aE.€ . GADS FORLAG- K-ØBENH AVM

DANMARKS FAUNA

ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN

MED STATSUNDEHSTØTTELSE UPGIVNE AF

NATURHISTORISK FORENING

^= ==

HERLUF WINGE

PATTEDYR

MED 117 AFBILDNINGER

FORLAGT AF G. E. C. GAD — KØBENHAVN
1908

J.COHENS BOGTRYKKERIER
(GEORG A.BACH)

Pattedyr (Mammalia).

Af de Tusinder forskjellige Slags Pattedyr, der
leve eller have levet paa Jorden, er det kun en ringe
Del, der har naaet Danmark. Til Pattedyrenes første
Fremkomst, i et fjernt Afsnit af Jordens Historie, i
Trias-Tiden, har Danmark ikke været Vidne; dengang
smaa Firben-lignende Krybdyr ved flittig, udholdende
Øvelse af deres Evner arbejdede sig frem til at blive
Pattedyr, var der Hav, hvor det meste af Danmark
nu ligger; kun Bornholm kan føre sin Tilværelse saa
langt tilbage. Hav var her endnu, i hvert Fald over
det meste, i den varme Tid før Europas Istid, den-
gang Pattedyrene havde deres Blomstring, da de havde
udfoldet sig i en Mangfoldighed af Slægter, da ogsaa
Europa med de omgivende Have var befolket af en
Pattedyr-Verden saa rig, som den neppe nok findes i
Nutiden i de rigeste varme Lande; nogle faa Lev-
ninger af Hav-Pattedyr er alt, hvad der hos os er
fundet fra denne Tid. Som Land viste Danmark sig
først rigtig efter Istiden, da Europas rige Pattedyr-
Verden var hærget.

De af Europas Land-Pattedyr, der havde overlevet
Istiden, enten ved en Tid lang at trække sig tilbage

Winge: Pattedyr. 1

40550

til Syd-Europa, vigende for Kulden, eller ved at lempe
sig efter de haarde Forhold i Mellem-Europa, fandt
da for en Del Vej op til Danmark. Tidligst kom en
lille Kreds af de mest haardføre Arter, der under Is-
tiden havde levet i nærliggende sydHgere Egne; lidt
efter lidt kom andre, hvis større Fordringer til Varme
og Frodighed Landet efterhaanden kunde tilfredsstille,
medens de første Indvandrere tildels gik videre mod
Nord eller uddøde hos os. I den Ældre Stenalder,
da Landet var klædt med Skov, først væsenlig af Fyr,
senere mest af Eg, havde vor Pattedyr-Verden naaet
den største Rigdom, som den har haft; vi havde faaet
de fleste af det sydligere Mellem-Europas Arter af
Land-Pattedyr. Men allerede den Ældre Stenalders
Folk begyndte Jagt paa Dyrene i stort Omfang, og
ikke bedre Vilkaar fik de vilde Dyr, da den Yngre
Stenalders Folk indførte Husdyr; forfulgte og fortrængte
bleve de. De største blandt Gnavere, Rovdyr og
Hovdyr bleve udryddede, nogle snart, andre senere.
Tilbage er paa Landjorden ikke meget andet end smaa
og skjult levende Arter.

For Hav-Pattedyrenes Vedkommende have For-
holdene efter Istiden stillet sig paa lignende Maade
som for deres Slægtninge paa Land.

Sammenregnes alle de Pattedyr-Arter, der ere
efterviste i Danmark, baade nulevende og jordfundne,
baade fra Land og Hav, bliver Tallet 81 (Mennesket
ikke medregnet). Skjønt deres Tal ikke er større, er
der dog blandt dem Medlemmer af de fleste af de
„Ordener", hvori Pattedyrene have udformet sig; vi

have her Insektædere, Flagermus, Gnavere, Rovdyr,
Hovdyr og Hvaler.

Da Pattedyrene afløste Krybdyrene som Jordens Herskere,
som de øverste af Jordens Skabninger, delte de Herredømmet
mellem sig; de udnyttede de forskjellige Muligheder, som Jor-
den bød, og de udformedes i højst forskjellig Retning, alt
eftersom de særlig lagde sig efter det ene eller det andet; jo
højere de uddannedes, desto mere tabte de af Arven fra deres
Forfædre blandt Krybdyr.

Af de Ordener, der høre Danmark til, er Insektæder-
nes Orden den, der staar lavest, den, der viser mindst Af-
vigelse fra Krybdyr. Vel staa Insektæderne i Uddannelse som
ægte Pattedyr højt over de ældste kj endte Pattedyr fra Trias-
og Jura-Tiden, der i langt højere Grad mindede om Krybdyr;
men der findes hos Insektædere forholdsvis mange Egenskaber
samlede, der vise tilbage dels til oprindelige Pattedyr, dels til
selve Krybdyrene. Det viser sig mest i den indre Bygning;
men det kan ogsaa sees i det ydre. Der er blandt dem Slægter,
hvis Legemsform er den, der er fælles for de oprindeligste
Pattedyr af forskjellige Grupper og mest nærmer sig til Fir-
benenes: det er smaa Muse-lignende Dyr med langstrakt Krop
og lang Hale og med korte Lemmer med smaa femfingrede Poter
med ret ligelig udviklede Fingre; der er blandt dem Slægter,
der vise andre for Pattedyrene oprindelige Egenskaber: Næsen
er spids med en lille nøgen Næsebrusk hvælvet om Næse-
boret; Overlæben er furet paalangs; Øjet er anseligt; Øre-
brusken er veludviklet, men ret simpelt tragtformet; flere
Rækker af stærke Varbørster findes paa Overlæben, og enkelte
staa over Øjet, paa Kind og Hage og paa Underarmen ved
Haandleddet; 6 frie smaa knoldformede Trædepuder findes
baade paa Haandflade og paa Fodsaal; Huden paa Undersiden
af Fingre og Tæer er tydelig skællet, formet i Ringe paa lig-
nende Maade som hos Krybdyr; ogsaa Huden paa Overside
af Haand og Fod og paa Halen er skællet, og Skællenes Ord-
ning er som hos Krybdyr, endnu ikke forstyrret og gjort ukjén-
delig af tæt Haarvæxt, idet Haarene paa Haand, Fod og Hale
kun ere smaa og kun findes spredt mellem Skællene; Tand-
sættet indeholder forholdsvis mange, men smaa, ret simpelt
formede Tænder, 11 i hver Side, baade i Over- og Under-
kjæbe: 3 smaa Fortænder med nærmest kegleformet Krone,
1 stor dolkformet Hjørnetand og 7 Kindtænder, af hvilke de
forreste have simpelt sammentrykt kegleformet eller svagt tre-
spidset Krone, de bageste flerspidset Krone med Spidserne
stillede i V-Form, forbundne ved skarpe Kamme; Spidserne
paa de øvre bageste Kindtænder ere saaledes ordnede, at der

1*

langs Kronens Yderrand findes 3 Spidser (1ste, 2den og 3dje,
talte forfra), paa Midten 2 Spidser (4de og 5te) og paa Inder-
randen 1 Spids (6te) eller to Spidser (6te og 7de); paa de nedre
bageste Kindtænder findes 3 Spidser langs Inderranden (1ste,
2den og 3dje) og 2 paa Yderranden (4de og 5te); hele Tand-
sættet er egnet til at gribe og tygge Insekter og andre Smaa-
dyr; Mælketænderne (det unge Dyrs først frembrydende Tænder,
der senere ombyttes med andre) ere ret vel udviklede, væsenlig
formede som deres Efterfølgere. De Insektædere, der findes
hos os, ere uddannede hver i sin særlige Retning; men de
mere oprindelige, nu for største Delen uddøde Insektædere
have været den Kilde, hvorfra de fleste andre Pattedyr-Ordener
ere udsprungne.

Flagermusene staa nær ved Insektæderne; de ere nær-
mest at regne for Insektædere, der have uddannet sig til Flyvere.
Af deres Bygning kan man slutte sig til, at deres Forfædre
have været smaa klatrende Insektædere, der have sprunget i
Træerne fra Gren til Gren med strakte Lemmer og derved
have faaet udviklet en „Flyvehud", saaledes som den findes
hos mange forskjellige Slags klatrende-springende Pattedyr, en
Udvidelse af de sædvanlige Hudfolder mellem Krop og Lem-
mer, i Hjørnerne i Lemmernes Led og mellem Fingrene; hvad
der frembringer Flyvehuden, er sikkert dels Hudfoldernes sta-
dige Udspænding ved Lemmernes Strækning, dels Luftens
Pirring af Folderne under Springet, især under lang Dalen.
At vilkaarlig Bevægelse af Armene med Flyvehuden kan for-
øge Springets Længde, er en Opdagelse, der snart er gjort,
og næsten uvilkaarlig er Opdagelsen udnyttet; fra Springen og
svævende Dalen er der sket Overgang til Flugt, og Flyvehuden
er voxet uhyre; Armen med den omgivende Flyvehud, der
først tjente som Faldskjærm, er bleven til Vinge. Flyvehudep
er voxet saaledes, at den strækker sig ud til Spidsen af alle
Fingre, med Undtagelse af Tommelfingeren, der væsenligst
holdes fri, og at den fylder Rummet mellem Forlem, Kropside
og Baglem indtil Hælleddet og ligeledes Rummet mellem Bag-
lem og Hale indtil Halespidsen. Forlemmets allerede hos de
klatrende-springende Insektædere lange Knogler ere samtidig
med Flyvehudens Væxt voxede endnu stærkere i Længde;
baade Overarm og især Underarm ere blevne uhyre og lige-
ledes Fingrenes Knogler, især Mellemhaandsbenene; alle tjene
de som Bærere og Stivere af Flyvehuden; og de Muskler, der
føre Armen, ere blevne mægtige, særlig Brystmusklen, der
tjener til at slaa Vingen nedad. Forlemmet tages saa udeluk-
kende i Brug som Vinge, at det aldeles overvejende formes der-
efter og mister meget af sin Brugbarhed til sin oprindelige Tje-
neste, til Gang; dets uforholdsmæssige Længde og dets særegne

Bygning gjøre det vanskeligt eller [umuligt at føre det paa sæd-
vanlig Maade. Der kan ikke som før trædes paa Haandfladen, men
kun paa Randen af Haandleddet; de fleste Trædepuder svinde
derfor bort; Spidserne af de lange Fingre taale ikke at stødes
mod Jorden; i Hvile og under Gang lægges Fingrene, undtagen
den korte frie Tommel, samlede tilbage langs Underarmen; deres
Kloled vanslægte derfor, af Mangel paa Brug, og blive bruskede,
uden Kløer; Ledføjningerne mellem Fingrenes Led og med
Mellemhaandsbenene vanslægte, miste den tidligere Bevægelig-
hed o. s. V.; Leddene mellem Mellemhaandsbenene indbyrdes
og mellem Haandrod og Mellemhaandsben øves derimod sær-
lig i Bevægelighed, idet Mellemhaandsbenene i Flugten spredes
vidt og i Hvilen foldes tæt sammen. Kun Tommelfingeren
beholder meget af sit oprindelige Præg, sin Frihed, sin Klo,
sin Trædepude ved Grunden og under Fingerspidsen, og især
ved Tommelens Hjelp er Flagermusen istand til paa ikke
altfor glat Underlag at entre afsted med ikke ringe Fart. Paa
Grund af Vanskeligheden ved at gaa indskrænkes Gangen dog
til det mindst mulige; naar Flagermusen ikke flyver, tilbringer
den mest Tiden i Hvile, og for at have Vingerne rede til
Flugt plejer den at hage sig fast ved Fodens Kløer under et
eller andet Loft; naar den vil flyve, kan den da strax sprede
Vingerne og slippe sit Fæste. Den Gjerning, Baglemmet faar
at udføre, bliver meget ringe; mest tjener det som Stiver i
Flyvehuden. Hele Baglemmet mister derfor sin Styrke i en
paafaldende Grad; hos Insektæderne, som hos de fleste Patte-
dyr, er det stærkere end Forlemmet paa Grund af, at det efter
sin Stilling har det største Arbejde med at føre Kroppen og
skyde den frem; nu bliver det ganske tyndt og spinkelt, uden
kraftige Muskler; Trædepuderne forsvinde; de længste, mid-
terste, af Tæerne forkortes, saa at alle Tæerne blive omtrent
af samme Korthed; o. s. v,; kun Kløerne vedblive at være
stærke. En særlig Opgave faar dog Foden: at føre „Spore-
brusken", en Fortykkelse i Randen af Flyvehuden mellem
Baglem og Hale, fæstet paa bageste Spids af Hælbenet, tje-
nende til at udspænde Flyvehuden. Forkroppens Mægtighed,
væsenlig som Følge af Skuldermusklernes Størrelse, og Bag-
kroppens ringe Omfang, mest som Følge af Indskrænkningen
af Baglemmets Muskler, er noget af det, der bidrager til at
give Flagermusene deres paafaldende Ydre. Flagermusenes
Føde er, ligesom Insektædernes, fra første Færd væsenligst
Insekter; men til Forskjel fra Insektæderne fange de Insekterne
i Flugten, og til at gribe Byttet have de kun Munden; de
kunne ikke tage Hænderne til Hjelp; Læber og Tænder hjelpes
ad. Tænderne beholde lignende Former som hos Insektæderne;
men Læberne blive paafaldende muskelstærke, kjødfulde og

6

bevægelige, og Overlæbens Muskler, der tildels ere de samme,
der bevæge Næsebrusken, ere Skyld i, at Mellemkjæben, hvortil
Næsebrusken er fæstet, paa forskjellig Maade kan vanslægte.
Som de fleste Insektædere og andre Smaapattedyr ere Flager-
musene mest i Virksomhed i Skumring eller Nat. De have
dog ikke, som saa mange andre Natdyr, faaet særlig store
Øjne; tværtimod er Øjet ret lille, trykket som det er af den
svære Tindingmuskel, den stærkeste af Bidemusklerne, og
af andre Omgivelser; men det er dog ikke saa lille, som det
synes at være, naar man dømmer efter Øjespalten paa en
sovende eller død Flagermus, der har lukket Øjnene; Sagen
er, at Øjelaagene lukkes af en Kredsmuskel, der mere end
hos andre Dyr indsnevrer Øjespalten fra alle Sider; naar
Flagermusen ret aabner Øjnene, ser det ud, som om Øjet
voxede frem af den lille Øjespalte og udvidede den. Hud-
følelsen, der især i Flyvehuden skal være højt udviklet, og
Hørelsen er det, der mest vejleder Flagermusen paa dens
Jagt; Øret voxer stærkt, baade det ydre og det indre. Hos os
kunne Flagermusene ikke skaffe sig Føde om Vinteren, og de
vilde ikke kunne leve her, hvis de ikke havde Evne til at
sove Vintersøvn, gjemte i deres Skjulesteder i hule Træer
eller andre lune Kroge, dog stive og kolde, med Blodvarmen
dybt under det sædvanlige.

Gnavernes Afvigelse fra Insektæderne skyldes fra første
Færd, at de have givet sig til at leve mest af haardskallede
Frø og Frugter, hvis Skal de have maattet aabne for at komme
til Kjernen; ved at bide, kradse og skrabe med Fortænderne
have de naaet deres Hensigt. For at kunne bruge Fortænderne
med tilstrækkelig Kraft have de maattet øve den forreste af
Tyggemusklerne, især den forreste Del af Kindmusklen, der
voxer uhyre og særlig omformes derved og indvirker meget
paa Ansigtets Skelet; Tindingmusklen, der oprindelig hos
Pattedyrene er den stærkeste Tyggemuskel, som Arv fra Kryb-
dyrene, bruges mindre, fordi den ligger for langt tilbage, borte
fra Fortænderne, og den mister sin Styrke. For ret at kunne
kradse med de nedre Fortænder øves Underkjæben desuden
i at bevæges frem og tilbage, en Bevægelse, der er ret frem-
med for Insektæderne, der kun ere vante til at føre Under-
kjæben væsenligst lige op og ned; hos Insektæderne som
hos andre oprindelige Pattedyr er Underkjæbens Led med
Hjernekassen nærmest et Hængsel-Led; Underkjæbens Led-
hoved er mere eller mindre knopformet og glider i en svagt
udhulet Ledskaal, hvis bageste Rand er saaledes opstaaende,
at Underkjæbens Ledhoved ikke kan skydes tilbage; hos
Gnaveren bliver Leddet et Glide-Led; Underkjæbens Led-
hoved bliver afrundet og sammentrykt og glider frit frem og

tilbage i en Ledskaal, der har Form af en langsgaaende Rende
uden skarp Begrændsning, især aaben bagtil. De Fortænder,
der bruges mest, ere forreste øvre og forreste nedre; deres
Krone voxer stærkt i Højde og vedbliver at voxe, saa at Rod
ikke dannes; Emaillen, der før klædte hele Kronen som en
Hætte, sprænges under Væxten, i sin endnu bløde Tilstand,
ved Udvidelsen af det underliggende Tandben og bliver kun
tilbage som et Baand langs Kronens Forside; ved Sliddet af
Kronens Spids kommer Emaillen da til at staa frem paa Slid-
fladen som en skarp Rand, fordi den slides mindre end det
blødere Tandben. Øvre Fortand skyder sin Grund langt til-
bage i Kjæben, helt ud af Mellemkjæbebenet, hvor den hører
hjemme, ind i Overkjæbebenet; nedre Fortand skyder efter-
haanden sin Grund tilbage i Kjæben helt hen under Kind-
tændernes Række og op mod Underkjæbens Ledhoved. De
andre Fortænder, Hjørnetænderne og de forreste Kindtænder
vantrives ganske og forsvinde, fordi de ikke bruges, og fordi
de forreste Fortænder tage Magten fra dem og fortrænge dem ;
der bliver et langt tandløst Rum mellem Fortænder og Kind-
tænder, hvori Læberne lægge sig ind. Mundspalten indsnevres,
fordi det ikke er nødvendigt for Gnaveren at gabe højt. Som
levende mest af Planteføde have Gnaverne faaet Kindtænder-
nes Form ændret derefter; Kronernes Spidser have mistet
deres Skarphed og V-Formen og ere blevne til mere stumpe
Knolde. I alt andet, der ikke staar i umiddelbar Sammenhæng
med Gnave-Virksomheden, ere de oprindeligste Gnavere næsten
ganske som oprindelige Insektædere.

Rovdyrenes Afvigelse fra Insektæderne skyldes deres
Vane at leve ikke mest af Insekter, men af Hvirveldyr. Deres
Tandsæt er fra første Færd omdannet til at afklippe Kjød.
Hos de ældste, forlængst uddøde Rovdyr kunne alle de bageste
Kindtænder i Kjæberne være indrettede derefter. Hos de
højerestaaende Rovdyr ere de Kindtænder, der sidde nærmest
indenfor Mundvigen, særlig brugte, 4de øvre og 5te nedre af
de oprindelig tilstedeværende 7 Kindtænder i hver Kjæbe ; det
er de Tænder, der paa en Gang have en heldig Stilling til at
afklippe Kjød af et Bytte, der er for stort til at tages ind i
Munden, og ere tilstrækkelig nær ved Tyggemusklerne til at
kunne føres med Kraft. De mest fremstaaende Spidser af den
nedre Kindtand skures op mod og presses mod Indersiden af
de højeste Spidser af øvre; de paagjeldende Spidser voxe i
Højde og blive sammentrykte og komme mere og mere til at
virke som Bladene i en Sax, medens de andre Spidser van-
trives og tilsidst kunne forsvinde. Som „Rovtænder" voxe 4de
øvre og 5te nedre Kindtand frem for de omgivende Kindtænder,
der kunne vantrives og tildels forsvinde; hos saa godt som

alle Nutidens Rovdyr mangler saaledes den bageste af de 7
øvre. Hjørnetænderne bruges endnu mere end hos Insekt-
æderne som Dolke og som Hager, og de voxe i Styrke.
Tindingmusklen, der hos Insektæderne er den stærkeste Tygge-
muskel, er den, der ogsaa hos Rovdyrene bruges mest og
derfor voxer; paa Hovedskallen kan dens Størrelse skjønnes
af den Maade, hvorpaa den har udvidet Tindinggruben og skudt
Kindbuen ud til Siden. Kindmusklen, der efter sin Stilling var
vel skikket til ogsaa at føre Rovtænderne med Kraft, kan dog
ikke ret bruges; dens Væxt vilde indsnevre Mundspalten, hvad
der for et Rovdyr vilde være uheldigt. Underkjæbens Led
bliver mere og mere et rent Hængsel-Led, og dens Ledhoved,
der mere og mere faar Form af en tværstillet Valse, fastholdes
i Ledskaalen af stærke Baand, der bringe Skaalens For- og
Bagrand til at voxe frem og omslutte Ledhovedet. I Størrelse
og Kraft pleje Rovdyrene langt at overgaa Insektæderne. Det
kan ske, at Rovdyr igjen opgive den overvejende Kjød-Æden
og vende sig til mere blandet Kost eller endogsaa til Plante-
føde, eller de kunne af andre Grunde ophøre at bruge Tæn-
derne som ægte Rovdyr; alligevel mister Tandsættet aldrig
helt det Præg, som de oprindeligste Rovdyrs Levevis har sat
paa det.

Det der har givet Hovdyrene deres Særpræg overfor
deres Forfædre blandt Insektædere, er deres Vane at leve
mest af Planteføde, særlig af Grøntfoder, og dog, trods den
tunge Krop, der er en Følge af den Slags Føde, at vedlige-
holde Bevægelighed, særlig Evnen til at løbe, og Opmærk-
somhed for Omgivelserne. De have faaet svære Kindtænder
ved at tygge det sejge Plantestof; ikke alene de bageste, alle-
rede hos Insektæderne flerspidsede Kindtænder ere blevne
udvidede og forstærkede paa forskjellig Maade, men ogsaa de
fleste af de forreste Kindtænder ere udvidede, saa at de have
faaet mere eller mindre af Bagkindtændernes Form. Af Tygge-
musklerne er det mest Kindmusklen, der bruges som den,
der efter sin Stilling er bedst skikket til at føre Underkjæben
malende og skurende mod Overkjæben, og den voxer og skyder
sit Udspring langt frem paa Kinden og udvider sit Fæste.
Tindingmusklen derimod svækkes. Baade Kindtændernes Ud-
videlse og Tyggemusklernes Ændringer give sig Udtryk paa
mange Maader i Hovedskallens Bygning. Mave og Tarm ere
udvidede af den stærkt fyldende og vanskelig fordøjelige Føde.
For at kunne spejde og for at faa lange Lemmer, der i Tide
kunne bære dem bort fra Fjender, have Hovdyrene fra første
Færd øvet sig i at rejse sig paa Taaspidserne, og i Løb paa
Taaspidserne have de maattet bære den tunge Krop; kun de
øverste Medlemmer af Hovdyrenes forskjellige Grupper have

voxet sig saa store og stærke, at de ikke have meget at frygte
af Fjender, men kunne falde hen i Magelighed og formes der-
efter. Følgen af de stærke Krav, der stilles til Lemmernes
Bærekraft hos Hovdyrene, er først og fremmest en Omdan-
nelse af Kløerne, paa hvis Rande der væsenlig trædes; Kløerne
blive til stærke Hove. Dernæst fremkommer en særlig Styrke
og Væxt i de Fingre og Tæer, der fra første Færd ere de
længste og derfor faa mest af Legemets Vægt at bære; og en
lang Række Omdannelser medfølger, baade i Lemmernes og
i Kroppens Bygning, men udførte paa ret forskjellig Maade i
Hovdyrenes forskjellige Grupper.

Ikke fra Insektædere, men fra Dyr, der have staaet dem
meget nær, nemlig fra de alleroprindeligste Rovdyr, have
Hvalerne deres Oprindelse, saaledes som det er godtgjort
ved Fund af uddøde Mellemformer. Det der har givet dem
deres gjennemgribende Afvigelse fra andre Pattedyr, er deres
Vane at leve i Vandet til Stadighed ; saa udelukkende Vanddyr
ere de blevne, at de kun for at aande løfte Næsen over Van-
det, hvori de ellers saa godt som altid ere gjemte. Som vig-
tigste Redskab til Bevægelse have de brugt Halen; Baglem-
merne ere helt satte ud af Brug; Forlemmerne bruges neppe
til stort andet end til Styring eller til at holde Ligevægt. Halen
er bleven uhyre, muskelstærk; i Overensstemmelse med den
Maade, hvorpaa den føres, med Slag til Siderne eller op og
ned eller vrikkende, er den formet, sammentrykt i sin største
Udstrækning, men med en mægtig vandret Halefinne i Spidsen.
Baglemmet er fuldstændig vantrevet og forsvundet; kun ganske
ubetydelige Levninger af Baglemmets Skelet findes gjemte
dybt under Huden. Dets Forsvinden har stor Indflydelse paa
Hvirvelraden: Bækkenhvirvlerne miste deres ejendommelige
Form, Ryghvirvlerne blive mere ens og faa løsere Forbindelse
indbyrdes. Ledtappene vanslægte. Forlemmet, der aldrig mere
kommer til at støtte mod Jorden og ikke bærer nogen Byrde,
er omformet til en Luffe: Neglene ere forsvundne; hele Haan-
den har faaet Form af et Aareblad, Fingrene ere omsluttede
af en fælles Hud; Armens Ledføjninger, undtagen Skulder-
leddet, ere blevne stive. Forlemmet virker i mindre Grad
trykkende paa Brystkassen, hvis Fasthed derfor bliver mindre,
Ribbenenes Forbindelser med Hvirvler og med Brystben have
Tilbøjelighed til at blive løse. Hovedet holdes saa fast som
muligt i fremadrettet Stilling, Halsen bevæges ikke og bliver
kort og stiv, med stor Tilbøjelighed til Sammenvoxning af
Hvirvlerne; under Farten gjennem Vandet trykkes Hovedet
forfra og presses tilbage mod Halshvirvlerne, som ogsaa derved
presses end yderligere sammen. Vandets Tryk paa Hovedets
Overside, særlig under Hvalens stadige Opstigen gjennem

10

Vandet for at aande, virker i høj Grad omformende paa Hoved-
skallen, giver den Tilbøjelighed til at faa flad Overside med
tykke Knogler. Vandets Tryk forfra paa Hovedet under Farten
frem gjennem Vandet virker til at frembringe en ualmindelig
Sværhed i de Knogler, der rage længst frem, Mellemkjæbe,
Overkjæbe og Plovskjærben, og i den bruskede Næseskille-
væg, som Plovskjærbenet omfatter. Hjernekassen paavirkes
forfra af Vandets Tryk mod Panden, bagfra trykkes den af
Halshvirvler og Halsmuskler, og den faar derfor en kort, bred
Form; Pandeben og Nakkeben, der faa mest Tilskyndelse til
Væxt, udvide sig paa Bekostning af Issebenet, der trænges til-
side og indskrænkes. Ved Hjelp af Næsens Muskler er der
stræbt efter at trække Næseborene saa højt som muligt op
paa Hovedets Overside for let at kunne faa dem løftede over
Vandet, og Følgen har været, at Næseborene have faaet Plads
tilsyneladende paa Panden, i Virkeligheden tæt foran Hjerne-
kassen. I høj Grad bidragende til Næseborenes Flytning har
Vandets Tryk været; den bløde Næsebrusk er trængt bagud
ved Vandets Modstand. Lugtesandsen er opgiven; Sibenets
oprindelig mange foldede Blade ere svundne bort; Næsen er
bleven en simpel Gjennemgang for Luft; men den Luft, der
optages i Næsen, har Tilbøjelighed til at skaffe sig større Plads
ved at udvide Næsegangen her og der i Luftsække, dels paa
Hovedskallens Overside over Ansigtets Knogler, dels paa
Undersiden, bag Ganen, hvad der bidrager til at omforme
Hovedskallen, Det ydre Øre svinder fuldstændig bort af Mangel
paa Brug; den ydre Øre-Aabning indsnevres saa stærkt, at
den kan være vanskelig nok at finde. Tandsættet vanslægter
ganske, fordi Tygning af Føden opgives som ikke let at udføre
tilfredsstillende under Vand; de fleste Dyr tygge med aaben
Mund; under Vandet vilde den tyggede Føde skylles bort mel-
lem Tænderne; Tandsættet bruges derfor i det højeste til at
hjelpe med at gribe Føden og holde den fast. I Stedet for de
forholdsvis faa og uens Tænder, der findes hos Hvalernes
Stamformer, fremkommer en lang Række smaa ensartede sim-
pelt kegleformede Tænder ; hvad der senere sker, afhænger af
den Brug eller Ikke-Brug, der gjøres af dem. At kunne gabe
højt er en Nødvendighed for de oprindeligste Hvaler, hvis
Føde er Fiske; Kindmusklen, der har Tilbøjelighed til at ind-
snevre Gabet, bliver derfor ikke brugt; den vantrives, og
sammen med den Kindbuen, hvorpaa den har sit Udspring.
Til Gjengjeld kan Tindingmusklen blive stærk og kan ret paa-
faldende forme Hovedskallen. Haarklædningen miste Hvalerne;
i det højeste nogle faa vanslægtede Varbørster blive tilbage.

Gjelder det i et kort Overblik at skjelne vore danske
Pattedyr-Ordener, ere de vigtigste Kjendetegn følgende:

11

Oversigt over de danske Pattedyr-Ordener.

I. Næseborene i Spidsen af Snuden. Halen uden Finne. For-
og Baglem veludviklede, Fingre og Tæer, i hvert Fald
nogle af dem, med Kløer eller Hove. Veludviklet Haar-
klædning. Tænderne veludviklede, uens i Form.

A. Fingre og Tæer med Kløer.

1. Ingen af Kindtænderne fremhævet for de andre som
Rovtand.

a. Fortænderne med Rod og med helt emailleklædt
Krone; Hjørnetænder findes.

CC. Forlemmet af sædvanlig Form, med Pote.

Insektædere (Insectivora).
/?. Forlemmet uddannet som Vinge.

Flagermus (Chiroptera).

b. Fortænderne rodløse, de forreste kun paa Forsiden
emailleklædte; Hjørnetænder mangle.
Gnavere (Rodentia).

2. En øvre og en nedre Kindtand, 4de øvre og 5te nedre
af de oprindelige 7, fremhævede for de andre som
Rovtænder, undtagen hos Sælerne (kjendelige fra alle
andre danske Pattedyr paa deres vifteformede Fod),
hos hvem Rovtænderne have mistet den ejendomme-
lige Form.

Rovdyr (Carnivora).

B. Fingre og Tæer med Hove.
Hovdyr (Ungulata),

II. Næseborene tilsyneladende paa Panden. Halen med Finne.
Forlemmet formet som Aareblad, uden Negle; Baglemmet
mangler. Haarklædning mangler. Tænderne vanslægtede,
enten smaa, ret ens i Form, i stort Tal, eller mere eller
mindre manglende.
Hvaler (Cetacea).

12

Fig. 1 . Dvergspidsmus (Sorex pygmæus). Lidt formindsket.

Insektædere (Insectivora).

Blandt danske Pattedyr kunne Insektæderne kjendes
paa følgende Sammensætning af Egenskaber: Smaa-
pattedyr med poteformet Haand og Fod, med 5 Fingre
og 5 Tæer; med Fortænder, Hjørnetænder og Kind-
tænder i sluttet Række ; med spidstakkede Bagkind-
tænder af meget oprindelig Form, lavkronede, med
Spidserne stillede i V-Form; ingen af Kindtænderne
er særlig fremhævet som Rovtand.

Af Insektædere er der i Danmark fundet 5 Arter af 4
Slægter, hørende til de 3 Familier: Muldvarpe, Pindsvin og
Spidsmus, Talpidæ, Erinaceidæ, Soricidæ.

Af Muldvarpene have vi kun den ene Art: Muldvar-
pen, Talpaeuropæa. I Tændernes Tal og Form er Muldvar-
pen den af vore Insektædere, der staar oprindelige Pattedyr nær-
mest; i fremmede Lande har den nære Slægtninge, der ogsaa
i andre Henseender ere oprindelige, have Legemsform, Lem-
mer og Sandseredskaber som Mus omtrent; men Muldvarpen
selv er højt uddannet i en særlig Retning, som Graver. Den
har vænnet sig til at føre et fuldstændig underjordisk Liv paa
Jagt efter Regnorme og underjordisk levende Insekter; kun

13

en sjelden Gang viser den sig fremme i Dagen. Dens hele
Legeme er blevet til en Slags Grave-Redskab. Med Snuden
borer og roder den, med Hoved og Skulder skubber og løfter
den Jorden, med Hænderne kradser og graver den, med Fød-
derne ligeledes. Næsen er bleven en stærk bevægelig Tryne;
hele Hovedet er blevet til en Skovl, Hjernekassen ganske
fladtrykt, og Hovedets bageste Del er omvoxet af de mægtige
Skuldermuskler, der føre Armene, og er ligesom nedsænket
mellem Skuldrene. Haanden er bleven uhyre; Kløerne ere
alle lange, brede og flade; Fingrene ere ellers ganske korte
og næsten til Spidsen forenede ved fælles Hud; Haandfladen
er skiveformet udbredt, og ud over Randene har Huden slaaet
Folder, i Haandens Inderrand støttede af en mægtig Sene-
knogle; Haarene langs Haandens Rande ere ved den Pirring,
som de ere særlig udsatte for, naar Haanden føres gjennem
Jorden, voxede frem til stive Børster, der forøge Haandens
Brugbarhed som Grave-Redskab; Haandfladens Trædepuder
ere helt forsvundne; hele Haanden har faaet en ejendommelig
Stilling; den er næsten fæstnet i den Stilling, der er den
heldigste under Grave-Arbejdet, stillet paa Højkant med Haand-
fladen udefter. Armen er bleven meget muskelstærk, hvad der
har paavirket Knoglerne paafaldende. Foden er omdannet paa
noget lignende Maade som Haanden, men bruges i langt
mindre Grad og er derfor meget svagere; Trædepuderne ere
endnu tilstede, men ganske smaa. Lemmerne ere saa helt
tagne i Gravningens Tjeneste, at andre, tidligere Færdigheder
maa opgives; Klatring og Løb i Spring opgives saaledes; der
er heller ikke mere Lejlighed til Øvelse i disse Henseender.
Følgen er, at Lemmerne end yderligere give efter for Paavirk-
ningen af Grave-Virksomheden, blive ualmindelig korte, o. s. v.
En anden Følge er Halens Indskrænkning; Halen mister sin
oprindelige Tjeneste som Redskab til at holde Ligevægt under
Spring og andre frie Bevægelser, og den bliver kort. Af Sand-
serne er Lugtesandsen den, der væsenligst vejleder Muldvarpen
til at finde Føden; Sibenet voxer og breder sig, især ned mod
Ganen, og bidrager meget til at forme Hovedskallen. Snude-
spidsen er udbredt skiveformet og har faaet en særlig følsom
Hud. For Øjet bliver der kun meget ringe Brug i de under-
jordiske Gange, og det vantrives, tildels ogsaa fordi det giver
efter for Paavirkningen af Trynens stærke Muskler, der omgive
det, og især af den stærke Tindingmuskel, der bagfra trykker
det og trænger det helt frem fra den oprindelige Øjehule. Den
ydre Ørebrusk, der under Jorden i de snevre Gange ikke kan
rejses og udspiles, vantrives af Mangel paa Brug og forsvinder;
men det indre Øre gjør god Tjeneste og udvikles; Tromme-
hulen sættes i Forbindelse med Hulrum i de omgivende Knogler

14

og fyldes tildels med svampet Benvæv, og dens Vægge forbene
fast; Hammeren faar en egen Form.

Af Pindsvinene have vi kun Pindsvinet, Erinaceus
europæus. Mere end Muldvarpen har det brugt forreste øvre
og forreste nedre Fortand som Niptang til at tage Føden,
og de ere voxede noget og blevne mere fremstaaende ; til
Gjengjeld er bageste nedre Fortand forsvunden, og Hjørne-
tænderne ere indskrænkede af Mangel paa Brug. Som brugte
til Tygning af mere blandet Føde have Kindtænderne mistet
noget af deres skarpkantede Former og have faaet mere stumpe
Spidser, og de fleste af Bagkindtænderne ere noget udvidede;
de øvre have paa Kronens Inderrand faaet to Spidser i Stedet
for én; en øvre og to nedre af de smaa forreste Kindtænder
ere derimod forsvundne. Som ikke særlig uddannet til Graver
eller i anden Retning har Pindsvinet ellers i meget beholdt
Insektædernes oprindelige Præg, ret kort Snude med simpelt
hvælvet Næsebrusk om Næseboret, veludviklet Øje, stort Øre,
o. s. V., og det samuie gjelder i endnu højere Grad nogle af
dets nærmeste Slægtninge i fremmede Lande. Men selv har
Pindsvinet faaet en Egenskab, der har stor Indflydelse paa
dets Liv: Haarene paa næsten hele Oversiden ere blevne til
stive Torne. Hos mange forskjellige Pattedyr have de stærkeste
af Oversidens Haar Tilbøjelighed til at blive haarde og stik-
kende, og de Dyr, hos hvem Haarene ere blevne tilstrækkelig
stive, have snart opdaget deres Nytte som Forsvarsmiddel, have
gjort Brug af dem ved at rejse dem mod angribende Fjender
og have derved end mere pirret dem til Væxt. Pindsvinet er
klædt i en fuldstændig Rustning af stive Haar; det har øvet
sig i ved Hudmusklernes Hjelp at trække Oversidens torn-
klædte Hud frem over det øvrige af Legemet og samtidig rulle
sig sammen, saaledes at hele Dyret bliver en tornet Kugle,
uangribelig for de fleste af sine Fjender. Rustningen har givet
Pindsvinet en Følelse af Tryghed, saa at det har fundet det
unødvendigt at øve sig i Hurtighed, i Løb eller Klatring eller
andre Færdigheder for at undgaa Forfølgelse, og det er blevet
en ret plump og ubevægelig lille Skabning, med en tyk Krop,
baaren af korte Lemmer med tykke, tildels indbyrdes sammen-
smeltede Trædepuder paa Haand- og Fodsaal, med kort Hale.
Det har ikke Evne til at tage stort andet Bytte, end hvad det
kan finde paa Jordens Overflade; i Modsætning til vore andre
Insektædere kan det om Vinteren ikke finde Føden, og det
sover da Vintersøvn i sin Rede.

Af Spidsmusenes Familie findes hos os de to Slægter
Egenlige Spidsmus og Vandspidsmus, Sorex og Cros-
sopus, med henholdsvis to og én Art, Spidsmus og Dverg-
spidsmus, S. vulgaris og S. pygmæus, og Vandspids-

15

mus, C. fod i ens. Deres Tandsæt er omformet paa en højst
ejendommelig Maade. Forreste øvre og forreste nedre Fortand
ere brugte som kraftig Niptang til at gribe og holde Byttet;
øvre Fortand er bleven stor og krogformet, med to Spidser,
den ene siddende bag den anden; nedre Fortand er bleven
lang og fremadliggende, og dens øvre Rand er næsten sav-
takket; de andre Fortænder, Hjørnetænderne og de forreste
Kindtænder ere for en Del indskrænkede eller forsvundne. Bag-
kindtænderne have lignende skarpkantede Former som hos
Muldvarpen; de øvre have dog ligesom hos Pindsvinet to
Spidser paa Inderranden. Hos alle vore Spidsmus er Emaillen
paa de mest fremstaaende Spidser af alle Tænder farvet rødbrun,
en enestaaende Ejendommelighed. I Forbindelse med Brugen
af Fortænderne som Tang staar det vel, at Underkjæbens Led
er blevet ganske usædvanligt, mere udpræget Hængsel-Led
end ellers, med ejendommelig delte Ledflader. Dygtige som
Gravere ere Spidsmusene vel, og de tilbringe en stor Del af
deres Liv i Gange underjorden; men de.færdes ogsaa jevnlig
frit fremme. Noget af Præget som gravende have de faaet, en
stærk lang Snude, noget fladtrykt Hjernekasse, lille Øje, ogsaa
hemmet af Tindingmusklen, muskelstærke Arme; men Næse-
brusken har den oprindelige Form; det ydre Øre er endnu
stort, skjønt for største Delen skjult mellem Hovedets Haar;
Halen er ret lang; og Lemmerne ere forholdsvis lange og
spinkle. Hænder og Fødder smaa, med frie Fingre og Tæer,
med fine Kløer, med de oprindelige 6 Trædepuder paa Haand-
flade og Fodsaal og med skællet Hud baade paa Over- og
Underside. Det ydre Øre har en Mærkelighed i sin Bygning:
paa dets Inderside findes to store pladeformede, buede Ud-
væxter, der tilsammen kunne dække den ydre Øre-Aabning,
maaske en lille Tillempning til underjordisk Liv, maaske frem-
komne ved Ørets Sammenpresning i de snevre underjordiske
Gange. I Hovedskallen er der den paafaldende Egenhed, at Kind-
bue mangler; den synes at være vanslægtet under Paavirkning
af Tindingmuskel og stærke Næsemuskler, der glide langs den.
De egenlige Spidsmus ere ægte Landdyr, skjønt de slet ikke
ere bange for at svømme eller pjaske afsted over Grøfter og
Bække. Vandspidsmusen har derimod særlig øvet sig i at
svømme og dykke. Meget er den dog ikke paavirket deraf i
Bygning; det vigtigste er, at de Haar, der klæde Haandens og
Fodens Rande, og som hos de egenlige Spidsmus ere korte, stive
Børster, hos Vandspidsmusen ere forlængede, saa at de tilsam-
men danne en „Svømmebræmme" ; de ere pirrede til Væxt ved
Vandets Modstand under Svømningen ; paa lignende Maade ere
Haarene langs Underranden af Halens yderste Del omformede.
En Afvigelse fra Spidsmusen viser Vandspidsmusen desuden i
Tandsættet; den har mistet en af de smaa forreste øvre Kindtænder.

16

Oversigt over de danske Insektæder-Slægter.

I. Øvre Hjørnetand fremtrædende, dolkformet. Tandsættet
fuldstændigt: 3 Fortænder, 1 Hjørnetand og 7 Kindtænder
i hver Kjæbe. Uddannet vidt som Graver: intet ydre Øre,
Haanden en mægtig Gravepote med bred kredsformet Haand-
flade og lange brede Kløer,
Af Muldvafp-Familien, Talpidæ:
Muldvarp-Slægten (Talpa).

II. Øvre Hjørnetand ikke fremstaaende, lignende de omgivende
Tænder. Tandsættet indskrænket. Ikke i paafaldende Grad
uddannede som Gravere: stort ydre Øre, Haanden lille.

A. Fortænderne simpelt tapformede. Alle Tænder hvide.
Næsen forholdsvis kort. Øjet anseligt. Øret simpelt
tragtformet. Haandens og Fodens Trædepuder store, til-
dels sammensmeltede. Halen kort. Haarklædningen over
det meste af Oversiden dannet af stive Tome. Hoved-
skallen med fuldstændig Kindbue.

Af Pindsvin-Familien, Erinaceidæ:
Pindsvin-Slægten (Erinaceus).

B. Øvre forreste Fortand krogformet med to Spidser; nedre
forreste Fortand lang, savtakket. Alle Tænder med rød-
brune Spidser. Næsen lang. Øjet meget lille. Øret med
dobbelt Laag. Haandens og Fodens Trædepuder smaa,
frie. Halen lang. Haarklædningen blød, som Fløjl. Hoved-
skallen uden Kindbue.

Af Spidsmus-Familien, Soricidæ:

1. 5 Mellemtænder i Overmunden (o: smaa enspidsede
Tænder mellem forreste Fortand og forreste store
Kindtand). Haarene langs Haandens og Fodens Rande
og langs Halens Underside ikke forlængede.
Spidsmus-Slægten (Sorex).

2. 4 Mellemtænder i Overmunden. Haarene langs Haan-
dens og Fodens Rande forlængede, dannende en ud-
staaende Bræmme af stive Børster, ligeledes Haarene
langs Undersiden af Halens ydre Halvdel.

Vand spids mus -Slægten (C rossopus).

Muldvarp-Familien (Talpidæ).

Muldvarp- Slægten (Talpaj.
Kroppen næsten pølseformet. Hovedet indskudt
mellem Skuldrene. Halen kort. Lemmerne korte.
Snuden lang, tryneformet, Spidsen skiveformet udbredt,

17

med blød, nøgen Hud, der har omvoxet og næsten
skjuler den hvælvede Næsebrusk om Næseboret. Over-
læben furet paalangs. Øjet meget lille. Ydre Øre
mangler. Haanden stor, skiveformet udbredt, uden
Trædepuder, med rynket-grynet nøgen Hud paa Under-
siden, med skællet Hud paa Oversiden. Fingrene 5,
korte, næsten til Spidsen forenede ved Haandens fælles
Hud; 3dje Finger længst; Kløerne lange, brede; i
Haandfladens Inderrand indesluttes en meget stor,
pladeformet Seneknogle. Foden formet paa noget lig-
nende Maade som Haanden, men meget mindre og
finere bygget, med smaa Trædepuder, med mere klo-
formede Negle, med anselig Seneknogle indesluttet i
Inderranden, fremstaaende, næsten af Udseende som
en stump Finger. Halen nærmest tenformet, med
skællet Hud. Snudens Varbørster kun svage. Haar-
klædningen over det meste af Legemet tæt, mindende
om Fløjl; Haandens og Fodens Overside klædt med
korte stive Haar, der ikke skjule Huden; Haarene
langs Haandens og Fodens Rande lange, stive Børster;
Halen klædt med lange Børster, der ikke skjule Huden.
Tandsættet er [§4^4111 ^^' ^ Overkjæben paa hver Side
1ste, 2den og 3dje Fortand, en Hjørnetand, 1ste til
7de Kindtand, i Underkjæben det samme; af de syv
Kindtænder kaldes de fire forreste Forkindtænder, de
tre bageste Bagkindtænder). Øvre og nedre For-
tænder smaa, den forreste øvre lidt større end de
andre. Øvre Hjørnetand stor, dolkformet; nedre
Hjørnetand lille, nærmest formet som Fortænderne.
Forkindtænderne sammentrykt kegleformede, den for-
reste nedre stor, næsten formet som Hjørnetand. Bag-

Winge: Pattedyr. 2

18

kindtænderne med skarpe V-formede Spidser, de øvre
sexspidsede, med kun en enkelt Spids ved Inderran-
den, de nedre femspidsede. Mælketænderne (der gaa
forud for det blivende Tandsæts Fortænder, Hjørne-
tand og 4 forreste Kindtænder i hver Kjæbe) meget
smaa, af noget lignende Form som de tilsvarende
blivende; de skiftes allerede hos den spæde Unge.
Hjernekassen stærkt fladtrykt, dens Bund fast for-
benet. Knoglerne sammensmeltede. Kindbuen fuld-
stændig, men tynd.

1. Muldvarp (Talpa europæa L.).

Krop (med Hoved, maalt fra Snudespids til Halerod, bag
Tarmaabningen) 131 Millim. lang, Hale (maalt fra Rod til Spids,
Haarene ikke medregnede) 24, Fod (fra Hælspids til Spidsen
af længste Taa, Kloen ikke medregnet) 20, maalt paa en middel-

1 ] I ^ "" '

Fig. 2. Fig. 3.

Fig.2. Muldvarp. Hovedskal. Naturlig Størrelse.

Fig. 3. Muldvarp. Kronen af en nedre (a) og af en øvre (b) Bagkind-
tand, begge fra højre Kjæbeside. Forstørrede. Begge vende den forreste
Ende tilhøjre; den nedre Kindtand vender Indersiden opad, den øvre
nedad. Hver Hovedspids er mærket med sit Tal. Sammenligninger mel-
lem Krybdyr og Pattedyr gjøre det saa godt som vist, at de Spidser, der ere
mærkede med Tallene 1 , 2 og 3, ere de oprindeligste, og af dem er igjen
den, der er mærket 2, den ældste, svarende til Midtspidsen paa Forkind-
tænderne og til den enkelte Spids paa Hjørne- og Fortænder. 4 og 5, paa
nedre Kindtand ydre, paa øvre Kindtand indre, ere to Spidser, der ere til-
komne noget senere i Pattedyrenes Historie. 6 er en endnu senere til-
kommen Spids inderst paa øvre Kindtand, den „enkelte Hæl". Overalt
i denne Bog ere de samme Tal brugte som Mærker for enstydige Spidser.

19

stor, voxen Han, (Her, som i det følgende, naar ikke andet siges,
er der kun givet Maal af et enkelt Dyr, taget som Prøve; baade
mindre og større voxne Dyr ville saa godt som altid være at
finde. Maalene ere tagne med Passer.) Haarklædningens Farve,
set paa Afstand, over det hele næsten sort, mere eller mindre
graalig, paa Undersiden lidt lysere end paa Oversiden; Over-
sidens Haar ere ved Grunden blyfarvede, i Spidsen brunsorte.
Jevnlig findes hvidgule eller næsten orangegule, undertiden
sølvgraa Farve-Ændringer. Længden af øvre Tandrad IS^/g """i,
af nedre Tandrad 14^/2, Hovedskallens Længde (maalt fra
Bagranden af Nakkeledknuden til Mellemkjæbens Forrand) 36,
Underkjæbens Længde (fra Bagrånden af Ledknuden til Knog-
lens forreste Spids) 231/2.

Som det eneste af vore Pattedyr, der er i den Grad indrettet
som Graver, med uhyre Gravepoter, næsten blind, uden ydre
Øre, kan Muldvarpen ikke forvexles.

Almindelig over næsten hele Landet, paa mange Slags Jord,
men især i muldrige Enge. Findes ikke paa Bornholm, paa
Mors og i det meste af Thy; i den østligste Del af Thy er den
indvandret omkring Aar 1900, Lever i alle vore Nabolande
undtagen Norge.

Pindsvin-Familien (Erinaceidæ).

Pindsvin- Slægten (Erinaceus).
Kroppen kort og tyk. Halen kort, stumpet. Lem-
merne korte. Snuden spids, men ret kort; Næse-
brusken af ret sædvanlig Form, hvælvet om Næse-
boret, ikke skiveformet udbredt i Spidsen, dog med
Udtakninger i Yderranden. Overlæben furet paalangs.
Øjet anseligt. Ydre Ørebrusk anselig, simpelt tragt-
formet, dog med en enkelt lille pladeformet Udvæxt
paa Indersiden. Haanden lille, poteformet, plump,
med 5 korte Fingre, indbyrdes frie, 3dje længst, med
6 store Trædepuder paa Haandfladen, de to bageste
noget sammenvoxede, med glat, nøgen Hud paa Under-

20

siden mellem Trædepuderne, med ringet Hud paa
Fingrenes Underside, med kun tre Hudringe paa de
længste Fingre; Kløerne stærke, noget stumpe, ellers
af sædvanlig Form. Foden formet paa lignende Maade
som Haanden, men spinklere. Halen tapformet. Snu-
dens Varbørster svage. Haarklædningen paa det
meste af Oversiden næsten udelukkende stive, spidse,
fint længderiflede Torne; Ansigtet, hele Undersiden
og Lemmerne klædte med grove Haar, længere eller
kortere; Øret klædt med fine korte Haar; den skæl-
lede Hud paa Oversiden af Haand og Fod næsten
skjult af Haarene; Halen enten klædt med ret lange
Haar, der helt skjule Huden, eller mere eller mindre
nøgen. Tandsættet er if' '/ ^34567 i^' af de 11 Tæn-
der, der findes i hver Kjæbe hos Muldvarpen og
mangfoldige andre i den Henseende oprindehge Patte-
dyr, findes hos Pindsvinet kun de, der svare til de
nævnte Tal i Rækken). Forreste øvre Fortand stor,
tapformet, nedadrettet, ragende frem over sine Om-
givelser; forreste nedre Fortand af lignende Størrelse
og Form, men rettet næsten vandret fremad; de andre
Fortænder og Hjørnetænderne smaa, mere eller mindre
simpelt kegleformede, ligeledes de forreste Kindtænder.
Bageste Forkindtand og de to forreste Bagkindtænder
med flerspidset Krone med ret stumpe Spidser, de
øvre næsten uden Spor af de tre Spidser langs Yder-
randen, men med to Spidser ved Inderranden ; bageste
Bagkindtand, baade øvre og nedre, meget lille. Alle
Tænder hvide. Mælketænderne tildels smaa og tidlig
forsvindende eller manglende, men nogle af dem anse-
lige og længere Tid i Brug, i Form næsten som de

21

tilsvarende blivende. Hjernekassen ikke fladtrykt,
dens Bund forbenet, men Knoglerne indbyrdes frie.
Kindbuen fuldstændig.

2. Pindsvin (Erinaceus europæus L.).

Fig. 4. Pindsvin. Hovedskal. Naturlig Størrelse.

Krop 230 mm^ Hale 21, Øre (maalt fra nederste Grund
til Spidsen) 29, Fod 41, maalt hos en gammel Hun. Over-
sidens Torne hvidlige, hver med en bred, sortbrun Ring under
Spidsen; i Afstand er Oversidens Farve fremherskende brun.
Tornenes Længde omtrent 25,
deres Brede omtrent 1 Millim.
Haarene paa Hoved, Lemmer og
Underside brungule, i mørkere
og lysere Afskygninger. Længden
af øvre Tandrad 30mm, af nedre pig. 5. Pindsvin. En nedre r«; og
Tandrad 27^/2, Hovedskallens en øvre Cfcj Bagkindtand. Naturlig
Længde 60, Underkjæbens Læng- Størrelse. Tallene som paa Fig. 3;
de 45, maalt paa en stor Han. ^ ^" ^^"^^^ tilkommen Spids.

Som det eneste danske Pattedyr, der er klædt med stive
Torne, kan Pindsvinet ikke forvexles.

Almindeligt over hele Landet, ogsaa paa Bornholm. Mange
Steder, især paa Herregaarde med Fasanerier, forfølges det

3

7 t

b.

22

skammelig, mod Loven. Kjendes fra Stenalderens Kjøkken-
møddinger. Fra Bronzealderen foreligger et enkelt Fund. Arten
er udbredt til alle Sider om Danmark.

Spidsmus-Familien (Soricidæ).

Spidsmus- Slægten (Sorex).
Legemsformen omtrent som Musenes. Halen om-
trent paa Længde med selve Kroppen, Hovedet ikke
medregnet. Snuden lang og spids. Næsebrusken
simpel, hvælvet om Næseboret. Overlæben furet paa-
langs; ingen fremspringende Tap foran Fortænderne.
Øjet meget lille. Ydre Ørebrusk anselig, men mest
skjult i Haarene, med to store pladeformede Udvæxter
paa Indersiden. Haanden lille, poteformet, fint bygget,
med 5 ret lange, frie Fingre, 3dje længst, med 6 ret
smaa, indbyrdes frie Trædepuder paa Haandfladen,
med grynet nøgen Hud mellem Trædepuderne, med
ringet Hud paa Fingrenes Underside, med 5 Hudringe
paa de længste Fingre; Kløerne fine, skarpe. Foden
formet paa lignende Maade som Haanden, men lang
og smal, Fodsaalens bageste Del mere eller mindre
haarklædt. Halen med skællet Hud. Snudens Var-
børster anselige. Legemets Haarklædning tæt, som
fint Fløjl. Øret indvendig tyndt klædt med lange
Haar. Hændernes og Føddernes Overside klædt med
korte Haar, der neppe skjule Huden, der er skællet;
Haarene langs Haandens og Fodens Rande ikke for-
længede ud over Siderne. Halen klædt med kortere
eller længere Haar, der næsten skjule Skællene;
ingen Bræmme af lange Haar langs dens Underside.
Tandsættet er !^' !' ^^,Tr. Forreste øvre Fortand stor,

I .1. 45b7 '

23

sammentrykt, krogformet, med to nedadrettede Spid-
ser, den ene bag den anden; forreste nedre Fortand
lang, næsten vandret liggende, dens øvre Rand sav-
takket, med fire opstaaende Spidser. 2den og 3dje
øvre Fortand, øvre Hjørnetand og de to forreste af
de tilstedeværende øvre Kindtænder, ialt 5 Tænder
bag den store øvre Fortand, enspidsede, mere eller
mindre kegleformede, den forreste af dem anselig,
de følgende aftagende i Størrelse, den 5te meget
lille. Nedre Hjørnetand minder om de største af de
nævnte øvre „Mellemtænder". Bagkindtænderne fler-
spidsede med skarpe V-formede Spidser, nærmest for-
mede som hos Muldvarpen, men de øvre med to
Spidser ved Inderranden; bageste Bagkindtand mindre
end de andre, men ikke paafaldende lille. Emaillen
paa alle Tændernes mest fremstaaende Spidser farvet
mørk brunrød. Mælketænder findes ikke. Hjerne-
kassen ret fladtrykt, dens Bund for en stor Del bin-
det, ikke forbenet. Kindbue mangler.

Vore to Arter af Slægten, Spidsmus og Dvergspidsmus,
Sorex vulgaris og S. pygmæus, staa hinanden meget nær.
Dvergspidsmusens meget ringe Størrelse er vist en Følge af,
at den har lagt sig efter at jage endnu mindre Bytte end det,
som den almindelige Spidsmus nøjes med; den er sikkert netop
at regne for en Dvergform af Slægten. Ogsaa i et Par andre
Henseender er den lidt mindre oprindelig end den almindelige
Spidsmus, i Halens og Hælens stærkere Haarklædning. Arter-
nes vigtigste Kj endemærker ere følgende:

Oversigt over de danske Arter af Spidsmus-Slægten (Sorex).

I. Større, Bagfoden 12 — 14, nedre Tandrad omkring 8 Millim.
Halen forholdsvis kort og korthaaret. Hælens Spids nøgen.
Spidsmus (Sorex vulgaris).
II. Mindre, Bagfoden 10—11, nedre Tandrad 6— 6V2 Millim.
Halen længere og mere langhaaret. Hælspidsen helt eller
næsten helt haarklædt.
Dvergspidsmus (Sorex pygmæus).

24

3. Spidsmus (Sorex vulgaris L.).
(Kan ogsaa findes omtalt under Navnet Sorex araneus.)
Krop 65 mm^ Hale 371/2, 'Øre 7, Fod 131/2- Halen for største
Delen klædt med korte, stive Haar, kun i Spidsen ret langhaaret.
Den bageste Del af Fodsaalen, fremad indtil de bageste Træde-
puder, klædt med korte, fine Haar, men selve Hælspidsen nøgen.

Pig. 6. Spidsmus. Hoved
set fra Siden. Naturlig
Størrelse. Haarene foran
Øret ere fjernede, saa at
selve det haarklædte Øre

sees.
Fig. 7. Spidsmus. Venstre
Haand og Fod sete neden-
fra. Naturlig Størrelse.

Fig. 6. Fig. 7.

Haarklædningens Farve er paa hele Oversiden næsten sort ; Haa-
rene ved Grunden blygraa, i Spidsen brunsorte. Paa Undersiden er
Farven, set paa Afstand, hvidgraa, idet Haarenes graa Bund-
farve ikke dækkes af de hvide Haarspidser. Grændsen mellem

r-Ul.

Fig. 8. Spidsmus. Ho-
vedskal. Naturlig Stør-
"^-^iy^""^ "^ ' v,isJ~' relse.

rXjita^i^^^ Il Fig. 9. Spidsmus. En

_^— -^-s-^ 7 ^ ^^^^ Bagkindtand. For-

Fig. 8. Fig. 9. størret.

Over- og Undersidens Farve er ikke skarp. Længden af øvre
Tandrad 82/3 mm^ af nedre Tandrad 8, Hovedskallens Længde
18, Underkjæbens Længde 9^4-

De eneste af de danske Insektædere, der ved et flygtigt
Blik kunne forvexles med danske Dyr af andre Ordener, ere
Spidsmusene, der kunne ligne Gnavere som Mus. Den lange
Snude, det mere vidt spaltede Gab, det ejendommelig formede
Øre med de stærkt fremtrædende to Laag indvendig, de meget
smaa Øjne, den korte fløjlsagtige Haarklædning, den tæt slut-
tede Tandrad med de mørke Kronspidser af farvet Emaille
ere sikre Kjendetegn paa Spidsmusene; de mørke Tandspidser
findes ikke hos andre af vore Pattedyr. Et sikkert Mærke
overfor Mus er ogsaa den veludviklede Tommelfinger med
kloformet Negl og Haandfladens 6 Trædepuder; hos Musene
er Tommelfingerens Negl flad og afstumpet, og hos ingen Gnaver

25

findes mere end 5 Trædepuder paa Haandfladen, idet de to,
der hos Insektædere og andre lavere Pattedyr ligge nærmest
ved Tommelfingerens Grund, ere sammensmeltede til én (en
sjelden Gang kan der ogsaa hos Gnavere tælles 6 Trædepuder,
se Fig. 34 ; men Sagen er da, at Trædepuden ved Grunden af
5te Finger er dobbelt).

Fra Dvergspidsmusen kjendes Spidsmusen sikrest paa Stør-
relsen. Fra Vandspidsmusen kjendes den strax paa Mangelen
af Svømmebræmme langs Haand og Fod; dog maa det huskes,
at Haarene langs Haand- og Fodrande ogsaa hos Spidsmusen
ere stive Børster stillede i Rad; Forskjellen er kun, at de ere
saa korte, at de ikke rage frem som fri Bræmme.

Almindelig over hele Landet, ogsaa paa Bornholm. Den
findes paa mange Slags Land, især talrig paa Enge. Den er
det af vore Pattedyr, som det er almindeligst at finde dødt;
den bides af forskjellige Rovdyr, som dog ikke æde den, vist
fordi den har en Lugt, der er dem imod. I Uglegylp findes
dens Knogler ofte, særlig i Gylp af Sløruglen. Vidt udbredt til
alle Sider for Danmark.

4. Dvergspidsmus (Sorex pygmæus PalL).
(Sorex minutus.)

Krop 47 mm^ Hale 37, Øre 51/2. Fod 10. Halen i hele sin
Længde klædt med lignende lange Haar som i Spidsen; men
i afslidt Tilstand kan den se korthaaret ud. Fodsaalens bageste
Del haarklædt, oftest ogsaa selve Hælspidsen, der i hvert
Fald næsten er skjult af Haar. Oversidens Farve plejer at
være mindre udpræget sort, mere brunlig end hos den al-
mindelige Spidsmus; men Farven kan i alt være næsten den
samme som hos denne Art. Længden af øvre Tandrad 6^/3 mm,
af nedre Tandrad 6, Hovedskallens Længde 15, Underkjæbens
Længde 71/2-

En ikke fuldvoxen almindelig Spidsmus kan i Størrelse og
alt andet ligne en Dvergspidsmus saa meget, at man maa se
nøje til for ikke at skuffes. Det bedste Middel til at afgjøre
Spørgsmaalet er at efterse Tændernes Størrelse; hos den unge
almindelige Spidsmus ere de lige saa store som hos den gamle,
derfor paafaldende store i Forhold til Dyrets Størrelse; som
endnu ganske uslidte se de endda særlig store ud.

Udbredt over hele Landet, dog ikke eftervist paa Bornholm.
Findes lignende Steder som den almindelige Spidsmus, men
synes i Tal at staa meget tilbage. Findes i alle vore Nabolande.

26

Vandspidsmus- Slægten (Crossopus) .
Stemmer ganske med Spidsmus-Slægten (Sorex) und-
tagen i følgende: Paa Overlæben findes en lille fri tapfor-
met Hudfold stillet tæt foran Fortænderne, passende ind
i Mellemrummet mellem de to store Fortænder. Øret
lidt mindre. Haarene langs Haandens og Fodens Rande
lange, ragende ud over Siderne som Svømmebræmme.
Haarene langs Midten af Undersiden af Halens yderste
Halvdel forlængede som en „Kjøl", dog undertiden
kun lidt iøjnefaldende. Tandsættet er p4^ii' ^^*"
saa kun fire Mellemtænder i Overmunden. Savtak-
kerne paa forreste nedre Fortand kun svage, ofte kun
antydede. Tandspidsernes Farve lys rødbrun, mindre
udbredt end hos Sorex.

5. Vandspidsmus (Crossopus fodiens (Pall.)).
(Sorex, Neomys, Hydrosorex fodiens, Sorex nigripes.)

Krop 71 mm^ Hale 56V2, Øre 7, Fod 18. Haarklædningen
paa Fod og Hale som hos Spidsmusen, bortset fra Svømme-
bræmme og Kjøl. Farven nærmest som hos Spidsmusen, dog
Oversiden mere rent sort og Grændsen mellem Over- og
Undersidens Farve skarpere. Fodens Haarklædning, ogsaa
Svømmebræmmen, er oftest hvidgraa, men kan være sort i
større eller mindre Udstrækning. (Vandspidsmus med sorte
Fødder regnede Melchior for en egen Art, som han kaldte
Sorex nigripes.) Længden af øvre Tandrad IOV2 """j af nedre
Tandrad 10, Hovedskallens Længde 21, Underkjæbens
Længde 12.

Svømmebræmmen langs Haandens og Fodens Rande gjør
strax Arten kj endelig blandt alle vore Pattedyr; kun Muldvarp
og Vandrotte have noget, der kunde minde derom.

Almindelig over hele Landet, dog ikke kjendt fra Bornholm.
Mest ved Bredder af Søer og Bække eller ved Grøfter. Ud-
bredt vidt til alle Sider for Danmark.

27

I Mellem-Europa Syd for Danmark findes en Spidsmus-Slægt, C r o c i-
dura, med et Par Arter, C. aranea og C. leucodon, hvis Nord-
grændse ikke kjendes nøje. Trods al Søgen er det ikke lykkedes at efter-
vise Slægten hos os ; men det er ikke utænkeligt, at den engang kunde vise
sig her, eller at den i Fortiden havde været her. Slægten kjendes strax
fra vore Spidsmus paa de helt hvide Tænder uden mørke Spidser (man
lade sig ikke narre af, at Tænderne hos vore Spidsmus med Alderen
kunne blive saa nedslidte, at de mørke Spidser næsten ere forsvundne),
paa den forreste nedre Fortands simplere, ikke savtakkede Form, paa
Tilstedeværelse af kun 3 øvre Mellemtænder, paa de lange Haar, der
paa Halen findes indblandede spredt mellem de korte, o. a.

Fig. 1 0. Brunflagermus (Vesperugo noctula). Set fra Ryggen. For-
mindsket. Tegnet efter Fotografi af det levende Dyr.

Flagermus (Chiroptera)*

Smaapattedyr, hvis Forlemmer ere omdannede til
Vinger, hvad der har præget sig dybt i deres øvrige
Bygning. Ellers slutte de sig nær til Insektæderne.

Alle vore 12 Flagermus- Arter, fordelte i 4 Slægter, høre til
samme Familie, Vespertilionidæ, en af Flagermusenes
øverste Familier, den, hvis Medlemmer ere naaede højest som
Flyvere.

Den af Slægterne, der har beholdt mest af Lighed med
oprindelige Insektædere, er Spidsøre -Slægten, Vespertilio,

28

med 4 danske Arter. Munden er vel indrettet som et udmærket
Redskab til at gribe Insekter i Flugten, som en Slags Klap-
fælde; men Tandsæt og Ansigt ere ikke fuldt saa stærkt om-
dannede derefter som hos de andre; forreste øvre Fortand og
Hjørnetænderne ere ikke endnu voxede frem for deres Om-
givelser i fuldt saa høj Grad, som de kunne være det hos
andre; til Gjengjeld ere 2den øvre Fortand og de forreste For-
kindtænder mindre indskrænkede; blandt Forkindtænderne
findes endnu nogle, to øvre og en nedre, der hos andre kunne
være fortrængte. I Overensstemmelse med Tændernes større
Tal er Ansigtet lidt mindre forkortet. Læberne ere ogsaa gjen-
nemgaaende noget mindre, end de kunne være hos de andre.
Ogsaa i Flyvehuden er der et lille Tegn paa Oprindelighed: i
Randen af Flyvehuden mellem Baglem og Hale findes ingen
frit fremspringende Hudlap, og Sporebrusken er ugrenet; hos
Familiens øverste Medlemmer findes i Flyvehudens Rand et
Stykke bag Hælen en lille fri Hudlap, der støttes af en Side-
gren af Sporebrusken. Hvad der ellers skiller Vespertilio-
Slægten fra de højere Slægter, er kun Smaating, som nogle
Forhold i Ørets Bygning. Af Slægten er der ingen Art, der
har Vinger saa lange og smalle, saa fortrinlig egnede til Flugt,
som det kan findes hos de andre.

Langøre-Slægten, Plecotus, med eneste Art P. auritus,
staar meget nær ved Vespertilio ; dens Afvigelser ere nærmest
kun : at en af de mindste øvre Forkindtænder er fortrængt, at
Snudespidsen har faaet en noget egen Form, med en Grube
udenfor Næsebrusken i Overlæben som en Udvidelse af Næse-
boret, at det ydre Øre har faaet en uhyre Størrelse, næsten er
af Kroppens Længde og over Panden er voxet sammen med det
tilsvarende paa modsatte Side, og at ogsaa Trommebenet er
betydelig forstørret.

Selv hos dem af vore 6 Arter af B u t ø r e - Slægten,
Vesperugo, der staa nær ved Vespertilio, ere Hjørnetænder
og forreste Fortand lidt mere fremtrædende for Omgivel-
serne, og Kindtændernes Række er noget mere indskrænket,
idet en øvre og en nedre Forkindtand ere forsvundne, de, der
hos Vespertilio vare de mindste. Ansigtet er kortere. Læberne
ere lidt tykkere. I Hale-Flyvehudens Rand findes en frit frem-
staaende lille Hudlap, støttet af en Sidegren af Sporebrusken.
Øret er kortere, men mere tykhudet og bredere, ogsaa Øre-
laaget mindre smalt. Hos Slægtens øverste Arter ere Afvigel-
serne i de nævnte Henseender større, og andre Afvigelser
komme til.

Bredøre-Slægten, Sy notu s, med vor eneste Art, S. barba-
st el lu s, slutter sig til Vesperugo paa lignende Maade som
Plecotus til Vespertilio. Dens væsenligste Afvigelser fra Vespe-

29

rugo ere, at Næseboret har faaet en grubeformet Udvidelse
til Siden ud i Overlæben, at Overlæben er paafaldende op-
svulmet, pudeformet opstaaende, og at Øret er blevet meget
stort, skjønt ikke saa stort som hos Plecotus, og over Panden
sammenvoxet med det tilsvarende paa modsatte Side, dog i sin
forholdsvis stumpe Form beholdende meget af Ligheden med
Vesperugo.

Oversigt over de danske Flagermus-Slægter.

Alle af Familien Vespertilionidæ.

I. Ingen frit udstaaende Hudlap fra Randen af Flyvehuden
bag Sporebrusken. 3 enspidsede Tænder findes i Under-
kjæben mellem Hjørnetanden og den forreste flerspidsede
Kindtand (ialt 6 nedre Kindtænder).

1. Øret ikke af paafaldende Længde, i det højeste kun
ragende lidt frem foran Snudespidsen, naar det trykkes
ned langs Ansigtet, og ikke sammenvoxet med det til-
svarende paa modsatte Side. Næseboret ikke udvidet.
To smaa enspidsede Tænder findes i Overkjæben mellem
Hjørnetanden og den forreste store Kindtand (ialt 6 øvre
Kindtænder). Trommebenet lille.
Spidsøre-Slægten (Vespertilio).

2. Øret af paafaldende Længde, ragende langt frem foran
Snudespidsen, næsten af Kroppens Længde, over Panden
sammenvoxet med det tilsvarende paa modsatte Side.
Næseboret med en grubeformet Udvidelse bagtil. Kun
én lille enspidset Tand findes i Overkjæben mellem
Hjørnetand og forreste store Kindtand (ialt 5 øvre Kind-
tænder). Trommebenet paafaldende stort.
Langøre-Slægten (Plecotus).

IL En frit udstaaende Hudlap findes paa Randen af Flyve-
huden bag Sporebrusken. Kun to enspidsede Tænder findes
i Underkjæben mellem Hjørnetanden og den forreste fler-
spidsede Kindtand (ialt 5 nedre Kindtænder).

1. Øret ikke paafaldende stort, ikke sammenvoxet med det
tilsvarende paa modsatte Side. Næseboret ikke udvidet.
Overlæben ikke særlig opsvulmet.
Butøre-Slægten (Vesperugo).

2. Øret ualmindelig stort, sammenvoxet over Panden med
det tilsvarende paa modsatte Side. Næseboret med en
grubeformet Udvidelse til Siden. Overlæbens Sider stærkt
opsvulmede, pudeformede, hævede højere op end Næse-
ryggen.

Bredøre-Slægten (Synotus).

30

Vespertilionide-Familien (Vespertilionidæ).

Spidsøre- Slægten (Vespertilio).
Næseboret uden Udvidelser i Overlæben. Over-
læben kun lidt opsvulmet. Ingen fremstaaende Vorte
med Varbørster over Øjet. Øret langt, smalt, spidst,
tyndhudet, vidt skilt fra det tilsvarende paa modsatte
Side, naaende Snudespidsen, naar det trykkes ned
mod Snuden, dets nederste forreste Hjørne ikke
løbende frem under Øjet, men standsende længere
tilbage. Ørelaaget langt, smalt, spidst. 5te Mellem-
haandsben kun lidt kortere end Underarmen. Ingen
frit fremstaaende Hudlap bag Sporebrusken. Spidsen
af Sporebrusken undertiden omtrent i Midten af Hale-
Flyvehudens Bagrand, mærket af en lille Udvæxt,
undertiden strækkende sig nærmere til Halen. Flyve-
huden undertiden strækkende sig kun til Fodroden,
undertiden ud til 1ste Led af 1ste Taa. Hale-Flyve-
huden strækker sig helt eller næsten helt til Halens
Spids; dens elastiske Tværbaand undertiden ikke
iøjnefaldende, mere eller mindre afbrudte og skjævt
løbende, undertiden meget iøjnefaldende, jevnsides
løbende. Overlæbens Haarklædning oftest tæt, under-
tiden ret sparsom. Hale-Flyvehudens bageste Rand
oftest nøgen eller klædt med enkelte fine Haar, hos
en enkelt Art klædt med stive Børster. Tandsættet
er 1^' \' 2^567- De to øvre Fortænder næsten ens i
Størrelse, den forreste af dem forholdsvis lille, to-
spidset, den bageste forholdsvis stor, nærmest en-
spidset, naaende med Spidsen lige saa langt ned som
den forreste. De tre nedre Fortænder med trefliget

31

Krone, den bageste af dem dog med en Spids bag
den trefligede Forrand; alle nedre Fortænder siddende
i Kjæbens Længderetning. Øvre Hjørnetand forholds-
vis kort, simpelt dolkformet, uden stærkt fremtrædende
skarp bageste Rand. Nedre Hjørnetand forholdsvis
kort, ikke rørende forreste øvre Fortand, naar Mun-
den lukkes. To smaa enspidsede Mellemtænder sid-
dende paa Rad i et Mellemrum mellem øvre Hjørne-
tand og bageste øvre Forkindtand (4de af Insekt-
ædernes oprindelige 7 Kindtænder), der er stor, næsten
dolkformet. Tre enspidsede Tænder paa Rad i Under-
kjæben mellem Hjørnetanden og forreste Bagkindtand
(5te af de oprindelige 7). Øvre og nedre Bagkind-
tænder med høje, skarpe Spidser i V-Form. Mælke-
tænderne meget smaa, med spidse, krogede Kroner,
forsvindende allerede hos den spæde Unge, ligeledes
hos andre Flagermus. Hovedskallens Ansigt forholds-
vis smalt og langt, ikke oppustet af udvidet Næse-
hule. Panden hvælvet ivejret. Trommebenet lille.

Af Slægten findes hos os fire Arter: Skjæg flagermus,
Fryndseflagermus, Vandflagermus og Damflagermus,
Vespertilio mystacinus, V. nattereri, V. daubentonii
og V. dasycnemus. De to første maa vel siges at være blevne
staaende paa det laveste Trin i Henseende til Udviklingen af
Sporebrusken, der er forholdsvis kort, kun naaende omtrent den
halve Længde af Hale-Flyvehudens bageste Rand, medens den
hos de to sidste naar omtrent de tre Fjerdedele. Ogsaa i Fodens
Bygning synes de to første Arter at være lidt mindre særegne end
de sidste, hos hvem Foden er stor i Forhold til, hvad den plejerat
være hos Vespertilionider; Forskjellen er dog ikke meget paafal-
dende; Fodens Længdemaal ere omtrent de samme hos de to
Grupper; det er snarest i dens Tykkelse, at Forskjellen ligger.

Af den Forskjel, der findes mellem V. mystacinus og V.
nattereri, er Forskjellen i Hale-Flyvehudens Haarklædning den
mest iøjnefaldende. Som hos Vespertilionider sædvanlig findes
hos V. mystacinus i Randen af Hale-Flyvehuden saa godt som
ingen Haar, kun enkelte spredte, ganske fine ; hos V. nattereri

32

er Hale-Flyvehudens Rand klædt med en Række korte, men
stive, krummede Haar. Hvad der ellers skiller de to Arter, er
ogsaa kun Smaating, som Forskjel i Størrelse, i Ørelængde og
i Læbernes Haarklædning.

V. daubentonii er overfor V. dasycnemus den, der har be-
holdt mest af Ligheden med de oprindeligere Slægtninge. Dens
bageste Mellemtand i Overkjæben er endnu forholdsvis anselig
og siddende i Tandrækken, medens den hos V, dasycnemus er
stærkt indskrænket og skudt indenfor de tilstødende Tænder.
Dens Flyvehud naar ud paa Foden, som sædvanligst hos Vesper-
tilionider, medens den hos V. dasycnemus er trukken lidt tilbage,
saa at den standser ved Hælen. Forskjel i Størrelse findes desuden.

Oversigt over de danske Arter af Spidsøre-Slægten (Vespertilio).

L Foden lille. Sporebrusken kort, naar i Randen af Hale-
Flyvehuden omtrent halvvejs til Halespidsen.

1. Mindre, Underarm omkring 35 Millim. lang. Øret kort,
kun naaende Snudespidsen, naar det trykkes ned over
Ansigtet. Hale-Flyvehudens Rand med faa og svage Haar.
Skjægflagermus (Vespertilio mystacinus).

2. Større, Underarm omkring 38 Millim. lang. Øret langt,
naaende frem foran Snudespidsen. Hale-Flyvehudens
Rand med en Række stive Børster.
Fryndseflagermus (Vespertilio nattereri).

IL Foden stor. Sporebrusken lang, naaende omtrent ^U af Af-
standen til Halespidsen.
\. Lille, Underarm omkring 36 Millim. lang. Flyvehuden

naaende ud paa Mellemfoden. Den bageste af de to smaa

Kindtænder i Overkjæben kun lidt mindre end den

forreste, siddende i Tandrækken.

Vandflagermus (Vespertilio daubentonii).
2. Stor, Underarm omkring 44 Millim, lang. Flyvehuden

kun naaende til Hælen. Den bageste af de to smaa

Kindtænder i Overkjæben meget mindre end den forreste,

skudt indefter.

Damflagermus (Vespertilio dasycnemus).

6. Skjægflagermus (Vespertilio mystacinus

Leisler).

(Myotis mystacinus.)

Krop 44 mm^ Hale 34, Øre I3V2, Underarm 35. Øret rækker

omtrent til Snudespidsen, naar det trykkes ned over Ansigtet.

Ørelaaget øverst tilspidset, med lige Bagrand. Foden lille, spinkeL

33

Flyvehuden strækker sig ud langs Mellemfoden til Grunden
af 1ste Taa. Sporebrusken ender omtrent midtvejs i Bagranden
af Hale-Flyvehuden (dens Spids er mærket af en lille Udvæxt i
Flyvehudens Rand). Hale-Flyvehudens elastiske Tværbaand
iøjnefaldende. Overlæbens Haarklædning tæt og lang. I Randen

Fig. 11. Skjægflagermus. Set fra Ryggen. Naturlig Størrelse. Nærmest
for at vise, at ingen fri Hudlap findes bag Sporebrusken ved Hælen.

af Hale-Flyvehuden kun faa og yderst svage Haar. Haar-
klædningens Farve paa hele Legemets Overside ensartet sort-
brun; Haarene ved Grunden graabrune, i Spidsen renere brune.
Paa Legemets Underside er Farven sortgraa. Bageste øvre
Mellemtand anselig, i Tandrækken; bageste nedre Fortand
paafaldende tyk. Længden af øvre Tandrad 6^/2 '"'", af nedre
Tandrad 6^/3, Hovedskallens Længde 13, Underkjæbens
Længde 10.

Flygtig set kan Arten let forvexles med flere af vore Flager-
mus af lignende Størrelse. Fra V. daubentonii skjelnes den

Winge: Pattedyr. 3

34

hurtigst ved Sporebruskens Korthed, ved Fodens ringe Stør-
relse, ved sin paafaldende mørke Farve og ved
sit „Skjæg". Fra Vesperugo abramus og V. pipi-
strellus ville allerede Slægt-Mærkerne skjelne
den.

Kjendes fra Jylland og Sjælland. Udbredt til
alle Sider for Danmark.

Pig. 12. Skjæg- ^- Fryndseflagermus (Vespertilio
flagermus. Høj- nattereri Kuhl).

re Øre set for- (Myotis nattereri.)

fra. Naturlig •' '

Størrelse. Øjets Krop 46V2 """, Hale 39, Øre ISVa, Under-

og Mundvigens arm 38. Øret rækker godt frem foran Snude-
^^'"k"d ^^^' sp^^s^"- Ørelaaget øverst tilspidset, med indbuet
Bagrand. Foden lille, spinkel. Sporebrusken ender
omtrent midtvejs i Bagranden af Hale-Flyvehuden. Flyvehuden
strækker sig ud til Grunden af 1ste Taa. Hale-Flyvehudens
elastiske Tværbaand iøjnefaldende. Overlæbens Haarklædning
tæt, men ikke paafaldende lang. I Randen af Hale-Flyvehuden
en Række stive krummede Børster. Haarklædningens Farve
paa hele Oversiden mørkebrun, paa Undersiden graalig. Bageste
øvre Mellemtand anselig, i Tandrækken; bageste nedre Fortand
ret paafaldende tyk. Længden af øvre Tandrad 7 Vs '""^j af nedre
Tandrad 7^/4, Hovedskallens Længde 15, Underkjæbens
Længde 11^/4.

Det forholdsvis lange Øre og Hale-Flyvehudens „Fryndser"
gjøre strax Arten kjendelig fra de andre Arter af Slægten.

Kjendes fra Jylland, Fyn og Sjælland. Er ikke funden i
Norge, men kjendes ellers fra alle vore Nabolande.

8. Vandflagermus (Vespertilio daubentonii

Leisler).

(Leuconoé, Myotis daubentonii.)

Krop 48 mm, Hale 34, Øre 14, Underarm 36 V2. Øretrækker
omtrent til Snudespidsen. Ørelaaget øverst ikke særlig tilspidset,
med udbuet Bagrand. Foden stor, tyk. Sporebrusken naar om-
trent de tre Fjerdedele af Bagranden af Hale-Flyvehuden. Flyve-
huden strækker sig ud til Grunden af 1ste Taa. Hale-Flyve-

35

hudens elastiske Tværbaand ikke iøjnefaldende. Overlæbens
Haarklædning tæt, men ikke paafaldende lang. I Bagranden
af Hale-Flyvehuden kun faa og svage Haar.
Haarklædningens Farve paa hele Oversiden
mørkebrun, paa Undersiden graalig. Bageste
øvre Mellemtand anselig, i Tandrækken ; bageste Q^?^

nedre Fortand vel større end de andre For- pjg 13

tænder, men ikke paafaldende. Længden af * Vandflagermus,
øvre Tandrad 62/3 mm^ af nedre Tandrad 7, Hovedskal. Na-
Hovedskallens Længde 14, Underkjæbens ^'""^ Størrelse.
Længde 11.

Sporebruskens Længde og Haarklædningens lysere Farve
gjøre den strax kjendelig fra V. mystacinus; Sporebruskens
Længde og Mangelen af „Fryndser" paa Hale-Flyvehuden skjelne
den fra V. nattereri; den ringe Størrelse og Flyvehudens Fæste
paa Foden skjelne den strax fra V. dasycnemus.

Kjendes fra Jylland, Fyn og Sjælland. Findes i alle vore
Nabolande.

9. Damflagermus (Vespertilio dasycnemus Boie).
(Myotis dasycnemus.)

Krop 60 mm^ Hale 44, Øre 17, Underarm 44. Øret rækker
omtrent til Snudespidsen. Ørelaaget øverst ikke særlig tilspidset,
med udbuet Bagrand. Foden stor, tyk. Sporebrusken naar om-
trent de tre Fjerdedele af Bagranden af Hale-Flyvehuden. Flyve-
huden strækker sig kun til Hæl-Leddet. Hale-Flyvehudens
elastiske Tværbaand ikke iøjnefaldende. Overlæbens Haar-
klædning ret svag og ikke lang. I Bagranden af Hale-Flyve-
huden kun faa og svage Haar. Haarklædningens Farve paa
hele Oversiden mørkebrun, paa Undersiden graalig. Bageste
øvre Mellemtand lille, trængt indenfor de andre Tænders Række;
bageste nedre Fortand paafaldende tyk. Længden af øvre Tand-
rad SVa"^*", af nedre Tandrad 8V2, Hovedskallens Længde 17,
Underkjæbens Længde 13.

Som den største af de danske Arter af Slægten, den eneste med
Flyvehuden kun naaende til Hælen og med stærkt indskrænket
bageste øvre Mellemtand er den strax kjendelig fra de andre.

Kjendes fra Jylland og Sjælland. Findes i alle vore Nabo-
lande undtagen Norge. 3*

36

I den østlige Del af Skaane lever Vespertilio bechsteinii, der
vel altsaa kan ventes at findes ogsaa hos os, skjønt den i det hele er en
sydligere Art. Den er omtrent paa Størrelse med vor største Art af
Slægten, V. dasycnemus, men vil strax kunne kjendes paa det lange
smalle Øre, der er længere end hos nogen anden af Arterne, naaende
frem foran Snudespidsen med omtrent en Tredjedel af sin Længde.

Ogsaa Vespertilio murinus Schreb. (nec L.) (ogsaa kaldet
V. myotis) kunde maaske vise sig her; den er en sydlig Art, der dog
skal findes i Nord-Tyskland, i Meklenborg og ved Hamborg. Det er den
største Art af Slægten, i det hele en af de største europæiske Flagermus,
langt større end nogen af vore største Arter Vesperugo ; Underarmen er
omtrent 60 Millim. lang. Øret er meget stort, men dog forholdsvis ikke
saa langt som hos V. bechsteinii.

Langøre- Slægten (Plecotus).
Næseboret med en dyb grubeformet Udvidelse bag-
til ind i Overlæben. Overlæben kun lidt opsvulmet.
En stærkt fremstaaende Vorte med Varbørster over
Øjet. Øret uhyre, men forholdsvis smalt, med afrun-
det Spids, tyndhudet, ved en høj Hudfold over Panden
forenet med det tilsvarende paa modsatte Side, fra
hvilket det ellers kun er skilt ved et smalt Mellem-
rum, næsten af Kroppens Længde, dets nederste for-
reste Hjørne strækkende sig frem under Øjet nær til
Mundvigen. Ørelaagét meget langt, forholdsvis smalt
og spidst. 5te Mellemhaandsben kun lidt kortere end
Underarmen. Ingen frit fremstaaende Hudlap bag Spore-
brusken. Sporebrusken ender omtrent midtvejs i Bag-
randen af Hale-Flyvehuden. Flyvehuden strækker sig
ud paa Foden indtil 1ste Led af 1ste Taa. Hale-Flyve-
huden strækker sig næsten til Halens Spids; dens elasti-
ske Tværbaand meget iøjnefaldende. Overlæbens Haar-
klædning ret svag og kort. I Randen af Hale-Flyve-

23. 1.2 4567
123. 1. 234567"

som hos Vespertilio med følgende Afvigelser : Forreste

huden ingen Haar. Tandsættet er ^g' |- ^^. Tænderne

37

øvre Fortand større; bageste øvre Fortand mindre,
tyndere, kun omtrent halvt saa lang som forreste,
ikke naaende ydre Spids paa forreste. Nedre For-
tænder mere sammentrængte, nærmest tværstillede.
Øvre Hjørnetand noget sværere. Kun én lille Mellem-
tand i Overkjæben. Hovedskallen væsenlig som hos
Vespertilio. Trommebenets Størrelse er iøjnefaldende.

10. Langøre (Plecotus

auritus (L.)).
(Vespertilio auritus, cornutus.)

Krop 43 mm^ Hale 45, Øre 37, Un-
deraiTn 38. Haarklædningens Farve paa
hele Oversiden brunlig graa, paa Under-
siden hvidlig. Bageste nedre Fortand
kun lidt større end de andre Fortænder.
Længden af øvre Tandrad 6^/2, af nedre
Tandrad 6^/4 ^^, Hovedskallens Længde
15, Underkjæbens Længde 10V2-

Det uhyre Øre gjør den strax kjen- Langøre. Højre Øre set
delig blandt alle vore Flagermus. forfra. Naturlig Størrelse.

Kj endes fra Jylland, Fyn, Møen og Øjets og Mundvigens
Sjælland. Findes i alle vore Nabolande. Stilling mærkede.

Butøre- Slægten. (Vesperugo).
Næseboret uden Udvidelse i Overlæben. Over-
læben ret stærkt pudeformet opsvulmet, Ingen frem-
staaende Vorte med Varbørster over Øjet. Øret for-
holdsvis kort, bredt, but, tykhudet, vidt skilt fra det
tilsvarende, ikke naaende Snudespidsen, naar det
trykkes ned mod Snuden, dets nederste forreste Hjørne
strækkende sig frem under Øjet, frem mod Mund-
vigen. Ørelaaget forholdsvis kort, bredt og but. 5te
Mellemhaandsben undertiden kun lidt, undertiden be-

Fig. 14.

38

tydelig kortere end Underarmen. En frit fremstaaende
Hudlap bag Sporebrusken. Spidsen af Sporebrusken
omtrent midt i Hale- Flyvehudens Bagrand. Flyve-
huden undertiden strækkende sig kun til Fodroden,
undertiden ud til 1ste Led af 1ste Taa. Hale-Flyve-
huden strækker sig til Halespidsen eller lader en Del
af Halespidsen fri ; dens elastiske Tværbaand ret iøjne-
faldende og ret ordnet løbende. Overlæbens Haar-
klædning svag. Hale-Flyvehudens bageste Rand nøgen
eller saa godt som nøgen. Tandsættet er ^f^ j' ^ ^^

eller J^^^Sy* Tænderne som hos Vespertilio med
følgende Afvigelser: Forreste øvre Fortand større;
bageste øvre Fortand meget svagere, ikke naaende
saa langt ned som Spidsen af forreste, iøvrigt ret
vexlende. Nedre Fortænder hos nogle Arter siddende
paalangs, hos andre trængte sammen, siddende paa-
tværs i Kjæben. Øvre Hjørnetand større, med stærkt
fremtrædende skarp bageste Rand. Ogsaa nedre Hjørne-
tand større, undertiden rørende forreste øvre Fortand,
naar Munden er lukket. Kun én eller ingen Mellem-
tand i Overkjæben; er en øvre Mellemtand tilstede,
er den kun lille, undertiden dog siddende i Tandræk-
ken, men undertiden skudt indad, saa at Hjørnetand
og bageste Forkindtand dække dens Yderside, rørende
ved hinanden. Kun to Mellemtænder i Underkjæben.
Hovedskallen med kortere, bredere Ansigt end hos
Vespertilio, i forskjellig Grad, undertiden med op-
pustet Næsehule. Panden undertiden hvælvet som
hos Vespertilio, oftest mere flad, næsten liggende paa
Linie med Næseryggen. Trommebenet lille.

39

Af Slægten findes i Danmark sex Arter: Troldflagermus,
Dvergflagermus , Brunflagermus, Nordflagermus,
Skimmelflagermus og Sydflagermus, Vesperugo
abramus, V. pipistrellus, V, noctula, V. borealis,
V. di se ol or og V. serotinus. De tre første staa som de
oprindeligste overfor de tre sidste i at have beholdt en lille
Kindtand i Overkjæben mellem Hjørnetanden og den forreste
store Kindtand, om den end kan være yderst vantreven; hos
de tre sidste er denne Tand helt forsvunden.

V. abramus og V. pipistrellus ere overfor V. noctula de
mere lavtstaaende. Hos dem er den lille forreste øvre Kindtand
endnu forholdsvis anselig; mellem nedre Hjørnetand og øvre
Fortænder er der ikke fremkommet noget nærmere Sammen-
spil; de nedre Fortænder staa paalangs i Kjæben. Hovedskal-
lens Form er i det væsenlige som hos Slægten Vespertilio,
Ansigtet forholdsvis langt, Næsehulen ikke opsvulmet. Hjerne-
kassen hvælvet op over Ansigtet., Ørelaaget er forholdsvis langt
og smalt. Vingen har endnu den oprindelige brede Form, idet
5te Finger har sin oprindelige Længde, og Flyvehuden naar
ud paa Foden. Begge Arter ere desuden forholdsvis smaa.

Mellem V. abramus og V. pipistrellus er der kun ringe For-
skjel. V. abramus staar et lille Trin lavere end V. pipistrellus,
hvad der viser sig i, at dens øvre ydre Fortand er lidt mindre
vantreven.

Hos V. noctula er den forreste øvre Kindtand saa van-
treven, at den er lige ved at forsvinde; nedre Hjørnetand griber
ind i Fordybninger i begge de øvre Fortænder, der staa tæt
sammentrængte; nedre Fortænder ere stillede paatværs i Kjæben.
Hovedskallens Ansigt er paafaldende forkortet, Næsehulen op-
svulmet og Hjernekassen ikke hvælvet. Ørelaaget er kort og
bredt. Som ualmindelig øvet i Flugt har den faaet lange, smalle
Vinger, hvis 2den Finger er særlig lang og stærk, medens
5te Finger er bleven kort; Flyvehuden naar kun til Hælen.
Arten er en af vore største Flagermus.

Skjønt V. borealis, V. discolor og V. serotinus staa højere
end V. noctula i helt at have mistet forreste øvre Kindtand,
og skjønt de i Sammenspillet mellem nedre Hjørnetand og
øvre Fortænder og i Ansigtets Korthed ere lige saa højt ud-
viklede, ere de dog i et Par Henseender blevne staaende paa
et lavere Trin: deres Næsehule er ikke opsvulmet, og deres
Vinger have beholdt mere af den sædvanlige Form, med større
Korthed og Brede.

V. borealis og V. discolor ere som de smaa vistnok de op-
rindelige overfor den store V. serotinus, og af dem er igjen
V. borealis et lille Trin lavere end V. discolor, hos hvem den
ydre øvre Fortand er mere indskrænket. V. serotinus har der-

40

imod i sit forholdsvis lange smalle Ørelaag større Lighed med
Vespertilio, end de andre have.

Ofersigt over de danske Arter af Butøre*Slægten (Vesperugo).

I. En lille forreste Kindtand findes i Overkjæben mellem
Hjørnetanden og den forreste store Kindtand.

1. Den lille forreste øvre Kindtand er forholdsvis anselig,
synlig, naar Tandraden sees fra Siden. Nedre Hjørnetand
rører ikke forreste øvre Fortand, naar Munden er lukket,
men virker kun mod bageste Fortand. Ørelaaget forholds-
vis smalt og langt, ret spidst. 5te Mellemhaandsben
næsten lige saa langt som 4de. Flyvehuden naar ud paa
Mellemfoden. Smaa Arter, Underarmen ikke over 35
Millim. lang. Hovedskallens Pande rejser sig tydelig
hvælvet op fra Næseryggen. Hovedskallens Ansigt ikke
opsvulmet.

a. Større, Underarmen omkring 34 Millim. Øvre bageste
Fortand længere, naaende længere ned end den ydre
Spids af forreste Fortand.

Troldflagermus (Vesperugo abramus).

b. Mindre, Underarmen omkring 30 Millim. Øvre bageste
Fortand kortere, neppe naaende den ydre Spids af
forreste Fortand.

Dvergflagermus (Vesperugo pipistrellus).

2. Den lille forreste øvre Kindtand meget uanselig, ikke
synlig, naar Tandraden sees fra Siden, skjult i en Krog
mellem de omgivende Tænder, der dække dens Yderside.
Nedre Hjørnetand virker mod baade forreste og bageste
øvre Fortand, naar Munden lukkes. Ørelaaget bredt, kort,
i Spidsen afrundet. 5te Mellemhaandsben betydelig kortere
end 4de. Flyvehuden naar kun til Hæl-Leddet. Stor,
Underarmen omkring 54 Millim. Hovedskallens Pande
flad, næsten gaaende i ét med Næseryggen. Hovedskal-
lens Ansigt opsvulmet af Udposninger af Næsehulen.
Brunflagermus (Vesperugo noctula).

II. Ingen lille Tand findes i Overkjæben mellem Hjørnetand
og forreste store Kindtand. (Nedre Hjørnetand virker mod
begge øvre Fortænder. Flyvehuden naar ud paa Mellem-
foden. Hovedskallens Pande flad, gaaende i ét med Næse-
ryggen. Hovedskallens Ansigt ikke opsvulmet).

1. Mindre Arter, Underarmen ikke over 46 Millim. Øre-
laaget ret kort og bredt.
a. Bageste øvre Fortand større, naar lige saa langt ned som

ydre Spids af forreste. Underarmen omkring 40 Millim.

Nordflagermus (Vesperugo borealis).

41

b. Bageste øvre Fortand mindre, ikke naaende ydre Spids
af forreste. Underarmen omkring 43 Millim.
Skimmelflagermus (Vesperugo discolor).
2. Større, Underarmen omkring 50 Millim. Ørelaaget ret

langt og smalt.

Sydflagermus (Vesperugo serotinus).

1 1. Troldflagermus (Vesperugo abramus (Temm.)).
(Vesperugo nathusii, Pipistrellus abramus.)

Krop 49 "im^ Hale 371/2, Øre 14, Underarm 34. Øret for-
holdsvis langt og smalt, Ørelaaget ligeledes. 5te Mellemhaands-
ben omtrent paa Længde med 4de. Flyvehuden naaende ud
til Grunden af 1ste Taa. Hale-Flyvehuden naaende til Halens
Spids. Haarklædningens Farve paa Oversiden mørkebrun, paa
Undersiden graalig brun. Intet nærmere Sammenspil mellem
nedre Hjørnetand og de to øvre Fortænder; bageste øvre For-
tand ikke trykket ind mod forreste, anselig, dens Spids ragende
længere ned end ydre Spids af forreste Fortand. Nedre For-
tænder ikke sammentrængte, stillede paalangs i Kjæben. Øvre
Mellemtand anselig, fuldt synlig, naar Tandraden sees fra
Siden. De to nedre Mellemtænder ikke sammentrængte.
Hovedskallens Næsehule ikke opsvulmet. Panden hvælvet
op over Næseryggen. Længden af øvre Tandrad 6"i™, af
nedre Tandrad 6V4, Hovedskallens Længde I3I/2, Underkjæbens
Længde 93/4.

Kan let forvexles med V. pipistrellus, fra hvem den neppe
kan skjelnes ved andet end Størrelsen og de øvre Fortænders
Forhold.

Kjendes fra Jylland og Sjælland. Findes i vore Nabolande
med Undtagelse af Norge og England.

12. Dvergflagermus (Vesperugo pipistrellus
(Schreb.)).
(Vespertilio, Pipistrellus pipistrellus.)
Krop 40 mm^ Hale 31, Øre 10, Underarm 30V2- Spidsen
af bageste øvre Fortand neppe naaende den ydre Spids af for-
reste Fortand. Længden af øvre Tandrad 4^/4 mm^ af nedre

42

Tandrads, Hovedskallens Længde iH/o, Underkjæbens Længde
8V4. Ellers stemmende med V. abramus.

Let at forvexle med V. abramus, men er især kjendelig
som vor mindste Flagermus.

Kjendes fra Jylland, Langeland, Lolland, Falster, Sjælland.
Findes i alle vore Nabolande.

13. Brunflagermus (Vesperugo noctula (Schreb.)).
(Vespertilio noctula, proterus, Pipistrellus, Pterygistes noctula.)

Krop 72 mm, Hale 47, Øre 19, Underarm 54. Øret paafal-
dende bredt og kort, Ørelaaget ligeledes, foroven stumpt af-
rundet. 5te Mellemhaandsben meget kortere end 4de. Flyve-
huden kun naaende til Hæl-Leddet. Hale-Flyvehuden næsten
naaende Halespidsen. Haarklædningens Farve over næsten
hele Legemet mørkt gulbrun. Nedre Hjørnetand griber ind i
Fordybninger i begge øvre Fortænder; bageste øvre Fortand
tæt trykket ind mod forreste og kun omtrent halvt saa høj
som forreste. Nedre Fortænder tæt sammentrængte, stillede
paatværs i Kjæben. Øvre Mellemtand meget lille, trængt ind-
efter mellem Hjørnetanden og forreste store Kindtand, ikke
synlig, naar Tandraden sees fra Siden. De to nedre Mellem-
tænder sammentrængte, men dog høje. Hovedskallens Næse-
hule opsvulmet. Panden liggende paa Linie med Næseryggen.
Længden af øvre Tandrad S^j^"^"^, af nedre Tandrad 9^/4, Ho-
vedskallens Længde 19, Underkjæbens Længde I41/4.

Den eneste af vore andre Flagermus, der i Størrelse maaler
sig med V. noctula, er V. serotinus; men fra denne Art kjen-
des V. noctula strax paa Ørets Brede, paa Halespidsens mindre
Grad af Frihed, paa Kortheden af 5te Mellemhaandsben, paa
Flyvehudens Forhold til Hæl-Leddet, paa den brungule Farve osv.

Kjendes fra Jylland, Fyn, Lolland og Sjælland. Findes i
alle vore Nabolande undtagen Norge.

14. Nordflagermus (Vesperugo boreaHs (Nilss.)).
(Vespertilio, Vesperus borealis, Vesperugo nilssonii.)

Krop 54 mm^ Hale 44, Øre 14^/2, Underarm 4L Øret kort
og bredt, Ørelaaget ligeledes, dog ikke paafaldende. 5te Mel-
lemhaandsben kun lidt kortere end 4de. Flyvehuden naaende

43

ud til Grunden af 1ste Taa. Hale-Flyvehuden ikke naaende
Halens Spids, de to yderste Halehvirvler næsten frie. Haar-
klædningens Farve paa Oversiden sortbrun, Ryggens Haar
tildels med lysere gulbrune Spidser; Undersiden graalig.
Nedre Hjørnetand griber ind i Fordybninger i begge øvre For-
tænder; bageste øvre Fortand trykket ind mod Siden af for-
reste, anselig, med Spidsen ragende ned under ydre Spids af
forreste. Nedre Fortænder sammentrængte, nærmest staaende
paatværs. Øvre Mellemtand mangler. De to nedre Mellem-
tænder neppe sammentrængte. Hovedskallens Næsehule ikke
opsvulmet. Panden liggende paa Linie med Næseryggen.
Længden af øvre Tandrad 6^/3 mm^ af nedre Tandrad 7, Hoved-
skallens Længde 15, Underkjæbens Længde lO^ji.

Kan let forvexles med V. discolor; øvre bageste Fortands
Størrelse er det sikreste Kjendemærke.

Kjendes fra Sjælland. Findes i alle vore Nabolande und-
tagen England, især udbredt langt mod Nord.

15. Skimmelflagermus (Vesperugo discolor (Natt.)).
(Vespertilio, Vesperus discolor, V. murinus.)

Krop 541/2 '"'", Hale 40, Øre I6V2, Underarm 43. Stemmer
næsten ganske med V. borealis undtagen i følgende: Ryggens
Haar tildels med hvidlige Spidser, hvad der kan give den Ud-

Fig. 15.

Pig. 17.

Fig. 16.

Fig. 15. Skimmelflagermus. Højre Øre set forfra. Naturlig Størrelse.

Øjets og Mundvigens Stilling mærkede.

Fig. 16. Skimmelflagermus Venstre Fod. Naturlig Størrelse. For at

vise den frie Hudlap bag Sporebrusken ved Hælen.

Fig. 17. Skimmelflagermus. Hovedskal. Naturlig Størrelse.

44

seende af at være dækket af Skimmel. Bageste øvre Fortand lille,
Spidsen ikke naaende ydre Spids af forreste. Nedre Fortænder
neppe sammentrængte, nærmest staaende paalangs i Kjæben.
Længden af øvre Tandrad 6V2 '"'", af nedre Tandrad 62/3, Ho-
vedskallens Længde 15, Underkjæbens Længde 11.

Øvre bageste Fortands ringe Størrelse er det bedste Kj ende-
tegn overfor den nærstaaende V. borealis.

Kjendes fra Jylland og Sjælland. Findes i alle vore Nabo-
lande.

16. Sydflagermus (Vesperugo serotinus (Schreb.)).
(Vespertilio, Vesperus, Eptesicus serotinus.)

Krop 70 mm^ Hale 52, Øre 20, Underarm 51. Øret forholds-
vis langt og især smalt, Ørelaaget ligeledes. 5te Mellemhaands-
ben næsten lige saa langt som 4de. Flyvehuden naaende ud til
Grunden af 1ste Taa. Hale-Flyvehuden ikke naaende Halens
Spids, de to yderste Halehvirvler frie. Haarklædningens Farve
paa Oversiden mørkebrun, paa Undersiden brungraa. Nedre
Hjørnetand virker mod begge øvre Fortænder; bageste øvre For-
tand trykket ind mod Siden af forreste, lille, kun naaende lidt
op over Grunden af forreste. Nedre Fortænder sammentrængte,
staaende paatværs. Øvre Mellemtand mangler. De to nedre
Mellemtænder sammentrængte, høje. Hovedskallens Næsehule
ikke opsvulmet. Panden liggende paa Linie med Næseryggen.
Længden af øvre Tandrad 91/4'"'", af nedre Tandrad 92/4, Ho-
vedskallens Længde 20, Underkjæbens Længde I5V2.

Allerede dens Størrelse gjør det umuligt at forvexle den
med nogen af vore andre Flagermus, undtagen V. noctula, der
i mange Henseender er afvigende, i Form og Farve.

Kjendes fra Sønderjylland, Ærø og Fyn. Findes ikke i
Sverig og Norge, men i vore andre Nabolande.

Bredøre- Slægten (Sy notas).

Næseboret med en grubeformet Udvidelse til Siden

ud i Overlæben. Overlæben meget stærkt pudeformet

opsvulmet, næsten skjulende Næsebor og Næseryg.

Over Øjet en fremstaaende Vorte med Varbørster.

45

Øret meget stort, især bredt, med but Spids, tyk-
hudet, ved en lav Hudfold tværs over Panden for-
enet med det tilsvarende paa modsatte Side, hvis
Grund det ellers næsten rører, naaende lidt frem foran
Snudespidsen, naar det trykkes ned mod Snuden, dets
nederste forreste Hjørne løbende frem under Øjet
næsten frem til Mundvigen. Ørelaaget langt, foroven
smalt og spidst, forneden bredt med et anseligt Frem-
spring paa Yderranden. 5te Mellemhaandsben kun lidt
kortere end Underarmen. En frit fremstaaende Hudlap
bag Sporebrusken. Spidsen af Sporebrusken omtrent
midt i Hale-Flyvehudens Bagrand. Flyvehuden stræk-
kende sig ud paa Foden indtil 1ste Led af 1ste Taa.
Hale-Flyvehuden strækker sig til Halespidsen; dens
elastiske Tværbaand iøjnefaldende, jevnsides løbende.
Overlæbens Haarklædning svag. Hale-Flyvehudens
bageste Rand nøgen. Tandsættet er j^' |' \ j|p- Tæn-
derne som hos Vespertilio med følgende Afvigelser:
Forreste øvre Fortand større; bageste øvre Fortand
mindre, omtrent halvt saa høj som forreste, med
tydelig tvedelt Spids og med en Spids paa Indersiden.
Øvre Hjørnetand større, med fremtrædende skarp
bageste Rand. Ogsaa nedre Hjørnetand større. Kun
én, ganske lille Mellemtand i Overkjæben, dækket
udenfra af Hjørnetand og bageste Forkindtand, der
røre hinanden. Kun to Mellemtænder i Underkjæben.
Hovedskallens Ansigt kort og bredt, uden opsvulmet
Næsehule; Panden noget hvælvet. Trommebenet
ret lille.

46

17. Bredøre (Synotus barbastellus (Schreb.)).
(Vespertilio, Barbastella barbastellus.)
Krop 48 mm^ Hale 45, Øre 17, Underarm 39. Haarklæd-
ningens Farve paa hele Oversiden brunsort, paa Undersiden
graalig brun. Længden af øvre Tand-
rad 55/4 "im^ af nedre Tandrad 6, Hoved-
skallens Længde 14, Underkjæbens
Længde 9.

Dens ejendommelige Øre og Snude
gjøre den strax kjendelig.

Kjendes fra Sjælland og Bornholm,
re Øre set forfra. Na- Findes i alle vore Nabolande,
turlig Størrelse. Øjets

Maaske begge de to mellemeuropæiske
Arter Rhinolophus kunde vise sig hos os;
begge ere at finde i Nord-Tyskland. Snarest
kunde ventes den lille Rh. hipposideros, der skal findes i Meklen-
borg; den store Rh. ferrum-eqvinum synes at holde sig noget
sydligere. Overfor vore Flagermus ville de strax være paafaldende ved
de mærkelige foldede, bladformede Udbredninger af Huden omkring
Næseborene, dækkende Overlæbe og Pande. Hos Rh. hipposideros er
Underarmens Længde omkring 35 Millim., hos Rh. ferrum-eqvinum
nær 60.

Pig. 18. Bredøre. Høj-

og Mundvigens Stilling
mærkede

47

Fig. 19. Birkemus (Sminthus subtilis). Lidt formindsket.

Gnavere (Rodentia).

Smaapattedyr (med enkelte „Kæmpeformer" som
Hare og Bæver), hvis forreste Fortænder ere ud-
dannede som Gnaveredskaber, rodløse, stadig voxende,
med Emaille kun paa Forsiden; Hjørnetænder mangle;
et langt tandløst Rum skiller Fortænderne fra de for-
reste Kindtænder; Kindtænderne indrettede til Tyg-
ning af Planteføde, derfor paa forskjellig Maade af-
vigende fra Insektædernes. I Legemsbygning ellers
er Ligheden med Insektæderne stor.

Hare-Familien, Leporidæ, med vore to Arter, Hare
og Snehare, Lepus europæus og L. variabilis, er af
alle Gnaver-Familier den, der i de væsenligste Forhold staar
lavest, nærmest ved Insektæderne. Forreste øvre og nedre For-
tand have vel i Hovedsagen samme Egenskaber som hos andre
Gnavere; men de ere svagere; den øvre rummes endnu helt
i Mellemkjæbebenet eller har kun ganske lidt skudt sin Grund
ind i Overkjæbebenet; den nedre strækker sig kun et kort
Stykke ind i Underkjæben; de have ikke haft .Magt til at for-
trænge deres Omgivelser i Tandraden i samme Grad som hos
andre Gnavere: bag forreste øvre Fortand sidder endnu en
lille, dog helt vantreven Fortand, og af de oprindelig, hos For-
fædrene, tilstedeværende 7 øvre og 7 nedre Kindtænder ere
kun forreste øvre og de to forreste nedre fortrængte. Kind-
musklens forreste Del er vel bleven stærk og er med sit Ud-

48

spring voxet fremad paa Kinden; men den har ikke paavirket
sine Omgivelser i nogen paafaldende Grad. Underkjæbens
Ledskaal tilsteder vel stor Bevægelighed; men rendeformet er
den dog endnu ikke. Med sin ringe Gnave-Evne vilde Hare-
Familien sikkert forlængst være uddød, fortrængt af bedre ud-
rustede Medbejlere, hvis den ikke havde fundet et Omraade
for sig selv: de fleste af dens nulevende Medlemmer ere ud-
dannede som Steppedyr, vante til at leve af saa tarvelig Føde
som Græs, en Føde, som de fleste andre Gnavere forsmaa,
vante til paa det aabne Land at maatte øve deres Sandser,
Lugt, Syn og Hørelse, og vante til at øve sig i Løb trods den
Tyngde, der følger med at leve af Grøntfoder, der maa tages
i Mængde for at give tilstrækkelig Næring. Paa Grund af den
forøgede Kraft, hvormed Kindtænderne maa skures mod hver-
andre for at sønderdele det sejge Foder, voxe deres Kroner
højt ivejret, de vedblive at voxe, og Rod dannes ikke, og de
udfylde og omdanne Over- og Underkjæbe paa ejendommelig
Maade. Tyggemusklerne, særlig Kindmusklen, voxe med Brugen
og afsætte iøjnefaldende Mærker paa Hovedskallen. Næsehulen
er opsvulmet. Øjet er blevet uhyre, og Øjehulen dækkes af
et Ben-Tag. Det ydre Øre er blevet uhyre og har paavirket
Trommebenet til at danne en lang tudformet Øregang. Lem-
merne ere blevne lange og stærke, og de fleste af Leddene ere
udprægede Hængsel-Led; Evnen til at folde Lemmerne sam-
men er vedligeholdt, i Harernes Stræben efter at gjøre sig
smaa, saa lidt iøjnefaldende som muligt. Trædepuderne paa
Haandflade og Fodsaal, der ellers ofte hos Løbere blive store,
ere mærkeligt nok helt forsvundne; deres Tjeneste er over-
tagen af Haarklædningen, der har overvoxet baade Haandflade
og Fodsaal, hvor den er bleven til lange Børster, der samlede
virke som store elastiske Trædepuder. Hvirvelraden øves
under Løbet i Bøjning og Strækning og formes derefter i paa-
faldende Grad. Halens oprindelige Tjeneste som Redskab til
at holde Ligevægt er opgiven, idet Lemmerne have overtaget
fuldstændigt Herredømme over Bevægelserne, og Halen er van-
treven, svunden ind til en lille Stump.

Springmus-Familien, Dipodidæ, med eneste danske
Slægt og Art: Birkemus, Sminthus subtilis, er en af
dem af vore Gnaver-Familier, der staa Hare-Familien nærmest.
I Henseende til Gnave-Evnens Uddannelse er den naaet til et
langt højere Trin. Forreste øvre og nedre Fortand ere langt
mægtigere; den øvre har skudt sin Grund helt ind i Over-
kjæbebenet; den nedre har skudt sin Grund tilbage i Under-
kjæben forbi Kindtænderne henimod Underkjæbens Ledknude.
Af Fortænder findes ikke andre end den forreste store i hver
Kjæbe. Af Kindtænder ere i Overkjæben kun de fire bageste

49

af Forfædrenes 7 endnu tilstede, og af dem er den forreste
endda vantreven; i Underkjæben findes kun de tre bageste.
Kindmusklens forreste Del er voxet uhyre og har i høj Grad
omformet sine Omgivelser; en Del af den er med sit Udspring
voxet frem gjennem den Aabning i Overkjæbebenet, hvor-
igjennem Ansigtets Følenerve og flere Aarer løbe fra Øje-
hulens Bund frem til Ansigtet, har udvidet Aabningen stærkt
og har skudt sig frem paa Ansigtets Knogler foran Aabningens
forreste Munding. Underkjæbens Ledskaal har faaet Form af
en langsgaaende Rende. I de fleste andre Henseender er Birke-
musen derimod bleven staaende paa et langt oprindeligere Trin
end de nulevende Medlemmer af Harernes Familie; dens Kind-
tænder ere kun indrettede for let tyggelig Føde og minde i
deres lavkronede, simpelt firspidsede Form i høj Grad om de
Insektædere, der ere vante til blandet Foder; de Dele af Tygge-
musklerne, der ikke bruges til Gnavning, men nærmest til den
egenlige Tygning, ere ikke særlig stærke; Sandserne ere ikke
særlig højt udviklede, Næsen ikke opsvulmet, Øjet ikke stort
og ikke dækket af en Ben-Udvæxt, Øret kun af Middelstørrelse
og Trommebenet uden lang Øregang; Lemmerne ere kun for-
holdsvis korte, jevnt udviklede til alle Slags Brug, Løben,
Klatren, Gravning; Halen er lang og skællet; kort sagt, i hele
sin Legemsbygning, bortset fra Gnave-Uddannelsen, har Birke-
musen en paafaldende Lighed med de oprindeligste, mindst
særlig uddannede Insektædere. Ogsaa i sin Evne til at falde
i Dvale og sove Vintersøvn minder den om andre lavtstaaende
Pattedyr. I Haandens Bygning har den derimod en Egenskab,
hvori den staar højere end baade Harerne og de oprindelige
Insektædere: Tommelfingeren er stærkt indskrænket, ganske
kort, med en pladeformet Negl, og de to oprindelige Træde-
puder ved Tommelfingerens Grund ere sammensmeltede. Egen-
skaber, der gjenfindes hos de fleste højere Gnavere. I en lille
Egenhed i Læben afviger den fra vore andre Gnavere, der i
denne Henseende minde om Insektædere: Længdefuren i dens
Overlæbe er forsvunden. I Retning af Springe-Evne viser
Birkemusen ingen særlig Uddannelse ; det er dens nære Slægt-
ninge Scirtetes og Dipus med de uhyre Springben, der have
givet Familien Navn.

Det eneste danske Medlem af Syvsovernes Familie,
Myoxidæ, Hasselmusen, Muscardinus avellanarius,
staar i Uddannelse som Gnaver paa et lidt højere Trin end
Sminthus. Ikke alene er en Del af Kindmusklen voxet ind
gjennem Aabningen i Overkjæbebenet for Ansigtets Følenerve,
men en anden Del er samtidig voxet op udenpaa Aabningens
Ydervæg, som er formet derefter og bleven lidt stærkere. I
Kindtændernes Tal er den lidt mere oprindelig; den har be-

Winge: Pattedyr. 4

50

holdt en nedre Kindtand foran de tre bageste, dog kun som
en ganske lille Vantrivning. Men i Kindtændernes Form er
den stærkt omdannet: Kronernes Hovedknolde ere blevne lave
og smalle og indbyrdes forenede ved Tværkamme, og omkring
dem ere Bikamme fremkomne i Form af Tværlister; hver af
de større Tænder har paa Kronen faaet fra 5 til 7 lave skarpe
Tværkamme, der tilsammen give Tyggefladen Udseende af en
Rasp. Som vever springende Klatrer er Hasselmusen bedre
uddannet end Birkemusen, hvem den i det hele i Bygning
staar nær, og hvem den ogsaa ligner i sin Evne til at sove
Vintersøvn. Haand og Fod ere bedre indrettede som Gribe-
Redskaber, med længere Fingre og Tæer, med bredere Haand-
flade og Fodsaal med større, fladere Trædepuder. Halen har faaet
en rigelig Haarklædning, en Egenskab, der er almindelig hos
klatrende Dyr. Øjet er større; Trommehulen er mere opsvul-
met og indvendig kamret.

10 af vore Gnavere høre til Musenes Familie, Muridæ,
fordelte i 3 Slægter. Som Gnavere staa Muriderne paa et
højere Trin end Dipodider og Myoxider. Kindmusklens forreste
Del er baade voxet ind gjennem Aabningen for Ansigtets Føle-
nerve og har bredt sig op paa Aabningens Ydervæg som hos
Muscardinus; men til Forskjel fra Forholdet hos Myoxider og
laverestaaende Gnavere er Aabningens Ydervæg saaledes paa-
virket af Kindmusklen, at den er voxet til en langt betyde-
ligere Styrke. Alle Kindtænder foran de tre bageste i hver
Kjæbe ere fortrængte; og af de tilstedeværende er, hos vore
Murider, den forreste bleven ikke lidt forstørret, især vedTil-
væxt ved den forreste Ende, fordi den ligger særlig heldig til
at paavirkes af de stærke, forreste Tyggemuskler. I Legems-
bygning ellers staa de oprindeligste, ikke særlig omformede
Murider omtrent paa samme Trin som de oprindeligste Dipo-
dider som Birkemusen.

Fordi Kindmusklen, der ligger paa Kjæbernes Yderside,
hos Gnaverne er den stærkeste af alle Tyggemusklerne, har
den ualmindelig stor Magt over Underkjæbens Stilling; Under-
kjæben er ikke i Hagen sammenvoxet med den tilsvarende
paa modsatte Side, derfor meget fri i sine Bevægelser, villig
til at rette sig efter den af Tyggemusklerne, der er den stær-
keste. En af Kindmusklens Tilbøjeligheder er den: at løfte
Underkjæbens nedre Rand, hvor dens Fæste findes, udad, saa
at Underkjæbens øvre Rand med Kindtænderne kommer til at
helde indad og trykke paa Yderranden af de øvre Kindtænders
Kroner. Virkninger heraf kunne hos Gnaverne vise sig paa
flere Maader, undertiden højst paafaldende. En af de Maader,
hvorpaa de vise sig hos Muriderne, er den, at de øvre Kind-
tænders Yderrand faar særlig Tilskyndelse til Væxt og om-

51

formes derefter. Hos de oprindeligste Muriderere Kindtænderne,
baade øvre og nedre, væsenligst formede som hos Sminthus,
hver af dem med fire Spidser paa Kronen, stillede parvis over-
for hverandre, den forreste af de tilstedeværende tre Tænder
desuden med Tilvæxt ved forreste Ende, den bageste lidt van-
treven. Denne Form beholdes i Hovedsagen hos en stor Gruppe
afMuriderne, Afdelingen Cricetini; hos en anden stor Gruppe,
Afdelingen Murini, ere de ydre Spidser paa de øvre Kind-
tænder blevne større og mere eller mindre tvedelte, foruden
at de ere komne til at helde stærkt bagud, fordi de voxe frem
i Retning mod de Stød, der tilføjes dem af de nedre Kind-
tænder, der af Tyggemusklerne skures fremad op imod dem.
To af de danske Muride-Slægter, Rødmus, Hypudæus,
med én Art, og Markmus, Arvicola, med tre Arter, høre
til Cricetinernes Afdeling. Men skjønt de i Størrelse og Stil-
ling af de øvre Kindtænders Spidser vise oprindelige Forhold,
ere de ellers saare langt fra at høre til de oprindelige Muse-
Former. Deres nærmeste Stamformer, smaa Hamster-lignende
Mus, have hørt til Familiens oprindeligste Medlemmer; men
selv ere Rødmus og Markmus højt uddannede i deres egen
Retning. Vistnok under Indflydelse af Istidens Nærmelse have
deres Stamformer vænnet sig til mere tarvelig Føde end den,
andre Murider forlange, til Blade, Bark og Rødder, og de have
vænnet sig til at føre et mere udelukkende underjordisk Liv.
Fortænderne bruges mere som Redskaber til at afklippe Blade
og afskrælle Bark end til egenlig Gnaven; de blive bredere,
men miste ellers noget i Styrke. Kindtænderne bruges til Tyg-
ning ganske anderledes kraftig end før. Af de Muskler, der
føre Kjæben, tages ikke alene Kindmusklen, men ogsaa den
forreste Del af Tindingmusklen særlig i Brug. Kindtænderne
faa høje Kroner, undlade tilsidst at danne Rod, idet Væxten
stadig fortsættes, og udvide sig ogsaa ellers; især de forreste
og bageste blive store ved forskjellig Tilvæxt. De fylde Kjæbe-
benene mere end før; de øvre pukle Overkjæbebenets Krop
ivejret i Bunden af Øjehulen og forrest i Hjernekassens Gulv,
og de Nerver og Aarer, der fra Hjernekassen løbe frem til
Ansigtet i Øjehulens Bund, trænges ind mod Siden af Kilebens-
kroppene, der danne en Del af Hovedskallens Axe, og Kilebens-
kroppene sammentrykkes og blive ganske smalle; Ganen mel-
lem Kindtændernes Rækker trykkes smal. Ikke alene de Knogler,
der bære Kindtænderne, men ogsaa deres Omgivelser faa en
ejendommelig fast Bygning og blive indbyrdes fastere forbundne.
Et stærkt Seneblad i den forreste Del af Tindingmusklen frem-
kalder en anselig Kam paa Tindinggrubens Væg bag Øjehulen.
Øjet trænges nedenfra af Kindtændernes Udvidelser, bagfra af
Tindingmusklen; det løftes lidt op fra den oprindelige Øjehules

52

Plads, op over Pandens Øjehule-Rand, der afglattes, og det
skydes lidt fremefter, saa at det presser mere paa Øjehulens
Forvæg, der væltes lidt fremover; og Øjet selv har lidt Til-
bøjelighed til at vantrives, givende efter for alle uheldige Paa-
virkninger, ikke tilstrækkelig brugt til at kunne modstaa dem.
Det ydre Øre indskrænkes noget af Mangel paa Brug i de
underjordiske Gange; men det indre Øre udformes mere;
Trommebenet svulmer op og fyldes indvendig med svampet
Benvæv, og Nakkebenets Grund, der ligger mellem Tromme-
benene, sammentrykkes og bliver tilsidst ganske smal. Fordi
hele Hovedet under Arbejdet med at grave bruges noget som
Skovl, bliver Hjernekassen mere fladtrykt end ellers. Lemmerne,
der mindre bruges til Løb og Spring eller Klatring, blive kor-
tere; Haanden udformes lidt i Retning af Gravepote, med til-
sidst ret stærke, lange Kløer. Halen, der ikke mere bruges
som Redskab til at holde Ligevægt under frie Bevægelser, bliver
kort. O. s. V.

Hvad der skiller Slægterne Hypudæus og Arvicola, er ude-
lukkende, at Hypudæus er bleven staaende paa et lavere Trin
i Udviklingen, nærmest de oprindelige Hamster-Former; den
er i Hovedsagen at regne for en Stamform til Arvicola. Det
lægger sig for Dagen i alle Henseender, i Levemaade saavel
som i Bygning. Den er mindre underjordisk levende end
Arvicola, har ikke opgivet Klatring; den har større Øje, større
Øre, svage Kløer; Fortænderne ere smallere. Kindtænderne
mindre, med tykkere Emaille, med Alderen frembringende
lukkede Rødder, i mindre Grad fyldende i Kjæberne, ikke
trykkende Nerverne ind mod Kilebenskroppene, der have be-
holdt deres oprindelige Brede; Ganen er bredere; Tromme-
benet er mindre og næsten uden svampet Bygning, Nakke-
benets Grund bred; kort sagt, den mere oprindelige Tilstand
kan paavises i næsten hver en Knogle.

Kun én af de danske Muride-Slægter, Slægten Mus, med
6 Arter, hører til Murinernes Afdeling. Bortset fra Egen-
hederne i Kindtændernes Bygning stemmer den i alt væsen-
ligt med de oprindeligste Cricetiner.

Af Egern- Familien, Sciuridæ, have vi kun én nu-
levende Slægt i Landet, Egern, Sciurus, men to hos os ud-
døde. Bæver og Steppe- Egern, Castor og Spermophilus. I
Gnave-Evnens Uddannelse er Familien gaaet sine egne Veje.
Af forskjellige Bygningsforhold kan det skjønnes, at Kind-
musklen hos Familiens Stamfædre har været voxet op gjennem
Overkjæbebenets Aabning for Ansigtets Følenerve; men den
er igjen trængt tilbage fra denne Plads; den Del af Kind-
musklen, der er voxet op paa Aabningens Ydervæg, er deri-
mod bleven meget stor og har bredt sig videre frem paa An-

53

sigtets Knogler. Familien har skilt sig fra den fælles Gnaver-
Stamme i en tidlig Tid; der kan endnu hos den findes Egen-
skaber, der vise ned under Dipodidernes Trin, saaledes 5
øvre Kindtænder, en veludviklet Klo paa Tommelfingeren o. a.

Til Familiens laveste Afdeling, Ca stor in i, hører Bæve-
ren, Castor fiber. Den hører til en Afdeling, hvis Med-
lemmer ikke i nogen særlig Grad have været tillempede til
Klatring og derfor ikke have faaet de ualmindelig skarpe Sand-
ser, der udmærke de hurtig springende-klatrende Egern; paa
Hovedskallen viser det sig blandt andet i, at Øjehulen ikke
er dækket af noget Ben-Tag. En anden forholdsvis oprindelig
Egenskab have Castorinerne beholdt i Tommelfingerens Byg-
ning: den har endnu en veludviklet Klo, medens der hos de
ægte Egern kun findes en lille stumpet, flad Negl. Bæver-
Slægten er iøvrigt i mange Henseender gaaet sine egne Veje.
Den er uddannet som Svømmer, med Svømmehud mellem
Fingre og mellem Tæer, fremkommen ved Væxt af de sæd-
vanlige Hudfolder, der ved Vandets Tryk ere pirrede til at voxe,
og med en stærk fladtrykt Hale som det vigtigste Redskab til
Svømning. Øret er blevet ganske lille af Mangel paa Brug.
Bide-Evnen har den udviklet i en ualmindelig Grad, især ved
at øve sig i at gjennemgnave og fælde Træer, hvis Bark den
æder, og som den ellers bruger til sine Bygninger i Vandet;
Fortænderne ere blevne uhyre; Underkjæbens Ledknude er
ved Kjæbens stærke Bevægelser ofte skudt saa langt tilbage,
at den har stødt mod Trommebenets ydre Øregang, som der-
ved er stærkt paavirket til Væxt. Af Kindtænder findes 4
øvre og 4 nedre; som øvede i at tygge Bark ere de blevne
stærke, høj kronede, tværkammede.

Slægterne af Afdelingen Sciurini ere fra første Færd
uddannede til Springen og Klatren; Slægten Sciurus, med
vor eneste Art, Egernet, S. vulgaris, er en af dem, der
ere bedst udrustede i denne Henseende. Den har faaet lange
spinkle Lemmer; Haand og Fod ere lange og stærke, med
store krogede Kløer, med store, ret flade Trædepuder paa
Haandflade og Fodsaal; 4de Finger og 4de Taa ere blevne de
længste af Fingre og Tæer, som det meget ofte er Tilfældet
hos klatrende Pattedyr; Halen er lang, klædt med lange Haar,
et fortrinligt Redskab til at holde Ligevægt og til at styre;
Øjet er stort, skjærmet af et Ben-Tag udvoxet fra Pandebenets
Rand over Øjehulen; det ydre Øre er stort; Trommehulen er
indvendig kamret; Hjernen er anselig; o. s, v. Af oprindelige
Egenskaber overfor de fleste af vore Gnavere har den i Tand-
sættet følgende: i Overkjæben findes 5, i Underkjæben 4
Kindtænder, den forreste øvre kun en Vantrivning, men de
andre alle veludviklede, af meget gammeldags Form. I Hoved-

54

skallen er der fuldt op af Egenheder, der minde om de ældste
Gnavere.

Spermophilus, med vor eneste Art, Steppe -Egern et, S.
rufescens, ser i alle Henseender ud som et vanslægtet Egern;
det er et Egern, der af Forholdene er bragt til at ophøre at
færdes i Træer og har vænnet sig til at føre et mere nøjsomt
Liv paa aabent Land, tilfreds med Føde af ringere Slags, for
en væsenlig Del opholdende sig under Jorden som Graver.
Lemmerne ere blevne korte; 4de Finger og Taa have mistet
deres Overmagt; Kløerne ere lange, kun svagt krummede
Gravekløer; Trædepuderne ere blevne mere knoldformede;
Halen er bleven ganske kort; det ydre Øre er stærkt ind-
skrænket, neppe andet end en opstaaende Rand. Fortænderne
have mistet noget af deres Styrke som Gnave-Redskaber, fordi
de bruges i mindre Grad til at gnave haardskallede Frugter,
men mere til at bide Løg, Kom, Græs og lignende; Kind-
tænderne derimod have faaet større Arbejde med at tygge
Planteføde, der er mindre let tyggelig end Nøddekjerner, og
deres Kroner have faaet nogle af Tværkammene ret stærkt
forhøjede. Som hjemmehørende i øde Egne, hvor Vinteren
ikke ret giver Føde, har Slægten vænnet sig til Vintersøvn.

Oversigt over de danske Gnaver-Slægter.

1. Bag den store øvre Fortand findes i hver Side en lille
vantreven Fortand; 6 øvre og 5 nedre Kindtænder findes
i hver Kjæbeside. Fortænderne helt hvide. Mærkerne
efter Kindmusklens Udspring paa Overkjæbebenet strække
sig ikke frem foran Øjehulen. Særlig uddannet som Løber
med skarpe Sandser: Lemmerne meget lange (men kunne
bøjes stærkt sammen), Foden med kun 4 Tæer, Haandflade
og Fodsaal uden Trædepuder, tæt klædte med lange Haar;
Næsehulen stærkt opsvulmet, Øjet meget stort. Øret ual-
mindelig langt.
Af Hare-Familien, Leporidæ:
Hare-Slægten (Lepus).
II. Af øvre Fortænder findes kun den store forreste i hver
Side. Kindtændernes Tal er i det højeste 5 øvre og 4
nedre i hver Kjæbeside. Fortændernes Forside gul. Mær-
kerne efter Kindmusklens Udspring paa Overkjæbebenet
strække sig frem og op foran Øjehulen. Foden med 5
Tæer (hos de danske Medlemmer af Gruppen).
1. Den Aabning i Overkjæbebenet, hvorigjennem Ansigtets
Følenerve gaar frem til Snuden, er stærkt udvidet af Kind-
musklen, hvis forreste Del er voxet ind igjennem den.
A. 4 øvre Kindtænder findes, den forreste af dem kun
lille, de to følgende ret ens i Størrelse og Form.

55

a. De større af Kindtænderne, baade øvre og nedre,
hver med 4 Hovedknolde. Halen skællet, med tynd,
kort Haarklædning. Foden smal, med smaa Træde-
puder. Kun 3 nedre Kindtænder. Overlæben næsten
uden Fure under Næseborene, helt haarklædt.

Af Springmus-Familien, Dipodidæ:
Birkemus-Slægten (Sminthus).

b. De større af Kindtænderne hver med 5—7 lave
Tværkamme. Halen tæt haarklædt, med lange Haar,
Skællene skjulte. Foden bred, med anselige Træde-
puder. 4 nedre Kindtænder, en lille forreste. Over-
læben furet. Furens Bund ikke haarklædt.

Af Syvsover- Familien, Myoxidæ:
Hasselmus-Slægten (Muscardinus).
B. 3 øvre (og 3 nedre) Kindtænder, den forreste af dem
meget større og i Form anderledes end de følgende,
med Tilvæxt ved forreste Ende.
Af Muse-Familien, Muridæ:

a. Kun to Længderader Knolde eller Søjler paa de øvre
Kindtænders Kroner. Særlig uddannede til at æde
Grøntfoder og til at leve i underjordiske Gange: Øvre
Fortænder brede; Kindtænderne meget højkronede,
oftest rodløse; Hovedskallen meget fast bygget; en
stærk Kam frembragt af et Seneblad i Tindingmusklen
findes paa Tindinggrubens Væg tæt bag Øjehulen.
Næsen kort og stump. Lemmerne korte; Halen
oftest kort. Haarklædningen lang, skjulende Øret.
Af Underfamilien Cricetini :

a. Øjet anseligt. Kindtænderne hos de unge med
aaben Rod, men dog ved Grunden afsmalnende,
hos de gamle med lukkede Rødder; Emaillen tyk.
Trommebenet ret lille og næsten uden svampet
Benvæv indvendig; Kilebenskroppene brede. Paa
Underkjæbens Yderside findes ingen Pukkel frem-
bragt af Fortandens Grund. Ben-Ganen ikke for-
længet hen under bageste Næsegang.
Rødmus-Slægten (Hypudæus).

^, Øjet lille. Kindtænderne altid rodaabne, stadig voxen-
de; Emaillen tynd. Trommebenet større, delvis fyldt
med svampet Benvæv; Kilebenskroppene smalle.
Paa Underkjæbens Yderside findes en tydelig Puk-
kel frembragt af Fortandens Grund. Ben-Ganen for-
længet tilbage under bageste Næsegang.
Markmus-Slægten (Arvicola).

b. Tre Længderader af Knolde paa de øvre Kindtænders
Kroner. Ikke særlig uddannede til at æde Grønt-

56

foder eller til stadigt underjordisk Ophold: Øvre For-
tænder smalle; Kindtænderne lavkronede, med Rød-
der; Hovedskallen forholdsvis løst bygget; ingen Sene-
kam paa Tindinggrubens Væg, Næsen forholdsvis
lang og spids. Lemmerne lange; Halen lang. Haar-
klædningen ret kort, forholdsvis, ikke skjulende Øret.
Af Underfamilien Murini:
Muse-Slægten (Mus).
2. Den Aabning i Overkjæbebenet, hvorigjennem Ansigtets

Følenerve gaar, rummer kun Nerven (og Aarer), intet af

Kindmusklen, der er fortrængt.

Af Egern-Familien, Sciuridæ:

a. Øjehulen ikke dækket af noget Ben-Tag. Veludviklet
Klo paa Tommelfingeren. Kindtænderne højkronede;
kun 4 øvre Kindtænder. Særlig uddannet som Svøm-
mer : med meget lille Øre, med bred, fladtrykt skællet
Hale, med Svømmehud mellem Tæerne.

Af Underfamilien Castorini:
Bæver-Slægten (Castor).

b. Øjehulen dækket af et Ben-Tag. Kort Negl paa Tommel-
fingeren. Kindtænderne lavkronede. 5 øvre Kindtæn-
der, den forreste kun lille.

Af Underfamilien Sciurini :

a. Kindtænderne med forholdsvis lave Knolde og
Kamme, de øvre i Omrids firsidede. Uddannet til
Klatring: Lemmerne lange; Kløerne korte, krogede;
Halen lang og langhaaret; Øret anseligt, langhaaret.
Egern-Slægten (Sciurus).

/?. Kindtænderne med forholdsvis høje Knolde og
Kamme, de øvre i Omrids nærmest tresidede.
Uddannet til Gravning: Lemmerne korte; Kløerne
lange og ret lige; Halen kort og forholdsvis kort-
haaret; Øret meget lille, korthaaret.
Steppe-Egern-Slægten (Spermophilus).

Hare-Familien (Leporidæ).

Hare- Slægten (Lepus).

Kroppen lang, men sammenbøjelig. Halen ganske

kort og tynd, bortset fra Haarklædningen. Lemmerne

lange, men kunne bøjes stærkt i Leddene. Snuden

stump. Den nøgne Del af Næsebrusken meget lille,

57

omgivende Næseborets inderste Hjørne, ved en Fure
skilt fra den tilsvarende paa modsatte Side. Over-
læben furet paalangs. Øjet meget stort. Øret meget
stort, meget længere end Hovedet, simpelt tragt-
formet. Haandfladen uden Trædepuder, overvoxet af
Haar. Fingrene 5; Tommelfingeren kort, men vel-
udviklet, med Klo som paa de andre Fingre, Kløerne
ret lange, smalle, lige. Foden meget langstrakt, uden
Tommel, ellers formet paa noget lignende Maade som
Haanden. Varbørsterne paa Overlæben og over Øjet
lange og stærke. Øret klædt med tætte, men korte
Haar. Haarklædningen over det meste af Legemet
ellers, ogsaa paa Over- og Underside af Haand og
Fod og paa Halen, tæt og lang. Tandsættet er
12. ■ 234567 Porreste øvre Fortand rummes helt i

1 . . 34567 •

Mellemkjæben eller strækker sig lidt ind i Overkjæbe-
benet; dens Forside er furet paalangs; Emaillen hvid.
Bageste øvre Fortand lille, stiftformet, rodløs. Nedre
Fortand rummes i Underkjæbens Hagestykke; dens
Forside er glat. Kindtænderne højkronede, rodløse,
tæt sammentrængte, de fleste af dem med en lodret
Fure baade langs Yder- og Inderside og med tre op-
staaende Tværlister af Emaille paa Slidfladen ; bageste
øvre Kindtand ganske lille og vantreven, bageste
nedre ligeledes; de nedre Kindtænder ere omtrent
lige i hele deres Højde; de øvre Kindtænder ere der-
imod ret stærkt buede, vendende den hule Side udad.
Veludviklede Mælketænder findes til de tre forreste
øvre og de to forreste nedre Kindtænder, i Form
mindende om deres Efterfølgere. Hovedskallens Axe
ejendommelig buet. Den Aabning i Overkjæbebenet,

58

ved Kindbuens forreste Grund, hvorigjennem Ansigtets
Følenerve løber, snever, kredsformet, ganske upaa-
virket af Tyggemuskler. Forrest paa Kindbuen en
stærk Udvæxt fremkaldt af Kindmusklens Udspring.
Næsehulen stærkt opsvulmet. Stor pladeformet Ud-
væxt fra Pandebenet over Øjehulen. Trommebenet
med tudformet ydre Øregang, indvendig udelt. Den
Del af Overkjæbebenet, der danner Sidevæg i Næse-
hulen, ufuldstændig forbenet, i Form af et Netværk
af Ben-Traade; lignende ufuldstændig Forbening findes
sine Steder i Hjernekassens Væg. Hinde-Aabningerne
i Ganen bag Fortænderne ualmindelig store.

Vore Arter, Hare og Snehare, Lepus europæus og L.
variabilis, ere begge blandt Slægtens øverste, indbyrdes nær-
staaende. I Sammenligning med Haren er Sneharen den mindst
oprindelige; den bærer Præg af at have sit egenligste Hjem
i koldere, mindre frodige Egne. Dens Øre er noget mindre,
som det plejer at være Tilfældet hos høj nordiske Dyr i Sammen-
ligning med deres sydligere Slægtninge, fordi Kulden hindrer
Ørets frie Brug; det rejses og udfoldes mindre, holdes mere
tiltrykt til Hovedet for Varmens Skyld. Maaske Næsehulens
noget ringere Grad af Opsvulmning er at tyde paa tilsvarende
Maade; den kan have sin Grund i, at Næsen af Hensyn til
Kulden holdes mere lukket, ikke som hos den sydligere Slægt-
ning stadig fyldes med Luft for at vejre. Ogsaa Halen er for-
holdsvis kort som sædvanlig hos høj nordiske Pattedyr, ind-
skrænket i Brug. Fortænderne faa mindre Lejlighed til at gnave
Bark, men bruges mere som Niptænger til at afplukke Blade;
de blive noget mindre stærke og mere fremadrettede; den øvre
faar en noget mindre buet Form, men bliver længere og skyder
sin Grund længere tilbage, ud af Mellemkjæbebenet, ind over
den tilgrændsende Rand af Overkjæbebenet. Kindtænderne faa
mere Arbejde med at tygge sejgt Stof, og de faa noget højere
Kroner og skyde deres Grund højere op i Bunden af Øje-
hulen; de løfte Øjet lidt ivejret, og Pandebenets Udvæxter over
Øjehulen løftes med det samme, saa at de komme til at hæve
sig mere over Pandens Flade. Som hjemmehørende i Lande,
hvor den hvide Vinter er mere fremherskende, har den faaet
en gjennemgaaende lysere Farve, selv i den forholdsvis mørke
Sommerdragt; om Vinteren bliver den saa godt som helt hvid.

59

medens Haren, hos os, er næsten ens i Farve Sommer og
Vinter.

Oversigt over de danske Arter af Hare-Slægten (Lepus).

I. Øret langt. Halen forholdsvis lang. Haarene paa Halens
Overside sorte. Sommerdragt og Vinterdragt næsten ens,
mørke. Øvre Fortand rummes helt i Mellemkjæbebenet.
Næsebenet meget stort. Pandebenets Udvæxt over Øjehulen
kun svagt opstaaende.
Hare (Lepus europæus).
II. Øret forholdsvis kort. Halen kort. Haarene paa Halens
Overside mest hvide. Sommerdragten forholdsvis lys ; Vinter-
dragten hvid eller næsten hvid. Øvre Fortand naar ind i
Overkjæbebenet. Næsebenet mindre. Pandebenets Udvæxter
over Øjehulen mere opstaaende.
Snehare (Lepus variabilis).

18. Hare (Lepus europæus PalL).
(Lepus timidus.)

Krop 600 ^"', Hale (uden Haar) 100, Øre 150, Fod 142.
Øret rager langt frem over Snudespidsen, naar det trykkes
frem over Ansigtet. Halen omtrent saa lang som Hovedet.
Haarklædningens Farve over det meste af Oversiden, set paa
Afstand, mørkt gulbrun ; Dækhaarene mest ved Grunden hvid-
lige, mod Spidsen gullige, i Spidsen brunsorte; Bundhaarene
mest ved Grunden hvidlige, mod Spidsen gule, i Spidsen sorte.
Farven over det meste af Legemets Underside hvid, paa Hals
og Bryst rustgul eller rustrød. Omkring Øjet en lys, gullig
Ring som Udvidelse af en lys Længdestribe langs Hovedets
Side. Nakken ublandet rustrød, det meste af Forlem og Fod lige-
ledes, i mørkere eller lysere Afskygning. Spidsen af Øret sort, en
stor Plet paa dets Bagside hvid. Halens Overside sort. Under-
siden hvid. Sommer- og Vinterdragt næsten ens, i Danmark
(i koldere Lande er Vinterdragten lysere). Ungens Dragt næsten
som de voxnes. Øvre Fortand forholdsvis bred, stærkt krum-
met, dens Grund helt indesluttet i Mellemkjæbebenet, hvis
Bagrand den ikke naar. Næsebenet i sin største Udstrækning,
fra forreste til bageste Hjørne, betydelig længere end Sømmen

60

mellem Pandebenene. Pandebenets Udvæxt over Øjehulen
kun svagt hævet over selve Panden, der derfor synes ret flad.
Længden af øvre Kindtænders Række 19 mm^ af nedre Kind-
tænders Række 20, Hovedskallens Længde 88, Underkjæbens
Længde 77.

Fig. 20. Hare. Hovedskal. Lidt formindsket.

Fra Sneharen, der i Sommerdragt let kan forvexles med
den, skjelnes den hurtigst ved sit længere Øre, sin længere
Hale, hvis Overside er helt sort, ved sin mere brogede, mere
stærkt farvede Dragt, saaledes ved den mere fremtrædende lyse
Stribe paa Siden af Hovedet. I Hovedskallen er det sikreste
Mærke Kortheden af øvre Fortand, hvis Grund ikke naar ind
i Overkjæbebenet.

Almindelig udbredt over hele Landet, ogsaa paa Bornholm.
I Stenalderen synes den at have været mere faatallig end nu,
at slutte efter de yderst faa Levninger, der ere fundne i Sten-
alderens Kjøkkenmøddinger; som mere skovklædt har Landet
maaske dengang været mindre tillokkende for Haren, der som

61

egenlig et Steppedyr bedre finder sig tilrette paa Nutidens
Marker og Heder. I nyere Tid er der flyttet saa meget omkring
med den paa kunstig Maade, og der er saa ofte indført „frisk
Blod" fra fremmede Lande, at den i naturhistorisk Henseende
har mistet meget i Betydning. Arten findes i vore Nabolande
med Undtagelse af Sverig og Norge; i Syd-Sverig er den dog
paa nogle Steder kunstig indført.

19. Snehare (Lepus variabilis Pall.).
(Lepus timidus, borealis, canescens.)

Krop omtrent 600 mm, Hale omtr. 50, Øre 118, Fod 156.
Øret rager neppe frem over Snudespidsen, naar det trykkes
frem over Ansigtet. Halen omtrent halvt saa lang som Hovedet.
Farven over det meste af Oversiden, set paa Afstand, i Sommer-
dragten hos den sydskandinaviske Race, graabrun; den gullige
eller rødlige Tone paa Dæk- og Bundhaar kun svag. Farven
over det meste af Legemets Underside hvid. Ingen eller saa
godt som ingen lys Stribe paa Hovedets Side. Nakke og For-
lem nærmest farvede som det øvrige af Oversiden. Spidsen af
Øret sort, dets Bagside graa. Halens Overside enten hvid eller
graalig, ved Indblanding af en Del sorte Haar; dens Underside
hvid. Vinterdragten enten helt hvid, dog med sort Ørespids,
eller dog meget lys, brunlig- eller graalig-hvid. Ungens Dragt
omtrent som de voxnes Sommerdragt. Øvre Fortand smal, svagt
krummet, med sin Grund naaende ind i den forreste Rand af
Overkjæbebenet, eller længere tilbage, udposende Overkjæbe-
benets Gane-Rand i en svag Pukkel. Næsebenet i sin største
Udstrækning omtrent paa Længde med Sømmen mellem Pande-
benene. Pandebenets Udvæxt over Øjehulen tydelig løftet op
over selve Panden, der derfor synes nedhulet. Længden af
øvre Kindtænders Række 19 mm^ af nedre Kindtænders Række
20, Hovedskallens Længde 83, Underkjæbens Længde 74V2-

Fra Haren skjelnes den bedst ved sit kortere Øre, sin
kortere Hale med lys Overside, og ved sin, ogsaa om Som-
meren, mere lyse, mindre brogede Dragt. I Hovedskallen er
den lange øvre Fortand, der strækker sin Grund ind i Over-
kjæbebenet, det sikreste Mærke.

Har en sjelden Gang vist sig paa Sjælland, sikkert som
Gjæst fra Skaane, kommende over Isen; i Zoologisk Museum

62

haves saaledes et Skind af en Snehare skudt ved Frederiksborg
i December 1844. Der har flere Gange gaaet Rygter om, at
Arten senere var kunstig indført i Landet fra Sverig, ligesom
det er givet, at den danske Hare er indført til Sverig; man
har derved mistet en sjelden Lejlighed til at iagttage det natur-
lige Skjel mellem to nærstaaende Arter. Den lever i Nutiden
i Europa i Pyrenæerne, Alperne, Irland, Skotland, hele Sverig
og Norge, Finland, Nord-Rusland. Under Istiden har den været
udbredt over det meste af Europa, og den har vel ogsaa i sin
Tid levet i Danmark.

Indført i Landet fra Syd-Europa er Kaninen, Lepus cuniculus,
der mest holdes som rent Husdyr i forskjellige kunstige Racer, men ogsaa
har været udsat som „vild" her og der paa smaa Øer, hvor den en Tid
lang har fristet Livet, og hvor dens Knogler kunne findes i Jorden. I
Bygning staar den meget nær ved Haren, men paa et lidt oprindeligere
Trin: Øret er mindre (bortset fra kunstige Vanskabninger), Næsehulen
mindre opsvulmet, den bageste Næsegang i mindre Grad udvidet, saa at
Ganen bagest har en mere sædvanlig Form, Pandebenets Udvæxt over Øje-
hulen er mindre og ikke opstaaende. Lemmerne ere kortere. Knoglerne
ere allerede kjendelige fra Harens paa deres meget ringere Størrelse.

Springmus - Familien (Dipodidæ).

Birkemus -Slægten (Sminthus).
Krop og Lemmer nærmest af Form som hos Mus.
Halen meget lang, meget længere end Kroppen, tynd.
Snuden ret kort. De hvælvede Næsebruske om Næse-
borene ikke stødende sammen i en Fure i Midtlinien,
men skilte ved en smal lodret Hudfold. Overlæben
uden Længdefure. Øjet af Middelstørrelse. Øret af
Middelstørrelse, tykt, afrundet, med et anseligt frem-
staaende bageste Ørelaag udgaaende fra Ørets Bag-
rand i Form af en pladeformet Udvæxt, der lægger
sig frem over Øre-Aabningen. Haandfladen nøgen,
smal, med 5 store, afrundede, noget toppede Træde-
puder, der næsten fylde hele Fladen. 5 Fingre; Tom-
melen ganske kort, med flad Negl ; de andre ret lange,

63

med smaa skarpe Kløer, 3dje og 4de næsten lige
lange, 2den betydelig kortere, lidt længere end 5te;
Fingrenes Underside med Hudringe. Foden ret lang
og smal, med 5 ret lange Tæer med smaa skarpe
Kløer. Fodsaalen næsten nøgen, kun med enkelte
Haar mellem Trædepuderne; 6 ret anselige afrundede
Trædepuder; Huden mellem dem grynet. De tre
mellemste Tæer omtrent lige lange, 5te betydelig kor-
tere, 1ste igjen betydelig kortere; Tæernes Underside
med Hudringe. Halen skællet. Snudens Varbørster
ret lange, men svage. Haarklædningen paa Øret kort
og fin, paa bageste Ørelaag dog lang; paa Oversiden af
Haand og Fod kun korte Haar, der ikke skjule den
skællede Hud; paa Halen korte stive Haar, der ikke
skjule Skællene; Haarklædningen over det meste af
Legemet ellers tæt og lang. Tandsættet er ^' ' ^^^.
Fortænderne lange, smalle, den øvre naaende ind i
Overkjæbebenet, den nedre op mod Underkjæbens Led-
knude, hvor dens bageste Ende frembringer en svag
Pukkel paa Kjæbens Yderside; deres Emaille gul, 4
øvre, 3 nedre Kindtænder, alle lavkronede, med korte
Rødder; forreste øvre vantreven, med næsten kreds-
formet, svagt knoldet Krone; bageste øvre og bageste
nedre lidt indskrænkede, med knoldede Kroner; de
andre Kindtænder hver med 4 stumpe Hovedknolde,
stillede parvis overfor hverandre, og med nogle smaa
Bikamme. En Mælketand maa vel findes som For-
gænger for den lille forreste øvre Kindtand; men
den er ikke paavist. Hovedskallens Axe lige. En
stor, i Omrids pæreformet Aabning, bredest forneden,
i Kindbuens forreste Grund, tjenende til Gjennemgang

64

for baade Nerve og Aarer og for en Del af Kindmusk-
len; Aabningens Ydervæg en ret smal Benbro. Ingen
fremstaaende Udvæxt for Kindmusklens Udspring ved
Kindbuens forreste Grund. Næsehulen ikke opsvulmet.
Intet Ben-Tag over Øjehulen ; Pandens Rand over Øje-
hulen skarp. Trommebenet lille, uden fremstaaende ydre
Øregang, indvendig udelt. Overkjæbebenets Ansigts-
Del fuldstændig forbenet. Forreste Gane-Aabning stor.

20. Birkemus (Sminthus subtilis Pall.).

(Mus subtilis, vagus, betulinus, Sminthus nordmanni, loriger,

Sicista subtilis.)

Krop 58 mm^ Hale 98, Øre 12, Fod 17. Oversiden mest

brungraa; Dækhaarene ved Grunden blygraa, nogle iøvrigt helt

brune, andre gullige med brun Spids; Bundhaarene ved Grun-

Fig. 21. Birkemus.
Højre Øre. Natur-
lig Størrelse.

Fig. 22. Birkemus.

Hovedskal. Naturlig

Størrelse.

Fig.23. Birkemus. En
øvre højre Kindtand,
Slidflade. Forstørret.

den graa, i Spidsen gullige. En ret skarpt afgrændset sort eller
brunsort Stribe gaar fra Nakken langs Ryggens Midte til Halen.
Undersiden hvidgraa. Ingen skarp Grændse mellem Over- og
Undersidens Farve. Haarene paa Halens Overside brunlige,
paa Undersiden hvidlige. Længden af øvre Kindtænders Række
31/4 mm, af nedre Kindtænders Række 3, Hovedskallens Længde
18, Underkjæbens Længde 10.

Halen vexler hos Arten betydelig i Længde; hos alle de
danske Birkemus er den paafaldende lang.

Skjønt Birkemusen efter sin indre Bygning er en højst
ejendommelig Slægt, er den i Ydre let at forvexle med Mus,
og paa Grund af sin skarpt afgrændsede sorte Rygstribe har

85

den oftere været holdt for Brandmus. Allerede den graalige,
ikke rødlige Farve skiller den fra Brandmusen, ligeledes det
store bageste Ørelaag, der minder lidt om Dvergmusen. De
sikreste ydre Kjendemærker for Birkemusen overfor ægte Mus
ere den udelte Overlæbe og den lodrette fremstaaende Hud-
fold mellem Næseborene, Egenskaber, der ikke findes hos
andre af vore nulevende Gnavere.

Findes udbredt over Jylland; kjendes fra Egnen om Ribe,
Kolding, Vejle, Horsens, Aalborg, Lemvig og Vestervig. Paa
Øerne er den ikke funden. I Henseende til Udbredelse er
den vort mærkeligste Pattedyr. Foruden fra Jylland kjendes
den i Nutiden i Europa kun fra Skaane, hvor den én Gang,
i 1835, er funden ved Landskrona, fra Finland, Rusland, Polen
og Ungarn; i Sibirien er den vidt udbredt, og her hører den
særlig til i aabne Egne som Stepperne, men findes ogsaa i
tilgrændsende Skove, mest i tynd Birkeskov. Som jordfunden
er den paavist i Nærheden af Wien. Hos os er den sikkert
en Levning fra „Steppetiden", en Tid efter Istiden, inden
Landet ret var skovklædt. Siden den er funden i Skaane, er
det saa godt som givet, af den ogsaa har levet paa de danske
Øer, der i sin Tid have været landfaste med Jylland og Skaane
og været den Bro, hvorover Sverig har faaet en stor Del af
sin Dyreverden. Grunden til, at den endnu lever i Jylland,
men ikke paa Øerne, er vel, at Jylland har beholdt mest af
det aabne Lands Præg. I Skjebne har den haft meget fælles
med Ilderen.

Syvsover-Familien (Myoxidæ).

Hasselmus-Slægten (Muscardinus).
Krop og Lemmer nærmest af Form som hos Mus.
Halen lang og ret tyk. Snuden ret kort. De h\*æl-
vede Næsebruske om Næseborene stødende sammen
i Midtlinien. Overlæben med Længdefure. Øjet stort.
Øret af Middelstørrelse, tykt, afrundet, med et anse-
ligt fremstaaende bageste Ørelaag. Haandfladen nøgen,
bred, med 5 store, afrundede, ret flade Trædepuder,
der næsten fylde hele Fladen. 5 Fingre; Tommelen
ganske kort, med flad Negl; de andre lange," med
skarpe Kløer; 3dje og 4de næsten ens i Længde,

Winge: Pattedyr. 5

66

2den og 5te kun lidt kortere og indbyrdes næsten
lige lange; Fingrenes Underside med Hudringe. Foden
ret lang, men ogsaa bred, med 5 Tæer, af hvilke
Tommeltaaen er kort, med en lille kort Klo, men de
andre lange, med smaa skarpe Kløer; Fodsaalen
næsten nøgen; paa Hælen nogle korte Haar; 6 store
afrundede, brede, ret flade Trædepuder; Huden mellem
dem rynket-grynet. De tre mellemste Tæer omtrent
lige lange, 5te kun lidt kortere, 1ste meget kortere;
Tæernes Underside med Hudringe. Halen fint skæl-
let, men Skælklædningen saa godt som skjult af
Haarene. Snudens Varbørster lange og stærke. Ørets
Haarklædning ret lang; paa Oversiden af Haand og
Fod kun korte Haar, der dog næsten skjule Huden;
Halens Haarklædning tæt og ret lang; Haarklædningen
over det meste af Legemet ellers tæt og ret lang.
Tandsættet er ]' ' t^^^. Fortænderne nærmest som hos

1. . 4567

Sminthus. 4 øvre og 4 nedre Kindtænder, alle lav-
kronede med korte Rødder; forreste øvre og forreste
nedre ganske smaa med nærmest kredsformet Krone;
af de tre andre i hver Kjæbe er den forreste lidt større
end de to bageste, men ellers væsenlig af samme Form;
hver af dem har 5 til 7 lave, smalle Tværkamme. En
lille Mælketand som Forgænger for forreste øvre og
forreste nedre Kindtand. Hovedskallen, ligesom hos de
følgende Slægter, nærmest som hos Sminthus i Modsæt-
ning til Lepus; men: En anselig, i Omrids ægformet
Aabning i Kindbuens forreste Grund, bredest foroven;
Aabningens Ydervæg en ret stærk Benbro. Tromme-
benet anseligt, med lidt tudformet ydre Øregang, indven-
dig kamret. Forreste Gane-Aabning ret lang, men smal

67

21. Hasselmus (Muscardinus avellanarius (L.)).
(Mus, Myoxus avellanarius, Myoxus muscardinus.)
Krop 68 mm^ Hale 70, Øre 11, Fod 16. Hele Oversiden
brungul; Dækhaarene ved Grunden blygraa, de fleste iøvrigt
gullige, mange med en kort, brunsort Spids, de længste helt
brunsorte; Bundhaarene ved Grunden graa, i Spidsen gullige.

Fig. 24. Hasselmus. Hovedskal. Fig. 25. Hasselmus. En øvre højre
Naturlig Størrelse. Kindtand, Slidflade. Forstørret.

Undersiden hvidgul, dog Brystet hvidt. Ingen skarp Grændse
mellem Over- og Undersidens Farve. Halen foroven og for-
neden brungul. Længden af øvre Kindtænders Række 5mm^
af nedre Kindtænders Række 4^/4, Hovedskallens Længde 21^/2,
Underkjæbens Længde 13V2-

Fra alle vore andre Smaagnavere kj endes Hasselmusen
strax ved sin ret tykke, tæt haarklædte Hale. Dens ensartede
brungule Farve har den kun fælles med Dvergmusen.

Kjendes i Danmark kun fra Fyn og Sjælland, endda kun som
en Sjeldenhed. Den har hos os en Del af sin Nordgrændse; fra
Norge kjendes den ikke; i Sverig findes den kun i de sydlige og
mellemste Dele af Landet; i vore andre Nabolande er den der-
imod udbredt. Den synes særlig at høre hjemme i Egeskov med
Hassel som Underskov, og den har da maaske i Egeskovens
Tid været mere udbredt i Landet, end den er nu.

To Slægtninge af Hasselmusen, to „Syvsovere", Eliomys qver-
c i n u s (eller nitela) og Myoxus glis, leve i Lande, der ligge nær Syd for
Danmark; begge skulle leve i Meklenborg, E. qvercinus endogsaa i Hol-
sten ; Nordgrændsen for deres Udbredelse kjendes ikke. Det er ikke sand-
synligt, at de for Tiden skulde findes i Danmark; større Mulighed er der
vist for at finde deres Knogler i Jorden og da især i Aflejringer fra Ege-
skovens Tid. Begge have stor Lighed med Hasselmusen. E. qvercinus,
der er en Del større end Hasselmusen, udmærker sig ved sin brogede
Dragt; særlig paafaldende er en bred, sort Stribe om Øjet; Halen er i
sin inderste Del ret korthaaret ; men i Spidsen findes en stor Dusk lange

68

Haar; Haleduskens Overside er sort, Undersiden hvid; 4 øvre og 4
nedre Kindtænder findes ; de ere væsenlig ens i Form, alle smaa, med
kun faa Tværkamme, i Form mindende ikke lidt om Egernets Tænder.
M. glis er omtrent paa Størrelse med en Rotte, men minder i Ydre meget
om Egernet ; Farven er ret ensartet graa foroven, hvidlig forneden ; kun
svage Spor af mørk Øjestribe findes; Halen er i hele sin Udstrækning
klædt med lange, udstaaende Haar ; Kindtænderne, 4 øvre og 4 nedre,
ere indbyrdes mindre uens end hos Hasselmusen, men tværriflede paa
lignende Maade som hos den.

Muse-Familien (Muridæ).

Rødmus-Slægten (Hypudæus).
Krop og Lemmer nærmest af Form som hos Mus,
Lemmerne dog ret korte. Halen omtrent af Kroppens
halve Længde, tynd. Snuden ret kort. De hvælvede
Næsebruske om Næseborene stødende sammen i
Midtlinien. Overlæben med Længdefure, ret kort.
Øjet af Middelstørrelse. Øret stort, tyndt, afrundet,
med et anseligt fremstaaende pladeformet bageste Øre-
laag. Haandfladen nøgen, smal, med 5 store af-
rundede, toppede Trædepuder, der fylde det meste af
Fladen. 5 Fingre; Tommelen ganske kort med flad
Negl; de andre ret lange med smaa skarpe Kløer;
3dje og 4de Finger de længste; 3dje lidt længere
end 4de, 2den betydelig kortere, 5te igjen noget
kortere; Fingrenes Underside med Hudringe. Foden
ret lang og smal, med 5 ret lange Tæer med smaa
skarpe Kløer. Fodsaalen tæt haarklædt over den
bageste Halvdel; fortil, mellem Trædepuderne, findes
derimod kun en tynd Klædning af smaa Haar; 6
anselige afrundede Trædepuder; Huden mellem dem
grynet. De tre mellemste Tæer omtrent lige lange,
5te betydelig kortere, 1ste igjen betydelig kortere;

69

Tæernes Underside med Hudringe. Halen skællet. Snu-
dens Varbørster lange, længere end Hovedet, og ret stær-
ke. Haarklædningen paa Øret kort og fin, bageste Øre-
laag nøgent; paa Oversiden af Haand og Fod kun korte
Haar, der ikke skjule den skællede Hud; paa Halen korte,
stive Haar, der ikke helt skjule Skællene; Haarklædnin-
gen over det meste af Legemet ellers tæt og meget lang,
saa at endogsaa det store Øre næsten helt skjules i Haa-
rene. Tandsættet er ]' ' tf^, som hos alle vore Murider.
Fortænderne nærmest som hos Sminthus, de øvre dog
betydelig bredere ; nedre Fortands bageste Ende naar op
mod Underkjæbens Ledknude, men frembringer ikke
nogen Pukkel paa Underkjæbens Yderside. 3 øvre og 3
nedre Kindtænder, forreste størst, bageste mindst, alle
meget højkronede, i yngre Alder rodløse, hos de ældre
med Rødder, fyldende stærkt i Kjæberne, de øvre dog
ikke udpuklende Overkjæbebenets Krop i voldformede
Forhøjninger, bageste nedre slet ikke udpuklende Under-
kjæben; Emaillen tyk; Kronerne se ud som sammen-
satte af tresidede Prismer med ret afrundede Hjørner;
Prismernes Tal er paa de øvre Kindtænder 5 paa for-
reste, 4 paa mellemste og nærmest 6 paa den bageste,
paa de nedre henholdsvis 7, 3 — 5 og 3. Ingen Mælke-
tænder, som hos andre Murider. En stor, nærmest spalte-
formet, foroven noget udvidet Aabning i Kindbuens for-
reste Grund ; Aabningens Ydervæg bred og stærk ; Yder-
væggens Forrand ikke naaende frem foran Aabningens
Loft. Intet Ben-Tag over Øjehulen; Pandebenets
Rand over Øjehulen ikke skarp, men glat afrundet.
Trommebenet ret lille, uden fremstaaende ydre Øre-
gang, indvendig nærmest udelt, ikke svampet. For-

70

reste Gane-Aabning lang, men smal. Næsebenets
forreste Ende lige saa langt fremme som Mellem-
kjæbens forreste Rand. Mellemissebenet tilspidset til
Siderne. Ganen ret bred, dens bageste Rand uden
Fortykkelse i Midten. Kilebenskroppene og Nakke-
benets Grunddel ret brede. Nogle af Ansigtets Knog-
ler, Pandeben, Overkjæbeben, Ganeben o. a., allerede
hos det unge Dyr fast sammenvoxede.

22. Rødmus (Hypudæus glareola (Schreb.)).

(Mus, Arvicola, Euotomys glareolus. Typen for Arten er fra
Lolland, hvor den fandtes af O. F. Muller i 1777; en Afbild-
ning af den sendte han til Schreber, der herpaa grundede sin
Mus glareolus.)

Krop 88 mm^ Hale 39, Øre I21/2, Fod 17, maalt paa en
Rødmus fra Lolland. Hele Oversiden rødbrun: Dækhaarene

Fig. 26. Rødmus.
Hovedskal. Na-
turlig Størrelse.
Fig. 27. Rødmus.
Nedre fa) og øvre
(b) højre Kind-
tand-Række, Slid-
flade. Forstørret.

Fig. 26.

b. Fig. 27.

ved Grunden blygraa, nogle ellers helt gullige, andre gullige
med brun Spids, andre igjen helt brunlige; Bundhaarene mest
helt graa. Undersiden ret ren hvid, Haarenes graa Grund tildels
synlig. Halens Overside klædt med brunlige Haar, dens Under-
side hvid. Længden af Kindtændernes Række, baade øvre og
nedre, 51/2 "^'", Hovedskallens Længde 23, Underkjæbens
Længde 14V2-

I Ydre har Rødmusen stor Lighed med vore to mindste
Arter Arvicola, især med deres Unger; dens længere Hale
gjør den dog strax kjendelig, ogsaa dens paafaldende røde
Farve; dens slankere Bygning i det hele, mere mindende om

71

ægte Mus, er ligeledes ret iøjnefaldende, skjønt den tilsløres
af den lange Haarklædning. Efter Hovedskallen er ingen For-
vexling mulig.

Almindelig over hele Landet, særlig knyttet til Skov; fra
Bornholm kjendes den dog ikke. I Uglegylp findes dens
Knogler ofte. Ogsaa fra Stenalderen er den eftervist. Den
er vidt udbredt til alle Sider for Landet.

Markmus- Slægten (Årvicola).
Krop og Lemmer nærmest af Form som hos Mus,
Lemmerne dog betydelig kortere. Halen kortere end
Kroppen, undertiden over Kroppens halve Længde,
oftest meget kortere, tynd. Snuden kort. De hvæl-
vede Næsebruske om Næseborene stødende sammen
i Midtlinien. Overlæben med Længdefure, meget kort.
Øjet ret lille. Øret anseligt eller ret lille, tyndt eller
ret tykt, afrundet, med et anseligt fremstaaende plade-
formet bageste Ørelaag. Haandfladen nøgen eller
næsten nøgen, smal, med 5 større eller mindre, af-
rundede, toppede Trædepuder, der mere eller mindre
fylde Fladen. 5 Fingre; Tommelen ganske kort, med
flad Negl; de andre Fingre ret lange, med smaa skarpe,
krogede, eller med mere stærke og mere lige Kløer;
3dje og 4de Finger de længste, 3dje lidt længere end
4de, 2den betydelig kortere, 5te igjen noget kortere;
Fingrenes Underside med Hudringe. Foden ret lang
og smal, med 5 ret lange Tæer med smaa skarpe
krogede, eller med mere stærke og lige Kløer. Fod-
saalen mere eller mindre tæt haarklædt over den bageste
Halvdel eller nøgen ; fortil mellem Trædepuderne findes
kun spredte Haar eller slet ingen; sædvanlig 6, oftest
anselige afrundede Trædepuder, af hvilke dog den
bageste yderste er paafaldende mindre end de andre;

72

undertiden mangler den ; Huden mellem Trædepuderne
grynet. De tre mellemste Tæer omtrent lige lange,
5te betydelig kortere, 1ste igjen betydelig kortere;
Tæernes Underside med Hudringe. Halen skællet.
Snudens Varbørster neppe længere end Hovedet, ret
svage. Haarklædningen paa Øret kort og fin eller
ret lang; bageste Ørelaag nøgent; paa Oversiden af
Haand og Fod kun korte Haar, der ikke skjule den
skællede Hud; paa Halen korte stive Haar, der neppe
skjule Skællene; Haarklædningen over det meste af
Legemet ellers tæt og meget lang; Øret næsten skjult
i Haarene. Øvre Fortand bred; nedre Fortands
bageste Ende naar op mod Underkjæbens Ledknude
og frembringer en mere eller mindre udstaaende
Pukkel paa Underkjæbens Yderside. 3 øvre og 3
nedre Kindtænder, forreste størst, bageste mindst, alle
meget højkronede, altid rodløse, de øvre udpuklende
Overkjæbebenet i tre voldformede Forhøjninger, bageste
nedre udpuklende Underkjæbens nedre Rand; Emaillen
tynd; Kronerne se ud som sammensatte af tresidede
Prismer, mest med skarpe Hjørner; Prismernes eller
„Emailleslyngernes" Tal er paa de øvre Kindtænder
5, sjelden 6, paa forreste, 4 — 5 paa mellemste, 5 — 7
paa bageste, paa de nedre 7 — 9 eller flere paa forreste,
5 paa mellemste og 3 paa bageste. En stor, nær-
mest spalteformet, foroven noget udvidet Aabning i
Kindbuens forreste Grund; Aabningens Ydervæg bred
og stærk; Ydervæggens Forrand ikke naaende frem
foran Aabningens Loft. Intet Ben-Tag over Øjehulen ;
Pandebenets Rand over Øjehulen ikke skarp, men
glat afrundet. Trommebenet stort, uden fremstaaende

73

ydre Øregang, indvendig mere eller mindre fyldt med
svampet Benvæv. Forreste Gane-Aabning lang, men
smal. Næsebenets forreste Ende naar ikke eller neppe
nok saa langt frem som Mellemkjæbens forreste Rand.
Mellemissebenet afstumpet til Siderne. Ganen smal,
dens bageste Rand med Fortykkelse i Midten hen un-
der bageste Næsegang. Kilebenskroppene og Nakke-
benets Grunddel smalle. Nogle af Ansigtets Knogler,
Pandeben, Overkjæbeben, Ganeben o. a., allerede hos
det unge Dyr fast sammenvoxede.

Af Slægtens tre danske Arter, Vandrotte, Syd-Mark-
mus og Markmus, Arvicola amphibius, A. arvalis,
A. agrestis, er Vandrotten den, der væsenligst staar paa det
■laveste Trin. I Ydre viser det sig i Længden af Halen, der
er omtrent halvt saa lang som Kroppen eller mere, medens
den hos de andre er meget kortere. I Hovedskallen viser det
sig mest paafaldende i den forholdsvis ringe Størrelse af
Trommebenet, der ikke saa meget som hos de andre har
sammentrykket Nakkebenets Grunddel og indvendig i ringere
Grad er fyldt med svampet Benvæv; dets indre Vægge ere kun
ligesom overspundne med et Net af Bentraade, dets Hulhed
er ikke næsten helt fyldt af Benvæv. Som mere end de
andre levende af Rødder er den bleven en mere ihærdig
Graver, og i Svømning har den ogsaa uddannet sig særlig;
baade det ene og det andet har præget sig lidt i dens Byg-
ning. Som Graver har den faaet Øje og Øre mindre og
Kløerne lidt stærkere. Fordi Fortænderne bruges kraftigere
ikke alene til at bide, men vist ogsaa til at rive og slide i
Rødder og andre Gjenstande, der staa ivejen under Grave-
Arbejdet, ere de blevne stærkere, bredere og mere rettede
fremad, medens Læber og Snude ere trukne tilbage endnu
mere end hos de andre; øvre Fortand fylder mere i Kjæben
og bidrager med sin Grund til at sammenpresse den bageste
Del af den forreste Gane-Aabning; nedre Fortand frembringer
med sin Grund en ret iøjnefaldende Pukkel paa Underkjæbens
Yderside. Baade som Graver og Svømmer faar den mindre
Brug for Fodens Trædepuder, der noget svinde i Størrelse;
den bageste ydre har Tilbøjelighed til helt at forsvinde.
Væsenligst som Svømmer har den nogen Tilbøjelighed til at
faa forlængede Haar langs Haandens og Fodens Rande. Til-
syneladende er forreste nedre Kindtand hos Vandrotten op-

74

rindeligere formet, med færre Slyngninger paa Tyggefladen
end hos de andre; men i Virkeligheden er den det ikke; dens
simple Form er fremkommen ved en Sammensmeltning og
Udviskning af Slynger, der hos Ungen endnu ere tydelige.

Syd-Markmusen staar et lille Trin lavere end den al-
mindelige. Dens ydre Øre har beholdt lidt mere af sin op-
rindelige Fyldighed; Næsebenet er lidt mindre ejendommelig
kort og mindre bredt fortil; mellemste øvre Kindtand har kun
Markmusenes sædvanlige 4 Emailleslynger paa Slidfladen,
medens der hos vor almindelige Markmus næsten altid er at
finde 5, idet den bageste af de fire er udvidet og delt.

Oversigt over de danske Arter af Markmus-Slægten (Arvicola).

I. Halen lang, omtrent af Kroppens halve Længde eller mere.
Nakkebenets Grunddel forholdsvis bred. Øvre Fortand bred,
lidt rettet fremad; paa Underkjæbens Yderside en anselig
Pukkel frembragt af nedre Fortands Grund; Øret meget
lille; Fingrenes Kløer stærke. Oftest kun 5 Trædepude^
paa Fodsaalen. Forreste nedre Kindtand, hos det voxne
Dyr, har kun 4 skarpt fremspringende Hjørner paa Inder-
siden. Stor, Foden henved 30 Millim.
Vandrotte (Arvicola amphibius).
II. Halen kort, omtrent V3~^/4 af Kroplængden. Nakkebenets
Grunddel smal. Øvre Fortand forholdsvis smal, rettet lige
nedad; paa Underkjæbens Yderside kun en svag Pukkel
frembragt af nedre Fortands Grund; Øret anseligt; Fin-
grenes Kløer svage. 6 Trædepuder paa Fodsaalen. For-
reste nedre Kindtand har mindst 5 skarpt fremstaaende
Hjørner paa Indersiden. Smaa Arter, Bagfoden henved
20 Millim.

a. Øret ret tykhudet, korthaaret. Mellemste øvre Kindtand
har kun 4 Emailleslynger. Næsebenets Yderrand næsten
lige, kun svagt og jevnt buet.

Syd-Markmus (Arvicola arvalis).

b. Øret tyndhudet, langhaaret. Mellemste øvre Kindtand
næsten altid med 5 Emailleslynger, kun sjelden med 4.
Næsebenets Yderrand bugtet, fortil pludselig vigende ud
til Siden.

Markmus (Arvicola agrestis).

23. Vandrotte (Arvicola ajmphibius (L.)).

(Mus, Microtus, Hypudæus, Paludicola amphibius. Mus
terrestris.)

Krop 176 mm^ Hale 94, Øre 15, Fod 29. Halen af Kroppens
halve Længde eller mere. Snuden paafaldende kort. Øret lille,

75

Fig. 28. Vandrotte. Hovedskal.
Naturlig Størrelse.

tyndt. Fodsaalens Trædepuder ret smaa, den bageste ydre meget
lille eller manglende, saa at der kun findes 5 Trædepuder; til
Gjengjeld kan findes en lille overtallig Trædepude udenfor
Trædepuden ved Grunden af 5te Taa. Øret klædt med lange
Haar ; Haarene langs Haandens
Yderrand og langs Fodens Yder-
og Inderrand noget forlængede,
fremstaaende som Fryndse, sær-
lig iøjnefaldende hos ældre Dyr;
Fodsaalens bageste Del, bag
Trædepuderne, enten fint haar-
klædt, dog vist kun hos unge
Dyr, eller helt nøgen; Halens
Haar forholdsvis lange, dog ikke
helt skjulende Skællene. Hele
Oversiden brun eller brunsort
eller sort. Undersiden neppe lysere; Dækhaarene ved Grunden
blygraa, de fleste med brunsort Spids, nogle, flere eller færre,
undertiden næsten ingen, med gullig Spids ; Bundhaarene bly-
graa med brunlig eller gullig Spids. Halen baade foroven og
forneden klædt med brune eller sorte Haar (hos gamle Dyr
kunne Haarene paa Halens Underside være tydelig længere
end paa Oversiden, heri, som i Haandens og Fodens Rand-
haar, en Lighed med Vandspidsmusen). Fortænderne paafal-
dende store og brede, de øvre rettede noget fremad. Forreste
øvre Kindtand har 5 Emailleslynger; forreste nedre har hos
det voxne Dyr kun 7 Emailleslynger; men hos Unger kan der
være tydelige Tegn paa en Deling af den forreste Slynge i flere ;
mellemste øvre Kindtand har 4 Slynger; bageste øvre har 5.
Forreste Rand af Næsebenet naar ikke nær saa langt frem
som Mellemkjæben; Næsebenet fortil ikke pludselig udvidet
til Siden; forreste Ganeaabning bagtil stærkt indsnevret; Tromme-
benet ret lille, indvendig ikke fyldt af svampet Benvæv; Nakke-
benets Grunddel bred; paa Underkjæbens Yderside i Bag-
randen en ret iøjnefaldende fremstaaende Pukkel efter Fortanden.
Længden af baade øvre og nedre Kindtænders Række Q^/o "^^
(hos unge Dyr betydelig mindre ; Tænder, der ikke danne Rod,

76

men vedblive at voxe i Højde, blive hos gamle Dyr mere om-
fangsrige end hos unge), Hovedskallens Længde 391/2? Under-
kjæbens Længde 26.

Allerede paa Grund af sin Størrelse og forholdsvis lange
Hale kan Vandrotten ikke forvexles med nogen anden Art af
Slægten; dens paafaldende korte Ansigt med de store frem-
staaende Fortænder udmærker den fra alle vore andre nu-
levende Gnavere.

Almindelig over hele Danmark, ogsaa paa Bornholm, især
at finde paa Enge ved Vand. Den er vidt udbredt til alle
Sider for Landet.

24. Syd-Markmus (Arvicola arvalis (PaU.)).

(Mus, Microtus, Hypudæus arvalis.)
Krop 99 mm^ Hale 31, Øre 10, Fod 16. Halen omtrent en
Tredjedel af Kroppens Længde. Snuden ikke særlig kort. Øret
anseligt, ret tykt. De 6 sædvanlige Trædepuder paa Fodsaalen
findes, ret anselige. Øret klædt med korte Haar ; Haarene langs
Haandens og Fodens Rande korte ; Fodsaalen bag Trædepuderne
haarklædt, mellem Trædepuderne spredte Haar; Halens Haar
ret korte. Hele Oversiden brungraa ; Dækhaarene ved Grunden
blygraa, nogle ellers helt gullige, andre gullige med brun Spids,
andre igjen helt brunlige; Bundhaarene mest helt graa. Under-
siden hvidgraa. Haarene paa Halens Overside mest brunlige,
nogle af dem hvidlige, paa Undersiden hvidlige. Fortænderne
ikke paafaldende store, de øvre rettede lige nedad. Forreste
øvre Kindtand har 5 Emailleslynger; forreste nedre har 9
Slynger, af hvilke de tre forreste ikke ere skarpt skilte; mel-
lemste øvre har 4; bageste øvre har 6 Slynger, paa Indersiden
oftest 4 fremstaaende Hjørner, undertiden kun 3. Forreste
Rand af Næsebenet naar ikke fuldt saa langt frem som Mellem-
kjæbebenet; Næsebenet fortil ikke pludselig udvidet til Siden ;
forreste Gane-Aabning ikke indsnevret bagtil; Trommebenet
stort, indvendig fyldt af svampet Benvæv; Nakkebenets Grund-
del smal; paa Underkjæbens Yderside ved Bagranden kun en
svagt udstaaende Pukkel efter Fortanden. Længden af øvre og
nedre Kindtænders Række 6^/2 """, Hovedskallens Længde 24V2»
Underkjæbens Længde 15.

77

Ligheden med den almindelige Markmus er meget stor; de
bedste Kjendemærker ere i Ydre Ørets Tykkelse og korte Haar-
klædning, i Hovedskallen Næsebenets større Smalhed fortil.
Formen af mellemste øvre Kindtand er ikke helt paalidelig.

Kjendes hos os kun fra Jylland, hvor den er almindelig i
den sydlige Del, men stærkt aftagende i Tal nordefter; endnu
er den ikke eftervist nordligere end Viborg og Skive. I Ugle-
gylp fra de paagjeldende Egne ere dens Knogler at finde mere
eller mindre talrig. Den kjendes ikke fra Norge og Sverig,
og den lever i Nutiden ikke i England; Syd for Danmark er
den derimod vidt udbredt. Den er vist blandt de Arter, der
senest ere indvandrede i Danmark, først efter at Øernes For-
bindelse med Jylland var løsnet.

25. Markmus (Arvicola agrestis (L.)).
(Mus, Microtus, Hypudæus agrestis, Microtus gregarius,

Arvicola campestris.)
Krop 102 mm^ Hale 27, Øre 12, Fod 18. Væsenlig som A.
arvalis. Men : Øret tyndt, klædt med lange Haar. Halens Over-
side helt klædt med brune Haar. Forreste øvre Kindtand har

b. a.

Pig. 29. Markmus. Hovedskal. Pig. 30. Markmus. Nedre (a) og øvre (b)
Naturlig Størrelse. højre Kindtand-Række', Slidflade. Porst.

oftest 5 Slynger, men ikke sjelden 6, idet den bageste af de
5 er udvidet og delt; forreste nedre har oftest 9 Slynger, men
ofte er den forreste af de 9 Slynger mere eller mindre dybt
delt, saa at der kan tælles indtil 12 Slynger; mellemste øvre
har oftest 5 Slynger, men ikke helt sjelden, omtrent hos 5 af
100, findes kun 4 Slynger, idet de to bageste ikke ere skilte;
bageste øvre har oftest 6, undertiden 7 Slynger, oftest 4, under-
tiden 5 fremspringende Hjørner paa Indersiden. Næsebenet
fortil stærkt udvidet til Siden; Trommebenet lidt større og

78

Nakkebenets Grunddel lidt smallere. Længden af øvre og nedre
Kindtænders Række 6V2""^) Hovedskallens Længde 26^/2, Under-
kjæbens Længde 16V2-

Kan let forvexles med Syd-Markmusen. Forskjellen i Øre
og Næseben er den sikreste.

Almindelig over hele Landet, ogsaa paa Bornholm, vist vort
almindeligste Pattedyr. Findes paa mange Slags Land, særlig
almindelig paa Enge, ogsaa paa Marker og i unge Træplant-
ninger, hvor den ofte røber sin Tilstedeværelse ved at gnave
Barken af det nederste af Stammen af ganske unge Træer
eller helt at gjennemgnave og fælde dem. I uhyre Mængde
findes dens Knogler i Gylp af Ugler, Musevaager, Taarnfalke,
Rørhøge og flere andre Fugle, ogsaa talrig i Gjødning af Ræve
og andre Rovdyr. Vidt udbredt til alle Sider for Danmark.

Arvicola ratticeps,enmegetnærSIægtningafA. arvalis og A, agre-
stis, kunde maaske findes levende i Landet; saa godt som sikkert har den
været her nærmest Istiden. Den lever endnu i Nord-Tyskland og i Sverig-
Norge, dog ikke mere i det sydligste Sverig; som jordfunden kjendes
den fra Skaane og England og langt ned i Tyskland. I Ydre ligner den
A. agrestis saa meget, at den let kan forvexles ; den er gjennemgaaende
lidt større og lidt mere langhalet. Mellemste øvre Kindtand har kun 4
Slynger, som hos A. arvalis. Dens bedste Kjendetegn, baade overfor A.
arvalis og A. agrestis, er, at forreste nedre Kindtand kun har 7 Slynger,
af hvilke de to forreste ikke ere helt skilte, og Slyngerne ere saaledes
formede, at der paa Tandens Yderside kun er 3 skarpe Kanter, medens
der paa Indersiden er 5; hos Rødmusen, der ogsaa har 7 Slynger, findes
der dog paa Ydersiden 4 og paa Indersiden 5 Kanter ligesom hos A.
arvalis og A. agrestis sædvanlig.

Ligeledes er der stor Sandsynlighed for, at Lemming og Halsbaand-
Lemming, Myodes lemmus ogM. to rq vat u s, have levet i Danmark
nærmest efter Istiden. Begge Arter have omkring Istiden været at finde
langt mod Syd ned i Europa, og i Vest havde de bredt sig til England,
og for Tiden lever Lemmingen Nord og Nordøst for os i Sverig-Norge,
Rusland og Sibirien, Halsbaand-Lemmingen Nordøst for os i Rusland
og Sibirien. Det er de Medlemmer af Markmusenes Gruppe, der mest
have indrettet sig paa at leve i kolde og øde Egne. De ere klædte i
tættere Pels end andre; Halen er bleven ganske kort; Øret er hos M.
lemmus blevet ganske lille, hos M. torqvatus er det forsvundet, alt af
Mangel paa Brug af Hensyn til Kulden ; Haandens Kløer ere blevne
svære Gravekløer, fordi de maa bruges i haard frossen Jord; Tygge-
musklerne have maattet øves mere end ellers og have fremkaldt ual-
mindelig stærke Kamme paa Hovedskallen og svære Kindtænder. Hos
M. lemmus ere Kindtænderne især voxede i Brede; men paa Grund af
Omgivelsernes Modstand ere de hindrede i at brede sig frit, og de mest

79

fremstaaende Kanter paa Siderne ere trykkede og se ud som afskaarne.
Hos M. torqvatus ere Kindtænderne mest voxede ved Udvidelse i deres
Længderetning, og de iiave foldet sig endnu mere, saa at Emailleslyn-
gernes Tal er forhøjet, endnu meget mere end hos A. agrestis. Hos
baade M. lemmus og M. torqvatus har Kindtændernes Væxt sat en
Stopper for den nedre Fortands Væxt bagtil ; den er hindret i at skyde
sin Grund op mod Underkjæbens Ledknude, standset ved bageste Kind-
tand. Have Lemmingerne levet i Danmark, er der større Udsigt til i
Jorden at finde deres Underkjæber end nogen anden Del af Skelettet;
paa Grund af sin Form og Fasthed bevares Underkjæben lettere end de
fleste andre Skelet-Dele; og netop efter Underkjæberne ville Lemmin-
gerne strax være kjendelige overfor alle vore andre Gnavere, bortset
fra Harerne, ved Kortheden af den nedre Fortand.

Muse-Slægten (Mus).
Krop og Lemmer saaledes indesluttede i fælles
Hud, at ikke stort mere af Lemmerne end Haand og
Fod sees frit, under sædvanlige Stillinger; Lemmerne
i Virkeligheden dog ret lange ; ogsaa Hoved, Hals og
Krop udvendig neppe skilte. Halen lang, af Krop-
pens Længde eller længere, tynd. Snuden ret spids.
De hvælvede Næsebruske om Næseborene stødende
sammen i Midtlinien, Overlæben med Længdefure,
ret lang. Øjet af Middelstørrelse eller stort. Øret
af Middelstørrelse eller stort, tyndt eller ret tykt, af-
rundet, oftest uden fremstaaende pladeformet bageste
Ørelaag. Haandfladen nøgen eller næsten nøgen,
smal, med 5 store afrundede, toppede Trædepuder,
der fylde det meste af Fladen; undertiden en over-
tallig Trædepude ved Grunden af 5te Finger. 5
Fingre; Tommelen ganske kort, med flad Negl; de
andre ret lange, med smaa skarpe Kløer; 3dje og 4de
Finger de længste, 3dje lidt længere end 4de, 2den
betydelig kortere, 5te igjen noget kortere; Fingrenes
Underside med Hudringe. Foden lang og smal, dog

80

i forskjellig Grad, med 5 ret lange Tæer med smaa
skarpe Kløer. Fodsaalen undertiden helt nøgen, under-
tiden haarklædt over det meste; 6 anselige afrundede
Trædepuder, Huden mellem dem grynet eller rynket;
undertiden smaa overtallige Trædepuder ved Grunden
af 1ste og 5te Taa. De tre mellemste Tæer omtrent
lige lange, 5te betydelig kortere, 1ste igjen betydelig
kortere; Tæernes Underside med Hudringe. Halen
skællet. Snudens Varbørster lange, længere end
Hovedet, og ret stærke. Haarklædningen paa Øret
kort og fin eller ret lang; paa Oversiden af Haand
og Fod kun korte Haar, der ikke skjule den skællede
Hud; paa Halen korte, stive Haar, der ikke skjule
Skællene; Haarklædningen over det meste af Legemet
ellers tæt og lang, de stærkeste af Haarene under-
tiden med Tilbøjelighed til at formes som stive furede
Børster. Fortænderne nærmest som hos Sminthus;
nedre Fortand frembringer med sin bageste Ende en
Pukkel paa Underkjæbens Yderside. 3 øvre og 3
nedre Kindtænder, forreste størst, bageste mindst, alle
lavkronede, med korte Rødder; Kronernes Knolde ret
stumpe; paa de nedre Kindtænder staa Knoldene par-
vis overfor hverandre, alle heldende lidt fremad, og
ydre og indre Knolde ere omtrent lige store; paa
forreste nedre Kindtand findes 6 Hovedknolde, paa
mellemste og bageste 4 Knolde paa hver; paa de
øvre Kindtænder er Knoldenes Stilling og Tal væsenlig
som paa de nedre; men de ere noget forskudte i
deres indbyrdes Stilling, de indre omtrent lodret
staaende, de ydre heldende stærkt tilbage, og de ere
uens i Størrelse, de ydre større end de indre og

81

oftest mere eller mindre tvedelte, hvad der frem-
bringer et Udseende af, at der paa Kindtænder-
nes Række findes tre, ikke to. Længderader af
Knolde. En stor, nærmest spalteformet, foroven
stærkt udvidet Aabning i Kindbuens forreste Grund;
Aabningens Ydervæg bred og stærk; Ydervæggens
Forrand naaende frem foran Aabningens Loft, under-
tiden kun ganske lidt, oftest meget. Intet eller saa
godt som intet Ben-Tag over Øjehulen ; Pandebenets
Rand over Øjehulen skarp. Trommebenet ret lille,
uden eller næsten uden fremstaaende ydre Øregang,
indvendig udelt. Forreste Gane-Aabning lang, ret
smal. Næsebenets forreste Ende mindst lige saa langt
fremme som Mellemkjæbens forreste Rand. Ganen
ret bred. Kilebenskroppene og Nakkebenets Grunddel
brede. Ansigtets Knogler selv hos meget gamle Dyr
næsten alle indbyrdes frie.

Af de 6 Arter, der kjendes fra Danmark, ere de tre, Hus-
rotte, Vandrerotte og Husmus, Mus rattus, M. decu-
manus, M. musculus, ikke hjemmehørende her eller i
Europa i samme Forstand som de tre andre; de ere til for-
skjeliig Tid indvandrede hertil sammen med Mennesket og
ere stadig mere eller mindre knyttede til Mennesket og dets
Virksomhed. De stamme vist fra Asien, hvor de endnu ogsaa
leve, og hvor de have en Mængde nærstaaende Slægtninge.
Overfor vore tre andre Mus, Dvergmus, Brandmus og
Skovmus, Mus minutus, M. agrarius, M. sylvaticus,
slutte de sig sammen i en egen Gruppe. Det der udmærker
dem fra de andre, er, at de i Kindtændernes Bygning staa
paa et væsenlig lavere Trin: de tvedelte ydre Knolde paa de
øvre Kindtænder ere kun svagt delte; hos de andre ere de
meget iøjnefaldende dybt delte, og oftest er der desuden ved
deres Yderrand fremkommet en lille Tilvæxt af nye Knolde.
Et lille Tegn paa at høre sammen have de som oftest ogsaa
i Ydre: Trædepuden ved Grunden af 5te Taa plejer at være
dobbelt, idet der udenfor den sædvanlige Trædepude, nærmere
ved Fodens Rand, ligger en lille fri Trædepude; det samme

Winge: Pattedyr. 6

82

gjelder ofte ogsaa Trædepuden ved Grunden af 1ste Taa og
5te Finger.

Husrotte og Vandrerotte ere de oprindelige overfor Hus-
musen, hos hvem der findes forskjellige Egenskaber, der tyde
paa større Evne til at bide og tygge. Senen i Kindmusklens
forreste yderste Lag har hos Husmusen fremkaldt en lille knop-
formet Udvæxt paa Overkjæbebenet foran Kindtænderne, og
Kindbuens forreste Del er bleven ualmindelig stærk under
Indflydelse af Kindmusklen; forreste Kindtand er bleven
særlig stor, medens bageste er mere vantreven; øvre Fortands
Slidflade er ikke jevn; ved dens ydre Rand er der et skarpt
Fremspring paa et Sted, hvor Tandbenet er mere haardt end
ellers. I forskjellige Smaating desuden, som Størrelse, Formen
af Pandebenets Øjehulerand, Formen af Mellemissebenet og
andet, er Husmusen en Modsætning til sine to nære
Slægtninge.

Husrotten er som den mindre og som den mest alsidig ud-
viklede, den mere klatrende, lidt oprindeligere end den større,
mere jordbundne og mere til Svømning eller dog Færden ved
Vand tilbøjelige Vandrerotte. Større Øje, større ydre Øre og
mere opsvulmet Trommeben og længere Hale ere Egenskaber
hos Husrotten, der staa i Forbindelse med dens friere Liv.
Enkelte mere tilfældige Egenheder har den desuden overfor
Vandrerotten.

Af de tre Arter, der fra første Færd ere hjemmehørende
hos os, er vistnok Dvergmusen den, der i de væsenligste
Henseender staar lavest. Den udmærker sig overfor de to
andre ved at have Ydervæggen af den Aabning foran Øje-
hulen, hvorigjennem Ansigtets Følenerve og en Del af Kind-
m.usklen gaa, forholdsvis smal, en Egenskab, der som oftest
hos Muriderne klart nok er oprindelig, følgende med mindre
stærk Udvikling af Kindmusklen, men som hos Dvergmusen
maaske kunde være en Tilbagedannelse, følgende med Artens
meget ringe Størrelse, der ret sikkert er en Nedgang. I flere
andre Henseender er Dvergmusen naaet til et højere Trin
end de andre : Øret har faaet et paafaldende stort bageste Øre-
laag; Næsebenene ere indbyrdes sammenvoxede; Fodens
bageste Trædepuder ere ualmindelig langstrakte, hvad vist
staar i Forbindelse med Artens særlige Uddannelse i Klatring;
Halen bruges noget som Snohale.

Brandmusen staar væsenlig et Trin lavere end dens nære
Slægtning Skovmusen, der af alle vore Mus er den mest be-
vægelige, den bedste Springer, udrustet med de bedste Sand-
ser. Bagfoden hos Skovmusen er ualmindelig lang og smal;
Snuden er lang. Næsebenet naaende langt frem, støttet af
Mellemkjæbebenet, vistnok paavirket af Næsemusklerne under

83

Arbejdet med at vejre, maaske ogsaa paavirket af Snudens
Brug som Brækjern under Arbejdet med at grave; Øjet er
usædvanlig stort; Øret er ligeledes stort, Trommebenet anse-
ligt. I en enkelt Henseende er dog Brandmusen den mindst
oprindelige: paa Pandebenet langs Øjehulens øvre Rand findes
en tydelig om end smal Udvæxt over Øjehulen.

Oversigt over de danske Arter af Muse-Slægten (Mos).

I. Knoldene langs Yderranden af de øvre Kindtænders Kroner
(4de og 5te af de oprindelige 7 Knolde) kun svagt tve-
delte. (Fig. 33.)

1. Store Arter, Bagfoden omkring 30 Millim. eller mere.
Øvre Fortands Slidflade jevn. Forreste øvre Kindtand
ikke saa lang som de to følgende tilsammen. Ingen
knopformet Udvæxt paa Overkjæbebenet foran Kind-
tænderne; Kindbuen tynd; en listeformet Rand paa
Pandebenet langs Øjehulen; Mellemissebenets Forrand
skraanende bagud til Siderne.

a. Øret større, tyndere; Halen længere. Trommebenet
mere opsvulmet; Mellemissebenet ret jevnt lindse-
formet i Omrids.

Husrotte (Mus rattus).

b. Øret mindre, tykkere; Halen kortere. Trommebenet
mindre opsvulmet; Mellemissebenet med mere kantet
Form.

Vandrerotte (Mus decumanus).

2. Lille, Bagfoden under 20 Millim. Øvre Fortands Slid-
flade ujevn, med et Fremspring ved Yderranden. For-
reste øvre Kindtand længere end de to følgende til-
sammen. En skarpt fremspringende lille knopformet
Udvæxt paa Overkjæbebenet foran Kindtænderne; Kind-
buen bred, i lodret Udstrækning; ingen eller saa godt
som ingen listeformet Rand paa Pandebenet langs Øje-
hulen; Mellemissebenet næsten retvinklet, firsidet, tvær-
gaaende.

Husmus (Mus musculus).
II. Knoldene langs Yderrandene af de øvre Kindtænders Kroner

(4de og 5te af de oprindelige 7 Knolde) dybt tvedelte.

(Fig. 42.)

1. Meget lille. Foden omkring 14 Millim. Ydervæggen af
den Aabning i Overkjæbebenet, hvorigjennem Ansigtets
Følenerve og en Del af Kindmusklen gaa, smal for-
holdsvis, næsten ikke naaende frem foran den øvre
Væg. Et anseligt, haarklædt bageste Ørelaag.
Dvergmus (Mus minutus).

6*

84

2. Større, Foden omkring 20 Millim. eller mere. Yder-
væggen af Aabningen i Overkjæbebenet naaende frem
foran den øvre Væg. Saa godt som intet Ørelaag.

a. Ikke særlig storøjet, langøret eller langfodet. Farven
paa Oversiden rødlig, en iøjnefaldende sort Stribe
langs Ryggen. En svag, men tydelig fladt udstaaende
Liste langs Pandebenets Rand over Øjehulen; Mellem-
issebenet ikke naaende ud til Hjernekassens Side-
rand, næsten retvinklet, firsidet.

Brandmus (Mus agrarius).

b. Meget storøjet, langøret og langfodet. Farven paa
Oversiden brunlig, uden sort Stribe langs Ryggen.
Ingen Liste langs Pandebenets Rand over Øjehulen;
Mellemissebenet naaende ud til Hjernekassens Side-
rand, med tilspidsede Yderender.

Skovmus (Mus sylvaticus).

26. Husrotte (Mus rattus L.).
(Mus alexandrinus, tectorum, setosus.)
Krop 170 mm^ Hale 198, Øre 23, Fod 35. Halen længere
end Kroppen. Snuden ret spids. Øjet stort. Øret stort og tyndt,

omtrent af Hovedets halve
Længde; saa godt som intet
te Ørelaag. Ingen fri
Trædepude udenfor Puden ved
Grunden af 5te Finger. Foden
ret lang og smal; en lille fri
Trædepude udenfor Puden ved
Grunden af 5te Taa, men
ingen indenfor Puden ved 1ste
Taa; Huden mellem Træde-
puderne rynket. Øret klædt med korte Haar. Fodsaalen helt
nøgen. Hos den „vildfar ve de" Husrotte (undertiden regnet
for egen Art med Navn Mus alexandrinus o. a.), farvet i Stil
med sædvanlige vilde Dyr i Modsætning til Husdyrene med
deres vanslægtede sorte, hvide eller brogede Farver, er hele
Oversiden brungraa; Dækhaarene ved Grunden graa, de største
hvidlige, i Spidsen brunlige eller gullige; Bundhaarene enten
helt graa eller i Spidsen hvidlige eller gullige; hele Under-

Fig. 31

Husrotte. Hovedskal. Na-
turlig Størrelse.

85

siden hvid ; ingen skarp Farvegrændse mellem Over- og Under-
side ; Halen foroven og forneden med brune Haar, Hos den sort-
ladne Husrotte er hele Oversiden graasort; Dækhaarene ved Grun-
den graa eller hvidlige, i Spidsen graasorte, ofte med grøn Metal-
glands; Bundhaarene graa; hele Undersiden graa, kun lidt lysere
end Oversiden. Hos begge Farve-Ændringer ere mange af Ryg-
gens Haar paafaldende lange, stive Børster, brede, fladtrykte,
med en bred Fure paa Forsiden. Øvre Fortands Slidflade jevn.
Forreste øvre Kindtand ikke saa lang som de to andre tilsam-
men. De øvre Kindtænders ydre Knolde (4de og 5te) kun svagt
tvedelte. En anselig bladformet Udvæxt paa Mellemkjæbens
Forrand under Spidsen af Næsebenet. Ingen knoldformet Ud-
væxt paa Overkjæbebenet foran forreste Kindtand. Forranden
af Ydervæggen af Aabningen i Overkjæbebenet for Ansigtets
Følenerve o. s. v. stærkt buet fremad, naaende langt frem foran
øvre Væg. Kindbuen tynd. Langs Pandebenets Øjehulerand en
opstaaende Liste, der bagtil fortsætter sig i en Kam paa Isse-
benet. Mellemissebenet med næsten lindseformet Omrids,
fremadbuet Forrand, stærkt tilbagebuet Bagrand, spidse Side-
hjørner. Issen hvælvet selv hos gamle Dyr. Trommebenet
stort, forholdsvis, opsvulmet. Forreste Gane-Aabning naaende
tilbage omtrent paa Linie med Forranden af forreste Kind-
tand. Længden af øvre Kindtænders Række eVs'"'", af nedre
Kindtænders Række 6, Hovedskallens Længde 40, Underkjæ-
bens Længde 25.

Husrotten har stor Lighed med sin nære Slægtning Vandre-
rotten ; især kan den forvexles med unge, endnu slanke Vandre-
rotter, At skjelne de to Arter efter Farven, som det ofte for-
søges, naar der skjelnes mellem den „Sorte" og den „Brune
Rotte", er ikke altid muligt, eftersom der af begge Arter findes
brune og sorte Racer; Husrotten kan endogsaa have lige
saa stærk rødlig Farve som Vandrerotten sædvanlig. Bedst
kjendes Husrotten paa det store Øre, den lange Hale, Ryggens
brede furede Børster, Formen af Mellemissebenet og Størrelsen
af Trommebenet; ingen anden af vore Gnavere har saa stive
Børster som Husrotten.

Den stammer fra Asien. I Middelalderen havde den bredt
sig over det meste af Europa; men først ved Middelalderens
Slutning eller senere synes den at være kommen til Danmark.
Her var den, i sin sorte Skikkelse, almindelig, knyttet til

86

Husene, i hvert Fald afhængig af Menneskets Virksomhed,
indtil Slutningen af 18de Hundredaar, da Vandrerotten, der
havde indfundet sig hist og her i Hundredaarets Begyndelse,
var igang med at udrydde den. Endnu ere af og til enkelte
sorte Husrotter at finde i Kjøbenhavn, mulig dog indvandrede
med Skibe til Havnen, og i Kjøbenhavns Frihavn har i den
seneste Tid Artens brunlige Race vist sig, sikkert indført ad Sø-
vejen. I 1907 har Zoologisk Museum faaet en sort Husrotte
fra Ribe. Arten har efterhaanden bredt sig over det meste
af Jorden.

27. Vandrerotte (Mus decumanus Pall.).
(Mus norvegicus, hibernicus.)
Krop 210 mm^ Hale 187, Øre 20, Fod 35. Halen omtrent af

Kroppens Længde. Snuden ret stump, forholdsvis. Øjet stort.

Øret ret kort og tykt,
omtrent 1/3 af Hovedets
Længde, hos unge Dyr
forholdsvis stort og
tyndt; saa godt som
intet bageste Ørelaag.
En lille fri Trædepude
findes, dog ikke altid,
udenfor Puden ved
Grunden af 5te Finger.
Foden ret lang og smal ;

en lille fri Trædepude findes, dog ikke altid, udenfor Puden

ved 5te Taa og ligeledes indenfor Puden ved 1ste Taa; Huden

mellem Trædepuderne rynket.

Øret klædt med korte Haar. Fod-

saalen helt nøgen. Oversiden, hos

danske Vandrerotter, sædvanlig

brungraa eller rødlig graa; Dæk-

haarene ved Grunden graa, de

største hvidlige, i Spidsen enten

hvidlige eller, de fleste, gullige p.^ 33" Vandrerotte. N^dre (a)

eller brunlige ; Bundhaarene ved og øvre (b) højre Kindtand-Række,

Grunden graa, i Spidsen hvid- Slidflade. Forstørret.

Pig. 32. Vandrerotte. Hovedskal. Naturi. Størr.

87

lige eller gullige. Undersiden hvidgraa. Ingen skarp Farve-
grændse mellem Over- og Underside. Halen foroven med brune,
forneden med mest hvide Haar. Arten kan ogsaa vise sig i
sort Dragt (da undertiden regnet for egen Art: Mus hibernicus),
ganske som Husrotten. Ryggens Haar ikke paafaldende lange,
men mange af dem dog ret stive furede Børster, smallere end
hos Husrotten. Tænder og Hovedskal i alt væsenligt som hos
Husrotten, men: Kun svag Udvæxt paa Mellemkjæbens For-
rand; Mellemissebenet mindre klart lindseformet, idet den
yderste Del af Forranden er trængt tilbage af Issebenet, og
Bagranden er mindre stærkt buet. Issen hos det voxne Dyr
næsten flad (hos Unger hvælvet). Trommebenet anseligt, men
mindre end hos Husrotten. Længden af baade øvre og nedre
Kindtænders Række 71/2 "^"^, Hovedskallens Længde 50, Under-
kjæbens Længde SlVs-

I Danmark kjendes endnu næsten kun den „vildfarvede"
Race; fra Kjøbenhavn haves i Zoologisk Museum en sort
Vandrerotte, dog med større Dele af Legemet hvide. I Tysk-
land og paa de Britiske Øer er den sortladne Race funden,
sine Steder almindelig.

Som den største af vore Arter af Slægten kan Vandrerotten
som fuldvoxen ikke let forvexles med nogen anden Art; som
ung og slank kan den derimod flygtig set tages for Husrotte.
Dens mindre Øre, kortere Hale, Ryggens kun svage Børster,
Formen af Mellemissebenet og Trommebenets ringere Størrelse
gjøre den kjendelig.

Den stammer fra Asien. Indvandret over Land og Vand til
Europa i Begyndelsen af 18de Hundredaar; til Danmark kom
den snart efter. Det har længe været den almindelige Me-
ning, at den kom hertil i Slutningen af 18de Hundredaar;
men efter Amtmand Urne's bornholmske Optegnelser, der
gjemmes i Zoologisk Museum, er Forholdet et andet; han
skriver i 1755, at den for en 30 Aar siden kom i Mængde til
Bornholm, til Svaneke, vist fra strandede Skibe, der kom fra
Rusland, og at han mente at have hørt, at den i 1716 var
kommen til Kjøbenhavn med den russiske Flaade, der da
gjæstede Byen; paa Bornholm var den allerede ifærd med
at fortrænge den „Sorte Rotte". Over hele Danmark er den
bleven almindelig udbredt, væsenlig afhængig af Menneskets
Virksomhed, men i mindre Grad end Husrotten knyttet til
selve Husene, først og fremmest levende af Affald fra Hus-

88

holdningen, særlig tiltrukken af Lossepladser, hvor den finder
ikke alene Føde, men om Vinteren ogsaa Varme i de gj ærende
Dynger. Mere end dens nærmeste Slægtninge har den Til-
bøjelighed for at leve nær Vand, baade det ferske og det
salte ; den har en paafaldende Færdighed i at springe og smutte
mellem store, afrundede, glatte Stene ved Bredderne, i Bol-
værker og lignende, og den svømmer gjerne ud og dykker
ned paa Alens Dybde for at hente Muslinger op fra Bunden;
alt tyder paa, at det er rigtigt, naar det siges, at den i sin
Hjemstavn, i oprindelig fri Tilstand, især skal have Tilhold
ved Steder som Flodbredder. Dens Uforfærdethed overfor
Vand er vist en af Grundene til den Fart, hvormed den har
bredt sig over det meste af Jorden, for en væsenlig Del ved
Skibslejlighed.

28. Husmus (Mus musculus L.).

(Mus muralis.)
Krop 81 mm, Hale 70, Øre 12, Fod 17. Halen omtrent af
Kroppens Længde, længere eller kortere. Snuden ret stump
forholdsvis. Øjet ret lille. Øret stort og tyndt,
omtrent af Hovedets halve Længde; kun svag
Begyndelse til bageste Ørelaag. En lille fri
Trædepude udenfor Puden ved Grunden af
5te Finger. Foden ret kort, forholdsvis; en
lille fri Trædepude udenfor Puden ved 5te
Fig. 34. Husmus. j^^l og ligeledes indenfor Puden ved 1ste Taa;
Forle^te"n?d"enfr°a^ ""^^" mellem Trædepuderne grynet. Øret
Naturlig Størrelse, klsedt med korte Haar. Fodsaalens bageste
Del haarklædt langs Randene; adskillige fine
Haar mellem Trædepuderne. Den „vi Id farvede" Husmus
har hele Oversiden gulgraa; Dækhaarene ved Grunden graa,
i Spidsen gullige eller brunlige; Bund-
haarene graa, i Spidsen gullige; Under-
siden hvid; ret skarp Grændse mellem
Over- og Undersidens Farve, tegnet af
en gullig Stribe; Haarene paa Halens
Overside brunlige, paa Undersiden hvide. ll%l^{ NatuTstørn
Den sortladne Husmus er baade for-
oven og forneden ret ensfarvet sortgraa. I andre Lande er der
fundet Husmus, der vare helt sorte som de sorteste Husrotter.

89

Mange af Ryggens Haar ere furede Børster, men kun lidt
fremtrædende. Øvre Fortands Slidflade med et skarpt Frem-
spring midt paa Yderranden. Forreste øvre Kindtand længere
end de to andre tilsammen. De øvre Kindtænders ydre Knolde
kun svagt tvedelte. Kun meget svag Udvæxt paa Mellemkjæbens
Forrand under Spidsen af Næsebenet. En fremspringende knold-
formet Udvæxt paa Overkjæbebenet foran forreste Kindtand.
Forranden af Ydervæggen af Aabningen i Overkjæbebenet for
Ansigtets Følenerve o. s. v. stærkt buet fremad, naaende langt
frem foran øvre Væg. Kindbuen stærk. Pandebenets Øjehule-
rand skarp, uden Liste. Mellemissebenet næsten retvinklet,
firsidet, tværgaaende, naaende ud til Hjernekassens Siderand.
Issen hvælvet. Trommebenet ret lille. Forreste Gane-Aabning
naaende tilbage omtrent til Midten af forreste Kindtand. Læng-
den af øvre Kindtænders Række 3V2 "^"^, af nedre Kindtænders
Række 3, Hovedskallens Længde 21, Underkjæbens Længde 12.

For Tiden synes den vildfarvede Race at være den almin-
delige i Landet; tidligere har vist den sortladne været mere over-
vejende.

Især i sin vildfarvede Dragt kan Husmusen flygtig set for-
vexles med Skovmusen; Farven er dog altid blegere, mere
graa, mindre brunlig end hos Skovmusen, og det forholdsvis
lille Øje, de korte Fødder med de overtallige Trædepuder
(og dens meget ejendommelige Lugt) gjøre den strax kjendelig.
Især som ung kan den forvexles med Dvergmusen, fra hvem
den dog strax kan skjelnes ved sit store, kun svagt haarklædte
Øre uden stort bageste Ørelaag. Husmusen er den eneste af
vore Gnavere, hvis øvre Fortand paa Yderranden af sin Slid-
flade har en fremstaaende Spids. I Kindtænder og Hovedskal
er den fuld af Egenheder.

Sikkert stammende fra Asien, men allerede i Oldtiden
kommen til Europa, vist ogsaa til Danmark, hvor den findes
udbredt over hele Landet, væsenligst knyttet til Husene. Dens
ualmindelige Klatre-Evne hjelper den til at komme vidt om-
kring. Sindig klatrer den op ad en lodret Mur, der kun ikke
er altfor glat, eller op ad en Snor, og den løber hen ad de
smalleste Rande; gjennem de snevreste Aabninger presser
den sig, i Nødsfald brugende Fortænderne til at forstørre Aab-
ningen. Ofte kommer den -ind i Sække og Kasser med Føde-
varer eller andet Gods, og dermed lader den sig rolig for-
sende; efterhaanden er den sendt ud over næsten hele Verden.

90

Hist og her paa sit Omraade har den da frembragt særlige
Racer. Paa Færøerne har den taget Bo i Fuglebjergene, hvor
den vel lever af Affald fra Fuglenes Husholdning eller af Fug-
lenes Æg og Unger, og den er dér voxet ualmindelig stor og
har faaet paafaldende store Hænder og Fødder, tildannede til
Bjerg-Klatring; sikkert er det ganske den samme Race, der
lever paa St. Kilda (og af Barret Hamilton er opstillet som
egen Art under Navnet Mus muralis; vist med Urette har
den færøske Husmus senere af Eagle Clarke faaet et nyt
Navn: Mus musculus færoensis). Modsætningen til denne
Race findes i det indre af Brasilien: en lille svag Race, der
er ifærd med at miste den lille bageste Kindtand i hver
Kjæbe.

Fig. 36. Dverg-
mus. Højre Øre.
Naturi. Størrelse.

29. Dvergmus (Mus minutus Pall.).

(Micromys agilis.)
Krop 47 og 58 ^^, maalt hos en mindre og en større. Hale
49 og 63, Øre 8 hos begge, Fod ISVs og 15. Halen omtrent
af Kroppens Længde. Snuden ret stump for-
holdsvis. Øjet ret lille. Øret ret lille og tykt,
omtrent Vs af Hovedets Længde ; anseligt bageste
Ørelaag. En lille fri Trædepude udenfor Puden
ved Grunden af 5te Finger. Foden ret lang og
smal; dens bageste Trædepuder ualmindelig
lange; ingen frie Trædepuder ved Siden af Pu-
derne ved 1ste og 5te Taa; Huden mellem Trædepuderne grynet.
Øret klædt med ret lange Haar; særlig er det bageste Ørelaag lang-
haaret. Fodsaalen nøgen. Hele Oversiden gul-
brun, renest bagest paa Ryggen; Dækhaarene ved
Grunden graa, i Spidsen gullige eller brunsorte;
Bundhaarene graa, i Spidsen gullige. Under-
siden gulhvid. Ingen skarp Farvegrændse mel-
lem Over- og Underside. Haarene paa Halens
Overside brunlige, paa Undersiden hvidlige.
Ryggens Haar med kun ringe Tilbøjelighed til Børste-Form.
Øvre Fortands Slidflade jevn. Forreste øvre Kindtand omtrent
saa lang som de to andre tilsammen. De øvre Kindtænders
ydre Knolde (4de og 5te) dybt tvedelte. Kun svag Udvæxt paa
Mellemkjæbens Forrand under Spidsen af Næsebenet. Ingen

-1^

Fig. 37. Dverg-
mus. Hovedskal.
Naturl. Størrelse.

91

knoldformet Udvæxt paa Overkjæbebenet foran forreste Kind-
tand. Forranden af Ydervæggen af Aabningen i Overkjæbe-
benet for Ansigtets Følenerve o. s, v. ikke buet fremad, men
lodret, neppe naaende frem foran den øvre Væg. Kindbuen
tynd. Pandebenets Øjehulerand ret skarp, uden Liste, Mellem-
issebenet næsten retvinklet, firsidet, tværgaaende, naaende ud
til Hjernekassens Siderand. Issen hvælvet. Trommebenet an-
seligt. Forreste Gane-Aabning naaende tilbage omtrent paa
Linie med Forranden af forreste Kindtand. Længden af baade
øvre og nedre Kindtænders Række 3 "if", Hovedskallens Længde
17, Underkjæbens Længde 10.

Den ringe Størrelse og den ensartet gullige Farve gjøre
Dvergmusen kjendelig blandt vore andre Mus selv paa Af-
stand; en Forvexling med en ung vildfarvet Husmus ligger
dog ikke fjernt; Dvergmusens korte, stærkt haarklædte Øre
med det store bageste Ørelaåg vil strax kunne afgjøre Spørgs-
maalet; Foden, for ikke at nævne Tænder og Hovedskal, er
ogsaa ejendommelig.

Almindelig udbredt over Jylland, kjendes ogsaa fra Fyn og
Langeland, men ikke fra de andre af vore Øer. Særlig ynder
den Havremarker; den er vel i det hele mest knyttet til højt
Græs; den er lille nok til at klatre paa Græsstraaene for at
naa Axene. Den har i Danmark en Del af sin Nordgrændse; i
Sverig og Norge findes den ikke; derimod er den udbredt i
vore andre Nabolande. Den hører sikkert til dem af vore Patte-
dyr, der senest ere indvandrede; den er maaske ikke kommen,
førend Øerne vare ophørte at være landfaste med Jylland;
over Lille Belt kan den ved Lejlighed være kommen til Fyn
og derfra videre.

30. Brandmus (Mus agrarius Pall.).

Krop 87 mm^ Hale 72, Øre 12, Fod 20. Halen neppe af
Kroppens Længde. Snuden ret spids. Øjet af Middelstørrelse.
Øret stort og tyndt, omtrent af Hovedets halve Længde; kun
svag Begyndelse til bageste Ørelaag. Ingen fri Trædepude
udenfor Puden ved Grunden af 5te Finger. Foden ret lang og
smal; ingen frie Trædepuder ved Siden af Puderne ved 1ste
og 5te Taa; Huden mellem Trædepuderne gifynet. Øret klædt
med korte Haar. Fodsaalen nøgen. Oversiden brunrød; en ret

92

skarpt afsat smal sort Længdestribe fra Issen til Haleroden;
Dækhaarene over det meste af Oversiden ved Grunden graa, i
Spidsen rødgule eller brunsorte; Bundhaarene graa, i Spidsen
gullige. Undersiden hvid. En ret skarp
Grændse mellem Over- og Undersidens
Farve. Haarene paa Halens Overside brune,
paa Undersiden hvide. Mange af Ryggens
Haar ret brede, furede Børster. Tænder og
Fig. 38. Brandmus. Hovedskal i alt væsenligt som hos Dverg-
Hovedskal. Naturlig musen, men: En ret anselig bladformet
Størrelse. Udvæxt paa Mellemkjæbens Forrand. For-

randen af Ydervæggen af Aabningen i Overkjæbebenet for An-
sigtets Følenerve o. s. v. stærkt buet fremad, naaende langt
frem foran øvre Væg. Pandebenets Øjehulerand skarp med en
svag, men tydelig udstaaende Liste. Mellemissebenet nærmest
retvinklet, firsidet, tværgaaende, men ikke naaende ud til
Hjernekassens Siderand, fortrængt af Issebenet. Længden af
baade øvre og nedre Kindtænders Række 4 ^^, Hovedskallens
Længde 21, Underkjæbens Længde 13.

Paa Grund af sin stærkt røde Farve og sorte Rygstribe kan
Brandmusen ikke let forvexles med andre Arter af Slægten;
af og til kan Skovmusen have saa mange mørktspidsede Haar
midt ned ad Ryggen, at den næsten kan se ud som sortstribet;
men en fast afgrændset helt sort Stribe findes aldrig hos Skov-
musen. Brandmusen har heller ikke Skovmusens paafaldende
store Øje og lange Fod. Med Birkemusen er Brandmusen
oftere forvexlet, paa Grund af Rygstriben; men i Bygning af
Overlæbe, Snude, Øre og meget andet er Forskjellen stor.

I Danmark har den længe været kjendt fra Lolland og Fal-
ster, hvor den er ret almindelig og særlig skal holde til i Erte-
marker. Flere Gange har den tidligere været nævnet som funden
i Jylland; men det er oplyst, at der er sket Forvexling med
Birkemusen; et uomtvisteligt Tilfælde er først nylig fremkom-
met; den er i 1907 funden ved Lustrupdal, ved Ribe, af Kon-
servator M. Claussen, der har skaffet to Skind til Zoologisk
Museum! Den synes, som en sydlig Art, at have holdt sig til-
bage i Landets sydligste Dele. Den har hos os en Del af sin
Nord- og Vestgrændse. I Sverig-Norge og England findes den
ikke; derimod er den udbredt Syd for Danmark.

93

31. Skovmus (Mus sylvaticus L.).
(Mus flavicollis, wintoni.)
Krop 97 og 112nim^ Hale 82 og 120, Øre 16 og 19, Fod

23 og 26, maalt paa to Hanner, den første af den sædvanligste

Form, den anden større med gult Baand over

Brystet. Halen omtrent af Kroppens Længde,

længere eller kortere. Snuden lang, meget

fremstaaende. Øjet meget stort. Øret stort og

tyndt, omtrent af Hovedets halve Længde ; kun

svag Begyndelse til bageste Ørelaag. Ingen fri Pig. 39. Skovmus.

Trædepude udenfor Puden ved Grunden af Højre Øre. Natur-

5te Finger. Foden lang og smal; ingen frie 'ig Størrelse.

Trædepuder ved Siden af Puderne ved 1ste og 5te Taa; Huden

mellem Trædepuderne rynket-grynet. Øret klædt med korte
Haar. Fodsaalen mest nøgen; nogle fine
Haar mellem Trædepuderne. Hele Over-
siden graabrun, rødbrun eller gulbrun,
mere eller mindre stærkt farvet; Dæk-
haarene ved Grunden graa, i Spidsen
gullige eller brunlige eller gullige med
brunlig yderste Spids; Bundhaarene graa

Fig.40.Skovmus.Ven- eller graa med gullig Spids. Undersiden

streHaandogFodsete ^vid, dog ofte en gul Plet eller et gult

nedenfra.Naturl.Størr. -, , ° ^ ^ ^ ,7

Tværbaand paa Brystet. Grændsen mellem

Over- og Undersidens Farve ret skarp, tegnet af en gullig

Stribe. Mange af Ryggens Haar furede Børster, dog kun smalle.

Fig. 41. Skov-
mus. Hoved-
skal. Naturlig

Størrelse.
Fig. 42. Skov-
mus. Nedre (a)
og øvre (b)
højre Kind-
tand-Række,
Slidfl. Forst.

b.

Fid. 41.

Fig. 42.

Tænder og Hovedskal i alt væsenligt som hos Brandmusen,
men: Endnu større bladformet Udvæxt paa Mellemkjæbens

94

Forrand under Spidsen af Næsebenet. Pandebenets Øjehule-
rand skarp, helt uden Liste. Mellemissebenet lindseformet, til-
spidset til Siderne, naaende ud til Hjernekassens Siderand.
Længden af baade øvre og nedre Kindtænders Række hos en
Skovmus af anselig Størrelse 41/4 '"'", Hovedskallens Længde
26, Underkjæbens Længde 16.

Skovmusen vexler i Størrelse i en ret paafaldende Grad;
der findes Kæmper og Dverge. Ogsaa i Farve er der en Del
Forskjel; nogle ere mørkere, andre lysere, renere gulbrune i
Farve; nogle have helt hvidt Bryst, andre have mere eller
mindre gult paa Brystet, som nævnet. De største Skovmus med
gult Tværbaand paa Brystet tog Melchior for en egen Art, og
han kaldte den Halvrotte, Mus flavicollis (senere har den i
England faaet Navnet Mus wintoni). Men det er ikke muligt
at finde noget fast Skjel; smaa og store, uden og med Tvær-
baand, findes desuden mellem hverandre, vist allevegne. Det
ser ikke engang ud til, at der kan være Tale om egenlig Race-
forskjel; Forskjellen er snarest afhængig af tilfældige bedre
eller ringere Kaar.

Som den af vore Mus, der har den længste Snude, det største
Øje og den længste Fod, kan Skovmusen ikke let forvexles.

Den findes over hele Danmark, ogsaa paa Bornholm, nær-
mest knyttet til Skov, skjønt istand til at leve paa næsten alle
Slags Land. I Uglegylp ere dens Knogler almindelige. Den er
vidt udbredt til alle Sider for Landet.

Egern-Familien (Sciuridæ).

- Bæver- Slægten (Castor).
Krop og Lemmer nærmest af Form som hos Mus,
Lemmerne dog kortere og sværere. Halen omtrent
af Kroppens halve Længde, men meget stærk, bred
og flad. Snuden kort. De hvælvede Næsebruske
om Næseborene stødende sammen i Midtlinien. Over-
læben uden Længdefure, kort. Øjet lille. Øret lille,
afrundet, næsten uden forreste eller bageste Ørelaag.

95

Haandfladen lille, dog ret bred, nøgen, med et Par
store, afrundede, sammensmeltede Trædepuder fyl-
dende det meste af Fladen. 5 Fingre; Tommelen ikke
særlig kort, med anselig Klo formet som paa de andre
Fingre; de andre Fingre ret korte, med lange, svagt
buede, noget flade Kløer; 3dje og 4de Finger de
længste, 2den betydelig kortere, 5te igjen lidt kortere;
Fingrenes Underside med nogle faa noget udviskede
Hudringe. Foden meget stor, lang og bred, med 5
lange Tæer forenede ved bred Svømmehud, alle med
anselige, svagt buede, noget flade Kløer; Kloen paa
2den Taa „dobbelt". Fodsaalen nøgen, uden bestemte
Trædepuder, helt over tavlet og rynket. 4de Taa
længst, 3dje kun lidt kortere, 5te igjen lidt kortere,
2den næsten som 5te, 1ste noget kortere; Tæernes
Underside uden Hudringe. Halen ved Grunden haar-
klædt, ellers skællet, med brede tavleformede Skæl.
Snudens Varbørster ret stærke. Haarklædningen paa
Øret ret lang; paa Oversiden af Haand og Fod kun
korte Haar, der dog skjule Huden; paa Halen kun
enkelte smaa stive Haar mellem Skællene; Haarklæd-
ningen over det meste af Legemet ellers tæt og ret
lang, med tætte Bundhaar og ret spredte Dækhaar.
Tandsættet er ]' ' ^!f^. Fortænderne nærmest som

1. . 4567

hos Sminthus, dog i alle Retninger meget kraftigere,
især bredere; nedre Fortand frembringer ikke med
sin bageste Ende nogen Pukkel paa Underkjæbens
Yderside, men derimod paa Kjæbens Inderside. Kind-
tænderne meget højkronede, med korte Rødder, der
sent lukkes; hver Kindtand dannes væsenlig af 4
Tværkamme, skilte ved dybe Furer, der dog mest ere

96

fyldte med Tandkit; paa de øvre Kindtænder findes
én Fure langs Kronens Inderside og 3 langs Yder-
siden; paa de nedre Kindtænder omvendt 3 langs
Indersiden og én langs Ydersiden. Veludviklede
Mælketænder til forreste Kindtand i hver Kjæbe. En
ganske lille, nærmest spalteformet Aabning i Over-
kjæbebenet nederst i Kindbuens forreste Grund, kun
til Gjennemgang for Ansigtets Følenerve og for Aarer;
Aabningens Ydervæg bred og stærk. Intet Ben-Tag
over Øjehulen; Pandebenets Rand over Øjehulen ret
skarp. Trommebenet ret lille, med en meget lang
tudformet ydre Øregang, indvendig udelt. Forreste
Gane-Aabning lille, smal. Undersiden af Nakkebenets
Grunddel ejendommelig skaalformet udhulet.

32. *Bæver (Castor fiber L.).

Krop 680 mm^ Halens Længde 320, dens største Brede 100,
Øre 28, Fod 160. Næsten ensfarvet paa Over- og Underside,
brunlig i mørkere eller lysere Tone. Dækhaarene ved Grunden
hvidgraa, ellers brunlige, Bundhaarene, der
ere meget tætte og fine, farvede paa lig-
nende Maade. Længden af øvre Kindtænders
Række 32 mm^ af nedre Kindtænders Række
36, Hovedskallens Længde 144, Under-
kjæbens Længde 108.
Fig. 43. Bæver. En Som den største af Nord-Europas Gna-
øvre højre Kindtand, vere, den eneste med fladtrykt Hale, kan
Slidflade. Naturlig Bæveren let kjendes. De mægtige Fortænder
Størrelse. ville strax tjene til at bestemme jordfundne

Skeletter.
Den har været udbredt over hele Danmark; ogsaa fra Born-
holm kjendes den. Dens Knogler findes ikke sjelden i Sten-
alderens Kjøkkenmøddinger og ofte i Moser; ogsaa talrige
mosefundne „Bæverstokke", afgnavede og afbarkede Grene og
Stammer, som den har brugt til sine Bygninger i Vandet, ere

97

Vidner om dens Tilstedeværelse ved vore ferske Vande. Maaske
har den været talrigst i Aspeskovens Tid. Historiske Efterret-

Fig. 44, Bæver. Hovedskal. Stærkt formindsket. Fra Ollerup Mose,
Sjælland.

ninger haves ikke om den her fra Landet. Den har levet vidt
udbredt til alle Sider for Danmark; men næsten allevegne er
den udryddet; de nærmeste af dens faa europæiske Findesteder
i Nutiden ere i Syd-Norge og ved Elben.

Egern- Slægten (Sciurus).
Lemmerne meget mere end hos Musene udskilte
fra Kroppen og mere lange og stærke. Halen lang,
omtrent af Kroppens Længde, tynd, bortset fra Haar-
klædningen. Snuden kort. De hvælvede Næsebruske
om Næseborene stødende sammen i Midtlinien. Over-

Winge: Pattedyr. 7

læben med Længdefure, ret lang. Øjet stort. Øret anse-
ligt, højt, men ret smalt, i Spidsen afrundet, med et gan-
ske lidt fremstaaende forreste Ørelaag, men derimod
med en anselig fremadrettet Øreflip overfor Ørelaa-
get, uden bageste Ørelaag. Haanden lang og smal.
Haandfladen typisk nøgen, med 5 anselige, afrundede,
toppede Trædepuder; Huden mellem Trædepuderne
rynket-grynet. 5 Fingre; Tommelen ganske kort, med
flad Negl; de andre Fingre lange med korte, stærke,
krogede Kløer; 4de Finger længst; 3dje lidt kortere;
2den betydelig kortere, omtrent paa Længde med 5te;
Fingrenes Underside med Hudringe. Foden lang og
smal, med 5 lange Tæer, med stærke krogede Kløer.
Fodsaalens bageste Halvdel tæt haarklædt, Saalen
ellers typisk nøgen, rynket, grynet; kun 4 Trædepuder,
under Mellemfodsbenenes Spidser; de 2 bageste af de
sædvanlige 6 Trædepuder mangle. 4de Taa længst,
3dje kun lidt kortere, 2den igjen lidt kortere, 5te igjen
lidt kortere, 1ste betydelig kortere; Tæernes Under-
side med Hudringe. Baade Haandflade og Fodsaal
kunne dog være næsten overvoxede af Haar, vel
især om Vinteren. Halen ikke skællet, tæt haar-
klædt. Snudens Varbørster stærke, længere end
Hovedet. Haarklædningen paa det meste af Ørets
Inderside kort og fin, paa Ydersiden og i Randen
lang, især meget lang paa Ørets øverste Spids; paa
Oversiden af Haand og Fod kun korte Haar; Halens
Haar lange og tætte, udstaaende; Haarklædningen
over det meste af Legemet ellers tæt, ret lang. (Flere
af de nævnte Egenskaber gjelde ikke udenlandske
Arter af Slægten.) Tandsættet er \ •^^^. For-

99

tænderne nærmest som hos Sminthus, dog meget
sammentrykte; nedre Fortand frembringer med sin
bageste Ende kun en næsten umærkelig Pukkel paa
Underkjæbens Yderside. Kindtænderne ere alle lav-
kronede, med korte Rødder. Forreste øvre Kindtand
er ganske lille, stiftformet; de 4 andre øvre Kind-
tænder ere indbyrdes næsten ens, smaa, med nærmest
afrundet firsidet Krone, hver med to lave tværgaaende
Hovedkamme, hvis indre Ender forenes ved en buet
Længdekam, og mellem, foran og bag Hovedkammene
findes korte og svage tværgaaende Bikamme; de 4
nedre Kindtænder ere indbyrdes næsten ens, med
nærmest firsidet Krone, med to lave tværgaaende
Hovedkamme, en langs forreste og en langs bageste
Rand, og med Begyndelse til Bikam mellem Hoved-
kammene; forreste nedre Kindtand er den mindste,
og den er fortil afsmalnende, saa at Omridset nærmer
sig til at være tresidet. Veludviklede Mælketænder
til de to forreste øvre Kindtænder og den forreste
nedre. En ganske lille, nærmest spalteformet Aab-
ning i Overkjæbebenet nederst i Kindbuens forreste
Grund; Aabningens Ydervæg bred og stærk. Stærkt
udstaaende Ben-Tag over Øjehulen. Trommebenet
ret lille, med Begyndelse til tudformet ydre Øregang,
indvendig kamret. Forreste Gane-Aabning lille, smal.

33. Egern (Sciurus vulgaris L.).
Krop 220^01^ Hale 170, Øre 32, Fod 58. Hele Oversiden
i Sommerdragten sædvanlig ensfarvet brunrød ; baade Dæk-
haar og Bundhaar næsten ensfarvet brunrøde. Hele Undersiden
hvid. Halen brunrød baade paa Over- og Underside ; Haarene ved
Grunden tildels ringede med vexlende graalige og gullige Ringe,

100

ellers brunrøde. I Vinterdragten ere Overside og Hale mere
eller mindre blaagraa ; Haarene med vexlende hvidlige og graa-
lige Ringe. Undertiden er hele Oversiden ensfarvet sort, Halen
ligeledes. Undertiden er Kroppens Overside rød, men Halen

Fig. 46. Egern, En øvre

højre Kindtand,Slidflade.

Forstørret.

Fig. 45. Egern. Hoved-
skal. Naturlig Størrelse.

Fig. 45.
mere eller mindre sort. Og andre Farve-Blandinger findes. Læng-
den af øvre Kindtænders Række 9^/4 mm, af nedre Kindtænders
RækkeQ^A, Hovedskallens Længde46, Underkjæbens Længde 34.

Sorte Egern skulle hos os være fremherskende paa Fyn.

Som den eneste af vore Gnavere med Haardusk i Øre-
spidsen og med lang, langhaaret Hale er Egernet strax at
kjende; Tænder og Hovedskal ere ogsaa meget ejendommelige.

Arten lever eller har levet over det meste af Landet, knyt-
tet til Skov. Paa Bornholm hører den ikke hjemme; den er
dér i nyere Tid kunstig indført. I Stenalderens Kjøkkenmød-
dinger findes dens Knogler ret jevnlig; et enkelt Fund fra
Bronzealderen haves ogsaa. Den har vist baade i Fyrreskovens
og i Egeskovens Tid været mere udbredt, end den er nu. Dens
naturlige Udbredelse i Landet i Øjeblikket er kun ufuldstændig
kjendt; desværre har den oftere været kunstig flyttet omkring,
saa at det ikke mere er muligt at faa rigtig Underretning om den.

* Steppe- Egern- Slægten (Spermophilus).

Krop og Lemmer væsenligst som hos Egern, dog
Lemmerne meget kortere. Halen ganske kort, tynd
(bortset fra Haarklædningen). Snuden kort. De hvæl-

101

vede Næsebruske om Næseborene stødende sammen
i Midtlinien. Overlæben med Længdefure, ret lang.
Øjet stort. Øret meget lille, næsten kun en op-
staaende Rand om Øre-Aabningen. Haanden ret kort,
smal. Haandfladen nøgen, med 5 anselige, afrundede,
toppede Trædepuder, der næsten fylde hele Fladen.
5 Fingre; Tommelen ganske kort, med flad Negl; de
andre Fingre ret lange, med lange, stærke, kun svagt
buede Kløer; 3dje Finger længst; 2den og 4de noget
kortere, indbyrdes næsten lige lange; 5te meget
kortere; Fingrenes Underside med Hudringe. Foden
ret kort, smal, med 5 Tæer med Kløer af lignende
Form som paa de fleste af Fingrene, men meget
kortere. Fodsaalen mest nøgen, dog under Hælen
tildels haarklædt; kun 4 Trædepuder under Meflem-
fodsbenenes Spidser. 2den, 3dje og 4de Taa næsten
lige lange, 3dje dog længst; 5te betydelig kortere,
1ste igjen noget kortere; Tæernes Underside ringet.
Halen ikke skællet, tæt haarklædt. Snudens Var-
børster ret stærke, omtrent af Hovedets Længde.
Haarklædningen paa Øret kort og fin ; paa Oversiden
af Haand og Fod ret lange Haar, især lange og stive
paa Yder- og Inderrand af Haand og Fod, særlig
iøjnefaldende langs Haandens Yderrand; Halens Haar
lange og tætte, men kun lidt udstaaende; Haarklæd-
ningen over det meste af Legemet ellers tæt, ret kort.
Tandsættet er ]' ' ^^|^. Fortænderne nærmest som

1. . 4567*

hos Sminthus, dog ret brede; nedre Fortand frem-
bringer med sin Grund en svag Pukkel paa Under-
kjæbens Yderside. Kindtænderne alle lavkronede,
med korte Rødder. Forreste øvre Kindtand lille, med

102

næsten kredsformet Krone; de 4 andre øvre Kind-
tænder indbyrdes næsten ens, ret smaa, med nærmest
tresidet Krone, hver med to forholdsvis ret høje tvær-
gaaende Hovedkamme, der indadtil støde indbyrdes
sammen, og med en Bikam foran og bag Hoved-
kammene, men ikke mellem dem; de 4 nedre Kind-
tænder ogsaa indbyrdes næsten ens, med nærmest
firsidet Krone, med to tværgaaende Hovedkamme, en
høj Kam langs forreste Rand og en lav Kam langs
bageste Rand, og uden Bikamme; forreste nedre Kind-
tand i Størrelse og Form næsten ganske som de
andre. Mælketænder som hos Sciurus. En ganske
lille, kredsformet Aabning i Overkjæbebenet nederst
i Kindbuens forreste Grund; Aabningens Ydervæg
bred og stærk. Tydeligt, udstaaende, men ret smalt
Ben-Tag over Øjehulen. Trommebenet ret lille, med
Begyndelse til tudformet ydre Øregang, indvendig
kamret. Forreste Gane-Aabning lille, smal.

34. *Steppe-Egern (Spermophilus rufescens

Keyserl. & Bias.).

(Spermophilus altaicus.)

Krop omtrent 300 mm, Hale 60, Fod 40. Det meste af Over-
siden rødlig brun med rustgule Smaapletter; Hovedets Over-
s 4 side brungraa; over og under Øjet en rødbrun

Plet, ligeledes under Øret; Hovedets Side
ellers rustrød ligesom Lemmer og Underside.
Haarene paa Halens Overside rustrøde med
gulhvid, Spids, nogle sortbrune, paa Undersiden
rustrøde. (Oplysningerne om Ydre efter J. H.
Fig. 47. Steppe- ^^^^- ^^j, ^^^ opstillet Arten, og W. Bla-
Egern. En øvre ' ^ ' *'

højre Kindtand, sius.) Længden af øvre Kindtænders Række
Slidflade. Forst. 13 mm^ af nedre Kindtænders Række llVs-

103

Blandt danske Pattedyr vilde Steppe-Egernet være let kjen-
deligt i Ydre : et Egern, klart nok, men kortøret, lavbenet, med
stærke Gravekløer, med dusket, men kort Hale, med rødlig-
gullig Jordfarve o. s. v.; ogsaa Kjæber og Tænder minde om
Egernet; men de „trekantede" øvre Kindtænder og de ret høj-
kammede nedre ville strax være paafaldende. I Udlandet har
det derimod flere nærstaaende Slægtninge, og med nogle af
dem kunde let ske Forvexling.

Der foreligger kun ét Fund af Steppe- Egernet fra Danmark:
en Underkjæbe blev i 1877 funden ved Nørre-Lyngby paa
Jyllands Vestkyst S. V. for Hjørring i et Jordlag, der snart
efter Istiden er aflejret i en flad Ferskvands-Sø og senere er
dækket af Flyvesand. I det sydligere Mellem-Europa, mod Vest
helt ud til England, har Arten i sin Tid levet, og dens Knog-
ler ere fundne mange Steder; Thiede i Braunschweig er det
Findested, der ligger os nærmest. I Nutiden er dens nærmeste
Hjemstavn det sydøstlige Rusland. Ved Thiede og andre Steder
har den levet som Led i en ægte Steppe-Fauna, omfattende
Springmus, Pibehare, Hest og andre.

Fig. 48. Ilder, Mustela putorius.

Rovdyr (Carnivora).

Pattedyr af Middelstørrelse (dog med enkelte Dverg-
former som Væslerne og Kæmpeformer som Bjørne

104

og nogle Sæler), væsenligst uddannede til at leve af
andre Hvirveldyr. Hos de fleste ere en øvre og en
nedre Kindtand, siddende nærmest indenfor Mund-
vigen, fremhævede som „Rovtænder", medens flere
eller færre af de andre Kindtænder ere vantrevne
eller forsvundne; hos alle vore Rovdyr mangler saa-
ledes i det mindste en Tand svarende til Insektædernes
bageste øverste Kindtand. Hos nogle miste Rovtæn-
derne delvis deres Særpræg. Hos andre igjen,
Sælerne, miste Rovtænderne helt deres Egenheder.
Haand og Fod beholde sædvanlig væsenlig Præget
som Poter; hos Sælerne omformes de ret stærkt som
Svømmeredskaber.

18 Rovdyr- Arter ere funtlne i Danmark, af Katte-, Hunde-,
Maar-, Øresæl- og Sæl-Familien, alle hørende til de højere-
staaende, ægte Rovdyr, dem, der have faaet Rovtænderne
fremhævede fra de omgivende Kindtænder og have faaet de
bageste af de oprindelige 7 Kindtænder i hver Kjæbe van-
trevne, i Modsætning til de første, forlængst uddøde Rovdyr,
hos hvem alle 7 Kindtænder havde et mere ensartet Præg. At
Rovtænderne hos nogle af de øverste Rovdyr, som Sælerne,
igjen have mistet deres Særpræg, er en Sag for sig.

Katte-Familien, Felidæ, med vore to uddøde Arter,
Vildkat og Los, begge af Katte-Slægten^ Felis, F. ca-
tus og F. lynx, er blandt vore Rovdyr den eneste, der til-
hører de højere Rovdyrs lavere Hovedafdeling, der er udmærket
ved, at Trommebenet, der bærer Trommehinden, har beholdt sin
oprindelige Ringform, kun danner den yderste Del af Tromme-
hulens Ydervæg, den Del, der slutter om den ydre Øregang,
medens det øvrige af Ydervæggen dannes af en særskilt
Knogle (eller hos nogle er bindet). Hos de andre højere Rov-
dyr er Trommebenet, hos de voxne Dyr, skaalformet og dan-
ner Trommehulens hele Ydervæg. De to fra første Færd skilte
Knogler, der hos Katte-Gruppen danne Trommehulens Yder-
væg, smelte oftest indbyrdes sammen allerede hos det unge
Dyr; Spor af den tidligere Adskillelse kunne dog stadig sees;
men nogen paafaldende Forskjel fra andre Rovdyr er ikke at
opdage, naar Trommehulens Væg sees udenfra; aabner man
Trommehulen, eller ser man ind i den gjennem Hovedskal-

105

lens ydre Øregang, viser sig derimod en Forskjel: hos Katte-
Gruppen er Trommehulens Rum delt i to ved en Benvæg,
der rejser sig fra den Linie, hvori de to nævnte Knogler støde
sammen; hos de andre er Trommehulen et enkelt Rum, om
det end ved smaa pladeformede eller søjleformede Udvæxter
fra Væggene kan være lidt kamret eller mere eller mindre
fyldt af svampet Benvæv.

Af den store Gruppe Rovdyr, hvortil Katte-Familien hører,
og som blandt andet omfatter Viverrer og Hyæner, er selve
Katte-Familien en af de højeste Familier og Katte-Slægten
igjen en af Familiens højeste Slægter. I Uddannelse som
Rovdyr er den gaaet videre end de fleste andre. Baade øvre
og nedre Rovtand have faaet de mest fremstaaende Spidser
omdannede til høje, skarpe, skjærende Kamme, men have
saa godt som helt mistet alle andre af Kronens oprindelige
Spidser; de fleste af de andre Kindtænder ere stærkt ind-
skrænkede eller forsvundne: i Overkjæben findes kun én
lille, vantreven Kindtand bag Rovtanden, i Underkjæben slet
ingen Tænder bag Rovtanden; foran Rovtanden findes baade
i Over- og Underkjæbe kun to Kindtænder. Fortænderne ere
blevne ualmindelig smaa; men Hjørnetænderne, især de øvre,
ere stærke, dolkformede, lodret furede. Slægten er særlig øvet
i at færdes om Natten. Øjet er som hos udprægede Nat-Dyr
stort, indrettet til at opfange det svageste Lys, og Øjehulen
er bagtil omgrændset af anselige Ben- Udvæxter fra Pandeben
og Kindben. Trommehulen er stor, opsvulmet. Den oprinde-
lige Træden paa hele Haandflade og Fodsaal er ophørt; for at
faa lange Lemmer, rede til Spring og Løb, have Kattene rejst
sig paa Tæerne; fra Saalegængere ere de blevne Taagængere;
de træde paa de Trædepuder, der ligge under Spidserne af
Mellemhaands- og Mellemfodsben (foruden paa Puderne under
Finger- og Taaspidser) ; de paagjeldende Trædepuder blive sær-
lig store og smelte indbyrdes sammen, medens de andre
Trædepuder næsten forsvinde, og Fodsaalen klædes næsten
helt med Haar; især Bagfoden, der under Løb og Spring har
det største Arbejde at udføre, bliver lang og tillige smal, idet
Tæerne ikke spredes, men saa vidt muligt holdes samlede, og
1ste Taa, der kommer ud af Brug paa Grund af sin oprinde-
lige Korthed, forsvinder. Trods Hænders og Fødders Omdan-
nelse til Løben have Kattene søgt at bruge og bevare de
skarpe Kløer, der gjøre Tjeneste, naar Byttet gribes, under
Klatring og ved andre Lejligheder; Kløerne, især paa Fingrene,
ere blevne ualmindelig stærke, krogformede; den Hudfold, der
dækker Kloens Grund, er i stor Udstrækning indvendig for-
benet; for at skjærme de skarpe Kløer mod Slid under Gan-
gen, eller vel snarest for ikke at hindres eller plages af dem,

106

have alle Rovdyr fra første Færd Tilbøjelighed til at løfte Klo-
leddene tilbage op fra Jorden og skyde dem ind paa Siden af
næstyderste Finger- eller Taaled; denne Vane have Kattene
drevet videre end andre Rovdyr: Kloleddene kunne skydes
helt tilbage og gjemmes i en Hudfold ved Siden af næst-
yderste Fingerled, der ved Paavirkningen er blevet endnu
mere skjævt end hos andre Rovdyr.

Blandt de Rovdyr, der have skaalformet Trommeben, er
Hunde- og Bjørne-Familien, Canidæ, den oprindeligste,
omfattende 3 af vore Arter, af de to Slægter Hund og Bjørn,
Canis og Ursus, en nulevende Art, Ræven, Canis vulpes,
og to hos os uddøde, Ulv og Bjørn, Canis lupus og Ursus
arctus. Hvad der viser deres lave Stilling i Forhold til vore
andre Rovdyr, er deres Tandsæt: Rovtændernes Overmagt er
ikke saa stærk, at de have fortrængt ret meget af deres Om-
givelser; af Bagkindtænderne er det kun den bageste øvre, der
er forsvunden; den bageste nedre er vantreven; men de andre
ere ret veludviklede; og Rovtænderne selv have bevaret meget
af den oprindelige Form.

Canis-Slægten staar i Tandsættets Udvikling paa et lavere
Trin end Ursus. De forreste Kindtænder, Savtænderne, have
beholdt deres oprindelige Tal og Størrelse, og Rovtænder og
Knudetænder ere formede i det væsenlige som hos mange
andre forholdsvis lavtstaaende Rovdyr, med tydelige Minder
om Tilstanden hos Insektædere. I Uddannelse som Løbere
ere Hundene derimod naaede højere end alle andre Rovdyr;
deres Lemmer ere omformede paa noget lignende Maade som
hos Kattene, men endnu mere udpræget; de have ikke gjort
noget særligt for at bevare Kløerne skarpe; de have opgivet
Klatring og andre Færdigheder for mere udelukkende at øve
sig i Løb; Haand og Fod ere blevne endnu længere og smal-
lere end hos Kattene. Hundenes Vane er at strejfe vidt og
bredt omkring, mere eller mindre i Løb, for, især ledede af
Lugtesandsen, at afsøge et stort Jagtomraade.

Fra Rovdyr, hvis Tandsæt har været omtrent som Hunde-
nes, stammer Slægten Ursus; en Række Overgangsformer
kjendes blandt de uddøde Dyr. Det, der udmærker Bjørnenes
Tandsæt, er den delvise Tillempning til Planteføde; Savtæn-
derne vantrives og forsvinde tildels; øvre Rovtand mister
meget af sin Kraft, nedre Rovtand tildels ogsaa; men alle de
bageste Kindtænder faa udvidet og knudret Krone. Saale-
gængere ere Bjørnene derimod vedblevne at være; maaske
ere de det endda i endnu mere udpræget Grad end deres
nærmeste Forfædre; Haand og Fod ere korte og brede, med
en flad og bred Trædepude; Kløerne ere ualmindelig store,
krogede. Store stærke Dyr ere Bjørnene blevne, frygtløse,

107

med sindige Bevægelser; Halen, der hos de fleste Rovdyr
endnu er anselig, som et vigtigt Redskab til at holde Lige-
vægt, bruges ikke mere og svinder ind.

Til Maar-Familien, Mustelidæ, høre 7 af vore Rovdyr
fordelte i de fire Slægter Maar-, Væsel-, Grævling- og
Odder-Slægten, Martes, Mustela, Meles og Lutra.
Den Egenskab, der stiller hele Maar-Familien paa et højere
Trin end Hunde og Bjørne, er: at Rovtænderne i højere Grad
have taget Magten, paa lignende Maade som hos Kattene; hos
nogle af Familiens Medlemmer miste Rovtænderne igjen deres
Overmagt eller dog deres Egenskab somskjærende Redskaber;
men den Indvirkning, de have haft paa det øvrige Tandsæt,
udslettes ikke. Rovtænderne selv, baade øvre og nedre, ere
hos de oprindeligste af vore Medlemmer af Familien i en paa-
faldende Grad komne til at minde om Kattenes Rovtænder;
nedre Rovtand har dog beholdt lidt mere oprindeligt Præg end
hos Felis: den har endnu en tydelig „Hæl" ved sin Bagrand,
Levninger af bageste indre og bageste ydre Spids (3die og 5te)
paa en femspidset Tand, og den kan have en mellemste indre
Spids (2den); alt dette mangler Katte-Slægten saa godt som
helt; øvre Rovtand har derimod faaet en høj Egenhed, der
gjenfindes hos alle Familiens Medlemmer, hvormeget end Rov-
tanden ellers er vanslægtet: dens to højeste Spidser ere for-
enede indbyrdes ved en Længdekam, ikke skilte ved et dybt
Indhak som hos Kattene, der i denne Henseende ligne de
fleste Rovdyr; de bageste Kindtænder ere stærkt indskræn-
kede; i Overkjæben findes kun en vantreven Kindtand bag
Rovtanden, dog oftest mindre vantreven end hos Felis; i
Underkjæben findes bag Rovtanden kun en lille vantreven
Tand.

Martes og Mustela ere blandt de danske Medlemmer af
Familien de oprindeligste i Formen af øvre Rovtand, der hos
dem har beholdt samme langstrakte Form som hos lavere
Rovdyr og kun har en lille Hæl indenfor sin forreste Ende,
Hos Meles og Lutra, hvis Tandsæt har mistet noget af det
oprindelige Rovdyr-Præg, er øvre Rovtand forkortet, og Hælen
er forstørret og har bredt sig langs hele Tandens Inderside.
Nedre Rovtand hos Meles og Lutra er ligeledes ifærd med at
miste Rovdyr- Præget.

Martes, med vore to Arter, Husmaar og Skovmaar,
M. foina og M. sylvatica, er i Forhold til Mustela den, der
staar paa det oprindeligste Trin. I Tandsættet viser det sig i, at
Forkindtændernes Tal endnu er det oprindelige. Skjønt Slæg-
tens Arter have en ualmindelig Evne til at finde Vej gjennem
de snevreste Aabninger, ere de dog ikke i denne Retning saa
store Kunstnere som Mustela; de ere vante mere til at færdes

108

frit fremme, ligelig udfoldende alle Evner. I springende Klatring
have de dog særlig stor Øvelse.

Hos Mustela, med vore tre Arter, Ilder, Lækat og Brud,
M. putorius, M. erminea, M. vulgaris, er den forreste
Forkindtand i hver Kjæbe forsvunden, og Tandsættet har i det
hele faaet lidt mere skjærende Præg. Slægten har ganske
særlig uddannet sig til at forfølge de gravende Gnavere i
deres underjordiske Gange; Kroppen bliver mere lang og tynd,
Lemmerne blive kortere. Halen ligeledes. Kløerne indrettes
lidt mere til Gravning; det ydre Øre bliver kortere, og Tromme-
hulen fyldes med svampet Benvæv, en Egenskab, der særlig
ofte viser sig hos underjordisk levende Dyr.

Meles, med vor eneste Art Grævlingen, M. taxus, stam-
mer fra Maar-Former, der nærmest have lignet Martes ; den er
uddannet i en Retning modsat Mustela. Den har for en meget
væsenlig Del vænnet sig til Planteføde. Paa nogle af de ba-
geste Kindtænder, særlig paa øvre Knudetand og nedre Rov-
tand, der hos dens Stamfædre var stærkt uddannet til at
afklippe Kjød, er der fremkommet store knudrede Udvidelser,
egnede til at knuse Planteføde; nogle af de forreste Kind-
tænder ere derimod stærkt ifærd med at vantrives. Meget af
sin Føde finder Grævlingen ved at grave i Jorden; dens Kløer,
især Haandens, ere derfor blevne lange og stærke, og som
hos mange andre gravende Pattedyr ere Haandens og Fodens
Trædepuder udvidede ; hos Martes og Mustela findes paa Haand-
fladen 6 eller 5 smaa indbyrdes skilte Trædepunder, som hos
lavere Pattedyr, og paa Fodsaalen findes 4 smaa skilte Træde-
puder, idet de to bageste af de oprindelige 6 ere forsvundne,
af Mangel paa Brug, fordi der ikke trædes kraftig nok paa den
bageste Del af Fodsaalen; hos Grævlingen findes paa Haand-
fladen en forreste stor, svagt tredelt Trædepude og bag den to
mindre, og paa Fodsaalen er Forholdet noget tilsvarende. Ved
rigelig Føde og af Mangel paa Bevægelse er Grævlingen voxet
stor og plump i Sammenligning med sine vevre Slægtninge,
der maa arbejde anderledes for Føden; korte Lemmer og kort
Hale har den af den Grund faaet.

Lutra, med eneste danske Art Odderen, L. vulgaris, har
faaet sit Særpræg ved at vænne sig til at leve mest af Fiske,
som den fanger svømmende. Dens Stamformer have nærmest
lignet Martes. Som væsenligste Redskab til Svømning bruger
den Halen, som derfor har faaet en ualmindelig Styrke, med
svære Muskler. Haand og Fod, der ogsaa tidt nok komme til
at pjaske i Vandet, have faaet større Brede, med endnu mere
udpræget „Svømmehud" mellem Fingre og mellem Tæer, en
Dannelse, hvortil der m.ærkelig nok hos de fleste Rovdyr fin-
des anselig Begyndelse; Trædepuderne udviskes; Kløerne blive

109

svage; Lemmerne i det hele blive ret korte. Som hos mange
andre Pattedyr, der ere vante til at dykke ned og op, faar
Hovedet en ejendommelig fladtrykt Form, sikkert fremkaldt af
Vandets Tryk, særlig paafaldende for Hjernekassens Vedkom-
mende. Det ydre Øre bliver lille. Varbørsterne, der skulle
kunne bruges ogsaa under Vand, ægges af Vandets Modstand
til Væxt og blive ualmindelig stive.

Vore 5 Sæler, fra Istid og senere, fordele sig paa Slæg-
terne Hvalros, Trichechus, af Øresælernes Familie,
Otariidæ, og Sæl ogGraasæl, PhocaogHalichoerus,
af Sæl- Familien, Phocidæ. Som Vanddyr ere Sælerne om-
formede ganske anderledes gjennemgribende, end Odderen er
det, og deres Oprindelse, som deres Udformning er en anden.
Medens Odderen klart nok stammer fra ægte Maare, have
Sælerne sikkert deres Udspring fra oprindelige Medlemmer af
Hunde-Bjørne-Gruppen. Deres vigtigste Redskab til Bevægelse
er ikke Halen, der netop svinder ind af Mangel paa Brug,
men Lemmerne. Baglemmerne ere lagte bagud langs Bække-
net og Halen, i en Stilling, hvori de tilsidst ere fæstnede, saa
at de ikke mere kunne føres frem; Fødderne ere tilsammen
brugte som en Slags Halefinne, der svinges til Siderne, med
lidt drejende Bevægelser; Foden er derved bleven stor, vifte-
formet, med bred Svømmehud; 1ste og 5te Taa, der mest ud-
sættes for Vandets Tryk, faa en ualmindelig Længde og Svær-
hed; Trædepuderne ere forsvundne; Hæl-Leddet bliver meget
frit bevægeligt og omformes næsten til Kugle-Led. Forlemmet
har fra første Færd ogsaa været brugt, nærmest som en Vinge
til Flugt gjennem Vandet; dets Forrand er derfor særlig paa-
virket af Vandets Modstand; 1ste Finger er bleven ualmindelig
svær. Spolebenet ligeledes; men Forlemmets senere Skjebne
er forskjellig i Sælernes forskjellige Grupper. Medens Odde-
ren bringer sin Fangst paa Land for dér at æde den, ere Sæ-
lerne blevne saa udelukkende Vanddyr, at de ogsaa i Vandet
æde deres Bytte; men tygge det i Vandet kunne de ikke ret
godt, fordi de, som de fleste Pattedyr, ikke ere vante til at
tygge med lukket Mund; de opgive derfor Tygningen og sluge
Byttet mere eller mindre helt. Følgen er for Kindtændernes
Vedkommende, at de bageste af dem vanslægte af Mangel paa
Brug og faa lignende simple Former som de forreste. Næse-
musklerne øves i at lukke Næseborene og faa Evne dertil.
Øjnene blive store, som ellers hos Natdyr, vistnok fordi de
bruges i Halvmørket dybt nede i Vandet, og de sammen-
trykke Rummet mellem Øjehulerne. Det ydre Øre vantrives
af Mangel paa Brug og forsvinder, og den ydre Øre-Aabning
kan lukkes af Muskler. Overlæbens Varbørster faa som hos

110

Odderen en ualmindelig Styrke. Hovedskallen faar en lig-
nende fladtrykt Form som hos Odderen.

Øresælerne ere de oprindeligste overfor de ægte Sæler.
De have endnu ikke helt mistet Evnen til at føre Baglemmet
paa samme Maade, som Landdyr pleje; Hæl-Leddet har der-
for bevaret forholdsvis meget af den oprindelige Form; saa-
ledes har Rullebenet tydelig Ledrulle mod Skinnebenet, og
det har ikke faaet den ejendommelige Hæl-Udvæxt, der findes
hos de ægte Sæler, fremkaldt af Fodens Bøjemuskler. De
kjendte Øresæler have dog i en og anden Retning udviklet
sig videre eller paa anden Maade end de ægte Sæler; først
og fremmest have de i en paafaldende Grad brugt Forlemmet
som „Vinge", og Haanden har faaet en ualmindelig Størrelse,
med Svømmehud naaende langt frem foran Fingerspidserne. Af
Øresælerne er Hvalrossen igjen væsenlig den laveste; det
viser sig klart nok i Formen af mange af Lemmeknogleme,
der mere end hos de andre minde om Landdyr, i Haandens
forholdsvis ringe Størrelse, i Øjets ret ringe Størrelse og i
Mangelen af Udvæxt fra Pandebenet over Øjehulen. Men
ogsaa Hvalrossen har sine høje Egenheder; den har helt
mistet det ydre Øre, der findes endnu hos de andre, om end
i meget vanslægtet Skikkelse; og den har vænnet sig til at
leve mest af en Slags Føde, som andre Sæler kun sjelden
faa. Muslinger, der leve nedgravede i Havbunden, og til at
rode dem frem bruger den sine øvre Hjørnetænder, som
derfor have faaet en uhyre Størrelse, hvad der paa mange
Maader indvirker paa Hovedskallen; en tilsvarende Styrke
have Halsmusklerne faaet ved at øves i at føre det
svære Hoved, og de fremkalde mægtige Udvæxter paa Hjerne-
kassen.

Hos de ægte Sæler have Baglemmerne næsten udeluk-
kende overtaget Virksomheden som Redskaber til Svømning
og ere derfor omformede i højere Grad end hos Øresælerne;
1ste og 5te Taa ere forholdsvis længere, Hæl-Leddet er næsten
et Kugle-Led, Rullebenet har faaet Hæl-Udvæxt, Foden kan
ikke føres frem i den oprindelige Stilling; men Forlemmerne
ere blevne tilbage i Udvikling, fordi de under Svømningen
ere ret uvirksomme. Hænderne have mere beholdt Form af
Poter. Som hos de oprindeligste Øresæler er Øjehulen ikke
dækket af Ben-Tag; Øjet har dog naaet en uhyre Størrelse,
og Rummet mellem Øjehulerne er stærkt sammentrykt. Det
ydre Øre er forsvundet.

De to Slægter af ægte Sæler, der findes hos os, Phoca og
Halichoerus, staa hinanden meget nær. Hos Halichoerus er
Tandsættet lidt mere vanslægtet end hos Phoca; Kindtænder-
nes Rødder ere ifærd med at smelte sammen til en enkelt

111

Rod, medens de fleste Kindtænder hos Phoca have to vel ad-
skilte Rødder. Og Næsehulen hos Halichoerus er ejendomme-
lig opsvulmet, særlig iøjnefaldende hos de gamle.

Oversigt over de danske Rovdyr-Slægter.

I. Trommehulens Ydervæg dannet af to sammenvoxede Knogler
og Trommehulen ved en høj Ben-Skillevæg delt i et ydre
og et indre Rum. Hjørnetænderne med lodrette Furer; ingen
nedre Knudetand findes og ingen Hæl paa nedre Rovtand.
Øjehulen bagtil næsten fuldstændig omsluttet af en Benbro.
Kløerne ualmindelig sammentrykte og skarpe og istand til
at løftes højt tilbage og skjules i en Hudfold.
Af Katte-Familien, Felidæ:
Katte-Slægten (Felis).
II. Trommehulens Ydervæg væsenlig dannet af en enkelt
Knogle og Trommehulen ikke delt. Hjørnetænderne uden
eller næsten uden lodrette Furer; mindst én nedre Knude-
tand findes, og nedre Rovtand har Hæl (naar ikke Tandsættet
er helt vanslægtet). Øjehulen bagtil vidt aaben. Kløerne
kunne ikke skjules i en Hudfold.

1. Landdyr, i hvert Fald væsenlig. Kindtænderne uensartede
i Form, skilte som Savtænder, Rovtænder og Knudetæn-
der. Fødderne sædvanlig formede Poter.

a. Tandsættet ret fuldstændigt, baade i Over- og Under-
kjæbe to Knudetænder bag Rovtanden. Øvre Rovtand
med et dybt Hak mellem de to Hovedspidser.

Af Hunde- og Bjørne-Familien, Canidæ (& Ursidæ):
CC. Savtænderne veludviklede, 3 øvre, 4 nedre; Rov-
tænderne stærkt fremtrædende, med skarpe Kam-
me; Knudetænderne med glat, ikke knudret og
rynket Overflade. Halen lang. Taagænger, uden
Tommeltaa.

Hunde-Slægten (Canis).
/S. Savtænderne vantrevne, smaa, oftest tildels mang-
lende; Rovtænderne ikke meget fremtrædende fra
Omgivelserne, med ret stumpe Kamme; Knudetæn-
derne, ligesom den bageste Del af nedre Rovtand,
med knudret-rynket Overflade. Halen saa godt som
manglende. Saalegænger, med stor Tommeltaa.
Bjørne-Slægten (Ursus).

b. Knudetændernes Tal indskrænket, kun én Knudetand
i hver Kjæbe. De to Hovedspidser paa øvre Rovtand
ikke skilte ved et skarpt Indhak, men forenede ved
en Længdekam.

Af Maar- Familien, Mustelidæ:

112

a. Øvre Rovtand langstrakt (i Kjæbens Retning) med
en lille Hæl inderst og forrest.

1. 3 øvre og 4 nedre Savtænder. Kroppen ikke
særlig langstrakt. Trommebenet ikke fyldt af
svampet Benvæv.

Maar-Slægten (Martes).

2. Kun 2 øvre og 3 nedre Savtænder. Kroppen
paafaldende langstrakt. Trommebenet fyldt af
svampet Benvæv.

Væsel-Slægten (Mustela).
/?. Øvre Rovtand kort, med en bred Hæl strækkende
sig langs hele Indersiden.

1. Hovedskallen ikke fladtrykt. Halen kort. Øvre
Knudetand og bageste Del af nedre Rovtand stærkt
udbredte, knudrede. Kløerne meget stærke.
Grævling-Slægten (Meles).

2. Hovedskallen fladtrykt. Halen lang og muskel-
stærk. Øvre Knudetand og bageste Del af ne-
dre Rovtand ikke særlig udbredte og knudrede.
Kløerne smaa.

Odder-Slægten (Lutra).
2. Vanddyr. Kindtænderne alle ensartede i Form, simpelt
formede. Bagfoden stor, vifteformet, med 1ste og 5te Taa
stærkt forlængede. Tommelfingeren den længste af
Fingrene.

a. Foden under Gang drejet fremad; Rullebenet med Led-
rulle mod Skinnebenet, uden Hæl-Udvæxt. Finger-
spidserne stærkt forlængede foran Kløerne, der ere
smaa. Øvre Hjørnetand uhyre.

Af Øresæl-Familien, Otariidæ, Hvalros-Underfamilien,

Trichechini:

Hvalros-Slægten (Trichechus).

b. Foden altid rettet bagud, egenlig Gang umulig; Rulle-
benet med simpelt hvælvet Ledflade mod Skinnebenet,
med Hæl-Udvæxt. Fingerspidserne neppe forlængede
foran Kløerne, der ere stærke. Øvre Hjørnetand
sædvanlig.

Af de ægte Sælers Familie, Phocidæ, Underfamilien

Phocini:

CC. Kindtænderne savtakkede, de fleste med dobbelt
Rod. Næsehulen ikke opsvulmet.
Sæl-Slægten (Phoca).

/S. Kindtænderne væsenligst kegleformede, de fleste
med enkelt, svagt tvedelt Rod. Næsehulen op-
svulmet, hos den voxne i paafaldende Grad.
Graasæl-Slægten (Halichoerus).

113

* Katte-Familien (Felidæ).

* Katte-Slægten (Felis).

Legemet nærmest formet som hos Løbere: Krop-
pen ikke langstrakt, noget sammentrykt, Halsen ret
lang, baade For- og Baglem ret høje, alt i Sammen-
ligning med Forholdene hos det ene eller det andet
af vore andre Rovdyr. Halen lang eller kort. Snuden
kort. Øjet stort. Øret højt, spidst. Haanden lang
og ret smal; 5 Fingre, alle forenede ved Hudfold
næsten til Spidserne; Tommelen kort, neppe naaende
til Spidsen af 2det Mellemhaandsben; de andre Fingre
lange, 3dje længst, 4de kun lidt kortere, 2den igjen
lidt kortere, 5te ligeledes igjen lidt kortere; alle 5
Fingre med skarpe, spidse, sammentrykte, stærkt
krogede Kløer, der kunne løftes tilbage og skjules i
en Hudskede ved Ydersiden af nærmeste Fingerled;
Haandfladen, ogsaa Fingrenes Underside, tæt haar-
klædt, med Undtagelse af Trædepuderne; en stor tre-
fliget Trædepude under Spidserne af de fire længste
Mellemhaandsben; en lille afrundet Trædepude ved
Haandrodens ydre Rand; en Trædepude desuden under
hver Fingerspids. Foden lang og smal, med kun 4
Tæer, idet Tommelen helt mangler; alle fire Tæer
forenede ved Hudfold næsten til Spidserne; 3dje og
4de Taa længst, 3dje ganske lidt længere end 4de;
2den og 5te betydelig kortere, næsten lige lange;
alle fire Tæer med ret skarpe og sammentrykte
krogede Kløer, der kunne løftes tilbage og skjules i
en Hudskede ved Ydersiden af 2det Taaled; Fodsaalen,
ogsaa Tæernes Underside, tæt haarklædt, med Und-

Winge: Pattedyr. 8

114

tagelse af Trædepuderne; en stor trefliget Trædepude
under Mellemfodsbenenes Spidser og en Pude under
hver Taaspids. Snudens Varbørster lange og stærke.
Haarklædningen over det meste af Legemet tæt og
lang; Halen med lignende Haar som Kroppen, ikke
særlig langhaaret. Tandsættet er J23 1 ^345* f^^^^æn-
derne paafaldende smaa. Hjørnetænderne lange, dolk-
formede, med indtil 3 lodrette skarpe Furer, øvre næsten
ikke buet. Af Savtænderne (de forreste Kindtænder
foran Rovtænderne) er forreste øvre (2) ganske lille,
knoldformet, enrodet; de andre ere anselige, med to
Rødder, med sammentrykt Krone med høj Hovedspids
og to eller tre smaa Randspidser. Øvre Rovtand (4)
stor, med to høje, sammentrykte Hovedspidser skilte
ved et dybt Indsnit, med en lille fri Spids ved For-
randen og med en lille smal Hæl forrest og inderst.
Nedre Rovtand (5) har kun to høje sammentrykte
Spidser (svarende til 1ste og 4de paa en femspidset
Insektæder-Tand), saa godt som uden Spor ' af de
andre Spidser, der findes hos de fleste andre Rovdyr.
Øvre Knudetand (5) er ganske lille, knoldformet. Nedre
Knudetænder mangle. Mælketænderne ere ret vel-
udviklede, de fleste af noget lignende Form som deres
Efterfølgere ; Forgængeren for øvre bageste Savtand (3)
ser dog ud omtrent som Rovtanden i det blivende
Sæt, Forgængeren for øvre Rovtand har nærmest Form
som en lille Knudetand, og Forgængeren for nedre
bageste Savtand (4) ligner nedre blivende Rovtand;
Forholdet er et lignende hos de fleste andre Rovdyr.
Hovedskallen kort, hvælvet, især Ansigtet kort; Øje-
hulen bagtil næsten omsluttet af Ben-Udvæxter fra

115

Pandeben og Kindben. Trommehulen stor, blære-

formet opsvulmet, indvendig delt ved en Skillevæg i

et mindre ydre og et større indre Rum.

Vore to Arter af Slægten høre begge til de højeste, hos hvem
Slægtens Egenheder ere skarpest udprægede; de ere blandt
dem, der have det mest sammentrængte Tandsæt og derfor det
korteste Ansigt, blandt dem, der have den stærkeste Tinding-
muskel og mest udstaaende Kindbue, de største Øjne, de længste
Lemmer. Indbyrdes staa de hinanden nær. Som den mindste,
den forholdsvis mest lavbenede og langhalede staar Vildkatten
som den oprindelige re overfor den store, ualmindelig høj benede
og korthalede Los.

Oversigt over de danske Arter af Katte-Slægten (Felis).

I. Lille, forholdsvis lavbenet og langhalet; uden Haardusk i
Ørespidsen.

Vildkat (Felis catus).
II. Stor, ualmindelig højbenet, korthalet; med Haardusk i Øre-
spidsen.
Los (Felis lynx).

35. *Vildkat (Felis catus L. fera).

Krop, maalt paa Skind af Han og Hun fra Tyskland, 620 mm
hos begge, Hale 330 og 290, Øre 68 og 61, Fod 130 hos begge.
Halen omtrent af Kroppens halve Længde. Lemmerne af Middel-
højde. Øret uden eller saa godt som uden Haardusk i Spidsen.
Hele Oversiden gullig graa med sorte Tegninger: sorte Længde-
striber paa Pande, Kind og Hals, en sort Længdestribe midt paa
Ryggen, Tværstriber paa Lemmerne og paa Kroppens Sider,
Halen med sorte Ringe; de sorte Tegninger meget vexlende i
Form og Udstrækning, mere eller mindre opløste i Pletter, osv. ;
Dækhaarene over det meste af Oversiden ved Grunden hvid-
lige, ellers sorte med en gullig Ring under Spidsen; Bund-
haarene ved Grunden graalige, ellers gullige, nogle med mørk
Spids. Legemets Underside gullig hvid, ofte med stærkere
eller svagere Antydninger af mørke Streger og Pletter. Fod-
saalen sort i større eller mindre Udstrækning. Længden af
øvre Tandrad hos Han og Hun 39 og 37^2™'"? af nedre Tand-
rad 38 og 361/2, af nedre Rovtand 9 og S^/o, Hovedskallens
Længde hos Hunnen 92, Underkjæbens Længde 66^/2.

116

Den ringe Størrelse, det korthaarede Øre og den lange Hale
ere de lettest opfattelige ydre Kjendetegn overfor Lossen. I
Tænder og Hovedskal ere de to Arter næsten ens undtagen i
Størrelse.

Fig. 49. Vildkat. Hun. Hovedskal. Formindsket.

I Stenalderen har den været udbredt over Landet, vel mest
knyttet til Skov; dens Knogler ere ikke sjeldne i Stenalderens
Kjøkkenmøddinger; fra Bornholm kjendes den
[ dog ikke. Senere er den uddød hos os, naar vides

ikke. Ingen sikker historisk Efterretning haves
om den herfra. Den har i Danmark haft en
Del af sin Nordgrændse; fra Norge kjendes den
ikke; fra Sverig foreligger kun et enkelt Fund,
fra Stenalderen i Skaane; i vore andre Nabo-
lande lever den eller har den levet.

(^

Fig. 50. Vildkat.

Nedre højre
Rovtand. Natur-

Vistnok i Jernalderen er Huskatten indført i
Landet, Det kan neppe siges at være en anden Art end den europæiske
Vildkat ; men den synes dog, i hvert Fald væsenligst, at stamme fra en
egen Race af Arten, hjemmehørende i Afrika, lidt mere lavbenet og lang-
halet og lidt spinklere end vor Vildkat, oftest regnet for en egen Art:
F e 1 i s c a 1 i g a t a (eller ocreata, maniculata osv,). Maaske dog ogsaa den
europæiske Vildkat hist og her har været tæmmet; der findes blandt
Europas tamme Katte i Nutiden dem, der have næsten alle Egenskaber
fælles med vor Vildkat.

117

36. *Los (Felis lynx L.).
(Felis borealis, cervaria, virgata, Lynx vulgaris, lynx.)

Krop, maalt paa en Hun fra Sverig, omtrent 1050 ^^, Hale
200, Øre 95, Fod 210. Halen neppe en Fjerdedel af Krop-
pens Længde. Lemmerne høje, Øret med en Dusk lange Haar
i Spidsen. Hele Oversiden rødlig graa eller hvidlig med mørke
brunlige eller graalige, meget vexlende Tegninger: paa Kin-
den mere eller mindre tydelige Længdestriber, paa Ryg og
Side smaa sorte Pletter, der tildels kunne være mere eller
mindre sammenflydte til Længde- og Tværstriber; Halen med
sort Spids, ellers plettet; Dækhaarene ere mest ved Grunden
hvidlige, ellers sorte med en gullig eller hvidlig Ring under
Spidsen; Bundhaarene ere ved Grunden graalige, ellers rød-
lige. Undersiden hvid, med Spor af mørke Pletter. Fodsaalen
hvid. Længden af baade øvre og nedre Tandrad 52 mm^ Læng-
den af nedre Rovtand 15, Hovedskallens Længde 123, Under-
kjæbens Længde 91.

Størrelsen, Ørets Pensel, den korte Hale udmærke strax
Lossen fra Vildkatten.

I vor Ældre og Yngre Stenalders Kjøkkenmøddinger er der
fundet adskillige Levninger af den, mærkeligt nok hidtil kun
i Jylland. Fra Bronzealderen foreligger et Fund fra Sjælland,
fra Maglehøj ved Frederikssund: en Klo gjemt blandt andre
Mærkeligheder i en Æske, som en læge- eller troldkyndig
Kvinde havde med i sin Grav. Fra senere Tid haves ingen
sikker Oplysning om dens Forekomst hos os. I alle vore
Nabolande lever den eller har den levet.

Hunde- og Bjørne-Familien (Canidæ & Ursidæ).

Hunde- Slægten (Canis).
Legemet formet som hos Løbere: Kroppen ikke
langstrakt, noget sammentrykt, Halsen ret lang, baade
For- og Baglem høje. Halen lang. Snuden lang.
Øjet middelstort. Øret højt, spidst. Haanden lang
og smal; 5 Fingre, alle forenede ved Hudfold næsten
til Spidserne; Tommelen kort, neppe naaende Spidsen

118

af 2det Mellemhaandsben ; de andre Fingre lange;
3dje og 4de længst, næsten ens; 2den og 5te be-
tydelig kortere, næsten lige lange; alle 5 Fingre med
ret stumpe, lidt sammentrykte, svagt buede, ret korte
Kløer, der vel kunne løftes noget op mod Siden af
næstyderste Fingerled, men ikke skjules i nogen Hud-
fold; hele Haandfladen, med Fingrenes Underside,
haarklædt, undtagen Trædepuderne; en stor, svagt tre-
fliget Trædepude under Spidserne af de fire lange
Mellemhaandsben og en lille Trædepude ved Haand-
rodens Yderrand; en Pude under hver Fingerspids.
Foden lang og smal, med kun 4 Tæer, idet Tommelen
helt mangler; alle fire Tæer forenede ved Hudfold
næsten til Spidserne; 3dje og 4de Taa længst, næsten
lige lange, 4de dog lidt længere end 3dje; 2den og
5te betydelig kortere, næsten lige lange; Kløerne om-
trent som paa Fingrene, men kortere og stumpere; Fod-
saalen, ogsaa Tæernes Underside, tæt haarklædt, med
Undtagelse af Trædepuderne; en stor trefliget Træde-
pude under Mellemfodsbenenes Spidser. Snudens Var-
børster stærke eller ret svage. Haarklædningen over det
meste af Legemet tæt og lang; Halen klædt med lange
udstaaende Haar. Tandsættet er !^t!!^!!^L Fortæn-

123. 1. 12345D/

derne anselige, især den yderste øvre stor, 1ste og
2den øvre med tydelig trefligede Kroner. Hjørne-
tænderne lange, uden Længdefurer (bortset fra den
hos Rovdyr sædvanlige svage aabne Fure langs For-
randen af Indersiden), den øvre svagt buet. Forreste
Savtand (1), baade øvre og nedre, ret lille, enrodet;
de andre Savtænder anselige, med to Rødder, med
sammentrykt Krone med høj Hovedspids og mere

119

eller mindre tydelige Randspidser. Øvre Rovtand (4)
stor, med to høje sammentrykte Hovedspidser skilte
ved et dybt Indsnit, uden fri Spids ved Forranden,
med en lille smal Hæl forrest og inderst. Nedre
Rovtand (5) har de samme 5 Spidser, der findes hos
Insektædere, Flagermus og mange andre lavere Patte-
dyr, men de to forreste (1ste og 4de Spids) ere
voxede højt ivejret som mægtige sammentrykte Kamme.
Begge øvre Knudetænder (5 og 6) ere veludviklede,
den forreste dog langt større end den bageste, begge
væsenlig trespidsede. Forreste nedre Knudetand (6)
anselig, nærmest firspidset; bageste nedre (7) ganske
lille, knoldformet. Hovedskallen langstrakt, med langt
Ansigt; Panden flad eller hvælvet. Øjehulen bagtil
vidt aaben. Trommehulen mere eller mindre op-
svulmet, indvendig udelt.

Ræven er i Sammenligning med Ulven den, der har beholdt
mest af Ligheden med de oprindelige Rovdyr. Dens Tænder ere
lidt spinklere, i mindre Grad indrettede til Kjød-Æden ; dens Rov-
tænder ere forholdsvis smaa, oprindelig formede; dens forreste
øvre Knudetand har ikke faaet rigtig skjærende Kamme, og ba-
geste øvre Knudetand er forholdsvis stor; Pandehulerne ere kun
i ringe Grad opsvulmede, saa at Panden er flad, Udvæxten over
Øjet slet ikke oppustet; Halen er lang. I en enkelt Henseende
er dog Ræven naaet højere end Ulven; den synes at have øvet
Hørelsen mere, dens Trommeben er mere opsvulmet, og dens
ydre Øre er større. Medens Ræven lister omkring snusende
og lyttende og spejdende efter allehaande Bytte, især Mus og
andre mindre Gnavere, af og til en Fugl, Insekter, Frugter af
mange Slags, er det Ulvens Vane mere at jage Storvildt, som
den forfølger i Løb, opsporende det mest ved Lugten, og den
har mere Øvelse i at bide Kjød og gnave Knogler, Dens Rov-
tænder ere voxede stærkt og have faaet højere og sværere
skjærende Kamme; paa forreste øvre Knudetand ere de to ydre
Spidser voxede og hævede i Vejret i Form af skjærende Kamme;
bageste øvre Knudetand er derimod noget vantreven. Vel-
sagtens som Følge af mere ihærdig Vejren ere Pandehulerne
svulmede op og fylde ogsaa Pandebenets Udvæxt over Øjehulen.

120

Lemmerne ere vel ikke længere end Rævens, men holdes sæd-
vanlig mere strakte, rede til Løb. Halen er kortere, indskrænket
som saa ofte hos højbenede Dyr, hos hvem Lemmerne ere
saa mægtige, at Halens Tjeneste bliver overflødig.

Oversigt over de danske Arter af Hunde-Slægten (Canis).

I. Lille. Pupillen spalteformet. Øret stort. Halen lang. Haar-
klædningens Farve overvejende rustrød. Rovtænderne svage;
ydre Spidser paa forreste øvre Knudetand smaa; Hjørne-
tænderne spinkle. Pandebenet ikke opsvulmet. Tromme-
benet stort.

Ræv (Canis vulpes).
II. Stor. Pupillen kredsformet. Øret mindre. Halen kort for-
holdsvis. Haarklædningens Farve overvejende graalig. Rov-
tænderne store; ydre Spidser paa forreste øvre Knudetand
store; Hjørnetænderne svære. Pandebenet opsvulmet. Trom-
mebenet lille.
Ulv (Canis lupus).

37. Ræv (Canis vulpes L.).

(Vulpes vulgaris, vulpes, alopex.)

Krop, maalt hos en Han, 700 mm^ Hale 400, Øre 95, Fod 145.

Pupillen i sammentrukken Tilstand spalteformet. Øret stort,

mere end halvt saa langt som Hovedet. Halen mere end halvt

Pig. 51. Ræv. Hovedskal. Formindsket.

121

saa lang som Kroppen. Varbørsterne stærke. Oversiden mest
rustrød; Dækhaarene ved Grunden hvidlige, ellers sorte med lang
rødgul Spids, nogle igjen i den yderste Spids sorte, andre næsten
helt sorte, kun med en smal
gul Ring under Spidsen;
Bundhaarene ved Grunden
graa, ellers rødlige. Under-
siden hvid eller hvidlig eller
tildels graa eller sort. Ørets
Bagside sort. Forsiden af
Underarm og Haand sort,

ligeledes Forsiden af Foden. ^^S' f ' ^^^]: ^/f'^.^Tt'''^ ^V^
^ øvre forreste Knudetand [b), begge høj-

Halen oftest ved Grunden re. Naturlig Størrelse,

rødlig, ellers gullig hvid, sort-
pudret, med hvid Spids. Mange Farve-Ændringer kunne desuden
findes, med forskjellige mørke Tegninger, ogsaa helt sorte. For-
tænderne ret spinkle; Hjørnetænderne lange, men tynde; For-
kindtænderne lidt spredt stillede; Rovtænderne forholdsvis svage,
de skjærende Kamme lave; de ydre Spidser (4de og 5te) paa øvre
forreste Knudetand lave. Hovedskallens Pande flad, Udvæxten
over Øjehulen ikke oppustet; Trommebenet stort. Længden af
øvre Tandrad 83 mm^ af nedre Tandrad 82, af nedre Rovtand I51/3,
Hovedskallens Længde 150, Underkjæbens Længde 118.

Ræven har i Skelettet stor Lighed med smaa tamme Hunde;
de sikreste Kjendemærker for den ere Tandsættets Svaghed,
den flade Pande og Trommebenets Størrelse ; den tamme Hund
stemmer væsenlig med Ulven.

Den er udbredt over hele Danmark, ogsaa paa Bornholm,
og den finder sig tilrette paa alle Slags Land. Den kj endes fra
vor Ældre Stenalder; i den Tids Kjøkkenmøddinger findes dens
Knogler jevnlig. Den er vidt udbredt til alle Sider for Landet.

Fjeldræven, Canis lagopus, der jevnlig bringes til Danmark i
Fangenskab, er ofte brudt ud af Fængsel og har vist sig her og der i Lan-
det; saa godt som altid har Historien kunnet oplyses. Om en Fjeldræv,
der blev dræbt ved Thisted i Foraaret 1879, mentes det, at den sandsynlig
var kommen til Landet over Isen fra Sverig eller Norge i den foregaaende
Vinter, der havde været streng; men ogsaa dette Tilfælde har vist sig
at være mere end tvivlsomt; der var i 1876 af Kammerherre Oppen
Schilden udsat 7 Fjeldræve paa Livø i Limfjorden, men lidt efter lidt

122

forsvandt de derfra, vist udvandrende over Isen (oplyst af Dr. Heiberg
og Premierlieut. Jensen, Livø, gjennem Lærer T. Bang); meget muligt
er det en af dem, der er kommen til Thisted. Alligevel er det ikke
usandsynligt, at Fjeldræven hører til den danske Dyreverden. Fra sin
Rejse til Læsø i Sommeren 1827 meddeler F. Faber, at der paa Øen
findes „mange Ræve, hvoraf nogle ere hvide", og om dem sagde Ind-
byggerne, „at de vare komne til dem paa Isen". Under Istiden har
Fjeldræven levet over det meste af Europa, og den har vist været at finde
i Danmark, inden den trak sig tilbage til Europas nordligste Lande.
Arten staar meget nær ved Ræven, men har faaet lidt Præg af at høre
hjemme i de koldeste Lande. Den er lidt mindre, har kortere Øre, en
tættere Haarklædning, der ogsaa dækker det meste af Trædepuderne
paa Haandens og Fodens Underside ; Farven er undertiden graalig over
det meste, men oftest i Sommerdragten hvid, med mere eller mindre
graalig Overside, i Vinterdragten helt hvid.

38. *Ulv (Canis lupus L.).
(Lupus vulgaris.)

Krop, maalt paa en Ulv fra Sverig, ISOOmm^ Hale 400, Øre
115, Fod 240. Pupillen i sammentrukken Tilstand kredsformet.
Øret af Middelstørrelse, ikke halvt saa langt som Hovedet. Halen

Fig. 53. Ulv. Hovedskal. Stærkt formindsket.

123

omtrent en Tredjedel af Kroppens Længde. Varbørsterne ret svage.
Oversiden oftest gullig graa; Dækhaarene ved Grunden hvid-
lige, ellers sorte med bleggul Ring; Bundhaarene ved Grunden
graalige, ellers blegt gullige. Undersiden hvidlig; et mørkt Baand
over Brystet. Ørets Bagside mod Randen sort. Lemmerne lyse.
Halen foroven graalig, forneden hvidlig. Paa sine Steder kan
Ulven vise sig i næsten helt sort Dragt; i de nordligste Egne
er den helt hvid. Fortænder og Hjørnetænder svære; Forkind-
tænderne indbyrdes tæt stillede; Rovtænderne svære, de skjæ-
rende Kamme høje; de ydre Spidser (4de og 5te) paa forreste
øvre Knudetand høje. Hovedskallens Pande hvælvet, Udvæxten
over Øjehulen oppustet af Pandehuler; Trommebenet ret lille.
Længden af øvre Tandrad ISOmt", af nedre Tandrad 133, Læng-
den af øvre Rovtand 26V3, af nedre Rovtand 30, Hovedskallens
Længde 238, Underkjæbens Længde 191.

Med store, tamme Hunde kan Ulven forvexles, især i
Skelet. Det sikreste Kjendetegn for Ulven er dens svære
Rovtænder og forreste øvre Knudetand. Selv hos de største
Racer af tamme Hunde, der i Størrelse af Skelettet overgaa
Ulven, ere de paagjeldende Tænder forholdsvis smaa; de have
beholdt noget af Ligheden med den tamme Hunds vilde Stam-
form Sjakalen. En stor tam Hund fra Jernalderen, funden i
en Grav fra Vikingetiden, ved Errindlev paa Lolland, nedlagt i
Graven sammen med sin Herre og hans Hest, har Hoved-
skallens Længde 209 mm^ men øvre Rovtand er kun 20 lang,
nedre 22^/2; en meget stor „Dansk Hund" fra Nutiden har
de tilsvarende Maal 255, 22 og 28.

Ulven har i sin Tid været almindelig udbredt over hele
Landet. Fra Tiden nær efter Istiden haves enkelte jordfundne
Levninger. I Ældre og Yngre Stenalders Kjøkkenmøddinger ere
adskillige Knogler fundne. Udryddet hos os blev den først i
Begyndelsen af 19de Hundredaar. Den lever eller har levet
vidt udbredt til alle Sider for Danmark.

I vor Ældre Stenalder blev den tamme Hund, Canisfamiliaris,
indført til Landet; den holdtes her almindelig og har ikke alene været
Hjelper paa Jagten, men har ogsaa undertiden selv tjent til Føde; den
har gnavet de fleste af de Knogler af Vildt, der findes i Stenalderens
Kjøkkenmøddinger ; men ogsaa dens egne Knogler findes i Dyngerne
med Snitmærker baade her og der som Vidne om, at den selv har været
spist af Stenalders-Folket; og dens Hjørnetænder bleve, i hvert Fald i
Yngre Stenalder, brugte som Perler. Den Race, der var den aldeles

124

fremherskende hos os Stenalderen igjennem, var saa godt som ikke til
at skjelne fra den vilde Sjakal, Canis aureus eller rettere C. familiaris
ferus, der utvivlsomt er dens Stamform ; dog fandtes her allerede en-
kelte Hunde, der vare mindre eller større. I Jernalderen var den al-
mindeligste Race stor; den synes i Form nærmest at have været som
senere Tiders „Store Danske Hund". I nyere Tid have Alverdens
Hunde-Racer været at se i Landet. Trods al Forskjel ere de mange
Hunde-Racer nøje knyttede til hverandre ved Overgange; der er et saa
stort Fællespræg over dem, at det neppe vil være muligt at godtgjøre,
at de ere andet end Ændringer af én Art, alle stammende, mere eller
mindre umiddelbart, fra Sjakalen, en nær Slægtning af Ulven, væsenligst
afvigende ved, at den er mindre, og at Rovtænderne ere lidt svagere.
Længden af øvre Rovtand er hos vor almindelige Stenalders-Hund
I5V2 — 18, hos Jernalderens Hund omkring 20; Længden af nedre
Rovtand er henholdsvis 18 — 22 og omkring 22; hos Sjakalen ere de
samme Maal ll^/^—lS og 20 — 21. Sjakalens nærmeste Hjemsted er
det østlige Syd-Europa, Nord-Afrika og Lille-Asien.

* Bjørne- Slægten (Ursus) .
Legemet tildels formet som hos Løbere: Kroppen
ikke langstrakt, noget sammentrykt, Halsen lang,
baade For- og Baglem høje, men selve Haand og
Fod korte. Halen ganske kort. Snuden lang. Øjet
ret lille. Øret ret lille, afrundet. Haanden kort og
bred; 5 Fingre, alle forenede ved Hudfold næsten til
Spidserne; Tommelen lang, dens Trædepude naaende
til Bagranden af Trædepuden paa Spidsen af 2den
Finger; 2den, 3dje og 4de Finger korte, næsten ens i
Længde, 5te kun lidt kortere; alle 5 Fingre med stærke,
lange, spidse, sammentrykte, svagt buede Kløer, der kun
lidt kunne løftes og ikke skjules i Hudfolder; Haandfladen
med en mægtig tværgaaende Trædepude langs Forranden,
ved en dyb Fure skilt fra Trædepuderne under Finger-
spidserne; en lille Trædepude ved Haandrodens Yder-
side; Haandfladen, med Fingrenes Underside, ellers haar-
klædt, hos den danske Art. Foden kort og bred, med 5

125

Tæer, indbyrdes forbundne ved Hudfold næsten til Spid-
serne; Tommelen lang, med sin Trædepude naaende
frem til Midten af Trædepuden under Spidsen af 2den
Taa; de andre Tæer korte; 3dje og 4de næsten lige lange,
2den og 5te kun lidt kortere; Kløerne omtrent som paa
Fingrene, men lidt svagere; Fodsaalen for største Delen
nøgen, hos den danske Art, kun Hælen haarklædt, ligele-
des Tæernes Underside; en mægtig tværgaaende Træde-
pude langs Fodsaalens Forrand, ved en dyb Fure skilt fra
Trædepuderne under Fingerspidserne. Snudens Varbør-
ster smaa. Haarklædningen over det meste af Legemet
tæt og lang; Halen klædt med lignende Haar som Krop-
pen. Tandsættet kan være Hf^yHISl?' "^^" ^°^ voxne
Dyr, af de europæiske Arter, pleje nogle af de forreste
Kindtænder at mangle. Fortænderne ere store, især øvre
yderste stor, 1ste og 2den øvre dybt trefligede. Hjørne-
tænderne lange, uden Længdefurer, den øvre svagt buet.
De fleste af Savtænderne vantrevne og nogle af dem
snart udfaldende; hos det voxne Dyr af den danske Art
pleje kun forreste og bageste at være tilstede, baade i
Over- og Underkjæbe; de to øvre (1 og 3) have begge
lille knoldformet Krone; den forreste af dem er stillet
tæt bag Hjørnetanden, skilt ved et anseligt Mellemrum
fra den bageste, der staar tæt foran Rovtanden; af
de to nedre (1 og 4) er den forreste lille, knold-
formet, den bageste anselig, med sammentrykt en-
spidset Krone; de nedre ere skilte paa lignende
Maade som de øvre. Øvre Rovtand er forholdsvis
lille, neppe nok rejst over Omgivelserne, med to kun
lidt sammentrykte Hovedspidser, skilte ved et Ind-
snit, uden fri Spids ved Forranden og med en lille

126

Hæl bagest og inderst. Nedre Rovtand har væsenligst
5 Spidser; men Emaillen er, især paa Kronens bageste
Del, ejendommelig rynket-knudret; Tanden er vel
stor, men har kun lidt af Rovdyr-Præget og er næsten
ikke fremtrædende over Omgivelserne; kun én af
dens Spidser (4de) har noget af den sammentrykte
Form. De to øvre Knudetænder ere begge meget
store, væsenlig firspidsede, med rynket-knudret Emaille,
den bageste med en anselig hælformet Udvidelse bag-
til. Forreste nedre Knudetand stor, sværere end Rov-
tanden, væsenlig firspidset, med knudret Emaille;
bageste nedre Knudetand anselig, med næsten flad
Krone med knudret Emaille. Hovedskallen langstrakt,
med langt Ansigt; Panden mere eller mindre hvælvet.
Øjehulen bagtil vidt aaben. Trommehulen neppe op-
svulmet, indvendig udelt.

39. *Bjørn (Ursus arctus L.).
(Ursus priscus.)

Krop, maalt paa en Hun fra Sverig, 1350 mm^ Hale 45, Øre
100, Fod 230. Oftest næsten ensfarvet mørkebrun, undertiden
lysere, gullig eller graalig; unge Dyr have et hvidt Baand
over Brystet. Dækhaarene ere mest ensfarvet brune, under-
tiden med lys, næsten hvidlig Spids; Bundhaarene ere brunlige
eller graalige. I andre Egne kan den vise sig i helt lys, næsten
isabellegul Dragt. Længden af øvre Tandrad, hos en norsk
Bjørn fra Nutiden, 139 mm, af nedre Tandrad 143, af øvre
bageste Knudetand 32^/2, af nedre forreste Knudetand 25,
Hovedskallens Længde 290, Underkjæbens Længde 211; hos
en af de største jordfundne danske Bjørne er øvre Tandrad
omtrent 168, Længden af øvre bageste Knudetand 40, Hoved-
skallens Længde 367, Underkjæbens Længde 272.

Som vort største Rovdyr med de svære knudrede Kind-
tænder kan Bjørnen ikke let forvexles med noget andet af

127

vore Pattedyr. Derimod kan den i Skelettet forvexles med sin
nordlige hvide Slægtning Isbjørnen, Ursus maritimus, der meget
muligt har været at finde her i Danmark under Istiden; i
Sverig mener man at have paavist en jordfunden Knogle af

Fig. 54. Bjørn. Hovedskal. Stærkt formindsket.

Isbjørn. Det sikreste Skjelnemærke mellem de to Arter ligger
i Størrelsen af Knudetænderne. Bjørnen, der har langt mere
Adgang til Planteføde end Isbjørnen, der væsenligst lever af
Sæler, som den fanger paa Hav-Isen, har langt større Knude-
tænder, end Isbjørnen har; hos en Isbjørn med Hovedskal
379 mm lang er bageste øvre Knudetand 25, forreste nedre 20.
Bjørnen har været udbredt over hele Landet; dog er den
ikke eftervist paa Bornholm. Flere Levninger foreligge fra
Mosefund, og i Stenalderens Kjøkkenmøddinger ere dens Knogler
ikke helt sjeldne. Fra Jernalderen foreligge nogle brændte
Kloled fundne sammen med brændte Menneske-Ben i Grav-
Urner, sikkert stammende fra Bjørne-Skind, der have været
bragte paa Baalet sammen med Ligene (maaske af Bersærker,
de Bjørneskind-klædte); men uimodsigelige Vidner om Bjør-
nens Forekomst her i Jernalderen kunne de ikke være. Fra
historisk Tid haves ingen sikker Oplysning om den i Dan-
mark. Den lever eller har levet vidt udbredt til alle Sider
for os.

128

Maar-Familien (Mustelidæ).

Maar-Slægten (Martes).
Legemet langstrakt, Halsen ret lang, Lemmerne
ret lange, dog selve Haand og Fod ret korte. Halen
lang. Snuden ret kort. Øjet ret lille. Øret ret lavt,
bredt, afrundet. Haanden ret kort og bred; 5 Fingre,
alle forenede ved Hudfold næsten til Spidserne; Tom-
melen forholdsvis lang, med Klospidsen næsten naaende
Trædepuden paa Spidsen af 2den Finger; 3dje og 4de
Finger længst, næsten ens; 2den og 5te noget kortere,
næsten lige lange, 2den længst; alle 5 Fingre med an-
selige, skarpe, spidse, sammentrykte, ret stærkt krogede
Kløer, der kunne løftes ikke lidt, men ikke skjules i nogen
Hudfold; hele Haandfladen, med Fingrenes Underside,
haarklædt, undtagen Trædepuderne: 6 smaa afrundede
Trædepuder paa Haandfladen, 2 af dem ved Haand-
roden, 4 under Spidserne af Mellemhaandsbenene, de
yderste lidt sammenflydende; en Trædepude under hver
Fingerspids. Foden ret kort og bred, med 5 Tæer,
indbyrdes forbundne ved Hudfold næsten til Spidser-
ne ; Tommelen lang, med Klospidsen naaende til Træde-
puden paa Spidsen af 2den Taa; 3dje og 4de Taa
længst, næsten ens, 4de dog lidt længere end 3dje;
2den og 5te noget kortere, næsten ens ; Kløerne næsten
ganske som Fingrenes, kun lidt svagere; Fodsaalen,
ogsaa Tæernes Underside, tæt haarklædt, med Und-
tagelse af Trædepuderne; fire smaa afrundede Træde-
puder under Spidserne af Mellemfodsbenene, delvis
sammenflydende. Snudens Varbørster lange og stærke.
Haarklædningen over det meste af Legemet tæt og

129

lang; Halen klædt med lange udstaaende Haar. Tand-
sættet er lll' ]' lllT-^. Fortænderne ret smaa. Hiørne-

123. 1. 1234o6 '

tænderne lange, uden Længdefurer, den nedre dog
med noget rynket Emaille, den øvre svagt buet. For-
reste Savtand (1), baade øvre og nedre, lille, knold-
formet, enrodet; de andre Savtænder anselige, med
to Rødder, med sammentrykt Krone med høj Hoved-
spids, men næsten uden Randspidser, med Undtagelse
af bageste nedre (4), der paa Bagranden har en Rand-
spids. Øvre Rovtand (4) stor, med to sammentrykte
Hovedspidser, der dog indbyrdes ere forenede ved en
skarp Længdekam, uden fri Spids ved Forranden,
med en lille smal Hæl forrest og inderst. Nedre
Rovtand (5) har to høje sammentrykte Hovedspidser
(1ste og 4de) og en ret anselig Hæl med Levning af
5te Spids; hos de danske Arter findes ogsaa en ret
veludviklet mellemste indre Spids (2den). Øvre
Knudetand (5) lille, væsenlig trespidset, men med en
anselig Hæl udbredt som en rynket Bræmme langs
hele Kronens Inderside. Nedre Knudetand (6) lille,
knoldformet. Hovedskallen ret kort, kun lidt hvælvet.
Øjehulen bagtil vidt aaben. Trommehulen kun lidt
opsvulmet, indvendig udelt.

De to danske Arter af Slægten staa hinanden meget nær.
Øvre Knudetand er hos Husmaaren sikkert lidt mindre van-
slægtet end hos Skovmaaren. I Lemmernes Korthed er
Husmaaren derimod vist lidt mindre oprindelig end Skovmaaren.

Oversigt over de danske Arter af Maar-Slægten (Martes).

I. Yderranden af øvre Knudetand indbugtet mellem de to
ydre Knolde. Ben-Ganens bageste Rand jevnt buet fremad.
Bundhaarene graahvide. Den lyse Strubeplet bagtil løbende
ud i to Spidser til Siderne.
Husmaar (Martes foina).

Winge: Pattedyr. 9

130

II. Yderranden af øvre Knudetand udbuet udenfor de to ydre
Knolde. Ben-Ganens bageste Rand med et Fremspring i
Midten. Bundhaarene gulhvide. Den lyse Strubeplet bagtil
forlænget i en Spids midt ned ad Brystet.
Skovmaar(M artes sylvatica).

40. Husmaar (Martes foina (Erxl.)).
(Mustela foina.)
. Krop 430 mm, Hale 260, Øre 36, Fod 78. Lemmerne forholds-
vis korte. Haarklædningen foroven og forneden næsten ensfarvet
brun, mørkest paa Lemmernes Yderside ; de graahvide Bundhaar
dog tildels synlige; Dækhaarene næsten ensfarvet brune; Bund-

Pig. 55. Husmaar. Hovedskal. Lidt formindsket.

haarene næsten ensfarvet graahvide. Paa Struben og Halsens
Underside en stor hvid Plet, der bagtil løber ud i to Spidser,
ned paa Skuldrene; Plettens Rande ofte ujevne. Ørets Inder-
side hvidlig. Yderranden af øvre Knudetand indbugtet udfor
Mellemrummet mellem de to ydre Knolde (4de og 5te). " Ben-
Ganens bageste Rand under bageste Næsegang jevnt buet
fremad. Længden af øvre Tandrad hos Han og Hun 36 og
asi/gtnm^ af nedre Tandrad 371/2 og 341/2, Hovedskallens Længde
821/2 og 78, Underkjæbens Længde 57 og 521/2.

131

r_^^

Husmaaren ligner Skovmaaren saa meget, at en Forvexling
er let. Det sikreste Kjendemærke er øvre Knudetands Form,
dernæst Formen af Strubepletten og Farven af Bundhaarene.
Paa Grund af Haarklædningens Længde er Forskjellen i Lem-
mernes Længdeforhold ikke let at opfatte i det ydre.

Den er udbredt over hele Landet, dog ikke paa Bornholm.
Særlig er den knyttet til Huse,

baade til enlig liggende Gaarde ^ ^

og til Byer. I Melchior's Tid, -^ \

ved 1830, og endnu omkring
1870 hed det sig, at den hos
os ikke fandtes Øst for Store
Belt. Senere, ved 1880, er det
oplyst, at den ogsaa fandtes paa
Lolland og ved Kjøbenhavn; nu
er den udbredt over hele Sjæl-
land, vistnok. I Stenalderens
Kjøkkenmøddinger, hvor Skov-
maarens Levninger ikke ere sjeldne, er det ikke lykkedes
at paavise den. Maaske er den en ret sen Indvandrer i
Landet, der først har fundet sig tilrette her, efter at det var
bebygget, og maaske er den først i nyeste Tid ved et eller
andet Tilfælde naaet Øst for Store Belt. Den har hos os en Del
af sin Nord- og Vestgrændse ; den findes ikke i Sverig, Norge
eller England; i vore Nabolande mod Syd er den vidt udbredt.

Pig. 56. Husmaar. Nedre Rov-
tand (a) og øvre Knudetand {Jb\
begge højre. Naturlig Størrelse.

41. Skovmaar (Martes sylvatica Nilss.).
(Mustela martes, abietum.)

Krop 450 mm^ Hale 240, Øre 40, Fod 81. Lemmerne for-
holdsvis lange. Haarklædningen foroven og forneden næsten
ensfarvet brun, mørkest paa Lemmernes Yderside, de gulhvide
Bundhaar dog tildels synlige; Dækhaarene næsten
ensfarvet brunlige; Bundhaarene næsten ens-
farvet gulhvide. Paa Struben og Halsens Under-
side en stor gullig Plet, der bagtil løber ud i en
Midtspids ned paa Brystet; Plettens Rande ofte
ujevne. Ørets Inderside hvidlig. Yderranden af
højre Knude- øvre Knudetand udbuet udenfor de to ydre Knolde,
tand. Naturlig Ben-Ganens bageste Rand har i Midten en lille
tørre se. j,^. ^^^^^ ^^^^^^ Udvæxt. Længden af øvre Tand-
rad hos Han og Hun 37 V2 og 331/2'""', af nedre Tandrad 39 og

Pig. 57. Skov
maar. Øvre

132

35, Hovedskallens Længde 87 og 78^/2, Underkjæbens Længde
60 og 53.

Formen af øvre Knudetand og af Strubepletten og Farven
af Bundhaarene ere de sikreste Kjendetegn overfor Husmaaren.

Den er udbredt over næsten hele Landet, væsenligst
knyttet til Skov. I Nutiden findes den ikke paa Bornholm;
men at dømme efter et Fund i en Kjøkkenmødding fra Yngre
Stenalder har den tidligere været der. Ogsaa i Stenalders-
Kjøkkenmøddinger i det øvrige Land ere dens Levninger fundne,
ret almindelig. Den er vidt udbredt til alle Sider for Danmark.

Det er ikke usandsynligt, atjerven, Gulo luscus, har levet i
Danmark samtidig med Rensdyret. Den har omkring Istiden været ud-
bredt langt mod Syd ned i Europa og mod Vest ud til England, og i Nutiden
lever den Nord fer os. Den er i alt væsenligt en Maar, men en Kæmpe
i Forhold til de andre. Jordfundne Kjæber, det man snarest vilde vente
at opdage hos os, ville være lette at kjende; Tænderne ere i Tal og
Form som hos Martes, kun større og sværere, omtrent paa Størrelse
med middelstore Hunde-Tænder.

Væsel-Slægten (Mustela).
Legemet meget langstrakt. Halsen ret lang, Lem-
merne korte, i forskjellig Grad. Halen længere eller
kortere. Snuden kort. Øjet ret lille. Øret lavt, bredt,
afrundet. Haanden ret kort og bred; 5 Fingre, alle for-
enede ved Hudfold næsten til Spidserne; Tommelen ret
lang, med Klospidsen dog ikke naaende Trædepuden un-
der Spidsen af 2den Finger ; 3dje og 4de Finger længst,
næsten ens; 2den og 5te noget kortere, næsten lige
lange, 2den længst; alle 5 Fingre med skarpe, spidse,
sammentrykte, ret svagt buede Kløer, der kunne løftes
ikke lidt, men ikke skjules i nogen Hudfold; hele
Haandfladen, med Fingrenes Underside, haarklædt,
med Undtagelse af Trædepuderne, der kun som Af-
vigelse fra det sædvanlige kunne være overvoxede af
Haarklædning; 5 smaa afrundede Trædepuder paa

133

Haandfladen, fire af dem under Spidserne af Mellem-
haandsbenene, helt frie eller de to yderste lidt sam-
menflydende, én ved Haandrodens ydre Rand; en
Trædepude under hver Fingerspids. Foden ret kort
og bred, med 5 Tæer, indbyrdes forbundne ved Hud-
fold næsten til Spidserne; Tommelen ret lang, med
Klospidsen dog langtfra naaende Trædepuden paa
Spidsen af 2den Taa; 3dje og 4de Taa længst, næsten
ens, 4de dog (i helt udstrakt Tilstand) lidt længere
end 3dje; 2den og 5te noget kortere, næsten ens;
Kløerne nærmest som paa Fingrene, men kortere og
svagere; Fodsaalen, ogsaa Tæernes Underside, tæt
haarklædt, med Undtagelse af Trædepuderne; 4 smaa
afrundede Trædepuder under Spidserne af Mellem-
fodsbenene, frie eller de to yderste lidt sammen-
flydende, undertiden manglende, overvoxede af Haar.
Snudens Varbørster lange og stærke. Haarklædningen
over det meste af Legemet tæt og lang, i forskjellig
Grad; Halen mest klædt med lignende Haar som
Kroppen. Tandsættet er j^^' |' l^l^y i alt væsenligt
som hos Martes, med følgende Forskjel : forreste Sav-
tand er forsvunden, og 2den er indskrænket, hos vore
Arter med nærmest knoldformet Krone og mere
eller mindre enkelt Rod; nedre Rovtand har mistet
mellemste indre Spids; øvre Knudetand er mindre.
Hovedskallen væsenligst som hos Martes, men med
mere kort Ansigt. Trommehulen er for en stor Del
fyldt med svampet Benvæv.

Vore tre Arter af Slægten, Ilder, Læ kat og Brud, ere i
Hovedsagen Led af en Række, der fører længere og længere
bort fra Slægten Martes. Blandt Pattedyrene plejer det at gjelde,
at de højest udviklede Former indenfor de forskjellige Grupper

134

ogsaa ere de største; blandt Væsler synes det omvendte at
være Tilfældet; jo mere de have øvet sig i at forfølge deres
Bytte gjennem de snevreste Gange, desto mindre har det Bytte
været, hvormed de have ladet sig nøje, og desto mere dverg-
agtige ere de selv blevne. Ilderen, den største af vore Arter, er
den, der ogsaa ellers staar Martes nærmest; i Ydre viser det sig i
dens forholdsvis korte Krop og lange Lemmer og i den anse-
lige buskede Hale; i Indre viser det sig i, at Hjernen er for-
holdsvis lille og i mindre Grad har paavirket Hovedskallen.
Lækatten, der er betydelig mindre, har en mere langstrakt,
tynd, ormlignende Krop; Halen er vel klædt med ret lange
Haar, men Haarene ere i mindre Grad udstaaende; Hjerne-
kassen er udvidet, især i Længde, hvormed blandt andet følger
Trommebenets mere langstrakte Form, og Tindinggrubens ba-
geste Væg har Hjernen udposet, hvorved Tindingmuskel og
Øje ere pressede mere fremad, hvad der har medført, at Øjet
igjen har trykket paa Øjehulens Forvæg, der er væltet mere
fremefter. Bruden, den mindste Art, er endnu mere kort-
lemmet, og Halen er indskrænket i Længde og har faaet endnu
mere kort, tiltrykt Haarklædning.

Oversigt over de danske Arter af Væsel-Slægten (Mustela).

I. Større. Halen busket. Trommebenet kort. Trædepuderne
paa Haandflade og Fodsaal delvis noget sammenflydende.
Kroppens Underside sort.
Ilder (Mustela putorius).
II. Mindre. Halen med tiltrykte Haar. Trommebenet lang-
strakt. Trædepuderne paa Haandflade og Fodsaal frie. Krop-
pens Underside lys.

1. Større. Halen længere, med sort Haardusk i Spidsen.
Lækat (Mustela erminea).

2. Mindre. Halen kortere, uden Dusk i Spidsen.
Brud (Mustela vulgaris).

42. Ilder (Mustela putorius L.).
(Putorius foetidus, putorius, Foetorius putorius.)

Krop 420 mm, Hale 160, Øre 22, Fod 61. Lemmer og Hale
forholdsvis lange. De to yderste af de 4 Trædepuder under
Spidserne af Mellemhaands- og Mellemfodsben delvis sam-
menflydende. Legemets Haarklædning lang. Halen klædt med
lange, udstaaende Haar. Baade foroven og forneden næsten

135

ensfarvet brunsort, mørkest paa Lemmernes Yderside og paa
Bugen; Dækhaarene ved Grun-
den hvidlige, ellers brunsor-
te; Bundhaarene gullig hvide.
Over- og Underlæbe hvide, li-
geledes Ørets Rand. Tværs
over Panden og ned over Kin-
den bag Øjet oftest en gullig
Stribe. Trommebenet kort, ik-
ke meget længere end bredt.
Længden af øvre Tandrad hos
Han og Hun 251/2 og 221/2'""',
af nedre Tandrad 26V2 og 231/0,
Hovedskallens Længde 68 og
61, Underkjæbens Længde
431/2 og 37.

r-'

Fig,58. Ilder. Unge. Venstre Haand
og Fod sete nedenfra. Naturlig Stør-
relse.

Fig. 59. Ilder. Han. Hovedskal. Naturlig Størrelse.

Fra sine nære Slægtninge Maarene kjendes den i Ydre
strax paa de kortere Lemmer og Hale og sin ringere Størrelse,
sin væsenlig mørkere Farve, de hvide Læber, Mangel af Strube-
plet og det indskrænkede Tandsæt. Fra sine endnu nærmere
Slægtninge Lækat og Brud skjelnes den strax ved sin Størrelse,
sin mørke Underside, den langhaarede buskede Hale og Trom-
mebenets Korthed.

136

Den er i Nutiden i Danmark med Sikkerhed kun kjendt
fra Jylland, hvor den er almindelig, levende paa mange Slags
Land, dog vist især paa aabent Land, helst i Nærheden af
Vand. Paa Fyn har den tidligere levet; dens
f Knogler ere dér fundne i Jorden i en Aflej-

I ring fra uvis Fortid paa Øxnebjerg, N. V. for

s — (^2^ * Nyborg. Ogsaa paa Sjælland har den levet;
Levninger af den ere fundne i en Aflejring
Fig. 60. Ilder, fra Stenalderen i Maglemose N. V. for Sla-
Nedre højre Rov- gelse. Flere Levninger ere fundne i en jydsk
tand. Naturlig Kjøkkenmødding fra Ældre Stenalder. Den
Størrelse. har hos os en Del af sin Nordgrændse; fra
Norge kjendes den ikke i Nutiden; et enkelt
Fund haves fra Stenalderen fra den allersydligste Delaf Landet;
i Sverig lever den kun i den sydligere Del; i vore andre Nabo-
lande er den vidt udbredt. Grunden til, at den er forsvunden
fra de danske Øer, er vel snarest, at Øerne have været for smaa
og for afsides; er et eller andet Uheld tilstødt den paa Øerne,
har der ikke været Lejlighed til at raade Bod derpaa ved ny
Indvandring fra andre Egne. Og Uheld for Arten kunne sikkert
let indtræffe paa dens Nordgrændse. Den Føde, som den bedst
synes afpasset efter, og hvoraf den lever andensteds, større
gravende Gnavere som Kaniner, Jordegern, Hamstere og lig-
nende, finder den ikke meget af hos os; her maa den leve
af mere tilfældigt Bytte ; det ser ud, som om den særlig havde
lagt sig efter Frøer.

Hvidfødte Ildere, Fritter, undertiden kaldte med eget Art-Navn
Mustela fur o, have undertiden været holdte tamme hos os, indførte
fra Udlandet.

Flodilderen, Mustela lutreola, kjendes ikke fra Danmark;
men umuligt var det vel ikke, at den dog kunde være her, eller at den
havde været her. Den skal være funden i Holsten ; dens Nordgrændse
kjendes ikke. Den er en meget nær Slægtning af Ilderen, som den i alt
væsenligt ligner. Den er mere ensfarvet brun over det hele, ogsaa
Bundhaarene brune; forreste øvre Savtand plejer at have to Rødder;
Hovedskallens Overside er mere flad ; Trommebenet mere langstrakt.

43. Lækat (Mustela erminea L.).
(Putorius, Foetorius, Ictis, Arctogale, Gale erminea.)

Krop, maalt hos Han og Hun, 212 og 209 mm^ Hale 95
og 76, Øre 21 og 19, Fod 45 og 38. Lemmerne ret lange for-
holdsvis, Halen ret lang, dog ikke lidt vexlende i Længde.

137

Fig. 61. Lækat. Han. Hovedskal. Naturlig
Størrelse.

Haandfladens og Fod-
saalens Trædepuder
indbyrdes frie, men
undertiden mere eller
mindre overvoxede af
Haar og udslettede.
Legemets Haarklæd-
ning ret lang. Halen
i Spidsen klædt med
lange Haar ellers med
forholdsvis korte og
kun lidt udstaaende
Haar. Hele Oversiden i Sommerdragten brun, nærmest kastanie-
brun; Dækhaarene ved Grunden hvidlige, ellers brune; Bund-
haarene hvidlig brune; Undersiden gulhvid; Overlæben hvid;
Ørets Rand oftest hvid ; Halespidsen sort. I Vinterdragten helt
hvid, dog Halespidsen sort. Trommebenet langstrakt. Længden
af øvre Tandrad hos Han og Hun 16 og I41/2 ^^, af nedre
Tandrad I6V2 og 15, Hovedskallens Længde 48V2 og 44,
Underkjæbens Længde 26^/2 og 231/2.

Som den eneste af de danske Medlemmer af Maar-Familien,
der har iøjnefaldende sort Halespids, kan Lækatten ikke for-
vexles med nogen anden. Fra sin meget nære Slægtning
Bruden kjendes den desuden strax paa den længere, duskede
Hale.

Den er udbredt over hele Landet undtagen Bornholm, istand
til at leve paa alle Slags Land, især hvor gravende Smaa-
Gnavere ere at finde. Den er vidt udbredt til alle Sider for
Danmark.

44. Brud (Mustela vulgaris Erxl.)

(Mustela nivalis, Putorius, Foetorius, Ictis, Arctogale,

Gale vulgaris eller nivalis.)

Krop, maalt hos en større og en mindre Han og en Hun,
alle voxne, 204, 174, 166 mm^ Hale 45, 46, 35, Øre 14, 13,
12, Fod 30, 27, 23. Lemmerne korte, Halen kort. Haandfladens
og Fodsaalens Trædepuder frie; men jevnlig ere baade Haand-
flade og Fodsaal saa stærkt haarklædte, at Trædepuderne mere

138

eller mindre ere overvoxede af Haar og udslettede. Legemets
Haarklædning ret lang. Halen klædt med ret korte og ikke
udstaaende Haar, ikke dusket i Spidsen. Hele Oversiden brun;

Dækhaarene ved Grunden
hvidlige, ellers brune; Bund-
haarene hvidlig brune. Un-
dersiden ren hvid. Læberne
hvide. Ørets Rand ikke hvid.
Halen uden sort Spids. I
Danmark ere Sommer- og Vin-
ir- c-i d ^ u u j I 1 terdragt omtrent ens; i nord-
Fig. 62. Brud. Han. Hovedskal. *' '

Naturlig Størrelse. tigere Lande er Vinterdragten

helt hvid. Trommebenet lang-
strakt. Længden af øvre Tandrad hos Han og Hun 12 og
111/2 mm^ af nedre Tandrad 12V-2 og 11 3/4, Hovedskallens
Længde 37 og 35, Underkjæbens Længde 19 og 18.

Som vort mindste Rovdyr kan Bruden ikke let forvexles.
Fra sin nærmeste Slægtning Lækatten kjendes den strax paa
den korte, ikke duskede og ikke sortspidsede Hale.

Den er udbredt over hele Landet undtagen Bornholm,
allevegne væsenlig følgende Smaa-Gnaverne. Fra Bronzealde-
ren haves et enkelt Fund fra Frederikssund, Dele af Skelettet
gjemte sammen med andre Sager i en Æske, som en trold-
kyndig Kvinde havde med i sin Grav. Arten er vidt udbredt
til alle Sider for Danmark.

Grævling- Slægten (Meles).
Legemet ret kort, Kroppen tyk, Halsen ret lang,
Lemmerne korte, ogsaa Haand og Fod korte. Halen
kort. Snuden ret lang. Øjet ret lille. Øret lille,
afrundet. Haanden kort og bred; 5 Fingre, alle for-
enede ved Hudfold næsten til Spidsen; Tommelen
lang, dens Trædepude naaende til Bagranden af Træde-
puden paa Spidsen af 2den Finger; de andre Fingre
korte; 3dje længst, men 2den og 4de næsten lige
saa lange og 5te kun lidt kortere; alle 5 Fingre med

139

stærke, lange, spidse, sammentrykte, svagt buede
Kløer, der kun kunne løftes lidt og ikke skjules i
Hudfolder; hele Haandfladen, med Fingrenes Under-
side, nøgen ; dog findes en lille haarklædt Plet midt
paa Haandfladen; en mægtig tværgaaende, tredelt
Trædepude langs Haandfladens Forrand, kun ved en
dyb Fure skilt fra Trædepuderne under Fingerspid-
serne ; to mindre Trædepuder under Haandroden.
Foden kort og bred, med 5 Tæer, indbyrdes for-
bundne ved Hudfold næsten til Spidsen; Tommelen
lang, med sin Trædepude naaende frem omtrent
til Midten af Trædepuden under SpidsefT af 2den
Taa; de andre Tæer korte; 2den, 3dje og 4de
næsten lige lange, 5te kun lidt kortere, omtrent som
1ste; Kløerne omtrent som Fingrenes, men betydelig
svagere; Fodsaalen under Hælen og langs Randene
tæt haarklædt, fremefter indtil Trædepuderne; Tæernes
Underside nøgen; en stor trefliget tværgaaende Træde-
pude forrest paa Fodsaalen, kun ved en dyb Fure
skilt fra Trædepuderne under Taaspidserne og ved en
anden Fure skilt fra en stor afrundet Trædepude bag
den. Snudens Varbørster ret svage. Haarklædningen
over det meste af Legemet tæt og lang; Halen klædt
med lignende Haar som Kroppen. Tandsættet er
123 1 123456- Fortæudeme ret smaa. Hjørnetænderne
ret korte, den nedre med svage lodrette Furer paa
Ydersiden, den øvre neppe buet. Forreste Savtand,
baade øvre og nedre, ubetydelig lille og kan mangle;
de andre Savtænder ret smaa, med enkelt Spids og
dobbelt Rod. Øvre Rovtand (4) lille, ikke rejst over
Omgivelserne, med to sammentrykte Hovedspidser,

140

af hvilke den bageste dog er meget lidt fremtrædende,
forenet med den forreste ved en Længdekam, og med
en anselig Hæl strækkende sig langs hele Kronens
Inderside. Nedre Rovtand (5) stor, mangespidset,
bagtil paafaldende bred: de to Spidser, der hos Martes
ere høje skjærende Hovedspidser (1ste og 4de), ere
lave og tykke; mellemste indre Spids (2den) er anse-
lig, tyk; det Afsnit af Kronen, der hos Martes er en
smal Hæl, er udvidet og bærer langs Randene en
Krands af kegleformede større og mindre Knolde.
Øvre Knudetand (5) mægtig, med de samme tre
Hovedspidser som hos Martes (4de, 5te og 6te), men
udvidede, og med en meget stærkt forstørret krands-
formet knudret Hæl langs hele Indersiden. Nedre
Knudetand (6) ret anselig, Kronen med kredsformet
Omrids, men bærende flere smaa Knolde. Hoved-
skallen ret langstrakt, kun lidt hvælvet. Øjehulen
bagtil vidt aaben. Trommehulen ret stærkt opsvulmet,
indvendig udelt.

45. Grævling (Meles taxus (Blumenb.)).
(Meles, Taxus vulgaris, Meles meles.)

Krop, maalt paa en Hun, 700 mm^ Hale 170, Øre 31, Fod
96. Haarklædningen over det meste af Legemet graalig; Dæk-
haarene hvidlige med en bred sort Ring nær Spidsen; Bund-
haarene hvidlige. Hovedet mest hvidt; en bred sort Stribe fra
Snudens Side til Nakken, omfattende Øje og Øre; Øret sort
med hvid Plet i Randen. Hovedets Underside, Bryst og Bug,
Forlem og Fod nærmest sorte. Længden af øvre Tandrad hos
Han og Hun 59 og 55 »"i", nedre Tandrad 60 og 55, Hoved-
skallens Længde 138 og 118, Underkjæbens Længde 96^/2 og 81.

Blandt danske Rovdyr er Grævlingen strax kjendelig som
den eneste, der har hvidt Hoved med brede sorte Striber, som

141

den mest plumpe, med stærkere Gravekløer end andre; dens
Rovtænder og Knudetænder have en ganske egen Form.

Den er udbredt over det meste af Landet, nærmest knyttet
til Skov. Paa Bornholm findes den ikke. Den skal heller

Fig. 63. Grævling. Han. Hovedskal. Formindsket.

ikke høre hjemme paa Lolland og Falster, hvor den er kunstig
indført i nyere Tid, eller paa Møen. Ogsaa paa Mors skal den
være ukjendt; men at den har levet der, er godtgjort ved et
Fund af dens Knogler i Jorden. At den i gamle Dage har
levet Y'aa Fyn som paa Langeland, er ogsaa paavist ved Jord-
fund fra uvis Fortid begge Steder; det siges ellers, at den
først i nyere Tid er indført paa Fyn. I Stenalderens Kjøkken-
møddinger er den ikke sjelden. Den er vidt udbredt til alle
Sider for Danmark.

Odder-Slægten (Lutra).

Legemet langstrakt, Halsen ret lang, Lemmerne

korte. Halen lang, ualmindelig tyk. Snuden kort;

Hovedet ejendommelig fladtrykt. Øjet ret lille. Øret

lille, smalt, afrundet. Haanden kort, bred, paafaldende

142

lille; 5 Fingre, alle forenede ved Hudfold næsten til
Spidserne; Tommelen forholdsvis lang, med Træde-
puden paa Fingerspidsen næsten naaende Bagranden
af Trædepuden under Spidsen af 2den Finger; 3dje
og 4de Finger længst, næsten ens, 3dje den længste;
2den noget kortere, 5te igjen lidt kortere; alle 5 Fingre
med ret smaa, men skarpe, spidse, sammentrykte,
ret stærkt krogede Kløer, der kun lidt kunne løftes,
og ikke skjules i nogen Hudfold; hele Haandfladen,
med Fingrenes Underside, nøgen ; en stor tværgaaende,
svagt firdelt, ikke skarpt afgrændset Trædepude under
Mellemhaandsbenenes Spidser og tæt bag den, under
Haandroden, en mindre; en Trædepude under hver
Fingerspids; paa Fingrenes Underside yderst findes
Spor af Hudringe. Foden kort og bred, med 5 Tæer,
indbyrdes forenede ved Hudfold næsten til Spidserne;
Tommelen lang, med Klospidsen naaende Trædepuden
under Spidsen af 2den Taa; 3dje og 4de Taa længst,
3dje lidt længere end 4de; 2den og 5te noget kortere,
næsten ens; Kløerne mindende om Fingrenes, men
ret korte, stumpe, ikke stærkt sammentrykte; Fod-
saalens bageste Del, indtil Trædepuden, tæt haarklædt,
Saalen ellers nøgen ligesom Tæernes Underside; en
stor, svagt firdelt, ikke skarpt afgrændset Trædepude
under Mellemfodsbenenes Spidser; en Trædepude
under hver Taaspids; paa Tæernes Underside nærmest
Spidsen . findes Spor af Hudringe. Snudens Varbørster
lange og stærke. Haarklædningen over det meste af
Legemet tæt, men ret kort; Halen klædt med 'lig-
nende Haar som Kroppen. Tandsættet er jga i 23456-
Fortænderne ret smaa; de nedre ualmindelig stærkt

143

sammentrængte, saa at den mellemste af de tre staar
næsten helt bag de andre, en Stilling, hvortil der hos
de fleste Rovdyr findes Antydning. Hjørnetænderne
anselige, den nedre med noget rynket Emaille, den
øvre svagt buet. Forreste øvre Savtand lille, knold-
formet, enrodet, mere eller mindre trængt indenfor
Hjørnetanden; de andre Savtænder anselige, med
sammentrykt Krone, dog ret tykke, med høj Hoved-
spids, nærmest uden Randspidser. Øvre Rovtand
anselig, med to ret høje sammentrykte Hovedspidser,
der dog indbyrdes ere forenede ved en skarp Længde-
kam, uden fri Spids ved Forranden, med en stor
bred Hæl strækkende sig langs hele Kronens Inder-
side. Nedre Rovtand stor, men ikke højere end Om-
givelserne, med de samme Spidser som hos Martes;
men de to Spidser (1ste og 4de), der hos Martes ere
høje og skjærende, ere lave og tykke; mellemste
indre Spids (2den) er anselig og tyk, og Hælen (med
Levninger af 5te Spids) er Tandens bredeste Del.
Øvre Knudetand er anselig, væsenlig trespidset, med
en fremstaaende Hæl inderst og bagest. Nedre Knude-
tand lille, med næsten flad, kredsformet Krone. Hoved-
skallen langstrakt, dog med kort Ansigt, og ejendom-
melig fladtrykt. Øjehulen bagtil vidt aaben. Tromme-
hulen kun lidt opsvulmet, fladtrykt, indvendig udelt.

46. Odder (Lutra vulgaris Erxl.).
(Lutra nudipes, lutra.)

Krop, maalt paa en Hun, 580 mm, Hale 450, Øre 20, Fod
107. Farven brun over det meste af Legemet, næsten ens
foroven og forneden, Undersiden dog mere graalig brun ; Dæk-

144

haarene nederst ved Grunden graalige, ellers brune; Bund-
haarene ved Grunden graalige, ellers brunlige; Strube og
Bryst graalige. Længden af øvre Tandrad hos Han og Hun
46 og 41 mm^ af nedre Tandrad 48 og 42^/2, Hovedskallens
Længde 118 og 107, Underkjæbens Længde 76 og 68.

Fig. 64, Odder. Han. Hovedskal. Formindsket.

Blandt vore Rovdyr er Odderen strax kjendelig som den
eneste, der har en lang, bred, kjødfuld Hale. Rovtænder,
Knudetænder og den stærkt fladtrykte Hovedskal ere helt
ejendommelige.

Den er udbredt over hele Landet undtagen Bornholm, baade
ved det ferske og det salte Vand. I Stenalderens Kjøkkenmød-
dinger findes dens Knogler ret almindelig. Den er vidt ud-
bredt til alle Sider for Danmark.

*Øresæl-Faniilien (Otariidæ).

'^Hvalros-Slægten (Trichechus).
Legemet langstrakt, tenformet, Halsen ret lang,
men tyk. Lemmerne korte, dog Haand og Fod lange,

145

Baglemmerne stadig rettede bagud, selve Foden dog istand
til at rettes fremad. Halen ganske kort, stumpformet.
Snuden kort. Næseboret kan lukkes. Øjet middelstort.
Ingen ydre Ørebrusk; Øre- Aabningen snever. Haanden
stor, meget bred; 5 Fingre, alle forenede ved Hudfold til
Spidserne, og Hudfolden forlænget som en bred fri
Bræmme udenfor Fingerspidserne, udløbende i en Flig
foran hver Fingerspids ; 1 ste Finger længst og stærkest, de
andre kun lidt kortere, aftagende i Længde fra 2den til Ste ;
alle Fingre med smaa, vantrevne, smalle, svagt buede
Kløer, der ikke kunne rejses; hele Haandens Underside
nøgen, med rynket Hud, uden Trædepuder; Oversiden af
Fingre og Svømmehud ligeledes nøgen. Foden lang og
bred, vifteformet, med 5 Tæer, indbyrdes forenede ved
Hudfold til Spidserne, Hudfolden strækkende sig som
bred fri Bræmme frem foran Taaspidserne, udløbende i en
lang Flig foran hver Taaspids; 1ste og Ste Taa længst og
stærkest, lige lange; de andre Tæer lidt kortere, næsten
lige lange; Tæernes Kløer omtrent som Fingrenes; hele
Fodens Underside nøgen, ligeledes Oversiden af Tæer og
Svømmehud. Snudens Varbørster lange og meget stærke.
Haarklædningen over det meste af Legemet kort, ret tynd,
især hos de gamle. Naar smaa vantrevne Tænder, der
kunne findes hos Ungen og af og til hos de voxne, med-
regnes, er Tandsættet \f^ \- f^f; men oftest findes hos
voxne kun ^' '" H] eller endnu færre. Fortænder, nedre

. 1. 234 '

Hjørnetand og Kindtænder næsten ens, forholdsvis smaa,
simpelt knoldformede, med enkelt Rod, Emaillespidsen
snart afslidt. Roden da fremtrædende. Øvre Hjørnetand
en uhyre Stødtand, svagt buet eller lige, stadig voxende,

Winge: Pattedyr. 10

146

den emailleklædte Spids dog kun lille og snart afslidt.
Hovedskallen kort, bred, Oversiden flad. Rummet mel-
lem Øjehulerne bredt; Øjehulen bagtil vidtaaben; paa
Pandebenet en Antydning af Udvæxt bag Øjehulen.
Trommehulen flad, indvendig udelt. Paafaldende ere de
uhyre fremstaaende Udvæxter bag Ørene.

47. *Hvalros (Trichechus rosmaru

(Odobænus rosmarus, Rosmarus arcticus,

Legemets Læng-

de fra Snudespids
tilHalespids indtil
omkring 3000 ^m
eller mere, Haar-
klædningens Far-
ve gulbrun, ens-
artet. Øvre Hjør-
netand hos Hun-
nen spinklere end
hos Hannen, un-
dertiden rettet lidt
indad, saa at den
med Spidsen kan
røre den tilsva-
rende paa modsat-
te Side. Længden

af øvre Hjørnetand, maalt fra Kjæbens Rand i
lige Linie, hos en stor, gammel Han, 500 mm^
Hovedskallens Længde 380, Underkjæbens 290.

Den mægtige øvre Hjørnetand, de ejendom-
melig formede Hænder og Fødder med den
væsenligst nøgne Hud, med de stærkt forlæn-
gede Finger- og Taaspidser og med de van-
trevne Kløer, og den ensartet brungule Farve
gjøre strax Hvalrossen kjendelig.

Den kjendes i Danmark kun fra Istidens
Aflejringer; nogle faa Levninger, mest Hjørne-

s L.).

.)

Fig. 65. Hvalros. Han. Hovedskal.

147

tænder, ere fundne ved Rubjerg Knude paa Jyllands Vest-
kyst og ved Kjøbenhavn. I Nutiden er det en højnordisk Art,
hjemmehørende i Ishavet, kun sjelden naaende saa langt mod
Syd som til Island og Færøerne.

Sæl-Familien (Phocidæ).

*En ikke bestemt Sæl-Slægt (Phocidarum genus
indeterminatum) .

48. *En Art af de lavtstaaende Sæler (Phoci-
darum species e primitivis).

En nedre Ende af en Overarm af en Sæl mere oprindelig
end nogen af Nutidens Phocider er funden i miocænt Glim-
mer-Ler ved Skjærum Mølle ved Vemb, V. for Holstebro. Den
viser nogen Lighed med Platyphoca vulgaris fra Belgiens ter-
tiære Aflejringer, men er dog langt fra at være den samme.
Slægt og Art ere endnu ubestemmelige.

Sæl-Slægten (Phoca).
Legemet langstrakt, tenformet, Halsen ret lang,
men tyk, Lemmerne korte, dog Haand og Fod lange,
Baglemmerne, med Foden, stadig rettede bagud. Halen
ganske kort, stumpet. Snuden kort. Næseboret kan
lukkes. Øjet stort. Ingen ydre Ørebrusk; Øre-Aab-
ningen snever. Haanden stor, bred; 5 Fingre, alle
forenede ved Hudfold til Spidserne; 1ste Finger stærkest
og oftest længst, de andre kun lidt kortere, aftagende i
Længde fra 2den til 5te; 2den undertiden lige saa
lang som, eller ubetydelig længere end 1ste; alle Fingre
med lange, stærke, skarpe, kun lidt sammentrykte,
svagt buede Kløer, der ikke kunne rejses ; hele Haan-

10*

148

den foroven og forneden tæt haarklædt. Foden lang
og bred, vifteformet, med 5 Tæer, indbyrdes forenede
ved Hudfold til Spidserne, Hudfolden strækkende sig
som fri Bræmme frem foran Taaspidserne ; 1ste og
5te Taa længst og stærkest, lige lange; 2den og 4de
noget kortere, 3dje igjen noget kortere; Kløerne min-
dende om Fingrenes Kløer, men meget svagere og
mere lige; hele Foden foroven og forneden haarklædt.
Snudens Varbørster lange og stærke, „bølgede". Haar-
klædningen over det meste af Legemet kort, men tæt.
Tandsættet er ^23 1 12345' Fortænderne mest smaa, den
yderste øvre anselig, de øvre noget krogformede, med
tilbagerettet Spids. Hjørnetænderne med ret lille,
noget krogformet, spids Krone, men med stor Rod,
der med Alderen kan skydes frem. Forreste Kind-
tand, baade øvre og nedre, lille, mest enrodet. Alle
de andre Kindtænder væsenlig ens, smaa, med ret
lav, sammentrykt Krone med mere eller mindre takket
For- og Bagrand og med to Rødder. Hovedskallen
ret kort, med kort Ansigt, med paafaldende stor Hjerne-
kasse, noget fladtrykt. Næsehulen ikke særlig op-
svulmet. Rummet mellem Øjehulerne smalt; Øjehulen
bagtil vidt aaben; paa Pandebenet ingen Antydning
af Udvæxt bag Øjehulen. Trommehulen stor, blære-
formet opsvulmet, indvendig udelt.

Af vore tre Arter af Slægten ere de to, den Spettede
Sæl og Ringsælen, i Hovedsagen lidt oprindeligere end
Svartsiden, der har faaet flere Egenheder, hvis Betydning
dog ikke er helt klar. I Modsætning til de andre har Svart-
siden faaet en ualmindelig langt tilbage-gaaende Ben- Gane,
støttet af Plovskjærbenet, der ogsaa strækker sig længere til-
bage end ellers, helt til Ganens bageste Rand; Trommebenets
ydre Øregang er bleven ejendommelig lang og knæformet

149

bøjet; Underkjæbens bageste Rand er i usædvanlig Grad ud-
tunget i Udvæxter fremkaldte af Tyggemusklerne ; ogsaa i Farve-
tegning er den bleven ret egen. De to andre have dog ogsaa
høje Egenskaber: ualmindelig opstaaende Udvæxter omkring
Overarmens Ledhoved. Den Spettede Sæl er ikke bleven fuldt
saa storøjet som Ringsælen og har derfor ikke faaet Panden
mellem Øjehulerne fuldt saa meget sammentrykt. I Kindtæn-
dernes Form og Stilling er derimod den Spettede Sæl bleven
den mest ejendommelige; dens Kindtænder ere blevne mere
svære, end de pleje at være hos Sæler, og trænges om Pladsen
i Kjæberne, saa at de stilles skjævt for hverandre.

Oversigt over de danske Arter af Sæl-Slægten (Pboca).

I. Ben-Ganens bageste Rand buet fremad i en spids Bue,
ikke støttet af Plovskjærbenet. Trommebenets ydre Øre-
gang kort. Underkjæbens bageste Rand med kun korte,
stumpe Udvæxter.

1. Panden mellem Øjehulerne forholdsvis bred. Kind-
tænderne svære, skjævt stillede. Haarklædningen ret
blød.

Spettet Sæl (Phoca vitulina).

2. Panden mellem Øjehulerne næsten kun en skarp Ryg.
Kindtænderne smaa, ikke skjævt stillede. Haarklædnin-
gen ret stiv.

Ringsæl (Phoca foetida).
II. Ben-Ganens bageste Rand næsten tværgaaende, støttet af
Plovskjærbenet. Trommebenets ydre Øregang lang og knæ-
formet bøjet. Underkjæbens bageste Rand udtunget i næsten
bladformede Flige.
Svartside (Phoca groenlandica). .

49. Spettet Sæl (Phoca vitulina L.).
(Callocephalus vitulinus.)

Legemets Længde indtil omkring 1600 """ eller mere.
Haarene ret bløde. Oversiden graalig eller brunlig med gul-
lige Tegninger i Form af et Netværk, meget vexlende i Form
og Udstrækning. Undersiden gullig hvid med flere eller færre
mørke Pletter. Den nyfødte Unge helt gulhvid, som hos de
andre Arter af Slægten. Kindtænderne forholdsvis svære, tæt-

150

stillede (især hos de Unge), tildels, især paafaldende i Under-
kjæben, forskudte, skjævt stillede, saa at Forranden er skudt
indenfor Bagranden af den foran siddende Tand. Tændernes

Fig. 66. Spettet Sæl. Underkjæbe. Formindsket.

Midtspids forholdsvis lidt fremhævet for Randspidserne, men
Spidsernes Form og Tal ret vexlende. Panden mellem Øje-
hulerne smal, dog ikke skarp. Ben-Ganens Bagrand buet
fremad i en spids Bue og ikke støttet af Plovskjærbenet.
Trommebenets ydre Øregang kort. Underkjæbens Bagrand
med ret smaa og tykke, knoldformede Udvæxter. Længden af
øvre Tandrad hos gammel og midaldrende 71 og 56 """, af
nedre Tandrad 60 og 49 (den store Forskjel i Tandradens Længde
hos unge og gamle Sæler har sin Grund i, at Kindtænderne
med Alderen ved Kjæbernes Væxt komme til at staa mere
spredt end hos de unge). Hovedskallens Længde 215 og 170,
Underkjæbens Længde 146 og 109.

De svære, skjævtstillede Kindtænder udmærke den Spet-
tede Sæl fra alle vore andre Sæler. I Ydre kan den let for-
vexles med Ringsælen; et ret godt Skjelnemærke er dens bløde
Haarklædning.

Den findes i alle vore Farvande, ret almindelig, den al-
mindeligste af vore Sæler. Fra Stenalderens Kjøkkenmøddinger
haves kun et enkelt Fund, medens Graasælen er almindelig
at finde dér. Heri er der en paafaldende Modsætning til Nu-
tiden; for Tiden er det Graasælen, der er den sjeldnere. I
nyeste Tid betales der Penge for Udryddelse af Sælerne hos
os, og de forfølges ved alle Midler uden mindste Hensyn. Dette

151

kan ikke forsvares. I det mindste burde det være forbudt at
dræbe de gamle Sæler i den Tid, da Ungerne ere for smaa til
at sørge for sig selv.

50. Ringsæl (Phoca foetida O. Fabr.).

(Phoca hispida, annellata, Pagomys foetidus.)

Legemets Længde indtil 1000—1500 mm. Haarene ret stive.

Oversiden graalig eller brunlig med gullige Tegninger, mest i

Form af Ringe, men meget vexlende i Form og Udstrækning.

Undersiden gullig hvid, mere eller mindre plettet. Kindtæn-

Fig. 67. Ringsæl. Hovedskal. Formindsket.

derne smaa, lidt spredt og ikke skjævt stillede. Tændernes
Midtspids tydelig fremhævet fra og skilt fra Randspidserne,
der vexle ikke lidt i Størrelse og Tal og næsten kunne naa
Midtspidserne i Højde. Hovedskallen nærmest som hos Ph.
vitulina, men Panden mellem Øjehulerne smallere, næsten ind-
skrænket til en skarp Kam. Længden af øvre Tandrad hos
gammel og midaldrende 57 og 53 mm^ af nedre Tandrad 50 og
46, Hovedskallens Længde 192 og 155, Underkjæbens Længde
122 og 97.

Som den mindste og spinkleste af vore Sæler er Ringsælen
at kjende fra de andre; dog kan den let forvexles med en ung

152

Spettet Sæl; de bedste Skjelnemærker ere Kindtændernes Form
og Stilling og Haarklædningens Stivhed.

Den viser sig af og til hos os i Østersøen og i Belterne,
men kun som Sjeldenhed. Fra Istidens Aflejringer foreligger
et Par Fund, ligeledes fra Stenalderens Kjøkkenmøddinger. Den
har hos os en Del af sin Sydgrændse. Den er nærmest en
højnordisk Art; dybt inde i Østersøen er den talrig; men ved
Europas Vestkyst er den ikke at finde førend ved Norges nord-
ligste Kyst, og den er en af de Sæler, der gaa længst mod Nord,

51. Svartside (Phoca groenlandica O. Fabr.).
(Pagophilus groenlandicus.)

Legemets Længde indtil omkring 2000 mm. Haarene ret
bløde. Hos den voxne Han er Haarklædningens Farve oftest
mest gulhvid; men hele Ansigtet er sort, og en stor sort Plet
med mere eller mindre bugtede Rande strækker sig i en Bue

Pig. 68. Svartside. Underkjæbe. Formindsket.

fra Ryggens Midte over Skulderen ned langs Kroppens Side
til Halen; nogle mindre, mørke Pletter kunne findes desuden.
Hunnen er brunlig gul paa Oversiden, paa Undersiden gulhvid,
uplettet eller med større eller mindre mørke Pletter her og
der. De unge Dyr ere graalige med større eller mindre mørke
Pletter. Mange Farve-Ændringer kunne findes. Kindtænderne
smaa, lidt spredt og ikke skjævt stillede. Tændernes Midtspids
tydelig fremhævet og skilt fra Randspidserne, der pleje at være

153

faa og ret lave. Panden mellem Øjehulerne ret smal. Ben-
Ganens Bagrand tværgaaende og støttet af Plovskjærbenet.
Trommebenets ydre Øregang lang og knæformet bøjet. Under-
kjæbens Bagrand og Underrand udbredt og udtunget i store,
tynde, bladformede Flige. Længden af øvre Tandrad hos gammel
og midaldrende 72 og 6^/2 ^^, af nedre Tandrad 59 og 53,
Hovedskallens Længde 220 og 194, Underkjæbens Længde 136
og 118.

Egenhederne i Gane, Øregang og Underkjæbe gjøre strax
Svartsiden kj endelig overfor alle vore andre Sæler. I Ydre kan
den gamle Han paa Grund af sin Farve heller ikke forvexles
med nogen anden Art; men ogsaa Hunnen og unge Dyr ere
i deres mere eller mindre lyse, uplettede eller plettede Dragt
afvigende fra de to andre mørkere Arter med den mere fint
marmorerede Tegning.

I Nutiden kommer den kun som en meget sjelden Gjæst
til os; det synes at være sket i Vinteren 1902 — 03, samme Aar
som den i Mængde fra Ishavet vandrede ned langs Norges Kyst.
Enkelte Fund af dens Knogler foreligge hos os fra uvis For-
tid. Fra Ældre og Yngre Stenalders Kjøkkenmøddinger haves
mærkeligt nok flere Fund, båade fra Jylland, Sjælland og Born-
holm. Arten er ellers høj nordisk.

Graasæl- Slægten (Halichoerus).
I Ydre i alt væsenligt som Phoca; kun Snuden
noget længere. Tandsættet væsenlig som hos Phoca;
Kindtænderne afvige ved at have høj enspidset, nær-
mest kegleformet Krone, uden eller med kun svage
Randtakker, og de fleste Kindtænder have mere eller
mindre enkelt Rod, idet de to Rødder smelte sammen;
bageste Kindtand er tverodet. Forholdsvis ofte findes
en 6te Kindtand. Hovedskallen som hos Phoca, dog
mere langstrakt, og Næsehulen med Alderen betydelig
opsvulmet, saa at Hovedskallens Næse-Aabning gaber
vidt fortil.

154

52. Graasæl (Halichoerus grypus O. Fabr.).
(Phoca grypus, Halichoerus griseus. Arten er opstillet af O. Fabri-
cius, der som Type har afbildet en Hovedskal fra Amager.)

Legemets Længde indtil omkring 2000 ^^. Haarene stive.
Farven er over det meste af Legemet graalig, med flere eller
færre mørkere eller lysere Pletter. Den nyfødte Unge er ens-
farvet gulhvid. Kindtænderne staa lidt spredt, ikke skjævt.

Fig. 69. Graasæl. Underkjæbe. Formindsket.

Panden mellem Øjehulerne forholdsvis bred. Ben-Ganens Bag-
rand buet fremad i en spids Bue, ikke støttet af Plovskjær-
benet. Trommebenets ydre Øregang kort. Underkjæbens Bag-
rand med ret smaa og tykke knoldformede Udvæxter. Længden
af øvre Tandrad hos gammel og midaldrende 92 og 70 mm, af
nedre Tandrad 73 og 59, Hovedskallens Længde 267 og 207,
Underkjæbens Længde 183 og 130.

Det forholdsvis lange Ansigt og de simpelt kegleformede
Kindtænder gjøre den strax kjendelig blandt vore Sæler.

Den er udbredt i alle vore Farvande, mest i de mere aabne
Vande. Den er forholdsvis faatallig; paa sine Steder, som ved
Rødsand S. for Lolland^- samles den dog i større Mængde. I
vor Stenalders Kjøkkenmøddinger ere dens Levninger almin-
delige, selv i de Dynger, der nu ligge inde i Fjorde og Vige,
hvor man nutildags vanskelig vilde faa en Graasæl at se; For-
klaringen er sikkert, at de paagjeldende Steder dengang laa
mere aabent for Havet end nu. At Graasælen næsten allevegne
har veget Pladsen for den Spettede Sæl, er allerede nævnet;
Grunden er vel, at den store Graasæl har været lettere at ud-
rydde end dens lille Slægtning. Selv paa et Sted som Hesselø,

155

der skulde synes særlig egnet for Graasælen, er den Spettede
Sæl nu den raadende og har her en Yngleplads, medens den i
Stenalderen neppe var at finde; i en Kjøkkenmødding fra Yngre
Stenalder fandtes her Graasælens Knogler i stor Mængde, blandt
andet 31 1 løse Hjørnetænder, men vist ikke en eneste Knogle
af den Spettede Sæl. Arten er vidt udbredt til alle Sider for
Danmark.

Levninger af Remmesælen, Erignathus barbatus, ere fundne
i Aflejringer fra Istiden i Sverig. Hos os er den ikke funden; men det
er ikke usandsynligt, at den har været her omkring Istiden. Den er en
af de oprindeligst formede af Nutidens Phocider, hvad der især viser
sig i Bygningen af Haand og Fod, der have forholdsvis meget tilbage af
Lighed med Land-Rovdyr; blandt andet er 3dje Finger den længste af
Fingrene. Ogsaa Hovedskallen har et oprindeligt Præg: Øjnene ere
forholdsvis smaa og have i mindre Grad end ellers sammentrykket
Panden imellem dem. Kindtænderne minde i Form nærmest om Phoca
vitulina, men ere ikke sammentrængte.

Fig, 70. Vildsvin. Sus scrofa ferus.

Hovdyr (Ungulata).

Store, mest planteædende Pattedyr, væsenlig ud-
dannede som Løbere, trædende paa Taaspidserne, der
have faaet Hove. Tænderne paa mange Maader afvi-
gende fra Insektædernes.

156

Af den Rigdom af Hovdyr, der have levet paa Jorden, ud-
formede paa mangfoldig Maade, fordelte i m.ange Grupper, er
det en paafaldende ringe Del, der har naaet Danmark. 10 Arter,
fordelte paa 7 Slægter, kun hørende til de to Grupper Årti odac-
tyla og Proboscidea, er alt, hvad der har kunnet eftervises
hos os, og af dem ere alle igjen uddøde eller udryddede her,
med Undtagelse af to, Raadyr og Krondyr, af hvilke ogsaa Kron-
dyret er sin Udryddelse nær.

6 af vore Hovdyr-Slægter, Hjorte-, Elsdyr-, Rensdyr-, Mo-
skusoxe-, Oxe- og Svineslægten, Cervus, Alces, Rangifer, Ovi-
bos. Bos, Sus, høre til Artiodactylernes Gruppe, til de
„ligetaaede" Hovdyr, bet der udmærker dem overfor alle andre
Hovdyr er en Egenhed i Bygning af Haand og Fod. Hos de
ældste kjendte, forlængst uddøde Hovdyr har Haanden 5 Fingre
og Foden 5 Tæer med lignende Former og Længdeforhold som
hos de fleste andre Pattedyr; kun have Kloleddene begyndende-
Hovform, fordi der blev traadt særlig paa dem; 2den, 3dje og
4de Finger ere de længste, og af dem er igjen 3dje den længste,
dog kun lidt længere end 4de; i Foden ere Forholdene til-
svarende. Hos de højere Hovdyr kunne flere eller færre af
Fingre og Tæer tages særlig i Brug og udvikles, medens de
andre vantrives; hos mange beholder 3dje Finger sin Over-
vægt, og hos nogle Hovdyr af forskjellige Grupper bliver den
alene tilbage, ligesom 3dje Taa i Foden; Artiodactylerne derimod
have traadt saaledes, at de have hvilet særlig og lige meget
paa 3dje og 4de Finger, ligesom paa 3dje og 4de Taa; de paa-
gjeldende to Fingre ere derfor voxede fremfor de andre og ere
blevne lige stærke, ligesom de tilsvarende Tæer, medens de
andre Fingre og Tæer vantrives. I Haandrod og Fodrod er der
medfulgt ejendommelige Ændringer, særlig er Rullebenet blevet
paafaldende: det har beholdt den hvælvede Ledflade mod Baad-
benet, den nærmest nedenfor liggende Fodrodsknogle, men
det har bredt sig saa stærkt forneden, at det har strakt sig ud
over en af de andre Fodrodsknogler, Terningbenet, og det har
dannet sig en bred Ledflade ogsaa mod denne Knogle; Rulle-
benets nedre Ende har derfor en dobbelt Ledrulle.

5 af vore Artiodactyl-Slægter høre til Hjorte-Oxe-Fa mi-
li en. Bo vid æ; kun S vin e-Slægten er af en anden Familie,
Svine- Fa milien,Suidæ. En væsenlig Forskjel mellem de to
Familier, eller rettere mellem de to Grupper af Familier, hvortil
de høre, er den, at Boviderne ikke som Suiderne have brugt
deres Hoved som Brækjern til at rode i Jorden og derfor ikke
have faaet den Række Omdannelser, der følge hermed. I
mange andre Henseender ere Boviderne udviklede langt højere,
end Suiderne ere det. Boviderne ere blevne højbenede og lang-
halsede Hovdyr, udprægede Grønt-Ædere, der plukke Bladene

157

ved Tungens og de nedre Fortænders Hjelp. 3dje og 4de Finger
have faaet fuldstændig Overmagt over de andre Fingre; deres
Kløer ere blevne stærke, faste Hove, og der trædes saa ude-
lukkende paa Fingerspidserne, at alle Trædepuder af Mangel
paa Brug ere forsvundne, undtagen de, der findes paa Finger-
spidserne; deres Mellemhaandsben ere blevne lange, stærke
Knogler, der ere indbyrdes sammenvoxede i næsten hele deres
Længde, kun deres nedre Ledruller ere frie; deres Ledforbin-
delse med 1ste Fingerled er udpræget Hængsel-Led, med
Kamme og Furer gribende i hinanden, fordi al Bevægelse i
Leddet indskrænkes til simpel Bøjning og Strækning. 1ste
Finger er helt forsvunden, 2den og 5te ere indskrænkede til
„Bitæer", ubetydelige Vantrivninger uden fuldstændige Mel-
lemhaandsben. I Foden ere Forholdene tilsvarende. Under den
fælles og stærke Paavirkning af Rullebenet ere Baadben og
Terningben i Fodroden indbyrdes sammenvoxede. I Under-
armen er Spolebenet, der mere end Albuebenet er kommet til
at bære Legemets Vægt, blevet en mægtig Knogle, i udpræget
Hængsel-Forbindelse med Overarmen; Albuebenet er i sin
største Udstrækning indskrænket til en tynd splintformet Knogle,
mere eller mindre fast forbundet med eller sammenvoxet med
Spolebenet. I Underbenet er det Skinnebenet, der er blevet
den stærkeste Knogle, medens Lægbenet er indskrænket til
ikke stort mere end en lille Knoglestump føjet ind i Skinne-
benets nedre Ende. Lemmerne have saa udelukkende over-
taget den Opgave at føre Legemet, at der ikke bliver stor
Brug for Halen, som derfor indskrænkes til nærmest kun at
være en Flue -Vifte eller helt forsvinder. Halshvirvlerne ere
blevne lange, indbyrdes bevægelige, deres Kroppe forbundne
ved en Slags Kugle-Led; Ringhvirvlens og Taphvirvlens For-
bindelse er meget fri, Taphvirvlens „Tap" har mistet sin op-
rindelige Tapform og har faaet Form af en „Tud", hvorom
Ringhvirvlen drejer sig. Brystkassen er smal, men dyb, sam-
mentrykt mellem Forlemmerne, der altid holdes samlede om
den. De øvre Fortænder ere forsvundne af Mangel paa Brug;
de øvre Hjørnetænder ere enten helt vanslægtede eller ogsaa
forsvundne; de nedre Fortænder have faaet skarp skjærende
Krone, og nedre Hjørnetand har faaet en lignende Form og er
stillet paa Rad med Fortænderne. Den lange Tunge har bidraget
ikke lidt til at forme den forreste Del af Ansigtets Skelet, der
noget faar Udseende af at være en Skede om Tungen. Af Kind-
tænderne er den forreste af de oprindelige 7 i hver Kjæbe for-
svunden; men de andre ere voxede; Kronernes Spidser have
dog beholdt ikke lidt af den oprindelige V-Form, og Forkind-
tænderne vedblive at være mindre og simplere i Form end
Bagkindtænderne. Kindmusklen er bleven den stærkeste af

158

Tyggemusklerne og har iøjnefaldende paavirket de Knogler,
paa hvilke den udspringer og fæster sig; Tindingmusklen er
bleven svag og har indskrænket sin Indflydelse paa Hoved-
skallen. Lugtesandsen er stærkt udviklet, Sibenet er blevet
mægtigt. Øjehulen er dækket af Ben-Tag og bagtil omsluttet
af en Benbro, der gaar fra Pandeben til Kindben ; o. s. v.

Til Hjortenes Underfamilie, Cervini, høre Slægterne
Cervus, Aloes og Rangifer, til Oxernes Underfamilie, Bo-
vini, høre Ovibos og Bos. De to Underfamilier staa hinanden saa
nær, at det er vanskeligt nok at finde gjennemgribende Mærker,
der skille dem. Cervinerne ere de oprindeligste. For de danske
Slægters Vedkommende viser det sig først og fremmest i, at
de have lavkronede Kindtænder, medens vore Boviners Kind-
tænder ere stærkt højkronede, saa at det varer længe, inden
hele Kronen er skudt frem af Tandgruben, og Krone og Rod
gaa mere jevnt over i hinanden. Ellers ere Skjelnemærkerne
kun at finde i saadanne Smaating som mere eller mindre spinkel
Bygning, mindre eller større Brede af Leddene, særlig Albue-
leddet og Finger- og Taaled, Tilstedeværelse eller Mangel af
en Fure paa Bagsiden af „Kanonbenene", de sammensmeltede
3dje og 4de Mellemhaands- eller Mellemfodsben. Endelig er
der Forskjellen i Hornene, der dog for Hjortenes Vedkom-
mende saa godt som udelukkende ere at finde hos Hannerne.
Hornenes første Oprindelse skyldes sikkert Hannernes Vane
at bruge Panden til Stød i Kamp med Medbejlere; Pandens
Hud og Knogler ere derved pirrede til Væxt, der har givet
sig Udtryk i Fremkomsten af smaa Forhøjninger paa de mest
udsatte Steder; i overskydende Kraft ere de voxede videre
frem og udformede som Horn paa forskjellig Maade, og til-
sidst ere de nedarvede til Hunnerne, om end oftest i svagere
Skikkelse. Hos Cervinerne ere Hornene blevne grenede Ud-
væxter fra Pandebenene, fra første Færd, under Fremvæxten,
klædte med almindelig Hud; men Huden visner og afskrælles,
undtagen fra Hornets allernederste Del, Rosenstokken, saa at
den nøgne Knogle staar tilbage; men ogsaa Knoglen visner
tilsidst og fældes, for igjen at voxe frem, fra Arret, dækket af
Hud, hvorefter hele Dannelsen gjentages, og det aarlig. Hos
Bovinerne er Hornet blevet en ugrenet Udvæxt fra Pande-
benet, klædt med forhornet Hud, og det fældes ikke.

Vore 4 Arter af Slægten Cervus, Raadyr, Krondyr,
Daadyr og Kæmpehjort, C. capreolus, C. elaphus,
C. dama, C. giganteus, høre til Slægtens øverste Arter,
hver af dem særlig udformet i sin Retning, Raadyret mindst
paafaldende. Uddøde, mindre højtstaaende Arter af Slægten
have været Grundlag for Slægterne Alces og Rangifer, mere
eller mindre umiddelbart.

159

Al ces, med eneste Art Elsdyret, A. mach li s, udmærker
sig mest ved sit stærkt omformede Ansigt. Den bruskede Del af
Næsen er opsvulmet og bevægelig, og Hovedskallens Næse-
Aabning er stærkt udvidet, Næsebenets forreste Rand trængt
langt tilbage; de Knogler, der danne Næsehulens Bund fortil,
Overkjæben og Mellemkjæben, og som derfor bære Næse-
brusken, ere stærkt forlængede fremefter. Som ualmindelig
højbenet og med sine ejendommelige fladt udbredte Takker er
Elsdyret desuden afvigende fra Cervus.

Rangifer, med eneste Art Rensdyret, R. tarandus, synes
at høre til de amerikanske Hjortes Gruppe, der dog stammer fra
den Gamle-Verdens Cervus; dens Forfædre ere vist fra Nord-
Amerika indvandrede i den Gamle Verden. Den forener hos
sig to Egenskaber, der ogsaa findes forenede hos alle de ægte
amerikanske Hjorte, men ellers hos den Gamle Verdens Hjorte
kun findes skilte og kun som en sjelden Undtagelse: Plov-
skjærbenet strækker sig tilbage til Ben-Ganens bageste Rand
og deler derved den bageste Næsegang, og af de ufuldstæn-
dige 2det og 5te Mellemhaandsben er det den nedre Ende,
der er tilstede; hos den Gamle Verdens Hjorte plejer Plov-
skjærbenet kun at røre Ganen langt fremme, og af 2det og
5te Mellemhaandsben plejer kun den øvre Ende at være til-
stede, Sine største Egenheder har Rensdyret dels i de mærke-
lig brede Klove, der minde om Snesko, indrettede til at træde
paa blød Grund, og i de for en Hjort ualmindelig brede Led
mellem Mellemhaands- eller Mellemfodsben og Finger- eller
Taaled, dels i Tilstedeværelsen af Horn ogsaa hos Hunnen,
hvad ellers ikke kjendes hos Hjorte.

Ovibos, med eneste Art Moskusoxen, O.moschatus,
er det øverste Led paa en af de mange Grene, hvori Bovinerne have
udformet sig. Den staar paa et væsenlig lavere Trin end Bos
i at have Hornene stillede langt fremme og Pande og Hoved-
skal ellers forholdsvis lidt paavirkede af dem og i at have
Trommebenet af sædvanlig Blæreform. Dens Egenheder ere,
at Hornet ved Grunden er blevet ualmindelig svært, med
Alderen bredende Hornstejlen tilbage over Issebenet, og har
bragt Pandebenet til at udvide sig nedefter, skydende sig ind
mellem andre Knogler i Hjernekassens Sidevæg, at dens Lem-
mer ere blevne ualmindelig kraftige, men ret korte, brugte til
Klatring paa Klipper, noget mindende om de klatrende Geder,
med særlig korte, men brede Mellemhaands- og Mellemfods-
ben, og at den som hjemmehørende i de koldeste Lande har
faaet Øre og Hale indskrænkede og er klædt i den tykkeste
Pels, Egenskaber, som den deler med flere andre høj nordi-
ske Dyr.

De to danske Arter af Slægten Bos, Bison og Uroxe, B. bi-

160

son, B. taurus urus, ere blandt de allerøverste Former, som
Bovidernes Familie har frembragt. Mere end de fleste andre have
de brugt Hornene som Vaaben, og i en Følelse af Tryghed og
i frodige Omgivelser ere de voxede op til at blive store svære
Dyr, mistende de oprindelige Boviders Præg som spinkle,
flygtige Skabninger. Hornene og deres Brug have omformet
Panden og hele Hovedskallen i høj Grad: Hornene selv ere
skudte langt tilbage paa Panden, der er bleven en Slags Stød-
flade; Pandebenet har udvidet sig bagtil og trængt Issebenet
ned bag sig, og det har bredt sig ud til Siderne og lagt sig
som Tag ud over Tinddinggruben og trængt Knoglerne i
Hjernekassens Sidevæg nedad. For at føre det svære Hoved
have Oxerne maattet øve deres Hals- og Skuldermuskler,, der
ere blevne usædvanlig stærke, og Forkroppen, der har faaet
mere end ellers at bære, er bleven forholdsvis svær. Skulder-
bladet er meget stort, de forreste Ryghvirvlers Torntappe ere
meget høje, Armens Knogler paafaldende svære. Trommehulen
er fyldt med svampet Benvæv og tildels sammentrykt, paa-
virket af Underkjæbens Ledknude.

Slægten Sus, med vor eneste Art Vildsvinet, S. s c ro fa,
hører til de øverste i Suidernes Familie. Hovedet er i en paafal-
dende Grad omformet efter den Brug, der er gjort af det som Bræk-
jern: Ansigtet er langt og stærkt bygget, Pandens Knogler meget
tykke, Nakkekammen, hvorpaa de ualmindelig stærke Nakke-
muskler fæste sig, er voxet uhyre som en mægtig Krone over
Hjernekassen, Hjernekassens bageste Del er mærkelig sam-
menskudt, bagfra trykket af Halsmusklerne, Øjet er skubbet
tilbage, stærke Næsemuskler bidrage til at forme Ansigtets
Knogler, i Næsebrusken er der fremkommet en Forbening,
Tryneknoglen. Hjørnetænderne, der under Arbejdet med at
rode i Jorden ere komne til at virke som en Slags Plovjern,
ere ejendommelig omformede, især hos Hannen, der bruger
dem ogsaa som Vaaben; baade øvre og nedre Hjørnetand have
faaet stærk Tilskyndelse til Væxt, hos Hannen afslutte de ikke
Væxten, men vedblive at være rodaabne; nedre Hjørnetand
er voxet højt ivejret, bleven skarpkantet og har sprængt sin
Emailleklædning, der kun bliver tilbage som Striber paa de
mest udsatte Sider; øvre Hjørnetand er voxet paa lignende
Maade, men har faaet en ejendommelig snoet Form, med Spid-
sen drejet opad, trykket af nedre Hjørnetand, der skyder sig
op foran den. Ogsaa Fortænderne ere paavirkede af Arbejdet
i Jorden, især de nedre, der ere blevne lange, fremadrettede.
Den Føde, Svinene rode frem af Jorden eller paa anden Maade
faa fat, er meget blandet; Kindtænderne have faaet Form der-
efter; de ere blevne et udmærket Knuseværk; de have mistet
de oprindelige skarpkantede Former og have faaet afrundede,

161

knoldformede Spidser, og omkring Hovedspidserne er der frem-
kommet en Yngel af mindre Spidser; bageste øvre og bageste
nedre Kindtand ere særlig udvidede. Tandsættet har ellers be-
holdt meget af det oprindelige Præg, sit fulde Tal, lavkronede
Kindtænder o. s. v. I mange Henseender er Svinet ligesom
andre Suider blevet staaende paa et oprindeligere Trin end Bo-
viderne. Det er ret lavbenet og korthalset. 3dje og 4de Finger
have kun ringe Overmagt over de andre Fingre, og deres Mel-
lemhaandsben ere indbyrdes helt frie; 2den og 5te Finger ere
vel kun tilstede som „Bitæer", men ere dog ret stærke og have
fuldstændige, veludviklede Mellemhaandsben. I Foden ere For-
holdene tilsvarende. Baadben og Terningben i Foden ere ind-
byrdes frie. Spolebenet er forholdsvis svagt. Albuebenet der-
imod anseligt, skjønt langt svagere end Spolebenet. Lægbenet
er fuldstændigt, men spinkelt. Halshvirvlerne ere korte, med
flade Ledflader mellem Kroppene; Taphvirvlens Tap har sin
oprindelige Form. Øjehulen er ikke dækket af Ben -Tag eller
bagtil omsluttet af Ben.

Til Afdelingen Proboscidea, Elefanternes Gruppe,
hører kun ét af de Hovdyr, der ere fundne i Danmark, Mam-
muttQn, Elephas primigenius, af Elefanternes Fa-
milie, Elephantidæ. Den hører til en lille Gruppe af
Hovdyr-Familier, hvis fælles Mærke overfor de fleste andre
Hovdyr er, at Albuebenet er blevet den stærkeste Knogle
i Underarmen, medens Spolebenet er indskrænket; det om-
vendte plejer at være Tilfældet. Hos mere oprindelige Patte-
dyr, ogsaa hos de oprindeligste Hovdyr, ere de to Knogler
næsten ens i Sværhed, skjønt dog Spolebenet er den stær-
keste Knogle, fordi det efter sin Stilling, nærmest Kroppens
Midtlinie, er mest udsat for at komme til at bære Legemets
Vægt; hos de fleste Hovdyr faar Spolebenet mere og mere
Overmagt over Albuebenet; men hos Elefanterne og nogle
faa andre er Armen stillet lidt anderledes, saaledes at det
største Tryk er faldet paa Albuebenet, som derfor særlig er voxet
og har fremkaldt Ændringer i de Knogler, som det nærmest
paavirker. Overarm og Haandrod. Elefant-Familiens Medlem-
mer have faaet deres Særpræg ved den stærke Brug af et en-
kelt Par Fortænder som Stødtænder, ved en ualmindelig kraftig
Brug af Kindtænderne som en Slags Møllestene til at knuse
Plantestof, ved deres Stræben efter at faa høje Lemmer og
dog stadig at kunne naa Jorden med Snudespidsen uden at
strække Halsen. Slægten Elephas er Familiens øverste Slægt.
Et Par af de øvre Fortænder er voxet ud som mægtige Stød-
tænder, der ikke afslutte Væxten, men beholde aaben Rod;
Emailleklædningen er saa godt som forsvunden, indskrænket
til at klæde Tandens yderste Spids, efter at den hos Stamfor-

Winge: Pattedyr. 11

162

merne en Tid lang har været tilstede i sprængt Tilstand, som
Baand langs Tandens Side, sprængt, under Udviklingen i sin
bløde Tilstand, af det stærkt voxende Tandben. Alle andre For-
tænder og Hjørnetænder ere forsvundne. Af Kindtænderne ere
alle Forkindtænderne forsvundne, fortrængte af Mælkekind-
tænder og Bagkindtænder, der have faaet en uhyre Udvikling,
især de bageste af dem, med høje Kroner med mange tæt-
stillede Tværkamme omsluttede af Tandkit; saa store ere Kind-
tænderne blevne, at kun to eller en ad Gangen kunne faa
Plads i Kjæben. Baade Fortænder og Kindtænder omforme
Hovedskallen paafaldende. Næsen er bleven en mægtig Snabel,
der bruges paa mangfoldig Maade og i høj Grad har paavirket
Hovedskallens Ansigt. Hovedet har faaet en uhyre Vægt; det
virker til at sammentrykke Halshvirvlerne, paa hvilke det hviler.
For at kunne føre Hovedet have Hals- og Skuldermusklerne
maattet øves, og de ere blevne mægtige; de have dels afsat
iøjnefaldende Mærker paa Hovedskallen, dels ved deres Masse
presset Hjernekassens Bagside fremefter, hvad der har haft Ind-
flydelse paa hele Hjernekassens og Hjernens Form og paa Øje-
hulens Stilling, Øjet er trykket fremad. Hovedskallens Knogler
ere blevne i en paafaldende Grad luftfyldte, en Egenskab, der
skyldes de stærke Luftstrømme, der gaa gjennem Næsen og
bane sig Vej fra Næsehulen ind i de omgivende Knogler og
videre bort, hvor de ikke møde stor Modstand; ved Knoglernes
Luftfyldning og Opsvulmning udviskes Hjernekassens egenlige
Form, der kun hos unge Dyr eller hos Familiens oprindeligste
Medlemmer er tydelig at se. Lemmerne ere blevne høje, ved
Strækning af Leddene og ved Længdevæxt af de længste af
Lemmeknoglerne, og desuden meget sværknoglede, fordi de
have faaet en ualmindelig tung Krop at bære; særlig Forlem-
merne ere blevne stærke, fordi den største Byrde falder paa
dem. Haand og Fod ere ikke blevne lange; de have tværtimod
Præg af at være blevne trykkede af Legemets Vægt. Elefan-
terne ere snart voxede saa store og stærke og have tidlig i deres
Stødtænder og Snabel faaet saa gode Vaaben, at de have mistet
Frygtsomheden og ikke have haft Brug for at øve sig særlig i
Løb; deres Lemmer ere derfor ikke saa ensidig omformede
som hos de bedste Løbere blandt Hovdyrene; især Haand og
Fod have beholdt meget af deres oprindelige Præg, saaledes
findes endnu 5 Fingre og 5 Tæer, og de ere ikke rejste helt
paa Finger- eller Taaspidserne ; der trædes mest paa en Træde-
pude, der ligger under Spidserne af Mellemhaands- eller Mellem-
fodsben, og den har naaet en uhyre Størrelse; Fingre og Tæer
ere nærmest noget vantrevne, fordi den store Trædepude bag
dem har overtaget noget af deres oprindelige Tjeneste.

163

Oversigt over de danske Hovdyr-Slægter.

I. Albuebenet svagere end Spolebenet. Næsen af mere sæd-
sædvanlig Form, ikke uddannet som Snabel. Ingen For-
tænder uddannede som Stødtænder. Hele Kindtændernes
Række i Brug samtidig, hos det voxne Dyr. Hver Bag-
kindtands Krone bygget af nogle faa Hovedknolde. I det
højeste 4 Fingre og 4 Tæer.

1. Rullebenet har en afrundet Ledflade mod den nedenfor
liggende Fodrodsknogle, Baadbenet, og støder desuden
i vid Udstrækning til en anden Fodrodsknogle, Terning-
benet; dets nedre Ledflade har Form af en dobbelt
Ledrulle. To Fingre, svarende til 3dje og 4de i en
femfingret Haand, særlig stærke, omtrent ens i Størrelse
og Form; 2den og 5te Finger vantrevne, som „Bitæer";
1ste Finger mangler. Foden formet paa tilsvarende
Maade.

Af Underordenen de Ligetaaede Hovdyr, Artiodactyla:
A. Hovedet ikke indrettet som Brækjærn, uden Tryne,
uden høj Nakkekam. Bagkindtændernes Spidser
med skarptskaarne Former, med halvmaaneformede
Emailletegninger paa Slidfladerne. Ingen øvre For-
tænder. Nedre Fortænder med udbredte Kroner,
skovlformede, skarprandede. Nedre Hjørnetand for-
met som Fortand, saa at der tilsyneladende er 4
Fortænder i hver Side. Sdje og 4de Mellemhaands-
ben indbyrdes sammenvoxede, ligeledes Sdje og 4de
Mellemfodsben.

Af Hjorte- og Oxe-Familien, Bovidæ:
a. Kindtænderne lavkronede. Kronen tydelig buende
ud ovenfor Roden. Paa Bagsiden af Mellem-
haands- og Mellemfodsben (o: Kanonbenet, dannet
ved Sammenvoxning af 3dje og 4de Mellem-
haandsben eller de tilsvarende Mellemfodsben)
en dyb Længdefure. Hornene (der oftest kun
findes hos Hannen) ere hos de voxne Dyr gre-
nede Udvæxter fra Pandebenene, aarlig fældede,
klædte med sædvanlig Hud, medens de voxe,
men derefter hudløse.
Af Hjortenes Underfamilie, Cervini:
CC. Klovene smalle. Kun Hannen har Horn.

1. Snuden af sædvanlig Form, baade i Ydre
og Indre.

Hjorte-Slægten (Cervus).

2. Snudens bløde Del en mægtig, bevægelig
Mule; Hovedskallens Ansigt med ganske

164

kort Næseben og lang tilspidset Mellem-
kjæbe.

Elsdyr-Slægten (Alces).
/S. Klovene brede. Baade Han og Hun bære Horn.
Rensdyr-Slægten (Rangifer).
b. Kindtænderne højkronede, Kronen næsten gaaende
i ét med Roden. Bagsiden af Mellemhaands- og
Mellemfodsben ikke furet. Hornene (der oftest
findes hos baade Han og Hun) ere ugrenede Ud-
væxter fra Pandebenene, fældes ikke, altid klædte
med forhornet Hud.
Af Oxernes Underfamilie, Bovini:
a. Hornene udspringende fortil paa Panden
(Hornstejlen dog med Alderen bredende sig
bagtil). Pandebenet ikke fortrængende Isse-
benet fra Hjernekassens Overside og ikke
bredende sig ud over Tindinggruben. Tromme-
benet blæreformet. Halen stumpformet. Snude-
spids og Overlæbe haarklædte. Øret lille.
Legemets Haarklædning paafaldende lang.
Pandebenet udvidet ned mellem Knoglerne i
Hjernekassens Sidevæg.
Moskusoxe-Slægten (Ovibos).
/S. Hornene staaende bagest paa Panden. Pande-
benet udvidet bagtil og til Siden, skydende
Issebenet tilbage ned paa Hjernekassens Bag-
side, læggende sig som Tag ud over Tinding-
gruben. Trommebenet fyldt med Benvæv,
sammentrykt. Halen lang. Snudespids og
Overlæbe forrest ikke haarklædte. Øret anse-
ligt. Legemets Haarklædning ret kort. Pande-
benet ikke udvidet ned mellem Knoglerne i
Hjernekassens Sidevæg.
Oxe-Slægten (Bos).
B. Hovedet indrettet som Brækjern, med Tryne, med me-
get høj Nakkekam, synlig i det Ydre. Bagkindtæn-
dernes Spidser afrundede, knudrede. 3 veludviklede
øvre Fortænder. Nedre Fortænder smalle, lange. Ne-
dre Hjørnetand med egen Form. 3dje og 4de Mellem-
haandsben frie, ligeledes Sdje og 4de Mellemfodsben.
Af Svine-Familien, Suidæ:
Svine-Slægten (Sus).
(2. Rullebenet har flad Ledflade mod Baadbenet og rører
ikke Terningbenet. Kun én Finger, Sdje, stærk, de andre
Fingre enten helt forsvundne eller tilstede i Skelettet i van-
treven, ufuldstændig Tilstand, ikke synlige i Ydre; Foden

165

formet paa tilsvarende Maade. De tre bageste Forkindtæn-
der i hver Kjæbe lige saa stærke som Bagkindtænderne.
Af Underordenen de Uligetaaede Hovdyr, Perissodactyla :
Af Heste-Familien, Eqvidæ:
Heste-Slægten (Eqvus).)

Albuebenet stærkere end Spolebenet. Næsen uddannet som

Snabel. Et Par øvre Fortænder uddannede som Stødtænder.

Kun to eller én Kindtand i Brug ad Gangen. Hver Kindtands

Krone bygget af en Række Tværkamme. 5 Fingre og 5 Tæer.

Af Underordenen Elefant-Gruppen, Proboscidea:

Af Elefant-Familien, Elephantidæ:

Elefant-Slægten (Elephas).

Hjorte- og Oxe Familien (Bovidæ & Cervidæ).

Hjorte-Slægten (Cervus).
Legemet formet som hos udprægede Løbere: Krop-
pen kort, Brystet sammentrykt, Halsen lang, Lemmerne
høje, trædende paa Taaspidserne. Halen kort eller mang-
lende. Ansigtet ikke forlænget; Næsebor og Snude-
spids væsenlig som hos de fleste Pattedyr. Snudespid-
sen med et bredt Stykke Overlæbe nøgen. Øjet stort.
Øret stort, opstaaende, afrundet. Hos Hannen Horn
(eller „Takker"), aarlig fældede Udvæxter fra Pande-
benene bag Øjehulerne, først hudklædte, senere hud-
løse, hos det unge Dyr ugrenede, spinkle, hos det
voxne Dyr grenede, stærke, med anselig „Rosen-
krands" ved Grunden; Rosenstokken opret. Haanden
meget lang og smal, Mellemhaanden næsten stilk-
formet, med 4 Fingre, idet 1ste mangler; 3dje og 4de
Finger næsten ens, stærke, indbyrdes frie fra Grun-
den, fra Leddet mod Mellemhaanden, hver med en
smal, skarprygget Hov; 2den og 5te Finger helt van-
trevne, udvendig kun visende sig som to smaa skal-

166

formede Biklove, der rage frem fra Huden ved Bag-
siden af 1ste Led af de to store Fingre; hele Haanden
haarklædt, med Undtagelse af Spidserne af de to store
Fingre, der have en Trædepude hver. Foden formet
paa lignende Maade som Haanden. Snudens Var-
børster svage. Haarklædningen over det meste af
Legemet tæt, men ret kort. Haarene i Sommer-
dragten ret stive, i Vinterdragten ejendommelig sprøde
ligesom hos vore andre Slægter af Underfamilien.
Tandsættet er 123^^^' 234567- ^^^® Fortænder mangle
helt. Nedre Fortænder tæt samlede i en Tværrække
forrest i Kjæben, med kort, skovlformet Krone, 1ste
bredest, 3dje smallest, 1ste betydelig bredere end
2den. Øvre Hjørnetand mangler helt hos nogle af
Arterne; naar den findes, er det kun som Vantrivning.
Nedre Hjørnetand er stillet tæt ved Siden af yderste
Fortand og har omtrent Form som den. Ved et langt
tandløst Mellemrum ere Kindtænderne skilte fra Hjørne-
tænderne. Alle Kindtænder forholdsvis lavkronede
med korte Rødder. De tre øvre Forkindtænder (2,3,4)
anselige, væsenlig ens i Form, hver med en ydre og
en indre sammentrykt Spids, hvis Slidflader vise sig
halvmaaneformede. De tre nedre Forkindtænder ere
indbyrdes mere uens i Form, den forreste lille, med
ret simpelt sammentrykt Krone, de to andre større,
med sammentrykt, men foldet og knoldet Krone, der
i Form gjør Overgang til Bagkindtændernes Form.
De øvre Bagkindtænder (5,6,7) væsenHg firspidsede,
hver med to ydre og to indre ret høje sammentrykte
Hovedspidser (4de, 5te, 6te og 7de), hvis Slidflader
ere halvmaaneformede, men desuden med Levninger

167

af de tre yderste Spidser (1ste, 2den og 3dje) i Form
af fremspringende lodrette Lister langs Kronens Yder-
side. De nedre Bagkindtænder ogsaa væsenlig fir-
spidsede, hver med to indre og to ydre ret høje
sammentrykte Spidser (2den, 3dje, 4de og 5te), hvis
Slidflader ere halvmaaneformede ; bageste nedre Kind-
tand har desuden ved sin bageste Ende en anselig
Hæl med to Spidser. Mælketænderne veludviklede
og længe i Brug, de fleste formede nærmest som
deres Efterfølgere; men bageste øvre Mælkekindtand
(4) er formet helt som Bagkindtand, og næstbageste
nærmer sig til samme Form, og nedre bageste er
formet som Bagkindtand og har desuden ved sin For-
ende en tospidset Udvidelse, saa at den bærer 6
Spidser. Hovedskallen ikke særlig langstrakt; Panden
svagt hvælvet, kun lidt luftfyldt; Pandebenets Bag-
rand, Sømmen mod Issebenet, kun svagt buet tilbage,
liggende midt over Hjernekassen, dets Siderand ikke
rørende Tindingbenets Skældel; Nakkekammen tydelig,
svagere eller stærkere, men ikke af nogen paafaldende
Form; Hjernekassens bageste Del ikke sammenskudt;
den forreste Del af Ansigtet spinkelt bygget, Mellem-
kjæbebenet en ganske svag Knogle; Næsebenet lang-
strakt; Overkjæbebenets Ansigts-Del stor, med ud-
strakt Kindflade, uden Mærker efter Næsemuskler;
foran Øjehulen en „Taaregrube", flad eller dyb; Øje-
hulen bagtil omsluttet af Ben-Udvæxter fra Pandeben
og Kindben; Kindbuens bageste Del svag; Tromme-
hulen blæreformet, mindre eller større, indvendig
udelt; Plovskjærbenet naar kun hos en enkelt Art til-
bage til Ganebenets bageste Rand, hvorved den

168

bageste Næse-Aabning tvedeles; oftest straékker det

sig ikke nær saa langt tilbage. Rosenstokken hos

Hannen rejser sig op fra Panden tæt bag Øjehulen.

De smaa simpelt formede Horn og Tilstedeværelsen af
forholdsvis anselige Levninger af nedre Ende af 2det og 5te
Mellemhaandsben vise Raadyrets lave Stilling overfor vore
tre andre Arter af Slægten; højere Udvikling end de andre
viser Raadyret derimod i at have faaet ualmindelig lange,
spinkle Lemmer og i at have mistet Halen. Hos de tre andre
ere de nedre Ender af 2det og 5te Mellemhaandsben fuld-
stændig forsvundne; til Gjengjeld findes smaa øvre Ender af
de nævnte Mellemhaandsben bevarede, hvad ikke findes hos
Raadyret; og Hornene ere blevne mægtige, men udformede
paa forskjellig Maade; Lemmerne ere vel høje og spinkle, men
dog ikke i den Grad som hos Raadyret; og Halen er tilstede,
om end kun i Form af en kort Flue- Vifte. Den almindeligste
Hornform har Krondyret beholdt; de trinde, grenede Horn
minde om Raadyret og andre oprindelige Hjorte; men i Hor-
nets Størrelse, Grenenes Tal og Dannelsen af en „Krone"
øverst paa Hornet er Krondyret naaet videre end de fleste
andre Hjorte med lignende Hornform. En afvigende Uddan-
nelse har Daadyret faaet i sine store skovlformede Horn; nær
ved Krondyret staar det ellers i hele sin Bygning. De mæg-
tigste Horn, som nogen Hjort har frembragt, findes hos
Kæmpehjorten; Hornet viser i sin Skovlform nogen Lighed
med Daadyret, men er dog bygget efter en egen Plan; noget
særligt Slægtskab mellem de to Arter findes neppe; det er
sikkert de ualmindelig mægtige Horn, der hos Kæmpehjorten
have fremkaldt forskjellige Egenheder i Hovedskallen, der da
fra Hannen maa være nedarvede til den hornløse Hun; paa
Hovedskallens Knogler har der hvilet et Tryk stærkere end
ellers, hvad der har fremkaldt en stærkere Forbening: den
Hinde-Aabning, der hos Hjorte plejer at findes foran Øjehulen
mellem forskjellige af Ansigtets Knogler, er saa godt som luk-
ket ved Udvidelser af de omgivende Knogler, og Plovskj ær-
benet er forlænget tilbage som hos de amerikanske Hjorte,
hos hvem dog dets Udvidelse maa skyldes andre Grunde end
Hornenes Størrelse.

Oversigt over de danske Arter af Hjorte-Slægten (Cervus).

I. Lille. Hornet lille, med sædvanlig kun 3 Grene. Ingen
Hale. Nedre Ender af 2det og 5te Mellemhaandsben findes,
øvre Ender mangle.
Raadyr (Cervus capreolus).

169

II. Store. Hornet hos den voxne med mange Takker. Hale
findes. Nedre Ender af 2det og 5te Mellemhaandsben
mangle, øvre Ender findes.

1. Plovskjærbenet ikke naaende Ganebenets bageste Rand;
stor Hinde-Aabning mellem Ansigtets Knogler foran Øje-
hulen.

a. Hornet trindt, ikke skovlformet. Større. Halen kor-
tere, foroven brun eller gullig, forneden gullig.
Kroppen hos den voxne uplettet.

Krondyr (Cervus elaphus).

b. Hornet foroven skovlformet (med Takker udgaaende
fra Bagranden). Mindre. Halen længere, foroven sort,
forneden hvid. Kroppen hos den voxne sædvanlig i
Sommerdragten hvidplettet.

Daadyr (Cervus dama).

2. Plovskjærbenet naaende Ganens Bagrand; næsten ingen
Hinde-Aabning mellem Ansigtets Knogler. (Hornet for-
oven skovlformet, med Takker udgaaende mest fra For-
randen).

Kæmpehjort (Cervus giganteus).

53. Raadyr (Cervus capreolus L.).
(Capreolus europæus, vulgaris, capræa, capreolus).

Højden over Skulderen hos Hannen omkring 800 mm. ingen
Hale. Lemmerne ualmindelig høje. Farven i Sommerdragten
over det meste af Legemet brunrød, lysest paa Undersiden,
i Vinterdragten brungraa; en sort Stribe fra Næseboret ned
over Overlæbe og Underlæbe; Læberne forrest hvide; en lys
eller hvid Plet paa Laarets Bagrand. Den nyfødte Unge brun-
rød med smaa hvide Pletter paa Kroppens Side. Hannens
Horn lille, trindt, dog med ujevn, knudret Stamme, uden Øje-
gren (o : en Gren udgaaende fra Stammens Grund, rettet fremad
over Øjet), opret stillet, hos den fuldvoxne med 3, sjelden
4 eller flere, korte Grene; den øverste Gren vendende bag-
ud, de andre nærmest fremad; Hornets Længde sjelden over
250 mm (maalt i lige Linie). Øvre Hjørnetand mangler. „Taare-
gruben" flad. Ben-Ganens bageste Rand ikke støttet af Plov-
skjærbenet. Anselig Hinde-Aabning foran Øjehulen. Længden
af øvre Kindtænders Række hos Han og Hun 60 og 58 mm^

170

af nedre Kindtænders Række 66 og 61, Hovedskallens Længde
187 og 180, Underkjæbens Længde 157 og 150.

Fig. 71. Raadyr. Han. Hovedskal.

Mangelen af Hale udmærker strax Raadyret blandt vore
Hjorte, den ringe Størrelse ligeledes; Hornet er ganske eget.

Arten er udbredt over hele Landet, knyttet til Skov. Ogsaa
paa Bornholm har den været hjemmehørende, at slutte af et
Fund i en Kjøkkenmødding fra Yngre Stenalder; og endnu i
historisk Tid skal den have været der; men den er udryddet
og derefter i nyere Tid kunstig indført. I vor Ældre Stenalder
var den et af de vigtigste Jagtdyr; dens Knogler findes i
Mængde i den Tids Kjøkkenmøddinger, og flere af Knoglerne,
især Mellemfodsben, bleve ofte tildannede til Redskaber. Den
er udbredt til alle Sider for Danmark, men gaar dog ikke ret me-
get længere mod Nord ; i Norge findes den saa godt som ikke.

171

54. Krondyr (Cervus elaphus L.).
Højden over Skulderen hos Hannen omkring 1350 mm (maalt
. et mosefundet Skelet fra Jylland). Halen kort, omtrent halvt
lang som Øret, ret korthaaret. Farven i Sommerdragten over

.:(

Fig. 72. Krondyr. Han. Hovedskal. Fra en Mose ved Snoldelev,
Sjælland. Efter H. Winge.

det meste af Legemet rødbrun, paa Undersiden lysere og mere
graalig, hos Hannen paa Bugen dog tildels brunsort, i Vinter-
dragten ogsaa paa Oversiden brungraa. En gullig Plet om Hale-
roden paa Laarets Bagrand. Halens Overside brun eller gullig.

172

Fig. 73. Krondyr. En øvre
højre Bagkindtand set fra In-

Undersiden gullig. Hos Hannen ere Halsens Haar lange, som
„Manke". Den nyfødte Unge rødbrun med smaa hvide Pletter
paa Kroppens Side. Den voxne Hans Horn er, hos danske
Krondyr, stort, trindt, dog med noget ujevn, knudret Stamme,
med stor Øjegren, med to eller tre
stærke Grene desuden udgaaende
fra Stammens Forside, den øverste af
dem undertiden igjen grenet, og med
flere eller færre, udelte eller igjen
delte Grene udspringende i Hornets
Spids (som „Krone"), mere eller
mindre tydelig omsluttende en
skaalformet Fordybning; fra 6 til 12
eller, sjeldnere, flere Grene findes
ialt hos den voxne; hele Hornet er
mere eller mindre rettet ud til Si-
dersiden. Naturlig Størrelse, den og buet; Hornets Længde (maalt
i lige Linie) fra Rosenkrands til
øverste Spids sjelden over 1040mm. Øvre Hjørnetand findes,
baade hos Han og Hun, hos Hunnen mindst. „Taaregruben" ret
dyb. Ben-Ganens bageste Rand ikke støttet af Plovskjærbenet.
Anselig Hinde-Aabning foran Øjehulen. Længden af øvre
Kindtænders Række hos Han og Hun, begge mosefundne, 123
og 124nini^ af nedre Kindtænders Række 132 og 134, Hoved-
skallens Længde hos Hannen 437, Underkjæbens Længde hos
Han og Hun 360 og 317.

Ændringerne i Hornenes Form ere meget store, men ogsaa
i deres Stilling findes paafaldende Forskjelligheder. Mellem
jordfundne danske Horn synes det at gjelde, at de mest op-
rette findes paa Sjælland, hvor der dog ogsaa findes Horn, der
ere stærkt rettede til Siden, i Lighed med dem, der ere de
almindeligste i de andre Landsdele.

Som den største af vore nulevende Arter af Land-Pattedyr
er Krondyret strax kjendeligt. Fra sin nære Slægtning Daa-
dyret kjendes det strax paa den korte Hale og den forskjel-
lige Farve. Hannens Horn er saa ejendommeligt, at det ikke
kan forvexles undtagen i den helt unge Alder.

173

Arten har været at finde over hele Landet, ogsaa paa Born-
holm, mest knyttet til Skov. I vor Ældre Stenalder var den
det vigtigste Jagtdyr; dens Knogler findes i stor Mængde i den
Tids Kjøkkenmøddinger, og baade af dens Knogler og af dens
Horn tildannedes Redskaber; Minder om selve Jagten haves i
et Par mosefundne Skeletter med afbrudte Spidser af Flint-
Pile siddende fast i Knoglerne, i lægte Saar, Ogsaa i Tørve-
moserne findes dens Knogler i stor Mængde; den er vist den
Art blandt vore Pattedyr, hvis Knogler oftest findes i Tørven;
enkelte Moser ere saa fyldte med Skeletter, at de ganske have
Præg af at være Hjorte-Kirkegaarde; Grunden til dens Talrig-
hed i Tørven er sikkert dens Vane at vade ud i Vand, naar
den er syg. Højt op mod Nutiden har den været almindelig;
men især i Løbet af 19de Hundredaar er den bleven i den
Grad forfulgt og er gaaet saa meget tilbage i Tal, at den som
egenlig vild nu kun er at finde i enkelte Skove i Jylland,
hvorfra den dog strejfer ret vidt omkring. De Mænd, der have
holdt Haanden over den paa deres Grund og sørget for, at den
ikke helt er udryddet hos os, fortjene deres Landsmænds Tak.
Den lever eller har levet vidt udbredt til alle Sider for Danmark.

55. *Daadyr (Cervus dama L.).
(Dama vulgaris, dama.)

Højden over Skulderen hos Hannen omkring 900 mm. Halen
lang forholdsvis, omtrent af Ørets Længde, ret langhaaret. Far-
ven i Sommerdragten over det meste af Legemet oftest gulbrun,
Undersiden lysere, hvidlig; paa Kroppens Sider mange smaa
hvide Pletter og en lys Stribe langs Siden nær Grændsen mod
Bugen; en sort Stribe langs Ryggens Midte; i Vinterdragten
er Oversiden mere graalig, og de hvide Smaapletter mangle;
en hvid Plet paa Laarets Bagrand ved Haleroden, til Siden be-
grændset af en sort Stribe; Halens Overside sort. Undersiden
hvid. Mange Farve-Ændringer findes; nogle ere næsten helt
sorte. Ungen rødbrun med smaa hvide Pletter paa Siderne.
Den voxne Hans Horn er hos Nutidens europæiske Daadyr
stort, ved Grunden trindt, med ret glat Stamme, med stor Øje-
gren, med en stærk Gren desuden udgaaende fra Stammens
Forside, med Hornets øvre Del stærkt sammentrykt og udbredt

174

til en mægtig Skovl, hvis Forrand er jevn, men hvis Bagrand
er udfliget i et mindre eller større Tal af Takker, indtil om-
kring 20; Stamme og Skovl gaa ret jevnt over i hinanden;
hele Hornet er mere eller mindre rettet ud til Siden og buet;
Hornets Længde (maalt i lige Linie) indtil omkring 640ni"i.

Fig. 74. Daadyr. Han. Hovedskal.

Øvre Hjørnetand mangler. „Taaregruben" ret dyb. Ben-
Ganens bageste Rand ikke støttet af Plovskjærbenet. Anselig
Hinde-Aabning foran Øjehulen. Længden af øvre Kindtænders
Række hos Han og Hun 81 og 78 m™^ af nedre Kindtænders
Række 86 og 84, Hovedskallens Længde 281 og 234, Under-
kjæbens Længde 232 og 196.

175

Den ringe Størrelse, den forholdsvis lange Hale og den
oftest ret spraglede Dragt udmærke strax Daadyret fra dets
nærmeste Slægtning Krondyret, ligeledes dets ejendommelige
Horn.

I Danmark har Daadyret ikke været hjemmehørende efter
Istiden. I Aflejringer, der vistnok skrive sig fra en Afbrydelse
af Istiden, ere dets Knogler fundne paa to Steder i Jylland,
ved Ejstrup i Kolding-Egnen og ved Hollerup nær Randers.
Fundene tyde paa en noget egen Race, stor, høj benet, med
forholdsvis smaa Horn. I Middelalderen er Arten kunstig ind-
ført hertil, vist fra Syd-Europa, og endnu i Nutiden holdes
den her i Dyrehaver; nogle Steder er den gaaet som vild. I
Aflejringer fra Tiden før Istiden er den paavist enkelte Steder
i Mellem-Europa. Efter Istiden har den haft sit Hjemsted i
Lille- Asien og nogle Egne i Syd-Europa; i Mellem- og Nord-
Europa er den kunstig indført.

56. *Kæmpehjort (Cervus giganteus Blumenb.).
(Cervus euryceros, hibernicus, megaceros, Megaceros

giganteus etc.)
Højden over Skulderen hos Hannen omtrent nSO^m (maalt
paa et Skelet fra Irland). Dens Ydre kj endes ikke, undtagen
forsaavidt det kan skjønnes af Skelettet. Den voxne Hans

Fig. 75. Kæmpehjort. Horn.

Horn er meget stort, med forholdsvis lille Rosenkrands, ved
Grunden trindt, ret glat; Øjegrenen er enten ret anselig, under-
tiden fladtrykt og grenet, eller lille, tapformet, eller mangler;
Stammen udbreder sig snart til en mægtig Skovl, hvis For-

176

rand er udtunget i flere eller færre, tildels lange Takker, me-
dens Bagranden er ret jevn, med kun en enkelt fremstaaende
Tak; Stamme og Skovl gaa jevnt over i hinanden; hele Hornet
er mere eller mindre rettet ud til Siden og buet, undertiden
næsten vandret liggende, skjønt dog Rosenstokken er opret
som hos andre Arter af Slægten; Hornets Længde naar op til om-
kring 1450^1" eller mere. Øvre Hjørnetand mangler. „Taare-
gruben" ret flad. Ben-Ganens bageste Rand støttet af Plov-
skjærbenet. Næsten ingen Hinde-Aabning foran Øjehulen.
Længden af baade øvre og nedre Kindtænders Række hos en
Han 160 "I"!, Hovedskallens Længde 480, Underkjæbens Læng-
de 409.

Kæmpehjortens Horn er heh ejendommeligt, dens Hoved-
skal ogsaa egen ; dens Knogler kunne ellers let forvexles med
Knogler af andre store Drøvtyggere ; de kunne ikke bestemmes
undtagen ved Hjelp af et godt Stof til Sammenligning.

En Hjernekasse og et Stykke af et Horn er alt, hvad der
af Arten hidtil er fundet i Danmark; Fundene stamme fra
Fyn og Sjælland. De skrive sig fra Tørv eller tørveagtig Jord;
men om Fundforholdene haves ingen nærmere Oplysning.
Det vides derfor ikke, om Arten har levet hos os efter Is-
tiden, hvad der efter det foreliggende synes naturligst at tro,
eller om den maaske kun har været her under en Afbrydelse
af Istiden eller før Istiden. Arten har omkring Istiden, vist-
nok mest forud for den, levet over det meste af Mellem- og
Syd-Europa; fra Landene Nord for Danmark kjendes den ikke;
i Irland synes den at have naaet sin højeste Udvikling. Den
synes at være uddød allevegne før historisk Tid.

* Elsdyr- Slægten (Ålces).
I Ydre i alt væsenligt som Cervus, med endnu
mere kort Krop og med højere Lemmer. Halen en
kort Stump. Ansigtet forlænget, Næsen opsvulmet
som en lang, noget hængende Mule; Snudespids og
Overlæbe næsten helt haarklædte, kun en lille nøgen
Plet midt paa Snudespidsen og en smal nøgen Længde-
stribe midt paa Overlæben. Øjet ret lille. Paa Hal-
sens Underside hos Hannen en lille nedhængende

177

Hudlap. Hannens Horn har Rosenstokken rettet ud
til Siden vandret. Tandsættet næsten som hos Cervus.
1ste nedre Fortand kun lidt bredere end 2den. Øvre
Hjørnetand findes ikke. Hovedskallen ligeledes væsenlig
som hos Cervus; men Bunden af Næsehulens forreste
Del stærkt forlænget fremad; Næsebenet derimod
meget forkortet.

57. *Elsdyr (Alces machlis Ogilby).
(Cervus alces, Alces palmatus, alces.)

Højden over Skulderen hos Hannen indtil omkring 1800 mm
(maalt paa et mosefundet Skelet fra Sjælland). Farven over

Fig. 76. Elsdyr. Han. Hovedskal. Hornenes Spændvidde 1470'"'".
Fra en Mose ved Kastrupgaard, Sjælland. Efter H. Winge.

det meste af Legemet graabrun, over en Del af Bugen, Haand
og Fod hvidlig. Ungen er uplettet. Den voxne Hans Horn
er hos danske Elsdyr stort, med anselig Rosenkrands, ved

Winge: Pattedyr. 12

178

Grunden trindt, ret glat, uden Øjegren, med kort Stamme, der
pludselig udbreder sig til en mægtig Skovl, hvis Forrand er
udtunget i flere eller færre, længere eller kortere Takker, ind-
til omkring 15 eller mere i Tal, medens Bagranden er jevn;
hele Hornet er rettet næsten vandret ud til Siden; Hornets
største Tværmaal naar op til 1000'"'". „Taaregruben" ret dyb.
Ben-Ganens bageste Rand ikke støttet af Plovskjærbenet. An-
selig Hinde-Aabning foran Øjehulen. Længden af øvre Kind-

Fig. 77. Elsdyr. Hun. Hovedskal.

tænders Række hos en mosefunden Han fra Sjælland og en
skandinavisk Hun fra Nutiden 149 og 152mm^ af nedre Kind-
tænders Række 165 og 157, Hovedskallens Længde 570 og
510, Underkjæbens Længde 505 og 445.

De fleste af de danske jordfundne Elsdyr have udpræget
flade, bredskovlede Horn; en sjelden Gang er der fundet et
paafaldende afvigende Horn-Par, med smallere Skovl og ellers
med lidt Tilnærmelse til en mere grenet Form. Ogsaa i An-
sigtets Knogler er der blandt danske Elsdyr paafaldende For-
skjelligheder; nogle have mere oprindelig formet Ansigt, med
længere Næseben og mindre ejendommelig formet Mellem-
kjæbe, end andre, der heri stemme med Nutidens Elsdyr.

179

Elsdyret er strax kjendeligt blandt Europas Hjorte som den
eneste, der har den forlængede Mule; den er ogsaa den mest
højbenede og den største. Hornet er aldeles ejendommeligt.

Arten har været udbredt over hele Landet, ogsaa paa Born-
holm, nærmest hjemmehørende i Skov. Dens Knogler ere ret
almindelige i vore Tørvemoser. Sin Blomstring synes den at
have haft hos os i Aspeskovens Tid, forud for Stenalderen.
Kun i et Par Kjøkkenmøddinger fra vor ældste Stenalder ere
dens Knogler fundne i nogen Mængde ; af alle de mange Kjøk-
kenmøddinger fra vor „Ældre Stenalder" er der kun en enkelt,
Dyngen ved Ertebølle, der har indeholdt Levninger af den,
endda kun nogle ganske faa Knogler, og det skjønt Stenalderens
Folk særlig gjorde Jagt paa Hjortedyr. Fra senere Tider haves
ingen Oplysninger om Elsdyret hos os. Det har levet vidt
udbredt til alle Sider for Danmark, men er de fleste Steder
udryddet; dets nærmeste Hjemsteder i Nutiden findes i Sverig
og Norge og i Øst-Preussen.

* Rensdyr- Slægten (Rangifer).
I Ydre i alt væsenligt som Cervus. Halen kort.
Snudespids og Overlæbe helt haarklædte. Horn hos
baade Han og Hun; Rosenkrandsen meget svag;
Rosenstokken udspringende langt bag Øjet. Klovene
brede, dog med skarp Ryg; Biklovene anselige. Tand-
sættet væsenlig som hos Cervus. 1ste nedre Fortand
kun lidt bredere end 2den. Øvre Hjørnetand findes.
Hovedskallen ligeledes nærmest som hos Cervus.
Pandebenets bageste ydre Hjørne, hvorfra Rosenstok-
ken rejser sig, baade hos Han og Hun, skyder sig
langt tilbage ind i Issebenet. Plovskjærbenet naar
tilbage til Ganebenets bageste Rand og tvedeler den
bageste Næse-Aabning.

58. *Rensdyr (Rangifer tarandus L,).
(Cervus tarandus, Tarandus rangifer.)
Højden over Skulderen hos Hannen omkring 1100'"'". Far-
ven over det meste af Legemet i Sommerdragten brunlig; paa

180

Snude[og Læber, Hals, Underside, omkring Halen og paa Fødderne
nærmest over Hovene mere eller mindre hvid. I Vinterdragten
kan Farven overalt være næsten hvid. Den voxne Hans Horn er,

Pig. 78. Rensdyr. Han. Hovedskal. Af den grønlandske Race, der i alt
væsenligt stemmer med den danske.

181

hos danske Rensdyr (der væsenlig ere som det afbildede grøn-
landske), stort, Stammen i sin største Udstrækning trind, dog
med mere eller mindre tydelige Spor af Sammentrykning, glat,
med oftest stor, i Spidsen sammentrykt, udbredt og fliget Øje-
gren, der dog jevnlig paa det ene af Hornene er vantreven eller
saa godt som mangler, med en lignende stor Gren fra Stam-
mens Forside udspringende tæt over Øjegrenen, oftest med en
kortere eller længere simpel Gren udspringende midt paa Stam-
mens Bagside og med Stammens øverste Ende sammentrykt,
udbredt som en Skovl, hvis Forrand er jevn, men hvis Bagrand
er udfliget, dybt delt i et større eller mindre Tal af ugrenede
eller grenede Flige; Stamme og Skovl gaa jevnt over i hin-
anden; hele Hornet er mere eller mindre stærkt rettet ud til
Siden og buet; Hornets Længde (maalt i lige Linie) naar op
til lOSOmm eller mere. Hunnens Horn er væsenlig som Han-
nens, men meget spinklere og simplere. „Taaregruben" ret
dyb. Anselig Hinde-Aabning foran Øjehulen. Længden af øvre
Kindtænders Række hos Han og Hun, begge fra Grønland,
90 og 85 mm^ af nedre Kindtænders Række 98 og 93, Hoved-
skallens Længde 364 og 307, Underkjæbens Længde 305 og 265.

De danske, jordfundne, Rensdyr kunne vexle ret stærkt i
Hornenes Form. De fleste høre klart nok til „Barren-ground"-
Racen med de lange, slanke Horn med trind Stamme; nogle
vise lidt Tilnærmelse til „Woodland"-Racen, udmærket ved de
korte Horn med stærkt sammentrykt Stamme.

Rensdyret er strax kjendeligt som den eneste Hjort, hvis
Snude er helt haarklædt, hvis Klove ere brede, og hvis Bi-
klove ere anselige. Det er ogsaa den eneste Hjort, hvis Hun
har Horn (bortset fra tilfældige Misdannelser hos andre). Hor-
net er helt ejendommeligt.

Arten har været udbredt over hele Landet, ogsaa paa Born-
holm, vel mest levende paa aabent Land. Dens Knogler ere
ikke sjeldne i de underste Lag i vore Tørvemoser, under
Tørven. Kort efter Istiden har den været her, og inden vor
„Ældre Stenalder" har den været forsvunden herfra; ikke en
eneste Knogle af den er funden i vor Stenalders Kjøkken-
møddinger. Vistnok har den dog truffet sammen med Menne-
sker i Danmark i en ældste Stenalder. Et Par jordfundne
Redskaber af Rensdyr-Tak kan tyde herpaa; men maaske
kunde de være indførte andenstedsfra. Et tilsyneladende mere

182

paalideligt Vidne er en afskaaren øvre Ende af et Horn, fun-
den i en Mergelgrav ved Hjorthede i Viborg- Egnen; det er
den Del af Hornet, der er afskaaren, for at det øvrige kunde
tildannes til Redskab; Sandsynligheden for Indførsel fra et
andet Land er derfor yderst ringe. Rensdyret har omkring Is-
tiden været vidt udbredt til alle Sider for Landet; i Nutiden
lever det Nord for os, tildels i de koldeste Egne.

* Moskusoxe-Slægten (Ovibos).
Legemsformen i Hovedsagen som hos Cervus, men
plumpere, Lemmerne kortere, Halsen kortere. Halen
ganske kort, stumpformet, skjult i Haarene. Ansigt,
Næsebor og Snudespids væsenlig som hos Cervus;
Snudespids og Overlæbe helt haarklædte med Und-
tagelse af en smal Strækning mellem begge Næsebor.
Øjet ret stort. Øret lille, ret spidst. Horn baade
hos Han og Hun, vedvarende, længe voxende, ugrenede
Udvæxter fra Pandebenene bag Øjehulerne, klædte
med forhornet Hud, trinde, glatte, ved Grunden meget
tykke, rettede ud til Siden, bøjede nedad og igjen
med Spidsen opad, hos Hannen med Alderen ved
Grunden paafaldende svære, som mægtige Puder dæk-
kende det meste af Pandens Overside, ogsaa Isse-
benene, næsten stødende sammen i Pandens Midt-
linie; Hornets Benkjerne (Stejlen) forholdsvis kort.
Haanden forholdsvis kort og bred, dog bygget væsen-
lig som hos Cervus, Klovene brede, uden skarp Ryg.
Foden formet paa tilsvarende Maade. Snudens Var-
børster svage. Haarklædningen over det meste af
Legemet meget lang og tæt, kun paa Snude, Haand
og Fod kort. Tandsættet væsenlig som hos Cervus;
øvre Hjørnetand findes ikke. Men alle Kindtænderne
meget højkronede og skydes kun langsomt frem fra

183

Gruberne. Hovedskallen nærmest som hos Cervus,
dog med noget luftfyldt Pande, med sværere Kjæber,
endnu større Kindflade. Panden mere flad. Pande-
benet er udvidet nedefter paa Hjernekassens Side og
støder til Tindingbenets Skældel, trængende Issebenet
tilbage.

59. *Moskusoxe (Ovibos moschatus (Zimmerm.)).

(Bos moschatus.)

Højden over Skulderen hos Han og Hun omkring 1200 og

og'^lOOO'""!. Farven over det meste af Legemet brunsort;

Snude og Læber hvide; Panden undertiden graa eller hvid;

Fig.79. Moskusoxe. Han. Hovedskal. Hornskeden siddende paa Stejlen.

184

en stor hvidlig Plet midt paa Ryggen; Haand og Fod hvide.
Hornets Farve graalig. Hos Hunnen er Hornet meget spink-
lere end hos Hannen. Længden af øvre Kindtænders Række
hos Han og Hun 140 og 129mm^ af nedre Kindtænders Række
136 og 130, Hovedskallens Længde 470 og 420, Underkjæbens
Længde 385 og 339. Hornenes Spændvidde hos Han og Hun
naar op til omkring 690 og 530.

Fra alle de andre Medlemmer af Hjorte-Oxe-Familien, der
have levet i Europa, er Moskusoxen strax kjendelig paa sin
ualmindelig tykke Pels; blandt sine nærmere Slægtninge af
Oxe-Underfamilien er det kun den, der har saa kort Hale, at
den tilsyneladende mangler. Hornene minde i deres Stilling
og Drejning noget om Faaret; men de afvige blandt andet ved
ikke at være skrueformet snoede og ved at være glatte.

Om den har levet i Danmark, er tvivlsomt; men nogen-
lunde i Nærheden maa den have været. Det eneste Fund,
der kj endes herfra, er en Hjernekasse fra en Mergelgrav ved
Bannebjerg i Nord-Sjælland, skuret og glattet ganske som en
Rullesten; den kan være medført at Isen ret langvejsfra.
Arten har omkring Istiden levet vidt udbredt over Mellem-
Europa og Sibirien; men i hele den Gamle Verden er den
uddød før historisk Tid. Endnu lever den i det nordligste
Nord-Amerika med Nord- og Øst-Grønland.

Faar og Ged, Ovis aries og Capra hircus, ere som Husdyr
indførte i Danmark i Yngre Stenalder. Begge Arter ere oprindelig
Bjergdyr og have som vilde ikke været at finde hos os. Faaret blev i
Yngre Stenalder holdt almindelig; i Kjøkkenmøddinger fra den Tid ere
dets Knogler talrige, og et almindelig kjendt Redskab fra samme Tid er
Prenen, tildannet af nedre Ende af Faarets Mellemfodsben, ofte at finde
blandt Gravgods. Geden var i Stenalderen meget faatallig; dens Knog-
ler ere kun fundne i en enkelt Kjøkkenmødding (paa Langeland), og
kun en enkelt Pren foreligger tildannet af dens Mellemfod, I Jernalde-
ren vare begge Arter almindelige, som det sees af Fund i Affaldsdynger;
Faare-Knogler findes ogsaa ofte i Jernalderens Grave, enten i brændt
Tilstand i Urner sammen med brændte Menneskeben, eller i ubrændt
Tilstand, stammende fra Fødevarer, der have været nedsatte i Graven
hos den døde. Senere i Tiden have begge Arter stadig været her,
Faaret vist altid som den talrigste, og deres Knogler findes i Tørve-
moser og alle mulige andre Steder. Stenalderens Faar var lille og spin-
kelt og var, i hvert Fald tildels, af den „gedehomede" Race, O. aries
palustris, der ogsaa fandtes i Schweiz i Stenalderen, og som endnu lever
her og der, at kjende paa de smaa, kun svagt buede og nærmest op-
rette, kun svagt udadheldende, noget sammentrykte Horn. I Jemalde-

185

ren fandtes Faar med anselige skrueformet snoede Horn af den sæd-
vanlige Form, ligeledes Geder med svære Horn,

De to Slægter staa hinanden nær, og de ere ogsaa nære Slægtninge
af Ovibos og Bos; de høre til en egen Gren af Bovinernes Afdeling.
Højere end Ovibos staa de i, at Panden med Hornenes Grund er rejst
mere ivejret, og at Hovedskallens Axe er mere bøjet; lavere staa de i,
at Hornenes Grund er mindre udvidet, og at Pandebenet ikke har trængt
sig ned paa Hjernekassens Side til Tindingbenets Skældel. Lavere end
Bos staa de i, at Pandebenet med Hornet er mindre stærkt udvidet til-
bage og ikke rager ud over Tindinggruben, at Trommebenet ikke er fyldt
med svampet Benvæv og ikke er kommet til at danne Bagvæg i Under-
kjæbens Ledskaal. Som Bjergdyr, der springe paa Klipperne, have de
begge faaet stærkt sammentrykte Hove; men Geden, der nok saa meget
klatrer, gribende fat med For- og Bagfødder, har faaet ualmindelig kort
og bred Mellemhaand og Mellemfod, mindende noget om Ovibos.

Jordfundne Levninger af Faar og Ged kjendes og skjelnes lettest
ved Hjelp af Hornstejlerne. Hos Faaret er Stejlen, som Hornet, oftest
stærkt rettet ud til Siden, med nærmest tresidet Gjennemsnit og ind-
vendig kun ved Grunden luftf>'ldt, ved Udvidelser af Pandens Lufthuler.
Hos Geden er Stejlen opret, sammentrykt, med skarp For- og Bagrand,
og indvendig luftfyldt næsten til Spidsen. Hos det gedehornede Faar har
Stejlen vel nogen Lighed med Gedens og kan indvendig være luftfyldt
næsten til Spidsen; men Stejlens Sammentrykning er dog mindre stærk
og Stillingen mindre opret. Baade hornede og hornløse Faar kunne des-
uden efter Hovedskallen kjendes fra Geden ved Hjelp af Sømmen mel-
lem Pandeben og Isseben; Sømmen slaar hos Faaret en stor Bugt
bagud; hos Geden løber den næsten lige paatværs. De højkronede
Kindtænder og de i det hele noget sværere Knogler (foruden Hornene)
skjelne Faar og Ged fra Raadyret, det af vore Dyr, med hvis Skelet
Forvexling lettest kan ske.

* Oxe-Slægten (Bos).
Legemsformen i Hovedsagen som hos Cervus,
men plumpere, Lemmerne kortere. Halsen kortere,
Forkroppen paafaldende svær. Halen ret lang, men
tynd, i Spidsen langhaaret. Ansigt, Næsebor, Snude-
spids og Overlæbe væsenlig som hos Cervus. Øjet
ret stort. Øret ret stort, afrundet. Hornene væsenlig
som hos Ovibos, hos vore Arter af Slægten rettede
mere eller mindre ud til Siden, men derefter opad,
ikke nedad, og ikke særlig fortykkede ved Grunden.

186

Haand og Fod væsenlig som hos Ovibos, men mindre
korte og brede. Snudens Varbørster svage. Haarklæd-
ningen over det meste af Legemet tæt, men kort. Tand-
sættet i alt væsenligt som hos Ovibos. Hovedskallen
ligeledes. Men Panden mere luftfyldt, Hornenes Ud-
spring skudt længere tilbage paa Pandebenet, Pande-
benets Bagrand skudt langt tilbage, næsten eller helt til
Nakkekammen, skydende Issebenet tilbage, og Pande-
benet bredende sig som Tag ud over Tindinggruben.
Trommehulen indvendig fyldt med svampet Benvæv.

Af de to Vildoxer, der have levet hos os, er Bison-Oxen
den, der i Hornenes og Pandens Forhold er den oprindeligste;
den staar et lille Trin lavere end Uroxen. Hornene ere ikke
skudte fuldt saa langt tilbage som hos Uroxen, og den bageste Del
af Hjernekassens Loft har beholdt lidt mere af den oprindelige
hvælvede Form. Til Gjengjeld er Bison-Oxen den, der har faaet
den sværeste Forkrop; det ser ud, som om den nok saa meget maa
bruge Skulderen som selve Hovedet til Stød. Hos Uroxen er Horne-
nes Grund skudt helt tilbage til den bageste Rand af Hovedskallens
Overside, og hele Panden er ganske flad og skjoldformet udbredt.
Uroxens Forkrop er derimod lidt svagere end Bison-Oxens.

Oversigt over de danske Arter af Oxe-Slægten (Bos).

I. Hornet udspringende forholdsvis nær bag Øjehulen, et
Stykke foran Pandefladens Bagrand; Pandefladen hvælvet,
bagtil ikke skudt ud over Nakkefladen. Ryggens forreste Del
pukkelformet opstaaende. Forkroppen klædt med Manke.
Bison (Bos bison).
II. Hornet udspringende langt bag Øjehulen, paa Pandefladens
Bagrand; Pandefladen ikke hvælvet, bagtil skudt ud over
Nakkefladen. Ryggens forreste Del ikke pukkelformet op-
staaende. Forkroppen uden Manke.
Uroxe (Bos taurus urus).

60. *Bison (Bos bison L.).
(Bos bonasus, priscus, Bison bonasus etc.)
Højden over Skulderen hos Hannen omkring \100^^. For-
kroppen meget svær. Ryggens forreste Del opstaaende som
Pukkel. (Pukkelen sees ogsaa i Skelettet, frembragt af de for-

187

reste Ryghvirvlers ualmindelig høje Torntappe; det er ikke en
Fedtpukkel som hos Pukkeloxerne, der ere Racer af tamt
Kvæg af Bos-taurus-Typen.) Det meste af Forkroppen klædt

m

'yx

"^

\^

Pig. 80. Bison. Hovedskal. Hornskeden siddende paa Stejlen.

med lange, bugtede Haar i Form af Manke; særlig lange Haar
paa Hovedets Underside. Haarklædningens Farve ensartet
mørkebrun. Hornet forholdsvis kort, men tykt, simpelt buet,
ikke snoet, hos Han og Hun væsenlig ens. Hornstejlen ud-
springer forholdsvis nær bag Øjehulen; den er ikke rykket

188

hen paa Bagranden af Hovedskallens Overside. Pandefladen
hvælvet, i forholdsvis ringe Grad skjoldformet udbredt, saa at
den ikke er skudt tilbage ud over Nakkefladen. Længden af
øvre Kindtænders Række hos en Hun fra Nutiden 149""", af
nedre Kindtænders Række 150, Længden af nedre bageste Kind-
tand 40, Hovedskallens Længde 455, Underkjæbens Længde
385. Hornenes Spændvidde hos en Han fra Nutiden 660.

I mere eller mindre forhistorisk Tid naaede den en betyde-
ligere Størrelse end senere og er da undertiden regnet for egen
Art eller Race med Navnet Bison priscus. En jordfunden Ho-
vedskal fra Rusland har Hornstejlernes Spændvidde 1200mm.

Som stor Oxe med den svære mankeklædte Forkrop kan
Bison-Oxen i Ydre ikke forvexles med nogen anden euro-
pæisk Art. Den er det største af Nutidens europæiske Land-
Pattedyr. Pandens hvælvede Form gjør den i Skelettet strax
kjendelig fra dens Slægtning Uroxen.

Den er i forhistorisk Tid uddød i Danmark, hvor den aldrig
har været almindelig; det eneste Fund, der foreligger herfra,
er en mosefunden Hjernekasse fra Sjælland. Arten har levet
i de fleste af vore Nabolande; i Sverig har den kun levet i
Landets sydlige Del, og fra Norge kjendes den ikke. Alle-
vegne i den Gamle Verden er den forlængst udryddet, undtagen
i Polen, hvor endnu nogle faa leve, i en enkelt Skov, og i Kav-
kasus. En nærstaaende Race, den Amerikanske Bison, var
endnu hen mod Slutningen af 19de Hundredaar at finde i store
Flokke i Nord-Amerika, men er nu ogsaa næsten udryddet.

' 61. *Uroxe (Bos taurus L., urus L.).
(Bos primigenius.)

Højden over Skulderen omkring 1800 mm (maalt paa et
mosefundet Skelet fra Møen). Om dens Ydre haves kun tarve-
lige historiske Oplysninger i Billeder og Beskrivelser; men af
Skelettet kan det sluttes, at den i alt væsenligt har været som
kæmpestort tamt Kvæg i Nutiden. Forkroppen svær, men ikke
paafaldende. Ryggen ikke pukkelformet. Forkroppen klædt med
korte Haar som det øvrige af Kroppen. Haarklædningens
Farve skal have været sort, eller vel snarest brunsort. Hornet
langt, ret slankt bygget trods sin Størrelse, oftest lidt skrue-
formet snoet, men meget vexlende i Form, væsenlig ens hos

189

Han og Hun. Hornstejlen udspringer langt bag Øjehulen; den er
rykket hen paa Bagranden af Hovedskallens Overside. Panden
flad, stærkt skjoldformet udbredt, saa at den er skudt tilbage ud
over Nakkefladen, i en Slags Nakkevold, der bærer Hornene.
Længden af øvre Kindtænders Række hos en Uroxe fra Møen
161 nim^ af nedre Kindtænders Række 165, Længden af nedre ba-

Fig. 81. Bos taurus urus. Uroxe. Hovedskal. Uden Hornskede paa

Stejlerne. Hornenes Spændvidde 1 030 """, Hovedskallens Længde 650.

Fra Mose ved Faaborg. Efter H. Winge.

geste Kindtand 49, Hovedskallens Længde 610, Underkjæbens
Længde 520. Hornstejlernes Spændvidde indtil 1030 eller mere.

Ikke alene i Hornenes Form, men ogsaa i deres Retning og i
Nakkevoldens Form findes hos danske, jordfundne Uroxer store
Forskjelligheder, mindende om Ændringerne hos det tamme Kvæg.

Som mægtig Oxe, paa Størrelse med Bison, men uden
Pukkel og uden Manke, med lidt snoede Horn, har Uroxen i
Ydre været let at kjende blandt Europas Pattedyr. I Hoved-
skallen kjendes den strax fra sin Slægtning Bison-Oxen paa
den langt tilbagegaaende flade Pande.

I Danmark har den været almindelig over hele Landet, dog
vist ikke at finde paa Bornholm. Væsenligst har den været
knyttet til Skov. Dens Levninger ere ikke sjeldne i vore
Tørvemoser. I et Par Kjøkkenmøddinger fra vor ældste Sten-

190

alder ere dens Knogler ret talrige; men i den store Mængde
Affaldsdynger fra vor egenlige „Ældre Stenalder" ere de kun
faatallig tilstede. Fundene synes at tyde paa, at den har haft
sin bedste Tid hos os i Fyrreskovens Tid, og at den i Ege-
skovens Tid i Stenalderen allerede var ret sjelden; og af Sten-
alderens Folk er den vistnok udryddet; ingen Oplysning haves
om den hos os fra senere Tid. Et Vidne om den Forfølgelse,
for hvilken den har været udsat i Stenalderen, haves, foruden
i Fundene i Kjøkkenmøddingerne, i et mosefundet Skelet med
to Saar i Ribbenene, hvori der sidder afbrækkede Spidser af
Flint-Pile; det ene Saar er lægt; det andet var frisk ved Dy-
rets Død og har vistnok været medvirkende til Døden. Arten
har været vidt udbredt til alle Sider for Danmark, dog ikke
ret meget længere mod Nord; men allevegne er den udryddet.
Længst har den levet i Polen, hvor den endnu ved Middel-
alderens Slutning levede i en enkelt Skov; men snart efter
var den ogsaa dér udryddet. Men om end Racen er uddød,
er Arten det ikke; den lever videre i det tamme Kvæg.

Den Tamme Oxe, Bos taurus domesticus (med Primigenius-
Race og Brachyceros- eller Longifrons- og Frontosus-Race, Ændringer,
der ikke skarpt kunne skjelnes) er indført til Danmark i Yngre Stenalder;
den optræder pludselig som almindelig holdt, hvad der fremgaar af de

Fig. 82.

Fig. 83. Tam Oxe. Samme

Tand som Fig. 82, Slidfladen.

Naturlig Størrelse.

Fig. 82. Tam Oxe fra Yngre
Stenalder. En øvre højre Bag-
kindtand set fra Indersiden.
Naturlig Størrelse. Fra Kjøk-
kenmøddingen ved Ørum Aa,
Jylland.

191

talrige Levninger i den Tids Kjøkkenmøddinger og af de mange Mejsler
tildannede af dens Spoleben, der kunne findes som Gravgods fra den Tid.
Stenalderens tamme Oxe var en Race af anselig Størrelse, skjønt meget
mindre end Stamformen Uroxen og med svagere Horn; Længden af
nedre bageste Kindtand vexler mellem 42^/2 og 36 "^"i. I Løbet af Bronze-
og Jernalderen aftog vort tamme Kvæg i Størrelse, og i Middelalderen
var det, i hvert Fald de fleste Steder, blevet ganske dvergagtigt, vel paa
Grund af Vanrøgt, med nedre bageste Kindtand mellem 36 og 33 eller
deromkring; først i nyere Tid er det igjen voxet. I Tørvemoser, i Af-
faldsdynger fra de forskjelligste Tider, i Offerfund fra Bronzealder,
mellem Gravgods i Jernalderens Grave, i Affald spredt paa Markerne,
allevegne er Danmarks Jord fyldt med Knogler af tamt Kvæg.

*Svine-Familien (Suidæ).

* Svine- Slægten (Sus).
Legemet formet som hos Løbere, men ikke meget
udpræget: Kroppen ret kort, Brystet sammentrykt,
Halsen kort. Lemmerne ret korte, trædende paa Taa-
spidserne. Halen ret kort og tynd. Ansigtet meget
forlænget. Snuden bevægelig, „Tryne", Spidsen skive-
formet udbredt omkring Næseborene, nøgen. Øjet
lille. Øret stort, opstaaende, afrundet. Haanden i
Ydre væsenlig som hos Cervus, men kortere og
plumpere, Foden ligeledes. Snudens Varbørster svage.
Haarklædningen over det meste af Legemet lang
og tæt, Dækhaarene stive Børster. Tandsættet er
123 1 1234567' ^^re Fortæuder anselige, den forreste
størst, med sammentrykt, nedadrettet Krone. Nedre
Fortænder med lang smal, fremadrettet Krone. Hjørne-
tænderne hos Hannen uhyre, rodløse, stadig voxende
Hugtænder, kun delvis emailleklædte; øvre Hjørnetand
forholdsvis kort, i Tværsnit nærmest trind, saaledes
vreden i Kjæben, at Spidsen vender opad, klædt med

192

ru Emaille i brede Længdebaand; nedre Hjørnetand
lang, strækkende sin Grund tilbage under de bageste
Kindtænder, i Tværsnit trekantet, vendende en Kant
fremad, buet, med opad- og tilbage-rettet Spids, klædt
med ret glat Emaille kun paa de to fremad vendende
Sider. Hjørnetænderne hos Hunnen forholdsvis smaa,
med lukket Rod, den øvre med sammentrykt, nedad-
rettet Krone, helt emailleklædt, den nedre noget min-
dende i Form om Hannens. Alle Kindtænder lav-
kronede, med korte Rødder og med mere eller mindre
rynket, knoldet Emaille, stillede i sluttet Række, med
Undtagelse af forreste nedre, der ved Mellemrum er
skilt fra Hjørnetand og 2den Kindtand. Forkindtæn-
derne have sammentrykt Krone, undtagen de bageste,
der i Form gjøre Overgang til Bagkindtænderne. Bag-
kindtænderne, baade øvre og nedre, væsenlig fir-
spidsede, med afrundede, knoldformede Hovedspidser,
men Hovedspidserne omgivne af, eller delvis opløste
i en Vrimmel af mindre, ligeledes knoldformede Spid-
ser, og bageste Kindtand, baade øvre og nedre, med
en stærk Tilvæxt af Knolde i vexlende Tal ved Bag-
randen. Mælketænderne veludviklede og længe i
Brug, de fleste lignende deres Efterfølgere; men
Mælke-Hjørnetænderne smaa, stiftformede, bageste
øvre Mælkekindtand helt formet som Bagkindtand,
og næstbageste nærmer sig til samme Form, og nedre
bageste er formet som Bagkindtand og har desuden
ved sin Forende en tospidset Udvidelse, saa at den
ialt bærer 6 Spidser. Hovedskallen langstrakt; Pan-
den flad, indvendig meget luftfyldt; Nakkekammen
uhyre, som en Krone over Hjernekassen; Hjernekas-

193

sens bageste Del sammenskudt; Ansigtet stærkt byg-
get; Mellemkjæbebenet anseligt; Næsebenet langt;
Overkjæbebenets Ansigts-Del anselig, Ansigtets Knogler
med dybt indtrykt Leje for Næsemuskler; ingen „Taare-
grube"; Øjehulen bagtil ikke omsluttet af Ben; Kind-
buens bageste Del stærk; Trommehulen fyldt af
svampet Benvæv; Plovskjærbenet naaende næsten til
Ganebenets bageste Rand.

62. *Vildsvin (Sus scrofa L. ferus).
(Sus scrofa aper.)
Højden over Skulderen omkring 800^1". Farven brunsort, graa-
sprængt, over det meste af Legemet; Dækhaarene næsten helt

Fig. 84. Vildsvin. Han. Hovedskal. Fra Grønsø Mose, Sjælland.

brune, mod Spidsen tildels hvidlige; Bundhaarene gullige, faatal-
lige. Ungen med hvidlige Striber og Pletter. Længden af øvre
Kindtænders Række hos Han og Hun, maalt paa mosefundne

Winge: Pattedyr. 13

194

Hovedskaller fra Danmark, 128 og 125"""^ af nedre Kindtæn-
ders Række 157 og 141, Længden af øvre bageste Kindtand
39 og 37, af nedre bageste Kindtand 4OV2 og 40, Hovedskal-
lens Længde 392 og 332, Underkjæbens Længde 361 og 300.
Hos danske Vildsvin fra Stenalderen vexler øvre bageste
Kindtand i Længde fra 40i;2 til 48, nedre bageste fra 38V2
til 501/2.

Som det eneste af Europas Hovdyr med Hovedet uddannet
som Brækjern, med lang Tryne, med Hugtænder som Plov-
jern, med knudrede Kindtænder, med Haarklædning af lange
stive Børster, kan Vildsvinet ikke forvexles.

Arten har været almindelig over hele Landet, ogsaa paa
Bornholm, vistnok mest knyttet til Skov og Sump, men istand
til at færdes overalt. I Ældre Stenalder var den et af de vig-
tigste Jagtdyr; dens Knogler findes i Mængde i den Tids
Kjøkkenmøddinger. Et mosefundet Skelet af en Orne med
lægte Saar i Pande og Albue, hvori afbrudte Spidser af Flint-
Pile sidde fast, er ogsaa Vidne om Stenalderens Jagt. I vore
Tørvemoser ere dens Skeletter ret jevnlig at finde. Først i
Begyndelsen af 19de Hundredaar er den udryddet af Landet.
Et enkelt Sted er den i nyere Tid kunstig indført. Den er
eller har været vidt udbredt til alle Sider for Danmark, und-
tagen mod Nord; i Sverig, hvor den ogsaa er udryddet, har
den kun levet i Landets sydligere Del; fra Norge haves kun
dens Knogler fra Stenalderen, fra en Kjøkkenmødding sydligst
i Landet.

Det Tamme Svin, Sus scrofa domesticus (palustris), er
indført til os i Yngre Stenalder. Det optræder pludselig, i Mængde ; i
den Tids Kjøkkenmøddinger ere dets Knogler sammen med Oxens det
væsenligste Indhold; Skulderbladene bære ofte Mærker af at have
været brugte som Skeer, hvortil de efter deres ejendommelige Skaal-
form særlig egne sig; Fortænderne have undertiden været brugte som
Perler, Hjørnetænderne ligeledes til Smykke eller til Knive. Det var
i Stenalderen anselig stort, mere end senere Tiders tamme Svin min-
dende om sin Stamform Vildsvinet, som det dog ikke naaede i Stør-
relse; øvre bageste Kindtand vexler i Længde fra 37i/2 til 29I/2,
nedre bageste fra 39 til 32. I Bronzealder og Jernalder blev det
mindre og i Middelalderen ganske dvergagtigt, med Længden af øvre
bageste Kindtand fra 30 til 28. nedre bageste fra 34 til 26. I nyeste
Tid er det igjen voxet, og det har desuden skiftet Udseende ved Blan-
ding med Racer fra fremmede Lande, faaet mere kort Hoved o. s. v.
I Tørvemoser og allevegne i Jorden ere Knogler af det tamme Svin^
som af vore andre Husdyr, at finde hos os.

195

Senest i Bronzealderen er Hesten, Eqvus caballus, som Hus-
dyr indført i Landet, Den har i sin Tid som vild levet vidt udbredt i
Mellem-Europa, ogsaa i Nord-Tyskland ; det er derfor ikke usandsynligt,
at den en eller anden Gang kan være strejfet ind over Danmark; men
endnu er her ikke gjort noget Fund, der kunde godtgjøre, at Hesten har

Fig. 86. Hest. Samme Tand
som Figur 85, Slidfladen. Na-
turlig Størrelse.

Fig. 85. Hest fra Jernalderen. En øvre
højre Kindtand set fra Forsiden. Uden
Rødderne. Naturlig Størrelse. Fra Bo-
pladsen ved Vejleby, Lolland.

Fig. 87. Hest fra Jernalder.. En
nedre højre Kindtand, Slidfla-
den. Naturlig Størrelse. Fra
Vejleby.

været her som vild. Det er heller ikke umuligt, at den som tæmmet
kan være indført hertil i Yngre Stenalder; men skjønt Levninger af
Heste ofte nok ere fundne i mere eller mindre nært Forhold til Sten-
alders-Fund, er der endnu ikke fremkommet noget uimodsigeligt Vidne
om Hesten hos os i Stenalderen. Fra Bronzealderen haves Sikkerhed
for dens Tilstedeværelse. Og fra Jernalderen har den været almindelig
i Landet. Dens Knogler findes næsten allevegne i Jorden. I Affalds-

13*

196

dynger fra Jernalderen findes talrige Levninger af spiste Heste; hele
Skeletter ere fremkomne i en Slags Offerfund ; i Vikinge-Grave er dens
Skelet fundet sammen med Menneskeben ; o. s. v.

Blandt de Pattedyr, vilde og tamme, der have lagt deres Knogler i
Danmark, er Hesten det eneste Medlem af Perissodactylernes Gruppe,
en af Hovdyrenes Hovedgrupper, der i mange Henseender staar som
en Modsætning til Artiodactylerne. Hos Perissodactylerne, de „ulige-
taaede" Hovdyr, er det den mellemste af de oprindelige 5 Fingre og 5
Tæer, der er tagen særlig i Brug og voxer fremfor de andre, og Rulle-
benet har mistet sin oprindelige frie Bevægelighed mod Baadbenet i
Fodroden, Ledfladen mellem de to Knogler er bleven ganske flad.

I Familien Eqvidæ, Heste-Familien, er Slægten Eqvus en af de
øverste Slægter, og Hesten selv er en af Slægtens øverste Arter. Som
højbenede, langhalsede Hovdyr og udprægede Grønt-Ædere staa He-
stene overfor Familiens lavere, uddøde Medlemmer i et ganske lignende
Forhold som Oxe-Familiens øverste Medlemmer til deres lavere Slægt-
ninge, og i mange Henseender er Hestenes Lighed med de øverste af
Oxe-Familien helt slaaende, skjønt de to Familier ere vandrede ad vidt
forskjellige Udviklings-Veje, som det klart nok er godtgjort ved Rækker
af uddøde, jordfundne Slægter. I Haanden har 3dje Finger hos Hesten
faaet fuldstændig Overmagt over de andre Fingre, der enten ere helt
forsvundne eller saa indskrænkede, at de ikke sees i det ydre ; Leddet
mellem 3dje Mellemhaandsben og 1ste Fingerled er et udpræget Hæng-
sel-Led med Kamme og Furer. I Foden ere Forholdene tilsvarende.
I Underarmen er Spolebenet blevet en mægtig Knogle, i udpræget
Hængsel-Forbindelse med Overarmen, medens Albuebenet i sin største
Udstrækning er indskrænket til en tynd Splint sammenvoxet med Spole-
benet. I Underbenet er det Skinnebenet, der har faaet hele Magten ;
Lægbenet er i sin største Udstrækning forsvundet. Halen er indskræn-
ket til at være Flue-Vifte. Halshvirvlerne ere blevne lange, indbyrdes
forbundne ved en Slags Kugle-Led; Taphvirvlens „Tap" har faaet Tud-
form. Baade øvre og nedre Fortænder ere tagne i Brug, tilsammen
virkende som en Tang, og de ere alle blevne stærke, deres Kroner ejen-
dommelig foldede, med en Grube i Midten. Hjørnetænderne vantrives,
ingen af dem formes som Fortand. Af Kindtænderne er den forreste af
de 7 i hver . Kjæbe vantreven eller forsvunden ; men de andre ere
voxede stærkt og blevne meget højkronede; særlig paafaldende ere de
3 Forkindtænder voxede; de have helt faaet Form som Bagkindtænder;
de øvre Kindtænder minde i Kronens nærmere Form ikke lidt om
Oxernes Bagkindtænder ; de nedre Kindtænder ere byggede helt ander-
ledes end Oxernes. Kindmusklen er bleven den stærkeste af Tygge-
musklerne, og Tindingmusklen er indskrænket, hvad alt har givet sig
Udtryk i Hovedskallen paa lignende Maade som hos Oxerne, men dog
i Enkelthederne anderledes. Sibenet er blevet mægtigt. Næsehulen er
stærkt opsvulmet; Øjehulen er dækket af Ben-Tag og bagtil omsluttet
af en Benbro, der gaar fra Pandeben til Tindingbenets Kindudvæxt, ikke
til Kindbenet ; o. s. v.

197

* Elefant-Familien (Elephantidæ).

* Elefant- Slægten (Elephas) .
Legemet nærmest formet som hos Løbere, men
ikke udpræget: Kroppen kort, Brystet sammentrykt,
Halsen kort, Lemmerne høje, dog selve Haand og
Fod korte. Halen ret lang, men oftest tynd. Selve
Hovedet kort, men Næsens bruskede Del stærkt for-
længet som bevægelig Snabel. Øjet lille. Øret meget
stort, ikke opstaaende, men kraveformet lagt ned om
Halsen. Haanden kort og bred, med 5 Fingre, ind-
byrdes tæt forenede ved Hud til Spidserne, de tre
midterste de længste og undertiden alene hovbærende,
1ste og 5te dog ikke meget kortere; Haandfladen
nøgen, opfyldt af en mægtig Trædepude, omkring
hvilken Fingrene ere lejrede, saa at deres Hove ligge
som en Bræmme om Trædepudens Rand, trykkede
ind i den, tilsyneladende formede som flade Negle.
Foden formet paa lignende Maade som Haanden, men
mindre. Snudens Varbørster neppe udprægede. Haar-
klædningen over det meste af Legemet kort og meget
tynd eller lang og tæt. Af Tænder findes kun en
øvre Fortand i hver Side og i hver Kjæbe 6 Kind-
tænder, af hvilke de tre forreste ere Mælkekindtæn-
der, de andre Bagkindtænder, og kun to eller én
Kindtand ere i Brug ad Gangen. Fortanden er en
uhyre fremadrettet Stødtand, uden Rod, stedse voxende,
med Emaille kun paa Spidsen, der afslides allerede
hos det unge Dyr. Kindtænderne ere meget for-
skjellige i Størrelse, de forreste ret smaa forholdsvis
og ikke meget højkronede, de bageste uhyre og meget

198

højkronede, meget langsomt frembrydende, men alle
ret ensartet byggede, med en Række smalle Tvær-
kamme, omhyllede af Tandkit, de forreste med ret
faa, de bageste med mange Tværkamme. Hoved-
skallen paafaldende kort og høj, dens Vægge, især
dens Loft, i høj Grad luftfyldte, udhvælvede. Mellem-
kjæben uhyre, nærmest formet som en Skede om
Fortanden, der skyder sin Grund langt tilbage og
opad og skyder Næsegangen ivejret; Næsebenet
ganske kort; Overkjæbebenets Krop uhyre, rummende
de store Kindtænder; Øjehulen bagtil ikke omsluttet
af Ben; Kindbuen ret svag; Trommehulen fyldt med
svampet Benvæv.

63. *Mammut (Elephas primigenius Blumenb.).

Dens Ydre kjendes efter de Lig, der ere fundne i frossen
Jord i Sibirien, og efter Billeder, der af Europas ældste Sten-
alders-Folk ere tegnede paa Klippevægge og paa Ben. En nær
Slægtning af den Indiske Elefant, E. indicus, altsaa med for-

Fig. 88. Mammut. En øvre Kindtand, Slidfladen. Formindsket (største
Længde 126"''"). Fra en Grusgrav i Slagelse.

199

holdsvis lille Øre, med meget talrige og meget tætstillede,
smalle (i Retning forfra bagtil) Tværkamme paa Kindtænderne,
men afvigende i følgende: Størrelsen betydeligere. Øret vist-
nok mindre. Halens inderste Del opsvulmet, fedtholdig, i hvert
Fald undertiden. Haarklædningen lang og tæt, med Dækhaar
og Bundhaar, over hele Legemet, paa Halsen særlig lang,
mankeformet, Farven brun. Stødtænderne med Alderen voxende
ud som mægtige, opad snoede Horn, vendende Spidsen bagud
og udad. Kindtændernes Tværkamme vel i samme Tal som
hos E. indicus, altsaa for de 6 Tænders Vedkommende, ens i
Over- og Underkjæbe, henholdsvis 3—4, 6—9, 9—12, 9—15,
14—16, 18 — 27, men endnu smallere, mere tætstillede, med
lidt tyndere og mindre stærkt kruset Emaille.

Det var en af Slægtens allerøverste Arter, i Kindtændernes
Størrelse og Bygning mere end nogen anden fjernet fra det
oprindelige, og i sin Levemaade, i sin Færden i forholdsvis
kolde Lande og vist paa tildels aabent Land, er den vel ogsaa
mere end nogen anden Elefant afvegen fra de Kaar, der have
været Elefanternes oprindelige. Halens Fedtholdighed er kun
set paa et enkelt af de frosne Lig fra Sibirien; om det var en
Egenhed for Arten, er derfor tvivlsomt; Forholdet har maaske
været et lignende som hos forskjellige Pungdyr, Gnavere og
Halvaber, der i de gode Aarstider aflejre Fedt ogsaa i Halen
og tære derpaa, naar Føden er knap. Et Vidne om, at den
mere end andre har levet i aabne Omgivelser, er vist Stød-
tanden; den kan neppe have gjort Tjeneste som Stødtand, til
Arbejde mellem Træer; den synes væsenlig at være ubrugt,
ikke slidt, voxende uforholdsmæssig.

Om den nogensinde har levet i Danmark, er tvivlsomt.
Levninger af den ere hos os fundne spredte over Landet, ikke
helt sjeldne, mest Kindtænder, men ogsaa enkelte Stødtænder
og Skelet-Dele; men alt er fundet som Rullestene i Aflejrin-
ger fra Istiden og kan være hidbragt fra andre Lande. ' Den er
særlig knyttet til Tiden nærmest omkring Istiden og er uddød
i forhistorisk Tid. Fra Sverig-Norge kjendes kun ganske en-
kelte Levninger, som Rullestene. 1 vore andre Nabolande har
den levet; den strakte sit Omraade over det meste af Europa,
Nord-Asien og Nord-Amerika.

Det vilde ikke være overraskende hos os at finde Levninger af to
andre Elefanter, der have levet i Europa ved Slutningen af Tertiærtiden :
Elephas meridionalis og E. antiqvus; Tænder af begge Arter
ere opfiskede fra Bunden af Vesterhavet nær den engelske Kyst, nogle

200

ogsaa fra Doggerbanken midt ude i Vesterhavet. Begge Arter staa nær
ved E. primigenius ; deres Kindtænder ville nogenlunde let kunne kjen-
des paa den tykkere, mere krusede Emaille; de have ogsaa et ringere
Tal af Tværkamme end hos E. primigenius, og Kammene ere mindre
tætstillede, E. meridionalis, en af de allerstørste Elefanter, har forholds-
vis lavkronede Kindtænder. Hos E. antiqvus ere Kindtænderne forholds-
vis smalle.

Hvaler (Cetacea).

Store Pattedyr, mere eller mindre levende af Rov,
udelukkende Vanddyr, uden Baglem, med mægtig
Hale med vandret Finne, med Forlemmet formet som
Aareblad, med Næseboret skudt langt tilbage op paa
Panden, uden Haarklædning, med vanslægtet Tandsæt.

Blandt vore Hvaler have vi Medlemmer af begge de to
Hovedgrupper, hvori Hvalerne have udformet sig, Barde-
hvaler og Tandhvaler, Mystacoceti og Odontoceti.

Til Bardehvalerne høre 3 af vore Slægter, Rethval-Slæg-
ten, Balæna, af Familien Balænidæ, Finhval- og Puk-
kelhval-Slægten, Balænoptera og Megaptera, af Fa-
milien Balænopteridæ. Overfor de ægte Tandhvaler ere
Medlemmerne af Bardehvalernes Gruppe (hvortil ogsaa hører
nogle uddøde tandbærende Hvaler, Zeuglodontiderne) væsen-
ligst de oprindelige. Deres Ansigt er ikke omformet af Van-
dets Tryk paa Hovedets Overside i en saa paafaldende Grad
som hos Tandhvalerne. I Ydre viser det sig i, at de have be-
holdt dobbelt Næsebor; i Hovedskallen er Virkningen vel
iøjnefaldende nok, i Overkjæbebenets og Pandebenets flade
udbredte Form og Tykkelsen af Knoglerne i Hovedskallens
Loft; men Næsehulen har beholdt meget af sit oprindelige
Præg, Næsebenene ere ret veludviklede, om end korte, og
danne paa sædvanlig Maade Tag over Næsegrubens bageste
Del, og Overkjæbebenet har ikke bredt sig op over den Del
af Pandebenet, der danner Øjehulens Tag. Hos de egenlige
Bardehvaler har Vandet derimod paa anden Maade faaet Lej-
lighed til at virke. Det er de ægte Bardéhvalers Vane ikke at
tage deres Bytte enkeltvis; de svømme med aabent Gab ind i
Stimer af mindre Fiske, Krebsdyr eller andre Smaadyr, som
de lade strømme ind i Gabet sammen med Vandet; det spise-
lige Indhold søge de at holde fast, medens de lukke Munden,
og Vandet strømmer ud igjen mellem Læberne; Vandet faar
derved stor Magt til at paavirke Mundhulen indenfra; det ud-

201

spiler Gabet uhyre; Kjæberne voxe og faa en uforholdsmæssig
Størrelse i Sammenligning med Hjernekassen; den mægtige
Underkjæbe paavirker Tindingbenet, hvormed den er i Led-
forbindelse, og det skyder sig frem som en svær Knoglemasse.
For Tænderne har der slet ikke været Brug, og de ere saa
fuldstændig vantrevne, at de kun ere at finde hos Fosteret
som en lang Række ubetydelige smaa stiftformede Tænder
skjulte under Huden. Paa Ganens Hornpapiller har det ind-
og udstrømmende Vand haft en særlig Virkning; Papillerne
langs Overkjæbens Rande ere saaledes pirrede til Væxt, at de
ere voxede op som en tæt Række „Barder", høje Hornplader,
hvis Inderrand, vendende mod Mundhulen, er opflosset i
Traade, hele Bardesættet tjenende som et fortrinligt Redskab
til at fange det faste Stof, der strømmer ind i Gabet med
Vandet. I Brystbenets korte, meget indskrænkede Form ere
de kjendte Bardehvaler mindre oprindelige end Tandhvalerne.

Balæna, med vor eneste Art Nordhvalen, B. mystice-
tus, er i det væsenligste den oprindeligste af vore Bardehvaler.
Dens Næseben og Næsen i det hele have beholdt lidt mere
af den Form, der er den sædvanlige hos Pattedyr; Luffen har
beholdt forholdsvis meget af sit oprindelige Præg, kort og bred,
Haandens Skelet meget mindende om en sædvanlig femfingret
Haand ; Krop og Hale ere ret korte, ikke fuldt saa meget ind-
rettede til hurtig Svømning som hos de andre; en Rygfinne
er ikke udviklet; af Baglemmets Skelet findes ret anselige
Levninger. Gabet er omformet paa noget anden Maade end
hos de andre, og Nordhvalen er i denne Henseende naaet
længere bort fra det oprindelige end nogen anden Bardehval;
Gabet er formet som en uhyre Tønde eller Sæk, udbuet til alle
Sider, ikke alene Underkjæbens Grene ere buede til Siderne,
men ogsaa Overkjæben med hele Overansigtet er buet, højt
hvælvet ivejret, og samtidig har Overkjæbens forreste Del mistet
meget af sin oprindelige Brede; baade Overkjæbe ogUnderkjæbe-
grene have faaet Form af forholdsvis tynde Stivere i Væggene
af det sækformede Gab. Barderne have faaet en paafaldende
Længde. Hovedet er i Forhold til Kroppen blevet endnu mæg-
tigere end hos andre. I Forbindelse hermed staar det vel, at Hals-
hvirvlerne ere indbyrdes sammenvoxede, stærkt sammentrængte.

Hos Balænoptera, med vore to Arter Vaagehval og Fin-
hval, B. rostrata og B. musculus, og Megaptera, med
eneste Art Pukkelhval, M. boops, er Næsebenet mere ind-
skrænket og Næsehulen mindre rummelig; Luffen har faaet
mere udpræget Form som Aareblad, er bleven lang og smal med
tæt sammentrængte Fingre, hvis Led ere stærkt forøgede i Tal;
Krop og Hale ere ualmindelig lange, bedre indrettede til hurtig
Svømning, med kraftigere Muskler, der blandt andet fremkalde

202

højere Torntappe paa Ryg- og Halehvirvler; en Rygfinne er
uddannet; Baglemmets Skelet er mere indskrænket. Gabet
har sine Egenheder; det er ikke udbuet opefter, men kun til
Siderne og nedad, særlig er Mundhulens Bund bleven i høj
Grad udvidelig, Huden lagt i Længdefolder under Struben;
Overansigtet har beholdt sin lige Form og sin Brede, og Bar-
derne ere forholdsvis korte. Halshvirvlerne ere vel stærkt
sammenpressede, men dog indbyrdes frie.

Den største Forskjel mellem Balænoptera og Megaptera er,
at Luffen hos Balænoptera er ret lille, men hos Megaptera,
paa Grund af en eller anden særlig Brug, maaske snarest ved
hurtige Omdrejninger i Vandet, er voxet op til en uhyre
Længde. Ogsaa i Skulderbladets Form staar Megaptera øverst:
Skulderbladet har mistet Kammen.

13 af vore Hval-Slægter høre til Tandhvalerne, fordelte i
de tre Familier: den uddøde Sqvalodon-Familie, Delfin-
og Næbhval-Familien, Sqvalodontidæ, Delphinidæ
ogPhyseteridæ. Hos dem har Vandets Tryk paa Hovedets
Overside under Farten gjennem Vandet præget sig endnu
stærkere end hos Bardehvalerne. Næseborene ere skubbede
endnu længere tilbage, og de ere, i hvert Fald hos de nu-
levende Slægter, sammenflydte til en enkelt Aabning, der har
Form af en tværgaaende Spalte. I høj Grad bidragende til
Næseborenes Flytning og i det hele til Omformningen af
Hovedskallens Ansigt er en Fedtpude, der ligger foran Næse-
borene; fra første Færd har det kun været en lille fedtholdig
Udfyldning af Bindevæv foran Næsebrusken, saaledes som
den jevnlig findes hos Pattedyr; men ved Vandets Modstand
er den pirret til Væxt, og den kan tilsidst naa en uhyre Stør-
relse, sammen med Næsemuskler og andet formende hele
Hovedskallens Forside som sit Leje, skydende Bagvæggen af
sit Leje længere og længere tilbage; ogsaa Næsegangen har
den skudt bagud og presset op mod Hjernekassens Forvæg,
mod hvilken Næsebenene trykkes ind, saa at de blive til van-
slægtede, mere eller mindre knoldformede Knogler. Næse-
hulen er fuldstændig vanslægtet og bleven til en simpel Gjen-
nemgang for Luft; men den indaandede Luft danner sig
Udvidelser fra Næsegangen, hvor den kan komme til det. Ud-
videlser, der dels lægge sig som Poser paa Ansigtets Forside,
dels skyde sig op om Ganens bageste Del, hvor de i en paa-
faldende Grad forme Vingeben, Ganeben og andre omgivende
Knogler. Af de Knogler, der danne Ansigtets forreste Spids,
er Overkjæbebenet voxet særlig stærkt og har bagtil bredt sig
ud over hele den Del af Pandebenet, der danner Tag over
Øjehulen; paa forskjellig Maade forstærkes selve Snudespidsen,
undertiden højst ejendommelig.

203

Som en Modsætning til alle vore andre Tandhvaler staar
den tertiære Sqvalodon, vor eneste Slægt af Sqvalodontidæ.
Den staar paa et lavere Trin end alle andre. Det er
den eneste, hos hvem de bageste Kindtænder have beholdt
sammentrykt, savtakket Krone og dobbelt Rod, begge Dele
Egenskaber arvede fra Hvalernes ældste Former, Zeuglodon-
tiderne. Hos andre Tandhvaler have ogsaa de bageste Kind-
tænder faaet simpelt kegleformet Krone og enkelt Rod ligesom
de forreste hos Sqvalodon. Kindtændernes Tal plejer hos
Sqvalodon at være 11; det er paa en eller anden Maade for-
højet over det oprindelige Tal 7; det ser ud, som om Sqvalo-
don ogsaa i Henseende til Kindtændernes Tal er et Mellem-
led mellem Zeuglodontiderne, hos hvem Tallet ikke plejer at
gaa over 7, og de ægte Tandhvaler, der have det store Tal af
Kindtænder, undtagen naar Tænderne ere vantrevne. At Sqva-
lodon har veludviklede Tænder ogsaa i Mellemkjæben, er en
oprindelig Egenskab, som den deler med kun faa andre Tand-
hvaler; hos de allerfleste ere Mellemkjæbens Tænder enten
helt vantrevne eller forsvundne.

Hos vore 8 Slægter af Delfin-Familien ere Følgerne af
Vandets Tryk paa Ansigtet ikke fuldt saa paafaldende som hos
vore 4 Slægter af Næbhvaler. Det ser ud, som om Næb-
hvalerne med større Voldsomhed end andre Hvaler fare gjen-
nem Vandet, paa deres Jagt efter Blæksprutter, der synes at
være deres vigtigste Føde; Bagranden af det Leje, som Snu-
dens Fedtpude og Næsemuskler i Forening danne sig paa
Hovedskallens Overside, er taarnet op i en ualmindelig Højde.

Af vore Delphinide-Slægter er Delphinapterus, med
eneste Art D. leucas. Hvidfisken, i en enkelt Henseende
den oprindeligste: Halshvirvlerne ere indbyrdes frie, skjønt
korte og tæt sammenpressede, undertiden dog med nogen Til-
bøjelighed til Sammenvoxning; hos vore andre Delphinider
ere i det mindste 1ste og 2den Halshvirvel, oftest flere, fuld-
stændig sammensmeltede. Den er ogsaa den eneste af vore
Slægter, hos hvem Rygfinne mangler; ogsaa heri er den vist
oprindelig; men at slutte efter, hvad der kan forekomme i
andre af Delphinidernes Grupper, er det ikke umuligt, at Ryg-
finnen er mistet. Haandens usædvanlig korte, brede Form er
sikkert ogsaa et Tegn paa Oprindelighed. I Ansigtets forholds-
vis ret korte Form, i den udstrakte Fladtrykning af Hoved-
skallens Overside, i Tandsættets noget vantrevne Tilstand og
i sin helt hvide Farve staar den derimod højt.

De tre Slægter Lagenorhynchus, Tursiops og Del-
phinus, hver med en Art hos os, L. albirostris, Hvid-
næse, T. tursio. Øresvin, og D. delphis. Delfin, staa
hverandre meget nær. Et forholdsvis oprindeligt Træk i deres

204

Bygning er det langstrakte Ansigt, med lange Kjæber, hver
med en lang Række smaa, men forholdsvis veludviklede kegle-
formede Tænder, Egenskaber, der gjenfindes hos de oprinde-
ligere Tandhvaler. Fedtpuden foran Næseboret er forholdsvis
lille og naar ikke frem paa Snudespidsen, der i Ydre rager
frem som et Næb foran den hvælvede „Pande". Lagenorhyn-
chus og Tursiops have ikke saa paafaldende lange Kjæber som
Delphinus; om de i denne Henseende ere de mest oprinde-
lige eller ikke, lader sig vel neppe sige. Derimod ere de af-
gjort de oprindeligste i Ganens Form, der hos dem er den
sædvanlige flade, medens der hos Delphinus er fremkommet
en dybt udhulet bred Længdefure paa hver Side indenfor Tand-
raden. Kun i Enkeltheder som Hvirvlernes Tal, Tændernes
Sværhed, den nærmere Form af Mellemkjæben ere Lageno-
rhynchus og Tursiops forskjellige.

Vore andre Delphinide-Slægter have kortere Ansigt, i for-
skjellig Grad, med kortere Tandrad, og Fedtpuden fylder mere
op og dækker over hele Snudespidsen, saa at der, i Ydre,
ikke findes noget tydeligt „Næb". Hos de tre Slægter Orca,
Pseudorca og Globiceps, hver med én Art, O. gladiator,
Spækhugger, P. crassidens, Halvspækhugger, og G.
melas. Grindehval, have Tænderne beholdt deres Kegle-
form; hos Phocæna, med eneste Art P. communis. Mar-
svin, have Tænderne faaet sammentrykt, bladformet udbredt
Krone, et Forhold der er ret enestaaende blandt Hvaler. Orca
er vistnok oprindelig i Luffens korte brede Form; Fedtpuden
foran Næsen er heller ikke saa stor som hos Pseudorca og
Globiceps, hos hvem den har givet Mellemkjæbebenene, paa
hvilke den nærmest hviler, saa stor Tilskyndelse til Væxt, at
de have bredt sig i en paafaldende Grad ud over Overkjæbe-
benene. Som Rovdyr, der tager stort Bytte som Sæler og
mindre Hvaler og endogsaa flænger i de største Hvaler, er
Orca uddannet højere end nogen anden Hval; i dens Bygning
har det givet sig Udtryk i Størrelsen og Sværheden af dens
Tænder. Pseudorca og Globiceps stemme overens ikke alene
i Størrelsen af Fedtpuden og den dermed følgende Brede af
Mellemkjæben, men ogsaa i Luffens ejendommelige smalle
spidse Form; hos Pseudorca er Luffen dog kun lille, medens
den hos Globiceps er paafaldende lang. Tænderne ere hos
Pseudorca noget færre end hos Orca, men næsten lige saa
stærke som hos den; hos Globiceps ere Tænderne derimod
ifærd med at vantrives noget. Næsegangen har hos Pseudorca
i Hovedskallen den Stilling, der er den sædvanlige hos Tand-
hvaler; hos Globiceps er den trængt usædvanlig langt tilbage,
op over Hjernekassen, saa at Næseboret ligger nær Nakke-
kammen. Naar undtages Tændernes ejendommelige Form, er

205

Phocæna en ret oprindelig, alsidig udviklet Slægt blandt Del-
finerne med de korte Hoveder.

Vore tre nulevende Slægter af Næbhvalernes Familie, Mes-
oplodon, Hyperoodon og Physeter, hver med én Art,
M, bidens. Næbhval, H. rostratus, Døgling, P. ma-
crocephalus, Kaskelot, have det tilfælles, at deres Tand-
sæt er vanslægtet mere end hos nogen af vore Delphinider.
Hos dem alle ere Overkjæbens Tænder helt eller saa godt
som helt forsvundne; kun som smaa Vantrivninger, mere eller
mindre skjulte i Huden, kunne nogle af dem findes; i Under-
kjæben ere Tænderne tilstede som veludviklede, dog uden
Emaille, hos Physeter; men hos Mesoplodon findes kun en
enkelt nedre Tand, stor, med sammentrykt Krone, udformet
som en Slags Hjørnetand; og hos Hyperoodon findes ogsaa
kun en enkelt nedre Tand, af omtrent sædvanlig Kegleform.
Hos vor uddøde tertiære Slægt Hoplocetus, 'der er en nær
Slægtning af Physeter, er Tandsættet derimod slet ikke van-
slægtet, forholdsvis; den har en lang Række veludviklede Tæn-
der med emailleklædt Krone baade i Over- og Underkjæbe;
endda i Mellemkjæben sidde nogle veludviklede Tænder. Tand-
sættets Vantrivning er ikke noget Mærke paa særligt Slægt-
skab mellem Mesoplodon og Hyperoodon paa den ene Side og
Physeter paa den anden ; det er en Egenskab, der er naaet ad
forskjellige Veje; paa begge Sider findes oprindelige Slægter med
veludviklet Tandsæt; ogsaa blandt Delphinider er der frem-
staaet mere eller mindre tandløse Former i forskjellige Grupper.

Mesoplodon og Hyperoodon ere væsenligst de oprindeligste
overfor Physeter. De have beholdt Tandhvalernes oprindelige
lange smalle Ansigt; Fedtpuden foran Næsen er forholdsvis
lille og har ikke frembragt de uhyre Forandringer som hos
Physeter. Som Svømmere synes de derimod at være højere
udviklede ; deres Ryg- og Halemuskler ere uhyre og fremkalde
ualmindelig høje Torntappe paa Hvirvlerne; Halen synes at
være bleven saa overmægtig og eneraadende for Bevægelserne,
at Lufferne ikke bruges ret meget og blive forholdsvis smaa.
Hver af Slægterne har faaet sine Egenheder som Følge af, at
de bære Hovedet frem gjennem Vandet med ualmindelig Kraft.
Mesoplodon har ikke faaet Ansigtets Form saa meget ændret,
som Hyperoodon har det; men de forreste af Ansigtets Knogler
have faaet en egen Fasthed; Mellemkjæbe, Overkjæbe og Plov-
skjærben smelte indbyrdes fast sammen, og med dem forenes
Næsens ellers bruskede Midtplade, der med Alderen forbener;
tilsammen danne de en stenhaard Knoglemasse. Hos Hype-
roodon har hvert Overkjæbeben paa sin Overside frembragt
en pukkelformet Længdekam, der med Alderen svulmer op til
en uhyre Størrelse, mere og mere ægget af Vandets Modstand.

206

Efter det lidet, der kjendes af Hoplocetus, synes den at
vise en afgjort Begyndelse til de Egenskaber, der udmærke
Hovedskallen hos Physeter. Blandt alle Hvaler er Physeter
den, hos hvem Næsens Fedtpude har faaet den højeste Ud-
vikling; som den allerstørste blandt Tandhvaler er Kaskelotten
ogsaa den, der med største Magt gaar gjennem Vandet. Puden
har omvoxet den bløde Del af Næsegangen, som derfor ikke
mere trænges tilbage, men har faaet sin forreste Munding lig-
gende ret langt fremme paa Ansigtets Overside; men ellers
ere Pudens Virkninger ganske lignende som hos andre Hvaler,
kun i meget forstørret Maalestok. Som Bærer af den vældige
Pude er hele Ansigtet voxet uhyre, saa at Hovedskallen har
faaet en paafaldende Størrelse i Forhold til Kroppen; særlig
Overkjæbebenet er udbredt langt til Siden, skydende sig langt
udenfor Underkjæben, der har beholdt den oprindelige smalle
Form, med tæt sammenstillede Grene; Knoglerne i Bagvæggen
af det Leje, som Puden har dannet sig, ere rejste til en mægtig
høj Kam over Nakken; og selve Hjernekassen er trykket ned
under sin oprindelige Plads.

Oversigt over de danske Hval-Slægter.

I. To skilte Næsebor findes. Næsebenet ret veludviklet for-
holdsvis, langstrakt, dækkende over den bageste Del af Næse-
hulen. Overkjæbebenet er ikke voxet op over Øjehulen.
Barder findes, o: tværstillede Hornplader udvoxede fra Ga-
nens Siderande, i tætsluttet Række, Pladernes mod Mund-
hulen vendende Rande opflossede i traadformede Trevler.
Af Underordenen Bardehvaler, Mystacoceti:

1. Uden Rygfinne. Luffen bred, afrundet. Ingen Længde-
furer paa Struben. Overkjæben smal, buet højt ivejret.
Barderne meget lange.

Af Rethval-Familien, Balænidæ:
Rethval-Slægten (Balæna).

2. Med Rygfinne. Luffen smal, tilspidset. Mange dybe
Længdefurer paa Struben. Overkjæben bred, ikke buet
ivejret. Barderne korte.

Af Finhval-Familien, Balænopteridæ:

a. Luffen ikke paafaldende lang, uden knoldformede
Fremspring i Randene; Halefinnens Bagrand ikke
fryndseformet udtakket. Skulderbladet med Kam.
Finhval-Slægten (Balænoptera).

b. Luffen paafaldende lang, med knoldformede Frem-
spring i Randen; Halefinnens Bagrand fryndseformet
udtakket. Skulderbladet uden Kam.
Pukkelhval-Slægten (Megaptera).

207

II. Næseborene sammenflydte til en enkelt Tværspalte. Næse-
benet lille, knoldformet, ikke dækkende noget af Næsehulen.
Overkjæbebenet voxet op over Øjehulen. Ingen Barder.
Af Underordenen Tandhvaler, Odontoceti:

A. De bageste Kindtænder med savtakket Krone og med
to eller tre Rødder, de forreste med kegleformet Krone
og enkelt Rod.

Af Familien Sqvalodontidæ, helt uddød:
Sqvalodon.

B. De bageste Kindtænder lige saa simpelt formede som
de forreste, med nærmest kegleformet Krone og enkelt
Rod; eller Tandsættet kan være vantrevet og mere eller
mindre forsvundet.

1. Hjernekassens Forside vel skaalformet indtrykt, men
Skaalens Bagrand kun lav, ikke hævende sig højt
over Hjernekassen. Tænder i Overkjæben tilstede:
en længere Række af mere eller mindre smaa ens-
artede, mere eller mindre kegleformede Tænder.
Af Delfin-Familien, Delphinidæ:

I) Rygfinne mangler. Halshvirvlerne indbyrdes frie.
Hvidfisk- SI ægten (Delphinapterus).

II) Rygfinne tilstede, Halshvirvlerne mere eller min-
dre sammenvoxede.

a. Ansigtet langt; Snudens forreste Del, i Ydre,
afsat som et tydeligt „Næb".

«. Ansigtet ikke paafaldende langt; Tændernes
Tal i hver Kjæbe neppe naaende 40. Ingen
Længdefure i Ganen.

1) Tænderne smaa, fine. Krop- og Halehvirv-
lernes Tal stort, mellem 80 og 90. Mel-
lemkjæbebenet foran Næseboret (hos den
danske Art) hvælvet pudeformet ivejret.
Hvidnæse- Slægten (Lagenorhyn-
chus).

2) Tænderne forholdsvis store. Krop- og Hale-
hvirvlernes Tal lille, op mod 70. Mellem-
kjæbebenet foran Næseboret skaalformet
udhulet.

Øresvin-Slægten (Tursiops).
/?. Ansigtet paafaldende langt; Tændernes Tal i
hver Kjæbe over 40. En dyb og bred Længde-
fure paa hver Side af Ganen skiller Ganens
midterste Del fra Kjæberanden.
Delfin-Slægten (Delphinus).

b. Ansigtet kort; i Ydre intet tydeligt „Næb".
a. Tændernes Kroner trinde, tilspidsede.

208

1) Luffen bred, afrundet. Mellemkjæben ikke
særlig udbredt.
Spækhugger-Slægten (Orca).

2) Luffen smal og spids. Mellemkjæben stærkt
udbredt forrest.

a) Tænderne store. Luffen kort. Næse-
boret i Hovedskallen med sædvanlig
Stilling, foran Hjernekassen.
Halvspækhugger-Slægten (Pseud-
orca).

b) Tænderne smaa. Luffen lang. Næse-
boret i Hovedskallen længere tilbage
end sædvanlig, nær Nakkekammen.
Grindehval-Slægten (Globiceps).

/?. Tændernes Kroner sammentrykte, bladformet

udbredte.

Marsvin-Slægten (Phocæna).
Den bageste Rand af den Skaal, som Hovedskallens
Forside danner, løftet højt ivejret over Hjernekassen.
Hos en uddød Slægt findes veludviklede Tænder i
Overkjæben, hos de nulevende Slægter derimod en-
ten ingen øvre Tænder eller kun smaa Vantrivninger
skjulte i Huden.
Af Næbhval-Familien, Physeteridæ:

1) Hovedet ikke af paafaldende Størrelse. Overansig-
tet, i Ydre, næbformet. Næseboret paa sædvanlig
Plads, bagtil. Halefinnen uden Indsnit i Midten.
I Underkjæben kun en enkelt Tand, fremtrædende
eller skjult. Overkjæben smal. Ryg- og Hale-
hvirvlernes Torntappe meget høje.

a) En anselig hjørnetandformet Tand i Underkjæ-
ben (undertiden skjult). Ingen fremtrædende
pukkelformet Udvæxt paa Oversiden af Over-
kjæbebenet.

Næbhval-Slægten (Mesoplodon).

b) En lille, næsten skjult Tand i Underkjæben.
Stor pukkelformet Udvæxt paa Overkjæbebenet.
Døgling-Slægten (Hyperoodon).

2) Hos den nulevende Slægt af Gruppen, Physeter,
er Hovedet paafaldende stort; Overansigtet, i Ydre,
ikke næbformet, men klumpformet; Næseboret
usædvanlig langt fremme, forrest og øverst paa
den klumpformede Snude; en lang Række kegle-
formede Tænder i Underkjæben; Overkjæben
meget bred; Ryg- og Halehvirvlers Torntappe ikke
særlig høje. Den uddøde Slægt, Hoplocetus, er kun

209

ufuldstændig kjendt; den har i det højeste kun
vist Tilnærmelser i samme Retning som Physeter.

a) Veludviklede Tænder med emailleklædt Krone
baade i Over- og Underkjæbe.
Hoplocetus.

b) Veludviklede Tænder kun i Underkjæben, deres
Kroner uden Emaille.
Kaskelot-Slægten (Physeter).

* Rethval-Familien (Balænidæ).

* Rethval-Slægten (Balæna.)
Legemet forholdsvis kort. Hovedet uhyre, om-
trent en Fjerdedel eller en Tredjedel af Legemets
Længde. Gabet uhyre; Overansigtet smalt, højt buet
ivejret; Underkjæben stærkt buet ud til Siderne, med
højt opstaaende Læberande. Dobbelt Næsebor, lig-
gende langt tilbage, dog noget foran Øjet. Strubens
og Brystets Hud uden Længdefolder. Ingen Ryg-
finne. Luffen kort, bred, afrundet, glatrandet. Hale-
finnen glatrandet. Ingen Tænder undtagen hos Foste-
ret. Meget lange, men smalle Barder, de længste
omtrent saa lange som Hovedet. Hovedskallen uhyre,
især paa Grund af Kjæbernes Forlængelse. Mellem-
kjæbe og Overkjæbe buede højt ivejret, tilsammen
dannende en smal Bue over Gabet; Mellemkjæben
smal; Overkjæbens forreste Del smal, dens bageste
Del bred, stødende til det brede Pandeben, som den
ikke overvoxer. Næsehulen indsnevret, men af ret
sædvanlig Form, bagest dækket af ret lange og smalle
Næseben, og liggende paa nogenlunde sædvanlig Plads
i Forhold til Øjehulerne. Øjet skudt langt ud til
Siden, dækket af en mægtig Udvæxt fra Pandebenet.
Kindbuen svag, men dog ikke splintformet. Tinding-

Winge: Pattedyr. 14

210

benet med Ledfladen for Underkjæben skudt frem i
en uhyre klumpformet Udvæxt. Underkjæben lang og
tynd, forholdsvis, nærmest lignende en bøjet Bjelke.

64. *Nordhval eller Grønlandshval (Balæna
mysticetus L.).
Hele Legemets Længde indtil omkring 60 Fod (18800mm)^
sjelden 70 (22000) eller mere. (Ved Maalene her og i det føl-
gende maa det huskes, at det kan vare længe, inden Hvalerne

Fig. 89. Nordhval. Efter Scammon.

ere fuldvoxne, at unge Dyr kunne være langt under de op-
givne Maal.) Hovedet omtrent en Tredjedel af Legemets
Længde. Overansigtet meget højt buet i vej ret. Underlæbens
øvre Rand ret jevnt buet ivejret, bagtil jevnt skraanende nedad,
ligesom den tilsvarende Overlæbe-Rand. Farven over det meste

90. Nordhval. Hovedskal. Uden Barderne. Efter Eschricht og Reinhardt.

211

af Legemet sort; Underlæben hvid; Bugen enten mørk eller i
større eller mindre Udstrækning hvid eller hvidlig. Barderne
meget lange, indtil omkring 14 Fod (4400 m"i) eller mere, sorte.
Hovedskallens Længde, "maalt hos en voxen Han, 5600""",
Underkjæbens Længde, maalt i lige Linie 5400.

Blandt alle Nutidens Hvaler er Nordhvalen strax kjendelig
som en af de kæmpestore Bardehvaler, ikke den længste, men
den sværeste af alle, uden Rygfinne, uden Længdefolder paa
Struben, med større Hoved og længere Barder end nogen an-
den, med Underlæbens øvre Rand bagtil jevnt skraanende og
med bred, afrundet, glatrandet Luffe.

Fra Danmark foreligge nogle faa Fund af Knogler fra Is-
tidens Aflejringer i det nordligste Jylland. I nyere Tid er det
kun yderst sjelden hændet, at Nordhvalen har vist sig saa
langt mod Syd som paa Danmarks Brede; i Begyndelsen
af 18de Hundredaar er den strandet paa Skaanes Kyst.
Arten hører i Nutiden hjemme i det Nordlige Ishav og de
nærmeste Vande. I Havene Øst for Grønland, hvor den i sin
Tid fandtes i stor Mængde, er den nu saa godt som udryddet
af Hvalfangere; Vest for Grønland er det samme snart Til-
fældet; i Berings-Havet fanges for Tiden vel de fleste.

Nordkaperen, Balæna australis eller B. biscayensis, en nær
Slægtning af Nordhvalen, kjendes ikke fra Danmark, men kunde ventes at
findes her, enten som levende eller som jordfunden. Den færdes i hele
Atlanterhavet som i andre Verdenshave; i det nordlige Atlanterhav har
den i Middelalderen og senere været Gjenstand for Fangst, og den var
efterhaanden bleven ganske sjelden her, maaske udryddet ; i de seneste
Aar er den dog igjen flere Gange fanget paa sit gamle Omraade. Den
er mindre end Nordhvalen, indtil 50 Fod (157001"™) lang. Hovedet er
forholdsvis mindre, omtrent en Fjerdedel af Legemets Længde ; Over-
ansigtet er mindre højt buet ivejret; Barderne ere kortere, indtil 7^/2
Fod (2300 "II") lange; Underlæbens øvre Rand er bagtil ret pludselig
sænket nedad. S-formet bøjet; Farven er sort, undertiden med nogle
hvide Pletter paa Bugen. Ogsaa til Forskjel fra Nordhvalen plejer den at
være stærkt plaget af snyltende Krebsdyr paa Huden, ikke alene af Hval-
Lus (Cyamus), men ogsaa af Hval- Kopper (Coronula).

Finhval-Familien (Balænopteridæ).

Finhval- Slægten (Balænoptera).
Legemet meget langstrakt. Hovedet stort, dog
nappe naaende en Fjerdedel af Legemets Længde.

212

Gabet stort; Overansigtet ret bredt, fladt, ikke buet
ivejret; Underkjæben ret stærkt buet ud til Siderne,
med kun lidt opstaaende Læberande. Dobbelt Næse-
bor, liggende langt tilbage, dog noget foran Øjet.
Strubens og Brystets Hud med talrige tætstillede
Længdefolder. Rygfinne tilstede, vexlende i Størrelse.
Luffen forholdsvis kort, smal, spids, glatrandet. Hale-
finnen glatrandet. Ingen Tænder undtagen hos Foste-
ret. Korte, brede Barder. Hovedskallen meget stor,
især paa Grund af Kjæbernes Forlængelse. Mellem-
kjæbe og Overkjæbe ikke buede ivejret, tilsammen
dannende et bredt Laag over Gabet; Mellemkjæben
smal; Overkjæben bred i hele sin Udstrækning, særlig
bagest, hvor den støder til det brede Pandeben, som
den ikke overvoxer. Næsehulen lille, mindre end
hos Balæna og længere skudt tilbage i Forhold til
Øjehulerne, bagest dækket af ret smaa, smalle Næse-
ben. Øjet skudt langt ud til Siden, dækket af en
mægtig Udvæxt fra Pandebenet. Kindbuen svag, men
ikke splintformet. Tindingbenet med Ledfladen for
Underkjæben skudt frem i en stor klumpformet Ud-
væxt. Underkjæben lang og tynd forholdsvis.

Af de to Arter af Slægten, der hidtil ere sete hos os, er
Vaagehvalen den oprindeligste, hvad der viser sig i dens
ringe Størrelse og dens forholdsvis korte Form. Finhvalen
er en af Slægtens største og mest langstrakte Arter. Vaage-
hval og Finhval ere i det hele kun i Smaating forskjellige.

Oversigt over de danske Arter af Finhval-Slægten (Balænoptera).

I. Lille, forholdsvis kort. Barderne hvide. Luffens Yderside
sort med bredt hvidt Tværbaand.
Vaagehval (Balænoptera rostrata).
II. Stor, langstrakt. Barderne mest sorte eller blaalige, kun de
forreste i højre Kjæbe hvide. Luffens Yderside sort.
Finhval (Balænoptera musculus).

213

65. Vaagehval (Balænoptera rostrata (O. Fabr.)).
(Balæna rostrata, Balænoptera acuto-rostrata, Pterobalæna minor.)
Hele Legemets Længde indtil omkring 30 Fod (9400 mm).
Kroppen forholdsvis tyk, kort. Rygfinnen anselig, krogformet.
Luffen anselig, omtrent Vs af Legemets Længde (Luffen maalt

Fig. 9L Vaagehval. Efter Sars.

fra Armhulen). Barderne gulhvide. Hele Legemets Overside
sort; ogsaa Underlæben sort; Undersiden hvid, ogsaa Under-
siden af Luffe og Halefinne. Luffens Overside sort med et
bredt hvidt Tværbaand. Hovedskallens Længde 1820mm^ Under-
kjæbens Længde 1830, de længste Barder omkring 250mm lange.

Fig. 92. Vaagehval. Hovedskal. Med Barderne.

Som stor Bardehval, dog den mindste af de nordiske Arter,
med korte, hvide Barder, med Rygfinne, med furet Strube, med
anselig Luffe, med glatrandet Luffe og Halefinne, med hvid
Underside og med hvidt Tværbaand over Luffen er Vaagehvalen
strax kj endelig; de hvide Barder og Tværbaandet over Luffen
har ingen anden.

Den er nogle faa Gange strandet paa Jyllands Vest- og Øst-
kyst og paa Nordkysten af Fyn. Til de kjendte Tilfælde er at
føje: En strandede ved Gammel Skagen 18de September 1895;
Melding, med tilstrækkelig Beskrivelse, sendtes til Zoologisk
Museum. Arten hører hjemme i alle Verdenshave.

214

66. Finhval eller Rørhval (Balænoptera mus-

culus Companyo).

(Balæna physalus, Physalus antiqvorum, Pterobalæna musculus,

Balænoptera physalus.)

Hele Legemets Længde indtil 65 Fod (20400 mm), sjelden

70 (22000) eller mere. Kroppen forholdsvis slank, langstrakt.

Rygfinnen ret lille og med kun svagt buede Rande. Luffen

Fig. 93. Finhval. Efter Sars.

ret anselig, omtrent ^/g — i/io af Legemets Længde. Barderne
blaasorte, ofte længdestribede med lysere Striber, de forreste
i højre Kjæbe hvide. Hele Legemets Overside sort; ogsaa
venstre Underlæbe sort; Undersiden, med højre Underlæbe,
hvid, ogsaa Undersiden af Luffe og Halefinne; Luffens Over-
side helt sort. Hovedskallens Længde 4050 mm^ Underkjæbens
Længde 39(X), de længste Barder omkring 650 mm lange.

Som kæmpestor Art af Finhval-Slægten, den næststørste af
de nordlige Arter, med mørke Barder, undtagen forrest i højre
Kjæbe, med helt hvid Underside, ogsaa af Luffe og Hale-
finne, og uden hvidt Baand over Luffen er Finhvalen kjende-
lig fra sine Slægtninge.

Den er nogle faa Gange strandet hos os, paa Jyllands Øst-
kyst og paa Nordkysten af Sjælland. Til de to tidligere kjendte
Tilfælde er der i 1905 kommet et nyt: en ung Hun blev i
April dræbt i Vejle Fjord, hvor den i nogen Tid havde op-
holdt sig; Skelettet havnede i Zoologisk Museum. Arten hører
hjemme i alle Verdenshave.

Endnu to Arter af Slægten, Sej hval og Blaahval, Balæno-
pteraborealis (eller laticeps) og B. g i g a s (eller sibbaldii, ogsaa under-
tiden kaldet musculus), færdes ogsaa i det nordlige Atlanterhav og kunne
ventes ved Lejlighed at strande paa Danmarks Kyster. Sej hvalen er i
Størrelse mellem Vaagehval og Finhval ; den bliver op mod 50 Fod
(15700 mm) lang; den har ualmindelig smaa Luffer, der kun ere omtrent
^/li af Legemets Længde; Barderne ere sorte med hvide Fryndser;
Farven er sort over det meste af Legemet; kun en Del af Undersiden

215

er hvid; Luffe og Halefinne og hele Halen ellers ere sorte baade paa
Over- og Underside. Blaahvalen er den længste af alle Hvaler, fra 70
Fod (22000 mm) til 85 (26700) lang; Rygfinnen er ualmindelig lille; Bar-
derne ere helt sorte; Farven over hele Legemet blaasort, kun smaa hvide
Prikker paa Brystet, og Forranden og Undersiden af Luffen hvide.

Pukkelhval- Slægten (Megaptera).
Legemet forholdsvis kort og tykt. Hovedet stort,
omtrent en Tredjedel af Legemets Længde. Gabet
stort; Overansigtet ret bredt, fladt, ikke buet i vejret;
Underkjæben ret stærkt buet ud til Siderne, med kun
lidt opstaaende Læberande. Forrest paa Snude og
Læber en Del knoldformede, haarbærende Ophøjninger.
Dobbelt Næsebor, liggende langt tilbage, dog noget
foran Øjet. Strubens og Brystets Hud med talrige
Længdefolder, mindre tætstillede end hos Balænoptera.
Rygfinne tilstede, men lille. Luffen meget lang, hen-
ved en Tredjedel af Legemets Længde, smal, spids,
med bølget For- og, tildels, Bagrand. Halefinnens Bag-
rand udtunget i Smaaflige. Ingen Tænder undtagen
hos Fosteret. Korte, brede Barder. Hovedskallen i
alt væsenligt som hos Balænoptera.

67. Pukkelhval (Megaptera boops (O. Fabr.)).
(Balæna boops, longimana, Megaptera nodosa.)
Hele Legemets Længde indtil omkring 50 Fod (15700 mm)
eller mere. Barderne sorte med brune eller undertiden hvid-

Fig. 94. Pukkelhval. Efter Sars.

216

lige Fryndser. Farven over det meste af Legemet sort ; Under-
sidens forreste Del hvid eller hvidplettet; Luffen hvid baade
paa Over- og Underside, med større eller mindre sorte Pletter
eller Tegninger. Hovedskallens Længde 4000 f""!, Underkjæ-
bens Længde 4050, de længste Barder omkring 700 "if" lange.

Den meget lange hvide Luffe med de puklede Rande, Haar-
knuderne paa Snudespidsen og den fryndsede Halefinne gjøre
strax Pukkelhvalen kjendelig fra alle andre Bardehvaler. Hval-
Kopper plejer den at bære.

Et jordfundet Skelet fra Stranden ved Føns Vang ved Mid-
delfart og et Stykke af en Underkjæbe fundet i Stranden ved
Helsingør foreligge fra uvis Fortid. I 1905 strandede en ung
Hun paa Jyllands Vestkyst ved Lønstrup 2den September;
Skelettet og andre Dele af den kom til Zoologisk Museum.
Arten hører hjemme i alle Verdenshave.

*SqvaIodon-Familien (Sqvalodontidæ).

* Sqvalodon- Slægten (Sqvalodon).
En uddød Slægt fra Tertiærtiden, kun ufuldstændig
kjendt. Tandsættet er: 3 Fortænder, 1 Hjørnetand
og 1 1 eller 1 2 Kindtænder i hver Kjæbe. Fortænder,
Hjørnetænder og de forreste 4 eller 5 Kindtænder
have kegleformet, ret spinkel Krone, med længderiflet
Emaille og en ret fremtrædende skarp Rand langs For-
og Bagside, og enkelt, lang, noget tenformet Rod, hele
Tanden svagt buet; de bageste Kindtænder have mere
eller mindre høj sammentrykt Krone, med mere eller
mindre glat eller rynket Emaille og med mere eller min-
dre dybt savtakket For- og Bagrand, og to eller tre
Rødder. Tænderne staa noget spredt, de øvre og de
nedre gribende ind mellem hverandre. Hovedskallen i
alt væsenligt som hos Nutidens Delfiner: Næsebenet
lille, knoldformet, skudt langt tilbage; Kindbenets Kind-
bue-Del spinkel; Underkjæben bagtil høj, skeformet ud-
bredt, med hul Inderside; o. s. v. Ansigtet er meget langt.

217

68. *En ikke bestemt Sqvalodon-Art
(Sqvalodon, species indeterminata).

Den danske Art af Slægten kjendes kun efter en af de
forreste nedre Fortænder funden ved Branden Teglværk, om-
trent 3V2 Mil N. for Skive, i en tertiær, mellemoligocæn. Af-
lejring, og i 1907 af Docent J. P. J. Ravn sendt til Zoologisk
Museum til Bestemmelse. Tanden ligner i
Form aldeles den tilsvarende hos S. antver-
piensis,, afbildet af Van Beneden (Mém. Acad.
Roy. Belgique, tom. XXXVI 1, 1868); men Stør-
relsen er hos den danske kun halvt saa stor
som hos den belgiske, der desuden stammer
fra en senere Tid, fra Miocæn. De andre op-
stillede, ligeledes miocæne, Arter, hvis For-
tænder kjendes, S. grateloupi, S. bariensis,
S. servatus, S. ehrlichii, ere ogsaa meget større
end den danske, væsenlig som S. antverpien-
sis. Men endnu er der opstillet en Række,
miocæne. Arter, hvis Fortænder ikke kjen-
des, og mulig kunde den danske stemme med
en eller anden af dem.

Den paagjeldende Tand er af et fuldvoxent
Dyr. Den er vel bevaret, kun mangler et lille
Stykke af Kronens Spids og af Roden. I sin
nuværende Tilstand er den 78 Millim. lang,
hvoraf Kronen tager 21 ; ved Grunden er Kro-
nen 6 mm i Tværmaal fra For- til Bagrand;
Roden er paa det bredeste Sted 72/3. Kronen
er kort, spidst kegleformet, ganske lidt sam-
mentrykt, klædt med tynd Emaille, med tal-
rige, længere eller kortere ophøjede Længde-
rifler, med en ret skarp, jevn Kant løbende
langs hele Forranden og med en lignende
langs Bagranden; Grændsen mod Roden
skraaner stærkt nedad bagtil. Roden meget
lang, svagt buet.

Fig. 95. Sqvalo-
don sp. En nedre
Fortand. Naturlig
Størrelse. Fra
Branden Tegl-
værk.

218

Slægten er den eneste (bortset fra nogle tvivlsomme Slæg-
ter) blandt ægte Tandhvaler, med de korte Næseben, hos
hvem der findes Kindtænder med savtakket Krone og dobbelt
Rod. Derimod kan der findes Kindtænder med mere eller
mindre lignende Form hos Zeuglodontiderne, ligeledes uddøde,
eocæne, Hval-Slægter, Protocetus, Eocetus, Prozeuglodon,
Zeuglodon, der i Næsens oprindelige Form staa nær ved
Bardehvalerne. De nævnte Slægter ere de oprindeligste af
alle kj endte Hvaler. I Tandsættet afvige de fra Sqvalodon
især ved, at Kindtændernes Tal som oftest ikke er naaet op
over det oprindelige Tal 7; Fortænder og Hjørnetænder synes
altid at være kortere, stærkere krummede.

Delfin-Familien (Delphinidæ).

Hvidfisk- Slægten (Delphinapterus).
Legemet langstrakt. Hovedet ret lille, kort. Gabet
ret lille. Intet „Næb"; „Panden" foran Næseboret
jevnt hvælvet. Enkelt Næsebor, liggende langt til-
bage, bag Øjet. Struben uden Furer. Ingen Ryg-
finne. Luffen kort, bred, afrundet. Luffe og Hale-
finne glatrandede, som hos alle de følgende Slægter.
Omkring 9 — 10 Tænder i hver Kjæbe, ret smaa, med
simpelt kegleformet Krone (ved Slid afstumpede paa
forskjellig Maade), ret spredt stillede, de fleste hel-
dende fremad. Hovedskallens Ansigt forholdsvis ret
kort og bredt. Mellemkjæbe og Overkjæbe ganske
svagt, men tydelig buede ivejret; Mellemkjæben smal,
foran Næseboret svagt pudeformet ophøjet; Overkjæbe-
benet bagtil udvidet til en mægtig bred Plade, der
skyder sig tilbage over det brede Pandeben, som den
næsten helt dækker; dets Overside uden opstaaende
Udvæxter. Næsehulen saa godt som forsvunden, ind-
skrænket til en simpel Luftgang, der er skudt saa

219

langt tilbage, at den ligger langt bag Øjehulen, og
hvis ydre Munding ligger lidt længere tilbage end
den indre og lidt skjævt, visende lidt over mod venstre
Side; Næsebenet indskrænket til en lille Knold eller
Plade, der slet ikke dækker over noget af Næsehulen,
men er fast indtrykt mod Hjernekassens Forvæg.
Nakkekammen kun lidt opstaaende. Øjet skudt ret
langt ud til Siden, dækket af en Udvæxt fra Pande-
benet. Kindbuen svag, splintformet, undtagen den
Del, der er dannet af Tindingbenet. Tindingbenet
med Ledfladen for Underkjæben fremstaaende, men
ikke paafaldende. Ganen uden dyb Længdefure.
Underkjæben spinkel, tyndvægget, bagtil ret høj, med
skeformet udhulet Inderside, i Hagen kun paa et kort
Stykke rørende den tilsvarende.

69. Hvidfisk (Delphinapterus leucas (Pall.)).

(Delphinus leucas, albicans, Beluga catodon, leucas.)

Hele Legemets Længde indtil omkring 20 Fod (6300 mm).

Ensfarvet hvid. Længden af nedre Tandrad 155mm^ Tvær-

maalet af en af de største Tænder 10, Hovedskallens Længde

540, Underkjæbens Længde 406.

Fig. 96. Hvidfisk, Efter Scammon.

Som eneste helt hvide Hval (bortset fra Hvidfødninge) er
Hvidfisken let at kjende. Blandt nordiske Tandhvaler er det
ogsaa den eneste foruden Narhvalen, der mangler Rygfinne.
Den afrundede Luffe er en Egenskab, der blandt nordiske

220

Tandhvaler kun gjenfindes hos Narhval, Spækhugger og
Kaskelot.

I Maj 1903 er den set ved Helsingør og Kolding. Tid-
ligere har den vist sig dybt inde i Østersøen. En Ringhvirvel
er funden i Kjøkkenmøddingen ved Mejlgaard fra Ældre Sten-
alder. Arten er høj nordisk og strejfer sjelden mod Syd saa
langt som til vore Farvande.

Fig. 97. Hvidfisk. Hovedskal.

En Slægtning af Hvidfisken er Narhvalen, Monodon mono-
ceros, ogsaa en højnordisk Art, der dog kunde ventes at vise sig hos
os som sjelden Gjæst; den har i hvert Fald en enkelt Gang vist sig saa
langt mod Syd som ved Elben. Ligesom Hvidfisken mangler den Ryg-
finne og har afrundede Luffer. Men Tandsættet er højst ejendommeligt;
tilsyneladende findes hos Hannen sædvanlig kun en eneste Tand, i
venstre Overkjæbe en lang, lige fremadrettet, spiralfuret Stødtand, der
hos det voxne Dyr rager indtil omkring 8 Fod (2500 "im) frem fra
Kjæben. Hunnen er tilsyneladende tandløs. Hos Hannen findes dog
skjult i højre Overkjæbe en lille vantreven Stødtand; hos Hunnen
findes det samme i begge Kjæber. Sjelden findes hos Hannen baade
højre og venstre Stødtand veludviklede. Farven over det meste af Lege-
met er hvidlig med mørke Pletter, mere eller mindre sammenflydende.

Hvidnæse- Slægten (Lagenorhynchus) .
Legemet langstrakt. Hovedet ret langstrakt. Gabet
ret langt. Tydeligt „Næb", ret skarpt afsat fra „Pan-
den", der rejser sig pudeformet foran Næseboret.

221

Enkelt Næsebor, liggende langt tilbage, bag Øjet.
Struben uden Furer. En anselig Rygfinne. Luffen
kort, smal, spids. Tænderne, hos den danske Art,
oftest omkring 26 (indtil 30) i hver Kjæbe, smaa,
med simpelt kegleformet Krone, tæt og nærmest lod-
ret stillede. Hovedskallen i de væsenligste Træk som
hos Delphinapterus. Men Mellemkjæbe og Overkjæbe
lige, slet ikke buede ivejret. Mellemkjæbebenet foran
Næseboret, hos den danske Art, pudeformet hvælvet.

70. Hvidnæse (Lagenorhynchus albirostris Gray).

(Delphinus albirostris, ibsenii.)

Hele Legemets Længde indtil omkring 8 Fod (2500'"'").

Farven paa det meste af Oversiden, med Luffe og Hale, sort;

paa Kroppens Side, under og bag Rygfinnen, et Par ^tore lyse,

Pig. 98. Hvidnæse. Efter Lutken.

graalige Pletter, mere eller mindre udviskede; „Næbet" hvidt
eller hvidt med mørke Pletter; Undersiden, indtil Halen, hvid.
Længden af nedre Tandrad 182 mm, Tværmaalet af Kronen af
en af de største Tænder 41/3, Hovedskallens Længde 450,
Underkjæbens Længde 371.

Den er at kjende som den eneste af de nordiske Hvaler,
der har hvidt „Næb". Den af vore Arter, der ligner den mest,
er Øresvinet, der er større og har længere Næb, forholdsvis
sværere Tænder og Mellemkjæben foran Næseboret skaal-
formet udhulet; en betydelig Forskjel i Hvirvlernes Tal er paa-

222

faldende i Skelettet, men ikke i det ydre. Hvidnæsens nær-
meste Slægtning blandt nordiske Hvaler er Hvidskjævingen,
der er mindre, med en iøjnefaldende stor hvid Plet paa Siden
af Kroppen, med talrigere (35 — 40), finere Tænder og med
skaalformet udhulet Mellemkjæbeben foran Næseboret.

Fig. 99. Hvidnæse. Hovedskal.

Som tilfældig Gjæst er den i Nutiden nogle faa Gange
strandet eller fanget ved Danmarks Kyster, baade paa Vester-
havs-Kysten og paa Kysterne af Kattegat, Belter og Sund. Til
de tidligere kjendte Tilfælde er der at føje: En voxen og en
Unge fandt Prof. Jungersen som Skeletter paa Stranden ved
Blokhus, S. V. for Hjørring, i Sommeren 1903; de havnede i
Zoologisk Museum. Fra „Littorina-Tiden", der væsenlig svarer
til Stenalderen, haves en jordfunden Hovedskal fra Sjællands
Odde. Arten hører hjemme i Atlanterhavet.

Hvidskjævingen, Lagenorhynchus acutus, kjendes ikke
med Sikkerhed fra Danmark; men den kan ventes her; den er ikke
sjelden ved Norges Vestkyst og har ogsaa vist sig ved Sydkysten. Den
er strax kjendelig som den eneste af de nordiske „spidsnæsede"
Hvaler, der har en stor langstrakt, skarpt afgrændset hvid Plet inde-
sluttet i den sorte Farve paa Kroppens Side. Fra Hvidnæsen, dens
nære Slægtning, skjelnes den desuden ved at være mindre, ved at have
sort eller dog mørkt „Næb", ved talrigere og finere Tænder, indtil 40 i
hver Kjæbe, omtrent 3 Millim. tykke, og ved at have Mellemkjæben
foran Næseboret skaalformet udhulet.

223

Øresvin- Slægten (Tursiops).
I ydre Form ingen væsenlig Forskjel fra Lageno-
rhynchus. Tænderne, hos den danske Art, mellem 22
og 25 i hver Kjæbe, ret anselige, ellers som hos
Lagenorhynchus. Hovedskallen ogsaa væsenlig som
hos denne Slægt. Men Ansigtet længere og smallere
og Mellemkjæbebenet foran Næseboret, til Forskjel
fra L. albirostris, skaalformet udhulet.

71. Øresvin (Tursiops tursio (Cuv.)).
(Delphinus tursio, Tursio truncatus.)
Hele Legemets Længde indtil omkring 10 Fod (3 100 mm).
Farven paa hele Oversiden, med Luffe og Hale, sort; Over-
læbens Rand hvid; Undersiden indtil Halen hvid; Grændsen

Fig. 100. Øresvin. Efter Flower.

mellem Over- og Undersidens Farve noget vexlende. Længden
af nedre Tandrad 222 mm^ Tværmaalet af Kronen af en af de
største Tænder 7, Hovedskallens Længde 520, Underkjæbens
Længde 440.

Som den eneste af vore „Næb"-Delfiner, der er helt sort
foroven og helt hvid forneden, er Øresvinet strax kjendeligt.
Lettest kan den forvexles med Hvidnæsen, fra hvem den af-
viger blandt andet i betydeligere Størrelse, i at have længere
Ansigt og sort „Næb", i at have sværere Tænder og Mellem-
kjæben foran Næseboret skaalformet udhulet.

224

I Danmark er den kun en tilfældig Gjæst. Nogle faa
strandede i Lille Belt paa Fyns Kyst i 1844. Flere jord-

Pig. 101. Øresvin. Hovedskal.

fundne Hovedskaller, Kjæber og andre Skelet-Dele haves fra
Engene ved Kolding og fra Bunden af Kolding Fjord. Arten
er nærmest atlantisk.

Delfin-Slægten (Delphinus),

Legemet langstrakt. Hovedet langt. Gabet langt.
Tydeligt „Næb", skarpt afsat fra „Panden", der rejser
sig pudeformet foran Næseboret. Enkelt Næsebor,
liggende langt tilbage, bag Øjet. Struben uden Furer.
En anselig Rygfinne. Luffen kort, smal, spids. Tæn-
derne omkring 50 (45-51) i hver Kjæbe, hos den danske
Art, smaa, med simpelt kegleformet Krone, tæt, lod-
ret stillede. Hovedskallen væsenlig som hos Lage-
norhynchus. Men Ansigtet meget længere og smal-
lere; Mellemkjæbebenet foran Næseboret skaalformet
udhulet; en dyb og bred Længdefure paa hver Side
af Ganen skiller Ganens Midte fra Kjæberandene.

225

72. Delfin (Delphinus delphis L.).
Hele Legemets Længde indtil omkring 6 Fod (1900 mm).
Farven paa det øverste af Pande og Ryg med Hale sort, paa
den underste Del af Bugen hvid; Siderne, med Underkjæben,

Pig. 102. Delfin. Efter Reinhardt.

tegnede med gullige, graalige og hvidlige Farver i bredere og
smallere bølgede Længdebaand; et mørkt Baand paa lysere
Grund fra Øjet frem over Snuden; Luffer og Hale mørke.

Pig. 103. Delfin. Hovedskal.

Længden af nedre Tandrad 202 mm^ Tværmaalet af Kronen af
en af de største Tænder 2^/2, Hovedskallens Længde 410,
Underkjæbens Længde 343.

Som den mest langnæbede af vore „Næb"-Delfiner og den
mest broget tegnede, med den længste Tandrad, er Delfinen
kjendelig. I Hovedskallen er den længdefurede Gane helt
ejendommelig blandt nordiske Hvaler.

Som tilfældig Gjæst har den vist sig i Danmark en enkelt
Gang, ved Grenaa i 1865. Den hører hjemme i Middelhavet
og Atlanterhavet, ikke gaaende ret langt mod Nord.

Winge: Pattedyr. 15

226

Marsvin- Slægten (Phocæna).
Legemet langstrakt. Hovedet ret lille, kort. Gabet
ret lille. Intet „Næb" eller kun utydeligt; „Panden"
foran Næseboret jevnt hvælvet. Enkelt Næsebor, lig-
gende langt tilbage, bag Øjet. Struben uden Furer.
En ret anselig Rygfinne. Luffen kort, smal, spids.
Tænderne omkring 26 i hver Kjæbe, den forreste
øvre i Mellemkjæbebenet, smaa, med sammentrykt,
bladformet udbredt Krone, tæt, lodret stillede. Hoved-
skallen væsenlig som hos Lagenorhynchus. Mellem-
kjæbebenet foran Næseboret knoldformet opstaaende.

73. Marsvin (Phocæna communis Less.).

(Delphinus phocæna.)
Hele Legemets Længde indtil omkring 5 Fod (1600 mm). Far-
ven paa hele Oversiden, paaUnderkjæben, paa Luffe og Hale graa-

Fig. 104. Marsvin.

sort, paa Bugen hvid; paa Overgangen mellem Over- og Undersi-
dens Farve kan findes forskjellig Marmorering. Længden af nedre
Tandrad 93 mm^ Tværmaalet af Kronen af en af de største Tæn-
der 3, Hovedskallens Længde 252, Underkjæbens Længde 200.

Som den mindste af vore Hvaler og den eneste, hvis Tæn-
der have sammentrykt, bladformet Krone, er Marsvinet strax
kjendeligt. Som stumpsnudet og med mørk Underkjæbe kan
det heller ikke let forvexles med de Delfiner, hvem det i
Størrelse kommer nærmest.

Den er den eneste af vore Hvaler, der kan siges at høre
hjemme i vore Farvande. Efter Aarstiden farter den ud og

227

ind gjennem Sund og Belter fra eller til Østersøen. Paa sine
Steder, som i Isefjord, i Karrebæk Fjord og især i Gamborg

Fig. 105. Marsvin. Hovedskal.

Fjord, har den været G jenstand for Fangst. I Stenalderens
Kjøkkenmøddinger ere dens Knogler undertiden at finde. Arten
er vidt udbredt til alle Sider for Danmark.

Spækhugger- Slægten (Orca).
Legemet langstrakt. Hovedet ret kort. Gabet ret
kort. Intet „Næb"; „Panden" foran Næseboret jevnt,
men ikke stærkt hvælvet. Enkelt Næsebor, liggende
langt tilbage, bag Øjet. Struben uden Furer. En
høj, med Alderen hos Hannen meget høj. Rygfinne.
Luffen kort, bred, afrundet. Omkring 10 — 13 Tænder
i hver Kjæbe, store, med simpelt kegleformet Krone
(ved Slid afstumpede), tæt stillede, næsten lodrette,
noget heldende fremad. Hovedskallen væsenlig som
hos Lagenorhynchus. Mellemkjæben foran Næseboret
skaalformet udhulet.

15*

228

74. Spækhugger (Orca gladiator Lacepéde).

(Delphinus orca, gladiator, Grampus gladiator,

Orca eschrichtii, minor.)

Hele Legemets Længde indtil omkring 24 Fod (7500 mm)

eller mere. Farven paa det meste af Oversiden, med Luffe

og Hale, sort; en stor hvid Plet paa Hovedets Side bag

Pig. 106. Spækhugger. Efter Lutken.

Øjet; en gullig Plet paa Ryggen bag Rygfinnen; Undersiden
hvid, med skarp Grændse mod Oversidens Farve; den hvide
Farve gaar i en stor Bugt op paa Legemets Side ved Halens
Begyndelse. Længden af nedre Tandrad hos Han og Hun

Pig. 107, Spækhugger. Hovedskal.

229

348 og 290 mm^ Tværmaalet af Kronen af en af de største
Tænder 2OV2 og I9V2, Hovedskallens Længde 970 og 770,
Underkjæbens Længde 800 og 640.

Som stor butsnudet Delfin med afrundet Luffe, høj Rygfinne,
ganske egen Farvefordeling og mægtige Tænder kan Spækhug-
geren ikke forvexles med nogen anden Hval. De svære Tænder
har den kun tilfælles med Halvspækhuggeren, der strax viser sig
afvigende ved at have en lille spids Luffe og helt sort Farve.

Skjønt kun tilfældig Gjæst hos os er den ikke helt sjelden
funden her. I Nutiden har den vist sig baade ved Jyllands
Vest- og Østkyst og helt inde i Østersøen ved Bornholm. Til
de tidligere kjendte Tilfælde er kommet et Par nye: En fandtes
opskyllet, raadden, paa Stranden ved Gamle Nymindegab i Juli
1904; et Par af dens Tænder sendtes af Medicinalraad A. Han-
sen til Zoologisk Museum. En voxen Han, død, drev ind paa
Stranden ved Hundested ved Mundingen af Isefjord 31te Januar
1908. Nogle faa jordfundne Knogler fra uvis Fortid foreligge
desuden og enkelte Fund fra Stenalder og Jernalder. Arten
findes i alle Verdenshave.

Halvspækhugger-Slægten (Pseudorca).
Legemet langstrakt. Hovedet ret lille. Gabet ret
kort. Intet „Næb"; „Panden" foran Næseboret jevnt
hvælvet. Enkelt Næsebor, liggende langt tilbage, bag
Øjet. Struben uden Furer. En anselig Rygfinne.
Luffen kort, meget smal, tilspidset. 8 — 10 Tænder i
hver Kjæbe, store, med simpelt kegleformet Krone,
tæt, omtrent lodret stillede. Hovedskallen væsenlig
som hos Lagenorhynchus. Men Mellemkjæbebenet
fortil paafaldende bredt, dannende den allerstørste Del
af Snudens Overside, neppe afsmalnende fortil, foran
Næseboret skaalformet udhulet.

75. Halvspækhugger (Pseudorca crassidens (Owen)).
(Phocæna, Orca crassidens.)
Hele Legemets Længde omkring 13 Fod (4100'"'"). Farven
sort over det hele. Længden af nedre Tandrad 260'"'", Tvær-

230

maalet af Kronen af en af de største Tænder 16, Hovedskal-
lens Længde 600, Underkjæbens Længde 510.

Halvspækhugger. Efter Reinhardt.

Som stor butsnudet Delfin med lille, spids Luffe og svære
Tænder, helt sort, er Halvspækhuggeren strax kjendelig. Fra
Spækhuggeren, hvem den ligner i Tændernes Sværhed, skjel-
ner den sig strax ved sin helt sorte Farve og lille spidse Luffe.
Fra sin nære Slægtning Grindehvalen afviger den iøjnefaldende
ved sin lille Luffe og sine svære Tænder.

Fig. 109. Halvspækhugger. Hovedskal.

Den har kun ved en enkelt Lejlighed som tilfældig Gjæst
vist sig ved Danmark: i Efteraaret 1861 kom en Flok fra Atlanter-
havet ind i Østersøen og viste sig ved Kiel; og i Foraaret og
Sommeren derefter fandtes flere døde opskyllede paa Kysterne
af Syd-Sverig og i Danmark ved Middelfart og Kallundborg.
Arten synes at findes i alle Verdenshave, dog ikke gaaende ret
langt mod Nord; ved Europas Kyster er den en stor Sjeldenhed.

231

Grindehval- Slægten (Globiceps).

Legemet langstrakt. Hovedet ret lille, kort. Gabet
ret kort. Intet tydeligt „Næb", dog Snudespidsen
noget afsat fra „Panden", der rejser sig højt pude-
formet ivejret foran Næseboret. Enkelt Næsebor,
liggende langt tilbage, bag Øjet. Struben uden Furer.
En anselig Rygfinne. Luffen lang, meget smal og
spids. Omkring 10 Tænder i hver Kjæbe, ret smaa,
med simpelt kegleformet Krone, ret tæt stillede, om-
trent lodrette, siddende i Kjæbens forreste Del. Hoved-
skallen væsenlig som hos Pseudorca, dog Næseboret
liggende paafaldende langt tilbage, tæt ved Nakke-
kammen.

76. Grindehval (Globiceps melas Traill).
(Delphinus melas, globiceps, Globicephalus melas, svineval.)

Hele Legemets Længde indtil omkring 20 Fod (6300 mm)
eller mere. Farven er over det meste sort, kun hvid midt

Pig. 110. Grindehval. Efter Murie.

paa Undersiden af Halsen og paa Bugen. Længden af nedre
Tandrad 170, Tværmaalet af Kronen af en af de største Tæn-
der SVsj Hovedskallens Længde 670, Underkjæbens Læng-
de 540.

232

Som den eneste af vore Tandhvaler med lang, smal Luffe
er den strax kjendelig. Fra Halvspækhuggeren, dens nær-
meste Slægtning, kjendes den desuden paa de smaa Tænder.

Fig. 111. Grindehval. Hovedskal.

Som tilfældig Gjæst er den nogle faa Gange strandet i
Danmark, paa Nordkysten af Sjælland og ved Middelfart. Den
hører hjemme baade i Atlanterhavet og i det Stille Hav.

En Slægtning af Grindehvalen er Grampus griseus, der er
strandet paa Holstens Vestkyst og flere Steder paa Englands Kyst, saa
at der er Grund til at vente den ogsaa hos os, skjønt Arten i det hele
synes at være mere sydlig. Den har lignende but Snude og smal spids
Luffe som Grindehvalen ; men den er mindre, 1 0 — 1 2 Fod (3 1 00 — 3800)
lang; Luffen er kortere; Overkjæben er tandløs; i Underkjæben findes
kun 3 eller indtil 7 smaa Tænder siddende forrest i Kjæben ; Farven er
fremherskende graa, paa Ryg, Luffe og Hale dog nærmest sort, paa
Bugen hvid, paa mere eller mindre af den forreste Del af Hovedet enten
hvid eller lys graa; Mellemkjæbebenet er ikke særlig bredt fortil, og
nærmest foran Næseboret er det pudeformet forhøjet. Den tandløse
Overkjæbe, sammen med den faatandede Underkjæbe, og det lyse Ansigt
udmærke den fra alle vore Hvaler.

233

Næbhval-Familien (Physeteridæ).

Næbhval- Slægten (Mesoplodon).
Legemet langstrakt. Ryggen ret stærkt buet ivejret.
Hovedet ret lille, dog langsnudet. Gabet langt. Et
langt smalt „Næb", der dog ikke er skarpt afsat fra
den pudeformet opsvulmede „Pande" foran Næseboret.
Enkelt Næsebor, liggende langt tilbage, over Øjet.
En Længdefure paa hver Side af Struben. En anselig
Rygfinne. Luffen kort, smal, ret stump. Halefinnen
ikke med et skarpt Indsnit i Midten, som hos de
fleste Hvaler, men i Midten lidt buet udefter. I Over-
kjæben ingen Tænder eller nogle faa ubetydelige
smaa Vantrivninger siddende løst i Huden. I Under-
kjæben ligeledes nogle smaa ustadige Vantrivninger,
men desuden en enkelt anselig, sammentrykt Tand,
med lille Krone, men stor Rod, hos den danske nu-
levende Art siddende omtrent midt i Kjæbens Rand,
hos yngre Dyr næsten skjult i Kjæben, større hos
Hannen end hos Hunnen. Hovedskallen ikke paa-
faldende stor, men den forreste Del af Mellemkjæbe
og Overkjæbe, sammen med Dele af Siben og Plov-
skjærben, stærkt forlænget til et langt smalt, næsten
dolkformet „Næb", ret skarpt afsat fra den bageste
brede Del af Overkjæben, med Alderen forbenende
stenhaardt; Overkjæbebenet bagtil udvidet til en
mægtig bred Plade, der skyder sig tilbage over det
brede Pandeben, som den næsten helt dækker; dets
Overside uden ops'taaende Udvæxter. Næsehulen saa
godt som forsvunden, indskrænket til en simpel Luft-
gang, der er skudt saa langt tilbage, at den ligger

234

paa Tværlinie med Øjehulen, og hvis ydre Munding
ligger noget skjævt, visende lidt over mod venstre
Side; Næsebenet indskrænket til en lille Knold ind-
trykt i Hjernekassens Forvæg. Bagranden af den
skaalformede Fordybning, som Hovedskallens Over-
side danner, højt opstaaende. Ganen uden dyb Længde-
fure. Øjet skudt ret langt ud til Siden, dækket af
en Udvæxt fra Pandebenet. Kindbenets Kindbue-Del
svag, splintformet. Tindingbenet med Ledfladen for
Underkjæben fremstaaende, men ikke paafaldende.
Underkjæben spinkel, dog bagtil ret høj, med ske-
formet udhulet Inderside, i Hagen paa et længere
Stykke rørende den tilsvarende.

77. Næbhval (Mesoplodon bidens (Sowerby)).

(Physeter, Micropteron bidens, Ziphius, Mesoplodon

sowerbiensis.)

Hele Legemets Længde omkring 14 Fod (4400"""). Farven

paa hele Oversiden, med Luffe og Hale, mørk skifersort, paa

Siderne af Kroppen gaaende jevnt over i skifergraa Farve, der

Pig. 1 1 2. Næbhval. Efter Reinhardt.

igjen jevnt gaar over i Bugens hvidlige Farve, der ogsaa naar
frem paa Struben. (Smaa hvidlige eller mørke Pletter og Streger
kunne findes over hele Legemet, Ar efter Saar og Snyltedyr.)
Hovedskallens Længde 810""", Underkjæbens Længde 710.

Som næsten tandløs eller tilsyneladende helt tandløs Hval
med lang, smal, spids Snude og uden Indsnit i Halefinnens
Midte kan den ikke forvexles med nogen af de Hvaler, der

235

ere fundne hos os i Nutiden, undtagen Døglingen. Fra Døg-
lingen kjendes den strax paa sin meget ringere Størrelse,
spinklere Form, længere Snude og mere skraanende Pande;
Tanden i Underkjæben har en helt anden Stilling og Form,
og Hovedskallen er helt anderledes, uden opstaaende Pukkel
paa Overkjæbebenet, o. s. v. Let kan den forvexles med en
tvivlsom, meget lidt kjendt Art af samme Slægt, M. europæus,
der neppe vides at afvige ved andet end, at Tanden i Under-
kjæben sidder længere fremme i Kjæben, nær Hagevinklen.

Fig. 113. Næbhval. Hovedskal. Fra Hevringholm Strand, Oktober 1900.

Nogle faa Gange er den som tilfældig Gjæst strandet hos
os, baade paa Vest- og Østkysten af Jylland. Til de to tid-
ligere kjendte Tilfælde er der i de senere Aar kommet to nye:
En Han strandede ved Klitmøller Vest for Thisted 20de De-
cember 1899 og havnede i endnu frisk Tilstand i Zoologisk
Museum. En Hun, med Foster, strandede ved Hevringholm
Syd for Mundingen af Randers Fjord ved Lag 8de Oktober
1900; Foster og Skelet gav Godsejer Morton Olsen til Zoolo-
gisk Museum. Arten lever i Atlanterhavet, men meget faa-
tallig, at dømme efter de faa Gange, den i det hele er iagttagen.

78. En ikke bestemt Næbhval-Art (Mesoplodon
(Belemnoziphius), species indeterminata).

I Rullestens-Ler ved Svanemøllen ved Kjøbenhavn er der
fundet et Stykke „Næb" af en af de Arter af Slægten, der ud-
mærke sig ved Snudens paafaldende fast sammenvoxede, sten-
haarde Knogler, og som fandtes almindelig i de europæiske
Have i Tertiærtidens senere Afsnit; Stykket er skuret og po-

236

leret, ganske at regne for Rullesten, udpløjet af et eller andet
Lag i Tertiærtidens Havbund her eller i Nærheden. Der fore-
ligger mange Afbildninger af lignende jordfundne „Næb" fra
vore sydligere Nabolande; men det danske Stykke stemmer
ikke helt med noget af dem, hvormed dog ikke er sagt, at det
ikke kunde være af en af de kjendte Arter. Man har endnu
ingen Klarhed over Afgrændsningen af de jordfundne Arter.

En Slægtning af Næbhval og Døgling er Tvetandshvalen,
Ziphius cavirostris (eller gervaisii), der et Par Gange er strandet
paa Sverigs Vestkyst og altsaa kan ventes ogsaa hos os, skjønt den ved
Europa er en stor Sjeldenhed; den er funden i vidt forskjellige Egne af
Verdenshavene, men allevegne faatallig. Fra Næbhvalen vil den i Ydre
vel lettest kunne skjelnes ved at have meget kortere „Næb", idet
„Panden" i langt højere Grad fylder Hovedets Overside; Tanden i
Underkjæben er nærmest kegleformet og sidder forrest i Underkjæben
(kan være skjult); Bagranden af den Skaal, som Hovedskallens Overside
danner, er rejst meget højere ivejret og fremludende, særlig bag Næse-
borene, saa at ogsaa Næsebenene ere løftede op. Fra Døglingen vil den
kunne skjelnes ved mindre skarpt afsat Næb og især ved helt at mangle
den pukkelformede Udvæxt paa Overkjæbebenet.

Døgling- Slægten (Hyperoodon).
Legemet langstrakt. Ryggen ret højt buet ivejret.
Hovedet ret stort. Gabet ret lille. Et kort smalt
„Næb", ret skarpt afsat fra den højt hvælvede „Pande"
foran Næseboret; Pandens Højde og Stejlhed hos den
gamle Han langt mere fremtrædende end hos yngre
Hanner eller Hunner. Enkelt Næsebor, liggende langt
tilbage, over Øjet. En Længdefure paa hver Side
af Struben. En ret anselig Rygfinne. Luffen kort,
smal, ret spids. Halefinnen uden Indsnit i Midten,
lidt udbuet. I Over- og Underkjæbe kan findes nogle
smaa, aldeles vantrevne Tænder skjulte i Huden; des-
uden findes forrest i hver Underkjæbe, men mere
eller mindre skjult i Huden, en ret anselig kegle-
formet Tand. Hovedskallen væsenlig som hos Mes-

237

oplodon. Men Overkjæbe og Mellemkjæbe ere mindre
stærkt forlængede, og deres forreste smalle Del ret
jevnt gaaende over i den bageste bredere, og „Næbets"
Knogler smelte ikke sammen; Overkjæbebenet bærer
paa sin Overside en høj, bred Længdekam, der med
Alderen voxer op som en mægtig Pukkel med bred
Forflade. Nakkevolden meget højt opstaaende.

79. Døgling (Hyperoodon rostratus (O. F. Miill.)).
(Hyperoodon diodon, butzkopf, Chænocetus rostratus.)
Hele Legemet indtil omkring 30 Fod (9400 mm). Farven

paa hele Oversiden skifersort, paa Undersiden graalig; Over-

Pig. 114. Døgling. Efter D. Gray.

gangen mellem Over- og Undersidens Farve jevn. Hos gamle
Dyr skal Farven blive lysere, tilsidst gullig. Hovedskallens
Længde lOOOmm^ Underkjæbens Længde 1300.

Pig. 115. Døgling. Hovedskal.

238

Som stor, tilsyneladende tandløs Hval med smal spids
Snude og uden Indsnit i Halefinnens Midte kan Døglingen
ikke forvexles med nogen af vore Hvaler undtagen Næb-
hvalen, fra hvem den strax kjendes paa sin Størrelse, sit
kortere „Næb", den kegleformede Tand forrest i Underkjæben
skjult i Huden og den mægtige Pukkel paa Overkjæbebenet.

Den er nogle faa Gange strandet paa dansk Kyst, paa Fyn og
Sjælland, som tilfældig Gjæst. I Atlanterhavet er den almindelig.

* Hoplocetus-Slægten (Hoplocetus).
En uddød Slægt fra Tertiærtiden, kun ufuldstændig
kjendt. En lang Række veludviklede Tænder med
kegleformet Krone og enkelt Rod findes baade i Over-
og Underkjæbe; nogle Tænder sidde ogsaa i Mellem-
kjæben; Kronen er lille, spids, kegleformet, klædt
med forholdsvis tyk Emaille, der er mere eller mindre
riflet; Roden er uhyre, opsvulmet, tenformet. Hoved-
skallens Forside viser tydelig Begyndelse til den
mærkelige Skaalform, med opstaaende Bagrand og
Siderand, der findes hos Physeter.

80. *En ikke bestemt Hoplocetus-Art (Hoplocetus,
species indeterminata (H. curvidens Gerv.?)).

Af den danske Art foreligger ikke andet end omtrent 40
løse Tænder fundne i tertiært, miocænt, Glimmer-Ler ved
Odderup Teglværk S. 0. for Tarm, alle fuldvoxne, nogle stærkt
nedslidte, andre kun ganske lidt slidte, vist stammende fra
flere Dyr af forskjellig Alder. Kronen er ganske lille i For-
hold til den uhyre Rod; en af de længste Tænder er omtrent
1 80 Millim. lang, men mangler lidt af Kronens Spids ; Kronen er nu
21 V2 høj og ved sin Grund 20 i Tværmaal; Roden er paa det
bredeste Sted 45 i Tværmaal. En af de mindste Tænder, der
ogsaa mangler Spidsen, er 125 lang, Kronen 19 høj, 17 bred,
Roden 351/0 i Tværmaal. Kronens Emailleklædning er tyk,
omtrent 1 Millim. En iøjnefaldende, vandret, bugtet Indsnev-

239

ring løber rundt om Kronen omtrent paa dens Midte og deler
den i en spinklere øvre og en tykkere nedre Halvdel, af hvilke
den nedre er ret stærkt lodret riflet og ogsaa ellers ujevn i
Forhold til den mere glatte øvre Del. Krone og Rod gaa
jevnt over i hinanden. Oftest er hele Tanden mere eller min-
dre stærkt buet; men den kan ogsaa være næsten lige.

Man har saa lidt Klarhed over Slægtens Arter, at en sikker
Artbestemmelse neppe er mulig. (Abel har, efter en forelig-
gende Beskrivelse, bestemt Tænderne fra Odderup som til-
hørende „Scaldicetus caretti Du Bus", kjendt fra Belgien og
andre Steder. Det er sandsynligt, at han har Ret; men Navnet
Scaldicetus caretti kan ikke bruges, især fordi det er langt
yngre end Hoplocetus curvidens og flere andre Navne, som
Abel selv regner for enstydige.)

Allerede paa Grund af deres Størrelse kunne Tænderne
af Odderup-Hvalen ikke forvexles med Tænder af nogen an-
den Hval end Kaskelotten; men Kaskelottens Tænder mangle
Emaille, og Emaillen paa Odderup-Tænderne er netop tyk og
i sin riflede, beltede Form højst ejendommelig.

Kaskelot- Slægten (Physeter).
Legemet forholdsvis kort. Hovedet uhyre, om-
trent en Tredjedel af Legemets Længde. Gabet langt,,
men smalt. Intet „Næb"; en uhyre Fedtpukkel dan-
ner hele Hovedets Overside, fortil rejsende sig stejlt
over Snudespidsen, Enkelt Næsebor, liggende langt
fremme, øverst og forrest paa Fedtpukkelen, lidt til-
venstre, s-formet. En Længdefure paa hver Side
af Struben. Rygfinnen lav, knoldformet, og bag den
paa Ryggen flere andre knoldformede Forhøjninger.
Luffen kort, bred, ret afrundet. Halefinnen med dybt
Indsnit i Midten. I Overkjæben ingen eller kun
ubetydelige, helt vantrevne Tænder, skjulte i Huden.
I Underkjæben 20 — 27 anselige, kegleformede, emaille-
løse, noget spredt stillede Tænder, med stor Rod, de

240

fleste vendende Kronens Spids bagud. Hovedskallen i
de væsenligste Træk som hos Mesoplodon, men af uhyre
Størrelse. Over- og Mellemkjæbe og Plovskjærben,
der ikke med Alderen smelte sammen, meget stærkt
forlængede og Overkjæben stærkt udbredt til Siden.
Nakkevolden opstaaende som en uhyre, lodret, halv-
kredsformet Væg, til Siden forlængende sig frem i en
opstaaende Rand paa Overkjæbebenet. Hjernekassen
sænket nedad, Nakkehullet visende opefter. Kindbenets
Kindbue-Del ret stærk. Underkjæben i Hagen paa et
langt Stykke rørende den tilsvarende.

81. Kaskelot (Physeter macrocephalus L.).

Hele Legemets Længde indtil omkring 60 Fod (18800""")
eller mere. Farven sort over det meste af Legemet, Under-

Pig. 116. Kaskelot. Efter Scammon.

siden graalig. Længden af nedre Tandrad 3100""", Breden af
Roden af en de største Tænder hos en voxen 80, Hovedskal-
lens Længde 5000, Underkjæbens Længde 4700.

Pig. 1 1 7. Kaskelot. Hovedskal. Efter van Beneden og Gervais.

241

Som kæmpestor Hval, den største af alle Tandhvaler, med
uhyre, klumpformet Hoved, med tandløs Overkjæbe og med
lang smal Underkjæbe med en lang Række anselige Tænder
i hver Side er Kaskelotten kjendelig mellem alle Hvaler.

Som tilfældig Gjæst er den strandet hos os, paa Hjarnø
udfor Horsens Fjord, i 1770. Et for største Delen hensmuldret
Skelet er fundet paa Læsø paa hævet Strandbred, stammende
fra „Littorina-Tiden", der væsenlig svarer til Stenalderen. Arten
findes i alle Verdenshave.

OVERSIGT

over en Del Arbejder handlende om Pattedyrene
i Danmark og de nærmeste Lande.

J. E. V. Boas: Dansk Forstzoologi, 1896—98.

C. F. Bricka: Kritik af Erslev's Afhandling Om de glubende Dyr o. s. v.;

Historisk Tidsskrift, 4de R., B. 2, 1872.
E. Erslev: Om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland, 1871.

D. F. Eschricht: Undersøgelser over Hvaldyrene, 1ste — 6te Afhandl.;

Videnskabernes Selskabs naturv. mathem. Afhandlinger, 1845,
46, 49.

D. F. Eschricht: Om Spækhuggeren ; Oversigt over Vidensk. Selsk.

Forhandlinger, 1862.

O. Fabricius: Udførlig Beskrivelse over de grønlandske Sæle; Skrifter
af Naturhistorie-Selskabet, 1ste Bd., 1790, 91.

H. B. Melchior: Den danske Stats og Norges Pattedyr, 1834.

V. Nordmann: Danmarks Pattedyr i Fortiden; Danmarks geologiske
Undersøgelse, 3dje R., Nr. 5, 1905.

J. Reinhardt: Pseudorca crassidens, et for den danske Fauna nyt Hval-
dyr; Overs. Vidensk. Selsk. Forhandl., 1862.

J. Reinhardt: Notits om en paa Østkysten af Jylland fanget Delphinus
delphis; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren., 1866.

J. Reinhardt: Mesoplodon bidens, en Tilvæxt til den danske Havfauna;
Overs. Vidensk. Selsk. Forhandl., 1880.

E. Rostrup: Bemærkninger angaaende Forekomsten af Birkemusen og

Hasselmusen i Danmark; Vidensk. Medd. Naturh. Foren., 1872.
lap. Steenstrup: Optegnelser om danske Dyrs Forekomst og Levemaade;
Naturhistorisk Tidsskrift, 2det og 3dje Bd., 1839 og 41.
Winge: Pattedyr, 16

242

lap. Steenstrup (og Forchhammer og Worsaae) : Undersøgelser i geologisk-
antiqvarisk Retning; Særtryk af Overs, Vidensk. Selsk. Forhandl,,
1848—55.

lap. Steenstrup: Om Samtidigheden mellem Kæmpe-Oxen og Landets
ældre Fyrreskove og om Flintskjærver indvoxne i Dyreknokler,
som Minder om Stenalderens Forfølgelser af de vilde Dyr;
Overs. Vidensk. Selsk. Forhandl., 1870.

lap. Steenstrup: Nogle i Aaret 1879 til Universitetsmuseet indkomne
Bidrag til Landets forhistoriske Fauna; sammesteds, 1880.

P. Tauber: En forsvindende Pattedyrverden i Kjøbenhavn; Geografisk
Tidsskr., Extrahefte, 1878.

P. Tauber: Forekomsten af Havpattedyr ved dansk Kyst; Geografisk
Tidsskr., Bd. 4, 1880.

P. Tauber: Zoologia Danica, Bd. 1, Pattedyr, 1878—92.

H. Winge: Om Arvicola arvalis i Danmark og Artsberettigelsen af Ar-
vicola campestris Blasius; Vidensk. Medd. Naturh. Foren., 1875.

H. Winge: Om nogle Smaapattedyr i Danmark; sammesteds, 1882.

H. Winge: Afsnittene om Pattedyr i Afhandlingen: Dyrelevninger fra
Ældre og Yngre Stenalders Bopladser; Aarbøger for nordisk Old-
kyndighed og Historie, 2den R., Bd. 3, 1888.

H. Winge: Om nogle Pattedyr i Danmark; Vidensk. Medd. Naturhist.
Foren., 1899.

H. Winge: Afsnittene om Pattedyr i Værket: Affaldsdynger fra Sten-
alderen i Danmark, 1900.

H. Winge: Om jordfundne Pattedyr fra Danmark; Vidensk. Medd.
Naturhist. Foren., 1904.

H. Winge (og A^. Hartz): Om Uroxen fra Vig, saaret og dræbt med
Flintvaaben ; Aarb. f. nord. Oldk. og Hist., 2den R., Bd. 2 1 , 1 906.

y. W^ulj^; Danmarks Pattedyr, 1881.

Th. Bell: A History of British Quadrupeds, 2. ed., by R. F. Tomes &

E. R. Aiston, 1874.
J. H. Blasius: Naturgeschichte der Såugethiere Deutschlands, 1857.
R. Collett: Bemærkninger vedrørende Norges Pattedyrfauna, 3dje

Række; Nyt Magazin for Naturvidenskaberne, Bd. 36, 1898.
F. Dahl: Die lungenatmenden Wirbeltiere Schleswig-Holsteins und der

Nachbargebiete, 1906.
V. Fatio: Faune des Vertébrés de la Suisse, vol. I, Mammiféres, 1869.
W. Lilljeborg: Sveriges och Norges Ryggradsdjur, I, Dåggdjuren, 1874.
R. Lydekker: A Hand-Book to the British Mammalia, 1895.
S. Nilsson: Skandinavisk Fauna, Dåggdjuren, 2. Uppl., 1847.
R. Owen: A History of British Fossil Mammals and Birds, 1846.

243

LISTE OVER NOGLE KUNSTUDTRYK

med Henvisning til de Steder, hvor de forklares.

Bagkindtand 17 Mellemtænder 23, 31

Forkindtand 17 Mælketænder 18

Fortand 17 Rovtand 104,114

Hjørnetand 17 Savtand 114

Kindtand 17 Tandform. 18 (Fig. 3), 21 (Fig. 5)

Knudetand 114 Tandsæt 3, 17, 20

Maal 18, 19, 21 I

For mindre almindelige Udtryk for Benbygningens Vedkommende
maa henvises til zoologiske Lærebøger.

FORKORTEDE FORFATTERNAVNE.

Bias.

Blasius.

L.

Linné.

Blumenb.

Blumenbach.

O. F. Mull.

Otto Frederik Muller

Cuv.

Cuvier.

Natt.

Natterer.

Erxl.

Erxleben.

Nilss.

Nilsson.

0. Fabr.

Otto Fabricius.

Pall.

Pallas.

Gerv.

Gervais.

Schreb.

Schreber.

Keyserl.

Keyserling.

Temm.

Temminck.

Less.

Lesson.

Zimmerm.

Zimmermamw-—- — ^

jrmamw-—-!- — ^^

16»

244

NAVNEFORTEGNELSE.

Side

Bardehvaler 206

Birkemus ... 62, 64

Bison 1 86

Bjørn 124, 126

Blaahval 214

Brandmus 91

Bredøre . . . 44, 46

Brud 137

Brunflagermus . . 42

Brun Rotte 85

Butøre 37

Bæver 94, 96

Daadyr 173

Damflagermus . . 35

Delfin 224, 225

Dvergflagermus . 41

Dvergmus 90

Dvergspidsmus . 25
Døgling. . . 236, 237

Egern 97, 99

Elefant 197

Elsdyr 176, 177

Faar 184

Finhval ... 211, 214

Fjeldræv 121

Flagermus. ... 4, 27

Flodilder 136

Fritte 1 36

Fryndseflagermus 34

Ged 184

Gnavere 6, 47

Graasæl . . 153, 154

Grindehval 231

Grævling . 138, 140
Grønlandshval . . 210

I.

Side
Halsbaand- Lem-
ming 78

Halvspækhugger. 229

Hare 56, 59

Hasselmus . . 65, 67

Hest 195

Hjort 165

Hovdyr 8, 155

Hund 117, 123

Huskat 116

Husmaar 130

Husmus 88

Husrotte 84

Hvaler 9, 200

Hvalros .. 144, 146
Hvidfisk . . 218, 219
Hvidnæse. 220, 221
Hvidskjæving. . . 222

Ilder 134

Insektædere . . 3, 12

Isbjørn 127

Jerv 132

Kaskelot . . 239, 240

Kat 113

Krondyr 171

Kæmpehjort ... 175
Langøre .... 36, 37

Lemming 78

Los 117

Lækat 1 36

Maar 1 28

Mammut 198

Markmus ... 71, 77

Marsvin 226

Moskusoxe 182, 183

Side
Muldvarp ... 16, 18

Mus 68, 78

Narhval 220

Nordflagermus . . 42

Nordhval 210

Nordkaper 211

Næbhval 233, 234, 235

Odder 141, 143

Oxe 165, 185

Pindsvin 19, 21

Pukkelhval 215

Raadyr 169

Remmesæl 155

Rensdyr 179

Rethval 209

, Ringsæl 151

Rovdyr 7, 103

Ræv 220

Rødmus 68, 70

Rørhval 214

Sejhval 214

Sjakal 124

Skimmelflagermus 43
Skjægflagermus . 32

I Skovmaar 131

j Skovmus 93

I Snehare 61

i Sort Rotte 85

I Spettet Sæl 1 49

Spidsmus . . . 22, 24

Spidsøre 30

Springmus 62

Spækhugger 227, 228
Steppe-Egern 100, 102
Svartside 152

245

Side I

Svin 191 I Troldflagermus

Sydflagermus ... 44 j Tvetandshval .

Sydmarkmus ... 76 i Ulv

Syvsover 65 ' Uroxe

Sæl 147 Vaagehval . . .

Tam Oxe ...... 190 Vandflagermus

Tamt Svin 194 j Vandrerotte . .

Tandhvaler 207 i Vandrotte ....

Side

41

236

122

188

213

34

87

74

Side

Vandspidsmus . . 26

Vildkat 115

Vildsvin 193

Væsel 132

Øresvin 223

Øresæl 144

II.

(Synonymer ere trykte med Cursiv).

abietum (Mustela)

åbramus (Vesperugo)

acuto-rostrata (Balænoptera) .
acutus (Lagenorhynchus) . . . .

agilis (Micromys)

agrårius (Mus)

agréstis (Arvicola)

albicans (Delphinus)

albirostris (Lagenorhynchus) .

Alces

alces (Cervus)

alexandrinus (Mus)

alopex (Vulpes)

altaicus (Spermophilus)

amphibius (Arvicola)

annellata (Phoca)

antiqvorum (Physalus)

antiqvus (Elephas)

aper (Sus)

arånea (Crocidura)

araneus (Sorex)

arcticus (Rosmarus)

Arctogale

årctus (Ursus)

aries (Ovis)

Artiodåctyla

arvålis (Arvicola)

Arvicola

aureus (Canis)

auritus (Plecotus)

austrålis (Balæna)

avellanårius (Muscardinus) . .
Balasna

Side I Side

131 i Balænidæ 209

4 1 I Barbastella 46

213 barbastéllus (Synotus) 46

222 I barbåtus (Erignathus) 155

90 bechsteinii (Vespertilio) 36

91 i Belemnoziphius 235

77 t Beluga 219

219 I bidens (Mesoplodon) 234

221 ' biscayensis (Balæna) 211

176 ! bison (Bos) 186

177 I Bison 186

84 bonasus (Bos) 1 86

120 boops (Megaptera) 215

102 I boreålis (Balænoptera) 214

74 j boreålis (Lepus) 61

151 I boreålis (Lynx) 117

214 I boreålis (Vesperugo) 42

199 Bos 185

193 I Bovidæ 165

27 I butzkopf (Hyperoodon) 237

24 I cabållus (Eqvus) 195

1 46 Callocephalus 1 49

136 j campestris (Arvicola) 77

1 26 canescens (Lepus) 61

184 i Canidæ 117

163 I Cånis 117

76 I Cåpra 184

7 1 j capréolus (Cervus) 169

1 24 Capréolus 169

37 capræa (Capréolus) 1 69

211 caretti (Scaldicetus) 239

67 Carnivora 1 03

209 ; Cåstor 94

246

Side

catodon (Beluga) 219

cåtus (Felis) 115

cavirostris (Ziphius) 236

cervaria (Felis) 117

Cervidæ 165

Cérvus 1 65

Cetåcea 200

Chiroptera 27

Chænocetas 237

communis (Phocæna) 226

cråssidens (Pseudorca) 229

Crocidura 27

Crossopus 26

curvidens (Hoplocetus) 238

dåma (Cervus) 173

Dama 173

dasycnémus (Vespertilio) ... 35

daubentonii (Vespertilio). ... 34

decumånus (Mus) 86

Delphinåpterus 218

Delphinidæ 218

Delphinus 224

délphis (Delphinus) 225

diodon (Hyperoodon) 237

Dipodidæ 62

discolor (Vesperugo) 43

élaphus (Cervus) 171

Elephantidæ 197

Élephas 197

Eliomys 97

Eocétus 218

Eptesicus 44

Eqvidæ 196

Éqvus 195

Erignathus 1 55

erminea (Mustela) 136

Erinaceidæ 19

Erinåceus 19

eschrichtii (Orca) 228

Euotomys 70

europæa (Talpa) 18

europæus (Capreolus) 1 69

europæus (Erinåceus) 21

europæus (Lepus) 59

europæus (Mesoplodon) .... 235

euryceros (Cervus) 115

Side

familiåris (Canis) 123

Felidæ 113

Félis 113

férrum-eqvinum(Rhinolophus) 46

fiber (Castor) 96

flavicollis (Mus) 93

fodiens (Crossopus) 26

foetida (Phoca) 151

foetidus (Pagomys) 151

foetidus (Putorius) 134

Foetorius 134

foina (Martes) 130

/uro (Mustela) 136

færoensis (Mus). 90

Gale 136

gigånteus (Cervus) 175

gigas (Balænoptera) 214

gladiator (Orca) 228

glaréola (Hypudæus) 70

glareolus (Mus) 70

glis (Myoxus) 67

Globicephalus 231

Globiceps 231

globiceps (Delphinus) 231

Gråmpus 228, 232

gregarius (Microtus) 77

grisens (Grampus) 232

griseus (Halichoerus) 154

groenlåndica (Phoca) 152

groenlandicus (Paigophilus) . . 152

gry pus (Halichoerus) 154

Gulo 132

Halichoerus 153

hibemicus (Cervus) 1 75

hibemicus (Mus) 86

hipposidéros (Rhinolophus). . 46

hircus (Capra) 184

hispida (Phoca) 151

Hoplocetus 238

Hydrosorex 26

Hyperoodon 237

Hypudæus 68

ibsenii (Delphinus) 22 1

Ictis 1 36

Insectivora 12

Lagenorhynchus 220

247

Side

lagopus (Canis) 121

laticeps (Balænoptera) 214

lémmus (Myodes) 78

Leporidæ 56

Lépus 56

léucas (Delphinapterus) .... 219

leucodon (Crocidura) 27

Leuconoé 34

longimana (Balæna) 215

longer (Sminthus) 64

lupus (Canis) 122

Lupus 122

luscus (Gulo) 1 32

Lutra 141

lutra (Lutra) 1 43

lutréola (Mustela) 1 36

lynx(Felis) 117

Lynx 117

måchlis (Alces) 177

macrocéphalus (Physeter) . . • 240

maritimus (Ursus) 127

Mårtes 1 28

martes (Mustela) 131

megaceros (Cervus) 175

Megaceros 175

Megåptera 215

mélas (Globiceps) 231

Méles 138

meles (Meles) 1 40

meridionålis (Elephas) 199

Mesoplodon 233

Micromys 90

Micropteron 234

Microtus 74

minor (Orca) 228

minor (Pterobalæna) 213

minutus (Mus) ... 90

minutus (Sorex) 25

monoceros (Monodon) 220

Monodon 220

moschåtus (Ovibos) 183

muralis (Mus) 88

Muridæ 68

murinus (Vespertilio) 36

murinus (Vespertilio) 43

Mus 79

I Side

' Muscardinus 65

^ musculus (Balænoptera) .... 214

i musculus (Balænoptera) .... 214

; musculus (Mus) 88

: Mustela 132

: Mustelidæ 128

Myodes 78

•Myotis.... 32

i myotis (Vespertilio) 36

Myoxidæ 65

Myoxus 67

I mystacinus (Vespertilio) .... 32

Mystacocéti 206

mysticétus (Balæna) 210

\ nathusii (Vesperugo) 41

i nattéreri (Vespertilio) ...... 34

I Neomys 26

I nigripes (Sorex) 26

i nilssonii (Vesperugo) 42

i nitéla (Eliomys) 67

I nivalis (Mustela) 137

I noctula (Vesperugo) 42

i nodosa (Megåptera) 215

nordmanni (Sminthus) 64

I norvegicus (Mus) 86

' nudipes (Lutra) 143

I Odobænus 1 46

■ Odontocéti 207

^ Orca 227

orca (Delphinus) 228

Otariidæ 144

; Ovibos 182

: Ovis 184

i Pagomys 151

! Pagophilus 152

palmatus (Alces) 177

Paludicola 74

Perissodåctyla 1 65

I Phoca 147

[ Phocidæ 147

I Phocæna 226

phocæna (Delphinus) 226

physalus (Balæna) 214

Physalus . . .'' 214

Physeter 239

Physeteridæ 233

248

Side

Pipistrellus 41

pipistréllus (Vesperugo) .... 41

Plecotus 36

primigenius (Bos) 1 88

primigénius (Elephas) 198

priscus (Bos) 186

priscus (Ursus) 1 26

Proboscidea 165

protenis (Vespertilio) 42

Protocétus 218

Prozeuglodon 218

Pseudorca 229

Pterobalæna 213

Pterygistes 42

putorius (Mustela) 1 34

Putorius 1 34

pygmæus (Sorex) 25

qvercinus (Eliomys) 67

Rångifer 179

rangifer (Tarandus) 179

råtticeps (Arvicola) 78

råttus (Mus) 84

Rhinolophus 46

Rodéntia 47

rosmårus (Trichechus) 1 46

Rosmanis 1 46

rostråta (Balænoptera) 213

rostråtus (Hyperoodon) 237

ruféscens (Spermophilus) ... 102

Scaldicetus . 239

Sciuridæ 94

Sciurus 97

scrofa (Sus) 193

serotinus (Vesperugo) 44

setosus (Mus) 84

sibbaldii (Balænoptera) 214

Sicista 64

Sminthus 62

Sorex 22

Soricidæ 22

sowerhiensis (Mesoplodon) . . . 234

Spermophilus 100

Sqvålodon 216

Sqvalodontidæ 216

subtilis (Sminthus) 64

Suidæ 191

Sus 191

I Side

I svineval (Globicephalus) .... 231

sylvåtica (Martes) 131

i sylvåticus (Mus) 93

Synotus 44

! Tålpa 16

Talpidæ 16

tarandus (Rangifer) 179

tåurus (Bos) 188

tåxus (Meles) 140

Taxus 140

tectorum (Mus) 84

terrestris (Mus) 74

timidus (Lepus) 59, 61

torqvåtus (Myodes) 78

Trichechus 144

tnincatus (Delphinus) 223

tursio (Tursiops) 223

Tursiops 223

Ungulåta 155

Ursidæ 117

Ursus 124

urus (Bos) 188

vagus (Mus) 64

variåbilis (Lepus) 61

Vespertilio 30

Vespertilionidæ 30

Vesperugo 37

Vespems 42

virgata (FeUs) 117

vitulina (Phoca) 149

vitulinus (Callocephalus) .... 149

vulgaris (Capreolus) 1 69

vulgaris (Dama) 173

vulgaris (Lupus) 1 22

vulgaris (Lutra) 1 43

vulgaris (Lynx) 117

vulgaris (Meles) 1 40

vulgaris (Mustela) 1 37

vulgaris (Sciurus) 99

vulgaris (Sorex) 24

vulgaris (Vulpes) 1 20

vulpes (Canis) 1 20

Vulpes .' 120

wintoni (Mus) 93

Zeuglodon 218

Ziphius 234, 236

TILFØJELSER

s. 44. Vesperugo serotinus. Fra Konservator H. P. Hansen
har Zoologisk Museum modtaget en Sydflagermus fra Skovdallund
ved Jelling, N. V. for Vejle, fra August 1908.

S. 65. Sminthus subtilis. Fra Prof. R. Collett er der kommet
den uventede Oplysning, at Birkemusen i 1907 og 1908 er funden i
Norge, i Opdal, Dovre.

Alle Billederne ere nye, naar de ikke udtrykkelig ere nævnte som
Gjengivelser. Figur 1, 10, 19, 48 og 70 ere tegnede af Alfred Larsen.
Alle de andre ere tegnede af H. Winge, undtagen Figur 90, der er Fo-
tografi. (Ved Uheld under Trykningen ere nogle af Billederne ret mis-
lykkede; det gjelder især Fig. 6, 13 og 18.)