dræbte en af Kong Jaroslavs Hofmænd til Hove, fordi han havde behandlet ham ilde; da klagede man na- turligviis derover for Kongen og opfordrede ham til at passe bedre paa sit fol fremdeles. Dette berettes i Mag- nus den Godes Saga (Fornm. S. VI, 16), som vel maa antages at være ældre end Snorre Sturlesons beromte Værk. Det oldnordiske Ord viser sig ellers at være reent nyere dansk, med den endnu brugelige islandske Udtale, i de ved Molbech udgivne Stykker af en gammel Bibelover- sættelse og flere i Glossariet paaberaabte Oldskrifter, hvor det skrives med 2 o'er som fool (S. 312); det bruges ikke alene om en Tosse eller Daare i Almindelighed , men og

især i ond Betydning; det hedder f. Ex. i en fortabt Sjæls - _

') Ut å Islandi mundi sa ina5r kalla5r fol, sem J)annig léti sem {)u lætr. Isl. S.. 1830, II, 338.

DE TVRADE ÆLOSTR TYDSKK DICTR. 281

Kæreniaal mod Kroppen, trykt 1510, (Ny D. l\Iag. 2 B. S. 328), hvor den saaledes tiltjder den syndige Krop :

^^Mijiis oppa thet fule fool!'" Det sidste Ord liur Skule Thorlacius her forklaret: ,^et rasende iMenneske". Skulde Ordet virkelig i gammelt Tydsk betegne en ^^oiidskahsfuld Nar", kunde det vel passe paa den nordiske Loke, der haade var ondskabsfuld og under- tiden skabte sig som en Nar, for at more Aserne, medens han endnu var i deres Samfund ; men for en virkelig Taabe kunde han ingenlunde ansees.

De ovrige her nævnte Guddomme ere lettere at for- klare: Wodan er som bekjendt Angelsaxernes Voden, Nordboernes Odin. Balder er og upaatvivlelig vor My- thologies Baldur. Sinhtyiint, hvilket Grimm berigtiger ved Sinthgunt, en kvindelig Gudinde, Solens Soster, kjende vi derimod ikke i vort Norden under et saadant Navn. Ellers tillader jeg mig her at yttre den Icise Gisning, at hun kunde være den samme som Eddaernes Sigyn, som ogsaa skrives Sigiin, og vistnok i Skalda og de til den knyttede Mindevers udtrykkelig regnes til Asynierne eller Gudinderne. Skjiindt hun var den onde Lokes Hustru, fortælles intet ondt om hende, hvorimod hun vel kunde fremstilles som Monster for ægteskabelig Troskab og Taal- mod. Ligesom Grimm gisningsviis udleder Sprogrodeti til Sunnå (i Voluspa sinni måna, Maanens Ledsagerinde, der ellers kaldet sål) af Ord , der betegne Gang eller Vandring, Vei o. s. v., saa antager han og Navnet Sinth- gunt for at være af en lignende Oprindelse og at betyde en vandrende Stjerne, uvist hvilken *. Sinthgunt kunde oversæt- tes paa Oldnordisk som Sipgiinnur, Sinngiinmir, og vilde da betyde en ledsagende eller hjel[)ende Krigsgudinde eller

^) Jvfr. samme Forfatters D. Mythol. 2 Udg. S. 285. Willi. Muller antager Sinthgunth for den vandrende Maanc. Gescli. u. Syst. d. altd. Myth. S. 90.

282 DE TVEiVDE ÆLDSTK TYDSKK DIGTK.

Valkyrie, sammensat paa sanmie Maade som IJjålmgunimr, o. fl. Gunnur eller Gupur var, som bekji^ridt, en af de ypperste blandt Valkyrierne og betegner undertiden Krigen overhoved i de gamle Skjaldedigte. Sunnå er og vor nor- diske Sunna eller iSolgudinde, af hvem Siindagen, som hende helliget, endnu har sit Navn i Tydskland, Neder- landene, Storbritannien og Skandinavien. Om hendes Dyr- kelse i vort Norden har jeg forhen samlet og skrevet meget, ligesom Jacob Grimm og har godtgjort den med Hensyn til de Tydske. Friia antages rigtig af Grimm for den nordiske Freya eller Froiiwa^, som og efter vore Oldsagn især var kyndig i Trolddomskunster , oprindelig mest de lægende. Mærkværdig er ellers her den Beret- ning i den yngre Edda , at Fruetitelen nedstammer fra Freya. Voila (Fylde , Overflodighed), er og af ham meget rigtig antagen for Eddaernes Fulla, (af selvsamme Betydning) ^, her kaldet Freyas Stister, Ellers var hun i Norden Friggas, den overste Gudindes, Æskemo eller Pynte- kone. Hvad Balders Hest angaaer fortælle Eddaerne os intet derom: derimod onniielder et Brudstykke i Skalda (Rasks Udg. S. 181) af et gammelt Digt, kaldet ^org'"^'^® {)ula elier Thorgrims Ramse , en blandt de mest beriimte Heste, kaldet Blodighov (Blodiyhofi), der bar den stærke Atride, og af et andet strax derefter folgende Fragment see vi, at Beles Banemand, nendig Freyr, pleiede at ride paa den nysnævnte Host ; for dennes Navn ligger sikkerlig en nu længst forglemt Mythe til Grund. Vist er def, at {^icn hedenske Juiil her i Norden var Frevrs Fest, o" det er

') Wilh. Muller læser derimod Friia eller Fria , og dette iidste kunde i oldnordisk Skrift netop læses Freya; dog; an- tager han, at ikke denne Gudinde menes, men derimod vor Friff g, paa Grund af dennes her antydede Slægtskab med Fnlla. G. u.S, (1. c.) S. 88. ^) Jac. Grimm har endvidere handlet herom i Haupt Zeitschrift IF, 198 og Deutsche Mythol. 2 Udg. 1, 285.

DB TVPJiVnE ÆLDSTE TYDSKK DIGTE. 283

da mulig en Lovning deraf, at de danske og tildecis de tydske Bonder længe iagttoge den overtroiske Skik at aarelade deres Heste (som saaledes let kunde faae blo- dige Hove) paa anden Juledag. Efter Kristendoniniens Indforelse niaatte Freyr ikke længer dyrkes, men i hans Sted gjorde man i Tydskland, Danmark og Sverrig den hellige Stephanus til Hestenes Patron, samt henforte de gamle overtroiske Skikke, som ellers ikke kunde afskaffes, til hans senere tilladelige Dyrkelse.

Det ovrige af hiin oldtydske Besværgelse er os fuld- kommen forstaaeligt. Hændelsesviis er den hievet optegnet i det Ode eller forst i det I Ode Aarhundrede, som en Hedenoldslevning, der da af overtroiske Folk ansaaes for vigtig, men det er dog fuldt saa besynderligt, at Almuen i Sverrig hidindtil har bevaret lignende Besværgelser med de hedenske Guddommes Navne. En af dem har Råiif meddeelt som hoist mærkelig, netop stilet mod en vis Hestesygdon), kaldet .,flåg" eller ^/grasflåg", der uden Tvivl meentes at være foraarsaget afHexeri. Den lyder saaledes: Oden står på Berget och i hans mund

han sporger efter sin fole, han skall få bot, flaget har han fått. — i samma stund,

spotta i din hånd En anden Besværgelse mod samme Sygdom begynder saaledes:

Frygge fragåde frå: huru skall man bota den flaget får o. s. v. Af lignende Art ere andre Besværgelsesformularer , be- stemte til at fordrive Menneskers Smerter, ved hvilke Odin, Thor og Frygga paakaldes o. s. v. I andre mere bekjendte svenske, danske, norske, islandske og tydske Besværgelsesformularer har man sat Treenigheden, Vor Herre, Jesus o. s. v., som ovenmeldt, i de fordrevne he-

284

DR TVKNDK .KLD.STK TYDSKK DIGTH.

denske Guddommes Sted. Af disse har Grimm allerede uddraget een af Hammonds nordiske Missionshistorle (Kli. 1787 p. 110), som I sine Udtryk meget nærmer sig til den oldtydske Besværgelse, -og er bestemt til at anvendes i det selvsamme Tilfælde:

Jesus red sig til Hede, der red han synder sit Folc-

been, Jesus stigede af og lægte

det:

Been i Been, Kjiid i Kjod.

Jesus lagde derpaa et Blad, at det skulde blive i samme Sted.

Jesus lacde Marv i Marv,

Her folge tre Navne m. m., der alt uden Tvivl af Hexe- mesteren pleiede at skrives paa et Blad, som lagdes ved Beskadigelsen eller Saaret.

At hedensk Overtro efter tusinde Aars Forlob endnu vedligeholdes blandt vort Nordens samt Tydsklands kristne Folk, enten ublandet eller omdannet ved blotte papistiske Navneforandringer, er i og for sig selv mærkeligt nok til at fortjene den noiagtigste Undersogelse og Udvikling. At tydske Hedenoldsdigte nogensinde skulde give vigtige Bidrag til dette dunkle Æmnes Oplysning havde man hidindtil ikke ventet.

FORSOG TIL EN SAMMENLIGNENDE ORDFORKLARING, ISÆR MED HENSYN TIL ANGELS AXISK, ENGELSK, OLD- NORDISK, ISLANDSK OG DANSK.

Eiris, (efter Grimm for ens,

eres). As. æra, æi lice, Eiigl.

carly , Oldn. Isl. ar, arla,

Dansk aarle. saziin , As, sæton , Oldn. Isl.

sfitu, D. sadde, sade. Idisi, As. Idese (?). Oldn. Isl.

Disir, D. Diser.

Iicra, As. her, Oldn. Isl. hér, D. her.

duoder, eller aduoder, hvor- om jeg maa henvise Hl Grimms egen Undersogelse, 1. c. S. 6-7. Det synes al være beslægtet med del As. |)ider C^^ldn. |)a8ra ?)

DK TVEIVDR ÆLDSTK TYDSKR DIGTE.

m

Engl. tliUhei- (hitlicr and thi-

tlicr) og lillige med det

danske did (hid og did, —

hciaduoder — hist og her?). suma., As, surne, Oldn. Isl.

sumai-, Engl. some. Dansk

somme. Iiapt, As. hæft, Oldn. Isl. hapt,

Iiaft, D. Hæft o.s.v. heptidun, As. hæfton, Oldn.

/å7. Iiepto, licftu, Z>. hæftede, lezidun, As. letton. Oldn. Isl.

lottu {^forhen letjuSu?) j/i*.

Engl. let, late. clubodon, Oldn. Isl. klifu5u,

jfr. klufu. umbi , ^6'. umbe, Oldn. Isl.

umb, um. Dansk om. "cuonlovidi, As. cynewidde, q.

d. Oldn, Isl. kona-vi9ja,

konar- viftja, Z^. Konniiig-

Vidje. insprincg, q. d. As. insprine ,

Isl. innsprang;, D, Ind.-:pring. haptband, [q. d. As, Iiæftband)

Oldn. Isl. haptbond, Dansk

"Hæftbaand, Hæftebaand. in var, As. infære, Oldn. Isl.

innfavr, innfar, D. Indfart,

Indfæld, wigandun,^«. wigendum, Oldn.

vegendum. ende, As. ænd, and, Engl.

and, nyere Tydsk und o. s. v.

er vel oprindelig det samme

Ord som det Oldnord. enn,

D. end, o. s. v., forsaavidt

disse belyde fremdeles, end- videre, o.s.v., med en no- get forandret Mening.

viioron, As. f<)ron, Oldn. Isl. foro, foiu, Dansk. fore.

zi, Oldn. Isl. til. As, Engl. to, Tydsk zu.

du, As. J)a, Oldn. Isl. J)a, D. da, o. s. V.

holza, As. Oldn, holta..

wait, As. weard , Oldn. Isl. \a,ib,jfr. D. vorde.

demo, As. ^am, Oldn. |>elma, |)eim, D. den.

volon , As. folan, Oldn. fola, D. Fole.

sin, As. sin, Oldn. Isl. sinn, D. sin,

vuoz, As. fot , Oldn. Isl. fotr, D. Fod.

birenkit, [forstrakt), rettet ved Grimm for birenkist, er beslægtet med det As. ræ- can , ræccean , T, recken , strecken, D. række, strække, forstrække, samt med Oldn. Isl.reka, drive, slaae, o.s.v.

thu, see ovenfor under du.

biguolon, As. begol, gol, Oldn. gol, gi. D. gol (goel).

era, gi. Hoilydsk \v&,As. hera, Engl. her o. s. v. Oldn. Isl. hennar, D. hendes.

suister, As. SAvyster, sivuster, Oldn. Isl. systir, D Soster.

so. As. swa, Oldn. Isl. s\a, svo , so, so scm , D. som.

280

DR TVRADR ÆLDSTR TYDSKE DI(?TR.

Iie, As. he, Oldn. Isl. hann, T. er, D. han.

wola, As. wel, Oldn. Isl. vel, D. vel.

conda, As. cu5e, Oldn. Isl. kuiSi, kunni, D. kunde,

sose, efter Grimm maa dette Ord svare til del Oldn. svo , so (so sem) i visse Mander Oldn.Isl. so, D. som, saa som, s. so ovefifor.

benienki, dette Ord kunde mulig, med Hensyn til Op- rindelsen, gjengives i det Isl. ved beinreki (beinreka),

t Dansk ved Beenrækiiing, s. bi renkit, (Jfr.hbn neden- for); saaledes kunde man vel og i det islandske Sprog sige bloSreki for blutrenki og liftreki for liSirenki o.s.v.

ben, As. ban, Oldn. Isl. bein, D. Been.

bluot, bluod, As. bldS, Oldn. Isl. bl68, D. Blod.

lid, As.Wb, Oldn. Isl. \\i,'D. Led, T. Glied.

gelimida,i4«. gelimed, Oldn. Isl. Iim5r, limt, Z>. limet.

OM RUSSERNES ÆLDSTE TILVÆRELSE I RUS- LAND OG BYZANZ UNDER NAVN AF GOTHER, VARÆGER, FCEDERATI OG RUSSER, forend det

RUSSISKE Riges Stiftelse; af F. Kruse.

Oversat EFTER dft russiskrUnderviismngs-Miimstrrii

Journal t. xvii, 1838, af L. Keyper.

Jo mere opmærksomt vi betragte de Spor, som Na- tionerne have efterladt sig fra deres oprindelige Tilværelse, fra den Tid af at de opstode, desto tydeligere aabenbarer Oprindelsen til de nyeste Riger sig for vort Blik. Saa- ledes bestræbte allerede under Elisabeths og Catharina Ils glorværdige Regjering, ja endog i Peter den Stores Tid, de Lærde sig ivrigen med at eftersoge det russiske Folks og dets Regenters Spor , og vi have erfaret at det store russiske Folk, forend det endnu havde en almindelig Be- hersker, stod i Forbirulelffie med forskjellige af Middelal-

GOTIiKR OG VAR.F.GRR I RUSLAND OG IIYZANZ. 287

derens Folkeslag; vi have gjenfundet det under forskjel- lige Benævnelser, endogsaa dor hvor man overhovedet ikke ha\de formodet dets Tilværelse. Dette hor ikke undre os; thi ethvert Folk har til forskjellige Tider, enten givet sig selv et Navn, svarende til dets Vælde, eller erholdt sit Navn af andre Folkeslag. Saaledcs finde vi ogsaa Tyd- skerne oprlndeligen under Navn af Cclter tilligemed Gal- lierne, siden under Navn af Gern)aner. Senere forsvin- der denne Benævnelse igjen, og dette Folk antager, i Ma- rius's Tid, Navn af Cimbrer og Teutoner, — de samme som herjede de romerske Lande i Lubet af et heelt De- cennium. Under Cæsar, son) efterat have overvundet Gal- lierne , trængte frem over Rhinen , kommer Benævnelsen Germanier igjen tilsyne , og af Benævnelsen Germanien opstod srjart derpaa, da Germanerne faldt ind i det ost- lige Gallien, Gerraania magna og Germania Cisrhenana.

Under de sidste Keisere bleve Allemnnnerne og Fran- kerne, som havde nedsat sig omkring Rhinen , frygtelige Fjender for Romerne. I\led deres Fremkomst forsvandt den almindelige Benævnelse Germanien, og Gallerne kaldte hele Landet Allemannia (Allemagne) indtil <\en Tid , da Frankerne underkastede sig næsten hele Germanien, som derefter blev kaldet Ostfranken. Efter Delingen, under de indfiidte tydske Konger og Keisere, fremkommer igjen Be- nævnelsen Teutoner eller Tydskere , medens dette Folk hos Byzantinerne kaldtes Franker og hos Russerne — Tydskere. Saa mange Benævnelser have en og samme Na- tion haft til forskjellige Tider og hos forskjellige Folke- slag!— Og er det da forunderligt, om det selvsamme var Tilfældet med Russerne; er det ikke Historikerens Pligt ogsaa at efterforske et Folks Spor der, hvor det skjuler sig under fremmede Navne.

1 en tidligere Artikel, indfort i Underviisnings-Ministe- riets Journal, der er saa vigtig i Henseende til en grun-

288 GOTHER OG VAR.KGER 1 RUSLAND OG RYZAMZ.

dig Oplysning', har jeg sogt at vise, at vort Fædre- land erholdt sit Navn af hine Russere, som stode i For- bindelse med Beboerne af det vestlige Sverrig og den Pro- vinds, der kaldes Roslagen ^ og som kom hid med Rurik og hanfe Brodre fra Sonder-Jylland. Jeg sogte at bevise at de henhorte til den gothiske Stamme, som, efterat have forladt det sydlige Rusland, under Odin, stiftede et nyt Rige , der har været frygteligt for alle mod Havet grænd- sende Stater. Allerede Nestor kalder disse Regenter og deres Folk Varæser eller Varæger, og vi bor uden Tvivl under begge disse Navne saavelsom uoder Oversættelsen af dem, Fcederati, forstaae de gamle Russere hos Byzantinerne. Dersom vi da ville undersoge, naar man forst studer paa denne Benævnelse, saa maa vi fremfor alt henvende os til Ptolomæus, den gamle Geograph i Alexandrien. Ved at beskrive den saakaldte magna insula Scandiae, d. e. det nuværende Sverrig, der ansaaes for en O, siger Ptolomæus^: ^^Paa den vestlige Deel af denne O boe Chaedini, paa den ostlige Phavonae og Phiraesi, paa den sydlige Gutae og Dav- ciones". Folgelig findes der Phiraesi (<l>!.pat,c7oO ved de ostlige Kyster af Sverrig, netop der, hvor Varægerne senere boede i Roslagen, med hvilke Rurik forbandt sig, da han fore- tog sit forste Indfald i Rusland, i Aaret 852. Det er be- synderligt, at ingen har henvendt sin Opmærksomhed paa, at Varægerne saaledes forekomme hos Ptolomæus. Og skulde vel en saa liden Forskjel være Aarsag dertil? — For at oplyse dette, vil jeg bemærke, at Grækerne ikke havde noget andet Bogstav til at udtrykke v end oi) eller (p, og med Hensyn til Bogstavet i, i den forste Stavelse, saa forvandledes et saadant i Ordet Phiraesi til a, lige- som hos Ptolomæus Navnet Virinum til det nuværende

') >Kjpiia^T> MHHiiCTepCTsa HapoAHaro IIpccBlJmeHia. CaiiKTneTcp6ypri.. <I)ebp. 18.3(5. ") Ptol. Geogr. II, 11.

GOTITKR OG VARFGRR I RtlSLAND OG RYZANZ. 2S9

Variii. Bogstavet s, i den sidste Stavelse, finde vi alierede hos Nestor, som sliiiver Baparii og BapaSH (Vaiægi og Vaiicsi). Vi opdage altsaa \'Hiæg(Mnes Spor allerede i Ploloiii.X'i Tid, som levede i Egypten i Aaret 170 el'ler Cliristi Fodsel, og som aldrig forlod sit Hjem. Hvorfra erholdt han saadan Efterretning om dem? — Kjendte man maaskee allerede dengang hiin Handelsvei fra Byzanz og endog til Egypten, som i senere Tider blev saa hekjendt, og hvorom Nestor forsikkrer, at den allerede var funden i Apostlernes Tid '? Benævnelsen Varjisi udbredte sig siden blandt alle ovrige skandinavisk -gothiske Nationer, som deeltoge i den fordeelagtige Handel med Byzan/. Ingen af de latinske Geographer kjender disse Variosi, uomtvistelig fordi de oprindeligen havde Handelsforbindel- ser med Byzanz og Orienten, men ei med Rom.

Gotherne, der tilligemed Russerne henhorte til een og samme Stamme, var allerede forlængst hekjendte af deres Indfald i det ostroraerske Riges Lande. Alle tydske Folke- slag vare allerede kort Tid efter Christi Fodsel i Bevæ- gelse for at opsoge sig Boliger i det romerske Rige og drage Nytte af den romerske Cultur; og ligesom Marco- niannerne, xMlemannerne og Frankerne rystede det vest- romerske Rige, ligesaa odelæggende viste Gotherne sig ogsaa i Osten ^.

') Nestors Chronik, Fortalen. ^) Men til disse gothiske Folke- slag henhorte ligeledes Skandinaviens Beboere, som, ubekjendt i hvilken Tid, men sikkert forend Attila, forlode Donaus Bredder og gik til Skandinavien under Odins Anfijrsel. Dette Folk forekom- mer der, fra Tacitus's Tid af, under forsk jellige Navne, hvori- blandt det vigtigste for os synes at være Navnet — Pliiraesi — paa et Folk, som har boet i den ostlige Deel af Sverrig, det gamle Scanzia major. Ptolomæus siger: den store i) Scandia kal- des ogsaa ?8(w; :Sxav6£ia— , og den vestlige Deel deraf beboe ,,Chae-

1844-1845. K>

290 GOTHRR OG VARÆGRR 1 RUSLAND OG RYZANZ.

Allerede Caracalla forte Krig med dem ved Donauen (215); men efter hans Dod gik de over Donauen, og un- der den ostromerske Keiser Maximinus Thrax oversvom- mede de Thracien (deres oprindelige Opholdssted i Da- rius Hystaspis's Tid). Maxiniinus var selv en Gother fra Thracien (Jorn. Get. XV^), og denne Omstændighed er det vi skylde , at Gotherne paa den Tid ei hieve med Magt drevne tilhage over Donauen. Efterat Maximin var hleven dræht, gjorde Gotherne (under deres Konge Ostrogotha), der dannede den storste Deel af den romerske Hær, Opror. Under Phiiippus Arahs, som regjerede Aar 248, forekom- mer Gotherne hos Romerne under Navn af cpotSspaTot* (foederati, Bundsforvandte), hvilket, ifiilge de nyeste Uo- dersogelser '^ har den selvsamme Betydning, som Ordet BaparH, (Varæger) Varanger, Varangoi: folgelig er det meget sandsynligt at Maximin fra Forstningen af an- tog dem som Bundsforvandte eller Væringer. Ligesom de vestromerske Keisere, saaledes begyndte ligeledes de ostromerske at underholde ved deres Hof fremmede Leie- svende, hvilke de, i Lighed med den prætorianske Garde, langt hellere anhetroede Bevogtningen af deres Liv ^ end

deini, den (istlige Phavonae og Phiraesi." At disse Phiraesi ere Varæger, har jeg viist i det foregaaende.

') Jornandes Rer. Get. Cap. XVI, siger: Philippo regnante Gothi, ut assolet distracta sibi stipendia sua fercntes aegre, de amicis facti sunt inimici. Nam quanivis remoti sub regibus vive- rent suis, Respublicae tamen Romanae foederati erant, et annua inunera perspiciebant. ') Det angelsaxiske wcire betyder : pactum (Vertrag, Bund), hos Alleniannerne wara, hos Ulphilas, wairthi, gafcairlhi. See Ewers Kritische Vorarbeiten , p. 31 , med tilho- rende Anmærkninger. Hos Byzantinerne kaldes de Bapayyoi, Va- rangi. Hvilken Forbindelse der er imellem disse Navne og de ovenfor omtalte Phiræsi, Varæser, — agter jeg ikke at besvare. ') Kvo som vilde indtrrcdc i den chasariske eller varægiske Liv- garde, maatte, til Piwit paa deres Troskab, betale 7 Pund Guld

«

gothp;r og varæger i kuslano og uvzakz. 291

til (le Tnrlfodte. Dette var Leiesvende, ankomne fra nordlige Egne; de tjente istedenfor de feigte Romere, som ofte lem- læstede sig selv, blot for ikke at komme til at fore V'aaben*. Beskytterne i Byzanz bleve snart Folkets Undertrykkere; naar de kom i Provindserne, overlode de sig til RiJveri, som var deres medfiidte Tilboielighed '^. Slige Palatini erholdt den stiirste Lonning, uagtet de mindst af alle be- stilte noget, hvorimod de Krigere, der tjente i Grændse- vagterne (Ripenses) , erholdt en betydelig mindre Lon- ning , end de forstnævnte. Oxen tjente dem til Vaa- ben, hvilken dog ei var brugelig hos Grækerne; deraf er- holdt de Navn af Pelekyphorer (Oxeforere) ^; — selv dette Vaabeo kunde tjene til et nyt Beviis for, at de henhorte til den germanisk-skandinaviske Stamme, dersom det ikke tillige fremgik af mange andre klare Beviser *. Hvem er

eller 504 Solidos, hvorfor de kun erholdt 12 Solidos Guld (Const. Porph^r. de Cer, p. 100). Stritter (Hist. Byz. III, p. 166 og Mcm. pop. III, p. 576) antager dette for at være en maanedlig Lonning; men Krug (Munzk. Bussl., p. 53, 178) beviser mere sandsynligt, at herunder forstodes firemaaneders Lonning, paa hvilken Maade Byzantinerne betalte den, ligesom ogsaa i Busland endnu Lonninger udbetales ,^1 Tertialer". Byzantinere, som vilde tage Tjeneste, maatte have 3 til 5 Pund Guld, Krug, 1. c. p. 179. ') En romersk Rytter, som af denne Aarsag lemlæstede sine SiJnner, blev allerede under August udstillet til Salg som Slave, og hvo som undflyede Krigstjenesten (og som kaldtes murcus) blev under Valentinian straffet paa Livet. Ogsaa Constantin den Store gav strænge Love for saadant. ^) Ammian. Marc. XXII, 4. Ferox in snos miles et rapax. ^) Cantacuzenus I. I. Hist. cap. 41, otxt Tou; ueXexst; å'^o^Te; BapavYO!- Nicetas in Alex. Is. F. num. 5. o8e Tou? ueXexucpopouc ix-idtpidaoi?. *') Efter Du Cange (i hans Glossar. Graec. s. v. Bapayyai og i Glossar, med. Lat. s. v. Vargi) — Varangi vare Anglo-Dani. Dette stemmer aldeles overeens med mine Undersiigelser , fordi jeg udleder den fyrstelige Slægt af de russiske Varæger fra Sonderjylland , som har været Anglernes

19

292 GOTHKR OG VARÆGRR 1 RUSLAND OG BYZAIVZ.

ikke dette Vaaben i Norden hekjendt, hvormed Thor fore- stilles, og som var i Crug i Tydskland indtil Slutningen af Middelalderen ? Ogsaa Russerne brugte det selvsammeVaaben tllligeined de frankiske Sværd ; thi, allerede Ibn Toszlan ' siger om Russerne: Enhver medforer en Oxe, en Dolk (KHHata4'B, kinshal) og et Sværd. Deres Sværd ere brede, med bolgeformige Striber og af frankisk Arbeide. Paa den ene Side af dem , fra Spidsen op til Heftet , er der Fremstillinger af Træer, Figurer og lignende." Hvo min- des ikke derved vore gamle tydske Sværd og Vaaben af forskjelligt Slags, Pokaler, Drikkehorn, Gravurner o. s. v., der paa samme Maade ere prydede med Figurer? I Byzanz bare Keiserens Drabanter ligeledes Spyd, hvisaarsag de ogsaa kaldtes Doryphorer ^. Uagtet Ibn Foszlan, hvem vi skylde Meddelelse af de ældste arabiske Efterretninger om Russerne, ei omtaler dette som et almindeligt Vaaben hos Russerne^, saa er det dog imidlertid, ifijlge de rus- siske Annaler, beviisligt, at det kan ansees som et Ud- mærkelsestegn, der i det mindste brugtes af Fyrsterne og deres Drabanter; thi da Svætoslav endnu var et Barn, dræbte han i et Slag en Drevliers Hest med sit Spyd*; og Svætopolk befalede sine Drabanter at dræbe sin Bro- der med Spyd ^ Fcilgelig tjente de Varægerne som et Hædersvaaben de beholdt , ogsaa naar de vare ved det byzantinske Hof. Allerede hos Maxentius finde vi Ruricius, der, som Præfectus prætorio, anforte Drabanterne, hvilke storstedeels bestode af Fremmede, og fægtende tappert,

Opholdssted. See det Keiserlige Underviisnrngs-Ministeriums Jour- nal, Februar 1836.

^) Fræhn. Ibn Foszlan, p. 5. '') Nicetas in Manuele, llb. VI, num. 3. ^) Dette er upaatvivlclig foranlediget ved at Ibn Foszlan ikkun gyorde Bekjendtskab med de Russere, som forte Handel paa Volgalloden, og i hvis Lcir han har været. ■*) \estor, i AaretOlG. •'') Nestor, i Aaret 1015.

OOTHRR 00 VAR.EGKU 1 RUSLAM) OG KYZANZ. 293

ffildt i Slaget ved Verona i Aaret 311. Ruricius er al- deles det skandinaviske Navn Rurik. Constantin sloj; derefter, i Aaret 3'22, de fra den anden Side af Donau komne Sarniater (i\non. aiict. hist. Constantin., hos V'ale- sius) eller (iother (Zosinms 1 , 25) , forflottede mange af den) til Byerne i Dacien og Nedre -Mæsien, samt ind- fiirte de sarmatiske Lege, som bleve feirede ved Enden af hvert Aar. Efterat have sendt sin Son Constantin over Donau, overvandt han, i Aaret 332, Gotherne endnu engang; 40,000 af dem tog han i sin Tjeneste, og belonnede dem med Æresposter og Embeder; han lod opreise et Mindes- mærke for en af deres Konger, Athanarich (De Beau, vol. I, p. 547) og ifijlge Nicephor (Stritter, II, 956) gjorde han en russisk Fyrste til sin Stolnik (Truchsess, Dapifer). Til Ære for Varægerne hoitideligholdtes, ifiilge Constantin Por- phyrogenitus, aarlig paa den niende Dag efter Juledag, ved Hofi'et ^fiothernes Fest", og paa denne Dag miidte enhver i gotbisk Klædedragt. De bare Peltse med Haa- rene vendte udad; under Maaltidet sloge de med Grene paa deres Skjolde, og raabte: Tul! Tul! De sang ogsaa ^fin gothisk Smiff" paa Keiserens, deres Velgjorers, Sund- hed og Velgaaende. Imidlertid er Texten til denne Sang ikke gothisk, men deels taget af den hellige Skrift (paa Hebraisk), deels sammensat af det Latinske, men for- vansket paa en barbarisk Maade ^ Reiske sluttede rigtigt (i

') Const. Porph. de Caerim. aul. Byz, har leveret dem, Ifolge Beskrivelsen af Hoitideliglieden I, Nr. 221 og 225, i Udtoget af Ordbogen , som dog indeholder næsten hele Texten af den saa- kaldte Foiixo'j. Dens Begyndelse er: Gauzas, bonas, vidikias, hagla gaudentes, elkibonideé enkertys, agia, bona, hora — ■ hvilket forklares saaledes i Ordbogen: XaipetjSs, xaXai, Y'etTOveiat, xaipea^e, TCpoax.aXou|j.£vo(, d-\'Ui^iZ'^ii.t'iot, ^ava (auaov 8f] awao^) y.alri Mpa. De her betegnede ys'-Tovetai, Naboskab, ere sandsynligviis militaire Kanicratskaber, som hos Russerne dannede Livvagten i Fyrstens Suite.

294 GOTHRR OG VAR.T:GRR 1 RUSLAND 0(J UYZANZ.

Anmærkningerne til dette Sted), at denne Hoitidelighed var den samme, som, under Navn af ^jlen sarmatiske\ alle- rede blev indfort (283) af Keiser Carinus '. Denne Be- nævnelse blev, ifiilge Reiske, givet, fordi at ^,i den Tid viste Sarmaterne filer Gotherne, Varangerne eller Fran- kerne, eller Grækerne og Romerne sig i scythisk, varan- gisk, gotlnsk eller frankisk Klædedragt. Disse Lege exi- sterede ikke alene i vor Constantins Tid" — længere hen siger Reiske — ^jkke alene i Carinus's, Vopiscus's og Ju- stinians Tid, men ogsaa hos Folket i Gonstantinopels sidste Tid." — Codinus siger, ved at beskrive de Forlystelser, som sædvanlig fandt Sted ved Julefesten (Offic. p. 90, 12): ^^under Taffelet gik Varangerne til Keiseren og on- skede ham Velgaaende i deres Fædres Sprog (anglisk ^) og sloge derhos med Oxerne , paa hvilken Maade de for- aarsagede en stærk Stiii." Den videre Beskrivelse er meget overeensstemmende med Keiser Constantins Beskri- velse, eller, endnu ntere med en af de ældste Skribenter paa hiin Tid, da Gotherne udgjorde Livvagten. Thi om- trent i Justinians Tid forsvinder dette Navn, hvis Sted Varanger eller Franker, Sarazener, Farganer, Chasarer o. s. v. indtage i Livvagten (Hetærie, en Slags Druschina, (dpyxtHHa), eller Livvagt). Folgelig var det Gother, eller Grækere i gothisk Klædedragt, som ved at lykiinske Regenten skulde opvække Latter eller Skræk, og derfor erholde Foræringer. Reiske siger fremdeles, at den hos Tydskerne herskende Skik ved Juletid, da sædvanlig Knægt Ruprecht lader sig tilsyne, indhyllet i en Pelts (for at bringe Bom Forærin-

^) Flav. Vopiscus in vita Carini cap. 19. ^) Anglernes Op- holdsted var forst i det midlere Germanien ved Elben, siden i Son- derjylland, i Piovindsen Angeln, indtil deres Overgang med Saxerne til England j folgelig tjener dette ogsaa til Beviis paa Varægernes Oprindelse fra .Sondcrjylland, hvor ligeledes Provindsen Angeln endnu har sit Navn af dem.

GOTHKR OG VARÆGKR I RUSLA^'D OG BYZANZ. 295

ger eller Straf) staacr i Forbindelse med de gothiske Lege'; men denne Forudsætning rorekonuiier mig temme- lig ugrundet. Snorre siger om Væringerne: ^jle danne en Vayt hos Keiseren" ^. Deres Anforer var, som Cedrenus siger, Keiserens Parakoimomenos (Cubicularius, Kænime- rerer) KasnatscheX ^, iklædt en Værdighed, der ligesom Stolnikens (Dapifer eller Seneschall) var den hoieste og vigtigste i Higet. Derfor bor det ikke undre os, at en russisk Fyrste, som upaatvivlelig henhiirte til dette Corps Væringer eller Fæderati, beklædte en Stolniks Plads og Værdighed, som ovenanfort "*. Dette er den forste Leilig- hed, hvor der i Byzanz omtales Russere; ikke desto- n>indre finder man paa selvsamme Tid , i Slaget ved Ve- rona, Aar 311, Navnet Ruricius paa Maxentius's Hærforer og at hans nordiske Herkomst omtales ^ I Aaret 323, da Gotherne paa ny faldt ind i Nedre Mæsien, slog Con- stantin den Store dem og forfulgte dem i selve Kong Li- cinius's Stater. Den sidstnævnte, opbragt over denne Frem-

^) Sammenlign den detaillerede Beskrivelse i Reiskes adnott. til Const. Porphyr., udgivet i Bonn 1830, i 2den Deel af denne Ud- gave p. 355-359. ^) Væringjar liéldu vtirS ok viiktu yfir kon- lingi, Heimskringla. *) Stritter II, pag. 231, 216. ^) Nicepliorus Gregoras I, pag. 146. Stritter IV, 2, pag. 956, *) Nazarii Pa- negyricus Constantino Aug. I, XXV: Aderat quidam Ruricius (Veronae scilicet) experientissimus Lelli et tyrannicorum ducum columen. Clausi impetum faciunt et poenas eruptionis 'tcraerariae pependerunt. Idemque Ruricius magna suorum clade rejectus in moenia, spe jam lassa, sed adliuc mente vesana, cum se Verona proripuisset, novos eodem egit exercitus et praecipit ante jam die, bellum non detraetavit, pugnae audacior quam salutis, sed eum exer- citus magis, quam merito fefellerunt. Nam furorem mors domuit, quam non poterat nec considerati ratio, nec victi formido sanare. Dette er netop den samme vilde Tapperhed, ikke hos de svækkede Romere i hiin Tid, men hos de Fremmede, især Gother, som solgte sig til Romerne. Captivi kaldtes ogsaa alienigenae, cap. XXXI.

'290 r.OTHKR or. VAUKGKR i Rt'SLA^D OG BYZAXZ.

færd, paaforte ham Krig, og i denne Tid tog Constantin en Mængde Gother i sin Tjeneste. Jornandes siger der- efter: ^^Da Constantin grundlagde Roms iMedheilerske, som opkaldtes efter ham, hjalp Gotherne ham; de slutlede For- bund med Keiseren og tilbode ham fyrret3'Ve Tusinde af deres Landsmænd mod forskjellige Nationer, hvis Tjeneste og Antal bestemtes denne Dag. Dette er igjen de samme Fæderati ', d. e. Væringer. Ikke længe for Constantin den Stores Tid, faldt de ind i det romerske Gebet paa 2000 Skibe og med 320000 Krigere, trængte frem til Chalcedon, Alexandrien, Troaderne, Creta og lihodus, hær- jede IVJacedonien og Thessalien, og derefter traadte mange af dem i Keiser Claudius's Tjeneste. Paa denne samme Tid, i Aaret 32.5, var det at Biskop Audeus, der ikke var enig med den nicæiske Kirkeforsandings Mening i Hen- seende til Paaskefestens Hoitideligholdelse, gik over til Gotherne og udbredte den christelige Tro iblandt dem, hvorefter deres Biskop Ulphilas oversatte den hellige Skrift i det gothiske Sprog. Constantin den Store forflyttede en Mængde Gother tii Mæsien. Det er saaledes mærke- ligt, at Abul-Faradsh (Hist. Dyn., p, 135) siger: ^^Russerne antoge den christelige Religion allerede i det 4de Aar- hundrede under Constantin den StoreS^ I alt Fald an- gaaer dette de Russere, som nedsatte sig i Constantino- pel eller i Mæsien. Men de Gother, som forbleve hiin- sides Donau, og som for storstedelen endnu vare Afguds- dyrkere, udbredte deres Herredomme til Ostersoen; nem- lig deres Konge , Hermanrich , underkastede sig , ifolge Jornandes, i Aaret 3.50, næsten det hele nuværende euro- pæiske Rusland. Jornandes sig(M-: ^^Geberich fulgte efter Hermanrich, den ædleste af sin Stamme (aus dem Ama- lischen Gesthlechte). Han underkastede sig forskjellige

'j Jornandes de reb. Get. cap. 21.

GOTIIKR OG VAKÆGKK I lUISLAXD 0(! ItVZWZ. 297

krigerske, nordiske Folkeslaj; og gav dem sine Love; man kan med Rette sammenligne ham med Alexander den Store." De fremmede Folkeslag, som iian undertvang, kalder Jor- nandes: Scythae (sandsynligviis de nuværende Tscliuder), Tliuidi in Aunxis (?) ', Vasinabroncae (?) ^ Merens (.Mererj, Mordemsimnis (sandsynligviis Mordver), Caris, sandsynlig- viis Kurer, som JNestor kalder Kopcb (Kors), Rocae(?)^ Tadzans(?j, Athual (?)'*, ISavego ('?j, Bubegentae (sandsyn- ligviis et Folk , som boede ved Bugfloden , som iS'estor kalder By.^aHe (Bushane), Coldae^(?); derefter under- tvang han Herulerne, som boede ved det asovske Hav, og endelig Veneterne ved Ostersiien. Om de sidstnævnte siger Jornandes: ^^Efter Herulernes Undertvingelse paafiirte

^) Thuidj in Aun\is ere efter min Mening (indtil der fremfores noget niere troværdigt) Tschuder i Unganien (Lifland), som hen- horc til dem, der vare de forste, som Busserne havde indkaldt i den efterfolgende Tid. '^) Vasinaljroncae er sandsynligviis angivet feilagtigtj dette Navn bor deles saaledes at deraf fremkommer Vas (^Ves, som siden ligeledes licnliiirte til Ruriks oprindelige Rige) og Inabroncae (?). Jornandes har taget disse Navne af Ablavius's tabte Værker 5 men de synes at være blevne forvanskede af en eller anden Afskriver af Jornandes, eller af selve Jornandes eller AJjla- vius! Ogsaa i Moses Chorenensis findes en Mængde saadanne for- vanskede Navne paa Folkeslag i det Indre af Rusland. ') Rocae kunne her antages at være de selvsamme Russere, som, ifiilgeTor- fæus, allerede for Rurik omtales i Novgorod : ^^Ivaris , ut celebre apud Danos est, ita nobis quoque, filiae prius Auduris cum Radbaido Rossiae rege connubio memorabile." "*) Athual: under dette Navn maa der maaskee forstaaes en Nation , som boede ved Atel (Athel) eller Volga. ^) Hvad .^Coldae" hos Jornandes er for en Nation, kan jeg ikke oplyse. Det er maaskee den samme, som omtales i Jaroslavs russiske Ret (Pravda) § 11 (Kolbæger), og som havde nogle Rettigheder fælles med Varægerne: ,, Dersom en Livegen skj\iles hos en Varæger eller Kolba-gcr, da tag ham tilbage og .3 Graner for Uretten" j de kunne maaskee ogsaa have boet i Egnen af Reval, som Russerne kaldte Kulyvan.

298 GOTHRR OG VAllÆGKIl I RUSLAND OG KYZAiXZ.

Hernianrich Veneterne (Venetes) Krig. Vel forstode de ikke at bruge Vaahen, men da de havde deres Styrke i Mængden, saa forsugte de forst at modsætte sig; men Mængden kan ei udrette noget i Krig, isærdeleshed imod ligesaa store bevæbnede Masser. Disse Veneter, som ere udsprungne af een Stamme, danne tre Stamnjér; Veneti, Antes og Slavi. Ligeledes — vedbliver Jornandes — under- tvang han ved Kloge^kab og Tapperhed et Folk, Aestri (sandsynligviis Aestii, Ehsterne), som boede i en stor Af- stand fra det germaniske Ocean, og saaledes herskede han ved sin Magt over alle Folkeslag i Scythien og Ger- nianien ^. Gotherne, der vare af samme Stamnie som Rus- serne, stiftede her, allerede for Hunnernes Indfald, det ger- maniske Rige i samme Udstrækning, som det russiske i det Ilte Aarhundrede, tildeels dog storre; dette Rige stod i noie og venskabelig Forbindelse med det byzantinske.

Da Hunnerne i Slutningen af det 4de Aarhundrede trængte ind i Gotherr\^es Land, som laae nord for Donau og Pontus Euxinus, og i Aaret 376 overvandt den gothi- ske Kong Hermanrich, saa dræbte denne sig selv, og hele det gothiske Rige, som strakte sig fra Donau til Oster- soen, gik til Grunde; de sydlige Nationer bleve tildeels fordrevne af Hunnerne, og tildeels undertvungne af dem; men de nordlige dannede sandsynligviis særskilte Riger ^.

Det er hekjendt, at under Fridigerns Anforsel blev næsten en Million Gother optagne i det romerske Rige af Va- lens, der forsynede dem, som Fæderati, med Levnetsmidler^

^) Jornandes de reb. Get. 25. Paa, denne Tid antages at de normanniske Gotlier forenede sig med Slaverne. '*) Kiev, Chuni- gard, var sandsynligviis dengang Hunnernes fornemste Stad, hvor- fra Gotherne dog ei bleve fordrevne. Adam af Bremen kalder Ostrograd Russiae, og tllfoier dernæst: Cliunigard eo dicitur, quod jbi sedes Hunnorum prius fuerlt. ') Jornandes de reb. Get. c. 28 ; slige Fæderati erholdt en god L5nning, dette fremgaaer deraf, at,

GOTHER OG VARÆGKR 1 RUSLAND OG BYZAIVZ. 299

Den keiserlige Hærforer Liipicin, som skiiMe forsyne dem n>ed Levnetsmidler, foranledigede, ved sine slette Foran- staltninger, Opror blandt Gotherne; Keiser Valens, som iilsonit gik imod dem, mistede selv Livet, Ikkun Theo- dosius I var saa heldig at drive dem tilbage fra Constan- tinopel, og fra den Tid af tjente de bestandig, i Egenskab af fredelige Fæderati, som det bedste Værn mod Hunnerne. Efter Attila's Nederlag (451) underkastede Avarerne ^ og siden Chasarerne sig det sydlige Rusland, og de sidst- nævnte gjorde ogsaa Kievlanerne skatskyldige^; dog for- bleve Gothi Tetraxitae, som boede ved den sondre Kyst af Krym, i lang Tid uafhængige ^, medens at Slaverne, som havde veget Pladsen for Sarmaterne, vare selvstæn- dige fra Donau til Ostersoen. lovrigt danne de selv ikke eet eneste Rig?, men viste sig som særskilt beherskede Nationer. Paa denne Tid kom der fra Volgas Bredder en ny Stamme — Bolgarerne eller Volocherne, som i Aaret 487 trængte frem til Byzanz, igjennem Slavernes Lande ved Donau. Theodorik den Store, Gotliernes Konge, over- under Leo Philosophen, erholdt 700 Russere een Centenaria. Const. Porpliyr. de Cerimon. Aul. Byz. vol. II, p. .376, 3785 hvoraf Krug (Munzkuude pag. 47-54) udleder, at hvert Tertials Lonning ud- gjorde 10 Guld-Solidos.

') Slaverne, som sandsynligviis vare komne fra det sydlige Rus- land til Kiev og Novgorod, bleve ikke undertvungne af Avarerne, men erklærede (ifoige Menander Protector, Stritter, Mem. Pop. Il, p. 46, 4), at de ikke vilde betale Skat til nogen, saalænge der fandtes Sværd hos dem. ^) Nestor, Aar 862 — Skatten bestod i Sværd, eet af hvert Ildsted (Indledningen). Disse Sværd havde en Form som de tvesnidige frankiske. Krug (Miinzkunde , pag. 3) mener ,,at Sværd gaves som Tegn paa Vægring for at betale Skat." Denne Slutning forekommer mig tvivlsom. I Monachi Sangali. Gestes Caroli M. II, cap. 18, finder jeg ogsaa at Regcs Norman- norum pro sempiterna subjectionc gladios suos C'arolo dirigerent et pro devotione aurum et argcntum. ^) Procop. de B- Goth. IV, 1.

300 (JOTHKR OG VARKGK« I RIISLA.VD OG IIVZAXZ.

vandt dem i Thraeien, og fortrængte Slaverne tildeels fra deres Lande i Polen (det ostlige Gernianlen), og ifolge INestors Indlediiitig ^jigeledes fortrængte ogsaa de hvide Ugrier og Avarerne, i Heraklius's Tid (010-041), Slaverne fra Donaus Bredder til Novgorod, Kiev og Polozk."

Det er meget interessant for os, at vi, ifiJlge Anony- nius Ravennas Geographie, ogsaa i denne Periode^ finde det danske eller normanniske Folk paa mange Sfeder i det sydlige og nordlige Rusland. I det nordlige Rusland finde vi Roxolanernes Land ved selve Havet, ligeledes Sarn)aternes (Slavernes) og Suarikernes (Suarikes, Sver- rige)~; men paa den anden Side af dem, i Havet, Oen Scanza. Dette Land strakte sig hiinsides Veichselen. Det synes saaledes, at Roxolanerne dengang boede i de nu- værende Gouvernementer Novgorod og Sanct Petersborg, hvisaarsag der ogsaa siges, at Rerefrener og Sirdefener (Finner) boede nordlig for dem ^; derefter kommer de svenske Erobringer ved Liflands og Curlands Kyster, og paa den anden Side af dem, Sarmaterne eller Slaverne i det nu- værende Preussen og Pommern. Sonden for Roxolanerne antager Anonymus Ravennas Scytbo-Roger (sandsynlig- viis maa man læse Scythorosi, Scytho-Russer*), Getber

') Anonymus Ravennas, hvis geographiske Værk, paa Grund af at der liar manglet gode Manuscripter , vistnok ingenlunde kan være ganske rigtigt, skrev, antager jeg ligesaavelsom Montfaucon, i det 5te eller i det seneste i det 6te Aarlmndrede efter Cluisti Fodsel, hvilket historisk oplyses af hans geographiske Angivelser, Des- værre cre næsten alle Navne, som han anforer, skrækkelig for- vanskede. ^') Item juxta Oceanum est patria, quae dicitur Roxola- norum, Suaricum, JSauroniatum. Perquam patriam inter caetera transeunt flumina, quæ dicuntur, fluvius maximus, qui dlcitnr Vi- stula qui nimis undosus in Oceano mergitur, et lluvius qui dicitur Lutta(?). Cujus patriae post tcrgae intra Oceanum supra scripla insula Scanza invenitur. An. Rav. IV, 4. '') An. Rav. IV , 12. "•) Bogstavet s gaaer i den slaviske Dialcct let over (il ^ ; i Codicibus finde vi promiscue Variigi, Yariisi,

GOTIIER OG AAR.ERKR I RUSLAND OG HVZAAZ. 301

Og andre iihekjendte Folkeslag, og endogsaa ved det asov- ske Hav (Palus mæotisj) fiiide vi, ifolge lians Udsagn, Landet Dardania , med hvilket Navn de Danske (l)ani) allerede benævntes i den lorste Tid af Middelalderen, for at fornye den gande Benævnelse paa et Folk, som om- tales hos Homer. Dette tjener til Beviis paa, at uagtet Gothernes Udvarjdring efter Hunnernes Indfald forhleve Gotherne og Normannerne dog i det sydlige Rusland '." Patria maxinia (juae dicitur Dardania '^ er upaatvivlelig det Land, son« i Nordens Saga kaldes Magna Sueonia, hvorigjennem Donfloden flyder, og som var Odins Fædre- land og de nordiske Kongers Vugge.

Længere hen mod Vesten, ved Pontus Euxinus's syd- lige Bred, forekommer hos den samme Forfatter Navnet Malorossa, som minder om Ma^opoccia (Malorossia, Lille- Rusland), endskjiint det vel synes at Anonynjus Ravennas paa dette Sted hentyder paa en Stad af dette Navn ^

^) Item ad frontein Rhoxokinorum regionls sunt patria, id est IScylhorogorum , item patria Campi- Campanidon nec non Getho- Githoi'um, Syu-dabon, Fanag;uron, Paludis Maeotidon. Quae Maeo- tida rcgio Velsini hoc loco nominata est. Nec non juxta regionem Maeotida est patria maxima , quae dicitur Dardania. Anon. Rav. IV, 5. ^^ Anon. Rav. I. c. '} Anonymus Ravennas IV, Europa p. 772 ed. Hugo Grotius. .^Cujus Bosforaniae patriae plurimas fuisse civitates legimus, ex quibus aliquantas desi«;nare volumus, id est Ermonassa, Etebroton, Suppatos, Fritiores, Dina, Icliigin, Ermogan, Teagineni, Macliara, Tatirito, Aumon, Malarossa, Macliare, Chi- merion, Boristenida, Olbiapolis, Dori , Chersona." — Malarossa er altsaa efter denne Angivelse ikke langt fra Cimmerium (ved Kertscli) og Chcrson, og dette var den samme Stad, som de ara- biske Skribenter i det lOde og Ilte Aarhundrede betegnede under Navn af Russija, 27 Miil fra Matercha eller Tamutarclia. De Steder, som angaae dette, cre samlede af Frahn i lians Ibn-Foszlan p. 30-33. Heraf fremgaaer (p. 31) , at denne Stad ligger osten for Sudak, ikke langt fra Begyndelsen nf det asovskc Hav (som

302 GOTHRR Ofi VAR.filGRR I RIJSLA\D 00 RYZAAZ.

Chasarerne, der i det 7de Aarbundrede havde hersket ved Volgafloden, gik i Aaret 679 niere mod Vesten, undertvang TJgrerne i det sydlige Rusland og Kryni, med Undtagelse af dets sydlige Kyst, ligesaavel som Bulgarerne, og Polæ- nerne i Kiev bleve gjorte skatskyldige. Skatten bestod i tveeggede Sværd. Desaarsag siges ogsaa hos Nestor, i hvis Tid selve Chasarerne bleve undertvungne af Kiev- lanerne, de daværende Erobrere: ^^denne Skat betyder intet godt, thi disse Folkeslag ville llgesaavel gjiire os skat- skyldige, som andre Nationer '."

Nestors og Byzantinernes Efterretninger om hiin Tid ere meget uovereensstemmende med de nordiske Sagaer; thi de forstnævnte betragte Novgorod og Kiev som Sla- vernes Besiddelser, men de nordiske Sagaer kalde dog Novgorod GarSariki, udledende dette Riges Oprindelse fra Skandinavien, og sætte Kiev i noie Forbindelse med Skan- dinavien. Ikkun den ene Forudsætning, at de foregaaende skandinaviske Riger erobredes af de fra Donau fordrevne Slaver, og bleve til Republiker, hvilke siden, saaledes som Novgorod og Polozk , kom under de varægiske Fyr- sters Beskyttelse — ikkun denne ene Forudsætning gjiir det paa nogen Maade muligt at bringe de slaviske, byzan- tinske og skandinaviske Skribenters afvigende Angivelser i Overeensstemmelse med hinanden.

Edrisy kalder den store Flod. Ligeledes findes paa von Hammers Kort, der er stukket efter syv italienske Kort fra det 14de og 16de Aarhundrede (i de Avienske Annaler, Marts 1834), ikke langt fra Dnieprens Munding Isola Russa, paa den vestlige !^ide af Kiym, Varango limena (Varægernes Havn, Havbugten Segaltschuk) efter Viscontis Kort 1813j dernæst: Rossatar, og paa den ostlige Bred Soldaja (Sudak), hvorved deu gamle Stad Russija. I Udtog af .\Iy-Ben-Sald Magreby Dshagrafia, som haves i det petersborgske Academies Museum, kaldes denne Stad Russernes heromte Stad, Fræhn , p. 31.

') Nestors Fortale til lian*! Chronik.

«OT!IKR 00 VAU.r.nRR I UUSLAIMD 00 BYZAXZ. 303

Ifiilge Hervarar Saga* grundlagde allerede Odins Son Slgurlariii Holmr/ar'd eller Gardariki , d. e. Novgorod, medens at hans Hroder Skjold blev Sivjoldungernes Sfam- fader, og Yngve herskede over Ynglingerne i Sverrig. Ivar Vidfadnie (025) udryddede Ynglingernes Slægt i Sverrig og erolirede Austrriki (vort Ehstland ^). Han nedstam- mede paa modrene Side fra de skandinaviske Konger i Gar5ariki. I Danmark dræbte han sin Svigerson Rurik (Rorik), hvis Navn vi ogsaa finde i den skandinaviske Hi- storie. Ruriks Enke flygtede til Kongen i Gardarike, som giftede sig med hende, og itemles Son Harald Hildetand vendte tilhage til Danmark og Sverrig. Men da han i sin Alderdom blev blind, fik Sverrig til Behersker hans Bro- der Sigurd Ring, en Siin af Kong Randver i Gardarike ; den utaknemmelige Sigurd vilde aldeles fordrive Harald, og i denne Krig hjalp Ostroyard (INovgorod) og Kænugard (Kiev) den sidstnævnte, men Kuronerne og Ehsterne Sigurd. I det Slag, som forefaldt paa Bråvalle Hede (695) faldt Ol- dingen Harald, og Sigurd blev Konge af Danmark og Sverrig.

Efterat den mægtige' Sohelt Ragnar Lodbrok, som seirede i halvtredsindstyve Slag, var dod, gik Danmarks Magt tilgrunde, og^i Reidgothland eller Sonderjylland stif- tedes et eget Rige af Harald I, vor russiske Ruriks Stam- fader, hvilket jeg formeentligen allerede forhen har beviist. Men Gorm, Haralds Siin , foretog i Aaret 770 et Tog til Rusland og trængte frem tilBjarmien og Gberut(Novgorod?),

Ved saaledes at tage alt dette i Overveielse, saavel- soni Hunnernes Indfald i de Lande, som Slaverne og Cha- sarerne havde taget i Besiddelse, kunne vi ikke tvivle om Normannernes eller de Danskes, de Svenskes og Russer- nes uafbrudte Tilværelse ^; paa den anden Side er lige-

•) Rafns Fornaldar Sogur Nordrlanda I, p. 413. *) Heims- kringla, Yngh'nga Saga c, 45. ') Saavcl efter Romernes , Græ- kernes og Ryzantinernes Beretninger, som efter de nordiske Sagaer.

304 GOTHKR OG VARÆGRR I RrSLAND OG KYZAIVZ.

ledes tie over Donaufloden overaransne Gothers vedvarende nfiie Forbindelse med det ostronierske Rige hekjendt, og siden nied det vestromerske, som de fildeels herjede. Der- for l)or det el undre os, at der, ikke længe for det rus- siske Higes Stiftelse ved Rurik, vedvareu<le fandt Krigs- toge Sted igjennem Rusland til Byzanz, som forhen vare foretagne af Gotlierne.

I

Russernes Indfald i det byzantinske Rige.

Theophanes omtaler deres fiirste Indfald i det byzan- tinske Rige eller Russernes Kamp med Byzantinerne i Aaret 774, da de, som Stritter mener*, droge ud paa 2000 smaa Skibe (chelandiis) imod Byzantinerne og bleve overvundne af Keiser Constantin Copronymus. Her synes det at de forenede sig med Bulgarerne, imod hvilke Kei- seren ogsaa paa hiin Tid (indtil sin Dod, 770) for det meste forte Krig med Held. Det er mærkeligt, at der paa selvsamme Tid opstod Krig Imellem Karl den Store og Normannerne i Jylland ^, da den saxlske Hertug ^Vittekind (i Aaret 777) flyede til den sonderjyske Kong Siegfried; og i Aaret 782

') Stritter, Mem. Pop. ad. Dan. af Theophanes, p. 376, ei; xa 'Pouaia iiXa^Uoi d-rzixi^TfOt. Jeg kan ikke være af den samme Me- ning, nemlig at man herunder skulde forstaae (^rode Skibe", thi hvad vare disse rode Skibe for nogle? Artiklen, som staaer foran Ordet jJouCTia, beviser allerede at Talen her er om bekjeiidte Skibe. Desuden betegnede Byzantinerne aldrig de fjendtlige Skibe efter, deres Farve, og hvilke skulde de særegne Kjendetegn være? Den fiirste Vocal i Russernes Navn forandredes sandsynligviis allerede i de ældste Tider fra u til o; dette frenigaaer deraf, at Byzanti- nernes Pci; allerede hos de gamle russiske Annalister kaldtes Pycb (Rus^. Men da Adjeetivernc, som cre udledede af Natio- nernes Navne, ofte ende sig, ikke alene paa xo?, men ogsaa paa o?, saa er det cllielier her nodvendigt at forudsætte en ved Læs- ningen opkommen Forvexling. ^^ Elnhardi Annalcs; An. Laur. aJ ann. 777.

noTnr;R or. vAR-mRR i nrsLAxn oo uyzanz. 305

flirtes Krigen mellem Carl den Sfore og Normannerne allerede paa Frankrigs sydlige Kj'ster '. Isærdeicshed l)or man lægge Mærke til, at Historien, med UndtfKjelsc af Husseme, ikke kjender noget andet Folk ved samtlirje Kysfer af det sorte Hav, der har været saa ma'fjtifjt. Og dersom de omtalte Skibe ikke vare russiske, hvem tilhcirte de da? Vi kjende ikke Foigerne af denne russi- ske Expedition mod Byzantinerne; men ÅeX er sandsyn- ligt, at Kusserne droge sig tilbage, opad Donau, da den byzantinske Flaade viste sig.

Efter denne Tildragelse omtales Russerne ikke i det byzantinske Rige for Aaret 830, da, ifolge den bertinian- ske Annal, et russisk Gesandtskab vendte tilbage fra Con- stantinopel over Tydskland til Sverrig, til deres Stam- forvandte ^. Dersom vi altsaa ikke (som sædvanligt) vilde indromme disse Forbindelser mellem Russerne og Byzan- tinerne for det russiske Riges Stiftelse, saa kunde vi ikke forklare Aarsagen til dette Gesandtskab, som de tydske Annalister beskrive saaledes, at man ikke kan tvivle om Sandheden. Lader os kaste et Blik paa Byzantinernes Forhold i hiin Tid: vi finde at i det samme Aar 839 om- tales Theophlls Krig med Petschenægerne, som da viste sig, og om Anlitgget af Staden Sarkel. Desuden fordrede det byzantinske Chersons Stilling en egen Regent (Le Beau XIV, p. 520-522). Dette var tilstrækkelig Aarsag •til at Russerne maatte vende tilbage tillands, navnligen igjennem Tydskland og ei igjennem Rusland.

Nestor siger ^ (ved Aaret 852), at Begyndelsen til Benævnelsen Poccia (Rusland) benfores til Michaels (den

') Sangell Mon. Gest. Caroli II, 14; Pcrtz Mon. Germ.II, p. 7.58. '^) Annal. Bertin. ad ann. 839, og; lier finde vi i Russernes Navn ikkun s ,^Rlios". *) Hnax, A-iax, Co*. Bpew, og Scliliizer, Nestor II, p. 145. HccTopb Tmt KoncKaro , MocKBa 1821, p. H.

18«-18i.'>. -^

300 GOTHRU OG VARf:nKR I RUSLATMD OG UYZANZ,

byzantinske Keisers) Thionbestigelse ; jhi under denne Keiser kom Russerne til Constanthiopel, som der er an- tegnet i de græske Annaler." Ved dette Sted kan Ne- stdrs anden Angivelse, at Rusland ikke optog Russerne i sit Gebet forend ved Ruriks Ankomst, gjendrives; iovrigt kunde vel dette Land allerede tidligere have faaet sit Navn af Russerne. Hvorledes dette Sted bor forklares, har jeg allerede viist i min forhen citerede Artikel. Af den hellige Ansgars, iSordens Apostels, Levnet, skrevet af Rembert, erfare vi, at den sonderjydske Flaades forste Anfald, som forst truede Staden Birk i Sverrig, paafulgte i det samme Aar 852, i Slavernes Gebet, og at paa samme Tid Skan- dinaverne iidelagde der en Stad (hvilken? — er ikke anfort).

Ved nu ogsaa at tage Slaverne i selvsamme Betyd- ning som hos Nestor, see vi at det er de novgorodske Slaver, i hvis Gebet Skandinaverne dengang gjorde Ind- fald; men maaskee det ogsaa har været de polozkiske Slaver, og at en Deel af Skandinaverne gik paa den sæd- vanlige Handelsvei over Diina og Dnjepr, længere frem mod Byzanz, hvor I^Iichael III regjerede, og hv'or en An- nalist (maaskee allerede Photlus omtaler at Russerne saa- ledes viste sig. Denne Skribent siger dog, at man da forste Gang traf paa Benævnelsen det russiske Land, men ikke det russiske Folk. I det samme Aar kjiibte Ansgar allerede slaviske Born, for at undervise dem i Christen- dommen og for, ved Hjelp af dem, at udbrede den i hele Rusland.

Disse Normanner (thi Nortmanni er det særegne Navn paa disse heldige og tappre Sonderjyder) hævede Skat i alle de Riger, hvor de kom frem, saavel i det nordlige Tydskland som i Holland, i England og i Frankrig; fra denne Tid af forekonune de ogsaa hos Nestor (8.59) indkræ- vende Skat af Tschnder, Slaver, Merer, Vesser og Krl- vitscher. Folgeiig udgjorde disse Nationers Lande det samme som Nestor (i Aaret 852) kalder det russiske Land.

GOTHER OG VARflGER I RUSLAND OG BJfZA\Z. 307

Men dette var endnu ikke det russiske Rige eller Stor- fyrstendiinimet, hvilket forst da grundlagdes, dengang Ru- rik , der indtil denne Tid havde hersket i Jylland , det vestlige Tydskland og Holland, efter den forud besluttede Forjagelse af Varægerne i Aaret 8G2, gik over Havet med sine Brtidre Sineus og Truvor, og nedsatte sig i Ladoga, siden i selve Novgorod, hvor han ogsaa fornyede de gamle Skandinavers Regjering.

Saaledes see vi, at for den virkelige Stiftelse* af det russiske Rige i Novgorod, og siden i Kiev, stod det til- deels i venskabelig Handelsforbindelse, og tildeels i fjendt- ligt Forhold til det byzantinske Rige, og at endnu de stamforvandte Gother befandt sig ved de sydlige Kyster af Rusland ved det sorte og asovske Hav, uagtet Chasa- rerne og Avarerne underkastede sig hele det sydlige Rus- land^ med Undtagelse af Kryms sydlige Kyst, som By- zantinerne og de frie Gother ^ dog beholdt.

De slaviske Folkeslag, som i Slutningen af det 8de Aarhundrede gik fra Saalefloden til hiinsides Novgorod eller det gamle skandinaviske Gardarike, synes, i det 7de og 8de, ligesaavelsom i den forste Halvdeel af det Ode Aarhundrede, at have haft Overhaand over de skandina-

^) Krug har allerede (Munzkunde Ruslands, p. 38) meget rig- tig bemærket, at Nestors Angivelse: ,,i Aaret 859 kom Russerne fra den anden Side af Havet og gjorde Tschuderne og Slaverne skatskyldige" beviser ikke, at Russerne ei tidligere skulde Iiave foretaget lignende Indfiild. '*) I Slutningen af det 8de og Begyn- delsen af det 9dc Aarhundrede vedligeholdt Avarerne, trængte af Carl den Store fra Vesten indtil Theis, deres Herredomme mod Osten til Bugfloden. Paa den anden Side af dem begyndte Chas- sarernes Land, som strakte sig nordpaa fra Okafloden, grændsede til de finske Folkeslag og indesluttede ligeledes Kiev. *} Dette var Gothi Tetraxitae, i den Deel af Krym, som kaldtes Doros; og Byzantlnernes Herredomme strakte sig fra Cherson, langs Ky- sten, til Bosphorus.

20*

308 r.uTHRR on tarju.fr i rtsland or rvzanz.

viske og gothiske Regenter; dette finder endogsaa Sted i selve "Novgorod, hvor Nestor kalder de virkelifje Slaver, Beboere, der, da de Ingen Hersker havde som de (ivrige Slaver, lode sig beherske aristokratisk. Endnu niere mod jNord, i de nuværende russisk-ostersiiiske Provindser, laae dengang Tschudernes Lande, der stodte til de sondre Grændser af det forrige skandina visk-svenske Gebet, som strakte sig, ei alene over Finland og Bjarmien, men ogsaa langs Kysterne af Tschudernes Lande.

Hvad var Aarsagen til denne Omvexling i de ustlige Egne? Mon Slaverne bleve saa krigerske, at de kunde reise sig mod deres forhenværende Herskere? Eller maa- skee ydre Omstændigheder vare Aarsag til at Skandina- vernes Herredomme over de slaviske Folkeslag i Osten svækkedes. Jeg antager det sidste; og Skandinavernes ringe Indflydelse paa hele Orienten, folgelig ogsaa paa Byzanz, ligefra Begyndelsen til mere end Halvdelen af det Ode Aarhurulrede, tilskriver jeg den Omstændighed, at Skandinaverne, efter ('arl den Stores Dod, mest rettede deres Kræfter mod Frankrig og England, indtil Rurik atter vendte dem mod Osten.

De vigtigste Resultater af denne Undersiigelse ville være ftilgende:

EFTER CHRLSTl FODSEL.

150-170. Phiraesi, Varaesi , som en særskilt Stamme, der Iiar

boet i det ijstliie ^verrig, vare allerede i Ptolomæi Tid Le-

kjendte hos Grækerne, endogsaa i Egypten. 215. Donauflodens Munding danner Grændsen for Gothernes Land.

Caracalla fCrcr Krig med Gotliernc. 234. Gotherne optages under Navn af Fæderati, <Poi.5£paTOi., (eller

Varaesi) i romersk Militairtjeneste af Maximinus Thracie-

len, som selv var en Gotiicr. Deres Klædedragt og Vaaben

ere skandinaviske. 248. Under Philip Araberen g;;i;re Fæderati eller Varaesi Opror,

fordi deres Lonning udel/Iev.

P.OTHtlR OG VARÆGlia I KH.SI.AM) OG IJVZ.\i>Z. oOO

283, Keiser Cariiius indforei* ved dc( byzantinske Hof, til Ære for dem, de gothiske eller sarinatiskc Fester. De lykiiiiske Keiseren i forvirrede Sitngc, som ogsiva tildeels ere I deres Fædreiiceiprog.

311. Hiirik anforer Maxentiu.-.'j5 Har, som bestaaer af fremmede Tropper, og som bliver slagen ved Verona. En anden rus- sisk Fyrste, Parakoimomenes, lindes ved det ostromerske Hof.

325. Gotherne, i det sydlige Uuslaud, drage ud paa 2000 Skibe og 320,li00 Mand stærke, luerje det ostromerske Keiserdomme, Lilleasien og alle (")er indtil llhodus. Biskop Audeus gaaer over til Gotherne og udbreder Christendommen iblandt dem. Ifoige Abulfaradsha antage Russerne (Rlios) allerede den christelige Religion under Constantin den Store.

350. Hermanricii, Konge over Gotherne ved Donau, erobrede hele det nordlige Rusland indtil (istersoen og Preussen. Rlandt de undertvungne Folkeslag henhore Rocae (sandsynligviirf Russerne i Novgorod), Kurcrne, Tschudcrne , Anterne, Sla- verne ; de sidstnævnte ved ()stersocn i Pi-eussen.

370. Ulpliilas, Wulfila, gothisk Biskop, udbredte endydermere Chri- steudommen iblandt dem, opfinder den gothiske Skrift og oversætter Biblen for dem.

37G. Hermanrich overvindes af de indtrængte Hunner, og det go- thiske Rige oploses. Kiev synes , under Navnet Chunigard, Ølunnorum clvitas), at blive Hunnernes fornemste Stad. Mere end en Million Vestgother gaae over paa hiin Side af Donau, og træde atter, som Varager elier Fæderati , i Forbindelse med den byzantinske Keiser Valens; de anvises Bolig i Thra- cien; de erholde Lonning og Levnetsmidler. Vestgotherne forblive uniler Hunnernes Herredomme paa den anden Side af Donau. Ikkun Gothi Tetratitae, paa Krym, forblive frie.

37\). Gotherne i Tliracien, under Valens, erholde ikke deres Liju- ning. De gjore Opror under Anforsel af Fridigern, og Va- lens mister Livet i et Slag mod dem.

379-395. Theodocius bringer dem til Lydighed, og de danne igjen Grændsevagten mod Hunnerne paa den anden Side af Donau.

151. Efter Attillas Fald blive selvstændige: Slaverne vest for OstersiJen til Donau, Bahjarerne mod Osten fra Dnjepr til den anden Side af Volga: de iinske Stammer: Uf/rcrna og

olO COTHER OG VAREGER I RUSLAND OG RTZANZ.

Eksterne mod Nord; men Gothcrnes og Varægcrnes Herre- domme strækker sig kun langs Kysterne af r)stersoen. Ikkun Cotherne af den oprindelige stamme forblive i Krym, som Venner af Byzantinerne, hvilke den sydlige Kyst tilhorer.

487. Bulgarerne eller Volocherne trænge igjenncm !!<!avernes Lande ved Donau, blive overvundne (481) i Thracien af Theo- dorik den Store, Gothernes Konge, og mange (Slaver blive fortrængte fra deres Boliger i Polen.

G10-G41. De hvide Ugrer og Avarer bemægtige sig (i fijlge Nestor, i Fortalen) under Heraklius, Slavernes Lande ved Donau. Fra denne Tid af udbrede Slaverne sig endnu mere mod Nord. Slaver i Novgorod, Polæner i Kiev, Krivitscher. i Polozk, Smo- lensk og I Norden,

500-600. I denne Tid (ifolge Anon. Rav.) findes endnu i det nord- lige Rusland og ved ()stersoen Roxolaner, Suarices (Sueariki, svenske Erobringer i Lifland) og Sarmater (eller Slaver). I det indre Rusland Srythorogi (Scythorussi) og mod Sonden, ved det asovske Hav, Dardaner (Danske), hvor tilforn Magna Suionia, Odins Hjemstavn, var; paa Kryms sydlige Kyst, fandtes Staden Malorossa , som Araberne kaldte Russija. lovHgt er det maaskee af Feiltagelse, at dette kaldes en Stad, istedenfor den bekjcndte Deel af Rusland,

Chasarcrne, som herskede ved Volga i Begyndelsen af det 7de Aarhundredc , trænge længere frem mod Vesten , undertvinge U|w?ern og Krym , med Undtagelse af dets syd- lige Kyst ) Bulgarerne gjore ogsaa Polænerne i Kiev skat- skyldige. Ikkun Gothi Tetraxitae i Krym og de romerske Stæder, som ligge ved selve Kysten, forblive uafhængige.

G95. Harald Hildetand vender tilbage fra Gardarikc (Novgorod), overvinder de ved Kysterne herskende F'yrster, og tvinger dem til at drive Soriiveii, Paa denne Tid forener Sigurd Ring ogsaa Kurenerne med Ehstcrne og Harald, Chunigard (Kiev) med Novgorod.

770. Gorm, fra Sonderjylland, Stamfader til Ruriks Slægt, fore- tager et Tog mod Bjarmien og Glierut (Novgorod ?).

771. Russerne (ifijlgc Theophancs) forene sig med Bulgarerne, og; foretage, paa 2000 Skibe, et Indfald i det byzantinske Rige. Constantin Copronynius overvinder dem.

nOTHKR OG VAR.KCER I RUSLAKD OG BYZANZ. 311

782. Skandinaverne gjiire allerede fra Subsiden Indfald i det syd- lige Frankrig, b.ii). Et ruasisk Gesandtskab . som liar fiirt Underliandlins,er i Bjzanz, vender, for den udbredte Krigs Skyld mellem Byzan- tinerne og Pctsclienægcrne , ikke tilbage ad den bekjendte Vei , nemlig ad Dnjepr og Duna, men igjenncm Tydskland, og siger om sig selv, at det er ex gente Sueonum.

852. jVormanncrne, fra Sijnderjyiland , foretage under Anforscl af Rurik, et Tog imod Staden Birk, som ligger i Sverrig ved Roslagens Kyst , og derfra til fines Slavorum (i Rusland) og fra denne Tid af bliver Navnet .^Poccifl" (Rusland) be- lijendt hos Byzantinerne, til hvilke ogsaa Kusserne komme ^. Ansgarius kjobcr i Scandinavicn slaviske Bum og opdrager dem til Udbredelse af Christendommen.

859. Slaverne (Novgorod), Tschuderne, Mererne, Krivitscherne og Vesserne betale Skat til Varægerne.

862. Varægerne blive fordievne; nscn for indvortes Tvedragts Skjld, blive Varægo-Russerne atter indkaldte under Anforsel af Rurik, Sineus og Truvor, og danne af Russernes Land det russiske Rige -.

Naar vi tage alle lignende Samkvem i Oveiveielse, som Iiave fundet Sted over Rusland mellem Varægo-Russerne og Byzantinerne, og fremdeles den Kraft, som dette Folk lagde for Dagen i andre^ langt mægtigere eller mere under- trykkede, Riger end de daværende Slavers Land, saa bli- ver alt det os klart, som hidfil syntes forunderligt i Hen- seende til Stiftelsen af Ruriks nu saa mægtige Rige, og vi ville finde Spiren til saa kraftige Stammers Oprindelse.

') HecTopi. H3A. TnMKOBCKaroj Mock. 182 i. p. 11 (Nestor, ud- givet af Timkovski. 3Ioskva 1824, p. II). ^^ Det sidstnævnte omtaler jeg nærmere i min tidligere Artikel: Om Ruriks Herkomst, som er indfijrt i Underviisnings-Minlsteriets Journal, T. IX, p. 13.

312

BEMÆRKNINGER OM NOGLE SPÆNDER FRA HEDENOLDS SIDSTE PERIODE.

(^ Jævnfor Afbildningerne Tab. I-III.)

Al'' <le Smykker, der ere os opbevarefle fra Dan- maiks Oldtid, er den forholdsmæssig storste Deel Spæn- der eller Fibulaer af Bronce, der paa eengang Iiave tjent som Sammenliæftningsmiddel af Klædebonnet og tillige som en Prydelse. De haves fra de simpleste og raaeste Former til de mest fuldendte, der end ikke vilde være den nyere Tid uværdige, men de forskjellige Forhold, hvorunder de ere fundne, henvise dem ogsaa til aldeles forskjellige Perioder. Broncen, der var en Blanding af det forst bekjendte Meta! Kobberet og Tin eller Zink, havde et skinnende blankt Udseende, der lignede Guldets, og var derfor netop anvendeligt som Smykke, hvorfor man ogsaa længe har vedblevet at bruge det, efterat Jernet havde fortrængt det fra Brugen til Vaaben og andre skarpe eller spidse Redskaber. Men skjondt Metallet eller Metalblan- dingen var den samme, hiev dog Formen og i Særdeles- hed Forziringerne meget forandrede. Den ældre Fibula bestod af en Bciile, hvis ene Ende gik ud i en aaben Krog, hvori Naalen indlagdes, der som oftest kun er en lige Fortsættelse af Bollens anden spiralformig opvundne Ende; denne Form var saa naturlig og hensigtsmæssig, at den til alle Tider har bevaret sig, og lindes endnu i vore Dage; men Pragtlj^sten gjorde efterbaanden en stiJrre og storre synlig Overflade niidvendig, og saaledes fremkom de storre runde, ovnle, klooerhladforincdc og fiirkantede Spænder af Bronce, Solv og Guld, der tilsidst ei engang tjente til at sammenhæfte Klæderne, men kun som Prydelse. En saadan Anvendelse af store Metalplader paa Brystet har endnu tildeels vedligeholdt sig hlandt Almuen paa

»P.KNDKR KRA NOKOKiNS HKDKXOLI). 313

Island, Færoerne og i mange Egne af Norge, Sverrig og Danmark, hvor Bruden jiaa sin Iiryllii[tsdag sniykki's paa denne jMaade.

Man har fremdeles allerede længe henvendt Opnjærk- somheden paa de forskjellige Zirater, der findes anhragte paa Gjenstande fra Oldtiden, for ved Hjælp heraf mulig at kunne bestemme, hvad der omtrent maa være samtidigt, eller fra en ældre eller yngre Periode; og da denne Be- tragtningsmaade allerede har baaret Frugter og synes at love endnu storre, have vi, for at Læseren kan sætte sig ind i disse Sammenstillingsforsog, her ladet afbilde sex omtrent samtidige Spænder eller Brystplader, der maa til- hore Overgangsperioden fia Hedenskabet til Christendom- men i Norden. Vel hore de altsaa til de yngste Old- sar/er fra Hedenold, men netop den retrograde Fremgangs- maade at g;iae fra de yngre tilbage til de ældre, vil vist- nok altid vise sig sikrest i Bestenuuelsen af Oldsagers Tidsalder, i det mindste sikrere end fra den ældste fabel- agtige Tid ved CoDJecturer at ville bane sig Vei til den yngre historiske. At de her afbildede Spænder tilhOre Overgangsperioden eller Hedenskabets sidste Periode i Norden slutte vi navnlig af fijlgende Grunde: at Brouce- spænderne ei kunne tilhore Broncealderen, hvor Jernets Brug endnu ikke var kjendt, sees alene deraf, at Tornen paa disse altid har været af Jern, hvorfor den ogsaa er bortrustet, njen at deres Forarbeidelse maa ligge nær ved den christelige Tid bliver oiensynligt ved at man net(»[» linder de samme Zirater som paa disse anbragte paa de ældste bekjendte christelige Bygninger, Dobefonte, Capi- tæler o. s. v. Dog, det bedste og uomstodeligste Boviis for Broncespændernes Tidsalder er at hine meget hyppig findes i hedenske Gravhole faa Island', de vare altsaa hedenske, og kun kort for Hedenskabets Ophor blev Is- land bebygget. Andre ikke mindre belydende Grunde

314 SP.KiVDKR FRA NORDKi\S HEOHNOLD.

kunne anfores for de Stykker, der ere fundne i Forbin- delse med andre Gjenstande eller Mynter, der angive en Iiestenit Periode, og hvor saadant er os bekjendt, ville vi anfore det ved det paagjeldende Stykke, idet vi nu gaae over til at betragte hvert for sig.

De to Guldspænder, som findes afbildede Tab. I, Fig. 1 og 2, ere sikkert fra Hedenskal)eis sidste Periode. Det ene (Fig. I) er fundet i Begyndelsen af dette Aarhundrede ved Kollund By, Bau Sogn, Flensborg Amt. Det er 3 Tom. i Diameter, veier 3 Lod 2 Ovintin og bestaaer egentlig af 2 Guldpla- der, af hvilke den overste er opdreven i I\Iidten og for- iJvrigt prydet med drevne og paalagte Zirater, alt meget smagfuldt og regelmæssigt. 1 Centrum er en opstaaende Guldknop, som er omgivet med 4 Rosetter af paaloddet snoet Guldtraad; rundt om ere paaloddede Guldkorn an- bragte og i den yderste Kreds findes 4 opstaaende Guld- knoppe. Det andet Spænde (Fig. 2), som fandtes tillige- med et lignende af Solv af 4 T.'s Diameter, i Aaret 1707 ved Frederiksborg, veier tre Lod og er 3 T. i Diameter. Det har meget tilfælleds med det foregaaende. I den mid- terste Runding har været indsat en Steen, endnu ligge deri nogle uslebne, iluslagne Stykker Chalcedon; den in- dre Plade er paa Bagsiden glat, og derpaa er paaloddet et Charnier til en bortrustet Torn, en Osken os en Bulle- hvori Naalen lagdes ind. Den ovenfor fremsatte For- mening om disse to Spænders Alder vinder Bekræftelse, naar man bemærker deres store Overeensstemmelse i Form, Forarheidelse og Zirater mod flere SiJlvspænder, som ere fundne i Forbindelse med IMynter. Vaalse-Fundet, som er beskrevet i Annalerne for 1842-1843 (S. 22-141), inde- holder flere Fragmenter af runde Spænder (Tab. II, Fig. 9- 13; jfr. S. 28-29), bestaaende af Siilvplader med paalagt flettet Arbeide i Slange- og Drage-Snoninger, og tildeels af Rosetter og Solvkorn, overeensstenjmendc med dem.

SP.KNDRR KRA JNOttDKMS HKDKi>OMI. 315

der sees i den indre Kreds paa det her omtalte Fig. 1 forestillede Guldspænde. Vaalso-Fimdots Sager kunne lien- fores fil Slutningen af det lOde Aarliundrede , eftersom dette Funds yngste Mynt er fra Aaret 1)72. Da Guld- spænderne imidlerlid ere forfærdigede med megen Smag og i Henseende til Arbeide, der overgaaer det senere af samme Art, endog ere at ansee som Prototyper, liiir de rimeligviis ansees for at være fra en noget ældre Tid, og kunne vel med Rimelighed henfores til det 9de eller maaskee endog til det 8de Aarhundrede.

Det store ovale Spænde eller Plade (Tab. Il, Fig. 3) er af Bronze og hoist rimeligt en af de capsulæ af Metal, som Fruentimmerne bandt paa Brysterne ifolge en gammel arabisk Beretning'; hvad der gjor dette htiist sandsynligt er, at man altid finder to og to af dette Slags sammen. Det tilsvarende til dette Stykke haves ikke i vort Museum, men da Prof. Schroder i Upsala eier 1 sin Samling et aldeles tilsvarende, som er fundet i Småland i Sverrig, og man ikke veed, hvor det her omtalte er fundet, er det muligt, at disse to ere fundne samlede. Med Hensyn til Bestem- melsen af dette Spændes Tidsalder maa her tilfoies, at meget lignende ere paa Island fundne sammen med cufiske Mynter fra det lOde Aarhundrede. Hele den overste Deel, hvortil Figurerne hore , er udarbeidet for sig selv og med jNi(ter befæstet til den indre Flade , der blank bar skinnet igjennem mellem Dyrehovederne, og da man paa disse ovale Brystplader ogsaa sædvanlig finder den yderste Rand pletteret med en tynd paalagt Solvplade, maae de i hine Dage have seet meget prægtige ud.

') Rasmussen : De orientis coniir.ercio cum Russia et Scandi- navia medio ævo p. 33, Talen er vel paa dette Sted om Russer, men da de siges at være ^^blonde", kunne de ikke være af slavisk Herkomst, men det maa snarere forstaaes om de egentlige Russer eller Varæger, Folk af nordisk Herkomst, der boede i Rusland.

'»Il«

16 iSl'.KMJKK KUA .\OUDKi\S HKUKi\OLD.

Det kloverbladforniedc Bronce-Spænde (Tab. III, Fig. 5) har ligesom det foregaaende Dyrehoveder, der tydelig sees ved de Indadgaaende Spidser, desuden de sammenslyngede Dyreheen eller Arme, der ligesom de ovrige her anbragte Arabesker tilhore samme Periode. Ocsaa dette Sla^s Spænder har man i Island fundet sammen med culiske Mynter Ira det I Ode Aarhundrede, og Overeensstemmelseii mellem hele Forarbeidelsen af dem og de foregaaende ty- der hen paa , at de kun ere forskjelllge samtidige Former til samme Brug. Overfladen er ligeledes her kun med Nitter befæstet til Underlaget.

Af en ganske anden Art end de forhen omtalte har det med dem samtidige Solvspænde været, hvis ene endnu opbevarede Ilalvdeel er afbildet Tab. II, Fig. 0. Dette har nemlig virkelig tjent til at sammenholde Kappen eller Klædebonnet, og at den midterste Boile, hvorpaa det store Hoved er anbragt, er halvrund fremstaaende, lader formode, at Kappens Flig eller Fold paa dette Sted er stukken ind. Det er kunstig forarbeidet med dybt graverede Zirater og forgyldt. De Dragehoveder, mellem hvis opspilede Gab det mindre RIenrieskeboved er anbragt paa Yderkanten af Endestykket, ere ganske som de, der findes paa Guld- hracteaterne fra Hedenskabets sidste Periode , og dette halve Spænde er end ydermere fundet sammen med en saa- dan Bracteat, der ogsaa opbevares i Museet, ved at grave en Groft i en Eng ved Galsted i det Slesvigske.

Endelig koujme vi til at omtale det Tab. II, Fig. 4 a afbildede Spænde, der i Forarbeidning er det kunstigste af dem alle og ligesom det foregaaende virkelig har tjent som Sanmienheftningsmiddel. Det er af Sulv med dybt graverede og forgyldte Zirater, desuden ere i den yderste Rand Zirater (<X>) indlagte af Bly, som vistnok er blan- det med Svovl, en Art JNiello, lig det man finder paa vore

sp.*;\Disi; FRA \oui)Kr\« ui;i>K\or,i». Ml

seneste Arhoider. Ogsaa paa Ringens Kant ere (lyl)t intl- graverede Ziiater, hvorfor vi have ladet afhilde en Profil af denne Tah. IH, Fig. 4 h. Den runde Deel af Spændet, paa hvilken Hagerne sidde fast, l)cstaaer, forndon den overste afhildede tykke Plade med Ziraterne, ogsaa af en tynd glat Plade, der fastholdes til den fiverstc ved de fire Kitter, som sees ovenpaa paa Enderne af Korset i Ro- setten; og af det mellem disse to Plader nu aahne Rum sees tydeligt, at en Rem eller et Belte har været stukket ind her, og ved de samme fire Nitter er bleven fastgjort til Spændet. Det andet Stykke eller den aabne Ring, over hvilken Hagerrie falde, har endnu Spor af en her anbragt Torn, der har fastholdt det gjennem Ringen stukne Beltes anden Ende.

UDSIGT OVER URNER, GRAVKAR OG JORD-

FUNDNE KAR FRA NORDENS HEDENOLD. Paa Oldsag-Committrrns Vegne ved J. B. Sortrrup.

(Jævnfiir Afbildningerne Tab. IV-XII.)

I det forste Bind af Nordisk Tidsskrift for Oldkyn- dlghed findes en Afhandling af Selskabets Oldsag -Com- iiiittee, der er ledsaget med mange Afbildninger og giver en Oversigt over de forskjellige Arter og Former af Steen- oldsager, som ere fundne i Norden. Den udgaves i den Hensigt, derved om muligt at forberede en mere bestemt Classification og Nomenclatur af Steensagerne, og det er Oldsag- Comniitteens alt dengang udtalte Onske ved lig- nende Oversigter, og navnlig ved omfattende Suiter af Afbildninger , der altid blive tydeligere end alle Beskri- velser, og hvortil man med Bestemthed kan henvise, at olfentliggjore de enkelte Classer af de i Norden fundne

318 K\a KRA \()K1»K\S HEDKiXOLD.

Oldsager med specielt Hensyn til Samlingen i Kjobenhavn; tiii hvor ufuldkomment end dette Arbeide ved nogle Af- delinger nodvendigt maa blive, vil dog derved vindes , at Afbildningerne blive tilgjængelige for alle Oldtidsstudiets Venner, og at der efterbaanden vil opstaae en almindeli- gere antagen Inddelelsesmaade og Benævnelse for de for- skjellige Gjenstande og Former.

Som en Fortsættelse slutter nærværende Afhandlinjr sig til hiin Oversigt over Steensagerne ; men hvad der giver hiin en stiirre Betydning, end denne kan faae, er den bestemtere Classification, der blev mulig ved den ty- deligt frenjtrædende Forskjellighed i Form og Anvendelse, som aldeles mangler ved Leerkarrene. At classificere dem efter deres Anvendelse er endnu umuligt; det storre Antal af dem, vi finde, har vel været anvendt tilOpbevarelse af de brændte Been af de Afdiide , Urner, men mange af aldeles de samme Former findes hensatte i Grave ved ubrændte Lig, Gravkar^ og medens nogle af disse igjen have Spor af at have indeholdt noget, maaskee Fodemidler, have andre derimod som det synes været hensatte tomme i Gravene. Andre Kar ere fundne i Moser eller paa fri Mark, d. v. s. ikke i Gravhiiie , og disse, jordfandne Kar, have de samme Former som Gravkarrene og Urnerne. Man veed altsaa, at de have været forskjellhjt anvendte, men iflæng, uden at en særegen Form sikkert kan bestemme det en- kelte Kars Anvendelse. — En anden Inddelingsgrund var det naturligt at soge i Tidsalderen, som de tilhore, men ogsaa her miide endnu uoverstigelige Vanskeligheder. Det er ei med Karrene som med de (ivrige Oldsager, der dog mere eller mindre bestemt tilhore en vis Pe- riode i Oldtiden, de tilhore den hele Oldtid, de findes i Mængde i de steensatte Gravkamre, hvor man foruden dem kun finder Steenredskaber hos de ubrændte Lig, de findes gennem hele Broncealderen og fra Hedenskabets

KAR h'll\ ,\ORnKS(S HKOHXOLn. oVJ

sidste Periode, uden at det endnu er nuiligt at paavise nogen væsentlig chaiakteiistisk Forskjelliglied enten i den anvendte JMaterie eller i Forarbeidelsen mellem manne af de under de forskjeliigste Forhold fundne. Som et Be- viis herfor kan anfores, at man i .Aaret 1830 her i Sjæl- land ved Landsbyen Valdby i Nærheden af lloeskilde fandt et Kar af brændt Leer, som indeholdt Mynter fra Kong Knud den Store og hans Sun llardeknud, og som altsaa bestemt var i det nnndste fra ^Jidten af det Ilte Aar- hundrede, og dette Kar var saa raat og ufuldkomment i Materie, Form og Forarbeidelse, at man sikkert, hvis det var fundet under Forhold, der ikke oplyste dets Alder, vilde have anseet det for meget ældre , uden Tvivl for henhorende til Croncealderen.

Da denne Usikkerhed med Hensyn til Tidsbestem- melsen er meget hyppig især ved Karrene af Leer, der ere de almindeligste, vilde en Classification efter Tidsalderen ntidvendigt blive vaklende og kunde let blive urigtig og vildledende, og vi maae derfor indskrænke os til kun at fremsætte de enkelte Iagttagelser, man endnu har gjort over Leerkarrenes forskjellige Forarbeidelse og Udziring i de forskjellige Tidsaidere, og haabe, at disse enkelte Paa- viisninger ved en mere almindelig Opmærksondied ville* blive forogede med flere, der da efterhaanden kunne grund- lægge en bestemt clironologisk Classitication, som ikke synes at ville blive unudig, ihvorvel den endnu er det.

Vi indskrænke os derfor her til at inddele Oldtidens Kar, over hvilke vi ville give en Oversigt, efter det Materiale, hvoraf de ere forfærdigede og saaledes frem- træder nærværende Afhandling som en Oversigt over : 1, Uri\er og CJravkar af Lkkr, 2, Urixer og jord- FUNDNR Kar AP Stern, 3, Gravkar og jordfundnb Kar af Metal, 4, Gravkar og jordfundne Kar af Glas og 5, Gravkar og jordfuadne Kar af Træ.

^10 KAR FKA \ORDK\S HMDRXOI-D.

Untler disse Hovedclasser ville vi soge som Under- afdelinger at saninienstille de indbyrdes nærmest beslæg- tede Former, men ogsaa dette liar det været umuligt at opnaae tilfredsstillende især ved Leerkarrene. Ved disse gaaer nemlig den ene Form over i den anden, desuden gjtir Storreisen Forskjelligheden mellem nogle langt stiirre end den synes ved Afbildningerne, hvilke nian ikke deels for Rummets deels for Tydelighedens Skyld har kunnet give i samme Maalestok, og endelig har Uregelmæssig- heden og Unoiagtigheden i Formerne medfiirt saa store Vanskeligheder , at vor Classification nodvendigt maa hlive meget ufuldkommen og kun kau l)etragtes som et fors te Forsug.

1. URXER OG GRAVKAR AF LEER (Fig. 1-78).

Den sturre Deel af disse troe vi at turde antage for at have været Urner, bestemte til Opbevarelsen af de Afdii- des brændte Been. Ved Forbrændingen af Ligene bleve disse ikke fuldkomment brændte til Aske, Benene bleve kuD halvt fortærede i en calcineret Tilstand , de bliidere Dele af Legemet derimod bleve deels heelt fortærede, deels gik de over til en muldagtig Aske. Denne morke Aske maatte vel ikke blandes med Asken af Brændet eller selve Baa- let , men de gamle Nordboer have neppe vidst noget Middel til at undgaae dette, da de ikke, som sydlige Lan- des Beboere, have kjendt Asbesttdier, hvoraf man aldrig har fundet det ringeste Spor. Da det altsaa har været dem umuligt fuldkomment at skille Asken af Liget og af Træet, have de uden Tvivl alene opsamlet og nedlagt de calcinerede og ved Heden sondersprængte Been i en Urne, og vi kjende i Norden intet sikkert Exempel paa, at en Urne har indeholdt Aske, altsaa heller ikke at, naar en Grav indeholder flere Urner, da de storre af disse kun indeholde de calcinerede Been, og de mindre alene Aske, hvilket man ofte skal have fundet i Nordtvdskland, Med

KAR FRA \ORDK,\S HRDEXOLI). 321

den storste Oiuhii har ni;iri bestræbt sig for at tilhikke Urnernes Aabnirig, for at ei Levningerne af den ACdodes Been skulde berores eller forst\rrcs i deres Fred ved Noget udenfra. Ofte findes de derfor hensatte omvendte, saa at hele Urnen som et Laag elier Dæksel indesluttede og dækkede de brændte Been, hvilke man da rimeligt har opsamlet i en Dynge paa selve Forbnendingsstedet. IVIan maa i det Hele ansee det for det Almindeligste, at selve Bcgravel- sesstedet ogsaa har været Forbrændingsstedet, hvorfor man oftere ved Gravhoie fra den egentlige Brætidalder (Bronce- alderen) har fundet et Slags Beviis deri, at et Lag af for- brændte Kul ligger paa Bunden af Hoien lige med den omgivende Jord. Hvor Urnen, som hyppigst er Tilfæl- det, findes hensat paa sin Bund, findes i den som oftest ovenpaa de brændte Been et Lag Sand, forskjelligt fra det Gruus, der findes i Gravhoien, altsaa med Flid nedlagt i Urnen; ofte har det nederste Lag af dette Sand, som jo faldt ned mellem Beenstykkerne, blandet sig med Par- tikler, som have liisnet sig fra disse og i Forbindelse med dem antaget Udseende af en mrirk , nuildagtig Aske, og denne har man da sædvanlig antaget for Asken af det brændte Lig, hvilket vi — efter hvad der ovenfor er anfcirt — ikke kunne antage for rigtigt. Dette Sandlag ligger under- tiden saa fast over de brændte Been , at det lader for- mode, at man ved Urnens Nedsættelse har heldet noget Flydende paa det. Over dette Sand kommer dernæst det egentlige Urxklaag eller Dækkk, der oprindelig vistnok aldrig har manglet paa nogen egentlig Urne, men som ofte ved Udgravninger stodes af og da enten findes ved Siden af Urnen eller bliver sonderbrudt; muligt er det, at man ogsaa har benyttet Laag af Træ eller en lettere brændt eller blot soltiirret Leermasse, som da ikke har kunnet modstaae Tidens og Fugtighedens Paavirkning og derfor er heelt eller tildeels oplost og faldet ned i Urnen selv. 1844-1845. 21

322 KAR FRA NORftRNS HKORAiOLD.

Man har oftere fundet saadanne Leerstumper oveni Urner, som man har niaattet antage for Roster af et Laag, og selv hvor man slet intet Spor af Laag har fundet, maa man dog antage, at der har været et, paa Grund af den Omhu. hvormed man i Reglen har sligt at tild.Tkke Li- gets Levninger (sammenlign nedenfor S. 321).

Laagkt har paa en meget stor Mængde Urner kun Itestaaet i en flad Steen, som lagdes over Aahniiigen, og denne Steen har da meget ofte i Tidens Længde knust den af Fugtighed gjennomtrukne Urne. Mindre farligt for Urnens Conservation var derfor et andet lignende, m.en langt lettere Slags Laag," nemlig e?i Skive af brændt Tjcer , der nedlagdes oveni eller ovenpaa Urnen; det er dette Slags Laag, der navnlig findes saa ofte paa tydske Urner, og som der sædvanlig ere zirede med Punkter, indstukne med en Pind i den vaade Leermasse , hvorved de faae en stor Lighed med det Hvedebrod, vi kalde Kix (Cakes) ('ofr. Fig. 77). Af denne Form har man vistnok offe anvendt de Laag , der vare af en ntindre varig Materie, f. Ex. af Træ eller af en mindre fast brændt Leermasse end selve Urnen, og heri kan maaskee Grunden siisios til, at man hos os forholdsviis kun sjeldent finder dette sinjple Dækkemiddol. Et tredie Slass Laag, som fore- kommer almindeligst hos os, er en Skaal, meer eller niin- dre fiad, hvormed man dækkede Urnens Munding (Fig. 30, 51). Fra disse var der en naturlig og let Overgang til et fjerde Slags , son» vi ville kalde de overfahede (ofr. Fig. 2), da de nemlig ere Skaale med en Overrand , der som en overfaldende Fals er niiie afpasset elter Kar- rets Munding, hvorom den slutter som et Æskelaag. I Modsætning til disse ville vi kalde det femte Slasrs de indfalsede', de have en noiagtig tilpasset Fals, der gaaer ned i Karret, medens Laagets Overrand ligger ud over dets Sider (Fig. 50). Det sjette Slags Laag, som vi her

KAR FKA AOttDKiVS HKDUNOLD. 323

maae nævne, ere endelig de, der baade ere overfalsede orf indfalscde, eller som baade have en Fals, der gaaer ned i Karret, og en aiidcn, der falder udenom dette (Fig. 3): disse ere vel mindre almindelige end de andre, men de ere dog langtfra sjeldne. De tindes forneninnIig fra Steenalderen, og næsten uden Undtagelse paa de til at hænge bestemte Kar, og de eie da , ligesom de Kar , til hvilke de huic, g^jennemborede, saa at den Snor, der skulde bære Karret, tillige gik op igjennem Laaget og fastholdt dette (Fig. 1, 2,3), Alle Laag til de Hænge- Kar, som haves i Museet, have saaledes enten en dobbelt Fals, hvorimellem Karreis Overrand gaaer op, eller de ere saa store, at de falde udenom en af Karrets Overrand dannet Fals, med Undta- gelse af det under Fig. 4 afbildede Laag, Dette er en hiiist ubetydelig btiiet (convex) oval Leerskive , med et skraat indboret Hul i hver Ende, hvorigjennem man maa antage, at der har været trukket Snore, hvilket altsaa gjiir det rimeligt, at det har været et Laag til et Hænge- eller Bære-Kar. Dets fine Linie- og Punktzirater henfurc det til Steenalderen , men saavel dets Form som dets Masse og hele Udseende gjor det noget tvivlsomt, om det virkelig tilhorer Norden, hvor der dog skal være fundet Gravkar af denne ovale Form, Det har heller ikke mindste Spor af den hvide Masse , der ellers altid findes paa Steenalderens Gravkar af Leer med dette Slags Zirater, og hvorom der nedenfor skal tales, og i Museets Protokol er det (i Aaret 1829) kun registreret som et lille Urnelaag, foræret af en Ubenævnt og uden Anfijrelse af Findestedet.

Af disse forskjellige Slags Laag have de flade Slene, de flade Skiver og Skaalene , hvilke sidste snart findes hensatte over Urnens Munding, snart ere lagte omvendte over den, let kunnet slutte til Randen; dette er derin)od ikke

(21')

3*ii KAR VR.\ \0III)K\S HKDKNOLD.

Tilfældet, hverken med de indfalsede eller overfalsede Laag, der niaae være forfærdigede hvert enkelt til det bestemte Kar, hvorpaa de findes, da de ellers umulig vilde passe saa noie som de gjtire. Man har nijiagtig dannet disse Laag efter Karret og til end yderligere Sikkerhed , for at det skulde slutte aldeles tæt, har man anvendt en Art Kit eller Beg, der navnlig hj-ppigt ved de haade over- falsede og indlalsede Laag findes indsmeltet, hvor Fal- sen slutter til. Stundum findes dette Beg anvendt ved alle Slags Laag, men som et ganske særegent Exempel paa dets Anvendelse maae vi her gjore opmærksom paa den Urne, der er afbildet Fig. G7. Den er den eneste i sit Slags i Norden, og maa netop her nævnes, fordi den just har faaet sin eiendommelige Form ved Bestræbelsen for aldeles at sikkre Indholdet for Sanmiensfod eller Berti- ring med Alt udenfor Urnen. Som Afbildningen viser er denne Urne aldeles tillukket foroven og har kun en fiir- kantet Aabning paa Siden, hvori en lille indfalset Lem har passet; denne Lem har været fastholdt ved Skaader, formodentlig Pinde, der have været stukne igjennem de ved Siderne af Aabningen anbragte Oskener, og endvidere iastkittet med den ovenomtalte Begart, hvoraf der endnu findes betydelige Levninger paa Aabningens Rand. Dette mærkelige Stykke er opgravet af en Hoi paa Bornhohn og saa vidt vides existere der kun to lignende Urner, nendig en, som er funden i Thiiringen og opbevares i Leipzig og en anden, som er funden i IMecklcnburg og opbevares i Samlingen i Schwerin^. Som noget ganske særegent med Hensyn til Laagene fortjener ogsaa her til SIntningen at omtales, at man i Aaret 1844 i en Hoi fra .Jernalderen,

') Den i Thiiringen fundne er afbildet i Zweiter Bericlit des siiclisischen Vereins 1826, Fig. V og i Klcmnis Handbuch der gcr- iiianiselicn AUerthuinskunde Tab. XIV', Fig. 13.

KAU KRA \OKDl';.\S HHDKi\OL0. 325

der aabnedc'S i Nærlicden af Randers i Jylland, fandt tre Urner med eens Laag af et hidtil ubokjendt Slags med en dobbelt korslagt Hank foroven , hvori man altsaa under Paasællelsen har holdt Laaget; den ene af disse Urner er med sit Laas afbildet Fis. 77.

Fabrikatioi\k\ af Leerkarrene maa efter al Sand- synlighed have været noget forskjellig i de forskjcllige Perioder af Oldtiden, men i det Væsentlige synes den at have bevaret si<r omtrent eens. IVo^le Leerkar have do<r aldeles charakteristiske Særkjender for den Periode , de tilhore, mange andre derimod slet ingen; bestemt at clas- sificere dem have vi derfor allerede ovenfor opgivet paa Videnskabens nærværende Standpunkt, men vi ville her fremsætte de enkelte Iagttagelser, vi have sandet om Fabrika- tionen, idet vi særskilt omtale Leermassen, som man har be- nyttet, Formningen og Forziringen og endelig Brændingen.

Til deres Leerkar have vore Forfædre i Oldtiden ofte be- nyttet det grovere rane Leer ganske som det findes, iblandet med Gruus og Sniaastene. Den fuldkomne Ud- rensning af Leermassen, som vi kalde Slænmingen, have de slet ikke kjendt eller anvendt for i Hedenskabets sidste Periode eller Jernalderen , og rimeligviis ikke engang da tilfulde, thi selv blandt Leerkarrene fra Jernalderen ere de hoist sjeldne, som bestaae af en renset, fiin Masse. Men allerede i den <eldste Tid har man kjendt og ofte anvendt en nfnldkomnere Udrensning eller Udvaskning^ der kommer Slæmningen temmelig nær , saa at endog Gravkarrene fra Steenalderen i Almindelisrhed ere af en mere udrenset Leermasse, end Urnerne fra Broncealderen. Forskjelligheden i den anvendte Masses Reenhed har ofte sin Grund i de forskjelligt rene Arter af Leer, der an- vendtes som de fandtes , men det naturligt rene Leer har et ganske andet finere Udseende end det, man med Flid har lenset og hvori altid noget af det er blevet tilbage, man har

326 XAn FRA i\ORDE\'R HRORNUl.D.

villet skafte bort. Den nieer eller mindre omhyggelige, ufuldkomne Udrensning er derfor ikke cliarakteristisk for nogen Periode, men visser kun den forskjellige Flid, man har gjort sig med Forarbeidelsen, og da man i Bronce- alderen har va'ret mindre omhyggelig, tor man slutte, hvad ogsaa Urnerne selv vise, at de fleste enten aldeles ikke eller kun slet rensede tilhore denne Tidsalder; men vi maae tilfoie, at der ogsaa fra Steenalderen og Jernalderen lindes flere aldeles urensede.

En Rensningen modsat Fremgangsniaade vise mange Urner at man har brugt med Hensyn til Tilberedelsen af den Masse, hvoraf man forfærdigede dem. Man har ikke blot taget den raae, urensede Leermasse, men i den har man med Flid .indæltet Gruiis og Sninastene, hvorved man enten har villet give Massen en storre Cohærens og Fast- hed under Formningen, som derved blev lettere, eller maaskee gjoie Karrene mere poriise for bedre at kunne bi'uge dem som Kogekar. Ligeledes, n»aaskee for at gjiire Karret fastere, har man anvendt Gruus til at stroc over det allerede formede Kar for Brændinr/en , saa at det altsaa er hængt fast i det vaade Leer. Mange Exempler paa dette paastroede Gruus haves i vort Museum (see Afbildningerne Fig. 36 og 39), og som oftest danner det paa- stroede Gruus et Belte over Karrets Bug, der lader Styk- ker tilbage foroven og forneden, der ere afpudsede og glatte ligesom hele det Indvendige af Urnen. Dette paa- stroede Belte synes vel strax rimeligst at maatte antages for en Forziring, men det giver dog virkelig et altfor ru og raat Udseende til at man ved nærmere Betragtning kan antage det derfor. Alle de Urner, IMuseet eier, som have dette efter Formningen paastriiede Gruus, ere fundne under Forhold, der bestemt henfore dem til Broncealderen eller den egentlige Brændalder, og de have alle indeholdt Levninger af brændte Been. — TU Hedenolds yngste Pe-

KAK KKA ,>ORDK\S MKDKAOM). ',121

litide troe vi med liesfemlhe<l at turde Iienloie de Kar, hvis FoMiIx'idelse ctidtai til vor Tid liar vedligeholdt sig i vore Jydepotter elier Leeikar fra Jylland; de forfa-rdiges endnu soiu dengang af en middeUiin, kornet Leerart, som ikke sliL'imues fuldkomment reeu, ineii kun udvaskes til den Grad, at der ikke findes grovere Gruus eller Khnnper i den (jfr. Fig. 59).

Den Storrelse, man har givet Leerkarret, synes uhestenit, dog ere de ældre sædvanlig de mindre, og af (fe egent- liye Urner, rier indeholde forbrændte Beeii, ere de se- nere, fra den ijntjste Bronceulder eller fra Jernalderen i Alnimdeliyhed sTorre end de cpldre.

Med Hensyn til Fremskridtene i Formningen af Leer- karret spiller /■*0(f^6'Wt»yt!r*A7W6'?i Hovedrollen, og man vilde have de to naturligste Hovedperioder for Oldtidens Leer- kar , dersom man kunde paavise , naar den var opfunden eller indfort hos os, saa at man kunde sige, at alle Leerkar, der vare formede paa fri Haand, vare ældre end den Tidspunkt, da man læite at kjende og anvende Ski- ven. Men Skiven er ikke nogen Opdag<dse , der er kom- men paa eengang frem i sin nuværende Form og An- vendelse, den er en forbedret Indretning, som efterhaanden er udviklet af en ganske simpel og ufuldkommen Begyndelse. Karrene fra Nordens Oldtid vidne om, at man forst i den seneste Tid af Hedenskabet har gjort væsentlige Frem- skridt i denne Henseende , men de vidne tillige om , at man endog i den ældste Periode har forstaaet at give dem en regelmæssig rund og smuk Form, som det vilde være umuligt at give en Leermasse, der laa stille, ved en hlot Optrykning eller Formning med Haanden. Sik- kert er det , at man ofte i alle tre Perioder af Old- tiden har formet Leret paa fri Haand, men at 7nan of/saa lige fra den ældste Tid har kjendt nogle om end ufuldkomne Midler til at dreie det, og at disse efter-

328 KAR FRA AORUKAS HKl)i;.\ «)LD.

haanden ere blevne fuldkomnerc , navnlig i Jernalderen. Hvillie disse ufuldkoinrie Ouidreiningsniidler have været, vide vi vel ikke, men det synes ikke urimeligt, at de have været omtrent som de, Ahiiuen i flere Egne endnu anvende hertil. Den ufuldkonmeste, der endnu bruges, er — saavidt os bekjendt — iolgende: den, som vil forfærdige et Leerkar, binder et Skjodskind eller Forklæde af Læder for sig, der hænger ned over hans Knæ, og under Forarbeidelsen sidder han og holder det paa Skjiidskindet satte Leer i en om- lobende Bevægelse ved vexelviis at sænke eller hæve begge Knæ. Denne Frenjgangsmaade forudsætter en stor Oveise, luen derfor maae ogsaa allerede de smaa Born ove sig deri. En anden langt fuldkonmere, skjiindt i sig selv hoist ufuld- kommen Maade er ogsaa endnu den alene anvendte paa mange Steder blandt Landboerne; de have nemlig en paa en ver- tikal Axe anbragt horizontal Skive, til hvis Yderrand en n»ed Skiven concentrisk Ring er befæstet med Tvertrem- nier eller Pinde, ved hvilke Pottemageren holder Ski- ven med den ene Haand i Omliib , medens han med den anden former det paa den liggende Leer. Skiven med Drev, som vi nu have den, er en Forbedring, der tilhiirer den nyere Tid, men imellem hine to fornævnte ufuldkomne Maader synes at ligge en tredie, der maatte bestaae i en horizontal Skive paa en vertikal Axe, men uden den tilsatte concentriske stcirre Ring, der foroger Omdrei- ningens Hurtigbed i hoi Grad og derved gjor Fornuiingen bedre, lettere, hurtigere og sikkrere. Disse eller lignende Rlidler have sikkert de va^et, ved hvilke i Oldtiden ISor- dens Folk have kunnet give nogle af deres Leerkar den rioiagtige runde Form, der især er saa paafaldende, naar disse omhyggeligt dannede Kar , soni ofte er Tilfældet, tindes sammen med andre, der kun ere dannede ved med Fingrene at optrykke det stille liggende Leer til et aldeles uformeli2;t Kar, hvis Sider man i det Hoieste har skrabet

KAR FRA i\ORDKNS 11KDK>0LD. o29

med en Pind for at afstryj^e de sttirre Ujævnheder. Hvilke Fremskridt man i hver af de tre Perioder (Steen-, Bronce- og Jernalderen) har gjort, vide vi vel ikke, men saameget vise dog Karrene os, at man hestandig har gjort Frem- skridt, forsaavidt at man kunde udfore sit Arheide hedre, men man har ikke, navnlig i Broncealdcren gjort sig den fornodne Umage dermed, hvorfor denne Periodes Leerkar, skjodeslost formede paa fri Haand, oftest ere langt slet- tere end Steenalilerens. Som Beviis for, at man allerede i Steenalderen har kjendt en Slags Skive, ville vi navnlig anfore det Fig. 47 afbildede Gravkar, som umulig kan være formet paa fri Haand; men sjelden har Skiven været anvendt i denne ældste Periode, hvorinjod Arheideren sædvanlig kun med ilaanden har givet Karret dets omhyggelig dannede Form. Forst i Jernalderen har en meget forbedret Skive — og med faa Undtagelser — overalt været brugt. Som en Ue- gel, der som oftest er rigtigst, kan derfor fremsættes: Steenalderens Kar ere formede omhyggeligst, men med saare ufuldkomne Midler, Broncealderens Kar ere hyppigt aldeles uformelige, stundum dog ziirlige og da fuldkomnere dannede end Sfeenalderens, Jernalderens ere dreiede med en Lethed og Sikkerhed, der vidner om langt hedre Mid- ler, end man i de foregaaende Perioder har kjendt. At der dog fra denne Regel gives mange let vildledende Und- tagelser, er allerede ovenfor sagt.

MaaDK\ at AKBRINGK ZiRATKRIN'E OO ZlRATERXE

SELV afgive desværre ogsaa kun faa Særkjender og Zira- terne gjentage sig med liden Forandring i alle Hedenolds Perioder. Næsten altid ere Ziriitenie paa de nordiske Leerkar anbragte ved ladtrijk. Marj har anbragt dem ved at stikke storre eller mindre Huller i det vaade Leer, enten med en spids Pind og derved dannet fine punkterede Zirater (f. Ex. Fig. 1, 2, 3, 15, 41, 45 og Laaget Fig. 4),

3;{0 KAR FRA .\OUURr«S HKDKNOLD.

eller ved ;jt gjore storie Fordybninger med Finderen, Neg- len eller en afrundet Pind , hvorved det udtrykkede Leer drinnede en opstaaende Rand omkring eller ved de« ene Side af Ziraten (f. Ex. Fig. 13, 37, 40); man har med en skarp eller spids Pind eller Kniv skaaret eller ridset fine Streger i det ubrændle Kar i forskjcllige Fi- gurer, i Zigzag (Fig. O, 12, '20, 23, 25, 32, 34, 44, 59). parallele eller samnienlobende (Fig. 3, 4, 9, 15, 18, 22, 34 o. s. V.), i Halvmaaner eller sniaa Buer (Fig. 32), i Guir- lander (Fig. 21, .58, 64), i Mæander lignende Zirater (Fig. 29, 60, 62), og stuiidum har man sugt at efterligne Dyr og afbilde phanfastiske Figurer, sammenslyngede Buer og Snoninger (Fig. 42, 74 og 76). Som noget særegent af det sidste Slags er Fig. 42 mærkelig, da den aldeles utvivU sor^it tilhorer Broncealderen, og har riavrdig een Zirat, der oieiisynlig er fremkommen ved Bestræbelsen efter at frem- stille et ffn loddet Dyr, en Bestræbelse, der er aldeles af- vigende fra alle andre Zirater fra denne Tidsalder, gjenneni hvilken den blot lineare Smag — om vi lor kalde den saa — uden Undtagelse ellers gaaer ; og denne Zirat staaer derfor ganske isoleret i det Mindste i vort Museum. Ofte har man ogsaa brugt et lille Stempel, som man flyt- tede, til at indtrykke Zirater; flere af disse, der lobe rundt om Karret, lade endogsaa formode, at man har haft et Hjul eller en Art Roulette til at indtrykke regelmæssige, parallele Linier og andre Zirater (Fig. 20 og 70, hegge fra Jernalderen). Til de usiedvanlige Forziringsmaader hlandt de indtrykte Zirater maa henregnes en saadan iudtrykt Flade, som findes paa den Fig. 43 afbildede Urne. Alle opholede Zirater, der i Tydskland i flere Egne ere saa al- mindelige fra den sidste Periode af Hedenskabet, findes^ vel hos os, men mef/ct sjeldent. Hyppigst forekomme blandt dem de ophoiede Striber paa de flaskeformede Grav- kar j der alle tilbiire Steenalderen ; paa disse ere de o\y-

KAtt FRA N0R1)K\8 IJUIIE \ Ohlt. 331

•

hoiede Striber larfte ndenpaa Karret frn Halsens Tilslut- Dingsliiiie ned over Uilbugningen, tlog ikke til dens Midte, men kun i lige Længde med de linere Stregozirater , mellem hvilke de ere anbragte saaledes , at de danne {Skiilevæcsre mellem de eensartede 02; som det svnes som et Hele afsluttede Grupper af Strcgeziratertie (cfr. Fig. 71 og li). Den egentlige Broncealder har hos os ingen ophiiiede Zirater, derimod have vi fra .lernalderen enkelte mindre Kar, men kun meget faa. hvis Buy er vie- lonfbrmet , med smalle, runde, fremstaaende, til Enderne spidst sanimenlobende Striber, og disse ere da trykkede ud iiidchfra, saa at Karret indvendig har afle de samme Indtryk, som de Ophoininger , det har udvendig (jfr. Fig. 24). Til de meget sjeldne Zirater, der ere dannede af paalagt Leer maae vi henregne saadanne Rækker af fremstaaende Knoj)per , som der (indes paa Fig. 13, men mcijet alniindelUjt er det , at man paa Leerkar uden Ore, omtrent hvor Oret kunde være anbragt, har f/jort et Indtryk med Finrferen , saa at en Kant af Leret springer frem. Ofte har man gjort to saadanne Indtryk, et paa hver Side af Karret (Fig. .'il), ja stun- dum endog flere. Ofte har man ogsaa anbragt en frem- sprinyende Knop paa Karrets Side, blot som Zirat, og j»aa et lille Kar i IMuseet, afbildet Fig. 25, men uden at Knoppen sees, er denne Knop endogsaa formet som et Dyrehoved med Oine og Snude; hyppig findes to saa- danne fremspringende Knopper (Fig. 41), men sjældent tre og iire (Fig. 14). Noget som ogsaa tydelig sees ofte at være anbragt alene som Zirat maae vi her n.Tern)ere be- lore, nendig Orerne. Ofte og navnlig paa de sturste Leerkar , ere Orerne saa idjetydeliye og smua , at de neppe have kunnet være til egentlig Nytte, med mindre man har anvendt meget torre Sener eller Tarme, og neppe selv da, da Oret synes at være for svagt til at bære det

332 KAR KRA .\ORDKi\S HKDEi\OLO.

fyldte Kar; de smna Kar have derimod store, hyppig endog vforholdsmæssig store Orer (sanimerilign Fig. 08 med Fig. 22, 23), der næsten synes at tage til i samme Forhold, sonj Karrets Sforrelse tager af. De flaskefor- mede Gravkar have undertiden to flade sniaa Orer , der gaae fra Halsen Uge over til Udhugningen (Fig. 71). Det lille Kar, som er afhildet Fig. 20, har et ganske sær- egent Ore eller Hank, der er deelt i to Afdelinger ved et lille Tverstykke, der kun kan være anbragt for at styrke Hanken og gjore den zlirligere ; denne Hank i Forbin- delse med Karrets hele Forarbeidelsesmaade , Form og Zirater gjur 'det rimeligt, at det tilhorer Hedenolds aller- sidste Periode, maaskee endog den tidligste Middelalder. Det er nemlig dreiet paa en meget fuldkommen Skive og har haft en tilsat Ring til Fod ganske som de, der sættes under Nutidens Kar, n>en som derimod ikkun findes fra den seneste Jernalder paa Oldtidens Leerkar; det er fun- det paa Bornholm med (lere GJenstande, der maae antages for at tilhore Jernalderen , og kan saaledes tjene til Be- viis for, hvor vidt Fabrikationen af Leerkar har været bragt paa Bornholm tidligere end i nogen anden Egn i hele INorden. — Leerkar med Fod have hyppig Indtryk af Fingre paa Foden, men disse Indtryk niaae ikke ansees for Zirater, de ere kun fremkomne derved, at man simpelt- hen ved disse Fingertryk har dannet Fodstykket. — Af Farve eller Maling findes ikke mindste Spor paa no- get af vore Oldtidskar, den store Forskjellighed i Farven kommer stundum af den Glands, hvormed hele Karret i den sidste Periode af Hedenold ofte er blevet overstre- get, men som oftest hidrorer den kun fra den forsk jelligt stærke Brændings Indflydelse paa Aiii ogsaa af forskjel- lige Bestanddele sammensatte Leer, og vil derfor nedenfor blive nærmere omtalt, hvor vi komme til at omtalcBrændingen.

KAR KRA \ORDi:\S HKDENOLD. 333

S!v)()ri(lt Ziraterne ikke give utvivlsomme cliarakteri- sfiske Kjeiidetegn til at bestemme Leerkarreta Alder, har dog IMuseets Samling givet Anledning til tolgende Iagttagelser: Man har i den ældste Tid, nemlig Steenalderen, anvendt langt stiirre Flid paa Karrenes Forziring , naar de havde Zirater , end i det mindste i en Deel — maaskee den ældste Tid — af Broncealderen. Ligesonj vi , naar vi linde et meget raat , uformeligt Kar, kunne med Vished antage , at det tilhorer Broncealderen , saaledes gjen- tager det samme sig med Ziraterne næsten uden Und- tagelse. Jo uregelmæssigere , jo plumpere de ere , jo vissere er det, at de hore denne Tidsalder til. Sær- egne for Steenalderen synes to Slags Zirater at være, nemlig de ziirligt og regehnæssigt punkterede eller ind- ridsede (Fig. 1, 2, 3, 4, 9, 12, 34, 41, 45, 65?, 71, 72) og de, der danne simple Guirlander med Punkter i (Fig. 21). At disse Zirater ere Steenalderen særegne, hevises end- mere derved , at næsten alle Kar, paa hvilke de tindes, have et andet charakteristisk Særkjende , nendig en hvid Masse, endnu ikke noiagtig undersogt , som er kommen i Beroring med dem i Oldtiden saavel udvendig som ind- vendig. Indvendig findes denne hvide Masse næsten over hele Karret, ofte endog i store Klumper, udvendig er den derimod som oftest kun bevaret i Ziraterne, hvor- ved det ved den forste Betragtning synes , som om den var indlagt i Ziraterne for at fremhæve disse; men at dette ikke er Tilfældet, viser det indvendige Hvide tyde- ligt. Denne hvide Masse findes ingensinde uden sammen med disse line tildeels punkterede Zirater, og da nu alle de Kar i Museet, som have disse to Særkjender eller det ene af dem, ere fra Steeualderen, slutte vi deraf, at alle Leerkar , der have de samme , ere fra Steenalderen , men vi have ogsaa mange Kar fra Steeualderen, der hver- ken have disse Zirater eller Spor af denne hvide 3Iasse.

334 KAR l'RA JVORDKAS HKDENOLD.

Til Broncealderen troe vi at turde med Bestemthed henfuie alle Kar, der have de med en Finger eller JNegl raat indstukne Zirater (Fig. 13, 37, 40) og dernæst dem, paa hvilke Gruus er stroet over det vaade formede Kar tor Brændingen (Fig. 36, 39), men disse ere de eneste Kjendetegn, som bestemt «lene hore Broncealderen til; det svnes dog ogsaa , som om de simple grovt ind- skaarne Strege- Zirater hyppigst ere anvendte i den. Ved de her nævnte grove JStrege- Zirater — et Udtryk ^i ikke liave været istand til at finde et mere bestemt for — (inskede vi kun at antyde de saa ofte forekom- mende i Form af Zigzag , Halvmaaner eller Buer o. s. v., i iModsætning paa den ene Side til Steenalderens med en (iiensynlig Flid og INoiagtighed ziirligt anbragte, og paa den ailden Side til Jernalderens sammenslvniijede oii snoede Zirater, der findes næsten i selvsamme Smag som paa Metalsagerne, der gaae op imod Christendommens Indforelse i vore Lande. ■ — ■ Til disse for Jernalderen charakteristiske Zirater hiire de , der lindes paa Fig. 74 og 76, rimeligviis ogsaa de dobbelte Guirlander paa Fig. .')8, 64 og 70: Fig. 7.J tilhorer ligeledes Jernalderen og er den hyppigste Form og Forziringsmaade paa Urner , fundne i Norge, hvor de altid findes med Jernsager og hvor een endogsaa er funden med Jernlanf/\ de hcrpaa anbragte Zirater ere smaa indskaarne Ruder, der maae antages for charakteri- stiske. Fra Jernalderen have vi ogsaa bestemte Gravkar med Mæanderzirater (Fig. 20 og 62), men, da disse Zi- rater ogsaa findes paa Urner fra den senere Periode af Broncealderen , ere de ikke afgjiirende charakteristiske, uden maaskee for Overgangstiden. Endelig ere mange Gravkar fra Jernalderen aldeles uden Zirater, saasom Fig. 78; men næsten nllc Kar af Leer fra denne Hedenskabets sidste Periode have eet Særkjende, nemlig en Art Glassur. Denne Glassur er kun en hoist ufuldkommen tilsat Glands,

KAR FRA iNORDK.'SS HK'DR\Ol.n. 835

der Intet h;ir tilfælleds med den moderne Blyglassur; men da vort Museum dog ikke eier et erjcste Leerkar fra Steen- eller IJroncealderen, der har en saadan tilsat (ilands, troc vi ikke at feile ved at antage, at man forst i Jernalderen liar forstaaet at give Karret Glands. De fleste skjondt ikke alle Leerkar fra Jernalderen have derimod derme Glands, og derfor maae vi — indtil vi mulig faae Hevisgr paa, at vi have taget Feil — ansee ethvert Kar med (ilands for at være fra denne den yngste Periode af Hedenold.

Efter saaledes at have omtalt Materien, Formningen og Ziraternc komme vi til Brændinr/cn, det vil sige den Maade, hvorpaa man har br.Tndt dot formede og zlrede Kar. Af den forskjellige Brænding var ei Mot Karrets stiirre eller mindre Fasthed afhænai'jr, men ofte antoa; det yderste Lag derved en fra de indre Lag forshjellig Farve, og den stærkere Brænding gav ofte Leerkarret en Fast- hed udvendig, der i Forbindelse med den Glathed, som man har givet nogle af Karrene maaskee blot med en glat sleben Steen, af Mange er antaget for en Glassur, men ikke er det. Den forskjellige Farve opstod af sig selv, Iivor Leermassen indeholdt forskjellige metalliske Stoller, der ved at udsættes for en stærk Ild afsætte Farven, idet de trække sig udad. Vort Museum eier saaledes flere Leerkar (fra Broncealderen), der synes at være formede forst af en graa Leermasse, hvorover der med stor Omhu er lagt et heelt Lag af rodt Leer, men rimeligviis er denne Forskjellighed fremkommet ganske naturligt ved Ildens Paavirkning paa en Leerart, der har været meget jern- holdig. INaar vi nu altsaa sporge, hvorledes vore hedenske Forfædre have brændt deres Leerkar, da troe vi bestemt at turde svare, at de enten slet ikke eller forst i Heden- skabets allersidste Tid have kjendt en fuldstændig Brænd- ovn. Det synes af hele Leerfabrikationen rimeligt at antage, at dcnfnldstand'iffe Brændovn forst er kummen til Norden

336 KAR FRA NORDENS HKDKXOLD.

samtidig med Christendommens Indfor clse ; men en INIængde Kar vidne dog om, at man lige fra den allerældste Tid, igjennem alle tre Perioder af Hedenold, har kjendt og nu og da anvendt en Slogs Ovn ved Siden af den vistnok alnjindeligsfe anhne Grnhehrcending. Ligesaavcl fra Steen- og Broncealderen som fra Jernalderen findes nemlig Leer- kar af en fortræfTelig haard Brænding og uden Spor af, at Flammerne have slaaet op om Karret. Disse Spor findes derimod paa mange andre fra alle tre Perioder, og da de ere utvivlsomme Beviser for den aabne Grubes Anvendelse, vise de, at man gjennem hele Hedenold har anvendt denne Brændingsmaade, hvilket i sig selv allerede var sandsyn- ligt, da den — uden Tvivl i sin oprindelige Simpelhed — har bevaret sig endnu til vor Tid i de Egne, hvor Potte- mageriet er et almindeligt Erhverv for Landhoerne. IVIan graver en Grube i Jorden, i hvilken man paa Stene hen- stiller de formede Kar, Gruben fyldes dernæst med Brænd- sel sædvanligt Lyng eller Kviste, som antændes og ved med sine Flammer at slaae op om Leerkarret Inænder dette. Hvor Karret derimod ikke har Spor af Flammerne, maa man antage , at man formodentlig kun ved paa for- skjeliig IMaade at dække Gruben, har dannet vsig en ufuld- kommen tildækket Ovn, sonj altid var hensigtssvarende, saa- længe man ei behovede at tænke paa nogen Sparsomme- lighed med Brændematerialet, hvoraf vore Forfædre havde en stor Overfludighed. Anvendelsen af den aabne Grube synes derfor kun at vise, at man har anseet det for altfor kostbart eller tidsspildende at danne sig en tildækket. Den ufuldkomne Brænding bærer vistnok Hovedskylden for, at saa mange Kar i Gravene findes sanmietjfaldne i Brud- stykker, deels knuste ved et linge Tryk, f. Ex. af en flad Dæksteen, deels blodgjorte ved Paavirkning af Jordvædskerne. Som en Mærkelighed, der maa omtales paa dette Sted som et Beviis paa, hvor stærk Hede man i Oldtiden kunde

KAR FRA IVORDK\S HUDKAOLD. 337

frembringe ved Brændiugea , niaae vi freniliæve det Fig. 66 atliildede fladtrykte Kar ; det er en lille kopforiiiet Krukke (i Form oprindeligt lignende Fig. 40), som ri- nieligviis er fortrykt ftir eller under Brændingen og ved en meget stærk Hede brændt til en piinpsteenagtig Masse i den sammentrykte Form, det nu har, som Afbild- ningen viser. Havde Karret ikke været saa stærlit brændt, vilde denne Sammentrykning maaskee have været mulig i selve Graven , hvor det da skulde have været ned- ,sat vel formet ; thi vel vilde det være næsten uforklar- ligt, at det havde kunnet give efter for det stadige Tryk, der var nødvendigt for saaledes at trykke det sam- men, og at det ikke var blevet knuust, men denne Muli"'- hed bliver dog ikke saa ganske utrolig, naar niao er- indrer, at Leerkarrene fra Oldtiden sædvanligt, uaar de optages af Jorden, ere aldeles blode og forst blive haardeie ved at udsættes for Luftens Paavirkning, og at man of- tere har fundet Leerkar, gjennem hvilke der ere voxede Trærodder o. a. dl.

Vi have nu anfiirt de Iagttagelser, vi have samlet og som kunne bidrage til clironologisk at classificere Leer- karrene fra Nordens Oldtid; de ere visselig tilstrække- lige til efter vor almindelige Tredeling af Oldtiden at be- stemnte en stor Mængde af de forhaanden værende Styk. ker, men der ere endnu saa mange ubestemte tilbage, at vi ikke paa disse anforte lagtfagelser tiir grunde en viden- skabelig Inddeling, som man turde haabe vilde kunne have noget blivende Værd. Uden videnskabelig Itrteres.se vil det dog neppe være her i Korthed at sammenfatte for hver Tidsalder disse fra Leerkarrene selv hentede Bidrag til at bestemme deres Tidsalder, fiirend vi gaae over til at omtale, paa hvilke forskjcllige Steder og under hvilke forskjellige Forhold de findes.

1844-1845. 22

338 KAll FRA i\ORDKi\S HEDRNOLD.

I den ældste Periode eller Steenalderen bar man rlme- ligviis haft det ufuldkonineste Kjeiidskab og de ufuld- konineste Redskaber til Leerkarrets Forarbeidelse, men man har anvendt den storste Flid og On>bu derpan. Man har sj.Tldnere udvasket Leermassen , medens man derimod ofte med Flid har indæltet meget grovt Griius i den. Rlan har anvendt særdeles Flid paa Formningen : en af de vanskeligste Former for Gravkar, nemlig den med en Flals, som nedenfor vil blive benævnt Flaskeform, er endog eiendommelig for denne Periode, ligesom man ogsaa alene fra den har Hængekar, der alle vidne om en stor Omliu og Bestræbelse efter at give Karret en smuk Form. De fleste af Steenalderens Gravkar ere formede paa fri Haand, men man har allerede kjendt og anvendt en Sbigs Skive o: et Fodstykke, som man kunde give en omlobende Bevægelse, hvorfor vi blandt de af- bildede kunne anfore som Beviis Fig. 34 og navnlig Fig. 47, der bessje tilhore denne Periode. Man2;e af Steenalderens Gravkar ere aldeles uden Zirater, men ere de forzirede, da ere Ziraterne i Almindelighed meget rigt anbragte og forholdsviis fine, de bestaae enten af indtrykkede Punktt^r eller fiint indskaarne Linier, der have en aldeles charakteri- stisk Overeensstemmelse, som man forgjæves vilde soge at tydeliggjore med Ord, men som vil være ioinefaldende, naar man sammenligner de afbildede Leerkar fra Steen- alderen, som have disse Zirater, nendig Fig. 1, 2. 3, 4, 12, 31, 41, 45, 71 og 72, og blandt disse navnlig Fig. 3, 34, 41 og 45 med alle her afbildede Zirater fra de andre Perioder. Mindre bestemt charakteristiske ere de simple Guirlander med Punkter i (Fig. 21), men da disse paa alle de Gravkar fra Steenalderen , hvorpaa de findes, ere aldeles eensaitede, og derimod aldeles ueens- artede med alle Guirlandezirater fra en senere Periode, maae vi dog ogsaa ansee dem for eiendommelige for

KAR FRA iXORDR.NS HKDKKOLD. 339

(len ældste Tid. Hvad der derimod er et fuhikomment utvivlsomt Særkjende for GravKar fra Steenalderen er en hvid Masse, hvoraf der saavel indvendigt som udvendijrt flndes stiirre eller mindre Spor paa de fleste Kar fra denne Tid; det seer ud som om man havde neddyppet hele Karret i den hvide Masse, der endogsaa findes indvendigt heelt oppe i Hængekarrenes toppede Laag. Ofte har man i Steenalderen brændt Karret i en aaben Grube, men vistnok lige saa ofte i en bedækket, og forend man brændte det haardt, har njan ofte ligesom poleret det med noget glat, maaskee en glat sleben Steen, hvorved det har faaet et blankt Udseende, der ved den forste Betragtning seer ud som en Glassur uden at være det. I Henseende ti! Fasthed synes endogsaa disse de ældste Gravkar at over- gaae Broncealderens, men hertil kan maaskee det bidrage, at de have været opbevarede i de tæt tilsluttede Steen- gravkamre, hvor Luft og Fugtighed langt mindre kunde komme til dem og angribe dem , end Broncealderens Ur- ner, der have staaet i de mere aabne smaa Gravkister eller lose i Jorden selv.

Naar man har betragtet Steenalderens Gravkar, der ere forarbeidede med en synlig stor Onthu, og betænker, at de tilhore en Periode, i hvilken man ei brændte de Af- diide, saa at man altsaa kun maa ansee disse Kar for et Slags Huusgeraad , der — vistnok indeholdende Spise og Drikke — blev medgivet de Dode i Graven, skulde man ikke vente, at man i den derpaa folgende Periode, hvor Gravkarret var en Urne til at optage de brændte Levninger af de Afdode, og altsaa Gjenstanden for en Pietetsfølelse, i Almindeligbed har forarbeidet dette med den storste Skjodesloshed og Ligegyldighed ; det er ikke blot en storre Simpelhed i Ziraterne, det er ingen Uvidenhed i Fabrikationsmaaden vi træfte i Broncealderens Leerkar i Sammenligning med Steenalderens, men medens nogle ere

22*

340 KAJt FRA NORDENS HEDKJNOLD.

omhyggeligt og vel foiaibeidede, ere de fleste nilddelmaa- dige , slettere end de ældre, og nogle et elendigt, raat Hastværksarbeide , udfiiit uden den mindste Omhu eller Niiiagtighed. Vel have de — som ovenfor bemærket — været mere udsatte for Odelæggelse end Steenalderens Kar, men derved ere fornemmelig mange gaaede aldeles tilgrunde, og naar vi her tale om deres Raahed, da have vi kun dem for Oie, der vel bevarede ere komne til os. Naar et vel conserveret Kar er meget raat og uformeligt, er det næsten afgjort, at det tilhorer Broncealderen , men at dette er Tilfældet, kan egentlig kun sees ved at be- tragte Karrene selv, thi ved Fabrikationen er i det Hele, forsaavidt den kan beskrives med Ord, den samme Frem- gangsmaade brugt som i Steenalderen. Man har af og til i Broncealderen udvasket Leret, dog langtfra hyppigt, raaaskee forst i en senere Tid: langt sjældnere end i Steen- alderen — maaskee fordi man sjældnere nedsatte Kuus- kar — finder man Gruus æltet ind i Leermassen; man har nu og da formet Karret paa en Slags Skive, men langt hyppigere paa fri Haand, og skjondt man vistnok i Al- mindelighed har tænkt sig en smukkere udbuget , vase- dannet Form, har man i Udforeisen gjort den saa unoiag- tig , at den er uformelig og uskjon; alle smukkere For- mer fra denne Periode ligge vistnok hoit op mod Jern- alderen, de ældre ere mere eller mindre raae. Særegent for Broncealderen synes det at være, at man har stroet Gruus udenpaa det vaade formede Kar (Fig. 36 og 39); og en for denne Tidsalder eiendommelig Maade at anbringe Zi- rater paa, er den med en Finger, Negl eller Pind at trykke et Hul saaledes ind, at det bortsttidte Leer dannede en fremstaaende Kant (Fig. 13, 37 og 40). Ligeledes findes Mæanderziraterne (Fig. 29 og 62) fra den sildigste Bronce- alder eller Overgangsperioden til Jernalderen. Man har brændt Karret snart i en aabeu og snart i en dækket

K\R FRA XOaOMNS HKDRNOI.IJ. 341

Grube, o^ ofte har man oi^saa i denne Periode poleri^t det deroffer liaardt brændte Kar, saa at det fik en glassur- lignende Glaiids og (Jlalbcd.

1 Jernalderen eller Hedenolds sidste Periode har man gjort betydelige Fremskridt : man har udvasket Leret, ofte til en meget stor Fiinhed: man har kjendt og anvendt en meget forbedret Skive; man har haft enten en meget vel tildækket Grube eller en Slags Ovn til at brænde Leer- karret i og man har forstaaet at give det en Art Glassur. Hyppigt har man anvendt alle disse Fremskridt, og da ere Jernalderens Leerkar lette at kjende fra alle ældre, men stundum har man endogsaa slet ingen af dem an- vendt ; IMuseet eier Kar fra Jernalderen , der ere for- mede af urenset Leer paa fri Haand , brændte i en aaben Grube og uden mindste Glassur — dog hore disse raae Kar til de ualmindelige fra denne sidste Periode. AfZirater har den Mæanderne tilfælleds med Broncealileren , men aldeles charakteristiske for Jernalderen ere de sammenslyngede og snoede, der tindes i samme Smag paa de seneste heden- ske INIetalsager og paa de forste chrtstelige architektoniske Arbeider hos os (Fig. 74 og 70). Eiendommelige for Jern- alderen ere vistnok ogsaa de dobbelte Guirlander (Fig. 58, 64 og 70) og de simple Rudezirater, der næsten altid findes paa norske Urner fra denne Periode (Fig. 7.5).

Dersom man vidste, hvor og under hvilke Forhold alle de Kar, Museet eier., ere fundne, vilde man have en aldeles utvivlsom Veiledning til at bestemme de fleste Stykkers Tidsalder , og derved uden Tvivl lettere være kommet til at iagttage charakteristiske Overeensstemmelser mellem de samtidige; men desværre fattes denne Oplys- ning ved saare mange, maaskee man endog tor sige ved de fleste. Man har navnlig i de tidliijere Aar kun lidet bekymret sig om at indberette de Forhold, hvorunder de til Museet indsendte Oldsager ere fundne, og altfor hypjdgt

342 KAR KUA ^ORDK^S HKDKXOLD.

er dette endnu Tilfældet; Gjenstandene selv ansees ofte for det eneste, der har Interesse, og man forglemmer, at Interessen for Gjensfanden forst voxer og faaer videnska- beligt Værd, naar Suiterne i et stiirre Museum afgive nye om end tilsyneladende nok saa ubetydelige Oplysninger f()r Folke- og Culturhistorien og Chronologien; thi ved Sanjmenstillingen af saadanne Enkeltheder opnaaes forst de stiJrre Resultater, Det vilde være langt lettere at datere Urner og Gravkar end de fleste andre Afdelin- ger af Oldsager , fordi de altid findes under Forhold, der relativt kunne bestemme Tidsalderen. De Kar , der med Bestemthed kunne henfores thi Steenalderen, fin- des saaledes altid i denne Olds rummeligere steensatte Grave, hvori de ubrændte Liig sædvanlig ligge over Bre- den af Kammeret. Da Ligene ere ubrændte , maa mau antage for sandsynligt, at de med dem nedsatte Gravkar have været Huusgeraad, der brugtes af de Levende, og som rimeligviis efter Oldtidens almindelige Tro, at Lege- mets Ernæring fortsattes efter Diiden, have indeholdt Spise og Drikke for den Dfide; muligt nedsattes ogsaa Kar med Næringsmidler som Gaver til gode eller onde Aander, som endnu hos enkelte Folk. At man intet har tilbage af dette Itidhold, er ikke saa forunderligt, da det deels vist ikke har bestaaet af det blotte Korn , der ved sin Haardhed er overmaade varigt , deels ikke har været saa vel til- lukket for Luftens Paavirkning som de smaa Forraad af Korn, man har fundet under den Lavamasse, der begra- vede Herculauum, eller som de enkelte Korn, man nylig har fundet hos ægyptiske Mumier. Den Spise, som man har nedsat i vore Grave, maae vi vel snarest antage for at have været tilberedt, altsaa halvt opliist i det Mindste i dens haardere Bestanddele, og skulde end noget Enkelt have bevaret sig saa vel, at det ved en omhyggelig Under- sogelse kunde lede til at bestemme, hvad Karret havde

KAK FRA \ORDKi\S HKDK.XOLD. 343

indelioldt , saa har dog hidtil 0[)niærksonil!ed('n ikke været saaledes hetivendt derpaa , at Noget saadaiit er kommet til Oldgranskeriies Kundskab. Hvad der endvidere synes at tale for, at Steenaidoreris Gravkar have været de Levendes iluusgeraad, er det oveulor ant'orte, at mange af dem ere af en Leerniasse, hvori man med Flid har æltet Gruiis og Smaastene ind; Hovedhensigten dermed har udentvivl været at gjiire dem btdre skikkede til Koge- kar; de lilive derved mere poriise, tage lettere mod Var- men og lade den hurtigere og stærkere virke paa det, der er indeni, uden at de selv let springe. Hvor hensigts- mæssig denne Iblanding er, erkjender man selv i vor Tid, hvor man som oftest endnu foretager den ved Forarbei- delsen af alle Kogekar paa de Steder, hvor man ikke har den til dette Brug alene ret skikkede middelfine, meget elastiske Leerart, der for Exem|)el findes i saa stor Mængde i de Egne af Jylland , hvorfra vi faae vore ahnindelige Leerkar til Huusbrug. Dersom vi med Sikkerhed turde gaae ud fra den Forudsætning, at de grovt iblandede Kar vare Kogekar eller — hvad der vistnok for hiin Periode er det Samme — RLadkar, de af den finere Masse der- in»od Drikkekar, vilde man efter de i vort Museum væ- rende Stykker komme til et Resultat, der stemmede for- træffeligt overeens med Formerne, thi i Reglen ere de flaskeformede de fineste, de skaalforniede og urtepottefor- mede de groveste; Hængekarrene ere oftest grove i Massen, men de have i det Mindste ikke hængende kunnet være brugte som Kogekar, deels fordi Snoren, hvori de hængte, niaatte forbrændes, deels fordi de som oftest ere altfor smaa. Bestemt at angive , hvortil alle Leerkar i Oldtiden have været brugte , vil i det Hele taget blive vanskeligere og unådigere, jo længere vi gaae tilbage til Tider, hvor man af Mangel paa Kundskab til andre Materialers Forarbei- delse vistnok har benyttet de simple Gjenstande og Red-

3J4 KAR FRA .\ORDR\S HKDK\OLD.

skaber , iii;in forstod at forskaffe s;g , til mange Ting, hvortil man senere ei blot fik andre hensigtsmæssigere Former, men ganske andre og bedre Materialer. Kun det kunne vi med Bestemthed antage, at alle Leerkar, der findes i Steenalderens Grave, vare aluiindellgt brugte af de Levende. — Paa en mærkværdig iVlaade vare to Kar nedsatte i den store Roddingehoi paa IMiien , der bestemt tilhorer Steenalderen ': man fandt her i den forst aabiiede Gang det Fig. 1 afbildede Hængekar staaende i Sand paa en flad Steen i det sydvestre Hjorne , stottet til begge Sidevæggene, 1 Ovarteer over Jordfladen. Karret havde intet Dæksel, men 3 Tommer over det var med Sandkit indsat i Hjornet en beskyttende Flise, :^ Alen 'lang fra Rjornepunktet, 8 T. bred fra Væg til Væg og li T. tyk. I den anden Gang af samme Grav fandtes et andet Leer- kar hensat og beskyttet paa den samme ellers ukjendte Waade; og hvad der er endnu mere mærkeligt: en tve- egget Hammer af Gneissteen var ligeledes med Sandkit indfæstet med den ene Flig i Væggen, med den anden i Karrets overste Rand , hvorved et Stykke af dette blev afbrudt, da man vilde skille dem ad. Dette andet Kar var slorre end det ftirste og uden alle Zirater; det havde flad Bund, og paa Midten, hvor det var temme- lig skarpt udbuget, fandtes to og to Orer ligeoverfor hver- andre, og lige over disse Orer vare igjen i Overranden to og to Huller, oiensynllgt anbragte for derigjennem at trække de samme Snore, der gik igjennem Orerne. I Almindelig- hed findes Jlængekarrene staaende i Sand, ogsaa liggende paa Bunden af Graven; saaledes fandtes f. Ex. ifolge Ind- beretning det Fig. 3 afbildede, der ogsaa er fra Miien, i

^) See Pastor J. Paludan om Roddinge-Kongens Begravelse i Ant. Ann. 2 Bind Pag. 221 ff. 5 cfr. Afbildningerne i samniegt Beskrivelse over Mi>en 1 Deel Tab. V. Fig. 1 og 2 og Tab. VI. Fig. 1.

K\R FRA i\ORDK\S HKDKXOI.D. 345

en Crav , hvor det med flere aldeles lignende laa rundt om et storre staaende Kar midt i Graven,

De Kar, der i lironcealderen nedsattes i Gravene, indeholdt ikke Fiidemidler som Steenalderens. Man hrændte de Dode og Troen paa Legemets fortsatte Ernæring niaatte forsvinde ved at see , at der kun Ideve halvt ophrændte Beenstuniper tilbage; men netop disse Ijoen- reliqiiier o[>sandedes og nedlagdes i Graven jtaa forskjellig Rlaade. At selve Forbrænditiu;sstedet oftest hrusjtes som Begravelsessted er ovenfor omtalt; hvor det ikke har været Tilfældet, synes man almindeligt at have hesfruet Bunden af Graven med en rodlig eller guul Sand. De for- l.rændte Been nedlagdes i en Urne , der vistnok næsten uden Undtagelse var af Leer, sja'ldent af Steen, som vi nedenfor ville komme til at omtale, og sandsynligt aldrig lier i Danmark af Metal, Glas eller Træ, thi skjcindt ujan ofte ogsaa hos os har talt om Urner af Bronce og Guld, Glas og Træ, som skulle være fundne fyldte med hrændte Been, mangle vi aldeles paalidelige Efterretninger derom; og om de fleste, vort Museum eier, vide vi derimod med Vished, at dette ikke har været Tilfældet. Hvorledes Urnen hlev tillukket er ovenfor omtalt, men hvorledes den blev liensat, skulle vi gjennemgaae her. JMnn opkastede lujp- f'uft en Hol, og disse Broncealderens GravhiJie ere ofte meget hoie og store , skjondt Gravkisterne selv ere ubetydelige mod Steenalderens steensatte Jættestuer og luindre end dens Grave i Langdysserne, Paa But»den af denne Hiii staaer Urnen omvendt eller hyppigst retvendt paa en flad Steen under en kunstig ophobet Hvælving af Haandstene, der beskyttede den ^aavel fra oven som fra Siderne, og over denne Hvalving ligger den opkastede Jord It5s. Ofte tindes ogsaa Urnen hensal ligeledes paa en flad Steen, men i en ganske snæver Fiirkant af flade Stene, der sluttede om den og beskyttede den ogsaa fra

340 K'.R FRA >ORDE\S IIKDEXOLD.

oven, ila disse sniaa Fiirkanter tillige vare dækkeile med een eller flere flade Stene; sjældnere ere disse Gravkamre sforre og indeholde da son« oftest flere Urner. 1 saa- daiine sniaa steensatte fiirkantede Rum tinder man end- nu langt oftere de forbrændte Been simpelthen nedlagte uden Urne, og de dairtie saaledes den lette og naturlige Overgang til de fiirkantede Steenurner (Fig. 82), der alt- saa allerede af den Grund niaae ansees for at tilhijre den senere Broncealder. Udenom denne lille Kiste lagde man Haandstene udentvivl for at stotte Siderne og derpaa ka- stede man en heel Dynge Haandstene sammen over Ki- sten, over h\ilke man opkastede Hiiien, der næsten altid hestaaer af reen sort Rluldjord. JMen ligesaa hyppigt og rimeligviis endnu /ii/ppif/ere end man i den senere Bronce- alder opkastede en ny Hoi , benyttede man de ældre fra Steenulderen eller en tidligere i selve Broncealder en opkastet Hoi. Man gravede et Hul oveni eller i Si- den af Hoien, i hvilket man med flade Stene satte de« samme Fiirkant, som ovenfor er onitalt, og indsatte Urnen i den , eller ligesaa ofte, om ikke oftere , har man indsat Urnen los i denne Aabnlng i den ældre Hoi og hlot tildækket den med Jord. Deraf kommer det , at man ved at gjennemgrave en Hoi i AlmindeUghed finder en Mængde Urner rundt om, dybere eller lavere under Over- fladen , sædvanligt lige i Udkanten, forend man konmier til den oprindelige paa Hoiens Bund værende Gravkiste. — En tredie i Broncealderen vistnok anvendt Maade at begrave Urnen, som indeholdt de forbrændte Been, var at nedsænke den i Vand; hyppigt findes nemlig Urner i Moser , som i Oldtiden maae have været Indsiier eller Dele af Fjorde, der gik ind fra {lavet. En fjerde Begra- velsesmaade , der vel sjældnere anvendtes og rimeligviis snarest i Overgangsperioden til den paafolgende Jernalder, og som ei directe vedkommer Urnerne, da ingen Urne

HAR KUA \ORDK,\S IIKDK\()LD. 347

anvendtes, har et Fund bestenit oplyst, som i August 1845 blev gjort paa Lyngby IVlark ved Kjobcnhavn. Den her fundne Gravkiste, der havde fem Dækstene og var sat som saidvaiiligt af flade Stene, var 3 Alen 1 I Tommer lang, 22 Tommer bred i den ene Ende og 17 Tommer i den anden og 18 Tommer dyb, og altsaa sfor nok til at rumme et ubrændt Lig, men i den fandtes de halvforbrændte Been af Liget kun indsvohte i et iddent Klæde, rimelig, viis et Klædningsstykke, lagte ovenpaa en Dyrehud. Over det uldne Klæde ved hiiire Side af Liget laa Bronce- sværdet , der daterer hele Fundet. — Sværdet, Dolken og Landsen af Bronce findes saa hyppigt ved Siden af Urner med brændte Been, at man maa antage det for en Skik, der kun har saare faa Undtagelser, at den Dode fik. sine Vaaben med, men det horer til de storste Sjældenheder hos os, hvad der altid er Tilfældet i de vendiske Grave i Nordtydskland, at Sværdet eller Dolken er sammetibukket eller sonderbrudt for at nedlægges i Urnen. I Urner fra Broncealdereti findes derimod hyppigt Naale , Pin- cetter og Knive, stundum, men langt sjældnere Sauge; sædvanligt findes da i en saadan Urne en Naal, en Pin- cetfe og en Kniv lagte sammen, og da der sjældent findes Vaaben ved de Urner, som indeholde disse Redskaber, sy- nes den Conjectur hiiist rimelig, at man i dem har Old- tidens Syredskaber, t g at de Urner, hvori de findes, inde- holde Ligene af Fruentimmerne. De smaa saakaldte syn»- bolske Sværd og Landser findes ogsaa oveni Urner og vi maae beklage, at man ei endnu med Bestemthed tor sige, at de tilhore den senere Broncealder, thi derved vilde den rimeligste Forklaring af deres Bestemmelse vinde I Sand- synlighed, nendig at de tilhore en Periode, hvor den gande Skik at medgive Aen Dcide hans Vaaben endnu ikke ganske var afskaQet, og hvor man satte for stor Priis jjaa de brugbare Vaaben til at begrave dem med den

348 KAR FRA .A10RnR^S TfFDKXOLD.

Dode , <1er ei kiinrle anvonde dem; saa at altsaa disse J^yiiil)oler vare et Slags religiiist Bedrageri.

I Jernalderen liar man endnu stundum brændt de Dode og flere af de Gravkar, vi liave fra denne Periode, ere Urner ; men saavel dette som at nedsætte Urnen i Moie var IiJiist sjældent. Man begravede de Dode, i Reglen nbrændte, i naturlige Sandbakker uden steensat Kiste, med Gravkar, der ligesom Steetialderens Kar maae ansees for Huusgeraad, der have indeholdt Sjtise og Drikke. De fleste Kar saavel af Leer som af Bronce , Træ og Glas fra denne Periode findes derfor tomme eller med Stov i, fordi deres Indhold er bortdunstet eller oplost til Stiiv; maaskee vilde dog en storre Opmærksomhed paa disse Kars Findested og de mulige Levninger af det, de have indeholdt , kunne lede til langt bestemtere og mere oplysende Resultater, end dem, vi endnu kjende.

Man har sædvanlig i Jernalderen benyttet visse Sand- bakker som en fælleds Begravelsesplads for en heel Egn cHer et heelt Distrikt , og vi kjende allerede flere saa- danne her i Danmark , men man finder ogsaa fra denne Periodes forste Tid , naar man endnu har brændt den Dode , Urnen nedsat i en med Flid sat fiirkantet Steen- sætning, men denne er da storre end de almindelige smaa fra Broncealderen og næsten af Storrelse som en moderne Grav. Den Fig. 64 afbildede Urne fandtes 1820 af Fie- ven af Hovedgaarden Lengsbolm i Hornsherred i Jylland i en saadan Steensætning paa en lille Holm i det saa- kaldte Troldkjær; over Urnen laa Jernsværdet, som daterer Fundet. En tredie Slags Grave, der alene hore Jernalderen til og rimeligviis dens ældste Periode, da der i dem altid findes Urner med brændte Been sammen med Smykker fra Jernalderen, ere betegnede med smaa runde Jordtoppe — som JNutidens GravbiJie — , af hvilke altid mange findes sammen paa eet Sted, f. Ex. paa Urnekulen, o. fl. St.

KAR FIIA \ORDKiVS HKDKi\OI,n. 340

Vi have her kun talt om Uiner og Kar, der findes nedsatte i Oldtidens Grave; af dens aliMiri<leligt brugte Huusgeiaad findes endnu niar)gc utider de forskjeliigstc Forhold, snart i Moser, hvori de enten ere nedsænkede eller tabte, snart paa slet Mark, hvor de ofte ere blevne nedgravne med forskjelligt Liggendefæ; med Hensyn til deres Tidsalder indeholder naturligviis Findestedet ingen Oplysninger, og kun Fahrikatlonen kan lede til at bestemme den. Alle saadanne Kar indbefatte vi her under Navn af jordfundne i Modsætning til Urnerne og Gravkarrene.

Efterat have forudskikket disse Bemærkninger saae vi over til at omtale de afbildede Leerkar under de Hoved- classer, hvortil vi troe efter deres Form at kunne henfore dem. Det vil her blive nodvendigt, at af og til noget forskjel- lige Kar henfores til samme Afdeling, naar Formen i det Hele ere lignende, thi skulde de mindre Forskjelligheder bestemme nye dasser, vilde næsten hvert enkelt Kar komme til at udgjoie en Classe for sig, og Hovedhen- sigten af denne Classification , Indfdrelsen af en saavidt mulig simpel Nomenclatur ikke opnaaes.

1. Hæivge-Kar 3: de, der hnve en sandan afrun- det eller spids Bund, at de ikke kunne staae paa denne, og *om derfor have Ihdler i Overranden eller Orer, hvor- igjennem de Snore bleve trukne, hvori de bares hængende. Alle Hængekar af Leer tilhore Steenalderen , men Hænge- kar af Bronce og Guld findes ofte fra de fiilgende Perio- der i Oldtiden. Som Underafdelinger af Hængekarrene af Leer kunne de fire her afbildede betragtes som Hovedformerne: a) Hængekar med Orer, anbrar/te hvor Bugen er videst (FIg. I). Mundingen er paa disse kort over Bugen, rimeligviis for at Karret kunde være i Ligevægt, naar det bares.

330 KAR KRA NORDRiNS HKDK,\OLD.

h)IJænffcknr med en indkneben, hui Hals (Fig. 2). De have ajennemstukne Bærehuller istedetfor Orer, og Bære- hu/lerne ere anbragte overst i Hahen, ligeledes for Ligevægtens Skyld,

c) Hængekar , som med deres Laag danne næsten en Kugle. Bærehuller istedetfor Orer ere ogsaa her i Kar- rets Overranfl. (Fig. 3). Vort Museum eier et lille Kar af denne Form, i alle Retninger kun to Tommer i Dia- meter, men uden Bærehuller, saa at man maa antage det for en lille Daase eller Æske af brændt Leer, hvis Form. Zirater o. s. v. hetiforer den til Steenalderen. Den er funden ved Ploining ved Carise i Sjælland, ikke i nogen Grav.

d) Hrengckav i For in som et lidt over Midten overskaaret Æg; de have Orer, anbragte nærved Mundingen (Fig. 7).

I Modsætning til Hængekarrene, maatte man vel strængt systematisk have fremsat som en Hovedclasse: Standkar O: alle Kar, der have en flad. Bund, kvorpaa de kunne staae, men under denne Classe vilde næsten alle Leerkar henhiire, da Hængekarrene i Forhold kun ere faa, og vi have ikke opstillet en saadan Hovedclasse, for ikke der- ved at gjore Inddelingen mere indviklet.

2. Bærk-Kar 3: fladbundede Kar med to eller flere Orer. Skjiindt disse Kar kunne staae, vise Orerne, at de ogsaa have været bestemte til at bæres hængende i een eller flere Snore. De findes fra alle Perioder i Oldtiden og have vistnok været de almindelige Kar til at bære Vand og andet flydende i, hvortil man — navnlig i den ældste Tid af Mangel paa Kjendskab til Metal — kun med Van^ skelighed kunde skafl'e sig stiirre og bedre Midler. Deres Hovedformer kunne henfores til:

a) Bærckar med Hals og rund Bug. Fig. .5 af Form som en Dunk, med fire Oskener eller smaa Orer for Snore, Fig. 31 med to Orer ved Halsen, begge disse Kar ere

KAR FRA NORr)K,\S HKnK^OI,I>. 351

fra Steenaldcren; og Fig. 55 med en vlitl Hals. Til disse kunde ogsaa Fig. 71 liciifores, men da dens ()rer cre meget smaa, maaskee kun aiibiagfe som Zirater, og den er saa afgjort flaskeformet, hcjifore vi den heller til de flaskeformede (see nedenfor).

b) Bærekar med sknrp Bur/ , kegleformet sammenlohende mod Mundingen (Fig. G). Dette Kar liar op imod Mun- dingen tre Oskener for tre Snore; det tilhorer den se- neste Broncealder eller Jernalderen og er fundet paa den i denne Overgangsperiode almindelige Begravelses- plads noget fra Hasle paa Bornholm, som nu kaldes Urnekulen. — Et Bærekar med skarp Bug fra Steen- alderen, der fandtes i Rfiddingehoien paa INIoen er om- talt ovenfor S. 344; det var forskjclligt fra det her afhil- dede deels derved, at det havde to 02: to lisefor hin- anden siddende Orer paa Bugens fremstaaende Kant, og deels fordi det tillige havde Bærehuller i Overranden, lige over Orerne.

c) Ovale Brerekar af en oval Form, der aldeles vilde til- dækkes af det Fig. 4 afbildede Laag og med Oskener nede ved Bunden paa Ellipsens Ender, svarende til Laagels Huller. Af saadanne Kar eier vort Museum intet (kun det afbildede Laag), ei heller vide vi, at der findes no- get i andre Museer i Norden , men vi have temmelig sikkre Indberetninger om, at Kar af denne Form, der oftere findes i Tydskland, ogsaa ere fundne i Danmark, men faldne sammen ved Optagelsen.

3. Urtepottfformkdr o: Kar af Form som en Valse, men da denne Form — i Overgangene næsten umærkeligt — udvider sig noget skraat opad, saa at Mundingens Dia- meter bliver storre end Bundens, henregne vi ogsaa til denne Classe de Kar, der have Form som en afskaaren, omvendt Kegle. Begge disse nærbeslægtede Former ere med deres mange Variationer de almindelige i vor Tid

:>,.

A

352 KAIl FRA NORDRIVS HKDK%OLD.

til Urtepotter, hvorfor vi have valgt dette for Alle tyde- ligt betegnende Navn. En Mængde af de til denne Classe horende Kar findes fra alle Oldtidens Perioder, og de fleste, navnlig af de ældre, ere uden Tvivl Huuskar. — For disse Kar troe vi, uagtet mange Forskjelligheder, at kunne a»- see for Grundformer:

a) (le valsedannede 3: Cylindre, hvor Diametren af Mun- dingen er lig Bandens, de have sædvanligt en lidt ud- adhoiet Overrand. (Pig. 8, 9, 12). Unoiagtighed i Form- ningen har ofte gjort, at Siderne ere skjæve, og For- men altsaa ikke reen (Fig. 8, 9). Fig. 12, der har en nOiagtig Valseform, er mærkelig ved den flade Ring, som er lagt paa Overranden, fremstaaende ligesaameget indvendigt som udvendigt.

b) de omvendt kec/ledannede- o: de , der ere skraat ud- videde opad, hvor altsaa Mundingens Diameter er sturre end Bundens (Fig. 10, 15, 74). Fig. 10 er fra Sleen- alderen, Fig. 1.5 fra Jernalderen og Fig. 74 ligeledes fra Jernalderen, men funden i Norge.

Til Variationer af denne Form regne vi: a) Fig. 11 : ind- kneben i Midten, [5) Fig. 13 og 76: indknebne ved Mundingen (den sidste fra Norge) og y) Fig. 14 og 75 : indknebne oven- over Bugen og med noget udvidet Munding. (Fig. 75 er fra INorge). Fig. II og 13 ere fra Broncealderen , Fig. 75 og 76 fra Jernalderen, Fig. 14 rimeligviis fra åen senere Broncealder eller Jernalderen. Ligesom dette Kar har tre fremspringende Knopper, saaledes eier Museet et andet af lignende Form med fire Knopper, i lige Afstand fra hverandre.

5. Skaalpor-virde O: Icwe Kar med hred Bug off viid Munding. De have som oftest Ore (enten verticalt eller horizoritaltj, og undertiden ere de lidt sammenknebne over Bunden, saa at denne danner en lille Fod. De skaal- formede Kar have vi»tnok alle oprindeligt været liuuskar,

RAR KRA KOROKKS HKDKNOLD. 353

men ere ofte i Brændalderen blevet benyttede som Laag over Urnerne. (Fig. 16: uden Oi;e, Fig. 17: med rundt Ore Fig. 18: med fladt horizontalt Ore, Fig. 19: indkneben under Bugen, Laaget paa Fig. 39: en meget flad Skaal, Laaget paa Fig. 51: Skaal med flere Afsatser), Museet eier en Skaal af Form som Fig. IG, men uden den lige opstaaende Kant foroven , der er benyttet som Urnelaag, idet den er sat retvendt paa Urnen med Bunden ind i denne; Bunden paa denne Skaal er gjennemstukken med Huller, der ere anbragte i coricentriske Ringe, saa at den seer ud som et Dorslag. En flad Skaal af Form som Laaget paa Fig. 39, men med en horizontal anbragt Ring som Ore og med Tud (lignende eu Lampe) har Museet nylig erholdt.

.5. KoPFORMKDE. Da man ikkun bruger Navnet Kop om mindre Kar, ville vi hertil have henregnede: sniaa Kar i Vidde mindre, og i Forhold til Vidden hoiere end de skaalf ormede , Mundingen er sædvanlig udadhoiet , og Mundingens Diameter mindre end Bugens. De have alle været Huuskar, rimelig Drikkekar og findes i lignende Former fra hele Oldtiden, dog hverken med Hank eller med skarp Bug fra den ældste Tid. a) kopformede uden Hank. (Fig. 21, 24, 25 og 26: rund-

bugede, Fig. 27: skarpbuget). Fig. 25 har, hvad Af-

bildingen ikke viser, paa den ene Side en fremstaaende

Knop, der forestiller et Dyrehoved. h)kopformede med Hank (Fig. 23: rundbuget, Fig. 20 og

22: skarpbugede).

6. Kar paa Fod o: Kar, der ere hævede paa et bestemt afsat Fodstykke, som enten er valse- eller ontvendt kegledannet; de valsedannede Fodstykker ere da som oftest sammenknebne i Midten; til Gravkar paa Fod ville vi der- imod hverk(jn henregne de Kar, der have en flad Brikke 1844—1845. 23

3;i4 XAR FRA IMORDRNS HEDKiXOLO.

eller Ring under Bunden eller dem , paa hvilke Bugens Sider kun ere kegleforniigt samnienlobende mod Bunden. De mindre Kar af denne Classe, af hvilken intet haves fra Steenalderen, kunne bekvemt kaldes de bægtrformede, men vi have ikke brugt dette som Classenavn, foidi det f. Ex. ingenlunde kan anvendes paa Fig. 29, paa Gi and af dens Stcirrelse; den er nemlig 8| Tomme hoi, 11.^ T. i Bugen, 10 T. i Mundingen og 6 T. i Foden i Diameter. Som Underafdeling ville vi derimod benytte dette Navn: a) hægerformcAlc med Uge Sider som en omvendt Kegle, der hviler paa en retstaaende Kegle som Fod. (Fig.28). h)rundbngede (de mindre kunde kaldes kopformede paa Fod), der hvile paa en Valse, der udvider sig ved En- derne (Fig. 29, 31 og 42). Disse Fodstykker ere alle hule. Fortsættelser af Karrets Huulhed. c) skaalfonnede paa samme Art Fod som de rundbugede (Fig. 30). Fig. 19 har vel en Slags Fod, men endnu langt mindre bestemt, end Afbildningen viser, hvorfor vi have anfort den mellem de Skaalformede.

7. Kandeformede o: hoie Kar med viid Flals eller udadhoiet Munding og altid med Hank. De, vort Mu- seum eier af denne Form, tilhore alle den senere Bronce- alder eller Jernalderen:

a) skarphugede , med forskjellig Hals (Fig. 32 og 33). h)rnndbiigede, kun med udadboiet Munding (Fig. 3.5). Dette Kar kunde maaskee uagtet dets Hank henregnes til den ftilgende Classe (de krukkeformede), men vi have fore- trukket at henfore det til de kandeformede, paa Grund af dets store Lighed med Viintappernes nuværende Studs- kander.

8. Krttrkeformedr o: alle stbrre Kar, der have vdvidet Bug , smallere Blunding , og i Almindelighed en endnu smallere Bund. De have ofte eet Ore, og ere alJe meer eller mindre sammenlobende mod Mundingen,

KAR FRA ^OHDE^S HKDEiXULD. 355

men have hverken den store Hank eller ilen hesteiute Hals, der hver for sig charakteriserer de kandefoniiede som Gydekunder; fra de kop- og skaalformede, med hvilke de oftest i Form falde sammen , adskille de sig ved deres Storrelse, især Hiiiden. Det er disse Former, der endnu i vor Tid i x\Iinindelighed anvendes til forskjollige Huuskar af Leer og benævnes med det fælleds Navn Krukker; de ere ogsaa de hyppigst forekommende Former fra Oldtiden og til dem hore de allerfleste virkelige Urner. Som Under- afdelinger af dem ville vi opstille:

a) kop formede Krukker o: Kar af Form lignende de kop- formede Gravkar, men hoiere og storre (Fig. 38, 47 og 59?: uden Ore, Fig. 40, 66, 45, 46, 77 og 58: med Ore), \i)rundhiigede Krukker d: de, hvis Bug udvider sig af- rundet. Stundum findes disse Krukker med en saa ringe Udhugning, at de næsten ere kegleformede, slunduni have de en kort, viid Hals, oftere er Overranden lidt udadboiet, men sjældent er Mundingen dannet ved lige at afskjære Karret kort ovenover Bugen. (Fig. 37, 39, 48, 50 og 61). En særegen Form har Fig. 78, der næsten er kugelrund (den er 11 T. hoi og 10| T. i Bugen i Diameter, Mundingens Diameter er 5.^ T.). Denne Urne, som indeholdt brænHte Been, og hvorover var lagt et sammenbukket Jernsværd, er funden paa Oen Fohr (see Aarsberetningen for 1843 S. 13 f.). c) skarpbugede Krukker. Oprindelig er denne Form frem- kommen ved at stille to afskanrne Kegler med den brede Ende mod hinanden (som Fig. 49): men ved at indknibe Siderne paa disse Kegler, navnlig paa den overste , fremkom mange Variationer, hvis Antal end mere forogedes derved, at man beholdt den skarpbugede Form, men afrundede den skarpe Kant (Fig. 30, 41, 5 I, 52, 54). Som en ganske særegen Variation af denne Form, nævne vi Fig. 44, hvor den overste Kegle er

23^

356 KAR FRA NORDRKS HEDENOLD.

trukken sammen til en meget snæver Munding , ået næsten kunde kaldes en lials, dersom den var fortsat lidt længere opad. å) Krukker, indfaldende ovenover Bugen o: Kar uden Hank, hvis overste Deel er en afskaaren Kegle, hvis Grundflades Diameter er mindre end Bugens, og hvis Sider ikke slutte sig som umiddelhar Fortsættelse til Bugen (Fig. 56 og 57). 9 BojAKFORMKDE O '. hole, ruudbugcde Kar med vlld Bug ^g vild Munding, ofte med en kort viid Hals. Hvor Halsen ikke er omvendt kegledannet som Fig. 62 og 63, eller af Form som en san)nienkneben Valse (Fig. 53), have disse Kar altid en fremstaaende Kant om Mundingen. Den korte omvendt kegledannede eller valsedannede Hals eller denne fremstaaende Kant om Mundingen ansee vi for det charakteristiske Særkjende for denne Classe i Mod- sætning til de ovenfor omtalte rundbugede Krukker , til hvilke vi derfor henregne Fig, 61, medens vi henregne Fig. 64 til de hojanformede. Denne Form er oprindelig uden Ore, men da vi have Kar af aldeles lignende Form, kun med et tilsat Ore, have vi troet at kunne fremsætte som Underafdelinger; •d)uden Ore (Fig. 60, 62 og 64). \i)med Ore (Fig. 53, 63, 65 og 68).

10. Flaskeformede o: mindre Kar med en hot, snæver Hals. De af disse Kar, som ere eiendomnielige for Steenalderen, ere næsten kugelrunde, have stundum to smaa Orer (Fig. 71), stundum en flad fremstaaende Kant paa Halsen, en Haands Brede fra det egentlige bugede Kar (Fig. 72), begge Dele for med Lethed at kunne bære Karret. De have som oftest en flad Bund og kunne alle staae, men ingen af disse ældste Kar have noget eget Fodstykke (Fig. 69 er fra Jernalderen , hvis det er nor- disk, hvorom vi meget tvivle; det er til vort Museum kommet fra det gamle Kunstkammer, i hvis Protokoller

KAR FRA NORDKXS HRDK^OLD. 357

I

dov ingen Efterretning havdes om dets Findesfed). VI ville inddele de flaskeformede Kar i to Classer: »)i7ied rund Bug (Fig. 09, 71, 72 og 73). b) med skarp Bug [(^^'S- ^^ » som er fra Norge og fra Jernalderen).

11. OvALR Urkrr. Af dem eier Museet kun een, Fig. 43, som er fra Broncealderen , funden med brændte Been, og saavidt vides er dette det enesle Stykke af denne Form, som er fundet i INorden. I Tydskland findes de ijike sjældent. Her niaae vi ogsaa paa Grund af Formens Lighed nævne de ovenfor omtalte ovale Bærekar.

12. LuK.KEDR Urner. Ogsaa af denne Form har man i Norden kun fundet den afhildede Urne (Fig. 67), der oien- synlig er forfærdiget til Begravelseskar (see ovenfor S. 321).

II. GRAVKAR AF STEEN (Fig. 79-83^. - Disse findes ikke sjældent i Norge og endnu oftere i Sverrig, navnlig i Bahuus Lehn; i Danmark ere derimod, saavidt os bekjendt, kun de to Fig. 82 og 83 afbildede fundne. Disse Steenkar ere ofte mrget raat udhugne, ofte derimod meget omhyggeligt afglattede, og i Norge findes endoa; Kar af Talcrsteen med indskaarne Zirater. De fleste af de skaalformede Kar af Steen have sikkert op- rindelig været Huuskar og have derfor enten haft Haand- tag. Hank eller to lige for hinanden siddende fremsprin- gende Kanter, for lettere at kunne !)æres; vi maae dog her bemærke, at den paa Fig. 83 afbildede Hank uden Tvivl er nyere tilsat, men i de gamle Huller, hvori der alle- rede i Oldtiden utvivlsomt har været befæstet en Hank. Dette Kar, der for længere Tid siden er fundet i Jylland, har nendig af Finderen og hans Son været anvendt til Liinipotte i en Række af Aar, for det afleveredes til Mu- seet. — At Steenkar derimod ogsaa ere blevne brugte som Urner, i det Mindste i Norge og Sverrig, er aldeles vist, da man ofte har fundet dem, indeholdende brændfe Been. Stceo-

358 KAR FKA NORDENS HKDK.VOLD.

kisten (Fig. 82) synes ligeledes at være en Steenurne; den er fra Bornholm og er kun en fuldkoninere Gravkiste i Smag med Broncealderens smaa ovenfor S. 345 omtalte, der ere sammenstillede af lose, tlade Stene. Alene af denne Grund, som og fordi den udfordrede til sin Forarbeidelse fuldkomnere Redskaber, niaae vi antage den for yngre end Broncealde- ren , og naar dertil kommer, at den fandtes omsat med rode 3Iuurstene, er det aldeles vist, at den tilhorer den allersidste hedenske Tid , og dersom den — hvad dens Form gjor rimeligt — har indeholdt brændte Been af et Lig, er den et mærkeligt Beviis paa, hvorlænge man paa Born- holm ligesom i Norge og Sverrig har vedblevet — und- tagelsesviis — at brænde de Diide. Alle Steenkar tilhore Jernalderen; efter deres Hovedform troe vi at kunne ind- dele dem i :

1, Skaalpormede Steenkar, der kunne deles i:

a) runde eller fiirkantede Kar med et langt Haandgreb (Fig. 79 og 80, begge fra Norge) , og

b) lave runde eller ovale Kar med to korte Haandgreb eller Hank (Fig. 81 fra Norge og Fig. 83).

2. Strenkistrr o: fiirkantede Kar uden Haandgreb eller Hank. (Fig. 82).

III. GRAVKAR OG JORDFUNDNE KAR AF METAL.

(Fig. 84—105). Af disse tilhorer naturligviis intet Steenalderen, frem- deles kan intet Rletalkar, der er fundet i Danmark, med Rimelighed antages for en Urne ; selv om enkelte Fund skulde komme for Dagen, i hvilke et Metalkar indeholdt brændte Been, maatte det ansees som en Undtagelse, at man havde benyttet et i en anden Hensigt forarbeidet Kar hertil , hvilket vi ogsaa antage at have været Tilfældet i Norge, hvor man dog oftere har fundet brændte Been i Kar af Metal, navnlig af Jern. Vi betragte alle Metal-

RAR FRA KORDENS IIKDKVOLD. 359

kar som Unusfferond eller Kar til JtcllUjt Brug, hvilket sidste vi navnlig troe at niaatte antage om Hængekairotie af Guld (Fig. 88 og 89). Dereis store Mctalværdi i den Old, de tilhore, synes i ForMndelse n»ed deres fuldkomne Overeenssfemmelse i Form og Zirater at gjore denne An- tagelse rimelig, og det vil være naturligt ogsaa at overfijre den til de eensartede Hængekar af Bronce. Disse have Andre villet aiisee for Lamper, men mod denne Coiijectur strider deels, at de fleste ere for store, deels at nogle (Fig. 87) have et aldeles tæt sluttende Laag, der er blevet fastholdt ved en gjennem Orerne stukken Rem. De i Jernalderens Begravelser fundne Metalkar troe vi , som ved Leerkarrene er anfort , at have indeholdt Spise og Drikke , og vi have end mere ved disse et Beviis paa denne Antagelses Rigtighed i deres charakteristiske For- mer soni Bolle til at indeholde Mjuden eller Oliet (Fig. 102), som Si til at hortsie tykt Bundfald eller andet deslige (Fig. 100 a), eller som Bægere til at drikke af (Fig. 101 og 103).

Til at bestemme, hvilken Periode, Broace- eller Jern- alderen , Metalkarrene tilliore , have vi langt stiirre og sikkrere Veiledning end ved Leerkarrene : Kar af Siilv hore alle uden Undtagelse Hedenolds sidste Aarhundreder til, ligeledes alle Kar af Jern, der saavidt vides aldrig ere fundne i Danmark, derimod ikke sjældent i Norge; men uden Hensyn til det forskjellige Metal er næsten altid Metalkarrenes Forariieidelsb , Form og især deres Zi- RATKR charakteristiske.

I Broacealdrren har man forarbcklet Metalkarret af Bronce eller Guld deels ved IJdhamriug, f. E.\. Hænge- karrene af Guld, deels ved Stuhninrj i og over Former af brændt Leer. At dette sidste har været Tilfældet, hevise saavel de undertiden forekommende Stoberande paa Bruncr- kar som furncudig et Hængekar di Bionee i vort Museum,

360 KAn FRA XORDEIVS HEDRINOLD.

hvori endnu hele den indvendige Form af brændt Leer sidder, og dersom vi ikke allerede fra andre Sider ved Fund af Indgasser, Rester af smeltet Metal, der er storknet i en Stobeskee, o. a. dl. havde Beviis for, at disse Bronce- arbeider ere forfærdigede her i Landet og ikke indforte, vilde dette Stykke alene gjore det rimeligt. Hvor fuldkomment Broncealderens Smede have forstaaet at stiibe Metallet, oplj^se navnlig de Stykker (hyppigst Sværdhæfter og Oxer), som kun bestaae af en tynd Hinde Metal, der er stiibt over en Leerkjærne, enten for at gjore Gjenstanden lettere eller — hvad der er rimeligst — for at at, spare paa Metallet, og det kan derfor ei være os paafaldende, at ogsaa Karrene af Metal ere ypperligt stiibte. Paa de stobte Kar er det Indvendige glat , medens Ydersiden har ophoiede Zirater, der altsaa have været indtrykte i den overliggende Form, som vi desværre endnu aldrig have fundet. At stabe og at udhamre Karret have været samtidige Foiarbeidelses- niaader. Ore eller Hank sutte man til med Nitter og Karrene synes at vise det Samme som andre Gjenstande af Metal , at Lodningen var ubekjendt for i den sidste Periode af Hedenold , og Kundskaben til den det sidste store Fremskridt i Metalfabrikationen, forend man lærte at dreie Metalkarrct, hvilket man ikke har forstaaet for heelt op mod Christendommens Indforelse, hvis man overhovedet hos os nogensinde har kunnet det i Hedenold. Noget som let kunde lede til at antage omhyggeligt udhamrede Kar for dreiede er , at man ofte i Bunden af disse linder en opdreven Ring om Bundens Midtpunkt som Centrum, stundum to eller tre concentriske; men ved noiere Betragtning viser det sig , at disse Ringe have af- rundede , ikke skarpe Kanter , og at de kun ere op- drevne over en under Bunden lagt unuiagtig Ring , i det Hoieste altsaa kun anbragte for at efterligne de dreiede Kar af romersk Fabrik, der ikke sjældent tindes sammen

KAR FRA ØtORDKiVS HKDKNOLB. 361

med dem. Stobriingen i det Mindsste af stiJrre K;>r op- liorte aldeles i Jkrnalderev, i hvilken man har udhamret: og tilsidst vinnskcc endog dreiet Karret , med hvilket Hanken var i eet Stykke (f. Ex. alle Kasseroller af Brorice og Sierne Fig. 100 a og b). Udbedrituf af et forslidt eller forstodt Kar er baade i Bronce- og Jernalderen skeet ved Paanitning af tynde Metalplader; Foden paa det Fig. 101 afbildede Solvbæger fra Jernalderen er endog sammensat af flere tynde Lag af Solvbiik, som ere sammen- nittede. Dog maae vi bemærke , at det lille Solvbæger Fig. 103 er stobt af Siilv og derpaa indvendig belagt med en tynd Guldplade. Ganske særegen er Forarbeidelsen fif de norske Jernkar, der, som Fig. 90 viser, ere nittede sammen af sniaa Jernplader. — Man har vidst at give Broncekarret indvendigt, ved at fortinne og derpaa glode det , en hvid , meget haard Metalheklædning som et Slags Klokkemetal, der ved sin Haardhcd og Politur er meget bedre end Nutidens Fortinning. En saadan har Fig. 102 o. fl. andre. Stundum findes en tynd Guldplade eller et Slags Plade-Forgyldning indeni Kar.

FoRMEX er vistnok det usikkreste Kjendetegn til at bestemme Metalkarrets Alder; dog synes det som at alle d^ ældre Former — naturligviis med Undtagelse af Skaalene — ere lave og brede i Forhold til Jernalderens mere hoie og slanke, der som oftest vise, at Smagen er bleven paa- virket af en Indflydelse, der er udgaaet fra Syden, hvor den classiske Oldtids Levninger bleve det naturline Grund- lag for hele den opvaagnende Kunst og Industri.

ZiRATERNE ere derimod næsten altid aldeles charakte- ristiske. Fra Broncealderen ere alle de , som bestaae af concentriske Ringe eller af indslagne eller opdrevne Punkter.. Begge disse Slags Zirator have allerede været brugte i Broncealderens ældre Periode og ere paa de stobte Kar stobte nied, saa at de ere ojihoiede (Fig. 86 og 86 a), paa

302 KAR FHA ^out)^:JXS hkdkxOld.

de udhamrede Kar ere de sædvanlig drev?w indvendig fra udad og kun Punktziraterne findes — og sjældnere — ilugrie ind (Fig. 88, Bunden 88 a og Fig. 8'.*) En senere Periode af Broncealderen brugte indgraverede 7t\vi\iQV, hyp- pigst i Form af et liggende S (Fig. 84 og 85), eller — hvad der især hyppigt forekotnmer paa Bunden af Hænge- karrene af Brr)nce — e» indgraveret rund Fordybning i Midten, omgivet af Straaler og Ringe (Fig. 87 og. navnlig dens Bund Fig. 87 a). Disse sidstnævnte Zirater ere end mere charakteristiske derved, at de ere udfijldte med en 3Iasse af en Slags Jord eller Harpix, der oprindeligt maa have haft en nieget forskjellig Farve fra den blanke. Guld lignende Bronce og altsaa har været indlast som en Emaille i denne. Den samme Indlægning findes ogsaa paa Skjoldknaj)per og Haandgreb til Broncesværd, hvoraf vi troe at turde slutte, at den tilhorer den egentlige Bronce- alder , fra hvilken Periode vort Museum ogsaa eier flere store Knapper, maaskee til at sammenholde Sværdbæltet med,. i hvilke de indskaarne Zirater ere i selvsamme Smag og ligeledes udfyldte, men med en anden Materie, nemlig Rav. Paa flere Hængekar af Bronce findes en ziirligt gjennem- brudt flad Ring, der langs med Overranden lober rundt om Mundingen og staaer frem ind over Karrets Aabning, (Fig. 84). Et Slags Mæanderzirater forekommer ikke sjældent paa Broncekar , der rimelig ere fra den seneste Broncealder eller Begyndelsen af Jernalderen (Overringen paa Fig. 84), De phantastiske Dyre- eller Dragefigurer, Slange- zirater og alle Slags forviklede Snoninger og Ruder ere endelig, hvad enten de ere indgraverede eller drevne, sikkre Vidnesbyrd for, at de Kar, hvorpaa de findes, henhore til Jernalderen (Fig. 99, 101, 103). Hvor disse Zirater ere indgraverede, ere de ikke sjældent udfyldte med en Ind- lægning, der altid er af IMetal, hyppigst af Guld og Siilv. Saaledcs er der lagt Guld iud i Ziratcrne paa Fig. 103^

KAR FRA NORDK.^S flKDK.NOLD. 30^J

paa Fig. 99 ere der Indlægniu<i:er af S»5lv og KoMier; paa Fig. 101 ere »leriniod Ziraterne drevne op i tynde (»uld- plader, der ere fastnittede til Karret.

Vi have kun talt om de ægte nordiske Metalkar, for- uden hvilke der hos os ikke sjældent tindes andre af romersk Fabrik , paa hvilke naturligviis ikke de oven- anforte Bemærkninger passe. De ere dreiede paa Skive, ojj robe ved deres hele Form , Forarbeidelse o" Zirater deres fremmede Oprindelse i en classisk Smag , og da flere af dem endog have romersk Fabrikstempel , er det aldeles utvivlsomt, at de ere bragte hid ved Forbindelser med sydligere Nationer. For romerske ansee vi bestemt Fig. 96 og 104, ligeledes de fleste af Kasserollerne og Sierne (Fig. 100 a og b) og rimeligvlis alle Kar med dreiet Bund eller en dreiet Ring til Fod (Fig. 91 og 93).

Broncekar skulle være fundne i Broncealderens Grave, men meget sjældent; i stor Mængde tindes derimod Kar af alle Metaller i Jernalderens almindelige Begravelsespladser og i samme Olds hos os yderst sjaddne Hoie. Fig. 99, 100, 101 og 102 ere saaledes fundne sammen i en Sand- bakke i det sydostlige Sjælland ved Hindingeoie (tillige- med de Fig. 109, 111 og 1 13 afbildede Glaskar), og have uden Tvivl været en fuldstændig Opsats af Drikkekar. Mærke- lig er den Sammenstilling af Kar som er afbildet Fig. 100: yderst er en omhyggelig dreiet og meget solid kopformet Krukke med Ore af Leer, indvendig heelt beklædt med en tynd Broncebelægning ; Indeni denne er en Kasserolle af Bronce, der passer niiie i den, og indeni Kasserollen igjen en ligesaa noie tætsluttende Si. Bollen (Fig. 102) har uden Tvivl opritidelig været indsat i Træ, der i Ti- dens Længde er faldet hen i Sttiv , ligesom den vistnok har været tildækket med et Dæksel af Træ, da nemlig det bevarede Broncedæksel foruden Tuden kun dækker en ringe Deel af Karret, og altsaa kun har været bestemt til

364 KAR FRA NORI>E\S I(4^K»KN0LØ.

at gj<"»re UdhaeHningen sikkrere og lettere. Det lille Bæger (Fig, 103) er fundet i Dronning Thyre Dannebods Grav ved Jellinge og tilfiorer altsaa en historisk Tid fra den allersidste Hedenold , hvilket giver dets charakteristiske Zirater en overordentlig Værdi. — Hyppigt findes ogsaa Metalkarrene ikke i Grave, men luse i Jorderf, hvoxaf de tilfældigt op- graves eller opplyies, og ofte indeliolde de da enten Mynter eller Sntykker> der kunn& tjene til at bestemme deres. Tidsalder. Af alle Metalkar ere Hængekarrene af Gnid de, hvis Tidsalder er meest ubestemt; de ere aldrig fundne i Forbindelse med Noget , der kunde datere dem , og skjondt de aldeles eensartede Zirater paa dem alle (vi kjende 11). henfore dem til den samme og navnlig den seldre Periode af Broiicealderen, synes det utroligt, at de kun skulde have været brugte i een enkelt Periode og; netop i den Tid, hvor Guldet havde den allcrstorste Værdi. Rimeligere synes det unægteligt, at man til forskjellige Tider har forarbeidet dem i samme Smag , hvoraf man vel ogsaa kunde letles til at antage dem for hellige Kar.

Efterat have forudskikket disse Bemærkninger ville vi inddele Metalkarrene efter deres Former i fiilgende Glasser:

1. Hængkkar, o: de, der have en saadnn rund eller spids Bund, at de ikke kunne- stnae paa den', de have alle deres væsentligste Zirater paa^Bunden. Hængekarrone af Brorice have altid Oskener eller Orer (Fig. 84, 85, 80, 87). Hængekarrene af Guld have derimod ingen Orer, men kun en ombciiet Overrand, hvorunder man kunde binde en Snor og saaledes bære Karret. Det vilde vel have været hensigtsmæssigere at anbringe to Orer, men at de ikke have været bestemte til at staae, synes at fremgaae deraf, at de i Særdeleshed paa Bunden have deres fine opdrevne Zirater, der vilde blive aldeles fortrykkede, dersom Karret skulde staae paa dem, naar det var fyldt (Fig. 88 og 89, og især Bunden Fig. 88 a). Nogle af Hængekarrene

KAR Ih'RA \ORDKi\S HUnKXOI.Dt 365

af Guld have derimod paa den ene Sitle Huller efter Nagler, der have fastholdt et Ore, saa at man niaa an- tage, at de ogsaa have været brugte til at udhælde noget flydende af, idet man holdt dem i dette Ore.

2. Bærkkar o: Kar , der hnve flad Bund eller en Fod, hvorpaa de kunne staae, og Hank. De ere igjen: a) Bærekar med rund Bund (Fig. \){) fra Norge, Fig. 92). 1)) Bærekar med rund Bug og flad Bund (Fig. 95).

c) Bærekar iiied Fod (Fig. 96, 98, 99).

d) Bærekar, omvendt kegledannede (Spande) (Fig. 97).

3. Skaale o: lave Kar med afrundet Bug og viid Munding , uden Hank , stundum hane de et lille Ore. De kunne igjen deles i :

a) Skaale uden Fod (Fig. 94 og 104; med Ore: Fig. 105). h) Skaale med Fod (Fig. 91 og 93).

4. Kasskrollrr o: lave Kar med flad Bund af ^amme Diameter som Mundingen , med Haandtag , men uden Tud (Fig. 100 h).

5. Boller o: lave Kur med flad Bund af samme Diameter som Mundingen, med Tud, men uden Haand- tag (Fig. 102).

6. Sier o: lave Kar, stundum med flad Bund, som oftest med afrundet Bund , men med Bunden gjennem- slaaet med flne Huller, til at rense en flydende Masse fra faste eller tykke Hele (Fig. iOOa).

7. Bægere o: mindre Kar med udvidet Munding og faa et Fodstgkke. De have to Hovedformer:

a) rundbugede (Fig. 101).

b) omvendt kegledannede (Fig. 103).

8. HoRiv o: Kar i Form som Dyrehom. Af disse haves nu ingen i Norden, men det kongelige Kunstkammer i Kjobenhavn har tidligere eiet tvende saadanne af Guld, begge fra den sidste Periode af Hedenold, som bleve bort- stjaalne og indsmeltede 1 Begyndelsen af dette Aarhundrede.

306 KAR FRA .\ORORi\S HKDKXOf.D.

IV. GRAVKAR OG JORDFUNDNE KAR AF GLAS (Fig. 106-114). De meget sjældne Kar af Glas ere alle fra Jernalderen, endog fra den sidste Deel af denne Periode, og have uden Tvivl alle oprindelig været Drikkekar. De ere sjældent glntte, aldeles uden Zirater som Fig. 113 og 114. Zira- terne ere enten anbragte paa Karret under Fornininijeii, og liestaae da af oplwiede Striber, pressede op af det endnu blode Glas (Fig. 106, Bunden paa Fig. 112, Fig. 107 og III), eller de ere slebne ind i Form afrunde eller ovale Fordybninger (Fig. 108 og llO). For sjældnere, skjondt i sig selv meget simple, maae vi aiisee saadanne Zirater, som de, der findes paa den Fig. 109 afbildede Pokal: de ere oplwiede Sfriber af et svagt farvet Glas, deels blaae, deels gule, som ere lagte udenpaa det allerede færdirje Kar. — Kar af Glas findes næsten ude- lukkende i Jernalderens G;ave , sjældent ere de fundne i Moser. De kunne heiifiires til i Hovedclasser :

1. B.KGKKE o: xwei'T eWcT m'xmhehc^iemi kegledannede Kar, sædvanligt som en afstumpet omvendt Kegle; efter deres varierende Former maae disse deles i :

a) Bægere med flad Bund (Fig. 106 og 110). Hertil maa ogsaa henfores Formen Fig. 11.'), der kun er forskjellig derved, at Karret staaer paa en lille Ring, som ei er hiii nok til at gribe om.

b) Blegere med spids, afrundet Bund, som ikke have kunnet staae (Fig. 107 og 108).

c) Bægere paa Fod (Pokaler) o: Kar paa et saa hoit Fodstykke , at man derom kan fatte Karret og bære det (Fig. 109).

2. Sk A ALK d: låne Kar, enten valsedannede, stundum med en lidt udvidet Bug, eller som en Halvkugle; deres Bund er som oftest rund, men ogsaa undertiden flad, og iiaar den er rund, er den altid saa bred, at Karret kan staae paa den (Fig. 112, 114).

KAR fn\ \ORnR\S KRDKXOI.n. 3(17

3. Horn af GI;is , der eie saa sjældne , at det her afbildede (Fig. 111) er det eneste bckjendte. V. GRAVKAR OG JOHDFUNDNE KAR AF TRÆ (Fig. 115-117).

Disse have alle oprindcligen været brugte til IJuus- Jiar; nian har oftere fundet Spor af dem i BronceaMerens Grave, og riiueligviis have Trækarrene fra d<'nne Periode sædvanlig været Skaalr, udhulede af eet, Stijkke Træ, hvilke man ogsaa ruaa have haft allerede i Steenalderen; men det er forst fi'a Jernalderen man har fundet stiirre Fragmenter af Trækar. Fra denne Periode finder man endog sædvanligt ved ethvert storre Fund af OJdsager saavel i Grave som lost i Jorden Levninger af Trækar, der alle ere forfærdigede som Nutidens af smallere eller bredere Staver, der sammenholdes med liere Broncebaand og ofte i Overranden med en ombiiiet huul Broncering. De have i Reglen haft Hank, hvis Orer — ligesom Baandene — ere nittede fast til Karret selv, og ville da rimeligt efter deres Form kunne kaldes Spande. Af dette Slags ere de tre afbildede, der vise deels de forskjellige Maader, hvorpaa man har befæstet Hanken, deels Baatide- nes forskjellige Brede og Mængde. Et Broncebeslag, sandsynligt til et Trækar, som vort Museum eier, bestaaer af to Oxehoveder, sammenbundne med lange Kjæder, men det Hele er altfor angrebet af Ælde, til at man med Bestemthed tor sige, hvorledes det har været anbragt paa Karret, af hvilket der ikke er mindste Spor tilbage.

VI ville til Slutningen give en Tabel over alle de af- bildede Kar med Tilfoielse af de Navne, vi i forestaaende Oversigt have givet hvert enkelt; det Tal, vi have sat umiddelbart efter hvert Nr. er Angivelsen i Tommer af dets Hoide (ved dem , der have Laag , uden Laaget) i Virkeligheden, hvoraf Enhver, der maatte onske det, let vil kunne finde Karrenes (ivrige Dimensioner (paa flere af de

368

KAR FRA KORDKXS HKDKNOLO.

norske Kar kjende vi ikke det bestemte Maal, da de ere afbildede her efter ældre Tegninger).

LEERKAR.

Flg. ., Fig.

1. (7«} Hængekar med Orer paa 27.

Bugen.

2. (3|") Hængekar med indkne- 28.

ben Hals.

3. (lJ")Hængekar,kugIeforraet. 29.

4. Laag til et ovalt Bærekar, 2|"

langt. 30.

5. ^8"") Bærekar, rundbuget, med

Hals. 31.

6. (5^") Bærekar med skarp Bug.

7. C3j") Hængekar, ægformet, 32.

med Oier. 33.

8. (4|") Urtepotteform, valse- 34.

dannet.

9. (4") Urtepotteform, omvendt 3^.

keiiledannet. 36.

10. (3^") Urtepotteform, omvendt 37.

kegledannet. 38.

11. (23") Uitcpotteform, indkne-

ben i Midten. 39.

12. (2}") Urtepotteform, valse-

dannet, med en Ring over 40. Overranden.

13. (55") Urtepotteform, indkne- 41.

ben ved Mundingen. 42.

14. (6") Urtepotteforra, indkneben

ovenover Bugen. 43.

15. (5") Urtepotteform, omvendt 44.

kegledannet. 45.

16. (4J") Skaal uden Ore.

17. (31") Skaal med rundt Ore. 46.

18. (3J") Skaal med fladt, hori-

zontalt Ore. 47.

19. (4^«) Skaal med Fod.

20. (2;*") Kop med Hank, skarp- 48.

buget. 49.

21. (2J'0 Kop uden Hank, rund- 50.

buget. 51.

22. (21") Kop med Hank, skarp-

buget.

23. (21") Kop med Hank, rund- 52.

buget. 53.

24. (3") Kop uden Hank, rund- 51.

buget. 55.

25. (2f") Kop uden Hank, rund-

buget. 56.

26. (24") Kop uden Hank, rund-

buget.

(3") Kop uden Hank, skarp- buget.

(la«) Kar paa Fod, bæger- formet.

(81") Kar paa Fod, rund- buget.

(3^") Kar paa Fod, skaal- forniet.

(31") Kar paa Fod, rund- buget.

(6") Kande, skarpbuget.

(71") Kande, skarpbuget.

(8') Bærekar, rundbuget med Hals.

(71") Kande , rundbuget.

(111") Krukke, skarpbuget.

(9.y) Krukke, rundbuget.

(41") Krukke, kopformet, uden <)rc.

(12.1") Krukke, rundbuget. Laaget (21"): Skaal, flad.

(4,J") Krukke, kopformet, med Ore.

(41') Krukke, skarpbuget.

(54") Kar paa Fod, rund- buget.

(61") Oval Urne.

(6") Krukke, skarpbuget.

(6^") Krukke , kopformet, med Ore.

(4") Krukke, kopformet, med Ore.

(41") Krukke, kopformet, uden O IC,

(13") Krukke, rundbuget.

(16") Krukke, skarpbuget.

(T, ) Krukke, rundbuget.

(8 ) Krukke, skarpbuget. Litaivet (21"): Skaal med Afsatser.

(9") Krukke, skarpbuget.

(91") Bojanformet, med Ore.

(7") Krukke, skarpbuget.

(9?") Bærekar, rundbuget, med viid Hals.

(6|") Krukke , indfaldende over Bugen.

KAll KRA .\ORnK\S UK Dl, \ 01,1).

.'](■.')

Fiff.

i"»7. (7") Krukke, indfaldende over

itugen. iiS. (1?") Krukke , kopformot ,

med ()re. :»0. (G") Krukke, kopformet (i?),

uden Ore. (K>. (i2")Bojanforniet, uden (")re. fjl. (12") Krukke, rundbug^et. 1,2. (81-") Bojanformet, uden Ore. ♦'»3. (li") Bojanformet, med Ore. iii. (10") Bojanformet, uden ()re. C). (TI") Bojanformet, med Ore. t'ÅK (c. 2.L") Krukke , kopformet,

med Ore. 07. (11") Lukket Urne. <)8. (15") Bojanformet, med Ore. <)9. (6.J") Flaskeform, rundbuget,

med Fod. 70. (6") Flaskeform, med skarp

Bu«:. "71. (8") Flaskeform, med Orer.

72. (It") Flaskeform, rundbugot.

73. (8i") P'iaskeform, rundbug:et. 7 i. Urtepotteform, omvendtkegle-

dannet. 75. (5") Urtepotteform, indkneben

ovenover Buj:;en. 70. Urtepotteform, indkneben ved

Mundingen.

77. (5.V') Krukke, kopformet.

78. (11") Krukke, rundbuget.

STEENKAR.

70. (2", Haandtaget3"I.)Skaal- formet, med Haandtag.

SO. (21", Haandt. 31" i.) f«<kaai- formct, med Haandtag.

81. (3V') Skaalformet, med to

Orer.

82. (7") Stcenkiste.

83. (41") Skaalformet, med Hank.

METALKAR.

84. (13H) Hængekar af Bronce.

85. (4,V') Hængikar af Bronce. 80. (34") Hængekar af Bronre. 80 a. liunden af Fig. 86.

87. (3^") Hængekar af Bronce.

88. (3|«) Hængekar af Guld. 88 a. Bunden af Fig. 88.

-S9. (2|") Hængekar af Guld.

91. 92. 93. 94.

97. 98. 99.

Fig. 90. (c. O") Bærckar, med rund Bund nf .lern. (5|") Skaal af Bronre med

Fod. (!•{") Bærekar, med nind

Bund af Bronce. (J!") Skaal af Bronce med

Fod, (G|") Skaal af Bronce uden Fod. 95. (10") Bærekar af IJronce,

rundbnget. 9G. (Fragm. 8.<") Bærekar af Bronce, med Fod. (lOi") Bærckai- af Bronce,

omvendt kegicdannet. (Fragm. 41") Bærekar af

Bronce, med Fod. (8") Bærekar af Bronce, med Fod. 100 a. (2") Si af Bronce. 100 b. (21") Kasserolle af Bronce. (100 c. (3^") Krukke af Leer, kopformet.)

101. (41") Bæger af Solv, rund-

buget.

102. (11") Bolle af Bronce.

103. (1^") Bæger af Solv, om-

vendt kegledannet. 101. (4^«) Skaal af Bronce. 105. (2") Skaal af Bronce.

GLASKAR.

100. (7") Bæger med Oad Bund.

107. (91") Bæger, spids, mod af-

rundet Bund.

108. (O") Bæger, spids, med af-

rundet Bund.

109. (10") Bæger med Fod (Po-

kal).

110. (.V) Bæger med flad Bund.

111. (8") Horn.

112. (2|") Skaal med rund Bund. 11.3. (2,1") Skaal med tlnd Bund. H4. (24") Skaal med rund Bund.

TRÆKAR.

115. (9^") Spand. 110. (51") Spand. 117. (4i") Spand.

370

INDHOLD AF AARCANCKXE

1. Den nordi.skc Oldtids Betydning for Nutiden j af X. M. Petersen 3,

2. Giiendsebcsteninielse mellem Xoig;e og iSverrig i anden Hitlvdeel af det trettende Aailiundrede, efter et Pergamcntti- Haandskrift, ved E. O. Wcrlauff 117.

3. Fund i Steendysser i Danmark , meddeelte af J. J. A. Worsaae 193.

4. Udsigt over Udvandringerne fra Normandiet til Italien og Normannernes fOrste Erobringer i Neapel og Sicilien ; af

F. Schicrn 21S.

5. Bemærkninger om de tvepde ældste tydske Digte , nylig opdagede af Waitz, udgivne og forklarede af Jacob Grimm,

ved Finn Magnusen 260.

6. Om Russernes ældste Tilværelse i Rusland og By/anz under Navn af Gothcr, Varæger, Foederati og Russer, forend det russiske Riges Stiftelse; af F. Kruse ; oversat efter det russiske Underviisnings-Ministerii Journal af

L. Kcyper 286.

7. Bemærkninger om nogle Spa-nder fra Hedenolds sidste Periode (jfr. Afbildningerne Tab. l-UI) 312.

8. Udsigt over Uiner, Giavkar og jordfundne Kar fra Nor- dens Hedenold. Paa Oldsag-Committeens Vegne ved J. B. Sorterup (.jfr. Afbildningerne Tab. IV-XII) 317.

UDSIGT OVER AFBILDNINGERNE:

Tab. I-III. Spænder fra Nordens Hedenold. Tab. IV-XII. Urner, Gravkar og andre jordfundnc Kar fra Nordens Hedenold. 1 Texten findes S. 196 Afbildning af et Fliiitredskab af hidtil ubekjendt Form.

'lal. ir

■V.,h II

4 /•

Til. I\'

/\

// /

w

Jl^:

J-J

J3

l4

Tal>.V

l'abA'J.

Tab.V

■->=-.-iS5~3£;S:.S>".

CH)

5o

m

%^<:^

So

Ta^VX

M

J ^

^? //f/y'/rt^tt

^x:i>' iSiJifiiiaiKfisjD:?; jaiFinrÆ -yisijr P'ojh)

^

T^h. IX

■r

:L

^■V^-

il-f.

,b,X

— "■-«

^jj

TaL.Xl ,

WC.c

Tal.. -XII

i CO

/C7

ros

GETTY CENTER LIBRARY

3 3125 00689 9518

ir

-^^:-:r

>r -^^-M

\^l:^

T*:,-

-ar 'Mv

j^.^

^«

.*. V

V^.

^M

	' /(■]* • '■»fir
\L -^l	k ••l*,»'*I
% '
	' %

^*^ .f .

•1# '

^i \'l ":c

:: mw

M..:M ;%

f ■^^■

"'^.' i^

iife'■•%f \ »:f

% '^.

M%.^ i.

... 'Wl.-'-. •^-

**^' ^,i:;%:-

iV.

!*> f^v

v^ %■

.CH'

'^ t^v Jfe'

m. to^^

iM,,MM

'•« m

A'wii "' '^2i

% ^m K

"#''-ii

L^ M

m,.m:å%'^'

i>'^ ■<^^"-

M,,i^

m M

'K -%

m"Wi

m 'i%

lii.v

^ :i, ^iJ

"A.

4* ¥.:1

f « '*■ *<

*i?

■;fc- ^ "?

■>-o ..:,

n yji^. \%