qQL 444 M8S2X 1870 Hft.1-3 INVZ CAPiCINOLOGISKE BIDRAG 1. TIL NORGES FAUNA. AF G. O. S^KS. 'i - MONOGRAPHI ^ * ^■''^-''^ DE VED NORGES KYSTER FOREKOMMENDE M Y S r D E R. FØRSTE IIEFTF. LITHOGBAPHEREDE PLANCHER; OCT 3 2 3-^0^0^ rOCIVRr VED BISTAND AF DET KONGL. NORSKE VIDENSKABSSfilSKAB T TRUXDIUKN. CHRISTIANIA. BnETSOER * OBiasilE'3 DOOTRTSSBRI. 1870. .^ ti XA \s %%. f Fortegnelse Professor M. Sars's Skrifter og Afliaiidliiiger. Særskilt ndgivue Skrifter. 1. Bidrag til Sødyrenes Naturhistorie. Bergen 1829 m. 6 Pl. 2. Beskrivelser og lagttagelser over nogle mærkelige eller nye i Havet ved den Bergenske Kyst levende Dyr. Bergen 1835 m. 15 Pl. 3. Fauna littoralis Norvegiæ. Bd. 1. Christiania 1846 m. 10 Pl. 4. Fauna littoralis Norvegiæ. Bd. 2. Bergen 1856. 5. lagttagelser over den postjiliocene eller glaciale Formation i en Del af det sydlige Norge. Chr. 1860 (Universitetsprogram). 6. Om Siphonodentalium vitreum, en ny Slægt og Art af Dentalidernes Familie. Chr. 1861 m. 3 Pl. (Universitetsprogram). 7. Oversigt af Norges Echinodermer. Chr. 1801 m. 16 Pl. 8. Lophogaster typicus. En mærkelig Form af de lavere tiføddede Krebsdyr. Chr. 1862 m. 3 Pl. (Universitetsprogram) . 9. Om de i Norge forekommende fossile Dyrelev- ninger fra Qvartærperioden, et Bidrag til vor Faunas Historie. Chr. 1865 m. 4 Pl. (Univer- sitetsprø^ram). Ift. Mémoirws' pour servir å la connaissance des Cri- noides vavants. Chr. 1868 avec 6 Pl. (Univer- sitetsprOgram). Afhamlliuger iudførte i Magaziu lor Natur- videuskaberue. (Ogsaa i Seiiarataftryk). 11. Undersøgelser over nogle lavere Dyrs Udvikling 1839. 12. Beretning om en i Sommeren 1849 foretagen zoo- logisk Reise i Lofoten og Finmarken. 1850. 13: Bemærkninger over det Adriatiske Havs Fauna sammenlignet med Nordhavet 1853. 14. Bidrag til Kuudskaben om Middelhavets Littoral- Fauna I, Reisebemærkuinger fra Italien 1,850 m. 2 Pl. 15. Bidrag til Kuudskaben om Middelhavets Littoral- Fauna^ 2den Afdeling m. 2 Pl. 10. Beretning om en i Sommeren 1859 foretagen zoo- logisk Reise ved Kysten af Romsdals Amt. 1801. 17. Beretning ora en i Sommeren' 1800 foretagen Reise i en Del af Christiania Stift for at undersøge de i den saakaldte Glacialformation forekommende organiske Levninger. 1802. 18. Indberetning om eu i Soinmeren 1861 foretagen Reise i en Del af Christiania Stift for at fortsætte Undersøgelserne af de i vor Glacialformation inde- holdte organiske Levninger. 1863. 19. Geologiske og zoologiske lagttagelser, anstillede paa en Reise i en Del af Trondhjems Stift i Som- meren 1862. 1803. 20 Bidrag til Kundskab om Christianiafjordens Fauna. 1808 m. 7 Pl. Afliaudliuger iudlorte i OLrist. Videusk.-Selskabs trykte Forliaudliuger. (Ogsaa i Separataltryk.) 1858. 21. Bidrag til en Skildring af den arktiske Mollusk- fauna ved Norges nordlige Kyster. 22. Oversigt af de i dun norsk-arktiske Region fore- kommende Krebsdyr. 23. Om Antallet af Holothurier i den norsk-arktiske Region. 24. Om 3 nye Holothurider. 185 9. 25. Udtog af en Afhandling om Ammeslægten Cory- morpha og dens Arter samt de af disse opararaede Meduser. 20. Udtog af en zoologisk og anatomisk Beskrivelse over Siphonodentalium, en ny Slægt af Dentali- dernes Familie. 1860. 27. Uddrag af en Afhandling ora de ved Norges Kyster forekommende Arter af Anuelideslægten Polynoe. 28. Svar til Boecks Bemærkninger angaaeude Medu- sernes Udvikling. 29. Om Munnojjsis typica, en ny Slægt og Art af Isopoder. 30. Om Chætopterus Sarsii og Chætopterus norvegicus: .31. Undersøgelser over de i vor Glacialformation inde- sluttede organiske Levninger. 32. Om nogle nye eller lidet bekjendte nor.ske Coe- lenterater. 180 1. 33. Svar til Boecks Indvendinger angaaende Dyrene.s luddeling i dasser. 34. Uddrag af en Afhandling over en Del norske An- nelider. 35. Uddrag af en udførlig Beskrivelse over en Del norske Annelider. 36. Om de ved Norges Kyster forekommende Arter af den Linnéiske Annelideslægt Sabella. 37. Beskrivelse af fire nye parasitiske Copepoder. 38. Beretning om et nyt lernæalignende Krebsdyr, Sabellacheres gracilis. 39. Bemærkninger over Crangoninerne med Beskrivelse af 2 nye norske Arter. 186 2. 40. Bemærkninger over 4 norske Ilydroider. 41. Beskrivelse over nogle norske Polyzoer. h '^■ CITCINOLOGISKE BIDRAG TIL NORGES FAUNA. AF G. O. SÅRS. I. MONOGEAPHI DE VED NORGES KYSTER F0REK0M5IENDE M Y S I D E R. . \ FØRSTE HEFTE MED 5 LITHOGRAPHEREDE PLANCHER. blh UDGIVET VED bi&TAND AF OET K0N6L. NORSKE VIDENSKABSSELSKAB I TRONDHJEM. CHRISTIANIA. BRØOGEH Je CHR:3TIF.'S BOOrRYSKKKI. 1870. Iiidiediiiiig. Uuder Benævnelsen Scliizopoder eller Spaltføddede indbefatter man en Del smaaKrebse, der ofte i sit Ydre frembyde en overordentlig Ligbed med de langbalede Decapoder (Ma- crura) og navnlig med Cariderue, men som dog adskOle sig ved enkelte Characterer saa væsentligt, at de, om de end ikke som tidligere kunne betragtes som henhørende under en forskjellig Underorden, dog vel rigtigst bør skilles fi'a de langhalede Decapoder som en egen Gruppe. De repræsentere de laveste Former af Decapodernes Underorden og frembyde allerede herved en særlig Interesse som forberedende en Overgang til de lavere Krebs dyrordener. Sit Navn have disse Smaakrebse erholdt af den Eiendommelighed, at der paa hver Side af Forkroppen findes ikke som sædvanligt en enkelt men en dobbelt Rad af Extremiteter, altsaa ialt ikke mindre end 4 Rader af Lemmer, hvoraf de 2 ydre fungere som Svømmeorganer, de 2 indre som Krybe- eller Griberedskaber. Som man ved, er imidlertid Forholdet kun uegentligt talt saaledes. De 2 ycke Rækker af Extremiteter ere nemlig i Virkeligheden ikke at betragte som særskilte Lemmer, men kun som Ved- hæng til de indre. Oprindelig eller typisk ere nemlig alle Lemmer hos Crustaceerne sammensatte af 3 Hoveddele, som vi benævne Stammen (truncus), Palpen (palpus) og Viften (flagellum). Hine Vedhæng repræsentere nu intet andet end Palperue, der imid- lertid her, for at kunne udfylde sin Bestemmelse som mægtige Svømmeorganer, have naaet en saa stærk Udvikling, at de endog undertiden overgaa den egentlige principielle Del (Stammen) i Længde. Hos de øvi-ige Decapoder har denne Del kun holdt sig paa enkelte af Munddelene (Kjævefødderne), medens den paa de egentlige Fødder kun i tidligere Ud- viklingsstadier undertiden er tilstede som provisoriske Svømmeorganer. der under den videre Udvikling sporløst forsvinde. Dog gives der som en sjelden Undtagelse fra Regelen enkelte langhalede Decapoder (f. Ex. Peneus, Hoplophorus, Pasiphaé), der ogsaa i fuldt udviklet Tilstand have Palper paa de egentlige Fødder. Vistnok naa aldrig disse deu Udvikling og Betydning som hos Schizopoderne og ere egentlig kun at betragte som til- fældige Rudimenter fra et tidligere Udviklingsstadium ; men man ser dog heraf, at den ovenanførte Character ikke i og for sig kan tjene til nosen skarp Begrændsning af nær- 1* værende Gruppe. Af større Vægt i denne Henseende er den simple og uniforme Bygning af selve Fodderne, der alle ere indbjTdes af samme Udseende, uden at nogen af dem udmærke sig fremfor de øvrige som fortrinsvise Griberedskaber ved en cheli- eller sub- cheliform Bygning, saaledes som Eegelen er for de øvrige Decapoder. Ligeledes have vi som en for Schizopoderne meget betegnende Character den Omstændighed, at et større eller mindre Autal af Munddelene have opgivet sin Function som saadaune og optræde som virkelige Fodder. Vi træffe her altid mere end 5 ParFødder, ja hos Slægten Thy- s an 0 p 0 da og de med den beslægtede Fonner, ere endog alle 3 Par Kjævefødder forvandlede til Fødder, fuldkømmen af samme Udseende som de følgende. Schizopoderne adskille sig altsaa herved netop i den Character, hvoraf hele Underordenen har faaet Navn. Man maa dog ikke lægge mere Vægt paa denne Character end den fortjener. Mellem P^ødder og accessoriske Munddele (Kjævefødder) erGrændsen ofte næsten umærkelig, og allerede hos Anomm-erne og endmere hos Macrurerne se vi ogsaa det sidste Par Kjævefødder for- længe sig stærkt og mere og mere antage en fodformig Bygning. Denne Character kan saaledes vel sammen med andre tjene til at adskille de her omhandlede Crustaceer fra de med dem nærmest beslægtede langhalede Decapoder. men umuligt være alene tilstræk- kelig til at fjerne dem fra Decapoderne ialmindelighed. Ved at undersøge den owige Organisation vil man overalt tinde deres nære Slægtskab raed Decapoderne bekræftet, og de tilsyneladende Afvigelser, vi støde paa, lade sig i de fleste Tilfælde let forklare som Udtrykket for det lavere Trin af Udvikling, hvorpaa Schizopoderne idethele vise sig at staa. Vi have dog en vigtig Character, der meget skarpt synes at adskille de her om- handlede Crustaceer fra alle øvrige Decapoder, og hvorved de vise en raærkværdig Over- ensstemmelse med de lavere Crustacegrupper (Cumaceer, Amphipoder og Isopoder). Som bekjendt bæres de af Ovarierne udkomne Æg hos alle øvrige Decapoder uden Undtagelse fuldkommen ubedækkede under Bagkroppen, fastheftede ved et særegent Bindestof i store Klaser til de sig her befindende Svømmefødder, hvor de forblive, indtil den ydre meget faste Æggehud brister og Ungerne ialmindelighed imder et fra de voxne meget førskjelligt Udseeude smutte ud, for som Larver at føre etpelagiskt Liv i Overfladeu af Sjøen. Ganske anderledes linde vi Forholdet hos Schizopoderne. Her optages de fra Ovarierne kom- mende sæ'rdeles store og tyiidhudede Æg i en under Forkroppeu sig befindende rummelig Klækkeluile, der ligesora hos Amphipoderne og Isopoderne dannes af bladformige fra Basis ai 2 eller flere Par af de egentlige F^ødder udgaaende Forlængelser, og hvori Embryonerne forblive indtil de have erholdt sit definitive Udseende. Forskjelligt herfra, men endnu mere forskjelligt fra hvad vi kjende hos Decapoderne ialmindelighed synes imidlertid For- holdet at være hos Slægten Thys anop o da. Her optages nemlig efter B ell Æggene i 2 fra den bagre Del af Forkroppen frit nedhæugende, tyndhudede Sække ligesom hos Copepo- derue. Ogsaa er, som jeg ved egne Undersøgelser kan godtgjøre, Udviklingen meget ulig samme hos de øvi'ige Schizopoder, idet Ungerne her forlade Æggene under et saa aldeles iifuldkommeut Uclseende, at de i dette tidligste Stadium neppe ere at skille fra Larverne af enkelte Copepoder (Calanider). Hos de øvrige Schizopoder gjennemgaar Ungen sit Larvestadium i selve Moderens Klækkeliule og viser en i hoi Grad mærkelig Overens- stemmelse i sin Udvikling med samme hos Isopoderne. Efter det ovenanførte maa vi betragte Schizopoderne som virkelige Decapoder, der ligesom ere blevne staudsede i sin Udvikling, og ere blevne staaende paa et Pimkt, der mere svarer til et endnu forbigaaende Udviklingstrin (Larvestadium) hos de hoiere Decapoder. Uagtet den vistnok store ydre Lighed med de langhalede Decapoder, anse vi dog de ovenfor berørte Eiendommeligheder for store til at Schizopoderne, som enkelte Forskere have villet, kunne slaaes sammen med disse. Vi anse det efter vor nuværende Kundskab til disse Dyr for rigtigst at betragte dem som repræsenterende en egen Gruppe, sideordnet med de 3 tidligere antagne Grupper i Decapodernes Underorden, Brachyura, Anomura og Macrura. Schizopoderne selv lade sig natmiigt inddele i 3 Familier, der især ere charac- teriserede ved Forholdet af Gjellerne, nemlig Eu phausidæ med de 3 nærstaaende Slægter Euphausia, Thysanopoda og Thysanoessa; Lophogastridæ med den eneste hidtil bekjendte SlægtLophogaster; og My sid æ, hvis ikke lidet talrige Slægter og Arter ville blive Gjen- standen for næi-værende Monographi. Hos den første af disse Familier ere Gjellerne aldeles ubedækkede og frit nedhængende fra Cephalothorax, de forreste kun smaa. de bågeste større og stærkere forgrenede; de enkelte Gjelleelementer beståa af cylinth-iske fingerformige Sække, der danne en enkelt Rad. Hos den anden Familie ere alle Gjeller særdeles stærkt udviklede og delte i 2 eller 3 Grene, hvoraf den yderste bedækkes af Rygskjoldet, medens den øvrige Gjelle hænger frit ned fra Undersiden af Forkroppen; de enkelte Gjelleelementer dannes af Smaablade, der ere ordnede tjærformigt i en dobbelt Række. Hos den sidste Famile endelig ere ingen tydelige Gjeller udviklede. Som man allerede af denne Character vil se, iudtager Mysidernes Familie af alle den laveste Plads, noget der ogsaa ved Uudersøgelsen af den øvrige Organisation vil findes tilstrækkeligt bekræftet. I det vedføide Schema ere de ovenfor anførte Characterer i Korthed sammen- stillede. ' omnes libere pendcntes scuto dorsali minime obtectæ, 1 anterioves parvæ, hitiilæ, posteriorcs multo majores et f distinctæ ad lin plures ramos devisæ; elementa branchialia appcndices / £uphausidæ. basin pedum Icylindricas vel digitiformes in serie simplice dispositasl omniiim et /formantia. Schizopodæ.( Branchiæ maxilli- '' pedum 2di ^ paris affixæ, iex parte scuto dorsali obtectæ, omnes valde evolutæ et^ f ramosæ, divisiones 2 vel 3 exteriorem scuto obtectam ' præbentes ; elementa branchialia foliola arcte appressa I in serie duplice vel bipinnatim disposita formantia. I Lophoija- slridæ. nullæ distinctæ. Pleopoda feminæ rudimentaria ad natandum incpta. Organum acusticum magnum in basi laminæ intcrnæ appendicum } iJysida lateralium caudæ. ;}. Fam. M y s i d æ. Corporis forma eidem Cariclarum non dissimilis, sed vulgo gracilior neqve a lateribus compressa. Scutiim dorsale plerumqve parvum et angustum, basiu pedum et partibus oris non obtegens, parte antica sulco transverso distincto a scuto cetero disjuncta, antice in medio plerumqve angulatum, angulo plus mimisve producto, nullum vero rostrum distinctum formans, postice emarginatum, unum vel pluria segmenta corporis antici ex parte nuda relinqvens. Corpus posticum gracillimum, subcylindricum, fere rectum vel leviter modo flexuosum, nuUis epimeris distinctis præditum. Oculi plerumqve bene evoluti, pedunculis sæpius sat magnis et elongatis, raro omnino rudimentares. Antennæ superiores ex pedunculo triarticulato sat magno subcylindrico et flagellis duobus filiformibus valde elongatis compositæ, in mare robustiores et appendice valde setosa ad apicem pedunculi instructæ; inferiores appendice foliifoi-mi et flagello longo ornatæ. Labrum triangulare et sat prominens ; labium profunde bipartitum. Mandibulæ magnæ ad apicem inferiorem dilatatæ et plerumqve fortiter dentatæ setisqve rigidis ornatæ, processu molari plus mi- nusve evoluto et palpo magno triarticulato instructæ. Maxillarum 2 paria, anteriores parvæ ramos 2, exteriorem fortiter dentatum, interioren minimum et lobiformem præbeutes ; posteriores majores, laminares, intus lobis incisivis duobus tribusve setosis, extus flagello lamelloso setis ciliatis marginato instructæ, antice in medio productæ et articulum tenni- nalem distinctum et sat dilatatum marginibus setosis vel aculeatis præbentes. Maxilli- pedum 2 paria, anteriores robusti, incurvati, palpo magno natatorio et liagello membranaceo; posteriores graciliores, pediformes, palpo natatorio non vero flagello præditi. Pedum 6 paria, omnes inter se similes, bipartiti vel palpo magno natatorio instructi, parte ultima trunci vel tarso sæpe in multos articulos breves setiferos divisa, apice simplice sive ung- viculato sive setifero. Appendices corporis postici ventrales (pleopoda) in femina rudi- mentares ad natandum inepti, in mare sive Ijirameæ et natatoriæ, sive ex parte ut in femina rudimentares ex parte styliformes et retro vergentes, raro (in genere unico Mysi- della) omnino ut in femina. Laminæ caudæ laterales angustæ marginibus setiferis, interiore ad basin tumefacta et organo acustico singulari instructa: appendix terminalis (telson) plerumqve sat magna laminaris. marginibus ex parte aculeatis apice integro vel fisso. Integumeuta tenuia et pellucida uullam structuram distinctam præbentia. Br ane hi æ nullæ distinctæ; cavitas tamen adest utrinqve branchialis ad latera corporis antici scuto dorsali tecta. cujus paries interna structuram singularem ad respira- tionem aptam præbet. Cor elongatum maxima ex parte corpus anticum poue sulcum transversum transieus antice et postice in arterias distinctas excurrens fissurarum venosarum 3 paribus mediano maximo et distincto instructum. Circuitus sangvinis ex parte lacunosus. Tractus intestinalis øsophagum brevern perpendiculanter ascendentem, ventri- ciilum subglobosum partem anticam ante sulcum transversum vel caput occupantem, et inte- stinum tenuissimum rectum ad basin appendicis terminalis (telsonis) terminatum præbet. Hepar ex appendicibus 10 sacciformibus inæqvali longitudine cellulis magnis impletis compositum. Systema nervosum seriem perfectam 16 gangliorum præter ganglion supraøso- phageum format, qvorum 10 priora sibi connata ad corpus anticum, cetera 6 multo minora et binis commissuris distinctis conjuncta ad corpus posticum pei'tinent. Testes glandulas plures pyiiformes ductibus insertas duobus discretis magnis ad apicem appendicum duarum singularium pone pedes ultimi paris terminatis præbent. Spermatozoa maxima filiformia ex partibus duabus angulum acutum forniantibus composita. 0 v ar i a tubos duos magnos in medio ligamento transverso conjunctos formant. Ova in marsupium magnum sub corpore antico laminis magnis a basibus ])edum posteriorum vel omnium prodeuntibus formatum recipiuntm'. Evolutio embryonum eidem Isopodum simiilima. 1 ovenstaaende Diagnose er givet et kort Resumé af de vigtigste Træk i My- sidernes Organisation. Som mest characteristisk for nærværende Familie maa fremhæves den hos Hunnerne eiendommelige rudimentære Bygning af Bagkroppens Lemmer, der ere aldeles uskikkede til Svømning og kun vise sig som smaa enkle ubevægelige med fine Børster (fordetmeste Hørebørster) besatte tynde Plader; fremdeles det eiendommelige og særdeles stærkt udviklede Høreorgan i de ydre Halevedhængs indre Plader, der constant tilkommer alle Mysider, medens man hos ingen andre Crustaceer har paa dette Sted fundet noget analogt Organ. Endelig maa fremhæves Mangelen af tydeligt udviklede Gjeller, hvorfor man har tillagt disse Smaakrebse en almindelig Hudrespiration ligesom hos de allerlaveste Entomostraceer. Hvad dette sidste Punkt betrælfer, saa synes vistnok de usædvanlig tynde og fine Integumenter at kunne begunstige en saadan almindelig Hudrespiration; men paa den anden Side vil man dog snart ved Undersøgelsen af det levende Dyr finde, at Mysiderne ligesaavel som de ømge Decapoder ere forsynede med tydelige Gjellehuler, hvori en stadig fornyet Strømning af Våndet vedligeholdes vedHjælp af Svømmepalperne og især ved den ofte meget stærkt udviklede Vifte paa Iste Par Maxillipeder, som man paa det levende Djt vil finde i en uaflirudt hm'tig svingende Be- vægelse. I disse Gjellehuler findes vistnok ikke tydeligt udviklede Gjeller som hos de øvrige Decapoder; men ved en nøiagtig Undersøgelse vil man dog her støde paa eien- dommelige Dannelser, der, omend ikke fuldkommeu homologe med andre Crustaceers Gjeller, dog maa antages at have en lignende Function. Navnlig viser den indre Væg, eller de Dele af Kropssiderne, der vende mod Gjellehulen en ganske eiendommelig Structur, der aabenbart staar i nøie Sammenhæng med den livlige Blodcirculation, som man hos det levende Dyi- vil bemærke paa dette Sted, og har til Hensigt at befordre en inderlig Stofvexel af det her fra alle Kropsdele til Hjertet strømmende Blod med det omgivende 8 Medium. Over dette hidtil ikke af nogen Forsker observerede mærkelige Forhold hos Mysiderne har jeg paa et andet Sted ') givet en udførligaf oplysende Afbildninger ledsaget Beskrivelse, saaledes som jegharfundet det hos den i enkelte af vore Ferskvaude levende Varietet at' My sis oculata Fabr. Paa samme Sted er ogsaa den indre Organisation hosMysis behandlet i sinHelhed. Da hvad her er sagt, i alt væsentligt gjælder samtlige Mysider, henvises derfor hvad dette Punkt angaar til nævnte Arbeide. Mysiderne ere repræsenterede i alle Have, men s>qies især i Norden at udfolde en mærkværdig Rigdom paa Slægter og Arter. De ere at træffe saavel paa ganske grundt Vand nær Stranden mellem Alger (Mysis) som paa meget betydelige Dybder, enkelte Former (Siriella) ogsaa som ægte pelagiske Dyr svømmende mer Overfladen af Våndet i det aabne Hav. Som norske vare tidligere kun opførte 6 herhen hørende Arter, nemlig: Mysis flexuosa Muller, M. inermis Rathke, M. mixta Lilljeborg, M. vulgaris Thompson, M. grandis Goes og M. erythrophthalma Goes. Med Undtagelse af sidstnævnte ere alle disse littorale Former, henhørende til den egentlige Slægt Mysis, i den Begrænds- ning, hvori jeg har troet at burde tåge denne Slægt. At Mysiderne ogsaa havde at opvise særdeles talrige og ofte høist eiendommelige Dybvandsformer, anede man ikke tidligere. Ved mine nu i en Eække af Aar fortsatte Undersøgelser af vor Dybvandsfauna har jeg dog fundet dette at være Tilfældet. Det har hidtil lykkets mig at adskille ikke mindre end 30 til denne P\amilie henhorende Arter, hvoraf de 23 ere nye, saa at denne interessante Krebs- dyrfamilie endog har vist sig at høre til en af de formrigeste blandt de høiere Crustaceer. Disse talrige Arter har jeg troet at maatte fordele paa 12 forskjellige Slægter, hvoraf de 10 ere nye og den Ilte tidligere kim kjendt fra de tropiske Have. Til letter Oversigt meddeles i det hosføiede Schema nogle af de for disse Slægter vigtigste Characterer. ') 6. 0. Sar,-. Histoire naturelle des crustacées d'eau liouce de Norvege. 1^ livraison: Les Malacostrace^s. pg. 25, Til. 2 fig. 6. &■ ^ s s» Kl t ^ <>3 ^ t S 6 .•„-=s J 2 S.S 3 «> iC ^ g - i» B ■5 « _- •- =. a . > « g æ 5 =».§ .— Si '« Cl, '" > iC ai w ^ 0 c ^ -S • > ?-< 0 .„ 0 s o ^ r- w <-) ^ ^ « .^ s 0 =;5 5 3 1 § §■? Sæ S3 -♦i e - SP 3 -^ •S;= S rn > a ;S 0 - = = 8 s s fr, ^ ^ p" 0 P a _3 es a 0. s-s 3 ■- CM a .^ > 3 « 3 0 "vi s 'j^ 0 fl «§. co ^ gs TT _o a" ^ — "3 « e cd 0 '^ •0 c .3 «- u Æ 0 0 S 0 s a rn 0 S =3 3 S.a a a = Si C3 j2 *j ti) ri c: r-! co /^ s .22 r; -ir; o ■'Ofl s ^ d S 3 = 3 .5 ■s i< g " a Q •= 3 d ?r> ^ 3 =5 S a s a-3 a-s o »• c3 ^ WS ,- s; c ass " B.S .-ca ^03 g a o 3 ^ ^ ■r o --^ tn •~i U. ei 0 n c= Tr 0 "f) a 0 -4-9 o å! > '^ . s- © ■;- a. •- S ^ ^5 _9 ^ — c ^ " 1^1 3 -a o t) 3 *J cfl C S t: te ._ rf n a "^^^^ 3-^ S u o ■-5 c3 £ g o S 3 a o , , +J 3 S^ ^ tJD QJ 3 g ' 3 C a h 2 s 0 K~ ^ -" .2 " = o S a S.'^ es .2 2 ir- 1 =s cj -3 S f- . -^s j5 £ .= s 3 a -3 g-a J2 ^ 3 5 5 -o d a a a B ? s-5 oj O ~ !:: '^ Cp o , .:: o S ._. *C fl fl s u ■— .u tr • t^ CJ a .« F QJ Xt m 3 rfl f) P. fl .-~ a. I .2 ™ S > '5 oa B a O r- ni

Tets Bevægelser bæres næsten fuldstændigt lige udstrakt i horizontal Retning, er slank, liniedannet, cylindrisk, bagtil kun lidet afsmalnende. Af dens fi Segmenter er det sidste betydeligt længere end de øvrige, der indbyrdes om- trent ere af ens Længde. Øinene (cfr. Tab. 1 Fig. 4), hvis livligt purpurrøde Pigment er saa iøinefaldende paa det levende Dyr, vise ovenfra seede en meget bred pæredannet Form med Brede og Længde omtrent ligestore. Ved nærmere Undersøgelse vise de sig dog især oventil stærkt afplattede, saa at deres verticale Gjennemsnit neppe er halvt saa stort som deres horizontale (sml. Tab. 1 Fig. 1—3); omtrent paa Midten af den øvi-e næsten concave 10 O Flade bemærkes noget nærmere den forreste Rand et lidet knudeformigt Fremspring, som constant findes hos alleÅi-ter af Slægten. Den pigmenterede Del afØiet indtager oventil en mindre Del af samme end nedentil og viser her en stærk nyredannet Form, idet den indad har en dybt indstikkende Bugt. Facet^erne, der som hos de øvi'ige Mysider ere cirkelrunde, vise sig meget regelmæssigt ordnede i conceirtriske, de ydre Conturer af Øiet følgende Rader, hvoraf imidlertid de inderste ere mindre tvdelige. De coniskt tilløbende Pedunkler fæste sig mere eller mindre nær Midtlinien til en transversal baandformig Vulst, der som oftest er mere eller mindre ubedækket af Rygskjoldet. Øinene have ialminde- lighed en noget skraat fortil divergerende Retning og naa til Siderne kun lidet udover Rygskjoldes Sidekanter. De øvre Antenner (Tab. 1 Fig. 6) beståa som sædvanligt af en treleddet Pedunkel og 2 traaddannede mangeleddede Svøber. Af Pedunkelens Led er det første størst og omtrent saa langt som de 2 øvrige tilsammeu. Det er ved Basis stærkt flad- trykt eller rettere oventil indhulet, med den ydre Rand tynd og skarp. Ved Basis viser denne Rand en svag Udbugtniug, hvortil er fæstet en Del korte Hørebørster; fortil for- længer den sig i en lang og smal fortil og noget udadrettet konisk F orts ats, der paa sin Ende bærer 4 i forskjellige Retninger bøiede cilierede Børster foruden en kortere, der er fæstet til en særskilt Afsats længere bagtil. 2det Led er ganske kort og smalere end saavel det foregaaende som efterfølgende ; fortil er det skraat afskaaret i Retningen in- denfra udåd og bærer i sin indre Kant en lang Fjærbørste. Sidste Led er af firkantet Form, noget længere end bredt og bærer ved Enden i sin indre Kant nedentil et Knippe af 5 — 6 lange Fjærbørster; oventil har dette Led som hos Mysis ved Enden en eiendom- melig lamelleformig i en skarp Torn endende Fortsats, hvortil er fæstet 3— 4 i forskjellige Retninger bøiede Hørebørster. Ogsaa paa de 2 foregaaende Led bemærkes oventil ved deres føreste Rand en liden Knude besat med lignende Hørebørster. Svøberne ere sær- deles lange og tynde, den ydre baade længere og stærkere end den indre. Deres nøiere Længdeforhold er forøviugt meget vanskeligt at bestemme, da de. ere saa fragile, at deres ydre Del ved Dyrets ludfangning næsten ufeilbarligt bliver afbrukket. Den ydre af dem bærer ved Basis i en større eller mindre Udstræ'kning en Del baaudformige, regelmæssigt bøiede Lugtepapiller. De nedre Antenner (Tab. 1 Fig. 7, Tab. 2 Fig. 3, 15, 22) beståa som hos alle Mysider af en tyk utydeligt 31eddet Roddel, fra hvis Ende der v.dgaar oventil og mere udåd et bladformigt Appendix, nedentil og mere indad den egentlige Antenne, der atter bestaar af et kort 3leddet Skaft og en særdeles lang og tynd mangeleddet Svøbe. Det bladformige Appendix er hos alle herhen hørende Arter forholdsvis kun lidet udviklet, liniedannet, fortil mere eller mindre skjævt afskaaret og her samt langs den indre Rand besat med lange utydeligt 21eddede Fjærbørster; den ydre Rand, der enten er nøgen eller tandet, ender fortil i en stærk, som en umiddelbar Fortsættelse af Bladet sig visende 14 tornformig Fortsats. Den egentlige Antenne tager sit Udspring fra det indre og forreste Hjørne af Roddelen med et kort ufuldstændigt fra samme adskilt Grundled og er ialmin- delighed rettet skrå at udåd og fortil under det bladforraige Vedhæng. Skaftet, der ikke fuldt opnaar samme Længde som de ovre Antenners Pedunkel og paa langt nær ikke naar til Enden af det bladformige Vedhæng, bestaar foruden det ovennævnte Grundled af 2 simpelt cylindriske Led, hvoraf det sidste er længst. Svøben er særdeles lang, endnu noget længere end den ydre Svøbe paa de øvre Antenner, og sammensat af et særdeles stort Antal korte Led. Overlæben danner som hos Mysis en mellem de undre Antenners Roddele beliggende temmelig stor, fortil i en stump Spids udgaaende hjelmformig Fremstaaenhed. Underlæben har 2 ved et dybt Indsnit adskilte, i den indre Kant med stive Haar besatte afrundede Endelober. Mandiblerne (Tab. 1 Fig. S) have, naar Dyret sees fra Siden (Fig. 1 og 3), Udseende af pæreformige skraat fortil rettede Organer, der for en stor Del ere ubedæk- kede af Rygskjoldet og hvis øvre spids tilløbendeEnde udgaar fra den over Rygskjoldets forreste Del sig befindende Tverfure. Deres nedre stærkt indbøiede Ende (pars incisiva) udvider sig øxeformigt og viser (Fig. 9) som hos Mysis en forreste tandbærende og en bågeste skraat afsaaren Gren, hvilken sidste forestiller den saakaldte Tyggeknude (pro- cessus molaris). Mellem begge tindes et vist Antal grove tornfonnige Fortsatser, der imidlertid paa høii'e og venstre Mandibel ere af et meget forskjelligt Udseende (Fig. 9). Paa venstre Mandibel findes her kun 3 særdeles grove noget bøiede og tæt haarede Bør- ster. Paa hoire Mandibel træder i disse Børsters Sted en bred pladeformig Udvidning, der først i Enden viser sig delt i 8—10 skarpe Spidser ligesom Tænderne paa en Saug. Den forreste tandede Gren viser sig ogsaa forskjellig paa de 2 Mandibler. Paa venstre Mandibel bestaar den af 2 omtrent ligestore pladeformige tildels hinanden dækkende Lameller, hvoraf den ene er delt i 4, den anden i 5 stærke Tænder; paa høire Mandibel findes vel ogsaa 2 tandede Plader, men den ene af disse har her antaget et ganske for- skjelligt Udseende og viser sig som en liden paatvært stillet, ved Basis indkneben eller ligesom stilket, i Enden uregelmæssigt foldet og fint saugtakket Fortsats; den anden er kun delt i 2 grove og brede Tænder. Ogsaa i Molarprocessens Form vil man finde For- skjel. Paa høire Mandibel er den saaledes mere skraat afskaaret end paa venstre, og den af talrige ved bugtede Tverfurer adskilte tandede Cristæ bestaaende Tyggeflade synes her at indtage et betydeligt større Pauu end paa den anden Mandibel. Mandibularpalperne (Fig. 8) ere stærkt udviklede og ikke saa ubetydeligt længere end selve Mandiblerne. Af deres 3 Led er det Iste meget kort og smalt; det 2det derimod det længste af alle, pladeformigt, svagt S-formigt bøiet og i begge Kanter forsynet med talrige Fjærbørster. Sidste Led, der kun er lidet mere end halvt saa langt som foregaae:ide. med hvilket det ialmindelighed danner en stærk knæformig Bøiuing. er 15 af oval Form, ligeledes pladeformigt og i den ene Kaut forsynet med et stort Antal fine kamformigt ordnede cilierede Torner foraden flere grovere Børster, hvoraf en temmelig lang, i en fin Spids udgaaeude er fæstet til Spidsen. Iste Par Maxiller (Fig. 10) beståa af en tyk, af Muskler opfyldt Roddel, der udåd danner en tynd pladeformig tæt cilieret Bræm, der maaske er at betragte som en Antydning af Vifte (flagellum). Fra denne Roddel udgaa fortil 2 ulige store og ulige formede noget indadrettede Grene. Den ydre af disse, som er den største og stærkeste og forestiller den egentlige Kjævedel er af konisk Form, dog noget fladtrykt, stærkt af- smalnende mod Enden, der er tvært afskaaret og besat med omtrent 10 stærke Tomer. Den indre Gren, der synes at være bevægeligt forbunden med Roddelen og saaledes nær- mest skulde være at parallelisere med en Palpe, har Formen af en liden lijerteformig Plade, der i Kanten bærer omtrent 12- Børster, hvoraf de 3 midterste udmærke sig ved grovere Bygning og tættere Ciliering end de øvrige. 2 det Par Maxiller (Fig. 11) ere pladeformige og af en mere compliceret Bygning. Man kan paa dem adskille: 1) en kort Roddel, der indad danner en halvcirkel- formig Udvidning, Tangs Kanterne besat med et stort Antal kamformigt ordnede tjiide og bøiede Børster; 2) den egentlige Kjævedel (pars incisiva), der bestaar af 3 tæt ind mod hverandre liggende, tildels hinanden dækkende triangulære Lober, paa hvis indre lige af- skaarne Rand ere fæstede talrige grove tildels tornforniige Børster; 3) Palpen, som er 2leddet med det sidste Led af oval Form og laugs den indre Kant besat med talrige ta^t sammentrængte Børster af samme Beskaffenhed som paa de ovennævnte 3 lobi incisivi, i den ydre med 6—7 grovere Fjærbørster, der dog ikke som Tilfældet er hos Mysis antage Formen af Torner; 4) Viften, der forestiller en temmelig stor, oval, membranøs, fra den ydre Side af Roddelen udgaaeude Plade, der medens Dyret lever er i en stadig vibrerende Bevægelse og sammen med Iste Par Kjævefødders Vifte og Svommepalperne bidrager til at vedligeholde den stadigt fornyede Strømning, af Våndet, der finder Sted under Ryg- skjoldets Sidedele eller i Branchialcaviteterne ; langs Kanterne er denne Plade besat med omtrent 24 korte tæt cilierede Børster. Iste Par Kjævefødder (Kig. 12), der nedentil for en stor Del bedække de øvrige Munddele, beståa af den egentlige Kjævedel, Palpen og Viften, hvilke 2 sidste ere fæstede tæt sanunen ved det yderste Hjørne af Kjævedelens Basis. Kjævedeleu er 6-leddet, fodformig og ialmindelighed S-formigt bøiet ind mod den tilsvarende paa den anden Side. Dens Grundled er meget stort og opfyldt af Muskler, der tjene til at beva^ge saavel den følgende Del af samme som Palpen og Viften. Ved Enden gaar dette Led indad ud i en kort afrundet med grove Børster besat Fortsats, der ialmindelighed mere eller mindre fuldstændigt dækkes af det følgende Led. Dette saavelsom de 2 følgende, der jevnt tiltager i Længde, ere noget pladeformige, idet de indad vise en skarp noget bøiet og med stærke Fjan-børster besat Kant, uden at de imidlertid danne nogen tydeligt 16 afsat laminær Fortsats saaledes som Tilfældet er hos enkelte Arter af Sl. Mysis (f. Ex. M. oculata). Det følgende Led, der med det foregaaende har en meget bevægelig Arti- kulation og ialmindelighed danner med samme en stærk knæformig Bøining, er næsten ^ kølleformigt, stærkt indknebet ved Basis og udvidet i Enden; i begge Kanter er det besat med en Del lange og tynde uregelmæssigt grupperede Børster. Dets lige afskaarne Ende forbinder sig som det synes uden uogen synderligt bevægelig Articiilation med sidste Led. Dette er særdeles lidet, af konisk Form og overalt tæt besat med fine Børster, hvoriblandt man dog adskiller 6—8 betydeligt grovere i Kanterne saugtakkede og i en fin Spids eller Endesnært udgaaende Torner: fra Enden af Leddet udgaar desuden en temmelig laug ucilieret Torn, der er svagt krummet og forestiller Endekloen. Disse 2 sidste Led danne tilsammen den bevægelige Endedel, der svarer til den saakaldte Tarsus paa de egentlige Fødder og ere tilsammen omtrent af samme Længde som det foregaaende Led. Den med Kjævedelens Grundled særdeles bevægeligt articulerede Svømme pal pe, der omtrent er af hele Kjævedelens Længde, bestaar af en med stærke Muskler opfyldt Roddel og en smalt tilløbende boielig Svolte. Roddeleu er stærkt indknebet ved Basis og dannef i Enden udåd et skarpt fremspringende Hjørne. Svøben, der ved sin Forbindelse med Rod- delen viser et lidet utydeligt Grundled, bestaar af 7 cylindriske Led, hvoraf det Iste er længst, alle i Enden forsynede med 2 lange Fjærbørster. Viften, som hos næi-værende Slægt kun er lidet udviklet. danner en liden ved en tyud Stilk til Kjævedelens Grundled tæt bag Svømmepalpen fæstet oval membranøs Plade af en eiendommelig Structur. om- trent som Amphipodernes Gjelleblade. Den er hos det levende Dyr i en stadig hurtigt svingende Bevægelse fi'em og tilbage i den forreste Del af Branchialcaviteten og spiller vistnok en vigtig Rolle ved Respirationen. 2det Par Kjævefødder (Tab. 1 Fig. 13, Tab. 2 Fig. 23, Tab. .5 Fig. 4) be- staar som det foregaaende Par af en lileddet Stamme og en Svømmepalpe, hvorimod Viften mangler. Svømmepalpen er fuldkommen af samme Udseende som Iste Par, alene med den Forskjel, at den har et Led flere. Derimod er selve Stammen forholdsvis betydeligt stærkere forhenget og af en mere fodformig Bygning. I Sammenligning med samme hos Mysis er den af en meget kraftig Bygning. Grundleddet er forholdsvis betydelig kortere end paa Iste Par, hvorimod 4de og ialmindelighed ogsaa 5te Led er meget stærkt for- længede. Det første af disse 2 Led er noget bøiet og opfyldt af stærke i flere Buudter fordelte Muskler, der tjene til at bevæge den følgende meget bevægelige Del af Kjæ>ve- foden. Denne bestaar ligesom paa Iste Par af 2 Led, hvoraf det sidste er meget lidet og ialmindelighed saa tæt besat med Børster, at Leddets nøiagtige {'orm er meget van- skelig at opfatte uden ved stærk Compression. Man bemærker da (Tab. 1 Fig. 13), at der foruden de talrige fine Haarbørster tindes laugs Kanterne af Leddet fæstede til sær- egne Afsatser et større eller mindre Antal grovere eiendommeligt formede Børster eller Torner, der ligesom beståa af 2 Dele en tykkere og stærkere i Kanterne grovt cilieret 17 Basaldel og en særdeles tynd og bøielig i eu iiii Spids udgaaende Endesnært. Fra Enden af Leddet udgaar ligesom paa Iste Par eu mere eller mindre forlænget ucilieret Toi-n, der maa betragtes som Endekloen. De 6 Par Fød der (Tab. 1 Fig. 14—15, Tab. 2 Fig. 7, 16, 24, Tab. 5, Fig. 5, 6, 7), hvis usædvanlig spinkle og stærkt forlængede Form udgjør en af de for nærværende Slægt mest udmærkeude Characterer, ere alle af samme Bygning og samtlige ægte Gang- fødder (pereiopoda). ' De beståa af den -egentlige Fod og Svømmepalpen, hvilken sidste i sin Bygning fuldkommeu stemmer overens med samme paa Kjævefødderne og har samme AntalLed som paa 2detPar af disse. Den egentlige Fod lader sig ogsaa meget naturligt aiiede af den for Kjævefødderne beski'evne Grundform, omend Leddenes Tal og Form viser sig temmelig forskjellig. De 3 første Led vise omtrent samme Form som paa 2det ParKjævefødder, dog med den Forskjel, at 3die Led her er forholdsvis betydelig smalere og stærkere forlænget. Endnu mere gjælder dette 4de Led, der ofte er mere end dobbelt saa langt som de 3 foregaaende tilsammeu og særdeles smalt. I sin bagre Kant er det forsynet med en Del Knipper af meget korte Børster, hvoraf nogle ere grovere end de øvrige og i den ene Kant forsynede med nogle faa Sidehaar (Tab. 1 Fig. 14')- Den føl- gende Del af Foden, hvis Længde varierer hos de forskjellige Arter; men som ialminde- lighed omtrent er af samme Længde som det foregaaende Led, med hvilket det har en meget bevægelig Articulatiou, forestiller hvad man hos Sl. Mysis benævner Tarsen og svarer til de 2 ydre Led paa Kjævefødderne. Hos Mysis er denne Del ialmindelighed inddelt i et stort Antal korte med lange Børstebundter besatte Led, hvorved den bliver særdeles bøielig og faar nogen Lighed med Svømmepalpernes Svøber. Hos nærværende Slægt bestaar den kun af 3 sparsomt børstebesatte Led foruden den her meget tydelige Endeklo, der dog rigtigst bør betragtes som et 4de Led svarende til sidste Led paa Kjævefødderne. Ved stærk Forstørrelse bemærker man nemlig (Tab. 1 Fig. 14") nærmere Basis af denne Endeklo en tydelig Tværsutur, der angiver Enden af det overmaade lille og smale sidste Led, hvorfra den egentlige Klo først tager sin Begyndelse. Hvad de 3 foregaaende Leds Længdeforhold angaar, saa er det første af dem altid det længste og ialmindelighed betydeligt længere end de 2 øvrige tilsammeu samt i Enden skjævt af- skaaret i Retningen indenfra udåd. De 2 følgende Led ere paa de første Fodpar næsten indbyrdes af samme Længde; paa de øwige tiltager imidlertid det sidste af dem betydeligt i Længde, saa at det paa de hageste er mere end V2 Gang saa langt; ved Enden bærer dette Led et Knippe længere Børster, der gruppere sig kostformigt omkring Endekloen. Med Hensyn tilFøddernes indbyrdes Længde, saa er det Iste Par altid det korteste, hos enkelte Arter meget betydeligt kortere end de øvrige, der hos de forskj ellige Arter tiltage mere eller mindre hurtigt i Længde bagtil. Som Vedhæng til de 2 hageste Fodpar kunne de 4 store Blade betragtes, der tilsammeu danne den ofte særdeles store Klækkepose hos Hunnerne. Det forreste 3 18 Par af dis.se Blade (Tab. 1 Fig. 15) er af laiicetdannet Form med den ene Rand stærkere bøiet end den anden og rundt om besat med lange cilierede Randborster. Det bågeste Par (Fig. 16) er omtrent af samme Form, men mere end dobbelt saa stort og saa stærkt bøiet, at det vanskeligt lader sig udbrede i samme Plan. Disse Blade mangle forøvrigt ganske lios yngre Exemplarer og spire først ved Ovariernes Udvikling frem fra Basis af de 2 bagre Fodpar, i Begyndelsen kun som smaa Knuder, der først senere lidt efter lidt antage Formen af triangulære Blade (cfr. Tab. 2 Fig. 4). ' Udviklingen af Æg- gene og Embryonerue har jeg fuudet nøie overensstemmende med samme hos Mysis. Ligesom hos denne Slægt ere de retortformige Unger ordnede i Klækkeposen med den største Regelmæssighed ved Siden af hinanden, saaledes at deres Forende altid vender bagtil og opad mod Moderens Bugside, medens Haleenden er rettet lige fortil (cfr. Fig. Kj). Ethvert af Bagkroppens 6 Segmenter er paa Bugsiden ved den bagre Rand for- synet med et Par Lemmer, hvoraf det sidste Par er meget stærkt udviklet og forestiller de ydre Halevedhæug. De 5 forreste Par af disse Lemmer, de saakaldte P le op oda ere hos Huuuerne af et endnu mere rudimentært Udseende end hos Mysis, idet de lange og stærke Fjærbørster, som hos denne sidste Slægt findes langs den undre Flade, her næsten ganske synes at mangle. Forøvi'igt stemmer deres Bygning (Tab. 1 Fig. 18—20) temmelig nøie overens med samme hos ovennævnte Slægt, med den Forskjel imidlertid, at de (især de bågeste Par) ere forholdsvis betydelig tyndere og spinklere. Ligesom hos Mysis danne de alle udåd en pladeformig Udviduiug, hvortil er fæstet et vist Antal (4—5) stærkt udviklede Høre- børster, og vise sig herved ligesom delte i 2 Dele, en Basaldel og en betydelig tyndere Endedel. Hos Mysis er denne sidste betydelig længere endBasaldelen, medens Forholdet hos nærværende Slægt især paa de bagre Par er omvendt. Det Iste Par (Fig. 18) er det mindste af alle og næsten ligesaa bredt som langt, de følgende tiltage jevnt i Længde bagtil, saa at det sidste Par (Fig. 20) er mere end 3 Gange saa langt som det Iste. De ydre Halevedhæug eller sidste Par Bagkropslemmer (Tab. 1 Fig. 23), der sammen med det midterste Halevedhæng (telson) danne den saakaldte Halevifte (pinna caudalis), beståa som hos Mysis af 2 fra en kort Roddel udgaaende smale, rundtom med lange cilierede Randbørster besatte Plader, hvoraf den ydre er længst, overalt omtrent af samme Brede og i Enden mere eller mindre lige afstumpet. Den indre Plade, der er fæstet over den ydre, tildels dækkende samme fortil, afsmalnes efterhaanden bagtil og ender stumpt tilspidset; ved Basis viser den en stærk rundagtig Opsvulmning, der om- slutter en rummelig indre Hule, hvori man beuu"erker den for alle Mysider eiendommelige, her glasklare og stærkt lysbrydende Otolith. Isolerer man denne, viser den ovenfra eller nedenfra seet (Fig. 24) en noget uregelmæssig rund eller noget oval Form. Man be- mærker i den en meget fin radiær Stribning og 3—4 noget stærkere concentriske Linier, hvoraf den inderste omslutter ligesom en indre Kjærne, hvori bemærkes flere celleagtige Legemer (vacuolæ). Seet fra Siden (Fig. 25) viser Otolithen en noget fladtrykt Form. 19 Dens nederste Side er ganske flad, hvorimod den øverste viser i Midten en tydelig am- pulleformig Fremragning. De concentriske Linier, der bemærkedes naar Otolithen saaes ovenfra eller nedenfra, sees nu at hidrøre fra en i det indi'e af Otolithens Substauts be- liggende Del eller Kjærne, der i sit Omrids nøiagtig svarer til hele Otolithens Form og ligesoni denne viser oventil i Midten en ampulleforraig Fremragning. Den nedre flade Side af Otolithen er befæstet til den nedi'e Væg af den ovennævnte Cavitet ved Hjælp af en Del fine, glasklare, næsten i enHalvkreds bøiede Traade, der med sine Ender træde ind i Otolithens Substans, medens de modsatte Ender staa i umiddelbar Forbindelse med det stærke Nerveplexus, som den indre Gren af den stærke i Roden af de ydre Hale- vedhæng indtrædende Nervestamme danner paa den nedre Side af Hørecaviteten. Som hos Mysis er denne indre Plade paa den øvre Flade udadtil rigeligt forsynet med korte Hørebørster, der især ved Basis ere tæt sammentrængte, men som ogsaa strække sig langs den ydre Rand umiddelbart ovenfor Raudbørsterne lige til Spidsen. Det midterste Halevedhæng (telson) (Tab. 1 Fig. 26, Tab. 2 Fig. 8, 11, 17, 19, 25, Tab. .5 Fig. 9) er for nærværende Slægt af et meget characteristisk Udseende, medens det kun viser ubetydelige Forskjelligheder hos de forskjellige Arter. Det er pladeformigt og af en ganske usædvanlig Korthed, knu lidet mere end halvt saa langt som sidste Bagkropssegment og neppe en Trediedel saa langt som de ydre Halevedhæng. Af Form er det trapezoidiskt, fortil bredest med afrundede Hjørner, bagtil jevnt afsmal- nende med næsten lige og fuldkommen glatte Sideraude. Den bagre Rand er mere eller mindre lige afskaaret og bevæbnet med 4 stærke bagudrettede Torner, hvoraf ialminde- lighed det indre Par er længst. Mellem de 2 inderste Torner udspringer desuden tæt ind ved hinanden 2 fint cilierede Børster af forskjellig Længde hos de forskjellige Arter. De fuldvoxue Hanuer af denne Slægt (Tab 1 Fig. 3) ere ialmindelighed noget større end Hunnerne (hos Mysis er Forholdet omvendt), med hvem de i sin almindelige Kropsform stemme temmelig nøie overens, med den Forskjel atBagkroppen er forholdsvis stærkere udviklet. Derimod adskilles de strax ved den eiendommelige Bygning af flere af Kroppens Vedhæng. De øvre Antenners Peduukler (cfr. Tab. 1 Fig. 4, Tab. 2 Fig. 10, 18, 26, Tab. 5 J*'ig. 10) ere forholdsvis af en betydelig kraftigere Bygning og deres sidste Led større og mere udvidet mod Enden, ligesom ogsaa Svøberne synes at være længere end hos Hunnerne. Som hos Mysis og overhovedet alle Mysider, udmærke disse Antenner sig hos Hannerne ved et eiendommeligt fra Enden af Pedunkelen under Svøbernes Insertion udgaaende Appendix, der imidlertid hos nærværende Slægt naar en stærkere Udvikling end hos de fleste øvi-ige Mysider. Det er af stumpt konisk Form, omtrent af samme Længde som Pedunkelens sidste Led og besat med en utallig Mængde eiendommelige fine Traade eller Børster, der ordne sig i flere tætte Knipper udspredte i alle Retninger. Isolerer man dette Vedhæng og lægger det, for at befordre dets Gjennemsigtighed, en 20 Stund i en svag Kalioplosning, etterat man ved Hjælp af en iiu Pensel har bortfjernet Størsteparten af de ovenomtalte Børster, vil man bemærke (Tab. 1 Fig. 5), at disse sidste udspringe alle langs den undre Flade af dette Vedhæng fra et smalt, opakt, Uere Gange slyngeformigt bugtet Baand, der ved svag Forstørrelse viser en meget skarpt niarkeret Tverstribning. Ved Anvendelsen af de stærkeste Forstørrelser viser det sig imidlertid (Fig. 5'), at enliver af disse Tverstriber egentlig dannes af omtrent 8 tæt ved Siden af hinanden i en Tverrad stillede smaa Knuder, hvoraf enhver giver Udspring til en af de omtalte fine Børster, der synes at have en bevægelig Artikulation med samme. Hvad disse Børster selv angaar, saa vise de sig under stærk Forstørrelse som fuldkommen glasklare, noget lysbrydende, overalt lige tykke og i Enden stumpt tilrundede stavformige Legemer, der nærmest i sit Udseende synes at stemme overens med de saakaldte Lugte- papiller paa den ydre Svøbes inderste Del. Rimelig-vis ere de ogsaa Bærere for en eller anden Slags mindre ditferentieret Sands, der rimeligvis staar midt iniellem Lugte- og Folesandsen. Hos unge Hanner fattes disse Børster ganske, ligesom ogsaa det hele Ap- pendix forst med Alderen lidt efter lidt danner sig. Fødderne stemme i den egentlige Stammes Form og Bygning fuldkommen overens med samme hos Hunnerne, men adskille sig ved en forholdsvis betydelig stærkere Ud- vikling afSvømmepalperne, hvis Basaldel især er af en langt kraftigere Bygning og bredere oval Form, indvendig opfyldt med særdeles stærke, i tiere Bundter fordelte Muskler (cfr. Tab. 1 Fig 17, Tab. 3 Fig. 24). De fra Basis af de 2 Par bagre Fødder udgaaende Plader, der danne Brystposeu hos Hunnerne, mangle naturligvis ganske hos Hannerne. I deres Sted findes tæt bag sidste Fodpars Insertion fæstede tæt ind mod hinanden til sidste Forkropssegments Bug- side 2 smaa cylindriske f ortilkrummede Vedhæng, hvorigjennem vas deferens testium fortsætter sig (Tab. 1 Fig. 17). Paa Spidsen af disse Vedhæng findes en spalt- formig Aabning, der paa den øvre Side er bekrandset med (; tynde og hoiede Børster, og til hvilken man hos Spiritusexemplarer ofte finder fastheftet en større eller mindre Portion af en hvidagtig opak Materie, som er coaguleret Sæd. Vi komme nu til den for Hannerne mest udmærkende Charakter, hvorved ogsaa nærvæ- rende Slægt meget skarpt adskiller sig fra den typiske Slægt Mysis, nemlig Bagkropsl em- mernes Bygning. Som bekjendt ere disse Lemmer hos Hannerne af Mysis fuldkommen af samme Bygning som hos Hunnerne alene medlTndtagelse af 3die og 4de Par, der (især 4de Par) antage en ganske eiendommelig Udvikling, hvis Betvdning endnu ikke er klart oplyst. Hos nærværende Slægt optræde de derimod alle som stærkt udviklede tvegrenede Svømmeorganer af en meget lignende Bygning som hos de høiere Decapoder. De beståa alle (Tab. 1 Fig. 21—23, Tab. 5 Fig. 11) af en stor pladeformig, aflang-firkantet med stærke Muskler opfyldt Basaldel, til hvis lige afskaarne Ende ere fæstede tæt ved hinanden i Midten 3 Aarer eller Svømmeplader. Disse sidste ere omtrent af samme Længde, eller den indre 21 ubetydeligt kortere end den ydre, af en meget smal, næsten cylindrisk Form. afsmalnende mod Enden, og inddelte i tiere korte tydeligt afsatte Led, hvoraf ethvert giver Udspring til 2 lange cilierede Svømmebørster. Den ydre Aare bestaar ialmindelighed af 6 den indre af 5 saadanne Led, hvoraf det Iste paa hver Gren er det største; paa den indre Aare er dette Led udmærket ved en fra den ydre Kant ved Basis udgaaende temmelig stor la- melløs Udvidning, der strækker sig paatværs over den ydre Aares Basis, og paa den tvert afskaarne Ende er besat med 4 stærkt udviklede Hørebørster. Fra de øvrige Bagkrops- lemmer adskiller imidlertid det Iste Par (Tab. 1 Fig. 21) sig ganske mærkeligt ved den indre Aares rudimentære Udseende og eiendommelige Bygning. Den er her (Fig. 21') uleddet, særdeles gjennemsigtig og membranøs samt neppe halvt saa lang som den ydre Aare. Ved Basis viser den som paa de øvi-ige Par en ydre lamelløs med stærkt udviklede Hørebørster besat Udvidning, hvorimod Endedelen danner en simpel noget indadkrummet mod Enden udvidet og jevnt tilnindet Plade, der kim bærer en enkelt kort terminal Børste. Paa Spiritusexemplarer viser denne ydi'e Del sig fyldt med et opakt granuleret Indhold, der synes at være sammenløbet Blod. Endelig viser 4de Par (Tab. .5 Fig. 11) den For- skjel, at den indi-e Gren er noget stærkere forlænget og at 3 af de yderste Børster i den ydre Kant ere stærkere udviklede, gi'overe cilierede og paa en eiendommelig Maade bøiede. Hos ganske unge Hanner ere Bagkropslemmerne fuldkommen af samme nidimentære Byg- ning som hos Hunnerne. Det første Tegn til en Differentiering viser sig derved, at der ved Basis af ethvert af disse Vedhæng danner sig udåd en liden Udbugtning. Denne Udbugtning tiltager i Størrelse og skyder ud i en liden konisk Fortsats, som er det første Anlæg til den ydre Aare. Samtidigt afsnører sig det inderste Stykke af Vedhænget til et eget lidet Basalled, der mere og mere tiltager i Størrelse og i sit Inth-e vise tydelige Spor til den senere optrædende stærke Muskulatur (cfr. Tab. 4 Fig. 29). Den indre Aare er endnu fuldstændig af samme Udseende som Hunnens Bagkropslemmer, men lidt efter lidt forlænges dens Endedel og afsnører sig, ligesom den nu betydeligt i Længde voxende og fra Grundleddet tydeligt afsatte ydi-e Gren, i flere utydelige Led, hvorfra snart de i Begyndelsen korte og ucilierede Svømmebørster spire frem. Haleviften stemmer idethele temmelig nøie overens med samme hos Hunnerne. Kun viser det midterste Halevedhæng hos enkelte Arter et noget forandret Forhold af Endetornernes indbyrdes Længde. De herhen hørende Arters Farvetegning er ganske eiendommelig og ofte sær- deles vakker. Det prægtigt purpur- eller carminrøde Øiepigment er allerede ovenfor omtalt. Den øvrige Krop er paa Grund af de særdeles tynde Integmnenter i høi Grad gjennemsigtig og næsten fuldkommen vandklar. Paa visse Steder af Legemet findes imid- lertid afsat et diffust mere eller mindre intensivt smukt orangefarvet Pigment, der giver det hele Dyr et eiendommeligt broget Udseende. Ingen af disse Pigmentpletter have imidlertid den for de egentlige Mysiser saa characteristiske stjerneformige Anordning, 22 men vise sig kun som jevne Shatteringer, der lidt efter, lidt tabe sig uden nogen bestemt Begrændsning. Mest bemærkelige ere disse Pigmentpletter paa Bagkroppen, paa hvilken hvert Segment i Regelen viser 2 saadanne, en dorsal og en ventraU hvilken sidste ialmin- delighed er af en lysere, mere okergul Farve; paa sidste Segment løbe ialmindelighed disse 2 Pletter paa Siderne over i hinanden. Paa Forkroppen findes ogsaa nogle uregel- mæssige orangefarvede Shatteringer, baade paa de af Rygskjoldet ubedækkede Segmenter og paa Rygskjoldet selv. Endelig ere ogsaa flere af Kroppens Vedhæng prydede med det samme eiendommelige Pigment, og især samtlige Munddele i Regelen meget intensivt carminrødt farvede. Hos enkelte Arter, f. Ex. B. Goésii, kommer hertil endnu et andet meget forskjelligt Slags opakt Pigment, der findes afsat hist og her paa Kroppen saavel- som paa dens Vedhæng i Form af smaa uregelmæssigt fordelte Pletter, der ved gjennem- faldende Lys vise sig mørke, ved paafaldende Lys derimod af en melkehvid Farve. Æg- gene i Brystposen (cfr. Tab. 2 Fig. 2, 14) ere i Begyndelsen ialmindelighed af en intensiv blaagrøn Farve, men blive efterhvert som de udvikles mere og mere lyse, og naar Ungerne ere fuldt udviklede er denne Farve ganske forsvunden, og den hele Brystpose viser da (cfr. Tab. 1 Fig. 1) et svagt blegrødligt Skjær og lader i sin bagre Del Ungernes allerede pigmenterede Øine skinne igjennein som smaa intensivt røde Punkter. — Igjennem de gjennemsigtige Integumenter kunne ogsaa hos det levende Dyr flere af de indre Organer med mere eller mindre Tydelighed skjelnes; saaledes den store kugleformige ialminde- lighed ined brunrødligt Indhold fyldte Tyggemave, der indtager Størsteparten af den forreste Del af Cephalothorax foran Tverfuren; de smukt gulfarvede med store lysbry- dende Fedtkugler fyldte Leversække, der vise nøiagtigt samme Form og Tal som hos Mysis; det umiddelbart under Rygskjoldet beliggende livligt pulserede spindelformige Hjerte; den i hele Bagkroppens Længde tydelige, ved sine eiendommelige undulerende Bevægelser let bemærkelige Tarm; endelig hos de fuldvoxne Hunner de mere eller mindre stærkt udviklede, ofte Størsteparten af Forkroppens Længde indtagende ved sin opake blaalige Farve meget iøinefaldende Ovarier og hos Hannerne de mindre let bemærkelige Sæ^dstokke med sine kugleformige Blindsække og sine lange og stærke i sidste Forkrops- segment stærkt bøiede Udførselsgauge. Arterne af Slægten Erythrops ere alle ægte Dybvandsformer. Kun en af Arterne, E. pygmæa, findes lige op til .5—0 Favne; de øvrige optræde først i en langt betydeligere Dybde, og enkelte Arter gaa ned til de allerstørste ved vore Kyster undersøgte Dyb (400—500 F.). De synes alle at foretrække blød, dyndet eller leret Bund, og rimeligvis ere de saa særdeles forlængede tyude Fødder netop afpassede efter denne Levevis. I sine Bevægelser synes de ikke at være synderligt livlige og staa i denne Henseende langt tilbage for deres ved Stranden levende Slægtninge, de egentlige Mysiser, hvis livlige ofte lynsnare og elegante Bevægelser ere noksom bekjendte. L^lmindelighed spadsere de ved Hjælp af sine enormt forlængede i alle Retninger udsprikede Fødder ganske langsomt 23 henad Biuiden af det Kar, hvori man har dem, og gjøre kun af og til en Udflugt høiere op i Våndet. Kommer man dem nær med en Gjenstand, vide de dog meget behændigt at imdgaa samme, idet de ved en hiu-tig Bevægelse af Bagkroppen gjøre et Spring til Siden. De fuldt udviklede Hanner ere, som man kunde vente alderes stærkere udviklede Svømmeredskaber, langt livligere i sine Bevægelser end Hunnerne og bevæge sig ofte temmelig raskt omkring i Våndet baade ved Hjælp af Svømmepalperne og Bagkropslem- merne. De synes dog ligesaa lidt som Hunnerne at, fjerne sig meget langt fra det Strøg af Bunden, hvor de oprindelig færdes. Til at fange disse fine Smaakrebse levende og uskadte er den almindeligt benyttede tunge Jernski-abe lidet hensigtsmæssig. Man vil sjeldent paa denne Maade erholde andet end kvæstede og mutilerede Exemplarer og neppe nogensinde blive sat istand til at iagttage dem levende. Til disses saavelsom andre fint organiserede Sjødyi's Indfangning har jeg med stort Held anvendt en eiendommeligt construeret meget let, med en Pose af fint Gaze forsynet Bundskrabe, der helst bør være forsynet med et Par Meier under, for at den kun ganske løst kan fare hen over Overfladen af Bunden og kun optage i sig en ubetydelig Portion af det allerøverste Lag Mudder. Helder man alt dette, efterat man forsigtigt har skyllet Posen saa at de finere Partikler af Mudderet blive udskillede, i et Glas med friskt Sjøvand, vil man snart bemærke, at der paa Oveiiiaden af Mudderet samler sig forskjellige mindre Sjødyi-, hvoriblandt Arter af nærværende Slægt ikke sjel- dent ere repræsenterede og det ofte i et særdeles betydeligt Antal. Slægten Erythrops er sandsynligvis egentlig arktisk. Den typiske Art, E. Goesii (Mysis erythrophthalma Goes) blev først funden ved Finmarken og Spitsbergen, og ved Lofoten har jeg fundet saavel denne som de øvrige Arter, alene med Undtagelse af E. pygmæa, der imidlertid vistnok ved nærmere Undersøgelse ogsaa vil blive fundet her. Alle Arter gaa vistnok laugs vor hele Kyst lige til Christianiafjorden, men under Forholde, der netop synes at bekræfte deres arktiske Oprindelse. De synes nemlig næsten udeluk- kende at forekomme i de dybe Fjorde, hvis Fauna ialmindelighed viser en ganske særegen og fra samme ved Havkysterne forskjellig Character, og optræde her i størst Mængde i den inderste Del af samme, der ofte danner ganske isolerede Dybbasiner med en hel Fauna af eiendommelige Dyreformer af paatagelig arktisk Oprindelse. ') De til nærværende Slægt henhørende 5 Arter staa hinanden særdeles nær, saa nær, at jeg ved enkelte af dem endog i Begyndelsen har været i Tvivl om deres Beretti- gelse som selvstændige Arter. Da jeg imidlertid under mine i en Række af Aar anstil- lede zoologiske Forskninger har havt Anledning til at undersøge talrige Exemplarer af alle Arter fra de forskjelligste Localiteter af vor Kyst og altid har fundet de nedenfor opførte Characterer constante, kan jeg ikke andet end for Tiden anse disse Arters Op- 'J Se herom: M. Sårs, Om arktiske Dyreformer i Christianiafjorden. Vid.-Selsk. Forhandl, f. 1865. og G. O. Sårs, Undersegelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna. Nyt Magazin f. Naturv. 1869. 24 stilling som fuldt berettiget, om det end ikke synes saa urimeligt, at de ere af forholdsvis ny Oprindelse og fra først af virkelig kun have repræseuteret Varieteter af en og samme Art. Som Artskjendemærker kunne tjene: den almindelige Kropsform, Forholdet af Ryg- skjoldets forreste Rand (Pandepladen), Øinenes Størrelse og Form, det bladdannede Ved- hængs Form og Bevæbning, Foddernes Længde indbyrdes og i Forhold til Kroppen samt deres Leds indbyrdes Længdeforhokl, tildels ogsaa 2det Par Kjævefødders Bygning, fremdeles det midterste Halevedhængs Form og Lændeforholdet af dets Endetorner, endelig ogsaa til- dels de ydre Halevedhæng. Ogsaa vil de fuldvoxne Individers Størrelse samt den Dybde, hvori de forekomme kunne tjene som praktiske Kjeudemærker, mindre Farven, der synes at vexle adskilligt og ialmiudelighed er intensivere jo høiere op de findes. Til lettere Oversigt meddeles i det hosføiede Schema nogle af de vigtigste af de ovenfor berørte Aitskjendemærker. Erythrops. Sqamæ antenn, infcrior. margine externo nudo; oculi niagni basibus [ approximatis; Ipedes posteri- ores corpore ■posticu multo\ (breviores ; tel son margine postieo leviter arcuato, aculeis terpiinalibus extemis^ internis multo brevioribus; maxillipedes 2di^ paris magni et validi, parte terminali articiilo) antecedenti longitudine circiter æqvali, articulol ultimo brevi, et valde hirsuto. omnino recto, aculeis terminalibus (feminæ)^ fere æqvalibus; maxillipedes 2di p.iris breves/ et debiles, parte terminali articulo anteccdente) breviore; articulo ultimo sat magno, subco- nico et sparse piloso. Goesii. parvi intervallo sat longo a se disjuncti: pedes posterioresl corpore postieo, pinna caudali excepta, longiores; telson ( margine postieo recto, aculeis terminalibus valiSis et (in j ' femina) fere æqvalibus. J pi/gtna niicrophthalma. serrato, apice ('fere ad lineam rectam truncato; pedes posteriores corpus ^ iposticum longitudine circiter æqvantes; telson margine po- ( jstico recto. aculeis terminalibus validis et (in femina) fere [ ' æqvalibus. ' perobliqve truncato ; pedes posteriores corpore postieo multo 1 'longiores: telson margine postieo leviter arcuato, aculei: ^ minalibus parvis, externis internis brevioribus. I multo I eis ter-> serrata. ahyssorum. 1. Erythrops Goesii, G. 0. S. (Tab. 1.) Mysis erythrophthalma, Goés: Crustacea deeapoda marina Sveciæ pg. 18. Nematopus Goesii, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoologisk Reise ved Rysterne af Christianias og Christiansands Stifter pg. 1.5. Diagnose: Scutum dorsale supra visum ubiqve fere eadem latitudine, margine frontali parum arcuato in medio vero prominulo et auguste rotundato vel processum 25 brevern sed distinctura lingvæformem inter bases ociilorum promiueiitein formante. Corpus posticum sublineare cephalothorace raulto angustius, segraento ultimo sat elongato sed antecedentibus duobus juuctis breviore. Oculi permagni et complanati, basibus approxi- matis, latiores qvam longiores, pigmento supra viso intus profunde emarginato et partes duas tertias longitudinis oculi ocupante, pedunculi margine anteriore qvam posteriore multo (fere duplo) longiore. Sqvamæ antenn, inferior. pedunculos antenn, supeiior. qvarta cir- citer parte longitudinis superantes, pedunculis inferiorum tertia parte longiores, forma lineari, latitudine fere ubiqve eadem et qvartam longitudinis partem parum superante, antice obliqvissime truncatæ, margine exteriore nudo et dente valido terminato, setis marginis interioris et apicis circiter 30. Pedes qvam solito breviores, postice sensim longitudine increscentes, ultimum par refiexum segmentum penultimum corporis postici vix superans. Pars eorum terminalis (tarsus) articulo autecedente vix longior, articulo Imo ceteris 2 junctis tertia cirtiter parte longiore. Telson ad basiu duplo latins qvam ad apicem, marginibus lateralibus subrectis, posteriore leviter arcuato, aculeis terminalibus internis externis duplo longioribus. Color albido-hyaliuus læte aurantiaco et fulvo varie- gatus. Longit. feminæ oviferæ circiter 10 Mm. Denne Art er den først opdagede af Slægten og kan betragtes som den typiske Art. Totallængden af de fuldvoxne Hunner er omtrent 10 Mm. (fra Enden af de nedi'e Antenners bladdannede Vedhæng til Enden af de ydre Halevedhæng). Hannerne ere i Regelen noget længere. Kropformen (cfr. Fig. 1—3) er let og zirlig. Ovenfra seet (Fig. 2) er Rygskjoldet næsten overalt af samme Brede, kun høist ubetydeligt udvidet bagtil. Dets forreste Rand eller Panderanden (cfr. Fig. 2 og 4) er kun ganske svagt bueformigt bøiet eller næsten lige afskaaret, men viser paa Midten en skarpt afsat smalt tilruudet tungeformig Fortsats, der skyder sig frem mellem Roden af Øinene uden dog at overrage samme. Bagki-oppeu, der er betydelig smalere end Cepbalotliorax er lineær, og dens sidste Segment længst, dog adskilligt kortere end de 2 foregaaende tilsammen. Øinene ere hos denne Art af en ganske usædvanlig Størrelse og ogsaa mere flad- trykte end hos de øvi-ige Arter, samt fæstede tæt ind ved hinanden i Midtlinien. Ovenfra seede (cfi*. Fig. 4) vise de en meget bred pæredannet Form, med Breden endog noget større end Længden, og ere temmelig uligesidede, idet den forreste Rand er betydeligt (næsten dob- belt) længere end den bågeste. Pigmentet indtager en temmelig betydelig Del af Øinenes øvre Flade og er indad dybt udrandet eller visende en meget udpræget nyredannet Form. De øvre Antenners Pedunkler ere hos Hunnerne (Fig. 6) meget spæd og kun lidet længere end Øinene, hos Hannerne (Fig. 4) som sædvanlig af robustere Bygning. De nedre Antenners bladdannede Vedhæng (Fig. 7), der kun med omtrent Y^ af sin Længde overrager de øvre Antenners Pedunkler og omtrent er Vg længere ond de undre Antenners Skaft, er af en temmelig smal og langstrakt lineær Form, med Breden udgjø- rende mellem ^|^ og Vs af Bladets Længde. Dets ydre Rand er næsten lige eller høist 26 ubetydeligt concaveret; den indre viser omvendt eu meget svag Convexitet; Enden er meget skraat afskaaret i Retningen indenfra udåd, saa at det indre fremspringende Hjørne næsten indtager V^ af hele Bladets Længde. Den ydre Rand er fuldkommen glat uden Spor af Børster eller Torner, men gaar fortil ud i en usædvanlig lang og stærk noget udadbøiet tandformig Fortsats; til hele den indre og forreste skjævt afskaarne Rand er derimod fæstede til særegne Afsatser en Række af omtrent 30 meget lange og stærke utydeligt leddede Fjærbørster. ■ 2det Par Kjævefødder (Fig. 13) ere af en meget kraftig Bygning. Det 4de Led er især meget stærkt udviklet, ligesaa langt som de 3 foregaaende tilsammen samt tem- melig stærkt bøiet med den indre Rand i Midten tydeligt indbugtet. Endedelen eller Tarsen er ligeledes stærkt udviklet og omtrent af foregaaende Leds Læ^ngde. Dens sidste Led er af oval Form, neppe en Trediepart saa langt som det andet og overalt saa tæt besat med fine Haarbørster, at Ledets Form først ved Gompression bliver synligt (Fig. 13'); den fra Enden af Leddet udgaaende Endetorn eller Klo er meget liden, kun af Leddets halve Længde; i Kanterne af Leddet findes paa hver Side, fæstede til særegne Afsatser, B — 7 af de ovenfor omtalte eiendommelige med traadformig Endesnært forsynede cilie- rede Torner. Fødderne (Fig. 14, 15) vise den for Slægten eiendommelige tynde og spinkle Form, skjøndt de i denne Henseende endnu langt overtræifes af samme hos flere af de øvi'ige Arter. De tiltage jevnt og ikke synderligt betydeligt i Længde bagtil. Iste Par rækker fremstrakt næsten til Enden af de øvre Antenners Pedunkler eller er omtrent af Rygskjoldets Længde, medens sidste Par er Vs længere og tilbagestrakt naar omtrent til Begyndelsen af sidste Bagkropssegment. Endedelen eller Tarsen er paa de forreste Par (Fig. 14) betydelig kortere end det foregaaende Led, men bliver paa de bågeste Par (Fig. 15) omtrent af samme Læmgde som dette; dens Iste Led er paa disse sidste Par omtrent V^ længere end de 2 øvrige tilsammen. Svømmepalpen er paa Iste Par omtrent halvt saa laug som selve Foden, hvorimod den paa de bågeste Par neppe er mere end V3 saa lang; dens Endesvøbe er paa alle Fodpar delt i 5 Led. Fødderne ere hos nær- værende Art rigeligere forsynede med Børster end hos de øvrige; paa 4de Led tæller man saaledes i den indre Kant 8 — 10 Børsteknipper, hvoraf enkelte ere temmelig lange og vise en enkelt grovere i den ene Kant ved Roden grovt cilieret Børste (Fig. 14'). Det midterste Halevedhæng (Fig. 26) er lidt mere end halvt saa langt som sidste Bagki-opssegment, dets Brede ved Basis noget større end La^ngdeu og omtrent dobbelt saa stor som Bredeu bagtil; Sidekanterne ere næsten fuldstændig lige, medens den bagi-e Rand viser en tydelig skjønt svag Convexitet. Af de 4 Endetorner ere de 2 inderste næsten dobbelt saa lange som de 2 ydre og ikke fuldt af Vedhængets halve Længde samt lige bagudrettede, medens de ydre fra Sidehjørnerne udgaaende Torner ere rettede 27 noget skraat uclad til Siderne; de 2 cilierede tæt ind ved hinanden i Midtlinien fæstede Børster overrage ikke saa ubetydeligt de indre Torners Spids. De ydre Halevedhængs indre Plade (cfr. Fig. 23) er omtrent Ve kortere end den ydre og viser i den indre Rand intet Spor af den eiendommelige tandede Bevæbning, som findes her hos enkelte af de øvi-ige Arter. De fuldvoxne Hanner (Fig. 3) ere i Regelen temmelig betydeligt større end Hunnerne og vise forøvrigt de for Slægten characteristiske ovenfor nærmere omtalte Eiendommeligheder. Farven er hos denne Art vaki'ere og mere broget end hos nogen af de øvrige. De orangefarvede Pletter paa Rygsiden af For- og Bagkroppen ere intensivere, næsten morgenrøde, og Bagkroppens ventrale Pigmentpletter vise en tydelig forskjellig smuk gul Farve. Det eiendommelige opakt-hvide Pigment, der hos denne Art findes afsat i Form af smaa Pletter hist og her overalt paa Ivi-oppen og dens Vedhæng, bidrage endmere til at fremhæve de øviige Farver. Øinenes Pigment have en pragtfuld lakrød eller carminrød Farve ; ved nøiere Undersøgelse viser desuden enhver Facette sig omgiven af en smal kridhvid Rand, hvorved disse Organers pragtfulde Udseende endmere forhøies. Nærværende Art blev som anført først funden af Loven ved Finmarken og senere af Goes gjenfunden ved Spitsbergen. Ved vore Kyster har jeg truffet den paa 5 langt fra hinanden beliggende Localiteter nemlig: ved Lofoten, hvor den forekommer i stor Mængde paa en Localitet ved Fiskeværet Brettesnæs paa 30—40 Favnes Dyb, blød Bund, mellem løsrevne og af Strømmen her lidt efter lidt ophobede Alger (Fiskernes „Daugras"), sjeldnere indtil 80—100 F.; i Hardangerfjorden ved Utne paa 30—40 F.s Dyb temmelig sjelden; i Spindfjorden ved Farsund paa 50— 60 F.s Dyb, blød Mudderbiind; i Langesunds- fjorden ligeledes paa .50 — 60 F.s Dyb, blød Lerbund ikke ualmindelig; endelig i Christi- aniafj orden ved Drøbak paa 40—50 F.s Dyb kun i et Par Exemplarer. Arten er især characteriseret ved sine usædvanligt store og stærkt afplattede Øine og ved det midterste Halevedhængs Form og Tornbevæbning. 2. E r y t h r 0 p s s e r r a t a. G. 0. S. (Tab. 2 Fig. 1 — 12). Nematopus serratus, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1862 foretagen zoologisk Reise i Christianias og Trondhjems Stifter, pg. 43. — = — Norman, Last Eeport on Dredging among the Shetland Isles pg. 270. Diagnose. Corporis forma qvam in E. Goesii paulo gracilior. Scutiim dorsale antice qvam postice multo angustius, margine frontali sat arcuato et in medio paulo pro- minulo nullum vero processum lingvæformem distinctum formante. Corpus posticum gracile, segniento ultimo sat elongato antecedentibus 2 junctis longitudine circiter æqvali. Oculi sat 4* •28 niagni, basibus approximatis, æqve lougi ac lati margiiie antico qvam postico aliqvanto lougiore, pigmento inaguo supra viso reiiiformi. Sqvamæ antenn, inferior. vix 3tia parte peduuculis longiores, anguste liueares, apicem versus paulo attenuatæ et feie ad lineani rectam truncatæ, margine externo in dentes 7—8 validos antice vergentes anterioreni an- gulum internum longe superantem diviso, setis marginis interioris et apicis circiter 96. Pedes tenuissinii postice valde longitudine increscentes,q)ar posticum reflexum ad apicem segmenti ultimi porrectum ; pars eorum terminalis in paribus posterioribus articulum antece- dentem longitudine longe superans, articulo ejus lino ceteris 2 junctis duplo longiore. Telson ad apicem ad lineam rectam truncatum, marginibus lateralibus leviter concavis, aculeis terniinalibus fortissimis et in feniina fere æqvalibus. Appendicum candæ lateralium lamina interna externa qvarta parte brevior, margine interiore sub setis marginalibus in tota longitudine subtiliter serrulato. Longit. feminæ adultæ circiter 11 Mm. Kropsformen- er hos denne Art forholdsvis endnu noget spædere og mere lang- strakt end hos E. Goesii. Eygskjoldet er ovenfra seet (Fig. 1) fortil snålere og udvides tydeligt i sin bågeste Del. Dets forreste Kand eller Panderanden (cfr. Fig. 10) er tem- melig stærkt bueformigt bøiet og paa Midten noget uddragen eller fremstaaende, uden imidlertid at danne nogen saadan distinct smal tungeformig Førtsats som hos E. Goesii. Bagki-oppen er noget skjøndt ikke betydeligt smalere end Rygskjoldets forreste Del og forholdsvis noget længere end hos foregaaende Art; navnlig er sidste Segment usæd- vanligt stærkt forlænget og omtrent af samme Længde som de 3 foregaaende Segmenter tilsammen. Øinene (cfr. Fig. 10), der ligesom hos foregaaende Art ere fæstede tæt sammen med sine spids tilløbende indre Ender, ere forholdsvis noget mindre end hos denne Art, ikke saa stærkt afplattede og mindre uligesidede, med Breden og Længden omtrent lige- store. Pigmentet indtager som hos foregaaende Art en l)etydelig Del af Øinenes øvre Flade og viser som hos denne en tydelig nyredannet Form, idet den indre Rand i Midten er dylit udrandet. De øvre Antenner ere fuldstændig af samme Form og Bygning som hos foregaa- ende Art. Derimod viser de nedre Antenners bladdannede Vedhæng (Fig. 3) et temmelig forskjelligt Udseende. Det er betydeligt smalere og mere langstrakt, mere end 5 Gange saa langt som bredt og noget afsmalnende mod Enden, der er næsten lige afskaaret med • det indre Hjørne kun lidet fremragende. Den ydre lige Rand, der hos foregaaende Art var fuldkommen jevn og glat, er her delt i 0—8 stærke fortilrettede Tænder, hvoraf den forreste indtager det ydre Hjørne af Bladets afskaarne Ende og med sin Spids langt overrager det indre Hjørne; den hageste Tand udgaar omtrent fra Enden af Bladets første Trediedel og bag denne er den ydre Rand fuldkommen glat og jevn. Den indre Rand viser en svag og jevn Convexitet og fra denne og Spidsen udgaa omtrent 20 lange FjaTbørster. 29 2det Par Kjævefødder ligne meget samme hos foregaaende Art alene med den Forskjel, at deres 2 sidsteLed ere uoget mere forlængede, saa at de tilsammen ikke ere ubetydeligt længere end det foregaaende Led. Fødderne (cfr. Fig. 2) ere hos nærværende Art betydeligt stærkere forlængede end hosE. Goesii og af en særdeles tynd næsten traaddannet Form. Dette gjælder imid- lertid ikke saameget Iste Far, der i sit Længdeforhold temmelig nøie svarer til samme hos hin Art. Derimod tiltage de følgende Fodpar hos nærværende Art meget hnrtigere iLængde bagtil, saa at de bågeste (Fig. 7) næsten blive dobbelt saa lange som Iste Par. Det er især Endedelen, som herved tiltager i Længde. Medens nemlig denne paa Iste Par ligesom hos foregaaende Art er kortere end det foregaaende Led, bliver den paa de bågeste Par betydeligt (omtrent Ve) længere end dette Led. Paa Endedelen er det atter Iste Led som stærkest forlænges; dette Led er nemlig paa de bågeste Par mere end dobbelt saa langt som de 2 følgende tilsammen, medens det paa Iste Par omtrent er af samme Længde som disse. Sidste Par, som er det keugste af alle, rækker tilbagestrakt udover Enden af sidste Bagkropssegment. Svømmepalpernes Endedel har 1 Led tiere end hos foregaaende Art, idet der paa Iste Par Kjævefødder tindes 8, paa 2det Par og samtlige Fødder 9 Led. Det midterste Halevedhæng (Fig. 8), der er af samme Størrelse som hos fore- gaaende Art, viser dog ved nøiere Undersøgelse en noget forskjellig Form, idet Sidekan- terne her ere tydeligt skjøndt svagt concaverede og den bagre Raud fuldkommen lige afskaaret, alene med 3 svage Lidbugtninger mellem Insertionspunkterne for Endetornerne; disse sidste ere (Fig. 9) usædvanlig stærke, alle lige bagudrette og indbyi-des næsten af samme Længde, eller det indre Par kun høist ubetydeligt længere end det ydre; de 2 mediane cilierede Børster række neppe udenfor Enden af det indre Par Torner. De ydre Halevedhæng (cfr. Fig. 11) vise omtrent samme Form og indbyrdes Længde- forhold af deres Plader som hos E. Goesii, men adskille sig derved, at den indi'e Plade har den indre Rand under Randbørsterne i sin hele Længd-e tint saugtakket (Fig. 12). De fuldvoxne Hanner, der i sin almindelige Kropsform temmelig ligne Hunnerne af foregaaende Art, have de øvre Antenners Pedunkler forholdsvis af en 'endnu tykkere og plumpere Bygning end hos denne Art, hvorimod det børstebesatte Endevedhæng s\nies at være kortere (cfi-. Fig. 10). Det midterste Halevedhæng (Fig. 11) har ligesom hos Hunnerne den bagre Rand fuldkommen lige afskaaren, men adskiller sig mærkeligt derved, at det ydre Par Endetorner forholdsvis er betydeligt kortere, medens det indre Par om- trent er som hos Hunnen. Farven er hos denne Art betydelig blegere end hos foregaaende og de orange- farvede Shatteringer langtfra saa tydeligt udprægede. Ofte er den næsten ganske farveløs og alene paa Undersiden af Bagki'oppens Segmenter bemærkes svage Spor af de her fore- kommende gulagtige Pigmentpletter. Af det eiendommelige kridhvide Pigment, der smykker 30 foregaaende Art, findes her intet Spor. Øinenes Pigment viser derimod altid en meget lignende prægtig høirød Farve. Nærvæende Art .synes af alle at være den hyppigst ved vore Kyster forekommende. Jeg har truffet den langs vor hele Kyst indtil Lofoten, hvor den forekommer i største Mængde paa 80—200 Favnes Dyb. I Christianiatj orden forekommer den skjøndt temmelig sparsomt lige ind i den inderste Del i Nærheden af Christiania paa 30—40 Favnes Dyb, som er den mindste Dybde, jeg har fundet den paa; i stor Mængde forekommer den derimod ved Drøbak ligesom ogsaa paa flere andre Punkter her i Fjorden paa 50 — 100 Favnes Dyb. Ligesom de øvrige Arter synes den at optræde i størst Mængde i de dybe Fjorde (foruden i Christianiatjorden har jeg saaledes fundet den meget almindeligt i Har- dangertjorden og Trondhjemsijorden), men forekommer ogsaa af og til lige ud ved Hav- kystenie f. Ex. ved Christiansund, hvor den ifølge privat Meddelelse allerede for længere Tid siden er funden af Prof. Lilljeborg. Nylig er denne Art ogsaa funden ved Shetlands- øerne af den bekj endte engelske Zoolog Norman. I sin Levevis ligner den foregaa- ende Alt. Ligesom denne er den en ægteBundform og synes kun lidet at fjerne sig fra de Punkter af Havbunden, hvor den har valgt sit Standkvarter og hvor man ofte kan træffe dem sammen i ganske enorme Mængder, Hanner, Hunner og Unger om hverandre. Den findes altid kun paa blød leret Bund og dens saa enormt forlængede Fødder er uden Tvivl afpasset efter denne Levevis. Ai-ten er især characteriseret ved Formen og Bevæbningen af de under Antenners bladdannede Vedhæng. 3. E r y t h r 0 p s ni i c r o p h t h a I m a. G. 0. S. (Tab. 2 Fig. 13-191. Nematopus microps, G. 0. Sårs: Beretning om en i Sommeren 186.3 foretagen zoologisk Reise i Christiania Stift. Pg. 32; V- ^ '' ■ Diagnose. Corporis forma qvam in ceteris speciebus paulo robustior, cepha- lothorace imprimis sat dilatato, antice et postice fere æqve lato, parte antica ante suturam transversam supine valde arcuata et qvasi gibbosa. Margo frontalis in medio sat pro- ductus et late rotundatus. Corpus posticum sublineare cephalothorace multo angustius, segmento ultimo antecedentibus 2 junctis multo breviore. Oculi qvam solito minores et intervallo sat longo a se disjuncti, æqve lati ac longi, fere æqvilaterales, pigmento supine partem minorem marginalem occupante et saturatius qvam in ceteris speciebus colorato. Sqvamæ antenn, inferior. breves qvinta circiter parte longitudinis pedunculos superantes, forma fere eadem ac in E. Goesii sed paulo angustiores setis marginis interioris et apicis paucioribus (circiter 2G). Maxillipedes 2di paris validi, articulo penultimo sat elongato 31 et antecedenti fere longitudine æqvali. Pedes tenuissimi et qvam in E. serrato adliuc magis elougati, parte termiuali in Imo pari articulo antecedenti lojigitudine æqvali in ceteris paribus multo longiore; ultimum par reflexum ad apiceni fere telsonis poiTCCtum. Telson forma fere eadem ac in E. seiTata, margine postico ad lineam rectani truncato, aculeis terminalibus validissimis et in femina fere æqvalibus. dimidiam telsonis longitu- dinem æqvantibus. Appendicum caudæ lateralium laniina interna externa parmn brevior, margine interno sub setis marginalibus subtiliter serrulato. Appendix maris pedunculi antenn, superior, terminalis qvam in ceteris speciebus major setis densioribus et longio- ribus. Longit femiuæ adultæ parum supra 9 Mm. Denne Ai't kjendes strax fra de øvrige ved den usædvanligt brede og plumpe Form af Forkroppen, der fortil er ligesaa bred som bagtil (cfr. Fig. 13); seet fra Siden (Fig. 14) viser den forreste Del foran Tverfuren sig oventil meget stærkt bvælvet eller ligesom puklet og opfyldes næsten ganske af den hos nærværende Art særdeles voluminøse Tygge- mave. Rygskjoldets forreste Rand (cfr. Fig. 18) er i Midten temmelig stærkt udbugtet, dannende en bred, jevnt tilrundet, mellem Basis af Øinene fi-emskydeude Pandeplade. Bagkroppen er som hos de øvi-ige Ai-ter af en meget spinkel Form og næsten overalt af samme Brede; dens sidste Segment er forholdsvis kortere end hos foregaaende Ait og paa langt nær ikke saa langt som de 2 foregaaende Segmenter tilsammen. Øinene (cfr. Fig. 18) er hos nærværende Art usædvanlig smaa og deres Insertions- punkter adskilte ved et temmelig betydeligt Mellemrum, hvorved det forreste Parti eller, om man vil kalde det saa, Ansigtsdelen faar et ganske særeget Physiognomi. Deres Form er ogsaa noget forskjellig fra samme hos de øvi-ige Arter, idet her den forreste og bågeste Rand næsten ere lige lange og Brede og Længde omtrent ens, hvorved de faa en mere regelmæssig kort pæredannet Form; ogsaa ere de mindre afplattede, saa at de seede fra en af Kanterne (cfr. Fig. 14) vise en temmelig regelmæssig oval Form. Pig- mentet, der er af en dybere carminrød Farve end hos de 2 foregaaende Arter, indtager her en forholdsvis betydelig mindre Del af Øiets øvi-e Flade og viser sig indad jevnt ud- randet og hos levende Exemplarer begrændset af en smal ki-idhvid Linie. De nedi'e Antenners bladdannede Vedhæng (Fig. 15) er forholdsvis mindre og smalere end hos de foregaaende Arter, kun lidet overragende de øvre Antenners Peduukler og kun Vs længere end de undre Antenners Skaft. I sin Form ligner det forøvrigt meget samme hos E. Goésii. Ligesom hos denne Art er det i Enden meget skjævt afskaaret med det indre Hjørne indtagende omtrent V? af Bladets hele Længde. Den ycb-e Rand er fuldkommen jevn og glat, i sin forreste Del meget svagt concav og ender med en stærk tornformig Fortsats. Fra den intlre svagt bøiede Rand og Spidsen udgaa tilsammen omtrent 26 lange Fjærbørster. 2detParKjævefødder ligne samme hos foregaaende Art, alene med den Forskjel, at næstsidsteLed er noget mere forlænget og omtrent at samme Længde som det foregaaende Led. 32 Foclderne (P"ig. Ui) ere hos nærværende Art endnii noget mere forlængede end hos E. serrata. Første Par rækker fremstrakt ikke saa ubetydeligt udover de øvre An- tenners Pedunkler og dets Endedel er omtrent af samme Længde som det foregaaende Led. De øvrige Fodpar tiltage hiu-tigt i Længde bagtil, saa at de bågeste næsten er V3 længere end dette. Sidste Par, som er det længste af alle, rækker tilbagestrakt næsten til Enden af det midterste Halevedhæng. Endedelen er paa disse bagre Par (Fig. IT») betydeligt længere end det foregaaende Led og dennes Iste Led næsten dobbelt saa langt som de 2 følgende tilsammen. Svømmepalperne, der paa de l)agre Par neppe er Va saa lange som selve Foden, har samme Antal Led som hos E. Goesii. Det midterste Halevedhæng (Fig. 17) viser en meget lignende Form som hos foregaaende Ai't. Ligesom hos denne ere Sidekanterne svagt men tydeligt concave og den bagre Rand fuldkommen lige afskaaret med 3 smaa Indbngtninger mellem Insertions- punkterne for Endetornerue. Disse ere meget stærke, alle lige bagudrettede eller endog lidt convergerende mod Enden, og det ydre Par hos Hunnen næsten ligesaa langt som det indre, der omtrent er af Vedhængets halve Længde. De 2 mediane cilierede Børster ere forholdsvis kortere end hos de øvi'ige Arter og række ialfald hos Hunnen paa langt nær ikke til Enden af de inderste Torner. De ydre Halevedhæng er forholdsvis noget kortere end hos de øvi-ige Arter og den indbyrdes Forskjel i Endepladernes Længde mindre, idet den indre kun er omtrent V, kortere end den ydre; dens intbe Rand er, som hos E. serrata, under Randbørsterne i Størsteparten af sin Længde lint saugtakket. Hannerne udmærke sig ved den betydelige Størrelse af det fra Enden af de øvi-e Antenners Pedunkler udgaaende Vedhæng og de paa dette fæstede Børsters store Mængde og usædvanlige Længde (cfr. Fig. 18). Paa det midterste Halevedhæng er som hos fore- gaaende Art det ydre Par Torner forholdsvis besydelig kortere end hos Hunnerne (Fig. 19). Farven er som hos foregaaende Art meget bleg og de orangefarvede Shatteringer kun lidet markerede; ofte er Legemet næsten ganske farveløst, hvorved den særdeles voluminøse som oftest med mørkfarvet Indhold fuldproppede Tyggemave falder stærkt i Øinene. Nærværende Art synes idethele at være sjeldnere og niere local end de foregaa- ende 2 Arter, hvis Levevis den forøvi'igt deler. Jeg har fundet den paa 3 langt fra hin- anden beliggende Localiteter, nemlig: ved Lofoten, i Hardangerfjorden og i Christiania- fjorden. Paa disse Steder forekommer den som det synes kun paa enkelte indskrænkede Omraader. I Christianiaijorden har jeg kun truffet den ved Drøbak paa 60—80 Favnes Dyb; ved Lofoten ligeledes kun paa en enkelt Localitet, ved Guldbrandsøerne paa 100— 120 Favnes Dyb. I Hardangerfjorden endelig synes den kun at findes i den allerinderste Del ved Hesthammer eller det Punkt, hvor Sørfjorden bøier ind mod Syd. Den forekommer her ikke sjelden lige i Kanten af den steilt fra Dybet opstigende Bakke paa 100—200 33 Favnes Dyb, ja 1 Exeniplar fandtes endog her omtrent midtfjords paa den enorme Dybde af mellem 400 og 500 Favne. Den synes saaledes at være af alle den, der gaar længst ned i Dybet. Arten er især characteriseret ved den plumpe ligesom opsvulmede Forkrop og de usædvanlig smaa langt fra hinanden adskilte Øine. 4. E r y t h r 0 p s p y g ni æ a. G. 0. S. (Tab. 2 Fig. 20—28). Nematopus elegans, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1862 foretageu zoologisk Reise i Christianias og Throudhjems Stifter pg. 4:2. NematojJiis pj'gmæa, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoologisk Reise ved Kysterne af Christianias og Christiansands Stifter pg. 17. Diagnose. Corporis fonna qvam in ceteris speciebus minus elongata. Scutum dorsale antice sat angustum corpore postico vix latius postice sensim dilatatum, margine frontali parum arcuato. in medio vero in processum brevem et angustum obtuse acmni- natum producto. Corpus posticum postice sensim attenuatum, segmento ultimo sat elon- gato antecedentibus 2 junctis tamen breviore. Oculi raediocres, basibus valde approxi- matis, obliqve pmformes, paulo longiores qvam latiores, pigmento partem modo parvam marginalen! superficiei dorsalis occupante. Sqvamæ antenn, iuferior. parvæ et angustæ 4ta circiter parte pedunculis longiores, fonna fere eadem ac in E. Goesii, setis marginis interioris et apicis vero nuilto paucioribus (circiter iS). Maxillipedes 2di paris qvam in ceteris speciebus breviores et minus robusti, parte terminal! articulo antecedente breviore. articulo ultimo sat elongato et sparse piloso, aculeo terminali longo, longitudinem articuli æqvante. Pedes qvam solito breviores postice parum longitudine increscentes; par posti- cum reflexum segmentum 4tum corporis postici parum superans. Pars eorum tenninalis articulo antecedenti longitudine circiter æqvalis, articulo Imo 2 seqventibus junctis in paribus anterioribus breviore in posterioribus circiter æqvali. Telson postice ad lineam rectam truncatum, marginibus lateralibus fere rectis, aculeis terminalibus fortibus et in femina fere æqvalibus. Appendicum caudæ lateralium lamina interua externa parum brevior margine inferno minime serrulato. Inter omnes minima, longitudine feminæ adultæ oviferæ 6 Mm. parum superante. Nærværende Art er af alle den miudste, en sand Pygmæ blandt Decapoderne. De fuldvoxne ægbærende Hunner ere nemlig kun lidet mere end 0 Mm. lauge og opnaa saaledes næsten kun den halve Størrelse af de øvrige Ai'ter. Allerede ved denne ringe Størrelse er nærværende Art let kjendelig fra de ønige, fra hvilke den imidlertid ved nøiere Undersøgelse ogsaa skiller sig ved flere andre Characterer. Hvad den almindelige t) 34 Ivropsform angaar, saa synes denne (cfr. Fig. 20—21) at være noget kortere og mere undersætsig end hos de øvrige Arter. Rygskjoldet er fortil meget smalt og lier neppe synderligt bredere end Bagkroppen fortil, men udvides jevnt bagtil. Panderanden er (cfr. Fig. 2fi) kmi lidet bøiet, men skyder sig i Midten frem i en tydelig kort Fortsats, der ikke som hos de foregaaende Arter er tilrundet, men triangvdær eller dannende en tydelig Vinkel. Bagkroppen afsnialnes jevnt bagtil; dens sidste Segment er temmelig langt Ilden dog at opnaa samme Længde som de 2 foregaaende tilsammen. Øinene (cfr. Fig. 2(i) ligne i sin Fonn temmelig samme hos E. serrata og ere som hos denne Art med sine spids tillobende Stilke f.estede tæt sammen i Midtlinien; dog synes de at være endnu noget mere skjævt pæreformige, idet den forreste Rand er meget betydeligt længere end den bagre. Pigmentet, der viser en lignende dyb carminrød Farve som hos foregaaende Art, indtager kun den alleryderste Del af Øinenes øvre Fiade og viser sig derfor ovenfra seet kun som en temmelig smal Bord omkring Øinenes ydre bredere Ende. De nedre Antenners bladdannede Vedhæng (Fig. 22) er lidet og smalt, omtrent V4 længere end disse Antenners Skaft. I sin Fonn ligner det meget samme hos E. Goésii, men adskiller sig ved et langt ringere Antal Børster. Medens der hos E. Goesii findes omkring 30, overstiger deres Tal her neppe 18. 2det Par Kjævefødder (Fig. 23) er hos nærværende Art af et fra samme hos de øvrige Arter af Slægten temmelig torskjelligt Udseende. De ere forholdsvis af betydelig kortere og svagere Bygning, med Eudedelen langt mindre udviklet og neppe saa lang som det foregaaende Led, der kun viser en meget svag Bøining. Sidste Led (Fig. 23') er forholdsvis temmelig langt, conisk tilspidset og viser ikke det hos de øvrige Arter eiendommelige kostformige Udseende, idet de fine Haarbørster her kun ere tilstede i meget ringe Antal; langs Kanterne findes fæstede til særegne Afsatser 7 af de ovenfor omtalte eiendommelige med lin Endesuært forsyuede Torner (4 i den ene og 3 i den anden Kant), og den fra Enden af Ledet udgaaende Torn eller Klo, der hos de øvrige Arter er meget kort, er her af hele Ledets La^ngde og navsten fuldkommen lige. Fødderne (Fig. 24) ere, skjøndt de vise den for Slægten eiendommelige spinkle Bygning, dog hos nærværende Art kortere end hos nogen af de øvrige og Forskjellen i deres indbyrdes Længde meget mindre, idet de kim ganske lidet tiltage i Længde bagtil. Endedelen er paa Iste Par betydeligt kortere end det foregaaende Led, men forlænges noget paa de bågeste Par, saa at den her bliver omtrent lige lang som dette Led; dens Iste Led er paa disse sidste Par omtrent af samme Længde som de 2 følgende tilsam- men, medens det paa Iste Par er betydeligt kortere. Sidste Par ra^kker tilbagestrakt kun lidet udover Bagkroppens 4de Segment. Det midterste Halevedhæng (Fig. 25) har Sidekanterne næsten lige eller i den bågeste Del utydeligt concave; dets bagre Rand er fuldkommen lige afskaaret og de her 35 fæstede Torner lange og stærke ; hos Hunnen ere disse Torner næsten af ens Længde og mere end halvt saa lange, som det hele Vedhæng; hos Hannen deriniod er det ydre Par betydeligt kortere. De 2 mediane Børster ere ogsaa meget ulige hos begge Kjøn; hos Hannen række de langt udenfor Enden af de inderste Torner og ere stærkt cilierede, medens de hos Hunnen ere meget smaa og paa langt nær ikke saa lange som de inderste Torner. De ydre Halevedhæng (cfr. Fig. 28) ere forholdsvis temmelig korte og Længde- forskjellen mellem den ydre og indre Plade kun ubetydelig. Paa den indre Plade bemær- kes ikke som hos de 2 foregaaende Arter nogen saugtakket Kant. Hannerne, der som sædvauligt ere noget større end Hunnerne, vise de for Slægten characteristiske Eiendommeligheder. Det til de øvre Antenners Pedunkler fæstede Appen- dix er temmelig stort og besat med lange i alle Retninger udstraalende Børstebundter. Nærværende Art blev først funden af mig i den alleriuderste Del af Romsdals- fjorden ved Vebluugsnæs og beskreven i min Reiseberetning for 1862 imder Benæ^^lelsen Nemotopus elegans. Den forekom her temmelig hyppig paa nogle faa (5—6) Favnes Dyb lige i Kanten af den mod Stranden ski-aanende Sandbakke. Da de øvre Vandlag i denne indre Del af Fjorden paa Grund af den lige her udmundende store Romsdalselv næsten ganske bestod af ferskt Vand, lykkedes det mig imidlertid ikke at faa observeret den levende, ligesom alle de af mig fangne Exemplarer ved min Tilbagekomst fra Excur- sionerne vare i en mere eller mindre opløst Tilstand. Mine Undersøgelser af den kunde derfor heller ikke blive saa fuldstændige som det udfordredes. Senere gjenfandt jeg samme Art i levende og fuldkommen uskadte Exemplarer i det Indre af Christianiafj or- den, men lod mig ved enkelte tilsyneladende Forskjelligheder forlede til i den at se en egen nærstaaende Art, som jeg i min 3die Reiseberetning kaldte Xematopus pygmæus. Ved senere fornyede Undersøgelser er jeg imidlertid kommen til fuld Overbevisning om, at disse 2 formentlige Arter kun udgjøre en eneste Art, for hvilken jeg har troet at burde foretrække det sidste Artsnavn som det mest betegnende. De i min tidligere Diognose opførte forskjellige Characterer har jeg fundet for en stor Del grunder sig paa den Om- stændighed, at jeg af de ved Veblungsnæs fundne Exemplarer tilfaddigvis havde valgt en ung Han til den anatomiske Undersøgelse, medens mine Detailtegninger af Christiania- fjordformen vare udførte efter en Hun. .Jeg kjendte ikke dengang til, at Forskjellen mellem begge Kjøn ikke udelukkende indskrænkede sig til de ø\Te Antenner og Bag- kropslemmerne, men ogsaa tildels er udtrykt i andre af Kroppens Vedhæng, navnlig i det midterste Halevedhængs Bevæbning. Skjønt ingensteds i nogen synderlig Mængde, synes dog nærværende Art at være jevnt udbredt langs vor hele Kyst, saavel ud mod Havkysten som ind i Fjordene, ialfald til Throndhjemsfjorden. Ved Lofoten har det endnu ikke lykkets mig at finde den, men den forekommer uden Tvivl ogsaa her. I sin Levevis adskiller den sig fra de øvrige 36 Arter derved, at den aldrig tindes paa saadanne Dybder, som disse. Jeg har aldrig fun- det den dybere ned end 10—12 Favne, hvorimod den gaar op lige til 3—4 Favne. Heller ikke er den som de øvi-ige Arter udelukkende bunden til blød leret eller mudret Bund, men forekommer ogsaa mellem Alger og paa grov Sandbimd. Farven er ialmindelighed som hos de øvrige Arter, idet Kroppen er gjennem.sigtig med enkelte orangefarvede Shatteringer, livoraf de paa Ventralsiden af Bagkroppen i Regelen ere af en betydelig lysere, næsten okergul Farve. Undertiden viser dog Krop- pens Farve et meget forandret Udseende, hvilket især er Tilfældet med de paa Sandbund forekommende Individer. Dette har sin Grund i et opakt kridhvidt Pigmentstof, der især paa Forkroppen (Rygskjoldet) er særdeles stærkt udbredt, dannende talrige auastomose- rende Forgreninger, hvorved det hele Dyi- faar et eiendommeligt hvidspraglet Udseende. Øinenes Pigment er altid ens hos alle Exemplarer og af en dyl)ere zinoberrød Farve end hos E. Goesii og serrata, mere lignende samme hos E. microphthalma. Denne Ait er især characteriseret ved sin ringe Størrelse, sine korte Fodder og 2 det Par Kjævefødders Bygning. 5. E r y t h r 0 p s a I) y s s o r u in. g. o. S. (Tab. 5 Fig. 1—12). Erythrops abyssoruui, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafj ordens Dybvandsfauna pg. 22. Diagnose. E. serratæ valde affinis sed fere duplo major. Scutum dorsale niagis dilatatum, coq^ore postico multo latius, autice et postice fere æqve latum, margine frontali sat arcuato in medio aliqvantum exserto et anguste rotundato. Corpus posticum tenue sublineare, segmento ultimo sat elongato et 2 antecedentibus junctis longitudine fere æqvali. Oculi qvain in E. serrata minores et intervallo sat longo a se remoti, obliqve pyi'iformes, a^qve longi ac lati, pigmento supra viso niagno reniformi. Sqvamæ antenn, inferior. sat elongatæ plus qvam tertia parte pedunculis longiores, anguste lineares, mar- gine externo in dentes 7—8 antice vergentes anteriorem angulum externum occupantem diviso, apice obliqvissime truncato, angulo intenio longe porrecto et apicem aculei anguli exterioris longe superante; setæ marginis interioris et apicis circiter 38. Maxillipedes 2di paris validi, parte terminali articulo antecedente multo longiore, articulo ultimo sat elongato et hirsutissimo, aculeo terminali brevi, lateralibus nimierosis (20 vel ultra). Pedes tenuissimi et valde elongati, postice magnopere longitudine increscentes, ita ut par posticum longitudinem fere totius corporis æqvet et reflexum appendices etiam cau- dales superet. Pai-s eorum terminalis in Imo pari articulum antecedentem longitudine vLx superans, in posterioribus vero multo (tertia circiter parte) longior, articulo ejus Imo 37 seqveutibus 2 jimctis in Imo pari parum in posterioribus fere qvadruplo longiore. Telson fonna fere eadem ac in E. Goesii, sed paulo magis elongato, marginibus lateralibus sub- rectis, posteriore distincte arcuato; aculei terminales qvam in ceteris speciebiis miilto breviores, interiores ne tertiam qvidera longitudinis partem telsonis æqvantes; exteri- ores illis multo breviores et' obliqve extus vergentes. Appendices laterales caudæ sat elongatæ, lamina interna qvam externa 4ta circiter parte breviore niargine iutenio vix serrulato. Longit. feminæ adiiltæ fere 18 Mm. Denne Art er den største i Slægten og adskiller sig herved strax fra den meget nærstaaende E. serrata. Medens denne sidste aldrig synes at overskride en Længde af 10 Mm., opuaar nærværende Art den anselige Længde af 18 Mm. eller næsten den dob- belte Størrelse. Kropsformen er (cfr. Fig. 1 og 2) som hos E. serrata forholdsvis meget slank og langstrakt; dog er Rygskjoldet eller Forki'oppen navnlig i sin forreste Del bety- delig bredere og omtrent af samme Brede som bagtil. Panderanden er (cfr. Fig. 10) meget stærkt bøiet og uddrages paa Midten noget stærkere, dannende en utydelig tunge- formig Proces, der skyder sig frem mellem P>asis af Øinene. Bagkroppen er betydelig smalere end Forki-oppen og kmi lidet afsmalnende bagtil; dens sidste Segment er meget langstrakt, næsten af samme Længde som de 2 foregaaende tilsammen. Øinene (cfr. Fig. 10) ere omtrent af samme Form som hos E. serrata, men for- holdsvis betydelig mindre og adskilte ved et temmelig langt Mellemnim fra hinanden, samt kun hoist ubetydeligt ragende ud over Rygskjoldets Siderande. Pigmentet, der er af en lignende høirød Farve som hos E. Goesii og E. serrata, indtager en temmelig betydelig Del af Øiets øvre Flade og er indad jevnt udrandet eller ovenfra seet af n}Te- dannet Form. De nedre Antenners bladdanuede Vedhæng (cfr. Fig. 10) ligner ved forste Øiekast meget samme af E. serrata, idet det viser den samme eiendommelige Tandbevæbning af den ydre Rand. Ved nøiere Under-søgelse viser det dog flere Forskjelligheder. Det er saaledes forholdsvis betydelig længere og smalere og overrager de øvre Antenners Pe- dunkler næsten medTredieparten af sin Længde samt er over Vj saa langt som de undre Antenners Skaft; ogsaa ere de 7 — 8 Torner, hvori den ydre Rand er delt, mindre og mere tiltrykte end hos E. serrata og de fra den indre Rand udgaaende Børster talrigere. Hvad der imidlertid især adskiller dette Vedhæng fra samme hos E. serrata, er Forholdet af Enden (se Fig. 3). Medens denne hos E. serrata er næsten lige afskaaret, saa at den fra det ydre Hjørne udgaaende Tand betydeligt overrager det indre Hjørne, er den hos nærværende Art meget skjævt afskaaret i Retningen indenfra udåd, saa at det indre Hjørne springer frem i Form af en tungeformig Fortsats, der langt overrager den fra det ydre Hjørne udgaaende Tand. Ved nøiere Undersøgelse viser det sig, at den alleryderste Del af denne Fortsats ved en tydelig Tverlinie er adskilt fra det øvi-ige Blad. et Forhold, som ialfald ikke er saa let bemærkeligt hos de øvrige Arter. 2det Par Kjævefodder (Fig. 4) ere af en særdeles kraftig Bygning og forholdsvis endnu stærkere forlængede end hos E. sen-ata. Navnlig er Endedelen her meget stærkt udviklet og betydeligt længere end det foregaaende stærkt krummede Led. Sidste Led er ogsaa forholdsvis storre end hos de øvrige Arter, af conisk Form og særdeles tæt horstebesat. Ved Tryk beman-kes paa dette Led i Kanterne omtrent 20 af de for omtalte eiendommelige med tynd Endesnært forsynede Torner; den fra Enden udgaaende Torn eller Klo er her meget kort, neppe V4 laa lang som Ledet og svagt krummet. Fødderne opnaa (cfr. Fig. 2) hos nærværende Art sit Maximum af excessiv Længde og Tyndhed. Dette gjælder imidlertid i mindre Grad Iste Par (Fig. .5), der forholdsvis ikke er svnderligt længere end hos E. serrata. Derimod tiltage de øwige Fødder meget hurtigere i Længde, saa at allerede odie Par er dobbelt saa langt og de følgende (Fig. 6, 7) endnu betydeligt længere. Sidste Par, som er det længste af alle, er næsten af hele Kroppens Længde og rækker tilbagestrakt langt udover Enden af de ydre Hale- vedhæng. Ligesom hos de øvrige Arter er det især Endedelen, som herunder tiltager i Længde. Medens denne paa Iste Par (Fig. 5) neppe er længere end det foregaaende Led, er den paa sidste Par (Fig. 7) mere end V3 længere. Paa Endedelen er det igjen Iste Led, der stærkest forlænges. Paa Iste Par er dette kun lidet længere end de 2 folgende tilsammen; paa sidste Par derimod er det fulde 4 Gange saa langt. Børstebe- væbningen er paa disse bagerste Par (Fig. 6, 7) yderst sparsom, hvorved de faa et endnu mere traadformigt Udseende. Det midterste Halevedhæng (Fig. 9) er temmelig uligt samme hos E. serrata og mere overensstemmende i sin Form med samme hos E. Goesii, med den Forskjel imid- lertid, at det er forholdsvis noget længere, omtrent lige saa langt som bredt. Som hos denne sidste Art er Sidekanterne lige og den bågeste Rand tydeligt bøiet. Ogsaa er det ydre Par af Endetornerne saavel hos Hnnnerne som hos Hannerne betydeligt kortere end det indre og skjævt udadrettet. Derimod adskille disse Torner sig hos nærværende Art ved en forholdsvis langt ringere Størrelse end hos saavel E. Goesii som E. serrata. De inderste og længste opnaa nemlig her neppe en Trediepart afVedhængets Længde, medens de hos hine Arter er omtrent halvt saa lange. De mediane Fjærborster ere temmelig lange og række betydeligt udover Enden af de inderste Torner. De ydre Halevedhæng (Fig. 8) ere temmelig stærkt forlængede og smale. Den indre Plade er betydeligt (omtrent V4) kortere end den ydre og dens indre Rand viser kun utydelige Spor af den hos E. serrata saa stan'kt fremtrædende saugtakkede Beva^bning. Hannerne ere endnu lidt længere end Hnnnerne og vise de for Slægten eiendom- melige Characterer. De øvre Antenners Pedunkler (cfr. Fig. 10) ere særdeles stærke, næsten dobbelt saa tykke som hos Hnnnerne; deres Endevedhæng er ogsaa meget stærkt udviklet, omtrent af sidste Leds Længde og besat med særdeles lange og tætte i alle Ret- ninger divergerende knippevis ordnede Børster. 39 Farven er som hos E. serrata og microphtlialma meget bleg, med kun svage Spor af de orangefarvede Shatteringer. Ofte er Legemet næsten farveløst, hvorved de smukt høirøde Øine og den ligesom hos E. microphthalma særdeles voluminøse med mørkt Ind- hold fyldte Tyggemave er meget iøinefaldeude. Denne Ait lever i stor- Mængde udbredt over et temmelig vidtstrakt og som det synes fuldstændigt isoleret Dybbasiu i den ydre Del af Christianiafj orden omtrent lige ud for Vallø paa et Dyb af 150 — 230 Favnes blød Mudderbund. I ethvert Kast, man gjør her med den fine Bundskrabe, er man sikker paa at faa op talrige Exemplarer af denne vakre Crustace sammen med de eiendommelige Isopodeformer Muunopsis typica og Eurycope cornuta. Den synes ikke her at gaa høiere op. Derimod har jeg ved Lo- foten nylig fundet den lige op til 100 Favne, hvor den lever sammen med E. serrata. Det maa bemerkes, at disse Exemplarer havde forholdsvis noget større Øine og ikke fuldt saa lange Fødder som Christianiatjordformen. ForøM-igt stemmede de undre Antenners Blad og det midterste Halevedhæng fuldkonimen overens, saa at Arten, uagtet den saa- ledet paa enkelte Localiteter synes at vise en større Tilnærmelse til E. serrata, dog ved disse 2 Characterer samt dens betydelige Størrelse med Lethed kan kjendes fra den anden. Et eneste Exemplar af denne Art, en ung Han, har jeg fra det betydelige Dyb af .300 Favne ved Lofoten. Dette Exemplar adskilte sig niærkeligt ved det i hoi Grad rudimentære Udseeude af Øinene (cfr. Fig. 12), der ere særdeles smaa, uregelmæssigt til- rundede og som det synes forsynede med ufuldstændigt difterentierede Synselementer. Om dette grunder sig paa en tilfældigMonstrøsitet, kan jeg ikke med Sikkerhed afgjøre, da jeg som sagt kun har et eneste Exemplar fra dette Dyb. Imidlertid anser jeg det for ikke usandsynligt, at den forskjellige Dybde kan have adskillig Indtlydelse paa Synsorganernes Form og Udvikling hos samme Art, noget, der ogsaa synes at bekræftes ved den ovenfor omtalte Forskjel i Øinenes Størrelse mellem Christianiafj ordformen og den ved Lofoten paa grundere Vand levende Form. Ligeledes berørte jeg ovenfor, at denne sidste Form havde ikke fuldt saa stærkt forlængede Fødder som Christianiaijordformen. Herpaa kan ganske sikkert ikke den forskjellige Dybde have nogen Indtlydelse, men vel Bundens Beskatfenhed. Aabenbart ere de saa stærkt forlængede Fødder hos de herhen hørende Arter idethele afpasset efter deres Levevis paa blød leret eller mudret Bund. Jo blø- dere Bunden er, desto nyttigere vil det nemlig være for Dyret at have meget lange Fød- der til at vade henover Overtiaden uden at synke med Kroppen ned i Mudret. Man vil ogsaa hos de forskjellige Arter finde dette Forhold fuldkommen bekræftet. Saaledes er E. pyginæa, der af alle har de koileste Fødder, netop den, der forekommer paa den haar- deste Bund, medens E. serrata og microphthalma, der altid kun findes paa blød leret Bund, have betydelig stærkere forlængede Fødder end saavel E. pygraæa som E. Goésii, hvilken sidste i sin Levevis synes at iudtage en intermediereiule Stilling. Interessant er det nu, at man endog hos en og samme Art kan erholde Stadfæstelse paa dette Forhold 40 mellem Føddenies Læiigde og Levevisen. Hos Cliristianiatjordformen af nærværende Art ere som ovenfor anført Fodderue forholdsvis endnu stærkere forlængede end hos Lofot- fonnen, og just i Overensstemmelse hermed er ogsaa Bnnden i Christianiafj ordens større Dybder betydeligt blødere og løsere end ved Lofoten, idethele blødere end jeg noget andet Sted har fundet den. Man har altsaa her et ganske mærkeligt slaaende Exempel paa Adaptionsevne hos en og samme Art. Nærværende Art, der rimeligvis i en forholdsvis ny Tid har udviklet sig af Arten E. serrata, er især characteriseret ved sin betydelige Størrelse, Forholdet af de nedre Antenners bladannede Vedhæng, de korte Torner paa midterste Halevedhæng s'amt de enormt forlængede og tvnde Fødder. Gen. IL Parerythrops. G. 0. S. (Nematopus oliir:). Diagnose. Corporis forma brevis et obesa cephalothorace valde tumefacto. Scutum dorsale magnum et latuni segmenta fere omnia cephalothoracis supine obtegens; sulcus transversus distinctissinius et valde arcuat«s. Corpus posticum subcylindricum cephalothorace multo angustius. Oculi longe a se remoti, breves, non complanati. fere globosi, pigmento obscure fulvo in spiritu vini non dilubili. Pedunculi antenn, superior, breves et robusti, articulo ultimo majore, Imo brevi extus nuUum processum emittente; flagella magna et robusta. Appendix maris pedunculis earum antennarum adjectapermagna et hirsutissima. Antennarum- inferiorum sqvamæ brevissimæ intus et ad apicem longe seti- feræ, margine externo nudo aculeo forti terminato; flagellum longissimum. Mandibulæ maguæ, corpore valde elongato, extremitate inferiore late securiformi, angulo anteriore subtilissime dentato a posteriore (molari) intervallo longo sejuncto. Flagellum maxilli- pedum Imi jiaris maximum, subtriangulare vel potius securiforme. Pedes longitudine mediocri. structura sat robusta, parte ultima vel tarso in articulos .3 præter ungvem vali- dum terminalen! divisa. Pleopoda feminæ qvam in Erythrope minus angusta, fere ut in Myside, setis sat numerosis obsita, maris Imum par rudimentare structura exacte eadem ac in femina, paria 4 posterioravero bene evoluta, biramea, natatoria. Telson elongatosubtriaugu- lare, marginibus lateralibus nudis, apice anguste truncato aculeis 4 tenuibus setisqve 2 inter- mediis ornato. Pigmentum corporis læte rubrum maculas irrcgnlares nullas vero stellas ar- borescentes formans. Marsupium feminæ foliis 0 formatum, pari anteriore sat magno sidjovato. Nærværende nye Slægt grunder sig paa den af mig tidligere under Benævnelsen Nematopus obesus characteriserede Form. som jeg ved senere nøiagtigere Undersø- gelser har fundet at afvige saa betydeligt fra Arterne af Slægten Erythrops (Nematopus), at jeg har anseet det for nodvandigt at opstille den som Typen for en egen Slægt. Fra 41 foi-egaaende Slægt, med hvem den vistnok har adskilligt tilfelles, adskiller deu sig hoved- sageligt ved følgende Characterer: Kropsformen er meget kortere og plumpere, og det endog i høiere Grad end hos de fleste øvi-ige Mysider. Rygskjoldet er forholdsvis stær- kere iidviklet og dækker næsten fuldstændigt samtlige Forkropssegmenter oventil. Øinene ere ikke fladtrykte, men næsten kugleformige, og deres Pigment er ikke rødt, men af en brungul Farve samt langt fra saa let forgjængeligt som hos foregaaeude Slægt, idet det paa Spiritusexemplarer holder sig næsten uforandret i aarevis. De ø\Te Antenners Pe- dunkler ere meget plumpere og Iste Led er her betydeligt kortere end sidste, som er det læugste af alle, ligesom det ogsaa ganske mangler den ydre smalt tilløbende for foregaaeude Slægt characteristiske Fortsats. Maudiblerne ere forholdsvis langt stærkere udviklede, og deres pars incisiva bredere og forskjelligt bevæbnet. Viften paa Iste Par Kjævefødder, der hos Sl. Erythrops kun er lidet udviklet, er her særdeles stor, næsten af øxedannet Form. Fødderue ere langt kraftigere hyggede end hos Erythrops og ikke udmærkede ved nogen usædvanlig Læugde. Klældceposen dannes af 6 Par tydeligt udvik- lede Plader, idet der ogsaa fra Basis af 4deFodpar udgaar en temmelig stor oval Plade, der begrændser denne Pose fortil. Bagla-opslemmerne ere hos Himuen smaa og korte, mere pladeformige end hos foregaaeude Slægt og laugs sin nedre Flade forsynede med en Rad korte Fjærbørster som hos Mysis. Hos Hannerne ere alene de 4 bågeste Par udviklede til Svømmefødder, medens Iste Par fuldkommen er af samme enkle og rudi- mentære Bygning som hos Hunnerne. Det midterste Halevedhæng endelig stemmer vel i sin Bevæbning overens med samme af Erythrops, men er af en meget forskjellig Form og betydelig stærkere udviklet. Da Slægten enduu kun indeholder en eneste Art, ville de nærmere Detailler under denne udførligt blive behandlede. P a r e r y t h r 0 p s o I» e s a. G. 0. S. (Tab. III.) Nematopus obesus. G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoologisk Reise i Christiania Stift pg. 34. Diagnose. Scutum dorsale supra visum antice et postice fere æqve latum. lati- tudine maxima mediana dimidiam longitudinem longe superante, margine frontali in medio satproducto angulum distinctiim fere rectum formante, posteriore vix emarginato. Corpus posticum sublineare ne dimidiam qvidem latitudinem scuti dorsalis superante, segmento ultimo ceteris longiore, 2 autecedentibus tamen multo breviore. Oculi longe a se remoti fere globosi, basi tenuissima aftixi. pigmento magno maximam partem superficiei dorsalis 6 42 occupante margine inteino vix emargiiiato. Pedunculi antenn, suiierior. oculis pamni lon- giores, articulo ultimo maximo antecedentibus 2 junctis longiore, in mare multo majores et robustiores appendice terminali longitudinem articuli ultimi æqvante setis densissiniis et longissimis obsita. Sqvamæ antenn, inferior. brevissimæ pedunculos antenn, superior, parum superantes, sulirhomboideæ, triplo circiter longiore? qvam latiores, margine externo recto aculeo valido terminato, apice oldiqvissime truncato, angulo interno longe porrecto processum lingvæformem dimidiam fere sqvamæ longitudinem occupantem formante, setis marginis inteiioris et apicis longissimis circiter 30; pedunculi earum anteniiarum breves et robusti, articulis subæqvalibus. Maxillipedum 2di paris pars terminalis articulo ante- cedenti longitudine circiter æqvalis, articulo ultimo subovato et dense birsuto. Pedes subæqvales postice parum longitudine increscentes, posteriores longitudinem cephalotho- racis circiter æqvantes; pars eorum terminalis articulo antecedeute paulo longior, articulo Imo seqventibus 2 junctis in Imo pari circiter a^qvali in posterioribus paulo longiore, ungve terminali forti longitudinem articuli antecedentis æqvante. Palpi validissimi, parte basali magna et lata extus processum laminarem rotuudato-truncatum formante, parte ter- minali 9articulata. Telson longitudinem segmenti ultimi fere æqvans, elongato-subtrian- gulare, latitudine maxima ad basin sita longitudine multo minore, apicem versus sensim attenuatuni, marginibus lateralibus subrectis uudisqve apice angustissimo ad lineam rec- tam truncato, aculeis terminalibus postice vergentibus valde inæqvalibus, pari externo ne dimidiam qvidem interni assecivente longitudinem. Appendices laterales caudæ sat elon- gatæ, lamina interna qvam externa tertia fere parte breviore margine interno sul) setis niarginalibus aculeis circiter 20 validis per totam fere marginis longitudinem dispersis armato. Animalia adulta pigmento læte rubro præsertim in superficie ventrali ornata; pig- mentum oculorum obscure rutilo-fulvuni. Longit. feminæ adultæ circiter 13 Mm. maris 14 Mm. Denne meget distincte Form, som jeg i Begyndelsen paa Grund af det midterste Halevedhængs lignende Bevæbning henførte, dog med Tvivl (1. c), til foregaaende Slægt, viser allerede i sit Ydre et meget afvigende Udseende. Istedetfor den lette og elegante Kropsform, der udmærker Arterne af Slægten Erythrops, trætfe vi her en i denne Krebs- dyrfamilie ganske usædvanlig undersætsig og plump Bygning. Forki-oppcn eller Cephalo- thorax er navnlig (cfr. Fig. 1, 2 og 19) af en særdeles kort og bred ligesom opblæst Form og meget skarpt afsat fra Bagkroppen. Rygskjoldet er forholdsvis betydeligt stær- kere udviklet end hos foregaaende Slægt og bedæ^kker næsten samtlige Forkropssegmenter oventil. Ovenfra seet (Fig. 1) er det fortil næsten ligesaa bredt som bagtil, med den største Brede, der er betydelig større end den halve Længde, paa Midten. Den forreste Rand er i Midten temmelig stærkt uddragen, dannende en bred næsten retvinklet Paude- plade, der skyder sig frem mellem Roden af Øinene, uden imidlertid paa langt nær at bedække disse; den hageste Rand er næsten lige eller kun høist ubetydeligt udrandet. Seet fra Siden (cfr. Fig. 2 og 19) viser den nederste Rand af Rygskjoldet sig sta^rkt 43 uclrandet, ladende ikke alene Basis at Fødderne, men endog en Del af Cephalothorax's Sidedele ganske ubedækket. Det foiTeste laterale Hjørne skyder sig frem i Form af en temmelig stor tungeformig Proces over de nedre Antenners Basaldel; det bågeste laterale Hjørne danner næsten en ret Vinkel, der ikke skyder sig frem over Iste Bagkropsseg- ments Sider. Oventil er Eygskjoldet temmelig stærkt hvælvet især i sin forreste Del. Tværfuren er meget skarpt markeret, bueformigt bøiet med Coucaviteten fortil og naar oventil næsten til Midten af Rygskjoldets Længde. — Bagkroppen er i Forhold til Ce- plialotliorax af en meget tynd og spinkel Form og næsten overalt af ens Brede. Dens sidste Segment er længere end de øvrige, men betydeligt kortere end de 2 foregaaende Segmenter tilsammen. Øinene (cfr. Fig. 20) ere ved et meget betydeligt Mellemrum adskilte fra hinanden, hvorved hele det forreste Parti, Ansigtsdelen, faar en usædvanlig stor Brede. De ere næsten kugledannede, ikke som hos Sl. Erythrops fladtr)'kte, og fæstede ved en særdeles tynd Stilk til hver sin Ende af en baandformig tildels af Paudepladen dækket Tvervulst. lal- mindelighed ere de rettede lige ud til Siderne og overrage i denne Stilling temmelig betydeligt Rygskjoldets Sidekanter. Pigmentet indtager den største Del af Øiegioben og er ovenfra seet indad neppe udi-andet. Facetterne ere særdeles talrige og ikke saa regel- mæssigt ordnede i concentriske Rader som hos foregaaende Slægt. De øvre Antenners Pedunkler (Fig. .3) ere af en meget kort og plump Form og kun lidet længere end Øinene. Iste Led er ganske usædvanligt kort, neppe saa langt som bredt, dets ydre Raud skarp og bagtil besat med 5 korte Haarbørster, fortil dannende et stumpt tilrundet og ikke fremspringende Hjorne, besat med en Del længere tint cili- erede Børster. 2det Led er særdeles kort og fortil meget skjæ\t afskaaret i Retningen indenfra udåd, saa at den ydre Kant neppe er V4 saa lang som den indre. Sidste Led er det største af alle, endog noget længere end de 2 foregaaende tilsammen, langstrakt firkantet og i den indre Kaut nær Enden forsynet med dere lange Fjærbørster. Som hos foregaa- ende Slægt tiindes ved Euden af dette Led overtil en liden skjælformig med en Torn og flere Hørebørster besat Fortsats. Svøberne ere meget lange og stærke og især den ydre meget stærkt udviklet, næsten af hele Kroppens Længde og i sin indre Del besat med talrige baandformige Lugtepapiller. De nedre Antenners Basaldel (Fig. 4) er særdeles tyk og plump, af firkantet Form, med det ydre Hjørne uddraget i Form af en kort tornformig Fortsats. Det blad- dannede Vedhæng (ibid.) er usædvanligt lidet udviklet, kun ganske ubetydeligt overragende de øvre Antenners Pedunkler (cfr. Fig. 20). Af Form er det langstrakt rhombiskt, om- trent 3 Gange saa langt som bredt, fortil særdeles skjævt afskaaret i Retningen indenfra udåd, med det indre Hjørne dannende en stærkt fremspringende tungeformig Fortsats, der indtager Vj af hele Bladets Længde. Den ydre Rand er lige og glat samt ender med en stærk fortilrettet tornformig Fortsats. Den indre meget svagt bøiede Rand og 6* 44 Spidsen hærer tilsammen omtrent 30 lange Børster. Disse Antenners Skatt er meget plumpt, ikke fuldt V3 kortere end Bladet og dets 3 Led næsten indbyrdes af samme Længde og meget skarpt afsatte fra hinanden. Svoben er stærkt udviklet og endnu noget længere end de owe Antenners ydre Svøbe. Overlæben gaar fortil ud i en stærkt fremspringende tilspidset Fortsats. der naar Dyret sees fra Siden (Fig. 2 og 1!)) trieder frem foran Mandililerne. Underlæbeu er af sædvanlig Form. Mandiblerne (Fig. 5) ere meget stærkt forla^ngede, idet deres ovre Ende er iiddraget i en lang Spids. Den nedre Ende er som sædvanlig! stærkt indbøiet og øxe- formigt udvidet, men viser en fra samme hos foregaaende SUegt temmelig afvigende Be- vadining (se Fig. (i). Det forreste Parti dannes vel som hos foregaaende Skrgt af 2 paa høire og venstre Mandibel forskjelligt formede hinanden tildels dækkende Plader, men disse Blader ere her delte i et langt større Antal Tænder. Mellemrummet meliem dette forreste tandede Parti og Molarprocessen er meget større end hos de øvrige Mysider og forsynet med et større xVntal dlierede Torner. Paa venstre Mandibel tælles 10 saadanne omtrent af samme Udseende som paa samme Mandiliel hos Erythrops; paa høire Mandibel tindes ogsaa 10, men meget kortere og hengere fra hinanden adskilte Torner: af nogen pladeformig Udvidning som lios Erythrops tindes her derimod ikke noget Spor; alle Tor- ner udgaa den ene ved Siden af den anden fra den lige indre Rand. Mandibnlarpalpen er kortere end selve Mandibelen, forovrigt omtrent af samme Bygning som hos foregaa- ende Slægt. Iste Par Maxiller (Fig. 7) adskille sig fra samme hos Erythrops derved, at den ydre Gren i sin ydre Kant har en knudeformig Udstaaenhed eller Afsats. Forøvrigt stemme de i sin Bygning i det Væsentlige overens med samme hos ovennamite Shrgt. 2det Par ^laxiller (Fig. s) ligne ogsaa i sin almindelige Bygning samme af Erythrops, men vise dog enkelte Afvigelser. Saaledes er Endeleddet her betydelig sma- lere og mere langstrakt og rigeligere børstebesat saavel i den indre som ydre Kant. Viften er forholdsvis betydelig mindre udviklet, af triangulær Form med den ydre Rand kun svagt bueformigt bøiet og det forreste Hjørne uddragen i en tynd Spids. Iste Par Kjæsvefødder (Fig. 9) ere forholdsvis af kraftigere Bygning end hos foregaaende Slægt og udmankede ved den stærke Udvikling af saavel Svømmepalpen som Viften. Især er denne sidste af en forholdsvis meget betydelig Størrelse, næsten lige saa lang som Basaldelen og af øxedannet Form, idet den forreste Rand ved Basis danner en stærkt fremspringende triangulær Fortsats. 2det Par KjæVefødder (Fig. 10) vise i det Væsentlige den for foregaaende Slægt characteristiske Bygning, men adskdle sig ved en langt stærkere Udvikling afBasal- leddet; dette er særdeles bredt og opfyldt med stærke Muskler, hvoraf især er iøinefal- dende :> tvergaaende Bundter, der tjene til at bevæge den stærkt udviklede Svømmepalpe. 45 2det og 3clie Led ere forholdsvis kortere end hos foregaaende Slægt og mindre rigeligt børstebesatte, hvorimod 4de Led er stærkt forlænget og omtrent af samme Længde som de 3 foregaaende tilsammen. Endedelen er omtrent af samme Længde som 4de Led, og sidste Led viser den for foregaaende Slægt characteristiske Form og tætte Børstebevæbning. Fødderne (Fig. 11 og 12) vise ikke hos nærværende Myside den for foregaaende .Slægt eiendommelige spinkle traaddannede Form. men ere endog af forholdsvis kraftig Bygning og temmelig rigeligt forsynede med knippevis ordnede Børster. De ere næsten alle af samme Længde eller tiltage kun høist ubetydeligt i Længde bagtil. De hageste og længste Par overgaa neppe Eygskjoldet i Længde. Hvad de forskjellige Leds Fonn og indbyrdes Længdeforhokl angaar, saa er det Iste eller Basalleddet især paa de forreste Par meget stort og bredt og opfyldt med stærke i Uere Knipper ordnede Muskler. De 3 følgende Led vise det sædvanlige indbyrdes Forhold, idet de 2 første af dem ere megt korte, det sidste derimod stærkt forlænget. Den med foregaaende Led meget bevægeligt forbundne Endedel eller Tarsus, hvis 3 Led ere indbyrdes meget fast, næsten ubevægeligt forbundne med hinanden er paa Iste Par (Fig. 11) omtrent af samme Længde som 4de Led, paa de følgende (cfr. Fig. Ti) bliver den lidt etter lidt noget la^ngere. Dens Iste Led, som paa Iste Par omtrent er af samme Længde som de 2 følgende tilsammen, men paa de bagre betydeligt længere, er i Enden meget skraat afskaaret i Retningen inden- fra udåd og i sin bagre Kant forsynet med 5 temmelig lange Børsteknipper, hvoraf det yderste udgaar fra Enden, de øwige fra særskilte tydelige Afsatser. Sidste Led, der er noget kortere end det foregaaende, viser i Enden et lidet Indsuit eller gaar bagtil ud i en kort i Enden afstumpet med flere tildels cilierede Børster besat Proces (cfr. Fig. 11'), imod hvilken den stærke Endeklo kan bøies ind. Denne sidste (ibid.) er omtrent af sidste Leds Længde og viser 2 tydelige Afdelinger, et kortere Basalafsnit, der egentlig er at betragte som et særegent Led, og en fra dette udgaaende stærk i Enden noget bøiet Endetorn. — Svømmepalperne ere som ovenfor anført af en meget kraftigere Bygning end hos foregaaende Slægt, paa de bågeste Fodpar omtrent af den egentlige Fods halve Længde, paa de forreste betydelig længere. Især er Basaldelen meget stor og opfyldt med stærke straalefonnigt ordnede Muskler samt gaar udåd ud i en temmelig stor i Enden afstumpet eller bredt afrundet pladeformig Fortsats. Endedelen bestaar af 9 med lange Svømmebørster forsynede Led; paa Iste Par Kjævefødder har den dog som sædvanligt 1 Led mindre. Hunnens Klækkepose er ofte (cfr. Fig. 2) særdeles stor og kugleformigt frem- staaende fra den bagre Del af Cephalothorax. Den dannes af 8 Par bagtil i Størrelse tiltagende Blade, altsaa af et Par flere end hos foregaaende Slægt. Dette forreste Par (Fig. 12 a), der udgaar fra Basis af 4de Fodpar, er vistnok betydeligt mindre end de 2 øvrige, der i sin Form stemmer temmelig nøie overens med samme hos foregaaende Slægt, men dog meget tydeligt udviklet, af langstrakt oval Form og paa den stumpt til- spidsede Ende forsynet med omtrent 20 korte Randbørster. 46 Bagkropslemmerne hos Hunnen (Fig. 13, 14, 15) ere forholdsvis kortere og niere pladefonnige end hos foregaaende Slægt samt forsynede med flere Børster. Idethele ligne de mere samme hos den egentlige Slægt Mysis, og ligesom hos denne Slægt findes der langs den undre Flade en Rad af vistnok korte, men tydelige Fjærbørster. Det Iste Par (Fig. 13) er som sædvanligt det korteste; de øvrige tiltage jevnt i Størrelse bagtil (Fig. 14, 15). Den fra den ydre Rand udgaaeude pladeformige med de lauge Hørebørster. forsynede Udvidning har paa Iste Par sin Plads tæt ind ved Basis og er lige udadrettet; paa de følgende Par er den rykket uoget længere tilbage, men dog langtfra saa langt som hos foregaaende Slægt, idet den selv paa sidste Par udgaar fra den Iste Trediedel af Vedhængets Længde. Endedelen, der ikke er saa skarpt afsat fra den forreste Del som hos foregaaende Slægt, er langtfra saa tynd, men afsmalnes lidt efter lidt mod Enden. Det midterste Halevedhæng (Fig. 18) er næsten af samme Længde som det foregaaende Segment, altsaa betydeligt længere end hos foregaaende Slægt. Af Form er det langstrakt triangulært, fortil temmelig bredt, betydeligt bredere end den halve Længde, men afsmalnes hurtig bagtil. saa at Enden bliver meget smalt uddragen. Denne er lige afskaaret og beva4)net med 4 lige bagudrettede tynde Torner, hvoraf de inderste ere næsten 3 Gange saa lange som de yderste. Midt imellem de 2 inderste Torner er som hos foregaaende Slægt fæstede tæt ind ved hinanden 2 tint cilierede Børster, der imid- lertie paa langt nær ikke række til Enden af disse Torner. ForovTigt mangler dette Vedhæng al Bevæ^bning, idet Sidekanterne i sin hele Længde ere fuldkommen glatte og jevne. De ydre Halevedhæng (Fig. 16) ere temmelig stærkt forlængede, længere end de 2 sidste Bagki-opssegmenter tilsammen, med smale tæt borstebesatte Endeplader. Den ydre af disse Plader er som sædvanlig den længste, af smal lineær Fonn og noget udadbøiet samt i Enden stumpt tilrundet eller afkuttet. Den indre Plade. der er mere end Vs kortere end den ydre, men betydeligt la^ngere end det midterste Halevedhæng, viser som sædvanligt ved Basis en stærk Opsvulmning, i hvis Indre den store sta»rkt lysbrydende Otolith viser sig, og afsmalnes derpaa jevnt mod Enden, der er stumpt til- spidset. Dens indre Rand har under Randbørsterne en Række af omtrent 20 temmelig stærke Torner, der næsten straivke sig henad den hele Rands La^ngde. Otolithen (Fig. 17 a og b) er ikke saa stærkt fladtrykt som hos Sl. Erythrops, men næsten halvkugle- formig. og de concentriske Linier ligesom den indre Kja'rne viser sig ligeledes noget forskjelligt formede. De fuldvoxne Hanner (Fig. lit) ere ialmindelighed betydeligt større end Hun- nerne og have Bagkroppen forholdsvis stærkere udviklet. Som sædvanligt ere de øvre Antenners Pedunkler (cfr. Fig. 20) af stærkere Bygning og især sidste Led tykkere og plumpere. Det fra Enden af Pedunklerne nedentil udgaaende Appendix er særdeles stærkt udviklet. omtrent af sidste Leds Længde, koniskt, i Enden skraat afskaaret med det ydre Hjørne ud(U"aget i en kort tilspidset Fortsats. De eiendommelige traadformige Børster 47 ere tilstede i en ganske overordentlig Mængde og staa ud fra Appendixet til alle Sider i tætte Knipper. De udgaa alle (cfr. Fig. 21) fra et langs den undre Flade sig befin- dende paa det levende Dyr smukt guldglindsende Baand, der danner 3—4 stærkt slyngede Bugtninger af en fra samme hos foregaaende Slægt temmelig forskjellig Anordning. De fra Basis af sidste Fodpar udgaaende Kjønsvedhæng (Fig '22) ere temmelig store og tykke samt noget udvidede mod Enden, der er delt i 2 Lober, hvoi-af den ene er besat med en Krands af 6 tynde bøiede Børster. Af Bagkropslemmerne er alene de 4 bågeste Par udviklede til tvegrenede Svøm- meorganer, medens Iste Par er fuldkommen af samme enkle og rudimentære Bygning som hos Hunnen (cfr. Fig. 19). De 4 Par Svønimefødder (Fig. 23) ere forholdsvis noget stær- kere udviklede end hos Erythrops, forøvrigt af en meget lignende Bygning. Begge Grene ere Gleddede og omtrent af samme Længde; deu indre viser som hos ovennævute Slægt ved Basis i sin ydi'e Kant en lamelløs med lange Hørebørster besat Udvidning, der sky- der sig tvers over Basis af den ydre Gren. Det levende Dyr er af hvidagtig gjennemsigtig Farve og prydet med et livligt rødt Pigment, der især nærmere den ventrale Side er meget udbredt i Form af uregel- mæssigt fordelte Pletter og Shatteringer. Ogsaa de forskjellige Kropsvedhæng, navnlig Fødderne og Munddelene ere prydede med det samme smukke lysrøde Pigment. Øinenes Pigment viser ikke den hos foregaaende Slægt saa characteristiske prægtige carminrøde Farve,~men falder mere i det Gulbrunlige og holder sig temmelig uforandret paa Spiritus- exemplarer. Denne characteristiske Form blev først funden af mig ved Drøbak, paa 50— GO Favnes Dyb, hvor den ikke er saa sjelden. Senere har jeg ogsaa trutfet den paa flere andre Punkter i Christianiatj orden, saaledes ved Holmestrand og Vallø, paa .50—100 Fav- nes Dyb, endelig paa 2 andre vidt adskilte Localiteter, nemlig i Hardangerfjorden, hvor den ved Mosterhavn er temmelig hyppig paa 80—100 Favnes Dyb, samt ved Lofoten, hvor den gaar ned lige til 200—300 Favne. — I sin Levevis synes den at ligne Arterne af Sl. Erythrops. Ligesom disse synes den at leve sammen i store Skarer og kun lidet at fjerne sig fra de Punkter af Havbunden, hvor den engang har valgt sin Statiou. Dens Bevægelser ere uagtet de meg°et stærkt udviklede Svømmepalper ikke synderlig livlige, og det er ikke ofte at man iaar se de Exemplarer, man har henstaaende i et Kar, hæve sig op fra Bunden. lalmindelighed sidde de roligt paa Bunden eller skride langsomt henad den, hvorunder Svømmepalperne altid ere i en stadig hvirvlende Bevægelse og Bagkroppen som oftest hævet høit i Veiret, dannende en tydelig Vinkel med Cephalo- thorax. Den synes at være en ægte Dybvandsform, der kun i Bunden af de dybe Fjorde, saaledes som ogsaa Tilfældet er med mange andre Dybvandsdyr, gaar noget høiere op. Ved Holmestrand har jeg saaledes fundet den lige op til 40 Favne, medens jeg ved Lo- foten aldrig har truflet den for i en Dybde af halvandet Hundrede Favne. 48 Gen. m. Pseudomma. G. 0. S. Diagnose. Corporis forma gracilis et elongata eidem Erythropis non dissimilis. Seilturn dorsale parviim et angustum, margine antico æqvaliter arcuato ne rudimentuni qvidem minimum rostri pradjente, postice profiinde emarginatum segmenta duo ultima cephalothoracis siipine nudo relinqvens. Corpus posticum cephalothorace parum angustius, siiblineare, segmento ultimo sat elongato. Oculi inter se coaliti omnino rudimentares, neqve iiigmento neqve lentibus crystallinis vel aliis partibus opticis pnvditi. laminani semi- lunarem basin antennarum obtegentem marginibus ex parte dentatis antice in medio inci- sura parva instructam formantes. Antennarum superiorum pedunculi brevissimi, articulo ultimo majore, in mare appendice magno et hirsutissima instvucto: tlagella longissima, exteriore corporis tere asseqvente longitudinem. Sqvamæ antenn, inferior. breves, margine externo nudo aculeo forti terminato, apice obliqvissime truncato et ut margine inferno setis numerosis longis obsito: flagellum validum corporis longitudinem excedens. Partes oris fere ut in Erytlirope. Maxillipedum Imi paris flagellum qvara in Erythrope jiaulo magis evolutum forma lanceolata. Maxillipedes 2di paris sat elongati, articulo 4to majore, ultimo subovato et valde liirsuto. Pedes gi-acillimi, fere filiformes, postice lougitudine increscentes, parte terminali in articiilos 4 divisa, ultimo mutico iingve nullo. penultimo et antipenultimo ad apicem fasciculo deuso pilorum instructis. Lamiuæ incubatoriæ feminæ utrinqve 3. Appendix maris geuitalis anguste cylindrica, antice curvata, seta imica apicali instructa. Pleopoda feminæ fere ut in Erythrope, maris onuiia natatoria biramea, ramo interiore in Imo pari rudimentari, inarticulato, laminari, apice acuminato, extus processu setis auditoriis obsito intus setifero. Telson sat magnum, elongato-subtriangulare vel lingvæforme aculeis et lateralibus et terminalibus setisqve 2 intermediis armatum. Ai)pen- dices caudæ laterales sat elongatæ, lamina interna qvam externa breviore ad basin organo acustico distincto instructa. Pigmentum corporis roseum diftusum nullas stellas arbores- centes formans. Denne ved Øinenes rudimentære Bygning og Mangel af alle Synselementer saavel- som Pigment i høi Grad mærkværdige Mysideslægt er ved vore Kyster repræsenteret af 2 liinanden meget nærstaaende Arter. Begge disse ere ægte Dybvandsfonner neppe gaa- ende høiere op end 100 Favne, medens de synes at gaa ned til de største ved vore Kyster undersøgte Dybder. Den mærkelige Forkumring af Synsorgauerne synes ogsaa at staa i Sammenhæng med denne Levevis paa de store Dyb, hvortil vistnok endnu Lyset formaar at trænge ned, men dog efter al Sandsynliglied med en meget ringe Grad af Intensitet. Kropsformen (cfr. Tab. 4 Fig. 1, 2, 24, Tab. 5 Fig. 13—14) er idethele tem- melig lig samme hos Arterne af Slægten Erythrops. Ligesom hos disse er den meget smal og langstrakt med ikke synderlig Forskjel i Breden mellem For- og Bagkrop. — 49 Rygskjoldet er forholdsvis lidet og smalt, ladende de 2 bågeste Segmenter af For- kroppen næsten ganske ubedækkede. Ovenfra seet er det fortil smalere end bagtil og her kun lidet bredere end Iste Bagkropssegment. Ved den forreste Trediedel af sin Længde har det den sædvanlige Tverfure, der er meget tydelig og skarpt niarkeret. Dets forreste Rand (Panderanden) er jevnt bueformigt bøiet uden at vise noget Spor af en median Fortsats; den bågeste Rand er dybt iidrandet. Seet fra Siden er den nedre Rand af Rygskjoldet næsten fuldkommen lige og bedækker ikke paa noget Punkt Basis af Fød- derne. Dets forreste laterale Hjørne er lidet fremstaaende; det bagre danner en smal tilrundetLob, der rækker kun lidet udover detnæstsidste Forkropssegment. Den forreste Del af Rygskjoldet foran Tverfuren er oventil temmelig stærkt hvælvet, den bågeste der- imod gaar i lige Flugt med Bagkroppen. Denne sidste er noget skjøndt ikke betydeligt smalere end Cephalothorax, af cylindrisk Form og paa det levende Dyr meget svagt Sfor- migt bøiet. Dens Iste Segment er fortil betydeligt bredere end bagtil og viser her paa hver Side en liden udstaaende Kant. Saavel dette som de 4 følgende Segmenter ere ind- byrdes omtrent af samme Længde, hvorimod sidste Segment er betydeligt stærkere forlæuget. Øinene (Tab. 4 Fig. 3, 25, Tab. 5 Fig. 15, 20), eller hvad der morphologiskt sva- rer hertil — thi ved den fuldstændige Mangel af alle Synselementer kan man i Grunden paa dem ikke anvende denne Benævnelse — danne tilsammen en halvmaaneformig plade- dannet Fremragning, der skyder frem umiddelbart foran den tilrundede Panderand og dækker Basis af begge Par Antenner, uden at naa udover Rygskjoldets Sidekanter. Kaaterne af denne „Øieplade" ere tynde og skarpe samt i en større eller mindre Udstrækning fint tandede og have i Midten fortil et lidet smalt Indsnit, hvorved en Antydning er givet til Organets Duplicitet. I sin bagre Del og Størsteparten af den undre Del er denne Plade fast forbunden med de tilgrændsende Dele (Basis af de øvre Antenner og Overlæben), og kun de forreste og laterale Kanter ere frie. Øiepladen er fuldkommen af samme Farve som den øvi'ige Krop og i levende Live saa gjennemsigtig, at Basis af Antennerne tydeligt skinner igjennem den, naar Dyret sees ovenfra; ligeledes er den Hud, der beklæder den, fuldkommen glat og strukturløs uden Spor af nogen Facettering. Strengt tåget er det kun en meget liden Del af denne Øieplade, nemlig alene de frie Siderande, der svarer til Øinene hos de øvinge Mysider. Ved Dit-section vil man nemlig finde, at Størsteparten af selve Hjernegangiiet optages indenfor dens bagre Del (cfr. Tab. 4 Fig. .3). Dette viser en meget lignende Bygning som hos Mysis ^). Bagtil bemærkes de 2 stærke Commissurer, som omfatte Spiserøret og forbinde dette Ganglion med det første i Buggangliekjædin eller det undre Svælgganglion. Umiddelbai't foran disse Commissurers Udspring fra Hjerne- gangiiet udgaa de 2 Par stærke Antennalnerver, hvoraf det for de øvre Antenner bestemte udspringer paa hver Side fra en stærkt fortykket, næsten kugleformig, med Ganglieceller ') flV. G. O. Sårs, Histoire natiirclli.' dos orustacés d'cau Ooucc de Norwegc. 1." livraison ps;. 30. pl. 3 Fig. 4. ' 7 50 fyldt Lob, og retter sig strax lige furtil, medeus det for de nedre Aiiteimer liestemteNerve- par allerede ved sin Rod har Udseendet af en fibrøs Streng, der retter sig lige ud til liver Side indeu den træder ind i disse Antenners Basalafsnit. Det forreste Parti af Hjernegaugliet, der er l)eliggende noget liøiere end det bagre og ganske optages i Øie- pladen. deler sig i 2 store divergerende Lober, mellem hvilke der niere nedentil udgaa 2 korte ved Basis fortykkede Nerver, der ende jnst ved Bunden af Øiepladens niediuiie Indsnit. De ovenonitalte divergerende Lober svare til .,lobi obtici" hos Mysis, der hos denne Slægt ligesoni hos alle ovrige med Øine forsynede Decapoder give Udspringet til de stærkt udviklede, tildels gangliøse Synsnerver, hvis niærkelig complicerede Bygning jeg paa ovenciterede Sted udførligt har besla-evet og atliildet. Ganske eiendomineligt er mi Forholdet af Synsnerverne hos nærværende Slægt. Enhver af dem udvider sig nemlig strax til et stort transversalt Ganglion, der omtrent indtager Midten af Øiepladens Side- halvparte, og hvorfra udstraale til alle Sider korte enkle eller tvedelte Fortsatser, der med sine afstum])ede Ender lægge sig tæt ind mod Øiepladens Bande. Disse Fortsatser vise en meget eiendommelig Structur, saa at man vel kunde være i TVivl om de ere af virkelig nervøs Natur, hvis ikke deres umiddelbare Sammenhæng med Hjernegangiiet lod sig paavise. Ved stærk Forstorrelse vise de sig nemlig (Fig. 3') bestaaende af utal- lige ui-egelmæssigt i hinanden slyngede og bugtede yderst fine Traade, der give det hele Apparat et ligesom porøst eller fintinasket Udseende. Rimeligvis have vi her at gjore med en Degeneration af Nerveelementerne i Overensstemmelse med det hele Organs rudi- mentære Beskaffenhed, hvorved Nerveenderne, istedetfor at differentieré sig til lyspercipe- rende og lysbrydende Elementer, fuldstændigt atrophiere og gaa over til at lilive af sim- pel bindevævsagtig Structur og Beskaffenhed. At antage at Organet fra et Synsorgan har gaaet over til at repra.^sentere en anden Sands f. Ex. Lugte- eller Fidesandsen, synes mig mindre sandsynligt. De øvre Antenners Pedunkler (Tab. 4 Fig. 4) ere meget korte, neppe mere end halvt saa lange som Rygskjoldets Brede fortil, men af temmelig stærk Bygning og næsten overalt af samme Brede. Iste Led, der ikke er fuldt saa langt som sidste. har som sædvanligt ved Basis i den ydre Kant en Del Hørebørster; dets forreste ydre Hjørne forlæuger sig i en kort noget udadrettet med en Del længere Børster forsynet Fortsats. 2det Led er meget kort, næsten ringformigt til Optagelsen af sidste Led og forsynet i den indre Kant med en lang Fjærbørste. Sidste Led er af 4kantet Form og som sæd- vauligt^i den indre Kant mod Enden forsynet med en Del lange Fjærborster; den skjæl- forniige med Hørebørster forsynede Fortsats paa den øvre Flade mangler heller ikke hos nærværende Slægt. Svøberne ere meget stærkt udviklede og den ydre næsten af hele Kroppens Længde samt forsynet med et stort Antal temmelig tæt sammen staaende baand- formige Lugtepapiller. Paa den indre Svobe har (Fig. 5) hvert af de korte, i Enden noget skjævt afskaarne Led ialmindelighed 5 forskjelligartede Børster. I hver Kant have de 51 nemlig en temmelig lang alraindelig Fjærbørste; i Enden af den ydre Kant 2 betydeligt kortere ucilierede Følebørster, hvoraf den ene altid er hageformigt krummet; endelig findes fæstet til den øvre Flade en lang skraat indad over Leddet rettet, fra en bulbus- agtig Knude udspringende Hørebørste. Ved denne Svøl)ernes rigeligere Udrustning med Føle-, Lugte- og Hørebørster er ligesom givet Erstatning for den manglende Synssands. De nedre Antenners Basaldel (cfr. Tab. 4 Fig. 6, Tab. 5 Fig. 16) er temmelig tyk og stærk uden tydelig Leddeliug og ender iidad i en stærk fortilrettet Torn, der, naar Dyret sees ovenfra (cfr. Fig. 25) viser sig til hver Side af Øiepladen. — Det blad- danuede Vebæug er bos begge Arter af en meget lignende Form, rbombiskt, eller i Enden særdeles skjævt afskaaret, med det indre Hjørne uddragen i en lang tungeformig Fortsats. Den ydre Rand er lige og glat og ender som sædvanlig! med en stærk tornformig Fort- sats; den indre Raud ligesom Enden er besat med talrige lange, tæt sammenstillede Fjærbørster. Disse Antenners Skaft er temmelig stærkt og noget længere end de øvre Antenners; dets Iste Led er meget kort, de 2 øvrige indbyrdes omtrent af samme Længde. Svøben er særdeles lang og stærk, endnu betydeligt længere end den ydre Svøbe paa de ø\Te Antenner. Munddelene ligne temmelig samme bos Erytbrops. Mandiblerne (Tab. 4 Fig. 7) ere forholdsvis ikke meget store og deres Bevæbning (Fig. 8) næsten nøiagtig overens- stemmende med denne Slægt. Palpeu er betydeligt længere end selve Mandibelen og dens sidste Led forholdsvis noget større end hos Erytbrops. — Iste Par Maxiller (Fig. 9) vise ikke uoget udmærkende i sin Bygning. — 2det Par Maxiller (Fig. 10) ere forholdsvis noget mindre end hos Erytbrops og have Endeleddet ikke synderligt stærkt udviklet, af uregelmæssig oval Form samt besat med talrige tynde tildels cilierede Børster. Viften er smalere end hos Erytbrops, hvorimod Randbørsterne synes at være stærkere udviklede. Iste Par Kjævefødder (Fig. 11) ere forholdsvis noget mere langstrakt end hos de 2 foregaaende Slægter; især er 4de Led iisædvanligt stærkt forlænget og smalt, hvorimod.Endedelen er forholdsvis mindre udviklet og betydelig kortere end hint. Viften er af smal lancetdannet Form, noget større end hos Erytbrops, men betydelig mindre end hos foregaaende Slægt. 2det Par Kjævefødder (F"ig. 12) ere af særdeles smal og langstrakt Form, næsten dobbelt saa lauge som det foregaaende Par. Det 4de Led er betydeligt hvngere end de 3 foregaaende tilsammen og noget bøiet samt forsynet med kraftige Muskler til at bevæge Eudedelen med. Denne er noget længere end 4de Led og dens sidste Led temmelig langstrakt, næsten af cylindrisk Form, i Enden stumpt tilrundet og forsynet med et særdeles stort Antal tætte og tine Børster. Af nogen Endeklo synes her ikke at være Spor, heller ikke af de eiendommelige med fin Endesnært forsynede Randtorner, som findes hos de 2 foregaaende Slægter. Fødderne (Tab. 4 Fig. 13—14, Tab. 5 Fig. 17) optræde her atter med en lig- nende spinkel og traaddannet Form som hos Sl. Erythrops og uduiæike sig ved eu eiulim sparsommere Børstebevæbiiing, hvorved de ved forste Øiekast se næsten aldeles nogne ud. De tiltage, dog i forskjellig Grad hos de 2 Arter, i Længde bagtil, saa at de bågeste Par altid ere læugere end de forreste. Endedelen eller Tarsus, der paa Iste Par er noget kortere end det foregaaende Led, bliver paa de bågeste Par, især hos den ene af Arterue betydelig læugere, og bestaar af 4 indbyrdes med hinanden kun lidet bevægeligt forbundne Led, der hurtigt aftage i Længde mod Euden. Det Iste af disse Led er ialfald paa de bagre Par betydeligt længere end de 3 folgende tilsammen, tyndest ved Iloden og noget fortykket i Enden, der er lige, ikke som hos de foregaaende Slægter skjævt afskaaret. 2det Led er igjen betydeligt (næsten dobbelt) længere end de 2 følgende til- sammen og ligesom næstsidste i Enden forsynet med et særdeles tæt Knippe af overor- dentlig fine lange Børster. Sidste Led, der ganske skjules mellem de fra foregaaende Led udgaaende Børster og svarer til Kloeus Basalafsnit hos de 2 foregaaende Slægter, er (Fig. 15) særdeles lidet, af konisk Form og mangler ganske ethvert Spor af nogeu Endetorn, i hvis Sted der fra den stumpe Ende udgaa 6 tine Børster af samme Beskaf- fenhed som de fra Enden af de 2 foregaaende Led udgaaende. Svøinmepalperne vise luesten nøiagtig samme Form og Bygning som hos Slægten Erythrops og ere hos Hunnen ikke synderligt stærkt udviklede. Klækkeposen dannes som hos foregaaende Slægt af 3 Par tydeligt udviklede Blade (cfr. Fig. IG), hvoraf det forreste fra 4de Fodpar udgaaende (cfr. Fig. 14) er af smal og langstrakt Form og i Kanterne temmelig rigelig forsynet med tildels lange cili- erede Børster. Bagkropslemmerne hos Hunnen (Fig. 17—18) vise en meget lignende Form som hos Slægten Erythrops. Ligesom hos denne Slægt tiltage de hm-tigt i Længde bag- til, og de bågeste ere særdeles tyude og smale uden tydelige Børster langs den undre Flade og med Basalafsnittet meget længere end Endedelen, der paa Iste Par (Fig. 17) næsten er forsvindende og paa sidste Par (Fig. 18) neppe udgjør V^ af hele Vedhængets Længde; de paa- den ydre Udvidning fæstede Hørebørster ere særdeles stærkt udviklede med meget stor og opblæst Rodbulbus (Fig. 19). Det midterste Halevedhæug (Tab. 4 Fig. 22, Tab. 5 Fig. 19) er betydeligt stærkere udviklet end hos de 2 foregaaende Slægter og mere overensstemmende med det for Mysiderne ialmindelighed typiske Udseende. Af Form er det langstrakt triangulært eller tungeformigt, bredest ved Basis og afsmalnende mod Enden, der er bredt tilrundet. Siderandene. der hos de 2 foregaaende Slægter vare ganske glatte, ere her i en mere eller mindre Udstrækning taudede, saaledes som Tilfældet er med de fleste Mysider, og Antallet af de fra Enden udgaaende Torner er forskjelligt hos de 2 Arter; hos begge udgaa i Midten 2 lint cilierede Børster som hos de foregaaende Slægter. De ydre Halevedhæng (Tab. 4 Fig. 20, Tab. 5 Fig. 18) ligne temmelig samme 53 hos Erythrops, men have Endepladerne forholdsvis noget bredere; den indre Plade er betydeligt kortere end den ydre og er ikke saa stærkt opsvulmet ved Basis som hos de 2 foregaaende Sh"egter. Det sædvanlige Høreorgan er dog ogsaa her tilstede og temme- lig stærkt udviklet. Ungerues Ud vi kling stemmer temmelig nøie overens med samme hos Mysis, med den Forskjel imidlertid, at Øinene her allerede i de første Stadier forraade sin rudi- mentære Bygning og kun betegnes ved en meget liden enkelt tilrundet Fortsats foran Insertionen af de øvre Antenner (cfr. Tab. 4 Fig. 23). De fuldvoxne Hanner (Tab. 4 Fig. 24) ere iahnindelighed betydeligt større end Hunnerne og have Bagkroppen noget stærkere udviklet. De øvi-e Antenners Pedunkler (cfr. Tab. 4 Fig. 25, Tab. 5 Fig. 20) ere som sæd- vanligt af stærkere Bygning og i Enden forsynet med det sædvanlige børstebesatte Appen- dix, der er stærkt udviklet og i Form og Bygning (Tab. 4 Fig. 26) meget overensstem- mende med samme hos Erythrops. Svømniepalperne og især deres Grimdled er som hos Hannerne af de 2 foregaaende Slægter betydeligt stærkere udviklede end hos Hunnerne. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 30) ere af en eiendommelig smalt cylindrisk Form, tenmelig lange og jevnt ki-ummede fortil samt kun forsynede med en enkelt Endeborste. Bagkropslemmerne ere samtlige udviklede til kraftige tvegrenede Svømmeredska- ber (Fig. 27—28). Som hos Erythrops adskiller det Iste Par (Fig. 27) sig ved den rudi- mentære Beskaffenhed af den indre Gren, der neppe er mere end Vj saa lang som den ydre, pladeformig og uleddet. I sin Form afviger den imidlertid fra samme hos Erythrops derved, atEndedelen ikke er udvidet, men jevnt afsmaluende og endende i en Spids, samt i den indre noget bueformigt bøiede Rand forsynet med en Rad af omtrent 12 stærke Fjærbørster. 4de Par (Tab. 5 Fig. 21) viser endnu som hos Erythrops den Forskjel fra de øvrige, at de til den indre Grens yderste Led udåd fæstede Børster ere betydeligt grovere, noget bøiede og meget stærkere cilierede (Fig. 22). Begge Arter af denne Slægt ere prydede med et eiendommeligt smukt rosenrødt eller violet Pigment, der viser den samme diffuse Beskaffenhed som hos Erythrops, uden paa noget Sted at danne forgrenede Pigmentstjerner som hos Mysis. De 2 herhen hørende Arter staa hinanden som ovenfor anført meget nær, men ere dog let kj endelige ved den forskjellige Fonn og Bevæbning af Øiepladen og det midterste Halevedhæng samt ved Føddernes forholdsvise Længde. 54 1. P s e u d 0 ni III a r 0 s e u m. G. 0. S. (Tab. 4). Pseudomma roseum, G. 0. Sårs, Nye Dybvaiidscrustaceer fra Lofoteu. Vid.-Selskabets Forhanill. f. 1869 pg. 154. Diagnose. Corpus valde elongaUim et angustuni, supra visum fere sublineare, segniento ultimo sat elongato serl 2 antecedentibus paulo breviore. Lamina ocularis sat magna antice subtruncata in medio vix prominens, angulum utrinqve formans lateralem in femina minus in mare vero sat distinctum, marginibus lateralibus pone eundem brevi spatio dentibus circiter 12 armatis. Pedunculi antenn, superior, sat niagni et crassi dinii- diam scuti dorsalis latitudinem antice superantes; appendix iis antennis in mare adjecta articulo ultimo jiedunculi longitudine æqvalis. Sqvamæ antenn, inferior. pedunculos antenn, superior, vix dimidia parte longitudinis superantes. qvater fere longiores qvani latiores, extremitate liugvæformi vix tertia parte longitudinis totius sqvamæ occupante, setis marginis interioris et apicis circiter 48. Pedes postice valde longitudine increscen- tes, ultimum par reflexum ad a])icem fere telsonis porrectuni. parte terminali in paribus posterioribus articulo antecedente multo longiore. Telson longitudinem segmenti ultimi fere æqvaus, forma elongato-sulitriangulari. antice latins postice sensim attennatum, ai)ice obtuse rotundato, marginibus lateralibus subrectis in parte posteriore utrinqve aculeis armatis circiter 8, qvorum utrinqve 2 vel 3 longissimi ab apice prodeunt præter setas 2 intermedias. Appeudicum lateralium lamina exterior interiore 4ta circiter jjarte longior apicem versus aliqvantum attenuata. Animal pigmento læte roseo ornatum in corpore postico fascias transversas æqvales formante. Longit. feminæ adultæ circiter 15 Mm., maris aliqvanto major. Denne særdeles vakre Myside er af en usædvanlig slank og let Kropsform. Oven- fra seet (Fig. 1) er Legemet næsten lineært uden nogen særdeles l)etydelig Forskjel i Breden mellem For- og Bagkrop. Rygskjoldet er meget smalt og fortil kun boist ubety- deligt bredere end Iste Bagla-opssegment; dets forreste laterale Hjørne er kun lidet frem- staaende og tilrundet og den nedre Raud fuldkommen lige (cfr. Fig. 2). Den meget skarpt markerede bueformigt boiede Tverfure er beliggende omtrent ved Enden af den forreste Trediedel af Eygskjoldets Længde. — Bagkroppens Segmenter ere temmelig langstrakte og de 5 første næsten indbyrdes af samme Længde, eller ganske lidt tiltagende i La^igde bagtil; sidste Segment er som sædvanligt betydeligt længere end de øvrige og næsten . saa langt som de 2 foregaaende tilsammen. Øiepladen (Fig. 3) er teinmelig stor, balvmaaneformig, fortil næsten lige afskaa- ret, uden i Midten eller til Siderne af det korte mediane Indsnit at vise noget mærkbart Fremspring. Siderandene ere noget uregelmæssigt bøiede og danne fortil en utydelig stump Vinkel, som imidlertid lios Hannerne (cfr. Fig. 25) er meget skarpere fremtrædende, 55 idet Pladen her er uddraget i et spidst Hjørne. Umiddelbart bag denne Vinkel er Side- randene i en kort Udstrækning bevæbnet med 12 sniaa fortilrettede Tænder. De øvre Antenners Pedunkler (Fig. 4) ere temmelig store og tykke, mere end halvt saa lange som Rygskjoldets Brede fortil. Deres Iste Led dækkes uæsten ganske af Øiepladen, saa at alene dets forreste Rand viser sig foran Pladens Rand. Dette Led er kun lidet bredere end de følgende og den hele Pedimkel derfor næsten overalt af ens Brede. De nedre Antenners bladdannede Vedhæng (Pig. 6) overrager de øvre Antenners Pedunkler med mere end Tredieparten af sin Længde og er næsteu Va læiigere end de nedre Antenners Skaft. Af Form er det meget smalt rhombiskt, næsten 4 Gange saa langt som bredt, med den indre Rand meget svagt convex, den ydre fuldkommen lige og endende med en stærk lige fortil rettet toruformig Fortsats. Enden er særdeles skjæ'vt afskaaret i Retningen indenfra udåd, med det indre Hjørne skydende frem i Form af en stor lige fortilrettet tungeformig Fortsats, der indtager noget mere end Vs ^f liele Bladets Længde. Denne Fortsats er rundtom ligesom hele den indre Rand besat med en tæt Rad af omtrent 48 lange Fjærbørster. Fødderne er hos denne Ai't af en ganske usædvanlig stærkt forlænget traaddannet Form og ere saa fragile, at det kun sjeldent lykkes at faa et Exemplar, paa hvilket de alle ere i Behold. Iste Pai', som er det korteste af alle, rækker fortilstrakt betydeligt udover Enden af de øvi-e Antenners Pedunkler; de følgende tiltage særdeles hurtigt i Længde, saa at de bågeste næsten ere dobbelt saa lange. Det bågeste Par rækker til- bagestrakt langt udover Enden af sidste Bagkropssegment, næsten til Enden af det midt- terste Halevedhæng. Som hos Slægten Erythrops er det især Endedelen eller Tarsen, som forlænges. Medens denne paa Iste Par (Fig. 13) er ikke saa lidet kortere end det foregaaende Led, bliver den paa de hageste Par (Fig. 14) betydeligt længere end dette Led. Af Endedelens 4de Led bibeholde de 2 sidste sin Længde temmelig uforandret paa alle Fodpar, medens begge de foregaaende Led, men især det Ste stærkt forlænges. Svømmepalperne vise en meget lignende Form som hos Sl. Erythrops. Ligesom hos denne Slægt er Basaldeleu (hos Hunnerne) temmelig smalt og gaar udåd ud i et skarpt spidsvinklet Hjørne; Endedelen er sammensat af 9 Led foruden det korte utyde- ligt afsatte Rodled. Paa de bågeste Fodpar opnaa Svømmepalpei'ne neppe mere end V+ af Fodens Længde. Det midterste Halevedhæng (Fig. 22) er ikke fuldt af samme Længde, som sidste Bagki-opssegment og betydeligt kortere end de ydre Halevedhængs indre Plade. Fortil er det temmelig bredt, næsten af samme Brede som sidste Segment, men afsmalnes hur- tigt og jevnt mod Enden, der er stumpt tilrundet. Sidekanterne ere næsten lige og i sin bågeste Del forsynede paa hver Side med omtrent 8 Torner, hvoraf de 3 hageste paa hver Side ere betydeligt længere end de øvrige og vel rigtigst bør henregnes til Spidsen, 56 skjøndt denne umærkeligt gaar over i Siderandene. Fra Enden af Vedhænget udgaa eudnu de 2 tæt sammen i Midtlinien fæstede cilierede Børster, der omtrent naa til Enden af de inderste Torner. De ydre Halevedhæng (Fig. 20) ere temmelig langstrakte og smale, og den ydre Plade betydeligt (mere end V^) længere end den indre samt mod Enden noget afsmal- nende med den indre Rand i hele sin Længde tydelig convex. Den indre Plade er vel ved Basis opsvulmct for Høreapparatet, men denne Opsvulmning er ikke saa pludselig og stærkt afsat fra den øvi'ige Plade som sædvanligt. Pladen afsmalnes derfor ganske jevnt mod Enden, der er stnmpt tilspidset. Otolithen (Fig. 21) der forovrigt er af den sædvanlige noget fladtrykte Form, viser den Eiendommelighed, at den i sin forreste Rand har en liden halvmaaneformig Indbngtning. De fuldvoxne Hanner (Fig. 24) ere ialmindelighed noget større end Hunnenie og let kjendelige fra disse ved Antennernes og Bagkropslemmernes forskjellige Bygning. Som allerede anfort viser ogsaa Øie])laden hos Hannerne en noget forskjellig Form ved de skarpt markerede laterale Hjørner. Det børstebesatte Vedhæng til de ovre Antenners Pedunkler er (cfr. Fig. 25) lige langt som Pednnkelens sidste Led eller endog lidt læn- gere og adskiller sig tydeligt ligesom hos Erythrops i en tykkere Basaldel og en tyndere svagt indadboiet Endedel. Det slyngeformige Baand, hvorfra Børsterne tåge sit Udspring, er som man vil se (Fig. 26) meget nøie overensstemmende med samme hos Erythrops. De meget stærkt udviklede til Bagki-oppens Segmenter fæstede Svømmefødder (Fig. 27—28) have, naar nndtages Iste Par, der allerede ovenfor er omtalt, begge Aarer omtrent af samme Længde og betydeligt længere end Basaldelen; den indre har ved Basis i den ydre Kant den sædvanlige pladeformige Udvidning og bestaar af 7 Led; den ydre er Sleddet. Farven er særdeles vakker og eiendommelig. Den dannes af et livligt rosenrødt i det violette overgaaende diffust Pigment, som findes ndbredt ikke blot ])aa selve Krop- pen, men ogsaa paa flere af dens Vedhæng. Saaledes er saavel Bladet paa de nedre Antenner som samtlige Halevedhæng kantede med en temmelig bred smuk violet Bord; ligeledes ere de øvre Antenners Pedunkler og samtlige Munddele temmelig intensivt far- vede med det samme smukke Pigment. Over Rygskjoldet findes et Par uregelmæssigt slyngede baandformige Shatteringer af samme Farve, og Sidedelenes bagre Hjørner ere ligeledes meget intensivt rosenrødt farvede. Tydeligst markeret er imidlertid dette Pig- ment paa Bagkroppen, hvor ethvert Segment har et temmelig bredt rosenrødt Tverbaand, der synes at strække sig rundt det hele Segment, idet de ventrale og dorsale Shatteringer paa Siderne løbe over i hinanden. I den forreste Del af Cephalothorax skinner den store altid med mørkt violet Indhold fyldte Tyggemave meget tydeligt igjennem de gjennem- sigtige Integumenter, Æggene i Hunnens Brystpose ere af en smuk straagul Farve, Brystposen selv farvelos og i høi Grad gjennemsigtig. Nærværende mærkelige Myside blev først lunden af mig ved Lofoten paa det 57 betydelige Dyb af 200—300 Favne, hvor den paa visse Steder forekommer i temmelig betydeligt Antal. Den synes ikke her at gaa høiere op. Derimod har jeg nylig fundet den i Hardangerfjorden ved Mosterhavn paa 100 Favnes Dyb, men ikke synderlig hyppigt. Et eneste Exemplar af denne Art er tidligere af Hr. Overlæge Danielsen funden i denne Fjord paa det enorme Dyb af mellem 400 og 500 Favne. I sin Levevis synes den at ligneArterne af Slægten Erythrops, med hvilke den ogsaa i andre Henseender viser en umiskjendelig Overensstemmelse. Ligesom disse synes den i Regelen at leve sammen i større Flokke og at være meget local i sin Forekomst. Dens Bevægelser ere temmelig livlige og gratiøse, skjøndt den ikke ofte gjør længere Udflugter fra Bunden. lalmindelighed forholder den sig temmelig rolig paa Bunden af det Kar, hvori den henstaar, idet den enten sidder stille med lige udstrakt Bagkrop eller ganske langsomt ved Hjælp af sine lange til alle Sider udsprigede Fødder skrider henad Bunden. Svømmepalperne ere dog ogsaa i dette TUfælde i en saa hurtig svingende Be- vægelse, at man knapt fonnaar at følge dem med Øinene. Kommer man den herunder nær med en eller anden Gjenstand, gjør den ved en hurtig Bøining af Bagkroppen et lynsnart Sprang til Siden, hvorved den endog kan kaste sig temmelig høit op over Over- fladen af Våndet. Især ere de lange Svøber paa Antennerne, som den altid holder ud- strakte i forskjellige Retninger, yderst sensible, og den formaar ved Hja^lp af disse uagtet sin fuldstændige Blindhed dog at forskaffe sig en Slags Forestilling om hvad der foregaar i dens umiddelbare Nærhed, og saaledes itide at undgaa en sig nærmende Fare. 2. I* s e 11 d 0 in m a a f f i n e. G. 0. S. (Tab. 5 Fig. 13—22.) Pseudomraa affine, G. 0. Sårs, Nye Dybvandscrustaceer fra Lofoten, Vid.-Selsk. Forh. f. 1860 pg. 156. Diagnose. Antecedenti simillimum sed minus et corporis forma magis abbreviata. Corpus posticum sensim attenuatum segmento ultimo valde elongato et 2 antecedentibus junctis longitudine æqvali. Lamina ocularis femiiiæ brevior qvam in P. roseo, antice in medio (ad latera incisuræ medianæ) in processum distinctum obtuse acuminatum exserta, marginibus lateralibus æqvalius arcuatis et dentibus numerosis (30—40) per totam fere longitudinem dispersis armatis, in mare major antice in medio minus exserta, marginibus lateralibus utrinqve angulatis. Pedunculi antenn, superior, minimi dimidiam latitudinem scuti dorsalis antice non asseqventes, articulo Imo apiceni versus dilatato et subtus pro- cessu brevi dentifonni armato. Appendix iis autennis in mare adjecta permagna longitu- dinem totius pedunculi æqvans extreniitate distincte incurvata. Sqvamæ 'antenn, infer. 58 pedunculos antenn, superior, dimidia ciixiter parte longitudinis superantes, forma fere eadem ac iu P. roseo, extremitate tamen lingvæformi adhuc longiore tere dimidiam totius sqvamæ longitudinem occupante. setis margiualibus paiicioribus. Pedes struc- tura fere eadem ac in auteeedente .sed multo bre^iore,s. parte tenniuali in paribus posterioribus articulo antecedente vix longiore; par idtimimi reflexum .segmentum penul- timum parum superans. Telson fonna ab eodem P. rosei sat discrepans, magis elonga- tum et angustius, lingvæfonne, marginibus lateralibus leviter concavis dentibus utrinqve 6—8 minimis, apice rotundato-trimcato aculeis 10—12 fortibus intus longitudine incres- centibus ornato. Color fere ut in antecedente, fascia vero dorsali transversa in seg- mento coi-poris postici Imo, 3tio et 4to multo saturatiOre. Longit. feminæ adidtæ ovi- feræ vix 12 Mm. Denne Art staar foregaaende særdeles nær, saa at jeg endog i Beg^Tidelsen kun holdt den for en yngre Form. Ved noiere Uudersøgelse viser den dog flere constante Afvigelser. saa at dens Gyldighed som distinct Art ikke kan betvivles. Den er betydelig niindi-e end P. roseum, da den fuldvoxne Hun neppe naar en Længde af 12 Mm. Krops- fonnen er (cfi-. fig. 13—14) forholds\-is kjendeligt kortere og mere undersætsig end hos foregaaende Art. Eygskjoldet er betydelig bredere end Bagkroppen og Tverfuren belig- gende ikke fuldt saa langt fortil. Seet fra Siden (Fig. 14) -siser det forreste laterale Hjørne sig temmelig stærkt fi-emspringende dannende en næsten ret Vinkel og den nedre Rand af Rygskjoldet paa Midten tydeligt indbugtet. Iste Bagki-opssegment er fortil tem- melig bredt og noget længere end ethvert af de 4 følgende Segmenter, der ere forholds- vis kortere end hos foregaaende Ait og indbmles omtrent af ens Længde. Derimod er sidste Segment meget stærkt forlænget og fuldkommeu lige langt som de 2 foregaaende tilsammeu. Øiepladeu viser hos Hunnen (Fig. 15) en ft-a samme hos P. roseum temmelig afvigende Form, og man vil alene hei-ved i enhver Alder med Lethed kmine kjende denne Ai-t fra den anden. Denne Plade er her forholds^is noget kortere og uddrages fortil i ilidten til en konisk tilspidset Fortsats, der. efter sin hele Længde er kløvet ved det sædvanlige mediane Indsnit. h\-is Længde ogsaa her er betydelig støiTe. Siderandene ere mere je^Tit bøiede uden at vise noget tydeligt Spor af nogen lateral Vinkel og ere i næsten sm hele Længde fint taudede (Tændenies Antal paa hver Side 30—40). De øxre Antenners Pedunkler ere forholdsvis meget mindre og svagere end hos foregaaende Ai-t, betydeligt kortere end Eygskjoldets halve Brede fortil og deres Led skai-pere afsatte fi-a hinandeu. Iste Led er temmelig stærkt udvidet mod Enden og har paa den nedre Side en konisk tilspidset fortilrettet Fortsats, som jeg ikke har bemærket hos foregaaende Art. De nedre Antenners bladdaunede Vedhæng (Tig. 16) rækker med Hah-parten af sin Længde foran Spidsen af de ø\Te Antenners Pedunkler. I sin Form ligner det meget 59 samme hos P. roseum, men er forholdsvis endnii skjævere afskaaret, idet den foran Endetornen fremskydende tungeformige Fortsats her endog indtager næsten Hah^parten af hele Bladets Længde. De fra denne og den indre Rand udgaaende Børster ere ogsaa mindre talrige, neppe 40 i Tallet. Fødderne (Fig. 17) vise den samme spinkle og traadformige Bygning som hos P. roseum, men ere forholdsvis betydeligt kortere eller mindre tiltagende i Længde bagtil. Sidste Par, der hos P. roseum tilbagestrakt rækker langt udover sidste Bagki-opssegments Ende, naar her kun lidet udover næstsidste Segment. Endedelen er selv paa de bågeste Fødder neppe længere end det foregaaende Led; forresten er Forholdet af de enkelte Led meget nøie overensstemmende med samme hos den anden Ai't. Det midterste Halevedhæng (Fig. 19) frembyder et af de for næiTærende Ait lettest opfattelige Kjendemærker. Det er forholdsvis stærkere udviklet, længere og sma- lere end hos P. roseum, fuldkommen ligesaa langt som sidste Bagkropssegment, samt af en temmelig af\igende Form, langstrakt tungeformigt med tydeligt concave Siderande og bredt afrundet næsten afstumpet Ende. Langs Siderandene tindes paa hver Side 6 — 8 meget smaa tæt tiltrykte Torner, hvorimod der fi'a Enden (Fig. 19'). der her danner en tydelig Vinkel med hver af Siderandene, udgaa ialt ikke mindre end 10—12 stærke Tor- ner foniden de 2 mediane Børster. De 2 ydersts Par af disse Torner ere kortest, de øvrige omtrent af ens Længde og over .3 Gange saa lange som Sidetornerne. De ydre Halevedhæng (Fig. 18) ere noget kortere end hos foregaaende Ai-t og den ydré Plade forholdsvis noget smalere og overalt omtrent af samme Brede. Hannerne ere betydeligt større end Hunnerne og af mere langstrakt Kropsform. Øiepladen (cfr. Fig. 20) er forholdsvis større og af temmelig afvigende Form, idet den fortil langtfi-a er saa stærkt uddragen som hos Hunnerne. men næsten lige afskaaret, med Antydning til Ipterale Hjørner. Den ligner saaledes ved første Øiekast mere samme hos Hunnerne af foregaaende Art, men skiller sig dog strax derved, at Sidekanterne som hos Hunnerne i sin hele Længde ere fint landede. De ø\re Antenners Pedunkler (ibid.) ere meget tykkere og stærkere end hos Hunnerne og det sidste Led stærkt opblæst. næsten kugleformigt. Deres Endevedhæng er særdeles stort, omtrent af hele Pedunkelens Længde med tydeligt indkrummet Endedel og særdeles tætte og lange Børster. Det midterste Halevedhæng viser fuldkommen den hos Hunnen beski-e^iie characteristiske Form og Bevæbning, og Hannerne af nærværende Art er alene herved let kjendelige fra de meget lignende Hanner af P. roseum. Farven er meget lig samme hos foregaaende Art, og Pigmentet, der imidlertid her falder mere i det rødlige, er fordelt omtrent paa samme Maade. Dog udmærker nærværende Art sig derved, at det dorsale Tverbaand ved den bagre Rand af Iste, 3die og 4de Bagkropssegment er meget stærkere markeret og af en særdeles intensiv rosen- rød Farve. 8* 60 Nærværende Art blev ligesoiii foregaaeiule af mig først funrten ved Lofoten, hvor den forekommer temmelig sparsomt ved Fiskeværet Skraaven paa omtrent 200 Favnes Dyb lige i Kanten af den fra Dybet ndenfor temmelig steilt opstigende Bakke. Nylig har jeg derimod fundet den i store Mængder i den ydre Del af Hardangerfjorden ved Mosterhavn, hvor den lever paa omkring 100 Favnes Dyb, sandblandet Ler. I sin Levevis ligner den fuldkommen foregaaende Art, men synes ikke at gaa saa langt ned i Dybet som denne. Explicatio tabularnni. Fig. 1. Fig. 2. Fig. 3. Fig. 4. Tab. 1. Erythrops (Joésii. Femina aclulta gravida a latera sinistro, lOies circiter aucta. Eadem supra visa. Mas adultus a latere sinistro. Pars anterior ceplialothoracis maris supra visa, laminam frontaleni, oculos, sqva- mas antenn, inferior. et pedunculos antenn, superior, cum appendice terminali setosa ostendens. Fig. 5. Appendix terminalis maris pedunculi sinistri antenn, superior, setis ex parte ademta a latere inferiore visa, tasciani longitudinaleni tlexuosam, cui setæ sunt affixæ, ostendens. Fig. o'. Pars hujus fasciæ valde aucta, dispositioneni tuberculorum articularium ostendens. Fig. 6. Pedunculus antennar. superior, sinister cum basibus tlagellorum supra visus. Fig. 7. Pars basalis antennæ sinistræ paris inferioris cum sqvama et basi flagelli inferne visa. Fig. 8. Mandibula sinistra cum palpo inferne visa. Fig. 9. Partes incisivæ mandibvilarum inferne visæ, armaturam diversam ostendens. Fig. 10. Maxilla Imi paris. Fig. 11. Maxilla 2di paris. Fig. 12. Maxillipes Imi paris cum parte integumentoruni ventraliura. Fig. 1,3. Maxillipes 2di paris. Fig. 13'. Articulus ejusdem ultimus valde auctus ungvem terminalem et aculeos margi- nales ostendens. Fig. 14. Pes Imi paris feminæ. Fig. 14'. Seta ciliata articuli 4ti ejusdem valde aucta. Fig. 14". Extremitas articuli ultimi cum ungve terminali. Fig. 15. Pes .5ti paris feminæ cum lamina incubatoria. Fig. 16. Lamina incubatoria ultimi paris cum embryonibus nonnullis in situ normali. Fig. 17. Articulus basalis pedis sinistri ultimi paris maris cum palpo natatorio et appen- dice genitali (a). Fig. 18—20. Pleopoda feminæ Imi, 3tii et 5ti paris. Fig. 21 — 22. Pleopoda maris Inii et 2di paris. Fig. 21'. Ramus interior pleopodum Imi paris maris inferne visus, valde auctus. Fig. 23. Appendix caudæ lateralis sinistra supra visa. Fig. 24. Otolithum inferne visum valde auctum. Fig. 1. Fig. 2. Fig. ■"> o. Fig. 4. Fig. .5- Fig. 7. Fig. 8. Fig. 9. Fig. 10. Fig. 11. 62 Fig. 25. Idem a latere visum. Fig. 26. Telson feminæ supra visum. Tab. 2. *Fig. 1—12. Erythrops sevrata. Femina adulta ovifera supra visa, Oies circiter aucta. Eadem a latere dexti'o. Pars basalis antenna» dextræ inferioris paris cum sqvama et basi flagelli inferne visa. Pars posterior cephalothoracis feminæ junioris pedibus omissis a lacie ventrali visa, parietem ventralem et laminas incubatorias ostendens. mp' maxillipedes Imi paris; mp- maxillipes 2di paris. -6. Appendix singularis parieti ventrali aftixa supra et a latere visa. Pes 4ti paris feminæ. Telson feminæ supra visum. Spina una ejusdem terminalis valde aucta. Pars anterior cephalothoracis niaris cum appendicibus anterioribus supra visa. Extremitas segmenti ultimi maris cum telsone et appendicibus lateralibus dex- tris supra visa. Fig. 12. Pars marginis interioris sernilatæ laniinæ internæ appendicum lateralium valde aucta. Fig. 1?)— 19. Erythrops microphthalma. Femina adulta ovifera supra visa, 9ies circiter aucta. Eadem a latere sinistro. Pars basalis antennæ dextræ paris inferioris cum sqvama et basi flagelli inferne visa. Pes 4ti paris. Telson feminæ supra visum. Pars anterior cephalothoracis maris cum appendicibus anterioribus supra visa. Telson maris supra visum. Fig. 20—28. Erythrops pygmæa. Femina adulta gravida supra visa 9ies circiter aucta. Eadem a latere sinistro. Pars basalis antennæ sinistræ paris inferioris cum sqvama et basi flagelli inferne visa. Maxillipes 2di paris. Articulus ultimus ejusdem valde auctus. Pes 4ti paris maris. Telson feminæ supra visum. Pars anterior cephalothoracis maris cum appendicibus anterioribus supra visa. Extremitas telsonis maris supra visa. Segmentum ultimum femina» cum appendicibus caudalibus supra visum. Tab. 3. Parerythrops obesa. Fig. 1. Femina adulta ovifera supra visa, 7ies circiter aucta. Fis. 2. Eadem a latere dextro. Fig. 13. Fig. 14. Fig. 15. Fig. 16. Fig. 17. Fig. 18. Fig. 19. Fig. 20. Fig. 21. Fig. 22. Fig. 23. Fig. 23'. Fig. 24. Fig. 25. Fig. 26. Fig. 27. Fig. 28. Fig. 3. Fig. 4. Fig. 5. Fig. 6. Fig. 7. Fig. 8. Fig. 9. Fig. 10. Fig. 11. Fig. 11'. Fig. 17. Fig. 18. Fig. 18' Fig. 19. Fig. 20. Fig. 21. Fig. 22. Fig. 23. 63 Peduncuhis antenn, superior, sinister cum basibus flagellorum supra visus. Pars basalis antennæ dextræ paris inferioris cum sqvama et basi iiagelli inferne visa. Maudibula dextra cum palpo a facie exteriore visa. Partes incisivæ mandibularum inferne visæ. Maxilla Imi paris. Maxilla 2di paris. Maxillipes Imi paris. Maxillipes 2di paris. Pes Imi paris. Extremitas articuli ultimi cum ungve terminali. Fig. 12. Pes 4ti paris feminæ cum lamina incubatoria (a). Fig. 13 — 1.5. Pleopoda feminæ Imi, 3tii et Sti paris. Fig. 16. Appendix caudæ lateralis dextra setis marginalibus ademta inferne visa. Otolithum inferne (a) et a latere (b) visum, valde auctum. Telson feminæ supra visum. Extremitas telsonis fortius aucta. Mas adultus a latere dextro. Pars anterior cepbalothoracis ejusdem cum appendicibus anterioribus supra visa. Appendix terminalis pedunculi dextri antenn, superior, setis ademta inferne visa. Appendices genitales a latere anteriore visæ. Pleopodum maris 2di paris dextrum. Tab. 4. Pseudouiuia roseum. Femina adulta ovifera supra visa, 7ies circiter aucta. Eadem a latere dextro. Lamina ocularis feminæ inferue visa cum ganglio cephalico, structuram singula- rem nervorum opticorum ostendens. Lobi duo terminales nervi optici alter simplex alter bifurcatus valde aucti, Peduncuhis antennarum superiorum dexter cum basibus tiagellorum supra visus. Pars tiagelli interioris supra visa valde aucta, dispositionem setarum ostendens. Pars basalis antennæ sinistræ paris inferioris cum sqvama et basi iiagelli supra visa. Mandibula dextra cum palpo inferne visa. Partes incisivæ mandibularum inferne visæ. Maxilla Imi paris. Maxilla 2di paris. Maxillipes Imi paris. Maxillipes 2di paris. Pes Imi paris. Pes 4ti paris feminæ cum lamina incubatoria. Articulus ultimus ejusdem valde auctus. Pars posterior cepbalothoracis feminæ junioris pedibus et maxillipedibus 2di paris ommissis a facie ventrali visa, laminas 6 incubatorias ostendens. -18. Pleopoda feminæ Imi et 'Ai paris. Fig 1. Fig 2. Fig 3. Fig. 3' Fig 4. Fig. 5. Fig. 6. Fig. 7. Fig 8. Fig 9. Fig 10. Fig 11. Fig 12. Fig 13. Fig. 14. Fig. 1.5. Fig 16. Fig. 17- 64 Fig. 19. Seta auditoria iisdem affixa valde aucta. Fig. 20. Appendix caudæ lateralis sinistra setis marginalibus omissis supra visa. Fig. 21. Otolitlium inferne visum valde auctum. Fig. 22. Telsoii feiniiiæ supra visum. Fig. 23. PuUus e marsupio feminæ productus a latere dextro visus. Fig. 24. Mas adultus a latere dextro. Fig. 25. Pars anterior cephalothoracis ejusdem cum appendicibus anterioribus supra visa. Fig. 26. Appendix terminalis pedunculi antennarura superiorum dextri setis ademta in- ferne visa. Fig. 27 — 28. Pleopoda maris Imi et 2di paris. Fig. 29. Pleopodum 3tii paris dextrum maris junioris. Fig. 30. Appendix genitalis a latere visa. Tab. 5. Fig. 1—12. Erythrops abyssorum. Femina adulta gravida supra visa Sies circiter aucta. Eadera a latere dextro. Extremitas sqvamæ antennarum inferiorum setis marginalibus omissis. Maxillipes 2di paris. Pes Imi paris. Pes 4ti paris. Pars terminalis pedis ultimi paris. Appendix caudæ lateralis dextra, setis marginalibus omissis, supra visa. Telson feminæ supra visum. Pars anterior cephalothoracis maris cum appendicibus anterioribus .supra visa. Fig. 11. Pleopodum maris 4ti paris dextrum. Fig. 12. Pars anterior cephalothoracis maris junioris in profunditate 300 orgyarum capti structuram rudimentarem oculorum ostendens. Fig. 13—22. Pseudomma afftne. Femina adulta gravida supra visa 7ies circiter aucta. Eadem a latere dextro. Lamina ocularis supra visa. Pars basalis antennæ dextræ paris inferioris cum sqvama et basi tiagelli supra visa. Pes 4ti paris cum lamina incubatoria. Appendix caudæ lateralis sinistra, setis marginalibus omissis, supra visa. Telson feminæ supra visum. Extremitas ejusdem fOrtius aucta. Pars anterior cephalothoracis maris cum appendicibus anterioribus supra visa. Pleopodum maris 4ti paris dextrum. Seta peculiaris margini externo rami iuterioris affixa fortius aucta. Fig. 1. Fig. 2, Fig. 3. Fig. 4. Fig. 5. Fig. 6. Fig. 7. Fig. 8. Fig. 9. Fig. 10. Fig. 13. Fig. 14. Fig. 15. Fig. 16. Fig. 17. Fig. 18. Fig. 19. Fig. 19'. Fig. 20. Fig. 21. Fig. 22. ■/;,.',/. ^/m 'ill kri/Z/inif/s (>o Tub.U. //y. /- /i* LylJirufis serra/,, _ F,,/. /,/- /.9 A' »„ r ,■„/,/,//,„/,„„ . _ FmJ'{'/-^/'A,,. ■/'W'" 7aL fil VunTtfiiiiofts ohisa . Tab. li: I setidonumi rosfu m TalD.V. G.O.Sars de' Iifh.ctrKr.GHHlir.c' FIq. 1-J2. Emlirujjs abyssoruui . Y\^ 15-21. Psciidoiiiiii.i ailuR'. -„#»'■ 18G3. 42. Beskrivelse af Thysanopoda norvegica. 43. Bemærkninger angaaende Kjerulfs Opfåtning af de glaciale Mergelbollers Dannelse. 44. Tillæg til de tidligere meddelte lagttagelser over de mærkværdige paa Bugsideu af Thysanopoda beliggende Sandseorganer samt om Opdagelsen af 2 nye norska Arter af denne Krebsdyrslægt. 4.5.' Om en ny Art Brachiolaria. 18 64. 46. Fortsatte Bidrag til Kundskaben om Norges An- nelider. 47. Foreløbig Oversigt over de ved Norges Kyster forekommende FOraminiferer. 48. Bemærkninger over det dyriske Livs Udbredning i Havets Dybder. 49. Malacozoologiske lagttagelser: 1. Om Dyret af Cryptodon Sarsii m. 2 Pl. 2. Om nye Arter af Slægten Siphonodentalium m. 2 -Pl. 1 8 6 5. 50. Om arktiske Dyreformer i Christianiaf jorden, "il. Carcinologiske og malacozoologiske lagttagelser*. 'i2. Svar til Esmarks Bemærkning hertil. 18 6 6. 53. Om Lycodes gracilis, en ny norsk Fisk. 54. Om Fossiler i glaciale Mergelboller fra Stjørdalen. 18 6 7. 55. Om Echinodermer og Coelenterater fundne ved Lofoten. ■ 56. Ora Fossiler fra Skotlands og Nordamerikas Gla- cialforniation. 186 8. 57. Fortsatte Bemærkninger over det dyriske Livs Udbredning i Havets Dybder. Afliaii(lliu^'er indførte i Forhandliiift-er ved de Skau- diuaviske Xaturforskeres forskjellige Moder. 7de Møde i Christiania 1856. 58. Ora 3 nye Krebsdyr. 59. Om Antheacheres Duebenii. 60. Om Søfjærenes Udvikling. 61. Om nogle Hydroider. -62. Bemærkninger over Brisinga endecacnemos. 63. Om Comatula Sarsii i Pentacrinustilstand. 64. Om Medusernes Udvikling. 8de Møde i Kjøbenhavn 1860. 65. Om nogle nye Echinodermer fra den norske Kyst. 66. Om Siphonodentalium vitreum. 67. Om en Del norske Aiinelider. 63. Ora nogle norske Coelenterater. Afliandliuger indforte i Wiegiuanu's Archiv fur Xatnvgescliichte. 60. Beitrag zur Entwickelungsgeschichte der Mollusken lind Zoophyten. 1840. 70. Ueber die Entwickelung der Medusa aurita und der Cyanea cai^illata. 1841. 71. Ueber die Entwickelung der Seestcrne. 1844. 72. Ueber einen Eingeweidewurm iu eiuer Akalephc. 1845. 73. Zusatze zu die von mir gegebenen Darstellung der Entwickelung der Nudibranchien. 1845. 74. Ueber die Entwickelung der Jungen bei einer Annelide und iiber die aussere Unterschiede zwi- schen beiden Geschlechtern. 1845. Skrifter og Afhandlinger forfattede af G. O..Sars. Særskilt ndgivue Skrifter. 1. Norges Ferskvaudskrebsdyr. Iste Afsnit. Bran- chiopoda. I. Cladocera ctenopoda. Chr. 1865 m. ■ 4 Pl. (Universitetsprogram). 2. Historie naturelle des Crustacés d'eau douce de Norvége. P Livraison. Les Malacostracés. Chr. 1867, avec 10 pl. ' Afliandliuger iudforte i Xyt Magaziii for Natiir- videuskaberue. (Ogsaa i Sep.arataftryk), 3. Beretning om en i Sommeren 1862 foretagen zoo- logisk Reise i Christianias og Trondhjems Stifter. 1863. 4. Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoo- logisk Reise i Christianias Stift. 18G4. 5. Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoo- logisk Reise ved Kysterne af Christianias og Chri- stiansands Stifter. 1865. 6. Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvands- fauna, anstillede paa en i Sommeren 1S68 fore- tagen zoologisk Reise.- 1869. Afliandliuger iudførte i Clirist. Vidensk.-Selskabs trykte Forhaudliuger. (Ogsaa i Separataftryk). 7. Om de i Omegnen af Christiania forekommende Cladocerer 1861. 8. Fortsatte Bidrag til Kundskaben om de i Christi- anias Omegn forekommende Cladocerer. 1861. 9. Oversigt af de indenlandske 'Ferskvandscopepo- der. 1862. 10. Om en anomal Gruppe af I«opoder. 1863. 11. Om den aberrante Krebsdyrgruppe Curaacea og dens nordiske Arter. 1864. 12. Oversigt af Norges raariue Ostracoder. 1865. 13. Om Vintertorskens (Gadus morhua) Forplantning 0^ Udvikling. 1865. 14. Beskrivelse af en ved Lofoten indbjærget Rørhval (Balænoptera musculus) med 3 Pl. 1865. 15. Om individuelle Variationer hos Rørhvalerne og de deraf betingede Uligheder i den ydre og indre Bygning. 1868. 16. Nye Dybvandscrustaceer fra, Lofoten. 1869. 17. Indberetninger til Departementet for det Indre ora de af hamiAarene 1864 — 60 anstillede praktisk- videnskabclige Undersøgelser af Torskcfiskerierne ved Lofoten. Chr. 1869 (særskilt udgivet offentl. Foranst.) paa 18 7 0. m: CARCINOLOGISKE BIDRAG TIL NORGES FAUNA. AF G. O. SÅRS. MONOGEAPHI DE VED NORGES KYSTER FOREKOMMENDE M Y S I D E R. ANDET HEFTE. MED 3 LITHOGRAPHEREDE PLAilCHER. UDGIVEr VED BISTAND AF DET KONGL. NdFSKE VIDENSKABSSELSKAB I TBONDHJEH. GHBISTIANIA. BRØOGEH jc CHBISTLB'3 BOQTRYKKSRI. 1872. v^^ l^ OCT TS 1921 Fortegnelse Professor Dr. M. Sars's Skrifter og Mhtiudliuger. Særskilt udgiYiie Skrifter. 1. Bidrag til Sødyrenes Naturhistorie. Bergen 1829 m. 6 Pl. 2. Beskrivelser og lagttagelser over nogle mærkelige eller nye i Havet ved den Bergenske Kyst levende Dyr. Bergen 1835 m. 15 Pl. 3. Fauna littoralis Norvegiæ. Bd. 1. Christiania 1846 m. 10 Pl. ' 4. Fauna littoralis Norvegiæ. Bd. 2. Bergen 1856. 5. lagttagelser over den postpliocene eller glaciale Formation i en Del af det sydlige Norge. Chr. 1860 (Universitetsprogram). 6. Om Siphouodentalium vitreum, en ny Slægt og Art af Dentalidernes Familie. Chr. 1861 m. 3. Pl. (Universitetsprogram). 7. Oversigt at' Norges Ecliinodermer. Chr. 1861 m. 16 Pl. 8. LejDhogaster typicus. Eu mærkelig Form af de lavere tiføddede Krebsdyr. Chr.-1862 m. 3 Pl. (Universitetsprogram). 9. Om de i Norge forekommende fossile Dyrelev- ninger fra Qvartærperioden, et Bidrag til vor Faunas Historie. Chr. 1865 m. 4 Pl. (Univer- sitetsprogram). 10. Mémoires pour servir å la connaissance des Cri- noides vivants. Chr. 1868 avec 6 Pl. (Univer- sitetsprogram). Afliaudliuger iudtorte i 3Iagaziu for Natiir- videiiskaberue. (ogsaa i Separatattryk). 11. Uudersøgelser over nogle lavere Dyrs Udvikling 1839. 12. Beretning om en i Sommeren 1849 foretagen zoo- logisk Reise i Lofoten og Finmarken. 1850. 13. Bemærkninger over det Adriatiske Havs Fauna sammenlignet med Nordhavet 1853. 14. Bidrag til Kundslcaben om Middelhavets Littoral- Fauna I, Reisehemærkuinger fra Italien 1856 m. 2 Pl. 15. Bidrag til Kuudskaben om Middelhavets Littoral- Fauna, 2den Afdeling m. 2 Pl. 16. Beretning om en i Sommeren 1859 foretagen zoo- logisk Keise vecl Kysten af Romsdals Amt. 1861. 17. Beretning om en i Sommeren 1860 foretagen Reise i en Del af Christiania Stift for at uudersøge de i den saakaldte Glacialformation forekommende organiske Levninger. 1862. 18. Indberetning om en i Sommeren ISOl foretagen Reise i en Del af Christiania Stift for at fortsætte Undersøgelserne af de i vor Glacialformation inde- holdte organiske Levninger. 1863. 19. Geologiske og zoologiske lagttagelser, anstilledo paa en Ueise i en Del af Trondhjems Stift i Som- meren 1862. 1863. 20. Bidrag til Kundskab om Christianiafjordens Fauna. L 1868 m. 7 Pl. Afhaudliiiger indf»rte i Ihrist. Vidensk.-Selskabs . trykte Forhaudlillger. (Ogsaa i ScparataftryU.) 1 8 5 0. 21. i 22. 23. 24. 25. 26. i i 27. 28. 29. 30. 31. 32. 33. 34. 35. 36. 37. 38. 39. 40. 41. 42. 43 44. 45. Bidrag til en Skildring af den arktiske Mollusk-- fauna ved Norges nordlige Kyster. Oversigt af de i den norsk-arktiske Region fore- kommende Krebsdyr, Om Antallet af Holothurier i den norsk-arktiske Region. Om 3 nye Holothurider. 1859. Udtog af en Afhandling om Ammeslægten Cory morpha og dens Arter samt de af disse opammede Meduser. Udtog af en zoologisk og anatomisk Beskrivelse, over Siphonodentaliura, en ny Slægt af Dentali- dernes Familie. 186 0. Uddrag af en Afhandling om de ved Norges Kyater forekommende Arter af Annelideslægten Polynoé. Svar til Boecks Bemærkninger angaaende Medu- sernes Udvikling. Om Munnopsis typica, en ny Sl«gt og Art af Isopoder. Om Chætoptei'us Sarsii og Chætopterus norvegicus- Undersøgelser over de i vor Glacialformation inde: sluttede organiske Levninger. Om nogle nye eller lidet bekjendte norske Coe- lenterater. 1861. Svar til Boecks Indvendinger angaaende Dyrenes Inddeling i Classer. Uddrag af en Afhandling over en Del norske An- nelider. Uddrag af en udførlig Beskrivelse over en Del norske Anuelider. Om de ved Norges Kyster forekommende Arter af den Linnéiske Aunelideslægt Sabella. Beskrivelse af fire nye parasitiske Copepoder. Beretning om et nyt lernæalignende Krebsdyr, Sabellacheres gracilis. Bemærkninger over Crangoninerue med Beskrivelse af 2 nye norske Arter. 186 2. Bemærkninger over 4 norske Hydroider. Beskrivelse over nogle norske Polyzoer. 1 8 6 3. Beskrivelse af Thysanopoda norvegica. BemaM-kninger angaaende Kjerulfs Opfatning af de glaciale Mergelbollers Dannelse. Tillæg til de tidligere meddelte lagttagelser over de raærkværdige paa Bugsiden af Thysanopoda l^eliggende Sandseorganer samt om Opdagelsen af 2 nye norska Arter af denne Krebs dyrslægt. Om en ny Art Brachiolaria. riiristiania CP Jaiivr. 187.1 Det Kgl. Norske Universitet. |--nv ylOyi'i-'i 'IC iSOV:--t'y). a Christiania. 'f^omcf.i érVii u> r/rfr/z/fii /•(''ffimr /otr '>j)r/>/Vffr /A /// //aa// (Yi^z-iu/f/r^f/fOH emærkes oventil nær den forreste Rand et lidet knudeformigt Frem- spring. Tilsammen vise Øinene sig (se Fig. 2 og 22) som en foran Panderanden frem- skydende og Basis af Antennerne dækkende firkantet, i Enden lige afskaaren pladeformig Udbredning, der til Siderne ikke rager ud over Rygskjoldet. Ved nøiere Undersøgelse kunde paa Spirilusexemplarer (Fig. 3) bemærkes i det Indre af Øiepladerue talrige mør- kere eller mere opake Pletter, som synes at være Enderne af de oblitererede Synsner- ver, der imidlertid ikke her synes at frembyde den regelmæssige radiære Anordning som hos Pseudomma. De øvre Antenners Pedunkel (Fig. 4) er særdeles kort og tyk, neppe længere' end Rygskjoldets halve Brede fertil. Dens Iste Led er usædvanlig kort og gaar udåd ud i en med cilierede Børster besat smal konisk Fortsats. 2det Led er endnu kortere og tager sig kun ud som en smal Ring mellem Iste og sidste Led. 3die Led er det største af alle o^; længere end de 2 øvrige tilsammen, 4kantet, ubelydeligt længere end bredt, med en Rad af 16 — 18 cilierede Børster langs den indre Kant foruden de sædvan- lige fra det indre Hjørne udgaaende. Den skjælformige med de 5 divergerende Høre- borster besatte Korlsats mangler heller ikke her paa den øvre Side nær Enden. AfSvø- berne er den ydre betydelig længere end den indre og forsynet ved Basis med et stort Antal haandformige bøiede Lugtepapiller, hvoraf enhver er fæstet til et særskilt lidet Led. Svøl)ernes nøiaglige Længde formaar jeg imidlertid ikke med Bestemthed at angive, da de altid blive delvis afbrækkede ved Indfangningen af Exemplarerne. De nedie Antenners Basaldel (se Fig. 5) er af sædvanlig Form, tyk og plump, beslaaende af 3 paa den nedre Side tydeligt adskilte Led, hvoraf det sidste udåd ved Roden af del bladdannede Vedhærig danner en temmelig stor skjælformig Fortsats, der ogsaa, naar Dyret sees ovenfra (Fig. 2 og 22), viser sig ragende frem paa hver Side af de rudimentære Øine. Det bladdannede Vedhæng (se Fig. 5) er temmelig stort, omtrent dobbelt saa langt som de øvre Antenners Pedunkel og omtrent 3 Gange saa langt som bredt. Af Form er det smalt uvalt eller næsten lineært, bredest nær Basis og lidt af- smalnende mod Endeii, der er noget skjævt afskaaret i Retningen indenfra udåd. Dets 8 ydre Rand er næsten lige, fuldkommen glat og gaar i Enden ud i en kort tandformig Fortsats, der rækker lidt længere frem end det indre Hjørne. Den indre Rand er der- imod i sin hele Længde tydelig convex og besat med en Rad af 40 — 50 lange cilierede Børster, hvoraf de 5 udgaar fra den skraat afskaarne Ende af Vedhænget. Den aller- yderste Del eller det indre Hjørne er som sædvanlig ved en tydelig Tværsutur skilt fra den øvrige Del (se Fig. 6). Pedunkelen eller rettere Svøbens Skaft, der omtrent er halvt saa langt som det bladdannede Vedhæng eller af samme Længde som de øvre Antenners Pedunkel, viser her den mærkelige Eiendommelighed, at det er delt i 4 Led, medens det ellers aitid kun bestaar af 3 saadanue. Disse Led eie (se Fig. 24) meget skarpt afsatte fra hverandre og navnlig det 2det og 3die forbundne med liinanden under en tydelig Vinkel, hvorved hele Skaftet faar et uregelmæssigt knudret Udseende. Sidste Led er det længste; næstsidste derimod det bredeste og oventil foi-synet med nogle cilie- rede Børster; 2det Led er meget kort og smalt samt skjævt afskaaret i Enden; Iste Led indad knudeformigt fremspringende fra Basaldelen, med hvillcen det langs sin ydre Side delvis er sammenvoxet. Svøben er meget laug og stærk, vistnok i ubeskadiget Tilstand af hele Legemets Længde. Mandiblerne (Fig. 7) ere temmelig store og vise ptia den ydre Side tæt ind til Palpens Insertion en buefortnigt bøiet tynd Kant eller Bræm, som jeg ikke har be- " mærket hos de øvrige Mysider. Den nedre eller rettere indre Ende er som sædvanlig (Fig. 9) øxeformigt udvidet og delt i et forreste grovt tandet og et bågeste noget mere fremspringende og skraat afskaaret Parti (Molarproeessen). Imellem begge er fæstet et temmelig betydeligt Antal (omtr. 10) grove bøiede Børster, der imidlertid paa høire Man- dibel antage Formen af lige Torner. Der tindes forresten ogsaa her en fuldkomrrien lignende Foi-skjel i hoire og venstre Mandibels Bevæbning, som allerede er omtalt for de tidligere beski'evne Mysider. Palpen (se Fig. 7 og 8) er noget længere end selve Mandibelen, forresten af fuldkommen normal Bygning med sidste Led forholdsvis kort og forsynet med den sædvanlige Borstebevæbning. Maxillerne (Fig. 10 og 11) vise heller intet udniæ.rkende i sin Bygning. Paa 2det Par (Fig. 11) er sidste Led af smal oval Form og i den ydre Kant forsynet med 6 temmelig stærke Børster. Viften er af triangulær Form med den ydre Rand svagt con- vex og besat med omkring 30 korte Fjærbørster. Iste Par Kjævefødder (Fig. 12) ere af forholdsvis kraftig Bygning. Basal- delen er stor og gaar i Enden ud i en kort konisk børstebesat Proces, der fordetmeste dækkes nedentil af det følgende Led. Dette saavelsom de 2 følgende ere noget sam- mentrykte med skarp og buet indre Rand, langs hvilken slaar en Rad af stærke Fjær- børster. Ste Led er betydeligt kortere end det foregaaende, indknebet ved Basis og i Enden lige afskaaret; sidste Led meget lidet og smalt endende med er. tydelig Klo. Palpen er stærkt udviklet, omtrent af samme Længde som Kjævefoden selv, med stor pladeformig Basaldel og 91eddet Svøbe. Viften er ogsaa usædvanlig stor af triangulær eller bredt lancetdaniiet Form. 2det Par Kjævefødder (Fig. 13) ere derimod usædvanlig smaa og svage, neppe længere end Iste Par og langt tyndere. Basaldelen er endnu temmelig tyk og kraftig, ligesaa de 2 følgende korte Led, men den følgende Del, som hos de fleste øvrige Mysi- der er kraftigt udviklet og væsentlig give disse Kjævefødder sin Længde, er her meget liden, neppe stort længere end den øvrige Del og paafaldende tynd. Næstsidste Led er korlere end det foregaaende og sidste Led meget lidet samt forsynet med en lydelig Klo foruden med de sædvanlige snærtformige Torner, der dog her ere meget faa i Åntal. Svømmepalpeu er stor, af samme Længde eller endog noget længere end selve Kjæve- foden med Basaldelen meget bred og muskuløs samt gaaende ud i en pladeformig i En- den lige afskaaren Fortsats eller Lob; Svøben har 1 Led flere end paa Iste Par Kjæve- fødder. Fødd erne (Fig. 14) ere alle omtrent af ens Udseende og Længde, lidt kortere end Forkroppen og af temmelig kraftig Bygning, meget lig samme hos Parerythrops. ' Af Leddene er det 4de det længste, næsten lineært og i sin indre Kant forsynet med knippevis ordnede Børster. Den med dette Led forbundne bevægelige Endedel eller Tarsen er omtrent af sauune Længde og bestaar af 3 Led foruden den temmelig stærke Endeklo. A f Tarsens Led er det Iste størst, omtrent saa langt som de 2 øvrige tilsam- men og i Enden meget skjævt afskaaret samt i den indre Kant forsynet med 5 Børste- knipper; de 2 øvrige Led ere i Kanterne, især den indre, tæt besat med korte Haar og med nogle længere Børster i Enden. Kloen (Fig. 15) er noget kortere end sidste Led og bestaar af 2 tydelige Led, hvoraf det Iste egentlig er at betragte som det yderste Led af Foden, svarende til sidste Led paa Kjævefødderne. Svømmepalperne ere af samme Udseende som paa 2det Par Kjævefødder. Den store fra den bagre Del af Forkroppen nedad halvkugleformigt fretiispriii- gende Klækkepose (niarsupiutn) (se Fig. 1) dannes væsentlig af de 4 store fra Basis af de 2 bågeste Fodpar udspringende Æggeplader, der ere af det sædvanlige Udseende. Foran disse lindes dog ogsaa Rudimenter af endnu et Par ved Basis af 4de Fodpar, men kun i Form af 2 smaa med 6 — 8 korte Børster forsynede Lapper (Fig. 14, a). Bagk ro pslemm er ne (Fig. 16 — 18) er af det for alle Mysidehuiiner characte- ristiske enkle og rudimentære Udseende og tåge sig. naar Dyret sees fra Siden (Fig. 1), kun ud som smaa børstebesatte fra den bagre Rand af Segmenterne udspringende bag- udrettede Fortsatser. De tiltage som sædvanligt i Længde bagtil, saa at sidste Par er 3 Gange saa langt som Iste. For at kunne studere deres nøiere Bygning bliver det imid- lertid nødvendigt at isolere dem fra Dyret. Det viser sig da, at det basale Afsnit, hvis Begrændsning antydes ved den udåd fremspringende børstebesatte Fortsats er særdeles ■ So Ute Hefte, Pl. 2, Fig. 11 og 12. 10 kort, medens Endedelen især paa de bagre Par (Fig. 17, 18) er stærkt forlænget og særdeles smal linieformig, paa sidste Par (Fig. 18) endog 3 Gange længere end det basale Parti. De afvige herved meget bestemt fra samme hos Pseudomma, ' hvor det basale Parti omvendt er det længste. Det midterste Hale ved hæng (se Fig. 19) er temmelig stort, omtrent af samme Længde som sidste Segment og Halvparten af næstsidste tilsammen, eller nøiag- tigere som de nedre Antenners bladdannede Vedhæng. Af Form er det smalt tiingefor- migt, nær Basis noget indknebet og derpaa jevnt afsmalnende mod Spidsen, der er stumpt tilrnndet. Sidekanterne ere i det forreste Parti ganske nøgne. Noget foran Midten be- gynder derimod paa hver Side en meget tæt Tornltevæbniiig, der nden Afbrydelse stræk- ker sig rundt om den ydre Halvpart af Vedhængef. Disse Torner, hvis Tal ialt over- stiger 50, ere næsten alle af ens Længde og fæstede i lige Afstand fra hverandre. Kun ved Spidsen blive de (se Fig. 20) lidt effer lidt noget, skjøndt ikke meget længere, og de 2 i Midten af Enden fæstede ere de længste af alle; mellem disse sidste udgaa tæt sammen 2 tynde, (int cilierede Børster, der ere noget længere end Tornerne og divergere til hver Side. De ydre Halevedhæng (ibid.) ere meget smale, omtrent saa lange som de 2 sidste Segmenter tilsammen. Den indre Plade overrager kun lidet det midterste Hale- vedhæng og viser ved Basis det sædvanlige Høreapparat; af Torner har jeg derimod ikke knnnet finde noget Spor. Den ydre Plade er mere en i længere end den indre, af smal lineær Form og ligesom den indre rundtom bebræmmet med cilierede Børster, der som sædvanlig i den ydre Kant ere korte, ved Spidsen og i den indre Kant derimod særdeles lange. Den fnldvoxue Han (Fig. 21) er lidt større end Hunnen, forresten af en meget lignende Kropsform. Den er dog let kjendelig ved de store tæt haarede Vedhæng paa Enden af de øvre Antenners Pedunkler samt ved de til Svommeredskaber uddannede Bagkropslemmer. De øvre Antenners Pedunkel (se Fig. 22 og 23) er større og kraftigere byg- get end hos Hunnen, og dens sidste Led stærkt opsvulmet ved Basis samt uden Spor af de hos Hunnen langs den indre Rand fæstede cilierede Børster. Det terminale Vedhæng er særdeles stort, næsten af hele Pedunkelens Længde, og viser en lignende Form som hos Pseudomma og Erythrops, idet det indad har en tydelig Afsals og i Spidsen er skraat afskaaret. Insertionen for de talrige til alle Kanter divergerende fine Haar danner (se Fig. 23) et 4 Gange zigzagbøiet Baand langs den nedre Flade. S vømm epalperne ere som sædvanlig endnu stærkere end hos Hunnen, hvilket især gjælder deres Basaldel, der er særdeles bred og pladeforuiig. De ydre Kjønsvedhæng (se Fig. 25 og 26) ere smaa og tykke, noget fortil- ' Iste Hefte, Pl. 4, Fig. 18. 11 kriimtnede samt i Enden smalt uddragne og her besat med 7 krummede Børster. Ud- førselsaabniiigen er beliggende paa den bagre Side i en temmelig betydelig Afstand fra Spidsen. Bagkro pslemnierne (se Fig. 21, 27, 29) ere alle udviklede til kraftige tve- grenede Svømmeredskaber. Basaldelen er langstrakt firkantet, pladeformig og opfyldt af stærke Muskler; Grenene længere end Basaldelen og indbyrdes omtrent ligelange samt delt i omtrent 12 med lange Svømmebørster besatte Led. Den indre Gren udsender som sædvanlig ved Basis udåd en tværsover Basis af den ydre Gren fremskydende pladefor- mig med Hørebørster besat Udvidniug; men denne er her langt mere udviklet end hos de øvrige Mysider, dannende en bred, i Enden lige afskaaret, triangulær Plade, hvis nedre Del antager en egen spongiøs Structur ligesom Aniphipodernes Gjelleblade og ogsaa mangler Børster, hvorfor den vistnok tildels lør fungere som Respiralionsorgan. Åf Hørebørster ere (se Fig. 28) 4 fæstede tæt sammen ved det øverste næsten retvink- lede Hjørne, en 5te til en særegen Afsats i den forreste Rand og en 6te omtrent i Midten af den bagerste Flade. Paa Iste Par (Fig. 27) er som sædvanlig den indre Gren rudimen- tær, uleddet og næsten -j kortere end den ydre. Endedelen er (se Fig. 28) jevnt afsmal- nende uden Børster med Undtagelse af eu enkelt paa Spidsen. Ved Basis har derimod denne Gren læstede til den bagerste Flade 9 Hørebørster fordelte i 2 Grupper. Det næst- sidste Par (Fig. 29) adskiller sig fra de øvrige kun derved, at 4 af de til den ydre Gren udåd fæstede Børster ere stærkere og grovere samt tættere cilierede. Saavel hos Han som hos Hun er det hele Legeme særdeles gjennemslgtigt, næ- sten uden Pigment, hvorfor de indre Organer, f. Ex. den store med rødlige Contenta fyldte Tyggemave og de blegt gule Leversække skinne tydeligt igjennem de tyude Inte- gumenter. Kun paa Bagkroppen bemærkes et blegt rødligt Pigment i Form af talrige meget smaa jevnt fordelte Punkter. Ofte ere ogsaa disse Punkter saa Ildet markerede, at man af det hele Dyr næsten kun faar Øie paa den rødlige Tyggemave og de smukt lyserøde Pigmentpletter i Øinene. Nærværende Myside er, hvad ogsaa Øinenes rudimentære Bygning synes at vise, en ægte Dybvandsform, der synes at forekomme langs vor hele Kyst, hvor Dybden og Bunderis Beskaffenhed er passende. Jeg traf den, som allerede anført, først ved Lofoten paa 200 — 300 Favnes Dyb, derpaa i Christianiafjorden paa 180 F. D. Senere har jeg truffet den igjen ikke saa ganske sjelden i den ydre Del af Hardangerfjorden ved Moster- havn paa 150 F. D., samt ved Christiansund og Aalesund paa omtrent samme Dybde. Overalt lever den kun paa blød leret eller mudret Bund. I sine Bevægelser er den mindre livlig end Arterne af Sl. Pseudomma og for- maar ikke ligesom disse ved en hurtig Bøining af Bagkroppen at slynge sig op over Våndet i det Kar, hvori man har den. Som oftest sidder den stille paa Bunden n)ed hui tigt hvirvlende Svømmepalper og foretager sig kun af og til en kort Udflugt i Våndet. 2* 12 Bannerne ere dog mere livlige end Hunnerne og svømme temmelig fort omkring baade ved Hjælp af Svømmepalperne og Bagkropslenimerne. Gen. IV. Mysidopsis. G. 0. Sårs. Charact. gener. — Forma plerumqve brevis et obesa, corpore antico dilatato, postieo paulo depresso, segmento Imo utrinqve limbato. Scutnm dorsale breve segmenta 2 posteriora cephalothoracis nuda relinqvens, an- tice medio acute productum, postice leviter emarginatum, marginibus inferioribus pro- funde inflexis, angulo latero-anteriore lobum rotundatum sat magnum formante. Oculi bene evoluti sat magni, subglobosi, parum applanati, pigmento magno ob- scuro, pedunculo brevi supiue processu dentifonni ornato. Antennarum superiorum pedunculus mediocris, articulo Inio majore, 2do supine processiim triangularem aculeo forti et setis auditoriis nonnullis apicalibus ornatum for- mante; in mare robustior et appendice magna et hirsuta ad apicem inferne inslructus ; flagella brevia, interno qvam externo multo breviore. Antennarum inferiorum sqvama lanceolata undiqve setis longis marginata: pedun- culus Sarticulatus, articulo 2do majore; flagellum corporis antici longitudinem vix superans. Mandibulæ breves et crassæ, parte incisiva valde inflexa sed vix dilatata, antice in laminas transversas 2 dentatas se invicem tegentes divisa, postice rotundata, dense pilosa aculeisqve nonnullis tenuibus ornsita, nullum vero processum niolarem formante. Armatura in dextra et sinistra mandibiila ut vulgo diversa. Palpus mandibularis man- dibula ipsa longior, sat fortis, articulo 2do majore et ut ultimo setis rigidis spiniformibus armato. Maxillæ Imi paris sat robustæ, ramo altero aculeis apicalibus longis et tenuibus, divergentibus nullis vero setis armato, altero minimo lobulum rotundatum setis modo 2 brevibus ad apicem instructum formante; 2di paris parvæ linibo semicirculari setifero in ceteris Mysidis pone lobos incisivos distincto omnino destitutæ, articulo tei'minali elongRto- ovato, margine externo nudo internu dense setifero, flagello angustissimo, longe por- recto, sublineari, setis ad apicem valde elongatis. Maxillipedes Inn paris sat fortes, modo 5articulati, articulo antepenultimo brevi et crasso, penultimo sat magno, ultimo late triangulari dense setifero et ungve termiuali distincto armato, flagello sat magno lanceolato; 2di paris robustissimi illis Imi paris lon- giores, Garticulati, articulis dilatatis et coniplanatis, 3tio, 4to et 5to fere subæqvalibus, ultimo sat magno, subovato, dense setifero, setis ex parte spiniformibus, ungve terminali distincto. 13 Pedes subæqvales, breves, aiticulo 3tio et 4to subæqvalibus, sat magnis et com- planatis, tarso Sarticulato setis fasciculatis ornato, ungve terininali tenui articulo parvo discreto inserto. Palpi natatorii structura solita. Laminæ incubatoriæ 6, par anteriiis parvurn vel rudimentare. Appendices maris genitales breves et crassæ, apice plus minusve distincte bilobato, setis apicalibus curvatis et serie setarum auditoriarum extus ornatæ. Pleopoda feminæ qvatn solilo minus angusta, dilatatione externa parum promi- nente, parte basali et extremitate longitudine fere eadem ; maris beue evoluta, natatoria, biramea, ramo iuteriore Imi paris brevissimo, inarticulato, extremitate obtuse rotundato, exteriore penultimi paris aculeo singulo longo prope apicem deuse ciliato teriniiiato. Dilatatio exterua ad basia raini iiiterioris angusta; pone eandetn in ultimo pari processus conicus seta unica termiualus adest. Telson bene evolutum, elongato-subtriangulare, supine excavatuni, apice truncato vel fisso, marginibus lateralibus aculeatis, setis terminalibus nuUis. Appendices caudæ laterales qvam solito minus angustæ, iamina interiore breviore et organo acustico magno et distincto prædita. Typen for denne af mig allerede i 1864 opstillede Slægt er den af deu engelske Zoolog Norman opdagede og kortelig beskrevne My sis Didelphys, som ogsaa fore- kommer ved vore Kyster og som i det følgende nærmere vil blive beskrevet tilligemed 2 andre norske Arter. I sit Ydre ligne Hunnerne af de herhen hørende Arter meget Hunnerne af den egentlige Slægt Mysis, saa at man uden at kjende Hannerne eller den nøiere anatomiske Bygning meget let kunde blive fristet til at betragte dem som virkelige Mysiser. Skrider man imidlertid til en mere detailleret Undersøgelse, vil man finde mange characteristiske Afvigelser, især i Munddelenes Bygning, fra det for Slægten Mysis gjældende Forhold, hvoraf det bliver klart, at de maa adskilles fra disse under en egen Slægt, der synes nærmest at slutte sig til den af Dana opstillede Slægt Siriella. Jeg har fuldstændigt undersøgt alle Dele hos saavel Han som Hun af alle vore 3 nordiske Arter og fundet de væsentligste Characterer eller de Characterer, der især komme i Betraglning ved den generiske Adskillelse (Muuddelene, Fødderne, Hannens Svømmefødder), fuldkommen lige- dan hos alle, saa at jeg hvad disse Organers nøiere Bygning angaar kun behøver at holde mig til en af Arierne, og har hertil valgt den største og først opdagede Art, M. Didelphys, hvoraf de anatomiske Detailler ere fremstillede paa Pl. VII. Hvad den almindelige K rops form angaar, saa er denne ialmindelighed noget mere undersætsig og kort end hos de egentlige Mysis'er, noget der navnlig gjælder de to af Arterne, mindre den 3die, M. angusta. Forkroppen, der er omtrent saa lang som de 5 første Bagkropssegmenter tilsammen er ved en tydelig Indknibning adskilt fra Bag- kroppen, medens den hos de egentlige Mysis'er gaar mere i et med denne. Bagkroppen 1^ er ikke fuldstændig cyliiidrisk som hos Mysis, men noget nedtrykt, og dens Iste Seg- ment er fortil paa hver Side forsynet med en hvælvagtigt udstaaende Kant, hvorved dette Segment iahiiindelighed bliver ovenfra seet noget bredere fortil end bagtil (se Pl. VII fig. 1). Rygskjoldet er forholdsvis meget kort, saa at en stor Del afForkroppen bagtil (dens 2 eller 3 sidste Segmenter) bliver ubedækket. Fortil gaar det i Midten imellem Roden af Øinene ud i en mere eller mindre stærkt fremspringende tilspidset triangulær Pandeplade, bagtil er det jevnt udrandet med Sideloberne stumpt tilrundede. Dets nedre Kanter ere i Midten dybt indbugtede, og det forreste laterale Hjerne stærkt fremsprin- gende, dannende en over Basis af de nedre Antenner fremskydende tungeformig Lap. Den fra Mandiblerne opstigende transversale Fure over den forreste Del af Rygskjoldet er skarpt og tydeligt niarkeret. Øinene ere normalt udviklede, kort pæreformige eller næsten kugleformige og ragende til hver Side udover Rygskjoldets Sider. De ere noget skjøndt ikke meget af- fladede og vise oventil en tandformig udadrettet Fortsats. Den pignienterede og facet- terede Del indtager Størsteparten af Øiegloben og er mørkt farvet med grønagtigt eller brunagtigt Skjær. De øvre Antenners Pedunkel (Pl. VII fig. 3 og Pl. VIII fig. 3) ere af mid- delmaadig Størrelse. Af dens 3 Led er det Iste størst, oventil noget indhulet med den 3-dre Rand skarp og gaaende fortil ud i en temmelig stærkt fremspringende i Enden med lange cilierede Børster forsynet Fortsats. 2det Led er det korteste og udmærket ved den usædvanlig stærke Udvikiing af den ogsaa hos andre Mysider mere eller mindre tydelige dorsale borstebesatte Knude; denne er nemlig hos alle 3 Arter forlænget til en trekantet skraat fortil og opadrettet Fortsats, der i Enden er besat med 4 Hørebørster og nærmere Basis med en stærk Torn (Fig. 4, se ogsaa Fig. 25). Sidste Led er noget længere end bredt, i Enden lige afskaaret og paa den øvre Side nær det ydre Hjørne forsynet med en ucilieret Torn; i sin indre Kant har det et større eller mindre Antal cilierede Børster og i Enden ved det indre Hjørne et Knippe af lignende men længere Børster. Den eiendommelige skjælformige Fortsats, som findes saavel her som hos de øvrige IMysider ved Enden af Leddet paa den øvre Side, gaar ud i 2 uligelange Tænder, indenfor hvilke er fæstet 4 divergerende Hørebørster (Fig. 5). Svøberne ere (se Pl. VIII fig. 3) temmelig korte, den indi-e neppe mere en halvt saa lang som den ydre, der knapt opnaaer Forkrcippens Længde. De nedre Antenners Basaldel (se Pl. VII fig. 6, Pl. VIII fig. 4 og 16) er som sædvaidig tyk og stor, bestaaende af 3 utydeligt adskilte Led og gaar udåd ved Roden af det bladdannede Vedhæng ud i en skarpt tilspidset skjælformig Fortsats. Det blad- dannede Vedhæng (ibid.) er af forskjellig Form hos de forskjellige Arter, men altid mere eller mindre laucetdannet med stumpt tilspidset Ende og rundt alle Kanter besat 15 med lange ciliererie Børster. Den ydre Ende af Vedhænget er altid ved en tydeligt markeret Tværsntur skilt fra den øvrige Del. Svøbens Skaft er cylindriskt og bestaaende af 3 Led, hvoraf det 2det er længst. Selve Svøben er noget længere end den ydre Svøbe paa de øvre Antenner, men overgaar dog neppe Forkroppen synderligt i Længde. Over- og Underlæbe vise ikke noget udmærkende i sin Form. Deritnod frembyde Mandiblerne en fra de øvrige Mysider meget afvigende Bygning. De ere (se Pl. VII fig. 7) temmelig korte og tykke med den nedre eller indre Del stærkf, næsten under en ret Vinkel indbøiet og ligne saaledes udvendigt temmelig Amphipodernes Mandibler. Mest characteristisk er imidlertid Tyggefladen eller „pars in- cisiva", hvis eiendommelige Bygning er fuldkommen ligedan hos alle 3 Arter. Denne Del er for det første ikke som sædvanligt øxeformigt iidvidet, men jevnt afsmalnende og i Enden afrundet; dernæst er Bevæbningen af Enden meget afvigende fra det for de øvrige Mysider normale Forhold (se Fig. 8 og 9). Af de 2 Grene eller Partier, hvori Enden hos de øvrige Mysider deler sig, er nemlig her alene det forreste tandede Parti udviklet, medens det bågeste eller Molarprocessen ganske fattes og kun repræsenteres af den simpelt filnindede bag hint følgende Del af Mandibelens Corpus. Ligesom hos de øvrige Mysider findes ogsaa her en betydelig Forskjel i Tyggefladens Bygning paa høire og venstre Mandibel, og man bemærker allerede strax, at Enden af høire Mandibel er meget smalere end paa den venstre. Det forreste Parti dannes paa begge Man- dibler af 2 tandede paatværs stillede og hinanden dækkende Plader, hvoraf den forreste eller yderste er størst; men Formen af disse Plader er temmelig forskjellig paa de 2 Mandibler. Paa venstre Mandibel ere begge Plader, forfra seede (Fig. 9) næsten af ens Størrelse og Udseende, meget brede og skrant afskaarne i Retningen indenfra udåd samt i Enden delt i 7 — 8 stærke Tænder, hvoraf den yderste er størst. Paa høire Mandibel er derimod begge Plader meget ulige. Den ydre er betydelig smalere end paa venstre Mandibel og mindre fremspringende, men mere bøiet, saa at den seet nedenfra (Fig. 8) synes bredere. Forfra seet (Fig. 9) viser imidlertid den egentlig skjærende Rand sig betydelig kortere end paa venstre Mandibel, men ligesom paa denne skraat afskaaret og delt i kun 5 Tænder, hvoraf den yderste ligeledes er størst; fra denne strækker sigbag- til en skarp utåndet Rand, der ender med et skarpt Hjørne og, naar Mandibelen sees nedenfra (Fig. 8) ganske dækker Roden af den indre Plade. Denne er meget liden og smal, kun dannende en tynd i Enden i 5 fine Spidser ndgaaende Fortsats neppe ^ saa bred som den ydre Plade. Det bag disse Plader følgende simpelt tilrnndede Parti af Mandibelen er tæt besat med stive og fine Haar og desuden bevæbnet med et vist Antal tynde, lige og ucilierede Torner, hvis Tal paa venstre Mandibel er betydelig større end paa høire, men forøvrigt varierer hos de forskjellige Arter. Hos M. Didelphys er deres Tal paa venstre Mandibel 7, paa høire kun 2. Mandibularpalpen er stor, længere end selve Mandibelen og fæstet der, hvor den nedre Del af Mandibelen bøier sigindad, altsaa 16 paa det Punkt af den ydre Side, hvor Mandibelen har sin stærkeste Bøining. Den be- staar som sædvanHg af 3 Led, hvoraf det Iste er ganske lidet, medens 2det Led er sær- deles stort og pladeformigt med den indre Kant stærkt udbuet; langs begge Rande findes stive, pigformige, ucilierede Børster, der i den ydre Rand danne flere Rader. Sidste Led er lidet, neppe halvt saa langt som 2det og af smal oval Form. Det er i Kanterne besat med lignende men kortere pigformige Børster, ordnede i flere Rader og har i den bagre Kant nær Enden nogle faa korte, kamformigt ordnede, cilierede Torner samt en fra Enden udgaaende noget længere nedadbøiet Børste, der ligeledes er cilieret. Iste Par Masiller (Fig. 10) ere af temmelig kraftig Bygning og beståa som hos de øvrige Mysider af en tyk med Muskler opfyldt og udvendigt med en tynd ud- staaende Kant (den rudimentære Vifte) forsynet Basaldel, hvorfra udgaar 2 indadbøiede Grene. Den største af disse er paa sin lige afskaarne Ende bevæbnet med omtrent 8 usædvanlig lange og noget divergerende Torner, men er forøvrigt ganske glat, idet de 3 eller 4 til den nedre Side i kort Afstand fra Spidsen hos alle øvrige Mysider fæstede cilierede Børster her ganske mangle. Den anden Gren er meget liden, kun dannende en liden afrundet Lap med 2 korte ucilierede Børster i Enden. 2det Par Maxiller (Fig. 11) ere forholdsvis mindre og smalere end hos de øvrige Mysider og adskille sig strax ved den fuldstændige Mangel af den halvcirkelfor- mige med de eiendommelige lange og tyude Børster besatte Bræm, der hos de øvrige Mysider væsentlig giver disse Maxiller sin brede pladedannede Form. Indad udgaar fra Basaldelen de sædvanlige 3 „lobi incisivi", men disse ere smalere end sædvanligt, saa at de ikke dække hinanden indbyrdes som hos de øvrige Mysider; den bågeste af dem er den mindst udviklede og har fæslet til en særegen Afsats 2 længere cilierede Børster. Viften er ogsaa af et temmelig afvigende Udseende. Den er nemlig meget smal, næsten af lineær Form og ikke son\ hos de øvrige Mysider forbunden med Basaldelen i en større Udstrækning, men i Størsteparten af sin Længde fuldkommen fri, fortilrettet og ikke blot langs sin ydre Rand, men ogsaa langs et Stykke af den indre Rand forsynet med Rand- børster. Disse Børster ere kun faa i Antal (17 hos M. Didelphys og færre hos de 2 øvrige Arter), men meget lange, især de fra Spidsen udgaaende, der endog betydeligt overrager Enden af Maxillens yderste Led. Midt imellem Viften og de 3 indadrettede Lober fortsætter Basaldelen sig som sædvanlig til en 21eddet Endedel, som man tidligere, skjøndt neppe rigtigl, har beuævnt Palpen. Det Iste Led er ganske kort og uden Bør- ster; sidste Led er derimod af en usædvanlig smal og langstrakt Form, næsten ligesaa langt som hele den øvrige Del af Maxillen, noget afsmalnende mod Enden og i sin indre Kant samt Enden besat med en dobbelt Rad af korte Børster, hvoraf nogle ere kort cili- erede; den ydre Rand er derimod ganske nogen. Iste Par Kjævefodder (Fig. 12) adskille sig væsentlig fra samme hos de øv- rige Mysider derved, at de kun beståa af 5 Led, idet 2det og 3die Led hos disse her 17 ere sammensmeltede til et enkelt. 3die Led er usædvanlig kort, ligesaa bredt som langt og har i den indre Kant ligesom det foregaaende kun nogle faa korte ucilierede Børster; udåd springer det frem i et skarpt Hjørne, hvortil er fæstet en enkelt noget længere Børste. 4de Led, der som sædvanlig med foregaaende danner en stærk knæformig Bøi- ning, er bet3'deligt længere end dette og i Enden lige afskaaret. Sidste Led endelig er neppe halvt saa langt, men bredere end sædvanlig, af triangulær Form og ender med en stærk næsten lige Klo; i Kanterne er det tæt børstebesat med enkelte af Børsterne stærkere og tornformige. Svømmepalpen er af normal Bygning og længere end selve Kjævefoden ; Viften vel udviklet og af lancetdannet Form. 2det Par Kjævefødder (Blg. 13) ere usædvanlig kraftigt hyggede og næsten jevnbrede, 61eddede med Leddene, især 3die og 4de, stærkt sammeutrykte fra Siderne eller pladeformige. 2det Led er det korteste. Derimod er 3die Led næsten af samme Længde som 4de, begge indad forsynede med tynde ucilierede Randbørster, udåd med enkelte stærkere tæt cilierede Børster. 5te Led er omtrent af det foregaaendes Længde, som sædvanligt indknebet ved Basis og noget udvidet mod Enden samt i den forreste eller ydre Raud tæt børstebesat. Sidste Led er større end sædvanligt, fuldkommen halvt saa langt som næstsidste og af oval Form med en tydelig Klo i Enden. Leddet er for- øvrigt særdeles læt børstebesat og i Kauterne forsynet med stærkere tornformige i en fin Spids udløbende Børster, hvoraf nogle kun paa Midten vise nogle yderst smaa Tæn- der, andre i næsten hele den ene Kant ere fint kamformigt tandede (Fig. 14). Fødderne ere (ofr. Pl. VII fig. 2 og 24, Pl. VIII fig. 2, 13, 15, 23) alle omtrent af ens Længde og Udseende, betydelig kortere end Forkroppen og af temmelig kraftig Bygning. Af deres Led ere (cfr. Pl. VII fig. 15, Pl. VIII fig. 6 og 17) 3die og 4de mest udviklede, temmelig brede og sammeutrykte eller pladeformige og i den indre Kant børstebesatte ; foruden de sædvanlige Randbørster har 4de Led i den indre Kant flere Knipper af meget fine Børster, der tiltage i Længde mod Spidsen af Leddet. Endedelen eller Tarsen, der ikke er længere end det foregaaende Led, bestaar af 3 Led forudeu det lille klobærende Endeled og er forsynet med temmelig lange knippevis ordnede Bør- ster. Endekloen er (se Pl. VII fig. 16) temmelig lang og tynd samt knivformigt tilskjær- pet. Svømmepalperne ere af sædvanlig Bygning. Den sædvanlig særdeles store fra den bagre Del af Forkroppen kugleformigt nedad fremspringende Klækkepose eller Marsupium sammensættes af 2 større Ægge- plader og desforuden af et suplementært lille fra Basis af 4de Fodpar udgaaende Par Plader (Pl. VII fig. 15, Pl. VIII fig. 6a og 8), der vistnok oftest er særdeles lidet, men dog aliid tilstede, hvorfor man saavel hos denne som foregaaende Slægt maa regne 3 Par Æggeplader, ligesom hos Pseudomma. Bagkropslemmerne hos Hunnen ere af den sædvanlige rudimentære Bygning. Ved nøiere Undersøgelse vise de dog (se Pl. VII fig. 17 — 19) enkelte Afvigelser fra de 3 18 i det foregaaende omtalte Slægter. De ere idethele forholdsvis bredere og mere plade- formige med det basale og terminale Afsnit omtrent at ens Længde. Den ydre med Høreborster besatte Udvidning, der bestemmer Grændsen mellem begge disse Partier er, naar undtages paa Iste Par (Fig. 17), kun lidet fremspringende, og langs den nedre Side findes istedetfor de hos Mysis i en enkelt Rad ordnede lange og stærke cilierede Børster, en hel Del ganske korte og uregelmæssigt ordnede Børster, der først ved Spidsen blive noget længere. Det midterste Halevedhæng (Pl. VII fig. 20, Pl. VIII fig. 10, 11 og 19) er vel udviklet, af mere eller mindre langstrakt triangulær Form, stærkt indhulet langs den øvre Flade, med Siderandene opadbøiede og bevæbnede med et forskjelligt Antal smaa Torner. Enden er enten hel og afstumpet eller indskaaren i Midten, uden S[)0r af de 2 cilierede Børster, som fandtes hos alle de i det foregaaende omtalte Slægter. De ydre Halevedhæng (Pl. VII fig. 21, Pl. VIII fig. 9 og 21) have Ende- pladerne forholdsvis bredere end hos de i det foregaaende omtalte Mysider. Navnlig er dette Tilfældet med den ydre Plade, hvis indre Rand altid er tydeligt udbuet. Den indre Plade. der er betydelig kortere end den ydre, viser ved Basis den sædvanlige stærke Opsvulmning for Høreapparatet og har oventil ved den bagre Begrændsning af Ørecavi- teten en skjælformig bagudrettet Fortsais, som jeg ikke har bemærkct hos de øvrige Mysider. Otolithen er stærkt udviklet, noget aflang med den nedre Side affladet, den øvre i Midten napformigt fremspringende og viser i sit Indre en fuldstændig med hele Otolithens Form overensstemmende Kjerne, hvorved fremkommer, naar den sees fra en af de brede Flader, flere (3) concentriske fine Linier (se Pl. VII fig. 22 og 23, Pl. VIII fig. 22). Hanneu (Pl. VII fig. 24, Pl. VIII fig. 13 og 23) kjendes strax fra Hunnen ved de øvre Antenners og Bagkropslemmernes forskjellige Bygning, tildels ogsaa ved en stærkere Udvikling af Bagkroppen selv. De øvre Antenners Pedunkel (Pl. VII fig. 25) er betydelig tykkere end hos Hunnen og i Enden nedentil forsynet med det sædvanlige tæt haarede Appendix. Dette er meget stort, over halvt saa langt som hele Pedankelen, af stump konisk Form med en liden Afsats i den ydre Rand og Enden stumpt tilspidset (se Fig. 26). Langs den nedre Side løber fra Spidsen af et 4 Gange zigzagbøiet bredt Baand, hvortil de lange og tætte til alle Kanter kostformigt udstaaende tynde børsteformige Vedhæng ere fæstede. Svøberne ere noget længere end hos Hunnen og den ydre forsynet med et større Antal baandformige Lugtepapiller. S vømme palperne ere stærkere udviklede med Basaldelen bredere og opfyldt af stærke Muskler. De ydre Kjønsvedhæng (Pl. VII fig. S7, PI. VIII fig. 24) ere korte og tykke med bredt afrundel Spids, der mere eller mindre tydeligt vise 2 Lappe, hvorimellem 19 Udførselsaabningen er beliggende. Den længste af Lapperne er besat med en Tværrad af krummede Børster, og langs den ydre Side findes desuden en Rad af korte Hørebørster. Bagkropslemmerne (Pl. VII fig. 28 — 30) ere alle udviklede til tvegrenede Svømmeredskaber med særdeles bred, pladeformig, 4kantet Basaldel og lange leddede med cilierede Svømmebørster besatte Grene. Paa Iste Par (Fig. 28) er dog som sæd- vanlig den indre Gren rudimentær og særdeles kort, neppe ^ saa lang som den ydre og uleddefc med Enden stumpt tilrundet og paa den bagre Side (men ikke i Enden) forsynet med 2 Tværrader af Hørebørster (se Fig. 29). Den ydre pladeformige Udvidning, som denne Gren danner saavel her som paa de øvrige Par, er smal, lineær og lige afskaaren i Enden samt forsynet paa Iste Par med 6, paa de øvrige Par med 5 lange Hørebørster. Paa sidste Par udgaar der endnu (se Fig. 32) tæt bagenfor denne Udvidning en mindre konisk Fortsats, der ender med en enkelt cilieret Børste. Endelig adskiller næstsidste Par (Fig. 30) sig fra de øvrige derved, at der fra den ydre Grens sidste Led udgaar ikke som paa de øvrige Par 2 cilierede Svømmebørster, men en enkelt lang, ligebagud- rettet Torn, der nær den noget bøiede Spids er særdeles grovt og tæt cilieret. Farven hos de herhen hørende Arter er noget forskjellig, men adskiller sig strax fra samme hos de ægte Mysis'er derved, at Pigmentet ikke som hos disse danner regelmæssige forgrenede Pletter eller Pigmentstjerner, men er fordelt i Form af smaa Punkter og uregelmæssigt bugtede Linier over Legemet især langs dettes Ventralside. Kun paa enkelte Steder gjenfinder man den for Mysis'erne characteristiske sljerneformige Anordning af Pigmentet, nemlig paa hver Side af Brystposen og paa de øvre Antenners Pedunkler. Hos alle 3 Arter findes ogsaa ved Roden af det midterste Halevedhæng 2 meget iøinefaldende jevnsides liggende sorte Pigmentpletter, der udsende fortil og tildels ogsaa bagtil uregelmæssigt bugtede Pigmentstriber. Årterne af denne Slægt ere dels ægte Dybvandsfoiiner, dels sublittorale. Ingen af dem er imidlerlid ligesom de fleste Arter af Siægten Mysis egentlige littorale Former, men træffes aldrig førend i en Dybde af nogle Favne. De ere mindre raske i sine Be- vægelser end de ægte Mysis'er og holde altid til tæt ved Bunden, medens hine som be- kjendt ofte streife om i Flokke nær Overfladen af Våndet. Vi have som anført 3 herhen hørende nordiske Arter, der ere let at adskille fra hinanden, foruden ved Størrelsen, ved Formen af de nedre Antenners bladdannede Ved- hæng og af det midterste Halevedhæng, tildels ogsaa ved den almindelige Kropsforui og Farven. 20 1. Mjsidnpsis Di de lp hys (Normnn). (PI. VII.) Mysis Didelphys, Norman, ,,Dredging report'", Transactions of the Tyneside Naturalists Field Club. Vol. 5. Part. 4. pg. 270, Pl. 12 fig. 9—11. Mysidopsis Didelphys^ G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoologisk Reise, pg- 27. Descriptio. Forma brevis et crassa, corpore autico sat dilatato, postico illo multo angustiore et posteriora versus paulo attenuato, seginetito Imo majore. Scutuni dorsale supine læve et æqvaiiter convesiim, lamina frontali magna, acnte triangulari, extra medium articuli basalis antennarum superiorum porrecta, a latere visum sal altum, angulo latero-anteriore late rotundato. Oculi magni et crassi, subglobosi, æqve lati ac longi, pigmento maximam partem oculoriun occupante et intus profunde emarginato. Antennarum superiorum pedunciili oculis vix longiores, articulo basali ceteris 2 junctis longitudine circiter æqvali. Antennarum inferiorum sqvamæ pedunculis antennarum superiorum tertia circiter parte longiores, late lanceolatæ, qvadruplo fere longiores qvam latiores, niargine externo subrecto, interno æqvaiiter arcuato, setis marginallbus numerosis (60 et ultra). Pedes longitudinem scuti dorsalis circiter reqvantes, tarso articulo antecedente paulo breviore, articulo ejus Imo et 3tio elongatis et longitudine fere æqvali, 2do brevi intus ad apicem fasciculo longo setarum tenuium ornato, ungve terminali sat forti. Palpi natatorii apicem articuli 4ti non asseqventes, parte basali extus angulum aeutum formante, terminali lOarticulata. Laminæ incubatoriæ anteriores qvam in ceteris speciebus majores, anguste lingvæ- formes, curvatæ adqve apicem seiis ciliatis circiter 10 marginafæ. Telson segmento ul- timo longius, anguste subtriangulare, apicem versus valde attenuatuin, marginibus late- ralibus antice subconcavis postice rectis aculeis utrinqve circiter 8, anterioribus a ceteris intervallo disjnnctis, ornatis, apice anguste trnncato aculeis 2 sat magnis postice vergen- tibus angnlos occupantibus armato. Appendices caudæ laterales segmenta ultima 3 juncta longitudine æqvantes, la- mina interna telsone longiore sed tertia fere paite lamina externa breviore intus prope basin aculeo singulo armata. Mas adnltus femina paulo miner antennarum superiorum et pleopodum structura ab illa facile discernitur. Color luteo-fuscus vel fusco-violaceus nunc pallidior nunc saturatior. Pigmentum oculorum obscure fusco-nigrum. 21 Longitude feminæ adultæ oviferæ 15""". Habitat ad oras Norvegiæ pluribus locis a sinu Christianiensi usqve ad insulas Lofotenses in profunditate 30—300 orgyarum fundo ai'gillaceo, nee non ad oras Angliæ (Norman). Beskrivelse af Hunnen. Længden af de største Exemplarer er 15 Mm. fra Spidsen af de nedre Antenners Blad til Enden af de ydre Halevedhæng. Kropsformen er (se Fig. 1 og 2) kort og plump, med Forkroppen temmelig tyk og opblæst, Bagkrop- pen betydelig fyndere og noget afsmalnende mod Enden. De 2 bågeste Forkropsseg- menter ere ganske ubedækkede af Rygskjoldet og selv en Del af det næstforegaaende Segment viser sig oventil umiddelbart bag Rygskjoldets bagre Rand. Iste Bagkropsseg- ment, som er belydeligt større end de øvrige, viser til hver Side en strerkt fremsprin- gende hvælvagtig Kant, der bevirker, at dette Segment ovenfra seet (Fig. 1) synes be- tydeligt bredere fortil end bagtil; ogsaa paa de 2 bågeste Forkropssegmenter bemærkes til Siderne en lignende skarp Kant. Rygskjoldet er oventil jevnt hvælvet, bagtil noget udvidet og løber fortil i Midten ud i en temmelig langt fremspringende tilspidset trian- gulær Pandeplade, der skyder frem imellem Roden og Øinene og rækker ud over Midten af de øvre Antenners Basalled. Seet fra Siden (Fig. 2) er det temmelig høit med de nedre Kanter i Midten dybt indbugtede og det forreste Hjørne bredt afrundet. Den tvær- gaaende Fure er temmelig dyb, Ryglinien forresten ganske jevn og meget svagt krummet. Øinene, der ere (ofr. Fig. 1). adskilte ved et temmelig betydeligt Mellemrum, ere særdeles store og tykke, ligesaa brede som lange, kort pæreformige eller næsten kugle- formige, og ragende til Siderne langt ud over Rygskjoldet. Pigtnentet indtager den største Del af Øiegloben og er dybt udrandet indad. Paa den øvre Side danner Øie- pedunkelen paa det Sted, hvor den facetterede Del tager sin Begyndelse, en temmelig stor skraat udåd og fortil rettet tandformig Fortsats, der skyder sig ud over Pigmentet og derfor let falder i Øinene. De øvre Antenners Pedunkel (Fig. 3) er omtrent af Øinenes Længde og har del Iste Led af samme Længde som de 2 øvrige tilsammen. Af Svøberne er den ydre næsten af Forkroppens Længde og ved Roden forsynet med et temmelig betydeligt Antal baandformige Lugtepapiller; den indre Svøbe er kun lidet mere end halvt saa lang. De nedre Antenners Blad (Fig. 6) er omtrent ^ længere end de øvre Antenners Pedunkel, af bredt lancetdannet Form, næsten 4 Gange saa langt som bredt, med den ydre Rand næsten lige, den indre jevnt buet og Spidsen stump. Langs Kanterne er fæstet et stort Antal (over 60) cilierede Børster, hvoraf som sædvanlig de i den indre Kant ere længst. Den ved den transversale Sutur fra den øvrige Del adskilte yderste Ende af Bladet er omtrent af samme Længde som Brede og bærer 5 Børster, 1 i Enden og 2 paa hver Side. Svøbens Skaft er omtrent saa langt som de øvre Antenners Pe- 22 dunkel eller omtrent \ kortere end Bladet, af smal cylindrisk Form med 2det Led dob- belt saa langt som sidste. Svøben selv er neppe længere end Bagkroppen, uden at regne Halevedhængene. Fødderne (Fig. 15) ere omtrent al" Rygskjoldets Længde og temmelig kraf- tigt byggede. 3die Led er paa de forreste Fodpar noget længere end 4de, paa de følgende derimod lidt efter lidt noget kortere, bredest paa Midten og stærkt indknebet i Enden saint langs sin indre Kaut besat med en enkelt Rad af korte ncilierede Børster. 4de Led er ved Basis stærkt indknebet med den ydre Rand svagt convex, den indre lige og besat foruden med en Rad af simple Børster med 6 — lOfine Børsteknipper, hvoraf det yderste er tenmielig langt. Tarsen er, naar Endekloen regnes med, omtrent af samme Længde som 4de Led. Dens Iste Led er længst og i sin indre Kant forsynet med 3 Børsteknipper samt med nogle kortere Børster stillede i en Tværrad nær Enden af Leddet. 2det Led er neppe mere end i saa langt og har ved Enden i den indre Kant et Knippe af meget lange og tynde Børster. 3die Led er igjen betydelig længere, næsten saa langt som Iste og i Enden forsynet med en Del længere Børster, hvoraf en naar betydelig ud over Spidsen af Endekloen. Denne sidste (Fig. 16) er temmelig lang, svagt bøiet, knivformig tilskjærpet, med Basalafsnittet eller det specielle Kloled temmelig bredt, koniskt. Svømmepalpen, der fortil strakt ikke naar til Enden af 4de Led, har Basaldelen af middelmaadig Størrelse og udåd dannende et skarpt Hjørne. Endedelen bestaar af 10 Led. De forreste fra Basis af 4de Fodpar udspringende Æggeplader (se Fig. 15) ere tydeligt udviklede, smalt tungeformige og mod Enden forsynede med omkring 10 cilierede Randbørster. Det midterste Halevedhæng (Fig. 20) er temmelig langt, længere end sidste Seg- ment, ved Basis bredt (omtrent som den halve Længde), men derpaa hurtigt afsmal- nende, saa at det allerede ved Midten af sin Længde neppe er halvt saa bredt. Enden er smalt uddragen og lige afskaaret med 2 stærke bagudrettede Torner, der have sin Plads ved hvert Hjørne. Sidekanterne, der i sin bagre Del ere ganske lige, ere bevæb- nede paa hver Side med omtrent 8 Torner, hvoraf de 2 eller 3 forreste ialmindelighed ved et længere Mellemrum ere adskilte fra de øvrige. Tornbevæbningen er forøvrigt .ofte ulige paa hver Side, ligesom ogsaa de 2 Endetorner undertiden ere af ulige Længde. De ydre Halevedhæng (Fig. 21) ere forholdsvis længere og smalere end hos de øvrige Arter, næsten saa lange som de 3 sidste Segmenter tilsammen. Den ydre Plade er omtrent 5 Gange længere end bred og overrager den indre med i af sin Længde. Den indre Plade er noget, skjøndt ikke betydeligt, længere end det midterste Halevedhæng med Endede- len dobbelt saa lang som den basale opsvulmede Del; ved den indre Kant af denne sidste staar en enkelt tynd Torn. Hannen (Fig. 24) er ialmindelighed noget mindre end Hunnen og let kjendelig fra denne ved sine stærkt udviklede Bagkropslemmer og ved det store bustede Vedhæng 23 i Enden af de øvre Antenner. Den er som Bannerne af de fleste øvrige Mysider meget sjeldnere end Hunnerne. Farven er hos begge Kjøn ens, efter Pigmentets større eller mindre Udbredning paa Legemet lysere eller mørkere graabrun, undertiden mere gaaende over i det violette. Stærkest ud viklet er Pigmentet langs den ventrale Side, paa Miinddelene og især langs ad Bagkroppen. En stærkt forgrenet Pigmentplet findes altid (se Fig. 1 og 2) paa hver Side af Brystposen, bestaaende af en mørk Kjerne, hvorfra udstraaler til alle Sider lange tildels forgrenede Pigmentstriber; en anden ligeledes stjerneformig Pigmentplet findes paa de øvre Antenners Pedunkler, og endelig bemærkes ved Basis af det midterste Haleved- hæng de 2 for Slægten characteristiske Side om Side beliggende Pigmentpletter, der ud- sende Forgreninger fortil over sidste Segment. Øiuenes Pigment er sort med brunligt Skjær. Saaledes som Tilfældet ogsaa er med andre Mysider, ere de paa grundere Vand forekommende Individer mest pigmenterede, de fra meget dybt Vand derimod meget ble- gere og mere gjennemsigtige. Nærværende først af Norman ved Englands Kyst fundne Art synes hos os at have en meget vid Udbredning. Jeg traf den første Gang i Christianiafjorden, men kun i et Par yngere Individer. Senere har jeg fundet den igjen paa mange andre Punkter af vor Kyst, nemlig i Hardangerfjorden, ved Aalesund, ved Christiansund og ved Lofo- ten. Dens bathymetriske Udbredning synes ogsaa at være meget betydelig, idet den forekommer fra en Dybde af 30 Favne (i Christianiatjorden) indtil 150 Favne (ved Lo- foten). Overalt er den kun at træfie paa blød Lerbund. 2. M y s i d n p s i s £ i b b o s a. G. 0. Sårs. (Pl. vin fig. 1-13.) G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoologisk Reise, pg. 28. Descriptio. Antecedenti valde affinis sed multo minor et forma adliuc niagis abbreviata, corpore antico postico multo latiore et supine sat arcuato. Scutum dorsale supine bipustulatum, pustula anteriore majore in medio fere scuti sita pone suturam transversam, posteriore multo niinore margini posteriori approximata, lamina frontali minus qvam in antecedente producta fere rectangulari; a latere visum sat altum, angulo latero-nnteriore longe porrecto, anguste rotundato vel lingvæformi. Oculi minus dilatati, longiores qvam latiores, pigmento dimidiam circiter ocnli partem occupante intus vix emarginato. Antennarum superiorum pedunculi longitndinein oculorum circiter æqvantes forma 24 fere eadem ac in antecedente; flagellum interius duplani circiter pedunculi et dimidiam exterioris longitndinem æqvaiis. Anteniiarum infeiiorum sqvamæ breviter lanceolatæ triplo circiter longiores qvam latiores, margine externo subrecto, iuterno arcuato, apice obtuso, setis marginalibus paucis circiter 35; pedunculi earum autennarum sqvamis tertia circiter parte breviores. Pedes qFam in antecedente breviores et articulis uiagis dilatatis, 3tio et 4to lon- gitudine circiter æqvali, tarso illis breviore, articulo Imo et 3tio subæqvalibus ungve termioali fere ut in antecedente. Palpi pars basalis extus obtuse producta. Laniinæ incubatoriæ anteriores niiniuiæ, subovatæ, setis nonnullis longis et ser- ratis ad basin ornatas. Telson segmento ultimo vix longius, subtriangulare, minus qvam in antecedente altenuatum, supine profunde canalicnlatum, marginibus latéralibus medio leviter inflexis et aculeis nunierosis minimis ornatis, apice rotundato-truncato aculeis brevibus 2 (raro 3) medianis ab angulis remotis armato. Appendices caudæ laterales breves segmentis 2 ultimis junctis vix longiores la- minis lerminalibus sat dilatatis, exteiiore Sta circiter parte longitudinis interiorem supe- rante, interiore telsone vix longiore, dilatatione basali magna et dimidiam fere laminæ longitudinem occupante intus aculeis 5 armata. Mas femina paulo major corpore postico multo robustiore insignis. Color fuscatus plus minusve saturatus, interdum ubiqve fere nigricans. Lougitudo feminæ adultæ oviferæ 6 — 7""°. Habitat sat rara in sinn Christianiensi et Hardrangriensi, ad Aalesund vero fre- qventissinia in profunditate 6 — 10 orgjarum fundo argillaceo — algoso. Beskrivelse af Hunnen. Nærværende lille Art staar meget nær foregaaende, men er strax kjendelig ved sin langt ringere Størrelse (den er neppe halvt saa lang) og sin endnu kortere og mere undersætsige Kropsform. Forkroppen er (se Fig. 1) som hos foregaaende Art betydelig bredere end Bagkroppeu og bagtil noget udvidet. Bagkroppen er noget afsmalnende mod Enden, skjøndt ikke saa stærkt som hos M. Didelphys. Af dens Segmenter er det Iste størst og har paa hver Side en lignende stærkt fremsprin- gende hvælvagtig Kant som hos hin Art; derimod fortsætter ikke denne Kant sig paa de bågeste Forkropssegmenter. Rygskjoldet er temmelig høit (se Fig. 2 og 13) og i høi Grad udmærket derved, at det oventil danner 2 tydelige Pukler, hvoraf den forreste, der er beliggende omtrent i Midten af dets Længde umiddelbart bag den transversale Fure, er størst og mest iøi- nefaldende, hvorimod den bågeste, der har sin Plads nær den bagre Rand, er betydelig mindre, skjøndt altid tydelig. Rygskjoldet faar herved seet fra Siden (Fig. 2 og 13) et eiendommeligt knudret Udseende, der har givet Anledning til Artsnavnet. Pandepladen 25 er (se Fig. 1) mindre stærkt fremspringende end hos foregaaende Art og danner næsten en ret Vinkel; derimod er den tuiigeformige Lob, hvori Rygskjoldets forreste-nederste Hjørne gaar ud, stærkere fremtrædende, saa at den næsten fuldstændig dækker de nedre Antenners Basaldel til Siderne (se Fig. 13). Øinene ere (se Fig. 1) foi-holdsvis mindre og langtfra saa stærkt opsvulr.iede i Enden, Længden derfor betydelig større end Breden. Pigmentet indtager heller ikke en saa stor Del af Øiets Overflade som hos M. Didelphys og er indad neppe mærkeligt ud- randet. Den tandformige Fortsats paa den øvre Side tindes ogsaa her og skyder sig delvis ud over den pigmenterede Del af Øiet. De øvre Antenners Pediuikel (Fig. 3) er forholdsvis noget kortere end hos M. Didelphys, forresten af et meget lignende Udseende. Af Svøberne er den indre ikke fuldt dobbelt saa lang som Pedunkelen og bestaar kun af 12 Led. Den ydre Svøbe er næsten dobbelt saa lang som den indie eller omtrent af Rygskjoldets Længde og delt i omtrent 30 Led; de basale Led ere dog paa begge Svøber utydeligt adskilte. AfLugte- papiller tindes usædvanlig faa, nemlig idethele kun 8. De nedre Antenners bladdannede Vedhæng (Fig. 4) er forholdsvis mindre end hos foregaaende Art, neppe ^ længere end de øvre Antenners Pedunkler, af kort lancet- dannet Form, omtrent 3 Gange længere end bredt, med den ydre Rand lige, den indre udbugtet og Spidsen stump. Randbørsterne ere meget færre i Antal, nemlig kun om- kring 30, altsaa neppe halvt saa mange som hos foregaaende Art. Den ydre Ende af Bladet er ogsaa her (se Fig. 5) ved en tydelig Tværsutur adskilt fra den øvrige Del og bærer 5 Børster. Svobens Skaft er forholdsvis tykkere og plumpere, men viser forøvrigt omtrent et lignende Forhold af dets Led. Svøben selv er omtrent afForkroppens Længde. Munddelene og Kjævefødderne stemme nøiagtig overens i sin Bygning med samme hos foregaaende Art, alene med den Forskjel, at Kjævefødderne ere endnu noget plum- pere og forsynede med et ringere Antal Børster. Fødderne (Fig. 6) ere ogsaa noget plumpere og betydelig kortere end Rygskjol- det. Deres 3die og 4de Led ere bredere og omtrent af ens Længde og Børsteknipperne i den indre Kant af 4de Led færre (omtrent 5). Tarsen er kortere end 4de Led, og af dens Led er 3die omtrent af samme Længde som Iste. 2det Led mangler det lange Børsteknippe, som fandtes her hos M. Didelphys. Endekloens Basalled er noget smalere og mere uddraget i Enden; Kloen selv og de fra foregaaende Led udgaaende Børster forøvrigt omtrent af samme Udseende som hos foregaaeude Art (se Fig. 7). Svømme- palperne ere ogsaa meget lige samme hos foregaaende Art, men skille sig derved, at Basaldelen har det ydre Hjørne stumpt tilrundet. De forreste Æggeplader (Fig. 6, a. Fig. 8) ere meget lidet udviklede, saa at de let kunne forbisees. De tindes imidlertid altid saavel hos denne som følgende Art, men ere meget smaa, af oval Form og ved Basis forsynede med nogle særdeles lange og tynde i Kanterne tint tandede Børster, der række langt ud over Enden af Pladen. 26 Bagkropslemmerne vise ingen væsentlig Forskjel fra samtne hos foregaaende Art. Det midterste Halevedhæng (Fig. 10 og 11) er derimod af et temmelig forskjel- ligt Udseende. Det er forholdsvis kortere og bredere, ikke længere end sidste Segment, og har Siderandene stærkt opbøiede (cfr. Fig. 11), saa at det udbredt i samme Plan, saaledes som det viser sig, naar det bedaekkes med en tynd Glasplade, tager sig endnu betydeligt bredere ud end det her ev fremstillet (Fig. 10). Sin største Brede har det som sædvatiligt ved Basis og afsmalnes derfra mod Enden, dog langtfra saa stærkt som hos M. Didelphys. Siderandene, der ere svagt concave, ere tæt besatte med smaa, om- trent i lige Afstand fra hinanden stillede Torner, livis Tal forøvrigt er temmelig varie- rende. Enden af Vedhænget er stumpt tilrnndet eller afskaaret med tilrundede Hjørner og bærer 2 smaa bagudrettede Torner, der iidgaa (æt sammen fra Midten og i belydelig Afstand fra Sidehjørnerne. I et enkelt Tilfælde (Fig. 12) fandtes 3 saadanne Endetor- ner; men 2 synes dog at være det normale Tal. De ydre Halevedhæng (Fig. 9) ere forholdsvis meget kortere og bredere end hos foregaaende Art og neppe længere end de 2 sidste Segmenter tilsammen. Den ydre Plade, der kun er lidet mere end 3 Gange længere end bred, overrager kun med ^ af sin Længde den indre Plade. Denne sidste er omtrent af samme Længde som det mid- terste Halevedhæng, med den basale Udvidning for Høreapparatet særdeles stor og næ- sten af samme Længde som hele den ovrige Del; ved den indre Kant tindes en Rad af 5 smaa Torner stillede tæt sammen. Ha II ne II (Fig. 13) er noget større end Hunnen og har Bagkroppen langt stær- kere udviklet. Rygskjoldet viser oventil de samme 2 eiendommelige Pukler som hos Hunnen, hvorved den strax kjendes fra Hannen af M. Didelphys, hvem den forøvrigt ligner. Farven er hos begge Kjøn som oftest temmelig intensiv mørkegraa eller brnn- graa, hvilket kommer af det stærkt udviklede Kropspigment, der i Form af Smaapunk- ter og uregelmæssigt bugtede Linier tindes overalt paa Kroppen, baade paa den dorsale og ventrale Side, ja endog paa Fødderne, hvor mørkere og lysere Partier med visse Mellemrum afvexle med hinanden og derved frembringe en eiendommelig Farvetegning. Det hele Dyr er paa Grund af denne stærke Udbredning af Kropspigmentet meget lidet gjennemsigligt og ser undertiden næsten ganske sort ud. De 2 eiendommelige sorte Pigmentpletter ved Basis af det midterste Halevedhæng og den stærkt forgrenede Pig- mentplet paa hver Side af Brystposen træde ogsaa her tydeligt frem. Denne lille Art — en af de mindste Mysider, man kjender — fandt jeg først, skjondt ikke synderlig talrigt i Christianiatjorden ved Christiania og Drøbak paa 6 — 8 Favnes Dyb, Sandbund bevoxet med Alger. Senere har jeg fundet den igjen ved Lan- gesund omtrent paa samme Dybde og endelig nylig ved Aalesund, hvor den forekommer i stor Mængde paa 3 — 4 F. D., Sandbund, i Nærheden af Hogstens Fyr paa Godøen. 27 Ved Lofoten har jeg derimod ikke fundet den, hvorfor den vel maa være at betragte som en mere sydlig Form. Jeg har havt Anledning til at iagttage nærværende Art i sin fulde Vigeur og har havt temmelig længe Exemplarer levende i et Glas med Sjøvand og noget Sand paa Bunden. Dens Bevægelser ere ganske usædvanlig stille og langsomme. Ofte synes den ligesom at svæve i Våndet uden at man kan mærke, at den i ringeste Maade forandrer Plads, skjøndt Svømmepalperne ere i en stadig hvirvlende Bevægelse. Den bærer her- under den ydre Del af Bagkroppen (de 2 sidste Segmenter) høit hævet i Veiret, dan- nende en næsten ret Vinkel med den øvrige Krop, og spriker med Fødderne til alle Sider. Kommer man den imidlertid nær, gjør den et hurtigt Slag med Bagkroppen og kommer derved temmelig fort afsted i den ene eller anden Retning, men holder sig der- paa igjen roligt svævende i Våndet. Paa Bunden kryber den ganske sagte med Fød- derne, medens Bagkroppen er høit hævet og Svømmepalperne i en stadig vibrende Be- vægelse. 3. M y s i d 0 p s i s a n g u s t a. G. 0. Sars. (Pl. VIII fig. 14-24.) Mysidopsis angusta, G. 0. Sars, 1. c. pg. 30. Descriplio. Forma qvam in ceteris speciebus multe gracilior, corpore antico valde angusto, postico depresso, sublineari, ubiqve fere latitudine eadem. Scutum dorsale parvum et angustum, antice corpore postico angustius, supine læve et vix arcualum, lamina frontali acute-triangulari ad medium fere articuli basalis antennarum superiorum porrecta; a latere visum humile, angulo latero-anteriore anguste rotnndato et parum prominente. Oculi breves et crassi, paulo tamen longiores qvam latiores, pigmento intus levi- ter emarginato, processu dentiformi parvo. Antennarum superiorum pedunculi oculis multo longicjres, articulo Imo ceteris 2 junclis longiore; flagella fere ut in speciebus ceteris. Antennarum inferiorum sqvamæ oculis plus duplo longiores, angustissimæ, fere lineares, Sies longiores qvam latiores, paulo flexuosæ, apicein versus sensim attenuatæ, apice obtuso, seiis inarginalil)us circiter 50; [)edunculi earum antennarum dimidia sqvamæ longitudine breviores, articulo 2do ultimo parum longiore; flagellum corporis antici lon- gitudinom æqvans. 28 Pedes parvi et debiles scuto dorsali niulto breviores, articulo 4to antecedente longiore; tarso brevi, articulo Imo rnajore, 3tio ad apicem seiis longis et tenuibus fasci- culum densissimum uugveai tenuem teiminalem fere (imnino abscoiidentem ornato. Telson longitudinem segnienti ultiini fere æqvans, anguste subtriangulare, mar- ginibus lateralibus leviter flexuosis et dentibiis utrinqve circiter 16, posterioribns majori- bus, armatis, apice fisso, fissura lævi et angusta Btani circiter appendicis longitudinis partem occupante. Appendices caudæ laterales segmeiitis ultimis 2 junctis vix longiores, laminis terminalibus sat dilatatis, exteriore interiorem q%'arta circiter parte longitudinis superante, interiore teisene longiore, dilatalione basali inagna sed parte terniiiiali breviore sapine processu magno acute triangiilari et prope niarginem interiorem aculeo iinico teniii arniata. Mas feniinæ corporis forma et magnitudine similis, corpore postico parurn robu- stiore, sed pleopodis bene evolulis et appendice hirsuta antennarum superiorum ab ea facile dignoscendiis. Color ill latere ventrali toto corporis saturate nigro-violaceus, setis sqvarnis an- tennarum superiorum et appendicibus caudalibus inhærentibus læte fulvo-rubris. Oculi nigri. Longitudo t'eininæ adultæ oviferæ d"'". Habitat in sinu Christianiensi et ffardangriensi, nee non ad Aalesund, simul cum M. gibbosa. Beskrivelse af Hunnen. Kropsfoimen er hos denne Art (se Fig. 14 og 15) langt spinklere og mere langstrakt end hos de foregaaende, saa at man herved allerede ved første Øiekast let kjender den fra disse. Navnlig er Forkroppen ganske usædvanlig smal og i sit forreste Parti endog smalere end Bagkroppen, medens den hos begge de øvrige Arter er meget betydelig bredere. Derimod er Bagkroppen her forholdsvis kraf- tigere udviklet, noget nedtrykt og overalt næsten af ens Brede. Iste Segment er noget længere end de derpaa følgende, men kortere end sidste Segment ; paa hver Side er det ligesom hos de 2 øvrige Arter forsynet med en udstaaende Kant; men denne er mindre stærkt fremspringende, hvorfor ogsaa Segmentet ovenfra seet synes lige bredt bagtil som forlil. Længden af de største Exemplarer er kun 9 Mm. Rygskjoldet er meget lidet og smalt samt oventil giat udeii fremstaaende Pukler. Seet ovenfra (se Fig. 14) har det sin største Brede over den bågeste Del og afsmalnes derfra jevnt indtil den stærkt markerede fra Mandiblerne opstigende Tværfure. Det foran denne liggende Stykke er derimod overalt af ens Brede og noget længere end bredt samt fortsætter sig i Midten i en tilspidset triangulær Pandeplade, der næsten rækker til Mid- ten af de øvre Antenners Basalled. Seet fra Siden (se Fig. 15) viser Rygskjoldet sig meget lavt med Ryglinien næsten lige, de nedre Kanter jevnt indbugtede og det forreste 29 Hjørne smalt tilrundet og kun lidet fremspringende. Bag Rygskjoldet ligge de 2 sidste Forkropssegmenter i Dagen, næsten fuldstændigt ubedækkede. Øinene ere (se Fig. 14) korte og tykke, men dog noget længere end brede, kort pæreformige med Pigmentet indtagende Størsteparten af Øiegloben og indad jevnt ud- randet. Den tandformige Fortsats paa den øvre Side mangler heller ikke her, men er mindre end hos de øvrige Arter og rækker ikke med Spidsen udover Pigmentet, hvorfor den heller ikke saa let falder i Øinene. De øvre Antenners Pedunkler ere forholdsvis længere og lyndere end hos de foregaaende Arter, betydelig længere end Øinene og have Iste Led længere end de 2 sidste tilsammen. Svøberne vise omtrent samme Længdeforhold som hos foregaaende Art. De nedre Antenners Blad (Fig. 16) er i høi Grad udmærket ved sin smale og langstrakte Form. Det er mere end dobbelt saa langt som [Øinene og særdeles smalt lancetdannet eller næsten lineært, 8 Gange længere end bredt og noget bøiet, idet den ydre Rand er svagt concav, den indre svagt convex. Spidsen er stump og den yderste Del af Bladet ved en meget tydelig Tværsutur adskilt fra den øvrige Del. Randbørsterne ere temmelig lange, dog de i den ydre Rand noget kortere end de i den indre, og ialt omtrent 50 i Tallet. Svøbens Skaft er neppe halvt saa langt som Bladet og Forskjellen mellem de 2 ydre Led mindre end hos de foregaaende Arter. Svøben er omtrent af Forkroppens Længde. Munddelene og Kjævefødderne stemme i alt væsentligt fuldkommen overens med samme hos de foregaaende Arter. Fødderne (Fig. 17) ere smaa og svage, betydelig kortere end Rygskjoldet og have 3die og 4de Led mindre udvidede end hos foregaaende Art. Paa Iste Fodpar ere disse Led omtrent af ens Længde; paa de følgende bliver derimod 4de Led betydelig længere end 3die og er i sin indre Kant ligesom hos de foregaaende Arter forsynet med omtrent 7 Knipper af tynde Børster foruden de sædvanlige simple Randbørster. Tarsen er bety- delig kortere end 4de Led og har Iste Led størst; 3die Led er i Enden (se Fig. 18) forsynet med et overordentlig stort Antal tine og lange Børster, der tilsammen danne et tæt Knippe, der næsten ganske skjuler den tynde Endeklo med sit korte koniske Ba- salled; fra samme Led udgaar indad en lang bøiet Torn af næsten fuldkommen samme Udseende som Endekloen. Det er imidlertid først ved Compression at denne ligesom Endekloen bliver synlig; ellers synes Tarsen kun at ende med en tæt Haardusk. Svøm- mepalperne ere vel udviklede og række betydeligt udover Enden af 4de Led samt have det ydre Hjørne af Basaldelen næsten retvinklet; deres Bygning og Antallet af Led i Svøben er forresten som hos de foregaaende Arter. De forreste Æggeplader ere ligesom hos foregaaende Art meget smaa og kunne let oversees. Bagkropslemmerne er af den for Slægten characteristiske Bygning. 30 Det midterste Halevedhæng (Fig. 19) er omtreut af sidste Segments Længde og som hos de foregaaende Arter af langstrakt triangulær Form med den øvre Flade dybt indhulet og Siderandene opadbøiede. Det skiller sig imidlertid strax derved, at Spidsen ikke er hel, men spaltet ved et smalt og dybt Indsnit, der indtager omtrent ^ af Ved- hængets Længde. Dette Indsnit er (se Fig. 20) begrændset af fuldkommen lige og glatte Rande, hvorved det skiller sig fra Indsnittet hos andre Mysider, hvor disse Rande altid ere fint tandede. De noget concave Siderande af Vedhænget ere paa hver Side bevæb- nede med omtrent 16 Torner, hvoraf de forreste vise den Egenhed, at de ikke ere ind- leddede i Vedhængets Rand, men danne simple Fortsatser af samme. De bågeste Torner ere noget længere end de øvrige og især det allerbageste Par temmelig langt, næsten saa langt som Indsnittet. De ydre Halevedhæng (Fig. 21) ere kun ubetydeligt længere end de 2 sidste Segmenter tilsammen, med Endepladerne temmelig brede. Den indre Plade er omtrent ^ kortere end den ydre og har deii basale Opsvulmning eller Hørekapselen særdeles stor, dog betydelig kortere end Endedelen, og paa den øvre Side bagtil begrændset af en skarpt tilspidset triangulær Fortsats. I Nærheden af den indre Rand staar desuden en enkelt tynd Torn. Otolithen (Fig. 22) er usædvanlig stor og viser et temmelig ure- gelmæssigt ovalt Omrids. Dens Bygning forøvrigt er som hos de 2 øvrige Arter. Hannen (Fig. 23) er omtrent af Hunnens Størrelse og ligner denne meget i sin almindelige Kropsform, idet Bagkroppen her ikke viser nogen mærkelig stærkere Udvik- ling. Den er dog let at kjende fra Hunnen ved sine vel udviklede Bagkropslemmer og det haarede Vedhæng til de øvre Antenner. De ydre Kjonsvedhæng ere her i Enden tydeligt tvelappede ; den ydre og længere Lap har 5 bøiede Børster fæstede nær Spidsen i en Tværrad og har udvendigt en Længderad af 7 korte Hørebørster. Farvetegningen er hos nærværende Art ganske eiendommelig. Medens Dyret oventil næsten er uden alt Pigment, er derimod hele den ventrale Side ligefra Mandib- lerne til Halevedhængene intensivt mørkeviolet pigmenteret. Denne Bugens mørke Farve skinner ogsaa, naar Dyret sees ovenfra, tydeligt igjennem de tynde Integunieiiter, saa at det hele Dyr herved viser en særdeles mørk, næsten sort Farve. Ogsaa de nedre Aiitenneis Blad og Halevedhængene ere mere eller mindre prydede med det samme mørke Pigment; derimod vise Børsterne paa disse Vedhæng en særdeles vakker og af- stikkende gulrød Farve. Ved Basis af de øvre Antenners Pedunkel tindes fremdeles en intensiv sort Pigmentplet. der udsender lange bugtede Aarer lige til Enden af Pedunke- len og ved Basis af det midterste Halevedhæng bemærkes de for Slægten characteristiske 2 mørke jevnsidesliggende Pletter, der ligeledes forgrene sig saavel fertil som bagtil. Paa Siderne af Brystposen findes flere Pigmentpletter, hvoraf dog altid en er større og stærkere forgrenet end de øvrige. Øinenes Pigment er af dyb sort Farve med svagt brunligt Skjær. 31 Nærværende lille vakre Art har samme Udbredning som foregaaeiide og findes ogsaa i Regelen sammen med den, men som det sjues sjeldnere. Foruden paa de for foregaaende Art anførte Lokaliteter har jeg ogsaa fundet den i det indre af Hardanger- fjorden ved Utne paa 6—10 F. D. I sine Bevægelser er den noget livligere end foregaaende Art, men staar dog i denne Henseende langt tilbage for de egentlige Mysis'er. E \ p I i c a t i 0 t a b ii 1 a r 11 lu. Tab. VI. Amblyops abbreviata. Fig. 1. Femina adulta gravida a latere dextio exhibita, Sies circiter aucta. — 2. Eadem supra visa. — 3. Lamina ocularis feniinæ sinistra supra visa. — 4. Peduijculus antennaruin superiorum dexter cum basibus flagellorum supra visus. — 5. Pars basalis antennæ sinistræ paris inferioris cum sqvama et basi flagelli, su- pra visa. — 6. Extremitas sqvamæ cum basi setarum fortius aucta. — 7. Maudibula sinistra cum palpo inferne visa. — 8. Palpus mandibularis a latere exhibitus. — 9. Partes incisivæ niandibularum inferne visæ armaturam diversam ostendens. — 10. Maxilla Imi paris. — 11. Maxilla 2di paris. — 12. Maxillipes Imi paris. — 13. Maxillipes 2di paris. — 14. Pes 4ti paris cum lamina incubatoria rudimentari (a). — 15. Extremitas articuli ultimi cum ungve terminali. — 16—18. Pleopoda feminæ Imi, 3tii et 5ti paris. — 19. Extremitas segmenti ultimi cum telsone et appendice laterali dextra, supra visa. — 20. Extremitas telsonis fortius aucta. — 21. Mas adultus a latere dextro exhibitus, 5ies circiter auctus. — 22. Pars auterior cephalothoracis ejusdem supra visa, oculos rudimentai-es, sqvamas antennarum inferiorum et pedunculos superiorum cum appendice setosa ostendens. — 23. Pedunculus antennarum superiorum sinister maris cum appendice terminali setis ademta inferne visus. — 24. Pedunculus antennarum inferiorum a latere visus. — 25. Appendix altera genitalis externa a latere visa. — 26. Eadem a latere posteriore exliibita. — 27. Pleopodum Imi paris maris dextrum, a latere anteriore visum. 33 Fig. 28. Ramus ejiisdein interior fortius auctus, a latere posteriore exhibitus. — 29. Pleopodum 4ti paris dextrum. — 30. Seta una lamo ejiisdem exteriori inhærens. Tab. VII. Mysidopsis Didelphys (Norman). Fig. 1. Femina adulta gravida supra visa, S.^ies aucta. — 2. Eadeoi a latere sinistro exhibita. — 3. Pedunculus antennarum superiorum sinister cum basi flagellorum supra visus. — 4. Processus dorsalis articuli ejusdem 2di fortius auctus. — 5. Processus sqvamiformis articuli ultimi. — 6. Pars basalis antennæ dextræ paris inferioris cuni sqvama et basi flagelli supra visa. — 7. Mandibula dextra cum palpo interne visa. — 8. Partes incisivæ mandibularum inferne visse. — 9. Eædem a latere anteriore exhibitæ. — 10. Maxilla Imi paris. — 11. Maxilla 2di paris. — 12. Maxillipes Imi paris. — 13. Maxillipes 2di paris. — 14. Setæ duæ articuli ultimi. — 15. Pes 4ti paris cum lamina incubatoria. — 16. Uugvis terminalis fortius auctus. — 17 — 19. Pleopoda feminæ Imi, 3tii et Sti paris. — 20. Telson supra visum. — 21. Appendix caudæ lateralis dextra, supra visa. — 22. Otoliihum a facie inferiore exhibitum. — 23. Idem a latere visum. — 24. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. — 25. Pedunculus ejusdem antennarum superiorum dexler cum appendice terminal» hirsuta, a latere exteriore visus. — 26. Appendix terminalis setis ademta inferne visa. — 27. Appendix altera genitalis a latere exteriore exhibita. — 28. Pleopodum maris Imi paris dextrum a latere anteriore visum. — 29. Ramus interior ejusdem a latere posteriore exhibitus. — 30. Pleopodum 4ti paris dextrum. — 31. Extremitas rami ejusdem exterioris aculeum longum terminalem osfendens. — 32. Basis rami interioris pleopodum ultimi paris. 34 Tab. VIII. Fig. 1—13. Mysidopsis gibbosa. Fig. 1. Femina adulta gravida supra visa, lOies circiter aucta. — 2. Eadem a latere sinistro exhibita. — 3. Antenna sinistra paris superioris, supra visa. — 4. Pars basalis antennæ siiiistræ paris inferioris ciim sqvama et basi flagelli. — 5. Extremitas sqvamæ fortius aucta. — 6. Pes 4ti paris cum lamina rudimentaria incubatoria (a). — 7. Extremitas ttirsi cum ungve terminali fortius aucta. — 8. Lamina incubatoria anterior altera. — 9. Appendix caudæ iateralis sinistra supra visa. — 10. Telson supra visum. — 11. Idem a latere sinistro exhibitum. — 12. Extremitas telsonis speciminis alii aculeis 3 terminalibus insignia. — 13. Mas adultus a latere dextro exhibitus. Fig. 14—24. Mysidopsis angnsta. Fig. 14. Femina adulta gravida supra visa, lOies circiter aucta. — 15. Eadem a latere sinistro exhibita. — 16. Pars basalis antennæ dextræ paris inferioris cum sqvama et basi flagelli. — 17. Pes 4ti paris. — 18. Extremitas tarsi cum ungve terminali. — 19. Telson supra visum. — 20. Extremitas ejusdem fortius aucta. — 21. Appendix caudæ Iateralis dextra supra visa. — 22. Otolithum a facie inferiore exhibitum. — 23. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. — 24. Appendix ejusdem genitalis altera a latere exteriore visa. /'/ VI Amblyoi)s iil)l)ii'\ lalii PLYU. Mysidopsis Didolphy.s iNoriiian] Pl \w. '-'. 1^ ^Jcll^^ U^i, Fig I 13. Mv.sidopsi.s gibbosa Figl4-24. My.sidopsis aiviusla 18 64. 46. Fortsatte Bidrag til Kundskaben om Norges An- nelider. 47. Foreløbig Oversigt over de ved Norges Kyster forekommende Foraminiferer. 48. Bemærkninger over det dyriske Livs Udbredning i Havets Dybder. 49. Malacozoologiske lagttagelser: 1. Om Dyret af Cryptodon Sarsii m. 2 Pl. 2 Om nye Arter af Slægten Siphonodentalium . m. 2 Pl. 186 5. 50. Om arktiske Dyreformer i Christianiafjorden. 51. Carcinologiske og malacozoologiske lagttagelser. 52. Svar til Esmarks Bemærkniug hertil. ■ 186 6. 53. Om Lycodes gracilis, en ny norsk Fisk. 54. Om Fossiler i glaciale Mergelboller fra Stjørdalen. 186 7.- 55. "Om Echinodermer og Coelenterater fundne ved Lofoten. 56. Om Fossiler fra Skotlands og Nordamerikas Gla- cialformation. 1868. 57. Fortsatte Bemærkninger over det dyriske Livs Udbredning i Havets Dybder. Afhaudliuger indførte i Forliandlinger ved de Skan- dinaviske Naturforskeres forskjellige Møder, 7de Møde i Christiania 1856. 58. Om 3 nye Krebsdyr. 59. Om Antheacheres Duebenii. 60. Om Søfjærenes (Jdvikliug. 61. Om nogle Hydroider. 62. Bemærkninger over Brisinga endecacnemos. 63. Om Comatula Sarsii i Pentacrinustilstand. 64. Om Medusernes Udvikling. 8de Møde i Kjøbenhavn 1860. 65. Om nogle nye Echinodermer fra den norske Kyst. 66. Om Siphonodentalium vitreum. 67. Om en Del norske Annelider. 68. Om nogle norske Coelentei*ater. Afliaudlinger indforte i Wiegmann's Archiv fiir Naturgescliiclite. 69. Beitrag zurEntwickelungsgeschichte der Mollusken und Zoophyten. 1840. 70. Ueber die Entwickelung der Medusa aurita und der Cyanea capillata. 1841. 71. Ueber die Entwickelung^ der Seesterne. 1844. 72. Ueber einen Eingeweidewurm in einer Akalephe. 1845. 73. Zusiitze zu die von mir gegebenen Darstellung der Entwickelung der Nudibranchien. 1845. 74. Ueber die Entwickelung der Jungen bei einer Anuelide und iiber die iiussere Untersehiede zwi- schen beiden Geschlechteru. 1845. Skrifter og Åfhandlinger udgivnc iif G. O. Sars. Særskilt udgivue Skrifter. 1. Norges Ferskvandskrebsdyr. Iste Afsnit. Bran- chiopoda. I. Cladocera cteuopoda. Chr. 1865 m. 4 Pl. (Universitetsprogram). 2. Historie naturelle des Crustacés d'eau douce de Norvége. I' Livraison. Les Malacostracés. Chr. 1867, avec 10 pl. 3. Indberetiiinger til Departementet for det Indre om de af ham i Aarene 1864 — 69 anstillede prak- tisk-videnskabelige Undei-søgelser af Torskefiske- rierne ved Lofoten. Chr. 1869 (særskilt udgivet paa ofifentl. Foranst.) 4. Carcinologiske Bidrag til Norges Fauna I Mo- nographi over de ved Norges Kyster forekom- mende Mysider, Iste Hefte m. 5 PI. 1870og2det Hefte 1872 med 3 Plancher. 5. Indberetning til Departementet for det Indre om de af ham i Sommeren 1870 anstillede fortsatte Undersøgelser over Torskefiskeriet ved Lofoten 1871. Åfhandlinger indforte i Nyt Magazin for Xatnr- videnskaberne. (Ogsaa i Separataftryk), , 6. Beretning om en i Sommeren 1862 foretagen zoo- logisk Reise i Christianias og Trondhjems Stifter. 1863. 7. Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoo- logisk Reise i Christianias Stift. 1864. 8. Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoo- logisk Reise ved Kysterne af Christianias og Chri- stiansands Stifter. 1865. 9. Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvands- fauna, anstillede paa en i Sommeren 1868 fore- tagen zoologisk Reise. 1869. 10. Bidrag til Kundskab om Christianiafjordens Fauna II (Crustacea-Mollusca) (efter Prof. M. Sars's efterladte Manuskripter) 1870. (I udkom i 1808 vide Iste Side.) Åfhandlinger indførte i Clirist. Vidensk.-Selskahs trykte Forhandlinger, . (Ogsaa i Separataftryk). 11. -Om de i Omegnen af Christiania forekommende Cladocerer 1861. 12. Fortsatte Bidrag til Kundskaben om de i Chri- stianias Omegn forekommende Cladocerer. 1861. 13. Oversigt af de indenlandske Ferskvandscopepo- der. 1862. 14. Om en anomal Gruppe af Isopoder. 1863. 15. Om den aberrante Krebsdyrgruppe Cumacea og dens nordiske Arter. 1864. 16. Oversigt af Norges marine Ostracoder. 1865. 17. Om Vintertorskens (Gadus morhua) Forplantning og Udvikling. 1865. 18. Beskrivelse af en ved Lofoten indbjærget Rørhval (Balænoptera musculus) med 3 Pl. 1865. 19. Om individuelle Variationer hos Rørhvalerne og de deraf betingede Ulighcder i den ydre og indre Bygning. 1868. 20. Nye Dybvandscrustaceer fra Lofoten. 1869. 21. Nye Echinodermer fra den norske Kyst. 1871. 22. Undersøgelser over Ilardangerljordeus Fauna I. 1871. 23. Diagnoser af nye Annelider fra Christianiafjor- den (efter Prof. M. Sars's efterladte Manuskrip- ter) 1871.' Åfhandlinger tindforte i Kgl. Svenska Vetensk.- Akademiens Piirhandliugar. 24. Nya arter af Cumacea samlade under Kgl. Svenska Korvetten Josephinos Expedition i Atlantiska Ocea- nen år 1869 (Uddrag af en større Afhandliug). 1871. 18 7 2. '<«S. CAECINOLOGISKE BIDRAG «!, «- TIL NORGES FAUNA. AF G. O. SA.RS. MONOGEAPHI hvEi DE VED NORGES KYSTER FOREKOMMENDE M Y S I D E R, TItEmF, IIRITE MED 34 AUTOQRAPniSKE PLANCHER. UMVRBSITETS-PBOGRAM KOI! FØRSTK IlALVAAR IbSl). CHRISTIAIflA. TSTXT HOS A. W. BRDOGSB. 18 79. CAKCINOLOGISKE BIDKAG TIL NORGES FAUN A, AF G. O. S^RS. H 1 MOIsOGRAPHI OVER DE VED NORGES KYSTER FOREKOMMENDE M Y S I P E E. MED 3i AUTOQRAPHISEE PLANCSER. USIVERSITETS-PBOGRA)! FOB FØRSTE HAIVaaR 1680. CHRISTIANIA. TRYKT HOS .4. T. BliCJOJBR. 18 79. .:^. TREDIE HEFTE 2-jri^J^^''^ Forord. Materialierne til nærværende Monographi bave allerede i mange Aar ligget færdige, idet samtlige Arter forlængst af mig ere blevne uuderkastede en i Detaillerne gaaende Un- dersøgelse, ligesom baade Habitusfigurer og Figurer af de anatomiske Detailler have været udførte af alie. Forskjellige Aarsager, hvoriblandt navnlig Mangelen paa tilstrækkelige Midler til Planchernes Udførelse, have imidlertid hidtil hindret Afhandlingeus Publication i sin Helhed. Ved Bistand af det Kgl. Norske Videnskabers Selskab i Trondhjem har jeg rigtignok faaet udgivet en Del af samme, fordelt paa -2 Hefter med ialt 8 lithographerede Plancher in 4to. Denne Del udgjør dog kun et forholdsvis lidet Afsnit af min Afhandling, der omfatter omtrent et dobbelt saa stort Antal Arter. Ved den af mig i de senere Aar anvendte autographiske Methode, der vistnok vil blive af uberegnelig Nytte for fremtidige naturvidenskabelige Arbeider, har jeg nu seet mig istand til at overvinde en af de væsent- ligste Hindringer, der tidligere har stillet sig i Veien for en mere udforlig Publication af de mange og forskjelligartede zoologiske Undersøgelser, jeg i en lang Ilække af Aar har havt Anledning til at anstille ved vore Kyster. Jeg udfører nu selv mine Plancher, hvor- ved en enorm Besparelse baade i Tid og Penge vindes. Det har derved blevet mig muligt ved Understøttelse fra Universitetets Side at faa min Monographi endelig helt afsluttet og illustreret med de tilstrækkelige Afbildninger, uden at jeg heri har behovet at foretage nogen væsentlig Reduction. De her leverede Plancher, hvis Numerering slutter sig til de tidligere publicerede til denne Monographi hørende, ere væsentlig udførte ved Hjælp af Pen og Tusch, dog saaledes, at der ved Habitusfigurerne tillige er anvendt Kridt. for at give dem den fornødne Rundning og Blødhed. Til Grund for disse sidste ligge i de allerfleste Tilfælde colorerede Tegninger, udtørte efter levende Exemplarer og senere omhyggeligt corrigerede efter Spiritusspecimina. Alle Aftildninger ere udførte med Tilhjælp af Camera lucida og deres Correcthed derved garanteret. Forfatteren. Gen. VI. Mysideis, g. o. sars. iseg. Charact. gener. Corpus forma et habitu eidem generis Mysidopsis non dissimile. Scutuni dorsale breve cephalothoraceni imperfecte obtegens. antice medio ro- tundato-productum. Oe ul i niagni, pyriformes, leviter complanati, pedunculis brevibus. Antennarum superiorurn pedunculus sat robustus, articulo basali ceteris junctis breviore, in mare lobo rnagno et hirsuto ad apicem inferne instructus; inferiorura sqvama lanceolata, undiqve setis marginata. Mand ibulæ magnæ, extremitate incisiva securiforrai, processu molari bene di- stincto, palpo valde hirsuto, articulo ultimo brevi. Maxi Hæ Imi paris ramis vakle incurvatis, interiore cordato setis pluribus obsito; 2di paris intus 2 solummodo lobis incisivis instructæ, margine interno pectine magno se- toso ornatæ. Maxillipedes et Imi et 2di paris robustissimi, articulis ex parte complanatis, ultimo lato, fere palæformi et fortiter spinifero, spina mediana majore, ungvitormi. r ed es sat magni, maxillipedibus 2di paris multe longiores, articulo 3tio et 4to elongatis et complanatis setisqve numerosis marginis interioris ornatis, tarso 3-articulato, fasciculato-setoso, ungve terminali paruni conspicuo. Laminai incubatoriæ feminæ 6, anteriores bene evolutæ. Appendices genitales maris breves, extus setiferæ. Pleopoda feminæ ut vulgo rudimentaria, structura fere ut in genere Mysidopsi, maris omina bene evoluta, natatoria, biramea, ranio interno in Imo pari brevissinio, uni- articulato, apice obtuse rotundato, non exserto, externo penultiini paris valde eloiigato, parte ultima setis destituta aculeo singulo terminali margine altero dense ciliato instructo. Dilatatio externa ad basin rami interni laminam subovatam ad apicem et marginem ex- teriorum setis auditoriis longis ornatam formans. Telson bene evolutuin, elongato-triangulare, apice breviter fisso setisqve 2 elonga- tis ornato, inarginibus lateralibus et apice loboium terminalium fortiter aculeatis. Uropoda structura solita, organo acustico ad basin laminæ interioris bene evo- luto, otolitho niagno et incrustato. Nærværende Slægt er gruudet paa den af mig i 18G4 kortelig beskrevne My sis insignis, som jeg dengang kun kjendte i et enkelt fuldvoxent Hun-Individ. Efter senere at have gjenfundet denne Form i iiere Exemplarer, saavel Hanner som Hunner, kom jeg dog snart til Erkjendelsen af, at den ikke var nogen ægte Mysis, men maatte, i Lighed med tiere andre af mig opdagede Mysider, opfattes som Typen for en egen Slægt, for hvilken jeg 5 Aar senere foreslog Benævnelsen Mysideis. Blandt de øvrige Myside- slægter synes den efter den ydre Habitus nærmest at slutte sig til Sl. Mysid opsis '), fra hvilken den dog bestemt skiller sig ved en væ-sentlig forskjellig Bygning af saavel Kindbakkerne som det 2det Par Kjæver. Slægten indeholder for Tiden kun en eneste Art, og de i generisk Henseende udmærkende Characterer ville derfor nærmere blive om- handlede ved dennes Beskrivelse. 13. iVysideis in«ig;'iiis, G. 0. Sårs. (Tab. IX & X.). Mysis insignis, G. 0 Sårs, Zoologisk Reise i 18G3, pg. 21. Mysideis insignis, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 28. Charact. spee. : Corporis forma sat robusta, cephalothorace leviter dilatato, corpore postico illo nonnihil angustiore. Scutum dorsale breve, segmenta 3 postica cephalothoracis supine nuda relinqvens, angulis infero-lateralibus rotundato-productis, lamina frontali inter oculos leviter exerta et anguste rotundata. Oculi permagni et lati, approximati, breviter pyriformes, latiores qvam longiores, pedunculis brevissirais, pigmento niaximam oculi partem occupante intus profunde emarginato. Antennarum superionnn pedunculus tertiam circiter cephalothoracis longitudinis partem æqvans, articulo ultimo sat magno et basali vix breviore. ') Se 2det Hefte af denne Monographi. Antennarura inferiorum sqvama pedunculo superioruui vix duplo longior, lanceolata, 5ies fere longior qvam latior, apice obtuse conico, setis marginalibus numerosis ornata. Pedes longitudinem scuti dorsalis circitcr æqvantes, articiilo 3tio et 4to longitudine subæqvalibus, tarso articulo antecedente paulo breviore. Telsou qvartam corporis postici longitidinis partem vix superans, elongato-triangu- lare, sensim attenuatum, apice incisura parva inermi, setis vero 2 longis et plumosis ornata fisso, lobis terminalibus truncatis spinis 3 elongatis armatis, marginibus lateralibus in tota longitudine æqvaliter aculeatis, aculeis utrinqve 22—24. Uropoda elongata, laniina interna telsone nonnihil longiore, lanceolata, ad basin leviter modo diktata, serie obliqva aculeorum 5 pone organum acusticum armata, externa illa fere tertia parte longiore, sublineari, apice truncato. Corpus totum pigmento læte rubro et aurantiaco ornatuni, marsupio feminæ utrin- qve intense coccineo colorato, oculis obscure fuscatis. Longit feminæ adultæ: 2o"i'".; maris paulo niinor. Beskrivelse af Hnuueu. Længden af de største Exemplarer er, regnet fra Spidseu af de nedre Antenners Blad til Enden af de ydre Halevedhæng, 25™™., og den hører saaledes til vore anseligste JVIysider. Farven er paa friskt indfangede Exemplarer særdeles brillant. Det balvgjennem- sigtige Legeme er nemlig overalt prydet med et vakkert morgenrødt, tildels i purpurrødt overgaaende Pigment, der ikke viser den hos de egentlige Mysider sædvanlige dendritiske Forgrening, men er afsat i talrige smaa Punkter eller Pletter, der delvis ordne sig i paa forskjellig Vis slyngede Pjaand. Paa Bagkropssegmenterne danne disse Pigmentpletter mere sammenhængende og temmelig brede Tværbaand ved Enden af hvert Segment. De nedre Antenners Blad og Halevedhængene ere tint punkterede med purpurrødt, Fødderne og Munddelene mere ensformigt røde. Fortil skinner Tyggemaven igjennem Rygskjoldet med en smuk carminrød Farve. Hunnens Brystpose endelig er til hver Side i den hage- ste Del prydet med en intensiv skarlagenrød Skygning. Øinenes Pigment er mørkt, men falder noget i det brunlige. Kropsformen er (se Tab. IX, Fig. 1 og 2) temmelig kraftig, og den ligner i denne Henseende mest Arterne af Slægten Mysidopsis. Forkroppen er fortil betydelig bre- dere end Bagkroppen, hvilken sidste Del kun afsnialnes ganske svagt bagtil og har sidste Segment forholdsvis kort, paa langt nær ikke opnaaende de 2 loregaaeiides Længde. Rygskjoldet er forholdsvis lidet udviklet og dækker kun ufuldstændigt Forkrop- pen, saa at dennes :i sidste Segmenter oventil blive ganske ubedækkede. "Dets nedre for- reste Hjørner danner til hver Side en temmelig stor, stumpt tilrundet Lap, der delvis dæk- ker de nedre Antenners Grunddel (se Fig. 2). Oventil i Midten gaar Rygskjoldet ud i en smalt tilrundet Pandeplade, der skyder frem mellem Øineiie, hvis Insertionspunkter den dækker. Cervicalfuren er tydeligt markeret og temmelig dyb. Oventil er Rygskjoldet ganske jevnt hvælvet, med den øvre Contonr temmelig lige og horizontal. Man bemærker her bag Cervicalfuren det sædvanlige bagtil tnngeformigt udiøbende Felt, der betegner det Parti, hvor Rygskoldet danner den umiddelbare Begrændsning af Kropscaviteten. Øineue ere overordentlig store, men rage desuagtet, da de staa tæt sammen, ikke særdeles meget ud over Rygskjoldets Sider. De ere af en meget bred pæredannet Form, betydeligt bredere end lange, men noget fiadtrykte. Den pigmenterede og facette- rede Del indtager den overveiende største Part af Øiet og viser indad en dyb Udrandning. Selve Øiestilken er derimod ganske kort og indad konisk tilløbende. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4) er af temmelig kraftig Bygning, omtrent V3 saa langt som Forkroppen og bestaar som sædvanlig af 3 Led. Iste Led er oventil noget indhulet, og dets ydre tilskjærpede Kant har ved Basis den sædvanlige Gruppe af Høre- børster og løber i Enden ud i en kort, med nogle lange divergerende Fjærbørster besat Fortsats. 2det Led er neppe halvt saa stort og viser oventil en liden Knude, hvortil er fæstet en lang Torn og nogle korte Fjærbørster. Sidste Led er af betydelig Størrelse og neppe kortere end Basalleddet, jevnt tykt og ved Enden forsynet med den sædvanlige lille skjælformige Plade mellem Svobernes Insertion. Til det indre Hjørne og langs ad den indre Rand er fæstet flere stærke Fjærbørster. Svøberne ere stærkt forlængede, men, da de altid paa de indfangede Exemplarer ere mere eller mindre ufuldstændige, kan ikke de- res Længde nøiagtigt angives. Langs Basis af den ydre og længere Svøbe ere de sædvan- lige Lugtetraade fæstede i en regelmæssig Rad. De nedre Antenners Grunddel (se Fig. 5) er af sædvanlig Form og bestaar af 3, paa sin nedre Side tydeligt begrændsede korte Segmenter, hvoraf det sidste paa den ydre Side løber ud i en temmelig stærk tornformig Fortsats. Det bladdannede Ved- hæng er ikke fuldt dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft, lancetformigt, næsten 5 Gange længere end bredt og ender i en stumpt tilrundet Spids, der ved en tydelig, noget skraatgaaende Sutur er sondret fra det øvrige Blad. Langs saavel den ydre som den indre Rand samtSpidsen ere til særegne Afsatser fæstede talrige stærke Fjærbørster, hvoraf som sædvanligt de i den indre Kant ere de længste. Svøben er særdeles lang, vistnok af hele Legemets Længde ; men den er paa ingen af mine Exemplarer fuldstændig Dens Skaft er omtrent af samme Længde som de øvre Antenners Skaft, men meget smalere og bestaar som saulvanligt af 3 Led, hvoraf det 2det er længst. Saavel dette som sidste Led er ved Enden forsynet med en hel Del knippevis ordnede Fjærbørster. Overlæben (Fig. 6, L.) er som hos de fleste Mysider temmelig voluminøs og af hjelmdannet Form eller fortil gaaende ud i en stump konisk Fortsats. Underlæben (ibid. 1 og Fig. 7) er meget mindre og bestaar af 2 ved Basis sani- menhængende ovale, i den indre Kant tæt cilierede Lapper. Kindbakkerne (Fig. 6) ere kraftigt udviklede og af den typiske Bygning. Deres indre Ende (Fig. 9) er øxeformigt udvidet og tilskjærpet, visende et forreste grovt tandet Parti og et bågeste med en fin Brolægning af rue Knuder besat, noget fremspringende Parti (den saakaldte Tyggeknude). Mellem begge findes en svag Udrandning, og i Bunden af denne er fæstet et ikke meget betydeligt Antal af bøiede Torner, hvis Udseende, lige- som Tandbevæbningen paa det forreste Parti, forøvrigt er noget forskjellig paa høiere og venstre Kindbakke. Pal pen (ibid. p. og Fig. 8) er noget længere end selve Kindbakken. Af dens 3 Led er det Iste som sædvanligt særdeles lidet og smalt. Derimod er SdetLed meget stort, pladeformigt, med den indre Kant paa Midten stærkt udbuet og ligesom den ydre tæt besat med cilierede Børster, der tildels staa i flere Rader. Sidste Led er neppe halvt saa stort, af oval Form og har foruden de sædvanlige kamformigt ordnede Torner ved Enden, 3 Længderader af stærke Fjærbørster. Iste Par Kjæver (Fig. 10) ere temmelig smaa og udmærkede derved, at begge Grene ere overmaade stærkt indbøiede, dannende en næsten ret Vinkel med Grunddelen. Den ydre Gren afsmalnes jevnt mod Enden, der er tvært afkuttet og bevæbnet med en hel Del temmelig lange Torner. Den indre Gren danner en tynd, næsten hjertedannet Plade, der i Spidsen er forsynet med 3 cilierede Torner og i hver Kant med en Del kortere Børster. Langs den ydre Side af Grunddelen bemærkes en fremstaaende, cilieret Kant, der forestiller den rudimentære Vifte. 2 det Par Kjæver (Fig. 11) ere som sædvanlig pladedannede og vise den Eien- dommelighed, at her kun findes 2 Tyggelapper (lobi incisivi), medens disses Tal normalt er 3. Bag disse Lapper viser Grunddelens indre Kant den sædvanlige tætte Besætning af tynde og bøiede, kamformigt ordnede Børster. Viften er ikke meget udviklet og danner en membranøs, triangulær Plade, der bærer ialt circa 20 fint cilierede Børster. Imellem Viften og Tyggelapperne fortsætter Kjæven sig som sædvanligt i en 2-leddet Endedel. Dennes sidste Led er af en noget uregelmæssig oval Form og langs sin ydre Kant forsynet med en regelmæssig Rad af fortilrettede Fjærbørster. Iste Par Kjævefødder (Tab. X, Fig. 1) ere af en særdeles kraftig og under- sætsig Bygning. De beståa af 6 tydelige Led, hvoraf dog det 2det er saa kort, at det let undgaar Opmærksomheden. Basalleddet er meget bredt, transverselt og danner ikke nogen bemærkeJig laminær Udvidning indad. 3die og 4de Led ere indbyrdes omtrent af samme Størrelse, noget pladedannede, eller indad forsynede med en tilskjærpet Kant, hvortil der ligesom paa de 2 foregaaende Led er fæstet en tæt Rad af Fjærbørster. Ste Led, der med foregaaende danner en stærk knæformig Beining, er omtrent af dettes Længde, stærkt indknebet ved Basis og udvidet i Enden, der er tvært afskaaret. Det er i begge Kanter besat med en Del tynde, i forskjellige Retninger bøiede Børster. Sidste Led endelig, der er ubevægeligt forbundet med Ste, er ganske kort, men meget bredt, næsten spadefor- migt og foruden med en hel Del tynde Børster forsynet langs Kanterne med circa 12 stærke Torner, der alle ere cilierede med Undtagelse af den betydelig stærkere midterste Torn, der forestiller Endekloen. Svømmegrenen er adskilligt længere end selve Kjævefoden. Dens Grunddel gaar paa den ydre Side ud i et skarpt Hjørne. Endedelen er sammensat af 11 Led. Viften, der som sædvanligt er fæstet tæt bag Svømmegreuen til den ydre Ende af Basalleddet. er noget kortere end dette og af laucetdannet Form. 2det Par Kjævefødder (Fig 2) ere ligeledes af en usædvanlig robust Bygning og noget, skjøndt ikke betydeligt længere end Iste Par. Basalleddet er forholdsvis bety- delig mindre og gaar indad ud i en kort tungeformig, tæt børstebesat Fortsats, 2det Led er ogsaa her meget kort og i Enden skjævt afskaaret. Derimod er 3die Led temme- lig .stort og meget bredt, pladedannet, med den indre Rand udbuet og forsynet med talrige lange og stærke Fjærbørster. 4de Led er adskilligt længere end 3die. men neppe mere end halvt saa bredt og i den indre Kant forsynet med nogle faa korte Børster. 5te Led er omtrent af samme Længde, stærkt indknebet ved Basis og i begge Kanter, men navnlig den ydre, tæt børstebesat. Sidste Led har en lignende bred, spadedannet Form som paa Iste Par Kjævefødder og ogsaa en lignende Bevæbning med Torner, der dog her ere talrigere. Ogsaa her udmærker den mediane Torn sig fra de øvrige ved sin betyde- ligere Størrelse og ved Mangel af Ciliering. Svømmegrenen er fuldkommen af samme Udseende som paa Iste Par Kjævefødder. Fødd er ne fFig. .3) ere alle af ens Udseende, temmelig kraftigt hyggede og bety- delig længere end sidste Par Kjævefødder eller omtrent af Rygskjoldets Længde. Af deres Led er 3die og 4de mest udviklede, noget sammentrykte og indbyrdes omtrent af ens Længde. Begge ere i den indre Kant forsynede med talrige tynde Børster, der paa 4de Led ere ordnede knippevis. Endedelen eller Tarsen er noget kortere end det foregaaende Led og bestaar selv foruden Endekloen af 3 Led, hvoraf det Iste er større end de 2 øvrige tilsammen, de ere alle forsynede med tætte Knipper af fine Børster. Endekloen (se Fig. 4) er liden og tynd samt næsten ganske skjult mellem de fra sidste Led udgaaende Bør- ster. Den bestaar som sædvanligt af 2 Afsnit, en tykkere Basaldel, der egentlig forestiller Fodens sidste Led, og en tynd tornformig Endedel. Svømmegrenen, der i alt forholder sig ganske som paa Kjævefødderne, ræ^kker fortilstrakt omtrent til Enden af Fodens 4de Led. Brystposen eller Klækkehulen dannes paa hver Side af 3 tydelige Plader (Fig. .5), der udgaa fra Basis af de 3 bågeste Fodpar. De forreste Plader ere vistnok betydelig mindre end de øvrige, men dog tydeligt udviklede og som hine forsynede med de sæd- vanlige tynde Randbørster. Bagkroppens Buglemmer (Fig. 6—7) ere af det for Mysidehunnerne sædvanlige rudimentære Udseende. De ere forholdsvis korte og brede samt foruden den sædvanlige Længderad af Fjærbørster forsynede i begge Kanter med et usædvanlig stort Antal af de eiendommelige saakaldte Hørebørster. Sidste Par (Fig. 7) er omtrent dobdelt saa langt som Iste Par (Fig. 6). Det midterste Halevedhæng (Fig. 8) er forholdsvis temmelig kort, nemlig kun ligt V4 af Bagkroppens Længde og kun lidet længere end sidste Segment. Af Form er det aflangt triangulært, bredest ved Basis og successivt afsmalnende mod Enden. Side- kanterne ere i sin hele Længde bevæbnede med temmelig ensformigt udviklede Torner, 22—24 paa hver Side, hvoraf de yderste ere noget længere end de øvrige. Enden af Vedhænget viser i Midten et ganske kort vinkelformigt Indsnit, der er begrændset af fuld- kommen glatte Rande, medens der fra Bunden af samme rage frem 2 lange, tæt cilierede Børster. De ved Indsnittet dannede terminale Lapper af Vedhænget ere i Enden tvært afkuttede og bære hver 3 Torner, hvoraf de 2 yderste ere temmelig lange, medens den inderste er ganske kort. De ydre Halevedhæng (Fig. 9) ere af den sædvanlige Bygning med temmelig smale Endeplader. Den indre Plade er adskilligt længere end det midterste Halevedhæng, lancetformig og ved Basis forsynet med det sædvanlige Høreapparat. Otolithen er tem- melig stor og af den normale haarde, glasagtige Beskaflfenhed. Tæt bag Hørecaviteten sees paa den nedre Side nærmere den indre Kant en skråa Rad af 5 tæt sammentrængte Torner. Den ydre Plade er mere end '/a længere end den indre, næsten overalt af ens Brede og langs begge Kanter samt den tvært afkuttede Spids tæt børstebesat. Hanueu (Tab. IX, Fig. 3) er ialmindelighed noget mindre end Hunnen og let kjendelig fra denne ved de stærkt udviklede Bagkropslemmer. De øvre Antenners Skaft (Tab. X, Fig. 10) er endnu noget plumpere bygget end hos Hunnen og ved Enden nedentil forsynet med det sædvanlige tæt haarede Appendix. Dette er temmelig stort, omtrent af Skaftets halve Længde og af konisk Form. Naar de talrige børsteformige Filamenter, som kostforraigt udstraale til alle Kanter fra dette Ap- pendix, bortfjernes (Fig. 11), viser det sig, at de alle udspringe fra et smalt, 3 Gange zigzagformig bugtet Baand langs den nedre Side. De nedre Antenners, Munddelenes og Føddernes Bygning stemme i alt væsentligt fuldkommeu overens med samme hos Hunnen. Dog ere Svømmegrenene, som sædvanlig hos Hannerne, noget stærkere udviklede, med Gruuddelen bredere og stærkere muskuløs. De ved Basis af sidste Fodpar udgaaende Kjønsvedhæng (Fig. 12) ere forholds- vis korte og tykke samt langs den forreste Side forsynede med en tæt Rad af Fjærborster. Spidsen er utydelig tvelappet og forsynet med en Del tynde ucilierede Børster, hvoraf de til den forreste Lob fæstede ere længst og stærkt krummede. Bagkroppens Buglemmer ere alle udviklede til kraftige Svommeredskaber som hos de høiere Decapoda macrura. De beståa (se Fig. 13—15) af en bred, 4kantet, noget pladedannet og med stærke Muskler fyldt Basaldel, til hvis Ende ere fæstede 2 leddede, med lange cilierede Børster besatte Grene, hvoraf den indre ved Basis udsender en tynd, 8 oval, skraat luiadrettet Plade, der ved Euden og i den forreste Kant er forsynet med en hel Del fint cilierede Hørebørster (se Fig. 16). Paa iste Par (Fig. 13) er som sædvanlig den indre Gren (Fig. 13 a) ganske rudimentær og uleddet, med Enden simpelt tilrundet og kun yderst ubetydeligt uddraget. Dens ydre pladedaunede Udvidning er ogsaa forholdsvis mindre end paa de øvrige Par. 4de Par (Fig. 15) udmærker sig fra de øvrige derved, at den ydre Gren er stærkt forlænget, med de 3 ydre Led uden Fjærbørster. Fra Spidsen af sidste Led udgaar en enkelt stærk Torn (Fig. 15 a), der i den ene Kant er tæt haaret. Sidste Par er noget mindre end de nærmest foregaaende og skiller sig fra disse derved, at den indre Gren tæt bag den basale Plade har i den ydre Kant en kort konisk Fortsats, hvortil er fæstet en enkelt cilieret Børste (se Fig. 16). I Hale ve dhæng enes Bygning er ingensomhelst Forskjel at bemærke fra summe hos Hunnen. Nærværende smukke Mysideform blev af mig forst funden i Christianiafj orden ved Drøbak paa 120 F. D. i et enkelt Exemplar. Senere har jeg gjenfundet den paa mange andre Localiteter ved vor Vestkyst og nordlig indtil Hasvig i Vestfinmarken. Derimod er den hidtil ikke observeret udenfor Norge. I sin Levevis er den en udpræget Dybvandsform, der neppe træffes før i en Dybde af 100 F. I størst Antal har jeg tåget den i Søtræernes eller Dybsøcorallernes Region paa 150-300 F. D. Gen. VIL Boreomysis, g. o. Sars. iseo. Charact. gener. Corporis forma minus robusta, cephalothorace latiore. Scutum dorsale cephalothoracem plus niinusve complete obtegens, antice sæpius productum. Oe ul i longe sejuncti pyriformes, pedunculis brevibus inserti. Antennarum superiorum pedunculus sat magnus, articulo Irao majore et ut 2do supine producto et setifero, lobo terminali niaris brevissimo, flagello exteriore ad basin dilatationem filamentis olfactoriis nunierosis obsitam præbente; inferiorum sqvama subli- nearis, ad apicem truncata, niargine externa nuda in dentem excurrente, interna et apice setiferis. Mandibulæ magnæ, extremitate incisiva securiformi, processu molari conspicuo, palpi articulo ultimo angusto. M a x i 1 1 æ structura solita. Maxillipedes Irai paris haud magni, articulo basali intus iu laminam magnam setiferam excurrente. ultimo conico, ungve terminal! distincto; 2di paris validissimi illis multo longioribus, articulo 3tio et 4to elongatis, ultimo compresso et valde hirsuto. Pedes tenues, maxillipedibus 2di paris vix longiores, dense setosi, tarso ex arti- culis 3 vel 2 composito, ungve terminali bene conspicuo. Marsupium feminæ laminis 14 bene evolutis de basibus pedum omnium et max- illipedum 2di paris prodeuntibus formatum. Appendices genitales maris breves et crassæ. Pleopoda feminæ angusta, apice tenuiter exserto, maris omnia bene evoluta, na- tatoria, biramea, ramis valde elongatis, interno Imi paris tamen ut vulgo bre vi, uniarticu- lato, apice plus minusve exserto, externo 3tii paris ad apicem spinis nudis pro setis nata- toriis ornato, lamina basali rami interioris in Imo pari brevi, in ceteris obtuse conico, setis auditoriis ab apice reraotis. Tels on elongatum, apice fisso, marginibus fissuræ valde aculeatis, aculeis mar- ginum lateralium numerosis, inæqvalibus, ad basin telsonis non extensis. Uropoda magna, lamina interna lanceolata otolitho rudimentari non incrustato instructa, externa illa multo majore, parte basali plus minusve distincte sejuncta et mar- ginem exteriorem nudum ad apicem aculeis 2 armatum præbente. Typen for denne Slægt er den af Krøyer efter et enkelt Hun-Exemplar fra Grøn- land beskrevne My sis arctica, som senere af mig blev gjenfunden ved vore Kyster i begge Kjøn. Ved den nøiere Undersøgelse, jeg herved har kunnet anstille af denne Form, har det med fuld Evidens kunnet godtgjøres, hv-ad ogsaa Krøyer allerede formodede, at den ikke er nogen virkelig Mysis, men maa generisk skilles fra de øvrige bekjendte Mysi- der. I 18G9 foreslog jeg for Slægten Benævnelsen Boreomysis. og gjorde ved samme Leilighcd opmærksom paa de vigtigste destinctive Characterer. Da jeg imidlertid dengang endnu ikke havde fundet ægbærende Hunner, var en særdeles vigtig Character her forbi- gaaet. Denne Character, som jeg først senere blev opmærksom paa '), refererer sig til Brystposens Dannelse hos Hunnen. Medens hos alle øvrige bekjendte Mysider denne alene er indskrænket til den bågeste Del af Forkroppen og idethoieste kun er sammensat af 3 Par Pladcr, indtager den her ligesom hos Lophogaster hele den nedre Side af For- kroppen bag de egentlige Munddele og dannes af ikke mindre end 14 vel udviklede Plader, der udgaa fra Basis af samtlige Fodder og fra sidste Par Kjævefødder. Alene denne ene ') Underaøgelser over Hardangerfjordens Fauna, pg. 21. 10 Character vikle gjøre det nødvendigt at skille denne Form generiskt fra de øvrige Mysider. Men hertil kommer endnu en Del andre vigtige Characterer, hvoraf især niaa fremhæves Bagkropslemmernes Rygning hos Hannen samt den rudimentære Beskaftenhed af den i Basis af den indre Haleplade indsluttede Otolith. Foruden den typiske Form har jeg endnu ved vore Kyster fundet 2 andre Arter, som nedenfor nærmere skulle omtales. Slægten tæller altsaa for Tiden o distincte Arter. Alle disse ere, ialfald hos os, udprægede Dyb- vandsformer. 14. Boreoiiiysi!^ arctica, Krøyer. (Tab. XI -XIII). Mysis arctica, Krøyer, Naturhistorisk Tidsskrift, 3die Række, Bd. 1, pg. 34, Tab. 1, iig. 5. Boreomysis arctica, (i. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 26. Chai'act. spee: Corporis forma subgracilis, cephalothorace leviter dilatato, corpore postico illo nonnihil angustiore. Scutum dorsale magnum, totum fere cephalothoracem obtegens, antice medio sat productum et in processum acuminatum, rostriformem, leviter supra vergentem excurrens, angulis infero-lateralibus exsertis et acuminatis. Oculi parvi fere semiglobosi, pedunculis perangustis inserti, pigmento fulvescente. Antennarum superiorum pedunculus validus, tertiam cephalothoracis longitudinis partem superans, articulo basali ceteris 2 junctis longitudine æqvali, 2do brevi, forma sin- gular!, fere patelliformi, supine valde elevato; dilatatio basalis Hagelli exterioris bene de- finita, larainari. Antennarum inferiorum sqvama magna, duplam fere pedunculi superiorum longitu- dinem asseqvens, oies longior qvam latior, apicem versus leviter attenuata, margine externo recto læviqve dente brevi terminato, inferno in parte postica paulo arcuato, apice anguste truncato; pedunculus flagelli dimidiam sqvamæ longitudinem æqvans, articulo 2do majore. Palpus niandibularis bene evolutus, articulo 2do laminari margine altero dense se- tifero, ultimo elongato et angusto illo parum breviore. Maxillæ 2di paris magnæ, articulo terminali insolito modo incurvato, fere rhom- boideo, setis longis et recurvatis uiarginis exterioris ornato. Maxillipedes 2di paris validissimi iisdem Imi paris duplo longiores, articulo ultimo brevissimo, ovato-triangulari. 11 Pedes tenuissimi, articulo 4to inajore, tarso illo longituJine subæqvali, distincte 3-articulato. Telson tertiam circiter corporis postici longitudinis partem æqvans, segmento ul- timo distincte longius, apicem versus sat attenuatutn, incisura postica 5tain telsonis longi- tudinis partem occupante, lobis terminaiibus angustis et vix divergentibus adqve apicem obtusum aculeis 4 armatis. Uropoda angusta, lamina interna telsonis longitudinem æqvaute, intus sub setis marginalibus aculeis 2 intervallo longiore sejunctis armata, otolitho minimo et rudimen- tari, externa illa Sta circiter parte lougiore sublineari, divisione basali minus distincte sejuncta. Corpus totum pellucidissimum fere absqve pigmento. Longit feminæ adultæ: 2od"h. ; maris: 27mni. Beskrivelse af Huuuen. Den fuldt udviklede, ægbærende Hun opnaar en Længde af 25n>"i- og borer altsaa til de største af vore Mysider. Hele Legemet er gjennenisigtigt og af hvidagtig Farve, uden tydeligt udviklet Pigmentering. Flere af de indre Organer skinne derfor tydeligt igjennem de tynde Inte- gumenter, og navnlig er den i deu forreste Del af Forkroppen liggende Tyggemave samt det bagre Parti af Tarmen iøinefaldende. Legemets Form er (se Tab. XI, Fig. 1 og 2) temmelig slank, med Forkroppen adskilligt bredere end Bagkroppen. Denne sidste afsmalnes kun ganske sagte bagtil, og af dens Segmenter er det sidste stærkt forlænget og af de 2 foregaaendes Længde. Eygskjoldet er meget stort, saa at det næsten fuldstændigt dækker hele For- kroppen, kun ladende en ubetydelig Del af sidste Segment fri oventil. Cervicalfuren er skarpt og tydeligt markeret og beliggende ved Enden af den forreste Trediedel. Fortil er Rygskjoldet stærkt udbuet og gaar i Midten ud i et skarpt, rostrumlignende Fremspring, der er rettet skraat i Veiret, og ovenfra seet rækker til foran ilidteu af de øvre Anten- ners Basalled. De nedre forreste Hjørner ere uddragne til triangulært tilspidsede fortil- rettede Flige, der delvis dække de nedre Antenners Grunddel til Siderne (se Fig. 2). 0 in ene ere meget sniaa, men saa vidt adskilte, at de desuagtet rage adskilligt ud over Rygskjoldets Sidekanter. Den egentlige Øieglob er næsten balvkugleformig, eller rettere skaalformig, med den indad vendte Flade noget concaveret, og Øiestilken usædvan- lig smal og noget vreden, hvorved Øinene faa en eiendommelig, næsten paddehatlignede Form. Øiepigmentet er af en lys gulrød, hos levende Exemplarer brillant guldglindsende Farve. De ovre Antenners Skaft (Fig. 4 og 5) er af kraftig Bygning og omtrent Vs saa laug som Forkroppen. Iste Led er omtrent af samme LæMigde som de 2 øvrige til- 12 sammen og viser ved Endeu af den ydie Kant det sædvanlige børstebesatte Fremsi)ring. I sin forreste Del er det desuden oventil forsynet med en vinkelformigt bøiet Kant, hvor- til er fæstet nogle simple Børster, hvoraf de 2 bågeste ere længst og opadkrummede. 2det Led er ganske kort og af en meget eiendommelig, næsten skivedannet Form, samt meget skarpt afsnøret fra Iste Led. Oventil er det hævet i en konisk, noget fortilbøiet Fortsats, hvorpaa er fæstet en Del cilierede Børster. Sidste Led er af næsten 4-kantet Form, med Brede og Længde omtrent ens, og bærer langs sin indre Kant og ved det indre Hjørne nogle cilierede Børster. Svøberne ere stærkt udviklede; men, da de altid paa de indfangedeExeraplarer ere incomplette, er det vanskelig at angive med Bestemthed deres Længde. Den ydre Svøbe har ved Basis en skarpt begrændset uimellær Udvidning, hvortil er fæstet en tæt Kad af lange, bøiede Lugtetraade. De nedre Antenners Blad (se Fig. 6) er af betydelig Størrelse, næsten dob- belt saa langt som de ovre Antenners Skaft, men af en meget smal, næsten lineær Form. Dets største Brede, der kun lidet overstiger '/s afLængden, falder i den bagre Del, hvor- fra det ganske sagte afsmalnes mod Spidsen, der er tvært afskaaret. Den ydre Rand er fuldkommen lige og glat samt ender med en ganske kort tornformig Fortsats. Den indre Rand er i den bågeste Del svagt buet, men derpaa temmelig lige. Langs denne og Spid- sen er fæstet en Rad af talrige Fjærbørster, hvoraf de fra Spidsen udgaaende ere forholds- vis korte. Svøben er stærkt udviklet og rimeligvis i complet Tilstand af hele Legemets Længde. Dens Skaft er omtrent halvt saa langt som Bladet, og af dets 3 Led er det 2det længst. Over- og Underlæbe (Fig. 7 a, b) ere af fuldkommen normalt Udseende. Kindbakkerne (Fig. 8) ere kraftigt udviklede og ligeledes af sædvanlig Bygning. Tyggefladerne (Fig. 9) vise saavel det forreste tandede Parti som Molarfortsatsen vel ud- viklede. Mellem begge findes paa venstre Kindbakke 6 grove, stærkt bøiede og i den ene Kant cilierede Torner. Hertil modsvarer paa høire Kindbakke en tynd tilskjærpet Flade, der i Kanten er delt i talrige kamformigt ordnede Tænder. Pal pen er vel udviklet og betydelig længere end selve Kindbakken. Dens 2det Led er som sædvanligt pladeformigt udvidet og langs den ydre Kant tæt børstebesat. Sidste Led er ualmindelig stærkt for- længet og smalt samt langs den ene Kant, næsten i hele dens Længde bevæbnet med kamformigt ordnede Torner. Ved Basis bærer det i hver Kant nogle længere cilierede Børster. Iste Par Kjæver (Fig. 10) ere fuldkommen normalt byggede, og langs Ydersiden af Grunddelen forsynede med en tydelig cilieret Kant (rudimentær V^ifte). 2det Par Kjæver (Fig. 11) vise derimod et noget afvigende Udseende. De ere temmelig store, med usædvanlig stærkt udviklet Grunddel, hvis indre Kant bærer et gan- ske overordentlig stort Antal af fine, bøiede Børster, over hvilke igjen ere fæstede med regelmæssige Mellemrum nogle tynde Torner. Tyggelapperne ere alle 3 vel udviklede og 13 af sædvanligt Udseencle. Viften er af elliptisk Form og forsynet med et stort Antal af Fjærbørster. Endedelens sidste Led er meget bredt, næsten af rhombisk Form og stærkt indad.bøiet. Det bærer langs sin ydre Rand en tæt Rad af Fjærbørster, der vise det eiendommelige, at de ikke som sædvanligt ere fortilrettede, men stærkt bagudkrummede. Iste Par Kj æve fødde r (Tab. XII, Fig. Ij ere af middelraaadig Størrelse og over- alt tæt børstebesatte. Basalleddet gaar indad ud i en temmelig stor tungeformig Lap, der langs Kanterne er forsynet med stærke, i flere Rader ordnede Fjærbørster. 2det Led er, omend kort, dog meget tydeligt udviklet og indad noget udvidet; 3die Led kun lidet større; 4de Led temmelig stort, længere end de 2 foregaaende tilsammen, eller omtrent af de 2 yderste LedsLængde; 5te Led indknebet ved Basis og stærkt udvidet mod Enden. Sidste Led endelig (Fig. 1 a) er af konisk Form og ved Spidsen forsynet med en vel ud- præget Klo; langs Kanterne bærer det, foruden en hel Del simple Børster, en enkelt Rad af tynde cilierede Torner. Svømmegrenen er stærkt udviklet og betydelig længere end selve Kjævefodeu. Dens Grunddel er af oval Form og danner udåd et skarpt Hjørne; Endedelen er sammensat af 19 Led. Viften er af smalt lancetdannet Form og adskilligt længere end Kjævefodens Grundled. 2 det Par Kj ævefødder (Fig. 2) ere særdeles kraftigt udviklede og mere end dob- belt saa lange som Iste Par. Af Leddene er det 4de størst og noget bøiet. Ste Led er ligeledes stærkt forlænget og ikke meget kortere end 4de. Derimod er sidste Led (Fig. 2 a) forholdsvis meget lidet, stærkt sammentrykt, oval trekantet og saa tæt børstebesat, at dets Form vanskeligt erkjendes. Ved Compression bemærkes mellem de til alle Kanter divergerende tynde Børster langs Randene af Leddet en enkelt Rad af grovere, ganske korte og cilierede Torner, hvoraf den terminale er kraftigst udviklet. Svømmegrenen for- holder sig ganske som paa foregaaende Par, alene med den Forskjel, at Endedelen har 2 Led flere. Fødderne (Fig. 3) ere neppe længere end sidste ParKjævefødder og af en langt spinklere Bygning samt, navnlig i den indre Kant, tæt besatte med temmelig lange og tynde Børster. Paa Iste Par (Fig. 3) udgaa desuden fra Enden af 4de Led udåd nogle usæd- vanlig stærkt udviklede og tæt cilierede Børster. Forøvrigt ere alle Fodpar af fuldkom- mcn ens Udseende. Af Leddene er det 4de længst, betydelig længere end det foregaa- ende. Tarsen, der er noget længere end 4de Led, er særdeles tynd og bestaar af 3 tyde- lige Led, hvoraf det Iste omtrent er saa langt som de 2 øvrige tilsammen og i sin indre Kant forsynet med 5 tætte Børsteknipper. Endeklocn (Fig. 4) er meget tydeligt udviklet og som sædvanlig 2-leddet. Svømmegrenen stemmer i alt overens med samme paa sidste Par Kjævefødder. Br yst posen eller Marsupium (se Tab. XL Fig. 2) viser, som allerede ovenfor bcraærket det fra alle øvrige Mysider meget afvigende Forhold, at den ikke er indskræn- ket til det bagre Parti af Forkroppen, men indtager hele dennes Ventralside lige fraMund- 14 regionen foiny««i«i graciliiii, G. 0. Sårs. (Tab. XIX- XX). Mysis gracilis, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 18G3 foretagen zoologisk Reise, pg. 23. Mysidopsis hispida, Norman, Last Report on tlredging among the Shetland isles: Report of the British Association for the Advancement of Science for 1868, pg. 267. Leptomysis gracilis, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiaijordens Dybvandsfauna, pg. 29. Charact. spee: Corporis forma gracillima et angusta, cephalothorace antice corpore postico vix latiore. Integumenta ubiqve sqvamulis minutis subimbricatis hispida. Scutiim dorsale breve segmentum posticum totum et partem dorsalem 2 — 3 aliorum nuda relinqvens, antice medio in laminam frontalem sat magnam triangularem apice acute exserto ad finem fere articuli basalis antennarum superiorum producto excurrens. angulis infero-lateralibus distinctis, parum vero exsertis. Oculi magni, longitudinem fere pedunculi antennarum superiorum asseqveutes, scutum utrinqve longe superantes, pyriforraes, pigmento nigro intus leviter emarginato. Antennarum superiorum pedunculus sat elongatus et angustus, articulo basali ceteris 2 junctis longitudine circiter æqvali, 2do supine sat producto et serie transversa setarum ornato, ultimo cylindrico, duplo circiter longiore qvam latiore. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum fere duplo longior, valde angusta, segmento terminali fere tertiam sqvamæ longitudinis partem occiipante lineari setisqve 10 obsito; pedunculus flagelli sqvama tertia parte brevior. Pedes tenuissimi scuto breviores, tarso articulo antecedenti longitudine æqvali. Telson segmento ultimo longius, anguste lingvæforme, basin propius instrictum, parte ultima sensim attenuata, apice obtuse conico aculeis 4, intermediis 2 brevioribus, armato, aculeis lateralibus namerosis (utrinqve 40 — 50) apicem versus valde inæqvalibus. Uropoda perangusta, lamina interna telsoue parum longiore, basi sat tumefacta, otolitho magno, margine intcrno toto sub setis marginalibus aculeato, aculeis inæqvalibus, lamina externa interna tertia parte longiore, tenuissima, lineari, apice truncato. Corpus peliucidissimum maculis solummodo singulis minutis luteo-rufescentibus in facie ventrali segmentorum corporis postici ornatum. Longitudo feminæ adultæ 14mm. Beskrivelse af Huuueu. Den fuldt udviklede Hun's Længde overstiger ikke 14mm. Hele Legemet er i høi Grad gjennemsigtigt og næsten vandklart med kun yderst 32 sparsomt Kropspigment. Dette, der viser en gul i rødligt overgaaende Farve, er hoved- sageligt afsat paa Bagkroppen, hvor der paa hvert Segments Bugflade bemærkes en liden Plet. Ved Enden af sidste Segment udbreder denne Plet sig opad Siderne og fortsætter sig som et diffust rødgult Pigment over det midterste Halevedhæng og delvis ogsaa nedover de ydre Halevehæng. Paa Siderne af Brystposen lindes sædvanligvis nogle mere eller mindre dentritisk forgrenede Pigmentpletter af rødlig Farve. Integumenterne vise ved nøiere Betragtning overalt en eiendommelig ru Overflade, idet der fra dem hæve sig talrige smaa i-hombiske Skjæl, der seede i Profil tåge sig ud som Smaapigge (se Tab. XIX, Fig. 6). Denne eiendommelige Structur er ikke blot tydelig paa selve Kroppen, men ogsaa paa de fleste af dennes forskjellige Vedhæng. Kropsformen er (se Tab. XIX, Fig. 1 og 2) særdeles slank og spæd, ovenfra seet (Fig. 1) næsten lineær, med Forkroppen neppe bredere end Bagkroppen. Denne sidste afsmalnes kun ganske svagt bagtil og har sidste Segment som sædvanlig længst, skjøndt ikke meget længere end det foregaaende. Rygskjoldet er forholdsvis meget lidet og dækker paa langt nær ikke hele For- kroppen, hvis sidste Segment i sin hele Orakreds træder frit frem bag samme. Da den bagre Eand af Rygskjoldet er temmelig dybt udrandet, bliver den dorsale Del ogsaa af de 2 — 3 foregaaende Segmenter ubedækket. Fortil gaar Rygskjoldet ud i en triangulær med en skarp Spids endende Pandeplade, der rækker næsten til Enden af de øvre Antenners Basalled. Til hver Side er denne Pandeplade begrændset af et kort Indsnit (se Fig. 4 og 5). De nedre forreste Hjørner danne en tydelig, skjøndt ikke meget stærkt fremspringende Vinkel. 0 in ene ere af betydelig Størrelse og rage til hver Side langt ud over Rygskjol- dets Sidekanter. De ere af pæredanuet Form og skilte i Midten ved et temmelig langt Mellemrum. Den facetterede Del indtager mere end Halvparten af Øiet og har et dybt sort Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 7 og 8) er forholdsvis spinkelt bygget. Iste Led er omtrent saa langt som de 2 øvrige tilsammen og har ved Enden i den ydre Kant den sædvanlige børstebesatte Fortsats. 2det Led er ganske kort, men stærkt fortykket, gaaende oventil ud i en konisk Fortsats, hvortil er fæstet en skråa Tværrække af 7—10 lange bøiede Børster. Sidste Led er noget nær af cylindrisk Form, uden at være mærk- bart udvidet mod Enden. AfSvøberne er den yderste som sædvanlig længst og ved Basis forsynet med de sædvanlige Lugtetraade. De nedre Antenners Blad (Fig. 9) udmærker sig ved sin særdeles smale, lan- cetdannede Form og dets skarpt udprægede Segmentering. Det er næsten dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft, bredest ved Basis og successivt afsmalnende mod Enden samt i begge Kanter og ved Spidsen forsynet med stærke til særegne Afsatser fæstede Fjærbørster, hvoraf de i den indre Kant som sædvanlig ere længst. Den ydre 33 Del af Bladet er ved et skarpt markeret Led skilt fra den bagenfor liggende Del, hvorved Bladet viser sig tydeligt 2-leddet. Dette Endesegment der næsten indtager '/s af Bladets Længde, er særdeles smalt og ialmindelighed noget indadbøiet samt forsynet med ialt 10 Randbørster, hvoraf 3 udgaa fra den indre Kant, 4 fra den ydre Kant og 3 fra Spidsen. Svøbens Skaft er temmelig kort, neppe mere end Va saa langt som Bladet. Svøben selv er omtrent af Legemets halve Længde. Mund delene vise idethele den typiske Bygning. Overlæben (Fig. 10 og 11) er hjelniformig og gaar fortil ud i en stump Fortsats. Underlæben (Fig. 12) harEndekloberneuregelmæssigt afrundede og i den indre Kant fint cilierede. K i ndb akkerne (Fig. 13) ere af middelmaadig Størrelse og have den indre Ende (Fig. 15) som sædvanlig øxeformigt udvidet med tydeligt udviklet Tyggeknude. Bevæbnin- gen forøvrigt er meget lig samme hos Sl. Mysis. Paa venstre Kindbakke findes fortil 2 tildels hinanden dækkende grovt tandede Grene; paa høire Kindbakke er den bågeste af disse Grene meget liden og har Udseendet af en tornformig, lige indadrettet Fortsats. Imellem det forreste tandede Parti og Tyggeknuden findes paa venstre Kindbakke 3 gi"0vt cilierede og stærkt krummede Torner, hvortil paa hoire Kindbakke svarer en tilskjærpet i 6 kamformigt ordnede Tæuder udgaaende Plade. Palpen er temmelig stor, betydelig længere end selve Kindbakken. Af dens 3 Led er det 2det længst og især i den indre Kant tæt børstebesat. Sidste Led er neppe halvt saa stort og viser den sædvanlige Form og Bevæbning. Iste Par Kjæver (Tab. XX, Fig. 1) vise intet udmærkende i sit Udseende. 2det Par Kjæver (Fig. 2) ere ligeledes normalt hyggede med 3 vel udviklede Tyggefortsatser og bag disse en bred Børstebræm. Eudele(Jdet er forholdsvis lidet, af elliptisk Form og langs sin ydre Kant forsynet med 6 cilierede Børster. Viften er trian- gulær og bærer ialt 18 Fjærbørster. Iste Par Kj æve fødd er (Fig. 3) ere forholdsvis smaa og svage. Basalleddet har indad en tydelig udviklet Tyggefortsats. Derimod ere de 2 følgende Led neppe udvidede indad. Sidste Led er ganske kort, i Enden stumpt afrundet og forsynet med nogle cilie- rede Torner foruden en hel Del fine Børster. Svømmegrenen er af sædvanligt Udseende og har Svøben sammensat af 8 Led. Viften er forholdsvis liden, oval-lancetformig og nær Basis forsynet med en enkelt lang Børste. 2det Par Kj æve fødde r (Fig. 4) ere kun lidet længere end Iste Par og have som sædvanligt 4de og 5te Led stærkere forlængede. Sidste Led er af oval Form og be- væbnet med en hel Del temmelig lange og bøiede cilierede Torner. Svømmegrenen har et Led tiere end paa Iste Par. Fød der ne (Fig. 5) ere forholdsvis smaa og spinkle, kortere end Rygskjoldet og alle af ens Bygning. 4de Led er noget længere end 3die og ligesom dette i den indre 5 34 Kaut forsynet ined lange Børsteknipper. Tarsen er omtrent af 4de Leds Længde og saraniensat af 3 Led, hvoraf det Iste er af samme Længde som de 2 følgende tilsammen. Endekioen (se Fig. 6) er særdeles tynd, næsten børsteformig. Svømmegrenen forholder sig ganske som paa 2det Par. Bry stp osen er som hos de i det foregaaende omtalte Mysider sammensat af 6 tydeligt udviklede Plader (se Fig. 7). Bagkropslemmerne (Fig. 8-9) ere af den sædvanlige rudimentære Beskaffen- hed og meget smale med forholdsvis faa Randbørster. Den ydre pladedannede Fortsats er vel markeret og forsynet med de sædvanlige divergerende Hørebørster. Det midterste Halevedhæng (Fig. 10) er nogetlængere end sidste Bagkrops- segment og af en meget smal tungedannet Form. Noget bag Basis indknibes det temmelig stærkt, men beholder derfra sin Brede nogenlunde uforandret indtil den bagre Trediedel, der hurtigt afsmalnes og ender med en koniskt-tilrundet Spids. Sidekanterne ere i sin hele Længde tæt tornbesatte. I den bagre Trediedel ere Tornerne (se Fig. 11) af ulige Størrelse, idet med temmelig regelmæssige Mellemrum 5—6 paa hver Side udmærke sig ved større Længde. Fra Spidsen udgaa 4 Torner, hvoraf de yderste ere størst; dog gaa Sidekanternes Torner saa umærkeligt over i Spidsens, at egentlig ingen bestemt udpræget Grændse kan fastsættes. De ydre Halevedhæng (Fig. 12) ere usædvanlig spinkelt hyggede. Den indre Plade, der er ubetydeligt længere end det midterste Halevedhæng, er af den sædvanlige lancetdannede Form. Ved Basis viser den en stærk oval Opsvulmning for Høreapparatet, der er vel udviklet med stor og fuldstændig incrusteret Otolith. Langs hele den indre Kant af denne Plade tindes under Randbørsterne en tæt Rad af ulige lange Torner; den yderste af disse er størst Qg udgaar fra selve Spidsen. Den ydre Plade er mere end '/a saa lang som den indre, noget udåd bøiet og særdeles smal, samt rundt om besat med lauge Fjærbørster. Hauneu (Tab. XIX, Fig. 3) stemmer i Størrelse, Kropsform og Farve nær overens med Hunnen, men er let kjendelig fra denne ved de secundæ.re sexuelle Characterer, der fremtræde under en lignende Form som hos de i det foregaaende omtalte Mysider. De øvre Antenners Skaft (,Tab. XX, Fig. 13) er kraftigere bygget end hos Hunnen, og navnlig er sidste Led kjeudeligt større og tykkere. Det haarede V^edhæng (Fig. 14) er kortere end Skaftets sidste Led, men temmelig tykt og paa sin nedre Side forsynet med et 2 Gange zigzagforniig bøiet Baand, hvortil de lange til alle Kanter diver- gerende børsteformige Vedhæng ere fæstede. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 15 a) ere forholdsvis smaa, med Spidsen utydeligt tvelappet og forsynet med 6 bøiede Børster. Bagkropslemmerne (Fig. 16-19) ere alle udviklede til tvegrenede Svømraered- 35 skaber ligesom hos de i det foregaaende omtalte ]\l3-sider. Den indre Gren paa Iste Par (Fig. 16 og 16 a) er som sædvanlig rudimentær, enleddet, med Enden konisk-tilrundet og neppe længere end den ydre Grens Iste Led. Den ydre pladedannede Fortsats er saavel paa dette som de øvrige Par simpel, ganske smal og paa Enden forsynet med 6 Hørebør- ster. Næstsidste Par (Fig. 18) udmærker sig fra de øvrige derved, at den ydre Gren er stærkere forlænget og mod Enden istedetfor de sædvanlige Svømmebørster forsynet med 3 grovt cilierede Torner, hvoraf den ene udgaar fra selve Spidsen, de 2 øvrige fra den ydre Kant af de 2 foregaaende Led (se Fig. 18 a). Den forreste af disse Torner er længst og viser i sin ydre Halvpart en tæt Segmentering. Sidste Par (Fig 19) skiller sig kun fra 2det og 3die derved, at der lige bag den indre Grens basale Udvidning findes en kort konisk med en enkelt Børste endende Fortsats (se Fig. 19 a). Nærværende vakre, fint hyggede Myside blev først fundet af mig 1863 i det indre af Christianiafjorden, men kun i et enkelt Exemplar, en fuldvoxen ægbærende Hun. Senere traf jeg den igjen paa en anden Lokalitet i Fjorden, nemlig ved Holmestrand, og lier i flere Exemplarer, saavel Hanner som Hunner. Den forekommer fremdeles ved vor Vestkyst, hvor jeg har tåget den i betydelig Antal i Nærheden af Stavanger, ligeledes af og til i Hardangerfjorden ved Mosterhavn. Nordligere er den derimod ikke forekommet mig. Den lever ialmindelighed paa et Dyb af fra 10—30 Favne og synes at foretrække blød Lerbund. Den af Norman som Mysidopsis hispida fra Shetlandsøerne opførte Form er utvivlsomt identisk med den her omhandlede Art. 19. Ijeptoiny»)!!!) liug-viira, G. 0. Sårs. (Tab. XXI). Mysis lingvura, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoologisk Peise, pg. 21. Charact. spee: Corporis forma qvam in L. gracili magis abbreviata. Scutum dorsale antice medio Icviter prodiietum, lamiua frontali brev], triangulari, ultra medium articuli basalis antennarum superiorum vix extensa. Integumenta lævia, sqvamulis nullis ornata. Oculi sat magni et crassi, pyriformes, haud longe sejuncti. Antennarum superiorum pedunculus oculis longitudine æqvalis, articulo basali ceteris 2 junctis longiore, 2do supine setis modo 2 longioribus ornato, ultimo subclavato. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum phis duplo longior, anguste 36 lanceolata, biarticulata, articulo terminali 4tam circiter sqvamæ longitiulinem occupante setisqve 11 instructo. Pedes structura fere ut iu specie antecedente, sed paulo minus graciles. Telson segmeuto ultimo vix longius, distincte lingvæforme, juxta basin subito sat instrictura, parte ultima vix attenuata, apice late et æqvaliter rodundato, aculeis margina- libus numerosis ad apicem inæqvalibus, 6 eorum ceteris multo longioribus. Uropodorum lamina intenia breviter lanceolata, telsone parum longior, ad basin valde tumefacta, margine interno sub setis niarginalibus dense et æqvaliter aculeato, acu- leis anterioribus arcte appressis, lamina externa interna tertia fere parte longior, valde augusta, apice obliqve truncato. Corpus pigmento luteo diffuse ornatum, segmento ultimo ad finem macula majore dendritica per telson extensa instructo. Lougit. feminæ adultæ 14ram- Beskrivelse at" Hnuueu. Længden er omtrent som hos foregaaende Art, nemlig H""»- Legemet er mindre gjennemsigtigt og delvis prydet med et gulagtigt, diffust Pig- ment, som især paa sidste Segment og det midterste Halevedhæng er meget tydeligt. Desuden findes ved Enden af hvert Bagkropssegment paa Bugfladen en mørkere dendritisk Pigmentplet. Paa sidste Segment udsender denne Pigmentplet stærke Forgreninger opad, der fortsætte sig ud over det midterste Halevedhæng. Brystposen er ligeledes temmelig rigeligt forsynet med Pigraeutforgreninger af mørk brunlig r'arve. Kropsformen er (se Tab. XXI, Fig. 1 og 2) forholdsvis betydelig kortere og mere undersætsig end hos foregaaende Art, og Forkroppen er kjendeligt bredere end Bag- kroppen, der successivt afsmalnes mod Enden. Rygskjoldet er som hos foregaaende Art meget kort, saa at en stor Del af For- kroppen bliver ubedækket. Fortil i Midten gaar det ud i en triangulær Pandeplade (se Fig. 3), der dog er betydelig kortere end hos foregaaende Art, idet den neppe rækker til Midten af de øvre Antenners Basselled. Heller ikke er den ved nogen laterale Indsnit begrænd- set fra det øvrige Rygskjold. Integumeuterne ere fuldkommen glatte, uden at vise Spor til den eiendom- melig skjællede Structur, der udniærker foregaaende Art. Øinene ere temmelig store og tykke, af den sædvanlige pæredannede Form, men, da de ere fæstede temmelig nær sammen, rage de langtfra saa langt ud over Siderne af Rygskjoldet som hos foregaaende Art. Pigmentet er af mørkebrun Farve. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4 og 5) er omtrent Vs saa langt som For- kroppen og skiller sig fra samme hos L. gracilis derved, at 2det Led mangler oventil den skråa Tværrad af Børster, samt at sidste Led er forholdsvis kortere og tykkere. 37 De nedre Antenners Blad (Fig. 6) er mere end dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft og viser en lignende smal lancetdannet Form som hos foregaaende Art. Ogsaa hos den her omhandlede Art er Bladet ved en stærkt markeret Tværsutur delt i 2 Segmenter. Endesegmentet er dog her forholdsvis kortere, neppe indtagende V4 af Bladets Længde og heller ikke saa smalt; det bærer ialt 11 Randbørster, 4 i hver Kant og 3 i Spidsen. Munddelene stemme fuldkommen overens med samme hos foregaaende Art. Dog er 2det Par Kjævefødder (Fig. 8) af forholdsvis noget mere undersætsig Form. Fød de me (Fig. 9) ere ligeledes noget mindre spæde end hos L. gracilis, men vise forøvrigt en meget lignende Bygning. Det midterste Halevedhæng (Fig. 10) er af et meget characteristisk Ud- seende. Det er neppe længere end sidste Segment, lige bag Basis stærkt indknebet, men derpaa af temmelig ens Brede lige til Spidsen, som er bredt og jevnt afrundet. Det faar herved en udpræget tungedannet Form, og Artsbenævnelsen refererer sig ogsaa til denne Charactei-. Sidekanterne ere tæt besatte med Torner, der i den forreste Del ere af ens Størrelse og temmelig korte. Mod Enden blive de derimod lidt efter lidt større og tillige meget ulige, idet enkelte med bestemte Mellemrum udmærke sig ved betydelig Længde. Navnlig ere 6 af de fra den afrundede Ende (se Fig. 11) udgaaende Torner af betydelig Størrelse ; imellem dem staa 2 — 3 neppe halvt saa store Torner. De ydre Halevedhæng (Fig. 12) ere af en lignende Bygning som hos foregaa- ende Art, men forholdsvis mindre slanke. Den indre Plade, der kun er ubetydelig længere end det midterste Halevedhæng, har Basis usædvanlig stærkt opsvulmet med stor og ty- delig Otolith. Langs den indre Kant findes en regelmæssig Rad af Torner, der lidt efter lidt tillage i Størrelse mod Enden. Ved Basis staa de saa tæt, at de tilsammen danne ligesom en sammenhængende Bræm. Den ydre Plade er mere end V3 saa lang som den indre, meget smal og i Spidsen skraat afskaaret. Nærværende Art er let kjendelig fra L. gracilis ved sin mere undersætsige Krops- form, den korte Pandeplade, de tættere sammen staaende Øine og navnlig ved det mid- terste Halevedhængs eiendommelige Form og Bevæbning. Langt større Lighed vise den med den af mig fra Middelhavet beskrevne Art, L. s ar di ca, som dog bestemt skiller sig ved betydelig kortere Antenneblad. Jeg fandt den her omhandlede Art første Gang i 1865 ved Farsund paa 10— 12 F. Sandbund, men kun i et enkelt Exemplar. Senere har jeg truffet den igjen paa et Par Lokaliteter ved vor Vestkyst, nemlig Moldoen og Aalesund, paa begge Steder kun i meget faa Exemplarer, samtlige Hunner. 38 Gen. X. Hemimysis, g. o. sais, iseo. Charact. geuer. : Co r po r is forma subgracilis, cephalothorace latiore, corpore postico angusto, depresso. Scutum dorsale magnum cephalothoracem fere complete obtegens antice medio parum modo productimi. Oculi beue evoluti pigmeuto fulvo insignes. Antennarum superiorum peduuculus structura solita, in mare lobo magno et hirsuto instructus; inferiorum sqvama lanceolata, spina nulla marginis exterioris. Partes mas ticationis fere ut in Myside; palpus tamen mandibularis leviter discrepans, articulo 2do valde dilatato, laminari, dense setifero, ultimo angusto. Pedes sat magui et dense setosi, articulo 3tio plus minusve dilatato et compla- nato, tarso multiarticulato, flexibili, ungve terminali tenui, setiformi. Marsupium ferainæ laminis 4 magnis et rudimento 2 aliarum formatum. Appeudices genitales maris mediocres, structura solita. Pl e op oda feminæ ut vulgo rudiraentaria, subsimilia, maris vero inter se sat discrepantia; paria ejusdem 2 anteriora simplicia ut in femina, 3tium par imperfecte uata- torium, 4tum parlongissimum, styliforme, retro vergens, ultimum parnatatorium, birameum, longe setiferum. Tels on angustum, apice lisso. Uropoda laminis inæqvalibus, undiqve setiferis, interna ad basin organo acustico bene evoluto instructa. Nærværende Slægt er af alle de i det foregaaende omhandlede den, der i de ana- tomiske Detailler kommer nærmest den typiske Slægt, Mys is, fra hvem den dog skiller sig ved enkelte ikke uvæsentlige Chracterer, der synes at gjøre dens Bibeholdelse nød- vendig. Af disse Characterer kan fremhæves den langt stærkere Udvikling af Rygskjoldet, Bagkroppens eiendommelige spinkle og nedtrykte Form, endelig Bygningen af Hannens sidste Par Bagkropslemmer, der ere udviklede til virkelige, tvegrenede Svommeapparater, medens dette Par hos alle virkelige Mysishanner er enkelt og af et lignende rudimentært Udseende som hos Hunnen. Slægten indeholder for Tiden kun en enkelt Art, som i det følgende nærmere skal beskrives. 39 20. Heitiiinysis abyssioola, G. 0. Sårs. (Tab. XXII-XXIII). Bemimysis ahyssicola, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvands- fauna, pg. 32. Charact. spee: Scutum dorsale sat magnum parteni modo parvam segmenti ultinii cephalothoracis supine nudam relinqvens, antice medio obtuse angulatum, lamina frontali nulla distincta, angulis infero-lateralibus rotundatis. Oculi haud magui, fere globosi, scutum ad latera parum modo superautes, pigmento fulvo iu specimiuibus viventibus splendide aurescente insignes. Antennarum superiorum pedunculus tertiam cephalothoracis longitudinis partem vix æqvans, articulo basali ceteris 2 junctis breviore, ultimo ad angulum interiorem setis longis plumosis ornato, appendice hirsuta maris dimidio pedunculo longiore. Anteunarum inferiorum sqvama parva, pedunculo superiorum parum longior, breviter lanceolata, vix qvater longior ac latior, parte basali marginis exterioris excepta undiqve setifera; pedunculus flagelli sqvama parum modo brevior. Pedes corpus anticum longitudine fere æqvantes, articulo 3tio majore in paribus saltem anterioribus sat dilatato et complanato, tarso articulo antecedeute nonnihil longiore, attenuato, ex articulis 4—5 composito. Pleopoda penultimi paris in mare ad apicem fere uropodorum porrecta, ramo in- terno brevissimo, biarticulato, setifero, externo styliformi, nudo, 5-articulato, flagellis 2 inæqvalibus, altero biarticulato, terrainato; rami ultimi paris sæbæqvales, (i-articulati. Telson segmento ultimo longitudine circiter æqvale, sat angustum, apicem versus sensim attenuatum, incisura postica qvartam fere telsonis longitudinis partem occupante dentibus regularibus marginata, lobis termiualibus angustis, acuminatis, aculeo singulo ter- minali sat magno armatis, aculeis lateralibus utrinqve circiter 20, minutis, æqvalibus, non ad basin extensis. Uropoda gracilia, lamina interna telsone nonnihil longiore, anguste lanceolata, basi sat tumefacta, margine interno sub setis marginalibus aculeis G intervallis longioribus se- junctis armato, lamina externa interna Sta circiter parte longiore, sublineari, apice rotun- dato-truncato. Corpus pellucidum, pigmento tamen læte rubro, macuJas minutas arborescentes irregulariter dispositas formante ornatum, partibus masticationis et pedibus splendide pur- pureo tinctis. Longit. feminæ adultæ Hmm. 40 Beskrivelse af Hnnneu. Længden af de største Individer overstiger neppe 14mm. Legemet er i høl Grad gjennemsigtigt, saa at flere af de indre Organer med stor Tydelighed skinne igjennem de tynde Integumenter. Disse ere hist og her prydede med smaa, uregelmæssigt fordelte Pigmentstjerner af en vakker rosenrød Farve. PaaBagkrop- pen sees flere saadanue saavel langs ad Ryggen som Siderne. Hele Mundregionen med sine forskjellige Vedhæng er af en dyb purpurrød Farve, og paa Fødderne sees afvexlende purpurrøde og gulagtige Tværbaand. I den forreste Del afForkroppen skinner den store, kugleformige Tyggemave med stor Tydelighed igjennem og viser en lignende intensiv pur- purrød Farve som Munddelene. Kro ps form en er (se Tab. XXII, Fig. 1 og 2) temmelig slank, ikke ulig samme hos Arterne af den egentlige Slægt Mysis. Dog skiller den sig strax ved Bagkroppens langt svagere Bygning og eiendommelige, stærkt nedtrykte Form. Af dens Segmenter er detsidste længst, lige saa langt som de 2 foregaaende tilsammen. Forkroppen, der er kjendeligt bredere end Bagkroppen, viser ovenfra seet (Fig. 1) overalt omtrent ens Brede. Rygskjoldet er temmelig stort og dækker næsten fuldstændigt Forkroppen, kun ladende en ubetydelig Del af sidste Segment oventil frit. Cervicalfuren er særdeles tydelig og dyb, beliggende ved Enden af den forreste Fjerdedel af Rygskjoldets Længde. Fortil danner Rygskjoldet i Midten kun et ganske kort, stumpt Fremspring, uden at nogen tydelig Pandeplade kan adskilles. De nedre forreste Hjørner ere heller ikke uddragne men sim- pelt afrundede. Øinene ere forholdsvis smaa, næsten af kugledannet Form og rage kun ubety- deligt ud over Rygskjoldets Sider. Den facetterede Del indtager Størsteparten af Øiet og viser et smukt gulrødt Pigment. Hos levende Exemplarer have Øinene i Lighed med flere andre Dybvandsformer et særdeles brillant guldglindsende Skjær. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4) er af middelmaadig Størrelse, ikke fuldt Vs saa langt som Forkroppen. Iste Led er noget kortere end de 2 øvrige tilsammen og udåd forsynet med den sædvanlige børstebesatte Fortsats. Sidste Led er noget udvidet mod Enden og ved det indre Hjørne nedentil forsynet med 8 divergerende Fjærbørster. 2 andre noget kortere ere fæstede til den indre Kant af dette Led. Af Svøberne er den ydre mere end dobbelt saa langsom den indre og ved Basis, hvor den sædvanlige Rad af Lugtetraade er fæstet, temmelig tyk. De nedre Antenners Blad (Fig. 5) er forholdsvis lidet, kun ubetydeligt længere end de øvre Antenners Skaft. Det er af kort lancetdannet Form, ikke fuldt 4 Gange saa langt som bredt, med den ydre Kant mod Midten noget udbuet og i den bagre Trediedel ganske glat. Forøvrigt er Kanterne af Bladet rundt om besat med lauge Fjærbørster. Den yderste Spids af Bladet er ved en vel markeret Tværsutur skilt fra den øvrige Del som 41 et selvstændigt Endeled. Svøben er særdeles lang, næsten af hele Legemets Længde. Deus Skaft er kun lidet kortere end Bladet og af simpel cylindrisk Form, med 2det Led længst. Over- og Underlæbe (se Fig. G) ere af sædvanligt Udseende. Kin db akk er ne (Fig. 6) ere kraftigt udviklede og have den indre Ende (Fig. 7) omtrent af samme Bygning som hos Slægten Mysis. Palpen (Fig. 6 og 8) er meget stor og har 2det Led ganske usædvanlig stærkt pladeformigt udvidet samt rundt om tæt bør- stebesat. Sidste Led er neppe mere end halvt saa langt og af en temmelig smal Form samt, foruden de kamformigt ordnede Torner ved Enden, forsynet med 3 Rader af tynde Børster. Iste Par Kjæver (Fig. 9) vise intet udmærkende i sin B)'gning. 2 det Par Kjæver (Fig. 10) have ligeledes alle Dele normalt udviklede. Viften er forholdsvis meget stor, af elliptisk Form, samt forsynet med et stort Antal af korte Fjærbørster. Endeleddet er af oval Form og langs den ydre Kant bevæbnet med circa 12 cilierede Torner foruden en hel Del fine Haarbørster. Iste Par Kjævefødder (Tab. XXIII, Fig. 1) ere forholdsvis smaa. Iste Led har indad en temmelig stor, lamellær, med stærke Børster besat Udvidning. Derimod ere de øvrige Led simple og i den indre Kant som sædvanligt børstebesatte. Næstsidste Led er neppe længere end det foregaaende, og sidste Led er meget kort og afstumpet samt forsynet med en Rad af cilierede Torner foruden en hel Del fine Børster. Svømmegrenen er betydelig længere end selve Kjævefodeu og har Endedelen sammensat af 8 Led. Vif- ten er forholdsvis stærkt udviklet og af bred lancetdannet Form. 2det Par Kjævefødder (Fig. 2) ere noget stærkere forlængede end Iste Par og have 3die Led temmelig bredt og sammentrykt. 4de og Ste Led ere betydelig sma- lere og indbyrdes omtrent af ens Længde. Sidste Led er af oval Form og langs Kanterne bevæbnet med lange bøiede Torner. Fødderne (Fig. 3) ere betydelig større end 2det Par Kjævefødder og næsten af Forkroppens Længde. De ere tæt børstebesatte og udmærke sig ved 3die Leds eiendom- melige sammentrykte og pladedannede Form, der dog paa sidste Par (Fig. 4) er mindre fremtrædende. 4de Led er betydelig kortere end 3die og i den indre Kant forsynet med lange Børsteknipper. Tarsen er temmelig stærkt forlænget, næsten af 3die Leds Længde, tydeligt afsmalnende mod Enden og meget bøielig. Den sammensættes paa de 5 forreste Par af 4, paa bågeste Par af 5 Led, der alle bære lange Børsteknipper. Endekloen er tynd og børsteformig. Brystposen. der ofte er særdeles stor og fremspringende (se Tab. XXII, Fig. 2) er ligesom hos Slægten Mysis sammensat af 4 store bøiede Plader (se Tab. XXIII, Fig. 5). Dog bemærkes ved Basis af 4de Fodpar et ubetydeligt Rudiment af nok et Par Plader (ibid. c), der dog her ere saa smaa, at de ikke kunne siges at deltage i Brystposens Dannelse. 42 Bagkropslemmerne (Fig. G og 7) ere meget smaa og smale, med den basale Udvidniiig kun lidet fremtrædende. Dog adskiller Iste Par (Fig. G) sig i denne Henseende noget fra de øvrige Par. Det midterste Halevedhæng (Fig. 9 og 10), hvis Længde omtrent er lig sidste Segments, er af en temmelig smal Form, bredest ved Basis og jevnt afsmalnende mod Enden, der ved et dybt, næsten V4 af Vedhængets Længde indtagende Indsnit er delt i 2 tilspidsede Lappe, hvoraf enhver ender med en temmelig lang, lige bagud rettet Torn. Indsnittets Kanter ere bevæbnede med ensforniigt udviklede og kamformigt ordnede Tæn- der. Langs Sidekanterne af Vedhænget findes paa hver Side omtrent 20 meget smaa Tor- ner, der imidlertid ikke strække sig til den basale Del, hvis Kanter ere ganske glatte. De ydre Halevedhæng (Fig. 8) ere af spinkel Bygning. Den indre Plade, der er adskilligt længere end det midterste Halevedhæng, er af smal lancetdannet Form og viser ved Basis den sædvanlige Opsvulmning for Høreapparatet; dette er udviklet paa nor- mal Vis og har Otolithen af middelmaadig Størrelse og glasagtig Consistens. Langs den indre Kant af denne Plade findes under Randbørsterne 6, ved længere Mellemrum skilte Torner, hvoraf den bågeste har sin Plads ved Begyndelsen af den bagre Trediedel af Pla- dens Længde. Den ydre Plade er omtrent V5 længere end den indre, af lineær Form, med afkuttet Spids, og rundt om besat med stærke Fjærbørster. Hannen (Tab. XXH, Fig. 3) er omtrent af Hunnens Størrelse og let kjendelig fra samme ved den eiendoramehge Udvikling af Bagkropslemmerne. De øvre Antenners Skaft (Tab. XXIII, Fig. 11) er betydelig kraftigere bygget end hos Hunnen og ved Enden forsynet med det sædvanlig haarede Vedhæng, der næsten er af hele Skaftets Længde og nedenunder (se Fig. 12) forsynet med et dobbelt zigzag- formigt bøiet Baand til Befæstelse for de talrige til alle Kanter divergerende Haarbørster. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 13 a) ere af kort cylindrisk Form, noget S-for- migt bøiede og ved Enden forsynede med en Del krummede Børster. Af Bagkropslemmerne ere de 2 forreste Par (se Tab. XXII, Fig. 3) fuldkom- men af samme rumentære Bygning som hos Hunnen, hvorimod de 3 bågeste Par ere eien- donimeligt og indbyrdes meget ulige udviklede. 3dic Par Baghropslcmmcr (Fig. 14) beståa hver af en bred, med spredte Muskel- bundter fyldt og noget pladedannet Basaldel, til hvis Ende 2 ulige store og ulige formede Grene ere fæstede. Den inderste af disse stemmer i sin Bygning temmelig nær overens med det tilsvarende Par Lemmer hos Hunnen, dog med den Forskjel, at den ydre Del er afsat som et særskilt Endeled. Den ydre Gren (Fig. 15) er ganske rudimentær, kun dan- nende en ubetydelig med 2 simple Børster besat Knude, der dog er tydeligt begrændset fra Basaldelen. 4de Var Baghropslemmer (Fig. 16) ere udviklede paa den for Slægten Mysis cha- 43 racteristiske Maade, dannende lange, lige bagud rettede styletformige Apparater, der næ- sten række til Enden af de ydre Halevedhæng. Ved nøiere Undersøgelse kan man paa dem ligesom paa foregaaende Par adskille en tykkere, muskuløs, her af 2 tydelige Segmen- ter bestaaende Basaldel og 2 ulige udviklede Grene. Den indre Gren (Fig. 17) er meget liden og tynd, bestaaende af 2 Segmenter, hvoraf det forreste er pladeformigt udvidet og i den ydre Kant forsynet med 5 Hørebørster, medens det bågeste er smalt elliptisk og forsynet med en regelmæssig Rad af stærke Fjærbørster, hvoraf den terminale er længst. Den ydre Gren er enormt udviklet, af smal cylindrisk Form og delt i 5 tydelige Led, hvoraf Iste, 3die og 4de ere længst. Sidste Led er ganske kort og bærer ved den tvært afskaarne Ende 2 bagudrettede Svøber, hvoraf den ydre er længst og mod Enden i den ene Kant tint tandet samt delt i talrige korte Segmenter (se Fig. 18). Den indre Svøbe er 2-leddet med det basale Led, der egentlig er at betragte som Grenens sidste Led, kor- test, Endeleddet smalt, tornformigt. 5te Par Baghropslemmer (Fig. 19) endelig ere omformede til vel udviklede, tve- grenede Svømmeapparater af en lignende Bygning som hos Bannerne af de i det foregaa- ende omtalte Mysider. Begge Grene ere omtrent af ens Længde, 6-leddede og forsynede med stærke, cilierede Svømmebørster. Den indre Gren danner ved Basis en tydelig, om- end mindre stærkt fremtrædende pladeformig Udvidning, hvortil ere fæstede 6 Hørebørster. Nærværende smukke Myside blev først af mig opdaget ved Lofoten paa det bety- delige Dyb af 250 Favne. Senere traf jeg den igjen paa en vidt adskilt Lokalitet, nemlig i Christianiafjorden, hvor den ikke synes at være saa ganske sjelden paa de største Dyb i Fjorden, fra 150—200 Favne. Endelig har jeg tåget den i store Mængder i Hardanger- fjorden, hvor den væsentlig holder til i Dybsøcorallernes Region. Enkeltvis har jeg ogsaa truftet den paa flere andre Punkter ved vor Vestkyst (Florø, Moldø), overalt kun paa store Dyb. I sine Bevægelser synes den ikke at være synderlig livlig, og dens svagt ud- viklede Bagkrop synes heller ikke at kunne tillade den at gjøre de energiske og hurtige Sprang i Våndet, som man kan observere ved de fleste øvrige Mysider. Gen. XI. MysiS, Latreille. Charact. geuer.: Corporis forma vulgo gracilis, cephalothorace corpore postico parum latiore. Scutuni dorsale haud magnum, cephalothoracem imperfecte obtegens, antice .medio plus minusve productum. 44 Oculi bene evoluti, pigmento obscuro. Antennarum superiorum pedunculus plus minusve claviformis, articulo basali majore, ultimo brevi ad anguluni interiorem longe setifero, lobo hirsuto maris bene evo- luto; inferiorum sqvama forma et magnitudine diversa in diversis speciebus. La brum et labium structura solita. Mandibulæ bene evolutæ, extremitate incisiva securiformi, armatura solita; palpo magno, articulo 2do dilatato, ultimo brevi. Maxillæ Imi paris structura solita; 2di paris sat magnæ, parte basali lato intus lobis 3 incisivis et pectine magno setoso ornata, articulo terminali plus minusve dilatato spinis plerumqve rigidis marginato. Maxillipedes Imi paris mediocres, articulo basali intus lamina magna setosa ornato, seqventibus 2 intus plus minusve dilatatis, ultimo brevi et obtuso spinis ciliatis marginato; 2di paris illis parum modo longiores, articulo ultimo elliptico spinis longis uniseriatis ornato. Pedes haud elongati, setosi, tarso multiarticulato, flexibili, ungve terminali parum conspicuo. Marsupium feminæ ex 2 modo paribus laminarum compositum. Appendices genitales maris breves, apice sparse setifero. Pl eo poda feminæ structura solita; Imum, 2dum et ultimum par in mare fere ut in femina; 3tium par sæpius imperfecte natatorium; 4tum par elongatum, styliforme, retro vergens. Telson bene evolulum, spinosum, apice integro vel fisso. Uropoda structura solita, lamina interna lanceolata organo acustico bene evoluto instructa, externa sublineari, undiqve setifera. I den Begrændsning, hvori nærværende Slægt her tåges, er den væsentlig charac- teriseret ved Bagkropslemraernes eiendommelige Udvikling hos Hannen, ligesom den ogsaa i mere eller mindre Grad skiller sig fra de i det foregaaende omtalte Mysider ved Mund- delenes og Føddernes Bygning samt ved Brystposens Sammensætning. Slægten synes at fære repræsenteret i de fleste Have; dog er tidligere en Del Former regnet herhen, som senere have vist sig at tilhøre særegne Slægter. For Tiden kjendes ikke mindre end 19 forskjellige Arter, som med Sikkerhed kunne henregnes til denne Slægt. Af disse høre de 10 til Norges Fauna. C Arter forekomme i Middelhavet; 3 Arter ved Nordamerikas Østkyst; og 1 Art ved Grønland og Spitsbergen. Desuden er 1 Art kjendt fra de større Indsøer i Nordeuropa og Nordamerika. Arterne gruppere sig naturligt til Underafdelinger, der maaske kunne betragtes som Underslægter. Efter Bygningen af det midterste Hale- vedhæng og de nedre Antenners Blad kunne de sammenstilles paa følgende Maade: 45 Synopsis specierura generis Mysidis hucusqve cognitarum. Telson apice ■ Ifisso. Sqama I antenn, infe- riorum sublinearis. extus nuda, dente margi- nis exterio- \ lis armata, jrhomboidea. \t I 4. 5. G. 7. 8. 9. 10. {''• lundiqve setifera, dente mar-|i2. ginis e.xterioris nulla. \\^, integro. Sqvama antenn, inferiorum undiqve setifera. r 1. Mysis flexuosa, Miill. neglecta, G. 0. Sårs. inermis, Rathke. spiritus, Norman. ornata, G. 0. Sårs. Belleri, G. 0. Sårs. assimilis, G. 0. Sårs. arenosa, G. 0. Sårs. ferruginea, v. Bcned. Lamornæ, Couch. bahirensis, G. 0. Sårs. oculata, Fabr. relicta, Loven. '14. „ mixta, Lilljeb. 15. „ stenolepis, Smith. 16. „ vulgaris, Thomps. 1 17. „ amer kana, Smith. 118. „ truncata, Heller. 19. „ longicornis, Edw. 21. Mysis flexnosa, (Miiller). (Tab. XXIV— XXV). Cancer flexuosus, Muller, Zool. Dan. t. 66, fig. 1 — 9. Cancer astacus multipes, Montagu, Lin. Transact. IX, pg. 86, tab. 2. fig. 86. Mysis spinulosa, Leach, Lin. Transact. XI, pg. 350. Mysis CJiamceleon, Thompson, Zool. Researches pg. 28. tab. 2, fig. 1 — 10. Mysis Chamæleon, Bell, British stalkeyed Crustacea, pg. 33G. Mysis flexuosa, Krøyer, Nat. Tidsskr. Sdie Række I, pg. 2. Gaimard Voyage en Scandi- navie, Crust. tab. IX, fig. 1 — 3. Mysis Chamæleo, van Beneden, Ilecherches sur la faune littorale de Belgique. Crustacés, pg. 14, tab. II-V. 46 Cliaract. spee: Forma gracilis, sublinearis, cephalothorace angusto, corpore postico sat robusto posteriora versus sensim atteiuiato. Scutiim dorsale parvum, segmentum posticum totura cephalothoracis et partem dorsalem 2 aliorura nuda relinqvens, antice medio leviter productum, laminam frontalem distinctara sat latam ad medium circiter articuli basalis antenn, superiorum extensam for- mans, angulis infero-lateralil)us acutis sed baud multum exsertis. Oculi cylindro-clavati, sat angusti, duplo fere longiores qvam latiores, utrinqve scutum longe superantes, pigmento partem modo minorem oculi occupante. Antennarum superiorum peduuciilus qvartam circiter cephalotboracis longitudinis partem æqvans, articulo basali ceteris 2 junctis distinete longiore. Antennarum inferiorum sqvama valde elongata, duplani pedunculi superiorum lon- gitudinem excedens, anguste linearis, plus Sies longior qvam latior, apicem versus leviter attenuata, margine externo nudo aculeo minuto terminato, apice paulum obliqve truncato et ut margine toto interiore setifero ; pedunculus fiagelli brevis ne tertiam qvidem sqvamæ longitudinis partem asseqvens. Maxillarum 2di paris articulus terminalis baud magnus, ovatus, margine externo setis teuuibus et spinis modo 4 — 6 apici approximatis instructo. Maxillipedum Imi paris articulus 2dus et 3tius intus parum dilatati. Pedes mediocres, tarso articulo antecedente longiore 6-articulato, in ultimo pari tamen 5-articulato, ungve terminali distincto, sed haud forti. Pleopoda penultimi paris in mare ad extreniitatem telsonis circiter porrecta, ramo externo flagello singulo biarticulato, dimidiam rami longitudinem non asseqvente terminato. Telson sat magnum, elongato-qvadrangulare, apicem versus sensim attenuatum, aculeis marginalibus minutis, æqvalibus, (utrinqve circiter 24), apice breviter fisso, fissura vix sextam telsonis longitudinis partem occupante, lobis terminalibus obtusis intus deuse aculeatis extus nudis, aculeo singulo minuto ad angulum exteriorem armatis. Uropoda haud elongata, laraina interna telsone breviore intus sub setis margina- libus aculeis 10—12 armata, otolitbo niagno, externa illa qvarta circiter parte longiore, sat lata, apicem versus leviter attenuata. Corpus colore pallide flavescente maculis singulis arborescentibus sat regulariter dispositis ornatum. Longit. feminæ adultæ 2Gmra, maris palulo miner. Beskrivelse af Hunnen. Længden af de største Individer gaar op til 2(jmm, og den horer saaledes til de større Arter af Slægten. Legemet er sædvanlig temmelig gjennemsigtigt, af bleg gulagtig Farve, men altid 47 prydet med et vist Antal regelmæssigt ordnede Pigmentstjerner. Eftersom disses For- greninger ere mere ere mindre udviklede, antager Legemet en mørkere eller lysere Far- vetone. Mest iøinefaldende ere disse Pigmentstjerner paa Bagkroppen. Her findes paa hvert Segments Rygside nøiagtig i Midtlinien en meget distinkt Pigmentplet med en mørk Kjerne, hvorfra forskjelligt farvede Udløbere straale ud til alle Sider. Langs Bagsiden findes et mere jevnt fordelt mørkt Pigment, hvorfra mere eller mindre stærke Forgrenin- ger strække sig opad Siderne. Paa Forkroppen bemærkes ogsaa en Del forgrenede Pig- mentpletter, der dog ere mindre skarpt udprægede. Ogsaa forskjellige af Legemets Ved- hæng ere paa en lignende Maade udstyrede. Saaledes sees constant paa de øvre An- tenners Skaft en mere eller mindre stærkt forgrenet Pigmentplet, hvis Kjærne er belig- gende paa den nedre Side af 2det Led og hvorfra Udløbere udstraale saavel bagtil som fertil, selv langt ind i den indre Svøbe. Paa de nedre Antenners Blad findes ialminde- lighed nærmere den indre Kant en Række af Pigmentsjerner, og paa Haleviften sees lig- nende Pigmentpletter, der paa det midterste Halevedhæng ere ordnede parvis. Brystposen viser endelig til hver Side et større Antal, tildels sammenløbende Pigmentstjerner, der ordne sig i to Partier. Kropsformen er (se Tab. XXIV, Fig. 1 og 2) særdeles slank, ovenfra seet(Fig. 1) næsten lineær, med Forkroppen særdeles smal og fortil neppe engang saa bred som Bagkroppen. Denne sidste er af meget kraftig Bygning, cylindrisk og jevnt afsmalnende bagtil, med sidste Segment kun lidet længere end de øvrige. Rygskjoldet er forholdsvis meget lidet og lader hele sidste Forkropssegment samt det dorsale Parti af 2 foregaaende Segmenter ubedækket. Fortil danner det i Midten en tydelig og temmelig bred Pandeplade, der dækker Øinenes Insertion og med den stumpe Spids rækker omtrent til Midten af de øvre Antenners Basalled. De nedre forreste Side- hjørner er ikke meget uddragne, men vise et tydeligt spidsvinklet Fremspring. Øinene ere temmelig smale, idet de omtrent ere dobbelt saa lange som brede, og af næsten cylindrisk Form eller kun ubetydeligt udvidede mod Enden. De rage til hver Side langt ud over Rj'gskjoldets Sider og bæres ialmindelighed retvinklede til Krops- axen. Den facetterede Del indtager kun det yderste Parti af Øiet og viser et dybt sort, i- grønligt skiftende Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4) er noget længere end øinene eller omtrent V4 saa langt som Forkroppen og af smal kølledannet Form. Iste Led er adskilligt læn- gere end -de 2 øvrige tilsamraen, med den ydre børstebesatte Fortsats kun lidet frem- springende. Sidste Led er noget udvidet mod Enden og langs den indre Kant forsynet med 4 stærke Fjærbørster. Fra det indre Iljorne udgaa desuden 10—12 lange diverge- rende, ligeledes tæt cilierede Børster. Af Svøberne er den indre næsten 3 Gange saa lang som Skaftet og den ydre enduu adskilligt længere. Langs den basale Del af denne sidste Svøbe findes den sædvanlige Rad af baandformige Lugtetraade. 48 De nedre Antenners Blad (Fig. 5) er af anselig Længde, over dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft, og af en meget smal lineær Form, idet Breden kun er lig omtrent Vj af Længden. Det afsmalnes ganske svagt mod Enden, som (se Fig. 6) er noget skraat afskaaret i Retningen indenfra udåd, dog saaledes, at det indre Hjørne ikke over- rager den ved det ydre Hjørne fæstede Torn. Denne sidste er temmelig liden, lige fortil- rettet og tydeligt afsat fra Bladet. Den ydre Kant er fuldkommen glat og lige, og heller ikke den indre Kant viser nogen bemærkelig Krumning uden ved Basis. Langs hele den indre Kant ere til særegne Afsatser fæstede omkring 50 forholdsvis korte Fjærbørster og fra den skraat afskaarne Ende udgaa 7 lignende, men endnu kortere Børster. Saaledes som Tilfældet er hos de fleste Mysider, er det indre Hjørne ved en tydelig Tværsutur adskilt som et særegent Endeled. Svøben er noget længere end de øvre Antenners ydre Svobe eller omtrent af Legemets halve Længde. Dens Skaft er ganske kort, neppe mere end V4 saa langt som Bladet og af simpel cylindrisk Form med de 2 yderste Led omtrent af ens Længde. Overlæben (se Fig. 7) er af den sædvanlige hjelmdannede Form og fortil stumpt tilløbende. Underlæben (Fig. 10) har Sidelapperne af oval Form og langs den indre Kant fint haarede. Kindbakkerne (Fig. 7) ere vel udviklede og af den sædvanlige Form. Den tydeligt øxeformige indre Ende (se Fig. 8) har fortil 2 tildels hinanden dækkende, tandede Grene, hvoraf den bågeste paa høire Kindbakke har Formen af en tynd, tornformig. i Kanterne fint saugtakket Fortsats. Tyggeknuden er paa begge Kindbakker tydeligt udviklet. Lnellem denne og det forreste tandede Parti findes paa venstre Kindbakke 3 grove hoiede Torner, hvortil svarer paa høire Kindbakke en tynd, i fire spidse Tænder udgaaede Plade. Palpen (Fig. 7 og 9) er adskilligt længere end selve Kindbakken og har 2det Led tem- melig stærkt pladeformigt udvidet og langs Kanterne tæt børstebesat. Sidste Led er for- holdsvis kort, neppe halvt saa langt som 2det, og af oval Form samt, foruden de sædvan- lige kamformigt ordnede Torner ved Spidsen, forsynet langs sin ydre Kant med 8 stærke fortilkrummede Børster. Iste Par Kjæver (Fig. 11) vise den sædvanlige Bygning. Den indre Gren er hjerteformig og har foruden de 3 stærke fra Spidsen udgaaende Torner i begge Kanter nogle betydelig kortere Fjærbørster. 2det Par Kjæver (Fig. 12) have Basaldelen temmelig bred og indad forsynet med 3 tydelige Tyggelapper og bag disse med en tæt Besætning af lange bøiede Børster. Viften er af elliptisk Form, fortil noget uddragen, og forsynet med talrige Fjærbørster. Endeleddet er forholdsvis lidet, af oval Form, og i den ydre Kant kun forsynet med nogle faa (5—6) nærmere Spidsen fæstede Torner, forresten med sædvanlige Børster. Iste Par Kjævefødder (Tab. XXV, Fig. 1) have Basalleddet omtrent saa langt 49 som alle de øvrige Led tilsammen og indad forsynet med en temmelig stor pladeformig, med stærke Børster besat Fortsats. De 2 følgende Led ere derimod kun lidet udvidede indad. Sidste Led (se Fig. 2) er ganske kort, sammentrykt og i Enden stumpt tilrundet samt langs Kanterne forsynet med en enkelt Rad af cilierede Torner, foruden en hel Del tynde Børster. Svøramegrenen har Basaldelen temmelig smal og udåd gaaende ud i et skarpt Hjørne; dens Endedel er sammensat af 12 Led. Viften er temmelig stor og af den sædvanlige lancetdannede Form. 2det Par Kjævefødder (Fig. 3) ere noget, skjøndt ikke meget større end Iste Par og have Basalleddet kortere, medens 4de og 5te Led ere forholdsvis mere forlængede. Sidste Led (Fig. 4) er af oval eller elliptisk Form og langs Kanterne forsynet med en regelmæssig Rad af temmelig lange eiendommelige Torner (Fig. 5), der paa Midten ere i begge Kanter grovt tandede, medens den ydre Del danner en bøielig fint cilieret Ende- snært. Svømmegrenen er adskilligt større end paa Iste Par og har 1 Led flere. Fødderne (Fig. 6) ere noget kortere end Rygskjoldet og alle af temmelig ens Udseende og Størrelse. 3die og 4de Led ere indbyrdes omtrent af ens Længde og i den indre Kant tæt børstebesatte. Tarsen er adskilligt længere end 4de Led, meget boielig og sammensat paa de 5 forreste Par af G, paa sidste Par (sml. Fig. 15) af 5 med tætte Børsteknipper forsynede Led. Endekloen (Fig. 7) er tydeligt udviklet, skjøndt ikke meget kraftig. Svømmegrenen er noget kortere end selve Foden og har Endedelen sammen- sat af 14 Led. Brystposen sammensættes kun af 2 Par store bøiede Plader (se Fig. 8), der udgaa fra Basis af de 2 sidste Fodpar. Af noget SdiePar er her derimod ikke det mindste Rudiment at se. Bagkr op slemmer ne (Fig. 9—10) ere af den sædvanlige rudimentære Beskaf- fenhed og tiltage noget, skjøndt ikke betydeligt, i Længde bagtil. Den basale Udvidning er meget lidet fremtrædende, neppe mærkelig, skjøndt dens Plads kan bestemmes ved de fra den ydre Kant udgaaende 4 stærke Hørebørster. Langs ad den nedre Flade flndes paa dem alle en Rad af temmelig lange og stærke Fjærbørster. Det midterste Halevedhæng (Fig. 11) er temmelig stort, betydelig længere end sidste Segment, og af aflang firkantet Form, med den største Brede, der er noget mindre end den halve Længde ved Basis, hvorfra det successivt afsmalnes mod Enden. Denne viser i Midten (se Fig. 12) et ganske kort, neppe Vs ^^ Vedhængets Længde ind- tagende vinkelformigt Indsnit, hvis Kanter er tæt besatte med fine kamformigt ordnede Torner. De ved Indsnittet fremkomne Endelober ere i Enden tilrundede og have ved det ydre Hjørne en meget liden bagudrettet Torn, hvorimod deres ydre Kant forøvrigt er ganske glat. Sidekanterne af Vedhænget ere paa hver Side bevæbnede med circa 24 forholdsvis smaa og ligeligt udviklede Torner, hvoraf den bågeste omtrent staar i Linie med Ind- snittets Bund. 50 De ydre Halevedhæng (Fig. 13) ere forholdsvis korte, neppe mere end Vs saa lange som Bagkroppen. Den indre Plade er noget kortere end det midterste Halevedhæng og af lancetdannet Form, med Basis noget opsvulmet for Høreapparatet, der viser en tem- melig stor glasagtig Otolith. Langs den indre Kaut af denne Plade fiudes under Rand- børsterne 11 Torner, hvoraf den bågeste er fæstet i betydelig Afstand fra Spidsen. Den ydre Plade er omtrent ^|^ længere end den indre og noget bredere end denne, men af- smalnes successivt mod Spidsen, der er skraat afskaaret. Pladen er som sædvanhg rundt om børstebesat. Hauuen (Tab. XXIV, Fig. 3) er sædvanligvis noget mindre end Hunnen og let kjendelig fra denne ved Bagkropslemmernes eiendommelige Udvikling. De øvre Antenners Skaft er noget kraftigere bygget og ved Enden fonsynet med det sædvanlige haarede Appendix. Dette er mere end halvt saa langt som Skaftet og af en meget smal, noget sammentrykt Form (se Tab. XXV, Fig. 14). Langs dets nedre Flade tindes et tyndt 2 Gange zigzagformigt bøiet Baand, hvorfra de forholdsvis korte, men tætte Haarbørster udgaa. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 15 a) ere af kort cylindrisk Form og vise i Enden en noget fremspringende halvcirkelforniig Lap, der er besat med nogle simple bagud krum- mede Børster. Af Bagkropslemmerne vise de 3 forreste og det sidste Par fuldkomraen samme rudimentære Bygning som hos Hunnen. Derimod ere 3die og 4de Par eiendommeligt omformede. 3die Par Bagkropslemmer (Fig. 16) beståa af en temmelig tyk og muskuløs Basaldel, hvortil er fæstet 2 uligestore og ulige udviklede uleddede Grene. Den indre af disse viser omtrent samme Udseende som de tilsvarende Lemmer hos Hunnen. Den ydre Gren er omtrent halvt saa lang, simpel konisk og mod Enden i den ydre Kant forsynet med 3 simple Torner. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 17) ere udviklede paa den for denne Slægt characteristiske Maade til lange bagudrettede styletformige Apparater, og række omtrent til Spidsen af det midterste Halevedhæng. De beståa af en muskuløs, af 2 tydelige Seg- menter bestaaende Basaldel, til hvis Ende er fæstet 2 meget ulige udviklede Grene. Den indre Gren (Fig. 18) er meget liden og bestaar af 2 Led, hvoraf det første er ganske kort og danner udåd en pladeformig med 5 divergerende Hørebørster besat Udvidning. Sidste Led er 3 Gange saa langt, ganske smalt og i Enden koniskt tilløbende samt langs ad den nedre Flade forsynet med en Rad af Fjærbørster. Den ydre Gren er smalt cylin- drisk, udeu Børster og delt i 5 tydelige Led, hvoraf Iste og 3die ere længst, medens 2det og 5te ere ganske korte. Dette sidste Led gaar paa den ydre Side ud i en tilspidset Fortsats og bærer ved Siden af denne en kort simpel Torn. Fra Enden af dette Led 51 udgaar en enkelt 2 leddet Svøbe, der er noget kortere end selve Grenens Stamme. Dens sidste Led, der omtrent er halvt saa langt som det første, viser (se Fig. 19) paa Midten en hel Del sraaa Torner, der ere ordnede i en skrueformigt eller spiralt omkring Leddet gaaende Række; selve Spidsen er uogen og ender med en knapformig Udvidning (se Fig. 20). Nærværende Art, der let kjendes ved sine lange og smale, lineær Antenneblade, er allerede beskrevet ogaftildet af 0. Fr. Muller i hans bekjendte Værk, Zoologia Danica. Den er senere af forskjellige Zoologer gjenfundet og mere eller mindre udforligt bleven beskrevet, tildels under andre Benævnelser. Foruden ved Norge kjendes den fra Danmark, Bohuslan, Østersøen lige op til den botniske Bugt, Belgien og de bri- tiske Øer. Hos os har jeg observeret den meget almindelig i Christianiafjorden. ligesom ogsaa paa flere Punkter af vor Syd- og Vestkyst. Derimod har jeg ikke truftet den hver- ken ved Lofoten eller Finmarkens Kyst, hvorfor den idethele raaa betragtes som en mere sydlig Form. Den er i sin Levevis en udpræget littoral Art og alene at træffe nær Stranden, især paa ganske grundt Vand, hvor Bunden er bevoxet med Græs og Tang. I sine Bevæ- gelser er den ialmindelighed ikke synderlig livlig; men dens kraftigt udviklede og musku- løse Bagkrop sætter den dog istand til at foretage meget raske og energiske Sprang i Våndet, naar den forfølges af sine Fiender. 22 Iflysis neg-lecta, G. 0. Sårs. (Tab. XXVI). Mysis negleda, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 37. Charact. spee: Antecedenti valde affinis sed statura minore et corporis forma minus gracili. Scutum dorsale fere ut in M. flexuosa, lamina frontalis tamen paulo brevior. non ad medium articuli basalis antennarum superiorum porrecta. Oculi forma et raagnitudine ab iisdem speciei antecedentis parum discrepantes. Antennarum superiorum pedunculus paulo magis robustus, articulo basali ceteris ^ junctis vix longiore. Antennarum inferiorum sqvama duplam pedunculi superiorum longitudinem minime asseqvens, forma sublineari, Sies circiter longior qvam latior, apice sat obliqve truncato, angulo e.xterno spina sat valida obliqve extus vergente armato, interno ante spinam por- recto, margine externo nudo, interno et apice setiferis ; pedunculus flagelli tertiam sqvamæ longitudinis partem vix superans. Pedes posteiiora versus longitudine sat decrescentes, tarso articulo antecedente parum longiore in paribus anterioribus 5-articulato, in ultimo pari 4-articulato. Pleopoda penultimi paris in mare ultra apicem telsonis porrecta, structura simili ac in M. tiexuosa sed flagello terminali multo longiore, longitudinem rami superante. Telson elongatum, apicem versus sat attenuatum, incisura postica Stam fere telsonis longitudinis partem occupante antice valde angusta, lobis terminalibus obtusis aculeo mi- nuto ad angulum exteriorem armatis, lateribus telsonis utrinqve aculeis circiter 20, ultimo ab apice remoto, munitis. Uropoda structura simili ac in M. flexuosa, sed paulo magis elongata et otolitho multo minore prædita. Corpus totum sæpius pigmento olivaceo vel fusco-roseo arborescente dense ornatum, setis sqvamarum antennalium et uropodorum læte rubris vel violaceis. Longit. feminæ adultæ vix 20rain superans. Beskrivelse af Huuueu. Længden af de største Individer overskrider neppe 20n"n, og den er saaledes ad- skilligt mindre end foregaaende Art. Legemet er sædvanligvis overalt saa tæt prydet med mangfoldigt delte Pigment- f orgreninger, at det antager en intensiv gulbrun eller rødbrun Farve. Paa Bagkrop- pen ville de i Midten af hvert Segment beliggende Pigraentstjerner kunne erkjendes; men da deres Forgreninger paa mangfoldig Vis forbinde sig og blande sig med de fra Bugsiden kommende, 3r det ofte alene de mørke Kjerner, som forraade deres Nærværelse. Tydeli- gere ere de paa Autennebladene og Haleviften tilstedeværende Pigmentstjerner, der idet- hele vise en lignende Anordning som hos foregaaende Art. De fra disse Vedhæng udgaa- gaaende Fjærbørster ere ialmindelighed af en vakker rød eller violet Farve. Kropsformen er (se Tab. XXVI, Fig. 1) forholdsvis adskilligt kortere og mere undersætsig end hos foregaaende Art, og nærværende Form kjendes allerede herved let fra samme. Rygskjoldet forholder sig visnok idethele som hos M. flexuosa. Dog erPandepla- den noget mindre fremspringende og rækker neppe til Midten af de øvre Antenners Ba- salled. Under den sees en tydelig tornformig Fremstaaende ligesom hos følgende Art. Øinene ere af en meget lignende Form og Størrelse som hos foregaaende Art. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er af noget kraftigere Bygning, og Iste Leder her neppe længere end de 2 øvrige tilsammen. Sidste Led er forholdsvis større og mindre stærkt udvidet i Enden. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) opnaar neppe de øvre Antenners Skafts 53 dobbelte Længde og er altsaa betydelig kortere end hos foregaaende Art. Ligeledes er det forholdsvis bredere, idet den største Brede er lig Vs af Længden. Af Form er det lineært, dog noget bredere ved Basis og ganske lidt afsmalnende mod Enden, der (se Fig. 5) er temmelig skraat afskaaret, saa at det indre Hjørne rager tydeligtfrem foran Spidsen af den ved det ydre Hjørne fæstede Torn. Denne sidste er som hos foregaaende Art ty- deligt afsat fra Bladet, temmelig stærk og skjævt udadrettet. Den ydre Kant af Bladet er glat og temmelig lige, skjønt ikke saa fuldkommeu som hos foregaaende Art. Fra den indre Kant udgaar omtrent 40 stærke Fjærbørster og fra den skraat afskaarne Ende 8 lignende. Svøbens Skaft er betydelig kortere end de øvre Antenners Skaft og overskrider neppe V3 af Bladets Længde. Munddelene stemme i alt væseutligt fuldkommen overens med samme hos fore- gaaende Art. Fød,derne (Fig. G) vise ogsaa en meget lignende Bygning, men have Tarsen for- holdsvis betydelig kortere, og kun sammensat af 5 Led foruden Kloleddet. Sidste Fod- par (sml. Fig. 10) er betydelig kortere end de forreste og har Tarsen kun 4-leddet. Svøra- megrenen har ligeledes færre Led i Endedelen end hos foregaaende Art. Det midterste Halevedhæng (Fig. 7) er af en meget lignende Form og Be- væbning som hos M. flexuosa, men skiller sig strax ved Beskaffenheden af det bagre Ind- snit. Dette er forholdskis dybere, idet det næsten indtager V5 af Vedhængets Længde, og er i sin forreste Del særdeles smalt, næsten spaltforraigt. Tallet af Sidetorner er altid mindre end hos foregaaende Art, nemlig kun omtrent 20 paa hver Side. De ydre Halevedhæng (Fig. 8) ere forholdsvis smalere og mere langstrakte, og Otolithen er kjendeligt mindre. Hauiieu (Fig. 2) ligner meget Hannen af foregaaende Art, men skiller sig, foruden red de ovenfor for Hunnen anførte Mærker, ogsaa noget i de secundære sexuelle Characterer. Det til de øvre Antenners Skaft fæstede haarede Appendix (Fig. 9) er saale- des forholdsvis kortere, neppe mere end halvt saa langt som Skaftet. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 10) ere derimod storre og tykkere, næsten af sidste Fodpars halve Længde. 3die Par Bagkropslemmer (Fig. 11) have den ydre Gren simpelt konisk og kun forsynet med en enkelt terminal Børste. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 12) række adskilligt udenfor Spidsen af det midterste Halevedhæng. I sin Bygning ere de meget nøie overensstemmende med samme hos foregaaende Art, men skille sig strax ved den meget betydeligere Længde af den ydre Grens Endesvøbe. Nærværende Art, der vistnok tidligere har været sammenblandet med foregaaende. 54 kjendes let fra denne ved sin ringere Størrelse, mere undersætsige Kropsform, rigelige Pigmenteriug, samt ved de kortere og bredere Antenneblade. Den blev først af mig observeret ved Christiania, hvor den ikke er ualmindelig sammen med M. iuermis. Senere har jeg truffet den paa flere andre Steder ved vor Syd- og Vestkyst lige til Lofoten, dels i Selskab med hin Art, dels med M. flexuosus. Den er ligeledes af Dr. Meinert opfort fra de danske Kyster. 23. Mysis inerniis. Rathke. (Tab. XXVII). Mysis inermis, H. Rathke, Beytriige zur Fauna Norvegens, pg. 20. Mysis inermis, Lilljeborg, Øfversigt af Vet. Akad. Handl. 18.52, pg. 3. Mysis cornida, Krøyer, Nat. Tidsskr. 3die Række I, pg. 26, tab. 1, fig. 3 a— g. Mysis triiHcatuta, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoologisk Reise, pg. 16 (monstrositas). Mysis inermis, Norman, Last Report on dredging among the Shetland isles. Report of the British Association for the Advancement of Science 1868, pg. 266. Charact. spee: Corporis forma sat abbreviata, cephalothorace antice corpore postico vix angustiore, segmento ultimo sat elongato. Scutum dorsale breve, segmentum cephalothoracis posticum et partem dorsalem antecedentis nuda relinqveus, antice medio perparum productum, margine frontali æqvaliter arcuato, spina frontali inter oculos libere porrecta. Oculi sat magni et crassi, cylindro-clavati, utrinqve scutum longe superantes, pig- mento dimidiam circiter oculi partem occupante. Antennarum superiorum pednnculus sat fortis, tertiam circiter cephalothoracis longi- tudinis partem asseqvens, articulo Imo ceteris 2 junctis longitudiue æqvali ; flagellum exteruum interno plus duplo longius. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum tertia modo parte longior, forma oblongo-lineari, ubiqve fere latitudine eadem, qvater circiter longior qvam latior, apice sat obliqve truncato, angulo externo spina sat vadida armato, interno longe ante eandem producto, margine e.xterno omnino recto læviqve, interno et apice longe setiferis; pedunculus flagelli sqvama dimidia parte brevior. Pedes sat validi, tarso articulo antecedenti longitudine æqvali. 4-articulato, ungve terminali bene conspicuo. 55 Pleopoda penultimi paris in mare ultra apicein telsonis porrecta, ramo externo flagello singulo biarticulato sat elongato instructo. Telson tertiani corporis postici longitudinis partem æqvans, elongato-qvadrangulare, apicem versus sensim paulo attenuatum, postice medio profunde incisum, incisura tertiam fere telsonis longitudinis partem occupante antice valde angusta, fere riraæformi, lobis terminalibus obtusis aculeo anguli exterioris brevi armatis, spinis marginalibus utrinqve circiter 16, ultimo ab apice sat remoto. Uropoda angusta, lamina interna telsone paulo breviore otolitho sat magno præ- dita, intus sub setis marginalibus aculeis 6 armata, externa illa plus 4ta parte longiore, sublineari. Corpus nunc pellucidum maculis arborescentibus singulis regulanter dispositis ornatum, nunc totum dense fulvo vel brunneo pigmentatura. Lougit. ferainæ adultæ 18™™. maris paulo minor. Beskrivelse af Hunnen. Længden er sædvanlig omkring ISmm, og den er saaledes betydelig mindre end de 2 i det foregaaende omtalte Arter. Farven er meget variabel. Snart er nemlig Legemet ganske gjennemsigtigt og næsten vandklart, snart er det saa tæt pigmenteret, at det bliver ganske ugjennemsigtigt og af en mere eller mindre intensiv gul eller rødbrun Farve. Dette kommer af den mere eller mindre stærke Forgrening af Pigmentpletterne, hvis Kjerner man vil finde have en meget regelmæssig Anordning. Som sædvanlig ere de tydeligst udprægede paa Bagkroppeu, hvor der paa hvert Segment sees i Midtlinien en dorsal og en ventral Pigmentplet, hvorfra svagere eller stærkere Forgreninger udgaa. Paa de øvre Antenners Skaft findes en meget distinkt Pigmentplet, der har den samme Beliggenhed som hos de 2 foregaaende Arter. En anden sees paa de nedre Antenners Blad nærmere dettes Ende. Paa det midterste Halevedhæng findes i den forreste Del 2 jevnsides stille de Pigmentstjerner og paa enhver af de 2 Sideplader en lignende. Disse Pigmentpletter danne tilsammen over Haleviften en enkelt noget buet Rad. Kropsf ormen er (se Tab. XXVII, Fig. 1) betydelig kortere og mere undersætsig end hos de 2 i det foregaaende omtalte Arter, og Forkroppen er i sin forreste Del neppe smalere end Bagkroppen. Denne afsmalnes kun ganske svagt bagtil og har sidsie Seg- ment af temmelig betydelig Længde. Rygskjoldet er meget kort og dækker som hos de foregaaende Arter kun ufuld- stændigt Forkroppen. Fortil i Midten er det kun ganske svagt udbuet, uden nogen tyde- ligt markeret Pandeplade, hvorfor den temmelig stærke fra Panden mellem Øinenes Inser- tion udgaaende tornformige Fortsats træder tydeligt frem. De nedre foiTestc Hjørner ere som hos de 2 foregaaende Arter tydeligt vinkelformigt fremspringende. 56 Øinene ere temmelig store og tykke, men kun lidet udvidede mod Enden, derfor af næsten cylindrisk Form. Da de ere skilte i Midten ved et temmelig betydeligt Mel- lemrum, rage de til hver Side langt ud over Rygskjoldet. Den facetterede Del indtager omtrent Halvparten af Øiet og viser et mørkt i det grønlige faldende Tigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er forholdsvis kraftigt udviklet, omtrent V3 saa langt som Forkroppen og har Iste Led af samme Længde som de 2 øvrige tilsammen. Sidste Led er noget udvidet mod Enden og har i den indre Kant 2 samt ved det indre Hjørne 8 Fjærbørster. Den indre Svøbe er omtrent dobbelt saa lang som Skaftet, den ydre dobbelt saa lang som den indre. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er kun V3 længere end de øvre Antenners Skaft, altsaa betydelig kortere end hos de 2 i det foregaaende omtalte Arter. Det er af aflang lineær Form, næsten overalt af ens Brede og neppe mere end 4 Gange saa langt som bredt. Enden er meget skjævt afskaaret i Retningen indenfra udåd, saa at det indre Hjørne rager langt frem foran den til det ydre Hjørne fæstede Torn. Denne er som hos de 2 foregaaende Arter tydeligt afsat fra Bladet og noget udadrettet. Den ydre Kant af Bladet er glat og fuldkommen lige, den indre ganske svagt buet. Langs denne sidste og den skraat afskaarne Ende er til særegne Afsatser fæstet 30—40 lange og stærke Fjærbørster. Svøben er noget længere end de øvre Antenners ydre Svøbe; dens Skaft er omtrent halvt saa langt som Bladet og af cylindrisk Form, med de 2 sidste Led omtrent af ens Længde. I Mund delenes Bygning er der ingen væsentlig Forskjel fra samme hos de 2 foregaaende Arter at notere. Fød der ne (Fig. 5) ere af temmelig kraftig Bygning og have Tarsen omtrent af det foregaaende Leds Længde samt kun sammensat af 4 Led, hvoraf det Iste er længst. Endekloen er tydeligt udviklet, skjønt ikke meget kraftig. Svømmegrenen er af sædvan- ligt Udseende og har 10 Led i Endedelen. Det midterste Halevedhæng (Fig. 6) er af betydelig Størrelse, idet dets Længde er omtrent lig V3 'if Bagkroppen. Det er af den sædvanlige aflangt firkantede Form, bredest ved Basis og jevnt afsmalnende mod Enden. Denne har i Midten et dybt, næsten V3 af Vedhængets Længde indtagende Indsnit, der i sin forreste Del er særdeles smalt, næsten spaltformigt, med Kanterne fint tandede. De ved ludsnittet fremkomne Endelober ere noget skjævt afrundede i Spidsen og bære ved det ydre Hjørne en kort bagudrettet Torn. Langs Vedhængets Sider findes paa hver Side omtrent 16 lignende Smaatorner, hvoraf den hageste er fæstet i nogen Afstand fra Spidsen. De ydre Halevedhæng (Fig. 7) ere af temmelig spinkel Form. Den indre Plade er noget kortere end det midterste Halevedhæng og af den sædvanlige lancetdannede Form. Høreapparatet ved Basis er vel udviklet og har en temmelig stor glasagtig Otolith. Langs den forreste Del af den indre Rand findes under Randbørsterne 6 Torner, hvoraf den 57 bågeste er fæstet i nogen Afstand fra de øvrige, omtrent ved Midten af Pladens Længde. Den ydre Plade er omtrent V4 længere end den indre og af smal lineær Form. Hauneu (Fig. 2) er sædvanligvis noget mindre end Hunnen og viser de sædvanlige sexuelle Eiendommeligheder. Den haarede Lap paa de øvre Antenners Skaft (Fig. 8) er temmelig stor, mere end halvt saa lang som Skaftet og viser i den ene Kant en tydeligt markeret Afsats. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 9) ere af det sædvanlige Udseende, temmelig tykke, og forsynede ved Enden med en tynd, halvmaaneformig Kant, der er fint cilieret. 3die Par Bagkropslemmer (Fig. 10) have den ydre Gren bestaaende af 2, som oftest under en Vinkel med hinanden forbundne Segmenter uden al Børste- eller Tornbevæbning. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 11) række udover Spidsen af det midterste Halevedhæng og stemme i sin Bygning meget nær overens med samme hos de 2 fore- gaaende Arter. Den ydre Grens sidste Led er her dog ikke tydeligt afsat fra den enkle, meget stærkt udviklede Endesvøbe, og den ved Basis af denne fæstede Torn eller Borste er betydelig længere end hos hine Arter. Jeg maa anse det for givet, at den her omhandlede Art er identisk med den af Rathke under ovenstaaende Navn omtalte Form. Beskrivelsen passer idethele fuldkommen paa nærværende Art, og, naar det heder, at de nedre Antenners Blad ikke er fuldt 3 Gange saa langt som bredt, saa kommer dette aabenbart deraf, at Rathke ikke har iso- leret samme, men blot betragtet det saaledes som det viser sig, naar Dyret sees ovenfra, i hvilket Tilfælde (sml. Fig. 1) en god Del af Bladet er skjult af Øinene. At Krøyers M. cornuta er den samme Art, er ligeledes afgjort. Hvad Krøyer har kunnet ment ved sin M. inermis, er ikke godt at sige. Dr. Meinert er imidlertid tilbøielig til 'at antage, at Krøyer her har havt for sig den selvsamme Art. Ligeledes maa den af mig som M. truncatula opførte Art udgaa, da det Exemplar, hvorpaa Arten er grundet, aabenbart kun har været et monstrøst udviklet Individ af M. inermis. Nærværende Art, der let kjendes ved sin forholdsvis korte og undersætsige Kropsform, den frit fremragende Frontaltorn samt ved Formen af de nedre Antenners Blad og af det mid- terste Halevedhængs Indsuit, synes at være den ved vore Kyster almindeligst forekommende Mysisart. Jeg har truffet den i større eller mindre Mængde saagodtsom paa alle de af mig her nøiere undersøgte Lokaliteter, ligefra Christianiafjorden til Vadsø, paa hvilket sidste Sted den endnu er særdeles hyppig. Udeufor Norge er den kjendt fra Danmark og Sveriges Kyster lige op til den botniske Bugt, samt fra de britiske Øer. Krøyer anfører endelig (1. c), at han har fundet et enkelt E.xemplar af denne Art mellem Mysis oculata, nedsendte fra Spitsbergen. Den forekommer ialmindelighed ganske nær Stranden paa 2—20 Favnes Dyb, især hvor Bunden er stenet og bevoxet med Alger. 8 58 24. ITIysis spiritnis, Norman. (Tab. XXVIII). Mysis spiritus, Norman, Ann. Nat. Hist. Ser. 3, Vol. VI, pg. 431, tab. S, fig. 1. Mysis spiritus, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoologisk Reise, pg. 19. tharact. spee: Corporis forma graciliima, ceplialothorace antice valde attenuato et corpore postico multo angustiore. Scutiun dorsale parvum segmentura totum posticum cephalothoracis et partem dorsalem 2 antecedentium nuda relinqvens, antice medio leviter productum et obtuse an- gulatum, angulis infero-lateralibus obsoletis. Oculi elongati et angusti, subcylindrici, scutum utrinqve longe superantes, pigmento uigro partem mode parvam oculi occupante. Antennarum superiorum pedunculus valde angustus, articulo basali ceteris 2 junctis paulo longiore e.xtus ad apicem setis 2 validis recurvatis ornato, ultimo leviter dilatato; llagella qvam solito breviora. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum parum longior, anguste subrhomboidea, plus qvater longior qvam latior, apice obliqvissime truncato, angulo intern» longe exserto, margiue e.xterno lævi in dentem excurrente, interno et apice longe setiferis; pedunculus llagelli eidem superiorum longitudiue circiter æqvalis, articulo ultimo qvam antecedente multo breviore. Maxillarum 2di paris articulus terminalis apicem versus dilatatus, subspathulatus, spinis circiter 10 validis marginis exterioris armatus. Maxillipedum Inii paris articulus 2dus et 3tius intus in processus laminares seti- leros producti. Pedes angusti et longe setiferi, tarso valde elongato ex articulis 7 — 9 composito, ungve terminali obsoleto. Appendices genitales maris sat magnæ et crassæ, extus setis 6 ciliatis ornatæ. Pleopoda penultimi paris in mare permagua, apicem appendicum caudalium non- nihil excedentia, parte basali ad apicem subito coarctata, ramo e.xterno 5-articulato flagellis 2 inæqvalibus terminato. Telson segmento ultimo vix longius, elongato-subqvadrangulare, prope basin sat constrictum, dein leviter attenuatum, marginibus lateralibus subrtexuosis et aculeis utrinqve 20 — 30 minutis, ultimo ab apice leviter remoto, armatis. incisura postica sat lata, sextam circiter telsonis longitudinis partem occupante, lobis terminalibus angustis et sat diver- gentibus intus subtiliter pectinato-dentatis, extus ad apicem aculeo minuto armatis. 59 Uropoda angusta, lamina interna longitudinem telsonis æqvante, ad basin sat tu- mefacta, otolitho magno, margine interno fere toto sub setis spinis nuraerosis pectinatim ornato, lamina externa interna tertia parte longiore, valde angusta, sublineari. Corpus pellucidissimum, hyalinum, fere absqve pigmento. Longit. feminæ ISmm. Beskrivelse af fliiuueu. Længden er omtrent den samme som hos foregaaende Art og overskrider neppe ISmm. Hele Legemet er i høl Grad gjennemsigtigt og næsten vandklart, med kun yderst lidet Pigment. Af de hos de øvrige Arter saa iøinefaldende Pigmentstjerner langs Bagkroppens Eygside findes saaledes her intetsomhelst Spor. Kun paa Bugsiden af hvert Bagkrops- segment sees en liden mørkebrun Pigmentplet, der paa enkelte Individer udsender en tynd, lidet forgrenet Udløber opad Siderne. Paa Brystposens Sider sees dog en temmelig stor, stjerneformigt forgrenet Pigmentplet og en lignende er temmelig constant tilstede ved Basis af det midterste Halevedhæng. Forresten ere alle Kropsvedhæng vandklare som det «ivrige Legeme. Kropsformen er (se Tab. XXVIII, Fig. 1) særdeles slank og langstrakt, ogFor- kroppen afsmalnes stærkt fortil, saa at den her selv er betydelig smalere end Bagkroppen. Denne sidste aftager successivt i Brede bagtil og har sidste Segment temmelig stærkt forlænget. Rygskjoldet er meget lidet og lader hele sidste Forkropssegment og den dor- sale Del af 2 foregaaende Segmenter ubedækkede. Fortil i Midten er det noget udbuet, dannende en stumpvinklet Pandeplade, der dog kun dækker en ubetydelig Del af de øvre Antenners Basalled. Rygskjoldets nedre forreste Hjørner ere yderst lidet fremspringende og bredt tilrundede, uden nogen saadan tandformig Fortsats, som hos de 3 i det foregaa- ende omtalte Arter. 0 in ene ere særdeles smale, næsten cylindriske, mere end dobbelt saa lange som brede og rage til hver Side langt ud over Rygskjoldets Sider. Den facetterede Del ind- tager kun den yderste Trediepart af Øiet og viser et dybt sort Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er af en ganske ualmindelig spinkel Form og har Iste Led noget længere end de 2 øvrige tilsammen. Fra dette Leds ydre Fortsats udgaar 2 stærke bagudkrummede Fjærbørster foruden nogle betydeligt kortere og mindre tydcligt cilierede Smaaborster. Sidste Led er noget udvidet og bærer i den indre Kant 2 korte Fjærbørster; 6 — 7 noget længere saadanne ere fæstede til del indre Hjørne. Svo- berne ere begge usædvanlig korte, dog den ydre noget længere end den indre. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er forholdsvis lidet. kun ubetydelig længere end de øvre Antenners Skaft og af en meget smal rhombisk Form. idet den største Brede 60 neppe er lig ^U af Længden. Enden er særdeles skraat afskaaret i Retningen indenfra udåd, og det indre Hjørne udtrukket til en smal tungedannet Fortsats, der ved Spidsen viser den sædvanlige Tværsutur. Den ydre Kant af Bladet er ganske glat og gaar fortil ud i et kort tandforniigt Fremspring, der ikke, som hos de 3 i det foregaaende omtalte Arter, er afsat fra Bladet. Hele den indre Kant og den skraat afskaarue Ende er derimod forsynet med en Rad af meget lange og stærke Fjærbørster. Svøbea er forholdsvis kort, neppe af Forkroppens Længde; dens Skaft er omtrent af samme Længde som de øvre Antenners Skaft, simpelt cyliudriskt, med sidste Led betydelig kortere end næstsidste. 2det Par Kjæver (Fig. 5) udmærke sig derved, atEndeleddet er stærkt, næsten spadeformigt lulvidet og formlen med de sædvanlige Børster bevæbnetmed circa 10 stærke, i sin ydre Del tint tandede Torner. Iste Par Kjævefødder (Fig. 6) have 2det og odie Led indad luigaaende i tun- geformige, sammentrykte børstebesatte Fortsatser. Fødd erne (Fig. 7) ere af temmelig spinkel Bygning og navnlig i den indre Kant tæt børstebesatte. 4de Led er betydelig kortere end 3die, og de i den indre Kant fæstede Børster ordne sig her til tydelige Knipper. Tarsen er stærkt forhenget, næsten dobbelt saa lang som det foregaaende Led, jevnt afsmalnende mod Enden og sammensat af talrige korte Led. Paa de 3 forreste Fodpar har jeg fundet 9 paa 4de Fodpar 8 og paa de 2 bågeste Par 7 Led i Tarsen. Endekloen er (se Fig. 8) aldeles rudimentær, kun repræ- senteret af en ubetydelig Knude, hvortil er fæstet 2 ulige lange Børster. Svømmegrenen er af kraftig Bygning, med Basaldelen temmelig bred og Endedelen sammensat af 9 Led. Det midterste Halevedhæng (Fig. 9) er forholdsvis kortere end hos de i det foregaaende omtalte Arter og neppe længere end sidste Segment. Det viser den sædvan- lige atiangt firkantede Form og er nær Basis temmelig stærkt indknebet, men derpaa mere jevnt atsmalnende mod. Enden. Denne er ved et temmelig bredt, vinkelformigt Ind- snit, der omtrent indtager '/g af Vedhængets Længde, delt i 2 tilspidsede og stærkt divergerende Endelober, der i sin indre Kant ere fint tandede og ved Spidsen forsynede med en liden bagudrettet Torn. Sidekanterne af Vedhænget have et noget bugtet Forløb og ere bevæbnede paa hver Side med henimod 30 smaa, ensformigt udviklede Torner, hvoraf den bågeste staar i temmelig Afstand fra Spidsen. De ydre Halevedhæng (Fig. 11) ere af spinkel Bygning og udmærke sig navn- lig ved den indre Plades eiendommelige Bevæbning. Denne Plade, hvis Længde omtrent er lig med det midterste Halevedhæng, har nemlig indad under Randbørsterne en skarp fremspringende, noget buet Kant, hvortil er fæstet et overordentlig stort Antal af fine, kamformigt ordnede Torner, der dog ikke naa til selve Spidsen, der er smalt udtrukken og alene forsynet med de sædvanlige Randbørster. Basis af denne Plade er meget stærkt opsvulmet og indeholder en stor og noget fladtrykt, glasklar Otolith. Den ydre Plade er omtrent V3 længere end den indre og af en meget smal lineær Form. 61 Hanuen (Fig. 2) er omtrent af samme Størrelse som Hunnen og ligesom denne særdeles gjennemsigtig og næsten vandklar. Det til de øvre Antenners Skaft fæstede Appendix (Fig. 13) er over halvt saa langt som Skaftet og af den sædvanlige Bygning, men forsynet med usædvanlig lange og tætte Haarbørster. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 13) ere forholdsvis af betydelig Størrelse og for- uden de fine Børster ved Spidsen forsynede paa den ydre Side med G stærke Fjærbørster. 3die Par Bagkropslemmer (Fig. 14) have den ydre Gren omtrent af samme Længde som den indre og af simpel konisk Form samt forsynet med en enkelt fra Spid- sen udgaaende cilieret Børste. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 15) ere overordentlig kraftigt udviklede og række selv et godt Stykke udenfor Spidsen af de ydre Halevedhæng. Basaldelen er mod Enden pludselig stærkt indknebet, idet den indre Kant her er stærkt concaveret, og inde- holder særdeles kraftige Muskelbundter. Den indre Gren er af den sædvanlige rudimen- tære Beskaffenhed. Derimod er den ydre Gren enormt udviklet og bestaaende af 5 cy- lindriske Led, hvoraf de 2 sidste ere ganske korte. Til det noget udvidede sidste Led er fæstet 2 ulige lange divergerende Svøber, hvoraf den ydre er længst og i sin bagre Halvpart tæt ringet samt i den ydre Kant bevæbnet med korte Torner. Enden af Svøben er udtrukket til en tin traadformig Endesnært. Den indre Svøbe bestaar af 2 Segmenter, hvoraf det sidste er længst og ligeledes fint ringet eller leddet. Sidste Par Bagkropslemmer (Fig. 16) skille sig fra samme hos Hunnen derved, at et kort Basal) ed har afsnøret sig fra den øvrige Del, saa at dette Par bliver 2-leddet. Nærværende let kjendelige Art, som ved sin smækre Kropsform, det næsten vand- klare Legeme og de smale forlængede Øine noget minder om Macropsis Slabberi, v. Bened. >), blev først opdaget af Norman ved Kysten af Durham i Fjærepytter og af ham paa ovenanførte Sted beskrevet og afbildet. I Sommeren 1865 gjenfandt jeg den ved vore Kyster paa en enkelt Lokalitet ved Lister, hvor den forekom i en grund Vig i enorme Masser, dannende langs Stranden et bredt, næsten sanimenhængende Baand, der af Bøl- geslaget blev ført snart nærmere op, snart længere ud paa Bugten. Dette er den eneste Lokalitet, hvor jeg hidtil har observeret den. Efter Dr. Meinert forekommer den ogsaa ved Danmarks Kyster. Derimod maa jeg betragte den af Goes efter Kindbergs Autoritet givne Opgift, at den er tåget langt ud i Nordsøen, som beroende paa en Forve.xling med følgende Art. ') Se mit Arbeide over Middelhavets Mysider. 62 25. Mysis ornata, G. 0. Sårs. (Tab. XXIX). Mysis ornata, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoologisk Reise, pg. 18. Mt/sis ornata, Norman, Last Report on dredging among tbe Shetland isles. Report of the British Association for the Advancement af Science 1868, pg. 266. Charact. spee: Forma qvam in M. spiritu minus gracilis, cephalothorace antice corpore postico vix angustiore. Scutum dorsale breve, antice medio parum prominens, margine frontali obtuse an- gulato, angulis infero-lateralibus rotundato-exsertis. Oculi breves et crassi, vix longiores qvam latiores, pyriforraes, scutum utrinqve parum raodo superantes, pigmento plus diraidiam oculi partem occupante intus leviter emarginato. Autennarum superiorum pedunculus sat robustus, articulo Imo ceteris 2 junctis longitudine cireiter æqvali, extus in processum setiferum sat prominentera excurrente, ultimo sat dilatato; flagella elongata, externo interno duplo longiore. Antennarum inferiorum sqvama brevis pedunculo superiorum 4ta modo parte lon- giore, rhomboidea, vix triplo longior qvam latior, apice perobliqve truncato, angulo interno longe exserto, margine externo nudo in dentem ab apice ac a basi fere æqve remotum excurrente, interno et apice longe setiferis; pedunculus flagelli eodem superiorum paulo longior, articulo ultimo antecedente breviore. Fartes masticationis fere ut in M. spiritu. Pedes tenues, tarso articulo antecedente paulo longiore 5-articulato, ungve terminali tenuissinio, setiformi. Pleopoda penultimi paris in mare ad apicem appendicum caudalium porrecta, structura simili ac in M. spiritu, flagellis tamen minus elongatis, interno qvam externo dimidia parte breviore. Telson sat magnum, segmento ultimo longius, apicem versus sat attenuatum, inci- sura postica qvartam fere telsonis longitudinis partem occupante, sat lata, fundo rotundato, lobis terminalibus parum divergentibus, acuminatis, aculeo apicali sat magno armatis, lateribus telsonis leviter flexuosis aculeis utrinqve cireiter 30 sat elongatis, ultimo apici approximato instructis. Uropoda structura solita, lamina interna telsone paulo breviore ad basin sat tume- facta, otolitho magno, intus sub setis marginalibus aculeis cireiter 16 elongatis annata; externa interna tertia parte longiore. anguste lineari. 63 Corpus ubiqve pigmento læte rubro, fulvo et brunneo arborescente ornatum. Longit. ieininæ aJultæ IGmm. Beskrivelse at" Huuueu Længden hos fuldvoxne Individer er ialraindelighed noget mindre end hos fore- gaaende Art og overskrider neppe IGmm- Hele Legemet er prydet med et i forskjellige Farvenuancer, gult, rødt og brunt overgaaende forgrenet Pigment, der samler sig i større, temmelig regelmæssigt fordelte Skygninger. Legemet faar herved et eiendommelig broget Udseende, hvilket har givet Anledningen til Artsbenævnelsen. Paa Bagkroppens Rygside sees de sædvanlige Pigment- stjerner; men disse ere langtfra saa skarpt markerede som hos de foregaaende Arter. Brystposen er ialraindelighed saa tæt prydet med mørke Pigmentforgreninger, at den faar en temmelig ensformig castaniebrun Farve. Paa de nedre Antenners Blad og Haleved- hængene sees ingen tydeligt begrændsede Pigmentstjerner; derimod ere disse Vedhæng mere eller mindre tydeligt farvede med et diffust i-ødgult Pigment. Kropsforraen er (se Tab. XXIX, Fig. 1) vistnok temmelig slank, men langtfra i den Grad som hos foregaaende Art. Forkroppen afsmalnes heller ikke saa stærkt fortil og er her neppe smalere end Bagkroppen. Denne er kraftigt udviklet og aftager succes- sivt i Brede bagtil; dens sidste Segment er temmelig stærkt forlænget. Rygskjoldet er som hos de foregaaende Arter meget kort, saa at sidste For- kropssegmeut og den dorsale Del af det foregaaende bliver ubedækket. Fortil er det kun lidet fremspringende, og den i Midten stumpvinklede Panderand lader derfor Øinenes Insertion ganske ubedækket. De nedre forreste Hjørner ere uddragne til en afrundet Lap, der delvis dækker til Siderne de nedre Antenners Basaldel. Øinene ere korte og tykke, neppe længere end brede og af kort pæredannet Form. Da de tillige staa tæt sammen, rage de kun yderst ubetydeligt ud over Ryg- skjoldets Sider. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er temmelig kort og kraftigt bygget. Dets Iste Led er omtrent saa langt som de 2 øvrige tilsammen og gaar udåd ud i en tem- melig stærkt fremspringende, med en Del divergerende Børster besat Fortsats. Sidste Led er tydeligt udvidet mod Enden og bærer i den indre Kant 3, ved det indre Hjørne 8 stærke Fjærbørster. Svøberne ere temmelig stærkt forlængede, og den ydre omtrent dobbelt saa lang som den indre. De nedre .\n tenners Blad (Fig. 4) er ganske kort, neppe mere end '/4 l^cn- gere end de øvre Antenners Skaft, og af en meget eiendommelig skjæv, rhombisk Form. Det er ikke fuldt 3 Gange saa langt som bredt og har Enden særdeles skjævt afskaaret i Retningen indenfra udåd, saa at det indre Hjørne i Form af en smal tungeformig Fort- sats rager langt frem foran det ydre. Den ydre Kant af Bladet er ganske glat og løber 64 fortil ud i en liden tandformig Fortsats, der omtrent er lige langt fjernet fra Spidsen som fra Basis. Hele den indre Kant og den skraat afskaarne Ende er rundtom besat med lange og stærke Fjærbørster. Svøben er af mere end det halve Legemes Længde; dens Skaft er noget længere end de øvre Antenners Skaft og har 2det Led længst. Munddelene stemme idethele nøie overens med samme hos foregaaende Art. Fadderne (Fig. 5) ere af temmelig spinkel Bygning og mindre rigeligt børstebe- satte end hos foregaaende Art. 4de Led er ogsaa her kortere end 3die, og Tarsen noget, skjøndt ikke meget længere end hint samt sammensat af 5 Led. Endekloen er (se Fig. 6) særdeles tynd, næsten børsteformig. Svømmegrenen forholder sig omtrent som hos foregaaende Art. Det midterste Halevedhæng (Fig. 7) ligner vistnok temmelig samme hos foregaaende Art, men viser dog enkelte constante Uligheder. Det er saaledes forholdsvis større, ikke ubetydelig længere end sidste Segment, og har det bagre Indsnit baade noget dybere og smalere. Endeloberne ere derfor ogsaa (se Fig. 8) mindre stærkt divergerende og har den apicale Torn større. Sidetornerne ere ligeledes betydelig længere og strække sig lige til Spidsen, saa at (3—7 staa bagenfor Indsnittets Bund. De yd re Halevedhæng (Fig. 9) have den indre Plade mere regelmæssigt lan- cetdannet og noget kortere end det midterste Halevedhæng. Dens Basis er stærkt opsvulraet og indeholder en meget stor glas:igtig Otolith. Langs den indre Kant af denne Plade findes kun 16 med temmelig regelmæssige Mellemrum stillede Torner. Den ydre Plade er omtrent V3 længere end den indre og af smal lineær Form. Hauueu (Fig. 2) er ialmindelighed noget mindre end Hunnen og ligesom denne prydet med forskjelligt farvet Pigment. Det til de øvre Antenners Skaft fæstede Appendix (Fig. 10) er meget stort, næsten af hele Skaftets Længde, forøvrigt af normalt Udseende. De ydre Kjonsvedhæng (Fig. 11) vise ligeledes den sædvanlige Bygning og ere af raiddelmaadig Størrelse. 3die Par Bagkropslemmerne (Fig. 12) have den indre Gren bestaaende af 2 tydeligt afsatte Segmenter, hvoraf det forreste er bredt, pladeformigt og i Kanterne besat med talrige lange Hørebørster, medens det bågeste er ganske smalt, lineært og langs sin nedre Flade forsynet med en enkelt Rad af stærke Fjærbørster. Den ydre Gren er betydelig kortere, smal konisk og forsynet med en enkelt fra Spidsen udgaaende Børste. 4de Par Bagkropslemmer i^Fig. 13) ere meget kraftigt udviklede og række omtrent til Enden af de ydre Halevedhæng. I sin Bygning stemme de temmelig nær overens med samme hos foregaaende Art. Ligesom hos denne er Basaldelen af uregelmæssig Form og stærkt indknebet mod Enden. Den ydre Gren bestaar ogsaa her af 5 cylindriske Led, 65 men disses indbyrdes Længdeforliold er her noget forskjelligt. De 2 Endesvøber ere forholdsvis mindre og den indre neppe mere end halvt saa lang som den ydre. Sid ste Par Bagkropslemmer (Fig. 14) vise en svag Antydning til en lignende Afsnøring af et kort Basalled som hos foregaaende Art. Fra M. spiritus, med hvem den her omhandlede Art har adskilligt tilfælles, kjendes den let ved sin mindre slanke Kropsform, den stærke og brogede Pigmentering af Legemet, de korte og tykke Øine, Antennebladenes Form etc. Meget nærmere synes den at komme en i Middelhavet forekommende og af mig (1. c.) nærmere beskreven Art, M. as sira il is, der dog ogsaa frembyder tilstrækkelige distinctive Characterer til ikke at kunne forvexles med samme. Jeg fandt denne smukke Form først i det indre af Christianiafjorden og ved Drøbak. Senere har jeg gjenfundet den paa mange andre Punkter saavel ved vor Syd- som Vestkyst og nordlig til Lofoten. Udenfor Norge er den observeret ved de britiske Øer (Norman) og ved Danmark (Meinert). Den er en udpræget Dybvandsform og skiller sig herved mærkeligt i sin Levevis fra de øvrige Arter af denne Slægt, som i Regelen ere mere eller mindre littorale. Jeg har aldrig trutfet den før i en Dybde af L5— 20 Favne, hvorimod den ofte gaar ned til mindst 50 Favne. 26. JTIysis Ijainornæ, Couch. (Tab. Mysis Lamoniæ, Norman, Ann. Nat. Hist. ser. 3, VI, tab. 8, fig. 4—5. Mysis Lamoniæ, Goes, Crustacea decapoda podophthalmia Sveciæ, pg. 15. Mysis aurantia, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoologisk Reise, pg. 20. Charact. spee : Forma brevis et obesa, cephalothorace dilatato, corpore postico illo multo augustiore. Scutum dorsale sat magnum, partem tamen dorsalem segmentorum 2 posteriorum cephalothoracis nudam relinqvens, anlice parum proiluctum, margine frontali medio obtuse angulato, angulis infero-lateralibus obtusis. Oculi breves et crassi, fere globosi, scutum utrinqve parum modo superantes, pig- mento nigerrimo ma.\imam oculi partem occupante. Antennarum superiorum pedunculus tertiam circiter cephalothoracis longitudinis 66 partem æqvans, structura solita, articulo basali ceteris 2 junctis æqvali; flagella sat elongata. Antennarum inferiorum sqvama brevissinia pedunculo superiorum vix longior, ovato- subrhomboidea, vix triplo longior qvain latior, apice obtuse acurainato, margine extenio nulla spina vel dente armato medio sat arcuato, parte dimidia postica nuda, margine interno toto et parte dimidia antica exterioris longe setiferis ; pedunculus flagelli eodem superio- rum paulo brevior, sat fortis, articulo 2do longiore. Maxillarum 2di paris articulus terminalis valde dilatatus fere circularis spinis 16 arcte appressis armatus. Maxiilipedum Imi paris articulus 2dus et 3tius intus parura dilatati, flabellum mag- num securiforme. Pedes tenues et longe setiferi, tarso articulo antecedente parum longiore 4-articu- lato, articulo Imo niajore, ungve terminali bene conspicuo qvamqvam haud forti. Telson haud magnum, qvartam circiter corporis postici longitudinis partem æqvans, oblongo-qvadrangulare, apicem versus sensim attenuatum, incisura postica qvintam circi- ter telsonis longitudinis partem occupante, lobis terminalibus acuminatis aculeo longo api- cali armatis, lateribus telsonis in parte dimidia anteriore nudis dein aculeis utrinqve 10 minutis, ultimo ab apice remoto, præditis. Uropoda mediocria, lamina interna longitudinem telsonis circiter reqvante, lanceo- lata, otolitho haud magno, intus sub setis marginalibus aculeis 7 armata, externa illa 4ta parte longiore, sublineari. Corpus pellucidum, maculis minutis arborescentibus parum distinctis hie et illic instructum, cephalothorace tamen toto et extremitate corporis postici pigmento dilfuso læte sangvineo tinctis. Longit. feminæ adultæ vix 10""". superans. Beskrivelse af Hunneu. Længden af den fuldvoxne ægbærende Hun synes neppe at overskride lOmm-, og den hører saaledes til de mindste Arter af Slægten. Legemet er temmelig gjennemsigtigt, men viser dog en meget distinkt og usæd- vanlig Farve, idet hele Forkroppen og den yderste Ende af Bagkroppen er prydet med et diffust intensiv blodrødt Pigment. Af de sædvanlig stjerneformigt forgrenede Pigment- pletter findes derimod kun svage Spor paa Bagkroppens Segmenter. Forti! skinner den usædvanlig store kugleformige Tyggemave tydeligt igjennem med en dyb brunsort Farve. Legemets forskjellige Vedhæng ere farveløse, alene med Undtagelse af det midterste Hale- vedhæng, paa hvilket et Par stjerneformige Pigmentpletter af rød Farve bemærkes. Krop stormen er (se Tab. XXX, Fig. 1 og 2) usædvanlig kort og undersætsig, hvorved denne Art skiller sig fra de fleste til nærværende Slægt hørende Arter. Forkrøp- 67 pen er temmelig tyk og foitil betydelig bredere end Bagkroppeii. Denne er næsten af lineær Form, kun ganske umærkeligt afsmalnende bagtil og har sidste Segment noget, skjøndt ikke betydelig længere end de øvrige. Rygskjoldet er forholdsvis temmelig stort, idet de bagre afruudede Sidelober skyve sig noget ud over Siderne af sidste Forkropssegment. Da dets bagre Kant imidler- tid er stærkt udrandet i Midten, bliver den dorsale Del ikke blot af dette, men ogsaa af det foregaaende ubedækket. Fortil er Rygskjoldet kun lidet udbuet, saa at ingen tydelig Pandeplade kan adskilles. Panderauden danner imidlertid paa Midten en tydelig stump Vinkel, der dog lader Øinenes Insertion ubedækket. De nedre forreste Hjørner ere lidet fremstaaende og simpelt tilrundede. Øineue ere særdeles korte og tykke, næsten kugleformige og kun lidet fremra- gende over Rygskjoldets Sider. Den facetterede Del indtager Størsteparten afØiet og viser et dybt sort Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er omtrent lig '3 af Forkroppens Længde og af sædvanlig Bygning, med Basalledet omtrent saa langt som de 2 øvrige tilsamraen. Sidste Led er tydeligt udvidet mod Enden og bærer i den indre Kant 2 og ved det indre Hjørne omtrent C Fjærbørster. Svøberne ere temmelig stærkt forlængede, og den ydre som sædvanlig længere end den indre. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er særdeles lidet, neppe længere end de øvre Antenners Skaft, og af en skjævt oval eller rhombisk Form, med den største Brede omtrent lig V3 af Længden. Den ydre Kant er paa Midten stærkt, næsten vinkelformigt bøiet og i sin bagre Halvpart uøgen, uden ethvert Spor af Torn eller tandforraigt Frem- spring. Hele den indre Kant og den forreste Halvpart af den ydre er derimod besat med en Rad af lange Fjærbørster. Selve Enden af Bladet er stumpt tilspidset og mangler den sædvanlige Trærsutur. Svøbens Skaft er noget kortere end de øvre Antenners Skaft og af temmelig plump cylindrisk Form, med 2det Led længst. 2det Par Kjæver (Fig. 5) have Endeleddet stærkt pladeformigt udvidet, næsten circulært og bevæbnet med 16 tæt sammentrængte Torner, foruden de sanlvanlige Børster. Viften er temmelig stor, af smal elliptisk Form og forsynet med et betydeligt Antal korte Fjærbørster. Iste Par Kjævefødder (Fig. 7) have 2det og 3die Led kun lidet udvidede indad. Viften er af en usædvanlig Form, idet den gaar ud i 2 tilspidsede Flige, hvorved den næsten bliver øxeformig. Fødde r ne (Fig. 8) ere temmelig spinkle og have 3die og 4de Led omtrent af ens Længde. Tarsen er kun lidet længere "end 4de Led og sammensat af 4 Led, hvoraf det Iste er temmelig stort, længere end de 2 følgende tilsammen. Endekloen (se Fig. 9) er tydeligt udviklet. skjøndt meget svag. Svømmegrenen er usædvanlig kraftig, med Ba- saldelen bred og pladeformig og Endedelen sammensat af 9 Led. 9* G8 Det midterste Halevedhæng (Fig. 10 og 11) er forholdsvis temmelig kort, idet det neppe opiiaar mere end V4 'if Bagkroppens Længde. Det viser den sædvanlige aflangt firkantede Form og afsmalnes ganske jevnt lige fra Basis af, saa at Sidekanterne faa et næsten fuldstændig lige Forløb. I sin forreste Halvpart ere disse ganske nøgne, længere bagtil staa paa hver Side omtrent 10 sm.aa Torner, hvoraf den bågeste er noget fjernet fra Spidsen. Bagtil er Vedhænget ved et temmelig dybt, V5 af dets Længde ind- tageude, vinkelformigt Indsnit delt i 2 tilspidsede Fiige, hvoraf enhver paa Spidsen bærer en usædvanlig lang bagud rettet Torn. Indsnittets Kanter ere som sædvanligt fint og regelmæssigt tandede. De ydre Halevedhæng (Fig. 12) ere af sædvanligt Udseende. Den indre Plade er omtrent af samme Længde som det midterste Halevedhæng, stærkt opsvulmet ved Basis samt her forsynet med en vel udviklet, skjøndt ikke meget stor glasagtig Otolith. Langs den indre Rand af denne Plade findes under Randborsterne 7 med temmelig lange Mellemrum skilte Torner. Den ydre Plade er omtrent '/+ længere end den indre og af lineær Form. Hauuen kjender jeg kun efter et mindre, endnu aabenbart ikke fuldt udviklet E.xemplar. Det til de ovre Antenners Skaft fæstede Appendix var kun tilstede i Form af en ubetydelig konisk Fortsats uden al Børstebesætning. 3die Par Bagkropsl e m mer havde den ydre Gren ligeledes særdeles kort og knudeformig. 4de Par Bagkropslemm er (Fig. 13) vare mere udviklede, skjondt betydelig kortere end bos de i det foregaaende omtalte Arter, idet de neppe rakte til Enden af sidste Segment. I sin Bygning lignede de meget samme af følgende Art. Basaldelen var simpel aflang-firkantet, og den indre Gren omtrent af samme Udseende som de tilsvarende Lemmer hos Hunnen. Den ydre Gren dannede en simpel cylindrisk Stamme af Basalde- lens dobbelte Længde og inddelt i .5 Led, hvoraf det Iste var læugst. de 2 sidste ganske korte og hvert bevæbnet med en forholdsvis kort, ucilieret Torn (rudimentær Svøbe). Efter nøiere I^ndersøgelse og efterat have confereret med Norman, maa jeg nu anse denne af mig tidligere som en ny Art under Benævnelsen M. a ur an ti a opforte Form som identi.sk med den af nævnte Forsker (1. c.) beskrevne M. Lamornæ. Den er let kjendelig fra alle vore Mysiser ved sin usædvanlig korte og undersætsige Kropsform, blodrøde Farve samt ved Antennebladenes og det midterste Halevedhængs Form og Bevæbning. Arten er foruden ved Norge kjendt fra de britiske Øer (Couch, Norman), Bohu-sliin (Goes) og Danmarks Kyster (Meinert), men synes overalt at være sjelden. Hos os har 69 jeg truffet den paa 2 vidt adskilte Lokaliteter, nemlig ved Christiania og Lofoten, paa begge Steder kun i enkelte Exemplarer. Den synes i Regelen at forekomme paa niaadeligt Dyb (6—10 Favne), men gaar dog undertiden betydelig dybere ned, nemlig til 50 Favne, fra hvilket Dyb det af mig ved Lofoten erholdte Exemplar optoges. 27. Ilysis ocnlata, Fabr. (Tab. XXXI). Cancer oculatus, 0. Fabricius, Fauna grønlandica No. 222. Mysis Fabricii, Leach, Lin. Transact. XI pg. 350. 3Ii/sis oculata, Krøyer, Nat. Tidskr. 3die Række I, pg. 13. Gaimard voyage en Scandinavie, Crust., tab. VIII, fig. 2 a- r. Charact. spee: Forma subgracilis, cephalothorace antice latitudinem corporis postici æqvante. Scutuni dorsale mediocre, antice medio leviter productum, lamiua frontali distincta, sed brevi, anguste rotundata, anguiis infero-lateralibus obsoletis. Oculi raagni, pyriformes, paulo longiores qvam latiores, utrinqve scutum longe superantes, pigmento partem raajorem oculi occupante intus leviter emargiuato. Antennarum superiorum pedunculus qvartani circiter cephalothoracis longitudinis partem æqvans, sat robustus, articulo basali ceteris 2 junctis fere æqvali, processu extenio setifero sat prominente, ultimo clavato setis longis et plumosis anguli interioris instructo. Antennarum inferiorum sqvaraa duplam fere pedunculi superiorum longitudinem asseqvens. ovato-lanceolata, Gies circiter longior qvam latior, apice obtuse acuminato, mar- ginibus undiqve setiferis, externo subrecto, interuo leviter arcuato; pedunculus Hagelli eodem superiorum brevior, articulo 2do majore. Maxillarum 2di paris articulus terminalis latissimus, spathulatus, spinis 20—30 va- lidis marginis exterioris armatus. Maxillipcdum Imi paris articulus 2dus et 3tius intus in processus lingvætormes setiferos exserti. Pedes dense setiferi, articulo 4to antecedente breviore, tarso elongato ex articulis 6 — 7 composito, ungve terminal! tenuissimo, setiformi. Pleopoda maris 3tii paris ramis longitudine subæqvalibus, externo cylindrico 4-arti- culato; 4ti paris segmentum uitimum parum superantia, ramo externo truncum simpliceni 6-articulatum aculeis 2 brevibus pro flagellis instructum formante. 70 Telsou sat magnuiu, tertiam fere corporis postici longitudiuis partem asseqvens, elongato-qvadrangulare, apicem versus leviter attenuatum, aculeis lateralibus numerosis (utrinqve 20 — 30), ultimo apici approximato, incisura postica sat profuuda qvintam telsonis longitudinis partem occupante, fundo rotundato, marginibus antice parum divergentibus, fere parallells, et deiise aculeatis, lobis terminalibus obtusis aculeo minuto apicali munitis. Uropoda elongata, lamiua interna tamen telsonis longitudinem non asseqvente, ad basin modice tumefacta, otolitbo magne, intus sub setis marginalibus aculeis 7 armata, externa interna fere tertia parte longiore, sublineari. Corpus imprimis in superficie dorsali maculis obscuris valde arborescentibus et regulariter dispositis ornatum. Longit. feminæ adultæ 24'nm. Beskrivelse af Huunen. Længden af de nærmere undersøgte Exemplarer gaar op til 241"™- Den horer alt- saa til de større Arter af Slægten. Legemet er altid prydet med stærkt forgrenede mørkebrune Pigmentstjerner, der navnlig langs Rygsiden ere tydelige og give Dyret en mere eller mindre mørk Farve. Derimod ere Kroppes Vedhæng fordetmeste farvelose. Dog bemærkes paa det midterste Halevedhæng altid i dets forreste Del 2 mere eller mindre stærkt forgrenede, jevnsides stillede Pigmentstjerner. Kropsformen er (se Tab. XXXI, Fig. 1) temmelig slank, dog i mindre Grad end f. Ex. hos M. tiexuosa. Forkroppen afsmalnes vistnok noget fortil, men er dog her neppe meget smalere end Bagkroppen. Denne aftager noget i Brede bagtil og har sidste Segment temmelig stærkt forlænget, næsten af de 2 foregaaeade Segmenters Længde. Rygskjoldet er forholdsvis temmelig stort, idet dets bagre afrundede Sidelapper delvis dække sidste Segment; derimod bliver den dorsale Del saavel af dette som fore- gaaende Segment ubedækket. l-'ortil i Midten danner det en tydelig, omend kort, smalt tilrundet Pandeplade, der skyder frem mellem Øinenes Insertion. De nedre forreste Hjør- ner ere simpelt afrundede. 0 in ene ere forholdsvis meget store, stærkt fortrykkede i Enden eller af pære- dannet Form, noget længere end brede, og rage til hver Side langt udover Rygskjoldet. Den facetterede Del indtager Størsteparten af Øiet og viser et mørkt, i det grønlige spil- lende Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er af temmelig kraftig Bygning og omtrent lig V4 af Forkroppens Længde. Iste Led er saa langt som de 2 øvrige tilsammen og gaar paa den ydre Side ud i en temmelig stærkt fremspringende børstebesat Fortsats. Sidste Led er stærkt udvidet mod Enden, næsten køUeformigt, og bærer i den indre Kant 71 4 og /ed det indre Hjørne 9 stærke Fjærbørster. Svøberne ere temmelig lange og vise det sædvanlige indbyrdes Forhold. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er af betydelig Størrelse, næsten dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft, og af en temmelig smal, oval-lancetdannet Form, med den største Brede neppe større end Ve ^^ Længden. Bladets Ende er stumpt lil- spidset og forsynet med den sædvanlige Tværsutur. Den ydre Kant er næsten lige, me- dens den indre viser en ganske svag og jevn bueformig Krumning. Rundt alle Kanter af Bladet, fra Basis til Spidsen findes en uafbrudt Rad af stærke Fjærbørster, hvoraf de til den indre Kant fæstede ere længst. Svøbens Skaft er kortere end de øvre Antenners Skaft, cylindriskt, med 2det Led længst. 2det Par Kjæver (Fig. 5) have Endeledilet særdeles bredt, spadeformigt og langs den ydre Kant forsynet, med en regelmæssig Rad af circa 24 Torner. Viften er for- holdsvis liden og af triangulær Form. Iste Par Kjævefødder (Fig. 6) have den fra Basalleddet indad udgaaende Plade særdeles stor, og de 2 følgende Led ere ligeledes stærkt udvidede indad, dannende skraat fortil rettede tungeformige, med stærke Børster besatte Fortsatser. Fødde r ne (Fig. 7) ere temmelig stærkt forlængede og rigeligt børstebesatte. Af Leddene er det 3die størst og betydelig længere end 4de. Tarsen er stærkt udviklet, idet den omtrent indtager Va af Fodens Længde og sammensættes af 6 — 7 Led foruden Endekloen, der er særdeles tynd og svag. Svømmegrenen er af sædvanligt Udseende og har Ende- delen sammensat af 9 Led. Det midterste Halevedhæng (Fig. 8) er af betydelig Størrelse, næsten ligt -/s afBagkroppens Længde, og viser den sædvanlige langstrakt-firkantede Form. Det afsmalnes temmelig jevnt bagtil, hvorfor ogsaa Sidekanterne have et kun svagt bugtet P^orløb Paa hver Side ere disse bevæbnede med henimod 30 stærke Torner, hvoraf den hageste staar i ubetydelig Afstand fra Spidsen. Denne er ved et temmelig dybt, V.^ af Vedhængets Længde indtagende Indsnit delt i 2, i Enden .stumpt afrundede Flige. Indsnittet er temmelig bredt, idet Bunden ikke er vinkelformig, men afrundet, og dets Kanter, der i den forreste Del kun ere lidet divergerende, eller næsten parallele, ere bevæbnede med de sædvanlige tæt stillede tine Torner. Ved det ydre Hjørne af enhver af Endeloberiie staar en enkelt Torn af samme Størrelse og Beskaffenhed som Sidetornerne, med hvilke den danner en fortlø- bende Række. Hos meget unge Exemplarer har det bagre Indsnit en helt anden Form end hos de voxne. Det er nemlig her (se Fig. 10) vinkelformigt, med Sidekanterne næsten lige og stærkt divergerende, hvorved det faar et meget lignende Udseende som hos føl- gende Art. De ydre Halevedhæng (Fig. 9) ere af temmelig langstrakt Fonn. Den indre Plade opnaar dog ikke fuldt det midterste Halcvedhængs Længde og viser den sædvanlige lancetdannede Form. Basis er noget, skjondt ikke betydeligt opsvulmet og indeslutter en 72 temmelig stor glasagtig Otolith. Langs den indre Kant af Pladen fiudes i dens forreste Uel under Randbørsterne 7 tynde Torner. Den ydre Plade er næsten V3 læugere end den indre og af smal lineær Form. Hauneu (Fig. 2) er omtrent af Hunnens Længden og temmelig lig denne, da de sexuelle Characterer ikke ere her saa skarpt fremtrædende som hos de i det foregaaende omtalte Arter. Det til de øvre Antenners Skaft fæstede Appendix (Fig. 11) er vistnok af meget anselig Længde, nemlig næsten som hele Skaftet, men af meget enklere Bygning end hos de øvrige Arter. Det danner nemlig kun en ganske simpel smalt konisk Fortsats uden ethvert Spor af det hos de øvrige Arter forekommende zigzagformige Baand med sin tætte Haarbesætning. Jeg antog først, at de af mig undersogte Hanner enduu ikke vare fuldt udviklede; men efter senere at have undersøgt et stort Antal Exemplarer fra forskjellige Lokaliteter, maa jeg antage, at dette Vedhæng ikke udvikler sig videre. De ydre Kjønsvedhæng (se Fig. 2) ere temmelig smaa, men vise forøvrigt den sædvanlige Structur. 3die Par Bagkropslemmerne (Fig. 12) have begge Grene omtrent af samme Længde. Den indre Gren er uleddet og af samme Beskaffenhed som de tilsvarende Lemmer hos Hunnen. Den ydre Gren er cylindrisk og delt i 4 tydeligt afsatte Led, hvoraf det Ste er længst, saa langt som de øvrige tilsamnien. Fra Enden af sidste Led udgaa et Par meget smaa Børster eller Torner og en lignende er fæstet til den ydre Kant af ethvert af de 3 foregaaende Led. 4de Par Bagkropsleramer (Fig. 13) ere forholdvis kun lidet udviklede og række ikke synderligt ud over Enden af sidste Segment. Basaldelen er temmelig svag og over- alt jevn bred. Den indre Gren er af sædvauligt Udseende og bestaar af 2 utydeligt be- grændsede Segmenter. Den ydre Gren er ikke meget længere end Basaldelen og danner en simpel cylindrisk, i 6 uligestore Led inddelt Stamme. Istedetfor de sædvanlige Ende- svøber findes kun 2 korte ucilierede Torner, hvoraf den ene udgaar fra Spidsen den anden fra den ydre Kant af næstsidste Led. Sidste Par Bagkropslemmer (Fig. 14) have ved Pioden et tydeligt afsat Basalled. Nærværende ved Baskaffenheden af de nedre Antenners Blad fra alle de i det foregaaende omtalte let kjendelige Art er først opstillet af 0. Fabricius under Benævnelsen Cancer oculatus, senere nøiere beskrevet og afbiidet af Kroyer. Den er en ægte arktisk Form og forekommer i enorme Mængder i de polare Have, hvor den til visse Tider af Aaret skal udgjøre den fornemste Næring for visse Barde- hvaler ligesom ogsaa for Teisten og andre Søfugle. Foruden ved Grønland, hvor Arten 73 først blev opdaget, er den kjendt fra Spitsbergen samt fra Nordamerikas Nordostkyst (Labrador). Desuden har jeg tåget den under vor Nordhavs-Expedition ved Island (Eeikjavik) og ved Jan Mayen, paa hvilket sidste Sted den forekom i ganske enorme Mængder. Ved Norges Kyster var den hidtil ikke antruffen; men paa min sidste Finmarks- reise fandt jeg den, skjøndt temmelig sparsomt i Varangerfj orden ved Vadsø og Mor- tensnæs. De her forefundne Exemplarer skille sig vistnok i enkelt Henseender noget fra den ved Jan Mayen forekommende Form, uden at dog disse Forskjelligheder i nogen Maade kunne begrunde nogen specifisk Adskillelse. Alle de af mig i Varangerfj ord en ind- samlede Exemplarer vare fuldvoxne, ægbærende Hunner. Den her givne Afbildning af Hannen er efter et ved Jan Mayen tåget Exemplar. Arten synes i Regelen at forekomme paa maadeligt Dyb. fra G til 20 Favne. 28. inysis relicta, Loven. (Tab. XXXH). Mysis relicta Loven, Øfversigt af Vet. Akad. Førh. 1861, pg. 285. Mysis oculata, var. relicta, G. 0. Sårs, Histoire naturelle des Crustacés d"eau douce de Norvége I, pg. 14, tab. I— HL Mysis relicta, Smith, Crustacea of the fresh waters of the United States. United States Commission of Fish and Fisheries, Commissioners Report 1872—73, pg. 642, tab. 1, fig. 2. Charact. spee: Speciei antecedenti forma et structura valde aftinis et verosimili ab eadem orta. Scutum dorsale sat magnum partem modo dorsalem segmentorum 2 posteriorum cephalothoracis nudam relinqvens, margine postico medio inciso-marginato, lamina frontali brevi, obtuse angulata. Oculi magni, pyriformes, scutum utrinqve longe superantes. Antennarum superiorum pedunculus structura fere exacte eadem ac in M. oculata. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum qvarta modo parte longior, «vato-elliptica, qvater longior qvam latior, marginibus undiqve setiferis ; pedunculus fiagelli dimidiam sqvamæ longitudinem æqvans. Partes masticationis et pedes fere exacta ut in M. oculata. Pleopoda penultimi paris in mare brevissima segmentum penultimum parum superantia, ramo externo ne duplam qvidem interni longitudinem asseqvente. 10 74 Telson segmento ultimo vix longius, oblongo-qvadrangulare, apicem versus sensim atteiiuatum, marginibus lateralibus subrectis aculeis utrinqve circiter IG, posterioribus inter- vallis lougioribus inter se dispositis, ultimo ab apice sat remoto, armatis, incisura postica brevissima et lata, vix nonam telsonis lougitudinis partem occupante, fundo augulato, margini- bus rectis et divergentibus, lobis terminalibus triangularibus aculeo apicali sat lougo armatis. Uropoda structura fere eadem ac in M. oculata, sed paulo breviora. Corpus pellucidum maculis regularibus parum arborescentibus ornatum. Longit. feminæ vix ISmm- superaus. Beskrivelse af Huuneu. Længden af de største af mig undersøgte P^xemplarer overstiger ikke ISmm, og deu er saaledes betydelig mindre end foregaaeude Art. Legemet er temmelig gjennemsigtigt, af svag gulagtig Farve og prydet med et vist Antal kun lidet forgrenede Pigmentpletter, hvis Anordning er ganske den samme som hos foregaaende Art. Krops formen er (se Tab. XXXII, Fig. 1) omtrent som hos foregaaende Art. Dog synes Forkroppen bagtil noget bredere og Bagkroppen stærkere afsmalueude mod Enden. Rygskjoldet er forholdsvis stort, idet det kun lader den dorsale Del af de 2 sidste Forkropssegmenter fri. Dets bagre Rand er i Midten stærkt, næsten vinkelformigt udrandet. Pandepladen forholder sig omtrent som hos foregaaende Art, men er noget mindre afrundet. Øinene synes forholdsvis ikke fuldt saa store, men stemme forøvrigt hvad Formen angaar fuldkommen overens med samme hos M. oculata. Det samme er ogsaa Tilfældet med de øvre Antenners Skaft (Fig. 3) der indtil de mindste Detailler er ens bygget. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) synes derimod temmelig forskjelligt. Det er nemlig forholdsvis betydelig kortere og neppe mere end V4 længere end de øvre An- tenners Skaft, af oval eller elliptisk Form, med den største Brede omtrent lig i^afL^^ig- den. Ligesom hos foregaaende Art er det rundtom forsynet med stærke Fjærborster. Svøbens Skaft er omtrent halvt saa langt som Bladet og viser det samme indbyrdes For- hold af Leddene som hos foregaaende Art. 2det Par Kjæver (Fig. 6) have Endeleddet ikke fuldt saa bredt som hos fore- gaaende Art og bevæbuet med et ringere Antal (omtrent 16) Torner. Forøvrigt stemme disse Kjæver ligesom de øvrige Muuddele fuldkommen overens med samme hos M. oculata. Heller ikke i Foddernes Bygning (se Fig. 7) er der nogen bemærkelig Forskjel at opdage. 75 Det midterste Halevedhæng (Fig. 8) er forholdsvis mindre end hos fore- gaaende Art og neppe længere end sidste Segment. Det er af aflang firkantet Form og afsraalnes gansl Se Tab. IX. 14* 108 Side langt ud over Rygskjoldet. Den facetterede Del indtager mere end Halvparten af Øiet og viser indad en dyb Udrandning. Pigmentet er af en lignende mørk Farve som hos Årterne af Slægten Mysis. De øvre Antenners Skaft (Fig. 2) opnaar neppe V3 af Forkroppens Længde og viser en noget kølledannet Form. Basalleddet er adskilligt kortere end de 2 øvrige Led tilsammen og har den ydre børstebesatte Fortsats temmelig stærkt fremspringende. 2det Led er i Enden skraat afskaaret og paa den øvre Side ligesom hos M. insignis for- synet med en tynd Torn og nogie Børster. Sidste Led er betydelig kortere end Basal- leddet og noget udvidet mod Enden samt i den indre Kant forsynet med 4, ved det indre Hjørne med 9 lange Fjærbørster. Svøberne ere temmelig forlængede og den ydre mere end dobbelt saa lang som den indre. De nedre Antenners Blad (Fig. 3) er af betydelig Størrelse, adskilligt over dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft og af smal lancetdannet Form, med den største Brede neppe større end '/e af Længden. Det afsmalnes «ganske successivt mod Enden, som er stumpt tih'undet og forsynet med en tydelig Tværsutur (se Fig. 4). Langs saavel den ydre som indre Rand og Spidsen strækker sig en uafbrudt Rad af stærke Fjærbørster, hvoraf de i den indre Kant som sædvanlig ere længst. Svøben er omtrent af Legemets halve Længde; dens Skaft er noget kortere end de øvre Antenners Skaft og lig V3 af Bladets Længde, af cylindrisk Form, med de 2 sidste Led indbyrdes af omtrent ens Længde. Mund delene stemme i alt væsentligt meget nær overens med samme hos den typiske Art og vise kun i Detaillerne enkelte Forskjelligheder. Kindbakkernes Palpe (Fig. 5) er stærkt udviklet og særdeles tæt børstebesat, med 2det Led meget stort og noget pladeformigt udvidet. Sidste Led er neppe halvt saa stort, af oval Form og forsynet med 3 Rader af Børster. Iste Par Kjæver (Fig. 6) udraærke sig derved, at den større Gren har en me- get stærkt markeret Afsats eller tilspidset Fortsats i Midten af den ydre Kant 2det Par Kjæver (Fig. 7) have ligesom hos den typiske Art kun 2 med stærke Torner bevæbnede Tyggelapper. Viften er noget bredere end hos M. insignis. næsten halv- maanedannet, og Endeleddet af elliptisk Form med 10—12 stærke Fjærbørster i den ydre Kant. De 2 Par Kjævefødder (Fig. 8 og 9) vise den for Slægten characteristiske ro- buste Bygning og skille sig kun lidet fra samme hos den typiske Art. Heller ikke Fødd er ne (Tab. XLIL Fig 1 og 2) vise nogen iøinefaldende For- skjel. De ere som hos den typiske Art særdeles kraftigt hyggede og omtrent af hele For- kroppens Længde. 3die Led er stærkt fortykket og noget sammentrykt fra Siderne, 4de Led noget smalere og paa Iste Par (Fig 1) af samme Længde, paa de øvrige (Fig. 2) noget længere end hint og i den indre Kant forsynet med talrige tætte Børsteknipper. 109 Tarsen er noget kortere end 4de Led og bestaar af 3 Led, hvoraf det Iste er længere end de øvrige tilsammen og ligesom disse især i deu indre Kant tæt børstebesat. Ende- kloen er tydelig, skjøudt meget tynd og skjules for en Del af de fra foregaaende Led ud- gaaende Børster. Svommegrenen er af et lignende Udseende som hos M. insignis, men har 2 Led færre i Endedelen. Brystposen er som hos den typiske Art sammensat af 3 Par tydeligt udviklede Plader. Det forreste Par (Fig. 2, a) er temmelig stort og af bred Lincetdanuet P'orm samt langs Kanterne tæt børstebesat. Bagkropslemmerne vise ingen væsentlig Forskjel fra samme hos M. insignis. Det midterste Halevedhæng (Fig. 3) er af betydelig Størrelse, adskilligt længere end sidste Segment og omtrent lig Vs af Bagkroppens Længde. Det er af en meget smal tungedannet eller næsten lancetdannet Form, med den største Brede, der er beliggende ved Basis, neppe halvt saa stor som Længden. Tæt bag Basis indknibes det pludselig temmelig stærkt og afsmalnes derpaa successivt mod Enden, som er (se Fig. 4 og 12) hel og tvært afkuttet samt bevæbnet med 4bagud rettede Torner, hvoraf deyderste ere mere end 3 Gange saa store som de inderste. Sidekanterne af Vedhænget vise et noget bugtet Forløb og ere i sin hele Længde tæt besatte med fine, tildels noget ulige ud- viklede Torner, hvoraf jeg har talt omkring 50 paa hver Side. De ydre Halevedhæng (Fig. 5) have Endepladerne af meget ulige Længde. Den indre Plade er adskilligt kortere end det midterste Halevedhæng og af den sædvan- lige lancetdannede Form. Basis er noget opsvulmet og indeholder en særdeles stor glas- agtig Otolith. Den indre Kant af Pladen er i sin hele Længde under Randbørsterne for- synet med Torner, der ved Basis staa særdeles tæt og tiltage successivt i Længde bagtil. Den ydre Plade er mere end Va længere end den indre og af aflang lineær Form, bredest nær Basis og temmelig stærkt afsmalnende mod Enden. Hannen (Fig. 6) kjender jeg kun efter et Par E.xemplarer, der skjøndt omtrent af samme Størrelse som deu fuldvoxne Hun, dog endnu ikke synes at være fuldt udvik- lede, da det til de øvre Antenner fæstede Appendix endnu ikke viser noget Spor af Bør- ster og de ydre Kjonsvedhæng kun ere af ringe Størrelse. Bagkropslemmerne skille sig meget væsentligt fra samme hos Hannen af den typiske Art, idet de ikke som hos denne ere udviklede til Svørameapparater, men vise en meget lignende Bygning som hos Hannerne af Slægten Mysis. I Lighed med disse ere nemlig Iste, 2det og sidste Par (Fig. 7, 8, 11) fuldkommen af samme enkle og rudimentære Bygning som hos Hunnen, kun forestillende simple borstebesatte Smaaplader. Derimod ere 3die og 4dc Par (Fig. 9 og 10) eiendommeligt udviklede og bagudrettede. Begge disse Par vise en temmelig overensstemmende Bygning, men ere af meget ulige Længde, idet 4de Par omtrent er dobbelt saa langt som 3die Par og rækker bagtil langt udover sidste 110 Segment. Paa begge kan adskilles en kort og tyk, i Enden skjævt afskaaret Basaldel, hvortil er fæstet 2 ulige store og ulige formede Grene. Den indre af disse er af fuld- stændig ens Udseende paa begge Par, dannende en spidst tillobende med Børster besat tynd Plade af en lignende Bygning som de tilsvarende Lemmer hos Hunnen. Den ydre Gren er derimod simpelt cylindrisk og inddelt i tydeligt afsatte Led. Paa 3die Par (Fig. 9) er denne Gren kun omtrent V3 længere end deu indre og sammensat af 4 Led, hvoraf det Iste er størst, det sidste ganske lidet og koniskt tillobende samt forsynet med 2 korte Torner i Spidsen. Paa 4de Par (Fig. 10) er derimod denne Gren særdeles stærkt for- længet og smal, mere end 4 Gange saa lang som den indre og delt i 5 Segmenter, hvoraf det Iste er næsten dobbelt saa langt som alle de øvrige tilsammen. Fra Enden af Grenen udgaa 3 lange og noget bøiede Torner (Svøber), hvoraf en udgaar fra Spidsen af det sær- deles lille sidste Led, de 2 øvrige fra den ydre Kant af de 2 foregaaende Led. At den her omhandlede Form ikke er nogen virkelig Mysis fremgaar tydeligt nok af Munddelenes og Føddernes Bygning, som derimod paa det noieste stemmer overens med samme hos den ovenfor omtalte Slægt, Mysideis. Trods den afvigende Udvikling af Hannens Bagkropslemmer, raaa den derfor ubetinget henføres til den sidstnævnte Slægt og følgelig en Modifikation foretages med de ovenfor givne Slægtscharacterer. Forudeu ved Bagkropslemmerues afvigende Bygning hos Hannen, kjendes den her omhandlede Art let fra M. insignis ved Bagkroppens betydelig kraftigere Udvikling, Øinenes forskjellige Form, de længere og smalere Antenneblade samt ved det midterste Haleved- hængs forskjellige Form og Bevæbning. Arten er forst opdaget af Loven ved Finmarken og senere af Goes (1. c.) nærmere beskreven som en Art af Slægten Mysis, nærmest ved M. vulgaris. Efter Goes fore- kommer deu ogsaa ved Spitsbergen. Selv har jeg kun tåget deu paa 2 Punkter, nemlig i Varangerfj orden og ved Hasvig paa Sørøens Vestside. Paa begge Steder forekom den kun ganske enkeltvis. I sin Levevis synes den at være en Dybvandsform, omend ikke saa udpræget som den typiske Art. Alle de af mig tagne Exemplarer ere ophentede ved Hjælp af Bund- skraben fra et Dyb af fra 30 til 100 Favne. Den synes helst at forekomme, hvor Bunden er bjergig og bevoxet med Alger eller Hydroider og Polyzoer. 111 Tabula distributionis. Mys i dæ Xorvegiæ Species : m m es U] o 'S T3 a ■s B o o o o 1 fc! A =s o f:n , tn ^ »^ o : > 3 i 2 ta » r 1 1 d s c 3 !!• ;3 es s 1 c S g .2 = !' , s -a t^ . ^1 ^ ^ c ■^ . a S|: .5 ' * i 5 S «3 1 |3: a g 3 1 1 o 7. J) 8. » 9. 1) 10. ?» 11. ?? 12. JJ 13. r? 14. !J 15. 16. Explicatio tabuiarum. Iflysideis insig^nis, G. 0. Sårs. Tab. IX. Femina adulta gravida supenie visa, oies aucta. Eadem a latere dextro exhibita. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, ISies axictus. Basis anteunæ inferioris cum sqvaraa inferne visa. Regio oralis cum niandibulis; L labrum; I labiura; ;> palpus niandibularis. Labium separatum. Palpus mandibularis a latere e.xhibitus. Extremitates incisivæ mandibulai"ura superne visæ 34ies auctæ. Maxilla Imi paris, ISies auctæ. Maxilla 2di paris. Tab. X. Maxillipes Imi paris feminæ ISies auctus. Maxillipes 2di paris. Pes 3tii paris. Extremitas ejusdem fortias aucta. Laminæ incubatoriæ sinistræ a facie interna exhibitæ. Pleopodum Imi paris. Pleopodum ultimi paris. Telson superne visum. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. Appendix genitalis a latere exhibita. Pleopodum Imi paris; 13a ramus ejusdem internus fortius auctus. Pleopodum 2di paris. Pleopodum 4ti paris; 15a spina terminalis rami ejusdem externi, 77ies aucta. Basis rami interni pleopodi ultimi paris 34ies aucta. 115 Boreoniysis arctica, Kiover. Tab. XI. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, 5ies aucta. „ 2. Eadem a latere sinistro exhibita. ., 3. Pars antica scuti dorsalis superne visa. ,, 4. Pedunculus antennæ superioris a latere externo exhibitus, 18ies auctus. „ 5. Idem superne visus. „ 6. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 7. Labrum (a) et labiuni (b) inferne visa. „ 8. Mandibula cum palpo. „ 9. Extremitates incisivæ mandibularum inferne visæ, 43ies auctæ. „ 10. Maxilla Imi paris 24ies aucta. „ 11. Maxilla 2di paris. Tab. XII. Fig. 1. Maxillipes Imi paris feminæ ISies auctus; la extremitas ejusdem fortius aucta. „ 2. Maxillipes 2di paris cum lamina incubatoria antica: 2a extremitas ejusdem for- tius aucta. 3. Pes Imi paris cum lamina incubatoria. 4. Extremitas ejusdem fortius aucta. 6. Lamina? incubatoriæ sinistræ a facie interna exhibitæ. 6. Pleopoduni Imi paris. 7. Pleopodum ultimi paris. 8. Telson superne visum. 9. Extremitas ejusdem fortius aucta. 10. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. 11. Otolithum cum nervo acustico 77ies auctum. Tab. XIII. Fig. 1. Mas adultus a latere sinistro exhibitus, oies auctus. ,, 2. Pars antica cephalothoracis cum oculis et antennis superne visa, paulo for- tius aucta. „ 3. Pedunculus antennæ superioris cum appendice terminali pilis denudata a latere externo exhibitus, ISies auctus. „ 4. Extremitas pedunculi inferne visa. „ 5. Appendix genitalis a latere exhibita. 15* 116 Fig. 6. Pleopodum Irai paris. „ 7. Ramns ejusdem internus fortius auctus „ 8. Pleopoduin 2(li paris. „ 9. Pleopodum 3tii paris. „ 10. Basis rami interni ejusdem fortius aucta. "ig- 1. n 2. n 3. » 4. )) .5. 1? (3. !) 7. 8. Boreomysis tridens. G. 0. Sårs. Tab. XIV. Fig. 1. Femina adulta graviiia superne visa, Sies aucta. 2. Pars antica scuti dorsalis superne visa, fortius aucta. 3. Pedunculus antennæ superioris superne visus, l.oies auctus. 4. Idem a latere interno exhibitus. 5. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. 6. Pes otii paris cum lamina incubatoria. 7. Telson superne visum. 8. Extremitas lobi aiterius terminalis ejusdem fortius aucta. 9. Uropodum sinistrum, setis omissis, interne visum. Boreoinysis iiieg'alup«$, G. 0. Sårs. Tab. XV. Femina adulta gravida superne visa, sies aucta. Eadem a latere dextro exhibita. Mas adultus a latere dextro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. Idem a latere externo exhibitus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Pedunculus flagelli ejusdem antennæ superne visus. Palpus mandibularis 45ies auctus. 117 Fig. 9. Majylla Imi paris. „ 10. Maxilla 2cli paris. Tab. XVI. Fig. 1. Maxillipes 2di paris feininæ cum larnina incubatoria antica, 24ies auctus. „ 2. Pes Imi paris cum lamina incubatoria. ., 3. Telson superne visum. „ 4. E.xtremitas ejusdem fortius aucta. „ 5. Uropodum sinistrura, setis omissis, inferne visum. „ 6. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus. „ 7. Pes ejusOem 3tii paris. ,, 8. Appendices genitales. „ 9. Pleopodum Imi paris; 9a ramus ejusdem internus fortius auctus. „ 10. Pleopodum 2di paris; 10a extremitas rami ejusdem externi fortius aucta. „ 11. Pleopodum 3tii paris; Jla extremitas rami ejusdem externi fortius aucta. „ 12. Pleopodum 4ti paris. ,, 13. Basis rami interni pleopodi ultimi paris fortius aucta. Siriella norve^^^ica^, G. 0. Sårs. Tab. XVII. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Gies aucta. „ 2. Eadem a latere dextro exhibita. „ 3. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 4. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, ISies auctus. „ 5. Idem a latere externo exhibitus. „ 6. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 7. Mandibulæ et labrum in situ inferne visa. „ 8. Labrum et labium a latere sinistro exhibita. ,, 9. Extremitates incisivæ mandibularum inferne visæ, 45ies auctæ. „ 10. Palpus raandibularis 24ies auctus. „ 11. Maxilla Imi paris. „ 12. Maxilla 2di paris. ?ig. 1. 2. O. 4. 5. 6. 1) 7. 8. 118 Tab. XVIII. Ma.xillipes lini paris feminæ 18ies auctus. Maxillipes 2di paris. Pes Imi paris. Extremitas ejusdem cum ungve terminali, 34ies aiicta. Laniinæ incubatoriæ dextræ a facie interna exhibita, lOies auctæ. Pleopodum Imi paris 24ies auctuin. Pleopodum ultirai paris. Telson superne visum, 18ies auctum. 9. Extremitas ejusdem 45ies aucta. 10. Apex cum spinis terminalibus 112ies auctus. 11. Uropodum sinistrum iiiferne visum, ISies auctum. 12. Pedunculus antenuæ superioris maris a latere externo exhibitus. 1.3. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. 14. Pes ultimi paris cum appendice genitali. 1.5. Appendix genitalis 34ies aucta. 16. Pleopodum Imi paris ISies auctum; 16a ramus ejusdem internus (branchia) for- tius auctus. 17. Pleopodum 3tii paris; 17a ramus ejusdem internus (branchia) fortius auctus. 18. Pleopodum ultimi paris; 18a ramus ejusdem internus (branchia) fortius auctus. lieptomysis gracilis, G. 0. Sårs. Tab. XIX. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Oies auctæ. „ 2. Eadem a latere sinistro exhibita. „ 3. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 4. Pars antica scuti dorsalis superne visa, 15ies aucta. „ 5. Eadem pars a latere sinistro exhibita. „ 6. Particula integumenti 192ies aucta, sculpturam singularem exhibens. „ 7. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. „ 8. Idem a latere externo exhibitus. „ 9. Basis antennæ inferioris cum sqvamå superne visa. „ 10. Labrum inferne visum. 119 Fig. 11. Idem a latere anteriore exhibitum. „ 12. Labium. „ 13. Mandibula cum palpo. „ 14. Palpus mandibularis 34ies auctus. „ 15. Extremitates incisivæ mandibulamm superue visæ, 56ies auctæ. Tab. XX. Maxilla Imi paris feminæ 34ies aucta. Maxilla 2åi paris. Maxillipes Imi paris 24ies auctus. Maxillipes 2di paris. Pes Imi paris. Extremitas ejusdem fortius aucta. Laminæ incubatoriæ dextræ a facie interna e.xhibitæ, 15ies auctæ. Pleopodum Imi puris 45ies auctum. Pleopodum ultimi paris. Telson superne visum 24ies auctum. Extremitas ejusdem 45ies aucta. Uropodum sinistrum inferne visum. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. Pes ultimi paris cum appendice genitali. Pleopodum Imi paris; IGa ramus ejusdem internus fortius auctus. Pleopodum 2di paris. Pleopodum 4ti paris; 18a extremitas rami ejusdem externi fortius aucta. Pleopodum ultimi paris; 19a basis rami ejusdem interni fortius aucta. Fig. 1. jj 2. ?3 3. » 4. » 5. )J 6. !) 7. 3J 8. T) 9. 7) 10. » 11. T) 12. » 13. 7J 14. )) 15. n 16. )J 17. » 18. n 19. I.ieptoniy*iii!4 ling-vnra, G. 0. Sårs. Tab. XXI. Fig. 1. Femina adulta gravida superue visa, Bies aucta. „ 2. Eadem a latere sinistro exhibita. „ 3. Pars antica scuti dorsalis superne visa, laies aucta. „ 4. Pedunculus antennæ superioris superne visus, 24ies auctus. 'ig- 5. 11 (i. ^ 1) 1? s. n 9. 15 10. V 11. 12. 1,20 Idem a latere externo exhibitus. Basis antennæ inferioris ciini sqvama suiierue visa. Extrernitas sqvamæ setis denudata, 4.5ies aucta. Maxillipes 2di paris 24ies auctiis. Pes Imi paris. Telson superne visum. Extrernitas ejusdem 45ies aucta. Uropoflum sinistrum inferne visum. Heiniikiysis abyssicola, 4. 11 5. 1) G. )J 7. H 8. J) 9. 15 10. V 11. 5i 12. ITIysis viilg'aris, Thompson. Tab. XXXIV. Femina adulta gravida superne visa, Bies aucta. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Extremitas sqvamæ setis denudata, 45ies aucta. Labrum inferne visum. Maxilla 2di paris. Maxillipes Imi paris 34ies auctus. Pes Imi paris 24ies auctus. Pes ultimi paris. Telson superne visum. Extremitas ejusdem fortius aucta. 127 Fig. 13. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 14. Crista pectinata laminæ internæ ejusdem fortius aucta. „ 15. Pedunculus antennæ superioris mari.s a latere externo exhibitus. ,, 16. Appendix ejusdem genitalis. ,, 17. Pleopodum 3tii paris. „ 18. Pleopodum 4ti paris. JTIyiitidella typica. G. 0. Sårs. Tab. XXXV. Femina adulta gravida superne visa, 15ies aucta. Eadem a latere sinistro exliibita. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 45ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Labrum inferne visum. Idem a latere dextro exhibitum. Lobus alter labii. Mandibula a facie externa exhibita. Extremitates incisivæ mandibularum inferne visæ. Maxilla Imi paris 77ies aucta. Maxilla 2di paris. Tab. XXXVI. Fig. 1. Cephalothorax feminæ, pedibus omissis, inferne visus, antennas et partes masti- cationis in situ exhibens, 34ies auctus. „ 2. Maxillipes Imi paris 4.5ies auctus. „ 3. Maxillipes 2di paris. „ 4. Pes Imi paris. „ 5. Pes 2di paris. „ 6. Extremitas ejusdem fortius aucta, setis 2 apicalibus omissis. „ 7. Pes ultimi paris. „ 8. Lamina incubatoriæ sinistræ a facie interna exhibitæ, 24ies aucta. „ 9. Lamina incubatoria antica 45ies aucta. Fig. 1. » 2. M 3. » 4. „ 5. ?J 6. H 7. « 8. » 9. n 10. 5) 11. ?j 12. 128 Fig. 10. Pleopodum Imi paris. „ 11. Pleopodum ultinii paris. ., 12. Telson superne visum. „ 13. Extremitas ejusdem fortias aucta. „ 14. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 15. Pedunculus antennæ superioris mans inferne visus. „ IG. Basis pedis ultimi paris cum appendice genitali (a). Mysidella lyplilops, G. 0. Sårs. Tab. XXXVII. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, ISies aucta. „ 2. Mas aduitus a latere dextro exhibitus. „ 3. Oculus sinister superne visus GOies auctus. „ 4. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus. „ 5. Basis antennæ inferioris cum sqvania superne visa. „ 6. Labrum inferne visum. ., 7. Mandibula a facie externa exhibita. „ 8. Maxilla Imi paris. „ 9. Maxilla 2di paris. „ 10. Maxillipes Imi paris. „ 11. Pes Irai paris. „ 12. Pes 2di paris. „ 13. Telson superne visum. „ 14. Extremitas ejusdem 150ies aucta. „ 15. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 16. Extremitas pedunculi antennæ superioris maris inferne visa. „ 17. Appendix genitalis. 129 Parerytliropjji abyjijsicula, G. 0. Sårs. Tab. XXXVIII. ig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Sies autta. 2. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. 3. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. 4. Basis antennæ inferioris ciini sqvama superne visa. 5. Maxilla 2di paris 34ies aucta. G. Pes Imi paris. 7. Pes oti paris. 8. Pes ultimi paris. 9. Telson superne visum. 10. Extremitas ejusdem fortius aucta. 11. Dropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. 12. Appendix terminaiis pedunculi antennæ superioris maris pilis denudata inferne visa. 13. Appendix genitalis. 14. Pleopodum Imi paris. 15. Pleopodum 4ti paris. Parerjtlirops robnsla, (Smith). Tab. XXXIX. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, 7ies aucta. „ 2. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 3. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. „ 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 5. Pes 4ti paris. ,, G. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 7. Telson superne visum. „ 8. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 9. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 10. Pars marginis interioris laminæ internæ ejusdem cum spinis fortius aucta. „ 11. Pleopodum maris Imi paris. „ 12. Ramus ejusdem internus 45ies auctus. „ 13. Pleopodum 2di paris. 17 130 P$iendoniiiia triincatiim. Smith. Tab. XL. Fig. 1. Femina adulta gravida supenie visa. Sies aiicta. „ 2. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 3. Pedunculus antennæ superioris feniinæ superiie visus, 24ies auctus. ,, 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 5. Extremitas corporis postici cum telsone et uropodo sinistro, setis omissis. superne visa. „ G. Lamina ocularis maris. „ 7. Pedunculus antenuæ superioris a latere externo exhibitus. „ 8. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. „ 9. Pes Imi paris. „ 10. Pes 3tii paris. „ 11. Tarsus pedis ultimi paris. „ 1:2. Appendix genitalis. „ 13. Pleopodum Inii paris. „ 14. Pleopodum 4ti paris. inysideis g^randii^;, (Goes). Tab. XLI. Femina adulta gravida superne visa. Gies aucta. Pedunculus antennæ superioris superne visus, ISies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Extremitas sqvamæ 24ieB aucta. Palpus mandibularis ISies auctus, Maxilla Imi paris 24ies aucta. Maxilla 2di paris. „ 8. Maxillipes Irai paris ISies auctus. „ 9. Maxillipes 2di paris. Tab. XLIL Fig. 1. Pes Irai paris ISies auctus. „ 2. Pes 4ti paris cum lamina incubatoria. Fig. 1. 5» 2. IJ 3. V 4. V 5. 11 6. 7. • 131 Fig. 3. Telson superne visum. „ 4. Evtremitas ejusdem 34ies aucta. „ 5. Uropoduin sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 6. Mas a latere sinistro exhibitus, 6ies auctus. „ 7. Pleopodum Imi paris ejusdem a latere exhibitum 18ies auctum. „ 8. Pleopodum 2di paris. „ 9. Pleopodum 3tii paris. fl 10. Pleopodum 4ti paris. „ 11. Pleopodum ultimi paris. „ 12. Extremitas telsonis 34ies aucta. 17* TUJx:. 0" O- O OCrS uu/ot^f L.FeArflit>t..2iuC. JyfyjieCe-is i/ts vOSar-s. TZf. X. v-^ Otxrs tz-ccroyv L.r&fwf U/Ji Insc. J^si^es insi^n-is, (^OSa.rs. TZi-xi:. (?. O. tf^ rj ix^iZba ?-. ^. ^'cv.v." liiK j-:jc. ^oreornysii' ccrcTcc-o^, Æj'6'ycr'. T^f.XIL. é^-O.yJ^ar^ tzXc/a^^. £,.J^dAr-* UC^ ^^tso. ■-^^ifXi/f. fi- O- i-fa rj .i-clZa ^ r^ L-FiAr^UCAi'-uC- n^x/r 1.. Ji/i.- •■ u^A IrtJt 1. 72.f.xv: (r (f sTars «^Toar~. ^.j-efu-fUefi^.It^e. ^orcofTLysis -nequio^u^ J (^.Scc^s. TZ^.XW. ^ C J'a,rj a-UZSo r^. L. J^/zr^ UiA- Irisc ^Ore-o/n^jL^ m&iiil»ns, ff O Sa 7Z4^-xvir. L J^jihr^ luA. //ut. Oirce/^OL. nory&^ic-cc^j ^ t}S,yili ^ra.sa^^ JvLuT/k]^. TZf.JCXr (rii^.cFarJ a^/^- 7' JyLyji.f ^Lu^uo^u^^viuUur: z.ic'u-^ii^:i A.-/ 7^fX2r/n(X.n/, 73J:j(y:ix. (r- 0- Sayi^J ccu.toffr'- Z.FekrrUiA..Inst. ^y/y-TZS 07-fU'UiC', ff- uSa.rj. is^.^xx: (rOjeirS nJtCffy. ..J-:eAr?li^/t.Ins£:. Urly-^i •! ^ a/n ornis. ^JYor/no-^z/ . T^jcxxr. ^ ^- Sarj cciZ-tc'o ; Z FeAr f L:6h. . In^;i- Jylyjis ocii^ectéo ,J^/r'. !R^J-C. /nyjis ?7lixti^, /^ tU/elorff . 7::^XZ?ar (r 0 tSarj «.u Toa r. L.Fe/ir?lUh.//ut. .ATyjis vicloaris, /^iUitJij. 2^^-jcxx/: L. J:e/u-?'étiA, Iniå ^lyj tdt i{a, iyf^uCM^ ir 0- S^urj . T^JOOCn. 6-C-Jitrj (tM.7ofr: Z F^Ja-^lilfv.Inst. J/ly^ccLtlCcL' Ly/zica^. G-OS'X.r\i iz^xKxyif. b- 0 Jarj ctutoor. Z.FeArfZilh../nst. Æyji^lU (yjtJlIo/is, S^O Sa^s. TZi-jcxxvm. 6-U JiJLirj i^iltooTT- Z.FoAr? Ut/v/jzst .Jic )■£ rytAro.-LS (té^yssLCfi^acy^ ^■iPSae.ys. ^/x>x:xvx. G0-Oi<-3~^ a^uXc^OT^. Vehr^ liih.Inj-t. ^rerytÅ-ra/is ro^u^ta^^f S-:^<^) . 2^6:.XL . 6-OéiCTS iOLiteor^. L.FeAr'li:ihJ/isi: M-d^^i^o ^n.mcC' CTiincaClcTi^, J->7ziut^- JCOV .xcr. U-- u-JtirJ a.uTooT'. Z . J'eAr? ZiéA. J/ist. JJlyjieuis a-rct.-n.oLcs ^{6-o'tsJ . Tal-XLTC. (r- 0 J'eirs CLKtoyr^- I .Fehrrii^h../.'isi. _My^icLiå o/'a^ci^'s^(^o£sj. 'r Fortegnelse over de hidtil ved Norges Kyster observerede IVI y s i d e r, med Henvisninger til Beskrivelserne og Afbildninger i dette Værk. Genera et species. Hefte pg- Tabulæ. Gen. I. Enjthrops, G. 0. Sårs j I 11 1. Erythfops Goesii, G. 0. Sårs .... " 24 I- 2. „ serrata, G. 0. Sårs .... W 27 II, fig. 1-12. 3. ., microphthalm.a, G. 0. Sårs » 30 „ fig. 13-19. 4. „ pygmæa, G. 0. Sårs .... )J 33 „ fig. 20—28. 5. „ abyssorura, G. 0. Sårs . Gen. II. Parerythrops, G. 0. Sårs 36 40 . V, fig. 1-12. G. Parerythrops obesa, G. 0. Sårs . . . fi 41 III. 7. ., abyssicola, G. 0. Sårs . III 95 XXXVIII. 8. „ robusta, Smith Gen. III. Pseudomma, G. 0. Sårs I 9S 48 XXXIX. 9. Pseudomma roseum, G. 0. Sårs » 54 IV. 10. „ aflfine, G. 0. Sårs v> 57 V, fig. 13-22. 11. „ truncatuni, Smith Gen. IV. Amblyops, G. 0. Sårs III II 102 XL. 1-2. Arablyops abbreviata, G. 0. Sårs . Gen. V. Mi/sidopsis. G. 0. Sårs J» 5 12 VI. 13. Mysidopsis didelphys, Norman )5 20 VII. 14. „ gibbosa, G. 0. Sårs .... » 23 VIII, fig. 1—13. 15. „ angusta, G. 0. Sårs .... » 27 „ fig. 14-24. Gen. VI. Mtjsideis, G. 0. Sårs . III 1 n;. Mysidius insignis, G. 0. Sårs 1 T) 2 IX— X. 17. „ grandis, Goés y) lOff XLI— XLII. Genera et species. Hefte Pg- Tabulæ. Gen. VII. Boreomysis, G. 0. Sars . , , III 8 18. Boreomysis arctica, Krøyer )» 10 XI— XIII. 19. „ tridens, G. 0. Sars . . . « 16 XIV. 20. „ megalops, G. 0. Sars Gen. VIII. Siriella, Dana • 18 22 XV— XVI. 21. Siriella norvegica, G. 0. Sars. . Gen. IX. Leptomysis, G. 0. Sars 71 71 24 29 XVII— XVIII. 22. Leptomysis gracilis, G. 0. Sars ?T 31 XIX— XX. 23. „ lingvura, G. 0. Sars . Gen. X. Hemimysis, G. 0. S ars V) 35 3S XXI. 24. Hemimysis abyssicola, G. 0. Sars . Gen. XI. Mysis, Latreille 11 39 43 XXII— XXIII. 25. Mysis flexuosa, Muller . r 45 XXIV— XXV. 26. „ neglecta, G. 0. Sars . •>■) 51 XXVI. 27. „ inerrais, Rathke . " 54 XXVII. 28. „ spiritus, Norman . . ,. 58 XXVIII. 29. „ ornata, G. 0. Sars . 1> 62 XXIX. 30. „ Lamornæ, Couch . » 65 XXX. 31. „ ocidata, Fabr H 69 XXXI. 32. „ relicta. Loven .... n 73 XXXII. 33. „ mixta, Lilljeborg . )) 76 XXXIII. 34. „ viilgaris, Thompson . »» 80 XXXIV. Gen. XII. Mysidella, G. 0. Sars v 84 35. Mysidella typica. G. 0. Sars .... 11 86 XXXV— XXXVI 36. „ typhlops, G. 0. Sars « 91 XXXVII. fTTr'^ SMITHSONIAN INSTITUTION LIBRARIES 3 9088 00719 4707