Se 
+ 


~ EX fer Sex 


SA 
sæ 


AU 
AL 


RAC 


ry 
a 
+ 


\. 


JAH IGN 


A ALEVE). 


ei 


AAO AUTO AN MH 


VESTRE TI ate RA ac mare 


EB 
Rn 


JOURNAL DE BOTANIQUE 


PUBLIE PAR 


LA SOCIÉTÉ BOTANIQUE DE COPENHAGUE. 


TOME XVIII. 


AVEC 21 PLANCHES ET 40 ZINCOGRAPHIES. 


COPENHAGUE. 
H. HAGERUP, LIBRAIRE. 
IMPRIMERIE DE L'ÉTABLISSEMENT DE HOFFFNSBERG. 


1892--1893. 


| 
eb ra 
—— Ares 


TIDSSKRIFT 


UDGIVET AF 


DEN BOTANISKE FORENING I KJØBENHAVN. 


REDIGERET AF 


- HJALMAR KIÆRSKOU. 


BIND 18. 


MED 21 TAVLER OG 40 ZINCOGRAPHIER. 


KJØBENHAVN. 
H. HAGERUPS BOGHANDEL. 
DET HOFFENSBERGSKE ETABL. 


1892—1893. 


1. Hefte, S. 1—64, udkom d. 30. Jauuar 1892. 
2. Hefte, S. 65—104 og I—XVI, udkom d. 12. September 1892. 
3.—4. Hefte, S. 105—292 og XVII—XLI udkom Juli 189% 


Afbildninger til Oplysning af Græs- 
kimens Morphologi. 
Af 
F. Didrichsen 
(Tavle 1—4). 
Udgivet efter Forfatterens Død af den botaniske Forening i Kjøbenhavn. 


I 1880 lod, som Indskriften paa de 4 medfølgende 
Tavler viser, Prof. F. Didrichsen en Række Billeder ud- 
føre og stikke i Kobber af Hr. Dessinateur Chr. Thornam. 
Han naaede imidlertid aldrig at faae dem offentliggjorte 
før sin Død (1887), og da efter denne Kobberpladerne med 
nogle Aftryk bleve satte til Auction, kjøbte Botanisk For- 
ening efter min Opfordring disse Plader for at publicere 
dem med tilhørende Text i „Botanisk Tidsskrift", hvis en 
saadan lod sig tilveiebringe, eller ialtfald med en Figur- 
forklaring. Blandt hans skriftlige Efterladenskaber, som 
findes i Botanisk Haves Archiv, har det imidlertid ikke 
været mig muligt at finde andet end nogle faa Optegnelser 
til en Text. Paa et Sæt Aftryk af Tavlerne vare heldigvis 
Navnene paa de i Figurerne afbildede Arter tilfoiede med 
Blyant, og ved Hjælp heraf samt nogle andre Notitser har 
jeg givet den efterfølgende Figurforklaring, der forhaa- 
bentlig vil være rigtig. Skjønt 11 Aar ere forløbne, siden 
Tavlerne tilveiebragtes, er det dog ikke overflødigt at pub- 
licere dem. Eug. Warming. 

Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 1 


2 


TAB. I. 
Fig. 1—5. Triticum vulgare. 
Fig. 1. Basis af et spirende Korn. 
a) den med Haar besatte Coleorhiza. 
b) „den døde Vorte“. 
c) Epiblast. 
d) Tilbagebgiet Rand af Skallen. 
e) Spalten paa det skedeformede Blad. (Plumula). 
r) Primrod (Radicula). 
— 2. Længdesnit gjennem Frugtens nederste. Del med Kimen. 
b) Basis af Kimen med „den døde Vorte“. 
f—f) Scutellum. 
c) Epiblast. p, Frugtens Befestningspunkt. 
— 3. Tværsnit af Frugt med Kim. 
— 4. Spiringsstadium. 
— 5. Samme Præparat (?) efter Kimens ne 
Fig. 6—9. Phleum pratense. 
Fig. 6—8. Coleorhiza, besat med Rodhaar, endnu ikke gjennem- 
brudt af Radicula. 
c) Epiblasten. 
— 9. Frugt med den store haarbærende Coleorhiza, Epiblasten 
og Kimknoppen. 
Fig. 10—11. Briza maxima. À 
Fig. 10. Frugt forfra. Kimknoppen, Epiblasten og den haarede 
Coleorhiza sees. 
— 11. Kim fra Siden; Coleorhiza er nu gjennembrudt, c) Epiblast. 
Fig. 12—18. Lepturus subulatus. 
Fig. 12—15. Stykker af Blomsterstanden med spirende Frugt. a, Co- 
leorhiza. 
— 16. Frugten seet fra Siden med Kimen tilhgire; Coleorhiza 
a) er gjennembrudt; c) Epiblast; ovenover den den lange 
Kimknop. 
— 17, 18. Scutellum, sc, med en opadgaaende Forlængelse (1). 
Fig. 19—20. Bambusa spinosa. 
Fig. 19. Kimplante. De første Blade ere Lavblade. Een Rod. 
— 20. Længdesnit gjennem Frugten og Basis af Kimplanten, 
hvis Scutellum, sc, sees. 
Fig. 21. Elymus Canadensis. Frugten med den frembrudte Kim, seet forfra. 


TAB. IL. 


Fig. 22—23. Eleusine coracana. 
Fig. 22. Spiringsstadium for Radiculas Frembrud. 
— 23. Efter samme. Bogstaverne se Fig. 1. 
Fig. 24—26. Oryza sativa. im um 84, lm. 
Fig. 24. Laengdesnit gjennem Coleorhiza med (en Birod) i 
— 25. Spiringsstadium; tilhgire Kimknoppen e og forneden 
Coleorhiza, a. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 
Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 
Fig. 


3 


Fig. 26. Ældre Spiringsstadium; Radicula er brudt igjennem. 
p, Frugtens Befæstningspunkt. 

27—28. Cornucopie cucullatum. 

Fig. 27. Svøbet der omslutter Frugterne, hvoraf en i Spiring. 
r) Radicula, der voxer opad. 

— 98. Spiringsstadium. a) Coleorhiza; e) Plumula. r) den 
opad voxende Radicula. p) Frugtens Befæstningssted. 

29—30. Lagurus ovatus. 

Fig. 29. Ved Grunden af Frugten er Kimen traadt frem. a) Co- 
leorhiza, endnu ikke giennembrudt af Radicula. p) Frug- 
tens Befæstningssted. c) Epiblast. e) Plumula. 

— 30. Frugten er tænkt gjennemsigtig, inde i den sees Scutellum 
(sc), som forlænger sig opad i en lang Udvext (l). p, 
Frugtens Befæstningssted. 

31. Hordeum jubatum. Frugten er seet forfra, Coleorhiza (a) ikke 
gjennembrudt. e) Plumula. 

32. Agrostis Spica venti. Coleorhiza er gjennembrudt af Radicula, 
r. e) den lange Plumula. 

33. Phalaris Canariensis L. Coleorhiza („Radiculoda,“ a) er gjennem- 
brudt af Radicula, r. e) Plumula. p) Frugtens Be- 
feestningspunkt. 

34. Brizopyrum Siculum. Basis af en spirende Frugt. Stadium 
og Betegnelse som i Fig. 33. 

35. Phalaris coerulescens. Den gjennembrudte Coleorhiza med 
den røde Radicula. Haarenes Retning forskjellig. 


TAB. UL. 


36—38. Avena sativa. 

Fig. 36. Coleorhiza, a) er gjennembrudt af Radicula, r, og 2 
Birødder, hvis Basis ere omgivne af en skedeformet Del, 
v. b) den ,dgde Vorte“. c) Epiblasten. e) Plumula. 

— 37. Et andet lignende Præparat. 

— 38. Spidsen af Epiblasten (?). 

39—40. Digraphis arundinacea. 

Fig. 39. Coleorhiza, a, er overordentlig lang. Ved Basis sees „den 
døde Vorte“, b. p) Frugtens Befæstningspunkt. r) den 
endnu ikke frembrudte Radicula. c) Epiblast. e) Plumula. 

— 40. Basis af Coleorbiza med „den døde Vorte“. 

41—42. Trisetum neglectum. 

Fig. 41. Spiringsstadium. Betegnelser som ellers. Inde i den 
gjennemsigtigt tænkte Frugt sees en lang Udvaxt, 1, 

fra Scutellum. 

— 42. Laengdesnit gjennem Frugt med Kim. 

43. Agrostis alba. 
Synes være et Knippe af Rodhaar. 
44. Lolium rigidum. Et Rodhaar. 

45. Nardurus Lachenalii. Knippe af Rodhaar. 

1* 


Fig. 


Fig. 


Fig. 
Fig. 
Fig. 
Fig. 


Fig. 


Fig. 


46—47. Secale fragile. 

— 46. Spiringsstadium. Frugt seet forfra. r) Radicula. a) Co- 
leorhiza. e) Plumula. d—d) tilbagebgiede Rande af 
Frugtskallen. 

Fig. 47. Coleorhiza, a, bryder frem af Frugten. 

48-—49, Avena strigosa. 

Fig. 48. Kimen sees bagfra; opad en Udvæxt, I, fra Scutellum, sc. 

— 49. Samme Preparat fra Siden. 

— 50—53. Elymus Sibiricus. 

50. Tversnit af Frugt. 

51. Del af samme forstgrret. 

52—53. Løsrevne Celler. 

54. Lamarckia aurea. Scutellum, sc, bagfra med den opadgaaende 
Forlængelse, 1. 

55—56. Crypsis aculeata. . . 

Fig. 55. Synes vere „den døde Vorte“, seet udenfra i stærkere 
Forstørrelse. 

— 56. Kimplante. r, a, p, c som ellers = Radicula, Coleorhiza, 
Frugtens Befæstningspunkt og Epiblast. Det øverste r er 
en Birod, der bryder frem ved Basis af det, som Coty- 
ledon (cot) betegnede Blad, hvoraf sees, at Didrichsen 
ikke synes at regne Scutellum for at være den virkelige 
Cotyledon. int, Internodium (et i saa Fald efter denne 
Theori vel urigtigt Navn). 


| TAB. IV. 
57. Dactyloctenium Aegyptiacum. 
Basis af Frugten (dens Befæstningspunkt ved p), med 
Coleorhiza (a), Epiblast (c) og Plumula (e). 


Fig. 58—60. Glyceria plicata. 


Fig. 


Fig. 58. Coleorhiza (a) er usædvanligt stærkt bgiet. b) den døde 
Vorte. r) Radicula. r’—r’, de to første Birgdder. int, 
opfattes formodentlig som Internodium (se Fig. 56). 

— 59. Spids af Coleorhiza med ‚den døde Vorte“. 

— 60. En meget stærkt bgiet Coleorhiza; b) „den døde Vorte“. 

61—64. Alisma Plantago. 

Fig. 61 og 61‘. Foroven Cotyledonen og det første Blad efter denne. 
Nedenfor den kypocotyle Stængel og Radicula med den 
haarbærende Rodhals (x). 

— 62. Rodhaar, formodentlig fra Rodhalsen. 

— 63. Spiringsstadium. Den kypocotyle Axe er voxet langt ud; 
ved dens Spids Collum, x, og den endnu lille Radicula. 

— 64. Længdesnit gjennem Spidsen af den kypocotyle Axe og 
Collum, hvis Rodhaar ere ifeerd med at voxe ud af 
Radicula. spg, Rodhette; Ipbl, iste Periblemlag; pl, 
Plerom. 


Fig. 65—66. Secale cereale L. 


Fig. 
Fig. 
Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 65. Frugten. 

— 66. Snit gjennem Coleorhiza, visende Birødderne og Radicula. 

67. Lepturus subulatus (se Fig. 12—18). Karstreng. 

68. Chloris confertiflora. Rodhaardannelser. 

69—70. Reana. 

Fig. 69. Rodspids med Rodhætte. 

— 70. Synes vere den af Radicula og 4 Birgdder gjennem- 
brudte Coleorhiza. 

71. Aegilops speltoides. 
Gjennem Basis af Avnen er Coleorhiza brudt frem 
baade tilhgire og tilvenstre; paa sidste Sted er den 
gjennembrudt af Radicula, r. 

72—73. Melica Caffrorum. 

Fig. 72. Længdesnit gjennem Basis af en Kimplante. Scutellum 
(sc), Coleorhiza (a), der er gjennembrudt af Radicula (r); 
c) Epiblasten (haaret). Ovenfor Scutellum og Epiblasten 
sees et Internodium, int. Karstrengforgreningen er an- 
givet; særligt sees en Karstreng træde fra Spidsen af 
Internodiet nedad ud i Scutellum *). 

74—75. ‘Triticum vulgare. 

Fig. 74. Basis af en Kimplante. a) Coleorhiza. b) „den døde 
Vorte“. c)Epiblast. d) de tilbagebgiede Rande af Skallen. 
Radicula, r, er brudt igjennem. De to første Birgdder 
ere i Frembrud; v) Skede om dem. 

76. Poa trivialis. 
Del af Scutellum. 1) maa formodentlig vere identisk 
med den i Fig. 17—18 og 30 med samme Bogstav beteg- 
nede Forlængelse af Scutellum. 


*) Om Karstrengforgreningen se Van Tieghem. Annales des sciences, V, 15, 1872. 


Maria Lewin, Bidrag til hjertbladets anatomi hos Monokotyledonerna. (Bihang 
til Sv. Vet. Akad. Handlingar. XII. Afd. 3, Nr. 3 1887). 


Supplement 


til 
„en floristisk Beskrivelse af Als“. 
(Bot. Tidsskrift, Bind XII, pag. 13). | 
Af 
E. Petit. 


Da jeg ı sin Tid offentliggjorde denne, gjorde jeg op- 
mærksom paa, at den Afhandlingen vedfgiede Planteforteg- 
nelse ikke gjorde Fordring paa Fuldstændighed, men da en 
saadan forekommer mig særdeles ønskelig, har jeg senere 
søgt Underretning om, hvad yderligere Undersøgelser kunde 
have bragt for Dagen. Af saadanne foreligge der fra dansk 
Side, der tidligere udelukkende havde givet Bidrag til Kjend- 
skabet af den skjønne danske Øs Flora, kun nogle fra 
Cand. Jonath. Lange, derimod har en tysk Gymnasiallærer 
H. Petersen i Sønderborg i de seneste Aar flittigt gjennem- 
søgt Øen med kyndigt Øie, og er det nærmest de mig vel- 
villigst tilstillede Oplysninger fra hans Side, som dette Tillæg 
til den alsiske Flora skyldes. Den største Del af disse ere 
vistnok alt offentliggjorde i Dr. Prahls „Kritische Flora der 
Provinz Schleswig-Holstein etc.“, 1890, et særdeles fortjenst- 
ligt Arbeide, der i enhver Henseende sætter den i 1887 af 
Dr. Knuth udgivne „Flora der Provinz Schl.-Holst.“ fuld- 
stændig i Skygge, men jeg anseer det for hensigtsmæssigt 
at have det alsiske Materiale samlet paa eet Sted. — Ved 
at omtale Dr. Prahls Flora, kan jeg ikke undlade at frem- 
hæve de mange Fortrin, dette Værk besidder, og som i. 


flere Henseender kan gjøre Fordring paa danske Floristikeres 
Opmærksomhed. 

Det udmærker sig først og fremmest ved en strengt 
gjennemført kritisk Behandling af det fra tidligere Tider 
foreliggende Materiale, hvorved f. Ex. mange af de Nolteske 
Angivelser berigtiges, ligesom det skarpt udskiller alle de 
fremmede Planter, der mere momentvis ere indvandrede i 
Gebetet, hvortil blandt Andet en Handelsstad som Hamborg 
især giver Anledning. Han gaaer maaske stundom vel vidt, 
inden han vil anerkjende en indvandret Plantes Borgerret, 
men efter min Anskuelse er det at foretrække for den 
Lethed, hvormed Prof. Lange har optaget adskillige i sin 
Nummerrække, der neppe nogensinde erholde Indfgdsret*). 
I Forbindelse hermed har Dr. Prahl givet mange historiske 
Oplysninger om Tidspunktet for enkelte Planters Indvandring 
og gradvise Fremskriden, og endvidere har han for andres 
Vedkommende søgt at drage Grænserne for deres geografiske 
Udbredelse. 

Forst maa nogle Berigtigelser anføres med Hensyn til 


*) Exempelvis vil jeg nævne: Physalis, Linaria Cymbalaria, Stenactis, 
Isatis, Lunaria biennis, Spiræa salicifolia, Cytisus Laburnum. Have- 
planter, der have havt Aarhundreder til at gjøre sig det hjemligt, 
have ikke formaaet at blande sig i Plante-Befolkningen, f. Ex. de 
mange Løgplanter, der paa deres Hjemsted saa let sprede sig: 
Crocus, Eranthis, Fritillaria, Narcissus o. a., og den Omstændighed, 
at nogle ere fundne sporadisk paa Steder udenfor Kulturen, taber 
al Betydning ligeoverfor. den geografiske Begrænsning. Det Samme 
gjælder om fra Arildstid indførte Lægeplanter, som Aconitum, Asarum 
0. a., der længe kunne holde sig forvildede paa samme Plet, uden 
derfor at erhverve sig Hjemstedsret. Ganske anderledes forholder 
det sig med indvandrede Planter, der ere af en mere kosmopolitisk 
Beskaffenhed og hurtigere finde sig til Rette paa den nye Jordbund, 
som Anthemis tinctoria, Erigeron Canadense, Senecio vernalis og 
stadigen vandre videre. At almindelige Kulturplanter, der saa let 
ved et spildt Frø kan vise sig udenfor den dem anviste Mark — 
saasom Hør, Hamp, Boghvede — ikke erholde Ret til Borgermerket, 
er begribeligt, men at Pisum arvense og Onobrychis betegnes dermed, 
forekommer mig ikke konseqvent. 

Sporgsmaalet har forsaavidt en større Betydning, end det i første 
@ieblik synes, thi det berører Plantegeografien, idet Grænserne for 
en Plantes Udbredelse derved udviskes. 


8 


den af mig anstillede Sammenligning med de tilstødende 
Landsdele. Af de alsiske Planter, der nævnes som ikke 
forekommende paa det slesvigske Fastland, maa Cystopteris, 
der af Prahl angives fra et Par Steder dersteds, stryges, 
og det Samme gjelder om Aspl. Trichomanes, medens 
— Asparagus senere er fundet ved Alssund og i Nærheden af 
nogle Byer paa Østkysten. Hvad A/thæa angaaer, oplyser 
Hr. Petersen, at den i de senere Aar helt er udryddet ved 
Stevning Nor, hvor jeg traf den, sikkert fuldstændig vild og 
i betydelig Mængde, og dens Forsvinden tilskriver han 
Markens Anvendelse til Faaredrift. Omvendt maa Geranium 
rotundifolium tilføjes, hvis Forekomst paa Fastlandet af 
Prahl benegtes, derimod fortjener neppe Beta maritima, 
som Petersen har fundet et enkelt Sted som Ukrudsplante, 
en Plads her. Ligeledes formindskes det lille Antal af 
alsiske Fastlandsplanter, der ikke strække sig til de andre 
Øer, ved Fundet af Juncus acutiflorus paa et enkelt Sted i 
Sjælland, medens Petasites alba nu ogsaa er fundet et Par 
Steder i Fyen. 

Der er fornemmelig et Punkt paa Øen, hvor min Vei 
ikke har ført mig hen, som har sat Hr. Petersen i Stand 
til at berige den alsiske Planteliste. Mellem Hardeshøi og 
Dyvig findes et udstrakt Sandparti, der huser en Del af de 
af mig som sjeldnere forekommende nævnte Sandplanter 
(Corynephorus, Molinia, Galium saxatile, Teesdelia, Orni- 
thopus) og desuden som nytilkomne: Nardus stricta, Scle- 
ranthus perennis og Thymus Serpyllum. I en Indsænkning 
af dette Terrain, der har Navn af Meelsmark, forekommer 
en mindre, men endnu temmelig uberørt Mose, hvor man 
foruden spredte Lyngtuer samt talrige Drosera rotundifolia, 
overraskes ved Forekomsten af Eriophorum gracile, Vaccin. 
Oxycoccos og sparsomme Malaxis paludosa, Planter, som 
hidtil savnedes paa Øen. Fra denne saakaldte „Alminding“ 
angiver Hr. Petersen ogsaa Juncus squarrosus. Men længe 
vil det neppe vare, inden disse Planter paa Øen ville blive 
til en „saga blott". | 

Af tilfældigvis fra Haver undslupne eller med udenlandsk 


9 


Frø indslæbte Planter forekomme kun faa paa min Liste, 
og deres Antal er ogsaa ifølge Forholdene ringe Natur- 
ligvis er det vanskeligt at drage Grænsen, men har f. Ex. 
Datura Stram. ved sin Ubestandighed ikke erhvervet Ind- 
fødsret, gaaer Prahl for vidt ved at negte /nula Helenium 
en saadan, en Plante, som jeg trods hans Spørgsmaalstegn 
traf flere Steder langt borte fra alle Haver. Geranium 
pratense har jeg nævnt fra et enkelt Punkt, hvor den i 
mange Aar har holdt sig, men aabenbart undsluppet fra en 
nærliggende Have, hvilket sikkert ogsaa gjælder Ger. ma- 
crorrhizum, som Petersen har opgivet mig fra et Hegn ved 
Ulkebøl. Ligeledes nævner han et enkelt Exemplar af Saro- 
thamnus fra Bellevue i Sønderskov, men dette er snarere 
indført end en Rest fra en tidligere Vegetation. Endvidere 
maa jeg tilfgie, at Ranunculus arvensis er nævnt i Ind- 
ledningen til mit „Udkast“, men glemt i Plantefortegnelsen, 
ligesom jeg i denne har oversprunget Carex paniculata 
(fra Miang-Sø), som Petersen har gjenfundet. Derimod maa 
Spiræa. filipendula stryges, da Hr. Brorson senere har oplyst, 
at hans Angivelse beroede paa en Feiltagelse. Viscum 
album, som Knuth (efter Wüstnei) anfører fra Sønderborg, 
ansees med Rette af Prahl som apocryph. Af Ruderatplanter, 
som i de seneste Aar sporadisk have vist sig omkring 
Sønderborg, for i Reglen atter hurtigt at forsvinde, omtaler 
Petersen Kochia scoparia, Amarantus retroflexus, Echium 
vulgare (!), Echinospermum Lappula og som meget ube- 
standig Asperugo procumbens. 


Forøgelsen af den alsiske Planteliste 
bestaaer af: 


Nardus stricta (L.) — Meelsmark. 
Setaria viridis (Beauv.) — Sønderborg. 
Trisetum flavescens (Beauv.) — Sønderborg. 
Eriophorum gracile (Koch) — sjelden — Almindingen. 
Carex canescens (L) — sjelden — Almindingen. 
—  pallescens (L.) — hist og her; Sønderskov, mell. Sandvig og 
Hardeshøj. 


10 


Carex paniculata (L.) — Miang-Sø. 

Lemna polyrrhiza (L.) — flere Steder. 

Potamogeton polygonifolius (Pourr.) — sjeldnere — Molledam ved 
Sønderborg og i Nærheden af Miang-Sg. 

Potamogeton rufescens (Schrad.) — Gammeldam. 

Juncus squarrosus (L.) — sjelden — Meelsmark. 

Chenopodium polyspermum (L.) — Sønderborg, Sønderskov. 

— urbicum (L.) — sjelden — Andedam i Sønderskov. 

Rumex maritimus (L.) — Mølledam ved Sønderborg. 

Malaxis paludosa (Sev.) — sjelden — Almindingen. 

Statice Scanica (Fries) — sjelden — Dreiet. 

Dipsacus silvester (Huds.) — Sønderborg og ved Ladegaarden (Petersen). 
Fyenshav (Jon. Lange). 

(Dips. pilosus angivet af Mortensen fra Sønderborg, ikke senere bemærket). 

Sonchus paluster (L.) — sjeldnere — Fyrmose og Arnkiels-Skov. 

Tragopogon porrifolius (L) — Sønderborg og Hardeshgi. 

Årtemisia campestris (L.) — talrig nord for Pøel. 

Anthemis tinctoria (L.) — Sønderborg og Hundslev. 

Cineraria paluster (L.) — sjelden — Miang-Sø. 

Solidago Virga aurea (L.) — sjelden — Arnkiels Skov og Meelsgaard. 

Thymus Serpyllum (L.) Meelsmark. 

Lithospermum arvense (L.) — Sønderborg. 

Cuscuta Epithymum (L.) — Meelsmark. 

Scrophularia aquatica (L.) — Miang-Sø (Petersen), Fyenshav (Jon. Lange). 

Melampyrum pratense (L.) — sjelden — Arnkiels-Skov. 

Primula officinalis (Jacq.) — sjelden — syd for Kjærvig og Strand 
Sydost for Arnkielsøre. 

— variabilis (Goupil) — sjelden — sammesteds. 

Vaccinium Oxycoccos (L.) — sjelden — Almindingen. 

Monotropa Hypopitys (L.) — sjelden — Sønderskov tæt ved Bellevue. 

Neslia paniculata (Desv.) — sjelden — mell. Vilhelmsbad og Bellevue. 


Cardamine Impatiens (L.) — sjelden — Bromølle. 

Sisymbrium officinale (Scop.) — sjelden — Sønderborg. 

Geranium pyrenaicum (L.) — sjelden — Ulkebøl og Augustenborg- 
Chausee. 

Scleranthus perennis (L.) — sjelden — Meelsmark. 


Stellaria crassifolia (Ehrh.) — sjelden — Strand ved Arnkiels-Skov. 
Hypericum humifusum (L.) — Mose ved Hundslev og i Madskov (Petersen), 
Lysholm. (Jon. Lange). 
. Epilobium roseum (Schreb.) — Lambert-Indtegt. 
Rosa cinnamomea (L.) — Maibgl (Jon. Lange). 
Potentilla procumbens (Sibth.) — Sgnderskov (Jon. Lange). 
Medicago sativa (L.) — flere Steder. 
Trifolium hybridum (L.) — flere Steder. 
— agrarium (L.) — sjelden — ved Kurhuset. 


11 


Det hele Artsantal, der tidligere af mig var angivet til 
690, bliver herefter 735 (heri ikke medregnede de ovenfor 
omtalte, kun sporadisk optrædende fremmede), hvorved det 
mere nærmer sig det for Sydfyen og Skovøerne angivne 
(890) og Lollands (899) ved hvilke det tillige maa erindres, 
at flere ustadige Fremmede ved disse ere medregnede. 


12 


Nogle i den bornholmske Juraformation 
forekommende Planteforsteninger 


ved 


C. T. Bartholin. 
(Tavle 5—12). 


De i det Følgende omtalte Planteforsteninger ere med 
faa Undtagelser samlede af Forfatteren paa tre Reiser til 
Bornholm i 1875, 1876 og 1879 navnlig ved Hasle Kulværk 
i et der forekommende Lag af skifret graalig Ler og ved 
Bagaa, hvor der under det nederste af de Kullag, som 
kaldes Knobbereenderne, findes et gult jernholdigt Lerlag, 
af hvilket ogsaa store Klumper træffes hist og her i det 
neden under det liggende hvidgraa Lerlag. Disse to Lerlag, 
der i det Følgende for Kortheds Skyld kaldes den gule og. 
den hvide Ler fra Bagaa, ere de paa Planteforsteninger 
rigeste Lag paa Bornholm. Af andre Jordlag, hvori Plante- 
forsteninger ere fundne, skulle nævnes Sandstenen (Jern- 
stenen) ved Nebbe Odde tæt nord for Rønne, Lerlag og 
Sandsten (Jernsten) fra Rønne Teglværks Lergrav, Sand- 
sten (Jernsten) ved Pythuset syd for Rønne, samt Ler 
fra Lergravene ved de ved Onsbæk beliggende Teglværker. 
Adskillige af de beskrevne Planteformer foreligge desværre 
kun i enkelte ofte meget ufuldstændige Exemplarer, som 
ikke tillade nogen sikker Bestemmelse. 


13 
I. 
Cryptogamae. 
Equisetaceae. 
Equisetum Münster: Sternb. 

| T.. 5. Fig. 1—6. 

I en Jernstengang ved Onsbæk Teglværk, syd for Rønne, 
forekommer ikke sjeldent Rester af en Equisetum sammen med 
Cyparissidium septentrionale, Podozumites lanceolatus o. fl. let 
sammesteds forekommende hvidt Lerlag findes samme 
Planteform ligeledes, men her uden Ledsagelse af andre 
Planter, og endelig er et enkelt Exemplar fundet i Sand- 
stenen ved Nebbe Odde nord for Rønne. 

Stengelen, der er ugrenet, har en Brede af 6—11 Mm. 
og er forsynet med Skeder med noget spidsere Taender 
end Equisetum Münsteri i Almindelighed pleier at have; 
men da den har de for denne eiendommelige Furer imellem 
Ribberne, og da Sporeblad-Standen ogsaa i det Væsentlige 
stemmer overens med den nysnævnte Forms, synes der 
ikke at være tilstrækkelig Grund til at betragte de born- 
holmske Exemplarer som en egen Art, og det saa meget 
mindre, som de lade en Del tilbage at ønske i Tydelighed. 
Sporeblad-Standens Længde varierer fra 7—23 Mm. 
Undertiden kunne Sporebladenes sexkantede Form temmelig 
tydeligt iagttages. De større Exemplarer have nogen Lighed 
med Frugtstanden af Kaidacarpum, men da det Lerlag, 
hvori de ere fundne kun indeholder Stengler af Equisetum 
Miinsteri og ellers ingen anden Planterester, maa de utvivl- 
somt henføres hertil. 


Marsiliaceae. 
Sagenopteris Phillipsii Brongt. 
Ty 5. EKig, 8: 

Kun nogle ganske faa og smaa Brudstykker af en meget 
smalbladet Sagenopteris ere fundne i den hvide Ler ved 
Bagaa. De stemme i Henseende til Smaabladets langstrakte, 
forneden jævnt afsmalnende Form npie overens med de af 
Brongniart afbildede Exemplarer af Sagenopteris Phillipsu. 


14 


(Hist. d. veg. foss. Pl. 61 bis Fig. 5 og Pl. 63. Fig. 2). 
Derimod ere de meget forskjellige fra Otopteris cuneata 
Lindl. & Hutt., som Schimper ogsaa henregner til denne 
Art. I Henseende til Ribbeforgreningen stemmer den her 
omtalte Plante ganske overens med Slægten Sagenopteris 
og Ribberne ere ogsaa her noget udviskede paa Bladets 
Overside, medens Undersiden viser det temmelig tætte, fine 
Net af Ribbemasker ret tydeligt. 


Sagenopteris Nathorsti n. sp. 
Por ig 9: 


Foruden den nysnævnte Art ere i den hvide Ler ved 
Bagaa endnu fundne nogle Brudstykker af Blade, som jeg 
skjønt med Tvivl har henfort til Slægten Sagenopteris. Det 
største Bladstykke synes at have været delt i Flige; af 
disse sees dog paa Brudstykket kun een nogenlunde fuld- 
stændigt samt et mindre Parti af en anden. Fligene ere 
ikke helt adskilte og medens der ingen Midtribbe sees paa 
det bevarede større Stykke af en Flig findes der en stær- 
kere Ribbe ud for Bugten imellem Fligene. Ribbernes 
Maskenet er ikke saa tæt som det ellers er Tilfældet hos 
Slægten Sagenopteris, og de enkelte Ribber ere tydeligere 
end hos de andre Arter af denne Slægt; det omtalte Blad- 
stykke kommer derved til at minde noget om Slægten 
Antrophyopsis. 


Filices. 
Dicksonia l’Herit. 


Da de frugtbærende Blade hos den Bregne, som her 
skal omtales, ere lidt afvigende i Form fra de sterile, havde 
jeg oprindelig henført den til Slægten Coniopteridium, idet 
den har en ikke ringe Lighed med C. Brauni Br., men da 
jeg i 1876 viste O. Heer Tegninger af denne Plante, gjorde 
han mig opmærksom paa, at den maatte høre til Slægten 
Dicksonia. 


15 


Dicksonia Pingelii (Brogn.) Barthol. 
BES Fie. 10430 LG Fig, 1-9. 

Under Beskrivelsen af Pecopteris (Thyrsopteris) Murray- 
ana i Hist. des veget. foss. I. p. 358, (pl. 126) nævner 
Brongniart som en nærstaaende eller med den identisk Form 
den paa Bornholm fundne Pecopteris Pingelu Brongt., som 
han første Gang omtaler i sin Prodome d'une hist. des 
végét. foss. p. 57. Paa Grund af mangelfuldt Kiendskab 
til den sidstnævnte Plante tør han dog ikke henføre P. 
Murrayana til den. Da det forekommer mig sandsynligt, 
at den af Brongniart omtalte bornholmske Plante er den 
samme som den, der her skal beskrives, har jeg beholdt den 
Brongniartske Artsbenævnelse for den og altsaa kaldt den 
Dicksonia Pingelii. Jeg kan her ikke undlade at henvise 
til Brogniarts Afbildning pl. 126. f. 5 A. af et, som det 
"synes, frugtbærende Bladafsnit, der ikke kan være af en 
Thyrsopteris. 

Dicksonia Pingelu har Bladene dobbelt fjersnitdelte. 
Bladafsnittteneaf første Orden ere afvexlende linieformede ned- 
løbende, hvorved Hovedribben bliver svagt vinget. Blad- 
afsnittene af anden Orden ere ægformede eller linie-lancet- 
formede med gjentagne Gange forgrenede Ribber (T. 6 Fig. 
2 a lidt forstørret); de ere hyppigst takkede i Randen, men 
kunne ogsaa være helrandede. Hos de frugtbærende Blade 
ere Afsnittene af anden Orden oftest noget smallere. 
Frugthobene sidde næsten ude paa Spidsen af Afsnittenes 
Lapper eller Takker. Ribbernes Sidegrene ende her 
med to Grene, som dog i Regelen skjules af Frugt- 
hobene, hvis Bygning ikke kan tydelig iagttages (T. 5. Fig. 
11). De frugthbærende og de golde Blade ere vel endnu 
ikke fundne siddende paa een Plante, men de træffes altid 
liggende imellem hinanden og sjeldent den ene Slags uden 
at den anden Slags ogsaa er tilstede. D. Pingelii findes 
ret hyppigt i den gule Lerjernsten ved Bagaa. 


16 


Cycadopteris Zigno (Lomatopteris Schimp. ex parte). 


Zigno og efter ham Saporta have under ovenstaaende 
Slægtnavn udskilt fra Slægten Lomatopteris de Former, hvis 
Smaablade have Biribber og ere omgivne af en brusket 
Randfold. 


Cycadopteris Brauniania Zigno (Lomatopteris Jurensis 
Schimp ex parte) T. 6. Fig. 3—3 a. 


C. Brauniania er paa Bornholm kun fundet i eet Exemplar 
i den hvide Ler ved Bagaa. Det bestaaer af et fjersnitdelt 
lancet-linieformet Blad, hvis Omrids dog er lidt uregelmæssigt, 
da Grupper af kortere og længere Bladafsnit afvexle; henimod 
Bladets Spids aftage de kjendeligt i Længde, og det samme synes 
at være Tilfældet henimod Bladets Grund. Aftrykket er af | 
Bladets Underside. Afsnittene der ere modsatte for- 
oven, afvexle forneden; de ere linieformet-aflange but til- 
spidsede. Forneden sidde de ganske tæt, hgiere oppe ere 
de lidt mere fjernede fra hverandre, og her kan det da 
sees, at de ere lidt nedløbende og derved staa i Forbindelse 
indbyrdes. Afsnittenes Midtribbe er temmelig tyk, me- 
dens Biribberne paa det foreliggende Aftryk ere mindre 
tydelige. Enkelte Afsnit vise dog at idetmindste nogle 
af Biribberne ere tvedelte, (Fig. 3 a lidt forstørret) og at 
de gaa helt ud til den fortykkede Bladrand. Randen, som 
omgiver hele Smaabladet, synes hvor disse sidde tæt, at 
være voxet sammen med Naboafsnittenes Rande paa et 
Stykke. 


Cladophlebis (Asplenium) Brongnt. 


Denne Slægt, af hvilken flere Arter paa Grund af de 
nu iagttagne Frugthobes Form af Heer ere henforte til 
Slægten Asplenium, hører til de hyppigst forekommende 
Planteformer i den bornholmske Kulformation. De tre her 
fundne Arter kunne som oftest skjelnes fra hinanden ved 
Ribbeforgreningen, selv naar man har med mindre Blad- 
stykker at gjøre. 


17 


Asplenium Rosserti (Presl.) Saporta. 
06 Wigs) 163141372. hig. 1-2, 

Denne store Bregne har rimeligvis været treagtig og 
maaske taget Del i Dannelsen af Kullagene, en Formodning, 
som udtales af Schenk for de ved Thetai Franken fore- 
kommende Kullags Vedkommende. Det storste af de fundne 
Bladstykker er omtrent 19 Cm. langt (T. 7. Fig. 1.) 
Bladene ere dobbelt fjersnitdelte. Bladafsnittene af første Orden 
ere forneden afvexlende, hgiere oppe modsatte; de ere op- 
løste i Afsnit af anden Orden undtagen de øverste, 
som kun ere lappede og hgiere oppe ere takkede i Randen, 
men de sidste ved Bladspidsen ere helrandede. (T. 6. Fig. 5.) 
Afsnittene af første Orden have i Spidsen trekantede 
mere eller mindre opadrettede Flige (T. 6. Fig. 6.), medens 
der længere nede findes vel adskilte Afsnit af anden 
Orden, som ere afvexlende, udstaaende eller opadrettede; 
de sidde med hele Grunden paa Hovedribben og ere enten 
takkede i Randen (T. 6. Fig. 4.) eller kun bølgede, sjeld- 
nere have de ganske jevn Rand; af Form ere de hyppigst 
trekantede mere eller mindre seglformet krummede og have 
en tydelig, ikke bugtet Midtribbe. Sideribberne, hvoraf 
ingen udgaaer eller synes at udgaa fra Hovedribben, dele 
sig i to Grene, som uden yderligere Forgrening naa Blad- 
randen; de tre sidste ere dog ugrenede. (T. 7. Fig. 2.) Et 
saa fuldstændigt Blad, som det af Schenck (Die foss. Fl. 
der Grensschichten des Keuper u. Lias Frankens T. 10. 
F. 1.) afbildede, er ikke fundet paa Bornholm, medens dog 
Stykker af alle Bladets forskjellige Partier træffes ret hyppigt 
i den gule Ler ved Bagaa. Af og til findes Afsnit, 
som ved Spalter mellem Ribberne ere delte i Strimler og 
andre som foroven ere skilte fra Hovedribben begge Dele 
formodentlig ved Maceration. A. Rosserti og A. Nebbense 
ere paa Bornholm tilsyneladende vel adskilte, idet den 
første stadig har spidsere og mere langstrakte Afsnit af anden 
Orden og en simplere Ribbeforgrening. De træffes ogsaa her 
hver i sit Jordlag A. Røsserti i den gule og A. Nebbense i 
den hvide Ler ved Bagaa. 


Botanisk Tidsskrift, Bind 18. 9 


18 


Asplenium Nebbense Brongt. 
Ado AIG 03-26: 

Denne Art, som staaer den foregaaende meget neer, 
adskiller sig navnlig fra den ved de mere tet siddende 
Afsnit af anden Orden og ved disses Ribbeforgrening 
og Form; de ere nemlig altid afrundede i Spidsen og nær- 
mest ved Hovedribben oftest ligesidede og næsten lodret 
udstaaende, medens de dog henimod Bladafsnittets Spids 
ere svagt seglformet krummede, men altid i ringere Grad 
end hos A. Røsserti. I Henseende til Ribbeforgreningen 
udmeerker A. Nebbense sig fra den foregaaende Art ved 
saa godt som altid at have de forste Sideribber i begge Halvdele 
af Afsnittet af anden Orden dobbelt gaffeldelte. (T. 7. Fig. 6 
lidt forstørret.) Ikke sjeldent kan en Fortykkelse af Side- 
ribberne ud imod Bladranden iagttages, uden at det dog 
kan afgjgres, om dette er et første Spor til Frugthobe. 
(T. 7. Fig. 4 a.) 

Foruden den tidligere omtalte Pecopteris (9: Dicksonia) 
Pingelii nævner Brongniart (Prodrome og Hist. d. végét. 
foss.) to andre Pecopteris-Arter fra Bornholm (9: Nebbe 
Odde) nemlig P. Nebbensis og tenuis, som han har faaet 
fra Prins Christians (Chr. d. 8des) Samling, hvor de synes: 
at have været bestemte af J. F. Schouw som Ailicites: 
Nebbensis og Pecopteris tenuis. Den førstnævnte (Hist. d. 
v. foss. t. 98. f. 5.) afviger vel lidt fra den her omtalte 
Planteform ved de noget spidsere Afsnit af 2. Orden 
og disses kun een Gang gaffeldelte Sideribber, men stemmer 
dog overens med den i, at Smaabladene sidde ganske tæt 
og have en lige Midtribbe, og da saa godt som alle de i 
Nebbesandstenen opbevarede Planterester ere utydelige, og 
Brongniarts Afbildning af denne Grund maaske kan være 
lidt ungiagtig, hvad Ribbeforgreningen angaaer, tør jeg ikke 
benegte Muligheden af, at den i den hvide Ler ved Bagaa 
fundne her omtalte Planteform er identisk med Brongniarts 
Pecopteris Nebbensis, og da de bormholmske Exemplarer i 
alt væsentligt stemme overens med de af Nathorst i „Växter 
från rhåt. formationen vid Pålsjøf beskrevne og afbildede 


Rune 


har jeg selvfølgelig beholdt Artsnavnet Nebbense for den 
her beskrevne Form. Ligesom ved Pälsjö forekomme paa. 
Bornholm saavel Exemplarer med helrandede som med. 
finttakkede Afsnit af anden Orden. 


Asplenium lobifolium (Phill.) Schimp. 
T. 8. Fig. 1—2. 

Bladene ere dobbelt fjersnitdelte med lancetformede eller 
linieformede Afsnit og af en tykkere og fastere Beskaffenhed 
end hos de foregaaende Arter af samme Slægt. Af- 
snittene af anden Orden, hvis fleste Sideribber ere dobbelt 
gaffeldelte, have en oval lidt tilspidset Form og ere lidt 
nedløbende. Den nederste Flig paa Afsnittenes Un- 
derside er betydelig bredere end de andre og nyreformet. 
Medens de andre Flige have een tydelig, noget bugtet 
Midtribbe, deler den omtalte Fligs Midtribbe sig 
næsten fra Grunden i to ulige eller næsten lige kraftige 
Grene (T. 8. Fig. 1 a, lidt forstørret). I den øverste Del 
af Bladet ligner dog denne Flig næsten de andre i 
Form og Ribbeforgrening og afviger kun fra dem ved sin 
Størrelse; længere nede tiltager den første Biribbe i den 
nedre Halvdel af Fligen, indtil den tilsidst (0: paa de 
nederste Bladafsnit) er omtrent lige saa kraftig som Fli- 
gens egentlige Hovedribbe. Fligen er samtidigt blevet 
udrandet i Spidsen og viser en tydelig Tilbgielighed 
til at dele sig i to Dele; et Par Steder har jeg ogsaa iagt- 
taget en begyndende Indbugtning paa Fligens øvre 
Side ledsaget af en lignende Udvikling af den første Biribbe 
(nærmest Hovedribben) i Fligens øvre Halvdel: altsaa 
en begyndende Tredeling af Fligen. Tænker man sig Tve- 
delingen af denne Flig helt gjennemfort bliver Lig- 
heden med Pecopteris Sulziana fra den røde Sandsten i 
Vogeserne iginefaldende (Schimper & Mougeot Monogr. d. 
pl. foss. du grés bigarré de la chaine des Vosges. Pl. 40. 
Fig. 2). P. Sulziana har dog alle Biribber i Smaabladet 
to Gange gaffeldelte og Fligene ere her ikke ned- 
løbende. Hos et enkelt Exemplar af A. lobifolia (T. 8. 

9* 


20 


Fig. 2.) er største Delen af Fligene, der her ere 
meget smaa og have ganske faa Ribber, mere eller mindre 
dybt kløvede i Spidsen. Muligvis er dette Toppen af et 
ungt Blad af A. lobifolium, hvis Blade maaske have havt en 
igjennem længere Tid fortsat Spidsevæxt. A. lobifolium er 
kun funden i den hvide Ler ved Bagaa. 


Gutbiera angustiloba Presl. 
T. 9. Fig. 2—3. 

I sin hist. d. veget. foss. p. 344 (pl. 132. Fig. 4—6.) 
omtaler Brongniart en paa Bornholm (ved Nebbe Odde) 
funden Planteforstening under Navn af Phlebopteris Schouwit. 
Som det fremgaaer af hans Tegninger, indbefatter han, som 
det ogsaa er paavist af Schenk og Nathorst under dette 
Navn to forskjellige Planter”), De ikke frugtbærende Blad-. 
stykker Fig. 4 og 4 A. høre vistnok til Phlebopteris affinis 
Schenk medens de i Fig. 5 og 5.a afbildede Afsnit, 
som synes at være linieformede, rundtakkede og forsynede 
med Frugthobe, dækkede af et Slør med en Pore i Spidsen, 
nærmest synes at lede Tanken hen paa Gutbiera angustiloba 
Presl., som jeg ogsaa troer at have fundet ved Nebbe Odde 
men kun i saa faa og smaa Brudstykker, at de ikke med 
Sikkerhed lade sig bestemme; dog mener jeg paa et enkelt 
Exemplar at have iagttaget den samme Ribbeforgrening, 
som sees paa Schenks Fig. 10. Taf. 18. (Fl. d. Grenzsch.). 
Andre Exemplarer vise Frugthobene som fremstaaende vorte- 
formede Ophgininger med en Pore i Spidsen. Saporta 
antager efter de omtalte Figurer hos Brongniart, at Phle 
bopteris Schouwii staaer hans Microdictyon Woodwardianum 
nær eller er identisk dermed, en Anskuelse, som jeg ikke 
kan tiltræde. Som ovenfor anført, henregner jeg Brongni- 
arts Fig. 4 og 4 a til Phlebopteris affinis. De af denne 
Plante fundne Brudstykker ere faa og ikke meget tydelige, 
men jeg troer dog at kunne sige med Sikkerhed, at Side- 


*) Eller snarere tre: de to Bladpartier, som have kransstillede Spo- 
rangier, synes at være af en Laccopteris. 


ven 


ribberne i Afsnittene ikke anastomosere udenfor Maskerne 
som hos Microdictyon; heller ikke med de bornholmske 
Exemplarer af Gutbiera angustiloba — hertil medregnet 
Brogniarts ovennævnte Figurer 5 og 5 a — synes der at 
være nogen ngiere Overensstemmelse, da de frugtbaerende 
Afsnit af Microdictyon, hos hvilke det ligger nærmest 
at søge Ligheden med de foreliggende Planterester, have 
en bred Rand med anastomoserende Ribber udenfor Frugt- 
hobene, som sidde tæt ved Midtribben, hvilket Forhold 
ikke findes hos disse, der have Frugthobene midt imellem 
Midtribben og Bladranden (Fig. 2 og 2 a, lidt forstørret). 
De som G. angustiloba bestemte Bladrester ere kun fundne 
i Nebbesandstenen. 


Laccopteris elegans Presl. 
RS Fie 3 4.2. 7.9. Fig, 1. 


Et meget ungt Exemplar af denne Art (T. 9. Fig. 1.) 
svarende til Schenks Fig. 8. Taf. 23 (Foss. Fl. der Grenzs.) 
viser, at Bladet er fingret med oprindelig fjerdelte Smaa- 
blade; senere blive disse finnede. Hvis de T. 8 Fig. 3 af- 
bildede Afsnit høre til samme Hovedribbe og ere aflei- 
rede i deres oprindelige Stilling paa denne, maa Bladet 
have havt en ret betydelig Længde. Stykker af frugtbærende 
og ikke frugtbærende Blade findes ofte sammen. De ikke 
frugtbærende Bladafsnits Flige ere tætsiddende (T. 8. 
Fig. 4.) og have talrige fine Sideribber, af hvilke hver en- 
kelt, undtagen de, der sidde alleryderst i Bladspidsen, dele 
sig i to atter tvedelte Grene (Fig. 4 a. lidt forstørret). 
Sideribberne lægge sig henimod Fligens Spids saa tæt 
op til Midtribben, at det ofte kommer til at se ud, som 
om deres Grene af første Orden udgik fra Midtribben selv. 
T. 8. Fig. 4 a. Hos de frugtbærende Blade sidde Af- 
snittene ikke saa tæt, ere forholdsvis kortere, mere af- 
rundede i Spidsen og undertiden svagt bugtede i Randen. 
I Frugthobene, som sidde ganske tæt, omtrent midt imellem 
Hovedribben og Blandranden, har jeg talt 6—9 Sporangier, som 


22 


have en tydelig Ring og ere ordnede i en Kreds. (Fig. 3 a 
lidt forstørret.) Sideribberne ere hos de frugtbaerende 
Flige mindre talrige og i Regelen kraftigere end hos de 
ikke frugtbærende. Strax efter at de have forladt Midt- 
ribben, dele de sig; den ene Gren gaaer parallelt med Hoved- 
ribben ud til Bladranden og deler sig underveis i to Grene; 
den anden Gren bøier sig fremad og ender ved Frugthobens 
Receptaculum (Fig. 3 b, lidt forstørret.). Ogsaa denne 
Gren synes at tvedele sig ude i Spidsen, og Frugthoben 
sidder sandsynligvis imellem Grenene; dette lader sig dog 
ikke iagttage med Sikkerhed. Da Sideribberne dele sig i 
meget kort Afstand fra Midtribben, og den bageste Gren 
staaer lodret paa denne, kan det undertiden tage sig ud, som 
om den bageste Gren var Hovedribben og den forreste en 
Sidegren derpaa, medens de i Virkeligheden ere jevn- 
byrdige. Naar Sporehobene ere faldne af, er der derfor 
nogen Lighed med de frugtbærende Blade af Andriana 
Baruthina F. Braun, som dog har Smaabladenes Rande 
tydelig bugtede. L. elegans findes paa Bornholm ikke 
sjeldent i den hvide Ler ved Bagaa og maaske i meget 
utydelige Smaastykker i Nebbesandstenen. 


Laccopteris n. sp. 
Ve 10) Ho Re 


Forudeu L. elegans findes ogsaa i den hvide Ler ved 
Bagaa, en, som det synes, dermed beslægtet Form med 
betydelig større Blade og lidt afvigende Ribbeforgrening. 
Den er kun funden i et Par Exemplarer, og Bestemmelsen 
er derfor tvivlsom. Bladafsnittene ere fjersnitdelte og kjendes 
kun af de frugtbærende Blade. Afsnittene af anden Orden ere 
linieformede 5—8 Mm. brede og Længden synes at være 
betydelig, da det længste Brudstykke, som haves, er omtrent 
5 Ctm. langt. Midtribben er kraftig og synes at gaa helt 
ud til Afsnittets Spids. Sideribberne dele sig i kort 
Afstand fra Midtribben i to Grene, hvoraf den ene, den 
bageste, gaaer lige ud mod Bladranden, som den først 


+ 


23 


maaer efter at have gaffeldelt sig to Gange; den anden, den 
forreste er kortere, bgier sig fremad og bærer Frugthobene ; 
den synes altid at være tvedelt i Spidsen og henimod 
Enden af Smaabladet, hvor der i Regelen ikke synes at 
være Frugthobe, forlænge dens to Grene sig helt ud til 
Bladranden. Idet Sideribbernes bageste Gren udsender sine 
Forgreninger vifteformet, komme de yderste af disse ganske 
nær til Forgreningerne af Nabo-Sideribbernes bageste Grene 
og herved opstaaer der paa begge Sider af Midtribben en 
Række femkantede Rum, der minde om Ribbe- Maskerne 
hos visse netribbede Bregner f. E. Microdyction (Fig. 1 a); 
som Regel synes dog Ribbegrene ikke at anastomosere, 
men muligvis vilde Undersøgelsen af et større Materiale 
give et andet Resultat. Midt i de femkantede Rum sidde 
Frugthobene, der ligesom hos den foregaaende Art danne 
en Kreds, bestaaende af omtrent 6 Sporehuse. 


Taeniopteris (Marattiopsis) Münsteri Göpp. 
Ro ig. G08 19: 

Det eneste paa Bornholm fundne Exemplar, som har 
Smaablade siddende paa Hovedribben, er omtrent 10 Ctm. 
langt og har 8 mere eller mindre rudimentaire Smaablade, 
hvoraf det stgrste er henved 5 Ctm. langt og 11 Mm. 
bredt; de synes at vere svagt hjerteformet udrandede ved 
Grunden og at sidde paa meget korte Stilke (Fig. 8.). 
Sideribberne, der beie sig lidt fremad, dele sig i kort Af- 
stand fra Midtribben, som er temmelig tyk, i 2 Grene, der 
løbe parallelt med hinanden ud til Bladranden. T. Münsteri 
findes, men meget sjeldent i den hvide Ler ved Bagaa og 
muligvis i meget utydelige Brudstykker i Sandstenen ved 
Onsbæk syd for Rønne (Fig. 6). 


Teniopteris (Oleandridium) tenuinervis Brauns? 
T. le. 7. 
Et enkelt Bladstykke af en anden Teniopteris-Art, for 
fragmentarisk og utydeligt til at kunne bestemmes med 
Sikkerhed, er funden i den graa bladede Ler ved Hasle 


% 
24 


Kulværk. De fine tætstillede Biribber henlede ligesom den 
kraftige Midtribbe Tanken paa T. tenuinervis. 


Microdictyon smlgn. Woodwardianum Sap? 
T. 10. Fig. 2—4 a. 


Den i Fig. 2—4 a afbildede Plante, som kun kjendes 
i de afbildede Bladstykker fra den hvide Ler ved Bagaa, 
vise hverken Afsnittenes Form eller deres Ribbeforgrening 
tilstrækkelig tydeligt til en nøjere Bestemmelse. Alle Stykker 
ere af frugtbærende Blade, som have runde Frugthobe, der 
dække de Ribbemasker, hvori de sidde, saa at disses Form 
ikke kan sees; Ribbegrenene udenfor Frugthobene ere heller 
ikke tydelige. De ikke frugtbærende Blade kjendes des- 
værre ikke. Ligheden med de frugtbærende Blade af M. 
Woodwardianum Sap. (Pl. jurass. T. 1. Pl. 33. Fig. 7.) er 
imidlertid ikke ringe, naar man seer bort fra den born- 
holmske Forms noget større Dimensioner. 


Phlebopteris affinis Schenk. 
T. 9. Fig. 4—5 a. 


Den af Brongniart i Hist. d. veget. foss. pl. 132 Fig. 
4*) og 4 a under Navn af Phlebopteris Schouwu afbildede 
Plante synes at stemme overens med P. affinis i Henseende 
til Ribbeforgreningen, hvilket ogsaa Schenk bemærker. Fig. 
5 a (øverst) er derimod sandsynligvis af en Gutbiera, me- 
dens Fig. 5 a (nederst) og Fig. 6 muligvis ere Smaablade 
af Laccopteris elegans. Smaabladene af de af mig fundne 
meget smaa Bladstykker, hvoraf dog eet viser tre Afsnit 
siddende pan Hovedribben (Fig. 5—5 a, lidt forstørret.), ere 
gjennemsnitlig 3 Mm. brede og det længste Smaabladstykke 
er henved 11/, Ctm. langt. Sideribberne danne femkantede 
Masker, hvorfra udgaa parallele, som det synes, udelte 
Grene til Bladranden. P. affinis er kun funden i ganske 
faa, slet vedligeholdte Smaastykker i Nebbesandstenen. 


*) Den nederste af de Figurer, som har dette Nummer. 


+. 


25 | 


Dictyophullum Nilssonv Schenk? 
T. 10. Fig. 5—6 (og 7?). 

I det hvide Lerlag ved Bagaa forekommer en Dictyo-- 
phyllum-Art med haanddelte Blade, hvis Afsnit have snart 
spidsere trekantede, snart langstrakte lancetformede Lapper, 
som hyppigst ere rundtakkede i Randen. Ribbeforgreningen: 
er mindre tydelig, men synes dog ikke at afvige fra den: 
for Slægten Dictyophyllum eiendommelige. Kun de af- 
bildede Exemplarer kjendes. Maaske vilde et rigeligere 
Materiale vise, at denne Form, som i det Hele er spædere- 
end D. Nilssoni og har Lapperne siddende tættere end: 
denne i Almindelighed, bør betragtes som en særlig Art.. 
I Henseende til Ribbernes Utydelighed og Lappernes Form 
og Størrelse minder den noget om D. obsoletum Nath., som 
dog ikke har rundtakkede Lapper, hvilket den af samme 
Forf, omtalte D. proto-rugosum siges at have. Schenk om- 
taler ogsaa Exemplarer af D. Nilssoni med rundtakkede- 
(gekerbte) Smaablade fra Coburg eller Forst. 

I den gule Ler ved Bagaa ere et Par Lapper af en: 
større Dictyophyllum Art fundne; de ere heirandede, lang- 
strakte og afrundede i Spidsen; muligvis kunne de tilhøre. 
D. obtusilobum Braun, men de ere for smaa til at kunne 
bestemmes med Sikkerhed. Slægten Dictyophyllum synes i 
det Hele kun at være sparsomt repræsenteret paa Bornholm.. 


Thaumatopteris gracilis (Schenk) Schimp.? 


Ty 9,.Eie.8. 
De T. 9. Fig. 8 afbildede 2 Blade eller Bladafsnit — 
de eneste kjendte — som ere fundne i den hvide Ler ved 


Bagaa, have rundtakkede Flige, der forneden ere mod-- 
satte, højere oppe afvexlende, lidt nedlobende. Midtribben 
er kraftig og løber helt ud til Smaabladets Spids, medens 
Biribberne ere ganske udviskede, saa at deres Forgrening,. 
selv med temmelig stærk Forstorrelse ikke kan sees; der 
kan derfor ikke være Tale om nogen sikker Bestemmelse. 
Overhuden synes at være ru ved talrige smaa vorteformede 
Ophgininger og Randtakkerne ere for det meste opsvulmede,. 


26 
og Aftrykket af dem viser, at de have en poreformet For- 


‘dybning paa Midten; Bladet er maaskee frugtbærende og 
heri kan muligvis Grunden til Biribbernes Utydelighed søges. 


Clathropteris platyphylla Brongt. 
T. 11. Fig. 1—3. 

Mindre Partier af denne Bregne ere ikke sjeldne paa 
flere af de undersøgte Localiteter, medens Intet af flere 
Sammenhængende Bladafsnit er fundet. Det største Stykke 
‘af et Bladafsnit, som haves Fig. 1., viser de for C. platy- 
phylla eiendommelige Kjendemærker: det er grovt tandet i 
Randen, har en kraftig Midtribbe, hvorfra Biribberne udgaa 
under næsten rette Vinkler, og disse udsende atter under 
rette Vinkler Grene, der danne de for denne Slægt saa 
‚characteristiske rectangulaire Masker. Frugtbærende Blade 
ere ikke fundne. C. platyphylla forekommer i den gule 
Ler ved Bagaa (Fig. 1—2), i en Sandsten syd for Rønne 
(Onsbeek) (Fig. 3), og maaskee i Nebbesandstenen, men er 
ikke funden i den hvide Ler ved Bagaa. 


Hausmannia Dunker. 

Medens jeg oprindelig havde tænkt paa at opstille den 
‘Plante, som nu skal omtales, som en egen Slægt, har jeg 
‘dog senere forandret Anskuelse i saa Henseende, idet dens 
‘Overensstemmelse med den i den tydske Wealdformation | 
forekommende Slægt Hausmannia synes at være saa stor, 
sat den ikke bør skilles derfra. Det maa dog bemærkes, at 
Jeg uheldigvis ikke fik Leilighed til at undersøge Slægten 
Hausmannia i Samlingerne i Gøttingen og Hannover, da 
jeg i sin Tid opholdt mig der, saa at jeg kun kjender den 
af Afbildninger og Beskrivelser. 


Hausmannia Forchhammeri n. sp. 

T. 11: Pig. JET SKR 12) Pig, 172: 
Ved Formen af Lovet, som er stilket og mere eller 
mindre tydeligt delt, minder denne Bregne om Slægten 
.Jeanpaulia, medens den i Henseende til Ribbeforgreningen 


27 


mærmer sig mest til Clathropteris, idet Biribberne udgaa 
under rette Vinkler fra Hovedribberne — af hvilke der 
altid ere flere — og danne Rækker af — hyppigst fir- 
kantede — Masker langs disse. Inden i Maskerne sees atter 
finere Ribbegrene, som danne mindre Masker af samme 
Form. (Fig. 4 a og 5 a lidt forstørret.) En Randribbe 
kan ofte iagttages og findes maaske altid hos de fuld- 
stændige Blade. Da Bladenes Brede varierer betydeligt, 
kan Antallet af Hovedribber eller stærkere Ribber ogsaa 
være meget forskjelligt. Hos de bredeste Blade udbrede 
de stærkere Ribber sig vifteformet, idet de gjentagne 
Gange gaffeldele sig; de ere hyppigt noget bugtede. Mellem 
de smalleste baandformede og de bredeste næsten kreds- 
runde eller nyreformede Blade findes der en Række af 
'Overgangsformer, saaledes at der her sandsynligvis ikke er 
saa stor Forskjel imellem de primaire og de senere Blade, 
som hos den nulevende Slægt Platycerium, med hvilken 
Slægten Hausmannia ellers har ikke lidt tilfælles. Med Hensyn 
til Bladenes Indskjæring er der en betydelig Variation, idet 
de snart ere dybt indskaarne med i Spidsen mere eller 
mindre afrundede Lapper (hos de smallere Blade) (Fig. 6.) 
snart kun grovt rundtakkede (hos de bredere Blade) (Fig. 
4). Saadanne skarpe trekantede Randtakker, som hos 
Protorrhipis Buchu Andr. (C. J. Andree: Foss. Flora Sieben- 
bürgens u. d. Banates Taf. VIII), der iøvrigt minde meget 
om de bredere Blade hos H. Forchhammeri, findes ikke 
hos denne, og saavel de stærkere Ribber som Biribberne 
synes ogsaa her at vere mindre regelmæssige i deres 
Forløb end hos Protorrhipis Buchii. Med P. crenata Nath. 
(Nathorst: Floran vid Biuf T. XI. Fig. 4.) derimod synes de 
yngre Exemplarer af de bredere Blade at have megen 
Lighed. I Henseende til Befrugtningsorganerne stemmer H. 
Forchhammeri overens med Clathropteris platyphylla i, at 
Frugthobene ere spredte over hele Bladets Underside, saa 
at den derved faaer et vortet Udseende; hyppigst sidder der 
fire Frugthobe i hver af de mindre Masker, sjeldent er der 
flere, men undertiden ere to eller tre af dem smeltede 


28 


sammen, saa at Antallet derved tilsyneladende bliver 
mindre. Noget lignende synes ogsaa at være Tilfældet 
med Hausmannia dichotoma Dunker (Schenk i Palaeon- 
tographica 23. Bd. Taf. 27. Fig. 8 a.). At erfare Noget 
om Frugthobenes Bygning og Stilling i Forhold til Ribberne 
har ikke været mig muligt. H. Forchhammeri er kun 
fundet i den hvide Ler ved Bagaa, hvori der foruden den 
af netribbede Bregner kun findes Dictyophyllum Nilssoni og 
Thaumatopteris gracilis. 


Anthrophyopsis Nilssoni Nath. 
TAQ Wie 3! 

De Tab. 12 Fig. 3 afbildede lange smalle Bladstykker 
stemme i alt væsentlig overens med Anthrophyopsis Nilssoni 
Nath. fra Héganes. De ere langstrakte næsten parallelt- 
sidede og Bredden varierer fra 2—20 Mm. Medens de i 
Formen afvige lidt fra de af Nathorst (Floran vid Höganäs 
og Helsingborg Taf. 2. Fig. 1.) afbildede Exemplarer, idet 
de ikke synes at vere ganske af samme Bredde hele Veien, 
ere Ribberne ligesom hos disse ens stærke overalt og danne 
langstrakte foroven og forneden tilspidsede Masker. Af en 
Midtribbe sees intet Spor. Om man af den Stilling, hvori 
Bladstykkerne findes afleirede i det afbildede Haandstykke 
kan slutte, at de ere Afsnit af et fjersnitdelte Blad fore- 
kommer mig usikkert. I Fig. 4 er afbildet et Brudstykke 
af et Blad, som har været idetmindste 40 Mm. bredt, 
men da Bladrandene mangle, kan det ikke afgjgres,. 
om det hører til denne eller en anden Art af samme 
Slegt. Ribberne ere tilsyneladende mere vifteformet ud- 
bredte end hos A. Nilssoni. Begge de nævnte Former ere 
fundne i den hvide Ler ved Bagaa; den forste kjendes kun 
i de i Fig. 3 afbildede Bladdele, den sidste kun i et Par 
meget ufuldstændige Brudstykker. 


29 


Om nogle Væxtforhold hos Slægterne 
Cladophora og Chætomorpha. 


af 
L. Kolderup Rosenvinge. 


Ils 


Om sammenvoxede Grene hos Cladophora 
og andre Alger. 


Hos Fanerogamerne træffes som bekjendt ofte Und- 
tagelser fra den almindelige Regel, at Sideskuddene udgaa 
fra Bladaxlerne. Hos nogle „forskydes“ Axelskuddet et helt 
eller en Del af et Internodium op paa Moderaxen (f. Ex. 
Sparganium, Asclepiadeer, Amorpha), hos andre forskydes 
Bladene ud paa deres Axelskud (f. Ex. Datura, Thesium). 

At saadanne „Forskydninger“ eller „Sammenvoxninger“ 
kunne foregaa, er ikke vanskeligt at forstaa. I Knoptil- 
standen frembyde disse Planter Intet afvigende; saalænge 
Internodierne ikke ere udviklede, ligge de unge Organer 
ligesom ellers tæt op til hverandre; men den afvigende 
Stilling fremkommer først ved Organernes Strækning. Fra 
Warmings*) Undersøgelser vide vi nu, at den unge Axel- 
knops Stilling i Forhold til Støttebladet kan være forskjel- 
lig, og at vi træffe alle Overgange mellem det Tilfælde, at 
Axelknoppen anlægges helt og holdent paa Moderaxen, og 
det, at den opstaaer udelukkende paa Basis af Støttebladet. 
Finder det første Sted, vil det afhænge af Væxtens For- 


+) E. Warming, Forgreningsforhold hos Fanerogamerne 1872. 


30 


deling i det over Støttebladet liggende Internodium, om: 
Axelknoppen bliver siddende umiddelbart ovenfor Støtte- 
bladet, eller om den kommer til at sidde ved den øvre: 
Ende af eller et Stykke oppe paa dette Internodium. Paa 
lignende Maade vil det, naar Knoppen anlægges paa Støtte- 
bladet (eller Støttebladet paa Knoppen), afhænge af Væx- 
tens Fordeling i den fælles basale Del af Bladet og 
Axelknoppen, om Bladet vil udgaa ved Grunden af Axel- 
skuddet eller være insereret et kortere eller længere Stykke 
oppe paa dette. En nærmere Paavisning af Sammenhængen 
mellem disse Stillingsforandringer og Væxtforholdene fore- 
ligger dog, saavidt mig bekjendt, endnu ikke. 

Vende vi os til Algernes formrige Klasse, træffe vi lig- 
nende Forskydninger eller Stillingsforandringer, men For- 
holdene ere her i visse Henseender simplere og tillige noget 
anderledes end de nys omtalte, og vi skulle derfor nærmere 
betragte nogle af disse Tilfælde. | 

Hos Alger, der bestaa af grenede Cellerækker, udgaa 
Grenene saa godt som altid ved Cellernes øvre Ende og 
meget ofte umiddelbart under Tværvæggen. En Oprykning 
af Grenen paa det ovenfor liggende Led synes derfor ikke 
at kunne finde Sted, med mindre der foregaaer enten en 
virkelig Sammenvoxning eller sekundære Forskydninger. Nu 
forekommer der hos forskjellige Algér Grene, som ere sam- 
menvoxede et kortere eller længere Stykke med Moderaxen, 
saa at de først blive frie et Stykke ovenfor den Tværvæg, 
nedenfor hvilken de oprindelig ere udgaaede. En Under- 
søgelse af de ældre Stadier giver imidlertid ingen Oplysning 
om, hvorledes disse Sammenvoxninger ere fremkomne; de 
kunne lige godt tænkes opstaaede paa flere forskjellige Maader. 

Der kan saaledes være foregaaet en virkelig Sammen- 
voxning, idet Grenen enten umiddelbart efter sin Frem- 
komst eller først paa et noget senere Stadium har lagt 
sig op til Moderaxen og er smeltet sammen med den. 

Det samme Resultat kan imidlertid ogsaa tænkes op- 
naaet paa en ganske anden Maade, som Fig. 1 viser. I 
den midterste Figur træffer den Væg, som afskærer Grenen 


31 


af det nederste Led, noget indenfor Randen: af Tværvæggen,. 
saa at et Stykke af denne, x, er fælles for Grenen og det 
øverste Led. I den sidste 
Figur har Grenen forlænget 
sig, og samtidig er det nævnte: 
Stykke x voxet i Længde 
og har rettet sig skraat op- 
efter; det er altsaa gaaet 
over fra at hore til Tvær- 
væggen til at udgjøre en 
Del af Sidevæggen, og der— 
ved er Grenen rykket et 
Stykke op paa den Celle, 
nedenfor hvilken den: op- 
rindelig blev anlagt. 

Endelig kan Sammen- 
hængen mellem de to Grene: 


tænkes at hidrøre fra en 
Fig. 1 og 2. Kløvning eller en Forgrening 
| af Topcellen, som Fig. 2: 
viser, hvor den for Moderaxen og Grenen fælles Væg er den: 
Længdevæg, som har delt Topcellen. 

En ægte Sammenvoxning, som den nys omtalte, fore-- 
kommer, saavidt mig bekjendt, ikke hos de Alger, som vi 
her beskjæftige os med*). Heller ikke Klovning eller For- 
grening af Topcellen spiller nogen. Rolle ved Fremkomsten. 
af de Forhold, som her skulle omtales**).. Derimod er en 


+) Derimod forekommer ægte Sammenvoxning i andre Former ikke 
sjeldent hos forskjellige andre Alger, f.. Ex. de netformede Micror 
dictyon, Struvea, Dictyurus 0. m. a., og hos Cutleriaceerne dannes 
et sammenhængende Thallus ved Sammenvoxning af oprindelig ad-- 
skilte Traade (Reinke, Wachsthum und Fortpflanz. v.. Zanardinia 
collaris, Monatsber. d. Berliner Akad. 1876, og Cutleriaceen des 
Golfs von Neapel. N. A. Leop.-Carol., Dresden 1878). 

**) Magnus’ Forklaring af de sammenvoxede Grene hos Cladophora 
(Die botanischen Ergebnisse der Nordseefahrt 1872. IT. Jahresber.. 
d. Commission z. wissensch. Unters. d. deutschen. Meere. Berlin. 
1874, p. 75.) skal blive omtalt senere. 


32 


'Oprykning af Grenen, som den i Fig. 1 fremstillede, et 
;saare almindeligt Fænomen, naar Grenen oprindelig udgaaer 
umiddelbart under Tværvæggen, men det viser sig i Al- 
‘mindelighed kun ved, at Grenen er insereret ikke blot neden- 
for Tværvæggen, men ogsaa for en (sædvanlig mindre) Del 
‘paa den ovenfor liggende Celle. Dette Forhold træffes 
meget almindeligt hos traadformede forgrenede Alger, f. Ex. 
Callithamnion- og Ectocarpus-Arter. Det findes endvidere 
‘gjennemgaaende hos Slægten Polysiphonia, hvor Grenene for 
den største Del ere insererede paa det nedenfor Tværvæggen 
liggende Led, for en mindre Del paa det ovenfor liggende. 
Ved en Undersøgelse af yngre Stadier overbeviser man sig 
her med Lethed om, at den Del af Insertionsfladen, som 
'hører til det:ovenfor liggende Led, oprindelig tilhører Tvær- 
væggen, men at den efterhaanden retter sig mere eller 
mindre opefter. | 
I stærkere Grad træffes det samme Forhold hos Polysi- 
phoma polyspora, hvis Grene ere sammenvoxede et helt 
Internodium med Moderaxen, saa at de til- 
syneladende komme til at udgaa fra det 
ovenfor liggende Led. Saaledes synes i 
Fig. 3 Grenen, g, at udgaa fra Led II, 
men det er let at overbevise sig om, at 
den i Virkeligheden er udgaaet fra Led I, 


men sammenvoxet med Led II i hele dettes 
Sieh eye. Længde. Hvert Led Dee hos denne Art 
nia polyspora. Gre- et Blad; det som hører til Led I er faldet 
nen g er tilvoxet af, men dets Basalcelle sees (f?). Grenen 
til det ovenfor lig- 
gende Led af Mo rr 
deraxen i hele imidlertid fremkommen som Axelskud fra 


dettes Længde. f! det Blad, der har hørt til Led I, men som 
er Basalcellen for 


‚det til Led II hg- 
rende Blad 90:1, Selv udgaaet fra Led I. Dens iste Led er 


synes ligeledes at udgaa fra Led II; den er 


ligeledes er faldet af, og den er saaledes 


usædvanlig langt i Sammenligning med 
andre Arters, og Grenen naaer saa høit op paa Moderaxen, 
at dens 2det 'Leds øverste Pericentralceller træde i Pore- 
Forbindelse med Moderaxens Led III, medens de ellers træde 


i Forbindelse med den nederste Ende af Pericentralcellerne 
i Led II. Ofte er Grenen dog ikke rykket fuldt saa høit 
op, men den bliver fri lidt nedenfor den Tværvæg, som af- 


grænser det ovenfor liggende Led. 
Et ungt Stadium (Fig. 4) viser nu, at den Væg, som 
afskjærer et grenbærende Led (Led 3 fra neden), fra først 


Fig. 4. Polysipho- 
mia polyspora. 
Stængelspids. f1— 
f? ere tre efter 
hinanden følgende 


Blade. Ved f? 
er kun Basalcellen 
tegnet. g er en 


ung Stengel, der 

fremkommer som 

Axelskud til få. 
390: 1. 


af er mere skraatstillet end de andre, og 
at dens hgieste Punkt ligger i Hgide med 
den efterfølgende Væg, thi det efterfølgende 
Segment løber skarpt til lige ovenfor 
Grenen*). Naar Grenen undertiden ikke 
er rykket et helt Internodium op, beroer 
det sandsynligvis paa, at Segmentvæggen 
ikke er naaet helt op i Heide med den 
efterfølgende Væg. Den omtalte Segment- 
væg har ganske sikkert fra først af været 
plan, men allerede paa det i Figuren af- 
tegnede Stadium er den Del af den, som 
ligger ovenfor Grenen, begyndt at rette sig 
opefter, og denne Retningsforandring ved- 


varer, idet Segmenterne voxe i Længde, 
indtil denne Del af Tværvæggen tilsidst er bleven omtrent 
parallel med Modergrenens Længdeaxe (Fig. 3). Det er 
altsaa her den samme Proces, som foregaaer hos de andre 
Arter, og Grunden til, at Grenen kommer til at sidde hgiere 
oppe end hos disse, maa søges i, at de grenbærende Seg- 
menter afskjæres ved ualmindelig steile Vægge. 

Der er saaledes ingen Grund til at tale om Forskyd- 
ning, hverken hos P. polyspora eller hos de andre Arter, 
forsaavidt man med Begrebet Forskydning forbinder Fore- 
stillingen om en Glidning. Hos P. polyspora er der ikke en 
Gang Grund til at tale om nogen Oprykning af Grenen, da 


*) Tegningen er udført efter et Glycerin-Præparat, som viser et noget 
andet Udseende end den levende Plante paa Grund af Protoplasternes 
Sammentrækning og Væggenes Opsvulming. De enkelte Cellers 
Form saavel som deres indbyrdes Stilling ere dog ikke forandrede: 
i nogen væsentlig Grad. 

Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 3 


34 

dennes Insertion fra først af naaer lige saa høit i Forhold 
til det ovenfor liggende Led som senere. Det samme gjel- 
der P. complanata, hos hvilken de 2—3 nederste Led af | 
Grenene ere sammenvoxede med lige saa mange Led af 
Moderaxen (Fig. 5). Sammenvoxningen er ogsaa her kon- 
genital, og Forskjellen mellem de yngre og 
ældre Stadier er desuden mindre end hos P. 
polyspora, idet de Vægge, som afskjære de 
grenbærende Segmenter, fra først af ere i den 
Grad opadrettede, at de neppe fortjene Navnet 
Tværvægge, og at de ikke behøve at under- 

« gaa saa stor en Retningsforandring for at den 
phonia compla- à 3 
nata. 1,2023 blivende Tilstand skal indtræde. Som Følge 
ere de sidst af disse Vægges stærke Heldning træffe de 


dannede Vægge, 9. 3 følgende Vægge paa dem i Stedet for 
som have af- ; 
skaaret gren- 
dannende Seg- i Sidegrenen, og de nederste 3—4 Led i 


menter. 235:1. Grenene ere derfor fra først af sammenvoxede 


Fig. 5. Polysi- 


paa Yderveggen, saavel i Modergrenen som. 


med Moderaxen. 

Gaaer den kongenitale Sammenvoxning endnu videre, 
komme vi tilsidst til Forhold som dem, vi træffe hos Pollex- 
fenieerne*), hvor alle Grenene fra først af ere fuldstændig 
sammensmeltede til et fladt Lov, i hvis Rand man finder 
de sammensættende Grenes Topceller liggende i en Række. 

Det fremgaaer af det Foregaaende, at der hos ingen af 
de hidtil omtalte Alger foregaaer en egentlig Forskydning; 
der skeer kun en Opadretning af en Del af den oprindelige 
Tværvæg, og derved bevirkes hos de først omtalte Planter, 
at Grenens Insertion i ældre Tilstand naaer et Stykke op 
over den øverste Ende af det Led, hvorfra Grenen er ud- 
gaaet. 


Hos adskillige Cladophora-Arter findes Grene, som ere 
sammenvoxede et kortere eller længere Stykke med den 


+) Falkenberg Ueber congenitale Verwachsung am Thallus der Pol- 
lexfenieen. Botanische Zeitung 1881 p. 159. 


35 


ovenfor liggende Celle i Moderaxen. Disse Sammenvox- 
ninger nævnes. ofte i deskriptive Værker, da de afgive syste- 
matiske Karakterer, idet de forekomme hos visse Arter 
men mangle hos andre; forøvrigt ere de kun blevne om- 
talte af Magnus”), som kom til det Resultat, at de frem- 
komme ved, at Grenene anlægges fra selve Topcellen, paa 
den Maade som ovenfor er fremstillet i Fig. 2. Magnus 
støttede sig imidlertid ikke til sammenhængende udviklings- 
historiske Undersøgelser, men kun paa nogle, efter min 
Mening abnormt udviklede, Topceller. Forfølger man disse 
Grenes Udviklingshistorie, viser det sig, at Magnus’ An- 
tagelse ikke er rigtig, men at Forholdet snarere kan sam- 
menlignes med Oprykningen af Grenene hos de først om- 
talte Polysiphonia-Arter. Det er dog ogsaa forskjelligt herfra 
og skal derfor gjøres til Gjenstand for nærmere Omtale, 
saa meget mere som en ngiere Undersøgelse giver os Ind- 
blik i nogle eiendommelige Væxt- og Forskydnings-Forhold 
i Væggen og derigjennem i de mekaniske Forhold, som be- 
tinge Sammenvoxningernes Fremkomst. 

Jeg har undersøgt dette Forhold hos flere saavel Fersk- 
vands- som Saltvands-Arter, som i alt væsentligt forholdt 
sig ens. Særlig har jeg studeret det hos en Art, som jeg 
fandt i Kalvebod Strand i Oktober 1879, og som synes at 
kunne henføres til Cladophora hamosa Kütz. Hos denne 
finder man altid de ældre Grene sammenvoxede et betyde- 
ligt Stykke med det ovenfor liggende Led (Fig. 6), under- 
tiden endog i en hel Celles Længde. Gaaer man fra disse 
ældre Grene efterhaanden opefter til de yngre, er det let 
at overbevise sig om, at det sammenvoxede Stykke bliver 
mindre og mindre og, at det tilsidst helt forsvinder. Den 
nyligt dannede Gren er slet ikke sammenvoxet 
med Moderaxen. Grenen anlægges umiddelbart under 
Tværvæggen, den gaaer frit ud, uden at lægge sig op til 


*) Magnus, Die botanischen Ergebnisse der Nordseefahrt. II. Jahres- 
bericht d. Kommission zur Untersuch. d. deutschen Meere in Kiel. 
Berlin 1874, Pag. 75. 
ge 


36 


Moderaxen, og Grenens Basalvæg træffer lige i Randen af 
Tværvæggen i Moderaxen. Allerede i det Stadium, hvor 
Basalvæggen dannes, vil man imidlertid finde, at det ikke 
er muligt at angive en skarp Grænse for Tværvæggen, idet 
Lagene ved Randen af denne vige ud fra hinanden, og 
dette er især tydeligt i Grenvinklen, hvor Yderlaget i større 
Udstrækning viger ud fra de indenfor liggende Lag. Deraf 


Fig. 6. Cladophora hamosa. Del af en Plante, som viser, at de ældre: 
Grene ere sammenvoxede med Moderaxen 40: 1. 


kommer det, at Grenens Basalvæg i Fig. 7, skjønt den maa 
siges at træffe i Randen af Tværvæggen, dog ikke naaer 
helt op i Højde med Yderlagets laveste Punkt i Grenvinklen. 
Denne Afstand imellem Grenens Basalvæg og det inderste 
Punkt af Grenvinklen, som fra først af er forsvindende 
lille eller lig Nul, voxer nu i meget betydelig Grad med 
den tiltagende Alder, og derpaa beroer Sammenhængen 
mellem Gren og Moderaxe. At der ikke foregaaer nogen 
egentlig Sammenvoxning mellem de oprindelig adskilte Grene 
og Moderaxen, fremgaaer af, at man bestandig, selv i ældre 
Grenvinkler, tydelig seer det for Gren og Moderaxe fælles 


37 


cuticula-lignende Yderlag gaa over fra Moderaxen til Grenen, 
og inderst i Grenvinklen lige som i ung Tilstand vige noget 
ud fra de indenfor liggende Lag (Fig. 8). Hvis der fandt 


Al 
i 
NH 
il 
il 
MAN 
Wik 
i 


= SSS 
EE 


‘Eig. 7. Cladophora hamosa. Ny- Fig. 8. Cladophora hamosa. Basis 

lig dannet Gren; tilvenstre sees af en Gren, som er tilvoxet til Moder- 

den begyndende Opskydning af axen. I Væggen sees de opskudte 
Membranfolderne. 390: 1. Membranfolder. 150: 1. 


en egentlig Sammenvoxning Sted, maatte man see dette 
Lag fortsætte sig ned i den fælles Veg. Det inderste 
Punkt af Yderlaget i Grenvinklen rykker altsaa bestandig 
opefter. 

Hvorpaa beroer nu den omtalte Afstands Tiltagen? 
Man kunde tænke sig at den skyldtes en stærk Laengde- 
væxt i den allernederste Del af Længdevæggene i de to 
eller, som mødes i Grenvinklen. Seer man imidlertid hen 
til det paagjeldende Veegstykkes oprindelige yderst ringe 
Størrelse, er det klart, at dette maatte undergaa en Længde- 
veext, som vilde vere uforholdsmessig stor i Forhold til 
hele Cellens Længdevæxt. Da der iøvrigt ikke er noget, 
som tyder paa, at Lengdevexten kun eller fortrinsvis fore- 


ee 
gaaer i Cellernes nederste Del, og da Grenens Basalveg ved 
sin Anlæggelse ialtfald ofte træffer lige i Højde med Gren- 
vinklen, saa at den omtalte Afstand slet ikke existerer, saa 
er der ingen anden Mulighed end at antage, at der fore- 
gaaer Forskydninger i Væggen. Nu foregaaer der netop ved 
Tværvæggene nogle mærkelige Forskydninger, som ved nær- 
mere Undersøgelse vise sig at staa i Forbindelse med de 
omtalte Sammenvoxninger og som kaste Lys paa de meka- 
niske Forhold, som betinge dem. 

Cladophoraernes Væg bestaaer som bekjendt af talrige 
Lag, der allerede ere meget tydelige i den levende Plante, 
men som træde særdeles skarpt frem, naar Cellernes Proto- 
plasma ved Behandling med Reagenser bringes til at trække 
sig sammen. Ved yngre Tværvægge seer man de to Søster- 
cellers specielle Væglag bgie om fra Tveerveggen i Længde- 
væggen, hver til sin Side, og derved efterlade et lille i op- 
tisk Gjennemsnit trekantet Rum i Randen af Tværvæggen, 
udadtil begrænset af de ydre, for begge Celler fælleds 
Væglag. Dette Forhold forandres imidlertid med Alderen 
hos den her omhandlede Art og hos alle de andre under- 
søgte Arter med sammenvoxede Grene. Undersøger man 
nemlig en ældre Tværvæg, ved hvilken en Gren udgaaer, 
finder man, at den nedenfor liggende Celles specielle Mem- 
branlag have skudt sig op som en Fold imellem den ydre 
fælles Membran og den ovenfor liggende Celles specielle 
Membran, og dette finder Sted ikke blot ved Tværvæggen i 
Moderaxen, men ogsaa ved Tværvæggen mellem den nederste 
Celle og Grenen (Grenens Basalvæg). Denne Opskydning 
er meget betydelig og tiltager efterhaanden i Udstrækning 
ligesom efterhaanden flere Lag skydes op indenfor de for- 
rige (Fig. 8). Den øverste Fold naaer dog aldrig, saavidt 
jeg har seet, op i Højde med den øverste Grænse for 
Sammenvoxningen. Som oftest naaer den noget høiere op 
paa Moderaxen end paa Grenen, og dette beroer ialfald 
tildels paa, at det ikke er ganske de samme Lag, som op- 
skydes paa disse to Steder. Gaaer man tilbage til et tid- 
ligt Stadium, da Grenen endnu ikke var afgrænset ved en 


39 


Væg fra Cellen a (Fig. 9), da havde denne Celle en speciel 
Membran (2), som er skraveret i Figuren. Først naar 
Grenen har naaet samme Størrelse som den til Moderaxen 
hørende Del af Cellen, afgrænses den ved en Tværvæg, og 
de to Celler omgive sig hver med en speciel Membran (3). 
Som Fig. 10 viser, maa Membran 2 nødvendigvis deltage i 


123 


Fig. 9. 


Opskydningen i Moderaxen, medens den ikke kan gjøre det 
i Grenen, da den er fælles for denne og Moderaxen, og 
altsaa her hører til Yderlagene*). 

Det ligger nær at søge en Aarsagsforbindelse mellem 
Grenenes Tilvoxning til Moderaxen og Væggens Opskydning, 
og dette støttes af følgende Omstændigheder: De to Fæno- 
mener begynde omtrent samtidigt; de tiltage begge jevnt 
med Plantens tiltagende Alder; Opskydning foregaaer hos 
alle de undersøgte Arter med sammenvoxede Grene, medens 
den ikke fandtes hos de undersøgte Arter med ikke sammen- 
voxede Grene. 


*) Det maa erindres, at Membran 2 (ligesaavel som Membr. 1 og 3) 
er sammensat af talrige enkelte Væglag. De ældste af disse blive 
sandsynligvis, sprængte ved Grenens Anlæggelse og fortsætte sig 
derfor ikke over i Grenen, men de yngste maa være fælles for 
Gren og Moderaxe. Hvadenten nu et større eller mindre Antal Lag 
gaa over i Grenen, gjelder lige fuldt, hvad ovenfor er sagt om Op- 
skydningen. 


+ 
40 


- Aarsagsforholdet kan nu enten være saadant, at Sammen- 
voxningen er en Folge af Opskydningen, eller omvendt Op- 
skydningen en Følge af Sammenvoxningen, eller de kunne 
begge have en fælles Aarsag. Mod den forste Antagelse, 
som i sig selv ikke er meget sandsynlig, taler ganske be- 
stemt den Omstændighed, at Sammenvoxningen som oftest 
begynder kort Tid, forinden Opskydningen begynder. Naar 
denne begynder samtidig med eller før Sammenvoxningen, 
er det altid kun paa den Side, som vender bort fra Grenen 
(Fig. 7), medens jeg aldrig har seet Opskydning paa selve 
Grenen før efter at Sammenvoxningen var begyndt. 

Den anden Antagelse, at Opskydningen skulde være 
en Følge af Sammenvoxningen, kunde maaske ved første 
Øiekast see mere plausibel ud, idet man kunde tænke sig, 
at de ydre Væglag ved Grenens Væxt bleve trukne opefter 
og samtidigt trak de indenfor liggende Lag med sig; men 
dette modsiges tydeligt nok af Tilfælde som det i Fig. 7 
afbildede, hvor Sammenvoxningen neppe er begyndt, medens 
der allerede viser sig en tydelig Opskydning paa den Side 
af Moderaxen, som vender bort fra Grenen. Dertil kommer, 
at Opskydningen foregaaer i mindst lige saa høj Grad ved 
Tværvægge, ved hvilke der ingen Gren findes (Fig. 11), og 
— hvad der er endnu vigtigere — at 
ganske den samme Opskydning findes 
hos Chætomorpha aerea, der som bekjendt 
er ugrenet. 

Der er altsaa ingen anden Udvei 


| end at antage, at begge Fænomener have 
Fig. 11. Cladophora 


rupestris. Tværvæg, 
ved hvilken ingen Søges i Væggens Veext. 


Gren udgaaer. Teg- Den Maade, hvorpaa Opskydningen 
Be = aie foregaaer, tyder paa, at den ikke skyldes 

en fra selve de paagjeldende Cellers 
Indre kommende Kraft, og ei heller en aktiv Væxt af selve 
den opskudte Veg, men derimod en Kraft, som udgaaer fra 
eller virker i de Væglag, som grænse op til den opskudte 
Membran, idet disse Væglag udøve et opadgaaende Træk i 


en og samme Aarsag, og denne maa 


de imellem dem liggende Lag. En aktiv Væxt af de paa- 
gjeldende Væglag vilde neppe kunne bevirke en saadan 
'Opskydning, men langt snarere en Indfoldning i Cellen. 
Man maatte da ogsaa have en Forklaring paa, at Væg- 
lagene altid skyde sig opefter, aldrig nedefter, og at de 
yderste Væglag altid voxe stærkest. Membranfoldernes Op- 
skydning tyder endvidere paa, at der maa være en vis Grad 
af Sammenhæng mellem de enkelte Lag i Væggen. Det er 
denne Sammenhængskraft, som bevirker, at det ene Lag 
trækker det næste med sig, som man seer det, hvor Mem- 
branerne skydes op. Men netop paa samme Sted seer man, 
at Sammenhængen ophæves, idet Lagene skilles fra hver- 
andre i Folderne. Tillige tyde Membranfolderne paa, at 
Sammenhængen mellem de enkelte Væglag, selv naar de 
vedblive at grænse til hinanden, ikke er større, end at den 
kan overvindes, saa at Lagene glide mod hinanden, naar 
det ene af dem paavirkes af en tilstrækkelig stærk Kraft. 
De efter hinanden følgende Lag trækkes op i forskjellig 
Høide, og dette kan kun forklares ved at antage, at det 
enkelte Lag trækker det indenfor liggende med sig op, men 
samtidig glider lidt hen over det, saa at det skyder sig 
længere op end dette. Den Lethed, hvormed Lagene skilles 
fra hverandre i Folderne og ved Cellernes Plasmolyse, tyder 
paa, at den omtalte Sammenhæng kun beroer paa Gnidnings- 
modstanden mellem Lagene. 

At Cellevæggens Lagdeling hos Cladophora beroer paa 
en virkelig Sammensætning af adskilte Lag og ikke paa en 
Differentiering i vandrigere og vandfattigere Lag er en Sag, 
hvorom der ikke kan herske Tvivl. Man vil i Virkeligheden 
vanskeligt finde Exempler, der tydeligere end Cladophora 
og Chetomorpha vise en saadan ægte Lagdeling, som her 
yderligere godtgjgres ved de omtalte Glidninger. 

Hvorfra kommer nu den opaddragende Kraft, som be- 
virker Veeglagenes Opskydning? Betragtes en Tverveg, 
hvor den opskudte Fold allerede er tilstede, da kan Kraften 
kun søges i de Veglag, mellem hvilke den ligger. At de 
indenfor liggende Lag drages opefter ved Plantens fortsatte 


49 


Væxt, er utvivlsomt, især da de Lag, som grænse op til 
Folden, som oftest tilhøre ikke blot den indenfor liggende 
Celle, men ogsaa 1—flere af de ovenfor liggende. Idet 
denne eller disse Celler voxe, maa de nævnte Lag udsættes 
for et Træk, som ved Cellens nedre Ende, maa virke op- 
efter. Dette Træk maa desuden forplante sig til den Del 
af disse Lag, som tilhøre Tværvæggen, og det maa kunne 
bevirke, at denne i sin Periferi efterhaanden gaaer over til 
at høre til Længdevæggen, og dette finder vistnok ogsaa 
Sted. De umiddelbart indenfor Folden liggende Lag ere 
dannede meget tidligt og maa uden Tvivl efter deres Dan- 
nelse være udsat for en betydelig Strækning som Følge af 
den vedvarende Længdevæxt ellen voxer ganske vist 
ogsaa i Tykkelse, men da denne Væxt er langt ringere end 
Længdevæxten, er det i høj Grad sandsynligt, at den Del 
af dem, som hører til Tværvæggen, efterhaanden i sin Om- 
kreds vil trækkes over i Længdevæggen. Berøringen mellem 
disse Lag og de opskudte Lag vil saaledes kunne bevirke 
en yderligere Opskydning af disse sidste. Antager man, at 
Tværvæggen i betydelig Udstrækning drages over i Længde- 
væggen, vilde man ogsaa derved kunne forklare Opskyd- 
ningens Begyndelse; men tager man i Betragtning, at de 
samme Forhold, som i den øverste Celle bevirke 
et opaagaaende Træk, i den nedenfor Tvær- 
i væggen liggende Celle maa bevirke et lignende. 
— Træk i nedadgaaende Retning (Fig. 12), er det 
id. indlysende, at den Kraft, som udgaaer fra de 
indenfor Folden liggende Lag, ikke er i Stand 
| til alene fra først af at fremkalde Opskydningen. 
Desuden maatte, hvis Opskydningen alene skyldtes. 
den ovenfor liggende Celles specielle Væglag, 
Sammenhængen mellem disse Lag og de opskudte Lag være 
langt stærkere end mellem Yderlagene og de opskudte Lag,. 
hvad der igvrigt ikke er Noget, der tyder paa. 
Aarsagen til Opskydningen maa saaledes, ialtfald for 
en væsentlig Del, søges i de udenfor Folden liggende Væg- 
lag. Hvis disse af en eller anden Grund drages opefter, 


Fig. 12. 


43 


og Sammenhængen mellem dem og de indenfor liggende: 
Væglag af den nederste Celle er tilstrækkelig stor, ville disse 
sidste nødvendigvis ligeledes drages opefter. Den Omstæn- 
dighed, at Lagene i Tværvæggenes Periferi allerede meget 
tidligt vige ud fra hinanden, saa at der fremkommer et i 
optisk Gjennemsnit trekantet Rum, vil naturligvis 1 hø 
Grad lette Opskydningens Indtræden. Hvis det virkelig er 
de ydre Væglag, som alene eller for Størstedelen bevirke- 
Membranfoldernes Opskydning, maa der ved disse foregaa 
en Indkrængning, saa at et Punkt (p. i Fig. 10), som i et 
givet Øieblik befinder sig i den ydre Del af en Fold, efter- 
haanden naaer op til den øverste Rand af Folden (p"), for 
derefter at gaa over i den indre Del af Folden. 

Vi skulle nu undersøge, om der er andre Omstændig-- 
heder som tale for, at de ydre Væglag trækkes opefter. 

Undersøger man den ydre fælles Membran i Gren» 
vinklerne, hvor den gaaer over fra Moderaxen tll Grenen,. 
vil man finde, at den ikke er det Mindste foldet, hvad man 
maatte vente, at den var, hvis den var skudt opefter som 
en Følge af Grenens fortsatte Sammenvoxning med Hoved- 
axen. Den viger tværtimod inderst i Grenvinklerne altid: 
noget ud fra de indenfor liggende Lag og vidner derved 
bestemt om, at den er strammet (Fig. 8), og denne Stram-- 
ning kan neppe have anden Grund end, at Væggen be- 
standig drages opefter. 

Den ydre Membran maa, idet den drages opefter, 
glide langs de indenfor liggende Lag, og derved ville Dele: 
af disse, som før tilhørte de frie Dele af Cellerne, efter- 
haanden komme til at mødes og saaledes bidrage til For- 
øgelsen af den for begge Geller fælleds Væg. Saaledes ere: 
Punkterne x og y, som i den skematiske Fig. 9 ere ad-- 
skilte, i Fig. 10 komne i Berøring med hinanden, og det 
samme vil ske med Punkterne m og n, naar den ydre 
Membran trækkes yderligere opefter. Muligvis bidrager den 
ydre Membran i Grenvinklen ogsaa til at trække de indre- 
Lag med sig opefter, men dette spiller vistnok kun en ringe- 
Rolle, da Gnidningsmodstanden i Grenvinklen maa være- 


AA, 


‘forholdsvis ringe. Den ydre Membran kan passende sammen- 
dignes med en Handske, som langsomt trækkes af en Haand, 
og de to Grene med to Fingre, som derved efterhaanden 
komme i Berøring med hinanden nedefra opefter. Den 
nederste Del af den fælles Væg stammer muligvis fra Tveer- 
væggene, men den største Del hidrører aabenbart fra de to 
-Cellers oprindelig adskilte Sidevægge. Der finder altsaa 
her en virkelig sekunder Sammensmeltning Sted 
mellem oprindelig adskilte Dele, om end selve Over- 
fladen ikke deltager i Sammensmeltningen. 

Et andet Forhold, som viser, at den ydre Membran 
bestandig trækkes opefter, er den Form- og Retnings- 
forandring, som Grenens nederste Celle undergaaer. Som 
ganske ung er Grenen rettet skraat opefter, den divergerer 
under en Vinkel af omtrent 40-—60° og er ofte svagt krum- 
met opefter. Dens Underside danner følgelig en Vinkel 
med Hovedaxen paa ca. 120—140°; men efterhaanden, 
som Sammenvoxningen tiltager, bliver denne Vinkel større 
og større, og tilsidst næsten 180 0 At den nedre Del af 
Grenen retter sig opefter, kunde nu ganske vist være en 
‚Folge af Sammenvoxningen; men hvad det især kommer 
an paa er, at den nederste Celle af Grenen i ældre Tilstand 
.slet ikke springer frem, saaledes som den oprindelig gjorde, 
men at dens nederste Del er relativt meget tynd, saa at 
det sammenvoxede Parti ialfald forneden ikke er meget 
tykkere end den nedenfor liggende Celle, og at dets Over- 
flade er omtrent cylindrisk og gaaer ganske jevnt over i den 
nedenfor liggende Celles Overflade. Alt dette forklares 
ganske simpelt ved, at den ydre Membran bestandig trækkes 
opefter. Da denne nu som den ældste og yderste Del af 
Væggen gjør forholdsvis stærk Modstand mod at udspiles, 
og da den Del af den, som trækkes op forbi Tvervæggen, 
oprindelig har tilhørt en enkelt Celle, er det naturligt, at 
den, da den skal omslutte to Celler, maa udøve et betyde- 
digt Tryk paa den nederste Del af Grenen, og derved paa- 
virke dens Form. En lignende Virkning udgaaer maaske fra 
«de opskudte Lag, om end i ringere Grad. 


45 


Hos nogle Cladophora-Arter med sammenvoxede Grene- 
dannes efterhaanden flere Grene ved samme Led, de ældste: 
Grene ere da mest, de yngste mindst eller slet ikke sammen-- 


voxede med Moderaxen. 


Dette er saaledes Tilfældet med 


C. rupestris (Fig. 13), som ogsaa tydeligt viser de ældre 


Filg. 3. Cladophora rupestris. 


De tilvoxede Grene ere indsnev- | 


rede ved Basis. De yngre Grene 
ere hverken tilvoxede eller ind- 
snevrede. 45:1. 


Grenes Indsnevring ved Grun- 
den, medens de unge Grene- 
have en fremspringende Basis 
(Smg. Magnus |. c. Tab. IE 
fig. 3.) 

Grunden til, at de ydre 
Væglag bestandig drages op- 
efter, maa søges i Plantens: 
Væxt. Det er ikke lykkedes 
mig at forfølge de enkelte- 
Væglags Skjæbne fra deres 
Dannelse i Topcellen, men det 
er hos andre Alger med lag-- 
delt Væg og apicalt Væxt- 
punkt bleven godtgjort, at Top- 
cellens eller Væxtspidsens Væg 
voxer paa den Maade, at der 
dannes nye Lag indenfor de 
sidst dannede, og at disse 
efterhaanden rykke længere 
ud og tilsidst sprænges i Top- 
pen, hvorefter deres Plads 
indtages af de umiddelbart 
indenfor liggende, som kort 
efter undergaa en lignende 


Sprængning o. s. fr.*). Da denne Voxemaade er paavist 
hos Alger, med meget forskjellig systematisk Stilling, og 


*) Schmitz, Über Bildung und Wachsthum der pflanzlichen Zell- 
membran. Sitzungsber. d. Niederrhein. Gesellsch. etc. zu Bonn 1880.. 


Separat-Abdruck p. 8. 


Strasburger, Ueb. d. Bau u. d. Wachsthum der Zellhäute. 


1882 p. 189. 


46 


da disse med Hensyn til Væggens Bygning frembyde be- 
tydelig Lighed med Cladophora, er der ingen Grund: til 
at tvivle om, at Væggen hos denne voxer paa samme Maade, 
en Voxemaade som vistnok er ganske almindelig hos traad- 
formede Alger med apicalt Væxtpunkt*). 

Det er nu klart, at Væglagene inden deres Sprængning 
i Spidsen af Topcellen maa være udsatte for et betydeligt 
opadgaaende Træk, som umiddelbart sandsynligvis vil kunne 
naa temmelig langt ned, idet Lagene inden deres Sprængning 
vistnok opnaa en betydelig Længde. Ved Sammenhængen 
‘eller Gnidningsmodstanden mellem disse Lag og de tilgræn- 
‚sende udenfor liggende vil det opadgaaende Træk da yder- 
ligere forplante sig nedefter, og saaledes forklares altsaa de 
ydre Væglags Opaddragning ialtfald paa de yngre Dele. 
Hvor langt denne Virkning strækker sig ned, er det ikke 
muligt at afgjøre, men der er Intet i Veien for at tænke 
sig, at den strækker sig ned til de ældre Dele; paa disse 
kan Opaddragningen dog ogsaa forklares ved Grenenes Væxt, 
idet den Kraft, som virker i de ydre Væglag hos disse, nod- 
vendigvis maa forplante sig til Moderaxen gjennem de fæl- 
leds ydre Væglag. Muligvis kan den dog her ogsaa bero 
paa den intercalære Væxts Fordeling i enkelte Afsnit af 
den ældre Plante, hvilket Forhold dog ikke er nærmere 
undersøgt. 

Naar slige Vægforskydninger som de her omtalte ikke 
forekomme hos adskillige andre Cladophora-Arter, da kan: 
det bero dels paa en forskjellig Grad af Sammenhængskraft 
eller Gnidningsmodstand mellem Væglagene, dels paa, at 
Grenene ere mere udspærrede, og endelig kan det ligge 


Noll, Experimentelle Untersuchungen über das Wachstum. d. 
Zellmembr. 1887. 

*) En Sprængning af Væglagene i Spidsen at Topcellen er foregaaet i 
Fig. 15. Da denne Figur imidlertid fremstiller en Celle, som nylig 
er begyndt at voxe ud efter Vinterhvilen, tør den ikke betragtes 
som almengyldig med Hensyn til Veggens Væxt, da Sprængningen 
her muligvis knnde være foranlediget ved Væxtens Standsning i 
Løbet af Vinteren og .den derefter pludselig indtrædende fornyede 
Væxt. 


AT 


i, at Grenene udgaa. ikke umiddelbart under, men et lille 
Stykke nedenfor Tværvæggen, som Tilfældet er hos Clado- 
phora arcta. 

Den her givne Fremstilling staaer i skarp Mods&tning 
til den af Magnus |. c. givne, ifølge hvilken Sammenvox- 
ningen skyldes en Kløvning eller Forgrening af Topcellen, 
idet Grenen ikke skal være dannet af det nedenfor liggende 
Led, men af selve Topcellen, forinden det Led, hvormed 
den senere viser sig sammenvoxet, er dannet. Det frem- 
gaaer imidlertid klart af Magnus’ Fremstilling, at han kun 
har støttet sig til ældre og til formentlig ganske unge Sta- 
dier, og at han ikke har fæstet Opmærksomheden ved de 
mellemliggende Udviklingstrin, som netop tydeligst vise, 
hvorledes Sammenvoxningen opstaaer. Idet jeg henviser til 
det Foregaaende, skal jeg kun kortelig omtale de tokløvede 
eller tolappede Topceller, der af Magnus opfattes som 
Anlæg til de sammenvoxede Grene. Disse Topceller, som 
den nævnte Forfatter afbilder i 
Fig. 1—2 Taf. II, ere sikkert 
ikke normale; jeg har seet lig- 
nende, man kun ganske und- 
tagelsesvis forekommende hos 
flere Arter, bl. a. hos Cl. rect- 
angularis (Fig. 14), som aldrig 
har tilvoxede Grene. En lig- 
nende Topcelle har jeg fundet 
hos en anden Art (C. expansa). 
Væggen var her fortykket i Top- 


Fig. 14. Cladophora rectangu- 
laris. En Topcelle er tolappet. 
30811: cellens Spids, og dette syntes 


at have været Grunden til, at 
Cellen noget nedenfor Spidsen var voxet ud i en noget 
anden Retning end den oprindelige. Det er maaske den 
samme Omstændighed, som har bevirket Fremkomsten af 
de tolappede Topceller, som Magnus afbilder af C. rupes- 
tris, men disse Celler kunne muligvis ogsaa være frem- 
komne paa anden Maade. Undersøger man denne Art om 
Foraaret, vil man kunne se, at der, idet Topcellerne gjen- 


optage deres Væxt efter Vinterhvilen, foregaaer em Spreng- 
ning af de i det foregaaende Aar dannede Væglag i Cellens 
Spids, og at Cellen voxer videre gjennem den derved dan- 


nede Aabning (Fig, 15). 


A 


Har der imidlertid i det fore- 
gaaende Aar fundet Zoosporedannelse: 
Sted, ere de øverste Celler af Grenen. 
gaaede til Grunde, og den Celle, som 
indtager den øverste Plads i Grenen, 
er da ikke den oprindelige Topcelle. 
Voxer denne Celle ud, er det ikke 
sikkert, at det skeer i Cellens Spids, 
men det kan foregaa nedenfor Spid- 
sen; har den baaret en Gren, som 


AR É | 

: ' ligeledes er gaaet tilgrunde ved Zoo- 
Fig. 16. Fig. 15. n 
Banner On sporedannelse, vil Cellen. kunne voxe 
rupestris.  rupestris. ud enten i Fortsættelse af Grenen 
Cellen som Topcelle, eller muligvis endog i begge Ret- 
erifærdmed som har ; É É ‘ 

ninger, og i alle Tilfælde vil der 

at voxe ud, gjenoptaget 2.7 
er ikke den sin  Væxt fremkomme tolappede Celler. Noget 
oprindelige efter Vinter- saadant er aabenbart foregaaet i den 
Topeelle;  hvilen,hvor- ; fig, 16 afbildede Celle, og det fore- 
de ovenfor ved de ydre "LAN å 
liggendeCel- Væglag ere Kommer mig ikke usandsynligt, at det 
ler eregaa-  blevne er saadanne Tilfælde, som af Mag- 

ede til- sprængte. nus ere blevne opfattede som Top- 

grunde. 160: 1. ; ; 

160 : 1. celler i Færd med at grene sig. 


Endnu bør det nævnes, at de 


Tilfælde, hvor der ved det enkelte Led findes flere Grene, 
som i forskjellig Grad ere sammenvoxede med Hovedaxen, 
ere ganske uforenelige med Magnus” Antagelse. 

Det af Magnus omtalte Tilfælde, hvor Grenens Basal- 
væg gaaer paalangs og ikke træffer den nedenfor liggende 
Tværvæg, skyldes vistnok de i næste Afsnit omtalte sekun- 
dere Forandringer, som bestaa i, at Cellerne voxe nedad 
og indtage de nedenfor liggende Cellers Plads (Se Fig. 17). 

En lignende Opskydning af Væglagene som hos Clado- 
phora har jeg, som ovenfor nævnt, fundet hos Chætomorpha 
ærea. Tværvæggene frembyde ganske det samme Udseende 


49 


som ældre Tværvægge hos Cladophora, ved hvilke ingen 
Grene udgaa (Fig. 11), og Fænomenet forklares paa samme | 
Maade som hos denne. Hos Chætomorpha Melagonium fandt. 
jeg ved Haugesund i Norge en tilsvarende Forskydning, men 
i modsat Retning, idet Membranfolderne ved alle ældre Tvær- 
vægge vare skudte nedefter. Jeg har ikke eftersporet Aar- 
sagen til denne Forskjel, men den maa sandsynligvis søges 
i en anden Fordeling af Væxten og en anden Celledelings- 
følge. 


IL. 


Om normal Gjennemvoxning af Celler hos Cladophora, 
og Cheetomorpha. 


Undersgger man gamle Dele af den samme Cladophora- 
Art, som er bleven omtalt i det foregaaende Afsnit, frem- 
byde Grenene atter et andet Udseende. Man finder her 
ofte Grene, som udgaa fra Midten af en Celle, hvilket kunde 
bringe En paa den Tanke, at Grenene paa den unge Plante 
udvikle sig paa en anden Maade end paa den ældre (Fig. 17). 
En nærmere Undersøgelse viser imidlertid snart, at dette 
ikke er Tilfældet, men at Grenenes tilsyneladende forskjel- 
lige Udspring skyldes yderligere Forandringer, som først. 
foregaa i de ældre Dele af Planten. 

Naar de ældre Hovedgrene have naaet en vis Alder, 
begynde nemlig Cellerne at voxe nedad, idet Tværvæggen 
hvælver sig ind i den nedenfor liggende Celle og under 
fortsat Væxt trænger dennes Protoplasma ud imod Peri- 
ferien og ned imod Basis, saa at den tilsidst helt kan op- 
fylde den nedenfor liggende Celle. Som Regel begynder 
denne Proces ved Basis af Planten og strækker sig efter- 
haanden opefter, idet den nederste Celle fortrænges af den 
næstnederste, denne igjen af den ovenfor liggende o. s. fr.; 
men det kan ogsaa gaa uregelmæssigere for sig. Det er 
let at forfølge hele denne Proces ved lagttagelse af yngre 
og ældre Stadier: Selv længe efter, at Fortrængningen har 


À 


Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 


50 


fundet Sted, gjenfinder man med Lethed det Sted, hvor 
Tværvæggen oprindelig har været; fra dette Sted, som er 
noget fremspringende indefter. kan man nemlig opefter for- 
følge de opskudte Membranfolder, og nedefter den oprindelige 
Tværvæg, som nu er bleven til 
Længdevæg. Imellem denne og den 
oprindelige Længdevæg finder man 
ofte Rester af den nedre Celles Proto- 
plasma (smlen. Fig. 21). 

Foregaa disse Forandringer alene 
i en relativ Hovedaxe, vil det kunne 
faa Udseende af, at en Gren udgaaer 
fra Midten af en Celle, idet den ved 
Grenens Basis liggende Tværvæg i 
Moderaxen skydes nedefter (Fig. 17). 
Muligvis er det et saadant Tilfælde, 
der har ligget til Grund for Magnus’ 
Figur 4 (1. c. Taf. IL). Meget ofte 
voxe dog ogsaa Grenenes Celler ned 
gjennem Moderaxen, saa at to eller 
flere Celler løbe ved Siden af hver- 
andre indenfor den oprindelig enkelte 


fi Celles Veeg, og ret komplicerede For- 
x | hold kunne derved. opstaa, som i 
7 Fig. 18. I denne Figur er a vist- 


Fig. 17. Cladoph - j 
ig adophora ha- ok den relative Hovedaxe, 6 den 


mosa. Cellerne i Moder- 
axen ere voxede nedefter, forst dannede Gren og ¢ en yngre 


x antyder de Steder, hvor Gren. Den Tværvæg i Hovedaxen, 
Na ee som oprindelig har ligget omtrent 
Steder sees de opskudte ved x, er rykket ned til den nederste 
Membranfolder. 80:1. Tværvæg i Hovedaxen, og den oven- 
for liggende er næsten rykket ned 
til den førstes Plads. I Grenen b ere de tilsvarende Vægge 
ogsaa rykkede nedad, men et mindre Stykke, og i den 
svagere Gren til hgire er kun den nederste Væg lige be- 
gyndt at voxe nedad. 
Disse Forandringer foregaa hos flere Arter ganske 


a 


Fig. 18. Cladophora sericea. a er sandsynligvis Hovedaxen, b den 
først dannede, c en senere dannet Gren. Den Tværvæg, som oprindelig 
har været ved x, er rykket ned til den nedenfor liggende Tverveg. Den 
nederste Celle i Grenen b er voxet ned gjennem den samme Celle. 250: 1. 


normalt og have sikkert mekanisk Betydning, idet Yder- 
væggene paa de ældre Dele forstærkes *). 


*) Flere Forfattere have omtalt ringformede Fortykkelser af Væggen 
hos Cladophøra, hvilke opfattes som ufuldstændige Skillevægge, der 
ere blevne standsede i deres Udvikling. Flere af disse ere dog 
vistnok ikke hæmmede, men snarere gjennemvoxede Tværvægge. 
Dette synes mig saaledes at være Tilfældet med flere af de af 
Pringsheim afbildede Celler af Cladophora (Pflanzenzelle 1854, 


4% 


92 


Det nys beskrevne Forhold findes særdeles smukt hos 
Slægten Chetomorpha, af hvilken jeg særlig har undersøgt 
Ch. ærea. Den nederste Celle af denne Plante er paa ældre 
Exemplarer betydeligt længere end de øvrige Celler, der 
sædvanlig kun ere 1—2 Gange saa lange som deres Dia- 
meter. Denne Alge regnes derfor af Strømfelt til de 
høist udviklede af dem, hos hvilke Hefteorganet udelukkende 
bestaaer af den primære Rodcelle*). En nærmere Under- 
søgelse viser imidlertid, at den nederste Celles større Længde 
ikke skyldes en stærkere eller en længere vedvarende 
Længdevæxt hos den oprindelige nederste Celle, men at 
den hidrører fra en gjentagen Fortrængen af den nederste 
Celle ved den umiddelbart ovenfor liggende. 

Den nederste Celle udmærker sig ikke blot ved sin 
Størrelse, men ogsaa ved sin Farve fremfor de andre. 
Medens disse ere rige paa stærkt farvet Indhold, er den 
nederste Celle langt fattigere paa plasmatisk Indhold og 
langt lysere, ja ofte næsten farveløs. Medens de alminde- 
lige Celler vise sig ensartet farvede over det Hele, kan man 
i den nederste Celle med Lethed erkjende de enkelte net- 
formede Kromatoforer, hvis de da ikke ere destruerede. Denne 
Farveforskjel viser sig saavel paa ældre som påa yngre 
Individer; saaledes indeholder den nederste Celle i Fig. 19, 
der fremstiller en temmelig ung Plante af en forholdsvis 
fin Form, kun nogle faa farvede Legemer, desorganisererede 
Rester af Kromatoforer og forøvrigt kun meget lidt Proto- 
plasma. Denne Celle er aabenbart i Færd med at dø, og 
der kan neppe være nogen Tvivl om, at det er dens ringe 
Turgor der er Aarsag til, at den ovenfor liggende Celle er 
begyndt at voxe ned i dens Rum. Fig. 20, som fremstiller 
Grænsen mellem disse to Celler i stærkere Forstørrelse, 
viser, hvorledes Tværvæggen hvælver sig nedad. Paa Over- 


Taf. I. Fig. 19—22). Især gjør Fig. 19 1. c. Indtryk af at fremstille 
en Celle, som har indtaget flere Cellers Plads ved Gjennemvoxning 
af Tværvæggene. 

+) Strømfelt, Untersuchungen über die Haftorgane der Algen. Botan. 
Centralblatt Bd. XXXIII, 1888. 


93 


siden af den findes et tykt Lag farveløst Protoplasma, 
hvilket tyder paa en livlig Vægdannelse. En saadan maa 
ogsaa finde Sted, thi den øverste Celle bliver ved at voxe 
nedad og standser ikke, før den er naaet 
helt ned til Basis og ganske har for- 
trængt den nederste Celle. Resterne af 
dennes Protoplasma kunne efter For- 
trængningen erkjendes mellem den nedad- 
voxende Celles Væg og den oprindelige 
Ydervæg. Har den nederste Celle været 
meget fattig paa Indhold, finder man 
her kun lidt farveløst, kornet Proto- 
plasma (Fig. 21); i andre Tilfælde seer 
man hist og her Levninger af Kromato- 
forerne i Form af grønne Pletter inde- 
klemte mellem de to Membraner (Fig. 23). 
Efterhaanden som den nedadvoxende 
Celle forlænges, bliver dens Indhold mere 
fordelt, det vægstillede Plasmalag tyndere, 
Kromatoforerne mere adskilte og deres 
Masker mere aabne (Fig. 22). Naar 
den er naaet helt ned til Plantens Basis, 
er den omtrent lige saa svagt farvet og 
lige saa fattig paa Indhold som den 
Celle, den fortrængte. Indholdet gaaer 
aabenbart med til den stærke Væxt og 
navnlig til den betydelige Vægdannelse, 
! og Cellen synes, efter at Væxten er af- 
Fig. 19. Chetomorpha Sluttet, ikke at være i Stand til at re- 
rea. Ungt Individ. producere sit Indhold. Den er øien- 
Den nestnedersteCelle synlig stærkt svækket og synes ialtfald 
er begyndt at voxe ned . » : 
i den nederste Celles 1 mange Tilfælde at desorganiseres. Det 
Rum. 100:1. varer derfor i Almindelighed heller ikke 


længe, inden den atter fortrænges af 
den nærmest ovenfor liggende Celle. I Fig. 22 er der saa- 
ledes sikkert foregaaet 4 saadanne Gjennemvoxninger, og 
der synes at være foregaaet mindst een endnu. 


Denne fortsatte Gjennemvoxning bevirker en Fortykkelse 
af Cellevæggen ved Plantens Grund, idet der for hver 
Gjennemvoxning lægges et Lag til indenfor de forrige. 
Stærkest træder denne Fortykkelse frem i Fig. 23, der lige- 
som de andre Figurer er tegnet efter levende Materiale. 
At denne Fortykkelse har mekanisk Betydning, er klart 
nok, idet den bevirker, at den nederste Del af Planten, som 
stærkest paavirkes af Vandets Bevægelser, bliver stærkere, 
mere „dragningsfast“, og da der med Plantens tiltagende 
Størrelse stilles større Fordringer til den nederste Dels. 


Fig. 21. Chetomorpha ærea. Gjen- 

nemvoxet Tværvæg. Imellem den 

Fig. 20. Chetomorpha œrea. Den  nedadvoxende Celles Væg og den 
nederste Tværvæg i Fig. 19 stær- ydre Væg sees Resterne af den 
kere forstørret. 500: 1. fortrængte Celles Protoplasma. 
Ovenfor Tværvæggens Rand sees 

de opskudte Membranfolder. 250:1. 


Styrke, er det naturligt, at Fortykkelsen vedbliver ved, at 
Gjennemvoxningerne gjentages. (Chœtomorpha œrea nævnes 
ogsaa af Wille*) som Exempel paa Alger, der opnaa større- 
Dragningsfasthed ved, at Cellevæggene fortykkes ved Plantens 
Basis. 

Biologisk er Fænomenet altsaa let at forklare, og som 
det fremgaaer af det foregaaende, synes det ogsaa at være 
muligt at give en mekanisk-fysiologisk Forklaring af de 


*) N. Wille, Bidrag til Algernes physiologiske Anatomi. K. svenska 
Vet.-Akad. Handlingar. Bd. 21, N:o 12 1885 p. 19. 


ET 


99 


gjentagne Gjennemvoxninger. Det er allerede ovenfor bleven 
fremhævet, at den nederste Celle er meget svagt farvet 


SEL 


Fig. 22. Chetomorpha ærea. Flere 

Gjennemvoxninger have fundet Fig. 23. Chætomorpha ærea. Den 

Sted. Den nedadvoxende Celle er nedadvoxende Celle er naaet helt 

næsten naaet til Plantens Basis. ned til Plantens Basis. 150:1. 
300: 1. 


eller næsten farveløs og i det Hele meget fattig paa Indhold, 
og at det er dens ringe Turgor, der maa ansees for at 


26 


være Aarsag til, at den ovenfor liggende Celle voxer nedad — 
og indtager dens Plads. Er der først foregaaet nogle Gjen- 
nemvoxninger, er det ialtfald let at forstaa, at den nedad- 
voxende Celles Indhold næsten helt forbruges, da dens Om- 
fang forøges flere Gange, hvilket kræver en tilsvarende for- 
øget Vægdannelse. Ved den første Gjennemvoxning er For- 
holdet derimod noget anderledes. Den nederste Celle er 
her ikke længere end den Celle, der fortrænger den, og 
dog er den, før den fortrænges, lige saa fattig paa Indhold 
som de Celler, der senere indtage dens Plads. At den 
»primære Rodcelle“ er saa fattig paa Indhold, staaer aaben- 
bart i Forbindelse med en vis Grad af Arbeidsdeling, og 
skyldes maaske tildels indre ubekjendte Aarsager. Det er 
jo ogsaa hos andre fastsiddende traadformede Alger som 
Oedogonium, Ulothrix o. a. almindeligt, at den nederste Celle er 
langt svagere farvet end de øvrige. Som særlig Opgave 
for den nederste Celle hos Chætomorpha: kan dog nævnes 
den at danne Hapterer, hvortil der medgaaer en betydelig 
Mængde Cellulose. Dertil kommer, at den nederste Celle 
er særlig uheldigt stillet med Hensyn til Belysningsforholdene, 
da de enkelte Individer af denne selskabeligt voxende Alge 
gjensidigt beskygge hverandres Basalpartier. Hvordan det 
nu end forholder sig med den oprindelige nederste Celle, 
saa er denne for den første Gjennemvoxning lige saa ind- 
holdsfattig som de senere, og denne Omstændighed er af Vig- 
tighed, thi den tyder paa, at det i alle Tilfælde er den 
samme Aarsag, nemlig den nederste Celles ringe Turgor, 
der bevirker, at den næstnederste Celle voxer nedad, og 
ikke en særlig denne Celle iboende Kraft. 

Forholdet hos Chætomorpha maa altsaa sammenlignes 
med de hos forskjellige Alger, især Florideer, ikke sjeldent 
forekommende Tilfælde, hvor Naboceller til afdøde Celler 
voxe ind i disses Rum, som de helt eller delvis udfylde. 
Janczewski har omtalt slige Tilfælde hos Griffithsia*) og 


*) Janczewski, Notes sur le développement du cystocarpe dans les 
Floridées. Memoires de la soc. d. sc. nat de Cherbourg. Vol. xx, 
p. 125. 


97 


jeg har oftere seet lignende hos flere Polysiphonia-Arter, 
hvor Pericentralceller kunne voxe fra det ene Led ind i 
det andet, ja endog strække sig igjennem flere Led. 

De nedadvoxende Celler hos Chætomorpha bør derimod 
ikke sammenlignes med de hos andre Alger saa almindeligt 
forekommende nedløbende Traade eller Forstærkningsrhi- 
ziner, om de end have en lignende mekanisk Betydning, og 
det samme gjælder vistnok de tilsvarende, ovenfor omtalte 
Celler, ialtfald hos nogle Cladophora-Arter. Hos andre Arter, — 
som C. rupestris, synes derimod Gjennemvoxningen at fore- 
gaa, medens den Celle, som fortrænges, endnu er livskraftig 
og rig paa Protoplasma. Her synes saaledes den første 
Anledning til Gjennemvoxningen at udgaa fra selve den 
nedadvoxende Celle, og denne vil der i saa Fald være Grund 
til at sammenligne med en Forstærkningsrhizin; man kunde 
da her tale om intracellulære Rhiziner i Modsætning til de 
sædvanlige extracellulære og intercellulære, af hvilke de 
første forekomme i forskjellige Former hos denne Slægt, 
idet de snart ere ganske frie, snart løbe paa Overfladen af 
og snart i selve Membranen af de nederste Celler*). Disse 
sidste nærme sig aabenbart de intercellulære Rhiziner. 

De gjentagne Gjennemvoxninger af den nederste Celle 
… synes ikke at vere eiendommelige for den her omtalte Art, 
men ere vistnok karakteristiske for hele Sleglen Cheto- 
morpha; de forekomme saaledes hos Ch. Melagonium, hvor 
de dog ikke synes at gjentages saa ofte. De findes der- 
imod ikke hos den ved Grønlands Kyster forekommende 
Conferva Wormskioldu Fl. Dan., der af Kjellman**) er 
bleven henført til Slægten Chetomorpha. Plantens Basis 
styrkes her ved nedadvoxende Traade, som lægge sig tæt 
op til Plantens Overflade. En Undersøgelse af Spiritus- 
materiale har imidlertid viist mig, at denne Plante ikke hører 
til Slægten Chætomorpha men derimod til Slægten Urospora, 


*) Smlgn. Wille Chlorophyceae i Engler und Prantls Natürliche Pflan- 
zenfam. I, 2. pag. 115. 
**) Kjellman, Norra Ishafvets Algflora, Stockholm 1884 p. 384. 


Or 
oO 


idet dens Makrozoosporer ligesom hos U. penicilliformis bag- 
til løbe ud i en Torn og i Forenden ere udstyrede med 4 
" Cilier. 


Anm. Jeg benytter Leiligheden til at meddele, at jeg i Januar 
1885 ved Antibes iagttog Kopulation af Sværmesporer hos Chaetomorphe 
ærea uden dog al forfølge Sagen nærmere. Planterne dannede baade 
større Sværmesporer med 4 Cilier og mindre med 2, hvilke sidste kopu- 
lerede, idet de først mødtes med Forenderne og derefter lagde sig Side 
om Side. I flere Tilfælde bemærkedes, at Sværmesporerne traadte ud 
af Cellerne med Bagenden forrest og i Begyndelsen efter at være blevne 
frie vedblev at bevæge sig langsomt baglænds. Senere bevægede de sig 
hurtigere og altid med Forenden forrest. Ved den Aabning, hvoraf 
Sværmesporerne vare traadte ud, skilte Væglagene sig gjerne fra hver- 
andre, og de yderste rullede sig da tilbage, saa at Indersiden blev konvex. 


Sur quelques phénomenes de eroissance: 
ches les Cladophora et Chætomorpha. 


Par 
L. Kolderup Rosenvinge. 


(Resume de l’article précédent.) 


I. Sur des rameaux concrescents à la base chez des espèces de Cladophora 
et quelques autres Algues. 


Dans les Algues formées de filaments rameux, composés de simples: 
séries de cellules, les rameaux naissent presque toujours à l'extrémité. 
supérieure de la cellule. et fréquemment immédiatement au dessous de: 
la cloison transversale supérieure. Dans ce dernier cas on trouve fré- 
quemment que le rameau agé est inséré non seulement sur la cellule 
qui l’a produit, mais aussi en partie sur la cellule superposée. Cela 
provient ordinairement de ce que la cloison qui sépare le jeune rameau 
de l’article qui l’a produit, atteint la cloison transversale de l'axe mère: 
un peu en dedans de son bord, et que la partie de cette cloison trans- 
versale qui appartient au rameau (Fig. 1 x) change peu à peu de direc- 
tion, de sorte qu’elle finit par appartenir à la paroi longitudinale. Ce- 
mode d'insertion se trouve par exemple dans plusieurs espèces de- 
Callithamnion et d’Ectocarpus où le rameau est inséré quelquefois pour- 
une partie aussi grande au dessus qu’au dessous de la cloison transver- 
sale, au dessous de laquelle il a pris naissance. 

Dans les Polysiphonia les rameaux sont de même insérés en partie 
sur l’article superposé, et il se forme des pores secondaires entre les 
cellules péricentrales de son 2° article et l'extrémité inférieure de l’ar-- 
ticle superposé de l’axe mère. Dans le P. polyspora le rameau est 
inséré non seulement sur l'extrémité inférieure de l’article superposé, 
mais il est conné avec cet article dans toute sa longueur. Ainsi dans 
la fig. 3 le rameau, g, a été produit par l'article I comme bourgeon: 
axillaire d'une feuille qui est tombée. Le premier article du rameau: 
est relativement très long, et les cellules péricentrales supérieures du. 
deuxième article du rameau touchent l’article III de l'axe mère, au lieu 
de l'article II. En examinant des stades jeunes on voit que la position: 
particulière des rameaux provient de ce que les segments qui porteront 
des rameaux sont détachés de la cellule terminale par des cloisons plus. 
obliques que les autres, de sorte que leur point le plus élevé se trouve. 
au niveau de la cloison transversale suivante (Fig. 4). La soudure entre 


60 

les rameaux et l’axe mère est donc congénital. Il en est de même pour 
le P. complanata, dont les segments ramiféres sont détachés par des 
cloisons encore plus obliques, de sorte que les deux ou trois cloisons 
suivantes atteignent ces cloisons au lieu de la paroi extérieure, et les 
trois ou quatre premiers articles des rameaux sont donc connés avec 
l'axe mère des l’origine (fig. 5). Dans les Pollexfeniées enfin tous les 
rameaux sont connes des l’origine dans toute leur longueur, de maniere 
a former un thalle plat, au bord duquel on voit les cellules terminales 
des rameaux. Il n’y a donc chez les Algues ci-dessus mentionnées ni 
vraies soudures ni déplacements secondaires; les rameaux sont insérés 
-dès l’origine comme dans l’état définitif. 

Dans plusieurs espèces de Cladophora on trouve des rameaux qui 
sont connés à la base avec l'axe mère sur une étendue plus ou moins grande 
(Fig. 6). M. Magnus*) a émis l'opinion que ces rameaux proviennent 
d'une ramification de la cellule terminale (comme dans la fig. 2). Un 
examen des parties jeunes montre pourtant que ces rameaux sont for- 
més comme ailleurs par les jeunes segments. En les suivant vers le 
sommet de la plante, on voit que les soudures diminuent peu à peu, et 
que dans les rameaux tout jeunes elles n'existent pas: le rameau nou- 
vellement formé n'est pas conné avec l’axe mère; il apparaît 
immédiatement au-dessous de la cloison transversale, il prend une direc- 
tion divergente, et le point le plus élevé de sa cloison basilaire se trouve 
le plus souvent exactement au bord de la cloison transversale et au niveau 
de l’aisselle du rameau. Cependant de très bonne heure déjà les couches 
de la cloison tranversale se séparent dans la périphérie en laissant entre 
elles un espace triangulaire en section optique, et la distance est très faible 
alors entre la cloison basilaire du rameau et le point le plus profond de 
la couche extérieure dans l’aisselle (fig. 7). Cette distance, très faible 
ou nulle à l'origine, augmente considérablement avec l’âge; c’est elle qui 
détermine la concrescence du rameau avec l’axe mère. Il est facile de 
se convaincre qu'il ne s'opère pas une vraie soudure entre les surfaces 
libres des deux organes, car on voit toujours la membrane extérieure 
passer de l'axe mère sur le rameau, tandis qu'au fond de l’ais- 
selle elle s’ecarte un peu des couches intérieures (fig. 8). Le point le 
plus profond de la membrane extérieure dans l’aisselle s’avance donc 
continuellement vers le haut. 

L'augmentation de la partie commune à l'axe mère et au rameau 
est trop grande pour qu'on puisse l’attribuer seulement à la croissance 
longitudinale des cellules; on ne saurait l'expliquer qu'en supposant des 
déplacement dans la membrane. Or on trouve justement près des cloi- 
sons transversales de curieux déplacements de la membrane, qui sont 
sans doute en relation avec la soudure des rameaux. 

Les parois des Cladophora sont composées d'un grand nombre de 
couches très minces. Au bord des cloisons transversales jeunes on voit 
les couches spéciales des deux cellules contiguës passer de la cloison 
longitudinale, en tournant les unes vers le haut, les autres vers le bas 


*) Voyez la bibliographie dans le texte danois. 


et en laissant å la périphérie un espace triangulaire, limité vers 1'ex- 
térieur par les couches communes extérieures. Dans les espéces å rameaux 
concrescents å la base, les cloisons trés jeunes offrent seules cet aspect; plus. 
tard le3 couches spéciales de la cellule inférieure forment un pli annu- 
laire qui pénétre cet espace et s'avance vers le haut entre la membrane 
exterieure et la membrane spéciale de la cellule superposée, et cela a 
lieu non seulement dans la cloison transversale de l’axe mere, mais 
aussi dans la cloison basilaire du rameau. Ces plis grandissent beau- 
coup avec l’âge, et de nouvelles couches y prennent continuellement 
part, en formant des plis qui pénètrent au dedans des plis formés. Les 
plis ne s'étendent pas aussi loin sur le rameau que sur l’axe mère, et 
cela provient principalement de ce que les couches qui sont marquées 
2 dans la fig. 10, subissent des plissements sur l'axe mère, tandis 
qu'elles ne le font pas sur le rameau. 

Il est de prime abord vraisemblable qu'il existe une relation de 
causalité entre les plissements de la membrane et la soudure des 
rameaux, car ces deux phénomènes commencent à peu près simultané- 
ment; ils se manifestent plus fortement avec l’âge, et les plissements se 
trouvent dans toutes les espèces à rameaux concrescents, tandis qu'il n'y 
en a pas dans les espèces dont les rameaux sont libres à la base. 

La soudure des rameaux ne peut pas être provoquée par les 
plissements de la membrane, car la soudure commence souvent à s’operer 
avant les plissements, et quand ceux-ci commencent en même temps que 
la soudure, ou un peu avant (ce qui arrive parfois), c'est toujours seule- 
ment sur l’axe mère, tandis que sur le rameau elles commencent tou- 
jours après la soudure. 

Les plissements ne peuvent non plus être considérés comme un 
résultat de la soudure; la fig. 7 ne saurait être conciliée avec cette 
supposition; de plus, les plis s’avancent aussi haut près des cloisons 
transversales des articles sans rameaux (Fig. 11), et les mêmes plisse- 
ments se trouvent chez le Chetomorpha œrea qui est dépourvu de ra- 
meaux. 

Il faut donc présumer que les deux phénomènes ont une cause 
commune, qui doit être cherchée dans la croissance de la membrane. 
La manière dont se font les plissements de la membrane montre qu'elles 
ne sont pas le résultat d'une croissance active des couches plissées. Si 
les choses se passaient ainsi, les plissements se formeraient plutôt vers 
l'intérieur de la cellule, et on ne saurait expliquer alors pourquoi les 
plis s’avancent toujours vers le haut, jamais vers le bas. Il faut donc 
présumer que les plissements sont dus à une force émanant des couches 
contiguës. 

En étudiant les plissements de la membrane, on voit qu'il doit 
exister une certaine cohésion entre les couches qui la composent. C'est 
cette cohésion qui fait qu'une couche prenant part à un plissement en- 
traine la couche suivante; mais comme les couches particulières s’avan- 
cent a une hauteur différente, il faut conclure que la cohésion n'est pas 
assez forte pour empêcher un glissement des couches les unes sur les 
autres. La facilité avec laquelle les couches se séparent dans les 


‘cloisons transversales et dans les expériences de plasmolyse des cellules 
‘fait croire que cette soi-disant cohésion entre les couches dépend seule- 
‘ment de la pression et de la friction entre les couches. 

D’ot vient la force qui provoque les plissements en entrainant les 
‘couches vers le haut? En regardant un pli déjà formé, on voit que 
cette force faut être cherchée dans les couches qui se trouvent au dedans 
‘et au dehors des couches plissées. Il est hors de doute que la mem- 
brane intérieure est entrainee vers le haut par suite de la croissance de 
la cellule, et il est même probable que la partie de cette membrane qui 
“appartient d'abord à la cloison transversale passe peu à peu à sa péri- 
phérie dans la paroi longitudinale. La membrane intérieure peut donc 
‘contribuer à l'entraînement des couches plissées, mais ce n’est pas tout; 
la croissance des cellules doit produire un mouvement analogue, mais 
en sens inverse, dans la partie de la cloison transversale qui appartient 
-a la cellule inférieure (fig. 12), le mouvement de cette membrane ne 
peut donc pas seul provoquer les plissements au début; ils doivent être 
déterminés exclusivement ou en grande partie du moins par l'action 
‘des couches extérieures. Si cela est ainsi, les couches plissées doivent 
‘subir une inversion, de sorte qu'un point quelconque se trouvant d’abord 
dans la partie extérieure d’un pli atteint successivement son sommet et 
‚passe plus tard dans sa partie intérieure (fig. 9 et 10 p' p’ p”). 

Nous allons rechercher maintenant, si d’autres faits indiquent que 
la membrane extérieure est entraînée vers le haut. 

Nous considérons comme confirmant l'explication que nous proposons 
ce fait que, dans les aisselles des rameaux, cette membrane n’est jamais 
plissée; elle est toujours tendue et s’ecarte un peu des couches inté- 
rieures. En se mouvant vers le haut, cette membrane glisse sur les 
couches intérieures, et des points qui appartenaient d’abord aux parties 
libres de l'axe mère et du rameau viennent donc en contact, en faisant 
partie de la membrane commune de l'axe mère et du rameau. I 
s'opère donc une vraie soudure entre des parties d’abord libres, mais 
la surface même n'y prend aucune part. 

Un autre fait qui montre que la membrane extérieure est entraînée 
vers le haut, c'est le changement de forme et de direction de la cellule 
inférieure du rameau. D'abord divergeant sous un angle de 40°—60° 
elle se dirige de plus en plus vers le haut, sa partie inférieure devient 
relativement étroite, la partie connée prend, du moins vers le bas, à 
peu près la forme et la grosseur de la cellule sousjacente, et la surface 
de celle-ci se continue sur le rameau sans la moindre saillie à la limite 
des deux cellules (Fig. 8 et 13). Tout cela s'explique tout simplement 
comme une conséquence de ce que la membrane extérieure est en- 
traînée vers le haut; la partie de cette membrane qui se trouvait à 
l'origine au dessous du rameau, doit en embrassant en même temps l'axe 
mère et le rameau exercer une pression sur ce dernier, parce que sa 
circonférence est plus petite que celle de l'axe mère et du rameau 
rèunis. 

L’entrainement de la membrane extérieure doit être causé par la 
croissance de la plante. Il est probable que la croissance de la mem 


63 bu 
a 
brane dans la cellule apicale des Cladophora s’opere de la méme maniere 
que dans le Bornetia, par exemple, les couches étant successivement 
rompues au sommet de la cellule et remplacées par les suivantes. Avant 
la rupture ces couches doivent subir une traction vers le haut, et cette 
traction doit se propager vers le bas, soit dans ces couches mémes, soit 
dans les couches contigués, par l'intermédiaire de la pression entre les 
couches. Dans les parties agées, la traction peut étre exercée aussi par 
les rameaux. 

L'exposition que je viens de donner ne concorde pas avec l’inter- 
pretation de M. Magnus, mais cet auteur n’a pas suivi le developpe- 
ment, il s’appuie seulement sur l’état adulte et sur l’observation de quel- 
ques cellules terminales bilobées qui me paraissent de simple anomalies 
accidentelles; j'en ai trouvé de pareilles dans le Cladophora rectangu- 
laris qui n’a jamais de rameaux concrescents (Fig. 14). 

Des plissements de la membrane semblables a celles des Clado- 
phora se trouvent chez le Chetomorpha crea; dans le Ch. Melagonium 
jai trouvé des plissements analogues, mais en sens inverse, c’est a dire 
dirigés vers le bas. 


II. Remplacement normal de cellules dans les Cladophora et Cheetomorpha. 


Dans les vieilles parties de plusieurs especes de Cladophora les 
cellules subissent des changements particuliers qui consistent en ce que 
les cellules s’enfoncent dans les cellules sousjacentes, dont le protoplasma 
est poussé vers la peripherie, et qu’elles finissent par remplir complete- 
ment. Les cellules des rameaux peuvent s’introduire aussi dans les cel- 
lules de l’axe mère, et deux ou plusieurs cellules peuvent ainsi parcourir 
l'intérieur de la même cellule (fig 17 et 18). Ce phénomène qui appa- 
rait normalement dans plusieurs espéces de Cladophora parait avoir une 
action mécanique, en fortifiant la membrane dans les vieilles parties des 
plantes. 

Le méme phenomene se produit trés regulierement chez les Cheto- 
morpha; je l'ai étudié avec soin dans le Ch. ærea. La cellule inférieure 
de cette plante est beaucoup plus longue que les autres; cela ne résulte 
pas d’une croissance plus énergique de la cellule inférieure de la plante 
jeune, mais d'une invagination réitérée des cellules superposée à la cel- 
lule basilaire dans l'intérieur de celle-ci. 

La cellule inférieure se distingue non seulement par sa grandeur 
mais aussi par sa couleur, son contenu étant généralement très pauvre 
en protoplasma et en chromatophores. (Cela se voit même dans les 
plantes jeunes, comme dans la fig. 19, où la cellule inférieure est 
presque vide et la cellule superposee a commencé à s'y enfoncer. Au 
dessus de la cloison transversale on voit une grande quantité de proto- 
plasma incolore qui servira à la croissance de la membrane (fig. 20). 
La cellule ne cesse de croître qu'au moment où elle a complètement 
rempli l'intérieur de la cellule inférieure. Les restes du contenu de 
celle-ci se trouvent alors entre les deux membranes (Fig. 21). 

En se prolongeant la cellule devient de plus en plus pauvre en 
protoplasma et en chromatophores, et elle finit par être aussi pauvre en 


FAG 


contenu que la cellule dont elle a occupe la place. Apres quelque 
temps elle est elle-méme envahie par la cellule superposee, et ce pheno- 
mene peut se renouveler plusieurs fois; on reconnait alors les endroits 
ou se trouvaient les cloisons transversales comme des anneaux un peu 
proeminents (fig. 22 et 23). 

L’importance mécanique du phenomene décrit est évidente, la base 
de la plante étant fortifiée par une nouvelle membrane chaque fois que 
le phénomène se répète. 

Nous venons de faire remarquer que la cellule inférieure, au moment 
que la cellule superposée commence à y pénétrer, est très pauvre en 
protoplasma; elle a l’air d’être près de mourir, et il y a lieu de croire 
que c'e;t la diminution de sa turgescence qui provoque l’enfoncement de 
la cellule superposée. Le phénomène n’est donc pas comparable à la 
formation de hapteres ou de rhizoïdes, il doit être considéré plutôt 
comme le remplacement d’une cellule morte par la cellule voisine, 
comme on l’observe parfois dans diverses Algues, p. ex. dans le Grif- 
fithsia corallina (Janczewski) et dans les Polysiphonia. Dans quelques 
espèces de Cladophora (C. rupestris) il paraît pourtant que les cellules 
sont encore bien vivantes et riches en contenu au moment où la cellule 
superposée s’y enfonce, et on pourrait parler alors de rhizines intra- 
cellulaires. 

Les autres espèces de Chetomorpha paraissent se comporter comme 
le Ch. ærea; le même phénomène s’observe du moins chez le Ch. 
Melagonium. Dans le Conferva Wormskioldii qui a été rapporté à ce 
genre par M. Kjellman on ne le trouve pas. Cette plante a des 
rhizines extérieures appliquées å la surface des cellules inférieures, mais. 
elle n’appartient pas non plus a ce genre; elle a des zoospores a 4 cils, 
se terminant en arriére en une épine, et elle appartient done au genre 
Urospora. 


En janvier 1885 j’ai observé a Antibes la copulation des zoospores dans le 
Chetomorpha erea La plante produisait en méme temps de grandes zoospores a 4 
cils et de petites à 2; ces dernières se conjugaient en se rencontrant par les extrémités. 
antérieures et se fondaient en se mettant cote a cote. 


65 


Mykologiske Meddelelser. 


Spredte Iagttagelser fra Aarene 1889—1891. 
Af 
E. Rostrup. 


Jeg har flere Gange tidligere tilladt mig i Botanisk 
Forening at give nogle aphoristiske Meddelelser om myko- 
logiske Fund og Iagttagelser. Der er af forskjellige Grunde 
hengaaet tre Aar, siden jeg gav den sidste af disse Med- 
delelser. Det er kun spredte Iagttagelser fra forskjellige 
Omraader af Mykologien, jeg har at byde, nemlig saa- 
danne, som der ikke har været Anledning til at publicere 
i de mykologiske og plantepathologiske Bidrag, som jeg 
dels i Foreningen, dels andensteds har meddelt i de senere 
Aar. Jeg skal behandle disse lagttagelser i systematisk 
Orden. 

1. Vedkommende den ene af Svampenes to Hoved- 
afdelinger, nemlig Phycomycetes, har jeg kun nogle faa Med- 
delelser at gjøre. Den bekjendte Kartoffelskimmel, Phytoph- 
thora infestans (Mont.) de Bary, har man hidtil antaget 
alene at snylte paa Arter af Solanum (i denne Slegts gamle 
Begrænsning); det overraskede mig derfor i sidste Efteraar 
at finde den i Mængde paa Bladene af Datura Metel, som 
fandtes i et stgrre Bed i Landbohgiskolens Have. Den paa 
Datura fundne Svamp stemmede i alle Enkeltheder saa ngie 
med den paa Solanum optredende, at der er al Grund til 


at antage, at det er den samme Art, hvad iøvrigt Udsæds- 
5 


PAL 66 


forsøg maa afgjøre. — Peronospora Radu de Bary har jeg 
i de sidste Aar paa forskjellige Steder seet at have den 
Virkning paa Matricaria inodora, at Kurvene bleve hvad 
man kalder „fyldte“, det vil sige, at Rorkronerne bleve for- 
vandlede til hvide Tungekroner. — Den af Brefeld saa grun- 
digt studerede ÆEntomophthora radicans fandtes af Cand. 
mag. O. Rostrup paa Kaalorme i Botanisk Have; nogen 
Tid senere, medio September, samlede jeg Larver i hun- 
dredvis med denne Svamp i forskjellige Udviklingstrin. 

2. Efter Udgivelsen af den i Botanisk Forenings Fest- 
skrift optagne Oversigt over Danmarks Brandsvampe er 
der funden tre for Danmark nye Arter af disse. I 1890 
fandt jeg saaledes påa ,Norske Bakke" ved Frederiksværk 
talrige Exemplarer af Calamagrostis Epigejos angrebne af 
Tilletia Calamagrostidis Fuckel. — Docent Rützou meddelte 
mig Exemplarer af Urocystis sorosporoides Kke. paa Thalic- 
trum minus, fundne paa Nykjobing Lyng i Odsherred. — 
Havebrugskand. Jak. E. Lange sendte mig i April 1891 
Exemplarer af Scilla bifolia med Ustilago Vaillant Tul., 
fra Dalum i Fyen. — Endvidere har jeg ved Brederød i 
Nordsjælland funden Physoderma maculare Wallr. (tidligere 
kjendt paa Alisma) paa Butomus. Jeg skal leilighedsvis 
bemærke, at den af mange ansees for at være forskjellig 
fra den paa Alisma forekommende, og at de begge hen- 
føres til Chytridiaceerne, den paa Butomus forekommende 
under Navn af Cladochytrium Butomi Busgen. 

a Angaaende de paa Anemoner voxende Puccinier 
hersker en Del Forvirring hos mykologiske Forfattere. Den 
allerede af Relhan i 1793 beskrevne Puccinia fusca er som 
bekjendt overordentlig hyppig paa Anemone nemorosa; 
ogsaa er den her i Landet funden et Par Steder paa 
Pulsatilla nigricans. Paa den første, men ikke paa den 
sidste af de nævnte Veertplanter træffes ligeledes meget 
hyppig en Skaalrust, Aecidium leucospermum DC. Denne 
ansees ganske almindelig af nyere Forfattere, saaledes” af 
Winter, Schroeter og Saccardo, som genetisk sammen- 
hørende med Puccinia fusca. Denne Opfattelse er sikkert 


67 


urigtig; den synes kun at bero paa en Gisning, der fore- 
ligger intetsomhelst Udsædsforsøg, som kan tjene til at be- 
vise den; tværtimod have de af mig anstillede Forsøg givet 
negativt Resultat, ligesom ogsaa den Omstendighed, at 
Æcidierne alene findes paa Anemone nemorosa, samt at 
Teleutosporerne (Basidiefrugterne) ere ledsagede af Mikro- 
pyknider (Spermogonier) taler imod at de høre sammen. 
P. fusca bør derfor udskilles af Gruppen Pucciniopsis og 
henføres til Micropuccinia. Den nævnte Aecidium leucosper- 
mum, saavelsom den paa Anemone ranunculoides op- 
trædende Aec. punctatum Pers. ere rimeligvis værtskiftende. 
— En anden paa forskjellige Anemoner forekommende 
Puccinia har havt den Skjæbne at blive „opdaget“ og navn- 
givet mere end en Gang, rimeligvis hidrørende fra at den 
er temmelig sjelden forekommende og har en meget spredt 
Voxekreds. Den blev første Gang beskreven i 1824 af L. 
de Schweiniz i „Synopsis fungorum Carolinae* under Navn 
af Puccimia Anemones Virginianae, hvilket uheldige Navn 
senere af Schweiniz selv i 1831 (publiceret i Transact. of 
the American phil. soc. 1834, Vol. IV, p. 296) blev forandret 
til Puccinia solida, der stemmer med Nomenklaturens For- 
dringer; at det samme Navn senere af Berkeley er bleven 
benyttet for en vidt forskjellig paa Compositeer paa Cuba _ 
funden Art, kan selvfølgelig ikke medføre en Forkastelse af 
Schweiniz's Artsnavn. I 1858 blev i Tydskland funden en 
Puccinia paa Anemone silvestris, som ansaaes for ny; den 
blev beskreven af de Bary under Navn af Puccinia com- 
pacta (Bot. Zeit. 1858, p. 83) og uddelt i Rabenhorsts 
Exsiccatværk. Den stemmer imidlertid saa ngie overens 
med den amerikanske P. solida, at der neppe er nogen 
Tvivl om, at det er den samme Art. Af Thümen blev den 
dernæst kaldt P. de Baryana (Flora 1875, p. 364), paa 
Grund af, at Weigel allerede tidligere havde benyttet Navnet 
P. compacta for en ganske anden i Surinam funden Rust- 
svamp. I 1839 fandt jeg denne Svamp, P. solida, som den 
bør kaldes, her i Landet og tillige paa en ny Værtplante, 
nemlig Pulsatilla nigricans, ved Ellinge i Nærheden af 


5% 


68 


Frederiksværk, og Aaret efter fandt jeg den paa samme 
Værtplante paa Asserbo Overdrev, dels i Form af større 
faste brune Skorper paa Stænglen, dels som smaa runde 
Hobe paa Bladene. Den henføres af Schroeter til Gruppen 
Leptopuccinia, men dog med Tvivl, da han anfører, at 
Teleutosporernes Spiring ikke med Sikkerhed er iagttaget. 
Jeg kan dog konstatere, at den utvivlsomt hører til den 
nævnte Gruppe, da de fastsiddende Teleutosporehobe i Mai 
Maaned vare hvidpudrede af de talrige Basidiesporer. Det 
fortjener at bemærkes, at de danske, paa Pulsatilla voxende 
Exemplarer havde Teleutosporer af betydelig større Længde 
end sædvanlig angives, nemlig 65—90 u, medens Schroeter 
angiver Længden til 40—55 u, Saccardo til 35—65 u; de 
længste hos de af mig undersøgte østerrigske Exemplarer 
paa Anemone silvestris vare ogaa kun 65 u. — I 1890 
beskrev Magnus (Sitzungsber. d. Ges. naturf. Freunde, p. 
29) en ny Puccinia paa Anemone ranunculoides, som 
han benævnte P. singularis og henførte til Gruppen Micro- 
puccinia; den er væsentlig forskjellig baade fra P. fusca og 
P. solida. Den samme Art blev af Lagerheim i samme 
Aar (Oesterr. bot. Zeitschr. nr. 5) beskreven under Navnet 
P. Bäumleri, ligeledes funden paa Anemone ranunculoides 
i Osterrig. Det af Magnus givne Navn maa dog have 
Prioriteten, som først publiceret, nemlig i Februar 1890. 
Denne nye og vel karakteriserede Art, der i de to sidste 
Aar er bleven bekjendt for Osterrig, Ungarn og Serbien, 
er allerede længe kjendt i Danmark, men ingensteds publi- 
ceret herfra. P. Nielsen har nemlig allerede i 1875 sendt 
mig Exemplarer af denne Svamp, funden paa Anemone 
ranunculoides i Snedinge Kirkeskov i Syd-Sjelland. — Der 
findes saaledes ikke mindre end 6 Uredineer paa Anemoner 
(i den mere omfattende Betydning af denne Slægt) i Dan- 
mark, nemlig de tre nævnte Puccinier, to hjemløse Æcidier 
samt Coleosporium Pulsatillae (Str.) Fr., som jeg har fundet 
paa Puls. nigricans paa Asserbo Overdrev. 

4. Af andre Iagttagelser og nye Fund vedkommende 
Puccima, fortjene følgende at anføres. Paa en Græsmark 


69 


ved Glorup paa Fyen fandt jeg i Mai 1890 i stor Mængde 
paa Herniaria glabra en Puccinia, der meget lignede P. 
Arenariae (Schum.), men som dog er beskreven som en 
egen Art, Puccinia Herniariae Unger, der ogsaa er god- 
kjendt af de nyeste Forfattere paa dette Omraade, saasom 
Schroeter og Saccardo. Afvigelserne ere dog temmelig 
ubetydelige, saa at dens Artsberettigelse forekommer 
mig tvivlsom; men herover maa Udsædsforsøg blive 
det afgjørende. — Paa Veronica findes flere Puccinier, af 
hvilke den ene, P. Veronicae Schroet.*) er hyppig hos os 
paa Veronica montana. For en anden Art har Schroeter 
benyttet Navnet P. Veronicarum DC., skjønt dette Navn 
tidligere har været brugt kollektivt. Denne Art fandt jeg 
første Gang her i Landet i August 1890 paa Bladene af 
Veronica spicata ved Torup i V. Hanherred. = Medens P. 
Veronicae ubetinget hører til Leptopuccinia, danner P. 
Veronicarum et Bindeled mellem denne Gruppe og Micro- 
puccinia, idet den har to Slags Teleutosporer i samme Puder, 
nemlig nogle, der sidde fast og spire paa Værtplanten (er- 
‚stattende Uredosporer), og andre, der ere mere tykvæggede 
og mørkere, løsrives let og spire senere (jvfr. Magnus „Ber. | 
d. deutsch. Botan. Gesellsch.“ Bd. 8, S. 169). — I mine 
mykologiske Iagttagelser fra 1887 (Medd. fra Bot. Foren. 
1888) omtalte jeg en interessant Rust paa Elymus, Puceinia 
triarticulata Berk. et Curt., funden ved Vemmetofte Strand; 
jeg har senere funden den flere Steder ved Kysten af Sjæl- 
land: Helsingør, Hundested, samt faaet den tilsendt fra 
Næstved. Teleutosporerne ere hos denne Art saa afvigende 
fra den sædvanlige Bygning hos Puccinia, at Prof. Lager- 


*) At den med Urette kaldes P. Veronicae (Schum.) har ieg oplyst i 
»Studier i Schumachers efterladte Svampesamling“. Det skal her 
leilighedsvis bemærkes, at de i nævnte Afhandling (Særtryk S. 10) 
omtalte Exemplarer, som vare forsvundne af Schumachers Herbarium, 
nu ere komne tilveie, idet de fandtes i Ørsteds efterladte Svampe- 
samling; det viste sig, at min den Gang udtalte Formodning var 
rigtig, idet det svovlgule Overtræk intet havde med Uredineer at 
gjøre, men tilhører en Myxomycet. 


70 


heim i Quito har fundet sig foranlediget til, paa Basis af 
denne og en nærstaaende amerikansk Art, at opstille en ny 
Slægt, og han har gjort mig den Ære at benævne den 
Rostrupia (Journ. de Botanique, 1. Juni 1889); den her om- 
handlede Art er af Grunde, som paa anførte Sted ere nær- 
mere udviklede, kaldt À. Elymi. Naar man vil fastholde 
den af alle Forfattere anerkjendte Slægt Uromyces som for- 
skjellig fra Puccinia, maa den nye Slægt vel ogsaa hævde 
sin Plads, men synderlig skarpe Grænser mellem de tre 
Slægter gives der dog ikke. — I August 1890 fandt jeg 
paa Stenhammaria maritima ved Bulbjerg og Torup 
Strand i V. Hanherred i stor Mængde en Skaalrust, som 
foreløbig maa kaldes Aecidium Stenhammariae n. sp.; skjønt 
den er lidt afvigende fra den paa Anchusa og andre 
Boragineer optrædende Aecidium, som hører til Puceinia 
Rubigo, navnlig ved at have et svagt udviklet Pseudo- 
peridium, er det dog sandsynligt, at den hører til samme 
Udviklingsrække, hvad imidlertid Forsøg maa afgjøre. Der 
har tidligere ikke været kjendt nogen Uredinee paa Sten- 
hammaria. — Som bekjendt paaviste Magnus i 1877, at 
Puccinia limosa har sin Æcidieform paa Lysimachia. Da 
jeg allerede for mange Aar siden havde funden den nævnte 
Puccinia paa Carex limosa i Lyngbymose, var der jo Grund 
til at antage, at Aecidium Lysimachiae ogsaa- maatte findes 
der. I Juni 1890 bragte Dr. Kold. Rosenvinge mig et 
Exemplar af Lysimachia thyrsiflora, besat mod Æcidier, fra 
nævnte Mose, og paa et Besøg samme Sted nogle Dage 
senere fandt vi den samme Æcidie-Form i stor Mængde 
og særdeles smukt udviklet, baade paa L. thyrsiflora og L. 
vulgaris. Overalt, hvor disse Æcidier viste sig, fandtes ogsaa 
i rigelig Mængde Teleutosporehobe af Puccinia limosa paa 
de fjorgamle Blade af Carex limosa og C. chordorrhiza. — 
Hverken i Saccardos Sylloge fungorum eller i de ellers saa 
fuldstændige Lister over Værtplanter for Uredineer, som ere 
publicerede af Dietel og Farlow, findes Origanum opført 
som Værtplante for nogen herhen hørende Svamp. Hos 
os findes imidlertid endog to Arter af Puccinia paa Origanum 


71 


vulgare, nemlig P. Schneidert Schroet., som i Udlandet knn 
er kjendt paa Thymus, og P. Menthae Pers., som her er 
almindelig paa den nævnte Værtplante, hos hvilken jeg 
ogsaa i Mai 1890 fandt den tilhørende Aecidium i Grønholt 
Vang ved Fredensborg. 

5. Jeg har i sin Tid i Thümens Mycotheca univ. nr. 
9027 publiceret Aecidium Pastinacue, som jeg fandt i Mængde 
paa Pastinak ved Bredden af Nyborg Fjord; den er endnu 
ikke bemærket i Udlandet, derimod gjenfandt jeg den i 
1891, ligeledes i Mængde, flere Steder ved Nakskovfjord, 
-allevegne i umiddelbar Nærhed af Scirpus marit., som var 
angreben af Uromyces lineolatus; da denne af Dietel er paa- 
vist at staa i genetisk Forbindelse med Aecidiwm Sw, som 
jeg ogsaa har funden ved Nakskovfjord og som neppe er 
forskjellig fra Aec. Pastinacae, er det højst sandsynligt, at 
ogsaa denne hører til Urom. lineolatus. Prof. Plowright 
har skriftlig meddelt mig, at han ved Udsædsforsøg har 
fundet, at Aecidium Glaucis staaer i Forbindelse med en 
Uromyces paa Scirp. marit., som han kalder U. maritimus. 
Enten findes der altsaa to Arter Uromyces paa den nævnte 
Værtplante eller det maa være den samme Æcidium, der 
optræder paa saa forskjellige Værtplanter som Skjermplanter 
og Glaux. — Uromyces Geranü (DC.) er en temmelig spora- 
disk optrædende Rust. Paa Geran. prat. optraadte den et 
enkelt Aar (1883) i Mængde i Skaarup; paa Ger. silvat. er 
den hyppig i Almindingen paa Bornholm; paa Ger. palustre 
har jeg funden den paa Lolland og Sjælland. Paa Geran. 
Pyrenaicum fandt jeg den i 1890 flere Steder i Nord-Sjælland, 
især i stor Mængde ved Frederiksværk; paa Steder hvor 
saa godt som hvert Exemplar af denne Plante var angrebet 
af Rusten, vare ogsaa andre Geranier, som ellers ikke be- 
boes af denne Svamp, bleven smittede heraf; jeg fandt nem- 
lig paa saadanne Steder den omhandlede Uromyces Geranii 
baade paa Geranium pusillum, G. molle og G. dissectum. 
Æcidieformen fandt jeg i Juni 1890 paa Ger. palustre paa 
Kjøge Aas. 

6. Af Slægten Coleosporium optræde af og til sjeldnere 


72 


Arter sporadisk paa forskjellige Haveplanter. I Mykol. Medd. 
for 1887 omtaltes saaledes C. Ligulariae Thüm., der tidligere 
kun var kjendt fra Sibirien, som optrædende paa Ligularia 
macrophylla i Søholm Have i Stevns; senere har jeg seet 
den paa samme Værtplante i Botanisk Have. — I den 
forstbotaniske Have ved Charlottenlund viste sig i 1891 en 
Cacalia stærkt angreben af Coleosporium Cacaliae Magnin, 
og i Landbohøiskolens Have var Senecio Doria bedækket 
med Coleosp. Senecionis. — Arctostaphylos officinalis har 
hidtil ikke været opført blandt de Værtplanter, der angri- 
bes af Uredineer; i Juni 1891 fandt jeg, ved Landeveien 
mellem Paarup og Hampen Sø i Jylland, talrige Exemplarer 
med en gul Uredo paa Bladene; den stemmede fuldstændig 
i Form og Størrelse med den Uredo, som af Winter blev 
funden sammen med Teleutosporer paa Arctostophylos 
alpina i Schweiz og af ham kaldt Melampsora sparsa. 

7. Vedkommende Hymenomycetes skal jeg ikke fordybe 
mig i Omtale af de mange for Landet nye Arter, der ikke 
frembyde anden Interesse end at faa dem registrerede i 
Lister over Danmarks Svampe. Folgende Iagttagelser for- 
tjene dog her at noteres. I August 1890 fandt jeg ved 
Bulbjerg en Mængde Exemplarer af en Marasmius, som 
brøde frem af Sandet i Klitten. Ved Opgravning viste de 
sig stedse at udgaa fra Rodstokken af levende Rosa pim- 
pinellifolia; den maa saaledes ansees for en Parasit, og 
den frembyder derfor en vis Interesse, da ellers ingen af 
denne Slægt er snyltende, ligesom man overhovedet kun 
kjender méget faa snyltende Agaricaceer. Svampen synes 
at være ubeskreven og jeg har kaldt den Marasmius arenarius 
n. sp. Stokken brungul, nedadtil mørkere brun, glat, 1,,—2 
Centimeter hei; Hatten hvid, omtrent en Centimeter bred, 
Oversiden plan eller tilsidst lidt konkav, jævn, Randen 
karvet, Lamellerne brede, bugede. — Den eiendommelige 
og sirlige Sistotrema confluens Pers. fandt jeg paa Mostuer 
i Blykobbe Plantage paa Bornholm og i Vinderød Skov ved 
Frederiksværk. — Paa en Excursion til Bornholm i Septbr. 
1890 med Forststuderende, i hvilken Prof. Warming deltog, 


73 


fandt denne en meget eiendommelig Boletus ved Stien 
mellem Pykkekyllekjær og Kohullet. Det viste sig at være 
den sjeldne, kun nogle Steder i Østerrig og Schlesien fundne 
Boletus cavipes Opotowski, der af Kalckbrenner er henført 
til en særlig Gruppe eller maaske bedre Slægt: Boletinus. 
Den udmærker sig fra alle andre Boleti især ved sine 
meget store, aflange Rormundinger, der ere radialt stillede, 
saa at Væggene danne bugtede Lameller; disse store Rør 
ere i Bunden atter delte i mindre Porer. — I mine Med- 
delelser fra 1888 omtalte jeg et mærkeligt Fund af kæmpe- 
mæssige Sklerotier, som bare Frugtlegemer af Polyporus 
umbellatus. Et lignende Fund er nu ogsaa gjort i Belgien 
(jvfr. Bull. de la Societé royale de Bot. de Belgique, 1891 
p. 207), hvilket gjør det endnu sandsynligere, at Sclerotium 
giganteum virkelig hører til den nævnte Svamp. 

8. Af ,underjordiske Svampe" har jeg ogsaa denne 
Gang nogle nye Fund at meddele, nemlig vedkommende 
Hymenogastrei. Jeg fandt saaledes i 1889 i Skovbunden 
under Bøge, påa Skrænten af Espenhoved paa Fænø, et 
Frugtlegeme af Melanogaster ambiguus (Vitt.) Tul. Det var 
3 Cent. langt, 2 Cent. tykt, med brun, melet Overflade og 
sortagtige Rodtrevler, indvendig sort med fine lyse Aarer; 
Sporerne vare aflang kølleformede, 10—17 u 1, 6—7., mt. 
— Endvidere en Repræsentant for en Slægt, som ikke før 
har været kjendt her fra Landet, nemlig Hysterangium 
clathroides Vitt., af hvilken jeg modtog et Exemplar af Cand. 
mag. Jon. Lange, taget ved Hulsø ved Frederiksdal i Mai 
1890. — Jeg skal i denne Forbindelse omtale et Exempel 
paa, at man ikke tager det saa ngie med hvad man ind- 
samler og spiser under det fristende Navn „Trofler“. Det 
blev mig saaledes meddelt, at en kjøbenhavnsk Familie 
jævnlig tog ud til Gelskov for at samle spiselige Trøfler, 
som aarlig fandtes der i Mængde paa et bestemt Sted. 
Man spiste dem paa samme Maade som ægte Trøfler og 
de erklæredes for at være meget velsmagende. Jeg var 
naturligvis meget videbegjærlig med Hensyn til disse Trøflers 
Natur, fik nøjagtig opgivet Stedet, hvor de samledes, og 


TÅ 


fandt her i rlgelig Mængde — Scleroderma vulgare! At det 
virkelig var denne, som man havde anvendt under det 
falske Navn, viste ogsaa et Exemplar, som jeg fik sendt af 
Indsamlerne. Som bekjendt bliver denne Svamp ellers an- 
set for giftig; den har ialtfald i flere Tilfælde fremkaldt 
Sygdomme, og det er i forskjellige svampespisende Lande 
forbudt at falbyde den. 

I „Videnskab. Medd. fra Naturh. Forening“ publicerede 
jeg i 1890 en Oversigt over Danmarks Taphrinaceae. En 
for Floraen ny Art har jeg nu at tilføje, idet jeg i Sommeren 
1891 ved Tiselholt i Fyen bemærkede at en ældre Eg havde 
næsten alle sine Blade paa de nedre Grene angrebne af 
blaagraa Pletter, der viste sig at skyldes Taphrina coerulescens 
(Dur. et Mt.) Tul., en af de Arter, som i den anførte Af- 
handling blev nævnt blandt dem, der rimeligvis vilde findes 
her i Landet. Den er rimeligvis ikke saa sjelden, men 
kan ved en flygtig Betragtning let forvexles med de affarvede 
Pletter paa Egebladene, der fremkaldes af den paa disse 
ret almindelig forekommende Gloeosporium quercinum West. 

10. Den af Saccardo opstillede Familie Microthyriaceae 
er der neppe Grund til at opretholde, da de fleste herhen 
regnede Svampe naturligst kunne henføres under Perisporia- 
ceae. I Undalslunds Plantage ved Viborg fandt jeg i Au- 
gust 1889 flere Exemplarer af Lycopodium - complanatum, 
som overalt vare besaaede med smaa sorte prikformede 
Skiver, som viste sig at være en herhen hørende Svamp, 
som jeg har kaldt Myiocopron Lycopodu n. sp. Perithecierne 
ganske svarende til Slægtskaraktererne; Sporesække kølle- 
formede, 25 u 1., 5 u t., omgivne af stavformede Parafyser; 
Sporer aflange, 6 u 1, 1,4 ut. — I Vindtmølle Sø ved 
Vihorg og i Hvalsølille Sø i Sjælland fandt jeg paa Bladene 
af Potamogeton natans i Mængde en parasitisk Svamp, 
som hverken synes at høre til nogen kjendt Slægt eller Art. 
Særlig ere Sporerne saa eiendommelige, at Svampen alene 
af den Grund fortjener Omtale. Paa Oversiden af de 
svømmende Blade vise sig flere eller færre rundagtige brun- 
lige Pletter, og paa de tilsvarende Steder af Undersiden, 


75 


altsaa beskyllet af Vandet, findes de meget smaa, netop 
med blotte Øie synlige, mørkebrune Perithecier, der ere 
utydelig kredsstillede, med tynd olivenfarvet Væg; Spore- 
sækkene ere kuglerunde, 20 u t., med 8 uregelmæssigt lig- 
gende, aflang-valseformede, farveløse Sporer, 12—14 u |., 
5 a t., med to til fire Saftrum; disse Sporer ere forsynede 
med et hindeagtig, uregelmæssig vinget Vedhæng, hvorved 
de i Form minde om Birkens Vingefrugt. Jeg har kaldt 
den Samarospora Potamogetonis nov. gen. et sp. 

11. Af Sphæriaceernes store Gruppe er der i de nævnte 
tre Aar funden mange for Danmark nye Arter. De fleste 
af disse frembyde dog ikke noget af særlig Interesse; jeg 
skal her kun nævne en enkelt Art, som jeg længe forgjæ- 
ves havde søgt her, men som jeg endelig fandt i Juli 1890 
paa levende Hasselblade i Avderød Skov ved Arre Sø, nem- 
lig Mamiania Coryli (Batsch) de Notaris. — Af Hysteriaceer 
fandt jeg ved Glorup i Fyen paa visne Bladstilke af Lastrea 
. Filix mas: Aulographum filicinum Lib., som tidligere kun 
var kjendt fra Ardennerne; Saceardo (Syll. fung. If, 731) 
siger, at Sporerne ere ukjendte; ifølge Revue mycol. Nr. 
27, p. 153 skulde Sporerne være 4-rummede; de fynske 
Exemplarer havde tydelig 2-rummede, klare Sporer, 12 ul., 
4 ut.; det ene Rum betydelig tykkere end det andet og 
kegleformet. 

12. Paa en Reise i Jylland i August 1890 fandt jeg 
to nye Arter af Helvellaceae, begge hørende til den gamle 
Slægt Geoglossum, der i nyere Tid med Rette er delt i 
flere Slægter, bl. a. påa Grund af Sporernes meget for- 
skjellige Form og Farve. I Selskab med Brygger Th. 
Schiøtz besøgte jeg Søerne i Snabegaards Plantage for at 
søge efter Trapa; ved de sandede Bredder af den lille, 
eiendommelige Snehvide Sø fandtes i Mængde en lille her- 
hen hørende Svamp; den voxede dels enkeltvis, dels cæspitøs, 
var 0.,—1., Centim. høi, 0..—0, Centim. tyk, kølleformet, 
uregelmæssig sammentrykt og foldet, undertiden i Spidsen 
kløvet, skjør, sort, Overfladen jævn, lidt klæbrig. Spore- 
sækkene tenformede, 100—120 u 1., 16—18 u t., Sporerne 


76 


valseformede, farveløse, med 1 til 5, hyppigst 3 Skillevægge, 
50—60 u I, 5 u t. Brune leddede Parafyser, med Ind- 
snøringer mellem Leddene. Den hører til Slægten Lepzo- 
glossum, men Arten er ikke tidligere beskreven; jeg vil 
kalde den L. littorale n. sp. — Endvidere fandt jeg i Vend- 
syssel i Klitterne omkring Gaardbogaard og Raabjerg i 
overordentlig Mængde paa fugtige Steder i Sandet en be- 
slægtet Svamp, som hører til Slægten Microglossum og som 
jeg har kaldt M. arenarium n. sp. Frugtlegemerne vare 
enkelte eller cæspitøse, 2—4 Cmt. høie, 0.,—2 Cmt. tykke, 
kølleformede, uregelmæssig vredne og sammentrykte, Køllen 
jævn, sort, Stokken skjællet, olivenfarvet. Sporesækkene 
tenformede, med forlænget Stilk, 100 u 1, 12—13 wt; 
Sporerne aflang-valseformede, farveløse, eenrummede, med 
flere eller færre, ofte tætpakkede Smaadraaber, 25—30 wl., 
4—6 u t. Parafyser brune, leddede, i Spidsen svagt kølle- 
formede og krummede, dannende et tæt Epithecium. Den 
synes at være hyppig overalt i Vendsyssel, da den samme 
Aar bemærkedes flere andre Steder af forskjellige Botanikere. 
— Endnu en til Discomycetes hørende ny Art skal jeg her 
nævne. En af de sidste Dage af Decbr. f. A. bemærkede 
jeg paa Snitfladen af Bøge-Favnebrænde i Jægersborg Dyre- 
have talrige regelmæssig fordelte, mørkebrune, svagt hvælvede 
Apothecier, hørende til Patellariaceae og specielt til Slægten 
Scutularia. Den udmærker sig især ved sit smukt udviklede 
Sporeapparat; Sporesækkene ere kølleformede, 120—140 w1., 
10—12 u t. foroven; Sporerne naaleformede, klare, fyldte 
med talrige Draaber, 75—90 ul., 3—4 ut. Den er blandt 
andet ved Sporesækkenes og Sporernes Dimensioner meget 
afvigende fra alle de hos Saccardo beskrevne Arter, saa at 
jeg maa anse den for ny og kalder den Scutularia multi- 
guttulata n. sp. 

13. Tilsidst skal nævnes blandt nye Fund nogle 
Sphæropsideae og Hyphomycetes, særlig nogle parasitiske 
Former, nemlig: Asteroma Capreae Desm., paa levende 
Blade af Salix nigricans ved Søndersøen. Asteroma Ulam 
Klotsch, paa levende Blade af Ulmus montana ved Arresgdal; 


77 


den bliver ofte forvexlet med den følgende. Piggotia astroidea 
Berk. paa levende Blade af Ulmus campestris ved Knuthen- 
borg. Gloesporium graminum n. sp. danner talrige smaa 
brune Sporebeholdere paa Blade af Lolium multiflorum; 
Pyknokonidierne uregelmæssigt aflange, 11—14 4 1., 4—6 ut.; 
ved Dronninggaard paa Sjælland. Gloeosporium Dactylidis n. 
sp., som danner brune Vorter paa Topgrenene af friskgrønne 
Dactylis glomerata ved Lyngby Mose; Pyknokonidierne vare 
aflange, farveløse 5 u I, 1 wt. Gloesporium Salicis West. i 
Mængde paa Bladene af Salix viridis ved Esrom Sø; den 
er tidligere funden i Belgien og Italien, men Beskrivel- 
sen er ufuldstændig, hvorfor den suppleres her: den danner 
sorte glinsende Pletter paa Oversiden af Bladene; Sporerne 
ere aflange, butte, lidt bønneformede, i begge Ender med 
Hobe af smaa Draaber, 15—18 wl, 6—8 ut. Gloeosporium 
alpinum Sacc. paa Blade af Arctostaphylos off. ved Vester- 
vig; den er tidligere kun bemærket paa Arctost. alpina i 
Tyrol. — Ved Vintertid fandt jeg paa Undersiden af løst 
siddende Egebark i Jægersborg Dyrehave en Svamp, som 
habituelt lignede en askegraa Corticium, men som viste sig 
at være en Hyphomycet, nærmest beslægtet med Fusarium. 
Myceliet bestaaer af lange brune Hyfer af 3—3., u Tykkelse, 
med fjerne Tværvægge; de danne et løst Væv, der udgjør 
Underlaget for de i stor Mængde optrædende Konidier, som 
ere valseformede, lidt krumme, med tre Tværvægge, ofte 
med en stor Draabe i hvert Rum; de ere endvidere farve- 
løse, 20—95 u l., 5 u t., og de ere, hvad der er særlig 
eiendommeligt, i hver Ende forsynede med en i Retning 
mod den konkave Side udstaaende Børste. Svampen maa 
henføres til Saccardos Gruppe Tubercularieae dematieae, 
men kan umulig henregnes til nogen bekjendt Slægt; den 
kunde benævnes Ciliofusarium umbrosum nov. gen. et spec. 
— I sidste Oktober bemærkede jeg ved Gammelmosen paa 
en af Haardbundsholmere, flere Steder, hvor Grønsværen 
var bortskaaren, at den blottede Tørveflade bedækkedes af 
et fint grønt Tæppe af Mos-Forkim; i det grønne Lag 
fandtes talrige Ringe af brungul Farve med mørkere Midte, 


78 


aabenbart foraarsaget af en parasitisk Svamp. Under 
Mikroskopet viste det sig, at der overalt i de gule Ringe 
"fandtes en Mængde eiendommelige fjerdannede og farvelgse 
Legemer, som jeg ikke er i Stand til at tyde. De bestode 
af en naaleformig Hyfe (60—80 u 1.), som i den øvre 
tykkere Ende var delt i 5—7 korte Led; fra hvert af disse, 
med Undtagelse af det yderste, udgik til begge Sider vandret 
udspilede 30—50 u lange Grene, der ligeledes vare forsynede 
med Tværvægge, som fandtes sparsommere henimod Spidsen; 
jeg antager at disse Grene ere Knopceller. 


79 


Levninger af en Lerstrandsvegetation, 


fundne i Nerheden af den store Vildmose. 
Af 


Aug. Mentz. 


Under et Ophold i Sommeren 1891 i Nærheden af 
den store Vildmose gjorde en Slægtning mig opmærksom 
paa nogle større og mindre Pletter Jord, som dels fandtes 
spredte hist og her paa to af hans Marker, dels traadte 
særlig tydelig frem paa et enkelt Sted. De havde i lange 
Tider været ganske uvillige til at bære noget af den Af- 
grøde, som ellers pleiede at gro frem paa disse Marker. 
Og Aarsagen hertil maatte — ifølge min Slægtnings Me- 
ning — søges i Jordbundens Saltholdighed. Ved nu at 
undersøge den Plantevæxt, som fandtes paa disse forment- 
lige Saltpletter, viste den sig i alt væsentligt at stemme 
overens med den, som ellers kun forekommer i Havets 
umiddelbare Nærhed, den saakaldte Lerstrandsvegetation*). 
Her gjenfinde vi imidlertid denne Vegetation paa et Sted, 
som er mindst tre Mil fjernet fra Havet. Derfor vil føl- 
gende korte Beretning om denne tilsyneladende saa paa- 
faldende Lokalitet muligvis have sin Interesse. 

Sydost for den store Vildmose, neppe ti Minutters 


+) E. Warming. Fra Vesterhavskystens Marskegne. Naturhistorisk 
Forenings vidensk. Medd. 1890. 


80 


Gang fra selve Mosen, ligge de Marker, hvor Saltpletterne 
træde frem. Jeg vil forsøge at give deres Karakteristik 
gjennem Beskrivelsen af en enkelt som Type. En saadan 
fandt jeg i Form af en Trekant; de to Sider som begrænse- 
des af to hinanden skjærende Veie, var ca. 30 Alen hver; 
paa den tredie, noget længere, Side gik den saltholdige 
Jordbund jevnt over i almindelig Eng. 

Kun en enkelt Gang var jeg saa heldig at se denne 
Lokalitet efter længere Tids tørt Veir. Jordsmonnet havde 
en lys graalig Farve; henover den laa et hvidligt Skjær som 
af Dug. Men da det var henad Middagstid og Solen 
skinnede stærkt, udelukkedes dermed enhver Tanke om, at 
dette Fænomen virkelig kunde være Dug. Langt hellere 
maa Saltplettens eiendommelige, ligesom beduggede Ud- 
seende tilskrives den Omstændighed, at Saltet krystalli- 
serede frem af Jorden. Vegetationen paa Trekanten 
var temmelig sparsom; der fandtes store nøgne Pletter 
mellem flade Tuer. Disse Tuer bestod. væsenlig af tvende 
Græsarter, nemlig Glyceria maritima (Huds.) eller — som 
den paa Vestkysten af Jylland kaldes — Andelgræsset 
og Agrostis alba L. Glyceriaen var den overveiende; den 
dannede tætte Tuer, der traadte frem som smaa Øer paa 
den nøgne Jordbund. Det er just den samme Græsart, 
som, ifølge Prof. Warming, afløser Kvelleren paa Jyllands 
Vestkyst og som har givet Anledning til Benævnelsen: 
Andelgræssets Bælte, nemlig det forreste Bælte af det saa- 
kaldte Forland. Prof. Warming angiver Glyceria maritimas’s 
Udløbere til en Længde af ®/,—1 M. (l. c. pag. 219). Her 
var Udloberne noget kortere, c. 1 Fod, men Planterne vare 
dog ret kraftige og saftig grønne. — I Udkanterne af Tuerne 
fandtes Agrostis alba L; og hvor disse to Gresser havde 
levnet nogen Plads, voxede der — ligesom paa Vest- 
kysten — kraftige Exemplarer af Triglochin maritimum L. 
og Plantago maritima L. Ingen af dem var dog tilstede i 
synderlig stort Antal. Især paa Overgangen mellem Trekanten 
og Engen voxede endvidere Gluux maritima L. i ret rige- 
lige og kraftige, ranke Exemplarer; Udløbere fandtes, men 


81 


da Jorden var saa fast, opnaaede de kun en ubetydelig 
Længde. Paa den nøgne Jord mellem Tuerne fandt jeg 
smaa tætte Bevoxninger af Juncus compressus Jacq. i Rækker 
hgist et Kvarter lange; og desuden smaa rødlige Individer 
af Salicorma herbacea L. og Spergularia salina Presl. 

Altsaa bestod Vegetationen paa dette lille begrænsede 
'Omraade, "Trekanten, af udprægede Halofyter, naar jeg fra- 
regner Agrostis alba og Juncus compressus, som dog hyp- 
pigst forekomme. paa Strandenge og i umiddelbar Neerhed 
af Havet. Til disse sluttede sig Phragmites communis var. 
repens Mey., en Form, der, som bekjendt, optræder i Strand- 
egne og som antagelig har modtaget sit eiendommelige 
krybende og stærkt grenede Præg under Saltets Indflydelse. 
" Intet af de temmelig talrige Exemplarer vare i Blomst. 

For nu virkelig at faa Jordens Saltholdighed konsta- 
teret, medtog jeg en Prøve af den, som Assistent ved 
Landboheiskolen, Kand. E. Froberg har været saa venlig 
at analysere. Det viste sig, at Jordens Chlormængde (be- 
stemt efter de i Vand opløselige Chlorider) var 1,14 °/,, altsaa 
en relativt anselig Mængde og — ifølge Docent Tuxens 
Udtalelse herom — tilstrækkelig til at dræbe al anden 
Plantevæxt end netop den, som er fortrolig med en saadan 
Jordbund. 

Faa Alen fra den beskrevne Trekant, hinsides en af 
de to Veie, der begrænsede denne, fandtes en rigelig og 
tæt Bevoxning af Sulicerniu herbacea L. i store, saftiggrønne 
Exemplarer; i Forening med Glyceria maritima (Huds.) og 
Spergularia salina Presl. strakte denne Bevoxning sig 15— 
16 Al. mod Syd, i det den stadig fulgte en stor Grøft, hvis 
Sider vare blottede for al anden Vegetation end den halo- 
fytiske, og paa sine Steder gik noget op paa Marken. En 
Prøve af Jorden fra Grøften viste et Chlorindhold af 0,53 °/,: 
Grunden til den mindre Mængde Chlor maa ligge i den 
hyppige Udludning, som navnlig havde fundet Sted i nogen 
"Tid, forinden jeg tog Prøven. 

Jeg skal, til yderligere Supplering af det ovenfor med- 
delte, endnu blot anføre, at jeg i et Kjær længere mod Øst 

6 


82 


fandt en omfangsrig og tæt Bevoxning af Glaux maritima L., 
Plantago maritima L. og Triglochin maritimum L., et Stedi 
mod Vest store blomstrende Individer af Spergularia marina 
(Wahlenb.) og c. 150 Skridt mod Vest fra den før omtalte 
Trekant et Bælte af Salicornia herbacea L., der havde en 
Længde af c. 50 Al. og en Bredde af Z/,—1 Alen. 
Salicornia herbacea, Spergularia marina og salina, 
Glyceria maritima og Glaux maritima — disse fem. Planter 
ere — som sagt — ægte Lerstrandsplanter. Plantago 
maritima er ingen exklusiv Strandplante; den voxer saa vel 
Nord som Syd for Limfjorden, langs Veiene og synes at 
trives fortræffelig. Kand. C. Raunkiær har i sin Exkur- 
sionsflora angivet som Aarsag til deres almindelige Udbre- 
delse ved Veiene, at den er hidført med Høet fra Strand- 
engene. Og det har vel bidraget sit. Men hvad Triglochin 
maritimum angaaer, slaaer en lignende Forklaring neppe til. 
Jeg har jævnlig truffet denne Plante i den store Vildmoses. 
Tørvegrave i Selskab med Triglochin palustre L. Mam 
"kunde maaske sætte Plantago maritima’s og Triglochin 
maritimum's elendommelige Udbredelse i Nørrejylland i 
Forbindelse med den Omstændighed, at de bedre end andre 
Halofyter have formaaet at lempe sig efter forandrede 
Naturforhold. — Resultaterne af den anatomiske Under- 
søgelse, som jeg har foretaget af nogle af de omhandlede 
Planter, have ganske stemmet overens med dem, som ere 
kjendte fra Areschoug, Prof. Warming o. A. De vise i — 
deres Indre ganske de samme Halofyteiendommeligheder, 
som de Individer, der voxe paa Sylt- og Strandengen*). 
Hvad nu denne lille Lerstrandsvegetations Historie an- 
gaaer, da kan der jo ingen Tvivl vere om, at vi her have 
et Minde for os om den Tid, da Havet havde sin Gang 
over store Partier af Vendsyssel; vi befinde os paa en Jord, 
som bærer tydelige Spor af at være en gammel Havbund. 
— Jeg skal kortelig anfore, hvad jeg, til Oplysning om 
denne Sag, har fundet i vor Literatur. Oberstloitnant 


+) Alle de paa den omhandlede Lokalitet indsamlede Planter findes 
i Universitetets botaniske Museum. 


83 


Dalgas”) indleder en Undersøgelse af den store Vildmoses 
Anvendelighed med nogle Bemærkninger om de tidligere 
topografiske Forhold i den søndre Del af Vendsyssel. Ifølge 
hans Mening har Limfjorden staaet i Forbindelse med Vester- 
havet paa en saadan Maade, at den store Vildmose senere 
er kommen til at hvile paa Havbund. Denne Antagelse 
støttes paa en Betragtning af de nuværende Høideforhold. 
Desuden anfører samme Forfatter at der paa mange Steder 
i Vildmosens Undergrund findes hele Lag af Saltvands- 
muslinge- og Østersskaller. 

Professor Johnstrups geologiske Undersøgelser fra 
den nordre Del af Vendsyssel**) have ført til det Resultat, 
at der kan paavises to Hævninger af Landet, en ældre og 
en yngre. Og ifølge Udtalelser fra andre Geologer kan Hæv- 
ningen spores ogsaa Syd for Limfjorden. 

Efter alt at dømme, synes der altsaa ikke at kunne 
være Tvivl om, at vi i de faa Lerstrandsplanter, der have 
været Gjenstand for ovenstaaende Meddelelse, have Remini- 
scenser om en Tid, da Landet her var en Fjord eller et 
Indhav, hvad det nu har været. Dyriske Levninger, nemlig 
Skaller af Bloddyr, have dannet Grundlag for vigtige geolo- 
giske Undersøgelser. Men ikke alene forlængst afdøde Dyr 
ogsaa levende Planter kunne bære Vidnesbyrd om de 
Forandringer, som ere foregaaede i Jordskorpen i Tidens 
Løb. Hvorledes disse Planter have kunnet holde sig paa 
enkelte Punkter, finder vel sin Forklaring i den almindelige 
Omstændighed, at Saltet bevares og beskyttes af vand- 
tætte Lerlag. 

Jeg skal til Slut kun anføre, at Lerstrandsplanter — 
Salicornia, Salsola og muligvis flere andre — ere fundne i 
Nærheden af den store Vildmose, dels for mange Aar siden 
af Professor J. Lange, dels i afvigte Sommer (1891) af 
Stud. zool. A. Bøving. Men intet af disse Fund ere gjorte 
til Gjenstand for nærmere Undersøgelse. 


*) Hedeselskabets Tidsskrift 1880, Nr. 9. 
**) Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universilets Aarsfest 1882. 


6* 


84 


Bidrag til de i Danmark dyrkede Fri- 


landstræers Naturhistorie. 
TL.“ 
Ved 
Joh. Lange. 


I ,Tidsskrift for Skovbrug" 8de Bind meddelte jeg 
(1885) under ovenstaaende Titel en Række Maalinger af 
store eller mærkelige Træer, for største Delen udførte paa 
en med offentlig Understøttelse foretagen Reise i forskjellige 
Dele af Landet. Den Forudsætning, hvorfra jeg ved hint 
første Bidrag gik ud, nemlig at slige Optegnelser maatte 
have Betydning for Kjendskabet til vore Træer og altsaa 
særlig maatte interessere Skov- og Havebrugere, Botanikere 
og i det hele Enhver, der har et aabent Øie for den frem- 
trædende Plads, Træerne indtage i Skov og Have, antager 
jeg fremdeles at være tilstede, og jeg har derfor ikke taget 
i Betænkning her at meddele en Fortsættelse, som dog kun 
for en mindre Del er tilveiebragt ved egne Reiser og 
Maalinger, men især ved velvillig Bistand af Flere, som af 
Interesse for Sagen have meddelt mig. Resultaterne af de 
af dem udførte Maalinger. For disse værdifulde Bidrag 
bringer jeg min erkjendtligste Tak til samtlige de Paagjæl- 


*) Første Del findes i , Tidsskrift for Skovbrug” 8. Bind, 1885. 


ye TE ee 


85 


dende, hvis Navne ere angivne ved hvert især af de maalte 
Træer. 

Høiden af de Træer, jeg selv har maalt, ligesom de 
ved Landbohøiskolen og i Forsthaven maalte, er udfunden 
ved Hjælp af Faustmanns Spiegel-Hypsometer, hvorimod 
flere af de Hoidemaal, der ere mig meddelte af Andre, ere 
tilveiebragte ad anden Vei, men jeg er overbevist om, at 
neppe noget af de angivne Maal afviger i nogen nævne- 
værdig Grad fra Virkeligheden. 

De Individer, der ere mærkede med + foran Navnet, 
have været maalte og anførte i den tidligere Liste; dette 
gjelder særlig om Træer i Landbohøiskolens Have og den forst- 
botaniske Have i Charlottenlund. Det vil af disse fornyede 
Maalinger sees, at der har fundet en ikke ringe Tilvæxt Sted 
baade i Hoide og Tykkelse, men foreløbig er jeg ikke i Stand til 
at udfinde nogen Regelmæssighed i denne Tilvæxt ved Sam- 
menligning mellem de forskjellige Exemplarer. Maaske vil 
der, ved at gjentage Maalingen af de samme Træer, f. Ex. 
hvert 10de Aar (ligesom denne Gang) kunne ventes opnaaet 
et Resultat med Hensyn til de enkelte Arters Tilvæxt i de 
forskjellige Aldersperioder. Af denne Grund er der med- 
taget et ret betydeligt Antal Arter fra de nævnte Haver. 
For de øvrige i Listen indeholdte Træer har Alderen kun 
undtagelsesvis kunnet angives, og da stundom kun som 
Formodning med større eller mindre Grad af Sandsynlighed. 
Det er nemlig desværre kun yderst sjeldent, at der om vore 
ældre Træer kan erholdes nogen paalidelig Aldersangivelse, 
og jeg kan derfor kun gjentage, hvad jeg yttrede i min 
tidligere Artikel, at det i Fremtiden maa blive mere og 
mere indlysende for Enhver, der planter Træer paa en 
Plads, hvor de kunne ventes bevarede i en længere Frem- 
tid, at den ringe Uleilighed, der er forbunden med nøiag- 
tig at optegne Plantningstiden, vil lønne sig i Tidernes Løb 
som et godt Materiale for videnskabelige Undersøgelser. 

De anvendte Forkortelser for Meddelernes Navne ere: 

Br. = Assistent A. Bruun, Kjøbenhavn. 
M.-H. = Skovrider Mork-Hansen, Ravnholt. 


86 


R. H. = Gartner R. Hansen, Holsteinborg. 
Hechm. — Forstexaminand Hechmann, Valby. 
Horn. — afd. Forstkand. E. Hornemann. | 
F. = kgl. Haveinspektør Flindt, Kbhvn. 

K. = Gartner Kemp, Kbhvn. 

O. = Jagtjunker, Skovrider Obelitz, Frijsenborg. 
R. = Gartner Rafn, Hellerup. 

! betyder de Maal, jeg selv har udført. 

Foruden de her nævnte ere Bidrag modtagne af Forst- 
kandidat Helms, Jægermester Hvass og Gartner C. Pedersen, 
Præsterne Lund og Deichm. Branth, Maler J. F. Skovgaard. 

De af Forstkandidåt Hornemann foretagne Maalinger 
skyldes nærmest Jagtjunker, Skovtaxator Gyldenfeldts Interesse 
for Sagen, og Samme har henledet min Opmærksomhed 
paa et historisk Forhold, der udførligere er behandlet i en 
Afhandling af Lektor Oppermann i Tidsskrift for Skovbrug 
X, S. 57—58, at de Træer, jeg har angivet fra ,Gharlotten- 
lund mod N. O.* ere plantede ifølge kgl. Resolution af 5. 
Juni 1799 som Begyndelse til et Arboret, og at dette lille 
Anlæg, hvoraf i hvert Fald flere anselige Træer endnu ere 
tilbage, i officielle Aktstykker almindelig kaldes , Arboretet 
i Charlottenlund“, en Betegnelse, der dog nu, for at undgaa 
Forvexling med Forsthaven, der er et langt mere fuld- 
stændigt „Arboret“, helst bør opgives. 


D. 5te Marts 1892. 


Joh. Lange. 


( 


87 


1 
1 


1 
1 
1 
1 
1 
1 


1 


= 


må få ze 


fa fa på få FR pa 


eb end eb 


a 
= Af hvem maalt. 
% 
& 


K. 1891 
R. H. 94 
K. 91 
K. 91 
K. 91 
K. 91 
R. 86 
Hechm. 89 
do. 90 


Horn. 87 


Hechm. 89 


do. 90 
C. Pedersen‘90 


R. 86 
RH. 91 
K. 91 
! 89 
M. H. 88 


K. 91 
R. 86 
Hechm. 90 


R 86 
R. H. 91 


86 
91 


_K. 91 
C.Pedersen 92 


K. 91 


Arternes Navne og Voxested. 


— Cephalonica. Forsthaveni Char- 
lottenlund ...... 
— — var. Reginæ Amaliæ. Hol- 
steinborg Have... 


*__ concolor. Forsthaven..... 


*— grandis. Os a aes 
*— nobilis. OT Maks NT 


— Nordmanniana. do. ..... 
— — — Havslunde!) ...... 
— pectinata. Sorgenfri, SO. for 
Sleitelt nr une. 
* — — v. Langens Plantage v. 
Klampenborg ... 
— — v. Langens Plantage ved 
Klampenborg . 
@jels Skov v. Gjelshus, de | 
ER =] 4 Hjorner af 
| Plantesko- 
len äh 


| — Norreskov........ 


— Pichta. Lerchenborg Have'). 
— Pinsapo. Havslunde’)..... 
— — Holsteinborg Have 
*Tsuga Canadensis. Forsthaven . 
— — Haseldorf pr. Uetersen . . 
Pseudotsuga Douglasii. Skovlyst v. 
Ravnholt. ...... 
KO SNE NS 1. le ote 
— — Havslunde')..... 
Picea excelsa. Rude Skov v. Skov- 
fogedboligen ; 
— Khutrow (P. Morinda). Havs- 
lunde VE Ws Ak yet, 
— — Holsteinborg Have...... 
— orientalis. Havslunde') . . 


p= =; Rorsthavenit. dans Pde 


*— Sitchensis (P.  Menziesii). 
Forsthaven ..... 
— — — Frijsenborg Park ix: ;: 
*Larix Europea. Forsthaven. 
*Cedrus Atlantica. Holsteinb. Have 
— Deodara. do. do. 
*Pinus Cembra. Forsthaven... 
— — s. Hovedlisten i T. f.Skovb. 
p. 100 (Charlotten- 
lund mod N. O.). . 
— ıcontorta. Forsthaven..... 
— excelsa. Lerchenborg Have!) 
— Laricio v. Austriaca. Forsth. 


7) Koglebærende i 1891. ?) Kogleberende 1886. 


Stam- 
mens 
Omfang. 


96 


19/1” 
TJA 
86” 
CEE 


3110” 
a 


1/6” 
915"! 
3/9" 
3! 


6/3" 
176% 
918"! 
5.10“ 


Heide. 


26‘ 


16/6” 
36' 
51‘ 
18/6” 
37' 
55° 


96° 
132' 


110' 
103' 
105' 
105' 
107' 
130' 
121' 
40' 
26' 
35' 
32'3" 


32' 
28'3" 
59° 


104‘ 


30! 
25' 
30° 
46‘ 


46‘ 
c. 50’ 
316“ 
39! 
30‘ 
40° 


Krone- 
Diameter. 


14° 


30‘ 
31: 


36‘ 


18 


Alder. 
Aar. 


c. 125 


54 


32 
28 


88 


| 


SZ 

= S| Af hvem maalt. 
CPS 
dr 

1 K. 91 

1 Br. 91 
1 K. 91 
1 K. 91 
1 K. 91 
1 K. 91 
1 K. 91 
i R. 86 
1 K. 91 
1 R. 86 
1 M. H. 88 
1 R. H. 91 
1 ! 89 

1 ! 91 

1 ! 89 

1 K. 91 

1 R. H. 91 
1 K. 91 
1 | Hechm. 90 
1 ! 88 

1 K. 91 

1 Horn. 87 
1 ! 89 

1 Helms 87 
1 Br. 91 
1 K. 91 

1 M. H. 88 
1 | Hechm. 89 
1 do. 

1 do. 90 | 
1 K. 91 

1 Br. 91 
1 Br. 91 
1 K. 91 

1 Br. 91 
1 K. 91 

1 Br. 91 
1 91 


| do. 


Stam- $8 
Arternes Navne og Voxested. mens | Hoide.| 5 5 
Omfang.. SE 
a 
Pinus Laricio v. Pallasiana. Forst- 
haven seer wur | af | 
*— Monspeliensis. Landbohgisk. 
| (Nr: 453) Selen D; 190 
— Monticola. Forsthaven... .|| 1‘ 18'6" | 
— Peuce. do: N Korn DT 
*— rigida. dor U, Ar aan | SE 
— silvestris. do. Ronee Mar OTs 
— Strobus. do. : 37" | HÆG 
= yptomeria Japonica. Havslunde | 2:24 | 39: 
Sequoja gigantea. Forsthaven . 174 | ie 
— — Havslunde 32" | 408 
*— — Ravnholt Have . . . . .. 46" | 43° 
— — Holsteinborg Have..... AT ae 21" 
Taxodium distichum. Haseldorf | 
pr. Uetersen For 
Biota orientalis v. pyramidalis. | 
Thorvaldsensvei 5 . 192 
Thuja occidentalis. Haseldorf . .|| 3°10" 
*— gigantea. Forsthaven 25" | 34° 
Chamæcyparis Lawsoniana. Hol- 
steinborg Have . DÆK ee 17/6" 
£…— — Forsthaven ........ #10) 3416 
Juniperus communis. _Teglstrup 
Been A705, ums DO * vik DO: 
— Sabina. Gisselfeld Have . . .| 1'5 | c. 17” 
— Virginiana. Forsthaven . . 28° 
Taxus baccata. Charlottenlund 
Slotshave .. BA | 35 
— — Haseldorf pr Uetersen 65 
— — Vaar Have mel]. Nibe og 
Løgstør”) ...... 39% 10208 
* Alnus cordifolia. Landbohgisko- 
len (Nr: 5) 2000. 910" | 37 29": 
— — Forsthaven......... 58" | 63° 
— glutinosa. Ravnholt Plantage || 5‘8 | 67° 
— — Sorgenfri, ved Kanalen . .| 5“7‘ | 66° 
— — Dyrehaven, Bakken ved 
Fuglesangssøen . . .| 810% | 67° 
— — Dyrehaven ved Hegnet ne- 
denfor Bakken . . .| 90" | 46' 
*_ — Forsthaven ved Bænken. | 8'10" | 70! 
*— — var. laciniata. Landbo- 
højskolen (Nr. 3). | 2’6 | 31° | 28° 
*— incana var. glauca. do. (Nr.15) || #' 31, 33 
— — var.laciniata. Forsthaven.| 12" | 25° 
*__ orientalis. Landbohgiskolen 
(Nr. 16) 3'40" | 37° 41 
*— — Forsthaven ........ 48" | 51 
*— pubescens. Landbohgiskolen 
INT) ER: 3° 97; 95° 
*— serrulata v. rugosa. Landbo- 
hgiskolen (Nr. 10) ." 2/8" | 29 18 


1) Det største af 4 Expl. i en Gruppe, udsat for Vestenvinden.. 


16. 


30: 


c. 60: 
54 


33 
04 


33: 
33 
90: 


33: 


33. 
1% 


89 


SZ 
3 = Af hvem maalt 
=} 
dm » 
1 | K. 91 
1 Horn. 89 
1 Br. 91 
1 Br. 91 
1 Br. 91 
1 | Hechm. 89 
1 |J.F.Skovg. 90 
1 Horn. 88 
1 do. 
1 M. H. 88. 
1 | Hechm. 91 
1 do. 
| Br. 91 
1 ! 89 
1 K. 91 
1 Mortensen 
1 Rafn 
ae | Br. 91 
1 K. 91 
1 | Hechm. 89 
1 do. 90 
1 ! 89 
1 | Hechm. 89 
1 | A. Brun 89 
1 Br. 91 
9 Hechm. 89 
1 K. 91 
1 R. H. 91 
1 Horn. 88 
1 | Hechm. 89 
1 Br. 91 
1 K. 91 
1 K. 91 
1 K. 91 
1 K. 91 
1 M. H. 88 


!) Stammen delt lige til Grunden. 


Stam- à $ 
Arternes Navne og Voxested. mens | Høide. 5 = eee 
Omfang. 2.3 
= 
Ostrya Virginica. Forsthaven . 26'6" 
Carpinus Betulus. Dyrehaven v. 
Klampenborg . SU GC 
— — var. incisa (quercifolia). 
Landbohgisk. (N. 53) || 3'5° | 276" . 338 
*— Caroliniana. do. (N»45) 194070 00) 23°10°| 29; 33 
*Corylus Colurna.  Landbohgi- 
skolen (Nr. 40)!).. Dis BIT woes 
Fagus silvatica. Sorgenfri, S. for 
Indkjorselen..... 357 710.4” 
— — Kulaas Skov v. Dragsholm | 10'2" | 116‘ 
— — Dyrehaven v. Kildehuset ./11'6” | 112° 
= = do v. Sendre Ere- 
milagevei”) . ..../18'7” | 91‘ 90! 
— — Ravnholt Dyrehave . . |) 13°4° | 100° 
*— — Nyveenge Skov ved Faxe?) |17'8" | c. 90' 95‘ 
— -- Giorslgv Bøgeskov..... 12'2" | 100° 
*— — var. atropurpurea. Land- 
bohgiskolen (Nr. 29) || 3‘7" | 30‘ 33: 33. 
— — — — Haseldorf pr. Ueter: 
Seks ren 7'10" 
— — v.heterophylla Loud. Forsth. 32' 47 
— — pendula. Slags- a i Brysth. || 10° 48! 63° 
lunde Skov |v.Grundn | 12' 
— ferruginea. Lerchenborg c. 20 
*Castanea vulgaris. Landbohøi- 
skolen (NE 27) OM ass [2% 28' 33. 
*— — Forsthaven 3 aay 54 
— — Dyrehaven mellem Ædeler. 
iv. Langens Plantage Dede sie: 
— — Landlyst Skovridergaard : VE 
= Helsmgør . lulu 811 50! c. 100: 
— — Haseldorf . 74 
— — Rudeheen,N. for Maglebjerg 10° 19: 
— — Krogerup Have (se Dagbl. 
1. Febr. 1892) . „19% c. 60 c. 200- 
Quercus castaneifolia Landbohsk. | 1‘9 | 27' OB |) Oy) PAB) 
Em Oe 3181161) 
— Cerris. Sgnderm.,17. Afd.. i 4: 54: 
=... MAO STATE a EN 2510157 54. 
— - Holsteinborg Have. . . .. 62%. | 49! 62” 
— — Charlottenlund mod N. O.|7 71' c. 92 
*— coccinea. Sondermark. Afd.27. | 3' 54! c. 45 
+ conferta. Landbohgisk. (Nr. 75) || 4/3“ | 35‘ 96; 33 
*— imbricaria. Forsthaven . DAL | Bb! 
*— palustris. do. 31 | 43° 54 
*— Phellos. do. 1 95! 40 
*— pubescens. do. 26" | 40! 28 
= pedunculata. (Christians Eg) 
Ravnholt 4.20, 145" | 70 74! 
*) Maalt 4’ fra Jorden. °) S. Tidsskr. for 


Skovbr. pag. 108. *) Det største af 11 Træer. 


Antal af || 


Exempl. 


Af hvem maalt. 


90 


Arternes Navne og Voxested 


Hechm. 91 


Horn. 87 
do. 
do. 


do. 
do. 

M. H. 88 
do. 


K#91 | 
Br. 91 


K. 91 
R. 
Hechm. 89 


K. 91 

K. 91 

K. 91 
Hechm. 90 


do. 
do. 


90 


Br. 91 
Hechm. 91 


91 
90 


90 
89 


do. 
do. 


do. 
do. 


do 
Br. 91 


Hechm. 91 
do. 90 
R. H. 91 

Hechm. 91 
Br. 90 


1) Næsten uden Krone. 
Træer, der tjene som Sømærke. 


Quercus pedunculata. Rudehegn, 
,Paradiset“, v. Skov- 
loberhuset 

Dyrehaven, c. 200 Al.N.O. 
for 2 Kempehgie. . 

Charlottenlund, v. den tid- 
ligere Teltplads. . 

Ørnekullebakke i Dyreha- 
ven (ang. af Vaupell 
til 19'3”) 

— Ulvedalen, Dyrehaven, (ang. 
af Vaupell til 23'2") 

Skovfogedboligen v. Klam- 
penborg *) 

Kammerherrens Eg, Ravn- 
holt 


59 Ne oe re ene, 


e © ¢ @ ee « 


ae lie Or Te enema tra 


holt: See Gey, 
var. laciniata. Forsthaven 
— — v. pyramidalis (fastigiata) 


* 


Landbohgiskolen”) . 
*— rubra. Forsthaven ..... 
— — Charlottenlund mod N. ©. 
een 17} 
*__ sessiliflora. Forsthaven ... 
* — tinctoria. do. 


*_— Toza (Tauzin). do. pus 
Populus candicans. Kildeskoven 

vy. Gjentofte . . ."!. 
— canescens. Emdrupborg *) . . 


— — Jægersborg Allee mellem 
Bernst. og Jægersb. 
*— Jaurifolia. Landbohgiskolen 
(Nr. 63) 
— monilifera Strandveien N. for 
Strandmøllen . .. 
— — Heslegaard v. Bernstorfsv. 


SU see ie re 


— — Rustenborg ved Lyngby | 


— — Ny Bakkegaards Have“) . 
— nigra. Dyrehaven, Sydhegnet 

ved Klampenborg. . 
*— — Herlufsholm 
*— pyramidalis. Landbohaisko- 

len (Nr. 84) 
— — Dosser. v. Evaldsg. Nr. 5 
— — Doss. v. Sct. Jørgens Sø”) 
— — Holsteinborg Have. . . .. 
Salix alba Doss. v. Evaldsg. Nr. 5 
— — Aagaard pr. Fjerritslev . . 


4) Det største 


?) Maalt 1’ over Jorden. 


= 
Stam- d 
mens | Heide. a = que Kg 
Omfang. 12.3 : 
A 


14'7" 1160: 
15/4" | 70' 105' 
|| 17464 | 76' 
18'4" | 59° 
249" | 53 
95 2 | erw. 
20'8" | 85! 76‘ 
24" 69' 
N oe 30 
91411 38! 33 
45! 54 54 
39" | SO! © 92 
47° 69 
um" | TBS c. 45 
ST 28 
esol. ÆG 33 
Pi 33'6” 28 
11'6” | c. 100‘ 
10/10”! 98: 
16° |105' 
9474 55° 33! 33 
MILO REESE 
10'1" | c. 90' 
12' 120‘ 
16‘ 98' 
19:8 7.97% 
13° 108° | | 
94'7" | 115' 
ign 69 33 
gigi Fark 
96 | c. 80' 
10‘9" | c. 85° 
10'1” or 
14/6 | 58: 


3) Det største af 12 gamle 
af 7 Træer. °) Topter. 


91 


Arternes Navne og Voxested. 


sa 
SE Af hvem maalt.||- 
Sk 

dr 

1 ! 87 

1 | Hechm. 90 
1 Br. 91 

1| M. H. 88 
1 | Hechm. 89 
1 F. 

1 K. 91 

1 | Hechm. 91 
2 Hvass 

1 Br. 91 

1 ! 89 

1 Br. 91 

1 do. 91 

i | Hechm. 90 
1 do. 89 
1 do. 90 
1 do. 89 
£2. do. 90 
1 K. 91 

1 Br. 91 

1 K. 91 

1 do. 

1 do. 

1 Br. 91 

1 do. 

1 do. 

1 do. 

1 Horn. 87 
1 | Hechm. 90 
1 do. 89 
1 do. 89 
1 Br. 91. 

1 do. 

1 do. 

1 do. 91 


!) 2 Stammer. 


stenocarpa i Tidskr. f. Skovbr. p. 119. 


Salix caprea. Louisenl. pr. Svanike 
— fragilis. Doss. v. Sct. Jorg. Sø 
*— yendulina. Landbohgiskolens 


Have p. Wen . 
Platanus occidentalis. Ravnholt 
Plantage... aos 4! a 


— Søndermarken Afd. 12 .. 

— orientalis, Gyllingnæs Have. 
Ulmus campestris. Forsthaven . 
— — Dyreh. tæt v. Kongeporten 


— — Randrup pr. Bælum") . | 


— — v. purpurea. Landbohøi- 

skolen (Nr. 68)... 
— — v. variegata. Haseldorf. . 
*— effusa. Landbohwisk. (Nr.70) 
*— microphylla. do. (Nr. 66) 
— montana. Sondermarken... 
— —- Dyrehaven, Skovlgberhuset 

v. Fodst. til Fortunen 
— — Gronningen v. Kasiellet. . 
— — Jagtvejen mellem St. og L. 

Vibenshus...... 
— — Jegersb. v. Husarkasernen’) 
— — v. major. Forsthaven 


*— — suberosa. Landbohgisk. v. 

Lererraad. Lokale?) 
+ — Worsthaven ..... «+, et 
* Halesia glabrescens. Forsthaven*) 
*— tetraptera. do. 


*Fraxinus Americana. Landbo- 
heiskolen (Nr. 18) . 
— angustifolia. Landbohgisko- 
len (skal ryddes) . 
— — var. aurea. Landbohgisko- 
len {Nr 52) ps: 
*— coarctata.  Landbohgikolen 
(Nr 3 
— excelsior. Dyreh. Kildehuset. 
-- — Søndermarken Afd. 26... 
— — Charlottenl. v. Sydhegnet . 
*— — Herlufsholm (eftermaalt af 
Hechmann)?) . N 
— — var. pendula. Landbohgi- 
skolen (Nr. 48)... 
*— heterophylla f. angustifolia. 
Landbohgisk. (Nr. 42) 


+ 


# 


*— — f. latifolia. Landbohgisk. 
(Nr Qvale dey 
*— pubescens. Landbohgiskolen 
ONE RONA a, 


*) Artsbestemmelsen tvivlsom.  ?) Maalt 2’ fra Jorden. 
5) Se Tidskr. f. Skovbr. p. 119. 


Li; 
11/11” 


12'6" 
17'6" 


, DKK Kar 


65% 
3/5"! 


3'6" 


. | 3'6" 


3/9" 
3'6" 
9'6" 
10/6” 
1% 
19; 
3/5" 
49 
3/4"! 
zig. 


Heide. 


c. 50' 
80‘ 


35° 


68 
88" 


56" 
82” 


55° 
41° 
46‘ 
50° 
90° 


90‘ 
78 
69° 
107‘ 
54° 


38 


| 25° 


17' 
18' 


41 
45° 
39° 
40! \ 
107‘ 
93' 
86‘ 
80‘ 
29” 
39° 
44! 


3% 


Krone- 
Diameter 


60° 
62” 


38° 


35° 
28' 


Alder. 
Aar. 


33 


54 


33 


33 
33 


54 
33 
45 
26 
26 
33 
33 
33 
33 


c. 150 


33 
33 
33 


4) H, 


92 


SE am- ne 
= 5 Af hvem maalt. Arternes Navne og Voxested. ee Heide. 5 a aes 
aa Omfang. 2.5 : 
A 
1 | Hechm. 91 || Hedera Helix. Ny Strandskov v. 
Vemmetofte") . . . . || 1'6“ 
1 R. 90 Aucuba Japonica. Randrup pr. 
Belum at! xp rep 5 
1 do. 86 Magnolia latifolia (?). Havslunde 20° 
1 do. 86 — Soulangeana.’) do. 17° 
1 K. 91 Liriodendrum Tulipifera. Forsth. ||3'7" | 36'6" 34' 47 
1 | Heckm. 89 | — — Søndermarken Afd. 7. 44" | 65° 
1 do. — — Sorgenfri, N. for Slotshaven || 4/5" | 61! 
1 ! 89 — —- Haseldorf pr. Uetersen . .|| 6’4" 
1 Br. 91 Tilia alba. Landbohgisk. (Nr. 18) || 3‘9" | 49" 33 
1 do. — parvifolia. do. (Nr. 16) || 4’2" | 35! 37' 33 
1 ! 84 — — Engestofte Have. .. 9°6° 67‘ 
1 Br. 91 |#— pubescens. Landbohgiskolen 
(NOM. eee: 27° DES 1 29 
1 do. *— tomentosa (argentea). Land- 
bohgisk. (Nr. 214) .15‘7" | 35‘ 43' 33 
1 ! 86 — vulgaris. Stavnsholt Gade. .!19'8" | c. 60° c. 140 
1 R. 90 — — Randrup pr. Bælum. .../11'10”| 55’ 150: 
1 Br. 90 — — Ryomgaard pr. Grenaa . .| 13’ 
1 | Hechm. 89 | — — Søndermarken Afd. 13 . .|9'6” | 93 
1 do. — — do. Afd. 5. ../16'4” |80' c. 150 
1 do. — — do. Afd. 4 A.?) || 20'10°| 74' 
1 K. 91 Acer dasycarpum.  Forsthaven . 37'6" 33. 
] Br. 91 *— lætum (Colchicum) ß, rubrum. 
Landbohsk. (Nr. 219) || 3‘8" | 29° 33' 33. 
1 do. *— Lobelii. do. (Nr. 219775180 10‘ 
1 K. 91 — -—- Forsthaven .....1. 26. | AG: 30: 
i do. — macrophyllum. Forsthaven . .||3'10,' | 33'6" 30 
1 Br. 91 *— — }andbohgiskolen (Nr. 8) ||4'5 | 33° 33. 
1 do. *_— Monspessulanum. Landbohgi- 
skolen (Nr. 2)7) . 141" | 34? 28' 33 
1 do. *— neglectum. Landbohsk.(Nr. 11) 3 92! 
1 K. 91 — Negundo. Forsthaven ... . 23" |37‘ 
1 do. — platanoides v. rubrifolia. Forst- 
haven ft RA SED OT An 47. 
1 | Hechm. 90 | *— Pseudoplatanus. Dyrehaven 
v. Kildehuset . . . .| 9 95° 
I ! 86 — — Nerum, Prof. Hartmanns 
Have ANE, ER TONER 90 =: | 88 
1 Hechm. — — Søndermarken Afd. 3e. ./9'7" | 83’ 
1 ! 89 I variegata. Haseldorf | 8'1" | 
1 K. 91 — Tataricum. Forsthaven . .. 21' 47. 
1 | Hechm. 89 || Æsculus Hippocastanum. Sonder- 
marken Afd. 12 . .| 10° 95° 
1 F. -— — Benzon v. Grenaa..... 117% 90° 
1 Hechm. — — Søndermarken Afd. 13 ../13'11”| 74 c. 150° 
1 |Fredriksen 91] — — Fjellebro i Fyen...... 14! 78' 
1 Br. 91 *— rubicunda. Tiandbohgiskolen 
(INES) Monte A Dis: 18’ 33: 


!) Klattrende paa en Ulmus. ?) Dækkes. °) 6—7 Stammer i Buskform fra. 
Grunden. *) Maalt ved Grunden. 


93 


Stam- d 2 
Arternes Navne og Voxested. mens | Heide. | 52 ae 
Omfang 2.3 
= 
1 K. 91 Rhamnus cathartica. Forsthaven 20° 47 
1 do. || — Frangula major do. 20°6° 
1 | Hechm. 90 || lex Aquifolium. Munkebj. m. S. |1'4' | 26‘ 
1 Br. 91 — — Lille Grundet (v. Havegj.) || 2'6" | 28° 
2 | Deichmann- | — — Ellinggrds. Have pr. Frede- 
Branth rikshavn 24: | 32) 19778 20° 
1 O. 84 — — Overgrds.Havev.Mariager?) || 5‘ 28' c. 160 
1 K. 91 Juglans cinerea. Forsthaven . .||2'2" | 41'6" 40 
1 Hechm. — — Søndermarken Afd. 19 a ./4'10” | 50° 
1 ! 89 — nigra. Haseldorf ....... 6'6" 29 
1 | Pastor Lund | — regia. Utierslev Præstegaards 
Havet Ar. An 9' 55' 60' 
1 ! 86 — -— Nærum, Prof. Hartmanns 
HAE ae so: 9'6" 
1 K. 91 Pterocarya fraxinifolia. Forsthav. Pin ooo 40 
1 do. *Carya alba. do. 26" 149 40 
1 do. * — amara. do. 29, | 25: 40 
1 do. — microcarpa. do. BO STE 28 
1 do. *— tomentosa. do. 197.2 3449 38 
1 Br. 91 "Sorbus Americana. Landbohgi- 
skolen (Nr. 20) . . .|/0,12' | 13° 33 
1 do *— Aria. Landbohgisk. (Nr. 40) | 3‘6 | 28‘ 24 33 
DIG: 4 
9 Hechm. |— — Søndermarken Afd. 23 | a SB 
1 Br. 91 *— Fennica. Landbohøjskolen . 24“ |921' Do 33 
1 K. 91 — — v. quercifolia Forsthaven 25° 32 
1 do. — latifolia. do. DES 28 
1 Br. 91 *— — Landbohgiskolen (Nr. 38)/3'5” |31! 26' 33 
1 1589 — Scandica. Haseldorf ..... 4/3" 22 
1 Br. 91 a — — Landbohøjskolen (Nr. 34)| 43“ | 26' 2% 33 
1| R.H. 91 |— — Holsteinborg Have. .... Te 35 
1 K. 91 *— torminalis. Forsthaven . . .| 26 |49 40 
1 Br. 91 *Pyrus eleagnifolia. Landbohei- 
skolen (Nr. 55). . 2:8 1-96" 21° 33 
1 do. — Pollweria. Landbohsk. (Nr. 52) | 2'6 | 30! 21° 33 
1 ! 99 *Malus floribunda. Thorvaldsens | 
NICE a Une 2 16‘ 91‘ 20 
1 Br. 91 Mespilus Smithii. Landbohgisko- 
len a ur NL Selle BMI Sel 33 
1 ! 89 Cratægus monogyna. Langdysse 
v. Rise p. Ærø?) , . || 4/2" 
1 ! 89 — punctata. Haseldorf v. Uetersen | 4'8' 29 
1 Br. 91 Cerasus avium. Landbohøiskolen 
(Nr SET een | 5° 28' 31' 33 
1 R. 90 — — fl. pl. Randrup pr. Bælum | 6/10 | 50! 
1 | Hechm. 91 |— — var. (2) store søde Kirse- 
bær, Skovhuset i Gels 
SKOVE EN, 86" | 46! 55 
1 Petit — Mahaleb. Rerslov Skole i Sjæll. | 4/10" | 24 
1 Br. 91 — serotina. Landbohgiskolen (Nr. 
ASS ceca chk: seh en 4! 29; 95' 33 


') Se Bot. Tidskr. XI, p. 21. ?) Kronen begynder i en Høide af 6' over Jorden. 
*) Det største af 5 Exemplarer. 


SE 
NE 
CE 
Sk 
<rå 


m 


— 


Af hvem maalt. 


Hechm. 
R. 

K. 91 
Br. 91 
Horn. 87 
K. 91 
R. H. 91 
Br. 91 


do. 


94 


Arternes Navne og Voxesteder. 


Stam- 
mens 
Omtang. 


Cerasus serotina. Sønderm. Afd. 23 
— Virginiana. Charlottenlund m. 


*Caragana arborescens. Landbo- 
hgiskolen (Nr. 52)') 
Robinia Pseudacacia. Charlotten- 
lund mod N. O. 
— — Forsthaven......... 
— — Holsteinborg Have..... 
— — var. tortuosa. Landbohgi- 
skolen (Nr. 74)... 
— — var. volubilis. Landboh@i- 
skolen (Nr. 70)... 
— viscosa. Forsthaven...... 
Gleditschio Sinensis. Forsthaven 
— triacanthos. do. 


1) Grenet fra Grunden af. 


Heide. 


70° 
37" 
50/ 


25! 


26° 
34/6” 
30°6" 
38° 


Krone- 
Diameter. 


28' 


Alder. 
Aar. 


95 


Tillæg til 
»Den danske botaniske Literatur fra de 
ældste Tider til 1880, sammensatte af 
Eug. Warming". 
(Bot. Tidsskrift Bd. 12) 


af 
Jens Chr. Bay. 


IL. 
Fra 1800 til 1880. 


Da jeg staaer i Begreb med at forlade Danmark for 
helt og holdent at offre mig i Plantephysiologiens Tjeneste- 
udenlands, har jeg maattet afslutte dette Arbeide med det 
Materiale, som ligger for. Der vil neppe kunne findes: 
mere alligevel end det, jeg her har bragt sammen, for at 
tilveiebringe fuldstændig Complettering af Warmings Arbeide. 

Det er let at forstaa, at denne Sammenstilling har 
kostet mig et stort Studium, samt at jeg har faaet nøie 
Indblik i Botanikens historiske Udvikling her hjemme. Jeg 
faaer jo nok Leilighed til en Gang at publicere mit van 
af denne Side af mit Studium. 

Fortegnelsen over vor botaniske Literatur fra 1880 til 
1890 findes i ,Meddelelser fra den bot. Forening i Kjøben- 
havn, I—II“; for Aarene 1880—1890 incl. er Sammenstil- 
lingen besørget af mig. 


96 


Til Slut skal jeg blot mindes den Hjælp, der er ydet 
mig af min trofaste, afdøde Ven, A. Jensen. 

Dermed tilegner jeg uden nogen nøiere Begrundelse 
eller Commentar min hgiterede Lærer, Hr. Professor R. 
Pedersen dette Arbeide i taknemlig Erindring af, hvad Hr. 
Professoren har været for mig og mit Studium siden 
Aaret 1886. 


N. Bryhn. 
Bidrag til Jædernes Flora. Kristiania. 1783. 


Christian August Frege. 


Anleitung zur Kentnisz der schådlichen und giftigen 
Pflanzen für Stadt und Land. Kbhvn. og Leipz. 1796. 


Werlich. 
Byfoged i Præstø. 
Om Himmelbyg (Oek. Ann, Bd. 8, 1806. pag. 78.) 


Rasmus Winther Assens. 


F. 1744 i Gamborg (Fyen) dep. fra Odense 1765: 1778 Amanuensis hos 
'0. F. Müller og fulgte med paa M.’s zool. og bot. Reiser i Norge. 1781 
"Sognepræst, entlediget 1815; + 1819 (Erslev. I, 25). 

Kort Underretning om Hampens Dyrkning. Aarhus 1809. 

Om Humlens Dyrkning (Aarh. Amts oek. Ann. H. 2, 
1811.) 

Brev til N. P. Schöler om .at saa Brandhvede (Landoek. 
(uid Bd. IV. pag 47) 

Frugttreer af Kjerner (ibid. pag. 333.) 


Nicolay Tychsen (W. p. 94.) 
Rid. 4751, + SGH SOE. 


Theoretisk og praktisk Anviisning til Apothekerkunsten. 
Efter Forfatterens Død udgivet afJ. F. Bergsøe, Licentiatus 
medicinae. 2 Dele. Kbh. 1804. 

I Bd. I, pag. XIII—XXIV findes; „Mit Levnedsløb eller 
‚en kort Fortælling om hvorledes det er gaaet mig indtil jeg 
kom her paa Bjergstaden Kongsberg,“ fuldendt ?8/, 1789, 
samt: pag. 76—727: Pharmaceutisk Plantelere. Et Exemplar 
af denne Bog, som findes i Universitetsbibliotheket, inde- 
holder mange haandskrevne Tillæg paa indskudte Blade. 


97 


T.’s Autobiografi er af J. F. Bergsøe fortsat pag. XXIV — 
XXVIII. confer: E. A. Scharling: Bidrag til at oplyse de 
Forhold, under hvilke Chemien har været dyrket i Danmark. 
1857, pag 60. 


Erik N. Viborg. 
Om Boghvede, Markmus og Spelt. Kbh. 1818. c. tabb. 


. Peter Wilhelm Lütken. 
f. /, 1761. Amtsprovst i Odense. 
Om Danmarks Skove. („Minerva“ 1808. pag. 38. 


Henrik Steffens (W. pag. 93.) 


I Steffens Autobiographi: Was ich erlebte, Vol. 1—10, 
oversat paa Dansk af Frederik Schaldemose, findes talrige 
Bemærkninger, der i historisk-botanisk Henseende ere af 
Værd. Se f. Ex. hans Møde med Thunberg (Vol. 19, pag. 
160.). — (Richard Petersen: Henrik Steffens. Et Livsbillede, 
Kbhvn. 1881). 


Frederik Julius Schaldemose. À 
F. ®/, 1782, forte et meget bevæget Liv og + *?/, 1853. conf.: F. Sch.: 
Reiser og Eventyr i fremmede Lande, 1—4. Kbh. 1826 —30. 
Haandbog for Blomsterelskere. I—Il, Kbh. 1835 —36. 
2det Opl. ib. 1840. Alfabetisk Fortegnelse over mange 
Prydplanter m. m. med korte Diognoser paa Dansk. 


Mathias Andersen Ditzel. 
+ i Juni 1823 som Skolelærer i Ronneklint paa Sild. 


Ølbrygning af Græsroden, Triticum repens. Bibl. f. . 
Phys: Bd. XVIII. pag. 225.) 


0. C. Olufsen (W. pag. 96.) 


Oekonomiske Annaler, 1797-—1810. 
Rodklover og Raigres (I. pag. 42.) 
Om Sædfrø og dets Prove (I. pag. 46.) 
, vildtvoxende Tr&ers OmplantningiSkove (I. pag. 202.) 
„ Oprindelsen til Brand i Hveden (II. pag. 21.) 
„ „Curl“, en Sygdom i Kartofler (II. pag. 334.) 
,… Sukker af Beden (efter Achard) (II. pag. 343.) 
Virkningen af Vand, som er svangret med dephlo- 
gistiseret Luft*) til at befordre Planternes Væxt efter (Pajot) 
(IIL pag 5.) 


+) — Ilt. Oprindelsen til Navnet skyldes Priestley. 1774. 
Botanisk Tidsskrift, 18, Bind. 7 


98 


Om smaa Skoves bedste Behandling (IL pag. 22.) 

En ny Kleverart (III. pag. 368.) 

Om det i Vendsyssel dyrkede Havregræs (V. pag. 491.) 

Tre Breve til Hr. Prof. Begtrup om aarsgammel og 
ostersoisk Rug til Seed, fra Hr. Canc. Dons, Hr. Ørbeck og 
Hr. Rasmussen (VI. pag. 340.) 

Hesperis Matronalis, af Pastor Paludan (IX. pag 195.) 

Vinterrug, saaet 1 Foraaret (IX. pag. 206.) 

Nye Oekonomiske Annaler 1812-—20.) 

Om Fordelene ved Kartoflens Anvendelse til Braende- 

vinsbreending (II. pag. 3.) 


Ole Hieronymus Mynster, 


Broder til Biskop J. P. M., f. /, 1772 i Kbh., Student fra Frue-Skole 
1788, tog med. Embedsexamen 1796, Dr. med. 1797, Adjunct ved Fa- 
cultetum Medicam 1800, Overmedicus ved Frederiks Hosp. 1802, Prof. 
med. extr. 1805, Prof. ord. 1817. + '?/,, 1818. (Erslev. IL. 328.) 


G. F. Blumenbachs Haandbog i Naturhistorien, overs. 
efter 4de tydske Udg. med Kobb. 1793. 8vo. 

Funkes Ledetraad v. Borns første Underv. i Naturhist., 
oversat med Tillæg 3die Udg. Kbh. 1802. 

Om den chem. Unders. af Dele, henhørende til Plante- 
og Dyre-Rigerne. (Bibliothek f. Leger, Bd. 4. 1813. pag. 
94.) Recension af Gay-Lussac's og Thenard's Undersøg., 
confer. Wolff: Qvellenlitt. d. theor.-org. Chemie, 1845. pag. 18. 


Svend Brun-Juul. 


F. 1774 i Nærø (Trondhj. Amt) i Norge, depon. Trondhjem 1793, blev 
1796 Alumnus paa Walkendorfs Colleg. — Constitueret og senere virke- 
lig Byfoged og Politimester i Helsingør. 7 1813. 


Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- 
og Varelexicon, indeholdende en Beskrivelse over alle raa 
og forædlede Naturprodukter — — —. Bd. 1—3. Kbhvn. 
1807—09—12. 8vo. 


Dette udmærkede Værk, hvis Forfatter synes at have været i Be- 
siddelse af meget fremragende botaniske Kundskaber, er nu kun lidet 
kjendt. Grunden dertil maa søges i dets store Sjeldenhed, idet det kun 
findes paa faa Hænder. Man finder heri Industriplanterne behandlede 
paa en klassisk Maade, der i eet og alt berettiger til at henvende Bo- 
tanikernes Opmærksomhed paa Værket. — Sammenlign hermed en 
Yttring af Schumacher i: Medicinsk Plantelære, Bd. 1. 1825, pag. 172. 


Friederich Georg Ernst Sarauw. 


F. 1779 i Rushbaden (Hannover), Skovrider ved Frederiksborg Distrikt 
1802—32, Forstinspecteur ved Sorø Skove 1832—45. jvf. Oppermann i 
Tidsskr. f. Skovbrug, Bd. X. pag. 146 off. 


Om Skovvegetation og Væxtforhold under de nordlige 


= va 


Bredegrader i Sammenligning med Tydskland. (Blandinger 
fra Sorø, Hft. 8. 1836. pag. 56.) 


Niels Frederik Lassen. 


Blomster-Gartneren, eller Anvisning til at anlægge 
Blomsterhauger, opelske og pleie de skjenneste og mest 
yndede Blomster-Væxter. Kbhvn. 1828. 


Johannes Nikolai Høst. 
F. i Kbhvn. */, 1780, dimitt. 1797, jur. Ex. 1802. 


Planterne, deres Beskaffenhed, Organer og Liv — etc. 
Kbh. 1846. 12mo,, meget populær og staaer ikke paa Heide 
med Tiden. — Nee 


Mathias Winther. 


By 1795 i Vissenbjerg Sogn paa Fyen, kom 1813 til Kbhvn., gjorde 
Tjeneste som Feltlæge, studerede Medicin, men fik „formedelst tilfældige 
Omstændigheder" ingen Examen. 7 ”/, 1834 i Kbh. 

Literaturae scientiae rerum Naturalium in Dania, Norvegia 
et Holsatia Enchiridion Haun. 1829. 8vo, confer. Mdskr. f. 
Litt. Bd. 4. p. 464 (Hornemann), Isis af Oken. 1831. pag. 
341; endvidere Pölitz: Rep d. Litt. Bd, UL 1833 Nr. 17. 

Bibliotheca Danorum Medica. Haun. 1832, indeh. lidt 
med.-bot. Litt. 

(Mathias Winthers Liv og Hændelser, tild. efter hans 
egne Papirer, udg. af J. L. Beeken. Kbh. 1834.) . 


Viggo Rothe. 
F. ”/ 1814 i Kbh., cand. polyt., Jernbanedirecteur, + 1891. 
Agerdyrknings-Chemie, eller om Agerjordens Bestand- 
dele, dens Egenskaber og Indflydelse paa Vegetationen. — 
M. 1 Kobberst. Kbh. 1839. 8vo. confer. R. Pedersen, Fore- 
læsninger over Plantefysiologi. I. 1883. pag. 155 —62. 


Martin Reimers. 


F. i Wernersdorff v. Segeberg. Dr. med. i Kiel 1839. Physicus i 2det 
slesv. Physicat. 


Respirationis Plantarum explicatio. Kiel 1839. 


Rudolph Rothe. 


Medredacteur af Have-Tidende, udgivet af Selskabet for 
Havekulturens Fremme, Bd. VII og IX. 1842 —43. Heri: 
Inddeling og speciel Beskrivelse af de cultiverede Kaal- og 
Roe-Varieteter, af Th. Nietner, med tilfoiede Bemærkninger. 
Bd. VII. pag. 241. — Om de almindeligste danske Skov- 


1* 


100 


træers Anvendelse i Haveanlæg. Bd. IX. pag. 353, 401 
og BB — 


Ole Jørgen Rawert. 


F. i Kbhvn. /, 1785; dep. ibid. 1803, tog philol.-philos. Examen 1804. 
Beklædte en Mængde forskjellige Embeder (se Erslev. II, 648) og blev - 
1841 Etatsraad. 

Almindeligt Varelexicon etc. Bd. I. Kbh. 1831 og Bd. 
II. 1834. indeholder en overordentlig Mængde interessante 
Oplysninger om Raaprodukter fra Planteriget og er udar- 
beidet med virkelig hot. Kjendskab. 

Om Høravl, — — Khh. 1840. (indf. i Handels- og Indu- 
stritid. 1840. Nr. 80.) 


Jens Bang. 


F. i Kbh. 1786, dim. fra Herlufsholm 1805, tog 1806 examem philol.- 
philos. Lagde sig derpaa efter Botanik, Mathematik , Naturhist. og tog | 
Landmaaler- og senere Forstexamen. 1899 Forstraad. 

Laurop, om Opelskning af Birketræer — — — etc. 
oversat, Viborg 1821. 

Kortf. Veiledning til at opelske Træer paa lands 
Heder (Landoek. Tidender, VI. p. 378.) 

Bang indsendte til Vid. Selsk. en Afhandling om Tørve- 
moser, der blev prisbelønnet. Hr. Etatsraad Steenstrup har 
meddelt mig, at denne Afhandling aldrig er bleven trykt, 
saa vidt vides. Mindre Uddrag ere gjorte deraf, (smlg. J. 
Steenstrup: Vidnesdam og Lillemose, pag. 86, 89, 91 og 
92 Anmærkningerne.) 


Christian Henrik Bjering. 


F. '®/,, beklædte efter at have studeret hos H. C. Ørsted og Zeise flere 
Adjunctembeder og døde d. '?/, 1846. 


N. J. Berlin’s Grundrids af Plantechemien, oversat og 
med enkelte Tilfgielser forøget. Kbhvn. 1838. 


Carl Christian Andresen. 


F. paa Laaland °®/,, 1812, tog Forstexamen og blev 1839 Landmaaler. 
Kammeraad 1851. 

Urtebog for Bonden og Almueskoler, en kort Veiled- 
ning til at kjende de vigtigste vildtvoxende Biplanter og 
Lægeplanter, med deres Indsamling, Opbevaring og Anven- 

delse for Mennesker og Dyr. — Odense 1856. 


Friedrich Heinrich Andreas Beermann. 


F. 1814 i Lessahn. Landmaaler 1838, Skovrider over Flensborg District 
1850—67, senere i Odsherred. 


101 


De Buttler’ske og Beermann;ske Culturmethoder samt Be- 
mærkninger angaaende Ege- og Bogeskovene paa Spessart- 
Bjergene. Kbh. 1849. 


Scharenberg. 


Ueber den Unterschied zwischen Thiere und Pflanzen 
und die sogenannte Mittelformen zwischen den beiden or- 
ganischen Reichen. Kiel. 1850. 


Henop. 


De Ironie, quae inter naturam organicam et anorgani- 
cam intercedat. Kiel 1842; af physiologisk Interesse. 


Johan Christian Drewsen. 


F. */, 1777 paa ,Strandmgllen“ v. Kbhvn., var Lieutenant ved Lande- 
vernet 1801—8, arvede 1810 Strandmøllen. Beklædie flere Tillidsposter 
og var en fremragende Landgconom. 


Alb. Thaér: Grundsætninger for Landgconomien, Kbh. 
1816—19. Bd. 1---4. 40. confer. R. Pedersen, Forsl. over 
Plantefysiologi. Bd. I. 1883. pag. 119—-22. 

Om Krybehvene, Agrostis stolonifera (Landoec. Tid. 
pee or pac: 337.) 

W. har nogle ungiagtige Angivelser; han (D.) udgav 
„Landeec. Tid.“ ogsaa 1818—19 med Bd. 8 og 9 uden 
Medarbeider. 

Thaér’s Levnet og Virken, eft d. tydske (Hald’s Tidsskr. 
f. Landoec. Ny Række. Bd. IL pag. 161) jvf. „Dagen“ Nr. 
202. 1840. 

Biographi og Nekrolog, se Erslev, Forf.-Lex. Suppl. 
mo pas, 39091. : 


J. G. Forchhammer. 


W. skriver: „Student i Kiel 1815.“ — Sagen er følgende: F. lærte 
Pharmacien som Discipel hos Apotheker Becker i Husum og blev i Følge 
Udskrift af Kieler-Universitetets Annaler dersteds indskreven som „pharma- 
ciae studiosus“ den 24de April 1815. Han var altsaa ikke Student i den 
hos os antagne Betydning. F. blev antagen som Assistent hos Prof. 
Pfaff i Kiel og af denne anbefalet til. Assistent hos H. C. Ørsted. 11819 
blev han uden Examen udskreven som Student i Kjøbenhavn og tog 
1820 Doctorgraden i Philosophi. — Om Forchhammer, se Stöckhardt, der 
chem. Ackersmann. Bd. 19. 1873. pag. 1. 


Om Havvandets Bestanddele, dets Stramninger og dets 
Indflydelse paa Klimaet ved Nordeuropas Kyster. Et “Fore- 
drag, holdt ved det 24de tyske Naturforskermede, oversat 
af Ed. Erslev. (Schouws Danske Tidsskrift. Bd. 1. 1847. 
pag. 334.) — Har for Geologer og Botanikere stor Interesse.*) 


*) Conf. Knop: Kreisl. d. Stoffs. 1868. I. pag. 461 og IT. pagg. 137, 
143 og 144. 


102 


Uddrag af det af Geheimeraad Goeppert i Breslau ind- 
sendte Arbeide om den Flora, der forekommer i den siluriske, 
devoniske og nedre Kulformation, den saakaldte Overgangs- 
formation. (Kgl. danske Vidensk. Selsk. Overs. 1860. pag. 
115.) | 
Om Metallerne i Havets Dyr og Planter. (ibid. 1855. 
pag. 389.) 

Om Planternes Fode. Foredrag i D. Landmandsfors. 
30/, 1862. (Forhandl. ved Dansk Landmandsfors. 1862. 
pag. 450.) 

Kiseljorden i Planterne. (Tidsskr. f. Landoek. 1859.) 
cont. Journal ftir praktische Chemie Bd. XXVVI. og Hoff- 


mann’s Jahresber. ueb. die Fortschr. d. Agriculturchemie : 


1860—61, pag. 76. 

Ueber den Einfluss der Fucus-artigen Pflanzen auf die 
Formationen der Erde; ueber den Metamorphismus im 
Allgemeinen und insbesondre ueber die Metamophose des 
scandinavischen Alaunschiefers. (Erdmanns Journ. f. prakt. 
Chemie XXXVI, pag. 385.) En for Aérostatik og Agricul- 
turphysiologi vigtig Afhandling. 

Ueber den Boden von Schleswis-Elol sche und sein 
Verhältnisz zur Pflanzenwelt. (Stöckhardt: Der chem. Ackers- 
mann: Bd: 1911873: pag,..20.) 


Elias Magnus Fries. 
1794—1878. 


Observationes mycologicae, præcipue ad illustrandum 
floram Sueciam. Haun. 1815—18. 2 voll. 8vo. 

Anmärkninger öfver Burseri herbarium. (Forhandl. ved 
det 5te skand. Naturforskermgde i Kbhvn. 1847, pag. 393.) 


Anonym fra 1860. 


Afbildninger til Planterigets Naturhistorie, med op- 
lysende Text. fol. Odense, Hempel. 1860. (Overs. af Schu- 
bert’s Atlas.) 


Anonym fra 1877. 


Rosen, dens Behandling, Kultur og Pleie, af Dr. A. 
Oehlkers i Hannover, med et Forord af H. Jager. Oversat 
af H. B. Kbhvn. 


N. E. Hofman Bang. 


Anleitung zur Behandlung der Zwerg-Appel- und Birn- 
bäume. Copenhagen 1879. 90 pagg. m. Abb. 


<> Sos 


103 


Didrich Ferdinand Didrichsen. 
Navnet staves med ch, ikke med k. 


Referater af hans talrige Foredrag i , Naturhistorisk 
Forening", se dennes , Videnskabelige a REG 1851 — 57, 
1861, 1865. 

Hans Bibliothek, hvori 3400 Bd., des solgt d. 27. Juni 
1887 (han døde den 17de Marts 1887); de deri værende 
Manuskripter findes paa B. B. H., og deraf skal anføres: 

En overordentlig Mængde sproglig-botaniske Bemærk- 
ninger og Excerpter. Collectanea ad cognoscendam genera 
Euphorbiacearum. 1856. folio. 

Spredte botanisk-historiske Notitser. 

En Pakke Afbildninger af Svampe. 

Kobberstukne Tavler og Forarbejder samt Originalteg- 
ninger til en uudgiven Afhandling om Greskimens Spiring. 
(vide Bot. Tidsskr. XVIII, pag. 1.) 

Bemærkninger til Ch. Darwin: Animals and plants 
under domestication. 

Bridurtens Brug og Historie. 

ee ner til Steenstrup: Kartoflen. 

, Jenssen-Tusch: Nordiske Plantenavne. 

FE ora phi ved Warming i Bricka: Dansk biograph. 
Lexicon; Personalia ved Dr. O. G. Petersen (Medd. f. d. 
bot. Foren. 1 Kbh. Bd. IL pag. 45. H. 3.)] 


Det er bleven mig meddelt, at D. virkelig har syslet med Udgivel- 
sen af en Fortsættelse til sit prægtige Arbeide: For hundrede Aar siden. 
Det var kommet saa vidt, at det var indleveret til Prot. Schiødte til 
Optagelse i Naturh. Tidsskr; men der opkom nok en Strid mellem D. 
og S., som endte med, at D. tog Manuskriptet tilbage. Dette er senere 
rimeligvis gaaet tabt; mellem D's Manuskripter findes det ikke. 


104 


Om Udvikling og Afændring hos 
Verrucaria hydrela Ach. 


Af 
J. S. Deichmann Branth. 


I Bække med stridt Lob og mange Smaasten; paa 
hvilke man ofte finder befæstet Phryganea-Larvernes Rør og 
den lille eiendommelige Snegl Ancylus fluviatilis, vil det un- 
dertiden være paafaldende, at de fleste Sten ovenpaa ere 
overtrukne med et sort eller sortbrunt Lag, som delvis kan 
vere meget fint filtet, men oftere danner en temmelig fast 
Skorpe, som spreekker og skaller af, naar Stenene komme 
paa det Torre. Man kunde antage denne Skorpe for dan- 
net af Alger, Chroolepus f. Ex., men mikroskopisk Under- 
søgelse lader ikke nogen Tvivl om, at det er Svampehypher 
med en Tykkelse af 1—2 u. De nederste Dele af Laget 
ere ganske uigjennemsigtige og deres Opløsning nær, me- 
dens de øverste pletvis ere lysere og friskere. Paa lyse 
Sten, som Kalk og Flint, sees ofte Begyndelsen til denne 
Skorpe som ganske smaa brune Prikker, der under Mikro- 
skopet vise sig som dannede af lignende Hypher. Disse eldre 
og yngre Skorper har jeg kun fundet bestaaende af Hypher 
uden nogen Indblanding af andre Organismer, og de synes 
som antydet at fore et sygeligt og hendgende Liv, nærende 
sig kummerligt af de helt eller halvt opløste organiske Dele, 
hvilke Vandet medfører. | 


105. 


Der foregaaer imidlertid en Forandring i denne Hunger- 
tilstand, naar Plewrococcus Geller komme ind imellem Svampe- 
hypherne. Vi minde først om, at den saakaldte Slægt 
Pleurococcus har Former som vulgaris og tectorum, der ere al- 
mindeligt udbredte paa Ved og Sten, og andre Former som 
palustris og dissectus i Vand, og dernæst om, at denne Slægt 
antages at afgive Gonidier til flere Lichener, bl. a. Slægten 
Verrucaria.  Disse Gonidier eller Pleurococcusceller ere fra 
5—8 u i deres længste Gjennemsnit, aflange eller firkantede 
med afrundede Hjørner og meget tynde Vægge. Naar Hy- 
pherne ere i Berøring med Gonidierne, sende de enkelte gjen- 
nemsigtige Traade af langstrakte Celler ind imellem dem, 
men de fleste Hypher omspinde og indeslutte Gonidierne 
meget fast, saa at disse sjelden kunne isoleres ved tynde 
Snit eller temmelig steerke Tryk. Paa et tyndt Tversnit af 
" Thallus er Vævet pseudoparenchymatisk, og da Gonidierne 
ofte ere ordnede i verticale Rækker, ligner det hele en Mur, 
hvor Gonidierne ere Murstenene, og de dem tet omgivende 
Hypher danne den tykke gjennemsigtige Mortel. Hyphelaget, 
seet ovenfra, er ligeledes pseudoparenchymatisk og lader 
de lysgronne Gonidier skinne igjennem, saa at Farven bliver 
lysere eller mørkere olivengrøn, lys, naar Thallus er ung og 
Hypherne ere ganske gjennemsigtige, mørkere eftersom Hy- 
pherne med Alderen blive mere og mere brunlige. Denne 
Farveforandring, hvis gradvise Fremskriden ofte kan iagtta- 
ges paa en og samme Sten, hører da ogsaa til de variable 
Forskjelle, som af Mangel paa sammenlignende Undersøgelse 
ere benyttede til at opstille uholdbare Arter. 

Naar saaledes Forbindelsen mellem Alge og Svamp er 
kommen i Stand, have vi Thallus af den Lichen, som bærer 
Navnet Verrucaria hydrela Ach. (V. elaeina Koerb.). Den 
veludviklede Thallus er 0,2—0,3 Mill. tykt. Den bestaaer af 
to Lag, som i Reglen ere omtrent lige tykke, 1) nederst 
et sortbrunt Lag af døde Hypher, paa hvis Overflade dog 
pletvis findes lysere Steder, og som ved en ternmelig skarp 
Grænse er adskilt fra 2) et øvre Lag, dannet af lysegrønne 
Gonidiegrupper med mellemliggende gjennemsigtige Hypher. 


+ 


106 


Imellem disse to Lag, altsaa paa Bunden af det levende 
Lag, udvikles Frugtlegemerne, hvis Sporesække og Sporer, 
saa vidt jeg har kunnet iagttage, ere dannede, inden der 
optræder nogen Kanal fra Frugtlegemets Hulhed til Over- 
fladen. Paraphyserne ere utydelige eller mangle, og Sporerne 
variere i Størrelse fra 10—30 u, to i dette Tilfælde vari- 
able Forhold, som man har været uforsigtig nok til at be- 
nytte som Artscharakterer. 


I Juliheftet af Journal of Botany 1892 opstilles en ny 
marin Verrucaria, V. laetevirens Massee. Forfatteren har 
ikke været tilfreds med de ,i det mindste 16 britiske ma- 
rine Verrucarier“, hvis Tilværelse han antager, men forøger 
dette Antal, grundet paa lysere Farve, Nærværelsen af 
Paraphyser og dobbelt saa store Gonidier som hos V. mucosa, 
hvilken hans Art ellers siges at ligne. Farven og Paraphy- 
serne ere hos denne Slægt meget foranderlige Charakterer, 
og der findes neppe saa naive Lichenologer, at de give sig 
af med at bestemme nye Årter eller Former efter Beskrivel- 
ser uden at have seet authentiske Exemplarer, i hvilken An- 
ledning man jo saa rigtignok kan spørge, om Beskrivelserne 
ere til betydelig Nytte, naar de ere ubrugelige til at be- 
stemme efter. Saa længe man ikke spørger efter Græn- 
serne for at begrænse sine Arter, eller med andre Ord, 
saa længe man ikke gjør Forskjel paa, enten to Typer ere 
forbundne ved Mellemformer, eller der ikke er fundet Mel- 
lemformer imellem dem: saa er der jo intet Andet ved den 
Calamitet at gjøre end foreløbig at lade de fleste nye be- 
skrevne Arter staa hen som tvivlsomme Splinter huggede 
af andre Arter, hvilket synes at være Tilfældet for den 
nysnævnte og mange andre Verrucaria-Formers Ved- 
kommende. 

Undersøgelse i den fri Natur tilbyder selvfølgelig i Reg- 
len langt større Mængder af Exemplarer end det er muligt 
at indsamle, hvorfor man sædvanlig tager efter de mest 


107 


charakteristiske Former og lader de mindre udprægede staa; 
men Mellemformer høre efter Sagens Forhold til de mindre 
charakteristiske, saa at det paa Forhaand er rimeligt, at der 
ogsaa forholdsvis findes flere Mellemformer i Naturen end i Sam- 
lingerne. 11378 fandt jeg Verr. hydrela udbredt paa Sten nær 
Bredden i Madum Sø; over Vandet gik den efterhaanden over 
til V. nigrescens. Jeg tog et lille Stykke og noterede lagt- 
tagelsen, men glemte den, indtil jeg 1889 fandt netop det 
Samme paa Bredden af Stilling Sø: paa store Sten i Vand- 
skorpen voxede V. hydrela, som paa høiere liggende Sten efter- 
haanden blev til V. nigrescens og V. aethiobola. Verr. hydrela 
findes ofte med Pletter af tynd, mørk Thallus, blandet imel- 
lem den sædvanlige tykkere og lysere Form; naar denne 
mørke Form findes isoleret, har man kaldet den Verr. 
vitricola. I lavvandede rolige Bugter af Havet findes al- 
mindeligt paa Smaasten indtil c. 15 Centimeter under dag- 
lig Vandstand en lignende Form, som gaaer under Navn af 
V. halophila, hvilken dog neppe kunde adskilles fra V. vitricola, 
dersom den levede i ferskt Vand. DenneV. halophila synes at 
mangle bestemte Grænser imod de ældre Forfatteres Former 
V. striatula og V. mucosa, medens disse gjennem V. ceuthocarpa 
gaa over tilV. maura, som atter neppe kan skjelnes fra visse 
Former af V. nigrescens — uden netop ved Voxestedet. Paa 
Kalksten bliver V. nigrescens’s mørke Thallus pletvis eller helt 
hvid, i hvilket sidste Tilfælde den kaldes V. rupestris eller 
V. muralis, som begge have løs Thallus. Ja, saadan kan nu 
en Gang sort blive til hvidt og fast blive til løst, og For- 
merne være let kjendelige fra hverandre, kun at man skjelner 
mellem Art og Varietet, om hvilken Adskillelses Nødvendig- 
hed vi med Linné ere overbeviste, „nisi actum de scientia“. 


108 


Et Par nye Snyltesvampe. 


Fundne og beskrevne 
af 


C. Raunkiær. 


Peronospora Stigmaticola sp. nov. 

Hyphis conidiophoris erectis, sparsis vel fasciculatis, 
sordide et dilute violascentibus, usque ad 0,5™™: altis, c. 
8—15 u crassis, apice inaequaliter 4—7-ies dichotomis; 
ramis sensim attenuatis, patentibus vel divaricatis, ultimis 
conoideo-subulatis, rectis vel leviter curvatis, 6—12 u longis; 
conidiis ellipsoideis, 30—50 u longis. 10—15 u latis, ob- 
tusiusculis, sordide et dilute violascentibus ; oogoniis sphae- 
roideo-ovoideis, 35—55 u diam.; oosporis sphaeroideis, 
25—35 u diam., episporio laete flavido-fusco praeditis. 
Canalis stigmaticus praesertim plantae nutricis oosporis 
repletus. 

In corollis, staminorum filamentis, stylis, praesertim 
etiam in stigmatibus Menthae aquaticae prope Varde (Jyl- 
" landia) 1887 legi. 


I Sommeren 1887 fandt jeg i Engene ved Varde flere 
Exemplarer af Mentha aquatica, angrebne af en, som det 
synes, hidtil ubeskreven Peronospora-Art, som jeg, paa 
Grund af at Frugthypherne fortrinsvis fremkom paa Vært- 
plantens Blomsters Argrene, har kaldet Peronospora Stig- 
maticola. Paa Værtplantens Krone, Støvtraade og Griffel 
fandtes kun hist og her enkelte Frugthypher eller smaa 
Grupper af saadanne; derimod vare de korte Argrene paa 


109 


alle Sider, men dog især paa Arfladerne, ganske tæt be- 
satte med Frugthypher. Paa andre Organer end Blomsten 
var der ikke en eneste Frugthyphe at finde. 

Frugthypherne ere ikke ganske ufarvede men have et 
svagt, smudsigt violet Anstrgg; de ere c. 0,5"%: høje og 
8—15 u tykke, mod Spidsen 4—7 Gange uregelmæssigt 
gaffelgrenede, med opret-aabne eller udstaaende, opefter 
tyndere og tyndere Grene; Grenene af sidste Orden, de 
conidieberende Grene, ere kegleformet-sylformede, rette 
eller svagt krummede, 6—12 u lange. Conidierne, der have 
samme Farve som Frugthypherne, ere ellipsoidiske eller 
næsten tenformede, 30—50 u lange og 10—15 u brede. 
Ægsporerne findes fortrinsvis i det ledende Cellevæv, som 
i Regelen er ganske opfyldt af dem; de ere kugleformede, 
25—35 u i Tværmaal, med lys, gulbrun Yderhinde. 

Siden jeg i 1887 fandt denne Snyltesvamp, har jeg 
hver Sommer forgjæves eftersøgt den baade paa det op- 
rindelige Findested og paa andre Steder i Landet; da andre 
Botanikere maaske kunne være saa heldige at finde den, 
har jeg ved ovenstaaende Beskrivelse villet henlede deres 
Opmærksomhed paa den. Det vilde nemlig være af Interesse 
at vide, om denne Svamp, hvad jeg formoder, altid fore- 
kommer i Værtplantens Blomster og særligt paa Arrene; 
der vilde då her foreligge et interessant . Forhold, idet de 
Insekter, som besøge Mentha aquatica’s Blomster og derved 
ufrivilligt komme til at besørge denne Plantes Bestøvning, 
tillige sikkert ofte ville komme til at overføre Snyltesvarnpens 
Conidier fra den ene Blomst til den anden og saaledes i 
hei Grad befordre Svampens Udbredelse. 


Entomophthora Nebriae sp. nov. 

Hyphis conidiophoris ramosis, septulatis, hyalinis, sur- 
sum claviformi-incrassatis, 11—15 « latis; conidiis ellip- 
soideis vel fusiformibus, saepe subcurvatis, 28—37 u longis, 
10—13 u latis, hyalinis, levibus; sporis perdurantibus latere 
hypharum mycelii hyalino-brunneoli extra corpore insecti 


se 110 


evolutis, globosis, 35—50 u diam., hyalino-brunneolis, epis- 
porio subcrasso levi tectis. 

In Nebria brevicolli emortuo in Dyrehaven prope Hau- 
niam (Siaellandia) 1888 legi. | 

Denne Snyltesvamp fandt jeg i Efteraaret 1888 i Dyre- 
haven paa en Lobebille, Nebria brevicollis Fabr. De angrebne 
Biller vare allerede dræbte og sade paa Undersiden af visne 
Bøgeblade, fastheftede ved et sekundært Mycelium, der udgik 
fra Bagkroppens Underside. Bagkroppen var noget opsvul- 
met, foroven og ned paa Siderne bedækket af et gullighvidt 
Hymenium dannet af tæt samlede, parallele, conidieafsnørende 
Hypher; disse ere opefter ret rigt grenede og forsynede 
med enkelte Tværvægge; de conidieafsnørende Grene ere 
noget kølleformet opsvulmede, 11—15 u brede; deres 
Indhold er grynet Protoplasma med store Vacuoler og med 
en stor Mængde Oliedraaber af forskjellig Størrelse. Co- 
nidierne ere aflange eller tenformede, ofte uligesidede eller 
endog noget krummede, ufarvede, 28—37 u lange, 10—13 u 
brede; i deres Protoplasma. findes en stor eller flere mindre 
Oliedraaber. De Hypher, der danne Hvilesporerne, udgjøre 
et tæt sammenfiltret Lag uden paa Insektets Krop, især 
mellem Bagkropsringene, ved Grunden af de conidieafsnø- 
rende Hypher; de have et gulbrunligt Anstrøg, ere grenede 
og hist og her forsynede med Tværvægge; de ere indtil 
30 u brede og før Sporedannelsen struttende fulde af stærkt - 
grynet Protoplasma med Oliedraaber. Hvilesporerne dannes, 
saa vidt jeg har kunnet se, derved, at de ovennævnte Hy- 
pher med smaa Mellemrum udsende korte Sidegrene, der 
efterhaanden antage Kugleform og fyldes med Protaplasma; 
efter at disse korte Sidegrene have naaet den for Sporerne 
bestemte Størrelse, afgrænses de fra Moderhyphen ved en 
Væg og blive til Sporer; disse ere kugleformede, 36—50 u 
i Tværmaal, med en svagt brunlig, jævn, temmelig tynd 
Væg. I Begyndelsen indeholde Hvilesporerne en stor Mængde 
smaa Oliedraaber, der senere, idetmindste meget ofte, 
smelte sammen til en eneste Draabe. SÅ 
Entomophthora Nebriae synes at være nærmest beslægtet 


111 


med den paa forskjellige Arter Bladlus snyltende Æntomoph- 
thora Aphidis Hoffm., fra hvilken den dog adskilles ved 
længere og smallere Conidier; det er heller ikke sandsyn- 
ligt, at een og samme Æntomophthora-Art forekommer paa 
saa forskjellige Værter som Biller og Bladlus. Ved de meget 
langstrakte Conidier minder E. Nebriae endvidere om nogle 
nordamerikanske Arter, navnlig E. sepulchralis Thaxter (paa 
Myg) og E. rhizospora Thaxter (paa Vaarfluer), men afvige 
dog i flere Henseender fra begge, blandt Andet ved Maaden, 
paa hvilken Hvilesporerne dannes. 


112 


Bemærkninger om den monokotyledone 
Stængels Tykkelsevæxt og anatomiske 
Regioner. 

Af 
Q. G. Petersen. 


Avec un resume en francais. 


Ved Beskjæftigelsen med Scitamineernes Anatomi er 
Forfatteren til denne lille Meddelelse fort ind paa Betragt- 
ningen af den monokotyledone Staengels Tykkelseveext over- 
hovedet, og da.det muligvis kunde have nogen Interesse 
for Tidsskriftets Læsere at faae en Oversigt over disse For- 
hold, skal jeg her gjengive det væsentligste Indhold af et 
Foredrag, holdt i Botanisk Forenings Mode den 22de No- 
vember 1890 tilligemed nogle Bemærkninger om den mono- 
kotyledone Steengels anatomiske Regioner, foredraget i Bot. 
Foren. den 14de Mai 1892. Af de ved Møderne forelagte 
Tegninger kan kun et mindre Antal gjengives her. 

Den monokotyledone Stengel karakteriseres som be- 
kjendt ved sin Mangel paa sekundær Tykkelsevæxt — hvor- 
fra træagtige Liliiflorer danne en Undtagelse. Men, kan 
der spørges, den ikke ubetydelige Tykkelse, mange monoko- 
tyledone Stængelorganer have, opnaaes den uden noget 
specielt Meristems Medvirkning ved Deling og Udvidning af 
det hele Cellevæv ? Herpaa kommer Svaret med vort nu- 
værende Kjendskab til disse Forhold til at lyde noget fam- 
lende, og for at klare mig dette Spørgsmaal har jeg gjennem- — 
gaaet henved 30 monokotyledone Stængler, hvorved det 


113 


har vist sig, at den Antagelse, som synes at ligge i den 
almindelige botaniske Bevidsthed, nemlig at der intet spe- 
cielt Meristem findes, ingenlunde altid holder Stik. 

Den vigtigste Kilde til vort Kjendskab til den monoko- 
tyledone Stængels Udviklinghistorie er Falkenbergs: Ver- 
gleichende Untersuchungen uber den Bau der Vegetations- 
organe der Monocotyledonen, 1876. Mindre værdifuld, men 
dog nødvendig for hvem, der beskjæftiger sig med disse 
Spørgsmaal, er Guillaud: Recherches sur l’anatomie com- 
parée et le développement des tissus de la tige dans les 
Monocotylédones (Ann. d. science. nat. VI. ser Bot. T. V. 
p. 1—176). Den færdigt udviklede Stængels Anatomi er 
behandlet af mange Botanikere lige fra Aarhundredets Be- 
gyndelse. Det ligger imidlertid udenfor denne Meddelelses 
Plan at gaa nærmere ind paa Literaturen, og jeg skal derfor 
i den Retning ngies med nogle enkelte Henvisninger. Som 
Extremer have vi de to Tilfælde, hvor der absolut intet spe- 
cielt Meristem findes udover det, der udgjør Væxtpunktet, og 
hvor der senere anlægges et Meristem, der bevirker en 
ubegrænset Tykkelsevæxt, men imellem disse to Extremer 
findes der en Række intermediære Udviklinger, som vi nu 
skulle betragte noget nærmere. 

Det efter den almindelige Forestilling mest typiske 
monokotyledone Forhold har jeg fundet hos Orchideerne, 
af hvilke jeg har undersøgt Stængelen af Vanilla Pompona 
og Vanda tricolor samt de grønne Luftknolde af flere Epi- 
dendron-Arter; særligt i de sidste med deres store Tykkelse 
kunde man vente at finde Meristem, men det fandtes ikke. 
Jeg har i Fig. 1 givet en Afbildning af en i Væxt værende 
ung Stængel af Vanilla Pompona; der findes ikke Spor af 
Meristem i den, men Grænsen mellem Bark og Central- 
Cylinder dannes af en Stivelseskede. Lige saa lidt har jeg 
fundet noget Meristem i de tykke Typha-Rhizomer. — Hos 
Pandanus Veitchii, hvoraf vore Væxthuse bød rigeligt Ma- 
teriale, fandtes der ganske vist paa Ydergrænsen af Central- 
cylindren Noget, der kunde minde om et Meristem, men 
dette syntes nærmest at indskrænke sig til, hvad der ofte 


Botanisk Tidsskift, 18. Bind. 8 


ta 


viser sig i Karstrengenes umiddelbare Nærhed (cfr. Falken- 


berg |. c. pag. 153). — Endvidere har jeg som Repræsen- 
tanter for Aracee 


Re 
2 Kro undersøgt Dieffenba- 


0 
N Ly PH si chia agian ; ec 
Ca d nema simplex og Scin- 
à 4 nee va dapsus pinnatifidus, 
men ikke fundet No- 

get, der kunde ligne 
et specifikt Meristem. 
Hos Seitamineerne 
synes der i alt Fald 
at gjøres et Tilløb til 


= 


asıar 


Sa 
ag 
es 
TR 
ae 
> 


et saadant; jeg har 
undersøgt Repræsen- 


AE 3: tanter for alle fire Fa- 

i ER milier, nemlig Maran- 
VI efi ta arundinacea (Udlo- 

/ YIN berne), Canna War- 
77/8 AA X szewiezu, Costus spi- 


ralıs og Ravenala Ma- 
Fig. 1. Stængeltværsnit af Vanilla Pompona. dagascariensis, hen- 
holdsvis repræsenterende Marantacee, Cannacce, Zingibera- 
cee og Musace®. Vedfoiede Afbildning (Fig. 2) viser et radialt 
Længdesnit gjennem Stængelspidsen af Costus spiralis, bæ- 
rende 6 Blade. Bladsporstrengene, der kun ere skizzerede 
paa Billedet, træde langt ind i Stengelen, inden de bgie 
nedefter, og krydse et meristematisk Væv, der ret tydelig 
vil kunne sees tæt indenfor Stængeloverfladen. Dette Meri- 
stem tager sin Begyndelse der, hvor vi have Internodiet 


mellem 2det og 3die øverste Blad, og tiltager i Tykkelse 


nedefter, men taber sig lidt længere nede i en Region, der 
ikke ligger meget dybere end den, hvor Fig. 2 hører op. 
Forholdet er nemlig det, at dette Meristem frembringer 
Bastskeden og derpaa gaaer ud af Funktion. Man vilde 
derfor kunne sige, at det blot er et rent lokalt Meristem, 
beregnet paa Dannelsen af denne Skede, men dertil maa 


arts eux ut ft tte à 


115 


bemærkes, at vedkommende Skede bestaaer af langt færre 
"Elementer — i radial Retning — end Meristembæltet. Jeg 


| 


CA 
Wy SH à | | 
. Ss RO jai) 
I WYOSLHD ff 
SANG # 


Wy 1 RS a | 
1 EIER a 


| 
AYR CON RRQ EU 
N BE, N : 


Fig. 2. Costus spiralis, Længdesnit gjennem Stængelspidsen. 


skal tillade mig at henvise til Fig. 3, et radialt Længdesnit 
gjennem den øverste Del af Stænglen hos Ravenala Madagas- 
cariensis, hvor et tydeligt Raekkemeristem sees udviklet, 
men saa høit oppe, at det følger Stengelspidsens Krum- 
ning. Hos Maranta arundinacea, der lige saa lidt som 
Ravenala udvikler nogen Bastskede, findes der i det 1ste- 


2det Internodium fra oven tydeligt Rækkemeristem, fra det 
R* 


| 


116 


Ade eller åte Internodium af har dette allerede tabt sin 
Karakter som saadant. Noget lignende synes at være Til- 
fældet med den nævnte Canna. — For de til Scitamineernes 


Orden henhørende Familier ville vi altsaa kunne sige, at 


der i de nærmeste Internodier neden for Væxtpunktet ud- 
vikles et Rækkemeristem, der dog kun er i Funktion en 
kort Tid, hurtigt gaaer over i et uordnet Parenkym, for 
Zingiberaceernes Vedkommende delvis i en Bastskede!). 
Palmerne, der paa Grund af det vanskeligt tilgængelige 
Materiale kun ere lidet undersøgte i denne Retning, ere 
behandlede af Eichler i en lille Afhandling: Ueber die 
Vedickungsweise der Pal- 
menstämme  (Sitzungs- 
berichte d. kgl. Akad. d. 
Wiss. Berlin 1886). Efter 
først at have fastslaaet, 
at mange Palmer for- 
tykke sig med Alderen, 


miske Undersøgelse og 
lod fælde en omtr. 12™ 
høi Cocos flexuosa Mart. 
i den botaniske Have i 


Berlin. Denne var 1” 
over Roden 31% i Gjen- 
nemsnit, 3™ over Roden 


Fig. 3. Ravenala Madagascariensis. 
S. Texten. 


kun 14.,°® og 1™ under Væxtpunktet kun 8° Ved Under- 


søgelse af Tveersnit fra denne sidste Hgide og Sammenlig- 
ning heraf med Tværsnit fra 3™ over Jordoverfladen, altsaa 
af næsten den dobbelte Tykkelse, viste han, at denne be- 
tydelige Tilveext udelukkende havde fundet Sted ved Ud- 
videlse af de allerede anlagte Elementer, dels af det Kar- 


_ 1) Jeg anseer det iøvrigt for ikke usandsynligt, at dette Forhold ved 
fortsatte Undersøgelser vil vise sig at have en noget mere almindelig 
Udbredelse indenfor Monokotyledonernes Klasse. (Jvf. ogsaa Be- 
merkninger af Eichler om Palmestammens Anatomi i anførte 
Skrift S. 506.) 


gik han til den anato- 


i 7 d dk RER a ai SE" 


15 


og Baststrengene adskillende Grundvev, dels af de Kar- 
strengene i den træagtige Region ledsagende Sklerenkym- 
belægninger. Heri findes en Bekræftelse af de Barys 
Udtalelse om denne Gjenstand i hans Anatomi p. 636 og 
en Tilbagevisning af de af til opdukkende Formodninger om 
Palmestammens Tykkelsevæxt ved et Meristem. Dog om- 
tales — som Noget, der er bekjendt — en Meristemring 
tæt under Væxtpunktet, altsaa vel omtrent som hos Scita- 
mineerne, der hurtig gaaer ud af Funktion og altsaa ikke 
kan have noget med Palmernes senere Tykkelsevæxt at 
gjgre (l. c. pag. 506 L. 1—4.) 


00 
NS 
Loch 0 VTS 

© 2958 
NY oi Ce CONN 


9 
Q ,° IS, o 
Q © D ° 
‘ De Cae 20) 
> 28 
D 9 9 99 oO 
00,9 000 an 0500 fala |e | S0°\220 007 
oS 2 009) SEN me 0 ISCH o 
S o q 
Co S CS 8 8 > © o 9 5 
on PUS O 0 0° 15020, TOY 0% °S2l000L 90° % © 
> 00 
9% 0 90 CANS) IRA &, “08 | RN 27 S 
VAR 0 0% 29 8 sg 
DENS 09 > 
> N 


‘9 ous 
=) HET 


Fig 4. Pitcairnia recurvata. 


Af Bromeliaceer har jeg undersøgt Bromelia sp., Lam- 
prococcus fulgens og Pitcairnia recurvata. De viste alle 3 
i forskjellig Grad Udpregninger af et Rækkemeristem paa 
Grænsen mellem Centralcylinder og Bark. Jeg henviser til 
hosstaaende Tveersnit af en over een Centimeter tyk Stængel af 
Pitcairnia recurvata. Her er der ikke længer Tale om en 
Indskreenkning af Meristemet til en Region tæt under Væxt- 
punktet. Barkens Celler kjendes let paa deres rigelige Ind- 
hold af Stivelse; indenfor disse kommer der en ret tydelig 
Merisstemring, indenfor hvilken Centralcylindren med Kar- 
strengene sees. Det vilde være ønskeligt at faae Bromelia- 
ceerne grundigt undersøgte i denne Retning; disse Planters 
interessante Tilpasningsforhold have i saa høi Grad lagt | 


118 


2 
=“ 
© 
— 
KEE 
He 
un 
ap 
.S 
u 
> 
zo) 
=) 
un 
rab) 
= 
® 
> 
& 
> 
fm 
fan] 
= 
eb) 
mæ) 
rob) 
= 
= 
© 
un 
bd 
ce 
& 
= 
ek 
© 
& 
& 
jor 
fol) 
& 
M 
© 
sa 


z 
Q 
un 
5 
Smet 
= 
D 
> 
D 
= 
& 
= 
(ab) 
= 5 
fab) 
> 
© 
= 
ic) 
Ss 


SOS gal 
CE 


TE 


4 
\ 
\ 


DI 


D 
ee 
VY 


SE 


m 


Wis 
| 


AR 
RR 
N 


ASS 


Tradescantia Virginica. 


Fig. 5. 


119 


Interessante Forhold frembyde Commelinaceerne med 
deres udprægede Modsætning mellem et indre System af 
Bladsporstrenge og et ydre System af stamegne Karstrenge. 
Dannelsen af disse sidste staaer i Forbindelse med Dannel- 
sen af en Meristemring. Fig. 5 viser 2 Tveersnit gjennem 
Stængelen af Tradescantia Virginica, hvor a er et Stadium med 
stamegne Karstrenge paa et meget tidligt Udviklingstrin, 
6 samme Region, mere fremme og med tydelig Udpreegning 
af Reekkemeristem, mindre stærkt forstørret. Særlig Inter- 
esse frembyder Spironema fragrans med sin overordentlig 
udprægede etageformede Længdevæxt. I Fig. 6 sees et 
Længdesnit gjennem Stængel- 
spidsen, i hvilket Væxtetagerne 
træde stærkt frem, samt hvor 
Bladsporstrengene og Tilvæxt- 
regionerne ere antydede. I Fig. 
7 sees en raat skizzeret An- 
tydning af en stamegen Kar- 
streng samt indenfor denne 4 
Etager, af hvilke den første og 
tredie fra oven befinde sig i 


[0% mS 
Længdevæxt, den anden og Fig. 6. Spironema fragrans. 


fjerde derimod ikke; betragte Lengdesnit gjennem Stængel- 
vi nu den paa Barksiden af ee 
Karstrengen liggende Del af Stængelen, se vi ud for de 2 
Lag, der ikke deltog i Længdevæxten, et ret tydeligt Række- 
meristem, derimod se vi, at ud for de Lag, der vise Længde- 
væxt, eller ialtfald tydeligt ud for det Nederste af disse, er 
ved Organets Længdevæxt den radierende Ordning af Cel- 
lerne ophævet og en Udvikling i Længderækker traadt i 
Stedet for. Her findes altsaa i den øvre Del af denne 
Stængel en Tilvæxt i Tykkelse ved et udenfor de yderste 
Karstrænge beliggende Rækkemeristem, der som saadant er 
afbrudt ud for de Regioner, hvor Længdevæxten finder 
Sted. Noget Lignende vil formodentlig, om end mindre 
udpræget, findes mange Steder, f. Ex. hos Græssene. 

Gaa vi derefter tilbage til Liliiflorernes store Orden, 


120 


af hvilke Bromeliaceerne allerede have fundet Omtale, er det 
som bekjendt indenfor denne, at den ubegrænsede Tykkelse- 


Fig. 7. Et mtndre Parti af Fig. 6. stærkere forstørret. 


væxt ved et Rækkemeristem har været paavist fra gammel Tid. 
Men her findes ogsaa mange Exempler paa en begrænset 
Tykkelsevæxt ved et specielt Meristem, af hvilke nogle ere 
omtalte af tidligere For- 
fattere f.Ex. af Falkenberg 
og Guillaud. Dette Meri- 
stem kan enten bestaa af 
regelmæssigt radialt ord- 
nede Celler eller af et uord- 
net Cellevæv. Det første er 
Tilfældet med Allium Cepa 
(Fig. 8, cfr. ogsaa Falken- 
berg); det sidste findes ex- 
empelvis i Rhizomet hos 


Fig. 8. Allium Cepa. Tværsnit af Ki 
Logkagens Tilvæxtregion. Polygonatum multiflorum 


N BP an: 


121 


(Fig. 9, cfr. ogsaa Gillaud). Det vil endvidere ikke være vanske- 
ligt at paavise et meristematisk Væv paa Grænsen af Central- 


CIE 
SOUSSE 
Ore eee seis 

CR 


Fig. 9. Polygonatum multifiorum. Tversnit gj. Rodstokken. 


cylinder og Bark i Stængelen hos Sanseviera Guineensis og 
i Rhizomet hos Iris Florentina. En Slægt, der har været 
grundigt undersøgt i denne Retning, er Ruscus (Sanio, Bot. 
Zeit. 1863, pag. 383; Falkenberg |. c. pag. 143 flg.) Sanio 
hævder for denne en Tilvæxt ved et Meristem, som han 
kalder „Verdickungsring“, Falkenberg bestrider Sanio’s Be- 
rettigelse til at indføre dette Begreb. Jeg har undersøgt 
saavel Ruscus racemosa som R. Hypoglossum og fundet, at 


Fig. 10. Ruscus racemosa. 


122 


Fig. 11. R. Hypoglossum. Tversnit gj. Tilvæxtregionen. S. Texten 

Det skraverede er en Karstreng. 
det er ganske berettiget åt tale om et særskilt Meristem- 
bælte, der bevirker en Tykkelsevæxt af Stængelen, indtil 
denne er afsluttet og de yderste Meristemceller gaa op i 
Dannelsen af en Bastskede. Jeg skal henvise til Fig. 10, 
der viser Stængelen af Ruscus racemosa paa et meget ungt 
Stadium, hvor Karstrengene endnu ere i procambial Til- 
stand, samt til Fig. 11, der viser Meristemet i fuld Funk- 
tion hos R. Hypoglossum. 

Som et Led i denne Udvikling kunne vi ogsaa nævne Ud- 
løberne af Agave Americana (kort omtalte af Pax i Engler og 
Prantl.: Die natürl. Pflfam.). Disse have det tilfælles med Rus- 
cus, at det tydeligt udprægede, regelmæssige Rækkemeristem 
kan følges helt op i Stængelspidsen, men medens vi hos Ruscus 
have en bestemt Afslutning paa dette Meristems Virksom- 
hed ved Dannelsen af en Bastskede, er noget Lignende ikke 
iagttaget hos Agavens Udløbere. Vi ere dermed førte op 
til det for Dræcæna vel bekjendte Tilfælde, der danner Af- 
slutningen paa den hele Række, idet her det den ube- 
grænsede Tykkelsevæxt bevirkende Meristem opstaaer fra 
Nyt forholdsvis langt borte fra Væxtpunktet og for saa vidt 
med Rette kan betegnes som et sekundært Meristem. Paa 
disse velbekjendte Forhold skal jeg ikke komme. nærmere 
ind her, lige som jeg ikke har medtaget alle de bekjendte 
Exempler paa en sekundær. Stængelvæxt hos Monokotyle- 
donerne. Det har kun været mig om at gjøre at medtage 


123 


saa meget, der er nødvendigt for at kunne fastslaa den 
Sætning, at der hos Monokotyledonerne findes en 
Række Overgange fra de Stængler, i hvilket intet 
Meristem udvikles — bortseet fra Væxtpunktet — 
til dem, hvor der optræder et sekundært Række- 
meristem, der bevirker en ubegrænset Tykkelse- 
væxt. Som nogle af Mærkepælene i denne Række kunne 
vi nævne: Orchidacee, Scitamineæ og Palme, Bromeliacee, 
Allium Cepa (Løgkage), Ruscus (Luftstængel), endvidere Ud- 
løbere af Agave Americana og endelig Dracæna. Det er 
maaske overflødigt at tilføje, at i intet Tilfælde foregaaer 
dog Tykkelsevæxten hos Monokotyledoner efter den Modus, 
der er Regel for Dikotyledonerne. 


Hvad det andet Spørgsmaal angaaer, Benævnelsen af 
Stængelens forskjellige anatomiske Regioner, skal jeg fatte 
mig i den allerstørste Korthed og egentlig indskrænke mig 
til et Forslag, vedrørende Terminologien. En historisk 
Undersøgelse af Forholdet viser, at man næsten saa længe 
den mokotyledone Stængel har været Gjenstand for speciel 
Undersøgelse, har været inde paa at opfatte og benævne 
den ydre Del af Stængelen som. Bark; men, medens der 
hersker næsten fuld Enighed herom, har den inden Barken 
liggende Del af Stængelen været benævnt meget forskjelligt, 
f. Ex.: Marv, Kjernesubstans, Pars media, Cylinder, Cen- 
traleylinder o. s. v. Sammenfatte vi med van Tieg- 
hem under denne sidste Benævnelse Alt, hvad der ligger 
indenfor Barken, saa bliver der atter Sporgsmaal, om her 
kan adskilles 2 Regioner eller ikke. Det vil der i de fleste 
Tilfælde kunne gjores, idet Bladsporstrengenes Forløb her 
er det Afgjørende. Til Orientering er der vedfgiet et Par 
Stængeltværsnit af monokotyledone Planter. Lige som 
Alt, hvad der ligger udenfor Bladsporstrengenes nederste 
Ende, er Bark, saaledes er Alt, hvad der ligger inden for 
den Bue, de danne indadtil, Marv. For at tydeliggjøre 
sig dette, maa man altsaa konferere med de bekjendte Frem- 
stillinger af Karstrengforløbet i en typisk monokotyledon 


124 


ug 


Stængel, saaledes som vi finde dem i enhver større Lære- 
bog. " Tilbage staaer da at faa en Benævnelse for Central- 


0 09 8 
© 9 
010, 
BH N) 0 
sv. 00 aa a 


9 
s 9 


Fig. 12. Stængeltværsnit af a. Poa annua, b.  Libertia formosa, 
c. Tulipa silvestris. 

cylindren med Fradrag af Marven og jeg foreslaaer som 
saadan Strenglaget, uanset, at der ogsaa kan findes mer 
eller mindre udprægede Karstrengdannelser i Barken, men 
dette vil dog kun vere speciellere Tilfælde. At benytte 
nogen af de for den dikotyledone Stængel gjældende Benæv- — 
nelser for Strenglaget vil ikke godt kunne lade sig gjøre. 

Tage vi endelig Pericyclen, for saa vidt den findes, 
med i Betragtning, faa vi den monokolydene Stengel ind- 
delt i Bark og Centralcylinder, denne sidste atter i Pe- 
ricycle, Strenglag og Marv. 

Kjøbenhavn i November 1892. 


Remarques sur la croissance en épaisseur 
et sur les régions anatomiques de la tige 
monocotylédone. 

Par 
0. G. Petersen. 


(Résumé du mémoire précédent.) 


La tige monocotylédone est ordinairement caractérisée comme ne 
presentant aucune croissance en épaisseur par un meristeme spécifique 
— a l’exception des Liliiflores ligneuses, comme on sait. En examinant 
un nombre assez grand de tiges de plantes monocotyledones je me suis 
pourtant convaincu de ce qu'il se trouve une transition plus graduelle de 
ces tiges, ou l’on n’a point du tout pu demontrer une formation meris- 
tematique, jusq'aux phénomènes que nous connaissons chez le Dracaena. 
Chez les Orchidées j'ai vainement cherché un tissu méristématique localisé 
(fig. 1), même dans les tubercules aëriennes épaisses. Chez les Scitaminées 
(fig. 2,3) il se forme un peu au-dessous du point végétatif un méristème - 
composé de cellules en séries rayonnantes qui, après avoir fonctionné peu 
de temps, quittent l’état méristématique et, quant aux Zingiberacees, 
après avoir formé une gaine sclérenchymateuse. C’est quelque chose 
de semblable qui a sans doute leu chez les :palmiers d’après Eichler 
(Sitzungsb. d. kgl. Akad. d. Wiss. Berlin 1886); la croissance en épais- 
seur qui chez beaucoup de ceux-ci a lieu plus tard dans la tige, se fait 
sans aucun méristème. Tandis que, chez les Scitaminées, le méristème 
naissant dans le sommet de la tige au-dessous du point végétatif, 
s'éteint, il reste plus longtemps en fonction chez les Bromeliacees (fig. 4 
qui représente une coupe transversale d’une tige de Pitcairnia recurvata, 
épaisse d’un centimètre) et les Commélinacées (fig. 5). Chez le Spironema 
fragans la croissance en longueur a lieu par étages, de sorte que le ca- 
ractère de méristème rayonnant ne se maintient que dans les zones, où la 
croissance en longueur n'a pas lieu (fig. 6, 7). Chez l’ Allium Cepa le 
plateau du bulbe croît en épaisseur par un méristème rayonnant régulier 
(fig. 8). Chez le Polygonatum multiflorum la croissance en épaisseur du 
rhizome se fait au moyen d’un méristème de cellules sans ordre (fig. 9). 
Chez le Ruscus (fig. 10, 11) la tige a une croissance limitée au moyen d’un 


126 


meristeme rayonnant, qui s’eteint par la formation d'une gaine liberienne. 
Les rejetons de !’Agave Americana croissent de même au moyen d'un 
meristeme rayonnant distinct qu’on peut suivre jusqu’au point vegetatif 
et dont l’activité ne s’arréte pas par la formation d’une gaine liberienne. 
Chez le Dracena enfin la croissance en épaisseur illimitee a lieu par 
un meristeme qui nait å une distance considerable du point vegetatif. 
Nous pensons alors pouvoir prétendre qu'il se trouve chez les plantes 
monocotyledones une serie de transitions des tiges dans lesquelles il ne 
se trouve pas de meristeme localise — ici nous ne parlons pas du point 
végétatif — a celles où il naît un meristeme secondaire rayonnant qui 
amène une croissance en épaisseur illimitée. 

Quant à la dénomination des régions anatomiques différentes de la 
tige monocotylédone je me bornerai à une proposition touchant à la 
terminologie. Une examination historique de cette question nous fait 
voir que presque tout le temps que la tige monocotylédone a été l'ob- 
jet d’examinations spéciales, on a nommé écorce la partie extérieure de 
la tige; mais pendant que, sur cette question, il a éte unanimité presque 
absolue, la partie de la tige situé en dedans de l'écorce a éte nommée 
très différemment p. ex.: „Moölle, Kernsubstanz, Pars media, Cylindre, 
Cylindre central“ etc. Si, avec M. Van Tieghem, nous comprenons sous 
ce dernier terme tout ce qui se trouve en dedans de l'écorce, on peut 
se demander, s’il faut ici faire distinction entre deux régions ou non. 
C'est ce qu'il faut faire le plus souvent, comme ici le trajet des traces 
foliaires est la chose décisive. Pour orientation j'ai joint quelques figures 
de coupes transversales de tiges de plantes monocotylédones (fig. 12). 
Comme tout ce qui est situé en dehors du bout inférieur des traces 
foliaires est l'écorce, tout ce qui se trouve en dedans de Vare qu'elles 
forment vers l’intérieur est la moëlle. Pour se rendre cela évident, il 
faut alors conférer avec les dessins bien connus du trajet des faisceaux 
d'une tige monocotylédone tels qu’on les trouve dans chaque traité de 
botanique. Reste encore d’avoir une dénomination du cylindre central 
moins la moëlle, et c'est comme telle que je propose le terme de couche 
fasciculaire, tout en sachant bien qu'on peut aussi trouver des for- 
mations fasciculaires plus ou moins prononcées dans l'écorce, lesquelles 
pourtant ne forment que des cas particuliers. Employer pour la 
couche fasciculaire des termes qui sont en usage pour la tige dicotylé- 
done n'est pas praticable. Si à la fin nous ajoutons le péricycle nous 
aurons la tige monocotylédone divisée en écorce et cylindre central 
et ce dernier à son tour en péricycle, couche fasciculaire et 
moëlle. 


127 


Rodsymbiose og Mykorrhizer 


særlig hos Skovtræerne. 


Af 
Georg F. L. Sarauw. 


Hertil Tab. XIII og XIV. 


ne Bt che certe forme parassitarie 

potessero avere un indigenato tollerato 

e tollerabile sulle radici del castagno 
sano, senza suo sensibile detrimento. “ 
Gibelli. 1883. 


Indledning. 


De Undersøgelser, som jeg her skal tillade mig at 
forelægge Tidsskriftets Læsere, danne et Led i en Afhand- 
ling, som jeg under Titelen „Bogens Svamprodder“ ind- 
gav som Besvarelse af det kongelige danske Videnskabernes 
Selskabs Prisopgave for Aaret 1889 om dette Emne, og 
for hvilken den udsatte Preemie tildeltes mig*). 

I det @iemed at danne et fast Grundlag for sammen- 
lignende Studier udarbeidede jeg en Oversigt over Rod- 
symbiosens Optreden i Planteriget, dels efter hvad 
der alt forelaa som bekjendt i Literaturen, dels efter egne 
lagttagelser. 

Denne for forste Gang udforte Sammenstilling for hele 
Rodsymbiosens Omraade, vil, haaber jeg, kunne være Andre 


*) Se ,Oversigt over D. K. D. Vid. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1889“, 
S. (29)—(30) samt „i Aaret 1892“, Mødet 25. Marts. 


128 


til Nytte ved mere indgaaende Studier over dens enkelte 
Grene, ligesom jeg selv har draget Fordel deraf ved Be- 
handlingen af mit særlige Emne. | | 

Kjernen i dette var Bogemykorrhizernes Fysiologi, deres 
Forhold under Livets forskjellige Vilkaar, samt Beskaffen- 
heden af de med Roden samlevende Svampe. 

Hele denne Sag kan jeg dog her kun berøre antydnings- 
vis, idet jeg ønsker at give det historiske Grundlag saa 
udførligt som mulig, hvilket efter min Mening er det Vig- 
tigste, fordi man dermed tjener de Flestes Interesser. 

Den største Del af Arbeidet, der har beskjæftiget mig 
i tre Aar, navnlig alle mine herhen hørende Forsøg, er ud- 
ført i Berliner Landbohøiskolens plantefysiologiske Labora- 
torium under Ledelse af Professor A.B.Frank. I Berliner 
Universitetets plantefysiologiske Laboratorium, samt i de 
botaniske Laboratorier i Fontainebleau, Paris og Kjøben- 
havn ere de øvrige Undersøgelser foretagne under Veiled- 
ning af Professorerne Kny, Bonnier og Warming. 

Disse. mine Lærere, særlig Prof. Frank, er det mig 
kjært ogsaa paa dette Sted at bringe min oprigtige Tak for 
den Støtte, de paa saa mange Maader have ydet mit Arbeide. 

De mange, righoldige Bibliotheker, som jeg har kunnet 
benytte, have gjort mig det let at samle det store, meget 
spredte Stof til den historiske Fremstilling af Spørgsmaalet, 
som jeg her ønsker at give. 

Dette er den ene Bevæggrund; men desuden mener 
jeg, at det er ret og billigt, at de ældre Forskeres Studier 
gjengives fyldigt, ikke blot affeies med en simpel Navne- 
henvisning. At forfølge Ideens Udvikling gjennem Tiderne 
er lige saa vel Forskningens Opgave og er lige saa fuldt 
belærende som det at foie nye Kjendsgjerninger til den op- 
førte Bygning. Men hvor megen Ret har ikke Th. M. 
Fries, naar han nylig, netop ved Behandling af Symbio- 
sen, „växtbolaget“, udtalte: „I vår nervöst framåt jäk- 
tande tid har man helst blicken riktad framat och försum- 
mar alltför ofta att jämväl kasta den tillbaka“ ! 

Et saadant Tilbageblik er det, Læseren her skulde finde. 


129 


Ved Afhandlingens Slutning er sammenstillet en Liste 
over de vigtigste af de anvendte Skrifter; til disse henvises 
i Texten ved Angivelse af Nummer og Aarstal. Det sidste 
vil i Regelen allerede være tilstrækkeligt til at orientere den 
med Emnet fortrolige Læser og tillader strax at se Under- 
søgelsen i den rette Tids Belysning, medens man ved Hjælp 
af Løbenummeret erfarer Afhandlingens nøiagtige Titel. 


Parasitismens Former: 
Antibiose og Symbiose. 


Under Kampen for Tilværelsen og Herredømmet komme 
de levende Væsener paa mange Maader i Forhold til hver- 
andre. Snart bekæmpe de hinanden som Fjender eller 
Medbeilere, snart forliges de fredeligt sammen eller yde 
endog hinanden Vennetjenester. 

I Planteriget som i Dyreriget og mellem Dyr og Planter 
indbyrdes optræder Afhængighedsforholdet under saa mange 
interessante Former, at vi ikke forundres over, at lagttage- 
rens Opmærksomhed tidt er bleven fængslet derved, og at 
Undersøgelserne herover ere blevne bekjendte i vide Kredse. 

Ikke blot Dyrenes indbyrdes Kamp, men ogsaa det 
Samliv, hvor den ene Part nyder Husly hos den anden og 
til Gjengjæld gavner sin Vært, ligesom betaler Husleie, har 
været kjendt fra Linne’s Tider*). Gammelt er ogsaa vort 
Kjendskab til Planternes Snylteliv, om end først den nyere 
Tids Undersøgelser have vist os dets Formers Mangfoldighed, 
særlig da den Form, der her skal beskjæftige os: Symbio- 
sen, det fredelige Samliv mellem Plante og Plante. 

Et Tilfælde af denne Art træffe vi i vore Skovtræers 
Rodsymbiose. . 

En Række Forskere, blandt hvilke maa nævnes P. E. 
Müller (8 1878), Gibelli (?8 1883) og Frank (25 1885) have 
paavist, at Sugerødderne hos Bogen, andre Cupuliferer og 
Conifererne, overalt og konstant gjennem hele Sugerodens og 


=y Th. Fries *°1892'S, 3—5. 
_Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 9 


130 


hele Træets. Liv ere indhyllede i en fint vævet Skede af 
Svampemycelium, som tildels ved udløbende Traade binder 
Løvdækkets halvformuldede Rester og Jordens Sandskorn 
fast til de unge Rødder. Tæt og uden Afbrydelse slutter 
Svampeskeden fast omkring den unge saftspændte Sugerod. 
Det er ikke de gamle, udtjente, henvisnende Roddele, Talen 
her er om, hvilke naturligvis ikke vrages af de altædende 
Svampehyfer; det er Rodens yngste Dele| i deres fulde 
Livskraft, de, hvorigjennem Næringen fra Jorden optages, 
som have Svampen til uadskillelig Ledsager og Mellemled 
ved Vand- og Næringsoptagningen. 

Svampeskeden slutter ikke blot tæt til, den voxer lige- 
frem sammen med Sugeroden, saa at begge i Forening 
danne et samarbeidende Hele, et Dobbeltvæsen, som Frank 
(251885, S. 129) har givet Navnet: „Mycorhiza“ eller 
„Pilzwurzel*, d. v. s. „Svamprod‘. 

Navnet „Mycorhiza* — eller, som jeg foretrækker at 
skrive det: Mykorrhiza*) — betegner altsaa den samlede mor- 
fologiske Enhed af de to forskjellige Væsener, Rod og 
Svamp, men ikke blot Svampen eller Roden alene; jeg 
fremhæver dette, fordi Frank’s Betegnelse aabenbart er 
bleven misforstaaet af flere Forfattere, saaledes Penzig 
961885, Mattirolo 1887 og Lecomte ° 1887, der have 
opfattet Udtrykket som Betegnelse for Rodsvampen med 
dens rhizomorphalignende Hyfestrenge, hvilket er urigtigt. 

Eftersom den fra Jorden optagne Næring først maa 
passere Svampeskeden, hævder Frank, at Svampen maa 
have den største Betydning for Rodens Ernæring, og han — 
opfatter Forholdet analogt med Symbiosen hos Laverne. 

Disse, over hvis Livsforhold netop Frank °? 1876 har 


*) Af uvæns, Svamp og öila, Rod. Sammenlign Dannelserne ux06000€ 
(Dioskorides) og zo6ö06140s (Theophrast). Tilsvarende uvxöooıda. 
Th. Fries * 1892, S. 6, skriver Ordet ligesom jeg. Skrivemaaden 
»Svamprod" er bedre end .Svamperod“, da dette Ord fra gammel 
Tid og endnu stadig med Rette bruges om Svampes Mycelium og 
Rhizomorpher. 


131 
gjort saa omhyggelige og interessante Studier, maa vi derfor 
betragte lidt ngiere. 

At Laverne, Likenerne virkelig, paa samme Maade 
som Svamproden ere Dobbeltvæsener, nemlig en Forening 
af Svamp og Alge, har ikke længe været erkjendt; den 
nyere Tid var det forbeholdt at kaste Lys over dette mærke- 
lige Samliv, der uddanner Fællesbygningen i Former, som 
skuffende efterligne de ikke sammensatte Planter. Endnu 
indtil for 25 Aar siden troede man, at Algerne, „Goni- 
dierne“, paa en eller anden Maade fremstode paa Hyferne 
som Organer tilhørende Lavsvampen, eller man mente, som 
Sachs 1211855, at have iagttaget, hvorledes Grænsecellerne 
i de som ægte Nostoc-Kjeder tydede Algesnore hos Col- 
lema voxede ud til svamplignende Traade. Likenernes, 
eller som de ogsaa kaldtes: , Luft-Algernes* Lighed med baade 
Alger og Svampe (jfr. Tulasne: Ann. des sciences nat., 
3me série. Bot. Tome 15me 1851, p. 375) var imidlertid ofte 
nok bleven fremhævet af mange Forskere, og de Bary 
udtaler paa Grundlag heraf ? 1866 S. 291 som Formodning, 
at visse Slimlaver (Collemeer og Ephebeer) kunne være typi- 
ske Alger (Nostocaceer o. s. v.), som omspindes af para- 
sitiske Svampe (Ascomyceter) og derved danne hvad han 
kalder „Pseudolichener“. Dette Udtryk viser dog tydeligt, at 
de Bary den Gang ikke havde og heller ikke kunde have 
den bestemte Opfattelse, at Laverne gjennemgaaende vare 
sammensatte Væsener. De paafølgende Aars fortsatte Under- 
søgelser gjorde Sagen vis. Schwendener fremsatte 1% 1867 | 
(9. Sept.), 141868 og 1351869 under Paavisning af Gonidi- 
eres ægte Algenatur sin bekjendte Theori om. at alle 
Laver vare svampomspundne Alger, hørende til kjendte 
Typer. Denne klart udtalte Tanke og den Række Beviser 
for dens Rigtighed, som senere Arbeider fra alle Sider have 
opdynget, staa fremme blandt de videnskabelige Resul- 
tater, vor Tid med Stolthed kalder sine. 

Den Schwendener’ske Liken-Theori og en Del af 
de dertil knyttede Studier ere i vor Literatur blevne omtalte 


af V. A. Poulsen (Tidsskr. f. populære Fremst. af Natur- 
gr 


139 


videnskaben. Bd. 26. 1879. S. 215—236). Mere udførlige 
Fremstillinger og Literaturhenvisninger findes navnlig hos 
Frank 731876, Alfr. Möller 221887 og Bonnier ” 1889, 
hvorfor vi her skulle ngies med i Korthed at fremdrage de 
vigtigste Punkter. 

Man har lært at skille Laven ad i. Svamp og Alge. 
At dyrke Algerne alene er forholdsvis let, da man ved Vand, 
som er Algens Element, kan bringe Svampen til at raadne 
bort. Vanskeligere er det at bringe Svampen til en kraftig 
Udvikling uden Algen, og længe troede man, at Algens 
Nærværelse var nødvendig for at ,stimulere“ Svampen til 
at sætte Frugt, hvorpaa Forholdet i Naturen syntes at 
tyde; men Alfr. Möller’s smukke Undersøgelser °* 1887 have 
vist, at denne Vanskelighed kan overvindes, kun maa man 
udføre Renkulturerne i Næringsopløsning med den største 
Omhu og Taalmodighed paa Grund af disse Svampes usæd- 
vanlig langsomme Udvikling. Af flere Laver lykkedes det 
ham af udsaaede, spirede Sporer at frembringe Thalli, og i 
en Række Tilfælde frembragtes paa disse atter Fruktifika- 
tionsorganer med spiredygtige Sporer, der paany ‘danne 
Thallus med Sporefrugter. 

Man kan ogsaa sammensætte Laven af dens Bestand- 
dele ved at dyrke Svamp og Alge i Fællesskab. Dette har 
først Reess 141871 vist med Collema glaucescens, og den 
af ham betraadte synthetiske Vei er senere fulgt af Treub, 
Stahl og Bonnier; navnlig den Sidstnævntes omfangsrige 
Kulturer 5 1887, "1889, have bidraget meget til Spørgsmaa- 
lets Løsning. 

Naar man i Naturen har gjort den lagttagelse, at Al- 
gernes Nærværelse betinger eller dog i det Mindste begun- 
stiger Lavsvampens Fruktifikation og styrker den paa for- 
skjellig Maade, har man forklaret det derved, at Svampen 
skulde søge og finde Næring hos Algen og saaledes drage 
Fordel af dennes Evne til Assimilation af Luftens Kulstof. 
Der er imidlertid en Næringskilde, som jeg troer, man for 
meget har overseet. Fysiologerne i første Halvdel af vort 
Aarhundrede have mange Gange gjort opmærksom paa, at 


133 


hvor Talen er om Lavernes Ernæringsforhold selv paa øde 
Klipper, maa den i Luftens Støv indeholdte Næringsmængde, 
som vistnok endnu Ingen har bestemt den aarlige Tilførsel 
af, tages med i Beregning. Det er interessant, hvad. Möller 
84 1887 S. 12 meddeler, at Renkulturen af Lavsvampene 
netop derved bliver saa vanskelig, at Thallus og Apothe- 
cierne ere bedækkede med bakterieholdigt Støv. Endog i 
de hgiere Bjergregioner maa der dannes Støv, om ikke af 
Andet, saa af de henvisnede Laver”). For denne mulige 
Næringskilde bliver udelukket eller paavist at være uden 
Betydning, kan lagttagelse og Forsøg ikke give os nogen 
fuldt paalidelig Oplysning om, hvormeget Svampen har 
Algen at takke for. Jumelle har i den nyeste Tid ° 1892 
gjort en Række Forsøg over Lavernes fysiologiske Forhold, 
hvoraf bl. A. synes at fremgaa (p. 111, 317), at Algen kan 
assimilere en Kulstofmængde af Luften, som er tilstrække- 
lig til begge Parters Ernæring, men hvorvidt Svampen ude- 
lukkende benytter denne Kulstofkilde, eller hvad den yder til 
Gjengjæld, derom maa senere Studier belære os. Forsøg 
med at dræbe Svampeskeden kunde vise, om Svampens 
Livsvirksomhed spiller nogen Rolle ved at tilføre Algen Vand, 
mineralske Næringsstoffer og Kvælstofforbindelser. 

At Algen ikke skader Svampen, turde være indlysende, 
og Svampen skader heller ikke Algen, uden for saa vidt som 
den begrænser dens Frihed i mange Tilfælde; men nyttigt 
bliver Forholdet sikkert under alle Omstændigheder derved, 
at Fællesbygningen værner begge Fæller bedre mod Udtør- 
ring og tillader begge at udnytte Pladsen mere fuldkom- 
ment, end om de havde arbeidet og kæmpet hver for sig. 
Man veed, at ved en Række Laver er det Algen, som ved 
sin Formeringsmaade bestemmer Lavens Form, den er altsaa 
ikke blot en Fange; i andre Tilfælde gaaer Svampen foran. 

Uagtet vi altsaa maa hævde, at Forsøgene endnu ikke 
fuldstændigt have klaret Spørgsmaalet om denne Symbioses 


+) Sml. iøvrigt Pfeffer: Pflanzenphysiologie Bd. 1. 1881 S. 80 og 
Th. Fries % 1892, S. 10—11. 


134 


Karakter med Hensyn til det gjensidige Ernæringsforhold, 
saa ere vi dog ved Laverne naaede længst frem i Erkjendelsen 
og have Haab om, at Analogislutninger ikke skulle lede os 
paa Afveie, naar vi overføre de her vundne Resultater paa 
andre lignende Former af inderligt Samliv mellem Planter. 
Det bliver da saa meget vigtigere at fortsætte Undersøgel- 
serne over Lavernes Biologi, som vi ved disse simplere 
Organismer lettere kunne overse Stofskiftet og Svampens 
Indflydelse derpaa end f. Ex. ved Træernes Mykorrhizer. 

En af Grundene til den Uenighed, der blandt Forskerne 
findes om Rodsymbiosens Betydning, er imidlertid ikke blot 
vort endnu mangelfulde Kjendskab til Snylterens Virksom- 
hed, men kan simpelthen søges deri, at de Betegnelser, 
der anvendes for Afhængighedsforholdet, bruges snart i en 
snart i en anden Betydning. Jeg maa derfor gjøre Rede 
for, hvad der paa dette Sted skal forstaaes ved Begreberne 
„Symbiose“, Parasitisme“ o.s. v., samtidig med, at jeg be- 
grunder det ved Henvisning til den botaniske Literatur 
derom. Hos mig bruges Begrebet „Parasitisme“, Snylten, 
om enhver Form af Samliv mellem to forskjellige Organis- 
mer, uden Hensyn til om Snylteren er til Gavn eller Skåde 
for Værten. 

Malpighi har i sit berømte Værk: „Anatome plan- 
tarum“ i et særligt Afsnit 71679, pag. 62—67 behandlet 
Planteparasiterne: „De plantis quæ in aliis vegetant“, og 
han begynder Afsnittet saaledes: 

„Viventium officia adeo ex Naturæ legibus sibi invi- 
cem mutua sunt; ut non solum animalia diversa anımal- 
cula alant, et foveant; sed et plante ipse alias quoque 
extraneas enutriant, et quasi sui mutilatione vivificent.“ 

Som saadanne ,Mutualister“ nævner Malpighi: Viscum, 
Laver, Mosser o. a.; han bruger ikke Betegnelsen ,Parasit”, 
men Viscum kalder han: ,insita, ut ita dicam, planta”; 
heller ikke godtgjor han, hvori det egentlig „Gjensidige“ be- 
staaer; han henviser kun, som det ogsaa nu til Dags er 
Skik, til ,Naturlovene“ i Almindelighed. 

Det var vistnok Malpighi’s Landsmand Micheli, 


135 


som i Aaret 1729 indførte Betegnelsen ,Parasit om en 
snyltende Plante, idet han om ,Svampen fra Maltaf, d. v. s. 
den rodsnyltende Balanophoracee Cynomorium*) brugte Ud- 
trykket: ,est plantae secundariae aut parasiticae genus" 
(Nova plantarum genera, autore Pet. Ant. Michelio, 1729, 
p. 17. Tab. XII. — Jfr. Unger 4° 1840, S. 16—21). 

Senere er ,Parasitisme“ almindelig blevet brugt 1 den 
af mig antagne Betydning, altsaa uden Underforstaaelse af 
nogen nødvendig gavnlig eller skadelig Virkning mellem 
Vært og Snylter, hvilket f. Ex. indrømmes af Frank ? 1876, 
S. 195, og Ordet er endvidere fastslaaet som Modsætning 
til Saprofytisme af de Bary. 

Udtrykket „Saprofyt“, der nu bruges saa almindelig 
og ens af Alle, er virkelig først indført af de Bary ?1866, 
S. 205. Efter ham ere Saprofyterne, Raadplanterne, saadanne, 
som indfinde sig paa døde, organiske Substanser, medens 
Parasiterne, Snylterne, udvikle sig paa levende eller i det 
hgieste hendøende Organismer. 

Denne Begrebsadskillelse har vundet Hævd og for- 
tjener det. 

Anderledes er det gaaet med Betegnelserne for de for- 
skjellige Former, hvorunder Parasitismen optræder; her har 
Betegnelsesmaaden endnu ikke fæstnet sig. 

Ogsaa Begrebet Parasitisme i dets videste Betydning 
har man villet erstatte med andre. Saaledes foreslog Frank 
231876, S. 195 at betegne ved „Symbiotismus“ samt- 
lige de Tilfælde, hvor to forskjellige Species bo paa eller 
i hinanden, leve sammen, uden Hensyn til Arten af deres 
indbyrdes Forhold. Derimod indskrænker Frank Parasi- 
tismen til det Samliv, der skaffer Snylteren dens Ernæring 
uden Gjengjæld, og forstaaer ved ,Pseudoparasitisme“ 
— et Udtryk, som iøvrigt A.deGandolle, Preiss**) og Hof- 
meister %% 1868, S. 427 anvendte enstydigt med hvad 
de Bary sammesteds kaldte „Saprofytisme* — det epify- 


*) Denne findes afbildet f.. Ex. hos Warming: Den systematiske 
Botanik. 3die Udgave. Kjbhvn. 1891. Fig. 543 (S. 463). 
As Preiss: Rhizographie. Prag.’ 1823. S. 53. 


136 


tiske Samliv, hvorved Snylteren søger Bolig, men ikke Er- 
næring (f. Eks. Vedbenden). Søger Snylteren ogsaa delvis 
Ernæring uden egentlig at skade, foreligger et ,Leiemaal“, 
og bliver Samlivet i den Grad inderligt, at Vært og Gjæst 
yde hinanden uundværlige Tjenester og opgive deres Selv- 
stændighed, saa at de kun fungere som Organer for Hel- 
heden, da optræder Symbiotismen i den Form, som Frank 
betegner som Homobium, og hvorfor navnlig Laverne 
gjælde som Exempel. | 

Disse Udtryk, ligesaavel som de af Pfeffer ?7 1877, 
S. 997 anvendte: „Association“ og ,Convivium“ have dog 
aldrig ret vundet Indgang. ’ 

Grisebach havde 1872 (Göttinger Nachrichten 1872, 
p. 108) foreslaaet Navnet: Konsortium, som blev op- 
taget af Reinke, Cohn, Kny o. fl., men som forkastedes 
af andre, da de i Samlivet delagtige Organismer ikke optreede 
ligestillede som i et Konsortium, men arbeide for hinanden, 
Magnus "1873 henledte i denne Anledning Opmerksom- 
heden paa van Beneden’s Studier over Samlivet hos 
Dyrene, Arbeider, af hvilke navnlig de senere (P. J. van 
Beneden: Die Schmarotzer des Thierreichs. Internatio- 
nale wissenschaftliche Bibliothek, Bd. XVIII, 1876, og Les 
commensaux et les parasites, Paris, 1878) have vakt saa 
stor og berettiget Interesse i vide Kredse. 

v. Beneden beskriver det Samliv, i hvilket Smaadyr 
søge Tilhold hos større, hvis Hud de holde ren og saa- 
ledes til Gavn for begge ved deres Ernæring ,sørge for 
Værtens Toilette“. Dette Forhold kalder v. Beneden 
Mutualisme, medens han ved Kommensalisme (Bord- 
fællesskab) betegner det Forhold, hvor Gjæsten ernærer sig 
af de Smuler, der falde fra den Stores Bord, hvor altsaa 
begge bruge samme Næring, men hvor Snylterens Ubetyde- 
lighed gjør dens Nærværelse ligegyldig for Værten. 

De Bary, ?1879, fandt det, ligesom i sin Tid Mag- 
nus, heldigt at overføre de paa Dyrelivet saaledes anvendte 
Udtryk paa Samlivet i Planteriget. 


Eu 


137 


Ved et Foredrag paa Naturforskermødet i Kassel 1878 
behandlede han i denne Aand „Die Erscheinung der Sym- 
biose“ og gav her en Sammenstilling, der vel, som han selv 
siger 1879, 5. 30, kun meddeler „lauter bekannte Dinge*, 
men desuagtet ved sin klare, korte Form sikkert har bi- 
draget meget til at samle Interessen for Spørgsmaalet og 
gjøre dette almindeligere bekjendt. 

De Bary skjelner her mellem 1) den fuldstændige 
(strenge) Parasitisme, 2) Mutualismen og 3) Kommensa- 
lismen, hvilke han, i Lighed med hvad Frank tidligere 
havde gjort, sammenfatter under Begrebet: Symbiose. 
Han gjør dog opmærksom paa, at Kommensalisme*) i v. 
Beneden'sk Forstand ikke kan optræde i Planteriget, 
fordi Planterne ved deres Ernæring ikke lade Smuler falde 
fra deres Bord, og for Mutualismen bliver der ogsaa kun 
Plads, hvis man vil hævde, at Epifyterne: Mosser, Laver 
0. Ss. V., sørge for den beboede Træstammes Toilette, 
hvilket jo bliver en Smagssag. Han foretrækker derfor 
(S. 21) ved Samlivet i Planteriget kun at fastholde to Hoved- 
kategorier, at betegne ved antagonistisk Symbiose den 
indbyrdes Kamp, og ved mutualistisk Symbiose den 
gjensidige Fremhjælp, for saa vidt som denne sidste virkelig 
findes; den gjensidige Nytte er nemlig i de fleste Tilfælde 
„gänzlich zweifelhaft“, og „om Beskaffenheden af den mu- 
lige Gjentjeneste have vi, idetmindste foreløbig, ingen Fore- 
stilling“ (S. 19—20). 

Heri har de Bary fuldkommen Ret, og det er heldigt, 
at den af ham foreslaaede Betegnelsesmaade har vundet 
saa megen Indgang hos senere Forfattere; kun forekomme 
de alenlange Udtryk mig at være meget uhensigtsmæssige, 
og tillige synes jeg, det er for tidligt at fastslaa Gjensidig- 
heden, saa længe vi ikke vide, om den virkelig existerer. 
Fremdeles er det efterhaanden blevet Sprogbrug ved „Sym- 
biose* kun at forstaa den mutualistiske Form, og denne 
Sprogbrug, der ikke blot overholdes i strengt videnskabelige 


*) De Bary skriver Ordet formentlig feilagtig: Commensualisme. 
E 


188: 


Arbeider, men ogsaa ved mere populære Skrifter er trængt 
ind 1 den almindelige Bevidsthed, vilde det være urimeligt 
ikke at holde paa. 

Disse Overveielser have bevæget mig til at antage de af 
Vuillemin "81889 foreslaaede særdeles praktiske Udtryk: 
Antibiose og Symbiose svarende til den bekjendte Be- 
grebsforskjel mellem Antipati og Sympati. Kun gaa hos 
mig disse Betegnelser paa Samlivets Betydning for hele 
Planten, og jeg kan ikke billige, at Vuillemin f. Ex. i 
Galledannelserne seer en .lokal symbiotisk Virkning, blot 
fordi Vævene her uddannes hypertrofisk. En saadan Ter- 
minologi vilde, mener jeg, kun gjøre det virkeligt Simple 
indviklet. Grænsen mellem Begreberne trækker jeg ogsaa 
lidt anderledes og forstaaer ved Antibionter saadanneVæsener, 
som leve i Kamp paa eller i hinanden, medens Symbi- 
onterne leve fredeligt sammen, uden at skade hinanden; 
— om de i noget Tilfælde ere til indbyrdes Gavn, maa som 
oftest overlades Fremtiden at afgjøre. Jeg bruger altsaa 
„Symbiose“ nøie svarende til hvad v. Tubeuf 14? 1888, S. 
55, træffende har kaldt „harmlose Symbiose“. 

Hvis jeg har forstaaet Vuillemin ret, bruger han 
,Parasitisme* som Betegnelse for Mellemformerne mellem 
Antibiose og Symbiose; for mig gives der her ingen Mellem- 
former, Antibiose og Symbiose grænse umiddelbart til hin- 
anden, og Parasitisme omfatter alle Former af Samliv, de 
skadelige og de uskadelige, Antibiose og Symbiose. 

Netop naar Greensen drages skarpt mellem Begreberne, 
er det klart, at der maa gives talrige Overgange i Naturen, 
hvor Grænserne altid ere flydende; men Grænsen mellem 
Betegnelserne maa drages m for at disse i det Hele 
kunne faae Værdi. 

At en og samme Plante kan gjennemløbe hele Rækken 
fra afgjort Antibiont gjennem Symbiose for at havne som 
Saprofyt, altsaa opgive sin parasitære Tilværelse, er i mange 
Tilfælde bevist; hvad det gjælder om, er i hvert enkelt Til- 
fælde at godtgjøre, hvilken Virkning Planten har i det fore- 
liggende Udviklingstrin, en Opgave der mangen Gang kan 


_ 139 | 
være overmaade vanskelig, men som ikke løses, fordi man 
udvisker Begrebsgrænserne. 

Et Moment, som ogsaa faaer Betydning ved Symbiose 
og Antibiose er Samlivets mere eller mindre udbredte Op- 
træden og dets Varighed. Antibionten er oftest mere be- 
grænset i sin Optræden, og Resultatet af Kampen foreligger 
temmelig hurtigt; Symbionten vil derimod sjelden mangle, 
den viser sig som den stadige Ledsager, og Samlivet kan 
fortsættes i aarevis. Dette har naturlig sm Grund i, at en 
. almindelig og stadig Kamp vilde føre til Undergang og lade 
en saadan Form for Antibiose forsvinde, medens Symbiosen 
vil bestaa. Seet fra dette Synspunkt kan Antibiosen og 
Symbiosen opfattes som en Slags akut og kronisk Para- 
sitisme. 

Da Samlivets Udbredthed og Varighed oftest er lettere 
at bestemme end Gjensidighedens Art og de deraf be- 
tingede Ernæringsforhold, benytter man sig gjerne af denne 
' Udvei til at skjønne Parasitismens Natur. 

Ligesom der findes Overgange mellem Saprofytisme og 
Parasitisme, saaledes optræde disse ogsaa hver for sig i 
forskjellige Grader. De Planter, som ikke ere i Besiddelse 
af Bladgrønt og derfor ikke kunne udnytte Luftens Kulsyre, 
ere henviste til at søge hele deres Næring gjennem Roden 
eller det Organ, der gjør Tjeneste som Rod. 

For Saprofyternes Vedkommende har Johow i sine 
interessante Undersøgelser over Humusplanterne 6° 1889 
skjelnet mellem de klorofylfrie Holosaprofyter og de grønne 
Hemisaprofyter, en heldig Betegnelse, som man ogsaa 
kunde overføre -paa Parasiterne, hvorefter de blege, rod- 
snyltende Rafflesiaceer og Balanophoreer maatte kaldes Holo- 
parasiter ligesom de parasitiske Svampe, medens Mistel- 
tenen er en Hemiparasit, idet den selv ved sine grønne 
Blade kan hjælpe med til sin Ernæring. Johow opregner 
noget over halvandet Hundrede kjendte Arter af holosapro- 
fyte Fanerogamer, hørende til fem Familier; men hvor stort 
Tallet er paa hemisaprofyte Fanerogamer, veed man Intet 
om, da det endnu stadig er uvist, om de grønne Planter 


140 
formaa at optage og forarbeide de organiske Stoffer i den 
Jord, hvori de voxe. Forsøg have, som bekjendt godtgjort, 
at en Række Landbrugsplanter og yngre Planter af vore 
Skovtræer ikke behøve Jordbundens organiske Stoffer 
til deres Ernæring for at udvikle sig normalt; men dermed 
er jo aldeles Intet afgjort om, hvorvidt disse Stoffer kunne 
bruges og i Naturen virkelig bruges af Planterne. Men 
staaer det saaledes uafgjort hen, om Planterne, deriblandt 
vore Skovtræer, ere Hemisaprofyter eller ei, saa træder, 
som Pfeffer 971877, Kamienski % 1882 og Frank ?8 1888 
have hævdet, dette Spørgsmaal frem med endnu større 
Styrke ved de med Svamprødder udstyrede Planter som 
Orchideer, Monotropa, Cupuliferer, Coniferer o. s. v., hvor 
den med Roden samlevende Svamp jo utvivlsomt optager 
organiske Stoffer fra den fælles Jordbund. 


Rodsymbiosens Optræden. 
A. Algesymbiosen. 


Hvorledes Alger kunne indgaa i Symbiose med Svampe 
og derved danne Laver er forhen omtalt. En Række 
interessante Iagttagelser over Samliv mellem Alger, der ofte 
faaer Karakter af Symbiose, er meddelt af Cohn 11872 og 
Kny 51873; vi skulle dog ikke dvæle herved, men gaa til 
Betragtningen af Samlivet hos Planter, hvis ydre Livsvil- 
kaar mere ligne Skovtræernes. 

Hos Halvmosserne (Hepaticæ) er, saa vidt mine Under- 
søgelser have vist mig, Gottsche den Første, som har været 
oprnærksom paa Algesymbiosen. I sine fortræffelige Studier 
over Haplomitrium Hookeri N. v. E. +? 1843, S. 320, meddeler 
han, at der i Arkegoniets Halskanal ret hyppigt træffes grønne 
Smaakorn, der som Parasiter ogsaa trænge ind i Æg- 
cellen (cavum pistilli).. Han gjetter, vistnok rigtigt, paa, at 
Snylteren er en Nostoc, og afbilder Forholdet tydeligt Taf. 
XIIL Fig.7. Han har neppe anseet Snylteren for skadelig, 
kun klager han over, at den vanskeliggjør Studiet af Be- 


u, 


14 


frugtningsforholdene, en Vanskelighed, som man dog snart 
kommer over, da Parasiten kan skaffes af Veien ved et 
Tryk paa Deekglasset. 

Vi ber legge Mærke til, at det er Slimkanalen, som 
Nostoc her opsøger, da det ogsaa andetsteds viser sig at 
vere Slimgange, som danne Veien for denne Snylters Ind- 
trængen. 

Milde beskrev 3? 1851 Forekomsten af olivengronne, 
rosenkransformige Cellesnore, ganske lignende Kjederne hos 
Nostoc og Collema, samlede til Kugler, i Løvet af en hel 
Række Halvmosser, hvor disse Dannelser tidligere vare op- 
fattede som Knopkornbeholdere. At de iagttagne Cellesnore 
virkeligt vare Alger, ikke blot lignede disse, blev dog ikke 
Milde klart, det gik altsaa hermed som med Opfattelsen 
af Lavernes Gonidier, og Gottsche, som ** 1858 refererede 
og kriticerede Milde’s Afhandling, bekræftede hans lagt- 
tagelser, tilfoiende, at Cellekjederne hang sammen ved en 
ufarvet Slim (S. 43), men bekjendte tillige, at han ikke 
forstod disse mørkegrønne Massers Funktion. Han slutter 
med at sige, at ,der her er Stof nok til en lille Af- 
handling“. 

Dette Vink blev dog først fulgt 571872 af Janczewski, 
som paaviste, at de omhandlede Dannelser hos Anthoceros 
levis og Blasia pusilla virkeligt ere Klumper af snyltende 
Nostoc lichenoides. Nostoctraade trænge ind gjennem Spalte- 
aabningerne paa Løvets Underside — eller, om man vil: 
Rodsiden —, hvorpaa Læbecellerne lukke sig sammen over 
Algen, som derved er fangen og ved sin Udvikling danner 
og udfylder Intercellularrummene, idet den tvinger Cellerne 
fra hverandre. Kunstig Infektion med fritlevende Nostoc 
lykkedes ogsaa for Janczewski, som mener, at Snylteren , 
virker skadelig paa det angrebne Vævparti, men er uden 
Betydning for Værtplantens Trivsel i det Hele. 

Den Omstændighed, at Spalteaabningerne lukkes efter 
Algens Indtrængen, kan man ganske vist tyde som Tegn 
paa, at Planten er bleven klog af Skade; men muligt er 


142 


det ogsaa, at den sætter Pris paa at beholde den fangne 
Snylter. 

Magnus har iøvrigt 7” 1873 udtalt sig for, at Nostoc 
hchenoides hos Halvmosserne ikke optræder antibiotisk, 
hvorfor ogsaa den Omstændighed taler, at Janczewski i 
de vandførende, store, med Huller udstyrede Celler i Bladene 
af Sphagnum acutifolium mangen Gang fandt Nostockolonier, 
som udfyldte en Del af eller hele Cellens Lysning*). Janc- 
zewski indrømmer nemlig ogsaa, at der her ingen Grund 
er til at antage Antibiose. 

Marchand 71879 har i Rhizoiderne hos flere Halv- 
mosser (Anthoceros, Riccia etc.) fundet snyltende Alger, 
Nostoc eller Anabena, som fremkalde sæk- eller flaske- 
formige Opsvulmninger, der da ligne en Botrydium og i visse 
Tilfælde virkeligt ere tydede saaledes. | 

Ægte Rødder optræde, som bekjendt, først hos Kar- 
planterne. Ogsaa her har man i visse Tilfælde fundet 
Algesymbiose. 

Schacht beskrev 11853 udførligt de ejendommelige 
Rodbuske, som hos en Række Cycadeer, dannes paa de 
øverligt strygende eller over Jordoverfladen fremtrædende 
Rødder, idet de paa disse udviklede unge Rødder, saa snart 
de ere komne gjennem Moderroden, forgrene sig gaffelformigt, 
ofte med saa talrige og tæt trængte Grene, at den hele 
Samling seer ud som en Klase. Hans Taf. IV., Fig. 11—21, 
viser os disse mærkelige stjernegrenede Rødder, der be- 
sidde en saare ringe Længdevæxt, men iøvrigt anlægges og 
udvikles paa samme Maade som de lange. Deres Barkvæv 
er løst eller aabent og indsuger Vand med Begjærlighed. 

I disse korte Stjernerødder, og kun i disse, ikke i de 
> lange, fandt Reinke’ (198 1872, p. 107; 91873, “Baa 
111 1879) hyppigt, men ikke altid, en Alge (Nostoc) voxende **). 

*) Jvfr. Afbildning af dette Forhold af Reinsch: Bot. Ztg. 1879, 
Taf. I. Fig. 1 og 3. 
**) Reinke bestemte vel Algen som Anabaena; men saavel Schenk 

128 1879 som de Bary 71879, S. 12, Anm. 6, og Sorauer "” 1886 


IL, S. 3, have hævdet, at Symbionten er en ægte Nostoc. Omhyllende 
Slimmasser synes imidlertid ikke at findes. 


Algen findes kun i Rodbarkens Cellemellemgange (sml. og- 
saa Schenk’s Angivelse 1281872) i et ejendommeligt, palli- 
sadeformigt Cellelag, som den selv ved sin Pirring bringer 
Værtplanten til at danne; Rødder uden Alger, selv de 
gaffelgrenede have nemlig ikke denne anatomiske Bygning. 

Reinke viser os (1111879 Taf. VL, Fig. 1) et Længde- 
snit af en saadan algebeboet Rod af Cycas circinalis, hvori 
sees yderst Lag af Rodbark, som ere frie for Algen, men 
der indenfor en dybt blaagran Stribe, som løber jævn- 
sides med Omkredsen og frem efter imod Rodspidsen, dog 
ikke ud omkring denne. Denne Stribe svarer til Gonidie- 
laget hos Likenerne og bestaaer af Pallisadecellerne, som 
dannes hypertrofisk ved Udposninger fra to indre sammen- 
stødende Barkcellelag, der ved Algens Væxt tvinges fra 
hinanden, og hvis Intercellularrum saaledes give Plads for 
Nostocs blaagrønne Cellekjeder. Snylteren findes kun i dette 
ene Lag, omtrent midt i Barken, hvorfor Reinke antager, 
at den kun kan komme ind gjennem Saar paa Roden, som i 
øvrigt ikke synes at lide ved Samlivet, uagtet den maa er- 
nære Snylteren. Reinke fandt nemlig ogsaa Nostoc i 
Rødder, som aarelangt havde været dækkede af et tykt 
Jordlag, der altsaa havde udelukket det for Algens selvstæn- 
dige Assimilation nødvendige Lys. Saavel han som Mag- 
nus ‘1877 gjør opmærksom paa, at Stjernerøddernes Dan- 
nelse ikke kan skyldes Algen, da denne ikke forekommer i 
dem alle. 

Hos Gunnera, der hører til Vandspirfamilien, fandt 
Kannke (221871 og 1872, S. 100 samt 1101873, S. 87 ff.) 
en snyltende Nostoc, som meget ligner Nostoc lichenoides 
hos Halvmosserne. Algen trænger ind gjennem Slimka- 
nalerne og danner i Stammens Bark, et Stykke under Over- 
fladen, gonidieagtige Reder, idet den udfylder de beboede 
Parenkymceller. I Modsætning til Cycadee-Rodens Nostoc, 
med hvilken den ifølge Schenk 1?31872 er identisk, lever 
den ikke i Intercellularrummene, og medens Reinke mener, 
at Snylteren er fuldstændig uskadelig for Værtplanten, kun 
rigtignok krævende Ernæring i sit Fangenskab, har senere 


14d 


Merker, *! 1889, S. 227—230, paavist, at Algetraadene 
ved at legge sig op ad Celleveeggene virke nedbrydende 
paa disse, hvorefter de opfylde Cellens Indre og bringe 
Stivelsen til at forsvinde. Merker mener, at Traadenes yppige 
Veext netop indtreder ved Forbrug af Veertplantens Stivelse, 
hvorfor Forholdet staaer paa Grænsen over mod Antibiosen. 

Foranstaaende Række Tilfælde af Algesymbiose viser 
os vistnok dette Samliv i dets inderligste Former, og Resul- 
tatet af den hele Betragtning bliver da, at Algen sikkert 
ikke tilfgier Veertplanten nogen nævneværdig Skade, men 
at paa den anden Side dens Nytte bliver mere end tvivlsom. 

Likengonidierne indtage dog i saa Henseende en Sær- 
stilling, men heller ikke disses Nytte i Ernæringsforholdet 
kan siges at være egenligt bevist. — 

Vi gaa derefter over til 


B. Svampesymbiosen, 
og skulle herunder først behandle den mere lokaliserede Form, 
hvori denne optræder i de af Svampe beboede 


a. Rodknolde. 

Malpighi beskrev og afbildede, 771679, p. 7, 33, 
Tabb. II, IV, XIX, XX hos flere Leguminoser smaa Rod- 
knolde*), som han nærmest antog for Insektgaller. At 
denne Tydning var feilagtig er senere bevist. 

Henved et Aarhundrede efter finder man hos Duhamel 
211758. P. I, p. 91, en Angivelse om, at han ofte paa 


*) Den ældste Afbildning („Pourtrait“) og Omtale af Knoldene findes 
vistnok i Jacques Dalechamp’s „Historia generalis plantarum" 
fra 1587; se Oversættelsen „Histoire generale des plantes“. Lyon 
1615. T. L, p. 409. — Hornemann (Forsøg til en dansk oekono- 
misk Plantelere. 2. Opl. 1806) nævner dem („Korn“, ,Knuder“) 
hos Ornithopus perpusillus, Lotus corniculatus og Medicago lupu- 
lina. Afbildninger af Knoldene findes ogsaa i Flora Danica: Tab. 
730 (Ornithopus perpusillus; ed. O. F. Müller 1778); 989 (Trifo- 
lium pratense), 991, 992 (ed. Vahl 1790); 1463, 1521, 1995 (ed. 
Hornemann 1813—1830). Deres overordentlige Talrighed hos Ærter 
og Vikker i Landets forskjellige Egne, hvilket af Landmændene var 
sat i Forbindelse med en Sygdom, omtales i „Fadrelandet“ 1847 
Nr. 153 af Liebmann, der ansaae dem for Insektgaller, fordi 


145 


Rødderne af Cytisus alpinus har truffet en Slags „Nodus*, 
der undertiden naa en betydelig Størrelse. Disse Udvæxter 
seer man: paa Rødderne af næsten alle ærteblomstrede 
Planter. Det er ham ikke muligt at sige, hverken hvilken 
Aarsag deres Dannelse skyldes, eller hvilke deres Funktioner 
eré; kun forekommer det ham!, at Træerne ingen Skade 
lide ved Knoldene. 

Duhamel kjendte altsaa meget godt Knoldenes store 
Udbredning ogsaa hos træagtige Leguminoser, hvilket jeg 
ikke har seet Forfatterne omtale. 

Hvad er nu for det Første Knoldene? 

v. Tieghem, der kjender og tager Hensyn til andre 
Forskeres afvigende Meninger, hævder bestemt, 14° 1888, 
p. 188—189, at hos alle af ham undersøgte Bælgplanter ere 
Knoldene uden Undtagelse virkelige, men forkrøblede Rødder, 
idet de ligesom andre Rødder helt og holdent uddannes 
fra Moderrodens Pericykel. De afvige fra normale Rødder 
ved at være .polystele, have flere Centralcylindre i en fælles 
Bark. De huse alle en Svamp, hvis mærkelige biologiske 
Forhold give denne Art Rodsymbiose en ganske særegen Be- 
tydning baade for Fysiologien og Plantedyrkningens Økonomi. 

Vi kunne dog ikke indlade os paa nærmere at drøfte 
denne Sag, der i de sidste Aartier har lagt Beslag paa saa 
mange fremragende Forskeres Arbeide og skabt en over- 
vældende stor Literatur. Vi maa noies med at henvise til 
Afhandlinger, som synes os at give den bedste Fremstilling 
af de indvundne Resultater, og nævne som saadanne 
Prazmowski’s*) og Laurent’s**), der vise os Forsk- 
ningens historiske Udvikling ***). | 


han i udtomte Knolde undertiden havde fundet Larver. Ganske som 
Didrichsen, (Botanisk Tidsskrift. Bd. 2. 1867. S. 8) opfatter jeg 
Leguminosernes Rodknolde som „Birodder‘, men rigtignok frem- 
kaldte ved Symbiontens Indtrængen, hvad D. ansaae for usandsynligt. 
*) Adam Prazmowski: Die Wurzelknöllchen der Erbse. Die landw. 
Versuchs-Stationen, 1890. Bd. 37. S. 161—238, Bd. 38, S. 5—62, 
**) Em. Laurent: Recherches sur les nodosités radicales des Légu- 
mineuses. Annales de l'institut Pasteur. 1891. T. V., p. 105—139. 


***) Ferd. Cohn: Zur Geschichte der Leguminosenknöllchen. Centralbl. 


Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 10 


Us 

Knoldene dannes som Folge af, at Snylteren trænger 
ind gjennem Rodhaarene eller udvandrer fra forud dannede 
Knolde. Den optræder i Masse, men er selv overmaade 
lille; den hører til en Bakterierne meget nærstaaende Plante- 
gruppe og har af Frank*) faaet Navnet Rhizobium legu- 
minosarum, men omfatter for ovrigt vistnok forskjellige 
Arter. 

I et eget Væv midt i Knoldens Bark udvikler Svampen 
de æggehviderige ,Bakteroïder“, som sluttelig fortæres af 
Værtplantens Plasma. Sin store Betydning faaer Snylteren 
derved, at den besidder Evnen til at assimilere Luftens 
frie Kvælstof, som siden gjennem Bakteroiderne kommer 
Værtplanten til Gode. Uden Svampen dannes ingen Knolde, 
og uden Knolde trives Bælgplanten ikke saa godt som med 
disse, særlig ikke paa Jord, som er fattig paa den for Kultur- 
planterne saa værdifulde kvælstofholdige Næring **). 

Herved blive Bælgplanterne „Kvaelstofsamlere*, hvilket 
navnlig faaer Betydning i Landbruget, men ogsaa kan komme 
til at spille en vis Rolle ved Beplantning af magre Sand- 
jorder med træagtige Leguminoser. 

Disse, der, som vi saa, særlig omtaltes af Duhamel, 


f, Bakteriologie u. Parasitenkunde. Bd. X. 1891. 5. 190—192 
(om Lachmann’s mærkelige Afhandling fra 1858). — Den lerdeste 
og interessanteste Fremstilling af Anatomien og Undersggelsernes 
Historie er given af P. Vuillemin: Les tubercules radicaux des 
légumineuses. Annales de la science agronomique francaise et 
étrangère. 5e année. 1888. T. I, p. 121—212. Pl. I, IL Ogsaa 
Vuillemin hævder (p. 201), at Knoldene ere „Endomykor- 
rhizer.“ Sikkert med Urette har han antaget en genetisk Forbindelse 
mellem Rhizobium-Strengene og Hyferne af den samtidig optræ- 
"dende Cladochytrium tuberculorum. Jvf. Rostrup: Knoldene paa 
Bælgplanternes Rødder o.s.v. Tidsskr. f. Landgconomi. Bd. 8. 1889. 
SSR 


*) Frank, A. B.: Ueber die Pilzsymbiose der Leguminosen. Landw. 
Jahrbücher. Bd. XIX. 1890. S. 523—640. T. VIL—IX. 


**) Se iøvrigt Johannsen, W.: OmPlanternes Assimilation af Luftens 
Kvælstof. Særtryk af Beretningen om Landbrugskongressen i Kjoben- 
havn 1888, og 
Samme: Lærebog i Plantefysiologi. Kbhvn. 1892. S. 136 —144. 


147 


synes ligeledes hele Jorden over at bære Rodknolde. Ferd. 
v. Mueller 381888, Decade 13, Tab. 10 afbilder dem saa- 
ledes hos den australske Neptunia grucilis. Hos de i Søer 
flydende Arter af Neptunia*) optræde Rodknoldene ogsaa, 
som paavist af Brunchorst (Ber. d. d. bot. Ges. 1885, 
hair 731887 5.245). 

Rødder af Robinien, optagne i Slutningen af Marts 
1890 i en lille Bevoxning i Barnstorfer Anlagen ved Rostock, 
har jeg selv undersøgt. Knoldene**) der sikkert vare fra det 
foregaaende Aar, viste den hos Bælgplanterne sædvanlige 
Bygning; Vævet indenfor Korkskorpen var dog tildels ud- 
tømt for Indhold, men til Gjengjæld fuldt af Svampehyfer, 
som jeg derimod ikke fandt i de normale Sugerødders Bark; 
de vare tynde, forgrenede og rige paa Fedt***). Hyferne 
danne ingen Svampeskede omkring Sugeroden, hvilket og- 
saa er nævnt af Frank ?5 1885, S. 135. Denne har *° 1890 
anstillet Forsøg over Robiniens Kvælstofassimilation, og 
Nobbe, Schmid, Hiltner u. Hotter gjorde ‘1891 
Forsøg over Indvirkningen af Infektionsstof, taget fra for- 
skjellige Bælgplanters Knolde. Nobbe’s Resultater, der 
oplyses ved smukke fotografiske Gjengivelser af Planter og 
Rodknolde (se Taf. IN—VII) stemme for Robinia Pseud- 
acacia overens med dem ved andre Leguminoser indvundne; 
ligesaa for Cytisus Laburnum. Derimod afveg Gleditschia 
triacanthos paa en meget mærkelig Maade, idet man aldrig, 
hverken i Naturen eller i Infektionsforsog fandt Rodknolde. 
Rødderne, siger Nobbe (S. 343) ere hos denne Plante ud- 


*) Disse Vandplanter maatte egne sig til Forsog over Betydningen af 
Mediets (Jordens) kvælstofbindende Evne, altsaa til Undersøgelse 
af, hvorvidt Luftens frie Kvælstof assimileres direkte eller ikke af 
Rhizobium. 

**) Robiniens Knolde nævnes allerede af Reum '° 1835, S. 54, 198, 
der sammenstiller dem med Ellens som abnorme Roddannelser, 
fremkomne ved Overproduktion. 

***) Denne Svamp var rimeligvis kun saprofyt, hvilket vel ogsaa gjælder 
Vuillemin's Cladochytrium tuberculorum. Robinia-Knoldene ere 
særlig studerede af Tschirch: Beiträge zur Kenntniss der Wurzel- 
knöllchen der Leguminosen. Ber. d. d. bot. Ges. Bd. 5. 1887. 
S. 58—98, m. Taf. V. 

10* 


_ 148 
mærkede ved „spidse, tykvæggede, mørkebrune Tricho- 
mer, som idetmindste maa vanskeliggjore Bakteriernes Ind- 
trengen“, og heri søger han Forklaringen for Mangelen af 
Knoldene. Disse eiendommelige Forhold ønskede jeg at 
undersøge ngiere og opgravede derfor midt i September 
Maaned en større Del unge Rødder af tre omtrent 10% 
høie Gleditschia triacanthos i den botaniske Have i Berlin 
(Schåneberg). Da jeg kun fandt to smaa Rodknolde, ere 
disse sikkert temmelig sjeldne; deres Diametre vare 1.5 og 
93mm. yderst besade de en sort haard Skal af Kork i 
Overensstemmelse med andre Leguminosers Rodknolde; det 
indre Veev var paa dette Tidspunkt allerede saa udtømt og 
tildels destrueret, at jeg ikke kunde afgjore, om det inde- 
holdt eller havde indeholdt Rhizobium med Bakteroider. Der- 
imod saae jeg i dette indre Parti af Knolden tydeligt talrige 
tykke Hyfer, der imidlertid ogsaa optraadte i alle under- 
søgte normale Rødder og syntes almindeligt udbredte. Især 
i den indre Rodbark, helt ind til Endodermis voxer i de 
endnu levende, med Cellekjerne udstyrede Celler et yppigt, 
intracellulært Mycelium, som er forgrenet, septeret og rigt 
paa Indhold; de tykke Hyfer vandre fra Celle til Celle og 
danne i Lumina Mycelnøgler som i Orchideernes Rodbark, 
de ere overmaade tydelige og naa ofte en mægtig Udvik- 
ling; undertiden ere de sparsommere, men savnes neppe i 
nogen Sugerod. Den ydre Del af Barken er fattig paa 
Hyfer, der ogsaa hist og her træffes udvendig mellem Rod- 
haarene; men en Svampeskede var intet Steds dannet. 
Nobbe har neppe havt friske Rødder for sig; paa saadanne 
ere Rodhaarene gule (ikke mørkebrune), og denne Farve be- 
virker, at man ogsaa makroskopisk let seer den gule Pels 
langs ned ad Roden, ligesom Cellevæggen træder tydeligere 
frem, men ikke er tykkere end hos andre Planters Rodhaar; 
Haaret ender heller ikke spidst men afrundet, Væggen er 
ved Enden stærkere fortykket som sædvanlig. løvrigt ere 
ogsaa Rodbarkens Cellevægge gule og desuden smukt prik- 
kede (,porede“). Rodens og Svampens Skjæbne har jeg 


129 


ikke havt Leilighed til videre at forfølge, men anseer sikkert 
Forholdet for symbiotisk. 

Fra Amerika beskrives en Række Leguminoseknolde 
af Schneider "3 1892, der forsøger Opstillingen af et nyt 
System af Rhizobium-Arter, af hvilke Rh. nodosum (p. 215, 
Pl. CXXX, fig. 8) er den Form, som findes hos Robina 
Pseudacacia, Dalea alopecuroides og Cassia Chamaecrista *). 

Ellen (Alnus) optræder, som bekjendt, altid med Rod- 
knolde. Disse synes først iagttagne af Meyen 2 1829, 
S. 55—58, i forskjellige Egne af Tydskland; han nærede den 
heist mærkelige Tro, at Knolden var et lavere Udviklings- 
trin af en Rodparasit, som iøvrigt var analog med en 
Balanophora. Disse og andre Parasiter skulde da dannes 
af sig selv ved en Pseudomorfose af Roden, ikke af Frø 
og Kimplanter. Knoldene bestode af kort og tæt forgrenede 
Rødder, som gik en yderligere Forvandling imgde. Th. 
Hartig omtaler Knoldene °? 1851, S. 365 som underjordiske 
Maserknolde, medens Schacht nærmere beskrev og af- 
bildede dem 1231853 (m. Taf. IV, Fig. 3—10; 1271860. 
Taf. IV., Fig. 33). Han paaviste, at de allerede findes hos 
den kun faa Uger gamle Kimplante, — hvorfor han ansaa 
dem for en Slegtseiendommelighed 1271860, S. 293 —, 
samt at de ere virkelige, men korte og ofte mangfoldigt for- 
grenede Rødder, hos den eenaars Plante undertiden haand- 
formigt lappede og lyse, paa ældre Rødder ofte af betydelig 
Størrelse, som Woronin’s (155 1866, Taf. I; 1551867, Pl. 6) 
og Rostrup’s fortræffelige Afbildninger 1181880, S. 190, 
Fig. 28 vise os dem. 

I disse Knolde, som ogsaa optraadte hyppigt i Egnen 
om St. Petersburg paa Alnus glutinosa og A. incana, fandt 
Woronin en Hyfesvamp, som han ansaae for Aarsagen til 
Knolddannelsen, og som han gav Navnet Schinzia Alni. 
Senere mente H. Moeller 351885 i- Cellerne at se Plas- 
modier af en Plasmodiophora; dog dette beroede paa en 
Feiltagelse, hvad Brunchorst 141886, S. 174, Anm. 4, 


+) Jfr. Beyerinck. Bot. Ztg. 1888. Sp. 771. 


150 


.” paaviste og Moeller °° 1890 har indrømmet”). Feiltagelsen 
fremkom derved, at Moeller . benyttede Alkoholmateriale, 
hvori Alkoholen havde fremkaldt de af ham iagttagne Dan- 
nelser i Protoplasmaet. Da vistnok ogsaa Andre have be- 
gaaet den samme Feil, er der Anledning til at advare mod 
den Fare, der ligger i udelukkende at studere Præparater, 
opbevarede i Spiritus, der i dette Tilfælde i Forening med 
Elleplasmaet havde dannet en ny og mærkelig Svamp: 
" Spiritus-Plasmodier. Den virkelige Hyfesvamp har meget 
fine Hyfer. Brunchorst kaldte den Frankia subtilis med 
usikker Plads i Systemet. Dens Traade slynge sig i Rod- 
barkens Geller sammen til store Nøgler, som vi træffe disse 
hos Orchideerne (se nedenfor), og Nøglerne forbindes 
ved Hyfer, der gjennemtrænge Væggene og saaledes vandre 
fra Celle til Celle. | 

I "Spidsen af Hyferne — der, efter hvad Moeller 
$6 1890 sidst har hævdet, ikke skulle være septerede, men 
eencellede — afsngres Sporangier enkeltvis, og i disse dannes 
flere Sporer, som frigjeres ved Bristning af Væggen. Stor- 
relsen af de paa Nøglerne dannede Sporangier er hos Alnus 
glutinosa og incana ens: 4—6 u. Svampens Veext standser 
kun ved Frosten om Vinteren; naar Knoldene danne nye 
Forgreninger, voxer den ind i disse, og interessant er Brun- 
chorst’s Meddelelse 141886, S. 159, at han fandt Overens- 
stemmelse i Antallet af Knoldens Skudgenerationer og af 
Aarringe i den Rod, hvorpaa Knolden sad, hvorefter man 
maa antage, at der som Regel dannes een ny Rodgeneration 
om Aaret. Disse korte, heist 5™™ lange Rødder frembringe 
da ved deres aarlige Gaffelgreninger efterhaanden den 
hele Busk. j 

Udenom den af Svampen beboede Bark har Roden et 
Korklag, og paa dette, i Spidsen, en lille reduceret Rod- 
hætte. Svampenøglerne ligge i Barkens store Celler, hvor 
Stivelsen mangler; denne optræder sammen med Garvesyre 
kun i de med hine afvexlende Rækker af smaa Celler. Man 


+) Jvf. ogsaa Atkinson "1899, p. 171. 


Be 


kunde deraf drage den Slutning, at Svampen lever af Sti- 
velsen, ligesom Merker antager det for Nostoc hos Gunnera, 
men det maa bemærkes, at den store Cellekjerne, som ind- 
spindes i Hyfengglet, ikke lider herunder, og at det heller 
ikke er godtgjort, at de af Svampen beboede Celler, nogen- 
sinde have indeholdt Stivelse. Man kan ikke med Grund 
antage, at Svampen skulde være til Fordel for Træet; paa 
den anden Side have de enkelte knoldfri Planter, man har 
fundet, hverken havt bedre eller ringere Væxt, og Forholdet 
bliver da efter vor Opfattelse at betragte som uskadelig 
Rodsymbiose, neppe som Antibiose. 

Som Bevis for Rodknoldenes almindelige Udbredelse 
kan anføres, at Rostrup*) fandt saadanne hos Exemplarer 
af Alnus ovata og Lathyrus maritimus, hjembragte fra Grøn- 
land. Fra Alabama beskrives og afbildes Knoldene hos 
Alnus serratula af Atkinson 11899, p. 172, Pl. CXXVIIL 
Fig. 1; de optraadte hyppigt i denne Del af Amerika. 
Nielsen**) har paa Grundlag af foretagne Gjødningsforsøg, 
der dog sikkert trænge til nærmere Prøvelse, udtalt den 
Formodning, at Rodel og Hvidel ligesom Robinien ere 
„Kvaelstofsamlere“, d. v. s. ved Hjælp af deres Rodknolde 
formaa at assimilere Luftens frie Kvælstof. 

Brunchorst nævner !? 1887, S. 243, at man foruden 
den konstante Frankia Alni (F. subtilis) i Knoldrøddernes 
Bark mangen Gang træffer tykke og tykvæggede Svampe- 
hyfer, som dog ,ikke have videre Interesse“. Om disse 
maa vi oplyse, at de ogsaa forekomme i de normale 
Rødder, medens man stedse savner en Angivelse om, at 
Frankia mangler i Rødderne udenfor Knoldene, et For- 
hold, som dog egentlig maatte afgjøres, inden man udpeger 
denne som Aarsagen til Knoldenes Dannelse. 

De normale Rødder har Schacht ogsaa afbildet, Taf. 
IV., Fig. 5 e; de ligne Bøgens og kunne være uddannede 


*) Rostrup, E.: Tillæg til „Gronlands Svampe (1888).“ Meddelelser 
om Grønland III. 1891, S. 633. 

**) Nielsen, C. L.: Kvælstofsamlende Planter. Forst-Tidende 1892. 
Ss. 50—51. 


152 


som Svamprødder med Svampeskede ganske som dennes. 
I flere Tilfælde, saaledes fra en Mose i Almindingen og fra 
Flyvesand ved Mundingen af Grødbyaa paa Bornholm, har 
jeg fundet Rødderne af Alnus omspundne med mægtige 
Svampeskeder, og paa samme Materiale alle Overgange i 
Skedetykkelse lige til svampefrie Rødder med korte Rodhaar. 
Ellen afgiver altsaa et Exempel paa, at der endog paa 
samme Træ kan forekomme svampefrie Rødder, Rødder med 
ydre Svampeskede og endelig Knolde med indre Hyfenggler. — 

At de normale Rødders Svampe med septerede Hyfer 
leve symbiotisk, er utvivlsomt, og at de ogsaa kunne angribe 
Knoldrødderne er jo rimeligt nok, et Forhold, som jeg ikke 
har undersøgt. 

I en Kritik af Schacht's Afhandling meddeler Pfeil 
991855, at 1-Aars Planter altid have Knoldene, medens han 
paa Træer over 15—20 Aar aldrig har fundet blot Spor 
af dem, selv hvor unge Planter ved Siden af bare dem i 
rigelig Mængde. Han mener, at de kun paa ugunstig Jord 
opnaa betydeligere Størrelse, idet Knoldanlægene paa frugt- 
bar Jord, f. Ex. efter Omplantning til saadan, ofte voxe ud til 
nye Rødder. 

Det kan jo være, at Pfeil’s Iagttagelser have været 
mangelfulde, men muligt ogsaa, at Frankia siden da har 
vundet mere Overhaand. 

Mest interessant er det dog, at Pfeil kjender ganske 
lignende Knolde, optrædende i endnu større Mængde hos 
unge Birk. Medens Knoldene hos Ellen vare hyppigst paa 
vaad Tørve- og Mosebund*), dannes de hos Birken for- 
nemlig paa Hedebund med Lyng og Bøller. 

Slige Rodknolde hos Birken (Betula) har jeg ellers 


*) At Ellens Knolde navnlig træffes i fugtig Jord, som ved Vandløb, 
nævnes allerede af Meyen, og det gjentages af næsten alle senere 
Forskere. Dog er stor Fugtighed ingenlunde nogen Betingelse for 
deres Forekomst. Jfr. ogsaa Moeller % 1885. S. 102. — Pfeils 
Angivelse af lignende Knolde hos Birken kan iøvrigt muligvis bero 
paa Forvexling med de mærkelige Knolde, som høs denne Træart 
dannes af tætstillede, dichotomerende Proventivknopper paa Stødet 
og de nærmeste Rødder. Jfr. Th. Hartig % 1851. S. 303. 


153 


kun truffet omtalte af Sorauer 71886 I., 5. 748, der 
ogsaa afbilder dem paa Fig. 43. Han formoder, åt de ere 
af lignende Oprindelse som Elleknoldene, men har kun 
fundet dem een Gang, i Maj 1880; han kunde ikke undersøge 
dem ngiere og bemærker blot, at de vare hule. 

Et Tilfælde af denne Art er ogsaa blevet mig bekjendt; 
påa en 5 Aars Birk i Distriktet Havelberg ved Neustadt 
a. d. Dosse (under Potsdam) fandt jeg en saadan Rodknold. 
Det var i en 50-Aars af Heterobasidion (Trametes) med- 
tagen Fyrrebevoxning, hvor Jordbunden, som Pfeil an- 
giver det, nærmest var dækket af Erica og Vaccinium. 
Ligesom ved Sorauer’s lagttagelse var det midt i Mai (1891), 
og ogsaa i dette Tilfælde var Knolden hul. Den var kølle- 
formig, 157” lang med største Brede 7™™-, og saae ganske 
lys og frisk ud. To Insektgange førte ind i den; den ene 
kun kort, den anden næsten gjennem hele Knoldens Længde, 
i denne fandt jeg under Mikroskopet Insektæg og et Stykke 
Kitinhud med Børster, et Tegn paa, at Gangen havde været 
beboet. Cellerne i den indre Bark omkring Gangen vare 
friske, med Cellekjerne, traadet-kornet Plasma og Stivelsekorn. 

Frankia Alni saae jeg intetsteds, og Sorauer's For- 
modning er derfor neppe rigtig; derimod iagttoges i Knol- 
dens ydre Bark tykke (indtil 4—5 u), septerede, forgrenede, 
plasmarige Myceltraade, slyngende sig intracellulært mest 
om langs Væggene, men ogsaa gjennemvoxende disse. Hyferne 
trængte ind gjennem Epidermis, hvor de vare langt tyndere 
end i Barken; deres Fordeling i denne fik jeg ikke Leilighed 
til at undersøge nøiere, og da jeg kun har iagttaget denne 
ene Rodknold, tillader Materialet ingen Afgjørelse af, om 
de sporede eller fundne Dyr eller Svampe have været Aarsag 
til Knolddannelsen eller ei. Derimod synes Knolden mig 
bestemt ingen Lighed at have med de sædvanlige Maser- 
knolde. 

Da Pfeil har fremhævet Knoldenes Hyppighed, | var der 
vistnok Grund til at undersøge Sagen nærmere. 

I samme Rodsystem af den unge Birk, hvor Knolden 
fandtes, vare de normale Rødder snart omgivne af en 


* 


154. 


tykkere eller tyndere Svampeskede*), snart udstyrede med 
talrige, temmelig lange Rodhaar, mellem hvilke den om- 
givende Jords gule Mycelier bugtede sig, uden at angribe 
Epidermis, eller blot klamrende sig omkring den. Forholdet 
hos Birken svarer altsaa ngie til det hos Ellen; i begge 
Tilfælde, som forresten gjennemgaaende, hvor Svamprodder 
og svampfrie Rodder forekomme mellem hverandre, er det 
de yngste Rodforgreninger, som have Svampeskeden, medens 
den frie Overhud med Rodhaarene optræder paa de mellem- 
liggende Strækninger af den bærende Rod, Rodleddene, som 
vi ville kalde dem. 

Hos Hippophaé rhamnoides L. beskrev Warming 
1531876 Rodknolde, som ganske ligne Ellens, hvad angaaer 
Forgrening og indre Bygning (cfr. Afbildning S. 109). 
Rødderne ere udvendig klædte med et Korklag, og i Bar- 
kens store, stivelsefrie Celler optræde Svampenggler om- 
kring den store Cellekjerne; de tilstødende mindre Paren- 
kymceller ere derimod fyldte med Stivelse**). 

Warming meddeler, at Alfred Jorgensen fandt de 
samme Rodknolde hos Elæagnus, og at de ogsaa ere fundne 
meget store hos Shepherdia. Efter Brunchorst og Moel- 
ler er det ogsaa her Frankia Alni, der ligesom hos Ellen 
danner de indre Hyfenggler og paa disse Sporangierne. 

Nobbe et collaborat. have % 1892 beskrevet og afbildet 
Rodknoldene hos Elaeagnus angustifolius (Fig. 2) og mene at 
have bevist, at disse, som kunde fremkaldes ved Infektion, 
indsamlede Luftens frie Kvælstof til Planten. Svampen var 
det lykkedes. at dyrke i Renkultur. 

Hos den Alnus nærstaaende Myrica Gale . optræde 
efter Brunchorst 15 1887 ganske tilsvarende Knolde med 


*) Woronin 171885. S. 205 meddeler at have fundet Svampeskeden 
omkring Birkens Sugerødder allerede 1883. 

**) Om disse Knoldes Optræden her i Landet se iøvrigt Rostrup 
118 1880. S. 191; Medd..fra d. bot. Foren. Bd. 1. 1884. S. 105 og 
Botan. Tidsskrift Bd. 17. 1889. S. 234. 

Knoldene forekomme allerede paa Kimplantens Primrod, jfr. 
Warming: Vid. Medd. fra Naturhist. Foren. i Kbhvn. for Aaret 
1891. S. 178. 


155 


en Svamp, der af Moeller °° 1890, til Ære for Opdageren 
er kaldt Frankia Brunchorstii. Interessant er det nu at se, 
at Frankia ogsaa lever symbiotisk i Rodknoldene hos Ceano- 
thus, der hører til Rhamnaceerne og saaledes staaer Elæag- 
naceerne temmelig nær. Beal opdagede 1890 disse Knolde 
hos Ceanothus Americanus i Michigan, senere fandtes de 
ogsaa almindeligt udbredte i Alabama. De ere omhyggeligt 
undersøgte af Atkinson 11892, p. 171. Pl. CXXVIN. 
Fig. 2—4, der, navnlig fordi Svampens Sporangier ere noget 
mindre (1.5—2.0 4), end hos de nævnte Snyltere, opstiller 
den som en egen Art: Frankia Ceanothi. 

Paa et Exemplar af Ceanothus Americanus i Botanisk 
Have i Kjøbenhavn gjenfandt jeg disse Rodknolde, der ved 
stærk Forgrening antage en buskagtig Form og i det Hele 
minde om Zleagnaceernes. Ligesom hist beboer Symbi- 
onten kun de store, radialt strakte Celler i de mellemste 
Barklag. Dog er en Del af disse vidére Celler fri for de 
gule Svampenøgler, og Snylteren synes derfor kun at op- 
søge dem, ikke tillige at betinge deres Dannelse. De ere 
uden synligt Indhold, medens de umiddelbart omliggende 
smaa Parenkymceller ere ganske fyldte med Stivelse, der 
derfor, i alt Fald ikke direkte, angribes af Svampen. Navnlig 
efter Klaring med Chlornatron, Udvaskning og Farvning 
med Jodjodkalium iagttages disse Forhold nok saa tydeligt 
som i andre Rodknolde. De normale Rødder hos ©. Ame- 
ricanus og C. glabra husede, saa vidt undersøgt, hverken 
ekto- eller endotrofe Svampe, men vare udstyrede med tal- 
rige Rodhaar. 

Knoldene ere utvivlsomt ægte, men polystele Rødder, 
d. v. s. de indeholde et Antal Centralcylindre, omgivne 
hver af sin Endodermis, der er det inderste Lag af den 
fælles Bark, et Forhold, som her overmaade tydeligt iagt- 
tages. Jeg finder derfor ingen Anledning til at betragte 
dem som Mycocecidier, Rodgaller, eller med Frank ?! 1891, 
32 1892, at udskille de af Rhizobium og Frankia beboede 
Rødder fra Mykorrhizerne som „Mykodomatier.* v. Tieg- 
hem hævder 14° 1888 p. 96, 104, at Knoldene hos Elæag- 


156 


naceerne og Myrica ere hæmmede, men ægte Rødder med 
samme Oprindelse som de almindelige. Hvad Alnus an- 
gaaer, nævner han Intet udtrykkeligt; men den af Alle ind- 
rømmede Analogi berettiger os til at antage, at Schacht 
har havt Ret i sin ovennævnte Tydning; — altsaa ere alle 
disse Knolde Svamprødder; Svampen gjør hverken Gavn 
eller Skade, og Knoldenes Forekomst er saa udbredt, at 
Forholdet maa karakteriseres som Symbiose mellem Roden 
og den indvendig levende Svamp. 

I Formen nærmest svarende til Baelgplanternes og 
Birkens ere de af Carl Müller (Berlin) fundne Rodknolde 
hos Cyperus flavescens L. og de afAscherson paa samme 
Voxested ved Halensee opdagede Knolde hos Juncus bu- 
fonius L. 

Magnus undersøgte 751878 disse Knolde og beskrev 
den i dem fundne Svamp under Navnet Schinzia cypericola, 
idet han her og senere (75 1880) har hævdet den store Lighed 
med Schinzia cellulicola, der afNägeli fandtes i Rødder af Iris. © 
Weber 41884 (med Afbildning) fremhæver, at Svampen 
kun optræder i Knoldens indre Bark i stærkt radialt strakte 
Celler, hvor senere Sporerne dannes. Endelig opstillede 
Magnus ” 1888 tre forskjellige Arter af Schinzia som snyl- 
tende i Rodknoldene af Cyperus flavescens og to Arter af 
Juncus. Yderligere Oplysninger om Udbredelsen og om 
Forekomsten af Schinzia hos Juncus ere meddelte af La- 
gerheim (Hedwigia 1888. S. 261—264) og F. Buchenau 
(Flora 1891. S. 77—78, 83). 

Vi afslutte hermed vor Omtale af Knolddannelserne, 
den mere begrændsede Rodsymbiose, og skulle i det Følgende 
behandle 


b. Svampesymbiosens Optræden i Roden i Al- 
mindelighed, eller i Organer, som ved deres Funk- 
tioner svare til Roden. 


Ligesom Gottsche var den Første, der henledte Op- 


meerksomheden paa det hyppige Samliv mellem Nostoe og 
Haplomitrium (se ovenfor Side 140), saaledes skylde vi 


" ogsaa ham de første Iagttagelser over Svampes Symbiose 
med Halvmosser. Han beskriver +? 1843 S. 291—292 (Sær- 
tryk S. 27—28) meget nøiagtigt Svampens Optræden i den 
nedre Del af Løvet af Preissia commutata; men hans Op- 
fattelse af, hvad han saae, var feilagtig; han mente nemlig, 
at Svampen med dens Hyfer tilhørte Værtplanten, var Or- 
ganer paa denne, dannende et besynderligt og ,tvivlsomt 
Karsystem,“ der stod i Ernæringens Tjeneste og særligt 
skulde gjøre Nytte som midlertidigt Afleiringssted for Op- 
lagsnæring. Netop denne Feiltagelse forekommer os inter- 
essant, fordi den saa ngie stemmer overens med den i 
lange Tider gjældende Opfattelse af Lichensvampene, og 
fordi den allerbedst viser os, hvor ngie disse Symbionter 
ere knyttede til hinanden med en i Naturen ganske almindelig 
Forekomst. 

Preissia er en Marchantiacee, hvis bladformige Løv er 
tiltrykt til Jorden, hvor Planten voxer. Et Tværsnit gjennem 
Løvet viser os omtrent i Midten et violet Lag, og Gottsche 
fremhæver, at ethvert saadant Snit til enhver Tid vil 
godtgjøre Tilstedeværelsen af de „meget forgrenede Rørf 
fortrinsvis i det violette Lag, medens Laget nærmest Jorderi 
indeholder dem mere sparsomt, og Vævet foroven under 
Luftkamrene udmærker sig ved sit Indhold af Stivelse. 
Rørene, det vil altsaa sige Svampehyferne, slynge sig tæt 
sammenfiltrede omkring i Cellerne, gaa tværs igjennem 
Væggene og udvide sig hist og her til større „Reservoirer“, 
som næsten helt kunne udfylde en Celle. Disse Oplagsbehol- 
dere, siger Gottsche, have en glasklar Membran og inde- 
holde talrige, større og mindre graalige Korn; Kornene 
findes dog kun ved Sommertid og om Efteraaret; men om 
Foraaret seer man kun det tomme Hylster, og han for- 
moder, at Indholdet er brugt til Preissia’s Ernæring. 

Rørene løbe navnlig i Løvets Længderetning, og han 
har har kun fundet dem hos Preissia commutata, ikke hos 
andre Halvmosser. 

Schacht, der stammede fra Hamburg, var en Ungdoms- 
ven af Gottsche, som levede i Altona; han var bleven 


158 


opmærksom paa Gottsche's eiendommelige Fund og gav 
i sin ,Pflanzencelle“ 1221852 den rette Forklaring af For- 
holdet: „Rorene“ vare Hyfer af en endofytisk levende 
Svamp. Denne har han beskrevet nærmere S. 138—139, 
særlig hos Pellia epiphylla, der hører til Jungermanniee, 
og han giver en Afbildning deraf (Taf. IV., Fig. 5). (ov- 
rigt sammenblander Schacht oftere Preissia og Pella, 
nævner ogsaa feilagtigt, at Gottsche har seet Hyferne hos 
Pellia.) 

Svampen optræder hos flere Halvmosser i det ældre 
Løv, derimod ikke i det ganske unge, hvor den først efter- 
haanden indvandrer, og Schacht sammenligner Forholdet 
med Mycelnøglernes Forekomst i Rhizomer og Rødder af 
Orchideerne. Hos Pellia træffes de tykke Myceltraade navnlig 
i det med de mærkelige Fortykningslister udstyrede Celle- 
væv, de gjennembryde Væggene og danne i Cellerne kugle- 
formige Opsvulmninger. | 

Schacht kommer oftere tilbage til denne Sag (17° 1854, 
S. 377 og 1761856, S. 160 med Taf. IIL, Fig. 8, hvor Teg- 
ningen er lidt ændret); han har seet, at de kugleformige Op- 
svulmninger tilsidst afsngres, undertiden løsnes fra Hyfen 
og atter kunne voxe ud til tynde Traade. Dette gjelder efter 
Beskrivelsen (175 1854, S. 378) særlig Preissia, medens der 
hos Pellia dannes hele Rækker af smaa perleformige Op- 
svulmninger, der ogsaa kanne udsende lange Traade, og 
som vistnok maa opfattes som Gemmer (Chlamydosporer). 

At Gottsche og Schacht, i flere Tilfælde idetmindste 
have havt virkelige Sporangier for sig, derpaa tyder dels 
deres Beskrivelse, men ogsaa den Omstændighed, at Frank 
senere 74 1880—81, S. 384 har iagttaget en fruktificerende 
Svamp i Løvet af Pellia epiphylla. Frank kjendte Schacht’s 
Afbildning, og til Ære for ham gav han Svampen Navnet 
Saprolegnia Schachtii. 

Jeg formoder, at man kommer det Rette nærmest 
ved at henføre denne Halvmossernes Symbiont til Pythium, 
hvad ogsaa Frank antyder Muligheden af. 

"Gottsche erkjendte senere ++ 1858 Rigtigheden af 


159 


— 


Schacht’s Tydning, der ogsaa, efterat Reissek havde 
behandlet de endofyte Svampe, maatte siges at ligge 
nær, og samme Aar beskrev og afbildede han, * 1858, 
Taf. VIII. Fig. 10—11, en Snyltesvamp, der optræder paa 
ganske tilsvarende Maade i Løvets nedre Del hos Monoclea 
Forsteri Hook. Det undersøgte Materiale var samlet paa 
Bjergene omkring Callao i Peru, og viser os saaledes, hvor 
udbredt denne Svampesymbiose er hos Halvmosserne. 

Der udvikles ofte 2—3 Sporangier i samme Celle, men 
da det grenede Mycelium ogsaa er septeret, kan denne 
Svamp ikke være Pythiwm, som har eencellede Hyfer. 

Disse værdifulde Oplysninger, som det er lykkedes mig 
at fremdrage og samle fra den ældre Literatur, foranledigede 
mig til selv at begynde Undersøgelser, hvis Resultater i det 
Væsentlige tjene til Bekræftelse af det ovenfor Anførte. 

Det benyttede Materiale af Marchantia polymorpha, 
Pella epiphylla og Preissia commutata var godhedsfuldt 
samlet til mig af Moskjenderen, Dr. Osterwald, den 5. 
April 1891 ved Finkenkrug, vest for Spandau. Marchantia 
stod i fuld Frugt, de to andre udviklede deres anlagte 
Sporehuse, medens jeg dyrkede dem under Glasklokke, hvor 
de trivedes fortræffeligt, saalænge Undersøgelsen stod paa. 

Hos alle de tre nævnte Halvmosser fandt jeg Løvet 
gjennemvoxet af Svampehyfer, kun de i Kulturerne udvik- 
lede, opadvoxende, ikke tiltrykte „Lysskud“ forbleve flere 
Uger fri derfor. Svampen udvikles, som Gottsche frem- 
hævede, frodigst i Løvets midterste Del eller det Parti, som 
ligger lidt under Midten. Da Halvmosserne mangle egentlig 
Rod, forekommer det mig, at den nederste Del af Løvet 
med Rodhaarene (Rhizoiderne) maa fungere som saadan”). 
»Roden" ligger da her ovenpaa Jorden, og interessant er 
det at se, at Cellerne i det omtalte Lag hos Marchantia- 
ceerne vise de samme fine, netformige Vægfortykninger, 


*) Warming (Vid. Selsk. Skrifter. 6. Række. Naturv.-math. Afdel. 
VII. 4. 1891. S. 158) sammenligner omvendt de ,thalloide Rødder" 
hos Podostemaceerne Dicræa og Sphærothylax med Løvet af Mar- 
chantia. 


160 


som kjendes saa godt fra mange Luftrødder, foruden de 
tykke Vægbaand, som Schacht har afbildet hos Pellia. 
Et Tværsnit gjennem Lovet af Preissia commutata 
viser os det violette Lag fuldt af Svampehyfer i den Grad, 
at Svampens Masse langt overgaaer Værtplantens. Dens 
Nærværelse udelukker ikke, at den beboede Celle kan inde- 
holde Stivelse eller Klorofyl, om end saadant Indhold nød- 
vendigt maa være sparsomt i de Celler, som ere propfulde 
af Mycelium; man træffer ogsaa hist og her svampefri 
Celler, som dog ingen Stivelse indeholde. 
Hyferne trænge op under det øvre Luftkammervæv, 
men træffes kun undtagelsesvis i dette, og da kun i ældre 
Løv; ligesaa aftager Myceliet henimod Lovets Flanker. 
Rhizoiderne ere meget hyppigt gjennemvoxede af tyde- 
ligt forgrenede og septerede Hyfer, som aabenbart ad denne 
Vei, ikke gjennem Undersidens Epidermis bane sig frem til 
det Indre, hvor de kunne opnaa en Tykkelse af 5—6 u. De 
synes at udvikle sig yppigst omkring de Celler, som inde- 
holde store Fedtkugler og vistnok Garvesyre*), men de 
trænge ikke ind i disse Fedtbeholdere. Dette stemmer ret 
godt med den Maade, hvorpaa Symbiosen efter Treub's 
Beskrivelse optræder i Forkim af Lycopodiaceer (se herom 
nedenfor), hvor den Tydning er mulig, at Værtplanten har 
udvundet Olien af Svampens Glykogen, en Tydning, som 
dog hos Preissia bliver lidet sandsynlig, da „Olielegemerne* 
ogsaa forekomme i Væv, som ere fri for Svampen. 
Fruktifikationsorganer lykkedes det mig aldrig at finde 
paa det endofyte, septerede Mycel; derimod træffer man 
særlig i Rhizoiderne baade hos Marchantia og Preissia korte, 
opsvulmede Hyfeled, der maa opfattes som Gemmer, og mel- 
lem Rhizoiderne har jeg iagttaget fruktificerende Hyfer af 
Helminthosporium i Forbindelse med det indre Mycel. I disse 
Tilfælde var det da denne Svamp, der optraadte som Sym- 
biont. At Forholdet maa opfattes som Symbiose, ikke som 


*) Jfr. Pfeffer, W.: Die Oelkérper der Lebermoose. Flora 1874.S. 2 
ff. S. 25—27. Tab. I. Fig. 12. | 


iat 


Antibiose eller Saprofytisme, derfor tale saavel ældre som 
nyere Undersøgelser. Ganske vist doer og raadner tilsidst 
det angrebne Thallus, men heri har Svampen neppe nogen 
Skyld, og begge synes at leve og voxe frodigt sammen. 

Hos forskjellige Marchantiaceer sees hyppigt det eien- 
dommelige Forhold, at flere Rodhaar kunne voxe inde i hver- 
andre. Dette iagttog først Gasparrini % 1856 p.23, 42; 
T. I—II (sml. Schwarz 121883), og Sagen undersggtes 
ngiere af Kny & 1880, som fandt indtil tre Rodhaar, det 
ene inde i det andet, hvad jeg ofte har havt Leilighed til 
at se paa mit fra den frie Natur stammende Materiale. 
Kny omtaler herved ogsaa de septerede, af og til forgrenede, 
sterile Svampehyfer, som navnlig findes i de enkelte Rod- 
haar, en lagttagelse, der tjener til Bekr&ftelse af Hyfernes 
ret almindelige Forekomst. Har det indre Rodhaar naaet 
det ældre, omskedendes Spids, tvinges det enten til at rulle 
sig sammen under sin videre Væxt eller. det sprænger sit 
Hylster, hvad jeg af og til har iagttaget. Svampehyfer 
derimod, som voxe ud inde fra Løvet, bore blot et fint 
Hul i Rodhaarets Væg, og foran den herved, som sædvan- 
ligt dannede Indsnøring af Hyfen, seer man dens voxende 
Spids rage frit frem. 

Heraf fremgaaer, at Mycelierne ikke blot trænge ind i 
Planten gjennem Rodhaarene, men ogsaa senere gjerne 
benytte denne Vei, hvis de ville søge ud, og at de i det 
Hele i de levende Rhizoider finde et tiltalende Opholdssted. 

I nogle Kulturer, hvor jeg anvendte Skovmuld i Glas- 
kar, som ikke vare dækkede mod Dagslyset, havde der bag 
Glasvæggen udviklet sig smaa Marchantia. Disse unge 
Planter, hvis hele Løvflade holdt hgiest 5" Tværmaal, 
husede allerede Svampemycelier med Øskener i den nedre 
centrale Del af Lovet og i enkelte af de med Tapper ud- 
styrede Rhizoider. Dog maa jeg bemærke, at Svampe- 
symbiosen ikke er absolut konstant, men synes betinget af 
visse ydre Forhold, vel navnlig en passende Fugtigheds- 
grad. Jeg har saaledes undersøgt nogle Exemplarer af 
Marchantia, Lunularia og Pellia Neessiana (bestemt af Dr. 

Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 11 


162 


V. A. Poulsen) fra Botanisk Have og Nordsjælland, der 
fuldstændigt manglede Svamp, medens Plasia pusilla kun 
indeholdt sparsomme Hyfer. 

De Svampe, som Undersøgelserne ellers have udpeget 
som Symbionter, ere de overalt voxende Pythium- og Hel- 
minthosporium-Arter; men dette udelukker naturligvis ikke 
den Mulighed, at mangfoldige andre Svampe kunne deltage 
i Symbiosen. 

For at komme til Bunds i Spørgsmaalet om Svampens 
Indvirkning maa man anstille langt mere indgaaende Under- 
søgelser, end jeg har kunnet overkomme; kun synes det 
mig usandsynligt, at Halvmosserne skulde have nogen Nytte 
af deres Snylter eller i alt Fald behøve dens Hjælp; det 
nøje Samliv har vistnok kun sin Grund i, at de samme 
Livsvilkaar ere gunstige for begge Parter. 

Jeg formoder, at hvad der lokker Svampen, er ikke 
Værtplantens Plasma og Stivelse, men det fra Jordbunden 
optagne Vand med deri indeholdte uorganiske og organiske 
Bestandele. Fremtidige Undersøgelser maa afgjøre, om denne 
Formodning er rigtig eller feilagtig, og Afgjørelsen vil ved 
disse Planter vistnok være lettere end ved saadanne, som 
have en langt mere indviklet Bygning. Desuden er det en 
meget væsentlig Fordel, at man med disse smaa Planter kan 
udføre Renkulturer og Infektion med forskjellige kjendte 
Svampe, hvilket for større Planters vedkommende er en 
fuldstændig Umulighed, eller dog et uløst Problem. 

Renkulturer som de antydede ere med Bladmosser (Musci 
frondosi) udførte af Bonnier 51889. Denne Forsker, der 
har gjort saa indgaaende og interessante Studier over La- 
verne, havde iagttaget, at Mossernes Forkim i Naturen ofte 
var bevoxet med Lichener, og han søgte nu ved Kultur- 
forsøg at afgjøre, om denne Forkim, der ligner en forgrenet 
Traadalge, kunde bruges af Lichensvampen som en Slags 
Gonidie. 

Bonnier inficerede de forskjellige i Forsøgene dyrkede 
Mosforkim med Sporer, tagne af Lichensvampe; Sporerne 
spirede og omspandt de grønne Forkimtraade med et Net 


163 


af Hyfer, som om det havde været Alger; men Forkimen 
er ingenlunde taknemlig herfor, i Regelen gaaer den til- 
grunde ved Snylterens Angreb efter at have gjort forskjel- 
lige Forsøg paa at klare sig ud af dens Favntag. Heller 
ikke Svampen synes tilfreds med sin Vært, bruger den kun 
som midlertidigt Opholdssted under Hyfernes Søgen efter 
rigtige Alge-Gonidier. 

Virkelig Symbiose hos Bladmosserne har jeg ikke seet 
omtalt i Literaturen, og jeg har selv ikke heller iagttaget 
noget Tilfælde deraf. | 

Hos Bregnerne (Filices) optræde, som Undersøgelser 
for flere Familier have godtgjort, regelmæssigt Svamprodder. 

Sagen er indgaaende behandlet af Kuhn i et Arbeide 
over „Murattiaceernes Anatomif, °° 1889, S. 491—497, hvor- 
til jeg da her først maa henvise. 

Russow havde 119 1872, S. 107, 122—-123 med Anm. 
beskrevet de i Rodbarkcellerne af Marattiaceer og Ophio- 
glosseer forekommende kornede Klumper, der hos de sidst- 
nævnte syntes at skyldes snyltende Svampehyfer; hos 
Ophioglossum vulgatum L. ere de gullige til brunlige Klumper 
nemlig omspundne af farveløse eller brune Mycelier, der 
ogsaa gjennembore Væggene og kunne voxe intercellulært. 
Det er de inderste Lag af Barkcellerne, der, ligesom hos 
mange Orchideer, indeholde Svampengglerne. Disse lagt- 
tagelser ere nu blevne bekræftede af Kühn, som fandt 
Svampen regelmæssig hos flere af disse Bregnearter, dog 
ikke hos alle. Svampen viste i sm hele Optræden nøie 
Overensstemmelse med Orchideernes, den trænger fra Jorden 
ind i Roden, gjennemborer Epidermis og voxer videre ind 
i Barken, hvor Hyferne svulme op til Blærer, der omspindes 
af andre Hyfer, hvilket giver Anledning til Dannelsen af 
Nøglerne. 

Kühn fandt ogsaa Sporer paa Rodsvampen, og han 
dyrkede Snit af Svamprødderne i Rosinafkog paa et Objekt- 
glas uden Dækglas, eller i hængende Draabe, hvorved han 
mener at have iagttaget, at Svampen voxede ud fra Roden, 
og efter een eller flere Ugers Forløb dannede sammensatte, 

115 


164 


gullige eller mørkegrønne Sporer, som man vistnok efter 
Beskrivelse og Tegning nærmest maa henføre til Alternaria. 
Hvorledes Kulturen i den lange Tid, Forsøget varede, holdtes 
fri for Indtrængen af fremmede Svampe fra Laboratoriet, 
nævner Kuhn ikke. Interessant er især Overensstemmelsen 
med Resultaterne af Wahrlich’s Kulturer af Orchideers 
Rodsvampe. 

For Marattia alata angives det, at de Celler, som inde- 
holdt Hyfengglerne, manglede Stivelse. 

Prothalliet af den epifytiske Bregne Polypodium obli- 
quatum paa Java huser efter Goebel 411887, p. 77—78, 95, 
101—102, konstant en Svamp, der omspinder Rhizoiderne 
med en ,Svampeskede* af Hyfer og danner Hyfenggler i 
deres Fodceller, ikke i de andre Forkimceller. Forkimen i 
det Hele lider ikke herunder; dog anseer Goebel Svampen 
for en Parasit, som der ikke er Grund til at tillægge nogen 
Virksomhed ved Erneringen. Hos Prothallier af Trichomanes 
‚ere Haarrodderne meget hyppigt omspundne og gjennem- 
voxede af Svampehyfer, som synes at ødelægge Rhizoiderne. 
Ogsaa Forkimen af Hymenophyllum har næsten konstant 
alle Rhizoider udvendig og indvendig angrebne af Svampe- 
hyfer, som i Fodcellerne danne Nøgler. De brune Mycelier 
skade Prothalliet meget lidt; de ere septerede og ana- 
stomosere indbyrdes; Svampens systematiske Plads har 
Goebel ikke kunnet angive, kun er det afgjort ingen Py- 
thium, hvoraf ellers Former optræde antibiotisk hos Equi- 
setum og symbiotisk hos Lycopodium. 

Det fremgaaer af denne vor Sammenstilling, at man 
hos Bregnerne finder den hele Række af Former, hvorunder 
Svamprødder optræde med Udvikling i Rodens Indre eller 
med mere eller mindre overfladisk Indspinding af nærings- 
optagende Organer, samt Overgange fra Symbiosen til i 
forskjellig Grad udpræget Antibiose. Det vilde derfor lønne 
sig at studere denne Side af Bregnernes Biologi nærmere. 

Kimplanter af Lycopodium inundutum L. og enkelte 
Steder Bugsiden af ældre Stængler have i Barken et lokalt, 
eiendommeligt udviklet Vævparti, der afBruchmann # 1874 


4165 


(S. 546—551, Fig. 13, 15, 16) er blevet beskrevet under 
Betegnelsen „Polstergewebe“. 

Stammen ligger langs henad Jorden eller halvt ned i 
denne og har nogle faa ,Bugknuder“, som man kunde 
kalde de Opsvulmninger, hvori Barkvævet er eiendomme- 
ligt omdannet, idet Mellemrummene mellem det hypertro- 
fiske Vævs talrige Celler ere udfyldte med Slim. Bug-- 
knuderne adskille sig fra den øvrige Bark ved en stærkere 
gul Farve; de anlægges i Stængelbarken temmelig nær ved 
Stamspidsen, ved Grunden af unge Rødder. Hyppigt ud- 
vikles paa disse Steder flere Birødder, og Stængelen bindes 
da ved Bugknuderne og deres Rodbuske fast til Jorden. 
Bugknuderødderne ere særligt lange og leve længere end 
andre, ligesom hvilke de under deres Fremvæxt af Stænge- 
len i Begyndelsen omgives af dennes Bark, som af en „Rod- 
skede", ved hvis Grund Bugknuden findes (Fig. 15, p.) 

Indholdet af dennes Celler mangler Stivelse, medens 
saadan optræder i stor Mængde i den umiddelbart tilgrænd- 
sende Bark, hvis Overhud nærmest Knuden udvikler talrige 
lange og tykke Trikomer, som ellers ikke findes paa Stam- 
men. Mellem disse Haar traf Bruchmann altid en Mængde 
Traadalger og senere har Goebel 41887, Sp. 185 gjort 
opmærksom paa, at det hele Bugknudevæv altid indeholder 
Svampehyfer, som trænge ind i Cellerne, men navnlig ud- 
vikle sig yppigt i Cellemellemrummenes gullige, kornede 
Slim. Disse Hyfer kunne ogsaa forfølges mellem Rod- 
haarene, og deres almindelige Optræden er bekræftet af 
Kühn 551889, S. 495, der mener, at Slimen er udskilt af 
Svampen, og at denne ved tynde, intracellulære Traade 
optager Næring fra Værtplanten. 

Bruchmann derimod opfattede Slimen som dannet 
af Bugknudernes Cellemembraner og som nyttig ved at 
tjene til Opsugning og Fastholdning af Vand. Han iagttog 
ogsaa, at de saakaldte ,Pseudo-Adventivknopper“ oftere 
begynde med Dannelsen af Bugknuder, hvorved de strax 
vinde større Selvstændighed. Hvis dette sidste da maa 
opfattes som en Fordel for Planten, og ikke blot er et 


166 


Forsøg paa at rive sig løs fra Svampen, vilde man i saa- 
danne uægte Adventivknopper have et Sidestykke til Li- 
chenernes Soredier, hvori Svamp og Gonidier i Forening 
danne et nyt Samfund. 

I Prothallierne af en Række Lycopodier optræde sym- 
biotiske Svampe. 

Treub (1 1884 p. 124, 1886 p. 110—114, 1888 
p. 147) fandt disse først hos Lycopodium cernuum L., hvor 
han antager den overalt og konstant optrædende Snylter 
for en Pythium, der ikke er antibiotisk som P. Equiseti, 
men snarest maa betragtes som ,commensalf, d. v. s. 
Symbiont. Forkimens ydre Cellelag indeholde Hyfenggler 
i Lumen, men længere inde voxer Myceliet i Intercellular- 
rummene, tvingende .Cellerne fra hinanden. 

En lignende Svamp forekommer altid i Forkimen af 
Lycopodium Phlegmaria og L. Hippuris. Her omspindes 
Rhizoiderne udvendig, Hyferne trænge ind i deres Fod- 
celler og danne der og i dybere liggende Celler sammen- 
slyngede Nøgler, næsten over hele Forkimen. Kun de meri- 
stematiske Væv skaanes af Svampen, som dog hverken an- 
griber Cellekjerner eller Celleindhold og derfor maa ansees 
for Symbiont. Treub fremhæver Muligheden af, at Snylte- 
ren endog kunde gjøre Nytte, at der kunde finde Mutua- 
lisme Sted, idet Svampens Glykogen til bedste for Prothal- 
liet kunde omdannes til Sukker eller Olie. Netop de Celler 
af Forkimen, som huse Svampen, ere rige paa Olie. Det 
kan da tænkes, enten at Svampen delvis ernærer sig af 
Olien, eller at Olien er et Omdannelsesprodukt af Glykoge- 
net, som Svampehyferne have maattet afgive i Tribut til 
Værtplanten. Treub kan dog ikke afgjøre dette Spørgs- 
maal, der vel ogsaa kun kan besvares ad Forsøgets Vej. 

Forkimen af Lycopodium annotinum er en underjordisk 
smudsighvid Knold, som fuldstændigt mangler Klorofyl, 
men som indeholder en stor Mængde Fedt, kvælstofholdige 
Stoffer og Stivelse. Denne Rigdom af Næringstoffer kan 
neppe være medbragt fra Moderplanten, og Bruchmann 
13 1885 formoder derfor, at Rodhaarene, der i en tæt Filt 


167 


beklæde Forkimen, ikke blot tilføre Vand, men ogsåa or- 
ganiske Stoffer fra Jorden, og at Prothalliet saaledes lever 
saprofytisk*). I Overensstemmelse med Forholdet hos saa 
mange Saprofyter, f. Ex. Orchideer, ere da ogsaa her Rod- 
haarene gjennemvoxede af Svampehyfer, som trænge videre 
ind i Forkimen og muligvis spille en Rolle ved Nærings- 
optagningen. 

Herved maa imidlertid erindres, at den overjordiske, 
klorofylholdige Forkim af L. cernuum, der da i alt Fald 
ikke er Holosaprofyt, ogsaa huser en Snyltesvamp, og at 
denne ikke behøver at have større Betydning for den blege 
end for den grønne Forkim. 3 

Ganske det samme træffes hos Orchideerne. 

I Rodhaarene af Lyc. annotinum optreede efter Bruch- 
mann Svampehyferne aldeles paa samme Maade som vi 
have seet det hos Marchantia; de forgrene sig og danne 
kjedestillede Opsvulmninger og faae her Skillevægge, hvilket 
sidste man maa legge Mærke til, da Bruchmann tydeligt 
har seet, at disse Hyfer stode i Forbindelse med Svampen i 
Forkimens Indre, som temmelig sikkert er en Pythium. Er 
dette rigtigt, bliver der jo nemlig ogsaa Mulighed for, at 
de septerede Hyfer hos Halvmosserne kunde tilhgre den 
ellers eencellede Svamp, som sædvanligt siges kun at have 
Skillevegge tæt ved Formeringsorganerne. 

I Forkimens Celler danner Svampen Oogonier, den er 
udbredt over mere end Halvdelen af hele Knolden, men 
synes ikke at gjøre nogensomhelst Skade. Den omspundne 
Cellekjerne viser lige saa lidt som Protoplasmaet noget Tegn 
paa Overlast. 

Mærkeligt er det, at Hyferne, som i det nederste Parti 
danne Nøgler i Cellernes Lumen, saa saare de naa den 
yderste Cellerække af det Lag, som foruden en Rigdom af 
Fedt indeholder den hele Mængde af de smaa Stivelsekorn, 


*) Jfr. Molisch, H.: Ueber Wurzelausscheidungen und deren Einwir- 
kung auf organische Substanzen. Sitzber. d. kais. Akad. d. Wiss. 
z. Wien. 1887. Bd. XCVI. Abth. I. S. 84—109. S. 103. 


168 


blive intercellulære, kun voxende mellem de stivelsehol- 
dige Celler; er dette Lag passeret under Dannelsen af et 
tæt Filt af fine, farveløse Hyfer mellem Cellerne, og lykkes 
det Svampen at trænge frem til de øverste, stivelsefrie Lag, 
dannes her atter Mycelnøgler inde i Cellerne. 

Altsaa have vi ogsaa hos Ulvefod et smukt Bevis for, 
at Svampehyfer og Stivelse ikke fordrages sammen; men 
kun svampefrie Renkulturer af saadanne Planter kunne give 
Oplysning om, hvorvidt Svampen blot opsøger de Celler, 
hvor Stivelsen ikke findes eller dog optræder i ringere 
Mængde, eller om Svampen hindrer Stivelsens Dannelse, 
maaske ved at bruge Raastofferne dertil eller ved at skabe 
Betingelser, der ikke tilsteder Tilvirkning af Stivelse, men 
nok af andre Oplagsstoffer f. Ex: Fedt (Olie) eller „Slim“. 
Hvis det ikke var saa vanskeligt at tilvejebringe Lycopodium- 
Forkim, vilde disse, paa Grund af deres Lidenhed, egne 
sig godt til Kulturforsøg. 

Hos Forkimen af Lyc. mundatum fandt Goebel 91887, 
Sp. 165—166 tilsvarende Forhold; Snylteren omspinder 
ogsaa her de indre Celler, som ere fattige paa Indhold, der 
nærmest bestaaer i Oliedraaber, men ikke i Stivelse. Goe- 
bel anseer ikke Parasiten for egentlig skadelig, men mener 
dog, at den berøver sin Vært en ikke ringe Mængde Nærings- 
stof. Hyferne afsnøre terminalt spidst-ovale , Dauergonidienf, 
ofte flere i samme Forkimcelle, det er formodenlig Spo- 
rangierne af den endofyte Pythium (sml. Schacht’s Af- 
bildning af Pellia epiphylla). 

Endelig har Solms-Laubach (!3 1884, Pl. XVII. 
Fig. 10, p.191) afbildet en Kimknop af Psilotum triquetrum, 
i hvis nederste Parti en septeret Hyfe voxer ind, forgre- 
ner sig og danner de konstant optrædende Mycelnggler 
i Cellerne *). 

Den nærstaaende australske Tmesipteris mangler Rødder, 
men har et med Rodhaar udstyret Rhizom, almindelig 


+) Jfr. Bertrand, C. Eg.: Archives Botaniques du Nord de la France. 
T. I. 1884. p. 597. 


169 


voxende paa Stammen af træagtige Bregner. Hos flere 
Arter fandt Dangeard*) i Rhizombarken Mycelnøgler af 
endofyte Svampe, dels eencellede Hyfer med Sporangier af 
Cladochytrium, som han snarest antager for Antibiont, dels 
Former, der ganske lignede Orchideernes Symbionter og 
syntes at forholde sig som i disses Mykorrhizomer. 

De i Luften frit nedhængende Støtterødder af Selagi- 
nella Kraussiana A. Br. har jeg selv undersøgt paa Varm- 
husplanter. Vel traf jeg dem i de fleste Tilfælde svamp- 
frie; men dog var meget hyppigt det yderste, nogle faa 
Millimeter lange Stykke med Rodhovedet, begroet af Svampe- 
mycelium, der undertiden dannede et saa tæt Filt af løst 
sammenhængende Traade, at Rodspidsen ligefrem var om- 
given af en tynd Svampeskede. Dennes Dannelse begynder 
ved Rodhovedets til Slim udflydende Celler, hvorfra Hyferne 
voxe ind i Barken. Her kan Svampen naa en mægtig 
Udvikling; senere bryder den frem gjennem Overhuden, 
hvor den udvikler Tuer af Frugthyfer, efter hvilke jeg be- 
stemte den som Cladosporium. Svampen optræder imidler- 
tid snarere som Antibiont, end som Symbiont, og Forhol- 
det nævnes her kun, fordi Svampe af Cladosporiernes Gruppe 
efter vor Opfattelse ere de vigtigste Mykorrhizadannere. 
Fordi Støtteroden befinder sig i Luften, har Svampen let 
ved at udvikle sine Fruktifikationsorganer, som under andre 
Forhold vanskeligt findes. Selaginella’s gaffelgrenede, med 
Rodhaar udstyrede Jordrødder, kunde vel være løst om- 
klamrede af Hyfer, men Indtrængen af disse lagttoges ikke. 

Vi ere hermed naaet Kryptogamernes store Afdeling 
igjennem, og næsten hver Gruppe har vist os Exempler 
paa Symbiose, som vi have behandlet saa udførligt, fordi 
den fysiologiske Tydning bedre vil kunne magte disse smaa 
Planters simplere Livsforhold end den egentlige Rodsymbi- 
ose. Overalt have vi dog truffet den samme Mangel paa 
virkeligt oplysende Forsøg, og vort Udbytte for det fore- 


7) Dangeard, P. A.: Note sur les mycorhizes endotrophiques. Le Bo- 
taniste. 2e. serie. 1891. p. 295 298, pl. IX, X, XII XV: ibid. 
p. 185—186, 206— 207. 


* 


170 


liggende Spørgsmaal om Symbiosens Natur og Betydning 
indskrænkes derfor foreløbigt nærmest til Erkjendelsen af 
Symbiosens ganske almindelige og udbredte Optræden under 
Former, som have mange Lighedspunkter, selv hvor Vært- 
planterne staa vidt fra hinanden i Systemet. 

Kan det ikke lykkes at dyrke Symbionterne hver for 
sig, er det temmelig umuligt at afgjøre, om den ene eller 
begge vinde eller tabe ved Samlivet, endsige udfinde, hvori 
Nytten eller Skaden skulde bestaa. I de fleste Tilfælde 
synes Snylterens Nærværelse at være temmelig ligegyldig 
for Værtplanten, men Muligheden for, at den undertiden 
kan gjøre Nytte lader sig ikke afvise. Hos Lichenerne naaer 
Samlivet sin fuldkomneste og vel ogsaa mest formaalstjenlige 
Form, hvis her i det Hele kan være Tale om noget For- 
maal, hvad altid afhænger af den subjektive Opfattelse. 

Indenfor Fanerogamerne møde vi først Cycadeerne 
og træffe her igjen strax paa Svamprødder. I de mærkelige 
stjerneformige Rodbuske, som Reinke hyppigt, men ingen- 
lunde altid, fandt beboede af Algen Nostoc, (se ovenfor, 
S. 142), forekomme efter samme Forfatter, 1191873, S. 12, 
ganske almindeligt Svampemycelier, som han anseer for den 
mulige Aarsag til den eiendommelige stærke Rodforgrening, 
uden dog at turde udtale sig bestemt herom. 

Brunchorst ! 1886, S. 154, der aabenbart ikke har 
kjendt Reinke’s Bemærkning, yttrer sig ganske paa samme 
Maade. Han fandt Svampen allerede i de yngste Anlæg 
til Stjernerødderne af Cycas og Ceratozamia. De temmelig 
tykke Hyfer optræde kun i den storcellede Bark, noget bag 
Rodspidsen, ikke i Meristemet; de danne fine Forgreninger 
1 Cellerne. 

Hverken Reinke eller Brunchorst undersggte imid- 
lertid de normale Rodders Forhold til disse Svampe, en 
Mangel, hvorpaa jeg har søgt at raade Bod ved et kort, 
foreløbigt Studium. 

Det benyttede Materiale var de yderste, temmelig tykke, 
lyse Rodender af unge Potteplanter fra et Varmhus. Rod- 
derne toges i Juni op af Jorden, temmelig dybt i Urte- 


171 


potten, og jeg udsøgte saadanne, som havde det friskeste Ud- 
seende og hverken bare Rodbuske eller husede Alger. Snit 
af disse Rødder, 1—2™™"- bag den yderste Spids, hvor man 
altsaa har størst mulig Sikkerhed for, at Barkvævet er 
levende, viste i mange, men rigtignok ikke i alle Tilfælde, 
baade hos Ceratozamia Mexicana og Cycas revoluta, de ydre 
Barkceller gjennemvoxede af septerede Hyfer, der dannede 
Gemmekjeder eller Mycelnøgler. Som hos Orchideerne ind- 
spindes den store Cellekjerne i Nøglet uden ellers at lide 
nogen Overlast; men om Forholdet i øvrigt kan betragtes 
som almindelig Symbiose eller kun har en mere tilfældig 
Karakter, derom ville Studier paa Materiale fra Planternes 
Hjemstavn give os bedre Oplysning. Med Hensyn til For- 
klaringen af Aarsagen til Stjernerøddernes Dannelse er det 
dog vigtigt at vide, at de mistænkte Hyfesvampe ogsaa 
optræde i Rødder, som ikke vise Tegn tll busket For- 
grening. | 

En Svampeskede omkring Roden traf jeg ingensteds. 
Naar den indre Korkring uddannes fra Pericyklen, døer Rod- 
barken bort, idet den synker sammen, maaske trykkes 
sammen af Korken, og det er de inderste Barklag, som 
først træde ud af Funktion. Desuden dannes der imid- 
lertid, som beskrevet af Reinke !! 1873, S. 13 ff. hos 
en Række Cycadeer en ydre Korkring fra Periblembarkens 
yderste Lag med centripetal Udvikling. Den skaller meget 
tidligt af, men er dog maaske Skyld i, at Svampeskedens 
Dannelse udebliver. 

Coniferernes Rødder mangle den ydre Korkring; men 
til Gjengjeld optræder Svampeskeden, der imidlertid, som 
vi skulle se, interessant nok, netop feilagtig er bleven op- 
fattet som Korkskede. 

Som Regel ere Naaletræernes Sugerødder omspundne 
af Svampemycelium, der væver en tæt, fast Skede om- 
kring hele den unge Rod og derved bl. A. hindrer Dannel- 
sen af Rodhaar. Hvor Svampeskeden endnu ikke er dannet, 
f. Ex. hos ganske unge Planter, kan man ofte iagttage 
Rodhaar, endog i Mængde, hvilket allerede er fremhævet 


172 


af Schacht 121859, S. 161; 1271860, S. 165 for Fyrrens 
og Rodgranens Vedkommende og senere bekræftet, tildels 
af Klebs*), men navnlig af v. Tieghem ! 1888, p. 349 
note. Det Eneste af vore Skovtræer, hos hvilket Schacht 
aldrig fandt Rodhaar, er Ædelgranen; selv søgte jeg dem 
længe forgjæves, men fandt dem endelig i eet Tilfælde, nem- 
lig paa en ung Plante fra Jardin des Plantes i Paris, som 
endnu ikke overalt havde Svampeskede paa Rødderne. 

I sm fortræffelige Afhandling om Planternes Rodhaar 
nævnerSchwarz, at han aldrig havde fundet disse hos en 
hel Række Naaletræer, deriblandt Rødgran og Skovfyr, og 
han lod sig deraf forlede til at opstille en teleologisk Hy- 
pothese om Correlation med Bladenes Overhud og Vand- 
fordampningen. At Hypothesen er ganske uholdbar, viser 
Schwarz 1% 1883, S. 168 strax selv ved at fremhæve 
Taxus baccata, som har talrige Rodhaar og dog en tyk 
Bladoverhud; men Hypothesen har fundet en saa god Jord- 
bund, at den optræder i en Række Haand- og Lærebøger 
og specielle Afhandlinger (f. Ex. Waage 151891, Særtryk 
S. 9); derfor har jeg ment det rigtigt at gjøre BER 
paa Feiltagelsen. 

Naar Rodhaarene optræde, vise de u ligesom hos 
de allerfleste andre Planter**) eencellede, d. v. s. som 
Udposninger af en Overhudcelle, og i de Tilfelde, hvor 
Forskerne have ment at se flercellede Haar paa Rodens 
Overflade, have de sikkert taget feil af Svampehyferne, der 
her ere tydeligt a 

Link 1807; S.185 0g) 41837 1.) 8... 359 78697331; 

*) Klebs: Beiträge z. Morphologie u. Biologie der Keimung. Unters. 
a. d. Bot. Inst. zu Tübingen. Bd. 1. H.4. 1885. S. 543. -— Jfr. ogsaa 
Reess 1! 1887, S. 22 og Frank 7° 1888, S. 255. 

Tocellede Rodhaar d. v. s. Rør, som ved en Skillevæg ere afgræn- 
sede fra deres Fodceller i Epidermis, optræde kun hos visse Halv- 
mosser og Karkryptogamer (se Schwarz !”” 1883, S. 176); Rod- 
haar med flere Skillevegge skulle findes hist og her i Grupper paa 
Stængelradderne hos Bromeliaceerne og Musa, men ikke hos andre 
Fanerogamer (se Jørgensen ° 1878, S.151; 1879, S.146. De ere 


neppe hyppige; hos de af mig undersggte Aechmea og Pitcairnia 
lykkedes det mig ikke at finde dem). 


kk 


N 


173 


II. S. 33—35 skjelner mellem 10 eencellede ,Fasern“ eller 
Papiller og 20 Rodhaar, der snart beskrives som med snart 
som uden Skillevægge; men Fremstillingen er saa uklar og 
selvmodsigende, at det ikke har været mig muligt at ud- 
rede, om Link virkelig i de flercellede Haar (,ægte Haar 
med Skillevægge, som ikke optage Næring"), hvilke han 
fandt i Jordens „for Ernæringen skadelige Hulrumf, har 
havt Myceltraade for sig eller ei*). 


*) Uagtet Franz von Paula Schrank i sit interessante lille Skrift : 
„Von den Nebengefässen der Pflanzen und ihrem Nutzen“, Halle 1794, 
S. 59, forlængst med Rette havde hævdet, at Rodhaarene hos alle 
de mange af ham undersøgte Planter aldrig vare flercellede („nie 
abgegliedert“), — jvf. Gasparrini % 1856, p. 42: „son sempre 
costituiti d’una sola cellula sottocuticulare“ —, er dog den urigtige 
Fremstilling mange Gange senere dukket op, som f. Ex. hos Tre- 

_ viranus (Physiologie der Gewächse. Bd. 1. 1835 S. 376, 377), der 
rent ud kalde Rodhaarene flercellede. At Svampemycelierne kunne 
have spillet en Rolle ved disse Feiltagelser er ret rimeligt. Svenskeren 
C. A. Agardh (Lärobok i Botanik. I. Organografi. Malmö 1829 — 
1830. S. 120 Anm.; Lehrbuch der Botanik. I. Organographie. Kopen- 
hagen 1831, S. 119 Anm.) synes at være kommen det Rette meget 
nær, idet han siger: „Man måste ej med dessa indsugningshär hos 
roten sammanblanda de fina flygtiga hår, hvilka upkomma på så- 
dane stållen af roten, der jorden ej år tått tilltryckt, hvilka synas 
vara icke annat ån svamplika formationer och icke något 
vextens organ.” Men de undersøgte Planter nævner Agardh ikke. 

Dupetit-Thouars (Annales des sciences nat. 1re serie. T.14. 
1828, p. 321—223) beskriver Roden hos Fyr („Pin“), der om Vinte- 
ren er rødbrun, med tykkere, skjællet Spids. som senere voxer ud, 
beholder sin storre Tykkelse, men bliver hvid og saftig. Samtidig 
udvoxe dens kamformigt stillede Sidergdder. Hen paa Sommeren 
stanser Længdevæxten, Tykkelsen formindskes, idet Barken falder 
sammen, bliver tør og brun. Væxten gjenoptages da først næste 
Foraar, og kun en Del af Siderødderne udvikles videre, medens 
Resten forsvinder. Om Sommeren mener man i Spidserne at se 
Knopper, fordi de beholde Tykkelsen og den hvide Farve og frem- 
deles ere dækkede af smalle Strimler (laniéres étroites), ligesom 
af Skjæl. Disse Strimler, som Dupetit-Thouars antog dannede 
ved Længdespaltning af Rodspidsens ydre Væv, have rimeligvis været. 
Svampeskedens udløbende Hyfer, ikke Rodhættens afskallende Celle- 
rækker. 

Treviranus meddeler at have undersøgt de hvide Spidser af 
Skovfyrrens Rødder om Vinteren, hvilke han kunde trække Huden 
af uden at beskadige Overfladen af det derunder liggende Cellevæv. 
(L e. S. 382). 


174 


Mest Betydning har dette Forhold faaet ved, at Theo- 
dor Hartig °° 1837, S. 110, refererede Link’s Opfattelse og 
derigjennem kan være bleven smittet af Tanken om de 
flercellede Rodhaar, thi kort efter afbildede han *! 1840, 
Tab. L, Fig. 12—14 Rødder (af Fyr?) med tydeligt fler- 
cellede Haar, og disse Figurer bleve i alle Oplag af „Lehr- 
buch für Förster“ gjenoptrykte lige til 1877 og vare saaledes 
sikkert de eneste Afbildninger af Rødder, som Skovbrugerne 
i Almindelighed gjennem en hel Menneskealder havde Kjend- 
skab til*). 

At Th. Hartig 51840, S. 121 som oftest, dog ikke 
altid fandt Rodhætten paa unge Planter, men aldrig paa 
ældre Individer af vore Skovtræer, staaer aabenbart i For- 
bindelse med, at den i dette Tilfælde har været erstattet 
af Svampeskeden. At han, som Exempel paa Rodbygnin- 
gen hos Skovtræerne netop afbildede en Rod med Svampe- 
skede og derfra udstraalende, septerede Hyfer taler alle- 
rede stærkt for Svamproddernes, Mykorrhizernes, udbredte 
Optræden; men endnu interessantere er det at følge denne 
med en glimrende lagttagelsesevne udrustede Forsker i hans 
. Beskrivelse af Svamprodens Anatomi. | 

Endnu for Midten af vort Aarhundrede har Th. Har- 
tig i sin „Vollständige Naturgeschichte“ 5? 1840-51, H. II. 
Taf. 18, Fig. 4—12, med „Erklärung der Kupfertafeln. A.“ 
givet en. fortrinlig Fremstilling af Rødderne hos Pinus syl- 
vestris**), hvilken han generaliserede til at omfatte alle 
Skovtræernes Rødder. Hans Fig. 8 viser os et Tværsnit af 
Sugeroden (sml. vor Figur Tab. XIIL, 1), hvor han yderst 
tegner en Korkskede, som i Virkeligheden ikke kan være 
Andet end Mykorrhizens Svampeskede, thi Korken dannes 


*) Sml. Pfeil's Klager ?? 1848, S. 255 over, at man aftrykker ældre 
Værkers Kobbertavler til en ny Billedbog, „wie das z. B. Herr 
Forstrath Hartig thut,“ og hans Ønske om at faa nye Afbildninger 
af Rodbygningen hos de vigtigste Skovtr&er, hvortil han mener, at 
der lettere vil findes Kjobere end til de gamle. 


**) At Figurerne alle virkelig kun gjelde Pinus (sylvestris) fremgaaer 
af „Sachregister“ (S. 584) og af 1851, S. 181 Henvisningen. 


175 


ikke omkring den unge Sugerod, hvad jo vilde hindre Suge- 
rodens Funktion som næringsoptagende Organ; først naar 
dens Funktionstid er endt, begynder Dannelsen af Kork- 
ringen og ikke udenfor Barken, men indenfor denne, ud- 
gaaende fra Pericyklen, der omsluttes af Endodermis, hvilket 
Hartig rigtigt har afbildet i Fig. 11 og 12 a*). 

Hans Fig. 9 fremstiller det tilsvarende Længdesnit af 
Svamproden om Foraaret, og Figurforklaringen hertil ville vi 
gjengive med hans egne Ord: 

„Die äusserste Umhüllung bildet eine aus radialen 
Zellen bestehende Korkschicht, von welcher ein durch 
eigenthümlichen Bau der Wände ausgezeichnetes 
grosszelliges Parenchym eingeschlossen wird. Es zeigen 
hier nämlich die Zellenhäute ein dem Blattadernetze ähn- 
liches anastomosirendes Geflecht, Fig. 10, welches ich 
für das Bild verästelter, den ganzen Umfang der Zelle 
umgebender Intercellulargänge halte, deren Zweck eine 
erhöhte Zellenthätigkeit sein mag. Diese meines Wissens 
bisher nicht weiter beobachtete Organisation erlangt gerade 
an diesem Orte eine besondere physiologische Wich- 
tigkeit.“ Dette Barkvæv udtørrer da henad Sommeren og 
synker sammen under Dannelsen af Indsnøringer (Fig. 7, 9a). 

Det mærkelige „anastomoserende Fletværk”, som Hartig 
fortræffeligt afbilder i Fig. 10, er det intercellulere Mycel- 
væv i Svamprodens ydre Bark; derom kan der ikke være 
Skygge af Tvivl; aldeles overbevisende er en Sammen- 
ligning med vor Figur 2c, der fremstiller en saadan i sin 
Væg rundt omkring af Mycel omspunden Barkcelle**). Naar 
Hartig betragtede Svampeskedens pseudoparenchymatiske 
smaacellede Væv (se Fig. 9) som Kork, maa det indrøm- 
mes, at Ligheden hermed virkelig ikke er ringe; Cellernes 
Mangel paa Indhold, deres ofte temmelig regelmæssige Rad- 


*) Jfr. Van Tieghem " 1871, p. 193, 204 og De Bary: Verglei- 
chende Anatomie der Vegetationsorgane 1877, S. 569. 
**) Efterat dette forlængst var blevet mig klart, blev jeg opmærksom 
paa, at R. Hartig % 1886, S. 351 og v. Tubeuf "”? 1888, S. 59, 
have tydet den nævnte Figur paa samme Maade. 


176 


stilling (sml. vor Fig. 2a), Væggenes Tyndhed og tildels: 
deres Reaktioner kunde let lede til en saadan Feiltagelse, 
der bedst opklares ved Kjendskabet til Korkens Udviklings- 
historie og fysiologiske Betydning. 

At det ,anastomoserende Fletværk" kun findes i Suge- 
roden, ikke i den af Pericykelkork omsluttede, af Gentral- 
cylinderens Væv alene fremgaaede Rod (Fig. 11 og 12), 
nævner Hartig udtrykkeligt, men han har ikke været op- 
mærksom paa, at det hidrørte derfra, at hele Sugerodens. 
Bark er forsvunden, naar Roden er indtraadt i det kork- 
klædte Stadium. 

Han er her snublet over det Ulogiske i sin Inddeling 
af Rødderne i ,Triebwurzeln* og „Saugwurzeln“, Begreber, 
som efter hans egen Definition i Virkeligheden ikke blive 
Modsætninger. | 

„Iriebwurzeln“, som vi ville kalde ,Langrodder“. 
tjene til at forlænge og udbrede Rodsystemet i Jorden, 
men i den første Tid optræde disse ogsaa som Sugerødder, 
miste først senere deres oprindelige Bark og faae en Kork- 
hud i Stedet, blive til, hvad vi kunne kalde ,Grund- 
rødder"; men den selv samme Overgang foregaaer sikkert. 
med de korte „Saugwurzeln“, hvis Hovedopgave er Nærings- 
optagningen. 

I Grundroden optræder Svampen ikke, den vilde her 
blive farlig for Rodens Liv; Langrødderne kunne derimod, 
saa længe de endnu ere Sugerødder, snart have Svampe- 
skeden, snart mangle den”). 

Jeg formoder, at det maa tilskrives den hurtigere Væxt, 
at Langrødderne hyppigt gaa fri for Svampen, medens de 
korte, buskformigt grenede Rodsamlinger saa godt som uden 
Undtagelse vise sig som Mykorrhizer (sml. Hartig, Fig. 4a 
i Modsætning til Fig. 45 og Fig. 7). Hartig har ogsaa i 
sin „Anatomie und Physiologie der Holzpflanzen“ °* 1878, 
Taf. V, Fig. 3 afbildet Spidsen af Skovfyrrens „Triebwurzel“, 
hvis „Korkschicht“ vistnok er Svampeskeden. 


+) Jfr. Frank 7° 1888. S. 258 og Taf. XIIL, Fig. 2. 


177 


Ikke uvigtigt for Betydningen af Spørgsmaalet om My- 
korrhizernes Optræden forekommer det mig derfor at være, 
at der i den hele tidligere til Skovbruget egentlig knyttede 
Literatur ikke findes nogen Afbildning af Sugerødder hos 
ældre Skovtræer uden Svampeskeden. 

Hartig betegnede 5%" 1840, 511851 S.181 Svamprødderne 
ved „Spargelspitzen“ paa Grund af deres Lighed om For- 
aaret med unge Aspargeshoveder, og han formodede, at de 
nærmest fungerede som ,Thauwurzeln“, optagende „de finere 
atmosfæriske Nedslag“ i Jordens lose Muld, idet han særligt 
traf dem i de øverste Muldlag. 

Endnu en lagttagelse af Th. Hartig over Fyrrens 
Svamprødder maa jeg fremdrage, den nemlig, som han har 
fremstillet i „Vollst. Naturgeschichte 5? 1840—51, Taf. 18, 
Fig. 6. Det er et Længdesnit gjennem Spidsen af en Lang- 
rod om Vinteren; den ydre „korkagtige“, brune, saftløse- 
Gellemasse d. v. s. Svampeskeden, udvider sig ved Spidsen, 
indhyllende gemmula descendens, ligesom Knopskjæl ind- 
hylle Stængelspidsen om Vinteren. Der dannes under 
dette Dække, foran Væxtspidsen et Hulrum, som efter 
Hartig's Sigende kun viser sig i Vintermaanederne og for- 
svinder ved Langrodens om Foraaret begyndende Længde-- 
vækst. 

Dette mærkelige Hulrum troer jeg at kunne give Forkla-- 
ringen for. Undersøger man Længdesnit af Fyrrens Svamp-- 
rødder — kun hos denne og Rødgranen har jeg iagttaget. 
det — vil man ved et ganske svagt Tryk paa Dækglasset, 
hvorunder Præparatet er lagt, se Svampeskeden løsne sig 
fra Rodspidsen, og man faaer et Billede frem, der nøiagtigt 
svarer til Hartig's Figur. Dannelsen af det (i Snittet) tre- 
kantede Hulrum viser os, at Hyfevævet der, hvor Rodhætten 
ligger, kun er svagt forbundet med Roden og ikke har 
voxet sig fast i det lidt hgiere liggende Meristem. Der- 
imod er Fænomenet, saaledes som jeg har iagttaget det,. 
ikke bundet til Vinteren alene. 

Interessant er det, at Th. Hartig opfattede Svampe- 
skeden som en normal Dannelse og som et beskyttende- 

Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 12 


178 


‘Deekke omkring Roden i Lighed med Knopskjællene. Hans 
Fremstilling af Svamprodens Anatomi og navnlig Barkcelle- 
væggenes anastomoserende Fletværk fandt imidlertid ikke 
‘Paaagtning, og han forsøgte endnu engang at slaa til Lyd 
i Botanische Zeitung 5 1863, S. 289 Anm. for at henlede Bo- 
tanikernes Opmærksomhed paa de ham gaadefulde ,capillare 
‘Zwischengénge“; men heller ikke dette lagde man Mærke til. 

'Hyfevævet, som vi ville kalde ,det Hartig'ske Flet- 
værk", blev senere iagttaget af Nicolai ? 1865, S. 62, som 
imidlertid sammenblandede det med et normalt anatomisk 
Forhold, der findes hos adskillige Planter, navnlig Træer. 
Han opdagede nemlig og beskrev nærmere „det ejendommelige 
Net af Fortykningsstriber“, der iagttages i de extra- 
-endodermale Rodbarklag hos følgende Træarter: Juniperus 
Hermanni og communis, Wellingtonia gigantea, Picea eæcelsa, 

Thuya orientalis og Pinus sylvestris, samt Pyrus Malus. 

For alle disse Coniferer og Pomaceer med Undtagelse 
af Rodgranen og Skovfyrren have Van Tieghem's fortrin- 
lige og indgaaende Studier herover 1?3 1871, p. 187 ff. og 
139 1888 godtgjort "Tilstedeværelsen af et Net af Afstivnings- 
lister, der af ham benævnes ,réseau de soutien“. Adie- 
tineerne (Pinus, Abies, Picea, Larix) udmærke sig blandt 
"Conifererne netop ved at mangle Afstivningsnettet, men til 
Gjengjæld er det dem, der have Svampeskede og det Har- 
‘tigske Fletværk. Mangelen af det første hos Pinus og Picea 
er saa tydelig, at Nicolai kun kan være bleven skuffet af 
Hyfefletværket, en Skuffelse, der ligger saa nær, at der er 
Anledning til at advare imod den. 

Resa sluttede sig 1141877, S. 26—27 til Hartig’s 
"Tydning af Hyfevævet som eiendommeligt uddannede Inter- 
-cellularrum :over hele Membranens Flade, kun adskilte ved 
Forbindelsesstriber (d. v. s. det intercellulære Myceliums 
Vægge). Han tilfgier, at Fænomenet ikke er indskrænket 
til Hartig’s ,Saugwurzeln*, men ogsaa findes hos „Trieb- 
wurzeln", hos de sidste dog først, naar de ere omtrent et 
halvt Aar gamle, ,da die Differenzirung der Zellwand erst 
:allmålig vor sich geht.” Vi have ovenfor seet, at dette kan 


179 


være rigtigt; desuden have mine Undersøgelser af Pinus 
Strobus fuldstændigt bekræftet Resa’s Meddelelse. lovrigt 
har han ikke været opmærksom paa, at Hartig kun taler 
om Pinus sylvestris, medens han selv har undersøgt Picea 
excelsa, hvilken han benævner Pinus (d. e. Pinus L.). 

Den første, der henledte Opmærksomheden paa Fyrre- 
rodens Mycelier var Janczewski 581874, S. 116. 

Denne Forsker hævder, at Gaffelgreningen hos de 
korte, i Buske tætstillede Sugerødder, som f. Ex. Frank 
har afbildet. 2° 1888, Taf. XII, Fig. 1. 2, under Betegnelsen 

„Mycorhizenbüschel“, ikke er normal Dichotomi, men et 
et pathologisk Fænomen, der hos Pinus Strobus er frem- 
kaldt af en mest epifytisk Svamp. 

Ogsaa Frank fremhæver ?? 1888, S. 255, 258, at Svamp- 
roddernes Forgrening er langt rigere end de svampfrie 
Sugergdders og mere koralformig; men han seer heri ikke 
noget pathologisk Produkt, men en Tilpasning af Svamp- 
roden til dens Funktion, som bestaaer i Naeringsoptagning 
fra humusrig Jord. 

Bruchmann, hvem Janczewski’s Bemærkning var 

bleven bekjendt, gjorde Fyrreraddernes Gaffelforgrening til 
| Gjenstand for en indgaaende Undersøgelse 1? 1874, som 
synes kun at være bleven lidet paaagtet. 

Bruchmann fandt Gaffelgreningen paa Rødder af 
Pinus sylvestris i humusrig Jord, medens han sammesteds 
forgjæves søgte den hos Picea eæcelsa, Juniperus commu- 
mis 0. a. 

Dette er for saa vidt rigtigt, som den tilsyneladende 
Dichotomi optræder tydeligere hos Skovfyrren end hos alle 
andre Træarter, jeg har undersøgt; men dels træffes den 
ogsaa f. Ex. hos Rodgranen, og dels er Dichotomien lige 
saa lidt, eller endnu mindre ,ægte“ end hos Lycopodia- 
ceerne*), hvormed Bruchmann fandt en saa gjennem- 


*) Om Begrebet ,Klovning af Vaxtpunktet“, se Warming "? 1872, 
S. 18; om Forholdet hos Lycopodiaceerne, se v. Tieghem ‘° 1888, 
p. 397, 401; om Svamprodderne hos Pinus, sammesteds, p. 355. 

12% 


180 


gaaende Overensstemmelse, at han tydede Fyrrerodens 
Gaffelgrening som en ved parasiter Misdannelse*) frem- 
kaldt Tilbageslagsvirkning (Atavisme), der viser os det 
fylogenetiske Slægtskab med Lycopodiaceerne. 

Denne Tanke er vel meget dristig, men jeg vil ind- 
rømme, at den tiltaler mig. 

Bruchmann giver 1?1874, S. 573, folgende Beskri- 
velse af de med ringe interkalær Væxt udrustede og derfor 
i deres Forgrening næsten nggleformige Rodbuske hos 
Skovfyrren: 

»Das Periblem aller der dichotomisirenden Wurzeln 
war von einem Mycelium durchzogen; im Plerom gelang 
es mir nicht dasselbe aufzufinden. — Die Wurzelhaube 
fehlte, wie bei Cycas, dafür war der Scheitel, sowie das ganze 
Aeussere der Wurzel von einer Kruste, bestehend aus ab- 
gestorbenen Rindenzellen und Mycelgeflecht bedeckt. 

Dasselbe Mycelgeflecht in dem Rindengewebe, ferner 
die rudimentäre Wurzelhaube und die den Wurzelkörper 
umgebende Kruste waren bei den in demselben (2: humosen) 
Boden gefundenen anderen ungegabelten Coniferen- 
wurzeln gleichfalls vorhanden.“ 

Heri synes da ogsaa Rodgranen at være indbefattet. 

Hvad Bruchmann kaldte „Kruste“ betegnede senere 
Reess 195 1880, S.3 som ,Pilzscheide“, hvilket vi have bi- 
beholdt i Oversættelsen „Svampeskede“ **). 

Reess beskrev ganske lignende Gaffelgreninger af Fyrre- 
rødder, hvor disse kom i Berøring med Frugtlegemer og 
Mycel af Elaphomyces (Hjortetrøfler). I saadanne Tilfælde 
sidder Sugeroden i en tæt sluttende, uafbrudt, fastflettet. 
Skede af pseudoparenkymatisk Svampevæv, hvorfra enkelte 
Hyfer trænge intercellulært ind i Rodbarken, dog ikke 
ret dybt. 


*) Reess 171887, S. 22, Anm. fremhæver ogsaa, at svampefrie Rødder 
af unge Skovfyr i Vandkulturer have regelmæssig monopodial For- 
grening. 

**) Vuillemin ' 1890 bruger Udtrykket „gaine mycélienne*; Frank 
,Pilzmantel*. 


181 


Kamiénski %1882, p. 31, blev den Første, som gav 
den rette Tydning af Mycelvævet i Barkcellernes Membraner, 
det, som Th. Hartig havde kaldt ,anastomoserende Flet- 
værk”, idet han siger: 

„Les cellules de ces tissus (9: de l’epiderme et de 
l'écorce) sont séparées par une simple assise de filaments, 
ayant une épaisse ramification dans un même plan, qui se 
laissent observer sur la surface des cellules dans les coupes 
tangentielles de racines. Ce champignon ne pénètre pas à 
une grande profondeur.“ 

Senere har Kamienski & 1886 udtalt sig for, at Snylte- 
svampene paa Fyrrergdderne skulde være skadelige, frem- 
bringe Resinosis af Rodens Ledningssirenge. Herefter maatte 
da Forholdet opfattes som Antibiose og ikke som Symbiose; 
men Reess 1% 1887, S. 21, oplyste, at hans meget om- 
fattende Undersøgelser kun sjelden havde vist ham en 
saadan abnorm Harpixdannelse i Ledningsstrengene. 

Sidstnævnte Forsker fandt ikke blot intercellulære Hyfer 
i Barkcellevæggene, men ogsaa (106 1885; 1071887, S. 6 med 
Figurer) undertiden Haustorier, der gjennembryde Celle- 
væggen eller pose denne ind i Lumen. Fremdeles gav 
han en Række instruktive Afbildninger af Skovfyrrens Rød- 
der med Mykorrhizerne, hvis Svampeskede viser samme Byg- 
ning fjernt fra Frugtlegemer af Elaphomyces som umiddel- 
bart paa disse, (105 1880,.,8..3; 11071887 5.8, 6). Et) andet, 
meget vigtigt Spørgsmaal, har Reess ogsaa optaget, det 
nemlig, om Svamprøddernes mere eller mindre hyppige 
Forekomst. 

Forst (11885, S. 295) skjønnede han efter sine lagt- 
tagelser ved Erlangen, at der omtrent fandtes lige mange 
Mykorrhizer og svampefrie, unge Rødder af Skovfyrren, 
senere (107 1887, S. 22) erklærer han, at dette Forhold 
ændres med Aarstiden saaledes, at de unge Sugerødder, der 
bryde frem i Mai og Juni mangen Gang ere frie for Svamp, 
medens henad Efteraaret næsten alle Rodspidser ere ind- 
hyllede i Svampeskede. 

Hermed stemme ganske vist mine Iagttagelser slet 


182 


ikke; jeg kan hverken indrømme, at de unge Sugerødder 
særligt skulde udvikles i Mai og Juni eller at fortrinsvis disse 
skulde være svampfri; derimod tror jeg, Røddernes Væxt er 
stærkest ved Sommertid, hvorfor Svampen da ikke ret kan 
vinde med, hvilket i Forbindelse med, at Langrødderne, 
som ovenfor nævnt, delvis holde sig svampfri, bidrager til 
at indskrænke Betydningen af Svampeskeden for Træets. 
Liv, og det saa meget mere, som Langrøddernes større 
absorberende Overflade veier op imod flere Mykorrhizers. 
At Langrødderne nemlig ikke lige saa fuldt skulde tjene 
som Sugerødder, kan jeg ikke indse Grund til, eftersom 
man netop fortrinsvis paa dem finder Rodhaarene*). 
Frank ?8 1888, S. 254 ff. undersøgte navnlig Svamp- 
røddernes Forhold til Jordbundens Muldrigdom og fastslog, 
at Mykorrhizasvampen er afhængig af Tilstedeværelsen af 
Humus, som derved indirekte bliver en Betingelse for Svamp- 
røddernes Dannelse og Forekomst. De optræde i Mængde 
selv paa den magre „märkische“ Sandjord, naar blot Svam- 
pene udenfor Roden finde organiske Rester nok til deres 
Ernæring. Dette har jeg ved en Række Undersøgelser 
kunnet bekræfte. I de udstrakte Bevoxninger af Skovfyr 
omkring Berlin træffer man overalt Mykorrhizer, hvis masse- 
vise Optræden man lettest skaffer sig et Overblik over, 
naar man f. Ex. ved en Hulvei i det løse Sand graver ind 
i Brinken omtrent en halv Meter under Jordoverfladen. 
Sandet risler da bort fra Rødderne, som hænge stalaktitisk 
ned fra Hulens Loft tæt indhyllede i Sand, der fastholdes 
ved de omspindende Svampehyfer. Graver man derimod 
ned fra Overfladen, undgaa Mykorrhizerne let Opmærksom- 
heden, dels fordi det vedhængende Sand ganske skjuler de 
korte Rodbuske, dels fordi disse almindeligt ere såa skjøre, 
at de ved Optagningen let brække af. Desuden troer jeg 
at maatte hævde, at de svamprodbærende Langrødder hos 
Skovfyrren stryge dybere end hos vore andre Skovtræer. 
Betragter man da Brinken af en gjennem en Fyrre- 


+) Jfr. dog Frank * 1888, S. 258. 


183 


bevoxning løbende Hulvei, kan man se ligesom et helf 
Galleri fuldt af Mykorrhizer, der af Regnvandet ere skyllede: 
fri for det tilspundne Sand. 

Da mine Iagttagelser til forskjellig Aarstid paa unge: 
og gamle Skovfyr paa Bornholm, Sjælland, Fyen, i Branden- 
burg, Paris og Fontainebleau have givet Resultater, der 
stemme overens med de ovennævnte Forskeres, tillader jeg 
mig iøvrigt at henvise til disses Afhandlinger og vil blot 
endnu nævne, at Vuillemin !* 1890, p. 327, paa lyng— 
groet Vogesersandsten i Fyrreskove ganske almindeligt traf 
Mykorrhizerne, medens han andensteds oftere søgte dem. 
forgjæves hos Conifererne paa mindre mager Bund. 

Forsøg over Mykorrhizernes Betydning for Fyrren ere i 
den nyeste Tid blevne meddelte af Frank: „Die Ernäh- 
rung der Kiefer durch ihre Mykorhiza-Pilze“. Ber. d. d. 
bot. Ges. Bd. X. 1892, S. 577—583, m. Tafel XXX. Re- 
sultatet svarede ganske til det for Bogen fundne. 

Mykorrhizerne hos Pinus Halepensis L. iagttoges af 
Gasparrini allerede ®° 1856, p. 37. Paa ganske fine: 
Rodder af denne Plante fandt han i December knap nok 
et eneste Rodhaar, der da var som- en lille, kegleformig’ 
Vorte, siddende mellem meget talrige og fine Traade af 
Alger (2: Svampehyfer*), hvoraf Sugergdderne vare dæk- 
kede overalt lige til Enden af den nøgne, hvidlige, næsten: 
kuglerunde, en halv Millimeter lange Vægtspids (Spongiola),. 
dannet af kompakt Væv. Beskrivelsen gjelder her aaben- 
bart Svampeskeden; men at det tætvævede Pseudoparenkym: 
tilhørte Svampen, ikke Roden, har vel. neppe været klart. 
for Gasparrini. 

Hos Pinus Pinaster fra Cap beskrev Frank ?7 1887. 
S. 399, eiendommelige, tynde, rodhaarlignende Svamprødder; 
andensteds optræder dog den almindelige Form, som samme: 
Forsker ogsaa fandt hos Pinus Pinea (?8 1888, Side 251), 


*) Muligvis er det Hyfernes brunlige eller: olivengrønne Farve, der 
gav Anledning til Betegnelsen: Alger. Om Botrytis siges f. Ex. 
(l. c. p. 53), at den indspinder Sugerødder med sine ,confervoide“ 
Traade. 


184 


ur 


Pinus Strobus, Pinus montana i Riesengebirge og i Alperne 
ved Berchtesgaden (?? 1888, S. 250), Picea excelsa, Abies pec- 
tinata, og Larix Europea (?° 1885, S. XXXII). 

v. Tubeuf beskrev Svamprodderne hos Pinus Cembra 
142 1888, S. 57, Taf. IV., Fig. 16, 17; de optræde med 
sædvanlig Svampeskede og ere fundne lige til Træets verti- 
cale Væxtgrænse, c. 2200™ over Havet. Desuden fore- 
komme smaa kugleformige Rødder, hvis Indre ødelægges 
af Svamp; ganske lignende iagttoges af Reess 171887, 
S. 23, hos en ung Skovfyr; de mangle den ydre Svampe- 
-skede, der i det mindste hos Pinus Cembra erstattes af en 
Korkskede; men derefter kan Roden ikke længere betrag- 
tes som Sugerod, hvilket foruden Svampens antibiotiske 
Virksomhed udelukker disse Kuglerødder fra Mykorrhizernes 
"Omraade. +) | 

Svamprodder af Pinus Strobus har Sorauer — rigtig- 
nok ikke ganske heldigt — 157 1886, II. Fig. 1 (S. 11) af- 
‚bildet, og jeg har undersøgt dem nærmere fra en 30 Aars 
Bevoxning i Barnstorfer-Anlagen ved Rostock. 

Materialet, der var optaget forst og sidst i Mai Maaned 
‘og sidst i Juni, viste et forholdsvis betydeligt Antal Lang- 
rødder med lyse Spidser. Disse endnu som Sugerødder ud- 
dannede Ender kunde have en Længde af 3—4°%: og en 
"Tykkelse af indtil 2., ==, medens Sugergddernes Tyk- 
kelse ellers kun var omtrent 1™™ Svampeskeden fandtes 
ikke paa den lyse Del af disse Langrødder, sjeldent paa den 
noget ældre brunlige, derimod saaes meget talrige, temmelig 
lange Rodhaar**), lost indspundne i det i Jorden yppigt voxende 


+) Dette gjelder ogsaa de store af nogle Forskere for ,,Aanderødder" 
ansete ,Knæ“ hos Taxodium distichum (jfr. W. P. Wilson, Pro- 
ceedings of the Academy of nat. sc. of Philadelphia 1889. p. 67-69), 
i hvis yderste Barklag Frank *1880—81, S. 653, fandt talrige 
fine Svampetraade, som tildels ogsaa voxe ind i de indre Lag, her 
fortrinsvis slyngende og forgrenende sig i Celleveeggene, altsaa lige- 
som Mykorrhizernes anastomoserende Fletværk. Om virkelige Svamp- 
rødder optræde hos denne Plante vides ikke. 
+) Sml. Janczewski: Ann. des sc. nat. 5e ser. Tome 20. 1874, p. 191 
og v. Tieghem, *° 1888, p. 349 note, p. 355. 


185 
Mycelium. Jordbunden var tarvelig Muld paa magert Sand; 
Arealet var først ved Bevoxningens Plantning indtaget til 
Skov; men Træerne stode nu i frodig Væxt. 

Spidsen af de lyse Langrødder var omgiven af en 
mægtig Rodhætte*), hvis yderste Celler vare propfulde af 
temmelig store Stivelsekorn, medens Cellevæggene vare 
stærkt opsvulmede. Dette Stivelseindhold, som var saa be- 
tydeligt, at Rodspidsen ved Behandling med Jodopløsning 
endog for det blotte Øie viste sig ganske sorteblaa, er et 
af de mange Exempler paa, at i det midste ikke Alt er 
nyttigt indrettet i Naturen, eftersom disse Celler aabenbart 
vare i Færd med at afskalle, og Stivelseforraadet saaledes 
ikke vilde komme den rette Eiermand til Gode. 

Partiet nærmest ovenfor Rodhætten var frit for Svamp, 
men længere tilbage optraadte Hyferne i Barken paa for- 
skjellig Vis. Rodhaarene vare ikke blot omspundne af My- 
celier, men ligesom hos Preissia og Marchantia meget hyppigt 
gjennemvoxede af septerede, forgrenede Hyfer, som herfra 
kunde forfølges gjennem Overhuden ind i Barken, hvor de 
voxede intracellulært, slyngende sig gjennem Lumina, dog 
ikke dannende egentlige Nøgler. De i Roden indtrængende 
Hyfer havde talrige Øskener („Schnallen“). som i et enkelt 
Tilfælde ogsaa fandtes paa intracellulært Mycel. Først hgiere 
oppe paa Roden begyndte Svampeskeden at vise sig, led- 
saget af Fletværket i Barkcellevæggene, samtidigt med det 
intracellulære Mycel, som dog endnu længere tilbage ganske 
forsvandt for at overlade Pladsen til Vægmyceliet alene. 
Paa disse Langrødder var derfor den hele Overgangsrække 
at iagttage fra svampfrie Rødder til endotrofe og ecto- 


*) Dette Ord bruger jeg i samme Betydning som ,coiffe" hos v. Tie- 
ghem '* 1888, p. 11. Hos Abietineerne dannes Rodhætten alene 
af Calyptra, som her er af udelukkende pericyklisk Oprindelse, medens 
en ,Tæreskede" (poche digestive) ikke uddannes af Moderrodens 
Endodermis (1. ec. p. 354—357). Dette finder jeg Anledning til at 
nævne, fordi Gymnospermernes Rod efter Reinke's, Strasbur- 
ger's og Janczewski's Terminologi mangler baade Epidermis og 
Rodhætte, en Betegnelsesmaade, som jeg altsaa ikke kan slutte 
mig til. 

* 


186 


trofe Mykorrhizer, saaledes som Frank ?” 1887, S. 398 har 
betegnet Svamprødderne med henholdsvis indvendig og 
udvendig Svamp. 

Celleindholdet i de tykke Langrødders Bark var spar- 
somit, ogsaa i den svampfrie Del; Centralcylinderen derimod, 
navnlig langs Omkredsen, indeholdt en stor Mængde Stivelse, 
der kun i faa og smaa Korn optraadte i de Barkceller, 
hvis Væg var gjennemvoxet af Myceliernes Fletværk, men 
som havde Cellekjernen i Behold. Hvor Vægmyceliet ikke 
findes, sees, ofte meget store, Intercellularrum. Langrødderne 
bære til Siderne med kortere eller længere Mellemrum smaa 
. buskformige, tæt og meget regelmæssigt gaffelgrenede Rødder, 
som vi ville kalde „Dvargrodder“*), Frank’s „Mycorhi- 
zenbüschel“ eller „Saugwurzelstämmchen‘, ?3 1888, S. 268, 
Taf. XII, Fig. 1,2. Paa disse fandtes aldrig Rodhaar, 
de vare gjennemgaaende omsluttede af en temmelig tyk 
Svampeskede, og det intercellulære Fletværk i Barken var 
i Overensstemmelse hermed overalt meget smukt og tydeligt 
udviklet; ingensteds forekom Hyfer i Cellernes Lumina. 

At de omhandlede Rødder med og uden Svampeskede 
vare levende fremgik bl. A. deraf, at de vare i Færd med 
at danne nye Rødder, som viste de samme Forhold; at 
fremdeles de angrebne Geller vare levende, maa jeg an- 
tage, da de ikke viste noget bestemt Tegn paa Død; men 
iøvrigt er netop dette Spørgsmaal overmaade vanskeligt at 
afgjøre og maa nærmest støttes paa den Slutning, åt man 
ellers ikke kan indse, hvorledes Træet skulde kunne voxe 
frodigt med næsten lutter døde Rodbarkceller; thi de virkeligt 
svampfrie Rodspidser udgjøre kun en aldeles forsvindende 
Del af Rodsystemet. 

Af de hos Weymouthsfyrren saaledes forefundne For- 
hold mener jeg at turde slutte, at Formen for Svamprodens 
Optræden staaer i Forhold til Intensiteten af Rodens Længde- 


*) Betegnelserne ,Langrødder" og ,,Dværgrødder" bruger jeg i Analogi 
med ,Langgrene“ og ,Dværggrene“. Sven Berggren's ,rot- 
dvärggrenar“ (*1887, S. 145) hos Podocarpeæ ere en egen, stærkt 
reduceret Form af Dværgrødder, som jeg benævner ,Vorterødder". 


187 


væxt; jo stærkere denne er hos Langroden, des snarere vil 
Roden gaa fri for Svamp eller uddannes som endotrofisk 
Mykorrhiza, medens de langsomt voxende Dværgrødder ind- 
hylles i Svampeskeden. At Dværgrodens langsomme med 
Gaffelgrening forbundne Væxt skyldes Svampen, saaledes 
som Janczewski, Reess og Frank antage det, tør jeg 
vel ikke benægte, men anseer det for tvivlsomt; derimod 
troer jeg ikke, at Dværgrødderne mere end. Langrødderne 
ere bestemte til Næringsoptagning, om end de sidste tillige 
have den Opgave at udbrede Rodsystemet. 

Paa en fortræffelig Afbildning af Roden af Ædelgranen 
(Abies pectinata), som Schacht 1271860, Taf. I, Fig. 20, 
har givet, fremtræder Svamproddernes Stilling og Mængde 
meget klart. De stærkt forgrenede Dvergrodder ce vise 
temmelig sikkert deres Karakter af Mykorrhizer .ved de op- 
svulmede Grenes Kølleform, ringe Længde, tætte Stilling 
og lysere Farve"). Antagelsen af, at Svamprodder her ere 
afbildede, beroer dog nærmest paa disses godtgjort ganske 
almindelige Optræden. Selv paa 2 Aars i muldrig Jord 
udpriklede Planter i Juli Maaned, og paa unge Planter fra 
naturlig Opvæxt i Kongelunden paa Amager ved Slutningen 
af December fandt jeg alle Sugerødderne forsynede med 
Svampeskede, ja, dette gjaldt endogsaa Planter, som kun 
vare 1/, Aar gamle, fra Forsøgsplanteskolen , Pfeilsgarten“ 
ved Eberswalde; samtlige Siderødder af disse og af 11/, Aars | 
Planter vare uden Undtagelse indhyllede i tykke Svampe- 
skeder i Begyndelsen af Oktober Maaned. Fra og omkring 
Skederne udbredte sig et yppigt Mycel i den sandet mul- 
dede Jord. Hvor Pseudoparenkymet er mere storcellet, har 
det en skuffende Lighed med normalt Barkparenkym; i 


*) Schacht selv ””” 1860, S. 166, fandt ingen Forskjel i Roddernes 
Bygning; Formen d, siger han, er „was der Förster Saugwürzel 
nennt“; men da Th. Hartig sikkert vilde have kaldt denne for 
» Lriebwurzel* og kun Rødderne c for ,Saugwurzeln“ (jfr, °?1840—51, 
Taf. 18, Fig. 4 aogb), maa Schacht’s Bemærkning betegnes som 
urigtig. Efter min Opfattelse ere alle de afbildede Rødder — und- 
tagen a — Sugergdder.. 


188 


Svamprøddernes Barkvægge sees Hyfefletveerket. Ingen- 
steds, heller ikke paa den i Reglen svampefrie Hovedrod, vare 
Rodhaar at opdage; Svampeskedens tidlige Udvikling tør 
sikkert antages for en væsentlig Grund til deres Manglen, 
som er i den Grad almindelig, at Rodhaar hos Ædelgranen 
hidtil kun ere fundne af mig og det, som ovenfor nævnt, 
endda kun i et enkelt Tilfælde. 

I Bøge- og Naaletræskove træffes hist og her den lille 
straagule, skjællede Monotropa Hypopitys L. Sit danske 
Navn ,Snylterod“ bærer den med Urette, da den aldeles ikke 
snylter, men blot lever i Mulddækkets henraadnende Løv. 
Hvor den møder de øverligt strygende Trærødder, filtrer 
dens Rødder sig dog saaledes sammen med disse, at de 
blive vanskelige at udrede. En saadan ,Convolut*, d.v.s. 
et Nøgle sammenslyngede Rødder af Monotropa og Rad- 
gran (Picea excelsa Lk., Pinus Abies L.), afbildede Unger 
145 1840, Tab. II, Fig. 7,8; midt paa den sidste Figur sees 
en af Rødgranens Svamprødder. En Forvexling af Mono- 
tropas og Træets Rødder kan man i disse Klumper saa 
meget lettere komme til at begaa, som i begge Tilfælde 
Sugeroden er omgiven af en Svampeskede og Bergringen 
ofte saa inderlig, at Unger 14° 1840, S. 29, udtalte den 
Anskuelse, at der virkelig fandt et Stofskifte Sted mellem 
de to Planter, en Theori, som kun har ringe Sandsynlighed 
for sig, men som i nyeste Tid er gjenoptagen af Sorauer 
137 1886, II, S. 23. I alt Fald maa det da erindres, at det 
ikke er Rødderne, men deres Svampeskeder, som berøre 
hinanden. | 

Den omtalte nærliggende Forvexling*) blev, som Ka- 
mienski ® 1882, p. 10, 30, sikkert med Rette har hævdet, 
begaaet af Drude 11873, som derved mod sin Villie har 
givet os baade Beskrivelse og Afbildninger af Rodgranens 


+) Erindrer man, at Monotropas tydske Navn er „Fichtenspargel“, og 
at Th. Hartig benævnte Træernes Svamprodder „Spargelspitzen“, 
illustreres Feiltagelsen ret tydeligt ved folgende Ordspil: „Die Spar- 
gelspitzen der Fichtenwurzeln“ bleve med Urette antagne for „Wurzel- 
spitzen der Fichtenspargel“. ! 


189 


Svamprødder. Dette maa ansees som et særligt Held;. thi 
forsætlig at behandle Rødgranens Rødder er sjeldent faldet 
Nogen ind,’ uagtet den er et af Hovedtræerne i de Lande, 
hvor Botanik og Skovbrug dyrkes. 

Rødgranens Svamprødder opfattede nemlig Drude 191873, 
Taf. IV, Fig. 16, som Adventivradder af Monotropa, der 
som ,parasitiske Forbindelser“ trængte temmelig dybt ind 
Granroden og forenede sig med dennes Veev; han gjør dog 
gjentagne Gange opmerksom paa den overordentlig store 
Lighed med Forgreninger af Granroden; og kun Svamp- 
rodens fra Grundrodens noget afvigende Bygning (sml. 
Fig. B og C) i Forbindelse med dens formodede Indhold 
af ,Monotropin“*) holdt ham fangen i Skuffelsen (l. c. 
S. 44—46 og Figurforklaringen). 

Alt i Alt have vi i Drude’s fortræffelige Værk faaet 
værdifulde Bidrag til Rodgran-Rodens Anatomi, og naar 
hertil føjes, at Resa 141877, 5. 27, gjorde opmærksom 
paa Tilstedeværelsen af det Hartig’ske Fletværk i Suge- 
røddernes Bark saavel hos ,Saugwurzeln*, som hos de ikke 
ganske unge ,Triebwurzeln‘ — ja, saa var egentlig Rød- 
granens Svamprod. færdig; men først Frank har ” 1885, 
S. 136 og ?°1885, S. XXXII. paapeget Svampeskeden ud- 
trykkeligt uden i øvrigt at behandle Sagen nærmere, hvorfor 
jeg blandt Skovtræerne, næst efter Bøgen, mest har hen- 
vendt min Opmærksomhed paa Rødgranen. 

Selv paa ganske unge Planter finder man Svampeskeden. 

Vor Fig. 3 (Tab. XIII.) fremstiller Enden af en 18 ®- 


*) Monotropin (jfr. Drude, |. c. S. 48—49) findes sikkert ikke i Gran- 
roden; om dets mulige Forekomst hos Monotropa skal jeg kun hen- 
vise til, at Reinsch "” 1852 har beskrevet „et eiendommeligt Stof 
hos Monotropa Hypopitys“, der viser megen Overensstemmelse med 
Monotropinet, og som han sammenligner med Indigo. Sagen for- 
tjener aabenbart at tages op til fornyet Undersøgelse. I Vinaand, 
hvoraf Luften er udkogt, bliver Planten ikke sort, men holder sig 
næsten farveløs. Dette tyder paa Indhold af Garvestof, som vistnok 
staaer i Forhold til Monotropinet. 

Hos den nærbeslægtede Sarcodes sanguinea angiver Oliver 
% 1890 p. 313, at der optræder sædvanlig Stivelse. 


190 


lang, kraftig Siderod af en 3 Aar gammel Rødgran, optagen 
midt i. August Maaned i en Planteskole nær ved Glorup 
Skovridergaard paa Fyen. | 

Planterne havde her lidt under Angreb af Oldenborre- 
larver, men stode for Resten friske. I Figuren er ved a 
antydet det Sted, hvor Stumpen af den afbidte Rod fand- 
tes; omkring denne havde der paa normal Vis*) udviklet 
sig et Bundt af kraftige, lyse Birgdder af 4-——6 rm. Længde, r. 
Disse vare alle udstyrede med Rodhaar og en stor, afskallende 
Rodhætte, men viste ikke mindste Tegn til Dannelse af en 
Svampeskede. En saadan optraadte derimod paa Rødderne 
d,d',d" og her nærmest paa de tykkere Spidser s og de korte, 
tykke Sideforgreninger, der ingen Rodhaar havde, hvorimod 
de mellemliggende Strækninger af Rødderne d hist og her 
bare Rodhaar, som kun løst vare indspundne af et fint, 
ufarvet Mycelium med smaa lysbrydende Øskener, der fort- 
satte sig i den sandede, muldede Jord, slyngende sig om 
de her forekommende Smaaklumper af organiske Rester. 

Da Birødderne r befandt sig midt imellem de tildels: 
med Svampeskede udstyrede Rødder d, maatte de fysio- 
logiske „ydre“ Faktorer, hvoriblandt Jordbundens Beskaf- 
fenhed, stille sig lige for alle, og saaledes kunde her Jordens: 
Indhold af Humus, Vand, Luft o. s. v. ikke være Skyld i 
Forskjellen. 

Af de ydre Faktorer var Tiden den eneste, som Mis- 
tanken kunde falde paa, for Birgdderne vare jo dannede 
efter Oldenborreangrebet, Rødderne d for dette. Man kunde 
altsaa mene, at Adventivradderne endnu ikke havde naaet 
at faae deres Svampeskede, fordi de vare yngre; men denne 
Antagelse maa ogsaa afvises, fordi paa de andre Rødder 
netop de ældste Strækninger vare svampefrie, de yngste 
Spidser og Sidegrene delvis forsynede med Svampeskeden. 

Tilbage blive da kun de ,indre“ Faktorer, "som be- 
stemme Organets Væxt; og det synes, som om Væxt- 
hastigheden er det afgjørende Moment, naar man tager 


#) Prantl 121874, S. 555. 


191 


Hensyn til, at de med Svampeskede udstyrede Rødder aaben- 
bart voxe langsommere end Birødderne, og at de rodhaar- 
bærende Led af Siderødderne ogsaa voxede hurtigere, 
medens de endnu vare i Væxt. 

Som Forholdene her ere beskrevne, gjentoge de sig paa 
et større Antal Planter; men endnu bliver at fremhæve, at 
det næsten udelukkende var de øverlige Siderødder, der 
havde Svampeskeder, medens dybere Siderødder med indtil 
8—10%: lang, ugrenet Spids, ligesaavel som Birødderne vare 
svampefrie og udstyrede med Rodhaar. 

Da, som ovenfor vist, de ydre Faktorer ikke ere be- 
stemmende, maa det altsaa ogsaa her være den med Rød- 
dernes Alder og Stilling varierende Væxthastighed, som gjør 
Udslaget. De ældste Rodders yngste Forgreninger nær 
Jordoverfladen ere mest udsatte for at overmandes af Svam- 
pen, fordi de voxe langsomst. 

" Paa 11/, Aar gamle Frobedsplanter i samme Plante- 
skole bare Sugerødderne almindelig talrige, temmelig lange 
Rodhaar samt Rodhætte; men hist og her havde de overalt 
i Jorden optrædende brune Mycelietraade paabegyndt 
Svampeskededannelsen. 

Svampeskeden hos Rødgranen viser den samme Byg- 
ning som hos Fyrren og Bøgen, hvilket vil fremgaa af vore 
Afbildninger Fig. 1 og 2 (Tab. XIII.) Disse forestille Tvær- 
snit gjennem Svamprødder af en 8 Aars Picea excelsa, 
optagne i Slutningen af April i Berliner Landbohgiskolens 
Have, hvor Træet havde staaet mere end eet Aar, men for 
nogle Aar tilbage rimeligvis var plantet ud fra Urtepotte. 
Ogsaa her var det navnlig de øverlige Rødder og de kor- 
tere nærmest Hovedroden, som vare forsynede med koral- 
grenede Dværgrødder, hvis tætstillede, tykke, røde Suge- 
rødder viste sig som pragtfulde Mykorrhizer med tyk Svampe- 
skede. Denne er i Figurerne betegnet med a, og man skjønner 
let, at dens Brede er omtrent !/, af Sugerodens Radius*).. 


*) Dette stemmer godt med Reess's Angivelse for Skovfyrren 1% 1880, 
S. 3, 1071887, S. 5. N 


192 


Fig. 1 viser os Svampeskedens pseudoparenkymatiske 
Struktur; den omslutter Roden tæt og har saaledes ind- 
spundet dens Overhudsceller, at disse vise sig sammen- 
trykte som ved 6 eller ganske sammensunkne, kun antydede 
ved en sortebrun, buet Stribe ved Skedens Inderrand. 

Herfra trænge Hyferne ind i de ydre Barkcellers Vægge, 
som af denne Grund ere tykkere i Tværsnit end Mem- 
branerne længere inde, og som, hvor man seer Bunden af 
"Cellen, - fremtræde med en snorklet Tegning de). Ogsaa 
disse Celler indeholde Cellekjerner, ellers er Indholdet spar- 
somt; Stivelse iagttoges ikke. Ved Indergrænsen er Svampe- 
skeden mørkere farvet, og, selv paa meget tynde Snit, 
vanskeligjør dette den rette Tydning af Rodens yderste 
Væv: mangen Gang synes Overhudscellerne helt forsvundne 
1 Svampeskeden. Det inderste af de fire Barkcellelag. er 
Endodermis e, udmærket ved sine foldede Radialvægge med 
-de — iøvrigt ikke særligt tydelige -— ,Caspary’ske Pletter“. 
Endodermis omslutter Centralcylinderen, den blivende Del 
af Roden, hvoraf senere Grundrøden fremgaaer. Dennes 2—3 
yderste Cellerækker ere Pericyklen, som af sit delingsdyg- 
tige Væv danner Korken indenfor Endodermis, og hvori de 
unge Rødder anlægges. Inderst sees Grundvæv, tvende") Ved- 
straaler x og de klare Sigrupper ph. De store Cellekjerner 
i Centralcylinderen sees ogsaa flere Steder paa Tværsnittet. 
Man bemærker, at Svampen knapt naaer ind til Endoder- 
mis, og i hvert Fald ikke omspinder dennes Celler som 
Cellerne i den ydre Bark. Derimod er Roden fuldstændigt 
omringet af Svampeskeden; der findes ikke den mindste 
frie Aabning, og Alt, hvad udenfra skal føres ind i Roden, 
som Vand og andre Næringsstoffer, maa ubetinget gjennem 
Svampeskeden først. At antage, at Roden i dette svamp- 
omspundne Stadium, skulde have standset sin Næringsind- 
sugning, vilde være urimeligt, da man mangen Gang neppe 


*) v. Tieghem !* 1888, p. 355 angiver, at det typiske Tal i alt Fald 
for Hovedroden er 3, der støde sammen i Midten. 


193 


kan finde en eneste svampfri Rod, om end Skeden er stær- 
kest udviklet paa de øverste, ældre Dværgrødder. 

Fig. 2 fremstiller en Del af samme Tværsnit, stærkere 
forsterret. I Svampeskeden a seer man de enkelte gjennem- 
skaarne Myceltraade, som slutte tæt uden Mellemrum op 
til hverandre og til Rodens Epidermisceller 6. Udvendigt er 
Svampeskeden hist og her noget opløst eller besat med 
fremmede Affaldstoffer, derimod sees ingen Udlobere, Mycel- 
strenge, at søge ud i Jorden, hvilket ‘kun sjeldnere kan iagt- 
tages. Navnlig Svampeskedens mellemste Parti er klart og 
farveløst, undertiden synes Hyfernes Lysninger ordnede i 
Række og Rad, hvilket forklarer, at Th. Hartig opfattede 
Vævet som Kork, en fra Anatomens Standpunkt meget 
undskyldelig Feiltagelse. 

Allerede i Bundvæggen af 5, men først ret tydeligt i 
Membranen af Barkcellen ce, fremtræder det Hartig’ske 
Fletværk, her tegnet Streg for Streg, saa neiagtigt som 
muligt. 

Linierne ere aabenbart Væggene af de mellem hver- 
andre bugtede Hyfer; ved en bestemt Indstilling af Mikro- 
skopets Speil fremtræde de som gyldent straalende Bølge- 
linier paa mat Grund. Trods deres Finhed ere de derfor 
ingenlunde vanskelige at see. Barkcellernes overskaarne lod- 
rette Vægge ere gjennemvoxede ganske paa samme Maade; 
Linierne i disse ere ogsaa Hyfernes Membraner. : 

Uagtet jeg har anvendt megen Omhu paa Undersøgel- 
sen, er det selv med de stærkeste Forstørrelser, der stode 
til min Raadighed, ikke lykkedes mig ved Rødgranen saa 
lidt som ved andre Træarter, bestemt at skjelne en Be- 
grænsningslinie mellem Hyfen og Lamellen af den gjen- 
nemvoxede Cellevæg. 

Men jeg tvivler dog ikke om, at Sagen forholder sig 
som af Th. Hartig antydet og som af Frank hævdet, at 
det er Intercellularrummene, der udvides, idet Hyferne 
trænge Væggens Sidelameller fra hinanden og rimeligvis 
fortære Midtlamellen. Saaledes er Forholdet drastisk frem- 
stillet af Reess !97 1887, Taf. L., Fig. 9, for Skovfyrren, 

Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 13 


194 


men han beklager selv (l.c.S.5), at denne Figur — i alt Fald i 
andre Henseender — ikke er nøiagtig, og han har derfor 
givet en anden Afbildning (S. 6, Fig. 4), der fortræffeligt 
stemmer med vor, men paa den anden Side heller ikke kan 
afgjøre det foreliggende Spørgsmaal. Dette oplyses bedre 
ved en lagttagelse, jeg har havt Leilighed til at gjøre med 
Rødder af en 3 Aars Rødgran fra Forsøgshaven i Fontaine- 
bleau. Paa Svamprødder, som havde henligget længere 
Tid i Eau de Javel, bleve Skederne og tildels ogsaa Hyferne 
i Fletværket bortædte. Barkcellevæggene angrebes derimod 
ikke kjendeligt, saa at man tilsidst saae de bølgede Side- 
lameller adskilte ved et større Mellemrum, hvor forhen Hyfe- 
vævet havde været. Dette fortærer altsaa Midtlamellen og 
smelter tilsyneladende sammen med Sidelamellerne. 

De af Reess omtalte og afbildede Vægknuder og 
Haustorier i Barkcellernes Lysninger har jeg ikke fundet 
hos Rødgranen; men da jeg kjender de sidste hos Bøgen 
(jfr. nedenfor), er deres Forekomst ogsaa hos Picea i høi 
Grad sandsynlig, om end sjelden. 

Den unge Rod, Ungroden*), anlægges helt og hol- 
dent indenfor Endodermis e, i Pericyklen ud for en af Ved- 
straalerne x og baner sig Vei gjennem Moderroden, ikke 
ved nogensomhelst Sprængning af Vævene, men ved at 
»tæref sig frem; den æder lidt efter lidt Moderrodens Endo- 
dermis, Bark og Overhud op, kun Laser og Smuler blive 
tilbage som Levninger fra dens Maaltid, ellers ligger den 
ganske frit i sit Madkammer. Denne Ungrodens Tæren paa 
Vævene, — rimeligvis ved et udskilt ,Fermentf — er særlig 
bleven hævdet af Schacht 1221859, S. 300, 1271860, S. 83, 
S. 171, Reinke 1% 1872, Sp. 53, Taf.I., Vonhöne 147 1880. 
og Van Tieghem 11888, men i Reglen overseet af 
Andre; den har en gjennemgribende Betydning for Rodens 


*) Saaledes kalder jeg den unge Rod i Modsætning til Moderroden;. 
og Begrebet „Ungrod“ gjelder da for enhver Rod, lige fra dens 
Anlæg indtil den første Gang forgrener sig, derefter for det yderste 
ugrenede Stykke, „Spidserne“ af den og dens Sidergdder; Ugrenet-- 
heden er Kjendemærket. — | 


195 


Fysiologi og for vor Opgave, fordi den bedre end alle For-: 
sag viser, at Roden ikke blot kan optage organiske For- _ 
bindelser, men at den i det Mindste til en vis Tid fortrins— 
vis lever af disse, idet den fortærer hvad den træffer paa: 
Stivelse, Plasma, Cellulose. At denne Evne ikke tabes: 
under Rodens senere Udvikling, derfor tale Resultaterne af 
Forsøg baade fra ældre og nyere Tid. 

Eet er der dog, som dens „Fermenter“ ikke kunne magte, 
det er Svampeskeden; denne lader sig ikke blødgjøre; hvis 
den derfor ikke vil følge med Ungroden under Væxten og 
altsaa strække sig, hvilket er det almindelige Tilfælde, er 
der ikke andet for: den maa sprænges, og gjennem de 
sønderrevne Rande trænger Roden frem. Den. fermentative- 
Virkning udgaaer efter v. Tieghem fra en „Taereskede“ 
(poche digestive), der omgiver Ungroden, og som hos Abie- 
tineerne uddannes fra Pericyklen*). Da Barkcellerne i nogen 
Afstand fra Ungroden ikke vise Tegn til Forskydning, ind- 
seer man tillige, at hin kun i ringe Grad virker meka- 
nisk gjennembrydende paa Moderroden, dens Spændkraft 
bliver først benyttet til Sprængning af Svampeskeden. Indtil 
dette Udviklingstrin er den svampfri; men de frigjorte Hyfer 
af den bristede Skede ere strax rede til at angribe dens 
mest saarlige Punkt, Rodhætten, og Skededannelsen er snart 
i fuld Gang. Som nævnt er dette Tilfælde sjeldnere; i 
Reglen giver Moderrodens Svampeskede: efter, poser sig ud: 
omkring Ungroden og voxer sig fast i denne under Dan-- 
nelse af nye indskudte Hyfemasser. 

Den her behandlede Rødgran. viste, ligesom saa mange: 
andre, jeg har undersøgt, de mærkelige Indsnøringer paa 
mange Sugerødder, som ogsaa Drude afbildede (Fig. B.). 

Mit Undersøgelsesmateriale stammer fra. Bornholm, 
Sjælland, Fyen, Jylland, samt Egnen omkring Berlin og 
Paris; det er taget fra Træer i forskjellige Aldre, unge og 
gamle, og til forskjellig Aarstid. Gjennemgaaende optraadte- 
Svampesymbiosen paa den ovenfor skildrede Maade, idet 


*) v. Tieghem 1° 1888, p. 7—9, 355. 
13% 


196 


‘dog hos ældre Træer kun meget faa Rødder træffes svampe- 
frie og med Rodhaar, hvilket jeg antager skyldes, dels deres 
dangsommere Veext, dels Myceliernes større Mængde i Mulden. 

Af mine talrige Undersøgelser skal jeg særlig nævne 
en enkelt. | 

Ved Vintertid, Begyndelsen af Februar, opgravede jeg 
af den stivfrosne, sandede Jord Rødder af 15-Aars Graner | 
ved Tegelsee. De fleste Svamprødder vare brune til sorte, 
men andre, som ved mægtigt udviklede, omspindende My- 
celier, der fastholdt Sandet, vare indhyllede i Jordposer, 
havde modstaaet Frosten og vare delvis helt lysegule med 
netop frembrydende Ungrgdder. lagttagelsen synes mig at 
tyde paa, at Svampen her virkelig havde gjort Roden Nytte 
ved at klæde den ind i Sandet. 

Svamprodderne forekomme baade paa bedre og paa 
‚mager Jord. I det fattige Flyvesand ved Mundingen af 
Grødbyaa paa Bornholm fandt jeg paa unge Træer gjennem- 
gaaende mægtige, traadede Svampeskeder, hvorfra Øsken- 
mycelier udbredte sig i det sparsomme Naaledække. Med 
dette synes Svampen at komme i Jorden, hvor den snart 
bemegtiger sig de langsomt voxende Rødder; hvorvidt disse 
ved Svampens Hjælp kunne udnytte Muldstofferne, eller om 
"Træet havde staaet sig bedre uden Svamp, kunne desværre 
hverken mine eller Frank's Iagttagelser af lignende Forhold 
(281888, S. 254—956) afgjøre. 

Ved en Undersøgelse af unge Rødgran-Planter kom 
Henschel 551887 til det Resultat, at Mykorrhizasvampen 
maatte være skadelig, fordi Planter med et sygeligt Ud- 
seende havde de tykkeste Svampeskeder, medens de kraf- 
tigste kunde være ganske frie derfor, Her foreligger imid- 
lertid aabenbart en Forvexling af Aarsag og Virkning, idet 
‘de sygelige Planters Rødder kun have de tykkeste Skeder, 
fordi de voxe langsomt, hvorved Skededannelsen fremmes. 
Rigtigheden af den gjorte Iagttagelse kan jeg iøvrigt be- 
kræfte, men at Rodsvampene ikke ere skadelige kan sluttes 
af deres udbredte Forekomst, der i ældre Bevoxninger kun 


197 


lader faa Rødder gaa frie, uden at Træerne derfor vise 
mindste Tegn paa Sygelighed. 

Larix Europea har ektotrofe Mykorrhizer (sml. Frank 
26 1885, S. XXXII). Hos Cedrus Libuni fra Jardin des Plan- 
tes i Paris, fandt jeg ingen Svampeskede og intet Hyfe- 
fletværk, men ret hyppigt intracellulære Mycelier i Rod- 
barken. 

At Sugerødderne af Juniperus communis ikke ere ind- 
hyllede i nogen Svampeskede blev fremhævet af Gibelli 
38 1883, p. 309, og af Frank ?5 1885, S. 136; men nogen 
nærmere Undersøgelse foreligger, mig bekjendt, ikke. 

Den nævnte lagttagelse fandt jeg bekræftet ved Rødder, 
tagne i Slutningen af Oktober ved Eberswalde fra nogle 
meterhgie Buske i naturlig Opveext under 70-Aars Skovfyr 
paa mosdeekket Muld. ” 

Derfor vare disse Rødder dog ingenlunde svampfrie,, 
men viste sig hyppigt, om end ikke konstant, som endo- 
trofe Mykorrhizer. De lange, frem efter strygende Rødder 
med Rodhætte, hvis yderste Celler ogsaa her indeholdt 
Stivelse, vare uden Svamp. Egentlige Dværgrødder findes. 
ikke; men de kortere Sidergdder vare hist og her omslyn- 
gede af enkelte Hyfer, deres lange, undertiden endog meget 
lange Rodhaar, regelmæssigt gjennemvoxede af septerede 
Myceltraade, som ogsaa fandtes i de yderste Barklag, hvor 
de undertiden vare sammenrullede i Cellerne, undertiden 
dannede korte Opsvulmninger og ofte havde en betydelig 
Tykkelse og gul Farve. 

Samtidigt optraadte her ligesom hos Weymouths- 
Fyrren i de yderste Barklags Cellevægge det Hartig'ske 
Fletværk, dannende et meget fint Næt. 

Vi see, at Dannelsen af det intercellulære Fletværk ikke 
nødvendigt betinges af Tilstedeværelsen af en Svampe- 
skede, om end den foreliggende er den eneste kjendte Und- 
tagelse fra Reglen; fremdeles bemærke vi den samtidige 
Optræden af inter- og intracellulært Mycel, der ligeledes. 
er sjelden. 


198 


Taxus baccata mangler ifølge Frank 251885, S. 136 
«ogsaa Svampeskeden. 

Jeg undersøgte Rødder af mindre Træer fra den bo- 
taniske Have i Berlin (Schöneberg), opgravede i September, 

løjnefaldende er strax mange Rødders rige Udstyr med 
Rodhaar, hvis Vægge bære talrige smaa Vorter, som 
Schwarz har beskrevet og afbildet det 13? 1883, S. 178, 
"Taf. 1., Fig. 14. 

De tykke, lyse Langredder vare fri for Svamp; deres 
_ tyndere Sidegrene derimod husede ofte intracellulære My- 
celier af forskjellig Finhed. Svampen optraadte dog kun i 
Barken af Sugerødderne, hvor dennes Vægge vare blevne 
gule, men hvor fremdeles Epidermis og Barkvæv vare slut- 
tede uden Tegn paa Desorganisation. 

Det indre Mycel var septeret og ligesom Rodhaarene 
vortet. Saadanne Vægvorter, der hyppigt findes paa My- 
celier i Jorden, erindrer jeg ellers ikke at have seet paa 
intracellulære Hyfer. Disse dannede hist og her i Cellerne 
Hyfenggler eller Pseudoparenkym som hos Cykadeerne, 
men ingensteds fandtes Svampeskede eller Mycelfletværk i 
Cellevæggene. 

En meterhei Potteplante i Koldhus viste samme For- 
hold; Hyferne vare her oftest meget fine. 

For at prøve Beskaffenheden af Rodhaarenes og Myce- 
diernes Vorter, lod jeg Snit af Rødderne henligge flere Døgn 
i Saltsyre, hvorved Vorterne ikke forsvandt, men snarere 
bleve tydeligere. Af oxalsur Kalk alene kan de derfor ikke 
bestaa, og jeg anseer dem for beslægtede med Kutikular- 
vorter"), medens jeg ved andre Hyfer ofte har seet lignende 
Inkrustationer forsvinde strax ved Tilsætning af Saltsyre. 
Denne farvede Rodhaarene, Epidermis, de ydre Barklags 


*) Schlicht "94889 S. 15 Anm. har i Modsætning til Gasparrini 
36 1856, p. 40 og Schwarz villet hævde, at Rodhaarenes Mem- 
"braner hos de fleste af ham undersøgte Planter vare kutikulari- 
serede; sjeldnere bestode de af Cellulose og havde da en tynd Ku- 
tikula. Molisch, L c. S. 107, iagttog Forvedning af Luftrødders 
Rodhaar. : 


199 


Vægge og Fortykningslisterne i det supraendodermale Lag 
prægtigt violette. 

Sugerødderne udmærke sig iøvrigt ved deres Lat miei: 
røde Rodspids og talrige, dybe Indsngringer, der undertiden 
frembringe hele Perlesnore*), men som neppe skyldes Snyl- 
ternes Paavirkning. 

Vi afslutte hermed vor Behandling af Naaletræernes 
Svamprgdder, som vi have seet optræde under de ektotrofe 
og endotrofe Mykorrhizers forskjellige Former med forbin- 
dende Overgangsled. 

At de paa Rødderne snyltende Svampe maa apfaltes 
som Symbionter, ikke som antibiotisk fordærvelige for Vært- 
planten, udlede vi af deres udbredte Forekomst med Hensyn 
til baade Tid og Sted. Bortseet fra de yngste Aldre, hvor 
Samlivet endnu ikke har havt Tid til at udvikle sig, træffes 
Mykorrhizerne saa almindeligt hos de skovdannende Naale- 
træer, at kun en mindre Del af Rodsystemets nærings- 
optagende Organer viser sig fri for Svamp, medens man 
ikke er i Stand til at spore nogen deraf følgende ugunstig 
Virkning paa Træets Trivsel. 

Da ogsaa de svampfrie Rødders Bark have et meget 
sparsomt Indhold af faste Stoffer, kan man ikke iagttage 
noget Tab, foraarsaget ved Svampens Nærværelse. Hyferne 
i det Hartig’ske Fletværk fortære rimeligvis Barkcelle- 
væggenes Midtlamel. Om Indhold af flydende Form, f. Ex. 
sukkerholdig Saft, opsuges af Snyltesvampen, skal jeg lade 
henstaa uafgjort, da jeg ikke har kunnet udføre de derhen 
hørende temmelig vidtløftige Undersøgelser; dog anseer jeg 
_ det for sandsynligt, men navnlig udleder jeg af mine lagt- 
tagelser, at Svampen hos Roden først og fremmest søger 
Vand. 

At Svampen skulde gjøre Nytte ved at tilføre Næring, 
tyde mine Iagttagelser ikke paa; men dette Spørgsmaal 
kan da ogsaa kun afgjøres ved Forsøg, som endnu ikke ere 


*) Sml. Waage's „Kurzwurzelschnüre“ hos Æsculus og Sapindaceer, 
184 1891, Taf. VII. Fig. 7. 


200 


udførte, og som vistnok ville lade vente længe paa sig, da 
Forsøg med unge Planier over Symbiosens Nytte ikke ere 
tilstrækkeligt overbevisende. Forsøgene maa endvidere ud- 
føres i det Store i Naturen, og dette kan, som vi blot skulle 
antyde, vistnok uden alt for store Ofre lade sig gjøre, da 
Begyndelsen hertil allerede foreligger ved Reuss’s interes- 
sante „Hainfeldbau*. 

Reuss 1171889 har nemlig iagttaget, at paa de til 
Markskovbrug ved Brænding af Bunddækket indrettede Are- 
aler, hvor Ilden har tilintetgjort de forhaandenværende 
Svampes Liv, optræde Mykorrhizerne langt sjeldnere; unge 
Rødgraner (og andre Træarter?) - mistede paa saadan Jord 
de Svamprødder, de havde havt i Planteskolen, medens 
ingen nye dannedes, saa at Rødderne to Aar efter Ud- 
plantningen vare fuldkommen svampefrie. Desuagtet trivedes. 
disse Rødgraner fortræffeligt. 

Hvis man udnytter denne Reuss's lagttagelse ved at 
sørge for, at de ihjelbrændte Svampe saa vidt muligt ikke 
afløses af nye tilkommende, maa man under iøvrigt natur- 
lige Forhold i stor Udstrækning kunne dyrke Bevoxninger 
med svampefrie Rødder, og da Fremgangsmaaden endog 
skal være fordelagtig, maatte man ad denne Vei uden 
synderlig Bekostning gjennem sammenlignende Studier over 
Bevoxningernes Udvikling paa brændt og ubrændt Jord, — 
kunne faae tilstrækkelig paalidelig Oplysning om, hvorvidt 
Rodsvampene virkeligt ere nyttige eller ei. For ikke at øde- 
lægge Mulden kunde man i andre Forsøg blot koge denne 
og siden sprede den ligesom Asken. 

Om de endotrofe Mykorrhizers overordentligt udbredte 
Optræden - indenfor Angiospermernes Række have først 
Schlicht’s Undersøgelser 13° 1889 givet os en Forestilling*). 


+) Mollberg 71884, S. 533, havde vel faa Aar i Forveien undersøgt 
talrige Monokotyledoner med Hensyn til dette Spørgsmaal, men 
kun hos ganske faa fundet Mykorrhizer. Hos Arum maculatum 
traf han Mycel med interkalære Gemmer; her, saa vel som hos Col- 
chicum autumnale L. og Allium Scorodoprasum L. optraadte Myceliet 
baade inter- og intracellulært. 


201 


Vi maa indskrænke os til blot at nævne de talrige Plante- 
familier, der repræsenteres af Urter, i hvis Rødder Schlicht 
fandt Svampene tilhuse. 

De een- to- eller faa-aarige Urter hørte til Familierne: 

Leguminose, Rosaceæ, Oenotheraceæ, Lythraceæ, Saxifraga- 
cee, Umbelliferæ, Geraniacee, Oxalidaceæ, Hypericaceæ, Violaceæ, 
Ranunculaceæ, Primulaceæ, Boraginacee, Solanaceæ, Scrophu- 
lariaceæ, Labiatæ, Plantaginaceæ, Campanulaceæ, Rubiacee, 
Composite, Dipsaceæ, Valerianaceæ, Euphorbiacee, Liliacee, 
Convallariaceæ og Gramineæ. 

Overfor denne overvældende Fylde bliver det næsten 
velgjgrende at erfare, at der ogsaa gives Planter uden 
Svamp i Rødderne; herpaa skulle vi dog ikke indlade os, 
men blot henvise til Schlicht’s Sammenstilling; i.en Række 
Tilfælde træffes samme Art snart med, snart uden My- 
korrhizer, og forskjellige Arter voxende umiddelbart ved 
Siden af hinanden, kunne være ulige i saa Henseende, hvorfor 
Jordbunden og Svampenes Forekomst i denne ikke kunne 
være den eneste Betingelse for Symbiosen. 

I Rodbarken optræder Myceliet i den for Orchideerne 
karakteristiske Form med intracellulære Hyfenggler, fortrins- 
vis i Barkens indre, storcellede Lag. 

Det er især de ældre Rødders yderste Forgreninger, 
der huse Svampen, medens unge, korte Rødder og de af 
disse udviklede stærkere Hovedrødder, hyppigst træffes 
svampfrie. 

At Svampene ikke ere skadelige fremgaaer af, at My- 
korrhizerne fuldstændigt ligne svampefrie Sugerødder; de gjøre 
i alle Henseender Indtryk af at være i sund og kraftig Ud- 
vikling, de kunne i visse Tilfælde voxe i Tykkelse og regel- 
mæssigt danne nye Siderødder; de storcellede Væv, som 
Svampen beboer, ere ikke hypertrofisk uddannede under 
Snylternes Paavirkning, men Maalinger godtgjorde, at deres 
Vidde var normal, kun vare de med Forkjærlighed ind- 
tagne af Hyfenøglerne. 

Af disses Leiring i sluttet Ring i større eller mindre 
Afstand fra Endodermis drager Schlicht, ligesom Andre, 


* 


202 


den sikkert rigtige Slutning (l. ec. S. 29), at Mykorrhiza- 
svampen maa spille en Rolle ved Jordnæringens Optagning 
i Planten; men derfor berettiges han ingenlunde til at an- 
tage, „at Planterne have stor Nytte afSvampen“; Beviset. 
herfor kan kun gives gjennem Forsøg, hvoraf endnu ikke 
et eneste foreligger; Slutninger fra Resultater af Forsøg over 
Svamprøddernes Betydning hos Bøgen gaaer det dog ikke 
an at overføre umiddelbart paa de ganske forskjellige en- 
dotrofe Mykorrhizer hos de undersøgte Urter. 

Mykorrhizerne optraadte med stor geografisk Udbred- 
ning og paa forskjelligartede Lokaliteter; de manglede dog, 
hvor Betingelserne for Svampens Udvikling vare tilstrækkeligt 
ugunstige, som påa Sand, der var fuldstændigt frit for hu- 
møse Bestanddele, eller hos Vandplanter og ofte hos Planter 
paa sumpede Steder. 

Af de blæreformigt opsvulmede Mycelgemmer i Roden 
af Paris quadrifolia giver Schlicht flere interessante Af- 
bildninger; Hyferne ere farveløse og have kun sjeldent Tvær- 
vægge; de sammenslyngede Nøgler antage, naar de blive 
ældre, en brun Farve, maaske ved Omsætning af Svampens 
Olieindhold. 

„Svampen indretter sit Liv ganske efter de Funktioner, 
den har at udføre som Mykorrhiza-Svamp“, den trænger 
ikke ind indenfor Endodermis, og, saasnart den ikke mere 
kan udfylde sit ovennævnte Hverv, gaaer den over i em 
hvilende eller død Tilstand, Nøglerne skrumpe sammen til 
Klumper af mest blomkaalsagtig Form. Om Hyfer fra det 
indre Mycel hyppigt eller sjeldent slutte Forbindelsen med 
Myceliet i Jordbunden, nævner Schlicht ikke, og det frem- 
gaaer ikke heller af hans Tegninger; man er derfor ikke i 
Stand til at skjønne, om Rodens Næringsoptagning kan 
være større med end uden Svamp, eller om Roden alene 
baade maa sørge for sig og Svampen. 

De anstillede Kulturforsøg med Mykorrhizasvampen i 
Rødderne af Paris quadrifolia gave ingen Oplysning om 
Svampens systematiske Stilling, da Hyferne i Stykker af 
disse Svamprødder, som anbragtes i hængende Draaber af 


203 


steriliseret Æble- og Blomme-Afkog i fugtigt Kammer, ikke 
voxede ud. Fruktifikationsorganer fandtes heller aldrig. 
Blandt de Bælgplanter, som have Mykorrhizer, nævner 
Schlicht to Kløver-Arter: Trifolium repens L.*) og T. 
pratense L.; jeg kan i den Anledning gjøre opmærksom 
paa, at Schleiden 121849, S. 304%) omtaler, at der i 
Rodbarkcellerne af Trifolium rubens skal findes „Ror“ 
ligesom hos Neottia og Preissia. Hvem der har opdaget. 
dette Forhold, nævner Schleiden ikke, men rimeligvis har 
han, trods sin urigtige Opfattelse, med Rette henført sidst- 
nævnte Kløverart til de Planter, hvis Rødder beboes af 
symbiontiske Svampe. Interessant vilde det være, om denne 
Slutning virkelig skulde vise sig rigtig. 
Schleiden tilkommer ogsaa Æren for først at have 
gjort opmærksom paa de udprægede endotrofe Mykorrhizer 
hos Orchideerne***), | 
I Rødderne (, Wurzelfasern“) af Neottia Nidus avis (L.) 
fandt han nemlig "2? 1845, S. 290—91; 1846, 5. 63—64; 
1849, S. 303— 304; 1850, S. 68 i Plantens Blomstringstid,, 
altsaa medens den var i fuld Livskraft, mærkelige gullige 
eller brunlige Klumper, som tildels bestode af tæt sammen- 
slyngede, tykvæggede og temmelig vide ,Rørf", Klumperne 
udfyldte næsten ganske de mindre Barkceller i de ydre Lag 
under Overhuden; i det mellemste Lags Klumper vare 
„Traadene“ tydeligst. De storcellede Lag omkring Endo- 
dermis indeholdt derimod Stivelse. Rgrene vare hyppigt 
forgrenede og havde Skillevægge, saa at de lignede Con- 
ferver; ofte vare de uregelmæssigt opsvulmede. 
+) Paa Mosegrund fandt Frank ”' 1887, S. 404 ingen Svamprødder 
hos Trifolium repens. 
**) Bemeerkningen findes ikke i de tidligere Udgaver af „Grundzüge“. 
***) Muligvis have disse dog været kjendte langt tidligere. Treviranus 
nævner 1806 (,Vom inwendigen Bau der Gewåchse", S. 68), at der 
i Rødderne af mange Planter, f. Ex. Orchis maculata og Orchis 
latifolia L. findes „ormformige Legemer“, samlede i uregelmæssige 
Bundter; men da der i samme Kapitel „om de halsbaandformige 
Kar“ ogsaa skulde behandles virkelige Kar, Trakeider og meget 


andet, er Sammenblandingen bleven saa inderlig, at man intet Be- 
stemt kan udrede. 


204 


Men om Betydningen af alle disse ejendommelige Dan- 
nelser kunde Schleiden ,slet Intet sige“; dog tilføjer han 
— og netop dette karakteriserer ham som den fremragende, 
sammenlignende Anatom — at det eneste, ligesaa gaade- 
fulde, analoge Forhold, han kjender, er ,det tvivlsomme 
Karsystem,“ som Gottsche havde fundet hos Preissia 
commutata (se ovenfor, S. 157). Det gik ikke op for 
ham, at her i begge Tilfælde forelaa Svampehyfer; han 
hævdede — og jo egentlig med Rette — at kun Udviklings- 
historien kunde give Haab om at bringe Klarhed i Sagen. 
Senere skal han efter Schacht's og Gottsche's Udsagn>) 
have indseet sin Feiltagelse og erkjendt, at de for særegne 
Organer ansete Rør virkeligt vare Svampehyfer. 

Feiltagelsen paavistes strax efter af Reissek 131847, 
som dog gjorde sig skyldig i en anden Vildfarelse, idet han 
troede, at det var Roddernes Celleindhold, som voxede ud 
til Svampe. Denne Theori, som hans Skrift skulde hævde, 
har Tiden jo længst skyllet overbord; men hans Iagttagelser 
ville faae Lov at blive staaende. 

Han fandt Hyfenøglerne (,Pilzconvolute‘) i Rodbarken 
af de fleste indenlandske Arter af Orchis, Gymnadenia og 
Ophrys, samt hos tropiske Arter af Grupperne Epidendreæ 
og Vandeæ. Hos disse og hos Neottia optraadte Svampene 
saa regelmæssigt og bestandigt, at man maatte anse deres 
Forekomst for „eine gesetzmåssige und vitale Erscheinung“ 
— altsaa hvad vi nutildags kalde „Symbiose“; derimod 
var Svampens Nærværelse ,ganske uvæsentlig for Plantens 
Bestaaen og Trivsel.” Iøvrigt fandt Reissek ogsaa Svampe 
i Rødderne af en hel Række andre Mono- og Dicotyledoner 
(l. ec. S. 38—39), baade Træer og Urter, men disse lagt- 
tagelser, der vare udførte alene om Efteraaret, kunne ikke 
bruges uden kritisk Behandling af hvert enkelt Tilfælde, da 


*) Schacht !* 1854, S. 377; Gottsche “1858, S. 41. Nogen Ud- 
talelse fra Schleiden selv herom har jeg ikke kunnet finde. — Da 
den ældre Literatur om Orchideernes Mykorrhizer almindeligt gjen- 
gives meget mangelfuldt og tildels feilagtigt af senere Forfattere, 
finder jeg Anledning til at fremhæve dens Fortrin noget udførligere. 


— 205 


han for sin ulykkelige Theoris Skyld, med de symbiotiske 
Svampe sammenblandede degenereret Celleindhold og sa- 
profyte Mycelier. Vi skulle derfor indskrænke os til kun 
at nævne disse hans Undersøgelser, hvad de sikkert fortjene. 
Hos Neottia Nidus avis studerede han Svampens Ud- 
vikling i Løbet af Foraar og Sommer, og han har givet en 
Række Afbildninger af Hyfenøglerne med deres farveløse, 
senere brunlige, septerede Mycel. Øskener ere ikke tegnede 
paa dette, derimod korte Grene, samt hist og her Opsvulm- 
ninger. ,Pseudosporer“, der mere have Karakter af Gem- 
mer, afbildes hos Orchis Morio i hvis Rod Størstedelen af 
Barken er fyldt med Svampemasser, medens hos mange 
andre Orchideer kun de yderste Lag huse Svampengglerne. 
Inde i Værtplantens Væv kom Svampen aldrig til at 
sætte Frugt; for at frembringe Sporedannelse havde Reis- 
sek allerede tidligere anstillet Kulturforsøg med Gymnade- 
mia viridis, Plantanthera bifolia, samt Orchis latifolia og 
fundet, at de fremvoxende Svampe vare Botrytis, Penicillium 
og Cladosporium (l. c. S. 31). Fremgangsmaaden, som han 
nu ogsaa anvendte ved Orchis Morio bestod i, at han spal- 
tede eller skar Ridser i Rodderne, og derpaa viklede hele 
Planten ind i fugtigt Filtrerpapir, som opbevaredes i Skygge. 
Faa Dage efter mente han da at kunne iagttage, at de 
blottede Hyfer voxede frem og dannede Sporer. At denne 
Kulturmethode er yderst mangelfuld, indsees let, idet ikke 
blot de indre Svampe, men ogsaa de, der findes paa Rod- 
dernes og Stænglernes Overflade, samt Kim i Luften og i 
det ikke steriliserede Filtrerpapir, Vandet o.s. v., ville komme 
til Udvikling, hvorfor det bliver meget vanskeligt for lagt- 
tageren at holde dem ude fra hverandre. Dette er vel sag- 
tens heller ikke lykkedes ganske for Reissek, der ikke 
havde Tanke for denne Vanskelighed; men da, som han 
siger, hans Kultur er det første Forsøg i Mykologien 
paa at studere en Svamps Udviklingshistorie, fortjener den 
al Anerkjendelse, og det saa meget mere, som der, saavidt 
jeg veed, indtil den Dag i Dag ikke er udført nogen mere 
betryggende Kultur af Orchideernes Rodsvampe. 


206. 


Den Svampeart, hvis Udvikling han saaledes forfulgte i 
Kulturer med Orchis Morio, benævnte han efter Formen af de 
dannede Konidier Fusisporium endorrhizum, og han har af- 
bildet Frugthyferne paa Tab. II., Fig. VUI., 1,2. Sporens Form, 
dens efter Figuren beregnede Længde (25—30 u) og Antallet 
af dens Tværvægge stemme godt med de tilsvarende For- 
hold hos Fusisporium atrovirens Berk. (Saceardo: Fungi 
italici Nr. 45); menReissek gjør selv opmærksom paa, at 
Bestemmelsen kun er tilnærmelsesvis rigtig, navnlig fordi 
Konidieformernes Systematik den Gang var endnu mere 
usikker end nu. 

Schacht har beskjæftiget sig meget med Studiet af 
disse Endofyter og Gang efter Gang meddelt værdifulde 
Bidrag til deres Biologi (12? 1852, S. 138; 1241854, S. 123 
til 130; 1251854; 1261856, S. 161). Han undersøgte sær- 
ligt Rhizomet af Epipogon Gmelini, hvor Svampen optræder 
paa samme Maade som ellers i Rodderne f. Ex. af Neottia 
og Goodyera. Planten voxer i den løse Lovjord, dannet af 
henraadnende Bogeblade, der ere ordnede i tydelige Lag 
,ligesom Aargange* og sammenspundne af et hvidt Hyfevæv, 
et tæt Filt, der i Regelen ogsaa indhyller Rhizomet med 
et fint Spind. Disse Hyfer omslynge da Rhizomets Rod- 
haar, trænge ind i dem og i andre Overhudceller og voxe 
herfra ind i Barken, hvor Cellekjernerne omslynges af Mycel- 
nøgler. Hyferne udmærke sig ved at have talrige Oskener 
(„kleine rundliche Anschwellungen“), der baade dannes uden- 
for Rhizomet paa Jordmycelierne og paa de med disse for- 
bundne intracellulere Traade. Denne vigtige lagttagelse 
har Schacht afbildet meget tydeligt 1?? 1852, Taf. VL, Fig.13, 
og han slutter deraf, at Snyltesvampen rimeligvis maa være 
en Agaricus (1251856, S. 161, Anm.). Hos Coralliorrhiza, 
Neottia, Goodyera og Limodorum optraadte Hyferne paa 
samme Maade, men de manglede Øskener, hvorfor Schacht 
mente, at Snylteren her maatte være en anden Svamp 
(125 1854). Senere har Eidam ?? 1879 heller ikke fundet 
Øskener paa Myceliet i de af ham undersøgte Orchideer; men 
Wahrlich 11886, S. 8, iagttog dem ligesom Mollberg 


207 


871884, S. 526, hos Coralliorrhiza innata, R. Br. og Epi- 
pogon aphyllus Sw.; fremdeles har jeg kunnet paavise dem 
i Rhizomet af Corallierrhiza virescens, samlet af V. A. Poul- 
sen 1879 paa Møen. Poulsen overlod mig velvilligt sine 
fortræffelige Præparater til Undersøgelse, og disse viste saa 
tydeligt, som man kunde ønske det, de nøgledannende, 
temmelig tykke, septerede Hyfer, udstyrede med Øskener; 
hist og her kunde man se Forbindelser med de brune Løv- 
jordsmycelier paa Rodens Overflade. Naar Schacht antog, 
at Øskenerne tydede paa en Agaricus, er han i god Over- 
ensstemmelse med den almindelige Angivelse, at saadanne 
Dannelser særligt karakterisere Basidiomyceterne*); men, 
det turde være tvivlsomt, om Øskenerne ere indskrænkede 
til disse Svampe alene; kun er det omtrent det eneste 
Holdepunkt, man har, for Bedømmelsen af Svampens Art 
blot efter Myceliet, og det var derfor i hei Grad ønskeligt, 
om Mykologerne en Gang for Alvor vilde optage Spørgs- 
maalet om Øskenernes Forekomst**). Schacht lagde Mærke 
til de brune Lovjordsmyceliers store Modstandsevne, selv 
mod koncentreret Svovlsyre, og han mente derfor, at de 
vare forveddede; rigtigere er det dog vistnok at anse deres 
Membraner for kutikulariserede. Ved Kulturforsøg med 
Svampen i Rødderne af Limodorum abortivum, omtrent som. 
Reissek's, fandt han lignende Fruktifikationer, desuden 
Eurotium-agtige Kugler; men han ansaa ikke som denne 
Forsker Svampene for ligegyldige for Plantens Trivsel, han 
:opfattede dem dels som Antibionter, der levede af Celle- 
indholdet, dels som Saprofyter i Rodens døde Barkvæv, 
og navnlig det sidste. Han iagttog, at Stivelsen forsvandt 
i de ældre Dele af Æpipogon-Rhizomet, og at samtidigt 
Hyferne optraadte og ernærede sig af de i Stedet dannede, 
kornede Klumper. Stivelsens Forsvinden tilskrev han dog 


*) Jfr. Brefeld "1877, S. 18, 1888, S. 38. 

++) De optræde hos forskjellige Familier af Tremellini, Hymenomycetes 
og Gasteromycetes; men desuden angives de for Tuberaceerne. Til 
de sidsie kan maaske henregnes Penicillium glaucum, hos hvilken 
Bail (Hedwigia I. 1856, S. 96, Anm.) har iagttaget Oskenerne. 


208 


ikke direkte Svampens Indvirkning; han mente, at Planten 
selv paa denne Maade fortærede, opsugede sine ældre Væv. 
og deres Indhold, og at Svampen her indfandt sig for at 
dele med sin Vært, — kun saaledes var den Antibiont. Han 
har ved Behandling med Jod godtgjort, at Stivelsen om- 
dannes, idet Reaktionen ændrer Farven fra blaat gjennem 
violet, smudsig rosenrødt og gult til brunt, samtidigt med, 
at Kornene blive mindre; men disse Omdannelser synes- 
at foregaa uafhængigt af Svampen, altsaa ikke som i 
langsomt udtørrende, raadnende Kartofler, hvor han ved 
sine fortrinlige Undersøgelser (175 1854, S. 380) godtgjorde, 
at Hyferne indeni selve Stivelsekornene fremkaldte en Om-- 
dannelse til (Dextrin? og) Sukker, som de optoge i sig. Hvor- 
vidt Hyferne i Orchideernes Rødder ernære sig af dannet 
Sukkersaft, maa jeg lade staa hen, da der ingen Under-- 
søgelser herover foreligge, men det forekommer mig sand- 
synligst og fortjener sikkert. at prøves. 

Prillieux 1° 1856 sluttede sig i Opfattelse af Svam- 
pens Betydning tilSchacht; kun betonede han, at Hyferne 
ikke blot findes i døende, men ogsaa i levende, endnu ikke: 
fuldt udviklede Celler i ganske unge Dele af Roden, samt 
at de brune, kornede Masser optræde før Stivelsen, og 
derfor ikke kunne være Nedbrydningsprodukter af denne; 
desuden aftog Klurnpernes Mængde i Rødder af Planter,. 
som han i længere Tid havde dyrket i Vandkulturer. Ved 
at opgrave en Neottia paa sandet Jord fandt. han, at Roden. 
var ganske indhyllet i Sandskorn, som hang fast, fordi de 
vare tilspundne af talrige Hyfer, der ganske lignede dem i 
Plantens Væv, hvorved Myceliernes Udbredning i Jorden er: 
godtgjort. Den lille Kim af Orchideen Angraecum macula-- 
tum*) er rodløs og seer ud som en Bregneforkim; ogsaa 
her findes de brunlige, kornede Masser afleirede i den 
nederste Del, i flere Barklag indenfor Overhuden. Svam- 
pene optraadte ikke blot i Rødderne, men ogsaa i Rhizo- 
met af Neottia (1. c. Fig. 8), og hos en hel Række Orchi- 


*) Ann. des sciences nat. 4 ser. T. 5, 1856, p. 122; Pl. 5, Fig. 3, 6, 8.. 


209 


deer fandt Prillieux dem saa konstant, at han maatte er- 
klære Parasitens Nærværelse for ,saa at sige normal." +) 

Drude har 191873 S. 12 gjort opmærksom paa, at 
han ved Undersøgelse af talrige Snit af Neottia’s Rhizom 
og Rødder kun sjeldent fandt udtrædende Hyfetraade. 
Denne lagttagelse er vigtig, thi dersom Snylteren kun sender 
faa Traade ud i Jorden, er det ikke rimeligt, at den heri- 
gjennem kan hente synderlig Næring til sig selv og even- 
tuelt til sin Vært, men denne maa da langt snarere fodre 
Snylteren med dens Nøgler af lange, slyngede Tarme. For- 
holdet ændres ikke stort derved, at Myceliet i Jorden er 
rigt forgrenet, thi disse Grene maa jo sørge for sig selv, 
betydningsfuldt er det, at der er saa faa Tilgange til de 
indre Mycelier og som Følge deraf heller ikke med Grund 
kan antages nogen større Tilførsel. Dog skal jeg indrømme, 
at denne Slutning ikke er fuldt ud sikker, da man let kan 
nævne Exempler paa, at store Organer faae deres Næring 
tilført gjennem langt mindre. 

Drude tilskriver da heller ikke Svampen nogen Be- 
tydning for Plantens Næringsoptagning, derimod har hans. 
interessante, og man kan vel sige grundlæggende Forsøg 
godtgjort, at Neottia’s Klorofylmangde**) ikke er til- 
strekkelig til at hidskaffe Plantens Kulstofmateriale, hvorfor 
den maa besidde Evne til at optage Humusforbindelser af 


*) Thilo Irmisch: Beiträge z. Biologie und Morph.. der Orchideen. 
Leipzig. 1853. S. 10, 23 Anm., 28 Anm., 46; 50 med Anm., 51,. 
59, Tab. IIL Fig. 14, nævner Klumperne og Svampehyferne hos. 
Neottia, Coralliorrhiza o. a., men tillegger dem ikke synderlig Be- 
tydning. Han henviser nærmest til Schleiden og Schacht samt 
(ligesom Reissek ''?1847 S. 32) til Nägeli’s Bemærkninger om 
Schinzia hos Iris. 

Ifølge G. A. Weiss („Anatomie der Pflanzen“, Wien 1878,. 
Side 345) angiver I. W. Fockens („Die Luftwurzeln der Ge-. 
wächse,“ Göttingen 1857), at Luftrodders Rodhylster meget hyppigt 
var gjennemirengt af Svampehyfer, som ofte voxede ind i Inder- | 
barken. 

xx) Om denne se Wiesner: Ueber die Menge des Chlorophylls in den 
oberirdischen Organen der Neottia Nidus avis. Flora. 1874. S.. 
73—77. 

Botanisk Tidsskrift, 18, Bind. 14 


210 


Jorden og oparbeide disse til Stivelse, der indeholdes i 
stor Mængde. Da Neottia nemlig afgjort ikke snylter paa 
Rødderne af andre Planter, maa den ernære sig som 
Hemisaprofyt. Ved Omplantning af kraftige Exemplarer 
fra Lovjorden i Urtepotter med mager Jord sygnede Plan- 
terne hen, Stivelsen svandt endogsaa i de yngste Rødder, 
der ellers indeholde den største Mængde heraf, derimod 
svandt det brune Farvestof ikke, og Svampemycelierne i 
Rødder og Rhizomer ændrede ikke deres Udseende. Med 
alkalisk Kobbersulfatopløsning paavistes Arabin i de af 
Svampen beboede Cellerækker, og Drude antager, at Snyl- 
terne særligt opsøge Neottia og andre Saprofyter, fordi de 
i disses indre Væv forefinde rigelig tilstrømmende Næring 
af lignende Art som den, de ere vante til at finde i Løv- 
"dækket. | | 

Mollberg har i en lille Afhandling, 37 1884, meddelt en 
Rigdom af fortræffelige Iagttagelser over Svampens Op- 
treden og Forhold til Vertplanten. Han hævdede, at 
Mycelierne ikke ere afhængige af de gule Slimklumper og 
Slimen ikke heller af Svampen; ja Hyferne ere endog yppigst, 
hvor Slimen mangler. Svampen indskrænker sig ikke altid 
til Rødderne, men hos Neottiu og nogle andre Orchideer 
trænger den frem gjennem Rhizomet, endog lidt op i 
Blomsterskaftet; her findes da i Reglen ingen Slim men 
kun sædvanligt Plasma, medens det øvrige Indhold er 
Svamp. Rodspidsen er altid fri for Mycel, der ogsaa 
oftest knap naaer til Basis; derimod gjennemvoxes Rod- 
haarene hyppigt. Knoldene ere i Hovedsagen svampfrie, kun 
i den nedre smallere Del hos Platanthera og i de nedre 
fingerformige Forgreninger hos Gymnadenia conopsea R. Br. 
«optraadte Mycelier ganske paa samme Maade som i Roden. 
Hos Neottia, men ikke hos andre, iagttoges, at Svampen, 
medens Planten stod i fuld Blomstring i Mai Maaned, 
voxede over i de nyligt anlagte Knopper og saaledes sikrede 
sig for næste Aar. Fra Rhizomerne vandrer Svampen 
først ind i Ungrødderne, naar disse med deres Rodhætte 
ere brudte frem af Moderroden og sagtens have begyndt at 


211 


optage Næring af Jordbunden. At Svampen voxer imod 
Næringsstrømmen fremgaaer, mener jeg, ogsaa af den Iagt- 
tagelse, at det yderste Barkparenkym hos Orchis pallens L. 
kun saadanne Steder huser Mycelierne, hvor en Epider- 
miscelle har dannet et Rodhaar. Dette gjennemvoxes da 
af sparsomt grenede Hyfer, som bore sig gjennem Spidsen 
ud i Jorden. En Række Arter af Epipactis, Cypripedium 
og Listera udmærker sig ved stærkt udviklet mekanisk 
Væv i Roden; dette yder Svampens Fremtrængen en saa- 
dan Modstand, at de fleste, omtr. ?/, af alle Rødderne ere 
svampfrie, ja man kan her finde hele Individer frie for 
Snylteren*). Luftroden af talrige Arter indeholder Hyfer i 
Rodhylsteret, men i Reglen dog kun saa langt som den 
berører Substratet (Jord, Mos, Kul, o. s. v.). Denne lagt- 
tagelse er bekræftet af Schimper (se Johow ° 1889, S. 
506), som desuden i Tilfælde af ensidig Berøring med Sub- 
stratet kun paa denne Del af Roden fandt Symbionten. Dette 
viser, som Mollberg hævder, at Svampens Indvandring 
afhænger af Myceliernes Forekomst i Jorden (Substratet), 
ikke af Rodens Alder og andre Forhold, og der synes ingen 
Grund til herfor at antage, at Svampen maa hjælpe Roden 
med dens Ernæring. I visse Tilfælde dannede Myceliet 
interkalære og terminale Gemmer, som senere Wahrlich 
har beskrevet og afbildet dem (1511886, S. 10; Fig. 26, 
27), undertiden hele Perlesnore. Hverken i levende eller 
døde Rødder fandtes Fruktifikationsorganer, og de fremkom 
heller ikke i Kulturer. Ved plasmolytiske Forsøg med 
Alkohol og Sukkervand godtgjorde Mollberg, at Plasmaet 
omkring Hyfenøglerne var levende, ikke dræbt af Svampen, 
og hos Epidendrum viscidum samt Cephalanthera grandi- 
flora indkapsledes endogsaa Svampnøglerne og de herfra 
udstraalende Hyfer i Celluloseskeder (Taf. XI), der vel 
kun kunne opfattes som et Værn mod Snylterne, der 
derved fanges ligesom Trikiner i Musklerne**). 


*) Denne Kjendsgjærning er bekræftet af Frank ” 1887, S. 407. 
**) Samme lagttagelse er gjort af Frank, 77 1891, S. 246 hos Orchis 
latifolia, der efter hans Opfattelse ligesom andre Planter med 
14% 


212 


Da Værtplanten aldrig viser Tegn til at lide under 
Snylterens Angreb, maa denne ubetinget kaldes uskadelig; 
derimod synes mig rigtignok de ovenfor anførte Kjendsgjer- 
ninger ikke at berettige til at anse disse Symbionter for 
mere nyttige end andensteds optrædende uskadelige Snylte- 
svampe, saa vidt Iagttagelser alene kunne tillade at dømme 
herom; Beviser for eller imod kunne kun vindes gjennem 
Forsøg. 

Eidam ?? 1879, befriede Rødder af Orchideer for den 
vedhængende Jord og anbragte dem i fugtigt Rum, hvor 
da Mycelierne voxede frem og paa Overfladen dannede et 
Filt af Traade, som efterhaanden antog en brun Farve 
men ikke udviklede Frugthyfer. Han betoner med Rette 
Methodens Mangelfuldhed, idet de udvoxende Svampe 
blandes i Kulturen med tilkommende fremmede Skimmel- 
svampe. Han bemærkede fremdeles, at de intracellulære 
Hyfer tilsidst hjemfalde til fuldstændig Opløsning og Slim- 
dannelse *). 

Wahrlich 1511886, S. 9, anstillede Kulturforsog ganske 
paa samme Maade. Rødderne af Vanda-Arter bleve ren- 
skyllede i udkogt, altsaa steriliseret Vand og anbragte i 
fugtig, men ikke steriliseret Luft under Glasklokke. Han 
fandt da ligesom Reissek og Schacht, at Rødderne efter 
nogen Tids Forløb hist og her bleve overtrukne af en fin 
Skimmel, som udviklede Frugthyfer af Fusisporium-Formen 
og senere Perithecier af Nectria-Arter. Ved Udsæd af 
disses Ascosporer, formentlig i steriliserede Renkulturer, 
godtgjorde han, at hine Konidieformer ere genetisk for- 
bundne med Nectria; fremdeles dannedes brune, tykvæggede, 
faacellede Megalosporer, som ogsaa udvikledes sammen 
med Fusisporium, naar han anbragte Snit af Rødderne i 
Neringsoplgsning. Disse sidste Kulturer, der ikke kunne 
gjøre Fordring paa at kaldes Renkulturer — saadanne ere 
endnu aldrig udførte — bestode deri, at Snittene lagdes i 


endotrofe . Mykorrhizer æder eller fordgier de fangne Svampes. 
Æggehvidestoffer. 
*) Jfr. Frank % 1891, S. 245 —246. 


213 


fortyndet (steriliseret?) Druesaft paa aabent Objektglas 
uden Dækglas i fugtig Luft under Klokke”) (l. c. S. 8). 
Kontrolforsøg lære snart, at vore Laboratoriers Luft er 
saa opfyldt af Svampekim, at man ved denne Fremgangs- 
maade neppe nogensinde vil kunne undgaa saadannes Ind- 
trængen, og Hovedvægten bliver derfor at lægge paa, at 
Wahrlich iagttog de oprindeligt tilstedeværende Hyfers 
Fremvæxt og videre Udvikling, hvorved dog er at mærke, 
at Nøglernes Mycelier ikke voxede i Næringsvæsken, dette 
gjaldt kun de mere frie Hyfer. Fremdeles er vigtigt, at 
Megalosporerne. om end kun sjeldent, fandtes naturligt i 
Luftrøddernes Rodhylster. 

Iøvrigt undersøgte Wahrlich en Række indenlandske 
og mere end 500 exotiske Arter af Orchideer og fandt 
Mykorrhizasvampen i dem alle, en Kjendsgjerning, der 
godtgjør Symbiosens udbredte Optræden. Den geografisk 
udstrakte Forekomst af Orchideesymbiosen fremgaaer ogsaa 
af, at Lundstrøm 7 1888, hos den lille højinordiske Calypso 
borealis i Nærheden af Pitea fandt smaa koralformige 
Mykorrhizomer**) hængende ved de ældre Knolde. Disse 
smaa Rhizomer ligne de tilsvarende hos Coralliorrhiza og 
Epipogon og huse som disse i bestemte Cellelag endo- 
fyte Mycelier. Lundstrøm har meent at se, at der 
forud for Dannelsen af Hyfengglerne gaaer et Plasmodie- 
stadium svarende til Wahrlich’s „Haustorier“; men da 
han, eller maaske begge Forskere, vistnok have brugt Mate- 
riale, som havde været opbevaret i eller behandlet med 
Alkohol (alkoholisk Kalilud), er det muligt, at de iagttagne 
Dannelser snarest ere analoge med de fra Ellens Rodknolde 
kjendte- „Spiritus-Plasmodier“ (se ovenfor S. 150). Dette vil 
maaske blive opklaret ved den mere indgaaende Under- 


*) Schlicht 1%? 1889, S. 24, anstillede lignende, men noget bedre, 
eller dog bedre beskrevne Forsøg med Mykorrhizasvampen hos 
Paris; denne voxede dog ikke, derimod udviklede de fremmede, 
tilkomne Skimmelsvampe sig yppigt. Samme Resultat fik Frank 
31 1891, ved Kultur af Orchideesvampen. 

**) Betegnelsen ‚Mykorrhizomer“ er foreslaaet af Vuillemin 14° 1890 
p. 331. 


_ 214 


'søgelse af disse Forhold, som Lundstrøm har stillet i 
Udsigt. Saba gå 
Ogsaa paa Island, samt i Øst- og Vest-Grønland op- 
træde Orchideerne med Mykorrhizer og Mykorrhizomer. Hos 
Orchis, Platanthera hyperborea, Listera cordata og Corallior- 
rhiza innata fra Museets Herbarium fandt jeg saaledes Bark- 
cellerne hyppigt opfyldte af store Mycelnggler. Rodhaar 
vare ogsaa her almindelige. Hos Coralliorrhiza vare Hyferne 
forholdsvis tykke og udstyrede med Øskener. 

Vuillemin 4 1890 har gjort flere interessante lagt- 
tagelser over Mykorrhizerne hos Orchis mascula. Man ved, 
at Orchideernes som Reservestofbeholdere tjenende, stivelse- 
holdige Knolde som Regel ere svampefrie%); men hos den 
nævnte Art traf dog :denne Forsker ved Opgravningen svagt 
udviklede Mycelnøgler i Knoldens ydre Celler, og her havde 
Svampen strax dannet Megalosporer, ligesom i de af Wahr- 
lich undersøgte Luftrodders Rodhylster. 

Knolde, som Vuillemin havde bragt til Udvikling i 
fugtig Luft (nés en chambre humide), dækkedes ligesom 
Rødderne med Rodhaar. Kun faa af Knoldenes Rodhaar 
indeholdt Hyfer, men desuden Megalosporer; derimod vare 
mange af Røddernes Haar opfyldte af begge Dele (I. Cc. 
fig. 12). Der dannedes iøvrigt ogsaa Hyfenøgler i Rodens 
ydre Væv, og Sporer udvikledes i opsvulmede Celler af 
Epidermis, samt i den her længe blivende Rodhætte (l. e. 
fig. 13); det iagttoges, at i de af Svampen beboede Rod- 
haar tog Cellekjernen ingen Skade; de visnede mindre 
hurtigt end svampfrie Rodhaar, hvorved det dog ikke bliver 
let at afgjøre, hvad der er Virkning og hvad Aarsag. Frem- 
deles bekræftes Wahrlich’s Bestemmelse af Svampens 
Art meget smukt ved Vuillemin's Iagttagelser (1. c. p.329). 

Vi maa nu se lidt ngiere paa Spørgsmaalet om Or- 
chidee-Symbionternes mulige Nytte. Det er jo nemlig tænke- — 
ligt, at de indvoxende Mycelier i endnu hgiere Grad end 
Værtplanten formaa at udnytte den i Løvdækket inde- 


+) Sml. Mollberg ®71884 og Frank 27 1887, S. 407. 


215 


"holdte organiske Næring, og at de derved kunde optage en 
saadan Mængde af de for begge Væsener tjenlige Stoffer, at 
de vilde afse Noget af deres Overflod og saaledes lønne 
Værten for godhedsfuldt tilstaaet Husly. 

Efter at den gamle Humustheori var bleven sat i Knæ 
af Liebig, vovede i lang Tid Ingen at tale til Forsvar for 
Humusstoffernes Anvendelighed som direkte Plantenæring, 
uagtet hverken Liebig eller nogen senere Forsker har 
leveret Skygge af Bevis for, at de klorofylholdige Planter 
ikke tillige kunne benytte denne Næringskilde. 

Pfeffer traadte °71877 op med Indsigelser, og ham 
skylde vi en Del af Æren for, at Sagen ikke rent er død 
hen. Han fremhævede, at Rimelighedsgrunde tydede paa, 
at mange Pyrolaceer, Aroideer, Bregner og Mosser, samt, 
hvad Drude’s Forsøg med Neottia ligefrem godtgjorde, 
Orchideer normalt optoge organiske Stoffer af Jorden, medens 
Beviserne derfor ene og alene kunde leveres gjennem ex- 
perimental Forskning (l. c. S. 991). Ved Orchideerne kom 
fremdeles i Betragtning, at Mycelierne fra de levende Celler 
i Værtplanten sende Traade ud i Jorden, der ligesom Rod- 
haar lægge sig op til organiske og uorganiske Jordbitter 
og synes at voxe sammen med disse. Dette Forhold bragte 
Pfeffer til at drage den Slutning, at der her foreligger en 
Association (l. c. S. 997), hvori Svampen bringer sin Vært 
Nytte ved at tilføre Næring. 

Mycelierne skulde da enten bøde paa Mangelen af Rod- 
haar, eller, hvor saadanne fandtes, hjælpe dem med Nærings- 
erhvervelsen, og Pfeffer slutter med at sige, at denne 
Form for Convivium vel ikke er nødvendig, idet han føler 
sig overtydet om, at Orchideerne ogsaa kunne bestaa uden 
saadanne Svampe, men at dette ingenlunde udelukker Mulig- 
heden af, at disse kunne bringe Nytte, hvor de findes *). 

Frank har ?71887 sammenfattet en Række af de Mo- 
menter, der tale for, at Svampen er uskadelig, og kunne tyde 
paa, at den, som han vil hævde det, gjør Tjeneste ved 


*) Jir. Pfeffer: Pflanzenphysiologie. Bd. 1. 1881. S. 232. 


216 


Plantens Ernæring af Jordens Humusbestanddele, i alt Fald 
i de klorofylfrie 'Orchideers Mykorrhizer. 

Kaste vi nu til Slutning Blikket hen over den lange 
Række Kjendsgjerninger, som Forskningen i Tidens Løb, 
har bragt til vor Kundskab med Hensyn til Svampenes 
Optræden i Orchideernes underjordiske Organer, saa faae vi 
‘det bestemte Indtryk, at Snylterne optræde som Symbionter, 
(der ikke paa nogen Maade nedstemme Værtplantens Trivsel. 
Derimod -er det i højeste Grad tvivlsomt, om de skulde kunne 
gjøre Nytte. 

Svampen indskrænker sig altid til Værtplantens nærings- 
‘optagende Organer; den synes at voxe henimod de Steder, 
hvor Næringstilstrømningen — uden dens Hjælp — er rige- 
ligst, og den sender kun faa Hyfer ud i Jorden. Mykor- 
rhizerne dannes i ethvert Substrat, i Løvjord, Sand, Ler, 
ja selv Kul, naar blot Svampen forekommer heri, uden 
Hensyn til, om Substratet kan afgive Næring for Roden eller 
ei. Kunstig Infektion lykkedes for Mollberg ved i fugtigt 
Rum at lægge Mykorrhizer paa svampfrie Rødder, som dog 
her ingen Fordel mere kunde have af Indvandringen. Betyd- 
ningsfuldt er, at visse Former (Epipactis, Listera) ved selve 
deres anatomiske Bygning sætte Skranke for Svampens 
Fremtrængen; dette tyder ikke paa, at den skulde være 
velkommen, og desuden trives undertiden ganske svampfrie 
Orchideer lige saa godt som de, der have Mykorrhizer. 
Saadanne optræde særligt hos Former, der indeholde lidet 
eller intet Klorofyl og saaledes maa optage organisk Næring 
af Jorden af en Beskaffenhed, der rimeligvis stemmer med 
Arten af den, som Svampene udenfor ere vante til at nyde. 

Da endelig Mykorrhizerne dannes overalt og med en 
enorm geografisk Udbredelse, maa enten en Mangfoldighed 
af Svampe kunne indtræde i Symbiosen, eller — hvad vi 
foretrække at antage — Svamprødderne dannes fortrinsvis 
af de alleralmindeligste Svampe, som f. Ex. af Cladospo- 
rium-Gruppen, der af flere Grunde tør formodes at være 
Udviklingstrin af Ascomyceter, ligesom de af Wahrlich 
fundne Nectria-Arter paa Rødder af Vanda. 


217 


Om den i enkelte Tilfælde paaviste Forekomst af Mycel- 
øskener godtgjør Snylten af Basidiomyceter, saaledes som 
Schacht og Mollberg have antaget det, giver Mykologien 
os endnu ingen paalidelig Oplysning om, og indtil videre 
forbeholde vi os da Ret til at tvivle derpaa uden derfor 
at anse denne Svampegruppes almindeligste Repræsentanter 
for udelukkede. 

Hvorvidt bestemte Arter have deres særlige Snyltere, 
lader sig kun paavise ved Fortsættelse af de begyndte 
Kulturforsøg, og medPfeffer og Mollberg ville vi hævde, 
at Sporgsmaalet om Symbionternes Nytte ene og alene kan 
afgjøres ved sammenlignende Forsøg med unge svampfrie og 
svampbeboede Planter — Forsøg, hvoraf endnu ikke et 
eneste er udført, men som sikkert lade sig udføre, da kunstig 
Kultur ikke er umulig. 

Vi have opholdt ‘os saalænge ved Orchideernes My- 
korrhizer, fordi disse ere mest indgaaende behandlede, 
saaledes at man med Hensyn til deres Betydning allerede kan 
skimte Resultater, og fordi Svampens Uskadelighed og Unytte 
netop angiver Karakteren af den Symbiose, som vi ogsaa 
forefinde i vore Skovtræers ektotrofe Mykorrhizer. 

Vi skulle i det Følgende nævne. en Række mere spredte 
Exempler paa Undersggelser over Rodsymbiosens Optreeden. 

Hos Bromeliaceerne gjennemvoxes Rhizomer og over- 
jordiske Stængler paa eiendommelig Vis af Rødder, som 
søge nedefter gjennem Barken. Disse interessante Forhold 
ere studerede af Jørgensen 11878, som ogsaa bemærkede, 
at Rødderne hos Puya longifolia og flere andre vare aldeles 
opfyldte af Svampetraade, der navnlig optraadte i Rod- 
barkens videre Celler, men dog ogsaa fandtes i Vedcylinderen. 
Jørgensen opfattede Svampen som Antibiont og har 
heri formodentlig Ret. Den Tanke, at der muligvis kunde 
foreligge en særegen Slags Mykorrhizer, bevægede mig til 
selv at undersøge Sagen, hvorved jeg dog kun kom til et 
negativt Resultat. I talrige undersøgte Stængelrødder af 
Pitcairnia recurvata Koch og Aechmea Weilbachii Didr. fra 
Botanisk Have fandt jeg kun sjeldent snyltende Hyfer i de 


* 


218 


storcellede Barklag; men dette udelukker jo rigtignok ikke, 
at enten Symbiosen eller Antibiosen kan optræde typisk 
hos andre Arter eller under gunstigere ydre Forhold. — 

Johow paaviste ?? 1885 Svampesymbiosen i Roden af 
den vestindiske Voyria (hørende til Gentianaceæ); Barkens 
Hyfer staa her i Forbindelse med et spindelvævsagtigt Mycel 
paa Rodens Overflade (S. 431— 433, Fig. 15—16). Senere 
60 1889 beskrev han i sin interessante Afhandling om Holo- 
saprofyterne, de hos disse ganske almindeligt optrædende 
endotrofe Mykorrhizer med Hyfenøgler i Barken (S. 501-506, 
Taf. XX., Fig. 7-12). De mere end halvandet Hundrede 
kjendte Arter af Holosaprofyter høre til følgende fem Fa- 
milier: Orchidaceæ, Burmanniacee*), Triuridaceæ, Ericaceæ 
og Gentianaceæ. | 

Hyfengglerne træffes sjeldnest i Epidermis, hos de fleste 
i mere eller mindre dybt liggende Barklag. Enkelte — 
men ogsaa kun enkelte — Hyfer trænge igjennem Epider- 
mis ud i Jorden og danne Forbindelsen med Substratet. 
Wullschlaegelia, der staaer Neottia meget nær, var dog oftest 
fuldstændigt svampfri. Johow formoder ligesom Pfeffer, 
Kamienski og Frank, at disse Mykorrhizer have til Op- 
gave at udnytte Jordens vegetabilske Rester. 

Poulsen beskrev og afbildede 101886 (S. 171—173, 
Tab. XII, Fig. 2 c) Hyfengglerne i Rodbarken af Scaphila 
caudata Poulsen. Hyferne i de ydre Cellelag våre sep- 
terede og dannede Gemmer; det indre Mycel derimod var 
uden Tværvægge, men eiendommeligt skiftevis indsngret og 
opsvulmet. Svampen syntes ,saa at sige“ at leve symbio- 
tisk med Roden; den optreeder lige fra dennes Basis, men 
ikke i Rhizomet. Dette gjælder ogsaa for Triuris major, som 
Poulsen beskrev '°! 1890. I denne sidste Afhandling med- 
deles den meget vigtige lagttagelse, at Mycelierne hos Triuris 
og andre Planter i de yderste Cellelag synes at vere tomme, 


*) De knoldformige. Jordstængler af den rodlgse, brasilianske Burman- 
niacee Thismia Glaziovii fandt Poulsen (Overs. over d. kgl. d. 
Vidensk. Selskabs. Forhandl. 1890, S. 27—28. Tab. IV., Figg. 14, 16) 
uddannede som typiske Mykorrhizomer. 


og 


medens de altid ere stærkt plasmafyldte i de beboede indre 
Cellelag (I. c. S. 299). Hvis her Begrebet „tom“ ikke blot 
betyder: manglende synligt Indhold, men skal betegne, at 
Hyferne udadtil kun indeholde Luft — eller i det Høieste 
Luft med lidt Vand —, da har man heri det bedste endnu 
tilveiebragte Bevis for, at Hyferne ikke gjøre Nytte ved at 
tilføre Næring, men tværtimod ernære sig ene og alene 
paa Værtplantens Bekostning, og, som Poulsen udtrykker 
det, ,rimeligvis først gjøre det af med de ydre Celler og der 
efterlade deres afdøde Dele for at voxe videre." Desværre 
er Sprogbrugen m. El. t. Betegnelserne „tom“ og ,indholds- 
fattig” saa vag, at det er betænkeligt at støtte en hel Teori 
paa denne ene Udtalelse; men at netop dette Spørgsmaal 
bør tages op til rigtig grundig Undersøgelse hos talrige 
Arter af Holosaprofyter med Mykorrhizer i forskjellige Aldre, 
synes mig indlysende. Skulde det nemlig ved en saadan 
Undersøgelse vise sig, at de fra Roden udløbende Hyfer 
ikke blot vare faa, som man almindelig indrømmer det, 
men ogsaa selv i yngre Alder indholdsløse, tomme, — ja 
saa, forekommer det mig, vilde Theorien om Mykorrhiza- 
svampenes Nytte som humusassimilerende Symbionter, ikke 
længere lade sig opretholde. Til Afgjørelsen af dette Spørgs- 
maal udfordres fremfor Alt en lang Række kemiske Undersøgel- 
ser, som vilde kræve en Tid, der ikke har staaet til min 
Raadighed. løvrigt antager jeg med Poulsen, at det er 
Svampen selv, som til Nydannelser forbruger sine "ældre 
Deles Indhold af Æggehvidestoffer; men jeg kan ikke und- 
lade herom at henvise til Frank, som *! 1891, S. 245-946 
vil gjøre gjældende, at Hyferne blive tomme, fordi de ud- 
-suges: af den beboede Celles Plasma hos Planterne med 
endotrofe Mykorrhizer, der saaledes blive ,Svampeædere". 

I den nyeste Tid have Rødderne af Hippocastanaceer og 
Sapindaceer fundet en fortræffelig og indgaaende Behand- 
Img af Waage 159 1891, der særligt har havt sin Opmeerk- 
somhed henvendt paa de her optrædende, rodhætteløse 
Dværgrødder, der tidligere vare omtalte af Resa " 1877, 


220 


S. 27, Klein og Szaboö ©1880, samt v. Tieghem !% 1888, 
S. 167. | 

Disse langsomt voxende, vorteformige Smaargdder, der 
blive staaende paa et rudimentært Trin, kunde vi efter 
vore ovennævnte Erfaringer formode at finde uddannede 
som Mykorrhizer. 

Dette slaaer da ogsaa til for Supindaceernes Vedkom- 
mende, idet Waage her har paavist yppigt udviklede en- 
dotrofe Mykorrhizer af den fra Orchideerne bekjendte Form, 
optrædende i Dvaergradder baade med og uden Rodhætte. 

Derimod fandtes aldrig Svampredder hos Hippocastana- 
cee i de ganske tilsvarende Organer, ja selv i Jord, der 
var stærkt gjennemvævet af de sædvanlige Mykorrhizahyfer, 
bleve alle Hestekastaniens Rødder fuldkommen svampefrie, 
en lagttagelse, som mine Undersøgelser paa ældre Træer 
fra Botanisk Have i Kjøbenhavn, fra Søndermarken og fra 
Skovene omkring Berlin fuldtud bekræfte. Man seer de gule, 
flercellede, grenede Mycelier slynge sig om mellem Lang- 
røddernes talrige Rodhaar og omkring Dværgrøddernes but- 
tede Spidser; men inde i Rødderne finder man ingen Hyfer, 
og der dannes ingen Svampeskede. 

Jeg skal forsøge paa at give en Forklaring af denne 
mærkelige Forskjel, en Tydning, der dog kun maa opfattes 
som en Gisning. 

Allerede Klein fremhæver og afbilder (1. c., 5. 5—6, 
Fig. 3—5), hvorledes Overhudscellerne i Hestekastaniens 
Dværgrødder typisk have stærkt fortykkede Ud- og Side- 
vægge"); og Waage tilføjer (1. c. S. 18), at Membranerne 
saavel i Epidermis som næsten i det hele Barkvæv efter- 
haanden forkorkes og blive resistente mod Svovlsyre, samt 
at denne Forkorkning begynder tidligt uden at hindre Per- 
meabiliteten. Hos Sapindaceerne derimod forbliver Epider- 
mis tyndvægget og holder sig derfor ikke saa længe**). 
Til Gjengjæld optræde rigtignok Fortykningslister i de sub- 

*) At denne Fortykning i adskillige Tilfælde kan være meget ringe eller 


udeblive er dog paapeget af Waage IL. c. S. 18. nederst. 
**) Man sammenligne Waage's Figurer, Taf. VIII, 4 og 8. 


221 


epidermale Lag; men disse alene formaa jo ikke at standse 
Svampenes Fremtrængen, som Schacht forlængst godt- 
gjorde det hos Pellia epiphylla. Vor Opfattelse er da den, 
at Hippocastanaceerne, ligesom Epipactis, Cypripedium og 
Listera blandt Orchideerne, ved deres Dværgrødders anatomi- 
ske Bygning holde Svampene ude, medens Dværgrødderne 
hos. Sapindaceerne ere prisgivne. 

Den eneste Betænkelighed, som denne Forklaring støder 
paa, er den Omstændighed, at Waage hos Ungnadia spe- 
ciosa aldeles ingen Svamprødder kunde finde, uagtet Epi- 
dermisudvæggene kun ere meget lidt fortykkede. Dette 
Forhold kræver derfor fornyede Undersøgelser; man kunde 
gjætte paa, at Rødderne hos Ungnadia — der undersøgtes 
et eenaarigt Exemplar, medens de andre undersøgte Sapin- 
daceer vare fleraarige Potteplanter — havde havt en hurtigere 
Væxt eller endnu ikke naaet af faae Svamprødder. 

De af Waage saa smukt afbildede perlesnorformige 
Dværgrodder*); der ere saa typisk udviklede hos baade 
Hippocastanaceer og Sapindaceer, ere iøvrigt ikke særligt 
karakteristiske for disse, men findes hos mange andre Træ- 
arter**), navnlig tydeligt hos Taæus baccata (se ovenfor 
S. 199). De mellem de ofte kugleformede Led optrædende 
Indsnøringer ere f. Ex. beskrevne og afbildede hos Skovfyr 
og Rodgran af Th. Hartig og Drude (5? 1840—51, Taf. 
18, Fig. 7,9 a; 1 1873, Taf. IV. Fig. 16, B); det er kun Bark- 
cellelagene, der reduceres i Antal, medens de øvrige Væv 
fortsættes ved Indsnøringsstederne. 

Endnu skal kun nævnes, at de mærkelige Dværgrødder 
udvikles yppigst i de øvre Jordlag, medens de ganske 
mangle i større Dybde***), samt at deres og deres Ind- 
snøringers Forekomst, som det af Ovenstaaende fremgaaer, 
ikke kan opfattes som et pathologisk Fænomen,. fremkaldt 


*) |. c. T. VII. Fig. 7, ,Kurzwurzelschnure". 
**) Vel at mærke ikke som rodhættelgse. 
***) Waage tillægger Vorterødderne (l. c. S. 22) i Lighed med Sven 
Berggren "1887, S. 145 særlig Betydning som Vandsamlings- 
organer. 


222 


af Hyfesvampene i det Indre. De dannes ogsaa i Vand- 
kulturer, hvilket mine Forsøg kunne bekræfte. 

Rødder af Buxus sempervirens fra Botanisk Have i Kjø- 
benhavn havde ingensteds Svampeskede og vare heller ikke 
udprægede endotrofe Mykorrhizer; men tæt sammenslyngede 
Hyfer vare dog ingenlunde sjeldne i de levende Barkceller. 
Hos Evonymus Europæus, Sorbus aucuparia, Cerasus Padus 
og Cerasus avium har jeg ikke fundet Svampeskeder. 

Rødderne af 5-Aars og 8-Aars Crataegus Oxyacantha 
fra Berliner Landbohøiskolens Have undersøgte jeg i Sep- 
tember og fandt udvendigt ingen Svampeskede men talrige 
Rodhaar og Rodhette. De mellem Rodhaarene hist og 
her sig slyngende Mycelier vare dog sine Steder trængte 
ind i Sugerodderne og havde i den ydre Bark dannet 
endog temmelig store, gulbrune, tykvæggede Gemmer eller 
Kyster. Hos en 5—7 Aars Mespilus Germanica sammesteds 
og ved samme Tid fandtes ligesaa Svamp i Rodbarken, og 
her lignede Forholdet mere afgjort Orchideernes endotrofe 
Mykorrhizer. | 

Gasparrini omtaler % 1856, p. 36, Svampehyfer paa 
Rødderne af Morus alba L.; men han undersøgte ikke, om 
hine trænge ind i de levende Sugergdders Bark. Da dog 
de iøvrigt beskrevne Forhold svare ngie til dem hos Elmen, 
hvor endotrofe Mykorrhizer forekomme, ligger det nær at 
formode det samme for Morbærtræet*). 

Rødderne af Elm (Ulmus) mangle efter Gibelli °° 1883 
p. 309 og Frank 7° 1885, 5. 135, Svampeskede, hvad mine 
Undersøgelser have bekræftet. 

En fortræffelig Beskrivelse og Afbildning af Elmens 
Sugerødder har allerede Malpighi givet os i sin berømte 
„Anatome plantarum" 771679, p. 69—70, Fig. 112. 

Særligt hos Elmen, men iøvrigt ogsaa hos enkelte andre 
Træer og Urter, seer man, siger han, paa de spæde Rødder 
hist og her Vedhæng, runde eller opsvulmede Legemer (glo- 
bosa corpora), der undertiden ligesom kunne hænge i Klase. 


+) At Morus alba mangler Svampeskede nævnes af Frank” 1885, S. 135. 


993 


Han anseer dem for Knopper til de nye Rødder, altsaa, 
hvad vi kalde Ungrodder. De kunne undertiden være svagt 
tilspidsede, ere hvide, hyppigt gullige eller ikke sjeldent 
mættet ravfarvede*) og kun lidet gjennemsigtige. Udvendigt 
beklædes de af meget smaa Rodhaar. Om Vinteren gaa 
nogle af dem til Grunde; andre voxe i Længden og for- 
veddes efterhaanden, medens den ydre Bark tørrer ind og 
viser Længdesprækker. Indenfor denne findes den hvide 
" CGentraleylinder, som nu udadtil faaer en lys, parenkymatisk 
Bark, der dækker det af mekaniske Celler (fistuli) og Kar 
sammensatte Ved. 

Allerede paa et meget tidligt Stadium gaaer Sugeroden 
over til Grundrod, idet Barken desorganiseres; naar den er 
afskallet eller maaske rettere bortraadnet, bliver kun den 
smalle Centralcylinder, omgiven af Endodermis (jfr. vor Tab. 
XIIL, Fig.4) tilbage, og Roden viser sig da paa disse Steder 
som den langt tyndere og noget lysere Grundrod, hvori saa 
Korkdannelsen begynder under Endodermis. 

Undersøger man et Tværsnit af en Sugerod af Ulmus 
montana om Sommeren, inden Barkens Desorganisation er 
begyndt, finder man, som Fig. 4 viser, en Overhud af lave 
Celler ep, derunder 2 Barklag ligesaa af mindre Geller 
omsluttende et tredie Lag af langt større. Inderst sees 
Endodermis e, som omgiver Centralcylinderen c. Denne 
Bark fandt jeg nu som Regel beboet af Svampe, saaat 
Sugeroden optræder som endotrofMykorrhiza. Talrige 
Mycelietraade m uden eller med faa Skillevægge bugte sig 
gjennem Cellernes Lumina og gjennembryde Væggene, under- 
tiden dannende Hyfenøgler eller udfyldende med Pseudo- 
: parenkym #. I de vide Celler sees ofte store gule eller 


*) At det af Malpighi anvendte Udtryk: „Charabem“ betyder „Rav“ 
er meddelt ınig af Professor E. v. Martens i Berlin, som med 
udmærket Forekommenhed og med sit bekjendte Granskertalent op- 
gravede Betydningen af dette fra Persisk eller Arabisk stammende 
Ord for mig af gamle „Abundantissimum cornu copie linguæ latinæ“ 
og en Række andre Ordbøger fra det 17. og 18. Aarhundrede. 
Iøvrigt har det moderne italienske „carabe“ samme Betydning. 


294 


gulbrune Klumper p, omtrent som hos Orchideerne, ligesaa 
bestaaende af kornet Plasma og et Nøgle af sammenslyn- 
gede, septerede Hyfer. I Forbindelse med de yderste een- 
cellede Hyfer i Barken staa talrige Sporangier s med en tyk 
Veg og et kornet Plasma. Jeg antager. at denne Svamp 
er en Pythium; ogsaa Cladochytrium synes at optræde. 

Ind i Endodermis og Grundroden trænge Svampehyferne 
aldrig, desuden er Forbindelsen med Jorden sikkert meget 
sparsom; i alt Fald viste mine Undersggelser ingensteds 
Hyfer i Epidermis eller gjennembrydende denne, og jeg 
antager, at Svampen, naar den først et enkelt Sted er 
trængt ind i Roden, lever sammen med denne, uden at 
gjøre hverken Gavn eller Skade. 

Acer Pseudoplatanus har ganske lignende, men endnu mere 
udprægede endotrofe Mykorrhizer, hvorimod Svampeskede 
mangler). Ogsaa her desorganiseres Sugerodens Bark meget 
tidligt; dens Afskalning afviger for saa vidt fra Elmens, 
som Ærens Sugerødder have en varigere Overhud, der holder 
sig længe efter, at Barken er destrueret, og derfor omgiver 
Grundroden som en løst sluttende, hindeagtig Skede. Paa 
dette Stadium er den imidlertid fuldstændigt opfyldt af 
Mycel og fortæres efterhaanden. Op langs den unge Suge- 
rods Epidermis og mellem dens Rodhaar stryge de sæd- 
vanlige gule Løvjordsmycelier, der ogsaa senere bemægtige 
sig Barkens afskallende, hindede Flager. Inden Desorgani- , 
sationen indtræder, trænge Hyferne ind i Roden og gjennem- 
voxe denne lige til Endodermis; de vise sig som tykke 
eller tyndere slyngede, septerede Mycelier, hist og her med 
Øskener, i Barkcellernes Lumina, men ikke i Væggene eller 
Cellemellemgangene. Kun sjeldent træffes Hyfer i Epider- 
mis, af og til ere saadanne dog voxede ud i et Rodhaar. 
Svampen optræder allerede tæt bag ved Rodens Væxt- 
spids foran de yderste Rodhaar, altsaa i Rodens yngste 
Væv, og undertiden er Roden i den Grad opfyldt, at samt- 


+) Mangelen af Svampeskede er iagttaget afGibelli % 1883 p. 309 og 
Frank * 1885 S. 135. 


225 

lige Barkceller mellem den ubeskadigede, med saftspændte 
Rodhaar udstyrede Epidermis og Endodermis fremvise Hyfe- 
nøgler i Lysningerne. Svampengglerne vare her endnu 
tydeligere end hos mange Orchideer, omtrent som hos 
Preissia commututa; Klumperne indeholdt ogsaa her lidt 
kornet Plasma og vare svagt brunlige, svagere end hos Or- 
chideerne. Derimod var Svampens mægtige Optræden ikke, 
saa konstant som hos disse; dog var neppe nogen Rod 
helt fri for endofytisk Mycel. Dette trænger ikke ind i 
Endodermis eller Centralcylinderen, som fra Pericyklen ud- 
danner sine Korklag samtidigt med eller forinden Barken 
udenfor Endodermis desorganiseres. 

Næsten alle Ærens Sugerødder have talrige og dybe Ind- 
snøringer, ligesom, men endnu mere fremtrædende end hos 
Elmen. Man seer derfor hyppigt Sugerødder af Form som 
Perlesnore, hvis enkelte Led ere tilnærmelsesvis kugleformige. 
Heller ikke her anseer jeg Hyfesvampene for Aarsag, da 
de ved Indsnøringerne ikke synes at optræde anderledes end 
i Leddene mellem disse. 

Rødderne af Asken, Frazxinus excelsior adskille sig fra de 
fleste andre Skovtræers Rødder ved deres hvidgule Farve 
og de lange, glasklare Rodhaar*), hvorfra Jorden let falder 
af ved Optagningen. Man kan derfor uden Vanskelighed 
og uden Fare for Forvexling skaffe sig Rødder, som stryge 
inde mellem andre Træers i den selv samme Jord. 

Hvor en Carpinus Betulus voxede jævnsides med Asken 
fandt jeg saaledes i Juli, umiddelbart Side om Side, den 
Førstnævntes Sugerødder indhyllede i en tyk Svampeskede, 
medens Askens Rødder vare forblevne ganske svampefrie. 
Løvjordsmycelierne slynge sig løst mellem Rodhaarene, 
men intetsteds dannes Svampeskede**), og intetsteds har 
jeg iagttaget nogen Indtreengen i Rodens Bark eller Over- 
hud. Denne sidste byder da rimeligvis en større Modstand 


*) Disse store, slyngede Rodhaar have ogsaa tildraget sig P.E.Muller's 
Opmærksomhed (8? 1878, S. 43). 
**) Mangelen heraf iagttoges af Müller (1. c.), af Gibelli og Frank. 
Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 15 


226 


mod Svampehyferne; dog er den ikke paafaldende stærkt 
fortykket. 

Asken er da det eneste af vore almindelige Skovtræer, 
hos hvilket Svamprødder af den ene eller den anden Art 
endnu ikke ere fundne"). 

Ericaceerne — taget i Ordets videste Betydning (om- 
fattende tillige Pyrolacew, ERhodoraceæ og Vacciniaceæ) — 
have vistnok alle Svamprødder. De mest indgaaende 
. Undersøgelser over denne Plantegruppe som Helhed skyldes 
Frank, til hvis Afhandlinger ?7 1887, S. 400—404 m. 
Taf. XIX., Fig. 6—11 og 31 1891, S. 247, jeg tillader mig 
at henvise Læseren. : 

Sugergdderne ere overmaade tynde, deres Finhed skyldes 
Barkens stærke Reduktion, idet den optræder med kun eet | 
eller faa Cellelag, ja vel endog helt kan mangle. Det er 
derfor navnlig de forholdsvis store Overhudsceller, som 
fyldes med Hyfenggler eller Pseudoparenkym, og dette kan 
iagttages indtil helt ud paa den med en meget lille Rod- 
hætte udstyrede Væxtspids. Ogsaa udvendigt paa Roden 
kunne Hyferne danne et tættere Spind; men Forbindelsen 
mellem de indre og ydre Hyfer er meget sparsom, idet 
Overhudens temmelig tykke Udvægge kun faa Steder sees 
gjennemvoxede af Traade. Kun sjeldent træffes Rødder, 
som ere helt frie for Svamp, og Mykorrhizerne optræde paa 
samme Maade i Moser, paa Heder og i Skove**). 

Fra hele denne Gruppes øvrige Repræsentanter adskiller 
sig Snylteroden (Monotropa Hypopitys L.), idet den ligesom 
Conifererne og Cupulifererne har ektotrofe Mykorrhizer. 

Dels af denne Grund, dels fordi Undersøgelsernes Hi- 
storie her er særligt interessant, maa vi omtale den lidt 
nærmere, idet vi henvise til hvad ovenfor (S. 188) er med- 


+) Linden (Tilia), der ogsaa maa kaldes almindeligt Skovtre, har jeg 
dog aldrig undersøgt; efter Frank ” 1885, S. 135 og 7° 1885, 
S. XXXII. mangler den oftest Svampeskeden. Hestekastaniens svamp- 
frie Rødder ere ovenfor omtalte. 

**) Jfr. Muller 3? 1878, S. 65 og Håveler, Pringsheims Jahrbücher. 
1892, Bd. 24, S. 299—300, 306. 


227 


delt om, at den ikke snylter paa Rødderne af de Træer, 
under hvilke den voxer. 

Ved Gjennemsøgning af Elias Fries's Værker har jeg 
fundet, at denne berømte Forsker allerede 13832, p. 440 
omtaler en Svamp paa Rødder og Stængler af Monotropa, 
som han gav Navnet Tuburcinia Monotrope, og som her 
optraadte sammen med den meget lignende Tuburcinia Oroban- 
ches*). Efter Beskrivelsen høre disse Svampe ikke til de 
under Ustilaginese nutildags opførte Tubercinia-Arter, men 
staa, som Fries angiver, i Nærheden af Konidieformerne 
Sepedonium og Fusidium eller maaske snarere Zygodesmus. 

Imidlertid er Beskrivelsen (l. c. og 341849, p. 497) 
overmaade uklar og mangelfuld; Svampen skal have Lighed 
med den af Corda (Icones I., Fig. 169) afbildede Monoto- 
spora toruloides Corda; men heller ikke denne Henvisning 
er synderligt oplysende. Fries betoner, at disse Tuburcinia- 
former snylte i det Indre af Rødder, Monotropasvampen 
særligt mere overfladisk og frembrydende. De angrebne 
Svamprødder betegner han ligefrem som ,radices fun- 
gosæf (1), hvormed han dog sagtens ikke har meent My- 
korrhizer, men blot hvad vi kalde Sugerødder. Han nævner 
det som Modsætning til Sepedonium, der snylter paa andre 
Svampe (?? 1832, p. 439). Fruktifikationsorganerne frem- 
komme først i eller paa de raadnende Planter, hvilket 
maaske forklarer, at man i nyere Tid ikke er bleven op- 
mærksom påa dem. | 

Corda "31842, V., p. 7, tilføjer kun nogle smaa Æn- 
dringer til Fries’s Beskrivelse; Bonorden 21851, 3. 90 
meddeler at have fundet Svampen (i Rhinlandene?) og siger, 


*) Denne sidste er temmelig sikkert den samme, som Schacht '°° 1856 
S. 161; 1859, S. 190—191 beskrev hos Orobanche ramosa. Her 
fremkaldte Snylteren knoldformige Opsvulmninger paa Stængel og 
Rod med hypertrofisk Celleudvikling og Fortæring af Stivelsen. I 
det intracellulære Mycel dannedes talrige Erysiphe-Frugter (eller Eu- 
rotium-Kugler), hvoraf senere en Hyfesvamp, der lignede Verticillium 
eller Monosporium, spirede frem. — Andetsteds har jeg ingen An- 
givelser kunnet finde om Svampen hos Orobanche. 


15* 


228 


at den har krybende, septerede, sortebrune, noget rødlige 
Hyfer, piggede, ulige store Sporer og, at den farver Rod- 
barken brunrød. Tulasne 1441862, p. 196 vil ikke ind- 
lade sig paa at beskrive disse Snyltere, da han aldrig har 
truffet dem i Naturen. 

Dermed er Tuburcinia Monotropae Fr. ude af Sagaen, 
i alt Fald paa Fastlandet. ' 

I England se vi imidlertid en hel Strid reise sig om 
Monotropa-Svampen, en Strid for hvilken Tidsskriftet „The 
Phytologist“, Vol. I. i Aarene 1841—42 var Skuepladsen*). 

Edwin Lees søgte først (l. c., December 1841, p. 97) 
at godtgjgre, at Monotropa snyltede ved Hjælp af Hau- 
storier**) og kom leilighedsvis til at omtale, at Rødderne 
vare beklædte med ,a hirsuture that appears like a byssoid 
fungus.“ W. Wilson (l. c. p. 149) og Ed. Newman 
(l. c. p. 297) benegtede derimod Monotropa’s Parasitisme; 
den Første mente, at det svampagtige Væv ikke stod 
i organisk Forbindelse med Rødderne og sammenlignede 
det med „the cloth-like arillus of the seed of the Tama- 
rind“; Sidstnævnte fremhævede, at Vævet overalt og kon- 
stant optraadte paa Rødderne, hvorfor han maatte anse 
det for en egen og meget væsentlig Del af Monotropa, ikke for 
Svamp. Striden gjenoptoges nogle Gange, indtil den sluttedes 
af Rylands 121849, Oktober, p. 341 med en længere Af- 
handling, hvori flere Træsnit vise Mykorrhizerne og de 
fundne Svampe. Resultatet af hans Undersøgelser blev: 
»The byssoid substance is really fungoid and performs 
no essential function in the economy of the Mono- 
tropa.“ Svampene bleve bestemte af M.J. Berkeley som 
Epiphagos Luxfordi, Zygodesmus Berkeleyi, Sepedonium Wil- 
soni og Cladosporium Leesii = Tuburcinia (Fries). 


*) Da min Opmerksomhed var bleven henledt herpaa ved et Citat hos 
Oliver * 1890, p. 312 note, søgte jeg det paagjældende Bind af 
Tidsskriftet i en Mengde Bibliotheker — men overalt forgjæves. 
En privat Henvendelse til Prof. Oliver imødekom denne imidlertid 
med stor Velvillie, saa at jeg ved hans Hjælp seer mig i Stand til 
at give ovenstaaende interessante Oplysninger. 

**) Sml. Drude’s „Parasitische Verbindungen“ ”? 1873 (se ovenf. S. 189). 


2 


Som man seer, tyde alle disse gamle Beskrivelser hen 
paa den samme Formkreds af Svampe, og Rylands maa 
nævnes som den, der først har fremdraget Sporgsmaalet 
om Svampens Betydning for sin Værtplante. 

Iøvrigt vare disse Undersøgelser neppe de ældste i 
England. Her havde nemlig Graves vistnok omkring 
1820*) gjort den lagttagelse, at der mellem Monotropa's 
Rødder fandtes ,et hvidligt, silkeagtigt, noget traadet Stof, 
der bandt dem til det affaldne Løv og andre Plantedele, 
hvorimellem de voxede.“ Desuden hævdede han paa det 
Bestemteste, at Monotropa ikke var Parasit, men at Træ- 
rødderne strøg frit ind giennem dens Rodbundt, og han 
godtgjorde dette endog ved Forsøg, idet han omplantede den 
med Klump til andre Dele af Skoven, hvor den. da vedblev 
at voxe 5 til 6 Aar. 

Vi skulle her ikke komme ind paa Undersøgelserne af 
Unger !* 1840, Duchartre 7° 1846, Schacht 14 1854 
(5: 54—64 m. Taf. V.; — Fig. 6 y viser Svampeskeden) **) 
og Drude !? 1873, S.36-—64, hvilken Sidste***) gjorde op- 
mærksom paa, at Myceliet ikke blot fandtes uden paa Ro- 
dens Epidermis, men ogsaa i dennes Vægge, samt at det 
optraadte konstant og bestod af de samme Hyfer, som 
dannede Nøgler i Orchideernes Rodbark (l. c. S. 44). 

I den nyeste Tid har nemlig Kamiénskif) i sin fortræffe- 
lige Monografi over Monotropas Vegetationsorganer 
631882 indgaaende behandlet Symbiosespørgsmaalet med 
Hensyntagen til en stor Del af Literaturen over dette og 
beslægtede Æmner, hvorfor Læseren her finder de bedste 
Oplysninger. 


+) Formodentligt i G. Graves & W. J. Hooker: ,Curtis’ Flora 
Londinensis". London 1817—28. 5 Vols., Folio. — Jeg kjender 
herom kun et Citat hos Duchartre >” 1846, p. 32, hvor Udgaven 
af Floraen og Aarstallet ikke nævnes. I vort Bibliothek findes des- 
værre ikke det paagjældende Bind af Pragtværket. 
**) Svampeskeden antoges af Schacht for død, afskallende Bark. 
***) Sml. ogsaa ovenfor S. 189. 
+) Jfr, ogsaa Kamiénski's „Vorläufige Mitteilung“. Bot. Ztg. 1881, 
Sp. 457—461. 


230 


Kamiénski fremhæver, at Monotropa’s rigt forgre- 
nede Rødder udmærke sig ved langsom Længdevæxt (1. c. 
p. 10); deres Overhud er dækket af en pseudoparenky- 
matisk Svampeskede, hvis Tykkelse kan blive 2—3 Gange 
saa stor som selve Overhudens, og hvorfra Myceltraade ud- 
brede sig enkeltvis eller i Bundter temmelig vidt omkring 
i Jorden. Hyferne ere septerede og stærkt forgrenede; paa 
Figurerne ere Øskener et enkelt Sted aftegnede. Skedens 
yngste og tyndeste Parti ligger ved Rodens Spids ovenfor 
den lille, frie Rodhætte; Hyferne følge med under Rodens 
Væxt, trænge ind under Overhudens Kutikula og skille 
denne fra Cellernes Udveg. Svampen holder sig saaledes 
her overfladisk; men en sjelden Gang og kun paa de ældste 
Dele af Roden trænger den ind mellem Epidermiscellerne, 
naar disse ved at fyldes med et brunt Indholdsstof vise sig 
i Ferd med at do*). Mellem de levende Epidermisceller 
trænger Svampen aldrig, ind og heller aldrig ind i Barken 
(l. c. p. 13). Dette har Frank ?6 1885, S. XXXII. imgde- 
gaaet, idet han hævder, at Svampen ovenfor Rodens Stræk- 
ningsstykke, ligesom hos Cupulifererne regelmæssigt træn- 
ger ind mellem Cellerne. Forskjellen mellem Opfattelserne 
synes altsaa at bero derpaa, at Kamiénski anseer den 
brune Epidermis for død”), medens Frank antager den for 
levende, hvilket det jo kan være vanskeligt at afgjøre. 

Kamiénski slutter af Svampens overfladiske Voxe- 
maade, at den ikke drager Næring af Værtplanten, — da 
den vel ellers vilde voxe længere ind, — og saaledes ikke 
er skadelig. Idet Skeden omslutter Sugeroden tæt uden 
Aabning, maa hele Plantens Næring ubetinget tilføres gjen- 
nem Svampen, da der ingen anden Vei gives; Skeden og 
dens Udløbere faa derfor meget stor Betydning som Er- 
statning for Overhud og Rodhaar, hvilke sidste mangle eller 
ere rudimentære, vorteformige. 


*) Frank har neppe Ret, naar han mener, at Kamienski ved ude- 
lukkende at undersøge Væxtspidsen har overseet Svampens Indtræn- 
gen; han nævner det jo udtrykkeligt, men kun for døende Rødder, 

FA Sal, (Ogsaa LC Pp. aa. 


231 


Da Svampen ikke kan antages at ville voxe paa Roden, 
hvis den ikke saae sin egen Fordel derved, bemægtiger den 
sig sagtens denne som et passende Opholdssted (une base 
commode — propre å son développement). Saaledes blive 
Svamp og Rod hinanden til gjensidig Hjælp — Forholdet 
er ,mutualistisk Symbiose“ (l. c. p. 37), og heri har 
Kamiénski sikkert Ret i Eet og Alt. Men fordi Forholdet 
er gjensidig Hjælp, er det jo aldeles ikke givet, at det 
ogsaa er gjensidig Nytte. 

Svampen har sikkert Nytte af Roden, da den ellers 
simpelthen vilde blive derfra; men at Roden skulde have 
Nytte af Svampen, at Svampeskeden skulde tilføre Roden 
mere Næring end den nøgne Overhud, foruden at Skeden 
maa sørge for sig selv — det er aldrig bevist, og det kan 
kun bevises ved Forsøg, hvoraf endnu intet er lykkedes”). 
Kamiénski har da iøvrigt heller ikke villet hævde, at 
Svampen var nyttig, og indtil modbevisende Forsøg fore- 
ligge, maa de hidtil gjorte lagttagelser berettige os til at 
anse den for: unyttig Symbiont. 

At Svampen sætter sig fast paa Rodens Overhud 
synes os simplest at forklares derved, at Næringsstrøm- 
men gaaer her igjennem; Svampeskeden bliver et Slags 
Reagens paa, at Roden optager, indsuger Næring, som 
er brugbar for Svampen, ikke paa, at den indeholder 
saadan**). Det ligger os fjærnt at ville insinuere, at Svam- 
pen skulde lade haant om at finde Husly hos Roden, men 
vi tro rigtignok, at den sætter mere Pris paa Næringen, 
og at den drager Fordel af Rodens langt større Evne til 
at indpumpe denne, samtidigt med, at Roden bliver i høi 
Grad afhængig af Svampen. 

Denne Opfattelse ville vi ogsaa gjøre gjældende for vore 


*) Drude’s Forsøg med Monotropa-Kulturer maa vistnok betegnes 
som mislykkede (l. c. S. 50) og havde ogsaa et andet Formaal. 
+) Kamienski nævner ogsaa udtrykkeligt, at Svampeskedens Dannelse 
alene udebliver der, hvor Rodens yderste Væv, som ved Rod- 
hætten og ældre Rødders døde Barkvæv, mangler Evne til at ind- 
suge Næring (l. c. p. 33, 14). 


232 


Skovtræers med ganske lignende Svampeskeder udstyrede 
Sugerødder, naar ikke Forsøgsresultater udtrykkeligt maatte 
tvinge til en anden Tydning, og vi slutte ligeledes, at de 
endotrofe Mykorrhizer med Hyfenøglerne i Rodens Indre i 
Almindelighed have samme Karakter: godartet Parasitisme. 

Kamiénski har gjort den lagttagelse, at Monotropa’s 
og Traersddernes Svampeskeder ofte dannes af den samme 
Svamp og forbindes med hinanden ved udlgbende Traade 
(l. c. p. 14, 34); dette kan jeg ligesom Oliver % 1890, 
p. 312 bekræfte, men maa samtidigt, saa vidt mine sparsomme 
Undersøgelser tillade mig at dømme herom, hævde, at de 
sammenbindende Traade ere overmaade faa; man kan søge 
længe, inden man finder nogen, og dersom virkelig Mono- 
tropa med Svampen som Mellemmand skulde kunne snylte 
paa Træroden, saa maa denne Parasitisme sikkert erklæres 
for ganske tilfældig, uden al væsentlig Betydning for nogen 
af Parterne. Fremdeles se de faa gjennem Monotropas 
tykke Rodklump strygende Trærødder — rimeligvis paa 
Grund af Konkurrencen med Svampen og Urten — saa 
magre og forsultne ud, at det forekommer os urimeligt at 
tro, at Monotropa skulde kunne bruge dem til noget. 

Jeg opgravede midt i August et blomstrende Exemplar, 
der voxede i det affaldne Løv paa den muldede Bund under 
Bøgehøiskov ved Altenhof i Mecklenburg. Undersøgelsen 
viste, at Skederne paa Monotropas Rødder og paa de 
Klumpen gjennemstrygende Bogeradder vare dannede af 
samme, med Øskener rigt udstyrede, forgrenede og streng- 
dannende, først hvide, tilsidst mørkebrune Mycel, som overalt 
gjennemvæver Jordbunden. - Hist og her saaes forbindende 
Traade, og Bøgens Mykorrhizer havde ganske det samme 
Udseende og Bygning som andetsteds, hvor Monotropa ikke 
er i Nærheden, men hvor der er rigeligt med Svampemy- 
celier. Selv her, hvor Myceliet altsaa var det samme, kunde 
man dog iagttage en Forskjel i Svampeskedernes Bygning, 
idet Monotropa’s, som det ogsaa fremgaaer af Kamiénski's 
fortræffelige Afbildninger (Pl. I., Fig. 6, 8g), er langt løsere 
vævet, saa at man paa et Snit tydeligt skjelner de enkelte 


233 


Hyfer som Traade, medens Bøgesvamprodens Hyfer smelte 
inderligere sammen til Pseudoparenkym, rimeligvis fordi Over- 
huden her ikke byder saa stor Modstand mod Snylterens Ind- 
trængen, og maaske fordi Roden voxer endnu langsommere 
end Monotropa’s, hvilket altsammen dog kun er Gisninger. 

Endelig skal jeg nævne, at Kamiénski (l. c. p. 13) 
har forsøgt, men uden Held, at dyrke Monotropasvampen 
i kunstig Næringsvædske, og at han sikkert med Rette af- 
viser Tanken om, at Elaphomyces, denne sjeldne Svamp, 
her skulde kunne optræde som Mykorrhizadanner i nogen 
større Udstrækning; han fandt aldrig dens Frugtlegemer i 
Nærheden af Monotropa*). 

Blandt dennes nærmeste Slægtninge nævner Johow 
601889 den amerikanske Sarcodes, der ligesaa lever som 
Holosaprofyt og har Mykorrhizer. Disse undersøgte Oliver 
» 1890 hos Sarcodes sanguinea Torr. og fandt dem næsten 
ganske overensstemmende med Monotropa’s, kun fortsaettes 
Svampeskeden helt rundt omkring Rodspidsen, ligesom hos 
Cupulifererne, uden at lade Rodhetten fri. Mycelietraadene 
trænge heller ikke her nogensinde ind i Epidermiscellernes 
Lumen, fremdeles naa de aldrig dybere ind i Roden end 
til Grænsen mellem Bark og Overhudceller, hvis Inderveegge 
ogsaa forblive frie. Derimod danne Hyferne et Fletværk 
i hines Sidevægge, som det tydeligt fremgaaer af Af bild- 
ningen Fig. 45. Medens selv de yderste Barkcellerækker 
ere rige paa Stivelse, optræde Stivelsekorn kun i meget 
ringe Mængde i Overhuden, hvis Cellekjerner ændres noget 
under Svampens Indvirkning, blive ,rode-like or even dumb- 
bell shaped“ (stav- eller haandvægtformige). 

Tilbage have vi nu kun at omtale dem af vore Løv- 
træer, som ere udstyrede med ektotrofe Mykorrhizer. 


*) Reess har senere hævdet ””f 1885, S. 294, at Myceliet paa Mono- 
tropas og Fyrrens Svamprødder var identisk med Elaphomyces- 
Myceliet, hvor de tre Planter fandtes paa samme Sted, medens 
det dog var sandsynligt, at denne Svamp ikke alene var Skede- 
danner. 


sh 


234 


Vi sammenfatte disse Løvtræer undet Eet, idet der i 
Virkeligheden ikke er nogen kvalitativ Forskjel imellem f. 
Ex. Birkens, Bøgens og Hæsselens Mykorrhizer, selv 
om der sikkert nok findes Gradsforskjelle i Svampeskedens 
Udvikling alt efter Træarten. I saa Henseende ville vi 
strax gjøre opmærksom paa, at Salices, Betula og Alnus 
have de mindst udviklede og mindst konstant optrædende 
Skeder, at Quercus indtager et Mellemstandpunkt, og at 
Skededannelsen, henholdsvis Symbiosen, naaer sin hgieste 
Fuldkommenhed hos Dogen (Fagus) eller maaske snarere 
hos Avn (Carpinus) og Hessel (Corylus)*). 

I hvilken Udstrækning imidlertid denne Gradsforskjel 
maa fastslaas, er det vanskeligt at afgjøre, da Jordbundens 
Beskaffenhed for saa vidt spiller en Rolle ved Skededannel- 
sen, som den indvirker paa Mykorrhizasvampenes Livs- 
vilkaar, og da alle de paagjeldende Træarter kun sjeldent 
ville kunne træffes sammen paa lige Jordbund, hvor Talen 
ikke er om unge Træer i Planteskoler eller Forsøgskulturer, 
men om ældre Træer i Bevoxninger. 

Den ovenfor fremsatte Rækkefølge hviler derfor nær- 
mest paa et Skjøn, der, som jeg troer, deles af Andre. 
Mine Undersøgelser have især været rettede paa Bøgen, 
men Sammenligninger med de andre Træarter have ingen- 
steds vist mig nogen væsentlig Forskjel. 

De ældste Undersøgelser over Løvtræernes ektotrofe 
Mykorrhizer formoder jeg at have fundet hos Gasparrini. 

I sit grundlæggende Arbeide over Rodhaarene og deres 
Funktioner ?° 1856 p. 43 fremhæver denne Forsker som 
Mærkelighed, at mange Træer kun i de første Aar af deres 
Levetid ere regelmæssigt forsynede med Rodhaar, medens 
disse Organer senere kun træffes til visse Tider og blot paa 


*) Jeg foretrækker at sige: Avn og Hessel fremfor Avnbøg og Hassel. 
Jfr. herom Erik Viborg: Forsøg til systematiske danske Navne af 
indenlandske Planter. Kbhvn. 1793, S. 192; Schæffer, M. G.: 
Burgsdorfs Anvisning til at opelske indenlandske og udenlandske 
Træearter i det Frie. 1. Deel. Kbhvn. 1799, S. 138, 189, 190, 
192; 153, 252; fremdeles A. Andersen: Fra Planternes Verden 
(Forst-Tidende. 1888. S. 105). 


"285 


deres første Udviklingstrin som smaa, vorteformige Frem- 
ragninger (p. 35). 

Foruden Daddelpalmen har han m. H. t. dette Spørgs- 
maal særligt undersøgt Castanea vesca, Morus alba, Corylus 
Avellana og Pinus Halepensis. 

To af disse have vi ovenfor omtalt (S. 183 og 222); 
to andre maa vi her betragte. | | 

Hos Castanea vesca og Corylus Avellana fandt Gaspar- 
rini (l. c. p. 35—37) særligt de overligt strygende Suge- 
rødder yppigt koralformigt, grenede med undertiden kolle- 
formige Ungrodder. Disse vare omspundne af rorformige, 
konferveagtige Traade, der forekom ham at være dannede 
af Skimmelsvampe eller andre Kryptogamer. Rodhaarene 
manglede enten ganske eller vare meget korte; i sidste 
Tilfælde fuldstændigt forskjellige fra Svampetraadene. Rod- 
hætten manglede eller blev forvexlet med Svampeskeden, 
som Gasparrini opfattede urigtigt. 

Boudier fandt 21876 ved sine Undersøgelser over 
Hjortetrøflens Snylten, at Arterne med gule Frugtlegemer 
ved Hyfetraade stode i Forbindelse med Sugerødderne af 
de omkring voxende Birk, Eg og Kastanie, og at Myce- 
lierne, navnlig umiddelbart ved Frugtlegemet, indvirkede 
paa Rodens Udvikling saaledes, at denne blev yppigt og tæt 
grenet med sammenfiltrede Dværgrødder. Et Tværsnit af 
Sugeroden viste, at den udvendigt var indspunden af fine 
Hyfer, som kun trængte ind i det yderste Cellelag, men 
ellers lode Barken fri. Boudier havde altsaa ikke bemærket 
det intercellulære Mycel; han mente vel, at Svampen maatte 
ansees for Parasit, da den giensynligt paavirkede Roden, men 
han opfattede snarest Forholdet som en uskadelig Hexe- 
kostdannelse. Han gjør endelig den vigtige Bemærkning, at 
man ikke sjeldent borte fra Frugtlegemerne — om end 
paa Steder, hvor ellers disse Svampe voxe — træffer Dværg- 
rødder med stærkt grenede Sugerødder ganske af samme 
Beskaffenhed som hist, men saa forestiller han sig, uden dog 
at have kunnet paavise det, at disse Rodkoste ere „Vuggen“ 
til unge Svampe (p. 116). 


236 


Denne Slutning forekommer os dog bagvendt; vor Op- 
fattelse er den, at Elaphomyces kun spiller en ringe eller 
maaske slet ingen direkte Rolle ved Svampeskedens Dannelse. 

Hvor Sugergdderne grene sig umiddelbart omkring 
Frugtlegemet, mente Boudier, at dette ved Hjælp af Hy- 
ferne drog Næring af Roden. Han er imidlertid ingenlunde 
den, der først har fremdraget Spørgsmaalet om Elaphomyceter- 
nes Snylten; men det synes rent at være undgaaet de 
nyere Forskeres Opmærksomhed, at blandt Andre Mykolo- 
giens Stormænd Vittadini og Tulasne forlængst have givet 
interessante Bidrag til Belysning af denne Sag. Vi maa 
dog herom indskrænke os til at bemærke, at Vittadini 
146 1843 p. 220 omvendt hævdede, at Træets Sugerødder 
snyltede paa Frugtlegemet og udsugede dette, medens T u- 
lasne, der først 3 1841 havde erklæret Svampen for Pa- — 
rasit, senere 4 1862 p. 19—20 tydede Forholdet som en 
særegen Art Symbiose. | 

Paa samme Tid som Boudier hævdede Condamy 
171876, p. 14, at de ægte Troflers ,mandlige Mycelium “ 
altid snylter paa de unge, levende Rødder, som det gjør 
det af med, naar det ikke mere har Brug for dem som 
Underlag. 

I sit lille, fine Arbeide om Røddernes Dannelsestid med- 
deler Resa 111877, S. 30, at han om Foraaret har fundet 
de perlesnorformige Dværgrødder hos Bøgen, paa hvilke 
det sidste Led altid udmærkede sig fremfor de øvrige ved 
sit friske Udseende. Først tydede han disse Dværgrødder 
rigtigt, nemlig som „aneinander gereihte Wurzelchenf , men 
blev bange, da han senere saae, ,dass im Innern derselben 
ein Pilz lebhaft vegetirte"; han fandt derfor sin egen Tyd- 
ning usandsynlig, saa meget mere, som disse Perlesnor- 
rødder ingenlunde optraadte almindeligt. 

Man seer, hvor nær Resa har været det Rette; des- 
værre forsømte han at undersøge Sugerødder af den al- 
mindelige Form med Hensyn til Svampesymbiosen. 

Undersøgelser herover skyldes først P. E. Müller, der 
89 1878, i sine „Studier over Skovjord“ hævdede Svampe- 


237 


symbiosens regelmæssige Optræden paa Bøgens Sugerødder 
og gav en Række ganske fortrinlige Afbildninger*) til Be- 
lysning af Forholdet. 

Muller havde gjort den lagttagelse, at det var forbun- 
det med en vis Vanskelighed at skille de i Løvdækket stry- 
gende Bøgerødder fra de omgivende, i Lag afleirede Blade, 
og en nøiere Undersøgelse viste ham, at Grunden hertil 
var, „at den hele Masse, Rødderne saavelsom Blade og 
andet Affald, var overspundel af og gjennemvævet 
‚med et tæt Net af fine, sortebrune Myceltraade,“ der afRo- 
strup bleve foreløbigt bestemte som væsentligt henhørende 
til to Svampearter Cladosporium humifaciens Rostr. og So- 
rocybe Resine Fr. (l. c. 8. 31—36). At disse Svampe for- 
maa at udføre det mægtige Arbeide, som det maa være 
at indspinde samtlige Sugerødder i en hel Bøgebevoxning, 
bliver lettere forklarligt, naar man erfarer, at Muller fandt, 
„at baade Mor og Muld og Overgrund vare saa gjennemvævede 
med mikroskopisk fine Mycelietraade af den mest forskjellige 
Skikkelse og Farve, at ikke selv den mindste Jordklump 
kan lægges under Mikroskopet uden at vise disses Vav“ 
(l. c. S. 16). De fine brune eller sortebrune Mycelier voxe 
især paa Bøgerødderne og udbrede sig derfra frit i Jorden; 
,de findes ikke blot udvendigt paa det døde Barkparenkym, 
men gjennemveeve det i hele dets Tykkelse og synes lige 
saa uadskillelige fra Bogerodderne som den bekjendte hvide 
Lav fra Bogens Stammer“ (1 c. S. 49). 

Af Miiller’s Beskrivelse fremgaaer ikke klart, om han 
virkeligt har seet Svampeskeden, og erkjendt den som saadan; 
i alt Fald har han for den klare, hvide, opsvulmede Ung- 
rods Vedkommende (1. c. Fig. 8), været hildet i en Vild- 
farelse, som han selv senere °° 1886 har gjort opmærksom 
paa. Han opfattede nemlig her Svampeskeden med dens 
ogsaa paa Rodspidsen alsidigt udstaaende, og i det under- 


*) Disse Figurer ere gjenoptrykte hos Muller, °° 1886 i Bot. Centralbl. 
og tildels, dog ikke ganske heldigt, gjengivne af Vuillemin !* 1890. 
(Jfr. ogsaa den tydske og franske Udgave af Miiller’s , Studier"). 


238 


søgte Tilfælde mærkeligt nok ikke septerede, klare og kørte 
Hyfer, som opsvulmet Barkparenkym med Rodhaar. Feilen 
var altsaa ganske svarende til den, som Th. Hartig i sin 
Tid havde begaaet (se ovenfor S. 174 ff.). 

Kamienski ° 1882 (p. 31—32; Pl. IL, fig. 7), har 
givet en noget udførligere Beskrivelse med Afbildning af 
Bøgens Svamprødder. 

Han fremhæver ligesom Müller Dværgrøddernes rigt 
koralformige Forgrening, oftest kun i en og samme Plan. 
Sugerødderne vare langt tykkere end det bærende Rod- 
stykke og toge sig derfor næsten ud som fremmede Legemer 
paa Bøgerødderne; ligesom hos Conifererne og tildels Mono- 
tropa*) vare de omgivne af et tykt homogent Lag af Svampe- 
væv, hvis Hyfer trængte intercellulært ind i Epidermis og 
Rodbark, adskillende Cellerne ved et enkelt Lag af stærkt for- 
grenede Traade. I Modsætning til Monotropas frie Rod- 
hætte, var Bøgens Sugerod ogsaa indspunden paa Spidsen, 
idet Svampeskeden naaede helt rundt, og Figuren viser, 
hvorledes Hyferne herfra udbrede sig i Jorden. 

Kamiénski var nærmest tilbaielig til at opfatte Svam- 
pen som en Snylter, der tog Næring af Roden og maaske 
overførte noget af Byttet til sin anden Værtplante Mono- 
tropa gjennem de Svamprødderne forbindende Hyfer (1. e. 
p. 34). Senere har han ° 1886 mere afgjort udtalt sig herfor, 
idet han rentud erklærer Svampen for Antibiont**); hos Car- 
pinus Betulus skulde dens ødelæggende Indflydelse vise sig 
ved Hypertrofi af Rodens Væv og Forandring af dens Celle- 
indhold. Jeg kjender desværre kun et Referat af denne 
sidste Meddelelse, med hvilken alle mine og vistnok alle 
Andres Iagttagelser staa i Modstrid. At der paa Avnens 
Rødder hist og her kunne optræde antibiontiske Svampe, kan 
jeg selvfølgeligt ikke benegte Muligheden af, men dette er 
formodentlig ikke det, hvortil Forfatteren har sigtet. 

Resultatet af sine gjennem en Aarrække fortsatte Under- 


" *) Jvf. ovenfor S. 181 og 230. 
**) Jvf. ovenfor S. 181. Sml. dog ogsaa Vuillemin, '* 1890, p. 332. 


239 


søgelser og Forsøg over Cupuliferernes, særligt Kastaniens 
Svamprødders Anatomi, normale og pathologiske Fysiologi 
har Gibelli nedlagt i sine ,Nuovi studi sulla malattia 
del Castagno detta dell’ inchiostro“ (,Blæksygen“), et Værk, 
der udkom 381883 og staaer som et af de vigtigste i hele 
den herhen hørende Literatur. Hovedpunkterne deri kunne 
maaske sammenfattes paa følgende Maade. . 

De koralgrenede, fingerformige eller pæreformige *) Suge- 
rødder fandtes regelmæssigt omgivne af en Svampeskede 
ligesom af en Handske, der sidder pænt og stramt paa Fingeren 
(come un guanto bene attillato sul dito (I. c. p. 302, Tav. IV, 
Fig. 2 og Tav. V.)), og vare altsaa helt indhyllede i Svampe- 
vævet. Skedens forskjellige Former, de med Rhizomorfer 
udlgbende Mycelier beskrives og afbildes paa det tydelig- 
ste; Hyfernes Indtrengen i Overhudens og Barkens Celle- 
vægge skildres. Fri for det indspindende Mycelium forblive 
alene nogle unge, store, fingerformige Langrgdder (porta- 
radici); ellers er det Reglen, at Myceliet indhyller Rodderne 
efterhaanden, som de udvikles, om end Planten søger at 
bøde paa sine havarerede Rødder ved at udsende nye 
med saa stærk og yppig Væxt, at Myceliet ikke kan følge 
med (l. c. p. 308). I Almindelighed er Svampen uden Be- 
tydning for Roden; den finder som Snylter paa denne (jfr. 
vort Motto) ,et taalt og taaleligt Tilhold, Medborger- 
skab**), uden at tilfgie den kjendelig Skade" (L c. 
p. 307); % p. 146). 

Gibelli forskaffede sig Materiale af Kastaniens Rødder 
fra hele Italien og fandt overalt det samme Forhold; Suge- 
rødderne af saavel friske som syge Træer, vare altid om- 
givne af Svampeskeden ganske paa samme Maade. lagt- 
tagelser og Forsøg overbeviste ham om, at Svampen ikke 
direkte kunde være Aarsagen til Kastaniens Blæksygdom, 


*) De Seynes havde betegnet disse som ,olivenformige*, medens vi 
med Andre foretrække Betegnelsen ,kglleformige“ Sugerødder. 

**) Gibelli’s Udtryk: „indigenato“, Indfødsret, Borgerret, karakteri- 
serer endnu tydeligere end vor Oversættelse hans Opfattelse af 
Symbiosen, 


240 


og han fremhæver (p. 311), at den hos Cupulifererne ingen- 
steds manglende. Snylter indenfor visse Grænser er 
uskadelig, medens han tænker sig Muligheden af, at 
Svampen, hvor Kastaniens Rod af andre, endnu uopklarede 
Grunde lider af Blæksygen og derfor hæmmes i Væxten, 
kan blive en farlig Antibiont, som Værtplanten kun i nogle 
faa Aar kan holde Stangen (p. 310). 

Derimod har Gibelli ubetinget ikke betragtet Snylte- 
ren som nyttig, idet han udtrykkeligt betegner Symbiosen 
som en ny Form for Væsenernes Kamp om Livs- 
betingelserne (concorrenza vitale), her mellem Kastanien 
og dens skumle Gjæst. 

Til denne Opfattelse af det gjensidige Forhold som: 
almindeligt udbredt, men unyttig Symbiose, maa ogsaa vi 
slutte os. 

Gibelli fandt Svampeskeden paa Sugerødderne af 
Castanea vesca, Fagus sylvatica, Quercus Robur, Quercus Cerris, 
Q. Concordia, Q. macrocarpa, Q. pyramidalis, Corylus Avel- 
lana, Ostrya vulgaris og Carpinus Betulus, medens Ske- 
den manglede hos en Rekke andre Treer, Under- 
sggelser, hvis Resultaters Rigtighed senere med en enkelt 
. Undtagelse (Pinus sylvestris) er bleven bekræftet*) (I. c 
p. 309). Han drog deraf den Slutning, at Symbiosen var 
særegen for Cupulifererne og muligen betinget af Suge- 
rodens anatomiske og biologiske Forhold, men iøvrigt kon- 
stant uden at staa i Forbindelse med Beskaffenheden af 
Jordbund eller Klima. 

Paa syge eller døde Rødder af Kastanien fandt han 
Svampeformerne Torula, Sphaeropsis og Melanomma, der 
muligvis kunde staa i Forbindelse med den paa Bladene 
voxende Diplodia Castaneæ, et Spørgsmaal, der kun kunde 
afgjøres ved senere Forsøg, hvilke det ogsaa blev forbeholdt 
at paavise, om de ovennævnte Svampe stode i genetisk 
Forbindelse med de normale Rødders Svampeskede. Saa- 


+) Frank ” 1885, S. 135—136, har for en Del a de samme 
Træarter. 


241 


danne Forsøg havde nemlig Gibelli ikke fundet Leilighed 
til at udføre (l. c. p. 312). 

Müller’s, Kamienski’s og Gibelli’s Undersøgelser 
. vakte imidlertid, tildels vel paa Grund af det Sted og det 
Sprog, hvori de fremkom, kun liden Opmærksomhed, og 
jeg troer, at Mattirolo tager feil, naar han 7? 1887, p. 2 
hævder, at Rodsymbiosen var Botanikerne bekjendt særligt 
ved disse Mænds og ved Reess's Arbeider. 

Man træffer sikkert det Rette ved at give Frank Æren 
for, at Svampens og Trærodens Samliv er kommet til 
almindelig Kundskab, hvad der paa dette Sted er saa meget 
mere Anledning til at minde om, som nærværende Arbeide 
utvivlsomt skylder Frank's opsigtvækkende Meddelelse sin 
Tilblivelse. | 

Frank’s Afhandling, der under Titlen: „Ueber die auf 
Wurzelsymbiose beruhende Ernährung gewisser Bäume durch 
unterirdische Pilze“ fremkom 7 1885 1 „Berichte d. Deut- 
schen Botan. Gesellschaft“, var særligt skikket til at vinde 
Læsere. 

Her var Omtalen af Symbiosen ikke skjult i en afsides 
Krog af en Undersøgelse over et fremmed Emne; Sagens 
Kjerne var klart fremstillet og skarpt belyst ved rammende 
Udtryk i et Sprog, der paa een Gang udmærkede sig ved 
hensynsløs Dristighed og æggende, udfordrende Kritik. 

Dertil kom, at Frank lagde Hovedvægten”) paa Sym- 
biosens biologiske Betydning, hvad før ham kun Kami- 
énski havde gjort for Monotropas Vedkommende. 

Den Tanke, at ,visse Træarter, fremfor alle Cupuli- 
fererne, ikke selvstændigt ernære sig af Jorden, men ganske 
regelmæssigt ernæres af de hele Rodsystemet omspindende 
Svampemycelier, der saaledes gjøre Tjeneste som À mme for 
Træet i alle Aldref — denne Tanke er sikkert for første 
Gang udtalt af Frank i et Sprog, der ikke tillod Mis- 
forstaaelse. © 

Opfattelsen af Svampen som uskadelig var ikke ny, 


+) Sml. Frank’s egen Angivelse, 7° 1885. S. XXIX. 
Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 16 


242 


den faaer Frank dele med Gibelli; men den interessante 
Henvisning til og Sammenligning med Symbiosen i Lavernes 
Løv mellem Svamp og Alge, en af de betydningsfuldeste 
Kjendsgjerninger, som i vor Tid ere fastslaaede, gav Frem- 
stillingen en særegen Tillokkelse, der ikke forfeilede sin 
Virkning. | 

Frank undersøgte et meget stort Materiale fra hele 
Nord-Tydskland og fandt Symbiosen overalt konstant op- 
trædende i alle Træets Aldere og i alle Egne uafhængigt 
af Jordbundens Beskaffenhed. Foruden hos de forhen, 
navnlig af Gibelli undersøgte Løvtræer, fandtes Svampe- 
skeden hos Quercus pedunculata, Q. sessiliflora, Q. rubra, 
samt, dog ikke overalt, hos Salix viminalis, S. caprea, 8. 
aurita og Populus tremula. Den indgaaende anatomiske 
Beskrivelse af Bøgens og navnlig Avnens „Mykorrhizer“, 
Svamprødder, som disse Dobbeltvæsener her for første Gang 
bleve kaldte (1. c.S. 129), ledsages af oplysende Afbildninger. 

Mine egne Undersøgelser have omfattet alle vore Skov- 
træer, af hvilke Alnus og Betula ovenfor ere omtalte (S. 149 ff.). 
Særligt var det dog Mykorrhizernes Optræden hos Fagus syl- 
vatica, som jeg gjorde til Gjenstand for indgaaende Studier. 
Jeg indsamlede selv og undersøgte grundigt 75 Prøver af 
Bøgerødder fra de forskjelligste Egne af Bornholm, Sjælland, 
Fyn, Jylland, Rügen, Mecklenburg, Brandenburg, Hannover, 
samt fra Skovene og Forsøgshaven ved Fontainebleau og fra 
Jardin des Plantes i Paris. Overalt optraadte Mykorrhizerne 
paa samme Maade lige fra Plantens første Aar til de høieste 
Aldre, Træerne opnaa i Skoven. I Planteskoler og bota- 
niske Haver ere Svamprødderne noget sparsommere end 
i Skovens tætte Bevoxninger, hvorvel mangen Gang alle 
Træets Sugerødder ere Mykorrhizer. Dette staaer sikkert i 
Forbindelse med Muldens Løvrigdom, idet vi med Rostrup 
ville hævde, at navnlig de bladbeboende Svampe, nærmest 
af Cladosporiernes Gruppe, ere de vigtigste Mykorrhizadannere. 
Behandlingen af dette Emne maa vi dog forbeholde os til 
anden Leilighed og skulle blot nævne, at Lecomte & 1887 
paa Hæsselens tykke Svampeskeder har fundet smaa Peri- 


243 


thecier, ligesom jeg hyppigt paa Skederne, navnlig af Bøg, 
har fundet Pyknider og Konidiebærere, som dog kun ud- 
vikles under gunstige Betingelser. 

Meget smukke Undersøgelser skylde vi Mattirolo 
791887, 39 1888, som mener at have godtgjort, at de fra 
Svampeskederne udløbende Hyfer tilhøre forskjellige Tubera- 
ceer. Disse og mange andre interessante Undersøgelser over 
Trøflernes og Hjortetrøflernes Snylten, som vi endnu ikke 
anse for bevist, maa vi iøvrigt her forbigaa, ligesaa 
Noack's Studier over Mykorrhizasvampene ?? 1889, hvorved 
særligt Agaricineer og Geaster udpeges som saadanne. 

Vore Afbildninger Tab. XIV., Figg. 6, 7,8, vise Bogens 
Svamprodder med deres tætte Forgrening, Kolleformen 
og det omspindende Mycelvev, der fastholder Lovjordens 
Smaadele (Fig. 7). Ganske som omtalt ved Naaletræerne 
synes ogsaa Bogerodens Væxthastighed at staa i Forhold 
til Svampeskedens Dannelse, idet Langrødderne, hvis Spidser 
dog ere forholdsvis meget faa hos Bøgen, kunne holde sig 
helt eller delvis fri for Svamp, medens Dværgrødderne regel- 
mæssigt ere fuldstændigt indspundne. Paa de sidste kan 
man dog undertiden træffe enkelte Rodled (Fig. 8, a-b) 
.svampfrie med Rodhaar, medens Ungrødderne, de yderste 
Forgreninger, næsten aldrig mangle Svampeskeden, hvorfor 
man kun overmaade sjeldent, paa meget løvfattig Bund, 
træffer svampefrie Rodspidser med fri Rodhætte. 

Svampeskederne kunne naa en Tykkelse af indtil !/, af 
Svamperodens Radius; efter deres ydre Form skjelne vi med 
Gibelli mellem „traadede“ og ,tavlede“ Skeder. De sidste 
ere glatte, medens de første ere udstyrede med lange, ud- 
løbende Hyfer eller med „Mycelhaar“ (se Tab. XIII, Fig. 5). 
Som Mycelhaar betegne vi med Noack % 1889, Sp. 393, 
de korte, afrundede eller spidse, ofte børsteformige Hyfer, 
der kunne beklæde Svampeskeden ligesom Rodhaar; de ere 
af samme Længde som disse, men meget tyndere (sml. Fig. 
5,C,8,8', dogr). I Modsætning til Rodhaarene ere de ofte 
septerede og kunne findes helt ude paa Rodens Spids, hvor- 
ved denne faaer det Udseende, som P. E. Müller’s Afbild- 

16” 


244 


ning 8? 1878, Fig. 8, ? 1886, Fig. 2, viser os. Disse Mycel- 
håar er det sagtens, som Th. Hartig og Muller antoge 
for virkelige Rodhaar, en Feiltagelse, der ligger overmaade 
nær. Svampeskeden selv bestaaer af et tæt Pseudoparen- 
kym, der fuldstændigt omgiver Roden. Herfra trænge Hyfer 
ind i Overhudens ofte lange, men skraat stillede, radiale 
Vægge og fortsættes stadigt intercellulært i Barken. . 

Vor Fig. 9 viser os disse Forhold og den yppige Ud- 
vikling af det Hartig'ske Fletværk, særligt i Cellekrogene. 
Ind til Endodermis e naa Hyferne ikke. Fletværkets al- 
mindelige Form er afbildet paa Fig. 10, medens Figur 11 
viser, at det intercellulære Hyfevæv undertiden ogsaa kan 
danne haustorieagtige Udposninger (u) af Cellevæggen ind 
i den tilstødende Celles Lumen. 

Gibelli begyndte 1878 sine Forsøg over Mykorrhizer- 
nes Udvikling i Forhold til Aarstiden og Beskaffenheden 
af Jordbundens mineralske Næringstoffer og fortsatte dem 
i de følgende Aar; han har omtalt dem allerede >" 1879 
og gjort udførlig Rede for dem ?? 1883. Resultatet blev, 
at Svampeskederne udvikledes i al Slags Jord, dog i noget 
forskjellig Grad. 

Frank søgte 781888 ved sammenlignende Forsøg at 
afgjøre, om Svampen spillede nogen Rolle for Roden ved 
Optagning af organisk Næring fra Løvjorden. Unge Bøge- 
planter dyrkedes dels i almindelig Skovmuld, dels i saadan 
Jord, hvori Svampene først vare dræbt ved Dampsterilisa- 
tion. I de steriliserede Kulturer udvikledes de fleste af 
Planterne slet og gik efterhaanden ud; førstnævnte Hold 
derimod trivedes godt. Da kun dette kunde danne Mykor- 
rhizer, medens saadanne udebleve i de steriliserede Kulturer, 
hvor Rødderne udviklede Rodhaar*), slutter Frank, at 
Svampen er gavnlig for Bogen, Mykorrhizerne skulde 
bedre end de svampfrie Rødder kunne udnytté navnlig de 
organiske Stoffer i Løvjorden. 


+) Se „Forstliche Blatter“ >”? 1889. Taf. I. og de oplysende Afbildninger 
af en svampfri Rod og en Svamprod, ibid. Fig. 1, 2 og * 1892, 
Fig. 163. 


245 


Dette er det vigtigste Ernæringsforsøg, næsten det 
eneste, paa hele Rodsymbiosens Omraade, og burde derfor 
gjentages efter større Maalestok*). Pladsen tillader os ikke 
at drøfte Forsøgets Enkeltheder, og vi forbigaa ligesaa vore 
egne omfattende Forsøg, der efter det Frank'ske Mønster 
ere udførte med Bøg, Birk og Rødgran for at undersøge 
navnlig . Mykorrhizernes Udvikling efter Jordbundens Be- 
skaffenhed: Muld, Mor, Blysand o. s. fr. 

En kvalitativ Forskjel optraadte ikke, hvilket ogsaa 
stemmer med lagttagelserne i Naturen.  løvrigt haabe vi 
ved anden Leilighed at komme til at behandle Rodsym- 
biosens Fysiologi mere indgaaende. 

Med faa Ord skulle vi endnu blot omtale den Prioritets- 
strid, der reiste sig Europa over i Anledning af Mykorrhiza- 
Spørgsmaalet. 

Penzig ?f 1885 traadte i Skranken for den misfor- 
staaede Gibelli; Woronin 171885 bragte sine egne og 
Kamiénski's Undersøgelser i Erindring, hvilket fremkaldte — 
et Indlæg fra Frank 7°1885, og P. E. Muller fremdrog 
% 1886 sine tidligere herhen hørende Iagttagelser. 

Den ovenfor givne udførlige historiske Sammenstilling 
af Forskningens Resultater gjør det overflødigt at behandle 
Striden ngiere; men vil man undersøge, hvem Prioriteten 
tilkommer, da er det, som Frank 71885, S. XXIX med 
Rette har hævdet, aldeles nødvendigt at betragte Sagen 
særskilt for den enkelte Plante eller Plantegruppe og der- 
næst strengt at holde Symbiosens Anatomi og Fysiologi 
ude fra hinanden. . 

De Mænd, der først have beskrevet Svamprødderne og 
givet mere eller mindre rigtige Forklaringer af det Iagt- 
tagne, Mænd, som Gottsche, Rylands, Schleiden, Th. 
Hartig, Gasparrini o. m. A.,. ere forlængst døde, og Pfef- 
fer, der for Orchideernes Vedkommende først turde have 
udtalt Tanken om den nyttige Svampesymbiose, har ikke — 
meldt sig til Striden om Førsteretten. 


+) Jfr. ogsaa Frank's Forsøg med Pinus sylvestris (Se ovf. S. 183). 


246 


Frank har faaet og maa beholde Æren for, at der er 
vakt Interesse for Spgrgsmaalet, og at der derved er blevet 
givet Anledning til, at andre Forfatteres Arbeider bleve dragne 
frem af en Tilværelse, der maaske ellers var vedbleven at 
være skjult. 

Endnu skulle vi kun berøre, at der fra Robert Har- 
tig’s Side +5 1886 og 16 1888 er reist Indvendinger mod 
Frank's Hævdelse af Symbiosens almindelige Optræden og 
uskadelige eller endog gavnlige Karakter, idet Hartig mente, 
at det ham iøvrigt længe bekjendte Forhold var af en mere 
tilfældig Art og vexlede stærkt med Aarstiden og Træets 
Alder, samt at Svampen maatte ansees for Antibiont, der 
tildels endog dræbte Sugerødderne. 

Denne Hartig’s Opfattelse kunne vi ikke dele, og for- 
følge vi for Resten Sagens videre Udvikling, synes Hartig 
selv +? 1889, S. 70 og navnlig * 1891, S. 149—151 at 
være naaet til et Standpunkt, hvortil vi næsten ganske kunne 
slutte os, et Standpunkt, der kun meget lidt afviger fra 
Frank's og næsten kun er forskjelligt deri, at Frank's 
Forsøg ikke ansees for fyldestgjørende, et Spørgsmaal, som 
vi maa give Afkald paa her at behandle. 

Kaste vi da Blikket ud over den hele fremdragne Lite- 
ratur, mene vi at kunne skjønne, at Bølgebevægelsen påa 
Tanke-Markedet nærmest peger hen imod, at Gibelli's 
Vexel paa Naturens Tolerance — indigenato tollerato e 
tollerabile — vil stige til højest Kurs. 

Svampen taales af Roden kun, fordi den ikke gjør Skade. 


10. 


11. 


12. 


13. 


14. 


15. 


16. 


17. 


18. 


247 


Literatur. 


Atkinson, Geo. F.: The genus Frankia in the United States. Bulle- 
tin of the Torrey Botanical Club. Vol. XIX. New York. 
June 1892 p. 171—177. w. plate CXXVIII. 

Bary, A. de: Morphologie und Physiologie der Pilze, Flechten und 
Myxomyceten. Leipzig. 1866. 

— Die Erscheinung der Symbiose. Vortrag gehalten auf der 
Versammlung deutscher Naturforscher und Aerzte zu Cassel 
(1878). Strassburg 1879. 8°. 30 pp. 

Berggren, Sven: Om rotbildningen hos australa Coniferer. Botani- 
ska Notiser. Får år 1887. Lund 1887. S. 144—146 (jvf: 
Bot. Centralbl. Bd. 31, 1887, S. 257—258). 

Bonnier, G.: La constitution des Lichens. Journ. de Botan. 1887. 

— Germination des spores de Lichens sur les protonémas des 
Mousses. Revue gén. de bot. T. I 1889. p. 165—169, av. Pl. 8. 

— Recherches sur la synthése des Lichens. Annales des sci- 
ences naturelles. 7e serie. Bot. T. IX. 1889, p. 1—34. Pl. 1—5. 

Bonorden, H. F.: Handbuch der allgemeinen Mykologie. Stutt- 
gart 1851. 

Boudier: Du parasitisme probable de quelques espéces du genre 
Elaphomyces et de la recherche de ces tubéracés. Bulletin 
de la société bot. de France. Tome 23me, 1876. (Séance 
du 10 mars 1876). p. 115—119. 

Brefeld, Oscar: Untersuchungen aus dem Gesammtgebiete der 
Mykologie. Heft III. 1877. Heft VII. 1888. 

Bruchmann, H.: Ueber Anlage und Wachsthum der Wurzeln von 
Lycopodium und Isoétes. Jenaische Zeitschrift für Natur- 
wissenschaft. Bd. 8. Neue Folge, Erster Band. Jena 1874. 
S. 522—578. Taf. XXII—XXIV. 

— Die Dichotomie der Wurzel von Pinus silvestris. ibid. (Af- 
snit af foregaaende Afhandling). Jena 1874. S. 572—575. 

— Das Prothallium von Lycopodium. Bot. Centralbl. Bd. 21. 
1885. S. 23—28, S. 309—313, m. Taf I. 

Brunchorst, J.: Ueber einige Wurzelanschwellungen, besonders 
diejenigen von Alnus und den Elaeagnaceen. Unters. a. d. bot. 

, Inst. z. Tübingen. Bd. 2. H. 1. 1886. S. 151—177, m. Taf. I. 

— Die Structur der Inhaltskörper in den Zellen einiger Wurzel- 
anschwellungen. Bergens Museums Aarsberetning 1887. p. 
235—247, m. Tab. IL. 

Cohn, Ferdinand: Ueber parasitische Algen. Beitr. z. Biologie 
der Pflanzen, 1872. Bd. I. H. 2. S. 87—108, m. Taf II. 
Condamy, A.: Etude sur l’histoire naturelle de la Truffe. In-4° 

de 32 pages avec 11 planches. Angouléme 1876. 
(Ref. Bull. d. 1. soc. bot. de France. T. 23me 1876. Revue 
bibliographique p. 119). 

Corda, A. K. J.: Icones Fungorum hucusque cognitorum. Pragae. 

1837—54. 6 vols, folio. i 


19. 


20. 


21: 
22. 


23. 


24. 
25. 


26. 


30. 


31. 


32. 
33. 


34. 
39. 
36. 


37. 


248 


Drude, Oscar: Die Biologie von Monotropa Hypopitys L. und 
Neottia Nidus avis L. unter vergleichender Hinzuziehung ande- 
rer Orchideen. Eine von d. Philos. Facult. der Georg-Augu- 
stus Universität zu @öttingen gekrönte Preisschrift. M. 4 
Taf. 4°. 68 pp. Göttingen 1873. 


Duchartre, P.: Note sur l’Hypopitys multiflora Scop. Ann. des 


sc. nat. 1846. 3e ser. Bot. Tome 6, p. 29—42. 

Duhamel du Monceau: La Physique des Arbres. Paris 1758. 4°. 

Eidam, Eduard: Ueber Pilzentwickelung in den Wurzeln der 
Orchideen. Jahresberichte der schlesischen Ges. für vaterl. 
Cultur Bd. 57. 1879. (Breslau 1880). p. 297. (Referat i Bot. 
Centralbl. Bd. 6. 1881. S. 2). $ 

Frank, A. B.: Ueber die biologischen Verhältnisse des Thallus 
einiger Krustenflechten. Gohn’s Beiträge zur Biologie der 
Pflanzen. Bd. 2. H. 2. 1876. S. 123—200, m. Taf. VIL 

— Die Krankheiten der Pflanzen. Breslau 1880—81. 

— Ueber die auf Wurzelsymbiose beruhende Ernährung ge- 
wisser Bäume durch unterirdische Pilze. Berichte der deut- 
schen botan. Gesellschaft 1885, Bd. 3, S. 128—145, m. Taf. X. 
(Eingegangen am 17. April 1885). 

— Neue Mittheilungen .über die Mycorhiza der Bäume und der 
Monotropa Hypopitys. Ber. d. d. bot. Ges. 1885. Bd. 3. 
S. XXVUI—XXXIL 

— Ueber neue Mycorhiza-Formen. Ber. d. d. bot. Ges. 1887. 
‚Bd. 5. S. 395—408, m. Taf. XIX. | 

— Ueber die physiologische Bedeutung der Mycorhiza. Ber. d. 
d. bot. Ges. 1888. Bd. 6. S. 248—968 m. Taf. XIII. 

— Was nützen den Waldbäumen die Wurzelpilze? Forstl. 
Blätter 1889. (Januar). S. 1-7, m. Taf: I. 

— Ueber Assimilation von Stickstoff aus der Luft durch 
Robinia Pseudacacia. Ber. d. d. bot. Ges. 1890. S. 292—294. 

— Ueber die auf Verdauung von Pilzen abzielende Symbiose 
der mit endotrophen Mykorhizen begabten Pflanzen, sowie 
der Leguminosen und Erlen. Ber. d. d. bot. Ges. 1891. Bd. 9. 
S. 244—953. 

— Lehrbuch der Botanik. Bd. I. Leipzig. 1892. 

Fries, Elias: Systema mycologicum. Vol. II. Sectio posterior. 
Gryphiswaldae 1832. 
— Summa vegetabilium Scandinaviæ. Sectio posterior. 1849. 
Fries, Th. M.: Om Växtbolag. Föredrag vid filosofie doktors-pro- 
motionen i Upsala den 31. Maj 1892. Särtryck ur Svensk 
Tidskrift 1892. 9, 10. Upsala. 1892. 15 8. 

Gasparrini, G.: Ricerche sulla natura dei succiatori e la escrezione 
delle radici. Napoli 1856. 4°. 113 pp. c. Tav. I— VII. 
Gibelli, Giuseppe: La malattia del castagno, osservazioni ed espe- 
riene, 1875—79. Modena 1879; in-8°. 45 pp. (Boll. Comizio 

Agrario di Modena 1879). 


38. 


39. 


40. 


41. 


42. 


43. 


44, 


45. 


46. 


47. 


48. 


49. 


50. 


51. 


52. 


249 


Gibelli, Giuseppe: Nuovi studi sulla malattia del Castagno detta 
dell’ inchiostro. Bologna 1883. 
Estratta dalla serie IV, tomo IV, delle Memorie dell’ Accade- 
mia delle Scienze dell’ Instituto di Bologna, e letta nella 
sessione 24. dicembre 1882. p. 287—314. 4°, c. Tav. I—V. 

— Nouvelles études sur la maladie du Chätaignier dite maladie 
de lencre. Archives de biologie italiennes. Tome Ill. p. 
122—152. 18... in-8° avec 3 planches. (En næsten fuld- 
stændig og ordret Oversættelse af den italienske Afhandling 
Nr. 38, men med to af Tavlerne færre). 

Goebel, K.: Ueber Prothallien und Keimpflanzen von Lycopodium 
inundatum. Botan. Zeit. 1887. Sp. 161—167, 177—190, 
m. Taf. Il. 

— Zur Keimungsgeschichte einiger Farne. Ann. du Jardin bota- 
nique de Buitenzorg. 1887. Vol. 7. 1e partie. p. 74—119. 
Gottsche, C. M.: Anatomisch-physiologische Untersuchungen über 
Haplomitrium Hookeri N. v. E. mit Vergleichung anderer 
Lebermoose. M. 8 Tafeln. Verhandl. der kais. Leopoldin.- 
Carolin. Akademie der Naturforscher. Bd. 12. Abth. 1. 1843. 
p. 265—398 m. Tab. XIII—XX. Der Akademie übergeben 

am 97. Juli 1842. 

— Ueber das Genus Monoclea. Bot. Ztg. 1858. S. 281—287, 
289—292 m. Taf. VIC u. VII. 

— Uebersicht und kritische Würdigung der seit dem Erscheinen 
der Synopsis Hepaticarum bekannt gewordenen Leistungen in 
der Hepaticologie. Bot. Ztg. 1858. Beilage S. 1—54. 3. 40—48: 
Schriften, Aufsätze und Notizen physiologischen Inhalts. 

Hartig, Robert: Ueber die symbiotischen Erscheinungen im Pflan- 
zenleben. Bot. Centralbl. 1886. Bd. 25. S. 350—359. (Bot. 
Verein in München. Sitz. 11. Novbr. 1885). 

— Die pflanzlichen Wurzelparasiten. Allgem. Forst- u. Jagd- 
Ztg. April 1888. S. 118—123. (Jvf. Revue des eaux et forêts. 
1888. T. 27. p. 472—480). 

— Die pflanzlichen Wurzelparasiten. Centralbl. für Bakterio- 
logie und Parasitenkunde. 1888. Bd.3, Nr. 1—4, S. 19—99, 
58—60, 91—93, 118—120. 

— Lehrbuch der Baumkrankheiten. 2. Aufl. 1889. 

— Lehrbuch der Anatomie und Physiologie der Pflanzen. Ber- 
lin 1891. 

Hartig, Theodor: Jahresberichte über die Fortschritte der Forst- 
wissenschaft und forstlichen Naturkunde. 1837. 

— Luft-, Boden- und Pflanzenkunde in ihrer Anwendung 
auf Forstwirthschaft (und Gartenbau). Lehrbuch für Förster. 
Bd. 1. 8. Aufl. 1840. 9. Aufl. 1851. 11. Aufl. 1877. 

— Vollständige Naturgeschichte der forstlichen Culturpflanzen 
Deutschlands. 14 Hefte, Berlin 1840—1851. M. 120 Tafeln. 
4°. Berlin 1851. 


53. 


04. 
95. 


56. 


57. 


58. 


59. 


60. 


61. 


62. 


63. 


64. 


65. 


66. 


67. 


250 


Hartig, Theod.: Ueber das sogenannte Absterben der Haarwurzeln 
(racines chevelues Duham.). Bot. Zeitg. Septbr. 1863. S. 289. 

— Anatomie und Physiologie der Holzpflanzen. Berlin 1878. 

Henschel, G.: Ist die zu Mycorhizabildungen führende Symbiose 
an jungen Fichtenpflanzen schädlich? Oesterr. Vierteljahres- 
schrift für Forstwesen, 1887. S. 113—118. Ref. i Just’s 
Jahresberichte f. 1887. I. S. 593. 

Hofmeister, W.: Allgemeine Morphologie der Gewächse. Leipzig. 
1868. 

Janczewski, Eduard v.: Zur parasitischen Lebensweise des Nostoe 
lichenoides. Bot. Ztg. 1872. Sp. 73—82. 

— Das Spitzenwachsthum der Phanerogamenwurzeln. (Vorläu- 
fige Mittheilung). Bot. Ztg. Februar 1874. S. 113—116. 
Johow, Friedr.: Die chlorophyllfreien Humusbewohner West-Indiens. 
Pringsheim’s Jahrbücher f. w. Bot. Bd. 16. 1885. S. 415—449 

m. Taf. XVI—XVIIL 

— Die chlorophyllfreien Humuspflanzen nach ihren biologischen 
und anatomisch - entwickelungsgeschichtlichen Verhältnissen. 
Pringsheim’s Jahrbücher f. w. Botanik. Bd. 20. 1889. S. 475-525, 
m. Taf. XIX— XXI. 

Jørgensen, Alfred: Bidrag til Rodens Naturhistorie. I. Om Bro- 
meliaceernes Rødder. Botan. Tidsskrift. Bd. 10. Kbhvn. 
1878. S. 144—170 m. T. VI—XI. 

II. Korkdannelsen paa Roden; m. m. Bot. Tidsskr. Bd. 11. 
Kbhvn. 1879. S. 135—148 m. Tab. II og Ill. 

Jumelle, Henri: Recherches physiologiques sur les Lichens. 
Revue générale de Botanique. T. IVme, 1892. p. 49—64, 
103—121, 159—175, 220— 231, 259— 272, 305—320. Pl. 4—6. 

Kamienski, Fr.: Les organes vegetatifs du Monotropa Hypopitys L. 
Extrait des Memoires de la Societe nationale des Sciences 
naturelles et mathem. de Cherbourg. T. XXIV. Cherbourg 
1882. in-8°. 40 pp. av. 3 planches. 

— Ueber symbiontische Vereinigung von Pilzmycelien mit den 
Wurzeln höherer Pflanzen. Arbeiten der St. Petersburger 
Naturforscher-Gesellschaft Bd. 17. 1886, p. 34—36. (Russisk). 
Refer. Bot. Centralbl. Bd. 30. 1887. S. 2. 

Klein, J. und Szabö, F.: Zur Kenntniss der Wurzeln von Aesculus 
Hippocastanum L. „Flora“ 1880. Nr. 10 u. 11. m. Taf. V. 
13 pp. 

Kny, L.: Ueber einige parasitische Algen. Aus den Sitzungsberich- 
ten der Ges. naturf. Freunde z. Berlin. Sitz. vom 19. November 
1872. Bot. Ztg. 1873. Sp. 139—144. 

— Ueber eigenthümliche Durchwachsungen an den Wurzel- 
haaren zweier Marchantiaceen, untersucht von Dr. Böttger. 
Sitzungsber. des bot. Vereins d. Prov. Brandenburg. Sitz. vom 
31. Januar 1879. Berlin 1880. S. 2—5 mit Taf II. (Texten 
aftrykt, men uden Tavlen og Figurforklaring, i Bot. Ztg. 
1879. Sp. 450—452). 


68. 


69. 


"74. 


75. 


78. 


9. 


30. 


'81. 


«82. 


83. 


‘84. 


8. 


‘86. 


251 


Kühn, V. R.: Untersuchungen über die Anatomie der Marattiaceen 
und anderer Gefässkryptogamen. „Flora“ 1889. S. 457—504. 
m. Taf. XVITI—XX. 

Lecomte, H.: Note sur le Mycorhiza. Bull. de la soc. bot. de 
France. T. 34. 1887. Paris p. 38—39. Seance du 28. jan- 
vier 1887. 

Link, H. F.: Grundlehren der Anatomie und Physiologie der 
Pflanzen. Göttingen 1807. 8°. 

—  Grundlehren der Kräuterkunde. 2. Ausg. Berlin 1837. 8°. 

Lundström, A. N.: Einige Beobachtungen über Calypso borealis. 
Botan. Sektionen af Naturvet. Studentsällskapet i Upsala. 
Sitz. am 23. Febr. 1888. Bot. Centralbl. 1889. Bd. 38. S. 
697— 700. 

Magnus, P.: Nostoc lichenoides nicht parasitisch. Aus den Sit- 
zungsber. der (zes. naturf. Freunde zu Berlin. Sitz. v. 19. Novem- 
ber 1872. Bot. Zeitg. 1873. Sp. 251. 

— Durch Parasiten veranlasste Wurzelauswüchse. Sitzungsber. 
d. bot. Ver. der Pr. Brandenburg 1877. S. 79. Sitz. vom 
95. Mai 1876. 

— Drei neue Pilze (Ustilago Urbani, Urocystis primulicola, 
Schinzia cypericola). Sitzber. d. b. V. d. Pr. Brandenburg, 
1878, S. 50—54 (Sitz. 26. April 1878); 1880 S. 119 (Sitz. 97. 
Juni 1879). 

— Ueber einige Arten der Gattung Schinzia Naeg. Ber. d. d 
bot. Ges. Bd. 6. Berlin 1888. S. 100 — 101. 

Malpighi, Marcellus: Anatome plantarum. P I, 1675. P. UI, 1679. 
Londini. Fol. — Opera omnia. Tom. II. 1686 (De Seminum 
Vegetatione. De Gallis). Figg. 2, 4, 69—71. 

Marchand, M. L.: Sur une nostochinée parasite. Bull. soc. bot. de 
France. T. 26. 1879. p. 336—337. Seance du 28. novbr. 1879. 

Mattirolo, O.: Sul parassitismo dei Tartufi e sulla quistione delle 
Mycorhizæ. Estratto dalla „Malpighia“, Anno I, Fase. 
VIII— IX. Messina 1887. Tav. X. 11 pp. 8°. 

— Sur le parasitisme des truffes et sur la question des myco- 
rhizes. Archives italiennes de Biologie. Tome 9. 1888. Av.1 pl. 

Merker, P.: Gunnera macrophylla Bl. Flora 1889. S. 211-232, 
m. Taf. VI[—IX. 

Meyen, J.: Ueber das Herauswachsen parasitischer Gewächse aus 
den Wurzeln anderer Pflanzen. Flora. Jg. 12. Bd. 1. 1829. 
S. 49—63. 

Milde: Notizen zur Kenntniss von Anthoceros und Blasia. Bot. 
Zeitung. 1851. Sp. 629—630. 

Moller, Alfred: Ueber die Cultur flechtenbildender Ascomyceten 
ohne Algen. Inaug.-Dissert. Münster i. W. 1887. 

Moeller, H.: Plasmodiophora Alni. Ber. d. d. bot. Ges. Bd. 3. 
1885. S. 102—105. 

— Beitrag zur Kenntniss der Frankia subtilis Brunchorst. Ber. d. 
d. bot. Ges. 1890. Bd. 8. S. 215—924. 


87. 


88. 


89. 


90. 


91. 


92. 


93. 


94. 


95. 


96. 


Sir 


98. 


99. 


100. 


101. 


102. 


103. 


252 


Mollberg, A.: Untersuchungen über die Pilze in den Wurzeln der 
Orchideen. Jenaische Zeitschrift für Naturwissenschaft. Bd. 
17. Jena 1884. S. 519—536, m. Taf. XI. 

Mueller, Ferd. von: Iconography of australian species of Acacia. 
and cognate genera. Melbourne 1887 —88. 

Müller, P. E.: Studier over Skovjord, som Bidrag til Skovdyrk- 
ningens Theori. I. Om Bogemuld og Bggemor paa Sand og 
Ler. 1878. Il. Om Muld og Mor i Egeskove og paa Heder. 
1884. Tidsskr. for Skovbrug, Bd. 3. 1879. S. 1—124; Bd. 
7. 1884. S. 1—939 9 + 6 Tavler. 

— Bemerkungen über die Mycorhiza der Buche. Botan. 
Centralblatt. 1886. Bd. 26. S. 22—96. 

Nicolai: Das Wachsthum der Wurzel. Schriften der physikalisch- 
oekonom. Gesellsch. zu Königsberg. Jg. 7. 1865. S. 35--78.. 

Noack, Fritz: Ueber mykorhizenbildende Pilze. Vorläufige Mitthei- 
lung. Bot. Ztg. 14. Juni 1889, Sp. 389—397. Mit Taf. V. 

Nobbe, F., Schmid, E., Hiltner, L. und Hotter, E.: Versuche über- 
die Stickstoff-Assimilation der Leguminosen. Die landw. Ver- 
suchs-Stationen. Bd. XXXIX. 1891. S. 327—359 m. Taff. 

— Ueber die physiologische Bedeutung der Wurzelknöllchen 
von Elaeagnus angustifolius. Die landw. Vers.-Stat. Bd. XLI. 
1892. S. 138—140, m. Fig 2—3. 

Oliver, F. W.: On Sarcodes sanguinea, Torr. Annals of Botany. 
Vol. IV. August 1890. p. 303—326, w. plates XVII—XXI. 
Penzig, O.: Die Krankheit der Edelkastanien und B. Frank’s: 

Mycorhiza. Ber. d. d. bot. Ges. Bd. 3. 1885. S. 301—302. 

Pfeffer, W.: Ueber fleischfressende Pflanzen und über die Er- 
nährung durch Aufnahme organischer Stoffe überhaupt. Thiel’s: 
Landw. Jahrbücher. Bd. 6. 1877. S. 969—998. 

Pfeil, W.: Wünschenswerthe Abbildung der Baumwurzeln wie sie 
sich nach dem Alter des Baumes in verschiedenem Boden 
ändern. Kritische Blätter für Forst- und Jagdwissenschaft. 
Bd. 25, H. 1. 1848. 8. 255—260. 

— Recension von Schacht’s „Beiträge zur Anatomie und 
Physiologie der Gewächse.“ Krit. Blätter. Bd. 35. H. 2. 
1855. S. 51—55. 

Poulsen, V. A.: Bidrag til Triuridaceernes Naturhistorie. Viden- : 
skab. Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjoben- 
havn for Aarene 1884—86. S. 161—179, med Tab. XII-XIV. 
Forelagt 12. November 1886. 

- Triuris major sp. nov. Et Bidrag til Triuridaceernes Natur-. 
historie. Botan. Tidsskr. Kjøbenhavn 1890. Bd.17. S. 293-306, 
m. T. 14. 

Pranti, K.: Untersuchungen über die Regeneration des Vegetations-. 
punktes an Angiospermenwurzeln. Arb. d. bot. Instit. in Würz- 
burg. Bd. 1. 1874. 8S. 546—562. 

Prillieux, Ed.: De la structure anatomique et du mode de 
végétation du Neottia Nidus Avis. Annales des sciences. 


104. 


105. 


106. 


407. 
108. 
109. 
110. 


111. 


112. 


113. 


114. 


115. 


116. 
117. 


118. 


253 


naturelles. Bot. IV. sér. Tome 5. 1856. p. 267—282. Av 
pl. 17 et 18. 

Reess, Max: Entstehung der Flechte Collema glaucescens. Monats- 
ber. der Berliner Akademie. 26. Oktober 1871. 

— Ueber den Parasitismus von Elaphomyces granulatus. Sit- 
zungsberichte der physikal.-medicin. Societät zu Erlangen. Sitz. 
vom 10. Mai 1880. 5 pp. Aftrykt i Bot. Zig. 1880, S. 729 ff. 

— Ueber Elaphomyces und sonstige Wurzelpilze. Ber. der 
d. bot. Ges. 1885. B. 3, S. 293—295, S. LXITI—LXIV. 

Reess, M. und Fisch, C.: Untersuchungen über Bau und Lebens- 
geschichte der Hirschtrüffel, Elaphomyces. Bibliotheca Bo- 
tanica. Heft 7. 1887. Cassel. 4°. S. 1—24, m. Taf. I. 

Reinke, J.: Ueber gonidienartige Bildungen in einer dicotylischen 
Pflanze. Nachrichten von d. königl. Ges. d. W. u. Univ. zu 
Göttingen. 1871, 1872, S. 100. (Jfr. Botanische Ztg. 1872. 
Sp. 59—61). 

— Andeutungen über den Bau der Wurzel von Pinus Pinea. 
Bot. Ztg: Jan. 1872, Sp. 49—53, m. Taf. 1. 

— Morphologische Abhandlungen Leipzig 1873. M. 7 Tafeln, 
1228.78, 

— Zwei parasitische Algen. Bot. Zte. 1879. Sp. 473—478. 
in. Taf. VI. 

Reinsch, H., Ueber einen eigenthümlichen Stoff in der Monotropa 
Hypopitys. Jahrbuch für praktische Pharmacie nnd verwandte 
Fächer. Bd. 25. Landau 1852. S. 193—195. 

Reissek, Siegfried: Ueber Endophyten der Pflanzencelle, eine ge- 
setzmässige den Samenfäden oder beweglichen Spiralfasern 
analoge Erscheinung. Mitgetheilt am 28. Septbr. 1846. Natur- 
wissenschaftl. Abhandlungen, gesammelt von Haidinger. Bd. 1. 
Wien 1847, gr. 4°, S. 31—46, m. T. Il. 

Resa, Fr.: Ueber die Periode der Wurzelbildung. Inaug.-Diss. 
Bonn 1877. 8”, 37.8. 

— Untersuchungen über die Periode der Wurzelbildung, ins- 
besondere bei den Holzgewächsen. Forstl. Blätter. 1878. 
S. 321. (Gjengivelse af Nr. 114). 

Reum, J. A.: Pflanzen-Physiologie. Dresden u. Leipzig. 1835. 

Reuss, Hermann: Der Waldfeldbau im Dienste des Forstkultur- 
betriebes. Centralbl. für das gesammte Forstwesen. Wien, 
1889. S. 289—302, 354—371. 

Rostrup, E.: Sygdomme hos Skovtræerne, foraarsagede af ikke- 
rustagtige Snyltesvampe. I. Lovtræer. Tidsskrift for Skov- 
brug. Bd. 4 Kbhvn. 1880. Side 113—206. 

Russow: Vergleichende Untersuchungen der Leitbündelkrypto- 
gamen. St. Petersburg. 1872. 

Rylands, Thomas, G.: On the nature of the byssoid substance 
found investing the roots of Monotropa Hypopitys. The Phyt- 
ologist. A popular botanical Miscellany. London. Vol. I. 
1841—1844 October 1842. p. 341. Mlustr. p. 345, 348. 


124. 


125. 


126. 
127. 
128. 
129. 
130. 
131. 
132. 
133. 


134. 
135. 


136. 


137. 


EN 


Sachs, Jul.: Zur Entwickelungsgeschichte d. Collema bulbosum. Ach. 
Bot. Zeitung 1855. Sp. 1—9, m. Taf. 1. 

Schacht, Hermann: Physiologische Botanik. Die Pflanzenzelle.. 
Berlin 1852. 

— Beitrag zur Entwickelungsgeschichte der Wurzel. „Flora“, 
Nr. 17. 7. Mai 1853, m. Taf. IV. Aftrykt i „Beitr. z. An. 
und Phys. der Gewächse‘. 1854. S.. 156 -164, m. Taf. IX. 
(Nr. 124.) 

— Beiträge zur Anatomie und Physiologie der Gewächse. 
Berlin 1854. 8°. IV.: Zur Entwickelungsgeschichte der Mo-- 
notropa Hypopitys L., S. 54—64. Taf. V. VII: Ueber die- 
Fortpflanzung der deutschen Orchideen durch Knospen. 8. 115 — 
147. Taf. VO. und VM. 

— Ueber Pilzfäden im Innern der Zellen und der Stärkemehl-- 
körner. Bericht üb. die Verhandl. d. kgl. preuss. Akad. d. 
Wiss. zu Berlin. Aus d. Jahre 1854. S. 377—384. Aftrykt 
i „Flora“ Oktober 1854. S. 618—624. 

— Lehrbuch der Anatomie und Physiologie der Gewächse.. 
1. Theil 1856; 2. Theil 1859, m. 5 + 6 Taf. 

— Der Baum. 2. Aufl. Berlin 1860, m. 4 Tafelu. 

Schenk: Gycaswurzeln mit Algenkolonien. Verhandl. b. d. 45. 
Versammlung deutscher Naturforscher etc. zu Leipzig 1872. 
Botan. Zig. 1872. Sp. 741 ff. 

Schleiden, M. J.: Grundzüge der wissenschaftlichen Botanik. 1. Aufl.:. 
1. Theil. »1842, 2. Th: 1843. . 2: Auil.: 11. Th 1845 9 "0h 
1846. 3. Aufl.: 1. Th. 1849. 2 Th. 1850. Leipzig. 8°. 

Schlicht, Albert: Beitrag zur Kenntniss der Verbreitung und der 
Bedeutung der Mykorhizen. Inaug.-Diss. Berlin 1889. 8°. 36 S.. 
mi. 12 Dat: 

Schneider, A.: Observations on some American Rhizobia. Bulle- 
tin of the Torrey Botanical Club. New York. July 1892. 
Vol. XIX. p. 203—218, w. plates CXXIX—CXXX. 

Schwarz, Frank: Die Wurzelhaare der Pflanzen. Ein Beitrag zur 
Biologie und Physiologie dieser Organe. Unters. a. d. bot. 
Inst. zu Tübingen. Bd. 1, H. 2. 1883. S. 135—188, m. Taf. I. 

Schwendener, S.: Uber die wahre Natur der Flechten. Verhand- 
lungen der schweizer. naturforschenden Gesellschaft zu Rhein- 
felden. 9. Sept: 1867. 

— Untersuchungen über den Flechtenthallus. Nachtrag. Nägeli,. 
Beitr. zur wiss. Botanik. H. IV. 1868. S. 195—200. 

— Die Algentypen der Flechtengonidien. Basel 1869. Rectorats- 
programm. 

Solms-Laubach: Der Aufbau des Stockes von Psilotum triquetrum 
und dessen Entwickelung aus der Brutknospe. Annales du. 
Jardin Botanique de Buitenzorg. Vol. 4. 1884, p. 139—194. 
Pl. XVII. 

Sorauer, P.: Handbuch der Pflanzenkrankheiten. Berlin 1886.. 
2. Aufl. 


139. 


140. 


141. 


142, 


143. 


144. 


145. 


146. 


147. 


148. 


149. 


150. 


151. 


152. 


255 


Tieghem, Ph. van: Recherches sur la symétrie de structure des 
plantes vasculaires. Premier mémoire: La racine. Ann. des 
sciences nat. Bot. 5e. série. Tome XIIf. 1871. p. 5—314 
av. pl. 3—8. 

— Sur le réseau de soutien de l’ecorce de la racine. Ann. d. 
sc. nat. 7e ser. Bot. Tome 7e. 1888. p. 375 —378. 

Tieghem, Ph. van et Douliot, H.: Recherches eomparatives sur 
l'origine des membres endogenes dans les plantes vasculaires. 
Ann. des sciences nat. 7e ser. Botanique. Tome 8me, 1888. 
p. 1—660. Av. 40 planches. 

Treub, M.: Etudes sur les Lycopodiacees. Annales du Jardin bo- 
tanique de Buitenzorg. 1884. Vol. 4., p. 107—138, Pl. XII ; 
1886. Vol. 5. p. 87—139, Pl. XXIL; 1888. Vol. 7. 2e Partie, 
p. 141—148. 

Tubeuf, Carl Freiherr von: Beiträge zur Kenntniss der Baum- 
krankheiten. Berlin 1888. gr. 8°. 61 pp. m. 5 Taf. 

Tulasne, L.-R. et C.: Observations sur le genre Elaphomyces et 
description de quelques especes nouvelles. Ann. des sciences 
naturelles. Botan. 2e serie. Tome 16e. Paris 1841. p. 5—29. 
Avec pl. 1—4. 

— Fungi hypog&i. Histoire et monographie des champignons 
hypogés. Editio altera, paucis aucta premonitis. Paris 1862. 
(1. Udgave udkom 1851). 

Unger, F.: Beiträge zur Kenntniss der parasitischen Pflanzen. 
Erster oder anatomisch-physiologischer Theil. Annalen des 
Wiener Museums der Naturgeschichte. Bd. II. Wien 1840. 
4°, §. 13—60, m. Tab. I.—VIL. 

Vittadini, C.: Monographia Lycoperdineorum. Memorie della reale 
accademia delle scienze di Torino. Ser. 2. Tom.5. p. 145-237. 
Torino. 1843. 4°. c. 3 Tabb. Die 8 Augusti 1841, a R. 
Scientiarum Academia, premio donata. 

Vonhöne, H.: Ueber das Hervorbrechen endogener Organe aus dem 
Mutterorgane. „Flora“ 1880. S. 227-234, 243-257,.268-274. m.T.VI. 

Vuillemin, Paul: Antibiose et symbiose. Association francaise pour 
l’avancement des sciences. Congrés de Paris, 1889. T. XVIII. 
19 pp. Pl. XVI.—XVIL (Séance du 14 août 1889). 

— Les Mycorhizes. Revue générale des sciences pures at ap- 
pliquées. ire année. 1890. p. 326—335 in-4°. 

Waage, Th.: Ueber haubenlose Wurzeln der Hippocastanaceen 
und Sapindaceen. Ber. d. d. bot. Ges. 1891. Bd. 9. S. 132-162. 
Taf. VII. und VII. 

Wahrlich, W.: Beitrag zur Kenntniss der Orchideenwurzelpilze. 
Inaug.-Diss. Botan. Zeitung. Jahrg. 44. 1886. 12 pp. 4°. 
m. Taf. Al, 

Warming, Eug.: Forgreningsforhold hos Fanerogamerne, betragtede 
med særligt Hensyn til Klovning af Væxtpunktet. Vidensk. 
Selsk. Skr. 5. Række, naturv. og mathem. Afd. 10. B. I. 4° 
S. 1—173, m. 11 Tabb. Kjøbenhavn 1872. 


156. 


157. 


256 


Warming: Hippophaé rhamnoides L. Smaa biologiske og morfol. 
Bidrag. 6. Botan. Tidsskr. Bd. 9. Kbhvn. 1876- S. 108-110. 

Weber, C.: Ueber den Pilz der Wurzelanschwellungen von Juncus 
bufonius. Bot. Ztg. 1884. Sp. 369—379. M. Taf. IV. 

Woronin, M.: Ueber die bei der Schwarzerle (Alnus glutinosa) 
und der gewöhnlichen Garten-Lupine (Lupinus mutabilis) auf- 
tretenden Wurzelanschwellungen. Memoires de l’academie im- 
periale des sciences de St.-Pétersbourg. Vile série, Tome X. 
Nr. 6. St. Petersburg. 1866. 4°. 13 pp m. Taf. I.—Il. 

— Observations sur certaines excroissances que présentent les 
racines de l’Aune et du Lupin des Jardins. Ann. des sciences 
nat. De serie. Bot. T. VII. 1867. p. 73—86, av. pl. 6. 

— Ueber die sogenannte Pilzwurzel (Mycorhiza) B. Frank’s. 
Berichte d.d. bot. Ges. Jahrg. 1885. Bd. 3. S. 205—206. (Jfr. 
Forstliche Blatter. 1885. 8. 300). 


Tilfoielser. 


"Til Side 133, Anm. Om Luftens Støv som mulig Neerings- 


v 


kilde for Lichener samt Orchideer og andre Epifyter med 
Luftrodder, cfr. Sachs: Handbuch der Experimental- 
Physiologie der Pflanzen. 1865. § 54. S. 191—192. 


S. 146. Den rette Tydning af Leguminosernes Rod- 


knolde blev given allerede 1851 af Gasparrini i hans 
fortræffelige Arbeide: ,Osservazioni sulla struttura dei 
tubercoli spongiolari di alcune piante leguminose* (Atti 
della R. Accademia delle Scienze. Tomo VI. Napoli, 
1851, c. 1 Tav.). Han opfattede Knoldene som hæm- 
mede Rødder (radicette abortite), dannede af Vaxt- 
spidser (spongiole), der standsedes i deres Laengde- 
væxt (p. 16). Han undersøgte Koldenes ydre og indre 
Bygning hos talrige Leguminoser, deriblandt ogsaa flere 
træagtige (Robinia og forskjellige Arter af Acacia). 
Deres Celler indeholdt dels meget smaa kuglerunde 
eller aflange Korn, dels Smaalegemer af Svampe- 
natur (corpicciuoli confervoidei), som vare stavfor- 
mede, eller sjeldnere Y-formigt tvegrenede, og bevage- 
lige. Denne Beskrivelse gjælder sikkert Rhizobium, 
som tydeligt afbildes paa Figurerne 9 og 14, (jfr. 
pagg. 6» 11, 14, 18, 19); Gasparrini mente at se 
Skillevægge i forskjelligt Antal i disse Smaalegemer, 


257 
hvilket maaske kan være fremkaldt ved Tilstedeværel- 
sen af Sporer eller Delingsvægge. Knoldene vare tid- 
ligere af flere Forskere blevne antagne for Sklerotier 
eller Frugtlegemer af Svampe (p.7, 14); saaledes havde 
Elias Fries (Systema mycologicum. Vol. Il. 1829, 
p. 225--226 og 2 1849. IL p. 436, Anm. 1) beskrevet 
en Svamp under Navnet Mylitta Pseud-Acacie som 
snyltende paa Rødder af Robinien, der vare ham til- 
sendte fra Egnen om Neufchatel. Den skulde nærmest 
ligne en Trøffel eller en Hjortetrøffel, og Fries antyder 
endog Muligheden af, at den kunde være spiselig; men: 
han fremhæver iøvrigt, at den hele Bestemmelse er 
overmaade vag, og Gasparrini har rimeligvis Ret i, 
at der her kun foreligger en Forvexling med Robi- 
niens Rodknolde. 

Leguminoseknoldenes mikroskopisk smaa, endofyte 
Snyltere gjenopdagedes senere af Woronin "55 1866, 
Taf. IL, Fig. 19—22, som ansaa disse Vibrio-agtige 
Smaalegemer for Aarsagen til Knoldenes Dannelse, hvilket 
1874 bekræftedes af Jakob Eriksson. 


Til S. 155. Rodknoldene hos Ceanothus ere ligeledes op- 


” 


dagede af Gasparrini (ibidem p. 17); paa Rødder af 
C. intermedius fandt han dem saa store som Hønseæg 
og med sterkt busket Forgrening. 

S. 217. I Barken af ældre Rødder hos flere Jris-Arter 
fandt Nägeli (Pilze im Innern von Zellen. Linnaea. 
Bd. XVI. 1842. S.978—985, Tab. XI.) foruden Schinzia 
cellulicola Mycelnggler af to sterile Svampe. Nøglerne 
vare omgivne af en brun Masse; i de tilstødende Bark- 
celler iagttog han Cellekjerner og Plasmastromning, 
hvilket godtgjorde, at Cellerne vare levende. 

Hos Vallota purpurea har H. O. Juel (Forhand- 
lingerne ved de skandinaviske Naturforskeres 14. Møde 
i Kjøbenhavn 1892, S. 467) fundet endotrofe Mykor- 
rhizer, dannede af to forskjellige Svampe. 

Kjøbenhavn, Mai 1893. 


Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 1% 


258 


Indhold. 
Pag. 
Indledning : ... .. SS SL SS sa, NC RNA RES 127. 
Parasitismens Former: Antibiose og Symbiose............. 199: 
Rodsymbiosens Optræden. 
A.. Algesymbiosen . . :.: 4.240008 un ON ETUI 
B. Svampesymbiosen. 

a." Bodknolde- N. ar. VERS RP RE 144. 

b. Svampesymbiosens Optræden i Roden i Almindelighed, 

eller i Organer, som ved deres Funktioner svare til 
Roden : 7.404 5028 Goslar Sn 156. 
Literatur a oe 0e M ON ROME 247. 
Tilfgielser i. 2. SALG ØL RL ER TE CORRE NS 256. 
„Index ieee oe a ne ah RE TE ES 258. 
Eigurforklarınen.. UMR ae a ae ey 258... 


Index page. 


Aceraceæ 224. Algae 131, 140. Amaryllidaceæ 257. Araceæ 200, 
215. Betulaceæ 149, 242. Boraginaceæ 201. Bromeliaceæ 217. Bur- 
manniaceæ 218. Buxacex 222. Campanulacee 201. Ceanothus 155, 
957. Celastraceæ 222. Colchicacee 200. Composite 201. Conifers 
171— 200. Convallariaceæ 201. Corylaceæ 234. Gupulifere 234—245. 
Cycadeæ 142, 170. Cyperacex 156. Dipsaceæ 201. Drupaceæ 222. 
Elæagnaceæ 154. Ericacex 218, 226. Euphorbiaceæ 201. Fraxinus 
295. Gentianaceæ 218. Geraniacee 201. Gramineæ 201. Gunnera 143. 
Haloragidaceæ 143. Hepaticæ 140, 157. Hippo castanaceæ 219. Hymeno- 
phyllaceæ 164. Hypericaceæ 201. Iridacee 156, 257. Juncaceæ 156. 
Labiatæ 201. Leguminosæ 144, 201, 203, 256. Lichenes 131. Liliaceæ 
200, 201. Lycopodiaceæ 164. Lythraceæ 201. Marattiaceæ 163. Mono- 
tropa 188, 226—233. Moraceæ 222. Musci frondosi 142, 162. Myri- 
caceæ 154. Oenotheraceæ 201. Oleaceæ 225. Ophioglossaceæ 163. 
Orchidaceæ 203—217, 218. Oxalidaceæ 201. Plantaginaceæ 201. Poly- 
podiaceæ 164. Pomaceæ 222. Primulaceæ 201. Psilotaceæ 168. Pyro- 
laceæ 215, 226. Ranunculaceæ 201. Rhamnaceæ 155. Rhodoraceæ 226. 
Rosaceæ 201. Rubiaceæ 201. Salicaceæ 242. Sapindaceæ 219. Sarcodes: 
233. Saxifragaceæ 201. Scrophulariaceæ 201. Selaginellaceæ 169. Sola- 
naceæ 201. Tiliaceæ 226. Triuridaceæ 218. Ulmaceæ 222. Umbelliferæ 
201. Vacciniaceæ 226. Valerianaceæ 201. Vallota 257. Violaceæ 201. 


Figurforklaring. 


Hvor Miskroskopets Art (Mekanikerens Navn) er angivet, er Teg- 
ningen udført ved Hjælp af Tegneapparat. Forstorrelsen er betegnet 
ved en Brøk, der enten ligefrem angiver Forholdet, eller Mikroskopets: 
Okular i Tæller, dets Objektiv i Nævner. 


"Tab. XII. 
Fig. 1. Picea excelsa. Zeiss */C. Minoreret ?/,. 
Tværsnit af Svamprod. a, Svampeskeden. b, sammensunkne Over” 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


2. 


10. 


11. 


259 


hudsceller. c. Barkceller med det ,Hartig’ske Fletværk" i Væg-- 
gene. e, Endodermis. x, Vedstraaler. ph, Sigruppe. 

I en Del af Cellerne ere Cellekjernerne tegnede. 

Picea excelsa. Zeiss %/E. 

En Del af samme Tværsnit af Svamproden som i Fig. 1, sterkere- 
forstorret. a og b som ovenfor. c, yderste Barkceller med det. 
.Hartig’ske Fletværk" i Væggene. Mycelvævet sees i de gjen- 
nemskaarne Vægge og i Fladen, hvor Linierne ere tegnede med: 
størst mulig Nøiagtighed, som de viste sig. 

Picea excelsa. YW,. 

Siderod af 3-Aars Plante. Ved « Stumpen af den af Oldenborre-. 
larver afbidte Spids. 7, nydannede Birødder, tykke, uden Svampe-- 
skede. Rødderne d med Svampeskede, navnlig paa Ungrødderne s.. 
Ulmus montana. Zeiss YD. 

Tværsnit af ung Sugerod. ep. Epidermis s, Sporangier af Pythium (?): 
i Barkcellerne. m, Mycel, der danner Pseudoparenkym n og 
Hyfenggler p i de store Barkceller. e, Endodermis. c, Central-- 
cylinderen, skraveret. Ingen Svampeskede. 

Fagus sylvatica. 

Skematisk Sammenstilling af de forskjellige Organer, Rodhaar 
og Svampehyfer, som kunne træffes udgaaende fra Sugeroden og 
dens Svampeskede. 7, Rodhaar. cog s, „Mycelhaar“, der kunne- 
vere borsteformige med en Knop paa Spidsen s’, eller meget 
tykvæggede d. 

a, Myceludlober. 6, saadan med Öskener. 


Tab. XIV. 
Fagus sylvatica. */,. 
Stykke af en Langrod med talrige Dværgrødder d, der ofte ere: 
koralformigt, men dog altid monopodialt forgrenede. 
Fagus sylvatica. */,. 
Dvergrod med talrige Svamprodder, fortrinsvis anlagte i akro- 
petal Rækkefølge. Ved Spidsen ere Ungrodder i Ferd med at. 
bryde frem. 
Ved a—a og ved a’ Mycelspind s med organiske Rester. 
Fagus sylvatica, */,. 
Kun Rodleddene mellem a og b ere fri for Svampeskede, medens. 
de mørkt anlagte Dele — det yderste Stykke b—c og Sidergd- 
derne — ere omgivne af Svampeskeder. Ved d findes Rodhaar.. 
der omspindes af tynde Hyfer. m, udlobende Myceltraade. 
Fagus sylvatica. Zeiss ?/E. j 
Tværsnit af Svamprod. sk, Svampeskede. b, Bark med det „Har-- 


tig'ske Fletværk" i Cellevæggene, hvis Midtlinie er antydet.. 
e, Endodermis. 


Fagus sylvatica. Zeiss. 

Det Hartig'ske Fletværk; almindelig Form. 

Fagus sylvatica. Zeiss. 

Tværsnit af Svamprod. Barkceller med Fletværk og haustorie-- 
agtige Udposninger, x. 


260 


Seitamineae nonnullae novae vel minus 
cognitae 


auctore 


0. G. Petersen. 
(Cum. tab. XV— XVII.) 


Costus Friedrichsenii O. G. P. n. sp. 
(Tab. XV.) 

Foliis elongatis acuminatis pilis patentibus utrinque 
molliter hirsutis pallide viridibus flaccidis, inflorescentia co- 
num laxum praebente, bracteis apice recurvato hirsuto, 
floribus permagnis sulphureis labello irregulariter lobato et 
plicato. 

Planta spectabilis altitudınem hominis attingens. Caulis 
manifeste spiralis, 11/,—2°™ crassus. Folia 35 °™ longa v. 
majora, in medio circ. 10 “® lata, inter medium et apicem 
-sublatiora, in bracteas transeuntia, utringue pilis fere hori- 
zontaliter patentibus subtus mollissimis hirsuta, flaccida sub- 
pendentia, elongata, apice longe acuminata, ad !/, spiraliter 
posita. Bracteae laete virides, superiores intus basin versus 
rubescentes, parte infima adpressa, parte suprema subpa- 
tente apice recurvato, hirsuto, ovato, acuminato.. Flores 
permagni, sulphurei fauce brevi intus subhirsuto-fimbriato. 
Petala 5—71/, ” longa, 2—3 ™ lata, elliptico-ovata, obtusa, 
glabra. Labellum 8—10 ™ longum, superne 61/,—8°™ latum, 
-subirregulariter lobatum plicatumve, superne et ad medium 


261 


intense, ceterum pallide flavescens v. sulphureum fauce ad 
medium subtiliter rubro-striatum. Stamen lanceolatum: 
6—7™ longum, inter basin et medium 13—17™™ latum. 
Anthera 10—13 "" longa, circ. 5™™ lata, pallide flavescens 
ad marginem supremum pallide roseum, apice fimbriato. 
Stylus 6 ® longus. Stigma processu cymbiformi circ. 2™™ 
longa primo patente dein adscendente ornatum, 2 "" altum, 
3 MM Jatum, postice carinis duabus basi conniventibus in- 
structum. 

Planta ex horto Berolinensi sub nomine Costi comost 
missa in caldariis Hauniensibus copiose floruit. Tam ab 
Costo comoso Rosc. quam ab C. argente Ruiz et Pav., 
cul affinis videtur, bene distincta est. Nomen in honorem: 
hortulani horti botanici Hauniensis Th. Friedrichsen dedi. — 
Patria ignota. 


a. Inflorescentia major quam in specim. depicta; b. Petalum; c. La- 
bellum; d. Stamen cum stylo (Omnes figurae ad '/, reductæ). 


Costus Mexicanus Liebm. ined. 
(Tab. XVI.) 


Foliis lanceolato-obovatis, longe acuminatis laete viri- 
dibus, glaberrimis v. supra obsolete puberulis, inflorescentia 
coniformi, bracteis viridibus adpressis, labello lobato lobo: 
medio angusto, subproducto apice tripartito. 

Caulis metralis 11—12™™ crassus, inferne vaginis atro- 
purpureis obsessus. Folia late viridia nitida subcarnosa 
inferiora laminis ovatis, superiora laminis obovatis, su- 
prema laminis lanceolato-obovatis undulatis supra glaber- 
rimis v. obsolete puberulis subtus velutinis supremis dimi- 
nutis pubescentibus. Ocreae 1—2™™ tantum altae, supe- 
riores ciliato-barbatae. Petiolus latior quam longus. Inflo- 
rescentia ovata circ. 4 "M longa bracteis dense imbricatis. 
viridibus nitidis, apice obtusis subcarinatis. Petala elon- 
gato-obovata marginibus subinvolutis 5—51/, ® longa sul. 
phureo-flavescentia. Labellum late obovatum, apice loba- 
tum lobo medio angusto, subproducto, apice tripartito, basi 
citrinum superne in medio luteum, ceterum stramineo- 


262 


‘testaceo-striatum vel striis testaceis purpurascentibus vel 
‚sublateritiis, intus præsertim in medio pubescens. Stamen 
late lanceolatum basi flavum pubescens in regione antherae 
stramineum, apicem versus attenuatum, badium, obtusius- 
culum v. breviter acuminatum, 5—6 ” longum, in regione 
antherae 11/,°™ longa. Anthera cire. 1% longa. Stigma 
semiorbiculatum postice appendice breviore bidentato or- 
natum, margine papilloso-pubescens, 3—5 ™™ latum. 

Inter Costum Malortieanum et C. pictum ponendus; 
huic valde affinis sed foliis subglabris, petalis involutis la- 
tioribus, stamine apice angustiore (nec rotundato-obtuso) 
et praesertim labelli lobo intermedio angusto protracto apice 
tripartito recedit. A Costo Malortieano foliis aliisque omnino 
diversus. | 

Planta, verisimiliter a cl. Liebmanno e Mexico domum 
relata, nondum descripta multis annis abhinc Liebmanni 
cura depieta nunc primum, postquam in horto botanico 
Hauniensi aestate 1890 iterum floruit, publice juris facta. 


a. Petalae; D. Labellum; c. Stamen; d. Stylus. (Omnes figurae 
:ad */, reductae. 


Brachychilum Horsfieldii (R. Br.) O. G. P. 
(Tab. XVII.) 


Syn: Hedychium (Brachychilum) Horsfieldii R. Br. M.S., Wallich in 
Journal of Bot. V., 1853 pag. 376. 

Inflorescentia pauciflora, labello brevissimo, latiore quam 
‘longo, retuso marginibus deflexis, filamento brevi, crasso, 
stigmate apice bilabiato, labio inferiori multo longiore; ro- 
tundato, superiore emarginato. 

Planta glabra caule f. ?/, ™ alto basi tumido radices 
carnosos emittente foliis distichis late lanceolatis sensim 
‚attenuatis apice incurvis supra laete subtus pallide viridibus; 
ochrea 1% longa. Inflorescentia pauciflora bracteis viridi- 
bus nitidis, margine hyalinis, late lanceolatis, apiculatis, 
4 longis; ad basin floris prophyllum 21/, ™ longum, hy- 
alinum. Flos totus 1% longus. Calyx 40—45 "" longus 
-anguste tubulosus apicem versus subinflatus, oblique fissus 


263 


nec dentatus, albo-virescens. Tubus corollae gracillimus 
calyce f. duplo longior, subcurvatus, inferne stramineus 
superne cum petalis late lanceolatis, apice contractis hori- 
zontaliter patentibus, 2 % longis, acutis, tortis citrinus. 
Labellum brevissimum latius quam longum, retusum margi- 
nibus deflexis, album, 5 "" latum, punctatum. Alae petala 
altitudine aequantes, ovato-ellipticae, rotundato-obtusae, ca- 
viusculae. Filamentum breve, luteum, apice curvatum, an- 
theram 7 "M longam aequans. Stigma apice bilabiatum, 
labio inferiore longiore rotundato superiore emarginato 
marginibus sursum spectantibus. Ovarium cylindricum viride 
glaberrimum 7™™” longum, 3™™ crassum. Fructus capsu- 
laris trivalvis valvibus intus miniatis. Semina ellipsoidea 
arillo purpureo circumdata. | 

Sub nomine falso Renealmiae calcaratae Andr. ex horto 
Leydensi missa in calidariis horti botanici Hauniensis 
aestate 1891 haec planta copiose floruit. Non dubito, quin 
cum planta a cl. Horsfieldio ineunte hoc saeculo in monte 
Trahu Javae lecta ad celeb. Jos. Banks missa congruat, et 
mihi persuasum est, eum typum generis ab Hedychio di- 
versi existimandum esse tanto magis quam ill. Bentham 
dicit: Species vix congener videtnr (Gen. pl. pag. 643). 


Brachychilum n. gen. 
Brachychilum KR. Br., sectio generis Hedyachii. 

Spica in caule foliato terminalis bracteis laxe imbri- 
catis. Alae erectae. Labellum brevissimum, latius quam 
longum. Filamentum breve, antheram fere aequans. Stigma 
bilabiatum labio inferiore protracto. Fructus et semina ut 
in Hedychio, — Genus monotypum Hedychio affine, in Java 
endemicum. 

1. Flos totus (magn. nat.); 2. Petalum; 3. Ala; 4. Labellum (ex- 
plan.); 5. Stamen; 6. Stigma a tergo visum; 8. Pars inflorescentiae 


in statu fructifero; 9. Semina cohaerentia; 10. Ovarium transversa- 
liter sectum; 11. Semen cum arillo. 


264 


ischnosiphon pruinosus O. G. P. n. sp. 
(Tab. XVIII.) 

Foliis glaberrimis elongato- ovatis acuminatis acumine 
valde obliquo, annulo inter petiolum pilis flavescentibus ob- 
sito, spicis subcomplanatis, acutis, bracteis margine albo_ 
pruinosis distichis. 

Folia basalia rigida, longe petiolata petiolo per maxi- 
mam longitudinem vaginato inferne viridi pilis rigidioribus 
patentibus longioribus, superne badio pilis brevioribus ad- 
pressis omnibus flavescentibus obsito, inter vaginam et ar- 
ticulum subtus et ad latera barbato, supra linea pilorum 
flava usque ad articulum produeta instructo. Vagina sub- 
compressa margine hirsuta ceterum pubescens, viridis, albo- 
pruinosa, margine apiceque rubescens. Articulus a petiolo: 
annulo prominente flavo-hirsuto supra serie tenuissima pi- 
lorum usque ad laminam producta separatus. Lamina glabra, 
ad costam mediam breviter hirsuta, praesertim in Superficie 
superiore ad margines costae pilis sparsissimis longioribus 
obsita, 4—5 “ longa, infra medium usque 2% lata, elon- 
galo-ovata, apicem versus et basi inæquilatera, acuminata 
acumine gracili valde obliquo, glaberrima, supra atroviridis 
subsericea costa media laete viridi, subtus puleherrime vi- 
nosa. Pedunculus inflorescentiae folio frondoso basalibus 
simili suffultus glaberrimus compressus basi prophyllo lan- 
ceolato acute bicarinato glabro viridi apice rubescente in- 
structus. Rachis inflorescentiae inferne convexo-concava 
superne compressa lateribus concavis bracteis omnino ab- 
scondita glabra. Inflorescentia spicis 1—5 composita. Spicae 
subcomplanatae aculae 8—12 % longae, 11/, ™ latae, infima 
pedunculata, ceterae sessiles bracteis rigidis laete viridibus, 
infima anguste purpureo-marginata, ceteris margine albo- 
pruinoso 3™™ lato, flores binos foventibus. Sepala lance- 
olata acuta. Tubus corollae mediocriter elongatus. Petala 
elongato-ovata acuta margine subinvoluta pallide flavescen- 
tia. Staminodium externum obovato-orbiculatum plicatulnm 
lividum ad margimen anteriorem inferne lilacinum circ. 
1™ latum. Staminodium callosum multo minus, late lan- 


IR 


ceolatum subinvolutum, apice rotundatum, pulchre venosum 
albo flavescens margine supremo lilacino. Staminodium 
cucullatum callosum aequans, albo-flavescens, apice luteum 
auricula involuta horizontal. Appendix staminis fertilis 
angustissimus antheram longitudine et latidudine fere ae- 
quans. Ovarium uniloculatum monospermum album gla- 
brum apicem versus pilosum 4”" longum, 2%" latum. 
Ex horto Berolinensi sub nomine Marantae pruinosae 
missa. In Gartenflora XXVI, breviter sub nomine Maran- 
tae pruinosae h. Bull. (Syn. M. porphyrocaulis h. Bull) com- 
memorata est, sed quum non floruerat ad genus suum 
referri non potuerat nec postea discripta est. Patria ignota. 
1. Flos totus (magn. nat.); 2. Sepalum; 3. Ovarium et corolla; 


4. Labellum; 5. Staminodium callosum cum stamine; 6. Staminodium 
«cucullatum; 7. Stylus; 8. Ovarium transversaliter sectum. 


266 


Lidt om Agave Antillarum Dese. 
Af 
0. G. Petersen. 


(Tavle XIX.) 


Mod Slutningen af sidste Vinter blomstrede i vor bo- 
taniske Haves Væxthuse en Agave, som de Besøgende ville 
bevare i deres Erindring paa Grund af dens for en Agave ual- 
mindelig pragtfuldt farvede Blomster. Planten er fra St. Do- 
mingo og modtaget 1879 ved Cand. pharm. Valdemar Riise i 
Vestindien under Navnet Agave Dominicensis, et Navn, som. 
ikke fandtes i den mig tilgængelige Literatur. Paa et Møde 


i Botanisk Forening (d. 12te Marts 1887) forelagde jeg nogle » 


afskaarne Grene af Blomsterstanden; Planten i sin Helhed 
var jeg paa Grund af Snestorm forhindret i at preesentere.. 
Jeg omtalte ved den Leilighed, at det endnu ikke var lykke- 
des mig at bestemme Planten, og Grunden hertil var den, 
at jeg dengang ikke kjendte et amerikansk Tidsskrift, som 
nedenunder skal nævnes, i hvilket der findes en Beskrivelse- 
af Planten, der er tilstrækkelig anskuelig til at veilede den, 
der ikke er fuldt orienteret i det vidtløftige Virvar af Agave- 
Beskrivelser. | 
Naar jeg nu i Efteraaret har ladet Planten indføre i 
vort Frøkatalog under ovenstaaende Navn, skal jeg i de 
efterfølgende Linier nærmere motivere dette samt benytte 
Leiligheden til at meddele et og andet om Planten, som 
" maatte kunne have Interesse. Blomstrende Agaver, navnlig 
af de større Former, hører ikke til de ganske dagligdags. 


267 


Ting i vore Væxthuse; det er saaledes 12 Aar siden, Agave 
Americana blomstrede hos os, et Exemplar, som en Privat- 
mand velvilligt havde overladt Haven i Blomstringsperioden. 
Af den Art, der her er Tale om, foreligger der idet- 
mindste 3 nyere Beskrivelser, nemlig af Engelmann!), 
Baker?) og Terraciano?) — forudsat rigtignok, at disse 
3 Beskrivelser referere sig til identiske Planter, Noget, der 
er Sandsynlighed for, uden at det dog tor fastslaaes som 
en Kjendsgjerning. Af Engelmann kaldes den Agave An- 
tillarum Desc., af de 2 andre Forfattere Agave sobolifera Salm. 
Dette sidste Navn er opstillet 1834 af Fyrst Salm- 
Dyck?) og er bygget paa en Afbildning og Beskrivelse af 
. en Agave i Hortus Lugduno-Batavus fra 1787, saa at altsaa 
Planten just iaar skulde kunne holde sit 200 Aars Jubileum 
som afbildet. Paul Hermann’s Afbildning®) er ikke saa 
ueffen, kun synes der at vere et stort Misforhold mellem 
Plantens Heide og Bladrosettens Diameter. Han kalder sin 
Plante Aloe Americana sobolifera og siger om den, at der 
ved Kapslernes Udspring, undertiden ogsaa i Gren- og Blad- 
hjørnerne paa Stænglen komme nye Skud frem, der løs- 
revne og nedfaldne paa Jorden med Lethed udvikle sig 
videre; af saadanne Skud ere to afbildede i Hjørnet af 
Skaftets Skel. Salm-Dyck nævner ogsaa Fremkomsten af 
Bulbiller ,ad capsularum basin, sicut im ramorum et brac- 
tearum axillis.“ Han angiver som dens Hjemstavn St. 
Domingo og Jamaica. Blomsterne kalder han luteo- 
virides. 
Kunth®) aftrykker Salms Diagnose og føier Intet til. 
Baker”) afviser Descourtilz’s Navn og hævder Salm's 


*) Notes on Agave, Transactions of the Academy of science of St. Louis 
1876, Vol. IIL. 

*) Synopsis of the species of eaves The Gardeners Chronicle, July- 
December 1877. 

3) Primo contributo ad una monografia delle Agave, Napoli 1885. 

*) Hortus Dyckensis pag. 307. 

5) Horti academici Lugduno-Batavi talalords 1687 pag. 16—18. 

5) Enumeratio V. pag. 822. 

7) 1. c. pag. 780—81. r 


268 


idet han gaaer ud fra, at Planten er identisk med den af 
- Hermann beskrevne og afbildede. Bulbil-Dannelsen omtaler 
han dog ikke med et Ord, hverken i sm Diagnose eller i 
sme Raisonnementer. 

Heller ikke Terraciano!) omtaler Bulbil-Dannelsen. 

Derimod omtales dette Forhold af Eichler i en Af- 
handling om Dannelsen af Bulbiller i Inflorescenser?). Han 
henfører disse Bulbiller til dem med overveiende Udvikling 
af Lavbladene, altsaa til virkelige Løg, og fremhæver, at 
særlig hos disse Agave-Arter ere Bulbillerne tilbøielige 
tli at spire endnu medens de sidde paa Moderplanten. 
Dette kan man ogsaa se paa det gamle Billede hos Paul 
Hermann. 3 

Hvad nu Navnet A. Antillarum angaaer, saa er det 
fra 1825 og skyldes Descourtilz?). Skjont dennes Af- 
bildning (Pl. 284) i de fleste Henseender er yderst slet, er 
der den Fordel ved den, at den er coloreret, og Blomsternes 
for en Agave ganske usædvanlige Farve er forholdvis godt 
gjengivet, saa godt, at der ingen Tvivl er om, at den er 
identisk med den her omtalte Plante. I sin mere lyriske 
end videnskabelige Beskrivelse kommer Forf. ogsaa atter 
og atter tilbage til dette Forhold. Han karakteriserer 
Blomsterstanden saaledes: „Hampe rameuse, chargé de gros 
bouquets d’un jaune aurora Eclatant*, gjentager senere dette 
Udtryk, kun med Ombytning af „brillant“ for „eclatant“ og 
lovpriser disse Blomster, „dont l’oeuil a peine a supporter 
l'éclat“; han fortæller ligeledes, hvorledes Tegneren, der 
spadserede med ham, forsikkrede, at dersom en Maler vilde 
anbringe disse Agaver i sine Landskaber, vilde han blive 
beskyldt for selv at have fundet paa dem. Disse Udtalelser 
ere saa forstaaelige med vor Plante for Øie og skjønt som 
ovenfor bemærket Descourtilz’s Afbildning er slet — „an 


7) I. c. pag. 47—48. 

?) Jahrbuch des königlichen botanischen Gartens und des botanischen 
Museums zu Berlin, Bd. I., 1881, pag. 173. 

3) Flore medicale des Antilles, Tom. IV. pag. 239. 


269 


extremily had one,” siger Baker — giver den dog Oplys- 
ning om noget af det ejendommeligste ved Planten. 

Jeg optager derfor det ogsaa af Engelmann!) god- 
kjente Navn, saa meget mere som det har Prioritet for 
det andet, der ikke godt kan føres længere tilbage end 
til Salm-Dyck (1834) og fordi jeg, forudsat den Mulighed, 
at A. Antillarum Desc. og A. sobolifera Salm., ikke ere Sy- 
nonymer, har større Sikkerhed for, at den paagjeeldende 
Plante er den første af disse. Navnet sobolifera vilde be- 
tegne et Forhold, som er meget lidt konstant hos Planten; 
paa vort Exemplar fandtes hverken Udløbere eller Bulbiller 
og Engelmann bemærker: ,none of our botanists seem 
to have observed such poliferation.“ Det maa udtrykkeligt 
fremhæves, at denne Bemærkning af Engelmann synes at 
referere sig til Iagttagelser, gjorte paa Planter i den frie 
Natur. Efter Erfaringer af Vaupell?) i Nizza skulle nemlig 
de fritvoxende Agaver i Hegnene og paa Klippernes Solside 
være langt mere tilbøielige til Dannelsen af vegetative For- 
meringsorganer end de i Drivhuse opelskede, saaledes som 
man hyppigst seer dem. 

Da der ikke findes nogen tilfredsstillende Afbildning af 
Planten, medgiver jeg en saadan her og som Supplement 
til tidligere Beskrivelser skal jeg tillade mig at hidsætte 
følgende: 

Agave Antillarum Desc. Acaulis; foliis rosulatis 6—10- 
latis, inter medium et apicem latitudinem maximam præben- 
tibus; spinis irregulariter curvatis, fuscis, 2—3™™- longis,, 
{—2°™- inter se distantibus, spina terminali fusca, 2% longa. 
Scapo in medio circ. 2% crasso cum bracteis inferioribus 
viridi, bracteis inferioribus acutis, superioribus acuminatis ; 
perianthi tubo fere nullo, laciniis lineari-lanceolatis, apice 
subdilatatis et inconspicue undulatis, erecto-patentibus, c. 
2”. longis; antheris cum laciniis ægquilongis; stylo fere 
longitudine filamentorum; ovario ad 3% longo triquetro, 

7) I. c. pag. 313. 


*) Om Knopperne hos Agave Americana (Videnskabelige Meddelelser fra 
den naturh. Foren. i Kjøbenhavn for 1856, pag. 111). 


270 


lateribus bisulcatis; valvulis capsulæ intus æneis, nitidis- 
simis, subtilissime transversim striatis; seminibus perfectis 
nigris, nitidis, planis, margine elevato, rugosis, plurimis 
semiorbiculatis, 5”"- longis, 3™™ latis, paucioribus orbicu- 
latis, minoribus; seminibus imperfectis pallescentibus, læ- 
vioribus. 


Kbhvn. */,, 87. 


Efterskrift. Ovenstaaende lille Opsats har henligget 
flere Aar og ventet paa passende Følgeskab, men da saa- 
dant ikke har vist sig, sendes den ene ud i Verden. Ba- 
kers Handbook of Amaryllideae 1888 er imidlertid udkommen, 
hvor Planten fremdeles beskrives som Agave sobolifera, for- 
mentlig med lige saa lidt Berettigelse som tidligere. Jeg 
har ogsaa senere havt Leilighed til at se dens Frø spire og 
har paa Tavlen opført et Par herhen hørende Figurer. 


Forklaring til Tavle XIX. 
Agave Antillarum Desc. 


Stærkt formindsket Habitusbillede af hele Planten. 
En partiel Blomsterstand. 

og 4. Blomst i nat. Størrelse. 
Frugtknude i Tværsnit. 
Enden af et ungt Kimblad med Frøet påa Spidsen. 
Kimplante i nat. Størrelse, c. Kimblad. 
Diagram af Kimblad og 3 nederste Blade. 
Tværsnit paa Midten af nederste Løvblad. 
Tværsnit paa Midten af Kimblad. 


| 
co SI ot we 


eS 
à 
=> 


271 


"Om Carex flava L. og Carex Oederi Ehrh. 


Af 
0. Gelert. 


I nyere floristiske Haandbøger forenes hyppigt Carex 
flava og Carex Oederi, den sidste faaer endog i Reglen nøies 
med Rang af Dværgform. Dr. L. M. Neuman har i sin 
Afhandling: ,Några kritiska eller sållsynta våxter, hufvud- 
-sakligen från Medelpad i akt tagna under sommaren 1887 
(Sundsvall 1888, H. V. Vesterlunds boktryckeri), pag. 28—31 
gjort sig til Talsmand for den modsatte Opfattelse og an- 
fører 9 Karakterer, hvorved disse to Planter adskille sig 
fra hverandre. Ihvorvel jeg i den Tid, jeg har havt min 
"Opmærksomhed henvendt paa disse Planter, ikke har kunnet 
finde alle de af Neuman anførte Kjendetegn nogenlunde 
konstante, samstemmer jeg dog fuldt ud med ham deri, at 
adskille disse to hos os almindelig udbredte Planter som 
Arter, og jeg er kommen til den Opfattelse, at Carex 
Oederi langt fra er en Dværgform af C. flava (den fore- 
‘kommer ogsaa som høi, slank Form), men danner et mellem- 
liggende Led mellem C. flava og C. extensa. De mest 1 
‘Wine faldende Forskjelligheder ere følgende: 

Carex flava. Frugthylstrene bredest paa Midten, jævnt 
:afsmalnende i Næbet, mod Frugtmodningen næsten alle 
(undtagen de allerøverste i Axet) tilbagebgiede. Hunaxene 
-siddende eller de nedre kortstilkede, alle i den øvre Del af 
Stængelen. Dækbladene oftest vandret udspærrede. 

Carex Oederi. Frugthylstrene i Reglen mindre, bredest 
ovenfor Midten, pludseligt afsmalnende i Næbet, kun i 
‘den nedre Del af Axet tilbagebøjede, de øvrige Hunax 
:siddende, de nedre stilkede, især det nederste, der meget 


hyppigt findes langt adskilt fra de øvrige paa den nedre 
Del af Stænglen. 

Begge Arterne variere paa samme Maade med Hensym 
til Hgide og Axenes indbyrdes Stilling. Forme elatiores. 
ere indtil 40 ”- høie, forme humiliores 5—20 ”- Forme: 
congestæ (Neum.) have Axene i den øvre Del. af Stæng= 
len tæt sammentrængte, formæ dispersæ (Neum.) have » 
Axene adskilte fra hverandre. Disse Former gaa naturligvis. 
jævnt over i hverandre. 

Af Formerne af C. flava er hos os f. elatior et dispersa' 
den hyppigste, mindre hyppig er den som typisk Form an- 
sete f. elatior et congesta. F. humslior et dispersa er ikke 
sjelden, men forvexles ofte med C. Oederi. 

Den yppigste ©. Oederi er f. humilior et congesta, der: 
især forekommer paa Torvegrund, eller paa fugtig, sandet. 
Jord, sammesteds forekommer f. humilior et dispersa. F. ela-- 
tior et dispersa har jeg fundet paa en Eng i Skoven Syd 
for Skarrid Sø, i en Hedemose (Hunderup Mose) Syd for 
Bramminge og i Vallensgaards Mose paa Bornholm. 

Til Carex flava * lepidocarpa regnes, saa vidt mig be- 
kjendt, enhver Carex flava, der har Hanaxet fjernet fra. 
Hunaxene, rimeligvis ogsaa C. Oederi, f. elatior et dispersa.. 
Neuman siger, at C. * lepidocarpa „helt visst år en hybrid. 
mellan C. flava och en eller annan art af distans-gruppen. “ 

Til Carex Oederi * oedocarpa And. regnes i Alminde-- 
lighed Former af C. Oederi med Hanaxet fjernet fra Hun-- 
axene. Neuman siger, at Andersons Originalexemplar er 
Carex flava f. dispersa og Carex flava * Hornschuchiana og 
foreslaaer at Navnet „oedocarpa“ ber ,sasom ett af de mest. 
misbrukade och förvexlade inom den botaniska literaturen: 
forsvinna.“ Det samme turde kunne siges om Navnet 
„lepidocarpa“. 

Hybride Former mellem C. flava og C. Oederi har jeg 
ikke fundet. Neuman anfører at have fundet denne Hybrid: 
i det nordlige Sverig (Myrnäs på Alnön, Medelpad) i Maengde,, 
og aldeles steril — maaske det bedste Bevis for begge: _ 
Planters Artsret. 


273 


Tillæg til 
„Bidrag til de i Danmark dyrkede Frilands- 
træers Naturhistorie IL” 


Ved 
Joh. Lange. 


I min Afhandling ,Bidrag til de i Danmark dyrkede- 
Frilandstræers Naturhistorie 2“ i Botanisk Tidsskrift 18. Bd. 
p. 90 har jeg ved en kjedelig Forglemmelse forbigaaet at 
opgive Maalene paa et interessant Træ, hvad jeg her ikke 
vil undlade at meddele som Tillæg til ovenneevnte Af- 
handling. 

Lektor A. Oppermann har nemlig i sin Tid meddelt 
mig Maalene paa en af hans Fader, Skovrider Oppermann: 
ved Holsteinborg maalt stor Vintereg (Qrercus sessiliflora), 
der findes i Skovstykket „Aüblehovedet“ paa Øen Gleng. Disse: 
Maal ere følgende: 

Stammens Omfang 5° over Jorden. . . 10° 2” 
BOTS Haiders. us de ee 64 
Kronens Diameter (størst fra N. til S.) 38°. 

Dette Træ er altsaa vistnok det største Exemplar af 
denne i Danmark nu ikke almindelige Art, i det mindste 
ere de mig tidligere bekjendte Maal for Exemplarer af Vinter- 
egen (Linaa Vesterskov og Hald Egeskov) baade i Heide: 
og i Stamme-Omfang betydelig mindre end det. ovenfor om-- 
talte Exemplar. 


Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 18 


974 


En ny Form af Tagrør: 
Phragmites communis Trin. f. coaretata. 
Af 
C. Raunkiær. 


Phragmites commumis er maaske den af vore inden- 
landske Blomsterplanter, som forekommer paa de mest for- 
:skjellige ‘Lokaliteter. Dens Hovedudbredelse er langs Bred- | 
derne af vore stillestaaende Vande: Søer, Torvgrave, Mergel- 
grave, Grofter osv., hvorfra den ogsaa ofte gaaer lidt op 
paa det faste, undertiden endog forholdsvis tørre Bund, af 
hvilken fysisk Beskaffenhed denne end er, men Planterne 
blive her lavere og naa sjeldent til Blomstring; ogsaa langs. 
rindende Vand, ved Aaer og Bække, sees hist og her Tag- 
rørbevoxninger; desuden voxer den mange Steder og trives 
vel i Brakvand, ja endog i salt Vand, f. Ex. langs den østlige 
Kyst af Fanø og af den nordfrisiske Ø Sild; endvidere paa flade, 
sandede Strandbredder, f. Ex. ved Esbjerg og paa Mang, hvor 
-den breder sig vidt omkring ved overjordiske, nedliggende, 
mange Meter lange, tilsidst rodslaaende Skud (f. repens); 
endelig optræder den i en lav Form hist og her i vore 
Klitter, hvor den voxer i Selskab med ægte Klitplanter som 
Hjelme og Marehalm. At en Sumpplante kan voxe baade 
i fersk og salt Vand og tillige i de tørre Klitters rene Sand, 
vidner om .en ganske ualmindelig Tilpasningsevne, som vel 
‘kun findes indenfor Græssernes Familie, og som sikkert er 


275 


en af Grundene til, at denne Familie er den mest domi- 
nerende i den nuværende Jordperiodes Plantevæxt. 

I Overensstemmelse med de høist forskjellige Lokali- 
teter, paa hvilke Phragmites communis voxer, optræder 
denne Art i en stor Mængde Former, der, især hvad Vege- 
tationsorganerne angaaer, afvige fra hverandre baade i 
morfologisk og anatomisk Henseende; men hos de fleste 
Former ere de afvigende Karakterer kun saadanne, der ere 
en direkte Følge af Plantens Reaktion mod de ydre For- 
hold, og forsvinde, saasnart Forholdene forandres; de 
kunne derfor ikke engang bruges til derpaa at grunde 
Varieteter og endnu mindre Arter. 

Anderledes er Forholdet med den af Custor opstillede 
Varietet ,flavescens", der ved gulbrune Dækblade (Inderav- 
ner) adskiller sig fra Hovedarten, hvis Dækblade ere mørkt 
violetbrune; denne Forskjel synes ikke at have noget åt 
gjøre med Voxestedets Natur, idetmindste kunne begge 
Former forekomme under ganske ens Forhold; men selv 
om det fra Dækbladenes Farve hentede Kjendetegn har en 
fastere, af de ydre Forhold ikke direkte paavirket Karak- 
ter, har den derpaa grundede Varietet dog kun en meget 
ringe systematisk Værd, idet der mellem Hovedarten og 
Varieteten findes en sammenhængende Række af Over- 
gangsformer*). 


*) Det samme er sikkert Tilfældet med mange af de opstillede Phrag- 
mites-Arter; ved en nærmere Undersøgelse vil det vistnok vise sig, 
at de fleste af de opstillede Phragmites-Arter maa henføres som 
Underartcr, Varieteter eller Former af Phragmites communis. Det 
er jo iøvrigt almindeligt indenfor Gramineerne, at de systematiske 
Enheder ofte ere svagt begrundede, hvilket f. Ex. kan sees deraf, at 
mange Slægter begrænses meget forskjelligt af forskjellige Botanikere; 
af saadanne Slægter kunne i vor egen Flora nævnes: Schedonorus- 
Bromus, Fetuca-Vulpia, Aira-Airopsis, Triticum- Agropyrum, o. fl. a.; 
den svage Adskillelse mellem Slægterne indenfor Gramineerne giver 
sig jo ogsaa et Udslag deri, at Gramineerne er en af de meget faa Fa- 
milier, hos hvilke der findes Bastarder mellem Arter af forskjellige 
Slægter. Det synes iøvrigt at være et almindeligt Forhold, at det 
indenfor de store, i kraftig Udvikling værende, moderne Familier ofte 
er meget vanskeligt at drage Grænserne ikke alene mellem Arterne, 


276 


Jeg skal nu nærmere omtale en anden, saavidt jeg veed! 
hidtil ukjendt Afændring af Tagrør, en Afændring om hvis 
systematiske Værd man indtil videre vel ikke kan have 
nogen fast begrundet Mening, men som jeg dog har mest. 
Aarsag til kun at betragte som en Form, der paa Grund 
af dens væsentligste og mest iøinefaldende Kjendetegn, 
nemlig den tæt sammentrængte Blomsterstand kan benævnes: 

Phragmites communis Trin. f. coarctata Raunk. Denne 
Form voxer i en lille Dam, der ligger tilhgire for Veien, 
som fra Ordrup By fører til den østlige Del af Ordrup 
Krat. Den østlige Halvdel eller mere af denne Dam er 
nu tet bevoxet med Phragmites communis, der ligesom 
alle andre Tagrorbevoxninger, som jeg har seet i Om- 
egnen af Ordrup, hvad Farven angaaer, er en mørk Form 
P. c. var. flavescens Cust. I Sommeren og Efteraaret 1892 
gik jeg ofte forbi denne Dam; hen paa Eftersommeren lagde 
jeg da Mærke til, at der, seet fra Veien godt 100 Skridt fra 
Dammen, var en paafaldende Forskjel paa den nordlige og 
den sydlige Halvdel af Tagrørbevoxningen; i den nordlige- 
Halvdel vare Straaene en Del lavere, ved nærmere Eftersyn. 
c. /,™, end i den sydlige, og Blomsterstandene traadte 
stærkt frem, medens de i den sydlige Halvdel næsten ikke- 
kunde skimtes; Planterne i den nordlige Halvdel vare des-- 
uden mere gulgrønne, i den sydlige derimod blaagrgnne.. 
Ved en nærmere Undersøgelse viste det sig nu, at den 
sydlige Halvdel dannedes af en kraftig, med forholdsvis stor 


men ogsaa mellem Slægterne, idet de adskillende Karakterer ere fåa og 
forholdsvis variable; foruden Gramineae kunne saaledes nævnes: 
Caryophyllaceae (Cerastium-Malachium-Stellaria, Dianthus-Kohl- 
rauschia, Alsine-Honckenya, Arenaria-Moehringia, osv.); Cruciferae 
(Brassica-Melanosinapis-Sinapis), Umbelliferae, Labiatae (Galeob- 
dolum-Lamium, Nepeta-Glechoma, Calamintha-Clinopodium, osv.); 
Compositae (Carduus-Cirsium, Gnaphalium-Antennaria- Helichrysum, 
Chrysanthemum-Matricaria, Aracium-Crepis, osv.) og flere andre 
Familier; dette Forhold lader sig temmelig let forklare derved, at 
disse store Familier i Nutiden ere i stærk Udvikling; derimod fore- 
kommer det mig mærkeligt og vanskeligere at forklare, at netop: 
disse Familier som Familier betragtede ere særdeles naturlige og 
skarpt begrænsede. 


TE 


og langgrenet Top udstyret Afændring af den her i Egnen 
sædvanlige Form af Tagrør, medens den nordlige Halvdel 
dannedes af den som P. c. f. coarctata ovenfor benævnede 
duskblomstrede Form; Topgrenene, der her ere kortere end 
hos Hovedarten og bære mange flere Smaa-Ax, ere oprette — 
tiltrykte, saa at Blomsterstanden bliver mere eller mindre 
duskformet, i mange Tilfeelde endog saa tet, cylinderformet, 
at den paa Afstand ganske ligner en Dunhammer-Kolbe. 
Straaets øverste Stængelstykker ere knapt saa strakte som 
hos Hovedarten, hvilket idetmindste er en af Grundene til 
den lavere Væxt; de nederste Topgrene ere ved Grunden 
næsten altid omsluttede af det øverste Lovblads Skede, 
hvilket dog ikke er Grunden til, at Grenene er oprette, thi 
hos Hovedarten ere de nederste Topgrene ogsaa ret ofte 
ved Grunden omsluttede af øverste Lovblads Skede, og 
alligevel ere disse Grene nikkende. Hen paa Efteraaret 
viste der sig endvidere den Forskjel paa disse to For- 
mer, at den duskbiomstrede Form visnede meget for 
den anden, som endnu lenge var blaagron, efter at den 
første var bleven ganske gul. De to Bevoxninger vare 
ublandede lige til hvor de omtrent midt i Dammen stødte 
saminen, her vare de ganske lidt blandede, idet vel de to 
Formers Rhizomer her voxede ind mellem hverandre. 

Det laa jo temmelig nær at søge Aarsagen til en saadan, 
paa et enkelt Sted optrædende Form i en eller anden ydre 
Faktor, Jordbundens forskjellige Beskaffenhed*), Angreb af 
Dyr eller Svampe osv., men i Betragtning af, at de to Be- 
voxninger vare ublandede og skarpt begrænsede, kan For- 
klaringen dog neppe søges i saadanne ydre Forhold; det 
er ikke rimeligt, at der, hvad Jordbundsforholdene angaaer, 


*) De Afændringer med mere eller mindre duskformet, sammentrængt 
Top, som findes hos andre Topgræsser, ere oftest smaa Former fra 
forholdsvis tør og mager Bund; saaledes idetmindste Agrostis alba 
L. var. coarctata Blytt, paa magre Strandenge, og en med en kort, 
duskformet, sammentrængt Top udstyret Dværgform af Molinia coe- 
vulea, som man temmelig ofte finder paa Overdrev, i tørre Moser, 
ja endog paa høie, sandede Heder. 


278 


skulde gjøre sig større eller skarpt begrænsede Forskjellig- 
heder gjeldende i en saa lille Dam, og begge Former 
vare tilsyneladende lige angrebne af Svampe. Senere paa 
Aaret var Blomsterstanden paa den duskblomstrede Form 
ganske vist gjennemvævet med mange forskjellige Svampes 
Hyfer, som ikke fandtes paa Hovedarten, men disse Svampes 
Tilstedeværelse er en Følge af de gunstige Fugtighedsfor- 
hold i den tætte Blomsterstand og ikke en Aarsag til denne, 
thi de fandtes ikke tidligere paa Aaret under Blomstringen. 

Phragmites communis f. coarctata er neppe opstaaet i 
den nævnte lille Dam; de ublandede, skarpt begrænsede 
Bevoxninger tale derimod; det Rimeligste er, at den ligesom 
Hovedformen er indvandret; men bvorfra? Jeg har under- 
søgt alle Tagrørbevoxninger i den nærmeste Omegn uden 
at finde en tilsvarende Form, men vel Individer, der nær- 
mede sig noget til den, navnlig Individer fra en Tørvgrav 
mellem Ordrup Krat og Christiansholm, dog langtfra med 
saa tætte eller med saa talrige Smaa-Ax udstyrede Blomster- 
stande. | 

Efter hvad en gammel Mand i Ordrup har fortalt mig, 
var der tidligere, hvor nu den nævnte Dam ligger, en lille 
Eng eller Mose, i hvilken man for c. 40 Aar siden begyndte 
at grave Tørv, og i Løbet af nogle Aar var Mosen for- 
vandlet til en Dam, i hvilken enkelte Tagrør da allerede 
havde indfundet sig. Da de to Tagrørbevoxninger omtrent 
ere lige store, ere Stamplanterne formodentlig indvandrede 
omtrent samtidigt, og hvis de foregaaende Betragtninger 
ere rigtige, maa de to Former idetmindste i de sidste 30 
til 40 Aar alene have formeret sig ad vegetativ Vei; thi 
hvis Formering ved Frø havde fundet Sted, kunde Bevox- 
ningerne sikkert ikke have holdt sig ublandede. Dette er 
jo for Tagrørets Vedkommende ikke paafaldende, thi denne 
Plante formerer sig her i Landet maaske alene ad vegetativ 
Vei, idetmindste har jeg aldrig seet Frugter og endnu 
mindre Kimplanter af Phragmites eommunis. 


Bemærkninger om Tonina fluviatilis Aubl. 
Af 
V. A. Poulsen. 


(Hertil Tab. XX. og XXI.) 


Morfologiske og udviklingshistoriske Studier over Erio-- 
caulonaceerne indtage endnu ikke nogen stor Plads i dem 
almindelige, morfologiske Literatur. - De Bemærkninger, 
hvormed Körnicke ledsager sin udmærkede Monografi!) af 
de brasilianske Former af denne Familie, og hvoraf Frem- 
stillingen i Eichler’s Blüthendiagramme?), saavelsom hos: 
Engler & Prantl?) kan betragtes som et Referat, nogle 
Bemærkninger af Caruel") om Blomsterne, samt Rontes 
udviklingshistoriske Studier?) over et Par Arters Blomster" 
turde være den væsentligste foreliggende Literatur. Dels i: 
Anledning af nogle Yttringer hos sidst nævnte Forfatter, 
dels fordi jeg paa Grund af den rent beskrivende Bear- 
beidelse af en Mængde nye brasilianske Arter foreløbig ikke: 
faaer Tid til morfologisk og ontogenetisk Behandling af det 
store Materiale, jeg har i Spiritus, vil jeg tillade mig alle-- 
rede nu at fremkomme med et Par Bemærkninger om en 
_herhen hørende Plante, der i visse Maader er en interessant 
Type indenfor Familien. 


7) Martius’s Flora brasil., vol. IIL, pars I, 1863. 

?”)- Voll, p. 136. 

NOR IE Abth. 4, p. 21. 

*) Mém. de la soc. imp. de Cherbourg, vol. IV, p. 5. 

5) Blüthengestaltung einiger Tropenpflanzen; Flora 1891, Heft 4. 


280 


Tonina ftuviatilis Aubl. [Tab. XX, A], er en lang, tynd- 
‘Steenglet, grenet, tætbladet, frisk grøn Plante, som lever i 
tropisk Sydamerika ved Bredderne af mindre Vandløb eller i 
Grøfter, som ere halvt fyldte med Vand. Den danner der en 
"temmelig tæt Vegetation halvt i Vandet, halvt paa Landet. 
De blomstrende Dele.af Grenene befinde sig i Luften, men de 
mederste Internodier, fra hvis Bladfæster der udgaa en stor 
Mængde fine og ugrenede Rødder, ligge i den bløde Mudder- 
bund. Allerede i mine Studier over Eriocaulonaceerne!) har 
Jeg gjort opmærksom paa, at Toninas Blade have Spalteaab- 
ninger paa Undersiden; dette viser os, at Planten ikke er 
.submers. Jeg har i mit nys nævnte Arbeide udtalt det 
Haab, at der en Gang maatte kunne stilles Spiritusmateriale 
til min Disposition. Dette Haab er gaaet i Opfyldelse, idet 
»Prof. Warming, som i 1891 besøgte Trinidad, var saa hel- 
dig der at finde meget rigeligt Materiale paa Aripo-Savan- 
nen. Efter sin Hjemkomst stillede Prof. W. det til min 
‚Raadighed, hvorfor jeg er ham meget taknemlig, og det er 
paa dette fortrinligt konserverede Materiale, at nedenstaaende 
Studier og andre, som senere ville blive offentliggjorte, ere 
udførte. 

Tonina har i sit vegetative System kun een Slags Skud, 
‚lovbladbaerende Langskud; et egentligt Rhizom med Lav- 
blade findes ikke, lige saa lidt som knopskælbærende, hvi- 
Jende Knopper. Stænglerne, som kun ere sparsomt grenede, 
:stanse efter endt Blomstring nogen Tid i deres Væxt, hvor- 
paa em ny Periode (med ny Blomsterdannelse) begynder. 
De herved udskydende Skud ere direkte Fortsættelser af de 
tidligere og have ofte et meget kraftigere, sjeldnere et 
:spinklere Habitus. Paa samme Tid, som denne Gjentågelse 
af Væxten finder Sted, modnes Frøene i de ældre Axe- 
«deles Blomsterstande, og vi finde derfor Blomster- og Fro- 
udvikling i alle mulige Stadier paa samme Tid paa samme 
Individ. Efterhaanden som Planten taber sine modne Frø, 
hvilket utvivlsomt foregaaer under Vandet, voxer der Rødder 


1) Vidensk. Medd. fra naturh. Forening, 1888; pag. 367. 


281 


ud fra de ældre Stængeldele; disses Blade visne hen, og 
Skuddenes Basalpartier synke ned i Mudderet. 

De stærkt stængelomfattende, udstaaende og tilbage- 
buede, linie-lancetformede Blade ere stillede efter Diver- 
gensen ?/, [se Tab. XX, Fig. A]; sjeldnere har jeg fundet 5/3, 
aldrig, som det angives"), 1/;. Jeg har undersøgt deres 
. Udviklingshistorie. Den frembyder intet særlig mærkeligt. 
Stængelspidsen paa de vegetative Skud [se Tab. XXI Fig. 2] 

er meget lav og flad; underneden et tydeligt Dermatogen 
| | Fig. 1] findes to Periblemlag, og herunder danner Pleromet 
et stort og i selve Stengelspidsen uordnet Væv; først 
længere nede træde de anti- og perikline Retninger i Celle- 
"væggenes Stillmg tydelig frem, og Cellerne træde, særlig i 
'Stængelmarven snart ud af den meristematiske Tilstand og 
blive hurtig stivelseførende. Atter ved Studiet af denne 
Plantes Væxtpunkter, hvoraf jeg har undersøgt mange saavel 
florale som vegetative, har det været mig umuligt al finde 
nogen Topcelle; overalt har jeg kun kunnet finde en Væv- 
ordning, som svarede til den velbekjendte af Hanstein 
først fremhævede. 

Ogsaa et andet Punkt af Stængelens Histogeni har jeg 
søgt at vinde Klarhed over. Jeg har tidligere?) gjort op- 
mærksom paa, at Centralcylinderens af eet Cellelag dannede 
Pericykel udadtil grænser op til en tydelig Endoderm; jeg 
kan her tilføje, at denne i yngre Internodier ikke er for- 
tykket, men blot forkorket, og her længe modstaaer Indvirk- 
ningen af konc. Svovlsyre. Lignende Endodermer ere jo meget 
almindelige i Stængler, særlig i Monokotyledoners Rhi- 
zomer og hos submerse Vandplanter. Den moderne franske, 
anatomiske Skole, hvem vi skylde Betegnelsen ,,Pericykelf, 
synes med Hensyn til Endodermer endog at ville hævde 
idetmindste deres potentielle Tilstedeværelse i alle Stængler. 
Hvad enten den nu maatte have Ret heri, eller den, hvad 
jeg er tilbgielig til at antage, er altfor dogmatisk og 


1) F. Ex. af Hieronymus hos Engler & Prantl, 1. c. p. 22. 
*) Anat. Studier over Erioc.; Vidensk. Medd. fra nat. Forening 1888, p.366. 


* 


282 


generaliserende, er det af Vigtighed at faa oplyst, om En- 
dodermen, som jo almindelig betragtes som det inderste 
Lag af Barken, ,phloeoterm“, som Strasburger!) kalder 
det, paaviselig lader sig deducere fra et bestemt Lag af 
Væxtspidsens Meristem, og da fra hvilket. 

Paa Længdesnittet gjennem Toninas Væxtspids sees Ple- 
romets Cellerader at divergere temmelig stærkt ud til 
Siderne; de ligge dybere end de yngste Bladanlæg, men 
de ligge langt nærmere Stængelspidsen end de yngste Kar- 
anlæg. Fra det Sted, hvor disse findes, hvor ogsaa Lep- 
tomets langstrakte Elementer sees, og hvor alle Karstrængens: 
Dele altsaa ere differentierede, og op til det Sted under 
Stængelspidsen, hvor Meristemet begynder at gaa over i 
de udformede Vævsystemer, med andre Ord langs med 
Desmogenet, kan man ved at følge Vævene længere nede 
fra (og paa axile og tynde Snit) til Nød ogsaa følge Moder- 
cellerne til Endodermen som et af rektangulære Geller be- 
staaende, i Internodierne sammenhængende Cellelag paa 
Desmogenets Yderside. Men fra den øverste, aldeles ikke 
skarpt afsatte Desmogengrænse og ind i Grænsen mellem 
Væxtspidsens Periblem og Plerom formaaer jeg ikke mere 
at paapege nogen bestemt Cellerekke som Urmodervæv 
for Endoderm. Herved glipper tillige den Sikkerhed, hvor- 
med man i det Hele taget kan udtale sig om Grænsen - 
mellem Bark og Centralcylinder, om hvorvidt Endodermen 
er Phloeoterm og som Folge heraf om Pericyklens Oprin- 
delse. Man maa, synes mig (og jeg støtter mig herved 
ikke alene paa Undersøgelserne over Tonina, men ogsaa 
adskillige andre Monokotyledoner, hvoraf een skal anføres 
nedenfor), snarere sige saaledes: Grænsen mellem Bark og 
Centralcylinder er ikke udpræget fra Begyndelsen i Meri- 
stemerne; den dannes først senere. 

Ved denne Leilighed turde det maaske være mig til- 
ladt at indskyde en Bemærkning om en af de Monoko- 


1) Bau- und Verrichtungen der Leitungsbahnen; Histologische Beiträge 
Heft III; 1891, p. 310. 


283 


tyledoner, jeg har undersøgt, og som i en ganske anden. 
Henseende har en betydelig Interesse. Det er Aloé, hvoraf 
jeg har kunnet studere A. arborescens. Denne Slægt hører, 
som bekjendt, til de monokotyledone Væxter, hvis Stamme 
ligesom Dracaena’s voxer i Tykkelse formedelst et paa 
Centralcylinderens Yderside sig dannende , Kambiallag“, Tyd- 
skernes „Verdickungsring“. Dette Fortykningslag eller Til- 
væxtlag med dets Produkter: Karstrængene og det dem 
adskillende Grundvæv samt det mekaniske Væv opfattes 
af de nyere franske Anatomer som en Pericykeldannelse, 
ja, hvad mere er, som et Pericykelfelloderm.'). Pericyklen 
(som skal kunne kjendes derpaa, at den umiddelbart grænser 
op til Endodermen) indleder Dannelsen af Tilveextlaget 
ved at radialstrække sine Celler og derpaa ved en Tan- 
gentialvæg at afspalte et ydre Cellelag, der selv om det 
ikke reagerer som Kork, dog histologisk skal opfattes som 
et „Korkblad“; det indre Initiallag deler sig nu videre kon- 
sekutivt og centrifugalt; det heraf resulterende Væv beteg- 
nes derfor som Felloderm, og det er heri, at Karstrængene 
opstaa. Da jeg maa tilstaa, at denne meget interessante 
Betragtningsmaade slog mig, undlod jeg ikke selv at gaa 
Spørgsmaalet efter paa det ovennævnte Materiale. Jeg er 
kommen til det Resultat, at det Sted i Stængelen, hvor 
„Fortykningsringen“ opstaaer, ikke paa nogen Maade lader 
sig saa skarpt paavise, som Franskmændene give det Ud- 
seende af. Ganske bortseet fra,:at en Endoderm slet ikke 
‚er udviklet paa det angivne Tidspunkt, og at dennes Plads 
eller Pladsen for dens Urmodervæv heller ikke kan udledes 
fra bestemte Plerom- eller Periblemrækker, formaaer jeg 
overhovedet aldeles ikke at finde nogetsomhelst enkelt, 
sammenhængende Cellelag, fra hvilket Fortykningslaget 
skulde kunne deriveres. Om Betegnelsen „Felloderm“ vil 
jeg endda slet ikke tale; det er lidt underligt (men kunde 
endda forsvares i komparativ-anatomisk Forstand) at tale 
om ,Kork“ paa et Sted, hvor dette Vævs væsentligste 


7) Cfr. v. Tieghem: Traité de Bot., II édit., vol. I; p. 827. 


284 


Kjendemærke fattes. Lige saa lidt her som hos Tonina har: 
det været mig muligt at føre Endodermen tilbage til noget 
bestemt Lag i Væxtspidsen, og hvad særlig „Fortyknings-- 
ringen“ hos Aloé angaaer, skal jeg' slutte denne. lille Digres-- 
sion med den Bemærkning, at jeg ikke formaaer at erkjende- 
Rigtigheden af den nyere franske, anatomiske Skoles sikkerligt 
altfor dogmatiske Fremstilling af Sporgsmaalet. 

Dannelsen af vegetative Sideskud har jeg ikke kunnet 
iagttage. De helt udviklede begynde med et Internodium,. 
hvorpaa følger et enkelt, adosseret, men ikke tvekølet For- 
blad, der ganske ligner Stængelens andre Løvblade. 

Naar Blomsterdannelsen begynder, bliver Sideskuddenes: 
Antal talrigere, idet der udvikles ikke såa faa Blomster— 
stande. Disse, som ere smaa Hoveder, ere hos Tonina 
stillede paa en meget eiendommelig Maade, sem allerede- 
længe har været kjendt, men dog ikke bemærkedes af Plan=- 
tens første Beskriver, Aublet*), der afbilder Forholdet urig-- 
tigt. Hvert floralt Sideskud er extraaxillært [Tab. XX, Fig. 4]; 
det staaer lige under den anodiske Rand af et Løvblad, og 
tænker man sig det rykket lodret ned, vil det [ved Blad- 
stillingen ?/,] komme til at staa lige i Axlen af det tredie 
Blad derunder (hint medregnet). Ved Basis af Blomster-- 
standens tynde, korte Axe staaer et adosseret, ikke just tve— 
kølet, men dog forneden sammenlagt, løvbladagtigt Forblad.. 
[Tab. XX, Af]. | 

Forgreningseiendommeligheden opfattes naturligt som 
en Forskydning ud fra Axlen af det Lovblad, over hvis. 
Midte Blomsterstandsaxen staaer. Men her kunde jo ogsaa 
foreligge en sympodial Forgrening. Da nu Tonina ikke 
forhen har været udviklingshistorisk undersøgt, søgte jeg 
paa Længdesnit af Væxtspidserne at faa Spørgsmaalet 
klaret. Det viste sig da, hvad et Blik paa Fig. 2 Tab.XXI 
strax vil antyde, at Blomsterstandene [k 7] anlægges i visse 
Løvbladaxler [6 4] adskilligt nedenfor selve Stængelspidsen. 
De ere saaledes Lateralskud, og Forgreningen følgelig mono-- 
podial. Under Sideskuddets videre Udvikling bliver For= 


1) Histoire des pl. de la Guiane frangaise; 1775, vol. IV tab. 330. 


285 


siden, 2: den, der vender ud imod Støttebladet, lidt mere steil. 
Lidt senere dannes et Bladanlæg, nemlig Forbladet [f 6], paa 
den hidtil prægløse Vortes (akroskope) Bagside. Dette Blad 
er, hvad der ogsaa er meget tydeligt paa nogle ældre Stadier, 
i hvilke Blomsterstandsskaftet er anlagt, om end endnu 
meget kort, forneden noget sammenvoxet med Sideaxens 
opadvende Side. Det er først paa et forholdsvis langt 
senere Stadium, naar Strækningen af de hidtil særdeles 
korte og uudviklede Internodier i Stængelens Endeknop be- 
gynder, at Inflorescensaxen hæves iveiret, sammen med det 
Blad, under hvilken den sidder, fordi Vævet imellem den 
og dens eget Støtteblad strækkes saa stærkt. Vi have her 
altsaa et ganske lignende Forhold som hos andre Monoko- 
tyledoner!), som ogsaa have infraaxillære Sideskud; at 
Toninas Sideskud ikke komme til at sidde under Bladenes 
Midtnerver, følger ganske simpelt af Bladstillingen. 

Et ganske tilsvarende Forgreningsforhold findes ogsaa 
hos andre Eriocaulonaceer; jeg har paa Tab. XX Fig. B 
afbildet et Stykke af et ungt, netop fremskydende Skud af 
Paepalanthus (eller Dupatya)?) polyanthus af Afdelingen Ac- 
tinocephalus. Hos disse anselige Planter, hvis meget smukke 
Blomsterstande gjøre dem ikke alene til heist eiendomme- 
lige Eriocaulonaceer, men til særdeles karakteristiske Væxter 
i Brasiliens Kamposegne, bæres de sammensatte Blomster- 
stande af kraftige, bladbærende Sideskud. Det er disse, 
der, som Figuren udviser, ligesom Toninas Kurvskafter 
ere stærkt forskudte opad den fælles Hovedaxe. Her viser 
dennes Overflade os paa de yngre Udviklingstrin ved sine 
tykke, halvrunde, lodrette Lister, adskilte ved dybe Furer, 
tydelig Sideskuddenes Stillinger. Saaledes er i (Fig. B) kn, den 
fra det afskaarne Løvblad s, forskudte Gren. Mange Mor- 
fologer vilde her sige, at Sideskuddene ere ,sammenvoxne“ 
mod Hovedaxen indtil det lige ovenover staaende Blad, hvor 


*) F. Ex. visse Cyperaceer, Zostera, begge Steder i det vegetative Sy- 
stem. [Cfr.: Celakowsky: Sitzungsber. d. kgl. böhm. Ges. der Wiss. 
1881 og Warming: Vidensk. Medd. fra nat. Forening, 1890, p. 209. || 

.?) Cfr. Otto Kuntze: Revisio generum pl., 1891; vol. II, pag 745. 


286 


de baie ud. Ligesom hos Tonina staa Sidegrenene her under 
Løvbladenes anodiske Rand !. 

Naar det unge Blomsterstandsanlæg har dannet sit 
Forblad, tiltager det kjendeligt i Størrelse; forneden smalner 
det, samtidig med, at to nye, laterale Blade anlægges, rela- 
tivt af til Kurvskaftet, medens Væxtspidsen, der tidligere 
var transversal-elliptisk, nu afrundes mere halvkugleformet 
[Tab. XXI, Fig.4]. Under hele den følgende Udvikling, indtil 
det har opnaaet en Længde af 2a 3 "% er det unge Skud 
indhyllet i Forbladet, hvis Rande fortil dog stadig vedblive 
at være frie; en Vagina, som hos andre Eriocaulonaceer, 
findes her altsaa ikke. : Forøvrigt udvikler Forbladet sig 
anatomisk (baade hvad Karstrænge, Assimilationsvæv, Spalte- 
aabninger og Haar angaaer) ganske som et Løvblad, og det 
skal derfor ikke skjænkes nærmere Omtale her. De første 
Blade, som selve Blomsterstandsanlægget danner, ere de 
uden Axelprodukter ledsagede, senere tørre og avneagtige 
Kurvdæklade, ,bracteae involucrantes* | Tab. XXI, Fig. 3 kdbl]; 
som ovenfor anført, staa de to første (og yderste) transver- 
salt; de to næste kunde ligeledes være opponerede, men 
staa da mediant, men det er nok saa hyppigt, at der bag- 
til istedetfor eet findes to, det ene lidt højere end det 
andet. Ordenen, i hvilken de øvrige, forresten kun faa- 
tallige, mindre Kurvdækblade staa, kan jeg ikke angive. 
Det florale Skuds Stængelspids er høi, kuppelformet hvælvet; 
dens Histogener ere meget tydelige [Tab. XXI, Fig. 4], og 
det lykkes let at faa selv temmelig tykke Snit, ja endog 
næsten hele den udpræparerede, lille Stand gjort klar med 
Klornatron og Glycerin. Som bekjendt udmærker alle Erio- 
caulonaceers Blomster sig ved deres paafaldende Lidenhed ; 
denne Omstændighed i Forening med deres relativt store 
Antal og det lille Rum, paa hvilket de ere sammentrængte, 
er muligvis Aarsagen eller i al Fald een af de medvirkende 
Grunde til, at de ikke ere fuldstændige. De ere, som be- 


1) Se iøvrigt mine Bemærkninger om Actinocephalus i mit anatomiske 
Arbeide over Familien, |. c. pag. 280. - 


287 


kjendt serkjonnede, og Reduktioner i Stovdragerantallet og 
"paa andre Steder komme ogsaa for. Tonina danner i disse 
" Henseender ingen Undtagelse. Det anføres i Almindelighed "), 
at Han- og Hunblomsterne i Modsætning til det, der er 
"Tilfældet hos andre Eriocaulonaceer, her ere ordnede parvis. 
Dette har jeg ikke kunnet iagttage. Han- og Hunblom- 
‚sterne ere blandede mellem hverandre, dog ere Rand- 
blomsterne oftest hanlige. Hver lille Blomst støttes af sin 
Bractee. Hanblomsterne have en kort Stilk. Imellem Blom- 
‚sterne findes lange, leddede, klare Børstehaar paa Blomster- 
leiet. Hele Blomsterstanden bliver protandrisk derved, at 
Randblomsterne springe først ud. 

Jeg havde ønsket at give en udtømmende Udviklings- 
historie af Toninas Blomster; men mit Materiale, som for- 
øvrigt i mange Maader var fortrinligt, har dog ikke kunnet 
vise mig Alting, og det er ikke let, naar man ikke har 
komplette Serier, at orientere sig paa ethvert Punkt. Om 
Udpræparering af saa smaa Blomsteranlæg [de ere fuld- 
:stændigt mikroskopiske] kan der neppe være Tale, og Snit- 
præparater kunne ikke altid vise Alt, hvad man ønsker, 
især naar Materialet dog ikke staaer til Disposition i ube- 
grænsede Masser. 

Hanblomstens Udvikling er følgende. Den anlægges 
som en lille Vorte i Axlen af en Bractee paa Siden af det 
‚store, halvkugleformede Kurvanlæg | Tab. XXI, Fig. 3,6/,]. Det 
unge Blomsteranleg faaer temmelig steile Sider [Fig. 3, dl, |, 
bliver heit og mere valseformet, hvorpaa der paa Siden af 
det omtrent i samme Heide og paa samme Tid udvikles 
‘tre Bladanleg, to skraat ud imod Bracteen og eet bagud. 
"Hermed er Perigoniets yderste Kreds dannet, og den bliver 
temmelig længe staaende paa samme Trin, medens Blomstens 
Udvikling iøvrigt skrider frem. Lige for Mellemrummene 
mellem disse tre ydre Perigonblade hvælver det unge meri- 
stematiske Væv sig frem ved Tangentialdelinger i Periblemet 
som tre aflange, lodret stillede, steilt affaldende, temmeligt 


7) Cfr. dog Bentham d& Hooker, Genera pl, vol. III, p. 1095. 


288 


store Epiblastemer; af hvert af dem hvælver allerede meget. 
tidlig saavel en øverste og større Del som en mindre, 
nederste sig frem, eller med andre Ord der opståaer snart 
en lav Tværfure lidt nedenfor deres Midte. Det aflange 
Epiblastem har delt sig i to ovenover hinanden stillede, nye 
Anlæg. Heraf bliver det øverste snart langt større. end 
det nederste; det udvider sig til Siderne henover Anlæggene 
til ydre Perigonkreds og viser sig snart som Støvblad- 
anlæg: det underste Afsnit af det oprindelige, fælles Epibla- 
stem bliver til et Blad af indre Perigon. Længere har jeg 
ikke kunnet følge Hanblomstens Udvikling, og jeg veed saa- 
ledes ikke, hvorledes Pistilrudimenterne dannes i dem. 
Bygningen af den færdige Blomst forudsætter jeg her be- 
kjendt og skal kun henvise til Figurerne af den hos Engler 
& Prantl eller i Martius's Flora bras. 

Denne Udviklingshistorie stemmer overens med den, 
som Ronte |l. c.] har givet af trehannede Paepalanthus- 
blomster. Ydre Støvdragerkreds findes altsaa aldeles ikke, 
og indre Perigonkreds udvikles paa samme Tid, ja endog 
af samme Epiblastem som den anteponerede Støvbladkreds. 

Med Hensyn til de to sidst nævnte Bladkredse mener 
Ronte nu (paa ægte Genetikervis), at de „ohne Zwang“ 
lade sig opfatte som een. Bladene ere blot seriat dob- 
belte bl. a. ligesom hos Ophioglossum og Primula. Ganske 
bortseet fra førstnævnte, kryptogame Væxt, som efter min 
Opfattelse slet ikke i denne Sammenhæng kan anvendes 
komparativt, naar man da ikke ganske vil sætte al Fylogeni 
udenfor, er Primula som en endnu kontrovers Plante vel 
heller ikke værd at anføre som Støtte, fordi den faktisk 
ikke viser ganske den samme Udviklingsgang som [ Tonina og] 
de af Ronte undersøgte Eriocaulonaceer. Det samme 
gjelder forøvrigt om et andet af ham anført Paralelexempel, 
Potamogeton, hvorover Schumann!) nylig har leveret inter- 
essante Undersøgelser. 

De to anteponerede Organer, det indre Perigonblad 


') Morphologisehe Studien, Heft I; 1892; p. 140. 


239 


og Stovdrageren, maa jeg opfatte som: selvstændige, hver 
sin Kreds tilhørende Blade. Der er den genetiske Eien-- 
dommelighed ved dem, at de opstaa samtidigt af samme. 
Epiblastem; Bunden af den horizontale, lave Fure; som paa 
dette adskiller Perigonanlegget fra Stovdrageranlægget, ligger 
virkelig hgiere end den imellem to saadanne Dobbeltanleg 
værende Vævoverflade. Men dette er for mig ingen Grund 
til at betragte Perigonbladet som „basaler Rückenanhängsel 
der Filamente.“ De ere ogsaa i den: senere Blomst dybt 
adskilte. En veesentlig bestemmende-Grund for mig til ikke 
at opfatte Stovdrager og Perigonblad som; eet Fyllom er 
nu ogsaa det histologiske Billede, som: Leengdesnit 
gjennem yngre og yngste Stadier af den: ovale Nydannelse- 
have vist mig. Samtidig med eller endog forud for et Side- 
organs (Blads eller Knops) ydre Fremtræden paa Stængel- 
spidsen foregaaer der Celledelinger i dennes Indre. Vi vide: 
dette saavel fra Hansteins og Warmings!) udmærkede- 
Undersøgelser som fra en utallig Mængde senere Forskeres 
Arbeider. Dannelsen af et Blad indledes som bekjendt 
med Optreden af Tangentialvægge i Periblemet; den forste- 
opstaaer lige under det sig fremskydende Organs Isse. Hos- 
staaende Træsnit, Fig. 1 viser os et Parti af et lodret Længdesnit 
gjennem et ungt Blomsteranleg. Ved ver Blomsterbundens 
øverste Hvælving og til Venstre paa Figuren er det unge 
Epiplastem i Ferd med at danne sig.. Det indledes imid- 
lertid ikke ved en eller to Tangentialvægge under dets 
Midte, men der er optraadt Periblemspaltninger saa vel for- 
oven ved x, hvorved Stovbladet er anlagt,. som forneden ved 
y, hvor vi se Anlægget til Perigonbladet. Ved c er der 
netop slet ingen Delinger optraadt. Man. mene nu ikke, at 
. Jeg med Flid har udvalgt mit Præparat; i de sex eller syv 
saa unge Stadier, som jeg har faaet at se,. var Forholdet. 
altid det samme. : 


*) Hanstein: Scheitelzellgruppe im Vegetationspunkt der Phanero-. 
gamen. 1868. Warming: Forgreningsforhold hos Fanerogamerne.. 
[Vidsk. Selsk. Skr. 5te R., nat.-math. Afd. 10: Bd,. I. 1872). 

Botanisk Tidsskrift, 18. Bind. 19 


Fig. 2. 


Tonina , fluviatilis Aubl, Længdesnit af unge J-Blomsler; se Texten. 
'[Fig. 1 er tegnet med Seiberts Okul. O og Obj. VII imm. Fig. 2 efter 
Okul. O og Obj. VI). 


I Fig. 2 er et ganske lignende Snit fremstillet, men af 
et lidt ældre Udviklingstrin. Her er v ligeledes det unge 
Blomsteranlægs Toppunkt. Man seer, at Periblemspaltningen 
‘ved y ikke er avanceret kjendeligt, hvorimod x nu ved tal- 
rige Delinger er hvælvet betydeligt frem. Man vil ogsaa 
lægge Mærke til, at der fremdeles ingen Delinger, kun en 
Radialstrækning er indtraadt ved c. 

Dersom indre Perigon skulde være basale Rygvedhæng 
"paa Støvtraadene, er det fremdeles mærkeligt, at de alle- 
rede opstaa saa meget tidlig. Da deres morfologiske Værdi 
‘da vilde "blive Emergensers, vilde det være rimeligt først 
at vente deres Optræden paa et senere Trin; saaledes gaaer 
‘det med de dorsale Støvtraadsemergenser hos Borago offi- 
‚.cinalis. 

Jeg slutter af disse forskjellige Momenter, at de paa 
iFigurerne med x og y betegnede Epiblastemer ere selv- 
:stendige Fyllomer tilhørende to forskjellige Bladkredse i 
‚Blomsten. 

Om Ronte’s Bemærkninger om Kriocaulon-Blomsten 


291 


skal jeg paa dette Sted ikke udtale mig nærmere; kun kan: 
jeg ikke undlade at anføre, at hans lagttagelser af de fak-- 
tiske Forhold stemme med mine, men til hans Tydninger‘ 
kan jeg heller ikke her slutte mig. Ved en senere Leilighed 
haaber jeg at kunne forelægge mine Undersøgelser over: 
Blomsterudviklingen hos andre Eriocaulonaceer. 

De hunlige Blomsters Fremkomst og Dannelse har 
jeg hos Tonina ikke kunnet folge. Jeg skal derfor ikke- 
udtale mig videre om dem. Dannelsen af de tre lomme- 
lignende Karpelfordybninger omkring Blomstens centrale 
Væxtspids stemmer med den Udvikling, som. ifølge Ronte- 
skal finde Sted hos Paepalanthus, og jeg maa ligesom han 
[og vel alle komparative Morfologer] antage Æggene for 
„karpellbürtig“, skjønt de [Tab. XXI, Fig. 5, ov] anlægges 
ud af Frugtknudens centrale Parti. Kimsaekkens Dannelse- 
indledes meget tidligt [Fig. 6, s]; ligesom hos Liliaceerne- 
er det her en Celle umiddelbart under Overhuden paa den: 
unge Ægkjerne, der udpræges som Kimsæk; dens videre 
Udvikling har jeg ikke fulgt, men det modne Ægs Bygning 
er i ingen Henseende forskjellig fra Liliaceernes. 

Hermed skal jeg afslutte dette- første Bidrag fra min: 
Side til en yderst interessant, monokotyledon Families. 
Morfologi, til hvilken jeg haaber senere at kunne føie flere.. 


Universitetets planteanatomiske Laboratorium: Januar 1893. 


Figurforklaring. 


Tab. XX: 
Fig. A.: Tonina fluviatilis Aubl. 
Planten i naturlig Størrelse. 
Fig. B.: Paepalanthus polyanthus Kth. 
Øverste Del af en fremskydende Plante: Viser tydeligt Side-- 
skuddenes Forskydninger. 


Tab. XXI: Tonina fluviatilis.. 
Rig. 1; Axilt Længdesnit af en vegetativ Stengelspids.. e: Overhud; 
pb,: første, pb,: andet Periblemlag.. pl.: plerom: |Seiberts: 
Mikr.; Okul. 2 og Obj; VI). 
19* 


‚Fig. 


Fig. 


Fig. 


‚Fig. :6. 


292 


"Øverste Del af en Stengel; Længdesnit [Okul. O. Obj. IH]. 


bl: Blade: 6l,: Støtteblad for det yngste Blomsterstandsanlæg: 


‘kn,. bl,: Støtteblad for et ældre Blomsterstandsanlæg: kn,, 


hvis Forblad er fb. 


Længdesnit gennem en ung Kurv. [Okul O. Obj. III]. dr: For- 
blad. kdbl: Kurvdækblade. st,: Brakteen for Blomsteranlægget 
bl,; -st,: Braktee for et endnu yngre Blomsteranlæg bl, I 
Midten den kuppelformede Stængelspids. 

Axilt Længdesnit af en ung, floral Stængelspids; forneden til 
venstre danne Periblemspaltninger et Blad. [Okul. II, Obj. V|. 
Længdesnit gennem en ung Hunblomst. pg: Perigon; ep: 
Frugtblad; ov: Æg. [Okul. O, Obj. II]. 

Axilt Laengdesnit .gennem ov i Fig. 5. s: Kimsek. [Okul. O, 


Obj. NII. 


293 


Register over de udførligere omtalte Planter. 


Side 
Beem Glaueis vie 0. 71 
— leucospermum. ... 66 
— Lysimachiae ..... 70 
— Pastinacae za 71 
— punctatum ...... 67 
— I LT dit 71 

— Stenhammariae 
Rostr. nov. sp. ... 70 
Besseren... 291 
Aegilops speltoides . . . . ... 5 
Agave Antillarum........ 266 


— Americana. . 122, 123, 126 


—  sobolifera . . 267, 269, 270 
POPE GSS ANNA os ele Ea ae ke 3 
— Spica venti...... 3 
AG) Sa ee 131, 140 
Alisma antago … :. 4). 4 
Album Cepa........ 120, 125 
Amaryllidaceae .......…… 257 
Anemone nemorosa (blaalige 
Blomster). Le... . 2 XXIV 
Antrophyopsis Nilsoni . . ... 28 
ao sche (Os ER 200 


Artemisia Stelleriana (ny Art 
”" f. d. danske Flora) . XXXVIII 


Asplenium lobifolium...... 19 
— Nebbense...... 18 

— Baserli....... 17 
Aulographum filieinum. .... 75 
Ovens. sativa ein. 2. 3 
ei) SEE SL OER CRAN 4 


Bombusa spinosa. 1... 4 2 


Side 
Betulaceae 2940 Hs 149, 242 
Boletimus Ge wlan Pisa hae 73 
Boletus cavipes-. . 5.1. NR 73 
Boraginaeeae . na a... 201 

Brachychilum O. G. P. nov. 
SOME ATTEN 263 
— Horsfieldii. . 262 
Briza maxime Aah. 3. 6, ut 2 
Brizopyrum Siculum...... 3 
Bromelia shri Gin re ees 117 
Bromeliaceae . . . . 117, 125, 217 
Burmanniaceae ......... 218 
Buxäggaell sus Sun. 222 
Campanulaceae iss) Ho 901 
Canna Warszewiczli ...... 114 
Gannäreae.. „wre ln 114 
Carex a ler XX 
lava el NN ER 271 
SOE LEE aii. oss Gut 271 
Geansthus?, ES DE, 155 
Celasitaceae iat). ara et 299 
Chaetomiorpha . . . . . .. : 29—64 
— aerea 40, 48, 59 —55 

D8, 61, 63, 64. 

— Melagonium 49, 57, 63 
Chloris confertiflora. . . .. .. 5 
Ciliofusarium umbrosum 

Rosi navy. specu! ii a 77 
Cladochytrium Butomi . . ... 66 
Gladephlebis 2, usa). 16 
Gadonherar u. ul. 29—64 

— ETO HE ERR are 47 


294 


Side 

Cladophora hamosa. . . 35, 39, 50 
— rectangularis. . 47, 63 

— rupestris 40, 41, 48, 


57, 64. 

— serier a. al sees 51 
Clathropteris platyphylla. . . . 26 
Cocos flexuosa 05 2.2 mn. 116 
Golcmcaceae tree 200 
Coleosporium Cacaliae . . . .. 12 

— Ligulariae HEE „0.72 
— Pulsatillae . . . . 68 
— Senecionis . . .. 72 
Composite”: oreo. ape le 201 
Gontlerae.n... us. ser 171-—200 
Gomyallariaceaer. un. 201 
Cornucopiae cucullatum-.... 3 

Costus Friedrichsenii O. 
G. PE move PR Er 260 

— Mexicanus O. G. P. 
MOVES PE SE EA ane 261 
SE à «Spirale na 114, 115 
Crypsis jaculeatane. He 4 
Gupulifere 2). 0. 4... 234—945 
Oycadeae.. ras HERE 142, 170 
Cycadopteris Brauniana .... 16 
Cypenacedes Ir „u.a ie 156 

Cyperaceer (Vegetationsorga- 

nernes Morphologi 
og. Biologivan seine XIX 

—  (Bestovning og Frugt- 
spredning)..... XXII 
Dactyloctenium Aegyptiacum . 4 
Dickson Pingel sk 15 
Dictyophyllum Nilsoni ..... 25 
Digraphis arundinacea..... 3 
Dipsaceaer u. ra SER ... 201 
Dracæna ..'..122, 123512521968 
Drupaceaee. ME aan en. 222 
Dupatya polyantha i DER RE 285 
Blaeagnaceae. ln... 154 
Eleusine coracana........ 2 
Elymus Canadensis....... 2 
TU SIDIICHS. (he lee FOUR 2 ana 4 

Entomophthora Nebriae 

Rank nov. sp... 109 
Phra GH BANS. 2.) rei) „la 66 
== EAI ZOSPOM As als) Wks N sere 111 


Side 
Entomophthora sepulchralis . . 111 
Epidendron "7.2.2 ren: 113 
Equisetum Münsteri ...... 13 
Erieageae :... ne 218, 226 
Euphorbiaceae... Sy wre 201 
Fraxinus... "ENT RSR 295 


Fusicladium orbiculatum (ny 
Art for den danske Flora) XXXVI 


Gentianaceae en 218 
Geraniaceae? .~. „Jon 0 201 
Gloeosporium alpinum..... 77 
— Dactylidis Rostr. nov. 
SP. SEES RENE 77 
— graminum Rostr. nov 
SP. 2! 4.5.5. ee 77 
— |. ‚quercinum ss ee 74 
—.  Salicis nie 77 
Glyceria. plicata MERE 4 
Gramineae . «Kol 201 
Gunnera ..... HORS 143 
Gutbiera angustiloba ...... 20 
Haloragidaceae: MERS 143 
Hausmannia Forchammeri 

Barthol. nov: Sp" 26 
Hepaticae .. . ess 140, 157 
Hippocastanaceae „mia 219 
Hordeum jubatum ....... 3 
Hymenophyllaceae ....... 164 
Hypericaceae . ... |. ann 201 
Hysterangium clathroides ... 73 
Inidaeegen. 2. 2.0.0008 156. 257 
Ischnosiphon pruinosus O. 

Gi P.) now: Sp... eee ee 264 
Juncacea€, „un... spaces 156 
Juncus tenuis. „un... XXXVIII 
Labiatåe 5.533) me 201 
Laccopteris elegans. ...... 21 

— nov. sp. Barthol. . 22 
Lagurus ovatusı. ma 0e 3 
Lamarckia aurea ........ 4 
Lamprococcus fulgens ..... 117 


Leguminosae. . 144, 201, 203, 256 
Leptoglossum littorale 


Rostr. now. sp. aie 76 
Lepturus subulatus ....... 2,5 
Libertia formosa“. ayia 124 
Lichenes 21.14 VS aaa 131 


Side 
MECC Se ele an 200, 201 
Molina rigidum :: 4,004 02% 3 
Lomatopteris Jurensis ..... 16 
Imeopediaceae.- wu... 164 
ailmacede.. u TELE, oy 201 
Meimianiar Goryle aies ou. 75 
Marne ae se TE Lu 114 
Maranta arundinacea... 114, 115 
Marasmius arenarius Rostr. 

LENS ACER ere em 72 
Marattlaceae : =: 04. 2% 163 
Melampsora sparsa . . . . . .. 72 
Melanogaster ambiguus .... 73 
Meliea Caffrorum ...., . . .. i) 
Mentha aquatica ..... 108, 109 


Microdictyon Woodwardianum 24 
Microglossum arenarium 


BOSS MOV. Spin... „u. 76 
Monoiropa ....... .. 188, 226— 233 
LITE LEONA RE 299 
Busen UE le 114 
Museer frondosk 3 ... 142, 162 
Myiocopron Lycopodii 

Bastsmov.’sp.. LE. 74 
Myristcacede VISER . . .. 154 
Nardurus Lachenali . . .... 3 
@enotheracede. ss 0k on 201 
323 088) Se me Do oD, 225 
Opkioglossaceae.......... 163 
®rehidaceae. .. ..... 203—218 
Davzasallvanı RER 2 
Braldaceaeı 4.2." , . 201 
Paepalanthus polyanthus 285 
Bandanus Veitchi ....... 113 
Beronosporar Radi . : .. . .. 66 


— Stigmaticola 
Raunk. nov. sp. 108 


Phalaris Canariensis ...... 3 
Ea CORIUIESCENS'. . : 2, 3 
Phlebopteris affinis . ...... 24 
Ehleum pratense... . . . 6. 2 
Phragmites communis f. coar c- 
Basar RAUNE ANR „u... 274 
Physoderma maculare . . , .. 66 
Phytophthora infestans,. . , .. 65 
Picea excelsa (Kogle) XXIV 
Piggotia astroidea ...:.... 77 


Side 


Pitcairnia recurvata. . . . 117, 125 
Plantåemaceae <a). coy). Ges 201 
Dleurococeuse ner. want, 105 
Boa anna. a Se Ak AS RUE 124 

SS ALIAS: Fear SY Malad isthe) 5 


Polygonatum multiflorum 121, 125 

Polypodiaceae 164 
Polyporus dryadeus (ny Art f. 

d. danske Flora) . . XXXVI 

=) aUMDelALUS BE un ERE 73 

Polysiphonia complanata . . 34, 60 

= polyspora. 32, 33, 59 


OY 0) Vase ÆT BE TE ASP yet le 


Bomaceae fre nannten 299 
Primulaceae 200 epee 201 
Bsilotaceae au al aut Dee 168 
Puccinia Anemones Virginianae 67 
—.  Bauinlert, ae? ahi 68 
She COMIDACIA mse ts ee 67 
— de Baryanay? ae ur 67 
EN» Tusche mae 66 
— Herniariae....... 69 
+, MOSS BEN EN: 70 
i Menthaena te yi ay 2% 71 
—  Schneideri....... 71 
u SOME SE PTE CMOS 67 
==)» triartioulata ys er 69 
=i Veronlcaen fii me 69 
— Veroniecarum ..... 69 
Byrolaceaenn wre 215, 226 
Quercus sessiliflora . ...... 273 
Ranuneulaceaer eee 0 201 


re and ua EU PCA 5 
Rhamnaceser 2. PAR 155 
Rhodoraceaen u.a Pe tere 226 
FROSACCA G4 A deg 201 
Rostrupia lyme Ae... 70 
Rubiaceae ze. een. 201 
Ruscus Hypoglossum 121, 122, 125 
— REKTOR ats wen. 121, 125 
Sagenopteris Nathorsti 
Bartholy now.esp...e.: 14 
4 INR MEN RENAN 13 
SACACE ER NET UT en pen 249 


Samarospora Potamoge- 
tonis Rostr. nov. gen. et sp. 75 
Sapmdaceae (i i. We 219 


Side 
Sarcodes TA... ater EY pecs 233 | Umbelliterae Le 201 
Saxifragaceae. . "4 wma. 201 | Urocystis sorosporoides .... 66 
Scitamineae Ji de ae 114, 125 | Uromyces Geranü........ 71 
Scleroderma vulgare...... 74 — lineolatus ...... 71 
Scrophulariaceae \..... „men. 201 — maritimus wear 71 
Scutularia multiguttulata Ustilago Vaillantii. . . . . . .. 66 
Rostr nove. sp. Ha 76 | Vacciniaceae..".. . 2 De 226 
Secale cereale ou ia ev 1047 Valerlarlaceae i504 Re 201 
fragile tut rere sli ES 4 | Vallotai)) si aii Ra 257 
Stlaginellacede.-. aig ai aie 169 | Vanda. tricolor, „u ve 113 
Sistotrema confluens...... 72 | Vanilla Pompona .:... 113, 114 
Bölanäckae . Kirn... 201 | Verrucaria aethioloba ..... 107 - 
Spironema fragrans. 119, 120, 125 — elaeiria HER 105 
Taeniopteris Münsteri ..... 23 — glaucina f. fuscella 
— tenuinervis . . . . 23 (ny Art f. d. danske 
Taphrina coerulescens : . ... 74 Flora) aa eee XXXV 
Thaumatopteris gracilis .... 25 — halophila :. 2.23% 107 
MTCC OKs 2 Ries 226 = hydrela . . . . 104—107 
Tilletia Calamagrostidis .... 66 — laetévirens ..:.. 106 
Sonina Ayuviaallls.. 2 aut 979 — Mmaurasa UNS 107 
Tradescantia Virginica . . 118, 119 — mucosa. . . . 106—107 
Trisetum neglectum ...... 3 — muralis um 107 
Triticum yulgare sm. +> 2,5 — nigrescens ..... 107 
Triuridaceae 2 aka. © 218 — rupestris in venue 107 
Tulipa. silvestris . 2.4...» 124 — striatula 5 an 107 
Ivphar ss 113 — vitricolas u meute 107 
Ülmaceae. Beier hs 299 | Zingiberaceae .:. 42% 114, 125 


MEDDELELSER 


fra 


DEN BOTANISKE FORENING 


I KJØBENHAVN. 
Juli 1892. 


Excursioner. 


Excursion til Skjoldnæsholm-Egnen d. 10. Mai 1891. Deltagerne 
vare: Balslev, Boysen, Bøggild, Gelert, Hartz, Jansen, C. Jensen, 
Jonathan Lange, O. G. Petersen, Raunkiær, Kolderup - Rosen- 
vinge, Schou. Fra Hvalsø Station kjørte man over høitliggende, 
bakket Terrain gjennem Skjoldnæsholm Skove til Randen af en 
hred Engstrækning, der omgiver Valsølillesøens Nordside. Derpaa 
tilfods over Engen, med dens tildels opdyrkede, lave Bakke- 
drag, til „Slottet“, den skovbevoxede Ruin af det gamle Skjoldnæs- 
holm, der ligger paa en lav, olignende Bakke ved Sobredden, 
derfra med Baade til Gens Nordvestende. Pens nordvestlige 
Fjerdedel er hgiere og bevoxet med Bog, Granplantninger og en- 
kelte Ege, de øvrige 3 Fjerdedele ere lave og sumpede og staa 
om Vinteren for største Delen under Vand. Træbestanden be- 
staaer overveiende af Alnus glutinosa, Rhamnus Frangula, Fraxinus 
excelsior og paa hoiere Steder Crategus oxyacantha samt en Del 
gamle Ege (se ogsaa 12te Binds iste Hefte (1880) pag. 9). Skov- 
bunden langs Øens Sydvestside er dækket af Urtica dioeca og Mer- 
curialis perennis, den øvrige, mere vaade Del med et tæt og frodigt 
Tæppe af Hylocomium- og Sphagnum-Arter samt med talrige, ofte 
alenheie Tuer af Leucobryum glaucum. Efter 1'/, Times Ophold 
vendte man tilbage til Vognene ved Engranden og kjerte til 
Kuskehuset, hvor man lod den medbragte Mad smage sig. Efter 
Middag undersegtes Terrainet ved Gyldenløves Hei og Kl. 6 Aften 
kjerte man tilbage til Hvalsø Station. Af Phanerogamer kunne 
nævnes folgende: En bredbladet Form af Draba verna i Mængde 
paa de opdyrkede sandede Bakkedrag i Engen ved Valsølille So: 
paa Ruinen fandtes Leucojum vernum, afblomstret, og et pragtfuldt 
Flor af Corydalis cava, rød- og hvidblomstret; paa Øen samledes 
Anemone ranunculoides, Andromeda polifolia og Corydalis cava. Af 
Bryophyter noteredes folgende: Paa Ruinen: Amblystegium riparium. 
Paa Øen: Cephalozia media, Lophocolea heterophylla ce. invol., Chilo- 
scyphus polyanthus, Kantia Trichomanis c. fr., Jungermannia incisa, 
Sphagnum laricinum, S. teres, S. acutifolium, S. Russowii, S. fimbriatum, 
S. angustifolium , S. oy ymbifolium, S. medium, Polytr ichum strictum, 
P. commune, Dicranum majus e. fr., Leucobryum glaucum e. fr., Ulota 
intermedia c. fr., Amblystegium cordifolium ec. fr., Thuidium tamarisci- 
num, Th. delicatulum, Th. recognitum, Acrocladium cuspidatum ce. fr. 
Skoven ved Gyldenløves Høi: Martinellia nemorosa, Jungermannia 
centricosa, Mnium undulatum c. fr., Diphyscium foliosum e. dry. Pla: 
giothecium undulatum, Pl. Silesiacum. Engen ved Gyldenløves Hei: 
Sphagnum teres, S. medium, S. rubellum, Polytrichum strictum, Brachy- 
thecium rivulare, Climacium dendroides c. fr. Gamle Lergrave ved 
Teglværket: Pissidens taxifolius c. fr., Pohlia carnea ce. fr., Campto- 
thecium lutescens ©. fr., Brachythecium glareosum, Thuidium recognitum 
c. fr. C. Jensen. 


II 


Excursionen til Sore og Omegn d. 13.—14. Juni 189f. Deltagerne: 
vare: Balslev, Insp. Feilberg, Gartner Friedrichsen, Gelert, Hempel,. 
Holm, Chr. Jensen, Hj. Jensen, Jonathan Lange, Mathiassen, E.. 
Rostrup, Thaysen. Ankomst til Sorø KI. 10, hvorefter man kjorte 
gjennem Sonderskoven til Suserup. I den nævnte Skov beun- 
dredes to Kæmpeege, hvoraf den ene var udgaaet og 18'/, Fod i 
Omfang. I Nærheden voxede Viola mirabilis, som ikke før er 
noteret herfra. Overalt i Skoven bemærkedes meget stærke Spor 
af Frostnætter i Maanedens Begyndelse, idet alle Bøge under 3—4 
Fod, som ikke vare dækkede af heiere Træer, vare aldeles af- 
svedne, med brunt Lov; de lidt heiere Træer ragede med en grøn 
Top over den nedre visne Del; endnu værre vare Askene med- 
tagne, idet Løvet hos alle de unge Plantninger var sort og hen- 
gende. Ved Suserup sluttede Pastor Poulsen sig til Excursionen, der 
nu gik langs Tystrup Sø til Susaaen. Paa denne Strækning bemær- 
kedes: Melandrium diurnum var. expallens, Helianthemum vulgare, 
Carex riparia, Hypnum nitens, Pterigonium gracile paa gamle Boge- 
stammer. Af Svampe saaes Uredo Polypodii paa Polypod. Dryopteris,. 
prægtige Exemplarer af Aecidium Urticae og i overordentlig Mængde 
Aecidium Rhamni paa Rhamnus cathartica langs Søens Bred. Af Be- 
sidderen bleve vi viste om i den smukke Park; her fandtes et 
smukt Exemplar af Polyporus sulphureus paa Stammen af en gammel 
Eg og en Gruppe af Pinus Strobus var sterkt angreben paa Stam- 
mer og Grene af Peridermium Klebahni. Paa Hjemveien fandtes i. 
Nærheden art Soro Sø Cystopteris fragilis. Efter at have overnattet 
i Sore kjerte vi til Bromme Plantage. Et interessant Plantedekke- 
fandtes ved Bredden af Bromme Sø: Geum rivale var. pallida, Pul- 
satilla nigricans, Sturmia Loeselii i Mængde, Epipactis palustris; Eri- 
ophorum latifolium, Carex filiformis; særlig charakteristisk for Se- 
bredden var den store Mængde kredsrunde og indtil fodbrede Tuer 
af fructificerende Preissia commutata Nees. De mange unge selv- 
saaede Fyrreplanter ved Sobredden navde Bladene bedækkede med 
Peridermium Wolffii. En Myrelove fangedes. I Plantagen var 
Skovbunden mange Steder dekket med Hypnum Crista castrensis.. 
Paa Stengjerdet paa Skovens Østside fandtes Asplenium septentrio- 
nale, Aspl. Trichomanes; paa Markerne udenfor samme i Mengde 
Oxalis stricta og Cerastium arvense. I et Mosedrag Ost for Bromme: 
Schedonorus erectus, Carex pulicaris, Vaccinium Myrtillus. Frosten 
havde anrettet lignende Gdeleggelser i Bromme Plantage som i 
Sønderskov. En større ung Egebevoxning midt i Skoven var hel 
sort, selv de haardføre Skovpil og Ron, endog Græsser vare svedne 
af Nattefrost; ogsaa Bregnerne vare paa alle aabne Steder helt. 
sorte. Paa Vandringen til Soro bemærkedes ved Pedersborg: Ge- 
ranium pratense og Levisticum officinale. E. Rostrup. 


Excursionen i det nordlige Vendsyssel d. 27.—31. Juli 1891. Del- 
tagerne vare: Inspecteur Feilberg, Balslev, Valentiner, Mathiasen, 
Ottesen, Holm, Baagøe, Jonathan Lange, Frk. Harboe, Cand. theol. 
Feilberg, Hempel, Mørch; Deichmann-Branth stødte til ved Jerup; 
Chr. Jensen, J. Larsen og L. Jørgensen stødte til i Skagen; Fru 
de Roepstorff og Frk. Leunbach stødte til i Hoien; Frk. Lauritsen 
kom til paa Gaardbogaard; Lærer Larsen deltog kun den første 
Dag; Overlæge Feilberg og Frue deltoge kun den anden Dag. Af 
naturhistorisk Foreninzs Medlemmer deltog Cand. mag. Faber. 
Lærer V. Schmidt ledede Excursionen, ligesom det var overdraget 
ham at give Beretning om denne. Mandagen d. 27. Juli om 
Morgenen Kl. 6 ankom med Dampskibet „Baldur“ fra Kjøben- 
havn 10 Deitagere efter en temmelig streng Overfart til Frede- 
rikshavn, hvor de modtoges af Lærer Schmidt og samledes med 
de Deltagere, der vare ankomne pr. Jernbane, i Hötel Dania. I 


Hötellets Have saaes et ualmindelig stort Exemplar af Berberis 
vulgaris, der voxede op ad en Veranda. 

Kl. 8'/,, brød man op. Paa en Markvei fandtes Melilotus offi- 
cinalis med nedliggende Stengler; i Udkanten af „Kalls Plantage” 
voxede Salix nigricans, ved et Dige fandtes ualmindelig store Exem- 
plarer af Berteroa incana i Mængde. Følgende Landeveien op mod 
Flade Kirke iagttoges Airopsis precox og A. caryophyllea i Mængde 
som Charakterplanter for tør, sandet Jord; paa Marker saaes flere 
Steder Avena strigosa dyrket; hist og her enkelte Exemplarer af, 
Echium vulgare og Anthemis tinctoria; i en Veigrøft stod Trifolium 
hybridum var. vivipara; paa Flade Bakker Arnica montana 1 Mengde 
og Rumex domesticus; 1 Lavninger Gentiana Pneumonanthe og G. 
campestris, ,Juncus filiformis og J. Balticus, Scirpus setaceus og S. Ca- 
rieis; 1 Krat Circæa intermedia; ved Flade Kirke Cystopteris fragilis. 
Fra Bakkerne her oppe havdes en prægtig Udsigt over Landskabet 
og Havet. Veien gik derpaa ned forbi den for sin skjønne Belig- 
genhed berømte Flade Præstegaard, op over Bakkerne til Vand- 
værket, som besaaes med Interesse, derfra ned over Engene, hvor 
man maatte vade over Aaen for at komme ind i Bangsbo Skov, 
hvis Bestand dels er Bog, dels Naaletræer. Her fandtes Carex 
stellulata og C. pulicaris, Blechnum Spicant, Polypodium Phegopteris og 
P. Dryopteris, Monotropa glabra under Picea excelsa, Circæa inter- 
media, Cornus Suecica, Plagiothecium undulatum, Agropyrum caninum, 
Trifolium agrarium, Pimpinella Saxifraga var. dissectifolia. Gjennem 
Skoven gik vi ned til Pavillonen „Sommerlyst“, hvor der spistes 
til Middag og holdtes et længere Hvil. Senere besteges „Pikker- 
bakken“, hvorfra haves en pregtig Udsigt; her iagttoges Galium 
boreale, Cirsium acaule, Hieracium Auricula og Ajuga pyramidalis. 
Med Vogne, som vare bestilte, toge vi ind til Frederikshavns 
Banegaard for at tage med Toget Kl.7 til Skagen, hvor vi ankom 
henad Kl. 9. Hidtil havde vi haft godt Veir; men nu begyndte 
det at regne, og Regnen strommede ned hele Natten. 

Tirsdagen den 28. Efter Bestemmelsen skulde vi begynde 
vort Dagverk Kl. 7, men paa Grund af Regn droge vi først afsted 
Kl. 9. Turen gik gjennem Skagen ud til den gamle Kirke, som i 
sin Tid blev begraven under Sandflugten, og hvoraf kun Taarnet 
endnu staaer tilbage og holdes vedlige som Somerke. Hvor Klit- 
terne begyndte viste sig strax Koeleria glauca, som vi iagttoge hele 
Veien ud til Højen, og senere gjenfandt vi den ved Tversted 
Plantage ud mod Havet. Ved den gamle Kirke fandtes Rosa pim- 
pinellifolia og Conium maculatum; paa side Steder mellem Klitterne 
Erythrea littoralis, Juncus atricapillus, Scirpus pauciflorus og S. cæs- 
pitosus. Vest for den‘gamle Kirke ligge store, tildels side Flader 
mellem Klitterne, som strække sig helt hen mod Hoien; paa disse 
Flader fandtes Centunculus minimus hyppigt sammen med Radiola 
millegrana, Juncus inundatus, som er en Bastard af J. Balticus og 
J. filiformis, hvilke begge fandtes her. Pyrola minor fandtes i ikke 
ringe Mengde; Salix hastata saaes flere Steder; paa Klitterne ved 
Heien iagttoges Thalictrum minus, Rosa pimpinellifolia og Agrostis 
alba var. coarctata. Paa ovennævnte Flader findes Forsogsmarker, 
anlagte efter Hr. Inspecteur Feilbergs Plan; disse besaaes med 
særlig Interesse. I Højen By modtoges vi med megen Velvillie 
af Hr. Capt. Larsen, som viste os mange Rariteter, af hvilke 
største Delen var hans eget Værk. Han hjalp os ogsaa tilrette 
med at faa Frokost, hvortil vi vare’ dygtig trængende, ligeledes 
skaffede han os Vogne til Grenen. Efter Frokosten blev Rednings- 
stationen med megen Forekommenhed vist for Deltagerne. Nu 
vare Vognene mødte, og afsted gik det langs Stranden ud til Grenen. 
Paa den Dag fandtes kun lidt Zostera marina opskyllet, men ingen 
Alger. Over alt paa Klitterne voxede Eryngium maritimum; denne 


ME. ør 


Plante bliver stærkt efterstræbt af de mange Reisende, der: komme 
til Skagen. Efter et lille Ophold paa Grenen, gik vi hen til Fyr- 
taarnet, men da det var under Reparation kunde Deltagerne ikke 
faa Lov til at bestige det, hvilket for mange var en Skuffelse. 
Herfra kjørtes tilbage til Skagen. Regnen, som om Morgenen 
havde gjort os lidt betænkelige, havde dog medført det Gode, at 
den havde gjort Sandet i Klitterne fast, hvilket baade denne og 
den følgende Dag lettede Bestigningen af disse. Kl. 6 spistes til 
Middag, hvorefter vi foretoge en Udflugt til Plantagen ved By- 
fogedboligen, Danmarks nordligste Plantage, hvor selv Bøgen synes 
at befinde sig rigtig vel. . 

Onsdagen den 29. toge vi med Toget Kl. 7 Morgen til Hulsig 
Station. Her delte vi os i 2 Partier, den største Part satte lige 
mod Raabjerg Mile, medens de andre fulgte med de Vogne, som 
nogle af Egnens Beboere velvilligt havde stillet til vor Raadighed. 
Her viste de nordligste Egepur sig. og et af disse ved ,,Rennerød" 
blev nærmere undersøgt. Disse Egepur ere saa lave, at Calama- 
grostis Epigejos ragede heit op over dem, og dog havde Planterne 
Ansats til Frugt, hvilke yderligere viste, at de vare Quercus pedun- 
culata. Bunden var tæt bevoxet med Convallaria majalis, i Skygge 
stod Orobus tuberosus var. latifolia, medens den typiske Form stod 
i Udkanten. Paa en Klit Syd for Kandestederne stod et enligt 
Exemplar af Ribes rubrum. Paa Raabjerg Mile samledes atter hele 
Selskabet. Men hvor Milen denne Dag saa mærkelig ud! Hvor 
Sandet var begyndt at tørres efter Regnen, skinnede det ganske 
hvidt mod det graa, fugtige Sand, og derimellem dannede Titan- 
jernet de nydeligete Moirée-Figurer. Milerne ere fuldstændigt blot- 
tede for Vegetation, medens Klitterne ere bevoxede, heri ligger 
Forskjellen. De Planter, der fulgte længst op ad Milen, vare 
Psamma arenaria samt Agrostis alba paa fugtige Steder. Ved Milens 
Fod ligge nogle Smaasøer, og her nede fandtes Juncus capitatus, 
Lycopodium inundatum, Narthecium ossifragum, Pilularia globulifera i 
Mængde, Helosciadium inundatum, Littorella lacustris, Carex dioeca, 
Peplis Portula, Juncus pygmeus, Pyrola minor, hvilken her oppe i 
det Nordlige synes at holde sig til lave, side Steder, Ranunculus 
reptans, Utricularia minor og Alisma ranunculoides. 

I en Dal Vest for Milen havde Fru Larsen fra Gaardbogaard 
anrettet en splendid Frokost. Efter denne gik vi ned til de merke- 
lige Martorvgrave; men Tid og Leilighed var desværre ikke til, at 
de kunde blive nærmere undersøgte. Martorven er opstaaet derved, 
at Tørvemoser ere tildækkede af Klitter, hvorved de ere blevne i 
en meget stærk Grad sammenpressede, hvad der gjør denne Tørv- 
masse til et overordentlig værdifuldt Brændsel. I øvrigt indeholder 
den saa mange Plante-Emner, at det nok var værd nøiere at under- 
søge den. Stensletterne ere store Flader, hvor Sandet er bort- 
fløjet og har efterladt et tæt Lag af mindre Sten; disse Flader 
synes ved første Øiekast at være blottede for Vegetation; men 
ved nærmere Undersøgelse viser det sig, at Stenene ere bevoxede 
med Lichener, og blandt disse maa nævnes den mærkelige arc- 
tiske Form Lecidea auricularia, fordi den her findes i stor Mængde, 
uagtet den ellers er yderst sjelden her i Landet. Fra Martørv- 
gravene gik vi ned gjennem „Studeli-Renden“, hvor vi fandt Ba- 
trachium hederaceum og Montia rivularis, og videre ned til Havet. 
Her vise Klitterne sig meget høie og ofte brat afskaarne ned mod 
Havet; heit oppe einer man Martørvlag, hvorfra en Mængde ned- 
styrter paa Stranden. Af og til afbrydes Klitrækken ved „Nedlob“ 
fra Stensletterne. 

Paa Vogne, som Hr. Larsen (Gaardbogaard) havde stillet til 
vor Raadighed, kjørte vi langs Stranden til Tværsted Plantage. I 
Udkanten nær Stranden fandtes Koeleria glauca, Lathyrus maritimus 


Je 


og Garanium sanguineum. Selve Plantagen bestaaer hovedsagelig 
af Naaletræer: Pinus montana, især Varieteterne uncinata og Pumilio, 
medens Var. rotundata Link (Pinus Mughus Hegetschw.) er sjeld- 
nere, hvilket ogsaa er Tilfældet med Pinns silvestris og P. Austriaca ; 
desuden findes Picea excelsa og P. alba, Abies pectinata og A. bal- 
samea samt Larix Europæa. Flere Steder sees Eg skyde op mellem 
Naaletræerne, de ere dels plantede, dels saaede paa Stedet; ogsaa 
Sarothamnus scoparius sees hyppigt og af usædvanlig Størrelse, de 
ere saaede der for Vildtets Skyld, Efter at have indtaget en For- 
friskning, som Hr. Larsens Vogne havde medbragt, kjørtes videre 
gjennem den udtørrede Gaardbo Sø til Gaardbogaard. I den ud- 
tørrede Sø besaaes Forsøgsmarkerne, hvor forskjellige Culturplanter 
prøves. Her fandtes Botrychium Lunaria, Selaginella spinosa og Carex 
dioeca. Paa Gaardbogaard bleve vi modtagne med en udsøgt Mid- 
dag, og her bleve vi ogsaa indkvarterede for Natten. 

Fredagen d. 30. Om Morgenen foretoges strax en Udflugt Øst 
for Gaarden. Her iagttoges Carex filiformis og Rhyncospora fusca i 
Mængde, hvilket i det hele er Tilfældet herfra og mod Nord, hvor 
Rh. alba kun findes enkeltvis og sjelden, medens begge Arter findes 
jevnt blandede fra Gaardbogaard Syd paa til „rede Bro“. Efter 
at have indtaget en Frokost forlode vi paa Hr. Larsens Vogne 
Gaardbogaard for at kjøre Syd paa. Deltagerne kunne ikke nok- 
som takke Hr. og Fru Larsen for den mageløse Gjæstfrihed, som 
blev os til Del paa Gaardbogaard. Paa Veien til ,rede Bro“ saaes 
foruden de to omtalte Arter af Rhyncospora endvidere Arctosta- 
phylos Uva ursi, Gentiana Pneumonanthe og Narthecium ossifragum i 
Mængde. Veien gik nu gjennem Eskjær og Bjørnager Skove til 
Tolne Bakker. I Dal Skov bleve Deltagerne modtagne af Skovens 
Eier Hr. Chr. Villadsen og Lærer Schmidts Hustru med Forfrisk- 
ninger. Derefter gik vi gjennem Skoven, hvor vi iagttoge Lyco- 
podium annotinum, Dentaria bulbifera, Orobus niger, Arnica montana, 
Hypericum pulchrum, Calla palustris, Ajuga pyramidalis, Hippophaé 
rhamnoides, som findes flere Steder i Tolne og Vogn Bakker mindst 
to Mile fra nærmeste Hav. 

Med Vogne, som nogle af Egnens Beboere stillede til vor Raa- 
dighed kjerte vi til Skaarup Hede. Ved Tolne Kirke standsedes 
for at iagttage Asplenium septentrionale, som voxer paa Kirkegaards- 
diget. Paa Skaarup Hede fandtes Hypochoeris maculata, Lycopodiwm 
Chameecyparissus og Pulsatilla vernalis, af hvilken findes adskillige 
Exemplarer, deriblandt ogsaa en Del Frøplanter. Heden skal i 
nærmeste Fremtid beplantes; men Eieren, Hr. Westengaard, har 
lovet at frede den Plet, hvor denne sjeldne Fjeldplante voxer. 
Ved Skaarupgaard besaa vi de store Naaletræ-Plantninger. Et Par 
Steder saa vi Vicia villosa dyrket under Navn af „Sandvikke“; den 
synes at vinde Indgang her paa Egnen som Foderplante. Med 
. Vogne, som vare mødte fra Dvergetved, bleve vi velvilligt befor- 
drede til Kvissel Station, i hvis Nærhed vi fandt Cirsium arvense 
var. integrifolia. Fra Kvissel toge vi med Toget Kl. 7%, Aften til 
Frederikshavn. Paa Banegaarden bleve vi modtagne af en Del af 
Byens Borgere, som havde indbudt os til en Sexa i „Casino“, 
hvilken dannede en smuk Afslutning paa Excursionen. 

Fredagen d. 31. spredtes Deltagerne. Kun en mindre Del 
blev tilbage, for endnu at gjøre et lille Sving op i Plantagen og 
ud langs Stranden Nord efter. Ved Byen fandtes Melilotus albus 
og Ononis hircina, i Plantagen nogle ualmindelig store Exempiarer 
af Rhamnus cathartica og et Par Expl. af Ulmus effusa. Den litto- 
rale Flora, som vi havde Leilighed at iagttage, frembød intet særlig 
mærkeligt, især var der Masser af Atriplex, men kun de sædvan- 
lige Arter. 

Alle Deltagerne udtalte, at denne Exeursion vil regnes blandt 


Beh na 


de minderigeste, de endnu have deltaget i, og navnlig satte den 
jydske Gjestfrihed dem alle i Forundring. 
Valdemar Schmidt. 


Excursion til Frederiksdal d. 27. Septbr. 1891. Deltagerne vare: 
Bøggild, Cand. theol. Feilberg, Frøken Harboe, Jansen, Hj. Jensen, 
W. Johannsen, Kruuse, Jonath. Lange, H. Lassen, Levinsen, H. 
Mortensen, Cand. theol. Mortensen, Sev. Petersen, Mundt, Raunkjær, 
E. Rostrup, Fru Staunlund, F. K. Ravn, Warming og Wiinstedt. 
Af den naturhistoriske Forenings Medlemmer deltoge Stud. mag, 
Bøving, Cand. mag. Faber og Frøken Wigelsen. Hovedopgaven 
var at indsamle Materiale til den forestaaende Svampe-Udstilling 
i den botaniske Have, hvad der ogsaa lykkedes meget godt, idet 
vi fik 4 store Kurve helt fyldte, foruden hvad alle Botaniser- 
kasserne kunde rumme. Af sjeldnere Svampe fortjene at nævnes: 
Amanita porphyria, Tricholoma vaccinum, Clitocybe fumosa, Pholiata 
caperata, Ph. aurivella, Ph. radicosa, Inocybe pyriodora, Hebeloma me- 
sophea, Hypholoma velutinum, Hyph. cascum, Psathyra fatua, Cortina- 
rius azureus, Hygrophorus puniceus, Lactarius volemus, Lact. gly- 
ciosmus, Lact. turpis, Russula olivacea, Boletus felleus, Bol. versipellis, 
Polyporus Schweinitzüi,. Pol. Pinicola, Pol. nidulans, Hydnum Coralloides, 
Thelephora palmata, Ombrophila violacea, Cordyceps militaris. 

E. Rostrup. 


Den ordinaire Generalforsamling 


afholdtes d. 30te Januar 1892. Tilstede vare: Cand. theol. 
Balslev, Cand. mag. Bartholin, Privatier Boysen, botan. Gartner 
Friederichsen, Cand. pharm. Gelert, Frøken Hallas, Cand. pharm. 
C. Jensen, Lector Johannsen, Museumsinspecteur Kiærskou, Stud. 
mag. Krarup, Cand mag. Jon. Lange, Entrepeneur Larsen, Gartner 
A. Madsen, Stud. mag. Mentz, Semenarielærer Mortensen, Lærer 
J. P. Pedersen, Dr. phil. O. G. Petersen, Dr. phil. Poulsen, Cand. 
mag Raunkiær, Dr. Kolderup Rosenvinge, Directeur Rostrup, Do- 
cent Rützou, Dr. med. Wiinstedt. Dr. phil. Poulsen valgtes til 
Dirigent og gav Ordet til Museumsinspecteur Kiærskou, der 
paa Grund af Formandens og Næstformandens Sygdomsforfald 
aflagde Beretning om Foreningens Virksomhed i 1891. Der var 
afholdt 8 Foredrag af Prof. Lange, Docent Rostowzew fra Moskwa, 
Dr. Kolderup Rosenvinge, Dr. Poulsen, Docent Rostrup og Stud. 
mag. Mentz. Der var afholdt 4 Excursioner, nemlig: 1) en bryo- 
logisk til Hvalsø-Skjoldnæsholm (10. Mai). 2) til Sorø-Egnen, 
Tjustrup Sø, Suserup Skov (13—14 Juni). 3) til Frederikshavn— 
Skagen (27.—31. Juli). 4) en mycologisk til Frederiksdal (27. 
Septb.). Medlemsantallet var den 11. Januar 1892 303 (8 Æres- 
medlemmer, 240 ordinaire og 55 corresponderende. Paa Grund 
af Foreningens daarlige oeconomiske Status var der ikke udgivet 
noget Hefte af Tidsskriftet i 1891, dog var 1ste Hefte af l&8&de 
Bind netop naaet at blive færdigt til Generalforsamlingen og et 
Exemplar forevistes. Af Meddelelser var udkommet 2det Binds 
Nr. 9. Foreningen var i Skriftvexel med 57 videnskabelige Institu- 
tioner, hvoraf 1, Missouri botanical Garden, er ny. — Secretairen 
fremlagde Forslag til nedennævnte Excursioner for den kommende 
Sommer. — Kassereren fremlagde det reviderede Regnskab og 
Budgettet for 1892, hvilke begge godkjendtes. Ved det derefter 
foretagne Bestyrelsesvalg gjenvalgtes Formanden og Museums- 


VII 


inspecteur Kiærskou og Dr. Kolderup Rosenvinge, der alle efter 
‘Tour fratraadte, og til Næstformand valgtes Lector Rostrup istedet- 
for Etatsraad Petit, der paa Grund af Alder og Svagelighed ikke 
ønskede Gjenvalg. — Bestyrelsen for indeværende Aar er saa- 
ledes: Professer, Dr. Lange (Formand), Lector Rostrup, (Næst: 
formand), Gartner Friederichsen (Kasserer), Museumsinspecteur 
Kiærskou (Redacteur), Dr. phil. Kolderup Rosenvinge (Secretair) 
og Docent Rützou (Archivar). — Revisorerne Professor Grønlund 
og Etatsraad Piper gjenvalgtes. — Af Dr. phil. O. G. Petersen var 
indsendt et Forslag om, at „Meddelelser fra den botaniske Fore- 
ning i Kjøbenhavn" med Afslutningen af 2det Bind ophøre som 
særskilt Publication, saaledes at det Stof, de pleie at indeholde, 
"gaaer ind i Tidsskriftet. Forslagsstilleren motiverede sit Forslag 
og mente, at der var Trang til Concentration. Samlede man 
Foreningens Meddelelser i een Publication, vilde Tidsskriftet voxe 
2: komme oftere. Meningen var ikke, at ,Meddelelsernes“ Stof 
skulde indskrænkes, men blot at det skulde have sin Plads i selve 
Tidsskriftet. Redactionen af Meddelelserne bekæmpede ivrigt For- 
slaget, hævdede at ,Meddelelserne“ vare velsete af de fleste af 
"Foreningens Medlemmer, navnlig de udenbyes, at „Meddelelsers“ 
Optagelse i Tidsskriftet vilde fordyre Tidsskriftets Bogladepris 
uden at bringe de udenlandske Læsere nogen Fordel) da „Med- 
‘delelser helt og holdent vare skrevne paa Dansk og i Virkeligheden 
kun bestemte før Medlemmerne af Foreningen. Den foreslaaede 
Forandring vilde desuden utvivlsomt have en betydelig Ind- 
skrenkning af Meddelelsesstoffet til Folge. Dette benegtedes imid- 
lertid af Forslagsstilleren og hans Meningsfæller paa det Bestemteste 
og det blev yderligere fremhævet at Meddelelsesstoffet skulde have 
sin egen Paginering. — Efter en livlig Discussion, hvori 8 Med- 
lemmer deltoge, vedtoges Dr. O. G. Petersens Forslag med 10 
Stemmer mod 8. 


Extraordinair Generalforsmling d. 2den April 1892. 


Tilstede vare: Privatier Boysen, Grosserer Bruhn, Stud. theol. 
Bøggild, Lærer Claudi-Hansen, Cand. theol. Feilberg, bot. Gartner 
Friederichsen, Cand. pharm. Gelert, Assessor pharm. Hempel, 
Cand. mag. Hj. Jensen, Hr. V. H. Jensen, Lector Johannsen, 
Museumsinspecteur Kiærskou, Assistent Cand. pharm. Kløcker, 
Stud. mag. Krarup, Cand. pharm. Kruuse, Professor Lange, Cand. 
mag. Lange, Provisor Møller, Dr. O. G. Petersen, Dr. Poulsen, 
Lector Prytz, Cand. mag. Raunkjær, Cand. mag. Ravn, Dr. Kolde- 
rup Rosenvinge, Directeur O. Rostrup, Lector E. Rostrup, Docent 
Rutzou, Forstkandidat Sarauw, Apotheker Seehusen, Provisor 
"Thaysen, Capitain Toussieng, Professor Warming og Dr. Wien- 
stedt, i Alt 33 Medlemmer. 

Dagsorden: Extraordinair Generalforsamling ifølge Begjæring 
af 12 Medlemmer, hvis Skrivelse til Bestyrelsen motiverer et For- 
slag om at tilbagekalde den paa den ordinaire Generalforsamling 
d. 30te Januar d. A. tagne Beslutning at lade ,,Meddelelser fra 
den botaniske Forening" ophøre som særskilt Publication. Idet 
Bestyrelsen oplæser denne Skrivelse og foranlediger den sat under 
Discussion skeer jdet med Tilfeielse af den Bemærkning, at For- 
slaget, saafremt det vedtages, af Hensyn til Lovenes $$ 7 og 14 
bør underkastes to Behandlinger, og at altsaa i dette Tilfælde en 
my extraordinair Generalforsamling vil blive at sammenkalde af 
Bestyrelsen. Forslaget vil medføre følgende Forandring af Lovenes 


VIII 


§ 7: Sidste Punctum udgaaer. Istedet tilføjes: Foruden Botanisk 
Tidsskrift udgiver Bestyrelsen en særskilt mindre Publication, 
indeholdende Beretning om Foreningens Virksomhed, Literatur- 
meddelelser og mindre populaire Meddelelser. Efter Forslag af 
Formanden valgtes Professor Grønlund til Dirigent. Secretairen 
oplæste følgende Skrivelse fra 12 Medlemmer: ,,Paa den ordinaire 
Generalforsamling d. 30te Januar d. Å., vedtoges med en Majoritet 
af 2 Stemmer, at , Meddelelser fra den botaniske Forening" for 
Fremtiden ophøre at bestaa som saadanne, men at deres Stof 
herefter optages i Tidsskriftet. Da vi Undertegnede mene, at 
Meddelelsernes fremtidige Bestaaen er særdeles vigtigt for Fore- 
ningen og navnlig for Sammenholdet mellem dens uden- og inden- 
bys Medlemmer, tillade vi os herved at opfordre den ærede Be- 
styrelse til at sammenkalde en extraordinair Generalforsamling 
for paany at tage Sagen under Overveielse. Til Drøftelse og 
Vedtagelse foreslaa vi herved Følgende: I Betragtning af, at 
„Meddelelser fra den botaniske Forening" have vist sig at være 
et særdeles praktisk Middel til Sammenhold mellem Foreningens. 
uden- og indenbys Medlemmer beslutter Forsamlingen, at Med- 
delelserne skulle fortsættes paa samme Maade som tidligere, nemlig 
som Tillegshefter til „Botanisk Tidsskrift", Som Følge heraf 
ophæves den paa den ordinaire Generalforsamling d. 30te Januar 
tagne Beslutning angaaende „Meddelelserne“. Underskrifterne. 
Efter en meget livlig Discussion, hvori 13 Medlemmer deltoge, 
vedtoges ved første Behandling de 12 Medlemmers Forslag med 
20 Stemmer mod 12. 


Extraordinair Generalforsamling d. 30te April 1892. 


Tilstede vare: Lector Johannsen, Apotheker Stisgaard, Do- 
cent Prytz, Privatier Boysen, Professor Warming, Lector C. 
Hansen, Lærer Mathiassen, Cand. mag. Lange, Cand. theol. Feil-- 
berg, Cand. pharm. Kruuse, Lærer Claudi-Hansen, Dr. Kolderup 
Rosenvinge, Seminarielærer H. Mortensen, Stud. mag. Mentz, Do- 
cent Rützou, Apotheker C. Pedersen, Stud. mag. M. Lund, Vice- 
inspecteur Ottesen, Stud. pharm. N. Hansen, Havebrugselev Lange, 
Cand. mag. Raunkiær, Kammerherre Müller, Professor Grønlund, 
Inspecteur P. Feilberg, Redacteur Mørk Hansen, Apotheker Seehu- 
sen, Stud. mag. F. K. Ravn, Assessor pharm. Heiberg, Cand. mag. 
Bartholin, Gartner A. Madsen, Directeur O. Rostrup, Provisor 
Thaysen, Professor J. Lange, Assistent Cand. pharm. Kløcker, 
Museumsinspecteur Kiærskou, Assistent- Jansen, Stud. art. Borne- 
busch, Provisor Møller, Havebrugscandidat Jac. Lange, Have- 
brugselev Dalskov, Cand. mag. Børgesen, Assistent Deichmann,. 
Cand. pharm. Schou, Kontorist Jacobsen, Lector E. Rostrup, Stud. 
mag. Didrichsen, Lærer Ph. Larsen, Assessor pharm. Hempel, 
Forstcandidat Sarauw, Cand. pharm. Gelert, Dr. med. Wiinstedt 
og Cand. theol. Balslev. I Alt 56. 

Dagsorden: Anden og sidste Behandling af det af 12 Med- 
lemmer indbragte Forslag om at tilbagekalde den paa den ordi- 
naire Generalforsamling d. 30. Januar d. A. tagne Beslutning at 
lade ,,Meddelelser fra den botaniske Forening" ophøre som sær- 
skilt Publication, hvilke Forslag vil medføre følgende Forandring 
af Lovenes $ 7: Sidste Punctum udgaaer. I Stedet tilføjes: For- 
uden Botanisk Tidsskrift udgiver Bestyrelsen en særskilt Publi- 
cation, indeholdende Beretning om Foreningens Virksomhed, Lite- 
raturanmeldelser og mindre populaire Meddelelser. 

Paa Forslag af Formanden valgtes Kammerherre Miller til 


IXE 


Dirigent. Udenfor Dagsordenen og førend man gik over til denne, 
oplæste Professor Warming med Dirigentens Tilladelse en længere 
Skrivelse, hvori der gjordes Rede for de Grunde, der havde be- 
væget en Kreds af Botanikere, nemlig Cand. pharm. W. Johannsen, 
Dr. O. G. Petersen, Cand. mag. Raunkjær, Dr. Kolderup Rosen- 
vinge, Docent Rostrup og Professor Warming til at oprette et nyt 
botanisk refererende Tidsskrift ved Navn „Botaniske Literatur- 
blade“. Efter en livlig Discussion, hvori 13 Medlemmer deltoge, 
skredes omsider til Afstemning. 34 stemte for, 16 imod Forslaget; 
6 stemte ikke. Forslaget var saaledes forkastet, da det som Lov- 
ændring krævede %, af de Tilstedeværendes Stemmer. 


Excursioner i 1892. 


Juni Sydsjælland: Skjelskor, Basnæs, Holsteinborg, 
Egnen mellem Grenaa og Ebeltoft. 

En cryptogamisk Efteraarsexcursion, der efter Sædvane 
senere bestemmes. 


en 


Dode. 


Foreningen har ved Dødsfald mistet folgende af sine Med- 
lemmer: Geheimeraad E. Regel i St. Petersborg, Apotheker Becher: 
i Kjøbenhavn, Fru E. Bergh i Kjøbenhavn, Pastor emer. Vestesen 
i Kjøbenhavn, Dr. phil. Zedeler i Kjøbenhavn, Dr. C. Richter i 
Wien, Pastor Fausbøll i Aarhus, Cand. pharm. Philipsen i Chicago og 
Professor Schubeler i Christiania. 


Botanisk Forening hår i 1891 modtaget: 


Abhandlungen des naturwissenschaftl. Vereins zu Bremen. Bd. 
XII Hefte 1. 

Acta Societatis pro fauna et flora Fennica. Vol. VI & VII. Med- 
delanden af Soc. pr. fauna et flora Fennica. 16. Hefte. 

Annalen des k. k. naturhistorischen Hofmuseums in Wien. Bd.5 
Nr. 4, Bd. 6 Nr. 1 & 2. 

Annuario del R. Instituto botanico di Roma. Anno IV 1889—90. 

Archives Néerlandaises. Harlem. Bd. XXIV livr. 4&5, Bd. XXV 
livr. 1—4. 

The botanical Gazette. Vol. XV Nr. 12, Vol. XVI Nr. 1—12. 

Boletim da Sociedade Broteriana. Bd. VIII fase 2—5, Bd. IX fase 1. 

Le botaniste. II Serie fasc 4 & 5. 

Bulletin of the Torrey Botanical Club. Vol. XVII Nr. 4—12, Vol. 
XVIII No. 1—6 og Nr. 12. 

Bulletin de la société botanique de Belgique. Tome XIX. 

— des travaux de la société botanique de Genéve. Nr. 6 Juillet 1891. 

Forhandlinger i Videnskabs Selskabet i Christiania. 1889 & 1890. 

Jahresberichte der Schlesischen Gesellschaft. 68. Jahrg. (?) und Er- 
gänzungsheft L. 60. Jahresbericht. 

Memoires de la société nationale des sciences naturelles et mathé- 
matique de Cherbourg. Tome XXVI 1889. 

Missouri botanical garden. Report 1891. 

Nova acta d. k. Leopold. Carol. Deutschen Akad. d. Naturforscher.. 
BL VE Neh og EVII Nr. 1: 


Regnskab over den botaniske Forenings Plantebytning i 1891. 
Nøgenfrøede | 
Sporeplanter. og Tokimbladede. Talt. Summa. 
Enkimbladede. | 
Indtægt : danske | udenl. d. u. d. u. d. u. || Arter. | Expl. 
Restbeholdning fra 1890 ....... 1063 294 566 685 2471 || 2052 3978 || 1285 6030 
Fra 48 Medlemmer, Kbhvns. bot. Mus. 
og Lunds bot. Forening....... || 2408 1188 || 1229 1534 || 3570 5027 || 7207 7699 || 2906 | 14906 
Talt | 3471 | 2079 | 1523 2100 | 4265 | 7498 | 9259 | 11677 | 3502 | 20936 
Udgift: 
Til 60 Medl,, Kbhvns. bot, Museum 
og pharmaceutisk Læreanstalt, 2379 1260 1167 1695 3468 6055 7014 9010 || 3137 16024 
—— ——— — $$ — 
Hoche | 1092 |e 9 | 8 ae 405 | 797 | 1443 | 9945 | 2667 | 1222 | 4912 
Balance | 3471 | 207 79 | 152 3 | 2100 | 4265 | 7498 | 9259 | 11677 3502 | 20986 


Jonstrup, den 2den Novbr, 1891. 


H. Mortensen, 


XI 


Nuovo Giornalo Botanico Italiano. Vol. XXIII Nr. 1. 

Nova Scotia Institute of Natural Science Halifax. Proceedings 
and Transactions. Vol. VII Part IV. 

Proceedings of the academy of Natural sciences of Philadelphia. 
1890 II & III, 1891 I. 

Occasional papers of the Californian Academy of Science. I & IL. 

Recueil des mémoires et des travaux publiées par la société Bo- 
tanique de Luxembourg. Nr. XII 1887—1889. 

Revue Mycologique Nr. 50—55. 

Schriften d. physikal-oekonomisch. Gesellschaft Königsberg. 31. 
Jahrgang. Jubiläumsband 1890. 

— des Naturwissenschaftlichen Vereins für Schleswig-Holstein. 
Bd. VIII Heft. 2, IX H. 1. 

— der naturforschenden Gesellschaft in Danzig. Bd. 7 H. 4. 

‚Scripta botanica horti Universitatis Imperialis Petropolitani. Tom 3 
fase. 1. 

‘Sitzungsberichte d. Gesellschaft naturforschender Freunde z. Berlin. 
Jahrg. 1890. 

— d.k. böhmischen Gesellschaft der Wissenschaften (Prag). 1890 II. 

Jahresbericht — — — — — — — f. das Jahr 1890. 

Todaro Hortus Panormitanus. Tome II fase 8. 

Transactions of the meetings of the Kansas academy of science. 
XII p. 1. 

Termeszetrajzi füzetek. Budapest. Vol. XIII 2—4, XIV 1. 

"Tidsskrift for Skovvesen. 

‘Transactions and proceedings of the Botanical Society, Edingburgh. 
Vol. XVIII (Session LIV), XIX Pag. 1—190. 

Smithsonian Report. 1888 & 1889. 

Tromss Museums Aarshefter. XIII. 

— — Aarberetning for 1889. 

Verhandlungen d. botanischen Vereins der Provinz Brandenburg. 
Jahrg. 32. 

— — naturhistorischen Vereins der preussischen Rheinlande. 
Westfalen. 47 Jahrg., 48 do. 1 Hälfte. 

Botaniska Notiser. Hefte 1—6. 


Botanisk Forening har i Aaret 1891 
modtaget folgende Boger (foruden Tidsskrifterne). 


Todaro: Hortus botanicns Panormitanus. Tome II fase 7 & 8. 
— Bulletin international de l’academie des scienses de Cracovie. 
‘Comptes rendus des séances de l’annee 1890. Novembre. Cra- 
covie 1890. — Conwentz: Ueber die Verbreitung des Succinits 
besonders in Schweden und Dänemarck; Samme: Aus Monographie 
der baltischen Bernsteinbäume. — Samme: Ueber Thyllen u. 
Thyllenähnliche Bildungen, vornehmlich ein Holze der Bernstein- 
bäume. — Samme: Die phytopaläontologische Sammlung des Na- 
turhistoristorischen Reichsmuseum in Stockholm. — Samme: Die 
Flora des Bernsteins. — Hooker: Icones plantarum. Vol. X ptt. 
III& IV, Vol. XI ptt. I —III. — P. Olsson: Om klimatet i Jämtlands 
län. — Reprints of Three Editorials regarding the Priority in demon- 
strating ihe Toxic Effect of Matter accompanying the Tubercle 
Bacillus and its Nidus. — A. G. Nathorst: Fortsatta anmärk- 
ninger om den grönlandske vegetationens historia. — Ascherson 
& Magnus: Die Verbreitung der hellfriichtigen Spielarten der 
europäischen Vaccinien, sowie der Vaccinium bewohnenden Sclero- 
tinia Arten. — Sereno Watson: I. Description of some North 
‚American species..., II. ... of new Mexican species, III. Upon 


XII 


a willd species of Zea from Mexico. IV. Notes upon a collection 
of plants from the island of Ascension. Samme: The relation of 
the Mexican Flora to that of the United States. — Farlow: 
Notes on arctic algae, do. List of the Marine algae of the United 
States. — do.: Notes on som species of Gymnosporangium and 
Chrysomyxa of the United States. — do.: Notes of som species in 
the third and eleventh centuries of Ellis’s North american fungi. 
— do.: On some new or imperfectly known Algae of the United 
States. I. — do.: List of Fungi found in the vicinity of Boston. II. 
— Farlow and Seymour: A. provinsional host-index of the 
fungi of the United States. I—III. — Farlow and Trelease: 
A list of works on north american fungi. 


Literatur-Anmeldelser. 


N.B. Wittrock: Nagra bidrag till Bergianska stiftelsens historia. 1890. 
— — om planen för Bergielunds botaniska trädgärdens tillstand. 1891.. 

Disse to smukt udstyrede og med forskjellige Afbildninger og 
Kort prydede Skrifter omhandle den storartede Institution i Stock- 
holms nærmeste Omegn, der bærer Navn efter Stifteren, den an- 
sete Læge, Professor P. J. Bergius (1730—90), som var Lærer 
i Naturhistorie og Pharmaci ved det medicinske Institut i Stock-. 
holm, en ivrig Dyrker af Botanik og Havevesen. 

Ifolge Testamente blev det kgl. Vetenskaps Akademi 1791 
Eier af den Afdødes Bibliothek (c. 5000 Bind), et Herbarium, inde- 
holdende c. 9000 Arter i 15,000 Exemplarer, en Jordeiendom af 7 
Hektarers Størrelse og en Kapital af 100,000 Daler Kobbermynt. 

Det erhvervede Areal var en paa Frugttreer rig Have, hvor 
der efter Testators Bestemmelse skulde anlegges en Planteskole 
for Frugt- og andre Træer, ligesom der skulde oprettes en Skole 
for den svenske Havedyrkning under Navn af „Bergianska tråd-- 
eardsskolan“, og til at forestaa denne skulde der vælges en Be- 
styrer, helst en anseet Botaniker, samt en „trädgärdsmästare“. 
Bestyreren paahvilede det at sorge for Bibliotkekets og Herbariets 
Forogelse samt at virke for Botanikens og Havedyrkningens 
Fremgang”). 

Som det var at vente, have samtlige Bestyrere været ansete 
Botanikere, og de have alle forenet denne Stilling med Posten 
som Intendant for Kgl. Vet. Akad.’s Samlinger. Den første Be- 
styrer var O. Swartz (1791—1818), derefter J. E. Wikstrom 
(1818—56), N. J. Andersson (1856—79) og efter dennes Afgang 
den nuværende Directeur, Prof. Wittrock. 

Da der var Brug for den ældre Grund til offenlige Bygge- 
foretagender og da der tillige kunde ønskes et større Areal for 
at opfylde Nutidens Fordringer til en botanisk Have, blev der 
ansøgt om Tilladelse til Salg af den ældre og Erhvervelse af en 
ny, større Grund i noget længere Afstand fra Byen. Dette be- 
vilgedes (1885), og saaledes erhvervedes den nuværende Eiendom 
»Haga Frascati”, 32 Hektarer stor, hvoraf de 7 H. ere anvendte til 
den nuværende botaniske Have, som har beholdt det tidligere- 
Navn „Bergielund“. 

Denne nye botaniske Have har en heldig Beliggenhed paa en 
Halvø i Søen Brunnviken, der staaer i Forbindelse med Østersøen,. 


+) Ifølge Testamentets Udtryk, „at Bergielund nu och i framtiden skall blifva 
en schola för horticulturen i riket, och at naturalhistorien, i synnerhet: 
studium botanicum genom denne inrättning vinner en årlig tillväxt“. 


XIII 


saa at Vandet er svagt saltholdigt (brakt), dog i saa ringe Grad, at 
det ikke skader dets praktiske Anvendelse. Da Terrainet tildels 
er couperet og Jordbunden lermuldet med delvis Granit-Underlag, 
er det vel egnet til en botanisk Have. Den hertil anvendte Del 
af Arealet var skovklædt, Resten fornemlig Agerland. Denne Skov- 
bevoxning, som er anvendt til Grundlag for et skandinavisk Ar- 
boret, bestod dels af ældre Ege- og Fyrretræer m. fl., hvoraf nogle 
havde en Alder af c. 300 Aar, dels blandet Skov og dels lavere 
Buske; den største Del af denne Bevoxning blev fjernet med Und- 
tagelse af de større og for Øjemedet brugbare Individer. 

Planen for Arealets Indretning til en botanisk Have er ud- 
arbeidet og sat i Værk af Prof. Wittrock; den fjerner sig i flere 
Henseender fra den i botaniske Haver hidtil almindelig fulgte 
Ordning. Medens Phanerogamerne i det væsenlige ere grupperede 
familievis, ere alle de enkelte Familiers Arter samlede under eet 
(og ikke, som ellers almindeligt, adskilte i træagtige, perennerende 
og hapaxanthe), en Ordning, der betydelig letter det sammenlig- 
nende Overblik over de enkelte Familier. 

Vandplanterne dyrkes i 3 forskjellige Bassiner: 1) for Di- 
cotyledoner, 2) for Monocotyledoner og 3) for Ferskvandsalger. Til 
Havalger er der reserveret Plads i en Afdeling af et Aqvarium 
for kjælnere Vandplanter, der er anbragt midt i de dicotyledone 
Vandplanters Bassin. | 

Men Dyrkningen af Cryptogamer er ikke indskrænket til 
Algerne alene; alle de andre cryptogame Ordener ere at finde paa 
Kortet over Haven paa de for hver især mest passende Steder: 
Laver og Svampe i Skyggen af Eg, Lærk o. fl. Træer, Mosser paa 
et Affald mod N. O. i Nærheden af Søen, Sphagnum-Slegten mod 
S. paa fugtig Bund nær ved det større Vandbassin. Dette Forsøg 
paa en gjennemført planmæssig Dyrkning af samtlige cryptogame 
Planter vil, hvis det lykkes, være vel egnet til at efterfølges af 
andre botaniske Haver. 

Der er selvfølgelig lagt særlig Vægt paa at repræsentere den 
skandinaviske Fiora saa fuldstændig som mulig. Særskilte 
Afdelinger ere bestemte til Dyrkning af Strandplanter fra Ishavets, 
Vesterhavets, Kattegats og Østersøens Bredder, af skandinaviske 
Løv- og Naaleskovsplanter, af klatrende og slyngende Planter o. s. v. 
Forf. fremæver den Interesse slige ,biologiske“ Grupper frem- 
byde, og enkelte Sammenstillinger af denne Art, ogsaa af extra- 
skandinaviske Planter, ere forsøgte, bl. A. af Middelhavets Kyst- 
flora, af Sydruslands Steppevegetation, af Alpeplanter o. fl, 

Derimod er der af plantegeographiske Sammenstillinger 
kun forsøgt en enkelt (chinesiske og japanesiske Buske), idet Forf. 
bemærker, at plantegeographiske Grupper vanskelig lade sig frem- 
stille paa en instruktiv Maade i et Klima som Stockholms, fordi 
bl. A. flere Planter fra de varmere Jordbælter ikke kunne dyrkes 
der i Friland. Anm. kan fuldt ud tiltræde denne Udtalelse, ogsaa 
for Danmarks Vedkommende, om end de klimatiske Forhold her 
ere gunstigere, og flere Grunde kunne foruden den nævnte, an- 
føres imod de Forsøg, der paa flere Steder ere ‘gjorte paa en 
plantegeographisk Ordning. For det første vanskeliggjøres nemlig 
Kulturen i hei Grad derved, at det Antal Arter, der hører til for 
at repræsentere et geographisk Omraade, kræve yderst forskjellige 
Betingelser i Henseende til Lysforhold, Jordbund o. s. v., og hvis 
der ikke anvendes særlig Omhu paa at bringe disse Betingelser 
for hver enkelt Arts Trivsel tilveie, vil Følgen blive, at enkelte 
Arter udvikle sig paa andres Bekostning, saa at det Billede, der 
frembringes, let kan blive misvisende. Dernæst maa, for at Frem- 
stillingen tilnærmelsesvis skal svare til Virkeligheden, baade Løv- 
og Naaletræer, urteagtige ikke mindre end træagtige Planter an- 


XIV 


vendes, hvorimod Bjergplanter ikke bør blandes sammen med 
Sletteplanter, Kystvegetationen adskilles fra Indlandsvegetationen 
o. s. v. Vil man dernæst underafdele et større Floragebet, f. Ex. 
Sydeuropas Bjerge i Pyrenæernes, Alpernes, Sudeternes og Kar- 
pathernes Floraer, vil dette medføre Dyrkning af samme Art paa 
flere Steder, og naar ethvert Exemplar skal udvikle sig frit, 
kræves til en slig gjentagen Doublering betydelig Plads, hvorfor 
en Have, som ikke er rigt udstyret med Pengemidler, Arbeids- 
kraft og Plads, maa betænke sig vel paa at forsøge gjennemført i 
større Maalestok en saadan geographisk Ordning. Men heldigvis 
kan der om plantegeographiske Forhold gives nogen, om end mindre 
haandgribelig, Oplysning ved Hjælp af Etiquetter; naar disse nemlig 
angive hver enkelt Arts Fædreland, ydes der i hvert Fald den 
Studerende en Veiledning til at søge nærmere Kundskab om 
samme i vedkommende Lands floristiske Literatur. Bergielunds 
Etiquetter lade intet tilbage at ønske i Henseende til Fuldstændig- 
heden af de Oplysninger, der kan ønskes, idet der foruden Navn 
og Artens Fædreland angives, naar og hvorfra det paagjældende 
Exemplar er indført i Haven. 

Afhandlingen af 1891 slutter med en Redegjørelse for den 
internationale Frøudvexling mellem de botaniske Haver, og medens 
Forf. anerkjender flere gode Egenskaber ved denne allerede i lang 
Tid anvendte Methode for Frøudvexling mellem botaniske Haver, 
skjuler han ikke deres Skyggesider, navnlig den, at næppe Halv- 
delen af de uddelte Frøsorter ere rigtig bestemte. Anm. kan af 
mangeaarig Erfaring bevidne, at denne Anke vistnok ikke fjerner 
sig langt fra Virkeligheden, men det maa dog bemærkes, at ikke 
alle Haver ere lige skyldige, og at der kan spores Tegn til en 
bedre Tilstand deri, at nogle botaniske Haver betegner ved et 
Mærke de Pianter, der ere bestemte, hvilken Foranstaltning man: 
maa ønske udført i alle Haver. 

Læsningen af de her anmeldte Skrifter giver et meget. til- 
talende Billede af den Institution, de omhandle, og et Besøg i 
samme vil upaatvivlelig lønne sig ikke alene for Botanikere, særlig 
for dem, der have med botaniske Haver at gjøre, men for Enhver, 
der har Leilighed til et Besøg i Stockholm, som her har et nyt 
Tiltrækningsmiddel foruden mange andre. 

Joh. Lange. 


P. Ascherson og P. Magnus: Die Verbreitung der hellfrüchtigen 
Spielarten der europäischen Vaccinien so wie der Vaccinium bewoh- 
nenden Sclerotinia Arten. (Særtryk af „Verhandlungen der zool. 
bot. Gesellschaft in Wien 1801.) 

Allerede tidligere (1889) have de samme Forfattere i en lille 
Afhandling (i Berichte der deutsche bot. Gesellschaft 7 Bd.) ned- 
lagt Indsigelse imod den Opfattelse af Mycologer (I. Schrøter 1879, 
Woronin 1888), at de fra ældre Tid bekjendte hvide Frugter af 
Vaccinium Myrtillus (og V. Vitis idea) skulde skyldes en sygelig 
Tilstand, fremkaldt ved Myceliet af en Snyltesvamp (Rutströmia 
baccarum Schröt.) Sclerotinia baccarum Rehm. ALAN 

Forfatterne paavise, at den hvide eller lyse Farve hos Vacci- 
nium-Frugter kan skyldes to forskjellige Aarsager, nemlig dels den 
ovennævnte Snyltesvamp, hvis Tilstedeværelse fra forskjellige Lo- 
caliteter for Vaccinium Myrtillus (Sclerotinia baccarum Rehm), 
for V. uliginosum (S. megalospora Woron), dels en selvstændig 
(ikke af nogen Svamp fremkaldt) Variation i Frugtens Farve. 

Forfatterne have med megen Flid samlet Materiale til Kund- 
skab om Udbredelsen af begge disse Arter af hvidfrugtede Vacci- 
nier; den ægte Varietet (for alle Arter betegnet som var. leuco- 
carpa) er iagttaget hos alle indenlandske Vaccinium-Arter, hos 


ba 


Aretostaphylus Uva ursi, Empetrum nigrum, Berberis vulgaris og: 
Cerasus Padus. 

Den Art, hos hvilken der hyppigst er funden Exemplarer med 
hvide Frugter, er Vaccinium Myrtillus, som allerede i 1846 
(i Wenderoths Flora Hassiaca) er beskreven under Navn af V. Myr- 
till. var. leucocarpa, med den Bemærkning „nieht etwa eine krank- 
hafte, vorübergehende Erscheinung, sondern constant seit vielen 
Jahren her beobachtet“. Forfatternes lange Liste over denne Afart 
"indeholder Localiteter fra Nordeuropa (Norge, Sverige, Finland, 
Rusland), fra Sydeuropa (Italien), men iser fra Mellemeuropa 
(Tydskland, Osterrige, Schweitz). — Af V. uliginosum er ikke 
iagttaget nogen egenlig varietas leucocarpa, men derimod en Var. 
med gule Frugter, som kun er Forf. bekjendt fra et enkelt Sted 
(Radweg i Kärnthen). Ikke faa Exempler nævnes af V. Vitis idea 
var. leucocarpa, dels fra Mellemeuropa, dels og iser fra Sve- 
rige og Norge. V. Oxycoceus med hvide Frugter angives fra 
Riesengebirge (A. Schultz), hvor den siges at vere ,nicht gar 
selten“, og af Arctostaphylus Uva ursi er en Var. leucocarpa 
funden i omtr. 1000 Exemplarer ved Siffian i Tirol. Empetrum 
nigrum med hvid Frugt er udelukkende omtalt fra russiske Loca- 
liteter (Kurland, Livland, Øsel, Dage), hvorimod hvide Frugter ere 
iagttagne hos Cerasus Padus i Alperne (Kårnthen, Steiermark, 
Tirol). For ingen af disse Varieteter have Forfatterne nævnt Lo- 
caliteter i Danmark”); da imidlertid saavel V. Myrtillus som V. 
Vitis idæa med hvid Frugt ere fundne paa ikke faa Steder i vore 
Nabolande, er det sandsynligt at saadanne ogsaa ville findes her i 
Landet, naar de omhyggelig eftersøges, og Anm. har derfor ikke 
villet undlade at opfordre Botanikere, som have Leilighed til at 
undersøge de nævnte Arter ide Egne, hvor de forekomme i Mængde, 
til at have Opmærksomheden henvendt herpaa. 

Joh. Lange. 


A. Zimmermann: Die botanische Mikrotechnik. Ein Handbuch der 
mikroskopischen Pråparations-, Reaktions- und Tinctionsmethoden. 
— Tiibingen, Laupp; 1892. (278 Pagg. med 63 Træsnit.) | 

Opmærksomheden henledes paa den i ovennævnte Titel an- 
førte Bog. Den er en overmaade vel skreven, klar og tydelig lille 
Lærebog i Microchemi og microscopisk-botanisk Præparation, og 
den indeholder en meget stor Rigdom af Reactioner og Stof be- 
skrivelser, idet ikke alene alle de mere almindelige forekommende 
Plantestoffer ere behandlede, men ogsaa meget sjeldne og kun af 
aldeles specielle Forskere paaviste Forbindelser ere medtagne. For 
danske Studerende vil den foreliggende Bog i Almindelighed være 
for stor, men for specielle Botanikere er den en meget nyttig Hjælp. 
Som Skik er i alle med tydsk, akademisk „Grundighed“ udarbeidede 
Bøger, findes der ogsaa her en Mængde Litteraturhenvisninger og 
et omhyggeligt Register. Den eneste Indvending, man muligen 
kunde gjøre imod Zimmermann's Bog, er den, at der er taget 
altfor meget med, som ikke kan betragtes som fuldstændig sikkert, 
videnskabelig godtgjort, samt en Del Methoder, der i Hænderne 
paa deres Ogfindere og paa meget øvede Microtechnikere vel have 
gjort og kunne gjøre nogen Nytte, men som ved deres Langvarig- 
hed, vanskelige Udførelse og ofte relative Usikkerhed dog neppe 
egne sig til eller fortjene Publication i videre Kredse. 

V. A. Poulsen. 


*) Heller ikke fra England, Holland, Belgien og Frankrig have Forff. angivet 
Findesteder for disse Varieteter. 


XVI 


W. Johannsen: Lærebog i Plantefysiologi med Henblik paa Plante- 
dyrkningen. Kjøbenhavn, 1892; Philipsen. (354 Pagg., med 87 Af- 
bildninger.) 

Det har i den danske botaniske Literatur ikke skortet paa 
mere eller mindre kortfattede Fremstillinger af Plantephysiologien 
eller i al Fald af Dele af denne; men en sammenhængende Lære- 
bog til Brug for Studerende og særlig for Landbrugsstuderende 
har dog ikke foreligget endnu, og allerede af den Grund maa det 
i Overskriften nævnte, ingenlunde lille Værk hilses med Glæde. 
Det fylder virkelig et Hul i Literaturen. Selv om den, der viden- 
skabelig vil studere Plantens Naturhistorie, paa et mere fremrykket 
Stadium vil være nødt til at læse de større, fremmede Lærebøger, 
vil han dog gjennem Læsningen af Johannsens her foreliggende 
Bog blive ført udmærket godt ind i Begyndelsesgrundene af denne 
Gren af Botaniken, og d'Hrr. ,Skoleembedsmznd*“ ville her finde 
en klar, vel skreven og concis Lærebog, som langt er at foretrække 
forFrank's, Ad. Hansen's eller andre mindre, tydske Physiologier. 

Efter en ganske kort, men meget læseværdig Indledning, gaaer 
Forf. over til i et mindre Afsnit, hvoraf enkelte Partier væsenligst 
ere tagne fra Prof. Warmings bekjendte ,,Almindelige Botanik", 
at omtale Plantens .cellulere Structur i Væv og Organer. For 
:studiosi magisterii, der have gjennemgaaet Universitetets plante- 
anatomiske Cursus, vil dette Afsnit, der fra Forf.’s Side opfattes 
som physiologisk-anatomisk, være yderst let forstaaeligt. 

Med Bogens 2den Del begynder Fremstillingen af det rent Phy- 
siologiske; vi finde her Bogens Hovedafsnit, Stofskiftets Physiologi, 
fremstillet først. Meget af Ordningen i dette Parti af Bogen, saa 
vel som ogsaa overmaade meget af selve Fremstillingen er her 
ganske originalt fra Forf.’s Haand og vidner ikke alene om pæda- 
dogisk Sands og physiologisk Første-Haands-Viden, men ogsaa om 
grundigt og kritisk Kjendskab til Literaturen; det forekommer 
Anmelderen, at det ikke væsenligst er den tydske Literatur, men 
ogsaa den nyere franske, som er benyttet, og at der netop herved 
er undgaaet en Ensidighed, som ikke vilde have været heldig. Et 
særlig godt Afsnit er det om Microorganismernes Stofskifte, altsaa 
om Gjæring og Forraadnelse, i kvilket den nogenlunde kortfattede 
Behandling af et uhyre Stof er meget vellykket. For Landmænd 
saa vel som for rene Theoretikere har Capitlet om Kvælstofnæ- — 
ringen (de høiere Planters) i vore Dage særlig og fornyet Interesse. 
Forf.’s Fremstilling er meget anskuelig og ædruelig, hvilket bør 
fremhæves som Modsætning til de seneste tydske (Frank'ske) Frem- 
stillinger af dette vigtige Problem. 

Efter en kortfattet Behandling af den physiske Physiologi, Væxt, 
Vævspænding, Følsomhed, Spiring, Lysets og Jordbundens Betyd- 
ning o. a. m., som med Rette er mindre udførlig behandlet end 
Ernæringsphysiologien, afslutter Forf. sin nyttige Bog med en Frem- 
stilling af Hvileperioderne. 

Bogen er ret net, om end ikke særlig smukt trykt, og Billederne, 
hvoraf mange ere Laan fra Prof. Warmings Lærebog, meget an- 
skuelige; Anmelderen seer dog Bogens største Ros deri, at den kan 
betegnes som et vellykket første Forsøg paa en dansk Lærebog 
i Plantephysiologi. Den bør findes i Hænderne paa enhver Yngre, 
der studerer Naturhistorie, og den maa være læst af Enhver af 
vore mere intelligente Landmænd. 

i V. A. Poulsen. 


V. A. Poulsen: Grundtræk af Plantelæren. Til Brug ved den første 
Undervisning i Botanik — og V. A. Poulsen: Større Lærebog i Plante- 
rigets Naturhistorie ere begge udkomne i dette Foraar, den første 
paa Brd. Salmonsens, den anden paa V. Pio’s Forlag og fremtræde 


Pag 


XVII 


som forøgede Udgaver af Forfatterens tidligere udgivne: Lille 
Plantelære og Lærebog i Botanik. 

I ,Grundtræk af Planteleren...“, der ligsom „Lille Plantelere“ 
er udarbeidet efter Typemethoden, beskrives i alt 41 forskjellige 
Typer klart og livligt, og med saa mange biologiske Notitser, at Inter- 
essen for Planternes Liv vækkes hos Éleverne og det Gjennemgaaede 
ret fæstnes i Hukommelsen. Om hver Type samles de nerstaaende 
Planter og der gjores Rede for de fælles Charakterer, som knytte dem 
sammen til en Familie. Herigjennem føres Eleven tillige ind i 
Systemet, og, naar Undervisningen hviler paa det stadige Selvsyn 
af levende Materiale,. som nedvendigvis maa vere dens Grundvold, 
har Eleven i Virkeligheden faaet et ret betydeligt Grundlag, paa 
hvilket der senere med Held kan bygges videre. De beskrevne 
Typer ere valgte med stor Skjonsomhed og vil paa de allerfleste 
Steder med Lethed kunne skaffes tilveie i tilstrækkelig Mængde. 
Bogens Afbildninger ere ligesom Udstyrelsen i det Hele fortrinlig. 

Den større Lærebog er beregnet til Brug for vordende Lærere 
og Lærerinder og indeholder derfor noget mere end den alminde- 
lige Skolebog, idet Forf. er gaaet ud fra, at Læreren ber raade 
over større Kündskabsmasse, end der fordres af Eleverne. . An- 
melderen kan dog ikke se rettere, end at netop denne Grund nok 
kunde have betinget en fyldigere Fremstilling af den hele Stof- 
mængde, medens Forøgelsen nu falder mere sporadisk og særligt 
er lagt paa den almindelige Del. Bogen begynder med et Capitel. 
om Plantens indre Bygning, som behandler Cellen. og dens Ind- 
holdsstoffer og efterfølges af Capitlerne Rod, Stængel og Blad etc., 
der alle ere udførligere behandlede end de tilsvarende i 1 Skolebogen. 
særligt med Hensyn. til Plantens Bygning og Livsphenomener. I 
den systematiske Del er medtaget Laver og enkelte mindre Familier ~ 
af Blomsterplanterne; Afsnittet om Bacterierne er betydeligt forøget. 
Lærebogen er forsynet med udmærkede, særligt franske Afbildninger 
og i det Hele særdeles smukt udstyret. 


Sophus Rützou. 


MEDDELELSER 


fra 


DEN BOTANISKE FORENING 


I KJØBENHAVN. 
April 1893. 


Foreningsmøder. 


Mødet den 31. October 1891. Tilstede vare: Af botanisk For- 
ening: Bay, Boysen, Didrichsen, Gelert, Gram, Frøken Hallas, 
Herring, Jensen, Johannsen, Krarup, Joh. Lange, Lund, Mentz, 
Frøken E. Moller, O. G. Petersen, V. A. Poulsen, J. P. Ravn, 
Raunkiær, Kolderup-Rosenvinge, E. Rostrup, Rützou, A. Zoffmann. 
Af naturhistorisk Forening: Th. Mortensen. 

Dr. phil. Kolderup-Rosenvinge talte om nogle V æxtforhold 
hos Slægterne Cladophora og Chetomorpha (se p. 29). 

Lector Johannsen gjorde nogle Bemærkninger i Anledning af 
Foredraget. 

Dr. phil. V. A. Poulsen refererede og kritiserede Frøken Ida 
Kellers Arbeide om Plasmabevægelserne. 


Mødet den 28. November 1891. Tilstede vare: Af botanisk For- 
ening: Boysen, Didrichsen, Gelert, Frøken Hallas, Hj. Jensen, 
Johnstrup, Kiærskou, Krarup, Kruuse, Joh. Lange, Madsen, Mentz, 
Frøken Møller, O. G. Petersen, V. A. Poulsen, Raunkiær, Kolderup- 
Rosenvinge, E. Rostrup, O. Rostrup, Rutzou, Fru Staulund, Tous- 
sieng, Wiinstedt. Af naturhistorisk Forening: Th. Mortensen og 
Frøken Wigelsen. 

Lector Bostrup meddelte Resultatet af sine Undersøgelser 
over de af Dr. Kolderup-Rosenvinge og Stud. mag. Hartz i 1880 
—90 i Grønland samlede Svampe. (Se Meddelelser om 
Grønland, III p. 591). 

Dr. V. A. Poulsen gav et Referat af Treub’s Arbeide over 
Casuarinas Befrugtning i Ann. du jardin botanique du Buitenzorg. 


Mødet den 19. December 1891. Tilstede vare: Af botanisk 
Forening: Børgesen, Didrichsen, Feilberg, Friedrichsen, Frøken 
Hallas, Frøken Harboe, Hempel, Hj. Jensen, Krarup, Kiærskou, 
Joh. Lange, Jon. Lange, Madsen, Mentz, Frøken Møller, O. G. 
Petersen, V. A. Poulsen, J. P. Ravn, Raunkiær, Kolderup-Rosen- 
vinge, E. Rostrup, Fru Staulund. Af naturhistorisk Forening: 
Frk. Wigelsen og F. K. Ravn. 

Stud. mag. Mentz talte om Levninger af en Lerstrands- 
vegetation, fundne i Nærheden af den store Vildmose 
(Se p. 79). I den paafølgende Discussion deltoge Lector Rostrup, 
Prof. Lange og Dr. Kolderup-Rosenvinge. 

Professor Lange foreviste forskjellige parallele Varia- 
tioner af Rakletræer og refererede: 

Ascherson og Magnus, Om Varieteter med hvide Frugter ar 
Vaccinier, og 

Wittrock, Bergielunds -botaniska trådgård. 

I den paafølgende Discussion deltoge Lector Rostrup og Gartner 
Friedrichsen. 


XIX 


Mødet den 16. Januar 1892. Tilstede vare: Af botanisk For- 
ening: J. Bay, Didrichsen, Friedrichsen, Gelert, J. B. Gram, Frøken 
Hallas, Frøken Harboe, Hempel, Hj. Jensen, Johannsen, Kiærskou, 
Madsen, Mentz, Frøken Møller, Neumann, O. G. Petersen, V. A. 
Poulsen, Raunkiær, Kolderup-Rosenvinge, O. Rostrup, Rutzou. Af 
naturhistorisk Forening: F. K. Ravn. 

Lector O. G. Petersen holdt et Foredrag om Nägeli og Sanio. 

J. C. Bay gjorde nogle Bemærkninger i Anledning af Foredraget. 

Docent Rützou foreviste Edingers Tegneapparat. 


Mødet den 13. Februar 1892. Tilstede vare: Boysen, Bøggild, 
Didrichsen, Friedrichsen, Gelert, Frøken Hallas, Frøken Hanne- 
mann, Kiærskou, Krarup, Jon. Lange, Mentz, Frøken E. Møller, 
O. G. Petersen, V. A. Poulsen, F. K. Ravn, Raunkiær, E. Rostrup, 
Kolderup-Rosenvinge, Rützou. 

Lector O0. @. Petersen meddelte: Nogle Træk af Scitami- 
neernes Anatomi. (Disse Meddelelser ville blive publicerede 
andensteds). 


Mødet den 27. Februar 1892. Tilstede vare: J. C. Bay, Boysen, 
J. B. Gram, Frøken Hallas, Hj. Jensen, Johannsen, Lund, Mentz, 
Neumann, V. A. Poulsen, F. K. Ravn, Raunkiær, Kolderup-Rosen- 
vinge, E. Rostrup. 

Secretairen oplæste Brudstykker af et Brev fra Professor 
Warming, som dengang opholdt sig i Venezuela. 

Hr. J. Chr. Bay gav Referater af Arbeider om Tannoiderne 
og deres Forhold i den plantephysiologiske Chemi samt af nyere 
phytochemiske Arbeider. 

I den paafolgende Discussion deltoge Dr. V. A. Poulsen, Lector 
Johannsen og Cand. mag. Hj. Jensen. 


Mødet den 19. Marts 1892. Tilstede vare: Becher, Boysen, 
Bruun, Didrichsen, Frøken Hannemann, Frøken Harboe, Helweg, 
Johannsen, Alöcher, Krarup, Madsen, Mentz, O. G. Petersen, Poul- 
sen, F. K. Ravn, Raunkiær, Kolderup-Rosenvinge, E. Rostrup, O. 
Rostrup, Rützou, Warming. 

Lector E. Rostrup gav nogle mykologiske Meddelelser. 
(Se p. 65). 


Mødet den 23. April 1892. Tilstede vare: Af botanisk Forening: 
Balslev, Boysen, Dalskov, Didrichsen, Gelert, Hallas, Frøken 
Hannemann, Mørk Hansen, Frøken Harboe, Hørring, Ipsen, Joh. 
Lange, Jon. Jange, Kiærskou, Kruuse, Mentz, O. G. Petersen, 
Poulsen, F. K. Ravn, Raunkiær, Kolderup-Rosenvinge, E. Rostrup, O. 
Rostrup, Rützou, Warming, Wiinstedt. Af naturhistorisk Forening: 
Frøken Wigelsen. 

Cand. mag. Raunkiær meddelte en Oversigt over sine Under- 
søgelser over Vegetationsorganernes Morphologi og 
Biologi hos de danske Cyperaceer. 

Taleren gav først en almindelig Oversigt over Voxemaade, 
Forgreningsforhold, Overvintring osv. Skududviklingen er i 
Regelen to- eller treaarig, dog med mange Undtagelser. Bortseet 
fra Carex digitata, som, hvad længe har været kjendt, har mono- 
podial Forgrening, er Forgreningen hos alle de andre danske 
Cyperaceer sympodial. Han omtalte Forskydningen af Knopperne, 
som allerede Irmisch havde iagttaget hos Heleocharis palustris og et 
Par Scirpus Arter, og Celakovsky hos Carex arenaria; men for- 
uden hos disse Arter havde Taleren fundet, at Knopperne. for- 
skydes til Grunden af det efter Støttebladet følgende Blad hos 
saa godt som alle vore Cyperaceer, hos hvilke det ovenfor Knoppen 


xx 


liggende Stengelstykke er strakt, såa” at en Forskÿdning over- 
hovedet ‘kan finde Sted. Taleren gjorde opmærksom paa den paa- 
faldende Overensstemmelse, der i denne Henseende var mellem 
Jüncaceer og Cyperaceer, medens en saadan Forskydning af Knop- 
perne’ meget sjeldent fandtes hos Gramineerne; han havde i denne 
sidste Familie, for de danske Arters Vedkommende, kun fundet. 
Knopforskydning hos Catabrosa aquatica og Molinia coerulea bort- 
seet fra, at hos de fleste een- ‘og toaarige og en Del fleraarige 
Gresser, hos hvilke Skuddets tvekjolede Forblad støtter den første 
Knop, denne da altid er forskudt, ikke opad, men 90° til Siden 
og, med’ en enkelt Undtagelse, altid til den Side, der er modsat. 
det efter Forbladet følgende Blad. Taleren omtalte dernæst de 
enkelte Arter indenfor de forskjellige Slægter. Efter Voxemaaden 
(tueformet eller spredt 9: med Udløbere), monopodial eller sym- 
podial Forgrening, med eller uden udpræget Kraftknop, Kraft- 
knoppens Plads osv. delte han Arterne indenfor Slægten Carex i 
9 Grupper paa følgende Maade: 


I. Tueformet Vext. 
A. Monopodial Forgrening: 
1. Digitata-Gruppen. — Herhen kun Carex digitata. 
B: Sympodial Forgrening. 


a. Overvintring ved lukkede Knopper; Lovbladskuddene at- 
slutte om Efteraaret Væxten med Dannelsen af en lavblad- 
klædt Endeknop, der overvintrer, medens Lovbladene enten. 
ganske dø bort (C. caespitosa) eller de øverste, yngste, forblive 
grønne ved Grunden Vinteren over (C. stricta): 

2. Caespitosa-Gruppen. -— C. caespitosa og C. stricta. 


b. Overvintring ved aabne Lovbladskud: 


3. Montana-Gruppen: Uden udpræget Kraftknop, idet snart den 
nederste snart en af de mellemste Knopper er fremmeligst ; 
lste Knop sidder oftest i 3die, sjeldnere i 4de eller ote Blad- 
axel. Skududviklingen 2--3-aarig. Lovbladene visne ganske. 
eller næsten ganske i Vinterens Løb. — C. montana og C. 
pilulifera. | 1 

4. Remota-Gruppen: Med udpræget Kraftknop i 4de Bladaxel, 

sjeldnere, navnlig paa de senere Skudgenerationer hos C. cy-. 

peroides, i 3die eller 2den Bladaxel. Skududviklingen er 2—3- 

aarig ( C. remota) eller 1—2-aarig (C. cyperoides) ; der anlægges 

flere Skudgenerationer i hver Væxtperiode. Bladene mere 

eller minläre vintergrønne. — C. remota, C. cyperoides og C: 

Boenninghausenian« (= C. remota X paniculata), hvilken sidste 

ogsaa hvad de vegetative Organer angaaer ganske indtager 

en Midtstilling mellém de to formodede Stamarter. | 

Paniculata-Gruppen: Kraftknop i Almindelighed i dte Blad- 

axel; derefter 1—flere svagere Knopper, de øverste mindst. 

Skududviklingen 1 Regelen 8-aarig: 1—8 Skudgenerationer 


Qt 


anlægges i hver Væxtperiode. — C. paniculata, C. paradoxa, 
©. teretiuscula, C. vulpina, C. muricata, C. elongata, C. pallescens 
og C. flava. 


6. Silvatica-Gruppen: Kraftknop i 7de Bladaxel, derefter 1— 
flere mindre kraftige Knopper, de øverste mindst. Skudud- 
viklingen 8-aarig; i Regelen anlægges der kun een Skudgenc- 
ration i hver Væxtperiode. Bladene i særlig Grad vinter- 
grønne. — C. silvatica, C. distans og C. fulva. 


SEXE: 


II. Spredt Væxt, idet idetmindste nogle af Skuddene begynde: 
med en kortere eller længere, vandret Udløberdel. 
Forgreningen sympodial. 


A. Forgreninsen uregelmæssig; Sideskud, baade strax-oprette 
og med Udløberdel udstyrede, kunne udgaa saa vel fra 
den opstigende Skuddel (Ombøiningsstedet) som fra den 
strakte Udløberdel. 

Chordorrhiza-Gruppen. — C. chordorrhiza. 

B. Forgreningen for saa vidt regelmæssig, som Sideskud kun 
udgaa fra den opstigende Skuddel, Ombeiningsstedet; er 
der flere Sideskud, hvilket er Regelen, har den nederste 
den længste Udloberdel og er fremmeligst; paa de øvrige 
bliver Udloberdelen kortere jo heiere Skuddet sidder, og 
de øverste have slet ingen Udleberdel men danne strax- 
oprette Skud: 

8. Arenaria-Gruppen: Med særlig udpræget Kraftknop i 4de eller 
5te Bladaxel; det af Kraftknoppen fremgaaede Foryngelsesskud,,. 
som er antidrom med Moderskuddet, voxer ud i samme Ret- 
ning som dettes Rhizomdel og iler i Udvikling langt forud 
for det eller de efterfølgende Formeringsskud; der anlægges i 
hver Væxtperiode flere Skudgenerationer, og Skududviklingen 
er 1. Regelen 2-aarig. — C. arenaria med Kraftknoppen i 4de 
Bladaxel (Celakovsky i „Sitzungsber. d. K. böhm. Geselsch. d. 
Wiss. in Prag‘, 1881, Pag. 238), C. disticha med Kraftknoppen 
i dte og C. incurva med Kraftknoppen snart i 4de, snart i dte 
Bladaxel. 

9. Flacca-Gruppen: Den nederste, første Knop sidder ikke i 
nogen bestemt Bladaxel og kan saaledes kun for saa vidt 
kaldes Kraftknop, som den i Regelen er fremmeligere end de 
øvrige og voxer som Fortsettelsesskud ud i Retning af 
Moderskuddets Rhizomdel. medens de andre, hvis der over- 
hovedet udvikles flere, voxe ud i forskjellige Retninger. Der 
anlægges i hver Vextperiode 1—3 Skudgenerationer og Skud- 
udviklingen er i Regelen 3-aarig, sjeldnere 2- eller 4-aarig. 
Redderne udgaa fortrinsvis fra den opstigende Skuddel og 
oftest alene herfra. — C. dioeca, C. Goodenoughii, C. gracilis, 
C. verna, C. ericetorum, ©. panicea, C. flacca, C. limosa, C. 
rostrata, C. vesicaria, C. acutiformis, C. riparia, C. filiformis 
eg C. hirta. 

Flere Arter i de øvrige Slægter kunne i det Væsentlige hen- 
fores til disse indenfor Carex-Slegten opstillede Grupper, saaledes 
f. Ex. Rhynchospora fusca, Cladium Mariscus, Eriophorum polysta- 
stachyum, E. gracile og Scirpus silvaticus til Flacca-Gruppen, og 
Eriophorum vaginatum til Paniculata-Gruppen; men mange Arter 
fremtræde dog som særegne Typer, saaledes Schoenus- og Heleo- 
charis-Arterne, Eriophorum alpinum, Rhynchospora alba og de fleste 
Seirpus-Arter, hvoraf Taleren udførligt omtalte S. maritimus og 
og S. pauciflorus; saa vidt Taleren havde kunnet se, forholdt den 
sidstnævnte Art sig paa følgende Maade: den har et lodret eller 
skraat opstigende, meget kortleddet, sympodialt Rhizom, som 
hurtigt deer bort bagfra, saa at kun eet Aars Tilvæxt er levende 
paa samme Tid. I hver Vextperiode udvikles flere, indtil c. 10, 
oftest dog færre, Skudgenerationer; hvert Skud bærer tre grund- 
stillede, skedeformede Lavblade; mellem disse og den endestillede 
Blomsterstand findes knn eet, 5—20 cm. langt Stængelstykke,. 
Straaet, som er Plantens eneste Assimilationsorgan, idet Løvblade 
fuldstændigt mangle; ofte findes enkelte golde, kun assimilerende 
Straa. Det nederste Lavblad, det rygstillede tvekjølede Forblad,. 
støtter en Kraftknop, der voxer ud til et Skud, som i Et og Alt. 

Ca 


=] 


XXII 


gjentager det relative Hovedskud; det 2det Blad er et Ammeblad, 
som fra en øvre Del af sædvanlig Beskaffenhed mod Grunden 
gaaer over i en tyk, kjødet Grunddel, hvis Celler ere ganske 
proppede med Stivelse; ogsaa det 3die og længste Blad, der tæt 
omslutter den nederste Del af Straaet, er ved Grunden lidt op- 
svulmet, med stivelsefyldte Celler, men i meget ringere Grad end 
det foregaaende. Mod Slutningen af Sommeren udsende Tuerne, 
men dog ikke altid, 1—3, undertiden maaske flere, vandrette, 
underjordiske, 2—7 Cm. lange Udløbere, der udgaa fra Grunden 
af de oprette Skud og, saa vidt Taleren havde kunnet se, fra 
Hjørnet af 2det Blad, Ammebladet; efter 2—4 forlængede Stæn- 
gelstykker beie disse Udløbere opad og afsluttes med en Knop, 
der næste Aar grundlægger en ny Tue; undertiden voxer Knoppen 
allerede i første Aar ud til et kort, goldt Straa med 3 Lavblade 
ved Grunden; det første af disse Blade støtter da den løgformede, 
overvintrende Kraftknop. i 


Prof. Warming gjorde efter Foredraget nogle Bemærkninger. 


Mødet den 14. Maj 1892. Tilstede vare: Børgesen, Dalskov, 
Didrichsen, Frøken Hallas, Frøken Hannemann, Frøken Harboe, 
Hartz, Johannsen, Kiærskou, Jon. Lange, Lund, Mentz, O. G. 
Petersen, V. A. Poulsen, Raunkiær, F. K. Ravn, J. P. Ravn, E. 
Rostrup, Sarauw, A. Zoffmann. 

Lector O. G. Petersen talte om den molocolyledone Stæn- 
gels Tykkelsevæxt og anatomiske Regioner (Se 8. 112). 

Cand. mag. C. Raunkier gav Meddelelse om et Par nye 
Snyltesvampe (se S. 108) og talte dernæst om Bestovningen 
og Frugtspredningen hos de danske Cyperaceer. 

De vare alle, omend i forskjellig Grad, proterogyne; hos de 
med tvekjonnede Blomster udstyrede Slægter er Proterogynien i 
Regelen saa staerk, at Selvbestevning er udelukket; hos nogle kan 
Krydsbestevning finde Sted mellem Blomster i samme Blomster- 
stand, hos andre ikke; Taleren havde dog i denne Henseende 
fundet store individuelle Forskjelligheder. Han havde hos enkelte 
Arter, f. Ex. Scirpus caespitosus, iagttaget Tilbeielighed til Sær- 
kjonnethed, og Eriophorum vaginatum havde han paa den lille Ø i 
Hvalsolille Se fundet fuldstændig gynodioecisk. Carex-Arterne 
kunde for saa vidt kaldes proterogyne som den hunlige Del af 
Axet hos Mono- og Homostachyae blomstrer for den hanlige, lige- 
saa Q-Axene hos Heterostachyae for d-Axene eller d-Axet paa 
samme Straa. 

Taleren omtalte dernest Frugtspredningen, som fandt Sted 
baade ved Vindens, Vandets og Dyrenes Hjælp. Forskjellige Byg- 
ningsforhold, der ikke synes at være til anden Fordel for Plan- 
terne, begunstige Spredningen ad de nævnte Veie og fremtræde 
saaledes som bestemte Tilpasninger. Hos de fleste, især -de høi- 
stænglede Arter, kunne Frugterne føres kortere eller længere bort 
fra Moderplanten derved at Stænglerne svaie frem og tilbage i 
Vinden, hvorved Frugterne slynges bort. Et særegent Flyve- 
apparat findes som bekjendt kun hos Eriophorum-Arterne. Spred- 
ning ved Vandets Hjælp er overveiende, hvilket er i god Over- 
ensstemmelse med, at de fleste Arter ere Sumpplanter eller dog 
voxe paa fugtige, i Efteraar og Vinter ofte oversvømmede Steder. 
Hos mange Carex-Arter vare Nødderne vel tungere end Vand, 
men paa Grund af Frugthylsteret, der danner et mere eller mindre 
løst sluttende Hylster omkring Nødden, blive Frugterne hos alle 
Carex-Arter dog lettere end Vand, saa at de svømme ovenpaa 
idetmindste i nogen Tid. Hos nogle Arter, f. Ex. C. rostrata, C. 
vesicaria 0. a., som alle ere Sumpplanter, ere Frugthylstrene i 


XXIII 


særlig Grad opbleste og omgive Nødden som en Ballon; saadanne 
Frugter føres bort ikke alene af Strømmen, men ogsaa Vinden 
kunne drive dem fra den ene Bred til den anden. Spredning ved 
Dyrenes Hjælp foregaaer paa forskjellig Maade. Hos Carex pau- 
«ciflorus (omtalt af Kerner i „Pflanzenleben“ II, Pag. 810) og C. 
pulicaris affalde mod Frugtmodningen Dækskjællene i den hun- 
lige Del af Blomsterstanden, hvorved Frugthylstrene blive blot- 
tede; Frugthylstrene ere desuden meget spidse og beie mod Frugt- 
modningen nedad og løsnes meget let fra Axen; de blive derfor 
let stikkende i Pelsen paa Dyr, som komme til at berøre dem, 
-og kunne paa denne Maade blive spredte. Paa en lignende Maade, 
mend ikke saa udpræget, forholde sig C. dioeca, C. Davalliana, C. 
‚sechinata, C. muricata o. fl. Et andet Middel, hvorved Frugterne 
kunne spredes ved Dyrenes Hjælp, findes hos de med Blomster- 
børster udstyrede Arter, hvis Blomsterbørster ikke, saaledes som 
hos Eriophorum, voxe ud til lange, jevne Haar, men forblive for- 
holdsvis korte og ere forsynede med Smaatorne, hvorved Frug- 
ten let bliver hængende i Fuglenes Fjer eller Pattedyrenes Pels, 
idet Blomsterbørsterne nemlig blive siddende ved Grunden af 
Frugten, naar denne løsnes fra Axen. Hos disse Arter ere Frug- 
terne gjennemgaaende tungere end Vand. Scirpus pauciflorus, 
S. lacuster, S. Tabernaemontani, S. compressus, S. silvaticus, S. mari- 
-timus, Heleocharis palustris, H. multicaulis og Rhynchospora alba have 
nedadrettede, Schoenus ferrugineus og Rhynchospora fusca opadrettede : 
Smaatorne paa Blomsterborsterne; ogsaa Scirpus rufus skal have 
-opadrettede Smaatorne paa de her meget korte Blomsterborster; 
hos de af Taleren undersøgte Individer manglede Blomsterbor- 
sterne ganske, og han antog dette Forhold for det almindeligste 
hos denne Art; Frugterne vare imidlertid lettere end Vand, og 
‘da denne Art voxer paa Strandenge, der ikke sjeldent oversvømmes, 
kunne Frugterne saaledes let blive spredte ved Vandets Hjælp. 
Hos Scirpus fluitans, S. setaceus og Heleocharis acicularis svømme 
Frugterne, idetmindste i Begyndelsen, ovenpaa Vandet; Blomster- 
børster mangle ganske hos den første, mangle i Regelen hos den 
anden og ere korte og hurtigt affaldende hos den sidste; da de 
‚alle ere Vand- ellsr Sumpplanter eller dog idetmindste voxe paa 
lave, fugtige Steder, kunne Frugterne sikkert let spredes ved Van- 
«dets Hjælp. Paa den anden Side kunne Frugterne, der ere meget 
"smaa, formodentlig ogsaa føres fra det ene Sted til det andet ved 
sammen med Jord og Dynd at henge fast ved Vandfuglenes 
Fødder; dette er vistnok især Tilfældet med de kun c. 1 Mm. 
lange Nødder af Scirpus fluitans, en Vandplante, som har sin Hoved- 
udbredelse i Vestjylland, altsaa indenfor en af Hovedveiene for 
‘de nordiske Vade- og Svommefugles Træk. Til Slutning omtalte 
Taleren den paafaldende Forskjel i Uddannelsen af Frugtspred- 
ningsapparatet hos vore to Rhynchospora-Arter og gjorde opmærk- 
som paa en Form af R. alba, der manglede Smaatorne paa Blom- 
‚sterborsterne. Begge Arter have her i Landet deres Hovedudbre- 
"delse i Vestjylland; de kunne vel undertiden træffes sammen, 
men i Almindelighed voxer R. alba dog paa fugtigere Lokaliteter 
vend R. fusca, og har saaledes størst Mulighed for at blive spredt 
ved Vandfugles Hjælp; Taleren antog, at dette idetmindste var 
een af Grundene til, at R. alba var meget mere almindelig end 
RR. fusea. . 


Mødet den 21. Mai 1892. Tilstede vare: Bartholin, Becher, 
Boysen, Dalskov, Didrichsen, Gelert, Hartz, Kiærskou, Klöcher, 
Axel Lange, Joh. Lange, Jon. Lange, Madsen, H. Mortensen, O. 
G. Petersen, Piper, V. A. Poulsen, F.K. Ravn, Raunkiær, E. Rostrup, 
©. Rostrup, Kolderup-Rosenvinge, Sarauw, Strandgaard, Warming. 


XXIV 


Professor Lange fremviste en Grankogle, paa hvilken Para- 
sticherne gik tilvenstre istedetfor tilheire og en Anemone nemorosa 
med blaalige Blomster, funden i Talerens Have. 

Seminarielærer Mortensen omtalte, at han havde funden lig- 
nende blaa Anemoner i Jonstrup Skov. 

Dernæst gjorde Professor Lange Rede for Nomenclaturcomi- 
teens Virksomhed og fremlagde dens Resultater. Herefter paa- 
fulgte en lengere Discussion, i hvilken deltoge Museumsinspecteur 
Kiærskou, Lector O. G. Petersen, Stud. mag. Krarup, Prof. War- 
ming, Dr. V. A. Poulsen, Dr. Kolderup- -Rosenvinge, Lector Rostrup,. 
Forstcandidat Sarauw. 


Medet den 29. October 1892. Tilstede vare. Af botanisk Forening: 
Bartholin, Boysen, Bøggild, Dalskov, Didrichsen, Feddersen, Gelert,. 
Frøken Hallas, Frk. Hannemann, N. Hansen, Hj. Jensen, Johannsen,. 
Kiærskou, Krarup, A. Lange, Lund, Mentz, H. Mortensen, Frøken 
E. Møller, Ottesen, Paludan, ©. G. Born V. A. Poulsen, F. K. 
Ravn, J. P. Ravn, Raunkiær, Kolderup-Rosenvinge, Sarauw, Schou, 
Fru Staulund. Af naturhistorisk Forening: Edm. Andersen, Ma- 
thisen og Frøken Wigelsen. Endvidere som Gjæster: Hr. Lector 
Oppermann og Candidat Dahl fra Christiania. 

Dr. phil. V. A. Poulsen talte om nyere Undersøgelser 
over Protoplasmastremninger. Han refererede Hauptfleisch’s 
nyeste Arbeide i Pringsheims Jahrbücher. Sluttelig nævnede 
Taleren Bertholds og Gurnches Undersøgelser over Protoplasma- 
strømningernes mekaniske Forklaring (Emulsionsbevægelser). 

Lector O. G. Petersen talte om Birkene i Hostmark Skov 
(Nærmere Meddelelser forbeholdes). ° 

I Discussionen efter Foredraget deltoge Lector Ope 
Forstkandidat Sarauw og Dr. Kolderup-Rosenvinge. 


Mødet den 26. Novb. 1892. Tilstede vare: Boysen, Boggild, 
Didrichsen, Friis, Frøken Hallas, Claudi Hansen, Ostenfeld Hansen, 
Hartz, Helweg, Hempei, Kiærskou, Klöcher, A. Lange, Joh. Lange, 
Jon. Lange, Madsen, Mortensen, O. G. Petersen, Piper, V. A. 
Poulsen, F. K. Ravn, Raunkiær, Kolderup-Rosenvinge, E. Rostrup, 
Rützou, Sarauw, Seehusen, Fru Staulund. Endvidere som Gjæst: 
Cand. Dahl fra Christiania. ; 

Lector Bostrup meddelte en floristisk Skitse af Rørvig- 
Egnen, grundet paa et Par Ugers Ophold i sidste Juli Maaned 
paa. denne til Odsherred hørende Halvø, beskvllet af Isefjord og 
Kattegat. Da denne Egn neppe ret ofte har været besøgt af 
Botanikere og da den frembyder adskilligt af Interesse, fandt 
Foredragsholderen, åt der var Anledning til at meddele sine Iagt- 
tagelser, saaledes som de frembøde sig paa det nævnte Tidspunkt. 
Halvdelen af Rørvig Sogn, nemlig Nakke Land, er meget frugtbar, 
medens Resten er sandig, dels Flyvesand og Klitter, dels Mose og 
Hede, der dog i den senere Tid ‘for en stor Del er bleven culti- 
veret. I den nylig i „Danmark“ af Kmherre Bille givne, iøvrigt 
tiltalende Skildring hedder det om denne Egn, at ,Lyngen nu er 
en Sjeldenhed, medens Porse og Kjæruld trives men dette 
Vegetationsbillede er dog ikke synderlig træffende, thi baade 
Hedelyng og Klokkelyng høre til de hyppigst optrædende Planter, 
der endnu dække store Strækninger, medens. Porse og Kjæruld 
vel ikke fattes, men ere langtfra dominerende. Af størst botanisk 
Interesse er den saakaldte ,Hoisand“, en gammel, hei og skarpt 
begrænset Klit, der strækker sig henved en halv Mil fra Rørvig 
By tværs gjennem Landet til Dybe Sø ved Kattegat, som en 
sammenhængende Aas. Den er enkelte Steder beplantet med 
spredte Fyr og Rødgraner, der dog trives slet, medens den natur- 


XXV 


lige Vegetation er overmaade frodig. Aasen er, især paa Østsiden, 
beklædt med talrige Buske, henhørende til alle vore almindelige 
Arter, allevegne overvoxede med frodige, rigtblomstrende Gede- 
blad, der endog naaede helt op i Toppen af Fyrretræerne, ikke 
at tale om Enerne; en anden af vore vellugtende Buske, Æble- 
rosen, fandtes ogsaa flere Steder. Fremherskende af urteagtige 
Planter paa Aasen ware: Thalictrum minus, tildels i store kraftige 
Exemplarer, hyppig bedækket med Æcidier; Geranium sanguineum, 
jævnlig forsynet med Midegaller og undertiden med blodrøde 
Blade, hvorved den blev meget afstikkende; Phleum Boehmeri i 
overordentlig Mængde, gruppevis af et besynderligt Udseende, idet 
Dusken var misdannet med store grønne fremragende Avner og 
purpurrøde Frugter, der indesluttede en Mylr af Rundorme: 
Tylenchus Phalaridis ; endvidere Pulsatilla nigricans, Scleranthus per- 
-ennis, Thymus chamedrys albiflorus, Gnaphalium arenarium, Hypo- 
‚cheeris maculata, Jasione, Corynephorus, Avena pratensis, Aira flexuosa 
og en stiv gulagtig Form af Poa nemoralis coarctata. I ringere 
Mengde Chamaenerium, Silene nutans, Pyrola secunda, Helianthemum, 
Melampyrum arvense, Sedum Telephium, Artemisia campestris, Con- 
wallaria Polygonatum; Calamagrostis Epigejos og Botrychium Lunaria. 
En anden Lokalitet med en meget frodig Vegetation er de steile 
lerede Skrenter, som begrænse det heiere beliggende Norrevang 
fra Strandmarkerne, og som gjenfindes paa Østkysten af Nakke 
Land (Skredbjerg). Som en af de mest fremtrædende Planter paa 
disse Skrænter skal nævnes Vincetoxicum, der mange Steder farvede 
store Pletter hvide; endvidere fandtes overalt paa disse Brinker 
den mindre iginefaldende Poterium dictyocarpum, der saavidt vides 
ikke for er funden vildtvoxende paa Sjælland eller overhovedet 
paa de danske Øer med Undtagelse af Bornholm: thi det fra 
Møen angivne Voxested ansees for tvivlsomt, da den netop der 
flere Gange er bemerket som Ukrudt i en perennerende Lucerne- 
mark, og sikkert er indført med fransk Lucerne, hvori Froet 
hyppig træffes. Af andre paa disse Brinker hyppig optrædende 
Planter skal nævnes: Silene nutans, Dianthus Armeria, Viscaria, 
Spiræa. Filipendula, Campanula persicifolia, Geranium sanguineum, 
Origanum, af hvilken der fandtes store 'Tuer, hvor samtlige Stængler 
havde faaet et besynderligt Udseende, saa at Planten neppe var 
til at gienkjende, med meget smaa Blade og smaa indviklede 
Blomsterstande, hidrerende fra Angreb af en Mide: Tetranychus 
telarius; endvidere Centaurea Scabiosa med smukt rosa Kroner, 
Viola hirta. Klitterne langs Kattegat vare bedekkede med en Rig- 
dom af Lathyrus maratimus, Thalictrum minus, Crambe, Eryngium, 
Elymus, Psamma, Agropyrum junceum, Corynephorus canescens og var. 
pallida; indenfor denne yderste Klitrekke findes en lang flad 
Strekning af gruset Beskaffenhed, med en eiendommelig spredt 
og lav Vegetation, væsentlig bestaaende af Lichener: Cladonia 
rangiferina, Cornicularia aculeata, Cetraria nivalis, endvidere Racomi- 
trium canescens, Thymus, Empetrum med straaleformigt liggende Grene, 
Gnaphalium arenarium, tildels med hgjrede Kurve. I Klitten ved Kors- 
hegn voxede Senecio viscosus og ved , Kolerahuset“ en Mangde Hyoscya- 
mus. Mellem Dybe Se og Flynderss fandtes flere Steder, hvor Grøn- 
”sværen var afskaaret, bedækkede med en meget smalbladet Form af 
Polygonum aviculare var. angustissima, med indtil alenlange til alle Sider 
udbredte Stængler, der vare saa tæt tiltrykte til Jorden som om 
Planterne vare præparerede for et Herbarium. Sammesteds fandtes 
i Empetrum-Tuer nogle Frugter af Medicago minima, saa at Planten 
vel ogsaa maa være der. Bredden af den smukke Dybe Sø var 
beklædt med en Mængde Juncus lamprocarpus, som næsten alle havde 
den eiendommelige monstrøse Form, som hidrører fra, at den beboes 
af Larver af en Bladloppe: Livia juncorum. — I de tørvholdige 


XXVI 


Sumpe ,Langsomose“, i den østlige Del af Norrevang fandtes i 
Mengde: Cladium Mariscus, Juncus obtusiflorus, Epipactis palustris:: 
her fandtes ogsaa paa en nylig udtørret Flade en Mængde Triglo-- 
chin palustre med eiendommeligt monstrøse Ax,. idet Axedelen paa 
heist forskjellig Maade var opsvulmet og stærkt bugtet eller sleife- 
formet snoet, uden at Aarsagen var til at opdage. Paa et andet 
Sted ved Strandbredden syd for Rørvig By fandtes i en længere 
Strækning en formelig Skov af kæmpemæssige Exemplarer af 
Triglochin maritimum, med Skafter af indtil 117 Centimeters Længde. 
Endelig fortjener endnu at anferes, skjønt Stedet ligger udenfor 
den egentlige Rørvig Egn, at nogle lange Ligusterhegn om Marker 
udenfor Nykjøbing vare bedækkede i den Grad af Cuscuta. at de 
viste sig gulskinnende i lang Afstand; den svarede ganske til 
Beskrivelsen af den her i Landet ikke tidligere bemærkede Cuseuta 
Ligustri Aresch, om hvis Artsberettigelse der jo imidlertid hersker- 
Tvivl. | 


Professor Lange fremlagde nogle nyere spanske og por- 
tugisiske botaniske Værker: 

M. Willkomm, Illustrationes floræ Hispanie insularumque 
Balerium vol. 1 (1881—85), vol 2 (1886—).. 

Sandsynligvis vil dette smukt udstyrede, i omtr. 10 Aar regel- 
mæssigt fortsatte Billedværk nu blive afsluttet med det Hefte,. 
der snart kan ventes som Slutning af det andet Bind. Texten, 
der er forfattet paa Spansk og Fransk, bekræfter hvad den udfer- 
lige Titel angiver, at Værket omfatter dels tidligere beskrevne, 
men saavel i Naturen som i Herbarierne sparsomt forekommende 
og derfor ofte tvivlsomme Arter, dels for Videnskaben nye Arter,. 
der ere fundne og beskrevne i de senere Aar, og desuden at der, 
i Modsætning til, hvad der er Tilfældet med Prodromus fl. Hispan. er- 
optaget ikke alene spanske, men ogsaa portugisiske og baleariske 
Planter. 

Medens i det forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede 
Spaniens Flora blev undersøgt og bearbeidet af saa berømte ind- 
fødte eller i selve Landet bosatte Botanikere som Cavanilles,. 
Lagasca og den fransk fødte, men i Spanien akklimatiserede og 
længe som Geistlig i Santiago boende P. 4. Pourret, forløb der 
en lang Tid, i hvilken Spaniens Flora kun sjeldent blev under- 
søgt og da fortrinsvis af Fremmede. Dette Forhold er i de sidste 
Aartier heldigt forandret til det Bedre. idet ikke faa paa den ibe- 
riske Halvø hjemmehørende Botanikere med Flid have undersøgt — 
deres Omegns Flora og tildels publiceret lokale floristiske Arbeider,. 
saaledes for Spaniens Vedkommende: Cutanda for Madrids Omegn’),. 
Loscos og Pardo”) for Aragonien, Costa*), Tremols og Vayreda for 
Catalonien, L. Seoane for Galicien, Texidor for Valladolid osv.*),. 
Rodriguez) og Barcelo®) for Balearerne o. fl, og ved Siden af 
disse Bestræbelser har et stadigt tiltagende Besøg af udenlandske 
Botanikere ydet Bidrag til Belysning af Spaniens lige saa rige som 
interessante Vegetationsforhold. ' 

Det her omhandlede Værk vidner altsaa om, at der siden 
Prodr. fi. Hisp. blev afsluttet (1880) er indsamlet et betydeligt. 
Materiale til den iberiske Halvøs fioristiske Beskrivelse og nøiere 


1) V. Cutanda, Flora compendiada de Madrid y sa provincia 1861. 

2) Loscos y Pardo, serie inconfecta pl. indigen. Aragoniæ 1863. Loscos,. 
Tratado de pl. de Aragon. 1878. rd 

3) Costa, Introduccion à la flora de Cataluna 1864 og Ampliacion al Catal. de 
pl. de Cataluna 1873. 

4) J. Texidor y Cos. Apuntes para la flora de Espana. 1869. 

5) J. J. Rodriguez y Femenias, Catalogo razonado de las pl. vase. de: 


Menorca 1865. i 
6) T. Barcelo, Apuntes para una flora de las islas Baleares. 1867. 


XXVII 


Kjendskab til dens plantegeografiske Forhold; og yderligere Bidrag 
kunne endnu ventes fra Egne, der hidtil kun sjeldent have været 
besøgte. 

I første Bind indeholdes 92 Tavler, paa hvilke 120 Arter ere 
afbildede, alle med sædvanlig Dygtighed tegnede og dels helt, 
dels halvt kolorerede og med analytiske Figurer forsynede af den 
flittige Forfatter. Kan der end i enkelte Tilfælde (f. Ex. i Sleg- 
terne Saxifraga og Ranunculus) reises Tvivl om en eller anden 
af de afbildede Planters Værd som Art, er dette dog et forsvin- 
dende Tal imod de mange eiendommelige og vel begrundede 
Arter, blandt hvilke særligt adskillige fra de baleariske Øer ud- 
mærke sig ved et meget karakteristisk Habitus. 

Dersom Prof. Willkomm nu iværksætter, hvad han har bebudet, 
at ville standse Udgivelsen af dette Værk, vil denne Beslutning 
blive oprigtig beklaget af Alle, der interessere sig for den spansk- 
portugisiske Flora, af hvilken ingen Nulevende har saa store For- 
tjenester som det her anmeldte Værks Forfatter. 

Maximo Laguna, Flora forestal de España 1—2 (1870—72) og 
Atlas 1—2 (1884—90). 

Dette i plantegeografisk og forstbotanisk Henseende vigtige 
Værks Forfatter, som er Formand for den af den spanske 
Regering i 1866 nedsatte „Comission de la flora forestal Española“, 
og som tillige er Direktør for den spanske Skovbrugsskole og 
Chef for Skovbrugs-Ingeniørkorpset, har ifølge denne sin Stilling 
foretaget talrige Undersøgelsesreiser i de spanske Provinser og 
derved samlet et rigt Materiale til Kundskab om de træagtige 
Planters Fordeling paa Halvøen. — Begrebet ,træagtige Planter“ 
er her taget i videste Betydning, idet Arterne af Thymus, Lavan- 
dula, Helianthemum osv. ere medtagne, og han har i den syste- 
matiske Oversigt over disse opregnet i alt 489, altsaa omtrent 
10 °/, af den hele spanske Floras Arter. 

Af dette Antal er der i det nu udgivne Atlas afbildet i Farve- 
Lithografi (af Dr. Justo de Salinas) 126 Arter, fordelte i 2 Bind. 
Afbildningerne, af hvilke nogle, om end færre end det havde været 
ønskeligt, ere forsynede med oplysende Analyser, ere omhyggeligt 
og naturtro udførte og smukt udstyrede, saa det Ønske ligger 
nær, at Billedværket maa fortsættes, særlig med saadanne Arter, 
af de manglende"), som ikke andetsteds ere afbildede. 

Værket er udgivet paa Bekostning af det spanske Indenrigs- 
ministerium (minist. de fomento), og Regeringen saavelsom For- 
fatteren har Krav paa megen Paaskjønnelse. Der er nemlig i den 
beskrivende Del nedlagt en betydelig Skat af Iagttagelser og Op- 
tegnelser, der ere uundværlige for Enhver, der beskjæftiger sig 
med Spaniens Flora og Plantegeografi. Der gjøres først udførlig 
Rede for Forfatterens forskjellige Reiser, med Angivelse af de i 
hvert Distrikt iagttagne træagtige Planter, derefter følger en 
systematisk Opregning af de samtlige Arter med Tilfeielse af . 
disses spanske Navne og af Bemærkninger om de Dele af Landet, 
i hvilke hver Art især er iagttaget, samt til Slutning Figurer af 
adskillige sjeldnere Arter (Genista Tournefortii, Catha Europæa, 
Sorbus hybrida [Fennica] og talrige Former af de polymorfe Arter 
Quercus Ilex og Q. coccifera, Myrtus communis og Rhamnus Alaternus). 

Af Cratægus-Slægten er kun afbildet C. monogyna (Atlas tab. 
86), saa at det ikke kan afgjøres, om den af Forf. kun fra 2 
Steder (Alava og Navarra) og af Boissier fra et Par Steder i Anda- 
lusien angivne C. Oxyacantha er rigtig bestemt eller muligt — hvad 
der ikke er sjeldent — forvexlet med en Form af den overalt i 


1) Flere Slægter, f. Ex. Quercus, Salix, alle Naaletræer o. fi. ere repræsen- 
terede ved alle fra Spanien kjendte Arter. 


XXVTII 


Spanien almindelige, polymorfe C. monogyna, derunder indbefattet 
C. Granatensis Boiss., som Forf. (og efter Anm.s Mening med Rette) 
formoder at være en Var. af C. monogyna. — Den ligeledes 
angivne C. brevispina Kze. turde derimod snarere være en sær- 
skilt Art, maaske identisk med den italienske C. Insegnæ Tin. Af 
den samme Slægt bør desuden tilføjes den paa mange Steder i 
Syd-Spanien fundne C. laciniata Ucr., som ikke angives af Forf., 
og Sandsynlighed taler desuden for, at C. Azarolus, der findes i — 
Sydfrankrig og Nordafrika, vil findes i Spaniens Middelhavsegne. 


Boletim da sociedade Broteriana, red. J. A. Henriques, 1—9 
Coimbra 1880—92. | 

Da Prof. Willkomm i sin Tid udkastede Planen til Prodr. 
floræ Hispaniæ, var den væsentligste Grund til, at Portugals i 
plantegeografisk Henseende fra Spaniens uadskillelige Flora ikke 
indbefattedes i denne Plan, vistnok den, at Portugal i en lang 
Aarrække havde været meget ufuldstændigt undersøgt, saa at det 
om den største Del af de i nyere Tid i Spanien fundne og be- 
skrevne nye Arter var ubekjendt, hvorvidt de ogsaa fandtes inden 
for Nabolandets Grænser, og Angivelserne for Portugals Vedkom- 
mende derfor vilde blevet mindre end ønskeligt fuldstændige. 

De for den portugisiske Flora vigtige Arbeider fra dette Aar- 
hundredes Begyndelse: Brotero’s Flora og Phytographia Lusitanica 
og Hoffmannsegg & Link, Flore portugaise danne et vigtigt Grundlag, 
men fra 1820 af, da det 2det Bind af sidstnævnte Værk udkom” 
forblev Portugal i botanisk Henseende længe en udyrket Mark> 
og i over 30 Aar blev Portugal næsten udelukkende undersøgt a 
Udlændinge, blandt hvilke Østerrigeren F. Welwitsch især fortjene" 
at nævnes, medens dog det af ham indsamlede betydelige Ud- 
bytte kun kjendes fra Exsiccatsamlinger som ikke ere komne den 
botaniske Literatur fuldstændig til Gode. Willkomm og Bourgeau 
have kun undersøgt Landets sydligste Del, Algarve. 

For at udfylde det følelige Savn af et grundigt floristisk 
Bekjendtskab med den rige og interessante portugisiske Flora 
sammentraadte i 1879 nogle Mænd, efter Forslag af Professoren i 
Botanik i Coimbra, Dr. J. A. Henriques (som oprindelig er tysk 
født, men i mange Aar bosat i Portugal, hvis Sprog han benytter 
i sine Skrifter) til et Selskab under Titelen „sociedade Broteriana* 
til Minde om den afdøde berømte Forfatter af de ovennævnte 
Skrifter, Felix Avellan Brotero. Formaalet for dette Selskabs Virk- 
somhed er, som det af et af Prof. Henriques forfattet Program i 
Tidsskriftets første Bind erfares, at erhverve Medlemmer i alle 
Landets Egne, for ved. disses Samvirken at faa Landet undersøgt 
i floristisk Henseende, til hvilket Øjemed der af Medlemmerne 
skal samles Herbarier, som skulle bevares i den botaniske Have 
i Coimbra og andre Institutioner i Riget, samt endelig at udgive 
et botanisk Tidsskrift, som siden den Tid er udkommen i tvangfri 
Hefter under ovenstaaende Titel, nu udgjørende 9 Bind. 

Indholdet af disse Bind er i første Række hentet fra Under- 
søgelser af Portugals Vegetationsforhold, dels Reiseskildringer og 
Lokalflorer, f. Ex. Serra de Gerez og S. Caromullo (Henriques) 
Alemtejo (Daveau), Tras os montes (Moriz), Berlengå- Øerne (Daveau), 
dels monografisk behandlede Familier eller Slægter fra Portugal 
f. Ex. Euphorbiaceæ, Cistineæ, Plumbagineæ (Davcau), Orchideæ 
(Ascensio Guemoråos), Quercus (Pereira Continho) o. fl. Familier 
(Moriz); Portugals Alger (de Toni, Hauck), Laver (Nylander), 
Svampe (Winter, Lagerheim). Kredsen for Afhandlinger i ,,Bole- 
tim" er ogsaa udvidet til Portugals Besiddelser i andre Verdens- 
dele, særlig i, Afrika (Guinea og Zambese), hvor Reiser ere fore- 
tagne af Moller, Newton, Rodriguez de Carvalho o. Fl., og det paa 


XXIX 


disse Reiser gjorte Udbytte er bearbeidet af Baker, Cogniaux, 
Hackel, Henriques, O. Hoffmann, Ridley, Rolfe, for Kryptogamernes 
Vedkommende af Brotherus, Nylander og Saccardo. 

Emner af alm. botanisk Indhold ere hidtil kun sjeldent be- 
handlede i dette Tidsskrift, som Exempler kan nævnes: Phænolo- 
giske Studier (Henriques), histologiske Undersøgelser af Podocarpus 
Mannii (A. Nobre), Beretning om Tourneforts Reiser i Spanien 

og Portugal (Henriques). Flere af Afhandlingerne ere illustrerede 
ved Tavler, hvoriblandt kan fremhæves en Række analytiske 
Figurer til den ovennævnte Afhandling om Portugals Orchideer. 


Taleren omtalte dernæst nogle kritiske Arter særligt af 
den danskeFlora: Sorbus latifolia opfattes ofte som en Varietet 
eller Bastard af S. Scandica; den afskallende Bark tydede paa, 
at den var en vel adskilt. Art. Vore to Cratægus Arter opfattes 
af mange som hørende til een Art. Dog forskjellig Blomstrings- 
og Frugtmodningstid. Mange opfatte ogsaa Ulmus suberosa som 
Var. af Ulm. campestris; Taleren var af en anden Mening. Sper- 
gula maxima og S. arvensis vare utvivlsomt gode Arter; den første 
fulgte altid med Herren. Det Samme gjaldt om Rumex Acetosa og 
R. thyrsoides, af hvilke den første voxede i Enge og blomstrede 
tidligere, den sidste paa tørre Steder og blomstrede senere, og om 
Luzula multifora og L. campestris. Bromus Benekeni og Br. serotinus 
holdt sig stærkt adskilte i Talerens Have. Mindre gode Arter 
vare: Tragopogon minus, Armeria vulgaris og A- maritima, Galium 
palustre og G. elongatum, Thalictrum minus og Th. flecuosum samt 
Carex acuta og C. prolixa. 


Mødet den 17. December 1892. Tilstede vare: Boysen, Børgesen, 
Dalskov, Didrichsen, Friedrichsen, Ostenfeld Hansen, Hartz, Johann- 
sen, A. Lange, Jon. Lange, Mentz, O. G. Petersen, Piper, V. A. 
Poulsen, F. K. Ravn, Raunkiær, Kolderup-Rosenvinge, E. Rostrup. 
Sarauw, Warming. Endvidere som Gjæst: Cand. Dahl fra 
Christiania. 

Cand. mag. Raunkiær talte en ny Form af Tagrør i Phrag- 
mitis communis Trin. form coarctata Raunk. (se S. 274) og om 
Elymus arenarius og dens Varieteter (nærmere Meddelelse forbe- 
holdes). I den paafolgende Diskussion deltoge Lector Johannsen, 
Professor Warming, Dr. O. G Petersen, Dr. Kolderup-Rosenvinge. 

Lector Johannsen refererede Dr. R. Berghs Bog om den dyriske 
Celle. 


Dansk botanisk Literatur i 1891. 


Sammenstillet af Georg F. L. Sarauw. 


_ Flere Forfattere have velvillig meddelt mig Oplysninger om 
«deres Arbeider. 


A. Danske Forfatteres Arbeider, udgivne i Danmark. 


I. Danske Tidsskrifter. 
Aarbog for Kjøbenhavns Universitet etc. for 1889—90. 
Heri Beretning om Botanisk Haves Virksomhed (se: Warming). 
‘Gartner-Tidende, redigeret af L. Helweg. 7de Aargang. Se: 
Bredsted, Helweg, Lange, Larsen, Rostrup. 


XXX 


Meddelelser fra den botaniske Forening i Kjøbenhavn 
redigerede af Hj. Kiærskou og 8. Rützou, Bd. 2, Nr. 9 og 10 
Se: Bay, Gelert, Lange Petersen, Poulsen, Rostrup, Saecardo 

Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet. Udgivne ved 
Laboratoriets Bestyrelse. Bd. 3 H. 1. Se: Hansen, Holm. 

Naturen og Mennesket, redigeret af S. Mørk-Hansen. Bd. 5—6. 
Se: Hansen, Hartz, Lange, Mentz, Nissen, Petersen, Steen, 
Warming. ' 

Ny pharmaceutisk Tidende, redigeret af E. A. Petersen. 23. 
Aargang. lleri som Referat: Den virksomme Bestanddel af 
Insektpulver (Flores Pyrethri), Sp. 295—299. Se: Jacobsen. 

Oversigt over det Kongelige Danske Videnskabernes 
Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Ar- 
bejder i Aaret 1891. Se: Rostowzew, Warming. 

Tidsskrift for Landøconomi, redig. af J. la Cour. Bd. 10. 
Se: Rostrup. 

Tidsskrift for Skovvæsen, Organ for Dansk Skovforening,. 
udgivet af ©. V. Prytz og A. Oppermann. Bd. 3. Se: Lütken,. 
Rostrup. 

Ugeskrift for Landmænd, redigeret af Erh. Frederiksen og 
H. Hertel. 1891, I.og II. Se: Johannsen. 

Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske 
Forening i Kjøbenhavn for Aaret 1891. Kbhvn. 1892. 
Se: Poulsen, Warming. 


2. Danskes Original-Afhandlinger, udgivne i Danmark. 


Bay, J. Christian: Dansk botanisk Literatur i 1890. (Medd.. 
f. d. bot. Foren. Bd. 2. S. 231—238). 

Bredsted, H. C.: Haandbog i dansk Pomologi. Bd. 2. H. 2—7. 

— : Gravensten eller Graasten. (Gartner-Tidende. 7de Aarg. 
S. 66). 

Catalogue des plantes que „la société botanique de Copen- 
hague" peut distribuer au printemps 1891. 

Christensen, Chr.: Landbrugets Kulturplanter. 132 8. 8°. 

Dalgas, E.: Skov-Kulturer i Jyllands Hedeegne. 1.—4. Del. 
142 S. 8°. (To lidt forskjellige Udgaver). 

Gelert. O.: Exeursion til Bornholm. (Medd. f. d. bot. Foren.. 
Bd: 2. 5. 191—198). 
Grønlund, C.: Om Naturhistoriens Stilling i den lærde Skole.. 

Dagbladet, 20. Februar 1891. 

Hansen, Em. Chr.: Hvad er Pasteurs rene Gjær? En experi-- 
mental Undersøgelse. (Medd. fra Carlsberg Laborat. Bd. 3. 
H. 1. S. 33—52. Résumé en français. p. 24—43). 

— : Undersøgelser over Alkoholgjærsvampenes Fysiologi og: 
Morfologi VIII. Om Sporernes Spiring hos Saccharomyceterne.. 
(ibid. S. 53—78. Résumé en francais p. 44—66). 

— : Undersøgelserne over Selvdannelse og de derved vundne: 
Resultater. (Naturen og Mennesket. Bd. 5. S. 1—14, 90— 97). 

Hartz, N.: Fra en Sommerrejse i Syd-Grenland. (Naturen og: 
Mennesket. Bd. 5. S. 204—234). 

— : Manna (ibid. S. 288—284). 

Helweg, L.: Søde Rønnebær. Sorbus aucuparia L. var. dulcis.. 
(Gartner-Tidende. 7. Aarg. S. 116—118). 

Holm. Just Chr.: Om Rendyrkningsmethoderne og særlig om 
Kochs Pladekultur og dens Fejlgrændse. (Medd. fra Carlsberg: 
Laborat., Bd. 3. H. 1. 8. 1—32. Résumé en français p. 1—28).. 

Jacobsen, A.: Folkenavne paa Lægemidler. (Ny pharmaceutisk. 
Tidende. 23. Aarg. Sp. 161—170).. 

Jensen. C. O.: Bakteriologiske Undersøgelser over visse Mælke-- 


XXXI 


og Smørfejl. (Bacillus foetidus lactis). (To og tyvende Beret-- 
ning fra d. Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles Laborat. f.. 
landøkonom. Forsøg. S. 15—-65. Tab. I). 

Johannsen. W.: Bidrag til Salmonsens store Konversations- 
leksikon for Norden. (Planternes Aandedræt). 

Jørgensen, A.: Om Anvendelsen af den rendyrkede Gjær, 
særlig i den mindre Drift. (Zymotechnisk Tidsskrift. 7.. 
Aarg. Nr. 1—2. 81-4). 

— : Den analytiske Undersøgelse af Overgjæren i Bryggerier" 
og Brænderier efter Hansen's Methode. (ibid. S. 4—7). 

— : Hvad er Pasteur's rene Gjær? (ibia. Nr. 9—10. S. 2—7). 

Lange, Jakob E.: Plantelere. Udarbejdet nærmest til brug: 
på vore landboskoler. M. 150 afbildninger. 174 S. 

Lange, Joh.: Bemærkninger om Primula-Slægten. (Gartner- 
Tidende. 7. Aarg. S. 140—143, 148—152). 

— : Narras-Planten (Acanthosicyos horrida). (Efter Duparquet).. 
(Naturen og Mennesket. Bd. 6, S. 204—206). 

Larsen. C. V.: Naaletræformering. (Gartner-Tidende. 7. Aarg.. 
S. 100-102). 

Lütken, Ch.: Iagttagelser over Pinus Laricio i Danmark. 
(Tidsskr. f. Skovvæsen. Bd. 3. Række B. S. 110—131). 

Mentz, Aug.: Gresserne. (Naturen og Mennesket. Bd. 6.. 
S. 97—127). 

— : Bidrag til Salmonsens store Konversationsleksikon for Norden. 
(Aakandefamilien). | 

Mortensen, H. C. C.: Botanisk ABC. (Trykt som Manuskript... 
20 Blade i Tver 8°. Vihorg, hos A. Jacobsen). 

Nissen, Hans: Græsfamilien. (Naturen og Mennesket. Bd. 5. 
S. 81—89). 

Petersen, ©. G.: Historisk Notits om Plasmaforbindelser.. 
(Medd. f. d. bot. Foren. Bd. 2. S. 219). 

— : Om Beteltygningen. (Efter Dr. L. Lewin). (Naturen og 
Mennesket. Bd. 5. 8. 259— 272). 

Poulsen, V. A:: Thismia Glaziovii nov. sp. Bidrag til de bra-- 
silianske Saprofyters Naturhistorie. (Overs. over d K. D. 
Vidensk. Selsk. Forh. 18%. 8. 18—38. ‘Tabb. II—IV). Kje- 
benhavn 15%. ' 

— : Anatomiske Studier over Xyris-Slegtens vegetative Or-- 
ganer. (Vid. Medd. f. d. nat. Foren. for. Aaret 1891. S. 133 
—152, m. Tabb. II, III) 

— : Botanisk Mikrokemi. En analytisk Vejledning ved fytohi- 
stologiske Undersøgelser til Brug for Læger og studerende. 
2det, forøgede og forbedrede danske Oplag med Tilføjelse af 
den bakteriologiske Farvningsteknik. XII + 87 S. 8°. 

— : Lærebog i Botanik. 2den forbedrede Udgave. 176 S. 8°. 

— : Svampeudstillingen i botanisk Have. (Medd. f. d. bot. 
Foren. Bd. 2. S. 245—246), 

— : Naturhistoriens Stilling i den lærde Skole. Berlingske 
Tidende, 27. Novbr. 1890. 

— :… Naturhistoriens Stilling i den lærde Skole. Dagblädet. 
2. Februar 1891. 

Raunkiær, C.: Bidrag til Salmonsens store Konversations- 
leksikon for Norden. 

Rostrup, E.: Svampene, i Warming's: Den systematiske Botanik. 
8dje Udgave. S. 79-164. (Sertr. med eget Titelblad. Se:. 
Warming). 

— : Oversigt over de i 1890 indlobne Forespergsler angaaende 
Sygdomme hos Kulturplanter. (Tidsskr. f. Landgconomi. Bd. 
10. S. 498—514. Saertryk med eget Titelblad. 17 S.). 


XXXIT 


Rostrup, E: Angreb af Snyltesvampe i danske Skove i Aarene 

. 1889 og 1890. (Tidsskr. f. Skovvæsen. Bd. 3. Række A. 
S. 85—95). 

— : Plantesygdomme. :(Gartner-Tidende 7. Aarg. S. 90, 135—136). 

-— : Roerust. („Vort Landbrug”. 1891. . S. 774—775). 

-— : Plantesygdomme (Plasmodiophora Brassicæ paa Turnips). | 
(Medlemsblad for Landboforeningen ,Vendsyssel“. 16/ 1891. 
S. 1337—1338). 

— : Forsøg med Bordeauxvæske. (Nationaltidendes Landbrugs- 
og Havetidende. */, 91. Nr. 27). 

— : Besvarelse af Forespergsler. (ibidem 26. Juni 1891. Nr. 31). 

— : Excursion til Kjege-Egnen. (Meddel. f. d. bot. Foren. 
Bd. 2.78. 181); 

-— : Excursion til Ruderhegn. (Medd. f. d. bot. Foren. Bd. 2. 
S. 198). 

‘Steen, Ad.: Uglemosen i Rold Skov. (Naturen og Mennesket 
Bd. 6. S. 23—35). 

"Warming, Eug.: Familien Podostemaceae. Afhandling IV. 
(Videnskab. Selsk. Skrifter, 6. Række, naturvid. og mathe- 
mat. Afdel. VIL 4. S. 135—179. 4°, med ca. 185 Figurer. 
Resume en francais). 

-— : Symbolæ ad floram Brasiliæ centralis cognoscendam. Par- 
ticula XX XVIII. (Potamogetonaceae, Gramineæ, Lacistemaceæ, 
Artocarpaceæ, Celtidaceæ, Begoniaceæ, Rutaceæ, Simarubaceæ, 
Ochnaceæ, Guttiferæ, Loranthaceæ, Icacinaceæ, Olacaceæ, 
Onagraceæ, Lobeliaceæ, Lythraceæ, Cactaceæ, Asclepiadaceæ, 
Chloranthaceæ, Monimiaceæ). (Videnskab. Medd. f. naturhist. 
Foren. for Aaret 1891. S. 36—52). 

— : Note sur le genre Hydrostachys. (Overs. over d. K. D. 
Vidensk. Selsk. Forh. i Aaret 1891. S. 37—43). 

-— : Den systematiske Botanik. 3dje delvis omarbejdede og 
helt igjennem reviderede Udgave. Algerne ved Dr. N. Wille. 
Svampene, ved Docent E. Bostrup. 560 S. 609 Afbildninger. 

-— : Beretning om den botaniske Haves Virksomhed i 1889—90. 
(Særtr. af Universitets-Aarbogen for 1889—90. S. 287—296). 

-— : Botaniske Exkursioner. 2. De psammophile Formationer 
i Danmark. (Vid. »Medd. f. d. nat. Foren. f. Aaret 1891, S. 
153—202, m. Figg. 10—30). 

— : Moderne botaniske Undersøgelser. IV. Blomsterne og In- 
sekterne. (Naturen og Mennesket. Bd. 6. S. 44—60). 


B. Danske Forfatteres Arbeider, udgivne i Udlandet. 


Rostrup, E.: Ascomyceter fra Dovre. (Bidrag til Kundskaben 
om Norges Soparter II. Kristiania Vidensk. Selsk. Forh. for 
1891. Nr. 9. Kristiania (14 S.). 

-— : Destruction des eryptogames nuisibles. (Rapport au Con- 
græs International d’Agriculture å La Haye en 1891. Section 
VI. b. — Optaget in extenso i Revue mycologique. Janvier 
1892. p. 29—33). 

Sarauw, Georg F. L.: Versuche über die Verzweigungs-Bedin- 
gungen der Stützwurzeln von Selaginella. (Berichte d. Deut- 
schen Botan. Ges. Bd. IX. Generalversammlungs-Heft, Jg. 
1891, S. [51]—[65)). 

Warming, Eug.: Geschichte der Flora Grönlands. Antikri- 
tische Bemerkungen zu A. G. Nathorst’s Aufsatz. (Engler’s 
botan. Jahrbücher. Bd. 14. H. 4. S. 462—485). 


©. Arbéider af Danske, oversatte paa fremmede Sprog. 
-Moller-Holst, E.: Die Dauer der Keimung. A. d. Dan. übers. 


XXXII 


von 1 Christian Bay. (Die landwirtsch. Versuchs-Stationen.. 
Bd. 38. S. 435—440). 


D. Anmeldelser og Referater ved Danske. 


Rosenvinge, L. Kolderup og \ Referater af danske Arbeider til 

Bay.) J: Chr... - J, Botanisches Centralblatt“.Jg. XII. 

Petersen, O. G.: Referater af danske Arbeider til „Just’s Bota- 
nischer Jahresbericht“. Jg. 16, II; Jg. 17, I. 

I „Medd. f. d. bot. Forening". Bd.2. S. 209—219 ogS. 239— 242 
Referater ved Danske af følgende Forfatteres Afhandlinger: 
Brunchorst, Richter, Rabenhorst (Luerssen, Limpricht, Migula),. 
Lindberg und Arnell, Nathorst, Schulz, Th. Saussure, Walter, 
P. E. Müller, Raunkiær, Warming, Büttner, Loew, Schulze,, 
Migula. 

Johannsen, W.: L. Jastrau: Kortfattet Vejledning i Plante- 
lære for Landbrugere. (Anmeldt i Ugeskrift for Landmend.. 
1891. I. S. 348, II. S. 35). 


EH. Exsiccater: 


Friderichsen, K.: Bidrag til „Liste methodique des Rubus. 
distribués par l’Association rubologique en 1889“. Autogr. 
24 S. 
. bis Bidrag til „Liste methodique des Rubus,. 

Th waa ans distribués par l’Association rubologique- 
; A en 1890“. Autogr. 29 S. 

Gelert, O.: Bidrag til C. Baenitz: Herbarium europæum, Regio-- 
montani. 1890—91. 


F. Biographier og Nekrologer. 


Fleischer, Esaias, Biographi ved E. Rostrup. (Bricka, Biogr.. 
Lexikon. Bd. V. S. 199--200). 

Jacobsen, H., Plantor, Nekrolog ved Joh. Lange. (Medd. f. d.. 
bot. Foren. Bd. 2. S. 202). 

Rostrup, F. G. Emil, Biogr. ved W. Johannsen. (Ugeskrift f.. 
Landmænd. 1891. I. S. 53—55 med Portræt). 


G. Udenlandske Forfatteres Arbeider, udgivne i 
Danmark. 


Rostowzew, S.: Recherches sur VOphioglossum vulgatum L. 
(Note preliminaire). (Overs. over d. K. Danske Vid. Selsk. 
Forhandl. i Aaret 1891. S. 54—83. Pl. I—ID. 

Saccardo, P. A.: Recommandations pour les phytographes: 
particulièrement cryptogamistes. (Medd. f. d. bot. Foren. Bd. 2. 
S. 242—244). ; 

Wille, N.: Algerne i Warming’s: Den systematiske Botanik.. 
3dje Udgave. S 5—56, 71—79. (Se: Warming). 


Excursioner. 


Excursionen til Grenaa-Egnen d. 2.—3. Aug. 1892 Udflugten: 
begyndte just ikke med de mest straalende Udsigter. Da Medde-- 
leren den 2den Aug. om Morgenen stødte til de sjællandske Del-- 


XXXIV 


tagere ved Ryomgaard, kunde de ganske vist melde, at de lykkelig 

. var slupne ind i Aarhus Havn før den orkanagtige Storm bred 
ud; men Stormen havde ikke renset Luften, det var Graaveir og 
Blæst med piskende Støvregnsbyger. Tilmed var Styrken kun 
lille, 3 Mand hei, nemlig foruden Foreningens Formand d’Hrr. 
Assessor pharm. Hempel og Jægermester Lowzow. 

Imidlertid oplivedes Stemningen betydeligt, da vi paa Grenaa 
Banegaard modtoges af d'Hrr. Pastor Deichmann-Branth og Land- 
inspecteur Mørch. Og efter yderligere at have styrket os med en 
solid Frokost vare vi blevne dristige nok til at begive. os nord 
paa ad Benzon til. 

Udbyttet blev dog den Dag kun ringe, idet Veiret tvang Del- 

_tagerne til at bolde sig den meste Tid paa Vognen. Der gjordes 

et kort Holdt ved Karleby Kalkklint, hvor Gjerrild-Bugtens Bølger 
i mægtig Brænding slyngedes mod Kystens Flintesten og dækkede 
dem med et broget Lag af Laminarier, Corallina, Chondrus, Fur- 
-cellaria og andre Havalger. Da Veiret imidlertid var for slet til 
med videre Udbytte at drage længere nord paa, kjørte vi derfra til 
Benzon-Skovene, hvor særligt en gammel Bøg tildrog sig vor Op- 
mærksomhed paa Grund af sine underligt vredne, vandret ud- 
;staaende Grene, hvorfra Sidegrene hang lodret ned. 

I Gjerrild Kro holdtes en kort Rast og improviseret botanisk 
Discussion, mens Krokonen ,fandt paa noget” Spiseligt til Kaffen, 
hvorefter der retourneredes til Grenaa. 

Imidlertid var det blevet bedre Veir, og nogle af Deltagerne 
benyttede derfor Eftermiddagen til en Sviptur til Grenaa Havn 
og Omgivelser. Hernede fandtes endnu som for 11 Aar siden 
Diplotaxis muralis (der dog havde bredt sig langt bort fra Havnen 
-og syntes godt acclimatiseret) og forøvrigt en karakteristisk Strand- 
og Kalk-Vegetation, med Exemplarer af Crambe, Agropyrum junceum 
og A. acutum i Strandsandet, store Skove af Carlina og Senecio 
.Jacobæa lidt høiere oppe og paa Kalkbakkerne ud mod Kalkbrud- 
dene Geranium sangwineum, Acinos thymoides og Koeleria cristata. 
"Aftenen tilbragtes paa uventet behagelig Vis, idet Deltagerne 
‘modtoge Indbydelse tra Apotheker Hoffmeier, mangeaarigt Medlem 
af bot. Forening. Apothekerens Have var rig paa smukke og 
‚interessante Planter, men hvad man mest maatte beundre i den, 
var dens enestaaende Frodighed. Exempelvis kan nævnes, at et 
:stort Havebed havde til udelukkende Omfatning store og kraftige 
Exemplarer af „Edelweis“. 

Næste Morgen tidlig kjorte vi ad Katholm til. Medens Nogle 
besaa den smukke Have og det gamle Slot, i hvis Grave der 
mylrede af Batrachium circinnatum m. m., gjennemsegte Andre 
Krattet nedenfor, hvor bl. Andet Lappa tomentosa og Convallaria 
verticillata voxede. Mest eiendommelige vare dog nogle af Ege- 
træerne i Gaardens Omegn, idet de dannede en tydelig Overgangs- 
form mellem vore to Esearter med langstilkede Agern som Quercus 
pedunculata men dog med saa udpræget lang- og gulstilkede, glin- 
‘sende Blade, at de nærmest maatte betegnes som en Form af 
Vinteregen, Quercus sessiliflora var pedunculo elongato. 

Fra Katholm gik Turen i sydøstlig Retning ned mod Stranden. 
Her var en rig østjysk Vegetation med talrige Rubus- og Rosa- 
former i Skovbrynet langs Veiene. Foruden store Masser af 
-Rubus suberectus og plicatus fandtes R. glandulosus, sciaphilus og 
_pyramidalis samt R. poluanthemus, der hidindtil kun kjendtes fra 
Nabolandene (Kullen og Lyksborgegnen). Af Roser bemærkedes 
‘bl. andre Rosa coriifolia Fr. 

Paa Veien videre langs Stranden ned mod Glatved Kalkbrud 
fandtes paa Bakkeskraaningen en tæt Bevoxning af Fragaria col- 
‘lina, Avena pratensis, Acinos, Hypericum pulchrum og montanum, 


XXXV 


Phleum Boehmeri, og ved Bakkernes Fod Veronica spicata, Thalictrum 
minus, Armeria maritima, Geranium Robertianum var. rubricaulis, 
Eryngium maritimum, Halianthus, Crambe o fl. karakteristiske 
Strandplanter. 

Ved det store Kalkbrud dreiede vi paany ind 1 Landet til 
Hoed. Paa Veien derhen overraskedes vi ved Synet af en stor 
gul Blomst inde paa en Gresmark. Den attraperedes selvfølgelig 
og viste sig at vere en Rudbechia fulgida. I Hoed Kro spistes til 
Middag, hvorefter Turen gik videre til Rugaard Skov og Sg, hvor- 
fra vi saa kjorte tilbage til Grenaa. — Om det botaniske Udbytte 
skal endnu kun bemerkes, at Pastor Deichmann-Branth paa Smaa- 
sten i Stenbunkerne langs Havstokken ved Glatved Strand fandt 
rigelig Bevoxning af Buellia stellulata samt hist og her den for 
Floraen nye Verrucaria glaucina f. fuscella. Af Snyltesvampe 
iagttoges kun faa, deriblandt en rigelig Mængde af Peronospora Radii 
paa Matricaria inodora, af Ustilago hypodytes paa Elymus samt her — 
som mange andre Steder i Aar — store Mængder af Meldroier, 
saavel paa Rugen som paa Marehalmen. 

Mere end af de ovennevnte sjeldnere Planter karakteriseredes 
dog Egnens Flora af visse almindelige Planter, der optraadte i 
rigelig Mengde. Blandt disse kunne saaledes nævnes Crepis virens 
og Plantago media, men særlig dog Echium, Daucus, Cichorium og 
en Mængde Former af Galium, lige fra den gulgule G. verum til 
helt hvide G. Mollugo. 

Om Aftenen vare Deltagerne paany indbudte af den gjæstfrie 
Apothekerfamilie, og efter denne behagelige Afslutning af Turen 
spredtes Deltagerne næste Morgen i forskjellige Retninger. 

Jakob E. Lange. 


Excursion til Skjelsker-Egnen d. 19—20 Juni 1892. Deltagerne 
vare: Boysen, Børgesen, Jansen, C. Jensen, Axel Lange, Joh. 
Lange, Jon. Lange, Mathiassen, H. Mortensen, Mørk-Hansen, P. 
Nielsen, O. G. Petersen, E. Rostrup, O. Rostrup, Rützou, Warming. 
Efter Ankomsten til Skjelkør Kl. 12 kjørte Deltagerne strax til 
Borreby, hvis Eier, Kmhrre Castenschiold, havde indbudt Selskabet 
til Frokost. I Parken, hvor der fandtes en stor Raagekoloni, be- 
mærkedes Allium ursinum, Arum, Sonchus palustris, Symphytum offic. 
og forvildet S. Tauricum, Hesperis matronalis. De kæmpemæssige 
Blade hos forskjellige Træer (Elm, Bøg, m. fl.) vidnede om den 
frugtbare Bund. Endel kræftsyge unge Aske, som fandtes paa et 
fugtigt Sted, vakte Opmærksomhed ved. deres knudrede Form. 
Efter Tilbagekomsten til Skjelskør tog man med en leiet Damp- 
baad til Egholm, hvor vi tilbragte flere Timer, og hvor vi mod- 
toges af Eieren, Proprietær Møller, som velvilligt førte os rundt 
paa Øen. Allerede for Landgangen overraskedes man ved Synet 
af de talløse Skarer af Maager (Larus canus), som farvede en stor 
Del af Strandengene, der udgjøre over Halvdelen af den 300 Tdr. 
Id. store Ø, hvidbroget. Et øredøvende Skrig fyldte Luften da 
vi gik i Land og fortsattes saa længe vi opholdt os paa Overdrevet; 
talrige Maageunger af meget forskjellig Størrelse løbe omkring os 
overalt, saa at man ofte havde ondt ved at undgaa at træde paa 
dem, og i en Del Reder fandtes endnu Æg. Prospecter af Maage- 
livet blev taget ved Hjælp af et medbragt photographisk Apparat. 
Endvidere saaes en Del Terner, Strandskader, Gravænder og Vild- 
ænder. Eieren nærede stor Kiærlighed til alle disse Fugle og 
gjorde Alt for at frede dem. Han paaviste hvorledes Maagerne 
bidroge til at udrydde Lyngen, der forsvandt overalt efterhaanden 
som Redebygningen bredte sig over nye Territorier. Derimod 
havde han stor Plage af Vandrotter (Hypudæus amphibius), der 
fandtes i stor Mængde og allevegne gjennemminerede Jorden. 


XXXVI 


Paa de af Havvandet om Vinteren overskyllede Overdrev var 
Vegetationen dannet af: Bromus hordeaceus, Nardus, Carex distans, © 
Scirpus rufus, Sc. Tabern :mont., Heleocharis uniglumis, Halimus pedun- 
salatus, Plantago Coronopus, Taraxacum corniculatum, Glaux, Cochlearia. 
officinalis, Tetragonolobus, Bovista nigrescens. Paa selve Havstokken 
kempemessige Exemplarer af Crambe, Eryngium, Cakile, Anthriscus 
vulg., Phleum arenarium, Agropyrum junceum. Ved Kysten mod Syd 
bemerkedes en Rekke merkelige Exemplarer af Crataegus mono- 
gyna, med liggende, krummede og slangeformigt bugtede, mod Ost 
rettede Stammer. Den vestlige Ende af Øen er skovbevoxet; her 
fandtes Tilia parvifolia, Pyrus communis, Malva Alcea, Fragaria col- 
lina, Allium Scorodoprasum, Melampyrum cristatum og arvense i 
Mengde, Silene nutans, Reseda luteola, Platanthera chlorantha. — 
Efter Tilbagekomsten til Skjelskor spistes til Middag, og Aftenen 
benyttedes til en mindre Udflugt til Skjelsker Dyrehave, hvor bl. 
A.saaes Cerastium strigosum, Lathyrus niger, Melampyrum nemorosum. 
Derefter spredtes Deltagerne til deres forskjellige Natteherberger 
i Skjelskor, Tystofte og andre Steder i Omegnen. 

Den 20. Juni om Morgenen kjørte Deltagerne, med P. Nielsen 
som Fører, til Basnæs, hvis smukke Have vi gjennemvandrede og 
begave os derfra til Basnes Skov, hvor vi tilbragte nogle Timer, 
og som frembød adskilligt af botanisk Interesse. Af Træer saaes 
mange store Exemplarer af Quercus sessiliflora, hvoraf et Par vare. 
sterkt angrebne af Polyporus dryadeus, som neppe for er bemerket 
her i Landet, og P. igniarius; en Række store Exemplarer af Sor- 
bus torminalis gjorde nermest Indtryk af i sin Tid at vere plan- 
tede: Bladene vare stærkt angrebne af Fusicladium orbiculatum, 
ogsaa en for Danmark ny Svamp: Lonicera Xylosteum fandtes i 
Mængde, endvidere Lithospermum officinale, Hypericum hirsutum, 
Orobus niger, Vicia silvatica; paa en Skoveng: Schedonorus erectus i 
stor Mengde, Viola stricta, Thalictrum simplex, Astragalus Danicus; 
paa en Strandeng: Tetragonolobus, Ranunculus polyanthemus, Potentilla 
anserina var. tenella, Carex extensa og distans, Asparagus, Ophioglos- 
sum. Af Mosser fandtes Amblystegium Juratekana ved Grunden af 
gamle Pile i Moser, og af sjeldnere Svampe kan noteres Hypoxylon 
rubiginosum, Gloeosporium filicinum paa Lastrea Filix mas. Efter 
at have nydt en hos Skovfogden arrangeret Frokost kjerte Del- 
tagerne gjennem Stubberup, hvor Tragopogon porrifolius samledes, 
til Glænø. Paa Strandengen ved Dæmningen toges bl. a. Lepturus ; 
paa Glænø saaes en Del af de samme Planter som fandtes i Bas- 
næs Skov, hvortil kan foies Dianthus superbus og Festuca hetero- 
phylla. Fra Glænø roede nogle af os til Ormse, en lille men hei 
skovbevoxet Ø, med en Mengde Tilia parvifolia, en Acer campestre 
helt dekket af en stor Hedera, med Blomsterstande, Arum, angreben 
at Melanotenium plumbeum, Campanula persicifolia, Hypericum hirsu- 
tum, usædvanlig smukke Bevoxninger af Lastrea Filix mas, ved 
Kysten: Tetragonolobus, Statice Scanica, Ranunculus polyanthemus, 
Glyceria maritima, Artemisia maritima, Conium i kæmpemæssige 
Exemplarer, Glaux med Æcidier. Deltagerne samledes derefter 1 
Holsteinborg Have, hvorfra vi kjerte til Snedinge, hvor der ind- 
toges Forfriskninger hos Forp. Andersen, og Dagen endte med en 
Middag hos Statskonsulent P. Nielsen i Tystofte, hvis berømte 
Forsogsmark Tiden kun tillod at kaste et flygtigt Blik paa, da 
Jærnbanetoget fra Tjæreby Station skulde fore Deltagerne til deres 
Hjem. 

E. Rostrup. 


Excursionen til Lillerød-Egnen d. 25. Septbr. 1892. Deltagerne 
vare: Edm. Andersen, Balslev, Dalskov, Didrichsen, H. P. Feilberg, 
Gelert, Hartz, Ipsen, Jansen, ©. Jensen, Hj. Jensen, Krarup, A. 


* 


XXXVI 


Lange, Jon. Lange, H. Lassen, A. Madsen, Mentz, H. Mortensen, 
Mundt, O. G. Petersen, Sev. Petersen, V. A. Poulsen, Raunkiær, 
F. K. Ravn, E. Rostrup, O. Rostrup, Schou. Af Naturhist. For- 
enings Medl. deltog Kaaber, Wesenberg-Lund, som fremmed Del- 
tager Doc. E. Ljungstrom. — Først gik Touren til Tokkekjob Hegn, 
hvor man nød sin medbregte Frokost; derefter gjennemkrydsedes 
Ravnsholt. Af interessantere Blomsterplanter bemærkedes kun 
Rubus Chamaemorus i Tokkekjøb og Pyrola uniflora i Ravnholt. 
Endvidere i Tokkekjeb: Osmunda regalis, Scapania irrigua, Blasia 
pusilla, Riccia crystallina. Et Hovedeiemed var det at indsamle 
Svampemateriale til en Udstilling for de Studerende, og Resultatet 
blev flere store Kurve fulde. Af sjeldne eller dog mindre alm. 
Arter maa nevnes: Melampsora pallida, Nectria Cucurbitula som 
havde dræbt nogle unge Rodgraner, Geaster Bryantii og fornicatus, 
Cantharellus lutescens og infundibuliformis, megtige Expl. af Tra- 
metes radiciperda, Polyporus radiatus som havde dræbt en Birk, 
Polyp. marginatus paa Gran, Strobilomyces, Boletus variegatus og 
pachypus, Russula olivacea, sardonia, virescens, delica, lepida, Psathy- 
rella caudata, Psathyra spadiceogrisea, Psilocybe semilanceata, Naucoria 
melinoides, Entoloma nidorosum, Pholiota caperata, Mycena avenacea, 
pelianthina, Collybia platyphylla, Lepiota fellina. 
E. Rostrup. 


Mindre Meddelelser. 


Det 14de Skandinaviske Naturforskermøde afholdtes 
i Kjøbenbavn i Dagene fra den dte til den 9de Juli. I den bota- 
niske Section, som talte noget over 40 Medlemmer, holdtes føl- 
gende Foredrag: 

Emil Chr. Hansen: Om Variationen og Tilpasningsevnen hos 
Saccharomyceterne. 

E. Rostrup: Snyltesvampenes Forhold til indbyrdes nær- 
staaende Værtplanter. 

G. Sarauw: Vore Skovtræers Mykorrhizer. 

O. Johan-Olsen: Om bakterioide Soppe. 

Jakob Eriksson: Bidrag till det odlade hvetets systematik. 

B. Jonsson: Om silpor-aflagringar i trakésystemet hos Legu- 
minoserna. 

J. S. Deichmann-Branth: Om Udviklingen hos de i Vand 
voxende Verrucarier. 

H. O. Juel: Mykologiskt meddelande. å 
x Alb. Nilsson: Några anatomiska egendomlikheter hos släktet 

yris. 

A. L. Grönvall: 1) Om en förmodad hybrid inom mossslägtet 
Orthotrichum. 2) Om en egendomlig, möiligen monströs Ulotaform. 

Gunnar Andersson: Pa växtpateontologiska undersökningar 
grundade studier öfver den skandinaviska florans invandrings- 
historia. 

Desuden fandt en af Prof. Joh. Lange indledet Discussion 
Sted „om en falleds Nomenclatur i systematisk Botanik for Skan- 
dinavien“. Til Grund for Discussionen lagdes et til Medlemmerne 
omdelt trykt Forslag, bestaaende af 10 Paragrafer, udarbeidet af 
et af den botaniske Forening i Kjebenhavn nedsat Udvalg og 
vedtaget af den nævnte Forening (Se S. XXIV). Efter endt 
Discussion vedtoges det, at et trykt Referat af de stedfundne 
Forhandlinger skulde forelægges de forskjellige botaniske For- 


XXXVIII 


eninger i de skandinaviske Lande og at disses Betænkninger 
"skulde indsendes til den botaniske Forening i Kjøbenhavn. 

Ved Slutningen af det sidste Møde i den botaniske Section 
vedtoges det paa Forslag af Prof. Warming, at de skandinaviske: 
Botanikere skulde samles igjen om 2 eller 3 Aar. Som Repræ- 
sentanter til Forberedelse af et saadant Møde valgtes Professorerne- 
Areschoug (Lund), Blytt (Christiania), Fries (Upsala), Warming 
(Kjøbenhavn) og Wittrock (Stockholm). 


Artemisia Stelleriana Bess. fundeti Danmark. Denne 
Art, som for 12 Aar siden fandtes i Nærheden af Helsingborg, er 
i sidste Sommer fundet øst for Fiskerleiet Villingebæk i Nord- 
sjælland af Dr. Gunnar Andersson fra Stockholm, som har gjort. 
Rede for dette Fund i Botan. Notiser 1892 pag. 197. Forf. drøfter 
her det mærkelige Forhold, at denne Art, som i de senere Aar 
tillige er fundet ved Nordamerikas Østkyst, ellers kun forekommer 
i Kamtschatka. Medens Areschoug har fremsat den Anskuelse, 
at den hører til den saakaldte Altai-flora, mener Forf., at den 
sandsynligste Forklaring af dens Forekomst ved Sundet er, at den 
er forvildet fra Havet. 


Er Juncus tenuis Willd. oprindelig europæisk? 


I Sprengels ,Linnæi Systema Vegetabitium“ (Gottingen 1825) 
er denne Plante kun angivet fra Nord- og Sydamerika, men i Kochs. 
tydske Flora 3. Oplag 1852 anføres den fra Svaben og Holsten. Om 
Juncug tenuis W. er optagen i nogen af de tidligere Udgaver af 
denne eller andre tydske floristiske Bøger, kan jeg af Mangel paa 
saadanne ikke afgjøre, men Garcke har den i sin Flora 1875. 
fra 13 og i 1890 fra 23 Voxesteder i Tydskland. 

For Danmarks Vedkommende angives den i Langes Flora 
1874 fra Ærø og i 1888 tillige fra Jul Sø ved Silkeborg. ISverrig 
er den fundet 1887 ved Wexsjø og i 1888 ved Lysekil. ,,Paa 
begge Steder muligen indført med udenlandsk Fre“ siger Udgi- 
veren af Hartmanns Floras 12. Oplag Th. O. B. N. Krok. 

Om Juncus tenuis Willd. er kjendt fra andre Lande i den 
gamle Verden veed jeg, af Mangel paa floristiske Kilder, intet om 
og reiser kun Spørgsmaalet til Besvarelse af den, som tilstrækkeligt 
raader over saadanne. Efter det anførte synes den at være ind- 
vandret fra Amerika siden 1825 og har udbredt sig stærkt i Tydsk- 
land — har naaet Danmark og senere Sverrig. Formodentlig vil 
den ogsaa udbrede sig i disse Lande, da den ifølge Garcke voxer 
selskabelig paa Overdrev-Græsgange, Skovveie osv., hvilket jeg 
fandt stadfæstet paa Voxestedet ved Jul Sø 1891. 

Th. Schiøtz. 


P. Duchartre, Note sur les ovaires inféres et plus parti- 
culier des Pomacées. | 

En Artikel med ovenstaaende Titel, optaget i Bulletin de la 
soc. botan. de France og foredraget af Forfatteren i Selskabets. 
Møde d. 9. Januar 1891, indeholder historisk Oversigt over de 
forskjellige Opfattelser og-Tydninger af den saakaldte ,undersædige 
Frugt", og denne Oversigt slutter med en Redegjørelse for de 
Grunde, der tale imod de forskjellige ældre Theorier til Fordel 
for den nu af de fleste Forfattere antagne Forklaring af den om- 
handlede Dannelse. 

A.P. deCandolle (Prod. II, 1825) forklarer den undersædige 


XXXIX 


Frugt som ,Calycis tabus companulatus & urceolatus, ad maturi- 
tatem carnosus, carpella fovens et cum iis adherens“. 

En omtrent tilsvarende Forklaring gives i Bentham & 
Hooker Genera plantarum I. (1867) nemlig ,calycis tubus car- 
pellis adnatus et ultra carpella productus*. 

Mod denne Theori taler imidlertid Frugtbladenes alm. aner- 

kjendte Bladnatur, thi disse, ligesom andre appendiculere Orga- 
ner, maa udgaa fra en Axe og ikke fra et andet appendiculert 
‚Organ. 
I Organographie vegetale (1827) har A. P. de Candolle 
mellem Bægeret og Frugtbladene indskudt en Axedel „lame 
indistincte“), der skulde udvikle sig til en „discus“, som Udgangs- 
punkt for Bægerets frie Dele. 

v. Tieghem (Recherches sur le pistil, Ann. sc. 1868) antager 
derimod Frugtbladene at være sammenvoxede ikke med Bæger- 
røret alene, men med en Forening af samtlige Blomstens Blad- 
kredse ,tube formé par la coalescence de tous les appendices 
‚externes (sepales, petales, étamines), representés chacun par son 
systeme vasculaire propre“. 

Men i begge disse Tydninger danne appendiculere Organer 
en ydre Beklædning af Axen; herimod strider dog den lagttagelse, 
at bladagtige Organer (Bracteer) i visse Tilfælde (hos Specularia 
hybrida, Crategus tanacetifolia) udgaa fra Underbægeret, hvilket 
peger paa at dette maa vere en Axe- og ikke et (eller flere) 
appendiculære Organer. 

Tvertimod disse Theorier har Schleiden erkleret hele den 
undersedige Frugt for en fuldstændig Axedel, i hvilken Frøene ere 
indsænkte, og som I Spidsen bærer Beger, Krone og Stevdragere samt 
Frugtblade, der da ere reducerede til Griffelen (Oenothera) eller Arret 
(Aristolochia). Men Ægstolen, hvorfra Ægene udgaa, dannes ifølge 
de nyere Undersøgelser af Frugtbladenes indbeiede eller i Midten 
af Frugtknuden sammenstødende Rande, medens Schleidens 
Theori lader dem udgaa som Knopper fra en hul Axe. 

Den i nyere Tid almindelige Opfattelse forklarer derimod den 
undersedige Frugts Oprindelse derved, at Frugtbladene ere ind- 
seenkte i og udadtil sammenvoxede med en Axedel (den udhulede 
Frugtbund eller Blomsterstilk), fra hvis øvre Del Blomstens øvrige 
Bladkredse udgaa. Naudin (la structure. de la fleur chez 
les Cucurbitacées, Ann. sc. nat. 1855) og Decaisne (organogenie 
florale du Poirier. 1857) have, saa vidt vides, først fremsat denne 
Theori, og Forf. mener, da Naudin og Dec. i disse Aar stadigt 
arbeidede sammen, og da N. citerer en lagttagelse af Dec. om 
Pærer uden Frugtblade og Frø („bourses“*) at Prioriteten for den 
nævnte Opfattelse tilkommer begge disse Botanikere i Forening. 

Cave (Structure et developpement du fruit, Ann. sc. nat. 
1869) har bekræftet denne Opfattelse ved anatomisk-morfologiske 
Undersøgelser. 

Den nævnte Theori bliver af Tydskerne ofte tillagt Celakov- 
sky, men dennes vedkommende Skrift (über Cupula u. Cupular- 
fruchtbildung) er fra 1874, altsaa ikke lidt yngre end Publicationen 
af Naudin og Cave. Et senere Skrift af Goebel (zur Entwick- 
lungsgeschichte der unterståndigen Fruchtknoten. 1886) udfører 
a... den samme Fortolkning af den undersedige Frugts 

atur. 


*) De saakaldte „bourses“ ere fremkomne ved en Opsvulning af Blomster- 
stilken, som antager Pæreform og indeholder Perens karakteristiske Korn 
(Stenceller), men mangler samtlige Blomstens Elementer (incl. Frngt og 
Frø). Denne Monstrositet beskrives af flere Forf. for Pærens, nylig (Garten- 
zeitung) ogsaa for Æblets Vedkommende. 


XL 


Forfatteren har ved denne historiske Oversigt bidraget til at; 
fastslaa den Naudin—Decaisne'ske Tydning som almindelig Regel 
for oversædige (og omkringsædige) Blomster. Om denne alminde- 
lige Regel, der særlig er fremkommen som Resultat af enkelte: 
Familiers Undersøgelse (Pomaceæ, Cucurbitacex, Campanulaceæ 
o. fl) uden videre kan overføres paa alle undersedige Frugter, 
maa ønskes neiere undersegt for de enkelte Tilfeelde. Det ligger 
f. Ex. nær at formode, at Bægeret spiller en Rolle ved de 5+5 
Ribber i Skjermplanternes Diachenium; uden nemlig at negte 
Axenaturen hos denne Frugtform kan Ribbernes dobbelte Femtal 
tydes som en Fortsættelse af Bægerets Nerver og sammenstodende 
Rande, i Analogi med hvad der er Tilfældet med Kanter eller 
Ribber hos flere Epilobia o. fl. ,nedlobende Blade“. Anm. har 
forgjæves søgt en særlig Tydning af Skjermplanternes under- 
sædige Frugt hos de Forfattere, der have undersøgt disse Forhold,. 
og kan altsaa ikke udtale nogen Mening om, hvor vidt dette er 
en Undtagelse, der kan forenes med Theorien om Underbægerets. 
Axenatur eller det er en Bekræftelse af v. Tieghem’s Lære om 
at Underbægeret hidrører fra en Forening af Blomstens Bladkredse. 

Men i hvert Fald staa endnu tvende Theorier lige overfor 


hinanden, saa at der er Plads for nye Undersøgelser. Det danske 


Navn ,Underbeger* for det undersædige Organ, der omgiver 
Rosens Flerfoldfrugter, Pomacaernes Kjernehus osv. kan imidlertid 
vel forsvares som et Organ nedenfor Bægeret, uden derved at 
foregribe den endelige Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvor vidt 
dette Organ enten mere eller mindre hidrører fra Bægeret eller 
er en afgjort Axedannelse. 

Joh. Lange. 


Personalia. 


Den svenske Botaniker G. Lagerheim, der i ca. 3 Aar har 
været ansat som Professor i Quito i Ecuador, er nylig "bleven 
udnævnt til Conservator ved Museet i Tromsø. Hans Forgænger 
M. Foslie, er bleven udnævnt til Conservator ved Trondhjems. 
Museum. 


Professor Dr. Joh. Lange har efter derom indgivet Ansøg- 
ning fratraadt sin Stilling som Professor i.de botaniske Fag ved. 
den Kgl. Veterinær- og Landboheiskole. 


Docent Dr. phil. ©. G. Petersen er den 22de Marts udnævnt. 


til Lector i de botaniske Fag ved den kgl. Veterinær- og Landbo- 
høiskole. 


Cand. mag. C. Raunkiær er den Iste April ansat som 
Assistent ved Plantebestemmelse i Universitetets botaniske Have. 


Dr. phil V A. Poulsen er den Iste Mai udnævnt til Docent. 


ved den pharmaceutiske Læreanstalt. 


Videnskabelige Expeditioner. 


Prof. Warming afreiste d. 21. Oktob. 1891 til Vestindien og: 
Venezuela, ledsaget af Stud. mag. H. Lassen og Forstcandidat 
Chr. Levinsen. Paa Barbados tilbragtes 2 Uger, paa Trinidad. 
2; paa denne sidste Ø besøgtes bl. A. Piarco- og Aripo-Savannerne. 
og Øen Monos mellem Trinidad og Fastlandet, ligesom Asfalt- 
søen i det Sydvestlige. En længere Tid tilbragtes dernæst i Vene- 
zuela, først i Las Trincheras, oppe i Kystbjergene mellem 


Zi 


Puerto Cabello og Valencia, sammen med Dr.. Meinert’ og Frue ;: 
Valencia og Savannerne i denne Byes- Nærhed besøgtes, men en 
tilsigtet Udflugt ud paa Valencia-Soen gik overstyr ved et Uheld.. 
Senere opholdt de sig alle i Puerto Gabello og besøgte derfra San 
Esteban, og et Par Uger af Januar tilbragtes- “dels oppe i Caracas,. 
dels ved Kysten i La Guayra og Macuto; Levinsen blev dog til- 
bage i Bjergene ved Puerto. Cabello sammen med en tydsk Natu- 
raliehandler Starcke i San Esteban. De gik derpaa alle over til 
St. Thomas, anlebende underveis tre Havne :aa Puertorico. Alle 
tre danske Ger besøgtes. Dr. Meinert og Prof. Warming kom 
tilbage til Danmark noget ind i Marts-1892,. H. Lassen en Maanedstid 
senere, og Chr. Levinsen sammen med Cand. mag. F. Borgesen,- 
der var stødt til paa St. Thomas,. endnu senere, efter en Udflugt 
til Nord-Amerika. Ogsaa Baron H. Eggers skulde have deltaget 
i Turen; efter Aftalen reiste han sammen med. Dr.. Meinert alle- 
rede i April 1891 til Venezuela, og skulde,. etter først at have 
gjort Indsamlinger her, have mødt Prof.. Warming paa en af de 
vestindiske Øer for derefter sammen med ham at besøge de 
samme Egne af Venezuela, altsaa omtrent et; halvt Aar efter sit 
første Besøg, men Baron E. reiste allerede: saa tidligt hjem fra 
Venezuela, at han endog ankom her flere Uger for Prof. W.. 
reiste ud. 


I Efteraaret 1892 hjemkom den.danske Expedition, som under 
Ledelse af Ltnt. ©. Ryder i 1891 og 1892 havde besøgt Østgrønland. 
stud. mag. N. Hartz, der som Botaniker deltog i Expeditionen,. 
medbragte et righoldigt Materiale af fanerogame og cryptogame 
Planter, for største Delen indsamlede i Scoresby Sund (c. 70° n. 
Br.); en mindre Samling anlagdes ved Cap Hold with Hope (c.. 
74° n. Br.); fra Angmagsalik medbragte Stud. mag: E. Bay en 
mindre Samling Fanerogamer. Ang. Expeditionens Forleb hen-- 
vises til Geografisk Tidsskrift 1892—1893.. 


XL 


Regnskab over den botaniske Forenings Plantebytning 1892. 


Nogenfroede | 
Sporeplanter. og Tokimbladede. Ialt. Summa. 
Enkimbladede. | | 
Indt»gt: danske | udenl. d. u. d. u d. u. | Arter. | Expl. 
Restbeholdning fra 1891 ........ || 1092 819 396 405 797 1443 || 2245 2667 | 1222 4912 


Fra 48 Medlemmer og Kjøbenhavns 


hot MTS OUR „nv. nn | 1380 1303 876 1123 | 2414 4938 | 4670 7364 | 2765 | 12034 


Talt | 2472 


2122 | 1232 | 1528 | 3211 | 6381 | 6915 | 10081 | 3067 | 16946 


Udgift: 


Til 54 Medlemmer, samt Museerne i 
Kjøbenhavn og Upsala og Upsalas 


bot. Bytteforening ........../ 2049 | 1557 | 1188 | 1391 | 2009 | 5484 | 6141 | 8882 | 2455 | 14528 


Beholdning | 423 | 565 | “49 | 487 | 302 | 947 | 774 | 1649 | 769 | 2498 


Balance || 2472 | 2122 | 1232 | 1528 | 3211 | 6381 | 6915 | 10031 | 3067 | 16946 


Jonstrup, den 9de September 1892, « 
| 3 H. Mortensen, 


i i i 


14 


CE rele 


Indholdsfortegnelse. 


(Table des matiéres). 


Didrichsen, F., Professor: Afbildninger til Oplysning af Græs- 
kimens Morphologi. (Udgivet efter Forfatterens Død). Hertil 
au. Le MN RUNE DRE RS sweep SEE ee pe er 

Petit, E., Etatsraad: Supplement til „en floristisk Beskrivelse at Als" 

Bartholin, C. T.: Nogle i den bornholmske Juraformation fore- 


kommende Planteforsteninger. Hertil Tab. V—XI ....... 
Rosenvinge L., Kolderup, Dr. phil.: Om nogle Væxtforhold hos 
Slegterne Cladophora og Chetomorpha.............. 
— Sur quelques phénomènes de croissance chez les Cladophora et 
Chætomorpha (Résumé de l’article précédent) .......... 
Rostrup, B., Lector: Mykologiske Meddelelser. Spredte Iagttagelser 
LUE. DENE RISE RS SÅN ee Be ee ER SEERE ae EET Se 
Mentz, Aug., Stud. mag.: Levninger af en Lerstrands Vegetation, 
fundne i Nærheden af den store Vildmose ............ 
Lange, Joh., Professor, Dr.: Bidrag til de i Danmark dyrkede Fri- 
lendsiræerst Naturhistorie, IL: se hein en 
relæer samme Afhandling . : . . ... aan nn 4. ern 


Bay, Jens, Chr.: Tillæg til „Den danske botaniske Literatur fra 
de ældste Tider til 1880. sammensatte af Warming" ...... 
Deichmann, Branth, J. S., Præst: Om Udvikling og Afendring 
hossVerrucaria hydrela, Ach‘. 1... . Sun. alle ne 
Raunkiær, C., Cand. mag.: Et Par Snyltesvampe.......... 
Petersen, O. G., Lector, Dr.: Bemærkninger om den monokotyle- 
done Stængels Tykkelsevæxt og anatomiske Regioner ...... 
— Remarques sur la croissance en épaisseur et sur les régions 
anatomiques de la tige monocotyledone. (Résumé du mémoire 
EEE). NEN ne N SEE CR el nd 
Sarauw, Georg, F. L., Forstcandidat: Rodsymbiose og Mykorrhizer, 
særlig hos Skovtreerne. Hertil Tab. XII og XIV........ 
Petersen, O. G., Lector, Dr.: Scitamineae nonnullae novae vel 
kaimus»cogmtae,. Wun tab. XV—XVIM. . 2. ....2.2..22020% 
— Lidt om Agave Antillarum Desc. Hertil Tab. XX........ 


Side 


Side 
Gelert, O., Cand. pharm.: Om Carex flava L. og Carex Oederi Ehrh. 271 
Raunkiær, C., Cand. mag.: En ny Form af Tagrør: Phragmites 


communis Trin. f. coarctata...... PEE irs 974. 

Poulsen, V. A., Docent, Dr.: Bemærkninger om Tonina fluviatilis 
Aubl... Hertil Tab: XX og XXI... UNSS 979 

Meddelelser fra den botaniske Forening 
i Kjobenhavn. 
Juli 1892 og April 1893, Indhold: 

Exeursioner 1 1891... en... Sl ECS Rtas TRES een Va I 
= 11892 2.000 rel AU EE nee) Ol RP ER XXXIL 
Ordinair Generalforsamline se So te se alin EC io Le VI 
Extraordinair Generalforsamling d. 2.-April 1892... . 2 2 sei eee es NICE 
= = _ 4, 80. April 1892. "VON CRE VIII 
Døde UN « At a ah be ha bese] te PEE aI Sit > SEE 4,0 VOTE IX 
Fortegnelser over Tidsskrifter og Afhandlinger, som Foreningen har modt. 11891 IX 
Regnskab, over Plantebytningen i 1891. .. . . 2... CON oe x 
— er = 1.1892, coe oT a ine a ale RER st) ce ROR XLII 
Literatur-Anmeldelser!. 7... US JN PANNE NOR SENERE XII 
Foreningsmeder.) union. Sareea) deals SRE .. XVIIL 
Dansk botanisk Literatur. 1189 a Are. ee ee sb à ee M 0). DÅ 
Mindre Meddelelser ......... ee ee EET tor er RES eae XXXVII 
Personalia... eek ee! ce an ee ee A nt A pr 


Trykfeil og Rettelser. 


Coleorbiza læs: Coleorhiza 

10 f. n.: kypocotyle læs: hypocotyle 
paluster læs: palustris 

Eig læs: Fig. 


: Fig. 31 læs: Fig. 13. 

: ches læs: chez 

: reunis læs: réunis 

: superposée læs: superposées 

: Q les: ©. 

: ,Convivium“ have læs: ,Gonvivium" samt I. M. 


Norman's ,Allelositismus" (Det kongel. norske 
Videnskabers Selskabs Skrifter i d. 19de Aarh. 
Bd. 7, Trondhjem... (1872) 1874, p. 243—955) 
have. 


: 41877 gjør læs: “41877 og Brunchorst “1886, 


S. 154 gjør 


: Citatet gjælder den senere Udgave af 1686 i 


Malpighi's „Opera omnia“, Tom. II. 


: lille; den læs: lille; i strengformige Stimer; man 


kunde kalde den Pseudomycelier, vandrer den 
fra Celle til Celle; den 

kalde, læs: kalder 

Vægtspids, læs: Væxtspids 

1841891 læs: "91891 


— 213—914 Lundstrøm, les: Lundstrom 


Side 3 Lin. 10 f. n.: 
— A — 5, 7 og 
— 10 — 19 f. o.: 
see 4 :f 0: 
— 4 — lif. n 
— 59 — 2f. 0. 
— 62 — 3fn. 
ee — 14 f. n. 
EU ES f. 0. 
— 136 — 11 f. o. 
— 143 — 94 f. o. 
— 144 — 91 f. o. 
— 146 — 4f.o. 
— 173 — 17 f. o.: 
— 183 — 95 f. o.: 
— 199 — if. n.: 
— 949 Lin. 8S f. n.: 
= 2 — 9 f n. 
— 972 — 19 f. o. 

— 10 f n. 


hvorvel, læs: hvor vel 


hie! 21.6]e5 + Pie EO MOSES AV: 


: yppigste læs: hyppigste 
: Carex flava *Hornschuchiana læs: Carax flava X 


Hornschuchiana. 


he: Lg a | 


N Jon oz hit) STE TERE OR 


À 
i 
' 
; 
i 
. 
1 
{ 
. 
. 
; 
f 
ry 
' 
. i 
a 
y 
. - 
£ 
"hel 
ES 
f 
i 
i 
i 


a per rey 


AE tue “ii RON), re. BV Gl ring! 


oh abl 2 an; FORE - En MA Leno 


Bel senor 


Net. te gvaybU arones : dub Hohl 
Amor side ro | 
ge Sale aginniolgaa ty Fr: lt pond. FR Nue. 


fot ee 3 certes) 


k em ra pee 
once tan re) ve 4 
vred nail 46 anti 
eo ae 
CF an" ee: 


parts ok sl are BAT: 


a 


aor LUN. “iur Mo Be £ 


Fay: 


‘Tak (état) ‘neti. . 


nai J 


var yo Wwe) sth Gel 
ery 3 


„roilsoi inohgaad gab » pind oy} N 


/ 


1 


“19h offset ti 
“sabi ne 
shics hend ul “abi aan 10. 

x fom tert: wef rar 

| bebe rt Pace 
ay porte deb Ja 
as i A ath al ae 


BEBE ie Hs sear ee pære a i 
| EURE reihe naira |» 


‘J 


. 
x 
Be sip 
x å 
X Fr 
3 
i net 
NA i 
s 
& 
ed 
Pr 
5 
. 
re 
TUI SAG 


ne 


SEES 


(Journ. de Bot. 18). 


ZS 


Bd. 18 


Botan. Tidsskrift. 


+ 


à 


22 4 Jini’ 1880. 


(Journ. de Bot. 18). 


Bd. 18. 


Botan. Tidsskrift. 


Junt- 1880. 


29 de, 


2 


ip SARS es GER 


it 
4 
\ 


t 
u 

== ASKE: 
N 


[A 


(Journ. de Bot. 18). 


Bd. 18. 


Botan. Tidsskrift. 


RE : 


No 


A 


hl 


i 
(| 


il 


N 
a\ 


38 
G 


SSS Ga‘ 


ER 


ss 


ÆG Zl (KU 


9 Fu 1880. 


v 


=. 


mir 


Botan. Tidsskrift. 


(Journ. de Bot. 18). 


Bd. 18. 


N In N mn DIN 


de Juli 1880. 


7 
FA 


Tab. V. 


1. Equisetum Münsteri Sternb. Stykke af Stengelen og en Skille- 
væg med nogle Tænder. 


2. — Del af en Sporeblad-Stand og et Stykke af en ung Stengel 
med tætsiddende Skeder. 

3. — Ung Sporeblad-Stand. 

3a. — En Del af samme forstørret. 

4og6.— Stykker af Stengler med tydelige Tænder paa Skederne. 

5. — Sporeblad-Stand. | 

5a. — Et Frugtblad deraf forstørret. 


- 7—8. Sagenopteris Phillipsii Brongt. Stykker af Blade. 


8a. -—- Et Bladstykke, lidt forstørret. 

9. Sagenopteris Nathorsti n. sp. Et Bladstykke, bestaaende af en 
Flig og lidt af en anden. 

10. Dicksonia Pingelii (Brongt.) Barthol. Frugtbærende Bladstykker. 

11. — En Flig af et frugtbærende Blad, forstørret. 

12-13- — Sterile Bladstykker. 


L tabl. 


gshe 


fens ber 


et Tlo 


D 


AL 
v 
“ 
1 
U 


8 


så 
gf ' 
. 
. 
® 
Es 
x 
\ 
I 
i 
s 
‘ 
r msg 
r 


så 


Ki 
2 
‘ 
x to 
ne” 
\ 
pa 
\ 
I 
\ 
2 
» 
, 
\ 
s 
1 
4 
: + 
D 
À 
t f 
x KAN 
N 
” 
bet SE 
4 
"HET 
N 


4 


3 “a i 
N 06 aa 
A SAGE BERN [ER 


Tab. VI. 


Fig. 1—2. Dicksonia Pingelii (Brongt.) Barthol. Sterile Bladstykker. 
— 2a. — En Flig af et sterilt Blad, forstorret. 
— 3. Cycadopteris Brauniana Zigno. Et Bladstykke. 
— 4. Asplenium Rösserti (Presl.) Et Stykke af et Blad, hvis Afsnit 
af anden Orden ere takkede i Randen. 
— 5. — Toppen af et Blad. 
— 6. — Spidsen af et Afsnit af første Orden. 


Tab. VI. 


Wet Ho Hensbergske tabl. 


er TE rex 


ft Bd. 18. ( Journ.de Bot. 18). 


i 


st. Tidsskr 


ad 


x AU : 


BIS ih Ey 
KEN 
inna? aN 
a É 
ka Ns 
pg iy 


SN 


ERE 


Tab. VI. 


Fig. 1. Asplenium Rösserti (Pressl.) Saporta. Et stort Bladstykke med 
10 Afsnit af 1. Orden 

— 2. — Stykke af et Bladafsnit af 1. Orden, lidt forstørret. med 
ngiagtigt tegnede Ribher i Fligene. 

— 3—4. Asplenium Nebbense Brongt. Bladafsnit. 4a. En Flig, for- 
størret for at vise, at Ribberne ere fortykkede ud 
imod Bladranden. 

— 5. — Spidsen af et Bladafsnit af 1. Orden. 

— 6. — Stykke af et Bladafsnit af 1. Orden, lidt forstørret, med 
ngiagtigt tegnede Ribber. 


Tab. VTL. 


t. Tidsskrift Ba.18. (Journ.de Bot.18). 


? 


tabl 


=, 
u 


yshe A 


€ 


ben 


CIES 


Det Hott 


yt 


X 


Tab. VII. 


Fig. 1. Asplenium lobifolium (Phill.) Schimp. Et Bladafsnit med 12 
mere eller mindre fuldstændige Afsnit af 1. Orden. 
1a. Den nederste Del af et Bladafsnit af 1. Orden. 
lidt forstørret, med nøiagtigt tegnede Ribber. 

— 2. — Et Bladstykke af et ungt Blad. 2a. Den nederste Del af 
et Bladafsnit af 1. Orden, lidt forstørret, med nøi- 
agtigt tegnede Ribber. 

— 3. Laccopteris elegans Presl. Flere frugtbærende Bladafsnit af 1. 
Orden. 3a. En Flig med Frugthobe, lidt forstørret. 
3b. En lidt forstørret Flig, hvis Ribbeforgrening kan 
sees, da Frugthobene ere faldne af. 

— 4. — Et sterilt Bladstykke. 4a. En Elig, lidt forstørret, med 
nøjagtigt tegnede Ribber. 


è 
S 


ft. Ba.18 (Journ.de Bot.18). 


RE 


J 


j Tidss 


she Etabl. 


ere 


Det Hottensb 


Pal 
; = 
\ 
i 
; À 
\ 
; 
; 
ERR 
‘ 
ar 
i 
i 
i 
Ê 
2s Ps 
\ 
‘ 
» 
> ‘ 
& a 
de 
3 ® 
# - 
i 
! y 
= 
f ‘ 
P7 


Tab. IX. 


Fig. 1. Laccopteris elegans Presl. Et ungt Blad. 


2—3. Gutbiera angustiloba Presl. Stykker af Bladflige. 2a. Et 
Stykke af en Flig, lidt forstorret. 

4. Phlebopteris affinis Schenk. En Bladflig. 4a. Samme Fig., lidt 
forstorret. 

5. — Tre paa Hovedribben siddende Bladflige. 5a. Samme Fig., 
lidt forstørret. 

6 og 9. Tæniopteris (Marattiopsis) Münsteri Göpp. Fig. 9. Et 
stort Bladstykke med 8 Smaablade. Fig. 6. Et enkelt 
Smaablad. 

7. Toniopteris (Oleandridium) tenuinervis Brauns. Et Smaablad 

| og et Stykke af et andet. 

8. Thaumatopteris gracilis (Schenk) Schimp? To Bladafsnit, der 

der maaske høre til samme Blad. 


< 
= 
x 


~ 
= 
= 
al 
= 
% 
= 
LA 
Cr 


fen: 


Det [ol 


Tab. X. 


Fig. 1. Laecopteris.n. sp.? Et Bladstykke af et frugtbærende Blad. 
1a. Et Stykke af en frugtberende Flig, forstørret, 
for at vise Ribbeforgreningen og Frugthobenes Stilling. 

~- 2—3. Microdictyon smlgn. Woodwardianum Sap.? Stykker af frugt- 
bærende Blade. 


— 4, — Et Stykke af en frugtberende Flig, seet fra Oversiden. 
4a. Et Stykke af samme Flig, lidt forstørret. 
5. Dictyophyllum Nilssoni Schenk? Et Blad med 8 ufuldsten- 
dige Afsnit. 
— 6—7. —  Bladstykker med rundtakkede Afsnit. 6b. En Flig af 


Fig. 6, lidt forstorret, for at vise Ribbeforgreningen. 


X. 


Tab. 


ft Ba 16. (Jour. de Bot.I8). 


Ü 


wd.ssi 


t.7 


X 


2 


Whar, 


Det Hoffensbergslre Etabl. 


ej 


Tab. XI. 


Clathropteris platyphylla Brongt. 

— Stykker af Bladftige. 

Hausmannia Forchhammeri Barthoi. Stykker af brede Blade 
med mere eller mindre dybe Indskjæringer i Randen, 
4a og 4b. Dele af de samme Blade, forstørrede, 
for at vise Frugthobenes Stilling i Ribbemaskerne. 


— 6. — Et Stykke af et smallere, dybt indskaaret Blad. 


Fig. En grovt tandet Bladflig. 


1. 
— 2--3. 
a] 


MeV SAL, 


Bd 18. ( Tourn. de Bot.18 ). 


1 


Tidsslerit 


BR EN 


Sue 


coset, 


pre 


nen and. ee ina 


REED 


gshe Fitabl. 


“ 


Det dioliensber 


EEE 


en 


en 


{ 
en ne 


ob aaa 


ei 


ss ee 


In} 
Fa u | 
h Wi 
i A a y 
i Bj i 
UN N 7 if i 
! Ca Sn Û 
ir i 
À il + 
) 
y | i 
| i € fives 
4 | By 
| 
i | \ CRE 
\ ' 4 
N iy y LA q 
x i Å i 
É id 
U | 


Tab. XII. 


Hausmannia Forchhammeri Barthol. Den nederste Del af et 
bredt Blad. 

— Et Stykke af et bredt, i Randen takket Blad. 

— Spidsen af en Flig af et smalt Blad, lidt forstørret. 

Anthrophyopsis Nilssoni Nath. 11 mere eller mindre fuldstæn- 
dige Bladstykker. | 

— Et meget ufuldstændigt Bladstykke af A. Nilssoni eller en 
anden nærstaaende Form. 


i. Tidsskrift Bd.18. (Journ. de Bot.18). Tab, XIL. 


J 


| 


Del Holiènsbergske [tabl . 


™ 


Tab..XUl. 


KR N 


\ 


Det Mølflevsbergske JøLabl. 


oa proces excels ay. 
4 Ulmus montana. 


i td unde! 


ot. Tidsskrift. Bd. 18. (Journ.de Bot-18 ). 


( 
. 


Suramıo ad nat del. 


My ih vias 


" Bot. Tidsskrift Bd 18. (Journ. de Bot.18 ) Tab. XIV. 


6-11. Fagus sylvatica. 


Sarauw ad nat. del. Det Hotlensberyske Etabl. 


IN « 
. ' 
4 . * 
cer 
Pr 
af 
N 
5 r 
Å 
VR 40 
” le 
wl 
' = 
z 7 
+ J x y 
TOR (ae 
A ig 
W I 
i 
' 
‘ » 
L 
É N 
en 7 
. 
‘ 
ra G x 
, . 
N 1 
Y \ 
ET 
’ 
er 
try 
- > U CA 
‘à 1 
i 
. 
ER 
Car J \ 
13 
D 
> R 
; 
' 
Gite 
Wi 
\ 
, 
À n 
‘ 
| 3 
, 
, 
' 


ot. Tidsskrift Bd.18. (Journ. de Bot. 18) Tab. XV. 


ee em 


ann 


T 


; Costus Friedrichsenit. 
De tHoftensbergske Etabl. 


H 1 i 
t a) ‘ 
' a L 
5 4 f 
\ . 
‘ 
y 
‘ » 
EN | 
4 a 
i \ , 
' En is \ 
. tu 
N 7 / 
x 
” 4 
—. 
1 
, 
- TS 
a 
' l 
ur 
2 , 
1 
: x 
. : 
Å . 
2 ' 
a 1 
1 4 
- 
2 i AR 
f . 
+ ‘ 
‘ 
. Ds 
i 
x 
i 
~ 
ef = 3 
4 \ 
y ‘ . 
2 - 
‘ i 
i 
I 4 
, 
+ 
‘ 
© t 
‘ 
i 
4 . 
\ 
» 
D 
\ 
ON Ane 
, 
14 à 


Bot. Tidsskrift Ba. Ib. (Journ. de Bot.18.) Tab. XVI. 


(#2 


Costus Mexicanus. 
F. Bager del. ; i Det Hottenshergske Stat . 


LT! aA y > 
7 ' À 
U 
FE > 
- + % 7 
> x 4 
à N 
‘ 
= Hak 
. 
' 
x ' 
“ N - 
i . 
rx i 
ri 5 
7 
1 ' 
"+ 2 
er: - 
y i i 
LA 
i i ' 
4 1 
‘ 
: + 
\ 
< 1 
\ 
. 
' 
> 
. 
4 
i 
' 
> ‚ 
x 
\ 
å t 
' a 
‘ 
i 
‘ i 
\ Å 
i 
x 
U 
' - 
! + 
' 
i q \ i 
a 
Å ' ' 
‘ 
i 
i ‘ 
x 
u U 
> i 
: 
| å 
| wae 
i L . 
y ‘ 


Bot. Tidsskrift Bd 18. (Journ.de Bot. ]8 ). 


Tab. XVII. 


ann. 


N 


A 


Horsfreldit. 


hyeh ilum 


» 


Brac 


Det Holfeusbergslee tail 


Tab. XVIIT. 


SEA Tre nee; Feng sn na > ET RC ae oe nn cn 
: De erreurs ne genen 
TO Penn nn EEE ag SL ET AROS Ea RIE TLS 


a ee nn 


Be RETTEN 2 
TEE A ESS ER 
A be Ses a D 


een 


Det Hottensbergske Etabr. 


FAT RTS SP 


a 


hnosipl ion pruinosus. 


SC 


il 


Bot. Tidsskrift Ba. 18. (Journ.de Bot.18) 


À - 
1 
<r 2 
. 
a! ' 
i 
' 
Fe 
1 
“ 
- = « 
\ 
# 
, 
s 
4 
. + 
. 
, 
| 
x 
. 
. 
‘ 
. 
y ‘ 
i 
. 
1 + 
1 
7 


Tab. XTX. 


= 
= 
+ 
a 
RQ 
N 
~ 
N 
N 
SE 
a 
= 
3 
as] 
& 
"© 
S 
mm 
3 
Lei 
= 
u 
© 
Aa 


a nu RH 


Agave Antilarum Desc. 


Det Holfensbergske Etabl. 


Thornam del. 


Bot. Tidsskrift Bd 18. (Journ.de Bot.18). . Tab XX. 


a 


| 
N 
| 
Dy 
a. 
| WW LiL oi. 
| 
| V A Poulsen ad nat del Det Hottensbergske Établ 


S 
S 
RQ 
= 
a S 
3 
> 
= 
Das 
a 
> 


Det Hoffensbergs le » Etabl. 


VA Poulsen ad nat. del. 


a 
mi 
c 
« 
cc 
a 
- 
z 
© 
= 
=) 
E 
= 
n 
z 
z 
< 
2 
O 
n 
I 
E 
= 
n